Artikler
Januar 5, 2011
Aabenraa får flere arbejderkvarterer. Arbejdsgiverne bygger boliger. Efter søfartskrisen breder fattigdommen sig. Chinatown i Aabenraa er for de rige. Købmændene flytter ud. Pakhuse indrettes til boliger, grundet boligmangel. Vi ser på palæet i Vestergade, og hvor ligger Liebesallé. Vi ser på Callesensgade, promenadelivet, Hjelmskov og byggeriet ved by-bakken.
Arbejdere breder sig
Den sydlige del af bykernen var omkring 1900 – 1910 blevet arbejderkvarter. De forskellige sociale grupper i byen boede efterhånden i hver sin retning. Den sydvestlige del af Aabenraa blev præget af engdragene. Den gamle borgerlige beboelse i Slotsgade og i Nygades sydlige del blev efterhånden opløst.
En af de store embedsgårde blev badeanstalt, en anden blev delt i 2 – 3 lejemål, mens en købmandsgård blev delt i 10 – 12 usle lejemål.
Den socialdemokratiske bevægelse opstod omkring svendeherbergets kro, Slotsgade 40. Herberget ophørte, da indehaveren, snedker Rob. Luppi blev frataget bevillingen af myndighederne. Men møderne fortsatte, nu bare i snedkerens værksted.
Det var også her i Nygade – Slotsgades område man kan se de første aktive i den socialdemokratiske bevægelse. Arbejderbevægelsen rykkede efterhånden ind i side – og baghuse i Vestergade og efter 1900 også i Storegade. Tidligere pakhuse og værksteder blev nu indrettet til beboelse.
Arbejdsgivere byggede boliger
Omkring 1850 var der i selve Aabenraa ikke bosat særlig mange kaptajner og søfolk. I havnekvarteret var det især skibsbygmestre, skibstømrer, sejlmagere og lignende, der dominerede.
Skibstømrer var blevet mere velhavende og kunne bygge deres eget hus. Daglejere og arbejdere byggede kun rent undtagelsesvis deres eget hus mellem 1840 – 1920. På et tidspunkt har der været mangel på skibsværfts arbejdere.
I 1830 havde agnet Bruhn anlagt et skibsværft på Kalø i Genner Bugt. Samtidig anlagde han arbejderboliger, købmandshandel og gæstgiveri. Forbilledet for disse boliger kom sikkert fra Kobbermøllen ved Kruså.
Samme bygningstype, de såkaldte lange Huse kom også til Aabenraa. Et af disse ses ved Sønderport. Over gavlen var selvfølgelig anbragt Neptun med treforken – søfartens symbol. I gavlen var det gæstgiveri. Bagved lå lejlighederne to og to med fælles forstuer. Boligerne blev lejet ud. Allerede i 1860 boede her folk, der ikke havde tilknytning til skibsværftet. Bygningen blev opført af en af skibsværftsejerne Poulsen. Det forblev i familiens eje også efter at skibsværftet efter 1880 blev omdannet til savværk.
Skibsbygger Jacobsen byggede et stort to – etagers hus til sig selv på Skibbroen med udsigt over sit værft. Hans arbejderboliger kom til at ligge lige bag ved. Han havde allerede købt et ældre hus i Gildegade (nuværende nr. 1)
I 1871/72 udstykkes længen til selvstændige huse med to lejligheder i hver. Senere blev det solgt til det preussiske militær som brugte det til kaserne.
Omkring Gildegade
Omkring 1850 samlede skibstømrerne sig i ganske bestemte dele af byen. Det var praktisk at bo nær ved sit arbejde. Allerede siden midten af 1700 – årene boede mange skibstømrer i Gildegade. Under søfartens tilbagegang ophørte der i lang årrække nybyggeri ved havnen. Men i årene 1840 – 60 blev der bygget en række fornemme to – etagers forhuse til de større skibsbyggere. Desuden blev der anlagt 5 – 6 egentlige borgerlige udlejningsejendomme. Efter skibsbyggernes afgang, blev de overtaget af pensionister, kaptajner og mindre embedsmænd.
Fattigdommen bredte sig
Fattigdommen sneg sig ind i Aabenraa efter søfartens krise. I 1879 blev der udbetalt fattigunderstøttelse til 190 mand og 120 kvinder. I 1878 blev Skibstømrernes Understøttelseskasse
oprettet. Desuden var der en sygekasse for søfolk og kaptajner. En del af skibstømrerne forsøgte at skaffe sig indtægter som værtshusholdere. I Gildegade og Pottergade var der en lang række små lejemål, der var vanskelig at udleje. I 1890 blev presset igen forøget på boligmarkedet forøget.
Omkring 1910 var Sønderport også udviklet sig til et arbejderkvarter.
Arbejdere i Kolstrup
Kolstrup, den gamle landsby, blev også efterhånden beboet af arbejdere. En del landbrugsejendomme blev omdannet til arbejderboliger. Også omkring Nørreport skete der en tilvækst af arbejdere. Boligerne indrettedes med om – og tilbygninger. Ind imellem lejehusene lå mindre gæstgiverier og håndværkergårde.
Ved Nørreport
I 1868 byggedes den nye statsbanegård ved Nørreport. Efter 1875 begyndte det borgerlige villakvarter langs Nørre Chaussé. I 1860erne blev gæstgiverierne omdannet til hoteller. Den ældre bebyggelse blev efterhånden udskiftet. Nye huse med store udstillingsvinduer varslede om en ny tid.
Nørreport 14 blev opført af skomagermester Walther i år 1900. Og det endnu større Nørreport 12 opførtes af Skifter Andersen. Han var forhenværende skibstømrer, der havde slået sig på værtshushold.
China-Town i Aabenraa
I 1875 byggede tre kaptajner, der alle havde sejlet på Kina – Kysten tre villaer ved Nørre Chaussé, et stykke fra byen. Stedet kom i folkemunde til at hedde China-Town.
Kaptajnerne havde lige til 1870erne sat deres opsparede kapital i jord og gårde på Løjt Land. Omkring 1860 var især landsbyen Stollig centrum for byggeri af kaptajnsgårde. En af dem kom til at hedde Ankergrund.
Kaptajnerne på Løjt Land kom til at danne en kulturel gruppe i lighed med Aabenraas storborgerskab. Indflytningen til selve Aabenraa markerede en ændring i livsstilen. China – Town
voksede i løbet af 1880erne til at være en hel lille villaby. Indtil ca. 1890 var det mest kaptajner, rige pensionister og enkelte embedsmænd, der byggede herude. Også en periode med Schweitzerstil opstod. Først efter 1900 var der andre borgerlige grupper, der flyttede ud til China-Town.
Købmændene flytter ud
Købmændene havde ind til 1890erne boet i deres gårde langs hoved-strøget. Men efter 1900 – 1905 begyndte nogle af købmændene at bosætte sig andre steder. Nu behøvede butik og lejlighed ikke mere at være i samme ejendom.
Palæet i Vestergade
Da Peter Clausens formue på Store Torv havde rundet en million, som rygterne sagde, ja så rev han to håndværkergårde ned i Vestergade. På disse to grunde opførte han et to – etagers palæ af hidtil uset karakter. Her var plads til luksuslejlighed til Clausen selv. Men ejendommen rummede også saloner, sove – og børneværelser, samt værelser til tjenestefolk og kommiser
Bag ved huset blev der bygget et vognhus, og bag ved dette anlagdes en pragthave med terrasser, lysthus i form af et romersk tempel samt noget, der vakte virkelig opsigt – et abe-bur.
Flere og flere villaer blev bygget ved Nørre Chausse. Udviklingen ved Forst Allé skete væsentlig langsommere. Fattigkvarteret i Møllegade – Persillegade kom ikke til at påvirke udviklingen.
Callesensgade
En af de store bygmestre fra den tid var Peter Callesen. Hav var også idemanden bag den første planlagte kvarterdannelse i Aabenraa siden middelalderen. Callesen nåede at bygge 20 lejligheder. Efter hans død fortsatte sønnerne. I det oprindelige projekt opførtes endnu en stor ejendom ved en ny Tværgade, men ellers fortsatte byggeriet ved Møllegade, hvor der blev bygget to ejendomme med hver 25 lejligheder. En fjerde bygning blev rejst ved Forst Alle.
I folkeminder blev husene i Callesensgade kaldt for Kommodehuse.
Boligmangel
Egentlig havde man ikke taget befolkningstilvæksten videre alvorlig. Man havde nøjedes med tilbygninger og ombygninger. Men i 1898 kom problemet på dagsordenen i Aabenraa Handelsstandsforening. Her enedes man om at indkalde til en Borgersamling. Her bad man Landesversicherungsrat Hansen om at tilvejebringe særlige finansieringsmidler for arbejderboliger , bl.a. tilvejebragt ved de Bismarckske sociallove.
Hjelmskoven
Fra gammel tid var Hjelmskoven vest for byen et yndet udflugtsmål. Under påvirkning fra den engelske havekunst udviklede en række skovriddere efterhånden denne skov til lystskov. Arealerne mellem skoven og byen var opfyldt af enge. Nogle marker blev i 1830erne taget i brug som Danmarks første kolonihaver med landgreve Carl af Hessen som initiativtager.
Liebesallé
I samme periode anlagdes en ny kirkegård ved Forstalle (Kirkegårdsvejen). Mellem kirkegården og skoven blev der anlagt en såkaldt Liebesallé. For Slotsgade, der var forbindelsesvej mellem byen og skoven gav denne trafik anledning til to større restaurationer i gadens vestligste ende. Den ene af disse blev udbygget med keglebane, hvis pavillon mod Slotsgade blev udformet som et romantisk havetempel med tre frisøjler mod gaden.
Promenadelivet
Efter 1850 blev promenade-livet flyttet til byens østside. Der blev skabt en direkte gangforbindelse mellem Jørgensgård Skov og kysten ved Lindsnakke. I en tidligere artikel har vi beskrevet Dr. Neuber og badestedet ved Lindsnakke.
I 1865 blev badehotellet Bellevue bygget uden for Sønderport. I 1880erne blev der også bygget et badehotel på Lindsnakke. Således kunne Aabenraa i 1900 kalde sig for Ostseebad Apenrade.
Fritidslivet i Hjelmskoven blev udbygget. Her fortsatte man det folkelige pinsemarked helt op til vore dage. En skyttebane samt Skytteforeningens Restaurant blev anlagt her.
Omkring 1840 – 1850 tog man med vognmænd til møllerne i dalene. Senere tog man med båd til Eliselund og Varnæsvig. Fra 1898 kunne man med Æ Kleinbahn komme til Æ Knapp, Lundsberg Kro og de øvrige landsbykroer.
Masser af byggeri ved bakken
Omkring by-bakken blev der i 1840erne anlagt fattiggård, arbejderhus og drengeskole. I 1860 anlagdes Günderoths Stiftelse på hjørnet af Nygade og Persillegade. Navigationsskolen og Sygehuset blev placeret på en høj bakke nord for byen. I 1905 – 1907 fulgte retsbygningen og Ober – und Realschule.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 23. – 11. 2021
Januar 5, 2011
I denne første del besøger vi Aabenraas centrum. Hvordan var udviklingen i byen. På hoved-strøget overtog butikkerne efterhånden håndværksvirksomhederne
og købmandsgårdene. Det ”sociale – bolig- skel” forsvandt efterhånden. De fine boede inde i centrum, og på Store Torv boede de helt fine. Vi besøger Ramsherred, Storegade, Lille – og Store Pottergade, Slotsgade, Nygade m.m. Desuden aflægger vi nogle gamle virksomheder et besøg.
Fornemme gårde og fattigdom
I årene 1878 – 82 udvandrede over 1.000 personer – især unge folk. Turen gik til Amerika, Flensborg, Hamborg og Danmark. Det paradoksale var, at købmændene i byen kunne bygge fornemme gårde til sig selv, mens fattigdom og arbejdsløshed herskede i sidegaderne.
Efter 1864 så den tysksindede købmandsstand positiv på fremtiden. Fra 1897 blev den smalsporede jernbane tilknyttet byen. Det trak landbefolkningen til. I årene 1895 til 1905 voksede
den preussiske administration .
Industri til byen
Omkring år 1900 opstod der en del industri i byen uafhængig af købmandsstanden Aabenraa blev centrum for administrativ og anden service samt en – gros og butikshandel. Byen oplevede pludselig en stor indvandring. Det var af embedsmænd og arbejdere.
Der skete også en forandring af bygningerne og huse i Aabenraa. I 1840 – 50 var byen præget af den første store søfartsperiode fra 1730 – 70. I løbet af 1700 – årene og i begyndelsen af 1800 – årene var det gavlhusene, der var dominerende. Gavlhusene var et typisk håndværkerhus. Ofte var der bygget et mindre sidehus og bagerst på grunden et baghus på tværs, som rummede pakhus, stald eller lignende.
Aabenraas bygninger
Disse huse var som regel opført i bindingsværk. Fra midten af 1700 – årene var gavle, karnapper og langsider blevet omsat i grundmur. Gavlhusene var næsten enerådende i Slotsgades
østligste del, i Ramsherred nord for Nørretorv samt i Søndergades nordlige del. Også en del af Storegade samt Fiskergade og dele af Nygade var i høj grad præget af gavlhusene.
De lang-huse, der i løbet af 1700 – tallet vandt indpas i bybilledet, kan opdeles i fire grupper:
Købmands – og kaptajnsgårdene lå for det meste på Storetorv, i den vestlige del af Skibbrogade og på et stykke af Storegade. Men de kunne også findes spredt langs Storegade og Ramsherred. Der var ikke så mange embedsmandsgårde. Typisk for disse var de store haver. De lå især i en klynge i Slotsgades vestlige del.
Efter 1730 opstod gavlkvisthuset. De lå typisk i de mindre centrale områder i håndværkerkvartererne som Nybro, Nygade, nord for Pottergade og Slotsgades vestligste del.
Lejehusene
Da det gik fremad i 1700 årene skulle søfolk og skibstømrer have husly i byen. Det betød at Lejehusene i en eller to etager opstod. Det kom til at præge Sønderport og Gildegade. Men også Slotsgade og Nygade fik sin del.
Her var mange flotte eksempler på god byggekunst. Det kunne måske skyldes, at de havde samme byggeherre som de højborgerlige gårde.
Det sociale niveau
Husenes størrelse udtrykte borgerens økonomiske formåen og pladsbehov. Ja man kunne stort set se den fortløbende rangfølge fra centrum ud mod periferien. Det sociale niveau var tydelig. Handelens placering ved torv og hoved-strøg skyldtes i høj grad nødvendigheden at være der, hvor oplandets beboere kom forbi. Håndværkerhusene har nok ikke haft samme formål.
Nu kunne de højborgerlige personer også godt bo i de mindre gader. Her har husets størrelse sikkert haft større betydning end afstanden til centrum. Området omkring Storetorv var tillagt stor prestige. Mindst prestige havde yderområderne.
Forandringer i Købmandsgården
Købmandens forhold havde i perioden efter 1840 stor indflydelse på byens økonomi. Købmandens familie samt en del af hans ansatte levede si samme husstand. I anden halvdel
af 1800 årene specialiserede købmændene sig mere og mere. Købmandsgården fik udvidet sin butiksvirksomhed. Man fik intensiveret oplandsbetjening, engros – handel med stationsbyerne m.m. Man fik hjælp af bogholdere, kommiser, karle, kuske og piger m.m.
Bankkrak
Men der skulle en stor omsætning til for at kunne lønne et stort personale. Og det var ikke alle, der kunne klare dette. I perioden 1850 – 1900 blev der af byens 40 købmænd cirka 24 fattige eller de gik direkte konkurs. En del af forklaringen kunne skyldes et bankkrak.
I tiden 1900 – 1910 var der en stor udskiftning af købmandsslægter i Aabenraa. Købmænds-sønner, der ønskede at gå handelsvejen, søgte lærerplads andre steder, ofte i andre byer. Den første bank blev grundlagt i Aabenraa i 1872. De næste banker kom i 1890erne.
Voetmann
En af de store købmandsfamilier var Voetmann. Siden 1850erne havde de været blandt byens førende. Man beskæftigede sig med tømmerhandel fra Finland. Dette tømmer solgte man videre til hovedsagelig vester-egnen, marsken og Tønder.
Hans Riis
Jeg husker også fra min tid i Aabenraa, Hans Riis Købmandsgård, Nørreport 30. Den blev liggende på hoved-strøget indtil dens lukning i 1977. Den har alene været baseret på oplandshandel. Siden opførelsen i 1880 var et gæstgiveri i købmandsgården ophørt. Så sent som i 1965 blev der bygget en silo til købmandsgården.
Byggeri ved havnen
Først omkring 1920erne forsvandt de fleste købmandsgårde fra hoved-strøget. En del af de tidligere pakhuse blev indrettet som lejligheder. I lighed med Voetmann, der i 1880erne byggede tømmerpladser og savværker ved havnen, byggede et par andre købmænd lagre og pakhuse ved havnen.
Nye forretninger på hoved-strøget
Alt dette gav plads til nye forretninger på hoved-strøget. Specialforretninger, service – og bankvirksomheder opstod. I perioden opstod fire banker, en lægebolig og et advokatfirma på steder, der før havde rummet en købmandsgård.
Området stagnerede
Søndergade og Søndertorv var fra 1700tallet et vigtigt mødested for dem, der kom syd fra. Her lå postgården fra ca. 1770 – 1870. Her lå også en del gæstgiverier og 6 – 7 mindre købmandsgårde. Men efter 1864 var det som om dette kvarter stagnerede.
Borgerskabet forsvandt
I Storegade dominerede de højborgerlige grupper indtil ca. 1914. De handlende udgjorde ca. 40 pct. af strøgets husejere. Storegade og Storetorv udgjorde også hotel, forlystelsesstedet Colosseum, Apotek og Rådhus.
De større handlende havde efterhånden forladt hoved-strøget. Desuden kom der også andre lejere ind i lejlighederne. Borgerskabet var efterhånden forsvundet.
Håndværksvirksomheder
De største håndværksvirksomheder lå efterhånden i Ramsherred, Storegade, Søndergade og Vestergade. Her havde man over en ansat pr. mester. Længere nede kom håndværkere i Skibbrogade og Slotsgade. Her var der en ansat for hver tredje mester.
På Klinkbjerg, i Nygade og Pottergade var der kun en ansat for hver fjerde mester. Længst nede lå Sønderport og Gildegade.
Efterhånden blev håndværksvirksomhederne på hoved-strøget afløst af butikshandel. I det gamle Colosseum blev der oprettet et Magazin.
Kurtzweil
En af de gamle butikker, som jeg husker, er Kurtzweil. Man startede i 1856 som et blikkenslagerværksted. I 1877 var det nærmest tale om klejnsmed. Der blev produceret kagekasser og mælkejunger. I 1883 blev der i Ramsherred 43 indrettet en butik og startet en produktion af petroleumslamper. Der blev også eksperimenteret med fotoapparater og cykler.
Mellem 1905 og 1910 kom sønnen med i firmaet. Nu var det nærmest tale om elektrisk installation. Dette blev dog senere opgivet. Så satsede man på lædervarer, radioer og gaveartikler. Senere var det kun lædervarer og gaveartikler.
Fra 1910 – 1921 var der tale om tre generationer af familien under samme tag. Eksemplet afspejler faktisk, hvor god man har været til at tilpasse sig kundernes krav. Sidst jeg husker butikken, ja så lå den på Ramsherred 34.
Callesens Motorfabrik
Af gamle industrivirksomheder husker jeg også Callesens Maskinfabrik. Vi var på rundvisning, og jeg var ganske imponeret. Den blev startet i 1899 af Heinrich Callesen. Omkring år 1900 beskæftigede man 3 svende og 10 lærlinge. Man specialiserede sig i Motorlokomobile, Bootsmotore og Stationäre Motore. Fabriksbygningen fik en speciel udformning. Det var et traditionelt gavlhus med bolig mod gaden og fabrik bagved.
‘Fabrikantens bolig og kontor var udformet som villa i tyrolerstil med udskårne vindskeder og smedejernsbalkoner. På gavlen mod gaden var der sat en plade, hvor der stod:
Fabrikken ophørte i Aabenraa men fortsatte i Kiskelund. Her det hvis nok mest tysk arbejdskraft. Virksomheden blev hvis nok opkøbt.
Farver Jacobsen
Byens to farvere holdt til i gamle købmandsgårde. Farver Jacobsen havde en gård på Ramsherred. Han gik mere og mere over til butikshandel. I 1910 byggede han en forretningsejendom
på stedet.
Farver Ries holdt til i Vestergade. Her blev der udviklet en form for mindre industri. Farveriet ophørte dog i 1920.
Vestergade – kvarteret
Vestergade var omkring 1850 nok det mest udprægede håndværkerstrøg i Aabenraa. Gæstgivere og vognmænd havde ligeledes slået sig ned her. Her boede også bagere, slagtere, kobbersmed m.fl. Et par store håndværksgårde bidrog til en hvis stabilitet indtil år 1900. Herefter var det som om kvarteret ikke kunne finde ud af, hvad det ville udvikle sig til.
En af gæstgiverierne blev til Stadt – Theater også kaldet Salon Thalia. To andre gæstgiverier specialiserede i opstaldning i forbindelse med markeder. To håndværkergårde blev nedrevet omkring 1900 for at give plads til Peter Clausens privatpalæ. Håndværkerkvarteret var forsvundet, men det var ikke entydigt afløst af et andet.
Pottergade
Dele af Vollesgyde samt Store – og Lille Pottergade var fra gammel tid bebygget med små boder. Omkring 1700tallet var de ejet af beboerne selv. Omkring 1835 var hele området et udpræget småhåndværkerkvarter. Allerede omkring 1845 – 55 ændrede kvarteret karakter. Antallet af arbejdere og skibstømrer steg kraftigt. Det skete på håndværkernes bekostning. En befolkningstilvækst skete også. Man kunne se det, for mange steder blev der tilført en ekstra etage.
Efter 1860 faldt antallet af husstande noget. Enlige kvinder søgte til området. Omkring 1900 var Pottergade igen et arbejderkvarter.
