Livet mellem 1850 – 1870. Fri næring. Litterær debut med 200 års forsinkelse. De første badeanstalter. Den første julemand. Nyt materiel til brandvæsnet. Nye udstillingsvinduer. Overbefolkning. Københavns Skøjteløberforening. Zoologisk Have udvider. Madam Mangors kogebog. Når Fruentimmer dyrker sport. Farvel til Natholdet. Piger til salg. Stop for smugleriet.

 

En anden historie

Her på dengang.dk starter vi en ny serie, der handler om livet i København. Det handler om historier, der normalt ikke finder vej til de store overskrifter. Her kommer så første del, der omhandler livet mellem 1850 – 1870. Som det vil ses. var livet her i København vidt forskelligt fra det liv, der blev ført i Sønderjylland.

 

Stop smugleriet

I 1850erne var mange byer indhegnet med plankeværker og fæstningsværker. Hver by var et lukket toldområde. Varer, der blev ført til byen var belagt med afgifter til staten. Det kaldtes konsumtion eller accise, som skulle betales ved byporten. Ja egentlig kunne man kalde det datidens moms.

For bønderne var det nu ikke så smart. De måtte holde i lange køer med deres vogne, mens posekiggerne havde travlt. Disse kiggede også efter smuglervarer. Og de havde god grund til at være mistænksom. Man smuglede for et godt ord, ja det var nærmest gået sport i det.

Det gav en god indtjening til statskassen, men de liberale betragtede det som et fordyrende mellemled. Og sådan noget lammede erhvervslivet. Man mente
simpelthen, at det skulle ophæves. Bompenge og skillingstold til kommunen måtte også afleveres.

Men
så let var det ikke. I København var byportene en del af befæstningen. Militæret vende det døve øre til, når der kom klager. Københavnerne betragtede militærets jerngreb som et levn fra enevælden.

Men
da regeringen Ørsted faldt, overgav militæret sig overraskende hurtigt.

 

Fri næring

To gange om året – den tredje tirsdag i april og oktober – var det flyttedag. Det betød at alle, der ville flytte gjorde det på en gang.

Et
festligt indslag i dette var håndværkerlavenes skilteflytning. De fleste lav havde ingen fast lavshus. Man holdt til hos oldermanden, som var lavets formand. Når der så blev valgt ny oldermand, skulle alle lavets sager, dokumenterne, drikke krus m.m. flyttes. Og det skete i et stort optog med skiltet i spidsen.

Siden oldtiden havde erhvervslivet været organiseret i lav – mesterlav og svendelav. Regeringen holdt godt nok øje med dem, om de snød med priser m.m., men ellers passede man sig selv.

Lavene regulerede sig selv og fandt hurtig ud af, om der var fuskere i blandt dem. Man havde også interne kvalitetskontroller. Der var dog stærke politiske kræfter for, at bekæmpe disse lav.

I 1857 trumfede de liberale næringsfrihedsloven igennem. Håndværkerne var forfærdede. Man vedtog en femårig overgangsperiode. Men derefter havde man fri ret til at etablere sig. Døren stod på vid gab.

 

Piger til salg

Skulle man besøge nogle bekendte i for eksempel Ny Adelgade, skulle man passere hele rækker af af stillestående eller frem – og tilbagegående kvinder. Ja nogle spærrede endda fortovet for en.

Her var Københavns ynkværdigste og hæsligste laster. Næsten lige så lang tid man kan erindre tilbage i Københavns historie kan man huske Kvindens ældste erhverv.

 

I middelalderen fandt man pigerne med deres let kendelige farvede huer i Rosengården ved Nørreport. I Holbergs tid var bordelværtinden
madam Duuse og hendes stadsmøer nærmest et begreb.

Anerkendt var prostitution aldrig, når fordomme og moral tog hinanden i hånden. De mandelige kunder var selvfølgelige sagesløse. Da deres naturlige behov selvfølgelig skulle dækkes, måtte systemet i sidste ende tolereres.

 

Ved 1800 – årenes midte havde man fundet en slags balance. Man så bort fra forargelsen. Man lod frygten for kønssygdomme diktere den offentlige holdning. Her skulle den letlevende dame lade sig kontrollere regelmæssig hos politilægen. Han havde konsultation en gang om ugen. Fra 1853 hele to gange om ugen.

Hvis hun forsøgte at unddrage sig kontrol, blev hun til gengæld straffet med fængsel på vand og brød. Ikke for utugt, men for løsgængeri.

 

Farvel til Natholdet

Politibetjente var ikke særlig afholdte, disse stokkedrenge var særdeles upopulære. Vægterne, der rykkede ud ved
mørkets frembrud var derimod meget populære.

 

Det københavnske vægterkorps var oprettet i Christian den Femtes tid. Hver fulde time skulle de synge deres vægtervers. I tilfælde af brand skulle de slå alarm. De passede også gadelygterne. Det var deres opgave at tænde og slukke.

 

Vægterne gik ikke tilbage for en ekstra tjans, nemlig at vække folk. Til gengæld fik de så en ekstra skilling. Det skete også, at de gik på nytårsvisit. Her fik de også en ekstra skilling. Deres grundløn var ikke ret stor. Et ekstrajob i dagtimerne var også nødvendig, så det var ikke megen søvn, der blev til.

Da
Johan
Ludvig Heiberg en aften purrede en sovende vægter, og undskyldte forstyrrelsen, svarede vægteren, at det ikke gjorde noget, for han ville hurtigst muligt falde i søvn igen.

 

Da tranlygterne blev afløst af gas, mistede vægterne en væsentlig funktion. I 1863 blev det københavnske vægterkorps opløst. I vægterkorpsets sidste år udskiftede man morgenstjernen med politistokken.

I øvrigt var det
en udbredt studenter – spøg at lave skilteflytning om natten. Bødkerens skilt kom til at hænge uden for modebutikken og barberens skilt hang uden for urtekræmmeren.

Måske skal nævnes, at der kom til optøjer i de første dage af 1860. Både politi og vægtere blev sat ind. Der var voldsomme demonstrationer mod Grevinde
Danner.

Når en vægter fandt en fuld mand, der ikke kunne gå eller stå, trådte stigetransporten i funktion. Fire vægtere læssede fulderikken op på en stige, der ellers blev brugt til lygtetændingen. Under megen opmærksomhed bar man ham så hen til arresten.

 

Når Fruentimmer dyrker sport

• Såvel de intellektuelle som de moralske Evner er i almindelighed lidet udviklet hos dem, der udelukkende beskæftiger sig med anstrengende legemligt Arbejde.Ja sådan sagde lægen, professor A.G. Drachmann i 1861. Egentlig var bare et udtryk for en holdning som var almindelig i de bedre borgerlige kredse om arbejdere.

Men egentlig var det overklassedamerne, han burde være bekymret for. Disse mimoser der blev fremelsket i de moderne byer, var beskyttet mod alt, såvel frisk luft som motion.

 

• De blev trangbrystede, smalhoftede og krumryggede. De kunne næppe holde sig ranke uden korset, konstaterede den tyske gymnastikpædagog, M. Kloss.

Han var forfatter til Huus-gymnastik for Fruentimmer. Det var alt for lidt med kun en halv times legemsøvelser i ny og næ på pigeskoler, mente han.

I det bedre borgerskab mente man, at det var i uorden at ungdommen dygtiggjorde sig til krig. Men det kunne aldrig vedrøre kvinderne.

• Mens Muskelkraften er fremherskende hos Manden, er Nervevirksomheden overvejende hos Kvinden. Hendes større herredømme over Musklerne gør
  Kvindens bevægelser ”livligere, lettere, yndigere, utrygtsfuldeog mere utrættelige.

Kraft – og højdespring var udelukket for kvindens vedkommende. I stedet skulle man anbefale gang – og hoppeøvelser såvel som passende løbe – og springøvelser. forudsagt, at der blev lagt vægt på harmonien i udførslen.

Blandt borgerskabet langs Strandvejen bredte der sig en form for sport omkring 1850erne. Det var en slags fjerbold. Det krævede ikke de store anstrengelser. Men det var sikkert en smule afveksling i det trivielle driveri blandt landliggerne. Måske kunne det sætte lidt gang i blodomløbet.

 

Madam Mangors kogebog

Jo dengang kunne man også få succes med en kogebog. Hun var født Anne Marie Bang og var af god borgerlig familie. Hun blev også godt borgerlig viet, nemlig med fuldmægtig V.N. Mangor. De fik tre døtre, men manden døde tidligt.

Der sad hun så som enke kun 32 år gammel. Hun måtte strikke og sy, og sælge hendes håndarbejde. Hun ville gerne være forfatter. Helst skulle det være fortællinger for børn. Men det blev hendes lager af opskrifter, der reddede hende fra fattigdommen. Det var venner og bekendte, der opfordrede hende til at skrive en kogebog.

Første udgave udkom anonymt i 1837. Det var en succes, der blev fulgt op af en bog om syltning. Siden fulgte Kogebog for små husholdninger. Således blev Madam Mangor til. Den er udkommet i et lille halvt hundrede optryk på tilsammen en halv million eksemplarer.

• Disse anvisninger er samlet i den forventning, at de kunne tjene unge husmødre til nytte og vejledning ved en god og økonomisk og hensigtsmæssig
  tilberedning af forskellige retter, til at vise Dem anvendelsen af alt, hvad der skal bruges til maden, således at intet går til spilde, og ved nogen større umage at give selv de simpleste retter en god smag forenet med et net udseende.

Med disse ord indledte hun sin kogebog. Hun udgav også en kogebog for små piger. Og i 1864 sågar Kogebog for Soldaten i Felten. Den uddelte hun faktisk gratis.

 

Zoologisk Have udvider

Niels Kjærbølling var selvfølgelig sønderjyde. Han var lærersøn fra Als. Med støtte fra Christian den Ottende udgav han et stort værk om nordiske fugle. I
1859 fik han lov til at indrette sig i prinsesse Vilhelmines have – en halv hektar nærmest landevejen. I 1860erne kom prinsesse Carolines have til.

I Berlin havde Kjærbølling set, hvordan man lavede en zoologisk have. Han fik en sneugle og en ørn forærende, så nu var det tid til at lave noget spændene i København.

I efteråret 1859 blev dørene slået op for københavnerne. I begyndelsen var haven forholdsvis primitiv med høns, ænder, kaniner og en sæl i en balje. Han havde ingen andre indtægter end entréen.

Efter yderligere udvidelser var der pludselig plads til større dyr. Nu kom der kameler, rensdyr, isbjørne og kænguruer. Man savnede man
løver, tigere og elefanter, Men endnu var det ikke råd til dem.

 

Københavns Skøjteløberforening

Peblingesøen var stedet, hvor man om vinteren glemte alt om faste klokkeslæt og middagsmad. Her skøjtede man til den store guldmedalje, når isen havde lagt sig på søen. Også kvinderne havde fundet vejen til isen. Det var så en sport for ridderlige herre at samle forulykkede kvinder op.

Man kunne også byde en dame med på isen. Der blev sørget for, at en tredjedel af Sortedamssøen blev ryddet for sne hver formiddag. Der var så kun adgang for medlemmer. Man skulle huske at fremvise medlemskortet, når man gik på isen. Hele 2.000 skøjteløbere meldte sig ind.

• Damer løb med ynde, Herrer med fasthed, Børn med lystighed – alle med den velgørende bevægelses friske præg.

Således beskrev en avis, datidens skøjteløbere dengang.

En håndbog i skøjteløberkunsten fra 1867 indeholdt grafiske anvisninger i elegante herresving. Ja i håndbogen hed faktisk:

• Skøiteløberkunsten eller Anviisning til Skøiteløbning saavel for Begyndere som viderekomne med 20 Tegninger i Teksten.

Den var samlet og udgivet af C. Høegh Guldberg.

 

Spadseretur på Volden

Man holdt fast ved traditionen med at man Store Bededag ved aftenstide skulle gå tur på Volden. Kirkelokkerne ringede helligdagen ind. Det var forår og man viste sit nye tøj frem. Man hilste på bekendte. Desuden samlede man appetit til aftenens højdepunkt – Te med varme hveder.

 

Overbefolkning

Godt og vel hver tiende dansker boede i København. Omkring 1860 boede der 160.000 inde bag de gamle volde. I 1800 årene var der 4 – etagers huse med snævre gårde og side – og baghuse.

Alt hvad der kunne bebygges, blev bebygget. Alle var afhængige af retiraderne i gården. Stanken fra disse lokumskasser hang i hele ejendommen. Overløbsrøret endte i rendestenen. Man kendte ikke til kloaker.

Ved slutningen af enevælden var København en forslummet by. Det gik endnu nogle år, før militæret slap sit jerngreb. Store og Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang Didrik Badskærs Gang, det var bare nogle af de sorte pletter på kortet. Her fandt man den rene elendighed. Mørke, stank og uterlighed, sådan
beskrev Vilhelm Bergsøe det.

Hver tomme under husets tag var optaget. Kridtstreger var det eneste, der skilte mænd, koner, halvvoksne piger og nøgne børn fra hinanden.

På årets to flyttedage i oktober flyttede alle, der på en eller anden grund søgte en ny bolig. De mere velstillede kunne flytte ved hjælp af en vogn. Andre måtte nøjes med at bære det hele på ryggen.

Ved samme lejlighed var det tilladt at smide affald ud på gaden. Alle benyttede sig af lejligheden til at forny sengehalmen. I brændevinsbrænderierne, hvor man fodrede køer med affald fra produktionerne, mugede man ud i staldene. Der var stadig i 1860, tre tusinde stykker kvæg inde i København. Og
skolebørnene havde selvfølgelig fri.

 

Nye udstillingsvinduer

I 1840erne vakte modehandlerske Louise Rasmussen på Vimmelskaftet opsigt ved at udstille en mannequindukke. På Østergade afstedkom charcuterihandler Beuvais ligefrem opløb ved at fremvise viktualievarer i sit vindue.

Boder og butikker havde eksisteret i århundreder mere eller mindre anonyme bag lukkede facader. Loven om næringsfrihed fritog bønderne besværet med at køre til byen. Nu blev konkurrencen alvorlig. Priser, service, beliggenhed og tiltrækkende udstillingsvinduer var nu afgørende.

Krambodssvenden blev afløst af ekspedienten. Nu stillede man krav til dennes viden. Og vinduerne blev illumineret af gas-lys. Gadebilledet ændrede sig totalt.

De handlende begyndte at udsende reklametryksager. En ny trykketeknik gav nye muligheder.

 

Litterær debut med 200 års forsinkelse

Corfitz Ulfeldt var rigshovmester. Han var Leonora Christinas ægtefælde og skæbne. Hun benægtede stædigt, at hun var vidne om hans landsforræderiske planer. Eftertiden har dog ikke givet hende medhold.

Straks efter fængslingen i Blaataarn blev Leonora underkastet en ydmygende kropsvisitation. Den blev foretaget af Abel Cathrine, en af Dronning
Sofie Amalies fortrolige. Det var ikke værdigenstande, man gik efter, men notater og breve.

Leonora Christine påbegyndte sit Jammers Minde som en redegørelse over for hendes børn. Efter hendes død i 1698 kom manuskriptet til datteren Anna
Cathrine, der blev så rystet, at hun overvejede at brænde det skrevne. Hun betænkte sig dog, og sendte manuskriptet til broderen Leo Ulfeldt i Østrig,
der dog gemte det af vejen.

Da
H.C. Andersen i
1845 skrev sin lille fortælling Holger Danske lod han også tankerne gå til et snævert mørkt fængsel, hvor der sad en dejlig kvinde. Hun var da allerede blevet en national legende, men ingen vidste, hvad hun havde oplevet.

Men i 1868 rejste den danske forsker, F.R. Friis til Wien og Prag for at finde noget materiale om Tycho Brahes historie. Han kom i den forbindelse i kontakt med grev Johannes Waldstein – direkte efterkommer af Leo Ulfeldt. Og her dukkede de interessante materiale frem.

Jammers Minde blev trykt i 1869. Det var det bedste prosa, der var skrevet i Danmark i mange år. Det var nok den mest rystende erindringsbog, som Danmark nogensinde havde set.

 

De første badeanstalter

Nu hvor politikerne i Borgerrepræsentationen har lukket Sjællandsgades Bad på Nørrebro, kan det være interessant at finde ud af, hvorfor disse badeanstalter blev oprettet. (det har politikerne ikke, men det var stærk på tale, da denne artikel blev skrevet)

Carl Joachim Hambro var af tysk – jødisk afstamning. Han gik over til kristendommen. Faderen var handelsmand, fabrikant og bankier. Men søn og far kunne ikke rigtig sammen. Derfor rejste sønnen til London. Her oprettede han sin egen bank. Men desværre gik den konkurs. Faderen rejste hurtig til London for
at hjælpe. Han nåede aldrig tilbage til København.

I faderens testamente rådede han sønnen til at blive landmand, for andet duede han ikke til. Han ydede lån til krigen mod Slesvig – Holstenerne. Som tak for denne hjælp blev han udnævnt som baron.

I 1849 erfarede Hambro, at man diskuterede oprettelsen af badeanstalter for mindre bemidlede . London havde det allerede. Hambro sendte 12.000 rigsdaler til København som første bidrag til oprettelse af badeanstalter.

Han havde sikkert ikke forstillet sig, at det hele kom til at hænge på ham. Fjorten år brugte politikerne til at fundere over planerne. Men det skulle en koleraepidemi til, inden de reagerede.

For at levere vand til anstalten forlangte kommunen fuld pris. Det forargede i den grad, Hambro. Den første Hambroske Bade – og vaskeanstalt blev bygget ved Borgergade. Der blev opstillet 20 badekar, og indrettet 20 steder, hvor der kunne vaskes tøj.

To dampkedler leverede varmt vand til badene, som man for renlighedens skyld beklædte med glaserede teglsten. En annonce for den Hambroske Anstalt viser at det hele var delt op i to selvstændige afdelinger – Mandfolkebadene og Fruentimmerbadende . De to køn var skarp adskilte og havde hver deres indgang.

• Offentlig Vadske – og Badeanstalt
• Den offenlige Vadske – og Badeanstalt, der er opført i Borgergade, Hj. Af Hoppens – og Kaninlængen, for Penge, skænkede dertil af Baron Hambro i London, staar fra Torsdagen den 26de Januar af aaben til almindelig Afbenyttelse hver Søgnedag, indtil videre fra kl. 9. Søn – og Helligdagene ere kun Mandfolkebadene aabne fra kl. 8 – 10 Formiddag, Fruentimmerbadene og Vadskeriet lukket.
• Betalingen er 12 Sk.
• -For et varmt Bad med et Haandklæde, 8 Sk for et koldt Bad, 4 Sk for den 1ste Times Afbenyttelse af et Vadskerum med Tørrekammer, Rulle, Strygejern osv., 3 Sk. For hver paafølgende ½ Time, 8 Sk. For et Tørrekammer en Nat over.
• Indgangen til Mandfolkebadene er i Hopsenslænge, til Fruentimerbadene og Vadskeriet i Borgergade.

Kjøbenhavns Magistrat den 23de Januar 1865.

 

Den første Julemand

Han var leder af Krebs Skole i København. Og hans bror var den egentlige skaber af Kunstindustrimuseet. Men det er nok ikke det, de to brødre Johan og Pietro Krohn vil blive husket for. Nej, det var nok snarere den børnebog, de skabte sammen – Peters Jul.

Det var den jul, der prægede barndomshjemmet, der skabte bogen. Pietro Krohn og Otto Haslund lavede illustrationerne. Johan fortalte den enkle historie på vers.

De afleverede alt materiale til forlæggeren Frederik Wøldike. Han overlod det tekniske til litografen. Men de tre ophavsmænd blev forfærdede, da de så
resultatet. De kunne dårligt genkende billederne. Rent svineri, sagde Jacob Krohn og nedlagde forbud mod udgivelse.

Året efter fik Wøldike økonomiske problemer. Han havde ikke råd til at ligge inde med hele oplaget. Han tiggede Johan Krohn om, at måtte udsende bogen, som den var. Anmelderne var mere nådige end de tre herrer.

• Nette små Digte, ledsagede af colorerede Billeder

Men de tre ophavsmænd var dog stadig ikke tilfredse. De gik i gang med at revidere udgaven. Den udkom i 1870. Siden er den kommet i mange udgaver med skiftende illustrationer, men med samme tekst.

Og den julefest som Krohn skildrer, er klassisk. Det er juletræ med kræmmerhuse, stegt gås osv. Men da Peters Jul udkom havde juletraditionen langt fra bidt sig fast i hele landet. Mon ikke bogen har været med til at skabe traditionen.

Vi hører om en gammel mand med røde kinder og lang skæg, der traver gennem byen. Han vender sig bort i vrede, når han møder uartige børn, men sniger sig ind og tænder juletræet, når den hjemmelige idyl kræver det.

Krohn indfører en ny figur, tyskernes Weihnachtsmann eller amerikanernes Santa Claus. Nu var den tyske julemand dog nærmest beslægtet med den Store Bastian. Han straffede de slette børn.

 

Nyt materiel til Brandvæsnet

I midten af 1850erne omfattede Københavns Brandkorps 4.200 mand. De rådede over ikke mindre end 39 store og ca. 150 mindre sprøjter. Det burde jo egentlig være rigeligt. Men efter en brand i en parfumehandel i Købmagergade skrev dagbladet Fædrelandet:

• Det varer utilbørligt længe, inden sprøjter kommer til stede. Råben og larmen er der mere end nok af, men ingen orden og kommando. Politiet gør sit bedste, det må erkendes. Men brandvæsnet lader meget tilbage at ønske. Bliver noget reddet, så er det oftest det frivillige publikums raskhed og rådighed, det skyldes.

Jobbet som brandmand var en bibeskæftigelse. Mandskabet var optaget af andre gøremål og andet arbejde. Det tog ofte en halv til en hel time, at kalde mandskabet sammen. Langt om længe kom ham, der havde nøgle til sprøjtehuset. Og brandfolkene skulle selv trække den tunge sprøjte.

Det gik ofte over en time før slukningen kunne begynde. Man kunne sagtens signalisere, at der var brand, men åbenbart ikke om der var tale om en lille eller stor brand.

I 1859 blev brandvæsnet reorganiseret. Man oprettede en række lokale brandstationer , der var bemandet dag og nat med vagtpligtigt mandskab. Disse kunne
klare det meste. De andre kunne tilkaldes i nødstilfælde.

Man moderniserede også tjenesten ved at indføre telegraflinjer., der forbandt stationerne indbyrdes og med politiet. Samme år kunne man også indvie Københavns første vandværk. Så der var tryk på ledningen fra starten. Man kunne også ophøre med at føre vand frem i tønder og baljer. Det var effektivt. Men sprøjterne var stadig håndtrukne og hånddrevne.

