Artikler
November 4, 2010
Hvem passede i grunden på københavnerne dengang. Det kigger vi på. Her havde man ansat folk som Rodemestre, Vagtmestre, Kæmner, Byfoged, Stadshauptmanden, Vagtskriver, Byfoged, Stadskonduktør, Skarnfogeden, Rakkeren, Strandfogeden, Rodemesteren, Fattigforstanderen, Overformynderen, Kirkeværgen, Underfogeden og By-skriveren. Man havde en form for fødevarekontrol og man styrede også en form for lukkelov. Vi hører også om Væbningen og Byens Tynge. Og tænk, kongen blandede sig, og påskrev, hvis nogen skulle fyres.
Forordninger
Læser man gamle beretninger fra København får man indtryk af, at der ikke var styr på noget som helst. Det kan måske have sin rigtighed. Men man forsøgte dog at få styr på noget af det. I 1500 – 1700 tallene fik man indført nogen retningslinjer. Der blev ansat folk med en stillingsbeskrivelse, vi slet ikke kender i dag. I en række artikler vil vi forsøge at fokusere på disse folk. Desuden kigger vi på nogle af de forordninger, der blev udsendt dengang, for at få styr på nogen af tingene. Artiklerne handler også om, hvem der passede på københavnerne – dengang.
I tilfælde af brand
Københavnerne frygtede ilden. Den kunne anrette stor skade. Og brandforsikring kendte man ikke. Alt hvad man ejede, kunne gå til grunde. De fleste huse var midt i 1500 – tallet endnu bygget i bindingsværk. Der blev brugt masser af træ. En slukning kunne næppe betale sig. Det gjaldt ofte om at redde nabohuset.
Til at holde øje med staden, var der to brandvagter, nemlig i Vor Frues og St. Nikolajs kirketårne. Her var i hvert tårn to vagter eller kurerer, der skulle ringe
med klokkerne, når de så ild.
Ved ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd. Deres pligt var at bestige det brændende hus og søge at slukke. Det påhvilede dragerne at skaffe vand med kærer og trillebøre. Vognmændene skulle køre vand i deres vogne.
På rådhuset blev der opbevaret læderspande og stiger. Disse var delt ud til forskellige opbevaringssteder. Hvert kvarter havde sit opbevaringssted. Rodemesteren og Vagtskriveren skulle sørge for at disse remedier kom frem til brandstedet.
I gaderne op til brandstedet skulle de, der havde vand i deres brønde, straks begynde at hente vand og bringe dette til brandstedet. I 1549 var det strengt forbudt for kvinder, piger og børn, der ikke var behjælpelig med brandslukningen at indfinde sig ved brandstedet.
De borgere, der ikke var behjælpelig med at slukke ilden, skulle med deres eventuelle svende søge til næste torv eller begive sig til portene.
Forebyggelse af brand
Jo man havde sandelig en brandforordning. Der var også regler for forebyggelse af ildebrand. Man opfordrede til at bygge en væg af ler eller sten i stedet for af træ. Alle skulle være med til at besigtige og forsvare deres Ild, dag og nat. Hvis nogen med vilje og ved forsømmelighed havde været medvirkende til branden,
skulle vedkommende straks kastes i ilden uden nåde.
I 1597 udsendte Magistraten en forordning, der gik ud på, at an skulle foretage syn på skorstene, ildsteder og esser. Hvis der blev påvist mangler, skulle stedet straks fjernes eller forbedres inden 14 dage.
Af Rodemesterens skrå fra 1606 ses det, at hvert kvarter havde to læderspande, en dobbelt og en enkelt stige samt to bådshager. Det kan i dag synes at være ganske lidt i en by, der var bygget så tæt.
Rodemesteren skulle anmelde ulovlige ildsteder. Han skulle også sørge for, at borgerne vedligeholdte deres brønde i gårdene. Under tørke skulle de sørge for at fylde dem.
Belønning for at komme først
Under ildebrand skulle hjørneejendommene sørge for tændte lygter over gaderne. Vognmandslavet skulle efter Lavs-skraaen af 1610 altid have et par heste hos en af lavsbrødrene, der så kunne køre byens vandsprøjte til ilden.
Andre vognmænd skulle køre vand, fyrhager og stiger. Der var belønning for den, der først kom med deres vand. En mindre belønning var det for den næste.
I 1618 udkom en forordning om, hvorledes man skulle forholde sig i tilfælde af brand på skibe. Det var strengt forbudt at tænde åben ild på skibe.
En ”Brand – og Ildordning”
Den 1. januar 1643 udsendte Magistraten en Brand – eller Ildordning udi Kjøbenhavns By.
Hvis ilden udbrød om natten skulle vagterne på de to kirketårne på en stang udhænge en tændt lygte mod den side af byen, hvor ilden var. Der skulle ringes med klokkerne i alle byens kirker.
Enhver borger i nærheden af ilden, skulle udhænge en lygte foran sin dør og måtte ikke slukke den før det blev dag. Alle stadens porte skulle ufortrødent lukkes. Stadshauptmanden sendte til hver hoved-vagt en borgervagt. Han skulle lade folk gå igennem lågen ved porten, og give Agt paa, hvem der skulle ud.
Travlhed ved juletid
En gang hvert halve år, skulle skorstenene renses. Brandmestrene skulle ved juletid gå rundt i deres kvarterer for at tilse julelys. Særlig fokus var det på Gæsterier i kældre. Bageovne skulle være bygget af en solid grundmur. Og ved siden af skulle der altid stå en spand vand.
I 1653 kom en forordning med at en brandmester skulle have en underbrandmester og en særlig tilhjælp af ti murer – og tømrermester.
En gang om året skulle Stadshauptmanden kalde hele mandskabet på 90 mand, foruden brandmestre til syn på Rådhuset. Brandmestre havde så den fordel, at de i fredstid slap for land – indkvartering.
Bevogtning af voldene
Ca. 150 personer bevogtede voldene og portene. I tilfælde af krig fik man det dobbelte i vægterpenge. Men det blev klaget over, at disse vagtposter var lejekarle
eller uforstandige kumpaner som ikke vidste, hvordan de skulle omgås, Musketter og Bøsser. Og så var det nogle af disse, der havde en letfærdig omgang
med drikkevare.
I 1627 blev et vægter – og Politikorps på 140 mand dannet. Stadens Vagtmester var den, der kommanderede og ordnede vagten. Sammen med Skarvagten,
der bestod af 11 – 14 mand skulle han patruljere i gaderne. I tilfælde af brand skulle Vagtmesteren føre tilsyn med volden, Port-vægterne og på selve brandstedet.
Kongen ville dog i 1634 afskaffe denne ordning, da han mente, at vagtmesteren også skulle være med til at befri Gader og Stræder for al Modvillighed. Hvis
vagtmesteren blev forulempet, så skulle soldater komme til hjælp. En Vagtskriver og en Brofoged skulle rapportere til Vagtmesteren.
Stadskonduktør
I 1651 blev der ansat en Stadskonduktør. Han skulle sørge for, at gaderne havde afløb. Hullerne skulle fyldes og trapperne måtte ikke gå for langt ud. Rør med regnvand måtte ikke placeres så højt, at det ikke kunne vælte ned på folk. Hvis brolægningen ikke var i orden, skulle der klages til Byfogeden. Ja, Stadskonduktøren havde også nok at se til.
Skarnfogeden
Skarnfogeden eller Gadefogeden havde tilsyn med gadernes renlighed. Mens man ventede på Vognmanden, der skulle køre skarnet væk, gik Gadefogeden
rundt i gaderne og forkyndte dette ved råb.
Hvis man ikke efterkom ordren med at feje skarnet sammen, for at få det bragt på vognene, ja så blev de udpantet, allerede dagen efter. Skarnfogeden, Brofogeden, og en af Fogedsvendene kom på inspektion.
Rakkeren
Et knap så eftertragtet job havde Natmanden. Lige som Skarpretteren blev han kaldt for Mester. Det folkelige navn var Rakkeren. Hans job bestod i at bortskaffe skarn, døde hunde, katte og mindre dyr. Jobbet blev betragtet som uærligt. Dem, der lavede uærligt arbejde skulle man helst ikke omgås. Hvor lidt respekt man havde for dette arbejde, ses af en forordning fra 1647 om gadens renlighed.
Her oplyses, at folk, der gentagende gange udkastede skarn ved stranden, på torvene, ved volden eller på andres fortov skulle ligestilles med Natmanden.
Natmanden boede altid fjernt fra andre mennesker. Før 1516 boede han i det øde Rosengaard, omtrent ved Vognmagergade. Derefter havde han bolig uden for Vesterport. I perioden 1661 – 89 havde natmanden bolig ved Ny Østerport, omtrent der, hvor Rigensgade i dag ligger. Det var mellem Salviegade
og Krusemyntegade.
Strandfogeden
Strandfogeden eller Havnefogeden skulle føre tilsyn med havnen. Han skulle passe på, at ingen kastede urenheder i vandet. Der blev også ansat en Havneskriver, der førte regnskab med havnens indtægter og udgifter.
Andre jobs var Vejer, Måler, Vrager, Vandmester, Rendemester, Vandkiggere og Teglgårdsskrivere
Væbningen
Alle skulle stille op til Borgervæbningen, som var byens forsvar mod ydre fjender. Hver ejendom var takseret med et vist antal personer og et vist antal våben. Det skete jævnligt at kongen lod foretage Mønstring af Borgerskabet. Det var kun gamle og skrøbelige, der slap for denne værnepligt.
Men mindst en gang om året var der mønstring. Af gamle regnskaber kan det ses, at en stor del af udgifterne gik til indkøb af øl. Ved højtidelige begivenheder, når for eksempel når kongen havde besøg, stillede Borgerskabet op bevæbnet i de gader processionen passerede.
Rodemesteren
Alle de borgere, der var med i Væbningen var delt op i Roder, hver på 10 mand. De havde deres formand eller Rodemester (Rotmeister). Når der skulle mønstres, hørtes trommer i alle gader. Så skulle alle give møde foran Rodemesterens dør, inden trommerne havde lydt for anden gang. Man samledes derefter
foran Fenrikkens dør og marcherede derefter gennem byen til eksercerpladsen.
Det var strengt forbudt for musketererne og hageskyderne at skyde uden tilladelse. Ingen måtte træde ud af geledderne under marchen. Man skulle også holde sig ædruelig. For overtrædelser betalte man bøder. Disse skulle betales i tre dele. Den ene til kongen og byen. Den anden til Hopmanden, Fændrikkerne og
de andre officerer. Den tredje del gik til Rodemestrene.
Borgervæbningen
Efterhånden nåede hærens betegnelser som kaptajner og korporaler også til Borgervæbningen. På volden og i portene blev der udtaget skildvagter. Disse
blev afløst hver time. Det var strengt forbudt at tale med nogen. Og det var dømt livsstraf, at afskyde sin musket om natten uden årsag. Så man nogen mistænkelige personer var proceduren, at man tre gange skulle råbe:
Så skulle man kalde på korporalen. Først herefter kunne man eventuelt affyre et skud. På vagten var al overflødig Drik og Fulderi forbudt. Spil, Sværgen og
Banden var heller ikke tilladt. Det var dømt dødsstraf, når man brugte våben mod hinanden.
I vedtægterne stod der også, at Vagten ikke måtte tage noget af det, der stod på vognene. Man måtte heller ikke uforskyldt overfalde nogen med Hug, Slag eller ubeskedne Ord.
Hvem bestemte?
Hvordan var det offentlige liv ellers – dengang? Manglen på Tingbøger og Rådhusprotokoller kan vanskeliggøre svaret. Men vi ved, at da Magistraten i
1525 fik fuldmagt til købe Serridslev Mark var der 28 Oldermænd og 11 Stolebrødre for lavene, der udstedte brevet.
Da byens grunde i 1528 skulle afhændes mødtes foruden Rodemestrene også 32 af Menighedsmænd.
I 1542 skulle byen sende to mand til Ringsted for at vælge Prins Frederik til sin fars efterfølger. Da blev fuldmagten foruden af Magistraten og Byfogeden
underskrevet af Rodemesterens to Oldermænd og 12 Oldermænd fra lavene.
Til Prins Christians valg i 1584 udstedtes fuldmagten af 4 Rådmænd, Byfogeden, de to kæmnere, 16 borgere, Oldermændene for Rodemestrene og 13 Oldermænd fra lavene.
I 1627 mødte 40 borgere op, da man skulle godkende vedtægter for vagttjenesten. Men der var 56 borgere, der i 1619 indvilligede i søernes afståelse til kongen. Måske er disse borgere valgt efter kvarter. Hvordan de er valgt, og hvem der har indstillet disse borgere, vides ikke. Vi ved, at der i 1659 kom en ny kommunalreform.
Byens Tynge
På mange måder måtte borgerne udfylde deres borgerpligt. Dengang blev det kaldt Byens Tynge. Apotekerne var dog fritaget. Det var vigtigere for samfundet, at de passede deres bod. Disse apotekere var således fritaget for at være Tingmænd, Rodemestre, Synsmænd, Vurderingsmænd, Kæmner, Kirkeværge, Fattigforstandere, Nævnsmand m.m.
Tingmænd skulle sidde på Tinget og vidne om rigtigheden af de på Tinget udstedte dokumenter. Synsmænd skulle møde på Tinget i tvivlsomme tilfælde.
Vurderingsmænd skulle vurdere ejendomme til den rigtige værdi. Nævnsmænd var de 12 mænd, der skulle dømme eller frikende den anklagede. Til disse jobs valgtes simple Borgere.
Derimod var Kirkeværgerne, Fattigforstandere, Overformyndere og Havnefogeder ansete borgere.
Kæmneren
Kæmneren var indtil Forordningen af 5. april 1581 medlem af Magistraten. Derefter skulle to af byens borgere udnævnes til hvervet. I maj 1620 udarbejdede et udvalg af forhenværende Kæmnere og 24 af de bedste og ældste borgere i byen en vejledning i et mere ensartet regnskabssystem for byen.
I 1643 kom en forordning, der bekendtgjorde, at man kun kunne være kæmner i to år. Det skulle være deres pligt, at tage vare på byens indtægter og udgifter. De skulle derfor være til stede ved Bytinget i anledning af bødernes Aftingning.
Kæmneren skulle meddele Magistraten, hvad der skulle bygges og repareres. Han skulle holde øje med Pligtfogeden. Den sidstnævnte havde opsyn med arbejderne.
Byrdefuld post
Det var en meget byrdefuld post at være kæmner. Han skulle ligeledes motivere Rodemestrene til at inddrive skatter. De skulle endvidere holde opsyn med at borgernes lovbestemte staldrum var til stede. Kæmneren skulle også forsyne portvagten med krudt og bly, så de kunne skyde mod hunde og høns. Ja, de fik sandelig 4 skilling pr. skudt hund.
Kæmneren havde kun en indtægt. På et tidspunkt bestod den kun af indtægterne fra Teglgaardsvangen fra det nuværende Blågårds – kvarter. Denne vang købte Gabel. Det betød at kæmneren, derefter fik 60 daler om året.
Sammen med Byfogeden skulle han sørge for at brobelægningen var i orden. Og så skulle Rodemesteren sørge for at ingen geder, får og kvæg bevægede sig op på volden. I alt var der 16 rodemestre. Der var to rodemestre i hvert kvarter. Men ikke alle udførte deres job på betryggende måde. Druk og misbrug hærgede også blandt disse.
Deres job bestod også i at føre opsyn, der hvor fremmede og udlændinge færdedes. Den skat som de inddrev, skulle afleveres til kæmneren.
Byfogeden
Det var Byfogedens pligt, at sørge for, at kongen fik sin andel af bøderne. Derfor beklædte han forsædet i Bytinget. Byfogeden førte også tilsyn med gader og veje. Vanskelige sager blev henlagt til Magistraten. Her havde Byfogeden også adgang. Her forsvarede han kongens interesser.
Når en Byfoged blev udnævnt, måtte han møde på slottet og aflægge ed over for Statholderen eller Rigets Hovmester. Så blev han ført til Rådhuset, hvor
Magistraten var forsamlet i Rådstuen. Her holdt Slotsherren så en kort tale, hvorved han tilkendegav, at det var kongens vilje, at vedkommende skulle fungere som Kongelig Byfoged. Og man skulle agte og holde ham for en sådan.
Derpå førte Slotsherren ham til Bytinget i procession fulgt af borgmester og Raad, mens nogle sværd blev båret foran Byfogeden som symbol. På det åbne ting som kunne overskues fra hele Gammeltorv satte borgmestre og Raad sig på Tingstokkene mens slotsherren med en ny byfoged ved siden forkyndte den forsamlede almue, at en ny Byfoged var udnævnt. Han befalede også forsamlingen til at respektere og adlyde ham.
Fra ældre tid blev Tinget ført under åben himmel på Gammeltorv. Byfoged Klaus Ravn lod et træhus opføre på stedet. En lille kakkelovn blev også monteret i huset.
Troskab til kongen
Byfogeden skulle vise kongen absolut troskab. I hans fravær skulle han rette sig efter rentemesteren. Han måtte ikke kræve bøder uden kæmnerens velsignelse. Også kongen var bekendt med gadernes dårlige tilstand. I 1629 tales om Underfogeden. Det var byfogedens assistent. Byfogedens hverv havde også sine begrænsninger. Han måtte ikke selv anholde borgere. Og sager der var startet på Rådhuset, måtte han ikke selv føre.
Retten blev også beklædt af Tingmænd, hvis Oldermænd tilsagde Tingmændene at møde efter tur. Byfogeden, By-skriveren og Kæmneren havde plads på den forreste bænk. Hvis Byfogeden ikke udførte sit job ordentligt, afsatte kongen ham. Så måtte Underfogeden overtage jobbet ind til en ny Byfoged var
udnævnt.
Politiforretningerne voksede efterhånden fogeden over hovedet. En Underfoged var således tiltrængt. En egentlig beskrivelse af hans job kendes først fra 1658.Han skulle forfølge alle dem, der misbrugte og overtrådte kongens og Rigsrådets mandater om Fæstenøl, Bryllupper, Faddere og Ligfølge.
Han skulle føre sager, der blev afgjort i mindelighed. Han skulle ligeledes tiltale lovovertrædelser især hos slagtere, skomagere og vognmænd. Han skulle undersøge alle klager om falsk mål og vægt enten i slagterboder, høkerboder, bagerhuse, kældre og kroer.
Desuden skulle han føre tilsyn med at ingen vin – eller øltappere holdt åben kælder eller udtappede om søndagen. Prædiken måtte først udføres over middag på helligdage. Dette skulle også kontrolleres.
Tilsyn med importerede varer, skulle han også føre. En gang om ugen skulle han kontrollere vinduerne hos alle bagere og slagtere. Vognmændene skulle kontrolleres for, at de holdt gaderne rente. Desuden skulle de holde sig inden for den fragtpris, der var anvist.
Underfogeden
Underfogeden skulle straks informere Byfogeden om, hvis han hørte om slagsmål, mord og manddrab. Kongen skulle nemlig altid have sin andel af bøden. Han var en slags Fødevarekontrol men også bestyrer af en art lukkelov.
For-prangere og høkere måtte ikke købe varer hos bønderne før kl. 10. Den almindelig befolkning skulle have fortrinsret. Dragere, Daglønner, og Vejmænd
der arbejde ved stranden skulle også kontrolleres.
Byfogeden og Byens Tjenere samt Byens Vagtmestre skulle hjælpe Underfogeden med at hente og stævne folk for retten. Som løn fik han en femte del af bøderne.
Uden for de tre porte var der i 1654, tre underfogeder. De blev brugt til at vurdere huse, skure, møller og andre ejendomme.
By-skriveren
By-skriveren havde som stadens embedsmand fri bolig. Ved mageskifte med Vor Frue Kirke om det gamle Rådhus i 1492 fik byen et stenhus på det sydlige hjørne af Klædeboderne og Gammeltorv. Først boede Kæmneren her, siden By-skriveren.
By-skriveren havde en mark ved siden af Byfogedernes. Først lå de i Borgmester – og Raads Vang, senere i Vognmandsmarken. Han var derfor i lav med vognmændene. Han havde foruden løn, en indtægt for de dokumenter, han udfærdigede på Bytinget.
Fra kongen modtog han årligt 1 okse, 1 svin, ½ td. smør, 1 pund Malt, for det hvad han skrev af kongens sager. I 1654 blev der bevilliget en eng til By-skriver,
Peder Kristensen, kaldet Kongens Eng mellem Solrød og stranden ved Køge – dog for en årlig afgift på 15 Rigsdaler
Foruden at være tilstede på Bytinget og ved Raadstue – møderne skulle By-skriveren føre Tingbogen og Rådhusprotokollen. Han skulle desuden udfærdige domme, skøder og lignende dokumenter. Efterhånden som byen voksede tiltog arbejdsbyrden også.
Således søger By-skriver Hildebrand Jørgensen i 1632, at der måtte antages en særegen rådhusskriver, der alene skulle tage vare på ting, der skete i Raadstuen. By-skriveren ville så udelukkende beskæftige sig med Bytingets sager.
By-skriveren, der blev fyret
By-skriveren kunne ikke samtidig være i Raadstuen og på Bytinget samtidig om mandagen. By-skriveren havde holdt en Karl. Og denne karl havde i en sag skrevet forkert. Og det havde haft nogle uheldige følger. Problemet var også, at folk opsøgte denne Karl eller tjener i stedet for By-skriveren. Den omtalte karl
blev dog fyret for Druk og Forsømmelse.
Kongen tog sig af sagen året efter, for Magistraten gjorde ikke noget ved det. Kongen ville endvidere vide, hvorfor der indløb så mange klager over By skriverens langsommelighed.
Magistraten svarede, at grunden var, at By-skriveren til tier var overlæsset, og at sagerne tog til dag for dag. Desuden svarede Magistraten, at By-skriveren
var arrig, ond og viderværdig. Ingen kunne rigtig snakke med ham.
Magistraten havde givet ham fri i to måneder fra Raadstuens arbejde, for at han kunne overkomme det mest vigtige arbejde. Kongen gentog flere gange, at By-skriveren skulle fyres. Det skete først i 1645.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14. – 02 – 2022
November 4, 2010
”Mens verden vente” et flot stemningsbillede af det københavnske værtshusmiljø. Vi møder stamgæsten, anekdoter og en række kendte mennesker. De ydmyge steder er ved at forsvinde, og dermed forsvinder et vigtigt stykke københavner – historie. Engang blev lønnen udbetalt på værtshuse. Stamgæsterne tager sig af hinanden her på værtshusene. Her forsvinder klasseforskellen.
En skummel kælder
Atmosfære og poesi
For cirka to år siden sad jeg sammen med Simon Staffeldt Schou på Café Runddelen og fik et par fadbamser eller tre. Her fortalte han, om sit spændende projekt sammen med David Jacobsen Turner. De ville beskrive den københavnske værtshuskultur.
Nu er projektet blevet færdig, og en spændende kulturpolitisk perle af en bog er fremkommet. ”Mens verden venter” er en oplagt gavebog. Nogle flotte stemningsbilleder af fotografen Maria Fonfara. fastholder indtrykket.
Bogen er præget af atmosfære og poesi. Ind imellem kommer nogle dejlige anekdoter. Det har garanteret kostet de to forfattere masser af omgange og gedigne tømmermænd, inden bogen var færdig.
De unge kommer
Ja hvis man tager Café Runddelen, som godt nok ikke er med i bogen, så er der altid nogle man kender herinde. Det er som regel stamgæsterne. Men også unge
mennesker finder vej til de gamle værtshuse. Det er steder, der ikke forsøger at ramme en eller anden trend. Her er det som om tiden er stået stille.
Måske er mange unge trætte af de moderne caféer, der alle ligner hinanden med krom og spejle. Man kommer fra forskellige miljøer og falder i snak, selv om man måske er politisk uenige.
Et socialt netværk
På værtshusene finder man et netværk. Her er der andre, der holder øje med en. Hvis man som stamkunde ikke har vist sig i fire – fem dage, så siger folk, at
han er syg. Så ringer man til ham, og spørger, om han er syg.
Værtshusene er en social gevinst for mange mennesker. Klasseforskellen i det danske samfund er ophævet på værtshusene. På mange værtshuse arrangerer gæsterne udflugter og julefrokoster. De har et socialt liv sammen.
Værtshus – poesi
På Café Under Uret på Sølvtorvet holder man en lille andagt, når en af stamgæsterne dør. Her står Staunings stol også. Et skilt i baren fortæller følgende visdom:
Og ude på toilettet under spejlet står: Ugens Godnat Billede. Oppe ved telefonen er en spiseseddel over telefonsvar, man kan bestille, hvis konen ringer
efter en:
Men det bedste skilt findes dog over pissekummen på herretoilettet på Andy` s Bar:
Måske skal vi slutte vores lille værtshus poesi med et orange skilt, der stod ved Fredens Bro foran Broens Bodega:
Man er ikke alene
Mange steder spilles der ikke musik. Det er jo meget sjovere at høre, hvad nabobordet taler om. En ting er dog sikkert. Hvis ikke man overholder de uskrevne regler på værtshusene, ja så er man ikke velkommen. Det der bliver sagt ved et bord med flasker er fortroligt.
Det er også her, man mærker smerten, man kommer ofte tættere på hinanden. Her kan man også risikere at møde skæbner.
På et værtshus sidder man sjældent alene ret længe af gangen. Man møder bemærkningerne:
Mange gæster
En del af skæbnerne er journalister. Mange aviser er tidens løb blevet færdig i en brandert. Man har mærket presset op til deadline.På værtshusene
kan du risikere at møde sømænd, sprittere, bumser, turister og gymnasieelever.
Forfatterne i bogen kalder ikke uden grund værtshusene som kultursteder. Og det er ikke kun de 15 kendte personer, der er kommet til orde i bogen.. Også
stamgæster kommer med bemærkninger. De synes, lige som os andre, at nogen skal høre deres røverhistorier.
