Dengang

Artikler



De sidste hertuger på Augustenborg

Februar 21, 2011

De havde stor ambitioner, men de bristede gang på gang. De fik ikke kongemagten og blev landsforvist. Flere gange blev deres godser beslaglagt. Bønderne fik deres frihed, 60 år forsinket. De måtte købe sig fri. Man omgik sig med berømte mennesker. H.C. Andersen var en af dem. Han opfattede ikke, at han befandt sig
i en hvepserede. De giftede sig med de rigtige, eller gjorde de? De fik ikke engang det halve kongerige.

 

Mange herremænd

I Middelalderen var Als præget af en række herremænd, der beherskede hver deres egn fra lokale borge. Christian den Tredjes søn, Hertug Hans fik øen som Slesvigsk del – hertugdømme. Han købte adelen ud, og inddelte øen op i flere del – hertugdømmer. Dette var dog ikke levedygtig. Mange gik fallit. I 1700 – tallet blev Hertugen af Augustenborg øens dominerende person.

Vi skal i denne artikel møde de sidste hertuger på Augustenborg.

 

Kærlighedsbarnet

Frederik Christian den Anden (1765 – 1814) giftede sig med Louise Augusta, datter af Struensee og Christian den Syvendes dronning Caroline Mathilde.  Og hvis du vil vide mere om denne familie, så læs den pragtfulde roman af Maria Helleberg, Kærlighedsbarnet. Fortællingen starter i 1780.  De fik børnene, Christian August, Frederik (Prinsen af Nør) og Caroline Amalie.

 

Ødelagde ægteskabet kravet på tronen?

Hertug Christian August (1798 – 1869) levede med nationale spændinger i Sønderjylland. Han blev stæk engageret i den Slesvig – Holstenske sag og kæmpede for den tyske sag. Han gjorde, som efterkommer af Hertug Hans den Yngre sammen med sin lillebror, Frederik (Prinsen af Nør) krav på den danske krone. Allerede som 12 årig blev han hertug. Med fyrstelige, men dog spinkle rettigheder.

Men måske forspildte han sin chance til den danske krone, da han i 1820 giftede sig med grevinde Louise Danneskjold – Samsøe. Ægteskabet kom i stand trods modvilje fra morbror, Frederik den Sjette. Ægteskabet var under stand.

 

Den danske Kongelov

Men i Christian den Ottendes Åbne Brev af 1846, blev kravet afvist. Christian August protesterede voldsomt. Hertug Christian August førte en meget aktiv kampagne for sikre sin ret til den danske trone. Og arvestriden havde stor betydning for den nationale splittelse i tiden op til treårskrigen.

Ifølge arvefølgeloven skule tronen været gået til huset Oldenburg. For at forhindre deling af det danske kongerige, blev den danske Kongelov (Lex Regia), der tilgodeså kvindelige tronarvinger, ulovligt indført i hertugdømmerne.

 

Kampen for tronen

Det var først i slutningen af 1700 – tallet, at striden spidsede til. Det så ud som om den danske kongeslægt ville uddø, fordi Frederik den Sjette ikke havde nogen arvtager. Han var den sidste oldenborger. Det var det, der fik den augustenborgske slægt til at kræve, at de både skulle have kongemagten og hertugdømmerne. Man mente at den danske trone skulle forblive hos oldenborgerne.

Frederik den Sjette besluttede i 1806 at indlemme Holsten i monarkiet. Han interesserede sig ikke for arveretten.

Hertug Frederik Christian den Anden redegjorde i 1814 for, at hans søn skulle efterfølge Frederik den Sjette som dansk konge. Baggrunden var, at han selv var gift med kongens søster. Da den danske kongelov tillod mandlig – kvindelig arvefølge i kongeriget og Slesvig, var vejen banet for, at hertugens søn, Christian August skulle indsættes som den næste danske konge.

I Holsten var der mandelig arvefølge, og hertugen krævede derfor, at kongeriget, Slesvig og Holsten skulle regeres af Christian August af Augustenborg ved kongens død.

Frederik den Sjette gjorde det dog klart, at den senere Christian den Ottende skulle følge ham. At kongeriget valgte en konge fra den Glücksborgske linje, kunne hertugen slet ikke acceptere. Ja hun udgav da et skrift Die Erbfolge in Schleswig Holstein.

 

Kronprinsen tog en datter fra Augustenborg

Christian den Ottendes hustru Caroline Amalie var søster til Hertugen af Augustenborg. Men det hjalp nu ikke på arveret – sagen. Hun forblev dansk under hele konflikten.

Det var nok ikke helt efter kongens ønske, at den danske tronfølger, Kong Frederik den Sjettes halvfætter, Christian Frederik (den senere Christian den Ottende) giftede sig med den yndige Caroline Amalie af Augustenborg. Kongen havde en giftefærdig datter, Caroline parat.

 

De to svogres forhold

De to svogres indbyrdes forhold blev alvorlig svækket gennem årene. Første forskrækkelse var da kronprins Christian Frederik blev bedt om, at være fadder ved den førstefødte. Den kommende konge erfarede dog, at den svenske konge Karl den Fjortende Johan også skulle være fadder. Kronprinsen udlagde det som, at det var den svenske konge, der var skyld i tabet
af Norge. Så han skulle aldeles ikke til barnedåb i Augustenborg.

 

Kongeriget og Slesvig hørte sammen

Hertugen af Augustenborg og den Slesvig – Holstenske bevægelse betragtede kongens skridt som et stort tilbageslag. Det var et klart nederlag til augustenborgernes arveret til Slesvig. Det var også en tydelig markering af, at kongeriget Danmark og Slesvig hørte sammen. Samtidig var det en direkte konfrontation med hertugens og Slesvig – Holstenernes krav om, at begge hertugdømmer skulle løsrives fra Danmark. Kongens beslutning var dermed en direkte grund til kuppet på fæstningen Rendsburg .

 

Stænderforsamlingen – for de få 

Hertugdømmet Slesvigs stænderforsamling fik hjemme i Slesvig by. Sammensætningen prægede privilegie – samfundet. Kongen skulle udpege deputerede for ridderskabet, gejstligheden og Kiels Universitet.

Hertugen af Augustenborg var født medlem. De øvrige deputerede valgtes seks år ad gangen. Men man havde kun valgret, hvis man havde en hvis formue. Ja det tilkom faktisk kun 2 pct. af befolkningen.

 

Prinsen af Nør 

Christian Augusts bror, Frederik Emil August (Prinsen af Nør)adskilte sig fra sin ældre bor ved at være udadvendt og temperamentsfuld. Han tjente fra 1825 som officer i Slesvig.  I 1832 købte hans mor godset Nør ved Egernførde til ham.

I 1842 blev han statholder og kommanderende general i begge hertugdømmer.

I 1846 tog han sin afsked i protest mod Det Åbne Brev og krænkelse af sin arveret. Den 23. marts 1848 indtrådte han i den provisoriske regering i Kiel, og dagen efter ledede han indtagelsen af Rendsborg.

 

Oprøret i Rendsborg

I Kiel var man overbevist om, at den ny ledelse i København ville bruge magt imod den Slesvig – Holstenske rejsning. Derfor var en besiddelse af fæstningen i Rendsburg med dens store garnison og righoldige arsenal en nødvendighed.

Tidlig om morgenen den 24. marts afgik Prinsen af Nør derfor med Kiles garnison og 50 mand fra borgervæbningen med et ekstratog til Rendsburg, hvor fæstningen blev indtaget ved at overrumple dens garnison og den kommanderende general.

Frederik blev chef for de Slesvig – Holstenske tropper. Men han tog sin afsked efter kritik.

 

Landsforvist

Efter opgøret i Rendsborg, hvor den Slesvig – Holstenske bevægelse erklærede sig uafhængig af Danmark, blev Christian August i 1852 landsforvist og flyttede til godset Primikenau
i Slesien.  Herfra forsøgte Hertugen at trække i forskellige tråde for om mulig at blive hertug over de to hertugdømmer.

 

Hvor var sølvtøjet?

Inden flugten havde familien gravet deres righoldige sølvkammer ned forskellige steder i slotshaven. Men hurtig stod det klart, at en hushovmester havde stået for ned-gravningen. Han
måtte udpege stederne. Det var ved en hytte i parken, under øl-kælderens gulv, ved opgangen til prædikestolen i slotskirken, i brændestalden ved hans egen bolig og flere andre steder.

I 14 kasser blev sølvtøjet pakket ned og sendt med dampskibet Gejser fra Sønderborg til København. I Nationalbankens kælder blev det opbevaret.

Fuldblodshestene blev med skib overført til Sjælland for at blive opstaldet i Det Kongelige Frederiksborgske Stutteri Hillerødsholm.

 

Ikke forrædere på  tysk 

Broderen tog efter landsforvisningen ophold i England og fra 1854 i Frankrig. Han forsøgte ihærdigt at få sine rettigheder anerkendt og sine ejendomme tilbage. I 1864 udnævnte den østrigske kejser Franz Joseph den tidligere Prins af Nør til Fyrste af Nør.

Han var som allerede skrevet gift med Henriette Danneskjold – Samsøe. Hun døde i 1858. I 1864 giftede han sig med en amerikaner Miss Lee.

I den tysksprogede litteratur bliver de to brødre ikke i samme grad udråbt som forrædere, som herhjemme. Her er der et mere positivt på den regionale oprørsbevægelses forsøg på at gennemføre demokratiske reformer i Slesvig – Holsten.

 

Man ”pissede” på dem

Danskenes had til de to brødre kom til udtryk i bunden af natpotterne, hvor de to står under galgen med rebet om halsen. På den måde kunne alle danskere pisse på dem.

De to brødre havde været på dannelsesrejse rundt om i Europa. De havde knyttet mange kontakter til både adel, politikere og lærde. Det var noget, der kom til at betyde meget for deres fremtidige virke.

 

Bønderne fri – 60 år forsinket

Hertug Christian August den Anden var ikke mere forhandlingsvillig end sin far. Først efter mange tovtrækkerier gav han bønderne fri i 1847. Der var ca. 60 år efter, at bønderne i  Danmark var sluppet fri. Men så let slap de heller ikke. De måtte betale en enorm sum på 650 rigsdaler pr. ejendom.

 

H.C. Andersen – på besøg

I Augustenborg Slotspark findes et træ og en bænk, der er opkaldt efter H.C. Andersen. Han blev mod sit ønske inddraget i den nationale konflikt. Hertugfamilien på Augustenborg og i Gråsten kunne se betydningen af, at den kendte forfatter besøgte dem.

H. C. Andersen boede her tre uger. Han var beæret over invitationen. Året efter i 1845 aflægger han igen familien et besøg, denne gang på Gråsten Slot.

I 1844 blev digteren hentet af hele familien, da han med færgen kom til Als. Han havde været betænkelig for rejsen. Problemerne var alle de drikkepenge som han var nødtvunget til at give tjenestepersonalet.

 

Upassende

Flere mente, at digteren ikke skulle omgås med hertug – familien. Men den politiske naive digter registrerede ikke samtidens spændinger. I hans dagbøger kan man dog følge hans forvirring og ængstelser. H.C. Andersen fandt det heller ikke påfaldende, at der over slottet hang den Slesvig – Holstenske fane. Han fandt det heller ikke påfaldende, at man ved bordet sang tyske nationalsange.

Prinsen af Nør  havde været guide for H.C. Andersen på en rundtur på Als. I sin dagbog skrev han:

  • Her i Slesvig ingen antipati mod det danske sprog, men de føler i denne sympatiernes tid drift at slutte sig til Tyskland, som vi slutte os til Skandinavien, lad hver følge sit.

 

Masser af heste

Den hesteglade Christian August havde inviteret engelske jockeyer til sine væddeløb. Traditionen tro var der tre dages væddeløb med fuldblods – heste.

På slottet var der flere end 60 hingste og hopper af reneste race. Den ambitiøse og egenrådige hertug havde allerede i 1826 anlagt en stor moderne væddeløbsbane. Stutteriet fik da også et europæisk ry. Kronprinsen støttede med sølvtøj og andre præmier.  Men i længden viste stutteriet sig at være en ret så bekostelig affære og i længden et stort flop. Men væddeløbene kunne dog tiltrække nobiliteter fra nær og fjern.

 

Koldt, stolt og lidet hjertevidende

Jo hertugen var meget bevidst om, at invitere kendte personer til sine store fester. Her var også forfattere som Oehlenschläger og tegnere som Carl Hartmann.  Oehlenschläger fortæller, at han følte sig i dårligt selskab med Christian August. Han betegnede ham som kold, stolt og lidet hjertevidende, om end dog artig og forekommende, dertil smuk og vel begavet af naturen.

Han fæstede sig også ved, at hertugen ingen opmærksomhed viste overfor andre. Han var kun beskæftiget med sine egne og optaget af at fortælle disse videre. Men han hæftede sig ved det harmoniske familieliv. Dog var han bekymret for forholdet til kronprinsen.

 

Æbler til digteren

Ja H.C. Andersen var også inviteret til den overdådige sølvbryllupsfest på Augustenborg. Måske skyldtes hans afbud, at den svenske nattergal, Jenny Lind opholdt sig i København på det tidspunkt. Men han dukkede dog op i november 1845, og opholdt sig 9 dage sammen med Hertug – parret Gråsten Slot.

Forbindelsen til fyrstehuset blev holdt ved lige. Frem til efteråret 1847 blev der hvert år sendt en tønde æbler til København. Og digteren kvitterede med lange takkebreve.

Under sine ophold på Augustenborg og i Gråsten skrev H,C. Andersen Liden Kirsten og romanen De to Baronesser. Han færdig skrev også Den lille pige med svovlstikkerne Gråsten Slot. 

 

Erstatning for 3.401 flasker vin

Det var de europæiske regeringer, især den preussiske, engelske og den russiske, dr lagde vægt på at få skabte en tronfølgelovgivning, der blev accepteret af Augustenborgerne. De opfordrede derfor den danske regering til at tilbyde de landsforviste en rigelig erstatning i penge.

Fra dansk side ville man dog ikke forhandle direkte med hertugen. Fra preussisk side påtog man at være formidler. Og det var en dengang ung diplomat Otto van Bismarck, der stod for denne opgave.

Der blev blandt andet betalt erstatning for 3.401 flasker vin, som var forsvundet fra den hertugelige kælder i løbet af krigsårene. Seks jagthunde, ni salutkanoner og flere dragter blev tilbageleveret.

 

Eksil – regering

I 1863 gav Christian August omgående afkald på sin arveret, da Frederik den Syvende døde. Men det var til fordel for sin søn, Friedrich der Achte. Han havde taget dette navn for at fremstå som retmæssig arving til Slesvig Holsten efter Frederik den Syvende.

Han udråbte sig selv som Hertug af Slesvig Holsten. Ja han var i virkeligheden 7. generation i den augustenborgske hertuglinje efter hertug Hans den Yngre. Proklamationen skabte stor røre i Slesvig – Holsten bevægelsen.

Flere mellem – og småstater i det tyske forbund så Friedrich som hertugdømmernes regent. Friedrich oprettede derfor en eksilregering i Tyskland.  Og så skal det da lige nævnes at Auguste Victoria (1858 – 1921), datter af Friedrich der Achte i 1881 giftede sig med den senere tyske kejser Wilhelm den Anden.

 

Ingen hertugdømmer i Preussen

Men ak, Otto von Bismarck ønskede bestemt ikke noget selvstændigt hertugdømme i de nordlige områder. Bismarck påpegede, at Friedrichs far allerede i 1852 havde fraskrevet sig alle rettigheder, og modtaget en erstatning på 300.000 rigsdaler mod at han afstod sine godser, flyttede til udlandet og godkendte den nye arvefølge. Denne ville gøre Christian den Niende af Lyksborg til konge.

Hertugen af Augustenborg forpligtede sig til at han ikke fremover ville forstyrre monarkiets ro. Men det glemte han åbenbart efter at have fået udbetalt pengene.

 

Preusserne bestemmer

I de første år efter afslutningen af krigen i 1864 annekterede Preussen, Hertugdømmerne. Det skete faktisk, selv om befolkningen i Slesvig Holsten ønskede en selvstændig stat med Hertugen af Augustenborg som regent.

Men det blev ikke befolkningen, der blev hørt. Preussen og Østrig bestemte udviklingen. Hurtig blev der skabt en splid mellem de to lande. Preussen overtog styringen, hvor der frem til 1867 blev gennemført en anneksion, hvor Slesvig – Holsten blev underlagt Preussen.

Preussiske jurister blev sat til at vurdere og underkende det retlige grundlag for Hertugens arvekrav. Dette kun så passende bruges til at legitimere Preussens anneksion.

Imponerende var det, at der på  kort sigt blev indsamlet omkring 60.000 underskrifter til støtte for Hertugen. Den Augustenborgske Bevægelse var en indflydelsesrig gruppe. Gruppen bestod hovedsagelig af adelige godsejere fra Ridderskabet. Deres vigtigste mål var at bevare de bestående privilegier. Carl von Scheel – Plessen blev valgt som deres talsmand.

Den 14. august 1865 blev der underskrevet en vigtig aftale. Preussen skulle fremover stå for ansvaret i Slesvig, mens Østrig tog ansvaret i Holsten. Og Lauenburg, ja det blev solgt til den preussiske konge. Preussen slog meget hårdt ned på dem Augustenborgske Bevægelse. De Slesvig – Holstenske foreninger blev opløst og nye embedsmænd blev indsat.

 

Preussisk lovgivning

Under Bismarcks ledelse søgte Preussen at få lederskabet i et samlet Tyskland. Man indtog Holsten. Og stridighederne førte til krig mod Østrig. Denne krig varede dog i tre uger. I fredstraktaten var der bestemmelser om, at de østrigske rettigheder i hertugdømmerne blev overdraget til preusserne. I januar 1867 kunne Wilhelm den Første så proklamere, at Slesvig Holsten nu var en del af Preussen.

I de følgende år blev preussisk lov og forvaltning gennemført i Hertugdømmerne.

 

Augustenborg Slot

Augustenborg Slot
blev i 1850 beslaglagt af den danske hær. Frem til 1864 blev den anvendt
til lazaret og kaserne.

Da preusserne overtog den, blev den indrettet til kvindeseminarium. I 1885 blev slottet givet tilbage til hertugslægten, men Hertug Ernst Günther foretrak at blive boende på Gråsten
Slot.
Seminariet forblev derfor på slottet.

Efter Genforeningen i 1920 overtog den danske stat hertugens sønderjyske besiddelser. Efter langvarige diskussioner vedtog Rigsdagen i 1929, at indrettet et stort Sindssygeanstalt ved slottet.

 

Gråsten Slot

Gråsten Slot blev overtaget af den danske stat. Konseilspræsident Estrup var en af dem, der havde kig på slottet. Men slottet var i dårlig stand, så han afslog.

Det blev i stedet Grev Adam Gotlob Moltke Huitfeldt, der overtog slottet. Han solgte det videre til en yngre søn af Hertug Christian August den Anden, Prins Christian af Augustenborg.

Sønnen, Frederik Christian August (Friedrich der Achte) overtog titlen, Hertug af Augustenborg efter faderens død.

 

Ernst Günther den Anden

I 1884 arver Ernst Günther den Anden hertugtitlen. Han overtager Gråsten Slot. Han benytter slottet som sommerresidens og til jagter. I 1890 havde han besøg af sin svoger, Kejser Vilhelm den Anden.

Ernst Günther køber omkring århundredeskiftet en del jord og skov til Gråsten. Han anlægger en del karpedamme, og i 1909 foretager han en større ombygning af Gråsten Slot. Han får bygget vandværk og rensningsanlæg. Da Æ Kleinbahn skulle etableres på hertugens besiddelser opstod der mange problemer.

Selv om hertugen kun opholdt sig på  slottet to måneder om året, ønskede han ikke at have gråstenerne i slotsgården. Der bliver lavet en dør i nordsiden af slotskirken, så almindelige borgere ikke forstyrrede herskabet.

Efter Genforeningen får Ernst Günther tilbud om at sælge sine besiddelser. Han forlanger dog en meget høj pris, 10 millioner kroner. Man bliver dog enige om en pris på 5 millioner kroner. Men forhandlingerne er først afsluttet to måneder efter Ernst Günthers død. Inventaret på slottet sælges på  en auktion.

Hertug Ernst Günther den Andens hustru, Dorothea af Sachsen Coburg solgte Primkenau i 1929. Selv døde hun først i 1967. Og dette slot blev ødelagt under den sovjetrussiske fremmarch i 1944.

 

Fætter Albert

Da ægteskabet mellem Hertug Ernst Günther den Anden og Dorothea var barnløst gik titlen videre til Ernst Gûnthers fætter, Albert. Og denne er søn af Prins Christian af Augustenborg
og den engelske prinsesse Helene (datter af dronning Victoria).  Albert er opvokset i England og fik tysk officers – uddannelse. Han var en beskeden og vellidt mand.

I 1935 blev Gråsten Slot givet som bryllupsgave til Kronprins Frederik og den svenske prinsesse Ingrid.

 

Ingen adgang for offentligheden

I dag rummer Augustenborg Slot en psykiatrisk klinik, og er ikke tilgængelig for offentligheden. Dog er der adgang til slotsparken. Også slotskapellet er der adgang til. Den tjener som sognekirke for Augustenborg. I øvrigt er døbefonten skænken af Zar Alexander den Første af Rusland i 1807.

 

Bristede ambitioner

Hertugerne af Augustenborg rådede over et forholdsvis lille landområde. De havde egentlig aldrig hertugelige rettigheder. Men egentlig havde de som medlemmer af kongehuset arverettigheder. Forholdet mellem kongehuset og hertugfamilien udviklede sig til en belastning i begyndelsen af 1800 – tallet. Deltagelsen i oprøret på den forkerte side, betød slægtens udelukkelse fra det danske monarki. Deres ambitioner bristede gang på gang.  Så sent som under besættelsen måtte kongen bede et medlem af Augustenborg – familien bede om at forlade Danmark – eller sagt på en anden måde. Kongen udviste hende.

 

Afsluttende bemærkninger

I hjørnet af klokketårnet er der et minimuseum om hertugerne. I Slotsparken findes Prinsessepalæet, som blev bygget til en af hertug – døtrene. Lighedstegnet mellem en forræder og
en Augustenborre (en fra Augustenborg) blev hængende i mange år. Og måske var det derfor at det var sommerresidensen Gråsten Slot, der blev givet til de kongelige.

Og efter sigende flyttes hospitalet fra Augustenborg Slot til Aabenraa om et par år.

Kilde:

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Under Sønderjylland finder du 207 artikler
  • Begik Kongen højforræderi
  • Rendsborg 1848
  • Sønderjyder i København
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler 
  • Aabenraa 1864 
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt 
  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler: 
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige 
  • Sejren ved Bov 
  • Under Tønder finder du 283 artikler 
  • Kongeligt besøg i Tønder
  • Soldat i Tønder 1851 (
  • Tønder mellem dansk og tysk 
  • Vajsenshuset i Tønder og mange flere artikler

Hvis du vil vide mere:
Om H.C. Andersen: Læs

  • Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Jomfru Fanny – myte eller virkelighed (under Aabenraa)
  • H.C. Andersens sidste dage på Østerbro (under Østerbro)
  • Rosenvænget på Østerbro (under Østerbro)
  • Nyhavns historie (under København)
  • Føhr – en ø i Vadehavet (under Sønderjylland) og mange flere artikler 

Redigeret 15. – 11. 2021


Flugten over Grænsen 1914 – 1918

Februar 21, 2011

Cirka 10 pct. af sønderjyder i den tyske hær deserterede. Det var ikke organiseret hjælp fra dansk side. H.P. Hanssen argumenterede med Gør din Pligt – kræv din Ret. Han mente, at man ikke bare kunne affolke Sønderjylland for dansksindede. Nogle af flugtvejene var farefulde – særlig vejen over Vadehavet.

 

Gør din Pligt – Kræv din Ret

De fleste dansksindede mødte op til parolen og gik med i krigen. Sådan var det ikke i 1870 – 71 i krigen mod Frankrig. Måske skyldtes denne indstilling, H.P. Hanssens forhandlinger med tyskerne under devisen Gør din Pligt – og kræv din ret.  H.P. Hanssen mente, at his alle dansksindede deserterede eller udvandrede ville det skade den danske sag.

Mange var dog af en anden mening. De mente, at H.P. Hanssen skadede den danske kamp. En kamp, man gennem generationer havde været med til at opbygge.   Modsat var der også bitterhed over dem, der deserterede. Man mente, at de skadede den danske sag. Hvis bare alle flygtede var der ikke nogen til at forsvare Sønderjylland.

 

Måtte ikke tale dansk ved fronten

Antallet af deserteringer tog til i løbet af krigen. H.P. Hanssen mente, at det var fordi de dansksindede blev diskrimineret. De måtte ikke tale dansk indbyrdes ved fronten.   Fra den danske bevægelses side er der intet, der tyder på, at man systematisk har medvirket eller opfordret til at desertere. I den almene dansksindede befolkning var der dog stor forståelse for, hvorfor man deserterede.

Mange troede dog på en hurtig tysk sejr. Men sådan gik det ikke. De stigende tab øgede antallet af deserteringer.  Cirka 10 pct. af de 30.000 nordslesvigere,
der deltog i første verdenskrig, deserterede.

 

Flugtruterne

De fleste forbinder grænsen dengang med Kongeåens forløb. Men den udgjorde dog kun ca. 30 km af den 100 km lange grænse. Vi laver senere en artikel om denne grænse.  Det var nu ikke så smart lige at flygte over denne. Så var det betydelig lettere at flygte over grænsen på disse tre steder:

  • Nord for Christiansfeld
  • De skovklædte egne ved Jels – Troldkær
  • Hede-egnene øst for Ribe

 

En farefuld vej over Vadehavet

En smart flugtvej var også gennem Vadehavet ved ebbe. Typisk gik man ud ved Rejsby Mark for så at gå ind nord for grænsen. Man skulle så gå ud om natten,
da digerne var fulde af strandvagter. Men man skulle lige være bekendt med Vadehavets luner og farer, ellers gik den ikke.

De tyske myndigheder kendte godt denne færdsel. Det gik heller ikke lang tid før at man forbød al færdsel på strandene fra Brede-åens munding op til den danske grænse. Vagterne havde fået besked på  at skyde uden varsel.

 

Besværlig vej til Fyn og Ærø 

Man kunne også flygte i båd til Fyn eller Ærø. Men det var dog meget besværligt. Hvor skulle man få en båd fra. Tyskerne havde forbudt, at lade både liggende
på stranden. Længere oppe skulle både være fastspændte. Det var heller ikke svært for tyske patruljebåde at fange de flygtende.

 

En heltinde

En pige som Karen Poulsen eller også kaldet Pigen fra Kantrup blev en legende. Hun siges, at have hjulpet 3 – 400 personer over grænsen. Dette har nok kun kunnet lade sig gøre med grænsevagternes medvirken. Tyskerne forsøgte at rokere rundt på vagterne, så de ikke skulle blande sig med lokalbefolkningen.

 

Pas på  – agenter

Tyskerne sendte agenter op i det nordlige Sønderjylland. De foregav, at de var dansksindede og ville over grænsen. Og når de godhjertede sønderjyder hjalp med dette, ja så blev de arresteret kort tid efter af de tyske myndigheder. Der er eksempler på, at hele familier blev sat i fængsel fra 9 – 12 måneder. Nogle gange blev de dog benådet. Man havde brug for afgrøderne fra gårdene.

 

Repressalier

De tyske myndigheder gennemførte en lang række foranstaltninger og repressalier over for de deserterede og deres familie. Man blev frataget det prøjsiske statsborgerskab. Og så beslaglagde man ”de deserteredes” formuer. Man indsatte bestyrer på ”de efterladtes gårde”, selv om familien fortsatte der.

De fleste var dog unge, som endnu ikke havde etableret sig. Det var unge på 19 – 22 år. Ved fronten blev familiemedlemmer nægtet orlov. Forskellige understøttelser til familiemedlemmer blev omgående stoppet.

De deserterede kunne få frigivet resten af deres straf på typisk 12 måneders fængsel, hvis de straks meldte sig til fronten igen.

 

Bevogtningen blev forstærket

Myndighederne forsøgte at forstærke bevogtningen. Der blev lagt mere pigtråd ud. Vagtposter, der pågreb desertører fik belønning i form af penge og øget orlov. Men det havde ikke den ønskede effekt.

Overvågning

Det skete også, at sønderjyder, der var på orlov blev ekstra overvåget. Det skete, når de ved fronten havde vist tyskfjendtlige tendenser, Det officielle Danmark
tog godt imod de deserterede, når de var smuttet over grænsen. Hvor mange der er omkommet på flugt fra den prøjsiske hær til Danmark, vides ikke.

 

Kilde:

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
  • Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler 
  • Under Tønder finder du 283 artikler 
  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 
  • Langs Grænsen
  • Sønderjyder i København
  • Aabenraa – under de to krige (under Aabenraa)
  • Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)
  • Tønder før og efter Genforeningen (under Tønder)
  • Tønders Historie efter 1900 (under Tønder)
  • Udvandring fra Tønder (under Tønder)
  • Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)

Redigeret 30. 12 . 2021


Aabenraa – et strejftog i historien

Februar 21, 2011

Vi tager et lille strejftog i Aabenraa og omegn. Vi besøger Brundlund Slot og hører om diplomaten fra slottet. Han forhindrede en krig mod Rusland. Og så
mødte tegneren Bo Bojesen ”de Claussenske stormtropper”  ved traktørstedet Farversmølle. En præst fik ekstra bonus for at trøste en dødsdømt. Og så kunne piger i Rødekro få deres mødom igen. Vi møder også nogle berømtheder fra Løjt.

 

Brundlund Slot – i forfald

  • I blandt alle de steder, som i vore lande fører navn af slotte, er dette uden tvivl det mindste og af ringeste anseelse

Sådan skrev Laurids Thurah i 1749 i Den danske Vitruvius. Og det han omtalte var Brundlund Slot. Han havde netop besøgt det, og var langt fra imponeret. Det var ikke meget tilbage af det slot, som dronning Margrethe lod opføre i 1411. Den ældste del af slottet er fra ca. 1500. Da blev slottet opført i vekslende skifer af røde og gule sten. Stilen var gotisk.

Murene var på ca. 1,2 meter. Senere i 1500 – tallet opførtes to tårne, hvis kældre tjente som fængsel.

Omkring år 1600 gennemgik slottet en stor ombygning, som ændrede det til et renæssanceslot. Det var dog ikke videre solidt. I de følgende år skete der forskellige reparationer. I midten af 1700tallet var der planer om at erstatte det forfaldne slot med et barokpalæ.

 

I kælk på  loftet

I 1803 var amtmanden nervøs, for at beboerne risikerede at blive begravet under ruinerne, så brøstfældig var det. Efter en snestorm kælkede amtmandens børn oppe på loftet, som om det var i slotsgården.

C.F. Hansen fik til opgave at reparere slottet. Han foretog en næsten total nedrivning af de to øverste etager. Han bevarede slottets gotiske form. Endnu engang i 1983 – 84 skete der en omfattende restaurering.   Vel omkring 50 amtmænd og landråder har boet på slottet gennem historien. Henrik Rantzau var den første, der flyttede ind i 1470. Også hertuger har taget imod
her på slottet til eventyrlige fester.

 

Skudhuller i vandmøllen

Foran slottet ligger den eventyrlige vandmølle fra 1500 – tallet. Den har udnyttet det opstemmede vand i dammen, som forsynede voldgraven med vand. Det var et vigtigt led i forsvaret af slottet. Møllehuset er sikkert det ældste i Danmark. Kigger man godt efter, kan man finde tre skudsår.

 

Diplomaten på  Slottet

En gang var der optræk til krig mod Rusland. Det skete, da gottorperen Carl Peter Ulrik i januar 1762 blev zar Peter den Tredje. Han erklærede straks Danmark krig, for at hævne, at den danske krone havde inddraget gottorpske besiddelser.

Det var en faretruende situation. Men Danmarks dygtige udenrigsminister, Bernstorff kunne afværge faren. Men midt i krigsforberedelserne kom budskabet at zaren var blevet myrdet efter ordre fra hans hustru Katharina den Anden.

Det fik Bernstorff og den drevne diplomat Caspar von Saldern så til at løse det gottorpske problem en gang for alle.

Denne von Saldern var født på Brundlund Slot i 1710. Han var trådt i russisk tjeneste og blev sendt til København af Katherina. Han og Bernstorff udarbejdede en lejekontrakt, som Katharina godkendte i 1773.

Hun afskrev alle gottorpske krav inden for det danske rige mod at få Oldenburg og Delmenhorst samt en større sum penge.

 

En grevetitel og en elefantorden

Og diplomaten fra Brundlund Slot arbejde bestemt ikke gratis. Han betingede sig en klækkelig dusør samt en årlig pension samt en grevetitel og en elefantorden. I 1786 døde han på sit gods Schierensee i Holsten.

Her på Brundlund er så mangen en fange blevet tortureret. Her gik Jomfru Fanny også i skole sammen med amtmandens børn.

 

12 mark for trøst

I 1610 kunne sognepræsten i St. Nicolai Kirke berette:

  • Jeg blev hos den arme synder så længe, til han kom i bødlens hænder. Mig blev af øvrigheden for min hafte umage med denne misdæder og synder tillagt 12 lybske mark

Det var borgmester Claus Esmarks svigerforældre, der under tortur havde bekendt sig til at have medvirket til drab. Svigermor blev halshugget foran St. Nicolai Kirke. Og det var hos gemalen, præsten opholdt sig. Gemalen slap ikke. Han blev radbrækket og lagt på hjul og stejle på Arnbjerg nord for byen.

Datteren blev forvist. To bådebyggere blev ugen efter kastet på bålet. De havde ved uforsigtighed antændt en brand, der ødelagde det meste af byen. Branden anså man som et tegn fra Gud, for at man endnu ikke havde opklaret drabet på borgmesteren.

I Flensborg blev præsten fra Hellevad, Jørgen Lund, halshugget. Han var medskyldig i drabet.

 

Et børneblad fra Aabenraa

En ung lærer og journalist og senere tobaksfabrikant, Mathias Andreasen blev i 1890 valgt ind i Sprogforeningens bestyrelse. Han var en initiativrig igangsætter, der samme år begyndte
at udsende Illustreret Børneblad til landsdelens danske aviser.

Bladene udskrev bl.a. stilopgaver. Derved udspredtes dansk læsestof samtidig med, at børnene blev ansporet til at formulere sig skriftligt på deres modersmål.

 

Sangbog som ”agitationsmiddel” 

Året efter udgav Andreasen, Dansk Sangbog, populært kaldet Den Blå. Den fik en enorm udbredelse. Det var ikke uden grund, at en tysk professor kaldte den for det farligste agitationsmiddel, som danskerne ejer. Efter professorens mening kunne ikke mindre end 150 af sangene stemples som ophidsende. Den skulle forbydes. En dom fra 1906 nøjedes dog med at konstatere, at kun fire af sangene var ophidsende.

 

Sprogforeningens almanak

Den tredje genistreg var Sprogforeningens Almanak, der for første gang udsendtes i 1894. Også denne mærkede tyskernes censur. Bagsidebilledet med Mor Danmark blev forbudt. Da dette motiv blev erstattet af De Sønderjyske Piger med et landkort, måtte ordet Sønderjylland trykkes over med to fede streger, da en dom fra 1895 havde gjort det forbudt at anvende dette ord.
Bo Bojesens møde med Stormtropperne

Som det sikkert er læserne bekendt arbejdede jeg i ca. 16 år i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa, og netop tegneren Bo Bojesen, der er født i Aabenraa i 1923 fortæller:

  • Snart var vi ikke ene om at lege røvere og soldater. Mange voksne, både danske og tyske, var nemlig ganske upåvirket af, at Hitler på  den tid var i fuld gang med at opbygge og udvide Det Tredje Rige ca. 25 km syd for byen.
  • Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode, og Frits Clausen etablerede en lille førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørre chaussé – Nogen ørnerede var det ikke, men det smagte da altid af fugl.
  • Selv på en fredelig søndagsspadseretur til det idylliske traktørsted Farvermølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter. Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og måske derfor grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i
    fysisk form, når tidens fylde kom.
  • Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter.
  • Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevikiske eller jødisk – kapitalistisk – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.

 

Aabenraas store maler

Allerede i 1921 – 22 tegnede hun geometriske figurer, trekanter, firkanter, cirkler, kugler, kuber og cylindere i stærke farver. Det var hidtil uset. Ingen anden dansker havde gjort det før. Jo, det er den berømte Aabenraa – maler, Franciska Clausen, vi taler om.

Hun arbejde i små atelierer i Berlin og Paris. I 1930erne vendte hun hjem og trak sig tilbage i næsten total ubemærkethed i Aabenraa. Hun var med til at forme verdenskunsten.

 

To andre berømtheder

Vi skal også nævne Gynther Hansen. Han var bibliotekar i Aabenraa og med monolog – samlingen, Stemmer fra provinsen slog han sit navn fast.

Og så var det Carl Scharnberg – proletarbarn fra kommunens hus, som han selv siger. Han er født her. Hans digte blev masseproduceret. Men han var også farlig for nogen. Således fik vi i HK – Ungdom forbud mod at præsentere ham i HK – Huset i Aabenraa. Det var inden jeg blev HK – formand.

 

En gård i Kolstrup

Jacob Michelsens gård i Kolstrup skal nævnes. Gården er meget gammel. I 1962 fandt man under komfuret det tidligt middelalderlige ildsted, som gården er bygget op omkring. Den ældste del af det nuværende hus er netop køkkenet og de tilstødende rum, der er rejst senest omkring 1600.

Det ældste inventar er en gotisk egetræskiste, der har stået på gården siden 1580. Den Jacob Michelsen, som gården er opkaldt efter, var i 12 år formand for Sprogforeningen. Han hørte ikke til dem, der var kendt i den store offentlighed. Han var dog en af de store slidere, der holdt sammen på danskheden.

 

Marcus Lauesens lovprisning

Vi bevæger os nu nord på til Løjtland. Vi kan passende lade den lokale forfatter Marcus Lauesen beskrive området:

  • Det er bare en halvcirkel mellem Genner Bugt og Aabenraa Fjord, godt og vel en kvadratmil. Og alligevel findes næsten alt, hvad en vandring gennem Danmark kan give. Vi mangler bare klitterne og den brede strand. Mod vest ud mod landevejen, der går bag om landet, ligger heder og moser, lette jorder helt ind til kirke-byen. Fra denne store landsby stiger landet jævnt mod nordøst, øst og syd. Omkring byen er der rolige bakkedrag. Nogle småskove og sjælefulde trægrupper er det eneste, der bryder horisontens bue. Men ud mod havet begynder skovene og de brede dybe dale, de utallige hegn. Gang på gang står man ved et led i hegnet over en dal og ser mod den anden høj, der stiger brat op af dalen, og selv om bakkerne her ikke er store, virker de højere end de fleste steder i Danmark, fordi de ses fra rod til top.

 

Indhegning af egne marker

Her ligger de meget velbevarede kaptajns – gårde. Sognet er rigt på oldtidsminder. I nærheden af Skarrev ligger en velbevaret stenkiste Myrpold på en høj bakke ud mod fjorden.

Den lille Milkær Skov har en malerisk samling af høje. Den største er nok Blåbjerg nord for gården Skrevensten.  Løjt var en af de første sogne i landet, hvor jordene blev udskiftet. Det skete over en lang årrække. Fra gammel tid lå de selvstændige gårde Strågård og Blåsholm her.

Allerede i 1499 meldes om særdrift og cirka 100 år senere begyndte bønderne at indhegne deres marker. I 1680erne var al jord i Barsmark udskiftet. I 1730 ophørte den sidste rest af fællesdrift i Løjt Kirkeby. Det vil sige, at man lige manglede lidt eng og mose, som blev fordelt ca. 100 år efter.

 

Altertavlen – gjort af Gud

Taler man om Løjt Kirke, ja så er det den store flotte altertavle, man taler om. Den er 4,5 meter brede gotiske fløjaltertavle er den største i Nordslesvig. Ingen ved, hvor den er fremstillet. Et plattysk indskrift oplyser, at den er gjort i Gud i året 1520, da Johan Tam var sognepræst.

De udsædvanlige dragter og figurer minder lidt om motiverne på kalkmalerierne i Lysabild Kirke.

 

En biskop fra Løjt

En præstesøn fra Løjt blev biskop i Slesvig. Det var Theodor Kaftan. (1847 – 1932) Han var skarp modstander af den nordslesvigske skoles ensidige fortyskning:

  • Nordslesvig var mere dansk i 1914 end i 1864. Det danske var for os som et andet modersmål. Vi tyske nordslesvigere føler os kun helt hjemme der, hvor man taler tysk og dansk.

 

En admiral fra Løjt

En anden præstesøn fra Løjt blev også berømt. Det var Andreas du Plessis de Richeliu (1852 – 1932). Han blev dansk søofficer i Thailand. Fra 1899 til 1902 var han marineminister.

Som dreng fik han som så mange andre unge løjtninger uddannelse inden for flåden og handelsmarinen. Han så lige som sin ven H.N. Andersen mange muligheder i Thailand (Siam).
Ved siden af sin karriere i flåden grundlagde han en betydelig formue. Han blev efter sin hjemkomst en af storkapitalens mest magtfulde personer. I Landstinget repræsenterede han De Konservative.

Ved afstemningen i 1920 besøgte han sin fødeegn. Han gav indtryk af at være lovlig fornem og overlegen, som Jes M. Holdt udtrykte det.

 

Masser af voldanlæg 

Den middelalderlige ladegårdsholm, Elsholm nævnes første gang i 1351. Her lå en borg med volde. Det er dog noget mishandlet i dag.

Et andet voldsted er Avrøholm. Det er 100 meter langt og 75 meter bredt. Stedet er anlagt i forbindelse med en nu tørlagt sø. Ved nordsiden af volden ses en rampe, hvorover der muligvis har været en vindebro. Anlægget stammer muligvis fra høj – middelalderen. Skriftlige kilder har dog ikke kunnet findes. Også i engen sydøst for Elbjerg ligger et voldsted.

Ved Barsø blev der i sommeren 1962 fundet en fire meter lang båd fra vikingetiden. Den var udhulet af en træstamme.

 

To mindesten

Vi smutter nu på vores strejftog til området vest for Aabenraa, og lander ved Hjordkær.  Tidligere har vi beskrevet Hjordkær Kirke. Men vi har fundet en skålsten indmuret i nordvæggen. Her hænger en mindetavle for en dansk soldat faldet ved Isted. Den er sat af Hjordkærs beboere. En anden sten er til ære for en tysk soldat faldet i 1870. Den er sat af en del af Hjordkærs beboere.

 

En ukendt borg

To ejendommelige er fundet nær byen i 1970. Det er åbenbart tale om en bygning af betydelig højde. Måske er det en middelalderlig motte – borg. Sandsynligvis har stedet haft en eller anden religiøs betydning.

 

Omkring Rød-åen

Og så skal vi da også lige nævne Rødekro. Byen har sit navn efter kroen som opførtes ved Rød-åen i 1642 af den tidligere skytte hos amtmanden. Kort efter flyttede Sdr. Rangstrups herreds tingsret hertil.

 

Bliv Jomfru igen

En anden pudsighed var, at der ved Rødekro Savværk stod en gammel træstamme med et hul i. Efter sigende skal den hjælpe piger, der har mistet deres jomfrudom. De skal blot kravle gennem hullet ved fuldmåne, og fluks er de så gode som ny.  Om træstammen stadig står der, eller om det er nogle unge piger der ved fuldmåne har forsøgt sig, ja det skal være usagt.

 

Kilde:

  • Litteratur Aabenraa
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere

 –  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

  • Under Aabenraa finder du 169 artikler 
  • Aabenraa i de onde tider
  • Aabenraa under de to krige
  • Anekdoter fra det gamle Aabenraa
  • Dagligliv i Aabenraa – dengang
  • En Tolder – familie fra Hærvejen
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Henrettet i Aabenraa
  • Løjt Land i begyndelsen
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land
  • Skibe fra Aabenraa
  • Toldsted på Hærvejen
  • Hærvejen i Sønderjylland (under Sønderjylland)
  • samt mange flere artikler fra det gamle Aabenraa

Redigeret 23.11.2021


Løjt – mellem dansk og tysk

Februar 21, 2011

Selv om man talte dansk på  Løjt, var skolesproget tysk. Man forsøgte at påvirke skolebørnene. Der var sindelagskontrol. Danske nationalsange var forbudt. Krigsudbruddet til første verdenskrig forløb dramatisk på  Barsø. Løjt fik sin egen Stollig – affære. Nazistiske grupper forsøgte at få førerrollen. Man fik en nazistisk valgavis. Over 100 løjtninger kom i Fårhus – lejren.

 

Man håbede på  afstemningen

Ved Preussens sejr i krigen med Østrig – Ungarn i 1866 blev det i fredstraktatens § 5 bestemt, at hertugdømmerne skulle tilfalde Preussen. Men der stod også, ar såfremt befolkningen ønskede det, skulle det forenes med Danmark.

Derfor håbede Løjts dansksindede, at området snart igen kunne blive dansk. Og håbene voksede, da der i 1867 blev afgivet stemmer til det nordtyske forbunds grundlovsgivende rigsdag. Der blev afgivet 444 stemmer på den danske kandidat og kun 91 stemmer til den tyske kandidat.

 

En kejser frem for en hertug

Da sognefoged Hans Chr. Reuter fra Stollig skulle afgive ed til den preussiske konge inde på Rådhuset i Aabenraa, mente han ikke, at han var i stand til det. Men ak, afstemningen blev ophævet i 1878. Men også den tyske befolkning blev skuffet. Man havde håbet på en selvstændig stat med Hertugen af Augustenborg som regent. Men modsat de dansksindede affandt de sig hurtig med forholdene. De fik oven i købet en kejser i stedet for en hertug.

 

Man talte dansk

I tidspunktet mellem 1867 – 1881 mærkede  den danske befolkning på Løjt en tilbagegang. Tilslutningen til de tyske partier var stigende. Ved et enkelt valg i 1907 var der endog et tysk flertal på 7 stemmer. I Barsmark og Stollig var en større del af de mellemstore og store jordbesiddere tysksindede.

Blandt de udbredte slægter på  Løjt var slægter som Krag, Maag, Bruhn og Knudsgaard tysksindede. På den danske side fandt vi slægter som Lildholdt, Elberg og Reuter.

Når vi nu regner synnejysk som dansk, ja så talte den overvejende del af befolkningen dansk på Løjt Land.

 

Tysk i skolen

Fra påsken 1884 var det slut med den danske ABC på Løjt Land. Ja selv håndarbejds-undervisningen foregik nu på tysk. Der var tysk undervisningssprog i alle timer undtagen i fire religionstimer. Også gennem intensiv dyrkning af den tyske kejser og det tyske riges militærmagt, regnede man med at kunne indgyde børnene en stærk tysk nationalfølelse.

Ved Kejser Wilhelm den Andens 25 års regeringsjubilæum i 1913 gik turen til Dybbøl.

 

Bogsamling blev ikke brugt

Årene omkring 1890 blev i Nordslesvig brugt til at organisere det dansksindede arbejde. I Sprogforeningen forsøgte man at oprette danske bogsamlinger i hvert sogn. Men i Løjt blev den nu ikke brugt så meget.

Ja så var det også Vælgerforeningen for Nordslesvig og Den Nordslesvigske Skoleforening. De fleste af foreningens medlemmer kom fra Løjt Kirkeby, Bodum, Nørby og Barsmark.

 

Danske nationalsange – forbudt

Man havde også Løjt Sogns Foredragsforening. Den 5. januar 1893 var det et foredrag på Den Tyske Kro i Løjt Kirkeby, hvor en ”hvis” journalist Hans P. Hanssen holdt et foredrag over vor tids opgave. Det var vigtigt at give vore unge en ordentlig opdragelse og sørge for at de dygtiggører sig. Jo man havde allieret sig med samtidens mest fremtrædende dansksindede.

En vigtig ting til disse møder, var sangen. Her brugte man selvfølgelig Sprogforeningens Blaa Sangbog. Landråden havde dog forbudt afsyngning af de danske nationalsange.

På grund af den strenge Køller-politik måtte foreningen indstille sin virksomhed i 1898.

 

Politiske møder – forbudt

I 1911 nægtede værterne både på  den danske og den tyske kro at lægge lokaler til et politisk møde , antagelig efter henstilling fra de offentlige myndigheder. Man forsøgte i 1913, at samle sammen til et dansk forsamlingshus. Men der var kun kommet 4.000 mark, og det var ikke nok.

I 1914 blev Løjt Sogneværn dannet. I vedtægterne hed det sig:

  • Foreningens formål er at værne den personlige frihed, bevare jorden som fri jord på  fri mands hånd, og i øvrigt vaaretage sognebørnenes interesser såvel økonomiske som i offentlige forhold.

Dette formål blev overholdt ved at udlåne penge til dansksindede.

 

Kærlighed og troskab til kejseren

I 1890 oprettede de tysksindede Deutscher Verein für das nördliche Schleswig. Det var et modstykke til den danske Vælgerforening. Det var hvis ikke så meget gang i denne forening. Det var det så til gengæld i Kriegsverein fúr die Halbinsel Loit. Har blev blandt andet kejserens fødselsdag festligholdt. Formålet med foreningen var netop at pleje, beskæftige og forstærke kærligheden og troskaben over for kejser og rige.

 

Sindelagskontrol

Myndighederne førte sindelagskontrol. Således blev der meddelt at Anne Hansen i Barsmark var uegnet som håndarbejds-lærerinde, fordi ægtemanden er en af de største socialister vi har her.

 

Dramatik på
Barsø 

Den 28. juni 1914 blev den østrigske tronfølger myrdet af serbiske nationalister. En måned efter erklærede Østrig – Ungarn Serbien krig. De russiske styrker mobiliserer, og Tyskland sættes i krigstilstand.

På Barsø opleves dette dramatisk. To gendarmer ankommer fra Aabenraa og meddeler kommunalforstanderen, at krigstilstanden er indført. Deres opgave var også at bringe navngivne mandlige personer fra øen til Aabenraa. Det var alle de dansksindede. I Aabenraa blev de sat i arresten. Myndighederne var bange for, at disse folk ville hjælpe en fjendtlig flåde gennem Lillebælt.

 

Krigen havde sine ofre

De militærpligtige i alderen op til 39 år skulle møde op til første mobiliseringsdag. Også dem fra 39 til 45 år, der tilhørte Landstormen skulle møde op. En samvittighedskonflikt opstod. Skulle man flygte til Danmark – eller skulle man give Kejseren, hvad Kejserens er, som de dansksindedes ledere havde sagt.

Krigen krævede sine ofre. I alt 96 af sognets mænd faldt ved fronterne. Endnu flere fik varige fysiske eller psykiske men. Mange af dem der var hjemme på orlov, valgte at flygte til Danmark.

