Artikler
Januar 5, 2011
Der opstod problemer i bygningen af den ny Østerport. Der var for meget sand i mørtlen. En dag mente vagten, at det spøgede i voldgraven. Det var en uheldig bygningsinspektør, der var styrtet i graven. Et højhus spøgte i 1960. Stationen skulle sløjfes.
Den er gal med kompasset
Ja man kan nu spørge om det er stationen Østerport vi skal tale om. Det er det også, men vi starter med byporten. Egentlig skulle man tro, at det var galt med kompasset dengang, da man navngav portene. De tre middelalderlige porte byporte var Vesterport, Nørreport og Østerport.
Vesterport var udfaldsvejen mod vest. Nørreport var udfaldsvejen mod nord.
Østerport lå, hvor Østergade nu løber ud i Kongens Nytorv – nogenlunde mod øst, som udfaldsvej til et område med haver og skibsbroen Sct. Annæ Bro.
Der var ingen vej langs stranden mod nord, før meget sent. Lille Strandstræde er vel nok den sidste rest af denne vej. I begyndelsen af 1600tallet løb byens Østervold langs vestsiden af de arealer, der siden blev til Kongens Nytorv. Uden for byporten bredte et kuperet areal sig ned til stranden.
I Roskildebispens jordebog fra 1294 nævnes Den Røde Port, antagelig fordi den opført med røde mursten eller malet rød. I 1607 bliver den nedrevet.
Christian den Fjerde bragte uorden
Det var Christian den Fjerde, der for alvor bragte uorden i kompasset. Han etablerede det nye voldforløb fra Nørreport til Kastellet. Så sent som her i december 2010 har man gjort et sensationelt fund på Kongens Nytorv. Ja og det som arkæologerne har fundet er sandsynligvis Christian den Fjerdes udgave af Østerport. Den stammer fra slutningen af 1500 tallet eller i begyndelsen af 1600 tallet. Porten var af kalksten og sandsynligvis udsmykket med et løve-hoved,
der blev fundet i udgravningen.
Fundet er gjort foran skoforretningen, og det er et par meter sydligere end Strøget/Østergade. Man havde antaget af porten lå placeret i direkte forlængelse af Østergade.
Nye Bastioner
Den ny Østervold blev efter 1647 færdiggjort med moderne bastioner og store jordværker med vandfyldte grave. Det var for enden af den lange stenbro (Rigensgade), den nye port rejste sig. Ja i begyndelsen kaldte man den bare Helsingørs Port.
Anlægget bestod sin prøve ved den svenske belejring i 1658 – 60. Fæstningen blev færdiggjort med anlæggelse af Kastellet 1661 – 64. Frederik den Tredjes generalkvartermester var dog ikke tilfreds med Østerports placering. Han mente, at den skulle placeres nærmere Kastellet. Efter sin død fik han sit ønske opfyldt.
Den store krans af bastioner mod syd, øst og nord fra Christianshavn og frem til indsejlingen til havnen 1692 (Ny-værk) forblev stort set uændret frem til 1850erne, da den gradvis blev sløjfet.
Den ny
Østerport
Det var den schweiziske Pelli, der var en af hovedkræfterne i bygningen af bastionerne. Også krudttårnet i Nyhavn, som blev opført i 1702, stod han for. I flere bøger fremgår det, at det var
denne Pelli, der havde stået for den ny Østerport. Men det var den polsk fødte arkitekt, Marselis, der stod for opførelsen. Det var i 1708 Frederik den Fjerde gav ordre til at opføre den nye Østerport.
Det var den femte og sidste placering. Den kom til at ligge på den nuværende Oslo Plads med porten ud for Den Fries Udstillingsbygning.
Sand i mørtel
En dag befinder han sig på byggepladsen. Han konstaterer, at der er for lidt kalk og for meget sand i mørtelen. Han gør indvendinger, men bliver afvist. Han påpeger at hvælvet vil falde ned, og anklager entreprenøren for bedrageri. Det fører til en injuriesag, som Marselis taber. Han må skrive under på en erklæring om at entreprenøren er en ærlig mand.
Portaler, vagt – og portnerhus blev også tilført. Regningen lød på 5.069 rigsdaler.
Problemer
Der opstod problemer mellem entreprenør og ingeniør. Man påstod at hvælvet var alt for lavt. Brystværnet, der dækkede kanoner og mandskab, blev opbygget af jord. Fjendtlige projektiler skulle havne blødt, uden at gøre megen skade. Samtidig ville man have god forbindelse hen over portene, så man hurtig kunne flytte rundt på styrkerne oppe på voldgangen.
Men voldene var ikke særlig høje, derfor var det vanskeligt at få afdækket port-hvælvene med ler-pakninger og lignende. Vandet kunne sive ned, og det var ikke godt, når der opstod frost.
Skulle overskues fra Kastellet
Man sikrede sig ved flere steder, at give portene overbygninger med saddeltag og gennemkørsel i voldgangens niveau. Måske opstod problemerne ved Østerport, at kongen havde forlangt, at det hele skulle kunne overskues fra Kastellet.
Sikke et spektakel
Marselis fik ret. Pludselig en dag var hvælvet styrtet ned. Geheimeråd von Platten og kongen var reddet ud til Østerport for med egne øjne at se det “allerede forudsagte spectakel.”
Den uheldige bygningsinspektør
Men problemerne var langt fra slut. En aften var bygningsinspektør Brandenburg kørt udefra mod porten i en lille let tohjulet vogn. Her blev bygningsinspektøren med hest og vogn skubbet ud af den bro, der førte op til porten. Vognen var på den smalle plankebelagte bro ramt af en larmende bondevogn, som raslede ud af byen. Det var halvmørkt og det hele gik meget hurtigt. Porten var blevet smækket i efter bondevognens passage.
Da vagten en time senere runderer terrænet foran den lukkede port, er det helt mørkt. Men vagten meddeler, at det spøger i voldgraven. Man hører “sukken og stønnen” Officeren sendte
nu folk med lygter ud. Man fandt hesten død, og vognen splittet i tusinder af stykker. Bygningsinspektøren var dog i live. Da kommandanten fandt ud af, hvem han var kommanderede han porten åbnet og fulgte Brandenburg hjem.
Bygningsinspektøren og Marselis kom til forståelse. Styrtet havde taget på Brandenburg. Han døde cirka et år efter. Han blev bisat i St. Petri Kirke den 14. november 1713.
Kompasset kunne ikke ændres
Da byggeriet endelig tog fat i brokvarterne omkring 1850erne var det for sent at få rettet på kompasset. Navnene var så fastgroede, at det ville være en umulig opgave at lave det om. Østerport blev revet ned i 1857. Går man i dag ad Store Kongensgade ud mod Den Fri Udstillings bygning og passerer Øster Voldgade kan man følge forløbet af den gamle gennemkørsel. Foran den lå voldgrav med ravelin og broer.
Østerport – flittig benyttet
I cirka 150 år blev porten flittig benyttet af rejsende, der skulle til Nordsjælland og andre der skulle ind til byen. De sidste kom straks efter gennemkørslen til et græsklædt område, der kaldtes Grønland. Indtil midten af 1700tallet dannede det et åbent felt ( Esplanaden) mellem Kastellets glacis og bebyggelsen.
Kongens nye operahus kunne beskues lige inde af porten. Det var en vældig stor bygning. Det var væsentlig større end den to – etagers bygning ved selve porten.
Østerport Station – flittig benyttet
Lige i nærheden af porten er det i dag stor travlhed på selve Østerport Station. Daglig kommer her cirka 20.000 passagerer. Det er station for kystbanen mellem Nørreport Station og Hellerup station. Det er også S – togs station mellem Nørreport Station og Nordhavn Station. Også en del Intercitytog og regionaltog kommer her.
Direkte ind til byen
Stationen blev anlagt i tiden 1896 – 1897. Dengang kaldte man den for Øst-banegården. Stationen er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck og nogenlunde bevaret i den oprindelige form. I 1914 – 15 skete der en udvidelse af stationen. Ved åbningen af Boulevardbanen i 1917 skabtes der direkte forbindelse til Københavns Hovedbanegård.
Nu skal man ikke via Nørrebro ind til byen. I 1923 blev stationen bygget om. Man fjernede stationens tårn til fordel for en kommandopost. Ved S – banens åbning i 1934 skiftede stationen navn til Østerport Station.
Et højhus spøger
I 1984 blev tårnet genskabt. Men der var fare i 1960, da havde man planer om at jævne stationen med jorden. Et højhus skulle placeres på stedet. Men heldigvis blev planerne ikke til noget.I 1990 – 91 fik stationen en ny nabo i form af et butikscenter. Bygningen vakte opsigt på grund af den glasagtige pyramideform.
Stor godsstation
Stationen var også en stor godsbanegård med forbindelse til Københavns Frihavn og Frihavnens Station. Wenck tegnede også en remise og et vandtårn placeret i nærheden af Langeliniebroen. Remissen brændte i slutningen af 1960erne. Vandtårnet er senere revet ned.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 25. – 11. 2021.
Januar 5, 2011
Kulturcentret Assistens har udsendt to bøger. Vi kigger på den ene, Midt i Verden i 250 år. Skæve fortællinger om den historiske kirkegård. Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum. Sådan sagde forfatteren Martin A. Hansen. Denne artikel er 2011.
Det
åndelige centrum
Det smertede meget, da jeg så, at man lavede indgreb på den meget historiske kirkegård. Og det må det også have gjort hos folkene bag de energiske mennesker på Kulturcentret Assistens. På Kulturcentret foregår der en masse aktiviteter. Her er man også meget aktive med hensyn til beskrivelse af Nørrebros historie. Og netop kirkegården rummer en markant del af historien.
Ja hvad var det nu Martin A Hansen sagde:
Flere slanger kryber ind i paradis
Kirkegården er netop et paradis i bydelen. Men flere slanger er ved at krybe ind i dette paradis. Den første er Metroen. Den næste er, at Assistens skal omdannes til en ordinær park. Man kan spørge sig selv, om der så skal oprettes et toilet ved siden af Kierkegaards grav og en iskiosk bag ved H.C. Andersen.
Ja det er åbenbart ikke så trendy at bevare kulturhistoriske værdier. En tredjedel af kirkegården skal udlægges som parkområde. Og var det ikke noget med, at kirkegården var fredet? Eller er det noget som undertegnede har misforstået. Mon man om et par år tager yderligere en del til et andet projekt?
Da vi for nogle år siden i Nørrebro Handelsforening arrangerede en rundvisning, kom der 130 tilmeldinger. Men det problem klarede man også fra Kulturcentrets side. Man stillede hurtig kvalificerede guider til rådighed. Jeg kan dårlig huske, hvor mange rundvisninger jeg efterhånden har været med til. Man lærer nyt hver gang.
En lind strøm af bøger
Og nu har de energiske folk begået en flot bog med titlen Midt i verden i 250 år. Det var ikke en bog, vi fik præsenteret i boghandelen, næh – det var en jeg selv anskaffede. En kunde gjorde opmærksom på dens eksistens. Og nu har vi i butikken fremskaffet den med videresalg for øje. Det er jo en ren Perle med dens flotte illustrationer.
Der kommer en lind strøm af historiske bøger fra Kulturcentret. Og flere af disse burde omtales her på siden.
En moppedreng på 1.000 sider
Ja der er faktisk udkommet endnu en jubilæumsbog. Den hedder Assistens 250 og er en moppedreng på 1.000 sider. Den opsummerer kirkegårdens enestående kulturværdier. I den er der en fortegnelse og beskrivelse af kirkegårdens 2.000 bevaringsværdige gravmæler.
Bogen som dengang.dk gerne vil have fingrene i, rummer beskrivelser af historikeren Bjørn Westerbeek Dahl og arkitekt Kirsten Lindberg. Der er desuden flere historiske artikler i den store bog Assistens 250. Vi ville gerne have anmeldt bogen, men må ty til en anmeldelse i Weekendavisen den 3. december 2010. Avisen skrev bl.a.:
Masser af kulturoplevelser
I bogen Midt i Verden – i 250 år fortæller centerleder Gitte Lunding, at Assistens Kirkegård i dag både er begravelsesplads, park, udflugtsmål og uformelt læringsmiljø med videns-pædagogiske aktiviteter, der udgår fra det tidligere begravelseskapel. Emner, begivenheder og personer med relation til kirkegården gøres nærværende gennem kulturoplevelser i Kapellet.
Forbudt at æde
I de første mange år fungerede kirkegården som fattigkirkegård. Men med velhavernes indtog kom der pludselige monumenter.
Men der var her på en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak, at kirkegården opstod. Militærpersoner af høj rang blev efterhånden lagt i graven. Det blev et udflugtssted for byens borgere.
Man udsendte en forordning:
Da kirkegården var størst, var det areal, der nu er Hans Tavsens Park og området, hvor der nu ligger Helligkors – og Jagtvejens skoler også en del af kirkegården. I 1813 blev der forbudt graverne at sælge spiritus til de besøgende.
Europas skønneste
I slutningen af 1820erne var kirkegården en af Europas skønneste. Det skyldes først og fremmest beplantningen. I 184oerne kom der trækors, smedejernskors
og tavler på gravene.
Pas på – skinddøde
Den ældste bygning er fra 1808. Det er Jens Bangs gamle graverbolig fra 1808. Den ligger i nærheden af Runddelen. Metroselskabet har netop flyttet den. Mon ikke det er Nørrebros ældste bygning?
Denne Jens Bang var både arkitekt, læge, justitsråd og borgmester. Ja han udgav også en bog om korsettets skadelighed. Bygningen rummede fire værelser, et
køkken og et lig-kammer. Her kunne lig indsættes, enten for at vente på gravstedets klargørelse eller for at sikre sig, at den afdøde ikke var skinddød. En resolution udkom 1898:
Kontorbygningen ved Kappelvej er fra 1868.
Ben-huse og mausoleum
I muren mellem afdeling D og L ligger de såkaldte ben-huse. Det som ligger tættest på Nørrebrogade er opført i 1828 og har fungeret som lig-kælder. Det andet materiale-hus er overført fra afdeling A og fra 1823. Det fungerer som magasin for bevaringsværdige gravmæler. Mausoleet , hvori generalguvernør, Peter von Scholten og hustru er begravet er opført i 1820erne og senest i 1840.
Søgte ly i mausoleum
Kirkegården lå midt i krigszonen ved Københavns bombardement i 1807. Den engelske kaptajn Brown har fortalt, at han søgte ly for den silende regn og kanonkugler i familien Gandi’ s mausoleum. Man glemmer, at det årligt kommer over 37.000 besøgende her på stedet. Det er jo også en uforglemmelig oplevelse. Det er en vandring i historien.
Stakkels Kierkegaard
Her ligger for eksempel Regine Olsen. Det var hende som Kierkegaard aldrig fik fat i, selv om han gennem flere år gik fra det daværende Østerbro til Nørrebro
langs søen bare for at få et glimt af hende. Det lykkedes da også, lige inden hun rejste med hendes forlovede til De vestindiske Øer. Hun ønskede Kierkegaard
– Guds velsignelse og Alt godt. Otte måneder efter døde Kierkegaard.
Da Kierkegaard blev begravet protesterede søstersønnen, lægen Henrik Lund over den kirkelige handling. Der kom det en retssag ud af. Begravelsen var lidt af et tilløbsstykke.
H.C. Andersens gravbog
Det var også herude, at H.C. Andersen begravede sine venner, når de blev for meget. Han udfærdigede en såkaldt gravbog og udtænkte en gravplads for dem:
Selv ligger den store digter her også. Begravelsen fandt sted fra Vor Frue Kirke den 11. august 1875. Masser af mennesker deltog, herunder kongen og kronprinsen.
En af H.C. Andersens gode venner, fysiker, filosof, opdager af elektromagnetismen m.m. ligger her også. Ørsted fik stor betydning for H.C. Andersen. Andersen var med til begravelsen den 18. marts 1851. Han fortæller:
Andersen fortæller også, at Ørsteds hustru og datter ikke var til stede ved begravelsen. Det var ikke sømmeligt for kvinder dengang.
Alberti
Ja herude ligger også Alberti, som vi tidligere har skrevet om. Han var justitsminister og blev idømt otte års fængsel. Før han endte i Horsens Statsfængsel
havde han fået indrettet en regel ifølge hvilken alle fanger skulle have lov til at gå med hætte, da man ellers kunne sige:
Alberti blev senere kørt ned af en sporvogn på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade.
Det var det
Herude finder vi også den verdensberømte Niels Bohr. Madamme Mangor, hende med kogebogen er her også. For et par år siden havde vi en af udgaverne med til bogudsalg.
Peter Faber. Jo det var ham med Højt fra træets grønne top og Sikken trængsel og alarm, er her. Han var også telegrafdirektør. Hans gravmonument er rejst
i taknemlighed af våbenbrødrene i Borgervæbningen. Bag et træ befinder sig gravene for malerne Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.
Leif Sylvesters far og mor er her også. På familie-gravstenen står:
Dan Türell
Dan Türell er her. Min afdøde kone boede på et tidspunkt i kollektiv med ham. Han ville gerne have, at hun, der var uddannet på filmskolen skulle lave en film om ham. Det kunne hun ikke. Hun kendte ham for godt, påstod hun. I stedet fik hun ham til at male hans negle sorte. Han havde spurgt, om hvordan han blev kendt. Så neglene farvede Hanne (Sus) sorte en dag i Fælledparken- på Dan Túrrell.
Engang mødte Hanne ham sammen med den ældste Thomas på Hovedbanegården. Her præsenterede Dan Türrel sig som Sheriffen fra Vesterbro. Han var iført en stor cowboy – hat.
Natasja
Sangeren Natasja blev begravet her i 2007. Foran graven lå en mængde tegninger, breve, perlepladder, hjerter, stjerner, lakridser og flag. Ja der lå også klistermærker med Bevar Fristaden.
Isted Løven
Skaberen af Isted Løven, billedhugger Herman Wilhelm Bissen er her også. Egentlig var Den Store Løve skabt som et gravmæle for de danske soldater, der faldt ved Isted – slaget den 25. juli 1850. Soldaterne blev begravet på Marie Kirkegård i Flensborg.
Og denne løve er nu tilbage til Flensborg.
Min gode ven, tidligere redaktør hos Jydske Vestkysten i Aabenraa, Per Borgaard mente engang, at dens plads var på Bov Bakke, hvor den så kunne skue over på Flensborg. Udtalelserne kom på et møde, jeg havde arrangeret for Kulturel samråd i Bov Kommune. Senere blev indlægget gengivet i et hæfte, som jeg var redaktør for. Det vakte stor opmærksomhed midt i den kommunale valgkamp.
Kongens elskerinde blev gravid – med en anden
Skaberen af Brøndum Snapsen ligger her, og den falske greve, der gjorde kongens elskerinde Fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien, ligger her også. Grevinde Danemand ligger på Garnisons Kirkegård.
Mange kendte
Jacob Krohn, skaberen af Peters Jul er her også. Kontorbud Meyer, der blev kvalt og lagt i en kiste på en Amerika – båd (tidligere artikel) er her også. Baumgarten, en mekanikus, som egentlig startede på Nørrebrogade og som gik med i det senere B&W er her.
En af de druknede fra Titanic er her også. Det er maskiningeniør Jacob Christian Milling. Og så er her også stuntkvinden fra Stefansgade, Emilie Sannom,
kaldet Mille (se artiklen Stuntkvinden fra Stefansgade).
Vi kunne blive ved, Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cameron, Christen Købke,
Dramatik på kirkegården
Det var her Gertrud (Giertrud Bodenhoff) antagelig rejste sig fra kisten og udbrød Så befri mig dog fra dette mørke sted. Og barnemoderen fra Jægersborggade har antagelig myrdet et par børn på kirkegården. Jo, der er skam masser af dramatik.
Morderens digt
Vi har en tidligere artikel ( Mord i Nyhavn) beskrevet mordet på Jens Peter Tønder. Morderen, Peter Worm skrev dagen før sin henrettelse et digt om Assistens Kirkegård:
Er alle gravsteder autentiske?
Kirkegården er ikke kun for de døde. Det er vel i dag i højere grad et sted for de levende. Turen fra Indre By herud til var lang. Derfor blev turen kombineret med en picnickurv og tæppe. Dette forenede livet og døden i et livsbekræftende faktum. Sådan som man hviler på græsplænen efter en lang tur, således kommer man også til at hvile her under græsset efter et langt liv.
Ida Munk afslutter en artikel i bogen – Mindekultur og Turisme virkelig stærkt. Se blot her:
Kirkegården bruges forskelligt
Man må forvente, at der kommer endnu flere mennesker med en Metro – Station. Derfor er det endnu vigtigere at bevare det ægte og ikke skabe et eller andet kunstigt. Assistens Kirkegård er blevet folkeeje. Det er blevet et sted, som folk bruger på forskellig måde.
Herfra kan varmt anbefales bogen, Midt i Verden i 250 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Artikler om kirkegården:
Artikler om nabogrundene:
Artikler om nogle af de personer,
som er omtalt
Redigeret 3 – 03 – 2022
Januar 5, 2011
Serridslev Mark var et enormt område. Søerne blev opdæmmet. En kæmpe bymark fik københavnerne. Kongen fik søerne, men kunne ikke levere karperne. Hylte-broen brød sammen. Og så var man bange for russerne på Fælleden. Gang på gang skulle man reparere Fællederne.
Serridslev Mark 1523
Den 31. maj 1523 gik Konge Frederiks hær over Store Bælt, støttet af den lybske flåde. Den 10. juni tidlig om morgenen stod hæren parat foran København.
Den bestod af 4.000 knægte og 1.800 ryttere.
De slog lejr på Serridslev Mark. De befandt sig ca. ¼ mil fra København. Kuglerne inde fra volden kunne næppe nå dem. En skanse blev lagt ved Valby. Og på søsiden sørgede den lybske flåde for, at ingen kom forbi.
Fra den belejrede by søgte man flere gange at gøre udfald for at lokke kongens tropper ind til kanonernes rækkevidde. Ude fra lejren lagde man også kanoner
tæt ved volden. Der kom dog også mindre træfninger fra Peblinge-dammen og byen.
Inde i byen var man dog ved godt mod. Gang på gang brød man flådens belejring og kunne hente friske forsyninger. Og bønderne var ikke venlig stemte over
for lejren på Serridslev Mark. I lejren ville ikke betale det, som bønderne forlangte. Ja bønderne rottede sig sammen og skød de knægte, der ikke befandt sig i lejren.
Ingen penge
Det viste sig hurtig at kongen ikke havde penge til at betale for soldaterne. Og den lovede hjælp fra Christian den Anden kom ikke. Mismod begyndte at sprede sig i lejren. Københavnerne havde været heldige og beslaglagt en masse skuder med proviant til den lybske flåde. På Vor Frue Kirke havde man anbragt kanoner, der kunne nå lejren. Man møntede penge, jagtede kaniner på Amager, og drak det tyske øl og den tyske vin, som man havde taget fra Lybækkerne.
Kong Frederik havde tænkt på at storme staden, men han skulle bruge mere mandskab. Men det viste sig at Christian den Andens hær var blevet opløst. Men fra søsiden kom Kong Christian med en masse proviant til københavnerne. Lybækkerne troede, at det var krigsskibe og flygtede. Den 26. november blev der sluttet en foreløbig overenskomst i Roskilde.
Skt. Jørgens Sø
Christian den Fjerde fik i 1621 skøde på St. Jørgens Mark med tillæggende ejendom. Allerede i 1543 omtaltes en bæk ved St. Jørgen. Det har antagelig været Rosenåen. St. Jørgens Gård lå uden for søen ved gammel Kongevej. Og vejrmøllen lå ved St. Jørgens Sø. Det har været en stor mark, der allerede i 1508 havde en avlsgård. St. Jørgens Mark har hørt under byen fra gammel tid. Den har formodentlig ligget mellem Skt. Jørgens Sø og Ladegårdsåen. Udstrækningen mod vest kendes ikke.
Serridslev – kæmpe område
Staden købte Serridslev Mark i 1525 og 1527. Men hvor langt strakte denne mark sig egentlig. Det er der delte meninger om. I gamle skrifter kan vi læse
Vangemandens Hus
I Kæmnerregnskabet fra 1706 og flere følgende år gives den oplysning, at Vangemands Hus lå ved den nordre Side pa Stadens Fælled ved Fuglestangen. Huset blev liggende på samme sted i Borgmester og Raads Vang indtil 1771, da denne bortsolgtes til den daværende Vangemand. I 1807 kaldtes stedet for Tagens Hus.
Serridslev Hovedgård
I et skøde fra 1530 nævnes et gammelt dige, Serridslev Dige. Allerede under belejringen af staden i 1523 nævnes flere kongebreve. Det må antages efter, at Serridslev blev ødelagt, at fællederne lå hen som græsmarker. Allerede fra før 1254 havde staden tilladt borgerne med eller uden afgift at lade deres kvæg græsse lige til Rosbæk.
Serridslev lå mellem Jagtvejen, Rørsøen, Lygtevej og Strandvejen. Med andre ord. Det var en stor del af det nuværende Nørrebro og Østerbro. Antagelig er Serridslevs jorder gået helt ned til søerne. Da staden erhvervede jorden, blev der udsendt en erklæring om, at der blev forbudt at holde svin på jorden, da volde og grave kunne tage skade.
Hovedgården Serridslev var fra 1370. Dens jorde udgjorde lige så meget som ti store gårde tilsammen. Den tilhørte skiftevis biskopperne og kongerne. Da den under Erik af Pommern endelig kom i kongens magt igen, blev den udnævnt til Kongsgård. Dette bekræftes af breve fra 1433 og 1434.
Serridslev Hovedgård og Serridslev landsby må have ligge meget tæt på hinanden. Ja hovedgården skulle have ligget tæt ved Rosbæk Mølle.
Søerne blev opdæmmet
Efter 1523 blev der igen arbejdet på Københavns befæstning. Det betød at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedams-søen. Vejen ud af Nørreport er antagelig gået ud til Peblinge-dammen, hvorpå den lidt nord for Ladegården er gået mod nordøst.
Den store bymark
Kongen overdrog Serridslev til staden, men han betingede sig,
Også biskoppen gav en del af jorden til staden. Københavnerne fik nu en kæmpe bymark.
I begyndelsen af det 18 århundrede gik der endnu en landevej fra Vibenshus tværs over Fælleden om til Møllegade. Derfra gik den til Ladegårdsåen på grænsen af Blågårds og Solitudes jorder.
Skt. Jørgens Sø var kun en lille sø. På begge sider gik der enge ned til dette lille vandstade. Denne eng blev sat under vand i 1524.
Teglgården
I årene 1616 – 17 flyttedes
Den kom til at ligge i den del af Blågårdskvarteret, der blev begrænset af Korsgade, Parcelvej, Ladegårdsåen og Peblingesøen. Den omkringliggende vænge blev kaldt Teglgaardsvænget. Den blev solgt i 1660 til statholder Gabel.
Hvor var karperne?
Kongen fik i 1619 de tre søer samt Lersøen. Til gengæld fik staden Ordrup Sø og tre damme ved Vartov. Desuden skulle Kongens Fiskemester årligt forære staden, 150 karper. Staden mente ikke, at kongen havde ret til søernes bund eller bred. En dom fra 1665 gav staden ret.
Det kneb også, for fiskemesteren, at levere de omtalte karper. Således viste det sig i 1646, at der var restancer fra flere år. Kongen gav derfor Fiskemesteren
ret til at levere brasen i stedet.
Jagt – kun for kongen
Kongen var stærk utilfreds med, at der blev skudt harer, agerhøns og svaner ude foran voldene. Skydning efter vildt skulle ikke alene være forbudt. Det skulle også straffes som tyveri. I 1660 udsendtes en forordning, om at jagt var forbudt i tre miles afstand fra staden både for officerer og andre.
Værkerne – uden for Nørreport
Værket uden for Nørreport (Dammen) var ikke færdig i juni 1645. Kongen befalede derfor, at Nørreport skulle forblive lukket. Arbejdet på dæmningen skulle øjeblikkelig stoppes. Svenskerne var på vej.
I september blev porten atter åbent. Og arbejdet med dæmningen kunne fortsætte. Men kongen stillede en betingelse. Og det var, at inden pinse skulle borgerskabet gøre porten ved Ravnsborg færdig. Denne plan blev så senere ændret.
I 1672 skulle forsvarsværkerne atter engang udbygges. Så var der ikke plads til Blegdammene. De blev flyttet over på den anden side af søerne – på Nørrebro
og Østerbro siden. Man havde ikke styrker nok til at fastholde yderværkerne, da fjenden kom. Disse værker inkluderede Ladegaarden, Ravnsborg Skanse og Vartov Hospital. Forstæderne ude foran voldene blev sat i brand, så man bedre kunne holde øje med fjenden.
Hylte-broen
I 1714 brød Hylte-broen sammen. Man måtte lave en midlertidig bro, da der ikke kunne skaffes egetømmer. Men i 1717 blev der skrevet kontrakt med italieneren Mark Antonni Pelli, om at bygge en mere hvælvet bro i stedet for den ubrugelige træbro. Han skulle have 350 RDL. Og betingede sig udtrykkeligt, at halvdelen skulle være i sedler.
Det store gæstgiveri
På hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade lå i mange år et stort gæstgiveri. I 1730 skulle det have tilhørt Lambrecht Scheel. Stedet bestod af tre længer. Der var gæstgiveri, køkken, spisekammer og staldrum til 36 par heste.
Omkring gården var der tre frugthaver. Der var også en indelukket plads til keglespil.
Da Sortedams-søen blev renset, blev parkerne i Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derfor blev der i 1727 givet tilladelse til at indrette sig på ny i 30 alens afstand fra søen.
Peblinge-broen
Peblinge-broen, den nuværende Dronning Louises Bro var meget brøstfældig. Den trængte omgående til reparation. Ved en kraftig storm og ved højvande
kunne den skylde bort. Stadens kasse fik dog det råd i 1720erne, at der skulle bygges en helt ny bro.
Det lange træbolværk blev nedtaget. Dele af dæmningen blev op-muret med kampsten i 1728. Det kostede 2.542 RDL. .
Vindebroen i midten blev opført af oberstløjtnant Heusser for 1.550 RDL: Desuden fik han en Recompence på 50 RDL: Løjtnant Terkelsen fik 20 RDL. En tredje vedkommende fik 10 RDL.
Nye veje
Lige før 1728 anlagdes en vej over Fælleden til Vibenshus. I regnskabet kan man se:
Selve Blegdamsvejen er betydelig ældre.
Fra gammel tid havde byen haft tre hovedveje. Gammel Kongevej gik til Solbjerg og Valby og videre til Roskilde og Køge. Peblinge-dammen, hvor færdslen gik over, når man kom ud af Nørreport var også kirkevej for Serridslev.
Soldater ødelægger Fælleden
Den 12. maj 1705 lod kongen
Man brugte ved den lejlighed Det Grove Skyts. De mange lejrsamlinger på Nørre Fælled ødelagde vejene. Det var et stort problem for Magistraten.
Og i mange år kunne man læse om dette i stadens regnskaber.
Allerede i 1710 var der her en militærøvelse, hvor 15 – 16.000 mand deltog. Øvelsen varede i fire uger. Der blev ekserceret tre dage i hver uge. I kæmnerens regnskab kan læses:
Mange hober med hestemøg kunne også beskues. Man konstaterede også at Jagtvejen havde taget skade. Militæret fik straks påbudt at få bragt forholdene
i orden. Men ak i 1716 slog russerne lejr både på Øster – og Nørre Fælled. Det medførte ligeledes store skader.
Københavnere bange for russerne
I sommeren 1716 havde Peter den Store sluttet overenskomst med Frederik den Fjerde i forening om at gøre landgang i Skåne. Dette afstedkom, at 19.000 russere lå ude på Fælleden. Samtidig lå 23.000 danske soldater ved St. Jørgens Sø.
Københavnerne var bestemt ikke glade for de russere. Man måtte kun lukke 100 stk. ind ad portene på en gang. Ofte kom det til slagsmål mellem danske og russiske soldater. Også vagten ved portene skånede russerne. Gang på gang blev de overfaldt. Man havde forstærket vagten. Stole på russerne kunne man ikke. Og i sidste ende blev Zaren fortørnet over dette. Så han trak sit tilsagn tilbage, men at erobre Skåne.
De få beboere, der dengang var på Østerbro og Nørrebro var glade for russernes tilbagetrækning. Der blev stjålet usædvanligt meget og ødelagt en del bohave. De forlangte erstatning, men fik det aldrig.
I 1719 tilbød kongen så efter Præsident Møllers ansøgning at 160 soldater skulle udjævne hullerne.
Lossepladser
Bag ved Ravnsborg var der et Sandhul, hvori man hældte renovation. En kommission under Magistraten skulle føre tilsyn med at det skete på en ordentlig måde. En betænkning i den forbindelse blev udsendt den 4. januar 1726.
