Artikler
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL FINDES I EN BEDRE OG REDIGERET UDGAVE – SØG EFETER “EN TOLDER – FAMILIE FRA HÆRVEJEN (b)
Den
første Arnkiel kendes fra 1420. 1568 berettes om et mord på
Toldsted. Den vilde præst fra Hellevad. En Arnkiel bliver
henrettet. Uægte børn og slagsmål hørte til
i familien. Flugt til Sverige og Norge. Amtmanden ville have Toldsted
for at sikre sit uægte barn. Dyb fjendskab mellem provst og
amtmand. Og så kom en komet over Aabenraa som et mørkt
varsel. Køer, svin og får græssede på
kirkegården.
Toldsted
nævnes i 1487
Hertug
Adolf den Syvende ville ikke nøjes med den indtægt han
fik fra tolden ved Gottorp.
Han
ville også have noget fra nordgrænsen af sit rige.
Beslutningen er taget mellem 1435 og 1440.
Første
gang, Toldsted
nævnes
ved navn er i 1487. Her er der tale om en kro på Hærvejen.
En
søndag aften i 1487 fik Kong
Hans her
tiden til at gå med at spille med Hertug
Magnus. Han
måtte hos sin sekretær skaffe sig 10 rdl. til at
doble med.
Fra
nord kom især heste – og øksnehandelens
mænd og fra syd kom de handlende med humle, klæder og alt
det, der samledes under begrebet kramvarer.
I 1522 brændte det
hele. Og alt måtte genopføres.
Den
første Arnkiel
Og
navnet Arnkiel
er
uløseligt forbundet med Toldsted.
Det
ældste ejendomspapir, som familien kunne fremvise i 1690erne
stammede fra året 1500. Det vedrørte dog kun noget
tilkøbt jord.
Der
forligger ingen beviser for, at familien
Arnkiel har
fået overladt embedet omkring 1435.
Den
første Arnkiel
som
vi kender er den Hartlich
Arnkiel, der
nævnes engang efter 1420. Sandsynligvis er det den samme som
nævnes i Flensborgs
Vor Frue købmandsgilde. Navnet
Hartvig
er
blandt de ældst kendte i familien.
I
blodslægt med Urne – slægten
Arnkielernes
våben
svarer nøje til det våben, som Urne
– slægten førte.
Våbenet som Urne
– slægten førte,
var et ørnelår med tilhørende klo. I Danmarks
ældste
kirkebog, som findes i Hjordkær
Kirke,
har præsten tegnet dette mærke ud for alle indførsler,
der vedrører familien Arnkiel.
Den
jord, som Toldsted
og Nybøl ligger
på, har engang været Urne
– slægtens jord.
Måske har der været et blodfællesskab mellem
Urnerne
og Arnkielerne. Bolderslev var
Urnernes
hovedsæde,
og Bolderslev
Frigård har
været i Urne
– slægtens eje.
Nogle
historikere har hævdet at Arnkiel
har
forbindelse til lokaliteten Arnkiel
på
Als.
Ordet
anar
kan
henledes til ørn.
Og
slutleddet til ordet kilde.
Efterleddet
kan tolkes af tysk kiel
for
fjer.
Langt ude
Måske
kan navnet henføres til det gamle mandsnavn Arnketil.
Og
her støder vi på det ældst kendte Urne
– navn, Ketil Urne. Og
så er vi fremme ved en anden stor slægt i Nybøl,
der
hed Eskelsen,
Eschelsen.
Fornavnet Eskild,
As – ketill, indeholder
også navnet Ketil,
Kjeld.
Eskelsen
– slægtens jord
i Nybøl
stødte
lige op til Toldsted.
Nu
er vi måske lidt langt ude. Vi må nok hellere overlade
resten til de garvede slægtsforskere.
Den
første omtale af en tolder på Toldsted
stammer
fra Aabenraa
Amts ældste
regnskaber fra 1535, hvor der nævnes Asmus
tor Tolnestede (Asmus til Toldsted). Han
kaldes i 1539 Asmus
Kukelhan. Først
i 1563 kaldes han ved sit rette navn, Asmus
Arnkiel.
Kukelhan
var
utvivlsom et øgenavn til kromanden på Toldsted.
Undertiden
blev han også kaldt Asmus
Kröger (plattysk for kromand).
Ja
og begrebet Kückelhaen
kendes
fra en god øl, der blev brygget i Aabenraa.
Et nyt sogn
Asmus
Arnkiels ungdomsår
har været præget af megen uro. Med egne øjne har
han set Hertug
Frederiks og Johan Rantzaus landsknægte
og ryttere under deres færd nordpå ad Hærvejen
i
1523 forbi det nedbrændte Toldsted.
Undervejs
slog de lejr ved Rise.
Efterfølgende
stormede de Aabenraa.
Han
har sikkert også oplevet bondeopstanden
ved
Urnehoved.
En
ny kirke blev i det tidsrum opført i Hjordkær.
Toldsted med
Nybøl,
Kassø og
Årslev
samt
Sønder
Ønlev blev
lagt ind i det nye sogn.
En ny præst med ny lære
Den
unge junker Christian
med
sin kun 14 – årige hustru var begejstret for den nye
lære. Og allerede i 1528 havde man i sognet en ny præst,
der var fortrolig med Martin
Luthers lære.
Præsten Andreas
Generanus var
bondesøn fra Genner.
Hans
søn, Jacob
Genranus indførte
kirkebogen.
I
Aabenraa
Amts regnskaber
fra 1535 findes der en udgiftspost, der viser at feltherren og
drabanten på Gottorp
sammen
med 14 heste har fortæret for 7
mark dansk på
Toldsted.
Mord på Toldsted
Ganske
givet har det været mange gøremål for Asmus
Arnkiel på
Toldsted.
Hans
pligt var at holde øje med gæster, der tog sig af de
våde varer. Han skulle også holde øje med
smugleri, der bare ville smutte forbi. Han skulle også håndhæve
husordenen. Det var ikke altid helt let. Således kom to karle
op at slås den 21. april 1568. Det endte med et mord, der fik
et retsligt efterspil.
Christoffer Arnkiel
Da
Jacob
Generanus i
1573 begyndte at føre kirkebog, var Asmus
Arnkiel åbenbart
død, siden han ikke nævnes i den. Hans søn og
efterfølger Christoffer
Arnkiel omtales
første gang i 1575 i forbindelse med hans søns dåb.
Han
var gift to gange. Først med Kirsten,
der
døde i 1595, og derefter med den tredive år yngre, Anna,
der
levede helt til 1645. Selv døde Christoffer
i
1616, 81 år gammel.
I
den tid, hvor Christoffer
var
tolder og kromand var krigene langt borte fra Sønderjylland.
Det
betød opgangstider for stedet. Udlandet var villige til at
betale høje priser landbrugsvarerne, især stude, heste
og svin.
Dette betød
velstand i mange sønderjyske bondehjem. De rige sønderjyder
bestående af storbønder, herreds – og
sognefogeder, frigårdsejere, møllere, toldere og
sognepræster indgik økonomisk og socialt særdeles
velovervejede ægteskabsforbindelser.
Herved
skabtes en mærkbar afstand til de jævnere fæstere
og kådnere.
Standsmæssig
gift
Tolder
– familien på Toldsted
tilhørte
den absolutte bonde – overklasse. Christoffers
datter
Meta
(1581 – 1659) blev
gift med Ensteds
sognefoged,
Jens
Thaysen i
Stubbæk,
og
deres sønner blev begge herredsfogeder over Lundtoft
Herred. Først
var det Peter
Thaysen i
Stubbæk,
der
blev gift med en præstedatter fra Løjt. Derefter var det
Michael
Thaysen, der
var ejer af Buskmose
i Rinkenæs Sogn.
Sidstnævnte
var gift med enken efter Hans
Bennich til
Buskmose.
Hun
var datter af herredsfoged Friedrich
Bentzen, Tønder Herred.
Hele tiden var det tale
om standsmæssige ægteskaber.
Det
samme kom til at gælde for Jürgen
Arnkiel, som
var Christoffer
Arnkiels ældste
søn af af andet ægteskab. Han fortsatte som tolder på
Toldsted.
Hans
hustru var Voldborg
Troelsdatter
fra Hjerndrupgård.
Og
det var af ham, som den berømte Troels
Arnkiel fik
sit fornavn.
Den vilde præst fra Hellevad
Omkring
år 1600 opstod der en krise. Priserne var skruet op, men der
var ikke mere det overskud, som før. De fattigste led stor
nød. Det fik Hellevad
– præsten, Nicolaus Helduaderus (Heldvad)
til at angribe købmænd, storbøndere og møllere.
Han sprogbrug var meget bombastisk.
På
Toldsted
var
der også utilfredshed med den opfarende præst. Senere
skrev Troels
Arnkiel om
den bramfrie og uværdige præst.
I
Aabenraa
var
der også ballade. 125 af amtets bønder besluttede sig,
at samles på Toldsted
og
drage mod Gottorp
for
at protestere over for hertugen.
Det
endte med, at sekretæren Wolf
Kalundt blev
forflyttet til Løgumkloster.
Amtmanden,
Friedrich
Ahlefeldt tog
senere konsekvens af protesterne og opgav sit embede i 1605.
I
1608 måtte Hellevad
– præsten forlade
sit embede. Siden reformationen havde familien beklædt dette
embede.
En
storbrand i Aabenraa
i
1610 og mordet på borgmester Claus
Esmarch vakte
røre. En række markante personer var involveret, blandt
andet Nicolaus
Heldvads efterfølger, Jørgen Lund. Han
blev henrettet i Flensborg
anklaget
som medgerningsmand til mordet.
Dette
betød, at Hellevad
– præsten, Nicolaus Helvad atter
mente, at han kunne beklæde stillingen. Men i julen 1611 måtte
han igen ud i landflygtighed, denne gang for stedse.
Såret
af naboen
I
sit første ægteskab havde Christoffer
Arnkiel tre
sønner, Asmus
(født 1583), Hartvig (født 1589) og Jacob (født
1597). I
andet ægteskab var det Jørgen
(født 1597) og
Frederik
(født 1603).
I
det travle hjem på Toldsted
har
det sikkert ikke været tid til at tage sig af børnene.
Alle drenge kom til at stå i datidens bøde – og
strafferegister.
I
1601 var det dog de to naboer, Jes
og Peter Eschelsen der
fik en bøde, fordi de i
mere end blot overdreven kådhed havde
forvoldt den dengang 18 – årige Asmus
Arnkiel skade
på Toldsted.
De vilde sønner
I
1612 var det dog Asmus
Arnkiel, der
var den skyldige. Han blev dømt 2 rdl i bøde, fordi han
havde slået Peter
Eschelsen. Opgøret
fra tidligere var åbenbart ikke glemt.
Året
efter var den gal igen. Brødrende Asmus
og
Hartvig
Arnkiel stod
da anklaget for Aabenraa
Byting. Jacob Petersen fra
Tønning
beskyldte
dem for at have tilføjet hans broder stor skade på åben
gade, da han var på vej til sit herberg.
Men
ikke nok med det. I amtsregnskabernes bøderegister fremgår
det, at Asmus
Arnkiel havde
slået en fremmed babersvend og hugget to fingre af hans venstre
hånd. Han slap med en bøde på 4 rdl.
Hartvig
Arnkiel havde
slået samme svend med sit spyd over halsen
.Flere
voldshandlinger fulgte de næste år. Men i starten af 1615
fik et slagsmål med Aabenraa´s
byvægter,
Jørgen
Hansen og
hans medhjælper alvorlige følger. Det var Asmus,
Hartvig og Jacob Arnkiel, der
havde været i byen. Det endte med at byvægteren døde.
Et
nævn på 12 mand dømte ved Bytinget
både
Asmus
og
Jacob
som
skyldige i drabet. Samtidig blev der udstedt en arrestordre på
Hartvig
Arnkiel, for
den skade han havde forvoldt medarbejderen.
En Arnkiel bliver henrettet
Asmus
slap
dog ud af drabssagen. Men den yngste af brødrende slap ikke,
selv om familien forsøgte alt muligt. Han havde lige fået
en bøde på 5 rdl for at have besvangret Bunde
Lorentzens datter
fra Nybøl.
Ved
hjælp af penge og gaver havde de fået den dræbtes
bror til at give afkald på dødsstraf over Jacob
Arnkiel. Men
det hele hjalp ikke så meget. Hertugen traf en afgørelse.
Og den 27. maj 1616 fandt henrettelsen af Jacob
Arnkiel sted
i Aabenraa.
Den gamle far var død
en måned forinden og slap for at opleve udgangen af den
sørgelige sag.
Flugt til Blekinge
Mord,
hor og strid prægede familien Arnkiels
omdømme.
Måske var det derfor, at Hartvig
brød
op fra hjemstavnen. I 1610 kun 18 år gammel blev han gift og
blev gårdmand i Sønder
Ønlev. Men
i 1617 rejste han med hustru og fem børn til Blekinge.
Det
var Danmarks
østligste
provins. Her blev han i 1632 nævnt som Kongelig
Majestæts laksefoged på
Mørum
Laxebo. Ifølge
lensregnskaberne ansøgte han i 1637 om at blive gift igen.
Uægte børn og vild
bryllupsfest
Christoffer
Arnkils embede
blev efter hans død i de første par varetaget af hans
enke, Anna
Arnkiel. I
1621 blev det overdraget til hendes ældste søn, Jørgen.
Han havde et iltert
temperament. Ved et bryllup havde han såret en gæst i
hovedet. Det kostede han 3 rdl. I bøde.
I
sine ungdomsår levede han papirløst med Anna
Lorenzdatter. For
at besvangre hende anden gange måtte han betale en bøde
i 1624. Han indgik et lovformeligt ægteskab, ikke med Anna,
men
med den mere standsmæssige Voldborg
Troelsdatter. De
fik efterhånden ti børn.
Sidste
gang Jørgen
Arnkiel nævnes
i bøderegisterene er i Aabenraa
amtsregisterene fra
1630, da han må bøde 1 rdl for at have slået Peter
Eshelsen. Det
var den samme mand, som hans broder, Asmus
et
par gange havde haft et udestående med.
Flugt til Norge
Lillebroderen,
Frederik
(Friedrich)slog
i 1623 Aabenraa`s
byfoged,
Claus
Arup (eller Claus Clausen fra Årup). Han
fik dog kun en bøde på 1 rdl. Grunden var, at byfogeden
var kendt som meget voldelig. Og denne byfoged endte sine dage på
en voldsom måde, kort tid efter.
Efter
denne handling forlod Frederik
Arnkiel
sin hjemstavn. Han tog til Bohuslen,
hvor han i 1667 endte sine dage som borgmester i Kongselv
(Kungälv).
Hans
halvbror endte med at blive svensk undersåt efter Karl
den Tiende Gustavs sejr
over Danmark
– Norge i
1658. Resten af denne slægt findes endnu i Sverige
og Finland.
Toldsted nedbrændt
Det
lystige liv blev brat afbrudt, da krigen rullede ind over
hertugdømmerne og videre ind i kongeriget. I september 1627
var den kongelige lejehær i vild flugt op ad Hærvejen.
Den
kejserlige feltherre Albrecht
von Wallenstein rådede
over en hær fra alle dele af det Tysk
– Romerske Rige, også
de fremmedartede kroater. Disse kroater blev af sønderjyderne
kaldt vilde
krabater.
Uge,
Bolderslev, Rise og
Øster
Løgum blev
alle flammernes bytte.
Heller
ikke Toldsted
undgik
denne skæbne. I 1627 havde alle forladt stedet. Alt var
nedbrændt. Handelen var ophørt og der fandt ingen
toldopkrævning sted.
Christian
den Fjerde fik
forhandlet en tålelig fred igennem i 1629.
Nye trængsler
Næppe
var freden indført før Jørgen
Arnkiel gik
i gang med at opføre sit ødelagte hjem. Skaderne blev
opgjort til 4.500 mark. Dengang havde det nok været det største
gæstgiveri på Hærvejen.
Og
toldbygningen var offentlig ejendom. Jørgen
Arnkiel gik
derfor til hertugen for at få hjælp og bistand.
Resultatet
af genopbygning var dog noget beskeden. Ove
Juel skrev
således i sin dagbog i 1639: Tollsted,
et Wertzhuus, men ikke synderligt.
Men
trængslerne var ikke forbi. I 1643 trængte Wallenstein
igen
ind i landsdelen. I Hjordkær
kirkebog nævnes
i disse år flere tilfælde af voldtægt og drab
begået af de svenske tropper.
Nicht
ein Pfennig,
havde Jørgen
Arnkiel til
sig selv i hele 1643. Atter engang måtte han starte forfra. Han
var efterhånden en knækket mand. Den 9. december 1653
blev han ført til sin grav på Hjordkær
Kirkegård.
Hans
ældste søn, Christoffer
skulle
føre hvervet videre.
Foruden
denne efterlod Jørgen
Arnkiel endnu
to sønner, Asmus
og
Troels.
Sidstnævnte
blev en navnkundig provst i Aabenraa.
Asmus
Arnkiel blev
ejer af Stubbum.
Helt
frem til 1820 havde familien Arnkiel
halvparten
af gården. Så på Haderslev
– egnen findes
også en gren af tolder – familien.
Jørgen
Arnkiels søn,
Christoffer,
opkaldt
efter sin farfar er antagelig født i 1626. I sine unge år
oplevede han masser af krige. Næppe var han blevet tolder på
Toldsted,
da Karl
den Tiende Gustav i
efteråret 1657 lod sin hær marchere op ad Hærvejen
og
videre over isen til de danske øer. I slutningen af 1658
overskred brandenburger,
kejserlige og
polakker
grænsen
til Holsten
for
at støtte kampen mod svenskekongen.
Men
for befolkningen var det en sand pest. Soldaterne begik selvtægt
og skaffede sig selv mad og andre fornødenheder. De bragte
også noget andet med sig, nemlig plettyfus.
Pesten udryddede et halvt sogn
I
lille Hjordkær
Sogn har
præsten i 1659 gjort krigens ofre op. Mortus
513 (513 døde). Det
må antagelig have været en tredjedel af sognets
befolkning.
På
Toldsted
anføres
kun et dødsfald. Det har antagelig været en af
Christoffer
Arnkiels medhjælpere.
Alle andre havde forladt stedet.
Familien
havde opgivet toldeftersynet på grund af plyndringer. De havde
taget ophold på hertugens ladegård ved Aabenraa.
Den lå vest for Brundlund
Slot, omtrent
der, hvor Hjelmhaverne ligger.
Atter
engang måtte familien Arnkiel
bede
myndighederne om hjælp til at få Toldsted
genetableret.
Kongelig besættelse
Selv
om freden havde holdt sit indtog i 1660, blev det også de
efterfølgende år en trang tid, ikke blot for Toldsted
og
dens beboere, men for det ganske land og rige.
Den
kongelige besættelsesmagt fratog Christoffer
Arnkiels beføjelser
fra 1676 til 1679. Hertugen kunne efter landflygtighed atter besætte
stolen i Gottorp
i
1679.
I
1684 rykkede kongelige tropper atter engang ind i den gottorpske del
af Sønderjylland.
Christoffer Arnkiel følte
sig klemt af situationen.
Hans
bror, provst Troels
Arnkiel
var kendt ud over det ganske land for sin troskab mod hertugen. Dette
havde sikkert også en indflydelse på, hvordan man
betragtede Toldsted.
Stedet
blev besat med oberst Bernstorff,
senere
dragoner, en korporal med fire menige under oberstløjtnant du
Mont.
En kongelig kommisær
Pludselig
var den en mand ved navn Karsten
Haagensen, der
blev ansat som chef på Toldsted.
Ja
han blev udnævnt som kongelige
kommisær. Han
var bestemt ikke ukendt, og en gammel kending af Arnkiel.
I
sine unge år havde Karsten
Haagensen forladt
sin fødeby, Aabenraa.
Han havde turet rundt i Europa
som
krigskarl i forskellige hære. Derefter havde han i en årrække
været borgmester i sin hjemby. Men han røg hurtigt uklar
med en stor del af borgerskabet. Efter eb række opgør
også af korporlig art, besluttede den gottorpske regering at
afskedige ham i 1681.
Men
Haagensen
havde
andre strenge at spille på. Hans ældste datter var grev
Conrad Reventlows mætresse. Og
greven var amtmand over Haderslev. Nu kunne Haagensen
vende
tilbage og vise sin magt over sine tidligere landsmænd. Selv
regnede han med atter engang at blive borgmester i Aabenraa.
Men
det endte med, at Haagensen
blev
forflyttet til Løgumkloster
og Christoffer
Arnkiel kunne
igen overtage sit embede.
Skatteforhold på Toldsted
En
anden grund til at man tvivlede på Christoffer
Arnkiel, var
hans skatteforhold. Han meddelte, at familien altid har haft
skattefrihed. Og den samme konklusion kom amtsforvalter
Caspar v. Saldern frem
til.
Men
Christoffer
Arnkiel var
blevet en træt mand. Hans hustru Maria
døde
den 12. september 1689. Christoffers
modstandskraft
var svækket. Sygdom satte ind, først og fremmest af
psykisk art. Den 9. februar 1694 døde han kun 51 år
gammel.
Allerede
den 12. februar 1696 måtte også hans søn,
Friedrich
Arnkiel føres
til graven. En datter, Margrethe
blev
gift med oberförster
Bertram Buchwald. Hendes
grav findes i Galten
Kirke mellem
Århus
og
Silkeborg.
Inde
i Hjordkær
Kirke minder
en stol med et trekøveragtigt topstykke om den afdøde
tolder og hans hustru. Den er fra 1676, og man læser på
den:
Familiens tid var forbi
Og
nu skulle man så tro, at en af sønnerne overtog hvervet
som sædvanlig. Men det skete ikke. Arnkilernes
to
hundrede års tilknytning til Toldsted
var
forbi.
Tolderens
nærmeste foresatte amtmand Friedrich
von Günderoth havde
andre planer. Normalt var det sådan at slægterne Arnkiel,
von Saldern, Kamphöver og
Günderoth kunne
afgøre alt omkring Aabenraa
imellem
sig.
Friedrich
von Günderoth var
standsmæssig gift med Adelheit
von der Wisch. Men
han havde fået en datter med en kvinde af betydelig lavere
stand. Hun hed Metha
(Mette)Ivers. Som
skik og brug var dengang, sørgede barnefaderen for sit
illegitime afkom.
Metha var
derfor i 1693 blevet gift i Aabenraa
med
en af amtmandens medarbejdere, Johann
Rönnau. Hun
var dermed placeret på et samfundsmæssigt passende trin.
Amtmandens
plan var at Rönnau
skulle
være den nye tolder på Toldsted.
En
sådan plan kunne kun ikke gennemføres uden et større
opgør med provst
Troels Arnkiel, der
varetog slægtens arvinger. Dette medførte et brud mellem
Aabenraas provst
og amtmanden.
Angreb mod embedsmanden
Og amtmanden fulgte det gamle trick,
at hvis man ville af med en embedsmand og dennes arvinger, skulle man
finde et eller andet, som ikke var i orden.
Troels
Arnkiel derimod
påviste, at Toldsted
havde
tilhørt slægten siden Kong
Hans tid.
Men de gottorpske myndigheder fastslog at bygningerne ved Hærvejen
egentlig
stod på selve vejen, og derfor tilhørte offentligheden.
Endvidere påviste man, at bygningerne flere gange var istandsat
på det offentliges bekostning.
Men
amtmanden var højeste myndighed og han bestemte. Den 18. april
1694 klokken ti om aftenen blev børnene tvunget til at forlade
deres fædrene hjem. En fodknægt
(betjent) fra
Aabenraa foretog
udsættelsen og tilkaldte bønder fjernede møblerne.
Med
amtmanden i ryggen trak Johann
Rönnau det
længste strå. Sagen blev afsluttet med, at han betalte
Troels Arnkiel et
beløb på 500 rdl. Og det har sikkert været
amtmanden, der betalte, for at sikre, at hans datter født uden
for ægteskab fik en ordentlig opvækst.
Men
ak, Johann Rönnau
fik
kun en kort tid som tolder på Toldsted.
Allerede
den 5. juni 1700 døde han, kun 44 år gammel.
Enken
giftede sig allerede det følgende år med
bygningsinspektør Christian
Albrecht Thomsen. I
1703 modtog han bestalling som tolder.
Troels Arnkiel kaldt til byen
Troels
Arnkiel udgav
flere teologiske og historiske værker.
I
sin barndom havde han været ved at miste livet. I sidste
øjeblik blev han reddet fra druknedøden efter at være
faldet i et vandhul. Måske var det denne hændelse, der
fik ham til at studere teologi. Han studerede i Leipzig
og
Estland. Og
han var en af de første studenter fra universitetet i Kiel.
Da
Aabenraas præst
Georg Hübschmann
døde
i 1672 kaldte man på Troels
Arnkiel. Aabenraas daværende
borgmester Karsten
Haagensen forsøgte
at stikke en kæp i hjulet, men amtmand Hans
Blomme på
Brundlund skar
igennem.
Efter
sin ansættelse giftede Troels
Arnkiel sig
med en datter af en præst ved Slesvig
Domkirke, Theodor Neumann, og
enke efter hofpræsten i Husum,
Georg Volckhard. Hun
havde en dreng og en pige, der begge endte deres dage i Bjolderup
præstegård. Selv
blev Troels far
til en søn og en datter.
En komet over byen
I
1680 og 1681 viste der sig en komet over Aabenraa.
Det
fik Troels Arnkiel
til
at udsende nogle teologiske betragtninger over dette naturfænomen.
Arnkiel konkluderede,
at dette var en advarsel mod menneskerne.
Vestergade
i
Aabenraa nedbrændte
tre uger efter. Fra prædikestolen i Nicolai
kirke tordnede
pastoren mod befolkningen, at nu skulle de gøre bod. De fromme
derimod havde ingen grund til at frygte dette fænomen.
Menigheden pegede på Romerbrevets
8. kapitel vers 28:
Den
kongelige besættelsesmagt suspenderede Troels
Arnkiel den
1. juni 1677. I 1689 kunne han vende tilbage til Aabenraa,
da
de kongelige besættelsestropper havde forladt byen. I hele
området arbejde han meget for at få konfirmationen
indført.
Oldtidsminder
Den
lærde mand var også historikere. Han var på sporet
af hjemegenes oldtidsminder. Nu var det mange lærde, der
omkring dette tidspunkt søgte efter livets store spørgsmål.
Således oprettede hertug
Frederik den Tredje et
kunstkammer, der ikke så sin mage i hele Europa.
Her
fandtes kunst og etnografika fra hele verden.
I
Danmark havde
kongens livlæge Ole
Worm indsamlet
indberetninger om fortidsminder fra hvert et sogn i Danmark.
Troels Arnkiel fortæller
fra dengang:
I
dag er højgruppen ved Munkvolstrup
freddet
og blevet en seværdighed i Sydslesvig.
De
seks langhøje og en rundhøj er oprettet i bronzealderen
mellem 3500 og 3000 før kr.f.
I
1703 udkom Trogillus
(Troels Arnkiels) arkæologiske
skrifter som genoptryk i et gedigent værk på fire bind.
En
medhjælper
I
år 1700 havde Troels
Arnkiel antaget
en adjunkt eller medhjælper til embedet. Det var Christian
Gottlieb Koch, der
var født i Magdeburg.
Han
var en utrolig selv sikker herre, der straks krævede
menighedens opmærksomhed ved at optræde som viceprovst.
Og
det hjalp også på det hele, at han viede Troels
Arnkiels datter
Ida. Så
var han sikker på at arve provste – og
førstepræsteembedet i Aabenraa.
Besynderlige
tilstande
Diakonen måtte dog ned med
nakken. Han blev anklaget for usømmelig vandel. Han var altid
den sidste til en fest, og han drak rigelig, selv om dette ikke var
tilladt for en gejstlig. Hen på natten havde han lagt sig på
gulvet og ladet trusseløse piger hoppe over sig. Uha –
Uha. Han havde drukket de vakre pigers skål og revet hatte og
parykker af festdeltagerne.
Der
herskede besynderlige tilstande i Aabenraa.
For
gang på gang mødte kantoren
op
i beruset tilstand. Det var ham, der sang og spillede for. Han gik
ofte i gang med de forkerte salmer og af og til kunne han slet ikke
inde tonen. Først i 1704 blev han afskediget. For Troels
Arnkiel var
dette meget pinligt.
Amtmand og provst var uvenner
Efter
hændelserne på Toldsted
var
amtmanden og provsten de mest forbitrede fjender, og mon ikke
provsten har påtalt amtmandens moralske vandel.
Amtmanden gik nu til angreb mod
provsten gang på gang. Først var det kirkegården,
hvor der ifølge amtmanden var skarn, snavs og svin, tilmed
provstens svin.
Provsten måtte erkende, at
grundet sine økonomiske forhold var han nødsaget til at
bruge kirkegårdens græs til sine svin, men også for
nogle får, en ko og en del gæs.
Og af med hensyn til manglende indtægt
sagde provsten, at nogle af de gårde i Kolstrup, der skulle
aflønne provsten, var lagt ind under amtmandens ladegård.
Og med hensyn til orden på kirkegården, så var det
skarpretterens dreng, der skulle sørge for dette. Her havde
provsten slet ingen myndighed.
Kegler på kirkegården
Ikke
sjældent var det støj under gudstjenesten fra
kirkegården. Det hændte ofte, at Aabenraas
befolkning
tog sig et spil kegler her.
Efterhånden
led Troels Arnkiel
mere
og mere af en psykisk sygdom. Og svigersønnen, Christian
Gottlieb Koch måtte
overtage embedet. Amtmanden protesterede. Ingen havde nemlig spurgt
ham.
Det
første Koch
forlangte
var en ny tjenestebolig. Hvordan skulle han kunne passe sine studier,
når der i præstegården kun fandtes en jernovn. Men
borgmester Caspar von
Saldern afviste
pure. Fra gammel tid havde man sørget for provsten og
diakonen. Men man kunne ikke sørge for en tredje.
Kunne ikke kom af med Arnkiel og
svigersøn
Det
var ikke særlig rart i gejstligheden i Aabenraa
dengang.
Borgmester og amtmand forsøgte flere gange at komme af med
Arnkiel og
svigersønnen.
Arnkiel
sad
i gode økonomiske kår. I 1696 købte han Grøngård
i
Burkal Sogn for
6.000 rigsdaler.
Grundet
flere brande i Aabenraa
skulle
stråtag fjernes fra tagene. Det samme gjaldt også for
præstegården, men øvrigheden ville ikke betale.
Det måtte præsten selv sørge for. Troels
Arnkiel skrev
flere gange om den sag til hertugen. Den 7. september 1712 udåndende
den lærde teolog, forfatter og historiker, Troels
Arnkiel.
Sønnen
Friedrich studerede
ved forskellige tyske universiteter. I 1721 nedsatte han sig som
advokat i Aabenraa.
Fra
1723 til sin død i 1728 var han tillige borgmester.
Et
teglværk i Aabenraa
Troels
Arnkiels svigersøn,
Christian Gottlieb
Koch underkastede
sig de nye forhold og skrev under på lydighed og troskab til
Frederik den Fjerde.
Men
hans sindelag forblev gottorpsk.
Ved
en arveforpantning i 1705 fik han overdraget Jørgensgård
Teglværk. Han
byggede arbejderboliger på Klinkbjerg.
Da
der i forvejen lå et hus på grunden, der ikke var
skatteberettiget, søgte han skattefrihed for de nye boliger.
Først efter hans død kunne myndighederne tage sig
sammen. Det var kun de huse, der blev beboet af teglværksarbejdere,
der fik skattefrihed.
Rod i kirkeregnskabet
Kirkeregnskaberne
skulle efter skik aflægges på Rådhuset i
magistratens nærværelse. Selve kirkeregnskabet blev ført
af kirkejuraterne. Kock
påberåbte
sig en hertugelig forordning af 20. april 1639, hvorved han gjorde
krav på fri disposition over kirkens midler og magistratens
udelukkelse fra regnskabet. Det resulterede i at kirkeregnskaberne
var i håbløs uorden ved provstens død i 1736.
Ægteskabet
med Ida Arnkiel
afstedkom
en søn, født omkring 1703. Hans navn var Joachim
Hinrich Koch.
Kilde:
Se
Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)
Litteratur Aabenraa
Hvis du vil vide mere:
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL FINDES I EN BEDRE OG REDIGERET UDGAVE – SØG EFTER “HENRETTET I AABENRAA (2)”
Der
var masser af hekseafbrændinger. Henrettelsesmetoder kunne være
brutale, for eksempel knibning med varme tænger eller
radbrækning i forskellige udgaver. Læs om modvillige
håndværkere, borgmestermordet, og da en 14 – årig
blev dømt til døden. Lig blev anvendt til anatomiske
studier. Og blodet fra en henrettet kunne være helbredende. Så
var det også at pastoren fik det dårligt.
Flot
udsigt fra Galgebakken
Jeg
har ofte stået på toppen af Galgebakken
i
Aabenraa
og
beundret den flotte udsigt. Ofte har jeg tænkt på de
skæbner, der overgik folk, der blev henrettet her. Også
fra en af mine logier i Aabenraa,
Barkmøllegade kunne
jeg se op på bakken.
Masser
af kort
Når
man skal lede efter gamle rettersteder, er det godt at have gamle
kort ved hånden. Således findes interessante ting i
Pontoppidans
Atlas over
Slesvig
i
1781. Mejers
kort,
som blev tegnet fra 1630 – 1650 er delvis mangelfuld. Og i
Dankwerths
Newe Landesbeschreibung der beiden Herzogthümer Schleswig und
Holstein (1652)ses
der to galger i Aabenraa.
Der
var en galge på Arnbjerg,
en
markering Gallhuÿ
ved
Horsbyg,
en galge ved Mjøls,
samt
Galgenberg
i
Hjordkær
sogn.
Men
kigger vi på lidt mere tidssvarende kort, finder vi også
Galgebjerg
ved
Varnæs.
Og
vi ved også, at der har været et rettersted ved siden af
Ensted
Kirke.
Rettersteder
i Aabenraa
I
Aabenraa
havde
man en Skrå
fra
1335. Siden fik man et stadsret efter flenborgsk forbillede. I 1500 –
årene var retterstedet på Klinkbjerg
ved
skellet mellem byen og Kolstrup.
Fra
1560 var det på Kapelbjerg
syd
for byen. Har fandt man faktisk i begyndelsen af det 19. århundrede
rester af halshuggede forbrydere.
Allerede
omkring 1600 flyttede retterstedet dog op på Arnbjerg,
også
kaldet Galgebakken,
nordvest
for byen på Kolstrup
Mark i
Aabenraa
Landsogn.
I 1728 var galgen faldet
ned. Men i løbet af 1729 – 30 blev den igen rejst.
Rise Herred
I
Rise
Herred ser
det ud til, at retterstedet på Aarslev
Mark i
midten af 1600 – tallet er blevet flyttet et par kilometer mod
vest til Sdr.
Ønlev Mark i
Hjordkær
sogn.
Rise
Herreds tingsted
blev flyttet til Brundlund
Slot.
Lundtoft Herred og
godserne
Lundtoft
Herreds gamle
tingsted skal have ligget midt i Ensted
Sogn, hvor
vejene fra Hostrup,
Stubbæk og
vestersognet mødes. Et Tingbjerg
ligger
ved vejen fra Kliplev
til
Lundtoft.
Fra
1770 holdtes ting i Tørsbøl.
Den
Ahlefeldt
– Graatsenske godsjurisdiktion var
fra 1600 – årene først på Søgård,
senere
i Gråsten.
Efter
1725 var området delt mellem Gråsten
og
Søgaard
– Aartoft. Desuden
havde godserne, Grøngrøft,
Ladegaard og
Skovbølgaard
egne
ting.
Varnæs Birk
Varnæs
havde
sit eget birketing.
Varnæs Birks galge
stod 1 km vest for byen på en gravhøj, Tokshøj
eller
Tokkesbjerg.
Stedet
som nu ligger i 55 meters højde, kaldes Galgebjerg. Mellem
1830 og 1840 fjernede man den øverste del af bakken. Her blev
der fundet skeletter af henrettede. De blev begravet ned igen, og der
blev sat en sten for at markere stedet. Den er dog senere forsvundet.
I
herredet nævnes også Gallie
Fold 1769
i Rinkenæs
Sogn og
Galgelyk
i
Holbøl
Sogn.
Stubbæk og
Kliplev
Ved
Stubbæk
omtales
Galgen
– Feld. Lundtoft Harder Gerichts Platz omtales
i 1778 som liggende 400 meter syd for Ensted
Kirke.
Galgebjerg
i
Kliplev
nævnes
i 1795 som liggende syd for byen på den østlige side af
vejen mod Vilsbæk
og
Bov
på
gården Stejls
marker.
Mord
i Aabenraa
I
1588 blev Peder,
en
ung mand fra Husum
henrettet
for flerdobbelt mord
I
1616 henrettedes Jackob
Arnkiel for
drab på en vægter.
Mange
hekseafbrændinger
Især
i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der mange hekseafbrændinger
i Aabenraa.
Anna Jørgensdatter og
Sussel
Anders blev
i 1617 brændt for trolddom og synes at være kommet på
bålet på det gamle rettersted syd for byen.
I
1609 blev Tyrre
Jensdatter i
Lovtrup
i
Uge
Sogn dømt
til bålet for trolddom. Dommen blev stadfæstet ved det
nørrejyske landsting i Viborg.
I
1624 blev Anna
Pallies brændt
for trolddom. Dette kan også være sket i Rise
Herred.
I
1641 kom Margarete
Koch på
bålet for trolddom, Margarete
Høien og
endnu en kvinde tiltalt i samme sag. Deres skæbne er dog
ukendt.
Samme
år blev Christine
Christens smidt
på bålet i Rise.
Og
her blev endnu en person smidt på bålet i 1661.
Knibning med tænger
For
mænd, der var blevet dødsdømt kunne der idømmes
en tillægsstraf, hvis der havde været tale om en meget
grov forseelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse
af disse blev omtalt i Aabenraa
i
1699.
Radbrækning
I
meget grove sager kunne dommen også lyde på radbrækning.
Den
dømte blev da bragt fra livet til døden ved at
brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk Rad,
som
skarpretteren løftede og med stor kraft førte mod
ofret. Denne henrettelsesform havde flere former.
Den værste form,
bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende
levende at blive flettet på hjulet. Den næst værste
straf var at blive aflivet på lignende måde, men med et
nådestød som afslutning på lidelserne.
Endelig
var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og
indledtes med det normalt dødelige stød mod nakken
eller brystbenet. I Sønderjylland
var
radbrækning meget normalt i 1500 -, 1600 – , og 1700 –
årene.
Salighed, Synd og
Fordømmelse
Den
8. april 1750 var Peder
Knudsen fra
Elsmark
på
Als
på
vej hjem fra en rejse til Odense,
da
han syd for Ensted
Kirke var
vidne til henrettelse af Ulrik
Brandt. Det
var vigtigt for moralen dengang, at retterstedet lå på et
trafikeret sted til skræk og advarsel. Ofte lå
retterstedet også på et højt beliggende sted.
Ulrik
Brandt blev
halshugget for mord og lagt på hjul og stejle.
H.N.
Clausen beretter
følgende i sin rejsedagbog fra 1818 at:
Modvillige håndværkere
Man
var ikke altid gode til at vedligeholde galgerne, således faldt
galgen i Aabenraa
ned
i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkere
til at hjælpe med det håndværksmæssige. I
1796 skulle husfogeden i Aabenraa
sørge
for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre
vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn
og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev
betragtet som uærligt.
Hjulet
og stagen blev leveret af en håndværker i Felsted.
Borgmestermordet i
Aabenraa
Præsten
havde også et arbejde, der skulle gøres i forbindelse
med en henrettelse. I 1610 beretter pastor Johannes
Generanus fra
Aabenraa
i
sin årbog:
Samme
dag blev de begge henrettet. Den 13. juni hedder det sig, at Wulf
Kalunt – blev i stor hede radbrækket og rettet på
Arnbjerg, hvor en stor menneskehob var stimlet sammen.
I
Fladstenborgen
hedder
det:
Henrettelsen
foregik ikke på retterstedet men på Torvet.
Måske
var det fordi, at den myrdede var borgmesteren. Og den dømte
var amtsskriveren og hans kone. Sandsynligvis blev konen halshugget
på Torvet,
mens
manden blev radbrækket på Galgebakken.
Mange
historikere mener, at der var tale om justitsmord.
Halshugning i stedet
for hængning
Det
var en af de fornemme
i
Aabenraa,
det
gik ud over. Her forsøgte man at betale sig fra gængse
ordninger. Det havde en dame
fra de fornemme allerede
gjort i 1601. Hun havde betalt 100 rdl. for at hendes mand blev
halshugget i stedet for at blive hængt.
Mordbrand
Den
19. maj 1610 gik store dele af Aabenraa
op
i luer. Peter
Baadebygger og Niels Ovesen stod
anklaget for mordbrand. De blev dømt til
Ilden og anden skarp Straf.
I
1621 måtte byens vægter sørge for at Claus
Linnedvæver blev
bragt til kirkegården og begravet. Han blev halshugget for drab
på den tidligere byfoged, Claus
Aarup.
Hertugen syntes at have
benådet en tyveridømt til sværdet af hensyn til
hans stakkels kone, børn og ærlige slægtninge.
Til
anatomiske studier
Skikken
med at anvende henrettede forbryders legemer til anatomiske formål
er kendt langt tilbage. Således skulle ingen mindre end
Leonardo
da Vinci have
dissekeret mere end 30 lig, som han sandsynligvis har skaffet sig fra
rettersteder. Hans mening var at skrive et anatomisk værk. Det
blev hvis aldrig til noget.
Den
14. januar 1668 attesterede bysekretæren, at vognmanden Asmus
Zimmermann havde
bragt liget af en fra Arnbjerg
hængt
landevejsrøver frey
und sicher til
Kiel
til
universitetslægerne.
Ikke råd til
dobbelt henrettelse
Ifølge
degn Gammelgaards
optegnelser
skal Varnæs
efter
svenskekrigene i 1600 – årene have været så
dårlig stillet, at det gik ud over birkets selvstændige
status.
Da
en pige på Fogedgården
tog
livet af sit barn, og en bødker kort efter begik mord, var det
en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til de to
henrettelser. Det er usikkert om de faktisk fandt sted i Varnæs.
14
– årig dømt til døden
I
1670 blev Jens
Knudsen hængt.
I
1682 var Gunder
Jesses fængslet
i forbindelse med et barnemord. Hun blev formentlig halshugget i
Rise.
I
1743 blev Jep
Kristensen halshugget
for mord.
Catrine
Nissen blev
i 1767 dømt for barnemord og henrettet på Torvet.
I
en sag fra 1719 i Lundtoft
Herred blev
den kun 14 – årige Hans
Petersen dømt
til døden for at have brændt først en husbonds
gård af, og da han slap væk, derefter endnu en gård.
Det teologiske fakultet udtalte sig om sagen og anførte, at
kongen egentlig godt kunne benåde ham til livstid på
Bremerholm
på
grund af hans ringe alder. Men han var bedre tjent med døden,
da et helt liv fra så ung en alder i jern uden udsigt til at
komme fri, er frygtelig og kan medføre selvmord.
Man foreslog at han først
blev kvalt og dernæst blev brændt. Det vides ikke om
kongen lod nåde gå for ret.
Benådet
for blodskam
Ved
tinghuset i Rise
dømtes
Rasmus
Hansen i
1727 for blodskam. Han skulle halshugges og derefter smides på
bålet. Steddatteren skulle ligeledes halshugges, men begraves
på retterstedet. Hertugen
på Glücksborg lod
dog nåde gå for ret og benåde Rasmus
til
kagstrygning og landsforvisning. Pigens skæbne kendes ikke, men
mon ikke hun også er blevet benådet.
Begravelse
på retterstedet
Selvmordere
kunne også begraves på retterstedet. Dette var tilfældet
i Lundtoft
Herred i
1752. Bøddelens knægt hentede liget af Hans
Rytter fra
Stubbæk
på
en kærre og begravede det under galgen i Ensted.
I
1765 døde Bendix
Wenmaring i
Aabenraa,
inden
den forventede dom for fadermord
kunne
afsiges og eksekveres. Hans lig blev ført til Hjordkær,
hvor
rakkerknægten gravede det ned på Rise
Herreds rettersted.
Den
sidste henrettelse med sværd overgik i 1767, Catrine
Nissen. Det
blev betegnet som en ærlig henrettelse, og hun blev begravet på
kirkegården.
Pastoren fik det
dårligt
En
kold november morgen i 1781 fulgte Pastor
Klincker i
Kliplev
keddelflikkeren,
Jonas
Petersen til
retterstedet sydøst for byen. Synet af hovedet, der faldt for
øksen og efter skik og brug blev vist frem til alle sider af
skarpretterens medhjælper, skal have plaget præsten i
lang tid derefter.
Jonas
Petersen havde
myrdet sin kone, Maren
Jakobs.
Røde Anders
henrettet
I
februar 1795 var Abdreas
Laursens, kaldet
Røde
Anders fra
Mellerup
i
Bjolderup
sogn på
krybskytteri i Sønderskoven
ved
Aabenraa.
Her
blev han og sine kammerater imidlertid overrasket af skovridder von
Bergen.
Røde
Anders skød
på skovridderen, som blev hårdt såret og døde
dagen efter. Han nåede dog at udpege sin morder. Anders
blev
fanget og tilbragte et år i et fugtigt hul af et fængsel
på Brundlund
Slot. Han
blev henrettet tidligt om morgenen den 18. august 1796 ved Hjordkær.
Egentlig
skulle henrettelsen have fundet sted tidligere. Men skarpretter
Wagner
fra
Haderslev
, kunne
ikke få rakkeren Bock
i
Aabenraa
til
at assistere, og måtte derfor først skaffe en
medhjælper fra Flensborg.
Sidste
henrettelse i Hjordkær
Den
sidste henrettelse i Nordslesvig
fandt
sted i Hjordkær
i
1834. Det var H.S.
Fallesen, der
havde myrdet sin brud. En stor skare fulgte begivenheden. Amalie
Nielsen, datter
af præsten Jep
Hansen i
Hjordkær,
havde
vundet den dømtes fortrolighed. Hun beretter følgende:
Efter
nogle trøstende ord fra præsten rettede Fallesen
sig
op og gik med lette skridt hen mod skarpretteren, tog selv sin trøje
og sin halskæde af, og blev bundet for øjnene. Så
knælede han ned. Men han var ikke kommet tæt nok på
blokken, så rakkerknægten slæbte ham derhen ved
hårene. Da min far så skarpretteren tage øksen,
vendte han sig om for ikke at se eksekutionen.
Da
han mente, at det var forbi, vendte han sig om, men for tidlig. Da
holdt rakkeren netop hovedet op for at vise det frem. Min far så
de sidste dødstrækninger deri. Et syn han længe
ikke glemte. Nu begyndte mængden at røre sig, men min
far råbte højt. Bi
lidt, jeg har endnu et Ord at sige.
Blod
skulle helbrede
En
meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man
troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod den
faldende syge, epilepsi. Man
havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme
ind for afspærringen og optage blodet. Således vides, at
tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær
i
1834. Det var antagelig efter ovennævnte henrettelse.
Når blodet var
drukket skulle den syge løbe over flere bymarker, før
blodet havde sin virkning.
Kilde:
Se
Litteratur Aabenraa
Litteratur Sønderjylland
(under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
Jordemødre, Hekse
og Kloge Koner
Lov og Ret i Aabenraa
Urnehoved – et
Tingsted ved Aabenraa
Lov og ret i Tønder
(under Tønder)
Henrettet i Tønder
(under Tønder)
Mord i Nyhavn (under
København)
Henrettelse på
Østerbro (under Østerbro)
November 4, 2010
Læs
om sort sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder oktroj. Fire
kæmpe pumpestationer er bygget, ligesom 108 kilometer ådiger
og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet
omkring Spadelandsret.
En oversigt over artikler om Diger,
Stormflod, Vadehav og Marsk finder
du bagerst.
OBS – OBS – DENNE ARTIKEL FINDES I EN ANDEN VERSION, SOM ER MERE LÆSBAR OG RETTET FOR TASTE – OG STAVEFEJL – SØG EFTER:
LANDET BAG DIGERNE (B) ————————————————————————————————————————————————————-
Sort
sol
Mange
besøger Marsken for at beundre fænomenet Sort
Sol. For
os, var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et
imponerende syn. Pludselig dukker der rovfugle op. For stimen er det
så med at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så
slår rovfuglene til. Først når en masse fugle er
ramt og faldet til jorden begynder det store ædegilde.
Dette er kun en af de
mange fænomener herude vest på.
Dengang
kaldte vi det ikke for Sort
Sol.
Sagn
og historier
Herude har talrige
stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i
vandmasserne. Men mange steder er man ved at genvinde den tabte jord.
Masser
af historier og sagn er opstået herude. Således om
kirkeklokkerne ved Gotteskoog.
Det
fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke
skulle være opført i stedet for et fængsel.
Sandsigersken Hertje
har
spået om fremtiden.
Havet
steg
Havet blev ved med at
stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De
nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man
ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ.
Men en sådan konstruktion kunne ikke holde i længden.
Det har været
temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe
hjælp var det dengang, man indførte trillebøren
til transport af jord.
Man fandt senere på
at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton,
som man brugte.
Den
store bygmester
Det
var Hertug
Hans den Ældre, der
var den store bygmester. Han udsendte et hav af forordninger, der
gjaldt marsken og digerne.
I
1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af
Vidåbugten
med
kogene i Højer,
Møgeltønder, Tønder, Udbjerg og
Karrharde.
Ved
Grippenfeld
blev
der bygget en sluse over Vidåen.
Fra
1562 til 1566 inddigedes Gotteskoog
ved
hjælp af to diger. Den ene gik fra det sydlige Niebüll
mod
vest til Kleiner
Koog i
Emmelsbüll.
Det
andet gik fra Fegetasch
mod nordøst til Rudbøl.
Ved
inddæmningen af Vidåen
ved
Rudbøl
byggedes en sluse, som dels mulliggjorde, dels vanskeliggjorde
sejlads til og fra Tønder.
Afvandingsproblemer
Ofte
har det været problemer med Gotteskoog.
Og
problemer opstod der også med afvandingen. Det gik hele 400 år
inden spørgsmålet om tørlægningen var løst.
Man var uenige om, hvem der skulle betale.
Og
så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank
ned i den bløde undergrund. På et tidspunkt stod der syv
vandmøller i Gotteskoog.
De
pumpede vand ud i afvandingskanalerne.
Vidåen – den store å
I
1715 blev den aflange Rudbøl
Kog inddiget
på begge sider af Vidåen
med slusen ved Nørremølle.
I
1861 byggedes et dige fra Højer
til
Rodenäs-
Norddeich. Derved
opstod Ny
Frederikskog. Tønderbugten var
dermed helt inddiget. Vidåens
nye
udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi
i dag kalder for Den
Gamle Sluse.
Ved
Emmerske
løber
Arnå
og
Hvirlå
sammen
til Vidåen.
Efter
få kilometer mundede den ved Lilletønder,
det
nuværende Tønder
ud
i Tønders
Norsøbugt. Vidåen har
i dag en længde på 28 kilometer. Ja egentlig er det lidt
svært at bestemme dens længde. Faktisk er det Danmarks
tredjestørste
vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt
Kirkeby.
Vandskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg
Fjord. Og
så afvander den hele 1.400 km2. Det er ganske imponerende.
Hvad er en Oktroj?
Herude
talte man om noget der hed Oktrojerne.
Disse
bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af
hertugen, når de til gengæld sørgede for at
tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en
kog. Man fik tildelt afgifts – og toldfri perioder. Når
der var digebrud blev disse frister forlænget. Andelshaverne
måtte drive fri handel i området. Man fik også
tildelt jagt og fiskeriret.
I
1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte
Spadelandsretten.
Ved
forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde
straffe. I artikel 8 står der frit oversat:
Et hårdt liv
I
kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det
17. århundrede lå tilsynet hos digegreverne. De blev
indsat af hertugen eller af amtmanden i Tønder.
Det kunne synes hårdt
at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter
til tilvejebringelse af kapital, arbejdskraft og byggematerialer. Og
der var masser at holde styr på. I marsken er der cirka 30
forskellige koge.
108 kilometer ådiger
Afvandingen
af Tøndemarsken
har
altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest
for Tønder
ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er
terrænet noget højere. Tidligere var de enkle koge
sydvest for Tønder
omgivet
af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af
vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der
vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.
I
forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108
kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en ny stor kanal,
der førte vandet fra Sønderå
til
Grønå,
Vindtvedkanalen. Den
er 8 meter bred og forsynet med ådiger på hver side. Der
var planlagt at bygge et vandkraftværk i Grønå
syd
for Rørkær.
Her
skulle der også have været el – produktion til
afvandingspumperne. Men der blev lavet en fordelagtig aftale med
Sønderjyllands
Højspændingsværk.
Kæmpe
pumpestationer
Vidåen
blev
nygravet fra Vandmøllen
i
Tønder
til
Jernbanebroen
og
frem til Lægan.
Herfra
og til Højer
Sluse blev
Vidåen
oprenset
og uddybet.
I
den nordlige del af Udbjerg
Kog blev
der gravet et nyt snoet forløb af Vidåen
i
forbindelse med det såkaldte Snæbelprojekt.
Og
i Tønder
kan
man i Vidåen
opleve
en meget dyr fisketrappe.
Havdiget
mellem Højer
og
Emmerlev
blev
forhøjet til 6,40 meter.
Fire
kæmpe pumpstationer hjælper også til med
afvandingen. Den største ligger i Lægan,
nord
for Vidåen,
nær
Aventoft
og
den gamle grænsestation Møllehus.
Også
ved Nørremølle
ligger
en kæmpe afvandingspumpe.
150 kilometer kanaler
Nogle
steder dykker kanaler under selve Vidåen
i
et indviklet system. Ja 15o kilometer kanaler bliver benyttet til
afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i
sommerperioden og afvanding i vinterperioden.
Siden 1945 er der
oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som
fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70
pct. af jordene.
Endelig vågnede
politikerne op
I
nyere tid har der også været fare på færde
her vest på. Efter stormfloderne i Holland
i
1953, ramte stormfloden den slesvigske vestkyst i 1962. Man var
lokalt bange for, at digerne ikke var tilstrækkelig solide
mere.
Den
3. januar 1976 kom en kort med kraftig stormflod, den største
siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter ved Højer
Sluse. Det
gamle havdige var på 6,42 meter, så bølgerne slog
op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det
have fået katastrofale følger. Hele befolkningen i
marsken inklusive Tønder
by, i
alt 15.000 mennesker blev evakueret. Det fik endelig politikerne til
at vågne op.
Folketinget
vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for
Tøndermarsken.
Digets
længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På
tysk side er det 3,7 kilometer. Det slutter ved Hindenburgdæmningen.
Det er 7,45 meter højt,
hvilket 1,05 meter højere end det gamle.
Ilddåb
Allerede i november 1981
klarede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på
4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53
meter.
Det gamle dige, der
ligger ca. 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå
dobbelt sikkerhed.
Kilde:
Se
Hvis
du vil vide mere: Om
Diger, Marsk, Vadehav og Stormflod:
November 4, 2010
Dette var et arrangement i forbindelse med Spil Dansk kampagnen. Det foregik på Nørrebro Bibliotek den 21. oktober 2010 sammen med musikerne Michael Klinke og Steen Stoney Hansen. Vi følger min egen musikhistorie fra Tønder til Nørrebro. Pigtrådsorkestre, Emmerlev Klev, Süderløgum, Jomfruburet og Hit House. Vi kigger på piratradiostationer og meget mere.
Musik
(1)
Udkants – Danmark – Nørrebro
Kære Gæster. I aften vil I blive udsat for små sande historier fra hverdagen. Det handler næsten alt sammen om musik. Ikke fordi jeg skal synge for jer. Men man kan godt sige, at det handler om min musikalske løbebane – eller mangel på samme. Hvordan var det dengang i udkants – Danmark? Hvordan var det på Nørrebro/Danmark?
Skæbne – fællesskab
Egentlig har jeg som boghandler et skæbnefællesskab med disse to musikere her på scenen. Vi skal løbe endnu hurtigere for at tjene penge. Andre har taget over, og sælge bøger. Det gør de lige ved siden af leverpostej og spegepølser. Men det tager kun det bedste. Så kan boghandlere nøjes med at sælge den smalle litteratur. Og forlagene, ja de er nærmest lige glade.
Det samme er det med musik. Radioen spiller kun hits. Og så er det meget med statussymboler inden for musikken. Man har en elite, og så har man dem, de andre ikke vil lege med. Det betyder at disse musikere skal løbe endnu mere. Og med de nye medier er man i stand til at hugge uden at betale.
Dette arrangement er kommet i stand i forbindelse med Spil – dansk dagen. Og den sætter vel musikerens problemer i relief – og i aften også boghandlernes.
Michael Klinke
Men vi skal først hilse på disse to absolut professionelle musikere. Michael Klinke er den unge mand, der har stjålet Kim Larsens hat. Prøv at lytte til Michaels tekster. De er finurlige og absolut politisk ukorrekte. Måske får vi også lov til at høre hans fantastiske mundharmonika. Første gang, jeg så Michael var i Top Charlie. Problemet med den unge mand er, at man ikke kan sætte ham i bås.
Han startede i 1990 med garagerockbandet Awake in the bed. Sikke dog et navn. Det var Rockn Roll og blues. Året efter fik gruppen navneforandring til Edisons. Og nu huserer gruppen rundt på de danske landeveje.
Michael selv udgiver også egne cd`er med sine egne sange. Han har samarbejdet med mange af Danmarks bedste musikere. Blandt andet med en af mine favoritter, Poul Banks.
Steen Hansen
Og så har vi Steen Hansen, også kaldet Stoney, Danmarks svar på Hank Marvin eller nærmere Chet Atkins. En sand guitarakrobat. I femten år spillede han sammen med Cliffters, indtil
han trådte ind som strengevrider hos Klinke i Edisons. Han mestrer det hele på en guitar fra Country til rock a billie men også sandt afstresningsmusik. Jeg mener, at Steen har udgivet fires solo – cd’ er.
Mig selv
Og inden vi skal høre, hvad de duer til, så må jeg lige præsenterer mig selv. Boghandler, der indvandrede til København for 14 år siden. Har blandet mig i meget, været sekretær i Nørrebro
Handelsforening. Blev truet med presseetisk nævn, da jeg var redaktør for Nørrebro Handelsforenings hjemmeside. Har fungeret som spindoktor i al hemmelighed. Og en masse mere. Jeg
har udgivet et par bøger, medvirket til flere. Nu har jeg en hjemmeside med over en halv million besøgende. Så går jeg rundt og holder foredrag om Sønderjylland, integration, København og Nørrebro
Vores temperament tillader ikke Rock and Roll
Da Rock´n Roll truede med at erobre Danmark, udarbejdede Socialdemokratiet en rapport. Den kunne berolige med at sige,
De ville det anderledes
Men Preben Uglebjerg og Ib Glindemann ville det anderledes. Vi havde vel 20 Rockn´Roll grupper på amatørbasis i Danmark. Blandt de mest betydningsfulde var James and his Jamesmann. Manden bag gruppen hedder James Rasmussen, og er stadig aktiv. Og så var det også Little Freddy and his Rock Boys. Det var såmænd Teddy Edelmann. Det er ham med
Himmelhunden.
På Jomfruburet, der tidligere hed Eden Bar spillede The Medley Swingers og The Danish Sharks. Cliffters og Peter Belli og hans rivaler senere husorkester her.
De mente noget med det
En Nørrebro – dreng, Otto Brandenburg blev den store helt. Men også Peter Abrahams som så senere brugte sit rigtige navn Peter Abrahamsen var de store rockn – roll sangere.
Og den sidstnævnte kan meget mere. Dengang for 14 år siden, da vi som et etnisk mindretal kom til storbyen var vi til første maj hos de rigtige røde. De havde deres egen første maj i Fælledparken. Og da gjorde det stærk indtryk, at høre Arne Würgler, Benny Holst og Peter Abrahamsen fortolke arbejdersange. De mente noget med det. Det var som om, at bajerne
smagte bedre.
Fender – guitaren
Musikken hos de danske grupper kom i 60erne ned i et langsommere tempo. Teksterne blev mere forståelige. Nogle blev ligefrem forståelige. Cliffters fik ligefrem et klaver med. Fender – guitaren, vibratoren kom frem. Det gav nye muligheder.
Så slog twist – bølgen igennem, og vi gik ned i knæ. Idol – og ungdomsblade opstod med masser af plakater. Vi Unge og Børge kom.
Hvordan var udviklingen i det såkaldte udkantsområde, som medierne næsten beskriver som et u – land også hvad angår kultur – liv. Hvordan var det i København? Hvad ved en sønderjyde om det?
Det alternative København
Jo min afdøde kone var midt i det alternative musikliv i København dengang. Jeg var i gang med en bog omkring Christiania, Maos Lyst, Gasolin, Dan Türell og Solvognen, da hun pludselig forlod denne verden. Alt blev slettet, men noget husker jeg. Og bare rolig jeg skal ikke synge i aften.
Altid musik i Tønder
Der har altid været musik i Tønder. I Middelalderen blev musikinstrumenter betragtet som farlige for kirken. Og spillemænd havde absolut ingen adgang til Guds Hus. De var så sandelig Guds fjender.
Nye pauker til kirken
Gregoriansk musik har været spillet på klosteret i Tønder fra tidlig tid. Det var accepteret. Efterhånden blev musik anerkendt i kirken. Således anskaffede man i Tønder nye pauker til kirken i 1769. de blev dog kun anvendt til specielle anliggender.
Mange organister har været tilknyttet Tønder Kristkirke. I 1806 tiltrådte Carl Ferdinand Paulsen. Han måtte dog forlade sin stilling allerede i 1810. hans brøde var, at han uden for ægteskab var blevet far til et barn, født af stadsmusikerens datter, Botilla Cæcilie.
Stadsmusikere
Disse stadsmusikere har huseret i Tønder siden 1560. Rådet krævede at de stillede op til alle officielle fester såsom kongebesøg, fester for de fine på Rådhuset. Der skulle også spilles fra kirketårnet, hver morgen klokken 4 og om aftenen klokken 8, dog klokken 9 om sommeren.
De blev aflønnet af den såkaldte Martinsskat. Den var den by-skat, der blev betalt på Mortensdag. I 1694 fik stadsmusikeren Knöckle tilladelse af magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved bryllupper med seks par gæster, mens brudepar, der havde inviteret 10 par, skulle betale to rigsdaler.
Smudsige viser ikke noget for Tønders ungdom
Skillingsvisesangere var et fast indslag på Tønders mange markeder. Politimester Poul Sibbern havde lavet en fortegnelse over forbudte og tilladte viser i tidsrummet 1830 – 1840.
Smudsige viser var ikke passende for Tønders ungdom.
Sanger – krig
Tønder har gennem historien haft mange sangforeninger. Det var nu ikke fordi, de var mere musikalske i Tønder end andre steder. Men det var en del af sprog – og kulturkampen i
byen. Ja det er endda eksempler på, at man stod i Storegade og skrålede efter hinanden. Tyskerne sang, Schleswig – Holstein Mehrumschlungen, mens de dansksindede sang, Dengang
jeg drog afsted.
Og i Tønder tror man, at en gruppe musikere var i Tønder, for så efter at de var kommet tilbage tog navn til Sort Sol.
Kærlighedens Lysthus
I år optrådte Michael Falch til Tønder Festvallen. Han er gammel Tynne – knajt. Jeg kender et par stykker af dem, har spillet sammen med i hans unge dage. Hans far kendte jeg også. Han havde butik i Østergade. En af hans bedste sange hedder Kærlighedens Lysthus. Den handler om to pavilloner, der ligger i Tønders Parker. Det var en borgmester, der forærede parker og pavilloner til byens befolkning. Dengang blev de kaldt for Liebes – Tempel. I en af disse har jeg tilbragt fornøjelige timer, og ofte er det spillet jazz i disse Kærlighedens Lysthus.
Senere skrev jeg sammen med Michael en artikel om hans ungdomsår i Tønder. Jeg opfordrede ham til at skrive en bog om sine oplevelser i Tønder. Og se det kom der sandelig også.
Musikalsk familie
Jeg stammer fra en meget musikalsk familie. Nu kan man heldigvis definere ordet musikalitet på mange områder. Men vi sang altid derhjemme. Det lød måske ikke altid lige godt. Lektierne
blev lavet til Efter Skoletid med Jørgen Mylius og Hans Jørgen Skov. Sidstnævnte var også sønderjyde.
Min gode ven, Ingolf var vild med Elvis. Så klokken to om natten optog vi Elvis Hour, der blev udsendt for en af de talrige piratradiostationer, vi kunne høre. Så blev det optaget på vore spolebåndoptagere.
Pirat – radiostationer
Radio Northsee og Radio Veronica var det som vi lyttede på. Ja så var det også Radio Luxenborg på 208 meter på mellembølge. Senere blev det Top og The pops på BBC på langbølge.
Københavnerne havde Radio Mercur. Og det er den radiostation, man altid nævner. Nu var dens rækkevidde jo ikke kolossal. De lå uden for Dragør og startede den 2. august 1958. Men grammofonselskaberne boykottede selskabet i flere år. Så man var nødt til at sende life-musik. Det var ungdommens radio. Og stort var det, da Toms Chokoladefabrikker i 1959 startede Ugens Top ti. Men ak og ve. Den 7. juli 1962 fik Radio Mercur en frist på tre uger til at pakke sammen. P3 overtog navne som Pedro Biker og Hans Vangkilde.
Min egen piratstation
Jeg synes, at Tønder skulle have deres egen pirat – radiostation, så jeg byggede en sender. Den satte jeg så 36 volts jævnstrøm til. Antennen eksperimenterede jeg også med. I forvejen havde jeg spændt en 20 meter tråd-antenne i 8 meters højde over til naboerne Lillian og Aage.
Min onkel Pulle, der blandt meget andet, var kørelærer, fandt ud af, at den kunne høres i 9 kilometers afstand fra Tønder. Og spolebåndoptageren kunne kobles direkte på. Med en
mikserpult kunne jeg så gå direkte ind over musikken og komme med dumme kommentarer.
Nu havde Lærkevejs mobile hjemmeværnsmand dog advaret mod, at jeg forstyrrede hans anlæg med senderen. Og det var jo ikke godt, hvis der pludselig blev krig.
Afslutning på Radio 102
En dag kørte en politibil ned ad Lærkevej. De stoppede foran min far. Jeg havde også lige været i avisen, fordi jeg havde modtaget et brev fra Kong Hussein af Jorden. Han kaldte sig JY1. Det er det man inden for radioamatører kalder qsl – kort. Fokus var dermed rettet på mit værelse – på Lærkevej 25.
Jeg for op på værelset, rev sender ud af stikket, og smed den over i naboens have. Det var afslutningen på Radio 102´s glorværdige historie. En politibil var standset op og talt med min far. Men den betjent var en af hans bekendte og havde ikke noget med min piratsender at gøre.
Musik fra Galgebakken
Senere i Aabenraa opstod tanken igen om en piratradiostation. Jeg mødte Steen Sødergren og Carsten Worsøe. To energiske unge mennesker. Det var i den tid, hvor de første computere
indfandt sig i boghandelen. ZX80, ZX 81 og Specktrum med hele 16K – og så i farver. Programmerne blev lavet på et kassette bånd. Og de to herrer lavede et demobånd som dengang var
unikt.
Det var op med juletid. Aabenraa var med i et teknologi – forsøg. Så jeg satte computerne i vinduerne på halmballer. Så fortalte jeg børnene, at nu skulle de opføre sig ordentlig, for nu kunne julemanden registrere på computeren, om de opførte sig ordentlig. Ja og det hele kom i TV – Syd.
Det blev ikke til en piratradiostation fra Galgebakken i Aabenraa. Men Steen åbnede Radio Mojn. En stor radiostation i Sønderjylland. Carsten blev discjockey på stationen, senere kom han på P3, og hvis nok leder af Radio Aalborg.
Og jeg blev bare i boghandelen
Altid musik i Tønder
Hjemme var radioen altid tændt. Det samme gjaldt grammofonen og spolebåndoptageren. Om søndagen lå vi ude på græsplænen og tog solbad. Min piratstation Radio 102 leverede musikken. Min mor lyttede til datidens Hansi Hinterseer – Dengang hed de Ronny, Heino og Freddy Heimweh. Jeg var mere til Chris Barbers Jazzband.
Da vi fik fjernsyn var det TV i Tivoli.
Senere så vi det tyske program Starparade – med James Last. Men det var ikke kun tyske schlagere med aus Dänemark Gitte und Dorthe. Nej det var skam også Jan og Kjeld og Sir
Henry and his Buttlers kom og spillede redekam med melodien Camp.
Senere fulgte fra Bremen, det fantastiske program Beat Club. Og det var med de virkelige store hits fra dengang.
Lussing for at synge falsk
På Tønder Kommuneskole havde min storebror fået en lussing for at synge falsk. Det samme skete også for mig. Lærer Nielsen udtalte, at nu havde han fået nok af de satans Brodersen unger, der forpestede hans tilværelse. Min far mente, at enhver sang med sit næb. Så han stillede i fuld kampuniform foran Tønder Kommuneskole iført murertøj, en balje med mørtel og en murerske.
Lærer Nielsen turde ikke at vise sig. Men skoleinspektør Buller fik en kammeratlig samtale med min far. Tre måneder efter blev Nielsen hvis nok forflyttet. Så kunne man igen synge offentlig.
Kusine kunne spille
Jeg kan selv spille 8 strofer af Muss I denn – det er den med Elvis. Og det kan jeg både på xylofon og klaver. Min søster har engang været tamburmajor i FDF – orkesteret. Men min
onkel Pulle spillede i Højer Brandværsns-orkester. Kusine June er eminent på et hammondorgel. Det skete også, når min skønne kusine og jeg var til bal sammen, at hun i pausen
gav et nummer til stor undren for de professionelle musikere og publikum.
Muligheder i Tønder
Der i udkants – Danmark havde vi en del muligheder. Bedst var Emmerlev Klev. Men det lå dog 16 km fra Tønder. Men her var de smukkeste piger. Her spillede Silver Boys, Tønder egnens svar på Cliffters og Shadows.
Her måtte man ikke møde op i læderjakke. Det gjorde vi et par gange. Men så tog vi til Højer, hvor onkel og kusine underholdte resten af natten.
Syd for grænsen kom vi tit på et sted i Süderløgum. Her var det endda et dansk topløst orkester, der spillede en overgang. Det var jo lige noget for os knægte. Men ellers underholdte også tyske top – orkestrer som The Lords og Casy Jones and the Govenors.
Problemet var bare, at når klokken nærmede sig 22, var det Polizeistunde. Og da vi endnu ikke var 18 år, var det en direkte udvisning, hvis vi blev pågrebet. Hurtig fandt vi smuthuller og gemmesteder.
Tønder
Båndamatørklub
Jeg var med til at starte Tønder Båndamtørklub. Vi lærte at lave lydeffekter og ekko og meget mere. Vi havde studie under noget der hed, Schweizerhalle. Her kom navne som Defenders. De havde en med som hed Rudolf.
Rygter vil vide, at han engang skulle med i Cliffters. Men han ville først høre, om de duede til noget. Han mødte så op færgen Sjælland. Han morede sig fortræffelig med gæsterne hele aftenen og fik så en masse bajer. Til Johnny Reimars store undren forlangte han honorar.
Piger på skødet
I anden real skulle vi bo på vandrehjem i København. I Danmarks Radio mødte vi tilfældig en ung mand med masser af bumser i hovedet. Det var stort for det var selveste, Jørgen Mylius. På Hit House kunne vi ikke komme ind. Vi havde ikke slips på.
Men så kom vi på Jomfruburet på Strøget. Her spillede et orkester, der hed Hitmakers.
Da vi satte os, varede det ikke længe før velformede piger satte sig på vores skød. De kælede for os. Wow Tænkte vi, sådan nogen havde vi ikke i Tønder. Men så fandt vi ud af, at deres opgave var bare at få os til at spendere dyre drinks til dem. Og de drinks var kun saftevand.
Tommyguns på forsiden
Vi havde diskotek i Vestergade i Tønder Og så havde vi også Slusen. Den lå under Tønderhus. Her var min onkel Jacob udsmider. Det benyttede min kammerat Ingolf sig ofte af. Han
provokerede andre. Men blev aldrig smidt ud, det var altid de andre. Det sørgede Jacob for. Nogle gange tog vi til Skærbæk. Her var både musik på Nørbys Hotel og Jernbanehotellet. Her
spillede blandt andet Wishfull Thinking og Red Squares.
Min storebror rejste sammen med vores absolutte toporkester i Tønder, Tommyguns. På et tidspunkt hed de Mac Gun Kelly, efter en gangster. Det var stort, da min storebror kom hjem med et lille spolebånd af deres første indspilning. Det var en kopiversion af Chris Andrews, Yesterday man og Too whom it confirm?
Nu var det heller ikke hver dag Tønder var i avisen dengang. Men Tommyguns kom på forsiden af Ekstra Bladet, da gruppen havde overnattet i deres folkevognsrugbrød nær Nyborg.
D var nær omkommet af kulilteforgiftning.
Og hvor var det stort, at Tønder – gruppen The Mods optrådte i østtysk TV.
Problemer ved grænsen
I Tønder Båndamatørklub lavede vi blindebånd. Så optog vi Tønder – gruppen, The Arrows, der spillede to julemelodier. Indspilningen foregik på Schweizerhalle. Utrolig
var den gode kvalitet, vi trods alt fik frem. Og rester af denne gruppe eksisterer den dag i dag. De kalder sig nu Lokomotion. Halvdelen af gruppen havde familien Brodersen bestilt til at fejre min far og mors bryllupsdag Og så svingede jeg ellers min mor og søster til Beatles og Createns Clearwater Reveivel.
Gruppens medlemmer havde en sand hårpragt og fagre krøller. Det vakte dem ikke så få vanskeligheder. De havde stor besværligheder med at passere den dansk – tyske grænse. Enorme mængder brillantine er brugt umiddelbart inden de skulle spille i Tyskland.
Tønder på toppen
Og pludselig længe efter, at Tønder var forladt. Ja så lå en Tønder – gruppe nummer et på Dansktoppen. Det var Waldemar Rasmussens Jazzorkester med titlen Mojn. Og så møder jeg faktisk en på Nørrebro, der har spillet sammen med ham.
Nu havde det jo næsten været en gruppe før fra Tønder, der havde været nummer et. Men de var godt nok fra Ravsted. De hed Alice og Rita. Og melodien hed Hallo Hr. general.
Ja der var også Django – kvartetten. De var med i den fantastiske film om Carl Henning, der blev spillet af Jesper Klein. Den foregik ude ved vestkysten – mellem Ballum og Højer.
For enden af Lærkevej lå et træhus. Her huserede et jazzorkester. Her mødtes mange jazz musikkere. Engang boede medlemmer af Papa Bues Wiking Jazz Band også her. Tønders
første rigtige jazz orkester hed Harlem Hot Group.
I denne gruppe var også en, der hed Alfred Hansen. Han fik senere stor succes i Sverige i gruppen Alfred og Country Road. Og Syncropaters vandt i 50erne masser af jazz – mesterskaber.
Så var det hvis nok en pige fra Møgeltønder, der hed Freja, der var meget populær.
Danmarks – mesterskab i pigtråd
For et par år siden var jeg så heldig at hilse på Tommyguns originale guitarist, Helmer Fabricius. Han kom meget i vores hjem i Tønder. Og jeg mødte ham, da jeg på sønderjysk holdt et
foredrag om Tønders Historie på Sønderjysk i Store Kongensgade.
Gruppen blev dannet i 1964. Allerede året efter, får de en anden plads ved semifinalen i Danmarks mesterskabet i pigtråd på Palads Hotel i Esbjerg. Konferencier var Jørgen Mylius og
arrangør var popbladet Hit.
Det
førte direkte til en finaleplads i KB – hallen. Men ak. Det blev til en sjette plads. Vinder blev The Donkeys med Kjeld Heick.
Dybdeborende journalister
Jeg fandt et gammelt avisudklip fra avisen Vestkysten fra 1965. Læg mærke til de ”dybdeborende” spørgsmål, journalisterne stillede dengang.
Telefon til Bord 6
I Ribe på Skovkroen var der telefoner på bordene. Så kunne man ringe til alle skønheder enten som bord nr. 7 synes du er dødlækker. Eller Mon du har lyst til at danse dig ved bord 15.
Og så var det en person, der hed Steen Mogensen, der i forbindelse med udgivelse af en bog Riber Rock inviterede alle de gamle pigtrådsgrupper fra dengang til at komme til Ribe. Og det var skyld i at Tønder grupperne The Dispairs og Tommyguns genopstod.
De sidste par år har det så været 60er og 70 er musik på Torvet i Tønder med tre – fire af de gamle pigtrådsgrupper.
Elvis i biografen
Vi samlede små singleplader i kulørte mapper. Mange er sikkert penge værd i dag. Først i løbet af 60erne slår LP – pladerne igennem. Og tænk først i 1963 starter P3. Og i 1964 er der kun fire timers dansk tv. Så var det da godt at vi kunne se tysk tv.
I biografen i Tønder så vi Elvis i nogle tvivlsomme hovedroller. Han havde uden tvivl sangtalent, men om han var skuespiller?
En dekoratør fra Tønder
Lige over for min lærerplads i Andersen og Nissens Boghandel, arbejdede en langhåret dekoratør. Han pyntede tøj – vinduer, men havde mange musik – planer.
Han var med til at starte Tønder musik Festival. Hans navn var Carsten Panduro. Det skulle dog gå nogle år inden hans planer blev til virkelighed. Men han blev hvis nok blandet ind i de andre foreninger, vi havde i byen. Foreningerne hed Downtown og jazzklubben Noldes Nabo.
Det er hvis nok 36 – 37 år siden, festivallen startede. Jeg var for længst flyttet fra byen. Men vendte hjem hvert år, og havde taget et par dage fri. For så skulle der ellers festes igennem. Hele
byen var involveret og befolkningstallet blev flerdobbelt.
Campingplads og vandrehjem hos far og mor
Far og mors græsplæne blev omdannet til campingplads. Stuen blev indrettet til vandrehjem, og den overdækkede terrasse fungerede som cafeteria. Min mor lavede kartoffelsalat og frikadeller i spandevis. Og der var masser af dejlige piger.
Både fredag og lørdag var i samlet op på Torvet. Så stod den på Gammel dansk, Folk og Jazz. Her på festivallen blev jeg så forlovet. Det blev utrolig dyrt. Pludselig kendte man halvdelen af alle gæster. Min lillebror forærede os en irsk aften på Tønderhus.
Musikalske minder fra Tønder.
Forsangeren til De Gyldne Løver blev gift på Tønder Rådhus midt under en koncert på Torvet. Anne Grethe fandt Van Dango til en meget lille koncert i skolegården på Tønder Statsseminariets Øvelsesskole. Siden har jeg været kæmpefan af deres vaskebræt og skiffelmusik.
Selv en gudstjeneste til festivallen vækker minder. Det var canadieren Lillian Bouté, der sang forrygende Gospel. Det store telt var stopfuld. Sikke en stemning.
Og
Rasmus Lyberth til en lille intim koncert på Vandmøllen – fantastisk. Det var også dengang da Lars Lilholdt var anerkendt i folkemusiker kredse. Nogle fantastiske cd’er er der kommet ud af et utraditionel samarbejde mellem Hans Thessink, Knud Møller og Nalle. Det kan vi takke Tønder Festivallen for.
Nogle gange gik det også lidt vildt for sig. Således truede den tyske folkesanger Hanes Wader med at gå. Han synes, at publikum larmede for meget.
Lysanlæg og mikserpult
Det var dengang, man havde gang i loddekolben. Foruden piratsenderen, byggede jeg krystalradioer og lysanlæg. Sådan et fem kanals lysshow kunne godt give gode scorepoint hos pigerne. Det var dengang, da loftet var brunt og væggene orange.
Jeg var med i HK – Ungdom, og mange fester var henlagt til mig fordi jeg havde dette lysshow. Der var røde, blå, grønne, gule, lilla lys, der blinkede når der var diskant bas m.m. Og så havde jeg en B&O båndoptager med ekko og mikserpult.
Da Cliffters indspillede deres første plader brugte de kvindetoilettet i Islev Bio som ekko – rum. Hvorfor det lige var kvindetoilettet der var bedst velegnet til dette, vides ikke.
Musik i Aabenraa
Videoen fik den store gennembrud. I Aabenraa fik vi på Spar To store skærme med musik ala MTV, som vi dansede til. Her var også Astoria, hvor dansk – top bands underholdt. Sommerlyst fik efterhånden navnet Koks og Kuld, fordi det brændte så tit. Her kom også dansk top orkestrer.
Det var også her i Aabenraa jeg mødte Ove Bager og Fynsk Harmoniforvirring. De kunne ikke lide Jørgen Mylius. Og på Royal drak jeg bajere med Alex McCampell. Det var en af Tønder Musik Festivals grand old man dengang. Fantastisk underholdene.
Jeg blev formand for HK i Aabenraa, og var med til arrangere koncerter og foredrag. 800 mand til Troels Kløvedal og Sebastian m.m. Og i handelsforeningen blev jeg også indblandet. Her skulle jeg være med til at arrangere musik på gågaden. Det var også fint med dansktop – musik, bortset fra at en koncert med Jan og René nærmest var en katastrofe.
Her arrangerede jeg også en koncert med Den syngende lægefamilie Vagn Hansen(tidligere tv – og radiolæge) . Men den bedste koncert var med Chris, Carsten Vagn Hansens søn med
jazzorkesteret, Neander Jazzband. De handlende mente, at jazz ikke lige var sagen – men hvor var det godt.
Året efter fik jeg skåret halsen over på Chris mor. Hun var formand for Røde kors i Aabenraa. Og to af mine venner rejste rundt med et tryllekunst – show. En af deres specialiteter var at skære halsen over på folk.
Musik vækker følelser
Nu kunne musik også vække følelser. Min kone Hanne lavede dokumentarfilm til TV – Syd. Hun lavede blandt andet en film om computerprogrammet Comal – 80. Som underlægningsmusik brugte hun melodien Det haver så nyeligen regnet.
Det ville TV – Syd ikke bringe. De mente, at det kunne vække forkerte holdninger hos de tysksindede
Det alternative København
Forleden havde jeg besøg af en af Danmarks bedte musikere, Anne Eltard. Hun ville godt have inspiration fra noget sønderjysk musik til noget skulle skrive til Vadehavs – festivallen i Ribe. Hendes øjne faldt på et hæfte fra Musik og Lys fra 1970erne. Der havde hun også været med dengang.
Hanne også kaldet Sus, som min afdøde kone blev kaldt var med i Musik og Lys. Foreningen startede i 1970.
Her var grupper som Bifrost, Bukiyamaz Culpepper, CV Jørgensen, Delta Blues Band, Fanø Spillemændene, Fessors Big City Band, Gnags, Kansas City Stompers, Theis Nygaard, Totalpetroleum, Gade, Clausen og Petersen
Navne som Aske Bentson, Peter Viskinde, Peter Ingemann, Jesper Thorup, Alex Riel, Allan Klitgaard, Michael Bøving, Mick Schack, Peter Abrahamsen, Søren Rislund, Morten Kærså
I hæfterne er der en fortegnelse over medlemmer og spillesteder dengang.
Dan Türrel, Maos Lyst og Christiania
Men i den bog, der aldrig bliver til noget skulle der have været artikler om støttekoncerter til porcelænsarbejderne på Christiania. Dann Türell`s sorte negle, som Hanne rådede ham til i
Fælledparken. Så vil du blive berømt, sagde hun. Det var også, da hun fik en skideballe af Frans Bekkerly, fordi hun havde smidt nogle tidlige billeder væk fra Gasolin i starten.
Solvognen
Ja og så var det Solvognen og alle dens aktiviteter både på musik, teater og alle de andre happenings. Egentlig kunne hun have kaldt sig Kløvedahl. Hun boede i Maos Lyst. Men også i et
kollektiv oppe i Tidsvildeleje. Her endte det tragisk med et mord. En ildebrand var der også. Kim Larsen har på nogle af sine tekster gengivet disse dramaer.
Den bog, der ikke bliver til noget
På en reception for min gode ven Allan Mylius Thomsen mødte hun Clausen. Og også Johannes Møllehave, Peder Bundgaard (ham, som dekorerede Gasolins cover), Stig Møller, Tømrer Claus m.m. var der historier om – i den bog, der aldrig bliver til noget. Ja sågar Johnny Reimar ville have indgået i bogen. Dengang han hentede stålbånd hjem fra London. Hanne var en kort overgang veninde med Reimars datter.
Hun arbejde også på Vi Unge og Robert, datidens ungdomsblade. Og ja hun var også go – go danser i et par af Lasse Holgersens underholdningsudsendelser i TV.
Hagges i Tønder
I Tønder fortsætter musiklivet. Hagge´s er blevet stedet, hvor man samles Det var folk fra Tønder festivallen der opbyggede spillestedet i 1988. Her spilles nu kvalitetsmusik inden for folk, folkrock, blues, jazz, cajun og andre beslægtede genre. Cirka 50 gange om året er der live – musik her.
En stor festival
Og Tønder Festivallen har vokset sig til en af de mest respekterede folk og rootsfestivaller i Europa. Den særlige stemning er ikke gået tabt, siden jeg var med fra starten. Der er stadig musik fra Irland, Storbritannien, USA, Canada og Skandinavien.
Men også mange nye navne får plads til at udfolde sig. Og også andre dele af verden kan festivalgæster opleves. Således var der i år portugisisk folkemusik. Festivallen har fire fuldtidsansatte i administration og musikbooking. De har en ledergruppe på 150 personer og en medarbejdergruppe på ikke mindre end 2.000 personer.
Hvert år sælges der 23.000 koncert-biletter. Og i løbet af festivallens fire dage afvikles der 28 koncerter på festivallens ni scener.
Spillestederne har fra 180 – 2.700 siddepladser. Men for det meste står man op eller danser.
Et speciel pladeselskab, der kalder sig Millstream records har specialiseret sig i folk og rootsmusik fra hele verden. Kulturelt og økonomisk betyder det meget for Tønder med sådan en festival. Således genererer en sådan fire dages festival en omsætning i den lille grænseby på 69 millioner kroner.
I Tønder har jeg foruden dem jeg har nævnt oplevet Emmylou Harris, Pete Seeger, Arlo Guthrie, Runrig, Chieftrains, Conelius Vreeswijk, Mary Black, Donovan, Dubliners, Lonney Dunnigan, Kjeld Ingrish og ikke mindst Niels Hausgaard.
Musik (12)
Musik til glæde
Jeg vil gerne benytte mig af at takke for publikums interesse. Vi nåede hvis hele vejen rundt. Musikkens historie er altid spændene. Her var musikkens historie beskrevet gennem mine egne oplevelser fra udkants – Danmark. Egentlig et meget nedladende ord. Men jeg tror, at I hver især har en spændende musikhistorie at fortælle.
Musik spreder poesi, Lyrik og historie
Og tænk, så kan man sidde en lørdag aften og skråle med sin bonusdatter til Fede Finn og Funny Boys. Hun kalder det for Danske Klassikere. Og tænk hun har udskrevet teksterne fra sit idol, Adam Lampert og forsøgt at fortolke tekstens indhold.
Hov, her har vi igen et lighedspunkt mellem litteraturformidling og musikkunsten
Jeg håber, at I når at besøge flere arrangementer i forbindelse med Spil dansk dagen. Og tak til de fremragende musikanter. De vil slutte af med aftenens sidste nummer.
–
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 282 artikler fra Tønder
Redigeret 6. – 11. 2021
November 4, 2010
Voldsteder var der masser af langs åerne. I Tønder gik undertrykkelsen for vidt. Og fire tårne på Trøjborg var for meget for majestæten. Guld-mageri førte til
konkurs hos mange adelige. Christoffer Rosenkrans blev dømt til døden for Bedrageri. Jomfru Anna på Solvig blev dømt for aftalebrud. Adelen blev udkonkurreret på Gottorp af ”Doktorer”. Og så skal du læse om det omstridte ”Ribe – brev”.
Kongens mænd
Egnen har været befolket af mange stormænd. De har blandt andet været med til at anlægge landsbyer. De havde stor anseelse i lokalbefolkningen, og blev ofte udpeget som ledere. De fik også tilkæmpet sig særlige rettigheder. Deres ord havde stor vægt.
Storbonden, der deltog i kongens krig, blev Herrens Mand. Med andre ord, han blev Kongens Mand. Som sådan kom han til at høre til Herremands – klassen.
200 af egnens bedste mænd i Store Jyndevad
I 1238 opstod der en strid mellem Løgum Kloster og en af egnens stormænd. 200 af egnens bedste mænd stillede op. De har vel nok alle tilhørt lavadelen eller været større gårdmænd. I gamle rets-dokumenter og skøder møder vi også navne på væbnere og riddere. Ved den årlige mønstring, eller hvis landet var i krig, mødte de op i brynje med skjold, sværd og lanse.
Voldsteder langs åerne
Langs åerne findes rester af gamle voldsteder. Her har en stormænd engang i middelalderen haft sæde.
Ved Brede å lå Kummerlev, Trælborg, Svanstrup, Ålbjerg og Trandbjerg. Ved Sejersbækken lå Trøjborg, Kogsbøl, Gribsgård, Kærgård, Kobbervold og Trælbanke. Og ved Vidåen og dens mange bi-åer lå Solvig, Tønderhus, Nolde, Karlsvrå, Vrågård og
flere andre borge. Og i den nordlige del lå Fiskebæk, Nørrevold og Søndervold.
De fleste borge er for længst forsvundet. I tidlig tid var det ofte langs åerne, at sørøverne kom. Derfor byggede stormændene deres forsvarsværker her.
Masser af adel
I Vor Frue Kirke i Haderslev findes en frise med våbenskjold fra midten af det 1400 – århundrede. Her er 12 af egnens adelige slægter gengivet. Vi ser von der Wisch, Skram, Drage, Lindenov, Tinhus (Tedinghusen), von Qualen, Snalsted, Ahlefeld, Buchwald, Emmiksen, Stake og Limbek.
Af betydningsfulde slægter mangler Breide, Split, Pogowisch, Schinkel, Wahlstorp og Rewentlow. Senere dukker andre op.
Omkring Læk ejede slægten von der Wisch store godser. Men det gik ikke altid slægten lige godt. Omkring Rudbøl måtte et medlem af slægten melde konkurs
Mange dræbt i Ditmarsken
I 1500 – tallet var adelens storhedstid. Men det begyndte meget skidt. Kong Hans havde besluttet, at gå i krig mod Ditmarsken. Adelsmændene sluttede op i samlet trop. Desværre gik det ikke så godt. Sikkert ikke en eneste adelsslægt herhjemme slap ikke for tab. En stor del af den adelige rytterskare omkom i marskens mudder og vandfyldte grøfter. Mange blev dræbt mod de frisiske bønder, blandt andet ejeren på Solvig, Eggert Gjerdsen. Ahlefeldt – slægten blev også hårdt ramt.
Krigsførelsen ændrede karakter. Krudtet og kanonerne blev taget i brug. Det var mere effektivt end bue, pil, spyd, lanse og kastemaskine. Hæren kom til at bestå af lejetropper. Adelen kastede sig over dyrkning af jorden. Efterspørgslen efter korn og kvæg blev større, priserne steg.
Adelen blev store jordbesiddere. Og den holstenske adel havde fået indpas på egnen.
Rantzau
Rantzauerne blev de store jordbesiddere. Både på Møgeltønderhus, Trøjborg, Solvig og Lindeved sad der i en årrække mænd af denne sliægt. De sad som små konger med fæstebønderne som undersåtter. Det gjaldt om at få så meget jord som muligt. Det skete på bekostning af bøndernes ret til dyrkning af fællesmarkerne.
Bendix Rantzau på Møgeltønderhus gjorde talrige forsøg på at inddrage fæstegods. Det samme var tilfældet på Trøjborg. Her sad i slutningen af 1500 – tallet den mægtige Peter Rantzau. Hans bror Daniel havde nærmest været en helt under Den Nordiske syv – års krig. Han fik af kongen overladt Trøjborg.
Det fik han dog ikke så meget glæde af. Han faldt under belejringen af Varberg. Hans bror blev den kongelige lensmand på Trøjborg. Både han og hans brodersøn, Godske Rantzau blev
forhadte af bønderne. De forhøjede landegilden og pålagde større hoveriarbejder.
Ifølge sagnet har Peter Rantzau aldrig fået fred i sin grav. Ved nattetid går han hvileløs rundt på Trøjborgs marker med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord. Det var den jord, han var kommet uretmæssigt til, da han var i live.
Pogwisch gik for vidt
I Tønder sad Henning Pogwisch. Han havde af Christian den Første fået overladt Tønder Amt. Han var heller ikke bedre over for bønderne. Han pålagde dem store skattebyrder. Når de så var genstridige, lod han dem skamfere eller henrette.
Men under en rettergang i Tønder og senere i Kiel blev den stolte adelsmand landsforvist. Familien blev arresteret og alle deres ejendele blev beslaglagt.
Til ære for majestæten
I Møgeltønder Sogn inddrog herremanden bøndernes jord. De fik pålagt større arbejdsbyrder og fik færre rettigheder. Peter Rantzau lod opføre et slot på det sted, hvor det gamle Trøjborg
havde ligget. Normalt var det kun kongen, der satte fire tårne på sine bygninger. Derfor blev han bebrejdet af kongen, Trøjborg havde også fået fire tårne.
Detlef Ahlefeldt, der sad på Møgeltønderhus fik af kongen tilladelse til at udføre stude toldfrit, så han fik råd til at udvide.
Også Solvig blev fornyet. Den gamle lade-bygning, der bærer årstallet 1585, og som er en af landets ældste avlsbygninger, er et minde om et storbyggeri.
I nærheden af Lydersholm lod hertugen opføre Grøngård, hvor han havde plads til 200 kreaturer. Her kunne desuden ligge 2.000 læs hø. Byggematerialet lod hertugen hente i Holland.
Han byttede det til dels med byg. Indboet var efter datidens forhold meget eksklusivt.
Eksklusivt liv hos adelen
Adelen forlystede sig blandt andet med jagt. Ved Draved, Hjerpsted og andre steder blev falke afrettet. Og i nærheden af sin avlsgård lod Hertug Hans opføre et jagtslot. Efter veloverstået jagt lod han hente rhinskvin, hamborger øl, bagværk og frugter fra Tønderhus.
Man satte også pris på østers. Disse østers blev skrabet ude i Vadehavet. Men jagtslottet stod kun i 70 år. Den senere amtsstue i Tønder er opbygget af rester af dette jagtslot.
Mange adelsmænd kastede sig over guldmageriet. Det gjaldt også for Erik Lange, der i 1579 arvede Solvig. Allerede fire år efter måtte han afstå gården. Han endte i dyb fattigdom.
Dødsdømt
En endnu mere sørgelig skæbne oplevede Christoffer Rosenkrans. Han var født på Kogsbøl. Senere blev han ejer af Høgsbrogård. Han havde lånt sin ven Christen Juel til Donslund 1.000
rigsdaler. Da denne døde forfalskede han gældsbeviset og stillede enken over for et krav på 5.000 rigsdaler. Men falskneriet blev opdaget. Og ved en undersøgelse kom det frem, at han havde bedraget en række mennesker. Og det var skærpende omstændigheder, da han havde forsynet et brev med kongens navn og segl. Derfor dømtes han til døden. Henrettelsen fandt sted i København i
1610.
Hans umyndige børn kunne ikke beholde Kogsbøl og Høgsbrogård. Begge gårde blev solgt.
En slægtning til Christoffer Rosenkrans høstede dog mere anerkendelse. Det var mester Gotskalk Erichsen. Han blev kansler hos Christian den Anden og fulgte denne i landflygtighed.
Claus Gjordsen fra Solvig nåede at blive domprovst i Ribe og kansler hos Frederik den Første.
Herremændene søgte deres omgangsfæller blandt ligesindede. Der blev knyttet både venskabs – og slægtsbånd mellem de herresæder, der lå på egnen. Men der kom også til stridigheder.
Dømt for løftebrud
Datteren Anna på Solvig havde siden sit syvende år været trolovet med den unge søn på Trøjborg. Da hun blev myndig nægtede hun dog at indgå ægteskab med ham. Hun havde fattet kærlighed til en anden ung adelsmand. Familien på Trøjborg blev meget fortørnet over den unge jomfru Annas egenrådighed. De ønskede hende dømt for løftebrud. Og det lykkedes også. Men skæbnen var ude efter hende. Den unge adelsmand døde, inden de blev gift. Da hun var enearving til Solvig, var der ikke mangel på bejlere.
To gange blev hun da også gift, og blev mor til den før omtalte guldmager Erik Lange.
De mange krige i 1600 – tallet gjorde stærkt indhug på adelens magt og rigdom. Det var særlig tilfældet på Trøjborg. Her blev Rantzauerne afløst af den holstenske adelsslægt Buchwald.
De afstod senere stedet til en slægt af borgerlig stand. Dermed gik det før så stolte slot i forfald. Den kendte storbonde, Knud Lausten Knudsen købte Trøjborg i 1851.
På Møgeltønderhus ødelagde den voldsomme storm i 1634 store dele af borgen. Et halv snes år senere gjorde svenskerne det også af med en stor del. For påskønnelse for tro og tapper tjeneste, overlod kongen i 1661 godset til Hans Schack.
På ruinerne af Møgeltønderhus lod han Schackenborg opføre. Samtidig blev han ophøjet i grevestanden.
Solvig nedbrændte i 1638, men blev senere genopført.
50 adelsslægter i Slesvig Holsten
I 1597 opregnede den kongelige statholder Henrik Rantzau, at i alt 50 slægter som hørte til Slesvig Holstens adel var berettiget i dets styre. Godt halvdelen havde deres rod i Holsten eller
Sydslesvig, og regnedes til det holstenske ridderskab. Knap 20 slægter var fra Slesvig. 3 – 5 slægter var enten indvandret eller gift ind i en af de bestående. I optegnelsen finder vi slægter som Rosenkrantz, Holck, Magnussen og Sture
I 1580erne og 1590erne var adelsslægterne næsten købt ud af Haderslev og Sønderborg amter. Slægter som Lindenov, Holck og Emmiksen flyttede til kongeriget og fortsatte deres virke der.
Ahlefeldt og Rantzau dominerede
Slægterne Ahlefeldt og Rantzau har hele tiden været de ledende. Sidst i 1500tallet opgjorde man antallet af adelsmænd til 200 i begge hertugdømmer. Halvdelen ejede godser. De havde masser af magt, blandt andet gennem Hertugdømmernes Råd, som talte 15 – 20 adelsmænd. I stænderne, som var en slags landdag havde adelen også flertal.
Adelen følte at deres privilegier og magt var knyttet til Slesvig – Holsten som et samlet område.
Et kæmpe hof
I 1500tallet var man bogstavelig talt i fyrstens brød, når man tjente ved hoffet. Hans den Ældre udstedte i 1556 en forordning, som ikke mindst handlede om, hvem der skulle have hvad at spise og hvornår. Mellem 1620 og 1660 fik typisk mellem 200 og 300 personer kost eller kostpenge på Gottorp. I 1683 blev der ud over hertugfamilien dagligt bespist 80 personer ved
det lille hof på Glücksborg.
En masse mennesker var ansat. Det gjaldt i første omgang at kaste glans over hoffet, og selv få noget af denne glans. Men det var også for at få et bånd mellem fyrste og adel.
Våbenskjold gav status
Adelens våbenskjold og navn gav status. Man delte glæden og evnen til at ride, fægte, danse, spille og drikke med fyrsterne. De adelige jomfruers rolle var tilsvarende at være hertugindens selskab og følge, mens de lærte passende opførsel. De ventede bare på at blive godt gift.
I 1500tallet tiltrak hoffet på Gottorp mange adelige fra Hertugdømmerne. Men omkring 1630erne svækkedes båndet mellem fyrsterne og ridderskabet.
Konkurrence fra Doktorerne
Adelen fik konkurrence fra de såkaldte Doktorer. De var en slags sekretærer hver med deres speciale. Mange af disse blev også udnævnt til amtmænd rundt omkring. Det havde været adelens privilegium. Amtmanden på Gottorp sagde således i 1624:
Mange slotte
Der var fyrsteslotte i de fleste sønderjyske byer. Chancen for at se en hertug og hans følge ride forbi i pragtfulde klæder var stor. Det var et gammelt virkemiddel, at fyrstens gård skulle værre større og prægtigere end andres. Ledende adelsmænd som Johan og Henrik Rantzau satte også en slags standard, som man helst skulle leve op til.
Et helt byggeboom i op og ombygning af slotte opstod i Slesvig – Holsten. Christian den Tredje lod Sønderborg Slot ombygge.
Hans den Ældre ombyggede slottet i Haderslev. Hertug Adolf af Gottorp byggede en hel række af mindre slotte. Og Hans den Yngre lod en række ældre slotte ombygge, inklusive Tønderhus. Ja selv Brundlund Slot i Aabenraa blev ombygget.
Hans den Ældre lod blandt andet befæstningen omkring Tønderhus forstærke. Og det var også ham, der lod portnerhuset bygge. Det rummer i dag en del af Tønder Museum. I øvrigt mener man, at hertug Hans den Ældre bevarede alle sine kister med rede penge og klenodier i Tønderhus hvælvinger.
Store krav til undersåtterne
Fyrsten stillede store krav til sine undersåtter. Bønderne skulle betale deres sædvanlige afgifter og undersåtter skulle være lydige.
I 1547 skrev Hertug Hans den Ældre til indbyggerne i Tønder Amt, at han havde hørt, at man kun i ringe grad adlød dige-fogeder og andre, når de befalede folk at arbejde på det nye dige. Hertugen påbød nu med strenghed alle at efterkomme ordrene og truede med straf.
Det skete også at hertugmagten måtte bøje sig. I år 1600 besluttede hertugen af Gottorp at bortforpagte hovedgården Foggebüll syd for Tønder. Han krævede desuden hoveriafløsning af bønderne i marskherrederne. Bønderne bad sig fritaget, fordi de havde udgifter til digerne. Hertugen fastholdt i første omgang sine krav. Da bønderne fortsat nægtede, truede han med straf. Trods dette var sagen mange år efter endnu ikke faldet på plads. Men til sidst gav hertugen op, og lod amtmanden forhandle et kompromis hjem.
Adelen leverede dygtige amtmænd
Fra 1624 til 1664 havde Tønder Amt en markant amtmand i Wulf Blome. Han var søn af den fremtrædende adelsmand, Hans Blome. Han ejede selv det holstenske gods Seedorf.
Det var en ret givtig beskæftigelse. Amtmanden kunne selv stikke en del af indtægterne i egen lomme. Og i mange år var disse poster forbeholdt det Slesvig – Holstenske riddervæsen.
Men adelen repræsenterede også dygtige amtmænd. Det gjaldt blandt andet Claus Ahlefeldt i Gelting, Jørgen Ahlefeldt i Haderslev og Cai Ahlefeldt i Haderslev og Flensborg. Når
hertugen skulle bruge diplomater til overbringelse af vigtige beskeder, ja så foretrak han folk fra slægten Rantzau og Buchwald.
En bondeslægt med indflydelse
Næppe nogen bondeslægt har drevet det så vidt som slægten fra Hajstrupgård i Bylderup Sogn. Nis Hansen fik 12 børn, og overtog de store gårde Hajstrupgård og Vrågård. Han
blev lige som sin far og farfar, herredsfoged over Slogs Herred.
Hans kone Anna var datter af herredsfogeden i Strukstrup Herred i Angel. Begge ægtefællers mødre var rådmandsdøtre fra henholdsvis Flensborg og Tønder. Formelt var Nis Hansen endnu kun bonde. Men han fungerede som et mellemled mellem bondesamfundet på den ene side og hertugmagten på den anden side.
En kompliceret historie
Vi har før været inde på det, Sønderjyllands historie er yderst kompliceret. Vi skal her for nemheds skyld i kort form beskrive udviklingen omkring Tønder Amt. Ribe Bispestol havde
allerede i 1240 besiddelser i Møgeltønder, Daler og Ballum Sogne. Fra 1361 var Bispens besiddelser i Møgeltønder og Daler administrativt skilt ud af omegnen som Møgeltønder Birk, og
inden 1468 var det samme sket for godset i Ballum og på Rømø.
I 1407 erhvervede Dronning Margrethe Trøjborg med Lø Herred, som ellers havde været et gammelt hertugeligt len som Tørning eller Tønder. Straks derefter pantsatte hun lenet til biskoppen i Ribe. Oven i dette henlagde dronningen Trøjborg med det tilliggende Lø Herred under kongeriget. Dette klagede de Slesvig – Holstenske grever over i 1424.
I 1579 afhændede kongen Trøjborg til Peter Rantzau, men stedet vedblev med at være en del af de Kongerigske enklaver. Det samme skete, da Hans Schack i 1661 overtog Møgeltønder
Len, Ballum Birk og det meste af tidligere bispegods syd for Ribe.
Efter 1700 Kom de Kongerigske enklaver til at bestå i fire dele:
Ribe – brevet
Når man taler om adelen i Slesvig – Holsten, kommer man ikke uden om det såkaldte Ribe – brev.
Adelen var ikke interesseret i at Slesvig – Holsten blev delt, så han man blev hinandens fjender. Stormændene tilbød derfor Christian, at blive herre i både Slesvig og Holsten, men
på visse betingelser.
I marts 1460 mødtes man så i Ribe til forhandlinger. Allerede den 2. marts hyldede de slesvigske og holstenske repræsentanter kongen.
Dokumentet blev først i 1800tallet af Slesvig – Holstenske politikere døbte Ribe – Privilegiet. De så det som et frihedsbrev, der skulle sikre hertugdømmerne evige frihedsrettigheder. Det er dog en højst tvivlsom fortolkning.
Christian den Første lovede ikke de Slesvig – Holstenske stormænd mere end han lovede stormændene i Danmark, Sverige og Norge.
Når kongen døde skulle adel og gejstlighed kunne vælge en af hans sønner som herre. Hvis han ingen sønner havde, da skulle man vælge en af hans arvinger.
Ribe – Brevet sikrede på den ene side Slesvig – Holstens særstatus i forhold til Danmark. På den anden side fastslog brevet de to fyrstedømmers nære samhørighed. De to landes stormænd blev betragtet som en enhed.
Christian den Første var nu ikke meget i Slesvig Holsten, og det var adelen sikkert glad for. Han lovede dem også ikke at gå i krig uden at have spurgt dem først. Og almindelige adelsforsamlinger en gang årligt lovede han at afholde i Bornhøved i Slesvig og på Urnehoved.
Mange andre artikler med adel og storgårde
I denne artikel kan vi kun strejfe emnet. Vi henviser til de nedenstående artikler. Senere vil vi lave fokus – artikler på slægten Schack og Rantzau. Desuden er der startet en ny artikelserie om Flensborg. Og så er der desuden planlagt en serie om Augustenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om adelen og storgårde i Sønderjylland:
–Under Historier om adelsslægten Akeleye (9 artikler)
Redigeret 6. – 11. 2021
November 4, 2010
Vi
hører om malerens store glæde ved at bo i Uttenwarf. Han
var uenig med Tønder Kommunes håndtering af afvandingen,
derfor flyttede han til Seebøll. Han var dansk statsborger,
men medlem af Det Tyske Mindretal. Han var medlem af nazistpartiet og
havde nogle kontroversielle meninger om jøderne.
DENNE ARTIKEL FINDER DU I EN ANDEN VERSION – DEN HEDDER “NOLDE – OG HANS LIV VEST PÅ” (b) I DEN VERSION ER OPSTILLINGEN ÆNDRET OG ARTIKLEN ER REDIGERET – SÅ FIND DEN I STEDET.
Emil
imponeret over Tønder
Vi
har i tidligere artikler beskæftiget os med maleren Emil
Noldes liv,
dengang han hed Emil
Hansen, og
boede i Nolde.
Vi
har også hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde
han det egentlig her vest på.
Hans
mor, spurgte ham ofte, hvor mange ansatte, han i grunden fik. Og helt
uret havde hun jo ikke i sine spørgsmål. Andre store
malere havde jo medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever,
der hjalp Emil
Nolde.
Når
Emil
fremviste
sine værker, forstod hun ikke altid meningen med dem.
Emil
var
meget imponeret over de store markeder inde i Tønder.
Disse
tiltrak bønder fra et stort område. Og også
bondesønner, der på den måde lærte at
handle. Emil
kunne
godt lide det liv, der udspillede sig. Det var okser, stude og heste,
der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte
interesse.
Studerede former og
farver i naturen
Når der var
jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå
der dag efter dag. Men det var ikke altid, at selve jagten
interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj
og tænke på former, farver og linier. Han studerede
himlen, dyrene og naturen.
Han havde altid sin hund
med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her
vest på.
I
den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle
have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere,
skuespillere, akrobater
og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst
liv, og levede lemfældigt lige som sigøjnere.
I området var der
dog endnu ikke født nogen kunstner.
Afstand til Ada
Da
Emil
skulle
præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i
København,
opstod
der problemer. Svigerinden turde ikke møde skuespilleren. Og
bror Hans
der
i sin soldatertid været meget tysk, bebrejdede Emil,
at
han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han ikke møde.
Hun
fik fremvist den flotte natur.
Hun
så de steder, hvor man fangede de store fisk. Hun så
sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.
Også naboerne kom
til at hilse på den nye kærlighed.
At gengive korrekt er
ikke kunst
Bor
Hans
var
kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada.
De
blev ret gode venner. Adas
far
var præst. Det var et stort savn for Emil,
da
hans elskede mor, døde. Disse to havde mange dybe samtaler.
Emil forgiftet
Emil
mente
ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han
var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind
og skyer skulle forme værket, mente han.
Midt
under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket
forurenet vand. Hurtigt kom Ada
hjem
fra England.
Forgiftningen
varede i flere uger.
Han
malede nu konstant, dag og nat. Målet var Den
sidste Nadver. Et
pinsemotiv fik han også malet. Familie til hans far så de
to motiver, og kunne ikke rigtig forstå dem.
Emil
kunne
godt lide sine ophold på Als.
Her
malede han flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land
ved vestkysten.
Til Utenwarf
I
sommeren 1912 kørte han med sin svoger, Lornz
over
Lægan,
Møllehus og
Aventoft.
De
kørte længere vest på. Mod Lyst
og
Rudbøl.
Her
ville Emil
gerne
bo, men Peter
Nissen gjorde
som om, han ikke ville sælge sit lille hus. Men svogeren havde
gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.
Ofte
gik turen mod Tønder
og Møgeltønder
Emil
var begejstret for naturen omkring Vidåen
og
Rudbøl
Sø. Men
dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf
var omgivet af vand hele vinteren. Ja selv om sommeren kunne der ske
oversvømmelser.
Bedre til at male –
end jage
Omkring
1916 satte han Utenwarf
i
stand. Der blev hamret og malt. I skuret blev der indrettet et
atelier, og i stalden blev der bygget soveværelse.
Hver
dag var Emil
taget
ud og stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb mere
med andre levnedsmidler.
Han
havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste
sig, at geværet skød skævt. Men indrømmet,
Emil
var
bedre til at male end til at jage.
Da
han i 1917 fylde halvtreds forsøgte han sig med et
selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke særlig god
til. Vinteren var ikke god. Emil
indrømmede,
at de sultede.
De
tog til Berlin.
Da
de kom tilbage kunne familien næsten ikke genkende dem, så
afmagret så Ada
og Emil ud.
Pludselig fik de mælk, smør, kød og brød.
På
Utenwarf
fik
de foræret en ko af svogeren, som Ada
malkede.
Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og
fede.
Haven kom op at stå,
og det gik fremad.
Nu går
kunstneren i seng
Naboen
havde to smukke døtre, Misse
og Lisbeth. Især
den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår
en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine
billeder.
Ada
lavede
alt det grove arbejde, alt imens Emil
kunne
koncentrere sig om sit malerarbejde.
Hesten
Fritz
gik
gennem høj vand, den var ikke vandskræk. Det var en
fordel, for ofte var Utenwarf
omgivet
af vand.
Når
Emil
slukkede
lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet: Nu
går kunstmaleren i seng. Det
var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude
på Vidåen.
De
store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for
Emil
Noldes arbejde,
men de var ifølge ham selv altid hjælpsom. De regnede
heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld regnede de
jagten for noget.
Skønheden kunne
ikke erstattes
Ofte
tog parret med deres hund ud på vandet, blot for at nyde
naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst
andet, mente Emil
Nolde.
Når
de vilde gæs fløj over det lille landsted, smed Emil
pensel
og farver og skyndte sig ud for at kigge efter de store grå
gæs.
Det
var sjældent Emil
fik
ram på dem med sit gevær.
Kæmpe ål blev
der fanget. De blev ofte røget.
I det store vandlandskab
stak store gårde op på værfter. Men nogle gange
steg vandet så meget at beboerne måtte søge
tilflugt på høloftet. Så måtte man bare
vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige
store og små stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer
fra 1362 og 1634 har kostet mange tusinde mennesker livet.
Ikke
langt fra Utenwarf
er
der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog
er
der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp
mod vandet.
I
den lille landsby Lyst
boede
Nikolai
Nielsen, som
hjalp til på Utenwarf.
Her
boede også fiskeren, Adolph
og
snedkeren, Kloisen,
der
byggede Utenwarfs
lille
mølle.
Et blomsterparadis
I
1919 var Utenwarfs
have
blevet et sandt blomsterrige. Fordommen at der ikke kunne vokse
blomster på marsken var manet i jorden. Et lille stykke paradis
sagde man i omegnen. Helt fra Møgeltønder
kom
man gående langs diget og beundrede blomsterne.
Den
lille familie genoptog forbindelsen til Adas
familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland
og Island. Men
i stedet blev det en tur til Hallig
Hooge.
Det
fascinerede Emil,
denne
vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelse af
nyt land. Men også det land, der forsvandt blandt andet
Rungholt
gjorde
indtryk på maleren.
Inspiration fra
Halligerne
Emil
tog
selv videre til Hallig
Hooge. Med
sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over
inspirationen. Mange kendte malerier blev til under denne tur.
Han
mente selv, at Farve
er energi – energi er liv.
Med
farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg,
Jubel, Glæde, Drama og Drøm kan
man danne med farver, udtalte han.
Forvirret i
grænselandet
Emil
Nolde mente,
at dem, der er født i et grænseland er meget mere præget
af for
eller imod. Man
bliver mere
præget.
Spørgsmålet
var, hvad
er tysk?, hvad er dansk? Delingen
af Slesvig
ramte
ham hårdt. Grænsen blev trukket lige uden for deres hus.
Hus og land lå pludselig i Danmark,
erkendte
Emil.
Jeg
er født i Slesvig – Holsten, sagde
Emil
Nolde. Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og
syd på.
Danmark har leveret
min livsledsager. Tyskland med sin indre skønhed med musik og
kunst.
Dansk, tysk, plattysk
og sønderjysk
På
fødestedet Nolde
var
der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde.
På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var
det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere
tørre tal. Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da
blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen
i Burkal
og Nolde området
var dog på dansk.
Politisk afvanding
Da
afvandingen af marsken begyndte, frygtede Emil
Nolde, at
egnens skønhed ville forsvinde . Stilheden blev afløst
af larm og aktivitet. Emil
havde
selv regnet og tegnet på sin egen private afvandingsplan. Han
overrakte denne til den ledende ingeniør.
Men
pludselig fandt Emil
ud
af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt han egen
plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt
for den egn, han elskede.
Den 30. august 1923
opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt
temmelig hurtig og det var en trykkende stemning. En mærkelig
spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En
stormflod var uundgåelig.
19 digearbejdere længere
nordpå var blevet overrasket af stormfloden.
Ikke
længe efter nedbrændte den flotte frisergård
Nienhof
lige
i nærheden. Emil
kom
i tanke om en storbrand i Bylderup
i
sin ungdom. Her nedbrændte ti huse og gårde.
Røverforretninger
Inflationen
kom. Og for Emil
Nolde var
det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og
hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på
bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige
Møgeltønder
opstod
der ligefrem røverforretninger,
fortalte
han. En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde
i området havde opnået pludselig rigdom, men også
lige så pludselig fattigdom. Han gjaldt som en af de klogeste i
området omkring Tønder.
Ham
fandt man pludselig druknet, fortalte Emil
Nolde.
Folk
var blevet forvirret, og først efter noget tid blev maleren
igen produktiv. Emil
mente
at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om Neue
Kunst, der
i 1921 udkom, havde noget med af den 54 – årige maler,
Emil
Nolde.
Uenig med Tønder
I
1926 tog man den beslutning, at forlade Utenwarf.
Familien
var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på.
Mange naboer havde også protesteret over for Tønder
Kommune. Men
de var blevet afvist.
Mange
beboere var anvist på vand fra Vidåen.
Men
det forhold havde Tønder
ikke
tænkt på, ifølge Emil
Nolde.
Seebüll –
det nye hjem
Han
tog den beslutning, at han ville syd på. Mange rejser blev
foretaget langs vestkysten ned til Hamborg.
Men
de fandt ikke rigtig det rette sted at bosætte sig.
Pludselig
en dag fandt de et tomt værft. Problemer opstod, men Seebüllhof
var
en realitet.
I
foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf
til
Seebüll
på
tre både og to overfarter. Allerede samme år blev et nyt
atelier bygget.
Museum modtog kun
modvilligt hans kunst
Nolde
er
i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det
er nok de færreste, der ved, at han var dansk statsborger fra
1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og
tysk.
Faderen
skrev på tysk til sin forlovede, hun svarede på dansk. I
lille Emils
barndomshjem
blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i
højtysk og mange i omegnen talte plattysk.
Da
Ada
døde
i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til
Statens
Museum for Kunst i
København.
På
den måde håbede han på at fremme forståelsen
mellem Skandinavien
og
Tyskland
– en
nation, der på det tidspunkt ikke hørte til de mest
populæreste. Det var kun yderst modvilligt at museet modtog
disse billeder.
Medlem af
nazistpartiet
Denne
afvisning skyldtes sikkert, at Emil
Nolde havde
meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet. Han
havde været fuld af beundring over den stærke nationale
rejsning. Men nazisterne ville ikke rigtig vide af ham. Han blev
smidt ud, fordi hans billeder var forfærdelige,
dekante, ubrugelige, umulige, primitive, farvestærke, spontane
og grumme i
den nazistiske ideologis øjne.
Helt
nøjagtigt, så meldte Emil
Nolde sig
ind i Nationalsocialistisk Fællesorganisation Nordslesvig
(NSAN). Et år senere blev denne organisation tvangsindlemmet i
det Nationalsocialistiske parti i Tyskland
(NSDAP).
Følte sig
udenfor
Det
er jo ikke den første afvisning, han oplever. På hans
københavner
– rejser møder
han tidens store kunstnere, J.F.
Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Vilhelm Hammershøj
at
kende. Men han blev aldrig lukket ind i varmen og følte sig
udenfor.
De umalede billeder
Egentlig
kunne Goebbels
godt
lide Noldes
kunst,
men nazisternes chefideolog Albert
Rosenberg afskyede
den.
De over tusinde værker
af ham blev beslaglagt, og senere solgt fra eller destrueret.
Nolde
fik
direkte forbud mod at male flere billeder.
I
stedet begyndte han at male akvareller. Disse kunne ikke lugtes, når
der kom kontrolbesøg. Disse akvareller blev hans Ungemalte
Bilder. De
blev først rigtige malerier efter krigen, hvor hans
malerforbud var ophævet.
Nolde og jøderne
Egentlig
var Nolde
en
forkæmper for tyskheden.
Ved
afstemningen i 1920 ville han ikke stemme
imod sin kones fædreland. Efter
grænsedragningen tog han bevidst imod det danske
statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.
Han
støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var
det bedste at udvise alle jøder af Det
Tredje Tyske Rige.
Egentlig
var det mange sammenfald mellem mellem nazisternes filosofi og Noldes
egen.
I hans bog Jahre
der Kämpfe skrev
han om jøderne:
I
1938 skrev Nolde
til
Goebbels:
Og
Nolde
lagde
ikke skjul på, hvad han mente med den
urene kunsthandel. Det
var jødiske gallerister og profitmagere.
Anerkendt i sen alder
Emil
Nolde var
religiøs, men på et tidspunkt havde han svært ved
at finde sit andre jeg. Eventyrlige væsener, groteske
skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud.
Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med
selvskabte mytologier.
Først
i en sen alder blev han anerkendt. Som 80 årig blev han gift
med den 26 – årige, Jolanthe
Edelmann.
I
1957 året efter hans død, åbnede Nolde
Stiftung Seebüll. I
tillægget til sit testamente skrev kunstneren:
Og
dette museum/Galleri/spisested er et besøg værd.
Overraskende er at se den spændvidde der er i Noldes
kunst.
Det er som om man kunne se, om han var i god eller dårlig
humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.
Kilde
: Se
Litteratur Tønder
Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere:
Aventoft – Byen ved
grænsen
Digebyggeri i
Tøndermarsken
Drømmen om en havn
i Tønder
Kanal gennem Tønder
Møgeltønders
historie
Tøndermarsken
Øst for Tønder
Tønder, Marsken og
afvandingen
Tøndermarksen –
under vand
Emil Nolde –
Vadehavets maler
Højer, Stormflod
og diger (under Højer)
Rudbøls Historie
(under Højer)
Syd for Højer
(under Højer)
Stormflod ved Vestkysten
(under Højer)
Bådfolket fra Højer
(under Højer)
Fiskeri ved Højer
(under Højer)
September 2, 2010
Nørrebroparken – fra 1930erne
Nørrebroparken – fra losseplads til park
Først fra 1933, tre år efter stationens lukning, blev der fremsat forslag om stedets anvendelse i borgerrepræsentationen. Efterhånden lignede det noget, man ikke kunne være bekendt. Der var tanker fremme, om at lave en plads, hvor borgerne kunne færdes, tumle sig og tillige hvile sig. De yngste skulle benytte den sydlige del til bold – og legeplads. Den nordlige del skulle anlægges til hvileplads for de ældre.
Den nordlige del blev anlagt som løv – overdækkede promenader med indblik ind i parken. Den sydlige del anlagdes som en legeplads med et stort sandbassin samt en rulleskøjtebane og et soppebassin.
Boldbaner på grus og græs blev også indrettet. Ja allerede i 1931 havde man talt om, at der skulle indrettes en Omnibusgarage omtrent der, hvor legepladsen ligger i dag.
I 1934 fremkom Socialdemokraterne med et forslag om, at Nørrebroparken skulle omdannes til en børnepark. De mente, at man skulle tage hensyn til de større børn, som i de sidste par havde brugt det nedlagte stationsområde som tumleplads. Man foreslog soppebassin, der om vinteren kunne bruges som skøjtebane. Endvidere skulle der være plads til opslag af telte og anden fri leg:
Mindst mulig udgift
Første etape blev indviet i august 1934. Man talte om et egentlig sportsanlæg vest for linde-alleen med blandt andet anlæg af syv tennisbaner med tilhørende omklædning og cykelstald. Badminton – faciliteter talte man også om. Og så skulle der oprettes to isboder og Folkerumsbygning.
Det endte dog med en skrabet plan, der
Således besluttede man i 1935. Ja det hele kom til at koste 41.000 kr. Der var ikke penge til så meget. Langs Hellebækgade var det oprindelig meningen at gaden skulle udvides. Men det blev ikke rigtig til noget. Og et forsøg på opførelse af musiktribune med opholdsrum for musikere og toiletter i 1939 blev også kun til drømme.
Omkring 1940 fandtes der i Nørrebroparken et meget stort rektangulært soppebassin. Ud over at småbørn kunne soppe i sikkerhed i det lave, men ofte grågrønne grumsede vand, kunne det også bruges af større børn til at sejle deres småskibe i. Der var desuden to sandkasser af forskellige størrelser og en karrusel.
Ud mod Stefansgade blev der bygget to røde træbarakker, som led i et beskæftigelsesprojekt i vinteren 1944 – 46. Og det var delvis på det gamle bryggeri areal.
Plankeværk og gammel beplantning blev fjernet. På den måde blev parken udvidet. Men legepladsen blev året efter flyttet
Den ene barak var til små og den anden til større børn. Her holdt Sankt Stefans Fritidshjem til. De blev revet ned først i 60erne. Fritidshjemmet blev flyttet
over i Skodsborgsgade. Her kunne mødre og børn krybe i ly i tilfælde af regnvejr. I hver ende af bygningen var der toiletter – i den ene ende for piger, i den anden ende for drenge.
Men drengene benyttede dem sjældent. Der lugtede altid af urin i Nørrebroparken dengang. Også dengang sad man og drak. Forældrene havde sagt til deres poder, at de bare skulle holde sig væk fra de drikkende eksistenser.
Nye tanker
I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen) omtalt som fallitbo. Sidste gang den kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog, indtil man fik renoveret andre tog. Man havde planer om at forbinde Lygten til Amager – banen. Men det blev ikke til noget. Tværtimod blev strækningen indskrænket. Farum – Slangerup blev nedlagt i 1954.
Gladsaxes borgmester, Erhard Jacobsen foreslog, at DSB anlagde en hurtigsporvej på Harreskovs-banen og forlænge skinnerne, så de indgik i det københavnske sporvejsnet.
Måske var der nogen, der havde lyttet til den gode Erhard Jacobsen, for i 1956 indførte man en direkte sporvognslinje fra Rådhuspladsen til Lygten. Det var linjerne 19 og 19x, der kom til at holde lige ved siden af toget på Lygten Station. Men eventyret varede kun i halvanden år. Der var ikke nok passagerer.
Vinter i Nørrebroparken
I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten om natten i vinterperioden. Når vandet så var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane.
Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Pludselig var skøjtebanen udvidet til det dobbelte.
Om aftenen var skøjtebanen belyst ind til klokken 24, at et antal kraftige projektører anbragt i høje træpæle i banens hjørner.
Det hændte mange aftener, at en driftig person, havde stået hjemme i sit køkken og sat små æbler på en tynd rund træpind og overtrukket æblet med transparent rød glasur, med henblik på at skaffe sig en ekstra indtægt ved at komme hen til skøjtebanen og sælge dem for 50 øre stykket.
Det var en meget populær form for slik, som man enten kunne glæde sig selv med eller en pige, som man havde fået et godt øje til ude på banen.
Trædebilerne i parken
I sommerhalvåret var en mand der en mand i 30 års alderen, der havde en forretning kørende i den ene ende af Nørrebroparken, der hvor Nordbanegade
og Stefansgade mødes og hvor cykel – og gangstien skar tværs gennem parken.
Manden bestyrede en del trædebiler, som børn fra 4 til 8 – 10 års alderen kunne sidde i og ved hjælp af frem og tilbagestående pedaler eller bøjler i bunden, kunne få til at køre rundt på et stort, fuldstændigt fladt, asfalteret areal på den nordlige side af stien.
For 25 øre kunne man køre i 15 minutter, og så kunne man forlænge turen, undtagen hvis der var en anden der stod og ventede på at få sin tur i netop den bil, man sad i. I vore dage fylder 25 øre ikke af meget, og om det var ”en god forretning” for manden var et spørgsmål. Men de 6 – 7 biler var meget populære især når det var godt vejr.
Manden sørgede for, at ingen sprang over i køen. Han holdt øje med en kæmpe stor urskive på ca. 30 cm, der sammen med pengekassen stod fremme på en bænk, hvorfra han styrede udlejningen. Når turen begyndte, satte han en markør med bilens nummer, et kvarter frem, så man kunne se, hvornår turen skulle
slutte. Hver gang man passerede bænken med uret, kunne man skæve på den, for at se, hvornår tiden udløb. Hvis der var nogen, der snød lød den hårde dom – Karantæne.
Der var malet veje med gul maling på det areal, man måtte benytte. Var man så heldig, at være på stedet ved lukketid, kunne man gratis køre bilen hen i Nordbanegade. Det var en strækning på 50 – 60 meter.
Børneparkering
I juli 1951 startede en børneparkering i Nørrebroparken. Den var åben alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo, det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ. Det var ment som en håndstrækning til de travle hjemmegående husmødre. En af dækningsgravene i parken blev indrettet til toilet og læ for børnene.
Ved siden af en af bunkerne blev der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Kvinderne bag denne succes kunne konstatere:
Alvorligt uheld
Lille pige døden nær i soppebassin. Sådan kunne man læse i en af aviserne dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri:
I 1957 fremkommer et forslag om opførelse af en ny legestue på legepladsen. Den bliver bemandet med en leder og en medhjælper. En bygning ville koste knap 50.000 kr. Sagen blev henlagt. I 1961 tages sagen op igen og endelig opføres der en ny bygning.
Teater og gøgl
Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Dødsdrom og radiobiler forekom også. Slikboder og eksotiske lækkerier som Candy Floss og popkorn udfordrede børnene. Der var øltelte, hvor nørrebroerne festede til den tidlige morgen.
Men der skete flere uheld, sikkerheden var ikke helt i top, så Københavns Kommune stoppede løjerne. Et populært klatrestativ blev fjernet. Pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.
De upopulære parkbetjente
De unge hadede parkbetjentene. De var også sædlighedens vogtere. Når de unge flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre end – en to værelses med 5 – 6 beboere.
Det skete også at de større drenge smed Parkeren i soppebassinet.
Ting og sager i Nørrebroparken. Aviserne skrev flittig om politiets manglende tilstedeværelse . Det kunne sandelig ikke være rigtig, at unge urostiftere skulle dominere parkområdet. Der blev klaget over hærværks – og indbrudsforsøg, samt cykel – og knallertkørsel. Nu forlangte man at Nørrebroparken blev holdt under streng observation. I februar 1961 konkluderede politiet, at der ikke længere kunne meldes om ulovligheder i parken.
Der var festdag i Nørrebroparken i 1989. Hele 740.000 kr. var der bevilliget til omlægning af den gamle legeplads. Ny klatreborg, hjuldamper og soppe-sø.
En bemandet legeplads, ja det var lige sagen.
Lygten Station synger hen
Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Derved stoppede trafikken fra Lygten Station, der fik en hensynkende tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogle af de aktiviteter, der fulgte.
I 1996 blev Thorkild Christensen ejer af den flotte bygning. I 1997 startede Projekt Kulturcafé og i 2002 overtog Københavns Kommune bygningen. Senere havde Kvarterløft Nordvest bopæl i huset.
Udvalgte Bygninger i Kvarteret
Sankt Stefans Kirke
En række markante bygninger i kvarteret vil vi kigge på.
Da voldene faldt havde byggespekulanterne gyldne tider inde på Indre Nørrebro. Disse byggespekulanter var selv med til at fastsætte lovgivningen eller for den sags skyld lade være med at indføre nogen lov. Mange af dem sad selv i Borgerrepræsentationen. Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekaserner fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til at tage sig af den slags. Det var godt, man havde de kirkelige organisationer. Der var vitterlig behov for deres hjælp ude på Ydre Nørrebro.
Socialisterne var helst fri for kirkebyggeri. De troende burde selv betale dette byggeri, mente man. Man syntes, at forbedringer af de sociale forhold kom i første række. Men egentlig kunne arbejderne godt lide vækkelsesprædikanter. Ak ja, det var nok at gå i gang med. En skribent fra dengang beretter følgende:
Jo dengang forstod man at bruge det danske sprog.
Dengang dominerede urtekræmmer Ottesens urtekræmmerbutik. Den havde adressen, Lygtevejen 8, i dag Nørrebrogade 163 (Bog&Ide). Ottesen var både postmester og fattigforstander.
Den næstældste kirke på Nørrebro er Sankt Stefans Kirke. Sognet blev udskilt af Sankt Johannes Sogn i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt. Hans ønske var, at der skulle påføres en kirke for de fattige i Lygtekvarteret på det Ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være beskeden, men også smuk. Man må jo sige, at det lykkedes ganske godt. Den kom til at koste 68.000 kr. Den blev bygget af privat indsamlede midler. Og den blev bygget i haven omkring landstedet Kirstinedal, som blev ejet af lensbaron Løvenskjold. Ja han forærede simpelt hen jorden til kirken.
Og kirkens navn var inspireret af de barske forhold på Nørrebro. Den Hellige Stefanus var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.
Det må dog betvivles, at kirken kunne løse de fattiges problemer.
Kirkeskibet er foræret af skibsbygger Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skibet var model for det skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede for et købmandshus i Hamburg.
Karmel i Vedbækgade
I Vedbækgade lige over for kirken ligger Karmel, som er knyttet til kirken. Den smukke bygning hed dengang Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns Bespisning.
Ind af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke lejet otte rummelige værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn. På anden sal var værelserne lejet ud til klokkerkontor.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. .
Alt dette krævede en enorm indsats af præsterne og frivillige.
Anna Kirke
Omkring år 1900 blev området omkring Bjelkes Allé udskilt fra Sankt Stefans Sogn. Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw som præst opstod. Børnehjemmet Bethlehem i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.
Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde da 9.000 indbyggere. I 1907 blev der købt to villaer på Bjelkes Allé, og her opførtes Anna Kirke i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i Sankt Stefans Kirken og i børnehjemmet.
Indsamlingen til kirken blev foretaget i hele landet. Det var de såkaldte Anna – komiteer, der stod for denne organisation. Hensigten var, at alle kvinder og piger, der hed Anna, skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø løb af stablen, blev der samlet ind.
Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen bidrog med en væsentlig andel. Om det er rigtig, at hans kone hed Anna, og at han forlangte at kirken skulle bære hendes navn, vides ikke.
Den 27. december 1914 blev første etape – stueetagen indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med den store sal, der er bygget som en lav bygning vinkelret på den daværende kirke. I 1928 var hele kirken færdig. Prisen var på 350.000 kr. Kirkerummet på første sal havde dengang 600 pladser.
Børnehjemmet Bethlehem
I 1907 kunne man i datidens medier læse følgende:
I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder. Allerede efter det første år var hjemmet fuldt besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn. I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra lokale håndværksmestre.
Rekruttering til den spanske borgerkrig
De fleste har sikkert glemt, at der i Bjelkes Alle befandt sig et rekrutteringskontor i Ung-kommunisternes Hus. Her blev nogle af de ca. 500 danske frivillige i den spanske borgerkrig (1936 – 1939) rekrutteret.
I februar 1937 blev der oprettet et dansk kompagni. 40 pct. af de danske frivillige i borgerkrigen var kommunister. De tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Ca. 135 mistede livet.
Dronning Louises Asyl
I 1887 deltog den dengang 80 årige Dronning Louise i åbningen af Dronning Louises Asyl i Stefansgade. Hun godkendte selv ansættelse af personale, og
ydede selv økonomisk støtte, samt organiserede grundstensnedlæggelsen
Berlingske Tidende var til stede og kunne berette:
Chokoladefabrikant Cloétta tilbød et grundstykke til asylcentret, men han var for sent ude. Den 12. april uddelte han chokolade til alle børnene i forbindelse med pinsen. Ved hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloétta asylselskabet et legat på 25.000 kr. som rettede op på asylcentrets betrængte økonomi.
I 1889 var der 484 børn i asylcentret og halvdelen af dem kom fra Jægersborggade.
Var det mon Dronning Louises Asyl?
Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte en stor del af sin ungdom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans Kirken. Derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej. De boede forskellige steder i Frederik den Syvendes Gade. Hun var berømt i hele Europa, og i Tyskland, blev hun kaldt Die Asta.
Asta fortæller følgende historie om en børneinstitution i nærheden af Stefans Kirken.
Ungdomshuset
Det var tidlig morgen, klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der vidnede om en amerikansk actionfilm.
Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder.
Den store omsætning udeblev. De fleste butikker i området var lukket. Personalet var efterhånden blevet nervøse. Ti minutter før normal lukketid, besluttede jeg af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder stærk utilfreds med.
Man kan hvis godt kalde Jagtvej 69 den mest omtalte grund på Nørrebro. Jeg skrev vel omkring 30 – 40 artikler om de begivenhedsrige år.
Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore artikler. Det samme gjorde de store dagblade. Men ikke alle var lige tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med pressenævnet af en toppolitiker.
Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte ca. 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.
Folkets Hus
Arbejderne ville gerne have et samlingssted. De måtte ikke være nogle steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet kunne man i Social
– Demokraten læse:
To år efter indvielsen i 1897 blev den tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange andre benyttede huset til Lørdagsbal. Juletræsfester og Boksestævner. Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinder havde dengang ingen myndighed.
Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes mand blev også dømt. Og begrundelsen – han havde ikke styr på sin kone.
I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening stormøde i huset. Man diskuterede, Organisationens betydning, Smør og margarine i rabatordningen og Indkøbsforeningen.
I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien samlede 300 medlemmer.
Rosa Luxembourg
I 1910 blev Den Anden Socialistiske Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og Rosa Luxembourg.
Fra 1914 – 17 faldt reallønnen med 14 pct. I 1918 var arbejdsløsheden på 18 pct. Skibsredere og aktieejere tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede Børsen som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69 og Børsen blev stormet 11. februar 1918.
Flere demonstranter fik straffe fra fem uger til to års fængsel.
De får hus – vi får fred
Så fulgte Stengade 50 og kampen om Byggeren. Overborgmester Egon Weidekamp kunne ikke se, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede
unge:
Rutana, Schiønning & Arve, Abel Cathrinesgade, Meknaisk Museum og Bazooka. Der var ballade i byen. I avisen kunne man læse at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus:
Egentlig skulle der have været en Irma eller en Brugsen på området. FDB var interesseret, men det fik Nørrebro Handelsforening forpurret. Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. Weidekamp udtalte:
Men fred blev der ikke. Overborgmesteren fik buksevand. Allotria blev besat. Der blev ballade på Nørrebrogade, Politiken blev besat. Ballade opstod i Ryesgade og på Christianshavn. Og sådan kunne vi blive ved.
I november 1999 drog unge på plyndringstogt på Nørrebrogade. Politiet holdt sig tilbage. Ungdomshuset meddelte, at de ikke deltog. Ingen blev nogensinde dømt.
Ungdomshuset for en krone
På et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 sagde Nørrebro Handelsforening pænt nej tak til at overtage Ungdomshuset for en krone. Opfordringen kom fra overborgmester jens Krammer Mikkelsen. En ny gruppe blev dannet på Nørrebro. De kaldte sig Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer:
Hvorfor skal man være gidsler?
I Nørrebro Handelsforening havde man længe været trætte af politikerne. Gang på gang havde man fået at vide, at nu blev der taget initiativer til af få løst
Nørrebros problemer. Masser af butikker var forsvundet. Kunderne turde ikke mere at besøge bydelen. Handelsforeningen udsendte atter er presse-information
Der skete ikke noget. Toppolitikere udtalte, at de unges krav var barnagtige og ifølge de unge pustede politiet til ilden.
Ikke kun ”kapitalistforretninger”
Og som noget helt grotesk var jeg med til at lave en folder til samtlige butikker om hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af en konflikt. Den blev lavet sammen med HK og DA. Forsikringsselskaberne var begyndt at stå af med hensyn til at dække skaderne. Så her måtte der også laves en folder med tips. I medierne bildte politikerne borgerne ind, at forsikringerne dækkede alle skaderne.
Det var ikke kun kapitalistforretninger, der blev angrebet. Den lille frisør og dyrehandleren blev også angrebet. Efter en af disse aktioner var vi ude at lave en optælling. Der var gået ud over 45 butikker.
Nørrebro Handelsforening bakkede op om de fredelige aktivisters ønske om et nyt hus, men tog kraftig afstand til vold og hærværk samt trusler om afbrænding af butikker. Politikkerne afviste Nørrebro Handelsforening som mægler i konflikten.
Jagtvej 65
På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. Dengang den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til 1.000 tilskuere. Fem år senere, i foråret 1929 var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm.
Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet. Det var spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfilm uden for meget snak. Man viste et meget blandet program – til sidst mest pornofilm. Biografen lukkede i 1982 – 1983.
Husumgades/Havremarkens Skole
Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Da kommunen købte grunden, var der et gartneri på stedet.
Den nærmeste større bygning var dengang Nørrebro Station. Der var 19 klasseværelser men varme og ventilation. Det var yderst moderne, men byggeriet havde også været dyrt. Hele 176.034Kr.
Fra 1. maj 1903 blev skolen udnævnt som kroneskole. Det betød at forældrene skulle betale en krone pr. måned for deres pode.
Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever. I 1912 var der 1.284 elever. Og i 1923 toppede det med 1,425 elever. Og en af de mest berømte elever var den store filmstjerne Asta Nielsen.
I 1930 fik skolen navneforandring til Havremarkens Skole. Den 7. maj 1945 ankom Den Danske Brigade til skolen, og tog opstilling i skolegården. Pludselig begyndte maskingeværer at beskyde brigaden fra vinduer i Søllerødgade og Jul. Blomsgade Det var danske Hippo – folk, der var i gang. Brigaden blev kun i et par dage, derefter tog frihedskæmpere over.
Bryggeriet Stefan
Bryggeriet Stefan blev stiftet i 1895. Allerede tre år efter slog stifteren H.C. Meyer sig sammen med to andre hvidtølsbryggerier. Jo der var gang i den, i Stefansgade 51.
Særlig populær blev den såkaldte Kroneøl. Man nåede op på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 blev der også fremstillet mineralvand. I 1939 var det slut. Da blev bryggeriet opkøbt af De Forenede Bryggerier.
Chokolade-fabrikken Cloétta
Chokolade-fabrikken Cloétta blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloétta. I 1867 købte man en ejendom i Indre By og brugte endda dampmaskiner. I 1901 flyttede man til lokalerne i Hørsholmsgade. Hele 125 mennesker var beskæftiget her. I 1929 blev firmaet et aktieselskab og overtaget af Chr. F. Kehlet. Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup. Chokoladekoncernen Fazer overtog derefter stedet. Og i Hørsholmsgade danser man på stedet i Dansens Hus.
Begivenheder i kvarteret
Drama i Husumgade
Et drama udspillede sig i Husumgade 12 den 13. november 1907 om formiddagen. Sofus Rasmussen havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen.
Han var gået for vidt og fået en dom på tre måneders fængsel. Straks efter dommen flygtede han til Sverige. Politiet havde fået at vide, at han holdt sig skjult i København.
En gang imellem besøgte han sine forældre i Husumgade. Og det gjorde han også den pågældende dag. Rasmussen havde i 1905 fra en talerstol truet med at myrde en betjent. Ingen troede dog, at han ville gøre brug af denne trussel.
De to civile betjente Elmer og Gemzøe blev sendt til adressen i Husumgade, efter at man havde fået et tip. Familien boede på fjerde sal til venstre. Fru Rasmussen lukkede op, men benægtede at Sofus var til stede. Betjenten forlangte dog adgang til lejligheden. Da han gik ind, kom den eftersøgte frem. Han tog en revolver frem og affyrede den direkte i hovedet på betjent Gemzøe. Endnu et skud blev affyret.
Sofus Rasmussen styrtede ned af hovedtrappen. På tredje-sals trappeafsats dræbte han sig selv med et skud i hjertet. Betjent Elmer var gået af køkkentrappen og havde hørt skuddene. Elmer havde fået forkerte oplysninger i brødbutikken nedenunder, og var gået forkert. Gemzøe var vaklet nedenunder, men var død ved ankomsten til Baldersgades Hospital.
Sofus Rasmussen var kørt til St. Johannes Stiftelsens Lighus. Ved visitationen havde man fundet to revolvere, en dolk og en æske med skarpladte patroner. Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord. Der blev ingen opstandelse på Nørrebro.
Besættelsestiden
Et vigtigt møde blev afholdt i Hillerødgade 75 den 9. april 1942. Her besluttede 14 DKPer, at nu skulle DKP deltage aktivt i modstandsbevægelsen.
Hans Petersen, der var med i modstandsbevægelsen BOPA havde fremstillet en bombe, der skulle eksplodere foran Bjelkes Allé 16, den 21. oktober 1942. Bomben gik dog ikke af. Ejendommen havde tilhørt Kommunistisk Ungdom. Nu havde en tysk transportafdeling overtaget ejendommen. Hans Petersen
blev anholdt af dansk politi og overgivet til tyskerne. Den 12. april 1943 blev han dømt til døden, men blev dog benådet til livsvarig tugthus.
Danmarks Frihedsråd
Danmarks Frihedsråd blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivnings bureau på Nørrebrogade 156. Dansk Politi jagtede alle kommunister.
Man havde spottet en af de mest markante, Børge Houmann til området omkring Husumgade. Da han skulle hente sin skjorte i sit vaskeri i en kælderbutik, var politiet klar og ventede på ham. Men rullekonen nåede at advare ham. I hele 11 dage havde de stået og ventet på ham i det lille vaskeri.
En sabotageaktion ødelagde et snedkeri og et skomagerværksted i Vedbækgade 4. Den 11. maj var bomber lagt uden for lædervareforretningen i Stefansgade.
Ejeren var medlem af DNSAP.
En Schalburg – mand bosiddende Jægersborggade 25 st. blev såret af skud den 14. august. Dagen efter gik det ud over Lampeskærms-fabrikken, Heinesgade 1. Det viste sig dog kun at blive ved truslerne.
Den 19. august skød tysk militær foran Nørrebrogade 169 efter en ung mand, der var deserteret fra SS. En tilfældig beboer fra Sorgenfrigade blev alvorlig såret. Dagen efter var der rude-knuseri i Taskeforretningen, Stefansgade 20. Lædervarehandler, Kongsted Christensen, Stefansgade 22 blev skudt den 16. september i Grøntforretningen i nummer 10, hvor han var kunde.
Mordet på Frk. Lange
På hjørnet af Stefansgade/Husumgade blev Ella Johanne Sofie Sustmann dræbt den 16. december. 1944. Hun blev likvideret af modstandsfolk. Man sagde om hende, at hun som telefonistinde i Telefonhuset foretog aflytninger for tyskerne. Hendes mand blev likvideret i en linje 16 på Nørrebrogade.
I modstandskredse blev hun kaldt Frk. Lange og havde bopæl, Jagtvej 87. En dramatisk beretning fra modstandsbevægelsen afslører likvideringen:
Seks revolverbevæbnede mænd trængte den 21. januar ind i Fabriksarbejdernes Forbundskontor, Bjelkes Allé 32, hvor de tog beholdningen af kontanter og kontingentmærker.
Den 26. marts lød det ved 22 – tiden kraftig skyderi ved Åboulevarden. Kl. 23.45 fortsatte skyderiet ved Nørrebros Runddel. Næste dag omringede tysk militær, Privatbanken, Stefans afdeling, Nørrebrogade 180. Bestyreren R. Jacobsen blev anholdt.
Den 1. april blev Metropolitanskolen og Hillerødgades Skoler inddraget af den tyske værnemagt til indkvartering af flygtninge.
Modstandsbevægelsen lagde røgslør
Den 47 – årige købmand, Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.
Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at hæve hans penge. Det lignede et rovmord, men alt tydede på, at det var modstandsbevægelsen, der stod bag.
Ministeriet for Særlige Anliggender ville forhindre at modstandsbevægelsen fik tilsmudset deres ry. Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtig opklaret sagen.
Da politifuldmægtigen var på vej til gerningsstedet, var det lige før, han selv var blevet likvideret. Han blev stoppet og holdt op af Holger Danske folk. Disse havde pistolerne fremme, og anså fuldmægtigen og hans chauffør som Gestapo – folk.
En søn af en landsretssagfører rejste hurtig til USA. Det vil sige, han blev tvunget til at rejse af sin familie. Volmer Nissen havde hurtig fundet frem til hans
navn. Der var navne på yderligere mistænkte. Men ingen blev nogensinde dømt for rovmordet.
Masser af skud
Tyrolerkroen, Jagtvej 64 oplevede den 15. april et optrin mellem Schalburg – folk og civile danskere. Den 17. april opdagede en jernbanefunktionær røveri af 16 tromler benzin. Han blev truet med pistol af fire – fem personer.
Dagen efter var der kraftige bombeeksplosioner hos Skandinavisk Motor Compagni , Lundtoftegade 106. Alle bygninger udbrændte – også en del tyske motorvogne.
Den 20. april kl. 4.35 skete der en eksplosion i Café Resí, Hillerødgade 16. En yngre mand blev om morgenen den 25. april fundet dræbt med skud i hoved og bryst på Nørrebrogade 200. Dagen efter blev en kvinde, bosiddende Jægersborggade 9 tilfældig ramt.
Jagtvej 69 blev beslaglagt af tyskerne den 28. april. Den 30. april forekom der en del skyderi omkring Slangerup – banen. En tysk søløjtnant og en marinesoldat blev livsfarligt såret ved Nørrebros Runddel den 3. maj. Dagen efter blev en tysk soldat skudt på en sporvogn ved Nørrebro Station.
En morder i kvarteret
Helge Rudolf Keil med dæknavnet Ruddi var et usædvanligt nervøst gemyt. Han havde ikke de store evner, da han gik i Hillerødgades Skole. Det eneste, der interesserede ham var forbryderromaner. Faderen var værtshusholder. Helge gik for at være en særling i kvarteret.
Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod – med ros, havde han drukket en halv flaske portvin og fire øl. Han holdt dog hurtig op som barber, da han var bange for at skære halsen over på sine kunder.
En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i baghovedet på hende. På Bispebjerg Hospital sagde man om ham, at han var forbeholden, afglidende og stillestående.
Han rejste til Norge, hvor han fik arbejde på et lazaret. I løbet af juni 1944 fik han kontakt med modstandsbevægelsen. Men han blev taget med falsk legitimationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Resultatet blev, at Keil blev stikker for Birkedal. Det menes at Keil begik 3 – 5 mord.
Masser af butikker i kvarteret
Engang var Nørrebrogade faktisk Danmarks handelscenter nummer et. Det er det ikke mere. Også i kvarteret omkring Nørrebroparken bugnede det med specialbutikker. Ved næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand, et ismejeri, en grønthandler, en slagter eller en bager. Alt blev købt frisk samme dag, man skulle bruge det. I 1950erne havde man ikke køleskabe og frysere.
Heinesgade havde en del butikker. Her lå også et ismejeri og et folkekøkken. Dette folkekøkken havde en duft af afsmeltet fedt og fedtegraver. Det var nu ikke den mest luksus betonede retter, man her serverede.
På hjørnet af Holtegade boede Købmand Nielsen., og på hjørnet af Heinesgade hed købmanden, Bojesen. Dengang var det eksotiske dufte, der mødte en hos købmanden. Det meste blev leveret i sække eller tønder. Ja, man kan vel ikke sige, at spegesild duftede eksotiske. Men de blev også leveret i tønder til købmanden.
I Søllerødgade lå et vaskeri. Det var her bomben gik af mange år senere. Omme i Julius Blomsgade 30 lå en lille hyggelig afdeling af Hovedstadens Brugsforening også kaldet HB. De havde en manufakturafdeling omkring hjørnet i Stefansgade 17. Ja og her i gaden lå også en stor slagterforretning,
der altid var fuld af husmødre.
Og i Holtegade lå børnenes favoritbutik, Frøknerne Krappes legetøjsforretning. Ved siden af lå kaffebaren Stefan. Og allerede dengang lå Lille Peter på hjørnet af Søllerødgade og Stefansgade, i tilfælde af man var blevet tørstig efter en øl.
I kvarteret lå blandt andet også en smørrebrødsforretning og Selandia Radio. Og henne ved Runddelen var allerede dengang Café Runddelen. Den var der allerede da bygningen blev opført i 1878. Her lå også et apotek. Ja ikke mange butikker herude, opnår at blive 100 år. Men det bliver tilfældet for Steenberg Bog&Ide næste år. Gennem 99 år har butikken været drevet af samme familie. (Husk lige at artiklen er fra 2010)
Politisk slagsmål på Café Runddel
Jo, det var også noget spændende især for større drenge i Café Stefan. En automat med kondomer på vej ud til toilettet. De unge vidste ikke rigtig, hvad det skulle bruges til, men de vidste, at det var lidt frækt. Man kunne altid prale med, at man havde en pakke.
Ja så kom telefonhuset på Borups Allé i 1953. Dengang skulle man have en begrundelse for at få en telefon. En uniformeret person kom ud til en samtale. Og der i slutningen af 1940erne kunne man komme op at slås, når man mødtes på Café Runddelen og på andre værtshuse. Det var især, når kommunister
og socialdemokrater mødtes. I 1947 havde Socialdemokraterne mistet deres absolutte flertal. Man var gået tilbage til 17 pladser. Kommunisterne var gået frem til 11 pladser, og de var som regel bedre skolet.
Bomben i Søllerødgade
Den 16, marts 1992 kl. ca. 11.30 genlød kvarteret af et ordentligt brag. Der var Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade, der blev ramt af en bombe. Ved eksplosionen dræbtes IS – medlemmet, Henrik Christensen, der tidligere havde været aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme.
Politiet oprettede en ti – mands enhed til at forestå efterforskningen. PET var også indblandet, men bombeattentatet blev aldrig opklaret. Mange år senere kom det frem, at PET skulle have været advaret mod, at nazistiske kredse havde forberedt et bombeattentat. Et afslørende bånd skulle være et bevis i sagen , men PET benægtede dette.
Nogle kendte mennesker i kvarteret
Mille fra Stefansgade
En af filmhistoriens største action – helte boede i Stefansgade. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom også kaldet Mille gennemførte luftakrobatik, som aldrig er set siden.
Hun blev født den 29. september 1886 under fattige kår. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Mille havde forfalsket sin dåbsattest, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder. Allerede som ni – årig optrådte hun på Dagmarteatret. Også hendes søskende, Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. I rollen som Orfelia i 1911 kastede hun sig fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.
Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigt-kørende hestevogne. Hun medvirkede i vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Da hun skulle optage svømmebilleder
til filmen Den Blå Grotte i Italien, mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.
Hun boltrede sig uden sikkerhedslinje på en dristig og livsfarlig måde. Hun forsøgte at få flycertifikat. Men det lykkedes aldrig. Men det var nu ingen hindring. Hun fløj alligevel.
Mille døde iført en badedragt i 1931. Det skete under en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal. Den faldskærm, hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne.
Begravelsen fandt sted fra Stefans Kirken. Trods kulde og regn var der kommet flere folk, end hvad kirken kunne rumme. Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet boede hun i Stefansgade. Her deltog hun i det praktiske, blandt andet trappevask til stor forundring for postbuddet, der kom med alle fanbrevene.
Barnemoderen fra Jægersborggade
Århundredets største massemorder boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte de små børn, og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede mistanke, før hun havde dræbt 25 børn i tidsrummet fra 1911 – 1920.
Op gennem tiderne er mange børn født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet ikke, måske passede samfundets normer ikke. Det var tiden før plejeloven og folkeregistreringen.
Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab, og datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbys lykke eller ulykke – om man vil.
Samfundet kunne ikke tolerere børn uden for ægteskabet. De var og blev uønskede. Efter sagen blev lovgivningen lavet om på en række punkter, blandt andet med hensyn til adoption og plejeforhold samt registrering. Det vides at hun smed et barnelig i latrinen på Assistens Kirkegaard. Andre oplysninger går på, at hun skar halsen over på et barn og lagde det på en grav på kirkegården.
Det hændte, at hun mødte moderen, når hun gik tur med barnevognen. Det var så bare et andet barn, der lå der.
Hysteri og tvangstanker
Hun fandt ud af, at æter virkede beroligende på hende. Det tog hun så, lige inden hun begik mordene. Hun kvalte bønrene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Ofte glemte hun ligene. Så fandt hun ud af på bedste måde at komme af med dem, bl.a. ved at brænde dem i kakkelovnen.
Kort før hendes dom blev hun mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende signalement:
Man kunne tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind. Et familiemedlem til et af børnene blev
på tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun havde myrdet.
Da politiet efterforskede sagen fandt de knoglerester i kakkelovnen og et glemt indtørret lig på loftet.
Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Dommen blev omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby havde svært ved at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet og måtte overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Her begik hun selvmord den 6. maj 1921.
Alberti – bedrager og byggematador
Den 11. juni 1932 blev en ældre mand kørt ned af linje 5 på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Han var ved bevidsthed med i chok. Han havde fået forvredet sin ene hofte og og albue. Tre dage efter døde han af en blodprop. Den ældre mand, der i to omgange havde boet på Fælledvej, var Danmarks
tidligere justitsminister, storbedrager og byggematador Peter Adler Alberti.
Manden var hensynsløs dominerende over for sine omgivelser. Han indførte prygelloven. Han bedragede Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.
Ingen anede uro, før det var for sent. Efterhånden som underslæbene voksede tog han større og større lån. De Radikale udtalte, at kokken 1 var han teglværksejer, klokken 2 var han justitsminister og kl.3 var han grundspekulant.
Den 8. september 1908 melder Alberti sig selv. Han indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri for 9,5 millioner kroner. Dommen lød på 8 års tugthus.
Han blev kendt skyldig i at havde svindlet for 15 millioner kroner. Det svarer i dag til ca. 15 milliarder kroner.
Han var 188 cm høj, vejede 138,5 kilo og havde en livvidde på 155 cm. I Horsens måtte de sy en speciel fangedragt til ham. Han blev ydmyget af sine medfanger og fik en depression, der var livstruende. I sommeren 1912 var hans vægt nede på 71 kg. Den 20. august 1920 blev Alberti benådet. Manden havde tjent mange penge i Jægersborggade.
Værd at vide om kvarteret
Lundtoftegade
I medierne bliver Lundtoftegade udråbt som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet det ikke. Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger gadebilledet. En stor andel af beboerne er anden etnisk herkomst end dansk. Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. – 03. – 2022
September 2, 2010
En ære er det at holde Første Maj tale. Men hvorfor lever man ikke op til intentionerne. Første spæde start i 1886. Herhjemme blev socialister forfulgt. Sabelhug og politistave mødte de fremmødte. Man måtte mødes på helligdage. Man kunne ikke sammen med venstrefløjen. PET holdt øje med de faglig aktive.
Larm på møde
Det var en stor ære, at holde tale 1. maj på Folkehjem i Aabenraa. Jeg havde faktisk glædet mig til det. Men hold da op, hvor de larmede. Og mere larm blev det, da de opdagede, at jeg ikke var medlem af partiet.
Ikke vellidt
Vi var i HK ikke så vellidt. Det skyldtes blandt andet, at vi brugte enhver lejlighed til at markere vore synspunkter i borgerlige aviser. Det var ikke særlig velset. Problemet var bare, at der ikke var andre aviser i Aabenraa.
Jeg havde hvis også undsagt SID, fordi de havde brugt partisansøm under en havnearbejderkonflikt. Det gør man heller ikke upåagtet. Og så måtte vi ikke lave noget sammen med den lokale Dansk Arbejdsgiverforening.
Gang i afdelingen
Jo dengang havde vi både Efterlønsklub, Arbejdsløshedsklub, Ligestillingsudvalg, Ungdomsforening og Efterlønsklub. Og så underviste vi i IT for vore medlemmer. Vi havde noget at have det i – i HK Aabenraa.
Så var det mere hyggelig at holde 1. maj tale for DSU eller deltage i arrangementer på Løjt Feriecenter.
Til møde hos de rigtig røde
Jeg tror aldrig, vi var til nogen 1. maj arrangement i Padborg. Men vi var det ofte i Fælledparken. Et par gange selvfølgelig i HK’s egen telt. Men egentlig var det hyggeligst over hos de helt røde. Her kom de rigtige folkesangere og sang arbejdersange. Peter Abrahamsen sang Når jeg ser et rødt Flag smælde. Jo det var noget af den rigtige ånd, der lå bag.
Fpr meget druk
Og hver enkelt har jo selvfølgelig sin egen holdning til første maj. Personlig mener jeg, at der er gået for meget druk i det. Det er selvfølgelig stadig masser at kæmpe for. Men hvor er ånden henne. De fleste betragter det som en fridag med bajer. Men for andre er det jo slet ikke en fridag. Hvis de vil deltage i løjerne, må de betale sig til en fridag.
Omvendt bruger en masse arbejdere, der vitterlig har fri dagen til at vaske vinduer eller bil. De drømmer ikke om at møde op i fællesskabet for at hilse på de røde faner. De ord som jeg forbinder med Første maj er det ikke så meget af tilbage. Det er ord som
Hjælp og solidaritet
Når jeg tænker ca. 50 år tilbage, så var min far kasserer i Murerforbundet i Tønder. Han hjalp ofte sine kollegaer på en meget utraditionel måde. Min mor smurte madpakker til de murer, der havde behov for det. Og vi havde heller ikke for mange midler derhjemme på Strucksallé i Tønder.. Da min far kom galt afsted, var der ingen hjælp at hente. Der var ingen solidaritet.
Og når jeg tænker på, hvordan de langtidsarbejdsløse bliver behandlet i dag, så korser jeg mig. De bliver sendt på kurser, hvor de kan lære, hvilken fugl, de er og bygge et tårn af spaghetti. Jeg forstår ikke at fagbevægelsen accepterer dette.
Når det så opstår administrative fejl, ja så er det op til den arbejdsløse at bevise, at det er A – kassen, der har begået fejl. Det er simpelt hen uacceptabelt.
Længe leve fordommene
Indrømmet gennem mit arbejde i fagbevægelsen dengang, har jeg manglet de idealer, man sætter højest i forbindelse med første maj. Der var masser af brodne kar inden for egne rækker, manglende opbakning, illoyalitet, interne magtkampe og fordomme.
Ufattelig var det også at socialdemokrater, SF’ er og kommunister ikke kunne samles til en første maj og kæmpe for samme sag.
Og tænk medlemmer af HK truede med at udmelde sig, fordi jeg havde inviteret en SF – politikker til et møde. Og dengang i HK Ungdom blev de ældre godt mopsede fordi vi havde inviteret digteren Carl Scharnberg. Længe leve fordommene.
En taxachauffør
Men engang, kørte jeg med en taxachauffør. Han fortalte mig, at første maj møder var gammeldags. Samtidig var han glad, når HT – chaufførerne nedlagde deres arbejde for at få deres naturlige rettigheder. Så kunne han nemlig tjene flere penge. Egentlig burde han betale afgift til HT – Chaufførernes strejkekasse. Jeg overvejede at stige ud af taxaen.
Jeg ved godt, at det ikke hedder HT mere, men det gjorde det dengang.
Fridag i 1886
Tanken om en arbejder – fridag opstod først i Australien i 1856. Man arrangerede forskellige festligheder og kravet var en 8 – timers arbejdsdag. Man bestemte at denne dag skulle være den 21. april. Ja, egentlig skulle det kun have været den ene gang, men arrangementet gjorde så stor indtryk, at man besluttede for at arrangere festen hvert år.
De amerikanske arbejdere fulgte trop. De fastslog i 1886 at 1. maj skulle være dagen, hvor alt arbejde skulle standses. 200.000 forlod deres arbejde og krævede 8 timers arbejdsdag. Den amerikanske regering gjorde alt for at forhindre dette.
Pariserkommunen
Socialismen kom til Danmark i 1871 Det vakte vild forargelse, at Dags – telegrafen kunne afsløre eksistensen af en kommunistisk celle – en slags aflæggelse af Pariserkommunen og det midt i København.
De borgerlige læste med rædslen dette budskab. I Paris havde arbejdere og småborgere brutalt tilranet sig magten. Gennem 72 dage havde de drevet et rædselsregime , indtil militæret satte en effektiv stopper for de socialistiske drømme.
Opstandelsen endte i et sandt blodbad med 30.000 dræbte eller henrettede og dobbelt så mange fængslede eller deporterede.
Agenter hos Socialisten
Det lille blad Socialistiske Blade senere ugebladet Socialisten vakte politidirektør Crones forargelse. Udgiveren var dengang Brix, en tidligere musikhandlere. Alle arbejdermøder blev overværet af Crones hemmelige agenter. I august 1871 indberetter han således til justitsministeren, at det var Pio, der var den egentlige bagmand.
Den første agent bliver afsløret, og han og hans familie fik en enkeltbillet til Brasilien. Det lykkedes dog Crone at få en agent ansat i redaktionen i Socialisten.
Men også denne bliver afsløret.
Hårde straffe til lederne
Dagen efter at Socialisten udkom som dagblad, kunne bladet meddele, at 1.200 københavnske murersvende og 800 arbejdsmænd havde nedlagt arbejdet for at få nedsat arbejdstiden fra elleve til ti timer om dagen.
Forskellige støttearrangementer og indsamlinger bliver sat i værk til fordel for de strejkende. Et stort møde blev planlagt på Nørre Fælled. Politimesteren forbød mødet, men arrangørerne henviste til Grundloven og til deres ytringsfrihed.
I løbet af natten blev arbejderbevægelsens Stormester, Louis Pio, samt bevægelsens sekretær Harald Brix og kasseren Povl Geleff arresteret. De idømmes ret hårde straffe.
Sabelhug og politistave
140 politibetjente samt to eskadroner husarer var parate til at tage imod arbejderne. Fra Tinghuset på Blegdamsvej overværede politimesteren hele kampen.
Vagterne ved Amalienborg, Christiansborg og Børsen samt ved de store banker var blevet forstærket. På Kastellet og i Domhuset var der indkvarteret et beredskabskorps af marineartillerister.
Slaget var overstået i løbet af få timer. 23 politifolk og 74 husarer ramtes og såres af stenkast. Et ukendt antal af arbejdere bliver ofre for sabelhug og politistave.
Socialister var uønskede
Pio vendte tilbage og blev redaktør af Socialisten, der i mellemtiden var overtaget af fagforeningerne under navnet Social – Demokraten. Arbejderbevægelsen var efterhånden blevet en væsentlig magtfaktor. Man ville gøre alt for at sætte bevægelsen ud af spil.
På regeringens initiativ henvendte politiinspektør Hertz sig i al hemmelighed til Pio og gav ham valget mellem en længere fængselsstraf eller modtage et større pengebeløb for at forlade landet. Han skulle tage Gerleff og andre ledere med til USA. Under politieskorte blev de smidt ud landet. Socialister var aldeles uønskede.
Skruebrækkere
Og siden har det været et hårdt slid at organisere sig og skaffe sig menneskeværdige arbejdsforhold. Arbejdsgiverne svarede igen med at fyre aktive fagforeningsmedlemmer. Ja man fik endda politiets hjælp til at splitte møder og strejker.
Dengang dannede arbejdsgiverne foreninger for skruebrækkere. I dag er der fagforeninger der accepterer skruebrækkere. Skrue er det gamle navn for Strejke.
Den første Arbejder – Internationale gik hurtig i opløsning. Men Anden Internationale blev grundlagt. Man enedes om, at arbejde for en 8 – timers arbejdsdag. Man besluttede at gøre Første Maj til en fælles demonstrationsdag i alle lande.
Man kunne ikke rigtig blive enige om, hvordan man skulle skaffe bedre forhold for arbejderne. Skulle man kæmpe af politisk eller faglig vej? Skulle man gå radikalt til værks og via strejker og kamp føre kravene igennem.
Opstand i USA
Det var også den 1. maj at 400.000 arbejdere over hele USA nedlagde arbejdet. Et par dage efter blev der kastet en bombe mod politistyrkerne. Et stort antal arbejdere og syv politifolk blev dræbt. Otte tilfældige arbejdere blev dømt til døden.
Fra gammel tid var 1. maj også den dag, hvor tjenestefolk skiftede plads. Det var også Valborgsdag.
Opstand i 1872
Den nydannede danske afdeling af Den Internationale Arbejderassociation havde indkaldt til møde under åben himmel til Nørre Fælled. Baggrunden var en strejke blandt murersvendene og formålet var at støtte de strejkendes krav om højere løn og en arbejdsdag på 10 timer.
Borgerskabet var skræmt ved tanken om et socialistisk møde.
Flere hundrede betjente og militæret var udkommanderet. På et tidspunkt måtte arbejderne søge tilflugt i St. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte sin prædiken. På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisæerne. Nede fra salen lød der en dyb stemme fra arbejderne, Det er hørt.
Husarer med løftet sabel drev mængden ud mod Store Vibenshus. Masser af arbejdere blev dømt lange fængselsstraffe. Undertrykkelsen i 1872 satte gang i arbejderbevægelsen. Nye kræfter blev fundet.
De første socialister i Folketinget
De ledende socialdemokrater var alle folk med solid baggrund og politiske erfaringer. Skrædder P. Holm og skomager Chr. Hørdum var i 1884 blevet indvalgt i Folketinget som de første socialister.
Statsapparatet blev misbrugt
Arbejdsgiverne havde held til i slutningen af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Modsat havde fagbevægelsen ikke held til at få nedlagt forbud mod de såkaldte sorte lister over faglige aktive. Lister som den dag i dag menes at cirkulere. Jeg mindes episoder med Ri – Bus og skraldemændene i Århus.
Det første møde
Allerede i 1889 begyndte man at planlægge det første rigtige Første Maj – møde. Det var de to aktive herrer fra de københavnske fagforeninger, Jens Jessen
og P. Knudsen, der gik forrest. Men en lille gruppe revolutionære dannede i februar 1890 Revolutionært Socialistisk Arbejderparti. Alt tydede på, at der var lagt op til to adskilte Første Maj møder.
I løbet af foråret 1890 lykkedes det for Jens Jessen, at få tilslutning til at gøre den 1. Maj 1890 til en almindelig Fridag og benytte den til en Demonstration for
8 Timers Arbejdsdag. Han havde bare lige glemt at tage arbejdsgiverne med i dette.
Under store vanskeligheder afholdes i 1890 et 1. maj møde på Nørre Fælled. Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod procession gennem gaderne. Og ytringsfriheden gjaldt ikke for arbejderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale. Men de kunne ikke forhindre at 40.000 mødte frem. En af de sange man sang sluttede sådan:
Blandt de krav som Politimyndighederne havde stillet var
Politiet havde lagt en jernring om festpladsen og havde fået forstærkning af et bevæbnet gendarmkorps. Københavns vigtigste bygninger var under ekstra bevogtning. Det blev dog ikke brug for disse korps.
Efter et par timers pause fortsatte maj – mødet fra kl. 19 i henholdsvis Rømersgade og på Vodruflund.
Det revolutionære parti gik i procession fra Kongens Nytorv til en have på Jagtvejen. På et tidspunkt opstod der dog problemer med politiet. Partiet indkasserede em bøde på hele 40 Rigsdaler.
Stauning var ikke imponeret
En ung Thorvald Stauning var også mødt op. Han var nu ikke specielt imponeret over arrangementet. Men det gjorde dog indtryk på ham. Et par dage efter mødte han op i Rømersgade og meldte sig ind i Socialdemokratiet.
Møderne holdes på helligdage
I en række provinsbyer blev der også afholdt møder, med det kostede. Mange virksomheder havde proklameret , at udeblivelse første maj var at betragte som en opsigelse.
Det var måske en lettelse at første maj 1891 var en søndag. I de følgende år i 1890erne henlagde man møderne til den første helligdag efter 1. maj. Det var også de tyske socialdemokraters holdning at henlægge 1. maj møderne til den første søndag i maj.
Den Anden Internationales Kongresser i 1891 og 1893 vedtog at Første Maj, skulle være en almindelig strejkedag,
Undertrykkelsen fortsætter
En arbejder på orlogsværftet blev stillet for en krigsret og idømt mørk arrest, fordi han havde drøftet
værftets forhold ved et socialdemokratisk møde. Marineministeriet
lod oplæse en skrivelse for værftets arbejdere, at ingen beskæftigede
burde tilhøre den socialistiske retning.
Smedenes formand, H.P. Hansen blev i 1892 fyret fra statsbanerne for at have talt ved et socialdemokratisk møde. De private og statslige arbejdsgivere forfulgte og boykottede fagforeningsmedlemmer og socialdemokrater. Havde man et medlemskort af Arbejdernes Værn eller til Højres Arbejder – og Vælgerforening var der næste fripas til ethvert job.
Spilleregler godkendes
Efter storlockouten i 1899 godkendtes en række spilleregler imellem arbejdsgiver og – tager. Arbejdsgiveren fik retten til at lede og fordele arbejdet. Man vedtog også starten til den såkaldte voldgift.
Majdemonstrationen i 1899 var noget særligt. Det var 10 – året for Anden Internationales stiftelse. Der var kommet hæderkronede ledere fra en række lande.
Fra tidlig morgen sås festklædte arbejdere på vej til møde. Mange fabrikker lå øde hen, den dag. Ifølge Ritzaus Bureau demonstrerede 100.000 arbejdere over hele Danmark, heraf 50.000 i København.
Røde faner og musikkorps
Fra år 1900 tillod politiet røde faner og musikkorps. Dog forlangte politimesteren i Aalborg, at Dannebrog skulle være i spidsen. Nørrebrogade
var pyntet med granguirlander, blomster og flag.
Fra 1905 var det fagbevægelsens eget bryggeri, Stjernen, der leverede øl og vand til møderne.
Unge socialdemokrater optrådte i 1906 med et banner, hvor der stod: Ned med Overklassens organiserede Morderbande, Militæret. De unge fik konfiskeret et banner forrige år af politiet, men denne gang, forsvarede de det på tappert vis. Det lykkedes dem endda at erobre en politihjelm.
I 1908 var majdemonstrationen præget af De Arbejdsløses Tog. De arbejdsløse havde banner med påskriften-
I en overgang måtte de københavnske arbejdere benytte Søndermarken til festplads. Men også Rosenborg Have blev anvendt. Men maj-mødet i 1909 var et sørgeligt skue med kun 5.000 deltagere.
Syndikatlisterne organiserede deres egne maj-møder. I 1912 nåede man op på 1.000 deltagere. De samledes i Brønshøj Tivoli, hvor Chr. Christensen talte
om 8 – timers dagen. Han opfordrede arbejderne til at være mere aktive for at få dette krav igennem. Brønshøj blev de følgende år midtpunkt for disse møder.
I 1913 stod den nye Fælled klar. Festerne kunne således fortsætte her.
Knæk Sablen, Bryd Kronen, Styrt Kirken
Den europæiske arbejderbevægelse blev splittet i tidspunktet fra 1914 til 1920. Første verdenskrig og den russiske oktober – revolution var årsag til dette.
Fra 1916 overlod man Første Maj møderne til ungdomsbevægelsen. De satte allerede i 1914 præg på møderne. Således blev et baner med teksten Ned med Kongedømmet konfiskeret af politiet. Men de fortsatte. Således havde man i 1915 syv nye paroler, blandt andet
Fra Blågårds Plads
De Danske Syndikalister som udgjorde oppositionen i den danske arbejderbevægelse fik vind i sejlene. De dannede Fagoppositionens Sammenslutning.
I 1918 arrangerede de en demonstration, der gik fra Blågårds Plads og ud til Brønshøj Kro. Man samlede 6.000.
I 1919 mødte 25.000 frem på Skt. Hans Torv og gik mod Brønshøj. Fælledparken kunne kun mønstre 20.000 deltagere.
Otte timers arbejdsdag
Endelig i 1919 lykkedes det i Danmark at få en aftale om 8 – timers arbejdsdag igennem . Kravet havde man faktisk rejst for ca. 35 – 40 år siden.
I første del af 1920erne var det ikke meget ved dem. Fagbevægelsen og Socialdemokraterne ophørte med at gå rundt i procession. Man samledes på festpladserne.
Møder i 1920 var både et højdepunkt og en antiklimaks. Påskekrisen overskyggede til en hvis grad fagbevægelsens epokegørende resultat.
Uforsonligt forhold
Det uforsonlige forhold mellem Socialdemokratiet og kommunisterne voksede. Og når der var første maj kunne man så agere udstillingsvindue for alle. Stauning opfordrede til at kommunisterne støttede Arbejdernes Fællesorganisation og dermed Socialdemokratiet.
Det nye mål for demokratiets indførelse var nu at bekæmpe det kommunistiske diktatur og det nazistiske terrorregime. Tonen blev skærpet på Første Maj møderne. Og i Brønshøj skabte man traditionen for morgenmøderne til Første Maj.
Kommunister uønsket
I 1925 var Dansk Arbejdsmandsforbund i storkonflikt. Det betød, at der mødte mellem 100.000 – 150.000 op i Fælledparken. Stauning var kommet til. En kommunistisk taler blev afvist, og det skabte en del uro.
I Århus måtte man have politiets hjælp til at afvise kommunisterne. Der var ikke alle, der var velkommen til Første Maj.
Ballade i Nakskov
I 1931 blev der stillet krav om en 40 – timers arbejdsuge og ferie med løn. Kravene blev dog snart overskygget af kampen mod arbejdsløsheden. Den var for alvor i stigning som følge af den økonomiske verdenskrise fra 1929.
Samme år kom der til optøjer i Nakskov. Politimesteren havde forbudt kommunisternes Første Maj møde. De gennemførte alligevel på byens torv, men blev mødt af politiknipler. Dagen efter var der aktion mod politistationen i byen. Politiet måtte have hjælp fra nabostationerne.
Rådne æg på Nørrebro
I 1938 blev 10 nazister fordrevet fra deres Første Maj møde med tomater og rådne æg på Blågårds Plads. I Tyskland havde nazister stjålet arbejdernes Første Maj.
Nazisterne misbrugte bevidst Første Maj ved fra 1933 at fejre den som Arbejdets dag. Dagens oprindelige indhold, en manifestation af modsætningen mellem
arbejderklasse og borgerskab – blev i stedet en hyldest til det tredje riges organiserede klassesamarbejde. Imens var arbejderbevægelsens ledere enten likvideret, sat i koncentrationslejr eller flygtet fra landet.
Kommunister og fascister var nu Socialdemokraternes hoved-fjende.
1940 blev møderne aflyst grundet besættelsen, men de fortsatte fra 1941 – 43. Enkelte foreninger kamuflerede møderne som forårsfest i 1944 og 1945.
Fagenes Fest
Socialdemokrater og kommunister holdt fælles Første Maj møder i 1946. Men derefter var det slut.
Møderne blev fornyet. Der opstod en slags karneval, hvor forskellige grupper markerede sig. I kølvandet på disse opstod Fagenes Fest. De uddøde de fleste steder i slutningen af 1960erne. Dog husker jeg at vi i slutningen af 1970erne afholdt dem i Aabenraa. Et par gange blev jeg smidt i skummet af brede SID’ er.
Det var dengang jeg var HK – formand. Skiftetøj måtte medtages.
Arbejderne fik det bedre
Arbejderne havde fået det bedre. Der var kommet mere i lønningsposen, længere ferie og fuld beskæftigelse. Det var som om Første maj møderne ebbede ud.
Men så kom 68ér generationen. Vietnam – krigen optog også befolkningen Etniske minoriteter, venskabsforeninger og solidaritetsforeninger markerede sig. Parolerne blev diskuteret op til Første Maj. Og kunne man ikke blive enige, holdt man møderne hver for sig.
Tre forskellige arrangementer
Men venstrefløjen betragtede Socialdemokraterne som gammeldags og nogle af de etablerede. Fra 1975 forsøgte Socialdemokratiet sammen med fagbevægelsen efter fire års fravær at genvinde noget af det tabte.
Men kommunisterne blev den største arrangør af Første Maj møder i København i mange år. Ja i Fælledparken kunne man gå til hele tre forskellige arrangører.
I 1980 lykkedes det dog at arrangere en fælles Første Maj. Det samme var tilfældet i 1987 og det var en gigantisk succes. Nu skød telte op overalt i Fælledparken. Nu skulle man betale store summer, hvis man ville have en salgsbod på arealet.
I 1992 og 93 blev EU – venlige politikere mødt af tomater.
Tåregas, Politi og Militær
Første Maj i dag har mistet sin kampkraft. Nu viser man solidaritet med undertrykkelse og vender sig mod krig. Herhjemme holdes der stadig ca. 200 Første
Maj – møder. Det er vel nærmest folkefester, hvor øl er vigtigere end det politiske budskab.
I mange lande rundt omkring mødes Første Maj fortsat med tåregas, politi og militær.
PET holdt øje
PET holdt også øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev der indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 frem til 1989. I PET´s arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed. Således også Første Maj møder.
Man frygtede, at kommunisterne ville forsøge at iværksætte uro på arbejdspladserne og strejker som en form for skjult sabotage rettet mod det kapitalistiske system.
Men også andre havnede i PET´s arkiver, således Anker Jørgensen, Ivar Nørgaard og Erling Olsen. Det var ikke kun kommunister PET interesserede sig for.
Tusinder og atter tusinder af faglige aktive landede i PET´s arkiver.
Måske er denne artikels forfatter også havnet i disse arkiver. På et tidspunkt var jeg en ivrig læserbrevs – og kronik – leverandør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 02. – 2022
September 2, 2010
Det var soldater, der gravede kanalen. Kongen ville have den ind til sit nye torv. Kongens mænd følte sig tvungen til at købe grundene. Sømændene langede en proper næve, fulde svenskere blev rullet. Den lette garde var i funktion, bordeller var der i mange baggårde. H.C. Andersen troede, han blev bidt af en hund. Hør også om et afhugget hoved, der fosvandt. Og også om Nyhavns to sider.
Våren gennem Nyhavn
Hvis du ikke lige nyder noget godt New Orleans Jazz ved Mindeankeret, eller nyder en fadbamse på Nyhavn 17, så prøv at gå en tur og kig på bygningerne i Nyhavn. Bygningerne fortæller mange historier. I sommerperioden kan du nok ikke komme til for turister. Du kan ikke rigtig se detaljerne på bygningerne.
Vi kender også alle sammen Våren gennem Nyhavn af Sigfred Petersen. Eller vi kan også tage Søren Bramfris Lærkesang. Han skildrer bohemernes og bumsernes Nyhavn.
Skulle have være kanallandskab
Børsens Kanal og Holmens Kanal er for længst tilkastet. Og egentlig skulle vi have haft Dronningens Kanal. Det skulle have været der, hvor Fredericiagade
i dag ligger. Det var i hvert fald Frederik den Tredjes ønske. Christian den Femte ønskede at Nyhavn og Holmens Kanal skulle forenes.
Kæmpe arbejde
Det var egentlig Axel Urup, der stod for planlægningen. Men det var hollænderen Henrik Ruse, der stod for udførelsen. Han blev senere adlet til Rüsensteen.
Selve udgravningsarbejdet var meget krævende. Al jordarbejdet blev udført med håndkraft.
Efter ordre fra Christian den Femte blev Kongens Nytorv og Nyhavn brolagt. Hele det omfattende arbejde startede i 1670. Det var soldater, der blev udkommanderet til at grave kanalen. Det var også dem, der fungerede som politi på Nyhavn i den første tid. Det første vogterkorps blev først dannet i 1683.
Helt ind til Torvet
I september 1671 befalede kongen,
Den ny kanal skulle gå helt ind til Kongens Ny Torv. Men det kneb med at efterkomme ordren. I oktober 1673 åbnede Københavns Nye Havn,
ved at dæmningen blev gennembrudt.
Kong Frederik den Tredjes søn Ulrik Frederik Gyldenløve havde siden 1669 ejet en stor grund ved kanalen. Han lod Charlottenborg opføre. Han var også sponsor til det meste af bolværkerne.
Kongens mænd købte grundene
Flere af kongens betroede mænd følte sig mere eller mindre tvungne til at overtage de nye grunde. De har sikkert ikke bebygget dem, men solgt dem videre til folk af mere borgerlig herkomst.
I 1689 var ejerne, to købmænd, seks skippere, en havnefoged, en smed, en enke efter en hofsmed, en øltapper, en stenhugger, en bødker og en hjul-mand. Blandt de mere fornemme var kaptajn og generalkvartermester Gotfred Hartmann og assessor Hendrick Ehm.
Sidstnævnte havde købt en stor grund ved Toldbodgade, som han lod opfylde. Til gengæld fik han 10 års frihed for grundskat. Ehm havde ejet flere af møllerne langs Mølleåren. Han var kendt som handelsmand og grundspekulant. Men måske var han mest kendt for at være guldmager.
Grundene omkring de to strandstræder har nok været tidligst bebygget. Henimod år 1700 har de fleste grunde været bebygget. Flere af Nyhavns ældste huse eksisterer i dag. Men i tidens løb, er de blevet ombygget.
Udviklingen begynder
Læg også mærke til sidegadernes vinkelrette stil. De eneste, der bryder dette, er strandstræderne. De lå der, da Nyhavn blev anlagt. Det var de oprindelige veje
til stranden.
I kanalens første tid var der store skibe, der søgte her til. Det var tremaster, der besejlede hele verden. Købmandshuse og provianteringsforretninger opstod opstod hurtig langs kajen. Snart fulgte små kroer og logihuse.
Slået til Søren
Her har man ikke alene slået til Søren, men også fundet afløb for de drifter, som måneders ensomhed på havet bragte på kogepunktet. Nyhavns lette garde
er for længst forsvundet.
Op og ned af den muntre gade, vrikkede prostituerede pigebørn fra 13 til rynkede kvinder omkring de 70. Hårdkogte kvindelige lokkeduer med alfonser i kølvandet kunne også beskues. Og mange baghuse på Nyhavn blev brugt til bordeller. Side om side med travle forretningsfolk. Mange smuglervare er gledet over skabsrælingerne.
Sten efter de sorte
Og især i slutningen af 1700tallet huserede mange sorte rundt i Nyhavn. Det har sikkert været løsladte slaver fra De Vestindiske Øer. De havde fået deres frihed, og var på en eller anden mystisk måde havnet her. De var fattige og usle. Byens gadedrenge forfulgte dem. Sten blev også kastet efter dem.
En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv. Blev søfolkene snydt, ja så faldt der en prober næve. De ville ikke finde sig i noget.
Kun de små skibe
Efterhånden kunne de store skibe ikke rigtig mere anløbe Nyhavn. De blev erstattet af skuder og skonnerter. Men løjerne holdt ikke op. Og for at holde styr på disse., etableredes der et eget vægter – korps.
Men københavnerne ilede til. For fra kajkanten kunne man købe fisk, kartofler, frugt og meget andet, der blev sejlet herind fra provinshavnene Også grossisterne holdt her med deres arbejdsvogne.
Sømandsmissionen
Sømandsmissionen havde i forrige århundrede haft til huse mange steder i de tilhørende gader rund om Nyhavn. I 1881 erhvervede man briggen Fortuna,
der var strandet i Køge Bugt, og skulle ophugges. Man købte den for 2.000 kr. og byggede skibet om. Det blev indrettet kirkesal, læsestue og skrivestue.
Skibet fik plads for enden af Nyhavn ved Kongens Nytorv. Men skibet var gammelt og rådnede efterhånden op.
Slaget i Nyhavn
En sommerdag i 1800tallet opstod der et større slagsmål mellem marinere og almindelige matroser i Nyhavn. Det udviklede sig til et større slag. Borgervæbningen måtte gå ind og skille partnerne.
Kvarteret tiltrak også det bedre borgerskab. Adskillige kunstnere slog sig ned her.
Russer smuglet til New York
I 1921 sad Søfyrbødernes frygtede formand, Richard Jensen på Café 41. Her mødte han en partifælde, en kommunistisk tysker. Han havde en ven, en russer. Denne russer hjalp Richard Jensen via sit klædeskab i kahytten på ØK*s Polinia til New York. Det interessante er dog, at denne russer, var den senere russiske udenrigsminister Litvinov.
Jo, der skete mange spændene ting på Nyhavn.
Rullet og snydt
Det er sket mange mord på Nyhavn gennem tiderne. Og kanalen minder om mange selvmord. Der blev spillet, drukket og der blev lokket. Godmodige sjæle blev snydt. Fulde svenskere blev rullet, og piger gik i hundene
Den første bro blev bygget i 1874. Den nuværende er en elektrisk drevne klapbro bygget i 1911 – 1912.
Pudse – Peter
Mange originaler færdedes på Nyhavn. En af de mest kendte var Pudse Per. Han endte sine dage i kanalen. Han levede af at sælge voks og sværte.
Det var mageløst
H.C. Andersen boede på tre forskellige adresser i tidens løb på Nyhavn. På et tidspunkt boede i nr. 18 på den pæne side. Det er der, hvor Charlottenborg ligger. Det er mageløst, sagde vores berømte forfatter. Han boede også i nummer 67.
De fleste forbinder Nyhavn som en stor turistmagnet. For indtil 50 år siden var der stedet, der var kendt for øl, sømænd og ensomme piger. Ja øllet flyder stadig om sommeren.
Mindeankeret
Mindeankeret blev opsat i 1951. Den er sat op til minde om alle de 1600 danske søfolk, der mistede livet fra 1939 til 1945. Pengene til dette, kom til stede efter en landsindsamling. Tidligere var der et andet mærke på stedet.
Kunne ikke tiltrække de fine
Ikke alt kan lade sig gøre i Nyhavn. Således forsøgte Restaurant Havfruen sig engang som en mondæn spiserestaurant. Man kaldte sig La Lune og skruede priserne op i nivue som Hotel D’Angleterre og Ambassadeur. Det var engang i 1930erne, men det gik ikke. Man ville lokke de velbeslåede fra det nordlige opland ind i et charmerende skummelt kvarter.
Englændere gemt på
Havhesten
Rygter vil vide, at Havfruen skjulte engelske flyvere under besættelsen. Tyskerne måtte ikke komme på Nyhavn. Det måtte Gestapo til gengæld. Men så havde man en hemmelig udgang, der gik over taget.
Det blev ikke til noget
Ingeniørassistent H.P. Petersen ansøgte i 1890erne om et storstilet projekt i Nyhavn. En Saltvandsbadeanstalt. Den skulle være beregnet for de herrer og Damer af Forretningslivet, der er for optagne til at kunne tage til de eksisterende Badeanstalter. Bassinet skulle være ca. 140 meter. Det skulle inddeles i tre afsnit. En for Herrer, en for Damer, og en for Skolebørn. De skulle adskilles med en let trækonstruktion og overdækkes med sejldug.
Man skulle selvfølgelig ikke bruge Nyhavns eller den øvrige havns mudrende vand. Nej, der skulle såmænd ligges en rørledning ud til Kongedybet, så man kunne få frisk vand.
Projektet blev i første omgang afvist med, at det var et for interimistisk indslag i bybilledet.
Næste forslag var et mere permanent forslag. Nu skulle det overdækkes med hamret glas. Nu var der bassin til herrer af første og anden klasse. Damebassinet skulle opvarmes om vinteren og så måtte mændene også besøge kvinderne – men kun om vinteren. Så skulle der indrettes et maskinhus til ind-pumpning af
de 60.000 tønder vand dagligt.
Men ak og ve. Det hele blev ikke til noget.
Vores rundtur begynder
På solsiden, Guldkysten eller Den Uartige Side, skød det ene hus op efter det andet. Det er som om, at der en helhed i Nyhavns bygninger. Det er symmetri. Men skal vi ikke tage en rundtur på Nyhavn?
Nyhavn 1
Har var der indrettet vinhandel. Og her startede Københavns første blomsterhandel. Udvalget var nok mere beskedent end i dag. I 1776 købte vinhandler, Lars Rasmussen ejendommen. Som det var sædvane, blev der indrettet en lille skænkestue i forbindelse med vinhandelen. Der blev skruet et gulv fast i gulvet,
og lavet faste bænke. På væggen skruede man koøjer, og i disse blev der malet kystpartier. Kahytten var født. Det første Strygejerns – formede bord er bevaret. Og man har et princip, damer er absolut uønsket. Har et hunkøn betrådt måtten, ja så må den vendes. Officielt er det fordi, der ikke findes et dametoilet. Om dette forbud stadig eksisterer, vides ikke.
Når en kone ringede efter hendes mand, blev der konsekvent svaret
Nyhavn 3, 5, 7
De var egentlig opført i slutningen af 1600 tallet, men væsentlig ombygget i midten af 1800 tallet. Husene lå tæt ved Det Kongelige Teater. Så her har adskillige skuespillere holdt til.
I nr. 5 kunne man købe fugle. Her lå også det berømte logi Stadt Hamburg. Nummer 3 har engang været i Grevinde Danners eje. I nummer 5 er der i gadegangen med det maritime tovværksgelænder indmuret en støbejernsplade. Det er åbenbart et gammelt ovnrelief med fremstilling af Gethsemane Have, Jesu tilfangetagelse og Maria Magdalene.
Nyhavn 9
Den første chef af Commediehuset boede her. Det var generaladjudant Hans Wilhelm von Warnstedt. Han var også officer, og blev af Struensee sendt til St, Petersborg for at forhandle med Kathrina den Anden. Huset blev opført i 1681. Det er et typisk hollænderhus. Mon ikke, at det er det ældste hus i rækken?
Her boede i tidens løb en masse kendte skuespillere.
I 1981 købte efterkommere af Nyhavns grundlæggere ejendommen. Det var efterkommere i 11 generation med efternavnet Gyldenkrone – Rünsensten. Familien drev et skibsrederi fra stedet.
I 1822 havde Bladkompagniet til huse her. I 1900 var en tysk bank – og forsikringsforretning tilknyttet stedet. De drev også omfattende speditionsvirksomhed. I over 150 år har det været hotel – og gæstgiver – virksomhed i kælderen og stueetagen. Navne som Hotel Stevns, Safari og Nyhavnskroen holdt til her.
Nyhavn 11
Her boede den store skibsreder og købmand, Jacob Severin. Men her har også i sin tid været Sukkerraffinaderi. Det er grundlagt af Ludvig Ferdinand Rømer
i 1754. Over porten står en forgyldt mand med to lampeskærme i hånden
Et helt skuespillerdynasti kan henføres til dette hus. Det er familien Rosenkilde. Den mest kendte var nok Julie Sødring. Her kom også den svenske sangerinde Jenny Lind, som H.C. Andersen havde stærke følelser over for.
Nyhavn 13
Her lå Den Norske Løve. Men også Sukkerhuset var kendt i hele hovedstaden. Her kunne man købe særdeles god gammel Rom til 28 Skilling Potten.
Nyhavn 15
Hvis du kigger op, så ses over døren en elefant. Det fortæller os, at her blev der solgt orientalske varer, blandt andet te og porcelæn. Det var købmand Jørgen Alsing, der startede her i 1765. Otte – tallet på skiltet marker datidens matrikelnummer.
En af de ældste ejere havde et gæstgiveri på stedet. Han havde tidligere været slavefoged. Og et spøgelse har befundet sig i huset. Om det er der endnu, vides ikke.
Blandt gæsterne var en velhavende mølle og hans kæreste. Værten og gæsten begyndte at kaste terninger. Efter tre dage havde mølleren tabt alt – hest og vogn, sin mølle og sin kæreste. Mølleren mente godt nok, at værten havde brugt falske terninger. Han lovede hævn over værten og kæresten.
Næste morgen fandt kæresten ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter, begyndte spøgeriet. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Den standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.
Hver gang kæresten havde forladt stedet, begyndte det at rumstere. Det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidste måtte værten betale kæresten for at blive siddende deroppe på loftet. Sagnet slutter med, at kæresten døde af skræk.
Stedet var søfyrbødernes tilholdssted. Jo det var gang i Café West. Det var også her man kunne få lavet sig et falsk pas, hvis tyskerne var efter en.
Nyhavn 17
Det er nok den mest kendte ejendom på Nyhavn. En masse rotter var der i ejendommen. Lagde man et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, var det væk om morgenen, ædt af rotter. Sådan er det sikkert ikke mere.
Her lå engang Stadt Hamburg. Derefter hed det Dagmar Hansen. Dengang var der barbér og frisør. Og siden 1936 har det heddet Nyhavn 17. Og det er ganske vist, her kommer lige fra sømænd til adelige. Lokalerne har man brugt til et par film, Afsporet, En sømand går i land og Ballade i Nyhavn.
Man siger, at stedet var de finske søfolks foretrukne sted. Personalet lærte sig simpelthen finsk. Og det er hvis nok en af de sværeste sprog i verden.
Her på stedet lå også verdens første tattoo-butik. Først i 1930erne åbnede disse butikker overalt. Indtil da havde de holdt til i et hjørne af et værtshus. Tatoveringer blev knyttet til Nyhavn. En af de mest kendte var Tato – John. Han var den foretrukne tatovør. Samtidig med at han tatoverede drak han to flasker whisky om dagen. Engang kom han til at give en ørn to næb på en tatovering.
Salmonsens Leksikon fra 1927 fremførte, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.
Nyhavn 19 – 21
Over Lille Strandstræde lå to hoteller Stadt Aalborg og Løven. Værten i Løven havde indrettet en vældig ferskvandsbeholder i sit hus. Et muret afløb sikrede at afløbet gik direkte ned til Nyhavns vand. Her var også WC, hundrede år før man kendte det begreb. Men også afløbet derfra endte i Nyhavns vande. Og der må åbenbart have været en slags kontrol dengang. Værten blev idømt en bøde på 50 Rigsdaler. Og det murede afløb blev sløjfet.
Man reklamerede med 25 smukt møblerede værelser.
Nyhavn 23
Her skal du også lige kigge op over døren. For her findes et bødkerarbejde forestillende en øl-kande. Det vidner om, at her har været et værtshus. I dette hus boede Elverhøjs komponist, Frederik Kuhlau i 1832.
Nyhavn 25
I nummer 25 lå Café Hyttefadet. Skiltet har Asger Jorn malet. Vægmalerierne er dog ikke af ham, men en Hans Sørensen.
Nyhavn 27
Og her har vi så Skipperkroen. Den hed hvis nok Shanghai før i tiden. Denne restaurant blev uforglemmelig i Sigfred Petersens tekst. Sangens Katinka boede i Shanghais baghus. Dertil førte kun en hønsestige.
Nyhavn 29
Går man ind i gården i nummer 29, så finder man en 200 år gammel svalegang. Det var her hotellet Stadt Flensborg holdt til.
Nyhavn 31
Her boede storkøbmanden og skibsrederen Andreas Bodenhoff til sin død i 1794. Han havde tjent formuer på sin tømmerhandel med Den Kongelige Marine
som største kunde. Han blev begravet ude på Assistens Kirkegaard.
Her blev hans enke, Gertrud, også begravet 2 år efter, åbenbart skinddød. Ifølge hendes bror, havde hun røde kinder, da hun blev lagt i kisten (Læs
– Pigen, der rejste sig fra kisten – under Nørrebro). Hun havde rejst sig fra kisten, da gravrøvere ville hugge hendes øreringe.
En anden storkøbmand, Hans Puggaard, boede her også.
Nyhavn 33
Over gadedøren er indmuret en kompasrose, et Dannebrogs – flag, og to sandure. Det var opsat af Sejl -, Flag – og Kompasmager, Rasmus Chr. Koch. I kælderbutikken fødtes Claus Lauritz Andersen. Han tjente en formue som cigaretfabrikant i Kina.
Nyhavn 35
Her startede Jørgen Thomas Beck i 1756 som hårhandler.. Det var i rokoko – tiden, hvor såvel herrer som damer gik med store hvidpudrede parykker. Her fra matrikel nr. 18 også kaldet Solen begyndte han også at handle med andre varer.
Nyhavn 37
Her er en meget flot gård. Den smukke gavlkvist stammer dog ikke fra opførslen. Huset blev forhøjet med en etage i 1791. Den fire fags store kvist rykkede en etage op.
I kælderen havde Tattoo – Jack sit værksted med masser af farvestrålende tatoveringer på skiltene og i vinduerne. Her var sommerfugle, nøgne piger, blomster, slange-omsvundne dolke, og sømandens grav.
Nygade 39
Fra dampradioens velmagtsdage stammer Familien Hansen. Den blev opfundet her af forfatteren Jens Locher.
Nyhavn 41
Opført i 1698. Her boede en kompasmager. Det ses på stenpladen over gadedøren. Manende alvorsord hørte selvfølgelig med. Skiltet er dog først sat op i 1761.
Stedet blev engang kaldet Nyhavns Vivex. En overgang var det en berygtet brændevinshule, som man kaldte for Solen. Her lå også Pandekagehuset til 6 øre stykket.
Nyhavn 43
Den Gamle Købmandsgård er opført i 1787. Den består af et forhus med facade til Nyhavn, samt to pakkehuse i gården og en tidligere staldbygning i baghuset.
Op af jorden stikker pludselig to kanonløb. Det var vel for at skåne murværket for hestekøretøjer. De sigter dog faretruende mod forbipasserende. Her boede i 1839 – 1840 den senere generalmajor Frederik Bülow. Han kendes som sejrherren ved Fredericia (Løs artiklen: Bataljonen fra Tønder – under Tønder).
Nyhavn 47
Her står på et skilt, nogle vise ord:
Nyhavn 49
Vi befinder os nu op den anden side af Toldbodgade. Huset er opført i 1744, men ombygget i 1876. Også denne købmand, Peter Johansen reklamerede i Adresse avisen.
Nyhavn 51
Vi kommer nu forbi en af de små huse på Nyhavn Huset er opført i 1766. Det kan vi se på tavlen over gadedøren. Før gadenumrenes indførelse har huset sikkert heddet Lammet. På skiltet står også nogle bogstaver. De står for bygherren og hans hustru, Henrik Lambertsen Engel og Karen Nielsdatter Holm.
Det fremgår ikke af skiltet, at manden var øltapper. Men det står at hidtil, har Herren hjulpet. Under besættelsen sørgede Schalburgkorpset for, at huset blev ødelagt. Det er flot at huset er bygget op i den samme gamle stil.
Mon Den Gyldne Lam stadig ligger her i kælderen. Et skilt forkyndte, at-
Nyhavn 53
Så kommer vi til et stort fem fags hus, opført i 1754 – 55 af skipper Hans Jacobsen Tofte. Den nuværende facade stammer fra ombygning i 1890erne. Datidens befordring var ikke så kompliceret som nu. Måske meget primitivt, således blev der i Adresse-avisen kundgjort, at skipper Christoffer Holm med
I 1857 boede komponisten P.A. Heise i huset. Heise har komponeret musikken til en væsentlig del af vore fædrelandssange.
Nyhavn 55
H.G.F. Holm boede her. Han har lavet de skønneste akvareller fra Nyhavn. Han blev kaldt Fattigholm. Han døde i 1861 uden at have fået anerkendelse. I dag handles hans kunst for skyhøje priser. Dengang kunne man købe hans akvareller for en rigsdaler stykket. Holm har sit liv igennem malet Københavns
gader, huse og pladser.
Han gik på konditori i Store Strandstræde. Det var et samlingssted for datidens kunstnere. Her kom H.C. Andersen også. Konditoriet hedder i dag Restaurant
Els.
Skuffelsen satte sine spor. Fattigholm greb til flasken. I 1861 blev han indlagt på Almindelig Hospital. Han døde få uger efter, kun 57 år gammel.
Nyhavn 59
Bygningen blev kaldt for Aarhus Domkirke. Det skyldtes sikkert, at husets gavlkvist bar en forgyldt Kristus – figur med verdenskuglen i sin venstre hånd. Figuren forsvandt ved ombygningen, men er nu kommet til ære og værdighed på facaden ud for førstesalens vinduer.
I dag kaldes bygningen for Guldmagerens Hus. Husets bygherre var kobbersmed Henrik Ehm. Han ejede som vi tidligere har nævnt flere ejendomme i staden. Han omgikkes alkymister. Det var dem, som forsøgte at forvandle simple metaller om til guld.
En læge, dr. C.W. Hacqvart betalte Ehm et honorar på 600 rigsdaler, for at lære denne kunst. Det lykkedes ikke for den godtroende læge, og han nægtede at
betale kursus – gebyret. Ehm gik rettens vej for at inddrive beløbet. Men retten frifandt eleven. Det vakte stor opmærksomhed i datidens København.
Holberg brugte episoden til at lave en komedie, der hed Det arabiske Pulver.
Her lå tidligere et hotel i absolut topklasse, Dania. Kort efter krigen blev stedet ejet af en svensker, der blev kaldt Onkel Oscar. Her boede Knut Hamsum,
når han var på besøg i København.
Nyhavn 63
Over førstesalens vinduer ses tre stenrelieffer. De forestiller til venstre Havguden Neptun med sine trefork og en springende delfin. Til højre, Handelens Gud, Merkur med sin vingende hat og slangestav. I midten ses en pram, lastet med vareballer, tønder og sække.
I 1880erne boede forfatteren og zoologen Vilhelm Bergsøe i lejligheden på anden sal. Hans søn, fabrikanten og forfatteren Paul Bergsøe, har i Tre små vinduer, beskrevet livet i Nyhavn.
Tidligere boede her, balletmester August Bourneville.
Nyhavn 65
Over porten ses et stort udskåret relief med to figurer på hver side af en kompasrose. Nedenunder ses et sandur, et splitflag og et kompas. Figuren til venstre er Merkur. Damen til højre med blomster i skødet og en brændende fakkel i hånden skal sikkert symbolisere velstanden. Relieffet er malet i meget smukke farver.
Kigger vi yderligere godt efter, kan vi se en såkaldt slutsten med årstallet 1737 og et spejl-mongram med en ejers og denne hustrus forbogstaver. Et morddrama fra 1836 i dette hus gav genlyd over hele København.
På anden sal boede en logerende, en dengang kendt original ved navn Jens Peter Tønder. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen.
Vores original var teologisk kandidat, men kunne ikke rigtig falde til nogen steder. I 1836 levede han af at sælge et tidsskrift, han selv udgav. Desuden underviste han i sprog.
Trods sin beskedende indtægt, lå der noget på kistebunden. Det var kommet den 22 årige Petri Claudi Ferdinand Worm for øre. Da han igen job havde, besluttede han sig for at udplyndre Tønder. Han startede med at tage undervisning i fransk hos ham.
Først forsøgte han at aflive Tønder med opiums bestrøede kager. Dette mislykkedes to gange. Worm mistede tålmodigheden og kvalte Tønder med en snor. Han huggede alle værdier, og stak af.
Men han var ikke kløgtig nok. Han begyndte at strø om sig med penge. Da mordet blev opdaget faldt mistanken også hurtig på ham. Han blev anholdt på vej sydpå, i Lybæk.
Højesteret dømte Worm til døden. Men det lykkedes ham via nole tårepersende digte, som han fik udgivet at få vendt folkestemningen. Pludselig blev han nærmest betragtet som martyr. Der var kræfter i gang for at få ham benådet. Trods dette blev han henrettet i 1838 på Amager Fælled.
Tusinder af mennesker strømmede til retterstedet, for at se Nyboder – morderen blive henrettet.
Vedholdene rygter gik på, at Worms afhuggede hoved var fjernet fra kisten. Da man gravede kisten op, var hovedet ganske rigtig fjernet. Mange år senere fandt man ud af, at det var en ung læge, der havde hugget hovedet. Han var meget videnskabelig interesseret i frenologi. Det er læren om at bestemme menneskets psyke, blandt andet ud fra hjernens form.
Hvem ved om hovedet kan ses i reagensglas på Universitetet den dag i dag. Lægen testamenterede samtlige sine hoveder til Universitetets anatomisk
– antropologiske samling. Dette nævner vi lige i forbifarten til evt. interesserede!!!!! (Læs mere om denne historie i artiklen Mord i Nyhavn)
Nyhavn 67
På slutstenen står anført årstallet 1737. Bygherren hed Jens Sørensen Bøshilt Her boede H.C. Andersen. Og han har boet to andre steder på Nyhavn. I alt boede han 20 år af sit liv her på Nyhavn.
Første oktober 1848 flyttede han ind her. Han havde lejet tre værelser hos kaptajn Johannes Anholm. Efter 17 år blev han med en måneds varsel opsagt, da kaptajnen skulle bruge værelserne til andet formål. Ja sådan hedder det i nogle historiebøger. Man det er ikke korrekt. For Anholm døde i 1860. Hans enke og døtre fortsatte gæstgiveriet og pensionatet.
En dag, da H.C. Andersen kom ind i forstuen sprang familien Anholms store godmodige hund hen mod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte deroppe fra:
På museet i Odense findes et dørskilt med hans navn. Nedenunder er et stykke gråt karduspapir. Oprindelig stod der Professor under navnet.
I 1867 blev han udnævnt som etatsråd. Da han var et sparsommeligt menneske, ville han ikke ofre et nyt dørskilt. Han klistrede titlen professor over.Men en undersøgelse viser, at det klister, der sidder på, er af nyere dato. Historien fortæller, at en skoleelev engang havde fjernet det oprindelige kardus. Han var nysgerrig efter at få at vide, hvad der stod nedenunder. Hvad mon er den sande historie?
Et halvt århundrede tidligere boede dispachør Johan Buntzen her. Hans datter forelskede sig i sin huslærer, translatør P.A. Heiberg.
Hun blev som 17 – årig gift med ham i 1790. Året efter fødte hun sønnen, Johan Ludvig Heiberg. Han var som bekendt teaterdirektør, forfatter og meget
andet.
P.A. Heiberg blev landsforvist ved en dom i 1799 for sine revolutionerende ideer. Men hustruen fulgte ham ikke. Hun havde i mellemtiden forelsket sig
i den svenske adelsmand Ehrensvärd – Gyllembourg, og giftede sig med ham. (Her på siden kan du læse meget mere om H.C. Andersen).
Nyhavn 69
Denne hjørneejendom er fra 1885. Her boede skuespilleren Wilhelm Wiehe.
Nyhavn 71
Vi passerer Kvæsthusgade. Og det sidste hus, der er tilbage er et oprindelig kæmpestort pakhus. Det blev opført i 1805, som dobbelt – pakhus for de to bygherrer købmand Ole Bent Suhr og kaptajn Just Ludvigsen. Da opførelsen var færdig, trak de to bygherre lod om hvilken halvdel hver især skulle have.
Meget overraskende blev det hele til et hotel 71 Nyhavn Hotel, med lobby og restaurant i kælderen.
Den pæne side
Hvis vi nu gik videre gik vi i vandet. Det vil vi ikke. I stedet starter vi på den pæne side, Charlottenborg – siden. Vi bemærker Gyldenløves våbenskjold med fire gyldne løver omgivet af faner og med ordenselefanten dinglende i en kæde.
Inde i haven, som H.C. Andersen kunne se fra sit vindue, findes den berømte gravsten over Abilgaards puddelhund. Det vil sige originalen er flyttet ind på Billedhuggerskolen.
Nyhavn 8
Her er bygget et par etager på i tidens løb. Det oprindelige hus blev opført i 1774. Læg mærke til den lange frise. Det forstiller et skib med et juletræ i stævnen og kvindeprofil på agterspejlet. Ved siden af sejleren sidder en kvinde med et kors og et anker. Det skal måske symbolisere, Tro, håb og retfærdighed.
Også andre motiver kan beskues.
Nyhavn 10
Her boede den døvstumme maler, A. H. Hunæus . Han malede det berømte motiv, Vold Aftenen før Store Bededag. Maleriet blev vist på Charlottenborgs
forårsudstilling 1862.
Nyhavn 12
Her har vi så igen storkøbmanden Andreas Bodenhoff. Han opførte huset i 1770. Her er en fantastisk gårdsplads.
Nyhavn 14
Over porten ses en tavle med husets gamle navn og bomærke Den Sorte Ravn. Den blev opført i 1775. Bygherren hed Christian Jensen Wendelboe.
Han var styrmand og øltapper.
Nyhavn 18
Huset er opført i 1770.
Her flytter H.C. Andersen ind den 23. oktober 1871. Denne gang hos Frøken Hallager. Igen lejer han tre værelser. Han boede her til kort få sin død den
4. august 1875. Den allersidste tid tilbragte han på Østerbro (Se artiklen H.C. Andersens sidste dage på Østerbro – under Østerbro).
I den lejlighed som H.C. Andersen boede i, boede Georg Brandes også en kort tid.
I mange år stod retiraden i gården, som husets berømtheder samt de andre, har benyttet sig af. Men det har en samvittighedsløs restaurering bortdømt.
Nyhavn 20
Det var her H.C. Andersen flyttede ind i 1834. Han boede hos Karen Sophie Larsen på 2. sal. Til den ene side havde han udsigt til kanalen og på den anden side havde han udsigt til den botaniske have bag Charlottenborg. Det var herfra Ida fik hendes blomster. Den botaniske have er i dag skrumpet meget ind. Her har kun kunstnere og billedhuggere adgang.
Her skrev han sine første eventyr. Et nyt hæfte udkom hvert år. I de første af hæfterne kunne man finde Fyrtøjet, Lille Claus og Store Claus, Prinsessen på
Ærten og Den Lille Idas Blomster.
Maleren Wilhelm Marstrand boede her også et stykke tid.
I dag er Nyhavn ikke længere sømændenes druk – og kampzone. På gode dage myldrer det det med folk. Langs bolværket sidder folk med håndbajere.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 02. 2022
September 2, 2010
Jens Peter Tønder var en original. Han så fattig ud, men havde penge på kistebunden. Peter Worm var både humørsyg og havde ikke reelle hensigter. Han kvalte Tønder i Nyboder. Hans forsvarer mente, at Worm kun var et redskab. Den reelle morder gik fri. Måske var det præstens skyld.
Ingen job
Peter Worm var god til sprog og tegning. Han elskede at isolere sig og læse. Men et socialt menneske var han ikke. Fra Nyborg gik det via Nakskov til godset Oregaard, hvor Peters onkel var forvalter.
Meningen var, at Peter derfra, skulle rejse videre og begynde at studere jura. Men evnerne rakte ikke. Onklen foreslog at Peter skulle læse til lærer. Han ville godt betale. Men betingelsen var, at han skulle gennemføre.
Peter tog godt nok sammen med en rejsefælde til Lyngby i Jylland for straks at returnere til København. Lærer ville han absolut ikke være. Peter havde en kort overgang været i København før. Og denne gang gik det ham ikke bedre. Der var ingen job at få. Noget måtte det gøres.
Efter sigende skulle Peter have været en kort tid i Hamburg, men vendte forhutlet tilbage til Nyborg, for så tredje gang at tage til København. Tingene blev ikke bedre, der var stadig ingen jobs. Dem som Peter mødte, syntes at han var mærkelig.
Næppe reelle hensigter
Han forsøgte at indsmigre sig hos de katolske præster for at tjene nogle hurtige penge. Men de havde lugtet lunten og gennemskuet ham. Han havde næppe reelle hensigter. Siden 1835 strejfede Worm omkring i hovedstadens gader.
Flere gange tænkte han på at tage sig af dage med opium. Men han manglede modet. Han lod sig antage som underofficer, men det varde kun en måned.
Møde med Tønder
På gadehjørnet stod Jens Peter Tønder. En af Københavns originaler. Han forsøgte at sælge sit tidsskrift Gammelt og Nyt.
Han så noget forhutlet ud. Han trykkede selv sit tidsskrift derhjemme i Nyhavn 33, hvor han havde lejet sig ind. Desuden underviste han i fransk. Efter sigende skulle han have nok på kistebunden. Dette erfarede Peter Worm også.
I lige linje med Tordenskjold
Denne Jens Peter Tønder både sommer og vinter i en lang grå frakke, går lærredsbenklæder, og en grov ikke helt hvis skjorte. Han havde ingen halstørklæde. Han gik i såkaldte kommissko og hvide strømper af groft uldgarn.
Han var en imponerende skikkelse , høj og muskuløs . Næsen havde et vist ædelt udtryk. Øjnene afslørede en stor intelligens. Han kunne godt gå over i ekstase, når et emne interesserede ham i en samtale.
Inden for frakken havde han et papbind med løse blade, som han solgte for 2 skilling. Jo, Tønder havde skam været litterær Telegraf – bestyrer.
Han nedstammede i lige linje med Tordenskjold. Han var af meget fin familie. Han fader var admiral og en af Holmens chefer. Men familien slog hånden af ham.
På søen
Da han manglede penge til sine studier tog han på to lange sørejser. Han prædikede i hovedstadens kirker, men han blev fyret hver gang. Han blev forelsket i en tjenestepige, som arbejdede i forældrenes hus. Men de ville ikke give deres samtykke. Som hævn lod han sig antage som vægter. Flere nætter i træk stod
han og råbte ud foran forældrene hus..
I hans skriverier skrev han om samfundet. Han skrev blandt andet:
Jens Peter Tønders livsfilosofi
Han havde også nogle leveregler som han delagtiggjorde sine læsere i
Penge på kistebunden
Jens Peter Tønder var nu ikke så fattig. Han havde arvet noget, men han var nok en gnier. Det var kun sjældent at han fik varm mad. Han betalte kun et par mark om ugen for logi.
Ingen virkning
Peter Worm indfandt sig hos Tønder. Han havde solgt en skjorte for at kunne betale afgiften for franskundervisningen. Tønder forlangte forudbetaling.
Han vidste, at Tønder var glad for søde kage. Han havde taget nogle butterdejskager med syltetøj med. Dem havde han fyldt med opium. Hans agt var at bedøve Tønder, og så hugge hans penge. Men disse kager havde ingen virkning.
Worm tilbragte nogle dage inden forbrydelsen på gæstgiveriet Tre Hjorter.
Rovmord
Den anden gang Worm var på besøg , den 27. juli, var dens agt, at kvæle ham, såfremt kagerne ikke virkede. Men kagerne havde en bismag. Da Tønder
rejste sig for at spytte de forfærdelige kager ud, så Worm sit snit til at få en snor om Tønders hals. Worm trak af alle kræfter. Dødskampen varede kort. Worm
bredte nu et tæppe over hans hoved.
Det er lidt forskellige opfattelser om Tønder var døset hen, og havde opdaget Worms hensigt, da han vågnede af opiummens virkning. Tyve, Tyve, skulle Tønder have råbt, inden Worm fik bugt med ham.
Fra Tønders brystlomme lykkedes det at finde nøglerne til gemmerne. Han åbnede den kiste, der stod i stuen, og tog en betydelig mængde penge, medaljer, mønter og obligationer. Der har været tale om 127 sølvmønter og medaljer. De tre af dem var i guld.
Worm låste døren med en hængelås. Nøglen smed han i vandet i Nyhavn. Derefter gik turen til Stadt Lauenburg.
Lugten fra kammeret
Misgerningen blev opdaget efter nogle dage. Der bredte sig en forfærdelig stank fra Tønders kammer.
Worm led af samvittighedskvaler. Men efter et par dage havde han købt nye klæder, og været rundt at betale sin gæld. Han fik en bekendt, som
han havde lært at kende, til at sende penge til sine forældre i Nyborg. 240 Rigsdaler var der i kuverten. Det var en handelsrejsende
ved navn Stolle, der afleverede kuverten. Men kuverten skulle åbnes for at man kunne give en kvittering. Her stod den rigtige afsender. Personalet på posthuset fattede mistanke.
Pågrebet i Lübeck
Worm var i mellemtiden taget til Lübeck, hvor politiet arresterede ham.
På et tidspunkt hævdede han, at det var hans far, der var moderen.
Anklagen var klar den 12. december 1836. Worm, der nu var 22 år gammel blev tiltalt for mord, røveri, tyveri, falsk og andet bedrageligt forhold. Hvis det holdt i de forskellige retsinstanser, ja så ville det ske det
Mens Worm sad i arresten led han meget af epileptiske krampeanfald.
To års kamp for Worm
Worm` s forsvarer, P.M. Lange forsvarede ham med stor energi i to år. Han var overbevist om Peter Worms uskyld. Han mente, at Peter Worm blot var et redskab. Og han udviste stor tålmodighed med den anklagede, der konstant skiftede mening.
Lange mente ikke at han havde havde de kræfter, der skulle til for at ligge Tønder ned. Punkt for punkt afviste Worms forsvarer politiets anklage. Han påpegede, at grunden til at Worm tilstod var, at han ville dø. Desuden havde politiet presset Worm til tilståelse for at tilfredsstille datidens medier.
Mordet havde krævet ret meget fysik, og den havde Worm ikke, mente forsvareren. Hvordan Worm kunne magte den meget større og stærkere Tønder,
forstod forsvareren ikke.
Da disse argumenter prellede af, forlange Lange, at Worms fysiske og mentale tilstand blev undersøgt. Forsvareren var helt sikker på, at der var en anden med i spillet. Worm var kun redskabet.
Stadslægen og Sundhedskollegiet undersøgte Worm. Og konklusionen var, at de ikke udelukkede tilregnelighed.
Behandlet med godhed
Den 2. maj 1838 blev Worm igen fremstillet. Her trak han sin tilståelse tilbage. Forhørene gentog sig sig igen den 5. og den 8. maj. I juni benægtede politiet, at de på nogen måde havde truet Worm. De havde tvært imod behandlet ham med megen godhed.
Tilstå og kom i Guds Rige
Det hjalp nu helle ikke Peter Worms eller for den sags skyld P.M. Lange´ s sag, at præsten H.C. Visby opfordrede Peter Worm til at tilstå, så ville han få det bedre med Gud. Hvis han ikke tilstod, ville han ikke komme i Guds Rige.
Sympati for Worm
I befolkningen fik man efterhånden sympati for Worm. Hans breve og digte blev offentliggjort. Kjøbenhavnerposten advarede dog mod dette lefleri. Selv dagen inden henrettelsen blev et digt af Worm offentliggjort.
Fra flere sider forsøgte man, at få Kong Frederik den Sjette til at omgøre dommen.
Ole Pedersen Kollerød: Svineri
En af dem, der var indsat sammen med Worm, var morderen Ole Pedersen Kollerød. Han kom i 1837 til skade at myrde Nymølles kusk, Lars Pedersen under et tyveriforsøg sammen med to andre. Han blev indsat i arresten i Slutterigade i september 1838.
Han kendte udmærket Peter Worm. I hans egen fortolkning af det danske sprog fortæller han blandt andet:
Kollerød fortalte endvidere, at de blev skilt af. De fik hver 40 slag prygl for deres forseelse.
Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840. (Læs vores artikel om denne)
Henrettet
Den 20. november 1840 var tusinder af mennesker forsamlet på Amager, for at få et glimt af henrettelsen af Peter Worm. Skarpretter Nicolai Raunholdt,
der var barnebarn af skovfogeden på Gisselfeld havde styr på det.
En blykasse ved en mølle
Den 15. oktober 1837 kl. 5 om morgenen blev Jesper Jacobsen Kræmmerhuus anholdt ved Toldboden. Han ville tage båden til Kiel. Han var i besiddelse af en seddel med en rød tegning. Denne skulle Worm angivelig have tegnet. De havde siddet sammen i arresten. Han havde gravet en blykasse ned ved en mølle mellem Hamburg og Altona. Den skulle indeholde en del guld – og sølvmønter. De var tiltænkt familien i Nyborg.
Havde Peter Worm selv myrdet Jens Peter Tønder, eller dækkede han over en sammensvoren? Vi får aldrig svaret.
Hovedet manglede
Ja så kunne historien så godt være sluttet og efterladt læseren med et stort spørgsmålstegn. Men der gik efter nogen tid vedholdende rygter i København, at der manglede et hoved i kisten med Peter Worm. Godt nok mistede han hovedet, men det blev lagt tilbage igen i kisten, efter at det havde været på stejle.
Det var lægen Carl Otte, der havde tilranet sig hovedet. Han havde en helt speciel interesse i Peter Worm og andre forbrydere. Han havde før været indblandet
i gravrøveri. og afhuggede hoveder. Han interesserede sig meget for Frenologi. Ideen var at man på et kranie kunne se forbindelse mellem ånd og legeme.
Carl Otte blev i 1828 ansat på Tugt – Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn. Han tog bl.a. gipsafstøbninger af afhuggede hoveder.
Fjorten dage efter henrettelsen fik Carl Otte i nattens mulm og mørke gravet hovedet op. Carl Otte er i dag begravet på Assistens Kirkegaard.
Behjertede sjæle ville også have haft Peter Worm begravet på indviet jord på Assistens Kirkegaard.
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Redigeret 17. – 02. – 2022