Her er du aldrig alene. Dengang var kirkegården indhegnet af palisader og grøfter. Grundvandet stod højt. Man skulle langt ned. Der var ballede i Garnisons Kirke. Og en krig udspandt sig mellem ligvognene. Fangere fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave de pestramte. Men ak. Kanonskud skulle fjerne stanken. Og så var det jøden, der blev begravet tre gange. Her ligger mange flotte titler, men også en af kongens elskerinder.

 

Du er ikke alene

Jeg går turen næsten hver søndag. Op ad Østerbrogade og forbi søerne. Så går det ellers bag om Lille Amalienborg og Den amerikanske Ambassade. Her holder man øje med en både på den ene og på den anden måde. Du er i hvert fald aldrig alene, når du færdes her.

Det er dog længe siden, jeg har set politi med hunde på kirkegården. Og disse politihunde løb rundt uden at være i snor. Det var bestemt ikke noget, der passede overgartneren. Omkring år 2000 så vi en ræv luske rundt på kirkegården.

Og de frygtelige grimme piller, der skal være med til at sikre ambassaden er der dog endnu. Efterhånden vokser der planter op omkring dem. Men de pynter bestemt ikke.

Kigger man op. Kan man som sagt tydelig se den meget dominerende amerikanske ambassade. Mod Kastelsvej ligger den britiske og spanske ambassade. Mod Kristianiagade ligger den russiske ambassade. Jeg tror også at den canadiske ambassadør bor op til kirkegården.

 

Man smider ikke tøjet

Sammenlignet med Assistents Kirkegård på Nørrebro smider man ikke tøjet her, når man skal solbade. Man kommer heller ikke i flok med en kasse bajer.   Her lå tidligere et muret kapel
fra 1872. Det blev revet ned i 1994. Det nuværende kapel blev opført efter. Det er et mindre trækapel beklædt med kobber. Nu er der kun plads til ca. 50, før var der vel plads til det tredobbelte.

 

Lille Amalienborg

Som skrevet passerer vi bagsiden af Lille Amalienborg. Under krigen fik General der Imfanterie Hermann Constantin Albert Julius von Hanneken besked fra Berlin om, at han skulle skifte hovedkvarter til et mere passende sted. Hotellet på Kongens Nytorv passede ikke ind i Det tredje Riges koncept. Den danske Stat fik ordre til at købe tømmerhandler Harald Simonsens pragtvilla Lille Amalienborg. Villaen var til rådighed for von Hanneken frem til den 6. februar 1945, selv om han flyttede sin stab til Silkeborg den 5. – 6. november 1943.

Harald Simonsen blev også kaldt Guld Harald. Millionøsen Erna Hamilton var hans datter. Hun fik aldrig nogen eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede i Lille Amalienborg
meget længe. Ja, egentlig flyttede hun først hjemmefra efter at hun var blevet gift anden gang. Hendes ildrøde hår og slagfærdighed var berømt og berygtet. Hun nåede også at blive gift en tredje gang.

Villaen der blev bygget i 1917 blev i en årrække benyttet af Dansk Røde Kors. I 2007 blev Danmarks dyreste villa overtaget af rigmanden Fritz Schur for 67 millioner kroner.

 

Nye gravsteder dukker op

Når solen har skinnet gennem længere tid, tages der lige et par vanddunke med. Det gælder om, at holde min afdøde kone, Hanne ‘s gravsted ved lige. Et nyt gravsted er dukket op. Det er
Linie 3`s gamle impresario. Overfor ligger en af hans gode venner, journalisten Orson Nielsen. Og ved siden af igen, en af ofrene fra Afghanistan.

Man sætter selvfølgelig en ære i, at holde ens afdøde kones gravsted i en god stand. Ja egentlig kunne man betale sig fra det. Men på en eller anden måde, er det ikke rigtig.   Det er nogle dygtige gartnere de har på kirkegården. Det er et sted med masser af historie. Ja egentlig hed stedet Soldaterkirkegården.

 

Soldaterkirkegården

Efter en anordning af Kong Frederik den Tredje blev der i 1664 anlagt en ny gravplads uden for demarkationslinjen. Næsten samtidig anlagde man lige over for Skibskirkegården. Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård.  Men noget tyder på, at Soldaterkirkegården er blevet benyttet allerede i 1644.

Egentlig går historien tilbage til 1617, hvor Christian den Fjerde oprettede Holmens Sogn. Den første begravelse på den nuværende Holmens Kirkegård blev foretaget den 10. august 1656. Da blev bådsmand Mogens Andersen Mürchtüs  stedt til hvile. Begravelsen blev udført af Holmens provst Hans Jensen Seidelin.

En tilsvarende ordning for Soldaterkirkegården fandtes ikke. Og området viste sig, at være uegnet som kirkegård. Det var en gammel strandeng og grundvandet stod højt. Man skulle grave
meget dybt. I 1671 foretog man nogle forbedringer. Området blev indhegnet med palisader og der blev gravet grøfter.

Den 13. juli 1671 var der officiel indvielse af kirkegården. Men den blev nu ikke særlig benyttet de første årtier.  Man kom ind på kirkegården over en bro, hvor der for enden var et rækværk. Palisader og grøfter skulle holde dyr ude. Anvendelsen var lidt anderledes end i dag. Der var ingen pynt, og ingen gravstene. En ægtefælde fandt således på, at ansøge om at dyrke grøntsager på den del af konens gravsted, der ikke blev anvendt.

Både Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård var oprindelig meget mindre end i dag. I begyndelsen var det kun Landmilitæret, der brugte kirkegården.

Ballade i Garnisons Kirke

I 1706 blev den nye Garnisonskirke ved Sankt Annæ Plads indviet. De mest velbeslåede blev begravet inde i selve kirken eller på den tilhørende kirkegård tæt op af kirkens mure. Kirken var udelukkende beregnet for garnisonen. Den første prædikestol og den første altertavle kom fra Amalienborg Slotskapel.

Forholdet til stadens sognepræster var ikke godt. Der opstod mange vanskeligheder og langvarig strid brød ud. Man befattede sig med trolovelser og vielser. Samtidig udbrød der strid mellem den danske og den tyske præst i Garnisonskirken.

Efterhånden var det dog ikke kun de fattige menige, der blev begravet uden for voldene. Også underofficerer blev begravet på kirkegården.  Men der var problemer herude. En giftig stank bredte sig i området. Man havde lagt for lidt jord på ligene.

 

Ligvogns – krigen

Det hele var nu ikke let. For borgerskabet skulle begraves med manér. Til det brug var der i tidens løb lavet en del reglementer. Og det havde noget med rangklasser at gøre. I staden var deri 1710  to ligvognsforretninger, der konkurrerede med hinanden.

Det var skrædder Johan Andresen. Han havde sikret sig eneret for Helligånds, Nikolaj og Vor Frelsers Kirke.

Ved Holmens Kirke sørgede kirkeværgerne for at få eneret til kørsel for hof – land – og søetaten. Skrædderen svarede igen med at hugge Reformeret Kirke og Skt. Petri. Det fik så igen kirkeværgerne til at erobre Vor Frue Kirke og Trinitatis.

En tredje konkurrent havde imidlertid lejet sin vogn ud til den nye Garnisons Kirke. Her blev den brugt til landmilitære begravelser. Det var tapetmager Peter Magnus Funck fra Gothersgade, der havde stor succes med at køre for Garnisons Kirke.

Dette ville Holmens Kirke ikke finde sig i. Efter en begravelse blev Garnisons – vognen konfiskeret af politiet midt på gaden og trukket til arresten. Her blev det sagt, at vognen skulle ødelægges. Værgerne ved Holmens Kirke fik i første omgang medhold. Men ved årsskiftet 1710/1711 fik Garnisons Kirken tilladelse til at bruge sin indrettede ligvogn til de lig, der til kirken bliver begravede. Men ligvognen blev først frigivet efter at Garnisons Kirke havde protesteret direkte til Frederik den Fjerde.

 

Pesten

Den frygtelige pestepidemi angreb København i 1711. 23.000 københavnere omkom. På grund af smittefaren skulle de begraves inden for 24 timer.  Og det skete uden nogen form for ceremoni. Man blev nødt til at oprette en ny kirkegård. Den Kommunale Pestkirkegård kom til at ligge klods op ad Garnisonskirkegården.

Soldater blev sat til at grave en række kuler på arealet nord for Kastellet op mod det nuværende Classensgade. På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage. I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm sat til arbejdet. De fik lovet deres frihed, når de var færdig med arbejdet. Efter nogle få dage var der kun to fangere, der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede. Derfor blev der igen udkommanderet soldater til gravearbejdet. Dagligt var der op til 300 begravelser.

 

Kanonskud skulle sprede stanken

Under pesten var det sådan, at portene ved Nørreport og Amagerport kunne måtte passeres af friske og raske personer. Vesterport måtte kun passeres af syge personer, mens lig-transporter kun måtte foregå gennem Østerport.

Mange lig lå 3 – 4 dage u-begravede og udsendte en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet beklagede sig. Man affyrede kanonskud over dem for at sprede stanken. Efter pesten blev kirkegården udelukkende brugt til militære begravelser.

Fra 1720 anvendtes kirkegården regelmæssigt som almindelig kirkegård. Og navnet Garnisons Kirkegård anvendtes fra 1728.

 

En jøde blev begravet tre gange

Som så mange andre steder var jøderne i København også udsat for antisemitisme. Og dette tog fart i slutningen af 1720erne. I 1729 døde Jens Gedeløcke. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen, men var blevet lokket af jøderne til at opgive den rette lutherske tro.

Politimester Hans Himmerich stævnede hele Gedeløckes familie og en række københavnske jøder. Han befalede simpelt hen, at liget skulle graves op og overflyttes til jødernes kirkegård på Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op. Og på Nørrebro måtte de under slag for soldater grave et nyt sted til Gedeløcke.

Jøderne klagede derefter direkte til kongen. De fik da tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken var i kristen eller i jødisk indviet jord.

 

Standsmæssige borgere på kirkegården

Det sydligste hjørne af kirkegården mellem Kristianiagade og Dag Hammarskjöldsgade blev i 1770 indviet som kirkegård for fattiglemmerne på Almindeligt Hospital. I 1857 blev denne afdeling dog overtaget af Garnisons  Kirkegård.

I 1805 blev der sagt nej til begravelser inde i kirken af hygiejniske grunde. Det gjaldt også for borgerskabet. Det betød at rige standspersoner nu også skulle begraves som alle andre. Den første standsperson på Garnisons Kirkegård var general, greve Adam Ludvig Moltke. Han blev begravet i 1810.

 

Det første monument

Det første rigtige monument blev rejst over Københavns kommandant Georg Ludvig von der Schulenburg, som døde i 1828. Inden monumentet blev rejst, blev der fremstillet et gravkammer med plads til generalens kiste samt hustruens Joachime Francisca Wilhelmine von Løwenstein kiste.

De gamle protokoller fortæller om frygtelige skæbner. Således fandt mange fra Garnisons Hospital deres sidste hvilested her. Inden for få dage blev tre personer begravet som alle havde begået selvmord.

 

Uden egentlige plan

Gravene blev kastet uden nogen egentlig plan. Det militære kommandantskab ville dog ikke ofre penge på kirkegårdens vedligeholdelse. Efterhånden lignede det en mindre urskov. I 1812 blev der sat lidt mere styr på tingene. Der blev anlagt veje og stier. Kirkegården blev inddelt i afsnit. Opsætning af gravsten blev ligeledes tilladt.

 

Ingen begravelse inden for voldene

I 1852 blev et 10.000 kvadratmeter stort område nord for Blindeinstituttet taget i brug. Året efter ramte en koleraepidemi København. Det var blandt andet morbærplantagen på fæstningen, der blev taget i brug. Et interimistisk ligkapel blev opført. Det stod faktisk helt til 1872. Men kirkegården fik igen pladsproblemer.

En af årsagerne til pladsproblemerne var, at sundhedsvæsnet i 1851 havde forbudt begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde.

Kendte borgere på kirkegården

Kendte borgere blev efterhånden begravet på kirkegården, blandt andet kongelig teaterchef F.C. Holstein (1853) og skuespiller Christian Niemann Rosenkilde (1861). Ofrene fra treårskrigen og krigen i 1864 blev også begravet på kirkegården. Her ligger Olaf Rye, Christian de Meza og N.C. Lunding. De faldende fra 1864 blev i 1885  samlet i en stor fællesgrav. Et monument blev rejst med indskriften Herunder gemmes Støvet af 226 Krigere fra 1864.

I 1853 modtog kirkegården 538 af koleraens ofre. Et af dem var Garnisons Kirkens sognepræst, C.J. Boye.

 

Missionæren fra Lolland

Proprietær Rasmus Buch Clausen havde en sikker tilværelse på Lolland. Men som ung mistede han både sin kone og sit nyfødte barn. I 1880erne flyttede han så til hovedstaden, hvor han forkyndte det kristne ord. Gårdmissionær Clausen blev han kaldt. Som medlem af Indre Mission vandrede han fra gård til gård i et københavnermiljø, hvor vold, druk og prostitution hørte til dagens orden.

I 1904 fulgte et stort ligfølge ham fra Sankt Andreas Kirke til Garnisons kirkegård. Indre Mission bekostede en af de mest særprægede gravminder på kirkegården til ære for Clausen. Missionæren er portrætteret  i halvfigur i naturlig størrelse. Hans blik er intenst, nærmest manisk, mens han prædiker ud fra biblen, som han har i sin venstre hånd.

 

Dyrekirkegården

I fem år havde kirkegården et noget bizart naboskab. På en grund mellem kirkegården og Dag Hammerskjölds Allé indrettede gartner Johan Preisler før første verdenskrig en hundekirkegård. Den var oprettet med familie-grave og almindelige gravsteder.

Her lå også Kirkegaard for Stokhusslaver og enkelte henrettede Forbrydere.

Den meget forsømte fattigkirkegård, blev også kaldt for slavekirkegård. Den blev officielt nedlagt samtidig med nedlæggelsen af Københavns Stokhus i 1857. Fædrelandet skrev i 1858:

• Noget uhyggeligere kan selv den dristigste fantasi næppe tænke sig. Her findes hverken vej eller sti. Brændenælder, tidsler og andet ukrudt står i den frodigste vækst om sommeren, og kvinder af samfundets bærme benytte fortrinsvis dette sted som tumleplads for deres uærlighed.

Det blev en ganske pæn succes med hundekirkegården. Men i 1917 kun få år efter oprettelsen blev initiativet opgivet. Aviserne  var hårde mod kirkegården. I flere artikler beskrev de, at nogle hunde såvel i døden som i livet havde bedre kår end mennesker.

Det var her Lille Amalienborg blev bygget. Og efterkommere af grundlæggeren af verdens første hunde – kirkegård driver i dag et gartneri på Emdrupvej.

 

Vejviserens skaber

I 1925 overdrog kommunen kirkegården striben langs Dag Hammerskjölds Allé til gengæld for det område, der lå sydøst for Bergensgade.  Her ligger Jens Louis Petersen. Det var ham, der fordanskede Admiralens Vise. Han skrev flere afsnit af Huset på Christianshavn. Han var desuden redaktør af Blæksprutten.

Ove Krak, manden bag Københavns vejviser og ham, der var skyld i, at så mange gader og veje måtte have navneforandring, ligger her også. Han var dog ikke den første, der kom med ideen. I 1750 havde den unge norske præst og præstesøn, Hans Barnow fået ideen. Men det var ikke ligefrem egnet til udgivelse:

• Kontrollør Hauch i Hummergade var en ”satan”. Madam Clausens te-hus i Nicolai Kirkestræde ”siges at være et horehus” osv. 

I 1862 fik stadskonduktør, Thorvald Krak privilegiet til at udgive vejviseren, og hans søn, Ove Krak førte det videre.

 

Borum, Gress og Liebe

Og Poul Borum, der i Ekstra Bladet haglede de danske boghandlere ned i møget. Jeg svarede ham i bladet Det danske Bogmarked. Men det indlæg svarede han aldrig på. Af andre forfattere på kirkegården kan nævnes Barbara Gress.  Bag klokkestablen ligger Otto Liebe. Han var statsminister i seks stormfulde døgn  under påskekrisen i 1920.

 

Kongens elskerinde

Midt på kirkegården ligger Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse, Bente Rafsted, senere Frederikke Benedikte Dannemand. Frk. Rafsted var en datter af en borer ved Holmen.
Hun kom i 1808 i forbindelse med Frederik den Sjette, og blev hans elskerinde. Dette forhold bestod indtil hans død i 1838. Mn der var en pause i forholdet i årene 1815 – 1818. Kongen blev gjort bekendt med, at Frk. Rafsted havde været ham utro med en spansk greve. De blev dog igen gode venner, og elskerinden blev installeret i en gård på Toldbodvej.

Hun fødte kongen to sønner og to døtre. Hun blev ophøjet i adelstanden under navnet Dannemand. Desuden skulle hun tiltales oberst-inde.  I en årrække var mindesmærket om hende
forsvundet, men i 1988 blev det igen sat op på kirkegården.

 

Heltene fra Dybbøl 

Under en poleret granat ligger Olaf Rye. Under et heldigt gennemført angreb mod Fredericiaden 5. juli 1849 døde den norsk fødte general. En anden af de store fra den tid, Anton Frederik Tscherning ligger under en stor kastanje. Tscherning var leder af Bondevennerne. Han var krigsminister, da krigen mod Slesvig brød ud.

General Christian de Meza er her også. Han var overgeneral i krigen i 1864. Han var ansvarlig for rømningen af Dybbøl. Dette udløste en massiv kritik fra politisk side. Dette betød, at han måtte træde tilbage. Han døde som en meget skuffet mand.

 

Fru Drusse, Peder Most og Tivoli

Vi er mange, der har læst romanserien om eventyreren Peder Most. Forfatteren til disse pragtfulde bøger Walther Christmas er her også. Tivolis grundlægger Georg Carstensen ligger på et anlæg, der gennem årene er blevet fornyet. Kun gravstenen synes at være den originale. Rundt om er der sat et gitter op.

Fru Drusse fra Lars von Triers, Riget er her også. Hun hed i det daglige Kirsten Rolffes. Grisehandleren fra Matador og cirkusdirektøren fra Cirkus Buster, Buster Larsen er her også. Han gik ofte tur med sine hunde på Østerbro.

 

Flotte titler

Fine navne ligger på kirkegården, Bauditz, Fibiger, von der Schlenburg, Hegermann – Lindencrone, Ahlefeldt – Laurvig, Irminger, Lundbye og Gyldenfeldt.  Her ligger gehejme-konferenceraad, etatsråd, gehejmeråd, justitsråd, amtmand, kammerherre, hofjægermester, greve, generalinde, admiralinde, oberst-inde, professor, general-major, krigsminister,
højesteretssagfører, biskop, dommer og viceadmiral.

Men så ligger her også almindelige dødelige som min afdøde kone. Uddannet på filmskolen, som produktionsleder. Hun var filmskaber, aktiv christianit og kulturmedarbejder på det Kongelige Bibliotek. Men på gravstenen er titlen eller titlerne  ikke som mange andre steder, angivet.

 

Underlagt Hærens øverste myndighed

Garnisons  Kirkegård er i dag præget af, at det er soldaternes kirkegård. Det er en selvstændig menighedsråds drevet kirkegård underlagt Hærens øverste myndighed. Det er mange betydningsfulde gravsteder på kirkegården. Og det er de lokale kirkegårdes ansvar, at bevare disse gravminder.

Intentionerne er ikke bare at bevare fortjente personers graver. Der er ikke en fast regel for, hvornår en person er blevet fortjent. Det hjælper, når man har været omtalt i Dansk Biografisk Leksikon.

Kirkegården har ydet tilskud til ikke mindre end 300 gravsteder. Der skaffes hvert år mange penge til at renovere bevaringsværdige gravsteder. Min anbefaling er. Gå en tur på kirkegården. Det er en oplevelse, både for sjæl og legeme.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård
• Holmens Kirkegård
• Kastellet 1-5
• De gamle Statsfængsler i Citadellet og mange flere 

Redigeret 29.11.2021

 

Vi følger den almindelige familie på Nørrebro. Skolen var et frygtelig indslag i dagligdag. Undervisningen var kønsopdelt. BZ og Røde Rose blev født på Nørrebro. Beboerne ønskede medindflydelse på den håbløse sanering. Forældrene får at vide, at deres børn bliver født kompetent, og ikke skal opdrages. De skal endda sættes på potte i 7 – 8 måneders alderen.

 

Gik på  lokum sammen

Om vinteren dampede hestepærerne på  de brostens – belagte gader. Natmændene rumsterede ved at fjerne de menneskelige efterladenskaber fra bunden af retiraderne.  Man lavede mad på uhåndterlige brændekomfurer og vaskede det skidne tøj i kogekældre. Havde man ikke adgang til et sådant, foregik det i det lille køkken. Børnene på Nørrebro var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred.

Hvert tredje barn arbejdede ude, ofte mange timer om dagen. Små piger stod op tidlig om morgenen for at hjælpe mor med at gå ud med aviser. De fattige sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man kun en aflagt frakke over sig.

Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, spiste sammen og gik på lokum sammen med dem, der var en del af husholdingen.

 

Startede dagen med spegesild

Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde brænde. Pigerne hjalp mor med de mindste og huslige pligter. De største gik i skole, eller skulkede fordi de var nødt til at arbejde.

Når man sad ved bordet måtte man ikke levne noget som helst. Snakke, det måtte man i hvert fald ikke. Rabarberdrengen blev sparket af sin fulde far, og også i skolen fik han prygl. Dette resulterede i et glødende had til over – og ordensmagten. Det betød, at allerede dengang overfaldt Rabarber – drengene uniformerede betjente.

 

Skolen – en kronisk krigstilstand

Skolen var et frygtet indslag i hverdagen. Man fik med spanskrøret for den mindste forseelse. Der var også  gode undtagelser på Nørrebro. Men dygtige lærerkræfter kunne ikke erstatte mætte, varme eller styrke sultne, forfrosne eller overtrætte børn.

I skolen hørte prygl til dagens orden. Slag, hug, stryg og prygl på ryggen. Seks timer om dagen og seks dage om ugen.   Ja skolen var en virkelig udfordring
for Nørrebro – børnene. De ti bud skulle man kunne uden ad, og også forklare betydningen. Men det var det nok de færreste børn på stenbroen, der kunne.

Martin Andersen Nexø  der også havde sin gang på Nørrebro, betragtede skolen som en kronisk krigstilstand.  På Nørrebro var undervisningen stærk kønsopdelt. Også i skolegården var kønsopdelingen håndhævet.

Revselsesretten blev indført i 1685 i Christian den Femtes Lov:

• Husbond maa revse sine Børn og Tyende med Kæp og Vand og ej med Vaaben.

Denne ret forsvandt først i 1986, og blev i rigelig form praktiseret på Nørrebro.  Det var som om lærerne ikke fik noget at vide om afskaffelsen.

 

Et gebis i konfirmationsgave

Dengang var der på Nørrebro ikke noget der hed børne – og voksenmad. Bevares maden blev skåret ud og det blev dyppet i varm mælk eller øl. Og så skete det da også, at der blev lavet vælling til de allermindste.

Tygget rugbrød og sukkermad lagde man i en åben lærredsklud. Den blev brugt som sutteklud. Ikke underligt, at børnenes tænder efterhånden blev ødelagt. Et gebis i konfirmationsgave var ikke ualmindeligt.

 

Hver 4. barn dør af madforgiftning

Ikke bare befolkningens dårlige vaner eller manglende kendskab til smittefare gjorde indtagelse af føde til en farlig affære. Man havde hverken køleskab eller fryser. Det var svært at holde madvarer som rå fisk eller råt kød friske i mere end to dage. Bakterierne florerede i uforarbejdede kød og den halvlunkne mælk.

Tænk i perioden 1900 – 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning.

Almindelige mennesker gik med det samme tøj i dage og uger. Det skete også at tjenestepiger på Nørrebrogade overtog herreskabets undertøj og gik i det et stykke tid, inden det blev sendt til vask.

 

Emma Gad giver råd 

Det var nok ikke mange beboere på  Nørrebro, der så det værk der udkom i 1903 og som var redigeret af ingen mindre end Emma Gad. Det hed Vort Hjem:

• Lige så  Vigtig for vor Sundhed er også  at holde vor Person ren. Vor sædvanlige vadskning af Ansigt og Hænder én a to gange ugentlig af Hals og Fødder er i den Henseende Langt fra tilstrækkelig. Hudens hele Overflade maa mindst en Gang ugentlig undgaa en Grundig Renselse for at befries for alt det Støv og Smuds, der udefra er tilført den gennem Klæderne og for det Fedt og Sved, den har udskilt.

I samme stil kom der i 1909 også  en fagbog, der hed Barnet. Men den bog har sikkert heller ikke været en bestseller hos boghandlerne på Nørrebro:

• Undertøjet maa skiftes nogenlunde hyppig. Hvor hyppig afhænger af Aarstiden og navnlig af om Barnet ved Leg eller Idræt har svedt. Mindst i hvert Fald én Gang om Ugen.

 

Rotterne løb mellem benene

Toiletter var det ikke noget, der hed. Der var lokummer i gården. Såkaldte retirader. Her løb rotterne mellem benene på  børnene. Lugten af lort og urin steg op fra skide-hullerne og gjorde et lokumsbesøg til en helt igennem ulækker affære.

Jo kendskab til bakterier var ikke forbeholdt beboerne på Nørrebro. Det var kun forbeholdt de få, der studerede medicin. Og ordentlig lægebehandling var kun forbeholdt de privilegerede.  Det var ikke ualmindeligt, at nyfødte børn blev afleveret på trappesten. Børnene blev afleveret hos plejeforældre, men det var ikke altid til børnenes fordel.

 

Banemord var almindelig

I 1911 blev en plejemor idømt 14 års fængsel, fordi hun havde slået hendes 11 årige plejedatter ihjel med et spanskrør. Det var dog fuldt lovligt at banke sine børn dengang.  Barnemord var også almindeligt. Hvis drabet skete lige efter fødslen så retssystemet med milde øjne på det. Man kunne slippe med 2 år.

På Nørrebro var det Dagmar Overbye, eller barnemorderen fra Jægersborggade. Hun myrdede en del småbørn og tjente penge på det. En del af disse
mord foregik i Jægersborggade og på Assistens Kirkegaard.

Feriekolonier var populære. Det var rift om pladserne. Disse rekreationsophold startede første gang i 1850erne. Opskriften var mad, sol og frisk luft.  Mange Nørrebro – børn kom ud deres slum og fik en oplevelse ude på landet.

 

Fabriksloven

I 1914 udgjorde kvinderne 40 pct. af arbejdsstyrken. Men også børnene bidrog til husholdingen. Først i 1901 fik man reguleret fabriksloven. Da blev der forbud mod at børn under 12 år måtte arbejde i industrien. For dem over 12 år måtte arbejdsdagen maksimalt være 6 ½ time. Mange mødte slet ikke op til undervisning. De skulle tjene penge til familien. Undersøgelser viste, at piger i 13 års alderen havde 51 pct. fraværd.

 

Lusetanter

På byens friskoler blev der ansat lusetanter. Men pigerne nægtede at samarbejde. De skreg, når lusene skulle fjernes. Det gjorde ondt og det stads man brugte, var ildelugtende. Drengene havde det lidt lettere. De fleste af dem var karseklippet.

 

Legetøj til Nørrebro

Nørrebro – børnenes legetøj var for det meste hjemmelavet. Det fabriksfremstillede legetøj var forbeholdt de rige folks børn. Men det hjalp da Penny Toys kom til Nørrebro. Det var billigt legetøj i blik.

Dengang fik man en god ide. Indsatte blev sat til at fabrikere kvalitetslegetøj i træ. Flyvemaskiner, pakhuse, mælkebiler, lokomotiver, bondegårde og dyr
fandt pludselig vej til Nørrebro. De bedre stillede børn på Nørrebrogade fik komplicerede byggesæt som engelske Meccano og danske Tekno. Pigerne fik nipsenåle og trillebånd samt dukkehuse. Tinsoldater kom til at slås med indianer og riddere.

 

Stor dødelighed blandt børn

Landets første børnehospital blev oprettet for private midler i Rigensgade. Senere blev børnene flyttet til Dronning Louises Hospital i Farimagsgade. Børn med smitsomme sygdomme blev helt isoleret. Det var nok ikke den mest smarte løsning, når de ikke engang måtte se deres forældre. En stor dødelighed havde børn af enlige forældre. Hele 60 pct. af børnene døde inden de var nået fem år.

 

Giv ikke børnene kælenavne

I 1918 kom Emma Gads Takt og Tone. Hun skrev blandt andet om børnene:

• Man skal ikke tro, at de trænger til Føde i nattens Løb, og man skal rolig lade dem skrige i et par Nætter, saa er det forbi……

Ak ja, samme Emma Gad skrev endvidere:

• Giv ikke Deres smaa Børn Kælenavne. Livet igennem skal de ikke gaa rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tut og hvad man nu kunne finde på.

Det var også i 1918 landet blev ramt af Den Spanske Syge. 12.000 døde, heraf mange børn.

 

Folkekøkken

Fra 1911 til 1921 voksede Københavns indbyggertal med 120.000 til ca. 670.000. På Nørrebro var der efterhånden trængsel. En arbejder tjente typisk 80 kr. om måneden. Det svarede til prisen på en ny cykel.

På Nørrebro spiste man kartofler, suppe, grød, rugbrød med fedt, sukker eller sirup på. I 1917 blev der oprettet endnu et Folkekøkken til bespisning af de mange ofre af krisen. Det vrimlede med børn på gader, i baggårde og trappeopgange på Nørrebro. Mange af dem var syge.

Børnene blev sendt ned på havnen eller ud på jernbaneterrænet for at samle koks. Første verdenskrig ramte med arbejdsløshed, varemangel og rationering på mad.

 

Asyler og gadebander

På Nørrebro opstod de såkaldte asyler. De var forbeholdt enlige mødre, der måtte arbejde for at forsørge familien. Der var altid et sted, hvor man kunne lege.

Sørøvere, indianere, røvere, soldater, klatre i træer, trille med tøndebånd, lege gemmeleg og fangeleg. Jo det var gang i lege. Og i 1918 kom den første Flemming – bog.

Mange børn på Nørrebro var organiseret i gadebander. De kæmpede drabelig slag med andre gader og områder. Hjemme i gården opstod der et heraki. Det var absolut status, at være anfører for en bande.

Man kendte endnu ikke ordet mobning. Men den interne justits var brutal. Den var korporlig og præget af meget vold. Det var de svage børn, det gik ud over.

 

Spejderbevægelse er sagen

I 1922 skete der noget epokegørende. Opdragelsesanstalter kom til at hedde børnehjem, men pædagogikken var stort set det samme. Den senere leder af nazipartiet Cay Lembcke udgav i 1923 bogen Forældrenes Bog. Her opfordrede han forældrene til at sende deres børn ud i naturen. Spejderbevægelsen var sagen. Men mange forældre mente dog ikke, at deres døtre skulle opdrages som drenge.

 

Ota og Richs

Og i 1924 begyndte Havremøllen at udsende Ota – bøgerne. Sådan en bog fik man udleveret, når man havde samlet 15 mærker. Året efter sendte kaffetilsætnings – producenten Richs et dusin soldater i krig. Det vil sige, at det var små farvebilleder af soldater. Jo, mor blev overfaldet af poderne, når hun kom hjem med Richs.

Der var selvfølgelig et album, der skulle fyldes. 210 pakker skulle der til, for at fylde et helt album. Og sandelig efter anden verdenskrig var der Walt Disney
billeder i pakkerne. Sorgens år var i 1968, da det sidste album udkom.

 

Tab af værdighed

På Nørrebro var der langt fra alle, der havde stemmeret. Var man på fattighjælp, var man ikke i stand til at tage vare på sig selv. Tab af denne værdighed varede helt til 1961. Endelig dette år fik fattighjælps – modtagere stemmeret. Både kvinderne og tyendet havde fået stemmeret i 1915.

Og så begyndte man at danse på Nørrebro omkring 1930. Musikken kom nu ikke kun fra radioen. Nu kunne man også få grammofoner og grammofonplader.

 

Loven om bekæmpelse af sygelighed

Efterhånden havde man fået bugt med sygdomme som tuberkulose, den engelske syge og lungebetændelse. I 1937 havde man vedtaget Loven om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelig hed blandt Børn. Og dermed fik man sundhedsplejersker.

Oprettelsen af Børnenes Kontor sikrede blandt andet mange Nørrebro – børn en julegave. Biograferne viste Mickey Mouse og Skipper Skræk. I 1937 kom den første tegnefilm i spillefilmslængde. Det var Snehvide. På Nørrebro kæmpede detailhandlerne mod børnebander, der var på tyverijagt. For at træde ind i banden skulle man udføre tyverier.

 

Lægen måtte i fængsel

Den fantastiske børnebog Spøge Jørgen udkommer. I biografen henrykker Ib Schönberg, Familien Danmark i Panserbasse. Doktor Leunbach mente, at den mest effektive måde at begrænse fattigdomen i de lavere sociale klasser, var børnebegrænsning. Samme Leunbach røg i fængsel, fordi han spredte oplysninger om svangerskabsforebyggende metoder.

 

Illegal abort

Under besættelsen var gadebelysningen sat ud af drift. I hjemmene klarede man sig med dæmpet belysning, Der var mangel på alt. Næsten hele landbrugsproduktionen gik til tyskerne. Fællesarealerne blev omdannet til køkkenhaver. Børnene samlede mågeæg. Det kunne være lige så godt som hønseæg.

Kjoler blev syet af faldskærmsrester. Mor tryllede med tøjfremstilling. Midt i det hele kom bogen, Palle alene i verden. Lidt senere fulgte Lille Sorte Sambo
og Pippi Langstrømpe.

I 1945 skønnede man, at mellem 6.000 og 10.000 danske kvinder fik en illegal abort. Et besøg hos en kvaksalver kunne være en risikabel affære. Illegal abort eller fosterdrab kunne straffes med to års fængsel. Men det blev nu yderst sjældent praktiseret af domstolene.

I 1928 var penicillinen opdaget, men først 13 år senere fandt man ud at anvende den. I begyndelsen var behandlingen så dyr, at folk over 60 år ikke blev behandlet med det nye lægemiddel.

De to a er blev i 1948 udskiftet med bolle-å. En yderligere udfordring for skoleeleverne.

Med 1950erne vandt det engelske sprog også indpas. I børnehaverne på Nørrebro sagde poderne “Spajderman”.

I 1952 ramte en polio landet. 6.000 blev smittet heraf 4.100 børn. Mange blev ramt af børnelammelser. Dette døjede man med resten af livet. 150 børn dør.

 

En mand med benspjæt

Mor gik derhjemme. Pigerne havde sløjfer i fletningerne og Lille Per havde skrammer på knæene. Elvis begejstrede med mærkelige benspjæt i 1958. Hos de velhavende på Nørrebrogade var de første fjernsynsapparater dukket frem. Det var dog langt til nutidens fladskærm.

Jo og så var det også  Tommy Steeele. Det var ikke kun Fiskerpigens Sang og Hvide Måge. Den moderne pædagogik mente nu, at det var sundt, hvis børn grisede sig til. Men de mente dog også, at tegneserier var skadelig for børn.

 

Søren og Mette dukker op

Skolebørn på Nørrebro måtte også terpe Søren og Mette. De første hæfter udkom i 1954. Samme år så de første Lego – klodser dagens lys. Nu var det ikke så mange børn på Nørrebro, der fik dette dyre legetøj.

I 1955 blev fysisk straf forbudt i de københavnske skoler, men det blev ikke rigtig håndhævet. Eftersidninger, lussinger og spanskrør var stadig almindelig.

 

Familie-butikker lukker

I 1960erne kommer de nye supermarkeder. Nu kom der pludselig dåsemad og mælk i kartoner. Ikke alle butikker på Nørrebro kunne klare disse ændringer. Mange familie-butikker lukker.

Dameblade kom med opskrifter på hæklede ponchoer og barnevognstæpper i patchwork. Nu kunne man tage på charterrejser. I radioen hørte mor og far Raqel Rastenni, Gitte og Farmand samt Louis Amstrong.

Køleskab og rigtige badeværelser fulgte. 68´er generationen tog afstand fra materialismen. I 1965 var antallet af kvindelige studerende tredobbelt siden 1945. Og en klapvogn fik navneforandring til promenade-vogn. 70 pct. af kvinder med børn var hjemmegående. 30 pct. af de gifte kvinder havde arbejde. Dette tal blev fordoblet gennem de næste 15 år.

 

Ingrid og Lillebror

Børnene spiste Cornflakes og Guldkorn. I skolen skulle man lige vende sig til den nye 13 – skala. I fjernsynet begejstrede Ingrid og Lillebror. Og så kom Cirkeline.  Lønmodtagerne fik fire ugers ferie og overarbejdsbetaling. Jordemødrene blev statsansatte.

 

Kollektiver er sagen

1970erne indledtes med rød front og atomkraft nej tak. Generalstrejker og store 1. maj demonstrationer var normalt. Islandske sweaters og lilla ble blev
symboler. Mange forældre talte om indoktrinering. De ville ikke sende deres børn i institutioner anført af fanatiske hippier.

Man havde svært ved at skelne mellem rød og borgerlig indoktrinering. Der blev eksperimenteret i alternative leve – og boformer. Dyrkelse af fri sex var højeste mode.

Mellem 30.000 og 40.000 boede i kollektiver. Sigrid Riese svarede på spørgsmål om børn. Rødstrømperne var aggressive og blodtørstige. Påvirkningen og idoldyrkelsen fra USA var enorm. Samtidig blev der demonstreret mod den amerikanske imperialisme og krigen i Vietnam.

John Travolta fik de unge til at glemme alt om hungersnød, oliekrise og bilfri søndag. 60 pct. af alle ægteskaber gik i opløsning.
40.000 småbørn levede alene sammen med mor. De mandelige lærer dik fuldskæg.

 

Christiania og sanering

En gruppe unge flyttede i 1971 ind på en nedlagt kasserne. Christiania var født. På Nørrebro var der dømt buldozersanering. Beboerne betragtede saneringen som fuldstændig planløst. De kæmpede for deres rettigheder. Røde Rose opstod, men myndighederne viste ringe forståelse for denne gruppe.

Fattigfirserne med farvefjernsyn indfandt sig. Børnene fik mad hver dag. Graffiti fik sit store gennembrud. Snart prægede BZ – bevægelsen Nørrebro
og resten af byen. Ritt Bjerregaard var blevet fyret som socialminister i 1978. Ingen vidste dengang, at han skulle blive overborgmester.

Gummi – Tarzan gav håb for undertrykte børn. En ultraliberal præsident importeret fra filmindustrien, Ronald Reagan dyrkede koldkrigsfjenden, Sovjet.

Børnene betalte prisen for, at far og mor ikke var tilgængelig i ret mange timer i døgnet. Og i pjecer fra det offentlige fik de at vide, at når børn var 7 – 8 måneder kunne man forsøge at sætte dem på potte.

 

BZ  og tåregas

En ny gruppe børn dukker op i begyndelsen af 1980erne. De er aggressive, ukoncentrerede, destruktive og asociale. De hører ikke efter og forstår ikke en kollektiv besked. SSP – arbejde bliver moderne. Hver 10. elev, der kom på efterskole var hjulpet af bistandsloven.

Bz`erne dominerede Nørrebro. De besatte huse og kastede brosten, mursten og wc – kummer efter politiet. Disse svarede igen med tørre tærsk og tåregas.BZ`erne blev udråbt som bøller og bisser.

 

Børn blev født kompetent

I 1995 udkom Det kompetente barn. Bogen fastslog, at man ikke behøvede at opdrage børn. De fødes kompetent. Mobiltelefon blev hvermandseje og internettet åbnede nye horisonter.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Barn på Nørrebro
• Barnemoderen fra Jægersborggade
• Byggespekulation på Nørrebro
• Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne
• Huskebøger fører dig tilbage
• Husker du – dengang i 60’erne og 70’erne
• Moral, Etik, Horeunger og fattighjælp
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro og flere artikler 
  

Redigeret 8.03. 2022

Foredrag i Stefans Kirken den 31. maj 2010

Vi ser på  de hygiejniske forhold dengang. Om følgevirkninger af dårlig drikkevand. Om måden man brugte toiletterne på, og hvordan man fjernede latrinen. Og så var der åbne kloaker, der blev tømt i søerne, som man brugte som drikkevand. Midt i stanken og lossepladsen boede Lersø – bøllerne. Moral og etik ser vi også på.

Stefans – Kirken var stoppet af glade mennesker. Det var fjerde gang, at dengang.dk i samarbejde med kirken og Nørrebro Lokalhistoriske Forening var med til et sådant arrangement i kirken. En tak skal lyde til samarbejdspartnerne. Det er altid en stor fornøjelse. Vi lægger et par fotos ud under foto
– galleriet. 

 

Inde i byen

Rigmændene boede i elegante palæer, borgerskabet i solide ejendomme på byens hoved-strøg og torve. Mens underklassen som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellem-huse. Ja selv hønsehuse blev taget i anvendelse som menneskelig beboelse. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev også taget i.  anvendelse.

Vand hentede man ved by-pumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle sies og koges inden brug.   Toiletterne var anbragt i små skure i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året.

Rotter og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.

 

Kulilteforgiftning

Kulilteforgiftningen var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberier. Jo mere røg der var, des mere moderne var det. Garverier forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalier og slagteriaffald hældte man bare i søerne.

Garverierne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for til sidst at plaske i vandet ved Slotsholmen.  I 1843 var der inde bag voldene 140.000 indbyggere. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader.

Ja og så var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 får inde i København. Deres efterladenskaberne blev også bare smidt ud på de brolagte gader.  Og godt nok havde man en ledning til Emdrup Sø, men den kom nogen gange meget tæt på latrindepoterne.   Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange der tømte latrinaffald om natten, når ingen kunne se det.

Hygiejnekommissionen fandt ud af, at der i Ryesgade 156A og B var 72 personer, der brugte samme toiletsæde.

 

Blågården 1801

Blågården var omdannet til feltlazaret, sindssygehospital og hospital for veneriske syge. Vandkommissionen protesterede:

• Skal Veneriske syge, galdne Folk, de med Spedalskhed boe så nær ved Landevejen og Peblingesøen, hvoraf vi dagligt drikker.

Heegaard lå hvor Blågårds Plads nu ligger og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1836 blev virksomheden udvidet. En fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter. Det afstedkom en meget stærk stank og myndighederne greb hurtig ind. Der boede dog endnu ikke så mange herude

 

Fuldstændig planløst

I perioden 1850 – 57 opførtes 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på  Nørrebro. Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne tjente en masse penge.

Moralske, etiske og hygiejniske hensyn var det ikke tid til at tage hensyn til. Fuldstændig planløst foregik det. Bülow og Bangert gjorde, hvad det passede dem.  Lejekaserner blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.

Lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor var der både forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.   I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggerier. Og på Nørrebrogade store herskabslejligheder.

Baggesensgade slog pludselig et ordentlig sving. Tømrermester Wildau skulle absolut have et hus liggende i en bestemt retning.

 

Koleraen 1853

Koleraen fik katastrofale følger for Nørrebro. Man boede så tæt i lejekasserne at smittefaren var uhyggelig stor.  Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.

 

De stakkels kvinder

Mange af de kvinder der døde på  Ladegården, var kvinder, der havde bedrevet utugt. Præventionen var usikker af dyr. Fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblære og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at oplyse om disse muligheder.

Men så var det godt at der så  sent som i 1911 dukkede en oplysningsbog op. Den hed Arbejderne og Børneflokken og solgte i 12.000 eksemplarer.

Og hvor var det godt, at de unge piger fik råd i ugebladenes brevkasser dengang. Når de for eksempel passerede en ung herre, så skulle dette ske med nedslagene øjne, ellers kunne det få katastrofale følger.

Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet helt indtil hun indgik i ægteskabet.   Samtidig var det acceptabelt at manden besøgte de cirka 40 bordeller inde i København og de par stykker, der var dukket op i Rabarberlandet.
Når det var gået galt, og familien ikke kunne ernære mor og barn, blev begge anbragt på Fattiggården. Kvinden blev udspurgt:

• Hvor er samlejet foregået?
• Hvem var man sammen med?
• Hvordan foregik det?

10 pct. af alle børn var født uden for ægteskabet. De blev kaldt horeunger. Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen . Men mere end halvdelen døde af barselsfeber. En markant bedring indtraf i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Læger og jordemødre begyndte at vaske hænder.

Tilbage til Nørrebro

 

I den ”beklageligste” forfatning

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private og brygger J.C. Jacobsen skrev i 1856: I reglen er gaderne i den beklageligste Forfatning, uden Brolægning, uden Fortove og hvad der er endnu værre, uden Rendestene.

Man havde hverken tænkt på vandafløb eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.  Det idylliske vandløb, der i slottets tid havde løbet langs alléen, var blevet en slimende og stinkende grøft.

En ildelugtende grøft løb langs Nørrebrogade, som drejede af inden Dosseringen, tog en del kloakvand. En del landede dog i selve søen.

 

Det lugter

Den stinkende grøft langs Blaagaardsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig mod at lade den rense. Vejen var bundløse. Det var umuligt at køre på dem. Et tørvelæs forsvandt fuldstændig  i vejenes ælte.

Kommunen tilbød, at sætte dem i stand mod at gøre vejene offentlige . Men grundspekulanterne sagde nej tak. Det betød jo nye byrder og mindre profit.

 

Drikkevandet

Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegaard. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.

I 1833 klagede man over, at der på  Assistens Kirkegaard over at kister stod i vand. Man havde forbud mod at lede det ud i Ladegårdsåen. Men det fandt vandet selv ud af.   I 1874 fortæller stadslægen, at der måtte øses 30 – 40 spande fra gravene.

Og i 1879 meddelte Blade fra Kirkegården at flertallet af nogle beboere nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at vandet var fra kirkegården havde fundet vej til Ladegårdsåen. Og beboerne havde drukket af det.

Når vi nu taler om Assistens Kirkegård, var det ikke så meget styr på det. Dem der skulle holde øje med det hele, blev fyret, fordi de solgte sprit til de besøgende
og huggede de dødes tøj.

 

Mærkelige hændelser på  kirkegården

Ligene blev kun dækket med 4 alen, så de hjemløse og omstrejfende hunde fik sig en ekstra bid.  Man havde godt nok indrettet et hus for skinddøde. Man havde simpelthen bundet en snor til stor-tåen på  den døde. Denne var så forbundet med en klokke, og hvis det så  skulle ske, ja så kunne man jo være hurtig til stede, hvis man ikke lige skulle sælge sprit.

Men den ordning havde også sine mangler. For mens røvere, var i gang i ved en kiste rejste liget sig op og forkyndte Så befri mig dog fra dette sted. Jo, det var Gerda Bodenhoff, der rejste sig. Men røverne blev så forskrækket, at de slog liget ihjel.

Broderen havde godt nok undret sig, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten.

Ja og for at blive ved emnet, så  udkom der i 1914 en bog ved navn Rotten, der handlede om en mestertyv og hans datter, der boede i grav på Assistens Kirkegård.

 

Spildevand

I 1854 havde man anlagt provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen.

Det var heller ikke bedre på den anden side af Nørrebrogade. Sankt Hans Gade var anlagt på første blegdam uden at man havde gjort forsøg på at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedamssøen.

Vandinspektør Colding var rystet over forholdene. Han nævnte en afskyelig stinkende Pøl i Store Ravnsborg Have. Denne Pøl skulle aftage spillevand. Men den blev konstant oversvømmet.

Han foreslog at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen ud til stranden. Men en sådan anordning ville koste 15.000 rigsdaler, og det ville man ikke ofre. Og Frederiksberg Kommune var ikke med på ideen.  Dele af Blågårdens parceller blev konstant oversvømmet af kloakvand.

 

Byggeplan opgivet

Man forsøgte at udarbejde en byggeplan for forstæderne, men så længe der ikke forelå en vandplan, måtte man opgive en byggeplan. Endelig i 1857 havde man en plan parat. Men byggespekulanterne overholdt den ikke. De sad i Borgerrepræsentationen og havde således intet at frygte.

Den berygtede Blegdams – kloak hvori der lå talrige fulde soldater skulle for længst have været tildækket. Man havde masser af planer men Frederiksberg
Kommune ville ikke være med. Rosenåen blev brugt som åben kloak.

Den 14. december 1857 vedtog man Lov om Gader, Veje og Vandløb i København. Det betød, at nu kunne der endelig skabes ordnede forhold. Men der skulle gå hele 30 år før der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro ud til Øresund.

 

Livet omkring søerne

Dengang var det et sandt  morast, at gå  rundt om søerne. Kierkegaard havde garanteret støvler på hver gang, han gik fra Østerbro til Nørrebro for at få et glimt af sin elskede Regine, som for længst var givet ud.

Købmand E.M Olsen fik lov til til at sejle med petroleumsbåde. Beboerne klagede over stanken.  Bådene var en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der kørte strækningen Nørrebrogade – Gothersgade.

 

Rengøring af toiletter

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletter. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når de skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld så tømte de den i køkkenvasken.

 

Indholdet op hos naboen

De store drenge skulle tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så  dette skete først efter mørkets frembrud, at den skvulpende masse blev tømt nede i gården på toilettet.

Men blev det for meget for dem, ja så tømte Pølsedrengene, som de blev kaldt indholdet i vasken. Det gjaldt så både det lille og det store. Resultatet var at indholdet dukkede op hos naboen og at faldstammen blev tilstoppet. Og at vasken blev brugt som pissoir var ret almindeligt.

 

Store badedag

Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedelen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være at de tissede i vandet og det der var værre.

Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lus

Bagefter blev det kæmmet med tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

Fnat

Det var yderst uheldig, hvis skolelægen fandt ud af, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende. Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev først smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man skifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lopperedder

Mange lejligheder var rene lopperedder. Der var fugtigt og man havde ikke muligheder for udluftninger. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne blev skoldet. Dette kunne holde lopperne i skak, indtil de atter kravlevede gennem gulve, vægge og lofter.

 

Børn i renden

Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro Teglværk. Rygter vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Siden blev gravene fyldt med natrenovation.

 

Betjenten, der løb

Det var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen dengang i 1890erne. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til et hul på størrelse med selve Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene, så kunne der ske større og mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud af Jagtvejen, ja så løb de for at få det overstået. Når vinden havde en bestemt retning kunne det være en meget ubehagelig oplevelse.

 

Den uheldige betjent

Dengang havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være ud på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.

En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og så blev bundet dækket af tjære og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke orienteret om. Og efter en times hvil og frokost ville han rejse sig. Men han sad uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi asfalten og tjæren var smeltet.

 

Latrinære begivenheder

Med de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet. Man fik brug for lossepladser og det, der var endnu værre. Det Latrinære begivenheder.

Udførslen af byens natrenovation blev gjort af de berygtede natmænd og natvogne, eller om man vil, lokumstømningen. Det blev efterhånden et problem. Det gjaldt først og fremmest at få latrinen ført ud af byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde billig gødning.

 

Kontrakt med renovationsselskab

Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Københavns Renovationskompagni, om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter, Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger.

Ved Lersøen havde man også et større depot. Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden for fire år nedlægge de to nævnte depoter. Men det skete ikke.Lersø
– depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken blev ved. En af dansk sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets aftendufte.

I November 1890 kunne man i københavnske dagblade se følgende meddelelse:

• Gjødning til landet. Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanernes Spor i nærheden af Nørrebros station, en Strækning af omtrent et par Tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Enterprise.
• Til Transport af Gjødningen har Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der Lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise af en Kjøbenhavnsk Bødkerforretning. Det er da Meningen, at Gjødningsvognene pr. hestekraft skal transporteres fra Renovations-kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinie til Nørrebros Station for at indrangeres i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

DSB var tilfredse med de betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne og på Nørrebro var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne status.

Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor, men også som en holdeplads. Det blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev der også ansat en karl.

Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Gødning havde han jo lige ved hånden. Men det havde sikkert ikke været særlig behagelig at tage solbad herude. Den ejendommelig station åbnede den 1. februar 1891.

 

Eksplosion i sommervarmen

Latrinvognene var ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede dog ikke længe før beboerne bare ved synet, lærte at holde afstand.

Man havde en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. Både ved Lersøen, Nørrebro Station og en på en varm pinse eksploderede seks tønder inde på Hovedbanegården.

Desværre var vognene ikke altid lige tætte. Det betød, at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev Lersø – depotet nedlagt.

 

Lersø – bøller

Hvem var det, der kunne holde ud at bo i en evig stank, tæt ved losseplads og latrindepot.? Lersøen strakte sig i 1900 fra Lygten til Lyngbyvejen. Sø, det er nu så meget sagt. Man havde plantet store områder til med pil.

Lersø – bøllerne holdt til her. Det var vagabonder og andre der nød det frie liv. Storm P fik sine motiver herfra.

Forliste skæbner og tvivlsomme eksistenser opholdt sig her. De byggede blikskure og huler, hvor de kunne opholde sig. Også storbyens kriminelle, sprittere og voldsmænd søgte her til. Og de kunne ikke tåle, at se en politiuniform. De satte deres præg på området og spredte til tider skræk og angst.

På den nærliggende losseplads var der masser af ting, at hente. Gamle madrasser var der masser af. Måske indeholdt de dyr, men det så man stort på. Det var forbudt, at bruge åben ild, men også det så man stort på. Engang imellem måtte man kæmpe mod store fede rotter, der masede sig ind i hytterne.

Var det noget som Lersøens beboere hadede, ja så var det arbejde og regelmæssig erhverv. De småskillinger, som var nødvendig for at sikre sig det mest nødvendige kvantum af mad og brændevin fik man let ved at tigge eller true en enlig fodgænger, der så skulle ”købe sig fri” for overfald.

 

Karen Spidsmus

I sommermånederne holdt Karen Spidsmus til på Fælleden. Denne person ledede en bande, der overfaldt borgerskabet. Slagsmålet forekom ofte og trafik over Fælleden var særdeles farlig.

 

Fælled – Maja

Fælled – Maja var den mest berømte af dem alle sammen. Ofte gik hun rundt med Julius på Østerbro og Nørrebro for at tigge. Hun gik i meget spraglet tøj. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Han skulle også have underholdt hende. Og så var der fest i Lersøen.

De sociale myndigheder havde flere gange forsøgt at få hende tilbage til en normal tilværelse, men det lykkedes aldrig. Det lykkedes dog senere, at få en af kongerne derude fra omvendt. Han hed Jens Schmidt og arbejde for Blå Kors.

De rige damer holdt sig langt væk, når de så Maja. Hun kunne finde på, at råbe af dem. Når hun en sjælden gang var ædru kunne hun faktisk snakke ret så kultiveret.

Om vinteren boede Maja og hvis nok også Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri på Østerbro. I ledvogterhuset Holger Danskes Briller på Fælleden blev Maja og Julius vasket. Når Maja engang imellem var i detentionen, ja så hændte det ofte, at hun smed tøjet. I sin ungdom havde Maja Robinson været en meget flot pige.

Det var ikke altid let at være Maja. I Lersøen kæmpede man om hendes gunst. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

• Fælled – dronningen ”Maja Robinson” – slaaet fordærvet af sin kæreste.

Hvad der blev af Maja, er der ingen, der ved. Men i 1940erne kunne man se Julius i Fælledparken.

 

Trafikprop på Nørrebrogade

Bommene var nede 78 gange i løbet af et døgn på Nørrebrogade. Det standsede 361 biler og 18 motorcykler. Anden trafik interesserede åbenbart ikke DSB. Fodgængerne kunne bare gå over træbroen. Men hvad med sporvogne, hestevogne, trækvogne og cyklister.

Hvor mange gange mon der kom de såkaldte chokoladevogne forbi?

 

Chokolade

Det var noget uhyggeligt ved at møde de stinkende og raslende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede de endnu mere.

Natvogn var et fy – ord. Derfor blev de kaldt for chokolade – vogne. Farven var jo næsten identisk

 

Chokolade – fabrikken

På samme tid var der i Hørsholmgade en berømt chokoladefabrik, der hed Cloétta. Den lå, der hvor dansens Hus ligger.

En vittighed fra den tid, fortæller om en tysker, der ville se Københavns lyksaligheder. Han blev slæbt ud til Lersøen:

• Wass ist denn dass, spurgte tyskeren
• Schokoladewagen , blev der svaret
• Ach so, von Cloétta
• Nein von Closetta

Lorteøen

Efterhånden forsvandt lortet (latrinen) fra Nørrebro. Det blev kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager. Jernbanearbejderne fik to kroner mere i timen for at tømme disse chokoladevogne, som lugtede af alt andet end chokolade.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• Litteratur København ( under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Adskillige artikler under Nørrebro og Østerbro omfatter denne tid

Redigeret 9. – 03. – 2022

Invasionen var knap gået i gang, da Befrierne havde skudt tre Grænsegendarmer i Padborg. Det var lige før, at lægen, der ilede til hjælp også var blevet dræbt. Følg de dramatiske timer inden ambulancerne nåede frem efter fem timer.  Dette er Første del

 

Råb om hjælp

Det var den 9. april 1940. Klokken var ca. 4 om morgen. Dr. Lorenzens hund havde vækket ham Pludselig lidt senere lød lyden af 5 –  7 skud med regelmæssige korte mellemrum i retning mod Padborg. Man havde ventet, at de kom –  tyskerne. De aktive hjemmetyskere var samlet hos deres ledere, for at tage imod besætterne. Telefonen ringede. Der var skudt tre gendarmer, nede ved Viadukten. Lægen blev anmodet om hjælp med det samme. Bilen blev kørt ud af garagen.

 

De må ikke køre

Flyvemaskinerne kunne allerede høres. Dr. Lorenzen havde ikke nået lågen, før en tysk officer kom springende frem fra skyggen med en løftet revolver. Tre andre soldater kom hurtig frem med geværerne skudklar. Lorenzen sprang ud af bilen.

• Wass soll das bedeuten? Jeg er læge og kaldt til de sårede.
• Svaret fra den tyske officer:
• De må ikke køre, jeg må ikke lade nogen passere. .
• Selv om han fik historien gang på gang, var han ubøjelig.

Et par af de tyske soldater var i gang med at afvæbne andre gendarmer på vejen. De blev under bevogtning ført hen til vagtmesteren, senere til Rønsdam.

 

Morgenkaffe hos hjemmetyskere

Disse soldater var allerede kommet over grænsen kl. 3.30 af Nyhusvejen. I Rønsdam havde de fået kaffe hos en hjemmetysker. De ventede blot på startsignalet. De viste Dr. Lorenzen
en instruktion på dansk, hvor de påstod, at de kom for at beskytte Danmark og Norge imod en truende engelsk invasion. De kom efter aftale med den danske konge og Wermacht.

 

Skud høres fra Hokkerup

Nu hørtes også skud i retning af Hokkerup. Flyene drønede nu lavt ned over hustagene. Endelig fik Dr. Lorenzen lov til at køre. Men blot 200 meter længere henne blev han stoppet af en tysk panserbil. Den tvang lægen til at køre ned i en lav grøft. Fire mand sprang ud og truede med gevær. Også her måtte lægen snakke godt for sig, men tiden gik.

 

To sårede og en dræbt

Lige nord for Viadukten lå på højre fortov Overgendarm Birk med benene ud mod kørebanen. Han var bleg og lå fuldstændig stille. Et par dråber blod flød ud næsen, da lægen rejste ham lidt op.   Hans bil stod på det modsatte hjørne af vejkrydset. Nogle soldater stod omkring. Men andre gendarmer var ikke at se. Overgendarm Albertsen var bragt ned til Dr. Due. Overgendarm Hansen var i et hjem nogle hundrede meter længere op i gaden.

Da Dr. Lorentzen nåede hen til ham, så han ham afklædt i sengen med et skudsår i venstre side. Kuglen var gået ud gennem højre bryst.

Efter skuddet var han selv løbet hjem og var kommet i seng med hustruens hjælp. Han stønnede meget, og havde lidt et meget stort blodtab. Han var meget bleg.

 

Politiet skal være til stede

Dr. Lorentzen forbandt ham, og  gav ham smertestillende og stimulerende indsprøjtninger. Så skyndte han sig over til naboen, for at ringe efter ambulancen i Aabenraa.  Da han vendte sig om døde grænsegendarmen

En  tysk officer var meget ked af det, da det så ud som om, at det var det tyske militær, der havde skudt gendarmerne.

Pludselig sagde officeren: Det er ikke vores kaliber. Lorentzen kunne konstatere, at dette udsagn var rigtig. Han fik nu besked om, at fjerne liget.

• Nej sagde Lorentzen, Her i landet fjerner vi ikke lig, før politiet har været til stede.

Vil De så  ikke tilkalde politiet, fortsatte officeren. Han blev overtalt til selv sammen med en gendarm, der nu havde fået civilt tøj på for at hente politiassistent Petersen.

 

Hårdt kvæstet

I mellemtiden opsøgte Dr. Lorentzen, overgendarm Albertsen. Han lå i konsultationsværelset hos Dr. Due. Han var meget urolig og ikke ved fuld bevidsthed. En masse blod kastede
han op. En kugle var trængt ind gennem skulderen. Der blev ringet efter Falcks ambulance fra Sønderborg. Det var ikke sikkert, at ambulancen fra Aabenraa kunne nå frem. Der var som skrevet, hørt skydninger oppe nord fra.

Sammen med politiassistenten så  Lorentzen nu på Birk. Han blev bragt til sit hjem. Han havde et skud i underlivet. Desuden sad der et dræbende skud i hjertet.

Der kom stadig flere troppetransporter fra grænsen langs Oksevejen, mest maskingeværer og lette kampvogne og biler med infanteri. Det var dog endnu kun for-troppene. Flyene kredsede over byen.

 

Skudt på kort afstand

Politiassistenten foretog en afhøring af overgendarm Hansen, der stadig var ved bevidsthed, men meget svag. Han forklarede, at han og Albertsen
var kommet på vagt. De havde fået besked på at samles med de andre ved 8. afsnits kontor i Bov. Birk var kommet samtidig i sin vogn.  Alle tre havde deres geværer med.

Pludselig kom tre civilklædte unge personer, der talte tysk henimod dem. På gendarmernes spørgsmål, hvor de skulle hen, svarede de, at de skulle op på banegården. Pludselig trak de alle deres revolvere frem og skød på kort afstand mod gendarmerne.

Derpå tog alle tre flugten gennem Viadukten og er senere set flygte gennem Tværgade ned over Sportspladsen sydpå. Pludselig måtte afhøringen standses, da Hansen ikke kunne få vejret.

 

Ambulance nåede endelig frem

Da der stadig ikke var kommet nogen ambulance, gik Lorenzen over til lokomotivfører Lassens telefon. Her fandt han en kortklippet herre i skjorteærmer i færd med at ransage Lassens papirer. Han præsenterede sig som Braun. Gestapo var allerede i arbejde. Hr. og Fru Lassen var arresteret.

En ung mand var kommet ind for at afgive rapport om de sårede gendarmer, men blev tysset ned med en hovedbevægelse i retning mod Dr. Lorenzen. Braun havde forlangt, at Lorenzen
skulle føre telefonsamtalen på tysk.

Klokken 10 kom der endelig en ambulance fra Sønderborg. Bilen var blevet opholdt ved Hokkerup. Man havde først kørt en såret soldat til Flensborg, inden chaufføren var klar over, at han var kaldt til Padborg. 

Dr. Lorenzen ville ikke have, at de sårede blev indlagt på et tysk lazaret, så han tog med til Kruså, for at skaffe dem frit lejde til statshospitalet. Den kommanderende general gav straks ordre til fri passage.

• Selvfølgelig, vi kommer her som venner og beskyttere.

Vejen var stopfuld af tyske kolonner, men kort tid efter blev også overgendarm Albertsen afhentet af Falck.

 

Ingen klarede det

Begge sårede kom straks på operationsbordet. Men de indre organer havde taget så meget skade, at al lægeomsorg var forgæves. Dagen efter modtog Dr. Lorenzen det sørgelige budskab.

For de tre Grænsegendarmer som faldt på deres post, rejste befolkningen året efter en mindesten ved det sted, ugerningen havde fundet sted, med deres navne. Bagpå stenen står følgende:

• Pligttro I satte Livet til
• Med Eders Kald i Pagt
• Hav Tak fra Fædreland og Folk
• For trofast Grænsevagt.

Tyske agenter stod for nedskydningen

De tre civilklædte tyskere var tyske agenter fra Regiment Brandenburg. De var sendt til grænsen som en slags fortrop for at forhindre at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær.

Tyskerne havde angiveligt troet, at gendarmerne var i færd med at forberede sprængning af viadukten. Dette var dog ikke tilfældet, idet regeringen allerede den 8. april havde givet
Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, når tyskerne overskred grænsen.

De såkaldte befriere nedskød tre gendarmer inden invasionen for alvor gik i gang.

Kilde:

• Litteratur Padborg/Kruså/Bov
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil læse mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heriblandt 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov
• Dramaet ved viadukten endnu mere(2)
• Danske agenter var skyld i mordet ved viadukten 
• Gendarmstien
• Grænsen og dens bevogtere
• Bov Kommune – under besættelsen
• En Sønderjyde krydser sine spor
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Harreslev – dengang og mange flere 
• Se også Besættelsestiden (før/under/efter) (362 artikler)
  

Redigeret 20.-10. 2021

En af byens sønner blev gjort til syndebuk. Han blev udråbt som helt i russisk fangenskab. Besættelsesmagten ville ikke kendes ved ham. De brugte ham kun som trussel. Han blev ekskluderet af partiet. Modstandsbevægelsen forlangte dødsdom over ham. Han blev
beskyldt for at være dranker, og anbragt på sindssygehospital.  Hver gang vi bringer noget om denne person er der protester. De går enten ud på at alt hvad jeg skriver om ham, er løgn-eller at jeg helt skal undlade at skrive om ham.

 

Ikke en af byens bedste børn

Det er nok ikke alle af byens sønner, der er lige populære. Fritz Clausen (staves Frits)  hørte nok til denne kategori. Med den tyske besættelse var det måske
en chance for, at han kunne overtage magten i Danmark. Frits Clausen blev landsforræder og den mest foragtede mand i kongeriget.

Han var søn af en tysksindet isenkræmmer i det dengang preussiske Aabenraa. Faren døde dagen efter sin søns fødselsdag. Far havde en isenkræmmer . butik i Aabenraa. Og Frits blev ærkedansk.

 

Samme skole som Jens Møller

På skolen i klassen under Frits gik en person ved navn Jens Møller. Han blev senere  leder af de tyske mindretal og kæmpede lige som Frits om Hitlers gunst. I begyndelsen af besættelsestiden udspionerede Jens Møller systematisk dansksindede borgere, og indberettede tyskfjendtlige ytringer.

De to hadede  dog hinanden.  Ja de boede heller ikke langt fra hinanden.

 

En helterolle i Rusland

Under den første verdenskrig blev Frits, der var medicinstuderende indkaldt til den tyske hær. Han blev taget til fange af den russiske hær. Han havde en medfødt optimisme og et udpræget organisationstalent. I fangenskabet blev han snart sine kammeraters naturlige midtpunkt. Han sad i fangenskab i perioden 1915 – 1918.

Han havde et godt sprogøre og lærte sig russisk. Snart blev han valgt som fangernes talsmand over for ledelsen. Sammen med danskfødte kejserinde Dagmar
arbejdede han for at få overført sønderjyder til særlige lejre for venligsindede nationale mindretal.

Det lykkedes ham at få skabt en helterolle omkring sin egen indsats. Han sørgede for krigsfangers hjemsendelse via Finland til København.   Det lykkedes ham at flygte. Med skib kom han til København. Han gjorde sit lægestudie færdig og arbejde forgæves for at få grænsen lagt ved Dannevirke.

Han oplevede bolsjevikkernes vilkårlige vold. Dette gjorde ham til en fanatisk antikommunist.

 

Holdningen til grænsen

Op til 1920 agiterede han for en grænse ved Ejderen. Han var aktiv i den såkaldte Dannevirkebevægelse. Efter den 9. april 1940 kæmpede Det Tyske Mindretal med at få grænsen lagt ved Kongeåen.

Senere filosoferede han med, at

• grænsen mellem dansk og tysk i Slesvig gik igennem det enkelte menneske, da dansk og tysk er ikke modsætninger, men kun forskellige udtryksformer for de anlæg, der uløseligt er bundne til det blod, der har virket kulturfrembringende såvel i de tyske folkestammer som i de danske, skandinaviske og andre germanske stammer.

 

Efter “Genforeningen” nedsatte Fritz Clausen sig som læge i landsbyen Bovrup. Hurtig blev han samlingspunkt for byens lokale kulturliv. Han organiserede
foredrag, grundlagde en ungdomsforening og et sønderjysk landsdelsorkester. Det danske arbejde i grænselandet optog ham meget.

 

Konservativ

I 1923 – 24 var han praktiserende læge i Aabenraa og Bov. Derefter overtog han en lægepraksis i Bovrup.   Det var hans mor, der ejede huset. Han blev folketingskandidat for De Konservative. Men han kom i stigende grad på kant med partiet på grund af deres socialpolitik. Som læge oplevede han en udbredt nød hos de fattige. Ved et vælgermøde konstaterede han, at skulle arbejderne følge deres materielle interesser, burde de stemme socialdemokratisk.

Hans venner regnede med, at han ville trække sig ud af politik. Men han overraskede alle ved at melde sig ind i det danske naziparti.

I 1930 havde ritmester, spejderfører og campingudstyrsforhandler Cay Lembcke stiftet det danske naziparti DNSAP. Programmet var en afskrift direkte efter det tyske forbillede. Tilslutningen til partiet var dog ikke videre overvældende.

 

Kuppede sig til magten i DNSAP

I september 1930 voksede det tyske nationalistparti NSDAP til Tysklands næststørste parti. Det voksede fra 12 til 107 mandater.

På et møde i Sønderborg den 16. januar 1931 i Sønderborg var Frits Clausen en af tilhørerne. Det danske naziparti havde indkaldt til møde. Det endte i tumult. På en restaurant mødte Clausen, Cay Lembcke og blev bidt af partiet.

I 1932 reddede Fritz Clausen partiet fra total fiasko. Han var det eneste bud til at føre partiet videre. I 1933 overtog han partiet ved et kup. Således fik han luget
ud i partiprogrammet. Ud med lovpligtig gymnastikudøvelse og erhvervelse af kolonier.

Et problem for Clausen var et forbud som regeringen havde indført i 1933. Det var et forbud mod uniformerede korps. Uden uniformer var det svært at opnå den rette stemning til partimøder og offentlig møder.

 

Populær i Sønderjylland

I National – Socialisten den 6. november 1937 kunne man læse følgende:

• Efter at SA. Havde sunget: ”Rejs jer Arbejderfolk i Norden”, stod Føreren paa Talerstolen. Publikum rejste sig og Bifaldet syntes ingen Ende at tage.
• Føreren taler!
• Hærdebred stod han der som en sand Søn af den danske Muld. Det er ingen politisk Taskenspiller, vi her staar over for. Det er en Mand, hvis første Ungdomsaar prægedes af Livets Alvor, hvis hele Ungdom formørkedes af den store Krigs sorte Slagskygge.

Det var Frits Clausens popularitet i Sønderjylland, der var basis for erobringen af tre mandater ved folketingsvalget i 1939.

 

Blev ikke anerkendt af Besættelsesmagten

Flere af partiets medlemmer var overordentlig hjælpsomme over for den tyske besættelsesmagt med at finde vej, da de kom til landet i 1940. Ofte morede de tyske soldater sig over de danske nazister og deres mundering.

Frits Clausen regnede med at få overdraget regeringsmagten, da tyskerne besatte landet. I løbet af 1940 opstillede han utallige ministerlister. Tyskerne var dog ikke interesseret i at afbryde det gode samarbejde med den danske regering. Man fik heller aldrig tiltro til ham.

Til forskel fra norske Quisling manglede Frits Clausen også lederformat.

Han var overvægtig, drak for meget, var ubeslutsom og havde svært ved at styre sit temperament.  Man sagde, at det var derfor, at han blev smidt ud af De Konservative i Aabenraa.

Besættelsesmagten greb ikke ind, da dansk politi anholdt 260 nazistiske demonstranter under det såkaldte Spadeslag den 8. december 1940 i Haderslev.

 

Nordisk mytologi

Ved flere lejligheder vovede han sig frem som skønlitterær forfatter. En enkelt af disse hed Mod den nye Tid. Og han holdt også Nationalsocialistiske Digteraftener. På disse møder hyldede han den nordiske mytologi. Effekter fra den danske oldtid blev pludselig præsenteret. Brug af de historiske nationalsymboler var i sig selv et plagiat.

I 1939 var der nazistisk landsstævne i Kolding med en kæmpe tilslutning.

De tyske nazister svælgede i flere år i nationalhistoriske optog, afholdt tingspil og optrådte i nationaldragter.

Fra enkelte kredse hos besættelsesmagten havde han dog opbakning. Men i 1940 traf Hitler beslutningen at invadere Sovjetunionen. Danmark skulle bruges som storstilet leverandør af landbrugsvarer.

En nazistisk overtagelse af Danmark blev dermed udskudt.

 

Frits Clausen brugt som trussel

Men Hitler havde en kort overgang Frits Clausen i tankerne, da han blev fornærmet under den såkaldte Telegramkrise. Christian den Tiende havde svaret ultrakort på en fødselsdagslykønskning. Hitler var blevet fornærmet og en kort overgang ville han have haft Frits Clausen som regeringsleder.

Clausen blev dog kun brugt som en trussel. Hvis den danske regering ikke ville samarbejde, kunne man bare sætte ham på regeringsposten, som en slags marionetdukke. For egentlig regnede de ham ikke for noget.

Tyskerne modarbejde lejlighedsvis DNSAP’ s indflydelse. De ville hellere nyde godt af regeringens samarbejdspolitik.

Da Werner Best kom til Danmark, blev han spurgt om besættelsesmagten ville anerkende et evt. nederlag til DNSAP. Han trak på skuldrende og sagde lakonisk:

• Partiet må  klare sig selv

 

De store ville ikke møde ham

Men ellers ville Hitler ikke kendes ved ham. Dette var en stor skuffelse for Frits. Der kom  dog godt nok repræsentanter fra NSDAP
til DNSAP’ s landsstævner, men det var på et ikke særligt højt nivue.

Hverken Göring eller Hans Frank tog nogensinde kontakt til Frits Clausen under deres korte ophold i Danmark i slutning af 1930erne. Ja Frank
udtalte sig endda nedladende om det danske plagiat. Et ti minutters møde med Himmler blev det til i Kastrup Lufthavn.

 

Ballade i partiet

I besættelsestidens første år satsede partiet på at opnå hvervning  til Frikorps Danmark og en nazificering af korpset.

Frits måtte kæmpe mod interne brydninger og konkurrerende nazipartier. Eksklusioner hørte til dagens orden, hvis ikke medlemmerne selv meldte sig ud. I enkelte tilfælde blev der fabrikeret falske anklager mod politiske rivaler. Modsat blev folketingsmedlemmer bestukket til at bryde med DNSAP. Brydningerne førte til dannelse af andre partier.

Personer, der førte sig frem i partiet blev dukket.

Frits Clausen kom i opposition til SS. De ønskede lige som Det Tyske Mindretal, Danmark tilsluttet til et storgermansk rige efter krigen.

 

Sabotage mod sig selv

I 1942 foretog DNSAP en sabotageaktion mod partiets egne bygninger. Man ville give besættelsesmagten det indtryk, at det var modstandsbevægelsen, der stod bag. Det danske politi fik lov til at ransage DNSAP’ s kontorer. Mistanken blev ved aktionen styrket, at de selv stod bag.

 

Ekskluderet af partiet

Efter et elendigt valg i 1943 betegnede hans modstandere Frits som et alkoholiseret vrag. Han tog konsekvensen og meldte sig som frivillig militærlæge på østfronten. Som frontsoldat kunne han ikke bruges. Det havde han slet ikke fysik til.

Han kunne heller ikke her lade flasken stå. I Minsk havde han forulempet nogle sygeplejersker. Det var selveste Himmler, der pålagde ham absolut spiritusforbud.

SS forsøgte at skaffe den besværlige dansker af vejen ved at tvangsindlægge ham på et sindssygehospital. Angiveligt forsøgte Werner Best at forhindre at Clausen kom tilbage til Danmark igen.

Atter engang hjalp hans gode snakketøj ham. Det lykkedes ham, at blive udskrevet. Han tog til Danmark og afgav officielt sin lederpost til et førerråd. Onde
tunger påstod dog, at han blev tvunget til at afgive sit hverv. Året efter blev han ekskluderet af partiet.

 

Udstillet i medierne

Offentligheden ville gerne udstille ham som en latterlig figur. Følgende bemærkning kunne man læse om ham i Information den 24. juli 1944:

• Fritz Clausen, som nu hverken danskere eller Tyskere vil kendes ved, bor atter i sit Hus i Bovrup og kan hver Dag beses uden Entre, bl.a. paa Lugearbejde i sin Have. Der skal være Planer om at tilbyde ham Kontrakt paa Forevisning paa Dyrehavsbakken og paa Markeder.

En overgang arbejde han på en flisefabrik i Vejle, sammen med sin tidligere chauffør. Han bosatte sig atter i Bovrup, men var i resten af besættelsestiden bange for at blive likvideret af SS.

 

En skurk var fundet

Den 5. maj 1945 blev han anholdt af modstandsbevægelsen i sit hjem. Han havde ikke forsøgt at gemme sig, som en del af hans partimedlemmer. Modstandsbevægelsen skreg på hævn. Han var dømt på forhånd og passede fint ind i offerrollen. Glemt var folketingspolitikkernes samarbejdsvilje. Glemt var udleveringen af kommunisterne. Regeringen havde handlet under pres, hvilket førte til, at de ikke kunne gøres ansvarlig.

For en sikkerhedsskyld blev der nedsat kommissioner, der skulle finde ud af om, nogle kunne beskyldes for pligtforsømmelser. For alle tilfældes skyld. Konklusionen var klar fra starten. Der var ingen grund til tjenestemands – eller rigsretssager.

Nu var alle nazister landsforrædere, stikkere, mordere og tyskerhåndlangere. Frits Clausen måtte undgælde for alle grusomheder på en gang. En ny skurk var fundet.

Besættelsen var både en ulykke og en lykke for Fritz Clausen. Det sikrede ham en hvis politisk indflydelse, som han ellers ikke havde fået. Dette indebar dog ikke reel indflydelse. Han endte på det tabende parti. Derfor blev han en syndebuk.

 

Ramt af hjerteslag

Under sit to år lange fængselsophold nedskrev han sine erindringer og partihistorie. Med stor iver forberedte han sit til sit forsvar i retten. Men så langt kom det ikke. I 1947 faldt han om, ramt af et hjerteslag, uden at have haft lejlighed til at forsvare sig i retten.

 

Frits Clausen var ikke den eneste

Frits Clausen blev beskyldt for at ville opnå regeringsmagten ved tysk hjælp, hvervning til tysk krigstjeneste og for at drive antisemitisk agitation. Anklageren
og modstandsbevægelsen ønskede dødsstraf, men det er nok tvivlsomt, om det var blevet resultatet.

En række af rigets bedste mænd (Højgaard – kredsen) prøvede at få en ny regering også ved tilsidesættelse af parlamentarismen. De blev aldrig dømt. Landsforræderen Frits Clausen var langt fra den eneste.

 

250 til begravelsen

De fleste af hans kampfæller sad enten fængslet eller havde taget afstand fra ham. Men alligevel fulgte omkring 250 mennesker ham til graven på Aabenraa Kirkegård. De fleste var borgere fra Bovrup.

 

Bovrup – arkivet

DNSAP´s  arkiv, det såkaldte Bovrup –
arkiv blev også beslaglagt af modstandsbevægelsen. En del af kartoteket blev udgivet i 1946. Modstandsbevægelsen mente, at det var vigtigt, at den danske befolkning fik at vide, hvem der havde været medlem af nazipartiet. I alt blev 28.000 af arkivets 50.000 navne offentliggjort.

Årsagen til offentliggørelsen var skuffelse i modstandsbevægelsen over, at danske nazister ikke blevet straffet i den målestok, som modstandsbevægelsen ønskede.

 

Mange officerer i arkivet

Bogen med navnene blev efter offentliggørelsen forbudt af domstolene. Og det er stadig forbudt at offentliggøre medlemslisten. Men den kan dog stadig fås i forskellige udgaver.

Mange erhvervsledere meldte sig ind i partiet. Man havde dermed lettere adgang til at handle med Værnemagten. Også mange adelige meldte sig ind i partiet. Bemærkelsesværdigt er det, at så mange højtstående militærfolk, jurister, kunstnere og journalister var blandt medlemmerne.

Grunden til at så stor en del af de danske officerer sluttede sig til nazismen, kunne måske være den filosofi, at hvis man ikke kunne slå fjenden, så måtte man tilslutte sig den. Om det var landsforræderi afhang af, med hvilke øjne, man så på det.

Men nazismen vandt indpas i så godt som alle samfundslag i Danmark. Personer, der meldte sig ind i det nazistiske parti DNSAP efter besættelsen den 9. april 1940 betragtes som landsforrædere. Men man blev dog ikke dømt for det.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Diverse bæger fra Besættelsestiden
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler:
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

 

• Frits Clausen og danskheden
• Da Frits Clausen kom til middag 
• Frits Clausen – den tredje historie 
• Frits – som sprællemand med trillebør 
• Frits, Nazister og et kartotek 
• Bovrup – kartoteket 

 

Redigeret 11. – 01 – 2022

Brudegæsterne havde deres egen indgang. Bruden havde brudeskjold på. Der var begrænsninger på, hvor mange man måtte invitere. Og også  m.h.t. hvor mange gaver, man måtte få. Der blev også  forbudt at skyde. For at måtte giftes skulle man plante træer. Vi kigger også lidt på brudeskikke i Frøslev og på Rømø.

 

Brudedøren

Ved Højer Kirke er der en indgangsdør, der vender mod nord. Den kaldes Brudedøren. Engang blev den beslået med søm og forsynet med Højers og Frederikskogs våben. Ovenover står der på tysk:

• Stærkere end døden er kærligheden

Når der var bryllup med kirkelig vielse blev indgangen brugt for brudeparret og deres gæster. Brudens veninder havde forinden pyntet kirken med guirlander og blomster. Brudeparret sad nær ved alteret, bruden på nordsiden (kvindesiden), brudgommen på sydsiden. Over indgangen til brudeparrets siddepladser var anbragt en æresport af løv og blomster.

 

Tysk eller dansk

Sproget ved vielsen var bestemt af familien. Når vielsen blev foretaget på tysk, sang man Jesu geh`voran og So nimm denn meine Hände.

Forgik den på dansk, ja så  var salmerne, Det er så yndigt at følges ad og Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund.

Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om vielsestale på dansk.   Brudgommen ledsagede bruden. Der var pyntet med brudekrans og brudeslør ved hendes plads. Brudgommen hentede hende også der. I gammel tid bar bruden også en brudekrone.

 

Svært at få  dåbsattest

Dengang var en fødselsattest ikke let at fremskaffe, fordi kirkebøgerne blev mangelfuldt eller slet ikke registreret. I dåbs-registrene var kun anført dåbsdagen, ikke fødselsdagen og kun faderens navn. Modernes navn var ikke nævnt. Skulle man så skaffe en fødselsattest, ja så måtte man via rettens hjælp indkaldte vidner.

 

Skydning forbudt

Det var skik og brug at bruden kom til kirken med udslået hår med brudekrone og anden brudepynt. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange.

På grund af et sådant skyderi opstod der brand i Chresten Thygesens hus i Sønder Sejerslev. Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle afholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb, begravelser osv. Det samme gjaldt i forhold til bryllups – og dåbsgaver.

 

Begrænsning i hjælpere

Ved bryllupsmåltiderne kunne der kun tillades, at seks personer vartede op. Prædikanterne havde pligt til at oplæse og indprente menigheden om disse bekendtgørelser fra prædikestolen
to gange om året. Det skete anden adventssøndag og første Trinitatis – søndag. Når man anmeldte en kirkelig begivenhed blev man også oplyst om reglerne.

Og så kunne det faktisk betale sig at anmelde overskridelser, for eksempel hvis man ikke selv var inviteret med. Man fik nemlig så selv en tredjedel af bøden udbetalt.

 

Peter Beyer blev begavet

Peter Beyer i Skast holdt bryllup den 25. maj 1686. Han har nøje nedskrevet gaverne. Antallet af givere var 140, i rede penge fik han 409 ½ mk. Blandt gaverne var 29 sølvskeer og seks bryllupsbæger af sølv, af sølvtøj i alt 5 ½ pund. Dette kunne så regnes ud til en værdi af 673 mark.

 

Plant 25 træer

En ordning fra den tid var beplantning af bryllupstræer. Her var der også en forordning. De unge Folk skulle inden de måtte gifte sig:

• plante mindst 10 unge piletræer og 15 unge asketræer, eller betale 1 rthr i bøde for hvert manglende træ.

Der skulle føres omfattende bevis for, at det var sket. De forpligtede sig også til under samme bødeansvar at holde træerne ved lige herude vestpå. Problemet var bare, at der ikke var særlig meget læ. Ofte var der også hård vestenvind. Mange af disse træer er sikkert gået ud.

 

Brudeallé 

Ved østkysten var det lidt lettere. I Sønderskoven ved Sønderborg er der mange træer af usædvanlige arter. Der findes faktisk en allé, der kaldes Brudealléen eller Bryllupsalléen. I Nørreskoven findes der endnu brude bøge.

 

En invation fra 1767

Der var bestemte regler, der skulle overholdes. En invitation fra 1767 giver et godt indblik:

• Velværdige højtagtede hr. svoger og broder! Da jeg har besluttet mig til, om Gud vil, at indgå højtidelig forlovelse med hr. N.N.’ s steddatter jomfru N.N. Den sjette i den forestående måned oktober, hvilket er tirsdag efter 16. trinitatis – søndag, og derved ønsker at have den ære, at det ikke blot måtte ske i nærværelse af min hr. svoger samt hans hustru, min kære søster og hendes elskelige børn, men også, at det ville behage, broder selv at påtage sig umage og hverv som vidne ved denne handling, hvorved jeg må gøre opmærksom på, at man til denne ikke som vidne må komme i sort tøj, især da jeg og min kæreste vil bære kulørt klædning.

 

• Jeg beder altså  hjertelig om, at du vil forunde mig den ære og glæde at komme sammen med din familie til den tid og påtage dig det udbetalte hverv i min kærestes, hhv. hendes kære forældres hjem, og efter overstået handling vil takke med at anrette traktement og den hele opvartning. Vær da forsikret om, at dette for mig vil være anledning til stedse at forblive min hr. svogers og broders til tak forpligtede tjener.
• N. Nannsen Ved Åen.

 

Ballepunch i Frøslev

I Frøslev havde bruden i lang tid i forvejen syet udstyr. I brudgommens hjem blev der slagt og bagt. Og by-svenden, som var en ung mand fra nabolaget fik en lang liste over hvem der skulle
inviteres. Så han fik travlt.

En skaffer, to vinskænker og en masse opvartningspiger måtte fremskaffes. I Frøslev sørgede en kanon for, at alle vidste, at der var bryllup. Gæsterne blev placeret efter familie, stand og alder.  Kaffebordet bestod af masser af tort. Piberne blev stoppet og der blev serveret cigarer. Man drak vin til maden og senere ballepunch og små sorte.

 

Reddekonen på  Rømø 

På Rømø gik brudeparret i første omgang selv rundt og inviterede. En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Her skulle brudens undertøj samt andre ting fremvises. Og det var reddekonens ansvar, at alt var perfekt. Anledningen gav mange vittigheder.

 

Bryllup på Rømø – en hel uge

To dage før mødtes alle skænker og brudepiger. De fik en paraply og blev sendt ud med de officielle indbydelser. Skafferen bestemte, hvor gæsterne skulle sidde. Mødrene kom slet ikke med i kirken. De skulle tjekke , om alt foregik som det skulle i køkkenet. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl.

Ved middagen var der flæskeskiver. Dertil sovs og kartofler og masser af brændevin og snaps. Anden ret var vinsuppe og tvebakker. Et bryllup på Rømø kunne let tage en hel uge.

Kilde:

• Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder1.783 artikler. herunder 77 artikler fra Højer: 
• Højer Kirke

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
• Frøslev – dengang Sønderjyllands længste landsby 

 

• Under Sønderjylland (207 artikler) 
• Rømø  – en ø i Vadehavet (under Sønderjylland)
• Drikkeopskrifter i Sønderjylland
  

 

• Under Tønder (283 artikler) 
• Mad fra Tønder 
• Sønderjysk Kaffebord 
• Sønderjysk Kaffebord – 110 opskrifter fra Tønder

– Under Aabenraa (169 artikler)

• Bryllup i Varnæs

Redigeret 14. – 10. – 2021

 

Heksen fra Højer sank ikke. Der var masser af fremmede tropper i sognet. Man havde et Ligklæde – broderskab. En kop øl erstattede lægen. Så  var det godt man havde barberer og kirurger. Vi bringer opskrift på, hvordan man kurerer Malaria. En taxa – ordning i Højer fungerer allerede i 1705. En kvaksalver var skyld i dødsfald på en bager. Og så har der været bomber over Højer.

 

Hekse i Højer

Jo herude vest på har der også  været hekse. I slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet optrådte disse hekse i retslige dokumenter. Kiesten Jensen var en af disse. Hun havde åbenbart ikke haft et godt rygte. Beskyldningerne hobede sig op. Når nogen blev ramt af en ulykke, ja så samlede beskyldningerne sig op om denne heks. Den 3. september, 14. Trinitatis søndag 1648 kom sagen til behandling hos den forsamlede menighed i kirken. Det var Hans Asmussen, der frembragte sagen.

Otte dage efter kom sagen frem i Højer Birkeret. Og yderligere otte dage senere fortsatte sagen. En række vidner kunne dokumentere at Kiesten Jensen havde forudsagt forskellige ulykker.

 

Hun sank ikke

Den anklagede blev sat i fængsel, men nægtede sig skyldig. Ikke engang en tolvmands – ed, kunne hun skaffe. Også hendes familie nægtede at hjælpe hende. Amtmand Wolf Blome
lod hende føre til Tønder, hvor hun blev underkastet tortur to gange i et forsøg på at frembringe en tilståelse. Efter at have overstået disse pinsler begærede hun selv vandprøven. Ved en sådan prøve kunne man fastslå, om man var skyldig eller uskyldig. Den der sank til bunds, blev anset for at være uskyldig.

I amtmandens indberetning fremgik det, at hun da hun blev smidt i vandet flød ovenpå som et stykke træ. Amtmanden forsøgte at få hende til at bekende. Men hun nægtede og påstod, at hun var sunket til bunds. Amtmanden fik iværksat videre tortur, men fik nu sine betænkeligheder. Han sendte sagens agter til Gottorp.  Men hvad der egentlig skete med Højers heks, forbliver et mysterium.

 

Ingen heks

Hundrede år senere havde Anna Christens i Sønder Sejerslev beskyldt Andres Jensens kone i Gammelby for hekseri. Sagen kom for i Højer Herredsret. Det endte med, at Anna Carstens
offentlig i retten måtte tilbagekalde sine beskyldninger. Hun blev dømt til at betale 2 rthr. I bøde eller i mangel heraf at sidde i porthuset i to dage på vand og brød, samt betale alle sagens omkostninger.

 

Fremmede tropper i Højer

Hvem skulle tro, at der her i det fredelige Højer, har været fremmede tropper? Under trediveårskrigen skete det to gange, at fjendtlige tropper kom til sognet. I 1627 – 29 byggede kejserlige
tropper en skanse ved Rudbøl. De blev fordrevet af danske tropper under den engelske Morgan.  I 1643 – 45 besatte svenskerne Højer og oprettede en skanse ved Vidåens munding.

I 1660 forlod polsk – brandenborgske tropper byen og efterlod byen i nød og elendighed. I 1675 var der indkvartering af dragoner.

I 1677 måtte man finde sig i, at en fransk sørøver lå ud i Lister Dyb og kaprede skibe. Samme år kom to hollandske orlogsskibe fyldt med soldater. De truede med at udplyndre byen.

I 1864 havde Højer også indkvartering af østrigske og ungarske soldater. De havde rekvireret en masse både for at nå over til Sild. Men ude i Vadehavet lå danske kanonbåde for at tage imod dem.

På Højer kirketårn så man dengang fire flag, det østrigske, det preussiske, det tyske og det Slesvig-Holstenske.

Også under krigen 1914 – 18 havde Højer indkvartering.

 

Ligklæde – broderskab

Højer havde noget, som ikke ret mange byer havde. Man havde et Ligklæde – Broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af ligklæde og lig-båre m.m. gratis.

Den årlige forsamling var altid fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo.

Gildebrødrene bar kisten på skulderen ligesom ligbærere i gammel tid. Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Sparekassen. Herfra havde man besluttet at fremskaffe en ligvogn.

 

Kampen mellem Tønder og Højer

Tønder fik den 11. juni 1354 et privilegium. Det betød at indbyggere i de omkringliggende herreder herunder også Højer Herred ikke måtte handle og drive markeder uden for Tønder by. Ligeledes måtte der i hver sogn kun være én håndværker af hver slags. Inden for seks uger blev erhvervsdrivende i Højer Herred derfor nødt til at slå sig ned i Tønder. Det var det opblomstrende Højer, der voldte Tønder bekymringer.

Men i 1688 beklagede rådmændene sig over, at næsten enhver i Højer drev handel. Her var både bryggeri, vin – og øl-skænkning. Der var håndværker, der havde lærlinge. Og man forsynede Sild, Rømø og de omliggende øer med varer.

I længden vandt borgerne i Højer slaget mod Tønder. For den 16. marts 1689 blev der udsendt en kongelig forordning, hvorefter

• det blev de i Højer boende tilladt at åbne kramboder og værksteder, som byfoged Amthoni Dragman sammen med bykæmner Jakob Abell af egen autoritet for en tid havde forseglet, og der skal indtil Allerhøjstærede Kgl. Bestemmelse ikke lægges dem hindringer i vejen for deres hidtil udførte næring.

I 1706 fik man en foreløbig hertugelig koncession med frihed for håndværkere og købmænd til at nedsætte sig. Dette privilegium blev stadfæstet i 1736.

Men fra Tønders side fortsatte man med at chikanere de handlende og håndværkerne i Højer. Man mente ikke, at de handlende fra Højer måtte medvirke i markeder rundt omkring. De var ikke lavsberettiget, mente man i Tønder.

I 1838 besluttede man i Højer at slutte sig sammen i Et lav i Højer Flække.

 

Kniplinger i Højer

Ganske tidlig begyndte man også  at lave kniplinger i Højer. Det forsøgte de også at sætte sig imod i Tønder. Men det mente amtmand U.A. Holstein dog ikke kunne gøre skade, da kniplingshandelen var meget indbringende.

Men man skulle passe på, når man bar kniplinger. I en politiforordning af 27 september 1636 findes der forskrifter mod den overhåndtagende brug af kniplinger. Under afsnit 12 kan man
læse:

• Der findes i vore fyrstendømmer allehånde folk uden tjenesteforhold, såsom ugifte kniplerske, valkersker, malkepiger, vaskekoner og deslige, der under foregivende at ernære
  sig ved deres håndarbejde, nedsætter sig på egen hånd, som de siger. Til tider opholder de sig hos deres pårørende. Imidlertid fører de sig i den grad forargeligt frem i statelige kjoler, kammerdug, skærf og dyre og brede kniplinger, at de deri overgår formuende borgeres døtre. Derfor gives herved vorte amtmænd, landfogeder, borgmestre og byråd og enhver øvrighed alvorligt pålæg om at deslige ikke tolereres.

Omkring 1910 sendte Foreningen til tysk Kniplekunsts Fremme, Frk. Marie Hahn til Højer. Hun skulle ved undervisning og ved at etablere forbindelse til koner og piger på egnen, der endnu kniplede fremme den gamle industri. Hele 64 kniplerske arbejde efterhånden for Frk. Hahn. (se artiklen – kniplinger nord for Højer) 

 

To møller i Højer

I gamle dage var der to møller i sognet. Den ene lå i Gammel Frederikskog. Den var bygget i 1739 og var en grynmølle. Størstedelen af produktionen blev udført til Norge. Det var en hollandsk mølle. Den stod der i 1856, men året efter flyttede den til Højer, hvor den endnu står.

Den anden mølle, der tidligere stod nær ved stranden, var en stubmølle. Den nævnes allerede i 1500 – tallet. Det var en arvefæstemølle. Ligesom de fleste møller hørte også Højer Mølle til fyrstelige domæner og blev forpagtet på livstid.

 

Epidemier i Højer 

Indtil 1830 var der ingen læger eller apotek i Højer. Dette kunne være svært at undvære i forbindelse med epidemier. Således døde der i 1602, 11 personer af pest. Men det er vel ikke noget at regne med, for inde i Tønder døde 500. Men i tidens løb er flere blevet ofre for tyfus, strubehoste og kopper.

Skolemyndighederne lukkede den 24. september 1890 skolen. Den havde ved månedens slutning 30 syge skoleelever, ramt af tyfus I alt bukkede 6 beboere under for denne sygdom.

 

Ikke brug for lægen

I de små byer nedsatte lægerne sig sjældent dengang. Det fortælles at der i Tønder i 1650 var en læge, der hed John Stabäus. Han var byens eneste og første læge. Han beklagede sin nød til hertugen. Han kunne slet ikke ernære sin kone og sit barn. Beboerne ville hellere kureres af et kop øl. Denne praksis brugte min far også dengang vi var børn i Tønder. Han mente, at Doktor Jark ikke skulle belemres unødvendigt.

 

Gode recepter

Nu havde mine forældre ikke gamle lægebøger, de kunne slå op i. Men det var det andre, der havde. I disse kunne man finde recepter på alle mulige sygdomme hos dyr og mennesker. Her
kunne man også finde ud af, hvordan malaria kunne kureres.

Da landevejen mellem Højer og Ballum blev anlagt i 1883, kom der mange fremmede arbejdere. De led af denne sygdom. Det samme skete, da mange udlændinge var ansat ved dige-byggeri i 1859/1851. Men de har sikkert også slået op i de omtalte lægebøger. Her er to helbredelsesmetoder:

• Når et menneske har Feberen eller Kolden, skal man tage leveren af en muldvarp og gøre den til pulver. Den skal to gange indgives den syge i brændevin
• Når et menneske har Kolden eller Feberen skal han tage en halv skilling Skorpionolie, når Kolden vil komme.

Inden lægerne og apotekerne kom, kunne man gå til lægekyndige barberer og kirurger. De fandtes også i Tønder. Men det var en besværlig rejse hertil fra Højer.  I løbet af 1700 tallet kom disse også  til Højer.

 

Snød apotekeren?

Ja apoteker Andreas Lorentzen i Tønder var egentlig kun kirurg og ikke apoteker. Men han kunne dog bevise, at han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige som kirurg i både krig og fred. I Ostindien havde han været apoteker og kirurg for prinsen af Oranien.  Så kunne det være lige meget med en eksamen.

I en forordning fra 1741 blev der ellers bestemt, at enhver kirurg eller sårlæge skulle bestå en prøve på Anatomisk Kollegium i København eller en eksamen for embedslægen i nærværelse af to kirurger. Til prøven krævedes en fejlfri fremstilling af en række plastre og salver.

 

Kirurger og barberer

Kirurgen blev nødt til at notere legemsbeskadigelser, så øvrigheden og landsherren kunne udskrive bøder for voldshandlinger. To kirurger arbejdede i hele Højer Herred. Hen imod slutningen af 1700tallet blev kirurgernes virksomhed dog indskrænket mere og mere.

Man ville ikke antage nye. Fremover blev den som var berettiget til at være barber ikke berettiget til at foretage kirurgiske arbejder. Man måtte udelukkende beskæftige sig med barbering,
påsætning af igler og spanske fluer samt hvor der ikke findes nogen privilegeret sårlæge , åreladning og sårbehandling.

 

Endelig et apotek

Den første rigtige læge i Højer hed Peter Saxild. Han kom i 1833/34. Han endte som militærlæge på De Dansk Vestindiske Øer. På vejen hjem derfra døde han.

Siden 1841 har Højer haft et apotek. Men nu er det hvis kun en filial. En yngre købmand forhandlede en del medikamenter i Højer, med det satte fysikus Dircks i Tønder dog en stopper for.  Flere gange havde man forsøgt at få  et apotek til byen. I 1840 skrev læge Winding til kongen. Og endelig den 22 juni 1841 forelå der en tilladelse til, at der måtte oprettes et apotek. Privilegiet blev givet til apoteker Nagel. Et foreløbig apotek blev indrettet i Østerende 4. Det nye apotek (Nørregade 10) blev bygget i 1842.

 

En vanskelig vej til Tønder

I gammel tid var der et vadested over Sejersbækken syd for Højer i retning af Store Høvre. Et stykke syd for broen var der også et vadested. Disse steder var meget gamle. Det var de grusveje, der førte frem til dem også.

Gamle dokumenter vidner om, at vejen, der gik øst om Højer over Sejersbækken til Tønder blev kaldt Herredsvej eller Strandvej. Denne skabte også forbindelse til Emmerlev, Skast og Ballum.

En gang udbrød der en strid mellem Højer og Daler om Daler Sil i Højer Dæmningen. Det betød at Daler ikke mere ville stille strækninger til rådighed for en stendæmning. De lod den simpelthen bortgrave. Det betød at vejen til Tønder ikke rigtig kunne bruges. Men langt om længe, blev man enige.

Ofte var forbindelsen til Tønder dog oversvømmet. Landevejen blev først indviet i 1858.

I nordlig retning gik en vej fra Højer over Emmerlev til Ballum, Bredebro til Ribe. Men som følge af stormfloder eksisterer denne vej ikke mere. I 1883 blev landevejen fra Højer til Ballum anlagt og to år senere vejen fra Højer til Højer Sluse. Mod syd gik der en forbindelse over diget til Rudbøl.

Før denne tid var vejene næsten ufremkommeligt. Derfor foregik rejsen sædvanligvis med hest. Selvfølgelig brugte man også Æ Klugstag. Om vinteren måtte Pigstokken tages i brug.

 

Godt man havde båden

I Rudbøl var det ganske almindelig at bruge båd, når man skulle frem. Hver husejer havde gennemsnitlig to både. Med båden hentede man hø og tagrør i Gudskog. Man brugte også båden til at sejle gødning ud. Fra Rudbøl sejlede man også de døde til Den Hvide Bro, hvorefter liget blev ført til kirkegården i Højer på en vogn.

Engang havde man den såkaldte Højer Sti. Via den kunne man under gunstige vind og vejrforhold nå tørskoet til Sild.

 

En taxa – ordning fra 1705

Allerede i 1705 udstedte hertugen en forordning vedr. Fuhrrollen. Ja man kan rolig kalde det en slags Taxa – ordning. Her var der bestemte regler for hvor mange penge, man måtte tage for en tur. Man skulle sørge gode heste og vogne.

Var det gået over en time fra, at man havde bestilt en vogn, skulle vognmanden idømmes en bøde, såfremt han ikke var nået frem. For hvert kvarter som vognmanden var forsinket, blev der tildelt fire skilling i bøde. Dukkede vognmanden stadig ikke frem, havde man lov til at bestille den næste vognmand på listen.

I Højer fandtes der også en kørende post. I byen fandtes gennem uendelige tider en gade, der hed Postgade. Det skyldtes ikke, at der havde ligget et posthus her. Men Postholderiet holdt til her.

 

Posten i Højer

Fra 1789 gik der to gange om ugen kørende eller ridende post fra Tønder til Flensborg. Senere var der daglig forbindelse til Flensborg. Mellem Højer og Tønder var det kørende post hver dag efter 1865. Foruden postvognen kørte der en omnibus tre gange om ugen.

Siden 1850 har Højer haft egen postkontor med postmester og postinspektør. Den første postmester var apoteker Nagel.

I 1920 var der virkelig gang i posten i Højer. Der var ansat hele 16 personer. På Højer Slusestation blev der i sommersæsonen indrettet en filial.

 

Færgeforbindelsen til Sild

Men ellers måtte man tage færgen til Sild. I 1828 fortælles i en beretning fra Sild, at der har været færgeforbindelse fra Keitum. Nu lå færgepladsen ved Munkmarsk.  Anløbsstedet på fastlandet var Emmerlev, fordi der de sidste 30 år havde været for sumpet og blødt ved Højer. I vintermånederne anløb man dog Højer, da var der for farlig ved Emmerlev.

Ti år senere (1837) berettes der om to ugentlige forbindelser mellem Sild og Højer. Postdamperen Auguste fik senere navnet Kong Wilhelm den Første. Under treårskrigen blev damperen dog taget ud af drift og beslaglagt af Kaptajn Hammer. Den blev simpelthen brugt som krigsskib. Forbindelsen til Sild
blev så varetaget af et sejlskib.

Senere fulgte damperne Frisia, Freya og Vesterland. De kunne hver tage op mod 600 gæster ombord. På en sæson blev der befordret henimod 30.000 gæster.

Under gunstige vejforhold tog den 15 kilometer lange tur ca. halvanden til to timer. Men det kunne også  tage betydelig længere tid. Damperen Auguste Victoria sørgede for badegæsternes bagage.

 

Vadehavets luner

I 1855 blev Sild færge og postvæsen et statslig anliggende.

Om vinteren kunne trafikken på  Vadehavet være særdeles vanskelig. Så foregik befordringen med isbåd eller ved hjælp af lokale, der kendte Vadehavets luner. Mange besætningsmedlemmer har mistet livet under post og passagerbefordringen.

En af de mest berømte kaptajner på linjen var Thomas Selmer. Det var ham, der vandt et væddemål på, at han kunne sejle et større skib helt ind til Tønder.  Jo og han er i familie med den berømte trælast – handler familie i Tønder.

Der hvor Hotel Sylt lå, lå der i hvert fald i 1867 et gæstgiveri, der blev betegnet som Færgehus. Her måtte de rejsende ofte vente i timevis, ja nogle gange i dagevis for at vind og vejr ville tillade en overfart. Dette gæstgiveri var fortsat det færgehus, hvorfra færge og postskib afgik til Sild indtil ind-digningen af Ny Frederikskog i 1861. Måske har det været afskibningssted
helt fra ind-digningen af Højer Kog i 1554/55.

 

Kystmilitsen

Under krigen mod englænderne var alle mænd mellem 20 og 50 år i Højer Sogn tilknyttet Kystmilitsen. Man mente dog at både at Daler, Møgeltønder, Schackenborg, Trøjborg og Tønder
burde stille med et landværn for at afværge den fælles fare.

I maj 1809 forsøgte besætningen fra to engelske krigsskibe at gå i land på Sild men blev afvist af den stedlige kystmilits. Derfor sendte regeringen samme år flere kanonbåde til beskyttelse af denne kyststrækning. Desuden blev der sendt 92 slesvigske jægersoldater til området.

Et vagtskib bevæbnet med kanoner lå i Vidåens munding. Signalstager med tjære og trantønder blev opsat på forskellige højdepunkter. I Højer blev der indrettet vagtstuer og eksercerpladser. I Højer, Toftum og Skast blev der støbt kugler.

Helt så travlt fik man dog ikke. Måske lige bortset fra Højer. Har kom ofte fredelige skibe fra England for at aflevere tilfangetagne danske søfolk fra kaprede danske skibe. Disse blev modtaget af Kystmilitsen og bragt til Tønder. Ofte var det temmelig mange på en gang.

Efter fredsslutningen blev de udleverede våben samlet ind. Nogle spyd som også var blevet udleveret havde man åbenbart glemt. De lå i mange år på kirkeloftet i Højer og blev først fjernet i 1848 – 51.

 

Mange omkomne på søen

Mange søfolk fra Højer er omkommet i Vadehavet og på verdens have. Den 18. oktober 1834 druknede fem personer, da de ville redde kreaturer på Jordsand i forbindelse meden stormflod.

Den 29. december 1836 druknede bådsmand Johann P. Jansen og hans søn, da de ville sejle rejsende til Sild. Da de næsten var ved målet, kæntrede båden i en heftig storm.

Rådmand Ehm Bossens familie blev særlig hårdt ramt. De døde alle sammen i det fremmede:

• Boh, den næstældste, faldt over bord mellem Frankrig og England
• Store Hans fik begge ben skudt af i den venetianske golf
• Ehm døde i Ostindien
• Lille Hans døde i Genua
• Den miderste, Per døde i Amsterdam. Han sejlede som styrmand på et brandenborgsk skib.
• Den yngste, Peder døde i Vestindien

 

Kvaksalver var skyld i dødsfald

Kvaksalvere har det også været i sognet. En bager, Christian Sibber Feddersen døde således i en alder af 38 år, da en kvaksalver hældte en væske i øret for at kurere hans døvhed. Det var en omstrejfende suspenderet soldat, der havde foretaget helbredelsen. Den afdøde bager var i familie med den berømte frisiske digter Theodor Storm.

 

Bomber over Højer

Ja og hvem skulle tro, at Højer under første verdenskrig var blevet bombet. Det var lørdag morgen den 25. marts 1916, at en engelsk flyver kom ind over Højer fra Vesterhavet. Den fortsatte i sydlig retning. Måske havde man planlagt et angreb mod zeppelinerne i Tønder.  Et kraftig snevejr har sikkert forvirret piloten. For i stedet for at fortsætte øst over drejede flyet mod syd.

Ved Otto Feddersens gård stod ladeportene åbne. Her smed flyet en bombe. Den landede på en mark og efterlod et to meter dyb og fem meter bredt krater. Noget længere sydpå, i nærheden af Poppenbøl kastede den så to bomber. På en markvej var netop fire køretøjer på vej. Måske havde flyveren troet, at det var en ammunitions – eller proviantkolonne.  Kuskene var russiske krigsfangere. De kastede sig ned på jorden og lod hestene løbe.

Senere kom der nok et fly. De ombordværende blev senere taget til fange på Vadehavet ved Sild.

Jo, dagliglivet i Højer var skam ikke kedeligt.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:–

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  77 artikler fra Højer: 
• Anekdoter fra Højer
• Den mærkelige læge fra Højer
• Dengang i Højer
• Højers historie
• Vadehavet ved Højer
• Rudbøls historie
• Højer – før i tiden
• Heltene i Vadehavet
• og en masse andre artikler.
  

Redigeret 14.10.2021

Læs om de store stormfloder i 1362,1532, 1593 og 1634. Beboere skrev om hjælp hos Hertugen. Saltvand ødelagde konstant jordene. Hertugen brugte ”spade – landsretten”. 500 mennesker i livsfare ved Højer Sluse. Over 6.000 mennesker druknet på Strand. 19 dige-arbejdere druknet ved Rejsby. Masser af problemer i kogene.

 

Minder om stormflod

Os, der er vokset op langs vestkysten kender udmærket til problemerne med stormflod. Som Walkie Talkie nørd blev vi engang kaldt ind for at hjælpe. Telegraftroppernes radionet brød sammen. Onkel Pulle havde sit ulovlige materiel koblet til hos politiet i Tønder.  Vi kan også huske Radio Syds ekstraudsendelser.

Og stærk i erindringen står også  en episode, hvor store dele af Tønders befolkning skulle evakueres. Jeg befandt mig dengang i Aabenraa. Jeg ringede hjem. Min mor var overhovedet ikke klar til at blive evakueret.

• Vinden har vendt sig. Jeg har kigget på Dres vejrhane. Så det med evakuering kan de godt spare sig.

Dres boede skråt over for. Han havde en lillebil – forretning på Lærkevej, og havde påmonteret en vejrhane på skorstenen. Hun havde lært nået, at hendes far. Han kunne se på skyernes sammensætning, hvornår der var optræk til noget alvorligt. Ofte arbejdede min morfar (Opa) som fungerende slusemester ved Højer.

 

Hvor rammer stormfloden?

Stormfloderne i Nordsøen rammer især de lavvandede områder i Vadehavet, Tyske Bugt og langs den hollandske kyst, dvs. Nordsøens sydøstligste hjørne. Dette skyldes, at de kraftigste storme har vindretninger mellem vest og nord.

 

Stormvejr i Ny Frederikskog

To gange har jeg oplevet aftener, hvor der var optræk til stormflod siddende under stearinlys og lyttende til Blåvands Radio på en transistorradio ude i Ny Frederikskog. Det var som om, at min Opa havde styr på situationen. Han var også altid meget påpasselig med at fortælle, hvornår der var ebbe og flod, når vi bevægede os ud over den gamle dige – ud på forlandet.

En meget berømt roman fra den nordtyske vestkyst omhandler også det med skyer og stormflod. Her kender enhver Der Schimmelreiter.  Skrevet af Theodor Storm fra Husum.

 

Langt fra Højer til København

I København hvor de politiske beslutninger blev taget, havde man ikke den store forståelse for borgernes frygt ved Vadehavet. Det varede uhyggelige mange år, inden den fremskudte dige blev bygget. Politikerne kunne godt have kigget efter i historiebøger. Katastrofer havde der været mange af.

 

Gamle kort fortæller historie

På de ældste kort fra Sønderjyllands syd-vestligste egne findes der navne på byer, skove og kirker, som ikke længere eksisterer. Vaderne har engang været beboet land. Vilde dyr har også levet her. Der er fundet hjortegevirer og vildsvinetænder. Går vi tilbage i krønikerne nord og syd for grænsen, fortæller de om alle de ulykker, stormfloderne har anrettet.

 

Januar – floden 1362

Januar – floden 1362 bar store isflager og isbjerge ind over landet. Kronikører fra dengang beretter om 200.000 druknede mellem Elben og Kongeåen. Biskoppen i Ribe mistede 50 kirker her på vestkysten. Men disse tal er nok overdrevne.

Selv om gårdene lå på værfter var man ikke i sikkerhed. Mange huse blev revet bort. Det var også her at Vester Anflod Kirke, der lå på et stort værft, blev revet bort. Den sagnomspunden handelsby Rungholt blev også havets bytte under denne stormflod.

 

Dæmninger skyllet væk 

I omtrent 200 år måtte området undvære diger. Der kendes store stormfloder fra årene 1511, 1513 og 1532.

Dæmningen fra Rudbøl til Kehrewieder blev skyllet væk i 1511. Efter at have arbejdet med en ny dæmning, blev denne også skyllet væk i 1513.

 

Tønder – under vand

Omtrent tyve år senere, natten mellem den 1. og  2. november 1532 fremkaldte en storm fra sydvest, efter en forudgående total måneformørkelse en af de højeste stormfloder, man nogensinde har set. Man kaldte den for Allehelgens-floden. I Ejderstedt druknede 1.100 mennesker, på Nordstrand 1.500.

I Tønder stod vandet tre alen højt om Laurentiuskirken. Længe mindede en streg på kirkemuren om begivenheden. Da vinden havde lagt sig, blev der meget stille. Ved denne begivenhed bad Peter Hinriksen i Møgeltønder. Sådan siger den mundtlige beretning. Efter bønnen sank vandet. Peter Hinriksen blev 127 år. I Møgeltønder Kirke kan man se et maleri om denne begivenhed.

 

Julefloden 1593

I 1593 berettes igen om en stor stormflod. Det var en juleflod. Floden forårsagede store ødelæggelser i de lave områder i Viddingherred, Gudskog og omkring Højer og Tønder.  I Viddingherred druknede 96 mennesker. I Rickelsbøl Sogn ødelagde floden den nye kirkegårdsmur og blottede henimod 30 kister.

Diget fra Højer over Rudbøl til Grelsbøl blev gennembrudt. I Rudbøl blev det gennembrudt ved slusen. Ved Højerdiget opstod der så store huller, at to store skibe blev drevet trekvart
mil ind i marsken.

 

Vand til Tønder Slots vinduer

Den 1. november 1615 brød floden uventet ind. 280 mennesker druknede. I Tønder stod vandet så højt, at man kunne sejle i gaderne ved Torvet. På Tønder Slot nåede vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport stod vandet tre alen højt.

 

Oktober – floden 1634

Endnu værre var oktober-floden 1634. Det var natten mellem den 11. og 12. oktober. Indtil om eftermiddagen havde vejret været godt. En storm havde rejst sig fra sydvest. Om aftenen
sprang vinden om i nordvest og voksede til en regulær orkan. Den frygtelige flod spredte elendighed over vestkysten.

De frygtelige elementer omringede boligerne. Hvert øjeblik kunne vandet stige. Taget kunne rives af. Ved sådanne natlige stormfloder var enhver flugt umulig.  Højer Kog og hele den lave del af sognet stod under vand.

I Rudbøl var diget så beskadiget, at det ikke mere blev genopført. Der måtte bygges et nyt længere mod øst. De truede huse var prisgivet havet.

Præstegården i Højer mistede 23 demant land. I Tønder stod vandet halvanden alen høj. På bymarken druknede en masse kvæg.

I Ribe Domkirke stod vandet højt på gulvet. På en af domkirkens mure er højvandet markeret.

 

Mange druknede

Præsten i Døstrup kunne fortælle:

• Om natten mellem den 11. og 12. oktober var en skrækkelig stor vandflod, som kom meget hastelig om midnats tider på os og druknede mange mennesker af omliggende sogne.

På kirkegården begravede præsten 19 mennesker. I hans præstegård var der heller ikke for hyggelig. Han fortalte, at

–Vandet stod mindst to alen i mit hus i alle stuer, bås og lader.

Præsten i Skærbæk måtte begrave 44 mennesker fra Misthusum. Hele byen var skyllet bort. I Brøns Sogn druknede 21 mennesker. I Rejsby Sogn 50, og i Vester Vedsted 22.

Lidt længere nordpå i Farup Sogn mellem Nipsåens og Kongeåens udløb druknede 295 mennesker.

 

Strand– forsvundet

Værst gik det dog ud over den flade ø, Strand og de u-inddigede småøer Halligerne nord for Ejdersted. Den blev totalt overskyllet. Med beboerne på Halligerne omkom 6.400 mennesker. 26 kirker forsvandt eller blev hårdt beskadiget. Kun tre af kirkerne blev repareret og igen taget i brug.

Vandet stod ind af 44 huller i digerne. 30 møller, 50.000 dyr og 1.300 huse blev havets bytte.  Det nøjagtige tal på katastrofens omfang kendes ikke.

 

Brev til Hertugen

Nøden var stor efter denne stormflod. Befolkningen sendte et brev til Hertug Frederik på Gottorp:

• Deres Højhed, Højvelbårne Fyrste, Nådige Herre. Det er uden tvivl underdanigst blevet meddelt Deres Fyrstelige Nåde, i hvor høj grad de omliggende marskkroge i Tønder Amt har lidt under den sidste store, skrækkelige vandflod, hvorved diger og dæmninger er blevet ødelagt, mange veje bortskyllet. Der er sket så mange skader, at det er en ynk. Blandt andet er Tønder Kogs gamle dige mellem Højer og Rudbøl, som hidtil har været i god stand, nu på flere steder ødelagt og revet op. Vi arme folk, som længe har boet i læ af diget, har derved lidt stor skade, og vort landbrug er ødelagt af slik og sand. Hvis ikke snart digerne snart bliver gjort i stand, vil vi i fremtiden ikke kunne så så meget som en håndfuld korn og vi vil derved være afskåret fra vor næring og al velfærd hvad Gud i sin godhed forhindre.

 

• Derfor sender vi i Guds navn vor allerunderdanigste bøn til Deres Fyrstelige Nåde, at Deres Fyrstelige Nåde allernådigst alvorligt vil påbyde samtlige dige-fogeder og dige-dommere samt alle jordejere i den gamle Tønder Kog, at de straks og ufortøvet og uden nogen forsinkelse ved påskud eller udflugter, med 500 thr. I bøde og straf på liv og gods til de forsømmelige, først lader de omtalte veler mellem Højer og Rudbøl opfylde i henhold til spadelandsrettens og kogens bestemmelser, og at derefter enhver jordejer i samme kog genopbygger sin andel af diget samme sted, hvor der før har stået, forstærker det med gode, lange pæle og siden holder det i god stand, så vi, Deres fyrstelige nådes arme, elendige, sorgfulde undersåtter igen kan opretholde vor næring og få vort daglige brød osv.

 

• Deres Fyrstelige Nådes underdanige
  og lydige indbyggere ved havdiget i Rudbøl og ved Gaden.

 

Spadelandsret

Hertugen besøgte egnen og satte forskellige ting i værk. Han gjorde brug af den ældgamle spadelandsret. Den siger ganske enkelt.

• Den som ikke vil dige – må vige.

Det betød, at den, som ikke ville bevare
og beskytte sit land, havde fortabt retten til det. Den som tog spaden
op og gik i gang, vandt retten til landet.

 

Mange stormfloder

I 1660 brød vandet igennem ved Højers havdige. Vandet havde lavet 9 – 10 alen store huller. Ifølge lokale arkiver kom der ingen hjælp. Landbruget måtte overlades til fremmede, som derefter satte digerne i stand.  I den gamle kirkebog i Højer kan man læse følgende:

• Tirsdag før pinse, den 14. maj 1678, har vandet under en stormflod stået så  højt i havet, at der er sket store skader på  tre sluser.
• Natten før 2. juledag 1681 har der været et meget slemt uvejr, hvorved havets bølger anrettede store skader på vore diger.
• Mandag efter 23. søndag efter trinitatis, den 20. november 1682, har der været en meget stor flod, hvorved vore diger og dæmninger har lidt stor skade.

Endvidere har der omkring Mikkelsdag i årene 1698 og 1700 været store ind – og gennembrud i Højers Havdige. Dige-skaderne blev udbedret for en sum af 1.300 mark. Men pengene gik tabt ved nye indbrud i 1701.

• Desuden har vi ikke set os i stand til i to år at avle græs eller korn og har derfor måttet bringe vort hornkvæg til græsning andre steder.

Problemerne ved de talrige gennembrud var også, at saltvand ødelagde landbrugsjorden.

 

Julefloden 1717

Julefloden 1717, samt stormfloderne de følgende år skabte nød og elendighed. Allerede nogle dage før jul i 1717 havde der været en vedholdende blæst fra sydvest. Men den 24. december satte det i med voldsom regn, der varede fra klokken 9 til 14, mens det blæste heftigt.  Det var højvande klokken 20. men da det ikke var særlig højt, følte man sig sikker. Klokken 2 om natten skulle det være lavvande.

Men pludselig kom havet tilbage med sådan en kraft, som man aldrig havde oplevet. Vinden sprang fra sydvest til nordvest. Det blev til en frygtelig og vedholdene storm. Allerede klokken 3 stod markerne under vand.

 

Jorde ødelagt af salt

Man havde knap udbedret disse skader, da en is-flod opstod den 25. februar 1718. Alt land var fyldt af havvand og isen lå hist og her over to meter højt.

Den 31. december 1720 trængte en stormflod der var en til to meter højere end den i 1717 over landet.

I 1721 klager beboerne i Rudbøl over den krigsskat, som de skal betale. De pointerer at deres jorde er ødelagt af saltvand. Desuden er dele af sognet konstant under vand. Frederikskogs
mellem-dige var blevet helt ødelagt. Risikoen for, at der ville trænge mere saltvand til Rudbøl, var stor.

 

Problemer ved Emmerlev

En stormflod den 11. september 1751 anrettede store ulykker. Denne gang trængte vandet ind mellem Højer og Emmerlev. Tidligere havde en række sandklitter dannet et naturligt værn. Men i tidens løb, var det blevet gennembrudt.

Hele Højer Kog blev oversvømmet. Vandet havde været oppe i to alens højde.

Den 20. januar 1756 trængte havet atter ind mellem Højer og Emmerlev. Højer og Møgeltønder Kog blev oversvømmet. Højer Kogs havdige var i fare.

 

Et skib oven på diget

Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 opstod der en storm fra sydvest. Den drejede om i nord. Resultatet blev en meget stor stormflod. Også dengang opstod der brud mellem Højer og Emmerlev. De højeste dele af Højer, Emmerlev, Skast og Ballum Sogne lå som øer helt omgivet af vand. I Mjolden druknede tre. I Præstegården stod vandet så højt, at pastor Kochs
datter, som dengang var otte år, sejlede omkring i stuen i hendes seng. Familien søgte tilflugt på loftet.

Dagen efter kunne man konstatere, at diget fra Højer til Rudbøl havde lidt stor skade. En reparation ville koste 5 – 6.000 rthr.

Vandet var steget så højt, at det var gået over diget. Ved Rudbølkogs nordre sluse var et stort skib kommet til at sidde oven på diget.

Et mindre skib var slået i stykker. Floden havde skyllet en del af Emmerlev Klev væk. Et par landejendomme var derved kommet så tæt på skrænten, at de måtte nedrives. Flere gode landejendomme havde fået deres marker dækket af så meget sand og grus, at man tvivlede på, at der nogensinde igen kunne dyrkes noget på markerne.

 

Store ødelæggelser

I Rudbølkog druknede 100 får. I Højer blev to huse ødelagt af floden. Den ene var Fattighuset. For at redde de fattige og de gamle, der boede der, måtte man ride derhen. Flere plankeværker og porte var ødelagt i Højer. Mange møbler og redskaber var ødelagt og skyllet væk. Vandet var trængt ind i mange huse.

I hele den vestlige del af Højer var brøndene fyldt med saltvand.

På Kiers Gård havde man lukket alle udvendige døre for at der ikke skulle trænge vand ind. Men indgangsdøren var blevet knust og vandet trængte ind i gården.

I et hus, hvor der boede en højgravid kvinde, løb vandet også ind og ødelagde meget. Kvinden fødte næste dag, men mistede sin forstand.

I Randerup omkom tre mennesker. Længere mod syd var ødelæggelserne katastrofale. Præsten Biernatzki har skildret katastrofen i en novelle, der hedder Die Hallig. Han fortæller om en kvinde, som af bølgerne føres på en høstak til det fjerneste værft. Undervejs bragtes en datter til verden.

 

Frederik den Sjette på  besøg 

Saltvandet anrettede betydelige skader. Men det var også skyld i sygdomme og dødsfald. I 1825 døde 38 og i 1826 var dødsfaldet oppe på 51 i sognet.

I sommeren 1825 besøgte Kong Frederik den Sjette de hjemsøgte egne. Han landede på den gamle ladeplads. En mindesten blev opsat på diget bag ved Hotel Sylt. Den er dog senere blevet flyttet. Han måtte selv søge tilflugt på Hooge, efter en sommerstormflod.

For at vandet ikke mere skulle løbe ind i Højer Kog, blev der anlagt et dige, som man kaldte Snuromdige. En stormflod omtales også i 1881

 

Kritisk situation ved Højer Sluse

Den 5. – 6. november 1911 ramte en ny stormflod vestkysten. Bølgerne nåede helt op på kronen af det høje stærke Frederikskog – dige. Situationen ved Højer Sluse var meget kritisk. To løsrevne både blev kastet ind mod diget syd for slusen og lavet huller i det. Snart var hullerne vældig store. Det var kun et spørgsmål om tid, inden vandet ville fosse igennem.

 

Havdiget holdt

Fra Tønder kom et tog med sandsække som blev lagt i hullerne. Det var et meget vanskeligt arbejde. To broer og flere bygninger ved slusen blev ødelagt. Fra Halligerne flød en masse vraggods i land. Og det lave dige mellem Højer og Emmerlev kunne ikke holde stand. Det blev gennembrudt og vandet nåede helt ind til den højtliggende landevej mellem Højer og Ballum. Redningsbåden fra List bjergede to personer fra en Østersø – kutter.

En båd fra Munkmarsk bjergede en meget forkommen fisker, skipperen var druknet.

Ved Højer Sluse stod vandet natten til mandag 6,60 meter over normal nul. I 1881 var den på 6,30 meter. Havde havdiget ved Frederikskog ikke været så stærk, havde det fået katastrofale følger.

 

Problemer for ”Badedamperne” 

En stærk sydvestenvind drev den 30. august 1923 vandmasserne ind mod kysten. Henimod kl. 16 tiltog vinden i fuld styrke og voksede mellem kl. 17 og 18 til en brølende orkan.  Klokken 14 var badedamperen gået planmæssigt ud fra Munkmarsk. Da var havet endnu roligt. Henimod kl. 16 ankom den i storm til Højer. Det var damperen Freya.
Det lykkedes med stort besvær at lægge til. Men de stærke fortøjningspæle knækkede som rådne lægter. Damperen gik ind over anlægsbroen, der allerede stod under vand, og drev nordpå knap 100 meter fra diget. Det var ikke muligt for kaptajn Christiansen at landsætte passagerer. Han stak derfor atter til søs.

De badegæster , der var ankommet med toget til Højer kl. 14.30 gik om bord i den anden damper Frisia. Det viste sig dog snart, at den ikke kunne komme afsted. Her var det umuligt at landsætte passagererne. De stakkels passagerer måtte tilbringe natten om bord på damperen. Først næste morgen kunne den afgå.

 

Masser af vraggods

Mange fiskebåde og tre motorbåde lå  ved foden af diget. Det samme gjaldt flere pramme fra dige-byggeriet ved Klangsbøl. En masse vraggods lå overalt. Inde i Højer var en masse huse blevet ødelagt. Diget holdt og slusens stormporte var blevet lukket i tide.

 

Freya lå ved Jordsand

Damperen Freya som havde måttet tilbringe hele natten på det åbne hav Den ankom igen om morgenen  til Højer Sluse efter en hård og farefuld sejlads. Der var 250 passagerer om bord,
deriblandt 40 børn. Damperen havde kastet anker bag Jordsand, hvor den lå om natten.

 

19 digearbejdere omkom

Ved Rejsby var 19 dige-arbejdere omkommet. De var i gang med at bygge Christian den Tiendes dige fra Vester Vedsted og syd på. Da stormen kom, standsede arbejdet ved gravemaskinen. Arbejderne søgte hen til deres træbarakker. De lave bygninger ramlede dog snart sammen. Man forsøgte at lave nogle flåder, men de 19 mand nåede aldrig land.

Efter at diget var færdig, blev der i juni 1925 afsløret en mindesten for de 19, der omkom under stormfloden. I sin tale sagde amtmand, lensgreve O.D. Schack:

• Hvorfor skulle denne storm slippes løs på en årstid, hvor den ellers er bunden. Hvorfor skulle havet stik mod al beregning stige højere og højere efter flodtid, for at narre og fange mennesker? Var det ikke, som om døden, som i middelalderens dødedans, havde fået skikkelse og vilje, var kommet ridende ind med stormens kast på de frådende bølger for at fange sit bytte. Hvem kan give svaret. Ikke den grå himmel over det salte vand, der langsomt siver tilbage til havet igen og efterlader ødelæggelser i sit spor. 

 

Katastrofe i Holland

Et digebrud i Holland den 1. februar 1953 forårsagede 2.000 døde. Ved Esbjerg nåede vandet dog kun 2,19 over daglig vande. Efter denne katastrofe iværksatte man flere steder i Europa
forskellige projekter, der skulle gøre det muligt at varsle en stormflod.

 

Orkanen 1981

Den 24. november 1981 nåede vandet 4.33 meter over normalen ved Esbjerg. Det var den højest registrerede vandstand de sidste 100 år. Esbjerg Havn blev totalt oversvømmet. Mange skove blev alvorlig hærget af orkanen.

 

December 1999

Vandstanden nåede 3,98 ved Esbjerg, men var betydelig højere ved Højer. Heldigvis kom denne stormflod ved lavvande. Var den kommet sammen med højvande, kunne det have givet væsentlig flere gener.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Sønderjylland
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

–www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf  71 artikler fra Højer 

• Bådfolket i Rudbøl
• Højer – stormflod og diger
• Vadehavet ved Højer
• Rudbøls historie
• Højer – før i tiden
• Dengang i Højer
• Højer – som havneby

– Under Tønder (283 artikler): 

• Dige-byggeri  i Tøndermarsken
  
• Hertugen af Tønder 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken – under vand 
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tønder, Marsken og Afvandingen

Redigeret 14,-10. – 2021

I 1924 var Socialdemokratiet det største parti i Danmark, dog ikke i Tønder. Det nationale valg overskyggede begivenhederne i Marskbyen. En intern strid i partiet gennem 10 år, gjorde ikke tingene bedre. Pludselig var der to socialdemokratiske lister og partiforeninger. Først i 1937 blev man enig om en fælles front, og Tønder fik sin første socialdemokratiske viceborgmester. ”Tønder blev dansk”

 

Farlige smittebærere

Ved den første regeringsdannelse i 1924 vedkendte Stauning sig ansvaret for hele det danske samfunds interesser, selvsagt fortsat med arbejderklassens interesser i centrum. De indre fjender var naturligvis de politiske modstandere på de yderste fløje, kommunister og nazister/fascister. Der var ikke mange af dem, men de var smittebærere. De var farlige, for de kunne æde sig ind på det sunde samfund.

 

Andel på  46,2 pct.

Den ydre fjende var det nazistiske Tyskland, som var både en ideologisk og en sikkerhedspolitisk trussel mod det danske folkefællesskab. Det fællesskab, som socialdemokraterne talte om var et valgfællesskab og ikke et skæbnefællesskab eller et racefællesskab. Folket skulle selv ville det.  I 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 pct. af stemmerne. I oktober 1929 styrtdykkede kurserne i New York. Det varede lidt inden krisen kom til Danmark. Men den kom og i 1932 var arbejdsløsheden oppe på 32 pct.

I 1935 havde befolkningen sådan en tillid til regeringens krisepolitik, at Socialdemokratiet opnåede en andel på 46,2 pct. Men hvordan så udviklingen ud i Tønder. Det var helt anderledes. Helt til 1937 forhindrede Socialdemokratiet at det her blev en dansk borgmester. Men partiet havde sine grunde.

 

Det nationale spørgsmål 

I 1920 boede der 5.000 mennesker i Tønder. 75 pct. havde stemt på, at de ville til Tyskland. I løbet af de næste fem år kom yderligere 1.000 til. Man levede af håndværk, handel, administration og transport. DSB var den helt store arbejdsgiver. Den industrielle udvikling tog først fart i 1950erne. Den lokale socialdemokratiske afdeling var derfor i 1920erne og 1930erne domineret af arbejdsmænd og banemænd.

I partiet arbejdede man for at offentlige anlægsarbejder skulle iværksættes. Samtidig gik man ind for generelle sociale forbedringer. Men det nationale spørgsmål var det spørgsmål, der var mest påtrængende.

 

Stauning i Tønder

De danske og tyske borgerlige partier forsøgte hele tiden at få Socialdemokraterne til at tage stilling i det nationale spørgsmål. Det var en tårn i øjet hos de dansksindede, at man havde en tysksindet borgmester. Det var Wählerverein, der satte navn på borgmesteren. Og de havde posten helt til 1937.  Efter afstemningen i 1920 skulle SPD overgå til Socialdemokratiet. På et landsmøde i Aabenraa blev overførslen vedtaget den 18. juli. Selveste Stauning kom i den forbindelse til Tønder.

 

Kapitalismens umenneskelighed eller national konflikt

Dette betød, at formanden siden 1907, Eckwerth hoppede over i den tyske lejr. I forvejen havde den borgerlige tyske lejr en arbejderrepræsentant, nemlig Chr. Schmidt.  Man stod nu i Socialdemokratiet over for dilemmaet mellem klassebevidsthed og national identitet. Partiet var i høj grad tysk domineret.  Med oprettelsen af danske institutioner i Tønder kom der efterhånden tilflyttere til byen. Og dermed kom der fornyelse i Socialdemokratiet. Efterhånden var de en national broget skare.

Økonomiske overgangsproblemer affødte generalstrejke i juni 1920. Tyske arbejdere blev udvist under denne strejke. Og hvordan skulle man fortolke begivenhederne. Ja den ene fortolkning kunne være kapitalismens umenneskelighed. Den anden fortolkning var national konflikt.

 

Danske politiker taler tysk

Den officielle partilinje var klassekampen. I København var spørgsmålet teoretisk. I Tønder var det et praktisk spørgsmål. Både danske og tyske socialdemokrater var interesseret i byens vel og udvikling, men det var som om det nationale tema stadig overskyggede begivenhederne.  Et stort diskussionspunkt i Byrådet var om forhandlingssproget skulle være på dansk eller tysk. I praksis fungerede begge sprog frem til 1937.

På festlige dage som Grundlovsdag og 1. maj blev der holdt både danske og tyske taler. Den gode vilje blev understreget ved, at det ofte var dansksindede, der holdt taler på tysk.

 

Afviste borgerlige henvendelser

Om borgmesterens nationalitet holdt Socialdemokratiet sig neutral indstil 1933. De afviste mange gange tilnærmelser fra de borgerlige danske partier med henblik på en fælles dansk front. På den måde lykkedes det at fastholde både de dansksindede og de tysksindede i partiet.

 

Ti års interne stridigheder

Men Socialdemokraternes største problem var en interne strid. Den varede i næsten ti år. Utroligt at det gik så lang tid, inden disse stridigheder blev løst. Striden stod mellem avisredaktør P. Petersen og byrådsmedlem og sagfører Chr. Bundgaard. Ingen af dem var tøndringer.  Petersen kom fra Herning – egnen. I 1924 overtog han redaktionen af Tønder Amts socialdemokrat.  Bundgaard var som skrevet også indvandrer. Han besad også en del jord.

De to kamphaner havde hver deres holdning til, hvad der var vigtigst for Socialdemokratiet. Dette blev så kombineret med en stærk personlig uoverensstemmelse.  Striden begyndte allerede i 1920, da Petersens forgænger, fiskehandler C. Christensen i efteråret blev valgt som formand for Tønderkredsen. Der opstod en strid magtkamp mellem Christensen og Bundgaard. Det udviklede sig så alvorligt, at Socialdemokratisk Forbund (SdF) i oktober 1924 indkaldte til ekstraordinær generalforsamling for Socialdemokratisk Forening i Tønder.

I et brev beder Bundgaard om at få fjernet Christensen, da han ødelægger alt og laver Skandaler. De personlige beskyldninger fyger om ørerne. Bundgaard havde opbakningen i partiforeningen. Dette resulterede så i at Christensen i oktober 1924 blev skiftet ud.

Petersen blev formand for Tønder – kredsen, da han tiltrådte som redaktør. Problemet var, at der i selve Tønder – by var en dominans af tysk indflydelse.

 

Kunne ikke et ord tysk

Kort efter årsskiftet 1926/27 ankom til SdF en resolution fra partiforeningen i Tønder, hvor man undrer sig over, at der var ansat en redaktør i den udprægede tyske by, Tønder, der ikke kunne en stavelse tysk, og hverken ville eller kunne lære det. Arkitekten bag denne skrivelse var Bundgaard, der ikke længere var formand, men stadig havde stor indflydelse.

 

To Socialdemokratiske lister

Dette afstedkom nye gensidige beskyldninger. I august 1928 var der repræsentantskabsmøde i Tønder – kredsen, hvor der skulle sammensættes en liste til det kommende byrådsvalg i februar. Kredsbestyrelsen foreslog redaktør Petersen, men Bundgaard foreslog at opstille en anden, da han mente at Redaktør Petersen var en Torn i Øjet paa mange Partifæller i Tønder.  Bundgaard nævnte murer Hecht. En afstemning faldt dog ud til fordel for Petersen.

Konsekvensen blev, at der blev opstillet to socialdemokratiske lister. Men problemerne var endnu større, således inddelte landstingsmand Jørgen Møller Tønders socialdemokrater i tre grupper. En omkring tidligere formand, lokomotivfører N.S. Christensen, en omkring sagfører Bundgaard og en af nærmest tysk – national karakter.

På valglisterne skiftede man med en dansk og en tysk kandidat. Det skete dog ikke helt uden problemer. På et tidspunkt ville man have en tysk socialdemokratisk liste. Men efter den 24. februar 1929, da to lister blev afleveret, forlangte begge betegnelsen Socialdemokratiet.

Selv om man fik en fremgang fra 13 pct. til 20 pct. så gik man glip af det ekstra mandat, som følge af splittelsen.

 

To socialdemokratiske partiforeninger

I perioden 1930 – 31 eksisterede der hele to socialdemokratiske partiforeninger i Tønder. Det gik lang tid inden man blev enige om en sammenlægning.   Nazificeringen af mindretallet i Tønder gik ikke stille for sig. Således foregik et såkaldt Stakitslagsmål i 1933 mellem tysksindede nazister anført af Peter Sturm og danske arbejdere.

I avisen Tønder Amts socialdemokrat kunne man i 1933 i artiklen Kampfront mod Nazi læse om, at socialdemokraterne skulle være vagtsom over for den tysksindede del af befolkningen. Tidligere påstod avisen, at den tyske liste var i lommen på bankdirektøren for Tondern Bank.

 

Fælles front

Først i 1937 lykkedes det at skabe en fælles dansk front, der inkluderede socialdemokraterne. Fra borgerlig – national side blev socialdemokraterne beskyldt for ikke at være dansksindede.  Nazismen tvang partiet til at erklære sig ikke – tyske. Dette var årsag til, at pakkepostmester Johansen sammen med to andre socialdemokrater i byrådet undlod at stemme ved borgmestervalget i 1933. Begrundelsen var Under Hensyn til, hvad der sker sydpaa, ikke kan stemme for tysk Styre.

Afvisningen af nazismen tvang nu socialdemokraterne i Tønder over mod den danske lejr. Nazismen medførte også, at de tyske arbejdere blev stødt væk fra det tyske.

 

Borgmesterposten havde stor betydning

Borgmesterposten var i Tønder meget symbolsk. Posten havde også stor politisk betydning idet man fik kontrol over byens administration. For de danske partier var Tønder ikke dansk før man havde erobret borgmesterposten. Socialdemokraterne havde været afvisende overfor et samarbejde med de borgerlige danske. Således havde man ved valgene i 1922 og 1929 stemt blankt ved valget af borgmester. I 1925 havde man endda støttet den tyske kandidat.

 

I dansk retning

Op til valget i 1933 havde man igen inviteret Socialdemokraterne i en Dansk – Fællesliste. Borgmesterspillet stillede Socialdemokraterne i et dilemma. Dels ønskede man ikke at tage national stilling og dels pegede den stigende nazisme i dansk retning. Dette gav de borgerlige ekstra blod på tanden.

 

Igen en tysk sejr

Valget i 1933 resulterede i Wählervereins syv mandater. De borgerlige havde fem, mens Socialdemokraterne kunne mønstre tre mandater. De borgerlige fandt hurtig frem til den
konservative bankdirektør Andreas Andersen. Men ham brød socialdemokraterne sig ikke om. De foreslog i stedet venstremanden, Thorvald Petersen. Men ham afviste man blank fra borgerlig side. Det hele endte med en tysk sejr på  syv mod fem. Efter valget var både den socialdemokratiske samt venstre – pressen enige om, at der var den stejle konservative holdning, der var skyld i, at Tønder atter fik en tysk borgmester.

 

De borgerliges fremgangsmåde

I 1937 skulle man have en dansk borgmester. Modsat i 1933 forsøgte man allerede inden valget at få tingene sat på plads. Man afviste fra socialdemokraternes side en dansk fællesliste.
Og det skyldtes de Borgerliges Fremgangsmaade overfor Arbejderklassen.

 

Listeforbund

Tre dage før valget kunne socialdemokraternes formand, Wilhelm Nielsen på et medlemsmøde fortælle, at der havde været afholdt endnu et forhandlingsmøde. De socialdemokratiske
forhandlere havde stillet en række krav for at indgå i et listeforbund. Man forlangte viceborgmesterposten, samt formandsposten i social -, vej – og arbejdsudvalget. Disse poster ville give partiet en væsentlig indflydelse på beskæftigelsesprojekter.

De sønderjyske socialdemokrater stod i perioden 1920 – 1933 meget afdæmpet med hensyn til nationale spørgsmål. Nazisternes overtagelse i 1933 betød et nationalt omsving hos de tyske arbejdere. Oplevelsen af, hvad der hændte deres kammerater på den anden side af grænsen, medførte en afstandtagen fra Tyskland. Det var et træk, man kunne følge hos de tyske arbejdere både i Tønder og de andre sønderjyske byer.

Kravene mod at gå mod nazismen åbnede en alliance med de danske borgerlige. Dette samarbejde fik sit mest markante udtryk med listeforbundet i Tønder.

 

Tønder – endelig dansk

Socialdemokratiet fik sit hidtil bedste valg med 21 pct. af stemmerne og samlet fik de danske partier 59 pct. af stemmerne. Ni af byrådets femten stemmer gik til Listeforbundet.  Således fik Tønder i 1937 sin første danske borgmester, den konservative Holger Jepsen og sin første socialdemokratiske viceborgmester, Wilhelm Nielsen.

• Tønder er en dansk By
• En straalende Sejr for den daanske Borgerliste.

Ja sådan var overskriften i Tønder Amtstidende efter byrådsvalget i 1937.

 

Kilde:

•  Litteratur Tønder
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder:
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Tønder – Marskens hovedstad

Redigeret 8.-11.2021

Tyske skolebørn havde fået fri. De hyldede de tyske soldater og hånede de danske. Flere steder hejsede hjemmetyskere hagekorsflaget. Tysk militær måtte lægge en dæmper på hjemmetyskerne. En redaktør fra Tønder var en af de første, der døde i Gestapos varetægt. Nye uniformerede korps sås i Tønders gader. Avis opfordrede til nationalsocialistisk tankegang. Kynisme og hån prægede Tønders befolkning.

 

Bommen måtte sprænges

I Tønder havde man mærket den store opmarch syd for grænsen. Men alligevel kom det som et chok for dem, at de kom. For hjemmetyskerne var det en glædelig begivenhed. Ad tre veje kom de over grænsen . Et pansertog kom kørende ad jernbanen. Man standsede ved hver bro, for at sikre, at der ikke var lagt bomber.

Ved Aventoft havde danske grænsegendarmer lukket bommen så forsvarlig, at den måtte sprænges i luften. Tyskerne passerede 30 grænsegendarmer, som stod inde på en mark. Disse havde fået at vide, at de ikke måtte yde modstand. Derfor havde de smidt deres våben.

 

Kamphandlinger ved Abild

Fra Tønder H gik en kolonne langs skinnerne til Tønder Ø for at fortsætte mod kasernen. Den flotte nye statskasserne var allerede besat af motoriserede kolonner, der kom fra Sæd Grænse. De danske motorcyklister kørte i god orden ud af udgangen mod nord, samtidig med at tyskerne rykkede ind ad kasernens hovedindgang.  Ved Abild fjorde de holdt og beskød fjenden. Tyskerne måtte flytte kanoner ind på marken og beskød danskerne. Inde i Tønder kunne man tydelig høre disse skud.

Over Tønder fløj flyene fra klokken fem om morgenen. Løbesedler blev kastet over byen. Flere fly dukkede ned, da de passerede byen.

 

Tyske skolebørn hyldede soldaterne

På Torvet havde hjemmetyskerne begejstret samlet sig. Langs Søndergade blev de tyske tropper mødt med Heil. Redaktør Jessen fra Nordschleswigsche Zeiutung førte an. Overlærer Jacobsen hånede den danske gendarm – kaptajn Ørsted – Petersen ved at vifte ham om næsen med et hagekorsflag. . Dette skete, mens han i to timer blev holdt op af en pistolbevæbnet officer.   Hjemmetyskerne råbte

• Hohlt uns heim, hohlt uns Heim.
• Ellers forsøgte man, at gøre som man plejede. Skolebørnene kom ind med tog og rutebilerne. De danske skoler forsøgte at gennemføre undervisningen.

Den Tyske Skole gik derimod i samlet trop mod Torvet. Her stod de så og hylede soldaterne.

 

Hagekors – flaget

Klokken 10 blev der uro på Statsskolen. En flok lokale nazister brød ind på skolen for at hejse nazi – flaget på skolens flagstand. Der blev uro blandt de store elever. De ville ikke finde sig i dette. For at undgå episoder blev de unge resolut lukket inde, idet man forlængede timen. Rektor Randrup og et par andre skyndte sig at tage flaget ned. Det blev anbragt på rektors kontor.

Noget lignende foregik på Statsseminariet. Her var man dog så høflig at udlevere flaget igen til de stedlige nazister. Resultatet var at flaget igen blev hejst og nu blev der stationeret en fanevagt.

Provst Christensen havde altid holdt på, at Dannebrog ikke måtte hejses fra kirketårnet. Det skete kun en gang, da Kong Christian den Tiende den 12. juli 1920 gæstede Tønder.

Nu hang hagekorsflaget pludselig ud fra kirketårnet. Det skyldtes den ivrige nazist, kirketjener Lund. Det ville den danske sognepræst Hans Magle dog ikke finde sig i. Han gik op i kirketårnet og tog flaget ned. Og så låste kirketjeneren sin sognepræst inde.  Men desværre kom flaget op igen.

Midt i kampene i Draved skoven havde kongen og regeringen skrevet under på tyskernes krav om, at enhver modstand skulle opgives . Dette budskab nåede dog ikke alle i Sønderjylland
dengang.

 

Danske soldater hånes

De danske soldater vendte tilbage og blev modtaget med hån og spot på Torvet af hjemmetyskerne. På Torvet havde tapre nazister bevist deres mod ved at  forsøge at kværke overbetjent Dæhnert . Parkeringsvagt Petersen m.fl. overfaldt og afvæbnede betjentene på politistationen.

Sturmführer Jürgensen påførte sig sin nye uniform ude ved grænsen, indtil en tysk  underofficer så sig gal på ham og gav ham en ordentlig dragt prygl.

Sent på eftermiddagen kørte en stor ambulance de sårede tyskere fra sygehuset til Flensborg. Tilbage var de dræbte og sårede danskere. Næste dag holdt kirken en mindegudstjeneste
for dem.

 

Hjemmetyskere tager magten

Det var dog ikke kun i Tønder, at hjemmetyskerne angreb dansksindede statsborgere. Kun ved tyske soldaters indblanding blev mere alvorlige episoder forhindret.

I Aabenraa stormede hjemmetyskerne Frimurerlogen. I landsbyen Kværs mødte hjemmetyskerne op med våben og førte danske soldater bort. Den tyske privatskoles børn  fungerede under lærerens ledelse som ordenspoliti. Andre steder forærede man de dansksindede naboers ejendomme væk.  Efter at de første fjendtligheder havde lagt sig, forsøgte det tyske militær at ligge en dæmper på  det tyske mindretals udskejelser.

 

Det første tog fra Tønder

Som forudbestemt skulle lokomotivfører Anders Andersen tage det første morgentog fra Tønder til Esbjerg klokken seks om morgenen. Han skyndte sig til remisen. På turen mødte han glade hjemmetyskere med hagekorsflag. Han kendte de fleste.

Da han havde fået spændt lokomotivet for, lagde tyske soldater sig på sporet med maskingeværer pegende imod ham. Meningen var ikke til at tage fejl af. Noget efter kørte et pansertog med dødningehoveder påmalet foran Andersens maskine.

Pludselig stod en tidligere latrinrenser på Tønder Station iført hagekorsflag og sort uniform. Lokomotivfører Andersens humør blev bestemt ikke bedre af dette.

Omsider fik han lov til at køre, med det tyske pansertog foran. Hastigheden var ikke mere end 30 km. Man skulle holde ved hver station. Derfor nåede man først Esbjerg med tre timers forsinkelse.

 

Mange lokomotivførere omkom

Det var et farefuld job at være lokomotivfører under besættelsen. En dag fik en af Andersens kollegaer  en kugle gennem sin ene øreflip. En anden reddede livet, ved at han under et flyverangreb på Tinglev Station instinktivt smed sig ned på fyrpladsen. Maskinen blev gennemhullet. En tredje lokomotivfører blev skudt ned i sin maskine, en anden så hårdt forbrændt, at han døde to dage efter. Og sådan kunne man blive ved.

 

Ingen tog fra Tønder

Danske lokomotivførere kunne godt køre de tyske lokomotiver, men tyske lokomotivfører  kunne ikke køre med danske lokomotiver

Under den 24 timers strejke i anledningen af aktionen mod de danske politifolk, havde lokomotivførerne i Tønder slukket kedlerne. Tyskerne måtte til at fyre op og prøvede dernæst forgæves i tre timer, at få maskinerne til at køre. Det kunne de ikke. I over et døgn kom der ikke tog til og fra Tønder.

 

Død i Gestapos varetægt

Den 3. maj 1940 fik man i Tønder melding om, at Viggo Lausten var død i Gestapos varetægt i et fangehul på Kastellet i København. Det var sket uden forudgående sygdom. 14 dage før, var han blevet afhentet i sit hjem af dansk politi.  I en meddelelse udsendt fra Det Tyske Gesandtskab, meddelte man, at han havde begået selvmord. Han var som tysk statsborger bosiddende i Tønder blevet anklager for spionage og forræderi mod Tyskland.  Han var redaktør af Flensborg Avis i Tønder, og havde ikke regnet med at blive anholdt.

Den 20. april kl. 5 om morgenen ringede en dansk kriminalassistent og to ligeledes danske kriminalbetjente på hans dør:

• Jeg beklager, at måtte meddele Dem, at jeg har ordre til at anholde Dem. Endvidere skal vi foretage en ransagelse af deres bopæl. De er sigtet for spionage for fremmed magt.

Lausten fremviste et brev han havde sendt til  United Press, hvor han afviste at ville være deres korrespondent, da han var tysk statsborger.  Han blev ført til Aabenraa, men den 30. april blev han sammen med andre fangere overført til København. Han havde håbet at fremlægge sin sag over for en dansk dommer. Men ved ankomsten til København kom tysk politi til stede og forlangte Lausten udleveret.

Den 1. maj skulle Lausten i forhør over for den tyske krigsret. På vejen havde han mødt andre i samme sag. De var blevet løsladt, så Lausten var i godt humør.

 

Kæmpe begravelse

Begravelsen i Tønder den 9. maj 1940 var et tilløbsstykke. Tyskerne havde dog ikke givet de gamle forældre i Flensborg lov til at overvære begravelsen. Ved graven udtalte sognepræsten,
Pastor Magle:

• Vi fornemmer at det tragiske ved hans død er, at her har ikke blot en snæver familie-kreds lidt et smerteligt tab, men her har to folk tabt – og netop tabt én af dem , der skulle være bindeled mellem vore folk, en af dem, der rakte hånden både mod nord og syd. En af dem, der byggede bro, tværs over vore adskillende grænser.

 

Bomber mod hus

Lørdag den 11 . juli 1942 var en mørk dag i Tønders historie. I løbet af få minutter var et stort privathus med tre lejligheder i Jernbanegade en dynge murbrokker. Samtidig var et godstog på linjen Tønder – Skærbæk blevet ramt. Lokomotivet var fuldstændig ødelagt.

Egentlig lagde tøndringer ikke mærke til de lavtliggende jagerfly. De kom så ofte. Pludselig faldt en række bomber i nærheden af Tønder H. Mange kunne mærke de stærke lufttryk. Luftsirenerne gik i gang en efter en. Alt var pludselig stille. Pludselig drønede en masse biler igennem gaderne, politivogne, militærkøretøjer og lastbiler med læger og sygeplejersker.

Et stykke tid kørte lastvogne den anden vej med noget på ladet, som var dækket over.

 

Ingen medfølelse

På sygehuset gik det op for personalet, at der blandt de dræbte var en konfirmand, en lærers hustru, en stabsofficer, konfirmandens far og en dyrlæge. Og ude på linjen var en dansk lokomotivfører blevet dræbt. En ung fyrbøder døde senere af sin kvæstelser på  Ribe Sygehus.  Mange var helt usædvanligt blevet involveret i krigen. Med et slag var seks mennesker blevet dræbt. Og mange sårede. Der var choktilstand i Tønder.

På Torvet overhørte pastor Hans Magle følgende ordveksling mellem to hjemmetyskere

• Gott sei Dank, dass kein Deutscher getötet ist!

Den nazistiske propaganda – maskine udnyttede denne tragiske begivenhed til at fortælle, at man ikke kunne stole på sine venner, englænderne. I dette tilfælde havde engelske bombefly forfejlet deres mål.

 

Hvem havde håneretten?

Det der skete under besættelsen mellem dansk – og tysksindede var som om, at betændt sår sprang op. Fra treårskrigen og frem til 1920 var situationen også betændt.  Efter Genforeningen begyndte man langsom, at nærme hinanden. Men i 1930erne gik det snart den anden vej. Og besættelsestiden var for mange en frygtelig oplevelse i menneskelig forståelse.  Følgevirkningerne af disse mærkede vi faktisk i vores barndom. I vores opvækst i Tønder i 1950erne og 1960erne. Pudsige episoder opstod dog også i 1970erne. Jo vi var tre, der var tysk døbt og tre, der var dansk døbt.

Man behandlede ikke hinanden særlig godt, alt efter hvem der havde håneretten. Kynismen i Tønder var hård.

 

Nye uniformerede korps i Tønder

Hjemmetyskerne og det tyske rige havde aldrig anerkendt grænsen fra 1920. Hagekorsflaget sås mange steder ude foran tyske embedsmænd og hjemmetyskere. Den 28. september 1942
opfordrede Nordschleswigsche. Zeuitung faktisk til at man hejste flaget:

• I Dag og for al Fremtid vil Hagekorsbanneret som Tegn paa tysk Livsvilje være med til at beherske vore fader og præge Hjemstavnens Billede!

Pludselig var der mange mere eller mindre autoriserede korps på gaderne i Tønder. Man var total ligeglad med de danske uniformsregler. Schleswigssche Kammaradenschaft foranstaltede militære øvelser, og de forkyndte, at var parat til en aktiv Indsats i Hjemstavnen.

 

Avis opfordrer til nazisme

I 1941 kunne man højst overraskende læse i Nordscleswigsche. Zeiutung:

• Det tyske Folks Krav paa at føre Europa er ikke udsprunget af en Tyrans Begær, men dette Krav er naturbetinget.

Samme år fortalte avisen følgende:

• Det nye Europa er kun en Realitet, når det lykkedes os, at hjælpe alle Kontinentets Folk til nationalsocialistisk Tankegang.

Tidsfrivillige

I sommeren 1943 så man de såkaldte tidsfrivillige. Det var en form for organiseret hjemmeværn. Alle tyske våbenduelige mænd var indkaldt til militære øvelser. De aflagde troskabsed til det tyske statsoverhoved, selv om de var danske statsborgere. Disse tidsfrivillige trådte i offentlig funktion den 29. august 1943 som vagtposter ved offentlige bygninger, bevogtede danske gidsler og patruljerede i gaderne.

 

Arbejde med værnemagten

I Tønder var de dansksindede erhvervsdrivende sure på deres tysksindede kollegaer. Og det var vel fuld forståeligt.  Alle tysksindede erhvervsdrivende var organiseret i de såkaldte Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig. Rent organisatorisk kunne kun dem, som tilhørte denne gruppe få arbejde for den tyske værnemagt. For at kontrollere at dette blev overholdt oprettede man Liefergemeinschaft der deutschen Beruftsgruppen Nordschleswig . Arbejdere, der havde medlemskort i Deutsche Arbeitsfront blev foretrukket, når der skulle udføres arbejde.

For at holde de tysksindede virksomheder i gang, oprettedes Deutsche Selbsthilfe. Man oprettede billige driftslån. Og i begyndelsen af besættelsestiden gik det fremragende.  Efter krigen var det forbavsende mange, der slap fri for nogen form for afstraffelse. Min far nævnte en masse firmaer, der tjente mange penge på at arbejde med tyskerne. De har aldrig fået en straf.

 

Den tyske kultur udvidede

I løbet af besættelsestidens første to år oprettede tyskerne i Nordslesvig

• 10 nye privatskoler
• 11 nye skolebygninger
• 7 nye børnehaver
• 16 nye biblioteker

Krigsfrivillige

Mindretallet opfordrede til at man meldte sig som krigsfrivillig. Hos dem der tøvede, blev der lagt alvorlig pres på. Den 26. september 1943 kunne mindretallets leder, Jens Møller meddele, at 2.000 tysksindede fra Nordslesvig stod ved fronterne. Og lige netop den dag, var 204 faldet for Deas Reich.

 

Behandlet som kvæg 

Da besættelsen var over og tyskerne slået, var det igen danskerne, der havde håneretten. Dem, der havde samarbejdet med tyskerne, blev læsset op på en lastbil, og overvåget af bevæbnede dansksindede tøndringer. Dem, der kom hjem som krigsfrivillige, måske traumatiserede blev sendt videre til Fårhuslejren.

Og man var ikke så nøjagtig med om man havde været nazist, stikker, værnemager eller om man bare var hjemmetysker.

Man skulle nok heller ikke søge en offentlig stilling, når man havde været i Fårhuslejren. Mange familier i Tønder, oplevede, at det var lukket land i mange år.
Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

 

• Bombeangreb mod Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder under besættelsen
• Tønder – Marskens hovedstad
• Flygtninge i Tønder og mange flere artikler 

Redigeret 8. – 11. 2021