Værtshuse udgør historie
I tidligere artikler her på siden har vi beskæftiget os med værtshusenes historie. Forfatterne bemærker, at nogle værtshuse har ligget så længe i hovedstaden, at de har overlevet tre rådhuse. Hver gang, der lukker et værtshus, mister København et stykke af byens historie. Hviids Vinstue er over 300 år gammelt. Flygtninge fra den franske revolution mødtes her. Stedet var udsat for nazistiske bombeattentater under Anden Verdenskrig. KGB – agenter udvekslede her
oplysninger under den kolde krig.
I bogen bliver værtshusene dog ikke ophøjet til noget unikt. Således fortæller Mette Valsted Vestergaard om den sociale nedbrydning og skam, der følger med i familier, hvor far og mor sidder på værtshuset og drikker pengene op.
Søren Ulrik Thomsen siger det meget rammende:
Skæbner på Nørrebro
Det var her på værtshusene at arbejderne på Nørrebro søgte tilflugt. Hjemme i lejekassererne i et lillebitte hummer rendte konen og tre små unger rundt. Værtshusene fungerede som eksterne dagligstuer.
I 1917 hævede staten afgiften på brændevin. Det betød, at en flaske brændevin steg fra 99 øre til 11 kr. Det må have været et chok på Nørrebro. Dengang da protesterede Nørrebro Handelsforening også.
Allan Mylius Thomsen fortæller, at der i 1883 kom en forordning om, at lønudbetalinger ikke måtte foregå på et værtshus. Ofte sad far nemlig der og brugte dem, inden han kom hjem. Børnene blev så sendt ned til ham for at lokke så mange penge ud af ham som mulig.
En god pointe
Jo mere friseret det hele bliver, desto mere sætter man også pris på, at der findes et mørkt sted, hvor du kan gå ind og tage en lille pause fra verden. Det er derfor bogen hedder:-
En god pointe har den ene forfatter, Simon Staffeldt Schou:
De ydmyge steder lukker
I 1997 udkom Allan Mylius Thomsen med De ydmyge steder. Af bogens 110 portrætterede værtshuse har hele 25 siden måttet dreje nøglen om.
Ingen af de klassiske værtshuse er fredet. Det er for eksempel mange kirker. Internationale kæder og konceptbarer, sundhedsregulativer, Metro – byggeri og rygelov er er ved at tage livet af de ydmyge steder.
En del af Københavns historie bortfalder hver gang, en af de ydmyge steder går bort. Dog nævner Søren Pind at:
De ydmyge steder falder en efter en. Jukeboksen ryger til skråt. De brune vægge bliver malet beige. Det billige guldøl og bøftoast bliver udskiftet med dyre kopper kaffe og gourmet-sandwichs. Meterværesteder erstatter de gamle væresteder.
Mange benytter værtshuset som et tilflugtssted. Det så vi også i serien Huset på Christianshavn, hvor Rottehullet blev betragtet som et tilflugtssted, snarere end syndens hule.
Egne favoritsteder
Ganske kort nævner forfatterne et af denne skribents yndlingssteger, Erlands Pub på Østerbro. Her betød personalet lige så meget som indretningen. Her kunne man altid bestille specielle ting i køkkenet. Og mange morsomme diskussioner er foregået her. Ak, det var engang. Det var en af undertegnedes yndlingssteder.
Ja og vi nåede også, at besøge Trafikcafèen på Skt. Hans Torv. Det er den plads som Allan Mylius Thomsen kalder Thomas Helmigs Plads, på grund af os, jyder.
At drikke gløgg på Hviids Vinstue er en fast københavner – traditionerne. Her har vi i et par år mødt bokseren Jørgen Gamle Hansen. Hviids Vinstue består
af syv sammenhængende lokaler. Den ældste er fra 1723.
Her må man bøvse
Wessels Kro i Sværtegade er fra 1700tallet. Det er en af Københavns ældste værtshuse. Her kan man få smørrebrød til langt ud på natten. Her kan man risikere at møde en masse journalister fra Det Berlingske Tidende. Men her er så tilladt at slå en bøvs.
Forfatternes top – 10
De to forfattere har også en top 10 – liste over de bedste barer i København:
Ja og så håber jeg, at den ene forfatter, Simon igen invitere til fadbamser på Café Runddelen som tak for denne gode anmeldelse.
Hvis du vil vide mere om værtshuse her på siden:
Redigeret 14. – 02 – 2022
November 4, 2010
Denne artikel findes i en meget bedre og overskuelig version. Der er foretaget en ny – redigering
Led efter følgende artikel: OMKRING NØRREBROPARKEN 3 (b)
Her
er sidste del af vores beskrivelse om Nørrebroparken og dets
område. Vi har også lavet et tillæg, der beskriver
Kulturelle Markedsdages historie. Vi bevæger os rundt i
kvarteret og kigger også ind på kirkegården.
Omkring Nørrebroparken findes samlet i et hefte på 36 +
4 sider og kan købes for kun 20,- kr. i Steenberg Bog&Ide,
Nørrebrogade 163, 2200 København N
Historien om
Nørrebroparken er lavet, fordi undertegnede sagde nej til et
foredrag i Nørrebroparken. Det er alt for meget larm til at
man kan holde foredrag. Jeg har prøvet det to gange før.
Derfor tilbød jeg at lave det hefte. Og som et særligt
tillæg er historien om Kulturelle Markedsdage også
beskrevet.
Heftet
er skrevet som en hyldest til alle kreative og aktive græsrødder,
der befinder sig på Ydre Nørrebro, men som sjælden
kommer i medierne.
Uwe
Brodersen
Omkring
Nørrebroparken
Jubilæum
i sol og godt humør
Solen
bagte ned i Nørrebroparken.
De Glade Sømænd bragte
et værdigt punktum. De nåede dog lige at stifte
Sømandspartiet
og
forære den lokale fodboldklub Nørrebro
United 1.000
kr.
Og
lige før dette kunne dette beskedne heftes forfatter nyde
lyden af dejlig New
Orleans Jazz.
Som sædvanlig blev der også afholdt en talentkonkurrence.
Her var det så de helt unge mennesker, der var i fokus.
Trætte
Græsrødder
Lørdagen
sluttede med det feminine svar på Gasolin.
Ja
de kalder sig Gasoline.
Og
hvor er det skønt at få et kop kaffe med de travle
græsrødder søndag morgen. Nogle så ganske
klatøjede ud. De havde hold vagt hele natten. Og det er
faktisk disse græsrødder og frivillige, der har været
med til at bære De
Kulturelle Markedsdage. Og
ja, det er mange af de gamle, der er med for ti år siden, da
det hele startede.
Blandt
dem er Henning
C. Hansen. Ja
det er faktisk ham, der er opfinder af begivenheden. Han vandrede fra
sit beskedne kontor i Søllerødgade
rundt
til de forskellige andelsboligforeninger og fik fat i alle de aktive
og kreative mennesker, der var i området. Det er de mennesker,
der sjældent bliver omtalt i medierne.
Og
hvis ellers politikerne havde villet stoppe op, og høre på
nogle af de stikpiller, som Henning
gennem
de ti år har fyret af, deroppe fra scenen, ja så ville
verden have set anderledes ud på Ydre
Nørrebro.
Alle
har hvis glemt, at vores altid nærværende
Sprechstallmeister
et
år skulle hjælpes fra scenen. Han var simpelthen som så
mange andre grebet af stemningen. Men desværre var der en, der
dog mente, at han talte lige lidt for meget.
Kendte mennesker på
markedsdagene
I
år var der en af områdets beboere, der holdt
jubilæumstalen nemlig borgmester Nina
Thomsen. Og
det var en ganske nærværende tale.
Det
var ikke som dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere
boligminister Jytte
Andersen og
kunne fortælle hende, hvad borgmester Jens
Kramer Mikkelsen nu
ville sige. Hun var hvis meget imponeret, indtil jeg fortalte hende,
at jeg faktisk havde skrevet store dele af talen. Ja og Jytte
har
været en flittig gæst ved markedsdagene. Hun har også
selv holdt indvielsestale.
10 minutters
ministersnak – på sønderjysk
Også
ministrer har aflagt markedsdagene et besøg. Det var således
et helt arsenal af Bodyguards og politibetjente, da daværende
integrationsminister Bertel
Haarder
aflagde et besøg. En masse TV – folk fulgte i hans
fodspor. Nu har han jo, tro det eller ej, altid været en lun
fætter. Jeg kendte udmærket hans baggrund fra det
sønderjyske Rønshoved.
Til
alle de tilstedeværendes store fortrydelse råbte jeg Mojn
efter
ham.
Dette
afstedkom en 10 – minutters sønderjysk konversation. Det
var ikke noget, der behagede dem, der skulle planlægge
tidsskemaet. Men den gode Bertel
huskede
optrinnet. For et par år senere genkendte han mig ved en
reception på Rådmandsgades
Skole.
Livlige forhandlinger
Egentlig
har dette heftes forfatter næsten også været med
fra starten. Godt nok har det været et par års pause. Men
i mange år stod jeg i Nørrebro
Handelsforenings bod.
Hvert år foregik der her livlige forhandlinger. Og det var
faktisk også her ved det runde bord, at foreningen fik
forståelse for Ungdomshusets
fredelige
beboere og støttede deres bestræbelser for at få
et nyt hus.
Foredrag under umulige
forhold
To
gange har jeg holdt foredrag til Kulturelle
Markedsdage. Men
det er god nok en umulighed. Dengang larmede et Tivoli. Og oppe fra
scenen larmede (det må man ikke sige) et orkester. Samtidig sad
folk og lyttede til FCK gennem deres mobiltelefoner og meget mere.
Den anden gang var det Salsa
og sambarytmer, jeg
skulle overdøve.
Byfest uden
røvballebands
MetroExpres
kaldte
engang vores markedsdage for Byfest
uden Røvballebands. Men
ellers har det knebet med omtale i medierne. Det sælger meget
bedre, når der er ballade på Nørrebro.
Og
det havde det også været dengang en TV2
– Journalist ringede
lørdag formiddag op i butikken. Kan
du nævne nogle negative episoder med indvandrere? Jeg
svarede ham, at indvandrere hverken var bedre eller bedre end andre
mennesker og for øvrigt var jeg selv indvandrer.
Til
sidst bad jeg ham om at stille op til Kulturelle
Markedsdage og
få vendt den negative attitude. Og hvad skete? Jo Kulturelle
Markedsdage fik
tre gyldne minutter i den bedste sendetid.
Masser af musik
Gennem
årene har der på markedsdagene været spillet lige
fra P3
– rock til
svedig blues. Selv har jeg gennem handelsforeningen været med
til at sponsere Cajun,
Jazz og Swing – musik. Ja,
Bertel
Haarder
blev så begejstret for Det
danske Tonefilmorkester,
at han engagerede dem til et seminar i Vejle.
Men
ellers har det været så berømte bavne som jokeren,
Islam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience,
Røgslør, Det Danske Drengekor, Omar Mazcuk, fessors Big
City Band, Annapuna og
mange flere. Og aldrig vil jeg glemme levende gospel – musik
søndag formiddag fra G
– Force.
Fodbold og Løb
Fodboldturneringer
er afholdt her. Og jeg mindes også at et Markedsdags
– Løb er
blevet afholdt en enkelt gang.
Sæbekasseløb
har det sandelig også været. Ponyridning, hoppeborg
o.s.v. har det været.
I år var der ingen
Tivoli. Men ellers har de altid været med. Og et kæmpe
loppemarked hører hvert år med til begivenhederne.
Masser
af tilbud
Har
har været levende rotter i massevis, ja altså oppe fra
scenen. Endvidere har vi oplevet Tante
Andante, klovne i massevis. Et
år var der fantastiske artister fra Cirkus
Benneweis. Der
er danset Salsa,
Samba, Flamingo, Rock and Roll, Hip Hop og
meget mere her på markedsdagene.
En
advarsel skal dog hermed udtrykkes. Hold dine børn for ørerne,
når der er Stand
Up, for
man går under bæltestedet adskillige gange. Det er vel
ikke lige det, man kalder familieunderholdning.
Politikere
har brugt Kulturelle
markedsdage til
valggas. Utrolige mange ting er det lovet Nørrebros
borgere
hos alle de partier, der gennem årene har besøgt
markedsdagene.
Balloner
og PR – materiale er i tidens løb blevet kastet
over disken.
Kulinariske
drikke – og madboder som symboliserer
befolkningssammensætningen på Ydre
Nørrebro ses
hvert år til Kulturelle
Markedsdage. Min
favorit er absolut de afrikanske retter.
Dårlig
samvittighed kan man så opleve, når man er gået
forbi Agenda
21`s stand
med hensyn til affaldssortering. Og de gode gamle dage vrimler frem
hos Lokalhistorisk
Forening.
Kulturelle
Markedsdage har
udviklet sig til en fest på tværs af boformer,
indkomster, etniske skel og alder. Her kommer de både fra
Gråsten,
Sønderborg, Horsens og
Rødovre.
Kontrasterne mødes
Nørrebro
er
blevet stedet, hvor kontrasterne mødes. Og disse kontraster
mødes til Kulturelle
markedsdage:
Ikke meget friareal
På
Nørrebro
har
vi Danmarks
mest
tætte befolkning med 3 m2 friareal pr. indbygger. Gennemsnittet
for København
er
25 m2. Måske er det derfor, at Nørrebroparken
bliver
brugt så meget, og at tusinder og atter tusinder strømmer
til Kulturelle
markedsdage, og
nu har gjort det i ti år.
Journalister har
Nørrebro – tast
Det
er vel cirka 71.000 indbyggere på Nørrebro,
heraf
er knap 20.000 af en anden herkomst end dansk. Og journalister har en
såkaldt Nørrebro
– tast. De
rykker ud, når der er ballade. Når de slår en prut,
og begår den fejltagelse, at slå den på Nørrebro,
er
nyhedshelikopteren i gang med Breaking
News.
Vi
så faktisk en helikopter ved de 10. Kulturelle
markedsdage. Men
det var ikke nyhedshelikopteren – men der var jo heller ikke
ballade til markedsdagene.
Ingen blå
mandskabsvogne
På
Nørrebro
har
det altid været kamp og rebeller. Man har gerne reageret her
før alle andre steder. På Nørrebro
må
man gerne være anderledes, det samme er tilfældet på
Kulturelle
Markedsdage.
Og
dengang kendte de lokale betjente rødderne. Når der de
få gange i markedsdagenes historie har været optræk
til ballade, ja så var Martin
på
stedet.
Bortset
ved Bertel
Haarders besøg,
har der aldrig været blå mandskabsvogne på besøg
på Kulturelle
Markedsdage.
I
den forbindelse er det jo dejligt at se, at Natteravnene
gang
på gang er med.
Kigger
man efter boderne i årenes løb på Kulturelle
Markedsdage, ser
vi boder der går ind for socialpolitiske tiltag til hurtig
afklapsning. Mangfoldigheden i livet på Nørrebro
afspejler
sig i boderne.
Her
er også boden Brug
Folkeskolen. Ja,
40 pct. af Nørrebros
befolkning
har valgt at have deres poder i private skoler.
Overforsynet med
projekter
Et andet paradoks ved
kvarteret er, at der er overforsynet med projekter og opmærksomhed.
Men ofte er det tale om en uoverskuelig sump af henholdsvis
statsligt, kommunalt og frivilligt tilsnit.
Og
her er vi så tilbage ved boderne på Kulturelle
Markedsdage. Mange
af boderne indeholder jo netop personer, der gør noget for de
andre på Nørrebro.
Glem ikke Kulturelle
markedsdage
I
år var der ingen kvarterløft eller områdeløft,
der viste frem, hvad de havde udrettet. Politikerne må aldrig
glemme området, selv når bevillingerne til sådanne
aktiviteter er opbrugte. Lokaludvalget
har
delvis taget over. De giver masser
af
penge til forholdsvis fornuftige aktiviteter. Mit håb er at de
også i fremtiden vil betænke Kulturelle
Markedsdage.
Denne institution har
ikke mere Områdeløft og Kvarterløft i baghånden.
De er der alle sammen
Normalt dukker de
kommunale institutioner op med tre – fire boder.
Fritidsklubber, Ungdomsklubber, sportsforeninger, ja enkelte
privatskoler kommer her også.
Frivillige foreninger, en
enkelt fagforening, et galleri, en avis, en TV – station, en
bank, en musikforening og så videre. Jeg må indrømme,
at jeg først nåede en runde, da jeg havde pakket boden
ned.
Og
bag alt dette står Foreningen
Kulturelle Markedsdage. Foreningens
formål er
Kommer de næste
Kulturelle Markedsdage?
Ja og når man så
har en bod er man automatisk medlem af foreningen, og det har også
sine fordele:
Som
beskrevet er Kulturelle
Markedsdage en
stor del af Nørrebroparken.
Det
er mit store håb, at det vil lykkes at overleve, så de
11. Kulturelle Markedsdage også kan afvikles.
De
bærende kræfter i Arrangørgruppen
har
i år efter år været John
Dickov, Anker Pedersen, Jørgen Bruun, Ingrid Skovgaard, Erik
Skov Olesen, Vivi Vehn, Vera Larsen og
Sprechstallmeisteren
Henning C Hansen. Uden
dem havde vi ikke Kulturelle
Markedsdage. Godt
gået!!!!
Værd at vide om
kvarteret
Lundtoftegade
I
medierne bliver Lundtoftegade
udråbt
som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet
det ikke. Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger
gadebilledet. En stor andel af beboerne er anden etnisk herkomst end
dansk. Gaden strækker sig fra Borups
Plads til
Hyltebro
i
nord.
Hyltebro
Under
Hyltebro
løber
Lygteåen
i
skumle rør. Indtil 1909 dannede den grænsen mellem
Brønshøj
og
Nørrebro.
Hvorfor
broen over åen hed Hyltebro,
ved
man ikke rigtig. Men der var mange Hyltetræer
lige her. Allerede i 1500 tallet lå her en bro, der førte
over Lygteåen.
Den
var af træ, men blev efterhånden så nedbrudt, at en
ny måtte opføres. Den blev omkring 1717 erstattet af en
stenbro.
Jagtvejen
Jagtvejen
var
egentlig en sti. Her red kongens mænd på fasanjagt eller
lerdueskydning på Borgmester Vang (1694). Her optrådte
også falke. Jagtvejen
blev
forbundet til Tagensvej
i
1899.
Nørrebros
Runddel
Nørrebros
Runddel er
Danmarks
ældste
runddel. Den blev anlagt i 1750 samtidig med Jagtvejen.
Dengang
var Runddelen
det
sted kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord
for København.
Snart
blev der bøvl med de store poppeltræer, der var plantet
med 8 – 10 alens mellemrum. Blandt andet påstod møllerne,
at træerne tog vinden fra deres vejrmøller. Så
kunne man jo lige så godt omdanne dem til hestemøller,
sagde de. I 1844 blev det derfor besluttet at borthugge hver anden af
træerne. Forskønnelsesforeningen
anbefalede
desuden at man fremover plantede linde – eller elmetræer.
Stefansgade
Stefansgade
er
egentlig en gammel markvej, der hed Havremarksvej.
Den
er cirka 750 meter lang og gadelauget udnyttede, at der var noget,
der hed Kvarterløft.
Tomme
butikslokaler blev fyldt med trendy butikker. Her finder vi også
nogle af områdets ældste beværtninger.
Ja,
Stefanshus
er
vel omkring 109 – 110 år gammel. Og Café
Lille Peter er
vel også omkring 100 år gammel. Her er mange legender om
levende og døde personer. Blandt andet Moster
Inge, som
var Danmarks
første striptease – danseinder. Efter
sigende skulle hun have optrådt på Moulin
Rouge. I
en sen alder skulle hun have haft meget smukke ben. Men mændene
holdt sig på afstand. Hun skulle have haft et meget iltert
temperament.
Engang
havde de her Københavns
billigste
øl – priser.
Gaslygterne
holdt sig længe i Stefansgade.
Hver
morgen og hver aften kom lygtemanden og gik fra lygte til lygte. På
en stang var der monteret et fyrtøj, der blev betjent af en
lang snor. Om aftenen åbnede lygtemanden for gassen. Så
brændte gadelygten hele natten. Om morgenen slukkede han for
gassen.
Engang
var en bil kørt ind i en af gaslygterne. Hele Stefansgade
måtte
evakueres. Gassen sivede ud, og der var eksplosionsfare.
Petersdal
Der,
hvor El
– Giganten i
dag ligger, lå engang landstedet Petersdal.
En
del af bygningen blev i mange år drevet som Café
Petersdal.
Bygningen
blev nedrevet i 1930erne. I stedet opførtes den store Nora
– Bio. Dengang
var det Københavns
tredje
største biograf. Den blev lukket i 1977 og afløst af et
supermarked.
Over
på den anden side lå Petershvile,
der
en overgang havde samme ejer som Petersdal.
Det
var renteskriver Peter
Feddersen. Endnu
i 1880 drev gården et selvstændigt landbrug sammen med
Ventegodt.
Petersdal
strakte
sig fra Hyltebro
, Lundtoftegade og
Esromgade.
Petershvile
Den
lå i nærheden af Nissedal.
Og
denne gård hed sandsynligvis Mester
Jokums Gård indtil
1766. Her boede bødelen. Det kan dem på Heimdalsvej
2
så tænke lidt over.
På
et kort fra 1865 skimtes også gården Enighed,
ikke
at forveksle med det senere mejeri af samme navn.
Ventegodt
Her
på stedet levede i mange år jøderne
Melchior. Når
børnene skulle i skole inde i byen, skulle de spørge de
rejsende om de måtte køre med. Kostede det mere end 2
skilling måtte de stakkels børn gå den lange vej.
Gården
lå her allerede i det 18. århundrede. Ejendommen lå
mellem Esromgade
og
Lundtoftegade.
Jægersborggade
En
af de meget kendte gader er Jægersborggade.
Den
er kendt for den omfattende hash – handel og for en meget aktiv
lokal handelsforening. Man vil gerne have samme ry som foreksempel
Elmegade
inde
på Indre
Nørrebro.
De
første spor går tilbage til midten af 1880erne. Dengang
var det en grusvej, som kantedes
af
enkelte et etagers samt to – etagers bygninger. Anlæggelse
af stationen var skyld i en hurtig udvikling.
Man
skulle tro, at gaderne mellem Jagtvejen
og
Stefansgade
var
rejst omtrent på samme tid, så trøstesløse
forkommer de, måske lige med undtagelse af Bjelkes
Allé med
dens småhaver foran husene. Bebyggelsen af Jægersborggade
tog
først endelig fat, da stationen var anlagt. Ved udgangen af
året 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang.
Husumgade
lå
mere eller mindre ubebygget i en halv snes år. Først i
vinteren 1898 – 1899 skete der her en ændring.
Her
i Jægerborggade
har
den store byggematador Alberti
tjent
mange penge. Men ellers var det i begyndelsen et kompagniskab mellem
chokoladefabrikant Christoph
Cloétta og
justitsråd Albert
Nicolaj Schioldann, der
ejede gaden.
På
hjørnet af Jagtvej
og
Jærgersborggade
optrådte
syngepiger fra 1889 til 1903. De blev skiftet ud med billardborde. Så
sent som i 1958 lå her Café
Jægersborg. Det
var også det år, at en svensk godsejer bebudede at han
ville skille sig af med Jægersborggade.
Land og Folk sluttede
en af sine artikler af med følgende linie:
Gaden
havde de følgende år en lidt broget tilværelse med
forskellige ejerskaber. Det endte med, at beboerne købte
ejendommene. Andelsboligselskabet AB
Jæger er
sikkert en af landets største på området?
Og
tidligere var der nærmest rockerkrig i gaden. I den ene halvdel
nærmest Stefansgade
holdt
Galopping
Goose til,
mens Fithy
Few var
i den anden halvdel.
Galopping
Goose blev
senere til Hells
Angels med
hovedkvarter i Titangade,
som
de måtte fraflytte i 1996.
Folmer Bendtsens Plads
Hvorfor
hedder det mon Folmer
Bendtsens Plads? Ja,
maleren Folmer
Bendtsen er
slet ikke fra Nørrebro.
Han
er født på Vesterbro
og
kom i pleje i nærheden af Runddelen.
Efter
at han havde været ude at sejle, bosatte han sig i
Lygtekvarteret
omkring
1925. Som kommunist blev han anholdt og sat i Horserød
– lejren, men
herfra flygtede han i 1943. Efterfølgende var aktiv i
modstandsbevægelsen BOPA.
I 1953 havde han et opgør med DKP
efter
Stalins
forbrydelser.
Man
kan godt kalde Folmer
Bendtsen for
arbejderklassens maler. Ifølge ham selv kunne kunsten være
med til løse det sociale problem ved at vise arbejdernes
vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed.
Julius Bloms Gade
Hvorfor
hedder det mon Julius
Bloms Gade og
Julius
Bloms Plads? Denne
Julius
Blom var
tømrermester og brandmajor. Ud over sin medvirken i en lang
række opførelser af huse på Nørrebro,
medvirkede
han til modernisering af Københavns
Brandkorps. Han
blev forfremmet til vicebrandmajor. Senere modtog han titlen som
etatsråd. Tidligt i sin karriere sad han i
Borgerrepræsentationen.
Han
var knyttet til en række institutioner såsom Sparekassen,
Nye danske Brandforsikring, Rysensteen og
Københavns
Sporvejsselskab. Julius Blom døde
den 14. juni 1900 som en velhavende mand. Han efterlod sig flere
børn.
Heinesgade
Gaden
er opkaldt omkring 1904 efter overretssagfører
Nathan Heine. Han
var ekspert i byggesager.
Bjelkes Allé
Navngivet
1878 efter rigsadmiral Henrik
Bjelke. Han
var søofficer i krigene mod Sverige
omkring
1644. Frederik
den Tredje hindrede
en duel mellem Bjelke
og
adelsmanden Hannibal
Sehested. Af
samme grund blev Bjelke
pensioneret
i 1650. Da der trak op til krig i 1657, blev han alligevel udnævnt
til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels
Juels overkommando.
I 1662 blev han rigsadmiral.
En kirkegård med
det hele
Der
bliver også gravet over på kirkegården. Ikke kun
når der skal graves nye grave. Her skal også ligge en
Metro
– Station. Og
denne kirkegård rummer så meget.
Ikke kun de lokale brugte
kirkegården, nej den blev hurtig et tilløbsstykke for
alle københavnere.
Kirkegården
blev indviet den 6. november 1760, da disciple
fra
Vor
Frues Skole sang
Penge
som Judas slængte. I
begyndelsen anså man kirkegården som en fattig –
kirkegård. Men det ændrede sig, da den sønderjyske
adelsmand, Johan
Samuel Augustin blev
begravet her på Assitens
Kirkegård. Denne
Augustin
skrev
i sit testamente, at han aldrig med forsæt havde fornærmet
nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke
påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at
blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde
ulæsket kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb.
Augustin
banede
vej for, at det bedre borgerskab nu ville lade sig begrave herude på
Nørrebro.
Den
fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så var der ellers
forskellige gradueringer. Ville man begraves tæt på
muren, ja så kostede det ekstra.
Da
grosserer Jørgen
Beck skulle
begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn
til
Nørrebro.
Da
Johan
Leonhard Fix, direktør
for Asiatisk
Kompagni skulle
bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt. Der
var Fløjels
Ligvogn med 4 Heste, Kusk, Biløber, 8 Ligbærere, 9 Vogne
til Sørgeparene, 25 Tjenere og 2 Politibetjente.
Og det bedre borgerskab
ville beundres selv i døden, så de købte flere
gravsteder på en gang.
Heldigvis
indførte man i 1920 begrebet Normalbegravelse.
Fra
den tid skulle man ikke betale ekstra for orgelspil og andet.
I
1805 beklagede bladet Politivennen,
at
der var masser af stavefejl på gravstenene. Desuden fandt man
det uanstændigt at især De
Laveste Klasser festede
på livet løs blandt gravene. Politivennen
kaldte
det for
Offentlig Værtshus i Benhuset.
Ja og så overholdt
man ikke regulativerne med hensyn til, hvor langt man skulle lægge
én ned i graven. De tre alen blev langt fra overholdt. Så
var det frit løb for de herreløse hunde, der her på
kirkegården kunne få sig en bid.
Der kom også klager
over manglende selvjustits. Snart var det opgravede knogler, der fik
lov til at flyde på jorden, snart var det graverne, der mødte
op i lurvet påklædning. Ja og så havde man lige
glemt at grave til en begravelse.
Man
diskuterede i 1805, om det nu skulle hedde Gravløkken,
Mindemarken, Fredslunden eller
Fædremarken.
På
et skilt, placeret omtrent der, hvor der nu er byggeplads stod
følgende at læse, Hvilested
for de Afdøde, Medlem af den Kristne Menighed i Kjøbenhavn.
Der
var mange meninger om, hvordan man skulle begå sig på
kirkegården. Rødhårede skulle farve deres hår.
Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at bryde
den højtidelige stemning. Og digteren og lægen J.Cl.
Tode mente,
at tilmurede begravelser var farlige, fordi
de holder på dunsterne. Når
graven så skulle åbnes, for at indsætte den næste,
ville man være udsat for en forfærdelig
giftatmosfære.
Tilstrømningen til
kirkegården var enorm. Man talte om at indføre entré.
Fra 4 – 10 skilling ville være passende. Det vil sige, at
det skulle være gratis for kirkegårdsarbejdere og de
pårørende. Andre forslag gik ud på, at hunde, børn
og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det
skulle ikke bare bekendtgøres med en plakat, nej der skulle
sandelig ansættes vagtpost. Og så talte man om, at
opsætte tribuner, så alle kunne overvære de
fornemme begravelser.
Og i 1807 blev alle
opsynsmænd fyret. De solgte sprit på kirkegården.
Det var med til at sætte ekstra gang i løjerne. Og
ulykkerne fortsatte. For i 1820 blev der klaget over krybskytteri på
harer og agerhøns på kirkegården.
Det
var altid liv hos de døde. Selv H.C.
Andersen lagde
mærke til det. I et af sine sidste eventyr Portnøglen
fra
1872 skriver han om Hvæsende
Lirekasser og snævrende Klarinetter og spisende Folk blandt
Gravstenene. Det
var netop det eventyret handlede om Madkurve
– fænomenet på Assitens Kirkegården.
En
rejsebeskrivelse af F.J.
Meyer beskriver
udmærket forholdene:
-Det er Samlingssted
for Alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den
forkastligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men også
for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som paa Søn –
og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredevis liggende
paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker,
spisende, smøgende, tryllende sig Fulde af Øl og
Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i
kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasse
eller snærende Klarinetter.
Natten
efter den 23. juli 1798 skete der noget dramatisk på Assitens
Kirkegaard. Atter
engang var gravrøvere på spild. Da de nåede den 20
– årige Gertrud
Bodenhofs kiste
rejste denne sig halvvejs op, og udbrød, Så
befri mig dog fra dette mørke sted. Hun
lovede de to gravrøvere guld og grønne skove og en
rejse til Amerika.
Men
de to røvere tog en spade og myrdede hende.
Historien
er ganske vist. En af røvere tilstod hændelsen på
sit dødsleje på Frederiks
Hospital over
for ingen ringere end Jens
Peter Mønster, den
senere biskop af Sjælland.
Og
Gertruds
bror havde
givet udtryk for, at han ikke kunne forstå, at hans søster
havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten.
Allerede
i 1783 havde den navnkundige teolog Dr.
Bastholm erklæret,
at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde
skar ansigt eller om de vågnede.
Ved
Runddelen
oprettedes
i 1808 et lokale for eventuelle skindøde. De afdøde
kunne henstilles med en snor om håndleddet, således at
snoren var forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken så
løs, ja så var det fare på færde.
Når
H.C.
Andersen var
ude at rejse, havde han altid et skilt med, når han lagde sig
til at sove. På skiltet stod der Jeg
er kun skinddød. Bedemænd
begyndte at sælge kister med ilttilførsel og
signalapparater i tilfælde af …….
I
1833 stod kister i vand. Og dette vand løb ned i Ladegårdsåen.
Det
havde man advaret mod. Men der skete ikke rigtig noget.
I
1879 kunne man i Blade
fra Kirkegaarden læse,
at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen
var
fundet døde. Man mente, at de havde drukket vand fra
Ladegårdsåen.
Den
skulle være blevet forurenet af vandet fra kirkegården.
Alt bliver normalt i
2018 – eller gør det?
På
de foregående side har I kære læsere kunne læse
bare en lille bitte flig af, hvad der er sket i Nørrebroparken
og
omkring denne. Hvad der sker i fremtiden vil tiden vise. Efter planen
skulle Metrocity
– ringen være
klar i 2018. Til den tid må vi også tro, at
Nørrebroparken
og
Assitens
Kirkegaard vender
tilbage til det normale. Det er ingen tvivl om, at den kollektive
trafik får et kæmpe løft. At linien så
skulle have været ført ned til Stengade,
ville
jo have været mest praktisk.
Vi
skal også til at vende os til nye navne. Nuuk
Plads, ja
det er der hvor Rantzausgade
og Jagtvej mødes. Det
ville nu have været bedre med Sønderjyllands
Pladsen. Det
siges ikke kun, fordi man er sønderjyde. Nej mange sønderjyder
lægger faktisk navn til veje og gader i området. De fik
navnene efter genforeningen. Da havde man ikke glemt Sønderjylland.
Skjolds
Plads, ja
det er krydset mellem Haraldsgade,
Sigurdsgade og Slangerupgade. Der
kommer flere navne, som vi skal vende os til.
Lad os nu håbe, at
de pladsdannelser, der bliver etableret, bliver etableret med
omtanke. En stenørken samler ikke mennesker.
Og
formålet med dette hefte, ja det var såmænd at
hylde græsrødderne og dem, der nu for 10. år
arrangerer Kulturelle
Markedsdage. Tænk,
hvis Breaking
News helikopteren kunne
bringe andet end bål og brand fra Nørrebro.
Tænk
hvis de kunne fortælle om alle de kreative på Nørrebro.
Nåh nej, det sælger ikke!!!!
Tak
til alle dem, jeg i årenes løb har samarbejdet med i
talrige udvalg, foreninger m.m. på Nørrebro.
I er bare så kreative. Og
for dem, der vil have mere historie. Meld jer ind i Nørrebro
Lokalhistoriske Forening og Arkiv eller
klik på www.dengang.dk
Forfatteren
Omkring
Nørrebroparken – mens vi stadig husker den:
November 4, 2010
Vi tog på en rask cykeltur til Utterslev, Bellahøj, Bispebjerg, Søborg, Brønshøj, Grønhøj og til Husum. Vi besøgte restaurant Bellahøj, Bispebjerg Hospital, Carlstad, Husumhus, Frederiksgaard og Linie Buh. I Grønhøj brugte de en kirkebarak. Og så var det hver år diskussion om spanskrør og spyttekummer på en skole. Vi hører også om Danmarks første ballonfærd, hvor damerne dånede.
Nørrebro sælger bedre
Når man passerer under højbanen er man ikke mere på Nørrebro. Men ordet Nørrebro sælger godt i medierne, så ordet bruges, når det er ballade ude i Nordvest.
Indrømmet det ord lyder ikke særlig lokalhistorisk.
Det lyder meget bedre, når vi siger Utterslev, Bellahøj, Bispebjerg, Grønhøj, Søborg, Brønshøj og Husum og Grønhøj
Vanskeligt at afgrænse
Allerede når vi har passeret Lygten Station er vi i en anden bydel. Ja, den er formelt først opstået i 1847 med udstykninger langs Frederikssundsvej.
Egentlig er det vanskeligt at afgrænse området, når man skal beskrive det historisk. Men vi forsøger alligevel. Brønshøj Sogn bestod jo netop af Nordvest, Emdrup, Brønshøj, Husum og Vanløse). Ja herude var der også noget, der hed Sokkelund Herred.
Hurtig springer vi over Lygten Station. Den er beskrevet indgående i andre artikler. En fantastisk smuk bygning også indefra, men med en meget dårlig akustik. Det er svært at holde foredrag herinde.
Det er herude vi har Lygtekvarteret, Provstekvarteret, Ørnevejskvarteret og Pipfuglekvarteret. Her har vi også noget, der glæder en sønderjyde, Genforeningspladsen. Egentlig skulle vi også fortælle om beboerne i Lersøen. Men dem har du mødt i tidligere artikler. Vi burde også skrive om Grundtvigskirken. Men den kommer i en særskilt artikel.
En rask cykeltur
Og du skal være i nogenlunde form, hvis du lige som forfatteren vil tage turen på cykel. Således kan du sagtens mærke bakketoppene herude. Ved Brønshøj er der 37 meter, ved Bellahøj 31 meter, ved Utterslev 29 meter og Bispebjerg 31 meter.
Vand til søerne
Den sydlige del af Bispebjerg drænes mod Lersøen, som havde to afløb, et via Grøndalen mod Damhussøen. Så var det også via Lygteåen, langs den nuværende Lygten, Bispeengen, Ågade, Åboulevarden og ud mod Kalveboderne.
Senere blev åen ført ind mod søerne i København, for at bidrage til et højt vand-niveau i Sortedamssøen, Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Dengang var de en del af Københavns
forsvarsværk.
Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Hospital blev tegnet og bygget af Martin Nyrop i årene 1908 – 13. Nyrop valgte et system af fritliggende pavilloner. Allerede i 1901 havde stadsarkitekt Fenger valgt den mulighed. Men han døde i 1905. så Nyrop
måtte træde til.
Man planlagde 12 pavilloner, men der blev kun bygget seks stk. Dertil kom to operationsbygninger, hvortil der hørte forbindelsesbygninger, dernæst badebygning, køkken, vaskeri, maskinhus, funktionærbygning, et vandtårn, tre port-bygninger, patologisk institut samt et kapel.
Den 19. september 1913 blev det moderne sygehus indviet. Man havde afskaffet klokken, hvis man skulle have hjælp. Man brugte en rød pære i stedet.
Den tyske besættelse satte sit præg på Bispebjerg Hospital. Af flere grunde blev sygehuset centrum for behandling af modstandsfolk, samt beskyttelse af jøder og efterfølgende transport til Sverige.
Bellahøj – frisk luft og god udsigt
Når man står ude foran Restaurant Bellahøj, ja så er det svært at forstille sig, at man kun er fem minutters cykeltur fra storbyens larm og trængsler. Herude er der frisk luft og en god udsigt. Vi var her ofte for en del år siden med Nørrebro Handelsforening og Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger.
Moses Levin Mariboe
Egentlig starter historien på Utterslev Torv i 1682. Men vi springer elegant frem til 1793, hvor købmand og grosserer Moses Levin Mariboe køber gården Johanneshåb på Brønshøj for 2.200 rdl. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler,
Mariboe var flyttet til København i 1744. Faderen var indvandret fra Schlesien til Maribo. Der har slægten taget sit navn.
I 1792 blev gården opført som en smuk enetages bygning med en pragtfuld udsigt over hele København. Den er opkaldt efter sønnen Moses Levin Mariboes første kone, Isabella eller Bella Henriques.
Hovedbygningen var 11 fag lang og syv fag dyb. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og en kostald til 24 køer. De englænderne i 1807 bombede København, var Brønshøj besat af engelske tropper. På Bellahøj
lå engelske tropper i en periode på to måneder.
Familien Lütgen
I 1813 erhvervede premierløjtnant i Sø-etaten, senere kontraadmiral Magnus Lütken ejendommen. Nu blev den kaldt for Avlsgården Bellahøj. Efter hans død i 1847 overtog hans enke, Cecilie Lütken gården. I 1867 købte hun en nærliggende gård. Derved fordobles Bellahøjs jorde til ca. 100 tdr. land.
Indtil hendes død i 1875 boede enken på gården sammen med sønnen Otto Hans Lütken.
Inden krigsudbruddet i 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marineminister. Også i det lokale liv var han aktiv, bl.a. formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76.
Han var gift med Annie Buntzen, der som barn boede i hus med familien Heiberg. Her på Bellahøj var denne familie ofte på besøg.
Brønshøj Sogns Børneasyl fik 1893 et gavebrev af Annie Buntzen. Siden 1886 havde til huse på en af Bellahøjs ejendomme, Frederikssundsvej 108 c. Senere blev asylet overdraget til Brønshøj Kirke.
Brand på Lille Bellahøj
I 1888 – 99 blev en stor del af jordene solgt til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning, jorden omkring Utterslev Asyl og omkring Lille Bellahøj. Disse bygninger var opført 1848 – 49.
I 1900 overtog kommunen Lille Bellahøj efter en brand. I Illustreret Tidende fra den 28. oktober 1900 kan man læse:
Sidste søndag aften nedbrændte alle bygningerne på den Københavns kommune tilhørende ejendom ”Lille Bellahøj” på Utterslev Mark. Ved 8 – tiden så vejfarende flammer slå op af taget på den gamle stråtækte staldlænge, og hurtigt bredte ilden sig til tre andre gamle bindingsværkslænger . Ingen af gårdens beboere var hjemme, og slukningsarbejdet syntes at lide af visse landelige svagheder, så at det ikke kunne hindres, at også hovedbygningen antændtes, ligesom nogle få husdyr indebrændte.
Flammerne fra den gamle tørre bygning lyste højt op på aftenhimlen. Den tiltrak mange af hovedstadens beboere. Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester og svedne træer. Lille Bellahøj blev dog genopbygget som Ny Bellahøj på en anden beliggenhed. En af døtrene boede her i mange år sammen med hendes mand.
En velhavende familie
Pauline Lütken, den anden datter forblev ugift. Hun var den sidste beboer på Bellahøj. Hun var stiftsdame til Vallø. En stor del af året boede den ene af hendes brødre, Anton Frederik Lütken også på Bellahøj.
Familien Lütgen var en særdeles velhavende familie. Flere gange forsøgte Københavns Kommune at købe ejendommen. Det lykkedes først i 1925. Men de to søskende Pauline og Andreas blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.
Da Pauline døde i 1932 overtog kommunen også hovedbygningen. Borgerrepræsentationen vedtog i 1937 at indrette restaurant i bygningen til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj.
Ejere af Restaurant Bellahøj
Hvem der var den første ejer af Restaurant Bellahøj vides ikke. I 1948 overtog direktør H.C. Hansen ejerskabet. Han døde allerede i 1951, hvorefter enken kørte virksomheden videre. Og det gjorde hun godt. I hele 34 år, og
den dag i dag fortælles der om alt det som Clara Hansen kunne udrette.
I oktober 1984 var det Anton Sønderskov, der overtog stedet. En omfattende renovering gjorde oplevelsen endnu større. Ja, Sønderskov købte ejendommen af kommunen.
I november 1995 kom familien Elvstrøm til, og de var der også den aften, hvor Nørrebro Handelsforening fejrede 110 års fødselsdag.
Fra 1938 til 1967 fungerede Bellahøjmarken som dyrskueplads.
Fra kongrescenter til idrætshal
Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug som kongrescenter i 1965. det varede i godt ti år, hvorefter centret på Amager blev taget i brug. Bygningerne på Hulgårdsvej blev indrettet som idrætscenter. Det er det som vi i dag kender som Grøndalscentret.
Grødslottene
Ved udgravningerne til højhusene indrettede man en friluftsscene af de mange jordvolde. I øvrigt blev Danmarks første højhuse på stedet kaldt for Grødslottene. Navnet kom sig af, at havde man betalt huslejen havde man kun råd til grød.
En anden betegnelse var skyskraberne. Bebyggelsen rummer 28 højhuse med fra 9 – 13 boligetager med i alt ca. 1.300 overvejende små boliger.
Carlstad
Ja og tænk. Her lå i 1658 – 60 under Københavns belejring 30..000 svenske lejesoldater. Ja der opstod en hel by, der blev kaldt Carlstad. Byen blev bygget af den svenske Kong Carl den Tiende Gustav.
Byen omfattede området fra Brønshøj Kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og højhusene på Bellahøj i nord og sydøst.
Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden, såsom Svenskelejren og Skansebjerg. Og så siges det, at Brønshøj Kirke fungerede som våbendepot.
Landbrugets udvikling
Omkring Bellahøj Parken anlagdes allerede i 1938 et friluftsteater. Men ikke nok med det. En stor oval plads, benævnt Ringen. Her blev også opført udstillingslokaler, der skulle vise landbrugets udvikling gennem de forløbne 50 år. Området strakte sig over 100 tdr. land. Det strakte sig fra Frederikssundsvej – Bellahøjvej mod nord til Godthåbsvej mod syd og fra Degnemose Allé mod vest til Hulgaardsvej mod øst.
Linie Buh
En ny sporvognsforbindelse oprettedes fra Bellahøj til Københavns Banegård. Det var et billede af en ko på siden, så selvfølgelig fik linien navnet Linie Buh.
En ny lokal politistyrke på Bellahøj med 80 mand blev etableret. Næsten en million mennesker besøgte dyrskuet.
Friluftsteater fra 1938
Hele 5.000 pladser fik Friluftsteateret. Man bød på alskens underholdning, der spændte over folkemusik til klassisk. Og så var det et grønlænderkor samt Niels Bukhs gymnasiaster.
Berlingske Tidende heftede sig ved, at der på premieren fløj en Reklame Flyver hen over Teatret og vakte betydelig forstyrrelse.
Politikens anmelder Viggo Cavling karakteriserede Teateret som et fund:
Det ligger som et Idyl midt i Storbyen i den gamle Bellahøj Park med en stor vifteformet Tilskuerplads, der svagt skraaner op ad Bellahøjen og med Scenen kranset af Træer og Buske og flankeret af to Trefødder med den hellige Ild. Lydene fra det store Landbrug høres ikke, undtagen naar en Reklameflyvemaskine summer højt oppe i Luften.
Det nye Bellahøj Friluftsteater blev en succes fra dens start . I foråret 1939 overtog Københavns Kommune friluftsteateret af Landbrugsrådet. Gennem tiden gav friluftsscenen københavnerne store oplevelser.
Vaskebrædtet
Bellahøj er også kendt for sine gode kælkebakker. En af dem kaldes for Vaskebrættet. Den er ikke særlig stejl, men den er lang. Under særlige forhold kunne man få en ekstrem høj fart på kælken. I 60erne og 70erne blev der kørt dødsejlere på Vaskebrættet. Det var store hjemmelavede kælke, der blev styret ved hjælp af en lang stok/pind.
Og så har Anna Pihl gjort Station Bellahøj verdensberømt i Danmark. Den fungerede tidligere som hovedkvarter for Politiets Efterretningstjeneste.
Grøndal
En lidt længere cykeltur fører os til Godthåbsvejen. Det var oprindelig landevejen til Roskilde. Grøndalen ved Grøndal Station var vandskellet mellem Ladegårdsåen og Grøndalsåen. Her kunne man altid komme tørskoet forbi. Som led i Københavns vandforsyning blev de to vandløb forbundet og Damhussøen blev byens vandbeholder. Vesterbrogade og Roskildevej kom først til i 1770 – 77.
Godthåbsvejen var også grænsen mellem landsbyerne Brønshøj og Utterslev.
Grøndal er en mærkelig størrelse. Officielt hedder bydelen kun Vanløse. Fire gårde dannede begyndelsen til Grøndal. Det var Frederiksgård, Grysgård, Fordresgård og Brønshøj Bakkegård. I 1840 havde gårdene ca. 40 indbyggere.
En kirkebarak fra 1918
Mange af de mennesker, der bosatte sig i Grøndal i 1920 og 1930 var selvstændig erhvervsdrivende og håndværksmestre.
Grøndal er ikke opstået omkring en eksisterende landsby. Derfor har den aldrig fået nogen egentlig administrativ eller statistisk status. I 1922 udskiltes bydelen dog som selvstændigt kirkesogn. Borups Allé danner grænsen mod øst.
Grøndals Kirke er fra 1928 og ligger på spidsen af Hulgårdsvej og Hillerødgade.
Kommunen havde opkøbt store mængder af jord, for at undgå byggespekulation. De havde set, hvor galt det kunne gå på Nørrebro. Men de havde ikke tænkt på en kirke. Stort set hele området øst for Godthåbsvej blev opkøbt af kommunen i 1890erne.
Frivillige fik bygget en barak – kirke i 1918. Træhytten var dog uegnet til dette formål. Den var kold og fugtig. En grund blev tilbud, men menighedsrådet mente at kirken ikke skulle gemmes af vejen, men kunne ses.
Omfattende byggeri
Det første byggeri var egentlig Grøndalsvænge Haveboligforening. De fleste huse var dobbeltvillaer bygget i perioden 1915 – 18. I 1928 kom området nord for Hillerødgade til. Egentlig var dette til mindrebemidlede. Men indskuddet var alligevel så stort, at kun beboere med en hvis indkomst havde råd til at flytte ind her.
Omkring 1918 opstod der en del nærbutikker i området. Meget populær var Spæk-brugsen. Den hed sådan, fordi man både havde en kolonial – og viktualieafdeling.
I 1915 blev der opført husvilde-boliger, som var midlertidig bebyggelse af såkaldte træbarakker. Det var i trekanten Godthåbsvej, Rønnebærvej og Hulgårdsvej. Bebyggelsen havde gode friarealer. Bygningerne stod helt til 1962. Efter nedrivningen blev der opført højt elementbyggeri af boliger. Det var Københavns Kommune, der opførte disse boliger. I dag er det en privat andelsboligforening.
Frederiksgård
I området lå Frederiksgård. Den blev drevet af de tre søstre, Hermine, Valida og Alvilda Beyer. Gården blev oprindelig ejet af den svenske major, Mech. Han solgte den til grosserer A.F. Beyer i 1806. Beyer var gået fallit med sin forretning inde i byen i 1817.
Familien Beyer drev landbrug. Men han drev også pensionat for sindssyge, åndssvage og døvstumme. Den sidste ejer var murermester N. Mikkelsen Sørensen. I dag er det Frederiksgårds skolen, der ligger på gårdens grund. Den blev bygget i 1930erne.
De tre søstre havde delt arbejdet imellem sig.
Hermine stod for det rent landbrugsmæssige. Alvida tog sig af det omfattende havebrug og husholdingen tog Vavild sig af. Familien Beyer fik i alt ni børn.
En fjerde søster, Sille Henrikke Christine Beyer skrev syngestykker og skuespil til Det Kongelige Teater. Og det havde hun en hvis succes med. Hun oversatte også dramatiske værker fra tysk og spansk.
Der blev sat meget pris på hendes arbejde af direktør Johan Ludvig Heiberg. Og sandelig var hun også privatsekretær for Johanne Louise Heiberg.
Georg Brandes kunne ikke lide det
Det var lidt usædvanligt for en kvinde dengang, at beskæftige sig med den slags. Og det var da heller ikke noget, der behagede Georg Brandes:
Den gamle pæne Dame gik til Værks i den bedste Hensigt. ”Ved min Strømpes Azur” sagde hun, ”Jeg skal lempe disse Personer til efter Nutidens dramatiske Fordringer ” og saa tog hun en hel Pose fuld af Figenblade frem, og overalt hvor Shakespeare havde givet sig en Blottelse, der havde hun et Figenblad parat.
Nobelpris til fætteren
En bror til de tre frøkener var præst i Herlufmagle. Han havde en søn, der kaldte sig Fredrik Bajer. Ja egentlig hed han Frederik Beyer. Han startede fredsbevægelsen i Danmark sammen med sin kone, Mathilde. Og han blev i 1908 hædret med den ene halvdel af Nobels Fredspris.
En lille plads ved Tagensvej, Bajers Plads er opkaldt efter ham. Og A.F. Beyer fik også opkaldt en vej efter sig.
Pladsdannelsen i spidsen af Godthåbsvej/Rønnebærsvej blev i slutningen af 1990erne navngivet som Grøndal Torv på initiativ af Grøndal Lokalråd. Man ville med navngivningen gerne markere Grøndals identitet.
Spørgsmålet er om Grøndal overlever som kvarter med egen identitet. Man er presset fra mange sider. Grøndal Kirke gør i hvert fald sit til at bevare identiteten. Den har nærmest funktion som kulturhus.
Utterslev
Den ældste bebyggelse i området er fundet nær ved Utterslev Mose. Her er fundet primitive jagtvåben, ben-spidser med modhager. Alt tyder på, at der har ligget en boplads på stedet. Senere er der kommet bofaste agerdyrkere og kvægbrugere.
Omtalt 1186
Ja og vi skal også huske på, at området omtales i det berømte brev – det såkaldte gavebrev udstedt i Verona i 1186, hvori Pave Urban den Tredje bekræfter Valdemar den Stores overdragelse af Sokkelund Herred (Støvnæs Herred) til Biskop Absalon.
I brevet står, at gaven bl.a. består af borgen kaldet Havn (senere København) samt Utterslev med alt tillæggende (det var landsbyerne Serridslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby og et bol i Brønshøj samt Emdrup). Utterslev må på den tid have været den vigtigste by i hele det landområde, der kaldtes Støvnæs Herred.
Jordebogen fra 1370
Næste gang Utterslev nævnes, er i Roskilde – bispens jordebog fra 1370. Heri er en fortegnelse over bispesædets ejendom. Her står, at Utterslev bestod af 9 bol (en bol er den jord, som normalt hører til en gård). De tre af den tilhørte hovedgården. Ejeren må have været en meget betydelig mand på egnen.
En landmålingsmatrikel fra 1688 afslørede, at der lå 11 gårde og 9 huse omkring Utterslev Gadekær.
Udskiftning i Utterslev
Men Utterslev var oprindelig en landsby. I 1792 lå der 16 gårde i byen. Efter udskiftningen blev 5 liggende. Landsbyen strakte sig herefter helt ned til den nuværende Nørrebro Station, helt ud til Godthåbsvej og Bellahøj. Mod vest strakte arealet sig til Rådvadsplænen.
Den ene af de gårde, der blev liggende i byen var Utterslevgård. Den ene af længerne er menighedshuset til Utterslev kirke. Og når vi nu er ved kirken. Lige over for ligger de oprindelige arbejderboliger i Tages Huus.
Bydelen Bispebjerg hedder fra 2006 faktisk Utterslev, når der tænkes i valgkredse.
Fantastisk natur ved Utterslev Mose
Når du på cykel kommer til Utterslev mose, føler du dig hensat i en anden verden. Man forstiller ikke sådan en natur så tæt ved storbyen. Oprindelig var stedet en tørvemose. Det var meget lidt vand, ja faktisk var det kun nogle kanaler fra Frederik den Andens tid. Et arbejdsløshedsprojekt fik gjort stedet til det, det er i dag.
Mosen er Københavns største fuglereservat. Den store ø ved voldgravens udløb blev af børnene kaldt for Djævleøen. Officielt hedder den dog Teglholm. Myten siger noget om, at der har været et teglværk på stedet.
Utterslev Sø var efterhånden vokset til en regulær mose. Den blev oprenset i 1587, hvorefter Frederik den Anden anlagde fiskedamme og byggede en sluse i den østlige ende for at sikre høj vandstand.
Vandet fra Utterslev blev via trærender ført til København, hvor det indgik i byens vandforsyning i de såkaldte vandkunster, hvor borgerne hentede deres drikkevand. Før slusen blev bygget, havde søen/mosen haft det med at fryse til is om vinteren og tørre ud om sommeren. Slusen sikrede en mere jævn vandforsyning. Kongen ansatte en damvogter til at at overvåge vandstanden.
En kro – som ekstra indtægt
Det at være damvogter var bestemt ikke et givtigt job. I 1679 udstedtes en krobevilling af amtmanden, så damvogteren kunne supplere sine indtægter ved salg af øl m.m. til forbipasserende.
I 1721 fik kroen kongelig bevilling til at holde udskænkning. Ja det var starten på Søborghus Kro. Den lå på hjørnet af den nuværende Gladsaxevej og Søborg Hovedgade.
Vandet var forurenet
Hele mosen er vel ca. 1 gange 3 km og i dag et afvekslende område af søer og holme samt et fantastisk dyreliv. Tidligere var den faktisk meget forurenet.
Den østlige del af Utterslev – søerne var antagelig forbundet med Esrum Sø via Rosbækken mod Ryparken videre ud til Hellerup. En anden å har formentlig ledt vandet nordpå mod Gentofte Sø og videre over Erme-lunden og østpå til Klampenborg.
Jægerkroen
Jægerkroen var den eneste beværtning i Utterslev. De andre beværtninger lå nede på Frederikssundsvej. Krohaven blev brugt til politiske agitationsmøder. Har var der også prædikanter, der holdt vækkelsesmøder. Men også Frelsens Hær kom og gav koncert.
Men efterhånden udviklede den sig til et rigtigt værtshus med masser af slagsmål. Den blev misligholdt og blev revet ned omkring 1944.
Villaen var en jagthytte
En meget sjov ting var Villa Sokkelund. Den blev erhvervet af tidligere Tivoli – direktør, L.E. Thrane i 1899. Ved en ildebrand i huset fandt man en indemuret sten med årstallet 1770. Det viste sig, at dele af huset var opført det år til Christian den Syvende, der havde brugt stedet som jagthytte.
Her ligger også en vej, Møllegade. Grunden var, at der for enden lå en mølle indtil 1908 i den østlige ende. Efter nedrivningen blev der opført et dampbageri.
På Utterslevvej blev der i 20erne opført husvildebarakker. Omkring Utterslev Gadekær opstod et helt butikscenter. I 1965 var der endnu 34 butikker.
Omkring Bispebjerg Kirkegård
Nordvest – kvarteret op mod Bispebjerg Kirkegård var indtil 1930 domineret af gartnerier og havekolonier. På grund af bolignøden boede man dog hele året i disse kolonihavehuse.
Om vinteren var der is på væggene inde i husene. Men efterhånden blev der bygget på Skoleholdervej, Møllerlodden, Gravervænget og Ringertoften. Kvarteret fik kælenavnet – Fra vugge til grav. Naboskabet til Bispebjerg Kirkegård lod sig ikke fornægte.
I Gravervænget var der 100 små lejligheder af relativ høj standard med eget toilet. Der var dog ikke bad og heller ikke centralvarme. Lejlighederne blev opvarmet af kakkelovne. Her boede hovedsagelig håndværkere, ufaglærte og enlige, mindrebemidlede mennesker. Der var mange børn og unge mennesker.
Kvarterets dårlige ry opstod efter den store arbejdsløshed i 80erne og 90erne. Københavns Kommune eksporterede en masse sociale problemer til kvarteret.
Søborg
Søborg kendes som Søborre og Søberg. Det kan måske betyde Bakken ved Søen. Navnet kendes også fra Søborghus Kro og fra den store Søborggård, der leverede jord til den kommende by.
Søborrevangen strakte sig fra Emdrup til og med nuværende Søborg og omfattede bl.a. Emdrup og Utterslev Søer. Søborggård var den største gård i området. Her på jorden opstod Villabyen Søborg ved Glasaxevej, Marienborg Allé, Aakjærs Allé og Søborghus Allé.
Der hvor Gladsaxevej og Søborg Hovedgade starter, blev der i 1721 anlagt en kro, der fik navnet Søborghus Kro. Vi omtalte også kroen under Utterslev. Den betjente de rejsende, der benyttede den af Christian den Fjerdes anlagte Frederiksborgvej, der fortsatte op til Frederiksberg Slot i Hillerød. Vejen er i dag stadig hoved-færdselsåre mellem Gladsaxe og det indre København.
En by med vokseværk
Hvis man ved århundredeskiftet kom kørende fra Bispebjerg mod Buddinge måtte man som i dag – passere den lange Søborg bakke. Når man havde nået toppen kunne man nyde den flotte udsigt over København. På begge sider af vejen neden for bakken, lå store marker med tilhørende gårde.
Efter udstykningen af gårdene på Buddinge Mark, blev Søborg Grundejerforening stiftet i 1905. Omkring århundredeskiftet var en del af området Gladsaxe– Herlev Kommune og bestod af 11 bondegårde, 7 huse og 2 villaer. Der boede kun i alt 159 indbyggere. Området havde tydeligvis endnu et landeligt præg.
Udstykningen påbegyndtes med Søborggårds jorde i 1901. Mange af gadenavnene minder om de gamle gårde, Maglegården, Lundegården, Hyldegården.
Problemer med drikkevand
Vandforsyningen viste sig hurtig at være et problem. Der blev gravet flere og flere brønde. Og så skete det, at der ikke var vand nok til alle. En sommer kørte der en vogn rundt i byen med vand. Endelig 1909 blev der opført et vandværk ved Gladsaxevej tæt op til Søborg Mose. Her blev der fundet masser af vand.
Der var ikke anlagt kloakledninger ud til Øresund. I første omgang blev der anlagt en stor septiktank tæt ved Søborg Mose, hvortil spildevandet blev ledt efter at have passeret tanken.
Så kommer butikkerne
I 1905 startede den første købmand på Søborg Hovedgade. Og i 1922 byggede slagtermester N.P. Larsen et helt lille strøg med fem butikker som tilbygninger på hans private villa på hjørnet af Søborg Hovedgade og Niels Bohrs Allé.
”En storby er ved at rejse sig, sagde en borger. Indtil da foregik salget til borgerne fra hestetrukne vogne, der kørte rundt og faldbød slagter – og mejerivarer.
Udvalg til velgørende formål
I 1905 blev en familie forsøger i Søborg uhelbredeligt syg. Han kunne ikke arbejde, da han havde fået tuberkulose. Familien led stor nød. Det fik tre mennesker nys om, og oprettede et Udvalg med det Formaal at afholde Velgørenheds – og Folkekoncerter i Filantropiens Tjeneste.
Folkekoncerterne blev en institution i Søborgs selskabelige liv, hvor de største af datidens navne fra Det Kongelige Teater kom og optrådte. Overskuddet gik til forskellige gode formål. Udover at donere penge til nødstedte privatpersoner, samlede man til kirkebyggeriet.
I 1915 oprettede man et læseværelse og tre bogværelser i forbindelse med koncertsalen på Erik Bøghs Allé. Ja man lagde grunden til Gladsaxes første offentlige bibliotek.
Også et observatorium med Skandinaviens største kikkert kunne man prale med. Dette glemte observatorium lukkede i 1934 på grund af brandfare.
Privatskole
I 1906 var der 877 indbyggere. Den nærmeste skole var i Buddinge. Skolebyggeri i Søborg mente sognerådet var for dyrt. Hurtig opstod der to privatskoler i området. Først i 1908 blev der indrettet en-pavillons-skole ved Frederiksborgvej.
Frk. Andersen – Højer tilbød at undervise op til 60 børn for en samlet betaling for 600 kr. pr. år.
Petroleumslygter holdt sit indtog i 1904. 10 lygter var det til at oplyse Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Men i 1908 – 1909 blev der trukket el – ledninger gennem byen. Gasforsyningen kom i 1917.
Spyttekummer og spanskrør
I 1911 behandlede man et forslag om, at der skulle indrettes spyttekummer i alle klasseværelser på skolen. Hygiejnen eller mangel på samme gav sig også udtryk i, at skolebørnene hver fjerde mandag skulle have renselsesbad. I forbindelse med badedagen ansøgte lærerrådet om at få bevilliget et par gummistøvler og et gummiforklæde.
Ja og så var det lige det med pegepinde. Mindst en gang om året behandlede lærerrådet dette spørgsmål. . Lærerne brugte disse rekvisitter til andet end at pege med. Og når det så blev hamret hårdt i bordet for at få ro, ja så var det ikke altid disse rekvisitter kunne holde til behandlingen.
Den første sporvogn i 1924
Sporvognene havde endestation ved Lygten Station. Efter oprettelsen af kirkegården ved Bispebjerg blev linje 5 forlænget. Beboerne i Søborg håbede snart, at det blev deres tur.
Men de skulle vente hele 20 år. Beboerne i Søborg havde planer, om selv at anskaffe en omnibus. Der kunne dog ikke skaffes midler nok, og man fik ikke tilladelse til en offentlig holdeplads på Københavns grund.
I 1914 gav Magistraten tilladelse til omnibusruter mellem Bispebjerg og Søborg, hvoraf den ene dog blev indstillet efter et par års forløb.
Den 16. maj 1924 ankom den første sporvogn til Søborg under stor jubel og fest .
For at skaffe bedre bedre transportmulighed til Gentofte Sygehus oprettedes i 1938 en trolleybusforbindelse mellem Søborg Torv og Hellerup. Den sidste sporvogn gennem Søborg kørte den 30. april 1962.
Meget mærkeligt så slog Slangerupbanen en bue uden om Søborg. Beboerne blev snydt for jernbanen.
Søborg Kirke (Nissehuen)
Anden juledag 1914 kunne menigheden endelig indvie Søborg Kirke. Man havde allerede haft en præst i flere år. Allerede i 1905 talte man om et menighedshus. Og i primitive kælderlokaler under Søborg Skole, holdt man de første gudstjenester.
Turen til Gladsaxe Kirke var lang og besværlig. Og kirken, ja den kaldes i folkemunde for Nissehuen.
I 1921 blev der oprettet et sogn, der blev kaldt Søborggaard.
Brønshøj
Brønshøj eller Brunshogæ nævnes første gang den 21. oktober 1186 i et brev fra pave Urban til biskop Absalon.
Denne Absalon var sikkert bygherren på Brønshøj Kirke. Her var også en helligkilde. Den hed Thors eller Thorstens kilde. Om det er den, der har givet navn til Brønds – høj vides ikke.
Helligkilden ved Holcks Plads var meget søgt under pestepidemierne i 1592, 1619 – 20 og 1637.
Brønshøj Bakkegård lå efter udflytningen syd for Gadekæret. Det er i dag området ved Brønshøjvej og Krabbesholmvej
Ryttergodset
Det var her i Brønshøj, at der lå en rytterskole. Det skete i 1721, efter at man havde fået en Landmilits. Ved en resolution af 23. august 1721 blev det bestemt, at der i hvert rytterdistrikt skulle opføres et skolehus. Den kom til at ligge bag det område vi i dag kender som Brønshøj Torv.
Regimentets skriver, Thomas Hansen købte gæstehuset Brønshøjgaard. Til denne hørte en liden kro.
Allerede fra 1670 var dette sted eftertragtet af den københavnske middelstand, der i Brønshøjs landelige idyl, nøde den gode, sunde luft.
Fra 1729 til 1757 var Thomas Hansen administrator af ryttergodset.
Danmarks første ballonfærd
Her fandt også Danmarks første bemandede ballonfærd sted. Det var studenten, Johan Peter Colding, der stod for den lange rejse fra Nørreport til Brønshøj bakke. Politiet anslog at 90 pct. af Københavnsbefolkning
overværede begivenheden. Politiet var også forbløffet
over, at så mange damer, der dånede.
Sporvogn til Brønshøj
I 1902 nåede den første sporvogn ad Frederikssundsvej frem til Brønshøj. Her blev Brønshøj Torv endestationen. I begyndelsen hed den linie 9, men allerede året efter skiftede den navn til linie 5.
Byggeforeningen Enigheden var årsag til at især mange børnefamilier flyttede til Brønshøj. Og i 1901 blev en ny skole indviet med 200 elever, 3 lærer.
Fra 1898 til 1923 blev der anlagt 100 nye veje i byen. Byen fik femdobbelt sit indbyggertal på de 25 år. I 1901 boede der kun 1.881 indbyggere i byen. I 1940 var tallet vokset til 42.401.
Befæstningen
Egentlig tager det ikke så lang tid at nå Vest-volden på cykel fra Nørrebro. Ja, det var englænderne der var skyld i, at befæstningen blev anlagt. De skød København i sænk. Man havde vel ikke tænkt sig eget over, at man skyde over voldene.
Mellem 1885 og 1894 blev fæstnings-ringen anlagt. Fæstningens front mod syd udgjordes af søforter, der strakte sig fra Hvidøre over Middelgrunden og Kastrup til Avedøre. Nordfronten kom tilsvarende til at bestå af en fremskudt række af forter med en linie af batterier bagved. Fort og batterilinjerne skulle i krigstid suppleres med kunstige oversvømmelser.
Vestfronten kom til at bestå af en bred sammenhængende voldgrav med en kraftig vold bagved. Den strækker sig i en blød bue fra Kalveboderne til Utterslev Mose.
2.000 voldbisser
Omkring 2.000 voldbisser knoklede gennem fire år, for at bygge Vest-volden. Selv om vi med nød og næppe undgik krigen i 1914 var Københavns Befæstning fuldt bemandet under hele krigen.
Den samlede længde er på 15 kilometer. Hele 23 batterier, hver bestykket med 4 – 8 kanoner, er imponerende. Og så var det hele forbundet med et Batteritog (Voldbanen), der kunne køre derhen, hvor der var mest brug for den.
Staten ejer Vest-volden som også kaldes Husumvolden. I 1925 fik kommunen lov til at åbne volden nord for Frederikssundsvej mod at vedligeholde beplantningen. I 1932 får publikum offentlig adgang. Et stykke af volden var dog stadig afspærret med vagter med hunde indtil 1960erne.
Ved Avedøre Kasserne (Filmbyen) var en del af volden afspærret til 1995. Kasernen havde ammunitionsdepoter i voldens kasematter.
Mange svenskere deltog i bygningen af volden. I 1899 kom det til et stort slag på Slangerupvej (Frederikssundsvej). Arbejderne var ikke tilfredse med deres løn.
Husum
Fem landsbyer i Brønshøj Sogn blev i 1901 indlemmet i Københavns Kommune. Det var Husum, som er opstået omkring vores tidsregning. (år 0), Utterslev fra år 500. Og så endelig Brønshøj og Vanløse, som er opstået i vikingetiden omkring år 1000 – 1100. Ja og så var vi lige ved at glemme Emdrup. Her var allerede på Biskop Absalons tid en stor gård.
Landsbyerne flytter i perioder. Men i år 1200 synes det som om, at de har fået deres endelige beliggenhed. I Middelalderen hed området Støvnæs Herred og fra ca. 1445 Sokkelund Herred. Og herredstinget lå, der hvor Gladsaxe – senderen ligger i dag. Omkring 1620 blev flere herreder lagt sammen under Københavns Amt.
Husumhus
Fra middelalderen lå der en stor hovedgård Husumhus i landsbyen. Ni andre gårde lå i nærheden. De var alle fæstegårde og tilhørte Roskildebispen. Efter reformationen i 1536 tilfaldt de kongen.
Husum var en del af kongens rytterdistrikter. Det betød, at det var sønnerne af fæstebønderne, der blev udtaget først til krigsryttere. Men de skulle også passe landbruget. En kongelig rytterskole blev oprettet omtrent hvor Brønshøj Torv i dag ligger.
Bønderne i området gjorde i 1600tallet hoveri på Ladegården.
Søgaard
Gården Søgaard lå i selve Husum Landsby. Gårdens placering var dårlig. Jorden lå langt væk. Ejeren købte dog en ny gård og mere jord. Desuden byggede han også en ny. Den sidste rest af denne, blev revet ned i 1965. En stor grundejerforening har navn efter denne gård.
På arealet fortsatte Søgaard Gartneri. Den gav senere areal til Åkandevej og Gadelandet samt i første omgang plads til virksomhederne Dansk Gulvkludefabrik og Husum Tryk. Arealerne blev senere overtaget af Radiometer.
Bebyggelsen af det nuværende Husum begynder først i 1820erne. Da Frederikssundsvejen i 1923 – 24 blev udvidet kom der gang i byudviklingen.
Vores cykeltur er slut. Jeg ankom efter mange timer i det interessante kvarter i god behold til mit hjem på Østerbro. Den næste ”ekspeditionstur” går nord og øst for Østerbro. Glæd jer til den historie, og så må jeg nok hellere tage rigelig med vand med. Der går meget til på sådanne ture.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14.02. 2022
November 4, 2010
Livet mellem 1850 – 1870. Fri næring. Litterær debut med 200 års forsinkelse. De første badeanstalter. Den første julemand. Nyt materiel til brandvæsnet. Nye udstillingsvinduer. Overbefolkning. Københavns Skøjteløberforening. Zoologisk Have udvider. Madam Mangors kogebog. Når Fruentimmer dyrker sport. Farvel til Natholdet. Piger til salg. Stop for smugleriet.
En anden historie
Her på dengang.dk starter vi en ny serie, der handler om livet i København. Det handler om historier, der normalt ikke finder vej til de store overskrifter. Her kommer så første del, der omhandler livet mellem 1850 – 1870. Som det vil ses. var livet her i København vidt forskelligt fra det liv, der blev ført i Sønderjylland.
Stop smugleriet
I 1850erne var mange byer indhegnet med plankeværker og fæstningsværker. Hver by var et lukket toldområde. Varer, der blev ført til byen var belagt med afgifter til staten. Det kaldtes konsumtion eller accise, som skulle betales ved byporten. Ja egentlig kunne man kalde det datidens moms.
For bønderne var det nu ikke så smart. De måtte holde i lange køer med deres vogne, mens posekiggerne havde travlt. Disse kiggede også efter smuglervarer. Og de havde god grund til at være mistænksom. Man smuglede for et godt ord, ja det var nærmest gået sport i det.
Det gav en god indtjening til statskassen, men de liberale betragtede det som et fordyrende mellemled. Og sådan noget lammede erhvervslivet. Man mente
simpelthen, at det skulle ophæves. Bompenge og skillingstold til kommunen måtte også afleveres.
Men
så let var det ikke. I København var byportene en del af befæstningen. Militæret vende det døve øre til, når der kom klager. Københavnerne betragtede militærets jerngreb som et levn fra enevælden.
Men
da regeringen Ørsted faldt, overgav militæret sig overraskende hurtigt.
Fri næring
To gange om året – den tredje tirsdag i april og oktober – var det flyttedag. Det betød at alle, der ville flytte gjorde det på en gang.
Et
festligt indslag i dette var håndværkerlavenes skilteflytning. De fleste lav havde ingen fast lavshus. Man holdt til hos oldermanden, som var lavets formand. Når der så blev valgt ny oldermand, skulle alle lavets sager, dokumenterne, drikke krus m.m. flyttes. Og det skete i et stort optog med skiltet i spidsen.
Siden oldtiden havde erhvervslivet været organiseret i lav – mesterlav og svendelav. Regeringen holdt godt nok øje med dem, om de snød med priser m.m., men ellers passede man sig selv.
Lavene regulerede sig selv og fandt hurtig ud af, om der var fuskere i blandt dem. Man havde også interne kvalitetskontroller. Der var dog stærke politiske kræfter for, at bekæmpe disse lav.
I 1857 trumfede de liberale næringsfrihedsloven igennem. Håndværkerne var forfærdede. Man vedtog en femårig overgangsperiode. Men derefter havde man fri ret til at etablere sig. Døren stod på vid gab.
Piger til salg
Skulle man besøge nogle bekendte i for eksempel Ny Adelgade, skulle man passere hele rækker af af stillestående eller frem – og tilbagegående kvinder. Ja nogle spærrede endda fortovet for en.
Her var Københavns ynkværdigste og hæsligste laster. Næsten lige så lang tid man kan erindre tilbage i Københavns historie kan man huske Kvindens ældste erhverv.
I middelalderen fandt man pigerne med deres let kendelige farvede huer i Rosengården ved Nørreport. I Holbergs tid var bordelværtinden
madam Duuse og hendes stadsmøer nærmest et begreb.
Anerkendt var prostitution aldrig, når fordomme og moral tog hinanden i hånden. De mandelige kunder var selvfølgelige sagesløse. Da deres naturlige behov selvfølgelig skulle dækkes, måtte systemet i sidste ende tolereres.
Ved 1800 – årenes midte havde man fundet en slags balance. Man så bort fra forargelsen. Man lod frygten for kønssygdomme diktere den offentlige holdning. Her skulle den letlevende dame lade sig kontrollere regelmæssig hos politilægen. Han havde konsultation en gang om ugen. Fra 1853 hele to gange om ugen.
Hvis hun forsøgte at unddrage sig kontrol, blev hun til gengæld straffet med fængsel på vand og brød. Ikke for utugt, men for løsgængeri.
Farvel til Natholdet
Politibetjente var ikke særlig afholdte, disse stokkedrenge var særdeles upopulære. Vægterne, der rykkede ud ved
mørkets frembrud var derimod meget populære.
Det københavnske vægterkorps var oprettet i Christian den Femtes tid. Hver fulde time skulle de synge deres vægtervers. I tilfælde af brand skulle de slå alarm. De passede også gadelygterne. Det var deres opgave at tænde og slukke.
Vægterne gik ikke tilbage for en ekstra tjans, nemlig at vække folk. Til gengæld fik de så en ekstra skilling. Det skete også, at de gik på nytårsvisit. Her fik de også en ekstra skilling. Deres grundløn var ikke ret stor. Et ekstrajob i dagtimerne var også nødvendig, så det var ikke megen søvn, der blev til.
Da
Johan
Ludvig Heiberg en aften purrede en sovende vægter, og undskyldte forstyrrelsen, svarede vægteren, at det ikke gjorde noget, for han ville hurtigst muligt falde i søvn igen.
Da tranlygterne blev afløst af gas, mistede vægterne en væsentlig funktion. I 1863 blev det københavnske vægterkorps opløst. I vægterkorpsets sidste år udskiftede man morgenstjernen med politistokken.
I øvrigt var det
en udbredt studenter – spøg at lave skilteflytning om natten. Bødkerens skilt kom til at hænge uden for modebutikken og barberens skilt hang uden for urtekræmmeren.
Måske skal nævnes, at der kom til optøjer i de første dage af 1860. Både politi og vægtere blev sat ind. Der var voldsomme demonstrationer mod Grevinde
Danner.
Når en vægter fandt en fuld mand, der ikke kunne gå eller stå, trådte stigetransporten i funktion. Fire vægtere læssede fulderikken op på en stige, der ellers blev brugt til lygtetændingen. Under megen opmærksomhed bar man ham så hen til arresten.
Når Fruentimmer dyrker sport
Men egentlig var det overklassedamerne, han burde være bekymret for. Disse mimoser der blev fremelsket i de moderne byer, var beskyttet mod alt, såvel frisk luft som motion.
Han var forfatter til Huus-gymnastik for Fruentimmer. Det var alt for lidt med kun en halv times legemsøvelser i ny og næ på pigeskoler, mente han.
I det bedre borgerskab mente man, at det var i uorden at ungdommen dygtiggjorde sig til krig. Men det kunne aldrig vedrøre kvinderne.
Kraft – og højdespring var udelukket for kvindens vedkommende. I stedet skulle man anbefale gang – og hoppeøvelser såvel som passende løbe – og springøvelser. forudsagt, at der blev lagt vægt på harmonien i udførslen.
Blandt borgerskabet langs Strandvejen bredte der sig en form for sport omkring 1850erne. Det var en slags fjerbold. Det krævede ikke de store anstrengelser. Men det var sikkert en smule afveksling i det trivielle driveri blandt landliggerne. Måske kunne det sætte lidt gang i blodomløbet.
Madam Mangors kogebog
Jo dengang kunne man også få succes med en kogebog. Hun var født Anne Marie Bang og var af god borgerlig familie. Hun blev også godt borgerlig viet, nemlig med fuldmægtig V.N. Mangor. De fik tre døtre, men manden døde tidligt.
Der sad hun så som enke kun 32 år gammel. Hun måtte strikke og sy, og sælge hendes håndarbejde. Hun ville gerne være forfatter. Helst skulle det være fortællinger for børn. Men det blev hendes lager af opskrifter, der reddede hende fra fattigdommen. Det var venner og bekendte, der opfordrede hende til at skrive en kogebog.
Første udgave udkom anonymt i 1837. Det var en succes, der blev fulgt op af en bog om syltning. Siden fulgte Kogebog for små husholdninger. Således blev Madam Mangor til. Den er udkommet i et lille halvt hundrede optryk på tilsammen en halv million eksemplarer.
Med disse ord indledte hun sin kogebog. Hun udgav også en kogebog for små piger. Og i 1864 sågar Kogebog for Soldaten i Felten. Den uddelte hun faktisk gratis.
Zoologisk Have udvider
Niels Kjærbølling var selvfølgelig sønderjyde. Han var lærersøn fra Als. Med støtte fra Christian den Ottende udgav han et stort værk om nordiske fugle. I
1859 fik han lov til at indrette sig i prinsesse Vilhelmines have – en halv hektar nærmest landevejen. I 1860erne kom prinsesse Carolines have til.
I Berlin havde Kjærbølling set, hvordan man lavede en zoologisk have. Han fik en sneugle og en ørn forærende, så nu var det tid til at lave noget spændene i København.
I efteråret 1859 blev dørene slået op for københavnerne. I begyndelsen var haven forholdsvis primitiv med høns, ænder, kaniner og en sæl i en balje. Han havde ingen andre indtægter end entréen.
Efter yderligere udvidelser var der pludselig plads til større dyr. Nu kom der kameler, rensdyr, isbjørne og kænguruer. Man savnede man
løver, tigere og elefanter, Men endnu var det ikke råd til dem.
Københavns Skøjteløberforening
Peblingesøen var stedet, hvor man om vinteren glemte alt om faste klokkeslæt og middagsmad. Her skøjtede man til den store guldmedalje, når isen havde lagt sig på søen. Også kvinderne havde fundet vejen til isen. Det var så en sport for ridderlige herre at samle forulykkede kvinder op.
Man kunne også byde en dame med på isen. Der blev sørget for, at en tredjedel af Sortedamssøen blev ryddet for sne hver formiddag. Der var så kun adgang for medlemmer. Man skulle huske at fremvise medlemskortet, når man gik på isen. Hele 2.000 skøjteløbere meldte sig ind.
Således beskrev en avis, datidens skøjteløbere dengang.
En håndbog i skøjteløberkunsten fra 1867 indeholdt grafiske anvisninger i elegante herresving. Ja i håndbogen hed faktisk:
Den var samlet og udgivet af C. Høegh Guldberg.
Spadseretur på Volden
Man holdt fast ved traditionen med at man Store Bededag ved aftenstide skulle gå tur på Volden. Kirkelokkerne ringede helligdagen ind. Det var forår og man viste sit nye tøj frem. Man hilste på bekendte. Desuden samlede man appetit til aftenens højdepunkt – Te med varme hveder.
Overbefolkning
Godt og vel hver tiende dansker boede i København. Omkring 1860 boede der 160.000 inde bag de gamle volde. I 1800 årene var der 4 – etagers huse med snævre gårde og side – og baghuse.
Alt hvad der kunne bebygges, blev bebygget. Alle var afhængige af retiraderne i gården. Stanken fra disse lokumskasser hang i hele ejendommen. Overløbsrøret endte i rendestenen. Man kendte ikke til kloaker.
Ved slutningen af enevælden var København en forslummet by. Det gik endnu nogle år, før militæret slap sit jerngreb. Store og Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang Didrik Badskærs Gang, det var bare nogle af de sorte pletter på kortet. Her fandt man den rene elendighed. Mørke, stank og uterlighed, sådan
beskrev Vilhelm Bergsøe det.
Hver tomme under husets tag var optaget. Kridtstreger var det eneste, der skilte mænd, koner, halvvoksne piger og nøgne børn fra hinanden.
På årets to flyttedage i oktober flyttede alle, der på en eller anden grund søgte en ny bolig. De mere velstillede kunne flytte ved hjælp af en vogn. Andre måtte nøjes med at bære det hele på ryggen.
Ved samme lejlighed var det tilladt at smide affald ud på gaden. Alle benyttede sig af lejligheden til at forny sengehalmen. I brændevinsbrænderierne, hvor man fodrede køer med affald fra produktionerne, mugede man ud i staldene. Der var stadig i 1860, tre tusinde stykker kvæg inde i København. Og
skolebørnene havde selvfølgelig fri.
Nye udstillingsvinduer
I 1840erne vakte modehandlerske Louise Rasmussen på Vimmelskaftet opsigt ved at udstille en mannequindukke. På Østergade afstedkom charcuterihandler Beuvais ligefrem opløb ved at fremvise viktualievarer i sit vindue.
Boder og butikker havde eksisteret i århundreder mere eller mindre anonyme bag lukkede facader. Loven om næringsfrihed fritog bønderne besværet med at køre til byen. Nu blev konkurrencen alvorlig. Priser, service, beliggenhed og tiltrækkende udstillingsvinduer var nu afgørende.
Krambodssvenden blev afløst af ekspedienten. Nu stillede man krav til dennes viden. Og vinduerne blev illumineret af gas-lys. Gadebilledet ændrede sig totalt.
De handlende begyndte at udsende reklametryksager. En ny trykketeknik gav nye muligheder.
Litterær debut med 200 års forsinkelse
Corfitz Ulfeldt var rigshovmester. Han var Leonora Christinas ægtefælde og skæbne. Hun benægtede stædigt, at hun var vidne om hans landsforræderiske planer. Eftertiden har dog ikke givet hende medhold.
Straks efter fængslingen i Blaataarn blev Leonora underkastet en ydmygende kropsvisitation. Den blev foretaget af Abel Cathrine, en af Dronning
Sofie Amalies fortrolige. Det var ikke værdigenstande, man gik efter, men notater og breve.
Leonora Christine påbegyndte sit Jammers Minde som en redegørelse over for hendes børn. Efter hendes død i 1698 kom manuskriptet til datteren Anna
Cathrine, der blev så rystet, at hun overvejede at brænde det skrevne. Hun betænkte sig dog, og sendte manuskriptet til broderen Leo Ulfeldt i Østrig,
der dog gemte det af vejen.
Da
H.C. Andersen i
1845 skrev sin lille fortælling Holger Danske lod han også tankerne gå til et snævert mørkt fængsel, hvor der sad en dejlig kvinde. Hun var da allerede blevet en national legende, men ingen vidste, hvad hun havde oplevet.
Men i 1868 rejste den danske forsker, F.R. Friis til Wien og Prag for at finde noget materiale om Tycho Brahes historie. Han kom i den forbindelse i kontakt med grev Johannes Waldstein – direkte efterkommer af Leo Ulfeldt. Og her dukkede de interessante materiale frem.
Jammers Minde blev trykt i 1869. Det var det bedste prosa, der var skrevet i Danmark i mange år. Det var nok den mest rystende erindringsbog, som Danmark nogensinde havde set.
De første badeanstalter
Nu hvor politikerne i Borgerrepræsentationen har lukket Sjællandsgades Bad på Nørrebro, kan det være interessant at finde ud af, hvorfor disse badeanstalter blev oprettet. (det har politikerne ikke, men det var stærk på tale, da denne artikel blev skrevet)
Carl Joachim Hambro var af tysk – jødisk afstamning. Han gik over til kristendommen. Faderen var handelsmand, fabrikant og bankier. Men søn og far kunne ikke rigtig sammen. Derfor rejste sønnen til London. Her oprettede han sin egen bank. Men desværre gik den konkurs. Faderen rejste hurtig til London for
at hjælpe. Han nåede aldrig tilbage til København.
I faderens testamente rådede han sønnen til at blive landmand, for andet duede han ikke til. Han ydede lån til krigen mod Slesvig – Holstenerne. Som tak for denne hjælp blev han udnævnt som baron.
I 1849 erfarede Hambro, at man diskuterede oprettelsen af badeanstalter for mindre bemidlede . London havde det allerede. Hambro sendte 12.000 rigsdaler til København som første bidrag til oprettelse af badeanstalter.
Han havde sikkert ikke forstillet sig, at det hele kom til at hænge på ham. Fjorten år brugte politikerne til at fundere over planerne. Men det skulle en koleraepidemi til, inden de reagerede.
For at levere vand til anstalten forlangte kommunen fuld pris. Det forargede i den grad, Hambro. Den første Hambroske Bade – og vaskeanstalt blev bygget ved Borgergade. Der blev opstillet 20 badekar, og indrettet 20 steder, hvor der kunne vaskes tøj.
To dampkedler leverede varmt vand til badene, som man for renlighedens skyld beklædte med glaserede teglsten. En annonce for den Hambroske Anstalt viser at det hele var delt op i to selvstændige afdelinger – Mandfolkebadene og Fruentimmerbadende . De to køn var skarp adskilte og havde hver deres indgang.
Kjøbenhavns Magistrat den 23de Januar 1865.
Den første Julemand
Han var leder af Krebs Skole i København. Og hans bror var den egentlige skaber af Kunstindustrimuseet. Men det er nok ikke det, de to brødre Johan og Pietro Krohn vil blive husket for. Nej, det var nok snarere den børnebog, de skabte sammen – Peters Jul.
Det var den jul, der prægede barndomshjemmet, der skabte bogen. Pietro Krohn og Otto Haslund lavede illustrationerne. Johan fortalte den enkle historie på vers.
De afleverede alt materiale til forlæggeren Frederik Wøldike. Han overlod det tekniske til litografen. Men de tre ophavsmænd blev forfærdede, da de så
resultatet. De kunne dårligt genkende billederne. Rent svineri, sagde Jacob Krohn og nedlagde forbud mod udgivelse.
Året efter fik Wøldike økonomiske problemer. Han havde ikke råd til at ligge inde med hele oplaget. Han tiggede Johan Krohn om, at måtte udsende bogen, som den var. Anmelderne var mere nådige end de tre herrer.
Men de tre ophavsmænd var dog stadig ikke tilfredse. De gik i gang med at revidere udgaven. Den udkom i 1870. Siden er den kommet i mange udgaver med skiftende illustrationer, men med samme tekst.
Og den julefest som Krohn skildrer, er klassisk. Det er juletræ med kræmmerhuse, stegt gås osv. Men da Peters Jul udkom havde juletraditionen langt fra bidt sig fast i hele landet. Mon ikke bogen har været med til at skabe traditionen.
Vi hører om en gammel mand med røde kinder og lang skæg, der traver gennem byen. Han vender sig bort i vrede, når han møder uartige børn, men sniger sig ind og tænder juletræet, når den hjemmelige idyl kræver det.
Krohn indfører en ny figur, tyskernes Weihnachtsmann eller amerikanernes Santa Claus. Nu var den tyske julemand dog nærmest beslægtet med den Store Bastian. Han straffede de slette børn.
Nyt materiel til Brandvæsnet
I midten af 1850erne omfattede Københavns Brandkorps 4.200 mand. De rådede over ikke mindre end 39 store og ca. 150 mindre sprøjter. Det burde jo egentlig være rigeligt. Men efter en brand i en parfumehandel i Købmagergade skrev dagbladet Fædrelandet:
Jobbet som brandmand var en bibeskæftigelse. Mandskabet var optaget af andre gøremål og andet arbejde. Det tog ofte en halv til en hel time, at kalde mandskabet sammen. Langt om længe kom ham, der havde nøgle til sprøjtehuset. Og brandfolkene skulle selv trække den tunge sprøjte.
Det gik ofte over en time før slukningen kunne begynde. Man kunne sagtens signalisere, at der var brand, men åbenbart ikke om der var tale om en lille eller stor brand.
I 1859 blev brandvæsnet reorganiseret. Man oprettede en række lokale brandstationer , der var bemandet dag og nat med vagtpligtigt mandskab. Disse kunne
klare det meste. De andre kunne tilkaldes i nødstilfælde.
Man moderniserede også tjenesten ved at indføre telegraflinjer., der forbandt stationerne indbyrdes og med politiet. Samme år kunne man også indvie Københavns første vandværk. Så der var tryk på ledningen fra starten. Man kunne også ophøre med at føre vand frem i tønder og baljer. Det var effektivt. Men sprøjterne var stadig håndtrukne og hånddrevne.
I England og navnlig USA havde man taget dampsprøjten i brug. Den tunge dampmaskine blev trukket af et hesteforspand. Under kørslen blev der fyret op.
Ved ankomsten var den fuld funktionsdygtig. Den leverede tre gange så meget vand som den bedste håndsprøjte. Og så kunne strålen nå op i fire kilometers højde. Problemet var prisen – ca. 3.500 dollars.
I Danmark blev der udviklet den traditionelle håndsprøjte. Man betjente den ganske enkelt ved at trække pumpestængerne op og ned. Konstruktionen var meget robust. I tilfælde af funktionsfejl var den let at reparere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 02. – 2022
November 4, 2010
Denne artikel findes i en bedre udgave – i en redigeret udgave – søg efter Nyboder – dengang (b)
En
husar blev både skudt, hængt og druknet. ”Dårlig”
krudt var skyld i en kæmpe eksplosion. 700 huse blev
beskadiget, 50 var totalskadet. Mange døde og der var mange
sårede. Vi besøger Nyboder 25 år senere. Unge kom
i majestætens tjeneste. Deres lykke var gjort. En linedanser
brækker ryggen på Rosenborg Eksercerplads
Den
stakkels husar
i
mange år blev området Grønland
ved
Nyboder
brugt
som rettersted. Og den stakkels husar i 1757 oplevede både at
blive skudt, brændt og druknet.
En
forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte
sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården
på Kastelsvejen
måtte
de kaste kisten i Kastelsgraven.
Eksplosionen
Den
31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved
Krudttårnet
på
Rosenkrantz
Bastion ventede
på afløsning. Østerport
havde
været åben i et par timer.
Netop som vagtafløsningen
fandt sted klokken ti minutter over ni lød der over den ganske
hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en
kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående
træer, møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer
og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden for
voldene blev der også meldt om store skader.
Det
gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Skader uden for
Østerport
og
ved Blegdammen,
og
selv i det beskyttede Kastel
blev
der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske
indbyggere 100.000 rdl.
Ny Østerport Bastion
Rosenkrantz
Bastion blev
oprindelig kaldt for Ny
Østerport Bastion. Den
var beliggende vest for Kastellet
og Østerport.
Bastionen
forsvandt i 1897 i forbindelse med anlæggelsen af Østerport
Station.
Da krudttårnet
sprang i 1779, faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos
nogle af beboerne.
”Dårlig”
Krudt
Årsagen
til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det
gode skib Slesvig
skulle
have krudt ombord. Det skulle leveres til Algier,
Marokko og
Tripolis.
Det
var en slags present mod, at de nordafrikanske sørøvere
lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere
holdt sig ikke til aftalen.
Linieskibet
Slesvig løb
ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten.
Skaderne blev udbedrede, og Slesvig
returnerede
til København.
Den
7. juni 1777 blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i
krudttårnet ved Østerport.
Krudtets
tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange
anmodede Major
Thranmoes om,
at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring.
Men han bliver overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes
beskrev
situationen i tårnet på følgende måde:
Var det vagterne?
Datidens
medier turde ikke tage stilling til årsagen for eksplosionen.
En deputeret i Danske
Kancelli antydede,
at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så
havde antændt krudtet i tårnet. Og det skulle have været
en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst
branden.
En anden antagelse var,
at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at
en gnist var opstået.
Men tre vagter, der alle
kunne have givet svaret på dette omkom under eksplosionen.
De blev alle begravet
dagen efter i overværelse af alle over – og
underofficerer.
I
det hele taget var mange blevet dræbt og utallige såret.
Indberetningerne fra Rodemestrene
var
meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks
Palæ beløb
sig til 732 rigsdaler og 3 mk. I første omgang anslog man
skaderne på Frederiks
Hospital til
2.500 rdl. Men en senere synsforretning firedoblede skaderne.
De stakkels møller
Nyboder
var
selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående
møller var Stenkuglegade
og Rigensgade hårdest
ramt.
Møller
Mouritz Friderichsen var
blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og han frygtede, at
hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens
– og Grønlands Mølle var
blevet jævnet med jorden. Friedrichsens
6-
7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade
med
tilhørende side – og baghus havde lidt alvorlig skade.
Tagene var revet af. Lofte, vægge og døre samt vinduer
var alle slået i stykker.
Uden
nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den
stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig
mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus.
Han forsøgte ligesom så mange andre at henvende sig til
Brandassurancens
Contior, men
måtte erkende, at der intet var at gøre.
Grønlands
Mølle på
den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som
den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene
side.
Mange døde og
sårede
En
15 – årig pige, der arbejde i Kongens
Mølle og
to møllersvende blev dræbt. Endnu en 15 – årig
pige, der var på vej ud til møllen og en kone der gik på
vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflyvende
træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på
tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen
var
også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt
smadret. Møllearmene var skadet, ligesom selve møllen
havde flyttet sig på pillerne.
Den
tilhørende ejendom i Stokhusgade
var
også raseret.
Enken,
Karen
Rasmusdatter, der
ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn.
Hendes mand og en møllersvend omkom ved eksplosionen.
Ingen hjælp
Mange
skrev til Magistraten
om
hjælp. Men der kom ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget
for næringsskat indtil deres huse var genopført. Men det
var de færreste dog i stand til.
For
Knud
Lyne Rahbek var
det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni – tiden
gik han tur på volden, men netop den dag sad han og ventede på
sine sko.
Just
Christian Uhrenholt havde
opholdt sig på Saltholm
på
eksplosions tidspunktet. Først flere måneder efter kom
han hjem for at besigtige skaderme. Hans hus var et mur – og
bindingsværkshus på femogtyve fag i to etager med to
kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Bryggeriet næsten
total skadet
Lige
på hjørnet af Rigensgade
ud
mod Grønland
hos
brygger de
Place var
skaderne totale. Hos naboerne Nyboder
Materialegård samt
Det
Kongelige Uldmanufaktur var
skaderne knap så store.
Hos
garnisonsskarpretteren Oswald
på
hjørnet af Rigensgade
og
Krusemyntegade
var
skaderne ligeledes betydelige.
Orden skulle sikres
Admiralitetet
udsendte
en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle
sættes i gang øjeblikkeligt og de husvilde skulle
skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i
gang med at indrapportere skader på såvel huse som
mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset,
da
man anså Nyboders
egne
sygestuer som ubrugelige ved ulykken.
700 Nyboder –
huse skadet
Husene
havde mange steder taget varig skade. Det gjaldt især for
Tulipan
– Elefant – og Harregade. Her
var hovedmurene hist og her revnede. Skorstene var knækket og
revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer
og vindueskarme var knust. I loftet var der sprækker.
Ja
faktisk var alle huse i Nyboder
mere
eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Den pludselig fattigdom kunne ikke skjules. Man hørte masser
af jammer og klager. Et halvt hundrede af de 700 huse var
totalskadede.
Ingen spekulation i
andres ulykke
Allerede
på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten
ind.
For at forhindre spekulation i de skadelidtes ulykkelige situation
udstedte Magistraten
allerede
den 31. marts en plakat
angående
fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas og at ingen
måtte nægte at overlade de skadelidte de nødvendige
materialer. Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede
hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de
forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at
udbedre skaderne.
Man
tillod også at glas og tagsten indførtes toldfrit i en
periode på seks uger. Em masse teglsten kom fra fabrikkerne ved
Flensborg
Fjord.
Kalkfabrikkerne
uden
Øster Port
På
den nye kalkfabrik
uden Øster Port, besluttede
man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og
trængende Nyboder
– beboere. De
kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens
Porte fik
man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af
Nyboder.
Det
var både den gamle og nye kalkfabrik uden
Øster Port, der
fik ordren på 164 læster
stenkalk.
Ingen hjælp fra
Brandkassen
Stadens
Brand Casse afslog,
at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen
og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte
betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og
storm.
Nu var man bange for de
eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud
over slottet. Man måtte hurtig tilvejebringe 100.000 rdl. At
den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket
på forhånd.
I
1781 blev det pålagt Brandforsikringen
til
at betale de 100.000 rdl.
En femtedel blev
samlet ind
I kirkerne blev det
samlet sammen til de skadelidte. Man nåede op på et beløb
på cirka 17.000 rdl. Dette kunne dække cirka en femtedel
af tabet.
En ny ”Krudt –
Plan”
I
1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men
med Struensees
fald
bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
Heri stod blandt andet:
Ingen blev nogensinde
gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt”
i Krudttårnet.
En ny mølle på
stedet
På
pladsen ved Rosenkrantz
Bastion, hvor
krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage
den
29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle
mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen
Nyboder – 25 år
efter
Men
hvordan gik det på Nyboder.
Vi
besøger stedet cirka 25 år efter katastrofen.
Mange
søgte Admiralitetet
om,
at indrette butik på Nyboder,
men
mange fik afslag. I Krokodillegade
nr.
7 lige over for Svanegade
indrettede
en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der
blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og
brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster,
men ingen forhindrede dog enken i at servere for stående
gæster.
Krokodillevej
7
Det
var ellers små kår, man tilbød beboerne dengang i
Nyboder.
En
beskrivelse af Krokodillevej
7 dengang
i begyndelse af 1800 – tallet: Her er det tale om en
mellemklasse familie.
Stuen var cirka 5 x 7
alen – bagved var et lille kammer på et fag på 5 x
3 alen. Gulvet var af mursten, strøet med sand, fornyet hver
søndag eller fejet i flammer med birkekoste.
Der var bilæggerovn
med Frederik den Femte`s og dronning Louises portrætter. Døre
og vinduer var rødmalede, væggene var hvidt –
kalkede. Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. –
langt senere blev væggene gule og dørene grå.
På væggene
hang mange billeder. Det bedste var Christian den Fjerde på
skibet Trefoldigheden.
Møblementet var
et stort fløjbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod
sukkerkasserne, en med brun kandis og en med puddersokker samt en
klædekurv med fint brød..
Mellem vinduerne stod
et gult bord.
For enden af stuen
lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol.
Her fik bedstemor hver eftermiddag sin middagslur med forklædet
kastet over hovedet.
På bagvæggen
stod en smuk egetræs dragkiste med stærkt forgyldte
nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af
disse var kinesiske, hjembragt af morfader. Her stod også en
japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stor porcelænskrus
, blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 –
rigsdalersedler.
I hjørnet ved
kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre
etager, hvorpå stod kinesisk porcelæn.
Under bordet stod den
runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette
blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store
Kongensgade lige over for Julianes Palæ.
Foran på bordet
stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer.
I kammeret midt for
døren lå brændevinstønden.I et aflukke ude
i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med
”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere
grimme stole med sorte lædersæder påslåede
med forgyldte messingsøm.
I kammeret var nogle
gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte
lædersæder. I kammeret var også et rødt
lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød
dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt
gardin rundt om.
På skorstenen i
køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde.
I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der
mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter,
passionsblomst, der slyngede sig i spankskrørsstativ og en
plante med mørke runde blade, røde underneden. Den
kaldte bedstemoder ”tålmodighed”.
Frisk mælk fra
landet
Hver
morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte.
Fra
en brygger på Toldbodvej
kom
der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet.
Kaffe
blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang
kostede Skillingsøllet
en
skilling pr. potte, mens det gode øl kostede tre skilling pr.
potte. Smedende og deres koner drak flittigt på Nyboder
–
dengang.
Om
sommeren tog man ofte i Kongens
Have, hvor
der var musik i Herkules
– pavillonen.
For
enden af Kærlighedsstien
fra
Nørre
– til Østerbro ved
Nyvej
stod
en kone og solgte jødekager.
Privat – skoler
i Nyboder
Hele
to skoler var der i Krokodillegade.
Holmens Skole lå
lige ved volden. Stjernes
Skole lå
nærmest i Svanegade.
Lederen
Hr.
Stjerne havde
før været kanoner
og klokker.
Lærerbøgerne
bestod af Peder
Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På
hjørnet af af Borgergade
ved
Hoppens
Længe lå
en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom
var en rigsdaler om måneden.
I majestætens
tjeneste
Man
kunne være så heldig, at blive antaget som rugdreng.
Så
var man i hans
majestæts tjeneste.
Man fik fri undervisning
og mundering. Den bestod af klædestrøje med blanke runde
knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par
strømper, og skjorte af groft lærred.
Var
man mere heldig og blev kostdreng.
Ja
så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn,
ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark
i månedlig løn.
Skolen
var i Gåsegades
(Vildandegades) to
længer. Der var tre klasser på hver side, kompagni
– , kost – , og rugdrenge . Skolelokalerne
var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, 10
drenge på hver bænk.
Man
blev både undervist fysisk og psykisk. Blandt lærerbøgerne
var Godmans
Fortællinger, Mallings store og gode Handlinger, Holms
Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Festmiddag og svømmeundervisning
På
kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til
Søkvæsthuset.
Her
blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja store tinkrus med
godt øl til fri afbenyttelse blev også serveret. Et
lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens
fødselsdag.
Uniformen
blev også brugt, når der var vandgang
på
Gammelholm
ved Mastemagerværkstedet, hvor
der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle
man så svømme.
I parade skulle man gå
i kirke hver anden søndag.
Den lille konge
Konge
Frederik den Sjette kom
hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen
urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være
for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af
lutter tykmavede personligheder.
Den
stakkels linedanser
Området
gav efter genlyd af regimentsmusik ved Østerport.
I
det hele taget var der masser af militær i området.
Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser, så
ganske pæne ud.
Et
stort indtryk efterlod den hollandske linedanser Christian
Roats død
på Rosenborg
Eksercerplads den
12. juni 1823.
Han
skulle gå op til det store tårn med en sæk over
hovedet. Han var klædt i en rød spansk dragt. Men på
vejen nedad gik noget galt. Roat
råbte
et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem som holdt den, væltede
omkuld. Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han
døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Kongelige bryllupper
En
anden stor begivenhed for Nyboder
– folket var
Prins
Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup
med kongens datter Vilhelmine.
Man
stillede sig op på Kongens
Nytorv, for
at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8
hvide heste foran. Foran disse var der løbere med
blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i
hånden.
Et
par år efter gentog det sig. Denne gang var det Prins
Ferdinands bryllup
med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne
omkring 1830 foregik med en trækvogn. Ofte gik det til
Frederiksberg,
hvor
man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man
måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen ad
Ladegårdsåen,
sommetider
af Rolighedsvej.
Det
skete også, at turen gik ud til Fællederne.
En
gang om året gik turen til Dyrehaven.
Men
turen i vogn til dette sted var ofte for dyr for familien.
Det rene vand
Vandet
kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved
Rosenborg
Post ved
enden af Gothersgade.
Man
kunne også tappe vandet fra gamle trærender ved
Peblingesøen.
Men
så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom
med ned i spanden.
Ved
Adelgade
var
der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i
Tulipangade.
Og
folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken
post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Se
Hvis
du vil vide mere: Læs
November 4, 2010
Faderen døde tidligt. Han tog ophold hos farbror i København. Han indgik en uheldig alliance med Denkwarth. Kong Frederik blev sur. Han blev trukket 100 rigsdaler i løn. Men i 9 år fik han faktisk ingen løn fra staten. Han var håbløs forgældet. Nogle af has kort var
formidable, andre var særdeles mangelfulde og fyldt med fantasi. Han var lettroende og kritikløs i meget af sit arbejde. Nogle gange gik produktionen nok lidt hurtig. Måske var det for at holde kreditorerne borte.
Optegnelser taget for gode varer
Når man beskæftiger sig med Sønderjyllands historie møder man ret ofte, Johannes Mejer (Meyer) . For sin tid var han sikkert en eminent korttegner. Der var masser af historiske detaljer på kortene.
Men masser af forskere og historikere har taget hans optegnelser for gode varer. De har så videregivet disse ting i bøger og artikler, og andre har så ukritisk videregivet disse ting. Derved har Johannes Mejer ubevidst medvirket til en forvanskning af dele af Sønderjyllands historie. Kartografen har også allieret sig med såkaldte historikere af tvivlsom karat.
I min amatørartige historieskrivning har jeg især omkring Hærvejen samt Tønder og Tøndermarskens historie stødt på unøjagtigheder i Johannes Mejers korttegning.
Men hvem var dette menneske, som frembragte oceaner af kort?
Far døde tidligt
Kartografen Johannes Mejer nedstammede fra en slesvigsk – tysk præsteslægt. Johannes er født i Husum i 1606. Hans bedstefar var præst i Hamborg. Hans
far døde kun 44 år gammel, og efterlod enke og seks små børn.
Den yngste forsvandt sporløst. En anden søn, blev kvalt af forgiftede dampe på et apoteker – laboratorium i København. Nogle af børnene kom til København,
hvor farbror Bernhard Mejer tog sig af dem. Han var præst ved Sct. Petri Kirke.
Under opholdet begyndte Johannes at interessere sig for matematik og astrologi.
Flid og dygtighed
Hvornår han nøjagtig forlod København vides ikke. Men han tog til Husum for at tage sig af sin mor. Måske var det også farbrors død, der fik ham til at forlade hovedstaden. I Husum underviste han i regning og skrivning. Desuden tjente han en skilling ved at forfatte bryllups – og begravelsessange.
Mejer begyndte desuden at udgive en almanak. Denne udkom årligt i hans sidste 34 leveår. Egentlig ville han både være astronom, astrolog, kalenderudgiver og kartograf på en gang. Og det lykkedes til dels på grund af snilde, flid og teknisk dygtighed.
Startede i Marsken
Hans store kartografiske virksomhed startede på en egn, hvor man i en menneskealder beskæftigede sig med landmålerkunsten, nemlig marsken. I efteråret 1636 indleverede han en række kort til hertug Frederik. For dette fik han en mindre pengesum.
I forbindelse med dette kom han i kontakt med den frisiske historikere Peter Sax. Denne Sax udgav forskellige værker om frisernes historie, og værkerne var
illustreret med gamle kort. Mejer fattede interesse for dette, og tegnede blandt andet et kort over Helgoland.
I 1641 lavede Mejer et kort over Slien. Mejer ansøgte hertugen om en løn på 400 rigsdaler for det store besvær og møje. Han havde udgifter til leje af vogn med mere. Hertugen udbetalte ham 250 rigsdaler. Senere modtog han 100 rigsdaler fra adelen.
Flotte kort over Aabenraa Amt
Til Mejers tidligste arbejder hører en beskrivelse over Aabenraa By og Amt. Teksten er dog ikke original. Den stammer fra en krønike. De 63 kort over Aabenraa Amt indeholder en nøjagtig kartografi over enhver by i amtet med dens jorder, markskel, moser, enge, herreder m.m. Den ledsages af en slags
jordebog udarbejdet efter den daværende amtsforvalter Joachim Danckwerths anordning.
Kortene er i høj grad detaljerede. Foruden det nøjagtige grundrids af alle landsbyerne med deres gårde og huse samt gårdmændenes og kådnernes navne og deres jorde, giver udgivelsen et unikt billede af situationen dengang.
Uheldig alliance med Dankwerth
I 1642 fik han af Christian den Fjerde til opgave at kortlægge vestkysten fra Varde til Glückstadt. Dette blev senere udvidet til hele Slesvig Holsten. Mejer
ville udgive sine kort over hertugdømmerne og ville have sin bekendt fra Husum, Caspaer Dankwerth til at levere en kort tekst til hvert kort.
Casper Dankwerth var landfoged, senere borgmester i Husum. I sin ungdom studerede han lægevidenskab på forskellige tyske universiteter. I 1633 tog han doktorgraden i Basel. I 1641 blev han udnævnt til borgmester og giftede sig med enken, Helene Angel. Derved kom han til en pæn formue.
Han begyndte at interessere sig for historien. Johannes Mejer opfordrede ham til, at lave teksten til de kort han i årene 1642 – 48 havde lavet over hertugdømmerne. Det store arbejde blev tilendebragt i 1652, hvori blandt andet 37 af Johannes Meyers (Mejer) kort var gengivet.
Brødrene betalte
Omkostningerne beløb sig på 6746 Rigsdaler. Det blev betalt af forfatternes brødre, Apoteker Samuel Mejer i København og Kammermester Joachim Danckwerth på Gottorp.
Samuel Mejer, der var født i 1609 havde lige som sin ældre bror, tilbragt sin ungdom i København hos farbror. I 1639 blev han udnævnt til hofapoteker, senere
tillige feltapoteker og fra 1644 også stadsapoteker.
Han ejede apoteket i Højbrostræde samt flere gårde og huse i staden. Han døde i 1658 og efterlod sig en søn og en datter., der senere blev optaget i den danske adel under navnet, Mejercrone.
Den yngste af brødrene Danckwerth, Joachim kom i den gottorpske hertugs tjeneste, og var først kammerskriver hos denne. I 1636 udnævnes han som amtsforvalter i Aabenraa.
I 1641 overtog han den betydelige post som Kammermester på Gottorp. Ved et giftemål med borgmesterdatteren fra Husum, Clare Luth kom han til en stor formue.
Dankwerth overtog redaktionen
Men det var nok ikke det, som Johannes Mejer havde forstillet sig. Dankwerth overtog hele redaktionen. Han fyldte bogen med højst upålidelig historisk og
etnografisk stof. Han slægtstavler var helt ubrugelige og ordforklaringer havde nærmest et komisk skær. Målet for Dankwerth var at hævde, at Slesvig Holsten altid havde været tysk.
Dankwerth havde en litterær anseelse. Blot det faktum, at man havde studeret latin gav adgang til mange ting. Men historisk og geografisk indsigt havde han ikke. Dog havde han en anset stilling og var velanskrevet hos hertugen.
Mejer burde dog ikke have indladt sig på et samarbejde. Dankwerth var stridbar, herskesyg og uhæderlig. Egentlig var det Mejers ide blot, at Dankwerth
skulle skrive en kort notits på kortene. Men opgaven løb fra Dankwerth.
Honorar i egen lomme
Mejer var ikke klar over, hvad der foregik. Pludselig svulmede værket op til 78 dobbeltspaltede ark. Det geografiske stof blev forvandlet til et minimum. Bogen blev trykt på det hertugelige trykkeri i Slesvig.
Og et hertugelig honorar på 200 rigsdaler stak CasparDankwerth i egen lomme.
Konge Frederik var sur
Bogens indhold var lige på kanten af, hvad Konge Frederik den Tredje kunne acceptere. Han truede med at konfiskere bogen. Mejer fik også en advarsel af kongen. Situationen var kritisk for ham. I 1653 rejste han til København.
Han tilbød, at rejse rundt til vigtige personer i landsdelen for at forklare alle de fejltagelser, som Dankwerth havde begået. Men det var kongen, der skulle betale udgifterne til dette, og det ville han ikke. Og Mejer måtte erkende, at han blev sat 100 rigsdaler ned i løn.
Udgivelsen brugt mod de dansksindede
I midten af 1850erne tog Slesvig – holstenerne bogens indhold frem igen. Flere tysksindede forfattere hævdede, at indholdet var rigtig.
Fik ikke udbetalt sin løn
I 1647 var Mejer blevet udnævnt til kongelig matematiker. Det var til den fyrstelige løn af 300 rigsdaler om året plus rejsegodtgørelser.
Men alt tyder på, at han ikke fik pengene udbetalt. Riget fattedes penge. Hans gæld voksede. Flere gange skrev han til kongen, for at få hjælp til at holde kreditorerne væk.
Flensborg ville ikke betale
Kongen forlangte, at byerne skulle betale Mejers fordringer. Men i Flensborg mente de ikke, at hans kort kom byen til gode. I forvejen havde de et overflod af Planer og Deskriptioner over Staden. Man mente, at Mejer bare kunne lade dem trykke, og sælge dem og “saaledes gjøre sig betalt”
Rettelser blev aldrig trykt
Med utrolig energi gik Mejer i gang med at bearbejde de 1167 tætskrevne sider, som Danckwerth havde skrevet. Men det blev aldrig udgivet. Mejer havde ganske enkelt ikke pengene til det.
I 1653 forsøgte Mejer igen at få penge af Danckwerth – slægten. Men det lykkedes ikke. I stedet solgte Dankwerths enke i 1656 kobberpladerne fra bogen til en hollandsk bogtrykker uden Mejers viden.
Kun to år for et danmarkskort
Mejers kort over Danmark fra 1650 blev afleveret efter kun to års arbejde. Det var et usædvanligt stykke arbejde. Allerede i 1643 havde han ladet bælterne opmåle. Under hans ophold i København foretog han rekognoscering over hele Nordsjælland, ja måske hele den østlige kystlinje.
Grønland – fantasifuldt og upålideligt
I gamle dage var der mange byer, grønne skove og slet ingen indlandsis på Grønland. Det nåede Johannes Mejer, at komme frem til i 1650erne. Som en hyldest til det danske kongehus tegnede han et kort over Grønland, der er lige så fantasifuldt og upålideligt, som det er smukt og farverigt.
Ordre fra konge blev ikke fulgt
Fra 1654 – 55 kortlagde han Jylland. Fra 1655 – 58 udarbejde han Skåne – bogen.
Desuden havde han planer om et stort nordisk atlas på hele 7 bind. Men krige stoppede hans planer. Kongen havde ellers udstedt en forordning:
Det var nu langtfra alle, der efterkom kongens ordrer.
Mange mangler på kort
Flere historikere og forskere har taget Mejers historiske kort for gode varer. Han var selv overbevist om kortenes rigtighed. Men et kort over Nordfrisland
i året 1240 er vel fri fantasi.
Alle øerne, Jordsand, Rømø, Manø og Fanø er forsvundet. De er optaget af et stort å-løb og et kystlandskab, der er gennemskåret af forskellige kanaler. På
et oversigtskort møder vi en række helt ukendte bynavne.
Ellum Syssel er ukendt for Mejer. Og Biskop Johannes Monradus skulle have været Erik Monrad. En del kirker er udeladt, nemlig Daler, Abild og Ubjerg. Og
så har han glemt Ballum og Anflod. Så nævnes Rudbøl Kirke. Problemet er bare, at der aldrig har været en kirke i denne by.
Vi skal ikke trætte læseren med flere eksempler.
Forskere har slugt det råt
Man kan forbavse sig over den mangel på virkelighedssans og kritikløshed samt overfladiskhed, der kendetegner hans kort over Vadehavet fra 1644.
Han giver læserne det indtryk, at han ved alt om kystens form, strømmens retning, søernes udformning, sogneinddelingen, det nøjagtige å-forløb med mere. Og nogle forskere har slugt dette råt. Han lagde kirkerne, Keitum og Morsum på Sild uden for øens nuværende grænse ude på vaderne.
Mejer anvendte stednavne i en blanding af dansk, plattysk og højtyske former. Det kunne være svært at tolke disse stednavne.
Savnede nutidens præcision
Mange af hans kort savnede nutidens præcision. Men i forhold til datidens forhold var de usædvanlige nøjagtige. Kigger man på nogle af hans kort, ja så er Slesvig for smalt. Og i hans kort over Danmark fra 1650 er Sjælland for bredt.
De forskellige kortblade er temmelig uensartet. En stor del af hertugdømmerne er klaret ret hurtig. Det ses på kortene. Det er som om vestkysten er bedre beskrevet end østkysten. Nogle af kystpartierne er dog kopier af ældre kort. Det er tydeligt, at Mejer er blevet inspireret af landmåleren Johannes Berentz (Behrens), der tidligere havde leveret kort over Helgoland og Nordstrand.
Men kigger man på gengivelser over Vidding Herred og Ejderstedt er det dog store mangler. Skove, mose og heder er ofte fordelt tilfældig. Og å-løbenes
forløb passede ikke. Det gjaldt for eksempel for Vidåens løb.
Lettroende og kritikløs
Mejer har åbenbart været lettroende og kritikløs, når han beskrev Sønderjysk og Nordfrisisk geografi og historie. Han lavede også et kartografisk billede af byen Slesvigs udseende fra 1154, af Oldenborg 1320, af Ditmarsken 1500, af Helgoland år 800 og 1300.
Det hertugelige bibliotek på Gottorp havde masser af kort liggende indtil 1713, da Kong Frederik den Fjerde lod dem overbringe til sit bibliotek i København.
I de sidste år arbejdede han på et atlas over Øerne og Jylland, bestående af hele 95 kort. Disse kort findes ikke mere. Men på Det Kongelige Bibliotek findes
der dog adskillige mere eller mindre færdiglavede kort i en periode fra 1647 til 1672.
Forgældet
I over 20 år havde Mejer et anstrengt og omflakkende liv som kartograf, men efter 1658 opholdt han sig til stadighed i Husum. Selv forblev han ugift. Hans yngste søster, Anna var gift med kordegn og hjælpepræst Scultetus. Han hjalp Mejer i dagligdagen. Han var forgældet. Og til stadighed forsøgte han at få
penge fra Dankwerth – slægten.
Staten skyldte ham 9 års løn
Han havde udarbejdet et stort kort over Danmark og Norge i 1666. Kong Frederik den Tredje lovede ham 200 rigsdaler for dette. Men riget fattedes stadig penge. Så
atter engang fik han intet udbetalt, i stedet fik han anvisninger,
som han ikke kunne bruge til noget som helst .
Det groteske var, at i
1665 skyldte staten ham 1,800 rigsdaler eller det, der svarer til 9
års løn. I en lang årrække var han
insolvent.
Ja
han måtte endda forpligte sig til gældsfængsel,
hvis han ikke betalte sine regninger. I sin sag mod Dankwerth
– slægten måtte
han pantsætte sine ejendele, for at kunne betale sin advokat.
Gang på gang bad
han hertugen om hjælp for at holde kreditorerne på
afstand. Trods alt, er det jo vanvittigt at tænke på, at
den danske stat ikke ville betale datidens største kartograf
sin velfortjente løn.
Døde også
forgældet
I
sit testamente fra februar 1674 indsatte Mejer
sin
brodersøn, Henning
Mejer (Mejercrone) som
eneste arving. I juni 1674 døde en forgældet lærd
mand.
Få
uger efter farbroderens død må Henning
Mejer have
afhændet de danske kort.
Kilde:
Se
Litteratur
Sønderjylland (under udarbejdelse)
Hvis
du vil vide mere: læs
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL ER BLEVET NY _ REDIGERET – TO ARTIKLER ER BLEVET SAMLET TIL EN ARTIKEL:
LED I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2)
Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro, 27. oktober 2010. Fortsættelse.
Vi
fortsætter på østkysten. Det starter med Ryde
Kloster, Bov Kirke, Kliplev, Ensted, Varnæs, Aabenraa,
Hjordkær, Rise, Rødekro og Løjt. Vi hører
om de hvide hest. En præst tvinges ned ad prædikestolen,
en dør af druk. En ulykkelig hændelse fører til
dannelse til Varnæs Kirke og i Rødekro spøger
det.
Syd
for Bov Sogn
Ikke
ærbar
I
350 år huserede munkene omkring Flensborg.
Et
stort kloster lå nordvest for det nuværende slot,
Glücksborg.
En
del af klosteret lå i den nuværende slotssø.
Munkene
huserede også i Kollund
Skov og
Krusaa.
Cistercienerne
havde
i middelalderen, 13 kloster i Danmark.
Vi
skal dog helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i
Guldhom
i
Nybøl
Sogn nord
for Slesvig.
Det
var Biskop
Valdemar, der
indviede klosteret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster
St.
Micheal ikke
var særlig ærbar.
Der
blev drukket og horet. Abbeden og hans munke lå døddrukken
rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og
moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar
klosteret.
Men det blev ærbarheden ikke bedre af.
Derfor
blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til
Ryd(Ryde)
ved
Flensborg.
Men
ak, der udspandt sig en krig mellem Benekditinere
og Cistercienserne.
Komplicerede
operationer
Man bespiste de
fattige, og husede de vejfarende. Det var almindeligt, at de gamle og
syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste
dage under betryggende forhold.
Hygiejnen var stor. Man
havde badestuer og toiletter.
Lægerne på
klosterene gik ikke af vejen for komplicerede indgreb som operation
af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller
pileskader.
Men
det var ikke altid lige godt i klosteret. I 1280erne var det bispen
fra Slesvig,
Jacob, der
forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes
tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt
og lod dem piske.
Kongemord
Her
på Ryd
Kloster skulle
der også være foregået et kongemord, idet
Christoffer
den Første under
nadveren i 1259 var blevet forgiftet af Abbed
Arnfast. Det
skete efter årelange stridigheder med Jakob
Erlandsen om
magten i riget skulle gå til kirken eller staten.
Også
lige ved Hærvejen,
lige syd for den nuværende grænse ved Klus
var
der et valfars – sted. Man skulle blot medbringe en genstand
fra den syge, for at vedkommende kunne blive helbredt. Et kloster
blev anlagt ved stedet.
Kæmpe kloster
Det
må have været en kæmpe kloster, Rud
Kloster. Hovedbygningen
menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i
bredden. Den omfattede korsgang, og gård, søjlesalsfløj,
lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke,,
kirkegård samt sygehus og herberg.
Omkring
Padborg – Bov
Man
faldt i søvn
Hvornår
den første kirke er bygget i Bov
vides
ikke. Den var ret betydningsfuld ved Hærvejen.
Gulvet
var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så
sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de
lange ceremonier.
Efter at have talt om
bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at
tale om hverdagens problemer dengang.
Men man havde dengang en
lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
Spedalskhed
I
1300 tallet blev Europa
plaget
af Den
Sorte Død. Det
var pesten, der holdt sit indtog. I Bov
Kirke var
der et spedalskhedsvindue.
Gennem
dette kunne de syge stå udenfor og følge gudstjenesten.
Pastoren
blev hevet ned
I
slutningen af 1700 tallet var det galt med troen i Bov
Kommune. Pastor Clausen
var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt
fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak
pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder
og kom bag tremmer.
Denne
Clausen
var
en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur
gennem Bov,
var
det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når
børnene fra skolerne uden for Bov
skulle
have eksamen, måtte lærerne stille med dem på
præstegården.
Og så blev der
holdt danske prædikener og undervist på dansk i
præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op.
Præsten måtte tage sin afsked.
Ligvogns
– forening
I
Frøslev
by havde
man fra 1882 en ligvogns – forening. Foreningen blev først
opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer.
Det var også en
skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre
ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigstidens
mekanisering gjorde hesten overflødig.
Lundtoft
Herred
Adelsfamilien
Ahlefeldt
Da
Kong
Hans endelig
erhvervede Lundtoft
Herred, var
det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård
var
Slesvigs
største.
Og her sad slægten Ahlefeldt
på
magten i mere end 300 år.
Men
slægten har indbyrdes ikke været særlig gode
venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden
foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere
øst på ved Sundeved.
Og
det er ganske vist. Ved Søgård
Sø
har der boet en heks. Grev
Ahlefeldt havde
besøg af hende og fik et rødt ar i panden.
Nu
var det ikke alle Ahlefeldter,
der
var Guds
bedste
børn. De to fætre Frederik
og Ditlev deltog
i forskellige krige rundt om i Europa.
Ved
et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom
den iltre Frederik
til
at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge
lykkedes det for Ditlev
at
frikøbe sin fætter for mordanklager.
Syd for Aabenraa
Stor søgning
til Kliplev Kirke
I
hele de negative periode i Sønderjylland
søgte
folk trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde
Ahlefeldt
– familien høstet
stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev
Kirke. Især
til de årlige Helligkors
– messer 3.
maj og 14. september var der enorm søgning.
Det
var en omfattende valfart til Kliplev
Kirke via
Hærvejen.
Alle
skulle hen til Skt.
Hjælper. Det
hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig
hellig og dermed helbredende.
Man så figuren
gennem et vindue med jerngitter.
Kapel i Årup
Familien
oprettede et kapel i Årup.
Det
var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde
skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden.
Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum
Kloster.
Bekend dine sønner
i kirken
I
kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte
den 19 – årige Hans
Rossen, søn
af den ansete bonde og lensfoged Rasmus
Rossen knæle
ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han
havde fået et barn men den gårdmandsdatter fra Torp
– uden
for ægteskab.
Historien
om Varnæs Kirke
Helt
ude mod øst ligger Varnæs.
Det
har været en meget betydningsfuld by engang med
købstadsrettigheder. Og historien bag Varnæs
Kirke er
gengivet i et dramatisk sagn. Og den skal i have, for jeg ved at
konfirmander fra Anna
Kirke har
været i Varnæs
kirke:
Vigge vidste godt, at
han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse.
Derfor gik han til Pather Mathies. Denne indvilligede i at arrangere
forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs.
Kirken blev bygget og
med Pather Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til
Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin
borg for at afvente den tilkommende.
Ridder Ove var i gæld
til den mægtige Grev John af Odde. Greven ønskede Frøken
Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev
indgået mellem de gamle mænd.
Da det under
julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til
kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke
og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så
skulle koste hans sjæl.
Lillebælt var
frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over til isen
ved Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde
bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen
Ida, som skulle med til Varnæs.
På tilbagevejen
over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort
fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have
mistet den anden.
Det gik flere år
før skæbnen igen førte dem sammen. I Letland var
Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de
endelig blev viet.
Men ak og ve. Morgenen
efter var Ida død. Hun havde i konflikten mellem kærlighed
og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.
Mange år senere
vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var
Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst
omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og
udåndede.
Ved
korgavlen af Varnæs
Kirke under
den gamle løn, ligger to som i livet ikke kunne få
hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en
hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning.
Desværre er hullet nu så utæt i bunden, og vandet
er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker
Vigges hoved
i sten.
Gårdejerne
ville ikke betale tiende
I
1774 fandt sognepræsten Nicolaus
Freuchen det
nødvendig, at være talsmand for småfolkene i
Ensted
Sogn.
Årsagen
var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned
bragte deres skat til Amtshuset
i Tønder. Nu
forlangte man, at kådnere
og inderste skulle
være med til at betale, hvis de ville være med i
ordningen. Men det ville de ikke. Præsten mente ikke, at de
skulle betale.
Det lykkedes for
gårdejerne at få pastoren fyret. Han skulle aldeles ikke
blande sig i deres ting.
I
1798 var der kommet en ny præst fra Løgumkloster.
Men
han skulle snart komme ud for vanskeligheder. Man nægtede at
give tiende.
Præsten truede med
at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende.
Men
en stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på
kirke, skole og præst. Pastor
Hoeck skrev
således i 1799:
Militæret indsat
Øvrigheden
reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær
eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev
indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning
og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres
restance til præsten.
