”Tyge fra Nold” stammede ikke fra Nolde. Men der var engang et slot i Nolde. Så fik præsten børn med husholderen. Og så var det manden, der fik barn med søsteren. Nis Hinrichsen måtte flygte. To gange var der religiøs vækkelse i Burkal Sogn. Læs også om den drikfældige præst. Og da kongen blev sat foran kejseren. Frits Clausen gæstede Danmarks mindste forsamlingshus. Skolebørn optrådte som lig-røvere. Bomber over Rørkær. Og så er der eksempler på en værre gang blandingssprog. 

De første kendte

Hvordan var forholdene her øst for Tønder – dengang. Ja man kan kigge i kirkebøger, gå i lokalhistoriske arkiver eller få fat i gamle erindringer. Men takket være munkene i Løgum, kan
vi også få nogle enkelte glimt fra dengang. Således er den ældste navngivne person i Burkal nok Ubbe Tordsen fra Jyndevad. Han var i strid med munkene omkring nogle jorde i Burkal Sogn.

Kongen trådte  til, og dømmer sagen til fordel for munkene. Vi er tilbage i 1245, og det er muligvis nogle af Tordsens besiddelser i Jyndevad som klosteret havde overtaget.

 

Adelsfolk i sognet

Denne Tordsen var en betydelig herre. I 1405 omtales Erik Krummendiek. Han havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie havde overordentlig betydning og var en mægtig holstensk
adelsslægt. Senere købte hertug Frederik den Første store jorde i Lydersholm af munkene. Før 1237 ejede munkene både en vandmølle, jorder og fiskedamme i Lydersholm.  I 1350 nævnes Peder Eriksen Sappi som ejer af Solvig. Mads Gjordsen giftede sig til ejerskabet

I Bov boede ridder Jannikus Jonsen. Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land i 1365. Dette jordstykke var tidligere skænket af en kone i Bov, som hed Margaretha Karoli. Kigger man i gamle papirer, ser man også at slægten Blå havde besiddelser i selve Burkal.

 

Sagnet om ”Tyge Fræ Noll” 

I Nolde skulle det før 1365 have været et gods, ejet af Peter Ebbisen. Den sidste ejer hed Tyge van Nold. Sådan påstås det, men er det nu sandt? Der er fundet træ fra vold – og vandanlæg på stedet. I sognet findes et gammelt sagn fra Valdemarstiden:-

• Tyge Fræ  Noll, der æ fa’e té dem ål 

Det første sted, man møder denne Tyge Nold i forbindelse med landsbyen Nolde ved Burkal er i Pontoppidans: Danske Atlas:

• Ved Nolde, som fordum ingen Bye skal have været, har staaet et Slot, hvis sidste Beboer, Tyge Nold nævnes i de danske kiempeviser.

Kong Valdemars bryllup

Egentlig findes der flere historier om denne Tyge Nold. Det er selve sagnet om ham. Men hans navn kendes også fra folkevisen om Sven Vonved. Og der findes også en tredje version.

Den første historie lyder sådan her:

• Kong Valdemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot i 7 år. Da snakken slap op, blev løbere sendt ud i landet for at høre og spørge nyt. Meningen var, at snakken skulle i gang igen. En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han mødte først 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og til sidst 12 rødklædte. Han standsede derefter en gammel kone, der netop kom kørende. Bag i hendes vogn var der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en meget gammel mand. Hun kunne fortælle, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre. De 12 blåklædte var hendes morbrødre. Og de 12 rødklædte var hendes sønner, ”å om´obag i æ wuun legge Thøg`fra Nåll, han æ fae te dem åll”.

De andre versioner ligner denne. Det er så blot blevet til 13 riddere. Men pludselig havde man så mere at snakke om til bryllupsfesten.

En vise om Tyge Nold findes i fire versioner.

 

Tyge Nold var ikke den sidste ejer

Men har sagnet og folkeviserne noget på sig. I Rends findes svage rester af et forsvarsanlæg. I Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går ikke længere tilbage end år 1300. Tyge Nold er langt ældre. Måske stammer han tilbage til omkring år 500. Han kan næppe have været den sidste beboer eller ejer på slottet ved Nolde.

Vi ved, at en stormand ved navn Peter  Ebbisen ejede Nolde før 1365, og at Otto Snaf skødede sin by Nolde med den tillæggende til Hertug Adolf i 1437.

Ifølge navneforskningen skulle navnet Nolde have sin oprindelse i ordet Hnulle, som betyder forhøjning. I 1365 kaldes landsbyen Nylle, i 1437 Nulde og i 1505 Nolde.  Måske er denne Tyge Nold et helt andet sted fra. Øv, det er altid trist at aflive en myte.

 

Afhængig af adelen

Slægten Emmiksen dukker op i sidste halvdel af 1300 – tallet. I 1428 havde slægten 8 gårde i Slogs Herred.  I 1519 overtager Ribe – bispen en ejendom i Lund. På denne skulle bo en person ved navn Chresten Andersen.   Den almindelige befolkning kunne dengang opdeles i to. Det var dem, der var ret frie. Mens andre var ret afhængige af adelen. Men det er svært at få et samlet overblik af forholdene.

 

Burkal Kirke

Kirken i Burkal menes at være opført omkring 1225. Andre nævner dog året 1170. Det er vel nok den yngste i Slogs Herred. Ved kirkens istandsættelse i 1622 har man været lidt hård ved det gamle inventar. Dog har man skånet Lægandskrucifikset og den gamle messeklokke. Det sjove er, at der aldrig har været et rigtigt tårn på Burkal Kirke.

Måske har munkene fra Tønder haft deres gang i Burkal. I Tønder blev der i 1238 oprettet et Franciskaner kloster (gråbrødrene). I 1275 et Dominikaner kloster (sortebrødrene)

 

Børn med husholdersken

I 1200 tallet har der selvfølgelig været en præst i Burkal. Meget imod kirkens vilje har han haft en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende . Ofte havde præsterne børn med deres husholderske. Disse forhold var mere eller mindre officielle dengang. Og mange præster var med i et slags broderskab med andre kollegaer. Det vides at præsten fra Burkal i 1517 var medlem af Den hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab i Flensborg.

 

Samarbejde med Bylderup

Det var ikke ualmindelig at der blev oprettet et vikarembede, som betaltes af broderskabet. Det betød, at der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste sine messer.  Engang ved middelalderens slutning, blev sådan et embede oprettet i Bylderup. Embedet var dog fælles for både Burkal og Bylderup Sogne. Selv om det var selvstændige sogne kunne de dog godt finde sammen.

 

Reformationen kom tidligt

Reformationen var lige så meget et diktat fra oven end et ønske fra lokalbefolkningen. Men i Sønderjylland var man tidlig på den. Allerede i 1522 havde Herman Tast en fast tilhørerskare i Husum.

Hertug Christian var en ivrig tilhænger af den nye lære. Men i kongens del var der stadig den katolske kirke, der rådede.  Men Stepping – præsten Laurentius Foss (1607 – 1640) har i sine optegnelser oplyst, at han har set en forordning til Burkal – præsten udstedt i 1528. Men en egentlig evangelisk præst kendes først i Burkal fra 1569. Det var Andreas Michelsen, der havde været diakon i Tønder fra 1561.

 

Mange forordninger fra hertugen

Ved Sønderjyllands deling i 1544 kom Burkal Sogn under Hertug Hans den Ældre. Indtil 1920 hørte sognet under Slesvig stift og biskop. Hertugen var kirkens mand. Han indførte
en del forordninger om straf for ægteskabsbrud og hor, om helligholdelse af søndagen og en forordning om, hvor mange der må være med til barselsgilder, bryllupper og begravelser.

 

Bønderne ville ikke betale tiende

Meget tyder på at bønderne ikke ville betale tiende efter reformationen. Igen i 1570 blev der udstedt en forordning for Slogs Herred om præstetiende. Det var provsten og amtmanden, der skulle visitere kirkerne og få orden på regnskaberne.

 

Herredsfoged Nis Hinrichsen

En berømt skikkelse i Sønderjyllands historie var ejer af Hajstrupgård i Bylderup Sogn, Vrågård i Burkal Sogn og Vollerup Frigård m.m. Nis Hinrichsen. I 1518 blev han herredsfoged i Slogs Herred. I 1533 blev han forpagter af tolden samme sted. Grunden til, at han blev berømt, var en episode på Urnehoved Ting i 1523.

Bønderne ville ikke mere finde sig i Hertug Frederiks ( den senere Frederiks den Første) grusomheder. Man ville hellere have Christian den Anden. Bønderne havde derfor samlet sig på Urnehoved Ting.  Nis Hinrichsen havde redet ind mellem dem og foreslået, at de skulle indstille kampen og acceptere Frederik.

Men det ville bønderne ikke finde sig i. Han måtte forlade stedet forfulgt af øksehug og pileskud. Fem pile blev hængende i hans tykke kappe. Han undslap takket værre sin hurtige hest. Men bønderne gik dog hver til sit efter episoden. Kappen og hans sporer hængte i Bylderup Kirke hen imod år 1800.

Kong Frederik den Første udnævnte ham som fri-mand, som en belønning for hans indsats. Han blev optaget i Flensborgs Frue Kjøbmands Laug i 1515. I Bylderup Kirke findes en lig-sten, der efter traditionen skulle have dækket ægteparret. Nu befinder den sig foran prædikestolen under mandfolkestolene.

 

Hertug Hans og hans jagtslot

Hertug Hans den Ældre kom en del i området. Han lod først opføre Grøngård på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot ved siden af gården. Og Hertug Frederik
havde jord ved Lydersholm. Det meste af jorden var krat og skov. Og det meste af skoven blev fældet. Det blev brugt til dige-byggeri. Der var også to udsteder, Tuetmose og Halekamp. Men beboerne blev bortvist, grundet umoralsk og forargeligt levned.

Da Hans den Ældre døde i 1580 blev jagtslottet næsten ikke mere brugt. Det gik i forfald og allerede i 1648 rives det ned. Den sidste halvdel dog først i 1656. Og gården var i privat eje fra 1775 til 1924. En del blev dog med tiden udstykket. Derefter overtog staten ejendommen og efterhånden blev jorden helt udstykket. I 1956 overtager præsteembedet i Burkal den gamle gård.

 

Moderniseringer af kirken

Det kan undre, at man havde råd til at udvide og modernisere kirken i en tid med udplyndring og besættelse. Svenskerne, udplyndrede befolkningen på livet løs. Den danske konge besatte landsdelen i både 1675 og 1685.   De første kirkeregnskaber fra 1623 kaster ikke rigtig lys over, hvor pengene er kommet fra. Men der må åbenbart have været mange, der strømmede til kirken, for den blev yderligere udvidet.

 

De fattige måtte klare sig selv

I Bylderup kendes en skole fra slutningen af det 16. århundrede. I 1710 var der fem skoler i sognet. Men i Burkal Skole gik der kun 6 – 7 børn. I kirken havde man en tysk bibel fra 1675, og i 1699 anskaffede man Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633.

I 1710 bliver der udsendt en række spørgsmål til præsterne. Og i disse svar kan vi i Burkal se, at der ikke er truffet ordninger med hensyn til tiggere. Sognet ydede ikke fattighjælp til deres egne fattige. De søgte derfor uden for sognet, for at skaffe sig til det daglige brød.

 

Barn med sin søster

I 1722 berettes om en mand, der levede både sammen med sin kone og sin søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen kunne folk jo ikke undgå, at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.

Pietismen fik sit tag i Burkal. Prædiken var mere følelsesbetonet og mere inderlig. Præstesønnen fra Højst, Enevold Ewald introducerede bevægelsen i Slogs Herred. Han kom hjem til sin far i 1718, og var meget optaget af det, han havde hørt i Jena. I 1727 kaldes han til København, hvor han bliver leder af Vajsenhuset. Denne Ewald havde en hvis tilknytning til Burkal.
Lærer Prætorios var søn af den tidligere præst i Højst, og i familie med Enevolds far.

 

Overtage embedet med enke

Allerede i 1720 var der en kreds af vakte i Burkal. Degnen Prætorius var blandt de ledende. I Burkal gik præsteembedet som så mange andre steder i arv. Det kunne skyldes at præstegårdene som regel blev ejet af præsten selv. Hvis det ikke var en søn til at overtage et sådant embede, ja så måtte en ny ung præst som regel overtage både embede, præstegård og den afdøde præsts gamle enke. Som oftest måtte han gifte sig med hende.

 

Afvanding allerede i 1712

I Tønder Amts Jordebog fra 1712 står en interessant bemærkning om byen Nolde:

• Efter at opstemningen af vandet og engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet , har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand.

Disse enge havde stor betydning for bønderne. Så tidlig som i 1713 begyndte man at dele engene mellem sig i Hostrup Sogn. Det samme skete i 1757 i Lund, mens det allerede skete i 1741 i Rends.

 

Den første vækkelse i Burkal

Vækkelsen i sognet bredte sig nu til præstegården. Præsterne fra Stepping, Huntrup og Ladelund skilte sig ud. Det var den pietistiske – herrnhutiske  bevægelse, der havde indfundet sig. Og Burkal blev et slags center for denne bevægelse. Man gik hånd i hånd med Brødremenigheden.  Omkring 1781 omfattede vækkelsen 200 sjæle i sognet. Fra den tid stammer udtrykket:

• Burkal var en Guds have, hvor det udstrøede Guds ord voksede og stod i yndig flor.

Fra 1750 – 89 havde sognet en præst Peter Petersen, der nærmest fungerede som en profet. Han forudsagde blandt andet sin egen død. Også efterfølgeren Andreas Prætorius fulgte i samme spor. Han døde i 1801. Og med hans død forsvandt den gamle herrnhutiske pietistiske bevægelse langsomt.

 

En drikfældig præst

I 1792 samlede man sammen til et tårn til kirken. Cirka 90 hustande samlede 345 mark sammen. Pastor Prætorios skrev til amtmanden, at det vel ikke var en stor sum. Og der var ikke
mange velhavende, men at man måtte påskønne viljen til dåd.

En søn af den første pastor Petersen, der også hed Peter Petersen var af en helt anden type end sine to forgængere. Det blev påstået, at han var drikfældig. Han kom til kirken lige fra drikkegilder i Tønder. I præstegården havde han en slags elskerinde.  Det positive ved denne præst var dog, at han sørgede for et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.

Pastor Beyer overtager i 1830 hvervet. Efter ham kom Pastor Claudius. De sidste rejseprædikanter havde for længst forladt sognet. Omkring 1850 har folkesproget i sognet været dansk, mens sognets kirke og skole har været ret så tyske i sprog og tanke.

 

Præsten blev smidt ud

Men dette så ud at vende, da pastor Johannes Kock kom til. For ham var kirketjenesten også skolen. Man havde ikke engang en dansk lærerbog. Han gjorde et stort stykke arbejde for at få fat i de rette lærerbøger og lærerkræfter. I 1855 mente han, at have gjort nok for sognet og ville søge væk. Men det fik han ikke lov til. Han tog også  fat på at studere det sønderjyske folkesprog.  Han blev afskediget den 29. april 1864. Og den 8. maj stod Burkals ungdom ude foran hans vinduer og skrålede:

• Du skal væk du sorte kok, nu har du galet længe nok.

Så hurtig kunne udviklingen vende. Da Kock måtte flygte, glemte han sine dannebrogsflag. De blev opbevaret af en tysksindet familie og overrakt den første danske præst efter Kock . Det var pastor Högel. Og det var efterkommere af familien, der overrakte Dannebrog, som nu var syet sammen til et flag. Grænselandet har mange nuancer!!

 

Sproget var dansk

Sproget i Burkal har altid været dansk. Men ved rigsdagsvalget i 1898 blev der kun afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. I hele perioden fra 1864  – 1920 forblev sproget i Burkal Kirke,
dansk. Stemmetalet ved genforeningen til fordel for Danmark var 51 pct.  I Nolde blev en senere meget berømt person født den 21. september 1867. Han hed Emil Hansen og ham vender vi tilbage til.

 

En ny vækkelse

En ny vækkelse kom til Burkal. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum der sammen med bysbarnet Hans Poulsen var lægprædikanter for Luthersk Mission. Der opstod missionshuse i Rends, Jyndevad, Lund og Bylderup – Bov. Også Pinsebevægelsen fik fodfæste. Efter Genforeningen var Dansk Missionsforbund på banen.

Forsamlingshuse blev indviet. Danmarks mindste i Lydersholm blev indviet i 1928, Jyndevad 1929 og Bylderup Bov i 1934. Sidstnævnte blev solgt til Luthersk Missionsforening i 1966.

 

To mindestene

På kirkegården står to nye mindesten, en for danske frihedskæmpere, der mistede livet i KZ – lejrene, og en for de sønner fra tyske hjem, der blev krigens ofre ved Hitlers fronter.

 

Store Jyndevad og Rends

Mellem Store og Lille Jyndevad er der to en halv kilometer. Og nu er vi meget tæt ved grænsen. Rends ligger fire kilometer fra Store Jyndevad. Og nede ved Sønderåen ligger Stade.  Centrum i Store Jyndevad kaldtes for Æ Bjørn. Jeg ved faktisk ikke om det stadig er tilfældet. Her lå også vandrehjemmet og en tidligere kro. Også købmand Andresen og bager Lorenzen
havde forretning her.  Vi skal også nævne to smede, Marshall og Buch. Og så var der to skomager. Storbyen rummede også en sluse og en mølle og selvfølgelig en mølledam.

Her blev der produceret jævnstrøm til byen. En aften var mølleren sur, fordi han ikke var blevet inviteret til fest. Så slukkede han for strømmen i en halv time.

Jyndevad Mølle blev først opført i 1896. Det tidligere kongelige korn – og valsemølles historie kan spores helt tilbage til 1230. Dengang blev den drevet af munkene på Løgum Kloster.
De anlagde Mølledammen i 1357 og opdrættede fisk. De spiste nemlig ikke kød.  Den danske bager lå i Rends. Den tyske i Store Jyndevad. Det var meget vigtigt at bide mærke i det. Og slagteren, der lå på vejen mod Burkal, var tysk.

Den mørkerøde Gendarmgård lå i Rends. Vi må heller ikke glemme Rends Efterskole. Og så ligger Pebersmark her også. Vi har mange gange smuglet os selv over denne grænseovergang.

Jyndevad Forsøgsstation blev bygget i 1939. Det var ellers lige før, det ikke var blevet til noget. Udenrigsministeriet mente således, at det for tæt ved grænsen.

 

En vandrig egn

Kigger vi lidt på egnen ved Grøngård, så er den meget vandrig. Her ligger på en kort strækning fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og Skelbækken. Grøngård ligger ca. 9 – 10 kilometer øst for Tønder og 2 kilometer fra grænsen.

Står vi oppe på Jejsing Banke, så kan vi skimte skovene ved Vestre, syd for grænsen. Elhøj. Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.

Først i 1934 kom der elektrisk lys på  Grøngård. Og det var også det år, der kom en fast vej til Sæd. Indtil da måtte man køre på en meget sandet vej og forsøge at finde nogle hjulspor. Her i Sæd blev der dyrket de specielle Sæd – kartofler, af en meget høj kvalitet.

 

Oversvømmelserne driller

Der var masser af sand omkring Grøngård. Engene omkring blev ofte overrislet af Gammelåen. Man kunne snildt løbe på skøjter helt fra Rends forbi Lydersholm til Tønder. I regnfulde somre kunne det være meget besværligt at bjerge både hø og korn. Når åerne gik over deres bredder, svømmede høststakkerne væk, udi Vidåen.

Ved Hestholm måtte beboerne sejle de 400 meter over til hovedvejen, hvis man skulle videre til Tønder. Hestholm lå på et værft. Selv efter afvandingen kunne oversvømmelserne skabe store problemer på egnen. Det var meget almindelig med storke dengang. Således fortælles det, at 20 – 30 storke engang overnattede rundt omkring på tage, skorstene og i træer.

I sommeren 1938 herskede mund – og klovsygen. I hver eneste fenne lå der syge dyr.

 

Både tyskere og danskere til begravelse

Når nogen var døde eller skulle begraves i Lydersholm og Grøngård, gik der en bedemand rundt til hver eneste hjem. En overgang var det æ gammel smej. Han var iført diplomat med høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord i Saksborg Kro lige ved kirken. Det skete også at en begravelse blev foretaget på både dansk og tysk.

 

Samme ramme

Dengang var alle landmændene i Lydersholm tyske. Efter genforeningen i 1920 hang der på Lydersholm Skole to store billeder. Et af af kejser Wilhelm og et billede af Luther. Men nu fik man så et billede af Kong Christian den Tiende. Og skolekommissionen var sparsommelig. Man mente godt, at man kunne bruge rammen fra kejseren.

Det var gården, Petersholm der i 1821 blev indrettet som skole. Den blev senere bygget om. Efterhånden voksede børnetallet til 50.  I Lydersholm blev der efter Genforeningen givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. Men dette kunne de tysksindede familier ikke nøjes med. Så i 1929 blev der opført en tysk privatskole.

 

Træbarakker i Lydersholm

Omkring 40 gendarmer bosatte sig efter 1920 i Lydersholm. Der blev bygget en række træbarakker til dem. De bidrog også til kulturen med deres hornorkester. En fast bestanddel var de til ringridning og skyttefester.

 

Kongelig besøg 

I juni 1934 besøgte de kongelige, Danmarks mindste forsamlingshus i Lydersholm. I følget var foruden Kong Christian den Tiende, Dronning Alexandrine, Kronprins Frederik, Prins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde. Også amtmand Grev Schack og politimester Martensen – Larsen var til stede.

Skolebørnene fik fri og flagene vajede overalt. Dog valgte de tyske skoler i området ikke at give børnene fri.

Gamle Eduard Petersen fra Lille Grøngård havde netop modtaget Ridderkorset få dage i forvejen. Han var også mødt op for at hilse på kongen og takke for korset:

• Æ si’e mi kong så manne tak for e ko´s. Så gik han i stå, men fortsatte idet han med fingeren pegede på Grev Schack:
• Ham dær, e amtmand var jo ud’ ve mæ’et den anden daw.

 

Frits Clausen på besøg 

Det lille forsamlingshus lagde rammerne til meget. Herfra kunne lytterne over det ganske land høre en direkte radiotransmission. Det var stort. Og her kom Frits Clausen og talte til 25 – 30 meningsfæller. Bageren fra Bylderup Bov havde været med til at arrangere mødet.

Ved Lille Tønder Skov var der friluftsteater. Forskellige turneer spillede her, helt til 1956. Skuespillerne blev indkvarteret på egnen.

I Sæd var det indtil 1945 tysk flertal. Her begyndte den danske skole med syv børn i en lille privat stue hos en landmand. Efterhånden måtte man dog rykke ind i storstuen.

En ny skole blev bygget af staten og indviet i 1933.  Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro. Her holdt lærer Højmark en flammende tale om Kresten Kold og hans tanker.

 

Et sjovt sprog

Egentlig gik det fint mellem de dansk og tysksindede i de første ti år efter genforeningen. De fleste kunne dansk også hjemmetyskerne. Men resultatet blev meget pudsigt, når man blandede de tyske brokker sammen. Denne der blanding kendes også inde fra Tønder.

• Ich bin så scheiss in stand til morgen
• Ich bin så  scheiss inn stand og æ er slet it rigte opgeregt eno.
• -Æ har slett int fån mi morgenkaffe ino.
• Habe ich dir nicht so oft gesagt, at do itt må komm så møj schør o æ brø

Ja, det er hvis kun sønderjyder, der kan forstå dette. Lederen af tysk ringridning i Saksborg sagde engang:

• Still gestand! Rechtsumm! Og så  kié ind a e Lejgaff

Stemningen vendte efter 1930 –  31. Man samledes stadig til begravelser. Men efterhånden sluttede de fælles folkelige arrangementer.

 

Vil ikke drille tyskerne

Den 12. maj 1933 afholdtes et stort idrætsstævne i Tønder. 1400 børn gik i optog fra Tønder Banegård gennem hele byen til sportspladsen. Forrest red stolte ryttere. Bertel fra Grøngård var en af dem. Far og mor havde kørt dem ind til Tønder. Bertel og hans bror havde hver tre små danske flag i hånden.  Da de kørte gennem Sæd på vejen hjem, gemte Bertel sine flag i bunden af vognen. Hvorfor gør du det, spurgte faderen. Jeg vil ikke drille tyskerne, svarede han. Ork, svarede faderen, det var jo netop det vi gjorde i Tønder i dag.

Selv i børnenes bevidsthed blev Sæd regnet for en tysk by, dengang.

 

Chokolade og cigaretter til tyske soldater

Den 9. april 1940 delte hjemmetyskerne chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater. En købmand delte ud af sine varer i lange baner. Og i Lydersholm råbte en gårdejerkone til naboen:

• Das haven die Dänen gut von

I det lille forsamlingshus i Lydersholm overnattede 14 tyske soldater. Senere forargede det de dansksindede, at hjemmetyskerne fejrede Hitlers fødselsdag i det danske forsamlingshus. Det var svært at bære. Masser af lagkage, blev der bagt. Da Paris blev taget blev Hagekorsflaget rejst i Lydersholm.

 

Bomber over Rørkær 

Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber over Rørkær. Tre mennesker blev dræbt, og tre ejendomme blev fuldstændig ødelagt.

Det gik ikke ubemærket hen i det lille samfund, at alle gendarmer blev anholdt. I Jyndevad hjalp en tysk soldat en gendarm til at flygte. Mange blev anholdt, blandt andet vognmand Hans Therkelsen i Bylderup Bov.

De første gendarmer var bukket under i KZ – lejrene. Sorgen bredte sig i det lille samfund. En mindegudstjeneste for afdøde lektor Rosenkjær
i Tønder Kirke samlede også mange dansksindede fra Burkal Sogn. Lektoren var omkommet i KZ – lejren i Husum.

350 tyske arbejdere ankom til Rørkær – Jejsing. De skulle grave tankgrave, skyttegraver og fælder på strækningen mellem Jejsing til Tønder. Soldater blev indkvarteret overalt, og også flygtninge ankom i stigende antal.

 

Bombefly ned ved Jejsing

En vinteraften blev et engelsk bombefly skudt ned på en mark ved Jejsing. Seks flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende i to døgn. Folk valfartede til stedet. Den tyske skole i Bylderup lavede direkte en udflugt til stedet og beundrede tyskernes værk. En af flyverne lå fastklemt i en tjørnehæk. Nogle af de tyske skoleelever samlede flødekarameller ud af denne døde pilots lommer.

Bomber faldt ned i Rends, Nolde, Vindtved, syd for Jejsing og Solderup.

På hele strækningen til Tønder blev der gravet maskingeværstillinger, kun et par meter fra hovedvejen med 50 meters afstand.

 

Emil Nolde

Vi havde bebudet, at vi ville vende tilbage til Emil Hansen fra Nolde. Han var søn af gårdmand Niels Hansen, der kom fra det frisiske og Hanne Christine Hansen, som var født i Nolde. Sproget var selvfølgelig dansk, tysk lærte man i skolen.

Drengen elskede at tegne og modulere. Landbruget var ikke noget for ham. Han kom i lære hos billedskærer Sauermann i Flensborg. Efter lærertiden og nogle år i Karlsruhe og Berlin kom han i 1892 til Skt Gallen i Schweitz, hvor han var tegnelærer i seks år.

De følgende år rejste han i Tyskland og Paris. I 1900 kom han til København, hvor han traf Willumsen, Knud Rasmussen og Herman Bang.  Han sendte billeder ind til Charlottenborg og Den frie. Men de blev ikke antaget. Han traf også en ung sangerinde, Ada Vilstrup, som han efter et år blev gift med. De følgende år blev svære for Emil Nolde, som han kaldte sig. Og det videre forløb kan du læse i artiklen Vadehavets maler – Emil Nolde.

Barndom i Nolde

Emil så resterne af borgen  Måske blev den brugt som røverborg, konstaterede Emil. I hans ungdom bestod den lille by af fem huse og fem gårde med i alt 68 indbyggere. Livet omkring Burkal dengang i 1870erne beskrev Emil Nolde ganske malende.  Han beundrede kroværten på  Saksborg Kro, Ingwert Iveren. Han havde engang sagt til landsdommeren:-

• Du skal drikke vand, det er sundt
• Søndag formiddag var Ingwert altid i form, når kirkegængerne kom forbi, for at få sig en snaps.

Det var sjovt, når en handel skulle afsluttes. Når 18 okser skiftede ejer. Det kunne være Rasmus Hinrichsen og Christian Mathiesen fra Højer eller Peter Lorenzen fra Dageböll Kog,
der købte dyrene.

Og så skete det også, at man skulle tælle, hvad der var i indsamlingsbøtten fra kirken. Det foregik i hjemmet. Faderen var kasserer i Burkal Kirke.  Når så foråret kom var der både føl, kyllinger, lam og kalve. Jo, det var noget man glædede sig til. Og købte man hos købmanden for 15 øre rosiner, ja det var luksus. De forskellige årstider satte sit præg på Emil. Naturen havde også sine luner.

Der var høstfest med glade mennesker og harmonika – musik. Glæde var det, når frugtvognene fra østkysten kom. Så var der blommer, pære og æbler. Der kom også fiskevogne over fra østkysten. Man kunne købe daggamle torsk meget billig.

Der var meget, der skulle klares på  gårdene. Bagning, røgning, slagtning. Og børnene hjalp med. Til jul spiste karlene og pigerne med i den gode stue. Der blev badet i Grønå, og her lærte man også at svømme. Her fangede man også mange fisk, nogle gange endda laks.  Det kneb for Emil, at lære bibelen uden ad. Så ville han hellere lytte, når karlene fortalte historier. Særlig historierne om røverne ved Kruså, syntes Emil, var spændene.

Sproget var en blanding af sønderjysk og tysk. I skolen blev der talt tysk, religionsundervisningen foregik på dansk og når der skulle handles med dyr, foregik det på  plattysk. Da Emil
blev ni år, måtte han gå en klasse om til stor fortrydelse for faderen.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder

 

• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Hostrup, Jejsing og Præsten

Redigeret 8.11.2021

Gennem århundrede har man forsøgt med afvanding. Det havde ofte katastrofale følger. Tønder mistede sin status som søfartsby. Landbrugsjord blev konstant oversvømmet. Kanalplaner blev skrinlagt. Den sidste afvandingsplan var nær blevet forkastet. Marskboerne havde svært ved at omstille sig. Tønder var konstant omgivet af en kæmpe sø.

 

Fejlslagene projekter og omstilling

Det var bestemt ikke let, at være beboer i marsken. Gennem århundreder har man forsøgt med mere eller mindre effektiv afvanding. Kanaler og diger blev hele tiden bygget. Gang på gang bød tilværelsen på oversvømmelser og stormflod. Markerne kunne i årevis ikke dyrkes på grund af saltvand. Da man så endelig iværksatte en meget effektiv afvanding forsvandt marskboernes naturlige indkomst. Man blev tvunget til at finde nye næringsveje.

For Tønder var udviklingen katastrofal. Man mistede helt forbindelsen til havet. Talrige forsøg på at genskabe en forbindelse til havet mislykkedes. Og endnu en katastrofe indtraf for byen kort før den sidste store afvanding fandt sted. Det sydlige opland forsvandt efter grænsedragningen i 1920.

 

Tønder måtte betale slusen

Tønder var afskåret fra havet. Ved Grippenfeld, en halv mil fra byen blev der bygget en sluse. Den var temmelig høj. Mindre skibe kunne godt passere den, når de lagde masterne ned. Hertugen var til stede, da det nye dige og slusen blev færdig den 6. juni 1566. Man pålagde Tønder at betale den del af slusen, der lå oven over vandet. Senere skulle byen også betale vedligeholdelsen af denne del. I en dom afsagt af skønsmænd fra Hørsbøl, Kær og Bøkling herreder hed det:

• Angående striden mellem kogene og Tønder by vedrørende slusen, hvorigennem også  sejladsen må foregå, da er denne sluse til stadens fordærv, hvorimod kogene kogene knap mærker nogen ulempe, da de er fulde af siler, hvorigennem de kan udlede deres vand. Da slusen er er meget besværlig og kostbar at holde ved lige, kender vi vor ret, at eftersom de nye koge ved Guds hjælp og Vor Fyrstelige Nådes råd og dåd har fået god velsignelse, skal kogene også med ret og billighed være skyldige at hjælpe deres naboer i Tønder til en sluse så god som i det gamle dige, hvorigennem deres sejlads foregår, ved at betale alt det, der er under vand, og når det er nødvendigt, på Tønders bekostning at bevare og forbedre deres øverste del.

Rudbøl kunne blive en konkurrent

Valdemar den Femte havde i 1354 udvidet Tønders privilegier, sådan at beboerne i de omliggende herreder i en afstand af to mil fra staden ikke måtte købe andre steder end i Tønder.
Dette gjaldt også med hensyn til håndværkere. Men Tønder fik en farlig konkurrent i Rudbøl. Her havde Hertug Frederik den Tredje store planer.

Hertug Frederik den Tredje, der kom til magten i 1616 havde ofte besøgt den sydvestlige del af Sønderjylland. Efter det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg trængte de kejserlige tropper ind i Slesvig Holsten. Hertug Frederik søgte at hævde en vis neutralitet og satte sig i forbindelse med Wallenstein, og overlod ham sine fæstninger.

Christian den Fjerde beskyldte hertugen for at have forbrudt sig mod lens-pligten. Han belejrede ham i hans residens Slesvig og lod sine engelske hjælpetropper under general Morgan sløjfe skanserne i Rudbøl og Dedsbøl samt besætte slottet i Tønder.

 

Det forkerte flag

Ved den lejlighed rev Lauritz Bensen fra Rørbæk den hertugelige fane ned. Han blev senere pågrebet og den 22. januar 1631 blev han henrettet foran Gottorp Slot.  Ved freden i Lübeck
1629 fik hertugen alle sine besiddelser tilbage, som var besat af de kongelige eller de engelske tropper, således Tønder by og slot og skanserne ved havnen i Rudbøl.

 

Afvanding gennem hele historien

I marsken og i Tønder var man efterhånden trætte af vandet. Der måtte ske noget. Men det var et kæmpe ingeniørarbejde, der skulle fortages. Masser af planlægning var gået forud.Normalt taler vi om afvandingen efter 1920. Men gennem historien har bønderne kæmpet med afvandingen i marsken.

 

Vidåens delta

Man havde allerede tidligt slået sommerdigerne fra Ubjerg over Aventoft til Fiskerhusene sammen. Dermed havde man befriet dette område for tilstrømmende vandmasser fra Grønå
og Vidå.  Der var problemer ved Rudbøl. Her lå Vidåens udmundingsområde, idet den fra Rudbøldyb løb gennem Højer Sogn og via det såkaldte Højerdyb og Listerdyb ud i det åbne hav.

Før ind-digningerne begyndte, gennemstrømmede Vidåen Højer Sogn i flere bredere og smallere arme. Den dannede en slags delta. Hermed dannedes en række større og mindre øer og
halliger.

Dengang hørte man ikke noget om dårlig afvanding. Men det blev anderledes i midten af 1500 – tallet, da man begyndte at bygge diger og sluser. Ved det dige, der blev bygget i årene
1554 – 1555 blev flere af Vidåens arme af-dæmmet ved Gaden, Poppenbøl og Rudbøl.

 

Sandaflejringer

Da Gudskog en halv snes år senere blev inddiget og diget fra Rosenkrans til Rudbøl med sine sluser for anden gang overdæmmede Vidåen, opstod der problemer. Til-slamning og sandaflejringer blev et problem. Der opstod stridigheder mellem de kongelige undersåtter i Møgeltønder Kog og hertugens. Man kunne ikke blive enige om, hvem der skulle vedligeholde diverse gennemløb og sluser.

 

Eget initiativ fra Møgeltønder

I begyndelsen af 1600 – tallet anlagde Møgeltønder Kog en sil-grøft gennem Rudbøl Værft med sin egen sil, der blev kaldt Veltensil eller Filtingsil. Dette var for at afvande forlandet, som dengang var u-inddiget. Man ville undgå udgifterne til afvanding gennem sluserne i Rudbøl.

Snart efter i 1622 fik også  Rudbøl Mark, Poppenbøl Mark og Gaden Mark deres egen afvanding gennem den såkaldte Moritzen – sil.  Da også Rudbølkog blev inddiget i 1715 blev Vidåen
for tredje gang overdæmmet. Sluserne ved Rudbøl blev nu til åbne sluser. I det nye dige, der var en kilometer lang, blev der anlagt tre sluser. Men hurtig viste det sig, at disse ikke kunne klare vandmængden. Der måtte bygges to sluser mere.

Efter ind-digningen af Gammel Frederikskog, blev denne afvandet gennem en kanal langs Frederikskog – diget og gennem en sil ved Nørremølle.

 

Gudskog opmåles

På kongens og hertugens befaling blev Gudskog i 1708 opmålt med henblik på en bedre afvanding. Man traf den beslutning, at alt det vand, der nordfra og østfra strømmede ind i Gudskog skulle ledes uden om denne og ud i Vidåen. Der skulle bygges afvandingsmøller, som skulle udpumpe regnvand og opsamlet vand.

Fem afvandingsmøller blev bygget. En kanal gennem Hungerborg Mark og Ubjerg Kog blev reguleret ved den såkaldte Grippenfeld – sluse. En række andre foranstaltninger blev også iværksat.

 

Vidåen overdæmmet for fjerde gang

Da så Ny Frederikskog blev inddiget i 1860 – 1861, blev Vidåen overdæmmet for fjerde gang. Den gang blev det en stor åben stensluse med to mindre sidesluser. Man tænkte på skibsfarten. Den vandmængde som skulle ud gennem denne sluse var blevet stærkt forøget. Sejersbækken gennem Daler Sil og Ny Sil i Højer Dige samt fra Gammel Frederikskog, skulle igennem.

Sluserne kunne ikke altid åbnes, når der var højvande på grund af storm. Dette medførte ofte oversvømmelser. Ved Tønder oplevede man i 1879 en oversvømmelse på en halv meter over normalt højvande. Hele græs – og høhøsten blev ødelagt. Især Rudbølkog var ofte udsat for oversvømmelser.

 

Kanal – planer

Nye tanker fremkom om at åbne for atter engang at åbne for skibs trafikken helt til Tønder, Men udgifterne til dette blev alt for store, så de tanker opgav man igen. En ny kanal kom på banen i 1879 – 1880. Projektet tog sigte på at lede vandet fra Sønderå, Grønå og Vidåen uden om marskarealet. Kanalen skulle begynde ved Vindtved, optage Sønderå og føres mod nordvest til Grønå for derpå at fortsætte syd om Tønder ved randen af gesten, syd om Møgeltønder og forbi Højer. Den skulle så støde på Vidåens nedre løb. Her skulle der bygges to sluser, den ene i kanalen og den anden i Vidåen. Kanalen skulle være 21,6 km lang. Bundbredden ved Vindtved skulle være 7 meter og ved Højer 18 meter.

På begge sider skulle der opføres kanaldiger, så høje og så langt fra hinanden at de sædvanlige sommerhøjvander kunne rummes i den egentlige kanal uden at nå op på dens diger. Selv under den allerhøjeste vandstand skulle vandet holdes mellem digerne.

Kanalvandet skulle holdes helt uden for marsken. Omkostningerne ved projektet var anslået til 1.550.000 mark. Men ved det afgørende møde den 4. juni 1880 blev projektet nedstemt
med en flertalsbeslutning blandt dige-fogeder og kogs-inspektører.

 

Nødråb fra Rudbøl 

I 1910 forsøgte man igen fra Rudbøls side at gennemføre et kanalprojekt efter fire med oversvømmelser. Heller ikke dette lykkedes. Første verdenskrig var også årsag til at en samlet afvandingsplan ikke blev til noget.

 

Planer endelig godkendt

Ved et møde den 10. marts 1923 blev Hede-selskabet opfordret til at foretage undersøgelser og udarbejde planer for afvanding af Tøndermarsken. I begyndelsen af 1925 kom sagen så
til forhandling i folketing og landsting. Der blev besluttet at to tredjedele af omkostningerne (3 millioner kr.) skulle dækkes af statsmidler og resten 1.200.000 kr. ydes afvandingsforbundet som statslån til 6 procent. Lokalt var man meget skuffet. Man havde regnet med 4 procent.

Å-løbene blev atter reguleret. Der blev bygget å-diger omkring dem og skabt reservoirer i Rudbøl Sø og Magisterkogen. Der blev anlagt fire pumpestationer, der skulle hæve vandet fra de lave marskarealer op i de inddigede å-løb. Længere mod nord, især i Brede-å – lavningen blev problemerne først løst meget senere.

 

Skøjtekøb fra Tønder til Møgeltønder

Fra gammel tid var vinteroversvømmelse nøje knyttet til Tønder og den nærmeste omegn. Hver vinter var Tønder nærmest omgivet af en kæmpe sø. Det var selvfølgelig dejlig, for dem der løb på skøjter. Min far påstod, at han kunne løbe på skøjter helt ned til Niebøl.

De østfra kommende vandmasser hobede sig op i Tønders umiddelbare nærhed. Men desværre kunne sommeroversvømmelser også forekomme. Dette umuliggjorde kreaturenes fortsatte græsning.  En afvanding var forbundet med store økonomiske udfordringer. Store dele af marsken lå indtil en meter under nul.

 

Ny plan næsten forkastet

Den 1. december 1925 var en ny plan klar til afvanding af marsken. Og denne plan var lige ved at falde. Resultatet blev 46 stemmer mod 33.  Den overordnede ingeniør Ulrik Petersen flyttede teltpælene til Højer 1. marts 1926. Da han forlod byen i 1930 havde han gennemført et storslået kulturarbejde.

Der var foretaget udbygning af et omfattende kanalnet. Det omfattende areal omfattede 13.300 ha. Vidåen og dens tilløb var blevet reguleret.  Ja der var anlagt 80 km diger og ca. 250 km store og små kanaler. Byggesummen kom op på 6,2 millioner kroner.

Arbejdet optog i høj grad Tønders borgere. I december 1928 var vandet igen gået over Tønder – Flensborg vejen. Hestholm kunne måske for sidste gang kun nås med en båd.

 

Vanskelig omstilling

Desværre for Tønder mistede man den sidste rest som søfartsby, idet den gamle Skibbros – kanal med Vidåen og havet endelig forsvandt.

Landskabet i marsken blev ændret og det gjorde mange af beboernes tilværelse også. Søer og sumpe blev udtørret. Fiskeriet ophørte næsten. Tagrørsbevoksningen forsvandt. Det var slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fremover måtte man ernære sig med det traditionelle landbrug.

En stor del af marskboerne var modstandere af afvandingen. Især syd for grænsen var der stor modstand. Man mente, at livsvilkårene ville blive forringet. Dem der levede af rørskæringen
frygtede arbejdsløsheden. De store gårde, der levede af rørskæringen vidste ikke, hvad de gik ind til. Tiltro til myndighederne var det bestemt ikke.

Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del i marsken, at de ønskede afvandingen. Selv om der var flertal, fandtes der mange modstandere især omkring Rudbøl.

I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En stor del af marskboerne måtte igennem en vanskelig omstillingsproces.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Højer
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere om
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder 

• Aventoft– byen ved grænsen
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• En rebel og hans gård
• Kanal gennem Tønder
• Møgeltønders historie
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken – under vand

 

• Under Højer (77 artikler)
• Bådfolket i Rudbøl 
• Fiskeri ved Højer 
• Højer – som havneby 
• Højer – stormflod og diger 
• Travlhed ved Højer Sluse 
• Vadehavet ved Højer 
• Rudbøls Historie 
• Højer – før i tiden 
• Stormflod ved vestkysten og mange flere artikler 

Redigeret 8.11.2021 

Erindringer nr. 2

Tobaks – og aviskiosken, Tagensvej 180.

Måske på grund af forretningens varesortiment der mest var for voksne, har jeg, fra mine tidligste drengeår, kun en diffus erindringer om detaljer i forretningen, men den har sikkert lignet så mange andre kiosker af samme slags, med Cigaretpakker og andet rygegrej, og Øl, Vin og Spiritus flasker, samt dagens aviser og de kulørte ugeblade.

Om ejeren i årende før og under 2. verdenskrig har jeg ingen erindring, men husker, at jeg har købt forskellige blade for børn der udkom en gang om ugen, f.eks. Tarzan, Superman, Kong Kylie med Hoppalong Cassidy, og selvfølgelig Anders And, o.m.fl. Normalt fik jeg dog kun lov til at købe et, højst to forskellige blade ad gangen, men så kunne man være heldig at ens kammerater havde nogle af de andre, så man alligevel kunne følge med i tegneserierne.

Da jeg var en 16 – 17 år, begyndte jeg at købe ugebladet Tempo, og det skulle få stor betydning for mit liv, hvilket ikke er nogen overdrivelse. Årsagen må  jeg fortælle inden jeg vender tilbage med noget om den nye ejer der havde overtaget forretningen straks inde i 50´erne.

Tempo var et ugeblad, hvis målgruppe var af begge køn, hovedsagelig fra 10 – 50 år, uden dog at grænserne var særligt definerede og bladene blev solgt som abonnements ordninger eller ved almindeligt \”løssalg\”. Jeg var i en årrække trofast løssalgs kunde.

Udbuddet af de kulørte ugeblade var stort og alle udgiverne gjorde sig store anstrengelser for at fastholde læserskaren uge efter uge. Indholdet bestod derfor, for en stor dels vedkommende, af fortløbende historier og konkurrencer som kunne sendes ind, i håb om at vinde en af de udlovede gevinster.

I foråret 1956 afholdt de en konkurrence der løb over 6 uger, hvor gevinsterne var 5 stk. Vespa Scootere og 10 stk. SCO Knallerter. For at gøre sig håb om at vinde, skulle man besvare et spørgsmål hver uge, som gik ud på, at der blev bragt et foto fra ét eller andet sted i Danmark, og så skulle man
gætte hvor, eller hvad det var. Jeg kan huske 3 af dem. Et var af Kronborg i Helsingør, det andet af Tårnet på Himmelbjerget og det tredie var Roskilde Domkirke. Heraf fremgår det tydeligt, at det ikke har været Redaktionens hensigt at gøre opgaverne svære, tværtimod, for formålet var jo at sælge så mange eksemplarer af bladet som muligt, så her skulle alle kunne være med.

Vindernavne blev præsenteret i det 7´ende nummer af Tempo, efter konkurrencens start. og mit var med, som en af de 5 der havde vundet en ny

Vespa scooter og i øvrigt den eneste fra København. Det er ikke for meget sagt, at jeg blev lykkelig.

Jeg vil helst tro, at det var \”Fru Fortuna\”, lykkens gudinde, der trak mit navn ud, men tanken har alligevel strejfet mig, at det jo var meget \”praktisk\”, at have mindst én vinder der boede i København, da der skulle interviewes og fotograferes til bladet, således, at en journalist og en fotograf ikke skulle bruge for lang tid på den opgave.

Tempo blev udgivet af Forlagshuset der lå på Bygmestervej Kbh. NV og der skulle jeg hente gevinsten, eller rettere, beviset på, at det var mig der havde vundet.

Det var ikke dem der havde Vespa´en.

Selve overrækkelsen af Vespa Scooteren foregik på Importørens adresse Esplanaden 6 – 8, hos Bülow & Co., og ej heller den dag kunne jeg få den med hjem, da den hverken var indregistreret eller havde fået nummerplade endnu. Men nu havde jeg da i det mindste, siddet på den. For mig var det en stor dag, fordi et brændende ønske om at eje en Vespa Scooter, her gik i opfyldelse.

Nogle dage senere igen, kunne jeg endelig køre Vespa´en hjem fra Motorkontoret på Polititorvet, hvor den var blevet forsynet med nummerplade nr. K 99 870, som dengang var i sortmallieret, med bogstavet og tallene i hvidt. Kørslen foregik inden jeg havde været oppe til den praktiske køreprøve, som jeg først skulle op til, og bestod 14 dage efter.

Interessen for Vespa Scooteren og kørslen på dem, har holdt sig intakt lige siden.

Tilbage til Tobaksforretningen.

På et tidspunkt, vel omkring 1950, skiftede forretningen ejer, og der kom et nyt skilt på facaden. Med store sorte bogstaver på hvid baggrund, stod der W W W, hverken mer´ eller mindre. Hvad de tre dobbelt W´r stod for, kunne vi ikke få at vide selv om vi spurgte ham mange gange gennem årene. I vore moderne tider er det oplagt, at det står for World Wide Web, men dette var i 1950´ne, og altså på et tidspunkt hvor Internettet var langt ude i fremtiden. Kammeraterne imellem, havde vi ligefrem gættekonkurrencer om betydningen, f.eks. kunne det jo være, at manden hed Willy Walter Willumsen, men vi fik aldrig det med de 3 W´er opklaret.

Derimod var det et faktum, at ejeren var en enorm tyk mand, kortåndet mand på omkring 50 år, der sad på en taburet bag disken hele dagen og kun sjældent, og da kun med stort besvær, rejste sig fra den position. Det betød, at mange \”gamle\” kunder, og dem var der flest af, udførte \”selvbetjening\”, længe før denne forretningsform vandt almindelig indpas.

Cigarfar, som vi \”døbte\” ham i mangel på et rigtigt navn, slog så beløbet ind på kasseapparatet der stod inden for rækkevidde, til højre for ham og pengene skiftede ejermand.

I øvrigt virkede lokalet meget overfyldt, dels af den store disk, men mest af kasser med Øl og Sodavand, hvoraf jeg husker de 2 meget populære, Valash og Lemon Squash. Gulvet var med Terrasso stenbelægning, lige som hos Ismejeriet og hos frk. Calle, Købmanden. Forretningerne var mage til indretningen af de øvrige lejligheder i ejendommen, med stue, køkken, toilet og entre med dør ud til trappeopgangen.

I forretningsvinduet op mod gaden, havde Cigarfar anbragt 2 store skilte, – ét med teksten: \”Spørg efter hvad De ikke ser, vi kan ikke have det hele i vinduet\”, og ét med en meget finurlig tekst: \”Gå ikke forbi, når De går forbi\”.

Der var en jævnaldrende dame omkring ham, som hjalp med at hente varer og gå til hånde, og bl. a serverede hans frokosttallerken på disken lige foran ham. Hun var næsten det modsatte af Cigarfar´s statur, – tynd og spinkel og meget vims.

Om det var hendes rigtige efternavn og om de var gift, ved vi ikke, men vi kaldte hende fru Christensen. De havde ingen børn, men begge var meget flinke og imødekommende, så dem der var vant til at komme i forretningen fik lov til, på egen hånd, at bevæge os rundt, både i selve forretningslokalet og i baglokalet,
hvor kasserne med Øl – og Sodavand stod stablet fra gulv til loft, samt papkasser med div. mærker \”Røgvare\” og mange andre kioskvarer.

Hvordan det kan lade sig gøre, at drive forretning med stor succes, når man er så bevægelseshæmmet som Cigarfar, undrede folk sig tit over, men tilsyneladende gik forretningen godt, og der var altid masser af varer i alle forretnings sortimenter, men især for drikkevarernes vedkommende, manglede der ikke noget.

De var begge meget venlige og smilende og de var gode til at få folk til at give en hånd med, og der var altid en dreng, som gerne ville tjene en ekstra skilling
med at hente – eller bringe varer ud til folk der ikke selv kunne bære disse hjem. Betalingen faldt omgående og han var ikke \”fedtet\”.

Omsætningen af Øl var så stor, at ikke alle kasserne fra dagens leverance fra Øldepoterne kunne være i selve forretningen, men blev stablet i mandshøjde oppe på fortovet, langs husgavlen. Bemærkelsesværdigt er det, at der, mig bekendt, aldrig skulle være forsvundet en kasse Øl, men kriminaliteten var mindre den gang, og Mjølnerparken og dens klientel, og tilsvarende Getto´er, var ikke opstået endnu.

Cigarfar og fru Christensen, boede i lejligheden lige over forretningen og de fleste af gårdens beboere havde ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der uden for åbningstiden, – ja faktisk fra tidlig aften til først på morgenen, ankom privatbiler, eller oftere Taxa´er, til opgangen nr.180. og at den kørte igen uden passagerer, men efter at der var blevet båret én eller flere kasser øl og andre kioskvarer ud i bagagerummet. Det var handel \”bagom\” og har sikkert været en indbringende forretning da det var til aftentakst, lig 2 x prisen indtil kl 24.00 og \”nattakst\” efter, svarende til 3 dobbelt pris.

Private selskaber eller måske værtshuse, kan være løbet tør for drikkevarer og mange vidste, især hyrevognschauffører, at ude på Tagensvej 180 kunne man, udenfor alm. forretnings tid, ved hjælp af god betaling, skaffe hvad man manglede af Øl, Spiritus og Tobaksvarer, så festen kunne fortsætte, koste hvad det ville, og det var altid muligt, at \”banke\” Cigarfar op, uanset tidspunktet på døgnet.

Denne handel \”bagom\” gik selvfølgelig ikke upåagtet hen, og mindst 2 -3 gange er der faldet bøde der blev stadig større fra gang til gang til Told og Skat, efter
at Politiet havde aflagt et \”uanmeldt\” besøg i forretningen.

Der blev, mand og mand i mellem, snakket om at nogen meldte denne ulovlige handel til myndighederne, hvilke er en nærliggende antagelse, da det gik ud over andre forretningers omsætning, af de samme varer, i dagtimerne

Også Told- og skattefar, og dermed samfundet og os all, blev jo snydt for indtægter i form af skatter og afgifter, da handelen uden for forretnings tid, kun foregik kontant og sandsynligvis ikke blev registreret nogen steder.

Bøderne stoppede dog ikke helt denne \”lyssky\” handel, men da varernes pris steg, for at der skulle være penge til evt. nye bøder, \”tyndede\” det ud i kundekredsen.

Hvornår Tobaksforretningen i nr. 180 stoppede, og hvorfor, ved jeg ikke noget om, men i lighed med forretningslokalet i nr. 152 og 162, har der efterfølgende været skiftende ejere i meget varierede brancher.

 

En episode der relaterer til Tobaksforretningen.

Da jeg var kommet i en alder, 16 – 17 år, hvor jeg var begyndt at komme i Jazz klubber, som f.eks. Montmartre og havde Vingården på Nikolaj plads som \”stamværtshus\” for at høre Jazz og møde vennerne, og naturligt nok var begyndt at drikke øl, hændte det en eftermiddag midt på sommeren, at jeg stod
sammen med et par af mine kammerater og helt åbenlyst drak en \”Høkerbajer\”, som vi havde købt hos Cigarfar. Der stod også den sædvanlig lille flok af mænd og drak øl. Smadder hyggeligt, syntes vi, og helt i orden.

Min mor kom i det samme hjem fra arbejde og da hun så jeg stod og drak øl, ”sådan et sted”, sagde hun, at det ville hun altså ikke se igen. Det rettede jeg mig
efter, og drak ikke øl mere på den måde.

Min mor var bange for, at jeg skulle ende som én af de \”Sutter\” der næsten altid står i en lille flok og drikker Bajere uden for købmandsforretninger, nogle
endda hele året rundt, uanset vejret.

Det var en nyttig advarsel, som min bedste kammerat, John, og hans lillebror Jens, også burde have taget til sig. For dem endte det i tiltagende drikkeri og det gik desværre til sidst grueligt galt, – følgevirkningerne af et overforbrug af rygning, øl og spiritus, tog livet af John i en alder af 46 år, og for hans lillebror, Jens, der dog nåede at blive 58 år. John og Jens´ s søster Lizzie (*1940), levede i bedste velgående i hvert fald i 2006, ligesom deres far, Anker Christian Jensen, der i dec. 2006 blev 91 år. Han -, og resten af familien Jensen, havde gjort alt hvad der stod i deres magt for at ændre John og Jens´s adfærd, men havde desværre ikke held med det.

                                                           
FHC 2008

 

Redigeret 9. – 03. – 2022

Købmandsforretningen, Tagensvej 162

På facadeskiltet over forretningen stod der Kolonialhandel og på skiltet ned langs siden ved indgangsdøren stod der, under hinanden, Kaffe The  Kakao.

Købmanden var ikke en mand, men i en dame, – en frøken, med efternavnet Calle, som i 1950 vel har været omkring 55 – 60 år, hvilket er mit bedste gæt, for når man kun er 11 – 12 år, er folk på mere end 50, gamle og det så hun ud til at være, – hun var ingen ”letvægter”, kom fra Sønderjylland, drev forretningen alene og havde ”privaten” i forretningens baglokale.

Hun var kendt for sit sindige gemyt og venlige betjening af kunderne der kaldte hende Frk. Calle, eller bare Calle af dem der have boet i ejendommen længe.

Jeg mindes ikke at have set hende med andre frisurer end at det tynde, grånende hår var redt stramt om i nakken og samlet i en knold, der sad højt i nakken.

Også hendes tøjvalg var gammeldags og hele hendes fremtoning synes vi var lidt ”kone-fra-landet” agtig, men hun var altid ordentlig med sig selv.

Egentlig kender jeg ikke ret meget til Calle personligt, men ved dog, at hun havde en næsten jævnaldrende søster der kom og besøgte hende med lange mellemrum. Det ved jeg fordi Calle, engang i begyndelsen af 1960´erne, spurgte mig om jeg ville tage et foto af hende og søsteren, næste gang hun kom på besøg, som hun kunne vise familien i Sønderjylland. Calle havde lagt mærke til at jeg havde et fotografiapparat og det var nemmere – og billigere, at lade mig forevige dem. Det ville jeg gerne og efter aftale, kom jeg en aften ind i ”privaten”, som var på samme størrelse som mine forældres soveværelse, idet de lå i samme opgang og i lodret linje, blot på 4. sal. Jeg fik naturligvis dækket mine omkostninger for de 2 optagelser det blev til, godt og vel, og for ulejligheden, uden at jeg husker hvor meget jeg fik. Optagelserne var som nævnt, indendørs, så der blev benyttet en éngangs Blitzpære pr foto, – filmen skulle tages færdig før den kunne blive fremkaldt og der skulle laves billeder, så der gik nogle dage, eller uger, før Calle kunne få sine billeder og sende dem til søsteren.

Calle var glad for dyr, i hvert fald for heste, for i sommerhalvåret, tilbragte hun de fleste søndag eftermiddage, ude på Charlottenlund Travbane.

I dag forbinder mange navnet Calle, med den kendte grænsekøbmand, men jeg fået bekræftet, at de, underligt nok, ikke i familie med ”vores” købmand Calle.

Nå, – men den Sønderjyske grænsekøbmand hedder for resten slet ikke Calle, men Antoni Andresen og han brugte sit ”kælenavn” som forretningsnavn, da han startede første butik syd for grænsen d. 1. maj 1973.

Butikslokalet i Kolonialhandelen på  Tagensvej 162, var indrettet med en lang, lige ”købmandsdisk”  der stod parallelt med Tagensvej, og derfor optog mindre plads i rummet end Ismejeriets vinkelformede disk.

I diskens venstre side stod et lille skab med glassider og glashylder med småting til personlig pleje, tandpasta, håndsæbe, læbepomader og Ginge barberblade.

Pudsigt nok, husker jeg ikke at der skulle have været et kasseapparat, så muligvis har Calle blot brugt en skuffe under disken med rum til de forskellige valører i mønter og sedler og måske den lille bog hvor folk blev ”skrevet”, d.v.s. at de fik lov til at skylde indtil det var lønningsdag.

Op ad bagvæggen bag disken – og væggen til venstre i lokalet, var der et skuffemøbel den første meters højde og reol med hylder næsten op til loftet. Belysningen i lokalet bestod af 4 pendler med en kuglerund, mælkehvid glasskærm der hang ned fra loftet i en kort ledning, over disken, og ellers dagslys fra det store udstillingsvindue, hvor der stod grupper af ufyldte konservesdåser, stablet i pyramidefacon, lige som i et skydetelt.

For at skærme for solens påvirkning kunne Calle trække et ”rullegardin” af gennemsigtigt, rødbrunt, gennemsigtigt celluloid eller Cellofanmateriale, ned på indersiden af udstillingsvinduet. Indvendig på indgangsdøren var der et rullegardin, men det var bare af lysegråt, glat lærred, hvorpå der stod Lukket når det var trukket ned. Det kunne man så stå og glo på et øjeblik og ærgre sig, når man var kommet for sent til at handle.

I reolerne stod de sædvanlige færdigemballerede kolonialvarer og i et par af reolens rum stod der vin og spirituosa, hvorimod sodavand og øl stod i deres kasser i baglokalet, hvorfra Calle hentede dem efter behov..

I venstre hjørne, ud mod forretningens udstillingsvindue stod der en lille Kaffemølle med to store, forkromede beholdere, som indeholdt hver sin sort af kaffebønner. Kværnen blev drevet af en elektrisk motor via en smal, rund læderrem og et større hjul med s – formede eger, der sad direkte på kværnens aksel. På gulvet tæt ved Kaffemøllen, stod to store, gråbrune lærredssække med hele bønner i de to sorter, – eller kvaliteter, som Calle førte, parat til at blive hældt op i de respektive beholdere. De to kvaliteter man kunne vælge i mellem, hed i folkemunde: ”Hverdags kaffe ” og ”Søndagskaffe” eller som nogen kunne finde på at sige: ”Gæstekaffe”.  Der var ingen grund til at gøre valgte af kaffe mere kompliceret end nødvendigt. Bønnerne blev forinden malningen, vejet af i papirsposer på en gammel balancevægt, med to skåle, – en til varen og én til lodderne. Der var altid lidt kværnet kaffe smulder omkring udløbet, og det kunne vi unger godt lide at dyppe en finger i, som først lige havde været i munden for at blive fugtig så der hang lidt fast.

Under 2. verdenskrig, og i nogle år efter, kunne man købe erstatnings kaffe, til at drøje kaffebønnerne med. Det smagte ikke meget af kaffe, men da der var rationering på rigtig kaffe, og kaffe var lige så uundværlig som nu, var det noget man var nødt til at supplere med.

Det var lavet af Cikorieplantens rod og 2 dominerende, danske firmaer kæmpede om markedsandele herhjemme, Danmark og Richs, bl. a. ved at finde på smarte slogan. Richs startede med sloganet : Det er Richs der drik´s og konkurrenten Danmark, svarede igen med sloganet : (men) Det er Danmark´s der du´r.

Et kuriosum er, at man i Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6 – 8, i Roskilde, som er gammel, helt original kolonialhandel under Roskilde Museums regi, helt op til efteråret 2009 kunne købe nylavede pakker Richs, – ikke ud fra et rentabelt synspunkt, men udelukkende af hensyn til museumsbutikkens sortiment, så folk der kunne have lyst til at genopleve smagen, eller hvis man ville vide hvordan erstatningskaffe smagte, havde muligheden.
Røveri – ca. 1950.

En dag hørte vi, at der havde været røveri hos Calle, og da den slags hændelser var sjældne i ”vort” kvarter, og så ”tæt” på, vakte det stor opstandelse og alles
opmærksomhed.

Røveri og røveri !, – ja, man kan kalde det hvad man vil, for det der var sket, var ganske udramatisk, men ret snedigt udført. Hændelse forløbet var som følger:

To halvstore drenge var kommet ned i forretningen og havde bedt om nogle varer som de sikkert har vidst, at Calle opbevarede ude i baglokalet. Medens Calle var derude, lukkede den ene dreng døren mellem forretningslokalet og baglokalet og bandt et stykke reb fra dørhåndtaget og til radiatoren så Calle ikke kunne
åbne døren og komme tilbage til lokalet. Drengene begynder at tage varer  og tømme pengeskuffen, hvilket Calle kan høre og som gør hende helt febrilsk, og vil så løbe ud på trappeopgangen og komme om til forretningen fra gaden. Drengen havde imidlertid været så snu, at de på forhånd havde bundet et stykke reb fra trappegelænderet og til dørens udvendige håndtag, således at Calle heller ikke kunne få den dør op da den åbnede indad. Hun var fanget i sin egen lejlighed, og ville så ringe efter hjælp, men det kunne hun heller ikke, for telefonen stod på den anden side af døren, altså inde i forretningslokalet. Sidste mulighed for at komme ud, var at kravle ud gennem vinduet til gården på bagsiden af huset, hvor der kun var ca. en meter ned til jorden. Calle var jo ikke nogen ”årsunge” og var ej heller særlig atletisk, samtidig med, at der stod stabler af varer foran – og i vinduet, som først skulle fjernes, så da det endelig lykkedes hende at komme
ud den vej og om til indgangsdøren, var drengen over alle bjerge med kontanter, et par kartoner cigaretter og nogle stænger chokolader.

Godt nok var det grimt at miste værdierne, men det var næsten værre at Calle følte sig taget ved næsen af et par ”snothvalpe”.

Calle var naturligt nok, stærkt påvirket af hændelsen, men passede alligevel troligt sin forretning – og levevej, endda uden at modtage psykologhjælp. Kunderne har givetvis mange gange, naturligvis ud fra den bedste mening, spurgt, hvordan hun havde det og fået hende til at mindes røveriet, når historien skulle genfortælles, men Calle var vellidt, så kunderne har givetvis snakket fortrøstningsfuldt med hende og alle var kede af det på hendes vegne.

Om Calle fik lavet nogle seriøse sikkerhedsforanstaltninger for at imødegå gentagelser, ved jeg ikke, men døren mellem forretningen og baglokalet blev straks taget af hængslerne og sat i kælderen.

De to frække drenge blev aldrig fundet, men vi unger, havde vore daglige fjender, ”Hoterne” under stærk mistanke, – ja !, vi var så godt som sikre.

Jeg ved ikke hvornår Calle ”drejede nøglen om”, og hvad der kom lige efter, men kendt er det, at forretningen gennem årene har skifte ejer og branche flere gange, ligesom lejemålet har stået tomt og ubenyttet i perioder.

                                                            

                                                                       Opdateret maj 2010 FHC 2008

Kolonialforretningen på Tagensvej 162.          Foto FHC  nov. 1955

 

Redigeret 9. – 03. – 2022

Kolonialhandler Calle og søsteren fra
Sønderjylland   Foto FHC 1960

Erindring om Tagensvej / Rovsinggade kvarteret  i perioden 1938 – 1973

I Ejendomskomplekset Tagensvej 152 – 180, der består af 3 ens, 4 etagers bygninger, hver med 5 opgange, var der i hver gavl, vendende ud mod Tagensvej, et erhvervslejemål i lejligheden. På grund af niveauforskellen mellem fortov og forretningsgulvet, var der en stentrappe med tre trin ned til indgangsdøren.

Lersø  Ismejeri, – stod der på facadeskiltet over forretningen på Tagensvej nr.152, – og på et skilt vinkelret ud fra muren, – teksten SOLBJERG IS.

Ejeren hed Hr. Nielsen og han stod hver dag, fra tidlig morgen kl.06.00 til lukketid kl. 18.30 iført sin rene, nystrøgede hvide kittel og skjorte med et diskret, godt brugt slips. Livvidden var lidt over middel, men ellers af almindelig af højde og drøjde, – altid meget korrekt og tjenstvillig over for kunderne, alt i alt en meget behagelig og rar Ismejerimand.

Fru Nielsen, hans kone, var lidt under middelhøjde, men til gengæld var hun lidt over middelvægten for sin alder. Hun gik til hånde i forretningen, hjalp med ekspeditionerne når der var travlt og passede ellers regnskab og indkøb og hr. Nielsen.

Her kunne man købe sine mejeriprodukter, mælk og fløde, smør, margarine og Palmin, æg i størrelserne stor, mellem og lille og rugbrød fra Schulstads eller Rutana, Arbejdernes Fællesbageri i Nannasgade, lyst eller mørkt maltet. Man kunne også købe rugbrød med kerner der ikke var knuste, men ikke så mange forskellige slags. Ønskede man ikke at købe et helt rugbrød, delte hr. Nielsen brødet med en skæremaskine fra RAADVAD i to lige store halvdele, efter øjemål. Hvis der var en lille forskel, fik kunden den største halvdel. Den næste der bad om et halvt rugbrød kunne jo ikke se, hvor stor den første halvdel havde været, så der var ikke noget at komme efter.

Skiveskårede brødtyper, pakket i plastposer, dukkede op midt i 50´erne.

Af de ”hvide” brødtyper var der Franskbrød, Sødmælksbrød, Formfranskbrød og Sigtebrød, og desuden var der de  rektangulære Knækbrød fra fabrikkerne Schulstads og KB der var indpakket i damptæt papir så knækbrødet holdt sig sprødt i mange dage. Og så var der Mariekiks i de karakteristiske sølvblanke ruller med skæve, røde firkanter.

Ved siden af disken stod der en høj glasmontre med bagud skrånende front, hvor der stod æsker med chokoladedelikatesser, flødechokoladen Pernille og den mørke Senator, samt et meget begrænset udvalg af Wienerbrød og forskellige slags tørkager, hvoraf jeg især husker de grå karton æsker med tryk i én farve, der forestillede damer i krinolinekjoler i silhuet, siddende ved små Caféborde. Æsken indeholdt Honningkager, som var skåret i ca. 2,5 cm brede stykker som var ca. 15 cm lange og med et lag blød chokoladecreme i midten. De hed ”Provstindes guf” og smagte himmelsk, især når æsken var ny oplukket. Prisen for sådan en himmerigsmundfuld var 25 øre, så man skulle være sød mod sin mor, hvis man skulle gøre sig fortjent til sådan et.

Smørret stod i åbne, halverede tønder, Dritler, som stod på skrå op ad væggen i en hvidmalet træplade med hul der passede til Dritlen, dels for at præsentere sig bedre og dels for at Hr. Nielsen lettere kunne komme til at skrabe en mængde smør ud med en stor, bred træspatel, og derefter klaske klumpen ned på et stykke Pergamentpapir, som han i forvejen havde stænket godt til med det vand der sad på træspatlen der efter brug blev sat tilbage i sin vandfyldte, glaserede, brune lertøjskrukke. Papiret med smørklatten blev derefter anbragt på den mekaniske Decimalvægt, så den store viser svingede ud langs de mange buede skalaer, der viste hvor meget det vejede. Det var altid spændende at stå og vente på at nålen skulle falde til ro og se, hvor nøjagtigt Hr. Nielsen havde ramt det
halve – eller hele pund smør, man havde bedt om. Hvis der var for meget, tog han noget af og omvendt, hvis der var for lidt. Min mor kontrolvejede altid pakken med smør når vi var kommet hjem, – Nielsen skulle ikke slippe godt fra at snyde med vægten. Der gik mange historier om at forretningsfolkene, når der var tale om slumpvejede varer, kunne snyde ved at påvirke vægtskålen med tommelfingeren. Jeg mindes, at min mor flere gange har brokket sig over, at hr. Nielsen sjaskede vel rigeligt med vand på det papir smørret blev lagt på, og derfor blev vejet med og solgt til smørrets kilopris, hvilket var en god ”forretning”.
Nielsens ”undskyldning” var, at det var for at smørret ikke skulle hænge fast i papiret. Min mor syntes, at det var en dårlig undskyldning, for papiret blev alligevel altid skrabet af til sidste smørplet.

En anden ting som min mor kunne blive irriteret over, – ikke kun i Ismejeriet men også i andre forretninger, var at de hjemmegående husmødre altid (?) handlede ind på det tidspunkt, hvor de udearbejdende kom hjem fra arbejde og skulle skynde sig hjem for at leve aftensmad til deres mænd. Mor syntes nok at de lige så godt kunne handle ind om formiddagen når de alligevel ”gik hjemme”.

Min mor havde som ung fået en uddannelse som Konfektrice på chokoladefabrikken Cloétta, der i 1920´erne lå i Hørsholmsgade, så hun var bestemt ikke bleg for at sige noget til de ”fine” damer, og jeg har oplevet, at hun påtalte dette for dem, om hvem hun mente, at de ”ikke lavede noget”, – om ikke de kunne være rare, at fortage deres indkøb på tidspunkter, hvor der ikke var så travlt. Irritationen blev ikke mindre af, at de tilsyneladende tog sig oceaner af tid til at udvælge deres varer og samtidig ”pludrede” løs, alt imedens min mor stod og trippede for at komme hjem og lave mad der helst skulle være færdig kl. 18, som
var normal spisetid for mange arbejdere, og selv om ordene var meget tilforladelige, så var tonefaldet bestemt ikke til at tage fejl af.

I en periode, som 10 – 12 åring, gik jeg med mælk og morgenbrød om søndagen for Hr. Nielsen. Det betød, at jeg mødte i Ismejeriet, kl. 06,00, ofte sammen med en anden dreng, for at gå rundt på hver vores rute med de varer som kunderne havde bestilt i forvejen. De fleste kunder boede i ejendomskomplekset, hvor vi selv boede, men der var også enkelte kunder i nabogaderne, Slangerupgade og Valkyriegade og nogle få der boede endnu længere væk, men som
var kunder hos Hr. Nielsen, måske fordi de synes godt op forretningen, eller måske fordi de havde opbrugt deres kreditværdighed i det Ismejeri der lå nærmest hvor de boede.

Varerne havde vi med rundt i store fletkurve, som Hr. Nielsen havde pakket inden vi mødte og som vi ude på ruten, stillede lige inden for døren i opgangen, medens vi tog varerne i hænderne og spænede op ad trapperne til de lejligheder der skulle have dem. Specielt husker jeg en kunde, F. Parmo Sørensen i nr. 176, 2. th., som skulle have en stor pose morgenbrød plus 4 liter sødmælk, og dengang var det i store, klare flasker med tyk hals. Det var tungt og har nok været medvirkende til, at jeg lærte at bære fem mælkeflasker i højre hånd og 4 i venstre, for at spare ture op og ned i opgangene. Det kræver at man kan sprede fingrene, – at de er lange nok og at også styrken er der.

Når vi havde sat morgenbrødet og varerne ved kundens dør, tog vi de tomme mælkeflasker med retur til forretningen, hvis kunden havde stillet dem uden for, – så i bogstaveligste forstand, gik vi sjældent tomhændede rundt og op og ned i de 4 etagers ejendomme.

Når vi havde udført ca. halvdelen af udbringningen, omkring kl. 07.00 og var tilbage i Ismejeriet, havde fru Nielsen stillet en lille forfriskning an til os, som bestod af en kvart liter sødmælk og 2 stk. Rosenbrød. Det synes vi drenge var skønt, – både med pausen, men endnu bedre var den kolde, friske mælk og de 2 Rosenbrød med et tykt lag af, endnu fugtigt, Flormelis.

Det hændte af og til, at vi fik sat en pose med morgenbrød, hvis indhold ikke svarede til kundens bestilling, og så var ”Fanden løs”, for så havde Hr. Nielsen straks en morgengnaven mand eller kone i telefonen, som ikke kunne klare at spise et rundstykke uden Birkes, hvis det skulle have været med, eller hvad det nu end har været der var galt.

Det kunne selvfølgelig også ske, at vi vitterligt fik sat en forkert pose ved en forkert dør, enten fordi vi ikke havde kunnet tyde kundens navn og adresse som Hr. Nielsen havde skrevet på posen med blyant, eller det var os selv der havde været uopmærksomme. Vi fik aldrig skældud af Hr. Nielsen, men det betød naturligvis, at vi måtte tage en løbetur mere, for at tilfredsstille kunden så søndagsfreden kunne blive genoprettet.

Det værste der kunne ske, var når vi havde været uheldige, at tabe en mælkeflaske, som var smadret i faldet mod stentrappen, hvilket resulterede i et værre svineri med mælk og glasskår, og så vi manglede også den del af leverancen til en kunde. Jeg husker at det skete for mig et par gange, men underligt nok ikke,
hvad jeg gjorde i den situation, med spildt mælk og endnu værre, glasskårene på trappeopgangen, – blive liggende kunne det jo ikke, så fru Nielsen er nok blevet alarmeret og sendt hen for at tørre op og fjerne glasskårene, og hun har nok også taget den manglende flaske mælk med til den rette kunde, alt imedens vi fortsatte videre på vor rute. I øvrigt var gadedørene aldrig aflåste, som de er nu om stunder.

Samme fru Nielsen, havde vi drenge lidt ondt af, for hun var altid synlig nervøs, hvilket gav sig udslag i rødmen og knopper i ansigtet, især omkring næsen og som derfor var kraftigt pudret. Nervøsiteten skyldes en slet skjult underkuethed af Hr. Nilsen, også selv om der var kunder tilstede, så hun har nok ikke haft det bedre end så mange andre koner i den generation, i forholdet mand / kone, men Hr. Nielsen var en der altid havde orden i sine sager.

For 3½ – 4 timers arbejde fik vi hver 4 kroner, og altid i blanke guld 2 kroner, måske for at det skulle se ud af noget mere, – plus, som nævnt 1/4 sød og 2 stk. Rosenbrød. Jeg tror såmænd nok vi var godt tilfredse med det.

 

Fingerfærdighed.

Det, at jeg som 8 – 10 åring, havde lært at bære de flere tykhalsede mælkeflaske ad gangen, mellem fingrene, skulle senere vise sig at være årsag til, at jeg som arbejdsdreng, i ventetiden på min læreplads samme sted, var den foretrukne til at hente øl til svendene og arbejdsmændene, for jeg var den eneste der kunne bære 15 ølflasker på en gang, – 8 i den højre og 7 i den venstre hånd, – vel at mærke kun hvis der var kapsler på, da de virkede som ”bremse”.

Når der kom nye folk på værkstedet, som ikke ville tro på at det kunne lade sig gøre, så væddede svendene om det og jeg skulle jeg så vise ”ølhenter”  nummeret. Det kostede ”en omgang” til sjakket, som i den periode, betød 14 bajere og 1 sodavand. Det var et populært ”nummer” og jeg gjorde et gerne da det jo smittede af på mig, idet ingen af svendene drak sodavand.

Da jeg var blevet lærling, overtog den nye arbejdsdreng indkøbstjansen af svendenes fornødenheder op mod frokosttid, men ingen havde den fornødne styrke i fingrene, så af og til var der nogen der ville gense ”ølhenter” nummeret, og så reddede jeg mig endnu en gratis sodavand.

                                                                                                      
FHC opdater 5/2010

 

Redigeret 9-  03. – 2021

Adelslægten Akeleye 1

Mange adelsslægter 2

Slægten i Norge 3

I Ørsted Kirke 4

Slægten på Bornholm 5

Den Nordiske Syvårskrig 6

I Sverige og Rønne 7

Gøngehøvdingen 8

Tilbage til bornholm 9

Sagnet siger, at Ridder Fleno fra Læk grundlagde byen. Fem stygge adelsmænd plyndrede alt og alle. 13borge og et hav af møller havde byen. I Skt. Knuds Gilde skulle man hævne sine brødre. Borgmester hånede købmændene: ”Penge er deres afgud”. Byen er kendt for de våde varer. Over 200 brænderier var der. 45.000 hyldede Hitler i 1932. Over 3.000 flensborgere mistede livet under 2. verdenskrig.

 

Mange besøg i Flensborg

Her midt i Flensborg har jeg siddet til ansættelsessamtale. Men hvad jeg ikke vidste var, at for at få jobbet skulle jeg bidrage med en stor pose penge. Det var også her i Flensborg at spritbåden anløb hele fem gange, mens der ombord blev afholdt generalforsamling i Bov IF. Da vi lang om længe gik i land i Kollund
opgave tolderne at tjekke os. Vi kunne næsten ikke holde os oprejst.

Her er det vel på sin plads at nævne, at jeg har været utallige gange i Flensborg i mere ædruelige situationer. Og dengang leverede jeg også kronikker
og debatindlæg i Flensborg Avis.

 

Sagnet om Flensborg

Ifølge sagnet stammer Flensborgs navn fra den tidlige middelalder, hvor en ridder ved navn Fleno, der var født i Læk slog sig ned her. Han byggede en borg, der blev kaldt Flenos Borg. Han anlagde også en række fiskehytter. Beboerne anerkendte ham som deres herre.

Andre historikere påpeger dog at det tidligere navn på Møllestrømmen i byen, hed Flenså. Måske har der været anlagt en borg ved åen Flenså. Flensborg kan da være omskrivningen af Flenså – borg.

 

De fem stygge adelsmænd

På et meget tidlig tidspunkt blev Flensborg ejet af fem adelsmænd. Når beboerne drev deres kvæg ud på markerne uden for deres gårde og haver, tog adelsmændene det fra dem. Kom der rejsende udefra for at handle med beboerne eller rejste de hjem igen, blev de overfaldt af adelsmændene

For at frigøre sig fra adelsmændenes undertrykkelse, skal kongen have ført forhandlinger med dem og frikøbt beboerne med 24.000 mark i rent sølv. Adelsmændene skulle have boet ved  Koppenbarg, Hoenborg, Blackmølle, Edbo og Flensbæk.

 

Skriftlige kilder fra 1200

Flensborg den store by ved grænsen har for længst fejret 725 år. Det har og er en betydelig indflydelsesrig by. Den har gang på gang markeret sig i Danmarks – historien.

Det mystiske er, at byen ikke bliver nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Men der nævnes, at der skal betales told, når man kommer fra de omkringliggende områder Vis og Husby Herreder.   I 1240 udsendte Hertug Abel et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster mens han opholdt sig i Flensborg.
Og Kong Knud, den danske konge meddelte omkring 1200, at han skulle besøge sine gildebrødre. Det må have været Skt. Knuds gildebrødre i Flensborg.

I Rostocks rådhusbog nævnes flere indbyggere fra Flensborg.  Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigst handelsmetropol.

Flensborgs 13 borge

Ca. 13 borge har det været i byen. Ikke alle har været forsynet med tårne. De fleste var store gårde eller herresæder omgivet af volde. På en høj mod nordøst i nærheden af Skt. Hans Kirken har det ligget en borg fra det 11. eller 13. århundrede. Muligvis har det været en befæstet forsvarsgård. En adelsmand skal der på landsfaderens befaling have oprettet et toldsted i lavningen ved hovedvejen mod Angel. I året 1248 ødelagde Erik Plovpenning borgen ved Skt. Hans, som dengang tilhørte hans bror, Abel, der var hertug.

En anden borg i nærheden er aldrig blevet udforsket. I Lille Tåstrup nær Synderup lå et adeligt herresæde, der blev kaldt Kobberbarg.

I udkanten af byens sydlige del i nærheden af det tidligere gods Jægerslyst ved Langbergvej lå herresædet Hoenbarg. Måske blev det ejet af ridder Thies. I
det område, der i dag hedder Feldmühle lå også et herresæde. Borgen Blakes Mølle blev ejet af ridder Henning. Ifølge overleveringerne har han krævet told på den sydlige vej, den der gik til Husum. Man regner også med at han overfaldt rejsende købmænd og stjal deres ejendele.

I Marie – skoven lå forsvarsgården Eddebo. I flere generationer blev den ejet af familien Jul. Samme familie ejede herresædet Flenstoft. Det var her, hvor Duborg senere blev opført.

I Ramsherred som dannede den nordlige bygrænse, har der ligget en borg ved Laksebækken. Og der også tale om en borg som lå i Klues og opført 1345. Den blev kaldt det niege Hus (det nye hus). Måske har landsbyen Nyhus fået navn efter denne borg.

 

De mange skibsbyggere

Siden år 1200 har der været skibsbyggere i byen. Desværre mangler de første 20 bind af byens rådsprotokoller, så man kan ikke med sikkerhed fastslå de første skibsbyggere. Ifølge gildelisterne kan man finde frem til et par stykker omkring 1450 – 1484.

Indtil 1872 hvor Flensborg Skibsværft (FSG) blev grundlagt, har der eksisteret 90 skibsbyggere i byen. Det første skib fra det nye værft hed Doris Brodersen.

Værftspladserne som lå ved havnen, var i det 18. og 19. århundrede placeret på den østlige side mellem Ballastbroen i nord og Mai (Plankemai) og på vest-bredden mellem Kompagniporten og Nørreport.

Værfterne var af forskellig størrelse. Således kunne Christian Carl Bøtther omkring 1780 bygge seks skibe samtidig. Fra 1766 til 1786 blev der på Flensborgs
værfter bygget 143 skibe. I alt er der vel bygget skibe med et fire eller femcifret tal i Flensborg i tidens løb.

 

Bylov fra 1284

Fjordbyen voksede – også  i betydning. Den 16. august 1284 gav den sønderjyske hertug Valdemar Erikssøn Flensborg en detaljeret by-lov. Det var vigtigt, at holde byens borgere i faste rammer. By-loven regulerede nemlig også salg af øl og vin. Badestuerne skulle bruges på bestemte dage af mænd og kvinder.

Men det hele gik efterhånden lidt over gevind. Derfor måtte der også reguleres på, hvor mange man indbød til diverse fester. I 1321 måtte der ikke inviteres flere end 60 mand med til et bryllup.

 

Tidlig handel

I 1360 nævnes et skib fra Flensborg. Købmændene sejlede til Riga og derfra videre til Rostock.  I løbet af 1400 og 1500 tallet stiger handelen med det vesteuropæiske marked. En stor eksport af okse forekommer også. Der blev importeret klæde, humle, øl og kramgods. Men også  på landjorden var der livlig trafik. Her var forbindelser til Hamborg, Bremen, Kampen, Zwolle og Amsterdam. Også en stigende handel med Amsterdam opstod.

 

Skt. Knuds Gildet

Skt. Knuds Gildet fik stor indflydelse. Man måtte ikke angive en broder. Og blev en dræbt af en ikke – gildebror, ja så skulle man hævne det. Hvis en bror
dræbte en, skulle man hjælpe ham til at flytte, ved at tilbyde en hest eller en båd.

Hvis en bror blev fanget, skulle man forsøge at frikøbe ham.

 

Skt. Jørgens Hospital

I 1508 var der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde. Fra år 1400 til år 1600 blev indbyggertallet dog fordoblet.

Allerede i 1500 tallet omtales en savmølle mellem Lautrupbæk-dalens høje skrænter. Møllens første ejer var Sct. Jørgens Hospital. Efter reformationen blev det kaldt Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet tilhørte vandmøllen private ejere. Men i næsten 100 år frem til 1890 tilhøret møllen, familien Lautrup.

 

De mange møller

Byen havde på et tidspunkt 15 vindmøller og en række vandmøller. Møllernes historie i Flensborg begynder allerede omkring 1128. Senere var langt de fleste vindmøller placeret i en ring om byen på de mange bakker. Vandmøllerne derimod lå ved bækkerne, som løb ned i dalen.

Møllerne blev brugt til at male korn, som olie -, slibe – krudt -, gryn – , sav – og papir-møller. I 1848 eksisterede 20 oliemøller.  Byens ældste mølle lå i Angelbogade. I 1128 blev den ejet af nogle adelsmænd og fungerede som vandmølle. Den brændte i 1919.

Foran Nørreport lå en krudtmølle, der i 1627 blev ødelagt af fjendtlige soldater. Omkring Møllegade 22 – 24 fik Heinrich Rantzau i 1587 lov til at bygge en mølle. Det var antagelig Flensborgs første vindmølle.

 

55 forskellige håndværk

Da den højt beliggende Jørgensby blev indlemmet i Flensborg by valgte man på det historiske sted at opføre en ny sognekirke.Det gamle Sct. Jørgens kvarter
var præget af små kaptajnshuse.

Store handelshuse opstod. Mange store handelsmænd dominerede både eksporten og importen. De flensborgske købmænd skaffede sig kapital. Ved middelalderens slutning var der omkring 55 forskellige håndværk repræsenteret i byen.

Mod nordvest lå oppe på højderne borgen Duborg . Nede i byen lå den nu forsvundne Skt. Gertrud, Mariekirke, Skt. Nikolaikirke og den gamle Skt. Hans Kirke.

Langs byens lange gade skød gavlhuse op. På Søndertorv kan de endnu beskues.  Et stort antal gejstlige holdt til i byen. Et stort antal dragere sørgede for transporten til skibene.

 

Hvalfangst

De første hvalfangerbåde fra Flensborg blev udsendt i 1719. En kreds af flensborgske købmænd dannede i 1749 selskabet Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet.

Et opsving oplevede man uden for Grønland i 1817. Sælfangsten spillede en stadig større rolle. På et tidspunkt skulle man dog op på en fangst på 2.000 sæler for at det var lønsomt. Hvalfangsten bragte rigdom til mange, så længe den varede. Det var ikke kun til hvalfangerne men også til industrien. Tranen var det vigtigste produkt, som udvandtes af hvalen

.På grund af brandfaren kunne der ikke på skibene koges olie af fangne hvalers kød og ben, så  længe skibene bestod af træ. Spækket og kødet af hvalerne blev skrabet af skroget og læsset i kæmpestore tønder. Den videre forarbejdning fandt sted i trankogerier i land. Et sådant kogeri var placeret i nærheden af Nørreport.

Den frygtlige stank, som udbredtes herfra,  førte til mange klager.

 

Bødkerne

Bødkerne fik stor betydning for Flensborg. Bødkernes produkter var uundværlige. Bødkertønder blev anvendt til indpakning, opbevaring og transport af næsten alt, både faste og flydende varer.  I 1847 talte Flensborg 37 bødkere.

Et hvalfangerkompagni brugte uorganiserede bødkere. Det var ikke særlig populært.

Byens store vinhandlere havde ansat deres egne bødkere og kypere. Bødker-mesternes vedtægter går helt tilbage til 1488.

 

Kongebesøg 

Det var en stor dag, den 17. juni 1767. Allerede fra morgenstunden var vimpler og flag hejst i havnen. Fra Slotsbjerget var der kanonsalut. Kong Christian den Syvende ville ankomme. Om eftermiddagen ved 14 – tiden red borgerskabets velklædte Frederiksgarde med standart pauker og trompeter samt postmester Petersen med 12 postilloner ud mod Nyhus og Bov for allernådigst at modtage Hans Kongelige Majestæt der.

Hans Kongelige Majestæt  behagede dernæst at drage ind i hans excellence, gehejmeråd og amtmand von Holsteins hotel. Her hilste kongen på byens fornemste borgere.

Herefter behagede det Hans Kongelige Majestæt hen mod klokken 9 at spise ved offentligt taffel, hvor der befandt sig en masse høje personer.

Næste dag behagede det Hans Kongelige Majestæt at spadsere nede ved vandet langs haverne indtil blegdammen. Klokken 2 behagede det Majestæten
at gå ombord på en chalup under opsyn kommandør Hr. Huusmann.

Ved 1 – tiden vendte Hans Majestæt fornøjet tilbage. Stadsmusikus hr. Timmermann underholdt nu til en taffel.

Ved 3 – tiden var der afgang til Slesvig. Atter red Kongelig Postmester Petersen foran 12 blæsende postilloner foran Frederiksgarden.
Masser af handel

I 1775 udsendte det såkaldte Commerce- kollegium i København en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten
for at berette om, hvordan det stod til med handel og industri:

• Kredsen af handlende i Flensborg er så stor, at jeg ikke vover at dele den i grupper. Over 40 købmænd handler med hør, hamp, jern, træ, salt, vin, brændevin, korn og fedevarer. De driver skibsrederi og har malteri. Mange brygger og brænder også. Dernæst er der mindst 12 købmænd som fører klæde – silke – og andre alenvarer, galanteri – og kortevarer. Ligeledes 12 købmænd med urtekram og hvad dertil hører, 5 købmænd i jernvarer, kram – og Nürnberger sager.
• To købmænd som udelukkende har lager og salg af forskellige slags vin, brændevin og eddike. Alle bestræber sig på at købe varerne direkte fra producenten eller hvor der er billigst. De fleste tager personlig del i forretningerne og jeg må bekende, at den huslige flid her æres som en behagelig og nyttig dyd.

I rapporten nævnes derefter de vigtigste handelsfirmaer. Becker slutter rapporten:

• Byen og St. Jørgen har 127 store og små skibe, for så vidt de er i behold. Hertil kommer de skibe, som nybygges her og det ene, som er under bygning
  i Sønderborg for Flensborgregning. De fleste holdes i fart for de handlendes egen regning, og en del går permanent i fragt for andre.
• Her i Flensborg har jeg med andre ord fundet stof til en fornøjelig rapport. Om ikke så  længe kan den suppleres med en voksblege – og oliemølle. Førstnævnte vil forhindre udførslen af en mængde voks og sidstnævnte vil, efter solide og formuende mænds løfte, muligvis fremkalde et sæbe-syderi.

 

Rigeste og vigtigste by

I 1776 skrev præsten J.N. Wilse, da han kom gennem Flensborg:

• Så  vidt jeg kan skønne den mest blomstrende og driftige By, jeg har set i Danmark (med undtagelse af København, og selv dér ser man ikke saa meget Færdsel, som her.

En rejsebogsforfatter Carl Gottlob Küttner skrev i et brev i 1788:

• Flensborg er nu den rigeste og vigtigste By i Landet.

I 1769 boede der i byen 6.842. Dette tal voksede i 1803 til 10.666. Dette tal indeholdt dog ikke den store arbejder – og daglejerbefolkning i de såkaldte Hulveje og andre byområder, som ikke hørte til forvaltningen.

Der var masser af pendlere til byen. Og der var efterspørgsel efter arbejdskraft. Man regnede med 15.000 indbyggere. Dermed var det absolut den største provinsby i Slesvig – Holsten.

 

Lodser med høj hat

I en forordning fra 1785 blev det pålagt lodserne at markere søvejen til Flensborgs yder – og inderfjord. Det var egentlig en sag, der hørte under lodserne på Kegnæs. De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.

Inderfjordens afmærkning skulle lodserne i Flensborg selv tage sig af. Betalingen herfor var de såkaldte Priggen-penge. Og det var skipperne, der måtte betale. Tolderne opkrævede et gebyr.

I øvrigt kunne man ikke leve af lodsarbejdet. Man måtte ved siden af drive fiskeri. Kom der et skib med lodsflag, klædte man sig hurtigt om til sort bowlerhat, mørkeblåt landgangstøj og bredt sort slips. Så var det ellers bare derud med en lille fiskerbåd.

Kegnæs  – lodserne havde det fortrin, at de fra en 15 meter høj klint kunne afsøge havet med kikkert, så de kunne først få fat i skibene. Den bedste lodsfragt fik man af ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris ind til Ris-møllen i Flensborg.

 

Masser af tobaksfabrikker

Skibstrafikken tog til. Ofte var skibene undervejs i mere end et år. Et sjældent alsidigt næringsliv prægede Flensborg. Brændevinsbrændingen ernærede mindst 150 familier og 300 arbejdere. Byen kunne opfede 4.000 stk. hornkvæg og lige så mange svin med det næringsrige affald – spøl.

I 1797 var der 320 mestre og 1.067 svende samt 532 drenge. Og så var der hele 40 tobaksfabrikker, to stivelsesfabrikker, sæbe-syderi, tre farverier, geneverfabrik, eddikebryggeri, tranbrænderi, garverier, sejldugsfabrik, syv reberbaner og papirmølle. Dertil kom tre betydelige skibsværfter og store korn – og oliemøller. I 1790 regnede man med 100 detailhandelsforretninger i byen.
Oprør i 1795

Huspriserne blev fordoblet på få  år. Fra 1795 tillod bystyret anlæggelse af en ny bydel i Nystaden uden for Nørreport. Her blev på kort tid opført mange købmandsgårde.

Men i 1795 protesterede skibstømrere og daglejere mod de høje priser. Magistraten blev bange og skaffede militærforstærkning .

Man henstillede til købmændene kun at sælge til de lokale forbrugere til nedsat pris. Uroen blev afsluttet med arrestationer. Ti personer blev idømt fra 1 – 10 års fængsel. Regeringen udsendte forbud mod nye oprør, sammenrotning, opstand og forføriske skrifter.

Store sociale modsætninger opstod efterhånden i fjordbyen.

 

Penge er deres afgud

I 1805 hånede byens borgmester Thor Straten  de handlende som pengestolte:

• Hovedparten af disse Købmænd er kommet til Byen som Bondedrenge med Staven i Haand uden nogen Form for Kultur og Dannelse kun optaget af deres Erhverv ved Tilfældet er de blevet rige, er maaske gået bankerot. Lige meget, Penge er deres Afgud, for hvilke alt bøjer sig, og med Speciesdalere, det er deres Tro, udvirker de hvad de vil.

Tysk og sønderjysk

Egentlig var Flensborg en tysksproget by. Kirke. Skole og embedsmænd talte tysk. De fleste blade var på tysk. Men pastor Wilse skrev efter sit besøg i 1776:

• Man hører Børnene i den søndre ende fra Byen tale tydsk og i den nordre Ende jydsk. Det har nu nok været sønderjysk, som pastoren hørte

Fra det dansktalende opland kom der arbejder til, og ved havnen var der nordiske søfolk. De handlende talte med det dansktalende bønder i Nord – og Mellem-Slesvig. I annoncer søgte man efter medarbejdere, der også beherskede dansk.

 

Borgmesteren håner igen

Det franske var moderne hos de rige Borgmester Thor Straten fortsatte sin nedladende holdning over for købmændene. I 1805 skrev han:

• De går uophørligt i Klubber, til Bal, Maskerade, Assembléer og hvad det alt sammen hedder for at tilfredsstille deres Sans for Forlystelse og Nydelse.

På  promenade

Ud til vandet for enden af de største købmandsgårde på Holm var alléen Sønder og Nørre Gårdsender borgerskabets mest populære promenadested.  Mathias Lunding skrev i 1787 i sin dagbog:

• Gangen er besat med Træer paa begge Sider. I Gangen gik unge Mennisker af begge Kiøn, Piger, der fulgte smaae Børn. Paa Bænkene langs Haverne kunde man hvile sig, snacke og overgabe. I de høytbyggede Lysthuuse sidder Eyerne og deres Selskaber og overseer det hele, og da det i Dag var Søndag saa seylte Stadsmusicanterne med 4 Trompeter og en Tambourine op og ned af Bugten og musicente.

Masser af kultur

Allerede i 1776 var der lys ved brøndene og på byens pladser. Det betød, at borgerskabet kunne gå  ud om aftenen. Og skuespillere besøgte det begejstrede borgerskab. Således blev der der indrettet en særlig teaterbygning i gården bag rådhuset. Her var der plads til 800 tilskuere.

Læseselskaber og læsebiblioteker blev også en succes. Omkring 1790 havde byen hele tre ugeblade.

 

Nyt udflugtsmål: “Ostseebad”

I 1850erne var gasværket blevet oprettet og den første jernbane takket være engelsk kapital var kommet til byen.  Efter den preussiske sejr over Østrig blev Slesvig – Holsten i 1867 endelig forenet til en preussisk provins.

Flensborg omstillede sig til den nye situation. Takket være den tyske toldunion åbnede der sig nye markeder.

Sejlskibenes tid var omme. Men positionen som søfartsby var ikke omme. I 1873 var der stadig 11 dampskibe og 35 sejlskibe i byen. I 1903 var der hele 91 dampskibe.

“Ostseebad” nord for byen fungerede som rekreativt udflugtsmål for flensborgerne.

 

De våde varer i Flensborg

Jernstøberierne udviklede sig til maskinfabrikker og valseværker. Papirmøllen og uldvare-fabrikken blev løbende moderniseret og udvidet. Bryggerier, læderproduktion og rebslageriet havde fremgang.

Rom – og snapsbrænderierne blev til mærkevarer. Flensborg udviklede sig til en rom – by.

Ris-møllen og Palmeoliefabrikken var afhængige af importerede råvarer. Den store industrialisering i Flensborg havde dog også sin pris. En del håndværksvirksomheder blev fortrængt af billig industriproduktion.

Allerede i 1600 tallet havde Flensborg stor udskibning af øl, vin og brændevin til Sverige. Denne eksport skulle efterhånden nå astronomiske højder.

To grunde var det til denne succes, dels den store handelsflåde og det faktum, at det i Flensborgs grundvand var meget mineralholdigt.

I begyndelsen var romproduktionen afhængig af sukker. Og den fik man fra De Vestindiske Øer. På St. Croix kendtes kun en måde at producere rom på, nemlig destillation af gæret saft fra de tropiske sukkerrør. Nu laves rommen oftest af den melasse, der er et biprodukt fra rørsukkerproduktionen.

I 1700 tallet voksede tallet på  romfabrikanter i Flensborg til det næsten uoverskuelige.

Omkring år 1800 talte man om 200 firmaer, der fremstillede de våde varer i byen. Afsætningen ikke mindst til Norge, var stor. Efter 1814 var det dog anderledes. Afsætningen svigtede og konkurrencen blev større. I 1847 var der 60 brænderier tilbage, I 1884 blev der dog kun registreret 5 dampbrænderier, som tilsammen dagligt producerede 4.500 liter ren alkohol og 4.500 pund  gær.

Som råvarer blev der produceret 200 tønder korn på byens møller. Og af affaldet kunne der opfedes 1.000 stk. hornkvæg i byen.

 

Christiansen – en matador

En af de store bryggeriejere var C.C. Christiansen. Efter 1864 var han med til at grundlægge Flensborg Aktiebryggeri, valsemølle og skibsværft. Sammen med andre investorer købte han den store Kobbermølle ved Kruså. Christiansen tog ofte over på vestkysten og opkøbte et stort antal kvæg. Han var en af Flensborgs store matadorer.

I 1846 var idyllen ved at blegne. I Kobbermølleskoven var der ikke mere plads til  Røverkulen.

 

Kongen var upopulær uden for Flensborg

 I Flensborg kunne kongen stadig mærke opbakning. Men tog han væk fra byen blev det pebet af ham. Modsætningerne blev endnu mere mærkbar. Disse modsætninger endte som vi alle ved i krigen 1848 – 1851. Frem til slaget ved Bov den 9. april var Slesvig – Holstenerne de store.

Og ifølge min gode ven tidligere redaktør af Jydske – Aabenraa, Per Borregaard burde Isted – Løven stå på Bov Bakke og kigge ned på Flensborg. Den burde ikke leveres tilbage til Flensborg.

Den 12. november 1872 blev Flensborg Fjord ramt af en tre meter høj stormflod. Store dele af byen blev oversvømmet.

Indtil 1864 var Flensborg Danmarks tredje største by. Kun København og Altona var større. I 1879 overskred indbyggertallet 30.000. I 1891 var man oppe på 50.000. Og i 1910 havde man for længst passeret 60.000. Omkring 1900 blev Flensborg overhalet af Århus.

 

En kæmpe udvikling

I Flensborg var der indført en hestebane mellem Skt. Hans kvarteret og det nordlige industrikvarter. I 1907 blev de erstattet af elektriske sporveje, der allerede i 1907 førte til glas-fabrikken, Frueskov og sø-officer-skolen Mørvig.

Nord – syd- jernbanen, der havde eksisteret siden 1864 blev suppleret med en række mindre jernbaner. Også landevejene blev udbygget.  En del af forstæderne blev indlemmet i byen. Store sociale problemer eksisterede i arbejderkvarterne. Bebyggelsen bredte sig i hast ud over bymarken,

Allerede i 1879 blev Flensborgs første arbejderbyggeforening grundlagt. Rester af dette kan stadig findes i Bjerggade, på Duborg Banke og Harreslev-gade.

Den højere middelklasse etablerede sig ved Mathilde – Dorthea – og Vanggade. Her blev opført pragtfulde etagebyggerier. Den gamle bydel begyndte at ændre sig.

Den historiske byggeskik med pragtfulde facader og nøgne baggårde og brandmure mødte kritik. Man indførte begrebet “Heimatschutz” Dette begreb kan vel oversættes til bedre byggeskik.

 

Den danske Kirkes problemer

Helt til 1921 var der i en periode på  350 år regelmæssig dansk gudstjeneste i Flensborg. Fra 1668 skulle de danske gudstjenester foregå i Helligåndskirken.
Kirkelige handlinger som som dåb, vielser og begravelser foregik i nabokirkerne.

I 1803 skrev pastor Wedel efter et besøg

• Den Danske Kirke er simpel uden noget Sirligt, har intet Orgel, der bliver ej heller ringet med Klokkerne, da den har intet Sogn, men søges kun af de Indbyggere, der ere Danske, af Rejsende, Kiøbmænd, Skippere  og Prangere som have Lyst dog at høre Guds Ord paa deres Moders Maal.

Efter 1814 gik det tilbage for byen. Tilslutningen til den danske kirke faldt. Flensborg By og Helligklosteret skulle betale for de danske gudstjenester. Man spurgte om det kunne betale sig, at holde den danske kirke ved lige. Da den danske præst fik embede i Bov, overvejede Magistraten at lukke Helligåndskirken.
Kirkeadministration afviste og en præst blev ansat. Men det blev ikke bedre, præsten blev syg. Bladet Danevirke tog sagen op. De mente, at kongen skulle ansætte præsten. Pludselig var den danske gudstjeneste blev en del af sprogkampen.

Kong Christian den Ottende ville have at en præst skulle ansættes med løntilskud. Endvidere skulle kirken restaureres. Menigheden fik også sin egen skole.
Den fik hele 500 elever og menigheden voksede til 3.000 personer. Nu foregik de kirkelige handlinger også på dansk. Flensborgs præster gik til modangreb. De påstod, at kirken havde politiske mål.

Og gennem årene var det meget ballade om den danske kirke.

 

Første verdenskrig

Anlæggelsen af flådestationen i Mørvig var et vigtigt led i Flensborgs dynamiske vækst i kejsertiden. Desværre satte første verdenskrig en brat stopper for Flensborgs udvikling

Den 28. juni 1914 var Flensborgs befolkning inviteret til fest på Østersøbad. Anledningen var 50 års dagen for slaget ved Dybbøl. Man sluttede med marchmusik og fyrværkeri. Midt i festen indtraf dog nyheden om det østrigske tronfølgerpar var var blevet myrdet i Sarajevo.

Den 30. juli indkaldte fem kanonskud matroserne i Mürwik (Mørvig) til omgående at vende tilbage til kasernen og deres skibe. Alle myndigheder og private personer blev underlagt den kommanderende generals befaling.

Den 1. august ved 18 – tiden bredte nyheden sig, at mobiliseringen var blevet beordret. Kort tid efter kimede kirkeklokkerne i byen. Ingen var i tvivl, der var krig. På  grund af englændernes blokade kunne følgerne snart mærkes i Flensborg. Byen oprettede forsørgelses -, fordelings – og kontrolsteder.

Folkekøkkener blev indrettet for de fattigste i byen. Det danske partis leder blev for en periode sat i fængsel og på Flensborg Avis blev der indført streng censur.

 

Revolution

I starten af 1918 kom revolutionen til Flensborg. Marinesoldaterne på Mørvig havde fået nys om deres kollegaers mytteri i Kiel. Et soldaterråd med 21 mand blev valgt.

 

“Speckdänen”

Afstemningsområdet blev efter krigen forsynet med fødevarer fra Danmark. Det gav grobund for udtrykket “Speckdänen” Man mente, at nogle kun stemte på Danmark af materielle grunde.

I Flensborg stemte 75,2 pct. for Tyskland. I hele afstemningszonen var resultatet 80 pct. tyske stemmer.  Det betød at grænsen blev trukket lige nord for Flensborg.   Tyske tropper var rykket ind på  kasernen i Duborg.

Genforeningsglæden i Flensborg var stor men sorgen over afståelsen af Nordslesvig var endnu større.  Tabet af dette marked ville gøre ondt.  Grænsehandelen blev en vigtig indtægtskilde for Flensborg. Til gengæld var grænsehandelen til stor gene for erhvervslivet nord for grænsen. De kunne ikke hamle op med de tyske priser. Men den tyske valutareform i november 1923 satte en brat ende for dette eventyr.

Anlæggelse af en frihavn og specielle tilskud skulle gøre Flensborg konkurrencedygtig. Men inflationen satte en stopper for dette. Således kostede et rugbrød i september 1923 hele 3 millioner mark. En masse penge blev tilført Flensborg. Men genopbygningen af økonomien skete kun langsom.

 

Stor opbakning til Hitler

Antallet af arbejdsløse i byen steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere Adolf Hitler. Det var hans første og eneste besøg i Flensborg.

Ved rigsdagsvalget i 1932 var Slesvig – Holsten den første og eneste valgkreds, hvor NSDAP opnåede absolut flertal.  Af indenrigsminister Hermann Göring
blev Flensborg udnævnt til Notstandsgebiet. Tabet af Nordslesvig  kunne man ikke komme sig over.

 

Nazisterne kupper sig til magten

Protester og modstand fra befolkningen blev kvalt, fordi folk blev skræmt forfulgt og udsat for terror fra statens side. I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og socialdemokraterne blev udstødt af byrådet  Dermed var banen sikret for NSDAP.

De nationalsocialistiske overborgmestre Dr. Wilhelm Sievers (1933 – 1936) og Ernst Kracht (1936 – 1945) afgjorde nu sammen med NS – kredsledelsen alene byens skæbne.

 

Væk med dem, der var anderledes

Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte, deporteret til koncentrationslejre og myrdet. Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, homoseksuelle, Jehovas Vidner, romaer og mange flere.

På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne.   Da anden verdenskrig begynder bliver levnedsmidler og forbrugsgoder rationeret. Luftangreb raser over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber bliver kastet ned over byen.

 

Den sidste regering i Flensborg

En masse tvangsarbejdere er kommet til byen. De er indkvarteret i kasserne-lignende lejre. I oktober 1944 indkaldtes alle 16 til 60 årige mænd i Flensborg
som i det øvrige Tyskland til Volkssturm.

Da østfronten langsom brød sammen, kom 40.000 flygtninge til byen enten af søvejen eller gående. Skoler og forsamlingshuse blev brugt til indkvartering. 2.000 KZ – fangere blev i krigens sidste dage overført til Flensborg som politiske gidsler.

Den sidste tyske regering under krigen under ledelse af Döniz befandt sig fra den 3. maj på marinesportsskolen Mørwig.

Talrige ledende nazister kom til Flensborg, hvor de skaffede sig falske papirer. Mange af disse levede i årtier under falsk identitet.  Og de fik arbejde i den tyske administration.

 

Store tab under krigen

Byen lige syd for grænsen led også  på andre områder. Således kostede krigen livet for 2.896 soldater, 176 bombeofre og 300 forfulgte flensborgere. Hertil kom 119 besætningsmedlemmer på allierede fly, der blev skudt ned eller styrtede ned over byen.

Under britisk tilsyn blev byens forvaltning nyordnet. Den dansksindede I.C. Møller blev overborgmester. Men lidelserne for Flensborg var ikke over. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.

 

Masser af arbejdsløse

Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i byen. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev der ydet for at integrere de tilbageværende flygtninge og hjemstavns – fordrevne.  Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.

Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss opretter en afdeling. Det samme gør en række andre afdelinger.  I 1963 er arbejdsløsheden under 2 pct. Der hentes ekstra arbejdskraft fra Grækenland, Jugoslavien og Tyrkiet.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (underudarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening finder du 143 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under og efter) finder du 362 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

 

• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Teglværker ved Flensborg Fjord
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Flensborg i begyndelsen (b)
• Flensborg i hverdag og krig
• Flensborg for længe siden
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sankt Knuds Gilde i Flensborg
• Turen går til Flensborg
• Flensborg skulle absolut til Danmark (Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening)
• Sydslesvig – hvad er den sande historie? (Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening)
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby (Besættelsestiden)
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig (Besættelsestiden)
• Det danske mindretal i Hagekorsets tegn (Besættelsestiden)
• Militære efterretninger i grænselandet (Besættelsestiden)
• Syd for Grænsen – efter besættelsestiden (Besættelsestiden)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg/Kruså/Bov)
• En sønderjyde krydser sit spor (under Padborg/Kruså/Bov)
• Gendarmstien (under Padborg/Kruså/Bov)
• Grænsen og dens bevogtere (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kobbermøllen ved Kruså(under Padborg/Kruså/Bov)
• Genforeningen i Bov Sogn(under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Okseøerne i Flensborg Fjord 1-2  (under Padborg/Kruså/Bov)og andre artikler 

Redigeret 3. – 01. 2022

Jøder blev kendt skyldige for Tysklands dårligdom. Inden de blev udryddet måtte handicappede, psykisk syge, børn m.m. udryddes. Hitler proklamerede det allerede i 1919. Nabolandene hjalp ikke. De allierede greb ikke ind over for folkedrabet. Snaps og pisk samt gas blev brugt i udryddelseslejrene. Først med TV – serien af samme navn, gik det op for tyskerne, hvad der var sket. 

            – Egentlig burde denne artikel placeres under Besættelsestiden – men den er skrevet inden vi havde denne kategori 

 

Ingen tvivl om Hitlers hensigter

Holocaust er så skelsættende i al sin gru at vi i enkeltheder ønsker at forstå, hvordan normerne for almindelig menneskelig adfærd kunne nedbrydes i en hidtil uset grad. Enkelte mails indgået her til siden, har udtrykt deres tvivl om Holocausts eksistens. Vi har berørt emnet i en del af vore artikler.

Som sønderjyde har jeg været berørt af de ting, der skete dengang. Min far fortalte meget om den tid. Men min familie har også været tavs om nogle ting.  For mig er det foruroligende, at nogen kan fornægte Holocaust. I bagklogskabens lys undrer det mig, at så mange bakkede op om nazisterne. Allerede tidlig kunne man fornemme Hitlers hensigter.

Det var ingen, der kunne være i tvivl om Hitlers hensigter. Det stod der sort på hvidt. Havde han hele skylden? Giver vi ham alene skylden, går folket fri.

 

En overlevende

I den forbindelse husker jeg også Grün, den stolte jøde, der overlevede KZ – lejrens grusomhed. Han gav altid hånd, når han kom ind i butikken på Nørrebro.
Han fortalte aldrig om grusomhederne. Men når han hade optrådt i TV, var der altid et andet blik i hans udtryk. Sidste gang, jeg så Grün havde han det ikke så godt. Det er efterhånden lang tid siden.

 

Antisemitisme

Holocaust kan oversættes med fuldstændigt brand/forbrænding (kausis). Men ordet dækker også et system til fordrivelse, undertrykkelse og udryddelse af nazismens modstandere. Antisemitismen i Tyskland levede dog længe før Hitler.

 

Brug for syndebukke

Nederlaget og ydmygelsen efter første verdenskrig havde tvunget tyskerne i knæ. Der skulle betales store krigsskadeerstatninger. En periode med politisk uro og optøjer på de politiske yderføje opstod..

Nationalsozialistische Deutsche Arbejderpartei blev grundlagt. De fik deres store gennembrud efter den økonomiske krise i 1929. Denne krise havde betydet stor arbejdsløshed og elendighed for den tyske befolkning. I 1933 blev Hitler udnævnt som rigskansler. Kampen for Tysklands genrejsning og styrke var indledt.

 

Jøderne blev kendt skyldige

I krisetider var der brug for syndebukke. I Tyskland var det kapitalismen, socialismen og modernismen, der var skyld i alle ulykker. Jøderne blev koblet til disse onder. For at overbevise hele befolkningen, blev der indledt en massiv statslig propaganda.

Under nazi – tiden blev der vedtaget ikke mindre end 2.000 anti – jødiske love og forordninger.   Nazisternes ondskabsfulde jødehad gjorde sig allerede gældende i 1920erne. Men nu var det ikke kun jøderne, der skulle udslettes.

 

Handicappede og psykisk syge belaster

Mennesker med syfilis blev tvangssteriliseret. Alkoholikere og kriminelle skulle isoleres. Handicappede, homoseksuelle og Jehovas Vidner havde Det tredje Rige ikke brug for, så de skulle udryddes. De var en udgift for samfundet og passede ikke ind i Det tredje Riges filosofi.

Det skal ikke glemmes, at 90.000 handicappede og sindslidende tyskere blev myrdet. De blev skudt, gasset, sultet, banket til døde eller dræbt med giftindsprøjtninger.

 

Børn aflives

Børn i et antal på 7 –  8.000 blev henrettet på de tyske børnehospitaler. Mange gange sultede personalet de små børn ihjel.

I et gammelt fængsel i Brandenburg blev de første prøvegasninger gennemført i 1939 og 1940. Man forsøgte sig med kuliltegas. Gassen var lugtfri og relativ hurtig virkende. Et tidligere statshospital Gafeneck ved Stuttgart var prøveklud for de første systematiske gasninger.

Asken fra de tidligste gasninger blev udleveret til familierne uden hensyn til, hvor de kom fra. Lægerne var med til at skrive falske dødsattester.

• Deres mand er desværre afgået ved døden af blindtarmsbetændelse
• Jamen den fik han da fjernet for flere år siden.

 

Knoglerester som affald

Afbrændte knoglestykker blev smidt som gødning på marker eller hældt i floder og søer i nærheden af anstalter.

Befolkningen kunne ikke undgå at lægge mærke til, at der foregik mystiske ting. Efterhånden var det for mange, der stillede spørgsmål og ideen med KZ– lejre langt væk fra offentligheden, opstod.  Man talte om en økonomisk fordel at få udryddet idioter og ballast-eksistenser. Havde man samvittighedsnag og skrubler over dette, var man ikke en rigtig nationalsocialist.

 

Millioner af ofre

To – tre millioner krigsfangere, måske 200.000 sigøjnere og 6 millioner jøder, var blot nogle af ofrene. Værst var det i Auschwitz, Belzéc, Sobibór og Treblinka. Men også lige i nærheden – lige syd for grænsen ved Husum og Ladelund foregik der frygtelige ting.

 

Udryddelsen bebudet i 1919

Jøderne blev opfattede som individer, der undergravede det tyske samfund. Fra begyndelsen af 1920erne frem til sin død var Hitler opslugt af tanken opslugt af tanken, at Tysklands fremtidige sundhed var afhængig af fjernelsen af plagen – jøderne.

Jøden var i Hitlers filosofi en maddike, en plage, en blodsugende edderkop, en rotte, en farlig bacille eller en vampyr. Det lykkedes ham faktisk at overbevise
langt hovedparten af den tyske befolkning. Alt dette fortæller han i Mein Kampf. Allerede i 1919 skrev han:

• Det endelige mål må  være den kompromisløse fjernelse af samtlige jøder

 

Heinrich Himmlers menneskesyn

Men heller ikke Heinrich Himmler holdt sig tilbage:

• Undermennesker, denne skabning af naturen som tilsyneladende biologisk er ganske som os med hænder og fødder og en slags hjerne, med øjne og mund – er ikke desto mindre ganske anderledes, et frygtelig kreatur, thi, det er ikke alt, der ser ud som et menneske, som også er det. Ve dem, der glemmer det.

 

Studenterne bakkede op

De studerende stod bag Hitlers højreorienterede politik. De konservative tyskere bakkede om Hitlers brutalitet. Og de unge tilsluttede sig Hitlers dagsorden omkring racehygiejne.

 

Hele livet blev kontrolleret

Jøderne mistede langsomt alle deres rettigheder. Først blev de fjernet fra det offentlige liv. En pause opstod under de olympiske lege i Berlin i 1936. Men i tidspunktet efter mistede de deres statsborgerskab. De fik forbud mod at have kønslig omgang med en arier. I 1937 var jøderne stort set afskåret fra at ernære sig.

I det tyske samfund fremkom begrebet Mischlinge og Geltungsjuden. Det var strenge krav til borgene, hvem de måtte gifte sig med. Embedsmænd blev efterhånden fyret, når der var jødisk blod i familien. Ville man melde sig ind i partiet måtte man fremvise en ren anetavle.

Ægtefællen skulle nøje udvælges. Man skulle praktisere et velovervejet sexliv. Familiens rolle i samfundet var yderst vigtig. Individets anatomi kom til at dreje om omkostningsreduktion.

 

Studenter brænder bøger

Studenterne i 30 tyske byer stormede boghandlere og biblioteker. Der var offentlige afbrændinger af store mængder bøger med pacifistiske, marxistiske og jødiske forfattere. Det frygtelige er, at Heinrich Heine 100 år i forvejen havde proklameret

• Hvor man brænder bøger, vil man snart brænde mennesker

 

Hitler: En lykke at I har fundet mig

I 1938 sagde Hitler i en tale i Bürgerbräukeller i München

• Det er vor tids under at I har fundet mig blandt så mange millioner. Og jeg har fundet jer. Det er Tysklands lykke.

 

Nabolande ville ikke hjælpe

Regimet forsøgte at presse dem til at udvandre. I forbindelsen med Krystalnatten den 9. november 1938 brød nazisterne brutalt ind i næsten samtlige jøders hjem i Tyskland.

Antagelig var det Goebbels der stod bag denne overdrevne vold.. Andre historiker mener dog, at det var Hitler selv, efter at Ernst von Rath var snigmyrdet af en jøde i Paris.

Efter Anschluss i 1938 blev der indrettet kontorer rundt omkring, der skulle hjælpe med at smide jøderne ud af landet.  Nu skulle man så tro, at nabolandene
stod i kø, for at modtage de truede jøder, men sådan var det ikke. I Danmark er det eksempler på, at flygtninge blev sendt retur. Kun allernådigst fik jøder opholdstilladelse i landet.

Storbritannien og Commonwealth – landene havde lukket grænserne for jøderne.  Det lykkedes dog for 170.000 tyske jøder at udvandre.

 

Hvor skulle jøderne sendes hen?

Problemet for tyskerne blev større. For efter at de havde erobret Polen, var der kommet 2 millioner flere jøder til. På et tidspunkt ville man deportere jøderne til et afgrænset område i Polen – et såkaldt Guvernement. Tanken var et give jøderne et nedbrydende liv. Derfor valgte man usunde områder. På et tidspunkt ville man også sende dem til Sibirien.

Ja de europæiske jøder skulle deporteres til Madagaskar i Det Indiske Ocean.  Samtidig med dette vendte en masse tysker tilbage til Die Heimat. Tanken var også fremme, at jøderne skulle være en slags slavehær og de kvindelige jøder skulle alle steriliseres.

 

Hitler skifter mening

Der var mangel på arbejdskraft i Tyskland. Men de arbejdsduelige jøder blev også fjernet. De få, der undgik dette, blev udsat for en brutal arbejdsdisciplin og
en meget minimal madration. Ofte endte dette også med mord.

I Galicien benyttede den øverste SS – leder Katzmann sig af jøder, da han ønskede at renovere en af de mest trafikerede transitveje i området. Dette var et dødbringende projekt. Mange gange balancerede man med at rydde jøderne af vejen og benytte deres arbejdskraft.

Da russerne begyndte at fjerne de såkaldte Volga – tyskere, skiftede Hitler mening. Nu skulle jøderne fjernes på en anden måde.  General Hans Jürgen Böhme
indførte et gengældelses – system. Hver gang en tysk soldat blev dræbt, blev 100 jøder dræbt.

 

Et sandt massemord

Himmler blev udnævnt som Reichsführer for SS. Han forlangte at korpsets officerer skulle kunne bevise et rent arisk stamtræ helt tilbage til 1750. Dette stamtræ blev efterhånden også brugt, når den almindelig befolkning skulle have arbejde.  I 1939 tale Hitler åbenlyst om, at udrydde jøder i Reichstag.

Samfundseliten i Polen skulle uskadeliggøres, blev det besluttet. Et Einsatzkommando blev etableret. I løbet af de sidste 10 dage af oktober indledte man
et sandt massemord.

 

Jøder skudt ned – som leg

Kort før angrebet mod Polen havde man skabt en institution, der skulle udrydde børn og voksne med psykiske og fysiske handicaps. Indlagte på psykiske hospitaler blev myrdet med gas.

I den lille polske by Izbicia havde den tyske borgmester trænet sin hund i at genkende jødestjernen. Jødiske kvinder på vej til brønden blev nedlagt af hunden. Andre steder morede vagterne med at nedskyde jøderne som en leg. I Litauen måtte jøderne selv grave deres gruber.

 

System på  gasning

I 1941 var antallet af sovjetiske krigsfangere, der var omkommet i tysk varetægt nået op på 2 millioner. Operation Barbarossa havde trukket sine spor. Det var SS, der gik forrest, når ubrugelige snyltere skulle bortskaffes.

Det var også i 1941, at Himmler mente, at der skulle eksperimenters med gas. Man havde dog brugt dette før. Men nu skulle man finde den helt rigtige måde at organisere det på.  Gasningen skulle foregå uden for byerne, helst så lang væk som muligt. Himmler mente at denne aflivningsform var langt mere effektiv end skydning.

Snart kom også ordren i oktober 1941 at alle jøder i lejrene Chelmno og Belzec skulle udryddes. En af de ledende i partitoppen, Hans Frank udtalte i december 1941:

• Disse 3,5 millioner jøder – vi kan umuligt skyde dem. Vi kan ikke sætte dem i lejre. Vi kan heller ikke forgifte dem. På en eller anden måde, må finde en metode, hvormed vi kan udslette dem. Det er derfor vigtigt at vi lader dette spørgsmål indgå i de overvejelser, vi snart skal have drøftet i Das Reich.

Det mest skamfulde dokument

Wannsee er en mondæn forstad til Berlin. Men navnet hentyder også til en af de mest skamfulde dokumenter i verdenshistorien. Den 20. januar 1942 samledes Det tredje Riges topembedsmænd, ledende SS – officerer og partimedlemmer. Emnet var mord eller nærmere massemord. Men hvorfor mødet var en nødvendighed er et mysterium. For allerede på det tidspunkt var hundrede tusinder af jøder allerede blevet nedslagtet.

Sikkerhedstjenesten gav på mødet en skildring af de forholdsregler som var truffet over for jøder indtil 1941. På mødet blev der også diskuteret, hvordan man skulle forholde sig over for halvjøder, kvartjøder, jøder gift med ikke – jøder, og jøder dekoreret under første verdenskrig.

 

Kompliceret magtstruktur

Man havde gasset jøder i Chelmo et halvt år tidligere end mødetidspunktet. Himmler og Hitler var ikke med til mødet. Ordren til Die Entlösung kom heller ikke lige efter mødet. Men det var ingen hemmelighed, at der blandt Hitlers ledende folk var en kappestrid. Magtstrukturen i Det Tredje Rige var kompliceret. Ofte var det interne stridigheder omkring jødespørgsmålet. Man ville helst overgå hinanden i brutalitet. Ingen havde moralske skrubler.

 

Starten på Folkemord

Den egentlige beslutning om udryddelse af jøderne er måske Görings berygtede Ermächtigung (bemyndigelse) til Heydrich den 31. juli 1941. Bemyndigelsen indeholder ordet Entlösung, hvilket er omskrivning for mord. Denne dato er måske starttidspunktet for det store Folkemord.

Hitler overlod ofte ansvaret til andre. Men han sad dog tilbage og trak de store linjer. Han var meget optaget af Det jødiske spørgsmål. Hitler gjorde sig da stor umage til ikke at få knyttet sit navn til antisemitiske angreb. Racelovene fra Nürnberg var dog noget som Hitler havde talt om i flere år.

 

Systematisk udryddelse

1942 blev nok det mest morderiske år under Holocaust. Fra marts blev der indført krematorier og gaskamre i Auschwitz. Slovakiske jøder fik lov til at arbejde sig ihjel. Mellem maj og juli kom der gang i udryddelserne.

Egentlig var Auschwitz ikke tænkt som en udryddelseslejr. I 1943 stod fire krematorier klar i Birkenau.  Når gaskammeret var fyldt, blev gassen smidt ned gennem sprækker i loftet. Efter cirka en halv time blev dørene igen åbnet. Arbejdet med at rydde gaskammeret og brænde ligene blev så påbegyndt. Inden ligene blev brændt blev de tjekket for guldtænder. Kvinderne blev klippet. Det kunne bruges til stof. Nazisterne ønskede at udnytte alt.
Fangeoprør og høstfest

En ny udryddelseslejr i Treblinka blev sat i gang. Toge fik fast rutefart hertil fra Warszawa. Himmler beordrede personlig massedrabene. Man mener også, at det er ham, der stod bag mordet på Heydrich. Folkemordet var blevet ophøjet til officielt politisk doktrin.

Den 2. august 1943 udbrød der fangeoprør i Treblinka. Det lykkedes for de 750 arbejdsjøder at stikke nogle barakker i brand. Nogle få af dem erobrede våben.
Mange flygtede, men de fleste blev dræbt. Et par måneder efter blev lejren lukket. Men da var allerede 970.000 jøder og sigøjnere blevet dræbt på stedet.

I dagene 3. og 4. november 1943 likviderede indkaldte SS – og politienheder samtlige indsatte i arbejdslejrene i Lublin – distriktet. Det var den såkaldte Ernte
– fest. Alene på markerne 18.000 dræbt.

 

En halv million ungarske jøder

I 1944 besatte tyskerne Ungarn. I 150 særtog sendtes i de følgende måneder en halv million jøder til Auschwitz – Birkenau, hvor de fleste blev myrdet. De sidste gasninger fandt sted i november 1944.

 

Lægeforsøg 

Ofte var det de små børn, gamle og syge, der blev henrettet som de første, da de ikke var i stand til at arbejde. Der blev udført horrible forsøg med mennesker. Hvor lang tid kunne et barn for eksempel overleve i fem grader koldt vand, eller hvor maget gift kunne man tåle, inden man døde. Her husker vi lægen fra Auschwitz,  Josef Mengele.

 

Personalet

Det var plejepersonale, der måtte ledsagede de dødsdømte på deres sidste gang mellem afklædningsrum og undersøgelse. Ledende plejepersonale fulgte ofrene
den sidste vej til gaskammeret. Det var dog en uskreven regel, at man ikke spurgte til hinandens opgaver.

Brænderne havde det meget svært. For at dulme nerverne fik de hver dag en halv liter snaps oven i deres normale portion -en liter om ugen.

Men alle ansatte, herunder kontorpersonalet har ikke kunnet undgå at se og lugte røgen. Og dette gjaldt vel også for den almindelige befolkning i begyndelsen inden KZ – lejrene.

 

Snaps og pisk

De fleste i lejrene blev udvalgt efter hårdhed og beredvillighed. I partiet blev partisoldaterne undervist i racehygiejne og antisemitisme. Der blev vist fotos af de handicappede. Man blev overbevist om, at det eneste alternative var, at disse måtte miste livet.   Alkoholmisbrug var ofte forekommende. Om Belzecs kommandanter sagde man:

• Snapseflasken i den ene hånd, pisken i den anden.

Tyveri var ofte forekommende. Og selv om kønslig omgang med jøderne var forbudt forekom det ofte. Man kaldte det Rasenschande. Masser af eksempler på voldtægt, var der også.
Forsøgte at skjule sandheden

Nazisterne gjorde alt muligt for at skjule drabene. Man forsøgte at holde det skjult for offentligheden. Personalet, der arbejdede i udryddelseslejrene skulle underskrive en tavshedserklæring. De måtte ikke tage fotos. Officielle dokumenter, der omhandlede drabene var hemmeligstemplede. Man brugte en slags kodesprog, for at skjule den reelle hensigt.

I 1942 blev Aktion 1005 sat i værk. Særlig enheder fik til opgave at grave lig op fra massegrave og brænde dem. Da nazisterne trak sig tilbage ved krigens slutning, blev gaskamre demonteret og sprængt i luften. Tusindvis af dokumenter blev brændt.

 

Mange forblev ustraffet

I krigens sidste år forekom mange tilfælde af selvmord. Også blandt de forbrydere, der senere blev fanget. Mange gik ustraffet rundt i det tyske samfund, og gør det måske endnu. Mange flygtede til udlandet. Først i 1958 nedsatte Forbundsrepublikken en institution, der skulle jagte nazi-forbryderne. Mange blev straffet, men mange fik også kortvarige straffe.  Ja man siger, at kun 8 pct. af krigsforbryderne er blevet straffet.

 

Hvorfor gjorde de allierede ikke mere?

De allierede kendte til massedrabene i Sovjet allerede i 1941. de fik meldinger om gasning i Polen i 1942. Meldingen blev mødt med mistro, og henlagt i fire måneder. Så kom der en fordømmelse. Intet andet skete.

De allierede kendte til udryddelseslejrene, men de bombede ikke skinnerne til disse lejre. Nabolandene forholdt sig afventende. Man ville ikke blande sig og forholdt sig til neutraliteten. De havde ellers fået beretninger om undertrykkelse.

 

Almindelig mennesker vidste det

Almindelige mennesker må have haft kendskab til, hvad der foregik. Frygten for eget liv og sikkerhed holdt dem tilbage. Men for nogen betød situationen også, at nu kunne man overtage billige butikker og få sig et arbejde. Et arbejde, der før var udført af jøder. Nu kunne man også flytte ind i flotte huse og lejligheder, som tidligere havde tilhørt jøder.

 

Sandheden blev fortrængt

Ifølge de allierede sejrherre så  hvilede der en stor moralsk skyld på det tyske folk. Der burde indgå i tyskernes selvforståelse og bevidsthed. Men det skulle
gå lang tid, før det skete. Tyskerne havde nok at kæmpe med. Egne sorger og kam samt genopbygning tog hele deres bevidsthed.

De måtte kæmpe mod overgreb fra Den Røde Hær. Og fra de tidligere tyskbeboede områder kom masser af flygtninge til landet. Sejrherrernes deling af landet betragtede tyskerne som en ekstra straf. Tusinder af civile måtte lade livet på grund af de allieredes bombninger af tyske byer. Da man så endelig kunne koncentrere sig om det der var hændt, følte befolkningen sig som ofre for Hitler og nazismen.

De allierede gennemførte en kæmpe straffeaktion. Aktive nazister skulle fjernes fra deres stillinger og krigsforbrydere skulle findes og straffes.   De fleste tysker tav. De var bange for selv at blive straffet, hvis de fortalte noget. Tavshed og fortrængning var fremherskende de første år efter krigens afslutning. Viljen til
samarbejde med sejrherren var nærmest ikke til stede.

 

Drabene blev nedtonet

Kort efter krigen forekom de første former for Holocaust – benægtelse. Man forsøgte at nedtone drabene. Heinrich Himmler påstod kort før sit selvmord i 1945, at jøderne døde på grund af sygdomme. Det havde været nødvendigt at anbringe dem i lejre og brænde deres lig, fordi de ellers smittede de tyske soldater. Desuden havde jøderne opført sig fjendtligt. De havde hjulpet partisanerne og skudt på de tyske tropper.

I løbet af 1950erne blev jødeforfølgelserne nærmest helt fortrængt i Østtyskland. Her blev de sovjetiske soldaters lidelser foretrukket. Befolkningen blev overhovedet ikke orieneteret om nazisternes forbrydelser.

 

Nürnberg – processen

Nürnberg blev stedet, hvor retsforfølgelserne af de store krigsforbrydere startede lige efter krigens afslutning. I alt var der 22 hoved-anklagede, som blev dømt for

• Forbrydelser mod freden
• Krigsforbrydelser
• Forbrydelser mod menneskeheden

 

Det var Hitler, Himmler og SS

I Vesttyskland blev hovedkræfterne lagt på demokratisering og opbygning af landet. Om nazisternes racepolitik og jødeudryddelsen var det stort set tavshed.
Når det endelig kom frem var Hitler, Himmlers og SS, der stod bag forbrydelserne.

Da tyske flygtninge kom hjem fra fangenskab, kunne de berette om kommunisternes overgreb. Den tyske befolkning mente, at kommunisterne hverken var bedre eller værre end nazisterne. Da jøderne vendte tilbage var deres ejendom overtaget af andre. Antisemitismen var ikke forsvundet. Der opstod derfor et stærkt ønske om at starte et helt nyt sted. Palæstina var det foretrukne mål. I 1948 blev staten Israel proklameret.

 

Adenauer og Brandt undskylder

Men i 1951 vedkendte forbundskansler Adenauer sig på vegne af Vesttyskland de lidelser, som jøder og andre var blevet udsat for under nazismen og tyskernes pligt til at yde moralsk og materiel genoprejsning.

Processen i 1961 i Israel mod Adolf Eichmann samt Auschwitz – processerne i 1963 – 65 fik stor mediebevågenhed. Dette førte så til en del kritik af forældregenerationen, som ikke havde fortalt noget.

Endelig midt i 1960erne lagde man grundstenen til historieundervisningen i de tyske skoler.. Ved mindesmærkerne i Warszawa knælede Willy Brandt den 7. december 1970. Har bad han på det tyske folks vegne om undskyldning for forbrydelserne.

 

TV – serien var et chok for tyskerne

Men egentlig var det først tv –  serien Holocaust i 1978, der fik folk til rigtig at vågne op. Den vakte stor opstandelse i Tyskland. Pludselig kunne man se alvoren i forbrydelserne. Der forskes stadig i Holocaust. Hvorfor, hvordan og hvorledes?

 

Tyrkernes folkedrab

Desværre har vi ikke lært af historien. Før og under første verdenskrig kæmpede tyrkiske ideologer for at erstatte Osmannerriget med et stort og stærkt
Tyrkiet uden ikke – tyrkiske minoriteter. Idealet var Tyrkiet udelukkende for tyrkere. Resultatet blev, at masser af armeniere blev udryddet. Man mener, at 2, 5 millioner blev udryddet. Folkedrabet fandt sted i årene 1915 – 1918.

Tyrkerne har aldrig anerkendt det som folkedrab. De påstår at armenierne samarbejdede og støttede Tyrkiets russiske fjender. Drabene fandt sted i en regulær krig, fastslår tyrkerne.  Svenskerne har fordømt handlingen. Den danske regering tøver.

 

Stalins totalitære styre

Under Stalins kommunistiske styre i Sovjetunionen fra 1928 – 1953 omkom millioner af mennesker som resultat at omfattende statslig terror rettet mod stort set alle dele af den sovjetiske befolkning. Mere eller mindre frivilligt deltog almindelige borger i en evig jagt på fjender af sovjet – regimet ved at angive venner, familie eller kollegaer til myndighederne.

 

Kristne myrder

I Rwanda deltog ledende og menige kristne i drabet på naboer og medlemmer af egen menighed. Der blev begået massedrab i kirkerne. Kristne begik folkedrab på adskillige hundrede tusinde.

 

Den jugoslaviske krig

I Bosnien forsøgte man målrettet at ødelægge moskeer, koranskoler, museer, biblioteker m.m. Muslimske tilstedeværelse i landet skulle sprænges bort.

Krigen i og omkring Jugoslavien har været forfærdelig. Min store søn har været udsendt dernede, da der var mest gang i den.

 

Sudan, Kina, Ukraine og alle andre steder

Vi kunne blive ved. Sudan benægter sine forbrydelser i Dafur. Iran benægter officielt Holocaust. Kina benægter den etniske udrensning i Tibet. Den russiske regering benægter den statsskabte hungersnød i  Ukraine og Kasakhstan i 1932 – 1933.

• og sådan kunne vi blive ved.

 

Religions – vanvid

Og hvor mange skal endnu miste livet i religions – krige. Det er vanvittigt. Terror og fundamentalisme er vor tids største dræber – maskine.

 

Kilde:

• Litteratur Besættelsestiden diverse
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 3. 01. 2022

Hvad er Mellemflæsket?. Hvorfor hedder det Lorry? Hvor lå Larsens Passage? Få svaret og læs også ham, der konfirmerede Kierkegaard. Om ham, der var så glad for piger, at han burde deporteres til Amerika. Og advokaten, der gav arrestanten en på trynen. Om vand på maskinen til kværnede bønner. Om Klammerivejen, Trippendals Galgebakke og prinsessen, der blev æres – brandmajor.

Her er anden del af gader, veje og steder på Frederiksberg. Navne kan fortælle historier. Og det er jo netop det, som vi gør her på siden. Vi har ikke plads til det
hele, men vi håber, at ramme det væsentlige. Forhåbentlig har du læst første del – Gader og veje på Frederiksberg.

 

Kammasvej

Navngivet 1913 efter Karen Margrethe (Kamma) Rahbek. Hun boede hele sit voksenliv på det nærliggende Bakkehuset. Sammen med hendes mand Knud Lyne Rahbek, var de samlingspunkt for datidens københavnske borgerskab. Vejen var før den tid en del af Rahbeks Allé.  (Læs vores artikler om Bakkehuset og Karen Margrethe Rahbek).

Kastanievej

Vejen er anlagt i 1850, men først navngivet i 1860. Det var den lokale grundejer Luis Bramsen, der foreslog navnet, efter træet Kastanje.

Kilevej

Navngivet 1884. Vejen førte ind mod vinklen mellem jernbanerne til Roskilde (nedlagt) og Frederikssund.

Kingosgade

Opkaldt 1884 efter salmedigteren og præsten Thomas Kingo. Han slog igennem med salmebogen Aandeligt Sjungekor. Han kunne godt finde på at sætte saftige ord på papiret.

Kirstinedalsvej

Kochsvej

Navngivet 1885 efter handelsgartner F.J. Koch, hvis gartneri lå indtil 1895 ved en del af vejen.

Kongens Tværgade

Navngivet 1883. Løber på tværs af Kongensvej.

Kongensvej

Navngivet 1882.

Kong Georgsvej

Opkaldt 1886 efter den græske Kong Georg den Første, der var søn af Christian den Niende.

Kristian Zahrtmanns Plads

Navngivet 1927 efter maleren Kristian Zahrtmann, der i mange år boede ved pladsen. Egentlig var pladsen udformet som en sporvognssløjfe. Den hed indtil 1927 Fuglebakken.

Kronprinsensvej

Navngivet 1883. Stykket mellem den nedlagte jernbane og Dalgas Boulevard hed indtil 1939, Samfunds Allé.

Kronprinsesse Sofies Vej

Opkaldt 1899 efter den græske kronprinsesse, senere dronning Sofie.

La Cours Vej

Navngivet omkring 1902 efter landøkonom Jørgen Carl la Cour. Han oprettede en landbrugsskole i Nærum, som året efter blev flyttet til Lyngby.

Landbohøjskolens Have

Langelands Plads

Anlagt og navngivet 1895 efter beliggenheden ved Langelandsvej

Langelandsvej

Navngivet 1890 efter proviantforvalter Rasmus Langeland. Han havde i 1814 købt en større parcel af ejendommen Sindshvile. Hans svigersøn Stephan Nyeland overtog jorden med tilhørende lystejendom og udstykkede den på sine gamle dage. Sjovt nok ligger der i nærheden veje med tilknytning til øer.

Laurids Bings Allé 
Vekselerer Laurids Bing var kommunalbestyrelsesmedlem . Navngivet 1915.

Lauritz Sørensen

Lauritz Sørensen var kommunalbestyrelsesmedlem. Navngivet 1924. Han var driftsbestyrer på Badeanstalten Rysensteen.

L.I. Brandes Allé

Navngivet 1897 efter Ludvig Israel Brandes, der blandt andet havde oprettet et sygehjem på Rolighedsvej. Han var med til at starte Frederiksbergs første sygekasse.

Lighedsvej

Navngivet 1900 efter det andet led i det socialistiske valgslogan Frihed, lighed og broderskab.

Lindeskellet

Navngivet i 1978 efter træet Lind.

Lindevang

Udgangspunkt for dette navn er ubestemt. I dag bruges navnet om et sogn, en S – togs station og en haveforening.

Lindevangen

Park anlagt 1933 og navngivet efter kvarteret.

Lindevangs Allé 

Navngivet 1933 hvor navnet afløste det ældre Lindevangsvej, der atter havde afløst Lindevang. Peter Bang skulle have betalt vejen allerede i 1861.

Lindevej

Navngivet 1869 efter villaen Lindehuset, som lå på Kastanievej for enden af Lindevej.

Lollandsvej

Navngivet 1898 efter øen Lolland. Vejen udgik oprindelig fra Nyelandsvej. I 1922 blev den skåret over efter anlæggelse af et idrætsanlæg, og stykket nærmest Nyelandsvej fik navnet Nandrupsvej.

Lorry

Forlystelsessted og Tv – station. Opkaldt efter Laurentius (Lorry) Feilberg, som fra 1896 til sin død i 1917 videreudviklede et af Frederiksbergs gamle forlystelsessteder.

Lykkesholms Allé 

Anlagt omkring 1850 med navnet Lykkesholmsvej. I 1890 fik stedet det nuværende navn. Og navnet stammer fra en mindre lystejendom.

Lyøvej

Navngivet 1901 efter den sydfynske ø Lyø

Lærkeskellet

Navngivet 1978 efter træet Lærk

Madvigs Allé 

Navngivet 1892 efter politikeren, professor i klassisk filologi, Johan Nicolai Madvig. Generationer har lært latin efter Madvigs Latinske Læsebog. Bornholmeren var også Kultusminister i 1848.

Maglekildevej

Navngivet 1896 efter Maglekilde og Frederiksberg Brøndanstalt. Indtil 1886 havde anstalten kur-sal bag Allégade, hen mod Maglekildevej. Anstalten fik sit vand fra Maglekilde i Roskilde. I 1886 flyttede man til Brøndsalen i Haveselskabets Have.

Magnoliavej

Navngivet 1922 efter prydbusken Magnolia. I området findes en lille navnegruppe med latinsk-sprogede  blomster og plantenavne.

Malthe Bruuns Vej

Opkaldt 1926 efter geografen og den samfundskritiske forfatter Malthe Bruhn. Han blev i 1797 landsforvist og derpå opholdt han sig i Frankrig. Vejen er navngivet i forbindelse med 100 – året for hans død. Landsforvisningen blev ophævet i 1826, men da var det for sent.

Marielystvej

Opkaldt 1918 efter en ejendom, der skulle have haft navn efter ejeren Frk. Marie Hansen (ejer 1866 – 1868).

Mariendalsvej

Generalkrigskommissær, Jacob Christian Aagesen omdøbte lystgården Falkendal.  Navngivet 1883 efter ejendommen Mariendal. Jordene langs vejen er udstykket fra denne ejendom. Selve ejendommen lå ved Falkoner Alle mellem Dronning Olgas Vej og Kong Georgs Vej. Ejendommen fik sit navn omkring 1785. Ejendommen Rolighed fik omkring sit navn, havde tidligere heddet Mariendal.

Martensens Allé 

Navngivet 1892 efter biskop Hans Lassen Martensen. Navnet har relation til en ældre nabovej Mynstervej. Martensen holdt lig-prædiken over sin forgænger i embedet. Mynster udløste offentlig debat og sønderlemmende kritik fra Søren Kierkegaard.

Martinskirken

Frimenighedskirke opført i 1877. Navnet stammer fra Martin Luther.

Martinsvej

Navngivet 1877. Adgangsvej til Martins – Kirken.

Mathilde Fibigers Vej

Opkaldt 1929. Mathilde Fibiger var forfatterinde og kvindesagsforkæmper. Hun var nær veninde med Grundtvig under hans andet ægteskab. Hun lærte det nymodens telegrafi i 1864 og blev ansat ved Statstelegrafen.

Mathildevej

Navngivet 1883, formentlig efter dronning Caroline Mathilde, der var mor til Frederik den Sjette. Nabovejen hedder Frederiksvej.

Moltkesvej

Navngivet 1906 efter adelsslægten Moltke. Slægten Moltke stammer fra Mecklenburg. Den første indvandrer var Adam Gottlob Moltke. Frederik den Femtes rådgiver som fik Bregentved, blev ophøjet til lensgreve. Moltkes palæ på Amalienborg var familiens vinterresidens. Navnet går tilbage til middelalderen. Det er den tyske fortolkning af malt, korn til ølbrygning.

Munkensvej

Navngivet 1908. Kan måske forbindes til Bispeengen.

Mynstersvej

Navngivet 1874 efter biskop Jacob Peter Mynster. Han har konfirmeret Søren Kierkegaard. Men ellers kunne de to ikke sammen.

Mørk Hansens Vej

Her har vi så igen en sønderjyde. Godt gået på Frederiksberg. Mouritz Mørk Hansen var præst og forfatter. Under krigen blev han flere gange arresteret. Den 23. juli 1864 blev han afskediget af den preussiske regering.

N. Dalhoffs Vej

Navngivet 1926. Nicolai Dalhoff var præst og forstander på Diakonissestiftelsen.

Nandrupsvej

Navngivet 1922. Lægen og kommunalpolitikeren Stephan Nandrup var en årrække aktiv i moderniseringen af det nærliggende Frederiksberg Hospital. Vejen var omkring 1900 anlagt som en del af Lollandsvej. Den samlede vej blev delt af idrætsbaner i 1922.

Niels Ebbesens Vej

Opkaldt 1869 efter den jyske frihedshelt, Niels Ebbesen. Han dræbte Grev Gert (Gerhard). Dermed bidrog han til genrejsning af Danmark i 1330erne. Navngivningen er inspireret efter den nationale stemning efter 1864. Ridder Niels faldt selv ved Skanderborg i kamp mod hollandske styrker. Grev Gert
var tipoldefar til Christian den Første og dermed stamfar til Oldenborgerne.

Nis Lorentzens Vej

Her er igen en sønderjysk politiker. Vejen er navngivet i 1920. Han foreslog dansk som rets-sprog i de dansktalende egne. Da så Christian den Ottende i 1844 forordnede, at kun stænderforsamlingsmedlemmer, der ikke talte tysk, måtte tale dansk, holdt Lorentzen sig væk.

Nitivej

Konstrueret af udstykkeren, kreaturkommissionær, justitsråd og proprietær Niels Josephsens og hustruen Thoras initialer. Han ejede landstedet Mariendal.

N. Jespersens Vej

Nis Frederik Jespersen var medlem af den grundlovsgivende forsamling. Han var rigsdagsmedlem og boede de sidste 11 år af sit liv på Frederiksberg. Han var kaptajn, justitsråd, cand. theol. han opfandt en plovtype, der fik navn efter ham. Han var kaptajn i Studenterkorpset og medstifter af Studenterforeningen. Vejen navngivet i 1924.

N.J. Fjords Allé 

Navngivet i 1896. Nis Johannes Fjord var landøkonom og docent ved Landbohøjskolen. Han var skolelærer, og deltog frivillig i krigen i 1848. Han ledede de metrologiske observationer. Han lavede en masse eksperimenter, der udmøntede sig i forbedringer af den danske mejeri – og landbrugsproduktion. Den brave Fjord stammede fra Holmsland ved Ringkøbing.

Nordens Plads

Navngivet 1968. Navnet er sigtende til de nordiske lande. Pladsen med det iøjefaldende højhus ligger over for fire ejendomme på nordsiden af Roskildevej
opkaldt efter Frederiksbergs nordiske venskabsbyer, Bærum, Havnefjord, Tavatehus og Upsala.

Nordre Fasanvej

Se Fasanvej

Normasvej

Navngivet 1896 af den lokale grundejer, gartner J. Chr. A. Jørgensen. Det vides dog ikke, hvorfor han har valgt Norma.

Norsvej

Navngivet omkring 1880. Nors er en omskrivning af Norge.

Nyelands Plads

Anlagt omkring 1895. Navnet fik pladsen først i 1933, efter beliggenheden.

Nyelandsvej

Det er stykket mellem Falkoner Allé og Nordre Fasanvej. Vejen er anlagt og navngivet i 1884 efter den lokale grundejer, justitsråd Stephan Nyeland. Stykket frem Nyelands Plads hed fra 1884 til 1900, Bergersvej efter hoflægen Johan von Berger. Denne var fra 1778 ejer af Ny Bakkehus.

Nyvej

Anlagt i 1851. I begyndelsen kaldte man den Sankt Jørgensvej og Christiansholmsvej, men fra 1869 fik den sit nuværende navn. Det skyldtes, at vejen var
den første privatvej i Frederiksberg Kommune.

Orla Lehmanns Vej

Navngivet 1883 efter den nationalliberale politiker, Peter Martin Orla Lehmann. Han havde boet på Frederiksberg Slot. Han var en forrygende taler.

Oscar Ellingers Vej

Opkaldt i 1928. Oscar Ellinger var lærer i fysik ved Landbohøjskolen. Han var tillige rigsdagsmand og blandt De Konservatives initiativer til grundloven af 1915.

O.V. Kjettinges Allé 

Opkaldt 1941 efter ingeniør  O.V. Kjettinge, der ved sin død var teknisk direktør i Frederiksberg Kommune.

Paludan – Müller´s Vej

Navngivet 1891 efter digteren, Frederik Paludan – Müller.

P. Andersens Vej

Navngivet 1889 efter maskinfabrikant Peter Andersen, som ejede jorden. Han anlagde blandt andet et vandværk på jorden.

Pelargonievej

Opkaldt 1928 efter planten Pelargonie. Fra 1896 til 1928 hed vejen Floravej.

Peter Bangsvej

Navngivet 1868 efter minister og professor Peter Bang. Om sommeren boede han på Frederiksberg. Vejen er en gammel mark – og forbindelsesvej ud af byen. Før 1868 kaldtes den for Klammerivejen. I 1682 var der nogle agre, der kaldtes Klammeryes Agrene. Det har ganske givet været strid om pågældende jordstykke.

Peter Graus Vej

Her har vi så atter en sønderjyde. Peter Grau var sønderjysk politiker. Han var tilhænger af Flensborg – til – Danmark – politikken. Navngivet i 1943.

P.G. Ramms Allé 

Navngivet i 1918. Peter Gottfred Ramm var sporvognsdirektør og kommunalpolitiker. Han deltog i en menneskealder i udviklingen af Frederiksberg Kommune. Han var gift med Christiane Marie, en datter af Vodroffsgårds ejer, Niels Wolff.

 I området er der en del veje med navne på personer, der har betydet noget for kommunen.

Philip Schous Vej

Navngivet 1924 efter industrimanden Philip Schou. Gennem en menneskealder var han leder af Den Kongelige Porcelænsfabrik og fajance-fabrikken Aluminia
på Frederiksberg.

Pile Allé

Navngivet omkring 1782 efter de nyplantede piletræer langs vejen, der dannede tilkørsel til Frederiksberg Slot fra Frederiksberg Runddel. Den gamle landevej mellem Valby og Frederiksberg havde dengang aftægtsboliger for tjenerskab og kuske ved slottet. De måtte betjene rejsende fra Hovedstaden med vand på maskine til de medbragte kværnede kaffebønner.
Pileskellet

Navngivet 1978 efter træet Pil.

Platanskellet

Navngivet 1978 efter træet Plantan.

Plantanvej

Navngivet omkring 1886 efter de Platantræer, som vejens anlægger, gartner Hintze havde plantet her.

Poppelskellet

Navngivet 1978 efter træet Poppel.

Poul Møllers Vej

Navngivet 1876 efter digteren Poul Martin Møller. Navnet er givet i sammenhæng med den samtidige Steen Blichers Vej.

Prins Constantins Vej

Navngivet 1884 efter den græske kronprins Konstantin. Han var sønnesøn af Christian den Niende og Dronning Louise. Hele to gange var han Grækenlands
konge. Han måtte dog vige pladsen i 1922 efter at Grækenland havde tabt krigen mod Tyrkiet.

Prinsens Gård

Prinsesse Maries Allé 

Navngivet 1905 efter prinsesse Marie, der dengang var meget afholdt. Hun deltog fordomsfrit i samfundslivet. Hun var gift med Prins Valdemar. Hun lærte sig at køre automobil. Hun var æresbrandmajor. Hun var mor til fem børn og imod planerne om at sælge De Vestindiske Øer. Enestående var det, at gaden fik sit navn, mens hun endnu var i live. Hun var dog blevet spurgt.  (Læs vores artikel om hende)

Priorvej

Navngivet 1927. Prior betyder noget i retning af klosterforstander. Vejen hed i begyndelsen af århundredet Randersvej. Men det blev ændret af hensyn til Randersgade på Østerbro.

Rahbeks Allé

Navnet var allerede i brug i 1861, men først 20 år efter blev vejen officielt navngivet. Knud Lyne Rahbek, forfatter og litterat boede i Bakkehuset for enden af vejen. Vejen er en del af den gamle landevej vest ud af København over Vesterbro til Valby og videre.  (Læs vores artikel om Bakkehuset)

Rathsacksvej

Opkaldt 1879 efter den lokale handelsgartner og kommunalpolitiker Carl Chr. Rathsack.

Regenburgsvej

Navngivet 1920. Theodor August Regenburg var departementschef . Han forestod alle sager inden for kirke – og skoleforhold i Nord – og Sydslesvig fra 1850erne frem til 1864. Man har citeret ham for, at sige om tabet af Sønderjylland: Jeg tænker altid derpå, men taler aldrig derom. Hans kæmpemæssige bogsamling om Sønderjylland indgik siden i Statsbiblioteket i Århus.

Rialto

Teater, oprindelig biograf, oprettet i 1924 oh navngivet efter det italienske Rialto.

Roarsvej

Opkaldt 1884 efter den danske sagnkonge Roar.

Rolfs Plads

Navngivet 1917 efter beliggenheden ved Rolfs Vej.

Rolfsvej

Opkaldt 1884 efter den danske sagnkonge Rolf Krake.

Rolighedsvej

Navnet stammer fra den gamle lystejendom Rolighed. Dette fornemme landsted var opført omkring 1758 af storkøbmand og rederen Conrad Alexander de Tengnagel. Han havde så stor appetit på damer, at en foragtelig mente, at han burde deporteres til Amerika.

Den hører nu til Landbohøjskolen. Og skolen ligger også på Roligheds jorder. Vejnavnet stammer fra omkring 1860, men vejen er betydelig ældre. I 1600tallet var den en del af forbindelsen mellem Ladegården og hø-markerne ved Islev.

Rosenørns Allé 

Navngivet 1931. Ernst Emil Rosenørn, godsejer og politiker bestred en lang række offentlige hverv. Han var medlem af Frederiksbergs sogneforstanderstab. Han var direktør for Landbohøjskolen. Overpræsident i København og meget mere. Han arbejde os for forbedringer af arbejdernes vilkår. Stykket mellem H.C. Ørstedsvej og Büllowsvej hed fra 1876 til 1931, Vinkelvej. I de første år var den anlagt som blind vej med et knæk (vinkel) på. I 1884 blev den ført frem til Büllovsvej. Indtil 1921 løb jernbanen mellem København og Hellerup gennem Gyldenløvsgade og Rosenørnsallé, før den ved det forhenværende radiohus
drejede mod Nørrebro.

Roskildevej

Den nuværende vej er anlagt 1766 – 1772. Fra Damhussøen og vest på, følger den ældre vejforløb. Før den tid gik vejforbindelsen fra København til Roskilde nord om Frederiksberg Bakke, dvs.  Peter Bangs Vej – linjen. Eller også skete det syd om og over den knap så høje Valby Bakke. Den nye vej anlagdes fra Rahbeks Allé – hjørnet ved Vesterbrogade og indtil 1871 begyndte Roskildevej herfra.

Trippendals Galgebakke lå for at ses. Den sidste henrettelse skete i 1791. Det gik ud over en stakkel, der havde født i dølgsmål og ombragt barnet. I 1925 lanceredes en rugbrødsmad med spegepølse som Roskilde Landevej.

Rostrupsvej

Navngivet 1906 efter plantepatologen og professor ved Landbohøjskolen, Frederik Rostrup.

Rådmand Steins Allé 

Opkaldt 1952 efter redaktør, landstingsmand og lokalpolitiker (rådmand) Henrik Stein. Det var hvis nok Børsen, han var redaktør for.

Sagasvej

Navngivet i 1885

Sankt Jørgens Sø 

Søen nævnes i 1530 i formen Sancti Jyrgenns Søø. Her lå i middelalderen et spedalskheds – hospital indviet til Sankt Jørgen. Det lå vest for søen. Efter reformationen fortsatte det som hospital, men indgik derefter i kongens ladegård ved Åboulevarden og Rosenørns Allé.(Læs vores artikel om emnet). 

Sankt Knuds Vej

Opkaldt 1869 efter den danske helgenkonge, Knud (den Hellige). Navnet blev forslået af en grundejer.

Sankt Lukas Kirke

Opført 1896 – 97, navngivet efter evangelisten Lukas.

Sankt Mariæ Kirke

Ja den hedder faktisk Sankt Mariæ Kirke af Rosenkransen. Den er opført 1941 – 42 og navngivet efter Jesu moder, Samt Maria (jomfru Maria) og med tilføjelse Rosenkransen. Det er et minde om at kirkens orgel stammede fra den nedlagte Rosenkranskirke i Boyesgade. Det pågældende orgel i sin tid var skænket af prinsesse Marie.

Sankt Markus Allé 

Navngivet 1903 efter beliggenheden forbi Sankt Markus Kirke.

Sankt Markus Kirke

Opført 1900 – 1802, navngivet efter evangelisten Sankt Markus.

Sankt Markus Plads

Navngivet 1928 efter beliggenheden.

Sankt Nikolaj Vej

Navngivet 1871. Vejen var oprindelig en blind sidevej til Falkoner Alle. Sankt Nikolaj er på en mærkelig måde gået hen og blevet julemand. Men han skulle
først være biskop i Myra, inden han blev helgen. Han er søfolkenes, vævernes, slagternes,  advokaternes og de små børns beskytter. Derfra er det jo ikke så
langt fra Holland til New York, hvor Sint Niclas blev til Santa Claus.

Sankt Thomas Allé

Navngivet 1905 efter forlystelsesstedet Sankt Thomas, som indtil 1902 lå, hvor vejen blev anlagt. Forlystelsesstedet, et mindre og efterhånden et noget berygtet tivoli, havde navn efter en lystejendom. Denne ejendom blev erhvervet og navngivet af en mand, som havde drevet et apotek på øen Sankt Thomas, en af de Vestindiske Øer. I sommeren 1945 havde frihedskæmperorganisationen BOPA hovedkvarter her.

Sankt Thomas Runddel

Et vel nok uofficielt navn på den runde plads, hvor Sankt Thomas Allé udmunder i Frederiksberg Allé. Navnet er en pedant til Frederiksberg Runddel.

Schlegels Allé 

Opkaldt 1905 efter højesteretsassessor Niels Frederik Schlegel, der var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. En mindetaler omtalte ham som Almenvellets trofaste tjener.

Schönbergsgade

Anlagt omkring 1860 og opkaldt efter hofinspektør Hans Henrik Schönberg. Han har været ejer af denne jord.

Seedorffs Vænge

Navngivet 1986 efter digteren Hans Hartvig Seedorf. Han boede fra 1958 i æresboligen på Bakkehuset. Visevenner har meget at takke denne Seedorff for.
Se blot her: Lad mig spire i din Ager – nok så lille, nok så mager, blot jeg genopstår engang som Aquavit. Jo det er fra visen om Tanker om Genopstandelsen fremsat ved et Glas – Kummen – Aquavit.

Segelckesvej

Opkaldt 1904 efter landøkonom og professor ved Landbohøjskolen, Thomas R. Segelcke. Han var meget begejstret for de holstenske mejetærskers metoder. Han har også haft stor betydning for dansk mejeriproduktion.

Sindshvilevej

Navngivet omkring 1883 efter ejendommen Sindshvile. Ejendommen lå ved Falkoner Allé. Navnet var givet af professor Schlegel, som ejede stedet fra 1804 til 1810.

Skellet

Navngivet 1915 efter beliggenheden langs en strækning af skellet mellem Frederiksberg og Københavns kommuner. Vejen, der er et stykke af den gamle landevej vest ud af Valby, kaldtes i en kortere periode før 1915 for Remisevej. Det var fordi, der fandtes to vildtremiser, det vil sige små lunde, hvor dyr kunne søge tilflugt. Navnet Skellet går igen i en række veje i området, i forbindelse med trænavnene, ahorn, ask, birk, bøg, eg, lind, lærk, pil, platan, poppel og tjørn.

Smallegade

Gaden er oprindelig en del af den gamle landsby, Solbjerg. Navnet kendes fra 1790, og den gang var den smallere end parallelgaden Frederiksberg Bredgade.

Sofus Francks Vænge

Opkaldt 1956 efter lærer og skoleinspektør  Sofus Franck.

Solbjerg

Sogn og Station er navngivet henholdsvis 1908 og 1986 efter den landsby, der lå her før Frederiksberg. Allerede i 1186 nævnes Solbiarge. Landsbyen havde navn efter Valby Bakke. Set fra landsbyen var det den bakke, solen stod højest over. Navnet gled ud ved landsbyens nedlæggelse i 1621. Men sidst i 1800tallet markerede flere navngivninger, Solbjergs tidlige eksistens.

Solbjerg Have

Opført 1977 – 1980 efter Frederiksbergs gamle navn.

Solbjergvej

Navngivet 1934. Vejen er anlagt omkring 1864 og hed før 1934, Stationsvej. Jernbanestationsvej og Frederiksberg Stationsvej.

Solvej

Navngivet 1903. Vejens første ejendomme planlagtes og blev opført af Aktieselskabet Solvej.

Spiræavej

Navngivet 1922 efter prydbusken, Spiræa.

Sprogøvej

Opkaldt 1914 efter Storebæltsøen, Sprogø.

Steen Blichers Vej

Opkaldt 1876 efter præsten og forfatteren, Steen Steensen Blicher.

Steen Buchersvej

Steenstrups Allé 

Opkaldt 1897 efter zoologen og professor Johannes Japetus Smith Steenstrup. De mange danske tørvemoser og køkkenmøddinger var tema for hans studier.
Han kunne tryllebinde forsamlinger med de mest intetsigende temaer. Han fik i strid med kollegaer i 1862 oprettet Zoologisk Museum. Han trak også i snorene ved oprettelsen af Carlsberg-fondet.

Steenwinkelsvej

Opkaldt 1929 efter ingeniør og stadskonstruktør  Oluf van Steenwinckel. Han deltog i frihedskampen mod svenskerne, men blev taget til fange og dræbt. Ja han blev levende radbrækket på Svingelen i Helsingør.

Vejen er anlagt 1866, og hed indtil 1929 Sofievej.

Storchsvej

Navngivet 1906 efter landbrugskemiker, professor ved Landbohøjskolen, Matthias Storch.

Stockflethsvej

Navngivet 1901 efter veterinær-kirurg Harald Viggo Stockfleth. Han nedsatte sig i Valby og på Vesterbro som dyrlæge. Han fik ret hurtig en stor praksis.
Byen vrimlede med heste.

Storm Petersens Vej

Opkaldt 1964 efter tegneren Robert Storm Petersen, der boede det meste af sit voksenliv på Frederiksberg.

Strygejernet

Dette ord er anvendt flere steder. I København er det for eksempel især karreerne mellem Frederiksberg Allé og Vesterbrogade, og  mellem Åboulevarden og Rosenørnsallé.

Stægers Allé 

Navngivet 1915 efter hoved-finans-kasserer og insektforsker Rasmus Stæger. Han var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. I hans fritid beskæftigede han sig med fluer. Samlingen blev foræret til Zoologisk Museum.

Stæhr Johansensvej

Opkaldt 1997 efter borgmester på  Frederiksberg, Stæhr Johansen. Før 1997 hed vejen, Fabriksvej.

Suomisvej

Navngivet 1927 med nationsnavnet Suomi, det finske navn for Finland. Vejen hed før Margrethevej, efter Dronning Margrethe den Første.

Svanemosegårdsvej

Anlagt og navngivet omkring 1866 i forbindelse med udstykning af jord fra gården Lille Svanemosegård, som lå ved vejens sydlige ende. Denne gård var oprindelig udskilt fra Store Svanemosegård. Den lå ved hjørnet af Åboulevarden og Jakob Dannefærds Vej. Svanemosen, også kaldet Svanedamen lå langs Ladegårdsåen (Åboulevarden)på dennes sydside.

Svaneholmvej

Navngivet 1874 efter beliggenheden vest for ejendommen, Svanholm. På det tidspunkt var den indrettet med et bryggeri ud til Gammel Kongevej. Ejendommen gik tilbage til en mindre beboelse opført omkring 1720. Allerede dengang med navnet Svanholm. Måske sigter dette navn til en holm med svaner på Sankt Jørgens Sø. Ejendommen har også heddet Teglgården.
I 1807 rykkede engelske soldater ind på gården. I tidens løb har det også været farvefabrik her. Den røde farve til enevældens mangfoldige gallauniformer blev lavet her. Her har ligget hørspinderi samt ølbryggeri med tilhørende forlystelsesetablissement. Ja og jernstøberi samt vandværk. Andersens vandværk overtog Frederiksberg Kommune i 1897. Siden 1960 har Codanhus ligget her.

Sveavej

Anlagt og navngivet 1880 med det poetiske navn Svea, efter nationen Sverige.

Svend Trøstsvej

Opkaldt 1928 efter Svend Trøst, der er angiveligt var den mand, der hjalp Niels Ebbesen ved at fjerne plankerne i Randers Bro, så Grev Gerts mænd ikke kunne forfølge Niels Ebbesen efter at han havde dræbt Grev Gert. Navnet har tilknytning til Niels Ebbesens Vej. Indtil 1928 hed vejen, Herluf Trolles Vej.

Svineryggen

Dæmningen langs Sankt Jørgens Søs vest-bred. Navnet blev officielt anerkendt i 1948. Men navnet er noget ældre, den kendes i hvert fald fra 1914. Det sættes i forbindelse med Ladegårdens indhegning til svin, indrettet i 1620erne syd for Ladegården. Kan også have forbindelse til Svanehaven vest for Ladegården. Fodgængerdæmningen på tværs af søen kaldtes Mellem-flæsket, indtil den i 1930erne blev omdannet til den nuværende vej.

Sylows Allé 

Navngivet 1935 efter birkedommer på  Frederiksberg, Nicolai Chr. Herholdt Sylow. Han fik en næse af Højesteret for at have hjulpet en tilståelse på vej – som han vedgik – at stikke arrestanten én på tuden. I 1911 lod han frederiksbergske betjente bruge kniplerne mod en demonstration til fordel for strejkende sporvognsfolk. Der var delte meninger om ham, Sylow, der var en aktiv Højre – mand.

 Fra 1875 til 1935 hed vejen, Monradsvej efter postdirektør Jørgen Monrad. Han ejede området langs vejen. I nogle år forinden hed vejen Dorthea Louises Vej efter Jørgen Monrads hustru.

Sylows Plads

Navngivet 1989 efter beliggenheden op til Sylows Allé.

Sønderjyllands Allé

Navngivet i 1920 til markering af genforeningen med Sønderjylland. Vejen var anlagt i 1914 som en sporvogns-racé. Den kaldtes for Diagonalvejen.
Vejene omkring blev udbygget de kommende år og fik navne efter politikkere, der havde kæmpet for danskheden. Vi var mange der kæmpede for, at pladsen foran den ny Metrostation skulle hedde Sønderjyllands plads, men ak nej. Nationalfølelsen er forsvundet fra de københavnske politikere til fordel for Grønland. Pladsen fik navnet Nuuk Plads.

 Søndermarken

Parken blev anlagt i fransk havestil i 1733 – 36. Omkring år 1800 blev den omlagt til romantisk havestil. Siden er der tilføjet springvand og vandreservoir. Parken har været offentlig tilgængelig fra 1852, dog ikke lige med det samme for Nyboder – folket.

Sønder Fasanvej

Se Fasanvej

Ternevej

Navngivet 1913 efter fuglen, terne.

Tesdorpfsvej

Opkaldt 1895 efter godsejer og præsident for Land-husholdings-selskabet, Edvard Tesdorpf.

Thorvaldsensvej

Anlagt omkring 1852 på strækningen mellem H.C. Ørstedsvej og Bülowsvej. Navngivet senest 1857 efter billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Det meste af sit liv boede han i Rom. Han kom tilbage og bestemt ikke tomhændet. Flere skibsladninger af hans samlinger fulgte. Han blev aldrig gift, men efterlod en datter
i Rom. Han døde fredelig i en stol i det (gamle) Kongelige Teater. Ved en middag forud, hvor både H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger havde deltaget, sagde han:

• Nu kan jeg dø, når det skal være, for nu har Bindesbøll (arkitekten) min grav færdig.

Thurøvej

Navngivet 1901 efter øen Thurø ved Svendborg

Tjørneskellet

Opkaldt 1978 efter busken, Tjørn.

Troels – Lunds Vej

Opkaldt 1926 efter historikeren Troels Troels – Lund. Han skrev blandt andet om det kunstneriske og intellektuelle miljø på Bakkehuset. Han var en slægtning til Søren Kierkegaard og har leveret en øjenvidneskildring af sygesengen på Frederiks Hospital.

Tårnborgvej

Anlagt 1869 og navngivet ved samme tid efter villaen Tårnborg, som lå mellem denne vej og H.C. Ørsteds Vej ud mod Gammel Kongevej. Villaen med et tårn efter italiensk forbillede var opført 1846 og blev nedrevet i 1957.

Uraniavej

Anlagt 1867 og navngivet efter Urania. I den græske mytologi er det navn på astronomiens muse. Navnet har ikke noget at gøre med Luplau Jansens private observatorium at gøre. Den lå på Dronning Olgas vej.

Vagtelvej

Navngivet 1902 efter fuglen Vagtel.

Ved Andebakken

Navngivet 1940 som en forlængelse af Andebakkestien.
V.E. Gamborgs Vej

Villads Emanuel Gamborg grundlagde Nordisk Livsforsikrings Aktieselskab af 1897. Han foreslog at gitteret om Frederiksberg Have og Søndermarken blev fjernet. Gitteret blev dog først fjernet i 1950erne.

Ved Grænsen

Navngivet 1915 efter beliggenheden ved Grøndalsparken, som danner grænse mellem Frederiksberg og Københavns Kommune

Ved Lindevangen

Navngivet 1933. Ligger på den østligste side af den nylagte park, Lindevangen.

Vesterbrogade

Navnet kendes som Vester Broe siden 1778. Fra 1858 benævnes selve bydelen Vesterbros hovedgade. Indtil 1871 rakte navnet kun til Rahbeks Allé, hvorefter det udstraktes som nu til Pile Allé.

Virginiavej

Navngivet omkring 1875 efter oberst-inde Zelma Virginia Boeck, hvis mand, oberst Bianco Boeck havde erhvervet Teglgården, som lå på Virginiavejs vestlige hjørne ved Smallegade.

Vodroffslund

Navngivet 1907 som navn på en passage over den grund, hvor restauranten Vodruffslund havde ligget fra 1868 til udstykning i 1906. Restauranten havde til
huse i den ældre Vodruffsgård, som har lagt navn til Vodroffsvej.

Vodroffsvej

Vejen var sikkert en forbindelsesvej mellem Ladegården og Vesterport på Christian den Fjerdes tid. I 1698 fik Georg Julius Vodroff privilegium til at oprette en fabriksvirksomhed på en grund ved Vodruffslund. Det blev så starten til det landsted, som i 1868 blev ændret til restaurant og selskabslokaler.

Vodroffs Tværgade

Navngivet 1882 som en sidegade til Vodroffsvej. Fra 1850erne til 1882 blev den kaldt Schouwsgade efter botanikeren J.F. Schouw. Det østligste stykke hed dog indtil 1877, Nielsens Passage.

Værnedamsvej

Forbindelsesvej mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade. Den er kendt siden 1733. Ved dejen anlagde øltapper, Werner Dam et meget søgt traktørsted. Efter hans død i 1762 var hans navn knyttet til stedet. Vejen omtales i 1793 som Vernersvejen, i 1800 som Vernerdam og fra 1811 i den nuværende form.

Wilkensvej

Navngivet 1924 efter professor Claudius Edvard Wilkens, der i nitten år var formand for Frederiksberg Fattigkommission.

Worsaasvej

Navngivet 1929 efter den danske arkæolog J.J.A. Worsaa. Fra 1868 til 1929 udgjorde vejen en del af Sofievej, der deltes i Steenwinkelsvej og Worsaavej.

Han opfandt ordet køkkenmøddig. Allerede som barn gav han sig til at grave ved Jelling.

Yrsavej

Navngivet 1884 efter den nordiske sagnhistoriske kvinde, Yrsa. Hun var mor til Rolf Krake.

Zoologisk Have

Indrettet 1859 i det sydvestligste hjørne af Frederiksberg Have. Senere udvidelser omfattede også Søndermarken.

Ærøvej

Navngivet 1899 efter øen Ærø.

Åboulevarden

Navngivet i 1897 i forbindelse med overdækningen af Ladegårdsåen. Den havde løbet på gadens midte. På åens nordside hed gaden Ågade. På sydsiden hed den Ladegårdsvej. Ladegården var oprindelig en avlsgård under Københavns Slot.

Åen er tidlig blevet reguleret for at føre vand fra Damhussøen og Lundehusøen til København.

Kilde:

• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1,785 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Frederiksberg Slot
• Gader og veje på Frederiksberg
• Det var på Frederiksberg
• Linie 18
• Fattiglemmer på Ladegården (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Uden for Voldene (under Nørrebro)
• Den stinkende kloak på Nørrebro (under Nørrebro)

Redigeret 20. – 02 – 2022

Her er første del af seriøse og sjove historier om gaderne på  Frederiksberg. Hør om manden, der faldt af hesten og døde. Så  var der ham, der blev professor uden studentereksamen og uden at have læst på universitet. Mange ville gerne prøve kongevejen. Men den gik ikke. Jerngitter blev påmonteret. Fulde mennesker landede i grøfterne omkring Frederiksberg Allé.

Vi kigger lidt på gader, veje og steder på Frederiksberg. Men det fylder så meget, så vi bliver nødt til at dele det i to dele. Her oplever du første del, hvor vi beskriver Frederiksberg fra A – J.

Hvis du vil have resten med så  må du kigge på artiklen Flere gader og veje på Frederiksberg. Her fuldender vi så historien med beskrivelser fra K – Å.Og mon ikke vi også laver en, der kommer til at hedde Forsvundne gader og veje på Frederiksberg. Vi ønsker alle læsere god fornøjelse.

Vi har forsøgt, at beskrive de vigtigste gader, veje og steder. Der mangler måske en del.

 

Acaciavej

Blev navngivet officielt i 1877. Opkaldt efter træet akacie

Adilsvej

Navngivet i 1884 efter den svenske sagnkonge, Adils. Han var gift med Rolf Krakes mor, Yrsa. I kvarteret har en række gader navne efter den danske sagnhistorie. Saxo fortæller, at Rolf strøede guld efter sig for at sinke sine griske forfølger, Adils.

A.D. Jørgensensvej

Gaden er i 1920 opkaldt efter sønderjyden og historikeren A.D. Jørgensen. Han betød meget for den sønderjyske nationalkamp. Mange har sikkert  læst 40 Fortællinger af Fædrelandets historie.

Adolph Steens Allé

Er i 1899 opkaldt efter matematiker og folketingsmedlem  Adolph Steen. Han stillede op for de Nationalliberale. Han støttede Frederiksbergs uafhængighed af København.

Ahornsskellet

Navngivet i 1976 efter træet ahorn.

Aksel Møllers Have

Aksel Møller var konservativ borgmester på Frederiksberg, indenrigs – og boligminister i regeringen Erik Eriksen. Han var storebror til politikeren Poul Møller.

Alhambravej

Opkaldt i 1870 efter forlystelsesstedet Alhambra, som fra 1857 til 1869 lå på det område, som nu omfattes af Alhambravej og Hauchsvej. Stedet var konkurrent til Tivoli, og ligesom dette grundlagt af Georg Carstensen. Han ragede uklar med Tivolis direktion. Og det nye sted holdt i 13 år. Dengang var det helt ude på landet. Folk røg i grøfterne i opløftet stemning. Navnet stammer fra det spanske kongeslot i Granada.

Allégade

Gaden hed i lang tid Hollændergaden. Gadekæret lå, hvor nu Frederiksberg Rådhus ligger. Navnet Allégade blev først almindeligt for omkring 150 år siden.

Amalievej

Anlagt omkring 1850. Navngivet omkring 1860 efter Anna Pauline Amalie Dohlmann, datter af Svanemodegårds ejer. Amalies far var ven med en af kvarterets store udstykker, Bülow. I begyndelsen kaldte man stedet for Amaliegade. Fint skal det være.

Amicisvej

Navngivet i 1883 efter den lokale grundejer og kunstfyrværker Gaëtano Amici. Han blev først hentet til Tivoli senere fulgte han Georg Carstensen til Alhambra.

Amuhevej

Andebakkestien

Det var egentlig en adgangsvej for slotsfunktionærer, som boede omkring nuværende Smallegade. Det var den gamle landsby Solbjergs gadekær. Stien har navn efter en kunstig holm, som oprindelig var planlagt som kaninreservat. Men den blev invaderet af ænder. I 1700 – tallet kendes navnet som Andebjerget.

Ane Kathrinesvej

Opkaldt omkring 1900 efter en slægtning til den lokale grundejer Niels Josephsen

Arveprinsensvej

Navngivet 1928 med den kongelige titel, arveprins. Fra 1885 til 1928 hed vejen Dronningens Tværvej.

Asgårdsvej

Opkaldt efter ejendommen Asgård i 1928. Egentlig hed vejen Odinsvej, men blev forvekslet med Odinsgade. Måske havde det navnet efter Betty Nansen Teatrets tidligere navn Odeon. Men også Asgård opført i 1857 indgår i den nordiske mytologi.

Askeskellet

Navngivet i 1976 efter træet Ask.

Asmussens Allé

Opkaldt i 1905 efter juristen Volf Frederik Asmussen, der var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han var Konservativ, og mente, at det ny hospital skulle rumme 100 senge. Hans partifælder mente at 25 – 50 burde være nok.

Asta Nielsens Vej

Det var vores store filmstjerne

Aurikelvej

Navngivet i 1922 efter blomsten Aurikel. Den er nok bedre kendt som Kodriver eller Primula. Det latinske navn hentyder til formen – øre.

Azaleavej

Navngivet 1895 efter blomsten Azalea.

Bag Søndermarken

Bakkegårds Allé 

Opkaldt i 1893 efter lystejendommen Ny Bakkegård, der blev opført år 1800 ved vejens vestside. Bakkehusets ejer frasolgte denne, da Ny Bakkegård stod færdig.

Bakkehuset

Oprindelig opført som vangevogter – hus under Christian den Fjerde. Navnet kendes fra 1756.

Bendzvej

Professor Henrik Carl Bendz var ansat på Landbohøjskolen. Vejen blev navngivet i 1924.

Bentzonsvej

Jensine Bentzon var gift med en af områdets store udstykkere, Stephan Nyeland. Navngivet omkring 1897.

Beringsvej

Opkaldt 1903 efter den danske opdagelsesrejsende, Vitus Bering. Han blev begravet på Beringsø. Han lagde navnet til Beringshavet og Beringsstrædet. En dansk – russisk ekspedition afdækkede for øvrigt i 1991 hans jordiske rester.

Bernhard Bangs Allé 

Mange veje på Frederiksberg er opkaldt efter folk med tilknytning til Landbohøjskolen. Bernhard Bang var professor. Navngivet 1903. Han har æren af, at kvæg- tuberkulosen blev næsten udryddet i Danmark.

Betty Nansens Allé

Anlagt 1971 – 72. Allerede i 1968 blev alléen dog navngivet efter lederen af teateret af samme navn. Hendes mand var Gyldendals litterære direktør. De blev skilt efter 22 års ægteskab. Betty Nansen er vel kun overgået af Fru Heiberg.

Bianco Lunos Allé 

Navngivet og anlagt omkring 1851. Bogtrykker Christian Bianco Luno  ejede ejendommen Christianshvile, som han udstykkede kort før sin død. Denne ejendom lå ved Grundtvigsvej. Og denne vej hed indtil 1879 Binaco Lunos Sideallé. Han var født i Randers, og var på valsen i 11 år. Han begyndte at fabrikere trykfarver. Han fik H.C. Andersens forlægger C.A. Reitzel som kunde. Hans trykkeri blev senere overtaget af Carl Aller koncernen.

Bille Brahesvej

Anlagt 1871 – 72 og opkaldt 1884 efter adelsslægten af samme navn. Den mest berømte i denne slægt er vel, astronomen Tyge Brahe, hvis mor var en Bille!

Birkeskellet

Navngivet 1978 efter træet, Birk.

Bispeengen

Navngivet omkring 1908. Engområdet mellem Utterslev og Frederiksbergs marker havde dette navn. Allerede i 1673 omtales det som Biscops Eng. Engen hørte egentlig under Roskildebispens storgård i Utterslev.

Bjarkesvej

Opkaldt omkring 1919 efter den danske oldtidshelt, Bjarke. Han var en af Rolf Krakes bedste kæmpere.

Bjørnen

Apoteket blev opført i 1924. Er sikkert en efterligning af det gamle navn Delfin – apoteket.

Blytsvej

Er opkaldt omkring 1896 efter den lokale grundejer, vognmand Hans Chr. Blyt.

Bogøvej

Navngivet 1899 efter en af de danske øer, Bogø.

Bomhoffs Have

Navngivet i 1946 efter grosserer Gunnar Bornhoff. Han ejede ejendommen Harsdorffsvej 9, der blev sprængt i luften under krigen. Bornhoff var aktiv modstandsmand i Holger Danske. Bomhoff blev arresteret den 18.oktober 1944, da Gestapo stormede en villa på Strandvejen. Det var ved den lejlighed, at Flammen blev dræbt. Bomhoff omkom den 13. april 1945 i KZ – Lejren i Neuengamme.

Borgmester Fischers Vej

Vilhelm Fischer var borgmester på Frederiksberg. Vejen blev navngivet i 1952. Det var i hans embedsperiode, at man fik det smukke rådhus.

Borgmester Godskesens Plads

Navngivet i 1937 efter den frederiksbergske borgmester Marius Godskesen. Han stod bl.a. for planlægningen af netop dette område. Før 1937 var pladsen en del af Samfunds Allé.

Borups Allé

Navngivet i 1904. Ludvig Chr. Borup var finansborgmester i København. Han stod for betydelige gårdopkøb i omegnskommunerne. Vejen blev udbygget
i flere tempi. Det inderste stykke udgjorde indtil 1905 en del af Nordvestvej.

Boyesgade

Opkaldt i 1894 efter præsten og digteren Caspar Johs. Boye.

Broderskabsvej

Opkaldt i 1900. Den internationale socialdemokratiske parole er Frihed, Lighed, Broderskab. Kvarteret blev bygget af Frederiksbergs Gasværks Byggeforening. Vejene blev opkaldt efter socialdemokratiske grundingredienser

Brødrene Reebergsvej

Opkaldt i 1940 efter de to brødre L.E og A.T. Reeberg som fra 1891 til 1904 ejede en del af jorden på stedet. Slægten ejede ejendommen Ludvigsminde.

Brøndsteds Allé 

Navngivet efter arkæologen P.O. Brøndsted, der var svigerfar til C.C. Hall, der fra 1840 til sin død i 1888 var ejer af Ny Bakkegård, på hvis jord Halls Allé blev anlagt. Brøndsted var blandt andet dansk agent for Pavestolen. Han var direktør for Den Kongelige Mønt og Medaillesamling. Han roste franskmændene og Julirevolutionen i 1832. Han svømmede og red. Det sidste kostede ham livet. En hest smed ham af.

Büllowsvej

Frederik Christoffer Büllow var inspektør på Ladegården. Han stod for mange ejendomsaktiviteter langs og øst for Búllowsvej. Vejen er navngivet i 1852.

Bøgeskellet

Navngivet i 1978 efter træet Bøg.

Camilla Nielsens Vej

Camilla Nielsen var et meget socialt engageret kommunalbestyrelsesmedlem. Vejen er navngivet i 1936. Hun var gårdmandsdatter, brød samtidens normer ved at gifte sig med an arbejder. Hun blev smørrebrødsjomfru, og købte en lejekasserne på Vesterbro. I 1917 blev hun således husejerinde og Frue.

Carit Etlars Vej

Vi har vel alle læst Carit Etlars ungdomsbøger om kampene mod svenskerne. I det civile liv hed forfatteren Carl Brorsbøl. Vejen blev i 1889 anlagt forbi hans villa på Frederiksberg Allé. Hvem kender ikke Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester.

Carl Bernhards Vej

Carl Bernhard er pseudonymet for Andrea Nicolai de Saint – Aubain. Vejen blev navngivet i 1891.

Carl Feilbergs Vej

Carl Feilberg var fabrikant og legatstifter. Han drev en stearin – og sæbefabrik på Falkonergården. Vejen er navngivet i 1915.

Carl Plougs Vej

Vejen er navngivet i 1913. Carl Ploug var digter og politiker. Han var en af dem, der kæmpede for danskheden i Sønderjylland. Ja og så var det ham, der skrev sangen. Sig mig lille Karen.

Ceresvej

Ceres var den romerske korngudinde. Meget passende fører vejen ind til Landbohøjskolen. Navngivet i 1879.

C.F. Richs Vej

Anlagt og navngivet efter kaffetilsætnings – fabrikant Casper Frederik Rich. Sønnen Adolph Rich, som ejede Grøndal, anlagde vejen omkring 1902 og udstykkede grundene.

I generationer blev kulturbilledet præget af Richs: Det er Richs, der driks.

Christian Poulsens Vej

Den sønderjyske jurist og kæmper for danskheden, Christian Poulsen lægger i 1920 navn til denne vej. Han krævede, at der blev talt dansk i retssale, kirker, skoler og offentlige steder.

Christian Richardts Vej

Navngivet i 1897 efter præsten og forfatteren Christian Richardt.

Christian Winthers Vej

Det var digteren Christian Winther, der stod bag Hjortens flugt.

C.N. Petersens Vej

C.N. Petersen var birkedommer og politiker. Navngivet i 1924. Petersen kunne ikke lide de nymodens sporvogne.

C.T. Barfoeds Vej

C.T. Barfod var kemiker og professor på Landbohøjskolen. Navngivet i 1924. Han fik betydning for dansk brændevins – fremstilling, idet han oversatte en tysk vejledning i samme.

Dalgas Boulevard

Navnet var bestemt allerede i 1906. Men boulevarden blev først anlagt i 1911 – 18. Det var Hedeselskabets stifter Enrico Dalgas, der lagde navnet til boulevarden.

Dalgas Have

Navngivet i 1989. Ordet Have hentyder til at bebyggelsen er anlagt på en stillevej omgivet af åbne plæner og beliggenheden op til Dalgas Boulevard.

Danas Plads

Navngivet i 1934. Dana er en let romantisk omskrivning af Danmark. I området ligger også Norsvej og Sveasvej. Det var udstykkeren og oberstløjtnant P.G. Ramm, der valgte navnet.

Danas Vej

Navnet er givet i 1880 til den del af vejen, som løber mellem Vodroffsvej og Sankt Jørgens Sø. Strækningen fra Svend Trøsts Vej til H.C. Ørsteds Vej hed fra 1870 til 1927, Bernstorffsvej, hvor de to vejstykker blev sat i forbindelse med hinanden. Det mellemliggende stykke udgjordes af Vodroffs Plads, som beholdt navnet til 1934. Derefter ændrede navnet sig til Danas Plads.

Danmarksgade

Diakonissestiftelsen

Uddannelsessted for kristelig orienterede sygeplejersker. Oprettet i 1863 i Smallegade. Flyttet hertil i 1875. Diakonisse er betegnelse for en kvinde, som udfører sygepleje og sjælesorg på
et kristent grundlag.

Doktor Abildgaards Allé

Navngivet i 1909. Dyrlæge P.C. Abildgaard grundlagde den danske veterinærskole på Christianshavn. Hans navn skulle mindes i nærheden af Landbohøjskolen. Fra 1896 til 1909 kaldtes stedet for Hostrups Allé.

Doktor Priemers Vej

Den lokale læge og legatstifter Carl Christian Priemer var både aktiv i lokal politik og udmærkede sig under koleraepidemien. Han lagde sig ud med præsterne ved at sige, at lægerne havde mere forstand på sygdom end præster. Han havde gode ideer til, hvordan man kom fattigdommen på Frederiksberg til livs. Navngivet i 1896.

Domus Vista

Dosseringen

Uofficiel betegnelse for vej og spadseresti langs vestsiden af søerne. Ordet betyder egentlig skråning, dæmning.

Dronningensvej

Navngivet 1877 efter Dronning Louise . Hun var særdeles aktiv bag oprettelsen og udbygningen af Diakonissestiftelsen.

Dronning Olgas Vej

Navngivet 1884 efter den græske dronning Olga. Hun var gift med den danske prins og senere græske konge Georg. En række andre veje i området bærer navne efter det græske kongehus. Det skyldtes den lokale byggematador, kreaturkommissær N. Josephsens begejstring for det græske kongehus. Han boede på
Mariendal. I 1885 tilbød han Kong Georg og Dronning Olga sin villa Athen på Kong Georgsvej 1 som sommervilla. Tilbuddet blev dog afslået med en justitsråd- titel.

Dyrlægevej

Ligger på Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskoles areal.

Edisonsvej

Navngivet i 1928 efter amerikaneren Thomas Edison. Det var ham, der opfandt den elektriske pære. Ja faktisk også fonograf og telefoni. Vejen hed fra 1869 til 1928 Enighedsvej. Vejen førte forbi Frederiksbergs første elværk.

Edvard Glæsels Vej

Navngivet i 1917. Edvard Glæsel anlagde Vestre Kirkegård og Bispebjerg Kirkegård. Ja den sløjfede Rådhushave, anlagde han også. Han boede en årrække på Frederiksberg.

Egernvej

Navngivet i 1902 efter dyret egern.

Einer – Jensens Vænge

Blev egentlig i 1946 navngivet som Einer – Jensens Allé, men ændrede i 1948 navnet til det nuværende. Forbundsformand Oluf Emil Einer – Jensen, var udgået fra Den Kongelige Porcelainsfabrik i Smallegade. Han var medlem af Frederiksbergs kommunalbestyrelse.

Emil Chr. Hansens Vej

Navngivet i 1925. Professor Emil Chr. Hansen udviklede på Carlsberg- laboratoriet en gærdyrkningsmetode, der gjorde ham og Carlsberg berømt. Han påviste, at dårlig bryg skyldes vilde gærsorter. Pasteur mente ellers, det skyldtes bakteriel forurening. I tv – serien Bryggeren spillede Preben Christensen
rollen som Hansen.

Fra 1903 til 1925 var vejen en del af Eversvej.

Emil Slomanns Vej

Navngivet i 1925. Emil Slomann var skolemand. Han var ret frisindet og ville højne arbejderstanden. Han oprettede en aftenskole og et herberg for håndværkssvende. I 1885 åbnede han en latin – og realskole.

Emanuel Olsensvej

Karetmager, Emanuel Olsen var formand for Karetmagernes Fagforening.

Emiliegade

Emmaus Kirke

Kirke i Diakonissestiftelsen. Navngivet i 1876 efter E(m)maus. Det er navn på en by lidt uden for Jerusalem. Her skulle Jesus ifølge Lukas – evangeliet vise sig efter opstandelsen.

Engtoftevej

Navngivet i 1882. Lystejendommen Engtofte lå tæt ved nuværende Kingosgade.

Erik Menveds Vej

Opkaldt i 1886 efter den danske konge Erik Menved (1274 – 1319).Han blev konge som 12 – årig. Dronning Agnes regerede, indtil han blev voksen. Erik efterlod sig ingen efterkommere. Hans dronning, Ingeborg fik 11 dødfødte børn.

B.S. Ingemann(Ingemannsvej) udgav i 1828 den historiske roman, Erik Menveds Barndom.

Eversvej

Kan du huske Evers bolsjer? Vejen er i 1903 opkaldt efter bolsjefabrikant Sofus Evers. Hans grund var netop her. Indtil 1925 var det en del af Emil Chr. Hansens Vej.

Ewaldsensvej

Navngivet i 1927 efter sognepræst Christen Ewaldsen. Han var præst i Slesvig, og blev forvist til Danmark. Han nægtede at afsværge eden til Christian den Niende.

Falkoner Allé

Vejen er anlagt omkring 1670 som forbindelsesvej til Falkonergården ved det nuværende Falkonergårdsvej. I 1700 – tallet er alléen blevet bredere og tilplantet med træer. I begyndelsen af december 1771 lod Dronning Caroline Mathilde og Struensee arrangere falkejagt på Nørre Fælled. Det nuværende navn kendes fra 1817.

Falkonergården

Frederiksberg Gymnasium blev opført 1953 – 55 på Sønderjyllands Allé, hvortil det flyttede fra Doktor Priemers Vej. Blev oprettet 1888 og navngivet 1919 efter den berømte Falkonergård.

Falkonergårdsvej

Vejen er anlagt på Falkonergårdens grund. Falkonergården blev anlagt omkring 1670 af Christian den Femte til brug for opdræt af falke til jagtbrug. Det var en falkonér, der stod for dette. Falkeholdet ophørte i 1810. Jagten var gået af mode. Kronen lod Falkonergården gå på aktion efter, at den i en halv snes år havde været lejet ud til en lysstøbefabrik. P.C. Bruun fik hammerslag for 4.150 Rigsdaler i rede sølv og skøde 29. december 1819.

Falkonervænget

Navngivet i 1941 efter beliggenheden.

Falstervej

Opkaldt 1899 efter øen, Falster.

Fasangården

Hus i Frederiksberg Have, hvor der i 1724 – 85 var kongelig fasanopdræt. Adgangsvejen til huset kaldtes Fasanvejen.

Fasanvej (Nordre og Søndre)

Nordre Fasanvej blev i 1883 blev givet til det ældste sydligste stykke fra Smallegade til Howitzvej. Vejen udgik fra Smallegade over den nuværende Fasanvej,
senere Søndre Fasanvej, som rummer den egentlige baggrund for navnet. Vejen blev forlænget til Godthåbsvej i 1884 og få år senere til Hillerødgade og Frederikssundsvej. Et lille stykke nord for Hillerødgade blev først anlagt i 1908. Hele forløbet fra Godthåbsvej til Frederikssundsvej fik dog fra begyndelsen samme navn, nemlig Østre Fasanvej. 

Oprindelig var Søndre Fasanvej adgangsvej til Fasaneriet, som var anlagt i 1682 i den vestlige del af den senere Frederiksberg Have.

Femte Juni Plads

Navngivet i 1906 til minde om datoen for grundlovens vedtagelse i 1849.

Filippavej

Opkaldt i begyndelsen af 1880erne efter den dan danske dronning Filippa. Hun var gift med Erik af Pommern. Dronningen blev meget populær, da hun under mandens fraværd ledede et slag mod hansestæderne med succes. I området ligger en del nabobegejstrede nationalnavne. Blandt andet Suomisvej, der fik sit navn i 1928. Den hed egentlig Magrethevej, opkaldt efter Dronning Margrethe den Første.

Finsensvej

Opkaldt i 1906 efter lægen Niels R. Finsen. Vejen er en del af en forbindelsesvej, anlagt i 1755 mellem Frederiksberg og Vanløse. Før 1906 bar den sammen med Howitzvej navnet Lampevejen efter en af Frederiksbergs tidlige gadelamper. Det var et mord i 1889, det såkaldte Lampevejsmord, der ændrede navnet.

Flintholm

Oprindelig en udflyttergård, senere elværk, haveforening, signalpost og kirke på ydre Frederiksberg. Gården lå mellem Flintholm Allé og Solbjerg Have. Navnet skyldes landmanden Jacob Nielsen Flindt, som købte gården i 1785.

Flintholm Allé 

Navngivet i 1934 efter beliggenheden.

Folkets Allé

Navngivet 1900. Ligger i nærheden af Broderskabsvej.

Folkvarsvej

Opkaldt i 1885 efter Folkvar, der i Oehlenschlægers Yrsa er navn på Yrsas plejefar.

Forchhammervej

Opkaldt 1890. Johan Georg Forchhammer var geolog.

Forhåbningsholms Allé 

Her kom min afdøde kone, Hanne (Sus) meget. Det var dengang, der var kollektiv og Dan Türrel boede her. Oprindelig var det adgangsvej fra Gammel Kongevej til ejendommen Forhåbningsholm, der blev bygget omkring 1770. Resten af vejen blev anlagt omkring 1850.

Forum

Udstillingssal opført 1925 – 26, men fornyet og ændret flere gange. Navnet er egentlig latinsk og betyder torv, plads.

Franckesvej

Anlagt og navngivet omkring 1885 efter malermester og grundejer L. Francke.

Frederik den Sjettes Allé 

Opkaldt 1906 efter kong Frederik den Sjette, der ofte opholdt sig på Frederiksberg Slot og i Frederiksberg Have.
Frederiksberg Allé 

Anlagt 1700 – 1704 som en privat kongelig pragtallé mellem Prinsens Gård ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have og den lille runddel ved Sankt Thomas Plads. I 1734 videreført til Vesterbrogade. Folk snød sig til at afprøve vejen, derfor blev der sat jernporte op i 1785. I 1862 blev alléen offentlig. Det var også nødvendig. Diverse forlystelsesetablissementer var opstået i flere herskabsejendomme Aleenlyst, Alhambra, Ratzenborg(det gamle pesthus), Sommerlyst (Thorups Have)som blev til Fønix Teatret. Og ikke at forglemme Alleenberg. Can – Can kunne første gang opleves 26 juli 1870 på Frederiksberg Morskabsteater. De to damer viste sig dog at være herrer! Siden kom det til at hedde Alléteater og senere Betty Nansens teater efter divaen. Der lå dybe grøfter i begge sider, og der havnede folk af mange grunde. Det hjalp med gaslygter i 1860. Jenny Lind optrådte i nr. 24 i september 1841. En løber fra Bergen
løb fire gange frem og tilbage på kun 32 minutter.

Frederiksberg Bredgade

Blev i 1811 nævnt som Breed Gade. Gaden er dog meget ældre. Måske er gaden oprindelig hovedgade i landsbyen Sobjerg. Siden 1880 har den fået tilført navnet Frederiksberg. Storm P opdagede at Smallegade var bredere end Bredgade.

Frederiksberg Have

Anlagt som park til Frederiksberg Slot. Oprindelig i fransk havestil, men i 1790’erne omlagt efter engelsk stil.

Frederiksberg Runddel

Oprindelig en del af by-gaden i Ny Hollænder-by. Senere var stedet ridebane i forbindelse med Prinsens Gård. Herfra åbnede den første hestesporvogns-linje i 1863. Den gik ind til Trommesalen.

Frederiksberg Slot

Slottet er opført 1699 – 1711. Bygherren var Frederik den Fjerde. Slottet er årsag til byen Frederiksbergs navn. Beliggenheden på Valby Bakke er årsag til berg (bjerg).

Frederiksvej

Navngivet i 1883 af grosserer Philipsen, der anlagde vejen. Navnet hentyder til Kong Frederik den Sjette.

Frihedsvej

Navngivet i 1900

Fru Gyllembourgs Vej

Navngivet 1927 efter forfatterinden Thomasine Gyllembourg. Hun var engang Københavns smukkeste pige. P.A. Heiberg lærte hende tysk, fransk og italiensk. Før hun blev 17 år anholdt han om hendes hånd. Hun bad dog om sin frihed og giftede sig med en svensk baron. Sønnen Johannes Ludvig giftede sig med purunge Johanne Louise. Og den svenske baron, der hed Ehrensvärd fik navneforandring til Gyllembourg. Fra 1918 til 1927 blev den kaldt Henriettevej.

Frydendalsvej

Opkaldt 1874 efter skuespiller Peter J. Frydendal. Navnet blev foreslået af etatsråd F.C. Bruun, der i 1873 anlagde vejen. En rig klædehandler havde påtaget sig fadderskabet. Den rigtige far var kammerherre og Det Kongelige Teaters direktør H.V. Warnstedt.

Baggesen hævdede, at Warnstedt var den største komiker i Europa. Efter sidespringet på et gods i Holsten optrådte han 500 gange på Det Kongelige Teater.

Frøbels Allé 

Navngivet i 1928 efter den tyske pædagog, August Friederich Fröbel. Han havde mange ideer til børns udvikling.

Fuglebakken

Navn på en S – togs station og et område på Frederiksberg. I 1700 – tallet eksisterede Fuglefængerbakken. Jorden blev udstykket. Omkring 1900 blev den bebygget. Den pæreformede plads midt i området hed indtil 1927 Fuglebakken. Nu hedder den Kristian Zahrtmanns Plads. I området opstod et helt Fuglekvarter: Drosselvej, Duevej, Solsortevej, Ternevej, Vagtelvej samt Fuglebo.

Fuglebakkevej

Navngivet 1902 efter gården og området. Det var dog kun den nordligste og nu til dels afbrudte del af vejen, som blev anlagt og navngivet i 1902. resten blev anlagt i 1933.

Fuglebo

Navngivet i 1942 efter sin beliggenhed i Fuglebakke – kvarteret.

Fuglevangsvej

Anlagt og navngivet omkring 1852. Navnet afspejler ikke noget gammel marknavn. Tilsyneladende er det et poetisk klingende navn i forbindelse med de første villaer opført ved vejen.

Gammel Kongevej

Vejen går helt tilbage til 1641. Den gamle kongevej var forbeholdt de kongelige. Fra omkring 1700 tallet overtager den nyanlagte Frederiksberg Allé denne rolle. Gammel Kongevej blev hermed offentlig tilgængelig. På Frederiksberg fandtes også en kongevej mellem den kongelige ladegård og Islev. Denne er ældre end Gammel Kongevej. Den havde omtrent strækningen Rolighedsvej – Godthåbsvej.

General Bahnsons Vej

Navngivet efter general og krigsminister Jesper Jespersen von Bahnson, der var folketingsmedlem valgt på Frederiksberg. Bahnson iværksatte en feltbefæstning og det var ham, der indførte rekylgeværet.

Glahns Allé

Opkaldt i 1915 efter provst Otto V. Glahn. Han var præst på Frederiksberg fra 1876 til 1908. Han arbejde ihærdigt på, at få kirketiende afløst af ren pengeydelse.

Godthåbsvej

Vejen er et stykke af den gamle forbindelse mellem Ladegården og den kongelige eng-have på Islev Mark. Vejen har navn efter landejendommen (Store) Godthåb, der er bygget og navngivet sidst i 1760erne. Ejendommens jord strakte sig fra Finsensvej til Bispeengen. Vejen har stort set beholdt sit forløb fra Middelalderen.

Godthåbsvænget

Navngivet 1935 efter beliggenheden

Goldschmidtsvej

Opkaldt 1924 efter forfatteren Meir Aron Goldschmidt.

Golgatakirken

Metodistkirke indrettet i 1937. Fra 1961 i den nuværende bygning. Opkaldt efter det ny testamentes lokalitet Golgata. Det er der, hvor Jesus blev korsfæstet.

Grundtvigs Sidevej

Anlagt og navngivet omkring 1880 som sidevej til Grundtvigsvej.

Grundtvigsvej

Navngivet 1879 efter præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvig, der mellem 1858 og 1867 boede i en villa på nordsiden af Gammel Kongevej med jord ned til den senere Grundtvigsvej. Fra begyndelsen af 1850erne til 1879 kaldtes vejen Bianco Lunos Sideallé. Grundtvig var gift tre gange.

Grøndalsvej

Opkaldt 1929 efter ejendommen Grøndal som vejen fører forbi. Grøndal blev opført i begyndelsen af 1900 tallet. I Middelalderen lå her et vogterhus på vejen mellem Roskilde, Islev og Havn. Senere hed det Kalt-huset efter ejeren kongelig overtøj-mester Peter Kalt-hoff.

Guldborgsvej

Navngivet 1901 efter færgestedet Guldborg ved overfarten mellem Nordfalster og Nordøstlolland.

Gustav Johannsens Vej

Igen kan man som sønderjyde glæde sig. Gustav Johansen var en sønderjysk politiker og grundlagde Flensborg Avis. Han blev af de tyske myndigheder fyret. Som lærer startede han så sin egen skole, men også den lukkede de tyske myndigheder. Han etablerede sig så som boghandler, og sådan et erhverv kan føre
til hvad som helst. Han sad to gange i den tyske landdag. Da fortyskningen tog til i 1899, blev Gustav Johannsen fængslet to gange. Disse fængslinger nedbrød ham fysisk. Vejen blev navngivet i 1920.

Halls Allé

Navngivet i 1893. Professor og minister Chr. Hall boede på Ny Bakkegård på hvis jord vejen er anlagt.

Harsdorffs Vej

Navnet er givet til en 10 år ældre vej omkring 1863. Kongelig Bygmester C.F. Harsdorff udførte arbejder på Frederiksberg Slot. Han stod også for Danske Banks hovedsæde på Kongens Nytorv. Han holdt også hånden over Rosenborg Slot.

Hattesens Allé 

Navngivet 1915 efter den Frederikbergske kommunaldirektør Wilhelm Chr. Hattensen.

Hauchsvej

Opkaldt 1870 efter digteren Carsten Hauch.

Haveselskabetsvej

Opkaldt omkring 1876 efter det kongelige danske haveselskab, som havde have her fra 1837 til 1882. Derefter blev den flyttet til pladsen ved Frederiksberg Runddel.

H.C. Ørsteds Vej

Navngivet i flere omgange. Ældst er strækningen mellem Amalievej og Fuglevangsvej, hvor navn og vejstrækning er fra 1852. Mellem Fuglevangsvej og Åboulevarden hed vejen indtil 1870, Jernbanevej. Fra Amalievej førtes vejen sydpå og sattes i forbindelse med en sidevej til Gammel Kongevej. Denne sidevej hed før 1873 først Triers Allé og senere Vilhelminelyst Allé. H.C. Ørstedsvej har navn efter fysikeren Hans Chr. Ørsted. Han påviste, at en elektrisk strømkreds påvirker en magnetnål. Han offentliggjorde sin opdagelse i et lille hæfte på latin. Opdagelsen vakte kolossal opsigt. Selveste Einstein var imponeret.

Mellem 1890 og 1930 blev en del veje i området opkaldt efter betydelige danske videnskabsmænd.

Helenevej

Navngivet 1867 af handelsfuldmægtig C.A. Bang. Men det er uvist, hvilken Helene, det drejer sig om. Måske kan læserne hjælpe.

Helge Rodes Allé

Opkaldt i 1959 efter digteren Helge Rode. Han var gift med Edith Rode og far til bl.a. Ebbe Rode.

Helgesvej

Navngivet i 1884 efter sagnkongen Helge, søn af Kong Halfdan. Sagnkongen Helge Halfdannsøn fik Regnar Lodborg med sin søster Yrsa.

Henning Matzens Vej

Navngivet i 1920. Henning Matzen var jurist, professor og rigsdagsmand. Han var født i Angel og meget engageret i Slesvigs genforening med Danmark. Han var partiet Højres formand. Han var forhadt af Venstre og en slagfærdig herre.

Henrik Ibsens Vej

Navngivet i 1898. Henrik Ibsen var godt nok en norsk forfatter, men han regnes også som dansk forfatter. Den sydlige del af vejen er ældre, og hed fra 1872 til 1898 Winstrupsvej efter møller Ole Winstrup, der havde anlagt en dampmølle ved vejen.

Henrik Steffens Vej

Navngivet i 1908. Henrik Steffens var professor i Halle. Hans forelæsninger påvirkede den unge Oehlenschlæger og den unge Grundtvig. Måske er det derfor navnet figurer på en sidegade til Grundvigsvej.

Holger Danskes Vej

Navngivet i 1884 efter den danske sagnhelt. Og han er jo slet ikke så dansk. Han hører hjemme i et fransk heltekvad. Heri hedder han Ogier le Danios,
fordi han engang havde været i Danmark. I Castillien synger man en folkesang om ham der hedder han Danés Urgel.

Hortensiavej

Navngivet i 1880 efter planten Hortensia.

Hospitalsvej

Navngivet i 1884 efter Frederiksbergs daværende hospital, som indtil 1903 lå i det område mellem Howitzvej og stationen, hvor der senere byggedes politi – og brandstation.

Hostrups Have

Navngivet efter beliggenheden i 1935 ved Hostrupvej og ejendommen Rolighed på Rolighedsvej, hvor J.C. Hostrup en overgang boede.

Hostrupsvej

Opkaldt efter præsten og forfatteren Jens Chr. Hostrup i 1896. Vejen er egentlig en forlængelse af Doktor Abildgaards Allé, der indtil 1909 hed Hostrups Allé.

Howitzvej

Navngivet i 1906. Frantz Howitz var overlæge på Frederiksberg Hospital indtil 1903. Samme år flyttede hospitalet fra sin daværende adresse hertil. Vejen var indtil 1906 sammen med Finsensvej en del af Lampevej.

H. Schneekloths vej

Opkaldt i 1927 efter skolemanden Hans Schneekloth. Han oprettede Schneekloths Gymnasium på Værnedamsvej. Han stammede fra Holsten og var vogterdreng.

H.V. Nyholms Vej

Navngivet i 1929. Landinspektør og professor ved Landbohøjskolen, Holger Vilhelm Nyholm ydede et betydeligt frivilligt arbejde for kirkelivet og specielt
Diakonissestiftelsen.

Han var premierløjtnant ved fodfolket, da han i 1885 fik det ene ben kørt over af en kanon.

Hollændervej

Navngivet 1889 til minde om de hollandske bønder, der i 1651 flyttede fra Amager til landsbyen langs Allégade.

Immanuels Kirke

Valgmenighedskirke opført 1882 – 1883. Navngivet efter det profeterende barn Immanuel, kendt både fra det gamle og det ny testamente.

Ingemannsvej

Navnet er kendt siden 1867, når det gælder den sydlige del. Den nordlige del fik først navnet i 1930. Den hed da før Johannevej. I dag ser de to dele også lidt ulogiske ud. Oprindelig var de skilt af Nordbanen. Det er digteren B.S. Ingemann, der lægger navn til.

Jacobys Allé

Navngivet i 1905. Læge Eduard Moritz Jacoby var i en menneskealder aktiv læge på Frederiksberg, bl.a. på ved hospitalet. Har var også formand for kommunalbestyrelsen.

Jakob Dannefærds vej

Navngivet 1885. Officer Jakob Nielsen Dannefærd udmærkede sig under svenskekrigene ved at føre et af fjendens skibe til København i stedet for som beordret til Pommern.

Jasminevej

Navngivet 1922 efter prydbusken Jasmin.

J.C. Schiødtes Vej

Opkaldt 1924 efter zoologen Jørgen Christian Schiødte, der var professor ved Landbohøjskolen. Han har dog aldrig læst ved universitetet, ja ikke engang studentereksamen havde han taget. Det hele startede som en hobby. Han blev den største insektkender i Danmark.

Jens Jessens Vej

Navngivet 1937 efter den sønderjyske politiker Jens Jessen. Han var også redaktør af Flensborg Avis.

Jernbanestien

Navngivet omkring 1864. Via Hospitalsvej adgangsvej til Frederiksberg By til stationen, der åbnede i 1864.

J.M. Thieles Vej

Navngivet 1934 efter forfatteren , direktør ved Kobberstiksamlingen Just Mathias Thielse, der en tid boede på Bakkehuset. Han er mest kendt for sin udgave af Danske Folkesagn. At det er en sidevej til Thorvaldsensvej, skyldes hans store arbejde om Thorvaldsen. Vejen stammer helt tilbage fra midten af 1800tallet. Indtil 1934 hed den Emilievej. Navneændringen blev vedtaget allerede i 1927.

Joakim Larsens Vej

Navnet blev vedtaget allerede i 1927, men først anlagt ti år senere. Opkaldt efter skoledirektør  Elliot Joakim Larsen.

Johannes V. Jensens Allé

Navnet blev vedtaget i 1968, men først anlagt i begyndelsen af 1970erne. Efter forfatteren Johannes V. Jensen, der hele sit liv boede på Frederiksberg.

Johan Ottosens Vej

Navngivet i 1944 efter historikeren og skolemanden Johan Ottosen, der blandt andet var engageret i det sønderjyske spørgsmål. Han var gift med en datter af den sønderjyske politiker, Gustav Johansen. Han fik indført svensk undervisning i de danske skoler. Og så skrev han sangen: Det haver saa nyligen regnet.
Denne sang blev et symbol i Sønderjylland. Da min afdøde kone, Hanne havde lavet en film om EDB
– Sproget Comal 80, ville TV – Syd ikke vise filmen, hvis denne melodi blev brugt som baggrund.

Johnstrups Allé 

Opkaldt i 1897 efter geologen og professor Johannes F. Johnstrup.

Josty

Restaurant – og selskabslokaler, grundlagt 1813 som konditori. Fra 1825 til 1937 i familien Jostys eje.

Julius Thomsens Gade

Navngivet 1925 efter professor i kemi Hans Peter Julius Thomsen, der blandt andet opdagede en metode til at udnytte den grønlandske kryolit. Han var direktør for Polyteknisk Læreanstalt og præsident for Videnskabernes Selskab.

Julius Thomsens Plads

Navngivet 1925 efter overnævnte professor. Pladsen opstod ved opregulering af den daværende Sankt Markus Sideallé. Ved den ny-regulerede plads åbnedes i januar 1926 udstillingshallen Forum.

Julius Valentiners Vej

Navngivet i 1926. Julius Valentiner var kommunalpolitiker og bankdirektør.

Junggrensvej

En del af strækningen blev navngivet i 1920, resten i 1930, efter at have heddet Jens Jessens Vej. Peter Junggren var sønderjysk politiker. Mon ikke han var i familie med slægten Junggren Have fra Aabenraa.

Jyllandsvej

Navngivet ca. 1877 fra den landsdel, som så mange af os kommer fra.

Fortsættes i Artiklen. Flere gader og veje på Frederiksberg.

Kilde:

• Se Litteratur København (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: –

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 

 

• Flere Gader og veje på Frederiksberg
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Frederiksberg Slot
• Linie 18
• Hvad så Absalon
• Forlystelser i København
• Den stinkende kloak på Nørrebro (under Nørrebro)
• Fattiglemmer på Ladegården (under Nørrebro)
• Hvad skete der med Serridslev? (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Uden for Voldene (under Nørrebro) og mange flere artikler 

Redigeret 19. – 02. – 2022