Artikler
Januar 5, 2011
Arne Pedersen var en vellidt skolelærer og idrætsleder i Sønderborg. Hvad ingen vidste var, at han var stikker for den tyske besættelsesmagt. Da det gik op for folk, lykkedes det ham at flygte til Randers, hvor han fortsatte sin stikkervirksomhed. Han stak omkring 70 personer. Mange døde, kom i fængsel, i Frøslevlejren eller blev sendt til KZ – lejre. Han blev den sidste, der blev henrettet
i retsopgøret efter krigen.
Støbte kugler til ugerning
Ofte har litteraturen kun beskæftiget sig med dem, som var åbenlyse mordere eller torturbødler i besættelsesmagtens tjeneste. Disse var genstand for foragt og afstandtagen. Men i Sønderjylland var der mange, der støbte kuglerne til disse ugerninger.
Arne Pedersen blev dømt ved alle tre retsinstanser for følgende forhold afledt af angiveri:
Dette var meget billigt sluppet. Man mener, at Arne Petersen angav mindst 75 personer til tyskerne.
Rost og anerkendt
I 1934 fik Arne Pedersen et lærerjob ved Ellehus Privatskole ved Løgumkloster. Han blev aktiv i Det unge Grænseværn. Værnet modsatte sig tyskernes krav om en grænserevision. I 1937 arrangerede han en cykeltur fra Tønder over Dannevirke til Slesvig og hjem igen. Det var en tur, der tog flere dage. For sin indsats blev han rost og anerkendt i foreningens officielle tidsskrift.
I 1939 fik Arne Pedersen stillingen som lærer ved Sct. Jørgens Skole i Sønderborg. Her vankede der meget let lussinger og en tur med spanskrøret til elever, der havde gjort noget forkert.
Han engagerede sig i DUI (De unges idræt), en socialdemokratisk organisation. Dette lå milevidt fra det, som han senere beskæftigede sig med, nemlig forræderi i form af angivelse af sine landsmænd.
Begejstret over Görings besøg
I 1938 havde Herman Göring besøgt Sønderborg i sin sejlbåd. Fra kajen lød der fra publikum:
Indberetninger til Abwehr
I Sønderborg opstod der mange konflikter med det tyske mindretal. På Skt. Jørgens Skole mente Arne Pedersen, at der måtte gøres noget. Han opfordrede sine kollegaer til melde sig ind i den nydannede modstandsgruppe i byen.
Det var en farlig opfordring. Allerede på det tidspunkt var Arne Pedersen i tyskernes tjeneste. Også den meget aktive modstandsbevægelse i Tønder fik Arne Pedersen kontakt til.
Begge grupper blev meget tidlig indberettet til Abwehr. Men i den tyske efterretningstjeneste var der meget rivalisering. Derfor landede Arne Pedersens
oplysninger i første omgang forkert.
To modstandsfolk skudt i Kollund
Der skulle laves et attentat mod vognmandsfirmaet Voigt & Rasmussen, der var mere end villige til at leje biler ud til besættelsesmagten. Modstandsfolkene fra Sønderborg havde lejet sig ind på Kollund Strandhotel, hvis indehaver også var aktiv modstandsmand. Man afventede her, en sending sprængstof fra Tønder.
Sønderborg – gruppen vidste dog ikke, at Tønder – gruppen var blevet taget af Gestapo. Tidlig om morgenen den 10. februar 1944 ankom Gestapo med 20 mand til Kollund for at anholde de to mand fra Sønderborg – gruppen. Det kostede begge mand livet.
En af dem, der havde fulgt Arne Pedersens opfordring til at søge ind til modstandsbevægelsen i Sønderborg var Hermann Møller Boye. Han var med til at ligge grunden til det nuværende Sønderjyllands Symfoniorkester.
Sabotage mod Skrædder-firma
En af de første aktioner var mod Skrædder-firmaet Otto John. De syede uniformer til den tyske besættelsesmagt. Og familien var meget aktiv i den paramilitære organisation, som det tyske mindretal oprettede i 1943. Den kaldte sig “Zeitfreiwilligendienst”
Organisationen var et klart brud på den danske lovgivning. I retsopgøret blev dets medlemmer idømt fængsel på mellem to og tre år.
Aktionen var en stor succes. Skrædderiet brændte helt ned til grunden. Arne Pedersen fik via lærerkollegaer opsnappet, hvem der havde været med. Det blev
meddelt til “Abwehr” Og det var to af disse, der blev skudt i Kollund.
Fik kollega anholdt
Arne Pedersen gik nu til Boye og spurgte, hvad hans planer var. Han fik det svar, at han ville hæve tre måneders løn og flygte til Sverige. Dette forehavende fik Pedersen dog forhindret. Dagen før rejsen blev han anholdt.
Gruppens våbenbeholdning havde Pedersen også kendskab til. Den blev sikret af Gestapo, og yderligere medlemmer af gruppen blev arresteret. Efterhånden fandt man ud af at det var Arne Pedersen, der var stikkeren. En af lærerne, der var med i aktionen blev løsladt. Han advarede de andre i Sønderborg om Pedersens stikkeri. Men de troede ham ikke.
For hver sabotageaktion i landet henrettede SS et antal modstandsfolk. Den 9. juni 1944 afgjorde SS – Domstolen i København at det var Herman Boyes tur for en sabotage mod Svendborg Skibsværft. Den 12. juni 1944 blev han skudt i Ryvangen.
Hvem var stikkeren?
Sønderborg var i sorg. Hvem var stikkeren? Den lokale kioskejer, Thorvald Jepsen i Perlegade var ikke i tvivl. Det var Arne Pedersen. Men ingen ville tro ham.
Arne Pedersen følte sig dog truet, og kontaktede derfor en lokal politiassistent, som han vidste havde kontakter til modstandsbevægelsen. Sammen fik de forfattet et trusselsbrev til Jepsen, der skulle få ham til at tie.
Arne Pedersen følte sig dog mere truet og forsøgte at kaste skylden over på en anden lærer på skolen, Jens Lampe. Han forfalskede et brev, som skulle kaste skylden over mod denne Lampe.
Forgæves forsøgte Arne Pedersen, at få de andre i gruppen til at likvidere ham. Ja han sagde sågar:
Pas på tyskerne
Arbejdsbetingelserne for modstandsbevægelsen i Region 3 (Syd – og Sønderjylland) var påvirket at tilstedeværelsen af det tyske mindretal. Oberst Bennike gav følgende karatestik i juni 1944:
Dette var nok lidt overdrevet. Folketingsvalgene i 1939 og 1943 afslørede at 80 pct. var dansksindede. Men de resterende 20 pct. var til gengæld meget aktive.
Tysk krigsskib dræber en person
Skibene, der passerede broen i Sønderborg, viste ofte truende adfærd over for brovagten. Det skete også den 17. april 1944. Her affyrede et tysk krigsskib en brisantgranat, der dræbte en. En anden blev alvorlig såret.
Følelserne i Sønderborg nåede uanede højder. Sønderborg – gruppen inklusive Arne Pedersen mødtes atter. Man ville nu opfordre til strejke. Det lykkedes. Butikkerne undtagen hjemmetyskernes butikker holdt lukket.
Werner Best i aktion
Werner Best ville ikke finde sig i folkestrejken. Han lod oprette en lokal afdeling af Gestapo og Sicherheitsdienst. Sidstnævntes opgave var at få fat i hovedmændene. Og her fik de god hjælp af Arne Pedersen. Ni mand blev anholdt, blandt andet to mand fra selve hovedgruppen.
I begyndelsen af maj 1944 klappede fælden for næsten alle i Sønderborg – gruppen. Arne Pedersen havde siden december 1943 fungeret som lønnet
Vertrauensmann for Abwehr. Efter anholdelsen af næsten hele Sønderborg – gruppen fik Pedersen en belønning på 1.200 kr.
På jagt efter illegal sender
I sommeren 1944 fandtes der næsten ingen modstandsfolk i Sønderborg. Arne Pedersens arbejde havde været særdeles effektiv.
Han modtog en indberetning fra Abwehr om, at der i området fra Sønderborg til Fynshav skulle befinde sig en illegal sender. Selv mente Arne Pedersen, at det kunne være Danebod Højskole i Fynshav. Han opsøgte stedet under anden påskud. Men han fandt ingenting. Hans indberetning til Abwehr gik på, at der ikke fandt ulovligheder sted på højskolen. Han tog dog grundigt fejl.
Senere aflagde Pedersen besøg på præstegården i Notmark. Han mente at præsten her, var involveret i noget. Men blev genkendt af en tidligere elev. Pedersen skyndte sig til Sønderborg og aflagde beretning over for Gestapo. Den næste dag rykkede de ud til Højskolen. Men da var hovedpersonerne for længst over alle bjerge.
Elever nedlægger arbejdet
Fra efteråret 1944 var Arne Pedersen isoleret af lærerkollegaer og modstandsbevægelsen samt de frivillige organisationer. Han underviste stadig på Teknisk Skole om aftenen.
I september havde han sat eleverne i gang med en opgave, hvorefter han gik en tur rundt på skolen. Han undrede sig over, at der i det tilstødende klasseværelse ikke var nogen undervisning. På tavlen hang der imidlertid et opråb fra modstandsbevægelsen Holger Danske:
Søger sygeorlov
Han var rystet, men gennemførte undervisningen. Næste dag mødte han også op på Skt. Jørgens Skolen. Men her var der også sat lignende plakater op. Eleverne strejkede. De ville ikke finde sig i at bliver undervist af en forræder.
I Jydske Tidende den 7. september 1944 kunne man læse følgende:
Likvideringsforsøg
Man havde ikke troet på beskyldningerne mod Arne Pedersen. Men Modstandsbevægelsen var begyndt at skygge ham.
I begyndelsen af september sendte Den Jyske Rejsegruppe personer fra Århus til Sønderborg med det formål at likvidere ham. Flensborg
Avis skrev således den 21. april 1946:
Trods dette blev det forsøgt et likvideringsforsøg, men det mislykkedes.
Det illegale blad Information advarede mod ham. Arne Pedersen havde forladt Sønderborg. Der gik forskellige rygter om, hvordan havde forladt Sønderborg. Men faktum er, at han fik 800 kr. af besættelsesmagten til flytteudgifter.
Han flyttede til Randers – kanten, hvor han fortsatte sin stikker – virksomhed.
Flere anholdte
Han angav tre ledere fra DUI i Randers, trods det faktum, at de aldrig havde deltaget i sabotageaktioner. De måtte i hast flygte til Sverige. Flere DUI – ledere fra Sønderborg blev anholdt efter Pedersens flugt. Mindst en af dem blev anbragt i Frøslev – lejren.
Det har ikke kunnet bevises, om Arne Pedersen stod bag arrestationen af den tredje modstandsgruppe i Sønderborg. Men det synes meget sandsynligt.
Tortureret af besættelsesmagten
Gestapo ville gerne have fingerende i Anton Toldstrup, lederen af modstandsbevægelsen i det nordlige Jylland. Ved hjælp af Arne Pedersen lykkedes det for Gestapo at anholde et andet højtstående medlem i modstandsbevægelsen, Nørlem Andersen. Han døde på Statshospitalet i Sønderborg en måned efter befrielsen. Hans anbringelse i Frøslev – lejren havde forværret situationen.
Utroligt fortsatte Pedersen sin stikkervirksomhed. Det var mærkeligt at modstandsbevægelsen ikke var i stand til at bremse dette. Han sørgede for at unge modstandsfolk blev tortureret i besættelsesmagtens varetægt.
Beskyldte dansk politi for tortur
Arne Pedersen blev anholdt i slutningen af 1945. Han nægtede ethvert kendskab til noget som helst. Han s stikkervirksomhed i Sønderborg, Randers, Århus og andre steder blev aldrig fuldt opklaret. Han beskyldte det danske politi for tortur.
På vej tilbage til fængslet væltede en fangetransport, hvor Arne Pedersen befandt sig. Han blev indlagt på sygehuset i Sønderborg med forskellige skader. Modstandsbevægelsen gjorde det klart for ham, at hvis han prøvede på at flygte, ville han blive erklæret fredløs, og skudt.
Ikke mentalt syg
Den retsmedicinske undersøgelse af Arne Pedersen konkluderede, at han ikke var mentalt syg, men at han havde visse problemer med at holde virkelighed og fantasi adskilt. Han havde en tendens til at pynte på sandheden og lyve i pressede situationer,
Højesteret afsagde den 23. maj 1949 dom, hvor Arne Pedersen fandtes skyldig i 53 af 61 anklagepunkter. Han blev dømt til døden.
Under retsopgøret blev der afsagt 78 dødsdomme. Af disse blev 46 henrettet. Og Arne Pedersen slap ikke. Han skulle den 12. juli 1949 blive den sidste, der blev henrettet i Undallslund Plantage ved Viborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 30.-12.2021
Januar 5, 2011
Flensborg var ofte genstand for arvedelinger. Ofte var det sammenstød med hertugerne. Fra gammel tid havde de forskellige lav stor magt i byen. I disse havde man sin helt egen lovgivning. Den flensborgske stadsret var også særegen på mange områder.
Christian den Anden smidt ud
Det så ikke godt ud for Kong Christian. Frederik slog til med hård hånd. Den 7. marts 1523 erklærede han kongen krig. Med over 3.000 mand gik han mod nord af den gamle hærvej uden om Flensborg og ind gennem Bov.
Allerede den 26. marts blev han hyldet som konge i Viborg. Den 10. februar forlod Christian den Anden Jylland. To måneder senere var han ude af Danmark.
Stemningen i borgerskabet havde været til fordel for Christian den Anden. Flensborg havde fået rigelig af rettigheder af ham. De havde fået eneret på al handel i det tilstødende landområde. Byen havde som tak stået kongen bi med lån.
Slotsherren blev svigtet
Inden 1. april havde Flensborg såvel som lenet overgivet sig til hertugen. Når byen såvel som det øvrige Sønderjylland overgav sig så hurtig, så skyldtes det
Christian den Andens alt for tidlige flugt.
Bymuren havde kun ringe militær betydning, og slottets forsvarer, Ditlev Brockdorff var ladt fuldstændig i stikken. Han havde anråbt om hjælp, men fik ikke noget. Som forstærkning havde han fået nogen op fra lenet. Men de gjorde kun ondt værre. Segeberg var også kapituleret og Sønderborg var efter kamp faldet en uge tidligere.
Nu måtte Ditlev Brockdorff love at hylde hertug Frederik. Den nye konge lovede, at den årlige landdag for Slesvig skulle holdes i Flensborg. Den 2. januar 1526 blev Flensborgs privilegier og friheder stadfæstet.
Advarsel mod ulydige borgere
Men ikke alt uro havde lagt sig. Hertugen udsendte en befaling til sine amtmænd, fogeder, borgmestre og rådmænd i Flensborg mod de ulydige borgere. Uroen kunne være udtryk for de jævne borgeres opposition mod det aristokratiske styre og sympati for den afsatte konge, Christian den Anden.
To herrer måtte hyldes
I 1544 blev hertugdømmerne delt på ny, men Flensborg by og Amt tilfaldt lige som i 1490 kongen. Ridderskabet og byerne stod dog under fællesregeringen. Flensborg var repræsenteret ved sine borgmestre og et par rådmænd på hertugdømmernes fælles landdag. Byen hyldede begge landsherrer i fællesskab.
Den næste arvedeling fandt sted i Flensborg den 26. januar 1564, da Frederik den Anden delte sin andel af fyrstendømmerne med sin broder, Hans den Yngre.
Han fik som sin arvelod af den kongelige del af Slesvig, Sønderborg og Nordborg Amter.
Et spændt forhold
Forholdet mellem de regerende fyrster var ofte spændt. På Odense – mødet i 1579 om hertugdømmernes lens-forhold, klagede Frederik den Anden over, at hertug Adolf af Gottorp under syvårskrigen flere gange havde optrådt uvenligt over for kongen. Han havde således udstedt en række befalinger og forbud i kongens by, Flensborg.
Dronningen blev afvist i landdagen
Da Christian den Fjerde overtog regeringen i hertugdømmerne, afholdt han landdag i Flensborg. I 1595 krævede enkedronning Sophie på landdagen en arvedeling mellem Christian den Fjerde og hans brødre. Som støtte for hendes politik, fremlagde hun en kejserlig befaling. Men landdagen afviste hendes krav med henvisning til, at Slesvig var et dansk len, der lå uden for kejserens myndighedsområde.
Smedene
Meget tidlig hører man i Flensborg om håndværkerne. Først blev bagerne nævnt. Det var fordi, at man skulle huske, at foruden afgift for hvede ved juletid, skulle man også betale skat til byen. Ja skomageren nævnes også. Og allerede i 1284 nævnes brygning.
Mellem købmændene og håndværkerne har der fra ældste tid været en social skillelinje.
Men det var dog smedesvendene, der kan præstere den ældste skrå i Flensborg. Lavet eller kompagniet var indviet til Marie Magdalene. Den årlige fest blev holdt på Magdalena
– dag den 22. juli, men også Valborgs – dag den 1. maj nævnes. Lavs – drik blev afholdt til fastelavn eller pinse.
En væsentlig opgave var at bringe hjælp i tilfælde af sygdom og død.
Skråen er affattet på plattysk. Det blev anset for finere end dansk. Lavet var tilknyttet Nikolaj Kirke, hvor det lod sine gudstjenester afholde. Skrædderne syntes også at være tilknyttet denne kirke.
Skomagerne
Også skomagernes skrå fra 1437 fortæller noget om håndværkernes vilkår – dengang. Hver skomager skulle Valborgsdag og Mikkelsdag betale rådet en lybsk skilling ligesom fogeden skulle have sin afgift på Thomasdag lige før jul.
Skomagerne havde ret til hver lørdag at holde udsalg på Søndertorv. De havde også eneret på produktion og salg af sko i byen. Varer udefra skulle konfiskeres til fordel for de fattige.
Optagelse i lavet var bestemt af faglige hensyn. Man stillede også krav til ægteskabet. Man måtte kun ægte en ærlig kone eller jomfru. En skomagers søn, der ægtede en skomagers datter eller enke, blev optaget i lavet mod at give to tønder Flensborg øl.
En fremmed, der gjorde det samme skulle halv kost. Dette betød tre gode retter med smør og tre tønder Flensborg øl. Man havde desuden forskellige andre optagelseskriterier. Meningen var at begrænse antallet af mestre og at forbedre standens økonomiske stilling.
Gensidig konkurrence blev så vidt mulig udelukket. Ingen mester måtte have mere end to svende og en lærerdreng. Forsøgte man at lokke en svend fra en anden mester var bøden to tønder øl.
Noget tyder på, at det var oldermanden, der købte råstofferne. Ved indkøb af huder hos slagterne måtte den velstillede ikke sikre sig mere end den fattige. Det var til fordel for forbrugerne, at oldermanden skulle kontrollere arbejdet. Det dårlige blev konfiskeret.
Man havde pligt til, at følge afdøde medlemmer eller deres hustruer til graven. Enken havde ret til at fortsætte mandens bedrift i tre år. Lavet sluttede sig til St. Jakobs alter i Mariekirke.
Bundtmagerne
Bundtmagernes skrå kendes også fra 1437. men allerede fra 1368 nævnes udførsel af skind fra Flensborg.
Bagerne
Bagernes skrå er fra 1452, men lavet er betydelig ældre. Man skulle tjene to år som svend inden man kunne optagets i lavet. Man havde et fælles udsalgssted, som man kaldte for Brødhuset. På søn – og helligdage måtte man dog ikke sælge brød. Man måtte heller ikke konkurrere på prisen. Noget tyder på, at bagerne tilhørte den velstående del af håndværkerne.
Andre lav
Tøndemagere og kar magere blev skilt fra hinanden. Det samme gjaldt for snedkere og kistemagere.
Et lav bestående af malere, guldsmede, snedkere og glarmestre kendes fra slutningen af det 15. århundrede. Det var ret usædvanligt at flere fag indgik i samme lav. I skråerne blev det indskærpet, at man ikke gik til andre fester end lavets egne.
Snedkerlavet , hvis skrå er fra 1497 blev indviet til Lucas, Eligius og Jomfru Maria. Ægtedede man en mesterdatter blev afgiften halveret.
Smedenes skrå er dateret 1514, med der må have været en, før dette år. Lavet er betydelig ældre. Den bestod af grovsmede, kleinsmede og knivsmede. Aftalen var, at alle der arbejdede med jern, skulle stå i samme lav.
Barbererne
Barberernes lav kendes også fra middelalderen. Lavet kendes fra skriftlige kilder omkring 1515, men er sandsynligvis meget ældre. Kun af ret traditionelle grunde kan dette fag henregnes til håndværket.
Dengang var lægekunsten delt mellem akademiske medicinere og praktisk uddannede barberer eller badskærere. Skellet fandtes helt op til det 18. århundrede.
Ved siden af den praktiske lægekunst, var det egentlige barberfag dens hoved-gerning. Frederik den Første kunne i 1528 skænke barberen Asmus Belle
, Badstuen ved siden af Rådhuset. Her fik han ret til at forestå barbervirksomheden.
Ligesom andre steder skulle man bevise sin ægte Byrd. Som mesterstykke skulle svenden fremstille 9 medicinske præparater, hvilket skulle vise, at barberen også udfyldte apotekerens plads i middelalderens Flensborg.
Medicinske doktorer, øjenlæger, tandlæger og folk, der kurerede benbrud fik deres ret til praksis forbeholdt i skråen.
Sværdmester og pottemagere
Særlige metalarbejdere havde fordelt sig i forskellige lav. Fra dengang kendes sværdsmed, file-hugger og pilesmed. Og klokkesmeden Peter Hansens arbejder var kendt viden om. Han har produceret mindst 40 klokker rundt omkring i Danmark.
Også pottemageri fik stor betydning i Flensborg. En Peter Potter nævnes i 1513 som medlem af Hellig Legemsgilde. Allerede i 1429 nævnes Hermen Cruckerman. Vi finder også træskomagere
Det skriftlige materiale har været på plattysk i håndværker – lavene. Talesproget har dog været højtysk.
Landbrug inde i byen
I middelalderen spillede landbruget i købstæderne en større rolle end i dag. Til vare – og persontransport over land var hestehold nødvendigt. Til en hvis grad måtte borgerne selv sørge for for forsyninger med mælk, kød, smør og flæsk. Landbruget prægede bybilledet. Beboelseshuse og avlsbygninger lå side om side
spredt ud i byen. De var omgivet af haver og gårdspladser. Møddinger var meget normalt, og svin fjerkræ færdedes ugenert.
Bymarken
Flensborg havde også sin egen bymark.. Her kunne borgerne om sommeren græsse deres heste og kreaturer. Og bjerge hø og korn til vinterfodring.
De ældste efterretninger om dens størrelse går tilbage til 1284. Nordgrænsen blev dannet af Mårbæk, der udspringer lidt vest for Bov landevej. Den slår en bue mod nord og dernæst følger den Klusris sydgrænse. Den fortsætter stik mod øst mod fjorden. Mod syd angives i stadsretten, Withstagswath som grænse.
Det var det vadested, hvor Eckernförde landevej krydsede den senere Vestenvad. Mod øst angives grænsen at være Brunsnæs på Broager.
Brand i 1485
Stenhuse kendtes allerede i 1321. De var dog ikke særlig udbredte. I Jordebogen fra 1436 nævnes kun 12 foruden kirkerne. Under disse forhold havde en brand gode vilkår.
Den 4. maj 1485 begyndte i St. Hans Sogn en Ildsvåde. Den lagde hele den sydlige del af byen indtil rådhuset med undtagelse af Nikolai Kirke og Kloster
i aske. Sikkert er en del af husene sikkert opført i sten fra teglværkerne ved fjorden.
Borgenes pligter
Borgernes daglige arbejde foregik ved Skibbroen, hvor hjemmelige og fremmede handelsskuder lossede og ladede. Men også på torvet og i værkstedet arbejde borgerne. For kvindernes vedkommende var det i huset, det foregik. De skulle også sørge for at vente ved brønden. Men den vej var ikke lang. Flensborg
var en meget vandrig by. Brøndende var efterhånden oprettet talrige steder på hoved-strøget.
Til borgerpligten hørte også at møde på by-tinget, hvor de mange borgere deltog i beslutninger angående byens ejendomme og som tingsvidner og nævninge i rettens pleje.
Den medborger, der havde lidt overlast skulle ifølge stadsrettens bestemmelser fremvise sit sår eller blodige klæder og anklage gerningsmanden.
Den borger, der havde grebet en tyv på fersk gerning, skulle føre ham til tinget, bagbundet med tyvekosterne på ryggen. Han skulle hænge ham op på stedet, således som påbudt i byretten og landskabslovene.
Jagt og fiskeri
For købmænd, skippere og borgere af en hvis anseelse har tilværelsen ikke været uden afveksling og spænding. Undertiden har de lange sørejser også været forbundet med fare. Man gik på jagt og fiskeri, og der blev holdt en del fester på rådhuset.
Grænser for festlighederne
Men nu skulle det ikke overdrives. Således kom der i 1321 en forordning om, at der til bryllup kun måtte inviteres 30 gæster. Og kun 10 måtte inviteres, når det drejede sig om barselkonens kirkegangsdag.
En tur i Badstuen
Mere ensformig var tilværelsen for håndværkere og småhandlende, bortset fra de urolige tider med natlige overfald og blodige kampe. Man kunne forlyste sig på badstuen, der foruden sit egentlige formål, fungerede som en beværtning, hvor man spiste og drak.
En forordning fra 1295 dikterede særskilte badetider for mænd og kvinder. Der var kun bevilliget kvinderne bad to dage om ugen.
Liv og glade dage på markeder
En velkommen afveksling betød markederne. De ugentlige blev afholdt om lørdagen. Men især på de halvårlige var der masser af liv. Her strømmede bønder og købmænd til. Der var omvandrende gøglere, løvetæmmere og bjørnetrækkere. Ofte kom kongen eller hertugen på besøg med et hav af hoffets folk. Således
besøgte Kong Hans i 1487 byen med et beskedent følge på 400 mand.
Mange gange kom hertug Frederik gennem byen. Så vankede det drikkepenge til hans værtinde, til pigerne og til kokken.
Serien om Flensborgs Historie fortsættes
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 31.12.2021
Januar 5, 2011
Efterhånden opdagede man Vestkystens idyl. Kurbade, der stammede fra England, opstod. Kongen reddede øens kurbade fra konkurs. Christian den Ottende brugte stedet til sine sommerophold. H.C. Andersen syntes at Dagebøl, var ”Verdens mest elendige sted”. Øen var administrativ delt. Jyske karle erstattede de ”indfødte”, der tog på havet. Den dag i dag taler man Fering.
Fuglekøjer
Før (Føhr) er nærmest rund. Øen har en diameter på 12 kilometer. Hvis man ville løbe hele øen rundt var det nærmest som et Maraton – løb. Det er 38 kilometer. Ja øen staves både Föhr, Før og Føhr.
Allerede i det 7. århundrede indfandt friserne sig på øen. Det var også her på øen, at man fangede vildænder ved hjælp af fælde – lignende kasser. Man kaldte disse fælder for fuglekøjer. Millioner af vildænder og ænder er i tidens løb gået i fælden. Ja man havde endda en Konserves – fabrik, der var virksom helt til 1931 i Wyk.
Brusende hav og marinebilleder
Ser man tilbage i historien var omtalen af vestkysten forbundet med stormflod og ødelæggelser. Fra midten af 1700tallet vendte denne udvikling. Vestkysten og øerne i Vadehavet blev vendt til en positiv omtale. Nu stod der pludselig ferieophold, badning og rekreation på programmet. Også kunstnerne fattede interesse
for Vestkysten. De fandt interesse i det brusende hav og idylliske marinebilleder.
Kurbad
Fra englænderne stammer kurbade – anstalterne. Nu var badeophold vigtig for opdragelsen, og ikke mindst for sundheden. Men ofte var det kun de velhavende, der kom her.
I 1819 blev der indviet et søbad her på den nordfrisiske ø, Føhr. Her mødtes de kendte og de rige. Stedet lå meget fjernt fra hovedstaden. For københavnere har øen sikkert været meget fremmedartig. Topografiske beskrivelser, rejsebeskrivelser og guides fulgte. En ukendt natur åbenbarede sig for kultureliten. Der kom nøje beskrivelser af, hvordan badet skulle indtages. Også de særegnede skikke som de fremmedartede indførte stod for, blev beskrevet.
Nu var det første badested ved vestkysten allerede indviet på øen Nordeney i 1797 på foranledning af en læge i Emden. Og i 1816 var der i Cuxhaven indrettet et bad ved den hamburgske enklave Ritzebüttel. Hamburgs velhavende borgere skulle her rekreere sig her ved havet.
Fysikus tog initiativet
Føhr`s søbad skyldtes fysikus Friedlieb fra Husum. Og dog, for det var først, da den lokale landfoged Hans Friederich Karl von Colditz tog affære, at det skete noget. Et aktieselskab med en kapital på 1.600 rigsdaler blev dannet. Derefter købte man et hus, der blev indrettet til varme bade. Så blev der bygget nogle firhjulede badevogne og fundet logi hos beboerne i Wyk.
Første år: 61 gæster
Der blev sørget for Mittagstisch hos apotekeren. Så kunne eventyret begynde. Det første år betjente man 61 gæster. De modtog i alt 317 bade. Det gik bestandigt fremad. I 1823 modtog gæsterne i alt 1.938 bade.
Nye aktier blev tegnet. Også Frederik den Sjette var positiv over for søbadet. Ja han besøgte endda stedet flere gange. Efter nyindretningen gav han
kongelig tilladelse til navnet Wilhelminen – Seebad efter Prinsesse Wilhelmine.
Kongen kom til hjælp
Et større hus blev indrettet til de badende og en konversations – og en spisesal blev udlejet til en vært, der bespiste gæsterne. Man
ændrede målgruppen til
I slutningen af 1820erne var søbadet på konkursens rand. Men så kom Frederik den Sjette og spenderede penge i foretaget.
En lang tur
Kjøbenhavnerposten roste stedet. Men det var en lang rejse fra hovedstaden til den fjerntliggende ø. Fra Hamburg tog turen nu kun halvanden dag. En idealtur så således ud:
Fra 1833 – 1836 var der dog direkte dampforbindelse mellem Hamburg og Føhr.
Ja selv Steen Steensen Blicher kunne finde Föhr. Han mente efter at have besøgt de mennesketomme halliger, at Wyk kunne opfattes som en stor by. Han mødtes rige mennesker, og dem, der lod til at være det. Han mødte syge, og dem der bildte sig ind at være det.
Kongen tog ophold
Fra 1842 til 1847 tog Christian den Ottende hver sommer ophold på den lille ø. En del af hoffet tog også med. Og når sådan noget sker, er det pludselig meget mondænt. Det var en gylden tid for badet. Men desværre betød Treårskrigen et stort tilbageslag. I 1856 blev badeanlægget afhændet til en privatmand, Hr. Wiegelt.
Han fik et livsvarigt privilegium og eneretten til at
H.C. Andersen på besværlig tur
Da dronningen i 1844 inviterede H.C. Andersen til Føhr kunne den påholdende digter ikke undlade sig at ærgre sig over den udgift, der derved blev ham pålagt:
Det som forfatteren så inden han skulle det sidste stykke vej med dampskibet var ikke noget det behagede ham:
H.C. Andersens første indtryk var at, Øen saa venlig ud, Byen reenlig. Den næste dag udvider han beskrivelsen. Husene her i Gaden ere alle kun én Stue – Etage og én Qvist, denne vender ud ad. Med Jernspirer staaer Aaret den er bygget, sædvanlig ere de over 100 Aar, langs Søen en Allé med unge Træer.
Naturbeskrivelse af H.C. Andersen
H.C. Andersen blev godt modtaget af sine kongelige værtsfolk, og deltog selv til underholdingen ved oplæsning af sine eventyr og små lejlighedsdigte til dronningen. Hans dagbog giver også en beskrivelse af øen:
Læge blev tilknyttet
Allerede den 5. september 1756 kunne man observere den berømte salmedigter og nu biskop Brorson på øen. Han måtte grundet storm blive her betydelig længere end han havde regnet med.
Det gik fremad, og ethvert værelse på øen blev brugt til indkvartering. Savnet af boliger var pludselig mærkbar. I 1857 ødelagde en brand det halve af Wyk. Under Weigelts ejerskab skiftede konjunkturerne. En fast læge blev tilknyttet søbadet.
Sådan bader man
Mænd og kvinder badede adskilt. Der blev omhyggeligt sørget for anstændigheden. Under alle omstændigheder var der truffen foranstaltninger, der var i overensstemmelse med forskrifterne. Ja man blev endda fragtet til stedet i vogne. Og man kunne indtage kage inden badningen.
Når man var færdig med badet, var der et signalflag, der skulle hejses. Så var vognmanden klar over, at den badende skulle fragtes i land. Man burde ikke opholde sig i vandet mere end 8 – 10 minutter, blev der tilrådet.
Føhr havde et mere tysk end dansk publikum. Sild blev dog efterhånden borgerskabets foretrukne badested. Udviklingen tog fart i slutningen af 1850erne .
Spørgsmål om sammenfletning
Man talte om at ligge søbadene på Sild (åbnet i 1857) og Føhr sammen.
Efter 1864 skete der flere udvidelser, og antallet af kurgæster voksede. Midt i 80erne nåede øen at have 2.000 gæster. Masser af prominente gæster kom på besøg. En af dem var Kronprins Friedrich med sin hustru. De tilbragte somrene fra 1865 til 1873 på øen.
Den delte ø
De 5.000 indbyggere på den lille ø var inddelt i tre i 1800tallets første halvdel. Flækken Wyk og Østerlandføhr hørte begge til Tønder Amt. Her var kirke – og skolesproget tysk. Det var også Vesterlandføhr, hvor rets-sproget var dansk. Det tilhørte Ribe Amt, og blev betragtet som en del af Nørrejylland.
Disse lokaliteter var siden middelalderen i den danske konges besiddelse og ikke en del af Slesvig.
De Kongerigske Enklaver gik ikke automatisk over til Preussen. De blev brugt i en byttehandel, så Danmark fik Ærø og mindre grænserevisioner syd for Kolding og ved Ribe.
Føhr blev allerede før 1200 tallet nævnt. Allerede i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 skelnes der mellem Vesterland – Føhr og Østerland – Føhr.
Under Magrethe den Første og Erik af Pommerns opgør med de holstenske grever, forblev Vesterland – Føhr den danske konge tro.
Ved freden i Vordingborg i 1435 fik Vesterland – Føhr sammen med Amrum og List administrativ særstilling i Slesvig og lagt under Ribe stift.
Godt sømandskab
Nordfriserne vandt tidlig ry for deres sømandskab. De gik i tjeneste hos hollænderne, og tog med hvalfangerskibe til Grønland. Da briterne omkring 1730 også fattede interesse for hvalerne, hvervede de harpuner og kommandører på Føhr.
Omkring 1750 havde den lille ø ikke mindre end 1.500 sømænd på fremmede skibe.
Den jyske arbejdskraft
Under de langvarige fraværdsperioder kunne friserne ikke tage sig det hjemmelige og øens landbrug. Arbejdet blev overladt til kvinderne, der i forvejen havde nok at se til. Der var nødvendigt at hente fremmed arbejdskraft til hjælp med markarbejdet. Den kom ført og fremmest fra Nørrejylland.
Den jyske arbejdskraft fandt hver sommer arbejde helt ned til egnene ved Nederlandene. På de frisiske øer var der mange jyske karle, der bosatte sig. Ofte
giftede de sig med enken på gården.
Forstod ikke forordninger
I løbet af 1800tallet opgav mange føhringer deres arbejde til søs. Det var efterhånden blevet for farligt. De jyske karle havde lært dem at drive jorden mere effektiv. Og de kunne nu begynde at eksportere kornet.
Kvinderne på Føhr blev angrebet for deres store kaffeforbrug. Desuden mente nogle, at det var vild luksus at gå i nationaldragter. Mange af de lokale var efterhånden træt af de ting, som badegæsterne bragte med sig. Dårlige skikke og moral. De ville hellere være sig selv og fortsætte deres eget liv. Danskerne
lod i vid udstrækning føhringerne beholde deres gamle privilegier. Men ofte forstod de ikke de forordninger, som de fik tilsendt fra embedsmændene
i Jylland.
Det tyske sprog i fremgang
Frisisk, plattysk og dansk var i forfald og måtte vige for det tyske sprog. I 1848 herskede der dog en loyal stemning på Amrum og Vesterlands-Føhr over for Danmark. Men Wyk og Sild støttede Slesvig – Holstenerne.
I Wyk, på Østerland og på Sild var der stor tilfredshed med at man efter 1864 blev indlemmet i Preussen. I resten af området var der stor utilfredshed. Der foregik en stor udvandring til USA.
Kongen var populær
Da kongen besøgte øen den 18. juli 1860 var hele øen på den anden ende. På begge sider af Wyk`s hovedgade stod unge piger i egnsdragten med forskellige blomster. Kongen blev 14 dage på øen, og deltog i en række udflugter.
Øboernes egen sprog
Det som H.C. Andersen ikke nævnte, var at ca. 2.000 af øboerne taler fering, som er øens frisiske dialekt. I dag bor der knap 11.000 mennesker på Føhr. Men i sommertiden er der 20.000 mennesker alene i Wyk.
På øens nordligste del ligger den 2.000 år gamle Lembecksburg. Man kan se ringvolden på lang afstand. Mon der har været vikinger på spil?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31.12.2021
Januar 5, 2011
Det dansk – tyske forhold mellem 1920 – 1950. Hagekorsflag på Bov Kirkegård i 1933. Hvervning af tyske elever mod kontanter. Tyske lærer fik ikke forlænget opholdstilladelse og blev tvangspensioneret. Hvervning til fronten i Det Tyske Mindretal. Aftalebrud, danskere herunder gendarmer sendes i KZ – lejr. Efterhånden kunne området mønstre 120 modstandsfolk. Tysk ejendom konfiskeret. Udelukket fra arbejde. En tredjedel vendte ikke hjem.
Fordragelighed
Sognerådsarbejdet var præget af fordragelighed. Gennem tyverne var det et ret afslappet forhold. Indbyrdes var mange også gode venner. Men det forhold skulle snart ændre sig. To femtedel af de stemmeberettigede i Bov Sogn havde stemt imod en “genforening” med Danmark. Tallet for Holbøl Sogn var en tredjedel.
Eget parti
Allerede i 1920 havde det tyske mindretal skabt sit eget parti, Nordschleswigscher Wählerverein. Det lykkedes dog kun for mindretallet at samle halvdelen af de stemmer, der havde stemt imod Danmark. Men det gik dog væsentlig bedre i Bov og Holbøl. Magtbalancen var dog efterhånden gledet over til de dansksindede, grundet den store tilgang af embedsmænd i Bov Kommune. Gendarmer, banefolk og andre rigsdanskere reducerede antallet af mindretallets stemmer.
I Bov Sogn var det klart dansk flertal blandt ejendomsbesidderne i Frøslev, Vejbæk, Smedeby, Kiskelund. I selve Bov, Kragelund og Kollund var der hverken dansk eller tysk flertal blandt ejendomsbesidderne.
Ikke særlig synlig
Mindretallet var ikke særlig synlig i de to sogne først i 20erne. En tysk liste kom først i Bov i 1925. I Holbøl skulle man vente helt til 1937. For et nationalt mindretal var det magtpåliggende,
at få deres børn undervist i mindretallets sprog. Nu var det efter genforeningen gode muligheder for at få oprettet tyske privatskoler med offentlig tilskud. Og kommunen havde pligt til at oprette tysksprogede klasser ved kommuneskolerne.
Tyske skoler etableres
Det var det tyske mindretals øverste ledelse der pressede på, for at få en ren tysk skole. Det var ikke lokale kræfter. I 1927 kunne der åbnes en tysk skole i Hokkerup. Året efter fulgte Sønderhav. I 1929 var det Vilsbæks tur. Turen kom noget senere til Bov Sogn. I 1930 samledes en række af sognets ledende hjemmetyskere med det formål at oprette en tysk privatskole. Den mest energiske var Heinrich Sievers fra Oldemorstoft.
I 1932 åbnede der således en tysk skole i Padborg.
Bag den tyske skole i Kruså var det lokale kræfter, der stod bag. Den åbnede i 1933.Og den sidste tyske privatskole åbnede i 1938 i Fårhus. I 1930erne var det cirka 10 pct. af alle børn, der gik i tysk skole i Bov Sogn.
Aktiv kreditforening
Mindretallets bønder blev også hårdt ramt af landbrugskrisen. Den tyske kreditforening Vogelgesang var særdeles aktiv i Bov og Holbøl Sogne. I forvejen sad mindretallet på en væsentlig højere andel af jorden end det som opbakningen til mindretallet umiddelbart kunne tyde på.
I 1936 sad Vogelgesang på ni ejendomme i Bov Sogn og tre ejendomme i Holbøl Sogn. Kreditforeningens formål var at sikre disse ejendomme på tyske hænder.
Hagekorsflag på Bov Kirkegård
Som det vil fremgå af andre artikler tog det lang tid inden det tyske mindretal blev nazistisk. Andre tyske organisationer var tidligere ude. Allerede i 1933 kunne man på Bov Kirkegård
opleve en begravelse med hagekorsflag. I efteråret 1933 skænkede hjemmetyske nazister et billede af Hitler til den tyske skole i Kruså.
Mere militante foredrag
Det almindelige tyske kulturarbejde fortsatte. Ofte var det med underholdning og foredragsholdere syd fra. Møderne blev efterhånden tilsat Hitler – hilsner og talerne blev mere militante. Ellers var det plattyske skuespil, kaffebord og dans. Først i slutningen af 30erne var hele mindretallet nazificeret. NSDAP – N overtog efterhånden mere og mere. Det var dog i Bov Kommune ikke tale om den store revolution i første omgang.
Jens Møller på besøg
I marts 1939 var mindretallets leder, Jens Møller på besøg i Tørsbøl. Han talte om frontgenerationen. Der blev vist lysbilleder fra partidagen i Nürnberg, og afsluttet med Heil for fører, folk og hjemstavn.
Kvinderne blev organiseret i kvindeforeninger. I Bov fik man hurtig 30 medlemmer. Og i 1939 startede en tysk kvindeforening i Sønderhav.
SA dannes
I 1938 var der startet lokale afdelinger af Schleswigsche Kammeratenschaft i begge sogne. Det var et militant, uniformeret korps som efterlignede Hitlers stormtropper SA. I 1939 blev filmen Die Wermacht vist i Fårhus.
Hvervning af elever
Som svar på Vogelgesang stiftede man Landeværnet. Man fandt dansksindede købere til gårde. Adskillige var gået på tvangsaktion.
Fra dansk side så man med mistro på, at elevtallet voksede i de tyske privatskoler. Lokale dansksindede hævdede, at forældrene var blevet presset til at sende deres børn i tysk skole. Hejmdal fortalte om en lærer i Hokkerup, der gik fra dør til dør for at hverve elever. Han tilbød forældrene kontante tilskud.
Dansk Samfund
Langs grænsen stiftede man Dansk Samfund. Afdelingen i Bov Sogn meldte om en rekordstor tilslutning på 1.400. På Bov Kro holdt H.P. Hanssen en opmuntrende tale til de forsamlede.
Det Unge Grænseværn var en national masseorganisation, der blev dannet for unge sønderjyder.
Det Tyske Forår
Den øgede organisation på begge sider, skabte stigende modsætningsforhold. Den tyske lærer i Sønderhav, Wilhelm Jürgensen var en af de ivrigste nazister. Han blev kaldt Asmus von der Heide. Han skrev i skolekrøniken i 1933 – 34:
Ingen forlængelse
Padborgs tyske lærer, der bar navnet Deutsch havde på et møde syd for grænsen udtalt, at man i hans skole sang Saar – sangen med knyttede næver. Han så hen til at realisere folkefællesskabet. Men det ville myndighederne ikke finde sig i. Manden var tysk statsborger, men myndighederne nægtede at forlænge hans opholdstilladelse. Det hjalp ikke, at mindretallet bad om forlængelse.
Lærer tvangspensioneres
I Vilsbæk havde man en tysksindet førstelærer i den danske kommuneskole. Der var ikke noget at bebrejde hans undervisning. Men i 1936 underskrev forældrene en erklæring om, at de ønskede en anden lærer. Men det fik det tyske mindretal til at gå i aktion. De indsamlede 87 underskrifter på en støtteerklæring til lærer Gilleberg. Det endte dog med, at læreren blev tvangspensioneret.
Slagsmål
I 1938 kom der til et slagsmål mellem nogle drenge. Sagen blev slået meget stort op. Det tyske blad hævdede, at de danske drenge havde belejret de tyske drenge og overfaldet dem u-varslet. I retten blev de tyske drenge dømt. Bøden betalte de andre i Jungenschaft.
8 – 9. april: 14 dræbte i Sønderjylland
Nu er de her, vi er blevet overfaldet. Sådan lød budskabet fra Kruså til Søgård klokken 4.10 den 9. april 1940. De danske myndigheder havde dagen før besluttet, at Grænsegendarmerne
ikke måtte yde modstand. De skulle lade sig afvæbne. Tre gendarmer blev skudt ved viadukten.
En sergent på Søgård spurgte den officer, der havde kommandoen, om han ville tage ansvar. Det er jo det rene selvmord, mente sergenten. Officeren spurgte så soldaterne, og fik at vide, at de ville kæmpe. I alt faldt 11 soldater i Sønderjylland før den danske regering kapitulerede.
By-leder opfordrer til selvtægt
I efteråret 1940 gav den lokale by-leder for det hjemmetyske naziparti NSDAP – N, gårdejer Hansen fra Harkær udtryk for sin harme over for de dansksindede. Har var forarget over for håndgribelige fornærmelser, politiske overgreb og utålelig boykot. Han fortalte, om en grov fornærmelse af Føreren i biografen, hvor en mængde mennesker hujede, hver gang Føreren
viste sig.
Vi er nødt til at gribe til selvtægt, hvis det ikke snart sker en ændring, sagde han til et tillidsmandsmøde.
Fra maj 1940 fik de tyske skoler eftergivet halvdelen af ejendomsskatten. En af resultaterne var en ny skolebygning i Kruså.
Nogle tjente på krigen
Mørklægning og varemangel gjorde hverdagen trist for beboerne i Bov Sogn. Reallønnen skrumpede ind, grundet højere priser. Landbruget havde dog gode kår. Tyskerne kunne bruge produkterne. De betalte dog aldrig for dem. Men Nationalbanken pungede ud.
Også vognmændene havde gode kår. Krigen igennem kørte de landbrugsvarer og fisk til de tyske byer. Arbejdsmænd i tørvemoserne tjente også godt. Mange boede i skurvogne ved moserne. Ja man kan godt tale om et tørveeventyr. Arbejdet var hårdt, men godt betalt.
Månedsmøder
Ved fester og møder manede foredragsholderne til nationalt sammenhold. Padborg Ungdoms – og Foredragsforening holdt månedsmøder med over 200 deltagere. Gode danskere gik med kongemærker.
Hvervning i mindretallet
Fra sommeren 1941 begyndte de tyske myndigheder systematisk at hverve soldater blandt mindretallets medlemmer. Det skete selv om det var forbudt I Danmark. Et par tusinde kom på den måde i krig. Havde man nægtet var man blevet udelukket af fællesskabet. En tredjedel af dem, der meldte sig, blev derude.
Fødselsdag med 400 deltagere
Ja kongen blev en slags symbol. I 1942 trak kongens fødselsdag 400 deltagere i Padborg og 200 i Bov. Resten af krigen var der masser af møder i sognet. I 1943 blev kongefødselsdagen dog aflyst på grund af undtagelsestilstanden. I 1944 holdt det hårdt med at få gennemført arrangementer. I februar 1945 måtte Bov Ungdomsforening fejre afstemningsdagen i private hjem.
Det tyske hjemmeværn
Efterhånden dalede interessen for at melde sig mere eller mindre frivillig til krigen. Men så fik man chancen for at melde sig ind i det tyske hjemmeværn, Zeitfreiwilligen – Korps. Her var der tale om mere modne folk. Der var mange bønder og selvstændige iblandt.
Aftalebrud
I sommeren 1944 kom besættelsen langt nærmere på indbyggerne i Bov Sogn end før. Tyskerne deporterede flere og flere til tyske koncentrationslejre. Fra dansk side foreslog man en interneringslejr tæt ved grænsen. Det blev til dannelsen af Frøslevlejren.
Men ak. Allerede den 15. september 1944 brød tyskerne alle aftaler og sendte 200 fangere videre til rædslerne i Tyskland.
Gendarmer blev derude
Folk reagerede på disse deportationer. Butikkerne i sognet lukkede og jernbanefolkene strejkede. Det hjalp ikke. Tværtimod, så afvæbnede tyskerne politiet den 19. september. Den øverstbefalende blandt gendarmerne valgte at dø i kamp mod tyskerne.
141 gendarmer var blevet sendt til Neuengamme. En del kom aldrig hjem.
Efterhånden nåede dødsbudskaberne de små hjem i Bov Sogn. Kirken fyldtes til mindegudstjenester.
Den første modstand
Kommunisterne i sognet var de første til at yde modstand. Men også det stærkt borgerlige parti Dansk Samling modsagde det officielle Danmarks samarbejde med besættelsesmagten. Fra sommeren 1943 iværksatte man egentlig sabotageaktioner over hele Sønderjylland.
Den første aktion var sprængning af en transformator ved Vilsbæk den 28. august 1943. Den blev udført af folk fra Tønder.
Men allerede på det tidspunkt var der en modstandsgruppe i Padborg. De var dækket ind under en terrænsportsgruppe under ledelse af lærer Frederik Sørensen.
Den 27. november 1943 ødelagde man to kølebiler i Kruså. I februar 1944 kom der til en ildkamp i Kollund. To modstandsfolk blev dræbt. (Se artiklen: En stikker i Sønderjylland).
120 mand ind i kampen
I løbet af sommeren 1944 blev gruppen forsynet med radiosender, kode og sprængstof, men inden man kom i aktion, faldt koden i tyske hænder. Det illegale arbejde voksede nu hurtig
i sognet. Terrænsportsgruppen var et arnested for rekrutteringen. De yngre medlemmer af Frøslev Sangforening indgik i modstanden. Lederen, Frederik Sørensen endte også i Frøslevlejren.
Malermester Jens Ege og læge Hans Lorentzen overtog ledelsen. På et tidspunkt kunne man mønstre 120 mand. Der blev etableret tre afdelinger. Én for Padborg – Frøslev, Èn for Bov og Fårhus, og endelig én for Kollund og Kruså. Senere kom en fjerde afdeling i Holbøl.
Om natten øvede man sig i våbenbrug. Våbnene kom via Padborg Station, hvor unge speditører tilknyttet modstandsbevægelsen tog sig af den videre transport. Våbnene blev gemt rundt om i sognet.
Den 9. februar skulle man i aktion ved Frøslev, men man løb lige ind i tyskerne. Mange flygtede. Men de allerfleste og mange andre blev taget. Muligvis er en af de første anholdte blevet mishandlet og har røbet kammeraterne. Det gik også rygter om, at hjemmetyskere havde røbet aktionen.
Selbstschutz
De mest fanatiske nazister inden for mindretallet fastholdt en hård kurs over for de dansksindede. I 1944 opstillede deres kamporganisation, SK, der var et væbnet korps Selbstschutz vagter ved tysksindedes ejendom. Da den tyske skole i Kruså blev udsat for en bombetrussel, handlede den lokale afdeling af Selbstschutz. Fem tilfældige dansksindede fra byen blev arresteret og anbragt i skolen som levende gidsler.
Modstandsviljen var stor. Men også vreden mod tyskerne var stor. Det skyldtes deportationerne fra Frøslevlejren og de mange døde gendarmer, som havde været vellidt i sognet.
Bomber over området
De allierede bombefly begyndte at angribe de tyske byer. Beliggenheden nær Flensborg bragte de to sogne, Holbøl og Bov i farezonen. Det hændte at bomberne ramte på den forkerte side af fjorden. Flere ejendomme i Kollund blev ramt, herunder skolen. Også Strandhotellet i Rønshoved udbrændte efter et bombardement.
3.000 tyske arbejdere
I januar 1945 kom 3.000 tyske arbejdere til sognet. De skulle grave tankspærringer. Sognefogeden fik ordre til at finde plads til dem. Da han afviste, truede tyskerne med at beslaglægge hele Nygade. Alle skoler og forsamlingshuse blev gjort derefter klar til indkvartering. Sognefogeden havde også foreslået biografen, men den ville tyskerne ikke undvære. Man tog i stedet Missionshuset.
De hvide busser
Det lykkedes for Folke Bernadotte at få overtalt tyskerne til at sende danske og norske koncentrationsfangere hjem. Røde Kors samlede en masse busser og malede dem hvide. I slutningen af april bragtes de sultne og udhungrede fanger nord for grænsen.
Befrielsen
Endelig kom befrielsen. Et bal blev afholdt i Bov den 5. juni. Det samlede hele 800 mennesker. Midt i glæden blev der afholdt mindegudstjenester til minde om alle dem, der var blevet
skudt af tyskerne eller døde i koncentrationslejrene.
Stort tab for det tyske mindretal
For tiden efter den 5. maj 1945 blev tilværelsen for det tyske mindretal svær i Bov og Holbøl Sogn. Det tyske mindretal havde oplevet de fem besættelsesår med helt andre følelser end deres dansksindede naboer. Den tidligere omtale lærer fra Sønderhav havde i skolekrøniken skrevet:
Det Tyske Mindretal i Bov og Holbøl Sogn mistede 33 under krigen, heraf var de 29 mellem 18 – 29 år.
Det tyske mindretal bliver interneret
I de første uger efter befrielsen blev en masse fra Det Tyske Mindretal interneret af danskerne. De yngste var 15 – 16 år. Frøslevlejren skiftede nu navn til Fårhuslejren. Ingen skulle følge sig sikker. Hjemvendte soldater i tysk krigstjeneste blev også anbragt her. En generel kriminalisering af det tyske mindretal fulgte. Omkring halvdelen af det tyske mindretal var dømt på forhånd.
Tysksindede udelukket
Derhjemme måtte mindretallets koner holde sammen på stumperne. Ældre mænd og store drenge måtte forsøge at tjene penge til husstanden. Arbejder – og lærerkoner var nok dem, der var værst stillet. Der var ingen, der ville ansætte tysksindede arbejdere. Lærerne måtte ud at arbejde som arbejdsmænd, hvis nogen da ville have dem. De måtte først undervise igen fra 1950. De fleste var blevet løsladt i 1947, men de var mærket adskillige år efter.
Iskold stemning
Stemningen var iskold. Danmark vedtog at konfiskere tysk ejendom i landet for bare at kompensere for en del af det, som tyskerne havde taget under besættelsen. Det ramte en del huse i Kollund og Sønderhav. Den store Freihof i Kollund gik det også ud over. Og det som havde tilhørt Kreditanstalt Vogelgesang blev konfiskeret.
Tyske skoler vender tilbage
Bitterheden sad længe i folk. Myndighederne mildnede efterhånden kursen. I 1948 – 49 fik mindretallet omsider lov til at købe 13 skoler i den sydlige del af Sønderjylland tilbage. Blandt dem var Padborg Tyske Skole, der genåbnede i 1950 med 20 elever.
Kilde:
Litteratur Padborg/Krusaå/Bov
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 19.-10.2021
Januar 5, 2011
Aabenraa får flere arbejderkvarterer. Arbejdsgiverne bygger boliger. Efter søfartskrisen breder fattigdommen sig. Chinatown i Aabenraa er for de rige. Købmændene flytter ud. Pakhuse indrettes til boliger, grundet boligmangel. Vi ser på palæet i Vestergade, og hvor ligger Liebesallé. Vi ser på Callesensgade, promenadelivet, Hjelmskov og byggeriet ved by-bakken.
Arbejdere breder sig
Den sydlige del af bykernen var omkring 1900 – 1910 blevet arbejderkvarter. De forskellige sociale grupper i byen boede efterhånden i hver sin retning. Den sydvestlige del af Aabenraa blev præget af engdragene. Den gamle borgerlige beboelse i Slotsgade og i Nygades sydlige del blev efterhånden opløst.
En af de store embedsgårde blev badeanstalt, en anden blev delt i 2 – 3 lejemål, mens en købmandsgård blev delt i 10 – 12 usle lejemål.
Den socialdemokratiske bevægelse opstod omkring svendeherbergets kro, Slotsgade 40. Herberget ophørte, da indehaveren, snedker Rob. Luppi blev frataget bevillingen af myndighederne. Men møderne fortsatte, nu bare i snedkerens værksted.
Det var også her i Nygade – Slotsgades område man kan se de første aktive i den socialdemokratiske bevægelse. Arbejderbevægelsen rykkede efterhånden ind i side – og baghuse i Vestergade og efter 1900 også i Storegade. Tidligere pakhuse og værksteder blev nu indrettet til beboelse.
Arbejdsgivere byggede boliger
Omkring 1850 var der i selve Aabenraa ikke bosat særlig mange kaptajner og søfolk. I havnekvarteret var det især skibsbygmestre, skibstømrer, sejlmagere og lignende, der dominerede.
Skibstømrer var blevet mere velhavende og kunne bygge deres eget hus. Daglejere og arbejdere byggede kun rent undtagelsesvis deres eget hus mellem 1840 – 1920. På et tidspunkt har der været mangel på skibsværfts arbejdere.
I 1830 havde agnet Bruhn anlagt et skibsværft på Kalø i Genner Bugt. Samtidig anlagde han arbejderboliger, købmandshandel og gæstgiveri. Forbilledet for disse boliger kom sikkert fra Kobbermøllen ved Kruså.
Samme bygningstype, de såkaldte lange Huse kom også til Aabenraa. Et af disse ses ved Sønderport. Over gavlen var selvfølgelig anbragt Neptun med treforken – søfartens symbol. I gavlen var det gæstgiveri. Bagved lå lejlighederne to og to med fælles forstuer. Boligerne blev lejet ud. Allerede i 1860 boede her folk, der ikke havde tilknytning til skibsværftet. Bygningen blev opført af en af skibsværftsejerne Poulsen. Det forblev i familiens eje også efter at skibsværftet efter 1880 blev omdannet til savværk.
Skibsbygger Jacobsen byggede et stort to – etagers hus til sig selv på Skibbroen med udsigt over sit værft. Hans arbejderboliger kom til at ligge lige bag ved. Han havde allerede købt et ældre hus i Gildegade (nuværende nr. 1)
I 1871/72 udstykkes længen til selvstændige huse med to lejligheder i hver. Senere blev det solgt til det preussiske militær som brugte det til kaserne.
Omkring Gildegade
Omkring 1850 samlede skibstømrerne sig i ganske bestemte dele af byen. Det var praktisk at bo nær ved sit arbejde. Allerede siden midten af 1700 – årene boede mange skibstømrer i Gildegade. Under søfartens tilbagegang ophørte der i lang årrække nybyggeri ved havnen. Men i årene 1840 – 60 blev der bygget en række fornemme to – etagers forhuse til de større skibsbyggere. Desuden blev der anlagt 5 – 6 egentlige borgerlige udlejningsejendomme. Efter skibsbyggernes afgang, blev de overtaget af pensionister, kaptajner og mindre embedsmænd.
Fattigdommen bredte sig
Fattigdommen sneg sig ind i Aabenraa efter søfartens krise. I 1879 blev der udbetalt fattigunderstøttelse til 190 mand og 120 kvinder. I 1878 blev Skibstømrernes Understøttelseskasse
oprettet. Desuden var der en sygekasse for søfolk og kaptajner. En del af skibstømrerne forsøgte at skaffe sig indtægter som værtshusholdere. I Gildegade og Pottergade var der en lang række små lejemål, der var vanskelig at udleje. I 1890 blev presset igen forøget på boligmarkedet forøget.
Omkring 1910 var Sønderport også udviklet sig til et arbejderkvarter.
Arbejdere i Kolstrup
Kolstrup, den gamle landsby, blev også efterhånden beboet af arbejdere. En del landbrugsejendomme blev omdannet til arbejderboliger. Også omkring Nørreport skete der en tilvækst af arbejdere. Boligerne indrettedes med om – og tilbygninger. Ind imellem lejehusene lå mindre gæstgiverier og håndværkergårde.
Ved Nørreport
I 1868 byggedes den nye statsbanegård ved Nørreport. Efter 1875 begyndte det borgerlige villakvarter langs Nørre Chaussé. I 1860erne blev gæstgiverierne omdannet til hoteller. Den ældre bebyggelse blev efterhånden udskiftet. Nye huse med store udstillingsvinduer varslede om en ny tid.
Nørreport 14 blev opført af skomagermester Walther i år 1900. Og det endnu større Nørreport 12 opførtes af Skifter Andersen. Han var forhenværende skibstømrer, der havde slået sig på værtshushold.
China-Town i Aabenraa
I 1875 byggede tre kaptajner, der alle havde sejlet på Kina – Kysten tre villaer ved Nørre Chaussé, et stykke fra byen. Stedet kom i folkemunde til at hedde China-Town.
Kaptajnerne havde lige til 1870erne sat deres opsparede kapital i jord og gårde på Løjt Land. Omkring 1860 var især landsbyen Stollig centrum for byggeri af kaptajnsgårde. En af dem kom til at hedde Ankergrund.
Kaptajnerne på Løjt Land kom til at danne en kulturel gruppe i lighed med Aabenraas storborgerskab. Indflytningen til selve Aabenraa markerede en ændring i livsstilen. China – Town
voksede i løbet af 1880erne til at være en hel lille villaby. Indtil ca. 1890 var det mest kaptajner, rige pensionister og enkelte embedsmænd, der byggede herude. Også en periode med Schweitzerstil opstod. Først efter 1900 var der andre borgerlige grupper, der flyttede ud til China-Town.
Købmændene flytter ud
Købmændene havde ind til 1890erne boet i deres gårde langs hoved-strøget. Men efter 1900 – 1905 begyndte nogle af købmændene at bosætte sig andre steder. Nu behøvede butik og lejlighed ikke mere at være i samme ejendom.
Palæet i Vestergade
Da Peter Clausens formue på Store Torv havde rundet en million, som rygterne sagde, ja så rev han to håndværkergårde ned i Vestergade. På disse to grunde opførte han et to – etagers palæ af hidtil uset karakter. Her var plads til luksuslejlighed til Clausen selv. Men ejendommen rummede også saloner, sove – og børneværelser, samt værelser til tjenestefolk og kommiser
Bag ved huset blev der bygget et vognhus, og bag ved dette anlagdes en pragthave med terrasser, lysthus i form af et romersk tempel samt noget, der vakte virkelig opsigt – et abe-bur.
Flere og flere villaer blev bygget ved Nørre Chausse. Udviklingen ved Forst Allé skete væsentlig langsommere. Fattigkvarteret i Møllegade – Persillegade kom ikke til at påvirke udviklingen.
Callesensgade
En af de store bygmestre fra den tid var Peter Callesen. Hav var også idemanden bag den første planlagte kvarterdannelse i Aabenraa siden middelalderen. Callesen nåede at bygge 20 lejligheder. Efter hans død fortsatte sønnerne. I det oprindelige projekt opførtes endnu en stor ejendom ved en ny Tværgade, men ellers fortsatte byggeriet ved Møllegade, hvor der blev bygget to ejendomme med hver 25 lejligheder. En fjerde bygning blev rejst ved Forst Alle.
I folkeminder blev husene i Callesensgade kaldt for Kommodehuse.
Boligmangel
Egentlig havde man ikke taget befolkningstilvæksten videre alvorlig. Man havde nøjedes med tilbygninger og ombygninger. Men i 1898 kom problemet på dagsordenen i Aabenraa Handelsstandsforening. Her enedes man om at indkalde til en Borgersamling. Her bad man Landesversicherungsrat Hansen om at tilvejebringe særlige finansieringsmidler for arbejderboliger , bl.a. tilvejebragt ved de Bismarckske sociallove.
Hjelmskoven
Fra gammel tid var Hjelmskoven vest for byen et yndet udflugtsmål. Under påvirkning fra den engelske havekunst udviklede en række skovriddere efterhånden denne skov til lystskov. Arealerne mellem skoven og byen var opfyldt af enge. Nogle marker blev i 1830erne taget i brug som Danmarks første kolonihaver med landgreve Carl af Hessen som initiativtager.
Liebesallé
I samme periode anlagdes en ny kirkegård ved Forstalle (Kirkegårdsvejen). Mellem kirkegården og skoven blev der anlagt en såkaldt Liebesallé. For Slotsgade, der var forbindelsesvej mellem byen og skoven gav denne trafik anledning til to større restaurationer i gadens vestligste ende. Den ene af disse blev udbygget med keglebane, hvis pavillon mod Slotsgade blev udformet som et romantisk havetempel med tre frisøjler mod gaden.
Promenadelivet
Efter 1850 blev promenade-livet flyttet til byens østside. Der blev skabt en direkte gangforbindelse mellem Jørgensgård Skov og kysten ved Lindsnakke. I en tidligere artikel har vi beskrevet Dr. Neuber og badestedet ved Lindsnakke.
I 1865 blev badehotellet Bellevue bygget uden for Sønderport. I 1880erne blev der også bygget et badehotel på Lindsnakke. Således kunne Aabenraa i 1900 kalde sig for Ostseebad Apenrade.
Fritidslivet i Hjelmskoven blev udbygget. Her fortsatte man det folkelige pinsemarked helt op til vore dage. En skyttebane samt Skytteforeningens Restaurant blev anlagt her.
Omkring 1840 – 1850 tog man med vognmænd til møllerne i dalene. Senere tog man med båd til Eliselund og Varnæsvig. Fra 1898 kunne man med Æ Kleinbahn komme til Æ Knapp, Lundsberg Kro og de øvrige landsbykroer.
Masser af byggeri ved bakken
Omkring by-bakken blev der i 1840erne anlagt fattiggård, arbejderhus og drengeskole. I 1860 anlagdes Günderoths Stiftelse på hjørnet af Nygade og Persillegade. Navigationsskolen og Sygehuset blev placeret på en høj bakke nord for byen. I 1905 – 1907 fulgte retsbygningen og Ober – und Realschule.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 23. – 11. 2021
Januar 5, 2011
I denne første del besøger vi Aabenraas centrum. Hvordan var udviklingen i byen. På hoved-strøget overtog butikkerne efterhånden håndværksvirksomhederne
og købmandsgårdene. Det ”sociale – bolig- skel” forsvandt efterhånden. De fine boede inde i centrum, og på Store Torv boede de helt fine. Vi besøger Ramsherred, Storegade, Lille – og Store Pottergade, Slotsgade, Nygade m.m. Desuden aflægger vi nogle gamle virksomheder et besøg.
Fornemme gårde og fattigdom
I årene 1878 – 82 udvandrede over 1.000 personer – især unge folk. Turen gik til Amerika, Flensborg, Hamborg og Danmark. Det paradoksale var, at købmændene i byen kunne bygge fornemme gårde til sig selv, mens fattigdom og arbejdsløshed herskede i sidegaderne.
Efter 1864 så den tysksindede købmandsstand positiv på fremtiden. Fra 1897 blev den smalsporede jernbane tilknyttet byen. Det trak landbefolkningen til. I årene 1895 til 1905 voksede
den preussiske administration .
Industri til byen
Omkring år 1900 opstod der en del industri i byen uafhængig af købmandsstanden Aabenraa blev centrum for administrativ og anden service samt en – gros og butikshandel. Byen oplevede pludselig en stor indvandring. Det var af embedsmænd og arbejdere.
Der skete også en forandring af bygningerne og huse i Aabenraa. I 1840 – 50 var byen præget af den første store søfartsperiode fra 1730 – 70. I løbet af 1700 – årene og i begyndelsen af 1800 – årene var det gavlhusene, der var dominerende. Gavlhusene var et typisk håndværkerhus. Ofte var der bygget et mindre sidehus og bagerst på grunden et baghus på tværs, som rummede pakhus, stald eller lignende.
Aabenraas bygninger
Disse huse var som regel opført i bindingsværk. Fra midten af 1700 – årene var gavle, karnapper og langsider blevet omsat i grundmur. Gavlhusene var næsten enerådende i Slotsgades
østligste del, i Ramsherred nord for Nørretorv samt i Søndergades nordlige del. Også en del af Storegade samt Fiskergade og dele af Nygade var i høj grad præget af gavlhusene.
De lang-huse, der i løbet af 1700 – tallet vandt indpas i bybilledet, kan opdeles i fire grupper:
Købmands – og kaptajnsgårdene lå for det meste på Storetorv, i den vestlige del af Skibbrogade og på et stykke af Storegade. Men de kunne også findes spredt langs Storegade og Ramsherred. Der var ikke så mange embedsmandsgårde. Typisk for disse var de store haver. De lå især i en klynge i Slotsgades vestlige del.
Efter 1730 opstod gavlkvisthuset. De lå typisk i de mindre centrale områder i håndværkerkvartererne som Nybro, Nygade, nord for Pottergade og Slotsgades vestligste del.
Lejehusene
Da det gik fremad i 1700 årene skulle søfolk og skibstømrer have husly i byen. Det betød at Lejehusene i en eller to etager opstod. Det kom til at præge Sønderport og Gildegade. Men også Slotsgade og Nygade fik sin del.
Her var mange flotte eksempler på god byggekunst. Det kunne måske skyldes, at de havde samme byggeherre som de højborgerlige gårde.
Det sociale niveau
Husenes størrelse udtrykte borgerens økonomiske formåen og pladsbehov. Ja man kunne stort set se den fortløbende rangfølge fra centrum ud mod periferien. Det sociale niveau var tydelig. Handelens placering ved torv og hoved-strøg skyldtes i høj grad nødvendigheden at være der, hvor oplandets beboere kom forbi. Håndværkerhusene har nok ikke haft samme formål.
Nu kunne de højborgerlige personer også godt bo i de mindre gader. Her har husets størrelse sikkert haft større betydning end afstanden til centrum. Området omkring Storetorv var tillagt stor prestige. Mindst prestige havde yderområderne.
Forandringer i Købmandsgården
Købmandens forhold havde i perioden efter 1840 stor indflydelse på byens økonomi. Købmandens familie samt en del af hans ansatte levede si samme husstand. I anden halvdel
af 1800 årene specialiserede købmændene sig mere og mere. Købmandsgården fik udvidet sin butiksvirksomhed. Man fik intensiveret oplandsbetjening, engros – handel med stationsbyerne m.m. Man fik hjælp af bogholdere, kommiser, karle, kuske og piger m.m.
Bankkrak
Men der skulle en stor omsætning til for at kunne lønne et stort personale. Og det var ikke alle, der kunne klare dette. I perioden 1850 – 1900 blev der af byens 40 købmænd cirka 24 fattige eller de gik direkte konkurs. En del af forklaringen kunne skyldes et bankkrak.
I tiden 1900 – 1910 var der en stor udskiftning af købmandsslægter i Aabenraa. Købmænds-sønner, der ønskede at gå handelsvejen, søgte lærerplads andre steder, ofte i andre byer. Den første bank blev grundlagt i Aabenraa i 1872. De næste banker kom i 1890erne.
Voetmann
En af de store købmandsfamilier var Voetmann. Siden 1850erne havde de været blandt byens førende. Man beskæftigede sig med tømmerhandel fra Finland. Dette tømmer solgte man videre til hovedsagelig vester-egnen, marsken og Tønder.
Hans Riis
Jeg husker også fra min tid i Aabenraa, Hans Riis Købmandsgård, Nørreport 30. Den blev liggende på hoved-strøget indtil dens lukning i 1977. Den har alene været baseret på oplandshandel. Siden opførelsen i 1880 var et gæstgiveri i købmandsgården ophørt. Så sent som i 1965 blev der bygget en silo til købmandsgården.
Byggeri ved havnen
Først omkring 1920erne forsvandt de fleste købmandsgårde fra hoved-strøget. En del af de tidligere pakhuse blev indrettet som lejligheder. I lighed med Voetmann, der i 1880erne byggede tømmerpladser og savværker ved havnen, byggede et par andre købmænd lagre og pakhuse ved havnen.
Nye forretninger på hoved-strøget
Alt dette gav plads til nye forretninger på hoved-strøget. Specialforretninger, service – og bankvirksomheder opstod. I perioden opstod fire banker, en lægebolig og et advokatfirma på steder, der før havde rummet en købmandsgård.
Området stagnerede
Søndergade og Søndertorv var fra 1700tallet et vigtigt mødested for dem, der kom syd fra. Her lå postgården fra ca. 1770 – 1870. Her lå også en del gæstgiverier og 6 – 7 mindre købmandsgårde. Men efter 1864 var det som om dette kvarter stagnerede.
Borgerskabet forsvandt
I Storegade dominerede de højborgerlige grupper indtil ca. 1914. De handlende udgjorde ca. 40 pct. af strøgets husejere. Storegade og Storetorv udgjorde også hotel, forlystelsesstedet Colosseum, Apotek og Rådhus.
De større handlende havde efterhånden forladt hoved-strøget. Desuden kom der også andre lejere ind i lejlighederne. Borgerskabet var efterhånden forsvundet.
Håndværksvirksomheder
De største håndværksvirksomheder lå efterhånden i Ramsherred, Storegade, Søndergade og Vestergade. Her havde man over en ansat pr. mester. Længere nede kom håndværkere i Skibbrogade og Slotsgade. Her var der en ansat for hver tredje mester.
På Klinkbjerg, i Nygade og Pottergade var der kun en ansat for hver fjerde mester. Længst nede lå Sønderport og Gildegade.
Efterhånden blev håndværksvirksomhederne på hoved-strøget afløst af butikshandel. I det gamle Colosseum blev der oprettet et Magazin.
Kurtzweil
En af de gamle butikker, som jeg husker, er Kurtzweil. Man startede i 1856 som et blikkenslagerværksted. I 1877 var det nærmest tale om klejnsmed. Der blev produceret kagekasser og mælkejunger. I 1883 blev der i Ramsherred 43 indrettet en butik og startet en produktion af petroleumslamper. Der blev også eksperimenteret med fotoapparater og cykler.
Mellem 1905 og 1910 kom sønnen med i firmaet. Nu var det nærmest tale om elektrisk installation. Dette blev dog senere opgivet. Så satsede man på lædervarer, radioer og gaveartikler. Senere var det kun lædervarer og gaveartikler.
Fra 1910 – 1921 var der tale om tre generationer af familien under samme tag. Eksemplet afspejler faktisk, hvor god man har været til at tilpasse sig kundernes krav. Sidst jeg husker butikken, ja så lå den på Ramsherred 34.
Callesens Motorfabrik
Af gamle industrivirksomheder husker jeg også Callesens Maskinfabrik. Vi var på rundvisning, og jeg var ganske imponeret. Den blev startet i 1899 af Heinrich Callesen. Omkring år 1900 beskæftigede man 3 svende og 10 lærlinge. Man specialiserede sig i Motorlokomobile, Bootsmotore og Stationäre Motore. Fabriksbygningen fik en speciel udformning. Det var et traditionelt gavlhus med bolig mod gaden og fabrik bagved.
‘Fabrikantens bolig og kontor var udformet som villa i tyrolerstil med udskårne vindskeder og smedejernsbalkoner. På gavlen mod gaden var der sat en plade, hvor der stod:
Fabrikken ophørte i Aabenraa men fortsatte i Kiskelund. Her det hvis nok mest tysk arbejdskraft. Virksomheden blev hvis nok opkøbt.
Farver Jacobsen
Byens to farvere holdt til i gamle købmandsgårde. Farver Jacobsen havde en gård på Ramsherred. Han gik mere og mere over til butikshandel. I 1910 byggede han en forretningsejendom
på stedet.
Farver Ries holdt til i Vestergade. Her blev der udviklet en form for mindre industri. Farveriet ophørte dog i 1920.
Vestergade – kvarteret
Vestergade var omkring 1850 nok det mest udprægede håndværkerstrøg i Aabenraa. Gæstgivere og vognmænd havde ligeledes slået sig ned her. Her boede også bagere, slagtere, kobbersmed m.fl. Et par store håndværksgårde bidrog til en hvis stabilitet indtil år 1900. Herefter var det som om kvarteret ikke kunne finde ud af, hvad det ville udvikle sig til.
En af gæstgiverierne blev til Stadt – Theater også kaldet Salon Thalia. To andre gæstgiverier specialiserede i opstaldning i forbindelse med markeder. To håndværkergårde blev nedrevet omkring 1900 for at give plads til Peter Clausens privatpalæ. Håndværkerkvarteret var forsvundet, men det var ikke entydigt afløst af et andet.
Pottergade
Dele af Vollesgyde samt Store – og Lille Pottergade var fra gammel tid bebygget med små boder. Omkring 1700tallet var de ejet af beboerne selv. Omkring 1835 var hele området et udpræget småhåndværkerkvarter. Allerede omkring 1845 – 55 ændrede kvarteret karakter. Antallet af arbejdere og skibstømrer steg kraftigt. Det skete på håndværkernes bekostning. En befolkningstilvækst skete også. Man kunne se det, for mange steder blev der tilført en ekstra etage.
Efter 1860 faldt antallet af husstande noget. Enlige kvinder søgte til området. Omkring 1900 var Pottergade igen et arbejderkvarter.
Slotsgade
Slotsgade og Nygade var endnu i 1860 udprægede håndværkerkvarterer . I Slotsgade var hoved-massen af bygningerne fra 1700 – årene, ja nogle var endda ældre. Her havde der ikke været behov for fornyelse. Tidligere ubeboede rum som værksteder, lofter og stalde blev beboede. Ligeledes blev der til side – og baghuse føjet etager og kviste til.
Fra 1885 – 90 begyndte der at optræde flere familienavne af tysk og polsk oprindelse i kvarteret.
Nygade
Nygades udvikling fulgte Slotsgades. Men i den sydlige del blev der i 1860 bygget nogle nyere ejendomme. I denne del formåede den borgerlige del af befolkningen at holde skansen til lidt efter 1920. Også her fulgte eksempler på småbebyggelser i side – og baghuse, mens husene ud til gaden stort set forblev uforandret.
Vores vandring rundt i Aabenraa fortsætter i en senere artikel
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 11. 2021
Januar 5, 2011
Med bilen kom problemerne til Tønder. Den første rutebil brød sammen. En politivedtægt fra 1934 handlede mere om heste end biler. Kaotiske forhold på hovedgaden. Flyrute til København måtte opgives af to omgange. Gågade indført af flere omgange med kåring af Miss Gågade. I lang tid var det meget mørkt i Tønder. To borgere udrettede en heltedåd på Torvet. De fik Æ Rummelpots ærespris.
Jernbane til Tønder
Før tøndringerne var jernbanen en stor oplevelse. I 1867 kom den vestslesvigske længdebane til byen, og i 1892 startede banen til Højer. Det var dog kun i byens udkant, at den satte spor.
To – og firbenede dominerede
I gaderne inde i byen var det dog fortsat de to – og firbenede, der dominerede. Sådan var et også i 1920. Men i løbet af få år forsvandt kreaturer og heste fra gadebilledet. Kreaturerne var i mange år en del af gadebilledet. De store markeder tiltrak både dyr og mennesker.
Som trækdyr befordrede hestene stadig varer rundt i byen eller til det nære opland. I 1906 var der 146 heste i Tønder. I 1925 var tallet faldet til 122. Hestene var opstaldet inde i byen. Det var også normalt, at bønderne kørte ind til Tønder med hest og vogn i 1920erne og 1930erne.
Politivedtægten 1934
Man blev nødt til i 1934, at indføre en ny politivedtægt. Den bestemte, at i Tønder købstad, måtte der ikke køres eller rides hurtigere end i jævnt trav. Kørsel med flere til hverandre fastgjorte køretøjer måtte kun ske i skridt. Køretøjer uden særlig tilladelse måtte ikke være forspændt mere end to heste ved siden af hinanden. Kusken måtte ikke slippe tømmen eller springe af eller på vognen.
Ligeledes måtte man ikke benytte særligt afmagrede, kraftløse eller syge heste. De motoriserede køretøjer blev kun nævnt i en bisætning. Det kan undre, for nu var bilen virkelig på
vej.
Flere heste end biler
Før 1920 var det ganske få biler i Tønder. Men de mange embedsmænd oppe fra Danmark ville have biler. Det bevirkede blandt andet, at der blev afholdt aktioner på markedspladsen. Men endnu i 1924 var der flere heste end biler i Tønder.
I 1939 var bilparken vokset til 221. Dem der ikke havde råd til en bil, kunne leje en hos K.M. Sørensen, der havde lejebilforretning i Vestergade 28. Mads Christensen reklamerede for sine lukkede vogne, der havde holdeplads på Torvet 2. Den ene var en flot Adler med plads til 7 personer.
Rutebilen kom til Tønder
I 1912 havde man allerede gjort forsøg med rutebil på strækningen Tønder – Emmersbøl. Men det var ikke den mest driftssikker bil, man brugte til dette. Allerede på den første prøvetur, måtte gæsterne gå til fods fra Aventoft. Bilen var simpelthen brudt sammen. Og det skete flere gange. Efter en kort forsøgsperiode blev ruten indstillet.
En forbindelse til Aabenraa måtte også hurtig indstilles. Det kneb med rentabiliteten. I 1921 blev der lavet en forbindelse til Ravsted. Herfra gik der hver tirsdag og fredag om morgenen en bus mod Tønder.
Nogle år senere blev der skabt forbindelser til Tinglev, Løgumkloster, Arnum, Bredebro, Ballum, og så forsøgte man atter en forbindelse til Aabenraa.
I løbet af 1930erne etablerede man forbindelser til Højer, Rudbøl, Læk og Flensborg. Rutebilstationen på Torvet blev erstattet af en plads ved de såkaldte kirkeboder. I Smedegade 12 blev der indrettet lokaler til rutebilstationen. Adgangsforholdene var dog ikke de bedste.
I 1955 flyttede man til langt bedre forhold ved Tønder Øst. I 1970, da jeg forlod Tønder udgik der 15 ruter fra Tønder. Den længste rute var den til Kolding. Men så foregik det også med Lynbus.
Flyvemaskine til Tønder
Tøndringerne havde tidligt stiftet bekendtskab med luftfarten. Det skete med zeppelinerne nord for byen. I 1920 talte man om en flyforbindelse mellem Tønder og København. Det blev dog ikke til noget. Advokat Todsen havde allerede anskaffet et fly til formålet. Men det var tale om en tysk militærmaskine, så den blev beslaglagt.
Efter anden verdenskrig blev der nedsat et udvalg bestående af borgmester Paulsen og bogtrykker Lauersen. De skulle forberede en motorflyveklub i Tønder. Og resultatet blev oprettelsen af Tønder og Omegns Flyveklub i januar 1946.
Inden da havde Dansk Luft-Taxa meddelt, at man kunne flyve til København for kun 32 kr.
Tønder Svæveklub var en realitet i 1948. Som start – og landingsplads brugte man eksercerpladsen.
Men tilskyndet af fabrikant Cadovisus anlagde Tønder Kommune i 1964 en flyveplads ved Dyrhus. Året efter blev den beskedne flyveplads udvidet med et beboelseshus og et ekspeditionslokale på grunden. Og Tønder fik sin rute til København. Det skete i 1965 i samarbejde med Cimber Air. Ruten blev dog hurtig nedlagt på grund af manglende rentabilitet. Det
skete også med ruten til Vesterland på Sild.
Meget mørkt i Tønder
Det var meget mørkt i Tønders gader omkring 1920. Hvordan man kunne finde hjem efter en fugtig tur i byen står hen i det uvisse. I nogle kvarterer manglede enhver form for belysning. I andre var belysningen ineffektive eller defekte.
I begyndelsen af 1870erne havde hovedgaden fået brobelægning, men i rendestenene var der stadig flere steder
brædder.
I omegnen blev markveje omdannet til boligveje og skiftede navn. Det gjaldt for bl.a. Leosallé, Dragonvej og Nygade. I 1940 rummede adressebogen cirka 40 navne på veje og gader. I 1970, da jeg vinkede farvel var der antallet cirka det dobbelte.
Åbenbaring: ”Overtjærede veje”
I 1920erne henlå en masse veje som meget primitive og henlå som en samling grus – og jordveje. Det gjaldt også for Strucksallé, som man først i 1928 besluttede for at brolægge. Det fik en beboer i Carstensgade til at protestere. Han mente, at denne gade var en stor mudderpøl. Men det skulle gå nogen tid, inden denne gade blev brolagt.
I 1924 bredte der sig en åbenbaring over Tønder Byråd. De havde hørt om et forsøg fra Vejle med et forsøg på overtjærede veje. Den lokale presse berettede om, at de var støvfrie og behagelige at færdes på. Man besluttede derfor at overtjære en del af Popsensgade, Vestergade og nogle andre strækninger med skiftende held. Det var forklaringen på, at man i mange år holdt fast på brolægningen i Strucksallé.
Asfalterede veje
Det var først i 1933 – 34, at asfalteringen holdt sit indtog i Tønder. Det skete ved en omfattende asfaltering af Ribe Landevej, Popsensgade, Østergade, Storegade, Vestergade, Richtsensgade og Søndergade. Som en ekstra service over for patienterne på Tønder Sygehus blev den første del af Carstensgade asfalteret.
I november 1933 bevilligede byrådet med 8 stemmer mod 3, at der blev anvendt 200 kr. til en festlig afslutning for entreprenørerne, der nu foreløbig var færdig med asfalteringen. Man var inspireret af bøndernes høstfest.
Nedsættelse af hastigheden
Måske havde man glemt en ting. For med bilismen skulle der også laves p – pladser. I 1924 klagede Turistforeningen således over manglen på p – pladser. Udenbys – trafikanter var henvist til hotellernes garager.
I maj 1925 diskuterede man bilernes hastighed. En borger havde klaget over rasende fart. Man overvejede at sætte farten ned fra 20 til 5 km. Så vidt kom det dog ikke. Borgmesteren og et flertal i byrådet mente, at en hastighed på 15 km i timen var passende.
Derfor vedtog man, at der ved indfaldsvejene ved Tønder blev opsat skilte med følgende ordlyd:
Efter opstillingen blev skiltenes farver dog kritiseret. Man mente, at der var tale om begravelsesfarver, der overhovedet ikke ville påkaldte bilisternes opmærksomhed.
Sammenstød – dagens orden
I sommeren 1926 var det helt galt i Tønder. Sammenstød hørte til dagens orden i Tønders smalle gader. Torvet var overfyldt med biler og støjen herfra generede arbejdet på rådhuset. Efter et samråd med borgmester Thomsen og amts- assessor Stemann, der optrådte som repræsentant for Forenede danske Motorejere, udstedte politimester Seidenfaden derfor en ny meget restriktiv færdselsplakat.
Al parkering af motor – og hestekøretøjer på offentlig gade, vej eller plads blev simpelthen forbudt. I fremtiden skulle markedspladsen ved Sønderbro tjene som hele byens parkeringsplads. Dog var det tilladt at holde 15 minutter i hovedgaden, mens Torvet var forbeholdt rutebilerne.
Forbuddene afstedkom heftige protester. En artikel om emnet sluttede med følgende sætning.
– Må vi så bede om Mussolini.
Turistforeningen og Handelsforeningen protesterede voldsomt. Man besluttede derfor at oprette fire p – pladser på Torvet, den Drevske Plads, Jomfrustien og Skibbroen med en samlet kapacitet på 26 biler.
Mølleallé og Punchevejen
Freden havde for en tid igen lagt sig over Tønder. Men noget var galt. Der var en stigende trafik gennem hovedgaden og Søndergade. Det bevirkede, at der efterhånden modnedes en plan, om at føre den gennemgående trafik uden om centrum ved anlæggelse af en ny omkørselsvej.
I 1937 vedtog byrådet anlæggelse af en omkørselsvej fra Sønderport over Slotsbanken til Vestergade. På den første del af vejen kom den til at hedde Mølleallé. Fra Amtshuset vestpå, blev den kaldt for Punchevejen. Dette hentydede til den sti, der lå mellem hovedbanegården og mange af byens værtshuse. Først i 1945 fik den sit endelige navn, Kongevejen.
Kongevej – endelig færdig
Man havde dog ikke fået løst problemet med den nord – sydgående færdsel. Den 1. juni 1943 vedtog byrådet med stemmerne 8 mod 6, at lade omkørselsvejen fortsætte fra Søndre Landevej bag om seminariet gennem Anlægget til Østergade. Men ak og ved. Forslaget blev forkastet ved anden behandlingen. Man ønskede ikke, at ødelægge Anlægget.
I stedet blev der i 1944 besluttet at forlænge vejen fra Tønder Øst til Popsensgade. Men så gik projektet atter i stå.
Problemerne hobede sig op. I 1948 passerede dagligt 25 – 30 kølevogne med anhænger gennem hovedgaden. Trafikken steg voldsomt i de følgende år. Men først i 1955 blev den sidste
del af Kongevej fra Vestergade til Østergade var helt færdig.
En heltedåd på Torvet
Kommunen havde tilladt sig, at fjerne byens berømte lind oppe på Torvet. Man påstod, at det var af hensyn til trafikken. Man havde besluttet ikke at plante et nyt træ. Men i nattens muld og mørke tog bogholder Munch Knudsen og invalidekonsulent Fr. Andresen et frisk initiativ. De plantede selv et træ på Torvet. For denne heltedåd modtog de foruden by-børnenes agtelse Æ Rummelpots ærespris.
Træet fik lov til at stå og var i flere år genstand for stor opmærksomhed. Jeg mener stadig, at Lindeklubben en gang om året samles for at minde denne storslåede begivenhed.
Julegågade
I 1960 skete der en stor udbygning af parkerings-kapaciteten. I 1968 opstod tanken, om at en del af hovedgaden skulle indrettes som gågade. Der var delte meninger blandt de handlende.
Så tøndringerne måtte i første omgang nøjes med en Julegågade fra den 15. til den 24. december 1969.
Miss Gågade og Borgmestertale
Erfaringerne var dog så gode, at man den 15. juli 1970 besluttede at strækningen fra Kogade til Torvet skulle omdannes til gågade – i første omgang til årets slutning. Interessen var så stor, at Jydske Tidende følte sig hensat til Tokyo.
Slesvigske Fodregiment musicerede, borgmester Kirchheiner talte, og Ulla Posselt blev udnævnt til Miss Gågade. Hun så også meget sød ud. Jeg oplevede det hele inde fra den nu nedlagte
Andersen & Nissens Boghandel. Det var min gamle lærerplads.
Man besluttede at gøre gågaden permanent. I november tog jeg til Langelandsgades Kasserne i Århus. På toiletdøren stod der:
Kilde
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 282 artikler fra Tønder:
Redigeret 4. – 11 .2021
Januar 5, 2011
Efter 1920 var der bolignød i Tønder. Alt blev brugt, selv faldefærdige træhuse. Boligforeninger opstod, og der blev bygget og bygget. De gamle huse blev kritikløs revet ned. Men i 1962 opstod en fond, som vi i dag kan takke for at den gamle byggekultur er bevaret.
De mange historier
Der var kommet nye butikker. Og mit gamle stamværtshus var blevet forandret. Man har helt indstillet sig på de unge. Og ved 1 . tiden strømmede de til. Jo, det er Skibroen jeg taler om. Det var sjovt at være tilbage i Tønder. Og så er det lige, man kommer til at tænke på min far, der var en fantastisk historie – fortæller. Han havde en historie for hver ejendom inde i Tønders midte. Godt nok var det de samme historier, der kom igen. Men lyttede man ordentlig efter, så var det en forandring hver gang. Og fik han en enkelt snaps eller to, ja så kom der pludselige nye fortællinger.
Gadebillet har forandret sig lidt efter lidt. Dem, der ikke har set Tønder siden 1920 vil sikkert korse sig. Særlig i bykernen er meget forandret og i yderområderne har Tønder sprængt sine rammer. Trafikken har ændret sig. Væk er hest og vogn. Nu er det biler overalt.
Dengang i 1920 lå gaderne hen i nærmest mørke. Nu er Tønder badet i lys.
Store forandringer
Mange af husene er de samme, men adskillige er saneret. Andre er afløst af ny arkitektur, som er en stærk kontrast til den gamle byggestil. Dem der daglig færdes i byen, mærker nok ikke denne forandring. Det gør vi, som ikke mere så ofte kommer til byen.
Borgmester Poulsen skrev i 1960erne i en håndbog Velkommen til Tønder, at byen
Ja han havde ret. Den helt store forandring er sket, hvor der før var enge og marker. Nu er der huse og veje. Væk er også den fodboldbane ude på Nordre Landevej, hvor vi rødder fra Lærkevej havde vores egen multiarena. Her havde vi den fornøjelse en aften at spille sammen med topspillere fra Bundesligaklubben HSV. Det var godt nok kun en halv time.
De var på vej til Rømø i nogle sportsvogne. De benyttede så lejligheden til at drille os.
Et net af nye veje
Omkring Strucksallé, Ribe Landevej og Carstensgade blev der spundet et net af nye veje efter 1920 og de kommende årtier. Det ene nye hus efter det andet blev bygget. I første halvdel af 1920erne skrev Vestslesvigsk Tidende:
Tilsvarende stærkt gik det i 1960erne. Det bebyggede areal i 1970 var blevet mangedobbelt.
Nystad
I vest opstod den såkaldte Nystad, der havde bredt sig på begge sider af Strucksallé. Ny var bebyggelsen ved Dyrhus, Horupsgade og Plantagevej, der slet ikke eksisterede i 1920.
I Markgade, Viddingherredsgade og Strucksallé var der kommet langt flere ejendomme. I Viddingherredsgade var der også opført eksportstalde og slagteri. Her husker jeg, at jeg engang var blevet angrebet af en tyr. Jeg slap levende fra det.
Nord for Strucksalle kom der i 1950erne og 1960erne flere institutioner.
Masser af byggeri
Kommunen var klar til at opføre 550 boliger omkranset af Plantagevej, Nordre Landevej, Vestre Omfartsvej og Bargumsvej. Det første tegn på denne udvikling var udflytningen af Brugsen til nye store lokaler i 1968 ved Plantagevej. Her gik lillebror, Erwin rundt i mange år.
Biler og gående skulle holdes adskilt. Et omfattende stisystem blev indrettet. Fællesarealer og grønne områder blev indrettet.
Ubebyggede områder
Nystaden havde taget fat om udvidelsen. Men området nord for bykernen, der var afgrænset af Carstensgade, Nordre Landevej, Plantagevej. Bargumsvej og Grev Schacksvej var så godt som ubebygget. Flere af de nævnte veje fandtes ikke dengang. Det hele var et stort åbent land. Og Leos Allé var nærmest en markvej, der var vanskelig at færdes på om vinteren.
Dragonvej
For enden af denne markvej blev militærlejren indrettet i 1920. I de følgende år dukkede mange huse op langs Leos Allé, Dragonvej, Ribe Landevej og Carstensgade. Her var det typisk en – og to-families huse, der blev opført.
I 1923 vedtog byrådet, at urmager Hansens grund på Dragonvej skulle udlægges til 11 byggegrunde. I løbet af få år, var der omkring militærlejren opstået en helt ny bydel.
Oplevelser på det gamle stadion
Her er ude på det åbne land blev sportspladsen i 1912 anlagt. Med et imponerende tribuneanlæg hørte den til en af provinsens bedste i mange år. I 1958 blev det nye anlæg ved Sønderport taget i brug. Men jeg mener, at kan huske, at det gamle stadion blev brugt nogle år endnu.
Her var det yderst sjov at lege gemmeleg og snyde sig ind til fodboldkampe. Det var dengang Heinz Auerbacher og Basse var stjerner på holdet. Basse havde været tidligere professionel i Skotland. Ja og så kom Henning Enoksen. Det var tider dengang.
Det var også her, min onkel blev jysk mester i kuglestød. Og her overværede vi min far spille firmafodbold. Med marchmusik holdt vi også skoleidrætsstævne her. Og så husker jeg også når,
den store helikopter landede på pladsen for at hente patienter fra Tønder Sygehus.
Ja og så havde vi jo på Lærkevej en fodboldklub. Og vores træner, jeg tror det var John Andersen mente, at vi skulle løbe 10 kilometer på stadion. Det var hårdt.
Og lige efter at det nye stadion nede ved Sønderport var færdig måtte vi drenge fra Tønder SF spille på den store bane. Det var mod Møgeltønder. Resultatet blev 1 – 1. Men hvem tror I, der skød Tønders mål. Nemlig, det var mig. Det var hjørnespark, og bolden ramte mig på låret og sprang i mål. Det var stort.
Jeg mente, det skulle i avisen, og så tog jeg med Per Keller ned til Jydske Tidende, for det skulle da i avisen. Men det kom det nu aldrig.
En bekymret avis
Men kære læser, nu tilbage til Tønders udvikling. Vestslevigsk Tidende skrev i 1923:
Ja man bekymrede sig om byens udvikling. Endnu i midten af 1940erne var der store ubebyggede arealer mellem Tønder Øst og den nordlige bydel, samt områderne vest for Leosalle.
Kreaturer måtte vige pladsen
Øst for Carstensgade var der i 1930erne opstået en mindre bebyggelse omkring Provst Petersensvej. Herefter gik udviklingen nærmest i stå. Det var først i andel halvdel af 1960erne,
at der opstod et nyt boligområde mellem Carstensgade og Galgestrømmen, hvor Marskvej nærmest er en hovedvej for mindre veje i dag.
Vest for Ribe Landevej opstod der nærmest et helt industrikvarter. Vejene blev kaldt for Fabriksvej, Håndværkervej, Svendevej, Murervej m.m.
Øst for Vidåen og syd for Slotsbanken skete der ikke noget. De lave engområder blev godt nok afvandet, så de ikke blev oversvømmet hele tiden. Endnu i 1970 gik det helt op til den gamle bebyggelse. Men dette var så til gengæld med til at fremhæve byens skønhed. Det var kun den gamle markedsplads, hvor kreaturerne måtte vige pladsen for campister, friluftsbadene og idrætsfolk.
Det store byggeri i begyndelsen af 1920erne var forårsaget af tilflyttere. Allerede mellem 1921 og 1925 steg befolkningstallet i Tønder inklusive Slots – og Frigrunden med over 700 personer. Den samlede befolkning var nu lidt over 6.000. I 1960 var befolkningstallet steget til 7.200. Tilvæksten i den periode var betydelig lavere end andre steder.
Boligforeningerne voksede
Tønder Andelsboligforening var den store drivkraft. Den havde set dagens lys i 1938. Det første byggeri var 12 lejligheder på Bargumsvej. På generalforsamlingen i 1959 blev det oplyst, at foreningen nu rådede over 269 beboede lejligheder, to butikker og 27 garager.
Tønder Socialfilantropiske Boligselskab rådede over 44 boliger.
Der var også Dansk Boligselskab af 1945. I 1959 blev det i samarbejde med Tønder Kommune og Amtsrådet stiftet en lokal afdeling af selskabet med navnet Tønder Boligselskab. Byggeriet i 1960erne slog alle rekorder. Man nåede op på 407 ejendomme med i alt 594 boliger.
Bolignød
Da alle embedsmænd kom til Tønder i 1920erne var der reel boligmangel. Man måtte tage sig til takke med skumle værelser, og DSB – folk måtte tage sig takke med små træhuse. I april 1921 kunne Vestslevigsk Tidende berette:
I 1922 kunne samme avis berette, at
Ja selv redaktøren med kone og to børn måtte tage sig til takke med hotelophold.
De første vaskemaskiner
De fleste måtte som andre steder før 1945 klare sig med vaskebræt, balje og gruekedel. Derfor var interessen stor, da isenkræmmer M.C. Christiansen i 1948 kunne fremvise en smart husholdningsmaskine, i lak og nikkel. Foruden at vaske og koge op til 6 lagener ad gangen kunne den som Jydske Tidende fremhævede, også forsyne familien med 34 l varmt vand.
Om sommeren kunne den endvidere – anvendes som fryseboks på grund af dens stærke isolation, og den kunne tillige bruges til afkøling af smør, øl, sodavand og madvarer i den varme årstid. Endelig blev maskinen fremvist som henkognings-apparat for frugt og kød i weck – glas.
Kun12 år senere var den slags finesser ved at blive hverdag. Da behøvede man ikke længere at bruge vaskemaskinen til madlavning, fremstilling af varmt vand og som køleskab. Efterhånden
blev disse bekvemmeligheder almindelig, når man flyttede ind i en lejlighed – også i Tønder.
Saneringen starter
Vi har i tidligere artikler fremhævet de flotte huse i Tønder. I turistbrochurer bliver især Slotsgade (Frigrunden) og Uldgade fremhævet. Det var især gaderne, der gav et malerisk udseende.
En del af byens maleriske huse måtte falde for saneringsbestræbelserne i 1920erne og 1930erne. Det var især de små huse, der var i en dårlig stand, der måtte lade livet. Flere større huse blev efterhånden fredet i klasse A.
Saneringen af de ældre kvarterer skete med en uhyggelig hast. Men omkring 1960 bremsede man op. Man lagde nu vægten på at bevare det gamle Tønder. Havde man haft samme iver dengang, som i dag, ville Tønders mest populære værtshus sikkert have eksisteret den dag i dag. Det var In Weissen Schwan, som blev revet ned i 1932.
Ikke så få dårlige lejligheder
I øvrigt så meddelte amtslæge H. Lausten – Thomsen i sin beretning for 1933, at der endnu var:
Dyrene skulle ikke bydes de forhold
Boligsituationen i 1920erne gjorde, at de gamle huse blev en torn i øjet på mange. Et eksempel herpå er et læserbrev fra 1946 i Jydske Tidende. Her blev det udtalt, at boligforholdene i byen:
Kvindernes særlige repræsentant
I november 1948 henvendte Turistforeningen sig til byrådet. Man ville gerne have byrådet til at bevare de faldefattige huse især omkring Uldgade. Men et ville man ikke umiddelbar går med til. Problemet kan aflæses af byrådsmedlemmet Emilie Bay, som Jydske Tidende kaldte kvindernes særlige repræsentant i byrådet:
Dødsstødet
Efterhånden som kommunen havde mulighed for det, opkøbte de ejendomme, der indgik i saneringsplanen. Og der blev luftet ud. I 1957 blev der nedlagt to boliger, i 1958 blev der nedlagt 14 og i 1959 blev der nedlagt 26 boliger. I Jydske Tidende beklagede man, at et malerisk kvarter fik dødsstødet.
Bevarelse af gamle huse
I 1960 voksede velstanden. Nu begyndte man at tænke anderledes. Nu var det ikke kun de enkelte huse, man ville bevare. Nu var det hele kvarterer, der skulle bevares. Men da var det allerede gået hårdt ud over Østergade. Det ene gamle hus efter det andet forsvandt.
Museumsinspektør Sigurd Schoubye kritiserede kommunens saneringspolitik, og klagede over, at historisk interesserede medborgere ikke blev taget med på råd. En avis refererede fra en af møderne med den malende overskrift, Drøftelse over Tønders ruiner.
Utilfredsheden med udviklingen i den indre by, gav starts-skudet til oprettelsen af Fondet til bevarelse af gamle huse i Tønder. Initiativtager hertil var apoteker Hans Iver Toft.
Fondets midler blev tilvejebragt ved indsamling fra private fonde og tilskud fra det offentlige. I foråret 1964 kunne man disponere over 200.000 kr. Efter at husene var sat grundig i stand og moderniseret, solgte man dem.
Bygningsarven bevares
Efter knap to års virke var man blevet ejer af 6 ejendomme. Hertil kom i de følgende år ejerskab af adskillige andre huse, særlig i Uldgade. Nøgleordene var bevarende sanering. Dette skulle sikre, at bygningsarven fra Tønders fortid blev givet videre til de næste generationer.
Den historiske interesse vakt
Man kan sige, at både min far og min onkel havde masser af arbejde med de gamle huse i Tønder, og når jeg en sjælden gang går gennem den indre by kan jeg glæde mig over det initiativ som apoteker Toft, tog dengang.
Gennem sit murerarbejde og fortællerglæde fik min far vakt sin historiske interesse. Og tak for det. Det er hvis nok gået i arv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
Redigeret 4-11-2021
Januar 5, 2011
Institutionerne strømmede til. Vi besøger DSB – Post og Telegraf – Grænsegendarmerne m.m. Soldaterne kom og gik. Politikerne rejste mange gange til Hovedstaden for at beklage sig. En efter en forlod institutionerne byen. Vi besøger også skolerne. Også, dem der forsvandt.
Dengang var der mange institutioner
Jo tak, jeg ved godt, at det kan man ikke mere kalde Tønder. Men det kunne man så sandelig dengang. Da talte man ikke om udkants – Danmark. Men en efter en er institutionerne forsvundet fra byen. Og det er sikkert ikke slut endnu.
Inden Første Verdenskrig husede byen afdelinger af de preussiske statsbaner, postvæsnet, telefon – og telegrafvæsen samt et Eich – Amt. Det var et sted, der skulle tage sig af justervæsen.
Ja så var der også lige sygehuset, seminariet og flere skoler, herunder en ny landbrugsskole, som åbnede i 1913.
Vi skal heller ikke glemme amtsretten, kredsadministrationen med landråden og matrikelkontor. Og under krigen kom en zeppelinbase.
Nogle forsvandt – andre kom
Ved overgang til dansk styre forsvandt nogle af disse institutioner, men andre kom til. Tønder blev garnisonsby. Som følge af den ny grænsedragning kom toldvæsen og grænsegendarmeri til byen.
Og der var statsskolen, hede-selskabet, jordlovsudvalget, hypoteklånefonden og museet. Hertil kom institutioner oprettet på privat initiativ. Nogle af disse blev efterhånden offentlige.
Her kan nævnes det danske og tyske bibliotek, de danske og tyske børnehaver, handelsskolen samt teknisk skole.
Politiet
En anden etat, der kom til Tønder efter 1920 var politiet. Indtil 1957 havde det til huse i retsbygningen. Men så overtog man den gamle Alexandrinenschule i Nørregade 15. Den havde senest fungeret som dansk kommuneskole.
I midten af 1920erne bestod styrken af 24 betjente. De 13 var beskæftiget ved kriminalpolitiet og ordenspolitiet, mens 11 var tilknyttet grænsetilsyn.
De sidste tog sig af paskontrollen ved Tønder Banegård, kontrollen af de plomberede vogne fra Sønder Løgum til Højer og veterinærtjenesten.
Endnu i 1930erne var personalet stort set uændret. I de følgende turbulente år voksede personalet. Under besættelsen var der således før politiets arrestation 40 beskæftigede. I midten af 1960erne var antallet vokset til 61. Som et led i samarbejdet mellem politiet og retsvæsnet blev der i 1925 indsat 139 fanger i arresthuset.
DSB
Mange institutioner blev kraftig udbygget. Det gjaldt blandt andet DSB, der i flere årtier var den største arbejdsgiver i byen. Men også postvæsenet, politiet, sygehuset og seminariet øgede antallet af ansatte.
Natten mellem den 16. og 17. juni 1920 overtog De Danske Statsbaner driften af anlæggene i Tønder.
De nye skilte var der brug for. Tønder var i mange år knudepunkt for jernbanetrafikken på vester-egnen. Herfra udgik der tog i fire retninger.
Indtil 1927, da Hindenburg – dæmningen var klar, fungerede Tønder også som transitstation for rejsende syd fra, der skulle videre mod Højer og over til Sild. Maskindepotet rådede ind til midten af 1930erne over 16 damplokomotiver, 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.
Og som barn i Strucksallé stod vi ofte og betragtede disse flotte lokomotiver, når de susede forbi.
Persontrafikken mod Niebüll foregik efter genåbningen i 1951 med skinnebus. Jeg husker, at jeg var med den flere gange, når vi var til Jahrmarkt i Niebüll. Få år senere dog suppleret med hurtigforbindelse mellem Hamburg og Esbjerg.
DSB`s værksted havde i perioder op til 100 ansatte. Gennem 50erne blev den dog nedskåret. I 1958 blev den endelig nedlagt.
Telegraf – og Telefonvæsnet
Telegraf – og Telefonvæsnet havde fra 1921 til huse i den tidligere rigsbanks – bygning. Efter sammenlægningen af post – og telegrafetaten flyttede man ind i postkontorets store bygning
i Vestergade. Her beskæftigede man på et tidspunkt 81 personer.
I 1952 flyttede man ind i en treetagers bygning på Kongevej. To år senere blev den første automatcentral taget i brug. Den sidste manuelle telefonbetjening sluttede i 1965. Også postvæsnet skrumpede ind, og nu til dags er posten helt væk fra min barndoms posthus.
Embedsmænd prægede bybilledet
De mange embedsmænd og andre offentlig ansatte prægede livet i Tønder. Man kunne glæde sig over den økonomiske indsprøjtning som byen fik. Der kom gang i byens forretningsliv. Ja man kan roligt sige, at disse folk udspandt et sikkerhedsnet under de handlende. I 1947 skrev Jydske Tidende:
Beskæftigelsen inden for den offentlige administration voksede fra 210 i 1960 til 350 i 1965. Skatteinspektøren oplyste, at gruppen af tjenestemænd og kontorfolk udgjorde 650, og var klar den største gruppe i Tønder.
Mange rejser til hovedstaden
Men eventyret i Tønder kunne ikke vare ved. Byrådet kæmpede på tværs af nationale skel for at bevare, udvide og styrke de institutioner, man havde. I 1922 henvendte man sig således til
Krigsministeriet for at få militær til byen.
Man sikrede sig dispositionsretten til den tidligere Rigsbank – bygning i Jernbanegade. Man ville indrette den til landsarkiv.
En delegation rejste i 1929 til hovedstaden. Her gav man udtryk for alle de institutioner som man havde mistet inden for de sidste 10 år. Man undlod at nævne, hvad man havde fået i stedet.
Ja man glemte heller ikke at nævne alt det, som andre nordslesvigske byer havde fået. Det var både havneudvidelser, højspændingsværk, bispesæde, statshospital m.m.
De nævnte krumspring førte dog ikke til noget. Landsarkivet blev i 1931 tildelt Aabenraa.
Katastrofe forude
I 1932 var handelsforeningen på banen. Man anførte, at det ville være katastrofalt, hvis man nedlagde garnisonen. En række andre organisationer mente det samme. Statsminister Stauning og udenrigsminister Munch mente også, at garnisonen skulle bevares i Tønder.
Men ikke alt gik lige godt. Det lykkedes ikke at bevare jernbanen til Højer. På grund af dalende passagerer blev persontrafikken indstillet i 1935. Godstrafikken blev dog opretholdt.
Institutioner forlader byen
Efter 1945 skete der en radikal ændring af skolesystemet. Den tysksprogede kommuneskole blev erstattet af en dansk.
Omkring 1950 opstod der rygter om at DSB`s maskindepot skulle flytte. Sønderjysk Hypoteklånefond skulle lægges ind under Direktoratet for Statens Udlån. Det fik Socialdemokratiet
til at udsende en presse-information, der forklarede, at Tønder var en af de vanskeligst stillede byer i landet. Men som tidligere skrevet. I 1958 lukkede DSB`s maskindepot. Og i 1960 flyttede Hypotekfonden.
En ny krise opstod i 1960erne. Flere institutioner skulle forlade byen. Lokale politikere fik regeringen til at nedsætte et udvalg, der skulle kigge på Tønders fremtid.
Amtet nedlægges
Der var nok af problemer. Tønder Amt stod for at blive nedlagt. Inden for DSB skete der endnu flere reduktioner. Banen til Højer blev endelig nedlagt i 1963. Og nu var det persontrafikken fra Tønder til Tinglev, der stod på tur.
Farvel til tolder og græsegendarmer
Hertil kom reduktioner inden for grænsegendarmeri og toldvæsen. I 1968 ophørte Tønder Toldkammer som selvstændig enhed. Det endelig punktum blev sat i 1976, da toldkammerbygningen blev solgt.
Toldvæsnet tog sig af flere grænsekontrolsteder og kystposter. I Tønder fik toldkammeret i starten til huse i samme bygning som statsbanernes godsekspedition. Man rådede også
over en træbarak, der tjente som pakhus, vejebod, udleveringskontor, og kontor til kontrollør og assistenter. Hertil kom en barak ved Vest-banegårdens tredje perron til told-vistation m.m. af de rejsende.
Først da man vidste, at Landsarkivet ikke kom til byen, kunne man flytte til den flotte bygning, Jernbanegade 2, som også blev forsynet med et pakhus. Nært forbundet med Toldvæsnet
var Grænsegendarmeriet. Hovedparten af de 76 mand , der i 1926 var tilknyttet distriktet var af praktiske grunde bosat ved grænsen. Det var også tilfældet 40 år senere. Nu var de bevogtningsmæssige opgaver varetaget af 90 mand fra Toldgrænsekorpset.
Seminariet og Statsskolen havde problemer med elevtilgangen. På de øvrige gymnasier var der stor vækst. I de år var der ofte delegationer fra Tønder i København for at klage deres nød.
Statsskolen slap med skrækken
Statsskolen slap med skrækken og blev udbygget med en HF – linje. Det gjaldt også i første omgang for Tønder Seminarium. Den nyudnævnte rektor Hedelykke tog utraditionelle metoder i brug. Ved påbegyndelsen af det nye undervisnings-år 1971 var der 120 tilmeldte. Og oven i det kom der tilmed et nybyggeri
Den tyske skole i Richtsensgade
Og når vi nu er ved skoler. Den tysksprogede folkeskole lå i Richtsensgade 10. Den havde til huse i nogle bygninger, hvoraf den ældste var blevet opført i 1870 – 71 som Borgerskole. Den 1. september åbnede skolen. Ifølge Neue Tondernsche Zeitung var der indmeldt 442 elever. Nogle kom i starten fra danske hjem. Det vigtigste fag var tysk, og nøglen til det var som min far også fortalte – han må jo vide det: Han gik der:
I 1920erne fik skolen ofte besøg af Christian den Tiende, der selv udspurgte eleverne.
Det var også i Richtsensgade, at den kommunale pigeskole lå. Det var en etagers bygning med to klasseværelser. I 1925 havde skolen 80 elever.
Alexandrineschule
Et statelig bygning i Nørregade fik navnet Alexandrinescchule. Det var her, som vi har skrevet, at politiet fik til huse. Men dengang havde Höhere Töchterschule til huse her. Da pigeskolen gik ind i 1923, blev den overtaget af byen og indrettet som eksamensberettiget kommunal mellemskole. I 1925 havde skolen 66 elever.
Dør om dør i samme bygning havde den private tyske realskole til huse. Den blev oprettet i 1925 med 16 elever. Senere blev skolen en del af den tyske mellemskole.
Øvelsesskolen
Før 1920 fandtes der også en skole knyttet til seminariet som øvelsesskole. Den rykkede ind i en sidefløj i 1915. Den sidste leder af den tyske øvelsesskole var den legendariske Claus Eskildsen, der forblev ved seminariet efter overgangen til dansk styre.
Da Øvelsesskolen åbnede igen den 1. september 1920, kom den til at virke som dansk folkeskole drevet af staten. Man forpligtede sig til at undervise op til 250 børn gratis. Da man passerede dette tal, blev det besluttet, at byen skulle betale 100 kroner i skolepenge til staten for hver overskydende elev.
Ved starten var der kun tilmeldt 120 elever. Men allerede i 1936 var der ikke mindre end 436.
I 1945 blev de tysksprogede kommunale skoler nedlagt. Byen blev delt i to skoledistrikter. De børn, der boede i det østlige distrikt hørte til Seminariets Øvelsesskole. De der boede i det vestlige distrikt skulle gå på den skole, der blev oprettet i 1946. Det var den første danske kommuneskole siden 1864. Den fik hjemsted i Alexandrineskolen.
Tønder Kommuneskole
Ude på Skolevej blev en flot skole indviet i 1955. Her var en tre – etagers hovedbygning med 23 klasseværelser og flere faglokaler samt en østfløj med to gymnastiksale. I 1962 kom en vestfløj til med festsal, lokaler til sløjd, husgerning, læge, tandlæge m.m.
I 1969 var der 750 elever på skolen inklusive lille mig. Jo Tønder Kommuneskole kom til at betyde meget i 10 år af mit liv på godt og ondt.
Ludwig Andresen Schule
I juli 1946 var der stiftet en tysk skole – og sprogforening i Tønder. I oktober samme år var den tyske privatskole startet under meget primitive forhold. Først i 1953 havde foreningen mulighed for at opføre en egen skolebygning i Popsensgade. Den fik navnet Ludwig Andresen – Schule – opkaldte efter en af byens historiker.
Statsskolen
Statsskolens ældste bygning er fra 1909 – 1910. I de første år blev skolen drevet som en realskole af Tønder Kommune. I 1913 overgik skolen med grund og bygninger til den preussiske stat, der fortsatte driften indtil Realschule Tondern, blev overtaget af den danske stat. Ved udgangen af 1935 havde skolen 266 elever.
Teknisk Skole
Teknisk skole har rødder tilbage til den i 1880 opretttede Technische Fortbildungsschule. I de første år efter 1920 blev skolen drevet af håndværkerforeningen. Man rådede ligesom handelsskolen ikke over egne bygninger. Man måtte om aftenen benytte lokalerne i den tyske folkeskole i Richtsensgade.
De første år startede 63 elever fordelt på 3 klasser. Man blev også undervist på tysk, men fra 1925 var dansk hovedsproget. Da den tyske folkeskole ophørte, købte Teknisk Skole den bagerste skolebygning i i Richtsensgade.
Skolen udviklede sig. Den var blevet centralskole for landbrugs – og bygningssmede, metalforskole, samt bager – og frisørskole. I alt var der cirka 850 elever. I 1965 blev der også oprettet en maskinskole.
To år senere var man færdig med at opføre et nyt skolehjem i området ved Bargumsvej og Plantagevej. Her rykkede Teknisk Skole senere ud i et helt nyt byggeri.
Handelsskolen
Tønder Handelsskole har også rødder tilbage fra den tyske tid. Den var oprettet i 1907 og blev drevet af Tønder Handelsforening I oktober 1920 åbnede en dansk handelsskole med 40 lærlinge, der om aftenen blev undervist på Alexandrineskolen. I 1926 havde man 125 elever.
I 1965 gik man over til dagundervisning. Elevtallet var steget til 325 lærlinge. Man blev i starten undervist i lokaler på kommuneskolen og på Teknisk Skole.
I 1966 – 67 byggede man en ny skole ved Martin Hammerichsvej. Og det var her, jeg fik UG i tysk og UG minus i handelslære.
Seminariet
De færreste ved det, men Nordens ældste seminarium blev oprettet i 1788. Ved overgang til dansk styre blev seminarieuddannelsen flyttet til Nibøl. Men det fik kun en kort levetid. Tønder
beholdt sit seminarium. Den 31. august 1920 åbnede det som dansk statsseminarium. I 1925 – 26 havde man 114 elever. I 1965 var elevtallet vokset til 240.
DSB – mistet sin betydning
DSB havde helt mistet sin betydning. Som et lille plaster på såret fik man lov til at beholde miljø – og vandløbsvæsenet i det nye Sønderjyllands Amt. Men det var som om, at Tønder
nu var ved at miste sin særstatus, som den havde haft siden 1920.
Farvel til soldaterne
Garnisonen blev nedlagt i 1974. Godt nok vendte soldaterne tilbage i 1978. Men de blev der ikke. Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene for soldaterne i Tønder. De var i begyndelsen katastrofale i lejren ude ved Svinget og Ryttervej.
Vi kunne også have nævnt Tønder Knipleskole og Vidåskolen samt et par andre.
Sort Sol og Tønder Musikfestival
Efterhånden flyttede den ene institution efter den anden fra byen. Tønders særstatus var ophævet. Men en ting er bevaret. Og det er en ting, som altid bliver nævnt, når jeg holder foredrag rundt omkring. Det er Tønder Musikfestival.
Ja og så nævner mange københavnere, at de skal til Sort Sol hernede. Og så skal de have Sønderjysk kaffebord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder
Redigeret 4. 11. 2021
Januar 5, 2011
En læser spørger, om Tønder var fuld af nazister. Længe før tyskerne kom den 9. april 1940 var der masser af nazister i Sønderjylland – og i Tønder. Hovedparten af medlemmerne i Det tyske mindretal var nazister – ikke alle. Særlig i Tønder havde tyskheden gode kår. De håbede på en grænserevision. I Tønder kom der til regulære slagsmål mellem arbejdere og nazister.
Var Tønder en by fuld af nazister?
Var Tønder virkelig fuld af nazister, spørger en af vores læsere. Baggrunden er artiklen Tønder, Marskens Hovedstad. Her beskriver vi en svensk journalists oplevelser i Tønder i 1936. Han oplever et nazistisk møde på Hostrups Hotel. Endvidere oplever han at unge mennesker hilser på hinanden med nazihilsen.
Han nævner også, at der i Tønder er statuer af rigstyske hædersmænd. Fra højtalerne inde fra lejlighederne kommer der tyske nyheder. På gaden foregik samtalerne både på tysk og sønderjysk. Det er svært i en enkelt artikel at forklare det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Vi har derfor samlet alle relevante artikler i slutningen af denne artikel:
Hagekors i Nordschleswigsche Zeitung
Ja vi kunne også have beskrevet den annonce, der var i Nordschleswigsche Zeitung allerede den 22. marts 1933. Den var smykket med hagekors. Den bekendtgjorde, at der ville blive afholdt en tysk aften i Tønder, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om emnet:
– Ein neues Deutschland ist erwacht.
Mødet var arrangeret af lokale nazister med hjælp syd fra. Deutsches Haus var stopfuld af tilhørere. Blandt dem var der også medlemmer af SA og Hitler – Jugend fra Süderlügum.
Ejendoms – krig
Det tyske mindretal forsøgte allerede under landbrugskrisen i 1926 – 27 på gennem Kreditanstalt Vogelgesang, at de tysksindede landmænd skulle blive på deres gårde. Men de forsøgte samtidig at få de dansksindede over på den tyske side. Snart kom et dansk modstykke, Landeværnet.
Nyt håb for mindretallet
Men Hitlers overtagelse i 1933 skabte nærmest eufori i nationalistiske kredse i Sønderjylland. En revision af 1920 – grænsen var i udsigt. Det tyske mindretal nærede nyt håb.
Men straks i gen opstod der i danske kredse mod – foreninger som Det Unge Grænseværn og Grænsesognenes Danske Samfund. De kunne så konstatere, at man fra Berlins side, ikke havde planer om en revidering af grænsen. Men kunne man nu stole på dette?
I tyske kredse var den dansk – tyske grænsedragning fra 1920 dog vanærende. Man ville ikke acceptere denne afståelse. Den havde gjort Tyskland bitter uret.
Det Danske Mindretal var ”rigsfjende”
Men enhver familie, der sendte deres børn i dansk skole, blev fra tysk side betragtet som rigsfjende. Man begyndte også at kæde det danske mindretal syd for grænsen sammen med kommunisterne. Og kommunisterne var jagtet vildt i Das Dritte Reich.
80 pct. af forældrene til eleverne i den danske kommuneskole i Flensborg var arbejdsløse. Det fik Flensburger Nachrichten til at kalde dem for Speck – Dänen. Samtidig kunne avisen meddele, at over halvdelen af dem, som kom for retten på grund af politiske ugerninger og brud på landefreden m.m., havde gået i dansk skole.
Det var direkte livsfarligt, at blive koblet sammen med kommunisterne.
Det var stor social forskel på det tyske mindretal nord for grænsen og det danske mindretal syd for grænsen. De tysksindede nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange gårdejere. I byerne var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
De dansksindede i Sydslesvig var typisk fra samfundets underklasse.
Nazisterne overtog offentlig forsorg
Efter nazisterne overtagelse var der offentlig forsorg ikke noget, som hverken var et statsligt eller kommunalt anliggende. Det blev varetaget af nazisternes organisationer. Og det var noget det danske mindretal syd for grænsen, fik at mærke.
Påskeblæsten 1933
Påskeblæsten i 1933 havde til formål at nazificere det tyske mindretal. Man ville Heim ins Reich. En meget kraftig mobilisering nazismen lige syd for grænsen skabte uro i det sønderjyske grænseland. Den danske udenrigsminister P. Munch sagde følgende:
Et stort falkemøde i Rendsborg kundgjorde det gamle budskab:
Nazi – møde i Tønder
Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) blev stiftet i november 1930 af spejder – føreren, Cay Lembcke. I 1931 – 32 turnerede Frits Clausen rundt i Sønderjylland
for at gøre propaganda for partiet. I begyndelsen blev møderne både overværet af danske og tyske nazister. Men senere skiltes vejene. Lærer Chr. Stenz har berettet om et sådant dansk – tysk nazistisk møde på Schützenhof i Tønder i forbindelse med folketingsvalget i november 1932:
I 1931 erklærede Det Tyske Mindretals eneste folketingsmedlem, Johannes Schmidt – Vodder, at en nazificering af det tyske mindretal truede syd fra, men han håbede, at kunne magte faren gennem sin store grænsepolitiske erfaring og sin efter egen mening rigtige politik over for Danmark og Norden. Men han blev klogere.
Arbejderfællesskab
I Nordschleswigsche Zeitung kom der et opråb fra lærer Jacob Hansen fra Saksborg. Under overskriften Gaden er fri – Er vi beredte til opbrud?, skrev han lige ud, at det tyske mindretal betingelsesløs skulle tilslutte sig nazisterne.
Dagen efter var der møde på Saksborg Kro, hvor man hædrede Hitler. Der blev talt mod marxisme, jødedom og pacifisme. Begejstret blev der redegjort for NSDAP`s grundlag. Inden aftenen var omme havde 65 tilsluttet sig et arbejderfællesskab.
Schleswigscher Wählerverein i Tinglev tog på et stort møde stilling til tidens begivenheder. Pastor Johannes Schmidt talte. Man understregede, at man aldrig havde været splittet i opfattelsen af, at Nordslesvig skulle tilbage til Tyskland. De forsamlede afsluttede med Hitler – Lied. Og lige efter hilste alle med Hitler – hilsen.
Ja egentlig var det en person, der blev kaldt Jens Godaw, Jens Lorentzen leder af en lille gruppe nazister fra Aabenraa, der begyndte at samle de forskellige arbejderfællesskaber.
I sommeren 1933 blev organisationen (NSAN) meget synlig på Knivsbjerg.
Nordslesvigsk Manifest
Allerede i april 1933 havde en gruppe landmænd været forsamlet i Haderslev, hvor de havde vedtaget Nordslevigsk Manifest. Den gik ud på, at den danske stat havde snydt de sønderjyske landmænd for 300 millioner kroner efter Genforeningen. Dele af denne bevægelse bredte sig og blev også efterhånden nazificeret.
Idrætten samler sig i Tønder
Mange dansksindede deltog i demonstrationer mod den fjendtlige bevægelse syd fra. Det begyndte den 12. maj i Tønder. Mødet var egentlig arrangeret af Sønderjysk Idrætsforening. Men det var faktisk ved dette møde, at Det unge Grænseværn blev født.
Pastor N.P. Nielsen, der var ledende i bevægelsen fortalte om mødet:
Nazismen er menneskefjendsk
Mødet fortsatte efter optoget med den række taler – først og fremmest af yngre nordslesvigske gårdejere. De afviste de Slesvig – Holstenske nazisters påstand om, at ungdommen i Nordslesvig var blevet træt af Danmark.
En af hovedtalerne var den populære forfatter fra Løjt, Marcus Lauesen. Han sagde bl.a.:
Den populære forfatter var meget tidlig klar over, at nazismen var totalitær og menneskefjendsk, der absolut intet kunne give det nordiske folk.
DUG opruster
DUG indrettede i 1935 vandre – og lejeskolehjem i Rudbøl. Og i september 1936 overtog man Jyndevad Kro. Det var vigtige skridt, for i de to områder stod tyskheden tæt.
En række andre organisationer kæmpede også imod nazificeringen. Det var bl.a. Grænsesognenes Danske Samfund, Grænseforeningen, Skoleforeningen og Sprogforeningen.
Slagsmål i Tønder
Den 30. juli 1933 opstod der et gigantisk slagsmål i Tønder. Det var hjemmetyskeren, SA Sturmführer Jürgensen, der havde haft sin SA Sturm bestående af 12 – 14 mand på øvelse i håndgranats – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose. Syngende nationalsocialistiske slagsange fulgte de tapre krigere tilbage mod Tønder.
Her ventede en forsamling af 30 – 40 arbejdere på dem.
Det var en del kommunister. De hjemmetyske nazister var dog bevæbnede. Sturmführer Jürgensen var vulkanisør og havde en autogummi – forretning. Her havde han fremstillet et større antal gummi – knipler, som nazisterne resolut trak, da de så arbejderne.
Det fik arbejderne til resolut at gå løs på et plankeværk, som de brækkede stave af. De to grupper gik nu løs på hinanden, bevæbnet med henholdsvis brædder og gummiknipler. Det gik hårdt for sig. Adskillige kom til skade. Værst gik det ud over fire nazister, der fik regulære tæsk.
Retsligt efterspil
Sagen fik et retsligt efterspil, da 10 arbejdere og 14 nazister den 12. august 1933 stod anklaget for vold, gadeuorden og slagsmål. Alle endte med at få bøder.
Nazisterne ankede dommen og blev senere frikendt for gadeuorden med den begrundelse, at de jo sådan set blot havde forsvaret sig. Til gengæld blev de nu dømt for at have været bevæbnet.
Var selv ude om det
De borgerlige aviser var tilfredse med dommen. Men de fleste kritiserede skarpt, at arbejderne var gået fysisk til angreb på nazisterne. Den slags var tyske metoder, som ikke skulle importeres til Danmark.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem J.P. Nielsen fra Dynt mente, at det var forståeligt, når befolkningen ved egne foranstaltninger ville træde alt dette giftige kryb, der nu melder sig, ned. Heri fik han støtte fra Jyllandsposten, der entydigt lagde skylden på nazisterne.
Når nazisterne gik gennem Carstensgade plejede de at hilse beboerne med Hitler – hilsen og tilråb. Beboerne i Tønder var næsten alle enige om, at de selv var ude om de klø, de havde fået.
H.P. Hanssen går i aktion
H.P. Hanssen tog et møde med nogle tillidsmænd i Tønder den 26. juli 1933. Af hans notater kan vi se, hvordan tilstanden var omkring Tønder:
Eskildsens ”Blut und Boden”
I Tønder mente seminarielærer Claus Eskildsen, at man ikke gjorde nok for at bekæmpe nazismen.
Eskildsen udgav bogen Dansk Grænselære. Den blev udgivet i 1936. Med henvisning til nazisternes Blut und Boden – teori argumenterede han for, at dansk folkepræg og egenart
strakte sig helt ned til Danevirke. Han svarede i samme skuffe som nazisterne med modsatte synspunkt.
Nazistiske grupper opstår
I august 1933 blev der afholdt en del nazi – møder i Sønderjylland. Jejsing blev gjort til et støttepunkt. I juli var der blevet dannet en Ortsgruppe i Højer. Også i Daler var der en afdeling underlagt Højer. Også i Løgumkloster og i Øster Højst opstod der grupper.
I november var det Ballum – Randerups tur. I december kom turen til Rudbøl, Abild og Sæd – Udbjerg. Otsgruppe Tondern var allerede oprettet efter det omtalte møde i marts måned.
Uniformsforbud
I begyndelsen af december blev der i Tønder oprettet en SA – efterretningsstorm. Efter et politiforbud fik foreningen navneforandring til Slesvigsk Automobilklub. Man fik uniformer syd fra. Men på grund af uniforms forbuddet måtte øvelserne henlægges til om natten eller tidlig om morgenen.
Heim ins Reich
En løbeseddel fra 1939 fra Slesvigsk Parti vidner om et udtalt krav om en grænserevision. Budskabet var klart, og for danskerne var budskabet meget alarmerende. Det tyske mindretal ville bruge valget til at stemme Nordslesvig ”Heim ins Reich”. Forsøget mislykkedes.
Det var Gauleiter Hinrich Lohse og Flensborgs overborgmester Wilhelm Sieverts der var aktive bag samlingen af forskellige konkurrerende nazistiske grupper i Nordslesvig. Fra 1935 til 1938 blev disse grupper samlet i NSDAP – N. med dyrlæge Jens Møller som fører. Han havde lært parolerne, og råbte på talrige folkemøder:
En aktiv nazist
Møllers modstander, pastor Johannes Schmidt var af den gammeldags konservative skole. Han var ikke overbevist nazist. Men mange tysksindede i Nordslesvig begyndte at opfatte ham som stivstikker fra fortiden. I 1939 fik mindretallet trods en massiv og aggressiv kampagne kun et mandat i Folketinget, og det gik til nazisten, Jens Møller.
Kilder: Se
Hvis du vil vide mere: