De indsatte ville ikke affinde sig med den disciplin, som der blev forlangt. I begyndelsen fik man masser at spise. Men det kneb. Lejren fik 4.000 indsatte. Den var berammet til 1.800. Radioer blev indsmuglet og endda et smalfilms apparat. Men frygten for at blive sendt sydpå lurede. Mange forsøgte at flygte, og for nogle lykkedes det.

 

Dansk forplejning – større frihed

Dengang vidste befolkningen meget lidt om Frøslevlejren. Dem, der blev overført fra Vestre Fængsel var en smule forberedte. På væggene i fængslet var indridset:

• Vær ikke bange for Frøslevlejren
• Dansk forplejning – større frihed

 

Kunne ikke være sig selv

Men den sortbrune barakby omgivet af den mørke granskov vakte ikke ligefrem opmuntring. Nu kunne man dog pludselig se nattehimlen. Men illusionerne blev slået i stykker af lejrens projektørlys. Måske var friheden større, men man kunne ikke krybe ind til sig selv, når man var ked af det. Det måtte man dele med de andre.

 

Gøre rent og stoppe sokker

De kvindelige og mandelige fangere var adskilt af et hegn. Man måtte ikke tale sammen. Og man måtte ikke sende breve og pakke over hegnet. Men disse regler blev konstant overtrådt. Kvindernes opgaver i lejren var at gøre rent. Man stoppede lejrens sokker, pudsede vinduer m.m. Egentlig skulle lejren have deres eget vaskeri, men det blev aldrig etableret. Mændene var oppe på mærkerne. De var ude efter såkaldte vaske-kærester. Som tak fik de cigaretter.

 

Man spiste godt – i begyndelsen

Mellem klokken 7.15 og otte, blev kvinderne afhentet til morgenmad i sluttet trop. I rækker af fire blev de lukket ud af pigtrådsindhegningen og under bevogtning af en højtråbende tysk soldat  til lejrens hovedgade, hvor spisebarakken lå. Man spiste ved 13 – tiden og 18 – tiden. Den danske forvaltning gjorde sit til at skaffe god mad.

 

Overbefolket

Lejren var opbygget til ca. 1.800 indsatte. Men efterhånden rummede lejren 4.000 fangere. Og efterhånden kneb det med maden. Mændene, der havde legemligt arbejde, kunne ikke altid
bliver mætte. Kvinderne sendte madpakker over hegnet til deres mandelige kollegaer.

 

Fangernes manglende disciplin

Hver barak havde sin formand og næstformand. De havde ansvar over for tyskerne, at alle opførte ordentligt. Forholdet til det tyske vagtmandskab var omskiftelig. Den tyske mentalitet kunne ikke altid leve op til fangernes mangel på disciplin. Modtageligheden for grove irettesættelse og trusler var svag. Det militæriske nervesystem var sat på prøve.  Hver anden søndag kunne kvinderne få  besøg af deres mand, bror eller søn på vagtkontoret. Man kunne være sammen mellem 20 minutter og en time.

 

Frygten at blive sendt syd på 

Inderst inden lurede frygten. Frygten for at blive sendt sydpå. Det var om morgenen ved fem – seks tiden, at soldaterne stormede fra barak til barak og råbte navnene på dem, der skulle til Tyskland.  10 kvinder stod også på en liste den 28. november. Men de blev slettet af Sturmbannführer. Han ville ikke tillade, at der blev sendt kvinder fra hans lejr til en ukendt skæbne. Kvinderne fik derefter besked på, at de var løsladt. En halv time efter fik de at vide, at det var en fejltagelse. De blev ført til Vestre Fængsel. Og herfra blev de den 11. december alligevel ført sydpå.

 

Nogle slap væk 

Den 10. september 1944 blev en person skudt af en tysk vagtpost, fordi han gik på den såkaldte sandpromenade. Og den 15. september afgik den første transport til de tyske KZ – lejre. Mange tænkte på flugt. De ville ikke i KZ – lejr.  Og det lykkedes da også for nogle at flygte. Når man var ude af lejren for at arbejde, var der nogen, der spænede ind i skoven. De slap væk. Men ikke alle var lige heldige.

 

Flugtforsøg 

Hver uge kom der rugbrød ind i kasser. Nogle af de indsatte trænede i at komme ned i disse kasser, for at flygte. Og to indsatte forsøgte så, at sætte sig i kassen i håb om at komme ud i friheden. Nogle indviede bar kasserne over til en lagerbygning. Kusken opdagede dog, at noget var galt. Han turde ikke, at køre ud af lejren med den dyrebare last. De to indsatte kravlede derfor ud af kasserne, og selv om der var masser af vidner, var der ingen, der opfattede, hvad der egentlig skete.

 

Ud i en brødkasse

Brødrester blev kørt ud til landemændene. Det foregik i specielle kasser. Og sådanne kasser blev fremstillet inde i lejren. Og det skulle da lige prøves, om man kunne komme ud i en sådan kasse. Det lykkedes, men det var et chok for landmanden, da der pludselig rejste sig en person ud fra kassen.

 

Radioer i lejren

Flere illegale radioer blev smuglet ind i Frøslevlejren. Nyhederne blev skrevet ned og videregivet til en udvalgt skare mundtlig. Og man var ikke afhængig af strømmen som ofte gik. Nej, radioen gik såmænd på batterier. Og sidde var let at smugle ind. Ja det hedder sig endog at batterierne blev købt i den tyske kantine, trods det, at de ikke måtte sælge fangerne noget. Og i øvrigt var det forbudt at have lommelygter i lejren.

 

Tørresnor var jordledning

Radioen befandt sig i et rum, lavet ibarakkens dobbelte bræddevæg. Rummet befandt sig under vinduet og blev åbnet ved hjælp af et søm, der blev stukket ind i brættet. Som antenne blev lysledningen brugt til sidst. Da radioen var blevet flyttet tre gange, var man til sidst træt af hver gang at skulle skjule en ny antenne. Som jordledning blev der brugt ståltråd, som førte fra et jernrør i barak 11´s vaskerun til et søm i væggen. Her kunne jordledningen snildt sættes på. Ja og så blev den også brugt som tørresnor.

 

Smalfilms-apparat

Ja man havde også et snurrende 16 mm smalfilms-apparat. De fleste optagelser blev taget, mens man rystede kakkelovnsristen. Så kunne man skjule den snurrende lyd. Der er også optagelser fra tandlægeklinikken og røntgenstuen. Enkelte optagelser er også taget ude i selve lejren, mens der var fly over lejren.

 

 

Stikkere i lejren

Gestapo havde anbragt flere stikkere i lejren. Så de vidste, at der var radioer i lejren. De foretog adskillige razziaer, for at få fat i dem. Også på Gedestuen var der razzia. Her lå de mest spændene ting for tyskerne gemt. Men det eneste som tyskerne fik fat i var en illegal brødrister.

Kilde:

• Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  
• www-dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler– herunder 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov

• Under Besættelsestiden (før/Under/Efter (362 artikler) 
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Bov Kommune – under besættelsen
• Harreslev – dengang
• Sandheden om Karantænestationerne
• Myten om De Hvide Busser 
• De Hvide busser nok engang 
• Under krigen i Bov Kommune 
• Militære efterretninger i Grænselandet
• Karantænestationen ved Grænsen 
• Besættelsestiden i den sidste tid i Bov Kommune og mange flere artikler  

Redigeret 18.10.2021

Det er ikke til at tro, at der i 1920 kun var 47 indbyggere i Padborg. I dag er det antal hundred – dobbelt. 4.500 lastbiler kører dagligt gennem byen. Og 3.000
er beskæftiget inden for speditions – og transporterhvervet. Læs her om den enorme udvikling, og nogle af de kendte firmaer. Men også om da der var masser af husvilde i kommunen. Og kommunen ville ikke stille garanti til oprettelse af en andelsboligforening.

 

Fra 47 til 4.600

Tænk i 1920 var der kun 13 huse og 47 indbyggere i Padborg. I dag er der 4.600 mennesker. Og hver dag ruller 4.500 lastbiler gennem byen. I Danmarks største transportcenter befinder
der sig 47 speditions – og 52 transportvirksomheder. Dertil kommer 27 lager – og 55 servicevirksomheder.

 

3.000 beskæftigede

Og det hele er stadig i udvikling. Siden 1985 er den danske eksport steget med 70 pct, og importen med 50 pct. Den udvikling har man kunnet mærke i grænsebyen. Padborg Transportcenter beskæftiger i dag 3.000 mennesker.

Men man skulle så meget igennem inden det nåede så vidt. Jeg boede i byen i syv år. Så blev jeg mere eller mindre tvunget fra byen.

 

Husvild i Bov Kommune

Fra 1945 til 1990 blev befolkningstallet i Bov Sogn fordoblet. Særlig fra 1955 til 1965 gik det stærkt. I Padborg og Kruså var der ligefrem tale om byggeboom. I 1945 boede kun 40 pct. af sognets beboere i de to byer. I 1970 var der tale om 75 pct.

Det var transportvirksomhed, statslige arbejdspladser og grænsehandel, der var skyld i denne vækst.

Antallet af folk, der var beskæftiget med handel blev fordoblet med handel blev fordoblet fra 1940 til 1965.

Den store tilstrømning skabte problemer. Således var der i 1946 hele 300 familier uden bolig i Bov Sogn. 90 familier var deciderede husvilde. De var anbragt i barakker og på
skoler. Flere gymnastiksale var indrettet som husvilde-boliger.

 

Utålelige boligforhold

Da mekaniker Wind i Bov i 1951 ville nedlægge en lille lejlighed, blev dette nægtet. Da manglede der stadig 85 lejligheder i sognet. Lofter, værelser og sommerhuse måtte endnu i slutningen af 1950erne tages i brug.   Jernbanefolk, der var blevet forflyttet til Padborg måtte tage til takke med et lille værelse uden
nogen bekvemmeligheder. I fridagene tog de hjem til familien. Men efter et par år kom familien til byen. De blev mødt med utålelige boligforhold. Nogle boede i nedlagte busser, andre i togvogne.

 

Kommunen ville ikke garantere

I 1946 forsøgte man, at starte en andelsboligforening. Kommunen ville dog ikke garantere lånet over for staten. I 1949 forsøgte man igen. Det lykkedes. Padborg Andelsboligforening var en realitet. De første huse blev etableret på  Jernbanegade og Ringgade.  I 1961 rummede foreningens boliger en tiendedel af befolkningen. På bare 18 år blev der bygget 189 boliger.

Aabenraa Amts Boligforening kastede sig over Kruså.

 

En bolig for hver anden beboer

Et nyt byggeboom opstod. På bare 10 år blev der bygget 370 boliger i Padborg. Endelig omkring 1970 var boligproblemerne løst. Selv om befolkningstilvæksten stoppede, fortsatte man byggeriet. Fra 1972 til 1990 blev der bygget 1.500 nye boliger i kommunen. Det betød, at der i 1990 var en bolig for hver anden beboer i Bov Kommune. Det må da være Danmarksrekord?

 

Tjent på  besættelsesmagten

Mange vognmænd og speditører havde tjent godt på besættelsesmagten. Der var også masser af transport til Schweiz. Man var glade for de danske landbrugsprodukter. Hjælpepakker til Tjekkoslovakiet blev også klaret fra Padborg.  Transporterne foregik fra Padborg Station, landevejene ved Kruså og fra Oksevejen.

 

Stationen blev større

Byens store jernbanestation blev endnu større. Midt i 1950erne var der ansat 250 mand på stationen. Dengang kørte der dagligt 125 vogne ind på lade-sporene.  Man kunne opleve, at en halv snes lokomotiver futtede tilsyneladende planløst rundt på skinnerne. Men det var skam et formål med galskaben.

 

1950erne: 50 speditører og vognmænd

Hos speditørerne gik det også  stærk. I 1942 var der cirka 40 ansatte hos speditørerne. Tager vi transportfirmaerne med, nåede vi næppe op til mere end 100 ansatte. Men allerede midt i 1950erne var der ca. 50 speditionsfirmaer og vognmænd.   Andreas Andresen var specialist på fødevaretransport. I 1962 byggede firmaet det suverænt største pakhus vest for banen. Tre år senere opførtes et frysehus. Schenker konkurrerede sammen med Andreas Andresen med at være de største.

 

Fra Schenker til Danexim

Efter krigen var Schenkers filial blevet beslaglagt af staten. Niels Christensen, der havde været filialbestyrer købte allerede i 1945 aktiviteterne og rettighederne af staten. Man åbnede under navnet Danexim.  Firmaet var meget engageret i eksport af landbrugsvarer. I den forbindelse blev det første autoriserede frysehus oprettet i 1953 i Padborg. Igennem 1960erne havde firmaet beskæftiget cirka 100 mand.

 

Junker starter selv

Også det andet tyske firma, Vilh. Stave fortsatte i ny skikkelse efter krigen. Det nye navn blev Jarlby og Co. Ledelsen blev overdraget til Kr. Junker. Men denne blev afskediget i 1957. Hvad gør man så. Ja, man fortsætter selv. I 60’erne havde firmaet godt en snes mand ansat.

 

Vognmænd overtager firma i pengenød 

I 1959 startede Padborg Transit. Ja egentlig var det fem vognmænd, der kørte for Berg og Co, som var kommet i økonomiske vanskeligheder, der startede. I 1970 var der 60 ansatte.

Også det store firma, Lehman startede en filial. I 1940erne havde man ellers samarbejdet med de lokale firmaer, Andreas Andreasen, S.A. Jessing og Peter Hansen.  Filialbestyrer hos Samson og Wilson, Erik Halskov Jensen startede i 1953 for sig selv hjemme i sin dagligstue. I 1970 var der 65 ansatte.

Nissen og Petersen havde omkring 1965, 32 ansatte. Den lokale Andreas Nissen havde tidligere været ansat hos Peter Hansen.

 

Prokurister starter selv

I 1966 ville nogle prokurister hos Andreas Andresen starte for sig selv. Det var Brødrene Rebsdorf. I 1970 havde dette firma 25 ansatte.  I 1970 omfattede den samlede speditionsbranche
omtrent 5 – 600 arbejdspladser.

 

Ny grænseovergang

Efter krigen var der mange vognmænd, der prøvede lykken. Men i 1951 aftalte den tyske og danske regering, at kun et begrænset antal koncessionerede lastbiler måtte køre eksport.
Tallet blev i første omgang højst 275 biler. Det steg kun langsom før 1970.

Der var ikke mange store eksportvognmænd i landet, der havde mere end 4 biler. Kun et par stykker havde mere end 10.

Midt i 1970erne kom der større og stærkere lastbiler. Den eksportvognmand, der havde tilladelse til at køre i Tyskland, tjente godt. Hans tilladelse var et guldranet stykke papir.

I 1963 gik der 13 gange så meget gods ud af landet som i 1950.

For Kruså betød den nye udvikling en ny grænseovergang i 1956. Den gamle var alt for smal, og lange køer var hverdagskost.

I Padborg gik forskellige organisationer sammen og etablerede Transitgården.

 

Knud Hansen

Før krigen var der kun en håndfuld eksportvognmænd i Bov – Padborg området. Knud Hansen havde base i København, men etablerede en filial på Krusaagård. I 1960erne udviklede firmaet sig til en stor vognmandsforretning.

 

H.P. Therkelsen

Den største af dem alle var dog H.P. Therkelsen. Firmaet var etableret i Løgumkloster. I 1952 befandt man sig i Kruså. Firmaets store gennembrud kom, da man fik kontrakt med Den danske Brigade i Tyskland. Denne kontrakt bestod fra 1947 og 10 år frem.

H.P. Therkelsen var i mange år den største skatteyder i sognet. Antallet af ansatte steg til 40 i 1970. I dag har man cirka 200 ansatte.

 

De største vognmænd etableret i kommunen

I Bov holdt firmaet Jens Jensen til. Omkring 1970 havde man 10 eksportbiler. Firmaet Peter Hansen specialiserede sig. I løbet af 60erne havde firmaet 40 ansatte.  Problemerne for både speditører og vognmænd var at tyskerne i mange år ikke ville udvide tilladelserne. Derfor var man tvunget til at bruge tyske biler. I 1970erne havde fem af Danmarks største vognmænd etableret sig i kommunen.

 

Bestyrer starter selv

Lehmanns filialbestyrer, Edwad Marker blev selvstændig. Han specialiserede sig i import af tysk øl til Danmark.

Og i 1972 gik tyskerne med til at udvide tilladelserne. Nu var disse ikke mere bundet til den enkelte bil, men til det enkelte firma. Det gav plads til 5 – 600 eksportbiler.

Willy Haustein, der havde været ansat hos H.P. Therkelsen startede et firma, der voksede. Men Haustein måtte opgive i 1982. Hans virksomhed blev overtaget af Brødrene K.E. Og Eigil Christensen.

Firmaet Sv. Aage Barsøe havde solgt halvdelen af firmaet til IAT i Esbjerg. H.P. Therkelsen , der nu for alvor var den største vognmand flyttede til Padborg. Man havde overtaget en del af Padborg Transits aktiviteter, og var nu oppe på 165 ansatte.

 

Det bliver i familien

K.E. Christensen udviklede sig også. I begyndelsen af 1980erne var de en overgang større end H.P. Therkelsen. De havde overtaget firmaet Cargex, som de selv var med til at starte.

Eigil Christensen udviklede E.C. Trail. Han overtog en af de store vognmandsforretninger, Hans Petersen og udvidede medarbejderstaben til 90 i 1993.

Eigil Christensen var svigersøn til Erik Halskov Jensen. Det gjorde ham til svoger til en meget markant person, Carlo Jensen. Han blev også en af de store himmelstormere.

Carlo Jensens firma C.J. Transport blev grundlagt i 1979 med to medarbejdere. I 1990 var der 50 ansatte. Men da begyndte han at flytte aktiviteterne ud af landet.

 

HST starter

Hansen og Søn  havde i 1991 omkring 60 ansatte. Den ene af indehaverne havde sammen med Finn Sørensen grundlagt firmaet HST. Det havde på et tidspunkt 150 ansatte.  Ved siden af de store vognmænd var der yderligere 30 – 40 firmaer i Kruså og Padborg, der havde eksporttilladelse. Andreas Andresen havde overhalet Danexim midt i 1980erne. Man havde opkøbt firmaet Junker og Co. I 1990 var der 120 ansatte.

 

1.300 ansatte i 1990 – 91

I 1990 var N.E. Kock nået op på 40 ansatte. Speditionscentret og Malling gik sammen med Konti – Skan og nåede op på 70 ansatte.