Slotsgade
Slotsgade og Nygade var endnu i 1860 udprægede håndværkerkvarterer . I Slotsgade var hoved-massen af bygningerne fra 1700 – årene, ja nogle var endda ældre. Her havde der ikke været behov for fornyelse. Tidligere ubeboede rum som værksteder, lofter og stalde blev beboede. Ligeledes blev der til side – og baghuse føjet etager og kviste til.
Fra 1885 – 90 begyndte der at optræde flere familienavne af tysk og polsk oprindelse i kvarteret.
Nygade
Nygades udvikling fulgte Slotsgades. Men i den sydlige del blev der i 1860 bygget nogle nyere ejendomme. I denne del formåede den borgerlige del af befolkningen at holde skansen til lidt efter 1920. Også her fulgte eksempler på småbebyggelser i side – og baghuse, mens husene ud til gaden stort set forblev uforandret.
Vores vandring rundt i Aabenraa fortsætter i en senere artikel
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 11. 2021
Januar 5, 2011
Med bilen kom problemerne til Tønder. Den første rutebil brød sammen. En politivedtægt fra 1934 handlede mere om heste end biler. Kaotiske forhold på hovedgaden. Flyrute til København måtte opgives af to omgange. Gågade indført af flere omgange med kåring af Miss Gågade. I lang tid var det meget mørkt i Tønder. To borgere udrettede en heltedåd på Torvet. De fik Æ Rummelpots ærespris.
Jernbane til Tønder
Før tøndringerne var jernbanen en stor oplevelse. I 1867 kom den vestslesvigske længdebane til byen, og i 1892 startede banen til Højer. Det var dog kun i byens udkant, at den satte spor.
To – og firbenede dominerede
I gaderne inde i byen var det dog fortsat de to – og firbenede, der dominerede. Sådan var et også i 1920. Men i løbet af få år forsvandt kreaturer og heste fra gadebilledet. Kreaturerne var i mange år en del af gadebilledet. De store markeder tiltrak både dyr og mennesker.
Som trækdyr befordrede hestene stadig varer rundt i byen eller til det nære opland. I 1906 var der 146 heste i Tønder. I 1925 var tallet faldet til 122. Hestene var opstaldet inde i byen. Det var også normalt, at bønderne kørte ind til Tønder med hest og vogn i 1920erne og 1930erne.
Politivedtægten 1934
Man blev nødt til i 1934, at indføre en ny politivedtægt. Den bestemte, at i Tønder købstad, måtte der ikke køres eller rides hurtigere end i jævnt trav. Kørsel med flere til hverandre fastgjorte køretøjer måtte kun ske i skridt. Køretøjer uden særlig tilladelse måtte ikke være forspændt mere end to heste ved siden af hinanden. Kusken måtte ikke slippe tømmen eller springe af eller på vognen.
Ligeledes måtte man ikke benytte særligt afmagrede, kraftløse eller syge heste. De motoriserede køretøjer blev kun nævnt i en bisætning. Det kan undre, for nu var bilen virkelig på
vej.
Flere heste end biler
Før 1920 var det ganske få biler i Tønder. Men de mange embedsmænd oppe fra Danmark ville have biler. Det bevirkede blandt andet, at der blev afholdt aktioner på markedspladsen. Men endnu i 1924 var der flere heste end biler i Tønder.
I 1939 var bilparken vokset til 221. Dem der ikke havde råd til en bil, kunne leje en hos K.M. Sørensen, der havde lejebilforretning i Vestergade 28. Mads Christensen reklamerede for sine lukkede vogne, der havde holdeplads på Torvet 2. Den ene var en flot Adler med plads til 7 personer.
Rutebilen kom til Tønder
I 1912 havde man allerede gjort forsøg med rutebil på strækningen Tønder – Emmersbøl. Men det var ikke den mest driftssikker bil, man brugte til dette. Allerede på den første prøvetur, måtte gæsterne gå til fods fra Aventoft. Bilen var simpelthen brudt sammen. Og det skete flere gange. Efter en kort forsøgsperiode blev ruten indstillet.
En forbindelse til Aabenraa måtte også hurtig indstilles. Det kneb med rentabiliteten. I 1921 blev der lavet en forbindelse til Ravsted. Herfra gik der hver tirsdag og fredag om morgenen en bus mod Tønder.
Nogle år senere blev der skabt forbindelser til Tinglev, Løgumkloster, Arnum, Bredebro, Ballum, og så forsøgte man atter en forbindelse til Aabenraa.
I løbet af 1930erne etablerede man forbindelser til Højer, Rudbøl, Læk og Flensborg. Rutebilstationen på Torvet blev erstattet af en plads ved de såkaldte kirkeboder. I Smedegade 12 blev der indrettet lokaler til rutebilstationen. Adgangsforholdene var dog ikke de bedste.
I 1955 flyttede man til langt bedre forhold ved Tønder Øst. I 1970, da jeg forlod Tønder udgik der 15 ruter fra Tønder. Den længste rute var den til Kolding. Men så foregik det også med Lynbus.
Flyvemaskine til Tønder
Tøndringerne havde tidligt stiftet bekendtskab med luftfarten. Det skete med zeppelinerne nord for byen. I 1920 talte man om en flyforbindelse mellem Tønder og København. Det blev dog ikke til noget. Advokat Todsen havde allerede anskaffet et fly til formålet. Men det var tale om en tysk militærmaskine, så den blev beslaglagt.
Efter anden verdenskrig blev der nedsat et udvalg bestående af borgmester Paulsen og bogtrykker Lauersen. De skulle forberede en motorflyveklub i Tønder. Og resultatet blev oprettelsen af Tønder og Omegns Flyveklub i januar 1946.
Inden da havde Dansk Luft-Taxa meddelt, at man kunne flyve til København for kun 32 kr.
Tønder Svæveklub var en realitet i 1948. Som start – og landingsplads brugte man eksercerpladsen.
Men tilskyndet af fabrikant Cadovisus anlagde Tønder Kommune i 1964 en flyveplads ved Dyrhus. Året efter blev den beskedne flyveplads udvidet med et beboelseshus og et ekspeditionslokale på grunden. Og Tønder fik sin rute til København. Det skete i 1965 i samarbejde med Cimber Air. Ruten blev dog hurtig nedlagt på grund af manglende rentabilitet. Det
skete også med ruten til Vesterland på Sild.
Meget mørkt i Tønder
Det var meget mørkt i Tønders gader omkring 1920. Hvordan man kunne finde hjem efter en fugtig tur i byen står hen i det uvisse. I nogle kvarterer manglede enhver form for belysning. I andre var belysningen ineffektive eller defekte.
I begyndelsen af 1870erne havde hovedgaden fået brobelægning, men i rendestenene var der stadig flere steder
brædder.
I omegnen blev markveje omdannet til boligveje og skiftede navn. Det gjaldt for bl.a. Leosallé, Dragonvej og Nygade. I 1940 rummede adressebogen cirka 40 navne på veje og gader. I 1970, da jeg vinkede farvel var der antallet cirka det dobbelte.
Åbenbaring: ”Overtjærede veje”
I 1920erne henlå en masse veje som meget primitive og henlå som en samling grus – og jordveje. Det gjaldt også for Strucksallé, som man først i 1928 besluttede for at brolægge. Det fik en beboer i Carstensgade til at protestere. Han mente, at denne gade var en stor mudderpøl. Men det skulle gå nogen tid, inden denne gade blev brolagt.
I 1924 bredte der sig en åbenbaring over Tønder Byråd. De havde hørt om et forsøg fra Vejle med et forsøg på overtjærede veje. Den lokale presse berettede om, at de var støvfrie og behagelige at færdes på. Man besluttede derfor at overtjære en del af Popsensgade, Vestergade og nogle andre strækninger med skiftende held. Det var forklaringen på, at man i mange år holdt fast på brolægningen i Strucksallé.
Asfalterede veje
Det var først i 1933 – 34, at asfalteringen holdt sit indtog i Tønder. Det skete ved en omfattende asfaltering af Ribe Landevej, Popsensgade, Østergade, Storegade, Vestergade, Richtsensgade og Søndergade. Som en ekstra service over for patienterne på Tønder Sygehus blev den første del af Carstensgade asfalteret.
I november 1933 bevilligede byrådet med 8 stemmer mod 3, at der blev anvendt 200 kr. til en festlig afslutning for entreprenørerne, der nu foreløbig var færdig med asfalteringen. Man var inspireret af bøndernes høstfest.
Nedsættelse af hastigheden
Måske havde man glemt en ting. For med bilismen skulle der også laves p – pladser. I 1924 klagede Turistforeningen således over manglen på p – pladser. Udenbys – trafikanter var henvist til hotellernes garager.
I maj 1925 diskuterede man bilernes hastighed. En borger havde klaget over rasende fart. Man overvejede at sætte farten ned fra 20 til 5 km. Så vidt kom det dog ikke. Borgmesteren og et flertal i byrådet mente, at en hastighed på 15 km i timen var passende.
Derfor vedtog man, at der ved indfaldsvejene ved Tønder blev opsat skilte med følgende ordlyd:
Efter opstillingen blev skiltenes farver dog kritiseret. Man mente, at der var tale om begravelsesfarver, der overhovedet ikke ville påkaldte bilisternes opmærksomhed.
Sammenstød – dagens orden
I sommeren 1926 var det helt galt i Tønder. Sammenstød hørte til dagens orden i Tønders smalle gader. Torvet var overfyldt med biler og støjen herfra generede arbejdet på rådhuset. Efter et samråd med borgmester Thomsen og amts- assessor Stemann, der optrådte som repræsentant for Forenede danske Motorejere, udstedte politimester Seidenfaden derfor en ny meget restriktiv færdselsplakat.
Al parkering af motor – og hestekøretøjer på offentlig gade, vej eller plads blev simpelthen forbudt. I fremtiden skulle markedspladsen ved Sønderbro tjene som hele byens parkeringsplads. Dog var det tilladt at holde 15 minutter i hovedgaden, mens Torvet var forbeholdt rutebilerne.
Forbuddene afstedkom heftige protester. En artikel om emnet sluttede med følgende sætning.
– Må vi så bede om Mussolini.
Turistforeningen og Handelsforeningen protesterede voldsomt. Man besluttede derfor at oprette fire p – pladser på Torvet, den Drevske Plads, Jomfrustien og Skibbroen med en samlet kapacitet på 26 biler.
Mølleallé og Punchevejen
Freden havde for en tid igen lagt sig over Tønder. Men noget var galt. Der var en stigende trafik gennem hovedgaden og Søndergade. Det bevirkede, at der efterhånden modnedes en plan, om at føre den gennemgående trafik uden om centrum ved anlæggelse af en ny omkørselsvej.
I 1937 vedtog byrådet anlæggelse af en omkørselsvej fra Sønderport over Slotsbanken til Vestergade. På den første del af vejen kom den til at hedde Mølleallé. Fra Amtshuset vestpå, blev den kaldt for Punchevejen. Dette hentydede til den sti, der lå mellem hovedbanegården og mange af byens værtshuse. Først i 1945 fik den sit endelige navn, Kongevejen.
Kongevej – endelig færdig
Man havde dog ikke fået løst problemet med den nord – sydgående færdsel. Den 1. juni 1943 vedtog byrådet med stemmerne 8 mod 6, at lade omkørselsvejen fortsætte fra Søndre Landevej bag om seminariet gennem Anlægget til Østergade. Men ak og ved. Forslaget blev forkastet ved anden behandlingen. Man ønskede ikke, at ødelægge Anlægget.
I stedet blev der i 1944 besluttet at forlænge vejen fra Tønder Øst til Popsensgade. Men så gik projektet atter i stå.
Problemerne hobede sig op. I 1948 passerede dagligt 25 – 30 kølevogne med anhænger gennem hovedgaden. Trafikken steg voldsomt i de følgende år. Men først i 1955 blev den sidste
del af Kongevej fra Vestergade til Østergade var helt færdig.
En heltedåd på Torvet
Kommunen havde tilladt sig, at fjerne byens berømte lind oppe på Torvet. Man påstod, at det var af hensyn til trafikken. Man havde besluttet ikke at plante et nyt træ. Men i nattens muld og mørke tog bogholder Munch Knudsen og invalidekonsulent Fr. Andresen et frisk initiativ. De plantede selv et træ på Torvet. For denne heltedåd modtog de foruden by-børnenes agtelse Æ Rummelpots ærespris.
Træet fik lov til at stå og var i flere år genstand for stor opmærksomhed. Jeg mener stadig, at Lindeklubben en gang om året samles for at minde denne storslåede begivenhed.
Julegågade
I 1960 skete der en stor udbygning af parkerings-kapaciteten. I 1968 opstod tanken, om at en del af hovedgaden skulle indrettes som gågade. Der var delte meninger blandt de handlende.
Så tøndringerne måtte i første omgang nøjes med en Julegågade fra den 15. til den 24. december 1969.
Miss Gågade og Borgmestertale
Erfaringerne var dog så gode, at man den 15. juli 1970 besluttede at strækningen fra Kogade til Torvet skulle omdannes til gågade – i første omgang til årets slutning. Interessen var så stor, at Jydske Tidende følte sig hensat til Tokyo.
Slesvigske Fodregiment musicerede, borgmester Kirchheiner talte, og Ulla Posselt blev udnævnt til Miss Gågade. Hun så også meget sød ud. Jeg oplevede det hele inde fra den nu nedlagte
Andersen & Nissens Boghandel. Det var min gamle lærerplads.
Man besluttede at gøre gågaden permanent. I november tog jeg til Langelandsgades Kasserne i Århus. På toiletdøren stod der:
Kilde
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 282 artikler fra Tønder:
Redigeret 4. – 11 .2021
Januar 5, 2011
Efter 1920 var der bolignød i Tønder. Alt blev brugt, selv faldefærdige træhuse. Boligforeninger opstod, og der blev bygget og bygget. De gamle huse blev kritikløs revet ned. Men i 1962 opstod en fond, som vi i dag kan takke for at den gamle byggekultur er bevaret.
De mange historier
Der var kommet nye butikker. Og mit gamle stamværtshus var blevet forandret. Man har helt indstillet sig på de unge. Og ved 1 . tiden strømmede de til. Jo, det er Skibroen jeg taler om. Det var sjovt at være tilbage i Tønder. Og så er det lige, man kommer til at tænke på min far, der var en fantastisk historie – fortæller. Han havde en historie for hver ejendom inde i Tønders midte. Godt nok var det de samme historier, der kom igen. Men lyttede man ordentlig efter, så var det en forandring hver gang. Og fik han en enkelt snaps eller to, ja så kom der pludselige nye fortællinger.
Gadebillet har forandret sig lidt efter lidt. Dem, der ikke har set Tønder siden 1920 vil sikkert korse sig. Særlig i bykernen er meget forandret og i yderområderne har Tønder sprængt sine rammer. Trafikken har ændret sig. Væk er hest og vogn. Nu er det biler overalt.
Dengang i 1920 lå gaderne hen i nærmest mørke. Nu er Tønder badet i lys.
Store forandringer
Mange af husene er de samme, men adskillige er saneret. Andre er afløst af ny arkitektur, som er en stærk kontrast til den gamle byggestil. Dem der daglig færdes i byen, mærker nok ikke denne forandring. Det gør vi, som ikke mere så ofte kommer til byen.
Borgmester Poulsen skrev i 1960erne i en håndbog Velkommen til Tønder, at byen
Ja han havde ret. Den helt store forandring er sket, hvor der før var enge og marker. Nu er der huse og veje. Væk er også den fodboldbane ude på Nordre Landevej, hvor vi rødder fra Lærkevej havde vores egen multiarena. Her havde vi den fornøjelse en aften at spille sammen med topspillere fra Bundesligaklubben HSV. Det var godt nok kun en halv time.
De var på vej til Rømø i nogle sportsvogne. De benyttede så lejligheden til at drille os.
Et net af nye veje
Omkring Strucksallé, Ribe Landevej og Carstensgade blev der spundet et net af nye veje efter 1920 og de kommende årtier. Det ene nye hus efter det andet blev bygget. I første halvdel af 1920erne skrev Vestslesvigsk Tidende:
Tilsvarende stærkt gik det i 1960erne. Det bebyggede areal i 1970 var blevet mangedobbelt.
Nystad
I vest opstod den såkaldte Nystad, der havde bredt sig på begge sider af Strucksallé. Ny var bebyggelsen ved Dyrhus, Horupsgade og Plantagevej, der slet ikke eksisterede i 1920.
I Markgade, Viddingherredsgade og Strucksallé var der kommet langt flere ejendomme. I Viddingherredsgade var der også opført eksportstalde og slagteri. Her husker jeg, at jeg engang var blevet angrebet af en tyr. Jeg slap levende fra det.
Nord for Strucksalle kom der i 1950erne og 1960erne flere institutioner.
Masser af byggeri
Kommunen var klar til at opføre 550 boliger omkranset af Plantagevej, Nordre Landevej, Vestre Omfartsvej og Bargumsvej. Det første tegn på denne udvikling var udflytningen af Brugsen til nye store lokaler i 1968 ved Plantagevej. Her gik lillebror, Erwin rundt i mange år.
Biler og gående skulle holdes adskilt. Et omfattende stisystem blev indrettet. Fællesarealer og grønne områder blev indrettet.
Ubebyggede områder
Nystaden havde taget fat om udvidelsen. Men området nord for bykernen, der var afgrænset af Carstensgade, Nordre Landevej, Plantagevej. Bargumsvej og Grev Schacksvej var så godt som ubebygget. Flere af de nævnte veje fandtes ikke dengang. Det hele var et stort åbent land. Og Leos Allé var nærmest en markvej, der var vanskelig at færdes på om vinteren.
Dragonvej
For enden af denne markvej blev militærlejren indrettet i 1920. I de følgende år dukkede mange huse op langs Leos Allé, Dragonvej, Ribe Landevej og Carstensgade. Her var det typisk en – og to-families huse, der blev opført.
I 1923 vedtog byrådet, at urmager Hansens grund på Dragonvej skulle udlægges til 11 byggegrunde. I løbet af få år, var der omkring militærlejren opstået en helt ny bydel.
Oplevelser på det gamle stadion
Her er ude på det åbne land blev sportspladsen i 1912 anlagt. Med et imponerende tribuneanlæg hørte den til en af provinsens bedste i mange år. I 1958 blev det nye anlæg ved Sønderport taget i brug. Men jeg mener, at kan huske, at det gamle stadion blev brugt nogle år endnu.
Her var det yderst sjov at lege gemmeleg og snyde sig ind til fodboldkampe. Det var dengang Heinz Auerbacher og Basse var stjerner på holdet. Basse havde været tidligere professionel i Skotland. Ja og så kom Henning Enoksen. Det var tider dengang.
Det var også her, min onkel blev jysk mester i kuglestød. Og her overværede vi min far spille firmafodbold. Med marchmusik holdt vi også skoleidrætsstævne her. Og så husker jeg også når,
den store helikopter landede på pladsen for at hente patienter fra Tønder Sygehus.
Ja og så havde vi jo på Lærkevej en fodboldklub. Og vores træner, jeg tror det var John Andersen mente, at vi skulle løbe 10 kilometer på stadion. Det var hårdt.
Og lige efter at det nye stadion nede ved Sønderport var færdig måtte vi drenge fra Tønder SF spille på den store bane. Det var mod Møgeltønder. Resultatet blev 1 – 1. Men hvem tror I, der skød Tønders mål. Nemlig, det var mig. Det var hjørnespark, og bolden ramte mig på låret og sprang i mål. Det var stort.
Jeg mente, det skulle i avisen, og så tog jeg med Per Keller ned til Jydske Tidende, for det skulle da i avisen. Men det kom det nu aldrig.
En bekymret avis
Men kære læser, nu tilbage til Tønders udvikling. Vestslevigsk Tidende skrev i 1923:
Ja man bekymrede sig om byens udvikling. Endnu i midten af 1940erne var der store ubebyggede arealer mellem Tønder Øst og den nordlige bydel, samt områderne vest for Leosalle.
Kreaturer måtte vige pladsen
Øst for Carstensgade var der i 1930erne opstået en mindre bebyggelse omkring Provst Petersensvej. Herefter gik udviklingen nærmest i stå. Det var først i andel halvdel af 1960erne,
at der opstod et nyt boligområde mellem Carstensgade og Galgestrømmen, hvor Marskvej nærmest er en hovedvej for mindre veje i dag.
Vest for Ribe Landevej opstod der nærmest et helt industrikvarter. Vejene blev kaldt for Fabriksvej, Håndværkervej, Svendevej, Murervej m.m.
Øst for Vidåen og syd for Slotsbanken skete der ikke noget. De lave engområder blev godt nok afvandet, så de ikke blev oversvømmet hele tiden. Endnu i 1970 gik det helt op til den gamle bebyggelse. Men dette var så til gengæld med til at fremhæve byens skønhed. Det var kun den gamle markedsplads, hvor kreaturerne måtte vige pladsen for campister, friluftsbadene og idrætsfolk.
Det store byggeri i begyndelsen af 1920erne var forårsaget af tilflyttere. Allerede mellem 1921 og 1925 steg befolkningstallet i Tønder inklusive Slots – og Frigrunden med over 700 personer. Den samlede befolkning var nu lidt over 6.000. I 1960 var befolkningstallet steget til 7.200. Tilvæksten i den periode var betydelig lavere end andre steder.
Boligforeningerne voksede
Tønder Andelsboligforening var den store drivkraft. Den havde set dagens lys i 1938. Det første byggeri var 12 lejligheder på Bargumsvej. På generalforsamlingen i 1959 blev det oplyst, at foreningen nu rådede over 269 beboede lejligheder, to butikker og 27 garager.
Tønder Socialfilantropiske Boligselskab rådede over 44 boliger.
Der var også Dansk Boligselskab af 1945. I 1959 blev det i samarbejde med Tønder Kommune og Amtsrådet stiftet en lokal afdeling af selskabet med navnet Tønder Boligselskab. Byggeriet i 1960erne slog alle rekorder. Man nåede op på 407 ejendomme med i alt 594 boliger.
Bolignød
Da alle embedsmænd kom til Tønder i 1920erne var der reel boligmangel. Man måtte tage sig til takke med skumle værelser, og DSB – folk måtte tage sig takke med små træhuse. I april 1921 kunne Vestslevigsk Tidende berette:
I 1922 kunne samme avis berette, at
Ja selv redaktøren med kone og to børn måtte tage sig til takke med hotelophold.
De første vaskemaskiner
De fleste måtte som andre steder før 1945 klare sig med vaskebræt, balje og gruekedel. Derfor var interessen stor, da isenkræmmer M.C. Christiansen i 1948 kunne fremvise en smart husholdningsmaskine, i lak og nikkel. Foruden at vaske og koge op til 6 lagener ad gangen kunne den som Jydske Tidende fremhævede, også forsyne familien med 34 l varmt vand.
Om sommeren kunne den endvidere – anvendes som fryseboks på grund af dens stærke isolation, og den kunne tillige bruges til afkøling af smør, øl, sodavand og madvarer i den varme årstid. Endelig blev maskinen fremvist som henkognings-apparat for frugt og kød i weck – glas.
Kun12 år senere var den slags finesser ved at blive hverdag. Da behøvede man ikke længere at bruge vaskemaskinen til madlavning, fremstilling af varmt vand og som køleskab. Efterhånden
blev disse bekvemmeligheder almindelig, når man flyttede ind i en lejlighed – også i Tønder.
Saneringen starter
Vi har i tidligere artikler fremhævet de flotte huse i Tønder. I turistbrochurer bliver især Slotsgade (Frigrunden) og Uldgade fremhævet. Det var især gaderne, der gav et malerisk udseende.
En del af byens maleriske huse måtte falde for saneringsbestræbelserne i 1920erne og 1930erne. Det var især de små huse, der var i en dårlig stand, der måtte lade livet. Flere større huse blev efterhånden fredet i klasse A.
Saneringen af de ældre kvarterer skete med en uhyggelig hast. Men omkring 1960 bremsede man op. Man lagde nu vægten på at bevare det gamle Tønder. Havde man haft samme iver dengang, som i dag, ville Tønders mest populære værtshus sikkert have eksisteret den dag i dag. Det var In Weissen Schwan, som blev revet ned i 1932.
Ikke så få dårlige lejligheder
I øvrigt så meddelte amtslæge H. Lausten – Thomsen i sin beretning for 1933, at der endnu var:
Dyrene skulle ikke bydes de forhold
Boligsituationen i 1920erne gjorde, at de gamle huse blev en torn i øjet på mange. Et eksempel herpå er et læserbrev fra 1946 i Jydske Tidende. Her blev det udtalt, at boligforholdene i byen:
Kvindernes særlige repræsentant
I november 1948 henvendte Turistforeningen sig til byrådet. Man ville gerne have byrådet til at bevare de faldefattige huse især omkring Uldgade. Men et ville man ikke umiddelbar går med til. Problemet kan aflæses af byrådsmedlemmet Emilie Bay, som Jydske Tidende kaldte kvindernes særlige repræsentant i byrådet:
Dødsstødet
Efterhånden som kommunen havde mulighed for det, opkøbte de ejendomme, der indgik i saneringsplanen. Og der blev luftet ud. I 1957 blev der nedlagt to boliger, i 1958 blev der nedlagt 14 og i 1959 blev der nedlagt 26 boliger. I Jydske Tidende beklagede man, at et malerisk kvarter fik dødsstødet.
Bevarelse af gamle huse
I 1960 voksede velstanden. Nu begyndte man at tænke anderledes. Nu var det ikke kun de enkelte huse, man ville bevare. Nu var det hele kvarterer, der skulle bevares. Men da var det allerede gået hårdt ud over Østergade. Det ene gamle hus efter det andet forsvandt.
Museumsinspektør Sigurd Schoubye kritiserede kommunens saneringspolitik, og klagede over, at historisk interesserede medborgere ikke blev taget med på råd. En avis refererede fra en af møderne med den malende overskrift, Drøftelse over Tønders ruiner.
Utilfredsheden med udviklingen i den indre by, gav starts-skudet til oprettelsen af Fondet til bevarelse af gamle huse i Tønder. Initiativtager hertil var apoteker Hans Iver Toft.
Fondets midler blev tilvejebragt ved indsamling fra private fonde og tilskud fra det offentlige. I foråret 1964 kunne man disponere over 200.000 kr. Efter at husene var sat grundig i stand og moderniseret, solgte man dem.
Bygningsarven bevares
Efter knap to års virke var man blevet ejer af 6 ejendomme. Hertil kom i de følgende år ejerskab af adskillige andre huse, særlig i Uldgade. Nøgleordene var bevarende sanering. Dette skulle sikre, at bygningsarven fra Tønders fortid blev givet videre til de næste generationer.
Den historiske interesse vakt
Man kan sige, at både min far og min onkel havde masser af arbejde med de gamle huse i Tønder, og når jeg en sjælden gang går gennem den indre by kan jeg glæde mig over det initiativ som apoteker Toft, tog dengang.
Gennem sit murerarbejde og fortællerglæde fik min far vakt sin historiske interesse. Og tak for det. Det er hvis nok gået i arv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
Redigeret 4-11-2021
Januar 5, 2011
Institutionerne strømmede til. Vi besøger DSB – Post og Telegraf – Grænsegendarmerne m.m. Soldaterne kom og gik. Politikerne rejste mange gange til Hovedstaden for at beklage sig. En efter en forlod institutionerne byen. Vi besøger også skolerne. Også, dem der forsvandt.
Dengang var der mange institutioner
Jo tak, jeg ved godt, at det kan man ikke mere kalde Tønder. Men det kunne man så sandelig dengang. Da talte man ikke om udkants – Danmark. Men en efter en er institutionerne forsvundet fra byen. Og det er sikkert ikke slut endnu.
Inden Første Verdenskrig husede byen afdelinger af de preussiske statsbaner, postvæsnet, telefon – og telegrafvæsen samt et Eich – Amt. Det var et sted, der skulle tage sig af justervæsen.
Ja så var der også lige sygehuset, seminariet og flere skoler, herunder en ny landbrugsskole, som åbnede i 1913.
Vi skal heller ikke glemme amtsretten, kredsadministrationen med landråden og matrikelkontor. Og under krigen kom en zeppelinbase.
Nogle forsvandt – andre kom
Ved overgang til dansk styre forsvandt nogle af disse institutioner, men andre kom til. Tønder blev garnisonsby. Som følge af den ny grænsedragning kom toldvæsen og grænsegendarmeri til byen.
Og der var statsskolen, hede-selskabet, jordlovsudvalget, hypoteklånefonden og museet. Hertil kom institutioner oprettet på privat initiativ. Nogle af disse blev efterhånden offentlige.
Her kan nævnes det danske og tyske bibliotek, de danske og tyske børnehaver, handelsskolen samt teknisk skole.
Politiet
En anden etat, der kom til Tønder efter 1920 var politiet. Indtil 1957 havde det til huse i retsbygningen. Men så overtog man den gamle Alexandrinenschule i Nørregade 15. Den havde senest fungeret som dansk kommuneskole.
I midten af 1920erne bestod styrken af 24 betjente. De 13 var beskæftiget ved kriminalpolitiet og ordenspolitiet, mens 11 var tilknyttet grænsetilsyn.
De sidste tog sig af paskontrollen ved Tønder Banegård, kontrollen af de plomberede vogne fra Sønder Løgum til Højer og veterinærtjenesten.
Endnu i 1930erne var personalet stort set uændret. I de følgende turbulente år voksede personalet. Under besættelsen var der således før politiets arrestation 40 beskæftigede. I midten af 1960erne var antallet vokset til 61. Som et led i samarbejdet mellem politiet og retsvæsnet blev der i 1925 indsat 139 fanger i arresthuset.
DSB
Mange institutioner blev kraftig udbygget. Det gjaldt blandt andet DSB, der i flere årtier var den største arbejdsgiver i byen. Men også postvæsenet, politiet, sygehuset og seminariet øgede antallet af ansatte.
Natten mellem den 16. og 17. juni 1920 overtog De Danske Statsbaner driften af anlæggene i Tønder.
De nye skilte var der brug for. Tønder var i mange år knudepunkt for jernbanetrafikken på vester-egnen. Herfra udgik der tog i fire retninger.
Indtil 1927, da Hindenburg – dæmningen var klar, fungerede Tønder også som transitstation for rejsende syd fra, der skulle videre mod Højer og over til Sild. Maskindepotet rådede ind til midten af 1930erne over 16 damplokomotiver, 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.
Og som barn i Strucksallé stod vi ofte og betragtede disse flotte lokomotiver, når de susede forbi.
Persontrafikken mod Niebüll foregik efter genåbningen i 1951 med skinnebus. Jeg husker, at jeg var med den flere gange, når vi var til Jahrmarkt i Niebüll. Få år senere dog suppleret med hurtigforbindelse mellem Hamburg og Esbjerg.
DSB`s værksted havde i perioder op til 100 ansatte. Gennem 50erne blev den dog nedskåret. I 1958 blev den endelig nedlagt.
Telegraf – og Telefonvæsnet
Telegraf – og Telefonvæsnet havde fra 1921 til huse i den tidligere rigsbanks – bygning. Efter sammenlægningen af post – og telegrafetaten flyttede man ind i postkontorets store bygning
i Vestergade. Her beskæftigede man på et tidspunkt 81 personer.
I 1952 flyttede man ind i en treetagers bygning på Kongevej. To år senere blev den første automatcentral taget i brug. Den sidste manuelle telefonbetjening sluttede i 1965. Også postvæsnet skrumpede ind, og nu til dags er posten helt væk fra min barndoms posthus.
Embedsmænd prægede bybilledet
De mange embedsmænd og andre offentlig ansatte prægede livet i Tønder. Man kunne glæde sig over den økonomiske indsprøjtning som byen fik. Der kom gang i byens forretningsliv. Ja man kan roligt sige, at disse folk udspandt et sikkerhedsnet under de handlende. I 1947 skrev Jydske Tidende:
Beskæftigelsen inden for den offentlige administration voksede fra 210 i 1960 til 350 i 1965. Skatteinspektøren oplyste, at gruppen af tjenestemænd og kontorfolk udgjorde 650, og var klar den største gruppe i Tønder.
Mange rejser til hovedstaden
Men eventyret i Tønder kunne ikke vare ved. Byrådet kæmpede på tværs af nationale skel for at bevare, udvide og styrke de institutioner, man havde. I 1922 henvendte man sig således til
Krigsministeriet for at få militær til byen.
Man sikrede sig dispositionsretten til den tidligere Rigsbank – bygning i Jernbanegade. Man ville indrette den til landsarkiv.
En delegation rejste i 1929 til hovedstaden. Her gav man udtryk for alle de institutioner som man havde mistet inden for de sidste 10 år. Man undlod at nævne, hvad man havde fået i stedet.
Ja man glemte heller ikke at nævne alt det, som andre nordslesvigske byer havde fået. Det var både havneudvidelser, højspændingsværk, bispesæde, statshospital m.m.
De nævnte krumspring førte dog ikke til noget. Landsarkivet blev i 1931 tildelt Aabenraa.
Katastrofe forude
I 1932 var handelsforeningen på banen. Man anførte, at det ville være katastrofalt, hvis man nedlagde garnisonen. En række andre organisationer mente det samme. Statsminister Stauning og udenrigsminister Munch mente også, at garnisonen skulle bevares i Tønder.
Men ikke alt gik lige godt. Det lykkedes ikke at bevare jernbanen til Højer. På grund af dalende passagerer blev persontrafikken indstillet i 1935. Godstrafikken blev dog opretholdt.
Institutioner forlader byen
Efter 1945 skete der en radikal ændring af skolesystemet. Den tysksprogede kommuneskole blev erstattet af en dansk.
Omkring 1950 opstod der rygter om at DSB`s maskindepot skulle flytte. Sønderjysk Hypoteklånefond skulle lægges ind under Direktoratet for Statens Udlån. Det fik Socialdemokratiet
til at udsende en presse-information, der forklarede, at Tønder var en af de vanskeligst stillede byer i landet. Men som tidligere skrevet. I 1958 lukkede DSB`s maskindepot. Og i 1960 flyttede Hypotekfonden.
En ny krise opstod i 1960erne. Flere institutioner skulle forlade byen. Lokale politikere fik regeringen til at nedsætte et udvalg, der skulle kigge på Tønders fremtid.
Amtet nedlægges
Der var nok af problemer. Tønder Amt stod for at blive nedlagt. Inden for DSB skete der endnu flere reduktioner. Banen til Højer blev endelig nedlagt i 1963. Og nu var det persontrafikken fra Tønder til Tinglev, der stod på tur.
Farvel til tolder og græsegendarmer
Hertil kom reduktioner inden for grænsegendarmeri og toldvæsen. I 1968 ophørte Tønder Toldkammer som selvstændig enhed. Det endelig punktum blev sat i 1976, da toldkammerbygningen blev solgt.
Toldvæsnet tog sig af flere grænsekontrolsteder og kystposter. I Tønder fik toldkammeret i starten til huse i samme bygning som statsbanernes godsekspedition. Man rådede også
over en træbarak, der tjente som pakhus, vejebod, udleveringskontor, og kontor til kontrollør og assistenter. Hertil kom en barak ved Vest-banegårdens tredje perron til told-vistation m.m. af de rejsende.
Først da man vidste, at Landsarkivet ikke kom til byen, kunne man flytte til den flotte bygning, Jernbanegade 2, som også blev forsynet med et pakhus. Nært forbundet med Toldvæsnet
var Grænsegendarmeriet. Hovedparten af de 76 mand , der i 1926 var tilknyttet distriktet var af praktiske grunde bosat ved grænsen. Det var også tilfældet 40 år senere. Nu var de bevogtningsmæssige opgaver varetaget af 90 mand fra Toldgrænsekorpset.
Seminariet og Statsskolen havde problemer med elevtilgangen. På de øvrige gymnasier var der stor vækst. I de år var der ofte delegationer fra Tønder i København for at klage deres nød.
Statsskolen slap med skrækken
Statsskolen slap med skrækken og blev udbygget med en HF – linje. Det gjaldt også i første omgang for Tønder Seminarium. Den nyudnævnte rektor Hedelykke tog utraditionelle metoder i brug. Ved påbegyndelsen af det nye undervisnings-år 1971 var der 120 tilmeldte. Og oven i det kom der tilmed et nybyggeri
Den tyske skole i Richtsensgade
Og når vi nu er ved skoler. Den tysksprogede folkeskole lå i Richtsensgade 10. Den havde til huse i nogle bygninger, hvoraf den ældste var blevet opført i 1870 – 71 som Borgerskole. Den 1. september åbnede skolen. Ifølge Neue Tondernsche Zeitung var der indmeldt 442 elever. Nogle kom i starten fra danske hjem. Det vigtigste fag var tysk, og nøglen til det var som min far også fortalte – han må jo vide det: Han gik der:
I 1920erne fik skolen ofte besøg af Christian den Tiende, der selv udspurgte eleverne.
Det var også i Richtsensgade, at den kommunale pigeskole lå. Det var en etagers bygning med to klasseværelser. I 1925 havde skolen 80 elever.
Alexandrineschule
Et statelig bygning i Nørregade fik navnet Alexandrinescchule. Det var her, som vi har skrevet, at politiet fik til huse. Men dengang havde Höhere Töchterschule til huse her. Da pigeskolen gik ind i 1923, blev den overtaget af byen og indrettet som eksamensberettiget kommunal mellemskole. I 1925 havde skolen 66 elever.
Dør om dør i samme bygning havde den private tyske realskole til huse. Den blev oprettet i 1925 med 16 elever. Senere blev skolen en del af den tyske mellemskole.
Øvelsesskolen
Før 1920 fandtes der også en skole knyttet til seminariet som øvelsesskole. Den rykkede ind i en sidefløj i 1915. Den sidste leder af den tyske øvelsesskole var den legendariske Claus Eskildsen, der forblev ved seminariet efter overgangen til dansk styre.
Da Øvelsesskolen åbnede igen den 1. september 1920, kom den til at virke som dansk folkeskole drevet af staten. Man forpligtede sig til at undervise op til 250 børn gratis. Da man passerede dette tal, blev det besluttet, at byen skulle betale 100 kroner i skolepenge til staten for hver overskydende elev.
Ved starten var der kun tilmeldt 120 elever. Men allerede i 1936 var der ikke mindre end 436.
I 1945 blev de tysksprogede kommunale skoler nedlagt. Byen blev delt i to skoledistrikter. De børn, der boede i det østlige distrikt hørte til Seminariets Øvelsesskole. De der boede i det vestlige distrikt skulle gå på den skole, der blev oprettet i 1946. Det var den første danske kommuneskole siden 1864. Den fik hjemsted i Alexandrineskolen.
Tønder Kommuneskole
Ude på Skolevej blev en flot skole indviet i 1955. Her var en tre – etagers hovedbygning med 23 klasseværelser og flere faglokaler samt en østfløj med to gymnastiksale. I 1962 kom en vestfløj til med festsal, lokaler til sløjd, husgerning, læge, tandlæge m.m.
I 1969 var der 750 elever på skolen inklusive lille mig. Jo Tønder Kommuneskole kom til at betyde meget i 10 år af mit liv på godt og ondt.
Ludwig Andresen Schule
I juli 1946 var der stiftet en tysk skole – og sprogforening i Tønder. I oktober samme år var den tyske privatskole startet under meget primitive forhold. Først i 1953 havde foreningen mulighed for at opføre en egen skolebygning i Popsensgade. Den fik navnet Ludwig Andresen – Schule – opkaldte efter en af byens historiker.
Statsskolen
Statsskolens ældste bygning er fra 1909 – 1910. I de første år blev skolen drevet som en realskole af Tønder Kommune. I 1913 overgik skolen med grund og bygninger til den preussiske stat, der fortsatte driften indtil Realschule Tondern, blev overtaget af den danske stat. Ved udgangen af 1935 havde skolen 266 elever.
Teknisk Skole
Teknisk skole har rødder tilbage til den i 1880 opretttede Technische Fortbildungsschule. I de første år efter 1920 blev skolen drevet af håndværkerforeningen. Man rådede ligesom handelsskolen ikke over egne bygninger. Man måtte om aftenen benytte lokalerne i den tyske folkeskole i Richtsensgade.
De første år startede 63 elever fordelt på 3 klasser. Man blev også undervist på tysk, men fra 1925 var dansk hovedsproget. Da den tyske folkeskole ophørte, købte Teknisk Skole den bagerste skolebygning i i Richtsensgade.
Skolen udviklede sig. Den var blevet centralskole for landbrugs – og bygningssmede, metalforskole, samt bager – og frisørskole. I alt var der cirka 850 elever. I 1965 blev der også oprettet en maskinskole.
To år senere var man færdig med at opføre et nyt skolehjem i området ved Bargumsvej og Plantagevej. Her rykkede Teknisk Skole senere ud i et helt nyt byggeri.
Handelsskolen
Tønder Handelsskole har også rødder tilbage fra den tyske tid. Den var oprettet i 1907 og blev drevet af Tønder Handelsforening I oktober 1920 åbnede en dansk handelsskole med 40 lærlinge, der om aftenen blev undervist på Alexandrineskolen. I 1926 havde man 125 elever.
I 1965 gik man over til dagundervisning. Elevtallet var steget til 325 lærlinge. Man blev i starten undervist i lokaler på kommuneskolen og på Teknisk Skole.
I 1966 – 67 byggede man en ny skole ved Martin Hammerichsvej. Og det var her, jeg fik UG i tysk og UG minus i handelslære.
Seminariet
De færreste ved det, men Nordens ældste seminarium blev oprettet i 1788. Ved overgang til dansk styre blev seminarieuddannelsen flyttet til Nibøl. Men det fik kun en kort levetid. Tønder
beholdt sit seminarium. Den 31. august 1920 åbnede det som dansk statsseminarium. I 1925 – 26 havde man 114 elever. I 1965 var elevtallet vokset til 240.
DSB – mistet sin betydning
DSB havde helt mistet sin betydning. Som et lille plaster på såret fik man lov til at beholde miljø – og vandløbsvæsenet i det nye Sønderjyllands Amt. Men det var som om, at Tønder
nu var ved at miste sin særstatus, som den havde haft siden 1920.
Farvel til soldaterne
Garnisonen blev nedlagt i 1974. Godt nok vendte soldaterne tilbage i 1978. Men de blev der ikke. Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene for soldaterne i Tønder. De var i begyndelsen katastrofale i lejren ude ved Svinget og Ryttervej.
Vi kunne også have nævnt Tønder Knipleskole og Vidåskolen samt et par andre.
Sort Sol og Tønder Musikfestival
Efterhånden flyttede den ene institution efter den anden fra byen. Tønders særstatus var ophævet. Men en ting er bevaret. Og det er en ting, som altid bliver nævnt, når jeg holder foredrag rundt omkring. Det er Tønder Musikfestival.
Ja og så nævner mange københavnere, at de skal til Sort Sol hernede. Og så skal de have Sønderjysk kaffebord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder
Redigeret 4. 11. 2021
Januar 5, 2011
En læser spørger, om Tønder var fuld af nazister. Længe før tyskerne kom den 9. april 1940 var der masser af nazister i Sønderjylland – og i Tønder. Hovedparten af medlemmerne i Det tyske mindretal var nazister – ikke alle. Særlig i Tønder havde tyskheden gode kår. De håbede på en grænserevision. I Tønder kom der til regulære slagsmål mellem arbejdere og nazister.
Var Tønder en by fuld af nazister?
Var Tønder virkelig fuld af nazister, spørger en af vores læsere. Baggrunden er artiklen Tønder, Marskens Hovedstad. Her beskriver vi en svensk journalists oplevelser i Tønder i 1936. Han oplever et nazistisk møde på Hostrups Hotel. Endvidere oplever han at unge mennesker hilser på hinanden med nazihilsen.
Han nævner også, at der i Tønder er statuer af rigstyske hædersmænd. Fra højtalerne inde fra lejlighederne kommer der tyske nyheder. På gaden foregik samtalerne både på tysk og sønderjysk. Det er svært i en enkelt artikel at forklare det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Vi har derfor samlet alle relevante artikler i slutningen af denne artikel:
Hagekors i Nordschleswigsche Zeitung
Ja vi kunne også have beskrevet den annonce, der var i Nordschleswigsche Zeitung allerede den 22. marts 1933. Den var smykket med hagekors. Den bekendtgjorde, at der ville blive afholdt en tysk aften i Tønder, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om emnet:
– Ein neues Deutschland ist erwacht.
Mødet var arrangeret af lokale nazister med hjælp syd fra. Deutsches Haus var stopfuld af tilhørere. Blandt dem var der også medlemmer af SA og Hitler – Jugend fra Süderlügum.
Ejendoms – krig
Det tyske mindretal forsøgte allerede under landbrugskrisen i 1926 – 27 på gennem Kreditanstalt Vogelgesang, at de tysksindede landmænd skulle blive på deres gårde. Men de forsøgte samtidig at få de dansksindede over på den tyske side. Snart kom et dansk modstykke, Landeværnet.
Nyt håb for mindretallet
Men Hitlers overtagelse i 1933 skabte nærmest eufori i nationalistiske kredse i Sønderjylland. En revision af 1920 – grænsen var i udsigt. Det tyske mindretal nærede nyt håb.
Men straks i gen opstod der i danske kredse mod – foreninger som Det Unge Grænseværn og Grænsesognenes Danske Samfund. De kunne så konstatere, at man fra Berlins side, ikke havde planer om en revidering af grænsen. Men kunne man nu stole på dette?
I tyske kredse var den dansk – tyske grænsedragning fra 1920 dog vanærende. Man ville ikke acceptere denne afståelse. Den havde gjort Tyskland bitter uret.
Det Danske Mindretal var ”rigsfjende”
Men enhver familie, der sendte deres børn i dansk skole, blev fra tysk side betragtet som rigsfjende. Man begyndte også at kæde det danske mindretal syd for grænsen sammen med kommunisterne. Og kommunisterne var jagtet vildt i Das Dritte Reich.
80 pct. af forældrene til eleverne i den danske kommuneskole i Flensborg var arbejdsløse. Det fik Flensburger Nachrichten til at kalde dem for Speck – Dänen. Samtidig kunne avisen meddele, at over halvdelen af dem, som kom for retten på grund af politiske ugerninger og brud på landefreden m.m., havde gået i dansk skole.
Det var direkte livsfarligt, at blive koblet sammen med kommunisterne.
Det var stor social forskel på det tyske mindretal nord for grænsen og det danske mindretal syd for grænsen. De tysksindede nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange gårdejere. I byerne var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
De dansksindede i Sydslesvig var typisk fra samfundets underklasse.
Nazisterne overtog offentlig forsorg
Efter nazisterne overtagelse var der offentlig forsorg ikke noget, som hverken var et statsligt eller kommunalt anliggende. Det blev varetaget af nazisternes organisationer. Og det var noget det danske mindretal syd for grænsen, fik at mærke.
Påskeblæsten 1933
Påskeblæsten i 1933 havde til formål at nazificere det tyske mindretal. Man ville Heim ins Reich. En meget kraftig mobilisering nazismen lige syd for grænsen skabte uro i det sønderjyske grænseland. Den danske udenrigsminister P. Munch sagde følgende:
Et stort falkemøde i Rendsborg kundgjorde det gamle budskab:
Nazi – møde i Tønder
Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) blev stiftet i november 1930 af spejder – føreren, Cay Lembcke. I 1931 – 32 turnerede Frits Clausen rundt i Sønderjylland
for at gøre propaganda for partiet. I begyndelsen blev møderne både overværet af danske og tyske nazister. Men senere skiltes vejene. Lærer Chr. Stenz har berettet om et sådant dansk – tysk nazistisk møde på Schützenhof i Tønder i forbindelse med folketingsvalget i november 1932:
I 1931 erklærede Det Tyske Mindretals eneste folketingsmedlem, Johannes Schmidt – Vodder, at en nazificering af det tyske mindretal truede syd fra, men han håbede, at kunne magte faren gennem sin store grænsepolitiske erfaring og sin efter egen mening rigtige politik over for Danmark og Norden. Men han blev klogere.
Arbejderfællesskab
I Nordschleswigsche Zeitung kom der et opråb fra lærer Jacob Hansen fra Saksborg. Under overskriften Gaden er fri – Er vi beredte til opbrud?, skrev han lige ud, at det tyske mindretal betingelsesløs skulle tilslutte sig nazisterne.
Dagen efter var der møde på Saksborg Kro, hvor man hædrede Hitler. Der blev talt mod marxisme, jødedom og pacifisme. Begejstret blev der redegjort for NSDAP`s grundlag. Inden aftenen var omme havde 65 tilsluttet sig et arbejderfællesskab.
Schleswigscher Wählerverein i Tinglev tog på et stort møde stilling til tidens begivenheder. Pastor Johannes Schmidt talte. Man understregede, at man aldrig havde været splittet i opfattelsen af, at Nordslesvig skulle tilbage til Tyskland. De forsamlede afsluttede med Hitler – Lied. Og lige efter hilste alle med Hitler – hilsen.
Ja egentlig var det en person, der blev kaldt Jens Godaw, Jens Lorentzen leder af en lille gruppe nazister fra Aabenraa, der begyndte at samle de forskellige arbejderfællesskaber.
I sommeren 1933 blev organisationen (NSAN) meget synlig på Knivsbjerg.
Nordslesvigsk Manifest
Allerede i april 1933 havde en gruppe landmænd været forsamlet i Haderslev, hvor de havde vedtaget Nordslevigsk Manifest. Den gik ud på, at den danske stat havde snydt de sønderjyske landmænd for 300 millioner kroner efter Genforeningen. Dele af denne bevægelse bredte sig og blev også efterhånden nazificeret.
Idrætten samler sig i Tønder
Mange dansksindede deltog i demonstrationer mod den fjendtlige bevægelse syd fra. Det begyndte den 12. maj i Tønder. Mødet var egentlig arrangeret af Sønderjysk Idrætsforening. Men det var faktisk ved dette møde, at Det unge Grænseværn blev født.
Pastor N.P. Nielsen, der var ledende i bevægelsen fortalte om mødet:
Nazismen er menneskefjendsk
Mødet fortsatte efter optoget med den række taler – først og fremmest af yngre nordslesvigske gårdejere. De afviste de Slesvig – Holstenske nazisters påstand om, at ungdommen i Nordslesvig var blevet træt af Danmark.
En af hovedtalerne var den populære forfatter fra Løjt, Marcus Lauesen. Han sagde bl.a.:
Den populære forfatter var meget tidlig klar over, at nazismen var totalitær og menneskefjendsk, der absolut intet kunne give det nordiske folk.
DUG opruster
DUG indrettede i 1935 vandre – og lejeskolehjem i Rudbøl. Og i september 1936 overtog man Jyndevad Kro. Det var vigtige skridt, for i de to områder stod tyskheden tæt.
En række andre organisationer kæmpede også imod nazificeringen. Det var bl.a. Grænsesognenes Danske Samfund, Grænseforeningen, Skoleforeningen og Sprogforeningen.
Slagsmål i Tønder
Den 30. juli 1933 opstod der et gigantisk slagsmål i Tønder. Det var hjemmetyskeren, SA Sturmführer Jürgensen, der havde haft sin SA Sturm bestående af 12 – 14 mand på øvelse i håndgranats – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose. Syngende nationalsocialistiske slagsange fulgte de tapre krigere tilbage mod Tønder.
Her ventede en forsamling af 30 – 40 arbejdere på dem.
Det var en del kommunister. De hjemmetyske nazister var dog bevæbnede. Sturmführer Jürgensen var vulkanisør og havde en autogummi – forretning. Her havde han fremstillet et større antal gummi – knipler, som nazisterne resolut trak, da de så arbejderne.
Det fik arbejderne til resolut at gå løs på et plankeværk, som de brækkede stave af. De to grupper gik nu løs på hinanden, bevæbnet med henholdsvis brædder og gummiknipler. Det gik hårdt for sig. Adskillige kom til skade. Værst gik det ud over fire nazister, der fik regulære tæsk.
Retsligt efterspil
Sagen fik et retsligt efterspil, da 10 arbejdere og 14 nazister den 12. august 1933 stod anklaget for vold, gadeuorden og slagsmål. Alle endte med at få bøder.
Nazisterne ankede dommen og blev senere frikendt for gadeuorden med den begrundelse, at de jo sådan set blot havde forsvaret sig. Til gengæld blev de nu dømt for at have været bevæbnet.
Var selv ude om det
De borgerlige aviser var tilfredse med dommen. Men de fleste kritiserede skarpt, at arbejderne var gået fysisk til angreb på nazisterne. Den slags var tyske metoder, som ikke skulle importeres til Danmark.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem J.P. Nielsen fra Dynt mente, at det var forståeligt, når befolkningen ved egne foranstaltninger ville træde alt dette giftige kryb, der nu melder sig, ned. Heri fik han støtte fra Jyllandsposten, der entydigt lagde skylden på nazisterne.
Når nazisterne gik gennem Carstensgade plejede de at hilse beboerne med Hitler – hilsen og tilråb. Beboerne i Tønder var næsten alle enige om, at de selv var ude om de klø, de havde fået.
H.P. Hanssen går i aktion
H.P. Hanssen tog et møde med nogle tillidsmænd i Tønder den 26. juli 1933. Af hans notater kan vi se, hvordan tilstanden var omkring Tønder:
Eskildsens ”Blut und Boden”
I Tønder mente seminarielærer Claus Eskildsen, at man ikke gjorde nok for at bekæmpe nazismen.
Eskildsen udgav bogen Dansk Grænselære. Den blev udgivet i 1936. Med henvisning til nazisternes Blut und Boden – teori argumenterede han for, at dansk folkepræg og egenart
strakte sig helt ned til Danevirke. Han svarede i samme skuffe som nazisterne med modsatte synspunkt.
Nazistiske grupper opstår
I august 1933 blev der afholdt en del nazi – møder i Sønderjylland. Jejsing blev gjort til et støttepunkt. I juli var der blevet dannet en Ortsgruppe i Højer. Også i Daler var der en afdeling underlagt Højer. Også i Løgumkloster og i Øster Højst opstod der grupper.
I november var det Ballum – Randerups tur. I december kom turen til Rudbøl, Abild og Sæd – Udbjerg. Otsgruppe Tondern var allerede oprettet efter det omtalte møde i marts måned.
Uniformsforbud
I begyndelsen af december blev der i Tønder oprettet en SA – efterretningsstorm. Efter et politiforbud fik foreningen navneforandring til Slesvigsk Automobilklub. Man fik uniformer syd fra. Men på grund af uniforms forbuddet måtte øvelserne henlægges til om natten eller tidlig om morgenen.
Heim ins Reich
En løbeseddel fra 1939 fra Slesvigsk Parti vidner om et udtalt krav om en grænserevision. Budskabet var klart, og for danskerne var budskabet meget alarmerende. Det tyske mindretal ville bruge valget til at stemme Nordslesvig ”Heim ins Reich”. Forsøget mislykkedes.
Det var Gauleiter Hinrich Lohse og Flensborgs overborgmester Wilhelm Sieverts der var aktive bag samlingen af forskellige konkurrerende nazistiske grupper i Nordslesvig. Fra 1935 til 1938 blev disse grupper samlet i NSDAP – N. med dyrlæge Jens Møller som fører. Han havde lært parolerne, og råbte på talrige folkemøder:
En aktiv nazist
Møllers modstander, pastor Johannes Schmidt var af den gammeldags konservative skole. Han var ikke overbevist nazist. Men mange tysksindede i Nordslesvig begyndte at opfatte ham som stivstikker fra fortiden. I 1939 fik mindretallet trods en massiv og aggressiv kampagne kun et mandat i Folketinget, og det gik til nazisten, Jens Møller.
Kilder: Se
Hvis du vil vide mere:
November 4, 2010
Hvem passede i grunden på københavnerne dengang. Det kigger vi på. Her havde man ansat folk som Rodemestre, Vagtmestre, Kæmner, Byfoged, Stadshauptmanden, Vagtskriver, Byfoged, Stadskonduktør, Skarnfogeden, Rakkeren, Strandfogeden, Rodemesteren, Fattigforstanderen, Overformynderen, Kirkeværgen, Underfogeden og By-skriveren. Man havde en form for fødevarekontrol og man styrede også en form for lukkelov. Vi hører også om Væbningen og Byens Tynge. Og tænk, kongen blandede sig, og påskrev, hvis nogen skulle fyres.
Forordninger
Læser man gamle beretninger fra København får man indtryk af, at der ikke var styr på noget som helst. Det kan måske have sin rigtighed. Men man forsøgte dog at få styr på noget af det. I 1500 – 1700 tallene fik man indført nogen retningslinjer. Der blev ansat folk med en stillingsbeskrivelse, vi slet ikke kender i dag. I en række artikler vil vi forsøge at fokusere på disse folk. Desuden kigger vi på nogle af de forordninger, der blev udsendt dengang, for at få styr på nogen af tingene. Artiklerne handler også om, hvem der passede på københavnerne – dengang.
I tilfælde af brand
Københavnerne frygtede ilden. Den kunne anrette stor skade. Og brandforsikring kendte man ikke. Alt hvad man ejede, kunne gå til grunde. De fleste huse var midt i 1500 – tallet endnu bygget i bindingsværk. Der blev brugt masser af træ. En slukning kunne næppe betale sig. Det gjaldt ofte om at redde nabohuset.
Til at holde øje med staden, var der to brandvagter, nemlig i Vor Frues og St. Nikolajs kirketårne. Her var i hvert tårn to vagter eller kurerer, der skulle ringe
med klokkerne, når de så ild.
Ved ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd. Deres pligt var at bestige det brændende hus og søge at slukke. Det påhvilede dragerne at skaffe vand med kærer og trillebøre. Vognmændene skulle køre vand i deres vogne.
På rådhuset blev der opbevaret læderspande og stiger. Disse var delt ud til forskellige opbevaringssteder. Hvert kvarter havde sit opbevaringssted. Rodemesteren og Vagtskriveren skulle sørge for at disse remedier kom frem til brandstedet.
I gaderne op til brandstedet skulle de, der havde vand i deres brønde, straks begynde at hente vand og bringe dette til brandstedet. I 1549 var det strengt forbudt for kvinder, piger og børn, der ikke var behjælpelig med brandslukningen at indfinde sig ved brandstedet.
De borgere, der ikke var behjælpelig med at slukke ilden, skulle med deres eventuelle svende søge til næste torv eller begive sig til portene.
Forebyggelse af brand
Jo man havde sandelig en brandforordning. Der var også regler for forebyggelse af ildebrand. Man opfordrede til at bygge en væg af ler eller sten i stedet for af træ. Alle skulle være med til at besigtige og forsvare deres Ild, dag og nat. Hvis nogen med vilje og ved forsømmelighed havde været medvirkende til branden,
skulle vedkommende straks kastes i ilden uden nåde.
I 1597 udsendte Magistraten en forordning, der gik ud på, at an skulle foretage syn på skorstene, ildsteder og esser. Hvis der blev påvist mangler, skulle stedet straks fjernes eller forbedres inden 14 dage.
Af Rodemesterens skrå fra 1606 ses det, at hvert kvarter havde to læderspande, en dobbelt og en enkelt stige samt to bådshager. Det kan i dag synes at være ganske lidt i en by, der var bygget så tæt.
Rodemesteren skulle anmelde ulovlige ildsteder. Han skulle også sørge for, at borgerne vedligeholdte deres brønde i gårdene. Under tørke skulle de sørge for at fylde dem.
Belønning for at komme først
Under ildebrand skulle hjørneejendommene sørge for tændte lygter over gaderne. Vognmandslavet skulle efter Lavs-skraaen af 1610 altid have et par heste hos en af lavsbrødrene, der så kunne køre byens vandsprøjte til ilden.
Andre vognmænd skulle køre vand, fyrhager og stiger. Der var belønning for den, der først kom med deres vand. En mindre belønning var det for den næste.
I 1618 udkom en forordning om, hvorledes man skulle forholde sig i tilfælde af brand på skibe. Det var strengt forbudt at tænde åben ild på skibe.
En ”Brand – og Ildordning”
Den 1. januar 1643 udsendte Magistraten en Brand – eller Ildordning udi Kjøbenhavns By.
Hvis ilden udbrød om natten skulle vagterne på de to kirketårne på en stang udhænge en tændt lygte mod den side af byen, hvor ilden var. Der skulle ringes med klokkerne i alle byens kirker.
Enhver borger i nærheden af ilden, skulle udhænge en lygte foran sin dør og måtte ikke slukke den før det blev dag. Alle stadens porte skulle ufortrødent lukkes. Stadshauptmanden sendte til hver hoved-vagt en borgervagt. Han skulle lade folk gå igennem lågen ved porten, og give Agt paa, hvem der skulle ud.
Travlhed ved juletid
En gang hvert halve år, skulle skorstenene renses. Brandmestrene skulle ved juletid gå rundt i deres kvarterer for at tilse julelys. Særlig fokus var det på Gæsterier i kældre. Bageovne skulle være bygget af en solid grundmur. Og ved siden af skulle der altid stå en spand vand.
I 1653 kom en forordning med at en brandmester skulle have en underbrandmester og en særlig tilhjælp af ti murer – og tømrermester.
En gang om året skulle Stadshauptmanden kalde hele mandskabet på 90 mand, foruden brandmestre til syn på Rådhuset. Brandmestre havde så den fordel, at de i fredstid slap for land – indkvartering.
Bevogtning af voldene
Ca. 150 personer bevogtede voldene og portene. I tilfælde af krig fik man det dobbelte i vægterpenge. Men det blev klaget over, at disse vagtposter var lejekarle
eller uforstandige kumpaner som ikke vidste, hvordan de skulle omgås, Musketter og Bøsser. Og så var det nogle af disse, der havde en letfærdig omgang
med drikkevare.
I 1627 blev et vægter – og Politikorps på 140 mand dannet. Stadens Vagtmester var den, der kommanderede og ordnede vagten. Sammen med Skarvagten,
der bestod af 11 – 14 mand skulle han patruljere i gaderne. I tilfælde af brand skulle Vagtmesteren føre tilsyn med volden, Port-vægterne og på selve brandstedet.
Kongen ville dog i 1634 afskaffe denne ordning, da han mente, at vagtmesteren også skulle være med til at befri Gader og Stræder for al Modvillighed. Hvis
vagtmesteren blev forulempet, så skulle soldater komme til hjælp. En Vagtskriver og en Brofoged skulle rapportere til Vagtmesteren.
Stadskonduktør
I 1651 blev der ansat en Stadskonduktør. Han skulle sørge for, at gaderne havde afløb. Hullerne skulle fyldes og trapperne måtte ikke gå for langt ud. Rør med regnvand måtte ikke placeres så højt, at det ikke kunne vælte ned på folk. Hvis brolægningen ikke var i orden, skulle der klages til Byfogeden. Ja, Stadskonduktøren havde også nok at se til.
Skarnfogeden
Skarnfogeden eller Gadefogeden havde tilsyn med gadernes renlighed. Mens man ventede på Vognmanden, der skulle køre skarnet væk, gik Gadefogeden
rundt i gaderne og forkyndte dette ved råb.
Hvis man ikke efterkom ordren med at feje skarnet sammen, for at få det bragt på vognene, ja så blev de udpantet, allerede dagen efter. Skarnfogeden, Brofogeden, og en af Fogedsvendene kom på inspektion.
Rakkeren
Et knap så eftertragtet job havde Natmanden. Lige som Skarpretteren blev han kaldt for Mester. Det folkelige navn var Rakkeren. Hans job bestod i at bortskaffe skarn, døde hunde, katte og mindre dyr. Jobbet blev betragtet som uærligt. Dem, der lavede uærligt arbejde skulle man helst ikke omgås. Hvor lidt respekt man havde for dette arbejde, ses af en forordning fra 1647 om gadens renlighed.
Her oplyses, at folk, der gentagende gange udkastede skarn ved stranden, på torvene, ved volden eller på andres fortov skulle ligestilles med Natmanden.
Natmanden boede altid fjernt fra andre mennesker. Før 1516 boede han i det øde Rosengaard, omtrent ved Vognmagergade. Derefter havde han bolig uden for Vesterport. I perioden 1661 – 89 havde natmanden bolig ved Ny Østerport, omtrent der, hvor Rigensgade i dag ligger. Det var mellem Salviegade
og Krusemyntegade.
Strandfogeden
Strandfogeden eller Havnefogeden skulle føre tilsyn med havnen. Han skulle passe på, at ingen kastede urenheder i vandet. Der blev også ansat en Havneskriver, der førte regnskab med havnens indtægter og udgifter.
Andre jobs var Vejer, Måler, Vrager, Vandmester, Rendemester, Vandkiggere og Teglgårdsskrivere
Væbningen
Alle skulle stille op til Borgervæbningen, som var byens forsvar mod ydre fjender. Hver ejendom var takseret med et vist antal personer og et vist antal våben. Det skete jævnligt at kongen lod foretage Mønstring af Borgerskabet. Det var kun gamle og skrøbelige, der slap for denne værnepligt.
Men mindst en gang om året var der mønstring. Af gamle regnskaber kan det ses, at en stor del af udgifterne gik til indkøb af øl. Ved højtidelige begivenheder, når for eksempel når kongen havde besøg, stillede Borgerskabet op bevæbnet i de gader processionen passerede.
Rodemesteren
Alle de borgere, der var med i Væbningen var delt op i Roder, hver på 10 mand. De havde deres formand eller Rodemester (Rotmeister). Når der skulle mønstres, hørtes trommer i alle gader. Så skulle alle give møde foran Rodemesterens dør, inden trommerne havde lydt for anden gang. Man samledes derefter
foran Fenrikkens dør og marcherede derefter gennem byen til eksercerpladsen.
Det var strengt forbudt for musketererne og hageskyderne at skyde uden tilladelse. Ingen måtte træde ud af geledderne under marchen. Man skulle også holde sig ædruelig. For overtrædelser betalte man bøder. Disse skulle betales i tre dele. Den ene til kongen og byen. Den anden til Hopmanden, Fændrikkerne og
de andre officerer. Den tredje del gik til Rodemestrene.
Borgervæbningen
Efterhånden nåede hærens betegnelser som kaptajner og korporaler også til Borgervæbningen. På volden og i portene blev der udtaget skildvagter. Disse
blev afløst hver time. Det var strengt forbudt at tale med nogen. Og det var dømt livsstraf, at afskyde sin musket om natten uden årsag. Så man nogen mistænkelige personer var proceduren, at man tre gange skulle råbe:
Så skulle man kalde på korporalen. Først herefter kunne man eventuelt affyre et skud. På vagten var al overflødig Drik og Fulderi forbudt. Spil, Sværgen og
Banden var heller ikke tilladt. Det var dømt dødsstraf, når man brugte våben mod hinanden.
I vedtægterne stod der også, at Vagten ikke måtte tage noget af det, der stod på vognene. Man måtte heller ikke uforskyldt overfalde nogen med Hug, Slag eller ubeskedne Ord.
Hvem bestemte?
Hvordan var det offentlige liv ellers – dengang? Manglen på Tingbøger og Rådhusprotokoller kan vanskeliggøre svaret. Men vi ved, at da Magistraten i
1525 fik fuldmagt til købe Serridslev Mark var der 28 Oldermænd og 11 Stolebrødre for lavene, der udstedte brevet.
Da byens grunde i 1528 skulle afhændes mødtes foruden Rodemestrene også 32 af Menighedsmænd.
I 1542 skulle byen sende to mand til Ringsted for at vælge Prins Frederik til sin fars efterfølger. Da blev fuldmagten foruden af Magistraten og Byfogeden
underskrevet af Rodemesterens to Oldermænd og 12 Oldermænd fra lavene.
Til Prins Christians valg i 1584 udstedtes fuldmagten af 4 Rådmænd, Byfogeden, de to kæmnere, 16 borgere, Oldermændene for Rodemestrene og 13 Oldermænd fra lavene.
I 1627 mødte 40 borgere op, da man skulle godkende vedtægter for vagttjenesten. Men der var 56 borgere, der i 1619 indvilligede i søernes afståelse til kongen. Måske er disse borgere valgt efter kvarter. Hvordan de er valgt, og hvem der har indstillet disse borgere, vides ikke. Vi ved, at der i 1659 kom en ny kommunalreform.
Byens Tynge
På mange måder måtte borgerne udfylde deres borgerpligt. Dengang blev det kaldt Byens Tynge. Apotekerne var dog fritaget. Det var vigtigere for samfundet, at de passede deres bod. Disse apotekere var således fritaget for at være Tingmænd, Rodemestre, Synsmænd, Vurderingsmænd, Kæmner, Kirkeværge, Fattigforstandere, Nævnsmand m.m.
Tingmænd skulle sidde på Tinget og vidne om rigtigheden af de på Tinget udstedte dokumenter. Synsmænd skulle møde på Tinget i tvivlsomme tilfælde.
Vurderingsmænd skulle vurdere ejendomme til den rigtige værdi. Nævnsmænd var de 12 mænd, der skulle dømme eller frikende den anklagede. Til disse jobs valgtes simple Borgere.
Derimod var Kirkeværgerne, Fattigforstandere, Overformyndere og Havnefogeder ansete borgere.
Kæmneren
Kæmneren var indtil Forordningen af 5. april 1581 medlem af Magistraten. Derefter skulle to af byens borgere udnævnes til hvervet. I maj 1620 udarbejdede et udvalg af forhenværende Kæmnere og 24 af de bedste og ældste borgere i byen en vejledning i et mere ensartet regnskabssystem for byen.
I 1643 kom en forordning, der bekendtgjorde, at man kun kunne være kæmner i to år. Det skulle være deres pligt, at tage vare på byens indtægter og udgifter. De skulle derfor være til stede ved Bytinget i anledning af bødernes Aftingning.
Kæmneren skulle meddele Magistraten, hvad der skulle bygges og repareres. Han skulle holde øje med Pligtfogeden. Den sidstnævnte havde opsyn med arbejderne.
Byrdefuld post
Det var en meget byrdefuld post at være kæmner. Han skulle ligeledes motivere Rodemestrene til at inddrive skatter. De skulle endvidere holde opsyn med at borgernes lovbestemte staldrum var til stede. Kæmneren skulle også forsyne portvagten med krudt og bly, så de kunne skyde mod hunde og høns. Ja, de fik sandelig 4 skilling pr. skudt hund.
Kæmneren havde kun en indtægt. På et tidspunkt bestod den kun af indtægterne fra Teglgaardsvangen fra det nuværende Blågårds – kvarter. Denne vang købte Gabel. Det betød at kæmneren, derefter fik 60 daler om året.
Sammen med Byfogeden skulle han sørge for at brobelægningen var i orden. Og så skulle Rodemesteren sørge for at ingen geder, får og kvæg bevægede sig op på volden. I alt var der 16 rodemestre. Der var to rodemestre i hvert kvarter. Men ikke alle udførte deres job på betryggende måde. Druk og misbrug hærgede også blandt disse.
Deres job bestod også i at føre opsyn, der hvor fremmede og udlændinge færdedes. Den skat som de inddrev, skulle afleveres til kæmneren.
Byfogeden
Det var Byfogedens pligt, at sørge for, at kongen fik sin andel af bøderne. Derfor beklædte han forsædet i Bytinget. Byfogeden førte også tilsyn med gader og veje. Vanskelige sager blev henlagt til Magistraten. Her havde Byfogeden også adgang. Her forsvarede han kongens interesser.
Når en Byfoged blev udnævnt, måtte han møde på slottet og aflægge ed over for Statholderen eller Rigets Hovmester. Så blev han ført til Rådhuset, hvor
Magistraten var forsamlet i Rådstuen. Her holdt Slotsherren så en kort tale, hvorved han tilkendegav, at det var kongens vilje, at vedkommende skulle fungere som Kongelig Byfoged. Og man skulle agte og holde ham for en sådan.
Derpå førte Slotsherren ham til Bytinget i procession fulgt af borgmester og Raad, mens nogle sværd blev båret foran Byfogeden som symbol. På det åbne ting som kunne overskues fra hele Gammeltorv satte borgmestre og Raad sig på Tingstokkene mens slotsherren med en ny byfoged ved siden forkyndte den forsamlede almue, at en ny Byfoged var udnævnt. Han befalede også forsamlingen til at respektere og adlyde ham.
Fra ældre tid blev Tinget ført under åben himmel på Gammeltorv. Byfoged Klaus Ravn lod et træhus opføre på stedet. En lille kakkelovn blev også monteret i huset.
Troskab til kongen
Byfogeden skulle vise kongen absolut troskab. I hans fravær skulle han rette sig efter rentemesteren. Han måtte ikke kræve bøder uden kæmnerens velsignelse. Også kongen var bekendt med gadernes dårlige tilstand. I 1629 tales om Underfogeden. Det var byfogedens assistent. Byfogedens hverv havde også sine begrænsninger. Han måtte ikke selv anholde borgere. Og sager der var startet på Rådhuset, måtte han ikke selv føre.
Retten blev også beklædt af Tingmænd, hvis Oldermænd tilsagde Tingmændene at møde efter tur. Byfogeden, By-skriveren og Kæmneren havde plads på den forreste bænk. Hvis Byfogeden ikke udførte sit job ordentligt, afsatte kongen ham. Så måtte Underfogeden overtage jobbet ind til en ny Byfoged var
udnævnt.
Politiforretningerne voksede efterhånden fogeden over hovedet. En Underfoged var således tiltrængt. En egentlig beskrivelse af hans job kendes først fra 1658.Han skulle forfølge alle dem, der misbrugte og overtrådte kongens og Rigsrådets mandater om Fæstenøl, Bryllupper, Faddere og Ligfølge.
Han skulle føre sager, der blev afgjort i mindelighed. Han skulle ligeledes tiltale lovovertrædelser især hos slagtere, skomagere og vognmænd. Han skulle undersøge alle klager om falsk mål og vægt enten i slagterboder, høkerboder, bagerhuse, kældre og kroer.
Desuden skulle han føre tilsyn med at ingen vin – eller øltappere holdt åben kælder eller udtappede om søndagen. Prædiken måtte først udføres over middag på helligdage. Dette skulle også kontrolleres.
Tilsyn med importerede varer, skulle han også føre. En gang om ugen skulle han kontrollere vinduerne hos alle bagere og slagtere. Vognmændene skulle kontrolleres for, at de holdt gaderne rente. Desuden skulle de holde sig inden for den fragtpris, der var anvist.
Underfogeden
Underfogeden skulle straks informere Byfogeden om, hvis han hørte om slagsmål, mord og manddrab. Kongen skulle nemlig altid have sin andel af bøden. Han var en slags Fødevarekontrol men også bestyrer af en art lukkelov.
For-prangere og høkere måtte ikke købe varer hos bønderne før kl. 10. Den almindelig befolkning skulle have fortrinsret. Dragere, Daglønner, og Vejmænd
der arbejde ved stranden skulle også kontrolleres.
Byfogeden og Byens Tjenere samt Byens Vagtmestre skulle hjælpe Underfogeden med at hente og stævne folk for retten. Som løn fik han en femte del af bøderne.
Uden for de tre porte var der i 1654, tre underfogeder. De blev brugt til at vurdere huse, skure, møller og andre ejendomme.
By-skriveren
By-skriveren havde som stadens embedsmand fri bolig. Ved mageskifte med Vor Frue Kirke om det gamle Rådhus i 1492 fik byen et stenhus på det sydlige hjørne af Klædeboderne og Gammeltorv. Først boede Kæmneren her, siden By-skriveren.
By-skriveren havde en mark ved siden af Byfogedernes. Først lå de i Borgmester – og Raads Vang, senere i Vognmandsmarken. Han var derfor i lav med vognmændene. Han havde foruden løn, en indtægt for de dokumenter, han udfærdigede på Bytinget.
Fra kongen modtog han årligt 1 okse, 1 svin, ½ td. smør, 1 pund Malt, for det hvad han skrev af kongens sager. I 1654 blev der bevilliget en eng til By-skriver,
Peder Kristensen, kaldet Kongens Eng mellem Solrød og stranden ved Køge – dog for en årlig afgift på 15 Rigsdaler
Foruden at være tilstede på Bytinget og ved Raadstue – møderne skulle By-skriveren føre Tingbogen og Rådhusprotokollen. Han skulle desuden udfærdige domme, skøder og lignende dokumenter. Efterhånden som byen voksede tiltog arbejdsbyrden også.
Således søger By-skriver Hildebrand Jørgensen i 1632, at der måtte antages en særegen rådhusskriver, der alene skulle tage vare på ting, der skete i Raadstuen. By-skriveren ville så udelukkende beskæftige sig med Bytingets sager.
By-skriveren, der blev fyret
By-skriveren kunne ikke samtidig være i Raadstuen og på Bytinget samtidig om mandagen. By-skriveren havde holdt en Karl. Og denne karl havde i en sag skrevet forkert. Og det havde haft nogle uheldige følger. Problemet var også, at folk opsøgte denne Karl eller tjener i stedet for By-skriveren. Den omtalte karl
blev dog fyret for Druk og Forsømmelse.
Kongen tog sig af sagen året efter, for Magistraten gjorde ikke noget ved det. Kongen ville endvidere vide, hvorfor der indløb så mange klager over By skriverens langsommelighed.
Magistraten svarede, at grunden var, at By-skriveren til tier var overlæsset, og at sagerne tog til dag for dag. Desuden svarede Magistraten, at By-skriveren
var arrig, ond og viderværdig. Ingen kunne rigtig snakke med ham.
Magistraten havde givet ham fri i to måneder fra Raadstuens arbejde, for at han kunne overkomme det mest vigtige arbejde. Kongen gentog flere gange, at By-skriveren skulle fyres. Det skete først i 1645.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14. – 02 – 2022
November 4, 2010
”Mens verden vente” et flot stemningsbillede af det københavnske værtshusmiljø. Vi møder stamgæsten, anekdoter og en række kendte mennesker. De ydmyge steder er ved at forsvinde, og dermed forsvinder et vigtigt stykke københavner – historie. Engang blev lønnen udbetalt på værtshuse. Stamgæsterne tager sig af hinanden her på værtshusene. Her forsvinder klasseforskellen.
En skummel kælder
Atmosfære og poesi
For cirka to år siden sad jeg sammen med Simon Staffeldt Schou på Café Runddelen og fik et par fadbamser eller tre. Her fortalte han, om sit spændende projekt sammen med David Jacobsen Turner. De ville beskrive den københavnske værtshuskultur.
Nu er projektet blevet færdig, og en spændende kulturpolitisk perle af en bog er fremkommet. ”Mens verden venter” er en oplagt gavebog. Nogle flotte stemningsbilleder af fotografen Maria Fonfara. fastholder indtrykket.
Bogen er præget af atmosfære og poesi. Ind imellem kommer nogle dejlige anekdoter. Det har garanteret kostet de to forfattere masser af omgange og gedigne tømmermænd, inden bogen var færdig.
De unge kommer
Ja hvis man tager Café Runddelen, som godt nok ikke er med i bogen, så er der altid nogle man kender herinde. Det er som regel stamgæsterne. Men også unge
mennesker finder vej til de gamle værtshuse. Det er steder, der ikke forsøger at ramme en eller anden trend. Her er det som om tiden er stået stille.
Måske er mange unge trætte af de moderne caféer, der alle ligner hinanden med krom og spejle. Man kommer fra forskellige miljøer og falder i snak, selv om man måske er politisk uenige.
Et socialt netværk
På værtshusene finder man et netværk. Her er der andre, der holder øje med en. Hvis man som stamkunde ikke har vist sig i fire – fem dage, så siger folk, at
han er syg. Så ringer man til ham, og spørger, om han er syg.
Værtshusene er en social gevinst for mange mennesker. Klasseforskellen i det danske samfund er ophævet på værtshusene. På mange værtshuse arrangerer gæsterne udflugter og julefrokoster. De har et socialt liv sammen.
Værtshus – poesi
På Café Under Uret på Sølvtorvet holder man en lille andagt, når en af stamgæsterne dør. Her står Staunings stol også. Et skilt i baren fortæller følgende visdom:
Og ude på toilettet under spejlet står: Ugens Godnat Billede. Oppe ved telefonen er en spiseseddel over telefonsvar, man kan bestille, hvis konen ringer
efter en:
Men det bedste skilt findes dog over pissekummen på herretoilettet på Andy` s Bar:
Måske skal vi slutte vores lille værtshus poesi med et orange skilt, der stod ved Fredens Bro foran Broens Bodega:
Man er ikke alene
Mange steder spilles der ikke musik. Det er jo meget sjovere at høre, hvad nabobordet taler om. En ting er dog sikkert. Hvis ikke man overholder de uskrevne regler på værtshusene, ja så er man ikke velkommen. Det der bliver sagt ved et bord med flasker er fortroligt.
Det er også her, man mærker smerten, man kommer ofte tættere på hinanden. Her kan man også risikere at møde skæbner.
På et værtshus sidder man sjældent alene ret længe af gangen. Man møder bemærkningerne:
Mange gæster
En del af skæbnerne er journalister. Mange aviser er tidens løb blevet færdig i en brandert. Man har mærket presset op til deadline.På værtshusene
kan du risikere at møde sømænd, sprittere, bumser, turister og gymnasieelever.
Forfatterne i bogen kalder ikke uden grund værtshusene som kultursteder. Og det er ikke kun de 15 kendte personer, der er kommet til orde i bogen.. Også
stamgæster kommer med bemærkninger. De synes, lige som os andre, at nogen skal høre deres røverhistorier.
Værtshuse udgør historie
I tidligere artikler her på siden har vi beskæftiget os med værtshusenes historie. Forfatterne bemærker, at nogle værtshuse har ligget så længe i hovedstaden, at de har overlevet tre rådhuse. Hver gang, der lukker et værtshus, mister København et stykke af byens historie. Hviids Vinstue er over 300 år gammelt. Flygtninge fra den franske revolution mødtes her. Stedet var udsat for nazistiske bombeattentater under Anden Verdenskrig. KGB – agenter udvekslede her
oplysninger under den kolde krig.
I bogen bliver værtshusene dog ikke ophøjet til noget unikt. Således fortæller Mette Valsted Vestergaard om den sociale nedbrydning og skam, der følger med i familier, hvor far og mor sidder på værtshuset og drikker pengene op.
Søren Ulrik Thomsen siger det meget rammende:
Skæbner på Nørrebro
Det var her på værtshusene at arbejderne på Nørrebro søgte tilflugt. Hjemme i lejekassererne i et lillebitte hummer rendte konen og tre små unger rundt. Værtshusene fungerede som eksterne dagligstuer.
I 1917 hævede staten afgiften på brændevin. Det betød, at en flaske brændevin steg fra 99 øre til 11 kr. Det må have været et chok på Nørrebro. Dengang da protesterede Nørrebro Handelsforening også.
Allan Mylius Thomsen fortæller, at der i 1883 kom en forordning om, at lønudbetalinger ikke måtte foregå på et værtshus. Ofte sad far nemlig der og brugte dem, inden han kom hjem. Børnene blev så sendt ned til ham for at lokke så mange penge ud af ham som mulig.
En god pointe
Jo mere friseret det hele bliver, desto mere sætter man også pris på, at der findes et mørkt sted, hvor du kan gå ind og tage en lille pause fra verden. Det er derfor bogen hedder:-
En god pointe har den ene forfatter, Simon Staffeldt Schou:
De ydmyge steder lukker
I 1997 udkom Allan Mylius Thomsen med De ydmyge steder. Af bogens 110 portrætterede værtshuse har hele 25 siden måttet dreje nøglen om.
Ingen af de klassiske værtshuse er fredet. Det er for eksempel mange kirker. Internationale kæder og konceptbarer, sundhedsregulativer, Metro – byggeri og rygelov er er ved at tage livet af de ydmyge steder.
En del af Københavns historie bortfalder hver gang, en af de ydmyge steder går bort. Dog nævner Søren Pind at:
De ydmyge steder falder en efter en. Jukeboksen ryger til skråt. De brune vægge bliver malet beige. Det billige guldøl og bøftoast bliver udskiftet med dyre kopper kaffe og gourmet-sandwichs. Meterværesteder erstatter de gamle væresteder.
Mange benytter værtshuset som et tilflugtssted. Det så vi også i serien Huset på Christianshavn, hvor Rottehullet blev betragtet som et tilflugtssted, snarere end syndens hule.
Egne favoritsteder
Ganske kort nævner forfatterne et af denne skribents yndlingssteger, Erlands Pub på Østerbro. Her betød personalet lige så meget som indretningen. Her kunne man altid bestille specielle ting i køkkenet. Og mange morsomme diskussioner er foregået her. Ak, det var engang. Det var en af undertegnedes yndlingssteder.
Ja og vi nåede også, at besøge Trafikcafèen på Skt. Hans Torv. Det er den plads som Allan Mylius Thomsen kalder Thomas Helmigs Plads, på grund af os, jyder.
At drikke gløgg på Hviids Vinstue er en fast københavner – traditionerne. Her har vi i et par år mødt bokseren Jørgen Gamle Hansen. Hviids Vinstue består
af syv sammenhængende lokaler. Den ældste er fra 1723.
Her må man bøvse
Wessels Kro i Sværtegade er fra 1700tallet. Det er en af Københavns ældste værtshuse. Her kan man få smørrebrød til langt ud på natten. Her kan man risikere at møde en masse journalister fra Det Berlingske Tidende. Men her er så tilladt at slå en bøvs.
Forfatternes top – 10
De to forfattere har også en top 10 – liste over de bedste barer i København:
Ja og så håber jeg, at den ene forfatter, Simon igen invitere til fadbamser på Café Runddelen som tak for denne gode anmeldelse.
Hvis du vil vide mere om værtshuse her på siden:
Redigeret 14. – 02 – 2022
November 4, 2010
Denne artikel findes i en meget bedre og overskuelig version. Der er foretaget en ny – redigering
Led efter følgende artikel: OMKRING NØRREBROPARKEN 3 (b)
Her
er sidste del af vores beskrivelse om Nørrebroparken og dets
område. Vi har også lavet et tillæg, der beskriver
Kulturelle Markedsdages historie. Vi bevæger os rundt i
kvarteret og kigger også ind på kirkegården.
Omkring Nørrebroparken findes samlet i et hefte på 36 +
4 sider og kan købes for kun 20,- kr. i Steenberg Bog&Ide,
Nørrebrogade 163, 2200 København N
Historien om
Nørrebroparken er lavet, fordi undertegnede sagde nej til et
foredrag i Nørrebroparken. Det er alt for meget larm til at
man kan holde foredrag. Jeg har prøvet det to gange før.
Derfor tilbød jeg at lave det hefte. Og som et særligt
tillæg er historien om Kulturelle Markedsdage også
beskrevet.
Heftet
er skrevet som en hyldest til alle kreative og aktive græsrødder,
der befinder sig på Ydre Nørrebro, men som sjælden
kommer i medierne.
Uwe
Brodersen
Omkring
Nørrebroparken
Jubilæum
i sol og godt humør
Solen
bagte ned i Nørrebroparken.
De Glade Sømænd bragte
et værdigt punktum. De nåede dog lige at stifte
Sømandspartiet
og
forære den lokale fodboldklub Nørrebro
United 1.000
kr.
Og
lige før dette kunne dette beskedne heftes forfatter nyde
lyden af dejlig New
Orleans Jazz.
Som sædvanlig blev der også afholdt en talentkonkurrence.
Her var det så de helt unge mennesker, der var i fokus.
