Artikler
Januar 5, 2011
Danskerne blev gjort til helte. Kongen red rundt med Davids – stjernen. Jøderne syntes, det var et mirakel. Werner Best nåede at advare. Fiskere og kystbetjente tog sig rigeligt betalt. Tyske matroser fortalte, hvornår man patruljerede. Kun Gestapo og danske håndlangere tog jødeforfølgelsen alvorlig.
Regeringens samarbejdspolitik
Regeringens samarbejdspolitik med tyskerne i begyndelsen af besættelsen fik en positiv betydning for jøderne. Den danske regering gjorde det klart, at de ikke ville give indrømmelser over for tyskernes krav om antijødiske love.
De 8.000 danske jøder havde gennem 1930erne fulgt nazisternes overgreb.
Krystalnatten
De havde også fulgt med i, at den 17 årige Herschel Grynszpan havde skudt den tyske diplomat Ernst von Rath i Paris som protest mod deportation af sin familie. Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels iværksatte derefter en aktion natten mellem den 9. og 10. november 1938 mod den jødiske befolkning. I løbet af Krystalnatten blev 250 synagoger sat i brand, tusindvis af jødiske butikker blev ødelagt og konfiskeret. Masser af jøder blev arresteret og sendt i dødslejre.
Herhjemme var det højst overraskende, at Jyllands Posten i en leder skrev
Samarbejdspolitikken ophører
I august 1943 ophørte samarbejdspolitikken. Werner Best fik ordre på, at kursen skulle skærpes over for Danmark. Den tyske øverstkommanderende i Danmark von Hanneken meddelte den danske udenrigsminister Scavenius, at tysk militær havde overtaget magten.
Best trak i land
Werner Best havde under et møde med Hitler foreslået en aktion mod de danske jøder, nu hvor der ikke mere var et reelt samarbejde med den danske regering. Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober.
Det mærkelige var, at Best ikke var begejstret for aktionen. Også andre ledende tyske embedsmænd var imod aktionen.
Stærke beviser
Det Mosaiske Trossamfund troede i første omgang ikke på advarslerne. Men beviserne var stærke. Man gjorde alt for at sende advarsler ud.
Måtte ikke bryde ind
Sent på aftenen den 1. oktober rykkede tysk politi ud. Der var i dagene forinden ankommet en styrke på ca. 1.500 mand. Desuden deltog 3.000 mand fra det tyske sikkerhedspoliti. Danske nazister var vejvisere for tyskerne.
Man traf dog ikke mange hjemme. Det skete, fordi mange var flygtet og andre ikke ville lukke op. Best havde beordret at man ikke måtte bryde ind.
116 danske jøder vendte ikke hjem
De cirka 200 jøder, der blev fanget i København blev ført ned til et ventende skib ved Langelinie. For at fylde skibet hentede man nogle af de mange tilfangetagende kommunister. I alt blev der taget cirka 481 jøder.
De jøder, der blev fanget i Jylland, blev med tog kørt gennem Tyskland og havnede i ghettoen Theresienstadt. Måske siger antallet af tilfangetagende jøder også noget om tyskernes passivitet. Omkring 116 danske og 758 norske jøder vendte aldrig hjem igen.
Det nazistiske slogan Arbeit macht Frei stod ved indgangen. I løbet af krigen blev 144.000 jøder sendt til Theresienstadt. Af dem døde en fjerdedel i lejren,
hovedsagelig af sult og sygdom, mens cirka 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. Ved krigens afslutning var der 19.000 overlevende i lejren.
Advarsel
En masseflugt skete allerede mellem den 28. og 29. september. Duckwitz havde den 28. september advaret Hans Hedtoft og H.C. Hansen om aktionen. Og den 2. oktober meddelte Sverige, at man officielt tog imod jøder.
Flugten kulminerede den 8. – 9. oktober, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt 2.500 jøder til Sverige.
Omfattende redningsaktion
Redningsaktionen omfattede i løbet af ganske kort tid tusindvis af mennesker. Mange af disse havde ikke tidligere været involveret i nogen form for modstandskamp. 7.000 jøder blev i løbet af nogle få uger bragt i skjul i kirker, skoler, hospitaler og private hjem. De blev transporteret til Øresundskysten
for derefter, at blive ført over sundet til Sverige. Aktionen var ikke en stor koordineret aktion.
Også præster, hospitaler, Falck – folk, studenter m.m. deltog i redningen af de danske jøder. Der skulle også findes fiskere og både, der turde at sejle til Sverige.
Et ligtog fra Bispebjerg Hospital
Mange jøder skjulte sig i Ørstedsparken. Andre skjulte sig i skovene. På Bispebjerg Hospital sov de i husassistenternes og sygeplejerskens senge. Alle lægerne på hospitalerne var involveret. Også de underjordiske gange på Bispebjerg Hospital blev taget i brug. Man lavede ligefrem fingerede ligtog for hurtigst muligt at kunne transportere jøderne til kysten. En nat var man blevet omringet af tyskere og deres danske håndlangere. Inde på hospitalet befandt der sig 200 flygtninge. Med ligtoget kom de alle sammen ud.
113 jødiske børn fulgte ikke med deres forældre til Sverige. De blev i Danmark.
Mange ruter
Fra Kalkbrænderihavnen gik der en rute til Malmø. Det var Studenternes Efterretningstjeneste, der stod for denne. Og lige i nærheden havde tyskerne masser af flådefartøjer.
Aktion i Gilleleje
En del af aktionen foregik fra Gilleleje. En dag stod et stort antal jøder pludselig uden båd. Mange måtte i hast gemmes på kirkeloftet. Gestapo havde fået indberetninger om, hvad der foregik. En kæreste til en tysk soldat havde hvis nok røbet det. Og så gik det hurtigt.
Gestapo foretog en razzia, der bevirkede at 80 jøder blev sendt til Theresienstadt
Umiddelbart derefter blev der nedsat en jødekomité, der skulle forbedre sikkerheden og koordinationen af fremtidige transporter. En lokal købmand med nøgler til diverse sommerhuse sørgede for indkvartering af henved 500 jøder.
Passivitet fra den tyske flåde
Nogle af jøderne blev fanget af tyske patruljebåde, men næsten alle nåede over sundet i sikkerhed i Sverige. Men det var som om, at det ikke var den største iver hos den tyske flåde med at fange jøderne. De optrådte særdeles passivt.
Men helt ufarligt har det bestemt ikke været. Fra tysk side var man måske forundret over, at den danske kystbevogtning ikke deltog aktivt.
Aktioner ved havnene
I Dragør havde Gestapo beslaglagt Villa Pax, hvor de foretog afhøringer af fiskere m.m., som de mistænkte for at modarbejde den tyske besættelsesmagt. Den 4. oktober blev der iværksat en razzia på Dragør Havn. En stor del nåede at gemme sig, men 15 jøder blev pågrebet.
I Kastrup blev en jødisk kvinde dræbt af skud, da en gruppe soldater fra den tyske hær anholdte 20 jøder den 4. oktober. Og nogle dage senere dræbte betjente fra det tyske sikkerhedspoliti en ung medhjælper under en ildkamp i Taarbæk Havn.
Tragedien ved Julebæk Strand
Den 3. oktober 1943 blev en fortvivlet mand med blodet flydende fra dybe sår på håndleddet fundet på Strandvejen. En tragedie havde fundet sted. Han havde slået sin kone og to små børn ihjel med en kniv. Han var på flugt fra Gestapo. Han frygtede, at de var blevet opdaget i deres skjul i badekabinerne ved Julebæk Strand nord for Helsingør. Han havde skåret deres hals over.
Under selve flugten over Øresund mistede 47 mennesker livet, 23 druknede, 16 begik selvmord og 5 døde af chok eller udmattelse. Under selve flugtforsøget havde tyskerne pågrebet 190 jøder.
Flere druknede under forsøg på at nå Sverige i robåde, og enkelte druknede i et forsøg på at svømme til Sverige.
Skibene sendt til reparation
Der blev ikke foretaget en speciel overvågning over Øresund. Den tyske hær og marine forholdt sig passivt. Forfølgelsen var overladt til Gestapo og deres danske håndlangere. Først længe efter flugten over Øresund kontrollerede det tyske sø – og kystpoliti området.
Påfaldende er det, at den tyske kommandant i Københavns Havn netop i begyndelsen af oktober sørgede for, at flådens kystbevogtningsfartøjer blev sendt til reparation. Ja der er endda beretninger om, at tyske matroser fortalte danske modstandsfolk, hvornår de tyske patruljebåde, der ikke var til reparation, sejlede ud.
Var det tale om en magtkamp?
Det forekommer, at kun Gestapo var interesseret i forfølgelsen af jøderne herhjemme. Måske kunne det skyldes den ændrede magtbalance mellem den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og værnemagtens general Von Hanneken. Sidstnævnte havde fået ekstraordinære beføjelser i forbindelse med den militære undtagelsestilstand efter den 29. august 1943.
Best forsøgte at hæve sin magtposition ved at kræve en egen politistyrke under sig. Et middel til dette, var en aktion mod jøderne. Men Best ønskede samtidig at bevare det gode forhold til det danske departementschefstyre. Best havde intet til overs for jøderne, men for ham var det underordnet om deres udryddelse skete ved deportation eller udryddelse.
Werner Best var ikke så populær i Berlin. Man syntes, at det havde været for meget ballade i det ellers fredelige Danmark. Åbenbart havde han også sendt Duckwitz til Berlin for at få forhindret jøde – aktionen.
Det er svært at forklare Bests dobbeltspil. Han var SS – general og antisemit. Han havde gode grunde til at komme af med jøderne. Men han var også en smidig politiker. Det var ham, der foreslog aktionen. Men lige så hurtig slog han bak. Da han ikke havde held til at stoppe aktionen lod han en advarsel sive ud til nogle politikere.
Måske ville han skaffe sig en god karakterbog hos Hitler, samtidig med at han ville undgå ballade i Danmark.
Ikke i udryddelseslejre
Men hvad end man mener, så var Bests dobbeltspil årsag til at flugten over Øresund blev en succes. SS – generalen gjorde sit til for at sabotere aktionen. Han sørgede også for, at jøderne ikke blev sendt direkte i udryddelseslejr.
Det vil sige at forhandlingerne foregik med SS – lederen Albert Eichmann. Aftalen gik ud på, at danske jøder ikke skulle sendes til udryddelseslejre.
Judenrein
Da Best den 5. oktober kunne erklære Danmark for Judenrein var han tilfreds. Men i Tyskland var Himmler ganske utilfreds med resultatet.
Et mirakel
Redningen af jøderne var det mest markante eksempel på civil modstand under besættelsen. Det blev betragtet som en heltedåd særlig i Israel og USA. Jøderne selv betragtede det som et mirakel.
Hårdt i Holland
Ved krigens afslutning i 1945 befandt der sig over 20.000 danske flygtninge i Sverige, inklusive modstandsfolk og den danske brigade. Kun 1 pct. af de danske jøder blev dræbt. Over 70 pct. blev dræbt i Holland og 15 pct. i Italien. Det gik ualmindeligt hårdt for sig i Holland. Her omkom 112.000 personer.
Wannseeprotokol
Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med den opsigtsvækkende Wannsee-protokol. Ifølge den var der 5.600 jøder i Danmark og 1.300 i Norge. I protokollen gøres der opmærksom på det forhold, at
Begrundelsen er næsten at Norge og Danmark nærmest var undtaget. På det tidspunkt havde det især i Norge været en heftig modstand.
Danmark som mønster-eksempel
På et tidspunkt brugte tyskerne, Danmark som et forbillede i deres agitation. Man havde et fortrinligt sportsligt samarbejde (se artiklen: Hagekors i Parken).
(Fodbold med fjenden) Men en voksende modstand og en afbrydelse af samarbejdspolitikken forhindrede dog dette.
De allierede havde været lidt afventende med hensyn til, hvor de havde danskerne. Redningen af de danske jøder var noget, de allierede kunne bruge. Nu tilhørte Danmark endelig kredsen.
Danmark et tolerant folkefærd
I USA opstod myten, hvordan den danske konge bar jødestjernen i sympati med de danske jøder. Sandheden er dog, at de danske jøder i modsætning til jøder i andre lande aldrig blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne.
Så sent som i Washington Post den 29. marts 2002, der beskriver aktionerne over Øresund, ja da er overskriften:
Der stod ikke noget i artiklen, at den danske regering havde afvist tyske jøder og henvist til samarbejdspolitikken med tyskerne. Der stod heller ikke noget om, at man havde afvist at hjælpe de jøder, der havde søgt tilflugt på danske ambassader.
Ambassadør og dødsdømt
Efterkrigstiden var entydig i deres dom. Werner Best blev tildelt dødsstraf i 1948. Duckwitz, der advarede jøderne efter ordre fra Best, blev efter krigen Tysklands ambassadør i Danmark.
Var det moralsk forkasteligt?
Ifølge Thomas Hjortsø, forfatteren til bogen Den dyre Flugt betalte de ca. 7 – 8.000 danske jøder det der i dag svarer til 250 millioner kroner til fiskerne og deres mellemmænd for at redde livet over Øresund.
Prisen kunne blive høj, når en modvillig fisker stod over for en desperat rig jøde. Men trods alt kom de fattige jøder også over. Men det kunne skyldes Hjælpefonden. Denne fond arbejde efterhånden med en større sum.
Var det moralsk forkasteligt, at en dansk skipper modtog 100.000 kr. for natten mellem den 8. og 9. oktober at have fragtet 230 jøder over Sundet. Mange danskere tjente jo tykt på tyskerne med at levere krigsmateriel og fødevarer til dem. Og hvad med vognmændene ?
Mange arbejdsgivere blev ikke straffet. Det var dem, der tjente pengene. Men de arbejdere , der arbejde for deres arbejdsgiver blev ofte sendt i Fårhuslejren. Min far fortalte om forholdene i Tønder. Her er mange firmaer ikke blevet straffet, selv om de har tjent enorme summer på tyskerne.
Hvis en fisker blev taget, ja så ventede der en dødsstraf eller en KZ – lejr. Han kunne ikke vide, hvornår Gestapo slog til.
Tavshed om pengene
Måske bunder tavsheden om betalingen for overfarten på, at man efter krigen kunne ansøge om at få pengene tilbagebetalt. Den mulighed benyttede 1.200 – 1.300 sig af. Men historikere har nok heller ikke forsket i spørgsmålet om penge.
Men lige efter besættelsen var det almindelig kendt, at det kostede store summer for at blive reddet. Selv Skattevæsnet interesserede sig for sagen.
Guldfeberen bredte sig
Der gik ligefrem rygter om, at større pengesummer var gravet ned i Gilleleje, beregnet til fiskerne. En velhavende jøde betalte 50.000 kr. for to, for at blive transporteret fra Nordhavn. Der var eksempler på, at fiskere forlangte det tredobbelte af den forlangte pris for overfarten. Men de rige jøder tilbød af sig selv ufattelige beløb.
Kystbetjentene hørte, hvad fiskerne fik. De ville også have en del af kagen. Så de begyndte at tage 4 – 500 kr. fra hver jøde, for at lade dem sejle. Jo guldfeberen havde bredt sig på bekostning af de forfulgte jøder
Mellemmænd blev godt betalt
Mellemmænd stod parat til at hjælpe de jøder, der nåede frem. Men det tog de sig også fyrstelig betalt for. De skulle ikke stille båd til rådighed. De skulle blot
formidle jyderne til en, der ville fragte dem over Øresund.
Manglende penge kostede 20
ældre en tur
At ikke alt heltearbejde var lige prisværdig, vidner følgende historie om. 20 ældre jøder boede på et plejehjem i Indre By. Lederen af plejehjemmet ville godt have de ældre i sikkerhed. Plejehjemmet lå ikke langt fra synagogen. Man forsøgte at få dem overført til De Gamles Hjem på Nørrebro. Men her forlangte ledelsen en garantisum.
Det lykkedes ikke at få fremskaffet denne sum. De ældre jøder blev pågrebet af tyskerne og sendt til Theresienstadt.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 02. – 2022
Januar 5, 2011
By-skriveren skulle være præsteuddannet. Længe blev forhandlingerne skrevet på latin. Man kunne få benådning ved Danemænds Bøn. Hør også om kagen, halsjern og halhugning på Nytorv og Gammeltorv. Borgerne havde i et et par timer markedet for sig selv. Hør også om begrebet Torvefred.
Bytinget
Fra gammel tid holdt Bytinget til på Gammeltorv. Forhandlingerne foregik under åben himmel. Først i 1638 fik byfoged Klaus Ravn den geniale ide, at indrette et træskur. Samtidig fik man anbragt en kakkelovn.
Noget senere blev Bytinget flyttet til Nytorv under Rådhusets altan. Det kan synes mærkelig, at holde retssager for åben himmel, men det skyldes offentlighedens interesse. Folket skulle have mulighed for at følge med.
Selve Tinget var begrænset af fire Tingstokke eller Tingbænke. Den anklagede skulle sidde på en sten, en såkaldt Tyvesten. På Tingbænkene sad fogeden og de der var beskikket til at afgive kendelse og vidnesbyrd. Medlemmer af Magistraten skulle også være til stede.
Byfogeden
Byfogeden valgtes af Slotsforvalteren og Magistraten i forening. Denne forvalter skulle både varetage biskoppens og kongens interesser. Som lovens håndhæver var sværdet hans symbol. Ved hans indtrædelse fik han sværdet. Bødelen havde sit eget sværd.
Byfogedens bolig var fra 1496 – 1510 på den sydlige del af Vimmelskaftet. Ofte foregik indledende forhandlinger i dennes gård.
Selvtægt
En gejstlig havde i 1258 begået nogle ulovligheder. Borgerne kunne ikke vente på biskoppens afgørelse og tog sagen i egen hånd. De hængte den gejstlige på hans egen dørstolpe. Men det skulle de nok ikke have gjort. Hovedmændene måtte rejse ned til Paven og bede om tilgivelse. De andre måtte gøre bod for
biskoppen.
En stævning til Bytinget blev forkyndt af By-svenden. Den skulle overværes af to naboer. Når man ikke mødte, skulle der betales bøder. Når en tyv blev fanget, blev han overgivet til Byfogeden, der holdt ham i forvaring til næste Tingdag. Hver familie måtte årlig betale 4 Penninge i Tyvestød. Denne afgift gik siden over til Skarpretteren.
I 1612 hedder det sig, at han
Halshugning og halsjern
Halshugning skete altid på Torvet. Hængning og pinefulde straffe foregik uden for byen. I Christoffers Stadsret påbydes, at den, der bliver slået ihjel i Dobbeltspil (terningespil, hasard) skal jordes under Galgen.
Halsjern eller Gabestok har været anvendt både i Nørregade, Vestergade og på Amagertorv.
Den spanske Kappe eller Spanske Tønde omtales først i det 17. århundrede. Det var en tønde, som forbryderen blev sat ind i, sådan at hoved og ben stak udenfor. Således blev han/hun ført gennem byen.
På Christian den Fjerdes tid blev denne straf givet til Vognmandskarle, der ikke ville fortælle, hvem de kørte for, eller for dem, der slet ikke ville køre for folk. Straffen blev også givet til Skræddersvende, der arbejdede for egen Regning.
Kagen
For forseelser mod sædelighed og medborgernes gode Navn og Rygte anvendtes Kagen. Den bestod af en høj pæl, der var nedrammet i jorden og foroven havde en flade. Kagen benyttedes til Kagstrygning, under hvilken forbryderen bandtes til pælen og fik ris.
På overdelen af Kagen blev forbryderen udstillet til almindelig beskuelse og forhånelse. Når man snød på vægten fik man også Kagstrygning.
Den skyldige skulle selv efter forhånelsen springe ned på jorden. Dette kunne også koste Liv og Lemmer. Øverst var kagen indrettet som fuglebur med tremmer. Men man kunne godt med lidt smidighed kunne komme igennem. Fra Tyskland meldes der om, at disse kager kunne drejes rundt.
Man kunne også blive dømt til at bære sten. På kagen blev der hængt to tunge kampsten, der var lænket sammen. Disse blev hængt om forbryderens hals. Forbryderen blev så ledsaget af bødelen og hans svende under musik til byens tre porte og sendt ud af byen. Han blev simpelthen udvist.
Danemænds Bøn
I Christoffers Stadsret 6. kapitel & 29 pålægges der den, der bruger ærekrænkende ord imod hvilken som helst mand eller kvinde og ikke kan bevise disse udsagn, at betale en bøde på ro gange 40 mark og ”Danemænds Bøn”. Kunne han ikke dette og ikke komme overnes med Øvrigheden på anden måde skulle han ”slaas til kagen”.
I Middelalderen var retterstedet placeret på Gammeltorv, men da Nytorv var færdig var blevet oprettet blev retterstedet ført derhen. I 1629 byggedes det murede Kag i Torvets syd-vestligste hjørne. I 1672 opførtes et rettersted af tømmer,
Ved en forordning fra 25. september 1761 blev det bestemt, at det faldefærdige Skafot skulle nedtages og at Retterstedet skulle flyttes til Vester-fælled paa samme Sted som Borgerretten haavde sit. Henrettelser skulle fremover ske på jorden uden Skafot.
Også på Halmtorvet ved Lavendelstræde var der rejst en pæl, hvor kagstrygning fandt sted. Vi nævnte begrebet Danemænds Bøn. Dette kunne have en formidlende omstændighed på dommen. Vi nævner her et par eksempler.
I 1528 var Sven Bagers søn Oluf trængt ind i Hans Koks hus med den hensigt at dræbe ham. Han havde hævet kården, men Hans Kok undveg. Oluf
blev dømt til at have sin Hals fortrudt.
Som det ville kunne se at det meget formfuldendte sprog, så blev Oluf benådet. Men hans far og flere andre borgere måtte indestå for det fremtidige forhold til Hans Kok.
By-skriveren skulle være præstelært
By-skriveren førte bog. Han skulle være Præstelært. Det vil sige, at han skulle kunne meddele afgørelser til gejstlige Undervisningsanstalter. Først fra 1420 – 1430 begyndte By-tingsvidner at skrive på dansk.
Bødelen havde fri bolig
Som straffens fuldbyrder nævnes Bødelen eller Mestermanden. Han have fri bolig op til Rådhusgården. Fra den gamle Jordebog fra 1370 nævnes en grund omkring Skovbogade, der menes at have tilhørt bødelen.
Nu var det dengang i København forskellige retsinstanser. En del lav havde deres egen ret. Det gjaldt for eksempel for søfarten og for købmandsstanden. Ved Christoffers stadsret er den allerede opført. Der findes følgende anmærkning i Vognmændenes Lavsskraa fra 1478:
Torvefreden
Enhver købstad havde dengang mindst et torv. Her lå som regel også byens hoved-kirke. Omkring Skovbogade lå Københavns første rådhus. Den del af Nørregade der går fra Studiestræde til Gammeltorv hed oprindelig Saltboder.
Der holdtes torvedag hver onsdag og lørdag. På de dage var staden fredlyst. Det betød, at at slagsmål og drab blev straffet med tredobbelte bøder. Torvefreden varede fra solens opgang til aftenklokken forkyndte dens nedgang.
På et bestemt klokkeslæt var det tilladt borgerne at købe på Torvet. De fremmede (gæster) der ikke overholdt bestemmelserne, skulle miste det, de havde købt. Erik af Pommern påbød i 1422, at der på torvedage skulle ophænges et tegn, der tilkendegav, hvornår det kun var de faste borgere, der kunne købe varerne.
Klokken 10 måtte gæster også købe og sælge, dog ikke med hinanden indbyrdes. Den borger, der havde købt varer på Torvet kunne ikke fratages købet. Dog kunne biskoppen gøre det, når han var i byen og fandt det nødvendigt.
Årsmarkedet
Årsmarkedet var noget man så frem til. Det varede fra 24. august til 9. oktober. Det var det omtalte sildeeventyr, der skabte tradition for dette marked. Markedet tiltrak meget opmærksomhed.
Det egentlige sildefiskeri aftog efterhånden som staden voksede. I Christoffers Stadsret hedder det blandt andet:
Det helt store sildemarked var henlagt til Dragør. På markederne inde i København blev der også tilbudt udenlandske varer.
Klædeboderne
En af navne fra dengang har holdt sig lige siden, og det er Klædeboderne. Men dem, der handlede med klæder hed egentlig Vantsnidere (plattysk
– Want er lig med klæde). Både mænd og kvinder brugte klæde til deres dragt.
Omkring 1393 bliver Kræmmerboderne omtalt.
Den gade, der i dag hedder Skovbogade hed tidligere Skoboderne. Endnu tidligere hed det Suderboderne. Suder er det ældste navn for skomager. Navnet var forsvundet i 1597. Da omtales ”Skoboderne kaldes nu Vimmelskaftet”.
Skrædderboderne
Skrædder-boder har det også været. Og Skindere var de håndværkere, der arbejdede i læder. Deres mesterstykke var en Kvinde – Skindkjortel og en Suben (Mandstrøje?). På Christoffer af Bayerns tid var der også Remsnidere, Pungmagere og Taskemagere. Derfra har vi navnet Skindergade.
Vi ser også gadenavne i Indre By som Smedegade, Vombadstuestræde, Ny Kattesund og Smedebakken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Læs
Hvis du vil vide mere:
Om Lov, ret og henrettelser
Redigeret 13. – 02 – 2022
Januar 5, 2011
En ny pragtfuld guide – bog har set dagens lys. Vi kigger på denne med historiske øjne. Det drejer sig om en bog om C.F. Hansens mange bygningsværker. Han udfoldede sig fra Aabenraa til Skagen. Fra Altona til Husum, og ikke mindst i København har han sat sit præg.
Stor indflydelse
C.F. Hansen var den danske klassicismes store arkitekt. Som overbygningsdirektør og professor på Kunstakademiet havde han den helt afgørende indflydelse på dansk arkitektur gennem mere end 50 år. Fra 1785 var C.F. Hansen også landsbygmester i Holsten, med sæde i Altona.
Moder – med indflydelse
Hans far, der stammede fra Husum var skomager og læderhandler i Krystalgade.
Han havde nok ikke forstillet sig, at hans søn skulle ende blandt de
fornemste i riget.
Moderen har været amme og vart-frue. Hun var kvindelig hoffunktionær, der passede og førte tilsyn med kongelige børn. Hun passede blandt andet Prins Christian – den senere Christian den Syvende.
Christian Frederik var vild med tegning. Han blev sat i handelslære, men hans interesse for tegning fortsatte. Moderen brugte sin indflydelse og fik ham anbragt i murerlære og Kunstakademiet
Antikkens former
Hans lærer var den kendte C.F. Harsdorff. Hos ham lærte C.F. Hansen at bruge antikkens former. Han blev konduktør ved lærermesterens arbejde med Frederik den femtes kapel ved Roskilde Domkirke.
Da han var færdig som arkitekt rejste han til Italien. Her så han antikkens, renæssancens og barokkens store bygningsværker.
Kunstakademiet
Kunstakademiet var blevet dannet for at forbedre den danske kunstnerstand, så man kunne nå mål med de internationale skoler. I løbet af få årtier blev kvaliteten forbedret betragteligt.
Thomas Roland
Forlaget Frydenlund har været så venlig at sende en pragtfuld billedguide med titlen C.F. Hansen i Danmark og Tyskland. Forfatteren, Thomas Roland
er arkæolog og konsulent. Gennem en årrække har han studeret C.F. Hansens bygninger.
Vi kigger på bogen med historiske briller. Og bagerst, kære læser, vil du kunne se en liste over artikler, hvor vi forvejen har fokuseret på C.F. Hansens
ejendomme og stederne omkring.
Kendte bygninger
I 1792 ægtede Hansen Anne Margrethe Rahbek, datter af toldinspektør Jacob Rahbek.
Og selv om dette ikke er en arkitektonisk hjemmeside, så er bogen aldeles interessant, set med historiske øjne. Vi har som nævnt i tidligere artikler beskæftiget os med en del af de bygninger, der er omtalt i håndbogen. Det er pragtfulde fotos, så man kan nyde C.F. Hansens byggekunst. Og det er jo både fra København, Slesvig – Holsten, Aabenraa m.m.
Denne C.F. Hansen var en særdeles flittig mand. Cirka 150 bygningsværker står han for, og vel cirka halvdelen er omtalt og gengivet i denne bog.
Fra 1802 – 1805 havde Hansen adresse i Lûbeck. Flere af hans bygningsværker kunne nås derfra, men taktiske grunde har sikkert også spillet ind. En tid overvejede C.F. Hansen nemlig at søge stillingen som stadsbygmester i Lûbeck. Denne stilling var knap så indflydelsesrig med bedre betalt. Kongen forstod budskabet og forhøjede landsbygmesterens løn.
Det mondæne Altona
Talrige bygninger blev det til i det mondæne kvarter i Palmaille i Altona. Det var denne bydel, der dannede model for det kvarter, der blev opført og senere nedbrændt ved Østerport. Ja egentlig har man glemt, at Altona dengang var Danmarks næststørste by med 23.000 indbyggere. Kongen havde givet Altona en række særrettigheder. Og dette tiltrak mange initiativrige personligheder.
Tilbage til hovedstaden
Efter at have bygget huse for rige købmænd i Slesvig – Holsten blev han i 1800 kaldt tilbage til hovedstaden. Store brande i årene 1794 og 1795 havde gjort indhug i byen. C.F. Hansen skulle være med til at genopbygge byen.
Nyklassicisme
Nyklassicisme var fremherskende fra 1760 til cirka 1830. Ordet kan vel oversættes som
Tilhænger af denne byggestil mente, at barokken og rokokoen var kommet for langt væk fra rødderne.
Farveforskrækket og billedfjendsk
C.F. Hansens arkitektur er kendetegnet ved blandt andet sparsom dekoration, rene murflader og store søjler. Inspirationen kom fra Grækenland og Italien. Hans bygninger udmærker sig ved storhed, simpelhed og kraft.
Det var ikke alle, der bifaldt hans stil. Mange mente, at hans byggestil ikke passede ind efter danske forhold. Senere blev han beskyldt for at være for konservativ og hæmmende for udviklingen.
Kritikken har gennem tiden især gået på, at Hansens bygninger var kolde, akademiske og fjerne fra Folkets smag. Allerede dengang blev han beskyldt for at være farveforskrækket og billedfjendsk.
En kirke i Husum blev beskrevet som et gult, hæsligt kaninbur. De fleste ønskede sig hyggelige traditionelle kirker med klokketårn og spidse gotiske vinduer, der afspejlede traditionen. Man kunne ikke rigtig forene sig med renfærdige klassiske templer. Men i dag sidestilles C.F. Hansen på linje med Jørn Utzon og Henning Larsen.
Københavns Råd – og Domhus
Det nyklassicistiske domhus er et af hovedværkerne i dansk arkitektur. Ved bybranden i 1795 blev det gamle rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv
ødelagt. Stedet er markeret i brolægningen på Nytorv. Det nuværende domhus er blevet opført i årene 1805 – 15. Byggeriet blev forsinket af englændernes
bombardement.
Indtil 1905 indeholdt bygningen både rådhus og domhus. Inden for de seneste år har ejendommen gennemgået en omfattende renovering, og bygningerne er i dag fredet. Indskriften mod Nytorv, Med Lov skal Land bygges er et citat fra indledningen til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241.
Gennem de imponerende søjler mod Nytorv kommer man ind i forhallen, der blev kaldt Rådstuebørsen. Rummet er stort, fordi det skulle rumme Borgervæbningens 200 mand.
I lokalet for enden af forhallen var der mødesal for magistraten og senere borgerrepræsentanten. Til højre for forhallen ligger hovedtrappen, og foran denne , er der en skærm af fire toskanske piller under fem buer.
Ved trappen i stuetagen findes et lokale, der blev bygget som for-sal til politiretten. Lokalet kan rumme cirka 100 personer. Politirettens sal er større – cirka 200 kvadratmeter. Det blev indrettet til behandling til mindre straffesager og visse civile småsager.
På førstesalen er der store vinduer mod Nytorv. Tidligere var det retslokale for Landsover – samt Hof – og Stadsretten. Nu er det nærmest mødesal for repræsentative formål. Domhuset indeholder hele 17 retslokaler med tilhørende kontorer. Byretten har også administrative kontorer her.
Man foreslog i 1808, at der over det daværende arresthus skulle være en indskrift på latin, der oversat lød sådan: Til Værn for Uskyldig, til Skræk for Brøde.
Resultatet blev dog knap så voldsomt, For almeen Sikkerhed.
Og så kan vi jo passende nævne Slutterigade. Slutteri betyder arrest. Arresthuset i Slutterigade husede både de personer, der afsonede en gæld og malefikanter, d.v.s. Forbrydere.
Hansen ønskede at beholde en stor plads. Det centrale torv blev i de følgende år indrammet af nogle af Københavns bedste bygninger fra tiden. Men Hansens
favoritbygning fremstår som et tempel for retfærdigheden.
Vor Frue Kirke
Englændernes bombardement i 1807 gik hårdt ud over universitetet. Bygningen mod Vor Frue Kirkegård samt bygningerne på hjørnet af Fiolstræde
og St. Kannikkestræde udbrændte. Universitet benyttede sammen med Magistraten lejligheden ved genopbygningen at sløjfe kirkegården. Det gav så plads til den nuværende Frue Plads.
C.F. Hansen begyndte på Vor Frue Kirke i 1811. Byggeriet blev afsluttet i 1829.
Da Hansen fik opgaven overdraget, havde han kun i beskedent omfang beskæftiget sig med kirkebyggeri. Det var kronprinsen, den senere Frederik den Sjette, der befalede, at det var C.F. Hansen, der skulle stå for opførslen. Allerede ti dage efter opgaven skrev Hansen til kronprinsen:
Det var en meget kløgtig argumentation, og det gjorde også indtryk på højeste sted. Hansen fik frie hænder. I samme tidsrum arbejde Hansen også med tegninger til Slotskirken, Metropolitanskolen og mange flere bygninger.
I november 1810 modtog Universitetsdirektionen det færdige projekt fra Hansen. Det bestod af 11 tegninger ledsaget af kommentarer.
Hansen var ikke tilhænger af tårne. Han syntes, at det var et levn fra den gotiske tid. Alligevel var tegningerne forsynet med et tårn. Han havde af taktiske grunde givet to muligheder. Han foretrak selv et lavt tårn. I sine kommentarer påpegede han, at det var billigere. Og ikke overraskende fik han sin vilje trumfet igennem.
Man fornemmer noget storslået omkring kirken. I Kastels-kirken findes i dag den midlertidige trædøbefont, der blev benyttet i Vor Frue Kirke, indtil Thorvaldsen fik færdiggjort dåbsengelen.
Har du prøvet at betragte det store indre rum. Det er prægtig og imponerende i sin kølighed. Det giver en ejendommelig stemning. Kirken er udvalgt i Kulturkanonen.
Til C.F. Hansens store fortrydelse blev det hans elev, P. Malling, der kom til at udføre hovedbygningen til Københavns Universitet. Årsagen til dette var, at man på daværende tidspunkt havde fået nok af Hansens stive klassicisme. Man var mere begejstret for Mallings mere moderne, gotisk inspirerede bygning.
Metropolitanskolen
Vor Frue Skole havde haft trange forhold i Dyrkøb. Ved et mageskifte med universitetet i 1810 erhvervede skolen grunden langs Fiolstræde og C.F. Hansen
fik overdraget bygningen af den nye skolebygning. Skolen hed fra 1817 Metropolitanskolen.
Der blev brugt sandsten fra Christiansborg. Hansen fik kongens tilladelse til at bygge med brækkede hjørner i stedet for afskårne hjørner, som var påbudt af hensyn til slukningskøretøjernes mobilitet.
I 1994 blev skolen gennemgribende renoveret og står på mange måder lige som dengang, da Hansen overværede indvielsen i 1816.
Christiansborg
C.F. Hansen tegnede også det andet Christiansborg, som også brændte. Tilbage er kun Slotskirken.
Genopførelsen startede 20 år efter branden i 1794. Han brugte sin yndlingsstil – det antikke. Det originale bestod i gennembrydningen mod ridebanen, som han erstattede med en åben søjlehal. Ensformigheden blev derved brudt. Slotsporten blev måske for smal. Slotskirken var færdig 1826 og slottet færdig i 1828.
Hansen kunne ikke gå frit til opgaven. Barokslottets mure stod endnu sodsværtede tilbage. Han valgte dog at gøre slottet trefløjet. Desværre brændte
slottet atter i 1884. Man besluttede ikke at genrejse det klassicistiske slot. I stedet opførte man det nuværende ny-barokke Christiansborg som blev indviet i 1927.
Der kan dog ses enkelte rester af Hansens byggekunst.
Slotskirken
Hansen måtte benytte sig af det barokke murværk. De besøgende møder mod slotspladsen en streng tempelfont. Facaden mod kanalen er mere livlig. Egentlig er udsmykningen af kirken lidt atypisk for Hansen.
Aabenraa Rådhus
Denne bygning har vi omtalt flere gange under Aabenraa. Den indeholdt oprindelig arkiv, arrest, by-ting, festsal, hoved-vagt, rådstue m.m.
Rester fra det gamle kursted, Frederikslyst er brugt som byggematerialer At man på forhånd havde byggematerialerne indskrænkede C.F. Hansens muligheder. Men fra byens side ville man gøre det så billigt som muligt.
Rådhuset var fra 1616 og meget nedslidt. Der var behov for et nyt. Byen lokale bygmester, Per Callesen leverede selv de første tegninger til rådhuset. Bygningsinspektør Meyer leverede de næste tegninger og endelig kom C.F. Hansen med de sidste. Denne Meyer var elev af Hansen.
Ja denne ejendom skal selvfølgelig med. Det var her jeg blev gift med Hanne af borgmester Jens Børsting Andersen.
Brundlund Slot
Den ældste del af Brundlund Slot stammer tilbage fra Margrethe den Førstes tid. Omkring 1530 blev den hovedbygning, som i dag danner rammen opført.
I løbet af 1500 – tallet kom der flere tårne til. Omkring år 1600 blev hele slottet shinet op i renæssancestil med gesimsbånd og lignende.
Slottet har haft stor betydning for Aabenraas historie. Fra min tid i byen, har den også dannet baggrund for de store tattoo – arrangementer op til ringridning.
I 1803 blev C.F. Hansen anmodet om at modernisere slottet. Allerede i 1785 var man begyndt at renovere det faldefærdige slot. Det gamle murværk blev i det store og hele genbrugt. Trods gode intentioner så forandrede Hansen slottet radikalt.
75 bygninger i Slesvig Holsten
Han spildte ikke sin tid, den gode C.F. Hansen. Han satte sit umiskendelige præg på arkitekturen i hertugdømmerne. Det resulterede i mere end 75 offentlige bygninger, byhuse, landejendomme, møller, lade-bygninger, broer, tekniske anlæg og kirker.
Aasheims Grav
Ja selv ude på Assistens Kirkegård er der minder om C.F. Hansen. Aasheim kom oprindelig fra Norge. Han var professor i medicin og fysik. Gravmælet tager udgangspunkt i de klassiske monumenter fra gravpladser i både Rom og Grækenland.
Den sidste tid på
Rolighed
C.F. Hansen brugte sin sidste tid på landstedet Rolighed på Frederiksberg. Ved sin død i 1845 efterlod han sig en imponerende bogsamling med talrige værker om ældre og samtidig arkitektur. Man må gå ud fra, at han på sine udenlandsrejser havde indkøbt disse og ladet sig inspirere af disse.
Man farer ikke vild
Den flotte håndbog er forsynet med kortudsnit og endda GPS – koordinatorer, så man ikke farer vild på jagt efter C.F. Hansens bygninger især i Slesvig, Holsten og Altona.
Bogen kan varmt anbefales til alle, der ikke bare er interesseret i arkitektur, men også til amatør – historikere som undertegnede. Sprogbruget er enkelt og forståeligt. Usædvanlig flotte fotos er med til at forstærke et aldeles positiv indtryk af bogen.
En tanke – hos tandlægen
Og egentlig kom undertegnede til at tænke på C.F. Hansen inden lidelserne hos tandlægen startede her kort før jul. I venteværelset på Trianglen var der et godt udsyn mod en monumental bygning, der godt kunne være opført af ham. Det er den flotte postbygning .
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.-02 – 2022
Januar 5, 2011
Tyskmannegade, Routen og i slutningen af 1800tallet Strøget. Her er både den billige og dyre ende. Mellem 15 og 16 blev der fremvist. Nyheder og sladder trivedes. Modelapse og flanører havde storhedstider. De gik dagligt til frisør. Et mål afslørede ens manddom. Kierkegaard brændte sin formue af og betalte kæmpe konditorregning. I Østergade var der svulmende fruer og slanke møer. Forsamlede stormænd var årsag til forældreløse børn. Læs om Strøgets pulserende liv.
Strøget er den gadestrækning som går fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Den består af:
Stranden var tæt på
Stranden har fra gammel tid gået lige op til Helliggejststræde. Der har været en landingsbro mellem Østergade og Silkegade. Stranden har også gået lige op
til Købmagergade over Højbro Plads og Amagertorv.
I middelalderen kaldtes strækningen Tyskmannegade. Det var ikke tilfældigt. Mange tyske købmænd slog sig ned på strækningen. Og 40 pct. af den københavnske befolkning talte tysk. Gaden bestod af mange gavlhuse.. De havde taget deres byggestil med sig.
I sin fulde udstrækning fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen kendes trækningen først efter det første Christiansborgs og byens brande henholdsvis 1794 og 1795.
Busser på Routen
Det var et stort øjeblik den 5. maj 1828. Her blev der oprettet en holdeplads på Amagertorv. Få dage efter fulgte en på Kongens Nytorv. Fra 1840 førtes omnibusser fra Kongens Nytorv ad Østergade, over Amagertorv og videre til Vimmelskaftet.
Promenade mellem 15 og 16
Mellem kl. 15 og 16 promenerede byens velstillede borgere på Routen, som Strøget blev kaldt. Mellem 1876 og 1883 blev Routen kaldet for Strøget i en række revyer. Ja egentlig var det allerede i en turistvejledning i 1872, at der stod
På Routen kunne man vise sig frem og udveksle dagens nyheder. Otto Rung beskriver det meget rammende i sine erindringer, Fra min klunketid (1942):
Helt op til anden verdenskrig mødtes de kendte her og udvekslede nyheder. Når man skulle gengive rygter uden egentlig kildeangivelse, indledte man med:
Færdslen måtte regulere
Myndighederne måtte snart regulere færdslen. I en politivedtægt af 22. juni 1883 blev der meddelt:
Vorherre siger man du til
Her var det boghandler G.E.C. Gad og senere sønnen Frederik, der var en bestemt herre. Helt op i 1930erne blev han tiltalt i tredje person. En af hans elever udtalte en gang, at Gad var Vorherre selv, dog med den undtagelse, at Vorherre sagde man du til.
Store omskiftninger
Ja og Jordbærkælderen fra 1834, hvor man kunne få rigtig gammeldags tykmælk med brunt sukker og revnet rugbrød blev til Hennes & Mauritz.
I bageriet Trianos lokaler, hvor der i århundrede blev bagt brød, kom der en tøjkæde, der hed Mango. Der blev solgt kluns i lokaler, hvor de fine damer kom og drak Ceylon Tea Centre.
Her færdes ”Modelapse”
Og i 1834 følte forfatteren, Carl Bernhard sig hensat i den londonske verden, hvor dandyernes modeudtryk flagrede lige så let som Paa Routen i København .
Og var det ikke også her, at den farverige forlægger Otto Sigvaldi solgte sit hæfte Hindbærkrus og Kragetæer fra sin barnevogn.
Frederiksberggade
Efter branden i 1728 skete der en del forandringer i gadenettet i København. Flere af de gamle, smalle og bugtede gader forsvandt. Stræder og blindgyder
forsvandt ligeledes. Andre fik lov til at bestå og nye gader dukkede op.
Blandt de nye gader var bl.a. Frederiksberggade, der blev ført igennem fra den nuværende Rådhusplads til Gammeltorv.
For enden af Frederiksberggade lige op til Nytorv er der fundet rester af noget der nærmest ligner en gammel flintfabrik. Jo der har skam levet folk her i mange år.
Nytorv
Da Københavns første rådhus lå her mellem 1479 og 1795, fungerede stedet også som offentlig rettersted. Og det med Københavns Rådhuse er lidt af en besværlig historie. Vi har jo egentlig haft fem stykker, men lad det nu ligge.
Et rådhus, der er hovedstaden værdig
Christian den Fjerde befalede rådhuset ombygget i 1606 – 10. Springvandet, der allerede var bygget under Frederik den Anden blev flyttet foran rådhuset. I brevet til byens borgmestre anfører kongen, at han ønsker at skabe et rådhus, der er landets hovedstad værdigt. Der skulle skabes en balkon, hvor byens rådmænd kunne tage imod borgerne.
Samtidig påbød kongen at alle skulle få renoveret deres facader ud til den nye plads. Udgiften blev anslået til ca. 500 rigsdaler. Borgerne skulle selv dække udgiften, da det efter kongens ord var til deres eget bedste.
Byens rettersted
Her fik kriminelle eksekveret deres dødsstraf i form af halshugning eller brænding på bålet. Hængning foregik dog ude ved Vesterport, hvor galgen var opstillet. I årene 1720 til 1730 blev 14 mennesker henrettet. De fleste var fattige kvinder, der havde dræbt deres barn ved fødslen.
Byens kag (pæl til brug ved kagstrygning) blev opstillet på det nye torv. Den stod på et højt ottekantet fundament. Fra 1627 foregik halshugningerne ikke
mere på Gammeltorv. Et interimistisk skafot blev placeret på Nytorv bag ved rådhuset. Siden blev et mere permanent skafot opført.
Brændemærkningerne og piskningerne fortsatte en årrække endnu, indtil kagen i 1780 blev flyttet til fængslet Blåtårn ved Langebro.
Mål skulle afsløre manddom
Ja og ved rådhuset var der anbragt byens officielle alenmål sammen med et andet længdemål, som ifølge en fransk rejsende blev brugt i de skilsmissesager, hvor hustruen klagede over ægtefællens ufuldkommene manddom.
Holdt øje med priser
Her holdt myndighederne også øje med priserne:
Ligeledes blev der grebet ind for de slagtere, der kun ville sælge okse – og flæskesteg, hvis folk samtidig købte købte lammekød. Handelen på Nytorv
fortsatte helt frem til 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug. En epoke på 300 år var afsluttet.
Bygning med respekt
Nytorv domineres af den store klassiske bygning, som i dag indeholder Københavns Byret. Den er tegnet af C.F. Hansen. Det var ham, der også tegnede Vor Frue Kirke, Slotskirken og Metropolitanskolen.
Det nuværende domhus blev bygget i årene 1805 – 1815. Byggeriet blev forsinket af englændernes bombardement i 1807. Bygningen var indtil 1905 både rådhus og domhus. Ja her var skam også politistation og fængsel.
Formsproget skulle vække den enkelte borgers respekt for byens styre og den enevældige statsmagt. Et rådhus opført med et søjleparti som et tempel understregede symbolsk byrådets magt og ufejlbarlighed.
Rådhuse
Rådhuset brændte ned under Københavns brand i 1728 og igen i 1795. Kronprinsen, den senere Frederik den Sjette lagde de første sten til det nye rådhus. Det første rådhus lå der, hvor Vajsenhuset i dag ligger.
Da Martin Nyrop havde bygget Københavns nye rådhus, der blev indviet i 1905, flyttede bystyret herhen. Københavns Politi blev boende indtil 1924, hvor den nye Politigård blev indviet.
Kierkegaard brændte sin formue
I begyndelsen af 1800 – tallet lå der en stor købmandsgård på hjørnet af Nytorv og Strøget. Her boede byens store filosof, Søren Kierkegaard. Han arvede både huset og en formue efter sin far. Nede på torvet kunne pøblen følge med i, hvordan filosoffen og levemanden bogstavelig talt fyrede sine penge af ved at have lyset og kakkelovnen tændt det meste af natten.
Ved pladser og hoved-strøg fandtes byens pænere adresser. I smågaderne bag ved boede de mindre prominente dør om dør med fattige københavnere.
Gammeltorv
København begyndte som en lille landsby på en lille bakke mellem det nuværende Gammeltorv og Rådhuspladsen med Vestergade, som den vigtigste færdselsåre. Man kan stadig mærke, at Gammeltorv skråner.
Dige som beskyttelse
Området var sumpet. For at kunne bo nogenlunde sikkert på stedet, måtte man sikre ejendommene med diger, ellers var der trængt saltvand i. Torvet formodedes at være grundlagt i begyndelsen af det 13. århundrede som et led i Absalons by-udvidelse.
Meget gammelt torv
Ja andre kloge historikere mener, at det er betydelig ældre. De mener at torvet allerede i 1167, da Absalon byggede Borg, fungerede som byens markedsplads. Måske har et tingsted dengang, været knyttet til torvet. Der er fundet potteskår i en grøft, gravet ud for Gammeltorv 4. Antagelig har det været en handelsplads baseret på det store sildefiskeri. Pladsen har været omgivet af en vold og en grav.
Det allerførste rådhus
Københavns allerførste rådhus lå på pladsens østside. Det blev ødelagt, da Valdemar Atterdag 1368 førte krig mod lübeckerne. I 1374 omtales pladsen som Forum, men fra 1446 omtales det som gammel torv.
Universitetet udvider
I 1479 manglede Københavns Universitet plads. Man havde lejet sig ind i rådhuset, som havde til huse i bygningen på hjørnet af Studiestræde og Nørregade, skråt over for Vor Frue Kirke. Universitetets daværende rektor røg dog uklar med byens råd. Universitetets folk blev smidt ud. Kong Hans trådte til og fik et forlig i hus. Det gik ud på, at overtage en grund på sydsiden af Gammeltorv., mod at Universitetet overtog det tidligere rådhus i Nørregade.
Christian den Fjerdebesluttede at modernisere rådhuset og rydde bebyggelsen i området bag og omkring rådhuset, hvor blandt andet stadens avlsgård lå og
anlægge et nyt torv.
Gammel Torv var oprindelig byens midtpunkt. Det havde et noget andet udseende end i dag. Mod nord gik det lige til Studiestræde og mod øst til Skovbogade.
Ned til landbroen
Fra Gammeltorv gik mod syd en gade, der omtrent svarer til nuværende Rådhusstræde. Det førte ned til Lad-broen. I det 15. århundrede blev denne gade
benævnt som Strædet mellem Gammeltorv og Vandmøllen.
Den store handelsgade
I den ældste historie gik Tydskemannesgade mod øst fra Gammeltorv. Fra den tid kendes Tydskemannegade som Strandgade. Det var allerede dengang byens mest anseelig gade. Også navnet som Købmannegade nævnes i 1479 og 1518.
Egentlig har vi glemt at disse handelsmænd ikke måtte gifte sig. De skulle forblive pebersvende. Men det blev ikke overholdt. København vrimlede med eventyrlystne, dristige og oprørske gemytter.
Fra Gammeltorv gik mod nord, Nørregade, der egentlig først begyndte ved Studiestræde. Den sydlige del var en del af torvet, hvor boderne efterhånden blev faste og fik navnet Saltboderne. Frem til 1910 blev der handlet med kød, fjerkræ og smør her på torvet.
Dansende æbler
Gammeltorv og Nytorv lå byens gamle markedsplads. Her blev der også holdt ridderturneringer.
Her ligger Caritasspringvandet. Caritasbrønden er Københavns ældste springvand blev bygget i 1608. Springvandet er bygget af Christian den Fjerde
over en af byens brønde, og regnes for et af Københavns fineste mindesmærker fra renæssancen. På dronningens fødselsdag den 16. april springer der guldæbler i vandstrålerne på springvandet.
Og dengang fik man vandet helt ude fra Emdrup Sø. I 1581 gravedes en vandledning. Ja den forsynede det ældre vandanlæg på Gammeltorv.
Masser af erhverv
Sammen med Nytorv dannes et langt torv fra Vestergade til Rådhusstræde. Afgrænsningen af begge torve dannes af bygninger med offentligt og privat erhverv. Her trives detailhandel, kontorvirksomheder, restauranter samt ministerielle kontorer. Det er kun lidt privat beboelse.
Om sommeren er der nærmest sydlandsk stemning på Gammeltorv. Dengang trivedes punkkulturen på torvet.
Nygade
Selve navnet skal forklares med, at inden gadens anlæggelse, gik trafikken ad Skoubogade og Skindergade før man nåede Gammeltorv.
En brand banede vejen
I 1685 havde Christian den Femte benyttet en bryggergårds brand til at lave et gadegennembrud fra Vimmelskaftet til torvet. Det er den gade, der i dag hedder Nygade.
Galgenpak ifølge Holberg
På hjørnet af Nygade boede Ludvig Holberg. Han beskrev forholdene således:
De ansete borgere
Den sidste henrettelse på Gammeltorv foregik, da falskmøntneren Frederik Hammond og hans medhjælper blev henrettet 7. december 1758. Det var endog velansete borgere. De blev dømt for at have fabrikeret falske værdipapirer for 34.000 rigsdaler.
Den smarte antikvitetshandler
Her fik antikvitetshandler Holger Ferlov i 1920erne den ide, at sætte sig i en stor lænestol ude foran sin forretning. Det var åbenbart i strid med politivedtægten. Bøden var 20 kr. om dagen, men det holdt ikke herren tilbage. Happeningen eller hvad det hed dengang fik antikvitetshandleren i aviserne. Det var jo en fed reklame.
Vimmelskaftet
Navnet er det gamle ord for et borsving. Baggrunden for navnet er netop, at denne gade, der oprindelig hed Købmannegade og senere Ty(d)skemannegade sammen med de to gader, Klædeboderne (Skindergade) og Skoboderne (Skoubogade) tilsammen dannede en figur, der kunne ligne en borsving.
Tyskemannegade
Navnet Ty(d)skemannegade stammer angiveligt fra, at en del tysker primært købmænd, slog sig ned i denne gade. Senere i middelalderen var gaden hjemsted for alskens håndværkere. De var som regel ansat under kronen eller Magistraten Byens bedste herberger og værtshuse lå også her.
Neye og Tietgen
Den unge Johannes Neye startede i 1881 sin butik i Vimmelskaftet 28. Det var i nummer 39, at Tietgen fik flere tusinder abonnenter i telefonselskabet KTAS. Ja godt nok startede han i Store Kongensgade i 1881 med sine første 22 abonnenter.