I begyndelsen af 1800
tallet steg antallet af kådnere, inderste og jordløse i
sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes
på kirkens økonomi.
I 1826 blev der bygget et
nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at kådnere og
andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.
Aabenraa
Heksene fra Aabenraa
Under
tortur indrømmede Anna
Jørgensdatter i
1617 at hun under tortur havde stået i lære hos en heks
fra Kappel.
Endvidere
indrømmede hun, at hun havde dræbt køer, og ved
nattetid havde hun danset på Galgebakken.
Og
så havde hun også plejet omgang med djævlen.
Margrethe
Krogh var
en anden heks fra Aabenraa.
Hun
skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd.
Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede
hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun
uskyldig, men så var det ligesom for sent.
I årene fra før
1500 til år 1700 døde mange tusinder af danske kvinder i
heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse.
I den katolske kirke
havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav
retningslinier til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var
heks.
I heksebibelen kunne man
læse, at hekseri stammede fra kvindens umættelige
kødelige lyst. Og minsandten om der ikke også kunne
læses, at kvinder havde mindre forstand. De blev under tortur
aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i
pagt med djævlen.
Med kirkens
velsignelse
Og man kiggede nøje
på kvinderne. Særlig i kirken. For hvis man tørrede
sig om munden med et lommetørklæde, var man højst
sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på
vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet
ud. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se,
hvem sognets hekse var, idet de ville vende ansigtet bort.
Et redskab for djævlen
var jordemoderen, fordi de var det første, der var i kontakt
med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været
inde i en kirke, blev de betragtet som urene.
Der skal findes en grund
til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten
slog fejl. Man begyndte at kigge sig rundt i lokalsamfundet for at
se, om nogle opførte sig mærkeligt.
Amtmanden træder
ved siden af
Amtmand
Gundelach
i
Aabenraa
var
kommet galt afsted. Han var stadig standsmæssig gift med
Adelheit
von der Wish. Men
han havde fået en datter med Mette
Ivers. Hun
var af betydelig lavere stand.
Som
skik og brug dengang sørgede børnefaderen i de bedre
kredse for sit illegitime afkom. Mette
var
derfor blevet gift med en af amtmandens medarbejdere Johan
Ranow. Han
befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på
samfundet.
Amtmandens
plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på
Toldsted
sydvest
for Aabenraa
–
lige ved Hærvejen.
Nu
havde Arnkiel
– familien
dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde,
man så kunne lave en kile, var at betvivle embedsførelsen.
Og amtmanden havde nok af penge og magt, så det lykkedes for
ham.
Den
18. april 1694 klokken ti om aftenen blev familien Arnkiel
smidt
ud af deres gård på Toldsted.
Troels Arnkiel
protesterer
Troels
Arnkiel protesterede
på familiens vegne. Og han klagede til hertugen. Han har
sikkert også påpeget amtmandens manglende moral.
Men
det afstedkom et mangeårigt fjendskab mellem amtmanden og
provst
Arnkiel.
Amtmanden
beskyldte provesten at have svin gående på kirkegården.
Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn
på kirkegården. Det var skam skarpretterens søn.
Faktum var at der både gik svin, kvæg, får og gæs
rundt på kirkegården i Aabenraa.
Ifølge
provsten var det fordi, at amtmanden havde overtaget nogle
indtægtsgivende gårde i det nordlige Aabenraa.
Guds straf
Troels
Arnkiel var
en højtuddannet teolog og udgav flere historiske værker.
Han viste også stor interesse for oldtidskundskab og historie.
I
1680 og 1681 viste der sig kometer over Aabenraa.
Det
fik provsten til at udsende nogle teologiske advarsler. Fra Nicolai
Kirken tordnede
han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede
på Romerbrevets
8. kapitel vers 28:
Vestergade
brændte
tre uger efter. Jo provsten havde nok ret.
Flere problemer
Provsten havde dog flere
problemer at slås med.
Diakonen blev anklaget
for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til
fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe
over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål, og
revet parykker og hatte af festdeltagerne.
Kantoren dukkede ofte op
i fuld tilstand i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte
salmer af, og tonen ramte han sjældent. Først i 1704
blev han afskediget.
Ikke sjældent lød
der støj udefra under gudstjenesten. Det var den lokale
befolkning, der arrangerede keglespil og øldrikkeri på
kirkegården.
Troels
Arnkiel havde
det ikke let. Mon ikke det er blevet lettere at være præst
i Aabenraa.
Marianerne
Præsterne
ved Sct.
Nicolai kaldtes
efter Jomfru
Maria
for Marianere.
De
havde et såkaldt Calenderhus.
Det
var et mødested, hvor man modtog bispen, når han kom på
besøg. Her dømte de ægteskabssager, den såkaldte
tamber
– ret.
Der
var i alt syv præster tilsluttet dette Marianer
– samfund. Hver
af dem havde deres egen præstegård.
I
Aabenraa
dannede
man en frimenighed for at genere prøjserne. Det var et
samlingssted, hvor Guds
ord
kunne forkyndes på ens modersmål. Men hver gang, der var
møder skulle det anmeldes til myndighederne. Og det var
politisergent Matzens
opgave
at overvære alle møderne. I Aabenraa
sagde
man, at Politi
– Matzen
vil gerne i kirke.
Vest for Aabenraa
De to trolde
To
kæmpestore trolde blev hyret til at bygge Hjordkær
Kirke og
en af nabokirkerne. De to trolde havde dog kun en murerske, som de
brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem
hinanden. Men da trolden i den anden kirke så at trolden i
Hjordkær
Kirke blev
først færdig, blev han så arrig, at han kylede
murskeen mod kirken og slog tårnet af.
Derfor
har kirken i Hjordkær
ikke
noget tårn.
I
kirken har man Danmarks
ældste
kirkebog. Her kan man læse, at Matz
Rasmussen fra
Aarslev
i
Aabenraa
den
7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af
Johan
Tucksen.
Kirketugten var streng
Kirketugten var meget
streng. Visse synder blev anset som særlig slemme. Hvis præsten
opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev
barnet slet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet
register og forældrene blev kaldt til skrifte.
Ja det fortælles,
at en brudgom i 1645 måtte føres til alteret, fordi han
havde krænket en pige og lovet hende ægteskab , men dog
ikke frivillig ville stå ved sit løfte.
Spøgeri i Røde
Kro
Og
så er der også historien om Rødekro.
Her
skete der i 1685 en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev
Peter
Larsen dræbt
af Peter
Hørlyk. Det
eneste øjenvidne var Maren
Hansdatter. Hendes
udtalelser var nok til at moderen endte på galgen.
Adskillige
overnattende på Rødekro
kan
berette om, at der fra tid til anden lyder sære lyde på
kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes.
Det menes at Peter
Hørlyks sjæl
er på besøg.
Ja har også selv
et par gange siddet på kroen, og haft sære oplevelser.
Det har så ikke kun været fordi man har fået en for
meget. .
Løjt Land
Pastoren og trolddom
Pastor
Fabricius måtte
engang mane en kromands genfærd i Mørkesø
nord
for Kirkeby.
Og
pastor
Bendixen havde
Cyprianus
trolddomsbog. En
tjenestepige havde fået fat i den, og havde læst rotterne
til præstegården. Præsten havde dog fået dem
læst bort igen.
På
et tidspunkt skete der en vækkelse på Løjt.
En
ny præst, Andreas
Mathiesen var
stærkt inspireret af Hernhutter
og
samarbejde med Brødremenigheden
i
Christiansfeld.
Bekymret
for udviklingen
I
1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i hernhutisk
mønster
blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd,
ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver
for sig. Men alle samlede sig om søndagen.
Provst
Paulsen i
Aabenraa
var
stærk bekymret over udviklingen i Løjt
Sogn. I
1815 skrev han således:
Præsten døde af druk
Ak
ja, Matthiesen
fortsatte
med at prædike to timer i træk. Og Paulsen
satte
sin andenpræst Backmann
ind
i kampen mod den rebelske præst fra Løjt.
Men
Backmann
forfaldt
til druk. Det endte med, at han drak sig ihjel.
Matthiesen
talte
mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det dog kun
Hernhutter,
der
gik i kirke i Løjt
Sogn.
Vækkelsen
var måske årsag til, at det var Indre
Mission, og
ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt størst
fodfæste i Løjt.
De
fleste præster tog også parti for Slesvig
– Holsten i
den nationale strid.
Myter om den hvide
hest
Hesten var hvid
Der
er mange myter omkring Christian
den Tiendes ridetur
over grænsen i 1920 ved Frederikshøj,
mellem
Christiansfeldt
og Taps..
Lad os slå fast med det samme:
Hesten skulle
udstoppes
Den
stakkels hest smed faktisk kongen af, da han skiftede fra bil. Den
var forvirret over al den virak, der opstod. På resten af
Sønderjyllands
– turen haltede
kongen.
Og
hesten var en albino, nærmest lyserød. Derfor blev der
brugt pibeler. Den hed Malgré
Tout. Den
blev købt af Ritmester
Knud Daneskjold – Samsøe i
1916 i Frankrig.
Og
kongen var op i stalden hos den i nærheden af Hadsten
og
viskede den i øret:
Man ville efter hestens
død udstoppe den. Men det ville koste 12.000 kr. Den hvide
skimmel blev 14 år gammel. I stedet blev der sat sten over
hesten:
En tysksindet præst
Og
det var sandelig ikke en tilfældig pige, kongen tog med. Det
var pastor Barens
plejedatter
fra Højer,
Johanne. Om
det skrev Pontoppidan:
Og
der var ballade i danske kredse, fordi pastor Baren var tysksindet.
Kongen
holdt kontakten til Johanne
ved
lige. Hun fik blandt andet en konfirmationsgave af ham.
Dette
var anden afdeling af et foredrag i Anna Kirke på Nørrebro,
den 27. oktober 2010.
November 4, 2010
DENNE ARTIKEL ER BLEVET NYREDIGERET OG TO ARTIKLER ER BLEVET TIL EN ARTIKEL
SØG I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2)
Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro – den 27. oktober 2010. Vi skal
høre om Spøgelser ved Borbjerg, om bryllupsskikke på
Rømø og Højer,om et mord i Midthusum, Sagnet om
Sorgagre, et præstemord i Skærbæk, da Ludde blev
henrettet i Draved Skov, præsteenken fulgte med, og
konfirmationen indføres i Daler. Hør også om, da
jeg slog hovedet mod døbefonten. Så var det kvinden fra
Sæd, der fik hundebegravelse, og ægteskabsdjævlen
ved Jejsing.
En
rejse i Vest – Sønderjylland
Vi
skal i den kommende time rejse rundt i Sønderjylland.
Hvor
langt vi når, vides ikke. Måske skal jeres kaffepause
afkortes, så vi kan nå afslutningen. Eller måske
standser vi brat midt på Hærvejen.
Planen
er, at vi starter vest på – på Rømø.
Og
såfremt vi når slutningen, slutter vi med Kongens ridetur
over grænsen.
Vi
skal møde præster, munke, trolde, skarprettere og andre
sønderjyder. Og jeg skal advare om, at ikke alle præster
er lige så søde som jeres præst, Susanne.
Til
lejligheden har jeg taget et kort over Sønderjylland
med
og indtegnet den gamle grænse. Der vil i foredraget forekomme
sønderjyske og tyske gloser. Så er I advaret.
Rømø
En prøvelse
For os unger var det en
manddomsprøve at cykle over dæmningen, for det var altid
modvind. Skulle vi hjem, var det ikke altid medvind.
Og
dengang, blev vi altid i weekenden mindet om Rømø,
for
Falck
i
Tønder
rykkede
altid ud for at bjerge tyskere på badedyr – på vej
mod England.
Det spøger ved Borgbejrg
Lige
nord for Kommandørgården
rejser
der sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg
(Borrebjerg). Stedet
omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg.
Dengang i Middelalderen
foregik
transporten gennem Lister
Dyb og
så øst om Rømø.
Så
det var fantastisk sted at ligge en sørøverborg.
Men nogle mener, at der
her lå et forsvarsværk for netop at beskytte mod
sørøvere.
I
1361 gjorde friserne oprør mod alle de borge, der lå på
deres øer. Og også Margrete
den Første lod
alle disse borge nedrive. Men spøgeriet kunne hun ikke stoppe.
Engang fandt en mand en
stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til at han
selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han op
med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled
for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til
sidst forsvandt den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt
og kun et held gjorde at mændene ikke røg samme vej.
Måske skulle man
lave en udgravning.
En
anden gang hentede de
underjordiske en
kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem
unge dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket.
Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fyldt med
træspåner.
Tankeløst kastede
hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner
brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste
guld.
Hatte knager og gravsten
Ja
og i Rømø
Kirke hænger
15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man
ejermændenes initialer.
Den store tilknytning til
havet ser man også på byens kirkegård.
Storskipperne tog selv deres gravsten hjem fra deres togter. De fik
hollandske mestre til at hugge både indskrift og billeder på
stenen. Og det er en sand levnedsbeskrivelse på disse sten.
På
en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt
12 børn. En anden gravsten fortæller om en skipper, der
døde i en alder af 45 år, og at han foretog 27 rejser
fra Hamborg
til
Grønland.
Bryllupsskikke
På
Rømø
forlovede
man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når
man havde bestået sin eksamen. Som regel var det
Styremandseksamen.
Forlovelsestiden
strakte sig ofte over 8 år.
Tre uger før
brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to
vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen
blev fejret med et kaffegilde.
Efter
en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik
personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste
slægtninge udpegede en skaffer,
en redekone, fire skænkere og fire brudepiger.
En
uge før brylluppet skulle der være Brudeseng.
Fra
de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser
( et
Fad Mad), som
brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I
redekonens
påsyn
blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede,
hvad der af undertøj hørte til en
fuldstændig beklædning,
og hvad der hørte til et sovekammerudstyr.
Når
de, der var mødt til Brudeseng
havde
fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem vist
af redekonen.
Dette
gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for
redekonen
hvis
ikke alt var i orden.
Efter dette, blev der
drukket skål og gæsterne dansede hele natten.
To
dage før brylluppet mødte alle skænkere og
brudepiger i Bryllupsgården.
De
to skænkere
blev
med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle
de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Skænkerne
lånte
borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne
gik
parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer og kopper,
kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.
Skafferen
var
udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen
ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises,
drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at
få ørenlyd og afgive ordre.
Redekonen
sørgede
for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var
forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De
skulle checke i køkkenet, om alt gik rigtig for sig.
Om
morgenen på bryllupsdagen blev gæsterne mødt af
brudepigere og skænkere. Mændene blev budt på
brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld Mjød
og
tvebak af et fad.
Mad til brylluppet
Den
efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød,
et stykke Sinka
(hvedebrød med rosiner og krydderier) Dertil
fik man tre fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en rumpunch.
Derefter tog man i kirke.
Ved
middagen bærer Skænkerne
på
de store stegefade, flæskeskiver (Bøster)
ind
til Skafferen.
Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel
på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil kom
flere flasker brændevin og snaps.
Anden
ret er vinsuppe med mange rosiner og kanél. Desserten bestod
af tvebakker(kovinge)med
smør og øl til.
Mens alt dette foregik,
gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige,
jordemoderen og spillemanden.
Dansen
om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Den
sluttedes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om
søndagen med æ
syndeshytte. Ja
egentlig var det ganske almindelig at et bryllup på Rømø
varede
en hel uge.
Skikke
fra Højer
I
Højer
sang
man ved en tysk vielse Jesu
Geh`Voran og
So
nimm den meine Hände. Foregik
vielsen på dansk, så sang man Det
er så yndigt at følges ad og
Jert
Hus skal bygges på klippegrund.
Indtil 1736 blev der
sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse.
En anden skik var at
affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte
i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af skud
opstod der flere gårdbrande.
Den 24. juni 1783 blev
der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra
overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper,
barnedåb og begravelser.
Og
i Frøslev
kunne
man ikke nøjes med geværskud. Her brugte man en kanon.
Ved
Højer
Kirke var
der en ingangsdør, der vente mod nord. Den blev kaldt for
Brudedøren.
Oven
over døren står der på tysk:
Plant bryllupstræer
En ordning fra dengang,
kunne sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge
mennesker, at beplante bryllupstræer, inden de giftede sig. Ja
det hed sig at
Der skulle også
kunne bevises at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig
også at holde træerne ved lige. Og dem, der kender
naturen vest på, kan sikkert forstille sig, hvor svært
det var. Her var ikke særlig meget læ, når
vestenstormen raserede.
Begravelse
på Rømø
Når
en person var død på Rømø,
blev
der ikke ringet med klokkerne. Æ
Bojmand, en
ung pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt
til hvert hus på øen med en hilsen, der lød
nogenlunde sådan:
Et
par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge
til Kestlæg.
Samme
dag gik Æ
Bojmand, denne
gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme
tider var det hele øens befolkning til at følge den
slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man
beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller
højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø
havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes
bryllup. Dette ønske blev opfyldt.
På
vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde
på kisten. De
sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog
bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlige indbudte,
såkaldte Ærr´øl.
Ligklæde
– broderskab
I
Højer
havde
man et Ligklæde
– Broderskab. Det
blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter
og protokol.
Formålet var at
sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle
følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle
man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af
ligklæde og ligbåre gratis.
Den
årlige forsamling var altid fastelavnsmandag
kl.
13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk.
Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til
nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen ligesom i
gammel tid.
Gildet
bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer
Sparekasse. Og
beløbet var med til at finansiere indkøb af en ligvogn.
Den gamle ligvogn
Denne
ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i
Sprøjtehuset
på
Torvet
i
Højer.
Da
denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund
til ligvognen på en grund ved siden af den nye brandstation.
I 1948 blev den igen
restaureret. Betingelsen for dette var, at der altid skulle være
flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug helt til 1982.
Jeg har set den i brug.
En værdig begravelse
Under
besættelsen var der masser af tyske soldater på Rømø.
En
tysk soldat havde dog fået nok af det hele og begik selvmord.
Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark.
Hans
soldater – kollegaer forsøgte at få ham begravet uden
kiste som landsforræder.
Men
Rømøs
præst nægtede. Under trusler med at komme i KZ –
lejr, sørgede han for at soldaten kom i en kiste og fik en
værdig begravelse.
Skærbæk
Et mord i Midthusum
Inde
på fastlandet, når vi Skærbæk
Kirke. I
vestsiden er indmuret en gravsten fra omkring år 1100. På
stenen er der indhugget et såkaldt processionskors,
hvor
korsarmene er forsynet med små kors. Om dette kors, der også
kan minde om et sværd, fortælles følgende sagn:
Sagnet om Sorgagre
Ja
og så kunne vi gå over til næste historie. Men
dette sagn findes i en anden version. Og det har faktisk inspireret
selveste Karen
Blixen:
Præstemordet
Der
er mere drama omkring Skærbæk
Kirke.
Kigger man godt efter på
den første af kirkens fire præstetavler ud for den
fjerde i rækken, så står der:
Hvad ligger til grund for
denne historie?
Johannes
Andersens far
og farfar var begge præster i Skærbæk.
Faderen,
Anders
Jacobsen døde
i 1616. han ønskede, at få sønnen, der studerede
som præst i København
hjem
til Skærbæk
som
præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget
eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.
Det
var statholderen i Haderslev,
de
havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i
embedet. Men
det var biskoppen i Ribe,
der
skulle foretage ordinationen. Han nægtede, indtil papirerne var
i orden. Derfor var den unge præst i en yderst prekær
situation. Biskoppens tilsynsførende var provsten i Brøns,
og
han var på nakken af den unge Johannes
Andersen.
Ved
en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Ja,
der kom til håndgribeligheder og Andersen
havde
dræbt Billum.
En
version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden
version fortæller, at det skete foran kirkegården.
Johannes
Andersen måtte
flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags
nævningeting. Han fik et fredsbrev fra Christian
den Fjerde. Han
påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.
Sandelig om han ikke også
fik lov til at søge embedet, når han klarede sin
eksamen. Men det skete aldrig.
Pastor Jacobsen blev
fyret
Og
så havde Skærbæk
også
Pastor
Jacobsen. Han
var tyskhedens fører i Nordslesvig.
Og
det var ikke godt, for Skærbæk
var
udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte
nogle risikable projekter på Rømø,
der
ikke tålte dagens lys.
Han blev afskediget som
præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et
vågent øje med ham.
Løgumkloster
Munkene fik magt
Vi
kunne nu vælge at tage lidt øst på til området
omkring Løgumkloster.
Cistercienerne
stammede
fra Burgund
i
Frankrig.
Ordenen
var en fornyelse af Beneditinerordenen.
De
var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle
iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemligt arbejde. Kun
ved hjælp af tegn, måtte de kommunikere.
Otte gange i døgnet
skulle de bede.
Egentlig
kom de fra et klostersamfund fra Seem
ved
Ribe.
Nu
var det ikke alle, der var lige begejstret for munkenes tilværelse.
Mange sogne følte at klosteret fik for megen magt og dermed
tiende. Det skete blandt andet i Brede
Sogn, hvor
det lykkedes for munkene at få præsten afsat.
Ved
reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirker og adskillige
møller samt flere store huse i Ribe.
Da
Ludde blev henrettet
Her
kan man i Hostrup
– præstens dagbog finde
et notat om, dengang da man forsøgte at hænge Ludde
Jensen ude
i Draved
Skov i 1598.
Han
var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af
sin far. Nu havde så hugget en masse træ i skoven og
antændt det fyrstelige Vogterhus.
Men
ak, skarpretteren havde fået sig en tå for meget. Den 19.
juni havde han fået to fingre klemt mellem Galgestokken
og
Strikken.
Han
lod Ludde
hænge
så længe, at han troede, at han var død.
Han
blev nødt til at skære snoren over, for at få
fingrene ud. Og det var meget overraskende for mange, at Ludde
efter
at have sundet sig, rejste sig igen.
Torsdag
den 22. juni forsøgte man igen. Nu var skarpretteren mere
ædruelig, og denne gang overlevede Ludde
ikke.
Vest på
Kresten Kold og Hr.
Møller
Herude
vest på lå Mjolden
Kirke. Den
var rammen om en frimenighed dannet af Kresten
Kold. Han
var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han
var også med til at grundlægge højskole –
tanken.
Og
denne Kresten
Kold var
huslærer til en af de rigeste bønder på egnen,
Knud
Knudsen. Han
var far til den berømte forfatter Jacob
Knudsen. Og
A.P.
Møller ved
det sikkert ikke. Men han er i familie med ham. De nedstammer begge
fra Mærsk
– familien ved
Ballum.
Ikke
langt herfra – i Randerup,
blev
Hans
Adolph Brorson født.
Ham hører vi mere om, når vi når Tønder.
Se
hans far hed Brodersen.
Og
ikke langt derfra har jeg slægtninge. Men jeg har endnu ikke
fundet The
Missing Link.
Højer
Sagnet om Hother
Højer
er ældgammel. Af skriftlige kilder ser vi først byen
nævnt i Valdemars
jordebog i
1231. Navnet stammer fra Hother.
Han
levede i folkevandringstiden. Den var dengang, da angelsakserne drog
til England.
Hother
stammede
fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather.
Det
var ham, der grundlagde Haderslev.
Brødrende
kom i en voldsom strid. Hather
vandt
og Hother
flygtede
vest på. Han slog sig ned og grundlagde Hothærby
(Højer).
I
et gammel frisisk sagn, bliver Hothær,
kaldet
konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst
og svømning. Også inden for musikken var han enestående.
Andre blandt andet hans fjender kaldte ham for en dranker og en
vellystning.
På
samme tid var der på egnen en stærk kæmpe ved navn,
Balder.
Han
var gift med Nanna.
Hun
var den skønneste af alle frisiske kvinder, og datter af
Gravers
den Rige.
Hother
ville
også gerne have fat i hende. Der kom til en kamp, der endte
uafgjort. Hother
var
dog gudinden Hels
yndling.
Hun skænkede ham en hug – og stensikker rustning. Hun gav
også Hother
nogle
gode tips, hvordan Balder
skulle
bekæmpes.
Så
faldt Balder,
og
Hother
giftede
sig med Nanna.
Balders
bror,
den vældige kæmpe, Boh,
havde
længe været til søs. I Listerdyb
fik
han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne
ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i
rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden
er der en sandbanke, der har heddet Hingsten.
Hother
var
ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh
fik
derfor hurtig gjort ende på ham. Således døde
Hother
i
år 482.
Kompliceret aflønning
Vester
Anflod kirke, der
lå mellem Møgeltønder
og
Rudbøl
blev
ødelagt af en stormflod i 1436. Egentlig ville menigheden slet
ikke indrulles i menigheden i Højer,
men
sagnet fortæller, at vognen brød sammen i Højer
på
vej til Emmerlev.
Derfor
stammer noget af inventaret i Højer
Kirke fra
Vester
Anflod.
Aflønningen
af præsterne i Højer
var
lidt kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden
at give 8 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 –
2 mk. Tjenestekarle gav 12 sk. Tjenestepiger gav 8 sk.
Man
skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel
tid indført en ordning, man kaldte mantel-
penge. Mantel betyder
på sønderjysk frakke, og i denne hentydning kunne det
betyde præstekjole.
For ligprædiken
måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved
børns begravelse. Var man velhavende så måtte man
betale 12 – 48 mark.
Præsteenken
fulgte med
Det var normalt, at den
nye præst foruden embedet også overtog enken. Ja så
kunne det også ske, at enken var for gammel, så måtte
den nye præst gifte sig med barnebarnet.
Og organisterne var der
også problemer med. de var ikke alle lige musikalske.
De skulle gå i
kirke
I
sognene opstod der fattighuse. I Højer
fandt
man ud af at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Der var
kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden
erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og
det var blandt andet præsten, der sammen med
fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev
overholdt.
Det var blot et par af
de regler, der skulle overholdes.
Kamp mellem dansk og
tysk
Efter
1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i
Sønderjylland.