Trætte
Græsrødder
Lørdagen
sluttede med det feminine svar på Gasolin.
Ja
de kalder sig Gasoline.
Og
hvor er det skønt at få et kop kaffe med de travle
græsrødder søndag morgen. Nogle så ganske
klatøjede ud. De havde hold vagt hele natten. Og det er
faktisk disse græsrødder og frivillige, der har været
med til at bære De
Kulturelle Markedsdage. Og
ja, det er mange af de gamle, der er med for ti år siden, da
det hele startede.
Blandt
dem er Henning
C. Hansen. Ja
det er faktisk ham, der er opfinder af begivenheden. Han vandrede fra
sit beskedne kontor i Søllerødgade
rundt
til de forskellige andelsboligforeninger og fik fat i alle de aktive
og kreative mennesker, der var i området. Det er de mennesker,
der sjældent bliver omtalt i medierne.
Og
hvis ellers politikerne havde villet stoppe op, og høre på
nogle af de stikpiller, som Henning
gennem
de ti år har fyret af, deroppe fra scenen, ja så ville
verden have set anderledes ud på Ydre
Nørrebro.
Alle
har hvis glemt, at vores altid nærværende
Sprechstallmeister
et
år skulle hjælpes fra scenen. Han var simpelthen som så
mange andre grebet af stemningen. Men desværre var der en, der
dog mente, at han talte lige lidt for meget.
Kendte mennesker på
markedsdagene
I
år var der en af områdets beboere, der holdt
jubilæumstalen nemlig borgmester Nina
Thomsen. Og
det var en ganske nærværende tale.
Det
var ikke som dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere
boligminister Jytte
Andersen og
kunne fortælle hende, hvad borgmester Jens
Kramer Mikkelsen nu
ville sige. Hun var hvis meget imponeret, indtil jeg fortalte hende,
at jeg faktisk havde skrevet store dele af talen. Ja og Jytte
har
været en flittig gæst ved markedsdagene. Hun har også
selv holdt indvielsestale.
10 minutters
ministersnak – på sønderjysk
Også
ministrer har aflagt markedsdagene et besøg. Det var således
et helt arsenal af Bodyguards og politibetjente, da daværende
integrationsminister Bertel
Haarder
aflagde et besøg. En masse TV – folk fulgte i hans
fodspor. Nu har han jo, tro det eller ej, altid været en lun
fætter. Jeg kendte udmærket hans baggrund fra det
sønderjyske Rønshoved.
Til
alle de tilstedeværendes store fortrydelse råbte jeg Mojn
efter
ham.
Dette
afstedkom en 10 – minutters sønderjysk konversation. Det
var ikke noget, der behagede dem, der skulle planlægge
tidsskemaet. Men den gode Bertel
huskede
optrinnet. For et par år senere genkendte han mig ved en
reception på Rådmandsgades
Skole.
Livlige forhandlinger
Egentlig
har dette heftes forfatter næsten også været med
fra starten. Godt nok har det været et par års pause. Men
i mange år stod jeg i Nørrebro
Handelsforenings bod.
Hvert år foregik der her livlige forhandlinger. Og det var
faktisk også her ved det runde bord, at foreningen fik
forståelse for Ungdomshusets
fredelige
beboere og støttede deres bestræbelser for at få
et nyt hus.
Foredrag under umulige
forhold
To
gange har jeg holdt foredrag til Kulturelle
Markedsdage. Men
det er god nok en umulighed. Dengang larmede et Tivoli. Og oppe fra
scenen larmede (det må man ikke sige) et orkester. Samtidig sad
folk og lyttede til FCK gennem deres mobiltelefoner og meget mere.
Den anden gang var det Salsa
og sambarytmer, jeg
skulle overdøve.
Byfest uden
røvballebands
MetroExpres
kaldte
engang vores markedsdage for Byfest
uden Røvballebands. Men
ellers har det knebet med omtale i medierne. Det sælger meget
bedre, når der er ballade på Nørrebro.
Og
det havde det også været dengang en TV2
– Journalist ringede
lørdag formiddag op i butikken. Kan
du nævne nogle negative episoder med indvandrere? Jeg
svarede ham, at indvandrere hverken var bedre eller bedre end andre
mennesker og for øvrigt var jeg selv indvandrer.
Til
sidst bad jeg ham om at stille op til Kulturelle
Markedsdage og
få vendt den negative attitude. Og hvad skete? Jo Kulturelle
Markedsdage fik
tre gyldne minutter i den bedste sendetid.
Masser af musik
Gennem
årene har der på markedsdagene været spillet lige
fra P3
– rock til
svedig blues. Selv har jeg gennem handelsforeningen været med
til at sponsere Cajun,
Jazz og Swing – musik. Ja,
Bertel
Haarder
blev så begejstret for Det
danske Tonefilmorkester,
at han engagerede dem til et seminar i Vejle.
Men
ellers har det været så berømte bavne som jokeren,
Islam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience,
Røgslør, Det Danske Drengekor, Omar Mazcuk, fessors Big
City Band, Annapuna og
mange flere. Og aldrig vil jeg glemme levende gospel – musik
søndag formiddag fra G
– Force.
Fodbold og Løb
Fodboldturneringer
er afholdt her. Og jeg mindes også at et Markedsdags
– Løb er
blevet afholdt en enkelt gang.
Sæbekasseløb
har det sandelig også været. Ponyridning, hoppeborg
o.s.v. har det været.
I år var der ingen
Tivoli. Men ellers har de altid været med. Og et kæmpe
loppemarked hører hvert år med til begivenhederne.
Masser
af tilbud
Har
har været levende rotter i massevis, ja altså oppe fra
scenen. Endvidere har vi oplevet Tante
Andante, klovne i massevis. Et
år var der fantastiske artister fra Cirkus
Benneweis. Der
er danset Salsa,
Samba, Flamingo, Rock and Roll, Hip Hop og
meget mere her på markedsdagene.
En
advarsel skal dog hermed udtrykkes. Hold dine børn for ørerne,
når der er Stand
Up, for
man går under bæltestedet adskillige gange. Det er vel
ikke lige det, man kalder familieunderholdning.
Politikere
har brugt Kulturelle
markedsdage til
valggas. Utrolige mange ting er det lovet Nørrebros
borgere
hos alle de partier, der gennem årene har besøgt
markedsdagene.
Balloner
og PR – materiale er i tidens løb blevet kastet
over disken.
Kulinariske
drikke – og madboder som symboliserer
befolkningssammensætningen på Ydre
Nørrebro ses
hvert år til Kulturelle
Markedsdage. Min
favorit er absolut de afrikanske retter.
Dårlig
samvittighed kan man så opleve, når man er gået
forbi Agenda
21`s stand
med hensyn til affaldssortering. Og de gode gamle dage vrimler frem
hos Lokalhistorisk
Forening.
Kulturelle
Markedsdage har
udviklet sig til en fest på tværs af boformer,
indkomster, etniske skel og alder. Her kommer de både fra
Gråsten,
Sønderborg, Horsens og
Rødovre.
Kontrasterne mødes
Nørrebro
er
blevet stedet, hvor kontrasterne mødes. Og disse kontraster
mødes til Kulturelle
markedsdage:
Ikke meget friareal
På
Nørrebro
har
vi Danmarks
mest
tætte befolkning med 3 m2 friareal pr. indbygger. Gennemsnittet
for København
er
25 m2. Måske er det derfor, at Nørrebroparken
bliver
brugt så meget, og at tusinder og atter tusinder strømmer
til Kulturelle
markedsdage, og
nu har gjort det i ti år.
Journalister har
Nørrebro – tast
Det
er vel cirka 71.000 indbyggere på Nørrebro,
heraf
er knap 20.000 af en anden herkomst end dansk. Og journalister har en
såkaldt Nørrebro
– tast. De
rykker ud, når der er ballade. Når de slår en prut,
og begår den fejltagelse, at slå den på Nørrebro,
er
nyhedshelikopteren i gang med Breaking
News.
Vi
så faktisk en helikopter ved de 10. Kulturelle
markedsdage. Men
det var ikke nyhedshelikopteren – men der var jo heller ikke
ballade til markedsdagene.
Ingen blå
mandskabsvogne
På
Nørrebro
har
det altid været kamp og rebeller. Man har gerne reageret her
før alle andre steder. På Nørrebro
må
man gerne være anderledes, det samme er tilfældet på
Kulturelle
Markedsdage.
Og
dengang kendte de lokale betjente rødderne. Når der de
få gange i markedsdagenes historie har været optræk
til ballade, ja så var Martin
på
stedet.
Bortset
ved Bertel
Haarders besøg,
har der aldrig været blå mandskabsvogne på besøg
på Kulturelle
Markedsdage.
I
den forbindelse er det jo dejligt at se, at Natteravnene
gang
på gang er med.
Kigger
man efter boderne i årenes løb på Kulturelle
Markedsdage, ser
vi boder der går ind for socialpolitiske tiltag til hurtig
afklapsning. Mangfoldigheden i livet på Nørrebro
afspejler
sig i boderne.
Her
er også boden Brug
Folkeskolen. Ja,
40 pct. af Nørrebros
befolkning
har valgt at have deres poder i private skoler.
Overforsynet med
projekter
Et andet paradoks ved
kvarteret er, at der er overforsynet med projekter og opmærksomhed.
Men ofte er det tale om en uoverskuelig sump af henholdsvis
statsligt, kommunalt og frivilligt tilsnit.
Og
her er vi så tilbage ved boderne på Kulturelle
Markedsdage. Mange
af boderne indeholder jo netop personer, der gør noget for de
andre på Nørrebro.
Glem ikke Kulturelle
markedsdage
I
år var der ingen kvarterløft eller områdeløft,
der viste frem, hvad de havde udrettet. Politikerne må aldrig
glemme området, selv når bevillingerne til sådanne
aktiviteter er opbrugte. Lokaludvalget
har
delvis taget over. De giver masser
af
penge til forholdsvis fornuftige aktiviteter. Mit håb er at de
også i fremtiden vil betænke Kulturelle
Markedsdage.
Denne institution har
ikke mere Områdeløft og Kvarterløft i baghånden.
De er der alle sammen
Normalt dukker de
kommunale institutioner op med tre – fire boder.
Fritidsklubber, Ungdomsklubber, sportsforeninger, ja enkelte
privatskoler kommer her også.
Frivillige foreninger, en
enkelt fagforening, et galleri, en avis, en TV – station, en
bank, en musikforening og så videre. Jeg må indrømme,
at jeg først nåede en runde, da jeg havde pakket boden
ned.
Og
bag alt dette står Foreningen
Kulturelle Markedsdage. Foreningens
formål er
Kommer de næste
Kulturelle Markedsdage?
Ja og når man så
har en bod er man automatisk medlem af foreningen, og det har også
sine fordele:
Som
beskrevet er Kulturelle
Markedsdage en
stor del af Nørrebroparken.
Det
er mit store håb, at det vil lykkes at overleve, så de
11. Kulturelle Markedsdage også kan afvikles.
De
bærende kræfter i Arrangørgruppen
har
i år efter år været John
Dickov, Anker Pedersen, Jørgen Bruun, Ingrid Skovgaard, Erik
Skov Olesen, Vivi Vehn, Vera Larsen og
Sprechstallmeisteren
Henning C Hansen. Uden
dem havde vi ikke Kulturelle
Markedsdage. Godt
gået!!!!
Værd at vide om
kvarteret
Lundtoftegade
I
medierne bliver Lundtoftegade
udråbt
som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet
det ikke. Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger
gadebilledet. En stor andel af beboerne er anden etnisk herkomst end
dansk. Gaden strækker sig fra Borups
Plads til
Hyltebro
i
nord.
Hyltebro
Under
Hyltebro
løber
Lygteåen
i
skumle rør. Indtil 1909 dannede den grænsen mellem
Brønshøj
og
Nørrebro.
Hvorfor
broen over åen hed Hyltebro,
ved
man ikke rigtig. Men der var mange Hyltetræer
lige her. Allerede i 1500 tallet lå her en bro, der førte
over Lygteåen.
Den
var af træ, men blev efterhånden så nedbrudt, at en
ny måtte opføres. Den blev omkring 1717 erstattet af en
stenbro.
Jagtvejen
Jagtvejen
var
egentlig en sti. Her red kongens mænd på fasanjagt eller
lerdueskydning på Borgmester Vang (1694). Her optrådte
også falke. Jagtvejen
blev
forbundet til Tagensvej
i
1899.
Nørrebros
Runddel
Nørrebros
Runddel er
Danmarks
ældste
runddel. Den blev anlagt i 1750 samtidig med Jagtvejen.
Dengang
var Runddelen
det
sted kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord
for København.
Snart
blev der bøvl med de store poppeltræer, der var plantet
med 8 – 10 alens mellemrum. Blandt andet påstod møllerne,
at træerne tog vinden fra deres vejrmøller. Så
kunne man jo lige så godt omdanne dem til hestemøller,
sagde de. I 1844 blev det derfor besluttet at borthugge hver anden af
træerne. Forskønnelsesforeningen
anbefalede
desuden at man fremover plantede linde – eller elmetræer.
Stefansgade
Stefansgade
er
egentlig en gammel markvej, der hed Havremarksvej.
Den
er cirka 750 meter lang og gadelauget udnyttede, at der var noget,
der hed Kvarterløft.
Tomme
butikslokaler blev fyldt med trendy butikker. Her finder vi også
nogle af områdets ældste beværtninger.
Ja,
Stefanshus
er
vel omkring 109 – 110 år gammel. Og Café
Lille Peter er
vel også omkring 100 år gammel. Her er mange legender om
levende og døde personer. Blandt andet Moster
Inge, som
var Danmarks
første striptease – danseinder. Efter
sigende skulle hun have optrådt på Moulin
Rouge. I
en sen alder skulle hun have haft meget smukke ben. Men mændene
holdt sig på afstand. Hun skulle have haft et meget iltert
temperament.
Engang
havde de her Københavns
billigste
øl – priser.
Gaslygterne
holdt sig længe i Stefansgade.
Hver
morgen og hver aften kom lygtemanden og gik fra lygte til lygte. På
en stang var der monteret et fyrtøj, der blev betjent af en
lang snor. Om aftenen åbnede lygtemanden for gassen. Så
brændte gadelygten hele natten. Om morgenen slukkede han for
gassen.
Engang
var en bil kørt ind i en af gaslygterne. Hele Stefansgade
måtte
evakueres. Gassen sivede ud, og der var eksplosionsfare.
Petersdal
Der,
hvor El
– Giganten i
dag ligger, lå engang landstedet Petersdal.
En
del af bygningen blev i mange år drevet som Café
Petersdal.
Bygningen
blev nedrevet i 1930erne. I stedet opførtes den store Nora
– Bio. Dengang
var det Københavns
tredje
største biograf. Den blev lukket i 1977 og afløst af et
supermarked.
Over
på den anden side lå Petershvile,
der
en overgang havde samme ejer som Petersdal.
Det
var renteskriver Peter
Feddersen. Endnu
i 1880 drev gården et selvstændigt landbrug sammen med
Ventegodt.
Petersdal
strakte
sig fra Hyltebro
, Lundtoftegade og
Esromgade.
Petershvile
Den
lå i nærheden af Nissedal.
Og
denne gård hed sandsynligvis Mester
Jokums Gård indtil
1766. Her boede bødelen. Det kan dem på Heimdalsvej
2
så tænke lidt over.
På
et kort fra 1865 skimtes også gården Enighed,
ikke
at forveksle med det senere mejeri af samme navn.
Ventegodt
Her
på stedet levede i mange år jøderne
Melchior. Når
børnene skulle i skole inde i byen, skulle de spørge de
rejsende om de måtte køre med. Kostede det mere end 2
skilling måtte de stakkels børn gå den lange vej.
Gården
lå her allerede i det 18. århundrede. Ejendommen lå
mellem Esromgade
og
Lundtoftegade.
Jægersborggade
En
af de meget kendte gader er Jægersborggade.
Den
er kendt for den omfattende hash – handel og for en meget aktiv
lokal handelsforening. Man vil gerne have samme ry som foreksempel
Elmegade
inde
på Indre
Nørrebro.
De
første spor går tilbage til midten af 1880erne. Dengang
var det en grusvej, som kantedes
af
enkelte et etagers samt to – etagers bygninger. Anlæggelse
af stationen var skyld i en hurtig udvikling.
Man
skulle tro, at gaderne mellem Jagtvejen
og
Stefansgade
var
rejst omtrent på samme tid, så trøstesløse
forkommer de, måske lige med undtagelse af Bjelkes
Allé med
dens småhaver foran husene. Bebyggelsen af Jægersborggade
tog
først endelig fat, da stationen var anlagt. Ved udgangen af
året 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang.
Husumgade
lå
mere eller mindre ubebygget i en halv snes år. Først i
vinteren 1898 – 1899 skete der her en ændring.
Her
i Jægerborggade
har
den store byggematador Alberti
tjent
mange penge. Men ellers var det i begyndelsen et kompagniskab mellem
chokoladefabrikant Christoph
Cloétta og
justitsråd Albert
Nicolaj Schioldann, der
ejede gaden.
På
hjørnet af Jagtvej
og
Jærgersborggade
optrådte
syngepiger fra 1889 til 1903. De blev skiftet ud med billardborde. Så
sent som i 1958 lå her Café
Jægersborg. Det
var også det år, at en svensk godsejer bebudede at han
ville skille sig af med Jægersborggade.
Land og Folk sluttede
en af sine artikler af med følgende linie:
Gaden
havde de følgende år en lidt broget tilværelse med
forskellige ejerskaber. Det endte med, at beboerne købte
ejendommene. Andelsboligselskabet AB
Jæger er
sikkert en af landets største på området?
Og
tidligere var der nærmest rockerkrig i gaden. I den ene halvdel
nærmest Stefansgade
holdt
Galopping
Goose til,
mens Fithy
Few var
i den anden halvdel.
Galopping
Goose blev
senere til Hells
Angels med
hovedkvarter i Titangade,
som
de måtte fraflytte i 1996.
Folmer Bendtsens Plads
Hvorfor
hedder det mon Folmer
Bendtsens Plads? Ja,
maleren Folmer
Bendtsen er
slet ikke fra Nørrebro.
Han
er født på Vesterbro
og
kom i pleje i nærheden af Runddelen.
Efter
at han havde været ude at sejle, bosatte han sig i
Lygtekvarteret
omkring
1925. Som kommunist blev han anholdt og sat i Horserød
– lejren, men
herfra flygtede han i 1943. Efterfølgende var aktiv i
modstandsbevægelsen BOPA.
I 1953 havde han et opgør med DKP
efter
Stalins
forbrydelser.
Man
kan godt kalde Folmer
Bendtsen for
arbejderklassens maler. Ifølge ham selv kunne kunsten være
med til løse det sociale problem ved at vise arbejdernes
vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed.
Julius Bloms Gade
Hvorfor
hedder det mon Julius
Bloms Gade og
Julius
Bloms Plads? Denne
Julius
Blom var
tømrermester og brandmajor. Ud over sin medvirken i en lang
række opførelser af huse på Nørrebro,
medvirkede
han til modernisering af Københavns
Brandkorps. Han
blev forfremmet til vicebrandmajor. Senere modtog han titlen som
etatsråd. Tidligt i sin karriere sad han i
Borgerrepræsentationen.
Han
var knyttet til en række institutioner såsom Sparekassen,
Nye danske Brandforsikring, Rysensteen og
Københavns
Sporvejsselskab. Julius Blom døde
den 14. juni 1900 som en velhavende mand. Han efterlod sig flere
børn.
Heinesgade
Gaden
er opkaldt omkring 1904 efter overretssagfører
Nathan Heine. Han
var ekspert i byggesager.
Bjelkes Allé
Navngivet
1878 efter rigsadmiral Henrik
Bjelke. Han
var søofficer i krigene mod Sverige
omkring
1644. Frederik
den Tredje hindrede
en duel mellem Bjelke
og
adelsmanden Hannibal
Sehested. Af
samme grund blev Bjelke
pensioneret
i 1650. Da der trak op til krig i 1657, blev han alligevel udnævnt
til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels
Juels overkommando.
I 1662 blev han rigsadmiral.
En kirkegård med
det hele
Der
bliver også gravet over på kirkegården. Ikke kun
når der skal graves nye grave. Her skal også ligge en
Metro
– Station. Og
denne kirkegård rummer så meget.
Ikke kun de lokale brugte
kirkegården, nej den blev hurtig et tilløbsstykke for
alle københavnere.
Kirkegården
blev indviet den 6. november 1760, da disciple
fra
Vor
Frues Skole sang
Penge
som Judas slængte. I
begyndelsen anså man kirkegården som en fattig –
kirkegård. Men det ændrede sig, da den sønderjyske
adelsmand, Johan
Samuel Augustin blev
begravet her på Assitens
Kirkegård. Denne
Augustin
skrev
i sit testamente, at han aldrig med forsæt havde fornærmet
nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke
påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at
blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde
ulæsket kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb.
Augustin
banede
vej for, at det bedre borgerskab nu ville lade sig begrave herude på
Nørrebro.
Den
fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så var der ellers
forskellige gradueringer. Ville man begraves tæt på
muren, ja så kostede det ekstra.
Da
grosserer Jørgen
Beck skulle
begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn
til
Nørrebro.
Da
Johan
Leonhard Fix, direktør
for Asiatisk
Kompagni skulle
bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt. Der
var Fløjels
Ligvogn med 4 Heste, Kusk, Biløber, 8 Ligbærere, 9 Vogne
til Sørgeparene, 25 Tjenere og 2 Politibetjente.
Og det bedre borgerskab
ville beundres selv i døden, så de købte flere
gravsteder på en gang.
Heldigvis
indførte man i 1920 begrebet Normalbegravelse.
Fra
den tid skulle man ikke betale ekstra for orgelspil og andet.
I
1805 beklagede bladet Politivennen,
at
der var masser af stavefejl på gravstenene. Desuden fandt man
det uanstændigt at især De
Laveste Klasser festede
på livet løs blandt gravene. Politivennen
kaldte
det for
Offentlig Værtshus i Benhuset.
Ja og så overholdt
man ikke regulativerne med hensyn til, hvor langt man skulle lægge
én ned i graven. De tre alen blev langt fra overholdt. Så
var det frit løb for de herreløse hunde, der her på
kirkegården kunne få sig en bid.
Der kom også klager
over manglende selvjustits. Snart var det opgravede knogler, der fik
lov til at flyde på jorden, snart var det graverne, der mødte
op i lurvet påklædning. Ja og så havde man lige
glemt at grave til en begravelse.
Man
diskuterede i 1805, om det nu skulle hedde Gravløkken,
Mindemarken, Fredslunden eller
Fædremarken.
På
et skilt, placeret omtrent der, hvor der nu er byggeplads stod
følgende at læse, Hvilested
for de Afdøde, Medlem af den Kristne Menighed i Kjøbenhavn.
Der
var mange meninger om, hvordan man skulle begå sig på
kirkegården. Rødhårede skulle farve deres hår.
Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at bryde
den højtidelige stemning. Og digteren og lægen J.Cl.
Tode mente,
at tilmurede begravelser var farlige, fordi
de holder på dunsterne. Når
graven så skulle åbnes, for at indsætte den næste,
ville man være udsat for en forfærdelig
giftatmosfære.
Tilstrømningen til
kirkegården var enorm. Man talte om at indføre entré.
Fra 4 – 10 skilling ville være passende. Det vil sige, at
det skulle være gratis for kirkegårdsarbejdere og de
pårørende. Andre forslag gik ud på, at hunde, børn
og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det
skulle ikke bare bekendtgøres med en plakat, nej der skulle
sandelig ansættes vagtpost. Og så talte man om, at
opsætte tribuner, så alle kunne overvære de
fornemme begravelser.
Og i 1807 blev alle
opsynsmænd fyret. De solgte sprit på kirkegården.
Det var med til at sætte ekstra gang i løjerne. Og
ulykkerne fortsatte. For i 1820 blev der klaget over krybskytteri på
harer og agerhøns på kirkegården.
Det
var altid liv hos de døde. Selv H.C.
Andersen lagde
mærke til det. I et af sine sidste eventyr Portnøglen
fra
1872 skriver han om Hvæsende
Lirekasser og snævrende Klarinetter og spisende Folk blandt
Gravstenene. Det
var netop det eventyret handlede om Madkurve
– fænomenet på Assitens Kirkegården.
En
rejsebeskrivelse af F.J.
Meyer beskriver
udmærket forholdene:
-Det er Samlingssted
for Alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den
forkastligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men også
for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som paa Søn –
og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredevis liggende
paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker,
spisende, smøgende, tryllende sig Fulde af Øl og
Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i
kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasse
eller snærende Klarinetter.
Natten
efter den 23. juli 1798 skete der noget dramatisk på Assitens
Kirkegaard. Atter
engang var gravrøvere på spild. Da de nåede den 20
– årige Gertrud
Bodenhofs kiste
rejste denne sig halvvejs op, og udbrød, Så
befri mig dog fra dette mørke sted. Hun
lovede de to gravrøvere guld og grønne skove og en
rejse til Amerika.
Men
de to røvere tog en spade og myrdede hende.
Historien
er ganske vist. En af røvere tilstod hændelsen på
sit dødsleje på Frederiks
Hospital over
for ingen ringere end Jens
Peter Mønster, den
senere biskop af Sjælland.
Og
Gertruds
bror havde
givet udtryk for, at han ikke kunne forstå, at hans søster
havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten.
Allerede
i 1783 havde den navnkundige teolog Dr.
Bastholm erklæret,
at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde
skar ansigt eller om de vågnede.
Ved
Runddelen
oprettedes
i 1808 et lokale for eventuelle skindøde. De afdøde
kunne henstilles med en snor om håndleddet, således at
snoren var forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken så
løs, ja så var det fare på færde.
Når
H.C.
Andersen var
ude at rejse, havde han altid et skilt med, når han lagde sig
til at sove. På skiltet stod der Jeg
er kun skinddød. Bedemænd
begyndte at sælge kister med ilttilførsel og
signalapparater i tilfælde af …….
I
1833 stod kister i vand. Og dette vand løb ned i Ladegårdsåen.
Det
havde man advaret mod. Men der skete ikke rigtig noget.
I
1879 kunne man i Blade
fra Kirkegaarden læse,
at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen
var
fundet døde. Man mente, at de havde drukket vand fra
Ladegårdsåen.
Den
skulle være blevet forurenet af vandet fra kirkegården.
Alt bliver normalt i
2018 – eller gør det?
På
de foregående side har I kære læsere kunne læse
bare en lille bitte flig af, hvad der er sket i Nørrebroparken
og
omkring denne. Hvad der sker i fremtiden vil tiden vise. Efter planen
skulle Metrocity
– ringen være
klar i 2018. Til den tid må vi også tro, at
Nørrebroparken
og
Assitens
Kirkegaard vender
tilbage til det normale. Det er ingen tvivl om, at den kollektive
trafik får et kæmpe løft. At linien så
skulle have været ført ned til Stengade,
ville
jo have været mest praktisk.
Vi
skal også til at vende os til nye navne. Nuuk
Plads, ja
det er der hvor Rantzausgade
og Jagtvej mødes. Det
ville nu have været bedre med Sønderjyllands
Pladsen. Det
siges ikke kun, fordi man er sønderjyde. Nej mange sønderjyder
lægger faktisk navn til veje og gader i området. De fik
navnene efter genforeningen. Da havde man ikke glemt Sønderjylland.
Skjolds
Plads, ja
det er krydset mellem Haraldsgade,
Sigurdsgade og Slangerupgade. Der
kommer flere navne, som vi skal vende os til.
Lad os nu håbe, at
de pladsdannelser, der bliver etableret, bliver etableret med
omtanke. En stenørken samler ikke mennesker.
Og
formålet med dette hefte, ja det var såmænd at
hylde græsrødderne og dem, der nu for 10. år
arrangerer Kulturelle
Markedsdage. Tænk,
hvis Breaking
News helikopteren kunne
bringe andet end bål og brand fra Nørrebro.
Tænk
hvis de kunne fortælle om alle de kreative på Nørrebro.
Nåh nej, det sælger ikke!!!!
Tak
til alle dem, jeg i årenes løb har samarbejdet med i
talrige udvalg, foreninger m.m. på Nørrebro.
I er bare så kreative. Og
for dem, der vil have mere historie. Meld jer ind i Nørrebro
Lokalhistoriske Forening og Arkiv eller
klik på www.dengang.dk
Forfatteren
Omkring
Nørrebroparken – mens vi stadig husker den:
November 4, 2010
Vi tog på en rask cykeltur til Utterslev, Bellahøj, Bispebjerg, Søborg, Brønshøj, Grønhøj og til Husum. Vi besøgte restaurant Bellahøj, Bispebjerg Hospital, Carlstad, Husumhus, Frederiksgaard og Linie Buh. I Grønhøj brugte de en kirkebarak. Og så var det hver år diskussion om spanskrør og spyttekummer på en skole. Vi hører også om Danmarks første ballonfærd, hvor damerne dånede.
Nørrebro sælger bedre
Når man passerer under højbanen er man ikke mere på Nørrebro. Men ordet Nørrebro sælger godt i medierne, så ordet bruges, når det er ballade ude i Nordvest.
Indrømmet det ord lyder ikke særlig lokalhistorisk.
Det lyder meget bedre, når vi siger Utterslev, Bellahøj, Bispebjerg, Grønhøj, Søborg, Brønshøj og Husum og Grønhøj
Vanskeligt at afgrænse
Allerede når vi har passeret Lygten Station er vi i en anden bydel. Ja, den er formelt først opstået i 1847 med udstykninger langs Frederikssundsvej.
Egentlig er det vanskeligt at afgrænse området, når man skal beskrive det historisk. Men vi forsøger alligevel. Brønshøj Sogn bestod jo netop af Nordvest, Emdrup, Brønshøj, Husum og Vanløse). Ja herude var der også noget, der hed Sokkelund Herred.
Hurtig springer vi over Lygten Station. Den er beskrevet indgående i andre artikler. En fantastisk smuk bygning også indefra, men med en meget dårlig akustik. Det er svært at holde foredrag herinde.
Det er herude vi har Lygtekvarteret, Provstekvarteret, Ørnevejskvarteret og Pipfuglekvarteret. Her har vi også noget, der glæder en sønderjyde, Genforeningspladsen. Egentlig skulle vi også fortælle om beboerne i Lersøen. Men dem har du mødt i tidligere artikler. Vi burde også skrive om Grundtvigskirken. Men den kommer i en særskilt artikel.
En rask cykeltur
Og du skal være i nogenlunde form, hvis du lige som forfatteren vil tage turen på cykel. Således kan du sagtens mærke bakketoppene herude. Ved Brønshøj er der 37 meter, ved Bellahøj 31 meter, ved Utterslev 29 meter og Bispebjerg 31 meter.
Vand til søerne
Den sydlige del af Bispebjerg drænes mod Lersøen, som havde to afløb, et via Grøndalen mod Damhussøen. Så var det også via Lygteåen, langs den nuværende Lygten, Bispeengen, Ågade, Åboulevarden og ud mod Kalveboderne.
Senere blev åen ført ind mod søerne i København, for at bidrage til et højt vand-niveau i Sortedamssøen, Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Dengang var de en del af Københavns
forsvarsværk.
Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Hospital blev tegnet og bygget af Martin Nyrop i årene 1908 – 13. Nyrop valgte et system af fritliggende pavilloner. Allerede i 1901 havde stadsarkitekt Fenger valgt den mulighed. Men han døde i 1905. så Nyrop
måtte træde til.
Man planlagde 12 pavilloner, men der blev kun bygget seks stk. Dertil kom to operationsbygninger, hvortil der hørte forbindelsesbygninger, dernæst badebygning, køkken, vaskeri, maskinhus, funktionærbygning, et vandtårn, tre port-bygninger, patologisk institut samt et kapel.
Den 19. september 1913 blev det moderne sygehus indviet. Man havde afskaffet klokken, hvis man skulle have hjælp. Man brugte en rød pære i stedet.
Den tyske besættelse satte sit præg på Bispebjerg Hospital. Af flere grunde blev sygehuset centrum for behandling af modstandsfolk, samt beskyttelse af jøder og efterfølgende transport til Sverige.
Bellahøj – frisk luft og god udsigt
Når man står ude foran Restaurant Bellahøj, ja så er det svært at forstille sig, at man kun er fem minutters cykeltur fra storbyens larm og trængsler. Herude er der frisk luft og en god udsigt. Vi var her ofte for en del år siden med Nørrebro Handelsforening og Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger.
Moses Levin Mariboe
Egentlig starter historien på Utterslev Torv i 1682. Men vi springer elegant frem til 1793, hvor købmand og grosserer Moses Levin Mariboe køber gården Johanneshåb på Brønshøj for 2.200 rdl. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler,
Mariboe var flyttet til København i 1744. Faderen var indvandret fra Schlesien til Maribo. Der har slægten taget sit navn.
I 1792 blev gården opført som en smuk enetages bygning med en pragtfuld udsigt over hele København. Den er opkaldt efter sønnen Moses Levin Mariboes første kone, Isabella eller Bella Henriques.
Hovedbygningen var 11 fag lang og syv fag dyb. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og en kostald til 24 køer. De englænderne i 1807 bombede København, var Brønshøj besat af engelske tropper. På Bellahøj
lå engelske tropper i en periode på to måneder.
Familien Lütgen
I 1813 erhvervede premierløjtnant i Sø-etaten, senere kontraadmiral Magnus Lütken ejendommen. Nu blev den kaldt for Avlsgården Bellahøj. Efter hans død i 1847 overtog hans enke, Cecilie Lütken gården. I 1867 købte hun en nærliggende gård. Derved fordobles Bellahøjs jorde til ca. 100 tdr. land.
Indtil hendes død i 1875 boede enken på gården sammen med sønnen Otto Hans Lütken.
Inden krigsudbruddet i 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marineminister. Også i det lokale liv var han aktiv, bl.a. formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76.
Han var gift med Annie Buntzen, der som barn boede i hus med familien Heiberg. Her på Bellahøj var denne familie ofte på besøg.
Brønshøj Sogns Børneasyl fik 1893 et gavebrev af Annie Buntzen. Siden 1886 havde til huse på en af Bellahøjs ejendomme, Frederikssundsvej 108 c. Senere blev asylet overdraget til Brønshøj Kirke.
Brand på Lille Bellahøj
I 1888 – 99 blev en stor del af jordene solgt til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning, jorden omkring Utterslev Asyl og omkring Lille Bellahøj. Disse bygninger var opført 1848 – 49.
I 1900 overtog kommunen Lille Bellahøj efter en brand. I Illustreret Tidende fra den 28. oktober 1900 kan man læse:
Sidste søndag aften nedbrændte alle bygningerne på den Københavns kommune tilhørende ejendom ”Lille Bellahøj” på Utterslev Mark. Ved 8 – tiden så vejfarende flammer slå op af taget på den gamle stråtækte staldlænge, og hurtigt bredte ilden sig til tre andre gamle bindingsværkslænger . Ingen af gårdens beboere var hjemme, og slukningsarbejdet syntes at lide af visse landelige svagheder, så at det ikke kunne hindres, at også hovedbygningen antændtes, ligesom nogle få husdyr indebrændte.
Flammerne fra den gamle tørre bygning lyste højt op på aftenhimlen. Den tiltrak mange af hovedstadens beboere. Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester og svedne træer. Lille Bellahøj blev dog genopbygget som Ny Bellahøj på en anden beliggenhed. En af døtrene boede her i mange år sammen med hendes mand.
En velhavende familie
Pauline Lütken, den anden datter forblev ugift. Hun var den sidste beboer på Bellahøj. Hun var stiftsdame til Vallø. En stor del af året boede den ene af hendes brødre, Anton Frederik Lütken også på Bellahøj.
Familien Lütgen var en særdeles velhavende familie. Flere gange forsøgte Københavns Kommune at købe ejendommen. Det lykkedes først i 1925. Men de to søskende Pauline og Andreas blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.
Da Pauline døde i 1932 overtog kommunen også hovedbygningen. Borgerrepræsentationen vedtog i 1937 at indrette restaurant i bygningen til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj.
Ejere af Restaurant Bellahøj
Hvem der var den første ejer af Restaurant Bellahøj vides ikke. I 1948 overtog direktør H.C. Hansen ejerskabet. Han døde allerede i 1951, hvorefter enken kørte virksomheden videre. Og det gjorde hun godt. I hele 34 år, og
den dag i dag fortælles der om alt det som Clara Hansen kunne udrette.
I oktober 1984 var det Anton Sønderskov, der overtog stedet. En omfattende renovering gjorde oplevelsen endnu større. Ja, Sønderskov købte ejendommen af kommunen.
I november 1995 kom familien Elvstrøm til, og de var der også den aften, hvor Nørrebro Handelsforening fejrede 110 års fødselsdag.
Fra 1938 til 1967 fungerede Bellahøjmarken som dyrskueplads.
Fra kongrescenter til idrætshal
Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug som kongrescenter i 1965. det varede i godt ti år, hvorefter centret på Amager blev taget i brug. Bygningerne på Hulgårdsvej blev indrettet som idrætscenter. Det er det som vi i dag kender som Grøndalscentret.
Grødslottene
Ved udgravningerne til højhusene indrettede man en friluftsscene af de mange jordvolde. I øvrigt blev Danmarks første højhuse på stedet kaldt for Grødslottene. Navnet kom sig af, at havde man betalt huslejen havde man kun råd til grød.
En anden betegnelse var skyskraberne. Bebyggelsen rummer 28 højhuse med fra 9 – 13 boligetager med i alt ca. 1.300 overvejende små boliger.
Carlstad
Ja og tænk. Her lå i 1658 – 60 under Københavns belejring 30..000 svenske lejesoldater. Ja der opstod en hel by, der blev kaldt Carlstad. Byen blev bygget af den svenske Kong Carl den Tiende Gustav.
Byen omfattede området fra Brønshøj Kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og højhusene på Bellahøj i nord og sydøst.
Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden, såsom Svenskelejren og Skansebjerg. Og så siges det, at Brønshøj Kirke fungerede som våbendepot.
Landbrugets udvikling
Omkring Bellahøj Parken anlagdes allerede i 1938 et friluftsteater. Men ikke nok med det. En stor oval plads, benævnt Ringen. Her blev også opført udstillingslokaler, der skulle vise landbrugets udvikling gennem de forløbne 50 år. Området strakte sig over 100 tdr. land. Det strakte sig fra Frederikssundsvej – Bellahøjvej mod nord til Godthåbsvej mod syd og fra Degnemose Allé mod vest til Hulgaardsvej mod øst.
Linie Buh
En ny sporvognsforbindelse oprettedes fra Bellahøj til Københavns Banegård. Det var et billede af en ko på siden, så selvfølgelig fik linien navnet Linie Buh.
En ny lokal politistyrke på Bellahøj med 80 mand blev etableret. Næsten en million mennesker besøgte dyrskuet.
Friluftsteater fra 1938
Hele 5.000 pladser fik Friluftsteateret. Man bød på alskens underholdning, der spændte over folkemusik til klassisk. Og så var det et grønlænderkor samt Niels Bukhs gymnasiaster.
Berlingske Tidende heftede sig ved, at der på premieren fløj en Reklame Flyver hen over Teatret og vakte betydelig forstyrrelse.
Politikens anmelder Viggo Cavling karakteriserede Teateret som et fund:
Det ligger som et Idyl midt i Storbyen i den gamle Bellahøj Park med en stor vifteformet Tilskuerplads, der svagt skraaner op ad Bellahøjen og med Scenen kranset af Træer og Buske og flankeret af to Trefødder med den hellige Ild. Lydene fra det store Landbrug høres ikke, undtagen naar en Reklameflyvemaskine summer højt oppe i Luften.
Det nye Bellahøj Friluftsteater blev en succes fra dens start . I foråret 1939 overtog Københavns Kommune friluftsteateret af Landbrugsrådet. Gennem tiden gav friluftsscenen københavnerne store oplevelser.
Vaskebrædtet
Bellahøj er også kendt for sine gode kælkebakker. En af dem kaldes for Vaskebrættet. Den er ikke særlig stejl, men den er lang. Under særlige forhold kunne man få en ekstrem høj fart på kælken. I 60erne og 70erne blev der kørt dødsejlere på Vaskebrættet. Det var store hjemmelavede kælke, der blev styret ved hjælp af en lang stok/pind.
Og så har Anna Pihl gjort Station Bellahøj verdensberømt i Danmark. Den fungerede tidligere som hovedkvarter for Politiets Efterretningstjeneste.
Grøndal
En lidt længere cykeltur fører os til Godthåbsvejen. Det var oprindelig landevejen til Roskilde. Grøndalen ved Grøndal Station var vandskellet mellem Ladegårdsåen og Grøndalsåen. Her kunne man altid komme tørskoet forbi. Som led i Københavns vandforsyning blev de to vandløb forbundet og Damhussøen blev byens vandbeholder. Vesterbrogade og Roskildevej kom først til i 1770 – 77.
Godthåbsvejen var også grænsen mellem landsbyerne Brønshøj og Utterslev.
Grøndal er en mærkelig størrelse. Officielt hedder bydelen kun Vanløse. Fire gårde dannede begyndelsen til Grøndal. Det var Frederiksgård, Grysgård, Fordresgård og Brønshøj Bakkegård. I 1840 havde gårdene ca. 40 indbyggere.
En kirkebarak fra 1918
Mange af de mennesker, der bosatte sig i Grøndal i 1920 og 1930 var selvstændig erhvervsdrivende og håndværksmestre.
Grøndal er ikke opstået omkring en eksisterende landsby. Derfor har den aldrig fået nogen egentlig administrativ eller statistisk status. I 1922 udskiltes bydelen dog som selvstændigt kirkesogn. Borups Allé danner grænsen mod øst.
Grøndals Kirke er fra 1928 og ligger på spidsen af Hulgårdsvej og Hillerødgade.
Kommunen havde opkøbt store mængder af jord, for at undgå byggespekulation. De havde set, hvor galt det kunne gå på Nørrebro. Men de havde ikke tænkt på en kirke. Stort set hele området øst for Godthåbsvej blev opkøbt af kommunen i 1890erne.
Frivillige fik bygget en barak – kirke i 1918. Træhytten var dog uegnet til dette formål. Den var kold og fugtig. En grund blev tilbud, men menighedsrådet mente at kirken ikke skulle gemmes af vejen, men kunne ses.
Omfattende byggeri
Det første byggeri var egentlig Grøndalsvænge Haveboligforening. De fleste huse var dobbeltvillaer bygget i perioden 1915 – 18. I 1928 kom området nord for Hillerødgade til. Egentlig var dette til mindrebemidlede. Men indskuddet var alligevel så stort, at kun beboere med en hvis indkomst havde råd til at flytte ind her.
Omkring 1918 opstod der en del nærbutikker i området. Meget populær var Spæk-brugsen. Den hed sådan, fordi man både havde en kolonial – og viktualieafdeling.
I 1915 blev der opført husvilde-boliger, som var midlertidig bebyggelse af såkaldte træbarakker. Det var i trekanten Godthåbsvej, Rønnebærvej og Hulgårdsvej. Bebyggelsen havde gode friarealer. Bygningerne stod helt til 1962. Efter nedrivningen blev der opført højt elementbyggeri af boliger. Det var Københavns Kommune, der opførte disse boliger. I dag er det en privat andelsboligforening.
Frederiksgård
I området lå Frederiksgård. Den blev drevet af de tre søstre, Hermine, Valida og Alvilda Beyer. Gården blev oprindelig ejet af den svenske major, Mech. Han solgte den til grosserer A.F. Beyer i 1806. Beyer var gået fallit med sin forretning inde i byen i 1817.
Familien Beyer drev landbrug. Men han drev også pensionat for sindssyge, åndssvage og døvstumme. Den sidste ejer var murermester N. Mikkelsen Sørensen. I dag er det Frederiksgårds skolen, der ligger på gårdens grund. Den blev bygget i 1930erne.
De tre søstre havde delt arbejdet imellem sig.
Hermine stod for det rent landbrugsmæssige. Alvida tog sig af det omfattende havebrug og husholdingen tog Vavild sig af. Familien Beyer fik i alt ni børn.
En fjerde søster, Sille Henrikke Christine Beyer skrev syngestykker og skuespil til Det Kongelige Teater. Og det havde hun en hvis succes med. Hun oversatte også dramatiske værker fra tysk og spansk.
Der blev sat meget pris på hendes arbejde af direktør Johan Ludvig Heiberg. Og sandelig var hun også privatsekretær for Johanne Louise Heiberg.
Georg Brandes kunne ikke lide det
Det var lidt usædvanligt for en kvinde dengang, at beskæftige sig med den slags. Og det var da heller ikke noget, der behagede Georg Brandes:
Den gamle pæne Dame gik til Værks i den bedste Hensigt. ”Ved min Strømpes Azur” sagde hun, ”Jeg skal lempe disse Personer til efter Nutidens dramatiske Fordringer ” og saa tog hun en hel Pose fuld af Figenblade frem, og overalt hvor Shakespeare havde givet sig en Blottelse, der havde hun et Figenblad parat.
Nobelpris til fætteren
En bror til de tre frøkener var præst i Herlufmagle. Han havde en søn, der kaldte sig Fredrik Bajer. Ja egentlig hed han Frederik Beyer. Han startede fredsbevægelsen i Danmark sammen med sin kone, Mathilde. Og han blev i 1908 hædret med den ene halvdel af Nobels Fredspris.
En lille plads ved Tagensvej, Bajers Plads er opkaldt efter ham. Og A.F. Beyer fik også opkaldt en vej efter sig.
Pladsdannelsen i spidsen af Godthåbsvej/Rønnebærsvej blev i slutningen af 1990erne navngivet som Grøndal Torv på initiativ af Grøndal Lokalråd. Man ville med navngivningen gerne markere Grøndals identitet.
Spørgsmålet er om Grøndal overlever som kvarter med egen identitet. Man er presset fra mange sider. Grøndal Kirke gør i hvert fald sit til at bevare identiteten. Den har nærmest funktion som kulturhus.
Utterslev
Den ældste bebyggelse i området er fundet nær ved Utterslev Mose. Her er fundet primitive jagtvåben, ben-spidser med modhager. Alt tyder på, at der har ligget en boplads på stedet. Senere er der kommet bofaste agerdyrkere og kvægbrugere.
Omtalt 1186
Ja og vi skal også huske på, at området omtales i det berømte brev – det såkaldte gavebrev udstedt i Verona i 1186, hvori Pave Urban den Tredje bekræfter Valdemar den Stores overdragelse af Sokkelund Herred (Støvnæs Herred) til Biskop Absalon.
I brevet står, at gaven bl.a. består af borgen kaldet Havn (senere København) samt Utterslev med alt tillæggende (det var landsbyerne Serridslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby og et bol i Brønshøj samt Emdrup). Utterslev må på den tid have været den vigtigste by i hele det landområde, der kaldtes Støvnæs Herred.
Jordebogen fra 1370
Næste gang Utterslev nævnes, er i Roskilde – bispens jordebog fra 1370. Heri er en fortegnelse over bispesædets ejendom. Her står, at Utterslev bestod af 9 bol (en bol er den jord, som normalt hører til en gård). De tre af den tilhørte hovedgården. Ejeren må have været en meget betydelig mand på egnen.
En landmålingsmatrikel fra 1688 afslørede, at der lå 11 gårde og 9 huse omkring Utterslev Gadekær.
Udskiftning i Utterslev
Men Utterslev var oprindelig en landsby. I 1792 lå der 16 gårde i byen. Efter udskiftningen blev 5 liggende. Landsbyen strakte sig herefter helt ned til den nuværende Nørrebro Station, helt ud til Godthåbsvej og Bellahøj. Mod vest strakte arealet sig til Rådvadsplænen.
Den ene af de gårde, der blev liggende i byen var Utterslevgård. Den ene af længerne er menighedshuset til Utterslev kirke. Og når vi nu er ved kirken. Lige over for ligger de oprindelige arbejderboliger i Tages Huus.
Bydelen Bispebjerg hedder fra 2006 faktisk Utterslev, når der tænkes i valgkredse.
Fantastisk natur ved Utterslev Mose
Når du på cykel kommer til Utterslev mose, føler du dig hensat i en anden verden. Man forstiller ikke sådan en natur så tæt ved storbyen. Oprindelig var stedet en tørvemose. Det var meget lidt vand, ja faktisk var det kun nogle kanaler fra Frederik den Andens tid. Et arbejdsløshedsprojekt fik gjort stedet til det, det er i dag.
Mosen er Københavns største fuglereservat. Den store ø ved voldgravens udløb blev af børnene kaldt for Djævleøen. Officielt hedder den dog Teglholm. Myten siger noget om, at der har været et teglværk på stedet.
Utterslev Sø var efterhånden vokset til en regulær mose. Den blev oprenset i 1587, hvorefter Frederik den Anden anlagde fiskedamme og byggede en sluse i den østlige ende for at sikre høj vandstand.
Vandet fra Utterslev blev via trærender ført til København, hvor det indgik i byens vandforsyning i de såkaldte vandkunster, hvor borgerne hentede deres drikkevand. Før slusen blev bygget, havde søen/mosen haft det med at fryse til is om vinteren og tørre ud om sommeren. Slusen sikrede en mere jævn vandforsyning. Kongen ansatte en damvogter til at at overvåge vandstanden.
En kro – som ekstra indtægt
Det at være damvogter var bestemt ikke et givtigt job. I 1679 udstedtes en krobevilling af amtmanden, så damvogteren kunne supplere sine indtægter ved salg af øl m.m. til forbipasserende.
I 1721 fik kroen kongelig bevilling til at holde udskænkning. Ja det var starten på Søborghus Kro. Den lå på hjørnet af den nuværende Gladsaxevej og Søborg Hovedgade.
Vandet var forurenet
Hele mosen er vel ca. 1 gange 3 km og i dag et afvekslende område af søer og holme samt et fantastisk dyreliv. Tidligere var den faktisk meget forurenet.
Den østlige del af Utterslev – søerne var antagelig forbundet med Esrum Sø via Rosbækken mod Ryparken videre ud til Hellerup. En anden å har formentlig ledt vandet nordpå mod Gentofte Sø og videre over Erme-lunden og østpå til Klampenborg.
Jægerkroen
Jægerkroen var den eneste beværtning i Utterslev. De andre beværtninger lå nede på Frederikssundsvej. Krohaven blev brugt til politiske agitationsmøder. Har var der også prædikanter, der holdt vækkelsesmøder. Men også Frelsens Hær kom og gav koncert.
Men efterhånden udviklede den sig til et rigtigt værtshus med masser af slagsmål. Den blev misligholdt og blev revet ned omkring 1944.
Villaen var en jagthytte
En meget sjov ting var Villa Sokkelund. Den blev erhvervet af tidligere Tivoli – direktør, L.E. Thrane i 1899. Ved en ildebrand i huset fandt man en indemuret sten med årstallet 1770. Det viste sig, at dele af huset var opført det år til Christian den Syvende, der havde brugt stedet som jagthytte.
Her ligger også en vej, Møllegade. Grunden var, at der for enden lå en mølle indtil 1908 i den østlige ende. Efter nedrivningen blev der opført et dampbageri.
På Utterslevvej blev der i 20erne opført husvildebarakker. Omkring Utterslev Gadekær opstod et helt butikscenter. I 1965 var der endnu 34 butikker.
Omkring Bispebjerg Kirkegård
Nordvest – kvarteret op mod Bispebjerg Kirkegård var indtil 1930 domineret af gartnerier og havekolonier. På grund af bolignøden boede man dog hele året i disse kolonihavehuse.
Om vinteren var der is på væggene inde i husene. Men efterhånden blev der bygget på Skoleholdervej, Møllerlodden, Gravervænget og Ringertoften. Kvarteret fik kælenavnet – Fra vugge til grav. Naboskabet til Bispebjerg Kirkegård lod sig ikke fornægte.
I Gravervænget var der 100 små lejligheder af relativ høj standard med eget toilet. Der var dog ikke bad og heller ikke centralvarme. Lejlighederne blev opvarmet af kakkelovne. Her boede hovedsagelig håndværkere, ufaglærte og enlige, mindrebemidlede mennesker. Der var mange børn og unge mennesker.
Kvarterets dårlige ry opstod efter den store arbejdsløshed i 80erne og 90erne. Københavns Kommune eksporterede en masse sociale problemer til kvarteret.
Søborg
Søborg kendes som Søborre og Søberg. Det kan måske betyde Bakken ved Søen. Navnet kendes også fra Søborghus Kro og fra den store Søborggård, der leverede jord til den kommende by.
Søborrevangen strakte sig fra Emdrup til og med nuværende Søborg og omfattede bl.a. Emdrup og Utterslev Søer. Søborggård var den største gård i området. Her på jorden opstod Villabyen Søborg ved Glasaxevej, Marienborg Allé, Aakjærs Allé og Søborghus Allé.
Der hvor Gladsaxevej og Søborg Hovedgade starter, blev der i 1721 anlagt en kro, der fik navnet Søborghus Kro. Vi omtalte også kroen under Utterslev. Den betjente de rejsende, der benyttede den af Christian den Fjerdes anlagte Frederiksborgvej, der fortsatte op til Frederiksberg Slot i Hillerød. Vejen er i dag stadig hoved-færdselsåre mellem Gladsaxe og det indre København.
En by med vokseværk
Hvis man ved århundredeskiftet kom kørende fra Bispebjerg mod Buddinge måtte man som i dag – passere den lange Søborg bakke. Når man havde nået toppen kunne man nyde den flotte udsigt over København. På begge sider af vejen neden for bakken, lå store marker med tilhørende gårde.
Efter udstykningen af gårdene på Buddinge Mark, blev Søborg Grundejerforening stiftet i 1905. Omkring århundredeskiftet var en del af området Gladsaxe– Herlev Kommune og bestod af 11 bondegårde, 7 huse og 2 villaer. Der boede kun i alt 159 indbyggere. Området havde tydeligvis endnu et landeligt præg.
Udstykningen påbegyndtes med Søborggårds jorde i 1901. Mange af gadenavnene minder om de gamle gårde, Maglegården, Lundegården, Hyldegården.
Problemer med drikkevand
Vandforsyningen viste sig hurtig at være et problem. Der blev gravet flere og flere brønde. Og så skete det, at der ikke var vand nok til alle. En sommer kørte der en vogn rundt i byen med vand. Endelig 1909 blev der opført et vandværk ved Gladsaxevej tæt op til Søborg Mose. Her blev der fundet masser af vand.
Der var ikke anlagt kloakledninger ud til Øresund. I første omgang blev der anlagt en stor septiktank tæt ved Søborg Mose, hvortil spildevandet blev ledt efter at have passeret tanken.
Så kommer butikkerne
I 1905 startede den første købmand på Søborg Hovedgade. Og i 1922 byggede slagtermester N.P. Larsen et helt lille strøg med fem butikker som tilbygninger på hans private villa på hjørnet af Søborg Hovedgade og Niels Bohrs Allé.
”En storby er ved at rejse sig, sagde en borger. Indtil da foregik salget til borgerne fra hestetrukne vogne, der kørte rundt og faldbød slagter – og mejerivarer.
Udvalg til velgørende formål
I 1905 blev en familie forsøger i Søborg uhelbredeligt syg. Han kunne ikke arbejde, da han havde fået tuberkulose. Familien led stor nød. Det fik tre mennesker nys om, og oprettede et Udvalg med det Formaal at afholde Velgørenheds – og Folkekoncerter i Filantropiens Tjeneste.
Folkekoncerterne blev en institution i Søborgs selskabelige liv, hvor de største af datidens navne fra Det Kongelige Teater kom og optrådte. Overskuddet gik til forskellige gode formål. Udover at donere penge til nødstedte privatpersoner, samlede man til kirkebyggeriet.
I 1915 oprettede man et læseværelse og tre bogværelser i forbindelse med koncertsalen på Erik Bøghs Allé. Ja man lagde grunden til Gladsaxes første offentlige bibliotek.
Også et observatorium med Skandinaviens største kikkert kunne man prale med. Dette glemte observatorium lukkede i 1934 på grund af brandfare.
Privatskole
I 1906 var der 877 indbyggere. Den nærmeste skole var i Buddinge. Skolebyggeri i Søborg mente sognerådet var for dyrt. Hurtig opstod der to privatskoler i området. Først i 1908 blev der indrettet en-pavillons-skole ved Frederiksborgvej.
Frk. Andersen – Højer tilbød at undervise op til 60 børn for en samlet betaling for 600 kr. pr. år.
Petroleumslygter holdt sit indtog i 1904. 10 lygter var det til at oplyse Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Men i 1908 – 1909 blev der trukket el – ledninger gennem byen. Gasforsyningen kom i 1917.
Spyttekummer og spanskrør
I 1911 behandlede man et forslag om, at der skulle indrettes spyttekummer i alle klasseværelser på skolen. Hygiejnen eller mangel på samme gav sig også udtryk i, at skolebørnene hver fjerde mandag skulle have renselsesbad. I forbindelse med badedagen ansøgte lærerrådet om at få bevilliget et par gummistøvler og et gummiforklæde.
Ja og så var det lige det med pegepinde. Mindst en gang om året behandlede lærerrådet dette spørgsmål. . Lærerne brugte disse rekvisitter til andet end at pege med. Og når det så blev hamret hårdt i bordet for at få ro, ja så var det ikke altid disse rekvisitter kunne holde til behandlingen.
Den første sporvogn i 1924
Sporvognene havde endestation ved Lygten Station. Efter oprettelsen af kirkegården ved Bispebjerg blev linje 5 forlænget. Beboerne i Søborg håbede snart, at det blev deres tur.
Men de skulle vente hele 20 år. Beboerne i Søborg havde planer, om selv at anskaffe en omnibus. Der kunne dog ikke skaffes midler nok, og man fik ikke tilladelse til en offentlig holdeplads på Københavns grund.
I 1914 gav Magistraten tilladelse til omnibusruter mellem Bispebjerg og Søborg, hvoraf den ene dog blev indstillet efter et par års forløb.
Den 16. maj 1924 ankom den første sporvogn til Søborg under stor jubel og fest .
For at skaffe bedre bedre transportmulighed til Gentofte Sygehus oprettedes i 1938 en trolleybusforbindelse mellem Søborg Torv og Hellerup. Den sidste sporvogn gennem Søborg kørte den 30. april 1962.
Meget mærkeligt så slog Slangerupbanen en bue uden om Søborg. Beboerne blev snydt for jernbanen.
Søborg Kirke (Nissehuen)
Anden juledag 1914 kunne menigheden endelig indvie Søborg Kirke. Man havde allerede haft en præst i flere år. Allerede i 1905 talte man om et menighedshus. Og i primitive kælderlokaler under Søborg Skole, holdt man de første gudstjenester.
Turen til Gladsaxe Kirke var lang og besværlig. Og kirken, ja den kaldes i folkemunde for Nissehuen.
I 1921 blev der oprettet et sogn, der blev kaldt Søborggaard.
Brønshøj
Brønshøj eller Brunshogæ nævnes første gang den 21. oktober 1186 i et brev fra pave Urban til biskop Absalon.
Denne Absalon var sikkert bygherren på Brønshøj Kirke. Her var også en helligkilde. Den hed Thors eller Thorstens kilde. Om det er den, der har givet navn til Brønds – høj vides ikke.
Helligkilden ved Holcks Plads var meget søgt under pestepidemierne i 1592, 1619 – 20 og 1637.
Brønshøj Bakkegård lå efter udflytningen syd for Gadekæret. Det er i dag området ved Brønshøjvej og Krabbesholmvej
Ryttergodset
Det var her i Brønshøj, at der lå en rytterskole. Det skete i 1721, efter at man havde fået en Landmilits. Ved en resolution af 23. august 1721 blev det bestemt, at der i hvert rytterdistrikt skulle opføres et skolehus. Den kom til at ligge bag det område vi i dag kender som Brønshøj Torv.
Regimentets skriver, Thomas Hansen købte gæstehuset Brønshøjgaard. Til denne hørte en liden kro.
Allerede fra 1670 var dette sted eftertragtet af den københavnske middelstand, der i Brønshøjs landelige idyl, nøde den gode, sunde luft.
Fra 1729 til 1757 var Thomas Hansen administrator af ryttergodset.
Danmarks første ballonfærd
Her fandt også Danmarks første bemandede ballonfærd sted. Det var studenten, Johan Peter Colding, der stod for den lange rejse fra Nørreport til Brønshøj bakke. Politiet anslog at 90 pct. af Københavnsbefolkning
overværede begivenheden. Politiet var også forbløffet
over, at så mange damer, der dånede.
Sporvogn til Brønshøj
I 1902 nåede den første sporvogn ad Frederikssundsvej frem til Brønshøj. Her blev Brønshøj Torv endestationen. I begyndelsen hed den linie 9, men allerede året efter skiftede den navn til linie 5.
Byggeforeningen Enigheden var årsag til at især mange børnefamilier flyttede til Brønshøj. Og i 1901 blev en ny skole indviet med 200 elever, 3 lærer.
Fra 1898 til 1923 blev der anlagt 100 nye veje i byen. Byen fik femdobbelt sit indbyggertal på de 25 år. I 1901 boede der kun 1.881 indbyggere i byen. I 1940 var tallet vokset til 42.401.
Befæstningen
Egentlig tager det ikke så lang tid at nå Vest-volden på cykel fra Nørrebro. Ja, det var englænderne der var skyld i, at befæstningen blev anlagt. De skød København i sænk. Man havde vel ikke tænkt sig eget over, at man skyde over voldene.
Mellem 1885 og 1894 blev fæstnings-ringen anlagt. Fæstningens front mod syd udgjordes af søforter, der strakte sig fra Hvidøre over Middelgrunden og Kastrup til Avedøre. Nordfronten kom tilsvarende til at bestå af en fremskudt række af forter med en linie af batterier bagved. Fort og batterilinjerne skulle i krigstid suppleres med kunstige oversvømmelser.
Vestfronten kom til at bestå af en bred sammenhængende voldgrav med en kraftig vold bagved. Den strækker sig i en blød bue fra Kalveboderne til Utterslev Mose.
2.000 voldbisser
Omkring 2.000 voldbisser knoklede gennem fire år, for at bygge Vest-volden. Selv om vi med nød og næppe undgik krigen i 1914 var Københavns Befæstning fuldt bemandet under hele krigen.
Den samlede længde er på 15 kilometer. Hele 23 batterier, hver bestykket med 4 – 8 kanoner, er imponerende. Og så var det hele forbundet med et Batteritog (Voldbanen), der kunne køre derhen, hvor der var mest brug for den.
Staten ejer Vest-volden som også kaldes Husumvolden. I 1925 fik kommunen lov til at åbne volden nord for Frederikssundsvej mod at vedligeholde beplantningen. I 1932 får publikum offentlig adgang. Et stykke af volden var dog stadig afspærret med vagter med hunde indtil 1960erne.
Ved Avedøre Kasserne (Filmbyen) var en del af volden afspærret til 1995. Kasernen havde ammunitionsdepoter i voldens kasematter.
Mange svenskere deltog i bygningen af volden. I 1899 kom det til et stort slag på Slangerupvej (Frederikssundsvej). Arbejderne var ikke tilfredse med deres løn.
Husum
Fem landsbyer i Brønshøj Sogn blev i 1901 indlemmet i Københavns Kommune. Det var Husum, som er opstået omkring vores tidsregning. (år 0), Utterslev fra år 500. Og så endelig Brønshøj og Vanløse, som er opstået i vikingetiden omkring år 1000 – 1100. Ja og så var vi lige ved at glemme Emdrup. Her var allerede på Biskop Absalons tid en stor gård.
Landsbyerne flytter i perioder. Men i år 1200 synes det som om, at de har fået deres endelige beliggenhed. I Middelalderen hed området Støvnæs Herred og fra ca. 1445 Sokkelund Herred. Og herredstinget lå, der hvor Gladsaxe – senderen ligger i dag. Omkring 1620 blev flere herreder lagt sammen under Københavns Amt.
Husumhus
Fra middelalderen lå der en stor hovedgård Husumhus i landsbyen. Ni andre gårde lå i nærheden. De var alle fæstegårde og tilhørte Roskildebispen. Efter reformationen i 1536 tilfaldt de kongen.
Husum var en del af kongens rytterdistrikter. Det betød, at det var sønnerne af fæstebønderne, der blev udtaget først til krigsryttere. Men de skulle også passe landbruget. En kongelig rytterskole blev oprettet omtrent hvor Brønshøj Torv i dag ligger.
Bønderne i området gjorde i 1600tallet hoveri på Ladegården.
Søgaard
Gården Søgaard lå i selve Husum Landsby. Gårdens placering var dårlig. Jorden lå langt væk. Ejeren købte dog en ny gård og mere jord. Desuden byggede han også en ny. Den sidste rest af denne, blev revet ned i 1965. En stor grundejerforening har navn efter denne gård.
På arealet fortsatte Søgaard Gartneri. Den gav senere areal til Åkandevej og Gadelandet samt i første omgang plads til virksomhederne Dansk Gulvkludefabrik og Husum Tryk. Arealerne blev senere overtaget af Radiometer.
Bebyggelsen af det nuværende Husum begynder først i 1820erne. Da Frederikssundsvejen i 1923 – 24 blev udvidet kom der gang i byudviklingen.
Vores cykeltur er slut. Jeg ankom efter mange timer i det interessante kvarter i god behold til mit hjem på Østerbro. Den næste ”ekspeditionstur” går nord og øst for Østerbro. Glæd jer til den historie, og så må jeg nok hellere tage rigelig med vand med. Der går meget til på sådanne ture.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14.02. 2022