Artikler
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL ER BLEVET NY _ REDIGERET – TO ARTIKLER ER BLEVET SAMLET TIL EN ARTIKEL:
LED I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2)
Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro, 27. oktober 2010. Fortsættelse.
Vi
fortsætter på østkysten. Det starter med Ryde
Kloster, Bov Kirke, Kliplev, Ensted, Varnæs, Aabenraa,
Hjordkær, Rise, Rødekro og Løjt. Vi hører
om de hvide hest. En præst tvinges ned ad prædikestolen,
en dør af druk. En ulykkelig hændelse fører til
dannelse til Varnæs Kirke og i Rødekro spøger
det.
Syd
for Bov Sogn
Ikke
ærbar
I
350 år huserede munkene omkring Flensborg.
Et
stort kloster lå nordvest for det nuværende slot,
Glücksborg.
En
del af klosteret lå i den nuværende slotssø.
Munkene
huserede også i Kollund
Skov og
Krusaa.
Cistercienerne
havde
i middelalderen, 13 kloster i Danmark.
Vi
skal dog helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i
Guldhom
i
Nybøl
Sogn nord
for Slesvig.
Det
var Biskop
Valdemar, der
indviede klosteret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster
St.
Micheal ikke
var særlig ærbar.
Der
blev drukket og horet. Abbeden og hans munke lå døddrukken
rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og
moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar
klosteret.
Men det blev ærbarheden ikke bedre af.
Derfor
blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til
Ryd(Ryde)
ved
Flensborg.
Men
ak, der udspandt sig en krig mellem Benekditinere
og Cistercienserne.
Komplicerede
operationer
Man bespiste de
fattige, og husede de vejfarende. Det var almindeligt, at de gamle og
syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste
dage under betryggende forhold.
Hygiejnen var stor. Man
havde badestuer og toiletter.
Lægerne på
klosterene gik ikke af vejen for komplicerede indgreb som operation
af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller
pileskader.
Men
det var ikke altid lige godt i klosteret. I 1280erne var det bispen
fra Slesvig,
Jacob, der
forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes
tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt
og lod dem piske.
Kongemord
Her
på Ryd
Kloster skulle
der også være foregået et kongemord, idet
Christoffer
den Første under
nadveren i 1259 var blevet forgiftet af Abbed
Arnfast. Det
skete efter årelange stridigheder med Jakob
Erlandsen om
magten i riget skulle gå til kirken eller staten.
Også
lige ved Hærvejen,
lige syd for den nuværende grænse ved Klus
var
der et valfars – sted. Man skulle blot medbringe en genstand
fra den syge, for at vedkommende kunne blive helbredt. Et kloster
blev anlagt ved stedet.
Kæmpe kloster
Det
må have været en kæmpe kloster, Rud
Kloster. Hovedbygningen
menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i
bredden. Den omfattede korsgang, og gård, søjlesalsfløj,
lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke,,
kirkegård samt sygehus og herberg.
Omkring
Padborg – Bov
Man
faldt i søvn
Hvornår
den første kirke er bygget i Bov
vides
ikke. Den var ret betydningsfuld ved Hærvejen.
Gulvet
var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så
sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de
lange ceremonier.
Efter at have talt om
bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at
tale om hverdagens problemer dengang.
Men man havde dengang en
lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
Spedalskhed
I
1300 tallet blev Europa
plaget
af Den
Sorte Død. Det
var pesten, der holdt sit indtog. I Bov
Kirke var
der et spedalskhedsvindue.
Gennem
dette kunne de syge stå udenfor og følge gudstjenesten.
Pastoren
blev hevet ned
I
slutningen af 1700 tallet var det galt med troen i Bov
Kommune. Pastor Clausen
var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt
fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak
pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder
og kom bag tremmer.
Denne
Clausen
var
en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur
gennem Bov,
var
det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når
børnene fra skolerne uden for Bov
skulle
have eksamen, måtte lærerne stille med dem på
præstegården.
Og så blev der
holdt danske prædikener og undervist på dansk i
præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op.
Præsten måtte tage sin afsked.
Ligvogns
– forening
I
Frøslev
by havde
man fra 1882 en ligvogns – forening. Foreningen blev først
opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer.
Det var også en
skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre
ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigstidens
mekanisering gjorde hesten overflødig.
Lundtoft
Herred
Adelsfamilien
Ahlefeldt
Da
Kong
Hans endelig
erhvervede Lundtoft
Herred, var
det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård
var
Slesvigs
største.
Og her sad slægten Ahlefeldt
på
magten i mere end 300 år.
Men
slægten har indbyrdes ikke været særlig gode
venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden
foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere
øst på ved Sundeved.
Og
det er ganske vist. Ved Søgård
Sø
har der boet en heks. Grev
Ahlefeldt havde
besøg af hende og fik et rødt ar i panden.
Nu
var det ikke alle Ahlefeldter,
der
var Guds
bedste
børn. De to fætre Frederik
og Ditlev deltog
i forskellige krige rundt om i Europa.
Ved
et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom
den iltre Frederik
til
at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge
lykkedes det for Ditlev
at
frikøbe sin fætter for mordanklager.
Syd for Aabenraa
Stor søgning
til Kliplev Kirke
I
hele de negative periode i Sønderjylland
søgte
folk trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde
Ahlefeldt
– familien høstet
stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev
Kirke. Især
til de årlige Helligkors
– messer 3.
maj og 14. september var der enorm søgning.
Det
var en omfattende valfart til Kliplev
Kirke via
Hærvejen.
Alle
skulle hen til Skt.
Hjælper. Det
hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig
hellig og dermed helbredende.
Man så figuren
gennem et vindue med jerngitter.
Kapel i Årup
Familien
oprettede et kapel i Årup.
Det
var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde
skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden.
Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum
Kloster.
Bekend dine sønner
i kirken
I
kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte
den 19 – årige Hans
Rossen, søn
af den ansete bonde og lensfoged Rasmus
Rossen knæle
ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han
havde fået et barn men den gårdmandsdatter fra Torp
– uden
for ægteskab.
Historien
om Varnæs Kirke
Helt
ude mod øst ligger Varnæs.
Det
har været en meget betydningsfuld by engang med
købstadsrettigheder. Og historien bag Varnæs
Kirke er
gengivet i et dramatisk sagn. Og den skal i have, for jeg ved at
konfirmander fra Anna
Kirke har
været i Varnæs
kirke:
Vigge vidste godt, at
han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse.
Derfor gik han til Pather Mathies. Denne indvilligede i at arrangere
forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs.
Kirken blev bygget og
med Pather Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til
Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin
borg for at afvente den tilkommende.
Ridder Ove var i gæld
til den mægtige Grev John af Odde. Greven ønskede Frøken
Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev
indgået mellem de gamle mænd.
Da det under
julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til
kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke
og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så
skulle koste hans sjæl.
Lillebælt var
frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over til isen
ved Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde
bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen
Ida, som skulle med til Varnæs.
På tilbagevejen
over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort
fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have
mistet den anden.
Det gik flere år
før skæbnen igen førte dem sammen. I Letland var
Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de
endelig blev viet.
Men ak og ve. Morgenen
efter var Ida død. Hun havde i konflikten mellem kærlighed
og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.
Mange år senere
vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var
Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst
omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og
udåndede.
Ved
korgavlen af Varnæs
Kirke under
den gamle løn, ligger to som i livet ikke kunne få
hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en
hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning.
Desværre er hullet nu så utæt i bunden, og vandet
er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker
Vigges hoved
i sten.
Gårdejerne
ville ikke betale tiende
I
1774 fandt sognepræsten Nicolaus
Freuchen det
nødvendig, at være talsmand for småfolkene i
Ensted
Sogn.
Årsagen
var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned
bragte deres skat til Amtshuset
i Tønder. Nu
forlangte man, at kådnere
og inderste skulle
være med til at betale, hvis de ville være med i
ordningen. Men det ville de ikke. Præsten mente ikke, at de
skulle betale.
Det lykkedes for
gårdejerne at få pastoren fyret. Han skulle aldeles ikke
blande sig i deres ting.
I
1798 var der kommet en ny præst fra Løgumkloster.
Men
han skulle snart komme ud for vanskeligheder. Man nægtede at
give tiende.
Præsten truede med
at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende.
Men
en stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på
kirke, skole og præst. Pastor
Hoeck skrev
således i 1799:
Militæret indsat
Øvrigheden
reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær
eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev
indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning
og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres
restance til præsten.
I begyndelsen af 1800
tallet steg antallet af kådnere, inderste og jordløse i
sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes
på kirkens økonomi.
I 1826 blev der bygget et
nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at kådnere og
andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.
Aabenraa
Heksene fra Aabenraa
Under
tortur indrømmede Anna
Jørgensdatter i
1617 at hun under tortur havde stået i lære hos en heks
fra Kappel.
Endvidere
indrømmede hun, at hun havde dræbt køer, og ved
nattetid havde hun danset på Galgebakken.
Og
så havde hun også plejet omgang med djævlen.
Margrethe
Krogh var
en anden heks fra Aabenraa.
Hun
skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd.
Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede
hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun
uskyldig, men så var det ligesom for sent.
I årene fra før
1500 til år 1700 døde mange tusinder af danske kvinder i
heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse.
I den katolske kirke
havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav
retningslinier til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var
heks.
I heksebibelen kunne man
læse, at hekseri stammede fra kvindens umættelige
kødelige lyst. Og minsandten om der ikke også kunne
læses, at kvinder havde mindre forstand. De blev under tortur
aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i
pagt med djævlen.
Med kirkens
velsignelse
Og man kiggede nøje
på kvinderne. Særlig i kirken. For hvis man tørrede
sig om munden med et lommetørklæde, var man højst
sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på
vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet
ud. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se,
hvem sognets hekse var, idet de ville vende ansigtet bort.
Et redskab for djævlen
var jordemoderen, fordi de var det første, der var i kontakt
med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været
inde i en kirke, blev de betragtet som urene.
Der skal findes en grund
til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten
slog fejl. Man begyndte at kigge sig rundt i lokalsamfundet for at
se, om nogle opførte sig mærkeligt.
Amtmanden træder
ved siden af
Amtmand
Gundelach
i
Aabenraa
var
kommet galt afsted. Han var stadig standsmæssig gift med
Adelheit
von der Wish. Men
han havde fået en datter med Mette
Ivers. Hun
var af betydelig lavere stand.
Som
skik og brug dengang sørgede børnefaderen i de bedre
kredse for sit illegitime afkom. Mette
var
derfor blevet gift med en af amtmandens medarbejdere Johan
Ranow. Han
befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på
samfundet.
Amtmandens
plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på
Toldsted
sydvest
for Aabenraa
–
lige ved Hærvejen.
Nu
havde Arnkiel
– familien
dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde,
man så kunne lave en kile, var at betvivle embedsførelsen.
Og amtmanden havde nok af penge og magt, så det lykkedes for
ham.
Den
18. april 1694 klokken ti om aftenen blev familien Arnkiel
smidt
ud af deres gård på Toldsted.
Troels Arnkiel
protesterer
Troels
Arnkiel protesterede
på familiens vegne. Og han klagede til hertugen. Han har
sikkert også påpeget amtmandens manglende moral.
Men
det afstedkom et mangeårigt fjendskab mellem amtmanden og
provst
Arnkiel.
Amtmanden
beskyldte provesten at have svin gående på kirkegården.
Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn
på kirkegården. Det var skam skarpretterens søn.
Faktum var at der både gik svin, kvæg, får og gæs
rundt på kirkegården i Aabenraa.
Ifølge
provsten var det fordi, at amtmanden havde overtaget nogle
indtægtsgivende gårde i det nordlige Aabenraa.
Guds straf
Troels
Arnkiel var
en højtuddannet teolog og udgav flere historiske værker.
Han viste også stor interesse for oldtidskundskab og historie.
I
1680 og 1681 viste der sig kometer over Aabenraa.
Det
fik provsten til at udsende nogle teologiske advarsler. Fra Nicolai
Kirken tordnede
han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede
på Romerbrevets
8. kapitel vers 28:
Vestergade
brændte
tre uger efter. Jo provsten havde nok ret.
Flere problemer
Provsten havde dog flere
problemer at slås med.
Diakonen blev anklaget
for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til
fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe
over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål, og
revet parykker og hatte af festdeltagerne.
Kantoren dukkede ofte op
i fuld tilstand i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte
salmer af, og tonen ramte han sjældent. Først i 1704
blev han afskediget.
Ikke sjældent lød
der støj udefra under gudstjenesten. Det var den lokale
befolkning, der arrangerede keglespil og øldrikkeri på
kirkegården.
Troels
Arnkiel havde
det ikke let. Mon ikke det er blevet lettere at være præst
i Aabenraa.
Marianerne
Præsterne
ved Sct.
Nicolai kaldtes
efter Jomfru
Maria
for Marianere.
De
havde et såkaldt Calenderhus.
Det
var et mødested, hvor man modtog bispen, når han kom på
besøg. Her dømte de ægteskabssager, den såkaldte
tamber
– ret.
Der
var i alt syv præster tilsluttet dette Marianer
– samfund. Hver
af dem havde deres egen præstegård.
I
Aabenraa
dannede
man en frimenighed for at genere prøjserne. Det var et
samlingssted, hvor Guds
ord
kunne forkyndes på ens modersmål. Men hver gang, der var
møder skulle det anmeldes til myndighederne. Og det var
politisergent Matzens
opgave
at overvære alle møderne. I Aabenraa
sagde
man, at Politi
– Matzen
vil gerne i kirke.
Vest for Aabenraa
De to trolde
To
kæmpestore trolde blev hyret til at bygge Hjordkær
Kirke og
en af nabokirkerne. De to trolde havde dog kun en murerske, som de
brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem
hinanden. Men da trolden i den anden kirke så at trolden i
Hjordkær
Kirke blev
først færdig, blev han så arrig, at han kylede
murskeen mod kirken og slog tårnet af.
Derfor
har kirken i Hjordkær
ikke
noget tårn.
I
kirken har man Danmarks
ældste
kirkebog. Her kan man læse, at Matz
Rasmussen fra
Aarslev
i
Aabenraa
den
7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af
Johan
Tucksen.
Kirketugten var streng
Kirketugten var meget
streng. Visse synder blev anset som særlig slemme. Hvis præsten
opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev
barnet slet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet
register og forældrene blev kaldt til skrifte.
Ja det fortælles,
at en brudgom i 1645 måtte føres til alteret, fordi han
havde krænket en pige og lovet hende ægteskab , men dog
ikke frivillig ville stå ved sit løfte.
Spøgeri i Røde
Kro
Og
så er der også historien om Rødekro.
Her
skete der i 1685 en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev
Peter
Larsen dræbt
af Peter
Hørlyk. Det
eneste øjenvidne var Maren
Hansdatter. Hendes
udtalelser var nok til at moderen endte på galgen.
Adskillige
overnattende på Rødekro
kan
berette om, at der fra tid til anden lyder sære lyde på
kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes.
Det menes at Peter
Hørlyks sjæl
er på besøg.
Ja har også selv
et par gange siddet på kroen, og haft sære oplevelser.
Det har så ikke kun været fordi man har fået en for
meget. .
Løjt Land
Pastoren og trolddom
Pastor
Fabricius måtte
engang mane en kromands genfærd i Mørkesø
nord
for Kirkeby.
Og
pastor
Bendixen havde
Cyprianus
trolddomsbog. En
tjenestepige havde fået fat i den, og havde læst rotterne
til præstegården. Præsten havde dog fået dem
læst bort igen.
På
et tidspunkt skete der en vækkelse på Løjt.
En
ny præst, Andreas
Mathiesen var
stærkt inspireret af Hernhutter
og
samarbejde med Brødremenigheden
i
Christiansfeld.
Bekymret
for udviklingen
I
1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i hernhutisk
mønster
blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd,
ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver
for sig. Men alle samlede sig om søndagen.
Provst
Paulsen i
Aabenraa
var
stærk bekymret over udviklingen i Løjt
Sogn. I
1815 skrev han således:
Præsten døde af druk
Ak
ja, Matthiesen
fortsatte
med at prædike to timer i træk. Og Paulsen
satte
sin andenpræst Backmann
ind
i kampen mod den rebelske præst fra Løjt.
Men
Backmann
forfaldt
til druk. Det endte med, at han drak sig ihjel.
Matthiesen
talte
mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det dog kun
Hernhutter,
der
gik i kirke i Løjt
Sogn.
Vækkelsen
var måske årsag til, at det var Indre
Mission, og
ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt størst
fodfæste i Løjt.
De
fleste præster tog også parti for Slesvig
– Holsten i
den nationale strid.
Myter om den hvide
hest
Hesten var hvid
Der
er mange myter omkring Christian
den Tiendes ridetur
over grænsen i 1920 ved Frederikshøj,
mellem
Christiansfeldt
og Taps..
Lad os slå fast med det samme:
Hesten skulle
udstoppes
Den
stakkels hest smed faktisk kongen af, da han skiftede fra bil. Den
var forvirret over al den virak, der opstod. På resten af
Sønderjyllands
– turen haltede
kongen.
Og
hesten var en albino, nærmest lyserød. Derfor blev der
brugt pibeler. Den hed Malgré
Tout. Den
blev købt af Ritmester
Knud Daneskjold – Samsøe i
1916 i Frankrig.
Og
kongen var op i stalden hos den i nærheden af Hadsten
og
viskede den i øret:
Man ville efter hestens
død udstoppe den. Men det ville koste 12.000 kr. Den hvide
skimmel blev 14 år gammel. I stedet blev der sat sten over
hesten:
En tysksindet præst
Og
det var sandelig ikke en tilfældig pige, kongen tog med. Det
var pastor Barens
plejedatter
fra Højer,
Johanne. Om
det skrev Pontoppidan:
Og
der var ballade i danske kredse, fordi pastor Baren var tysksindet.
Kongen
holdt kontakten til Johanne
ved
lige. Hun fik blandt andet en konfirmationsgave af ham.
Dette
var anden afdeling af et foredrag i Anna Kirke på Nørrebro,
den 27. oktober 2010.
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL ER BLEVET NYREDIGERET OG TO ARTIKLER ER BLEVET TIL EN ARTIKEL
SØG I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2)
Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro – den 27. oktober 2010. Vi skal
høre om Spøgelser ved Borbjerg, om bryllupsskikke på
Rømø og Højer,om et mord i Midthusum, Sagnet om
Sorgagre, et præstemord i Skærbæk, da Ludde blev
henrettet i Draved Skov, præsteenken fulgte med, og
konfirmationen indføres i Daler. Hør også om, da
jeg slog hovedet mod døbefonten. Så var det kvinden fra
Sæd, der fik hundebegravelse, og ægteskabsdjævlen
ved Jejsing.
En
rejse i Vest – Sønderjylland
Vi
skal i den kommende time rejse rundt i Sønderjylland.
Hvor
langt vi når, vides ikke. Måske skal jeres kaffepause
afkortes, så vi kan nå afslutningen. Eller måske
standser vi brat midt på Hærvejen.
Planen
er, at vi starter vest på – på Rømø.
Og
såfremt vi når slutningen, slutter vi med Kongens ridetur
over grænsen.
Vi
skal møde præster, munke, trolde, skarprettere og andre
sønderjyder. Og jeg skal advare om, at ikke alle præster
er lige så søde som jeres præst, Susanne.
Til
lejligheden har jeg taget et kort over Sønderjylland
med
og indtegnet den gamle grænse. Der vil i foredraget forekomme
sønderjyske og tyske gloser. Så er I advaret.
Rømø
En prøvelse
For os unger var det en
manddomsprøve at cykle over dæmningen, for det var altid
modvind. Skulle vi hjem, var det ikke altid medvind.
Og
dengang, blev vi altid i weekenden mindet om Rømø,
for
Falck
i
Tønder
rykkede
altid ud for at bjerge tyskere på badedyr – på vej
mod England.
Det spøger ved Borgbejrg
Lige
nord for Kommandørgården
rejser
der sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg
(Borrebjerg). Stedet
omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg.
Dengang i Middelalderen
foregik
transporten gennem Lister
Dyb og
så øst om Rømø.
Så
det var fantastisk sted at ligge en sørøverborg.
Men nogle mener, at der
her lå et forsvarsværk for netop at beskytte mod
sørøvere.
I
1361 gjorde friserne oprør mod alle de borge, der lå på
deres øer. Og også Margrete
den Første lod
alle disse borge nedrive. Men spøgeriet kunne hun ikke stoppe.
Engang fandt en mand en
stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til at han
selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han op
med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled
for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til
sidst forsvandt den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt
og kun et held gjorde at mændene ikke røg samme vej.
Måske skulle man
lave en udgravning.
En
anden gang hentede de
underjordiske en
kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem
unge dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket.
Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fyldt med
træspåner.
Tankeløst kastede
hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner
brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste
guld.
Hatte knager og gravsten
Ja
og i Rømø
Kirke hænger
15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man
ejermændenes initialer.
Den store tilknytning til
havet ser man også på byens kirkegård.
Storskipperne tog selv deres gravsten hjem fra deres togter. De fik
hollandske mestre til at hugge både indskrift og billeder på
stenen. Og det er en sand levnedsbeskrivelse på disse sten.
På
en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt
12 børn. En anden gravsten fortæller om en skipper, der
døde i en alder af 45 år, og at han foretog 27 rejser
fra Hamborg
til
Grønland.
Bryllupsskikke
På
Rømø
forlovede
man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når
man havde bestået sin eksamen. Som regel var det
Styremandseksamen.
Forlovelsestiden
strakte sig ofte over 8 år.
Tre uger før
brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to
vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen
blev fejret med et kaffegilde.
Efter
en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik
personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste
slægtninge udpegede en skaffer,
en redekone, fire skænkere og fire brudepiger.
En
uge før brylluppet skulle der være Brudeseng.
Fra
de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser
( et
Fad Mad), som
brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I
redekonens
påsyn
blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede,
hvad der af undertøj hørte til en
fuldstændig beklædning,
og hvad der hørte til et sovekammerudstyr.
Når
de, der var mødt til Brudeseng
havde
fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem vist
af redekonen.
Dette
gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for
redekonen
hvis
ikke alt var i orden.
Efter dette, blev der
drukket skål og gæsterne dansede hele natten.
To
dage før brylluppet mødte alle skænkere og
brudepiger i Bryllupsgården.
De
to skænkere
blev
med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle
de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Skænkerne
lånte
borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne
gik
parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer og kopper,
kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.
Skafferen
var
udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen
ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises,
drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at
få ørenlyd og afgive ordre.
Redekonen
sørgede
for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var
forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De
skulle checke i køkkenet, om alt gik rigtig for sig.
Om
morgenen på bryllupsdagen blev gæsterne mødt af
brudepigere og skænkere. Mændene blev budt på
brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld Mjød
og
tvebak af et fad.
Mad til brylluppet
Den
efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød,
et stykke Sinka
(hvedebrød med rosiner og krydderier) Dertil
fik man tre fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en rumpunch.
Derefter tog man i kirke.
Ved
middagen bærer Skænkerne
på
de store stegefade, flæskeskiver (Bøster)
ind
til Skafferen.
Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel
på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil kom
flere flasker brændevin og snaps.
Anden
ret er vinsuppe med mange rosiner og kanél. Desserten bestod
af tvebakker(kovinge)med
smør og øl til.
Mens alt dette foregik,
gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige,
jordemoderen og spillemanden.
Dansen
om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Den
sluttedes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om
søndagen med æ
syndeshytte. Ja
egentlig var det ganske almindelig at et bryllup på Rømø
varede
en hel uge.
Skikke
fra Højer
I
Højer
sang
man ved en tysk vielse Jesu
Geh`Voran og
So
nimm den meine Hände. Foregik
vielsen på dansk, så sang man Det
er så yndigt at følges ad og
Jert
Hus skal bygges på klippegrund.
Indtil 1736 blev der
sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse.
En anden skik var at
affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte
i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af skud
opstod der flere gårdbrande.
Den 24. juni 1783 blev
der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra
overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper,
barnedåb og begravelser.
Og
i Frøslev
kunne
man ikke nøjes med geværskud. Her brugte man en kanon.
Ved
Højer
Kirke var
der en ingangsdør, der vente mod nord. Den blev kaldt for
Brudedøren.
Oven
over døren står der på tysk:
Plant bryllupstræer
En ordning fra dengang,
kunne sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge
mennesker, at beplante bryllupstræer, inden de giftede sig. Ja
det hed sig at
Der skulle også
kunne bevises at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig
også at holde træerne ved lige. Og dem, der kender
naturen vest på, kan sikkert forstille sig, hvor svært
det var. Her var ikke særlig meget læ, når
vestenstormen raserede.
Begravelse
på Rømø
Når
en person var død på Rømø,
blev
der ikke ringet med klokkerne. Æ
Bojmand, en
ung pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt
til hvert hus på øen med en hilsen, der lød
nogenlunde sådan:
Et
par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge
til Kestlæg.
Samme
dag gik Æ
Bojmand, denne
gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme
tider var det hele øens befolkning til at følge den
slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man
beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller
højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø
havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes
bryllup. Dette ønske blev opfyldt.
På
vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde
på kisten. De
sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog
bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlige indbudte,
såkaldte Ærr´øl.
Ligklæde
– broderskab
I
Højer
havde
man et Ligklæde
– Broderskab. Det
blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter
og protokol.
Formålet var at
sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle
følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle
man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af
ligklæde og ligbåre gratis.
Den
årlige forsamling var altid fastelavnsmandag
kl.
13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk.
Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til
nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen ligesom i
gammel tid.
Gildet
bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer
Sparekasse. Og
beløbet var med til at finansiere indkøb af en ligvogn.
Den gamle ligvogn
Denne
ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i
Sprøjtehuset
på
Torvet
i
Højer.
Da
denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund
til ligvognen på en grund ved siden af den nye brandstation.
I 1948 blev den igen
restaureret. Betingelsen for dette var, at der altid skulle være
flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug helt til 1982.
Jeg har set den i brug.
En værdig begravelse
Under
besættelsen var der masser af tyske soldater på Rømø.
En
tysk soldat havde dog fået nok af det hele og begik selvmord.
Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark.
Hans
soldater – kollegaer forsøgte at få ham begravet uden
kiste som landsforræder.
Men
Rømøs
præst nægtede. Under trusler med at komme i KZ –
lejr, sørgede han for at soldaten kom i en kiste og fik en
værdig begravelse.
Skærbæk
Et mord i Midthusum
Inde
på fastlandet, når vi Skærbæk
Kirke. I
vestsiden er indmuret en gravsten fra omkring år 1100. På
stenen er der indhugget et såkaldt processionskors,
hvor
korsarmene er forsynet med små kors. Om dette kors, der også
kan minde om et sværd, fortælles følgende sagn:
Sagnet om Sorgagre
Ja
og så kunne vi gå over til næste historie. Men
dette sagn findes i en anden version. Og det har faktisk inspireret
selveste Karen
Blixen:
Præstemordet
Der
er mere drama omkring Skærbæk
Kirke.
Kigger man godt efter på
den første af kirkens fire præstetavler ud for den
fjerde i rækken, så står der:
Hvad ligger til grund for
denne historie?
Johannes
Andersens far
og farfar var begge præster i Skærbæk.
Faderen,
Anders
Jacobsen døde
i 1616. han ønskede, at få sønnen, der studerede
som præst i København
hjem
til Skærbæk
som
præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget
eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.
Det
var statholderen i Haderslev,
de
havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i
embedet. Men
det var biskoppen i Ribe,
der
skulle foretage ordinationen. Han nægtede, indtil papirerne var
i orden. Derfor var den unge præst i en yderst prekær
situation. Biskoppens tilsynsførende var provsten i Brøns,
og
han var på nakken af den unge Johannes
Andersen.
Ved
en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Ja,
der kom til håndgribeligheder og Andersen
havde
dræbt Billum.
En
version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden
version fortæller, at det skete foran kirkegården.
Johannes
Andersen måtte
flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags
nævningeting. Han fik et fredsbrev fra Christian
den Fjerde. Han
påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.
Sandelig om han ikke også
fik lov til at søge embedet, når han klarede sin
eksamen. Men det skete aldrig.
Pastor Jacobsen blev
fyret
Og
så havde Skærbæk
også
Pastor
Jacobsen. Han
var tyskhedens fører i Nordslesvig.
Og
det var ikke godt, for Skærbæk
var
udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte
nogle risikable projekter på Rømø,
der
ikke tålte dagens lys.
Han blev afskediget som
præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et
vågent øje med ham.
Løgumkloster
Munkene fik magt
Vi
kunne nu vælge at tage lidt øst på til området
omkring Løgumkloster.
Cistercienerne
stammede
fra Burgund
i
Frankrig.
Ordenen
var en fornyelse af Beneditinerordenen.
De
var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle
iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemligt arbejde. Kun
ved hjælp af tegn, måtte de kommunikere.
Otte gange i døgnet
skulle de bede.
Egentlig
kom de fra et klostersamfund fra Seem
ved
Ribe.
Nu
var det ikke alle, der var lige begejstret for munkenes tilværelse.
Mange sogne følte at klosteret fik for megen magt og dermed
tiende. Det skete blandt andet i Brede
Sogn, hvor
det lykkedes for munkene at få præsten afsat.
Ved
reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirker og adskillige
møller samt flere store huse i Ribe.
Da
Ludde blev henrettet
Her
kan man i Hostrup
– præstens dagbog finde
et notat om, dengang da man forsøgte at hænge Ludde
Jensen ude
i Draved
Skov i 1598.
Han
var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af
sin far. Nu havde så hugget en masse træ i skoven og
antændt det fyrstelige Vogterhus.
Men
ak, skarpretteren havde fået sig en tå for meget. Den 19.
juni havde han fået to fingre klemt mellem Galgestokken
og
Strikken.
Han
lod Ludde
hænge
så længe, at han troede, at han var død.
Han
blev nødt til at skære snoren over, for at få
fingrene ud. Og det var meget overraskende for mange, at Ludde
efter
at have sundet sig, rejste sig igen.
Torsdag
den 22. juni forsøgte man igen. Nu var skarpretteren mere
ædruelig, og denne gang overlevede Ludde
ikke.
Vest på
Kresten Kold og Hr.
Møller
Herude
vest på lå Mjolden
Kirke. Den
var rammen om en frimenighed dannet af Kresten
Kold. Han
var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han
var også med til at grundlægge højskole –
tanken.
Og
denne Kresten
Kold var
huslærer til en af de rigeste bønder på egnen,
Knud
Knudsen. Han
var far til den berømte forfatter Jacob
Knudsen. Og
A.P.
Møller ved
det sikkert ikke. Men han er i familie med ham. De nedstammer begge
fra Mærsk
– familien ved
Ballum.
Ikke
langt herfra – i Randerup,
blev
Hans
Adolph Brorson født.
Ham hører vi mere om, når vi når Tønder.
Se
hans far hed Brodersen.
Og
ikke langt derfra har jeg slægtninge. Men jeg har endnu ikke
fundet The
Missing Link.
Højer
Sagnet om Hother
Højer
er ældgammel. Af skriftlige kilder ser vi først byen
nævnt i Valdemars
jordebog i
1231. Navnet stammer fra Hother.
Han
levede i folkevandringstiden. Den var dengang, da angelsakserne drog
til England.
Hother
stammede
fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather.
Det
var ham, der grundlagde Haderslev.
Brødrende
kom i en voldsom strid. Hather
vandt
og Hother
flygtede
vest på. Han slog sig ned og grundlagde Hothærby
(Højer).
I
et gammel frisisk sagn, bliver Hothær,
kaldet
konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst
og svømning. Også inden for musikken var han enestående.
Andre blandt andet hans fjender kaldte ham for en dranker og en
vellystning.
På
samme tid var der på egnen en stærk kæmpe ved navn,
Balder.
Han
var gift med Nanna.
Hun
var den skønneste af alle frisiske kvinder, og datter af
Gravers
den Rige.
Hother
ville
også gerne have fat i hende. Der kom til en kamp, der endte
uafgjort. Hother
var
dog gudinden Hels
yndling.
Hun skænkede ham en hug – og stensikker rustning. Hun gav
også Hother
nogle
gode tips, hvordan Balder
skulle
bekæmpes.
Så
faldt Balder,
og
Hother
giftede
sig med Nanna.
Balders
bror,
den vældige kæmpe, Boh,
havde
længe været til søs. I Listerdyb
fik
han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne
ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i
rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden
er der en sandbanke, der har heddet Hingsten.
Hother
var
ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh
fik
derfor hurtig gjort ende på ham. Således døde
Hother
i
år 482.
Kompliceret aflønning
Vester
Anflod kirke, der
lå mellem Møgeltønder
og
Rudbøl
blev
ødelagt af en stormflod i 1436. Egentlig ville menigheden slet
ikke indrulles i menigheden i Højer,
men
sagnet fortæller, at vognen brød sammen i Højer
på
vej til Emmerlev.
Derfor
stammer noget af inventaret i Højer
Kirke fra
Vester
Anflod.
Aflønningen
af præsterne i Højer
var
lidt kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden
at give 8 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 –
2 mk. Tjenestekarle gav 12 sk. Tjenestepiger gav 8 sk.
Man
skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel
tid indført en ordning, man kaldte mantel-
penge. Mantel betyder
på sønderjysk frakke, og i denne hentydning kunne det
betyde præstekjole.
For ligprædiken
måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved
børns begravelse. Var man velhavende så måtte man
betale 12 – 48 mark.
Præsteenken
fulgte med
Det var normalt, at den
nye præst foruden embedet også overtog enken. Ja så
kunne det også ske, at enken var for gammel, så måtte
den nye præst gifte sig med barnebarnet.
Og organisterne var der
også problemer med. de var ikke alle lige musikalske.
De skulle gå i
kirke
I
sognene opstod der fattighuse. I Højer
fandt
man ud af at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Der var
kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden
erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og
det var blandt andet præsten, der sammen med
fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev
overholdt.
Det var blot et par af
de regler, der skulle overholdes.
Kamp mellem dansk og
tysk
Efter
1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i
Sønderjylland.
Efterhånden
voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få
en dansk præst. Behovet voksede særligt efter nazismens
gennembrud i 1933.
I
Højer
opstod
der store kontroverser mellem den danske og den tyske menighed. Et
kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Baren,
om
han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det
betød udgifter for ham. Det nægtede han kategorisk.
Sagen
endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapellan i
Højer.
Baren betragtede
dette som et personligt angreb.
Men menighedsrådet,
der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den nye præst
med at finde en bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.
Det
var ikke kun i Højer,
der
var problemer mellem den danske og den tyske menighed. I 1951
oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland
en
frimenighed. De var underlagt Slesvig
– Holstens evangeliske
kirke med Slesvig
som
kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Dette medførte,
at 200 i Højer
på
en gang meldte sig ud af folkekirken.
Daler
De
to fjollede trolde
Lige
inden vi når Møgeltønder,
drejer
vi mod venstre til Daler
Kirke.
I
gammel tid havde Daler
og Emmerlev hver
sin trold, som begge boede på en høj. Landsbyernes høje
er ikke længere beboet af trolde, men nu ligger kirkerne her.
Men denne historie fortæller om, hvorfor kirkerne lige kom til
at ligge på disse høje.
De
to trolde var af og til meget fjollede. Selv om de var gode venner,
holdt de af at kaste store sten efter hinanden. Efter mange års
stenkasteri, lå en hel bunke sten på toppen af de to
høje. I henholdsvis Daler
og Emmerlev. Da
troldene var forsvundet og kristendomen senere kom til Danmark,
udnyttede
menneskerne de to bunke sten og byggede kirkerne af disse. Da trolde
er hedninge, ville de ikke have været glade, hvis de havde
vidst, at deres sten blev brugt til kirker.
Kirken
i Daler
har
i dag en sten i den nordlige tårnmur, som er meget speciel. Der
findes et aftryk af Emmerlev
– troldens store
næve, fordi han havde klemt så hårdt om stenen
under et stenkasteri.
Tilhører greven
Daler
Kirke tilhørte
Schackenborg
og
var med i den kongerigske enklave ligesom Møgeltønder.
Stedet
var underlagt greven på Schackenborg
og
dermed hans luner.
Stakkels
Anders
Wedel havde
underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle
præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle
præst døde. Og det gjorde han.
Men
præsten havde gå på mod. Han forsøgte at
modernisere kirken. Men ak. Fra greven på Schackenborg
fik
han en påtale:
Katekismus skulle
anskaffes
Men det blev endnu værre.
Præsten ville indføre konfirmation. Det kom til et opgør
med menigheden. Præsten mente, at forældrene tog deres
børn alt for tidlig ud af skolen, så de ikke lærte
deres katekismus.
Pigerne skulle meget
tidlig begynde at kniple, og drengene skulle til søs.
Svigerfar
havde skrevet en katekismus inden han døde, men børnene
kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren
forældrene at anskaffe sig en fra Flensborg.
Grevinden
fra Schackenborg
synes,
at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede
hun det nærmest.
Konfirmationen
indføres
Den
30. november 1707 var konfirmationen indført i Daler
Kirke. Det
var længe før, det blev indført i det øvrige
kongerige.
Men
ved det fjerde bud, Du
skal ære din far og mor, mente
præsten, at det var bedre at ære ham, fordi han kunne
bibringe det åndelige.
Præsten ville
heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården.
Han udsendte en forordning:
Stakkels
Anders
Wedel fik
en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også
dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.
Møgeltønder
Var
det Absalon?
Den
ældste Møgeltønder
Kirke er
meget gammel. Ja nogle mener, at det var her Ansgar
gik
i land. Dengang lå Møgeltønder
ved
havet.
Her
lå en trækirke inden der blev stenkirke. Andre forskere
mener, at her har ligget et kultsted, som har forbindelse med
guldhornstenene i Gallehus.
Sømærke
Bevidst
byggede man kirketårnet så højt, at det kunne
bruges som sømærke ude fra Vadehavet.
Da
det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner
betale halvdelen, hvis det blev lige så højt som før.
Blodig reformation
Reformationen
i Møgeltønder
var
meget blodig. Den katolske præst Hr.
Peder ville
ikke bare opgive sit embede. Han bliver simpelthen slået ihjel.
I
1560erne overtager Rantzauerne
lenet.
Det var bestemt ikke Guds
bedste
børn. Den sidste Rantzau
beskrives
som, Hengiven
til Drik, opfarende og Grusom. Han
tilranede sig mere og mere ejendom på ulovlig vis.
Præsten blev
henrettet
I
1585 blev Laurits
Thomsen præst
i Møgeltønder.
Hans
kone var hengiven
til drukkenskab og letfældig. Hun
lå i med mange borgere i Møgeltønder.
Og
datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse
ting.
Det
hele endte med at konen og datteren blev halshugget, og Laurids
Thomsen blev
brændt.
Der er givet pardon
Møgeltønderhus
så
ikke godt ud efter svenskernes færden. Med Schack
– familien begyndte
en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder
–
på godt og ondt.
Feltherren
købte selv lenet tilbage, og de penge skulle selvfølgelig
tilbage igen. Han hersede med bønderne. Og de gjorde oprør.
Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen
var parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes
et lille vindue, og Hans
Schack stikker
hovedet frem:
Historien om Peter
Henriksen
I
Møgeltønder
Kirke findes
et maleri, hvor Peter
Henriksen figurer.
Han var død i 1521 i en alder af 127 år, siges der. Om
følgende sagn er opstået af billedet eller omvendt vides
ikke. Men historien er sådan:
Social skel
Det sociale heraki
afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker
sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække
sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd.
Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene.
Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.
Derefter
fulgte 15 rækker med bolsmænd,
der
betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten.
Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde
betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad
godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset.
Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens,
birkedommerems samt delfogedens koner fik plads her. o.s.v.
Kirkens allerdårligste
pladser var beregnet pøblen og andre kvinder.
I
Møgeltønder
talte
man om De
onde Grevinder. Den
anden kone efter den tredje Schack
ville
have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager
og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn
ved de lokale bønder. Til hendes børn forklarede hun,
at de kun lignede mennesker. Det var mærkelige skabninger, der
var overtrukket med menneskehud.
Tønder
Hovedet mod døbefonten
Her
i Tønder
Kristkirke har
jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og
bryllupper. Og her har jeg været til mange gudstjenester. Det
var her jeg til konfirmationsforberedelser. Og under dette blev jeg
kørt hjem af pastoren i Folkevogn. Han troede først, at
jeg sov, men jeg var meget syg. Dengang var det ikke almindelig at en
Brodersen
blev
kørt hjem af pastoren.
Her var det også at
jeg til en barnedåb stødte hovedet mod døbefonten.
Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det
derfor jeg er som jeg er. Min far påstod, at han har leget
cowboy og indianer inde i den flotte kirke.
Mit dem Totenkopf
spielen
Dengang, der blev
udgravet omkring kirken, fandt min far og nogle kammerater noget som
de sparkede fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet
lærer:
Jo de havde fundet et
skelethovede.
Den tyske præst
Og
her i Tønder
var
det også en tysk præst der var skyld i, at vi i familien
er tre søskende, der er tysk døbte og tre der er dansk
døbte. Hvordan det?
Jo
mine forældre tilhørte de tysksindede. Min kusine ville
på dansk gymnasium i Tønder.
Den
tyske præst mente, at hun skulle på Deutsches
Gymnasium i
Aabenraa.
Og
derfor gik han til min farmor.
Min
far blev noget så fortørnet. Det skulle den tyske præst
aldeles ikke blande sig i. Han meldte sig ud af det tyske mindretal,
og skiftede Der
Nordschleswiger ud
med en god socialdemokratisk avis Sønderjyden.
Og så blev de
efterfølgende alle dansk døbt.
Men nu har ingen af os
gået på hverken tys skole eller i tysk børnehave.
Og vi har aldrig talt tysk derhjemme.
Brorson
– en præst fra Tønder
På
det sted, hvor jeg stod i lære skrev Brorson
nogle
af sine populære salmer. Det var ikke samme hus.
Ved
den store menneskedrukning, hvor 10.000 ved vestkysten omkom, måtte
Hans
Adolphs familie
søge tilflugt i kirken.
Da
han var 10 år gammel, døde hans far. Faderen samlede
sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han
ingen penge have. Men hvis de stolede på Gud,
skulle
det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf
Holbæk. Han
blev gift med Hans
Adolphs mor.
Brorson
kom
i forbindelse med pietismen. Den vakte stor udbredelse i
Sønderjylland.
Han
giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre.
Tre sønner var dødfødte, og yderligere fire børn
døde, da de var små.
Brorson
udgav
hele 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens
Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne)
I
1737 blev han stiftsprovst i Ribe.
Egentlig
ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen
af deres 13. barn og han var knuget af sorg.
Munkene fra Tønder
Et
Franciscanerkloster
blev
stiftet i 1238 i Tønder.
Til
dette var det knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange
håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den
mest populære katolik, Frans
af Assisi.
Munkene
havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de
jorden, de byggede gårde og møller. De kultiverede jord
og mennesker. Fra Tønder
til
Ribe
gik de barfodede munke ud og forkyndte Guds
lære.
Fra
Frankrig
kom
de hvide cistercienerne.
Fra
Italien
og Spanien kom
de fattige grå – og sortebrødre.
I
1173 begyndte man at bygge ved Lægum.
I
1530 blev klosteret ophævet. Slottet krævede mere plads.
Og Lutherdommen
trængte
igennem overalt. Og det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev
fortrængt og jaget ud af Tønder.
Præsten
fra Aventoft blev henrettet
I
1556 begik præsten, Henricus
Sicander i
Aventoft syd for Tønder
dokumentfalsk
og blev henrettet. Han blev lagt på hjulet. Men inden havde man
stukket hans ene øje ud og hugget to finger af ham.
Hundebegravelse
I
1712 havde Karen
Christens i
Sæd
sydøst
for Tønder
forgiftet
sine børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i
Udbjerg
havde
begravet moderen sammen med hendes fire børn på
kirkegården. Men provsten,
Samuel Reimarius i
Tønder
bemærkede
i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord
ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.
Den
21. april blev da i nærværelse af en stor retskommision
liget af Karen
Christens gravet
op og ført tilbage til huset, hvor det blev smidt ud af
vinduet, slæbt ud på en bar mark og kulet ned i passende
dybde.
En skamstøtte blev
senere rejst. Her stod:
Gud er dig nådig
Ved henrettelser skulle
præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste
ord:
Det var allerede fastlagt
i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot
skulle medvirke, når de dømte føres til straffen,
men også tage sig af dem inden. Dem, der blev overbevist af
præsten skulle en eller to dage før henrettelsen møde
sakramentet.
Hostrup, Jejsing og
Burkal
Ægtekabsdjævlen
Den
7. juli 1592 havde Laurens
Frellesens hustru,
Mette
i
Hostrup
Sogn født
et barn. Det var ifølge præsten en lille pige af gruelig
skabning. Barnet var dødfødt. Præsten mente, at
det var Guds
straf.
Laurens
havde
ført et forargeligt liv.
Banderi, råd og
skrig var ikke usædvanligt. Præsten konkluderede, at
Ikke
plads til kisten
Las
Petersen efter
ansøgning tilladelse til at indrette og vedligeholde en
begravelse under kirkegulvet i Hostrup
Kirke. Ja
det gjaldt sådan set hele familien på gårdene St.
Tønde og Solvig. Dette
kostede 10 rdl.
Men
det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas
Nissen. Da
man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man
skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene
for at få den ind.
Kirken ville ikke betale.
Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde
betalt både lysekrone og så meget til kirken. Desuden
ejede de 12 stolestader i kirken.
Og
her i Hostrup
kunne
man betale sig til en lang ligprædiken. Mange ville gerne
huskes efter deres død.
Sagnet
om Tyge Nold
Her
i området kommer vi over i Burkal
Sogn. Det
var her i byen Nolde,
at
den berømte maler Emil
Hansen blev
født. Han tog dog senere navneforandring.
Her
lå engang en stor borg. Og ifølge beboerne skulle Tyge
Nold være
den sidste beboer. Men det er dog ikke helt sandt.
Om
byen findes der faktisk et sagn:
Barn med tjenestepigen
I
1200 tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal.
Meget
mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke
gifte sig med hende. Men uhadada han fik et barn med hende.
Og i 1722 berettes om en
mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge
to gravide. Søsteren fødte først, og for at
skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten
kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen
kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det
endte med at faderen og søsteren flygtede.
Du sorte Kock
Tre
gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal
Sogn. Den pietistiske – hernhutiske bevægelse
havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dans
Missionsforbund sig.
Og
så var det pastor
Petersen, der
kom direkte fra drikkelag i Tønder
for
at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også
en elskerinde.
I
1864 havde den danske præst Kock
udtjent
sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals
ungdom
Dette
var første del af et foredrag ”Præster og andet
Godtfolk i Sønderjylland”
afholdt
i Anna Kirke på Nørrebro
Flere
Præster og Godtfolk i Sønderjylland
Kilde: Diverse artikler
på dengang.dk
November 4, 2010
Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als er fremragende bøger. Sønderjyllands historie er kommet på dagsorden. Det var også andre end kongen, der burde føle sig skyldig. Bismarck var egentlig kun interesseret i det sydlige Slesvig. Medierne har glemt at historien var fremme i 1936. Den fremragende klassiker, Herman Bang beskriver også – dommedag Als. Pludselig blev københavnerne bange. En hyldest til to aldeles lærerige bøger.
Sønderjyllands historie på dagsorden
Sønderjyllands historie er kommet på dagsordenen. Det kan vi takke Tom Buk – Swienty for. To aldeles pragtfulde bøger har han begået. Det er Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. I den forbindelse fik han adgang til kongelige arkiver. Og her er der kommet opsigtsvækkende ting frem i dagens lys.
Mediernes letkøbte historie
Mediernes behandling af denne sensation, kongens åbenbare landsforræderi, var under al kritik. Man har tilsidesat det, der gik forud, før kongens tilbud til Bismarck. Hvorfor har man ikke gået lidt mere i detaljerne. Problemerne har gennem århundreder været Slesvig Holsten. Tv gik ud med en mikrofon og stak den op i næsen på intetanede borgere:
Hvad synes I om det, som kongen lavede?
I modsætning til Tom Buk Swientys behandling af Sønderjyllands historie, var de fleste mediers omgang med den spændene historie meget letkøbt.
Har man glemt Tine?
Medierne omtaler slaget på Als som Det Glemte Slag.. Journalister kender åbenbart ikke deres litterære klassikere. For i Herman Bangs: Tine er slaget dog meget tydelig omtalt. Herman Bang er født i Asserballe på Als i 1857.
Nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als står dybt i Herman Bangs forfatterskab.
Historien omtalt i 1936
At Christian den Niende tilbød Kong Wilhelm den Første hele Danmark er noget vi hele tiden har vidst. Allerede i 1936 offentliggjorde Aage Friis nogle af disse breve. Ja her blev det endda oplyst, at Den Stakkels Konge sendte sin yngste søn Prins Hans til Belgien for via den belgiske konge at tilbyde Danmark til tyskerne.
Den belgiske konge, Leopold omtaler den danske konge som den stakkels kong Christian. Han mener desuden, at de danske ministrer er uforstandige. Den danske konge tog initiativet uden om sine ministrer og dermed grundloven. Det var først senere, at regeringen godkendte hans initiativ.
Man skal ikke dømme kongens handling efter nutidens målestok. Dengang var magtforholdet mellem de folkevalgte og kongen mere udflydende. Kongen udtalte, at han kun handlede i folkets interesse.
Kongen var allerede repræsenteret i det tyske forbund. Han var fyrste i Holsten, og dette hertugdømme var allerede repræsenteret i det tyske forbund.
Den russiske kejser mente faktisk også at Danmark skulle indtræde i det tyske forbund. Da englænderne og franskmændene ikke kunne se det smarte i det forhold, trak russerne i land.
Hvem har håneretten?
Historien er ikke blevet glemt. Det er åbenbart det som hedder manglende research.
Det kan også være, at Danmarkshistorien fra 1848 til 1864 hurtig skal glemmes. Det pyntede ikke på kongerigets ry og rygte.
Mange vil hævde at den første slesvigske krig sagtens kan tåle ry og rygte. Ja men i grænselandet formede livet ofte efter, hvem der havde håneretten, danskerne eller tyskerne.
Flere om aftalen
Man kan undre sig over at kongen åbenbart ikke har haft nogen rådgivere, han kunne tro sig til dengang. Af de breve, der blev offentliggjort i 1936, kan det også ses, at der har været afholdt et møde på Amalienborg den 11. juli 1864, omkring Danmarks afståelse
Christian den Niende kom først på kronen i 1863. Åbenbart har kongen overtalt regeringen til, at man på fredskonferencen i Wien skulle tilbyde Danmark til det tyske forbund. Hele to gange har forslaget været præsenteret på fredskonferencen.
Det var forhandlerne Kaufmann og Quade, der havde fået mandat til at komme med tilbuddet om, at Danmark skulle tilbydes som en del af det tyske forbund.
Hvis dette er rigtig må der være flere, der skal anklages for højforræderi eller landsforræderi. Det kan så bare undre, for et nationalt – liberalt parti ville aldrig have accepteret en indtrædelse i det tyske forbund.
Hvad med H.C. Hansen i 1957?
Nu er det flere eksempler, man kan dykke ned i, som nærmer sig det, som kongen gjorde. På et hemmeligt møde i 1957 havde den danske statsminister H.C. Hansen givet USA lov til at placere atomvåben i Grønland. Dette fremkom først i 1995.
Et sidste desperat forsøg
I første omgang havde kongen via den belgiske konge henvendt sig til prøjserne uden om regeringen. Og det er dette faktum, der grænser til højforræderi.
Havde det en indflydelse, at Christian den Niende faktisk er født og opvokset i det sydlige Slesvig? Tænkte han mere på at bevare sit barndomshjem Louiselund ved Sliens sydbred end på Danmarks skæbne?
Det har sikkert været et sidste desperat forsøg på ikke at miste Slesvig – Holsten efter krigen. Danmark ville miste suverænitet. Til gengæld ville riget stadig omfatte Danmark med Slesvig – Holsten. Men hvad ville der i grunden være sket, hvis preusserne og østrigerne havde fortsat deres fremmarch gennem Danmark?
Bismarck havde angiveligt afvist tilbuddet, fordi Frankrig ikke ville have accepteret dette. Fordelen havde været, at tyskerne kunne kontrollere den danske flåde. Men hvordan skulle Bismarck egentlig have løse stridighederne mellem de dansk- og tysksindede i Slesvig? Han kunne have været nødsaget til at støtte den danske konge imod de tysksindede slesvigers ønske.
Det tyske forbund blev dannet i 1815, efter at Napoleon var blevet besejret. Det tyske forbund var kun et løst statsforbund. I 1864 var der ikke et samlet Tyskland, som mange medier har påstået. Tyskland blev først en samlet stat i 1871.
Bismarck hverken ønskede eller afviste Danmark som en del af forbundet ligesom Sachsen, Bayern eller Baden.
Masser af selvros
Efter sejren i den første slesvigske krig var det ingen grænser for selvros. De københavnske dagblade overgik sig selv med fantastiske beretninger om heltemod. Det kan heller ikke at have forbigået de danske politikere at prøjserne oprustede efter den første krig. Der tilgik ikke det danske militær ret mange midler.
Danmark – den udfarende part
I seks lange timer regnede granaterne ned over de danske stillinger på Dybbøl Banke. Det hele blev forhandlet til grus og jordbunker. Da det hele var forbi lå flere tusinde døde eller sårede soldater tilbage på slagmarken. Mere end 3.100 danske soldater blev taget til fange.
To måneder senere var nederlaget på Als lige så stor.
Den tabte krig i 1864 førte ikke alene til tab af to femtedel af Danmarks territorium. Den danske selvforståelse havde fået et alvorligt knæk. Danmark måtte starte forfra. De skæbnesvangre begivenheder er genopstået. Nu også snart som film. Man har dog helt glemt årsagerne til nederlaget. Var det ikke Danmark, der var den udfarende part? Var vi ikke selv skyld i problemerne. Kære læsere, læs begivenhederne her på siden fra den første og anden slesvigske krig.
Hovmod i forfald
Vi skulle absolut ned til Ejderen. Vi havde endnu Vikinge – instinktet i os. Selvtilliden og drømmen om et Stordanmark var absolut til stede i 1851. Danskerne var blevet overmodige og troede nærmest, at de kunne gå på vandet.
Vi fik lært påskriften efter 1864. Opfør dig pænt og fredeligt og artigt. Hold lav profil og lad vær med at påkalde dig udlandets vrede.
For alvor var var vi ved at kuldsejle. Og nu om stunder er der ingen grænser for, hvor gode vi er. Dengang stod dansk hovmod for fald. I forbindelse med Novemberforfatningen i 1863 sagde A.F. Krieger:
Hvo Intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet, halvt er vundet.
Ikke forberedt til krig
Danmark blev kastet ud i en krig, vi overhovedet ikke var forberedt på. Det var fuldstændig vanvittigt. Det var overklassens hovmod. De menige måtte betale og bære byrden.
Jeg mener, at have læst, at General deMeza advarede at gå i krig mod Bismarck. Men generalen blev jo også fyret. De nationalistiske danskere var helt overbeviste om, at de kunne forsvare det urdanske Slesvig ved at holde fæstningsværket Dannevirke.
Hvordan man kunne føre den udenrigspolitik som man gjorde, er ufattelig. Den danske styrke bestod kun af 12.000 mand. Til sammenligning havde de to stormagter Prøjsen og Østrig over 500.000 i deres stående hær. Det var aldeles hovedløst at kaste sig ud i den krig.
Man troede på en egen overdreven styrke. Og da man så var trængt, håbede man på englændernes hjælp.
Nu hjalp det heller ikke på det hele, at vores statsminister D.G. Monrad til tider var uberegnelig.
Mens den danske flåde kunne høste succes i den første slesvigske krig, samt slaget ved Helgoland, så traf man på det berygtede panserskib Rolf Krake nogle helt forkerte beslutninger i Flensborg Fjord. Disse beslutninger blev afgørende for den totale overmagt på Als.
Bismarck dikterede freden
Monrad ville have hjælp af franskmændene. Det ville kongen ikke, så han måtte fyre ministrere. Franskmændene havde i øvrigt den mening, at hele Slesvig var tabt for Danmark. Gamle mænd kom til besegle Danmarks skæbne.
Bismarck kunne stort set diktere freden. Han stod stort set helt op til Skagen med sine tropper. Ja og kongen måtte skrive under på
Hans Majestæt Kongen af Danmark giver afkald på alle sine rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Sønderjyllands historie i skolen
I skolen troede man, at det kun var i vikingetiden, at danskerne var barbariske. Man fik ikke noget at vide om, at Danmark i 1770 faktisk bombarderede Algier. Og når vi nu taler om skolen, må vi håbe at disse trods sparetider indkøber de to fremragende bøger om Sønderjylland.
I skolerne har man heller ikke mere Herman Bangs. Tine. Den var jeg til gengæld oppe i på Boghandlerfagskolen. Det gik fint. Allerede dengang, interesserede jeg mig for Sønderjyllands historie. I dag behøver man ikke uddannelse for at sælge bøger. Men se det er en helt anden historie.
Det er rystende, gribende, hjerteskærende, fortvivlende. Som sønderjyde i en københavnsk boghandel elsker jeg at sælge de to bøger. De går som varmt brød. Nu gider københavnerne at interessere sig for sønderjysk historie. Men pas på, du bliver berørt. Og hvis du tror, der er inkompetente politiker i dag, så var det ikke noget i forhold til dengang.
Bismarck kun interesseret i det sydlige Slesvig
Prøjserne havde tilbudt danskerne en grænsedragning syd for Flensborg. Men danskerne afslog. De forhandlede som om de havde vundet slaget ved Dybbøl. Egentlig var Bismarck kun interesseret i det sydlige del af Slesvig.
Og denne Bismarck stod engang forstenet på Knivsbjerg. Men monumentet blev ødelagt. Nu fremsætter Der Nordschleswiger så forslaget om, at en statue, skulle etableres igen. Og lidt grotesk kunne man så foreslå følgende tekst:
Tak fordi du afslog Kongens Tilbud
Tak fordi du ikke besatte hele Danmark.
Kunne have fået den nuværende grænse
Den danske stat var i opløsning. Men amputeret og reduceret fik Danmark halet en fred igennem. Utroligt at Danmark afslog et engelsk forslag om folkeafstemning. Og i tiden efter 1864 sukkede man efter, at Prøjserne skulle
gennemføre §5 – en folkeafstemning.
Inden forhandlingerne stillede Prøjserne ellers i udsigt, at en deling af Slesvig – Holsten var i sigte. Men efter danskernes holdning meldte man ud, at
man som krigens målsætning helt ville frigøre Slesvig – Holsten fra Danmark.
Da det endelig gik op for københavnerne, at slaget var tabt, blev prøjserne betragtet som overmennesker med supervåben. Og pludselig strejfede tanken, hvornår stod de uden for København? Uroen spredte sig fra Folketingssalen ud til borgene i København
Kunne man tage Als og Jylland så let, hvad så med Fyn, Sjælland og København? Tyskland bestod af 39 forbundstater, der var uenige om alt muligt. Mange var skeptiske over for det prøjsiske lederskab. Fik Bismark hele Danmark med, var det endnu en negativ stat.
En senil mand som statsminister
Kongen havde stor tillid til Grev Carl Moltke. Han var helstatens mand. Kongen havde selv reddet ud til ham med en staldknægt til Frydenlund. Kongen spurgte, om han ville være statsminister. Men kongen overså, at den 65 – årige var blevet senil. Det var kun en af de dramatiske hændelser, der skete inden for det politiske.
Tak til Forlaget Gyldendal for læser/anmeldereksemplarer af Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.
Vi vil i den kommende tid fokusere mere på de slesvigske krige. Indtil da kære læser, kan du fornøje dig med følgende artikler her på siden:
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL ER BLEVET NY-REDIGERET – LED DERFOR EFTER “FLENSBORG I BEGYNDELSEN 1 (b)”
Vi
hører om en ridder ved navn Fleno, og et vandløb kaldet
Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men
byen har eksisteret længe før. Historien er præget
af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi
kigger på Flensborghus, senere Duborg. Efterhånden
voksede byen med en anseelig handel. Skt. Knuds Gildet havde stor
indflydelse i byen. Dette er første del af Flensborgs
historie.
Hvornår
er Flensborg opstået?
Skal man beskrive
Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale.
Sandsynligvis er den først opstået i løbet af det
12. århundrede.
I
Knudsgildet
er
udstedt et værnebrev
, som
er udateret. Det henføres til Knud,
Konge over alle danske. Det
må være til Knud
den Sjette. Og
det må være før 1193. Fra dette år kalder
Knud
sig
nemlig også for Slavernes
Konge.
Nævnes
først i 1240
Flensborg
Bys navn
nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug
Abel.
Man
mener, at Mariekvarteret
er
det første sammenhængende byggeri Flensborg.
Man
ved, at Mariekirken
i
1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere
kirke på samme grund. Byens ældste gilde Knudsgildet
havde
sit alter i Mariekirken.
Men
også Nikolai
Kirke har
haft en forgænger.
Af
Kong
Valdemars Jordebog (1231) fremgår
det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis
og Husby Herreder.
Et
Franciskanerkloster
tæt
ved Nikolai
Kirke kan
henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret
1247 skulle Valdemar
Sejrs datter
have mæglet mellem Konge
Erik og
Hertug
Abel.
Ved
fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er
der også tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette
sket med Knud
den Sjettes hjælp.
I anden halvdel af det
12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig
borg.
Flensbæk
I
et gammelt sagn omtales Flensbæk.
Fem
adelige skulle have ejet bymarken. De skulle have udøvet stor
skade på befolkningen. De er enten blevet bortkøbt eller
uddrevet af befolkningen.
En
af de fem adelsgårde hed Etteborg.
Den
lå unter
dem Holz. Det
vil sige i Marieskoven,
på
den såkaldte Junkerplads.
Her
fandtes midt i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et
brev fra 1401 kan man se, at denne gård ejes af borgmester Ivar
Juel.
Flensbæk
har
ligget i byens nordlige del. Måske er navnet det samme som
Flenså.
Historikere
mener at ordet Flens
har
noget med en høj eller bakkedrag at gøre.
Men
ifølge sagnet, er det måske den tapre ridder Fleno,
der
gav navnet til byen.
Schauenborg
Valdemar
Sejr havde
i 1232 givet grænselandet som fyrstelig len til sin næstældste
søn Abel.
Og
denne giftede sig ind i den schauenbogske
slægt.
Dette viste sig at være ret så skæbnesvangert for
Sønderjylland.
I 1248 skulle byen være
blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige
til den vestlige flodbred.
En
række turbulente år fulgte. I 1340 deltes Sønderjylland
i
tre dele med slottene, Tørning,
Tønder og Gottorp som
midtpunkt. Men det gamle fjendskab med på den ene side de
holstenske grever med hertugen mod kongen.
En bur rundt om byen
Valdemar
Atterdag tog
på togt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte
Angel
og Svans. Ifølge
Krønikens
ord:
saa
at Frygt og Skælven og Afmagt kom over os alle.
Grev
Henrik tillod,
at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle forsvares med
bevogtning på Bjerget.
Han
skulle også nord for byen i Bov
Sogn have
bygget borgen Nyhus.
Dette
er sket før 1365.
De holstenske grever
Valdemar
erobrede
i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg
og
sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige.
Foruden Tørning
manglede
han kun Gottorp,
som
greverne ikke ville af med.
Men
da Valdemar
Atterdag døde,
gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne
atter tage Sønderjylland
i
deres herredømme.
Fra
Gerhard
stammer
det ældst bevarede privilegiebrev af 1398 for Flensborg.
Hertugen
bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under
hertugerne Erik
og Valdemar såvel
som greverne Henrik
og Claus.
Margrethe købte jord tilbage
Efter
Gerhard
den Sjettes død
i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der
var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt
eller pansat.
Gerhards
enke,
Elisabeth
havde
efter få år kun Gottorp,
Flensborg med
det nærliggende slot, Nyhus
samt
Als
og Ærø.
I
september 1409 blev der på Hindsgavl
afsluttet
overenskomst, hvor Elisabeth
pantsatte
Flensborg
og
Nyhus
til
dronningen.
Biskoppen blev mishandlet
Men
ak, freden varede ganske kort. Biskoppen
af Slesvig, Johan blev
under et ophold i Flensborg
udsat
for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny aftale
sluttedes ved en aftale i Kolding
i
1411.
En
krig om Flensborg
opstod
i 1412. Samtidig udbrød der en pestepidemi. Enden på det
hele, at Flensborg
by skulle
udleveres til dronningen.
Dronningen
var selv mødt op i Flensborg,
for
at modtage byens troskabserkæring. Fire dage efter døde
hun som følge af pesten ombord på sit skib i Flensborg
Fjord.
Vanskelige vilkår for
Flensborg
Kongen
opholdt sig på Mariebjerg,
det
senere Duborg.
Herfra
udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens
privilegier i udvidet form.
Da en femårig
våbenstilstand udløb, startede nye kamphandlinger. Et
nyt forligsmøde kom i stand. Men freden varede heller ikke her
ret længe.
I
1423 udråbtes freden atter en gang på Flensborgs
gader.
Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede
de Brundlund
Slot ved
Aabenraa.
Det var i 1429. Nu
var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår
for Flensborg.
Blodige kampe
Atter
en gang i 1431 overrumplede de holstenske grever, Flensborg.
Det
skete efter et halvt års kampe. Hovedmanden var tyskeren, Kurt
von der Lucht. Med
200 mand lykkedes det ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende
kom det til blodige kampe i Flensborgs
gader
mellem holstenske tropper og byens borgere. Blandt borgerne var der
dog også et holstensk mindretal, som stillede sig på
troppernes side.
Nogle
af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men det blev snart
erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder
Morten Jensen (Gyrstlinge) og
Gert
Gyldenstjerne , biskop af Børglum. Fra
søsiden fik slottet hjælp.
Situationen
blev dog forværret. Belejringen af området fik
efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af
Flensborg
opgav
man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus
faldt
samme efterår. Kongen havde nu kun Haderslev
og Ærø tilbage.
Også disse rester blev nogle få år senere overladt
til hertug Adolf.
Stadsret
for Flensborg
Påfaldende
er det, at der inden for 200 år findes fire stadsretter for
Flensborg,
der
på mange måder afviger fra hinanden:
Flensborg Statdsret af
16. august 1284. Den indeholder 101 artikler og er på latin.
Fra ca år 1300
findes 133 artikler, forfattet på dansk.
Flensborgs Stadsret af
1431 indeholder 128 artikler på plattysk.
Tekst fra det 14. –
15. århundrede, indeholder 132 artikler på latin.
Lov og ret i Flensborg
Det
kan virke forvirrende med så mange forskelligartede
udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske
Lov.
For
manddrab
var
straffen 3 gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt
en overbod på en mark guld. Dertil kom en speciel bod på
40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette er dog ikke
nedfældet i Jyske
Lov.
Dødsstraf ved
tyveri gjaldt, når tyven blev grebet på fersk gerning og
havde stjålet for ½ mark eller mere.
I
det hele taget syntes det som om, at Flensborgs
Stadsret behandlede
almindelige forbrydelser meget strengt.
Ved
køb af en hest,
hors, syet klæde, skæftet økse, sværd med
skede eller smedet guld og sølv, krævedes
to vidner.
Lovgivningen
for Flensborg
vidnede
om flere ejendommeligheder.
Kirke og klostre
Omkring
1280 omtales en St.
Jørgensgård. I
Flensborg
vidner
Jørgensby
endnu
om denne gård. Ifølge Flensborgs
Jordebog fra
1450 ejede St.
Jørgensgård flere
ejendomme. I og uden for Flensborg.
Hele
komplekset, hospital, kirke og kirkegård synes af hensyn til
smittefaren at have været omgivet af en grav. St.
Jørgensgården har
ligesom Helligåndshuset
haft
asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til St.
Nikolai Kirkes tårn.
Helligåndshuset
ejede
i 1451 28 huse i Flensborg
og
25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Stiftelsen havde
også egen kirke. Skriftlige kilder vidner om at sygehusene
Helligåndshuset
og
St.
Jørgensgården har
haft samme ledelse.
Franciskanerklosteret
er
antagelig blevet grundlagt 1263 af Johannes
Hviding. Klosteret
hørte under kustodiet
Ribe og
omfattede klostrene i Ribe,
Slesvig og Tønder., Flensborg og Kolding. I
1494 kom klosteret i Husum
til.
I
årene omkring 1430 førte klosteret en strid med
Cistercienserne
i
Ryd,
der
var tysksindede. Nord for Flensborg
lå
Krogsris
(Klusris) Kapel. Her
var gudstjenesten på grund af manglende indtægter næsten
ophørt. Derfor skænkede Hertug
Henrik kapellet
til klosteret i Rud,der
lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter,
overdrog kongen igen retten til franciskanerne.
Men
ak og ve, da holstenerne så fik magten, blev kapellet givet til
Rud
Kloster nok
engang. De besad kapellet ind til reformationen.
Munkene
i Flensborg
blev
ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet var blevet en vigtig brik i
magtforholdet mellem kongen og de holstenske graver.
Franciskanerne
stod
sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemester i
klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik
klosteret mange gaver. I 1479 bestemte Lübeckerborgen
Heinrich Pentzyn at
der årligt skulle gives munkene 12 stob vin til
at holde messe for. I
1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom
til.
Flensborghus
og Duborg
På
Mariabjerget
blev
Duborg
til
i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt
over byen ejede den adelige Iver
Juel en
større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I
1409 solgte han denne ejendom til dronning
Margrete. Hendes
hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.
Det
var på denne, endnu ufærdige borg, snart kaldet
Flensborghus,
hvor
dronning
Margrete opholdt
sig i 1412, inden hun gik ombord i sit skib, hvor hun døde af
pest.
Snart
blev Flensborghus
kaldt
Duborg
efter
en af dets befalingsmænd, Jens
Due. Den
er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske
Duborg
Skole, dækker
nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet
rester af anlæg med dobbelte volde og grave, og endnu i det 19.
århundrede fandt man rester af en ringmur.
Når
de danske konger var på besøg gjorde de ophold på
Duborg.
Christian den Tredje syntes
dog ikke den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han
opføre et helt nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte
Christian
den Fjerde en
istandsættelse af slottet.
Endnu
til 1703 var Duborg
sæde
for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde.
I
1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet
brugt til det nye Vajsenhus
i
Nørregade.
Men
i 1770erne var dele af slottet dog stadig i behold.
Det
holstenske ridderskab
Ifølge
jordebogen
var
det kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man
støde på både den gamle sønderjyske adel og
navnlig i tiden efter 144o det holstenske ridderskab i de mange
gilder i byen.
Den
adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens
mure på slotsbjerget. Borgmester
Ivar Juel deltog
i kampen mod holstenerne på dronning
Margretes og
kong
Eriks side.
Derfor blev hans besiddelser taget fra ham, og han blev taget til
fange, da holstenerne fik magten.
Stor
handel
Borgerbefolkningen
bestod allerede tidlig af købmænd, skippere og
håndværkere. Allerede fra 1284 regnedes strækningen
helt til Bruusnæs
som
hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye
bestemmelser om told indført i byretten af ca. 1300, både
af varer til udførsel som heste og kvæg, korn, smør,
tælle, fisk, huder og skind m.m. og af indførte varer
som salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer,
voks, kobber m.fl.
Den
tyske indvandring
Byen opnåede en førerstilling
blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede
egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår
after 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af
holstenernes erobring.
I
1440erne byggedes et nyt rådhus, liggende på hovedgaden,
hvor Storegade
og
Holm
mødes.
Ud – og indførsel foregik
som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på
ny borgernes eneret på handel med ridderskab og bønder i
lenet.
Ligeledes
var handel med okser stor. Flensborgene købte dem bl.a. i Ribe
og Kolding for
at føre dem med den gamle Oksevej
gennem
Sønderjylland
over
Gottorp
til
de store markeder i Nordtyskland.
Flensborg
nød
på forskellige områder godt af sit ry som kongelig
by. Ret
til toldfrihed i Danmark
og
Norge
stammer
nok først fra delingen i 1544
Efter
nordiske forhold var Flensborg
ved
middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter
København,
Malmø og
Odense.
I
1508 havde byen 420 huse og et indbyggerantal på 3.000.
Slægtsfejde
I
en årrække var der en blodig slægtsfejde i byen.
Borgmester
Lasse Siverts blev
i 1406 dræbt af Attrupperne,
over
hvilket Lasses
søn
Lyder
og
dennes svoger Kurt
von der Licht tog
hævn ved drabet af Peter
Attrup. Herfter
fulgte en ny blodhævn, idet unge
Sivert i
1420 blev dræbt af Attrupperne.
60
fornemme fruer havde gjort forbøn for Attrupperne
på
bytinget, med et forlig i 1451.
Den tyske indvandring i
købmandsstanden aftog omkring 1440.
Knudsgildet
Knudsgildets
skrå i
Flensborg
er
den ældst bevarede gildevedtægt i norden. Den foreligger
dog kun som en sent håndskrift fra ca. 1400. den er udateret
men regnes at føre tilbage til Knud
den Sjette.
Gildet
havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre,
hedder det eksempelvis, skal
alle brødre komme sammen og prøve og dømme
mellem lov og deres ”skrå”. Hvis en broder ikke
bærer over en anden broder for oldermand og brødre, men
for ”herrer eller mægtige mænd indenlands og
udenlands, ifalder
han bøde.
Gildets
domsmyndighed hævdedes både i civil – og
kriminalsager. Den broder, der trænger ind i en anden broders
hus med
væbnet hånd og uvenlig hu og begår vold mod nogen
af husets folk, skal således bøde med liv og gods.
Brødrende
skulle stå hinanden bi i sager, der bringes for den offentlige
domstol, først og fremmest drabsager. Bliver en broder dræbt
af en ikke – broder, skal gildebrødrene hjælpe den
dræbtes arving til hævn, det vil sige blodhævn. Man
skal tvinge drabsmanden til en forhøjet mandsbod. Men haver
han intet at bøde med, da skal liv bødes for liv.
Den
broder, der forsømmer sin pligt til at hjælpe, skal have
nidings
navn. I
det omvendte tilfælde, hvis en broder havde dræbt en ikke
– broder, skal
gildebrødrene hjælpe ham af hans livsnød, som de
bedst kan.
Er han ved vand, skal de hjælpe
ham med en båd og årer, øsekar, ildjern og økse.
Siden må han hjælpe sig selv, som han bedst kan.
Men behøver han en hest, skal
brødre forsyne ham med hest, eller han må tage sin
broders hest som sin egen hest og bruge den en dag og en nat.
Den
broder, der ej hjælper og vel kan, skal udstødes af
gildet med
nidings navn. Den
der har samkvem med ham, skal straffes med bøde.
St.
Knudsgildet i
Flensborg
hørte
til de såkaldte værnegilder.
Disse
gilder var altid indviet til en national nordisk helgen, St.
Knud, St. Olav eller
St.
Erik.
Gilderne
i Odense
og Flensborg udgjorde
en særlig gruppe over for en række yngre gilder, som ved
et møde i Skanør
i
1256 fik en fælles organisation.
St.
Knudsgildet hørte
til de højeste i Flensborg.
Det
var samlingssted for byens mest velhavende købmænd. I
lighed med Knudsgildet
i
Slesvig
har
det været enkelte skindere
og skomagere med
flere håndværkere.
Skråen
har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i
hedningeland.
Det
henviser til købmænd på langfart.
En
senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal fejres
en sjælemesse for afdøde søstre og brødre,
hvortil alle skal give møde.
Gildet
har
haft stor indflydelse på rådmændene. De har også
haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.
Andre Gilder
Kalenderen
fra
1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af
24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis
der ikke var præster nok. To gange om året mødtes
alle brødre for i tre dage at
prise Gud og for at spise sammen.
Af
andre gilder kan nævnes Laurentusgildet,
Gertudgildet og
Dragergildet.
Og
så var det også Vor
Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde, Hellig Legemesgilde.
Byens styre
Den fyrstelige myndighed bestod af
amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også
blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre
sønderjyske byer var det kun en snæver kreds der kom i
betragtning til dette råd.
Ved
Kong
Eriks privilegium
af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden
var den embedsmand, som repræsenterede den kongelige myndighed
i byen.
Omkring 1489 nævnes et
borgerskab på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens
regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske
byer, men kom senere i en række danske købstæder.
Byens
pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet.
Lønnet
var kun byskriveren, der i Flensborg
nævnes
første gang i 1507.
Dansk
eller tysk
Det
ældste Flensborg
var
den by, der voksede frem i Valdemars
– tiden. Den
var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere
kom fra andre dansktalende byer. En del kom dog også fra
Tyskland.
Knudsgildets
skrå
og Stadsretten
fra
omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af
borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også
dansk. Byretten blev også omkring 1300 oversat fra latin til
dansk.
Slesvig
var
efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens
grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller en
fjerdedel af borgene bar danske navne. Også i Flensborg
begyndte
de danske navne at blive fortrængt.
I
1436 begyndte man i Flensborg
at
føre byens
bog. Her
ses tydelig, at fremmede navne begyndte at dominere.
En fortegnelse over 415 gildebrødre,
som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere,
mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var
frisere.
Efterhånden udgjorde tyskerne i
de velhavende købmænd et flertal.
Men disse undersøgelser har den
skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk,
daglejere og fattige stakler.
Plattysk
I
løbet af det 15. århundrede var kultursproget i
Flensborg
plattysk.
Befolkningen talte både tysk, dansk og sønderjysk.
Det danske skriftsprog slutter omkring
midten eller udgangen af det 14. århundrede. Købmændene
fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og
dermed det tyske sprog vandt indpas i det danske hertugdømme.
Kongens og hertugens kancellier brugte
allerede plattysk fra omkring 1400.
Rådhusdokumenter
fra før 1400 var forfattet på latin, sikkert af
gejstlige. Fra 1400 var disse dokumenter på plattysk. Den
lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian
den Anden forlangte
dog, at når breve skulle sendes til resten af Sønderjylland,
så
skulle de skrives på dansk.
Snart måtte det plattyske
skriftsprog vige pladsen for det højtyske
Under
hertug Adolf
kom
der fred i Flensborg.
Han
havde venskabelige bånd til kong
Christoffer og
endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian
den Første. I
1431 skænkede han byen et privilegiebrev med beskæftigelser
på alle friheder, som borgerne have opnået.
Flensborg som len
Han
blev medlem af Købmandsgildet.
Og
under hans styre voksede holstenernes magt. Den barnløse
hertug Adolf
døde
i 1459. Året efter blev Kong
Christian den Første valgt
som hertug af Slesvig
og
greve af Holsten.
For
Flensborg
var
det af betydning, at den stadig hørte under den danske konge.
Betydningen viste sig dog først lidt efter lidt.
Kong
Christians kreditorer
tilhørte alle sammen adelen. Flensborg
By spillede
en hvis rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.
I
oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister
under eet som underpant for betaling af gælden. Mæglerne
var Lübeck
og
Hamborg.
Da
gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev de overgivet til
kautionisterne. Foged Otto
Walstorp havde
fra april 1473 slot og by i forvaring.
Gælden var vokset til 40.500
mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt
også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det
finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var
hermed sikret.
I
1490 skete der en deling mellem Kong
Hans og
hans yngre bror, Frederik.
Denne
historie fortsættes
Kilde:
Se
Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)
Hvis
du vil vide mere: Læs
Abel og hans sønner
Margrete den Første og
Sønderjylland
Sønderjyllands historie
indtil 1200
Flensborg mere end 725 år
November 4, 2010
I dag har man Æ Synnejysk Ambassade, Højer Pølse, Fuglsang øl og en egen bank. Sønderjysk Forening blev dannet i København i 1879. For at slippe for prøjsisk militærtjeneste søgte mange til hovedstaden. Embedsmænd blev fyret i tusindvis. Flensborg – samfundet, Grænseforeningen og andre foreninger blev dannet. Man indsamlede dansk litteratur og andet, som man sendte ned til grænselandet.
Masser af sønderjyske aktiviteter
Der er masser af sønderjyder i København. Hvad skulle københavnerne have gjort uden dem. Og de er ikke kun på Amalienborg Slotsplads. De befinder sig overalt. Godt nok er der små enklaver forskellige steder, blandt andet på Landbohøjskolen, hvor Æ Synnejysk Ambassade holder til. Ja sådan var det dengang, undertegnede skrev artiklen. Men det er hvis ikke mere tilfældet.
Man arrangerer forskellige foredrag, Sønderjysk julefrokost med Grønlangkål og kegledag. Ja på Landbohøjskolen er der endda ringridning. Godt nok ikke på heste, men på cykel. I dag er det så på Vesterbro, man arrangerer dette.
Højer Pølse og Fuglsang Øl
Og en sønderjyde kan jo ikke skjule, hvor han/hun kommer fra. Man hører det med det samme på dialekten, selv om man forsøger, at tale rigsdansk. Og man er ikke helt hjemløs herover. Der er masser af Højer Pølse og Fuglsang Øl, at få. Ja selv i Netto kan man få kartoffelspegepølse fra Haderslev.
Og nu kan man også få børnebøger indlæst på sønderjysk. Sønderjysk Forening har ligeledes lavet en sønderjysk ordbog. Den kunne nogle i Æ Synnejysk Ambassade da godt have brug for. De har glemt det sønderjyske sprog.
Skulle vi ikke også nævne at vi sønderjyder også har vores egen Korsbæk bank i København.
Opråb til slesvigerne
I Nationaltidende den 24 . januar 1879 kunne man læse et Opraab til Slesvigere. Om at komme til stede i Simons Lokaler på Købmagergade, søndag den 26. januar om aftenen. Man ville danne en forening af slesvigere. Foruden restauratør Simon, var underskriverne inspektør Buhl og detailhandler Kristensen.
I starten fik man 84 medlemmer. Omkring 1980 var det den ældst eksisterende sønderjyske forening i København. Nu eksisterer den ikke mere.
Embedsmændene flygtede
Allerede på krigens første dag i 1864 blev danske embedsmænd i Sønderjylland fjernet fra deres poster. Adskillige fulgte efter. Et ret anseeligt antal tog derefter til København. På et statsrådsmøde den 28. oktober 1864 underskrev Kong Christian den Niende deres afsked fra dansk statstjeneste.
Det gik ud over departementschefer, retspræsidenter, men også et betydeligt antal post – og tjenestemænd i beskedne stillinger.
For nogle af dem åbnede der sig mulighed for genansættelse, men de fleste måtte henleve resten af deres liv på vente penge og førtidspension. Ved hjælp af hærloven fik disse følgeskab af et betydeligt antal officerer med højere og lavere charge.
Flugt fra militærtjeneste
Mange sønderjyder tog også til hovedstaden for at slippe for den forhadte preussiske militærtjeneste. Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 blev Sønderjylland indlemmet i det preussiske kongerige.
Godt nok lovede man ifølge & 5, at der vil blive afholdt afstemning i den nordlige region om genforening med Danmark. Dette løfte blev aldrig overholdt og mærkelig nok accepterede det internationale samfund dette.
I 1866 oprettedes Sønderjysk Samfund. Det var den senere kærer, Jep Jakobsen fra Broager, der tog initiativ til dette. Foreningen blev stiftet ved et møde
på Borchs Kollegium i Store Kannikestræde. Et fremtrædende medlem af dette samfund var den unge lærer fra Flensborg, A.D. Jørgensen. I denne kreds kom både studenter, håndværkssvende og gårdskarle.
Der kom stadig flere sønderjyder til hovedstaden, for den preussiske regering lagde flere hindringer i vejen for danskheden i Sønderjylland/Nordslesvig. I
1879 annullerede man aftalen om § 5. I 1887 deltes Sønderjysk Forening i to dele, Sønderjysk Selskabelige Forening og Sønderjysk Centralforening.
Hjælp til trængende sønderjyder
Den energiske unge tandlæge Axel Carstens blev formand for Centralforeningen. Samtidig blev der i provinsen oprettet lignende foreninger. De blev så sammensvejset i De Samvirkende Sønderjyske Foreninger. Hovedformålet var at støtte
Sønderjysk Centralforening søgte medlemmer blandt det bedre københavnske borgerskab. Det var en yderst konservativ forening. Stridigheder omkring forsvarspolitikken medførte i 1908 en sprængning af foreningen.
En kreds af medlemmer brød ud og startede Sønderjysk Forening for København og Omegn. Konsul Waldemar Hansen blev formand. Omkring det tidspunkt havde man ca. 1.000 medlemmer.
Ved siden af eksisterede fra 1884 et nyt Sønderjysk Samfund. Her holdt rigsarkivar A.D. Jørgensen ofte foredrag.
De konservative studenter samledes i den gamle studenterforening, mens de radikale mødtes i Studentersamfundet. Inden for denne forening oprettedes i 1888 en særlig fraktion, som kaldte sig Studentersamfundets sønderjyske Samfund. Det blev forkortet til 4 S. Til kredsen hørte historikeren H.V. Clausen.
I 1896 organiserede To Løver en særlig studenterfraktion, som fik navnet Hejmdal. Blandt de opgaver denne sammenslutning påtog sig, var uddeling af
dansk litteratur i sønderjyske hjem og skibe.
Opkøb af danske ejendomme
I nærheden af grænsen ved Rødding påbegyndtes fra tysk side et systematisk opkøb af danske ejendomme. Man savnede i det sønderjyske de nødvendige kreditinstitutioner, som kunne hjælpe ubemidlede til at overtage disse ejendomme. H.V. Clausen tog kontakt til sin nære ven, skolebestyrer Niels Hjorth. I
dybeste stilhed tog de initiativet til oprettelse af Foreningen af 5. Oktober 1898. Man påtog sig at fremskaffe de nødvendige midler.
Ved hjælp af disse midler lykkedes det at sikre 180 nordslesvigske ejendomme på danske hænder.
Det var ikke helt ubetydelige midler de eksisterende foreninger sendte til det gamle land. Man fik ved arv og gaver adgang til store beløb. Det var udelukkende private midler, man samlede sammen. Offentlige tilskud kunne ikke komme på tale på grund af mægtige Tyskland. Embedsmænd fik at vide, at de skulle optræde med værdighed.
Dansk Kultursamfund
Omkring 1910 oprettedes Dansk Kultursamfund. Også herfra blev der sendt mange midler til Nordslesvig. Men her var der tale om godt skjulte statsmidler.
Under verdenskrigen 1914 – 1918 var det vanskeligt at opretholde de samme forbindelser til det tabte land. Sønderjysk Forening for København og Omegn igangsatte dog en indsamling af mad – og tøjpakker til sønderjyske krigsfanger.
Politik i foreningerne
Foreninger blandede sig også i, hvor grænsen skulle gå. De fleste af dem var indstillet på den sydlige grænsedragning. Ved genforeningsfesten på Dybbøl
Banke i sommeren 1920 udtalte statsminister Niels Neergaard til de danske sydslesvigere:
De sønderjyske foreninger i København omorganiserede nu deres arbejde, så hjælpen kom de danske sydslesvigere til gode. En mindre gruppe af foreninger havde oprettet et fællesråd. Andre foreninger oprettede Grænseforeningen.
Dybbøl – mærke
Grænseforeningen var tænkt som et samlet organ for de sønderjyske foreninger, der på et tidspunkt og senere eksisterede ud over hele landet. I 1937 var der 179 foreninger med ca. 61.500 medlemmer. I 1921 foreslog redaktør Willemoes i Ribe, at man etablerede et mærkesalg. Siden da har man hvert år den 18. april solgt det såkaldte Dybbølmærke.
Nord for den nye grænse støttede man forsamlingshusarbejdet og endvidere driften af det danske kontor og det danske bibliotek i Tønder.
Syd for grænsen
Hoved-indsatsen var dog arbejdet syd for grænsen. Her havde det lille danske mindretal i mellemkrigsårene særdeles vanskelige vilkår. Man blev udsat for undertrykkelse og chikaner. Særlig vanskelig blev det efter 1933, hvor den nazistiske bevægelse tog magten. De indførte almindelig værnepligt, arbejdstjeneste og tvungen medlemskab af Hitler – Jugend.
De dansksindede fik oprettet Generalsekretariatet og Flensborghus – bogsamlingen. Man fik oprettet Kobbermølleskolen og forskellige børnehaver i Flensborg – området. I Flensborg fik man oprettet dansk aftenskoleundervisning. I Slesvig by drev man privatskole og børnehave.
De forskellige foreninger levede deres egen liv, men man påtog sig ikke nye opgaver inden en aftale med Grænseforeningen.
Sønderjysk Forening for København og Omegn havde i 1920erne et medlemstal på ca. 1.000. Men da man som modstykke til tyskernes opkøb af ejendomme (Vogelgesang) oprettede Landeværnet, oplevede foreningen en betydelig medlemstilgang. Man nåede helt op på 9.000 medlemmer. I 1939 etablerede man sig i Absalons Gaard.
Flensborg – samfundet
I 1920 blev Flensborg – Samfundet oprettet. Det blev oprettet af personer, der havde stemmeret i 2. zone. Denne forening blev i 1921 sluttet sammen med Foreningen Dannebrog, der oprindelig havde sit udgangspunkt i Kolding. I 1934 skiltes Flensborg – Samfundet og Grænseforeningen.
Da nazisterne slap sit tag, meldte en masse sydslesvigere sig til den danske bevægelse. Man mente at de danske sydslesvigere skulle lige stilles med det tyske mindretal nord for grænsen. Speckdänen blev de kaldt.
Nord for grænsen opnåede det tyske mindretal i 1920 en andel på 25 pct. af stemmerne. I 1957 var dette tal svundet ind til 8,8 pct. I dag udgør de 15 – 20.000.
Hovedstadens Grænseforening
Siden 1945 er der ydet betydelig støtte til opbygning af de danske institutioner syd for grænsen. På de festlige årsmøder deltager nu danske regeringsrepræsentanter. Grænseforeningen fortsætter sin støtte. I 1953 startede man Det Sønderjyske Lotteri. I 1958 tog man navneforandring til Hovedstadens Grænseforening.
Grænseforeningen udgav fra 1951 – 1970 bladet Vor omstridte Land.
Sønderjysk Centralforening fortsatte deres virke. Man havde ikke så mange medlemmer, men i medlemskredsen var meget kendte personer. I 1955 stiftede man Grænselandets Legatfond.
I Københavns – området tog man fadderskaber for forskellige områder i Sydslesvig. Der var Amager – fadderskabet for Før og Amrum. Brønshøj – Husum for
Askfeldt, København N og NV for Jernved og Gottorp osv.
Krigsveteraner
I 1969 tog an initiativ til at sønderjyske krigsveteraner i anledningen af 50 års dagen for deres hjemkomst til København kunne gense hovedstaden. Det lykkedes at samle de 65.000 kr. ind som arrangementet kostede. Der var 229 deltagere, som kom med særtog. Modtagelse i snapstinget, aftenfest i Lorry
og udflugt til Den Slesvigske Sten i Dyrehaven. Så var der frokost på Carlsberg – museet, festmøde på Rådhuset og meget mere.
Stort arbejde i Sydslesvig
I dag er danskheden i Sydslesvig klemt økonomisk. Det er et spørgsmål om man kan opretholde det vidt forgrenede net af skoler og børnehaver. ca. 58 skoler og 62 børnehaver samt 57 menigheder med en dansk kirke virker imponerende.
Hovedstadens Grænseforening yder stadig støtte til danskheden.
Aktivitet i Æ Synnejysk Ambassade
Og i Æ Synnejysk Ambassade fortsætter arrangementerne på Landbohøjskolen. Ja det gør de så ikke mere. Man har nu fundet et nyt sted. Hver
måned står en interessant foredragsholder parat. De fleste kan stadig huske Æ Sproch, men der er sandelig nogen, der trænger til en opstramning. Og
pludselig ved et af mine egne foredrag dukkede gamle bekendte op fra min tid i Aabenraa og Padborg Det var en speciel oplevelse.
Hvert år er der Grøntlangkåls- spisning. Det plejer at være helt booket op. Og der er også Sommermesterskaber i keglen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1- 01. 2022
November 4, 2010
Regeringen søsatte en stor anlagt plan. Uopdyrket jord skulle dyrkes ved hjælp af tyske kolonister. Man lokkede med 20 års skattefrihed. I starten boede de i jordhytter. Stederne blev opkaldt efter de kongelige. Det blev dog en stor fiasko. I Julianen Anbau som Kolonisthusene ved Frøslev, blev kaldt var det kartoflerne,
der blev redningen.
Tre kilometer sydvest for Frøslev
Cirka tre kilometer sydvest for Frøslev by ligger tre gårde på rad og række. Det er de såkaldte Kolonist Huse også kaldet Julianen – Anbau. Omkring stedet er der små skove og opdyrkede marker, men sådan har det ikke altid været. En koloni blev anlagt her i 1761. Og det var midt på den barske og golde hede.
Uopdyrket jord skulle dyrkes
Tanken var at de jyske hedes-trækninger skulle koloniseres. Man havde opgivet, at det skulle være landets egne indbyggere. Det skyldtes at dengang var der mange andre uopdyrkede områder i landet. Man mente heller ikke, at man kunne få tilstrækkelig med arbejdskraft. Når man så fik udlændinge til landet, kunne man samtidig forøge landets produktive befolkning. Det var en almindelig regel, at emigranter skulle findes, der hvor levevilkårene var dårlige. Og det blev udnyttet, for levevilkårene hos de sydlige naboer var dengang dårlige.
Den 28. maj 1759 udsendte regeringen en opfordring til de egne af Tyskland, der led mest under Syvårskrigen (1756 – 1763). Det drejede sig om Pfalz, Hessen, Baden og Würtenberg.
20 års skattefrihed
Hvervekampagnen gav hurtige resultater. Det skyldtes sikkert løftet om 20 års skattefrihed. Snart kom de første væk fra krigens rædsler op til det nordiske paradis. I oktober 1759 kom de første. Alheden viste sig dog uegnet til formålet. Fra dansk side var man sikkert ikke godt nok forberedt.
Man inddrog derfor de slesvigske hede – og mosestrækninger i planerne. Disse var af en betydelig bedre kvalitet. I løbet af 1760 udarbejde man en plan for kolonisationen for Slesvig.
Det var hensigten, at hver kolonist fik tildelt så meget land, som man forventede at han var i stand til at opdyrke.
Tilværelsen startede i jordhytter
Kolonisationen skulle påbegyndes ved Gottorp og Flensborg amter. Men det var ikke så lige til. De lokale følte deres rettigheder truet. Huse blev først opført, når kolonisterne var ankommet. Den første tilværelse startede i jordhytter. Det var langt til det paradis, man havde drømt om.
Kongeligt fæste
Staten bekostede husenes opførelse og anskaffelse af besætning, som regel 2 okser, 1 ko og 2 får samt nødvendigt inventar, nemlig plov, harve og vogn. Det var dog tale om såkaldt Kongeligt
fæste. Derfor fik hver kolonist et kongeligt fæstebrev. Den endelig kolonisation omfattede amterne Gottorp, Hütten, Flensborg og Tønder samt Bredsted. De første kolonister tog deres besiddelser i anvendelse i maj 1761. Indvandringen fortsatte, indtil de sidste kolonister fik anvist plads i løbet af året 1764.
I hele hertugdømmet Slesvig var der i 1765 tildelt pladser til 570 kolonister fordelt på 48 kolonier.
Afrejsen fra hjemlandet foregik kolonnevis med Altona som første rejsemål. Derfra blev de dirigeret videre til de forskellige amter i Slesvig. Ved ankomsten til bestemmelsesstedet skulle de aflægge ed over for den danske konge. Der blev trukket lod om de forskellige steder.
Opkaldt efter kongelige
Samtlige kolonier blev opkaldt efter medlemmer af det danske kongehus. De gyldne løfter svarede langt fra forventningerne. Og mange kolonister var uegnede til opgaven. Disse fik allerede i 1763 deres opsigelse fra regeringen. Andre forlangte sig frivillig løst af kontrakten. Mange fulgte opfordringen fra Kejserinde Katharina af Rusland til grundlæggelse af kolonien Sarepta
ved Astrakan. Andre igen rejste tilbage til hjemlandet, hvor krigen var ophørt.
Til erstatning for de bortrejste antog man lokale. Det viste sig, at de havde bedre evner og kendskab til, hvordan man kunne dyrke de vanskelige områder. En opgørelse fra 1766, der omhandler samtlige kolonier i Gottorp, Flensborg og Tønder Amter, viser at der var 214 udenlandske og 250 indenlandske kolonister. Hertil kom, at der især i Gottorp var mange tomme steder.
Ingen succes
Kolonisationen var ikke den store succes. Det havde kun bragt skuffelser. De store planer med at få al u-dyrket jord under plov var fejlslagne. Man tabte derfor efterhånden interessen for projektet, som havde betydet
store udgifter for statskassen. Fra 1767 blev koloniernes særskilte
forvaltning ophævet. De blev underlagt de respektive herreder.
Kolonien ved Frøslev kan betragtes som grundlagt i dagene den 3., 4. og 7 december 1761. Kolonien blev betegnet som nr. 15 i Flensborg Amt, og fik navnet Julianen Anbau, opkaldt
efter Frederik den Femtes anden dronning, Juliane Marie. Den bestod af tre gårde, Ulrichs Hof, Römers Hof og Holbergs Hof.
Nye afgrøder
Kolonisterne var i starten underlagt en koloniinspektør.. I hans beretning fra 1762 fremgår det, at husene var blevet gjort færdige i årets løb. Også her startede de tre familier i jordhytter. Den første vinter har været barsk at komme igennem. Den ene familie havde et spædbarn. I løbet af sommeren har alle gravet efter og fundet vand. Endvidere blev der anlagt haver. Og for Frøslevs befolkning var det nyt, at der blev dyrket selleri, porrer, persille og gulerødder.
Det så ud som om, kolonisten på sted nr. 3, Caspar Schmidt var den, der klarede sig bedst. Han fik gang i lidt rug, spelt (en hvedeart) og eparsette, en flerårig foderplante. De sidste to nævnte var en almindelig art i Sydtyskland.
Allerede året efter opgiver den første, Andreas Schwartz. Han forlangte sin kontrakt opsagt. Efterfølgeren hed Caspar Christian Hildebrandt. Allerede inden årets udgang fik de en datter døbt i Hanved Kirke.
Ingen høstudbytte
I efteråret 1763 modtager kolonisterne en tønde sæderug, og i 1764 hver familie 2 tønder boghvede til u-sæd. Hermed kan konkluderes, at det er lykkedes at skabe agerjord. Formentlig kunne den første beskedne høst af rug og boghvede kunne bjerges i 1764. Antagelig har det medbragte korn fra Sydtyskland været den store succes. Men egentlig hører man ikke noget om en succesfuld høst.
I 1765 bliver der udbetalt 9 rigsdaler i foderpenge.
Kartoflen reddede kolonien
Men i en protokol af 26. april 1765 fra Flensborg Amtshus oplyses det, at alle tre er bevilliget afsked. De har antagelig forladt Frøslev i løbet af foråret 1765.
Men nye kolonister indfandt sig. Der blev bemærket at dyrene på gård tre alle var døde. Og af 4 heste som hele kolonien fik tildelt som trækdyr, ja da vi de tre heste døde. Åbenbart har
kolonien været så meget i forfald, at de tre nye kolonister fulgte de andres eksempel og forlod stedet.
Nu fulgte så for tredje gang nye kolonister, denne gang af hjemmelig herkomst. Og med ægte jysk stædighed ser man nu en lille fremgang. Nu begyndte man også at dyrke kartofler. Og
denne kartoffelavl reddede kolonien i Frøslev.
Kilde:
Litteratur Padborg/Kruså/Bov
Redigeret 19.-10.2021
November 4, 2010
Christian den Ottende var allerede i 1846 med til at opildne til anti-danske protester med sit åbne brev. Sprog-scriptet fra 1840 var allerede i gang med dette. Regeringen blev fyret. Oprør i Rendsborg. Prinsen af Nør handlede i kongens navn, påstod han. De Slesvig – Holstenske styrker blev nedkæmpet, men 14 dage efter var den danske hær i vild flugt. Det var begyndelsen til tre års krig.
Minder fra et slag
Der hvor Hærvejen og Rønsdamvej støder til Padborgvej står der en rød granitsten med følgende indskrift:
I Rinkenæs står der ved vejen i byens østligste udkant en mindesten over Sejer Steffensen. Her står følgende indskrift:
På Bov Kirkegård ved kirkens øst-gavl står en mindesten over kaptajn J.F. Hegermann – Lindenkrone, som dødelig såret blev ført til Aabenraa, hvor han døde og ligger begravet.
Men er alle i grund klar over, hvilken sejre det drejer sig om, den forårsmorgen for 162 år siden. (Artiklen er fra 2010)
Anti-danske følelser
Ved indgangen til 1840erne var den politiske situation i hertugdømmet præget af et voksende nationalt modsætningsforhold mellem de kræfter, som ønskede helstarten bevaret under den
danske krone, og de, især konservative kræfter, der betragtede de to hertugdømmer som selvstændige med hinanden fast forbundne stater, og som ønskede Slesvigs indtræden i det tyske forbund. Holsten var allerede i 1815 blevet tilknyttet det tyske forbund.
Christian den Ottende, der i 1839 var kommet på tronen, viste sig at være fast besluttet på at bevare helstaten. Han skuffede dermed dem, der mente at hertugdømmerne skulle have en fri forfatning. Kongens ide gav mere næring til den Slesvig – Holstenske bevægelse.
Sprogscriptet af 1840, som indførte dansk rets – og forvaltningssprog, hvor der i hertugdømmerne var dansk kirke – og skolesprog, gav voldsomme protester fra Slesvigs stænderforsamling. Med et stort flertal krævede de reskriptet ophævet. Formålet var at styrke helstaten. Men det fremkaldte alvorlige anti-danske følelser i hertugdømmerne.
Hertugen følte sig forbigået
Et andet problem var arvefølgen i det danske kongehus. Hertug Christian August af Augustenborg, der sammen med sin broder, Frederik, kaldet Prinsen af Nør var frontfigurer i den Slesvig – Holstenske bevægelse, hævdede den augustenborgske slægts arveret til den danske krone, hvis kongehusets mandestamme uddøde.
Kongens åbne brev
Dette var ikke lige Christian den Ottendes mening. Han var af den faste overbevisning, at kongelovens mandelige/kvindelige arvefølge også gjaldt for Slesvig. Den 8. juli 1846 udsendte kongen derfor et åbent brev, som fastslog, at kongelovens regler om arvefølge også havde gyldighed i hertugdømmerne Slesvig og Lauenborg.
Brevet fremkaldte en voldsom reaktion i hertugdømmerne. De holstenske og slesvigske stænder protesterede og flere nedlagde deres mandater. Man krævede nu en Slesvig – Holstensk
forfatning, Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund og hertugdømmernes administrative adskillelse fra kongeriget.
Modstanden mod kongens brev blev fra den danske regerings side mødt med censur og mødeforbud. Dette skærpede endnu mere modsætningsforholdet mellem Danmark og hertugdømmerne.
Opstanden brudt ud
Den 20. januar 1848 døde Christian den Ottende pludselig. Han efterfulgtes af Frederik den Syvende. De forfatningsmæssige ændringer, som Christian den Ottende i nogen tid havde forberedt, blev straks taget op af den nye konge. Disse ændringer omfattede blandt andet fælles stænder for kongeriget og hertugdømmerne.
Men Pariser – Revolutionen den 24. februar 1848 bredte sig i lynets hast til Slesvig – Holsten. Og de kultur – radikale vejrede morgenluft. Ved et møde i Rendsborg den 18. marts krævede den liberale Th. Olshausen, at Slesvig – Holsten skulle erklære sig som en uafhængig stat tilknyttet det tyske forbund. En delegation rejste til København den 21. marts. Den 24. marts fik den det klare svar, at kongen ville tilstå Holsten en fri forfatning som selvstændig tysk forbundsstat, men Slesvig skulle forbindes med Danmark ved en fælles fri forfatning, men med egen landdag og særskilt forvaltning.
Men inden delegationen nåede tilbage til Kiel med dette svar var opstanden i Slesvig – Holsten brudt ud.
Den provisoriske regering
Under indtryk af de politiske begivenheder i København, som også i høj grad havde sammenhæng med det Slesvig – Holstenske spørgsmål, og som var endt med ministeriets afgang den 21. marts, havde en lille kreds af blandt andet Th. Olshausen og Prinsen af Nør grebet tøjlerne. På et møde natten mellem den 23. og 24. marts havde de dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne.
Den provisoriske regering overtog magten med den begrundelse, at en folkebevægelse var blevet tvunget til at afskedige sine rådgivere og indtage en fjendtlig holdning over for hertugdømmerne.
Samtidig erklærede man sig som en del af marts-revolutionen.
Overrumplingen i Rendsborg
Den næste morgen, den 24. marts, rykkede en oprørsstyrke bestående af garnisonen i Kiel og et halvt hundrede bevæbnede studenter og borgere under kommando af Prinsen af Nør ind i fæstningen i Rendsborg. De overgav sig uden modstand. Våben og krigskasse faldt i oprørernes hænder og hovedparten af fæstningens besætning gik over til prinsen, der hævdede at handle i kongens navn.
Med overrumplingen af fæstningen Rendsborg var det væbnede oprør en kendsgerning. Oprørsbevægelsen bredte sig hastigt til det meste af Slesvig, hvor også de fleste købstæder anerkendte den provisoriske regering. Men befolkningen stod dog stærkt splittet.
Danmark opruster
Da efterretningerne fra Rendsborg nåede København den 25. marts, var krigsbestyrelsen klar over, at opgøret ikke kunne stoppe bare med et ekspeditionskorps. Preussen støttede aktivt oprøret. Der blev derfor besluttet, at indlede et regulært felttog mod hertugdømmerne. Den danske krigsminister F. Tscherning lod straks foretage mobilisering af alle mobile styrker. Som
øverstbefalende for høren blev oberst Hedemann udnævnt. Den unge kaptajn Læssøe blev stabschef.
Den 28. marts afgik de første tropper fra København. Ved Kolding samledes alle tropper den 31. marts. Armeens hovedstyrke bestod af 8 bataljoner, 14 eskadroner rytteri, 24 kanoner og et
ingeniørdetachement. På Als blev et flankekorps samlet. Det bestod af 5 bataljoner, 2 eskadroner og 6 kanoner under oberst Schleppegrells kommando. Tilsammen udgjorde styrken 10.500
mand.
Tropperne på plads
Også flåden blev i hast udrustet. Syv marinefartøjer blev sendt til farvandet omkring Als og Flensborg Fjord.
De første dage i april rykkede hovedstyrken og flankekorpset frem gennem Nordslesvig og gik i kantonnement i et område, som strakte sig fra Flensborg Fjord, over Rinkenæs, Tørsbøl, nord for Hostrup Sø og Kliplev til Tinglev og Aabenraa.
Fra denne stilling, blev der foretaget rekognosceringer, dels for at få billede af fjendes styrke og stilling, og dels for at lodde stemningen i befolkningen Også de Slesvig – Holstenske styrker foretog den 6. april en rekognoscering mod flankekorpset. Der udspandt sig en kort fægtning, hvor ved det første offer, en dansk soldat faldt i udkanten af Rinkenæs.
Den 6. april havde de Slesvig – Holstenske tropper fået at vide, at danskerne havde landsat store styrker på halvøen Holdnæs i Flensborg Fjord. Da man frygtede at blive omringet, sendtes tre bataljoner og et frikorps ud mod Glücksborg. Der var dog kun en bataljon, der blev landsat.
Efter at være inddelt i en række kampenheder brød hæren den 8. april op fra kantonnementerne og rykkede frem til følgende punkter:
Første Infanteribrigade under oberst Bülov rykkede fra Aabenraa til Perbøl og Vilsbæk.
Anden Infanteribrigade under oberst Meyer rykkede fra Løjt til Holbøl og Holdbi.
Flankekorpset under oberst Schleppegrell rykkede fra Sundved frem til Rinkenæs, Bækken, Hokkerup og Hønsnap.
Desuden gik reservestyrkerne i stilling i Bommerlund.
Allerede ved middagstid den 8. april havde alle afdelinger indtaget deres nye stillinger. Om eftermiddagen foretog en kommando bestående af to jægerkommagnier, tre eskadroner og to kanoner en rekognoscering mod Bov. Slesvig – holstenerne trak sig tilbage mod Nyhus. Da de danske styrker forlod Bov, besatte de igen området.
Den Slesvig – Holstenske hær var sammensat af dels regulære tropper fra de Slesvig – Holstenske jæger – og infanteribataljoner og artilleri – og dragonregimenter dels af studenter og turnerer samt forskellige frikorps.
De Slesvig – Holstenske styrker
Man havde fra Preussen fået hjælp af 50 officerer. Regeringen havde forlangt at styrken, som man havde samlet skulle vandre mod nord. Men Prinsen af Nør mente, at tropperne var alt for uerfarende. Men sidst i marts vandrede en lille trop mod nord Den samlede styrke var på 6 – 7.000 mand under general Krohn. De havde den 8. april indtaget følgende stillinger:
Højre fløj under major Michelsen stod ved Kruså og Kobbermøllen. Hovedstyrken havde besat Bov og Nyhus. Venstre fløj under kaptajn Schmidt stod i Harreslev. Fire eskadroner rytteri under Fürsen Bachmann var posteret i Ellund, Frøslev og Valdemarstoft for at dække Oksevejen.
Reserven befandt sig i Flensborg. Desuden var et antal prøjsiske bataljoner under kommando af oberst Bonin i Rendsborg.
Den 9. april 1848
Den 9. april var en klar solskinsdag. Planlagt var det at flankekorpset skulle udføre et skinangreb mod Kruså og Kobbermøllen for at fastholde Slesvig – Holstenernes højre fløj. Samtidig skulle avantgarden fulgt af resten af flankekorpset angribe Bov.
Første brigade skulle gå vest om Bov over Frøslev og angribe Harreslev. Rytteriet i Medelby skulle styrke denne bevægelse på yderste højre føj. Hoved-angrebet skulle altså rettes mod Bov
og Harreslev. Tropperne skulle derefter uopholdeligt rykke frem til Flensborg for at afskære de Slesvig – holstenske styrkers tilbagetog.
Klokken 8 satte Første Brigade sig i bevægelse fra Bommerlund og gik vest om Bov ad Oksevejen. Ved vejkrydset hvor Oksevejen skærer Tøndervej, formedes angrebskæder, som rykkede frem mod den nordlige udkant af Bov.
Kaptajn Hegermann – Lindenkrone, der personligt førte sit kompagnis angrebskæde, blev kampens første offer, idet han blev dødelig såret af et skud.
Kampe i Bov
Herefter udviklede der sig en heftig kamp i byen, navnlig omkring kirken, hvor kirkegårdsdiget ydede god dækning. Slesvig – Holstenerne fortrak efterhånden til byens sydlige udkant,
hvorfra de hurtigt blev tvunget tilbage over Rønsdam til Nyhus.
Klokken 11 stod avantgarden syd for Bov, mens flankekorpset som var rykket frem fra øst, stod øst for Bov. Fra bakkedammen syd og øst for Bov beskød de danske kanoner de fjendtlige kanoner ved Nyhus.
Avantgarden fik nu ordre til at angribe Nyhus – passet. De rykkede frem ad Bov – Nyhusvejen (nu Rønsdamvej), mens Schleppegrells styrker sendtes over Valdemarstoft og Haraldsdal for at omgå den fjendtlige stilling ved Nyhus.
Første Brigade var klokken 11 var nået til et punkt midtvejs mellem Ellund og Harreslev og rykkede nu direkte frem mod Harreslev.
Klokken 11.30 begyndte den afgørende kamp. Avantgarden satte sig uden vanskeligheder i besiddelse af Nyhus – passet. Slesvig – Holstenernes hovedstyrke stod over for den danske overmagt. De trak sig tilbage til Møllebakkerne nord for Flensborg. Første Brigade stødte i Harreslev på stærk modstand. Alle veje var barrikaderede med vogne og bohave. Først efter heftige kampe blev Slesvig – Holstenerne drevet tilbage til Marieskoven. Og et teglværk øst for Harreslev.
Den del af flankekorpset, som havde til opgave at føre et
skinangreb mod Kruså
og Kobbermøllen fulgte
efter, da den fjendtlige højre fløj, efter at Nyhus
– passet og
Harreslev var
opgivet, også trak sig tilbage mod Flensborg.
Under
tilbagetrækningen blev de ved Wasserleben
beskudt
af de danske flådefartøjer, der lå på
Flensborg Fjord.
Og
ikke nok med det. Syd fra kom general
Ryes tropper.
Slesvig
– holstenerne var nu overalt drevet tilbage til Flensborg.
Da
de danske styrker rykkede ind i byen opstod der flere steder kampe,
navnlig omkring et jernstøberi i Nystaden.
Sejren hjemme efter seks timer
Klokken
14.30 efter kun seks timers kamp var al modstand ophørt.
Danskerne kunne rykke ind i Flensborg,
mens
slesvig – holstenerne trak sig tilbage tilbage til stillinger
ved Isted og Mysunde.
Derimod
lykkedes det ikke at afskære den slesvig – holstenske
hovedstyrkes tilbagetrækning. Efter en hård marsch gennem
vanskeligt terræn havde Bulows
Første
Infanteribrigade måtte opgive at gå vest om slagmarken.
Den havde i stedet taget kursen mod Flensborg.
Også
Kavaleribrigaden måtte opgive at omringe fjenden.
De
danske tab var 15 døde og 77 sårede. Slesvig –
holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede. Der blev
taget ca. 1.000 fanger, som straks af søvejen blev sendt til
København,
hvor
de blev anbragt på to linieskibe.
Den danske hær i flugt
Slaget
ved Bov var
en overbevisende sejr for den danske hær. Allerede to dage
senere stod de ved Slien.
Den
23. april gik den slesvig – holstenske og preussiske hær
til modangreb ved Slesvig.
Den
danske hær måtte splittet fortrække til Als
og
Fyn. Den
tyske hær under general Wrangel
besatte
Slesvig og
store dele af Jylland.
Den slesvig – holstenske styrke var
nu op på cirka 32.000 mand. Og flere fulgte efter.
General Rye var arresteret
Det
var gamle danske afdelinger, der kæmpede mod hinanden og som
havde kæmpet sammen mange steder. Gamle officerskammerater
måtte ifølge politiske ordre nu kæmpe mod
hinanden. I starten værgede general Rye
sig
ved dette og måtte i arrest.
Tre års krig
Dette
var optakten til en krig, som afbrudt af våbenstilstands
aftaler fremkaldt efter pres fra England
og Rusland med
flere gentagelser kom til at strække sig over tre år. Det
endte med en række aftaler om hertugdømmernes forhold.
Helstaten forblev under den danske krone.
Vi
vil i den kommende til fokusere mere på de slesvigske krige. Så
hold øje med nyere artikler.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL FINDES I EN BEDRE OG REDIGERET UDGAVE – SØG EFETER “EN TOLDER – FAMILIE FRA HÆRVEJEN (b)
Den
første Arnkiel kendes fra 1420. 1568 berettes om et mord på
Toldsted. Den vilde præst fra Hellevad. En Arnkiel bliver
henrettet. Uægte børn og slagsmål hørte til
i familien. Flugt til Sverige og Norge. Amtmanden ville have Toldsted
for at sikre sit uægte barn. Dyb fjendskab mellem provst og
amtmand. Og så kom en komet over Aabenraa som et mørkt
varsel. Køer, svin og får græssede på
kirkegården.
Toldsted
nævnes i 1487
Hertug
Adolf den Syvende ville ikke nøjes med den indtægt han
fik fra tolden ved Gottorp.
Han
ville også have noget fra nordgrænsen af sit rige.
Beslutningen er taget mellem 1435 og 1440.
Første
gang, Toldsted
nævnes
ved navn er i 1487. Her er der tale om en kro på Hærvejen.
En
søndag aften i 1487 fik Kong
Hans her
tiden til at gå med at spille med Hertug
Magnus. Han
måtte hos sin sekretær skaffe sig 10 rdl. til at
doble med.
Fra
nord kom især heste – og øksnehandelens
mænd og fra syd kom de handlende med humle, klæder og alt
det, der samledes under begrebet kramvarer.
I 1522 brændte det
hele. Og alt måtte genopføres.
Den
første Arnkiel
Og
navnet Arnkiel
er
uløseligt forbundet med Toldsted.
Det
ældste ejendomspapir, som familien kunne fremvise i 1690erne
stammede fra året 1500. Det vedrørte dog kun noget
tilkøbt jord.
Der
forligger ingen beviser for, at familien
Arnkiel har
fået overladt embedet omkring 1435.
Den
første Arnkiel
som
vi kender er den Hartlich
Arnkiel, der
nævnes engang efter 1420. Sandsynligvis er det den samme som
nævnes i Flensborgs
Vor Frue købmandsgilde. Navnet
Hartvig
er
blandt de ældst kendte i familien.
I
blodslægt med Urne – slægten
Arnkielernes
våben
svarer nøje til det våben, som Urne
– slægten førte.
Våbenet som Urne
– slægten førte,
var et ørnelår med tilhørende klo. I Danmarks
ældste
kirkebog, som findes i Hjordkær
Kirke,
har præsten tegnet dette mærke ud for alle indførsler,
der vedrører familien Arnkiel.
Den
jord, som Toldsted
og Nybøl ligger
på, har engang været Urne
– slægtens jord.
Måske har der været et blodfællesskab mellem
Urnerne
og Arnkielerne. Bolderslev var
Urnernes
hovedsæde,
og Bolderslev
Frigård har
været i Urne
– slægtens eje.
Nogle
historikere har hævdet at Arnkiel
har
forbindelse til lokaliteten Arnkiel
på
Als.
Ordet
anar
kan
henledes til ørn.
Og
slutleddet til ordet kilde.
Efterleddet
kan tolkes af tysk kiel
for
fjer.
Langt ude
Måske
kan navnet henføres til det gamle mandsnavn Arnketil.
Og
her støder vi på det ældst kendte Urne
– navn, Ketil Urne. Og
så er vi fremme ved en anden stor slægt i Nybøl,
der
hed Eskelsen,
Eschelsen.
Fornavnet Eskild,
As – ketill, indeholder
også navnet Ketil,
Kjeld.
Eskelsen
– slægtens jord
i Nybøl
stødte
lige op til Toldsted.
Nu
er vi måske lidt langt ude. Vi må nok hellere overlade
resten til de garvede slægtsforskere.
Den
første omtale af en tolder på Toldsted
stammer
fra Aabenraa
Amts ældste
regnskaber fra 1535, hvor der nævnes Asmus
tor Tolnestede (Asmus til Toldsted). Han
kaldes i 1539 Asmus
Kukelhan. Først
i 1563 kaldes han ved sit rette navn, Asmus
Arnkiel.
Kukelhan
var
utvivlsom et øgenavn til kromanden på Toldsted.
Undertiden
blev han også kaldt Asmus
Kröger (plattysk for kromand).
Ja
og begrebet Kückelhaen
kendes
fra en god øl, der blev brygget i Aabenraa.
Et nyt sogn
Asmus
Arnkiels ungdomsår
har været præget af megen uro. Med egne øjne har
han set Hertug
Frederiks og Johan Rantzaus landsknægte
og ryttere under deres færd nordpå ad Hærvejen
i
1523 forbi det nedbrændte Toldsted.
Undervejs
slog de lejr ved Rise.
Efterfølgende
stormede de Aabenraa.
Han
har sikkert også oplevet bondeopstanden
ved
Urnehoved.
En
ny kirke blev i det tidsrum opført i Hjordkær.
Toldsted med
Nybøl,
Kassø og
Årslev
samt
Sønder
Ønlev blev
lagt ind i det nye sogn.
En ny præst med ny lære
Den
unge junker Christian
med
sin kun 14 – årige hustru var begejstret for den nye
lære. Og allerede i 1528 havde man i sognet en ny præst,
der var fortrolig med Martin
Luthers lære.
Præsten Andreas
Generanus var
bondesøn fra Genner.
Hans
søn, Jacob
Genranus indførte
kirkebogen.
I
Aabenraa
Amts regnskaber
fra 1535 findes der en udgiftspost, der viser at feltherren og
drabanten på Gottorp
sammen
med 14 heste har fortæret for 7
mark dansk på
Toldsted.
Mord på Toldsted
Ganske
givet har det været mange gøremål for Asmus
Arnkiel på
Toldsted.
Hans
pligt var at holde øje med gæster, der tog sig af de
våde varer. Han skulle også holde øje med
smugleri, der bare ville smutte forbi. Han skulle også håndhæve
husordenen. Det var ikke altid helt let. Således kom to karle
op at slås den 21. april 1568. Det endte med et mord, der fik
et retsligt efterspil.
Christoffer Arnkiel
Da
Jacob
Generanus i
1573 begyndte at føre kirkebog, var Asmus
Arnkiel åbenbart
død, siden han ikke nævnes i den. Hans søn og
efterfølger Christoffer
Arnkiel omtales
første gang i 1575 i forbindelse med hans søns dåb.
Han
var gift to gange. Først med Kirsten,
der
døde i 1595, og derefter med den tredive år yngre, Anna,
der
levede helt til 1645. Selv døde Christoffer
i
1616, 81 år gammel.
I
den tid, hvor Christoffer
var
tolder og kromand var krigene langt borte fra Sønderjylland.
Det
betød opgangstider for stedet. Udlandet var villige til at
betale høje priser landbrugsvarerne, især stude, heste
og svin.
Dette betød
velstand i mange sønderjyske bondehjem. De rige sønderjyder
bestående af storbønder, herreds – og
sognefogeder, frigårdsejere, møllere, toldere og
sognepræster indgik økonomisk og socialt særdeles
velovervejede ægteskabsforbindelser.
Herved
skabtes en mærkbar afstand til de jævnere fæstere
og kådnere.
Standsmæssig
gift
Tolder
– familien på Toldsted
tilhørte
den absolutte bonde – overklasse. Christoffers
datter
Meta
(1581 – 1659) blev
gift med Ensteds
sognefoged,
Jens
Thaysen i
Stubbæk,
og
deres sønner blev begge herredsfogeder over Lundtoft
Herred. Først
var det Peter
Thaysen i
Stubbæk,
der
blev gift med en præstedatter fra Løjt. Derefter var det
Michael
Thaysen, der
var ejer af Buskmose
i Rinkenæs Sogn.
Sidstnævnte
var gift med enken efter Hans
Bennich til
Buskmose.
Hun
var datter af herredsfoged Friedrich
Bentzen, Tønder Herred.
Hele tiden var det tale
om standsmæssige ægteskaber.
Det
samme kom til at gælde for Jürgen
Arnkiel, som
var Christoffer
Arnkiels ældste
søn af af andet ægteskab. Han fortsatte som tolder på
Toldsted.
Hans
hustru var Voldborg
Troelsdatter
fra Hjerndrupgård.
Og
det var af ham, som den berømte Troels
Arnkiel fik
sit fornavn.
Den vilde præst fra Hellevad
Omkring
år 1600 opstod der en krise. Priserne var skruet op, men der
var ikke mere det overskud, som før. De fattigste led stor
nød. Det fik Hellevad
– præsten, Nicolaus Helduaderus (Heldvad)
til at angribe købmænd, storbøndere og møllere.
Han sprogbrug var meget bombastisk.
På
Toldsted
var
der også utilfredshed med den opfarende præst. Senere
skrev Troels
Arnkiel om
den bramfrie og uværdige præst.
I
Aabenraa
var
der også ballade. 125 af amtets bønder besluttede sig,
at samles på Toldsted
og
drage mod Gottorp
for
at protestere over for hertugen.
Det
endte med, at sekretæren Wolf
Kalundt blev
forflyttet til Løgumkloster.
Amtmanden,
Friedrich
Ahlefeldt tog
senere konsekvens af protesterne og opgav sit embede i 1605.
I
1608 måtte Hellevad
– præsten forlade
sit embede. Siden reformationen havde familien beklædt dette
embede.
En
storbrand i Aabenraa
i
1610 og mordet på borgmester Claus
Esmarch vakte
røre. En række markante personer var involveret, blandt
andet Nicolaus
Heldvads efterfølger, Jørgen Lund. Han
blev henrettet i Flensborg
anklaget
som medgerningsmand til mordet.
Dette
betød, at Hellevad
– præsten, Nicolaus Helvad atter
mente, at han kunne beklæde stillingen. Men i julen 1611 måtte
han igen ud i landflygtighed, denne gang for stedse.
Såret
af naboen
I
sit første ægteskab havde Christoffer
Arnkiel tre
sønner, Asmus
(født 1583), Hartvig (født 1589) og Jacob (født
1597). I
andet ægteskab var det Jørgen
(født 1597) og
Frederik
(født 1603).
I
det travle hjem på Toldsted
har
det sikkert ikke været tid til at tage sig af børnene.
Alle drenge kom til at stå i datidens bøde – og
strafferegister.
I
1601 var det dog de to naboer, Jes
og Peter Eschelsen der
fik en bøde, fordi de i
mere end blot overdreven kådhed havde
forvoldt den dengang 18 – årige Asmus
Arnkiel skade
på Toldsted.
De vilde sønner
I
1612 var det dog Asmus
Arnkiel, der
var den skyldige. Han blev dømt 2 rdl i bøde, fordi han
havde slået Peter
Eschelsen. Opgøret
fra tidligere var åbenbart ikke glemt.
Året
efter var den gal igen. Brødrende Asmus
og
Hartvig
Arnkiel stod
da anklaget for Aabenraa
Byting. Jacob Petersen fra
Tønning
beskyldte
dem for at have tilføjet hans broder stor skade på åben
gade, da han var på vej til sit herberg.
Men
ikke nok med det. I amtsregnskabernes bøderegister fremgår
det, at Asmus
Arnkiel havde
slået en fremmed babersvend og hugget to fingre af hans venstre
hånd. Han slap med en bøde på 4 rdl.
Hartvig
Arnkiel havde
slået samme svend med sit spyd over halsen
.Flere
voldshandlinger fulgte de næste år. Men i starten af 1615
fik et slagsmål med Aabenraa´s
byvægter,
Jørgen
Hansen og
hans medhjælper alvorlige følger. Det var Asmus,
Hartvig og Jacob Arnkiel, der
havde været i byen. Det endte med at byvægteren døde.
Et
nævn på 12 mand dømte ved Bytinget
både
Asmus
og
Jacob
som
skyldige i drabet. Samtidig blev der udstedt en arrestordre på
Hartvig
Arnkiel, for
den skade han havde forvoldt medarbejderen.
En Arnkiel bliver henrettet
Asmus
slap
dog ud af drabssagen. Men den yngste af brødrende slap ikke,
selv om familien forsøgte alt muligt. Han havde lige fået
en bøde på 5 rdl for at have besvangret Bunde
Lorentzens datter
fra Nybøl.
Ved
hjælp af penge og gaver havde de fået den dræbtes
bror til at give afkald på dødsstraf over Jacob
Arnkiel. Men
det hele hjalp ikke så meget. Hertugen traf en afgørelse.
Og den 27. maj 1616 fandt henrettelsen af Jacob
Arnkiel sted
i Aabenraa.
Den gamle far var død
en måned forinden og slap for at opleve udgangen af den
sørgelige sag.
Flugt til Blekinge
Mord,
hor og strid prægede familien Arnkiels
omdømme.
Måske var det derfor, at Hartvig
brød
op fra hjemstavnen. I 1610 kun 18 år gammel blev han gift og
blev gårdmand i Sønder
Ønlev. Men
i 1617 rejste han med hustru og fem børn til Blekinge.
Det
var Danmarks
østligste
provins. Her blev han i 1632 nævnt som Kongelig
Majestæts laksefoged på
Mørum
Laxebo. Ifølge
lensregnskaberne ansøgte han i 1637 om at blive gift igen.
Uægte børn og vild
bryllupsfest
Christoffer
Arnkils embede
blev efter hans død i de første par varetaget af hans
enke, Anna
Arnkiel. I
1621 blev det overdraget til hendes ældste søn, Jørgen.
Han havde et iltert
temperament. Ved et bryllup havde han såret en gæst i
hovedet. Det kostede han 3 rdl. I bøde.
I
sine ungdomsår levede han papirløst med Anna
Lorenzdatter. For
at besvangre hende anden gange måtte han betale en bøde
i 1624. Han indgik et lovformeligt ægteskab, ikke med Anna,
men
med den mere standsmæssige Voldborg
Troelsdatter. De
fik efterhånden ti børn.
Sidste
gang Jørgen
Arnkiel nævnes
i bøderegisterene er i Aabenraa
amtsregisterene fra
1630, da han må bøde 1 rdl for at have slået Peter
Eshelsen. Det
var den samme mand, som hans broder, Asmus
et
par gange havde haft et udestående med.
Flugt til Norge
Lillebroderen,
Frederik
(Friedrich)slog
i 1623 Aabenraa`s
byfoged,
Claus
Arup (eller Claus Clausen fra Årup). Han
fik dog kun en bøde på 1 rdl. Grunden var, at byfogeden
var kendt som meget voldelig. Og denne byfoged endte sine dage på
en voldsom måde, kort tid efter.
Efter
denne handling forlod Frederik
Arnkiel
sin hjemstavn. Han tog til Bohuslen,
hvor han i 1667 endte sine dage som borgmester i Kongselv
(Kungälv).
Hans
halvbror endte med at blive svensk undersåt efter Karl
den Tiende Gustavs sejr
over Danmark
– Norge i
1658. Resten af denne slægt findes endnu i Sverige
og Finland.
Toldsted nedbrændt
Det
lystige liv blev brat afbrudt, da krigen rullede ind over
hertugdømmerne og videre ind i kongeriget. I september 1627
var den kongelige lejehær i vild flugt op ad Hærvejen.
Den
kejserlige feltherre Albrecht
von Wallenstein rådede
over en hær fra alle dele af det Tysk
– Romerske Rige, også
de fremmedartede kroater. Disse kroater blev af sønderjyderne
kaldt vilde
krabater.
Uge,
Bolderslev, Rise og
Øster
Løgum blev
alle flammernes bytte.
Heller
ikke Toldsted
undgik
denne skæbne. I 1627 havde alle forladt stedet. Alt var
nedbrændt. Handelen var ophørt og der fandt ingen
toldopkrævning sted.
Christian
den Fjerde fik
forhandlet en tålelig fred igennem i 1629.
Nye trængsler
Næppe
var freden indført før Jørgen
Arnkiel gik
i gang med at opføre sit ødelagte hjem. Skaderne blev
opgjort til 4.500 mark. Dengang havde det nok været det største
gæstgiveri på Hærvejen.
Og
toldbygningen var offentlig ejendom. Jørgen
Arnkiel gik
derfor til hertugen for at få hjælp og bistand.
Resultatet
af genopbygning var dog noget beskeden. Ove
Juel skrev
således i sin dagbog i 1639: Tollsted,
et Wertzhuus, men ikke synderligt.
Men
trængslerne var ikke forbi. I 1643 trængte Wallenstein
igen
ind i landsdelen. I Hjordkær
kirkebog nævnes
i disse år flere tilfælde af voldtægt og drab
begået af de svenske tropper.
Nicht
ein Pfennig,
havde Jørgen
Arnkiel til
sig selv i hele 1643. Atter engang måtte han starte forfra. Han
var efterhånden en knækket mand. Den 9. december 1653
blev han ført til sin grav på Hjordkær
Kirkegård.
Hans
ældste søn, Christoffer
skulle
føre hvervet videre.
Foruden
denne efterlod Jørgen
Arnkiel endnu
to sønner, Asmus
og
Troels.
Sidstnævnte
blev en navnkundig provst i Aabenraa.
Asmus
Arnkiel blev
ejer af Stubbum.
Helt
frem til 1820 havde familien Arnkiel
halvparten
af gården. Så på Haderslev
– egnen findes
også en gren af tolder – familien.
Jørgen
Arnkiels søn,
Christoffer,
opkaldt
efter sin farfar er antagelig født i 1626. I sine unge år
oplevede han masser af krige. Næppe var han blevet tolder på
Toldsted,
da Karl
den Tiende Gustav i
efteråret 1657 lod sin hær marchere op ad Hærvejen
og
videre over isen til de danske øer. I slutningen af 1658
overskred brandenburger,
kejserlige og
polakker
grænsen
til Holsten
for
at støtte kampen mod svenskekongen.
Men
for befolkningen var det en sand pest. Soldaterne begik selvtægt
og skaffede sig selv mad og andre fornødenheder. De bragte
også noget andet med sig, nemlig plettyfus.
Pesten udryddede et halvt sogn
I
lille Hjordkær
Sogn har
præsten i 1659 gjort krigens ofre op. Mortus
513 (513 døde). Det
må antagelig have været en tredjedel af sognets
befolkning.
På
Toldsted
anføres
kun et dødsfald. Det har antagelig været en af
Christoffer
Arnkiels medhjælpere.
Alle andre havde forladt stedet.
Familien
havde opgivet toldeftersynet på grund af plyndringer. De havde
taget ophold på hertugens ladegård ved Aabenraa.
Den lå vest for Brundlund
Slot, omtrent
der, hvor Hjelmhaverne ligger.
Atter
engang måtte familien Arnkiel
bede
myndighederne om hjælp til at få Toldsted
genetableret.
Kongelig besættelse
Selv
om freden havde holdt sit indtog i 1660, blev det også de
efterfølgende år en trang tid, ikke blot for Toldsted
og
dens beboere, men for det ganske land og rige.
Den
kongelige besættelsesmagt fratog Christoffer
Arnkiels beføjelser
fra 1676 til 1679. Hertugen kunne efter landflygtighed atter besætte
stolen i Gottorp
i
1679.
I
1684 rykkede kongelige tropper atter engang ind i den gottorpske del
af Sønderjylland.
Christoffer Arnkiel følte
sig klemt af situationen.
Hans
bror, provst Troels
Arnkiel
var kendt ud over det ganske land for sin troskab mod hertugen. Dette
havde sikkert også en indflydelse på, hvordan man
betragtede Toldsted.
Stedet
blev besat med oberst Bernstorff,
senere
dragoner, en korporal med fire menige under oberstløjtnant du
Mont.
En kongelig kommisær
Pludselig
var den en mand ved navn Karsten
Haagensen, der
blev ansat som chef på Toldsted.
Ja
han blev udnævnt som kongelige
kommisær. Han
var bestemt ikke ukendt, og en gammel kending af Arnkiel.
I
sine unge år havde Karsten
Haagensen forladt
sin fødeby, Aabenraa.
Han havde turet rundt i Europa
som
krigskarl i forskellige hære. Derefter havde han i en årrække
været borgmester i sin hjemby. Men han røg hurtigt uklar
med en stor del af borgerskabet. Efter eb række opgør
også af korporlig art, besluttede den gottorpske regering at
afskedige ham i 1681.
Men
Haagensen
havde
andre strenge at spille på. Hans ældste datter var grev
Conrad Reventlows mætresse. Og
greven var amtmand over Haderslev. Nu kunne Haagensen
vende
tilbage og vise sin magt over sine tidligere landsmænd. Selv
regnede han med atter engang at blive borgmester i Aabenraa.
Men
det endte med, at Haagensen
blev
forflyttet til Løgumkloster
og Christoffer
Arnkiel kunne
igen overtage sit embede.
Skatteforhold på Toldsted
En
anden grund til at man tvivlede på Christoffer
Arnkiel, var
hans skatteforhold. Han meddelte, at familien altid har haft
skattefrihed. Og den samme konklusion kom amtsforvalter
Caspar v. Saldern frem
til.
Men
Christoffer
Arnkiel var
blevet en træt mand. Hans hustru Maria
døde
den 12. september 1689. Christoffers
modstandskraft
var svækket. Sygdom satte ind, først og fremmest af
psykisk art. Den 9. februar 1694 døde han kun 51 år
gammel.
Allerede
den 12. februar 1696 måtte også hans søn,
Friedrich
Arnkiel føres
til graven. En datter, Margrethe
blev
gift med oberförster
Bertram Buchwald. Hendes
grav findes i Galten
Kirke mellem
Århus
og
Silkeborg.
Inde
i Hjordkær
Kirke minder
en stol med et trekøveragtigt topstykke om den afdøde
tolder og hans hustru. Den er fra 1676, og man læser på
den:
Familiens tid var forbi
Og
nu skulle man så tro, at en af sønnerne overtog hvervet
som sædvanlig. Men det skete ikke. Arnkilernes
to
hundrede års tilknytning til Toldsted
var
forbi.
Tolderens
nærmeste foresatte amtmand Friedrich
von Günderoth havde
andre planer. Normalt var det sådan at slægterne Arnkiel,
von Saldern, Kamphöver og
Günderoth kunne
afgøre alt omkring Aabenraa
imellem
sig.
Friedrich
von Günderoth var
standsmæssig gift med Adelheit
von der Wisch. Men
han havde fået en datter med en kvinde af betydelig lavere
stand. Hun hed Metha
(Mette)Ivers. Som
skik og brug var dengang, sørgede barnefaderen for sit
illegitime afkom.
Metha var
derfor i 1693 blevet gift i Aabenraa
med
en af amtmandens medarbejdere, Johann
Rönnau. Hun
var dermed placeret på et samfundsmæssigt passende trin.
Amtmandens
plan var at Rönnau
skulle
være den nye tolder på Toldsted.
En
sådan plan kunne kun ikke gennemføres uden et større
opgør med provst
Troels Arnkiel, der
varetog slægtens arvinger. Dette medførte et brud mellem
Aabenraas provst
og amtmanden.
Angreb mod embedsmanden
Og amtmanden fulgte det gamle trick,
at hvis man ville af med en embedsmand og dennes arvinger, skulle man
finde et eller andet, som ikke var i orden.
Troels
Arnkiel derimod
påviste, at Toldsted
havde
tilhørt slægten siden Kong
Hans tid.
Men de gottorpske myndigheder fastslog at bygningerne ved Hærvejen
egentlig
stod på selve vejen, og derfor tilhørte offentligheden.
Endvidere påviste man, at bygningerne flere gange var istandsat
på det offentliges bekostning.
Men
amtmanden var højeste myndighed og han bestemte. Den 18. april
1694 klokken ti om aftenen blev børnene tvunget til at forlade
deres fædrene hjem. En fodknægt
(betjent) fra
Aabenraa foretog
udsættelsen og tilkaldte bønder fjernede møblerne.
Med
amtmanden i ryggen trak Johann
Rönnau det
længste strå. Sagen blev afsluttet med, at han betalte
Troels Arnkiel et
beløb på 500 rdl. Og det har sikkert været
amtmanden, der betalte, for at sikre, at hans datter født uden
for ægteskab fik en ordentlig opvækst.
Men
ak, Johann Rönnau
fik
kun en kort tid som tolder på Toldsted.
Allerede
den 5. juni 1700 døde han, kun 44 år gammel.
Enken
giftede sig allerede det følgende år med
bygningsinspektør Christian
Albrecht Thomsen. I
1703 modtog han bestalling som tolder.
Troels Arnkiel kaldt til byen
Troels
Arnkiel udgav
flere teologiske og historiske værker.
I
sin barndom havde han været ved at miste livet. I sidste
øjeblik blev han reddet fra druknedøden efter at være
faldet i et vandhul. Måske var det denne hændelse, der
fik ham til at studere teologi. Han studerede i Leipzig
og
Estland. Og
han var en af de første studenter fra universitetet i Kiel.
Da
Aabenraas præst
Georg Hübschmann
døde
i 1672 kaldte man på Troels
Arnkiel. Aabenraas daværende
borgmester Karsten
Haagensen forsøgte
at stikke en kæp i hjulet, men amtmand Hans
Blomme på
Brundlund skar
igennem.
Efter
sin ansættelse giftede Troels
Arnkiel sig
med en datter af en præst ved Slesvig
Domkirke, Theodor Neumann, og
enke efter hofpræsten i Husum,
Georg Volckhard. Hun
havde en dreng og en pige, der begge endte deres dage i Bjolderup
præstegård. Selv
blev Troels far
til en søn og en datter.
En komet over byen
I
1680 og 1681 viste der sig en komet over Aabenraa.
Det
fik Troels Arnkiel
til
at udsende nogle teologiske betragtninger over dette naturfænomen.
Arnkiel konkluderede,
at dette var en advarsel mod menneskerne.
Vestergade
i
Aabenraa nedbrændte
tre uger efter. Fra prædikestolen i Nicolai
kirke tordnede
pastoren mod befolkningen, at nu skulle de gøre bod. De fromme
derimod havde ingen grund til at frygte dette fænomen.
Menigheden pegede på Romerbrevets
8. kapitel vers 28:
Den
kongelige besættelsesmagt suspenderede Troels
Arnkiel den
1. juni 1677. I 1689 kunne han vende tilbage til Aabenraa,
da
de kongelige besættelsestropper havde forladt byen. I hele
området arbejde han meget for at få konfirmationen
indført.
Oldtidsminder
Den
lærde mand var også historikere. Han var på sporet
af hjemegenes oldtidsminder. Nu var det mange lærde, der
omkring dette tidspunkt søgte efter livets store spørgsmål.
Således oprettede hertug
Frederik den Tredje et
kunstkammer, der ikke så sin mage i hele Europa.
Her
fandtes kunst og etnografika fra hele verden.
I
Danmark havde
kongens livlæge Ole
Worm indsamlet
indberetninger om fortidsminder fra hvert et sogn i Danmark.
Troels Arnkiel fortæller
fra dengang:
I
dag er højgruppen ved Munkvolstrup
freddet
og blevet en seværdighed i Sydslesvig.
De
seks langhøje og en rundhøj er oprettet i bronzealderen
mellem 3500 og 3000 før kr.f.
I
1703 udkom Trogillus
(Troels Arnkiels) arkæologiske
skrifter som genoptryk i et gedigent værk på fire bind.
En
medhjælper
I
år 1700 havde Troels
Arnkiel antaget
en adjunkt eller medhjælper til embedet. Det var Christian
Gottlieb Koch, der
var født i Magdeburg.
Han
var en utrolig selv sikker herre, der straks krævede
menighedens opmærksomhed ved at optræde som viceprovst.
Og
det hjalp også på det hele, at han viede Troels
Arnkiels datter
Ida. Så
var han sikker på at arve provste – og
førstepræsteembedet i Aabenraa.
Besynderlige
tilstande
Diakonen måtte dog ned med
nakken. Han blev anklaget for usømmelig vandel. Han var altid
den sidste til en fest, og han drak rigelig, selv om dette ikke var
tilladt for en gejstlig. Hen på natten havde han lagt sig på
gulvet og ladet trusseløse piger hoppe over sig. Uha –
Uha. Han havde drukket de vakre pigers skål og revet hatte og
parykker af festdeltagerne.
Der
herskede besynderlige tilstande i Aabenraa.
For
gang på gang mødte kantoren
op
i beruset tilstand. Det var ham, der sang og spillede for. Han gik
ofte i gang med de forkerte salmer og af og til kunne han slet ikke
inde tonen. Først i 1704 blev han afskediget. For Troels
Arnkiel var
dette meget pinligt.
Amtmand og provst var uvenner
Efter
hændelserne på Toldsted
var
amtmanden og provsten de mest forbitrede fjender, og mon ikke
provsten har påtalt amtmandens moralske vandel.
Amtmanden gik nu til angreb mod
provsten gang på gang. Først var det kirkegården,
hvor der ifølge amtmanden var skarn, snavs og svin, tilmed
provstens svin.
Provsten måtte erkende, at
grundet sine økonomiske forhold var han nødsaget til at
bruge kirkegårdens græs til sine svin, men også for
nogle får, en ko og en del gæs.
Og af med hensyn til manglende indtægt
sagde provsten, at nogle af de gårde i Kolstrup, der skulle
aflønne provsten, var lagt ind under amtmandens ladegård.
Og med hensyn til orden på kirkegården, så var det
skarpretterens dreng, der skulle sørge for dette. Her havde
provsten slet ingen myndighed.
Kegler på kirkegården
Ikke
sjældent var det støj under gudstjenesten fra
kirkegården. Det hændte ofte, at Aabenraas
befolkning
tog sig et spil kegler her.
Efterhånden
led Troels Arnkiel
mere
og mere af en psykisk sygdom. Og svigersønnen, Christian
Gottlieb Koch måtte
overtage embedet. Amtmanden protesterede. Ingen havde nemlig spurgt
ham.
Det
første Koch
forlangte
var en ny tjenestebolig. Hvordan skulle han kunne passe sine studier,
når der i præstegården kun fandtes en jernovn. Men
borgmester Caspar von
Saldern afviste
pure. Fra gammel tid havde man sørget for provsten og
diakonen. Men man kunne ikke sørge for en tredje.
Kunne ikke kom af med Arnkiel og
svigersøn
Det
var ikke særlig rart i gejstligheden i Aabenraa
dengang.
Borgmester og amtmand forsøgte flere gange at komme af med
Arnkiel og
svigersønnen.
Arnkiel
sad
i gode økonomiske kår. I 1696 købte han Grøngård
i
Burkal Sogn for
6.000 rigsdaler.
Grundet
flere brande i Aabenraa
skulle
stråtag fjernes fra tagene. Det samme gjaldt også for
præstegården, men øvrigheden ville ikke betale.
Det måtte præsten selv sørge for. Troels
Arnkiel skrev
flere gange om den sag til hertugen. Den 7. september 1712 udåndende
den lærde teolog, forfatter og historiker, Troels
Arnkiel.
Sønnen
Friedrich studerede
ved forskellige tyske universiteter. I 1721 nedsatte han sig som
advokat i Aabenraa.
Fra
1723 til sin død i 1728 var han tillige borgmester.
Et
teglværk i Aabenraa
Troels
Arnkiels svigersøn,
Christian Gottlieb
Koch underkastede
sig de nye forhold og skrev under på lydighed og troskab til
Frederik den Fjerde.
Men
hans sindelag forblev gottorpsk.
Ved
en arveforpantning i 1705 fik han overdraget Jørgensgård
Teglværk. Han
byggede arbejderboliger på Klinkbjerg.
Da
der i forvejen lå et hus på grunden, der ikke var
skatteberettiget, søgte han skattefrihed for de nye boliger.
Først efter hans død kunne myndighederne tage sig
sammen. Det var kun de huse, der blev beboet af teglværksarbejdere,
der fik skattefrihed.
Rod i kirkeregnskabet
Kirkeregnskaberne
skulle efter skik aflægges på Rådhuset i
magistratens nærværelse. Selve kirkeregnskabet blev ført
af kirkejuraterne. Kock
påberåbte
sig en hertugelig forordning af 20. april 1639, hvorved han gjorde
krav på fri disposition over kirkens midler og magistratens
udelukkelse fra regnskabet. Det resulterede i at kirkeregnskaberne
var i håbløs uorden ved provstens død i 1736.
Ægteskabet
med Ida Arnkiel
afstedkom
en søn, født omkring 1703. Hans navn var Joachim
Hinrich Koch.
Kilde:
Se
Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)
Litteratur Aabenraa
Hvis du vil vide mere:
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL FINDES I EN BEDRE OG REDIGERET UDGAVE – SØG EFTER “HENRETTET I AABENRAA (2)”
Der
var masser af hekseafbrændinger. Henrettelsesmetoder kunne være
brutale, for eksempel knibning med varme tænger eller
radbrækning i forskellige udgaver. Læs om modvillige
håndværkere, borgmestermordet, og da en 14 – årig
blev dømt til døden. Lig blev anvendt til anatomiske
studier. Og blodet fra en henrettet kunne være helbredende. Så
var det også at pastoren fik det dårligt.
Flot
udsigt fra Galgebakken
Jeg
har ofte stået på toppen af Galgebakken
i
Aabenraa
og
beundret den flotte udsigt. Ofte har jeg tænkt på de
skæbner, der overgik folk, der blev henrettet her. Også
fra en af mine logier i Aabenraa,
Barkmøllegade kunne
jeg se op på bakken.
Masser
af kort
Når
man skal lede efter gamle rettersteder, er det godt at have gamle
kort ved hånden. Således findes interessante ting i
Pontoppidans
Atlas over
Slesvig
i
1781. Mejers
kort,
som blev tegnet fra 1630 – 1650 er delvis mangelfuld. Og i
Dankwerths
Newe Landesbeschreibung der beiden Herzogthümer Schleswig und
Holstein (1652)ses
der to galger i Aabenraa.
Der
var en galge på Arnbjerg,
en
markering Gallhuÿ
ved
Horsbyg,
en galge ved Mjøls,
samt
Galgenberg
i
Hjordkær
sogn.
Men
kigger vi på lidt mere tidssvarende kort, finder vi også
Galgebjerg
ved
Varnæs.
Og
vi ved også, at der har været et rettersted ved siden af
Ensted
Kirke.
Rettersteder
i Aabenraa
I
Aabenraa
havde
man en Skrå
fra
1335. Siden fik man et stadsret efter flenborgsk forbillede. I 1500 –
årene var retterstedet på Klinkbjerg
ved
skellet mellem byen og Kolstrup.
Fra
1560 var det på Kapelbjerg
syd
for byen. Har fandt man faktisk i begyndelsen af det 19. århundrede
rester af halshuggede forbrydere.
Allerede
omkring 1600 flyttede retterstedet dog op på Arnbjerg,
også
kaldet Galgebakken,
nordvest
for byen på Kolstrup
Mark i
Aabenraa
Landsogn.
I 1728 var galgen faldet
ned. Men i løbet af 1729 – 30 blev den igen rejst.
Rise Herred
I
Rise
Herred ser
det ud til, at retterstedet på Aarslev
Mark i
midten af 1600 – tallet er blevet flyttet et par kilometer mod
vest til Sdr.
Ønlev Mark i
Hjordkær
sogn.
Rise
Herreds tingsted
blev flyttet til Brundlund
Slot.
Lundtoft Herred og
godserne
Lundtoft
Herreds gamle
tingsted skal have ligget midt i Ensted
Sogn, hvor
vejene fra Hostrup,
Stubbæk og
vestersognet mødes. Et Tingbjerg
ligger
ved vejen fra Kliplev
til
Lundtoft.
Fra
1770 holdtes ting i Tørsbøl.
Den
Ahlefeldt
– Graatsenske godsjurisdiktion var
fra 1600 – årene først på Søgård,
senere
i Gråsten.
Efter
1725 var området delt mellem Gråsten
og
Søgaard
– Aartoft. Desuden
havde godserne, Grøngrøft,
Ladegaard og
Skovbølgaard
egne
ting.
Varnæs Birk
Varnæs
havde
sit eget birketing.
Varnæs Birks galge
stod 1 km vest for byen på en gravhøj, Tokshøj
eller
Tokkesbjerg.
Stedet
som nu ligger i 55 meters højde, kaldes Galgebjerg. Mellem
1830 og 1840 fjernede man den øverste del af bakken. Her blev
der fundet skeletter af henrettede. De blev begravet ned igen, og der
blev sat en sten for at markere stedet. Den er dog senere forsvundet.
I
herredet nævnes også Gallie
Fold 1769
i Rinkenæs
Sogn og
Galgelyk
i
Holbøl
Sogn.
Stubbæk og
Kliplev
Ved
Stubbæk
omtales
Galgen
– Feld. Lundtoft Harder Gerichts Platz omtales
i 1778 som liggende 400 meter syd for Ensted
Kirke.
Galgebjerg
i
Kliplev
nævnes
i 1795 som liggende syd for byen på den østlige side af
vejen mod Vilsbæk
og
Bov
på
gården Stejls
marker.
Mord
i Aabenraa
I
1588 blev Peder,
en
ung mand fra Husum
henrettet
for flerdobbelt mord
I
1616 henrettedes Jackob
Arnkiel for
drab på en vægter.
Mange
hekseafbrændinger
Især
i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der mange hekseafbrændinger
i Aabenraa.
Anna Jørgensdatter og
Sussel
Anders blev
i 1617 brændt for trolddom og synes at være kommet på
bålet på det gamle rettersted syd for byen.
I
1609 blev Tyrre
Jensdatter i
Lovtrup
i
Uge
Sogn dømt
til bålet for trolddom. Dommen blev stadfæstet ved det
nørrejyske landsting i Viborg.
I
1624 blev Anna
Pallies brændt
for trolddom. Dette kan også være sket i Rise
Herred.
I
1641 kom Margarete
Koch på
bålet for trolddom, Margarete
Høien og
endnu en kvinde tiltalt i samme sag. Deres skæbne er dog
ukendt.
Samme
år blev Christine
Christens smidt
på bålet i Rise.
Og
her blev endnu en person smidt på bålet i 1661.
Knibning med tænger
For
mænd, der var blevet dødsdømt kunne der idømmes
en tillægsstraf, hvis der havde været tale om en meget
grov forseelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse
af disse blev omtalt i Aabenraa
i
1699.
Radbrækning
I
meget grove sager kunne dommen også lyde på radbrækning.
Den
dømte blev da bragt fra livet til døden ved at
brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk Rad,
som
skarpretteren løftede og med stor kraft førte mod
ofret. Denne henrettelsesform havde flere former.
Den værste form,
bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende
levende at blive flettet på hjulet. Den næst værste
straf var at blive aflivet på lignende måde, men med et
nådestød som afslutning på lidelserne.
Endelig
var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og
indledtes med det normalt dødelige stød mod nakken
eller brystbenet. I Sønderjylland
var
radbrækning meget normalt i 1500 -, 1600 – , og 1700 –
årene.
Salighed, Synd og
Fordømmelse
Den
8. april 1750 var Peder
Knudsen fra
Elsmark
på
Als
på
vej hjem fra en rejse til Odense,
da
han syd for Ensted
Kirke var
vidne til henrettelse af Ulrik
Brandt. Det
var vigtigt for moralen dengang, at retterstedet lå på et
trafikeret sted til skræk og advarsel. Ofte lå
retterstedet også på et højt beliggende sted.
Ulrik
Brandt blev
halshugget for mord og lagt på hjul og stejle.
H.N.
Clausen beretter
følgende i sin rejsedagbog fra 1818 at:
Modvillige håndværkere
Man
var ikke altid gode til at vedligeholde galgerne, således faldt
galgen i Aabenraa
ned
i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkere
til at hjælpe med det håndværksmæssige. I
1796 skulle husfogeden i Aabenraa
sørge
for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre
vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn
og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev
betragtet som uærligt.
Hjulet
og stagen blev leveret af en håndværker i Felsted.
Borgmestermordet i
Aabenraa
Præsten
havde også et arbejde, der skulle gøres i forbindelse
med en henrettelse. I 1610 beretter pastor Johannes
Generanus fra
Aabenraa
i
sin årbog:
Samme
dag blev de begge henrettet. Den 13. juni hedder det sig, at Wulf
Kalunt – blev i stor hede radbrækket og rettet på
Arnbjerg, hvor en stor menneskehob var stimlet sammen.
I
Fladstenborgen
hedder
det:
Henrettelsen
foregik ikke på retterstedet men på Torvet.
Måske
var det fordi, at den myrdede var borgmesteren. Og den dømte
var amtsskriveren og hans kone. Sandsynligvis blev konen halshugget
på Torvet,
mens
manden blev radbrækket på Galgebakken.
Mange
historikere mener, at der var tale om justitsmord.
Halshugning i stedet
for hængning
Det
var en af de fornemme
i
Aabenraa,
det
gik ud over. Her forsøgte man at betale sig fra gængse
ordninger. Det havde en dame
fra de fornemme allerede
gjort i 1601. Hun havde betalt 100 rdl. for at hendes mand blev
halshugget i stedet for at blive hængt.
Mordbrand
Den
19. maj 1610 gik store dele af Aabenraa
op
i luer. Peter
Baadebygger og Niels Ovesen stod
anklaget for mordbrand. De blev dømt til
Ilden og anden skarp Straf.
I
1621 måtte byens vægter sørge for at Claus
Linnedvæver blev
bragt til kirkegården og begravet. Han blev halshugget for drab
på den tidligere byfoged, Claus
Aarup.
Hertugen syntes at have
benådet en tyveridømt til sværdet af hensyn til
hans stakkels kone, børn og ærlige slægtninge.
Til
anatomiske studier
Skikken
med at anvende henrettede forbryders legemer til anatomiske formål
er kendt langt tilbage. Således skulle ingen mindre end
Leonardo
da Vinci have
dissekeret mere end 30 lig, som han sandsynligvis har skaffet sig fra
rettersteder. Hans mening var at skrive et anatomisk værk. Det
blev hvis aldrig til noget.
Den
14. januar 1668 attesterede bysekretæren, at vognmanden Asmus
Zimmermann havde
bragt liget af en fra Arnbjerg
hængt
landevejsrøver frey
und sicher til
Kiel
til
universitetslægerne.
Ikke råd til
dobbelt henrettelse
Ifølge
degn Gammelgaards
optegnelser
skal Varnæs
efter
svenskekrigene i 1600 – årene have været så
dårlig stillet, at det gik ud over birkets selvstændige
status.
Da
en pige på Fogedgården
tog
livet af sit barn, og en bødker kort efter begik mord, var det
en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til de to
henrettelser. Det er usikkert om de faktisk fandt sted i Varnæs.
14
– årig dømt til døden
I
1670 blev Jens
Knudsen hængt.
I
1682 var Gunder
Jesses fængslet
i forbindelse med et barnemord. Hun blev formentlig halshugget i
Rise.
I
1743 blev Jep
Kristensen halshugget
for mord.
Catrine
Nissen blev
i 1767 dømt for barnemord og henrettet på Torvet.
I
en sag fra 1719 i Lundtoft
Herred blev
den kun 14 – årige Hans
Petersen dømt
til døden for at have brændt først en husbonds
gård af, og da han slap væk, derefter endnu en gård.
Det teologiske fakultet udtalte sig om sagen og anførte, at
kongen egentlig godt kunne benåde ham til livstid på
Bremerholm
på
grund af hans ringe alder. Men han var bedre tjent med døden,
da et helt liv fra så ung en alder i jern uden udsigt til at
komme fri, er frygtelig og kan medføre selvmord.
Man foreslog at han først
blev kvalt og dernæst blev brændt. Det vides ikke om
kongen lod nåde gå for ret.
Benådet
for blodskam
Ved
tinghuset i Rise
dømtes
Rasmus
Hansen i
1727 for blodskam. Han skulle halshugges og derefter smides på
bålet. Steddatteren skulle ligeledes halshugges, men begraves
på retterstedet. Hertugen
på Glücksborg lod
dog nåde gå for ret og benåde Rasmus
til
kagstrygning og landsforvisning. Pigens skæbne kendes ikke, men
mon ikke hun også er blevet benådet.
Begravelse
på retterstedet
Selvmordere
kunne også begraves på retterstedet. Dette var tilfældet
i Lundtoft
Herred i
1752. Bøddelens knægt hentede liget af Hans
Rytter fra
Stubbæk
på
en kærre og begravede det under galgen i Ensted.
I
1765 døde Bendix
Wenmaring i
Aabenraa,
inden
den forventede dom for fadermord
kunne
afsiges og eksekveres. Hans lig blev ført til Hjordkær,
hvor
rakkerknægten gravede det ned på Rise
Herreds rettersted.
Den
sidste henrettelse med sværd overgik i 1767, Catrine
Nissen. Det
blev betegnet som en ærlig henrettelse, og hun blev begravet på
kirkegården.
Pastoren fik det
dårligt
En
kold november morgen i 1781 fulgte Pastor
Klincker i
Kliplev
keddelflikkeren,
Jonas
Petersen til
retterstedet sydøst for byen. Synet af hovedet, der faldt for
øksen og efter skik og brug blev vist frem til alle sider af
skarpretterens medhjælper, skal have plaget præsten i
lang tid derefter.
Jonas
Petersen havde
myrdet sin kone, Maren
Jakobs.
Røde Anders
henrettet
I
februar 1795 var Abdreas
Laursens, kaldet
Røde
Anders fra
Mellerup
i
Bjolderup
sogn på
krybskytteri i Sønderskoven
ved
Aabenraa.
Her
blev han og sine kammerater imidlertid overrasket af skovridder von
Bergen.
Røde
Anders skød
på skovridderen, som blev hårdt såret og døde
dagen efter. Han nåede dog at udpege sin morder. Anders
blev
fanget og tilbragte et år i et fugtigt hul af et fængsel
på Brundlund
Slot. Han
blev henrettet tidligt om morgenen den 18. august 1796 ved Hjordkær.
Egentlig
skulle henrettelsen have fundet sted tidligere. Men skarpretter
Wagner
fra
Haderslev
, kunne
ikke få rakkeren Bock
i
Aabenraa
til
at assistere, og måtte derfor først skaffe en
medhjælper fra Flensborg.
Sidste
henrettelse i Hjordkær
Den
sidste henrettelse i Nordslesvig
fandt
sted i Hjordkær
i
1834. Det var H.S.
Fallesen, der
havde myrdet sin brud. En stor skare fulgte begivenheden. Amalie
Nielsen, datter
af præsten Jep
Hansen i
Hjordkær,
havde
vundet den dømtes fortrolighed. Hun beretter følgende:
Efter
nogle trøstende ord fra præsten rettede Fallesen
sig
op og gik med lette skridt hen mod skarpretteren, tog selv sin trøje
og sin halskæde af, og blev bundet for øjnene. Så
knælede han ned. Men han var ikke kommet tæt nok på
blokken, så rakkerknægten slæbte ham derhen ved
hårene. Da min far så skarpretteren tage øksen,
vendte han sig om for ikke at se eksekutionen.
Da
han mente, at det var forbi, vendte han sig om, men for tidlig. Da
holdt rakkeren netop hovedet op for at vise det frem. Min far så
de sidste dødstrækninger deri. Et syn han længe
ikke glemte. Nu begyndte mængden at røre sig, men min
far råbte højt. Bi
lidt, jeg har endnu et Ord at sige.
Blod
skulle helbrede
En
meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man
troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod den
faldende syge, epilepsi. Man
havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme
ind for afspærringen og optage blodet. Således vides, at
tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær
i
1834. Det var antagelig efter ovennævnte henrettelse.
Når blodet var
drukket skulle den syge løbe over flere bymarker, før
blodet havde sin virkning.
Kilde:
Se
Litteratur Aabenraa
Litteratur Sønderjylland
(under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
Jordemødre, Hekse
og Kloge Koner
Lov og Ret i Aabenraa
Urnehoved – et
Tingsted ved Aabenraa
Lov og ret i Tønder
(under Tønder)
Henrettet i Tønder
(under Tønder)
Mord i Nyhavn (under
København)
Henrettelse på
Østerbro (under Østerbro)
November 4, 2010
Læs
om sort sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder oktroj. Fire
kæmpe pumpestationer er bygget, ligesom 108 kilometer ådiger
og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet
omkring Spadelandsret.
En oversigt over artikler om Diger,
Stormflod, Vadehav og Marsk finder
du bagerst.
OBS – OBS – DENNE ARTIKEL FINDES I EN ANDEN VERSION, SOM ER MERE LÆSBAR OG RETTET FOR TASTE – OG STAVEFEJL – SØG EFTER:
LANDET BAG DIGERNE (B) ————————————————————————————————————————————————————-
Sort
sol
Mange
besøger Marsken for at beundre fænomenet Sort
Sol. For
os, var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et
imponerende syn. Pludselig dukker der rovfugle op. For stimen er det
så med at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så
slår rovfuglene til. Først når en masse fugle er
ramt og faldet til jorden begynder det store ædegilde.
Dette er kun en af de
mange fænomener herude vest på.
Dengang
kaldte vi det ikke for Sort
Sol.
Sagn
og historier
Herude har talrige
stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i
vandmasserne. Men mange steder er man ved at genvinde den tabte jord.
Masser
af historier og sagn er opstået herude. Således om
kirkeklokkerne ved Gotteskoog.
Det
fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke
skulle være opført i stedet for et fængsel.
Sandsigersken Hertje
har
spået om fremtiden.
Havet
steg
Havet blev ved med at
stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De
nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man
ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ.
Men en sådan konstruktion kunne ikke holde i længden.
Det har været
temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe
hjælp var det dengang, man indførte trillebøren
til transport af jord.
Man fandt senere på
at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton,
som man brugte.
Den
store bygmester
Det
var Hertug
Hans den Ældre, der
var den store bygmester. Han udsendte et hav af forordninger, der
gjaldt marsken og digerne.
I
1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af
Vidåbugten
med
kogene i Højer,
Møgeltønder, Tønder, Udbjerg og
Karrharde.
Ved
Grippenfeld
blev
der bygget en sluse over Vidåen.
Fra
1562 til 1566 inddigedes Gotteskoog
ved
hjælp af to diger. Den ene gik fra det sydlige Niebüll
mod
vest til Kleiner
Koog i
Emmelsbüll.
Det
andet gik fra Fegetasch
mod nordøst til Rudbøl.
Ved
inddæmningen af Vidåen
ved
Rudbøl
byggedes en sluse, som dels mulliggjorde, dels vanskeliggjorde
sejlads til og fra Tønder.
Afvandingsproblemer
Ofte
har det været problemer med Gotteskoog.
Og
problemer opstod der også med afvandingen. Det gik hele 400 år
inden spørgsmålet om tørlægningen var løst.
Man var uenige om, hvem der skulle betale.
Og
så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank
ned i den bløde undergrund. På et tidspunkt stod der syv
vandmøller i Gotteskoog.
De
pumpede vand ud i afvandingskanalerne.
Vidåen – den store å
I
1715 blev den aflange Rudbøl
Kog inddiget
på begge sider af Vidåen
med slusen ved Nørremølle.
I
1861 byggedes et dige fra Højer
til
Rodenäs-
Norddeich. Derved
opstod Ny
Frederikskog. Tønderbugten var
dermed helt inddiget. Vidåens
nye
udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi
i dag kalder for Den
Gamle Sluse.
Ved
Emmerske
løber
Arnå
og
Hvirlå
sammen
til Vidåen.
Efter
få kilometer mundede den ved Lilletønder,
det
nuværende Tønder
ud
i Tønders
Norsøbugt. Vidåen har
i dag en længde på 28 kilometer. Ja egentlig er det lidt
svært at bestemme dens længde. Faktisk er det Danmarks
tredjestørste
vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt
Kirkeby.
Vandskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg
Fjord. Og
så afvander den hele 1.400 km2. Det er ganske imponerende.
Hvad er en Oktroj?
Herude
talte man om noget der hed Oktrojerne.
Disse
bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af
hertugen, når de til gengæld sørgede for at
tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en
kog. Man fik tildelt afgifts – og toldfri perioder. Når
der var digebrud blev disse frister forlænget. Andelshaverne
måtte drive fri handel i området. Man fik også
tildelt jagt og fiskeriret.
I
1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte
Spadelandsretten.
Ved
forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde
straffe. I artikel 8 står der frit oversat:
Et hårdt liv
I
kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det
17. århundrede lå tilsynet hos digegreverne. De blev
indsat af hertugen eller af amtmanden i Tønder.
Det kunne synes hårdt
at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter
til tilvejebringelse af kapital, arbejdskraft og byggematerialer. Og
der var masser at holde styr på. I marsken er der cirka 30
forskellige koge.
108 kilometer ådiger
Afvandingen
af Tøndemarsken
har
altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest
for Tønder
ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er
terrænet noget højere. Tidligere var de enkle koge
sydvest for Tønder
omgivet
af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af
vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der
vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.
I
forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108
kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en ny stor kanal,
der førte vandet fra Sønderå
til
Grønå,
Vindtvedkanalen. Den
er 8 meter bred og forsynet med ådiger på hver side. Der
var planlagt at bygge et vandkraftværk i Grønå
syd
for Rørkær.
Her
skulle der også have været el – produktion til
afvandingspumperne. Men der blev lavet en fordelagtig aftale med
Sønderjyllands
Højspændingsværk.
Kæmpe
pumpestationer
Vidåen
blev
nygravet fra Vandmøllen
i
Tønder
til
Jernbanebroen
og
frem til Lægan.
Herfra
og til Højer
Sluse blev
Vidåen
oprenset
og uddybet.
I
den nordlige del af Udbjerg
Kog blev
der gravet et nyt snoet forløb af Vidåen
i
forbindelse med det såkaldte Snæbelprojekt.
Og
i Tønder
kan
man i Vidåen
opleve
en meget dyr fisketrappe.
Havdiget
mellem Højer
og
Emmerlev
blev
forhøjet til 6,40 meter.
Fire
kæmpe pumpstationer hjælper også til med
afvandingen. Den største ligger i Lægan,
nord
for Vidåen,
nær
Aventoft
og
den gamle grænsestation Møllehus.
Også
ved Nørremølle
ligger
en kæmpe afvandingspumpe.
150 kilometer kanaler
Nogle
steder dykker kanaler under selve Vidåen
i
et indviklet system. Ja 15o kilometer kanaler bliver benyttet til
afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i
sommerperioden og afvanding i vinterperioden.
Siden 1945 er der
oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som
fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70
pct. af jordene.
Endelig vågnede
politikerne op
I
nyere tid har der også været fare på færde
her vest på. Efter stormfloderne i Holland
i
1953, ramte stormfloden den slesvigske vestkyst i 1962. Man var
lokalt bange for, at digerne ikke var tilstrækkelig solide
mere.
Den
3. januar 1976 kom en kort med kraftig stormflod, den største
siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter ved Højer
Sluse. Det
gamle havdige var på 6,42 meter, så bølgerne slog
op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det
have fået katastrofale følger. Hele befolkningen i
marsken inklusive Tønder
by, i
alt 15.000 mennesker blev evakueret. Det fik endelig politikerne til
at vågne op.
Folketinget
vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for
Tøndermarsken.
Digets
længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På
tysk side er det 3,7 kilometer. Det slutter ved Hindenburgdæmningen.
Det er 7,45 meter højt,
hvilket 1,05 meter højere end det gamle.
Ilddåb
Allerede i november 1981
klarede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på
4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53
meter.
Det gamle dige, der
ligger ca. 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå
dobbelt sikkerhed.
Kilde:
Se
Hvis
du vil vide mere: Om
Diger, Marsk, Vadehav og Stormflod: