Man ved ikke med sikkerhed, hvornår kniplingskunsten kom til Tønder. Vi ved med sikkerhed, at det var før 1595. De blev et statussymbol for det bedre borgerskab. Christian den Fjerde gjorde meget for Tønderkniplingerne. Kniplingspigerne var lavtlønnede,
mange endte på Fattiggården. Maskin – knipling ødelagde Tønderkniplingerne. Efter 1864 gik kunsten i glemmebogen. Et stort arbejde genoplivede traditionen. Dronning Margretes brudekjole indeholdt Tønderkniplinger.

 

Tidligere artikler

Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med handelen med kniplinger, med de stakkels kniplepiger og med kniplingskunsten som beskæftigelsesprojekt. Ligeledes har vi beskrevet dem, der tjente på kniplingsfremstillingen. En henvisning til disse artikler er sidst i denne artikel. Her vil vi beskrive den egentlige historie.

Derhjemme sad min mor og kniplede. Min lillesøster arvede kniplings tingene. Min tante underviste faktisk i kniplingsteknikken i Tønder. Som en del af bryllupsgaverne fik vi alle søskende Tønderkniplinger.

 

De første kniplinger

Allerede i 1500 – tallet begyndte man i Venezia at variere antallet af tråde i en knipling, der førte til fremstilling af løse motiver, der blev sammenføjet. Teknikken spredte sig til andre dele af Europa. De første trykte mønsterbøger til knipling blev i 1561 udgivet i Zürich.

I Flandern spillede de berømte Bryssler – kniplinger også en væsentlig rolle i 1600 – og 1700 – årene.

 

De første kniplinger

Men hvornår hører vi først om Tønderkniplingerne? Ja, det stammer måske fra byen Slesvig og går tilbage til 1595. Dengang bad præstefruen Agneta Fabricius sin datter om at sende de fire alen Kniplinger, som hun havde bestilt til en pris af 7 – 8 Skilling pr. Alen.

Under et ophold i Valsbøl den 3. september 1619 noterede Christian den Fjerde i sin dagbog:

• gav jeg for Lærred og Kniplinger 889 Rigsdaler til underskedige (forskellige) Kræmmere.

Men i 1599 er der blevet kniplet et stort tæppe, der blev brugt som brudegave. Og kunne man det dengang, så  må man antage, at der har været kniplet i adskillige år.

Rygterne vil også vide, at mænd kniplede. De fik deres skæg puttet i poser, så det ikke blev kniplet med.

Man ved ikke, hvornår kniplings-kunsten fik sit indtog i Tønder. Måske var det kniplepiger fra Brabandt (landskab i Holland og Belgien) der var importeret til Tønder.

 

Kniplinger var et statussymbol

Snart blev kniplinger et statussymbol. Det blev en del af overklassens beklædning. De anvendtes især til sengelinned og til den meget kostbare klædedragt.

I 1620 gør kongen et mindre indkøb af kniplinger i Flensborg. På billeder af Christian den Fjerde ser man ham med kniplinger. Mest kendt er kongens blodplettede kniplinger fra hans deltagelse i søslaget på Kolberger Heide i 1644. Og det var vel og mærke Tønderkniplinger.

Christian den Fjerde betød meget for Tønderkniplingernes udbredelse. I hans tugt – og børnehus var halvdelen af pigerne (ca. 50) beskæftiget i kniplestuen. I hans dagbog nævner han flere gange, at han har givet penge til en kniplepiger for kniplingerne. Også i hans egne breve kommer han flere gange ind på kniplinger.

I 1632 skriver han til Frederik Günther og bestiller 120 alen mellemværk eller to mønstre, som han sender. Så detaljeret er han, at han vil have det ene lidt kortere.

 

Stor betydning for landets økonomi

Det var også en kniplepige, der snublede over et guldhorn i Gallehus i 1639. Og sandelig om ikke kartografen Johannes Meier udsmykkede sit kort over Tønder
i 1648, der holder en knipling.

Efterhånden fandt man ud af, at knipleindustrien havde betydning for landets økonomi. I en forordning af 16. maj 1647 forbydes det, at indføre udenlandske kniplinger i Danmark og Norge.

Det var forbudt for kniplepiger at udvandre, fordi de besad kostbar viden og kunnen. Og kniplekunsten var koncentreret i en række sogne omkring Tønder.
Mod syd var det Læk, der dannede grænsen.

 

Usikkerhed om beskæftigelsesantal

På et tidspunkt var der beskæftiget mellem 10.000 og 20.000 personer med kniplingsarbejdet. Allerede som 6 – årige begyndte man at oplære pigerne på egnen.

Man kan sige at borgerskabets forfængelighed havde sin pris. Ikke kun i rigsdaler, mark og kroner. De myreflittige kniplings-piger blev ofte invalide. Hænder, nakke og ryg tog varig skade. Den vedvarende stiren ofte i en dårlig belysning ødelagde synet og sørgede for at de ikke blev gamle i faget.

Men det historikerne har glemt er, at i kniplingsindustriens glansperiode i anden halvdel af 1700 tallet var at kniplerske ikke anvendtes for gifte kvinder. Så der kan være stor usikkerhed om, hvor mange der egentlig var beskæftiget i denne produktion.

 

Lavtlønnet

En kniplerske tjente i 1700 – årene mellem 6 og 10 skilling pr, dag afhængig af hurtighed og dygtighed til at udføre de brede og vanskelige mønstre. Tallene siger ikke ret meget, hvis man for eksempel ikke kender købekraften. Men et pund smør kostede i samme tidsrum omkring 7 skilling. Det fortæller at en kniplerske godt kunne overleve selv. Hendes indtægt var en nødvendighed for en familie, hvor manden var daglejer. Men det fortæller også at enker med flere børn ikke kunne overleve som kniplerske.

Senere ser man da også adskillige kniplersker dukke op som beboere på fattiggårde på landet omkring 1800.

 

Fra hørgarn til guld

Adskillige meter meget tyndt hørgarn blev ved knipleskrinet forvandlet til det pureste guld. Man sagde dengang, at af 1 pund garn kunne fremstilles knipling til en værdi af 1 pund guld.

Gamle regnskaber viser, at i 1767 indbragte Tønderkniplingerne ved eksport flere penge til Slesvig end alle andre eksportvarer til sammen.

 

Inspiration fra Nordfrankrig

Efterhånden udviklede man andre mønstre efter belgisk forbillede. I begyndelsen af 1800 tallet var det dog den nordfranske kniplekunst, der prægede Tønderkniplingerne. Det franske forbillede blev dog varieret med dansk islæt. Der opstod nogle særprægede navne som Nellike, Jordbær, Fyldhorn, Rosen
m.m. Måske er det i dag denne type, der i dag mest kendetegner Tønderkniplinger.

 

Maskin – knipling ødelægger kvaliteten

En skæbnesvanger opfindelse blev gjort i 1809. Man opfandt en maskine, der kunne fremstille tyl – Tønderkniplingens karakteristiske bund, hvori der så kunne sys forskellige motiver. Senere fulgte maskiner, der kunne lave hele, store imitationer af kniplinger.

De fleste var begejstrede, for disse kniplinger var langt billigere end de håndkniplede Moden skiftede og efterhånden kunne
man ikke skaffe nok hørgarn.

Disse faktorer førte til en forringelse af Tønderkniplingens kvalitet. Kniplingskræmmernes indtjening blev forringet og kniplepigernes vilkår blev yderligere forringet.

 

Straf til de unge kniplerske

Fra 1800 – tallets første halvdel findes en beretning fra kniplerske Lisette Dyhrberg fra Rørkær. Hun fortæller, at hun sammen med byens øvrige piger lærte at kniple hos en gammel dame.

Kvinden indøvede kniplingsslagene ved tælleremser. Man fastholdt pigerne med arbejdet ved at lege tællelege, som man hele tiden skulle følge med i, for ikke at blive udelukket fra legen.

Straf var et middel til de små piger, der ikke kunne nå det dagsværk som lærekvinden havde opstillet. En pige der ikke havde nået dagsværket skulle ved aftenstid stå næsvis rakker. Det betød at hun med en dusk malurt bundet på rumpen skulle stå ved et hushjørne, hvor alle kunne se hende. Det skulle især dem, der gik hjem fra marken.

 

Forebyggende øvelser

Fra anden side fortælles det, at nogle af de gamle lærekoner et par gange hver dag lod de små piger hænge i armene fra abildgårdens frugttræer. Dette skyldes dog ikke en straf, men mere en forebyggende ting. Når de unge piger hver dag måtte sidde 10 – 12 timer hver dag og kniple kunne de let blive krumryggede.

 

Fra 39 år til over 60 år 

En tælling fra 1750 viste, at de ældste kniplerske var 39 år. Måske har det noget at gøre med, at man efter den tid ikke mere kunne se de meget fine tråde, der var i de såkaldte Binche – kniplinger.

En ny tælling fra de samme godser (Gram og Nybøl) lige efter 1800, hvor de traditionelle tyls – kniplinger (Tønder – kniplinger) var blevet moderne viste, at der var adskillige kniplerske på godset, der var ældre end 60 år.

 

Produktionen daler

I 1847 var der endnu beskæftiget 1500 kniplerske omkring Tønder.

Folkedragterne brugte kniplinger. Men efterhånden blev disse ikke brugt så meget mere. Efter 1850 dalede produktionen yderligere. Nu blev kniplingskunsten nærmest en fritidsbeskæftigelse.

 

Nøjsomhed, tålmodighed og flid

På Haderslev Museum findes et interessant hæfte. Det fortæller historien om Berthe Marie Alexandersen, der hver dag førte bog om hvor meget hun havde kniplet. Hun var født i 1819 og døde som 80 årig. Det var den samme mønster hun kniplede dag ud og dag ind. I hvert fald er der beviser for, at hun i en periode på 9 – 10 år kniplede det samme. Da hun måtte holde op havde hun kniplet en kilometer og 19 meter af en smal knipling. Måske havde Berthe Marie skåret stykker af i længder på 8 – 10 alen (5 – 6 meter).

Hæftet fortæller om et liv med et konstant produktionskrav til sig selv og om et liv i stor nøjsomhed. Nøjsomhed, tålmodighed og flid var egenskaber, der karakteriserede en kniplerskes arbejde.

 

Kniplingskunsten glemmes

Efter grænsedragningen i 1864 var det som om at kniplingskunsten var gået helt tabt for Danmark. Fra tysk side begyndte man at opkøbe gamle prikkebreve og mønstre.

Dansksindede kvinder som den legendariske forfatter Hansigne Lorentzen i Ballum satte både kræfter og penge ind for at bevare det, der endnu var tilbage. Tønderkniplingerne var ved at uddø for altid.

 

Hansigne Lorentzen

Hansigne Lorentzen var forfatter til nationale romaner og digtsamlinger. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange, for ikke at skabe problemer for ægtefællen, der var ansat i det preussiske skolevæsen. Hun debuterede med titlen Der kæmper et folk. Hendes sidste bog var et folkelivsbillede på rim på sønderjysk, der hed Di gammel Sø-kaptajner. Det var i 1945.

Også datteren Anna Kjems har gjort en stor indsats for bevarelsen af Tønderkniplingerne. Det samme gjorde datteren, Cathrine Lorentzen. I 1927 startede hun egentlige tre måneders knipling-kurser på Lorentzens gård i Ballum.

 

Det Tønderske kniplingsdepot

Da Sønderjylland i 1920 igen blev dansk oprettede Hansigne Lorentzen et monopol Det Tønderske kniplingsdepot.  Målet var ikke blot at bevare men også
at genoplive industrien ved at hjælpe de ældre kniplerske i gang igen. Endvidere blev yngre piger undervist i den vanskelige kunst.

Og det var en enorm støtte, at den danske dronning Alexandrine blev protektrice for foretagendet. Og dronningen lærte selv den vanskelige kunst. Hun ruttede ikke med tråden. Hun viklede resterne op på et stykke pap og skrev navn og mærke på tråden.

Dronning Alexandrines kniplebræt befinder sig på Tønder Museum. Den er skænket af kongefamilien. I øvrigt brugte dronningen 124 kniplepinde af Tønder – typen.

 

Gik fra gård til gård

Hansigne Lorentzen gik fra gård til gård . Man var godt klar over, hvorfor hun kom. Nu kommer hende med Kniplingerne. Fru Lorentzen kaldte de hende. Nogle var villige til at snakke kniplinger med hende, mens andre puttede sig lidt væk.

Har I ikke lyst til at prøve de gamle igen? Sagde hun. Jo, men det kan jo ikke betale sig, svarede de, og de havde jo ret. Men efterhånden var der nogle, der kom i gang. Hansigne Lorentzen skaffede det fine garn til dem.

Det blev selvfølgelig betalt for de mønstre, hun fik. Andre mønstre lånte hun kun. Dem måtte Hansigne Lorentzen så selv prikke af, og det var ikke noget nemt arbejde.

 

Udtjente kniplerske fik en slags pension

Man havde dengang kun det hårde pap. Det kunne selvfølgelig også ske, at man glemte et hul. Hvis man i dag får et af de gamle mønstre, kan man ikke være sikker på, at alle rapporter er ens, for også de mønstre, der blev prikket efter, kunne være unøjagtige.

Der fandtes dengang ikke millimeterpapir. De var tegnet på papir, hvor der med en kniv var ridset streger. Når man tænker på, hvor tætte Tønderprikke – breve er, er det forståeligt, at der kan være en lille forskel fra den ene tylslinje til den anden.

Hansigne Lorentzen havde den kongstanke, at kniplerskerne skulle tjene noget mere. I skal have noget mere for det, sagde hun.

Men det blev dog kun en ønsketænkning. Til gengæld fik hun indført at de gamle udtjente kniplerske kunne få en slags pension.

 

Torchon – kniplinger

På et tidspunkt opdagede man, at det var Torchon – kniplinger, man arbejdede med. Årsagen var sikkert, at det gik meget hurtigere. Men det havde ikke meget med Tønderkniplinger at gøre. Torchon er mere grove og så skal man trække og trække hele tiden.

 

Tønder Knipleskole

I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade 15. I årene efter fulgte en række kurser på Tønder – egnen og ud over landet. I 1940 flyttede knipleskolen
til Richtsens Hus i Vestergade.

Efter krigen flyttede skolen til Lorentzens Gård i Ballum. I 1956 overtog Cathrine Lorenzen gården, som hun ved sin død i 1971 testamenterede til sine søskende og et legat.

Siden 1971 har familien åbnet knipleskolen og hjemmet for offentligheden hver juli måned. Hvert forår og efterår holdes weekend-kursus i Tønderknipling på gården.

 

En ægte Tønderknipling

I 1983 udkom der et sydslesvigsk julemærke med navnet Det store hjerte. På sønderjysk E stor`Hjart. Denne kendetegner en ægte Tønderknipling.

Der er tylsbund med galslagsplatter, rosenbund og lærredsbund. Den lige Cumberlundskant – modsat den tungede kant med picotèr (fransk) eller øvekast (sønderjysk) og sidst den uundværlige konturtråd, der indrammer de forskellige dele af mønstret.

 

25 meter til Dronning Alexandrine

Ikke færre end 25 meter af denne 9,3 cm brede knipling blev efter Genforeningen skænket dronning Alexandrine. Fem kvinder kniplede hver et stykke af det smukke gamle motiv E stor`Hjart. Dronningens svigerinde prinsesse Dagmar må have været betaget af netop dette mønster, for hun anvendte det til sin første fødtes dåbskjole.

 

Dronning Margretes brudekjole

Og sandelig om ikke Dronning Margrethe, da hun stod brud i 1969 brugte E stor`Hjart i brudekjolens lange slæb. Kniplingen fra brudekjolen har befundet
sig i enkedronning Ingrids private samling.

Om Alexandra, Mary eller Marie har brugt kniplingen eller om nogle af de kongelige børns dåbskjoler har været prydret med denne Tønderknipling kunne det jo være interessant at få at vide.

 

Anna Kjems

Anna Kjems flyttede sammen med sin mand til Harreslev syd for Padborg. Her indrettede hun sig i Husflidsgården. Her fortsatte hun med at undervise i kniplekunsten. Samtidig indsamlede hun forskellige broderimønstre.

 

Hvordan knipler man

Kniplepindene er ofte knippelformede i den ene. I den anden ende omvikles der med tråd. Der kniples uden mekaniske hjælpemidler uden mekaniske hjælpemidler. Hver enkelt tråd flyttes manuelt, således at trådene kan snos om hinanden. Der flettes og krydses helt frit. På den måde kan der dannes alt fra tætte partier, som ligner lærredsvævning til net-agtige partier, som ligner tyl.

Under arbejdet holdes trådene på plads med knappenåle på et prikkemønster, der er fastgjort til et polstret underlag, et kniplebræt. Knipling er en yderst tidskrævende teknik. Der arbejdes med begge hænder og to par pinde samtidig.

 

Ti måneder for et par manchetter

Da kniplingskunsten kulminerede kunne der i de mest kunstfærdige og tætteste mønstre benyttes omkring tusinde par kniplepinde omviklet med særdeles tynd hørtråd.

Det kunne for eksempel tage ti måneder at fremstille et par manchetter.

 

Kniplingsfestival

Hvert år afholdes kniplingsfestival i Tønder. Mange strømmer til for at beskue det vanskelige håndværk, som endte med at være et nationalt symbol.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• Fattige i Tønder
• Handel i Tønder indtil 1864
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Åndens folk i Tønder
• Udvandring fra Tønder
• En af Tønders patrioter
• Ture i Tønder 1-3
• Glimt fra Tønders historie 1700 – 1900
• Anekdoter fra det gamle Tønder
• De stakkels kniplepiger
• Æ Kachman, æ Kniplepiche å åll de anne i Tynne og mange flere artikler 

Redigeret 24. – 12. – 2021