Tilflugt under krigen
Under englændernes bombardement søgte borgerskabet ly inde bag voldene. Men det var i sig selv nu ikke nogen sikkerhed. I Vimmelskaftet 47
søgte den unge købmandsdatter, Sophie Thalbitzer, hendes mand og søn tilflugt hos hendes søster.
Men de boede kun 14 dage hos familien Olsen. De mente sig mere sikker på Kongens Nytorv.
Café Bernia
I samme ejendom kunne man gå på Café Bernia. Her kunne man møde forfatteren, Carl Ewald. Her sad han ofte:
Her mødte man også tidens mest kendte skribenter, journalister, skuespillere og byens unge levemænd og andre, der gerne ville være det.
Man drak Certosa – Likør. Jo Certosa – Herrerne var lidt lapset klædt. En rigtig Certosa – Herre var iført:
Dagligt besøg hos frisøren
En gang om måneden opsøgte man den kendte barber Giese. Her forstod man at give frisuren den helt rigtige knivskarpe midterskilning hele vejen ned af nakken. Men håret skulle jo holdes. Så nogle mødte op dagligt hos Giese.
En velklædt kavaler på Routen/Strøget skinnede af pomade og duftede langt væk af honningvand. Til behandling af overskægget blev der anbefalet en russisk salve.
Opdragelse gennem uddannelse
På Vimmelskaftet 48 boede Laurids Engelstoft . Han var teolog og adjunkt i historie og geografi. Han mente, at opdragelse skulle ske gennem uddannelse. Han skrev blandt andet bogen med den herlige titel:
En skøn legetøjsbutik
Her lå også i nærheden alle københavnerbørns drøm, Thorngreens Legetøjsbutik. Carl Clemmensen skrev i 1939 i sin bog Mit København:
Thorngren lukkede omkring 1980.
En hvis Louise Rasmussen
Det var også her, at en hvis Louise Rasmussen i 1844 reklamerede med Pariser Modevarer. Hun vakte opsigt, fordi hu i vinduet havde en bevægelig modedukke. Seks år senere blev hun dog endnu mere kendt i en større kreds. Hun blev kendt som Grevinde Danner og gift med en hvis Fritz – Frederik den Syvende.
Dyre skelletter
Hjørnehuset Vimmelskaftet 47/Badstuetræde 2 er fra 1800 – 1801. Det er opført i fem etager af handelsmanden og fabrikanten Friedrich Tutein.
Forhuset mod Badstuestræde er noget yngre. Det opførtes i 1881 – 1883 for grosserer Reinholdt W. Jorck.
Her boede bl.a. læge og kirurg Daniel Eschricht. Han havde en stor samling af dyre skeletter. Han lavede bl.a. en afhandling om nerve-systemet. Han grundlagde sammen med J.F. Schow Naturhistorisk Forening i 1833. Han store samling blev senere overdraget til Zoologisk Museum.
Og det er her, hvor man mener at 100.000 spadserer forbi hver dag. Det vil sige, at på en dårlig dag er det nok kun 30.000, der kommer forbi.
Nordisk Film
Ja så var det også her, Ole Olsen havde son første biograf i 1905.. Det var ham, der grundlagde Nordisk Film Kompagni.
Grundtvig
Salmedigteren og præsten N.F.S. Grundtvig havde sin bolig i Vimmelskaftet i årene 1841 – 1850. Og en af sønnerne, folkemindeforsker Søren Grundtvig boede her i årene 1844 – 1850.
. Amagertorv
Torvet hed oprindelig Fisketorvet. Sådan omtales det i 1449. Det stykke, der lå langs Helligåndskirken hed oprindelig Fiskegade. Amagertorv er strækningen fra Hyskenstræde til Østergade. Det har altid været en livlig færdselsåre. Dengang var den bindeled mellem landsbyen ved Gammeltorv og markedspladsen på Stranden ved Nikolaj Plads.
Øst for Fiskertorv begyndte Amagertorv fra hvilket Højbrostræde førte over Højbro til slottet. Lidt længere mod øst førte fra Amagertorv Færgebrostræde
ned til Færgebroen. Her lå Færgemændene eller Møndrikkerne.
Helligåndshuset
På hjørnet af Valkendorfsgade og Amagertorv ligger Helligåndshuset. Det er en af de få middelalderhuse, der er tilbage i København. Stiftelsen blev grundlagt af Roskildebispen, Jens Krag i 1296. Den nuværende bygning er fra 1480.Sammen med kirken udgør det resterne af det firlængede helligåndskloster fra 1474.
Stormænd førte til uægte Børn
Da Christian den Første skulle ansøge om, at få et sådant hus til hovedstaden, anførte han, at byen ofte husede forsamlinger med mange stormænd. Og resultatet – i sagens natur førte til mange børn uden for ægteskab!
Helligåndshuset blev drevet af fromme munke og husede mange forældreløse børn. Ja moralen og etikken var anderledes dengang. Efter Reformationen
var det ikke mere plads til de fromme munke.
Vinen sprang fra brønden
Den brede gade omtales i 1389, hvor den hører under Thiedeskemannegade, endnu et navn for Tyskmannegade. I 1472 bruges Torvet for første gang som Amagertorg. Derefter skiftes to navne med en del varianter så som Fiscetorfgade og Amagertoffen.
I 1500 – og 1600 – tallet bliver pladsen brugt til fester og ridderstævner. Hele to gange har Christian den Fjerde deltaget i ridderturneringer på stedet. Første gang var i forbindelse med hans kroning i 1596. Anden gang var i forbindelse med hans søns bryllup. Man talte om, at vinen sprang fra en brønd, og der blev serveret helstegt okse.
Nyordning for handelen
Efterhånden satte amager – bønderne sit præg på pladsen. Den 28. juli 1684 indførtes en nyordning for al torvehandel i København. Frugter og havevækster blev handlet på torvet. Efterhånden blev der også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ . I ejendommene omkring blev der indrettet købmandsboder.
”Forskrækkeligt” at se på
Nu var det ikke helt uden problemer med al den handel. Således erklærede en renovationsinspektør i 1718:
Det var her, at trafiklinjerne fra byens fire porte mødtes. Da Frederiksstaden var grundlagt i 1749, søgte flere københavnere fra Amagertorv ad Østergade til Kongens Nytorv.
Store Lækkerbisken blev til Norden
På hjørnet af Østergade og Amagertorv lå stadens fornemste gæstgivergård Store Lækkerbisken. Den har vi behandlet i en anden artikel. Tænk engang
på det, når du indtager en dyr fadbamse på Cafe Norden, hvor den lå.
Storkespringvandet
Efter branden i 1795 skete der store forandringer. Højbro Plads blev etableret. Den blev indlemmet i amerikanernes torv. I 1868 blev torvehandelen flyttet til
Christianshavns Torv. Nu blev Amagertorv bybudenes torv. Budene samledes om en pumpe, der blev anbragt på stedet. Det var her Storkespringvandet
rejstes i 1894.
Og dette springvand udløste en ramaskrig. Springvandet lignede en bordopsats var der nogen, der mente. Kunsterne kunne slet ikke forstå det. Andre tyede til gadeoptøjer og det i den grad, at der blev opsat et gitter foran springvandet for at undgå hærværk. Ja og hvem husker ikke Cesars lovprisning af springvandet. Her findes også stadig Københavns første underjordiske toiletter. De blev indviet i 1901.
Den berømte cigarhandler
Her fandtes også den flotte tobaksforretning. W.Ø Larsens historie går mere end 140 år tilbage. Præstesønnen fra Mors, Wilhelm Øckenholt Larsen åbnede sin forretning på Gammel Amagertorv 1 den 4. november 1864.
I begyndelsen var det kun cigarer, der blev solgt. Især landadelen var gode kunder. De opholdt sig på byens bedste hoteller eller i deres egne palæer. En rigtig herre havde sin eget foretrukne mærke. Cigarerne stod klar i kassevis, og man skulle helst ryge 10 cigarer om dagen.
Cigarer blev importeret fra Cuba, cigaretter fra Rusland og efterhånden røgtobak fra Holland. I starten af 1900 – tallet opkøbte firmaet forskellige leverandører og blev selv producent.
Man måtte udvide, og flyttede derfor hen på Amagertorv 9. Den ny butik opnår prædikatet, Kongelig Hofleverandør. Så sandelig om man ikke også opnår at
blive Svensk Hofleverandør. Skråtobak blev ikke anset for at så fin. Så det solgte man fra bagindgangen.
I 1947 startede man egentlig egen produktion af pibetobak. I 1950erne startede man også egen pibefremstilling. Dette tiltag lokkede en masse turister til, især japanere og amerikanere. Et tobaksmuseum blev etableret i kælderen. Trods de mange initiativer lukkede butikken i 2005. Mange af butikkens varer føres videre af andre leverandører.
Porcelæn og Illum
Lige over for ligger Den Kongelige Porcelainsfabriks butik. Bygningen har overlevet et par brande. I 1795 var flammerne dog tæt ved at tage den flotte renæssanceejendom fra 1622.
Ja så har vi jo også Illums Bolighus. Det blev grundlagt i 1925 af folketingsmand Kaj Dessau. I 1941 blev butikken overtaget af familierne bag stormagasinet Illum. I 1993 blev Amagertorv renoveret. Det var billedkunstneren Bjørn Nørgaard, der tegnede den ny belægning. Det var femkantede granitsten i forskellige farver. Lygtepæle er belyst ovenfra med lysarmaturer ophængt i barduner.
Østergade
På den sydlige del af Østergade var der to små stræder, Sankt Jørgens Stræde og Halmstræde. Disse to stræder begrænsede ærkebispens gård. Østergade
nævnes først sent, men må i 1402 have gået til Halmstræde. Mod Røde-port har gaden været bebygget.
Fra Østergade gik kun en vej mod nord, nemlig Pilestræde. Gaden blev også kaldt Pilegaards-stræde. Her lå en stor gård, Pilegaard.
Bjørnebrogade
Hvor Østergade og Amagertorv stødte sammen udgik mod nord, Bjørnebrogade. Den er sikkert opkaldt efter en bro. Gaden omtales i Jordebogen fra 1380, og var bebygget på begge sider.
Og denne gade skiftede navn. Det var fordi at slagterne flyttede herhen. Den fik skiftede navn til Kjødmagergade og Køpmannegade. Senere hen holder slagterne til i Skindergade. I kølvandet fulgte garvere, skindere, skomagere, sadelmagere, remsnidere, pungmaagere, handskemagere og mange flere.
Mange håndværkere flyttede dog rundt. Således blev Klosterstræde i midten af 1600 årene omdannet til skomagergade.
Et fornemt sted
I 1771 blev Østergade forsynet med fliser, brolægningen blev betragtelig. Damerne begyndte at promenere her. Det blev hævdet, at de blot fulgte Dronning Caroline Mathildes eksempel.
Det blev rigtig fornemt her i Østergade. En vigtig konkurrent blev sløjfet af byplanen. Elegante butikker blev efterhånden etableret. I 1804 berettes om meget pulserende trafik. Så sandelig 20 år efter kunne man beskue de første vinduesudstillinger her.
Kierkegaards store konditor – regning
Den svenske forfatterinde, Frederika Bremer beklagede sig i 1849 over alt det sammenrend i Østergade, og en dansk provinsbo mente samme år, at gaden var det trøgeste(trægeste) at gaa paa.
Ja man sagde, at Kierkegaards regning i konditorierne i Østergade oversteg, hvad en en flink håndværker kunne tjene på et år. Og Georg Brandes var født i Østergade. Senere slentrede han her, ligesom H.C. Andersen, Holger Drachmann og Strindberg.
Svulmende Fruer og slanke Møer
Henrik Pontoppidan skrev:
Flimrende Strøg – liv med Lidenskaber
Det var et sted, hvor man kiggede på kvinder. En journalist beskrev det i 1939:
To af byens mest travle gader, Østergade og Købmagergade var blandt de første, der blev asfalterede i København. Det skete først i 1890erne.
Efterslægten
Indtil 1913 lå her midt på Østergade en af Københavns fornemste skoler, Efterslægten. Den havde til huse i en fornem borgmestergård. Det var en anerkendt
digter fra oplysningstiden, Edvard Storm, der blev skolens første bestyrer. Det spændende var, at korporlig afstraffelse ikke var en del af dagligdagen.
I 1790 overtog man ejendommen på Østergade 54. Huset var opført af Christian den Fjerdes rentemester, Henrik Müller. Han var både finansminister og Tolder i København. Problemet med ham, var at han lagde flere penge til side end godt var. Han blev afsløret og dømt som storbedrager.
Den prægtige gård skiftede ejer mange gange.
Matroserne havde fået nok
I 1771 tog en tysk restauratør huset i besiddelse. Det skulle være herbergs-hus med tilhørende beværtning for standspersoner. Men for matroserne blev dette jomfrubur for snusket. Det indvendige inventar blev ødelagt og de såkaldte jomfruer blev sendt bort. Paladsrevolutionen var brudt ud. Og her den 17. januar
1772 var det, at Struensee blev anholdt.
Nu flyttede de dydige elever ind. Men man havde en kælder til overs. Her indrettede man en øl-tunnel. Den fik i mange år navnet Cappelens Øl-kælder.
Op mod første verdenskrig tog trafikken til på Strøget mellem Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. Forældrene til poderne turde ikke at sende dem alene i skole. Efterhånden dalede elevtallet.
En forsinket fredningsplan
På den modsatte side havde købmand A.C. Illum i mange år drevet forretning med sy-artikler og kjoletilbehør. I 1911 købte han skolen. Det vakte opsigt, da han rev den flotte ejendom ned og erstattede den med byens nye stormagasin.
En trøst og noget der kom lovlig sent var en fredningsplan, der i fremtiden skulle forhindre noget lignende.
Strøget – i dag
Som et forsøg blev Strøget den 17. november 1962 omlagt til gågade. Dette blev gjort permanent i 1964.
Kronede dage for ejendomsspekulanter
Kongens Nytorv blev delvis renoveret og Rådhuspladsen blev også gå – område. I den forløbende tid skiftede Strøget karakter. Butikstyperne er ændret radikalt. Udenlandske og danske butikskæder er dukket op.
Strøget var de første med pornobutikker og lagersalg. Her var også musikoptræden og meget mere. Men lejen steg til astronomiske højder. Ejendomsspekulanter havde astronomiske dage. Det var ikke mange, der kunne betale, for at have en forretning på Strøget. Borde og stole blev sat ud. Blomsterkummer opstod. Og en masse modestativer med tøj bæres ud og ind. .
I 1967 fejrede man byens 800 års fødselsdag med verdens længste kaffebord fra den ene ende af Strøget til den anden.
Den dyre og den billige ende
Det begynder med 7 – eleven, Burger King, Mc` Donalds, shawarma, kebab og kinesisk. Også diskoteker og barer. Musik slipper ud i brudstykker. Dette er
helt utænkeligt nær Kongens Nytorv.
Strøget slutter nemlig afdæmpet og dyrt. Man har flyttet sig fra Gøltrolde til Gucci, fra folkeligt til kongeligt. Luften er renset for popcorn og softice.
Udsalgskasser er fjernet fra gaden, og det er utænkeligt med priser i de elegante tøjbutikker. Butikker og mennesker er pludselig blevet anderledes. Det var nemlig i 1990erne, at danskerne i Østergade fik kendskab til Gucci, Kenzo, Versace, Hermes, Chanel, Cerutti, Mulberry, Max Mara
m.m.
Strøget er ikke bare en gade. Det er flere med hver deres særpræg. Det afsluttes med de dyres tilstedekomst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 02 – 2022
Januar 5, 2011
Der opstod problemer i bygningen af den ny Østerport. Der var for meget sand i mørtlen. En dag mente vagten, at det spøgede i voldgraven. Det var en uheldig bygningsinspektør, der var styrtet i graven. Et højhus spøgte i 1960. Stationen skulle sløjfes.
Den er gal med kompasset
Ja man kan nu spørge om det er stationen Østerport vi skal tale om. Det er det også, men vi starter med byporten. Egentlig skulle man tro, at det var galt med kompasset dengang, da man navngav portene. De tre middelalderlige porte byporte var Vesterport, Nørreport og Østerport.
Vesterport var udfaldsvejen mod vest. Nørreport var udfaldsvejen mod nord.
Østerport lå, hvor Østergade nu løber ud i Kongens Nytorv – nogenlunde mod øst, som udfaldsvej til et område med haver og skibsbroen Sct. Annæ Bro.
Der var ingen vej langs stranden mod nord, før meget sent. Lille Strandstræde er vel nok den sidste rest af denne vej. I begyndelsen af 1600tallet løb byens Østervold langs vestsiden af de arealer, der siden blev til Kongens Nytorv. Uden for byporten bredte et kuperet areal sig ned til stranden.
I Roskildebispens jordebog fra 1294 nævnes Den Røde Port, antagelig fordi den opført med røde mursten eller malet rød. I 1607 bliver den nedrevet.
Christian den Fjerde bragte uorden
Det var Christian den Fjerde, der for alvor bragte uorden i kompasset. Han etablerede det nye voldforløb fra Nørreport til Kastellet. Så sent som her i december 2010 har man gjort et sensationelt fund på Kongens Nytorv. Ja og det som arkæologerne har fundet er sandsynligvis Christian den Fjerdes udgave af Østerport. Den stammer fra slutningen af 1500 tallet eller i begyndelsen af 1600 tallet. Porten var af kalksten og sandsynligvis udsmykket med et løve-hoved,
der blev fundet i udgravningen.
Fundet er gjort foran skoforretningen, og det er et par meter sydligere end Strøget/Østergade. Man havde antaget af porten lå placeret i direkte forlængelse af Østergade.
Nye Bastioner
Den ny Østervold blev efter 1647 færdiggjort med moderne bastioner og store jordværker med vandfyldte grave. Det var for enden af den lange stenbro (Rigensgade), den nye port rejste sig. Ja i begyndelsen kaldte man den bare Helsingørs Port.
Anlægget bestod sin prøve ved den svenske belejring i 1658 – 60. Fæstningen blev færdiggjort med anlæggelse af Kastellet 1661 – 64. Frederik den Tredjes generalkvartermester var dog ikke tilfreds med Østerports placering. Han mente, at den skulle placeres nærmere Kastellet. Efter sin død fik han sit ønske opfyldt.
Den store krans af bastioner mod syd, øst og nord fra Christianshavn og frem til indsejlingen til havnen 1692 (Ny-værk) forblev stort set uændret frem til 1850erne, da den gradvis blev sløjfet.
Den ny
Østerport
Det var den schweiziske Pelli, der var en af hovedkræfterne i bygningen af bastionerne. Også krudttårnet i Nyhavn, som blev opført i 1702, stod han for. I flere bøger fremgår det, at det var
denne Pelli, der havde stået for den ny Østerport. Men det var den polsk fødte arkitekt, Marselis, der stod for opførelsen. Det var i 1708 Frederik den Fjerde gav ordre til at opføre den nye Østerport.
Det var den femte og sidste placering. Den kom til at ligge på den nuværende Oslo Plads med porten ud for Den Fries Udstillingsbygning.
Sand i mørtel
En dag befinder han sig på byggepladsen. Han konstaterer, at der er for lidt kalk og for meget sand i mørtelen. Han gør indvendinger, men bliver afvist. Han påpeger at hvælvet vil falde ned, og anklager entreprenøren for bedrageri. Det fører til en injuriesag, som Marselis taber. Han må skrive under på en erklæring om at entreprenøren er en ærlig mand.
Portaler, vagt – og portnerhus blev også tilført. Regningen lød på 5.069 rigsdaler.
Problemer
Der opstod problemer mellem entreprenør og ingeniør. Man påstod at hvælvet var alt for lavt. Brystværnet, der dækkede kanoner og mandskab, blev opbygget af jord. Fjendtlige projektiler skulle havne blødt, uden at gøre megen skade. Samtidig ville man have god forbindelse hen over portene, så man hurtig kunne flytte rundt på styrkerne oppe på voldgangen.
Men voldene var ikke særlig høje, derfor var det vanskeligt at få afdækket port-hvælvene med ler-pakninger og lignende. Vandet kunne sive ned, og det var ikke godt, når der opstod frost.
Skulle overskues fra Kastellet
Man sikrede sig ved flere steder, at give portene overbygninger med saddeltag og gennemkørsel i voldgangens niveau. Måske opstod problemerne ved Østerport, at kongen havde forlangt, at det hele skulle kunne overskues fra Kastellet.
Sikke et spektakel
Marselis fik ret. Pludselig en dag var hvælvet styrtet ned. Geheimeråd von Platten og kongen var reddet ud til Østerport for med egne øjne at se det “allerede forudsagte spectakel.”
Den uheldige bygningsinspektør
Men problemerne var langt fra slut. En aften var bygningsinspektør Brandenburg kørt udefra mod porten i en lille let tohjulet vogn. Her blev bygningsinspektøren med hest og vogn skubbet ud af den bro, der førte op til porten. Vognen var på den smalle plankebelagte bro ramt af en larmende bondevogn, som raslede ud af byen. Det var halvmørkt og det hele gik meget hurtigt. Porten var blevet smækket i efter bondevognens passage.
Da vagten en time senere runderer terrænet foran den lukkede port, er det helt mørkt. Men vagten meddeler, at det spøger i voldgraven. Man hører “sukken og stønnen” Officeren sendte
nu folk med lygter ud. Man fandt hesten død, og vognen splittet i tusinder af stykker. Bygningsinspektøren var dog i live. Da kommandanten fandt ud af, hvem han var kommanderede han porten åbnet og fulgte Brandenburg hjem.
Bygningsinspektøren og Marselis kom til forståelse. Styrtet havde taget på Brandenburg. Han døde cirka et år efter. Han blev bisat i St. Petri Kirke den 14. november 1713.
Kompasset kunne ikke ændres
Da byggeriet endelig tog fat i brokvarterne omkring 1850erne var det for sent at få rettet på kompasset. Navnene var så fastgroede, at det ville være en umulig opgave at lave det om. Østerport blev revet ned i 1857. Går man i dag ad Store Kongensgade ud mod Den Fri Udstillings bygning og passerer Øster Voldgade kan man følge forløbet af den gamle gennemkørsel. Foran den lå voldgrav med ravelin og broer.
Østerport – flittig benyttet
I cirka 150 år blev porten flittig benyttet af rejsende, der skulle til Nordsjælland og andre der skulle ind til byen. De sidste kom straks efter gennemkørslen til et græsklædt område, der kaldtes Grønland. Indtil midten af 1700tallet dannede det et åbent felt ( Esplanaden) mellem Kastellets glacis og bebyggelsen.
Kongens nye operahus kunne beskues lige inde af porten. Det var en vældig stor bygning. Det var væsentlig større end den to – etagers bygning ved selve porten.
Østerport Station – flittig benyttet
Lige i nærheden af porten er det i dag stor travlhed på selve Østerport Station. Daglig kommer her cirka 20.000 passagerer. Det er station for kystbanen mellem Nørreport Station og Hellerup station. Det er også S – togs station mellem Nørreport Station og Nordhavn Station. Også en del Intercitytog og regionaltog kommer her.
Direkte ind til byen
Stationen blev anlagt i tiden 1896 – 1897. Dengang kaldte man den for Øst-banegården. Stationen er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck og nogenlunde bevaret i den oprindelige form. I 1914 – 15 skete der en udvidelse af stationen. Ved åbningen af Boulevardbanen i 1917 skabtes der direkte forbindelse til Københavns Hovedbanegård.
Nu skal man ikke via Nørrebro ind til byen. I 1923 blev stationen bygget om. Man fjernede stationens tårn til fordel for en kommandopost. Ved S – banens åbning i 1934 skiftede stationen navn til Østerport Station.
Et højhus spøger
I 1984 blev tårnet genskabt. Men der var fare i 1960, da havde man planer om at jævne stationen med jorden. Et højhus skulle placeres på stedet. Men heldigvis blev planerne ikke til noget.I 1990 – 91 fik stationen en ny nabo i form af et butikscenter. Bygningen vakte opsigt på grund af den glasagtige pyramideform.
Stor godsstation
Stationen var også en stor godsbanegård med forbindelse til Københavns Frihavn og Frihavnens Station. Wenck tegnede også en remise og et vandtårn placeret i nærheden af Langeliniebroen. Remissen brændte i slutningen af 1960erne. Vandtårnet er senere revet ned.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 25. – 11. 2021.
Januar 5, 2011
Kulturcentret Assistens har udsendt to bøger. Vi kigger på den ene, Midt i Verden i 250 år. Skæve fortællinger om den historiske kirkegård. Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum. Sådan sagde forfatteren Martin A. Hansen. Denne artikel er 2011.
Det
åndelige centrum
Det smertede meget, da jeg så, at man lavede indgreb på den meget historiske kirkegård. Og det må det også have gjort hos folkene bag de energiske mennesker på Kulturcentret Assistens. På Kulturcentret foregår der en masse aktiviteter. Her er man også meget aktive med hensyn til beskrivelse af Nørrebros historie. Og netop kirkegården rummer en markant del af historien.
Ja hvad var det nu Martin A Hansen sagde:
Flere slanger kryber ind i paradis
Kirkegården er netop et paradis i bydelen. Men flere slanger er ved at krybe ind i dette paradis. Den første er Metroen. Den næste er, at Assistens skal omdannes til en ordinær park. Man kan spørge sig selv, om der så skal oprettes et toilet ved siden af Kierkegaards grav og en iskiosk bag ved H.C. Andersen.
Ja det er åbenbart ikke så trendy at bevare kulturhistoriske værdier. En tredjedel af kirkegården skal udlægges som parkområde. Og var det ikke noget med, at kirkegården var fredet? Eller er det noget som undertegnede har misforstået. Mon man om et par år tager yderligere en del til et andet projekt?
Da vi for nogle år siden i Nørrebro Handelsforening arrangerede en rundvisning, kom der 130 tilmeldinger. Men det problem klarede man også fra Kulturcentrets side. Man stillede hurtig kvalificerede guider til rådighed. Jeg kan dårlig huske, hvor mange rundvisninger jeg efterhånden har været med til. Man lærer nyt hver gang.
En lind strøm af bøger
Og nu har de energiske folk begået en flot bog med titlen Midt i verden i 250 år. Det var ikke en bog, vi fik præsenteret i boghandelen, næh – det var en jeg selv anskaffede. En kunde gjorde opmærksom på dens eksistens. Og nu har vi i butikken fremskaffet den med videresalg for øje. Det er jo en ren Perle med dens flotte illustrationer.
Der kommer en lind strøm af historiske bøger fra Kulturcentret. Og flere af disse burde omtales her på siden.
En moppedreng på 1.000 sider
Ja der er faktisk udkommet endnu en jubilæumsbog. Den hedder Assistens 250 og er en moppedreng på 1.000 sider. Den opsummerer kirkegårdens enestående kulturværdier. I den er der en fortegnelse og beskrivelse af kirkegårdens 2.000 bevaringsværdige gravmæler.
Bogen som dengang.dk gerne vil have fingrene i, rummer beskrivelser af historikeren Bjørn Westerbeek Dahl og arkitekt Kirsten Lindberg. Der er desuden flere historiske artikler i den store bog Assistens 250. Vi ville gerne have anmeldt bogen, men må ty til en anmeldelse i Weekendavisen den 3. december 2010. Avisen skrev bl.a.:
Masser af kulturoplevelser
I bogen Midt i Verden – i 250 år fortæller centerleder Gitte Lunding, at Assistens Kirkegård i dag både er begravelsesplads, park, udflugtsmål og uformelt læringsmiljø med videns-pædagogiske aktiviteter, der udgår fra det tidligere begravelseskapel. Emner, begivenheder og personer med relation til kirkegården gøres nærværende gennem kulturoplevelser i Kapellet.
Forbudt at æde
I de første mange år fungerede kirkegården som fattigkirkegård. Men med velhavernes indtog kom der pludselige monumenter.
Men der var her på en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak, at kirkegården opstod. Militærpersoner af høj rang blev efterhånden lagt i graven. Det blev et udflugtssted for byens borgere.
Man udsendte en forordning:
Da kirkegården var størst, var det areal, der nu er Hans Tavsens Park og området, hvor der nu ligger Helligkors – og Jagtvejens skoler også en del af kirkegården. I 1813 blev der forbudt graverne at sælge spiritus til de besøgende.
Europas skønneste
I slutningen af 1820erne var kirkegården en af Europas skønneste. Det skyldes først og fremmest beplantningen. I 184oerne kom der trækors, smedejernskors
og tavler på gravene.
Pas på – skinddøde
Den ældste bygning er fra 1808. Det er Jens Bangs gamle graverbolig fra 1808. Den ligger i nærheden af Runddelen. Metroselskabet har netop flyttet den. Mon ikke det er Nørrebros ældste bygning?
Denne Jens Bang var både arkitekt, læge, justitsråd og borgmester. Ja han udgav også en bog om korsettets skadelighed. Bygningen rummede fire værelser, et
køkken og et lig-kammer. Her kunne lig indsættes, enten for at vente på gravstedets klargørelse eller for at sikre sig, at den afdøde ikke var skinddød. En resolution udkom 1898:
Kontorbygningen ved Kappelvej er fra 1868.
Ben-huse og mausoleum
I muren mellem afdeling D og L ligger de såkaldte ben-huse. Det som ligger tættest på Nørrebrogade er opført i 1828 og har fungeret som lig-kælder. Det andet materiale-hus er overført fra afdeling A og fra 1823. Det fungerer som magasin for bevaringsværdige gravmæler. Mausoleet , hvori generalguvernør, Peter von Scholten og hustru er begravet er opført i 1820erne og senest i 1840.
Søgte ly i mausoleum
Kirkegården lå midt i krigszonen ved Københavns bombardement i 1807. Den engelske kaptajn Brown har fortalt, at han søgte ly for den silende regn og kanonkugler i familien Gandi’ s mausoleum. Man glemmer, at det årligt kommer over 37.000 besøgende her på stedet. Det er jo også en uforglemmelig oplevelse. Det er en vandring i historien.
Stakkels Kierkegaard
Her ligger for eksempel Regine Olsen. Det var hende som Kierkegaard aldrig fik fat i, selv om han gennem flere år gik fra det daværende Østerbro til Nørrebro
langs søen bare for at få et glimt af hende. Det lykkedes da også, lige inden hun rejste med hendes forlovede til De vestindiske Øer. Hun ønskede Kierkegaard
– Guds velsignelse og Alt godt. Otte måneder efter døde Kierkegaard.
Da Kierkegaard blev begravet protesterede søstersønnen, lægen Henrik Lund over den kirkelige handling. Der kom det en retssag ud af. Begravelsen var lidt af et tilløbsstykke.
H.C. Andersens gravbog
Det var også herude, at H.C. Andersen begravede sine venner, når de blev for meget. Han udfærdigede en såkaldt gravbog og udtænkte en gravplads for dem:
Selv ligger den store digter her også. Begravelsen fandt sted fra Vor Frue Kirke den 11. august 1875. Masser af mennesker deltog, herunder kongen og kronprinsen.
En af H.C. Andersens gode venner, fysiker, filosof, opdager af elektromagnetismen m.m. ligger her også. Ørsted fik stor betydning for H.C. Andersen. Andersen var med til begravelsen den 18. marts 1851. Han fortæller:
Andersen fortæller også, at Ørsteds hustru og datter ikke var til stede ved begravelsen. Det var ikke sømmeligt for kvinder dengang.
Alberti
Ja herude ligger også Alberti, som vi tidligere har skrevet om. Han var justitsminister og blev idømt otte års fængsel. Før han endte i Horsens Statsfængsel
havde han fået indrettet en regel ifølge hvilken alle fanger skulle have lov til at gå med hætte, da man ellers kunne sige:
Alberti blev senere kørt ned af en sporvogn på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade.
Det var det
Herude finder vi også den verdensberømte Niels Bohr. Madamme Mangor, hende med kogebogen er her også. For et par år siden havde vi en af udgaverne med til bogudsalg.
Peter Faber. Jo det var ham med Højt fra træets grønne top og Sikken trængsel og alarm, er her. Han var også telegrafdirektør. Hans gravmonument er rejst
i taknemlighed af våbenbrødrene i Borgervæbningen. Bag et træ befinder sig gravene for malerne Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.
Leif Sylvesters far og mor er her også. På familie-gravstenen står:
Dan Türell
Dan Türell er her. Min afdøde kone boede på et tidspunkt i kollektiv med ham. Han ville gerne have, at hun, der var uddannet på filmskolen skulle lave en film om ham. Det kunne hun ikke. Hun kendte ham for godt, påstod hun. I stedet fik hun ham til at male hans negle sorte. Han havde spurgt, om hvordan han blev kendt. Så neglene farvede Hanne (Sus) sorte en dag i Fælledparken- på Dan Túrrell.
Engang mødte Hanne ham sammen med den ældste Thomas på Hovedbanegården. Her præsenterede Dan Türrel sig som Sheriffen fra Vesterbro. Han var iført en stor cowboy – hat.
Natasja
Sangeren Natasja blev begravet her i 2007. Foran graven lå en mængde tegninger, breve, perlepladder, hjerter, stjerner, lakridser og flag. Ja der lå også klistermærker med Bevar Fristaden.
Isted Løven
Skaberen af Isted Løven, billedhugger Herman Wilhelm Bissen er her også. Egentlig var Den Store Løve skabt som et gravmæle for de danske soldater, der faldt ved Isted – slaget den 25. juli 1850. Soldaterne blev begravet på Marie Kirkegård i Flensborg.
Og denne løve er nu tilbage til Flensborg.
Min gode ven, tidligere redaktør hos Jydske Vestkysten i Aabenraa, Per Borgaard mente engang, at dens plads var på Bov Bakke, hvor den så kunne skue over på Flensborg. Udtalelserne kom på et møde, jeg havde arrangeret for Kulturel samråd i Bov Kommune. Senere blev indlægget gengivet i et hæfte, som jeg var redaktør for. Det vakte stor opmærksomhed midt i den kommunale valgkamp.
Kongens elskerinde blev gravid – med en anden
Skaberen af Brøndum Snapsen ligger her, og den falske greve, der gjorde kongens elskerinde Fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien, ligger her også. Grevinde Danemand ligger på Garnisons Kirkegård.
Mange kendte
Jacob Krohn, skaberen af Peters Jul er her også. Kontorbud Meyer, der blev kvalt og lagt i en kiste på en Amerika – båd (tidligere artikel) er her også. Baumgarten, en mekanikus, som egentlig startede på Nørrebrogade og som gik med i det senere B&W er her.
En af de druknede fra Titanic er her også. Det er maskiningeniør Jacob Christian Milling. Og så er her også stuntkvinden fra Stefansgade, Emilie Sannom,
kaldet Mille (se artiklen Stuntkvinden fra Stefansgade).
Vi kunne blive ved, Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cameron, Christen Købke,
Dramatik på kirkegården
Det var her Gertrud (Giertrud Bodenhoff) antagelig rejste sig fra kisten og udbrød Så befri mig dog fra dette mørke sted. Og barnemoderen fra Jægersborggade har antagelig myrdet et par børn på kirkegården. Jo, der er skam masser af dramatik.
Morderens digt
Vi har en tidligere artikel ( Mord i Nyhavn) beskrevet mordet på Jens Peter Tønder. Morderen, Peter Worm skrev dagen før sin henrettelse et digt om Assistens Kirkegård:
Er alle gravsteder autentiske?
Kirkegården er ikke kun for de døde. Det er vel i dag i højere grad et sted for de levende. Turen fra Indre By herud til var lang. Derfor blev turen kombineret med en picnickurv og tæppe. Dette forenede livet og døden i et livsbekræftende faktum. Sådan som man hviler på græsplænen efter en lang tur, således kommer man også til at hvile her under græsset efter et langt liv.
Ida Munk afslutter en artikel i bogen – Mindekultur og Turisme virkelig stærkt. Se blot her:
Kirkegården bruges forskelligt
Man må forvente, at der kommer endnu flere mennesker med en Metro – Station. Derfor er det endnu vigtigere at bevare det ægte og ikke skabe et eller andet kunstigt. Assistens Kirkegård er blevet folkeeje. Det er blevet et sted, som folk bruger på forskellig måde.