I England og navnlig USA havde man taget dampsprøjten i brug. Den tunge dampmaskine blev trukket af et hesteforspand. Under kørslen blev der fyret op.
Ved ankomsten var den fuld funktionsdygtig. Den leverede tre gange så meget vand som den bedste håndsprøjte. Og så kunne strålen nå op i fire kilometers højde. Problemet var prisen – ca. 3.500 dollars.

I Danmark blev der udviklet den traditionelle håndsprøjte. Man betjente den ganske enkelt ved at trække pumpestængerne op og ned. Konstruktionen var meget robust. I tilfælde af funktionsfejl var den let at reparere.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler

Redigeret 16. – 02. – 2022

 

 

 

 

 

Denne artikel findes i en bedre udgave – i en redigeret udgave – søg efter Nyboder – dengang (b)

 

En
husar blev både skudt, hængt og druknet. ”Dårlig”
krudt var skyld i en kæmpe eksplosion. 700 huse blev
beskadiget, 50 var totalskadet. Mange døde og der var mange
sårede. Vi besøger Nyboder 25 år senere. Unge kom
i majestætens tjeneste. Deres lykke var gjort. En linedanser
brækker ryggen på Rosenborg Eksercerplads

 

Den
stakkels husar

i
mange år blev området Grønland
ved
Nyboder
brugt
som rettersted. Og den stakkels husar i 1757 oplevede både at
blive skudt, brændt og druknet.

En
forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte
sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården
på Kastelsvejen
måtte
de kaste kisten i Kastelsgraven.

 

Eksplosionen

Den
31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved
Krudttårnet
på
Rosenkrantz
Bastion ventede
på afløsning. Østerport
havde
været åben i et par timer.

Netop som vagtafløsningen
fandt sted klokken ti minutter over ni lød der over den ganske
hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en
kraftig rystelse og en trykbølge.

De nærmeststående
træer, møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer
og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden for
voldene blev der også meldt om store skader.

Det
gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Skader uden for
Østerport
og
ved Blegdammen,
og
selv i det beskyttede Kastel
blev
der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske
indbyggere 100.000 rdl.

 

Ny Østerport Bastion

Rosenkrantz
Bastion blev
oprindelig kaldt for Ny
Østerport Bastion. Den
var beliggende vest for Kastellet
og Østerport.

Bastionen
forsvandt i 1897 i forbindelse med anlæggelsen af Østerport
Station.

Da krudttårnet
sprang i 1779, faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos
nogle af beboerne.

 

”Dårlig”
Krudt

Årsagen
til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det
gode skib Slesvig
skulle
have krudt ombord. Det skulle leveres til Algier,
Marokko og
Tripolis.
Det
var en slags present mod, at de nordafrikanske sørøvere
lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere
holdt sig ikke til aftalen.

Linieskibet
Slesvig løb
ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten.
Skaderne blev udbedrede, og Slesvig
returnerede
til København.

Den
7. juni 1777 blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i
krudttårnet ved Østerport.

 

Krudtets
tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange
anmodede Major
Thranmoes om,
at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring.
Men han bliver overhørt og irettesat af sine foresatte.

Thranmoes
beskrev
situationen i tårnet på følgende måde:

 

• Krudt og Staver, samt
  daarlige Tønder med Foraadne Baand ligger blandt hinanden.

 

Var det vagterne?

Datidens
medier turde ikke tage stilling til årsagen for eksplosionen.
En deputeret i Danske
Kancelli antydede,
at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så
havde antændt krudtet i tårnet. Og det skulle have været
en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst
branden.

En anden antagelse var,
at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at
en gnist var opstået.

Men tre vagter, der alle
kunne have givet svaret på dette omkom under eksplosionen.

De blev alle begravet
dagen efter i overværelse af alle over – og
underofficerer.

 

I
det hele taget var mange blevet dræbt og utallige såret.
Indberetningerne fra Rodemestrene
var
meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks
Palæ beløb
sig til 732 rigsdaler og 3 mk. I første omgang anslog man
skaderne på Frederiks
Hospital til
2.500 rdl. Men en senere synsforretning firedoblede skaderne.

 

De stakkels møller

Nyboder
var
selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående
møller var Stenkuglegade
og Rigensgade hårdest
ramt.

 

Møller
Mouritz Friderichsen var
blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og han frygtede, at
hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens
– og Grønlands Mølle var
blevet jævnet med jorden. Friedrichsens
6-
7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade
med
tilhørende side – og baghus havde lidt alvorlig skade.
Tagene var revet af. Lofte, vægge og døre samt vinduer
var alle slået i stykker.

 

Uden
nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den
stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig
mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus.
Han forsøgte ligesom så mange andre at henvende sig til
Brandassurancens
Contior, men
måtte erkende, at der intet var at gøre.

 

Grønlands
Mølle på
den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som
den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene
side.

 

Mange døde og
sårede

En
15 – årig pige, der arbejde i Kongens
Mølle og
to møllersvende blev dræbt. Endnu en 15 – årig
pige, der var på vej ud til møllen og en kone der gik på
vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflyvende
træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på
tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.

 

Stokhusmøllen
var
også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt
smadret. Møllearmene var skadet, ligesom selve møllen
havde flyttet sig på pillerne.

Den
tilhørende ejendom i Stokhusgade
var
også raseret.

Enken,
Karen
Rasmusdatter, der
ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn.
Hendes mand og en møllersvend omkom ved eksplosionen.

 

Ingen hjælp

Mange
skrev til Magistraten
om
hjælp. Men der kom ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget
for næringsskat indtil deres huse var genopført. Men det
var de færreste dog i stand til.

For
Knud
Lyne Rahbek var
det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni – tiden
gik han tur på volden, men netop den dag sad han og ventede på
sine sko.

 

Just
Christian Uhrenholt havde
opholdt sig på Saltholm
på
eksplosions tidspunktet. Først flere måneder efter kom
han hjem for at besigtige skaderme. Hans hus var et mur – og
bindingsværkshus på femogtyve fag i to etager med to
kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.

 

Bryggeriet næsten
total skadet

Lige
på hjørnet af Rigensgade
ud
mod Grønland
hos
brygger de
Place var
skaderne totale. Hos naboerne Nyboder
Materialegård samt
Det
Kongelige Uldmanufaktur var
skaderne knap så store.

Hos
garnisonsskarpretteren Oswald
på
hjørnet af Rigensgade
og
Krusemyntegade
var
skaderne ligeledes betydelige.

 

Orden skulle sikres

Admiralitetet
udsendte
en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle
sættes i gang øjeblikkeligt og de husvilde skulle
skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i
gang med at indrapportere skader på såvel huse som
mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset,
da
man anså Nyboders
egne
sygestuer som ubrugelige ved ulykken.

 

700 Nyboder –
huse skadet

Husene
havde mange steder taget varig skade. Det gjaldt især for
Tulipan
– Elefant – og Harregade. Her
var hovedmurene hist og her revnede. Skorstene var knækket og
revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer
og vindueskarme var knust. I loftet var der sprækker.

 

Ja
faktisk var alle huse i Nyboder
mere
eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Den pludselig fattigdom kunne ikke skjules. Man hørte masser
af jammer og klager. Et halvt hundrede af de 700 huse var
totalskadede.

 

Ingen spekulation i
andres ulykke

Allerede
på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten
ind.
For at forhindre spekulation i de skadelidtes ulykkelige situation
udstedte Magistraten
allerede
den 31. marts en plakat
angående
fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas og at ingen
måtte nægte at overlade de skadelidte de nødvendige
materialer. Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede
hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de
forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at
udbedre skaderne.

Man
tillod også at glas og tagsten indførtes toldfrit i en
periode på seks uger. Em masse teglsten kom fra fabrikkerne ved
Flensborg
Fjord.

 

Kalkfabrikkerne
uden
Øster Port

På
den nye kalkfabrik
uden Øster Port, besluttede
man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og
trængende Nyboder
– beboere. De
kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens
Porte fik
man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af
Nyboder.

Det
var både den gamle og nye kalkfabrik uden
Øster Port, der
fik ordren på 164 læster
stenkalk.

 

Ingen hjælp fra
Brandkassen

Stadens
Brand Casse afslog,
at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen
og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte
betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og
storm.

 

Nu var man bange for de
eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud
over slottet. Man måtte hurtig tilvejebringe 100.000 rdl. At
den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket
på forhånd.

I
1781 blev det pålagt Brandforsikringen
til
at betale de 100.000 rdl.

 

En femtedel blev
samlet ind

I kirkerne blev det
samlet sammen til de skadelidte. Man nåede op på et beløb
på cirka 17.000 rdl. Dette kunne dække cirka en femtedel
af tabet.

 

En ny ”Krudt –
Plan”

I
1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men
med Struensees
fald
bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:

 

• angaaende krud
  taarnene i Kiøbenhavns Fæstning og Byens Betrykkelse
  for Fremtiden.

 

Heri stod blandt andet:

 

• for Døren til
  ethvert Krud Taarn giøres en Grav og en Rist, saaledes at
  eventuelt spildt Krudt kunne falde gennem Risten ned i Graven og
  dermed blive uskadeliggjort.

 

Ingen blev nogensinde
gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt”
i Krudttårnet.

 

En ny mølle på
stedet

På
pladsen ved Rosenkrantz
Bastion, hvor
krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage
den
29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle
mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen

 

Nyboder – 25 år
efter

Men
hvordan gik det på Nyboder.
Vi
besøger stedet cirka 25 år efter katastrofen.

 

Mange
søgte Admiralitetet
om,
at indrette butik på Nyboder,
men
mange fik afslag. I Krokodillegade
nr.
7 lige over for Svanegade
indrettede
en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der
blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og
brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster,
men ingen forhindrede dog enken i at servere for stående
gæster.

 

Krokodillevej
7

Det
var ellers små kår, man tilbød beboerne dengang i
Nyboder.
En
beskrivelse af Krokodillevej
7 dengang
i begyndelse af 1800 – tallet: Her er det tale om en
mellemklasse familie.

 

Stuen var cirka 5 x 7
alen – bagved var et lille kammer på et fag på 5 x
3 alen. Gulvet var af mursten, strøet med sand, fornyet hver
søndag eller fejet i flammer med birkekoste.

 

Der var bilæggerovn
med Frederik den Femte`s og dronning Louises portrætter. Døre
og vinduer var rødmalede, væggene var hvidt –
kalkede. Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. –
langt senere blev væggene gule og dørene grå.

På væggene
hang mange billeder. Det bedste var Christian den Fjerde på
skibet Trefoldigheden.

 

Møblementet var
et stort fløjbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod
sukkerkasserne, en med brun kandis og en med puddersokker samt en
klædekurv med fint brød..

Mellem vinduerne stod
et gult bord.

 

For enden af stuen
lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol.
Her fik bedstemor hver eftermiddag sin middagslur med forklædet
kastet over hovedet.

På bagvæggen
stod en smuk egetræs dragkiste med stærkt forgyldte
nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af
disse var kinesiske, hjembragt af morfader. Her stod også en
japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stor porcelænskrus
, blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 –
rigsdalersedler.

 

I hjørnet ved
kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre
etager, hvorpå stod kinesisk porcelæn.

Under bordet stod den
runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette
blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store
Kongensgade lige over for Julianes Palæ.

Foran på bordet
stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer.

I kammeret midt for
døren lå brændevinstønden.I et aflukke ude
i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med
”godt øl” og en med ”skillingsøl”.

 

I stuen var der nyere
grimme stole med sorte lædersæder påslåede
med forgyldte messingsøm.

I kammeret var nogle
gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte
lædersæder. I kammeret var også et rødt
lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød
dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt
gardin rundt om.

 

På skorstenen i
køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde.
I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.

I vinduerne var der
mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter,
passionsblomst, der slyngede sig i spankskrørsstativ og en
plante med mørke runde blade, røde underneden. Den
kaldte bedstemoder ”tålmodighed”.

 

Frisk mælk fra
landet

Hver
morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte.
Fra
en brygger på Toldbodvej
kom
der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet.

Kaffe
blev hentet i en sæk fra Kultorvet.

 

Dengang
kostede Skillingsøllet
en
skilling pr. potte, mens det gode øl kostede tre skilling pr.
potte. Smedende og deres koner drak flittigt på Nyboder
–
dengang.

 

Om
sommeren tog man ofte i Kongens
Have, hvor
der var musik i Herkules
– pavillonen.

For
enden af Kærlighedsstien
fra
Nørre
– til Østerbro ved
Nyvej
stod
en kone og solgte jødekager.

 

Privat – skoler
i Nyboder

Hele
to skoler var der i Krokodillegade.
Holmens Skole lå
lige ved volden. Stjernes
Skole lå
nærmest i Svanegade.
Lederen
Hr.
Stjerne havde
før været kanoner
og klokker.

Lærerbøgerne
bestod af Peder
Jensens ABC og Luthers Katekismus.

 

På
hjørnet af af Borgergade
ved
Hoppens
Længe lå
en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom
var en rigsdaler om måneden.

 

I majestætens
tjeneste

Man
kunne være så heldig, at blive antaget som rugdreng.
Så
var man i hans
majestæts tjeneste.

 

Man fik fri undervisning
og mundering. Den bestod af klædestrøje med blanke runde
knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par
strømper, og skjorte af groft lærred.

Var
man mere heldig og blev kostdreng.
Ja
så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn,
ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark
i månedlig løn.

Skolen
var i Gåsegades
(Vildandegades) to
længer. Der var tre klasser på hver side, kompagni
– , kost – , og rugdrenge . Skolelokalerne
var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, 10
drenge på hver bænk.

 

Man
blev både undervist fysisk og psykisk. Blandt lærerbøgerne
var Godmans
Fortællinger, Mallings store og gode Handlinger, Holms
Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.

 

Festmiddag og svømmeundervisning

På
kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til
Søkvæsthuset.
Her
blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja store tinkrus med
godt øl til fri afbenyttelse blev også serveret. Et
lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens
fødselsdag.

Uniformen
blev også brugt, når der var vandgang
på
Gammelholm
ved Mastemagerværkstedet, hvor
der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle
man så svømme.

I parade skulle man gå
i kirke hver anden søndag.

 

Den lille konge

Konge
Frederik den Sjette kom
hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen
urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være
for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af
lutter tykmavede personligheder.

 

Den
stakkels linedanser

Området
gav efter genlyd af regimentsmusik ved Østerport.
I
det hele taget var der masser af militær i området.
Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser, så
ganske pæne ud.

 

Et
stort indtryk efterlod den hollandske linedanser Christian
Roats død
på Rosenborg
Eksercerplads den
12. juni 1823.

Han
skulle gå op til det store tårn med en sæk over
hovedet. Han var klædt i en rød spansk dragt. Men på
vejen nedad gik noget galt. Roat
råbte
et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem som holdt den, væltede
omkuld. Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han
døde kort tid efter af sine kvæstelser.

 

Kongelige bryllupper

En
anden stor begivenhed for Nyboder
– folket var
Prins
Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup
med kongens datter Vilhelmine.

 

Man
stillede sig op på Kongens
Nytorv, for
at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8
hvide heste foran. Foran disse var der løbere med
blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i
hånden.

Et
par år efter gentog det sig. Denne gang var det Prins
Ferdinands bryllup
med Caroline.

 

Sommerudflugter

Sommerudflugterne
omkring 1830 foregik med en trækvogn. Ofte gik det til
Frederiksberg,
hvor
man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man
måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen ad
Ladegårdsåen,
sommetider
af Rolighedsvej.

Det
skete også, at turen gik ud til Fællederne.
En
gang om året gik turen til Dyrehaven.
Men
turen i vogn til dette sted var ofte for dyr for familien.

 

Det rene vand

Vandet
kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved
Rosenborg
Post ved
enden af Gothersgade.
Man
kunne også tappe vandet fra gamle trærender ved
Peblingesøen.
Men
så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom
med ned i spanden.

 

Ved
Adelgade
var
der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i
Tulipangade.
Og
folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken
post, man tappede vandet fra.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Nyboder

 

Hvis
du vil vide mere: Læs

• Kastellet
• Livet i Nyboder og på
  Østerbro
• Nyboders Historie
• København dengang
  (under København)
• Historien om Københavns
  Havn (under København)

 

 

Faderen døde tidligt. Han tog ophold hos farbror i København. Han indgik en uheldig alliance med Denkwarth. Kong Frederik blev sur. Han blev trukket 100 rigsdaler i løn. Men i 9 år fik han faktisk ingen løn fra staten. Han var håbløs forgældet. Nogle af has kort var
formidable, andre var særdeles mangelfulde og fyldt med fantasi. Han var lettroende og kritikløs i meget af sit arbejde. Nogle gange gik produktionen nok lidt hurtig. Måske var det for at holde kreditorerne borte.

 

Optegnelser taget for gode varer

Når man beskæftiger sig med Sønderjyllands historie møder man ret ofte, Johannes Mejer (Meyer) . For sin tid var han sikkert en eminent korttegner. Der var masser af historiske detaljer på kortene.

Men masser af forskere og historikere har taget hans optegnelser for gode varer. De har så videregivet disse ting i bøger og artikler, og andre har så ukritisk videregivet disse ting. Derved har Johannes Mejer ubevidst medvirket til en forvanskning af dele af Sønderjyllands historie. Kartografen har også allieret sig med såkaldte historikere af tvivlsom karat.

I min amatørartige historieskrivning har jeg især omkring Hærvejen samt Tønder og Tøndermarskens historie stødt på unøjagtigheder i Johannes Mejers korttegning.
Men hvem var dette menneske, som frembragte oceaner af kort?

 

Far døde tidligt

Kartografen Johannes Mejer nedstammede fra en slesvigsk – tysk præsteslægt. Johannes er født i Husum i 1606. Hans bedstefar var præst i Hamborg. Hans
far døde kun 44 år gammel, og efterlod enke og seks små børn.

Den yngste forsvandt sporløst. En anden søn, blev kvalt af forgiftede dampe på et apoteker – laboratorium i København. Nogle af børnene kom til København,
hvor farbror  Bernhard Mejer tog sig af dem. Han var præst ved Sct. Petri Kirke.

Under opholdet begyndte Johannes at interessere sig for matematik og astrologi.

 

Flid og dygtighed

Hvornår han nøjagtig forlod København vides ikke. Men han tog til Husum for at tage sig af sin mor. Måske var det også farbrors død, der fik ham til at forlade hovedstaden. I Husum underviste han i regning og skrivning. Desuden tjente han en skilling ved at forfatte bryllups – og begravelsessange.

Mejer begyndte desuden at udgive en almanak. Denne udkom årligt i hans sidste 34 leveår. Egentlig ville han både være astronom, astrolog, kalenderudgiver og kartograf på en gang. Og det lykkedes til dels på grund af snilde, flid og teknisk dygtighed.

 

Startede i Marsken

Hans store kartografiske virksomhed startede på en egn, hvor man i en menneskealder beskæftigede sig med landmålerkunsten, nemlig marsken. I efteråret 1636 indleverede han en række kort til hertug Frederik. For dette fik han en mindre pengesum.

I forbindelse med dette kom han i kontakt med den frisiske historikere Peter Sax. Denne Sax udgav forskellige værker om frisernes historie, og værkerne var
illustreret med gamle kort. Mejer fattede interesse for dette, og tegnede blandt andet et kort over Helgoland.

I 1641 lavede Mejer et kort over Slien. Mejer ansøgte hertugen om en løn på 400 rigsdaler for det store besvær og møje. Han havde udgifter til leje af vogn med mere. Hertugen udbetalte ham 250 rigsdaler. Senere modtog han 100 rigsdaler fra adelen.

 

Flotte kort over Aabenraa Amt

Til Mejers tidligste arbejder hører en beskrivelse over Aabenraa By og Amt. Teksten er dog ikke original. Den stammer fra en krønike. De 63 kort over Aabenraa Amt indeholder en nøjagtig kartografi over enhver by i amtet med dens jorder, markskel, moser, enge, herreder m.m. Den ledsages af en slags
jordebog udarbejdet efter den daværende amtsforvalter Joachim Danckwerths anordning.

Kortene er i høj grad detaljerede. Foruden det nøjagtige grundrids af alle landsbyerne med deres gårde og huse samt gårdmændenes og kådnernes navne og deres jorde, giver udgivelsen et unikt billede af situationen dengang.

 

Uheldig alliance med Dankwerth

I 1642 fik han af Christian den Fjerde til opgave at kortlægge vestkysten fra Varde til Glückstadt. Dette blev senere udvidet til hele Slesvig Holsten.  Mejer
ville udgive sine kort over hertugdømmerne og ville have sin bekendt fra Husum, Caspaer Dankwerth til at levere en kort tekst til hvert kort.

Casper Dankwerth var landfoged, senere borgmester i Husum. I sin ungdom studerede han lægevidenskab på forskellige tyske universiteter. I 1633 tog han doktorgraden i Basel. I 1641 blev han udnævnt til borgmester og giftede sig med enken, Helene Angel. Derved kom han til en pæn formue.

Han begyndte at interessere sig for historien. Johannes Mejer opfordrede ham til, at lave teksten til de kort han i årene 1642 – 48 havde lavet over hertugdømmerne. Det store arbejde blev tilendebragt i 1652, hvori blandt andet 37 af Johannes Meyers (Mejer)  kort var gengivet.

 

Brødrene betalte

Omkostningerne beløb sig på 6746 Rigsdaler. Det blev betalt af forfatternes brødre, Apoteker Samuel Mejer i København og Kammermester Joachim Danckwerth på Gottorp.

Samuel Mejer, der var født i 1609 havde lige som sin ældre bror, tilbragt sin ungdom i København hos farbror. I 1639 blev han udnævnt til hofapoteker, senere
tillige feltapoteker og fra 1644 også stadsapoteker.

Han ejede apoteket i Højbrostræde samt flere gårde og huse i staden. Han døde i 1658 og efterlod sig en søn og en datter., der senere blev optaget i den danske adel under navnet, Mejercrone.

Den yngste af brødrene Danckwerth, Joachim kom i den gottorpske hertugs tjeneste, og var først kammerskriver hos denne. I 1636 udnævnes han som amtsforvalter i Aabenraa.
I 1641 overtog han den betydelige post som Kammermester på Gottorp. Ved et giftemål med borgmesterdatteren fra Husum, Clare Luth kom han til en stor formue.

 

Dankwerth overtog redaktionen

Men det var nok ikke det, som Johannes Mejer havde forstillet sig. Dankwerth overtog hele redaktionen. Han fyldte bogen med højst upålidelig historisk og
etnografisk stof. Han slægtstavler var helt ubrugelige og ordforklaringer havde nærmest et komisk skær. Målet for Dankwerth var at hævde, at Slesvig Holsten altid havde været tysk.

Dankwerth havde en litterær anseelse. Blot det faktum, at man havde studeret latin gav adgang til mange ting. Men historisk og geografisk indsigt havde han ikke. Dog havde han en anset stilling og var velanskrevet hos hertugen.

Mejer burde dog ikke have indladt sig på et samarbejde. Dankwerth var stridbar, herskesyg og uhæderlig. Egentlig var det Mejers ide blot, at Dankwerth
skulle skrive en kort notits på kortene. Men opgaven løb fra Dankwerth.

 

Honorar i egen lomme

Mejer var ikke klar over, hvad der foregik. Pludselig svulmede værket op til 78 dobbeltspaltede ark. Det geografiske stof blev forvandlet til et minimum. Bogen blev trykt på det hertugelige trykkeri i Slesvig.

Og et hertugelig honorar på 200 rigsdaler stak CasparDankwerth i egen lomme.

 

Konge Frederik var sur

Bogens indhold var lige på kanten af, hvad Konge Frederik den Tredje kunne acceptere. Han truede med at konfiskere bogen. Mejer fik også en advarsel af kongen. Situationen var kritisk for ham. I 1653 rejste han til København.
Han tilbød, at rejse rundt til vigtige personer i landsdelen for at forklare alle de fejltagelser, som Dankwerth havde begået. Men det var kongen, der skulle betale udgifterne til dette, og det ville han ikke. Og Mejer måtte erkende, at han blev sat 100 rigsdaler ned i løn.

 

Udgivelsen brugt mod de dansksindede

I midten af 1850erne tog Slesvig – holstenerne bogens indhold frem igen. Flere tysksindede forfattere hævdede, at indholdet var rigtig.

 

Fik ikke udbetalt sin løn

I 1647 var Mejer blevet udnævnt til kongelig matematiker. Det var til den fyrstelige løn af 300 rigsdaler om året plus rejsegodtgørelser.

Men alt tyder på, at han ikke fik pengene udbetalt. Riget fattedes penge. Hans gæld voksede. Flere gange skrev han til kongen, for at få hjælp til at holde kreditorerne væk.

 

Flensborg ville ikke betale

Kongen forlangte, at byerne skulle betale Mejers fordringer. Men i Flensborg mente de ikke, at hans kort kom byen til gode. I forvejen havde de et overflod af Planer og Deskriptioner over Staden. Man mente, at Mejer bare kunne lade dem trykke, og sælge dem og “saaledes gjøre sig betalt”

 

Rettelser blev aldrig trykt

Med utrolig energi gik Mejer i gang med at bearbejde de 1167 tætskrevne sider, som Danckwerth havde skrevet. Men det blev aldrig udgivet. Mejer havde ganske enkelt ikke pengene til det.

I 1653 forsøgte Mejer igen at få penge af Danckwerth – slægten. Men det lykkedes ikke. I stedet solgte Dankwerths enke i 1656 kobberpladerne fra bogen til en hollandsk bogtrykker uden Mejers viden.

 

Kun to år for et danmarkskort

Mejers kort over Danmark fra 1650 blev afleveret efter kun to års arbejde. Det var et usædvanligt stykke arbejde. Allerede i 1643 havde han ladet bælterne opmåle. Under hans ophold i København foretog han rekognoscering over hele Nordsjælland, ja måske hele den østlige kystlinje.

 

Grønland – fantasifuldt og upålideligt

I gamle dage var der mange byer, grønne skove og slet ingen indlandsis på Grønland. Det nåede Johannes Mejer, at komme frem til i 1650erne. Som en hyldest til det danske kongehus tegnede han et kort over Grønland, der er lige så fantasifuldt og upålideligt, som det er smukt og farverigt.

 

Ordre fra konge blev ikke fulgt

Fra 1654 – 55 kortlagde han Jylland. Fra 1655 – 58 udarbejde han Skåne – bogen.

Desuden havde han planer om et stort nordisk atlas på hele 7 bind. Men krige stoppede hans planer. Kongen havde ellers udstedt en forordning:

• Thi byde vi og bede vore Embedsmænd, Fogder, Borgmestre, Raadmænd og andre, som paa vore Vegne nogen Befaling have, og dermed besøger, at
  I hannem ikke aleneste paa hans begæring udi tvende næstfølgende Aar forskaffe fornødne Heste og Vogne saa vel som fri Færge over Færgestederne, at han vel befordret og uden Ophold overalt frem og tilbage kan afsted komme, men end ogsaa alle og enhver vore Undersaatter, vælre sig Præster eller andre, som han om nogen Kundskab besægendes vorder,at de hannem udi forbemeldte hans Intention, saavidt muligt
  er, til bedste befordrer og Underretning gjører.

Det var nu langtfra alle, der efterkom kongens ordrer.

 

Mange mangler på kort

Flere historikere og forskere har taget Mejers historiske kort for gode varer. Han var selv overbevist om kortenes rigtighed. Men et kort over Nordfrisland
i året 1240 er vel fri fantasi.

Alle øerne, Jordsand, Rømø, Manø og Fanø er forsvundet. De er optaget af et stort å-løb og et kystlandskab, der er gennemskåret af forskellige kanaler. På
et oversigtskort møder vi en række helt ukendte bynavne.

Ellum Syssel er ukendt for Mejer. Og Biskop Johannes Monradus skulle have været Erik Monrad. En del kirker er udeladt, nemlig Daler, Abild og Ubjerg. Og
så har han glemt Ballum og Anflod. Så nævnes Rudbøl Kirke. Problemet er bare, at der aldrig har været en kirke i denne by.

Vi skal ikke trætte læseren med flere eksempler.

 

Forskere har slugt det råt

Man kan forbavse sig over den mangel på virkelighedssans og kritikløshed samt overfladiskhed, der kendetegner hans kort over Vadehavet fra 1644.

Han giver læserne det indtryk, at han ved alt om kystens form, strømmens retning, søernes udformning, sogneinddelingen, det nøjagtige å-forløb med mere. Og nogle forskere har slugt dette råt. Han lagde kirkerne, Keitum og Morsum på Sild uden for øens nuværende grænse ude på vaderne.

Mejer anvendte stednavne i en blanding af dansk, plattysk og højtyske former. Det kunne være svært at tolke disse stednavne.

 

Savnede nutidens præcision

Mange af hans kort savnede nutidens præcision. Men i forhold til datidens forhold var de usædvanlige nøjagtige. Kigger man på nogle af hans kort, ja så er Slesvig for smalt. Og i hans kort over Danmark fra 1650 er Sjælland for bredt.

De forskellige kortblade er temmelig uensartet. En stor del af hertugdømmerne er klaret ret hurtig. Det ses på kortene. Det er som om vestkysten er bedre beskrevet end østkysten. Nogle af kystpartierne er dog kopier af ældre kort. Det er tydeligt, at Mejer er blevet inspireret af landmåleren Johannes Berentz (Behrens), der tidligere havde leveret kort over Helgoland og Nordstrand.

Men kigger man på gengivelser over Vidding Herred og Ejderstedt er det dog store mangler.  Skove, mose og heder er ofte fordelt tilfældig. Og å-løbenes
forløb passede ikke. Det gjaldt for eksempel for Vidåens løb.

• Johannes Mejer er ikke anset for en særlig troværdig korttegner, bl.a. fordi han frembragte en – vistnok – meget fantasifuld rekonstruktion af den sønderjyske vestkyst, som den angivelig tog sig ud omkring 1240, men også fordi hans produktion på ganske få år var så omfattende, at han umuligt
  kunne nå de fornødne opmålinger m.v., selv om han brugte sekstant eller andre maritime instrumenter og procedurer til bestemte målepunkters positioner.
• Når han ydermere lavede forskellige ”udgaver” af kortene og nogen gange anbragte fænomener, der formentlig var forsvundet mindst et par menneskealdre  før udgivelsen, har han sandsynligvis brugt ældre forlæg eller oplysninger, der på en eller anden måde var kommet ham i hænde
  under udarbejdelsen af rekonstruktionen, hvorved også hans arbejdstempo bliver forståeligt.

 

Lettroende og kritikløs

Mejer har åbenbart været lettroende og kritikløs, når han beskrev Sønderjysk og Nordfrisisk geografi og historie. Han lavede også et kartografisk billede af byen Slesvigs udseende fra 1154, af Oldenborg 1320, af Ditmarsken 1500, af Helgoland år 800 og 1300.

Det hertugelige bibliotek på Gottorp havde masser af kort liggende indtil 1713, da Kong Frederik den Fjerde lod dem overbringe til sit bibliotek i København.

I de sidste år arbejdede han på et atlas over Øerne og Jylland, bestående af hele 95 kort. Disse kort findes ikke mere. Men på Det Kongelige Bibliotek findes
der dog adskillige mere eller mindre færdiglavede kort i en periode fra 1647 til 1672.

 

Forgældet

I over 20 år havde Mejer et anstrengt og omflakkende liv som kartograf, men efter 1658 opholdt han sig til stadighed i Husum. Selv forblev han ugift. Hans yngste søster, Anna var gift med kordegn og hjælpepræst Scultetus. Han hjalp Mejer i dagligdagen. Han var forgældet. Og til stadighed forsøgte han at få
penge fra Dankwerth – slægten.

 

Staten skyldte ham 9 års løn

Han havde udarbejdet et stort kort over Danmark og Norge i 1666. Kong Frederik den Tredje lovede ham 200 rigsdaler for dette. Men riget fattedes stadig penge. Så
atter engang fik han intet udbetalt, i stedet fik han anvisninger,
som han ikke kunne bruge til noget som helst .

 

Det groteske var, at i
1665 skyldte staten ham 1,800 rigsdaler eller det, der svarer til 9
års løn. I en lang årrække var han
insolvent.

Ja
han måtte endda forpligte sig til gældsfængsel,
hvis han ikke betalte sine regninger. I sin sag mod Dankwerth
– slægten måtte
han pantsætte sine ejendele, for at kunne betale sin advokat.

Gang på gang bad
han hertugen om hjælp for at holde kreditorerne på
afstand. Trods alt, er det jo vanvittigt at tænke på, at
den danske stat ikke ville betale datidens største kartograf
sin velfortjente løn.

 

Døde også
forgældet

I
sit testamente fra februar 1674 indsatte Mejer
sin
brodersøn, Henning
Mejer (Mejercrone) som
eneste arving. I juni 1674 døde en forgældet lærd
mand.

 

Få
uger efter farbroderens død må Henning
Mejer have
afhændet de danske kort.

 

Kilde:
Se

Litteratur
Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: læs

• Vadehavet ved Højer
  (under Højer)
• Friserne syd for
  Højer (under Højer)

DENNE ARTIKEL ER BLEVET NY _ REDIGERET – TO ARTIKLER ER BLEVET SAMLET TIL EN ARTIKEL: 

LED I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2) 

 

Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro, 27. oktober 2010. Fortsættelse.

Vi
fortsætter på østkysten. Det starter med Ryde
Kloster, Bov Kirke, Kliplev, Ensted, Varnæs, Aabenraa,
Hjordkær, Rise, Rødekro og Løjt. Vi hører
om de hvide hest. En præst tvinges ned ad prædikestolen,
en dør af druk. En ulykkelig hændelse fører til
dannelse til Varnæs Kirke og i Rødekro spøger
det.

 

Syd
for Bov Sogn

 

Ikke
ærbar

I
350 år huserede munkene omkring Flensborg.
Et
stort kloster lå nordvest for det nuværende slot,
Glücksborg.
En
del af klosteret lå i den nuværende slotssø.

Munkene
huserede også i Kollund
Skov og
Krusaa.

 

Cistercienerne
havde
i middelalderen, 13 kloster i Danmark.
Vi
skal dog helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i
Guldhom
i
Nybøl
Sogn nord
for Slesvig.
Det
var Biskop
Valdemar, der
indviede klosteret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster
St.
Micheal ikke
var særlig ærbar.

 

Der
blev drukket og horet. Abbeden og hans munke lå døddrukken
rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og
moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar
klosteret.
Men det blev ærbarheden ikke bedre af.

Derfor
blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til
Ryd(Ryde)
ved
Flensborg.

Men
ak, der udspandt sig en krig mellem Benekditinere
og Cistercienserne.

 

Komplicerede
operationer

Man bespiste de
fattige, og husede de vejfarende. Det var almindeligt, at de gamle og
syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste
dage under betryggende forhold.

Hygiejnen var stor. Man
havde badestuer og toiletter.

Lægerne på
klosterene gik ikke af vejen for komplicerede indgreb som operation
af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller
pileskader.

 

Men
det var ikke altid lige godt i klosteret. I 1280erne var det bispen
fra Slesvig,
Jacob, der
forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes
tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt
og lod dem piske.

 

Kongemord

Her
på Ryd
Kloster skulle
der også være foregået et kongemord, idet
Christoffer
den Første under
nadveren i 1259 var blevet forgiftet af Abbed
Arnfast. Det
skete efter årelange stridigheder med Jakob
Erlandsen om
magten i riget skulle gå til kirken eller staten.

 

Også
lige ved Hærvejen,
lige syd for den nuværende grænse ved Klus
var
der et valfars – sted. Man skulle blot medbringe en genstand
fra den syge, for at vedkommende kunne blive helbredt. Et kloster
blev anlagt ved stedet.

 

Kæmpe kloster

Det
må have været en kæmpe kloster, Rud
Kloster. Hovedbygningen
menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i
bredden. Den omfattede korsgang, og gård, søjlesalsfløj,
lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke,,
kirkegård samt sygehus og herberg.

 

Omkring
Padborg – Bov

 

Man
faldt i søvn

Hvornår
den første kirke er bygget i Bov
vides
ikke. Den var ret betydningsfuld ved Hærvejen.
Gulvet
var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så
sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de
lange ceremonier.

Efter at have talt om
bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at
tale om hverdagens problemer dengang.

Men man havde dengang en
lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

 

Spedalskhed

I
1300 tallet blev Europa
plaget
af Den
Sorte Død. Det
var pesten, der holdt sit indtog. I Bov
Kirke var
der et spedalskhedsvindue.
Gennem
dette kunne de syge stå udenfor og følge gudstjenesten.

 

Pastoren
blev hevet ned

I
slutningen af 1700 tallet var det galt med troen i Bov
Kommune. Pastor Clausen
var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt
fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak
pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder
og kom bag tremmer.

 

Denne
Clausen
var
en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur
gennem Bov,
var
det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når
børnene fra skolerne uden for Bov
skulle
have eksamen, måtte lærerne stille med dem på
præstegården.

 

Og så blev der
holdt danske prædikener og undervist på dansk i
præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op.
Præsten måtte tage sin afsked.

 

Ligvogns
– forening

I
Frøslev
by havde
man fra 1882 en ligvogns – forening. Foreningen blev først
opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer.

Det var også en
skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre
ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigstidens
mekanisering gjorde hesten overflødig.

 

 

Lundtoft
Herred

 

Adelsfamilien
Ahlefeldt

Da
Kong
Hans endelig
erhvervede Lundtoft
Herred, var
det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård
var
Slesvigs
største.
Og her sad slægten Ahlefeldt
på
magten i mere end 300 år.

Men
slægten har indbyrdes ikke været særlig gode
venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden
foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere
øst på ved Sundeved.

 

Og
det er ganske vist. Ved Søgård
Sø
har der boet en heks. Grev
Ahlefeldt havde
besøg af hende og fik et rødt ar i panden.

 

Nu
var det ikke alle Ahlefeldter,
der
var Guds
bedste
børn. De to fætre Frederik
og Ditlev deltog
i forskellige krige rundt om i Europa.
Ved
et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom
den iltre Frederik
til
at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge
lykkedes det for Ditlev
at
frikøbe sin fætter for mordanklager.

 

Syd for Aabenraa

 

Stor søgning
til Kliplev Kirke

I
hele de negative periode i Sønderjylland
søgte
folk trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde
Ahlefeldt
– familien høstet
stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev
Kirke. Især
til de årlige Helligkors
– messer 3.
maj og 14. september var der enorm søgning.

 

Det
var en omfattende valfart til Kliplev
Kirke via
Hærvejen.
Alle
skulle hen til Skt.
Hjælper. Det
hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig
hellig og dermed helbredende.

Man så figuren
gennem et vindue med jerngitter.

 

Kapel i Årup

Familien
oprettede et kapel i Årup.
Det
var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde
skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden.
Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum
Kloster.

 

Bekend dine sønner
i kirken

I
kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte
den 19 – årige Hans
Rossen, søn
af den ansete bonde og lensfoged Rasmus
Rossen knæle
ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han
havde fået et barn men den gårdmandsdatter fra Torp
– uden
for ægteskab.

 

Historien
om Varnæs Kirke

Helt
ude mod øst ligger Varnæs.
Det
har været en meget betydningsfuld by engang med
købstadsrettigheder. Og historien bag Varnæs
Kirke er
gengivet i et dramatisk sagn. Og den skal i have, for jeg ved at
konfirmander fra Anna
Kirke har
været i Varnæs
kirke:

 

• Junker Vigge var en
  ung og velhavende ridder, som boede på borgen Vold ved Varnæs.
  Han forelskede sig i Jomfru Ida, som boede på Helnæs hos
  sin far, Ridder Ove.

 

Vigge vidste godt, at
han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse.
Derfor gik han til Pather Mathies. Denne indvilligede i at arrangere
forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs.

Kirken blev bygget og
med Pather Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til
Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin
borg for at afvente den tilkommende.

 

Ridder Ove var i gæld
til den mægtige Grev John af Odde. Greven ønskede Frøken
Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev
indgået mellem de gamle mænd.

Da det under
julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til
kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke
og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så
skulle koste hans sjæl.

 

Lillebælt var
frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over til isen
ved Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde
bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen
Ida, som skulle med til Varnæs.

På tilbagevejen
over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort
fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have
mistet den anden.

Det gik flere år
før skæbnen igen førte dem sammen. I Letland var
Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de
endelig blev viet.

 

Men ak og ve. Morgenen
efter var Ida død. Hun havde i konflikten mellem kærlighed
og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere
vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var
Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst
omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og
udåndede.

 

Ved
korgavlen af Varnæs
Kirke under
den gamle løn, ligger to som i livet ikke kunne få
hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en
hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning.
Desværre er hullet nu så utæt i bunden, og vandet
er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker
Vigges hoved
i sten.

 

Gårdejerne
ville ikke betale tiende

I
1774 fandt sognepræsten Nicolaus
Freuchen det
nødvendig, at være talsmand for småfolkene i
Ensted
Sogn.

Årsagen
var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned
bragte deres skat til Amtshuset
i Tønder. Nu
forlangte man, at kådnere
og inderste skulle
være med til at betale, hvis de ville være med i
ordningen. Men det ville de ikke. Præsten mente ikke, at de
skulle betale.

Det lykkedes for
gårdejerne at få pastoren fyret. Han skulle aldeles ikke
blande sig i deres ting.

 

I
1798 var der kommet en ny præst fra Løgumkloster.
Men
han skulle snart komme ud for vanskeligheder. Man nægtede at
give tiende.

Præsten truede med
at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende.

Men
en stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på
kirke, skole og præst. Pastor
Hoeck skrev
således i 1799:

 

• Jeg er så nær
  ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min
  afsked, så jeg på en anden måde kan sørge
  for mit og min families underhold. Så ser jeg ingen anden
  udvej end at overlade min kone, som venter sig til hendes mor og
  derpå selv drage i krig mod franskmændene.

 

Militæret indsat

Øvrigheden
reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær
eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev
indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning
og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres
restance til præsten.

 

I begyndelsen af 1800
tallet steg antallet af kådnere, inderste og jordløse i
sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes
på kirkens økonomi.

I 1826 blev der bygget et
nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at kådnere og
andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.

 

Aabenraa

 

Heksene fra Aabenraa

Under
tortur indrømmede Anna
Jørgensdatter i
1617 at hun under tortur havde stået i lære hos en heks
fra Kappel.
Endvidere
indrømmede hun, at hun havde dræbt køer, og ved
nattetid havde hun danset på Galgebakken.
Og
så havde hun også plejet omgang med djævlen.

 

Margrethe
Krogh var
en anden heks fra Aabenraa.
Hun
skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd.
Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede
hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun
uskyldig, men så var det ligesom for sent.

 

I årene fra før
1500 til år 1700 døde mange tusinder af danske kvinder i
heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse.

I den katolske kirke
havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav
retningslinier til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var
heks.

I heksebibelen kunne man
læse, at hekseri stammede fra kvindens umættelige
kødelige lyst. Og minsandten om der ikke også kunne
læses, at kvinder havde mindre forstand. De blev under tortur
aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i
pagt med djævlen.

 

Med kirkens
velsignelse

Og man kiggede nøje
på kvinderne. Særlig i kirken. For hvis man tørrede
sig om munden med et lommetørklæde, var man højst
sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på
vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet
ud. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se,
hvem sognets hekse var, idet de ville vende ansigtet bort.

 

Et redskab for djævlen
var jordemoderen, fordi de var det første, der var i kontakt
med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været
inde i en kirke, blev de betragtet som urene.

 

Der skal findes en grund
til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten
slog fejl. Man begyndte at kigge sig rundt i lokalsamfundet for at
se, om nogle opførte sig mærkeligt.

 

Amtmanden træder
ved siden af

Amtmand
Gundelach
i
Aabenraa
var
kommet galt afsted. Han var stadig standsmæssig gift med
Adelheit
von der Wish. Men
han havde fået en datter med Mette
Ivers. Hun
var af betydelig lavere stand.

 

Som
skik og brug dengang sørgede børnefaderen i de bedre
kredse for sit illegitime afkom. Mette
var
derfor blevet gift med en af amtmandens medarbejdere Johan
Ranow. Han
befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på
samfundet.

 

Amtmandens
plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på
Toldsted
sydvest
for Aabenraa
–
lige ved Hærvejen.

Nu
havde Arnkiel
– familien
dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde,
man så kunne lave en kile, var at betvivle embedsførelsen.
Og amtmanden havde nok af penge og magt, så det lykkedes for
ham.

 

Den
18. april 1694 klokken ti om aftenen blev familien Arnkiel
smidt
ud af deres gård på Toldsted.

 

Troels Arnkiel
protesterer

Troels
Arnkiel protesterede
på familiens vegne. Og han klagede til hertugen. Han har
sikkert også påpeget amtmandens manglende moral.

Men
det afstedkom et mangeårigt fjendskab mellem amtmanden og
provst
Arnkiel.

 

Amtmanden
beskyldte provesten at have svin gående på kirkegården.
Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn
på kirkegården. Det var skam skarpretterens søn.
Faktum var at der både gik svin, kvæg, får og gæs
rundt på kirkegården i Aabenraa.
Ifølge
provsten var det fordi, at amtmanden havde overtaget nogle
indtægtsgivende gårde i det nordlige Aabenraa.

 

Guds straf

Troels
Arnkiel var
en højtuddannet teolog og udgav flere historiske værker.
Han viste også stor interesse for oldtidskundskab og historie.

I
1680 og 1681 viste der sig kometer over Aabenraa.
Det
fik provsten til at udsende nogle teologiske advarsler. Fra Nicolai
Kirken tordnede
han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede
på Romerbrevets
8. kapitel vers 28:

 

• Wir wissen das denen
  die Gott lieben, alle Dinge zum besten dienen.

 

Vestergade
brændte
tre uger efter. Jo provsten havde nok ret.

 

Flere problemer

Provsten havde dog flere
problemer at slås med.

Diakonen blev anklaget
for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til
fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe
over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål, og
revet parykker og hatte af festdeltagerne.

 

Kantoren dukkede ofte op
i fuld tilstand i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte
salmer af, og tonen ramte han sjældent. Først i 1704
blev han afskediget.

 

Ikke sjældent lød
der støj udefra under gudstjenesten. Det var den lokale
befolkning, der arrangerede keglespil og øldrikkeri på
kirkegården.

Troels
Arnkiel havde
det ikke let. Mon ikke det er blevet lettere at være præst
i Aabenraa.

 

Marianerne

Præsterne
ved Sct.
Nicolai kaldtes
efter Jomfru
Maria
for Marianere.
De
havde et såkaldt Calenderhus.
Det
var et mødested, hvor man modtog bispen, når han kom på
besøg. Her dømte de ægteskabssager, den såkaldte
tamber
– ret.

 

Der
var i alt syv præster tilsluttet dette Marianer
– samfund. Hver
af dem havde deres egen præstegård.

 

I
Aabenraa
dannede
man en frimenighed for at genere prøjserne. Det var et
samlingssted, hvor Guds
ord
kunne forkyndes på ens modersmål. Men hver gang, der var
møder skulle det anmeldes til myndighederne. Og det var
politisergent Matzens
opgave
at overvære alle møderne. I Aabenraa
sagde
man, at Politi
– Matzen
vil gerne i kirke.

 

Vest for Aabenraa

 

De to trolde

To
kæmpestore trolde blev hyret til at bygge Hjordkær
Kirke og
en af nabokirkerne. De to trolde havde dog kun en murerske, som de
brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem
hinanden. Men da trolden i den anden kirke så at trolden i
Hjordkær
Kirke blev
først færdig, blev han så arrig, at han kylede
murskeen mod kirken og slog tårnet af.

Derfor
har kirken i Hjordkær
ikke
noget tårn.

 

I
kirken har man Danmarks
ældste
kirkebog. Her kan man læse, at Matz
Rasmussen fra
Aarslev
i
Aabenraa
den
7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af
Johan
Tucksen.

 

Kirketugten var streng

Kirketugten var meget
streng. Visse synder blev anset som særlig slemme. Hvis præsten
opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev
barnet slet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet
register og forældrene blev kaldt til skrifte.

Ja det fortælles,
at en brudgom i 1645 måtte føres til alteret, fordi han
havde krænket en pige og lovet hende ægteskab , men dog
ikke frivillig ville stå ved sit løfte.

 

Spøgeri i Røde
Kro

Og
så er der også historien om Rødekro.
Her
skete der i 1685 en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev
Peter
Larsen dræbt
af Peter
Hørlyk. Det
eneste øjenvidne var Maren
Hansdatter. Hendes
udtalelser var nok til at moderen endte på galgen.

 

Adskillige
overnattende på Rødekro
kan
berette om, at der fra tid til anden lyder sære lyde på
kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes.
Det menes at Peter
Hørlyks sjæl
er på besøg.

Ja har også selv
et par gange siddet på kroen, og haft sære oplevelser.
Det har så ikke kun været fordi man har fået en for
meget. .

 

Løjt Land

 

Pastoren og trolddom

Pastor
Fabricius måtte
engang mane en kromands genfærd i Mørkesø
nord
for Kirkeby.
Og
pastor
Bendixen havde
Cyprianus
trolddomsbog. En
tjenestepige havde fået fat i den, og havde læst rotterne
til præstegården. Præsten havde dog fået dem
læst bort igen.

 

På
et tidspunkt skete der en vækkelse på Løjt.
En
ny præst, Andreas
Mathiesen var
stærkt inspireret af Hernhutter
og
samarbejde med Brødremenigheden
i
Christiansfeld.

 

Bekymret
for udviklingen

I
1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i hernhutisk
mønster
blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd,
ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver
for sig. Men alle samlede sig om søndagen.

 

Provst
Paulsen i
Aabenraa
var
stærk bekymret over udviklingen i Løjt
Sogn. I
1815 skrev han således:

 

• Den fejlagtige og
  fordærvelige Paastand, at Troen alene gør saglig, er
  for den halvdannede meget tillokkende, og en Sovepude for Dorskhed.
  Derfor strømmer alle aandelige forkrøblende mennesker,
  ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere til ham, derfor
  iler især ængstelige Sjæle til ham og
  Skinhellighed og Hykleri træder mere og mere i stedet for Tro,
  Pligtopfyldelse og sand Tilbedelse af Gud i Aand og Sandhed.

 

Præsten døde af druk

Ak
ja, Matthiesen
fortsatte
med at prædike to timer i træk. Og Paulsen
satte
sin andenpræst Backmann
ind
i kampen mod den rebelske præst fra Løjt.
Men
Backmann
forfaldt
til druk. Det endte med, at han drak sig ihjel.

 

Matthiesen
talte
mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det dog kun
Hernhutter,
der
gik i kirke i Løjt
Sogn.

 

Vækkelsen
var måske årsag til, at det var Indre
Mission, og
ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt størst
fodfæste i Løjt.
De
fleste præster tog også parti for Slesvig
– Holsten i
den nationale strid.

 

Myter om den hvide
hest

 

Hesten var hvid

Der
er mange myter omkring Christian
den Tiendes ridetur
over grænsen i 1920 ved Frederikshøj,
mellem
Christiansfeldt
og Taps..
Lad os slå fast med det samme:

 

• hesten var hvid
• Den blev ikke slagtet
  med det samme
• Den lokale slagter
  solgte ikke kødet fra den
• Hesten var ikke
  sønderjysk
• den pige, kongen tog
  op, var ikke en tilfældig pige
• der blev ikke brugt
  rensevæske
• der blev ikke brugt
  kalk

 

Hesten skulle
udstoppes

Den
stakkels hest smed faktisk kongen af, da han skiftede fra bil. Den
var forvirret over al den virak, der opstod. På resten af
Sønderjyllands
– turen haltede
kongen.

Og
hesten var en albino, nærmest lyserød. Derfor blev der
brugt pibeler. Den hed Malgré
Tout. Den
blev købt af Ritmester
Knud Daneskjold – Samsøe i
1916 i Frankrig.

 

Og
kongen var op i stalden hos den i nærheden af Hadsten
og
viskede den i øret:

 

• Jo vi to her har et
  minde sammen, som ingen anden har oplevet.

 

Man ville efter hestens
død udstoppe den. Men det ville koste 12.000 kr. Den hvide
skimmel blev 14 år gammel. I stedet blev der sat sten over
hesten:

 

• Den hvide hest –
  Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev
  dansk igen.

 

En tysksindet præst

Og
det var sandelig ikke en tilfældig pige, kongen tog med. Det
var pastor Barens
plejedatter
fra Højer,
Johanne. Om
det skrev Pontoppidan:

 

• Det lyder som et
  eventyr, et sagn fra gamle dage, en røvet datter dybt begrædt
  er kommet frelst tilbage.

 

Og
der var ballade i danske kredse, fordi pastor Baren var tysksindet.
Kongen
holdt kontakten til Johanne
ved
lige. Hun fik blandt andet en konfirmationsgave af ham.

 

• og så noget vi
  til slutningen, tak for opmærksomheden……..

 

Dette
var anden afdeling af et foredrag i Anna Kirke på Nørrebro,
den 27. oktober 2010.

DENNE ARTIKEL ER BLEVET NYREDIGERET OG TO ARTIKLER ER BLEVET TIL EN ARTIKEL 

SØG I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2) 

 

Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro – den 27. oktober 2010. Vi skal
høre om Spøgelser ved Borbjerg, om bryllupsskikke på
Rømø og Højer,om et mord i Midthusum, Sagnet om
Sorgagre, et præstemord i Skærbæk, da Ludde blev
henrettet i Draved Skov, præsteenken fulgte med, og
konfirmationen indføres i Daler. Hør også om, da
jeg slog hovedet mod døbefonten. Så var det kvinden fra
Sæd, der fik hundebegravelse, og ægteskabsdjævlen
ved Jejsing.

 

En
rejse i Vest – Sønderjylland

Vi
skal i den kommende time rejse rundt i Sønderjylland.
Hvor
langt vi når, vides ikke. Måske skal jeres kaffepause
afkortes, så vi kan nå afslutningen. Eller måske
standser vi brat midt på Hærvejen.

Planen
er, at vi starter vest på – på Rømø.
Og
såfremt vi når slutningen, slutter vi med Kongens ridetur
over grænsen.

Vi
skal møde præster, munke, trolde, skarprettere og andre
sønderjyder. Og jeg skal advare om, at ikke alle præster
er lige så søde som jeres præst, Susanne.

 

Til
lejligheden har jeg taget et kort over Sønderjylland
med
og indtegnet den gamle grænse. Der vil i foredraget forekomme
sønderjyske og tyske gloser. Så er I advaret.

 

Rømø

 

En prøvelse

For os unger var det en
manddomsprøve at cykle over dæmningen, for det var altid
modvind. Skulle vi hjem, var det ikke altid medvind.

Og
dengang, blev vi altid i weekenden mindet om Rømø,
for
Falck
i
Tønder
rykkede
altid ud for at bjerge tyskere på badedyr – på vej
mod England.

 

Det spøger ved Borgbejrg

Lige
nord for Kommandørgården
rejser
der sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg
(Borrebjerg). Stedet
omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg.
Dengang i Middelalderen
foregik
transporten gennem Lister
Dyb og
så øst om Rømø.
Så
det var fantastisk sted at ligge en sørøverborg.

Men nogle mener, at der
her lå et forsvarsværk for netop at beskytte mod
sørøvere.

I
1361 gjorde friserne oprør mod alle de borge, der lå på
deres øer. Og også Margrete
den Første lod
alle disse borge nedrive. Men spøgeriet kunne hun ikke stoppe.

 

Engang fandt en mand en
stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til at han
selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han op
med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled
for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til
sidst forsvandt den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt
og kun et held gjorde at mændene ikke røg samme vej.

Måske skulle man
lave en udgravning.

 

En
anden gang hentede de
underjordiske en
kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem
unge dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket.
Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fyldt med
træspåner.

Tankeløst kastede
hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner
brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste
guld.

 

 

Hatte knager og gravsten

Ja
og i Rømø
Kirke hænger
15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man
ejermændenes initialer.

Den store tilknytning til
havet ser man også på byens kirkegård.
Storskipperne tog selv deres gravsten hjem fra deres togter. De fik
hollandske mestre til at hugge både indskrift og billeder på
stenen. Og det er en sand levnedsbeskrivelse på disse sten.

På
en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt
12 børn. En anden gravsten fortæller om en skipper, der
døde i en alder af 45 år, og at han foretog 27 rejser
fra Hamborg
til
Grønland.

 

Bryllupsskikke

På
Rømø
forlovede
man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når
man havde bestået sin eksamen. Som regel var det
Styremandseksamen.
Forlovelsestiden
strakte sig ofte over 8 år.

 

Tre uger før
brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to
vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen
blev fejret med et kaffegilde.

Efter
en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik
personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste
slægtninge udpegede en skaffer,
en redekone, fire skænkere og fire brudepiger.

 

En
uge før brylluppet skulle der være Brudeseng.
Fra
de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser
( et
Fad Mad), som
brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.

 

I
redekonens
påsyn
blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede,
hvad der af undertøj hørte til en
fuldstændig beklædning,
og hvad der hørte til et sovekammerudstyr.
Når
de, der var mødt til Brudeseng
havde
fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem vist
af redekonen.
Dette
gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for
redekonen
hvis
ikke alt var i orden.

Efter dette, blev der
drukket skål og gæsterne dansede hele natten.

 

To
dage før brylluppet mødte alle skænkere og
brudepiger i Bryllupsgården.
De
to skænkere
blev
med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle
de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

 

• Æ sku helsen
  fra Peter Fisk å hans kjærest, om I vild så goj o
  komm å Torsde Morn å drik Kaffe å føll mæ
  dem te kirk å høe æ viels å føll mæ
  hjem te ma å teje del i æ fornøjels.

 

Skænkerne
lånte
borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne
gik
parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer og kopper,
kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.

Skafferen
var
udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen
ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises,
drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at
få ørenlyd og afgive ordre.

 

Redekonen
sørgede
for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var
forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De
skulle checke i køkkenet, om alt gik rigtig for sig.

 

Om
morgenen på bryllupsdagen blev gæsterne mødt af
brudepigere og skænkere. Mændene blev budt på
brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld Mjød
og
tvebak af et fad.

 

Mad til brylluppet

Den
efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød,
et stykke Sinka
(hvedebrød med rosiner og krydderier) Dertil
fik man tre fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en rumpunch.
Derefter tog man i kirke.

Ved
middagen bærer Skænkerne
på
de store stegefade, flæskeskiver (Bøster)
ind
til Skafferen.
Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel
på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil kom
flere flasker brændevin og snaps.

 

Anden
ret er vinsuppe med mange rosiner og kanél. Desserten bestod
af tvebakker(kovinge)med
smør og øl til.

Mens alt dette foregik,
gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige,
jordemoderen og spillemanden.

 

Dansen
om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Den
sluttedes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om
søndagen med æ
syndeshytte. Ja
egentlig var det ganske almindelig at et bryllup på Rømø
varede
en hel uge.

 

Skikke
fra Højer

I
Højer
sang
man ved en tysk vielse Jesu
Geh`Voran og
So
nimm den meine Hände. Foregik
vielsen på dansk, så sang man Det
er så yndigt at følges ad og
Jert
Hus skal bygges på klippegrund.

Indtil 1736 blev der
sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse.

 

En anden skik var at
affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte
i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af skud
opstod der flere gårdbrande.

Den 24. juni 1783 blev
der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra
overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper,
barnedåb og begravelser.

Og
i Frøslev
kunne
man ikke nøjes med geværskud. Her brugte man en kanon.

 

Ved
Højer
Kirke var
der en ingangsdør, der vente mod nord. Den blev kaldt for
Brudedøren.
Oven
over døren står der på tysk:

 

• Stærkere end
  døden er kærligheden.

 

Plant bryllupstræer

En ordning fra dengang,
kunne sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge
mennesker, at beplante bryllupstræer, inden de giftede sig. Ja
det hed sig at

 

• plante mindst 10 unge
  piletræer og 15 asketræer eller betale 1 rthr. For hvert
  manglende træ.

 

Der skulle også
kunne bevises at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig
også at holde træerne ved lige. Og dem, der kender
naturen vest på, kan sikkert forstille sig, hvor svært
det var. Her var ikke særlig meget læ, når
vestenstormen raserede.

 

Begravelse
på Rømø

Når
en person var død på Rømø,
blev
der ikke ringet med klokkerne. Æ
Bojmand, en
ung pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt
til hvert hus på øen med en hilsen, der lød
nogenlunde sådan:

 

• Æ Klok 5 i gåe
  døe Peter Slaute

 

Et
par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge
til Kestlæg.
Samme
dag gik Æ
Bojmand, denne
gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme
tider var det hele øens befolkning til at følge den
slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.

 

I lighuset blev man
beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller
højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø
havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes
bryllup. Dette ønske blev opfyldt.

 

På
vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde
på kisten. De
sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog
bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlige indbudte,
såkaldte Ærr´øl.

 

Ligklæde
– broderskab

I
Højer
havde
man et Ligklæde
– Broderskab. Det
blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter
og protokol.

Formålet var at
sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle
følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle
man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af
ligklæde og ligbåre gratis.

 

Den
årlige forsamling var altid fastelavnsmandag
kl.
13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk.
Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til
nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen ligesom i
gammel tid.

Gildet
bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer
Sparekasse. Og
beløbet var med til at finansiere indkøb af en ligvogn.

 

Den gamle ligvogn

Denne
ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i
Sprøjtehuset
på
Torvet
i
Højer.
Da
denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund
til ligvognen på en grund ved siden af den nye brandstation.

I 1948 blev den igen
restaureret. Betingelsen for dette var, at der altid skulle være
flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug helt til 1982.

Jeg har set den i brug.

 

En værdig begravelse

Under
besættelsen var der masser af tyske soldater på Rømø.
En
tysk soldat havde dog fået nok af det hele og begik selvmord.
Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark.
Hans
soldater – kollegaer forsøgte at få ham begravet uden
kiste som landsforræder.

Men
Rømøs
præst nægtede. Under trusler med at komme i KZ –
lejr, sørgede han for at soldaten kom i en kiste og fik en
værdig begravelse.

 

Skærbæk

 

Et mord i Midthusum

Inde
på fastlandet, når vi Skærbæk
Kirke. I
vestsiden er indmuret en gravsten fra omkring år 1100. På
stenen er der indhugget et såkaldt processionskors,
hvor
korsarmene er forsynet med små kors. Om dette kors, der også
kan minde om et sværd, fortælles følgende sagn:

 

• En mand fra Midthusum
  hørte mens han var til mølle i Brøns, at der
  kom en stormflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen
  mødte han et par mænd, der slæbte afsted med
  nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne
  sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb
  derefter hjem til Midthusum, hvor hans familie og venner skjulte
  ham.
• To af lovens
  håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til
  Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere morderen. Han blev
  dømt til døden, men hans venner forsøgte at
  befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra
  Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved
  kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med sværdet
  blev derefter rejst af hans venner, til minde om den sørgelige
  begivenhed.

 

Sagnet om Sorgagre

Ja
og så kunne vi gå over til næste historie. Men
dette sagn findes i en anden version. Og det har faktisk inspireret
selveste Karen
Blixen:

 

• En mand der hed Tøger
  dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634.
  Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det sydvestligste
  hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle
  være rejst til minde om ham. Hagen ved denne historie er bare
  at stenen er langt ældre.
• Men Tøger
  havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været
  med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men
  hans moder, der boede i Ballum gik til forbøn hos Christian
  den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen
  kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang.
  Hun fuldførte arbejdet, men døde af overanstrengelse.
• Sønnen blev
  benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde
  som en gammel mand. Både han og moderen havde inden
  stormfloden boet i Midthusum.
• Marken som moderen
  måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den
  for Sorgagre.

 

Præstemordet

Der
er mere drama omkring Skærbæk
Kirke.

Kigger man godt efter på
den første af kirkens fire præstetavler ud for den
fjerde i rækken, så står der:

 

• Hr. Johannes Andersen
  Anno 1627, da hand i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum
  Sognepræst til Brøns Menighed og derfor motte rømme
  Landet

 

Hvad ligger til grund for
denne historie?

Johannes
Andersens far
og farfar var begge præster i Skærbæk.
Faderen,
Anders
Jacobsen døde
i 1616. han ønskede, at få sønnen, der studerede
som præst i København
hjem
til Skærbæk
som
præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget
eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.

 

Det
var statholderen i Haderslev,
de
havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i
embedet. Men
det var biskoppen i Ribe,
der
skulle foretage ordinationen. Han nægtede, indtil papirerne var
i orden. Derfor var den unge præst i en yderst prekær
situation. Biskoppens tilsynsførende var provsten i Brøns,
og
han var på nakken af den unge Johannes
Andersen.

 

Ved
en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Ja,
der kom til håndgribeligheder og Andersen
havde
dræbt Billum.
En
version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden
version fortæller, at det skete foran kirkegården.

Johannes
Andersen måtte
flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags
nævningeting. Han fik et fredsbrev fra Christian
den Fjerde. Han
påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.

 

Sandelig om han ikke også
fik lov til at søge embedet, når han klarede sin
eksamen. Men det skete aldrig.

 

Pastor Jacobsen blev
fyret

Og
så havde Skærbæk
også
Pastor
Jacobsen. Han
var tyskhedens fører i Nordslesvig.
Og
det var ikke godt, for Skærbæk
var
udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte
nogle risikable projekter på Rømø,
der
ikke tålte dagens lys.

Han blev afskediget som
præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et
vågent øje med ham.

 

Løgumkloster

 

Munkene fik magt

Vi
kunne nu vælge at tage lidt øst på til området
omkring Løgumkloster.

Cistercienerne
stammede
fra Burgund
i
Frankrig.
Ordenen
var en fornyelse af Beneditinerordenen.
De
var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle
iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemligt arbejde. Kun
ved hjælp af tegn, måtte de kommunikere.

Otte gange i døgnet
skulle de bede.

 

Egentlig
kom de fra et klostersamfund fra Seem
ved
Ribe.

 

Nu
var det ikke alle, der var lige begejstret for munkenes tilværelse.
Mange sogne følte at klosteret fik for megen magt og dermed
tiende. Det skete blandt andet i Brede
Sogn, hvor
det lykkedes for munkene at få præsten afsat.

 

Ved
reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirker og adskillige
møller samt flere store huse i Ribe.

 

Da
Ludde blev henrettet

Her
kan man i Hostrup
– præstens dagbog finde
et notat om, dengang da man forsøgte at hænge Ludde
Jensen ude
i Draved
Skov i 1598.

Han
var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af
sin far. Nu havde så hugget en masse træ i skoven og
antændt det fyrstelige Vogterhus.

 

Men
ak, skarpretteren havde fået sig en tå for meget. Den 19.
juni havde han fået to fingre klemt mellem Galgestokken
og
Strikken.
Han
lod Ludde
hænge
så længe, at han troede, at han var død.

Han
blev nødt til at skære snoren over, for at få
fingrene ud. Og det var meget overraskende for mange, at Ludde
efter
at have sundet sig, rejste sig igen.

Torsdag
den 22. juni forsøgte man igen. Nu var skarpretteren mere
ædruelig, og denne gang overlevede Ludde
ikke.

 

Vest på

 

Kresten Kold og Hr.
Møller

Herude
vest på lå Mjolden
Kirke. Den
var rammen om en frimenighed dannet af Kresten
Kold. Han
var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han
var også med til at grundlægge højskole –
tanken.

Og
denne Kresten
Kold var
huslærer til en af de rigeste bønder på egnen,
Knud
Knudsen. Han
var far til den berømte forfatter Jacob
Knudsen. Og
A.P.
Møller ved
det sikkert ikke. Men han er i familie med ham. De nedstammer begge
fra Mærsk
– familien ved
Ballum.

 

Ikke
langt herfra – i Randerup,
blev
Hans
Adolph Brorson født.
Ham hører vi mere om, når vi når Tønder.
Se
hans far hed Brodersen.
Og
ikke langt derfra har jeg slægtninge. Men jeg har endnu ikke
fundet The
Missing Link.

 

Højer

 

Sagnet om Hother

Højer
er ældgammel. Af skriftlige kilder ser vi først byen
nævnt i Valdemars
jordebog i
1231. Navnet stammer fra Hother.
Han
levede i folkevandringstiden. Den var dengang, da angelsakserne drog
til England.

 

Hother
stammede
fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather.
Det
var ham, der grundlagde Haderslev.

Brødrende
kom i en voldsom strid. Hather
vandt
og Hother
flygtede
vest på. Han slog sig ned og grundlagde Hothærby
(Højer).

 

I
et gammel frisisk sagn, bliver Hothær,
kaldet
konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst
og svømning. Også inden for musikken var han enestående.
Andre blandt andet hans fjender kaldte ham for en dranker og en
vellystning.

 

På
samme tid var der på egnen en stærk kæmpe ved navn,
Balder.
Han
var gift med Nanna.
Hun
var den skønneste af alle frisiske kvinder, og datter af
Gravers
den Rige.

 

Hother
ville
også gerne have fat i hende. Der kom til en kamp, der endte
uafgjort. Hother
var
dog gudinden Hels
yndling.
Hun skænkede ham en hug – og stensikker rustning. Hun gav
også Hother
nogle
gode tips, hvordan Balder
skulle
bekæmpes.

 

Så
faldt Balder,
og
Hother
giftede
sig med Nanna.

 

Balders
bror,
den vældige kæmpe, Boh,
havde
længe været til søs. I Listerdyb
fik
han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne
ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i
rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden
er der en sandbanke, der har heddet Hingsten.

 

Hother
var
ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh
fik
derfor hurtig gjort ende på ham. Således døde
Hother
i
år 482.

 

Kompliceret aflønning

Vester
Anflod kirke, der
lå mellem Møgeltønder
og
Rudbøl
blev
ødelagt af en stormflod i 1436. Egentlig ville menigheden slet
ikke indrulles i menigheden i Højer,
men
sagnet fortæller, at vognen brød sammen i Højer
på
vej til Emmerlev.
Derfor
stammer noget af inventaret i Højer
Kirke fra
Vester
Anflod.

 

Aflønningen
af præsterne i Højer
var
lidt kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden
at give 8 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 –
2 mk. Tjenestekarle gav 12 sk. Tjenestepiger gav 8 sk.

Man
skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel
tid indført en ordning, man kaldte mantel-
penge. Mantel betyder
på sønderjysk frakke, og i denne hentydning kunne det
betyde præstekjole.

For ligprædiken
måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved
børns begravelse. Var man velhavende så måtte man
betale 12 – 48 mark.

 

Præsteenken
fulgte med

Det var normalt, at den
nye præst foruden embedet også overtog enken. Ja så
kunne det også ske, at enken var for gammel, så måtte
den nye præst gifte sig med barnebarnet.

 

Og organisterne var der
også problemer med. de var ikke alle lige musikalske.

 

De skulle gå i
kirke

I
sognene opstod der fattighuse. I Højer
fandt
man ud af at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Der var
kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden
erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og
det var blandt andet præsten, der sammen med
fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev
overholdt.

 

• Han skal gå i
  kirke hver søndag og gå hjem, så snart
  gudstjenesten er forbi
• Han skal gå til
  alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

 

Det var blot et par af
de regler, der skulle overholdes.

 

Kamp mellem dansk og
tysk

Efter
1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i
Sønderjylland.
Efterhånden
voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få
en dansk præst. Behovet voksede særligt efter nazismens
gennembrud i 1933.

 

I
Højer
opstod
der store kontroverser mellem den danske og den tyske menighed. Et
kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Baren,
om
han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det
betød udgifter for ham. Det nægtede han kategorisk.

Sagen
endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapellan i
Højer.
Baren betragtede
dette som et personligt angreb.

 

Men menighedsrådet,
der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den nye præst
med at finde en bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.

 

Det
var ikke kun i Højer,
der
var problemer mellem den danske og den tyske menighed. I 1951
oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland
en
frimenighed. De var underlagt Slesvig
– Holstens evangeliske
kirke med Slesvig
som
kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Dette medførte,
at 200 i Højer
på
en gang meldte sig ud af folkekirken.

 

Daler

 

De
to fjollede trolde

Lige
inden vi når Møgeltønder,
drejer
vi mod venstre til Daler
Kirke.

I
gammel tid havde Daler
og Emmerlev hver
sin trold, som begge boede på en høj. Landsbyernes høje
er ikke længere beboet af trolde, men nu ligger kirkerne her.
Men denne historie fortæller om, hvorfor kirkerne lige kom til
at ligge på disse høje.

 

De
to trolde var af og til meget fjollede. Selv om de var gode venner,
holdt de af at kaste store sten efter hinanden. Efter mange års
stenkasteri, lå en hel bunke sten på toppen af de to
høje. I henholdsvis Daler
og Emmerlev. Da
troldene var forsvundet og kristendomen senere kom til Danmark,
udnyttede
menneskerne de to bunke sten og byggede kirkerne af disse. Da trolde
er hedninge, ville de ikke have været glade, hvis de havde
vidst, at deres sten blev brugt til kirker.

 

Kirken
i Daler
har
i dag en sten i den nordlige tårnmur, som er meget speciel. Der
findes et aftryk af Emmerlev
– troldens store
næve, fordi han havde klemt så hårdt om stenen
under et stenkasteri.

 

Tilhører greven

Daler
Kirke tilhørte
Schackenborg
og
var med i den kongerigske enklave ligesom Møgeltønder.
Stedet
var underlagt greven på Schackenborg
og
dermed hans luner.

 

Stakkels
Anders
Wedel havde
underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle
præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle
præst døde. Og det gjorde han.

 

Men
præsten havde gå på mod. Han forsøgte at
modernisere kirken. Men ak. Fra greven på Schackenborg
fik
han en påtale:

 

• han havde at
  overholde de gejstlige ritualer og kirkelige ceremonier bedre end
  hidtil

 

Katekismus skulle
anskaffes

Men det blev endnu værre.
Præsten ville indføre konfirmation. Det kom til et opgør
med menigheden. Præsten mente, at forældrene tog deres
børn alt for tidlig ud af skolen, så de ikke lærte
deres katekismus.

Pigerne skulle meget
tidlig begynde at kniple, og drengene skulle til søs.

 

Svigerfar
havde skrevet en katekismus inden han døde, men børnene
kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren
forældrene at anskaffe sig en fra Flensborg.

Grevinden
fra Schackenborg
synes,
at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede
hun det nærmest.

 

Konfirmationen
indføres

Den
30. november 1707 var konfirmationen indført i Daler
Kirke. Det
var længe før, det blev indført i det øvrige
kongerige.

 

Men
ved det fjerde bud, Du
skal ære din far og mor, mente
præsten, at det var bedre at ære ham, fordi han kunne
bibringe det åndelige.

 

Præsten ville
heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården.
Han udsendte en forordning:

 

• Kirkegårdens
  fornemste Brug er vel denne, at udi dens Jord gemmes de afdødes
  Legemer indtil Guds Basuner opvækker dem, men dens som Gud
  ikke mere, der end andetssteds lader gro forgæves og til ingen
  Nytte, at små Fæ opædes, som ikke kan tilføje
  nogen Skade, helst eftersom det med Leen kan afstås.

 

Stakkels
Anders
Wedel fik
en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også
dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.

 

 

 

 

Møgeltønder

 

Var
det Absalon?

Den
ældste Møgeltønder
Kirke er
meget gammel. Ja nogle mener, at det var her Ansgar
gik
i land. Dengang lå Møgeltønder
ved
havet.

Her
lå en trækirke inden der blev stenkirke. Andre forskere
mener, at her har ligget et kultsted, som har forbindelse med
guldhornstenene i Gallehus.

 

Sømærke

Bevidst
byggede man kirketårnet så højt, at det kunne
bruges som sømærke ude fra Vadehavet.
Da
det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner
betale halvdelen, hvis det blev lige så højt som før.

 

Blodig reformation

Reformationen
i Møgeltønder
var
meget blodig. Den katolske præst Hr.
Peder ville
ikke bare opgive sit embede. Han bliver simpelthen slået ihjel.

I
1560erne overtager Rantzauerne
lenet.
Det var bestemt ikke Guds
bedste
børn. Den sidste Rantzau
beskrives
som, Hengiven
til Drik, opfarende og Grusom. Han
tilranede sig mere og mere ejendom på ulovlig vis.

 

Præsten blev
henrettet

I
1585 blev Laurits
Thomsen præst
i Møgeltønder.
Hans
kone var hengiven
til drukkenskab og letfældig. Hun
lå i med mange borgere i Møgeltønder.
Og
datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse
ting.

Det
hele endte med at konen og datteren blev halshugget, og Laurids
Thomsen blev
brændt.

 

Der er givet pardon

Møgeltønderhus
så
ikke godt ud efter svenskernes færden. Med Schack
– familien begyndte
en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder
–
på godt og ondt.

Feltherren
købte selv lenet tilbage, og de penge skulle selvfølgelig
tilbage igen. Han hersede med bønderne. Og de gjorde oprør.
Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen
var parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes
et lille vindue, og Hans
Schack stikker
hovedet frem:

 

• Der er givet Pardon.

 

Historien om Peter
Henriksen

I
Møgeltønder
Kirke findes
et maleri, hvor Peter
Henriksen figurer.
Han var død i 1521 i en alder af 127 år, siges der. Om
følgende sagn er opstået af billedet eller omvendt vides
ikke. Men historien er sådan:

 

• I 1500 tallet var der
  en stor stormflod, som lod vandet stå helt op af Stjenen. Det
  er pladsen ved Korsvejen, vest i byen. Alle midler til at standse
  vandet var prøvet.
• Da sagde Peter
  Henriksen: Godtfolk I har forsøgt mange ting, men det bedste
  har I forsømt. Hvad da, spurgte de.
• ”At
  bede til Herrens Herre”, svarede han. Man opfordrede ham til
  selv at gøre det. Så råbte han: ”I mænd
  fra Møgeltønder, ned mad kasketterne og fald på
  eders knæ.
• Alle knælede og
  Peder Henriksen bad med høj ryst ”Fadervor”.
• Da han nåede
  til den syvende bøn, begyndte vandet at falde.

 

Social skel

Det sociale heraki
afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker
sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække
sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd.
Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene.
Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.

 

Derefter
fulgte 15 rækker med bolsmænd,
der
betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten.
Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde
betalt seks eller otte skilling.

 

I skibets nordre side sad
godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset.
Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens,
birkedommerems samt delfogedens koner fik plads her. o.s.v.

 

Kirkens allerdårligste
pladser var beregnet pøblen og andre kvinder.

 

I
Møgeltønder
talte
man om De
onde Grevinder. Den
anden kone efter den tredje Schack
ville
have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager
og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn
ved de lokale bønder. Til hendes børn forklarede hun,
at de kun lignede mennesker. Det var mærkelige skabninger, der
var overtrukket med menneskehud.

 

Tønder

 

Hovedet mod døbefonten

Her
i Tønder
Kristkirke har
jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og
bryllupper. Og her har jeg været til mange gudstjenester. Det
var her jeg til konfirmationsforberedelser. Og under dette blev jeg
kørt hjem af pastoren i Folkevogn. Han troede først, at
jeg sov, men jeg var meget syg. Dengang var det ikke almindelig at en
Brodersen
blev
kørt hjem af pastoren.

 

Her var det også at
jeg til en barnedåb stødte hovedet mod døbefonten.
Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det
derfor jeg er som jeg er. Min far påstod, at han har leget
cowboy og indianer inde i den flotte kirke.

 

Mit dem Totenkopf
spielen

Dengang, der blev
udgravet omkring kirken, fandt min far og nogle kammerater noget som
de sparkede fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet
lærer:

 

• Ihr könnt doch
  nicht mit dem Totenkopf spielen

 

Jo de havde fundet et
skelethovede.

 

Den tyske præst

Og
her i Tønder
var
det også en tysk præst der var skyld i, at vi i familien
er tre søskende, der er tysk døbte og tre der er dansk
døbte. Hvordan det?

Jo
mine forældre tilhørte de tysksindede. Min kusine ville
på dansk gymnasium i Tønder.
Den
tyske præst mente, at hun skulle på Deutsches
Gymnasium i
Aabenraa.
Og
derfor gik han til min farmor.

Min
far blev noget så fortørnet. Det skulle den tyske præst
aldeles ikke blande sig i. Han meldte sig ud af det tyske mindretal,
og skiftede Der
Nordschleswiger ud
med en god socialdemokratisk avis Sønderjyden.

Og så blev de
efterfølgende alle dansk døbt.

Men nu har ingen af os
gået på hverken tys skole eller i tysk børnehave.
Og vi har aldrig talt tysk derhjemme.

 

Brorson
– en præst fra Tønder

På
det sted, hvor jeg stod i lære skrev Brorson
nogle
af sine populære salmer. Det var ikke samme hus.

Ved
den store menneskedrukning, hvor 10.000 ved vestkysten omkom, måtte
Hans
Adolphs familie
søge tilflugt i kirken.

 

Da
han var 10 år gammel, døde hans far. Faderen samlede
sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han
ingen penge have. Men hvis de stolede på Gud,
skulle
det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf
Holbæk. Han
blev gift med Hans
Adolphs mor.

 

Brorson
kom
i forbindelse med pietismen. Den vakte stor udbredelse i
Sønderjylland.
Han
giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre.
Tre sønner var dødfødte, og yderligere fire børn
døde, da de var små.

 

Brorson
udgav
hele 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens
Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne)

I
1737 blev han stiftsprovst i Ribe.
Egentlig
ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen
af deres 13. barn og han var knuget af sorg.

 

Munkene fra Tønder

Et
Franciscanerkloster
blev
stiftet i 1238 i Tønder.
Til
dette var det knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange
håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den
mest populære katolik, Frans
af Assisi.

 

Munkene
havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de
jorden, de byggede gårde og møller. De kultiverede jord
og mennesker. Fra Tønder
til
Ribe
gik de barfodede munke ud og forkyndte Guds
lære.

Fra
Frankrig
kom
de hvide cistercienerne.
Fra
Italien
og Spanien kom
de fattige grå – og sortebrødre.
I
1173 begyndte man at bygge ved Lægum.

 

I
1530 blev klosteret ophævet. Slottet krævede mere plads.
Og Lutherdommen
trængte
igennem overalt. Og det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev
fortrængt og jaget ud af Tønder.

 

Præsten
fra Aventoft blev henrettet

I
1556 begik præsten, Henricus
Sicander i
Aventoft syd for Tønder
dokumentfalsk
og blev henrettet. Han blev lagt på hjulet. Men inden havde man
stukket hans ene øje ud og hugget to finger af ham.

 

Hundebegravelse

I
1712 havde Karen
Christens i
Sæd
sydøst
for Tønder
forgiftet
sine børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i
Udbjerg
havde
begravet moderen sammen med hendes fire børn på
kirkegården. Men provsten,
Samuel Reimarius i
Tønder
bemærkede
i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord
ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.

 

Den
21. april blev da i nærværelse af en stor retskommision
liget af Karen
Christens gravet
op og ført tilbage til huset, hvor det blev smidt ud af
vinduet, slæbt ud på en bar mark og kulet ned i passende
dybde.

 

En skamstøtte blev
senere rejst. Her stod:

 

• Paa dette Sted er af
  Bøddelknægten henslæbt og negravet Legemet af
  Karen Christens fra Sæd, fordi hun i aaret 1712 ved Gift havde
  begaaet et forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn.

 

Gud er dig nådig

Ved henrettelser skulle
præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste
ord:

 

• Vær ikke bange,
  Gud er dig nådig.

 

Det var allerede fastlagt
i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot
skulle medvirke, når de dømte føres til straffen,
men også tage sig af dem inden. Dem, der blev overbevist af
præsten skulle en eller to dage før henrettelsen møde
sakramentet.

 

Hostrup, Jejsing og
Burkal

 

Ægtekabsdjævlen

Den
7. juli 1592 havde Laurens
Frellesens hustru,
Mette
i
Hostrup
Sogn født
et barn. Det var ifølge præsten en lille pige af gruelig
skabning. Barnet var dødfødt. Præsten mente, at
det var Guds
straf.
Laurens
havde
ført et forargeligt liv.

Banderi, råd og
skrig var ikke usædvanligt. Præsten konkluderede, at

 

• In summa
  Ægteskabsdrjævlen Asmodeus havde der sin største
  Lyst.

 

Ikke
plads til kisten

Las
Petersen efter
ansøgning tilladelse til at indrette og vedligeholde en
begravelse under kirkegulvet i Hostrup
Kirke. Ja
det gjaldt sådan set hele familien på gårdene St.
Tønde og Solvig. Dette
kostede 10 rdl.

Men
det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas
Nissen. Da
man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man
skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene
for at få den ind.

Kirken ville ikke betale.
Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde
betalt både lysekrone og så meget til kirken. Desuden
ejede de 12 stolestader i kirken.

 

Og
her i Hostrup
kunne
man betale sig til en lang ligprædiken. Mange ville gerne
huskes efter deres død.

 

Sagnet
om Tyge Nold

Her
i området kommer vi over i Burkal
Sogn. Det
var her i byen Nolde,
at
den berømte maler Emil
Hansen blev
født. Han tog dog senere navneforandring.

 

Her
lå engang en stor borg. Og ifølge beboerne skulle Tyge
Nold være
den sidste beboer. Men det er dog ikke helt sandt.

Om
byen findes der faktisk et sagn:

 

• Kong Valdemar sad til
  bryllupsgilde på Sønderborg Slot i syv år. Da
  snakken slap op, blev løberne sendt ud i landet for at høre
  og spørge om nyt. Meningen var, at snakken skulle i gang
  igen.
• En af disse
  budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han mødte
  først 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte
  og til sidst 12 rødklædte ryttere. Han standsede derfor
  en gammel kone, der netop kom kørende. Bag i hendes vogn var
  der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en gammel mand. Hun
  fortalte, at de 12 grønklædte ryttere var hans
  farbrødre. De blåklædte var hans morbrødre.
  Og de 12 rødklædte var hendes sønner.
• Å om bach i æ
  wuun legge Thøge fra Nåll, han æ fae te dem åll.
  

 

Barn med tjenestepigen

I
1200 tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal.
Meget
mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke
gifte sig med hende. Men uhadada han fik et barn med hende.

Og i 1722 berettes om en
mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge
to gravide. Søsteren fødte først, og for at
skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten
kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen
kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det
endte med at faderen og søsteren flygtede.

 

Du sorte Kock

Tre
gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal
Sogn. Den pietistiske – hernhutiske bevægelse
havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dans
Missionsforbund sig.

 

Og
så var det pastor
Petersen, der
kom direkte fra drikkelag i Tønder
for
at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også
en elskerinde.

 

I
1864 havde den danske præst Kock
udtjent
sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals
ungdom

 

• Du skal væk du
  sorte kok, nu har du galet længe nok.

 

Dette
var første del af et foredrag ”Præster og andet
Godtfolk i Sønderjylland”

afholdt
i Anna Kirke på Nørrebro

 

• Hvis du vil læse
  fortsættelsen, hvor vi bevæger os øst på,
  så læs:

 

Flere
Præster og Godtfolk i Sønderjylland

 

Kilde: Diverse artikler
på dengang.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als er fremragende bøger. Sønderjyllands historie er kommet på dagsorden. Det var også andre end kongen, der burde føle sig skyldig. Bismarck var egentlig kun interesseret i det sydlige Slesvig. Medierne har glemt at historien var fremme i 1936. Den fremragende klassiker, Herman Bang beskriver også – dommedag Als. Pludselig blev københavnerne bange. En hyldest til to aldeles lærerige bøger.

 

Sønderjyllands historie på dagsorden

Sønderjyllands historie er kommet på dagsordenen. Det kan vi takke Tom Buk – Swienty for. To aldeles pragtfulde bøger har han begået. Det er Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. I den forbindelse fik han adgang til kongelige arkiver. Og her er der kommet opsigtsvækkende ting frem i dagens lys.

 

Mediernes letkøbte historie

Mediernes behandling af denne sensation, kongens åbenbare landsforræderi, var under al kritik. Man har tilsidesat det, der gik forud, før kongens tilbud til Bismarck. Hvorfor har man ikke gået lidt mere i detaljerne. Problemerne har gennem århundreder været Slesvig Holsten. Tv gik ud med en mikrofon og stak den op i næsen på intetanede borgere:

Hvad synes I om det, som kongen lavede?

I modsætning til Tom Buk Swientys behandling af Sønderjyllands historie, var de fleste mediers omgang med den spændene historie meget letkøbt.

 

Har man glemt Tine?

Medierne omtaler slaget på Als som Det Glemte Slag.. Journalister kender åbenbart ikke deres litterære klassikere. For i Herman Bangs: Tine er slaget dog meget tydelig omtalt. Herman Bang er født i Asserballe på Als i 1857.

Nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als står dybt i Herman Bangs forfatterskab.

 

Historien omtalt i 1936

At Christian den Niende tilbød Kong Wilhelm den Første hele Danmark er noget vi hele tiden har vidst. Allerede i 1936 offentliggjorde Aage Friis nogle af disse breve. Ja her blev det endda oplyst, at Den Stakkels Konge sendte sin yngste søn Prins Hans til Belgien for via den belgiske konge at tilbyde Danmark til tyskerne.

Den belgiske konge, Leopold omtaler den danske konge som den stakkels kong Christian. Han mener desuden, at de danske ministrer er uforstandige. Den danske konge tog initiativet uden om sine ministrer og dermed grundloven. Det var først senere, at regeringen godkendte hans initiativ.

Man skal ikke dømme kongens handling efter nutidens målestok. Dengang var magtforholdet mellem de folkevalgte og kongen mere udflydende. Kongen udtalte, at han kun handlede i folkets interesse.

Kongen var allerede repræsenteret i det tyske forbund. Han var fyrste i Holsten, og dette hertugdømme var allerede repræsenteret i det tyske forbund.

Den russiske kejser mente faktisk også at Danmark skulle indtræde i det tyske forbund. Da englænderne og franskmændene ikke kunne se det smarte i det forhold, trak russerne i land.

 

Hvem har håneretten?

Historien er ikke blevet glemt. Det er åbenbart det som hedder manglende research.

Det kan også være, at Danmarkshistorien fra 1848 til 1864 hurtig skal glemmes. Det pyntede ikke på kongerigets ry og rygte.

Mange vil hævde at den første slesvigske krig sagtens kan tåle ry og rygte. Ja men i grænselandet formede livet ofte efter, hvem der havde håneretten, danskerne eller tyskerne.

 

Flere om aftalen

Man kan undre sig over at kongen åbenbart ikke har haft nogen rådgivere, han kunne tro sig til dengang. Af de breve, der blev offentliggjort i 1936, kan det også ses, at der har været afholdt et møde på Amalienborg den 11. juli 1864, omkring Danmarks afståelse

Christian den Niende kom først på kronen i 1863. Åbenbart har kongen overtalt regeringen til, at man på fredskonferencen i Wien skulle tilbyde Danmark til det tyske forbund. Hele to gange har forslaget været præsenteret på fredskonferencen.

Det var forhandlerne Kaufmann og Quade, der havde fået mandat til at komme med tilbuddet om, at Danmark skulle tilbydes som en del af det tyske forbund.

Hvis dette er rigtig må der være flere, der skal anklages for højforræderi eller landsforræderi. Det kan så bare undre, for et nationalt – liberalt parti ville aldrig have accepteret en indtrædelse i det tyske forbund.

 

Hvad med H.C. Hansen i 1957?

Nu er det flere eksempler, man kan dykke ned i, som nærmer sig det, som kongen gjorde. På et hemmeligt møde i 1957 havde den danske statsminister H.C. Hansen givet USA lov til at placere atomvåben i Grønland. Dette fremkom først i 1995.

 

Et sidste desperat forsøg

I første omgang havde kongen via den belgiske konge henvendt sig til prøjserne uden om regeringen. Og det er dette faktum, der grænser til højforræderi.

Havde det en indflydelse, at Christian den Niende faktisk er født og opvokset i det sydlige Slesvig? Tænkte han mere på at bevare sit barndomshjem Louiselund ved Sliens sydbred end på Danmarks skæbne?

Det har sikkert været et sidste desperat forsøg på ikke at miste Slesvig – Holsten efter krigen. Danmark ville miste suverænitet. Til gengæld ville riget stadig omfatte Danmark med Slesvig – Holsten. Men hvad ville der i grunden være sket, hvis preusserne og østrigerne havde fortsat deres fremmarch gennem Danmark?

Bismarck havde angiveligt afvist tilbuddet, fordi Frankrig ikke ville have accepteret dette. Fordelen havde været, at tyskerne kunne kontrollere den danske flåde. Men hvordan skulle Bismarck egentlig have løse stridighederne mellem de dansk- og tysksindede i Slesvig? Han kunne have været nødsaget til at støtte den danske konge imod de tysksindede slesvigers ønske.

Det tyske forbund blev dannet i 1815, efter at Napoleon var blevet besejret. Det tyske forbund var kun et løst statsforbund. I 1864 var der ikke et samlet Tyskland, som mange medier har påstået. Tyskland blev først en samlet stat i 1871.

Bismarck hverken ønskede eller afviste Danmark som en del af forbundet ligesom Sachsen, Bayern eller Baden.

 

Masser af selvros

Efter sejren i den første slesvigske krig var det ingen grænser for selvros. De københavnske dagblade overgik sig selv med fantastiske beretninger om heltemod. Det kan heller ikke at have forbigået de danske politikere at prøjserne oprustede efter den første krig. Der tilgik ikke det danske militær ret mange midler.

 

Danmark – den udfarende part

I seks lange timer regnede granaterne ned over de danske stillinger på Dybbøl Banke. Det hele blev forhandlet til grus og jordbunker. Da det hele var forbi lå flere tusinde døde eller sårede soldater tilbage på slagmarken. Mere end 3.100 danske soldater blev taget til fange.

To måneder senere var nederlaget på Als lige så stor.

Den tabte krig i 1864 førte ikke alene til tab af to femtedel af Danmarks territorium. Den danske selvforståelse havde fået et alvorligt knæk. Danmark måtte starte forfra. De skæbnesvangre begivenheder er genopstået. Nu også snart som film. Man har dog helt glemt årsagerne til nederlaget. Var det ikke Danmark, der var den udfarende part? Var vi ikke selv skyld i problemerne. Kære læsere, læs begivenhederne her på siden fra den første og anden slesvigske krig.

 

Hovmod i forfald

Vi skulle absolut ned til Ejderen. Vi havde endnu Vikinge – instinktet i os. Selvtilliden og drømmen om et Stordanmark var absolut til stede i 1851. Danskerne var blevet overmodige og troede nærmest, at de kunne gå på vandet.

Vi fik lært påskriften efter 1864. Opfør dig pænt og fredeligt og artigt. Hold lav profil og lad vær med at påkalde dig udlandets vrede.

For alvor var var vi ved at kuldsejle. Og nu om stunder er der ingen grænser for, hvor gode vi er. Dengang stod dansk hovmod for fald. I forbindelse med Novemberforfatningen i 1863 sagde A.F. Krieger:

Hvo Intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet, halvt er vundet.

 

Ikke forberedt til krig

Danmark blev kastet ud i en krig, vi overhovedet ikke var forberedt på. Det var fuldstændig vanvittigt. Det var overklassens hovmod. De menige måtte betale og bære byrden.

Jeg mener, at have læst, at General deMeza advarede at gå i krig mod Bismarck. Men generalen blev jo også fyret. De nationalistiske danskere var helt overbeviste om, at de kunne forsvare det urdanske Slesvig ved at holde fæstningsværket Dannevirke.

Hvordan man kunne føre den udenrigspolitik som man gjorde, er ufattelig. Den danske styrke bestod kun af 12.000 mand. Til sammenligning havde de to stormagter Prøjsen og Østrig over 500.000 i deres stående hær. Det var aldeles hovedløst at kaste sig ud i den krig.

Man troede på en egen overdreven styrke. Og da man så var trængt, håbede man på englændernes hjælp.

Nu hjalp det heller ikke på det hele, at vores statsminister D.G. Monrad til tider var uberegnelig.

Mens den danske flåde kunne høste succes i den første slesvigske krig, samt slaget ved Helgoland, så traf man på det berygtede panserskib Rolf Krake nogle helt forkerte beslutninger i Flensborg Fjord. Disse beslutninger blev afgørende for den totale overmagt på Als.

 

Bismarck dikterede freden

Monrad ville have hjælp af franskmændene. Det ville kongen ikke, så han måtte fyre ministrere. Franskmændene havde i øvrigt den mening, at hele Slesvig var tabt for Danmark. Gamle mænd kom til besegle Danmarks skæbne.

Bismarck kunne stort set diktere freden. Han stod stort set helt op til Skagen med sine tropper. Ja og kongen måtte skrive under på

Hans Majestæt Kongen af Danmark giver afkald på alle sine rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

 

Sønderjyllands historie i skolen

I skolen troede man, at det kun var i vikingetiden, at danskerne var barbariske. Man fik ikke noget at vide om, at Danmark i 1770 faktisk bombarderede Algier. Og når vi nu taler om skolen, må vi håbe at disse trods sparetider indkøber de to fremragende bøger om Sønderjylland.

I skolerne har man heller ikke mere Herman Bangs. Tine. Den var jeg til gengæld oppe i på Boghandlerfagskolen. Det gik fint. Allerede dengang, interesserede jeg mig for Sønderjyllands historie. I dag behøver man ikke uddannelse for at sælge bøger. Men se det er en helt anden historie.

Det er rystende, gribende, hjerteskærende, fortvivlende. Som sønderjyde i en københavnsk boghandel elsker jeg at sælge de to bøger. De går som varmt brød. Nu gider københavnerne at interessere sig for sønderjysk historie. Men pas på, du bliver berørt. Og hvis du tror, der er inkompetente politiker i dag, så var det ikke noget i forhold til dengang.

 

Bismarck kun interesseret i det sydlige Slesvig

Prøjserne havde tilbudt danskerne en grænsedragning syd for Flensborg. Men danskerne afslog. De forhandlede som om de havde vundet slaget ved Dybbøl. Egentlig var Bismarck kun interesseret i det sydlige del af Slesvig.

Og denne Bismarck stod engang forstenet på Knivsbjerg. Men monumentet blev ødelagt. Nu fremsætter Der Nordschleswiger så forslaget om, at en statue, skulle etableres igen. Og lidt grotesk kunne man så foreslå følgende tekst:

Tak fordi du afslog Kongens Tilbud

Tak fordi du ikke besatte hele Danmark.

 

Kunne have fået den nuværende grænse

Den danske stat var i opløsning. Men amputeret og reduceret fik Danmark halet en fred igennem. Utroligt at Danmark afslog et engelsk forslag om folkeafstemning. Og i tiden efter 1864 sukkede man efter, at Prøjserne skulle
gennemføre §5 – en folkeafstemning.

Inden forhandlingerne stillede Prøjserne ellers i udsigt, at en deling af Slesvig – Holsten var i sigte. Men efter danskernes holdning meldte man ud, at

man som krigens målsætning helt ville frigøre Slesvig – Holsten fra Danmark.

Da det endelig gik op for københavnerne, at slaget var tabt, blev prøjserne betragtet som overmennesker med supervåben. Og pludselig strejfede tanken, hvornår stod de uden for København? Uroen spredte sig fra Folketingssalen ud til borgene i København

Kunne man tage Als og Jylland så let, hvad så med Fyn, Sjælland og København? Tyskland bestod af 39 forbundstater, der var uenige om alt muligt. Mange var skeptiske over for det prøjsiske lederskab. Fik Bismark hele Danmark med, var det endnu en negativ stat.

 

En senil mand som statsminister

Kongen havde stor tillid til Grev Carl Moltke. Han var helstatens mand. Kongen havde selv reddet ud til ham med en staldknægt til Frydenlund. Kongen spurgte, om han ville være statsminister. Men kongen overså, at den 65 – årige var blevet senil. Det var kun en af de dramatiske hændelser, der skete inden for det politiske.

 

Tak til Forlaget Gyldendal for læser/anmeldereksemplarer af Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.

 

Vi vil i den kommende tid fokusere mere på de slesvigske krige. Indtil da kære læser, kan du fornøje dig med følgende artikler her på siden:

• Rendsborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen
• Sejren ved Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Dagbog fra Møgeltønder (under Tønder)
• Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
• Soldat i Tønder 1851 (under Tønder)
• Tønder mellem dansk og tysk (under Tønder)
• Ulrich – en Fysikus fra Tønder (under Tønder)
• Vajsenhuset i Tønder (under Tønder)
• Aabenraa 1864 (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Jomfru Fanny – myter eller virkelighed (under Aabenraa)

DENNE ARTIKEL ER BLEVET NY-REDIGERET – LED DERFOR EFTER “FLENSBORG I BEGYNDELSEN 1 (b)” 

 

Vi
hører om en ridder ved navn Fleno, og et vandløb kaldet
Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men
byen har eksisteret længe før. Historien er præget
af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi
kigger på Flensborghus, senere Duborg. Efterhånden
voksede byen med en anseelig handel. Skt. Knuds Gildet havde stor
indflydelse i byen. Dette er første del af Flensborgs
historie.

 

Hvornår
er Flensborg opstået?

Skal man beskrive
Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale.
Sandsynligvis er den først opstået i løbet af det
12. århundrede.

I
Knudsgildet
er
udstedt et værnebrev
, som
er udateret. Det henføres til Knud,
Konge over alle danske. Det
må være til Knud
den Sjette. Og
det må være før 1193. Fra dette år kalder
Knud
sig
nemlig også for Slavernes
Konge.

 

Nævnes
først i 1240

Flensborg
Bys navn
nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug
Abel.

Man
mener, at Mariekvarteret
er
det første sammenhængende byggeri Flensborg.
Man
ved, at Mariekirken
i
1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere
kirke på samme grund. Byens ældste gilde Knudsgildet
havde
sit alter i Mariekirken.

 

Men
også Nikolai
Kirke har
haft en forgænger.

Af
Kong
Valdemars Jordebog (1231) fremgår
det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis
og Husby Herreder.

 

Et
Franciskanerkloster
tæt
ved Nikolai
Kirke kan
henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret
1247 skulle Valdemar
Sejrs datter
have mæglet mellem Konge
Erik og
Hertug
Abel.

 

Ved
fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er
der også tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette
sket med Knud
den Sjettes hjælp.

I anden halvdel af det
12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig
borg.

 

Flensbæk

I
et gammelt sagn omtales Flensbæk.
Fem
adelige skulle have ejet bymarken. De skulle have udøvet stor
skade på befolkningen. De er enten blevet bortkøbt eller
uddrevet af befolkningen.

En
af de fem adelsgårde hed Etteborg.
Den
lå unter
dem Holz. Det
vil sige i Marieskoven,
på
den såkaldte Junkerplads.
Her
fandtes midt i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et
brev fra 1401 kan man se, at denne gård ejes af borgmester Ivar
Juel.

Flensbæk
har
ligget i byens nordlige del. Måske er navnet det samme som
Flenså.

Historikere
mener at ordet Flens
har
noget med en høj eller bakkedrag at gøre.

 

Men
ifølge sagnet, er det måske den tapre ridder Fleno,
der
gav navnet til byen.

 

Schauenborg

Valdemar
Sejr havde
i 1232 givet grænselandet som fyrstelig len til sin næstældste
søn Abel.
Og
denne giftede sig ind i den schauenbogske
slægt.
Dette viste sig at være ret så skæbnesvangert for
Sønderjylland.

 

I 1248 skulle byen være
blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige
til den vestlige flodbred.

En
række turbulente år fulgte. I 1340 deltes Sønderjylland
i
tre dele med slottene, Tørning,
Tønder og Gottorp som
midtpunkt. Men det gamle fjendskab med på den ene side de
holstenske grever med hertugen mod kongen.

 

En bur rundt om byen

Valdemar
Atterdag tog
på togt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte
Angel
og Svans. Ifølge
Krønikens
ord:
saa
at Frygt og Skælven og Afmagt kom over os alle.

Grev
Henrik tillod,
at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle forsvares med
bevogtning på Bjerget.
Han
skulle også nord for byen i Bov
Sogn have
bygget borgen Nyhus.
Dette
er sket før 1365.

 

De holstenske grever

Valdemar
erobrede
i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg
og
sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige.
Foruden Tørning
manglede
han kun Gottorp,
som
greverne ikke ville af med.

Men
da Valdemar
Atterdag døde,
gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne
atter tage Sønderjylland
i
deres herredømme.

 

Fra
Gerhard
stammer
det ældst bevarede privilegiebrev af 1398 for Flensborg.
Hertugen
bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under
hertugerne Erik
og Valdemar såvel
som greverne Henrik
og Claus.

 

Margrethe købte jord tilbage

Efter
Gerhard
den Sjettes død
i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der
var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt
eller pansat.

Gerhards
enke,
Elisabeth
havde
efter få år kun Gottorp,
Flensborg med
det nærliggende slot, Nyhus
samt
Als
og Ærø.

I
september 1409 blev der på Hindsgavl
afsluttet
overenskomst, hvor Elisabeth
pantsatte
Flensborg
og
Nyhus
til
dronningen.

 

Biskoppen blev mishandlet

Men
ak, freden varede ganske kort. Biskoppen
af Slesvig, Johan blev
under et ophold i Flensborg
udsat
for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny aftale
sluttedes ved en aftale i Kolding
i
1411.

En
krig om Flensborg
opstod
i 1412. Samtidig udbrød der en pestepidemi. Enden på det
hele, at Flensborg
by skulle
udleveres til dronningen.

Dronningen
var selv mødt op i Flensborg,
for
at modtage byens troskabserkæring. Fire dage efter døde
hun som følge af pesten ombord på sit skib i Flensborg
Fjord.

 

Vanskelige vilkår for
Flensborg

Kongen
opholdt sig på Mariebjerg,
det
senere Duborg.
Herfra
udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens
privilegier i udvidet form.

Da en femårig
våbenstilstand udløb, startede nye kamphandlinger. Et
nyt forligsmøde kom i stand. Men freden varede heller ikke her
ret længe.

I
1423 udråbtes freden atter en gang på Flensborgs
gader.
Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede
de Brundlund
Slot ved
Aabenraa.
Det var i 1429. Nu
var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår
for Flensborg.

 

Blodige kampe

Atter
en gang i 1431 overrumplede de holstenske grever, Flensborg.
Det
skete efter et halvt års kampe. Hovedmanden var tyskeren, Kurt
von der Lucht. Med
200 mand lykkedes det ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende
kom det til blodige kampe i Flensborgs
gader
mellem holstenske tropper og byens borgere. Blandt borgerne var der
dog også et holstensk mindretal, som stillede sig på
troppernes side.

Nogle
af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men det blev snart
erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder
Morten Jensen (Gyrstlinge) og
Gert
Gyldenstjerne , biskop af Børglum. Fra
søsiden fik slottet hjælp.

 

Situationen
blev dog forværret. Belejringen af området fik
efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af
Flensborg
opgav
man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus
faldt
samme efterår. Kongen havde nu kun Haderslev
og Ærø tilbage.
Også disse rester blev nogle få år senere overladt
til hertug Adolf.

 

Stadsret
for Flensborg

Påfaldende
er det, at der inden for 200 år findes fire stadsretter for
Flensborg,
der
på mange måder afviger fra hinanden:

 

Flensborg Statdsret af
16. august 1284. Den indeholder 101 artikler og er på latin.

Fra ca år 1300
findes 133 artikler, forfattet på dansk.

Flensborgs Stadsret af
1431 indeholder 128 artikler på plattysk.

Tekst fra det 14. –
15. århundrede, indeholder 132 artikler på latin.

 

Lov og ret i Flensborg

Det
kan virke forvirrende med så mange forskelligartede
udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske
Lov.

For
manddrab
var
straffen 3 gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt
en overbod på en mark guld. Dertil kom en speciel bod på
40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette er dog ikke
nedfældet i Jyske
Lov.

Dødsstraf ved
tyveri gjaldt, når tyven blev grebet på fersk gerning og
havde stjålet for ½ mark eller mere.

I
det hele taget syntes det som om, at Flensborgs
Stadsret behandlede
almindelige forbrydelser meget strengt.

 

Ved
køb af en hest,
hors, syet klæde, skæftet økse, sværd med
skede eller smedet guld og sølv, krævedes
to vidner.

Lovgivningen
for Flensborg
vidnede
om flere ejendommeligheder.

 

Kirke og klostre

Omkring
1280 omtales en St.
Jørgensgård. I
Flensborg
vidner
Jørgensby
endnu
om denne gård. Ifølge Flensborgs
Jordebog fra
1450 ejede St.
Jørgensgård flere
ejendomme. I og uden for Flensborg.
Hele
komplekset, hospital, kirke og kirkegård synes af hensyn til
smittefaren at have været omgivet af en grav. St.
Jørgensgården har
ligesom Helligåndshuset
haft
asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til St.
Nikolai Kirkes tårn.

 

Helligåndshuset
ejede
i 1451 28 huse i Flensborg
og
25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Stiftelsen havde
også egen kirke. Skriftlige kilder vidner om at sygehusene
Helligåndshuset
og
St.
Jørgensgården har
haft samme ledelse.

 

Franciskanerklosteret
er
antagelig blevet grundlagt 1263 af Johannes
Hviding. Klosteret
hørte under kustodiet
Ribe og
omfattede klostrene i Ribe,
Slesvig og Tønder., Flensborg og Kolding. I
1494 kom klosteret i Husum
til.

 

I
årene omkring 1430 førte klosteret en strid med
Cistercienserne
i
Ryd,
der
var tysksindede. Nord for Flensborg
lå
Krogsris
(Klusris) Kapel. Her
var gudstjenesten på grund af manglende indtægter næsten
ophørt. Derfor skænkede Hertug
Henrik kapellet
til klosteret i Rud,der
lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter,
overdrog kongen igen retten til franciskanerne.
Men
ak og ve, da holstenerne så fik magten, blev kapellet givet til
Rud
Kloster nok
engang. De besad kapellet ind til reformationen.

Munkene
i Flensborg
blev
ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet var blevet en vigtig brik i
magtforholdet mellem kongen og de holstenske graver.

 

Franciskanerne
stod
sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemester i
klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik
klosteret mange gaver. I 1479 bestemte Lübeckerborgen
Heinrich Pentzyn at
der årligt skulle gives munkene 12 stob vin til
at holde messe for. I
1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom
til.

 

Flensborghus
og Duborg

På
Mariabjerget
blev
Duborg
til
i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt
over byen ejede den adelige Iver
Juel en
større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I
1409 solgte han denne ejendom til dronning
Margrete. Hendes
hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.

Det
var på denne, endnu ufærdige borg, snart kaldet
Flensborghus,
hvor
dronning
Margrete opholdt
sig i 1412, inden hun gik ombord i sit skib, hvor hun døde af
pest.

 

Snart
blev Flensborghus
kaldt
Duborg
efter
en af dets befalingsmænd, Jens
Due. Den
er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske
Duborg
Skole, dækker
nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet
rester af anlæg med dobbelte volde og grave, og endnu i det 19.
århundrede fandt man rester af en ringmur.

 

Når
de danske konger var på besøg gjorde de ophold på
Duborg.
Christian den Tredje syntes
dog ikke den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han
opføre et helt nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte
Christian
den Fjerde en
istandsættelse af slottet.

Endnu
til 1703 var Duborg
sæde
for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde.

I
1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet
brugt til det nye Vajsenhus
i
Nørregade.
Men
i 1770erne var dele af slottet dog stadig i behold.

 

Det
holstenske ridderskab

Ifølge
jordebogen
var
det kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man
støde på både den gamle sønderjyske adel og
navnlig i tiden efter 144o det holstenske ridderskab i de mange
gilder i byen.

Den
adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens
mure på slotsbjerget. Borgmester
Ivar Juel deltog
i kampen mod holstenerne på dronning
Margretes og
kong
Eriks side.
Derfor blev hans besiddelser taget fra ham, og han blev taget til
fange, da holstenerne fik magten.

 

Stor
handel

Borgerbefolkningen
bestod allerede tidlig af købmænd, skippere og
håndværkere. Allerede fra 1284 regnedes strækningen
helt til Bruusnæs
som
hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye
bestemmelser om told indført i byretten af ca. 1300, både
af varer til udførsel som heste og kvæg, korn, smør,
tælle, fisk, huder og skind m.m. og af indførte varer
som salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer,
voks, kobber m.fl.

 

Den
tyske indvandring

Byen opnåede en førerstilling
blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede
egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår
after 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af
holstenernes erobring.

I
1440erne byggedes et nyt rådhus, liggende på hovedgaden,
hvor Storegade
og
Holm
mødes.

Ud – og indførsel foregik
som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på
ny borgernes eneret på handel med ridderskab og bønder i
lenet.

Ligeledes
var handel med okser stor. Flensborgene købte dem bl.a. i Ribe
og Kolding for
at føre dem med den gamle Oksevej
gennem
Sønderjylland
over
Gottorp
til
de store markeder i Nordtyskland.

Flensborg
nød
på forskellige områder godt af sit ry som kongelig
by. Ret
til toldfrihed i Danmark
og
Norge
stammer
nok først fra delingen i 1544

 

Efter
nordiske forhold var Flensborg
ved
middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter
København,
Malmø og
Odense.
I
1508 havde byen 420 huse og et indbyggerantal på 3.000.

 

Slægtsfejde

I
en årrække var der en blodig slægtsfejde i byen.
Borgmester
Lasse Siverts blev
i 1406 dræbt af Attrupperne,
over
hvilket Lasses
søn
Lyder
og
dennes svoger Kurt
von der Licht tog
hævn ved drabet af Peter
Attrup. Herfter
fulgte en ny blodhævn, idet unge
Sivert i
1420 blev dræbt af Attrupperne.
60
fornemme fruer havde gjort forbøn for Attrupperne
på
bytinget, med et forlig i 1451.

Den tyske indvandring i
købmandsstanden aftog omkring 1440.

 

Knudsgildet

Knudsgildets
skrå i
Flensborg
er
den ældst bevarede gildevedtægt i norden. Den foreligger
dog kun som en sent håndskrift fra ca. 1400. den er udateret
men regnes at føre tilbage til Knud
den Sjette.

Gildet
havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre,
hedder det eksempelvis, skal
alle brødre komme sammen og prøve og dømme
mellem lov og deres ”skrå”. Hvis en broder ikke
bærer over en anden broder for oldermand og brødre, men
for ”herrer eller mægtige mænd indenlands og
udenlands, ifalder
han bøde.

Gildets
domsmyndighed hævdedes både i civil – og
kriminalsager. Den broder, der trænger ind i en anden broders
hus med
væbnet hånd og uvenlig hu og begår vold mod nogen
af husets folk, skal således bøde med liv og gods.

 

Brødrende
skulle stå hinanden bi i sager, der bringes for den offentlige
domstol, først og fremmest drabsager. Bliver en broder dræbt
af en ikke – broder, skal gildebrødrene hjælpe den
dræbtes arving til hævn, det vil sige blodhævn. Man
skal tvinge drabsmanden til en forhøjet mandsbod. Men haver
han intet at bøde med, da skal liv bødes for liv.

 

Den
broder, der forsømmer sin pligt til at hjælpe, skal have
nidings
navn. I
det omvendte tilfælde, hvis en broder havde dræbt en ikke
– broder, skal
gildebrødrene hjælpe ham af hans livsnød, som de
bedst kan.

Er han ved vand, skal de hjælpe
ham med en båd og årer, øsekar, ildjern og økse.
Siden må han hjælpe sig selv, som han bedst kan.

Men behøver han en hest, skal
brødre forsyne ham med hest, eller han må tage sin
broders hest som sin egen hest og bruge den en dag og en nat.

Den
broder, der ej hjælper og vel kan, skal udstødes af
gildet med
nidings navn. Den
der har samkvem med ham, skal straffes med bøde.

 

St.
Knudsgildet i
Flensborg
hørte
til de såkaldte værnegilder.
Disse
gilder var altid indviet til en national nordisk helgen, St.
Knud, St. Olav eller
St.
Erik.

Gilderne
i Odense
og Flensborg udgjorde
en særlig gruppe over for en række yngre gilder, som ved
et møde i Skanør
i
1256 fik en fælles organisation.

 

St.
Knudsgildet hørte
til de højeste i Flensborg.
Det
var samlingssted for byens mest velhavende købmænd. I
lighed med Knudsgildet
i
Slesvig
har
det været enkelte skindere
og skomagere med
flere håndværkere.

Skråen
har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i
hedningeland.
Det
henviser til købmænd på langfart.

 

En
senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal fejres
en sjælemesse for afdøde søstre og brødre,
hvortil alle skal give møde.

 

Gildet
har
haft stor indflydelse på rådmændene. De har også
haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.

 

Andre Gilder

Kalenderen
fra
1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af
24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis
der ikke var præster nok. To gange om året mødtes
alle brødre for i tre dage at
prise Gud og for at spise sammen.

 

Af
andre gilder kan nævnes Laurentusgildet,
Gertudgildet og
Dragergildet.

Og
så var det også Vor
Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde, Hellig Legemesgilde.

 

Byens styre

Den fyrstelige myndighed bestod af
amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også
blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre
sønderjyske byer var det kun en snæver kreds der kom i
betragtning til dette råd.

Ved
Kong
Eriks privilegium
af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden
var den embedsmand, som repræsenterede den kongelige myndighed
i byen.

Omkring 1489 nævnes et
borgerskab på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens
regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske
byer, men kom senere i en række danske købstæder.

Byens
pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet.

Lønnet
var kun byskriveren, der i Flensborg
nævnes
første gang i 1507.

 

Dansk
eller tysk

Det
ældste Flensborg
var
den by, der voksede frem i Valdemars
– tiden. Den
var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere
kom fra andre dansktalende byer. En del kom dog også fra
Tyskland.

Knudsgildets
skrå
og Stadsretten
fra
omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af
borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også
dansk. Byretten blev også omkring 1300 oversat fra latin til
dansk.

 

Slesvig
var
efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens
grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller en
fjerdedel af borgene bar danske navne. Også i Flensborg
begyndte
de danske navne at blive fortrængt.

I
1436 begyndte man i Flensborg
at
føre byens
bog. Her
ses tydelig, at fremmede navne begyndte at dominere.

En fortegnelse over 415 gildebrødre,
som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere,
mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var
frisere.

 

Efterhånden udgjorde tyskerne i
de velhavende købmænd et flertal.

Men disse undersøgelser har den
skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk,
daglejere og fattige stakler.

 

Plattysk

I
løbet af det 15. århundrede var kultursproget i
Flensborg
plattysk.
Befolkningen talte både tysk, dansk og sønderjysk.

Det danske skriftsprog slutter omkring
midten eller udgangen af det 14. århundrede. Købmændene
fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og
dermed det tyske sprog vandt indpas i det danske hertugdømme.

Kongens og hertugens kancellier brugte
allerede plattysk fra omkring 1400.

 

Rådhusdokumenter
fra før 1400 var forfattet på latin, sikkert af
gejstlige. Fra 1400 var disse dokumenter på plattysk. Den
lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian
den Anden forlangte
dog, at når breve skulle sendes til resten af Sønderjylland,
så
skulle de skrives på dansk.

Snart måtte det plattyske
skriftsprog vige pladsen for det højtyske

 

Under
hertug Adolf
kom
der fred i Flensborg.
Han
havde venskabelige bånd til kong
Christoffer og
endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian
den Første. I
1431 skænkede han byen et privilegiebrev med beskæftigelser
på alle friheder, som borgerne have opnået.

 

Flensborg som len

Han
blev medlem af Købmandsgildet.
Og
under hans styre voksede holstenernes magt. Den barnløse
hertug Adolf
døde
i 1459. Året efter blev Kong
Christian den Første valgt
som hertug af Slesvig
og
greve af Holsten.

For
Flensborg
var
det af betydning, at den stadig hørte under den danske konge.
Betydningen viste sig dog først lidt efter lidt.

Kong
Christians kreditorer
tilhørte alle sammen adelen. Flensborg
By spillede
en hvis rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.

 

I
oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister
under eet som underpant for betaling af gælden. Mæglerne
var Lübeck
og
Hamborg.

Da
gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev de overgivet til
kautionisterne. Foged Otto
Walstorp havde
fra april 1473 slot og by i forvaring.

 

Gælden var vokset til 40.500
mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt
også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det
finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var
hermed sikret.

 

I
1490 skete der en deling mellem Kong
Hans og
hans yngre bror, Frederik.

Denne
historie fortsættes

 

Kilde:
Se

Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: Læs

Abel og hans sønner

Margrete den Første og
Sønderjylland

Sønderjyllands historie
indtil 1200

Flensborg mere end 725 år

 

 

I dag har man Æ Synnejysk Ambassade, Højer Pølse, Fuglsang øl og en egen bank. Sønderjysk Forening blev dannet i København i 1879. For at slippe for prøjsisk militærtjeneste søgte mange til hovedstaden. Embedsmænd blev fyret i tusindvis. Flensborg – samfundet, Grænseforeningen og andre foreninger blev dannet. Man indsamlede dansk litteratur og andet, som man sendte ned til grænselandet.

 

Masser af sønderjyske aktiviteter

Der er masser af sønderjyder i København. Hvad skulle københavnerne have gjort uden dem. Og de er ikke kun på Amalienborg Slotsplads. De befinder sig overalt. Godt nok er der små enklaver forskellige steder, blandt andet på Landbohøjskolen, hvor Æ Synnejysk Ambassade holder til. Ja sådan var det dengang, undertegnede skrev artiklen. Men det er hvis ikke mere tilfældet.

Man arrangerer forskellige foredrag, Sønderjysk julefrokost med Grønlangkål og kegledag. Ja på Landbohøjskolen er der endda ringridning. Godt nok ikke på heste, men på cykel. I dag er det så på Vesterbro, man arrangerer dette.

 

Højer Pølse og Fuglsang Øl

Og en sønderjyde kan jo ikke skjule, hvor han/hun kommer fra. Man hører det med det samme på dialekten, selv om man forsøger, at tale rigsdansk. Og man er ikke helt hjemløs herover. Der er masser af Højer Pølse og Fuglsang Øl, at få. Ja selv i Netto kan man få kartoffelspegepølse fra Haderslev.

Og nu kan man også få børnebøger indlæst på sønderjysk. Sønderjysk Forening har ligeledes lavet en sønderjysk ordbog. Den kunne nogle i Æ Synnejysk Ambassade da godt have brug for. De har glemt det sønderjyske sprog.

Skulle vi ikke også nævne at vi sønderjyder også har vores egen Korsbæk bank i København.

 

Opråb til slesvigerne

I Nationaltidende den 24 . januar 1879 kunne man læse et Opraab til Slesvigere. Om at komme til stede i Simons Lokaler på Købmagergade, søndag den 26. januar om aftenen. Man ville danne en forening af slesvigere. Foruden restauratør Simon, var underskriverne inspektør Buhl og detailhandler Kristensen.

I starten fik man 84 medlemmer. Omkring 1980 var det den ældst eksisterende sønderjyske forening i København. Nu eksisterer den ikke mere.

 

Embedsmændene flygtede

Allerede på krigens første dag i 1864 blev danske embedsmænd i Sønderjylland fjernet fra deres poster. Adskillige fulgte efter. Et ret anseeligt antal tog derefter til København. På et statsrådsmøde den 28. oktober 1864 underskrev Kong Christian den Niende deres afsked fra dansk statstjeneste.

Det gik ud over departementschefer, retspræsidenter, men også et betydeligt antal post – og tjenestemænd i beskedne stillinger.

For nogle af dem åbnede der sig mulighed for genansættelse, men de fleste måtte henleve resten af deres liv på vente penge og førtidspension. Ved hjælp af hærloven fik disse følgeskab af et betydeligt antal officerer med højere og lavere charge.

 

Flugt fra militærtjeneste

Mange sønderjyder tog også til hovedstaden for at slippe for den forhadte preussiske militærtjeneste. Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 blev Sønderjylland indlemmet i det preussiske kongerige.

Godt nok lovede man ifølge & 5, at der vil blive afholdt afstemning i den nordlige region om genforening med Danmark. Dette løfte blev aldrig overholdt og mærkelig nok accepterede det internationale samfund dette.

I 1866 oprettedes Sønderjysk Samfund. Det var den senere kærer, Jep Jakobsen fra Broager, der tog initiativ til dette. Foreningen blev stiftet ved et møde
på Borchs Kollegium i Store Kannikestræde. Et fremtrædende medlem af dette samfund var den unge lærer fra Flensborg, A.D. Jørgensen. I denne kreds kom både studenter, håndværkssvende og gårdskarle.

Der kom stadig flere sønderjyder til hovedstaden, for den preussiske regering lagde flere hindringer i vejen for danskheden i Sønderjylland/Nordslesvig.  I
1879 annullerede man aftalen om § 5. I 1887 deltes Sønderjysk Forening i to dele, Sønderjysk Selskabelige Forening og Sønderjysk Centralforening.

 

Hjælp til trængende sønderjyder

Den energiske unge tandlæge Axel Carstens blev formand for Centralforeningen. Samtidig blev der i provinsen oprettet lignende foreninger. De blev så sammensvejset i De Samvirkende Sønderjyske Foreninger. Hovedformålet var at støtte

• Trængende sønderjyder., at udbrede kendskab i kongeriget til sønderjyske forhold og i det hele taget at støtte enhver lovlig bestræbelse for vedligeholdelse af danskheden i Sønderjylland.
  

Sønderjysk Centralforening søgte medlemmer blandt det bedre københavnske borgerskab. Det var en yderst konservativ forening. Stridigheder omkring forsvarspolitikken medførte i 1908 en sprængning af foreningen.

En kreds af medlemmer brød ud og startede Sønderjysk Forening for København og Omegn. Konsul Waldemar Hansen blev formand. Omkring det tidspunkt havde man ca. 1.000 medlemmer.

Ved siden af eksisterede fra 1884 et nyt Sønderjysk Samfund. Her holdt rigsarkivar A.D. Jørgensen ofte foredrag.

De konservative studenter samledes i den gamle studenterforening, mens de radikale mødtes i Studentersamfundet. Inden for denne forening oprettedes i 1888 en særlig fraktion, som kaldte sig Studentersamfundets sønderjyske Samfund. Det blev forkortet til 4 S. Til kredsen hørte historikeren H.V. Clausen.

I 1896 organiserede To Løver en særlig studenterfraktion, som fik navnet Hejmdal. Blandt de opgaver denne sammenslutning påtog sig, var uddeling af
dansk litteratur i sønderjyske hjem og skibe.

 

Opkøb af danske ejendomme

I nærheden af grænsen ved Rødding påbegyndtes fra tysk side et systematisk opkøb af danske ejendomme. Man savnede i det sønderjyske de nødvendige kreditinstitutioner, som kunne hjælpe ubemidlede til at overtage disse ejendomme. H.V. Clausen tog kontakt til sin nære ven, skolebestyrer Niels Hjorth. I
dybeste stilhed tog de initiativet til oprettelse af Foreningen af 5. Oktober 1898. Man påtog sig at fremskaffe de nødvendige midler.

Ved hjælp af disse midler lykkedes det at sikre 180 nordslesvigske ejendomme på danske hænder.

Det var ikke helt ubetydelige midler de eksisterende foreninger sendte til det gamle land. Man fik ved arv og gaver adgang til store beløb. Det var udelukkende private midler, man samlede sammen. Offentlige tilskud kunne ikke komme på tale på grund af mægtige Tyskland. Embedsmænd fik at vide, at de skulle optræde med værdighed.

 

Dansk Kultursamfund

Omkring 1910 oprettedes Dansk Kultursamfund. Også herfra blev der sendt mange midler til Nordslesvig. Men her var der tale om godt skjulte statsmidler.

Under verdenskrigen 1914 – 1918 var det vanskeligt at opretholde de samme forbindelser til det tabte land. Sønderjysk Forening for København og Omegn igangsatte dog en indsamling af mad – og tøjpakker til sønderjyske krigsfanger.

 

Politik i foreningerne

Foreninger blandede sig også i, hvor grænsen skulle gå. De fleste af dem var indstillet på den sydlige grænsedragning. Ved genforeningsfesten på Dybbøl
Banke i sommeren 1920 udtalte statsminister Niels Neergaard til de danske sydslesvigere:

• De skal ikke blive glemte.

De sønderjyske foreninger i København omorganiserede nu deres arbejde, så hjælpen kom de danske sydslesvigere til gode. En mindre gruppe af foreninger havde oprettet et fællesråd. Andre foreninger oprettede Grænseforeningen.

 

Dybbøl – mærke

Grænseforeningen var tænkt som et samlet organ for de sønderjyske foreninger, der på et tidspunkt og senere eksisterede ud over hele landet. I 1937 var der 179 foreninger med ca. 61.500 medlemmer. I 1921 foreslog redaktør Willemoes i Ribe, at man etablerede et mærkesalg. Siden da har man hvert år den 18. april solgt det såkaldte Dybbølmærke.

Nord for den nye grænse støttede man forsamlingshusarbejdet og endvidere driften af det danske kontor og det danske bibliotek i Tønder.

 

Syd for grænsen

Hoved-indsatsen var dog arbejdet syd for grænsen. Her havde det lille danske mindretal i mellemkrigsårene særdeles vanskelige vilkår. Man blev udsat for undertrykkelse og chikaner. Særlig vanskelig blev det efter 1933, hvor den nazistiske bevægelse tog magten. De indførte almindelig værnepligt, arbejdstjeneste og tvungen medlemskab af Hitler – Jugend.

De dansksindede fik oprettet Generalsekretariatet og Flensborghus – bogsamlingen. Man fik oprettet Kobbermølleskolen og forskellige børnehaver i Flensborg – området. I Flensborg fik man oprettet dansk aftenskoleundervisning. I Slesvig by drev man privatskole og børnehave.

De forskellige foreninger levede deres egen liv, men man påtog sig ikke nye opgaver inden en aftale med Grænseforeningen.

Sønderjysk Forening for København og Omegn havde i 1920erne et medlemstal på ca. 1.000. Men da man som modstykke til tyskernes opkøb af ejendomme (Vogelgesang) oprettede Landeværnet, oplevede foreningen en betydelig medlemstilgang. Man nåede helt op på 9.000 medlemmer. I 1939 etablerede man sig i  Absalons Gaard.

 

Flensborg – samfundet

I 1920 blev Flensborg – Samfundet oprettet. Det blev oprettet af personer, der havde stemmeret i 2. zone. Denne forening blev i 1921 sluttet sammen med Foreningen Dannebrog, der oprindelig havde sit udgangspunkt i Kolding. I 1934 skiltes Flensborg – Samfundet og Grænseforeningen.

Da nazisterne slap sit tag, meldte en masse sydslesvigere sig til den danske bevægelse. Man mente at de danske sydslesvigere skulle lige stilles med det tyske mindretal nord for grænsen. Speckdänen blev de kaldt.

Nord for grænsen opnåede det tyske mindretal i 1920 en andel på 25 pct. af stemmerne. I 1957 var dette tal svundet ind til 8,8 pct. I dag udgør de 15 – 20.000.

 

Hovedstadens Grænseforening

Siden 1945 er der ydet betydelig støtte til opbygning af de danske institutioner syd for grænsen. På de festlige årsmøder deltager nu danske regeringsrepræsentanter. Grænseforeningen fortsætter sin støtte. I 1953 startede man Det Sønderjyske Lotteri.  I 1958 tog man navneforandring til Hovedstadens Grænseforening.

Grænseforeningen udgav fra 1951 – 1970 bladet Vor omstridte Land.

Sønderjysk Centralforening fortsatte deres virke. Man havde ikke så mange medlemmer, men i medlemskredsen var meget kendte personer. I 1955 stiftede man Grænselandets Legatfond.

I Københavns – området tog man fadderskaber for forskellige områder i Sydslesvig. Der var Amager – fadderskabet for Før og Amrum. Brønshøj – Husum for
Askfeldt, København N og NV for Jernved og Gottorp osv. 

 

Krigsveteraner

I 1969 tog an initiativ til at sønderjyske krigsveteraner i anledningen af 50 års dagen for deres hjemkomst til København kunne gense hovedstaden. Det lykkedes at samle de 65.000 kr. ind som arrangementet kostede. Der var 229 deltagere, som kom med særtog. Modtagelse i snapstinget, aftenfest i Lorry
og udflugt til Den Slesvigske Sten i Dyrehaven. Så var der frokost på Carlsberg – museet, festmøde på Rådhuset og meget mere.

 

Stort arbejde i Sydslesvig

I dag er danskheden i Sydslesvig klemt økonomisk. Det er et spørgsmål om man kan opretholde det vidt forgrenede net af skoler og børnehaver. ca. 58 skoler og 62 børnehaver samt 57 menigheder med en dansk kirke virker imponerende.

Hovedstadens Grænseforening yder stadig støtte til danskheden.

 

Aktivitet i Æ Synnejysk Ambassade

Og i Æ Synnejysk Ambassade fortsætter arrangementerne på Landbohøjskolen. Ja det gør de så ikke mere. Man har nu fundet et nyt sted. Hver
måned står en interessant foredragsholder parat. De fleste kan stadig huske Æ Sproch, men der er sandelig nogen, der trænger til en opstramning.  Og
pludselig ved et af mine egne foredrag dukkede gamle bekendte op fra min tid i Aabenraa og Padborg Det var en speciel oplevelse.

Hvert år er der Grøntlangkåls- spisning. Det plejer at være helt booket op. Og der er også Sommermesterskaber i keglen.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 297 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler
• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Sønderjylland til Ejderen?
• Det tyske Mindretal i Sønderjylland og mange flere artikler 

Redigeret 1- 01. 2022

 

 

 

Regeringen søsatte en stor anlagt plan. Uopdyrket jord skulle dyrkes ved hjælp af tyske kolonister. Man lokkede med 20 års skattefrihed. I starten boede de i jordhytter. Stederne blev opkaldt efter de kongelige. Det blev dog en stor fiasko. I Julianen Anbau som Kolonisthusene ved Frøslev, blev kaldt var det kartoflerne,
der blev redningen.

 

Tre kilometer sydvest for Frøslev

Cirka tre kilometer sydvest for Frøslev by ligger tre gårde på rad og række. Det er de såkaldte Kolonist Huse også kaldet Julianen – Anbau.  Omkring stedet er der små skove og opdyrkede marker, men sådan har det ikke altid været. En koloni blev anlagt her i 1761. Og det var midt på den barske og golde hede.

 

Uopdyrket jord skulle dyrkes

Tanken var at de jyske hedes-trækninger skulle koloniseres. Man havde opgivet, at det skulle være landets egne indbyggere. Det skyldtes at dengang var der mange andre uopdyrkede områder i landet. Man mente heller ikke, at man kunne få tilstrækkelig med arbejdskraft. Når man så fik udlændinge til landet, kunne man samtidig forøge landets produktive befolkning. Det var en almindelig regel, at emigranter skulle findes, der hvor levevilkårene var dårlige. Og det blev udnyttet, for levevilkårene hos de sydlige naboer var dengang dårlige.

Den 28. maj 1759 udsendte regeringen en opfordring til de egne af Tyskland, der led mest under Syvårskrigen (1756 – 1763). Det drejede sig om Pfalz, Hessen, Baden og Würtenberg.

 

20 års skattefrihed

Hvervekampagnen gav hurtige resultater. Det skyldtes sikkert løftet om 20 års skattefrihed. Snart kom de første væk fra krigens rædsler op til det nordiske paradis. I oktober 1759 kom de første. Alheden viste sig dog uegnet til formålet. Fra dansk side var man sikkert ikke godt nok forberedt.