Efter Schenker og Stave kom yderligere to tyske firmaer til, nemlig Otto Ohl samt Kuehne og Nagel. Også det hollandske, Vooruit etablerede sig i Padborg.  Omkring 1990 – 91 havde speditionsbranchen cirka 1.300 ansatte.

 

Motorvej – en fordel for Padborg

Kigger man i Krak fra 1985 kunne man finde ca. 100 firmaer i området, der beskæftigede sig med transport og spedition. Motorvejen blev en stor fordel for Padborg.  Det fælles dansk – tyske toldområde blev en stor succes. Man må tage hatten af for tyskerne, at de ville være med til at etablere dette område et par kilometer inde på dansk grund.

43 aktionærer var med til at starte Padborg Godsregistrering. Primus motor i dette var Erik Halskov Jensen. Overskuddet gik til fælles gavn til det lokale transporterhverv.

Man fik skabt en slags frihavn trods kraftig modstand fra Århus Havn. Dengang blev initiativet dog ikke helt den store succes.

 

Jernbanen i stampe

Jernbanen var sakket bag ud i 60erne og 70erne. Det var ikke meget international godstrafik tilbage. Men så fik man midt i 1980erne det såkaldte veksellad. Ideen var, at bilerne kunne køre vekselladene til centrale terminaler, hvor det så kunne læsses på et tog til de længere distancer. I den forbindelse med etableringen, blev firmaet Kombi – Dan etableret. Men jeg husker det egentlig ikke som den store succes.

 

De gamle centre

En flyveplads blev anlagt. Den gav anledning til meget diskussion. De gamle transportcentre var Padborg station og landevejen ved Kruså I Padborg lå speditionsfirmaerne længe i Jernbanegade, Valdemarsgade og på selve stationsområdet.

I Kruså var det Transitgården lige nordvest for grænseovergangen, der var det store center. Men fra 1962 var det Padborg, der trak. Man etablerede sig mellem den nyanlagte Industrivej
og banen.

 

Guldgraver – stemning

1970erne bød på et langt byggeboom på Frøslev Kådnermark, vest for banen. Næste etape var arealet mellem Omfartsvejen og Motorvejen.  Ja, der var helt guldgraver – mentalitet over det hele.   Udviklingen fortsatte efter mine 7 år i Padborg.

 – Siden denne artikel er skrevet er der sket en ny udvikling som ikke i alle tilfælde har været gavnlig for området. Mange af de nævnte virksomheder eksisterer ikke mere. Det gør min gamle arbejdsplads heller ikke. Men den historiske udvikling kan man ikke se bort fra. Husk denne artikel er fra 2011. 

 

 

Kilde:
–   Litteratur Padborg – Kruså – Bov

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov: 

• Padborg fra begyndelsen
• Padborg i 7 år
• Padborg og nabobyerne og mange flere artikler 

Redigeret 19.-10.-2021

Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på  Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.

 

Fordel at ku snak æ Sproch

Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.

 

Den gamle Gendarm

I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.

 

Kaffebord samlede danskheden

Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.

 

Rosporten ramt af tragedie

Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.

 

Fiskeren uden styrhus

En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:

• Æ har Fandme alle bejt som den daw.

 

Kurvemager Schmidt og æggene

På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.

Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:

• Æ ska ha tre æg, jet te Bobbe, jet te Mille å jet te mæ sjæl.

Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.

 

Hævn mod kommunen

På Nørrevej 52 lå Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.

 

Man slagtede ”sort” 

På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.

Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.

Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.

I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.

Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.

 

Masser af øl 

Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.

Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.

 

De Hellige

Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.

Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:

–Jesus kommer snart.

 

Elektricitetsværk på Kovej

Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.

På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.

 

Skiftede nationalitet tre gange

Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.

 

Mie Bykass

I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.

 

De skrækkelige skoleelever

Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.

Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:

• Nu regner det minsandten.

 

Revolutionen på  Centralhalle

Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

• Nej, nej, det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwebevisning!

Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:

• Det er jawn så`n jen, Vorherre vil ha`

 

Bagersvendene skulle vækkes

Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.

 

Bahnhofshotel

Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.

Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.

 

Dansk – Tysk drilleri

Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.

Æ Byttelfenn

En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige  historier. En af dem er følgende.

Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.

Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.

 

Fiddes Sporvogn

Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.

 

Højers Sygehus

Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.

I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.

Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.

I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.

 

Jens Amerika

I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.

I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.

 

Udråber Karl Færch

I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:

• O morn er’et skatbetalen.
• I jawten æ det kino æ klok ot
• De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer
• De æ låt få æ vand o Kovej fra klok ti te klok fie
• Dem, de har fåe æ vaer, ska væ tyvert fra o morn

 

Højer Storskov og Grünewald

Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.

Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.

 

Samme tro

Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:

• Troe då, at då fåe dem igen?
• Næh det troe it, Andreas
• Ja, så hae vi to da sam tro

 

Kanon– fotografen

En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.

Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:

• Wegen Reichtums geschlossen

Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.

Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.

En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.

 

Lærernes yndlingssted

I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.

I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:

• Det ka da godt væe, te de læere, vi har, er nowe møj onle minneske – æ sæe dem alle.

 

Æ tyk Købmand

Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.

 

En rotte

Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:

• En rott, en rott.

 

Ingen Bom i daw

De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:

• Hvad er det, vil du ikke sige Goddaw?
• Nej, æ vanter inne Bom i daw.

 

Tandlægen i Storegade

Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud  gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.

 

Kilde

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  77 artikler fra Højer 
• Anekdoter fra Højer
• Dagligliv fra Højer – dengang
• Dengang i Højer
• Et mejeri i Højer
• Højer – før i tiden
• Højers historie
• Brand i Højer og mange flere. 

Redigeret 13,-10. 2021

Længe før man havde brandværn, tænkte man på bekæmpelse af ildebrande. Man havde masser af brandvedtægter. Overholdt man ikke disse, var der store bøder. Man måtte betale brandskat. Læs her om Rudbøl og Højer Frivillige Brandværn. Her kan du også læse om nogle af de største brande i Højer og Rudbøls historie. En brand kunne føre til stor armod. Til et brandværn hører der ofte i Sønderjylland et orkester til. Når så ens onkel har været dirigent i 10 år, skal det også med.

 

Brandbil med motorstop

Det var vel omkring sommeren 1962, da der pludselig lød en alarm. Brand ude på Den hvide Fabrik i nærheden af Vidåen. Jeg befandt mig lige ude for brandstationen i Højer. Men her skete der ikke noget. Man kunne ikke få startet brandbilen. Efter 10 minutter var der endnu ikke afsendt nogen brandbil.

Da jeg senere på dagen gik fra Højer ud til Ny Frederikskog til Opa og Oma, passerede jeg Den Hvide Bro og kiggede jeg over på fabrikken. Der var ikke nogen brandskade at se. Dette kan ikke foregå i dag. Nu har man moderne materiel. Men hvordan var det egentlig dengang.

 

Brandvæsen i Rudbøl 

Man kunne måske have fået hjælp fra Rudbøl dengang, da der var behov for udrykning til Den Hvide Fabrik.

Rudbøl Frivillige Brandværn blev startet i 1914. Den første kaptajn blev initiativtageren, snedkermester Jens Chr. Christiansen.  Men krigen satte en stopper for aktiviteterne, så egentlig kom man først i gang i 1919. Man startede med en håndtrykssprøjte. Men lidt efter lidt kom der mere materiale til. I 1932 fik man således en motorsprøjte.

 

Rudbølgård brænder

Den 2. 10. 1966 nedbrændte Rudbølgård totalt. Det var en stor firlænget gård. Mange dyr omkom. Denne katastrofe førte til øget tilgang til værnet. Højers borgmester, Gregers Jørgensen
forærede Rudbøl Frivillige Brandværn den første motorvogn i 1970. Fire år senere fik man en helt ny. Man fik sirene, røgmasker og hjelme m.m.

 

Nøgle til grænsen

I 1982 byggede man selv en samlingsstue. Man skiftede brandbilen ud med en Landrover. I Rudbøl har man ofte hjulpet kollegaerne i Rosenkrantz syd for grænsen og omvendt. Men under en natlig brand syd på, blev man forsinket. Grænsebommen var låst. Så i 1999 fik man overrakt nøglen til grænsebommen. Men 1. april 2003 blev værnet i Rudbøl nedlagt. Borgerne arbejdede for langt væk. Det var ikke muligt, at opretholde et ordentligt beredskab i dagtimerne.

 

24 familier hjemløse

Man kunne ellers godt have haft brugt for et brandvæsen i Rudbøl i 1862. Det var den 1. juni ved middagstid. To små drenge, der endnu ikke gik i skole legede godt sammen. De havde samlet hø og halm, og satte ild til, uden at kende de voldsomme følger. Alt var tørt og der var en strid blæst. Ilden greb hurtig om sig. Inden dagen var omme var 24 familier gjort hjemløse.

 

Dyb armod

Gennem tiden har man i Højer været opmærksom på den fare, der var i brand. Som man vil kunne se, havde man taget sine forholdsregler. En brand kunne på et øjeblik forvandle ens tilværelse. Man kunne komme ud i dyb armod.

 

Brandgilde i Højer

I 1709 blev der stiftet et brandgilde i Højer. Det var landskriver Christian Bahr, der tog initiativet. Bahr havde siden 1701 været herreds – og birkefoged i Højer. Både bolsmænd og kådnere var med på ideen. 43 kådnere skrev blandt andet under på denne erklæring:

• Anno 1709, den 24. februar, har vi samtlige kådnere i Højer været forsamlede angående det brandgilde, som i disse dage er stiftet her af hr. landskriver Christian Bahr, og
  vi har aftalt, at enhver, som ønsker at være med i det nævnte brandgilde, egenhændig kan skrive deres navne herunder.

Borgerne skulle bidrage med et beløb efter, hvor meget deres hus var værd. Til det brug blev 153 ejendomme i Højer takseret. I 1895 var der 196 ejendomme.

 

Brandvedtægter i Højer

Brandvedtægterne blev efterhånden ændret. Således findes der vedtægter fra 1764, 1776,1807 m.m.

I 1843 kom der også en ny brandvedtægt for Højer flække. Den indledes med følgende:

• Det bekendtgøres herved for enhver, som det angår, at der i mangel af specielle brandindretninger i Højer flække er vedtaget følgende punkter, som efter at de er godkendt af de højere myndigheder, skal være rettesnor for fremtiden.

Det var en vedtægt, der bestod af ret så mange punkter. Vi bringer her et uddrag af disse.

• Enhver husejer skal ikke alene selv omgås forsigtig med ild og lys, men skal også sørge for, at hans familie og alle hans husfolk udviser samme forsigtighed. Alt antændeligt materiale skal holdes bort fra brændeovne, bagerovne, kakkelovne, bryggerkedler, tørreovne, smedeesser, skorstene og ildsteder. Det gælder fx tørv, spåner, hamp, hør, blår, u-tærsket korn, hø og halm. I stalde, lader og på lofter må kun bruges sikre, lukkede lygter, og der må ikke medtages brændende tobakspiber eller cigarer.
• Bødkere, snedkere, drejere, karetmagere, overhovedet håndværkere fra hvis arbejde, der falder let antændelige spåner, må være særlig forsigtige, når de bruger ild og lys, og ved fyraften skal spånerne anbringes på et sikkert sted, hvor der hverken kommer ild og lys.
• Rebslagere, skippere og fiskere, som koger tjære og beg ved fremstillingen af tovværk til skibe og både, må ikke foretage dette arbejde inden døre, man skal gøre det så fjernt fra huse og reberbaner, at der ikke opstår nogen fare, selv om den kogende tjære eller beg kommer i brand, og vinden bærer hen imod husene.
• De som støber tælle – eller vokslys eller laver svovlstikker, må hverken smelte voks, tælle og svovl eller støbe lys eller lave svovlstikker om natten, og det samme gælder i slagtetiden for slagtere og dem, som selv støber lys. Ligeledes må snedkere og malere ikke koge fernis om natten, men kun om dagen og på sikre steder. Samme forsigtighed må apotekerne udvise ved fremstilling af brændbare olier, dråber og andre stoffer.
• Hør og hamp må ikke tørres, brages, renses og hegles osv. ved lys
• Geværer må ikke affyres i nærheden af bygninger og brændbare sager. Nytårs – og bryllupsskydning er lovstridig.
• Forråd af krudt, hvor de end befinder sig, skal opbevares i afsondrede og aflåste, om muligt ildfaste rum. Brugen af krudt til sværmere, raketter, nøglebøsser og lignende, er kun tilladt voksne personer, med erfaring med sådanne ting og ved at omgås krudt med forsigtighed.
• Handlende må ikke sælge brandfarlige ting som krudt, terpentin, svovl o.l. om aftenen ved lys.
• Uforsigtig udsmidning eller opbevaring af ikke helt glødefri aske og kul på skarnbukker eller i træbeholdere må forhindres, og man må være meget opmærksom på den fare, der let kan opstå derved.

 

Eget sprøjtehus

Dengang rådede brandvæsnet sit eget sprøjtehus, samt en større og to mindre sprøjter. Man havde to vandbeholdere og fem slanger. Dertil kom flere presenninger og flere lygter, der blev vedligeholdt af brandvæsnet.

 

Brandspande og stiger

Man skulle som beboer af en større bygning være i besiddelse af en stige svarende til husets størrelse. Desuden skulle man have en brandhage, en branddasker, mindst tre brandspande og to gode lygter. Når der var brand, skulle man så  hurtig som mulig ile til med slukningsudstyr. Man bestemte også efter brandvedtægten af 1843, at alle nye huse i Højer fremover skulle beklædes med tagsten.

 

Alle skal overholde vedtægterne

Nu var det ikke alle, der ville rette sig efter bestemmelserne. Værst var det med  de familier, der boede i Højer, men hørte under Møgeltønder birk. Det ville birkefogeden i Højer dog ikke finde sig i. Han skrev derfor i 1845 til Det Kongelige Branddirektorat for Tønder Amt:

• Det har i den sidste tid vist sig, at de schackenborgske undersåtter i Højer Flække ikke er tilbøjelige til at rette sig efter anvisninger fra de tønderske brandmyndigheder, navnlig i forbindelse med brandsyn. Jeg har derfor henvendt mig til Hr. Kanceliråd Brasen i Harres og fået det svar, hvoraf jeg som bilag ærbødigst fremsender et afskrift. Det fremgår deraf, at de schackenborgske beboere i Højer flække, som det er naturligt, må rette sig efter de tønderske myndigheders tilsynsbestemmelser.

 

Hurtigst mulig slukning

Kigger man i den såkaldte Flækkevedtægt for Højer hedder det sig:

• Formålet med brandvæsnet er at sørge for den hurtigst mulige slukning af enhver brand, der opstår i flækken, og for redning af personer og det bohave, som er i fare, samt ved passende forholdsregler at forebygge, at ilden griber om sig
• Til ledelse af brandvæsnet og den specielle overvågning af dette reglement nedsættes en brand-kommission, som består af flækkeforstanderen som forman, kaptajnen for frivillige
  brandværn, et medlem af flækkekollegiet, samt tre borgere, der vælges af kollegiet. Denne kommission skal udpege det nødvendige antal befalingsmænd og brandmænd til sprøjte – og slukningsvæsnet. Desuden har brandkommissionen myndighed til at sørge for afstraffelse af personer, der overtræder reglementet.

 

Alle var forpligtet

Godt nok hed det Det Frivillige Brandværn, men alle borgere mellem 20 år og 60 år var forpligtet til at gøre tjeneste ved sprøjterne undtagen embedsmænd, præster og skolelærere.  I 1878 ydede Sparekassen i Højer for første gang tilskud til brandslukningsmateriel.

Ja og Højer Frivillige Brandværn har eksisteret sin 1882. Det var på en generalforsamling i Skyttekorpset, at der kom forslag om oprettelse af et frivillig brandværn i Højer.  Der blev så nedsat et udvalg på  seks mand, der skulle gøre det forberedende arbejde. På det stiftende møde tegnede der sig 41 aktive og 18 passive medlemmer. Smedemester S. Wismar var den første brandkaptajn i Højer.

 

En sprøjte til 1.200 kr.

Man øvede flittigt, og der blev anskaffet uniformer og materiel. En mekanisk stige blev fremstillet af lokale håndværkere. I 1883 overtog man en sprøjte, der var fremstillet af Nagel & Sønner i Slesvig. Den kostede den store sum af 1.200 mark. Det var en hestetrukket håndbetjent sprøjte. I 1896 fik man en ny sprøjte. Den kunne meget mere, men der skulle mange til at betjene den.

 

En ny brandstation

Den 2. juni 1907 var der stor fest i Højer. Det Frivillige Brandværn havde 25 års jubilæum. Samtidig holdt tønderkredsens frivillige brandværn deres delegeretmøde på Centralhotellet. I 1927 fik man den motorsprøjte. Den kunne en masse, og der var ikke så mange, der skulle betjene den. Sprøjten fik sin debut ved en brand den 8. december på Søndergård i Sdr. Sejerslev. I 1937 blev der opført en ny brandstation.

 

Kommandosprog på  tysk/synnejysk

Før 1945 var kommandosproget i Feuerwehr en blanding af tysk og synnejysk. Og det kunne afstedkomme ret så morsomme kommandoer som for eksempel:

• Rechts um – å ind a lejgaf

Øst for Slusevej i den såkaldte fenne nr. 2 havde brandvæsnet øvelsesplads med Steigerturm og stativ til tørring af brandslanger. Og i 1948 fik man nye uniformer.

 

Reddet i sidste øjeblik

Øst for Borgmesterkontoret har ligget et langt hvidkalket stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Huset brændte i 1949. da blev det ejet af Martha Lund. Hun boede der med sin søster. Her opstod der pludselig ild. I det stille vejr bredte ilden sig hurtig til nabohuset bagved og sprang derefter over på den anden side af gaden. Takket være en ihærdig indsats af Falck og Højer Frivillige Brandværn forhindrede man at branden ikke fik et endnu større omfang.

Man mente at søstrene var ude, men fandt i sidste øjeblik ud af, at de sov middagssøvn i deres soveværelse oppe på loftet. I allersidste øjeblik blev de reddet ud.

 

Ikke begejstret for udrykningsvogn

I 1951 blev der oprettet brandsirene på posthuset. Alarmeringen inden da, skete ved, at medlemmerne løb gennem byen og blæste i brandhornet. Samme år blev der købt en brugt brandbil for 20.000 kr.   Den første udrykningsvogn fik man i 1952. Men mandskabet var ikke så begejstret for den. Den blev faktisk ført rigtig taget i brug i 1955.

En stor dag var det i 1967, da Højer Frivillige Brandværn fik to nye Landrovers.

I 1968 overtog man det gamle Falck – område. Nu skulle man også klare, Højer Landsogn, Emmerlev, Hjerpsted og Daler – Østerby kommuner.

 

Ny brandstation i 2000

Brandstationen blev i 1978 udvidet, og i 1982 blev en varebil udstyret som røgdykker – vogn. For alvor rykkede den moderne teknologi ind i Højer i 1985. Nu fik man bipper og en ny hoved-radiostation.

Nye biler ankom i 1989. En tankbil havde man permanent stående hos kornhandler Fedder Hinrichsen. Men alle biler blev samlet, da den nye brandstation ved Højer Dige blev taget i brug i år 2000.

 

Hensat i armod

Gennem årene har der været talrige større og mindre brande i byen. Den 30. november 1739 mellem kl. 23 og 24 opstod der en ulykkelig ildebrand i Lorenz Jacobsens hus, hvorved 7 fag blev lagt i aske, foruden brygge – og bagerredskaber. Den største del af indboet blev også flammernes bytte. Hos Hans Jensen nedbrændte i den forbindelse et tre fags hus. Begge blev hensat i armod.

 

Storbrand i 1744

Fem år senere den 6. oktober 1744 mødte farver Sonnich Dethlefsen for Birkeretten og anmelder, at der den 24 september kl. 18 var opstået ulykkelig ildebrand i hans lade, hvorved samtlige de bygninger, som stod på den halve plov jord, der hørte under Løgumkloster blev lagt i aske tillige med det insiderhus, som stod der. Og hele kornhøsten samt hø og tørv brændte ligesom det meste af hans indbo. Ilden greb også over på hans kådnerbolig , der hørte under Tønder retskreds, så også den nedbrændte.

Ilden greb videre om sig, så endnu flere huse gik op i flammer. Således anmeldte Peter Ellum, at hans hus og stald var nedbrændt. Han kunne ikke bjerge andet end sine klæder og sit sengetøj. Bygningerne var dog forsikret i Tondernsche Brand – Cassa.

Det må have været en meget stor brand. I retsprotokollerne er der endnu fire personer, der melder sig vedr. samme brand. Alle aflægger den i brandvedtægterne forskrevne ed på, at de hverken selv eller forsætligt har stukket deres huse i brand eller på nogen måde har ladet andre gøre det.

 

Tagtækkeren tabte sin pibe

Den 5. november 1776 mellem 16 og 17 udbrød der igen en ildebrand i Højer. Hele elleve huse blev lagt i aske. Da man formodede ildspåsættelse, afholdes den 1. december en vidneafhøring i Højer Birkeret.

Det fjerde vidne, tækkermand Engelbrecht Nielsen beretter, at han havde arbejdet på Mads Hansen Bocks hus den dag, da ilden udbrød. Han kunne ikke nægte, at han havde røget tobak, og at piben var faldet ud af munden på ham. Bagefter havde han fundet den ituslået under stigen. Efter et af vidnerne var ilden brudt ud i det gamle tag mellem Mads Hansen Bock og Lina Beckers lade.

Åbenbart var der opstået to brande samtidig. Brandkassen udsatte en dusør på 100 rthr. For brandstifterens pågribelse. Blandt de nedbrændte ejendomme var også de tre største gårde i den vestlige bydel.
Alternative metoder i Højer

I 1804 berettes om en brand i Højer. I en skrivelse til amtmanden  hedder det:

• Natten mellem lørdag og søndag udbrød der ildebrand i Thomas Vævers hus her i Højer, der snart forvandledes til aske. Forsynet var os nådigt, idet der var vindstille, og der først rejste sig en heftig vind, da branden næsten var slukket, ellers ville hele flækken være blevet skueplads for den største elendighed, da vi stadig er foruden redningsforanstaltninger. Ved denne ulykke indtraf der endnu en sørgelig begivenhed, at en 80 – årig kone indebrændte.
• Dette er allerede den anden ildebrand her i byen inden for meget kort tid, og den første var endda opstået hos væverens nabo. Her var man dog mere heldig, idet man straks fik ilden slukket. Allerede dengang havde man mistanke om, at ilden antagelig var påsat. Samme formodning har man nu, og en vis Laust Willardsen, der bor i nabolaget – en såkaldt schackenborger – eller hans kone skal være misæderen. Vi har ingen vidner, ingen beviser, men er i den frygtelige situation at leve blandt voldsforbrydere, der i nattens mulm og mørke kan finde på at afbrænde huset over os og vor børn. Derfor gav vi i dag de omtalte, mand og kone, besked om at møde ved kisten med det forbrændte lig og lod dem hver især tage fat i dets hånd for at vække den skyldiges samvittighed ved denne rystende situation og derved måske komme gerningsmanden på sporet.

Det var unægtelig nogle alternative metoder man anvendte i Højer. De to blev ganske vist anholdt af amtstjeneren og ført til Tønder. Men det kunne ikke med sikkerhed fastslås, om de var de skyldige.

 

Stor indsats af brandværnet

Den 19. august 1867 blev 16 huse midt i Højer på et kort øjeblik forvandlet til aske. I februar måned 1910 nedbrændte gårdejer Rasmus Hindrichsens store bygninger. Og den 22. februar 1919 gik det ud over vognmand Hans Knudsens ejendom. Ved de to sidste tilfælde kan man takke brandvæsnets energiske indsats i, at det ikke blev værre. Der var stråtækte huse rundt om.

Onkel Pulle – dirigent i 10 år 

Man taler stadig om Onkel Pulle i Højer Brandværnsorkester. Han var dirigent i orkesteret i over 10 år. Min skønne kusine, June arvede hans musikalitet. Hun underholdt i pausen ved et arrangement på Digeskolen. Og en gang, da vi blev smidt ud fra Emmerlev Klev, fordi vi havde læderjakker på, ja så underholdt Pulle og June resten af natten på hammondorgel hjemme på Prilen i Højer.

 

Gang i orkesteret

I Sønderjylland er brandværns orkesteret historisk tilknyttet til værnet. Sådan var det også i Højer. I dag er det godt gang i dette orkester, takket være deres aktive dirigent Anne Petersen
fra Aventoft. Hele 36 musikere kan orkesteret mønstre i dag.

 

Dannet i 1924

Egentlig er orkesteret dannet i 1924. Men allerede i 1892 blev der dannet et tamburkorps. Dengang var man 12 musikere. I 1914 fik man nogle instrumenter fra nedlagte orkestrere. Laurits Petersen begyndte efterhånden at oplære 14 brandmænd i den svære kunst at spille. Der blev trænet marcher ude på forlandet, så høvringer ikke skulle høre unoderne.

 

Folk udefra

Ifølge Brandværns – orkesterets love var det kun aktive brandmænd bosiddende i Højer Kommune, som kunne spille i orkesteret. I 1950 blev man nødt til at bryde disse regler for at få tilgang. Det gav i begyndelsen sure miner. Og tænk i 1991 gik Højer Brandværnsorkester fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen under Onkel Pulles ledelse.

Undren på  Nørrebro

Ja og det undrede publikummet på  Nørrebro, da jeg under foredraget/musikshowet Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro under Spil dansk Arrangementet  blandt andet fortalte om brandværnsorkestre i Sønderjylland.

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Tønder
• www.hoejerbrandvaernsorkester.dk

 

• www.dengang.dk indeholder 1,783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

Hvis du vil vide mere:
Om Brand – Læs

• Brand i Tønder (under Tønder)
• Christiansborgs Brand 1884 (under København)
• Fra ildebrand til kæmner (under København)
• Brand i Brokvarterne (under Nørrebro)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Musik – Læs

• Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro (under Tønder)
• Musik i Tønder 1 – 4 (under Tønder)
• Tommyguns er genopstået (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 14.10.2021

Os fra Tønder taler et mærkeligt sprog – synes de andre. Vi kommer fra en speciel by, hvor de velhavende bestemte i århundrede. Der var masser af adelige i byen. Man skulle ikke tro, at byen havde en stor havn. Hvad betyder Tønder?

En tynne – knajt

Os fra Tønder hedder tøndring. Jeg bliver også kaldt for Tynne – Knajt.

Men hvem er vi. Ja forudsætningen for at kalde os det, er at vi er født og opvokset i Tønder, ellers gælder den ikke. Man kan godt høre på os, at vi er fra Tønder. Vi bruger en bestemt dialekt. Men denne artikel skal ikke handle om det. Vi skal kigge på Tønders befolkning gennem historien. Egentlig kunne jeg så starte med min familie, men det har jeg faktisk gjort andetsteds.

 

Hvad betyder Tønder ?

Hvad betyder navnet? Ja der er mange forklaringer. Det kan stamme fra en germansk folkestamme, Tungurerne. Det kan stamme fra guden Thor (torden på engelsk Thunder). Og så er det også det gammelnordiske navn Tun, der betyder noget i retning af mark. Det kan også have været et udførselssted for Tønder (Fyrsvamp) Dengang var byen omgivet af masser af skov. Andre igen mener, at det har noget at gøre med saltfremstilling. Man tændte det formål et bål. På afstand kunne det minde om lyn og torden.

 

Inddrivelse af told

Lille Tønder hører uden tvivl til blandt Sønderjyllands ældste bebyggelser. Blandt historikere er der uenighed om Møgeltønder (Store Tønder) var den oprindelige havneby.

Det ældste Tønder er født i vikingetiden og i den frisiske storhandels århundreder. De første bebyggelser er sket omkring havnen eller ladepladsen. Idrisis sagde dengang, at her var en helt anselig bebyggelse. Her lå ganske tidlig en borg, som ikke kun tjente som forsvar, men som havde en sikkert frygtindgydende foged som skulle inddrive told. Borgen omtales først skriftlig 1285, men er antagelig væsentlig ældre.

 

Var der handel med London?

I 1243 fik Tønder i hvert fald stadfæstet sin stadsret. Nu var det en virkelig købstad. Allerede inden var der oprettet et kloster. Pontoppidan hævder at Tønder allerede i 1100tallet havde handel med London. Var vikingerne repræsenteret i Tønder – dengang?

Allerede tidlig var Tønder blevet udskilt som Skt. Laurentius Sogn. En meget tidlig kirke har befundet sig i byen.

 

Påvirket af friserne

Gennem århundreder er Tønder blevet påvirket af friserne. Påvirkningen af både dansk og tysk kultur har været tydelig.

Omkring år 1300 nævnes 19 navne, som tyder på, at det er frisere, vi har med at gøre. Antagelig er mange tyskere også indvandret til byen. At administrationssproget har været tysk i den senere middelalder har været ganske almindelig i de nordslesvigske byer. Omkring år 1800 var tysk også almindelig i retten, i Amtshusets skrivelser, i domsafsigelser og i provstens breve. Men øvrighedens sprog havde ikke noget at gøre med det sprog som den jævne mand talte, eller havde noget at gøre med befolkningens afstamning.

I de ældste tider udfærdiges regerings – og rets-breve på latin. Det var vel de færreste, der kunne læse dem.

 

Langsom befolkningsudvikling

Omkring reformationstiden var der cirka 1.500 tøndringer.

Først omkring 1757 har vi et bedre grundlag for at bedømme, hvor mange der var i Tønder. Her nævnes 2.874 personer, fordelt således:

• 1.707 i Sydøst – kvarteret
• 1.040 i Sydvest – kvarteret
• 485 i Nordvest – kvarteret
• 542 i Nordøst – kvarteret

I 1860 var der 3.216 og det voksede stille og rolig op til 6.178 i 1940.

 

Børn af uærlige – uønsket

I Middelalderen blev Tønder delt op i 120 stavne. Men også her i historikere uenige, for det antal var det slet ikke plads til. Men kun ejere af disse stavne var fuldborgere.  I løbet af det 17. århundrede mistede denne stavne-inddeling sin betydning. Men egentlig blev den først ophævet i 1768.

Tønder bestod dog også af en mængde huse og boder af den mindre velhavende del af befolkningen. De måtte betale en slags beskyttelsespenge til øvrigheden. Man var i Tønder ligesom andre steder bange for, at for mange fattige skulle slå sig ned i byen. Det kunne blive en for stor byrde for byen.

Man skulle opfylde nogle kriterier for at blive optaget som borger. En hver næringsdrivende skulle være borger.  Man behøvedes ikke som i andre byer, at være gift eller have eget hjem. Men man skulle være født af ærlige forældre. Uærlige folk som bødler og rakkere var ikke velkommen i borgerskabet.

Man skulle være kristen. Jødernes ligeberettigelse blev først gennemført i Sønderjylland i 1854.

 

Borgerskab

En borger i Tønder måtte ikke have forpligtigelser andre steder. Man skulle have de militære myndigheders tilladelse til at blive borger. Var man fra et slesvigsk gods, skulle man have et frihedspas fra godsejeren, hvori der blev bekendtgjort, at man var frigivet fra livegenskabet. Karle fra de kongerigske enklaver skulle tilsvarende fremvise pas med beviser for, at de var fri for stavnsbåndet.

Efter at Sønderjylland blev indlemmet i Preussen blev borgerskabet ophævet. Fra 1. marts 1869 forlangtes der ikke mere aflæggelse af borgered i Tønder.

 

Adelig indflydelse

Fra de ældste tider var Tønder sæde for en række kongelige embedsmænd. Nogle af disse boede uden for selve byområdet. Det var amtmændene, og de tilhørte som regel adelen. Følgende adelsslægter har været repræsenteret, Thienen, Buchwald, Ahlefeldt, von Qualen, Reventlow, Pogowisch, von der Wisch, Rantzau, von Kampen, Blome, Holstein og von Könnigstein.

 

Mange embedsmænd

Så var det husfogeden, som skulle tage sig af selve slottet, de kongelige bygninger, skovene og vejene. Dertil kom postmestren, toldembedsmændene, herredsfogeden, rets-skriveren og mange flere.

Dertil kom så selve byens styrelse. Borgmesteren som i starten var en af byens førende købmænd. I tidens løb blev det dog ofte en juridisk uddannet person. By-skriveren var altid en Literatus. Dertil kom Byfogeden, Politimestren (fra 1811), skarpretteren og forskellige underordnede tjenestemænd  som By-musikanter, vægtere, by-tjenere og fattigfogeder m.m.

Ja og så var det jo kirkens og skolens ansatte. Før 1729 var der to præster, derefter tre. Af skolefolk var der i ældre tid, en Rektor, en Kantor, tysk skolemester foruden tilfældige skolelærere. I det 19. århundrede var der vel cirka 10 lærere i byen, når lærerne fra Seminariet blev regnet med.

 

De rige bestemte

Raadmændene var folk, der havde et borgerligt erhverv ved siden af. Sammen med borgmesteren var de byens dømmende magt. I 1737 talte man om 8 rådmænd, men ved århundredets slutning nøjedes man med fire.

Allerede meget tidlig blev rådmændene udvalgt blandt byens overklasse. Og de valgte i reglen også borgmesteren, som dog også skulle godkendes af kongen.

Ved en kongelig forordning af 4. juli 1738 blev det fastslået at hver tredje år skulle fire af de deputerede afgå. Deputeret kollegiet var beregnet til, at den skulle repræsentere en mere alsidig repræsentation af byen. Det skulle være en slags modvægt til Rådet. Man skulle vælge blandt ringere Borgere og Haandværkere.

Men også her var det overklassen, der var repræsenteret. I 1710 var således 14 ud af 20 købmænd. De to var bryggere. Håndværkerne var kun repræsenteret med en guldsmed og en kandestøber.

Og det var de samme Patricia – slægter der bestemte i Tønder gennem århundrede. De giftede sig ind i hinandens familier og bevarede derved magten.

 

Kilde

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  283 artikler fra Tønder 

• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• De første mennesker i Tønder
• Friserne – syd for Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Møgeltønders historie
• Tønder i 1600 – tallet
• Tønder Kristkirke
• Tønderhus – slot, borg og fæstning
• Tønders Historie – fra begyndelsen
• Tønders historie – i årstal
• Vikinger i Vadehavet
• Åndens folk i Tønder og mange flere 

Redigeret 3. – 11. 2021

Der var masser af foreninger i Tønder – både de ”temmelig danske”  og ”temmelig tyske”. Kultur –  sports og fritidslivet havde gode kår. Elga Olga forlod scenen. Hun var utilfreds med bifaldet og støjen fra Tønderhus køkken. Og Tønder bankede Løgumkloster i fodbold – med kun 9 mand på banen.

 

Friesenvereins sidste møde

Tønder Læseforening var den første danske forening siden 1864. Den blev oprettet i 1912. Handelswerkerverein og Handelsverein fik efter 1920 danske navne. Mange af de tyske foreninger forsvandt helt, andre forsvandt efter nogle år.

I juni 1930 afholdt Friesenverein sin sidste generalforsamling. På Hagges Hotel var der mødt 10 medlemmer frem. Sommerudflugten skulle det år gå til Glücksborg.

I 1955 gjorde man boet op. De sidste to bestyrelsesmedlemmer opløste foreningen. De sidste 19 kr. blev foræret til Sophie Bahnsen, fordi hun i sine unge år havde interesseret sig meget for den frisiske forening.

 

Foreningerne vælter frem

I 1940erne udtalte amtslandinspektør Mosbech:

• siden 1920 er foreningerne i stort tal væltet frem af den tønderske jord

Den tysksindede befolkning bidrog selv til foreningsdannelsen. Man dannede afdelinger af Deutscher Schulverein, Schleswigscher Wählerverein og mere lokalprægede foreninger. Også
et utal af danske foreninger opstod.

 

”Temmelig” danske forening

Kigger man i Tønder Adressebog for 1932 er der 54 foreninger. Kun en mindre del af disse bestod inden 1920. Cirka 12 foreninger havde et tysk klingende navn.

I 1942 var der 87 foreninger i byen. Med andre ord, der var en forening for hver 72. tøndring. Man kommer unægtelig til at tænke på den gamle værtshusrekord fra århundredeskiftet.
Denne rekord var blandt andet omtalt i en brasiliansk avis. Jo Tønder var dengang verdensberømt.

En undersøgelse fra 1958 konstaterede, at der var 149 selvstændige sammenslutninger, foreninger og foreningsafdelinger af en hvis betydning. Undersøgelsen konstaterede at de 56 var temmelige rent danske. De 17 var temmelig rent tyske, mens 72 blev betegnet som blandede eller nationalt neutrale.

Den mest fremtrædende blandt de tyske foreninger var Bund Deutscher Nordschleswiger, mens jazz – klubben, kegleklubben, skat – klubben og Rotary hørte til de nationalt blandede.

 

Ungdommen var utilfreds

I 1960 kunne Jydske Tidende berette:

• Unge med ørkenfornemmelser er utilfredse med Tønder

Byen var godt nok hyggelig, men det var ikke lige et forlystelsescentrum – dengang. Senere hed det sig, at de unge flygtede fra byen. De ville ikke bo i landets største alderdomshjem.

Bortset fra Tønder Kino, jazz – klubben, sport og kirkelige arrangementer, mente avisen ikke, at byen kunne tilbyde de unge noget som helst.

 

Mange muligheder

Nu var det hele ikke så trist dengang, skulle jeg hilse og sige. Ude på Lærkevej havde vi vores egen fodklub. Senere var jeg med i TSF, Tønder Sports Forening. Jeg var medlem af EDR, Eksperimenterende Danske Radioamatører og så var jeg med til at stifte Tønder Båndamatør Klub.

Lillebror Jan
var med i Sauf Gemeinschaft West, ja sådan kaldte vi den tyske sportsklub dengang. Lillebror Erwin var med i roklubben– den danske, og lillesøster Berit var med i FDF. Der var rige muligheder for at dyrke vores interesser.

 

Fodbold – fra gammel tid

Den ældste sportsforening i Tønder, var Männer Turn – Verein. Den var oprettet i 1865. I midten af 1930erne gik den sammen med Kaufmännischer Turnverein von 1909. Man dannede Turnerbund Tondern von 1865. Hertil kom den i 1929 oprettede Ruderverein.

I 1913 havde Tønder fået sin første fodboldklub. Det var Tondern Fussballklub von 1913. men på grund af krigen fik den en kort levetid.

I 1920 blev der oprettet en ny fodboldklub. Det skete den 17. maj på Café Schau i Richtsensgade, hvor en kreds af interesserede stiftede Internationaler Fussball – klub. Det flotte navn skyldtes, at der var engelske soldater i byen.

I 1921 tog man navneforandring til Tønder Boldklub. Efter en sammenslutning med Arbejdernes Idrætsklub blev det i første halvdel af 1930erne ændret til Tønder Forenede Boldklubber. I 1939 blev det til Tønder Sportsforening. Årsagen var en sammenslutning med Tønder Idrætsforening.  Selv med kun ni mand på banen bankede
man i 1938 Løgumkloster.  Mange klubber opstod for at dø  efter et par år.

 

Skydning ved Schweitzerhalle

I 1970 havde byen foreninger som Tønder Amts Cykelring, Tønder Badmintonklub, Tønder Bokseklub Vidå, Tønder Rodeklub, Tønder Roklub, Tønder Tennis Klub og Svømmeklubben Guldhorn.

Ja og så var det jo også  Tønder Ringriderkorps. Og hos Schützenkorps Tondern von 1693 fik jeg lov til at skyde bag ved Schweizerhalle.

 

Den store sportsplads

Den store sportsplads for anden af Lærkevej har jeg beskrevet i flere artikler. Her tilbragte vi så mange timer. Og det var her min onkel blev jysk mester i kuglestød. Her måtte vi medlemmer af Lærkevejs Boldklub løbe 10 kilometer for at komme i form. Jeg kan ikke huske om træneren hed John Andersen eller Kjeld Tychsen på daværende tidspunkt. Sidstnævnte havde en meget smuk søster. Mona, som mange af os var lune på. Hun var også en god løber og med i TSF.

Da formanden for Jydsk Atletik Forbund, redaktør Ritto kort efter genforeningen besøgte Tønder med et atletikhold, gjorde de flotte faciliteter indtryk på ham. Han beskrev det således:

• kl. 7 kørte vi til idrætspladsen, og her fik vi den største og glædeligste overraskelse på hele turen. Vi havde ventet en mark, hvor der var gravet et hul til at springe i og måske til nød skåret et par kridtstreger til at markere banerne med. I stedet for dette fandt vi en mægtig stor idrætsplads, med et stort og flot idrætshus, som samtidig benyttedes til tribune, ved siden af en nydelig lille restaurant, med servering uden for på den store terrasse. Med de vidunderlige forhold, som her er til stede, bør der hurtigst muligt tages fat på
  atletiksporten. Med kun en lille smule modernisering af den plads, de har for hånden, vil de opnå at få det smukkeste stadion, som ikke nogen provinsby i Jylland kan måle sig med.

 

Der var gang i sporten

Men i Tønder ville man have bedre forhold for alle sportsgrene. Man oprettede S.I.F.T. – Samvirkende Idrætsforeninger i Tønder.  Men der skal gå mange år, inden dette skete. Det første synlige tegn på en forandring var indvielsen af det nye friluftsbad i 1951.

I 1958 blev der også anlagt en campingplads. Samme år gik man i gang med anlæggelse af fodboldbane, atletikbaner, træningsbaner, håndboldbaner og tennisbaner. Men anlæggelse af en hal lod vente på  sig.

I 1961 var man så vidt, at man kunne stifte den selvejende institution Tønderhallen. Men først i 1965 kom der gang i byggeriet. Den 9. januar 1965 blev den første hal officielt indviet. Med sine 1.200 kvadratmeter var den på daværende tidspunkt byens største lokale.

For sporten i Tønder var det en milepæl. Den næste hal var allerede klar i 1971. Siden er Tønderhal 3 dukket frem.

Hvor har vi mange somre tilbragt i Friluftsbadet. Mange gange har vi været direkte solskoldet. På det nye stadion fik vi bank af Daler med 14 – 0. Og på selve stadion fik vi lov til at spille mod Møgeltønder. Vi vandt med 1 – 0. Og hvem tror I, der skød Tønders mål?

Inde i hallen har været til så  mange en håndboldkamp. Der var lynchstemning og råb og skrig:

• Tynne, Tynne, bank de stoe Bynde

 

Dansk/tysk kappestrid – gevinst for byen

Den dansk/tyske kappestrid på det kulturelle område efter 1920 var faktisk en gevinst for byen. I mellemkrigstiden var der foreninger som:

• Arbejdernes Mandskor, Arbejdernes Radioklub, Bund für deutsche Kultur, Deutscher Bücherverin, Singverein, Tønder Amts Kunst – og Turistforening, Tønder Biblioteksforening,
  Tønder Læse – og Ungdomsforening, Tønder Musikforening, Tønder Radioklub, Tønder Sangkor.

 

Da Elga Olga gik i protest

Vi kunne have nævnt mange flere. Det Kongelige Teater havde gæstespil i byen i 1920. Flensborg Avis skrev begejstret:

• vi har mødt den største skuespilkunst Danmark ejer. Det ypperste er blevet budt os – i Holbergs Erasmus Montanus.

Allerede en måned senere vendte Det Kongelige Teater tilbage med Barberen i Sevilla.  Alt foregik ikke lige harmonisk. I 1955 måtte Socialdemokratisk Forening til sin store fortrydelse aflyse en planlagt en Arte opførelse på Tønderhus, fordi værten stillede krav om salleje og forhåndsgaranti for omsætningen.

Bestyrelsen mente, at det var urimelige forhold. Et forsøg på at flytte forestillingen til Schweitzerhalle kunne ikke lade sig gøre.

Det var dog ikke det eneste drama. I 1958 smækkede Elga Olga med døren på Tønderhus. Det skete midt under en forestilling, hvor hun gik sin vej. Hun var utilfreds med bifaldet og støj fra køkkenet.

 

Ingen ville høre Sønderjyllands Symfoniorkester

Der var gang i musiklivet dengang. Kendte navne som Wandy Tworek og Victor Schiøler gæstede byen. Men i 1949, da Sønderjyllands Symfoniorkester mødte op med 40 mand, mødte kun 20 tilhører op. Så var det mere gang i den, da Århus Byorkester og Flensborg Symfoniorkester gæstede byen.

 

Fest i anlægget

Vestslesvigsk Tidende kunne i 1823 berette om, at den tyske sangforening havde foranstaltet

• en fest i kanalen i anlægget, hvor de mange kulørte lugter på bådene lyste op i den mørke august aften. En mængde mennesker var kommet ned for at se på det smukke skuespil og høre på sangen, der klang ualmindelig smukt hen over vandet og ind i mellem træerne.

 

Stor interesse for lysfest

I 1920 overtog Igelev Christensen et biografteater i Vestergade 19. Det var indrettet fire år tidligere. I de første år var der fortsat stumfilm, som blev vist i Tønder.

Men i februar 1925 var det storfilmen Amerika, der trak fulde huse. I 1927 var det Ben Hur. Den blev delt over to aftener.

I 1931 skete der noget stort. Et tale – og tonefilmsanlæg var blevet installeret.

Under besættelsen var kino blevet moderniseret. Der var to forestillinger hver dag, og tre stykker om søndagen. Mellem 80 – 90.000 mennesker gik i biografen årligt i Tønder Kino. Ganske imponerende, må man sige.

 

Kø  – foran Radio Rasmussen

I 1949 var det Night and Day. Men i 1950 holdt fjernsynet sit indtog i Tønder.  Radio Rasmussen fik folk til at stimle sammen foran hans vindue, da han i januar 1953 kunne opfange fjernsynsudsendelserne fra Hamburg.

I januar 1956 havde en fjerdedel af Tønders befolkning TV – dog ikke hjemme hos Familien Brodersen.

 

Bibliotekerne

Det tyske bibliotek var åbnet i begyndelsen af 1920erne. I starten var det under trange kår, først på  Alexandrineskolen, og derpå i lejede lokaler i Spikergade 22. I mere faste rammer kom biblioteket i 1928, da det blev indkvarteret i Deutsches Haus.

I 1960 blev der stillet velegnede lokaler til rådighed på Ludwig – Andresen – Schule.

Det danske bibliotek påbegyndte i 1923 virksomheden i lejede lokaler i Østergade. Mere plads fik man i 1926 ved flytningen til Nordsleswig Banks tidligere bygning på hjørnet af Storegade
og Kobbergade.. I 1950 flyttede biblioteket til den tidligere tyske kommuneskole i Richtsensgade. I 1964 blev det overtaget af kommunen.

 

Sønderjyllands
ældste husmoderforening

Ja og så var det lige Tønder Husmoderforening. Det var den ældste i Sønderjylland. Den havde til formål

• at støtte og fremme hjemmets sag i økonomisk, samfundsmæssig og etisk henseende.

 

Spejderne

Vi skal ikke glemme spejderne. I 1928 var der endnu 61 medlemmer af Wandervogel, 8 medlemmer af Alt – Wandervogel og 62 medlmmer af den lokale Kufhäuser Jugendgruppe.

Det danske Spejderkorps, Tønder Trop blev stiftet den 29. april 1919 hos gæstgiver Schmidt i Vestergade Ved 50 – års jubilæet i 1969 var der 48 spejdere og skovmænd samt 29 ulve.

I 1922 var der oprettet en afdeling af Frivilligt Drenge Forbund.

 

Årets by

I begyndelsen af 1970 var Tønder i gang med en omstrukturering. Mange institutioner havde forladt byen. Men en voksende industrialisering var i gang. Erhvervs og turistchefen lagde billet ind på at blive Årets By.

For at blive kåret til Årets By, skulle byen være en god by at bo i. Og tænk Tønder blev kåret som Årets by. Dommerkomiteen kom frem til:

• at ingen anden by som Tønder havde formået at bevare og udvikle et bymiljø med en masse fine kvaliteter uden samtidig at forfalde til banal hygge-atmosvære. Byen virker harmonisk og venlig. Det nye, der er skabt, var bygget med en fin fornemmelse for ikke at ødelægge de gamle kvaliteter.
• Tønder – borgerne falder ikke på maven af højhuse og lignende. Man har formået at udbygge byens erhvervsliv og dermed sikret byen en rimelig vækst og egnen et center.
• Tønder var den gode kunstners arbejde, præget af mådehold og beherskelse, uden samtidig at virke kedelig og steril.
• Tønder havde forstået at tilpasse sig de nye tider med en udbygget offentlig service samtidig med at beskatningsprocenten var lavere end i de byer, som Tønder konkurrerede med i opløbet.

Og selv om jeg var fraflyttet byen, var jeg meget stolt. Det var en fortjent anerkendelse for den udvikling, som Tønder havde gennemgået i de foregående årtier.

 

Gør mere ud af markedsføringen

Skægt er det også, at når man farer rundt i København og holder foredrag, så ved københavnerne meget om Tønder. Mit indtryk er også, at det ikke kun er sønderjyder, der læser artiklerne
om det gamle Tønder her på siden.

Man forbinder Tønder med Musikfestival og Sort Sol og meget mere. Måske kunne man gøre endnu mere ud af markedsføringen af byen her i hovedstaden. Det ville med garanti give gevinst.

 

Kilde

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk  indeholder 1.783artikler, heraf 283 artikler fra Tønder:
• Anekdoter fra det gamle Tønder
• Blomst til Skilsmissebyen
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Fra Lærkevej til Æ Synnejysk Ambassade
• Gamle virksomheder i Tønder
• I Kino i Tynne
• Musik i Tønder 1 – 4
• Ord og toner fra Tønder til Nørrebro
• Schweizerhalle i Tønder
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Studehandel i Tønder
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – Marskens hovedstad
• Tønders historie– efter 1900
• Tønders tyske sportsforeninger
• Trafik i Tønder – dengang
• og mange flere Tønder – artikler

Redigeret 4-11-2021

Danskerne blev gjort til helte. Kongen red rundt med Davids – stjernen. Jøderne syntes, det var et mirakel. Werner Best nåede at advare. Fiskere og kystbetjente tog sig rigeligt betalt. Tyske matroser fortalte, hvornår man patruljerede. Kun Gestapo og danske håndlangere tog jødeforfølgelsen alvorlig.

 

Regeringens samarbejdspolitik

Regeringens samarbejdspolitik med tyskerne i begyndelsen af besættelsen fik en positiv betydning for jøderne. Den danske regering gjorde det klart, at de ikke ville give indrømmelser over for tyskernes krav om antijødiske love.

De 8.000 danske jøder havde gennem 1930erne fulgt nazisternes overgreb.

 

Krystalnatten

De havde også fulgt med i, at den 17 årige Herschel Grynszpan havde skudt den tyske diplomat Ernst von Rath i Paris som protest mod deportation af sin familie. Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels iværksatte derefter en aktion natten mellem den 9. og 10. november 1938 mod den jødiske befolkning. I løbet af Krystalnatten blev 250 synagoger sat i brand, tusindvis af jødiske butikker blev ødelagt og konfiskeret. Masser af jøder blev arresteret og sendt i dødslejre.

Herhjemme var det højst overraskende, at Jyllands Posten i en leder skrev

• til en vis grad forstå tyskernes animositet over for jøderne

 

Samarbejdspolitikken ophører

I august 1943 ophørte samarbejdspolitikken. Werner Best fik ordre på, at kursen skulle skærpes over for Danmark. Den tyske øverstkommanderende i Danmark von Hanneken meddelte den danske udenrigsminister Scavenius, at tysk militær havde overtaget magten.

 

Best trak i land

Werner Best havde under et møde med Hitler foreslået en aktion mod de danske jøder, nu hvor der ikke mere var et reelt samarbejde med den danske regering. Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober.

Det mærkelige var, at Best ikke var begejstret for aktionen. Også andre ledende tyske embedsmænd var imod aktionen.

 

Stærke beviser

Det Mosaiske Trossamfund troede i første omgang ikke på advarslerne. Men beviserne var stærke. Man gjorde alt for at sende advarsler ud.

 

Måtte ikke bryde ind

Sent på aftenen den 1. oktober rykkede tysk politi ud. Der var i dagene forinden ankommet en styrke på ca. 1.500 mand. Desuden deltog 3.000 mand fra det tyske sikkerhedspoliti. Danske nazister var vejvisere for tyskerne.

Man traf dog ikke mange hjemme. Det skete, fordi mange var flygtet og andre ikke ville lukke op. Best havde beordret at man ikke måtte bryde ind.

 

116 danske jøder vendte ikke hjem

De cirka 200 jøder, der blev fanget i København blev ført ned til et ventende skib ved Langelinie. For at fylde skibet hentede man nogle af de mange tilfangetagende kommunister. I alt blev der taget cirka 481 jøder.

De jøder, der blev fanget i Jylland, blev med tog kørt gennem Tyskland og havnede i ghettoen Theresienstadt. Måske siger antallet af tilfangetagende jøder også noget om tyskernes passivitet. Omkring 116 danske og 758 norske jøder vendte aldrig hjem igen.

Det nazistiske slogan Arbeit macht Frei stod ved indgangen. I løbet af krigen blev 144.000 jøder sendt til Theresienstadt. Af dem døde en fjerdedel i lejren,
hovedsagelig af sult og sygdom, mens cirka 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. Ved krigens afslutning var der 19.000 overlevende i lejren.

 

Advarsel

En masseflugt skete allerede mellem den 28. og 29. september. Duckwitz havde  den 28. september advaret Hans Hedtoft og H.C. Hansen om aktionen.  Og den 2. oktober meddelte Sverige, at man officielt tog imod jøder.

Flugten kulminerede den 8. – 9. oktober, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt 2.500 jøder til Sverige.

 

Omfattende redningsaktion

Redningsaktionen omfattede i løbet af ganske kort tid tusindvis af mennesker. Mange af disse havde ikke tidligere været involveret i nogen form for modstandskamp. 7.000 jøder blev i løbet af nogle få uger bragt i skjul i kirker, skoler, hospitaler og private hjem. De blev transporteret til Øresundskysten
for derefter, at blive ført over sundet til Sverige. Aktionen var ikke en stor koordineret aktion.

Også præster, hospitaler, Falck – folk,  studenter m.m. deltog i redningen af de danske jøder. Der skulle også findes fiskere og både, der turde at sejle til Sverige.

 

Et ligtog fra Bispebjerg Hospital

Mange jøder skjulte sig i Ørstedsparken. Andre skjulte sig i skovene. På Bispebjerg Hospital sov de i husassistenternes og sygeplejerskens senge. Alle lægerne på hospitalerne var involveret. Også de underjordiske gange på Bispebjerg Hospital blev taget i brug. Man lavede ligefrem fingerede ligtog for hurtigst muligt at kunne transportere jøderne til kysten.  En nat var man blevet omringet af tyskere og deres danske håndlangere. Inde på hospitalet befandt der sig 200 flygtninge. Med ligtoget kom de alle sammen ud.

113 jødiske børn fulgte ikke med deres forældre til Sverige. De blev i Danmark. 

 

Mange ruter

Fra Kalkbrænderihavnen gik der en rute til Malmø. Det var Studenternes Efterretningstjeneste, der stod for denne. Og lige i nærheden havde tyskerne masser af flådefartøjer.

 

Aktion i Gilleleje

En del af aktionen foregik fra Gilleleje. En dag stod et stort antal jøder pludselig uden båd. Mange måtte i hast gemmes på kirkeloftet. Gestapo havde fået indberetninger om, hvad der foregik. En kæreste til en tysk soldat havde hvis nok røbet det. Og så gik det hurtigt.

Gestapo foretog en razzia, der bevirkede at 80 jøder blev sendt til Theresienstadt

Umiddelbart derefter blev der nedsat en jødekomité, der skulle forbedre sikkerheden og koordinationen af fremtidige transporter. En lokal købmand med nøgler til diverse sommerhuse sørgede for indkvartering af henved  500 jøder.

 

Passivitet fra den tyske flåde

Nogle af jøderne blev fanget af tyske patruljebåde, men næsten alle nåede over sundet i sikkerhed i Sverige. Men det var som om, at det ikke var den største iver hos den tyske flåde med at fange jøderne. De optrådte særdeles passivt.

Men helt ufarligt har det bestemt ikke været. Fra tysk side var man måske forundret over, at den danske kystbevogtning ikke deltog aktivt.

 

Aktioner ved havnene

I Dragør havde Gestapo beslaglagt Villa Pax, hvor de foretog afhøringer af fiskere m.m., som de mistænkte for at modarbejde den tyske besættelsesmagt. Den 4. oktober blev der iværksat en razzia på Dragør Havn. En stor del nåede at gemme sig, men 15 jøder blev pågrebet.

I Kastrup blev en jødisk kvinde dræbt af skud, da en gruppe soldater fra den tyske hær anholdte 20 jøder den 4. oktober. Og nogle dage senere dræbte betjente fra det tyske sikkerhedspoliti en ung medhjælper under en ildkamp i Taarbæk Havn.

 

Tragedien ved Julebæk Strand

Den 3. oktober 1943 blev en fortvivlet mand med blodet flydende fra dybe sår på håndleddet fundet på  Strandvejen. En tragedie havde fundet sted. Han havde slået sin kone og to små børn ihjel med en kniv. Han var på flugt fra Gestapo. Han frygtede, at de var blevet opdaget i deres skjul i badekabinerne ved Julebæk Strand nord for Helsingør. Han havde skåret deres hals over.

Under selve flugten over Øresund mistede 47 mennesker livet, 23 druknede, 16 begik selvmord og 5 døde af chok eller udmattelse. Under selve flugtforsøget havde tyskerne pågrebet 190 jøder.

Flere druknede under forsøg på  at nå Sverige i robåde, og enkelte druknede i et forsøg på at svømme til Sverige.

 

Skibene sendt til reparation

Der blev ikke foretaget en speciel overvågning over Øresund. Den tyske hær og marine forholdt sig passivt. Forfølgelsen var overladt til Gestapo og deres danske håndlangere. Først længe efter flugten over Øresund kontrollerede det tyske sø – og kystpoliti området.

Påfaldende er det, at den tyske kommandant i Københavns Havn netop i begyndelsen af oktober sørgede for, at flådens kystbevogtningsfartøjer blev sendt til reparation. Ja der er endda beretninger om, at tyske matroser fortalte danske modstandsfolk, hvornår de tyske patruljebåde, der ikke var til reparation, sejlede ud.

 

Var det tale om en magtkamp?

Det forekommer, at kun Gestapo var interesseret i forfølgelsen af jøderne herhjemme. Måske kunne det skyldes den ændrede magtbalance mellem den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og værnemagtens general Von Hanneken. Sidstnævnte havde fået ekstraordinære beføjelser i forbindelse med den militære undtagelsestilstand efter den 29. august 1943.

Best forsøgte at hæve sin magtposition ved at kræve en egen politistyrke under sig. Et middel til dette, var en aktion mod jøderne. Men Best ønskede samtidig at bevare det gode forhold til det danske departementschefstyre. Best havde intet til overs for jøderne, men for ham var det underordnet om deres udryddelse skete ved deportation eller udryddelse.

Werner Best var ikke så populær i Berlin. Man syntes, at det havde været for meget ballade i det ellers fredelige Danmark. Åbenbart havde han også sendt Duckwitz til Berlin for at få forhindret jøde – aktionen.

Det er svært at forklare Bests dobbeltspil. Han var SS – general og antisemit. Han havde gode grunde til at komme af med jøderne. Men han var også en smidig politiker. Det var ham, der foreslog aktionen. Men lige så hurtig slog han bak. Da han ikke havde held til at stoppe aktionen lod han en advarsel sive ud til nogle politikere.

Måske ville han skaffe sig en god karakterbog hos Hitler, samtidig med at han ville undgå ballade i Danmark.

 

Ikke i udryddelseslejre

Men hvad end man mener, så var Bests dobbeltspil årsag til at flugten over Øresund blev en succes. SS – generalen gjorde sit til for at sabotere aktionen. Han sørgede også for, at jøderne ikke blev sendt direkte i udryddelseslejr.

Det vil sige at forhandlingerne foregik med SS – lederen Albert Eichmann. Aftalen gik ud på, at danske jøder ikke skulle sendes til udryddelseslejre.

 

Judenrein

Da Best den 5. oktober kunne erklære Danmark for Judenrein var han tilfreds. Men i Tyskland var Himmler ganske utilfreds med resultatet.

 

Et mirakel

Redningen af jøderne var det mest markante eksempel på civil modstand under besættelsen. Det blev betragtet som en heltedåd særlig i Israel og USA. Jøderne selv betragtede det som et mirakel.

 

Hårdt i Holland

Ved krigens afslutning  i 1945 befandt der sig over 20.000 danske flygtninge i Sverige, inklusive modstandsfolk og den danske brigade. Kun 1 pct. af de danske jøder blev dræbt. Over 70 pct. blev dræbt i Holland og 15 pct. i Italien. Det gik ualmindeligt hårdt for sig i Holland. Her omkom 112.000 personer.

 

Wannseeprotokol

Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med den opsigtsvækkende Wannsee-protokol. Ifølge den var der 5.600 jøder i Danmark og 1.300 i Norge. I protokollen gøres der opmærksom på det forhold, at

• man i visse stater, herunder de skandinaviske, må påregne vanskeligheder , såfremt man i disse tilfælde må betragtes som tilrådeligt at mindske interventionerne. Set i lyset af det relativt beskedne antal jøder, som vil være omfattet af denne udskydelse, er det tale om en begrænsning uden substantiel betydning.

Begrundelsen er næsten at Norge og Danmark nærmest var undtaget. På det tidspunkt havde det især i Norge været en heftig modstand.

 

Danmark som mønster-eksempel

På et tidspunkt brugte tyskerne, Danmark som et forbillede i deres agitation. Man havde et fortrinligt sportsligt samarbejde (se artiklen: Hagekors i Parken).
(Fodbold med fjenden) Men en voksende modstand og en afbrydelse af samarbejdspolitikken forhindrede dog dette.

De allierede havde været lidt afventende med hensyn til, hvor de havde danskerne. Redningen af de danske jøder var noget, de allierede kunne bruge. Nu tilhørte Danmark endelig kredsen.

 

Danmark et tolerant folkefærd

I USA opstod myten, hvordan den danske konge bar jødestjernen i sympati med de danske jøder. Sandheden er dog, at de danske jøder i modsætning til jøder i andre lande aldrig blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne.

Så sent som i Washington Post den 29. marts 2002, der beskriver aktionerne over Øresund, ja da er overskriften:

• Danes have a long history of tolerance of other religions and lifestyles

Der stod ikke noget i artiklen, at den danske regering havde afvist tyske jøder og henvist til samarbejdspolitikken med tyskerne. Der stod heller ikke noget om, at man havde afvist at hjælpe de jøder, der havde søgt tilflugt på danske ambassader.

 

Ambassadør og dødsdømt

Efterkrigstiden var entydig i deres dom. Werner Best blev tildelt dødsstraf i 1948. Duckwitz, der advarede jøderne efter ordre fra Best, blev efter krigen Tysklands ambassadør i Danmark.

 

Var det moralsk forkasteligt?

Ifølge Thomas Hjortsø, forfatteren til bogen Den dyre Flugt betalte de ca. 7 – 8.000 danske jøder det der i dag svarer til 250 millioner kroner til fiskerne og deres mellemmænd  for at redde livet over Øresund.

Prisen kunne blive høj, når en modvillig fisker stod over for en desperat rig jøde. Men trods alt kom de fattige jøder også over. Men det kunne skyldes Hjælpefonden. Denne fond arbejde efterhånden med en større sum.

Var det moralsk forkasteligt, at en dansk skipper modtog 100.000 kr. for natten mellem den 8. og 9. oktober at have fragtet 230 jøder over Sundet. Mange danskere tjente jo tykt på tyskerne med at levere krigsmateriel og fødevarer til dem. Og hvad med vognmændene ?

Mange arbejdsgivere blev ikke straffet. Det var dem, der tjente pengene. Men de arbejdere , der arbejde for deres arbejdsgiver blev ofte sendt i Fårhuslejren. Min far fortalte om forholdene i Tønder. Her er mange firmaer ikke blevet straffet, selv om de har tjent enorme summer på tyskerne.

Hvis en fisker blev taget, ja så  ventede der en dødsstraf eller en KZ – lejr. Han kunne ikke vide, hvornår Gestapo slog til.

 

Tavshed om pengene

Måske bunder tavsheden om betalingen for overfarten på, at man efter krigen kunne ansøge om at få  pengene tilbagebetalt. Den mulighed benyttede 1.200 – 1.300 sig af. Men historikere har nok heller ikke forsket i spørgsmålet om penge.

Men lige efter besættelsen var det almindelig kendt, at det kostede store summer for at blive reddet. Selv Skattevæsnet interesserede sig for sagen.

 

Guldfeberen bredte sig

Der gik ligefrem rygter om, at større pengesummer var gravet ned i Gilleleje, beregnet til fiskerne. En velhavende jøde betalte 50.000 kr. for to, for at blive transporteret fra Nordhavn.  Der var eksempler på, at fiskere forlangte det tredobbelte af den forlangte pris for overfarten. Men de rige jøder tilbød af sig selv ufattelige beløb.

Kystbetjentene hørte, hvad fiskerne fik. De ville også have en del af kagen. Så de begyndte at tage 4 – 500 kr. fra hver jøde, for at lade dem sejle. Jo guldfeberen havde bredt sig på bekostning af de forfulgte jøder

 

Mellemmænd blev godt betalt

Mellemmænd stod parat til at hjælpe de jøder, der nåede frem. Men det tog de sig også fyrstelig betalt for. De skulle ikke stille båd til rådighed. De skulle blot
formidle jyderne til en, der ville fragte dem over Øresund.

 

Manglende penge kostede 20
ældre en tur

At ikke alt heltearbejde var lige prisværdig, vidner følgende historie om. 20 ældre jøder boede på et plejehjem i Indre By. Lederen af plejehjemmet ville godt have de ældre i sikkerhed. Plejehjemmet lå ikke langt fra synagogen. Man forsøgte at få dem overført til De Gamles Hjem på Nørrebro. Men her forlangte ledelsen en garantisum.

Det lykkedes ikke at få fremskaffet denne sum. De ældre jøder blev pågrebet af tyskerne og sendt til Theresienstadt.

Kilde

• Besættelsestidens Litteratur diverse
  
• Thomas Hjortsø: Den dyre Flugt (People` s Press)
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Litteratur København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 190 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 12. – 02. – 2022

 

By-skriveren skulle være præsteuddannet. Længe blev forhandlingerne skrevet på  latin. Man kunne få benådning ved Danemænds Bøn. Hør også om kagen, halsjern og halhugning på Nytorv og Gammeltorv. Borgerne havde i et et par timer markedet for sig selv. Hør også om begrebet Torvefred.

 

Bytinget

Fra gammel tid holdt Bytinget til på Gammeltorv. Forhandlingerne foregik under åben himmel. Først i 1638 fik byfoged Klaus Ravn den geniale ide, at indrette et træskur. Samtidig fik man anbragt en kakkelovn.

Noget senere blev Bytinget flyttet til Nytorv under Rådhusets altan.  Det kan synes mærkelig, at holde retssager for åben himmel, men det skyldes offentlighedens interesse. Folket skulle have mulighed for at følge med.

Selve Tinget var begrænset af fire Tingstokke eller Tingbænke. Den anklagede skulle sidde på en sten, en såkaldt Tyvesten.  På Tingbænkene sad fogeden og de der var beskikket til at afgive kendelse og vidnesbyrd. Medlemmer af Magistraten skulle også være til stede.

 

Byfogeden

Byfogeden valgtes af Slotsforvalteren og Magistraten i forening. Denne forvalter skulle både varetage biskoppens og kongens interesser. Som lovens håndhæver var sværdet hans symbol. Ved hans indtrædelse fik han sværdet. Bødelen havde sit eget sværd.

Byfogedens bolig var fra 1496 –  1510 på den sydlige del af Vimmelskaftet. Ofte foregik indledende forhandlinger i dennes gård.

 

Selvtægt

En gejstlig havde i 1258 begået nogle ulovligheder. Borgerne kunne ikke vente på biskoppens afgørelse og tog sagen i egen hånd. De hængte den gejstlige på hans egen dørstolpe. Men det skulle de nok ikke have gjort. Hovedmændene måtte rejse ned til Paven og bede om tilgivelse. De andre måtte gøre bod for
biskoppen.

En stævning til Bytinget blev forkyndt af By-svenden. Den skulle overværes af to naboer. Når man ikke mødte, skulle der betales bøder. Når en tyv blev fanget, blev han overgivet til Byfogeden, der holdt ham i forvaring til næste Tingdag. Hver familie måtte årlig betale 4 Penninge i Tyvestød. Denne afgift gik siden over til Skarpretteren.

I 1612 hedder det sig, at han

• efter Gammel Sædvane til hver St. Mikkels Dag omgaar og fordrer en Skilling af hvert Hus.

Halshugning og halsjern

Halshugning skete altid på Torvet. Hængning og pinefulde straffe foregik uden for byen. I Christoffers Stadsret påbydes, at den, der bliver slået ihjel i Dobbeltspil (terningespil, hasard) skal jordes under Galgen.

Halsjern eller Gabestok har været anvendt både i Nørregade, Vestergade og på Amagertorv.

Den spanske Kappe eller Spanske Tønde omtales først i det 17. århundrede. Det var en tønde, som forbryderen blev sat ind i, sådan at hoved og ben stak udenfor. Således blev han/hun ført gennem byen.

På Christian den Fjerdes tid blev denne straf givet til Vognmandskarle, der ikke ville fortælle, hvem de kørte for, eller for dem, der slet ikke ville køre for folk. Straffen blev også givet til Skræddersvende, der arbejdede for egen Regning.

 

Kagen

For forseelser mod sædelighed og medborgernes gode Navn og Rygte anvendtes Kagen. Den bestod af en høj pæl, der var nedrammet i jorden og foroven havde en flade. Kagen benyttedes til Kagstrygning, under hvilken forbryderen bandtes til pælen og fik ris.

På overdelen af Kagen blev forbryderen udstillet til almindelig beskuelse og forhånelse. Når man snød på vægten fik man også Kagstrygning.

Den skyldige skulle selv efter forhånelsen springe ned på jorden. Dette kunne også koste Liv og Lemmer. Øverst var kagen indrettet som fuglebur med tremmer. Men man kunne godt med lidt smidighed kunne komme igennem. Fra Tyskland meldes der om, at disse kager kunne drejes rundt.

Man kunne også blive dømt til at bære sten. På kagen blev der hængt to tunge kampsten, der var lænket sammen. Disse blev hængt om forbryderens hals. Forbryderen blev så ledsaget af bødelen og hans svende under musik til byens tre porte og sendt ud af byen. Han blev simpelthen udvist.

 

Danemænds Bøn 

I Christoffers Stadsret 6. kapitel & 29 pålægges der den, der bruger ærekrænkende ord imod hvilken som helst mand eller kvinde og ikke kan bevise disse udsagn, at betale en bøde på ro gange 40 mark og ”Danemænds Bøn”. Kunne han ikke dette og ikke komme overnes med Øvrigheden på anden måde skulle han ”slaas til kagen”.

I Middelalderen var retterstedet placeret på Gammeltorv, men da Nytorv var færdig var blevet oprettet blev retterstedet ført derhen. I 1629 byggedes det murede Kag i Torvets syd-vestligste hjørne. I 1672 opførtes et rettersted af tømmer,

• hvorpaa Misædere kunne hænges, halshugges, parteres og usædelige Kvinder kagstryges.

Ved en forordning fra 25. september 1761 blev det bestemt, at det faldefærdige Skafot skulle nedtages og at Retterstedet skulle flyttes til Vester-fælled paa samme Sted som Borgerretten haavde sit. Henrettelser skulle fremover ske på jorden uden Skafot.

Også på Halmtorvet ved Lavendelstræde var der rejst en pæl, hvor kagstrygning fandt sted.  Vi nævnte begrebet Danemænds Bøn. Dette kunne have en formidlende omstændighed på dommen. Vi nævner her et par eksempler.

I 1528 var Sven Bagers søn Oluf trængt ind i Hans Koks hus med den hensigt at dræbe ham. Han havde hævet kården, men Hans Kok undveg. Oluf
blev dømt til at have sin Hals fortrudt.

• dog for Guds og værdige Fader og Herre Lage Urne med Guds Naade bor naadigste Biskops Skrivelse og Viljes Skyld, samledes for vor naadigste Herres Herold Hr. Frederiks og for hans fattige (stakkels) Faders, Søsters og mange Dannemænds og hæderlige Dannekvinders ydmyge Bøns og kærlige Begærings Skyld blev hannem benaadet og givet hans Hals.

Som det ville kunne se at det meget formfuldendte sprog, så blev Oluf benådet. Men hans far og flere andre borgere måtte indestå for det fremtidige forhold til Hans Kok.

 

By-skriveren skulle være præstelært

By-skriveren førte bog. Han skulle være Præstelært. Det vil sige, at han skulle kunne meddele afgørelser til gejstlige Undervisningsanstalter. Først fra 1420 – 1430 begyndte By-tingsvidner at skrive på dansk.

 

Bødelen havde fri bolig

Som straffens fuldbyrder nævnes Bødelen eller Mestermanden. Han have fri bolig op til Rådhusgården. Fra den gamle Jordebog fra 1370 nævnes en grund omkring Skovbogade, der menes at have tilhørt bødelen.

Nu var det dengang i København forskellige retsinstanser. En del lav havde deres egen ret. Det gjaldt for eksempel for søfarten og for købmandsstanden. Ved Christoffers stadsret er den allerede opført. Der findes følgende anmærkning i Vognmændenes Lavsskraa fra 1478:

• Hvilken Broder, som kalder anden for Toldbod eller enden Ret for Gæld, førend han haver kære ham for Oldermand, bøde en Tønde Øl, hvori ligger at en Ret af Skippere, hvormed Vognmændene paa Grund af deres Forretninger ved Stranden vel havde mest at gøre, endnu bestod.

 

Torvefreden

Enhver købstad havde dengang mindst et torv. Her lå som regel også byens hoved-kirke. Omkring Skovbogade lå Københavns første rådhus. Den del af Nørregade der går fra Studiestræde til Gammeltorv hed oprindelig Saltboder.

Der holdtes torvedag hver onsdag og lørdag. På de dage var staden fredlyst. Det betød, at at slagsmål og drab blev straffet med tredobbelte bøder. Torvefreden varede fra solens opgang til aftenklokken forkyndte dens nedgang.

På et bestemt klokkeslæt var det tilladt borgerne at købe på Torvet. De fremmede (gæster) der ikke overholdt bestemmelserne, skulle miste det, de havde købt.  Erik af Pommern påbød i 1422, at der på torvedage skulle ophænges et tegn, der tilkendegav, hvornår det kun var de faste borgere, der kunne købe varerne.

Klokken 10 måtte gæster også  købe og sælge, dog ikke med hinanden indbyrdes. Den borger, der havde købt varer på Torvet kunne ikke fratages købet. Dog kunne biskoppen  gøre det, når han var i byen og fandt det nødvendigt.

 

Årsmarkedet

Årsmarkedet var noget man så frem til. Det varede fra 24. august til 9. oktober. Det var det omtalte sildeeventyr, der skabte tradition for dette marked. Markedet tiltrak meget opmærksomhed.

Det egentlige sildefiskeri aftog efterhånden som staden voksede. I Christoffers Stadsret hedder det blandt andet:

• Ingen Gæst skal salte Sild eller andre Varer om Høst udi Kjøbenhavn, ti at han haver de andre Markeder for sig, der som han da bør at salte.

Det helt store sildemarked var henlagt til Dragør. På markederne inde i København blev der også tilbudt udenlandske varer.

Klædeboderne

En af navne fra dengang har holdt sig lige siden, og det er Klædeboderne. Men dem, der handlede med klæder hed egentlig Vantsnidere (plattysk
– Want er lig med klæde). Både mænd og kvinder brugte klæde til deres dragt.

Omkring 1393 bliver Kræmmerboderne omtalt.

Den gade, der i dag hedder Skovbogade hed tidligere Skoboderne. Endnu tidligere hed det Suderboderne. Suder er det ældste navn for skomager. Navnet var forsvundet i 1597. Da omtales ”Skoboderne kaldes nu Vimmelskaftet”.

 

Skrædderboderne

Skrædder-boder har det også været. Og Skindere var de håndværkere, der arbejdede i læder. Deres mesterstykke var en Kvinde – Skindkjortel og en Suben (Mandstrøje?). På Christoffer af Bayerns tid var der også Remsnidere, Pungmagere og Taskemagere. Derfra har vi navnet Skindergade.

Vi ser også gadenavne i Indre By som Smedegade, Vombadstuestræde, Ny Kattesund og Smedebakken.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Herunder København med 190 artikler 
• Herunder Nørrebro med 305 artikler 
• Herunder Østerbro med 101 artikler 
• Herunder Aabenraa med 169 artikler 
• Herunder Tønder med 283 artikler 

Læs

• Fra Ildebrand til Kæmner
• Hvad så Absalon?
• København i 1400 – tallet
• København – dengang
• København 1840 – 1880
• København i 1400 – tallet
• Strøgets Historie
• C.F. Hansen og hans bygninger
• København i 1700 – tallet (under Nørrebro)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Lov, ret og henrettelser

• Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro (under Nørrebro)
• Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
• Jordemødre, hekse og kloge koner (under Aabenraa)
• Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
• Lov og ret i Tønder (under Tønder)
• Henrettet i Tønder (under Tønder)

Redigeret 13. – 02 – 2022

En ny pragtfuld guide – bog har set dagens lys. Vi kigger på  denne med historiske øjne. Det drejer sig om en bog om C.F. Hansens mange bygningsværker. Han udfoldede sig fra Aabenraa til Skagen. Fra Altona til Husum, og ikke mindst i København har han sat sit præg.

 

Stor indflydelse

C.F. Hansen var den danske klassicismes store arkitekt. Som overbygningsdirektør og professor på Kunstakademiet havde han den helt afgørende indflydelse på dansk arkitektur gennem mere end 50 år. Fra 1785 var C.F. Hansen også landsbygmester i Holsten, med sæde i Altona.

 

Moder – med indflydelse

Hans far, der stammede fra Husum var skomager og læderhandler i Krystalgade.
Han havde nok ikke forstillet sig, at hans søn skulle ende blandt de
fornemste i riget.

Moderen har været amme og vart-frue. Hun var kvindelig hoffunktionær, der passede og førte tilsyn med kongelige børn. Hun passede blandt andet Prins Christian – den senere Christian den Syvende.

Christian Frederik var vild med tegning. Han blev sat i handelslære, men hans interesse for tegning fortsatte. Moderen brugte sin indflydelse og fik ham anbragt i murerlære og Kunstakademiet

 

Antikkens former

 Hans lærer var den kendte C.F. Harsdorff. Hos ham lærte C.F. Hansen at bruge antikkens former. Han blev konduktør  ved lærermesterens arbejde med Frederik den femtes kapel ved Roskilde Domkirke.

Da han var færdig som arkitekt rejste han til Italien. Her så han antikkens, renæssancens og barokkens store bygningsværker.

 

Kunstakademiet

Kunstakademiet var blevet dannet for at forbedre den danske kunstnerstand, så man kunne nå mål med de internationale skoler. I løbet af få årtier blev kvaliteten forbedret betragteligt.

 

Thomas Roland

Forlaget Frydenlund har været så venlig at sende en pragtfuld billedguide med titlen C.F. Hansen i Danmark og Tyskland.  Forfatteren, Thomas Roland
er arkæolog og konsulent. Gennem en årrække har han studeret C.F. Hansens bygninger.

Vi kigger på bogen med historiske briller. Og bagerst, kære læser, vil du kunne se en liste over artikler, hvor vi forvejen har fokuseret på C.F. Hansens
ejendomme og stederne omkring.

 

Kendte bygninger

I 1792 ægtede Hansen Anne Margrethe Rahbek, datter af toldinspektør Jacob Rahbek.

Og selv om dette ikke er en arkitektonisk hjemmeside, så er bogen aldeles interessant, set med historiske øjne. Vi har som nævnt i tidligere artikler beskæftiget os med en del af de bygninger, der er omtalt i håndbogen. Det er pragtfulde fotos, så man kan nyde C.F. Hansens byggekunst. Og det er jo både fra København, Slesvig – Holsten, Aabenraa m.m.

Denne C.F. Hansen var en særdeles flittig mand. Cirka 150 bygningsværker står han for, og vel cirka halvdelen er omtalt og gengivet i denne bog.

Fra 1802 – 1805 havde Hansen adresse i Lûbeck. Flere af hans bygningsværker kunne nås derfra, men taktiske grunde har sikkert også spillet ind. En tid overvejede C.F. Hansen nemlig at søge stillingen som stadsbygmester i Lûbeck. Denne stilling var knap så indflydelsesrig med bedre betalt. Kongen forstod budskabet og forhøjede landsbygmesterens løn.

 

Det mondæne Altona

Talrige bygninger blev det til i det mondæne kvarter i Palmaille i Altona. Det var denne bydel, der dannede model for det kvarter, der blev opført og senere nedbrændt ved Østerport.  Ja egentlig har man glemt, at Altona dengang var Danmarks næststørste by med 23.000 indbyggere. Kongen havde givet Altona en række særrettigheder. Og dette tiltrak mange initiativrige personligheder.

 

Tilbage til hovedstaden

Efter at have bygget huse for rige købmænd i Slesvig – Holsten blev han i 1800 kaldt tilbage til hovedstaden. Store brande i årene 1794 og 1795 havde gjort indhug i byen. C.F. Hansen skulle være med til at genopbygge byen.

 

Nyklassicisme

Nyklassicisme var fremherskende fra 1760 til cirka 1830. Ordet kan vel oversættes som

• at gøre noget efter de antikke regler.

Tilhænger af denne byggestil mente, at barokken og rokokoen var kommet for langt væk fra rødderne.

 

Farveforskrækket og billedfjendsk

C.F. Hansens arkitektur er kendetegnet ved blandt andet sparsom dekoration, rene murflader og store søjler. Inspirationen kom fra Grækenland og Italien. Hans bygninger udmærker sig ved storhed, simpelhed og kraft.

Det var ikke alle, der bifaldt hans stil. Mange mente, at hans byggestil ikke passede ind efter danske forhold. Senere blev han beskyldt for at være for konservativ og hæmmende for udviklingen.

Kritikken har gennem tiden især gået på, at Hansens bygninger var kolde, akademiske og fjerne fra Folkets smag. Allerede dengang blev han beskyldt for at være farveforskrækket og billedfjendsk.

En kirke i Husum blev beskrevet som et gult, hæsligt kaninbur. De fleste ønskede sig hyggelige traditionelle kirker med klokketårn og spidse gotiske vinduer, der afspejlede traditionen. Man kunne ikke rigtig forene sig med renfærdige klassiske templer.  Men i dag sidestilles C.F. Hansen på linje med Jørn Utzon og Henning Larsen.

 

Københavns Råd  – og Domhus

Det nyklassicistiske domhus er et af hovedværkerne i dansk arkitektur. Ved bybranden i 1795 blev det gamle rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv
ødelagt. Stedet er markeret i brolægningen på Nytorv.  Det nuværende domhus er blevet opført i årene 1805 – 15. Byggeriet blev forsinket af englændernes
bombardement.

Indtil 1905 indeholdt bygningen både rådhus og domhus. Inden for de seneste år har ejendommen gennemgået en omfattende renovering, og bygningerne er i dag fredet. Indskriften mod Nytorv, Med Lov skal Land bygges er et citat fra indledningen til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241.

Gennem de imponerende søjler mod Nytorv kommer man ind i forhallen, der blev kaldt Rådstuebørsen. Rummet er stort, fordi det skulle rumme Borgervæbningens 200 mand.

I lokalet for enden af forhallen var der mødesal for magistraten og senere borgerrepræsentanten. Til højre for forhallen ligger hovedtrappen, og foran denne , er der en skærm af fire toskanske piller under fem buer.

Ved trappen i stuetagen findes et lokale, der blev bygget som for-sal til politiretten. Lokalet kan rumme cirka 100 personer. Politirettens sal er større – cirka 200 kvadratmeter. Det blev indrettet til behandling til mindre straffesager og visse civile småsager.

På førstesalen er der store vinduer mod Nytorv. Tidligere var det retslokale for Landsover – samt Hof – og Stadsretten. Nu er det nærmest mødesal for repræsentative formål. Domhuset indeholder hele 17 retslokaler med tilhørende kontorer. Byretten har også administrative kontorer her.

Man foreslog i 1808, at der over det daværende arresthus skulle være en indskrift på latin, der oversat lød sådan: Til Værn for Uskyldig, til Skræk for Brøde.
Resultatet blev dog knap så voldsomt, For almeen Sikkerhed.

Og så kan vi jo passende nævne Slutterigade. Slutteri betyder arrest. Arresthuset i Slutterigade husede både de personer, der afsonede en gæld og malefikanter, d.v.s. Forbrydere.

Hansen ønskede at beholde en stor plads. Det centrale torv blev i de følgende år indrammet af nogle af Københavns bedste bygninger fra tiden. Men Hansens
favoritbygning fremstår som et tempel for retfærdigheden.

 

Vor Frue Kirke

Englændernes bombardement i 1807 gik hårdt ud over universitetet. Bygningen mod Vor Frue Kirkegård samt bygningerne på hjørnet af Fiolstræde
og St. Kannikkestræde udbrændte. Universitet benyttede sammen med Magistraten lejligheden ved genopbygningen at sløjfe kirkegården. Det gav så plads til den nuværende Frue Plads.

C.F. Hansen begyndte på Vor Frue Kirke i 1811. Byggeriet blev afsluttet i 1829.

Da Hansen fik opgaven overdraget, havde han kun i beskedent omfang beskæftiget sig med kirkebyggeri. Det var kronprinsen, den senere Frederik den Sjette, der befalede, at det var C.F. Hansen, der skulle stå for opførslen. Allerede ti dage efter opgaven skrev Hansen til kronprinsen:

• Alt vel kunde der ved at istandsætte Kirken i samme Smag som den forhen havde eller ved at give den en og anden Forandring, hvorved den blev en ulykkelig Mellemting i Arkitekturen, maske spares 1/3 af hvad der vilde medgaa, naar Kirken omformedes i ædlere og bedre Stil; men da Efterslægten ikke kunde agte paa Besparelsesgrunde, men alene vilde bedømme Bygningen, som den stod for Øjnene, saa syntes der ikke at burde sees paa nogen meere Bekostning naaret saa vigtigt Arbejde kunde bedre udført.

Det var en meget kløgtig argumentation, og det gjorde også indtryk på højeste sted. Hansen fik frie hænder. I samme tidsrum arbejde Hansen også med tegninger til Slotskirken, Metropolitanskolen og mange flere bygninger.

I november 1810 modtog Universitetsdirektionen det færdige projekt fra Hansen. Det bestod af 11 tegninger ledsaget af kommentarer.

Hansen var ikke tilhænger af tårne. Han syntes, at det var et levn fra den gotiske tid. Alligevel var tegningerne forsynet med et tårn. Han havde af taktiske grunde givet to muligheder. Han foretrak selv et lavt tårn. I sine kommentarer påpegede han, at det var billigere. Og ikke overraskende fik han sin vilje trumfet igennem.

Man fornemmer noget storslået omkring kirken. I Kastels-kirken findes i dag den midlertidige trædøbefont, der blev benyttet i Vor Frue Kirke, indtil Thorvaldsen fik færdiggjort dåbsengelen.

Har du prøvet at betragte det store indre rum. Det er prægtig og imponerende i sin kølighed. Det giver en ejendommelig stemning. Kirken er udvalgt i Kulturkanonen.

Til C.F. Hansens store fortrydelse blev det hans elev, P. Malling, der kom til at udføre hovedbygningen til Københavns Universitet. Årsagen til dette var, at man på daværende tidspunkt havde fået nok af Hansens stive klassicisme. Man var mere begejstret for Mallings mere moderne, gotisk inspirerede bygning.

 

Metropolitanskolen

Vor Frue Skole havde haft trange forhold i Dyrkøb. Ved et mageskifte med universitetet i 1810 erhvervede skolen grunden langs Fiolstræde og C.F. Hansen
fik overdraget bygningen af den nye skolebygning. Skolen hed fra 1817 Metropolitanskolen.

Der blev brugt sandsten fra Christiansborg. Hansen fik kongens tilladelse til at bygge med brækkede hjørner i stedet for afskårne hjørner, som var påbudt af hensyn til slukningskøretøjernes mobilitet.

I 1994 blev skolen gennemgribende renoveret og står på mange måder lige som dengang, da Hansen overværede indvielsen i 1816.

 

Christiansborg

C.F. Hansen tegnede også det andet Christiansborg, som også brændte. Tilbage er kun Slotskirken.

Genopførelsen startede 20 år efter branden i 1794. Han brugte sin yndlingsstil – det antikke. Det originale bestod i gennembrydningen mod ridebanen, som han erstattede med en åben søjlehal. Ensformigheden blev derved brudt. Slotsporten blev måske for smal. Slotskirken var færdig 1826 og slottet færdig i 1828.

Hansen kunne ikke gå frit til opgaven. Barokslottets mure stod endnu sodsværtede tilbage. Han valgte dog at gøre slottet trefløjet. Desværre brændte
slottet atter i 1884. Man besluttede ikke at genrejse det klassicistiske slot. I stedet opførte man det nuværende ny-barokke Christiansborg som blev indviet i 1927.

Der kan dog ses enkelte rester af Hansens byggekunst.

Slotskirken

Hansen måtte benytte sig af det barokke murværk. De besøgende møder mod slotspladsen en streng tempelfont. Facaden mod kanalen er mere livlig. Egentlig er udsmykningen af kirken lidt atypisk for Hansen.

 

Aabenraa Rådhus

Denne bygning har vi omtalt flere gange under Aabenraa. Den indeholdt oprindelig arkiv, arrest, by-ting, festsal, hoved-vagt, rådstue m.m.

Rester fra det gamle kursted, Frederikslyst er brugt som byggematerialer At man på forhånd havde byggematerialerne indskrænkede C.F. Hansens muligheder. Men fra byens side ville man gøre det så billigt som muligt.

Rådhuset var fra 1616 og meget nedslidt. Der var behov for et nyt. Byen lokale bygmester, Per Callesen leverede selv de første tegninger til rådhuset. Bygningsinspektør Meyer leverede de næste tegninger og endelig kom C.F. Hansen med de sidste. Denne Meyer var elev af Hansen.

Ja denne ejendom skal selvfølgelig med. Det var her jeg blev gift med Hanne  af borgmester Jens Børsting Andersen.

 

Brundlund Slot

Den ældste del af Brundlund Slot stammer tilbage fra Margrethe den Førstes tid. Omkring 1530 blev den hovedbygning, som i dag danner rammen opført.
I løbet af 1500 – tallet kom der flere tårne til. Omkring år 1600 blev hele slottet shinet op i renæssancestil med gesimsbånd og lignende.

Slottet har haft stor betydning for Aabenraas historie. Fra min tid i byen, har den også dannet baggrund for de store tattoo – arrangementer op til ringridning.

I 1803 blev C.F. Hansen anmodet om at modernisere slottet. Allerede i 1785 var man begyndt at renovere det faldefærdige slot. Det gamle murværk blev i det store og hele genbrugt. Trods gode intentioner så forandrede Hansen slottet radikalt.

 

75 bygninger i Slesvig Holsten

Han spildte ikke sin tid, den gode C.F. Hansen. Han satte sit umiskendelige præg på arkitekturen i hertugdømmerne. Det resulterede i mere end 75 offentlige bygninger, byhuse, landejendomme, møller, lade-bygninger, broer, tekniske anlæg og kirker.

 

Aasheims Grav

Ja selv ude på Assistens Kirkegård er der minder om C.F. Hansen. Aasheim kom oprindelig fra Norge. Han var professor i medicin og fysik. Gravmælet tager udgangspunkt i de klassiske monumenter fra gravpladser i både Rom og Grækenland.

 

Den sidste tid på
Rolighed

C.F. Hansen brugte sin sidste tid på landstedet Rolighed på Frederiksberg. Ved sin død i 1845 efterlod han sig en imponerende bogsamling med talrige værker om ældre og samtidig arkitektur. Man må gå ud fra, at han på sine udenlandsrejser havde indkøbt disse og ladet sig inspirere af disse.

 

Man farer ikke vild

Den flotte håndbog er forsynet med kortudsnit og endda GPS – koordinatorer, så man ikke farer vild på jagt efter C.F. Hansens bygninger især i Slesvig, Holsten og Altona.

Bogen kan varmt anbefales til alle, der ikke bare er interesseret i arkitektur, men også til amatør – historikere som undertegnede. Sprogbruget er enkelt og forståeligt. Usædvanlig flotte fotos er med til at forstærke et aldeles positiv indtryk af bogen.

En tanke – hos tandlægen

Og egentlig kom undertegnede til at tænke på C.F. Hansen inden lidelserne hos tandlægen startede her kort før jul. I venteværelset på Trianglen var der et godt udsyn mod en monumental bygning, der godt kunne være opført af ham. Det er den flotte postbygning .

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Thomas Roland: C.F. Hansen i Danmark og Tyskland (Forlaget Frydenlund)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Østerbro finder du 169 artikler 
• Om de omtalte steder, bygninger og deres historie, læs
• Strøgets Historie
• København for længe siden
• Fra Ildebrand til Kæmner
• København omkring år 1800
• Margrete den Første og Sønderjylland (under Sønderjylland)
• Sønderjyllands Historie indtil 1200 (under Sønderjylland)
• Abel og hans sønner (under Sønderjylland)
• Aabenraa 1800 – 1850  (under Aabenraa)
• Aabenraa i de onde tider (under Aabenraa)
• Aabenraa 1864 (under Aabenraa)
• Dagligliv i Aabenraa – dengang (under Aabenraa)
• Fra det game Aabenraa (under Aabenraa)
• Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Rådhuset i Aabenraa (under Aabenraa)
• Brundlund Slot (under Aabenraa) 
• Barnemoderen fra Jægersborggade (under Nørrebro)
• Da Gertrud rejste sig fra kisten (under Nørrebro)
• København i 1700 – tallet (under Nørrebro)
• Livet på Assistens Kirkegård (under Nørrebro)
• Omkring Nørrebroparken 3 (under Nørrebro)
• Under jorden – på Assistens Kirkegaard (under Nørrebro)
• Assistens Kirkegård – 250 år (under Nørrebro)
• Forstaden ud for Østerport (under Østerbro) og mange andre artikler 

Redigeret 13.-02 – 2022

Tyskmannegade, Routen og i slutningen af 1800tallet Strøget. Her er både den billige og dyre ende. Mellem 15 og 16 blev der fremvist. Nyheder og sladder trivedes. Modelapse og flanører havde storhedstider. De gik dagligt til frisør. Et mål afslørede ens manddom. Kierkegaard brændte sin formue af og betalte kæmpe konditorregning. I Østergade var der svulmende fruer og slanke møer. Forsamlede stormænd var årsag til forældreløse børn. Læs om Strøgets pulserende liv.

Strøget er den gadestrækning som går fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Den består af:

• Frederiksberggade – grundlagt efter bybranden i 1728
• Nytorv fra 1606
• Gammeltorv – byens ældste torv
• Nygade – den korteste gade anlagt i 1685
• Vimmelskaftet fra 1689
• Amagertorv med Helligåndshuset fra 1470
• Østergade – som oprindelig sluttede ved den gamle Østerport

 

Stranden var tæt på 

Stranden har fra gammel tid gået lige op til Helliggejststræde. Der har været en landingsbro mellem Østergade og Silkegade.  Stranden har også gået lige op
til Købmagergade over Højbro Plads og Amagertorv.

I middelalderen kaldtes strækningen Tyskmannegade. Det var ikke tilfældigt. Mange tyske købmænd slog sig ned på strækningen. Og 40 pct. af den københavnske befolkning talte tysk. Gaden bestod af mange gavlhuse.. De havde taget deres byggestil med sig.

I sin fulde udstrækning fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen kendes trækningen først efter det første Christiansborgs og byens brande henholdsvis 1794 og 1795.

 

Busser på  Routen

Det var et stort øjeblik den 5. maj 1828. Her blev der oprettet en holdeplads på Amagertorv. Få dage efter fulgte en på Kongens Nytorv.  Fra 1840 førtes omnibusser fra Kongens Nytorv ad Østergade, over Amagertorv og videre til Vimmelskaftet.

 

Promenade mellem 15 og 16

Mellem kl. 15 og 16 promenerede byens velstillede borgere på Routen, som Strøget blev kaldt. Mellem 1876 og 1883 blev Routen kaldet for Strøget i en række revyer. Ja egentlig var det allerede i en turistvejledning i 1872, at der stod

• at Østergade fortsat er ”Routens mest befærdede Strøg”

På Routen kunne man vise sig frem og udveksle dagens nyheder. Otto Rung beskriver det meget rammende i sine erindringer, Fra min klunketid (1942):

• Ved Promenadetiden mellem tre og fire vrimlede det vidunderlige – i hele Europas berømte Strøg med lutter kendte Ansigter. Først og fremmest Børsens og Industriens Stormænd med de obligate Silkehatte og imposante Pelse. Dér kom i sin Karet den sirlige og spinkle Gehejmeråd etatsråd Tietgen, og i sin Landauer den martialsk hvidskæggede Etatsråd Moresco. De høje Hatte svingede hilsende ud fra venstre og fra højre Fortov. Men helt for sig selv, tilbagelænet i sin lette Ekvipage, kom vor Hovedstads store Mæcen – selve Bryggeren – Carl Jacobsen, hvid-vestet og med en udsprunget
  Rose vippende i Munden.

Helt op til anden verdenskrig mødtes de kendte her og udvekslede nyheder. Når man skulle gengive rygter uden egentlig  kildeangivelse, indledte man med:

• Jeg hørte i gaar på Strøget

 

Færdslen måtte regulere

Myndighederne måtte snart regulere færdslen. I en politivedtægt af 22. juni 1883 blev der meddelt:

• Kjørsel med Veocipeder og lignende Befordringsmidler er kun tilladt paa Kjørebane og Ridesti, derimod ikke paa Fortov eller Gangsti.

 

Vorherre siger man du til

Her var det boghandler G.E.C. Gad og senere sønnen Frederik, der var en bestemt herre. Helt op i 1930erne blev han tiltalt i tredje person. En af hans elever udtalte en gang, at Gad var Vorherre selv, dog med den undtagelse, at Vorherre sagde man du til.

 

Store omskiftninger

Ja og Jordbærkælderen fra 1834, hvor man kunne få rigtig gammeldags tykmælk med brunt sukker og revnet rugbrød blev til Hennes & Mauritz.

I bageriet Trianos lokaler, hvor der i århundrede blev bagt brød, kom der en tøjkæde, der hed Mango. Der blev solgt kluns i lokaler, hvor de fine damer kom og drak Ceylon Tea Centre.

 

Her færdes ”Modelapse” 

Og i 1834 følte forfatteren, Carl Bernhard sig hensat i den londonske verden, hvor dandyernes modeudtryk flagrede lige så let som Paa Routen i København .

• Nu færdes her Modelapse, Flanører og enhver Turist

Og var det ikke også her, at den farverige forlægger Otto Sigvaldi solgte sit hæfte Hindbærkrus og Kragetæer fra sin barnevogn.

 

Frederiksberggade

Efter branden i 1728 skete der en del forandringer i gadenettet i København. Flere af de gamle, smalle og bugtede gader forsvandt. Stræder og blindgyder
forsvandt ligeledes. Andre fik lov til at bestå og nye gader dukkede op.

Blandt de nye gader var bl.a. Frederiksberggade, der blev ført igennem fra den nuværende Rådhusplads til Gammeltorv.

For enden af Frederiksberggade lige op til Nytorv er der fundet rester af noget der nærmest ligner en gammel flintfabrik. Jo der har skam levet folk her i mange år.

 

Nytorv

Da Københavns første rådhus lå her mellem 1479 og 1795, fungerede stedet også som offentlig rettersted. Og det med Københavns Rådhuse er lidt af en besværlig historie. Vi har jo egentlig haft fem stykker, men lad det nu ligge.

 

Et rådhus, der er hovedstaden værdig

Christian den Fjerde befalede rådhuset ombygget i 1606 – 10. Springvandet, der allerede var bygget under Frederik den Anden blev flyttet foran rådhuset. I brevet til byens borgmestre anfører kongen, at han ønsker at skabe et rådhus, der er landets hovedstad værdigt. Der skulle skabes en balkon, hvor byens rådmænd kunne tage imod borgerne.

Samtidig påbød kongen at alle skulle få renoveret deres facader ud til den nye plads. Udgiften blev anslået til ca. 500 rigsdaler. Borgerne skulle selv dække udgiften, da det efter kongens ord var til deres eget  bedste.

 

Byens rettersted

Her fik kriminelle eksekveret deres dødsstraf i form af halshugning eller brænding på bålet. Hængning foregik dog ude ved Vesterport, hvor galgen var opstillet. I årene 1720 til 1730 blev 14 mennesker henrettet. De fleste var fattige kvinder, der havde dræbt deres barn ved fødslen.

Byens kag (pæl til brug ved kagstrygning) blev opstillet på det nye torv. Den stod på et højt ottekantet fundament. Fra 1627 foregik halshugningerne ikke
mere på Gammeltorv. Et interimistisk skafot blev placeret på Nytorv bag ved rådhuset. Siden blev et mere permanent skafot opført.

Brændemærkningerne og piskningerne fortsatte en årrække endnu, indtil kagen i 1780 blev flyttet til fængslet Blåtårn ved Langebro.

 

Mål skulle afsløre manddom

Ja og ved rådhuset var der anbragt byens officielle alenmål sammen med et andet længdemål, som ifølge en fransk rejsende blev brugt i de skilsmissesager, hvor hustruen klagede over ægtefællens ufuldkommene manddom.

 

Holdt øje med priser

Her holdt myndighederne også øje med priserne:

• En Skaalpund godt Oksekød for én Skilling, og et Skaalpund godt Lammekød for to Skilling – og ikke dyrere.

Ligeledes blev der grebet ind for de slagtere, der kun ville sælge okse – og flæskesteg, hvis folk samtidig købte købte lammekød. Handelen på Nytorv
fortsatte helt frem til 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug. En epoke på 300 år var afsluttet.

 

Bygning med respekt

Nytorv domineres af den store klassiske bygning, som i dag indeholder Københavns Byret. Den er tegnet af C.F. Hansen. Det var ham, der også tegnede Vor Frue Kirke, Slotskirken og Metropolitanskolen.

Det nuværende domhus blev bygget i årene 1805 – 1815. Byggeriet blev forsinket af englændernes bombardement i 1807. Bygningen var indtil 1905 både rådhus og domhus. Ja her var skam også politistation og fængsel.

Formsproget skulle vække den enkelte borgers respekt for byens styre og den enevældige statsmagt. Et rådhus opført med et søjleparti som et tempel understregede symbolsk byrådets magt og ufejlbarlighed.
Rådhuse

Rådhuset brændte ned under Københavns brand i 1728 og igen i 1795. Kronprinsen, den senere Frederik den Sjette lagde de første sten til det nye rådhus. Det første rådhus lå der, hvor Vajsenhuset i dag ligger.

Da Martin Nyrop havde bygget Københavns nye rådhus, der blev indviet i 1905, flyttede bystyret herhen. Københavns Politi blev boende indtil 1924, hvor den nye Politigård blev indviet.

 

Kierkegaard brændte sin formue

I begyndelsen af 1800 – tallet lå der en stor købmandsgård på hjørnet af Nytorv og Strøget. Her boede byens store filosof, Søren Kierkegaard. Han arvede både huset og en formue efter sin far. Nede på torvet kunne pøblen følge med i, hvordan filosoffen og levemanden bogstavelig talt fyrede sine penge af ved at have lyset og kakkelovnen tændt det meste af natten.

Ved pladser og hoved-strøg fandtes byens pænere adresser. I smågaderne bag ved boede de mindre prominente dør om dør med fattige københavnere.

 

Gammeltorv

København begyndte som en lille landsby på en lille bakke mellem det nuværende Gammeltorv og Rådhuspladsen med Vestergade, som den vigtigste færdselsåre. Man kan stadig mærke, at Gammeltorv skråner.

 

Dige som beskyttelse

Området var sumpet. For at kunne bo nogenlunde sikkert på stedet, måtte man sikre ejendommene med diger, ellers var der trængt saltvand i. Torvet formodedes at være grundlagt i begyndelsen af det 13. århundrede som et led i Absalons by-udvidelse.

 

Meget gammelt torv

Ja andre kloge historikere mener, at det er betydelig ældre. De mener at torvet allerede i 1167, da Absalon byggede Borg, fungerede som byens markedsplads. Måske har et tingsted dengang, været knyttet til torvet. Der er fundet potteskår i en grøft, gravet ud for Gammeltorv 4. Antagelig har det været en handelsplads baseret på det store sildefiskeri. Pladsen har været omgivet af en vold og en grav.

 

Det allerførste rådhus

Københavns allerførste rådhus lå på pladsens østside. Det blev ødelagt, da Valdemar Atterdag 1368 førte krig mod lübeckerne.  I 1374 omtales pladsen som Forum, men fra 1446 omtales det som gammel torv.

 

Universitetet udvider

I 1479 manglede Københavns Universitet plads. Man havde lejet sig ind i rådhuset, som havde til huse i bygningen på hjørnet af Studiestræde og Nørregade, skråt over for Vor Frue Kirke. Universitetets daværende rektor røg dog uklar med byens råd. Universitetets folk blev smidt ud. Kong Hans trådte til og fik et forlig i hus. Det gik ud på, at overtage en grund på sydsiden af Gammeltorv., mod at Universitetet overtog det tidligere rådhus i Nørregade.

Christian den Fjerdebesluttede at modernisere rådhuset og rydde bebyggelsen i området bag og omkring rådhuset, hvor blandt andet stadens avlsgård lå og
anlægge et nyt torv.

Gammel Torv var oprindelig byens midtpunkt. Det havde et noget andet udseende end i dag. Mod nord gik det lige til Studiestræde og mod øst til Skovbogade.

Ned til landbroen

Fra Gammeltorv gik mod syd en gade, der omtrent svarer til nuværende Rådhusstræde. Det førte ned til Lad-broen. I det 15. århundrede blev denne gade
benævnt som Strædet mellem Gammeltorv og Vandmøllen.

 

Den store handelsgade

I den ældste historie gik Tydskemannesgade mod øst fra Gammeltorv. Fra den tid kendes Tydskemannegade som Strandgade. Det var allerede dengang byens mest anseelig gade. Også navnet som Købmannegade nævnes i 1479 og 1518.

Egentlig har vi glemt at disse handelsmænd ikke måtte gifte sig. De skulle forblive pebersvende. Men det blev ikke overholdt. København vrimlede med eventyrlystne, dristige og oprørske gemytter.

Fra Gammeltorv gik mod nord, Nørregade, der egentlig først begyndte ved Studiestræde. Den sydlige del var en del af torvet, hvor boderne efterhånden blev faste og fik navnet Saltboderne.  Frem til 1910 blev der handlet med kød, fjerkræ og smør her på torvet.

 

Dansende æbler

Gammeltorv og Nytorv lå byens gamle markedsplads. Her blev der også holdt ridderturneringer.

Her ligger Caritasspringvandet. Caritasbrønden er Københavns ældste springvand blev bygget i 1608. Springvandet er bygget af Christian den Fjerde
over en af byens brønde, og regnes for et af Københavns fineste mindesmærker fra renæssancen. På dronningens fødselsdag den 16. april springer der guldæbler i vandstrålerne på springvandet.

Og dengang fik man vandet helt ude fra Emdrup Sø. I 1581 gravedes en vandledning. Ja den forsynede det ældre vandanlæg på Gammeltorv.

 

Masser af erhverv

Sammen med Nytorv dannes et langt torv fra Vestergade til Rådhusstræde. Afgrænsningen af begge torve dannes af bygninger med offentligt og privat erhverv. Her trives detailhandel, kontorvirksomheder, restauranter samt ministerielle kontorer. Det er kun lidt privat beboelse.

Om sommeren er der nærmest sydlandsk stemning på Gammeltorv. Dengang trivedes punkkulturen på torvet.

 

Nygade

Selve navnet skal forklares med, at inden gadens anlæggelse, gik trafikken ad Skoubogade og Skindergade før man nåede Gammeltorv.

 

En brand banede vejen

I 1685  havde Christian den Femte benyttet en bryggergårds brand til at lave et gadegennembrud fra Vimmelskaftet til torvet. Det er den gade, der i dag hedder Nygade.

 

Galgenpak ifølge Holberg

På hjørnet af Nygade boede Ludvig Holberg. Han beskrev forholdene således:

• Det ene Gammeltorv med gammel Kunst fortrolig – Slagsmål og Tyveri og Svig og Drik og Spil – Nytorv det andet, der har Skafottet man placeret
  – midt imellem begge har Justitia sit bo – Så mellem Galgenpak og Galgen ugenert jeg bor. Gud hjælpe mig mod begge to!

 

De ansete borgere

Den sidste henrettelse på Gammeltorv foregik, da falskmøntneren Frederik Hammond og hans medhjælper blev henrettet 7. december 1758. Det var endog velansete borgere. De blev dømt for at have fabrikeret falske værdipapirer for 34.000 rigsdaler.

 

Den smarte antikvitetshandler

Her fik antikvitetshandler Holger Ferlov i 1920erne den ide, at sætte sig i en stor lænestol ude foran sin forretning. Det var åbenbart i strid med politivedtægten. Bøden var 20 kr. om dagen, men det holdt ikke herren tilbage. Happeningen eller hvad det hed dengang fik antikvitetshandleren i aviserne. Det var jo en fed reklame.

 

Vimmelskaftet

Navnet er det gamle ord for et borsving. Baggrunden for navnet er netop, at denne gade, der oprindelig hed Købmannegade og senere Ty(d)skemannegade sammen med de to gader, Klædeboderne (Skindergade) og Skoboderne (Skoubogade) tilsammen dannede en figur, der kunne ligne en borsving.

 

Tyskemannegade

Navnet Ty(d)skemannegade stammer angiveligt fra, at en del tysker primært købmænd, slog sig ned i denne gade. Senere i middelalderen var gaden hjemsted for alskens håndværkere. De var som regel ansat under kronen eller Magistraten Byens bedste herberger og værtshuse lå også her.

 

Neye og Tietgen

Den unge Johannes Neye startede i 1881 sin butik i Vimmelskaftet 28. Det var i nummer 39, at Tietgen fik flere tusinder abonnenter i telefonselskabet KTAS. Ja godt nok startede han i Store Kongensgade i 1881 med sine første 22 abonnenter.

 

Tilflugt under krigen

Under englændernes bombardement søgte borgerskabet ly inde bag voldene. Men det var i sig selv nu ikke nogen sikkerhed. I Vimmelskaftet 47
søgte den unge købmandsdatter, Sophie Thalbitzer, hendes mand og søn tilflugt hos hendes søster.

Men de boede kun 14 dage hos familien Olsen. De mente sig mere sikker på Kongens Nytorv.

 

Café Bernia

I samme ejendom kunne man gå på  Café Bernia. Her kunne man møde forfatteren, Carl Ewald. Her sad han ofte:

• Sad på  Bernina omgivet af sit Kvindehof

Her mødte man også tidens mest kendte skribenter, journalister, skuespillere og byens unge levemænd og andre, der gerne ville være det.

Man drak Certosa – Likør. Jo Certosa – Herrerne var lidt lapset klædt. En rigtig Certosa – Herre var iført:

• Høj hat, høj flip, stribet skjorte med stive lange og udhængende manchetter, lange bukser med opsmøg, knapstøvler og havelock.:

 

Dagligt besøg hos frisøren

En gang om måneden opsøgte man den kendte barber Giese. Her forstod man at give frisuren den helt rigtige knivskarpe midterskilning hele vejen ned af nakken. Men håret skulle jo holdes. Så  nogle mødte op dagligt hos Giese.

En velklædt kavaler på Routen/Strøget skinnede af pomade og duftede langt væk af honningvand. Til behandling af overskægget blev der anbefalet en russisk salve.

 

Opdragelse gennem uddannelse

På Vimmelskaftet 48 boede Laurids Engelstoft . Han var teolog og adjunkt i historie og geografi. Han mente, at opdragelse skulle ske gennem uddannelse. Han skrev blandt andet bogen med den herlige titel:

• Tanker om Nationalopdragelsen, betragtet som det virksomste Middel til at fremme Almeenånd og Fædrelanskjærlighed.

 

En skøn legetøjsbutik

Her lå også i nærheden alle københavnerbørns drøm, Thorngreens Legetøjsbutik. Carl Clemmensen skrev i 1939 i sin bog Mit København:

• Det er Thornggreens evige Legetøjsbutik ovre ved siden af Jorcks Passage. Foran dette dejlige Vindue stod vi som Børn og ønskede alt det Legetøj, der bugnede af…alle farverige Tinsoldater, de skinnede Messingtrompeter og Trommerne, Dukkestuerne og Jernbanetogene. Og foran dette samme Vindue staar endnu i Dag afdøde Apoteker Kongsted, som paa det Tidspunkt havde tjent en millionformue paa Løven….den store Mand stod saa underlig stille og betragtedeLegetøjet, mens han filosoferede over, at han ikke kunne huske, at han som Dreng havde staaet her engang og så
  inderligt ønskede sig en Gyngehest, som han ikke kunde faa.
• Nu da han var i Stand til at købe sig Alverdens Gyngeheste, havde det ingen Interesse mere.

Thorngren lukkede omkring 1980.

 

En hvis Louise Rasmussen

Det var også her, at en hvis Louise Rasmussen i 1844 reklamerede med Pariser Modevarer. Hun vakte opsigt, fordi hu i vinduet havde en bevægelig modedukke.  Seks år senere blev hun dog endnu mere kendt i en større kreds. Hun blev kendt som Grevinde Danner og gift med en hvis Fritz – Frederik den Syvende.

 

Dyre skelletter

Hjørnehuset Vimmelskaftet 47/Badstuetræde 2 er fra 1800 – 1801. Det er opført i fem etager af handelsmanden og fabrikanten Friedrich Tutein.
Forhuset mod Badstuestræde er noget yngre. Det opførtes i 1881 – 1883 for grosserer Reinholdt W. Jorck.

Her boede bl.a. læge og kirurg Daniel Eschricht. Han havde en stor samling af dyre skeletter. Han lavede bl.a. en afhandling om nerve-systemet. Han grundlagde sammen med J.F. Schow Naturhistorisk Forening i 1833. Han store samling blev senere overdraget til Zoologisk Museum.

Og det er her, hvor man mener at 100.000 spadserer forbi hver dag. Det vil sige, at på en dårlig dag er det nok kun 30.000, der kommer forbi.

 

Nordisk Film

Ja så var det også her, Ole Olsen havde son første biograf i 1905.. Det var ham, der grundlagde Nordisk Film Kompagni.

 

Grundtvig

Salmedigteren og præsten N.F.S. Grundtvig havde sin bolig i Vimmelskaftet i årene 1841 – 1850. Og en af sønnerne, folkemindeforsker Søren Grundtvig boede her i årene 1844 – 1850.

 

. Amagertorv

Torvet hed oprindelig Fisketorvet. Sådan omtales det i 1449. Det stykke, der lå langs Helligåndskirken hed oprindelig Fiskegade.  Amagertorv er strækningen fra Hyskenstræde til Østergade. Det har altid været en livlig færdselsåre. Dengang var den bindeled mellem landsbyen ved Gammeltorv og markedspladsen på Stranden ved Nikolaj Plads.

Øst for Fiskertorv begyndte Amagertorv fra hvilket Højbrostræde førte over Højbro til slottet. Lidt længere mod øst førte fra Amagertorv Færgebrostræde
ned til Færgebroen. Her lå Færgemændene eller Møndrikkerne.

 

Helligåndshuset

På hjørnet af Valkendorfsgade og Amagertorv ligger Helligåndshuset. Det er en af de få middelalderhuse, der er tilbage i København.  Stiftelsen blev grundlagt af Roskildebispen, Jens Krag i 1296. Den nuværende bygning er fra 1480.Sammen med kirken udgør det resterne af det firlængede helligåndskloster fra 1474.

 

Stormænd førte til uægte Børn

Da Christian den Første skulle ansøge om, at få et sådant hus til hovedstaden, anførte han, at byen ofte husede forsamlinger med mange stormænd. Og resultatet – i sagens natur førte til mange børn uden for ægteskab!

Helligåndshuset blev drevet af fromme munke og husede mange forældreløse børn. Ja moralen og etikken var anderledes dengang. Efter Reformationen
var det ikke mere plads til de fromme munke.

 

Vinen sprang fra brønden

Den brede gade omtales i 1389, hvor den hører under Thiedeskemannegade, endnu et navn for Tyskmannegade.  I 1472 bruges Torvet for første gang som Amagertorg. Derefter skiftes to navne med en del varianter så som Fiscetorfgade og Amagertoffen.

I 1500 – og 1600 – tallet bliver pladsen brugt til fester og ridderstævner. Hele to gange har Christian den Fjerde deltaget i ridderturneringer på stedet. Første gang var i forbindelse med hans kroning i 1596. Anden gang var i forbindelse med hans søns bryllup. Man talte om, at vinen sprang fra en brønd, og der blev serveret helstegt okse.

 

Nyordning for handelen

Efterhånden satte amager – bønderne sit præg på pladsen. Den 28. juli 1684 indførtes en nyordning for al torvehandel i København.  Frugter og havevækster blev handlet på torvet. Efterhånden blev der også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ . I ejendommene omkring blev der indrettet købmandsboder.

”Forskrækkeligt” at se på

Nu var det ikke helt uden problemer med al den handel. Således erklærede en renovationsinspektør i 1718:

• Amagere som er vel 50 til 100 i Tal, fører ogsaa megen Halm, Rødder og Roetoppe ind 2 Gange om Ugen og efterlader sig her i Staden, saa det er forskrækkeligt at se.

Det var her, at trafiklinjerne fra byens fire porte mødtes. Da Frederiksstaden var grundlagt i 1749, søgte flere københavnere fra Amagertorv ad Østergade til Kongens Nytorv.

 

Store Lækkerbisken blev til Norden

På hjørnet af Østergade og Amagertorv lå stadens fornemste gæstgivergård Store Lækkerbisken. Den har vi behandlet i en anden artikel. Tænk engang
på det, når du indtager en dyr fadbamse på Cafe Norden, hvor den lå.

 

Storkespringvandet

Efter branden i 1795 skete der store forandringer. Højbro Plads blev etableret. Den blev indlemmet i amerikanernes torv. I 1868 blev torvehandelen flyttet til
Christianshavns Torv. Nu blev Amagertorv bybudenes torv. Budene samledes om en pumpe, der blev anbragt på stedet. Det var her Storkespringvandet
rejstes i 1894.

Og dette springvand udløste en ramaskrig. Springvandet lignede en bordopsats var der nogen, der mente. Kunsterne kunne slet ikke forstå det. Andre tyede til gadeoptøjer og det i den grad, at der blev opsat et gitter foran springvandet for at undgå hærværk. Ja og hvem husker ikke Cesars lovprisning af springvandet.  Her findes også stadig Københavns første underjordiske toiletter. De blev indviet i 1901.

 

Den berømte cigarhandler

Her fandtes også den flotte tobaksforretning. W.Ø Larsens historie går mere end 140 år tilbage. Præstesønnen fra Mors, Wilhelm Øckenholt Larsen åbnede sin forretning på Gammel Amagertorv 1 den 4. november 1864.

I begyndelsen var det kun cigarer, der blev solgt. Især landadelen var gode kunder. De opholdt sig på  byens bedste hoteller eller i deres egne palæer. En rigtig herre havde sin eget foretrukne mærke. Cigarerne stod klar i kassevis, og man skulle helst ryge 10 cigarer om dagen.

Cigarer blev importeret fra Cuba, cigaretter fra Rusland og efterhånden røgtobak fra Holland. I starten af 1900 – tallet opkøbte firmaet forskellige leverandører og blev selv producent.

Man måtte udvide, og flyttede derfor hen på Amagertorv 9. Den ny butik opnår prædikatet, Kongelig Hofleverandør. Så sandelig om man ikke også opnår at
blive Svensk Hofleverandør.  Skråtobak blev ikke anset for at så fin. Så det solgte man fra bagindgangen.

I 1947 startede man egentlig egen produktion af pibetobak. I 1950erne startede man også egen pibefremstilling. Dette tiltag lokkede en masse turister til, især japanere og amerikanere. Et tobaksmuseum blev etableret i kælderen.  Trods de mange initiativer lukkede butikken i 2005. Mange af butikkens varer føres videre af andre leverandører.

 

Porcelæn og Illum

Lige over for ligger Den Kongelige Porcelainsfabriks butik. Bygningen har overlevet et par brande. I 1795 var flammerne dog tæt ved at tage den flotte renæssanceejendom fra 1622.

Ja så har vi jo også Illums Bolighus. Det blev grundlagt i 1925 af folketingsmand Kaj Dessau. I 1941 blev butikken overtaget af familierne bag stormagasinet Illum.   I 1993 blev Amagertorv renoveret. Det var billedkunstneren Bjørn Nørgaard, der tegnede den ny belægning. Det var femkantede granitsten i forskellige farver. Lygtepæle er belyst ovenfra med lysarmaturer ophængt i barduner.

 

Østergade

På den sydlige del af Østergade var der to små stræder, Sankt Jørgens Stræde og Halmstræde. Disse to stræder begrænsede ærkebispens gård.  Østergade
nævnes først sent, men må i 1402 have gået til Halmstræde. Mod Røde-port har gaden været bebygget.

Fra Østergade gik kun en vej mod nord, nemlig Pilestræde. Gaden blev også kaldt Pilegaards-stræde. Her lå en stor gård, Pilegaard.

 

Bjørnebrogade

Hvor Østergade og Amagertorv stødte sammen udgik mod nord, Bjørnebrogade. Den er sikkert opkaldt efter en bro. Gaden omtales i Jordebogen fra 1380, og var bebygget på begge sider.

Og denne gade skiftede navn. Det var fordi at slagterne flyttede herhen. Den fik skiftede navn til Kjødmagergade og Køpmannegade. Senere hen holder slagterne til i Skindergade.  I kølvandet fulgte garvere, skindere, skomagere, sadelmagere, remsnidere, pungmaagere, handskemagere og mange flere.

Mange håndværkere flyttede dog rundt. Således blev Klosterstræde i midten af 1600 årene omdannet til skomagergade.

 

Et fornemt sted

I 1771 blev Østergade forsynet med fliser, brolægningen blev betragtelig. Damerne begyndte at promenere her. Det blev hævdet, at de blot fulgte Dronning Caroline Mathildes eksempel.

Det blev rigtig fornemt her i Østergade. En vigtig konkurrent blev sløjfet af byplanen. Elegante butikker blev efterhånden etableret. I 1804 berettes om meget pulserende trafik. Så sandelig 20 år efter kunne man beskue de første vinduesudstillinger her.

 

Kierkegaards store konditor – regning

Den svenske forfatterinde, Frederika Bremer beklagede sig i 1849 over alt det sammenrend i Østergade, og en dansk provinsbo mente samme år, at gaden var det trøgeste(trægeste) at gaa paa.

Ja man sagde, at Kierkegaards regning i konditorierne i Østergade oversteg, hvad en en flink håndværker kunne tjene på et år. Og Georg Brandes var født i Østergade. Senere slentrede han her, ligesom H.C. Andersen, Holger Drachmann og Strindberg.

 

Svulmende Fruer og slanke Møer

Henrik Pontoppidan skrev:

• Du Østergades herlige Fjerbusk –  vrimmel. I svulmende Fruer og slanke Møer.

 

Flimrende Strøg  – liv med Lidenskaber

Det var et sted, hvor man kiggede på kvinder. En journalist beskrev det i 1939:

• Alt dette flimrende Strøgliv, alle disse Eventyr, disse Lidenskaber, disse Møder, disse Øjekast og Smil, disse Snigløb paa Næsten og disse første mer eller mindre kejtede Forsøg paa en Tilnærmelse over for den hemmeligt Tilbedte, det indrammesalt sammen af Butikkernes straalende Rækker
  lige fra Kongens Nytorv – Hjørnerne til Frederiksberggades Udmunding i Raadhuspladsens Øde.

To af byens mest travle gader, Østergade og Købmagergade var blandt de første, der blev asfalterede i København. Det skete først i 1890erne.

 

Efterslægten

Indtil 1913 lå her midt på  Østergade en af Københavns fornemste skoler, Efterslægten. Den havde til huse i en fornem borgmestergård. Det var en anerkendt
digter fra oplysningstiden, Edvard Storm, der blev skolens første bestyrer. Det spændende var, at korporlig afstraffelse ikke var en del af dagligdagen.

I 1790 overtog man ejendommen på  Østergade 54. Huset var opført af Christian den Fjerdes rentemester, Henrik Müller. Han var både finansminister og Tolder i København. Problemet med ham, var at han lagde flere penge til side end godt var. Han blev afsløret og dømt som storbedrager.

Den prægtige gård skiftede ejer mange gange.

 

Matroserne havde fået nok

I 1771 tog en tysk restauratør huset i besiddelse. Det skulle være herbergs-hus med tilhørende beværtning for standspersoner. Men for matroserne blev dette jomfrubur for snusket. Det indvendige inventar blev ødelagt og de såkaldte jomfruer blev sendt bort. Paladsrevolutionen var brudt ud. Og her den 17. januar
1772 var det, at Struensee blev anholdt.

Nu flyttede de dydige elever ind. Men man havde en kælder til overs. Her indrettede man en øl-tunnel. Den fik i mange år navnet Cappelens Øl-kælder.

Op mod første verdenskrig tog trafikken til på Strøget mellem Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. Forældrene til poderne turde ikke at sende dem alene i skole. Efterhånden dalede elevtallet.

 

En forsinket fredningsplan

På den modsatte side havde købmand A.C. Illum i mange år drevet forretning med sy-artikler og kjoletilbehør. I 1911 købte han skolen. Det vakte opsigt, da han rev den flotte ejendom ned og erstattede den med byens nye stormagasin.

En trøst og noget der kom lovlig sent var en fredningsplan, der i fremtiden skulle forhindre noget lignende.

 

Strøget – i dag

Som et forsøg blev Strøget den 17. november 1962 omlagt til gågade. Dette blev gjort permanent i 1964.

 

Kronede dage for ejendomsspekulanter

Kongens Nytorv blev delvis renoveret og Rådhuspladsen blev også gå – område. I den forløbende tid skiftede Strøget karakter. Butikstyperne er ændret radikalt. Udenlandske og danske butikskæder er dukket op.

Strøget var de første med pornobutikker og lagersalg. Her var også musikoptræden og meget mere. Men lejen steg til astronomiske højder. Ejendomsspekulanter havde astronomiske dage. Det var ikke mange, der kunne betale, for at have en forretning på Strøget.  Borde og stole blev sat ud. Blomsterkummer opstod. Og en masse modestativer med tøj bæres ud og ind. .

I 1967 fejrede man byens 800 års fødselsdag med verdens længste kaffebord fra den ene ende af Strøget til den anden.

 

Den dyre og den billige ende

Det begynder med 7 – eleven, Burger King, Mc` Donalds, shawarma, kebab og kinesisk. Også diskoteker og barer. Musik slipper ud i brudstykker. Dette er
helt utænkeligt nær Kongens Nytorv.

Strøget slutter nemlig afdæmpet og dyrt. Man har flyttet sig fra Gøltrolde til Gucci, fra folkeligt til kongeligt. Luften er renset for popcorn og softice.

Udsalgskasser er fjernet fra gaden, og det er utænkeligt med priser i de elegante tøjbutikker. Butikker og mennesker er pludselig blevet anderledes. Det var nemlig i 1990erne, at danskerne i Østergade fik kendskab til Gucci, Kenzo, Versace, Hermes, Chanel, Cerutti, Mulberry, Max Mara
m.m.

Strøget er ikke bare en gade. Det er flere med hver deres særpræg. Det afsluttes med de dyres tilstedekomst.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• Gamle værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Forlystelser i København
• København dengang
• København 1840 – 1880
• København omkring år 1800 og mange flere artikler 
  

Redigeret 13. – 02 – 2022