Herfra kan varmt anbefales bogen, Midt i Verden i 250 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Artikler om kirkegården:
Artikler om nabogrundene:
Artikler om nogle af de personer,
som er omtalt
Redigeret 3 – 03 – 2022
Januar 5, 2011
Serridslev Mark var et enormt område. Søerne blev opdæmmet. En kæmpe bymark fik københavnerne. Kongen fik søerne, men kunne ikke levere karperne. Hylte-broen brød sammen. Og så var man bange for russerne på Fælleden. Gang på gang skulle man reparere Fællederne.
Serridslev Mark 1523
Den 31. maj 1523 gik Konge Frederiks hær over Store Bælt, støttet af den lybske flåde. Den 10. juni tidlig om morgenen stod hæren parat foran København.
Den bestod af 4.000 knægte og 1.800 ryttere.
De slog lejr på Serridslev Mark. De befandt sig ca. ¼ mil fra København. Kuglerne inde fra volden kunne næppe nå dem. En skanse blev lagt ved Valby. Og på søsiden sørgede den lybske flåde for, at ingen kom forbi.
Fra den belejrede by søgte man flere gange at gøre udfald for at lokke kongens tropper ind til kanonernes rækkevidde. Ude fra lejren lagde man også kanoner
tæt ved volden. Der kom dog også mindre træfninger fra Peblinge-dammen og byen.
Inde i byen var man dog ved godt mod. Gang på gang brød man flådens belejring og kunne hente friske forsyninger. Og bønderne var ikke venlig stemte over
for lejren på Serridslev Mark. I lejren ville ikke betale det, som bønderne forlangte. Ja bønderne rottede sig sammen og skød de knægte, der ikke befandt sig i lejren.
Ingen penge
Det viste sig hurtig at kongen ikke havde penge til at betale for soldaterne. Og den lovede hjælp fra Christian den Anden kom ikke. Mismod begyndte at sprede sig i lejren. Københavnerne havde været heldige og beslaglagt en masse skuder med proviant til den lybske flåde. På Vor Frue Kirke havde man anbragt kanoner, der kunne nå lejren. Man møntede penge, jagtede kaniner på Amager, og drak det tyske øl og den tyske vin, som man havde taget fra Lybækkerne.
Kong Frederik havde tænkt på at storme staden, men han skulle bruge mere mandskab. Men det viste sig at Christian den Andens hær var blevet opløst. Men fra søsiden kom Kong Christian med en masse proviant til københavnerne. Lybækkerne troede, at det var krigsskibe og flygtede. Den 26. november blev der sluttet en foreløbig overenskomst i Roskilde.
Skt. Jørgens Sø
Christian den Fjerde fik i 1621 skøde på St. Jørgens Mark med tillæggende ejendom. Allerede i 1543 omtaltes en bæk ved St. Jørgen. Det har antagelig været Rosenåen. St. Jørgens Gård lå uden for søen ved gammel Kongevej. Og vejrmøllen lå ved St. Jørgens Sø. Det har været en stor mark, der allerede i 1508 havde en avlsgård. St. Jørgens Mark har hørt under byen fra gammel tid. Den har formodentlig ligget mellem Skt. Jørgens Sø og Ladegårdsåen. Udstrækningen mod vest kendes ikke.
Serridslev – kæmpe område
Staden købte Serridslev Mark i 1525 og 1527. Men hvor langt strakte denne mark sig egentlig. Det er der delte meninger om. I gamle skrifter kan vi læse
Vangemandens Hus
I Kæmnerregnskabet fra 1706 og flere følgende år gives den oplysning, at Vangemands Hus lå ved den nordre Side pa Stadens Fælled ved Fuglestangen. Huset blev liggende på samme sted i Borgmester og Raads Vang indtil 1771, da denne bortsolgtes til den daværende Vangemand. I 1807 kaldtes stedet for Tagens Hus.
Serridslev Hovedgård
I et skøde fra 1530 nævnes et gammelt dige, Serridslev Dige. Allerede under belejringen af staden i 1523 nævnes flere kongebreve. Det må antages efter, at Serridslev blev ødelagt, at fællederne lå hen som græsmarker. Allerede fra før 1254 havde staden tilladt borgerne med eller uden afgift at lade deres kvæg græsse lige til Rosbæk.
Serridslev lå mellem Jagtvejen, Rørsøen, Lygtevej og Strandvejen. Med andre ord. Det var en stor del af det nuværende Nørrebro og Østerbro. Antagelig er Serridslevs jorder gået helt ned til søerne. Da staden erhvervede jorden, blev der udsendt en erklæring om, at der blev forbudt at holde svin på jorden, da volde og grave kunne tage skade.
Hovedgården Serridslev var fra 1370. Dens jorde udgjorde lige så meget som ti store gårde tilsammen. Den tilhørte skiftevis biskopperne og kongerne. Da den under Erik af Pommern endelig kom i kongens magt igen, blev den udnævnt til Kongsgård. Dette bekræftes af breve fra 1433 og 1434.
Serridslev Hovedgård og Serridslev landsby må have ligge meget tæt på hinanden. Ja hovedgården skulle have ligget tæt ved Rosbæk Mølle.
Søerne blev opdæmmet
Efter 1523 blev der igen arbejdet på Københavns befæstning. Det betød at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedams-søen. Vejen ud af Nørreport er antagelig gået ud til Peblinge-dammen, hvorpå den lidt nord for Ladegården er gået mod nordøst.
Den store bymark
Kongen overdrog Serridslev til staden, men han betingede sig,
Også biskoppen gav en del af jorden til staden. Københavnerne fik nu en kæmpe bymark.
I begyndelsen af det 18 århundrede gik der endnu en landevej fra Vibenshus tværs over Fælleden om til Møllegade. Derfra gik den til Ladegårdsåen på grænsen af Blågårds og Solitudes jorder.
Skt. Jørgens Sø var kun en lille sø. På begge sider gik der enge ned til dette lille vandstade. Denne eng blev sat under vand i 1524.
Teglgården
I årene 1616 – 17 flyttedes
Den kom til at ligge i den del af Blågårdskvarteret, der blev begrænset af Korsgade, Parcelvej, Ladegårdsåen og Peblingesøen. Den omkringliggende vænge blev kaldt Teglgaardsvænget. Den blev solgt i 1660 til statholder Gabel.
Hvor var karperne?
Kongen fik i 1619 de tre søer samt Lersøen. Til gengæld fik staden Ordrup Sø og tre damme ved Vartov. Desuden skulle Kongens Fiskemester årligt forære staden, 150 karper. Staden mente ikke, at kongen havde ret til søernes bund eller bred. En dom fra 1665 gav staden ret.
Det kneb også, for fiskemesteren, at levere de omtalte karper. Således viste det sig i 1646, at der var restancer fra flere år. Kongen gav derfor Fiskemesteren
ret til at levere brasen i stedet.
Jagt – kun for kongen
Kongen var stærk utilfreds med, at der blev skudt harer, agerhøns og svaner ude foran voldene. Skydning efter vildt skulle ikke alene være forbudt. Det skulle også straffes som tyveri. I 1660 udsendtes en forordning, om at jagt var forbudt i tre miles afstand fra staden både for officerer og andre.
Værkerne – uden for Nørreport
Værket uden for Nørreport (Dammen) var ikke færdig i juni 1645. Kongen befalede derfor, at Nørreport skulle forblive lukket. Arbejdet på dæmningen skulle øjeblikkelig stoppes. Svenskerne var på vej.
I september blev porten atter åbent. Og arbejdet med dæmningen kunne fortsætte. Men kongen stillede en betingelse. Og det var, at inden pinse skulle borgerskabet gøre porten ved Ravnsborg færdig. Denne plan blev så senere ændret.
I 1672 skulle forsvarsværkerne atter engang udbygges. Så var der ikke plads til Blegdammene. De blev flyttet over på den anden side af søerne – på Nørrebro
og Østerbro siden. Man havde ikke styrker nok til at fastholde yderværkerne, da fjenden kom. Disse værker inkluderede Ladegaarden, Ravnsborg Skanse og Vartov Hospital. Forstæderne ude foran voldene blev sat i brand, så man bedre kunne holde øje med fjenden.
Hylte-broen
I 1714 brød Hylte-broen sammen. Man måtte lave en midlertidig bro, da der ikke kunne skaffes egetømmer. Men i 1717 blev der skrevet kontrakt med italieneren Mark Antonni Pelli, om at bygge en mere hvælvet bro i stedet for den ubrugelige træbro. Han skulle have 350 RDL. Og betingede sig udtrykkeligt, at halvdelen skulle være i sedler.
Det store gæstgiveri
På hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade lå i mange år et stort gæstgiveri. I 1730 skulle det have tilhørt Lambrecht Scheel. Stedet bestod af tre længer. Der var gæstgiveri, køkken, spisekammer og staldrum til 36 par heste.
Omkring gården var der tre frugthaver. Der var også en indelukket plads til keglespil.
Da Sortedams-søen blev renset, blev parkerne i Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derfor blev der i 1727 givet tilladelse til at indrette sig på ny i 30 alens afstand fra søen.
Peblinge-broen
Peblinge-broen, den nuværende Dronning Louises Bro var meget brøstfældig. Den trængte omgående til reparation. Ved en kraftig storm og ved højvande
kunne den skylde bort. Stadens kasse fik dog det råd i 1720erne, at der skulle bygges en helt ny bro.
Det lange træbolværk blev nedtaget. Dele af dæmningen blev op-muret med kampsten i 1728. Det kostede 2.542 RDL. .
Vindebroen i midten blev opført af oberstløjtnant Heusser for 1.550 RDL: Desuden fik han en Recompence på 50 RDL: Løjtnant Terkelsen fik 20 RDL. En tredje vedkommende fik 10 RDL.
Nye veje
Lige før 1728 anlagdes en vej over Fælleden til Vibenshus. I regnskabet kan man se:
Selve Blegdamsvejen er betydelig ældre.
Fra gammel tid havde byen haft tre hovedveje. Gammel Kongevej gik til Solbjerg og Valby og videre til Roskilde og Køge. Peblinge-dammen, hvor færdslen gik over, når man kom ud af Nørreport var også kirkevej for Serridslev.
Soldater ødelægger Fælleden
Den 12. maj 1705 lod kongen
Man brugte ved den lejlighed Det Grove Skyts. De mange lejrsamlinger på Nørre Fælled ødelagde vejene. Det var et stort problem for Magistraten.
Og i mange år kunne man læse om dette i stadens regnskaber.
Allerede i 1710 var der her en militærøvelse, hvor 15 – 16.000 mand deltog. Øvelsen varede i fire uger. Der blev ekserceret tre dage i hver uge. I kæmnerens regnskab kan læses:
Mange hober med hestemøg kunne også beskues. Man konstaterede også at Jagtvejen havde taget skade. Militæret fik straks påbudt at få bragt forholdene
i orden. Men ak i 1716 slog russerne lejr både på Øster – og Nørre Fælled. Det medførte ligeledes store skader.
Københavnere bange for russerne
I sommeren 1716 havde Peter den Store sluttet overenskomst med Frederik den Fjerde i forening om at gøre landgang i Skåne. Dette afstedkom, at 19.000 russere lå ude på Fælleden. Samtidig lå 23.000 danske soldater ved St. Jørgens Sø.
Københavnerne var bestemt ikke glade for de russere. Man måtte kun lukke 100 stk. ind ad portene på en gang. Ofte kom det til slagsmål mellem danske og russiske soldater. Også vagten ved portene skånede russerne. Gang på gang blev de overfaldt. Man havde forstærket vagten. Stole på russerne kunne man ikke. Og i sidste ende blev Zaren fortørnet over dette. Så han trak sit tilsagn tilbage, men at erobre Skåne.
De få beboere, der dengang var på Østerbro og Nørrebro var glade for russernes tilbagetrækning. Der blev stjålet usædvanligt meget og ødelagt en del bohave. De forlangte erstatning, men fik det aldrig.
I 1719 tilbød kongen så efter Præsident Møllers ansøgning at 160 soldater skulle udjævne hullerne.
Lossepladser
Bag ved Ravnsborg var der et Sandhul, hvori man hældte renovation. En kommission under Magistraten skulle føre tilsyn med at det skete på en ordentlig måde. En betænkning i den forbindelse blev udsendt den 4. januar 1726.
Lossepladsen ved Ravnsborg eksisterede i tre – fire år.
I 1730 fandtes der også en losseplads ved Ladegården. Vognmændene var dog utilfredse med dette. De ville hellere lodse uden for Øster Port eller ved Toldbodvej. Ja i 1728 havde man dog placeret en brandsprøjte ved Ladegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 4. – 03. 22
Januar 5, 2011
Det kom som et chok for nonnerne, at Københavns Kommune ikke ville videreføre Skt. Joseph Hospitalet i Griffenfeldsgade. Siden 1875 havde de drevet hospitalet. De katolske hospitaler var på mange områder førende. Her fik man smør på brødet. ”Vi køber ikke gamle hospitaler”, udtalte hospitalsborgmesteren, ”Vi bygger nyt”. Og tænk, nogle af nonnerne smuglede vin.
En kold modtagelse
Her kom man til verden, her blev man helbredt for en alvorlig sygdom. Og her fik man den sidste pleje, den sidste tid på jorden. Sct. Joseph Hospital på Nørrebro eksisterer ikke længere, men det gør minderne.
Ordenen blev startet af en Jesuitter – præst i 1650 i Frankrig. Præsten fik kontakt med nogle unge piger. Dengang kunne man ikke bare sådan gå ud. Derfor anlagde disse piger en dragt, som var datidens enkedragt. Og denne dragt hold sig i cirka 300 år. Den havde hvid krave, lang og foldet med mange symboler.
Pigerne skulle løse sociale opgaver.
En kold pinsemorgen i 1856 kom de første fire søstre til Danmark. En velhavende dame, der havde været nede at besøge dem, kaldte dem til Danmark. Men intet var forberedt. Måske overvejede de at tage tilbage igen.
Inde på Sct. Annæ Plads ved Garnisons – kirken, kom de til at bo. Det var under særdeles ydmyge forhold under en hestestald, de tilbragte deres første tid.
Søstrene plejede syge og gamle rundt om i hjemmene og på Frederiks Hospital i Bredgade. De åbnede en skole i Fredericiagade, og fik efterhånden deres eget hus på Toldbodvej.
Søstrene tjente Gud gennem pleje af syge og nødlidende på ordenens hospitaler rundt om i verden.
Som kaldt fra himmelen
Sankt Joseph Søstrene kom som sendt fra himlen. I slutningen af 1800 – tallet haltede danske hospitaler pinligt efter andre lande. De offentlige hospitaler var umoderne og her var alarmerende mangel på senge.
Søstrene var benhårde administratorer og dygtige til at drive hospitaler. De skaffede midler til at bygge flotte bygninger med det nyeste udstyr. Dette forhold tiltrak mange læger. De følte, at de her kunne dygtiggøre sig.
De katolske hospitaler blev førende inden for øre – næse og halssygdomme, samt fødsler og kvindesygdomme.
Jordlod på Parcelvejen
Tre af de fire første nonner var sygeplejersker. Men i starten var det børn og skolegerningen, de tog sig af. De fik samlet nogle penge sammen. Rygter vil vide, at den ene af søstrene havde arvet. De købte deres egen jordlod på Parcelvejen (Griffenfeldsgade).
I løbet af tre år kunne de ligge grundstenen til et hospital. De malede, ferniserede og syede gardiner og lavede madrasser.
Tre patienter det første år
Og i 1875 stod det færdigt. Efterhånden var de blevet til 12 søstre. Dengang var der kun 12 senge.
Ja egentlig var der kun seks senge. Men der var kun tre patienter, så der var rigelig med plads. Den ene havde tyfus, en havde kræft, og den sidste var sindssyg. Den oprindelige bygning var opført efter en tegning af etatsråd, Christian Hansen. Dengang kostede det 50.000 kr.
Privathospital med undtagelser
Der var ingen hjælp at hente fra stat og kommune. Men efterhånden henvendte lægerne sig selv. Speciallæger, der ikke kunne få deres patienter indlagt andre steder, indlagde dem her. I mange tilfælde kunne patienterne selv betale. Dem der ikke kunne, lå her gratis og blev plejet.
Dette kunne man gøre, fordi søstrene modtog donationer fra byens katolske menigheder.
Rabarberlandets Hospital
Her i Griffenfeldsgade åbnede privathospitalet, som godt kunne kaldes Rabarberlandets egen hospital. Selv om man i Danmark med grundloven nogle år tidligere havde fået religionsfrihed, så skulle søstrene eller nonnerne finde sig i hånende tilråb.
Man havde en officiel prisliste:
I 1881 blev hospitalet udvidet til 100 senge. Det kostede 110.000 kr. En betydelig udvidelse blev foretaget i 1900 ved tilbygning af fløjene ud til Korsgade og Kapelvej. Ved denne lejlighed blev der også opført en kirke. Nu kunne man præstere 350 sengepladser. Dette arbejde kostede 450.000 kr.
I 1904 blev der yderligere foretaget udvidelser.
Efterhånden begyndte bygninger at opstå i nabolaget. Og tilbygninger opstod til hospitalet efterhånden som man fik råd til det. Patienter fra Frederiksberg
og Gentofte blev indlagt her. Kommunerne betalte for deres ophold.
Man optog patienter uanset tro. Pludselig havde man 400 sengepladser,, hvoraf de 300 var fællesstuer. De 100 var fordelt på enestuer. Hele 5 afdelinger havde hospitalet. I 1904 behandlede man 2.401 patienter.
Dengang kunne patienter ligge på hospitalet i årevis. Ældre mennesker boede her indtil de døde. De havde kun en seng og en kommode.
Sygeplejerskole med impulser
I midten af 1930erne opstod sygeplejerskolen under Søster Benedikte. Hun var kommet med friske nye impulser fra Amerika. Det var nok den bedste sygeplejerskole, dengang.
Men skolen lukkede på grund af hospitalets usikre fremtid. Desuden blev fødeafdelingen flyttet, og det var svært at finde praktikpladser. I begyndelsen blev sygeplejereleverne tvunget i kirke. Man skulle synge og bede en bøn. Man kontrollerede, om de unge mennesker havde rene negle og redt håret.
Moderniseringer
I midten af 50erne købte man og indrettede Schous Papirfabrikker til hospital. Man udvidede røntgenafdelingen, byggede to etager på det gamle hospital midt i gården og indrettede et stort moderne operationsafsnit. Et stort moderne laboratorium samt en modernisering af sengeafsnittene blev det også til.
Selv om hospitalet ikke havde en skadestue fik mange borgere akuthjælp. Der stod altid en portør, sygeplejersker og læger parat. Ofte var det tale om socialhjælp.
Ja man sagde endog meget tidlig i hospitalets historie, at
3.000 fødsler på årsbasis
På et tidspunkt var hospitalets fødeafdeling nomineret til fem faste jordmødre til 3.000 fødsler på årsbasis. For nogle virkede hospitalet som en middelalderborg med ejendommelige skikkelser, der blafrede rundt. Man syntes, at det var et dystert hospital med den gyldne kristusskikkelse over hovedporten. Men søstrenes tilstedeværelse prægede den lattermilde atmosfære.
480 søstre i Danmark
Søstrene havde drevet hospitaler i Aalborg, Esbjerg, Århus, Odense, Randers og Fredericia. Da hospitalet skulle lukke, ville søstrene ikke tage til genmæle. Det var imod deres politik. Men de ville heller ikke gå imod, at nogle forsvarede deres hospital. Man havde altid sat en ære i at bevare en hvis standard.
På hospitalet gik der også rygter om, at søstrene måske ikke altid var så hellige. De kunne godt finde på at smugle vin i deres lommer, når de var i Sverige. Tolderne kunne aldrig finde på, at visitere dem, sagde de.
På et tidspunkt var der hele 480 søstre i Danmark. På Strandvejen havde man et noviciats-hus. Det var en slags alderdomshjem.
Tilgang var stoppet
Modviljen mod nonnerne lagde sig. Københavns Kommune købte sengepladser på Skt. Joseph for at dække det stigende behov. Søstrene havde regnet med, at København skulle være knudepunktet. Københavns Kommune ville ikke overtage hospitalet. Og søstrene måtte finde nye muligheder.
Allerede i 1973 havde søstrene henvendt sig til Hospitalsdirektoratet. Tilgangen til søsterordenen var på tilbagegang, så man var lidt bekymret for fremtiden. Man ville gerne have direktoratets udmelding om, hvad man havde tænkt på i fremtiden.
”Vi køber ikke gamle hospitaler”
Udmeldingen kom aldeles bag på søstrene og de 800 ansatte på Skt. Joseph.. Når disse ikke kunne mere, ja så var kommunen ikke interesseret i at overtage. Det var den udmelding, der gav det endelige dødsstød til sygeplejerskolen. Fødeafdelingen skulle flyttes til Bispebjerg Hospital. Der var ikke planer om at genbesætte de andre afdelinger.
Hospitalsborgmesteren Alsing Andersen udtalte:
Patienter følte sig som ”små grever”
Også den udtalelse kom bag på søstrene. For alt hvad de havde foretaget på hospitalet var i overensstemmelse med Københavns Kommune. Kommunen havde en skjult plan. De ville bruge hospitalet til ventepatienter. Hele 400 sengepladser havde man. Det var et moderne hospital. Nu skulle ældre mennesker, der havde betalt skat et helt liv bydes på en seng og en kommode.
Efterhånden var der kun 20 søstre tilbage på hospitalet. Men deres indflydelse havde præget omgangstonen på stedet. Patienter udtalte, at de følte sig som små grever.
Protest – aktioner
Hele 76.000 underskrifter mod nedlæggelsen af hospitalet blev afleveret til Hospitalsborgmesteren. Svaret fra ham var, at det ville have været dejligt, hvis der havde hængt en femhundredekrone – seddel ved hver underskrift.
Personalet på Sct. Joseph gik meget aktiv ind i bevarelsen af hospitalet. Der blev indkaldt til borgermøder, støttekoncerter i Nørrebrohallen, og udgivet aviser i et oplag på 45.000 eksemplarer.
Men der var ikke opbakning fra politisk side til at bevare et billigt og moderne nærhospital. 80 pct. af de praktiserende læger i København ønskede hospitalet bevaret.
Det flotte hospital blev lukket i 1979.. Senere fungerede stedet som plejehjem. Det lukkede i 2005.
Et minde – i kælderen
Det var her i kælderen, at Nørrebro Handelsforening en gang for et par år siden havde henlagt et bestyrelsesmøde. Vi sad i en genskabt Nørrebro lejlighed. Det var lidt af en oplevelse. Efter mødet blev vi vist rundt i Remissens – centret.
Her viste Ove Dahl, skaberen af centret, rundt. Meningen er, at folk, der på en eller anden måde har mistet hukommelsen pludselig ved hjælp af effekter fra deres liv, kan få genskabt dele af deres hukommelse. Ove Dahl finder du også her på siden med en artikel, samt en anmeldelse af hans erindrings – og huskebøger.
Og nu har de ældre mennesker på Nørrebro fået deres egen Ungdomshus i dele af det tidligere hospital.
Et aftryk på Nørrebro
De katolske søstre efterlod dog også andre aftryk på Nørrebro. I 1889 var kapellet i hospitalsbygningen ved at være for lille, og den energiske pastor kiggede sig om efter en byggegrund , hvor man kunne opføre en kirke. I 1889 blev skødet til grunden, Nørrebrogade 27, underskrevet. Det var et meget centralt sted på Nørrebro.
I år 1900 blev skolen ved Sankt Ansgars Kirke i Bredgade for lille. I 1906 åbnede en skole i Griffenfeldsgade 7. Meningen var, at skolen skulle flytte hen til
kirken på Nørrebrogade.
Først den 17. november 1916 var kirken på Nørrebrogade færdigbygget. I 1923 flyttede skolen ind til kirken.
Kilde:
Redigeret 21.01.2022
Januar 5, 2011
Foredrag på I.A. Sprogskole, Hejrevej 5, KBH. NV. Man ikke i et foredrag beskrive Nørrebros Historie. Vi går så lidt videre, og går også ind i København. Hvordan så det ud dengang. Der var klasseforskel, social nød. Vi forsøger at pege på det væsentlige – god fornøjelse.
Dengang i København
Det var ikke bare en sølle landsby, som Absalon fik foræret af paven. Byens grundlægger har sikkert boet på en stormandsgård ved Kongens Nytorv. Nye fakta dukker frem, efterhånden som Metro – byggeriet skrider frem.
Man må allerede nu antage, at København er adskillige år ældre end antaget. Det har siden stenalderen været mennesker i København. Og sildeeventyret i Øresund har trukket betydelig flere til.
Skæve eksistenser uden for voldene
Mange mærkelige eksistenser opholdt sig ude foran byportene. Her blev der drukket og det der var værre. Man overfaldt forbipasserende og levede et syndigt liv. Kongen forsøgte med forordninger, men intet hjalp.
Fra Absalons overtagelse af København kender vi landsbyen Serridslev. Byen lå på et meget stort areal. Jordene nord for Nørrebrogade kaldtes også Serridslev. Byen forsvandt i 1523. En stor del af disse jorde blev senere givet til embedsmænd, som en slags løn for deres indsats for byen. Vi kender bl.a. Rådmandsvangen, Borgmestervangen m.m.
Kongen beordrede søerne fyldt med vand igen, da de var blevet tørlagte. Det var ikke godt for byens forsvar. I 1570 beordrede kongen, bønderne til at gøre noget ved de katastrofale dårlige veje .
Nedrivning – svenskerne kommer
I år 1600 var der hele 200 haver uden for Nørreport. I 1672 blev der forbudt at opføre bygninger i området. Man var bange for svenskerne. Fra volden skulle der være frit syn, så man kunne holde øje med svenskerne, når de kom. Men man man måtte godt oprette Blegdamme og små skure, som hurtigt kunne nedrives, hvis der blev krig.
Militæret oprettede en såkaldt demarkationslinje. Den blev i historiens forløb flyttet frem og tilbage. Her gjaldt der forskellige byggeregler. I 1622 var der 162 haver foran Nørreport. Man begyndte så småt at opbygge nye huse og veje. Men ak. Den 9. august 1658 blev det hele nedbrændt. Svenskerne var på vej. Da faren var drevet over, begyndte man igen.
En masse smugkroer opstod. Men også sommerforlystelser. Bønderne måtte dog ikke forefindes fulde. De skulle arbejde. Hvis de blev pågrebet beruset var det en tur i kongens fængsel.
Kongens jagtvej
I 1693 blev Mosaisk Kirkegård anlagt. Det var ved en sti der førte ned til sandgravene på Fælleden. Siden blev den kaldt for Jødevejen. Og i dag kalder vi den for Møllegade. På den anden side landevejen løb Solitudevej. Det blev i 1679 kaldt den kongelige Jagtvej – ikke at forveksle med den nuværende Jagtvej.
I begyndelsen af 1700 tallet blev der anlagt en skydebane på Rådmandsmarken. Man skød efter skive og papegøje. Det var borgerskabets store fornøjelse.
Den stærke mand
Men man kunne betale sig fra alt. De rige velhavende begyndte at bygge lystejendomme på Nørrebro. Forlystelser kom her også. Således var der en person,
der hed Johan Carl von Eckenberg, der i 1722 købte en have ved den nuværende Skt. Hans Gade. Han kaldte sig for Den stærke Mand. Et lille skrift, fik han fremstillet. Her fortalte han
Men den stærke mand havde knust mange pigehjerter og skyldte efterhånden så mange penge væk, at han måtte flygte meget hurtigt.
I 1720 foregik der en duel midt på Nørre Bro. Det begyndte med et værtshusbesøg. To soldater havde siddet og drukket. Men sergent Henrik Barkhoff mødte sit endeligt. Han blev stukket i højre side. Hans banemand måtte flygte og blev aldrig fundet.
Den første skole
I 1761 oprettedes den første skole uden for volden – Blegdamsskolen. Skolelederen skulle undervise i læsning, skrivning og regning. Han skulle selv sørge for inddrivning af skolepenge. Men det kneb med vedligeholdelsen og inddrivelsen af skolepenge.
Lygten Kro
Skal vi ikke prøve at tage en tur gennem Nørrebro – dengang. Vi starter omtrent der, hvor Højbanen går i dag.
Det var dejligt at kunne gøre holdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å, stammer helt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det
kommer fra det danske ord løgh, der betyder sump.
. Man kunne få Bajersk øl og gammelt øl. Men det var nu ikke den store forskel på de to øl-sorter. Nogle mente, at der var snyd, så kunne man nyde den fattige mands trøst, en snaps eller to. Den var både billig og stærk.
Gennem Ydre Nørrebro
Den yderste del af Nørrebrogade hed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og træer langs vejen.
På højre side passerede de gårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen langs vejen. Længere fremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.
De passerede forbi en markvej, der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade. Her blev Nørrebros anden kirke opført.
I horisonten kunne man skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen gjorde han holdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side lå den store vindmølle, Ølunds Mølle. Den var netop blevet opført her i 1820. Her kørte bønderne sæk efter sæk af den gode danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornet kværnet til mel, fin-mel og grov-mel. Der var ikke mange mennesker på Nørrebro. I 1840,var der kun 1.000 mennesker.
Gennem Indre Nørrebro
Men ellers var det ikke så meget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme, og de rige blev transporteret ud til Bakken var Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne man også være heldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red ned af en lille sti, på vej til jagt. Stien hedder i dag Jagtvejen.
En spændene kirkegård
Assistents Kirkegaard kræver et foredrag for sig selv. Det var et eldorado for datidens folk. En sønderjysk embedsmand banede vejen for, at her blev kendte begravet. Her ligger H.C. Andersen, Kirkegaard, Dan Turrell og et utal af kendte. Det var her barnemorderen fra Jægersborggade begik nogle af hendes ca. 20 barnemord.
Og det var her, at Gertrud Bodenhoff rejste sig fra kisten, da gravrøvere var på spil. Hun gav udtryk for, at man skulle befri hende fra det onde og mørke sted.Her havde man også i graverbygningen en anordning med en snor til en klokke. Det var lavet, for det kunne jo være, at man kun var skinddød.
Struensee
Det første privathospital i Danmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struensse, var for længst ophørt. Struenssee var ofte set på Nørrebro, hvor han gik
på fasanjagt. Han led en trang skæbne og endte sine dage i nærheden af Idrætsparken. Hans bøddel hed Gottschlack Mûhlhausen. Han havde
nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest ved siden af, når hovedet skulle skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsen var skyld i dette.
Omkring Fælledvej passerede man landstedet Store Ravnsborg.
Atter ventetid ved Byporten. Der blev kigget efter ulovlige varer. Det var ellers den største port af dem alle. Hele fem meter bred og syv meter i højden. Dem, der skulle sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”. De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sorte penge.
Befolkningstæthed
På Nytorv, her var der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug. Også på Gråbrødre Torv og Nicolai Plads var der marked. Børnedødeligheden var 25 %, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder.
Det var voldene, der var skyld i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London. Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller og skonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og en fordrukken sømand. Peter synes, at det var ulækkert.
Chokoladevogne
Hver nat blev hundredvis af hestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager, så betegnelsen ”Lorteøen” har noget
over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de såkaldte ”chokoladevogne”. Jernbanearbejderne fik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne, som lugtede af alt andet end chokolade.
Ja man havde ligefrem en Lortestation. Den lå ved Lersøen. Her blev der opbevaret en masse lort. Og det var ikke sjovt for borgerne
Forurening
Her på Nørrebro kunne man have mødt H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København. Han kom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning i tysk hos Frederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men Andersen var mere interesseret i teater end at lære tysk, så Guldberg slog hånden af ham, og bad ham ryge og rejse.
Der var ingen gadebelysning, og kulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper med gas blev først indført i 1853. og dette gav København et helt nyt liv. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op, der var tyk røg fra jernstøberier, garverierne forurenede med tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældte man bare i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.
De fire porte
København var befæstet med fire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling kunne man altid komme ud af Nørreport. Den stod altid på klem.
Hvis man ikke nåede det, eller hvis Havde man fået en tår for meget, kunne de leje sig ind i Pjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på gulvet, markerede her, hvor de faste lejere måtte være, og hvor et nats lejerne måtte komme. 4 skilling for en bitte plads, og så fik man da lidt hø til. For to skilling kunne man få en ståplads op af væggen.
Masser af varer i København
Man slagtede kvæg i Kjødmagergade. Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv, tørv og brænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske navne med frugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit og hans far.
Gennem Østerport kom fiskernes koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn kom sukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men også silke, porcelæn og ikke mindst krydderier. Af og til trak politiet af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på den blottede krop.
Mavepine og tyfus
Der var 3.000 letlevende damer, der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgede for det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København blev holdt i live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen. Hvad der kom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede så på, at natmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte, der døde af, at smage på afføringen.
Om sommeren, da københavnerne drak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede mange gange fra kanalerne
Den store brand
Inde i København var man bange for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, der ikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret, at der skulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse vold var, står hen i det uvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne beskudt København, og i 1809 havde englænderne lagt dele af København i ruiner.
Under en af de brande, der blev forudsagt af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd, at dette skulle gå til spilde, så i stedet for at slukke branden, ja slukkede man i stedet halsbranden.
Den uheldige kommandant
På Solitude boede engang Københavns kommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der var brandøvelse, og alle fulde, både politimester, brandmester og brandmændene.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de have fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgraven lå uden for voldene. Men væk ham, det ville man ikke.
Pas på – Zaren kommer
Vi passerer tæt forbi Solitudevej. Den var i mange år indgangen til Blågården. Hovedindgangen var hjørnet Slotsgade/Nørrebrogade. Og her skete der virkelig mange ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i 1661 gavebrev på jordende og retten til at køre karet.
Dele af jorden var leret, så man indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus og plantede lindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk stil. En af dem var med blå tegl, heraf navnet Blågården.
Her blev der holdt gevaldige fester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne let løbe op i 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne med ridning, skydning og lansestød..
Kongens ”underholdningsminister”
Da prins Carl overtog stedet havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn.. Man håbede, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller de døde” under middagen.
Rygterne bredte sig på et tidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet var bare, at han havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik.
Heldigvis fandt man en løsning, så københavnerne kunne ånde lettet op. Blågården blev ofte benyttet af kongefamilien.
Grev Holck var Christian den 8 `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000 rigsdaler. Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod kongen selv for. Det var også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet. Det var kongens elskerinde, som senere mere eller mindre diskret blev sendt i asyl til Hamborg.
Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet
En del af Blågårdens jorde, bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehave og aspargesmarker og lidt rabarber. Egentlig burde det hedde Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.
.I 1791 blev der indrettet et lærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise de stakkels elever.
Den falske sang
Da Biskop Balle skulle begraves sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, så falsk sang de.
Men det var noget med moralen. Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn i 1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende var mænd.. Biskop Balle skrev dengang: Efterdi Vajsenhusets pigebørn værre i den kritiske alder og seminaristerne i den fyrige alder.
Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.
Protest fra Vandkommissionen
I 1801 blev Blågården omdannet til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospital til veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:
I 1816 købte Peter Von Scholten Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet til tobaksplantage. Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne mod entre se på ballonopstigning.
Ladegårdsåen
Åboulevarden var dengang Ladegårdsåen. Hvis I kigger godt efter, kan I se en mindesten over fire fine damer, der druknede i åen i 1812. En vogn væltede, og kvinderne druknede i åen. De havde været på besøg på en af de mange landsteder, der lå på Nørrebro dengang.
Landbrugsmaskiner på Nørrebro
I 1827 købte bagermester Schuur stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog om tilladelse til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længe på. En brand forvandlede Blågården i 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet havde atter engang fået økonomiske problemer.
Dyretarme lugter
I nærheden indrettede Familien Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme. De få beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I 1828 begyndte man fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig forretning. Egentlig kom disse ting fra England, men efter englændernes
bombardement, boykottede man engelske ting.
Kakkelovne, komfurer ja sågar landbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det. Midt på Nørrebro. Hele herligheden blev revet ned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.
Den kreative Heegaard
Nørrebro bestod af et fortov og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var der jordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove. Inden da havde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade. Han blev endnu rigere, da han solgte hele herligheden til kommunen.
Fabrikanter, tømmerhandlere, gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker, der måtte bygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til byen efter fornødenheder. Der var dog en spækhøker hist og her, en handlende med lyd og tråd, og et enkelt mælkeriudsalg.
Sundhedsfare i hovedstaden
Inde i byen kunne han ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdige råb. En tysk rejsebogsforfatter mente dog, at det kun var danskere, der kunne vende
sig til dette.
Her i 1843 havde København 140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling viste, at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får.
På gaden trængtes fodgængere, ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellem hinanden. Garverne i Rosenborggade udskyllede
deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så at plaske i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen.
Kældersump
Under de fleste huse i kælderetagen var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne om natten, så andre ikke kunne se det.
Bønderne havde ofte deres eget vand med. Man skulle ikke drikke københavner – vand. På Rosenborg, hvor man havde en brøndkure-anstalt. Her solgte man Rosenborg Mineralvand frem til 1929.
Vand fra Emdrup Sø – beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo nærmere den kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber. Og når vi nu er ved det emne, så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og b var 72 personer, der brugte samme sæde.
Gennemsnitshøjden i 1843 var 1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år.
De fine i Østergade
Byens omkreds i 1843, var det samme som på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet var vokset til det dobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv
hønsehuse blev brugt til beboelse.
I Østergade, var kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere i silkekjoler. Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her de fine damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne, at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de pæne damer stige om, og det fik de våde fødder af.
Den tvivlsomme moral
Moralen i hovedstaden var yderst tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85 mænd, men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere skulle på alle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22 lød sangen således. Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten.
Stakkels Børn
På Lunds Jernstøberi på Nørrebro beskæftigede man 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere. Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ
på fabrikkerne
Hvornår mon de skal gå i skole og lave lektier?
Livet ved søerne
Nede ved søerne var der flotte villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.
Her gik Kierkegaard dagligt i halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine. Hun boede ned til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449 andre boede på Østerbro.
Kanoner og druk på
Fælleden
Fælleden blev brugt som militært øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning, der forsøgte sig med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelse indtog familie, kærester og venner området, og så stod den på druk og hor.
Mangen en fordrukken soldat er faldet ned i den meterdybe og ildelugtende spildevandsgrøft langs Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind til midten af forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt som skyttegrave.
Som regel fulgte drengene med inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til fyrværkeri. Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse
øvelser.
Kloakken langs Nørrebrogade
Langs Nørrebrogade lå i mange år en meget dyb og stinkende kloak. Meget af indholdet landede i søerne. Og herfra fik man sit drikkevand. Ikke underligt at mange københavnere hver sommer fik mavepine.
Byggespekulanter
Der var begyndt at ske noget på Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst af et reelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade.
Ranginddeling
Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. De fleste lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker
leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletterne var lokummer i gården.
Egen ranginddeling var normalt, åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder.
Ingen afløb
Byggespekulanterne ville ikke bruge flere penge end højst nødvendig. De sad selv i Borgerrepræsentationen, og udfærdigede selv lovene. Sten blev klasket på sten. Man hobede så mange mennesker sammen, som det kunne lade sig gøre. Det var ikke tænkt på afløb og kloaker. Vejene var bundløse. Tørvelæs forsvandt i vejenes ælte.
Byportene stod nu
åbne
Endelig i 1853 blev demarkationslinjen helt afskaffet. Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København, der arbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme på arbejde.
De unge brugte nu flittig voldene. I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:
Lokummer til alle
I 1857 havde Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det siges, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den 5. kort før sin død besøgte stedet udtrykte han
De fattige på Ladegården
Pjaltede mænd blev ofte arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængeri var, at man først fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i en tvangsarbejderanstalt. Sådan en var Ladegården. Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg. Opfattelsen var
Pjaltehær
Hver morgen tog Pjalteherren ind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte finde dem væltende på værtshusene rundt omkring. Politiet kom, rejste dem op og afleverede dem igen på Ladegården.
I 1899 flyttede man ud til Sundholm i landlige omgivelser under devisen
Nu var det også sådan, at det bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere i Stokhuset i Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de uærlige. Mange fanger fik derved sågar penge under hovedpuden. Der sad op til 50 mand i en celle. Vask og tøjskift kendte man ikke.
Masser af trafik
I 1867 var der masser af trafik langs Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han var ved at blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros trafikselskab. I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog datidens Movia.. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne
udsendte en frygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for syrevogne.
En ny udskænkningsvirksomhed startede lige i nærheden af Kappelvej. Det var en indvandret tysker ved navn Knoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en gynge. Denne gynge opfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. På dette sted blev også den navnkundige Johanne Louise Heiberg født..
Største handelscenter i landet
Nørrebro blev det sted i landet, hvor der var flest butikker. Her befandt Danmarks største handelscenter sig. På kort tid kom der masser af folk til Nørrebro. Men det var også her den største nød op stod. Arbejdsløshed, social elendighed og druk.
Arbejderne oprettede deres egne foreninger og egne butikker. Det var simpelthen som en nødforanstaltning.
Og jyderne samlede sig i Nordbanegade. Man syntes at de gik mærkelig klædt, talte et mærkeligt sprog og havde en mærkelig religion. De lavede også deres egne butikker, hvor man kunne købe sådan noget mærkeligt som kartofler.
Bulldozer – sanering
Efterhånden forsvandt de mange butikker fra Nørrebro. I 1972 rykkede bulldozerne ind. Fuldstændig planløst begyndte man at rive de gamle bygninger ned. I 1950 boede der 132.000 mennesker på Nørrebro. I 1980 var der 78.000 tilbage. I 1958 var der 2.256 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage.
Beboerne protesterede. I kender sikkert kampen om Bryggeren. De færreste kender sikkert Terrornatten i 1993, hvor butikken på Nørrebro blev ladt i stikken. Politiet turde ikke i første omgang at rykke ind.
Kampen om Ungdomshuset
Kampen om Ungdomshuset har også betydet nedgang af butikker. Nørrebro Handelsforening blev tilbudt Ungdomshuset for 1 krone. Men de unge var ikke interesseret i, at skulle være under Handelsforeningen. At handelsforeningen senere støttede de ikke voldelige unge i at få et ungdomshus, skyldtes, at handelsforeningen mente, at de var blevet uretfærdig behandlet.
Trafikreguleringer
Trafikreguleringer på Nørrebrogade har også betydet yderligere nedgang af butiksudbuddet. Politikkerne ville ikke lave konsekvensberegninger. Jeg har været med til at lave beregninger og undersøgelser. Politikere beskyldte Handelsforeningen og mig for direkte at lyve. Og store dele af medierne gav dem ret. Vi
påviste en betydelig nedgang i omsætningen.
Kære alle jer, der lytter. Jeg kunne have fortalt jer meget mere. Også om dengang en overborgmester truede med at anmelde mig til presseetisk nævn. Men gå selv ind og kig på dengang.dk. Her finder i cirka 304 artikler om Nørrebro. Også hele historien om Ungdomshuset og meget mere.
Såfremt vi kan nå det, er I velkommen til at stille spørgsmål.
Dette var et foredrag på I.A. Sprogskolen, Hejrevej 25, København NV. Tak til eleverne og deres lærere for stor interesse og spørgelyst. Jeg kommer gerne igen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. 03. 2022
Januar 5, 2011
Tyskertøserne, Feltmadrasserne og Horeunger, ja betegnelsen viste noget om de fordomme, der var. Men også det danske samfund tog afstand fra Tyskertøserne og deres børn. Man kunne ikke få aktindsigt I familier blev børnene af Tyskertøser udelukket. Den dag i dag bliver børnene af mange betragtet som urene. Den norske regerings holdning efter krigen var ren og skær racistisk. Officielt kom der 5.500 dansk tyske børn ud det, men uofficielt var der ca. 12.000 børn.
Gadens Parlament
Kvinder, der havde seksuel omgang med tyske officerer og menige soldater under besættelsen blev efter befrielsen afstraffet. De blev brændemærket for deres lyster og kærlighed. Seksuel omgang med fjenden var i befolkningens øjne aldeles umoralsk.
Offentlig af-klipning af håret var en af afstraffelsesmetoderne. De var jo selv uden om det. Så måtte de også selv tage konsekvenserne. Gadejustitsen talte sit eget sprog. De blev smidt ud af deres bolig og deres arbejdsplads. Venner, bekendte og familie tog afstand fra dem.
Nogle steder blev de ført gennem byen på ladet af en lastbil. Om halsen havde de et skilt Feltmadras. De blev næsten afklædt og skulle løbe spidsråd mellem to rækker, der spyttede på dem og hånede dem.
Aktionerne var måske ikke så spontane, som man ville gøre dem til. Oftest var det modstandsfolk, der var forsynet med barberblade og sakse, der organiserede afstraffelserne.
Lister baseret på rygter
I illegale aviser blev der offentliggjort lister med navne på tyskertøser. Man blev opfordret til at straffe disse forrædere. Oplysningerne var baseret på rygter. Og ingen er nogen sinde blevet gjort ansvarlige for disse oplysningers rigtighed. De kvinder, der havde forhold til de tyske soldater blev betegnet som urene, sygdomsbefængte og animalske.
Og de børn, der blev resultatet blev udsat for noget, der nærmest kunne betegnes for racisme. De blev også betragtet som landsforrædere. De var befængt med nazi – blod.
Børn af Feltmadrasser blev kaldt Horebørn. De blev draget til ansvar for, hvad deres forældre gjorde. De er vokset op med uudtalte ting – med hemmeligheder
og fortielser. Følelsen at være født skyldig fik velfærdsmæssige konsekvenser for mange af disse krigsbørn.
Landsforrædere
Tyskertøserne blev betragtet som landsforrædere, kollaboratører og en skændsel for vores land. Med deres krop havde de tilsmudset og forrådt nationen.
Lige efter befrielsen blev der gennemført en meningsmåling. Her blev et udsnit af befolkningen spurgt om deres holdning til Tyskerpiger. En pct. ønskede dem henrettet, en femtedel ønskede dem fængslet. Og en stor del ønskede, at de blev mærket lige som jøderne.
Holdningen i befolkningen var, at Tyskertøser ofte var grimme, mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede. Kvinderne forsøgte at svare igen. De havde forelsket sig i manden og ikke i nazismen.
Tyskerne var forhadte
Egentlig findes der ikke så meget litteratur om tyskertøser, deres børn og deres skæbner. Tyskerbørn er vokset op i en atmosfære af fortielse, hemmelighedskræmmeri, isolation og skam.
Alene i kraft af deres eksistens, minder de om en tid, som alle ønsker at glemme – om den forhadte fjende – om de ulykkelige krigsår. Tyskerne var forhadte i Danmark længe efter besættelsen. Og det fik Tyskerbørnene så sandelig at mærke.
I dagens Danmark lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle, hvem han var og er. Mennesker i Danmark lever stadig i skyggen af et tabu.
I de første besættelsesår blev en romance mødt med et smil. Men da Nazi – Tysklands nederlag tegnede sig klarere, blev kærlighedsforholdene forhadte og farlige.
Modstandsbevægelsen pustede til ilden
I 1942 stod følgende at læse i modstandsbladet Frit Danmark:
Nazi – yngel
Det nyfødte barn blev ikke blot gjort til et økonomisk problem men også et moralsk. Med foragt blev de nyfødte børn kaldt for Nazi – yngel. Modstandsbladene åbenbarede nazisternes blods – ideologi, at børn arvede synden fra deres far. Alt om retssikkerhed og kærlighed blev glemt i modstandsbladene. Længe efter krigen blev der skreget Tyskerunger efter de stakkels børn.
Tænk på Islands blod
På Island var det nærmest tale om nationalsocialistisk racepolitik. Den islandske nations fremtid afhang af de unge menneskers pligtfølelse af deres troskab over for Islands blod og jord. Her var det ikke tyskerne, der huserede, men amerikanerne.
12.000 tyskerbørn
Forskere mener, at der er kommet et barn ud af hver tiende forhold. Det tal kan faktisk værre højere. I antal har det været mellem 40.000 – 60.000 tyskertøser i Danmark. I alt er der registeret 5.500 dansk – tyske børn.
Andre forskere mener dog, at der et sted mellem 10.000 – 12.000 tyskerbørn i Danmark. Påstande om, at tyske soldater skulle have begået voldtægt i Danmark, er grebet ud af luften. Der foregik kun ganske få tilfælde. Afstraffelsen fra den tyske værnemagt over for disse soldater var hård.
Arvemæssig mindreværd
I Norge havde tyskerne registeret soldaternes børn i den hensigt at sende dem til Tyskland – uden mødrene. Ja selv den norske regering flirtede med denne tanke fra maj 1945. Man frygtede, at disse børn ville føle sig mere som tyskere end nordmænd.
Og minsandten om ikke psykiatere kom frem til, at halvdelen af mødrene var arvemæssig mindreværdig. Som følge deraf var deres børn bærere af defekte arveanlæg.
Man foreslog at børnene skulle sendes til et neutralt land som Sverige, hvor de så kunne blive bortadopteret. Men det skulle så først ske, når man med tvang og uden undtagelse havde fjernet dem alle sammen fra deres mor.
Derefter skulle man samle dem i større eller mindre opsamlingslejre. De skulle så have nye papirer, hvor man ændrede sted og dato for fødslen. De skulle også forsynes med nye navne. Kære læsere, det er Norge, vi skriver om.
Impulser fra den nordiske race
Sagen endte med, at den norske regering endte med meget modvilligt at bevillige 80.000 kr. til at hente norsk fødte børn tilbage til Norge. Det var børn født på ni fødeklinikker som Afdeling Lebensborn havde oprettet i Norge. Her kunne norske piger få hjælp også af økonomisk art, når de ventede barn med en tysk soldat.
Himmler mente, at den tyske race skulle tilføres nye impulser fra den nordiske race. Det Tyske Rige skulle have race – og arvelighedsmæssige værdifulde børn. Mange norsk fødte børn født på disse fødeklinikker blev sendt til Tyskland.
I Norge blev 14.000 kvinder samlet i ca. 40 lejre. Det var dem, der havde haft kærlighedsaffære med tyske soldater. Da en journalist ville lave en film om disse lejre, blev det stoppet. Det Norske Rigsarkiv henviste til tavshedspligten. Man ville ikke udlevere oplysninger. Man ville sikkert også forti de overgreb som den norske stat begik – dengang.
Retspraksis blev bøjet
Også i Danmark sad adskillige tusinder af Tyskertøser i kortere eller længere tid i Modstandsbevægelsens internater. Retspraksis blev bøjet efter de politiske
omstændigheder og folkestemningen. Man mente, at det var dybt uretfærdigt at dømme modstandsfolk, som havde ofret så meget, hvis de var gået lidt over stregen. De milde domme, der fulgte, vidner om, at det danske samfund accepterede chikanen og overgrebene mod Tyskertøserne.
Ingen kendte hende
Lotte Tarp var Tyskerbarn eller Krigsbarn. Hendes mor, Åse gjorde alt for at slippe for den skam det var at føde et Tyskerbarn. Hun flygtede til et diskret sted i Jylland, hvor hun mødte lidelsesfælder. Lotte blev anbragt på et børnehjem i Århus. Hun var meget underernæret. Og det reddede måske hendes liv, at en
slægtning tog sig af hende. Hun kom til at vokse op hos bedsteforældrene. Selv rejste Åse til København, hvor ingen kendte hende.
Aber das ist doch Wölfchen
Da Lotte blev ældre spurgte hun, hvem hendes far var. Hun fik svaret, at han var dansk modstandsmand, likvideret af tyskerne. Først da Lotte var 30 år, fik hun at vide, at faderen var tysk soldat og hed Wolfgang.
Åse havde opsøgt Lottes far, da hun var syv måneder henne. I det udbombede Eberswalde fik hun kun ganske kort tid med Wolfgang, ind til forældrene satte hende på porten. Hun så aldrig mere sin Wolfgang.
I 1984 forsøgte Lotte at opspore sin familie. Men det meget lukkede DDR var ikke meget for at hjælpe hende. Vestlige besøgende blev nærmest betragtet som spioner. Befolkningen i DDR vidste ikke rigtig, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt.
Hun fandt frem til Brunnenstrasse 20, hvor hendes far havde boet. En pensioneret rektor og hans kone var en stor hjælp for Lotte. Hun modtog efterhånden mange informationer om hendes familie. En dag stod hun over for hendes fars søster – Tante Lotte:
Bevidst vildledning
Lotte var heldig. Men det er det langt fra alle Tyskerbørn, der har været. Børneloven af 1937 skulle sikre uægte børn aktindsigt i deres faderskabssager. Men denne ret blev tilsidesat af de danske myndigheder frem til 1998/99. Mange krigsbørn er blevet nægtet aktindsigt. Der er eksempler på at embedsmænd har
givet bevidst vildledning.
Man kan hvis rolig konstatere, at en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger i Verden og så repræsenterer et mørkere kapitel af nyere dansk retshistorie. Kigger man i kirkebøgerne fra 1940 til 1946 vil man ikke finde anmærkninger om, at en tysk soldat skulle være faderen.
Hvem er min far?
Mange lever stadig i uvidenhed om deres herkomst. Adskillige krigsbørn har efter deres moders død haft den rystende oplevelse, at finde breve og dokumenter, der vidner om en ukendt kærlighedshistorie.
En far de voksede op med, var stedfar. Hvem er eller var den rigtige far? For nogle var det en lettelse at få det svar. For andre var den sorg. Men er det ikke tale om et bedrag, hvis man ikke får sandheden.
Her i landet er der oprettet en forening Danmarks Krigsbørns Forening. Her forsøger man at tackle de psykiske skadesvirkninger, som Tyskerbørn er udsat for.
Social fordømmelse
I hele verden findes der vel nok en halv million krigsbørn. Selv om disse børn har mærket moderkærlighed, så er de blevet sat ud af samfundet. Mødrenes skamfølelse og angst for social fordømmelse var årsag til at mange hemmeligholdt, at barnets far havde kæmpet på den forkerte side, på taberens side.
Pigernes seksualitet blev gjort til et samfunds anliggende. Det var ikke et privat anliggende. Og samfundets behandling af Tyskerpigerne
og deres afkom var i høj grad præget af afstandtagen.
Udelukket fra egen familie
Der er også eksempler på, at barnet er blevet udelukket fra den nye familie. Her er den nye families barn blevet prioriteret højere. I den øvrige familie er det såkaldte uægte barn blevet forbigået.
Talrige eksempler er det også på, at de brødre, søstre og andet familie, man har fundet frem til, ikke vil have noget at gøre med det barn, der blev født oppe i Danmark.
Kilde:
Hvis du vil vide
Redigeret 30. 12. 2021