Man inddrog derfor de slesvigske hede – og mosestrækninger i planerne. Disse var af en betydelig bedre kvalitet. I løbet af 1760 udarbejde man en plan for kolonisationen for Slesvig.

Det var hensigten, at hver kolonist fik tildelt så meget land, som man forventede at han var i stand til at opdyrke.

 

Tilværelsen startede i jordhytter

Kolonisationen skulle påbegyndes ved Gottorp og Flensborg amter. Men det var ikke så lige til. De lokale følte deres rettigheder truet. Huse blev først opført, når kolonisterne var ankommet. Den første tilværelse startede i jordhytter. Det var langt til det paradis, man havde drømt om.

 

Kongeligt fæste

Staten bekostede husenes opførelse og anskaffelse af besætning, som regel 2 okser, 1 ko og 2 får samt nødvendigt inventar, nemlig plov, harve og vogn. Det var dog tale om såkaldt Kongeligt
fæste. Derfor fik hver kolonist et kongeligt fæstebrev.  Den endelig kolonisation omfattede amterne Gottorp, Hütten, Flensborg og Tønder samt Bredsted. De første kolonister tog deres besiddelser i anvendelse i maj 1761. Indvandringen fortsatte, indtil de sidste kolonister fik anvist plads i løbet af året 1764.

I hele hertugdømmet Slesvig var der i 1765 tildelt pladser til 570 kolonister fordelt på 48 kolonier.

Afrejsen fra hjemlandet foregik kolonnevis med Altona som første rejsemål. Derfra blev de dirigeret videre til de forskellige amter i Slesvig. Ved ankomsten til bestemmelsesstedet skulle de aflægge ed over for den danske konge. Der blev trukket lod om de forskellige steder.

 

Opkaldt efter kongelige

Samtlige kolonier blev opkaldt efter medlemmer af det danske kongehus. De gyldne løfter svarede langt fra forventningerne. Og mange kolonister var uegnede til opgaven. Disse fik allerede i 1763 deres opsigelse fra regeringen. Andre forlangte sig frivillig løst af kontrakten. Mange fulgte opfordringen fra Kejserinde Katharina af Rusland til grundlæggelse af kolonien Sarepta
ved Astrakan. Andre igen rejste tilbage til hjemlandet, hvor krigen var ophørt.

Til erstatning for de bortrejste antog man lokale. Det viste sig, at de havde bedre evner og kendskab til, hvordan man kunne dyrke de vanskelige områder. En opgørelse fra 1766, der omhandler samtlige kolonier i Gottorp, Flensborg og Tønder Amter, viser at der var 214 udenlandske og 250 indenlandske kolonister. Hertil kom, at der især i Gottorp var mange tomme steder.

 

Ingen succes

Kolonisationen var ikke den store succes. Det havde kun bragt skuffelser. De store planer med at få al u-dyrket jord under plov var fejlslagne. Man tabte derfor efterhånden interessen for projektet, som havde betydet
store udgifter for statskassen. Fra 1767 blev koloniernes særskilte
forvaltning ophævet. De blev underlagt de respektive herreder.

Kolonien ved Frøslev kan betragtes som grundlagt i dagene den 3., 4. og 7 december 1761. Kolonien blev betegnet som nr. 15 i Flensborg Amt, og fik navnet Julianen Anbau, opkaldt
efter Frederik den Femtes anden dronning, Juliane Marie. Den bestod af tre gårde, Ulrichs Hof, Römers Hof og Holbergs Hof.

 

Nye afgrøder

Kolonisterne var i starten underlagt en koloniinspektør.. I hans beretning fra 1762 fremgår det, at husene var blevet gjort færdige i årets løb. Også her startede de tre familier i jordhytter. Den første vinter har været barsk at komme igennem. Den ene familie havde et spædbarn. I løbet af sommeren har alle gravet efter og fundet vand. Endvidere blev der anlagt haver. Og for Frøslevs befolkning var det nyt, at der blev dyrket selleri, porrer, persille og gulerødder.

Det så ud som om, kolonisten på sted nr. 3, Caspar Schmidt var den, der klarede sig bedst. Han fik gang i lidt rug, spelt (en hvedeart) og eparsette, en flerårig foderplante. De sidste to nævnte var en almindelig art i Sydtyskland.

Allerede året efter opgiver den første, Andreas Schwartz. Han forlangte sin kontrakt opsagt. Efterfølgeren hed Caspar Christian Hildebrandt. Allerede inden årets udgang fik de en datter døbt i Hanved Kirke.

 

Ingen høstudbytte

I efteråret 1763 modtager kolonisterne en tønde sæderug, og i 1764 hver familie 2 tønder boghvede til u-sæd. Hermed kan konkluderes, at det er lykkedes at skabe agerjord. Formentlig kunne den første beskedne høst af rug og boghvede kunne bjerges i 1764. Antagelig har det medbragte korn fra Sydtyskland været den store succes. Men egentlig hører man ikke noget om en succesfuld høst.

I 1765 bliver der udbetalt 9 rigsdaler i foderpenge.

 

Kartoflen reddede kolonien

Men i en protokol af 26. april 1765 fra Flensborg Amtshus oplyses det, at alle tre er bevilliget afsked. De har antagelig forladt Frøslev i løbet af foråret 1765.

Men nye kolonister indfandt sig. Der blev bemærket at dyrene på gård tre alle var døde. Og af 4 heste som hele kolonien fik tildelt som trækdyr, ja da vi de tre heste døde. Åbenbart har
kolonien været så meget i forfald, at de tre nye kolonister fulgte de andres eksempel og forlod stedet.

Nu fulgte så for tredje gang nye kolonister, denne gang af hjemmelig herkomst. Og med ægte jysk stædighed ser man nu en lille fremgang. Nu begyndte man også at dyrke kartofler. Og
denne kartoffelavl reddede kolonien i Frøslev.

 

Kilde:

Litteratur Padborg/Kruså/Bov

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov

Redigeret 19.-10.2021

Christian den Ottende var allerede i 1846 med til at opildne til anti-danske protester med sit åbne brev. Sprog-scriptet fra 1840 var allerede i gang med dette. Regeringen blev fyret. Oprør i Rendsborg. Prinsen af Nør handlede i kongens navn, påstod han. De Slesvig – Holstenske styrker blev nedkæmpet, men 14 dage efter var den danske hær i vild flugt. Det var begyndelsen til tre års krig.

 

Minder fra et slag

Der hvor Hærvejen og Rønsdamvej støder til Padborgvej står der en rød granitsten med følgende indskrift:

• Sejren ved Bov den 9. april 1848 – Rejst af Bov Sogns Beboere 1920

I Rinkenæs står der ved vejen i byens østligste udkant en mindesten over Sejer Steffensen. Her står følgende indskrift:

• Minde om den 6. april 1848
• Første Skud fra Krigerskare
• Voldte Byen Skræk og fare
• Men med Tak og Pris og Hæder
• Broderlig vi mindes Eder
• Som for os i første Møde
• Seier vandt hvor Seier døde

På Bov Kirkegård ved kirkens øst-gavl står en mindesten over kaptajn J.F. Hegermann – Lindenkrone, som dødelig såret blev ført til Aabenraa, hvor han døde og ligger begravet.

Men er alle i grund klar over, hvilken sejre det drejer sig om, den forårsmorgen for 162 år siden. (Artiklen er fra 2010)

 

Anti-danske følelser

Ved indgangen til 1840erne var den politiske situation i hertugdømmet præget af et voksende nationalt modsætningsforhold mellem de kræfter, som ønskede helstarten bevaret under den
danske krone, og de, især konservative kræfter, der betragtede de to hertugdømmer som selvstændige med hinanden fast forbundne stater, og som ønskede Slesvigs indtræden i det tyske forbund. Holsten var allerede i 1815 blevet tilknyttet det tyske forbund.

Christian den Ottende, der i 1839 var kommet på tronen, viste sig at være fast besluttet på at bevare helstaten. Han skuffede dermed dem, der mente at hertugdømmerne skulle have en fri forfatning. Kongens ide gav mere næring til den Slesvig – Holstenske bevægelse.

Sprogscriptet af 1840, som indførte dansk rets – og forvaltningssprog, hvor der i hertugdømmerne var dansk kirke – og skolesprog, gav voldsomme protester fra Slesvigs stænderforsamling. Med et stort flertal krævede de reskriptet ophævet. Formålet var at styrke helstaten. Men det fremkaldte alvorlige anti-danske følelser i hertugdømmerne.

 

Hertugen følte sig forbigået

Et andet problem var arvefølgen i det danske kongehus. Hertug Christian August af Augustenborg, der sammen med sin broder, Frederik, kaldet Prinsen af Nør var frontfigurer i den Slesvig – Holstenske bevægelse, hævdede den augustenborgske slægts arveret til den danske krone, hvis kongehusets mandestamme uddøde.

 

Kongens åbne brev

Dette var ikke lige Christian den Ottendes mening. Han var af den faste overbevisning, at kongelovens mandelige/kvindelige arvefølge også gjaldt for Slesvig. Den 8. juli 1846 udsendte kongen derfor et åbent brev, som fastslog, at kongelovens regler om arvefølge også havde gyldighed i hertugdømmerne Slesvig og Lauenborg.

Brevet fremkaldte en voldsom reaktion i hertugdømmerne. De holstenske og slesvigske stænder protesterede og flere nedlagde deres mandater. Man krævede nu en Slesvig – Holstensk
forfatning, Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund og hertugdømmernes administrative adskillelse fra kongeriget.

Modstanden mod kongens brev blev fra den danske regerings side mødt med censur og mødeforbud. Dette skærpede endnu mere modsætningsforholdet mellem Danmark og hertugdømmerne.

 

Opstanden brudt ud

Den 20. januar 1848 døde Christian den Ottende pludselig. Han efterfulgtes af Frederik den Syvende. De forfatningsmæssige ændringer, som Christian den Ottende i nogen tid havde forberedt, blev straks taget op af den nye konge. Disse ændringer omfattede blandt andet fælles stænder for kongeriget og hertugdømmerne.

Men Pariser – Revolutionen den 24. februar 1848 bredte sig i lynets hast til Slesvig – Holsten. Og de kultur – radikale vejrede morgenluft. Ved et møde i Rendsborg den 18. marts krævede den liberale Th. Olshausen, at Slesvig – Holsten skulle erklære sig som en uafhængig stat tilknyttet det tyske forbund.  En delegation rejste til København den 21. marts. Den 24. marts fik den det klare svar, at kongen ville tilstå Holsten en fri forfatning som selvstændig tysk forbundsstat, men Slesvig skulle forbindes med Danmark ved en fælles fri forfatning, men med egen landdag og særskilt forvaltning.

Men inden delegationen nåede tilbage til Kiel med dette svar var opstanden i Slesvig – Holsten brudt ud.

 

 

Den provisoriske regering

Under indtryk af de politiske begivenheder i København, som også i høj grad havde sammenhæng med det Slesvig – Holstenske spørgsmål, og som var endt med ministeriets afgang den 21. marts, havde en lille kreds af blandt andet Th. Olshausen og Prinsen af Nør grebet tøjlerne. På et møde natten mellem den 23. og 24. marts havde de dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne.

Den provisoriske regering overtog magten med den begrundelse, at en folkebevægelse var blevet tvunget til at afskedige sine rådgivere og indtage en fjendtlig holdning over for hertugdømmerne.

• Lad Herrens Vilje er ikke længere fri, og Landet staar uden Regering

Samtidig erklærede man sig som en del af marts-revolutionen.

 

Overrumplingen i Rendsborg

Den næste morgen, den 24. marts, rykkede en oprørsstyrke bestående af garnisonen i Kiel og et halvt hundrede bevæbnede studenter og borgere under kommando af Prinsen af Nør ind i fæstningen i Rendsborg. De overgav sig uden modstand. Våben og krigskasse faldt i oprørernes hænder og hovedparten af fæstningens besætning gik over til prinsen, der hævdede at handle i kongens navn.

Med overrumplingen af fæstningen Rendsborg var det væbnede oprør en kendsgerning. Oprørsbevægelsen bredte sig hastigt til det meste af Slesvig, hvor også de fleste købstæder anerkendte den provisoriske regering. Men befolkningen stod dog stærkt splittet.

 

Danmark opruster

Da efterretningerne fra Rendsborg nåede København den 25. marts, var krigsbestyrelsen klar over, at opgøret ikke kunne stoppe bare med et ekspeditionskorps. Preussen støttede aktivt oprøret. Der blev derfor besluttet, at indlede et regulært felttog mod hertugdømmerne. Den danske krigsminister F. Tscherning lod straks foretage mobilisering af alle mobile styrker. Som
øverstbefalende for høren blev oberst Hedemann udnævnt. Den unge kaptajn Læssøe blev stabschef.

Den 28. marts afgik de første tropper fra København. Ved Kolding samledes alle tropper den 31. marts. Armeens hovedstyrke bestod af 8 bataljoner, 14 eskadroner rytteri, 24 kanoner og et
ingeniørdetachement. På Als blev et flankekorps samlet. Det bestod af 5 bataljoner, 2 eskadroner og 6 kanoner under oberst Schleppegrells kommando. Tilsammen udgjorde styrken 10.500
mand.

 

Tropperne på plads

Også flåden blev i hast udrustet. Syv marinefartøjer blev sendt til farvandet omkring Als og Flensborg Fjord.

De første dage i april rykkede hovedstyrken og flankekorpset frem gennem Nordslesvig og gik i kantonnement i et område, som strakte sig fra Flensborg Fjord, over Rinkenæs, Tørsbøl, nord for Hostrup Sø og Kliplev til Tinglev og Aabenraa.

Fra denne stilling, blev der foretaget rekognosceringer, dels for at få billede af fjendes styrke og stilling, og dels for at lodde stemningen i befolkningen Også de Slesvig – Holstenske styrker foretog den 6. april en rekognoscering mod flankekorpset. Der udspandt sig en kort fægtning, hvor ved det første offer, en dansk soldat faldt i udkanten af Rinkenæs.

Den 6. april havde de Slesvig – Holstenske tropper fået at vide, at danskerne havde landsat store styrker på halvøen Holdnæs i Flensborg Fjord. Da man frygtede at blive omringet, sendtes tre bataljoner og et frikorps ud mod Glücksborg. Der var dog kun en bataljon, der blev landsat.

Efter at være inddelt i en række kampenheder brød hæren den 8. april op fra kantonnementerne og rykkede frem til følgende punkter:

• En kavaleri-brigade og et kanonbatteri under general Wedell rykkede fra Tinglev til Medelby vest for Flensborg.
• Avangarden, sammensat af infanteri, rytteri og artilleri under oberstløjtnant Magius rykkede fra Hostrup, Stubbæk, Røllum og Torp til Bommerlund

Første Infanteribrigade under oberst Bülov rykkede fra Aabenraa til Perbøl og Vilsbæk.

Anden Infanteribrigade under oberst Meyer rykkede fra Løjt til Holbøl og Holdbi.

Flankekorpset under oberst Schleppegrell rykkede fra Sundved frem til Rinkenæs, Bækken, Hokkerup og Hønsnap.

Desuden gik reservestyrkerne i stilling i Bommerlund.

Allerede ved middagstid den 8. april havde alle afdelinger indtaget deres nye stillinger. Om eftermiddagen foretog en kommando bestående af to jægerkommagnier, tre eskadroner og to kanoner en rekognoscering mod Bov. Slesvig – holstenerne trak sig tilbage mod Nyhus. Da de danske styrker forlod Bov, besatte de igen området.

Den Slesvig – Holstenske hær var sammensat af dels regulære tropper fra de Slesvig – Holstenske jæger – og infanteribataljoner og artilleri – og dragonregimenter dels af studenter og turnerer samt forskellige frikorps.

 

De Slesvig – Holstenske styrker

Man havde fra Preussen fået hjælp af 50 officerer. Regeringen havde forlangt at styrken, som man havde samlet skulle vandre mod nord. Men Prinsen af Nør mente, at tropperne var alt for uerfarende.  Men sidst i marts vandrede en lille trop mod nord Den samlede styrke var på 6 – 7.000 mand under general Krohn. De havde den 8. april indtaget følgende stillinger:

Højre fløj under major Michelsen stod ved Kruså og Kobbermøllen. Hovedstyrken havde besat Bov og Nyhus. Venstre fløj under kaptajn Schmidt stod i Harreslev. Fire eskadroner rytteri under Fürsen Bachmann var posteret i Ellund, Frøslev og Valdemarstoft for at dække Oksevejen.

Reserven befandt sig i Flensborg. Desuden var et antal prøjsiske bataljoner under kommando af oberst Bonin i Rendsborg.

 

Den 9. april 1848

Den 9. april var en klar solskinsdag. Planlagt var det at flankekorpset skulle udføre et skinangreb mod Kruså og Kobbermøllen for at fastholde Slesvig – Holstenernes højre fløj. Samtidig skulle avantgarden fulgt af resten af flankekorpset angribe Bov.

Første brigade skulle gå vest om Bov over Frøslev og angribe Harreslev. Rytteriet i Medelby skulle styrke denne bevægelse på yderste højre føj. Hoved-angrebet skulle altså rettes mod Bov
og Harreslev. Tropperne skulle derefter uopholdeligt rykke frem til Flensborg for at afskære de Slesvig – holstenske styrkers tilbagetog.

Klokken 8 satte Første Brigade sig i bevægelse fra Bommerlund og gik vest om Bov ad Oksevejen. Ved vejkrydset hvor Oksevejen skærer Tøndervej, formedes angrebskæder, som rykkede frem mod den nordlige udkant af Bov.

Kaptajn Hegermann – Lindenkrone, der personligt førte sit kompagnis angrebskæde, blev kampens første offer, idet han blev dødelig såret af et skud.

 

Kampe i Bov

Herefter udviklede der sig en heftig kamp i byen, navnlig omkring kirken, hvor kirkegårdsdiget ydede god dækning. Slesvig – Holstenerne fortrak efterhånden til byens sydlige udkant,
hvorfra de hurtigt blev tvunget tilbage over Rønsdam til Nyhus.

Klokken 11 stod avantgarden syd for Bov, mens flankekorpset som var rykket frem fra øst, stod øst for Bov. Fra bakkedammen syd og øst for Bov beskød de danske kanoner de fjendtlige kanoner ved Nyhus.

Avantgarden fik nu ordre til at angribe Nyhus – passet. De rykkede frem ad Bov – Nyhusvejen (nu Rønsdamvej), mens Schleppegrells styrker sendtes over Valdemarstoft og Haraldsdal for at omgå den fjendtlige stilling ved Nyhus.

Første Brigade var klokken 11 var nået til et punkt midtvejs mellem Ellund og Harreslev og rykkede nu direkte frem mod Harreslev.

Klokken 11.30 begyndte den afgørende kamp. Avantgarden satte sig uden vanskeligheder i besiddelse af Nyhus – passet. Slesvig – Holstenernes hovedstyrke stod over for den danske overmagt. De trak sig tilbage til Møllebakkerne nord for Flensborg.  Første Brigade stødte i Harreslev på stærk modstand. Alle veje var barrikaderede med vogne og bohave. Først efter heftige kampe blev Slesvig – Holstenerne drevet tilbage til Marieskoven. Og et teglværk øst for Harreslev.

Den del af flankekorpset, som havde til opgave at føre et
skinangreb mod Kruså
og Kobbermøllen fulgte
efter, da den fjendtlige højre fløj, efter at Nyhus
– passet og
Harreslev var
opgivet, også trak sig tilbage mod Flensborg.
Under
tilbagetrækningen blev de ved Wasserleben
beskudt
af de danske flådefartøjer, der lå på
Flensborg Fjord.

Og
ikke nok med det. Syd fra kom general
Ryes tropper.

 

Slesvig
– holstenerne var nu overalt drevet tilbage til Flensborg.
Da
de danske styrker rykkede ind i byen opstod der flere steder kampe,
navnlig omkring et jernstøberi i Nystaden.

 

Sejren hjemme efter seks timer

Klokken
14.30 efter kun seks timers kamp var al modstand ophørt.
Danskerne kunne rykke ind i Flensborg,
mens
slesvig – holstenerne trak sig tilbage tilbage til stillinger
ved Isted og Mysunde.

 

Derimod
lykkedes det ikke at afskære den slesvig – holstenske
hovedstyrkes tilbagetrækning. Efter en hård marsch gennem
vanskeligt terræn havde Bulows
Første
Infanteribrigade måtte opgive at gå vest om slagmarken.
Den havde i stedet taget kursen mod Flensborg.
Også
Kavaleribrigaden måtte opgive at omringe fjenden.

 

De
danske tab var 15 døde og 77 sårede. Slesvig –
holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede. Der blev
taget ca. 1.000 fanger, som straks af søvejen blev sendt til
København,
hvor
de blev anbragt på to linieskibe.

 

Den danske hær i flugt

Slaget
ved Bov var
en overbevisende sejr for den danske hær. Allerede to dage
senere stod de ved Slien.

 

Den
23. april gik den slesvig – holstenske og preussiske hær
til modangreb ved Slesvig.
Den
danske hær måtte splittet fortrække til Als
og
Fyn. Den
tyske hær under general Wrangel
besatte
Slesvig og
store dele af Jylland.
Den slesvig – holstenske styrke var
nu op på cirka 32.000 mand. Og flere fulgte efter.

 

General Rye var arresteret

Det
var gamle danske afdelinger, der kæmpede mod hinanden og som
havde kæmpet sammen mange steder. Gamle officerskammerater
måtte ifølge politiske ordre nu kæmpe mod
hinanden. I starten værgede general Rye
sig
ved dette og måtte i arrest.

 

Tre års krig

Dette
var optakten til en krig, som afbrudt af våbenstilstands
aftaler fremkaldt efter pres fra England
og Rusland med
flere gentagelser kom til at strække sig over tre år. Det
endte med en række aftaler om hertugdømmernes forhold.
Helstaten forblev under den danske krone.

 

Vi
vil i den kommende til fokusere mere på de slesvigske krige. Så
hold øje med nyere artikler.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Padborg/Krusaa/Bov
• Litteratur Sønderjylland
  (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• Kampen ved Bov – og de
  slesvigske krige
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
  
• Dagbog fra Møgeltønder
  (under Tønder)
• Kongeligt besøg i Tønder
  (under Tønder)
• Soldat i Tønder 1851 (under
  Tønder)
• Tønder mellem dansk og tysk
  (under Tønder)
• Ulrich – en Fysikus fra
  Tønder (under Tønder)
• Vajsenhuset i Tønder (under
  Tønder)

• Rendsborg 1848 (under
  Sønderjylland)
• Sønderjylland til Ejderen
  (under Sønderjylland)
• Begik Christian den Tiende
  højforræderi? (under Sønderjylland)
• Aabenraa 1864 (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 –
  1864 (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under
  Aabenraa)
• Jomfru Fanny – myter eller
  virkelighed (under Aabenraa)