Lossepladsen ved Ravnsborg eksisterede i tre – fire år.
I 1730 fandtes der også en losseplads ved Ladegården. Vognmændene var dog utilfredse med dette. De ville hellere lodse uden for Øster Port eller ved Toldbodvej. Ja i 1728 havde man dog placeret en brandsprøjte ved Ladegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 4. – 03. 22
Januar 5, 2011
Det kom som et chok for nonnerne, at Københavns Kommune ikke ville videreføre Skt. Joseph Hospitalet i Griffenfeldsgade. Siden 1875 havde de drevet hospitalet. De katolske hospitaler var på mange områder førende. Her fik man smør på brødet. ”Vi køber ikke gamle hospitaler”, udtalte hospitalsborgmesteren, ”Vi bygger nyt”. Og tænk, nogle af nonnerne smuglede vin.
En kold modtagelse
Her kom man til verden, her blev man helbredt for en alvorlig sygdom. Og her fik man den sidste pleje, den sidste tid på jorden. Sct. Joseph Hospital på Nørrebro eksisterer ikke længere, men det gør minderne.
Ordenen blev startet af en Jesuitter – præst i 1650 i Frankrig. Præsten fik kontakt med nogle unge piger. Dengang kunne man ikke bare sådan gå ud. Derfor anlagde disse piger en dragt, som var datidens enkedragt. Og denne dragt hold sig i cirka 300 år. Den havde hvid krave, lang og foldet med mange symboler.
Pigerne skulle løse sociale opgaver.
En kold pinsemorgen i 1856 kom de første fire søstre til Danmark. En velhavende dame, der havde været nede at besøge dem, kaldte dem til Danmark. Men intet var forberedt. Måske overvejede de at tage tilbage igen.
Inde på Sct. Annæ Plads ved Garnisons – kirken, kom de til at bo. Det var under særdeles ydmyge forhold under en hestestald, de tilbragte deres første tid.
Søstrene plejede syge og gamle rundt om i hjemmene og på Frederiks Hospital i Bredgade. De åbnede en skole i Fredericiagade, og fik efterhånden deres eget hus på Toldbodvej.
Søstrene tjente Gud gennem pleje af syge og nødlidende på ordenens hospitaler rundt om i verden.
Som kaldt fra himmelen
Sankt Joseph Søstrene kom som sendt fra himlen. I slutningen af 1800 – tallet haltede danske hospitaler pinligt efter andre lande. De offentlige hospitaler var umoderne og her var alarmerende mangel på senge.
Søstrene var benhårde administratorer og dygtige til at drive hospitaler. De skaffede midler til at bygge flotte bygninger med det nyeste udstyr. Dette forhold tiltrak mange læger. De følte, at de her kunne dygtiggøre sig.
De katolske hospitaler blev førende inden for øre – næse og halssygdomme, samt fødsler og kvindesygdomme.
Jordlod på Parcelvejen
Tre af de fire første nonner var sygeplejersker. Men i starten var det børn og skolegerningen, de tog sig af. De fik samlet nogle penge sammen. Rygter vil vide, at den ene af søstrene havde arvet. De købte deres egen jordlod på Parcelvejen (Griffenfeldsgade).
I løbet af tre år kunne de ligge grundstenen til et hospital. De malede, ferniserede og syede gardiner og lavede madrasser.
Tre patienter det første år
Og i 1875 stod det færdigt. Efterhånden var de blevet til 12 søstre. Dengang var der kun 12 senge.
Ja egentlig var der kun seks senge. Men der var kun tre patienter, så der var rigelig med plads. Den ene havde tyfus, en havde kræft, og den sidste var sindssyg. Den oprindelige bygning var opført efter en tegning af etatsråd, Christian Hansen. Dengang kostede det 50.000 kr.
Privathospital med undtagelser
Der var ingen hjælp at hente fra stat og kommune. Men efterhånden henvendte lægerne sig selv. Speciallæger, der ikke kunne få deres patienter indlagt andre steder, indlagde dem her. I mange tilfælde kunne patienterne selv betale. Dem der ikke kunne, lå her gratis og blev plejet.
Dette kunne man gøre, fordi søstrene modtog donationer fra byens katolske menigheder.
Rabarberlandets Hospital
Her i Griffenfeldsgade åbnede privathospitalet, som godt kunne kaldes Rabarberlandets egen hospital. Selv om man i Danmark med grundloven nogle år tidligere havde fået religionsfrihed, så skulle søstrene eller nonnerne finde sig i hånende tilråb.
Man havde en officiel prisliste:
I 1881 blev hospitalet udvidet til 100 senge. Det kostede 110.000 kr. En betydelig udvidelse blev foretaget i 1900 ved tilbygning af fløjene ud til Korsgade og Kapelvej. Ved denne lejlighed blev der også opført en kirke. Nu kunne man præstere 350 sengepladser. Dette arbejde kostede 450.000 kr.
I 1904 blev der yderligere foretaget udvidelser.
Efterhånden begyndte bygninger at opstå i nabolaget. Og tilbygninger opstod til hospitalet efterhånden som man fik råd til det. Patienter fra Frederiksberg
og Gentofte blev indlagt her. Kommunerne betalte for deres ophold.
Man optog patienter uanset tro. Pludselig havde man 400 sengepladser,, hvoraf de 300 var fællesstuer. De 100 var fordelt på enestuer. Hele 5 afdelinger havde hospitalet. I 1904 behandlede man 2.401 patienter.
Dengang kunne patienter ligge på hospitalet i årevis. Ældre mennesker boede her indtil de døde. De havde kun en seng og en kommode.
Sygeplejerskole med impulser
I midten af 1930erne opstod sygeplejerskolen under Søster Benedikte. Hun var kommet med friske nye impulser fra Amerika. Det var nok den bedste sygeplejerskole, dengang.
Men skolen lukkede på grund af hospitalets usikre fremtid. Desuden blev fødeafdelingen flyttet, og det var svært at finde praktikpladser. I begyndelsen blev sygeplejereleverne tvunget i kirke. Man skulle synge og bede en bøn. Man kontrollerede, om de unge mennesker havde rene negle og redt håret.
Moderniseringer
I midten af 50erne købte man og indrettede Schous Papirfabrikker til hospital. Man udvidede røntgenafdelingen, byggede to etager på det gamle hospital midt i gården og indrettede et stort moderne operationsafsnit. Et stort moderne laboratorium samt en modernisering af sengeafsnittene blev det også til.
Selv om hospitalet ikke havde en skadestue fik mange borgere akuthjælp. Der stod altid en portør, sygeplejersker og læger parat. Ofte var det tale om socialhjælp.
Ja man sagde endog meget tidlig i hospitalets historie, at
3.000 fødsler på årsbasis
På et tidspunkt var hospitalets fødeafdeling nomineret til fem faste jordmødre til 3.000 fødsler på årsbasis. For nogle virkede hospitalet som en middelalderborg med ejendommelige skikkelser, der blafrede rundt. Man syntes, at det var et dystert hospital med den gyldne kristusskikkelse over hovedporten. Men søstrenes tilstedeværelse prægede den lattermilde atmosfære.
480 søstre i Danmark
Søstrene havde drevet hospitaler i Aalborg, Esbjerg, Århus, Odense, Randers og Fredericia. Da hospitalet skulle lukke, ville søstrene ikke tage til genmæle. Det var imod deres politik. Men de ville heller ikke gå imod, at nogle forsvarede deres hospital. Man havde altid sat en ære i at bevare en hvis standard.
På hospitalet gik der også rygter om, at søstrene måske ikke altid var så hellige. De kunne godt finde på at smugle vin i deres lommer, når de var i Sverige. Tolderne kunne aldrig finde på, at visitere dem, sagde de.
På et tidspunkt var der hele 480 søstre i Danmark. På Strandvejen havde man et noviciats-hus. Det var en slags alderdomshjem.
Tilgang var stoppet
Modviljen mod nonnerne lagde sig. Københavns Kommune købte sengepladser på Skt. Joseph for at dække det stigende behov. Søstrene havde regnet med, at København skulle være knudepunktet. Københavns Kommune ville ikke overtage hospitalet. Og søstrene måtte finde nye muligheder.
Allerede i 1973 havde søstrene henvendt sig til Hospitalsdirektoratet. Tilgangen til søsterordenen var på tilbagegang, så man var lidt bekymret for fremtiden. Man ville gerne have direktoratets udmelding om, hvad man havde tænkt på i fremtiden.
”Vi køber ikke gamle hospitaler”
Udmeldingen kom aldeles bag på søstrene og de 800 ansatte på Skt. Joseph.. Når disse ikke kunne mere, ja så var kommunen ikke interesseret i at overtage. Det var den udmelding, der gav det endelige dødsstød til sygeplejerskolen. Fødeafdelingen skulle flyttes til Bispebjerg Hospital. Der var ikke planer om at genbesætte de andre afdelinger.
Hospitalsborgmesteren Alsing Andersen udtalte:
Patienter følte sig som ”små grever”
Også den udtalelse kom bag på søstrene. For alt hvad de havde foretaget på hospitalet var i overensstemmelse med Københavns Kommune. Kommunen havde en skjult plan. De ville bruge hospitalet til ventepatienter. Hele 400 sengepladser havde man. Det var et moderne hospital. Nu skulle ældre mennesker, der havde betalt skat et helt liv bydes på en seng og en kommode.
Efterhånden var der kun 20 søstre tilbage på hospitalet. Men deres indflydelse havde præget omgangstonen på stedet. Patienter udtalte, at de følte sig som små grever.
Protest – aktioner
Hele 76.000 underskrifter mod nedlæggelsen af hospitalet blev afleveret til Hospitalsborgmesteren. Svaret fra ham var, at det ville have været dejligt, hvis der havde hængt en femhundredekrone – seddel ved hver underskrift.
Personalet på Sct. Joseph gik meget aktiv ind i bevarelsen af hospitalet. Der blev indkaldt til borgermøder, støttekoncerter i Nørrebrohallen, og udgivet aviser i et oplag på 45.000 eksemplarer.
Men der var ikke opbakning fra politisk side til at bevare et billigt og moderne nærhospital. 80 pct. af de praktiserende læger i København ønskede hospitalet bevaret.
Det flotte hospital blev lukket i 1979.. Senere fungerede stedet som plejehjem. Det lukkede i 2005.
Et minde – i kælderen
Det var her i kælderen, at Nørrebro Handelsforening en gang for et par år siden havde henlagt et bestyrelsesmøde. Vi sad i en genskabt Nørrebro lejlighed. Det var lidt af en oplevelse. Efter mødet blev vi vist rundt i Remissens – centret.
Her viste Ove Dahl, skaberen af centret, rundt. Meningen er, at folk, der på en eller anden måde har mistet hukommelsen pludselig ved hjælp af effekter fra deres liv, kan få genskabt dele af deres hukommelse. Ove Dahl finder du også her på siden med en artikel, samt en anmeldelse af hans erindrings – og huskebøger.
Og nu har de ældre mennesker på Nørrebro fået deres egen Ungdomshus i dele af det tidligere hospital.
Et aftryk på Nørrebro
De katolske søstre efterlod dog også andre aftryk på Nørrebro. I 1889 var kapellet i hospitalsbygningen ved at være for lille, og den energiske pastor kiggede sig om efter en byggegrund , hvor man kunne opføre en kirke. I 1889 blev skødet til grunden, Nørrebrogade 27, underskrevet. Det var et meget centralt sted på Nørrebro.
I år 1900 blev skolen ved Sankt Ansgars Kirke i Bredgade for lille. I 1906 åbnede en skole i Griffenfeldsgade 7. Meningen var, at skolen skulle flytte hen til
kirken på Nørrebrogade.
Først den 17. november 1916 var kirken på Nørrebrogade færdigbygget. I 1923 flyttede skolen ind til kirken.
Kilde:
Redigeret 21.01.2022
Januar 5, 2011
Foredrag på I.A. Sprogskole, Hejrevej 5, KBH. NV. Man ikke i et foredrag beskrive Nørrebros Historie. Vi går så lidt videre, og går også ind i København. Hvordan så det ud dengang. Der var klasseforskel, social nød. Vi forsøger at pege på det væsentlige – god fornøjelse.
Dengang i København
Det var ikke bare en sølle landsby, som Absalon fik foræret af paven. Byens grundlægger har sikkert boet på en stormandsgård ved Kongens Nytorv. Nye fakta dukker frem, efterhånden som Metro – byggeriet skrider frem.
Man må allerede nu antage, at København er adskillige år ældre end antaget. Det har siden stenalderen været mennesker i København. Og sildeeventyret i Øresund har trukket betydelig flere til.
Skæve eksistenser uden for voldene
Mange mærkelige eksistenser opholdt sig ude foran byportene. Her blev der drukket og det der var værre. Man overfaldt forbipasserende og levede et syndigt liv. Kongen forsøgte med forordninger, men intet hjalp.
Fra Absalons overtagelse af København kender vi landsbyen Serridslev. Byen lå på et meget stort areal. Jordene nord for Nørrebrogade kaldtes også Serridslev. Byen forsvandt i 1523. En stor del af disse jorde blev senere givet til embedsmænd, som en slags løn for deres indsats for byen. Vi kender bl.a. Rådmandsvangen, Borgmestervangen m.m.
Kongen beordrede søerne fyldt med vand igen, da de var blevet tørlagte. Det var ikke godt for byens forsvar. I 1570 beordrede kongen, bønderne til at gøre noget ved de katastrofale dårlige veje .
Nedrivning – svenskerne kommer
I år 1600 var der hele 200 haver uden for Nørreport. I 1672 blev der forbudt at opføre bygninger i området. Man var bange for svenskerne. Fra volden skulle der være frit syn, så man kunne holde øje med svenskerne, når de kom. Men man man måtte godt oprette Blegdamme og små skure, som hurtigt kunne nedrives, hvis der blev krig.
Militæret oprettede en såkaldt demarkationslinje. Den blev i historiens forløb flyttet frem og tilbage. Her gjaldt der forskellige byggeregler. I 1622 var der 162 haver foran Nørreport. Man begyndte så småt at opbygge nye huse og veje. Men ak. Den 9. august 1658 blev det hele nedbrændt. Svenskerne var på vej. Da faren var drevet over, begyndte man igen.
En masse smugkroer opstod. Men også sommerforlystelser. Bønderne måtte dog ikke forefindes fulde. De skulle arbejde. Hvis de blev pågrebet beruset var det en tur i kongens fængsel.
Kongens jagtvej
I 1693 blev Mosaisk Kirkegård anlagt. Det var ved en sti der førte ned til sandgravene på Fælleden. Siden blev den kaldt for Jødevejen. Og i dag kalder vi den for Møllegade. På den anden side landevejen løb Solitudevej. Det blev i 1679 kaldt den kongelige Jagtvej – ikke at forveksle med den nuværende Jagtvej.
I begyndelsen af 1700 tallet blev der anlagt en skydebane på Rådmandsmarken. Man skød efter skive og papegøje. Det var borgerskabets store fornøjelse.
Den stærke mand
Men man kunne betale sig fra alt. De rige velhavende begyndte at bygge lystejendomme på Nørrebro. Forlystelser kom her også. Således var der en person,
der hed Johan Carl von Eckenberg, der i 1722 købte en have ved den nuværende Skt. Hans Gade. Han kaldte sig for Den stærke Mand. Et lille skrift, fik han fremstillet. Her fortalte han
Men den stærke mand havde knust mange pigehjerter og skyldte efterhånden så mange penge væk, at han måtte flygte meget hurtigt.
I 1720 foregik der en duel midt på Nørre Bro. Det begyndte med et værtshusbesøg. To soldater havde siddet og drukket. Men sergent Henrik Barkhoff mødte sit endeligt. Han blev stukket i højre side. Hans banemand måtte flygte og blev aldrig fundet.
Den første skole
I 1761 oprettedes den første skole uden for volden – Blegdamsskolen. Skolelederen skulle undervise i læsning, skrivning og regning. Han skulle selv sørge for inddrivning af skolepenge. Men det kneb med vedligeholdelsen og inddrivelsen af skolepenge.
Lygten Kro
Skal vi ikke prøve at tage en tur gennem Nørrebro – dengang. Vi starter omtrent der, hvor Højbanen går i dag.
Det var dejligt at kunne gøre holdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å, stammer helt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det
kommer fra det danske ord løgh, der betyder sump.
. Man kunne få Bajersk øl og gammelt øl. Men det var nu ikke den store forskel på de to øl-sorter. Nogle mente, at der var snyd, så kunne man nyde den fattige mands trøst, en snaps eller to. Den var både billig og stærk.
Gennem Ydre Nørrebro
Den yderste del af Nørrebrogade hed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og træer langs vejen.
På højre side passerede de gårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen langs vejen. Længere fremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.
De passerede forbi en markvej, der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade. Her blev Nørrebros anden kirke opført.
I horisonten kunne man skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen gjorde han holdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side lå den store vindmølle, Ølunds Mølle. Den var netop blevet opført her i 1820. Her kørte bønderne sæk efter sæk af den gode danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornet kværnet til mel, fin-mel og grov-mel. Der var ikke mange mennesker på Nørrebro. I 1840,var der kun 1.000 mennesker.
Gennem Indre Nørrebro
Men ellers var det ikke så meget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme, og de rige blev transporteret ud til Bakken var Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne man også være heldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red ned af en lille sti, på vej til jagt. Stien hedder i dag Jagtvejen.
En spændene kirkegård
Assistents Kirkegaard kræver et foredrag for sig selv. Det var et eldorado for datidens folk. En sønderjysk embedsmand banede vejen for, at her blev kendte begravet. Her ligger H.C. Andersen, Kirkegaard, Dan Turrell og et utal af kendte. Det var her barnemorderen fra Jægersborggade begik nogle af hendes ca. 20 barnemord.
Og det var her, at Gertrud Bodenhoff rejste sig fra kisten, da gravrøvere var på spil. Hun gav udtryk for, at man skulle befri hende fra det onde og mørke sted.Her havde man også i graverbygningen en anordning med en snor til en klokke. Det var lavet, for det kunne jo være, at man kun var skinddød.
Struensee
Det første privathospital i Danmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struensse, var for længst ophørt. Struenssee var ofte set på Nørrebro, hvor han gik
på fasanjagt. Han led en trang skæbne og endte sine dage i nærheden af Idrætsparken. Hans bøddel hed Gottschlack Mûhlhausen. Han havde
nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest ved siden af, når hovedet skulle skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsen var skyld i dette.
Omkring Fælledvej passerede man landstedet Store Ravnsborg.
Atter ventetid ved Byporten. Der blev kigget efter ulovlige varer. Det var ellers den største port af dem alle. Hele fem meter bred og syv meter i højden. Dem, der skulle sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”. De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sorte penge.
Befolkningstæthed
På Nytorv, her var der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug. Også på Gråbrødre Torv og Nicolai Plads var der marked. Børnedødeligheden var 25 %, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder.
Det var voldene, der var skyld i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London. Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller og skonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og en fordrukken sømand. Peter synes, at det var ulækkert.
Chokoladevogne
Hver nat blev hundredvis af hestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager, så betegnelsen ”Lorteøen” har noget
over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de såkaldte ”chokoladevogne”. Jernbanearbejderne fik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne, som lugtede af alt andet end chokolade.
Ja man havde ligefrem en Lortestation. Den lå ved Lersøen. Her blev der opbevaret en masse lort. Og det var ikke sjovt for borgerne
Forurening
Her på Nørrebro kunne man have mødt H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København. Han kom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning i tysk hos Frederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men Andersen var mere interesseret i teater end at lære tysk, så Guldberg slog hånden af ham, og bad ham ryge og rejse.
Der var ingen gadebelysning, og kulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper med gas blev først indført i 1853. og dette gav København et helt nyt liv. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op, der var tyk røg fra jernstøberier, garverierne forurenede med tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældte man bare i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.
De fire porte
København var befæstet med fire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling kunne man altid komme ud af Nørreport. Den stod altid på klem.
Hvis man ikke nåede det, eller hvis Havde man fået en tår for meget, kunne de leje sig ind i Pjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på gulvet, markerede her, hvor de faste lejere måtte være, og hvor et nats lejerne måtte komme. 4 skilling for en bitte plads, og så fik man da lidt hø til. For to skilling kunne man få en ståplads op af væggen.
Masser af varer i København
Man slagtede kvæg i Kjødmagergade. Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv, tørv og brænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske navne med frugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit og hans far.
Gennem Østerport kom fiskernes koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn kom sukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men også silke, porcelæn og ikke mindst krydderier. Af og til trak politiet af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på den blottede krop.
Mavepine og tyfus
Der var 3.000 letlevende damer, der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgede for det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København blev holdt i live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen. Hvad der kom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede så på, at natmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte, der døde af, at smage på afføringen.
Om sommeren, da københavnerne drak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede mange gange fra kanalerne
Den store brand
Inde i København var man bange for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, der ikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret, at der skulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse vold var, står hen i det uvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne beskudt København, og i 1809 havde englænderne lagt dele af København i ruiner.
Under en af de brande, der blev forudsagt af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd, at dette skulle gå til spilde, så i stedet for at slukke branden, ja slukkede man i stedet halsbranden.
Den uheldige kommandant
På Solitude boede engang Københavns kommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der var brandøvelse, og alle fulde, både politimester, brandmester og brandmændene.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de have fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgraven lå uden for voldene. Men væk ham, det ville man ikke.
Pas på – Zaren kommer
Vi passerer tæt forbi Solitudevej. Den var i mange år indgangen til Blågården. Hovedindgangen var hjørnet Slotsgade/Nørrebrogade. Og her skete der virkelig mange ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i 1661 gavebrev på jordende og retten til at køre karet.
Dele af jorden var leret, så man indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus og plantede lindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk stil. En af dem var med blå tegl, heraf navnet Blågården.
Her blev der holdt gevaldige fester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne let løbe op i 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne med ridning, skydning og lansestød..
Kongens ”underholdningsminister”
Da prins Carl overtog stedet havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn.. Man håbede, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller de døde” under middagen.
Rygterne bredte sig på et tidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet var bare, at han havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik.
Heldigvis fandt man en løsning, så københavnerne kunne ånde lettet op. Blågården blev ofte benyttet af kongefamilien.
Grev Holck var Christian den 8 `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000 rigsdaler. Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod kongen selv for. Det var også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet. Det var kongens elskerinde, som senere mere eller mindre diskret blev sendt i asyl til Hamborg.
Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet
En del af Blågårdens jorde, bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehave og aspargesmarker og lidt rabarber. Egentlig burde det hedde Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.
.I 1791 blev der indrettet et lærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise de stakkels elever.
Den falske sang
Da Biskop Balle skulle begraves sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, så falsk sang de.
Men det var noget med moralen. Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn i 1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende var mænd.. Biskop Balle skrev dengang: Efterdi Vajsenhusets pigebørn værre i den kritiske alder og seminaristerne i den fyrige alder.
Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.
Protest fra Vandkommissionen
I 1801 blev Blågården omdannet til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospital til veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:
I 1816 købte Peter Von Scholten Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet til tobaksplantage. Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne mod entre se på ballonopstigning.
Ladegårdsåen
Åboulevarden var dengang Ladegårdsåen. Hvis I kigger godt efter, kan I se en mindesten over fire fine damer, der druknede i åen i 1812. En vogn væltede, og kvinderne druknede i åen. De havde været på besøg på en af de mange landsteder, der lå på Nørrebro dengang.
Landbrugsmaskiner på Nørrebro
I 1827 købte bagermester Schuur stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog om tilladelse til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længe på. En brand forvandlede Blågården i 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet havde atter engang fået økonomiske problemer.
Dyretarme lugter
I nærheden indrettede Familien Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme. De få beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I 1828 begyndte man fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig forretning. Egentlig kom disse ting fra England, men efter englændernes
bombardement, boykottede man engelske ting.
Kakkelovne, komfurer ja sågar landbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det. Midt på Nørrebro. Hele herligheden blev revet ned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.
Den kreative Heegaard
Nørrebro bestod af et fortov og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var der jordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove. Inden da havde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade. Han blev endnu rigere, da han solgte hele herligheden til kommunen.
Fabrikanter, tømmerhandlere, gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker, der måtte bygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til byen efter fornødenheder. Der var dog en spækhøker hist og her, en handlende med lyd og tråd, og et enkelt mælkeriudsalg.
Sundhedsfare i hovedstaden
Inde i byen kunne han ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdige råb. En tysk rejsebogsforfatter mente dog, at det kun var danskere, der kunne vende
sig til dette.
Her i 1843 havde København 140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling viste, at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får.
På gaden trængtes fodgængere, ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellem hinanden. Garverne i Rosenborggade udskyllede
deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så at plaske i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen.
Kældersump
Under de fleste huse i kælderetagen var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne om natten, så andre ikke kunne se det.
Bønderne havde ofte deres eget vand med. Man skulle ikke drikke københavner – vand. På Rosenborg, hvor man havde en brøndkure-anstalt. Her solgte man Rosenborg Mineralvand frem til 1929.
Vand fra Emdrup Sø – beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo nærmere den kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber. Og når vi nu er ved det emne, så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og b var 72 personer, der brugte samme sæde.
Gennemsnitshøjden i 1843 var 1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år.
De fine i Østergade
Byens omkreds i 1843, var det samme som på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet var vokset til det dobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv
hønsehuse blev brugt til beboelse.
I Østergade, var kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere i silkekjoler. Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her de fine damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne, at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de pæne damer stige om, og det fik de våde fødder af.
Den tvivlsomme moral
Moralen i hovedstaden var yderst tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85 mænd, men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere skulle på alle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22 lød sangen således. Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten.
Stakkels Børn
På Lunds Jernstøberi på Nørrebro beskæftigede man 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere. Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ
på fabrikkerne
Hvornår mon de skal gå i skole og lave lektier?
Livet ved søerne
Nede ved søerne var der flotte villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.
Her gik Kierkegaard dagligt i halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine. Hun boede ned til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449 andre boede på Østerbro.
Kanoner og druk på
Fælleden
Fælleden blev brugt som militært øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning, der forsøgte sig med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelse indtog familie, kærester og venner området, og så stod den på druk og hor.
Mangen en fordrukken soldat er faldet ned i den meterdybe og ildelugtende spildevandsgrøft langs Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind til midten af forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt som skyttegrave.
Som regel fulgte drengene med inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til fyrværkeri. Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse
øvelser.
Kloakken langs Nørrebrogade
Langs Nørrebrogade lå i mange år en meget dyb og stinkende kloak. Meget af indholdet landede i søerne. Og herfra fik man sit drikkevand. Ikke underligt at mange københavnere hver sommer fik mavepine.
Byggespekulanter
Der var begyndt at ske noget på Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst af et reelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade.
Ranginddeling
Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. De fleste lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker
leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletterne var lokummer i gården.
Egen ranginddeling var normalt, åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder.
Ingen afløb
Byggespekulanterne ville ikke bruge flere penge end højst nødvendig. De sad selv i Borgerrepræsentationen, og udfærdigede selv lovene. Sten blev klasket på sten. Man hobede så mange mennesker sammen, som det kunne lade sig gøre. Det var ikke tænkt på afløb og kloaker. Vejene var bundløse. Tørvelæs forsvandt i vejenes ælte.
Byportene stod nu
åbne
Endelig i 1853 blev demarkationslinjen helt afskaffet. Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København, der arbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme på arbejde.
De unge brugte nu flittig voldene. I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:
Lokummer til alle
I 1857 havde Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det siges, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den 5. kort før sin død besøgte stedet udtrykte han
De fattige på Ladegården
Pjaltede mænd blev ofte arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængeri var, at man først fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i en tvangsarbejderanstalt. Sådan en var Ladegården. Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg. Opfattelsen var
Pjaltehær
Hver morgen tog Pjalteherren ind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte finde dem væltende på værtshusene rundt omkring. Politiet kom, rejste dem op og afleverede dem igen på Ladegården.
I 1899 flyttede man ud til Sundholm i landlige omgivelser under devisen
Nu var det også sådan, at det bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere i Stokhuset i Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de uærlige. Mange fanger fik derved sågar penge under hovedpuden. Der sad op til 50 mand i en celle. Vask og tøjskift kendte man ikke.
Masser af trafik
I 1867 var der masser af trafik langs Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han var ved at blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros trafikselskab. I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog datidens Movia.. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne
udsendte en frygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for syrevogne.
En ny udskænkningsvirksomhed startede lige i nærheden af Kappelvej. Det var en indvandret tysker ved navn Knoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en gynge. Denne gynge opfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. På dette sted blev også den navnkundige Johanne Louise Heiberg født..
Største handelscenter i landet
Nørrebro blev det sted i landet, hvor der var flest butikker. Her befandt Danmarks største handelscenter sig. På kort tid kom der masser af folk til Nørrebro. Men det var også her den største nød op stod. Arbejdsløshed, social elendighed og druk.
Arbejderne oprettede deres egne foreninger og egne butikker. Det var simpelthen som en nødforanstaltning.
Og jyderne samlede sig i Nordbanegade. Man syntes at de gik mærkelig klædt, talte et mærkeligt sprog og havde en mærkelig religion. De lavede også deres egne butikker, hvor man kunne købe sådan noget mærkeligt som kartofler.
Bulldozer – sanering
Efterhånden forsvandt de mange butikker fra Nørrebro. I 1972 rykkede bulldozerne ind. Fuldstændig planløst begyndte man at rive de gamle bygninger ned. I 1950 boede der 132.000 mennesker på Nørrebro. I 1980 var der 78.000 tilbage. I 1958 var der 2.256 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage.
Beboerne protesterede. I kender sikkert kampen om Bryggeren. De færreste kender sikkert Terrornatten i 1993, hvor butikken på Nørrebro blev ladt i stikken. Politiet turde ikke i første omgang at rykke ind.
Kampen om Ungdomshuset
Kampen om Ungdomshuset har også betydet nedgang af butikker. Nørrebro Handelsforening blev tilbudt Ungdomshuset for 1 krone. Men de unge var ikke interesseret i, at skulle være under Handelsforeningen. At handelsforeningen senere støttede de ikke voldelige unge i at få et ungdomshus, skyldtes, at handelsforeningen mente, at de var blevet uretfærdig behandlet.
Trafikreguleringer
Trafikreguleringer på Nørrebrogade har også betydet yderligere nedgang af butiksudbuddet. Politikkerne ville ikke lave konsekvensberegninger. Jeg har været med til at lave beregninger og undersøgelser. Politikere beskyldte Handelsforeningen og mig for direkte at lyve. Og store dele af medierne gav dem ret. Vi
påviste en betydelig nedgang i omsætningen.
Kære alle jer, der lytter. Jeg kunne have fortalt jer meget mere. Også om dengang en overborgmester truede med at anmelde mig til presseetisk nævn. Men gå selv ind og kig på dengang.dk. Her finder i cirka 304 artikler om Nørrebro. Også hele historien om Ungdomshuset og meget mere.
Såfremt vi kan nå det, er I velkommen til at stille spørgsmål.
Dette var et foredrag på I.A. Sprogskolen, Hejrevej 25, København NV. Tak til eleverne og deres lærere for stor interesse og spørgelyst. Jeg kommer gerne igen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. 03. 2022
Januar 5, 2011
Tyskertøserne, Feltmadrasserne og Horeunger, ja betegnelsen viste noget om de fordomme, der var. Men også det danske samfund tog afstand fra Tyskertøserne og deres børn. Man kunne ikke få aktindsigt I familier blev børnene af Tyskertøser udelukket. Den dag i dag bliver børnene af mange betragtet som urene. Den norske regerings holdning efter krigen var ren og skær racistisk. Officielt kom der 5.500 dansk tyske børn ud det, men uofficielt var der ca. 12.000 børn.
Gadens Parlament
Kvinder, der havde seksuel omgang med tyske officerer og menige soldater under besættelsen blev efter befrielsen afstraffet. De blev brændemærket for deres lyster og kærlighed. Seksuel omgang med fjenden var i befolkningens øjne aldeles umoralsk.
Offentlig af-klipning af håret var en af afstraffelsesmetoderne. De var jo selv uden om det. Så måtte de også selv tage konsekvenserne. Gadejustitsen talte sit eget sprog. De blev smidt ud af deres bolig og deres arbejdsplads. Venner, bekendte og familie tog afstand fra dem.
Nogle steder blev de ført gennem byen på ladet af en lastbil. Om halsen havde de et skilt Feltmadras. De blev næsten afklædt og skulle løbe spidsråd mellem to rækker, der spyttede på dem og hånede dem.
Aktionerne var måske ikke så spontane, som man ville gøre dem til. Oftest var det modstandsfolk, der var forsynet med barberblade og sakse, der organiserede afstraffelserne.
Lister baseret på rygter
I illegale aviser blev der offentliggjort lister med navne på tyskertøser. Man blev opfordret til at straffe disse forrædere. Oplysningerne var baseret på rygter. Og ingen er nogen sinde blevet gjort ansvarlige for disse oplysningers rigtighed. De kvinder, der havde forhold til de tyske soldater blev betegnet som urene, sygdomsbefængte og animalske.
Og de børn, der blev resultatet blev udsat for noget, der nærmest kunne betegnes for racisme. De blev også betragtet som landsforrædere. De var befængt med nazi – blod.
Børn af Feltmadrasser blev kaldt Horebørn. De blev draget til ansvar for, hvad deres forældre gjorde. De er vokset op med uudtalte ting – med hemmeligheder
og fortielser. Følelsen at være født skyldig fik velfærdsmæssige konsekvenser for mange af disse krigsbørn.
Landsforrædere
Tyskertøserne blev betragtet som landsforrædere, kollaboratører og en skændsel for vores land. Med deres krop havde de tilsmudset og forrådt nationen.
Lige efter befrielsen blev der gennemført en meningsmåling. Her blev et udsnit af befolkningen spurgt om deres holdning til Tyskerpiger. En pct. ønskede dem henrettet, en femtedel ønskede dem fængslet. Og en stor del ønskede, at de blev mærket lige som jøderne.
Holdningen i befolkningen var, at Tyskertøser ofte var grimme, mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede. Kvinderne forsøgte at svare igen. De havde forelsket sig i manden og ikke i nazismen.
Tyskerne var forhadte
Egentlig findes der ikke så meget litteratur om tyskertøser, deres børn og deres skæbner. Tyskerbørn er vokset op i en atmosfære af fortielse, hemmelighedskræmmeri, isolation og skam.
Alene i kraft af deres eksistens, minder de om en tid, som alle ønsker at glemme – om den forhadte fjende – om de ulykkelige krigsår. Tyskerne var forhadte i Danmark længe efter besættelsen. Og det fik Tyskerbørnene så sandelig at mærke.
I dagens Danmark lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle, hvem han var og er. Mennesker i Danmark lever stadig i skyggen af et tabu.
I de første besættelsesår blev en romance mødt med et smil. Men da Nazi – Tysklands nederlag tegnede sig klarere, blev kærlighedsforholdene forhadte og farlige.
Modstandsbevægelsen pustede til ilden
I 1942 stod følgende at læse i modstandsbladet Frit Danmark:
Nazi – yngel
Det nyfødte barn blev ikke blot gjort til et økonomisk problem men også et moralsk. Med foragt blev de nyfødte børn kaldt for Nazi – yngel. Modstandsbladene åbenbarede nazisternes blods – ideologi, at børn arvede synden fra deres far. Alt om retssikkerhed og kærlighed blev glemt i modstandsbladene. Længe efter krigen blev der skreget Tyskerunger efter de stakkels børn.
Tænk på Islands blod
På Island var det nærmest tale om nationalsocialistisk racepolitik. Den islandske nations fremtid afhang af de unge menneskers pligtfølelse af deres troskab over for Islands blod og jord. Her var det ikke tyskerne, der huserede, men amerikanerne.
12.000 tyskerbørn
Forskere mener, at der er kommet et barn ud af hver tiende forhold. Det tal kan faktisk værre højere. I antal har det været mellem 40.000 – 60.000 tyskertøser i Danmark. I alt er der registeret 5.500 dansk – tyske børn.
Andre forskere mener dog, at der et sted mellem 10.000 – 12.000 tyskerbørn i Danmark. Påstande om, at tyske soldater skulle have begået voldtægt i Danmark, er grebet ud af luften. Der foregik kun ganske få tilfælde. Afstraffelsen fra den tyske værnemagt over for disse soldater var hård.
Arvemæssig mindreværd
I Norge havde tyskerne registeret soldaternes børn i den hensigt at sende dem til Tyskland – uden mødrene. Ja selv den norske regering flirtede med denne tanke fra maj 1945. Man frygtede, at disse børn ville føle sig mere som tyskere end nordmænd.
Og minsandten om ikke psykiatere kom frem til, at halvdelen af mødrene var arvemæssig mindreværdig. Som følge deraf var deres børn bærere af defekte arveanlæg.
Man foreslog at børnene skulle sendes til et neutralt land som Sverige, hvor de så kunne blive bortadopteret. Men det skulle så først ske, når man med tvang og uden undtagelse havde fjernet dem alle sammen fra deres mor.
Derefter skulle man samle dem i større eller mindre opsamlingslejre. De skulle så have nye papirer, hvor man ændrede sted og dato for fødslen. De skulle også forsynes med nye navne. Kære læsere, det er Norge, vi skriver om.
Impulser fra den nordiske race
Sagen endte med, at den norske regering endte med meget modvilligt at bevillige 80.000 kr. til at hente norsk fødte børn tilbage til Norge. Det var børn født på ni fødeklinikker som Afdeling Lebensborn havde oprettet i Norge. Her kunne norske piger få hjælp også af økonomisk art, når de ventede barn med en tysk soldat.
Himmler mente, at den tyske race skulle tilføres nye impulser fra den nordiske race. Det Tyske Rige skulle have race – og arvelighedsmæssige værdifulde børn. Mange norsk fødte børn født på disse fødeklinikker blev sendt til Tyskland.
I Norge blev 14.000 kvinder samlet i ca. 40 lejre. Det var dem, der havde haft kærlighedsaffære med tyske soldater. Da en journalist ville lave en film om disse lejre, blev det stoppet. Det Norske Rigsarkiv henviste til tavshedspligten. Man ville ikke udlevere oplysninger. Man ville sikkert også forti de overgreb som den norske stat begik – dengang.
Retspraksis blev bøjet
Også i Danmark sad adskillige tusinder af Tyskertøser i kortere eller længere tid i Modstandsbevægelsens internater. Retspraksis blev bøjet efter de politiske
omstændigheder og folkestemningen. Man mente, at det var dybt uretfærdigt at dømme modstandsfolk, som havde ofret så meget, hvis de var gået lidt over stregen. De milde domme, der fulgte, vidner om, at det danske samfund accepterede chikanen og overgrebene mod Tyskertøserne.
Ingen kendte hende
Lotte Tarp var Tyskerbarn eller Krigsbarn. Hendes mor, Åse gjorde alt for at slippe for den skam det var at føde et Tyskerbarn. Hun flygtede til et diskret sted i Jylland, hvor hun mødte lidelsesfælder. Lotte blev anbragt på et børnehjem i Århus. Hun var meget underernæret. Og det reddede måske hendes liv, at en
slægtning tog sig af hende. Hun kom til at vokse op hos bedsteforældrene. Selv rejste Åse til København, hvor ingen kendte hende.
Aber das ist doch Wölfchen
Da Lotte blev ældre spurgte hun, hvem hendes far var. Hun fik svaret, at han var dansk modstandsmand, likvideret af tyskerne. Først da Lotte var 30 år, fik hun at vide, at faderen var tysk soldat og hed Wolfgang.
Åse havde opsøgt Lottes far, da hun var syv måneder henne. I det udbombede Eberswalde fik hun kun ganske kort tid med Wolfgang, ind til forældrene satte hende på porten. Hun så aldrig mere sin Wolfgang.
I 1984 forsøgte Lotte at opspore sin familie. Men det meget lukkede DDR var ikke meget for at hjælpe hende. Vestlige besøgende blev nærmest betragtet som spioner. Befolkningen i DDR vidste ikke rigtig, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt.
Hun fandt frem til Brunnenstrasse 20, hvor hendes far havde boet. En pensioneret rektor og hans kone var en stor hjælp for Lotte. Hun modtog efterhånden mange informationer om hendes familie. En dag stod hun over for hendes fars søster – Tante Lotte:
Bevidst vildledning
Lotte var heldig. Men det er det langt fra alle Tyskerbørn, der har været. Børneloven af 1937 skulle sikre uægte børn aktindsigt i deres faderskabssager. Men denne ret blev tilsidesat af de danske myndigheder frem til 1998/99. Mange krigsbørn er blevet nægtet aktindsigt. Der er eksempler på at embedsmænd har
givet bevidst vildledning.
Man kan hvis rolig konstatere, at en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger i Verden og så repræsenterer et mørkere kapitel af nyere dansk retshistorie. Kigger man i kirkebøgerne fra 1940 til 1946 vil man ikke finde anmærkninger om, at en tysk soldat skulle være faderen.
Hvem er min far?
Mange lever stadig i uvidenhed om deres herkomst. Adskillige krigsbørn har efter deres moders død haft den rystende oplevelse, at finde breve og dokumenter, der vidner om en ukendt kærlighedshistorie.
En far de voksede op med, var stedfar. Hvem er eller var den rigtige far? For nogle var det en lettelse at få det svar. For andre var den sorg. Men er det ikke tale om et bedrag, hvis man ikke får sandheden.
Her i landet er der oprettet en forening Danmarks Krigsbørns Forening. Her forsøger man at tackle de psykiske skadesvirkninger, som Tyskerbørn er udsat for.
Social fordømmelse
I hele verden findes der vel nok en halv million krigsbørn. Selv om disse børn har mærket moderkærlighed, så er de blevet sat ud af samfundet. Mødrenes skamfølelse og angst for social fordømmelse var årsag til at mange hemmeligholdt, at barnets far havde kæmpet på den forkerte side, på taberens side.
Pigernes seksualitet blev gjort til et samfunds anliggende. Det var ikke et privat anliggende. Og samfundets behandling af Tyskerpigerne
og deres afkom var i høj grad præget af afstandtagen.
Udelukket fra egen familie
Der er også eksempler på, at barnet er blevet udelukket fra den nye familie. Her er den nye families barn blevet prioriteret højere. I den øvrige familie er det såkaldte uægte barn blevet forbigået.
Talrige eksempler er det også på, at de brødre, søstre og andet familie, man har fundet frem til, ikke vil have noget at gøre med det barn, der blev født oppe i Danmark.
Kilde:
Hvis du vil vide
Redigeret 30. 12. 2021
Januar 5, 2011
Arne Pedersen var en vellidt skolelærer og idrætsleder i Sønderborg. Hvad ingen vidste var, at han var stikker for den tyske besættelsesmagt. Da det gik op for folk, lykkedes det ham at flygte til Randers, hvor han fortsatte sin stikkervirksomhed. Han stak omkring 70 personer. Mange døde, kom i fængsel, i Frøslevlejren eller blev sendt til KZ – lejre. Han blev den sidste, der blev henrettet
i retsopgøret efter krigen.
Støbte kugler til ugerning
Ofte har litteraturen kun beskæftiget sig med dem, som var åbenlyse mordere eller torturbødler i besættelsesmagtens tjeneste. Disse var genstand for foragt og afstandtagen. Men i Sønderjylland var der mange, der støbte kuglerne til disse ugerninger.
Arne Pedersen blev dømt ved alle tre retsinstanser for følgende forhold afledt af angiveri:
Dette var meget billigt sluppet. Man mener, at Arne Petersen angav mindst 75 personer til tyskerne.
Rost og anerkendt
I 1934 fik Arne Pedersen et lærerjob ved Ellehus Privatskole ved Løgumkloster. Han blev aktiv i Det unge Grænseværn. Værnet modsatte sig tyskernes krav om en grænserevision. I 1937 arrangerede han en cykeltur fra Tønder over Dannevirke til Slesvig og hjem igen. Det var en tur, der tog flere dage. For sin indsats blev han rost og anerkendt i foreningens officielle tidsskrift.
I 1939 fik Arne Pedersen stillingen som lærer ved Sct. Jørgens Skole i Sønderborg. Her vankede der meget let lussinger og en tur med spanskrøret til elever, der havde gjort noget forkert.
Han engagerede sig i DUI (De unges idræt), en socialdemokratisk organisation. Dette lå milevidt fra det, som han senere beskæftigede sig med, nemlig forræderi i form af angivelse af sine landsmænd.
Begejstret over Görings besøg
I 1938 havde Herman Göring besøgt Sønderborg i sin sejlbåd. Fra kajen lød der fra publikum:
Indberetninger til Abwehr
I Sønderborg opstod der mange konflikter med det tyske mindretal. På Skt. Jørgens Skole mente Arne Pedersen, at der måtte gøres noget. Han opfordrede sine kollegaer til melde sig ind i den nydannede modstandsgruppe i byen.
Det var en farlig opfordring. Allerede på det tidspunkt var Arne Pedersen i tyskernes tjeneste. Også den meget aktive modstandsbevægelse i Tønder fik Arne Pedersen kontakt til.
Begge grupper blev meget tidlig indberettet til Abwehr. Men i den tyske efterretningstjeneste var der meget rivalisering. Derfor landede Arne Pedersens
oplysninger i første omgang forkert.
To modstandsfolk skudt i Kollund
Der skulle laves et attentat mod vognmandsfirmaet Voigt & Rasmussen, der var mere end villige til at leje biler ud til besættelsesmagten. Modstandsfolkene fra Sønderborg havde lejet sig ind på Kollund Strandhotel, hvis indehaver også var aktiv modstandsmand. Man afventede her, en sending sprængstof fra Tønder.
Sønderborg – gruppen vidste dog ikke, at Tønder – gruppen var blevet taget af Gestapo. Tidlig om morgenen den 10. februar 1944 ankom Gestapo med 20 mand til Kollund for at anholde de to mand fra Sønderborg – gruppen. Det kostede begge mand livet.
En af dem, der havde fulgt Arne Pedersens opfordring til at søge ind til modstandsbevægelsen i Sønderborg var Hermann Møller Boye. Han var med til at ligge grunden til det nuværende Sønderjyllands Symfoniorkester.
Sabotage mod Skrædder-firma
En af de første aktioner var mod Skrædder-firmaet Otto John. De syede uniformer til den tyske besættelsesmagt. Og familien var meget aktiv i den paramilitære organisation, som det tyske mindretal oprettede i 1943. Den kaldte sig “Zeitfreiwilligendienst”
Organisationen var et klart brud på den danske lovgivning. I retsopgøret blev dets medlemmer idømt fængsel på mellem to og tre år.
Aktionen var en stor succes. Skrædderiet brændte helt ned til grunden. Arne Pedersen fik via lærerkollegaer opsnappet, hvem der havde været med. Det blev
meddelt til “Abwehr” Og det var to af disse, der blev skudt i Kollund.
Fik kollega anholdt
Arne Pedersen gik nu til Boye og spurgte, hvad hans planer var. Han fik det svar, at han ville hæve tre måneders løn og flygte til Sverige. Dette forehavende fik Pedersen dog forhindret. Dagen før rejsen blev han anholdt.
Gruppens våbenbeholdning havde Pedersen også kendskab til. Den blev sikret af Gestapo, og yderligere medlemmer af gruppen blev arresteret. Efterhånden fandt man ud af at det var Arne Pedersen, der var stikkeren. En af lærerne, der var med i aktionen blev løsladt. Han advarede de andre i Sønderborg om Pedersens stikkeri. Men de troede ham ikke.
For hver sabotageaktion i landet henrettede SS et antal modstandsfolk. Den 9. juni 1944 afgjorde SS – Domstolen i København at det var Herman Boyes tur for en sabotage mod Svendborg Skibsværft. Den 12. juni 1944 blev han skudt i Ryvangen.
Hvem var stikkeren?
Sønderborg var i sorg. Hvem var stikkeren? Den lokale kioskejer, Thorvald Jepsen i Perlegade var ikke i tvivl. Det var Arne Pedersen. Men ingen ville tro ham.
Arne Pedersen følte sig dog truet, og kontaktede derfor en lokal politiassistent, som han vidste havde kontakter til modstandsbevægelsen. Sammen fik de forfattet et trusselsbrev til Jepsen, der skulle få ham til at tie.
Arne Pedersen følte sig dog mere truet og forsøgte at kaste skylden over på en anden lærer på skolen, Jens Lampe. Han forfalskede et brev, som skulle kaste skylden over mod denne Lampe.
Forgæves forsøgte Arne Pedersen, at få de andre i gruppen til at likvidere ham. Ja han sagde sågar:
Pas på tyskerne
Arbejdsbetingelserne for modstandsbevægelsen i Region 3 (Syd – og Sønderjylland) var påvirket at tilstedeværelsen af det tyske mindretal. Oberst Bennike gav følgende karatestik i juni 1944:
Dette var nok lidt overdrevet. Folketingsvalgene i 1939 og 1943 afslørede at 80 pct. var dansksindede. Men de resterende 20 pct. var til gengæld meget aktive.
Tysk krigsskib dræber en person
Skibene, der passerede broen i Sønderborg, viste ofte truende adfærd over for brovagten. Det skete også den 17. april 1944. Her affyrede et tysk krigsskib en brisantgranat, der dræbte en. En anden blev alvorlig såret.
Følelserne i Sønderborg nåede uanede højder. Sønderborg – gruppen inklusive Arne Pedersen mødtes atter. Man ville nu opfordre til strejke. Det lykkedes. Butikkerne undtagen hjemmetyskernes butikker holdt lukket.
Werner Best i aktion
Werner Best ville ikke finde sig i folkestrejken. Han lod oprette en lokal afdeling af Gestapo og Sicherheitsdienst. Sidstnævntes opgave var at få fat i hovedmændene. Og her fik de god hjælp af Arne Pedersen. Ni mand blev anholdt, blandt andet to mand fra selve hovedgruppen.
I begyndelsen af maj 1944 klappede fælden for næsten alle i Sønderborg – gruppen. Arne Pedersen havde siden december 1943 fungeret som lønnet
Vertrauensmann for Abwehr. Efter anholdelsen af næsten hele Sønderborg – gruppen fik Pedersen en belønning på 1.200 kr.
På jagt efter illegal sender
I sommeren 1944 fandtes der næsten ingen modstandsfolk i Sønderborg. Arne Pedersens arbejde havde været særdeles effektiv.
Han modtog en indberetning fra Abwehr om, at der i området fra Sønderborg til Fynshav skulle befinde sig en illegal sender. Selv mente Arne Pedersen, at det kunne være Danebod Højskole i Fynshav. Han opsøgte stedet under anden påskud. Men han fandt ingenting. Hans indberetning til Abwehr gik på, at der ikke fandt ulovligheder sted på højskolen. Han tog dog grundigt fejl.
Senere aflagde Pedersen besøg på præstegården i Notmark. Han mente at præsten her, var involveret i noget. Men blev genkendt af en tidligere elev. Pedersen skyndte sig til Sønderborg og aflagde beretning over for Gestapo. Den næste dag rykkede de ud til Højskolen. Men da var hovedpersonerne for længst over alle bjerge.
Elever nedlægger arbejdet
Fra efteråret 1944 var Arne Pedersen isoleret af lærerkollegaer og modstandsbevægelsen samt de frivillige organisationer. Han underviste stadig på Teknisk Skole om aftenen.
I september havde han sat eleverne i gang med en opgave, hvorefter han gik en tur rundt på skolen. Han undrede sig over, at der i det tilstødende klasseværelse ikke var nogen undervisning. På tavlen hang der imidlertid et opråb fra modstandsbevægelsen Holger Danske:
Søger sygeorlov
Han var rystet, men gennemførte undervisningen. Næste dag mødte han også op på Skt. Jørgens Skolen. Men her var der også sat lignende plakater op. Eleverne strejkede. De ville ikke finde sig i at bliver undervist af en forræder.
I Jydske Tidende den 7. september 1944 kunne man læse følgende:
Likvideringsforsøg
Man havde ikke troet på beskyldningerne mod Arne Pedersen. Men Modstandsbevægelsen var begyndt at skygge ham.
I begyndelsen af september sendte Den Jyske Rejsegruppe personer fra Århus til Sønderborg med det formål at likvidere ham. Flensborg
Avis skrev således den 21. april 1946:
Trods dette blev det forsøgt et likvideringsforsøg, men det mislykkedes.
Det illegale blad Information advarede mod ham. Arne Pedersen havde forladt Sønderborg. Der gik forskellige rygter om, hvordan havde forladt Sønderborg. Men faktum er, at han fik 800 kr. af besættelsesmagten til flytteudgifter.
Han flyttede til Randers – kanten, hvor han fortsatte sin stikker – virksomhed.
Flere anholdte
Han angav tre ledere fra DUI i Randers, trods det faktum, at de aldrig havde deltaget i sabotageaktioner. De måtte i hast flygte til Sverige. Flere DUI – ledere fra Sønderborg blev anholdt efter Pedersens flugt. Mindst en af dem blev anbragt i Frøslev – lejren.
Det har ikke kunnet bevises, om Arne Pedersen stod bag arrestationen af den tredje modstandsgruppe i Sønderborg. Men det synes meget sandsynligt.
Tortureret af besættelsesmagten
Gestapo ville gerne have fingerende i Anton Toldstrup, lederen af modstandsbevægelsen i det nordlige Jylland. Ved hjælp af Arne Pedersen lykkedes det for Gestapo at anholde et andet højtstående medlem i modstandsbevægelsen, Nørlem Andersen. Han døde på Statshospitalet i Sønderborg en måned efter befrielsen. Hans anbringelse i Frøslev – lejren havde forværret situationen.
Utroligt fortsatte Pedersen sin stikkervirksomhed. Det var mærkeligt at modstandsbevægelsen ikke var i stand til at bremse dette. Han sørgede for at unge modstandsfolk blev tortureret i besættelsesmagtens varetægt.
Beskyldte dansk politi for tortur
Arne Pedersen blev anholdt i slutningen af 1945. Han nægtede ethvert kendskab til noget som helst. Han s stikkervirksomhed i Sønderborg, Randers, Århus og andre steder blev aldrig fuldt opklaret. Han beskyldte det danske politi for tortur.
På vej tilbage til fængslet væltede en fangetransport, hvor Arne Pedersen befandt sig. Han blev indlagt på sygehuset i Sønderborg med forskellige skader. Modstandsbevægelsen gjorde det klart for ham, at hvis han prøvede på at flygte, ville han blive erklæret fredløs, og skudt.
Ikke mentalt syg
Den retsmedicinske undersøgelse af Arne Pedersen konkluderede, at han ikke var mentalt syg, men at han havde visse problemer med at holde virkelighed og fantasi adskilt. Han havde en tendens til at pynte på sandheden og lyve i pressede situationer,
Højesteret afsagde den 23. maj 1949 dom, hvor Arne Pedersen fandtes skyldig i 53 af 61 anklagepunkter. Han blev dømt til døden.
Under retsopgøret blev der afsagt 78 dødsdomme. Af disse blev 46 henrettet. Og Arne Pedersen slap ikke. Han skulle den 12. juli 1949 blive den sidste, der blev henrettet i Undallslund Plantage ved Viborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 30.-12.2021
Januar 5, 2011
Flensborg var ofte genstand for arvedelinger. Ofte var det sammenstød med hertugerne. Fra gammel tid havde de forskellige lav stor magt i byen. I disse havde man sin helt egen lovgivning. Den flensborgske stadsret var også særegen på mange områder.
Christian den Anden smidt ud
Det så ikke godt ud for Kong Christian. Frederik slog til med hård hånd. Den 7. marts 1523 erklærede han kongen krig. Med over 3.000 mand gik han mod nord af den gamle hærvej uden om Flensborg og ind gennem Bov.
Allerede den 26. marts blev han hyldet som konge i Viborg. Den 10. februar forlod Christian den Anden Jylland. To måneder senere var han ude af Danmark.
Stemningen i borgerskabet havde været til fordel for Christian den Anden. Flensborg havde fået rigelig af rettigheder af ham. De havde fået eneret på al handel i det tilstødende landområde. Byen havde som tak stået kongen bi med lån.
Slotsherren blev svigtet
Inden 1. april havde Flensborg såvel som lenet overgivet sig til hertugen. Når byen såvel som det øvrige Sønderjylland overgav sig så hurtig, så skyldtes det
Christian den Andens alt for tidlige flugt.
Bymuren havde kun ringe militær betydning, og slottets forsvarer, Ditlev Brockdorff var ladt fuldstændig i stikken. Han havde anråbt om hjælp, men fik ikke noget. Som forstærkning havde han fået nogen op fra lenet. Men de gjorde kun ondt værre. Segeberg var også kapituleret og Sønderborg var efter kamp faldet en uge tidligere.
Nu måtte Ditlev Brockdorff love at hylde hertug Frederik. Den nye konge lovede, at den årlige landdag for Slesvig skulle holdes i Flensborg. Den 2. januar 1526 blev Flensborgs privilegier og friheder stadfæstet.
Advarsel mod ulydige borgere
Men ikke alt uro havde lagt sig. Hertugen udsendte en befaling til sine amtmænd, fogeder, borgmestre og rådmænd i Flensborg mod de ulydige borgere. Uroen kunne være udtryk for de jævne borgeres opposition mod det aristokratiske styre og sympati for den afsatte konge, Christian den Anden.
To herrer måtte hyldes
I 1544 blev hertugdømmerne delt på ny, men Flensborg by og Amt tilfaldt lige som i 1490 kongen. Ridderskabet og byerne stod dog under fællesregeringen. Flensborg var repræsenteret ved sine borgmestre og et par rådmænd på hertugdømmernes fælles landdag. Byen hyldede begge landsherrer i fællesskab.
Den næste arvedeling fandt sted i Flensborg den 26. januar 1564, da Frederik den Anden delte sin andel af fyrstendømmerne med sin broder, Hans den Yngre.
Han fik som sin arvelod af den kongelige del af Slesvig, Sønderborg og Nordborg Amter.
Et spændt forhold
Forholdet mellem de regerende fyrster var ofte spændt. På Odense – mødet i 1579 om hertugdømmernes lens-forhold, klagede Frederik den Anden over, at hertug Adolf af Gottorp under syvårskrigen flere gange havde optrådt uvenligt over for kongen. Han havde således udstedt en række befalinger og forbud i kongens by, Flensborg.
Dronningen blev afvist i landdagen
Da Christian den Fjerde overtog regeringen i hertugdømmerne, afholdt han landdag i Flensborg. I 1595 krævede enkedronning Sophie på landdagen en arvedeling mellem Christian den Fjerde og hans brødre. Som støtte for hendes politik, fremlagde hun en kejserlig befaling. Men landdagen afviste hendes krav med henvisning til, at Slesvig var et dansk len, der lå uden for kejserens myndighedsområde.
Smedene
Meget tidlig hører man i Flensborg om håndværkerne. Først blev bagerne nævnt. Det var fordi, at man skulle huske, at foruden afgift for hvede ved juletid, skulle man også betale skat til byen. Ja skomageren nævnes også. Og allerede i 1284 nævnes brygning.
Mellem købmændene og håndværkerne har der fra ældste tid været en social skillelinje.
Men det var dog smedesvendene, der kan præstere den ældste skrå i Flensborg. Lavet eller kompagniet var indviet til Marie Magdalene. Den årlige fest blev holdt på Magdalena
– dag den 22. juli, men også Valborgs – dag den 1. maj nævnes. Lavs – drik blev afholdt til fastelavn eller pinse.
En væsentlig opgave var at bringe hjælp i tilfælde af sygdom og død.
Skråen er affattet på plattysk. Det blev anset for finere end dansk. Lavet var tilknyttet Nikolaj Kirke, hvor det lod sine gudstjenester afholde. Skrædderne syntes også at være tilknyttet denne kirke.
Skomagerne
Også skomagernes skrå fra 1437 fortæller noget om håndværkernes vilkår – dengang. Hver skomager skulle Valborgsdag og Mikkelsdag betale rådet en lybsk skilling ligesom fogeden skulle have sin afgift på Thomasdag lige før jul.
Skomagerne havde ret til hver lørdag at holde udsalg på Søndertorv. De havde også eneret på produktion og salg af sko i byen. Varer udefra skulle konfiskeres til fordel for de fattige.
Optagelse i lavet var bestemt af faglige hensyn. Man stillede også krav til ægteskabet. Man måtte kun ægte en ærlig kone eller jomfru. En skomagers søn, der ægtede en skomagers datter eller enke, blev optaget i lavet mod at give to tønder Flensborg øl.
En fremmed, der gjorde det samme skulle halv kost. Dette betød tre gode retter med smør og tre tønder Flensborg øl. Man havde desuden forskellige andre optagelseskriterier. Meningen var at begrænse antallet af mestre og at forbedre standens økonomiske stilling.
Gensidig konkurrence blev så vidt mulig udelukket. Ingen mester måtte have mere end to svende og en lærerdreng. Forsøgte man at lokke en svend fra en anden mester var bøden to tønder øl.
Noget tyder på, at det var oldermanden, der købte råstofferne. Ved indkøb af huder hos slagterne måtte den velstillede ikke sikre sig mere end den fattige. Det var til fordel for forbrugerne, at oldermanden skulle kontrollere arbejdet. Det dårlige blev konfiskeret.
Man havde pligt til, at følge afdøde medlemmer eller deres hustruer til graven. Enken havde ret til at fortsætte mandens bedrift i tre år. Lavet sluttede sig til St. Jakobs alter i Mariekirke.
Bundtmagerne
Bundtmagernes skrå kendes også fra 1437. men allerede fra 1368 nævnes udførsel af skind fra Flensborg.
Bagerne
Bagernes skrå er fra 1452, men lavet er betydelig ældre. Man skulle tjene to år som svend inden man kunne optagets i lavet. Man havde et fælles udsalgssted, som man kaldte for Brødhuset. På søn – og helligdage måtte man dog ikke sælge brød. Man måtte heller ikke konkurrere på prisen. Noget tyder på, at bagerne tilhørte den velstående del af håndværkerne.
Andre lav
Tøndemagere og kar magere blev skilt fra hinanden. Det samme gjaldt for snedkere og kistemagere.
Et lav bestående af malere, guldsmede, snedkere og glarmestre kendes fra slutningen af det 15. århundrede. Det var ret usædvanligt at flere fag indgik i samme lav. I skråerne blev det indskærpet, at man ikke gik til andre fester end lavets egne.
Snedkerlavet , hvis skrå er fra 1497 blev indviet til Lucas, Eligius og Jomfru Maria. Ægtedede man en mesterdatter blev afgiften halveret.
Smedenes skrå er dateret 1514, med der må have været en, før dette år. Lavet er betydelig ældre. Den bestod af grovsmede, kleinsmede og knivsmede. Aftalen var, at alle der arbejdede med jern, skulle stå i samme lav.
Barbererne
Barberernes lav kendes også fra middelalderen. Lavet kendes fra skriftlige kilder omkring 1515, men er sandsynligvis meget ældre. Kun af ret traditionelle grunde kan dette fag henregnes til håndværket.
Dengang var lægekunsten delt mellem akademiske medicinere og praktisk uddannede barberer eller badskærere. Skellet fandtes helt op til det 18. århundrede.
Ved siden af den praktiske lægekunst, var det egentlige barberfag dens hoved-gerning. Frederik den Første kunne i 1528 skænke barberen Asmus Belle
, Badstuen ved siden af Rådhuset. Her fik han ret til at forestå barbervirksomheden.
Ligesom andre steder skulle man bevise sin ægte Byrd. Som mesterstykke skulle svenden fremstille 9 medicinske præparater, hvilket skulle vise, at barberen også udfyldte apotekerens plads i middelalderens Flensborg.
Medicinske doktorer, øjenlæger, tandlæger og folk, der kurerede benbrud fik deres ret til praksis forbeholdt i skråen.
Sværdmester og pottemagere
Særlige metalarbejdere havde fordelt sig i forskellige lav. Fra dengang kendes sværdsmed, file-hugger og pilesmed. Og klokkesmeden Peter Hansens arbejder var kendt viden om. Han har produceret mindst 40 klokker rundt omkring i Danmark.
Også pottemageri fik stor betydning i Flensborg. En Peter Potter nævnes i 1513 som medlem af Hellig Legemsgilde. Allerede i 1429 nævnes Hermen Cruckerman. Vi finder også træskomagere
Det skriftlige materiale har været på plattysk i håndværker – lavene. Talesproget har dog været højtysk.
Landbrug inde i byen
I middelalderen spillede landbruget i købstæderne en større rolle end i dag. Til vare – og persontransport over land var hestehold nødvendigt. Til en hvis grad måtte borgerne selv sørge for for forsyninger med mælk, kød, smør og flæsk. Landbruget prægede bybilledet. Beboelseshuse og avlsbygninger lå side om side
spredt ud i byen. De var omgivet af haver og gårdspladser. Møddinger var meget normalt, og svin fjerkræ færdedes ugenert.
Bymarken
Flensborg havde også sin egen bymark.. Her kunne borgerne om sommeren græsse deres heste og kreaturer. Og bjerge hø og korn til vinterfodring.
De ældste efterretninger om dens størrelse går tilbage til 1284. Nordgrænsen blev dannet af Mårbæk, der udspringer lidt vest for Bov landevej. Den slår en bue mod nord og dernæst følger den Klusris sydgrænse. Den fortsætter stik mod øst mod fjorden. Mod syd angives i stadsretten, Withstagswath som grænse.
Det var det vadested, hvor Eckernförde landevej krydsede den senere Vestenvad. Mod øst angives grænsen at være Brunsnæs på Broager.
Brand i 1485
Stenhuse kendtes allerede i 1321. De var dog ikke særlig udbredte. I Jordebogen fra 1436 nævnes kun 12 foruden kirkerne. Under disse forhold havde en brand gode vilkår.
Den 4. maj 1485 begyndte i St. Hans Sogn en Ildsvåde. Den lagde hele den sydlige del af byen indtil rådhuset med undtagelse af Nikolai Kirke og Kloster
i aske. Sikkert er en del af husene sikkert opført i sten fra teglværkerne ved fjorden.
Borgenes pligter
Borgernes daglige arbejde foregik ved Skibbroen, hvor hjemmelige og fremmede handelsskuder lossede og ladede. Men også på torvet og i værkstedet arbejde borgerne. For kvindernes vedkommende var det i huset, det foregik. De skulle også sørge for at vente ved brønden. Men den vej var ikke lang. Flensborg
var en meget vandrig by. Brøndende var efterhånden oprettet talrige steder på hoved-strøget.
Til borgerpligten hørte også at møde på by-tinget, hvor de mange borgere deltog i beslutninger angående byens ejendomme og som tingsvidner og nævninge i rettens pleje.
Den medborger, der havde lidt overlast skulle ifølge stadsrettens bestemmelser fremvise sit sår eller blodige klæder og anklage gerningsmanden.
Den borger, der havde grebet en tyv på fersk gerning, skulle føre ham til tinget, bagbundet med tyvekosterne på ryggen. Han skulle hænge ham op på stedet, således som påbudt i byretten og landskabslovene.
Jagt og fiskeri
For købmænd, skippere og borgere af en hvis anseelse har tilværelsen ikke været uden afveksling og spænding. Undertiden har de lange sørejser også været forbundet med fare. Man gik på jagt og fiskeri, og der blev holdt en del fester på rådhuset.
Grænser for festlighederne
Men nu skulle det ikke overdrives. Således kom der i 1321 en forordning om, at der til bryllup kun måtte inviteres 30 gæster. Og kun 10 måtte inviteres, når det drejede sig om barselkonens kirkegangsdag.
En tur i Badstuen
Mere ensformig var tilværelsen for håndværkere og småhandlende, bortset fra de urolige tider med natlige overfald og blodige kampe. Man kunne forlyste sig på badstuen, der foruden sit egentlige formål, fungerede som en beværtning, hvor man spiste og drak.
En forordning fra 1295 dikterede særskilte badetider for mænd og kvinder. Der var kun bevilliget kvinderne bad to dage om ugen.
Liv og glade dage på markeder
En velkommen afveksling betød markederne. De ugentlige blev afholdt om lørdagen. Men især på de halvårlige var der masser af liv. Her strømmede bønder og købmænd til. Der var omvandrende gøglere, løvetæmmere og bjørnetrækkere. Ofte kom kongen eller hertugen på besøg med et hav af hoffets folk. Således
besøgte Kong Hans i 1487 byen med et beskedent følge på 400 mand.
Mange gange kom hertug Frederik gennem byen. Så vankede det drikkepenge til hans værtinde, til pigerne og til kokken.
Serien om Flensborgs Historie fortsættes
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 31.12.2021
Januar 5, 2011
Efterhånden opdagede man Vestkystens idyl. Kurbade, der stammede fra England, opstod. Kongen reddede øens kurbade fra konkurs. Christian den Ottende brugte stedet til sine sommerophold. H.C. Andersen syntes at Dagebøl, var ”Verdens mest elendige sted”. Øen var administrativ delt. Jyske karle erstattede de ”indfødte”, der tog på havet. Den dag i dag taler man Fering.
Fuglekøjer
Før (Føhr) er nærmest rund. Øen har en diameter på 12 kilometer. Hvis man ville løbe hele øen rundt var det nærmest som et Maraton – løb. Det er 38 kilometer. Ja øen staves både Föhr, Før og Føhr.
Allerede i det 7. århundrede indfandt friserne sig på øen. Det var også her på øen, at man fangede vildænder ved hjælp af fælde – lignende kasser. Man kaldte disse fælder for fuglekøjer. Millioner af vildænder og ænder er i tidens løb gået i fælden. Ja man havde endda en Konserves – fabrik, der var virksom helt til 1931 i Wyk.
Brusende hav og marinebilleder
Ser man tilbage i historien var omtalen af vestkysten forbundet med stormflod og ødelæggelser. Fra midten af 1700tallet vendte denne udvikling. Vestkysten og øerne i Vadehavet blev vendt til en positiv omtale. Nu stod der pludselig ferieophold, badning og rekreation på programmet. Også kunstnerne fattede interesse
for Vestkysten. De fandt interesse i det brusende hav og idylliske marinebilleder.
Kurbad
Fra englænderne stammer kurbade – anstalterne. Nu var badeophold vigtig for opdragelsen, og ikke mindst for sundheden. Men ofte var det kun de velhavende, der kom her.
I 1819 blev der indviet et søbad her på den nordfrisiske ø, Føhr. Her mødtes de kendte og de rige. Stedet lå meget fjernt fra hovedstaden. For københavnere har øen sikkert været meget fremmedartig. Topografiske beskrivelser, rejsebeskrivelser og guides fulgte. En ukendt natur åbenbarede sig for kultureliten. Der kom nøje beskrivelser af, hvordan badet skulle indtages. Også de særegnede skikke som de fremmedartede indførte stod for, blev beskrevet.
Nu var det første badested ved vestkysten allerede indviet på øen Nordeney i 1797 på foranledning af en læge i Emden. Og i 1816 var der i Cuxhaven indrettet et bad ved den hamburgske enklave Ritzebüttel. Hamburgs velhavende borgere skulle her rekreere sig her ved havet.
Fysikus tog initiativet
Føhr`s søbad skyldtes fysikus Friedlieb fra Husum. Og dog, for det var først, da den lokale landfoged Hans Friederich Karl von Colditz tog affære, at det skete noget. Et aktieselskab med en kapital på 1.600 rigsdaler blev dannet. Derefter købte man et hus, der blev indrettet til varme bade. Så blev der bygget nogle firhjulede badevogne og fundet logi hos beboerne i Wyk.
Første år: 61 gæster
Der blev sørget for Mittagstisch hos apotekeren. Så kunne eventyret begynde. Det første år betjente man 61 gæster. De modtog i alt 317 bade. Det gik bestandigt fremad. I 1823 modtog gæsterne i alt 1.938 bade.
Nye aktier blev tegnet. Også Frederik den Sjette var positiv over for søbadet. Ja han besøgte endda stedet flere gange. Efter nyindretningen gav han
kongelig tilladelse til navnet Wilhelminen – Seebad efter Prinsesse Wilhelmine.
Kongen kom til hjælp
Et større hus blev indrettet til de badende og en konversations – og en spisesal blev udlejet til en vært, der bespiste gæsterne. Man
ændrede målgruppen til
I slutningen af 1820erne var søbadet på konkursens rand. Men så kom Frederik den Sjette og spenderede penge i foretaget.
En lang tur
Kjøbenhavnerposten roste stedet. Men det var en lang rejse fra hovedstaden til den fjerntliggende ø. Fra Hamburg tog turen nu kun halvanden dag. En idealtur så således ud:
Fra 1833 – 1836 var der dog direkte dampforbindelse mellem Hamburg og Føhr.
Ja selv Steen Steensen Blicher kunne finde Föhr. Han mente efter at have besøgt de mennesketomme halliger, at Wyk kunne opfattes som en stor by. Han mødtes rige mennesker, og dem, der lod til at være det. Han mødte syge, og dem der bildte sig ind at være det.
Kongen tog ophold
Fra 1842 til 1847 tog Christian den Ottende hver sommer ophold på den lille ø. En del af hoffet tog også med. Og når sådan noget sker, er det pludselig meget mondænt. Det var en gylden tid for badet. Men desværre betød Treårskrigen et stort tilbageslag. I 1856 blev badeanlægget afhændet til en privatmand, Hr. Wiegelt.
Han fik et livsvarigt privilegium og eneretten til at
H.C. Andersen på besværlig tur
Da dronningen i 1844 inviterede H.C. Andersen til Føhr kunne den påholdende digter ikke undlade sig at ærgre sig over den udgift, der derved blev ham pålagt:
Det som forfatteren så inden han skulle det sidste stykke vej med dampskibet var ikke noget det behagede ham:
H.C. Andersens første indtryk var at, Øen saa venlig ud, Byen reenlig. Den næste dag udvider han beskrivelsen. Husene her i Gaden ere alle kun én Stue – Etage og én Qvist, denne vender ud ad. Med Jernspirer staaer Aaret den er bygget, sædvanlig ere de over 100 Aar, langs Søen en Allé med unge Træer.
Naturbeskrivelse af H.C. Andersen
H.C. Andersen blev godt modtaget af sine kongelige værtsfolk, og deltog selv til underholdingen ved oplæsning af sine eventyr og små lejlighedsdigte til dronningen. Hans dagbog giver også en beskrivelse af øen:
Læge blev tilknyttet
Allerede den 5. september 1756 kunne man observere den berømte salmedigter og nu biskop Brorson på øen. Han måtte grundet storm blive her betydelig længere end han havde regnet med.
Det gik fremad, og ethvert værelse på øen blev brugt til indkvartering. Savnet af boliger var pludselig mærkbar. I 1857 ødelagde en brand det halve af Wyk. Under Weigelts ejerskab skiftede konjunkturerne. En fast læge blev tilknyttet søbadet.
Sådan bader man
Mænd og kvinder badede adskilt. Der blev omhyggeligt sørget for anstændigheden. Under alle omstændigheder var der truffen foranstaltninger, der var i overensstemmelse med forskrifterne. Ja man blev endda fragtet til stedet i vogne. Og man kunne indtage kage inden badningen.
Når man var færdig med badet, var der et signalflag, der skulle hejses. Så var vognmanden klar over, at den badende skulle fragtes i land. Man burde ikke opholde sig i vandet mere end 8 – 10 minutter, blev der tilrådet.
Føhr havde et mere tysk end dansk publikum. Sild blev dog efterhånden borgerskabets foretrukne badested. Udviklingen tog fart i slutningen af 1850erne .
Spørgsmål om sammenfletning
Man talte om at ligge søbadene på Sild (åbnet i 1857) og Føhr sammen.
Efter 1864 skete der flere udvidelser, og antallet af kurgæster voksede. Midt i 80erne nåede øen at have 2.000 gæster. Masser af prominente gæster kom på besøg. En af dem var Kronprins Friedrich med sin hustru. De tilbragte somrene fra 1865 til 1873 på øen.
Den delte ø
De 5.000 indbyggere på den lille ø var inddelt i tre i 1800tallets første halvdel. Flækken Wyk og Østerlandføhr hørte begge til Tønder Amt. Her var kirke – og skolesproget tysk. Det var også Vesterlandføhr, hvor rets-sproget var dansk. Det tilhørte Ribe Amt, og blev betragtet som en del af Nørrejylland.
Disse lokaliteter var siden middelalderen i den danske konges besiddelse og ikke en del af Slesvig.
De Kongerigske Enklaver gik ikke automatisk over til Preussen. De blev brugt i en byttehandel, så Danmark fik Ærø og mindre grænserevisioner syd for Kolding og ved Ribe.
Føhr blev allerede før 1200 tallet nævnt. Allerede i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 skelnes der mellem Vesterland – Føhr og Østerland – Føhr.
Under Magrethe den Første og Erik af Pommerns opgør med de holstenske grever, forblev Vesterland – Føhr den danske konge tro.
Ved freden i Vordingborg i 1435 fik Vesterland – Føhr sammen med Amrum og List administrativ særstilling i Slesvig og lagt under Ribe stift.
Godt sømandskab
Nordfriserne vandt tidlig ry for deres sømandskab. De gik i tjeneste hos hollænderne, og tog med hvalfangerskibe til Grønland. Da briterne omkring 1730 også fattede interesse for hvalerne, hvervede de harpuner og kommandører på Føhr.
Omkring 1750 havde den lille ø ikke mindre end 1.500 sømænd på fremmede skibe.
Den jyske arbejdskraft
Under de langvarige fraværdsperioder kunne friserne ikke tage sig det hjemmelige og øens landbrug. Arbejdet blev overladt til kvinderne, der i forvejen havde nok at se til. Der var nødvendigt at hente fremmed arbejdskraft til hjælp med markarbejdet. Den kom ført og fremmest fra Nørrejylland.
Den jyske arbejdskraft fandt hver sommer arbejde helt ned til egnene ved Nederlandene. På de frisiske øer var der mange jyske karle, der bosatte sig. Ofte
giftede de sig med enken på gården.
Forstod ikke forordninger
I løbet af 1800tallet opgav mange føhringer deres arbejde til søs. Det var efterhånden blevet for farligt. De jyske karle havde lært dem at drive jorden mere effektiv. Og de kunne nu begynde at eksportere kornet.
Kvinderne på Føhr blev angrebet for deres store kaffeforbrug. Desuden mente nogle, at det var vild luksus at gå i nationaldragter. Mange af de lokale var efterhånden træt af de ting, som badegæsterne bragte med sig. Dårlige skikke og moral. De ville hellere være sig selv og fortsætte deres eget liv. Danskerne
lod i vid udstrækning føhringerne beholde deres gamle privilegier. Men ofte forstod de ikke de forordninger, som de fik tilsendt fra embedsmændene
i Jylland.
Det tyske sprog i fremgang
Frisisk, plattysk og dansk var i forfald og måtte vige for det tyske sprog. I 1848 herskede der dog en loyal stemning på Amrum og Vesterlands-Føhr over for Danmark. Men Wyk og Sild støttede Slesvig – Holstenerne.
I Wyk, på Østerland og på Sild var der stor tilfredshed med at man efter 1864 blev indlemmet i Preussen. I resten af området var der stor utilfredshed. Der foregik en stor udvandring til USA.
Kongen var populær
Da kongen besøgte øen den 18. juli 1860 var hele øen på den anden ende. På begge sider af Wyk`s hovedgade stod unge piger i egnsdragten med forskellige blomster. Kongen blev 14 dage på øen, og deltog i en række udflugter.
Øboernes egen sprog
Det som H.C. Andersen ikke nævnte, var at ca. 2.000 af øboerne taler fering, som er øens frisiske dialekt. I dag bor der knap 11.000 mennesker på Føhr. Men i sommertiden er der 20.000 mennesker alene i Wyk.
På øens nordligste del ligger den 2.000 år gamle Lembecksburg. Man kan se ringvolden på lang afstand. Mon der har været vikinger på spil?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31.12.2021
Januar 5, 2011
Det dansk – tyske forhold mellem 1920 – 1950. Hagekorsflag på Bov Kirkegård i 1933. Hvervning af tyske elever mod kontanter. Tyske lærer fik ikke forlænget opholdstilladelse og blev tvangspensioneret. Hvervning til fronten i Det Tyske Mindretal. Aftalebrud, danskere herunder gendarmer sendes i KZ – lejr. Efterhånden kunne området mønstre 120 modstandsfolk. Tysk ejendom konfiskeret. Udelukket fra arbejde. En tredjedel vendte ikke hjem.
Fordragelighed
Sognerådsarbejdet var præget af fordragelighed. Gennem tyverne var det et ret afslappet forhold. Indbyrdes var mange også gode venner. Men det forhold skulle snart ændre sig. To femtedel af de stemmeberettigede i Bov Sogn havde stemt imod en “genforening” med Danmark. Tallet for Holbøl Sogn var en tredjedel.
Eget parti
Allerede i 1920 havde det tyske mindretal skabt sit eget parti, Nordschleswigscher Wählerverein. Det lykkedes dog kun for mindretallet at samle halvdelen af de stemmer, der havde stemt imod Danmark. Men det gik dog væsentlig bedre i Bov og Holbøl. Magtbalancen var dog efterhånden gledet over til de dansksindede, grundet den store tilgang af embedsmænd i Bov Kommune. Gendarmer, banefolk og andre rigsdanskere reducerede antallet af mindretallets stemmer.
I Bov Sogn var det klart dansk flertal blandt ejendomsbesidderne i Frøslev, Vejbæk, Smedeby, Kiskelund. I selve Bov, Kragelund og Kollund var der hverken dansk eller tysk flertal blandt ejendomsbesidderne.
Ikke særlig synlig
Mindretallet var ikke særlig synlig i de to sogne først i 20erne. En tysk liste kom først i Bov i 1925. I Holbøl skulle man vente helt til 1937. For et nationalt mindretal var det magtpåliggende,
at få deres børn undervist i mindretallets sprog. Nu var det efter genforeningen gode muligheder for at få oprettet tyske privatskoler med offentlig tilskud. Og kommunen havde pligt til at oprette tysksprogede klasser ved kommuneskolerne.
Tyske skoler etableres
Det var det tyske mindretals øverste ledelse der pressede på, for at få en ren tysk skole. Det var ikke lokale kræfter. I 1927 kunne der åbnes en tysk skole i Hokkerup. Året efter fulgte Sønderhav. I 1929 var det Vilsbæks tur. Turen kom noget senere til Bov Sogn. I 1930 samledes en række af sognets ledende hjemmetyskere med det formål at oprette en tysk privatskole. Den mest energiske var Heinrich Sievers fra Oldemorstoft.
I 1932 åbnede der således en tysk skole i Padborg.
Bag den tyske skole i Kruså var det lokale kræfter, der stod bag. Den åbnede i 1933.Og den sidste tyske privatskole åbnede i 1938 i Fårhus. I 1930erne var det cirka 10 pct. af alle børn, der gik i tysk skole i Bov Sogn.
Aktiv kreditforening
Mindretallets bønder blev også hårdt ramt af landbrugskrisen. Den tyske kreditforening Vogelgesang var særdeles aktiv i Bov og Holbøl Sogne. I forvejen sad mindretallet på en væsentlig højere andel af jorden end det som opbakningen til mindretallet umiddelbart kunne tyde på.
I 1936 sad Vogelgesang på ni ejendomme i Bov Sogn og tre ejendomme i Holbøl Sogn. Kreditforeningens formål var at sikre disse ejendomme på tyske hænder.
Hagekorsflag på Bov Kirkegård
Som det vil fremgå af andre artikler tog det lang tid inden det tyske mindretal blev nazistisk. Andre tyske organisationer var tidligere ude. Allerede i 1933 kunne man på Bov Kirkegård
opleve en begravelse med hagekorsflag. I efteråret 1933 skænkede hjemmetyske nazister et billede af Hitler til den tyske skole i Kruså.
Mere militante foredrag
Det almindelige tyske kulturarbejde fortsatte. Ofte var det med underholdning og foredragsholdere syd fra. Møderne blev efterhånden tilsat Hitler – hilsner og talerne blev mere militante. Ellers var det plattyske skuespil, kaffebord og dans. Først i slutningen af 30erne var hele mindretallet nazificeret. NSDAP – N overtog efterhånden mere og mere. Det var dog i Bov Kommune ikke tale om den store revolution i første omgang.
Jens Møller på besøg
I marts 1939 var mindretallets leder, Jens Møller på besøg i Tørsbøl. Han talte om frontgenerationen. Der blev vist lysbilleder fra partidagen i Nürnberg, og afsluttet med Heil for fører, folk og hjemstavn.
Kvinderne blev organiseret i kvindeforeninger. I Bov fik man hurtig 30 medlemmer. Og i 1939 startede en tysk kvindeforening i Sønderhav.
SA dannes
I 1938 var der startet lokale afdelinger af Schleswigsche Kammeratenschaft i begge sogne. Det var et militant, uniformeret korps som efterlignede Hitlers stormtropper SA. I 1939 blev filmen Die Wermacht vist i Fårhus.
Hvervning af elever
Som svar på Vogelgesang stiftede man Landeværnet. Man fandt dansksindede købere til gårde. Adskillige var gået på tvangsaktion.
Fra dansk side så man med mistro på, at elevtallet voksede i de tyske privatskoler. Lokale dansksindede hævdede, at forældrene var blevet presset til at sende deres børn i tysk skole. Hejmdal fortalte om en lærer i Hokkerup, der gik fra dør til dør for at hverve elever. Han tilbød forældrene kontante tilskud.
Dansk Samfund
Langs grænsen stiftede man Dansk Samfund. Afdelingen i Bov Sogn meldte om en rekordstor tilslutning på 1.400. På Bov Kro holdt H.P. Hanssen en opmuntrende tale til de forsamlede.
Det Unge Grænseværn var en national masseorganisation, der blev dannet for unge sønderjyder.
Det Tyske Forår
Den øgede organisation på begge sider, skabte stigende modsætningsforhold. Den tyske lærer i Sønderhav, Wilhelm Jürgensen var en af de ivrigste nazister. Han blev kaldt Asmus von der Heide. Han skrev i skolekrøniken i 1933 – 34:
Ingen forlængelse
Padborgs tyske lærer, der bar navnet Deutsch havde på et møde syd for grænsen udtalt, at man i hans skole sang Saar – sangen med knyttede næver. Han så hen til at realisere folkefællesskabet. Men det ville myndighederne ikke finde sig i. Manden var tysk statsborger, men myndighederne nægtede at forlænge hans opholdstilladelse. Det hjalp ikke, at mindretallet bad om forlængelse.
Lærer tvangspensioneres
I Vilsbæk havde man en tysksindet førstelærer i den danske kommuneskole. Der var ikke noget at bebrejde hans undervisning. Men i 1936 underskrev forældrene en erklæring om, at de ønskede en anden lærer. Men det fik det tyske mindretal til at gå i aktion. De indsamlede 87 underskrifter på en støtteerklæring til lærer Gilleberg. Det endte dog med, at læreren blev tvangspensioneret.
Slagsmål
I 1938 kom der til et slagsmål mellem nogle drenge. Sagen blev slået meget stort op. Det tyske blad hævdede, at de danske drenge havde belejret de tyske drenge og overfaldet dem u-varslet. I retten blev de tyske drenge dømt. Bøden betalte de andre i Jungenschaft.
8 – 9. april: 14 dræbte i Sønderjylland
Nu er de her, vi er blevet overfaldet. Sådan lød budskabet fra Kruså til Søgård klokken 4.10 den 9. april 1940. De danske myndigheder havde dagen før besluttet, at Grænsegendarmerne
ikke måtte yde modstand. De skulle lade sig afvæbne. Tre gendarmer blev skudt ved viadukten.
En sergent på Søgård spurgte den officer, der havde kommandoen, om han ville tage ansvar. Det er jo det rene selvmord, mente sergenten. Officeren spurgte så soldaterne, og fik at vide, at de ville kæmpe. I alt faldt 11 soldater i Sønderjylland før den danske regering kapitulerede.
By-leder opfordrer til selvtægt
I efteråret 1940 gav den lokale by-leder for det hjemmetyske naziparti NSDAP – N, gårdejer Hansen fra Harkær udtryk for sin harme over for de dansksindede. Har var forarget over for håndgribelige fornærmelser, politiske overgreb og utålelig boykot. Han fortalte, om en grov fornærmelse af Føreren i biografen, hvor en mængde mennesker hujede, hver gang Føreren
viste sig.
Vi er nødt til at gribe til selvtægt, hvis det ikke snart sker en ændring, sagde han til et tillidsmandsmøde.
Fra maj 1940 fik de tyske skoler eftergivet halvdelen af ejendomsskatten. En af resultaterne var en ny skolebygning i Kruså.
Nogle tjente på krigen
Mørklægning og varemangel gjorde hverdagen trist for beboerne i Bov Sogn. Reallønnen skrumpede ind, grundet højere priser. Landbruget havde dog gode kår. Tyskerne kunne bruge produkterne. De betalte dog aldrig for dem. Men Nationalbanken pungede ud.
Også vognmændene havde gode kår. Krigen igennem kørte de landbrugsvarer og fisk til de tyske byer. Arbejdsmænd i tørvemoserne tjente også godt. Mange boede i skurvogne ved moserne. Ja man kan godt tale om et tørveeventyr. Arbejdet var hårdt, men godt betalt.
Månedsmøder
Ved fester og møder manede foredragsholderne til nationalt sammenhold. Padborg Ungdoms – og Foredragsforening holdt månedsmøder med over 200 deltagere. Gode danskere gik med kongemærker.
Hvervning i mindretallet
Fra sommeren 1941 begyndte de tyske myndigheder systematisk at hverve soldater blandt mindretallets medlemmer. Det skete selv om det var forbudt I Danmark. Et par tusinde kom på den måde i krig. Havde man nægtet var man blevet udelukket af fællesskabet. En tredjedel af dem, der meldte sig, blev derude.
Fødselsdag med 400 deltagere
Ja kongen blev en slags symbol. I 1942 trak kongens fødselsdag 400 deltagere i Padborg og 200 i Bov. Resten af krigen var der masser af møder i sognet. I 1943 blev kongefødselsdagen dog aflyst på grund af undtagelsestilstanden. I 1944 holdt det hårdt med at få gennemført arrangementer. I februar 1945 måtte Bov Ungdomsforening fejre afstemningsdagen i private hjem.
Det tyske hjemmeværn
Efterhånden dalede interessen for at melde sig mere eller mindre frivillig til krigen. Men så fik man chancen for at melde sig ind i det tyske hjemmeværn, Zeitfreiwilligen – Korps. Her var der tale om mere modne folk. Der var mange bønder og selvstændige iblandt.
Aftalebrud
I sommeren 1944 kom besættelsen langt nærmere på indbyggerne i Bov Sogn end før. Tyskerne deporterede flere og flere til tyske koncentrationslejre. Fra dansk side foreslog man en interneringslejr tæt ved grænsen. Det blev til dannelsen af Frøslevlejren.
Men ak. Allerede den 15. september 1944 brød tyskerne alle aftaler og sendte 200 fangere videre til rædslerne i Tyskland.
Gendarmer blev derude
Folk reagerede på disse deportationer. Butikkerne i sognet lukkede og jernbanefolkene strejkede. Det hjalp ikke. Tværtimod, så afvæbnede tyskerne politiet den 19. september. Den øverstbefalende blandt gendarmerne valgte at dø i kamp mod tyskerne.
141 gendarmer var blevet sendt til Neuengamme. En del kom aldrig hjem.
Efterhånden nåede dødsbudskaberne de små hjem i Bov Sogn. Kirken fyldtes til mindegudstjenester.
Den første modstand
Kommunisterne i sognet var de første til at yde modstand. Men også det stærkt borgerlige parti Dansk Samling modsagde det officielle Danmarks samarbejde med besættelsesmagten. Fra sommeren 1943 iværksatte man egentlig sabotageaktioner over hele Sønderjylland.
Den første aktion var sprængning af en transformator ved Vilsbæk den 28. august 1943. Den blev udført af folk fra Tønder.
Men allerede på det tidspunkt var der en modstandsgruppe i Padborg. De var dækket ind under en terrænsportsgruppe under ledelse af lærer Frederik Sørensen.
Den 27. november 1943 ødelagde man to kølebiler i Kruså. I februar 1944 kom der til en ildkamp i Kollund. To modstandsfolk blev dræbt. (Se artiklen: En stikker i Sønderjylland).
120 mand ind i kampen
I løbet af sommeren 1944 blev gruppen forsynet med radiosender, kode og sprængstof, men inden man kom i aktion, faldt koden i tyske hænder. Det illegale arbejde voksede nu hurtig
i sognet. Terrænsportsgruppen var et arnested for rekrutteringen. De yngre medlemmer af Frøslev Sangforening indgik i modstanden. Lederen, Frederik Sørensen endte også i Frøslevlejren.
Malermester Jens Ege og læge Hans Lorentzen overtog ledelsen. På et tidspunkt kunne man mønstre 120 mand. Der blev etableret tre afdelinger. Én for Padborg – Frøslev, Èn for Bov og Fårhus, og endelig én for Kollund og Kruså. Senere kom en fjerde afdeling i Holbøl.
Om natten øvede man sig i våbenbrug. Våbnene kom via Padborg Station, hvor unge speditører tilknyttet modstandsbevægelsen tog sig af den videre transport. Våbnene blev gemt rundt om i sognet.
Den 9. februar skulle man i aktion ved Frøslev, men man løb lige ind i tyskerne. Mange flygtede. Men de allerfleste og mange andre blev taget. Muligvis er en af de første anholdte blevet mishandlet og har røbet kammeraterne. Det gik også rygter om, at hjemmetyskere havde røbet aktionen.
Selbstschutz
De mest fanatiske nazister inden for mindretallet fastholdt en hård kurs over for de dansksindede. I 1944 opstillede deres kamporganisation, SK, der var et væbnet korps Selbstschutz vagter ved tysksindedes ejendom. Da den tyske skole i Kruså blev udsat for en bombetrussel, handlede den lokale afdeling af Selbstschutz. Fem tilfældige dansksindede fra byen blev arresteret og anbragt i skolen som levende gidsler.
Modstandsviljen var stor. Men også vreden mod tyskerne var stor. Det skyldtes deportationerne fra Frøslevlejren og de mange døde gendarmer, som havde været vellidt i sognet.
Bomber over området
De allierede bombefly begyndte at angribe de tyske byer. Beliggenheden nær Flensborg bragte de to sogne, Holbøl og Bov i farezonen. Det hændte at bomberne ramte på den forkerte side af fjorden. Flere ejendomme i Kollund blev ramt, herunder skolen. Også Strandhotellet i Rønshoved udbrændte efter et bombardement.
3.000 tyske arbejdere
I januar 1945 kom 3.000 tyske arbejdere til sognet. De skulle grave tankspærringer. Sognefogeden fik ordre til at finde plads til dem. Da han afviste, truede tyskerne med at beslaglægge hele Nygade. Alle skoler og forsamlingshuse blev gjort derefter klar til indkvartering. Sognefogeden havde også foreslået biografen, men den ville tyskerne ikke undvære. Man tog i stedet Missionshuset.
De hvide busser
Det lykkedes for Folke Bernadotte at få overtalt tyskerne til at sende danske og norske koncentrationsfangere hjem. Røde Kors samlede en masse busser og malede dem hvide. I slutningen af april bragtes de sultne og udhungrede fanger nord for grænsen.
Befrielsen
Endelig kom befrielsen. Et bal blev afholdt i Bov den 5. juni. Det samlede hele 800 mennesker. Midt i glæden blev der afholdt mindegudstjenester til minde om alle dem, der var blevet
skudt af tyskerne eller døde i koncentrationslejrene.
Stort tab for det tyske mindretal
For tiden efter den 5. maj 1945 blev tilværelsen for det tyske mindretal svær i Bov og Holbøl Sogn. Det tyske mindretal havde oplevet de fem besættelsesår med helt andre følelser end deres dansksindede naboer. Den tidligere omtale lærer fra Sønderhav havde i skolekrøniken skrevet:
Det Tyske Mindretal i Bov og Holbøl Sogn mistede 33 under krigen, heraf var de 29 mellem 18 – 29 år.
Det tyske mindretal bliver interneret
I de første uger efter befrielsen blev en masse fra Det Tyske Mindretal interneret af danskerne. De yngste var 15 – 16 år. Frøslevlejren skiftede nu navn til Fårhuslejren. Ingen skulle følge sig sikker. Hjemvendte soldater i tysk krigstjeneste blev også anbragt her. En generel kriminalisering af det tyske mindretal fulgte. Omkring halvdelen af det tyske mindretal var dømt på forhånd.
Tysksindede udelukket
Derhjemme måtte mindretallets koner holde sammen på stumperne. Ældre mænd og store drenge måtte forsøge at tjene penge til husstanden. Arbejder – og lærerkoner var nok dem, der var værst stillet. Der var ingen, der ville ansætte tysksindede arbejdere. Lærerne måtte ud at arbejde som arbejdsmænd, hvis nogen da ville have dem. De måtte først undervise igen fra 1950. De fleste var blevet løsladt i 1947, men de var mærket adskillige år efter.
Iskold stemning
Stemningen var iskold. Danmark vedtog at konfiskere tysk ejendom i landet for bare at kompensere for en del af det, som tyskerne havde taget under besættelsen. Det ramte en del huse i Kollund og Sønderhav. Den store Freihof i Kollund gik det også ud over. Og det som havde tilhørt Kreditanstalt Vogelgesang blev konfiskeret.
Tyske skoler vender tilbage
Bitterheden sad længe i folk. Myndighederne mildnede efterhånden kursen. I 1948 – 49 fik mindretallet omsider lov til at købe 13 skoler i den sydlige del af Sønderjylland tilbage. Blandt dem var Padborg Tyske Skole, der genåbnede i 1950 med 20 elever.
Kilde:
Litteratur Padborg/Krusaå/Bov
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 19.-10.2021