Efterhånden
voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få
en dansk præst. Behovet voksede særligt efter nazismens
gennembrud i 1933.
I
Højer
opstod
der store kontroverser mellem den danske og den tyske menighed. Et
kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Baren,
om
han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det
betød udgifter for ham. Det nægtede han kategorisk.
Sagen
endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapellan i
Højer.
Baren betragtede
dette som et personligt angreb.
Men menighedsrådet,
der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den nye præst
med at finde en bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.
Det
var ikke kun i Højer,
der
var problemer mellem den danske og den tyske menighed. I 1951
oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland
en
frimenighed. De var underlagt Slesvig
– Holstens evangeliske
kirke med Slesvig
som
kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Dette medførte,
at 200 i Højer
på
en gang meldte sig ud af folkekirken.
Daler
De
to fjollede trolde
Lige
inden vi når Møgeltønder,
drejer
vi mod venstre til Daler
Kirke.
I
gammel tid havde Daler
og Emmerlev hver
sin trold, som begge boede på en høj. Landsbyernes høje
er ikke længere beboet af trolde, men nu ligger kirkerne her.
Men denne historie fortæller om, hvorfor kirkerne lige kom til
at ligge på disse høje.
De
to trolde var af og til meget fjollede. Selv om de var gode venner,
holdt de af at kaste store sten efter hinanden. Efter mange års
stenkasteri, lå en hel bunke sten på toppen af de to
høje. I henholdsvis Daler
og Emmerlev. Da
troldene var forsvundet og kristendomen senere kom til Danmark,
udnyttede
menneskerne de to bunke sten og byggede kirkerne af disse. Da trolde
er hedninge, ville de ikke have været glade, hvis de havde
vidst, at deres sten blev brugt til kirker.
Kirken
i Daler
har
i dag en sten i den nordlige tårnmur, som er meget speciel. Der
findes et aftryk af Emmerlev
– troldens store
næve, fordi han havde klemt så hårdt om stenen
under et stenkasteri.
Tilhører greven
Daler
Kirke tilhørte
Schackenborg
og
var med i den kongerigske enklave ligesom Møgeltønder.
Stedet
var underlagt greven på Schackenborg
og
dermed hans luner.
Stakkels
Anders
Wedel havde
underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle
præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle
præst døde. Og det gjorde han.
Men
præsten havde gå på mod. Han forsøgte at
modernisere kirken. Men ak. Fra greven på Schackenborg
fik
han en påtale:
Katekismus skulle
anskaffes
Men det blev endnu værre.
Præsten ville indføre konfirmation. Det kom til et opgør
med menigheden. Præsten mente, at forældrene tog deres
børn alt for tidlig ud af skolen, så de ikke lærte
deres katekismus.
Pigerne skulle meget
tidlig begynde at kniple, og drengene skulle til søs.
Svigerfar
havde skrevet en katekismus inden han døde, men børnene
kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren
forældrene at anskaffe sig en fra Flensborg.
Grevinden
fra Schackenborg
synes,
at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede
hun det nærmest.
Konfirmationen
indføres
Den
30. november 1707 var konfirmationen indført i Daler
Kirke. Det
var længe før, det blev indført i det øvrige
kongerige.
Men
ved det fjerde bud, Du
skal ære din far og mor, mente
præsten, at det var bedre at ære ham, fordi han kunne
bibringe det åndelige.
Præsten ville
heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården.
Han udsendte en forordning:
Stakkels
Anders
Wedel fik
en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også
dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.
Møgeltønder
Var
det Absalon?
Den
ældste Møgeltønder
Kirke er
meget gammel. Ja nogle mener, at det var her Ansgar
gik
i land. Dengang lå Møgeltønder
ved
havet.
Her
lå en trækirke inden der blev stenkirke. Andre forskere
mener, at her har ligget et kultsted, som har forbindelse med
guldhornstenene i Gallehus.
Sømærke
Bevidst
byggede man kirketårnet så højt, at det kunne
bruges som sømærke ude fra Vadehavet.
Da
det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner
betale halvdelen, hvis det blev lige så højt som før.
Blodig reformation
Reformationen
i Møgeltønder
var
meget blodig. Den katolske præst Hr.
Peder ville
ikke bare opgive sit embede. Han bliver simpelthen slået ihjel.
I
1560erne overtager Rantzauerne
lenet.
Det var bestemt ikke Guds
bedste
børn. Den sidste Rantzau
beskrives
som, Hengiven
til Drik, opfarende og Grusom. Han
tilranede sig mere og mere ejendom på ulovlig vis.
Præsten blev
henrettet
I
1585 blev Laurits
Thomsen præst
i Møgeltønder.
Hans
kone var hengiven
til drukkenskab og letfældig. Hun
lå i med mange borgere i Møgeltønder.
Og
datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse
ting.
Det
hele endte med at konen og datteren blev halshugget, og Laurids
Thomsen blev
brændt.
Der er givet pardon
Møgeltønderhus
så
ikke godt ud efter svenskernes færden. Med Schack
– familien begyndte
en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder
–
på godt og ondt.
Feltherren
købte selv lenet tilbage, og de penge skulle selvfølgelig
tilbage igen. Han hersede med bønderne. Og de gjorde oprør.
Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen
var parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes
et lille vindue, og Hans
Schack stikker
hovedet frem:
Historien om Peter
Henriksen
I
Møgeltønder
Kirke findes
et maleri, hvor Peter
Henriksen figurer.
Han var død i 1521 i en alder af 127 år, siges der. Om
følgende sagn er opstået af billedet eller omvendt vides
ikke. Men historien er sådan:
Social skel
Det sociale heraki
afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker
sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække
sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd.
Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene.
Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.
Derefter
fulgte 15 rækker med bolsmænd,
der
betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten.
Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde
betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad
godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset.
Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens,
birkedommerems samt delfogedens koner fik plads her. o.s.v.
Kirkens allerdårligste
pladser var beregnet pøblen og andre kvinder.
I
Møgeltønder
talte
man om De
onde Grevinder. Den
anden kone efter den tredje Schack
ville
have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager
og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn
ved de lokale bønder. Til hendes børn forklarede hun,
at de kun lignede mennesker. Det var mærkelige skabninger, der
var overtrukket med menneskehud.
Tønder
Hovedet mod døbefonten
Her
i Tønder
Kristkirke har
jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og
bryllupper. Og her har jeg været til mange gudstjenester. Det
var her jeg til konfirmationsforberedelser. Og under dette blev jeg
kørt hjem af pastoren i Folkevogn. Han troede først, at
jeg sov, men jeg var meget syg. Dengang var det ikke almindelig at en
Brodersen
blev
kørt hjem af pastoren.
Her var det også at
jeg til en barnedåb stødte hovedet mod døbefonten.
Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det
derfor jeg er som jeg er. Min far påstod, at han har leget
cowboy og indianer inde i den flotte kirke.
Mit dem Totenkopf
spielen
Dengang, der blev
udgravet omkring kirken, fandt min far og nogle kammerater noget som
de sparkede fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet
lærer:
Jo de havde fundet et
skelethovede.
Den tyske præst
Og
her i Tønder
var
det også en tysk præst der var skyld i, at vi i familien
er tre søskende, der er tysk døbte og tre der er dansk
døbte. Hvordan det?
Jo
mine forældre tilhørte de tysksindede. Min kusine ville
på dansk gymnasium i Tønder.
Den
tyske præst mente, at hun skulle på Deutsches
Gymnasium i
Aabenraa.
Og
derfor gik han til min farmor.
Min
far blev noget så fortørnet. Det skulle den tyske præst
aldeles ikke blande sig i. Han meldte sig ud af det tyske mindretal,
og skiftede Der
Nordschleswiger ud
med en god socialdemokratisk avis Sønderjyden.
Og så blev de
efterfølgende alle dansk døbt.
Men nu har ingen af os
gået på hverken tys skole eller i tysk børnehave.
Og vi har aldrig talt tysk derhjemme.
Brorson
– en præst fra Tønder
På
det sted, hvor jeg stod i lære skrev Brorson
nogle
af sine populære salmer. Det var ikke samme hus.
Ved
den store menneskedrukning, hvor 10.000 ved vestkysten omkom, måtte
Hans
Adolphs familie
søge tilflugt i kirken.
Da
han var 10 år gammel, døde hans far. Faderen samlede
sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han
ingen penge have. Men hvis de stolede på Gud,
skulle
det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf
Holbæk. Han
blev gift med Hans
Adolphs mor.
Brorson
kom
i forbindelse med pietismen. Den vakte stor udbredelse i
Sønderjylland.
Han
giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre.
Tre sønner var dødfødte, og yderligere fire børn
døde, da de var små.
Brorson
udgav
hele 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens
Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne)
I
1737 blev han stiftsprovst i Ribe.
Egentlig
ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen
af deres 13. barn og han var knuget af sorg.
Munkene fra Tønder
Et
Franciscanerkloster
blev
stiftet i 1238 i Tønder.
Til
dette var det knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange
håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den
mest populære katolik, Frans
af Assisi.
Munkene
havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de
jorden, de byggede gårde og møller. De kultiverede jord
og mennesker. Fra Tønder
til
Ribe
gik de barfodede munke ud og forkyndte Guds
lære.
Fra
Frankrig
kom
de hvide cistercienerne.
Fra
Italien
og Spanien kom
de fattige grå – og sortebrødre.
I
1173 begyndte man at bygge ved Lægum.
I
1530 blev klosteret ophævet. Slottet krævede mere plads.
Og Lutherdommen
trængte
igennem overalt. Og det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev
fortrængt og jaget ud af Tønder.
Præsten
fra Aventoft blev henrettet
I
1556 begik præsten, Henricus
Sicander i
Aventoft syd for Tønder
dokumentfalsk
og blev henrettet. Han blev lagt på hjulet. Men inden havde man
stukket hans ene øje ud og hugget to finger af ham.
Hundebegravelse
I
1712 havde Karen
Christens i
Sæd
sydøst
for Tønder
forgiftet
sine børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i
Udbjerg
havde
begravet moderen sammen med hendes fire børn på
kirkegården. Men provsten,
Samuel Reimarius i
Tønder
bemærkede
i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord
ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.
Den
21. april blev da i nærværelse af en stor retskommision
liget af Karen
Christens gravet
op og ført tilbage til huset, hvor det blev smidt ud af
vinduet, slæbt ud på en bar mark og kulet ned i passende
dybde.
En skamstøtte blev
senere rejst. Her stod:
Gud er dig nådig
Ved henrettelser skulle
præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste
ord:
Det var allerede fastlagt
i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot
skulle medvirke, når de dømte føres til straffen,
men også tage sig af dem inden. Dem, der blev overbevist af
præsten skulle en eller to dage før henrettelsen møde
sakramentet.
Hostrup, Jejsing og
Burkal
Ægtekabsdjævlen
Den
7. juli 1592 havde Laurens
Frellesens hustru,
Mette
i
Hostrup
Sogn født
et barn. Det var ifølge præsten en lille pige af gruelig
skabning. Barnet var dødfødt. Præsten mente, at
det var Guds
straf.
Laurens
havde
ført et forargeligt liv.
Banderi, råd og
skrig var ikke usædvanligt. Præsten konkluderede, at
Ikke
plads til kisten
Las
Petersen efter
ansøgning tilladelse til at indrette og vedligeholde en
begravelse under kirkegulvet i Hostrup
Kirke. Ja
det gjaldt sådan set hele familien på gårdene St.
Tønde og Solvig. Dette
kostede 10 rdl.
Men
det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas
Nissen. Da
man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man
skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene
for at få den ind.
Kirken ville ikke betale.
Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde
betalt både lysekrone og så meget til kirken. Desuden
ejede de 12 stolestader i kirken.
Og
her i Hostrup
kunne
man betale sig til en lang ligprædiken. Mange ville gerne
huskes efter deres død.
Sagnet
om Tyge Nold
Her
i området kommer vi over i Burkal
Sogn. Det
var her i byen Nolde,
at
den berømte maler Emil
Hansen blev
født. Han tog dog senere navneforandring.
Her
lå engang en stor borg. Og ifølge beboerne skulle Tyge
Nold være
den sidste beboer. Men det er dog ikke helt sandt.
Om
byen findes der faktisk et sagn:
Barn med tjenestepigen
I
1200 tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal.
Meget
mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke
gifte sig med hende. Men uhadada han fik et barn med hende.
Og i 1722 berettes om en
mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge
to gravide. Søsteren fødte først, og for at
skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten
kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen
kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det
endte med at faderen og søsteren flygtede.
Du sorte Kock
Tre
gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal
Sogn. Den pietistiske – hernhutiske bevægelse
havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dans
Missionsforbund sig.
Og
så var det pastor
Petersen, der
kom direkte fra drikkelag i Tønder
for
at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også
en elskerinde.
I
1864 havde den danske præst Kock
udtjent
sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals
ungdom
Dette
var første del af et foredrag ”Præster og andet
Godtfolk i Sønderjylland”
afholdt
i Anna Kirke på Nørrebro
Flere
Præster og Godtfolk i Sønderjylland
Kilde: Diverse artikler
på dengang.dk
November 4, 2010
Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als er fremragende bøger. Sønderjyllands historie er kommet på dagsorden. Det var også andre end kongen, der burde føle sig skyldig. Bismarck var egentlig kun interesseret i det sydlige Slesvig. Medierne har glemt at historien var fremme i 1936. Den fremragende klassiker, Herman Bang beskriver også – dommedag Als. Pludselig blev københavnerne bange. En hyldest til to aldeles lærerige bøger.
Sønderjyllands historie på dagsorden
Sønderjyllands historie er kommet på dagsordenen. Det kan vi takke Tom Buk – Swienty for. To aldeles pragtfulde bøger har han begået. Det er Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. I den forbindelse fik han adgang til kongelige arkiver. Og her er der kommet opsigtsvækkende ting frem i dagens lys.
Mediernes letkøbte historie
Mediernes behandling af denne sensation, kongens åbenbare landsforræderi, var under al kritik. Man har tilsidesat det, der gik forud, før kongens tilbud til Bismarck. Hvorfor har man ikke gået lidt mere i detaljerne. Problemerne har gennem århundreder været Slesvig Holsten. Tv gik ud med en mikrofon og stak den op i næsen på intetanede borgere:
Hvad synes I om det, som kongen lavede?
I modsætning til Tom Buk Swientys behandling af Sønderjyllands historie, var de fleste mediers omgang med den spændene historie meget letkøbt.
Har man glemt Tine?
Medierne omtaler slaget på Als som Det Glemte Slag.. Journalister kender åbenbart ikke deres litterære klassikere. For i Herman Bangs: Tine er slaget dog meget tydelig omtalt. Herman Bang er født i Asserballe på Als i 1857.
Nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als står dybt i Herman Bangs forfatterskab.
Historien omtalt i 1936
At Christian den Niende tilbød Kong Wilhelm den Første hele Danmark er noget vi hele tiden har vidst. Allerede i 1936 offentliggjorde Aage Friis nogle af disse breve. Ja her blev det endda oplyst, at Den Stakkels Konge sendte sin yngste søn Prins Hans til Belgien for via den belgiske konge at tilbyde Danmark til tyskerne.
Den belgiske konge, Leopold omtaler den danske konge som den stakkels kong Christian. Han mener desuden, at de danske ministrer er uforstandige. Den danske konge tog initiativet uden om sine ministrer og dermed grundloven. Det var først senere, at regeringen godkendte hans initiativ.
Man skal ikke dømme kongens handling efter nutidens målestok. Dengang var magtforholdet mellem de folkevalgte og kongen mere udflydende. Kongen udtalte, at han kun handlede i folkets interesse.
Kongen var allerede repræsenteret i det tyske forbund. Han var fyrste i Holsten, og dette hertugdømme var allerede repræsenteret i det tyske forbund.
Den russiske kejser mente faktisk også at Danmark skulle indtræde i det tyske forbund. Da englænderne og franskmændene ikke kunne se det smarte i det forhold, trak russerne i land.
Hvem har håneretten?
Historien er ikke blevet glemt. Det er åbenbart det som hedder manglende research.
Det kan også være, at Danmarkshistorien fra 1848 til 1864 hurtig skal glemmes. Det pyntede ikke på kongerigets ry og rygte.
Mange vil hævde at den første slesvigske krig sagtens kan tåle ry og rygte. Ja men i grænselandet formede livet ofte efter, hvem der havde håneretten, danskerne eller tyskerne.
Flere om aftalen
Man kan undre sig over at kongen åbenbart ikke har haft nogen rådgivere, han kunne tro sig til dengang. Af de breve, der blev offentliggjort i 1936, kan det også ses, at der har været afholdt et møde på Amalienborg den 11. juli 1864, omkring Danmarks afståelse
Christian den Niende kom først på kronen i 1863. Åbenbart har kongen overtalt regeringen til, at man på fredskonferencen i Wien skulle tilbyde Danmark til det tyske forbund. Hele to gange har forslaget været præsenteret på fredskonferencen.
Det var forhandlerne Kaufmann og Quade, der havde fået mandat til at komme med tilbuddet om, at Danmark skulle tilbydes som en del af det tyske forbund.
Hvis dette er rigtig må der være flere, der skal anklages for højforræderi eller landsforræderi. Det kan så bare undre, for et nationalt – liberalt parti ville aldrig have accepteret en indtrædelse i det tyske forbund.
Hvad med H.C. Hansen i 1957?
Nu er det flere eksempler, man kan dykke ned i, som nærmer sig det, som kongen gjorde. På et hemmeligt møde i 1957 havde den danske statsminister H.C. Hansen givet USA lov til at placere atomvåben i Grønland. Dette fremkom først i 1995.
Et sidste desperat forsøg
I første omgang havde kongen via den belgiske konge henvendt sig til prøjserne uden om regeringen. Og det er dette faktum, der grænser til højforræderi.
Havde det en indflydelse, at Christian den Niende faktisk er født og opvokset i det sydlige Slesvig? Tænkte han mere på at bevare sit barndomshjem Louiselund ved Sliens sydbred end på Danmarks skæbne?
Det har sikkert været et sidste desperat forsøg på ikke at miste Slesvig – Holsten efter krigen. Danmark ville miste suverænitet. Til gengæld ville riget stadig omfatte Danmark med Slesvig – Holsten. Men hvad ville der i grunden være sket, hvis preusserne og østrigerne havde fortsat deres fremmarch gennem Danmark?
Bismarck havde angiveligt afvist tilbuddet, fordi Frankrig ikke ville have accepteret dette. Fordelen havde været, at tyskerne kunne kontrollere den danske flåde. Men hvordan skulle Bismarck egentlig have løse stridighederne mellem de dansk- og tysksindede i Slesvig? Han kunne have været nødsaget til at støtte den danske konge imod de tysksindede slesvigers ønske.
Det tyske forbund blev dannet i 1815, efter at Napoleon var blevet besejret. Det tyske forbund var kun et løst statsforbund. I 1864 var der ikke et samlet Tyskland, som mange medier har påstået. Tyskland blev først en samlet stat i 1871.
Bismarck hverken ønskede eller afviste Danmark som en del af forbundet ligesom Sachsen, Bayern eller Baden.
Masser af selvros
Efter sejren i den første slesvigske krig var det ingen grænser for selvros. De københavnske dagblade overgik sig selv med fantastiske beretninger om heltemod. Det kan heller ikke at have forbigået de danske politikere at prøjserne oprustede efter den første krig. Der tilgik ikke det danske militær ret mange midler.
Danmark – den udfarende part
I seks lange timer regnede granaterne ned over de danske stillinger på Dybbøl Banke. Det hele blev forhandlet til grus og jordbunker. Da det hele var forbi lå flere tusinde døde eller sårede soldater tilbage på slagmarken. Mere end 3.100 danske soldater blev taget til fange.
To måneder senere var nederlaget på Als lige så stor.
Den tabte krig i 1864 førte ikke alene til tab af to femtedel af Danmarks territorium. Den danske selvforståelse havde fået et alvorligt knæk. Danmark måtte starte forfra. De skæbnesvangre begivenheder er genopstået. Nu også snart som film. Man har dog helt glemt årsagerne til nederlaget. Var det ikke Danmark, der var den udfarende part? Var vi ikke selv skyld i problemerne. Kære læsere, læs begivenhederne her på siden fra den første og anden slesvigske krig.
Hovmod i forfald
Vi skulle absolut ned til Ejderen. Vi havde endnu Vikinge – instinktet i os. Selvtilliden og drømmen om et Stordanmark var absolut til stede i 1851. Danskerne var blevet overmodige og troede nærmest, at de kunne gå på vandet.
Vi fik lært påskriften efter 1864. Opfør dig pænt og fredeligt og artigt. Hold lav profil og lad vær med at påkalde dig udlandets vrede.
For alvor var var vi ved at kuldsejle. Og nu om stunder er der ingen grænser for, hvor gode vi er. Dengang stod dansk hovmod for fald. I forbindelse med Novemberforfatningen i 1863 sagde A.F. Krieger:
Hvo Intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet, halvt er vundet.
Ikke forberedt til krig
Danmark blev kastet ud i en krig, vi overhovedet ikke var forberedt på. Det var fuldstændig vanvittigt. Det var overklassens hovmod. De menige måtte betale og bære byrden.
Jeg mener, at have læst, at General deMeza advarede at gå i krig mod Bismarck. Men generalen blev jo også fyret. De nationalistiske danskere var helt overbeviste om, at de kunne forsvare det urdanske Slesvig ved at holde fæstningsværket Dannevirke.
Hvordan man kunne føre den udenrigspolitik som man gjorde, er ufattelig. Den danske styrke bestod kun af 12.000 mand. Til sammenligning havde de to stormagter Prøjsen og Østrig over 500.000 i deres stående hær. Det var aldeles hovedløst at kaste sig ud i den krig.
Man troede på en egen overdreven styrke. Og da man så var trængt, håbede man på englændernes hjælp.
Nu hjalp det heller ikke på det hele, at vores statsminister D.G. Monrad til tider var uberegnelig.
Mens den danske flåde kunne høste succes i den første slesvigske krig, samt slaget ved Helgoland, så traf man på det berygtede panserskib Rolf Krake nogle helt forkerte beslutninger i Flensborg Fjord. Disse beslutninger blev afgørende for den totale overmagt på Als.
Bismarck dikterede freden
Monrad ville have hjælp af franskmændene. Det ville kongen ikke, så han måtte fyre ministrere. Franskmændene havde i øvrigt den mening, at hele Slesvig var tabt for Danmark. Gamle mænd kom til besegle Danmarks skæbne.
Bismarck kunne stort set diktere freden. Han stod stort set helt op til Skagen med sine tropper. Ja og kongen måtte skrive under på
Hans Majestæt Kongen af Danmark giver afkald på alle sine rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Sønderjyllands historie i skolen
I skolen troede man, at det kun var i vikingetiden, at danskerne var barbariske. Man fik ikke noget at vide om, at Danmark i 1770 faktisk bombarderede Algier. Og når vi nu taler om skolen, må vi håbe at disse trods sparetider indkøber de to fremragende bøger om Sønderjylland.
I skolerne har man heller ikke mere Herman Bangs. Tine. Den var jeg til gengæld oppe i på Boghandlerfagskolen. Det gik fint. Allerede dengang, interesserede jeg mig for Sønderjyllands historie. I dag behøver man ikke uddannelse for at sælge bøger. Men se det er en helt anden historie.
Det er rystende, gribende, hjerteskærende, fortvivlende. Som sønderjyde i en københavnsk boghandel elsker jeg at sælge de to bøger. De går som varmt brød. Nu gider københavnerne at interessere sig for sønderjysk historie. Men pas på, du bliver berørt. Og hvis du tror, der er inkompetente politiker i dag, så var det ikke noget i forhold til dengang.
Bismarck kun interesseret i det sydlige Slesvig
Prøjserne havde tilbudt danskerne en grænsedragning syd for Flensborg. Men danskerne afslog. De forhandlede som om de havde vundet slaget ved Dybbøl. Egentlig var Bismarck kun interesseret i det sydlige del af Slesvig.
Og denne Bismarck stod engang forstenet på Knivsbjerg. Men monumentet blev ødelagt. Nu fremsætter Der Nordschleswiger så forslaget om, at en statue, skulle etableres igen. Og lidt grotesk kunne man så foreslå følgende tekst:
Tak fordi du afslog Kongens Tilbud
Tak fordi du ikke besatte hele Danmark.
Kunne have fået den nuværende grænse
Den danske stat var i opløsning. Men amputeret og reduceret fik Danmark halet en fred igennem. Utroligt at Danmark afslog et engelsk forslag om folkeafstemning. Og i tiden efter 1864 sukkede man efter, at Prøjserne skulle
gennemføre §5 – en folkeafstemning.
Inden forhandlingerne stillede Prøjserne ellers i udsigt, at en deling af Slesvig – Holsten var i sigte. Men efter danskernes holdning meldte man ud, at
man som krigens målsætning helt ville frigøre Slesvig – Holsten fra Danmark.
Da det endelig gik op for københavnerne, at slaget var tabt, blev prøjserne betragtet som overmennesker med supervåben. Og pludselig strejfede tanken, hvornår stod de uden for København? Uroen spredte sig fra Folketingssalen ud til borgene i København
Kunne man tage Als og Jylland så let, hvad så med Fyn, Sjælland og København? Tyskland bestod af 39 forbundstater, der var uenige om alt muligt. Mange var skeptiske over for det prøjsiske lederskab. Fik Bismark hele Danmark med, var det endnu en negativ stat.
En senil mand som statsminister
Kongen havde stor tillid til Grev Carl Moltke. Han var helstatens mand. Kongen havde selv reddet ud til ham med en staldknægt til Frydenlund. Kongen spurgte, om han ville være statsminister. Men kongen overså, at den 65 – årige var blevet senil. Det var kun en af de dramatiske hændelser, der skete inden for det politiske.
Tak til Forlaget Gyldendal for læser/anmeldereksemplarer af Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.
Vi vil i den kommende tid fokusere mere på de slesvigske krige. Indtil da kære læser, kan du fornøje dig med følgende artikler her på siden: