Artikler
Februar 21, 2011
af Tony Svanekjær
Dette er beretningen om
jagten på Thor Monumentet –
eller var der tale om to Monumenter. Vi hører vidners beretninger.
Og vi hører om tilblivelsen af det ene Monument, som endte sine dage
i Odense, efter at have tilbragt det meste af sin tid på
en ø i Lillebælt. Dette Monument var kun en måned på
Nørrebro. Men hvad skete der med det, der stod i Thors Passage. Læs
her den spændende beretning.
Interessen for Thor Monumentet
Min egen interesse for dette
formodede Thor Monument fra Thors Passage startede engang i 1970’erne.
Jeg husker ikke det nøjagtige årstal; men det har været umiddelbart
efter min værnepligt i 1976. Jeg var på besøg hos min mor der
boede i Thorsgade, jeg boede selv i Dagmarsgade. Jeg sad og bladrede
i Nørrebro Avisen, der var altid et eller andet interessant og så
var det jo lokalavisen.
En kæmpemand
Pludselig studsede jeg ved
et noget utydeligt billede af noget, der lignede en kæmpemand med strakt
arm og i hånden. Han havde han en hammer eller noget der lignede
en hammer i hånden. Artiklen som billedet relaterede til var et spørgsmål
fra en læser som, i forbindelse med rydningen af et dødsbo efter et
ældre familiemedlem, havde fundet billedet i den afdødes gemmer. Den
afdøde havde boet i mange år i Thor-Passage og billedet var formodentligt
taget fra afdødes lejlighed engang mellem 1904-14
Læseren forsøgte i spørgende
vendinger at få svar fra andre læsere på, hvad billedet forestillede.
Der stod intet bag på billedet, men man kunne ligesom fornemme
en husmur med vinduer bag figuren på det gamle billede.
Thors Passage
Det viste sig, at billedet
var taget i passagen engang, og jeg kunne nu tydeligt se at det var
et billede af Thor med hammeren i strakt arm. Bag ham kunne man fornemme
bygningen som var en del af Thors Passage byggeriet – Allersborg.
Jeg viste imponeret min mor
billedet. Hun kunne godt se, at det lignede både Thor med hammeren,
samt at bygningen bag Thor sagtens kunne være fra Thors-Passage. Vi
sludrede lidt frem og tilbage om både billedet og muligheden for, at
der kunne have stået sådan en statue af Thor i Passagen. Alene navnet
”Thors Passage” gav et fingerpeg i den retning. Vi slog det lidt
hen og ville vente til den næste uge, hvor der så måske var kommet
andre henvendelser omkring det famøse gamle billede.
Jeg nævnte det også
til en kammerat der bestemt mente han havde hørt noget om et Thor Monument
i Thors Passage fra sine forældre. Hans forældre var desværre døde
så det spor endte blindt.
I glemmebogen
Desværre gik hele historien
i glemmebogen hos både min mor og jeg, muligvis fordi der ikke blev
fulgt op på artiklen med det gamle slidte billede fra avisens side.
Der var heller ikke nogle, der henvendte sig om billedet.
Nye Spor
Ikke desto mindre skænkede
jeg ikke artiklen eller billedet en tanke før i 1981, da en journalist
fra Nørrebro Avisen genoptog eftersøgningen af Thor Monumentet fra
Passagen.
Journalistens navn var Sigurd
Skytte, og han tog emnet op grundet nogle henvendelser fra ivrige læsere,
der havde bl.a gamle billeder af et monument af Thor med stridsvogn
og geder. Det hele havde engang stået i passagen. Ligesom første gang
blev jeg meget interesseret og fulgte med i løbet af de uger hvor ”Mysteriet
om Thor fra Thor-Passage” blev omtalt.
Endnu et Monument
Det viste sig, efter flere
ugers debat om den forsvundne Thor fra passagen, at det var et endnu
eksisterende monument af Thor. Det var tale om bronzemonumentet af billedhuggeren
Bonnesen som, da alt kom til alt, aldrig havde stået i Thors Passage
– Bonnesens monument, eller broncegruppe kaldet ”Thors Kamp
mod Jætterne” stod nemlig stadig hvor det var blevet sat i 1957.
På Direktør Haustrup’s
Fabrikker ved Thorlunde i Odense. Dette monument var, som tidligere
nævnt, kreeret af Billedhuggeren Bonnesen og støbt på Lauritz Rasmussens
Bronzestøberi i Rådmandsgade på Nørrebro – det var det eneste
tilhørsforhold dette monument nogensinde havde haft til Nørrebro –
og det havde aldrig stået i Thors Passage.
Mysteriet løser sig
– eller?
Dengang monumentet blev støbt
hos Lauritz Rasmussen i Rådmandgade havde det stået udstillet i gården
ud mod Rådmandsgade, og det var billeder af monumentet fra dengang
der havde ledt tanken hen på Thors Passage fra flere Nørrebroere der
derved mente det hidrørte derfra, men Ak; stadig intet spor af det
forsvundne Thor Monument. Det billede som jeg så tydeligt huskede fra
NørrebroAvisen for få år siden.
Henvendelse videresendt
Jeg glemte hele historien i
nogle år for efterhånden som internettet blev hvermandseje og man
kunne søge på alt mellem himmel og jord, kom jeg i tanke om historien
igen og begyndte straks at søge efter det. Det eneste jeg kunne finde
om Thor Monumenter var de stadigt eksisterende , Thors Kamp mod Jætterne
i bronze samt Thor figuren på Carlsbergs Bryggeriernes
tag – begge udført af billedhuggeren C.J Bonnesen. Jeg tænkte meget
på sagen og henvendte mig, til Nørrebro-avisen, der svarede med en
hilsen om at Avisen havde videresendt min mail til Nørrebro Lokalhistoriske
forening.
Eftersøgning
Jeg korresponderede længe
med foreningen og lovede at prøve at arbejde videre med sagen i håbet
om at finde den endelige løsning på det – måske ville foreningen
endog lade mig skrive en artikel i deres årsskrift, såfremt jeg havde
godt nyt – eller i det mindste interessant nyt i sagen. Så langt
så godt. Det er nu, i skrivende stund, lidt over et år siden og siden
har jeg rekvireret alt materialet fra Nørrebroavisen fra 1981 samt
utallige henvendelser på arkiverne, Kommunens tegningsstue over samtlige
Københavnske matrikler, Vej og Park, efterlysninger på internettet,
Københavns Brandvæsen og har løbet panden mod en mur alle disse steder
– bortset fra Kommunens Tegningstue hvor jeg var i november måned
2006.
Nye spor
Her fandt jeg en større plantegning
over Allersborg/ Thors Passage, hvorpå der tydeligt var markeret et
større rundt område. På dette runde område formoder jeg, at Thor
Monumentet har stået fra omkring 1904 til omkring 1914.
Denne formodning er rimeligt
underbygget af flere ældre øjevidneskildringer fra de omtalte
artikler i Nørrebro Avis fra 1981. Disse artikler har jeg i kopi, indhentet
på det kongelige bibliotek tidligere på året. Det eneste – og måske
endda det eneste øjensynlige bevis på monumentets eksistens er et
billede. Det billede har jeg desværre ikke fundet endnu; men jeg søger
stadig.
Allersborg
Byggeriet Allerborg, hvori
Thors Passage ligger, blev opført af murermester J. Mortensen fra 1903
til 1904. Allersborg er egentligt 3 matrikler , 3575,76,77 som hører
under den gamle hovedmatrikel 171, der i hine tider var navngivet Kløvermarken.
Allersborg strækker sig fra Allersgade nr 14-18 samt Dagmarsgade 3-5.
Thors Passage
Fra både Allergade og Dagmarsgade var Allerborg tilgængelig via åbne
porte og fra Thorsgade var der direkte adgang via en lille stikvej.
Fra gamle dage, 1905 og frem til vore dage er Allerborg blevet kaldt
Thors Passage, formodentligt på grund af porten mod Dagmarsgade som
bærer navnet.
Pladsen er fundet
Da jeg var dreng i 1960’erne
var der fri adgang til Thors Passage gennem begge porte samt fra stikvejen
ud til Thorsgade.
Der var også trafik i
hele passagen, og der lå en del mindre virksomheder såsom et
garveri og en køreskole. Hvis man forestiller sig, at passagen dannede
et stort T hvor udgangen mod Dagmarsgade lå cirka i midten af
dette store T, var der dengang i 1960’erne stadig en stor runding i
brosten. Fra byggeriets ibrugtagning tilsyneladende må det have
fungeret som både plads for det formodede Thor Monument og det senere
anlagte springvand, der blev anlagt efter fjernelsen af Thor Monumentet.
Der gik, dengang , også
mange rygter omkring både Thor Monumentet og Springvandet – som på
de næste sider omtales mere indgående.
Store forandringer
Helt op til starten af 1980’erne var byggeriet stadig i sin originale
form. Men i løbet af 1980’erne da byggeriet overgik som en større
andelsboligforening, er det gamle særpræg næsten forsvundet. Udadtil
står Allerborg stadig som da det blev bygget i starten af 1900-tallet.
Porten mod Dagmarsgade er blevet aflukket af store aflåste døre og
stikvejen ud mod Thorsgade er det kun ejendommens beboere, der har adgang
til.
Porten mod Allergade findes
ikke mere, da den del af byggeriet blev nedrevet i 1980’erne.
Nye undersøgelser
Da jeg i november måned 2006 besøgte Tegningsstuen på Ottiliavej,
hvor man opbevarer alle originaltegninger m.v. over byggeri i Københavns
Kommune, undersøgte jeg samtlige tegninger m.v. over de 3 matrikler,
hvor Allerborg er bygget. Der stod intet direkte omkring hverken Thor
Monumentet eller springvandet. Men ifølge en større plantegning dateret
1903, over hele bebyggelsen Allerborg med alle 3 matrikler, kan man
tydeligt se et større område cirka i midten af gårdområdet, hvorpå
der er afsat en runding eller en opsats til et evt. monument eller springvand.
Jeg formoder. at det er her Thor Monumentet engang har stået.
Debatten i Nørrebro Avis
i 1981
Jeg vil i dette afsnit komme
meget mere ind på den debat, der blev ført i Nørrebro Avisen
i 1981 under ledelse af Journalisten Sigurd Skytte Jensen. Debatten
blev døbt \” Hvor er Thor fra Thors Passage\”. De mange indslag
gav virkelig grobund for både tvivl og misforståelser men heldigvis
også et meget overbevisende indtryk af, at der måtte være hold i
rygtet både om Thormonumentet og springvandet. Jeg vil nu begynde at
citere direkte fra indslagene fra Nørrebro Avis, hvor det allerførste
er dateret april 1981.
Thor er væk
I forbindelse med bestræbelserne
på at få Allersborg i Allersgade bevaret i sin helhed og
fredet har en af initiativtagerne Poul Reves, Dagmarsgade 5 fundet ud
af, at der engang har været en skulptur af guden Thor – stor eller
lille vides ikke – i den passage mellem Allersgade og Thorsgade, der
har navnet efter samme Thor. I de endnu bevarede porte i Allersborg
findes som udsmykning stenhuggerarbejde af Thors bukke, men Thor selv
er væk.
Foto efterlyses
At skulpturen skulle kunne
genfindes er nok tvivlsomt; men det skulle være muligt at opspore fotografier
af det forsvundne kunstværk. Det vides – at Thor skulpturen var yndet
baggrund for kanonfotografers optagelser, og udelukket er det vel ikke
at et sådant fotografi eller et amatørfoto gemmer sig i en skuffe
hos en eller anden af Lokalavisens læsere. Skulle det være tilfældet
vil lokalavisen eller Poul Reeves Dagmarsgade 5 være glad for et praj.
Efter denne opfordring fra både Poul Reves og Lokalavisen kom der flere
henvendelser, jeg fortsat vil citere fra.
Thor i skoven
Lokalavisen fik et par henvendelser fra Nørrebroere. Den ene fra en
beboer i Baldersgade 59 og den anden fra en beboer i Borgmestervangen
20. De fortalte begge – helt uafhængigt af hinanden – at de for ca.
30 år siden (1950) da de som skoledrenge havde været på koloniferie
i Københavns kommunes feriekoloni på øen Thorø i Lillebælt ud for
Assens, huskede en stor og mærkelig skulptur af Thors kamp mod jætterne
stående på sin vogn trukket af prustende bukke midt inde i en skov.
Jeg var vel dengang 12-13 år, fortæller beboeren fra Baldersgade 59,
og vi fik over på øen at vide, at Thor i skoven engang havde stået
i Thorsgade i København.
Vidner genkender skulpturen
På samme måde fortæller den anden nørrebroer om sit personlige kendskab
til til guden Thor over på Thorø.
Vi blev fotograferet foran Thor og jeg har billedet endnu. Da jeg kom
hjem, viste jeg billedet til min nu afdøde farmor, der boede i Thorsgade
45. Hun sagde at monumentet i baggrunden af fotografiet var den figur
af Thor som havde stået i Thors Passage.
Der er også en ældre dame, der i et brev fortæller, at hun husker
at der engang stod en Thor skulptur i Thors Passage. Den var så stor
at børnene kunne lege på den.
Kun bukkene tilbage
Det er mange år siden, Thor i Thorsgade forsvandt. Tilbage er kun navnet
og så ejendommen Allersborg, på hvis portåbninger, der hugget i sten
findes nogle bukkehoveder i stil helt svarende til bukkene i det \”forsvundne\”
billedhuggerværk.
Fra Thorø
til Odense
Således orienteret har Lokalavisen forsket videre i mysteriet \”Thor
fra Thors Passage\”
Thor og hans bukke findes ikke mere på Thorø.
Thor blev i 1957 solgt til
industrifirmaet Haustrups Fabrikker i Odense og transporteret den vanskelige
vej fra Thorø til Odense-virksomheden, i hvis haveanlæg man idag vil
kunne genfinde
\”Thors Kamp Mod Jætterne\” – som er et billedhuggerværk af
billedhuggeren Carl Johan Bonnesen, der døde i 1933, 65 år gammel.
Købmandssønnen købte
skulpturen
Det vides dog at den i sin tid regerende industrimagnat på Thorø,
Købmmandssønnen fra Assens, Harald Plum i 1926 lod monumentet opstille
på sin ø efter at have købt det på bestilling af billedhuggeren.
Det fik dengang, i 1926, plads på en åben mark, men som tiden gik,
voksede der skov op omkring Thor og hans bukke, så Thor efterhånden
kom til at stå midt inde i en skov.
Erna Bøgsteds beretning
Hvem kan huske, og hvem ved noget om den Thor, der stod i Thors Passage??
Der må være flere der kan huske og måske endda har billeder af det
Thor Monument der engang vides at have stået i Thors Passage, og som
må være bestilt til opstilling af bygherren murermester J. Mortensen
der i 1903 opførte Allersborg.
Erna Bøgsted fortæller om Thor i Thors Passage.
Ja, så sandelig stod
der en Thor i Thors Passage, og de ældre mennesker, der kan huske ham
inde fra gården, har ikke forvekslet ham med den anden Thor, ham fra
Rådmandsgade, siger den nu 85 årige Erna Bøgsted fra Haraldsgade.
Hun har ringet til lokalavisens Thor-medarbejder for at fortælle om
sagens rette sammenhæng.
Jeg husker ganske tydeligt
denne Thor, der stod inde i gården i Thors Passage, og det har sin
ganske særlige årsag.
Bange for Thor
Jeg boede som barn i \”Stefanshus\”
i Stefansgade hos min mor og mine bedsteforældre. Min mor havde en
grøntforretning i Nordbanegade – det var den sidste, der var. Vi stod
dengang og skulle finde en lejlighed. Jeg var 6 år, og sammen med min
mor og bedsteforældre var vi henne i Allersgade hvor der var bygget
noget nyt.
Vi var oppe i den lejlighed,
der ligger over porten i Allergade, og fra vinduet der, kunne jeg nede
i gården se den skrækkelige figur af Thor med hammeren og gedebukke
foran en rund vogn.
Jeg havde været inde i gården
en gang før, jeg var så ræd for ham, og jeg sagde til min mor: Nej!
vi vil ikke bo her! og det kom vi heller ikke til, fordi der var fodkoldt.
Figuren var lavet af sten og det var altså den større Thor, der langt
senere blev lavet i bronzestøberiet.
Thor blev
ødelagt
Ved du hvor længe Thor blev
stående i Thors Passage??
Det husker jeg ikke; men jeg
boede selv i Thorsgade, da jeg var 20 år. Det var i 1916. Min mor havde
rulleforretning i en af de små huse, da var Thor der ikke mere;
men nu der lå et springvand inde i gården. Det var noget med
at Thor blev ødelagt en nytårsaften, og springvandet fik heller ikke
lov til at ligge der. Der havde været brand og brandfolkene havde vanskeligt
ved at komme ind i gården, derfor blev springvandet fjernet.
Bange for Tordenvejr
Det fortælles at der kom mange
mennesker for at se Thor figuren medens han stod der??
Ja, det er rigtigt – folk var
helt tossede med den figur; men jeg kunne altså ikke lide den,
jeg så den jo mange gange siden men gik aldrig derind – jeg kan
ikke lide ham Thor – det er måske fordi jeg er bange for tordenvejr.
Her afsluttes Erna Bøgsteds
beretning om Thor Monumentet fra Thors Passage. Hendes beretning er
faktisk den eneste rigtige øjevidneskildring omkring dette Thor Monument,
der altså skulle have været udført i sten , eller nærmere granit.
Svend Erik’s beretning
Det næste øjenvidne er 80 årige Svend Erik Jensen fra Husum Vænge,
som selv har studeret den meget nøje.
Jeg citerer fra artiklen:
Jo, jeg husker ganske tydeligt dette meget store monument af Thor med
hammeren og bukkene fra Thors Passage. Man kan bedst sammenligne det
med Gefion Springvandet ved Langelinie, selvom Thor var knap så stor.
Mine forældre – min far var
arbejdsmand – boede i Vedbækgade, der dengang hed Gentoftegade, og
når jeg gik tur med min mor, var vi inde i Passagen for at se på Thor.
Han stod med front mod Dagmarsgade og var jo meget stor. Det var i 1909-10.
Vi flyttede netop i de år
til Rådmandsgade, og fra den tid husker jeg stadig Thor; men hvor længe
han blev stående i Thors Passage, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at han
var der under hele 1. verdenskrig, og forhøjningen hvor han stod, blev
der længe efter.
Jeg kunne tænke mig at han
var blevet flyttet efter krav fra brandvæsnet, der vel dårligt kunne
komme ind i passagen, men jeg ved det ikke præcist. Såvidt Sven Erik
Jensen fra Husum Vænge.
Thor stået der fra 1904
til 1917
Jeg tør, efter disse 2 yderst pålidelige øjevidneskildringer, at
vove påstanden, at Thor var hugget i granit og har stået i Thors Passage
fra byggeriet blev taget i brug omkring 1904 og til omkring 1917.
Hvad der herefter er sket med Thor Monumentet må stadig stå hen i
det uvisse.
En ny forklaring
77årig Bronzestøber, Aage
Hansen fortæller:
Thor har aldrig stået i Thors Passage!
Gåden om billedhuggeren Carl Johan Bonnesens store monument \”Thors
Kamp Mod Jætterne\” og dets placering på Nørrebro er (måske)løst.
Dette Thor Monument har aldrig
stået i Thors Passage. Billedhuggerværket blev til i midten af 1920’erne
i Rasmussens bronzestøberi i Rådmandsgade, og i gården her var det
færdige arbejde udstillet en måneds tid.
Det er her, gamle nørrebroere
har set både Thor og hans bukke ganske tæt ved Thorsgade, så
de blot i dag (1981) så mange år efter – har forvekslet stedet.
Ja, det må være forklaringen, siger den 77 årige forhenværende bronzestøber
Aage Hansen fra Slangerupgade. Thor har aldrig stået i Thors Passage
Det kan jeg sige så meget desto mere sikkert, som jeg selv som svend
hos Rasmussen har været med til at lave Bonnesens billedhuggerarbejde:
Støbningen i bronze efter Bonnesens model.
Jeg blev lærling derovre
i 1918 – det var hos Carl Rasmussen, søn af bronzestøberiets grundlægger
Lauritz Rasmussen – det blev oprettet allerede i 1854 men lå dengang
i Læssøegade.
Først i 1901 flyttede det
til Rådmandsgade.
Jeg boede som barn i Baldersgade,
min far var ved sporvejene og jeg husker godt Thorsgade og Thors Passage
med de 3 indgange. Jeg kom forbi der hver dag når jeg skulle i skole.
Der stod et springvand inde i gården; men altså ikke nogen Thor.
Tilblivelsen af Thor
Sådan blev Thor til, Aage Hansen fortæller:
Det var på bestilling af Harald Plum, der ville opstille Bonnesens
Thor-monument på sin ø Thorø i Lillebælt. Det skulle have været
hans mausoleum. Bonnesen havde atelier på bronzestøberiets grund og
her lavede han en stor gipsmodel af Thor, der så før støbningen blev
skåret i stykker i forskellig størrelse: krop, hoved arme o.s.v.
Der var mange stykker. De går så i støberiet for at blive formet
og derefter støbt og pudset af inden monteringen af det færdige kunstværk.
Sådan blev alle figurer til. Thor her blev stillet op på prøve ude
i støberi gården, holdt sammen af stifter, der kunne tages ud igen.
Hvor lang tid varede støberiet?
Jeg vil tro et års tid. Bonnesen fulgte med hele processen, sådan
som alle billedhuggere gør det. Jeg husker ham som en flink ældre
mand.
Har aldrig stået andre
steder
Nørrebroerne kunne komme ind i gården og se det færdige arbejde?
Ja, de kunne gå ind ad porten og kikke på det. Det må have været
i bronzestøberiets gård, folk har set Thor, for han har aldrig været
andre steder. Den blev stillet
op for pressens skyld på et stillads og stod der en måneds tid, inden
den blev skilt ad igen og sendt til Thorø.
Her havde vi tre mand gående
for at samle den – to svende og en lærling – jeg ved godt at der er
mange skolebørn – også her fra Nørrebro, der har set Thor på Thorø,
efter at Thor var kommet derover fra Nørrebro.
Det var bare ikke Thor fra
Thors Passage, men fra Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade, hvor
der jo i tidens løb blev produceret en mængde af vore mest kendte
billedhuggerarbejder .
Det var 1 januar 1967 Poul
Rasmussen drejede nøglen om – året før jeg selv havde været der
i 50 år. I dag er der kun grundene tilbage (1981).
Var der to monumenter?
I skrivende stund, 2007, er grundene forlængst bebygget med beboelsesejendomme.
Set ude fra Aage Hansens erindringer, om det Thor Monument han selv
var med til at støbe og Thors Passage kan man stadigvæk ikke afskrive
formodningen omkring det andet Thor Monument i granit.
Jeg vil stadig postulere, at
det engang har stået et i Thors Passage; dog måske kun fra Allersborgs
fødsel i 1903-04 og frem til omkring 1911, måske endog før.
Hvis man regner lidt på Aage Hansens alder, da han gik i skole, og
samtidig ved vi, at han kun kunne huske springvandet i Passagen, må
det næsten være således:
En regnefejl
Aage Hansen var 77 år i 1981, altså var han født i 1904. Han
er så begyndt at gå i skole i 7 års alderen, altså omkring 1911.
Hvis man går ud fra, at han har gået i skole i 7 år passer det jo
fint med, at han er kommet i lære i bronzestøberiet i 14-15 års alderen
, i 1918.
Der er dog enten en lille
regnefejl eller et lille erindringssvigt i Aage Hanses forklaring, Nemlig
at han havde 50 års jubilæum i 1966 – året før bronzestøberiet
lukkede i 1967. Er det rigtigt, må Aage Hansen altså allerede været
startet som lærling i 1916, allerede som 12 årig, og ikke som tidligere
fortalt i 1918.
Jeg vil dog ikke tillægge
denne lille \”fejl\” nogen særlig betydning. Om det formodede
Thor Monument i granit har stået i Thors Passage frem til 1911 eller
deromkring er for så vidt også ligegyldigt.
Det væsentlige må være,
OM der nogensinde har stået et Thor Monument i granit i Thors Passage.
Jeg er meget overbevist om, at der virkelig har stået et Thor Monument
i Thors Passage – helt fra Allerborgs fødsel og mindst frem til omkring
1911 og herefter et springvand til omkring 1918.
Har du oplysninger, der
kan føre til opklaring af mysteriet i Thorsgade hører Tony og dengang.dk
gerne fra dig.
TCASC©
Februar 21, 2011
Hvor fik gaden sit navn fra? Læs om lystslottet, der blev kongelig. Her skete der en masse ting. Blågårdsgade var egentlig en parkvej i en kæmpe have. Her var byggespekulanterne paradis. Man lavede sine egne regler. Senere foregik, der en sanering der var fuldstændig ude af kontrol. Gaden lignede en krigsskueplads. Næsten halvdelen af butikslokalerne stod tomme. Nu er gaden blevet meget populær.
Et lystslot uden for volden
Gabel, der var en af datidens store grundejere, erhvervede i 1662 Teglgårdsvangen af Magistraten. Året efter fik han også skøde på Skt. Jørgens sø. Han byggede et lystslot og anlagde en flot parklignende have, som gik helt ned til søerne. Ved hans død overgik ejendommen til sønnen. Han var kammerherre hos Frederik den Tredje og berygtet for sine pengeproblemer. I 1668 solgtes hele herligheden til Frederik den Tredjes uægte søn med Margrethe Pape, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var blandt andet statholder i Norge.
Han skilte sig dog hurtig af med ejendommen. Den blev i den kommende tid ejet af forskellige højtstående officerer. I 1694 blev den købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingesøen og afløb til Skt. Jørgens Sø.
Efter Meyers død overgik gården til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgården, Cesar René Thehillac.
Blågården får sit navn
Navnet Blågården stammer fra 1706, da Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl overtog et barokt statholder – landsted. Ja næsten det hele blev nedrevet og genopført. Langs den nuværende Slotsgade blev hovedbygningen opført. Størstedelen af jorden omkring, tilhørte landstedet. Dertil kom landstederne Solitude og Store Ravnsborg.
Slottet fik et blåligt tag bestående af skifer eller glaseret tegl. Derfor fik det navnet Blågården. Navnet dannede baggrund til gade, plads, sogn, kirke, skole, grillbarer, kiosker, antikvariat, bibliotek, klubber, bander og meget mere.
Vilde fester
I 1716 kom zar Peter og skulle med sin hær videre til Sverige. Han ville gerne bo på Blågården, men det turde man dog ikke. Man var bange for, at han derfra ville erobre København. Han blev installeret inden for voldene, og var nærmest en fange konstant under observation.
På Blågården havde prinsen 47 personer til sin daglige opvartning. Prinsesse Sophie Hedvig var mere beskeden. Hun havde kun 23. Her foregik vilde fester. Man benyttede blandt andet bjørne og hunde i kamp mod hinanden. Det var en meget yndet beskæftigelse
Ved sin død i 1729 havde Prins Carl testamenteret alle sine ejendomme til søsteren, som så i 1732 ved et gavebrev skænkede Blågården til sin og broderens overkammerherre, Carl Adolph v. Plessen. Og her gik de slemme rygter.
En ”druk – broder” overtager
Efter mange kongelige ejerskaber endte ejerskabet hos Knus Jacobsen Lyne. Han overtog det hele for 27.800 rigsdaler. Og her gik rygterne på, at han ikke var kommet retmæssigt til disse penge.
Grev Holck, Christian den Syvendes druk – broder overtog stedet for kongens penge. Det var starten til Blågårdens forfald. Herude blev kongens elskerinde,
Støvlet – Kathrine også installeret. Og på Blågården skete der så en masse lige fra duge-manufaktur til teater.
Blågårdsgade var en sti i parken
Egentlig var Blågårdsgade en langstrakt parksti. Kunstklippede planter i fransk havestil omgav denne sti. I 1820 blev det til en vej. Ladegårdsåen dannede et skarpt skel til Frederiksberg. Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade. Men broen var dog ikke åben for alle og enhver. Der forelå tinglyste
erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro at benytte den. Noget senere anlagde rådmand og byggespekulant Bülow en bro ud for Ewaldsgade.
Blågård Seminarium
Blågård Seminarium fører sin historie helt tilbage til 1791. Dengang foregik det i hovedbygningen på Blågården. I 1808 flyttede lærerseminariet til Jonstrup.
Det ny Blågård Seminarium er fra 1859, og blev startet i Blågårdsgade 14. I 1863 fik seminariet sin første nyopførte en fireetagers hovedbygning i Blågårdsgade 15. Ejendommen forblev i familien Tangs eje indtil 1918. Den blev lejet ud til beboelse og industrielle virksomheder. Murermester E.P. Møller overtog ejendommen og solgte den videre til bogtrykker C.W. Bærentsen, der tillige var udgiver af Aftenbladet. Senere blev der udgivet blade som Aftenbladets Søndag og Dansk Familie-blad.
8 veje i 1856
Indtil 1859 hed gaden Blågårdsvejen eller Blågårds Langvej Den anden større vej i området hed Blågårds Korsvej. Den fik navnet Korsgade i 1860. Men fra 1856 meldes der om 8 vejstrækninger af forskellig kvalitet i kvarteret.
Anker Heegaard
Blågårds Plads som Blågårdsgade fører op til, har ofte været et midtpunkt for kvarteret. Inden den nuværende pladsdannelse var det rammen for Anker Heegaards Fabrik. Mathias Heegaard havde allerede i 1828 etableret et mægtigt jernstøberi på grunden. Privat etablerede han en villa på det nuværende Blågårdsgade 16.
I 1830erne voksede der på begge sider af Blågårdsgade enkelte ejendomme frem. De blev beboet af embedsmænd, pensionister og enker.
De store jernovne spyede sod, røg og kulstøv ud over kvarteret. Køkkenudstyr of emaljerede gryder blev efterspurgt og i særdelshed efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder. Kakkelovne og strygejern blev også fabrikeret her.
Men i 1836 gik det dog for vidt. Virksomheden blev udvidet til at omfatte tarmstrenge, der skulle bruges til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en forfærdelig stank, og myndighederne greb ind. Allerede to år efter måtte denne industri lukke.
Planløst byggeri med slum
Planløst villabyggeri blev afløst af fire til seks etagers lejekaserner.
En af de største byggespekulanter var F.C. Bülow. Han var datidens største byggematador. Han udstykkede og solgte løs uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når han anlagde veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham. Man behøvede dengang ikke at tage hensyn til byggevedtægter. De kom først senere, og dem var bygge matadorerne med til at vedtage.
Derfor opstod hele kvarteret som et arbejderkvarter med slum fra starten.
Kloakering, vand og lys så man bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede Blågårds Langvej og de tilstødende veje til bundløs ælte. Vandet og slammen løb ned i Sortedamssøen. Her fik man også en overgang drikkevand fra.
En anden af byggematadorerne var Hans Chr. Bangert. Han havde købt lystgården Solitude, som han udstykkede. Det var en ret tynd byggelov, man skulle
forholde sig til – dengang i 1856:
Egen kommune
Byggespekulanterne ville ikke betale afgifter til kommunen, så man oprettede simpelthen en egen kommune. Grundejerne valgte en formand og i fællesskab ordnede man sine anliggender.
De ville ikke give flere penge ud end nødvendigt. Det gik rent anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation, ingen vedtægter og overhovedet ingen organisation. Byggespekulanterne tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på sten i den tilladte højde. Lejekasserne blev opført på kryds og tværs.. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen på så lille et område som overhovedet muligt.
Lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelig spekulationsbyggeri.Der var ingen brolægning og ingen fortove. Men det, der var værst, var at der ingen rendestene var. Det idylliske vandløb, som i slottes tid løb langs alléen, var blevet en slimet og stinkende grøft.
Københavns Kommune havde tilbudt istandsættelse af kvarteret, såfremt man ville åbne Blågårdsgade for offentlig færdsel, men grundejerne havde sagt
nej af angst for nye byrder og mindre profit. Men efterhånden måtte man overgive sig. Forholdene blev uoverskuelige. Grundspekulanterne og byggematadorerne måtte nu til lommerne. De skulle betale brolægnings og lygteskat.
Drukkenskab, råhed og skøger
Der var masser af drukkenskab, råhed og skøger i kvarteret. Pantkontorer var der et par stykker af i Blågårdsgade. Her kunne far pantsætte sin pæne jakke, så der kunne blive til endnu et spil på den lokale. Det kunne jo være at lykken vendte.
Også i Blågårdsgade kom ”dullen” fra kommunen. Hun skaffede tandbørster og spisebilletter til Folkekøkkenet. Men brunkål og gule ærter kunne være barsk
kost over for børn, der ikke var vant til varmt mad. Så var det bedre med rødgrød med sukker og mælk. Man kunne så sælge spisebilletterne, så var der flere bajere til far.
Uniformerede voldsmænd
Fattigdom styrkede sammenholdet. Man fandt sammen og havde en fælles fjende, politiet. For enden af Korsgade lå en politivagt. Her gik rygterne på, at uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på vagt over for politiet. De blev betragtet som uniformerede voldsmænd.
Kaos i Blågårdsgade
Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på Blågårdsgade og i resten af kvarteret. Et midlertidigt spiritusforbud var trådt i kraft. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der måtte ligge inde med spiritusbeholdninger, skulle inden kl. 9 afgive beretning om beholdningens størrelse.
Overtrædelse af spiritusforbuddet blev straffet med op til 9.000 kr. i bøde eller fængsel. Inden forbuddet var der blevet hamstret til den store guldmedalje i Blågårdsgade.
Afholdsselskabernes Landsforbund mente, at forbuddet skulle gøres permanent. Men det mente man bestemt ikke på Nørrebro. Den 24 marts kunne man i første omgang ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet. Men sikke dog nogle priser. Fattigmandssnaps var blevet beskattet. Priserne var nu:
Et firma etablerer sig
Her på Blågårdsgade havde Carl Aller fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Han etablerede sig i 1873 i Blågårdsgade 32 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familie journal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familie journalen en kvart million i oplagstal. Lokalerne i Blågårdsgade blev for små, og i 1907 flyttede etablissementet til Valby.
Gang i Blågårdsgade
Men efterhånden kom der gang i Blågårdsgade. En masse institutioner og butikker etablerede sig efterhånden. Et tilfældig dyk ned i i virksomheder i 1923 afslører følgende:
Rædselskabinet og for-huggede figurer
I 1898 opkøbte kommunen Anker Heegaards nu fraflyttede grund. Befolkningen havde brug for åndehuller. De manglede lys og renere luft. På den tidligere fabriksgrund anlagde kommunen i 1902 en åben gruset plads indrammet af lindetræer.
Her finder vi Kaj Nielsens berømte granit-figurer. De blev afsløret i 1918 og var meget omstridt. Blandt lokale folk blev pladsen døbt som Stenødet og Slavepladsen. Mange arbejdere følte disse figurer som en hån mod arbejderklassen. En af datidens kronikører Knud Bokkenheuser udtrykte det således:
Arbejdernes plads
Men pladsen udviklede sig efterhånden til de udstødtes plads. Narkomaner og spritterne samledes her. Men også arbejderne mødtes her, og det gør de stadig til 1. maj.
Konservativ Ungdom ville den 29. september 1935 provokere arbejderne. De arrangerede et politisk møde her på arbejdernes hjemmebane. Højrepartiets
ledere, Christmas Møller og Púrchel var hovedtalerne. Politiet have i forvejen ryddet pladsen og Blågårdsgade for kommunister. 200 betjente var udkommanderet. Men det var tydeligt, hvor sympatien gemte sig. Røde flag vajede ud fra lejligheder på pladsen og i Blågårdsgade.
Da mødet var slut marcherede KU’ er anført af ridende politi gennem Blågårdsgade. Et større kamp udviklede sig, da kommunister og arbejdere angreb demonstrationen for enden af gaden ud mod Nørrebrogade. Der blev uddelt en masse knippelsuppe.
Med stearinlys og lokumspapir
Man skulle være yderst heldig, hvis der var lokum i lejligheden på 40 m2 i 1950erne. Ellers var det bare med at forsyne sig med et stearinlys og en rulle lokumspapir, for så at gå i gården.
Pølsevogn og Gøg og Gokke
I krypten under Blågårds Kirke kunne man om søndagen se stumfilm som Gøg og Gokke, Rollingerne, Harold Lloyd eller andre komikere. Men man skulle lige gennemgå de kirkelige ting, inden disse oplevelser kom.
På Blågårds Plads var der en pølsemand. Her kunne man få en slags pølse med sennep og brød. Ved siden af pølsevognen stod en rund kiosk, hvor man kunne
købe blade og aviser. Fra bagsiden gik man ind af en dør til to rum, hvorfra man kunne ringe.
Planløs sanering
Omkring 1960erne var kvarteret beboet af 18.000 mennesker. De 11.000 befandt sig i usunde boliger. Det skulle der gøres noget ved. En omfattende sanering blev sat i værk. Den såkaldte Bulldozersanering foregik aldeles planløst. Området omkring Blågårdsgade lignede i lang årrække et udbombet kvarter fra krigens tid.
I 1970erne trafikmønstret sig væsentlig for Blågårdsgade. Gaden havde før været en af Nørrebros mest markante handelsgader, kun overgået af Nørrebrogade. Nu blev den forvandlet til gågade. Det gik mange år inden man blev vant til den nye trafikmønster. Dengang havde sporvognslinje 3 hele to
stoppesteder i Blågårdsgade.
I en aktion i Blågårdsgade fjernede Nørrebro Beboeraktion i samarbejde med Nørrebro Handelsforening vejbommene, der var sat op for at spærre for trafikken. De blev kørt ind til Rådhuspladsen og afleveret med et tak for lån til overborgmesteren.
Men det hjalp ikke. Beboerne fik ikke trafikken tilbage. Man fik bommene tilbage.
Fælles kamp
Indretningen blev en fiasko får de handlende. De lukkede en efter en. Men nogle var galde for udviklingen. Man havde et slogan Væk med røg, støj og møg.
Nu mente overborgmester Egon Weidekamp, at det var VS i Blågårdsgade, der stod for al balladen. Sandheden var, at 68 – generationen havde rottet sig sammen til Fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden. Kampen om Byggeren er et symbol for denne kamp.
Mange tomme butikslokaler
I Blågårdsgade stod efterhånden 44 pct. af alle butikslokaler tomme. Men saneringen og tidens udvikling havde betydet død for mange af Nørrebros butikker. Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981.
Nørrebro Handelsforening rettede henvendelse til Rådhuset. Man gjorde opmærksom på, at Blågårdsgade inden saneringen havde 110 aktive butikker. Den 25. september 1979 fik man så langt om længe overborgmester Egon Weidekamp til Nørrebro, hvor han skulle stå til regnskab for udviklingen i Blågårdsgade
I 1980erne blev Den Sorte Firkant forvandlet til Den rød – grønne Firkant. Men mange mente dog at det var noget værre plastikbyggeri, de blev udsat for.
Ingen klassekamp uden gadekamp
I 1997 eksploderede spændingerne på Blågårds Plads atter engang. Natten mellem den 8. og 9. november 1999 blev mange butikker raseret i Blågårdsgade
og resten af Nørrebro.. Politiet turde ikke køre ind i området. Dagen efter stod der følgende malet på den gule mur langs Assistents
Kirkegård:
Kilde
Hvis du vil vide mere:-
Februar 21, 2011
Selv om han ikke var ret høj, var han en markant skikkelse på Nørrebros Runddel. Han sagde sin mening. Og det betød smadrede ruder. Mange ideer havde han, da han blev formand for Nørrebro Handelsforening. Beboerne klagede, når han lavede leverpostej. Har var lavsformand, aktiv her og der og allevegne. I 16 år sad han i Borgerrepræsentationen. Her dannede han en selskabelig forening ”Den Lyserøde Blok”. Læs beretningen om et farverigt menneske.
En stor charmør
Ja man tror det næppe, men Knud Schou er efterhånden blevet et ældre menneske. . Det er altid en fornøjelse, at være i festligt lag med Knud. Men lige så sjov, er det at diskutere politik med ham. Egentlig har han jo altid været en stor charmør. Men egentlig er det en del år siden, at jeg har set ham.
Fra fuglekonge til Oldermand
Det er så vanskelig at beskrive alle hans hædersbevisninger gennem årenes løb. Det spænder lige fra Fuglekonge i 1999 hos De Konservative til Oldermand
i Kjøbenhavns Slagterlav.
Han har desuden været særdeles aktiv i Ældresagen. Han var formand for Centralorganisationen for lokale Handelsforeninger, medlem af menighedsrådet i Simions kirken og medstifter af arbejdsløshedskassen Danske Næringsdrivende (Dana). Han har været medlem af Vanløse lokalråd.
Det er også nogle værre røverhistorier han fortæller om sine 16 år i Borgerrepræsentationen. Ja, så har han også været folketingskandidat for De Konservative.
21 år på Runddelen
Men blandt alle hans gøremål kender vi ham bedst med alle hans gøremål på Nørrebro og hans store arbejde for detailhandelen i brokvarteret. I 12 år var
han formand for Nørrebro Handelsforening.
Knud er født på Amager, hvor hans far var slagtermester. Han kom i lære hos slagtermester Corell i Ringsted. Videre gik turen til et slagteri i Sverige. Via arbejde hos far og hos en slagtermester samt militærtjeneste, var tiden inde til at starte selv. Det skete på Frederikssundsvej 113. – i 1954.
Efter 11 år ringede den samme ejendomsformidler, der havde sørget for den første forretning til Knud, at nu var Arbejdernes Kødforsyning på Nørrebros Runddel ledigt. Og det skulle så blive Knuds slagtebutik de næste 21 år.
16 år i Borgerrepræsentationen
Det er ikke let, at være selvstændig erhvervsdrivende og have en mening om samfundet. Det er der mange, der har mærket på Nørrebro. Og det gik også ud over Knuds vinduer i slagterforretningen på Runddelen. Og det var ikke alle beboere i ejendommen, der kunne tåle lugten af Knuds hjemmelavede leverpostej, når det blev produceret.
Knud har altid været en lun fætter. Således var han med til at lave en uofficiel blokdannelse på Rådhuset sammen med de to SF`ere, Heinrich Mentz og Bjarne Jensen også kaldet Sølvræven. På skift skulle man servere kaffe og cognac for hinanden. De to SF’er vil kalde blokdannelsen for den røde klub. Men det lykkedes dog for Knud, at få navnet ændret til Den Lyserøde Klub.
Kreativ har Knud altid været.
Ja og det var selveste Per Stig Møller, der i Den Konservative Klub foreslog Knud som fuglekonge i 1999. Hædersmiddagen foregik i Håndværkerforeningen.
Mange ideer som formand
I 1972 blev Knud Schou formand. Han efterfulgte Gottlob Andersen. Knud var særdeles kendt på Nørrebro, hvor han drev slagterforretning på Runddelen.
Ved sin tiltrædelse som formand for Nørrebro Handelsforening havde Knud en handlingsplan klar. Foreningen skulle styrkes ved følgende tiltag
Nørrebro skulle opdeles i 10 sektioner, så man kunne holde øje med nye forretningsdrivende og byde dem velkommen.
For at holde gejsten ved lige, kunne alle medlemmer deltage i de årlige konkurrencer:
Der skulle med øjeblikkelig virkning nedsættes følgende udvalg:
Jo Knud Schou kom med mange gode ideer. Ikke alle blev dog realiseret.
Til kamp for Blågårdsgade
Det var også Knud, der tog initiativ til en henvendelse til Rådhuset i 1972. Årsagen var, at 44 pct. af butikkerne i Blågårdsgade stod tomme. Knud gjorde opmærksom på, at inden saneringen var der 110 aktive forretninger i gaden, der næst efter Nørrebrogade var den mest aktive handelsgade på Nørrebro
dengang.
Nej til Nørrebrogade som gågade
Den næste udfordring for Knud og handelsforeningen var, at borgmester Alfred Wessard ville lave dele af Nørrebrogade om til gågade. Der skulle simpelthen
spærres ved Sjællandsgade.
Til kamp med Nørrebro Beboeraktion
Knud Schou gik aktiv ind og støttede den ellers socialistiske Nørrebro Beboeraktion og deltog aktivt i nogle af aktionerne. Således fjernede man vejbommene
ved Blågårdsgade og placerede dem på Rådhuspladsen med tak for lån til overborgmesteren.
Det var derfor ikke så overraskende, at Beboergruppen Røde Rose sendte en invitation til Handelsforeningen. Her skulle aktionsgruppen Solvognen opføre en revy.
Nej til Irma
Det var en torn i øjet for Knud, at borgmester Villy Sigurdsson anbefalede, at Irma måtte indrette et supermarked i Colosseum, Jagtvej 63 – 65 (nuværende Aldi). Knud mente at VS – borgmesteren ikke forstod detailhandelens problemer:
Med overborgmesteren til stormøde
Den 25. september 1979 ledede Knud Schou et møde i Ungdomscentret, Nørrebrogade 159. Her havde foreningen besøg af selveste overborgmesteren Egon Weidekamp. Han blev stillet over for følgende spørgsmål:
Saneringen havde kostet ofre
Detailhandelen kunne mærke affolkningen. I 1950 boede der på Nørrebro 132,000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Saneringen havde kostet ofre. Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.326 i 1958 til 965 i 1981.
Medstifter af arbejdsløshedskassen Dana
I 1976 var Knud Schou med til at starte arbejdsløshedskassen Dana for næringsdrivende. Den havde i 1983 rundet 25.000 medlemmer.
Sur på
Nørrebro Avis
Efter en BZ – demonstration på Rådhuspladsen og efterfølgende ballade på Nørrebro udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information underskrevet af Knud Schou:
Knud blev aldeles rasende på Nørrebro Avis, der ikke ville bringe presseinformationen. Desuden havde avisen heller ikke været flinke til at bringe omtale af handelsforeningens arrangementer.
Hvorfor lytter politikerne ikke?
I et forord til Nørrebro Telefonbogen
siger Knud Schou blandt andet:
Ja problemet kender Nørrebro Handelsforening også i dag. Politikerne vil ikke lytte. Måske er der hæderlige undtagelser.
Detailhandel i krise
Detailhandelen på Nørrebro befandt sig i en krise i begyndelsen af 1980erne. I 1983 udtalte Knud Schou:
Til angreb mod Posten
Knud angreb også postvæsnet i et par artikler. Og i stedet for at stikke halen mellem benene, sørgede postmester Hans Strunge for, at Nørrebro Postkontor
blev medlem, så man kunne fortsætte diskussionen.
På kanotur med de kendte
I sin formandstid var Knud med på den værste. Således deltog han i en kano – og kajak-konkurrence med Mogens Lykketoft, Jytte Andersen, Pelle Jarmer
og Gunna Starck. Hvem der vandt, kan Knud ikke huske.
På valgplakaten
I 1997 støtte Nørrebro Handelsforening aktivt to kandidater til kommunevalget. Den ene var Knud Schou som opstillede for de Konservative, og Hans Thomsen, der stillede op for Socialdemokratiet. Knud Schou var på formandsposten blevet afløst af Albert Bodenhoff.
De to kandidater arbejdede for
Socialdemokratiet var dog ikke tilfreds med den gratis reklame. Det var i strid med interne partiregler, og det gav en del ballade.
Et nej til et storcenter
Spørger man Knud i dag, hvad han anser for den største bedrift. Så fortæller han, at det var at forhindre et storcenter ved den gamle General Motor Fabrik.
Han fik organiseret et protestmøde med foreninger, beboerbestyrelse og andre. Det lykkedes ham, at forhindre, at storcenteret kom til Nørrebro.
Han indrømmer, at han tog fejl m.h.t. supermarkederne. De kom og de blev. Kunderne elskede dem. Man burde have etableret sig i sådan et supermarked, siger Knud. I dag er han ked af situationen på Nørrebro. Mange detailhandlere klager sig, og giver trafikafviklingen skylden:
Farvel til Nørrebro
I 1996 gik Knud Schou ud af Københavns Borgerrepræsentation.
Os, der var med til 70 års receptionen fik ved den lejlighed til at hilse på nogle af Knuds kollegaer fra den tid – og de kom ikke kun fra den borgerlige blok,
skulle vi hilse at sige.
I 1997 solgte han sin forretning på Runddelen. Han var den sidste slagter, der var tilbage på Nørrebrogade. Mange år efter, er der stadig mange, der kan huske Knud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2. 03. 2022
Februar 21, 2011
De havde stor ambitioner, men de bristede gang på gang. De fik ikke kongemagten og blev landsforvist. Flere gange blev deres godser beslaglagt. Bønderne fik deres frihed, 60 år forsinket. De måtte købe sig fri. Man omgik sig med berømte mennesker. H.C. Andersen var en af dem. Han opfattede ikke, at han befandt sig
i en hvepserede. De giftede sig med de rigtige, eller gjorde de? De fik ikke engang det halve kongerige.
Mange herremænd
I Middelalderen var Als præget af en række herremænd, der beherskede hver deres egn fra lokale borge. Christian den Tredjes søn, Hertug Hans fik øen som Slesvigsk del – hertugdømme. Han købte adelen ud, og inddelte øen op i flere del – hertugdømmer. Dette var dog ikke levedygtig. Mange gik fallit. I 1700 – tallet blev Hertugen af Augustenborg øens dominerende person.
Vi skal i denne artikel møde de sidste hertuger på Augustenborg.
Kærlighedsbarnet
Frederik Christian den Anden (1765 – 1814) giftede sig med Louise Augusta, datter af Struensee og Christian den Syvendes dronning Caroline Mathilde. Og hvis du vil vide mere om denne familie, så læs den pragtfulde roman af Maria Helleberg, Kærlighedsbarnet. Fortællingen starter i 1780. De fik børnene, Christian August, Frederik (Prinsen af Nør) og Caroline Amalie.
Ødelagde ægteskabet kravet på tronen?
Hertug Christian August (1798 – 1869) levede med nationale spændinger i Sønderjylland. Han blev stæk engageret i den Slesvig – Holstenske sag og kæmpede for den tyske sag. Han gjorde, som efterkommer af Hertug Hans den Yngre sammen med sin lillebror, Frederik (Prinsen af Nør) krav på den danske krone. Allerede som 12 årig blev han hertug. Med fyrstelige, men dog spinkle rettigheder.
Men måske forspildte han sin chance til den danske krone, da han i 1820 giftede sig med grevinde Louise Danneskjold – Samsøe. Ægteskabet kom i stand trods modvilje fra morbror, Frederik den Sjette. Ægteskabet var under stand.
Den danske Kongelov
Men i Christian den Ottendes Åbne Brev af 1846, blev kravet afvist. Christian August protesterede voldsomt. Hertug Christian August førte en meget aktiv kampagne for sikre sin ret til den danske trone. Og arvestriden havde stor betydning for den nationale splittelse i tiden op til treårskrigen.
Ifølge arvefølgeloven skule tronen været gået til huset Oldenburg. For at forhindre deling af det danske kongerige, blev den danske Kongelov (Lex Regia), der tilgodeså kvindelige tronarvinger, ulovligt indført i hertugdømmerne.
Kampen for tronen
Det var først i slutningen af 1700 – tallet, at striden spidsede til. Det så ud som om den danske kongeslægt ville uddø, fordi Frederik den Sjette ikke havde nogen arvtager. Han var den sidste oldenborger. Det var det, der fik den augustenborgske slægt til at kræve, at de både skulle have kongemagten og hertugdømmerne. Man mente at den danske trone skulle forblive hos oldenborgerne.
Frederik den Sjette besluttede i 1806 at indlemme Holsten i monarkiet. Han interesserede sig ikke for arveretten.
Hertug Frederik Christian den Anden redegjorde i 1814 for, at hans søn skulle efterfølge Frederik den Sjette som dansk konge. Baggrunden var, at han selv var gift med kongens søster. Da den danske kongelov tillod mandlig – kvindelig arvefølge i kongeriget og Slesvig, var vejen banet for, at hertugens søn, Christian August skulle indsættes som den næste danske konge.
I Holsten var der mandelig arvefølge, og hertugen krævede derfor, at kongeriget, Slesvig og Holsten skulle regeres af Christian August af Augustenborg ved kongens død.
Frederik den Sjette gjorde det dog klart, at den senere Christian den Ottende skulle følge ham. At kongeriget valgte en konge fra den Glücksborgske linje, kunne hertugen slet ikke acceptere. Ja hun udgav da et skrift Die Erbfolge in Schleswig Holstein.
Kronprinsen tog en datter fra Augustenborg
Christian den Ottendes hustru Caroline Amalie var søster til Hertugen af Augustenborg. Men det hjalp nu ikke på arveret – sagen. Hun forblev dansk under hele konflikten.
Det var nok ikke helt efter kongens ønske, at den danske tronfølger, Kong Frederik den Sjettes halvfætter, Christian Frederik (den senere Christian den Ottende) giftede sig med den yndige Caroline Amalie af Augustenborg. Kongen havde en giftefærdig datter, Caroline parat.
De to svogres forhold
De to svogres indbyrdes forhold blev alvorlig svækket gennem årene. Første forskrækkelse var da kronprins Christian Frederik blev bedt om, at være fadder ved den førstefødte. Den kommende konge erfarede dog, at den svenske konge Karl den Fjortende Johan også skulle være fadder. Kronprinsen udlagde det som, at det var den svenske konge, der var skyld i tabet
af Norge. Så han skulle aldeles ikke til barnedåb i Augustenborg.
Kongeriget og Slesvig hørte sammen
Hertugen af Augustenborg og den Slesvig – Holstenske bevægelse betragtede kongens skridt som et stort tilbageslag. Det var et klart nederlag til augustenborgernes arveret til Slesvig. Det var også en tydelig markering af, at kongeriget Danmark og Slesvig hørte sammen. Samtidig var det en direkte konfrontation med hertugens og Slesvig – Holstenernes krav om, at begge hertugdømmer skulle løsrives fra Danmark. Kongens beslutning var dermed en direkte grund til kuppet på fæstningen Rendsburg .
Stænderforsamlingen – for de få
Hertugdømmet Slesvigs stænderforsamling fik hjemme i Slesvig by. Sammensætningen prægede privilegie – samfundet. Kongen skulle udpege deputerede for ridderskabet, gejstligheden og Kiels Universitet.
Hertugen af Augustenborg var født medlem. De øvrige deputerede valgtes seks år ad gangen. Men man havde kun valgret, hvis man havde en hvis formue. Ja det tilkom faktisk kun 2 pct. af befolkningen.
Prinsen af Nør
Christian Augusts bror, Frederik Emil August (Prinsen af Nør)adskilte sig fra sin ældre bor ved at være udadvendt og temperamentsfuld. Han tjente fra 1825 som officer i Slesvig. I 1832 købte hans mor godset Nør ved Egernførde til ham.
I 1842 blev han statholder og kommanderende general i begge hertugdømmer.
I 1846 tog han sin afsked i protest mod Det Åbne Brev og krænkelse af sin arveret. Den 23. marts 1848 indtrådte han i den provisoriske regering i Kiel, og dagen efter ledede han indtagelsen af Rendsborg.
Oprøret i Rendsborg
I Kiel var man overbevist om, at den ny ledelse i København ville bruge magt imod den Slesvig – Holstenske rejsning. Derfor var en besiddelse af fæstningen i Rendsburg med dens store garnison og righoldige arsenal en nødvendighed.
Tidlig om morgenen den 24. marts afgik Prinsen af Nør derfor med Kiles garnison og 50 mand fra borgervæbningen med et ekstratog til Rendsburg, hvor fæstningen blev indtaget ved at overrumple dens garnison og den kommanderende general.
Frederik blev chef for de Slesvig – Holstenske tropper. Men han tog sin afsked efter kritik.
Landsforvist
Efter opgøret i Rendsborg, hvor den Slesvig – Holstenske bevægelse erklærede sig uafhængig af Danmark, blev Christian August i 1852 landsforvist og flyttede til godset Primikenau
i Slesien. Herfra forsøgte Hertugen at trække i forskellige tråde for om mulig at blive hertug over de to hertugdømmer.
Hvor var sølvtøjet?
Inden flugten havde familien gravet deres righoldige sølvkammer ned forskellige steder i slotshaven. Men hurtig stod det klart, at en hushovmester havde stået for ned-gravningen. Han
måtte udpege stederne. Det var ved en hytte i parken, under øl-kælderens gulv, ved opgangen til prædikestolen i slotskirken, i brændestalden ved hans egen bolig og flere andre steder.
I 14 kasser blev sølvtøjet pakket ned og sendt med dampskibet Gejser fra Sønderborg til København. I Nationalbankens kælder blev det opbevaret.
Fuldblodshestene blev med skib overført til Sjælland for at blive opstaldet i Det Kongelige Frederiksborgske Stutteri på Hillerødsholm.
Ikke forrædere på tysk
Broderen tog efter landsforvisningen ophold i England og fra 1854 i Frankrig. Han forsøgte ihærdigt at få sine rettigheder anerkendt og sine ejendomme tilbage. I 1864 udnævnte den østrigske kejser Franz Joseph den tidligere Prins af Nør til Fyrste af Nør.
Han var som allerede skrevet gift med Henriette Danneskjold – Samsøe. Hun døde i 1858. I 1864 giftede han sig med en amerikaner Miss Lee.
I den tysksprogede litteratur bliver de to brødre ikke i samme grad udråbt som forrædere, som herhjemme. Her er der et mere positivt på den regionale oprørsbevægelses forsøg på at gennemføre demokratiske reformer i Slesvig – Holsten.
Man ”pissede” på dem
Danskenes had til de to brødre kom til udtryk i bunden af natpotterne, hvor de to står under galgen med rebet om halsen. På den måde kunne alle danskere pisse på dem.
De to brødre havde været på dannelsesrejse rundt om i Europa. De havde knyttet mange kontakter til både adel, politikere og lærde. Det var noget, der kom til at betyde meget for deres fremtidige virke.
Bønderne fri – 60 år forsinket
Hertug Christian August den Anden var ikke mere forhandlingsvillig end sin far. Først efter mange tovtrækkerier gav han bønderne fri i 1847. Der var ca. 60 år efter, at bønderne i Danmark var sluppet fri. Men så let slap de heller ikke. De måtte betale en enorm sum på 650 rigsdaler pr. ejendom.
H.C. Andersen – på besøg
I Augustenborg Slotspark findes et træ og en bænk, der er opkaldt efter H.C. Andersen. Han blev mod sit ønske inddraget i den nationale konflikt. Hertugfamilien på Augustenborg og i Gråsten kunne se betydningen af, at den kendte forfatter besøgte dem.
H. C. Andersen boede her tre uger. Han var beæret over invitationen. Året efter i 1845 aflægger han igen familien et besøg, denne gang på Gråsten Slot.
I 1844 blev digteren hentet af hele familien, da han med færgen kom til Als. Han havde været betænkelig for rejsen. Problemerne var alle de drikkepenge som han var nødtvunget til at give tjenestepersonalet.
Upassende
Flere mente, at digteren ikke skulle omgås med hertug – familien. Men den politiske naive digter registrerede ikke samtidens spændinger. I hans dagbøger kan man dog følge hans forvirring og ængstelser. H.C. Andersen fandt det heller ikke påfaldende, at der over slottet hang den Slesvig – Holstenske fane. Han fandt det heller ikke påfaldende, at man ved bordet sang tyske nationalsange.
Prinsen af Nør havde været guide for H.C. Andersen på en rundtur på Als. I sin dagbog skrev han:
Masser af heste
Den hesteglade Christian August havde inviteret engelske jockeyer til sine væddeløb. Traditionen tro var der tre dages væddeløb med fuldblods – heste.
På slottet var der flere end 60 hingste og hopper af reneste race. Den ambitiøse og egenrådige hertug havde allerede i 1826 anlagt en stor moderne væddeløbsbane. Stutteriet fik da også et europæisk ry. Kronprinsen støttede med sølvtøj og andre præmier. Men i længden viste stutteriet sig at være en ret så bekostelig affære og i længden et stort flop. Men væddeløbene kunne dog tiltrække nobiliteter fra nær og fjern.
Koldt, stolt og lidet hjertevidende
Jo hertugen var meget bevidst om, at invitere kendte personer til sine store fester. Her var også forfattere som Oehlenschläger og tegnere som Carl Hartmann. Oehlenschläger fortæller, at han følte sig i dårligt selskab med Christian August. Han betegnede ham som kold, stolt og lidet hjertevidende, om end dog artig og forekommende, dertil smuk og vel begavet af naturen.
Han fæstede sig også ved, at hertugen ingen opmærksomhed viste overfor andre. Han var kun beskæftiget med sine egne og optaget af at fortælle disse videre. Men han hæftede sig ved det harmoniske familieliv. Dog var han bekymret for forholdet til kronprinsen.
Æbler til digteren
Ja H.C. Andersen var også inviteret til den overdådige sølvbryllupsfest på Augustenborg. Måske skyldtes hans afbud, at den svenske nattergal, Jenny Lind opholdt sig i København på det tidspunkt. Men han dukkede dog op i november 1845, og opholdt sig 9 dage sammen med Hertug – parret på Gråsten Slot.
Forbindelsen til fyrstehuset blev holdt ved lige. Frem til efteråret 1847 blev der hvert år sendt en tønde æbler til København. Og digteren kvitterede med lange takkebreve.
Under sine ophold på Augustenborg og i Gråsten skrev H,C. Andersen på Liden Kirsten og romanen De to Baronesser. Han færdig skrev også Den lille pige med svovlstikkerne på Gråsten Slot.
Erstatning for 3.401 flasker vin
Det var de europæiske regeringer, især den preussiske, engelske og den russiske, dr lagde vægt på at få skabte en tronfølgelovgivning, der blev accepteret af Augustenborgerne. De opfordrede derfor den danske regering til at tilbyde de landsforviste en rigelig erstatning i penge.
Fra dansk side ville man dog ikke forhandle direkte med hertugen. Fra preussisk side påtog man at være formidler. Og det var en dengang ung diplomat Otto van Bismarck, der stod for denne opgave.
Der blev blandt andet betalt erstatning for 3.401 flasker vin, som var forsvundet fra den hertugelige kælder i løbet af krigsårene. Seks jagthunde, ni salutkanoner og flere dragter blev tilbageleveret.
Eksil – regering
I 1863 gav Christian August omgående afkald på sin arveret, da Frederik den Syvende døde. Men det var til fordel for sin søn, Friedrich der Achte. Han havde taget dette navn for at fremstå som retmæssig arving til Slesvig Holsten efter Frederik den Syvende.
Han udråbte sig selv som Hertug af Slesvig Holsten. Ja han var i virkeligheden 7. generation i den augustenborgske hertuglinje efter hertug Hans den Yngre. Proklamationen skabte stor røre i Slesvig – Holsten bevægelsen.
Flere mellem – og småstater i det tyske forbund så Friedrich som hertugdømmernes regent. Friedrich oprettede derfor en eksilregering i Tyskland. Og så skal det da lige nævnes at Auguste Victoria (1858 – 1921), datter af Friedrich der Achte i 1881 giftede sig med den senere tyske kejser Wilhelm den Anden.
Ingen hertugdømmer i Preussen
Men ak, Otto von Bismarck ønskede bestemt ikke noget selvstændigt hertugdømme i de nordlige områder. Bismarck påpegede, at Friedrichs far allerede i 1852 havde fraskrevet sig alle rettigheder, og modtaget en erstatning på 300.000 rigsdaler mod at han afstod sine godser, flyttede til udlandet og godkendte den nye arvefølge. Denne ville gøre Christian den Niende af Lyksborg til konge.
Hertugen af Augustenborg forpligtede sig til at han ikke fremover ville forstyrre monarkiets ro. Men det glemte han åbenbart efter at have fået udbetalt pengene.
Preusserne bestemmer
I de første år efter afslutningen af krigen i 1864 annekterede Preussen, Hertugdømmerne. Det skete faktisk, selv om befolkningen i Slesvig Holsten ønskede en selvstændig stat med Hertugen af Augustenborg som regent.
Men det blev ikke befolkningen, der blev hørt. Preussen og Østrig bestemte udviklingen. Hurtig blev der skabt en splid mellem de to lande. Preussen overtog styringen, hvor der frem til 1867 blev gennemført en anneksion, hvor Slesvig – Holsten blev underlagt Preussen.
Preussiske jurister blev sat til at vurdere og underkende det retlige grundlag for Hertugens arvekrav. Dette kun så passende bruges til at legitimere Preussens anneksion.
Imponerende var det, at der på kort sigt blev indsamlet omkring 60.000 underskrifter til støtte for Hertugen. Den Augustenborgske Bevægelse var en indflydelsesrig gruppe. Gruppen bestod hovedsagelig af adelige godsejere fra Ridderskabet. Deres vigtigste mål var at bevare de bestående privilegier. Carl von Scheel – Plessen blev valgt som deres talsmand.
Den 14. august 1865 blev der underskrevet en vigtig aftale. Preussen skulle fremover stå for ansvaret i Slesvig, mens Østrig tog ansvaret i Holsten. Og Lauenburg, ja det blev solgt til den preussiske konge. Preussen slog meget hårdt ned på dem Augustenborgske Bevægelse. De Slesvig – Holstenske foreninger blev opløst og nye embedsmænd blev indsat.
Preussisk lovgivning
Under Bismarcks ledelse søgte Preussen at få lederskabet i et samlet Tyskland. Man indtog Holsten. Og stridighederne førte til krig mod Østrig. Denne krig varede dog i tre uger. I fredstraktaten var der bestemmelser om, at de østrigske rettigheder i hertugdømmerne blev overdraget til preusserne. I januar 1867 kunne Wilhelm den Første så proklamere, at Slesvig Holsten nu var en del af Preussen.
I de følgende år blev preussisk lov og forvaltning gennemført i Hertugdømmerne.
Augustenborg Slot
Augustenborg Slot
blev i 1850 beslaglagt af den danske hær. Frem til 1864 blev den anvendt
til lazaret og kaserne.
Da preusserne overtog den, blev den indrettet til kvindeseminarium. I 1885 blev slottet givet tilbage til hertugslægten, men Hertug Ernst Günther foretrak at blive boende på Gråsten
Slot. Seminariet forblev derfor på slottet.
Efter Genforeningen i 1920 overtog den danske stat hertugens sønderjyske besiddelser. Efter langvarige diskussioner vedtog Rigsdagen i 1929, at indrettet et stort Sindssygeanstalt ved slottet.
Gråsten Slot
Gråsten Slot blev overtaget af den danske stat. Konseilspræsident Estrup var en af dem, der havde kig på slottet. Men slottet var i dårlig stand, så han afslog.
Det blev i stedet Grev Adam Gotlob Moltke Huitfeldt, der overtog slottet. Han solgte det videre til en yngre søn af Hertug Christian August den Anden, Prins Christian af Augustenborg.
Sønnen, Frederik Christian August (Friedrich der Achte) overtog titlen, Hertug af Augustenborg efter faderens død.
Ernst Günther den Anden
I 1884 arver Ernst Günther den Anden hertugtitlen. Han overtager Gråsten Slot. Han benytter slottet som sommerresidens og til jagter. I 1890 havde han besøg af sin svoger, Kejser Vilhelm den Anden.
Ernst Günther køber omkring århundredeskiftet en del jord og skov til Gråsten. Han anlægger en del karpedamme, og i 1909 foretager han en større ombygning af Gråsten Slot. Han får bygget vandværk og rensningsanlæg. Da Æ Kleinbahn skulle etableres på hertugens besiddelser opstod der mange problemer.
Selv om hertugen kun opholdt sig på slottet to måneder om året, ønskede han ikke at have gråstenerne i slotsgården. Der bliver lavet en dør i nordsiden af slotskirken, så almindelige borgere ikke forstyrrede herskabet.
Efter Genforeningen får Ernst Günther tilbud om at sælge sine besiddelser. Han forlanger dog en meget høj pris, 10 millioner kroner. Man bliver dog enige om en pris på 5 millioner kroner. Men forhandlingerne er først afsluttet to måneder efter Ernst Günthers død. Inventaret på slottet sælges på en auktion.
Hertug Ernst Günther den Andens hustru, Dorothea af Sachsen Coburg solgte Primkenau i 1929. Selv døde hun først i 1967. Og dette slot blev ødelagt under den sovjetrussiske fremmarch i 1944.
Fætter Albert
Da ægteskabet mellem Hertug Ernst Günther den Anden og Dorothea var barnløst gik titlen videre til Ernst Gûnthers fætter, Albert. Og denne er søn af Prins Christian af Augustenborg
og den engelske prinsesse Helene (datter af dronning Victoria). Albert er opvokset i England og fik tysk officers – uddannelse. Han var en beskeden og vellidt mand.
I 1935 blev Gråsten Slot givet som bryllupsgave til Kronprins Frederik og den svenske prinsesse Ingrid.
Ingen adgang for offentligheden
I dag rummer Augustenborg Slot en psykiatrisk klinik, og er ikke tilgængelig for offentligheden. Dog er der adgang til slotsparken. Også slotskapellet er der adgang til. Den tjener som sognekirke for Augustenborg. I øvrigt er døbefonten skænken af Zar Alexander den Første af Rusland i 1807.
Bristede ambitioner
Hertugerne af Augustenborg rådede over et forholdsvis lille landområde. De havde egentlig aldrig hertugelige rettigheder. Men egentlig havde de som medlemmer af kongehuset arverettigheder. Forholdet mellem kongehuset og hertugfamilien udviklede sig til en belastning i begyndelsen af 1800 – tallet. Deltagelsen i oprøret på den forkerte side, betød slægtens udelukkelse fra det danske monarki. Deres ambitioner bristede gang på gang. Så sent som under besættelsen måtte kongen bede et medlem af Augustenborg – familien bede om at forlade Danmark – eller sagt på en anden måde. Kongen udviste hende.
Afsluttende bemærkninger
I hjørnet af klokketårnet er der et minimuseum om hertugerne. I Slotsparken findes Prinsessepalæet, som blev bygget til en af hertug – døtrene. Lighedstegnet mellem en forræder og
en Augustenborre (en fra Augustenborg) blev hængende i mange år. Og måske var det derfor at det var sommerresidensen Gråsten Slot, der blev givet til de kongelige.
Og efter sigende flyttes hospitalet fra Augustenborg Slot til Aabenraa om et par år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere:
Om H.C. Andersen: Læs
Redigeret 15. – 11. 2021
Februar 21, 2011
Cirka 10 pct. af sønderjyder i den tyske hær deserterede. Det var ikke organiseret hjælp fra dansk side. H.P. Hanssen argumenterede med Gør din Pligt – kræv din Ret. Han mente, at man ikke bare kunne affolke Sønderjylland for dansksindede. Nogle af flugtvejene var farefulde – særlig vejen over Vadehavet.
Gør din Pligt – Kræv din Ret
De fleste dansksindede mødte op til parolen og gik med i krigen. Sådan var det ikke i 1870 – 71 i krigen mod Frankrig. Måske skyldtes denne indstilling, H.P. Hanssens forhandlinger med tyskerne under devisen Gør din Pligt – og kræv din ret. H.P. Hanssen mente, at his alle dansksindede deserterede eller udvandrede ville det skade den danske sag.
Mange var dog af en anden mening. De mente, at H.P. Hanssen skadede den danske kamp. En kamp, man gennem generationer havde været med til at opbygge. Modsat var der også bitterhed over dem, der deserterede. Man mente, at de skadede den danske sag. Hvis bare alle flygtede var der ikke nogen til at forsvare Sønderjylland.
Måtte ikke tale dansk ved fronten
Antallet af deserteringer tog til i løbet af krigen. H.P. Hanssen mente, at det var fordi de dansksindede blev diskrimineret. De måtte ikke tale dansk indbyrdes ved fronten. Fra den danske bevægelses side er der intet, der tyder på, at man systematisk har medvirket eller opfordret til at desertere. I den almene dansksindede befolkning var der dog stor forståelse for, hvorfor man deserterede.
Mange troede dog på en hurtig tysk sejr. Men sådan gik det ikke. De stigende tab øgede antallet af deserteringer. Cirka 10 pct. af de 30.000 nordslesvigere,
der deltog i første verdenskrig, deserterede.
Flugtruterne
De fleste forbinder grænsen dengang med Kongeåens forløb. Men den udgjorde dog kun ca. 30 km af den 100 km lange grænse. Vi laver senere en artikel om denne grænse. Det var nu ikke så smart lige at flygte over denne. Så var det betydelig lettere at flygte over grænsen på disse tre steder:
En farefuld vej over Vadehavet
En smart flugtvej var også gennem Vadehavet ved ebbe. Typisk gik man ud ved Rejsby Mark for så at gå ind nord for grænsen. Man skulle så gå ud om natten,
da digerne var fulde af strandvagter. Men man skulle lige være bekendt med Vadehavets luner og farer, ellers gik den ikke.
De tyske myndigheder kendte godt denne færdsel. Det gik heller ikke lang tid før at man forbød al færdsel på strandene fra Brede-åens munding op til den danske grænse. Vagterne havde fået besked på at skyde uden varsel.
Besværlig vej til Fyn og Ærø
Man kunne også flygte i båd til Fyn eller Ærø. Men det var dog meget besværligt. Hvor skulle man få en båd fra. Tyskerne havde forbudt, at lade både liggende
på stranden. Længere oppe skulle både være fastspændte. Det var heller ikke svært for tyske patruljebåde at fange de flygtende.
En heltinde
En pige som Karen Poulsen eller også kaldet Pigen fra Kantrup blev en legende. Hun siges, at have hjulpet 3 – 400 personer over grænsen. Dette har nok kun kunnet lade sig gøre med grænsevagternes medvirken. Tyskerne forsøgte at rokere rundt på vagterne, så de ikke skulle blande sig med lokalbefolkningen.
Pas på – agenter
Tyskerne sendte agenter op i det nordlige Sønderjylland. De foregav, at de var dansksindede og ville over grænsen. Og når de godhjertede sønderjyder hjalp med dette, ja så blev de arresteret kort tid efter af de tyske myndigheder. Der er eksempler på, at hele familier blev sat i fængsel fra 9 – 12 måneder. Nogle gange blev de dog benådet. Man havde brug for afgrøderne fra gårdene.
Repressalier
De tyske myndigheder gennemførte en lang række foranstaltninger og repressalier over for de deserterede og deres familie. Man blev frataget det prøjsiske statsborgerskab. Og så beslaglagde man ”de deserteredes” formuer. Man indsatte bestyrer på ”de efterladtes gårde”, selv om familien fortsatte der.
De fleste var dog unge, som endnu ikke havde etableret sig. Det var unge på 19 – 22 år. Ved fronten blev familiemedlemmer nægtet orlov. Forskellige understøttelser til familiemedlemmer blev omgående stoppet.
De deserterede kunne få frigivet resten af deres straf på typisk 12 måneders fængsel, hvis de straks meldte sig til fronten igen.
Bevogtningen blev forstærket
Myndighederne forsøgte at forstærke bevogtningen. Der blev lagt mere pigtråd ud. Vagtposter, der pågreb desertører fik belønning i form af penge og øget orlov. Men det havde ikke den ønskede effekt.
Overvågning
Det skete også, at sønderjyder, der var på orlov blev ekstra overvåget. Det skete, når de ved fronten havde vist tyskfjendtlige tendenser, Det officielle Danmark
tog godt imod de deserterede, når de var smuttet over grænsen. Hvor mange der er omkommet på flugt fra den prøjsiske hær til Danmark, vides ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 30. 12 . 2021
Februar 21, 2011
Vi tager et lille strejftog i Aabenraa og omegn. Vi besøger Brundlund Slot og hører om diplomaten fra slottet. Han forhindrede en krig mod Rusland. Og så
mødte tegneren Bo Bojesen ”de Claussenske stormtropper” ved traktørstedet Farversmølle. En præst fik ekstra bonus for at trøste en dødsdømt. Og så kunne piger i Rødekro få deres mødom igen. Vi møder også nogle berømtheder fra Løjt.
Brundlund Slot – i forfald
Sådan skrev Laurids Thurah i 1749 i Den danske Vitruvius. Og det han omtalte var Brundlund Slot. Han havde netop besøgt det, og var langt fra imponeret. Det var ikke meget tilbage af det slot, som dronning Margrethe lod opføre i 1411. Den ældste del af slottet er fra ca. 1500. Da blev slottet opført i vekslende skifer af røde og gule sten. Stilen var gotisk.
Murene var på ca. 1,2 meter. Senere i 1500 – tallet opførtes to tårne, hvis kældre tjente som fængsel.
Omkring år 1600 gennemgik slottet en stor ombygning, som ændrede det til et renæssanceslot. Det var dog ikke videre solidt. I de følgende år skete der forskellige reparationer. I midten af 1700tallet var der planer om at erstatte det forfaldne slot med et barokpalæ.
I kælk på loftet
I 1803 var amtmanden nervøs, for at beboerne risikerede at blive begravet under ruinerne, så brøstfældig var det. Efter en snestorm kælkede amtmandens børn oppe på loftet, som om det var i slotsgården.
C.F. Hansen fik til opgave at reparere slottet. Han foretog en næsten total nedrivning af de to øverste etager. Han bevarede slottets gotiske form. Endnu engang i 1983 – 84 skete der en omfattende restaurering. Vel omkring 50 amtmænd og landråder har boet på slottet gennem historien. Henrik Rantzau var den første, der flyttede ind i 1470. Også hertuger har taget imod
her på slottet til eventyrlige fester.
Skudhuller i vandmøllen
Foran slottet ligger den eventyrlige vandmølle fra 1500 – tallet. Den har udnyttet det opstemmede vand i dammen, som forsynede voldgraven med vand. Det var et vigtigt led i forsvaret af slottet. Møllehuset er sikkert det ældste i Danmark. Kigger man godt efter, kan man finde tre skudsår.
Diplomaten på Slottet
En gang var der optræk til krig mod Rusland. Det skete, da gottorperen Carl Peter Ulrik i januar 1762 blev zar Peter den Tredje. Han erklærede straks Danmark krig, for at hævne, at den danske krone havde inddraget gottorpske besiddelser.
Det var en faretruende situation. Men Danmarks dygtige udenrigsminister, Bernstorff kunne afværge faren. Men midt i krigsforberedelserne kom budskabet at zaren var blevet myrdet efter ordre fra hans hustru Katharina den Anden.
Det fik Bernstorff og den drevne diplomat Caspar von Saldern så til at løse det gottorpske problem en gang for alle.
Denne von Saldern var født på Brundlund Slot i 1710. Han var trådt i russisk tjeneste og blev sendt til København af Katherina. Han og Bernstorff udarbejdede en lejekontrakt, som Katharina godkendte i 1773.
Hun afskrev alle gottorpske krav inden for det danske rige mod at få Oldenburg og Delmenhorst samt en større sum penge.
En grevetitel og en elefantorden
Og diplomaten fra Brundlund Slot arbejde bestemt ikke gratis. Han betingede sig en klækkelig dusør samt en årlig pension samt en grevetitel og en elefantorden. I 1786 døde han på sit gods Schierensee i Holsten.
Her på Brundlund er så mangen en fange blevet tortureret. Her gik Jomfru Fanny også i skole sammen med amtmandens børn.
12 mark for trøst
I 1610 kunne sognepræsten i St. Nicolai Kirke berette:
Det var borgmester Claus Esmarks svigerforældre, der under tortur havde bekendt sig til at have medvirket til drab. Svigermor blev halshugget foran St. Nicolai Kirke. Og det var hos gemalen, præsten opholdt sig. Gemalen slap ikke. Han blev radbrækket og lagt på hjul og stejle på Arnbjerg nord for byen.
Datteren blev forvist. To bådebyggere blev ugen efter kastet på bålet. De havde ved uforsigtighed antændt en brand, der ødelagde det meste af byen. Branden anså man som et tegn fra Gud, for at man endnu ikke havde opklaret drabet på borgmesteren.
I Flensborg blev præsten fra Hellevad, Jørgen Lund, halshugget. Han var medskyldig i drabet.
Et børneblad fra Aabenraa
En ung lærer og journalist og senere tobaksfabrikant, Mathias Andreasen blev i 1890 valgt ind i Sprogforeningens bestyrelse. Han var en initiativrig igangsætter, der samme år begyndte
at udsende Illustreret Børneblad til landsdelens danske aviser.
Bladene udskrev bl.a. stilopgaver. Derved udspredtes dansk læsestof samtidig med, at børnene blev ansporet til at formulere sig skriftligt på deres modersmål.
Sangbog som ”agitationsmiddel”
Året efter udgav Andreasen, Dansk Sangbog, populært kaldet Den Blå. Den fik en enorm udbredelse. Det var ikke uden grund, at en tysk professor kaldte den for det farligste agitationsmiddel, som danskerne ejer. Efter professorens mening kunne ikke mindre end 150 af sangene stemples som ophidsende. Den skulle forbydes. En dom fra 1906 nøjedes dog med at konstatere, at kun fire af sangene var ophidsende.
Sprogforeningens almanak
Den tredje genistreg var Sprogforeningens Almanak, der for første gang udsendtes i 1894. Også denne mærkede tyskernes censur. Bagsidebilledet med Mor Danmark blev forbudt. Da dette motiv blev erstattet af De Sønderjyske Piger med et landkort, måtte ordet Sønderjylland trykkes over med to fede streger, da en dom fra 1895 havde gjort det forbudt at anvende dette ord.
Bo Bojesens møde med Stormtropperne
Som det sikkert er læserne bekendt arbejdede jeg i ca. 16 år i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa, og netop tegneren Bo Bojesen, der er født i Aabenraa i 1923 fortæller:
Aabenraas store maler
Allerede i 1921 – 22 tegnede hun geometriske figurer, trekanter, firkanter, cirkler, kugler, kuber og cylindere i stærke farver. Det var hidtil uset. Ingen anden dansker havde gjort det før. Jo, det er den berømte Aabenraa – maler, Franciska Clausen, vi taler om.
Hun arbejde i små atelierer i Berlin og Paris. I 1930erne vendte hun hjem og trak sig tilbage i næsten total ubemærkethed i Aabenraa. Hun var med til at forme verdenskunsten.
To andre berømtheder
Vi skal også nævne Gynther Hansen. Han var bibliotekar i Aabenraa og med monolog – samlingen, Stemmer fra provinsen slog han sit navn fast.
Og så var det Carl Scharnberg – proletarbarn fra kommunens hus, som han selv siger. Han er født her. Hans digte blev masseproduceret. Men han var også farlig for nogen. Således fik vi i HK – Ungdom forbud mod at præsentere ham i HK – Huset i Aabenraa. Det var inden jeg blev HK – formand.
En gård i Kolstrup
Jacob Michelsens gård i Kolstrup skal nævnes. Gården er meget gammel. I 1962 fandt man under komfuret det tidligt middelalderlige ildsted, som gården er bygget op omkring. Den ældste del af det nuværende hus er netop køkkenet og de tilstødende rum, der er rejst senest omkring 1600.
Det ældste inventar er en gotisk egetræskiste, der har stået på gården siden 1580. Den Jacob Michelsen, som gården er opkaldt efter, var i 12 år formand for Sprogforeningen. Han hørte ikke til dem, der var kendt i den store offentlighed. Han var dog en af de store slidere, der holdt sammen på danskheden.
Marcus Lauesens lovprisning
Vi bevæger os nu nord på til Løjtland. Vi kan passende lade den lokale forfatter Marcus Lauesen beskrive området:
Indhegning af egne marker
Her ligger de meget velbevarede kaptajns – gårde. Sognet er rigt på oldtidsminder. I nærheden af Skarrev ligger en velbevaret stenkiste Myrpold på en høj bakke ud mod fjorden.
Den lille Milkær Skov har en malerisk samling af høje. Den største er nok Blåbjerg nord for gården Skrevensten. Løjt var en af de første sogne i landet, hvor jordene blev udskiftet. Det skete over en lang årrække. Fra gammel tid lå de selvstændige gårde Strågård og Blåsholm her.
Allerede i 1499 meldes om særdrift og cirka 100 år senere begyndte bønderne at indhegne deres marker. I 1680erne var al jord i Barsmark udskiftet. I 1730 ophørte den sidste rest af fællesdrift i Løjt Kirkeby. Det vil sige, at man lige manglede lidt eng og mose, som blev fordelt ca. 100 år efter.
Altertavlen – gjort af Gud
Taler man om Løjt Kirke, ja så er det den store flotte altertavle, man taler om. Den er 4,5 meter brede gotiske fløjaltertavle er den største i Nordslesvig. Ingen ved, hvor den er fremstillet. Et plattysk indskrift oplyser, at den er gjort i Gud i året 1520, da Johan Tam var sognepræst.
De udsædvanlige dragter og figurer minder lidt om motiverne på kalkmalerierne i Lysabild Kirke.
En biskop fra Løjt
En præstesøn fra Løjt blev biskop i Slesvig. Det var Theodor Kaftan. (1847 – 1932) Han var skarp modstander af den nordslesvigske skoles ensidige fortyskning:
En admiral fra Løjt
En anden præstesøn fra Løjt blev også berømt. Det var Andreas du Plessis de Richeliu (1852 – 1932). Han blev dansk søofficer i Thailand. Fra 1899 til 1902 var han marineminister.
Som dreng fik han som så mange andre unge løjtninger uddannelse inden for flåden og handelsmarinen. Han så lige som sin ven H.N. Andersen mange muligheder i Thailand (Siam).
Ved siden af sin karriere i flåden grundlagde han en betydelig formue. Han blev efter sin hjemkomst en af storkapitalens mest magtfulde personer. I Landstinget repræsenterede han De Konservative.
Ved afstemningen i 1920 besøgte han sin fødeegn. Han gav indtryk af at være lovlig fornem og overlegen, som Jes M. Holdt udtrykte det.
Masser af voldanlæg
Den middelalderlige ladegårdsholm, Elsholm nævnes første gang i 1351. Her lå en borg med volde. Det er dog noget mishandlet i dag.
Et andet voldsted er Avrøholm. Det er 100 meter langt og 75 meter bredt. Stedet er anlagt i forbindelse med en nu tørlagt sø. Ved nordsiden af volden ses en rampe, hvorover der muligvis har været en vindebro. Anlægget stammer muligvis fra høj – middelalderen. Skriftlige kilder har dog ikke kunnet findes. Også i engen sydøst for Elbjerg ligger et voldsted.
Ved Barsø blev der i sommeren 1962 fundet en fire meter lang båd fra vikingetiden. Den var udhulet af en træstamme.
To mindesten
Vi smutter nu på vores strejftog til området vest for Aabenraa, og lander ved Hjordkær. Tidligere har vi beskrevet Hjordkær Kirke. Men vi har fundet en skålsten indmuret i nordvæggen. Her hænger en mindetavle for en dansk soldat faldet ved Isted. Den er sat af Hjordkærs beboere. En anden sten er til ære for en tysk soldat faldet i 1870. Den er sat af en del af Hjordkærs beboere.
En ukendt borg
To ejendommelige er fundet nær byen i 1970. Det er åbenbart tale om en bygning af betydelig højde. Måske er det en middelalderlig motte – borg. Sandsynligvis har stedet haft en eller anden religiøs betydning.
Omkring Rød-åen
Og så skal vi da også lige nævne Rødekro. Byen har sit navn efter kroen som opførtes ved Rød-åen i 1642 af den tidligere skytte hos amtmanden. Kort efter flyttede Sdr. Rangstrups herreds tingsret hertil.
Bliv Jomfru igen
En anden pudsighed var, at der ved Rødekro Savværk stod en gammel træstamme med et hul i. Efter sigende skal den hjælpe piger, der har mistet deres jomfrudom. De skal blot kravle gennem hullet ved fuldmåne, og fluks er de så gode som ny. Om træstammen stadig står der, eller om det er nogle unge piger der ved fuldmåne har forsøgt sig, ja det skal være usagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 23.11.2021
Februar 21, 2011
Selv om man talte dansk på Løjt, var skolesproget tysk. Man forsøgte at påvirke skolebørnene. Der var sindelagskontrol. Danske nationalsange var forbudt. Krigsudbruddet til første verdenskrig forløb dramatisk på Barsø. Løjt fik sin egen Stollig – affære. Nazistiske grupper forsøgte at få førerrollen. Man fik en nazistisk valgavis. Over 100 løjtninger kom i Fårhus – lejren.
Man håbede på afstemningen
Ved Preussens sejr i krigen med Østrig – Ungarn i 1866 blev det i fredstraktatens § 5 bestemt, at hertugdømmerne skulle tilfalde Preussen. Men der stod også, ar såfremt befolkningen ønskede det, skulle det forenes med Danmark.
Derfor håbede Løjts dansksindede, at området snart igen kunne blive dansk. Og håbene voksede, da der i 1867 blev afgivet stemmer til det nordtyske forbunds grundlovsgivende rigsdag. Der blev afgivet 444 stemmer på den danske kandidat og kun 91 stemmer til den tyske kandidat.
En kejser frem for en hertug
Da sognefoged Hans Chr. Reuter fra Stollig skulle afgive ed til den preussiske konge inde på Rådhuset i Aabenraa, mente han ikke, at han var i stand til det. Men ak, afstemningen blev ophævet i 1878. Men også den tyske befolkning blev skuffet. Man havde håbet på en selvstændig stat med Hertugen af Augustenborg som regent. Men modsat de dansksindede affandt de sig hurtig med forholdene. De fik oven i købet en kejser i stedet for en hertug.
Man talte dansk
I tidspunktet mellem 1867 – 1881 mærkede den danske befolkning på Løjt en tilbagegang. Tilslutningen til de tyske partier var stigende. Ved et enkelt valg i 1907 var der endog et tysk flertal på 7 stemmer. I Barsmark og Stollig var en større del af de mellemstore og store jordbesiddere tysksindede.
Blandt de udbredte slægter på Løjt var slægter som Krag, Maag, Bruhn og Knudsgaard tysksindede. På den danske side fandt vi slægter som Lildholdt, Elberg og Reuter.
Når vi nu regner synnejysk som dansk, ja så talte den overvejende del af befolkningen dansk på Løjt Land.
Tysk i skolen
Fra påsken 1884 var det slut med den danske ABC på Løjt Land. Ja selv håndarbejds-undervisningen foregik nu på tysk. Der var tysk undervisningssprog i alle timer undtagen i fire religionstimer. Også gennem intensiv dyrkning af den tyske kejser og det tyske riges militærmagt, regnede man med at kunne indgyde børnene en stærk tysk nationalfølelse.
Ved Kejser Wilhelm den Andens 25 års regeringsjubilæum i 1913 gik turen til Dybbøl.
Bogsamling blev ikke brugt
Årene omkring 1890 blev i Nordslesvig brugt til at organisere det dansksindede arbejde. I Sprogforeningen forsøgte man at oprette danske bogsamlinger i hvert sogn. Men i Løjt blev den nu ikke brugt så meget.
Ja så var det også Vælgerforeningen for Nordslesvig og Den Nordslesvigske Skoleforening. De fleste af foreningens medlemmer kom fra Løjt Kirkeby, Bodum, Nørby og Barsmark.
Danske nationalsange – forbudt
Man havde også Løjt Sogns Foredragsforening. Den 5. januar 1893 var det et foredrag på Den Tyske Kro i Løjt Kirkeby, hvor en ”hvis” journalist Hans P. Hanssen holdt et foredrag over vor tids opgave. Det var vigtigt at give vore unge en ordentlig opdragelse og sørge for at de dygtiggører sig. Jo man havde allieret sig med samtidens mest fremtrædende dansksindede.
En vigtig ting til disse møder, var sangen. Her brugte man selvfølgelig Sprogforeningens Blaa Sangbog. Landråden havde dog forbudt afsyngning af de danske nationalsange.
På grund af den strenge Køller-politik måtte foreningen indstille sin virksomhed i 1898.
Politiske møder – forbudt
I 1911 nægtede værterne både på den danske og den tyske kro at lægge lokaler til et politisk møde , antagelig efter henstilling fra de offentlige myndigheder. Man forsøgte i 1913, at samle sammen til et dansk forsamlingshus. Men der var kun kommet 4.000 mark, og det var ikke nok.
I 1914 blev Løjt Sogneværn dannet. I vedtægterne hed det sig:
Dette formål blev overholdt ved at udlåne penge til dansksindede.
Kærlighed og troskab til kejseren
I 1890 oprettede de tysksindede Deutscher Verein für das nördliche Schleswig. Det var et modstykke til den danske Vælgerforening. Det var hvis ikke så meget gang i denne forening. Det var det så til gengæld i Kriegsverein fúr die Halbinsel Loit. Har blev blandt andet kejserens fødselsdag festligholdt. Formålet med foreningen var netop at pleje, beskæftige og forstærke kærligheden og troskaben over for kejser og rige.
Sindelagskontrol
Myndighederne førte sindelagskontrol. Således blev der meddelt at Anne Hansen i Barsmark var uegnet som håndarbejds-lærerinde, fordi ægtemanden er en af de største socialister vi har her.
Dramatik på
Barsø
Den 28. juni 1914 blev den østrigske tronfølger myrdet af serbiske nationalister. En måned efter erklærede Østrig – Ungarn Serbien krig. De russiske styrker mobiliserer, og Tyskland sættes i krigstilstand.
På Barsø opleves dette dramatisk. To gendarmer ankommer fra Aabenraa og meddeler kommunalforstanderen, at krigstilstanden er indført. Deres opgave var også at bringe navngivne mandlige personer fra øen til Aabenraa. Det var alle de dansksindede. I Aabenraa blev de sat i arresten. Myndighederne var bange for, at disse folk ville hjælpe en fjendtlig flåde gennem Lillebælt.
Krigen havde sine ofre
De militærpligtige i alderen op til 39 år skulle møde op til første mobiliseringsdag. Også dem fra 39 til 45 år, der tilhørte Landstormen skulle møde op. En samvittighedskonflikt opstod. Skulle man flygte til Danmark – eller skulle man give Kejseren, hvad Kejserens er, som de dansksindedes ledere havde sagt.
Krigen krævede sine ofre. I alt 96 af sognets mænd faldt ved fronterne. Endnu flere fik varige fysiske eller psykiske men. Mange af dem der var hjemme på orlov, valgte at flygte til Danmark.
Rationalisering
Fra marts 1915 blev brødet rationeret. Folk med fysik arbejde kunne få mere end de tildelte 200 gram. I 1918 var man så langt ude, at man blandede hakkelse i brødet. Samme år var man helt nede på en tildeling af kun 100 gram kød.
Også på Løjt mærkede man sotbørs – handel.
Analfabeter – men flittige
I 1915 kom de første russiske fanger til Løjt. Som en af beboerne sagde:
Stemning ved valget
Kejseren var flygtet til Holland. Nederlaget var nært forstående. Det kneb med disciplinen og folk strømmede hjem fra krigen. De dansksindede arbejdere sluttede sig sammen i S.A.F (Sønderjydsk Arbejder – Forening). Man anså Socialdemokratiet som tysksindet. I 1918 havde S.A.F. 10.000 medlemmer i landsdelen. Kravet om genforening var voksende.
Endelig den 10. februar var dage, hvor det skulle afgøres. Hejmdal skildrede stemningen i Løjt Kirkeby:
Resultatet for Løjt blev 76 pct. danske mod 24 pct. tyske stemmer.
Tysk Privatskole
I 1924 startede en tysk privatskole i Skovby. Skolen fik allerede i 1925 egen bygning. Fra starten var der 17 elever. Deutscher Jugendbund für Nordschleswig havde en aktiv afdeling på Løjt.
Arrangementer som foredrag, dilettant m.m. foregik hos den tysksindede vært Kunkel på Knappen. Sportskampe skete på en mark ved Skovby.
Endelig et forsamlingshus
Løjt Kirkeby og Omegns Gymnastikforening tog mange aktiviteter op. Navnet blev ændret til Løjt og Omegns Ungdomsforening. Medlemstallet var oppe på ca. 200.
I 1929 brændte Den Tyske Kro. Mejeribestyrer Kock havde indkaldt til et møde med henblik på at erhverve tomten. 54 dansksindede mødte op. Og den 14. december 1930 kunne man indvie forsamlingshuset. Ved aftenfesten blev musikken leveret af en trio. En af disse var en hvis læge Frits Clausen fra Bovrup.
Nazismen trives i Løjt
Også nazismen fandt indpas i Løjt. Flere konkurrerede om førerskabet. Men det var en fynbo ved navn Peter Larsen fra Skovby, der samlede flest. Han havde mistet den ene arm i Første Verdenskrig. Ved siden af ham, var der en ung landmand fra Løjt Kloster, Jep Schmidt. Man fik tilladelse fra Den Tyske Privatskole til at holde månedlige møder til gruppen som man kaldte NSDAN.
Stollig – affæren
Det spændte nationalpolitiske forhold ramte Løjt under den såkaldte Stollig affære.
I 1934 havde den tysksindede Fru Moss i Stollig overdraget sin gård til dattersønnen Thomas Pørksen med en akkordordning. Men det endte i en tvangsauktion. Den dansksindede gårdejer fra Roager Sogn overtog gården. Pørksen kunne ikke få hjælp. Ikke engang fra Kreditransatlt Vogelgesang. Den 17. oktober 1936 flyttede Pørksen ud og Warming ind.
Den 20. oktober kl. 19.20 om aftenen genindsatte Jep Schmidt, der nu var kredsleder for Nationalsozialistische Deutsche Aibeiterpartei Nordschleswig i Aabenraa Amt, Pørksen som ejer. Denne forsvandt dog, da Warming tilkaldte politiet.
Men det var ikke slut. Rudeknusning, trusselsbreve og overmaling med smædeordene Tyv – Warming fulgte. Desuden blev gårdens brønd forgiftet med olie og snavs.
Partifører bakkede op
Sagen vakte stor opsigt. Partifører Jens Møller kom til Løjt og bakkede sin partifælde op. Sagen endte helt op i Landsretten, som gav Warming medhold. Men det var ikke slut. Warming
blev overfaldet på Knapstien. Warming blev også nægtet optagelse i Stollig Andelsmejeri.
Valgavis med parole
Løjt Sogns Valgavis havde Jep Schmidt som redaktør Parolen lød:
Modstand og sabotage på Løjt land
Den 9. april 1940 så det ud til, at Jep Schmidt og hans lidelsesfælders ønske gik i opfyldelse. Den 15. oktober 1943 sprang transformatorerne i Nørby og Stollig. Sabotageaktioner havde nået Løjt. I det tidlige forår 1944 blev der dannet såkaldte ventegrupper rundt om på Løjt. De skulle træde i aktion, når den tyske hær brød sammen, eller hvis de allierede gjorde landgang i Vestjylland.
Der blev udlagt depoter af våben, nedkastet af engelske fly på Karl Hansens gård. Dette blev dog opdaget af tyskerne, og Kaj Hansen blev arresteret. I alt fire grupper blev dannet. I begyndelsen gemte man våben i kirken.
Tyskerne oprettede en lejr med antiluftskyts. Og det var også dette, der nedskød en Lancaster – bombemaskine den 18. august 1943. Ved styrtet i nærheden af Barsø Landing omkom alle syv besætningsmedlemmer.
Modstandsbevægelsen i aktion
Efter krigen blev der her oprettet indkvartering af omkring 1.400 flygtninge fra Østpreussen.
Nu var det modstandsbevægelsens tur til at hævne sig over for de tysksindede. Antallet af internerede blev opgivet til 102, heraf 15 for deltagelse i krigen på tysk side, ca. 30 for tjeneste som Zeitfreiwillig og resten for arbejde og salg af produkter til værnemagten.
Hadefuld stemning
Stemningen var hadefuld. Den mand, der fik den hårdeste straf var Peter Larsen. Ved underretten fik han 15 års fængsel. Landsretten takserede dog straffen til 13 års fængsel. Peter Larsen
var blevet leder af den halvmilitæriske organisation Schleswigsche Kammeradschaft og leder af Selbstschutz. I Det Tyske Mindretal havde han haft en central placering.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Løjt –
Redigeret 23.11. 2021
Februar 21, 2011
De indsatte ville ikke affinde sig med den disciplin, som der blev forlangt. I begyndelsen fik man masser at spise. Men det kneb. Lejren fik 4.000 indsatte. Den var berammet til 1.800. Radioer blev indsmuglet og endda et smalfilms apparat. Men frygten for at blive sendt sydpå lurede. Mange forsøgte at flygte, og for nogle lykkedes det.
Dansk forplejning – større frihed
Dengang vidste befolkningen meget lidt om Frøslevlejren. Dem, der blev overført fra Vestre Fængsel var en smule forberedte. På væggene i fængslet var indridset:
Kunne ikke være sig selv
Men den sortbrune barakby omgivet af den mørke granskov vakte ikke ligefrem opmuntring. Nu kunne man dog pludselig se nattehimlen. Men illusionerne blev slået i stykker af lejrens projektørlys. Måske var friheden større, men man kunne ikke krybe ind til sig selv, når man var ked af det. Det måtte man dele med de andre.
Gøre rent og stoppe sokker
De kvindelige og mandelige fangere var adskilt af et hegn. Man måtte ikke tale sammen. Og man måtte ikke sende breve og pakke over hegnet. Men disse regler blev konstant overtrådt. Kvindernes opgaver i lejren var at gøre rent. Man stoppede lejrens sokker, pudsede vinduer m.m. Egentlig skulle lejren have deres eget vaskeri, men det blev aldrig etableret. Mændene var oppe på mærkerne. De var ude efter såkaldte vaske-kærester. Som tak fik de cigaretter.
Man spiste godt – i begyndelsen
Mellem klokken 7.15 og otte, blev kvinderne afhentet til morgenmad i sluttet trop. I rækker af fire blev de lukket ud af pigtrådsindhegningen og under bevogtning af en højtråbende tysk soldat til lejrens hovedgade, hvor spisebarakken lå. Man spiste ved 13 – tiden og 18 – tiden. Den danske forvaltning gjorde sit til at skaffe god mad.
Overbefolket
Lejren var opbygget til ca. 1.800 indsatte. Men efterhånden rummede lejren 4.000 fangere. Og efterhånden kneb det med maden. Mændene, der havde legemligt arbejde, kunne ikke altid
bliver mætte. Kvinderne sendte madpakker over hegnet til deres mandelige kollegaer.
Fangernes manglende disciplin
Hver barak havde sin formand og næstformand. De havde ansvar over for tyskerne, at alle opførte ordentligt. Forholdet til det tyske vagtmandskab var omskiftelig. Den tyske mentalitet kunne ikke altid leve op til fangernes mangel på disciplin. Modtageligheden for grove irettesættelse og trusler var svag. Det militæriske nervesystem var sat på prøve. Hver anden søndag kunne kvinderne få besøg af deres mand, bror eller søn på vagtkontoret. Man kunne være sammen mellem 20 minutter og en time.
Frygten at blive sendt syd på
Inderst inden lurede frygten. Frygten for at blive sendt sydpå. Det var om morgenen ved fem – seks tiden, at soldaterne stormede fra barak til barak og råbte navnene på dem, der skulle til Tyskland. 10 kvinder stod også på en liste den 28. november. Men de blev slettet af Sturmbannführer. Han ville ikke tillade, at der blev sendt kvinder fra hans lejr til en ukendt skæbne. Kvinderne fik derefter besked på, at de var løsladt. En halv time efter fik de at vide, at det var en fejltagelse. De blev ført til Vestre Fængsel. Og herfra blev de den 11. december alligevel ført sydpå.
Nogle slap væk
Den 10. september 1944 blev en person skudt af en tysk vagtpost, fordi han gik på den såkaldte sandpromenade. Og den 15. september afgik den første transport til de tyske KZ – lejre. Mange tænkte på flugt. De ville ikke i KZ – lejr. Og det lykkedes da også for nogle at flygte. Når man var ude af lejren for at arbejde, var der nogen, der spænede ind i skoven. De slap væk. Men ikke alle var lige heldige.
Flugtforsøg
Hver uge kom der rugbrød ind i kasser. Nogle af de indsatte trænede i at komme ned i disse kasser, for at flygte. Og to indsatte forsøgte så, at sætte sig i kassen i håb om at komme ud i friheden. Nogle indviede bar kasserne over til en lagerbygning. Kusken opdagede dog, at noget var galt. Han turde ikke, at køre ud af lejren med den dyrebare last. De to indsatte kravlede derfor ud af kasserne, og selv om der var masser af vidner, var der ingen, der opfattede, hvad der egentlig skete.
Ud i en brødkasse
Brødrester blev kørt ud til landemændene. Det foregik i specielle kasser. Og sådanne kasser blev fremstillet inde i lejren. Og det skulle da lige prøves, om man kunne komme ud i en sådan kasse. Det lykkedes, men det var et chok for landmanden, da der pludselig rejste sig en person ud fra kassen.
Radioer i lejren
Flere illegale radioer blev smuglet ind i Frøslevlejren. Nyhederne blev skrevet ned og videregivet til en udvalgt skare mundtlig. Og man var ikke afhængig af strømmen som ofte gik. Nej, radioen gik såmænd på batterier. Og sidde var let at smugle ind. Ja det hedder sig endog at batterierne blev købt i den tyske kantine, trods det, at de ikke måtte sælge fangerne noget. Og i øvrigt var det forbudt at have lommelygter i lejren.
Tørresnor var jordledning
Radioen befandt sig i et rum, lavet ibarakkens dobbelte bræddevæg. Rummet befandt sig under vinduet og blev åbnet ved hjælp af et søm, der blev stukket ind i brættet. Som antenne blev lysledningen brugt til sidst. Da radioen var blevet flyttet tre gange, var man til sidst træt af hver gang at skulle skjule en ny antenne. Som jordledning blev der brugt ståltråd, som førte fra et jernrør i barak 11´s vaskerun til et søm i væggen. Her kunne jordledningen snildt sættes på. Ja og så blev den også brugt som tørresnor.
Smalfilms-apparat
Ja man havde også et snurrende 16 mm smalfilms-apparat. De fleste optagelser blev taget, mens man rystede kakkelovnsristen. Så kunne man skjule den snurrende lyd. Der er også optagelser fra tandlægeklinikken og røntgenstuen. Enkelte optagelser er også taget ude i selve lejren, mens der var fly over lejren.
Stikkere i lejren
Gestapo havde anbragt flere stikkere i lejren. Så de vidste, at der var radioer i lejren. De foretog adskillige razziaer, for at få fat i dem. Også på Gedestuen var der razzia. Her lå de mest spændene ting for tyskerne gemt. Men det eneste som tyskerne fik fat i var en illegal brødrister.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler– herunder 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov
Redigeret 18.10.2021
Februar 21, 2011
Det er ikke til at tro, at der i 1920 kun var 47 indbyggere i Padborg. I dag er det antal hundred – dobbelt. 4.500 lastbiler kører dagligt gennem byen. Og 3.000
er beskæftiget inden for speditions – og transporterhvervet. Læs her om den enorme udvikling, og nogle af de kendte firmaer. Men også om da der var masser af husvilde i kommunen. Og kommunen ville ikke stille garanti til oprettelse af en andelsboligforening.
Fra 47 til 4.600
Tænk i 1920 var der kun 13 huse og 47 indbyggere i Padborg. I dag er der 4.600 mennesker. Og hver dag ruller 4.500 lastbiler gennem byen. I Danmarks største transportcenter befinder
der sig 47 speditions – og 52 transportvirksomheder. Dertil kommer 27 lager – og 55 servicevirksomheder.
3.000 beskæftigede
Og det hele er stadig i udvikling. Siden 1985 er den danske eksport steget med 70 pct, og importen med 50 pct. Den udvikling har man kunnet mærke i grænsebyen. Padborg Transportcenter beskæftiger i dag 3.000 mennesker.
Men man skulle så meget igennem inden det nåede så vidt. Jeg boede i byen i syv år. Så blev jeg mere eller mindre tvunget fra byen.
Husvild i Bov Kommune
Fra 1945 til 1990 blev befolkningstallet i Bov Sogn fordoblet. Særlig fra 1955 til 1965 gik det stærkt. I Padborg og Kruså var der ligefrem tale om byggeboom. I 1945 boede kun 40 pct. af sognets beboere i de to byer. I 1970 var der tale om 75 pct.
Det var transportvirksomhed, statslige arbejdspladser og grænsehandel, der var skyld i denne vækst.
Antallet af folk, der var beskæftiget med handel blev fordoblet med handel blev fordoblet fra 1940 til 1965.
Den store tilstrømning skabte problemer. Således var der i 1946 hele 300 familier uden bolig i Bov Sogn. 90 familier var deciderede husvilde. De var anbragt i barakker og på
skoler. Flere gymnastiksale var indrettet som husvilde-boliger.
Utålelige boligforhold
Da mekaniker Wind i Bov i 1951 ville nedlægge en lille lejlighed, blev dette nægtet. Da manglede der stadig 85 lejligheder i sognet. Lofter, værelser og sommerhuse måtte endnu i slutningen af 1950erne tages i brug. Jernbanefolk, der var blevet forflyttet til Padborg måtte tage til takke med et lille værelse uden
nogen bekvemmeligheder. I fridagene tog de hjem til familien. Men efter et par år kom familien til byen. De blev mødt med utålelige boligforhold. Nogle boede i nedlagte busser, andre i togvogne.
Kommunen ville ikke garantere
I 1946 forsøgte man, at starte en andelsboligforening. Kommunen ville dog ikke garantere lånet over for staten. I 1949 forsøgte man igen. Det lykkedes. Padborg Andelsboligforening var en realitet. De første huse blev etableret på Jernbanegade og Ringgade. I 1961 rummede foreningens boliger en tiendedel af befolkningen. På bare 18 år blev der bygget 189 boliger.
Aabenraa Amts Boligforening kastede sig over Kruså.
En bolig for hver anden beboer
Et nyt byggeboom opstod. På bare 10 år blev der bygget 370 boliger i Padborg. Endelig omkring 1970 var boligproblemerne løst. Selv om befolkningstilvæksten stoppede, fortsatte man byggeriet. Fra 1972 til 1990 blev der bygget 1.500 nye boliger i kommunen. Det betød, at der i 1990 var en bolig for hver anden beboer i Bov Kommune. Det må da være Danmarksrekord?
Tjent på besættelsesmagten
Mange vognmænd og speditører havde tjent godt på besættelsesmagten. Der var også masser af transport til Schweiz. Man var glade for de danske landbrugsprodukter. Hjælpepakker til Tjekkoslovakiet blev også klaret fra Padborg. Transporterne foregik fra Padborg Station, landevejene ved Kruså og fra Oksevejen.
Stationen blev større
Byens store jernbanestation blev endnu større. Midt i 1950erne var der ansat 250 mand på stationen. Dengang kørte der dagligt 125 vogne ind på lade-sporene. Man kunne opleve, at en halv snes lokomotiver futtede tilsyneladende planløst rundt på skinnerne. Men det var skam et formål med galskaben.
1950erne: 50 speditører og vognmænd
Hos speditørerne gik det også stærk. I 1942 var der cirka 40 ansatte hos speditørerne. Tager vi transportfirmaerne med, nåede vi næppe op til mere end 100 ansatte. Men allerede midt i 1950erne var der ca. 50 speditionsfirmaer og vognmænd. Andreas Andresen var specialist på fødevaretransport. I 1962 byggede firmaet det suverænt største pakhus vest for banen. Tre år senere opførtes et frysehus. Schenker konkurrerede sammen med Andreas Andresen med at være de største.
Fra Schenker til Danexim
Efter krigen var Schenkers filial blevet beslaglagt af staten. Niels Christensen, der havde været filialbestyrer købte allerede i 1945 aktiviteterne og rettighederne af staten. Man åbnede under navnet Danexim. Firmaet var meget engageret i eksport af landbrugsvarer. I den forbindelse blev det første autoriserede frysehus oprettet i 1953 i Padborg. Igennem 1960erne havde firmaet beskæftiget cirka 100 mand.
Junker starter selv
Også det andet tyske firma, Vilh. Stave fortsatte i ny skikkelse efter krigen. Det nye navn blev Jarlby og Co. Ledelsen blev overdraget til Kr. Junker. Men denne blev afskediget i 1957. Hvad gør man så. Ja, man fortsætter selv. I 60’erne havde firmaet godt en snes mand ansat.
Vognmænd overtager firma i pengenød
I 1959 startede Padborg Transit. Ja egentlig var det fem vognmænd, der kørte for Berg og Co, som var kommet i økonomiske vanskeligheder, der startede. I 1970 var der 60 ansatte.
Også det store firma, Lehman startede en filial. I 1940erne havde man ellers samarbejdet med de lokale firmaer, Andreas Andreasen, S.A. Jessing og Peter Hansen. Filialbestyrer hos Samson og Wilson, Erik Halskov Jensen startede i 1953 for sig selv hjemme i sin dagligstue. I 1970 var der 65 ansatte.
Nissen og Petersen havde omkring 1965, 32 ansatte. Den lokale Andreas Nissen havde tidligere været ansat hos Peter Hansen.
Prokurister starter selv
I 1966 ville nogle prokurister hos Andreas Andresen starte for sig selv. Det var Brødrene Rebsdorf. I 1970 havde dette firma 25 ansatte. I 1970 omfattede den samlede speditionsbranche
omtrent 5 – 600 arbejdspladser.
Ny grænseovergang
Efter krigen var der mange vognmænd, der prøvede lykken. Men i 1951 aftalte den tyske og danske regering, at kun et begrænset antal koncessionerede lastbiler måtte køre eksport.
Tallet blev i første omgang højst 275 biler. Det steg kun langsom før 1970.
Der var ikke mange store eksportvognmænd i landet, der havde mere end 4 biler. Kun et par stykker havde mere end 10.
Midt i 1970erne kom der større og stærkere lastbiler. Den eksportvognmand, der havde tilladelse til at køre i Tyskland, tjente godt. Hans tilladelse var et guldranet stykke papir.
I 1963 gik der 13 gange så meget gods ud af landet som i 1950.
For Kruså betød den nye udvikling en ny grænseovergang i 1956. Den gamle var alt for smal, og lange køer var hverdagskost.
I Padborg gik forskellige organisationer sammen og etablerede Transitgården.
Knud Hansen
Før krigen var der kun en håndfuld eksportvognmænd i Bov – Padborg området. Knud Hansen havde base i København, men etablerede en filial på Krusaagård. I 1960erne udviklede firmaet sig til en stor vognmandsforretning.
H.P. Therkelsen
Den største af dem alle var dog H.P. Therkelsen. Firmaet var etableret i Løgumkloster. I 1952 befandt man sig i Kruså. Firmaets store gennembrud kom, da man fik kontrakt med Den danske Brigade i Tyskland. Denne kontrakt bestod fra 1947 og 10 år frem.
H.P. Therkelsen var i mange år den største skatteyder i sognet. Antallet af ansatte steg til 40 i 1970. I dag har man cirka 200 ansatte.
De største vognmænd etableret i kommunen
I Bov holdt firmaet Jens Jensen til. Omkring 1970 havde man 10 eksportbiler. Firmaet Peter Hansen specialiserede sig. I løbet af 60erne havde firmaet 40 ansatte. Problemerne for både speditører og vognmænd var at tyskerne i mange år ikke ville udvide tilladelserne. Derfor var man tvunget til at bruge tyske biler. I 1970erne havde fem af Danmarks største vognmænd etableret sig i kommunen.
Bestyrer starter selv
Lehmanns filialbestyrer, Edwad Marker blev selvstændig. Han specialiserede sig i import af tysk øl til Danmark.
Og i 1972 gik tyskerne med til at udvide tilladelserne. Nu var disse ikke mere bundet til den enkelte bil, men til det enkelte firma. Det gav plads til 5 – 600 eksportbiler.
Willy Haustein, der havde været ansat hos H.P. Therkelsen startede et firma, der voksede. Men Haustein måtte opgive i 1982. Hans virksomhed blev overtaget af Brødrene K.E. Og Eigil Christensen.
Firmaet Sv. Aage Barsøe havde solgt halvdelen af firmaet til IAT i Esbjerg. H.P. Therkelsen , der nu for alvor var den største vognmand flyttede til Padborg. Man havde overtaget en del af Padborg Transits aktiviteter, og var nu oppe på 165 ansatte.
Det bliver i familien
K.E. Christensen udviklede sig også. I begyndelsen af 1980erne var de en overgang større end H.P. Therkelsen. De havde overtaget firmaet Cargex, som de selv var med til at starte.
Eigil Christensen udviklede E.C. Trail. Han overtog en af de store vognmandsforretninger, Hans Petersen og udvidede medarbejderstaben til 90 i 1993.
Eigil Christensen var svigersøn til Erik Halskov Jensen. Det gjorde ham til svoger til en meget markant person, Carlo Jensen. Han blev også en af de store himmelstormere.
Carlo Jensens firma C.J. Transport blev grundlagt i 1979 med to medarbejdere. I 1990 var der 50 ansatte. Men da begyndte han at flytte aktiviteterne ud af landet.
HST starter
Hansen og Søn havde i 1991 omkring 60 ansatte. Den ene af indehaverne havde sammen med Finn Sørensen grundlagt firmaet HST. Det havde på et tidspunkt 150 ansatte. Ved siden af de store vognmænd var der yderligere 30 – 40 firmaer i Kruså og Padborg, der havde eksporttilladelse. Andreas Andresen havde overhalet Danexim midt i 1980erne. Man havde opkøbt firmaet Junker og Co. I 1990 var der 120 ansatte.
1.300 ansatte i 1990 – 91
I 1990 var N.E. Kock nået op på 40 ansatte. Speditionscentret og Malling gik sammen med Konti – Skan og nåede op på 70 ansatte.
Efter Schenker og Stave kom yderligere to tyske firmaer til, nemlig Otto Ohl samt Kuehne og Nagel. Også det hollandske, Vooruit etablerede sig i Padborg. Omkring 1990 – 91 havde speditionsbranchen cirka 1.300 ansatte.
Motorvej – en fordel for Padborg
Kigger man i Krak fra 1985 kunne man finde ca. 100 firmaer i området, der beskæftigede sig med transport og spedition. Motorvejen blev en stor fordel for Padborg. Det fælles dansk – tyske toldområde blev en stor succes. Man må tage hatten af for tyskerne, at de ville være med til at etablere dette område et par kilometer inde på dansk grund.
43 aktionærer var med til at starte Padborg Godsregistrering. Primus motor i dette var Erik Halskov Jensen. Overskuddet gik til fælles gavn til det lokale transporterhverv.
Man fik skabt en slags frihavn trods kraftig modstand fra Århus Havn. Dengang blev initiativet dog ikke helt den store succes.
Jernbanen i stampe
Jernbanen var sakket bag ud i 60erne og 70erne. Det var ikke meget international godstrafik tilbage. Men så fik man midt i 1980erne det såkaldte veksellad. Ideen var, at bilerne kunne køre vekselladene til centrale terminaler, hvor det så kunne læsses på et tog til de længere distancer. I den forbindelse med etableringen, blev firmaet Kombi – Dan etableret. Men jeg husker det egentlig ikke som den store succes.
De gamle centre
En flyveplads blev anlagt. Den gav anledning til meget diskussion. De gamle transportcentre var Padborg station og landevejen ved Kruså I Padborg lå speditionsfirmaerne længe i Jernbanegade, Valdemarsgade og på selve stationsområdet.
I Kruså var det Transitgården lige nordvest for grænseovergangen, der var det store center. Men fra 1962 var det Padborg, der trak. Man etablerede sig mellem den nyanlagte Industrivej
og banen.
Guldgraver – stemning
1970erne bød på et langt byggeboom på Frøslev Kådnermark, vest for banen. Næste etape var arealet mellem Omfartsvejen og Motorvejen. Ja, der var helt guldgraver – mentalitet over det hele. Udviklingen fortsatte efter mine 7 år i Padborg.
– Siden denne artikel er skrevet er der sket en ny udvikling som ikke i alle tilfælde har været gavnlig for området. Mange af de nævnte virksomheder eksisterer ikke mere. Det gør min gamle arbejdsplads heller ikke. Men den historiske udvikling kan man ikke se bort fra. Husk denne artikel er fra 2011.
Kilde:
– Litteratur Padborg – Kruså – Bov
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov:
Redigeret 19.-10.-2021
Februar 21, 2011
Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.
Fordel at ku snak æ Sproch
Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.
Den gamle Gendarm
I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.
Kaffebord samlede danskheden
Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.
Rosporten ramt af tragedie
Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.
Fiskeren uden styrhus
En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:
Kurvemager Schmidt og æggene
På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.
Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:
Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.
Hævn mod kommunen
På Nørrevej 52 lå Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.
Man slagtede ”sort”
På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.
Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.
Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.
I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.
Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.
Masser af øl
Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.
Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.
De Hellige
Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.
Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:
–Jesus kommer snart.
Elektricitetsværk på Kovej
Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.
Skiftede nationalitet tre gange
Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.
Mie Bykass
I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.
De skrækkelige skoleelever
Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.
Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:
Revolutionen på Centralhalle
Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:
Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:
Bagersvendene skulle vækkes
Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.
Bahnhofshotel
Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.
Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.
Dansk – Tysk drilleri
Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.
Æ Byttelfenn
En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige historier. En af dem er følgende.
Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.
Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.
Fiddes Sporvogn
Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.
Højers Sygehus
Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.
I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.
Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.
I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.
Jens Amerika
I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.
I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.
Udråber Karl Færch
I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:
Højer Storskov og Grünewald
Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.
Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.
Samme tro
Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:
Kanon– fotografen
En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.
Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:
Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.
Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.
En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.
Lærernes yndlingssted
I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.
I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:
Æ tyk Købmand
Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.
En rotte
Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:
Ingen Bom i daw
De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:
Tandlægen i Storegade
Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13,-10. 2021