 

Rationalisering

Fra marts 1915 blev brødet rationeret. Folk med fysik arbejde kunne få mere end de tildelte 200 gram. I 1918 var man så langt ude, at man blandede hakkelse i brødet. Samme år var man helt nede på en tildeling af kun 100 gram kød.

Også på Løjt mærkede man sotbørs – handel.

 

Analfabeter – men flittige

I 1915 kom de første russiske fanger til Løjt. Som en af beboerne sagde:

  • De fleste er analfabeter, men flittige.

 

Stemning ved valget

Kejseren var flygtet til Holland. Nederlaget var nært forstående. Det kneb med disciplinen og folk strømmede hjem fra krigen. De dansksindede arbejdere sluttede sig sammen i S.A.F (Sønderjydsk Arbejder – Forening). Man anså Socialdemokratiet som tysksindet. I 1918 havde S.A.F. 10.000 medlemmer i landsdelen. Kravet om genforening var voksende.

Endelig den 10. februar var dage, hvor det skulle afgøres. Hejmdal skildrede stemningen i Løjt Kirkeby:

  • På valgdagen var der straks fra morgenen kl. 9 meget stor tilstrømning, så folk stod i række og måtte vente til turen kom til dem, hen imod middag flovede det lidt af, da alle skulle hjem for at spise til middag, men om eftermiddagen blev tilstrømningen meget stor igen, da mange var ængstelige for, at de ikke skulle nå at få afgivet deres stemme. Da der var 852 stemmeberettigede i byen, og der måtte regnes med, at der næsten ingen vælgere kom fra kl. 11 ½ til kl. 12 ½, så var der kun 600 minutter til 852 vælgere.

Resultatet for Løjt blev 76 pct. danske mod 24 pct. tyske stemmer.

 

Tysk Privatskole

I 1924 startede en tysk privatskole i Skovby. Skolen fik allerede i 1925 egen bygning. Fra starten var der 17 elever. Deutscher Jugendbund für Nordschleswig havde en aktiv afdeling på Løjt.
Arrangementer som foredrag, dilettant m.m. foregik hos den tysksindede vært Kunkel Knappen. Sportskampe skete på en mark ved Skovby.

 

Endelig et forsamlingshus

Løjt Kirkeby og Omegns Gymnastikforening tog mange aktiviteter op. Navnet blev ændret til Løjt og Omegns Ungdomsforening. Medlemstallet var oppe på ca. 200.

I 1929 brændte Den Tyske Kro. Mejeribestyrer Kock havde indkaldt til et møde med henblik på at erhverve tomten. 54 dansksindede mødte op. Og den 14. december 1930 kunne man indvie forsamlingshuset. Ved aftenfesten blev musikken leveret af en trio. En af disse var en hvis læge Frits Clausen fra Bovrup.

 

Nazismen trives i Løjt

Også nazismen fandt indpas i Løjt. Flere konkurrerede om førerskabet. Men det var en fynbo ved navn Peter Larsen fra Skovby, der samlede flest. Han havde mistet den ene arm i Første Verdenskrig. Ved siden af ham, var der en ung landmand fra Løjt Kloster, Jep Schmidt. Man fik tilladelse fra Den Tyske Privatskole til at holde månedlige møder til gruppen som man kaldte NSDAN.

 

Stollig – affæren

Det spændte nationalpolitiske forhold ramte Løjt under den såkaldte Stollig affære.

I 1934 havde den tysksindede Fru Moss i Stollig overdraget sin gård til dattersønnen Thomas Pørksen med en akkordordning. Men det endte i en tvangsauktion. Den dansksindede gårdejer fra Roager Sogn overtog gården. Pørksen kunne ikke få hjælp. Ikke engang fra Kreditransatlt Vogelgesang. Den 17. oktober 1936 flyttede Pørksen ud og Warming ind.

Den 20. oktober kl. 19.20 om aftenen genindsatte Jep Schmidt, der nu var kredsleder for Nationalsozialistische Deutsche Aibeiterpartei Nordschleswig i Aabenraa Amt, Pørksen som ejer. Denne forsvandt dog, da Warming tilkaldte politiet.

Men det var ikke slut. Rudeknusning, trusselsbreve og overmaling med smædeordene Tyv – Warming fulgte. Desuden blev gårdens brønd forgiftet med olie og snavs.

 

Partifører bakkede op

Sagen vakte stor opsigt. Partifører Jens Møller kom til Løjt og bakkede sin partifælde op. Sagen endte helt op i Landsretten, som gav Warming medhold. Men det var ikke slut. Warming
blev overfaldet på Knapstien. Warming blev også nægtet optagelse i Stollig Andelsmejeri.

 

Valgavis med parole

Løjt Sogns Valgavis havde Jep Schmidt som redaktør Parolen lød:

  • I disse dage, da Adolf Hitlers soldater for 3. gang i et tidsrum af 12 måneder i et ganske ublodigt triumftog tilbage-vinder vældige områder til det nye Tyske Rige, går Nordslesvig til valg. Også her byder en ny tid med fortidens idealer. Et gammelt Europa – efterkrigstidens Europa bliver lagt i graven og en ny tid bryder frem, over dette nye Europa står med lysende bogstaver navnet Adolf Hitler. Derfor stem Slesvigsk Parti og din hjemstavn fri.

 

Modstand og sabotage på Løjt land

Den 9. april 1940 så det ud til, at Jep Schmidt og hans lidelsesfælders ønske gik i opfyldelse. Den 15. oktober 1943 sprang transformatorerne i Nørby og Stollig. Sabotageaktioner havde nået Løjt. I det tidlige forår 1944 blev der dannet såkaldte ventegrupper rundt om på Løjt. De skulle træde i aktion, når den tyske hær brød sammen, eller hvis de allierede gjorde landgang i Vestjylland.

Der blev udlagt depoter af våben, nedkastet af engelske fly på Karl Hansens gård. Dette blev dog opdaget af tyskerne, og Kaj Hansen blev arresteret. I alt fire grupper blev dannet. I begyndelsen gemte man våben i kirken.

Tyskerne oprettede en lejr med antiluftskyts. Og det var også dette, der nedskød en Lancaster – bombemaskine den 18. august 1943. Ved styrtet i nærheden af Barsø Landing omkom alle syv besætningsmedlemmer.

 

Modstandsbevægelsen i aktion

Efter krigen blev der her oprettet indkvartering af omkring 1.400 flygtninge fra Østpreussen.

Nu var det modstandsbevægelsens tur til at hævne sig over for de tysksindede. Antallet af internerede blev opgivet til 102, heraf 15 for deltagelse i krigen på tysk side, ca. 30 for tjeneste som Zeitfreiwillig og resten for arbejde og salg af produkter til værnemagten.

 

Hadefuld stemning

Stemningen var hadefuld. Den mand, der fik den hårdeste straf var Peter Larsen. Ved underretten fik han 15 års fængsel. Landsretten takserede dog straffen til 13 års fængsel. Peter Larsen
var blevet leder af den halvmilitæriske organisation Schleswigsche Kammeradschaft og leder af Selbstschutz. I Det Tyske Mindretal havde han haft en central placering.

 

Kilde:

  • Litteratur Løjt
  • Litteratur Aabenraa
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
Om Løjt – 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler 
  • Anekdoter fra Løjt
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Løjt Land – i begyndelsen
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land
  • Skibe fra Aabenraa og mange flere 
  • Under Besættelsestiden (før-under-efter) finder du 362 artikler 
  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 243 artikler 
  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Redigeret 23.11. 2021

 

 

 


Dagligliv i Frøslevlejren

Februar 21, 2011

De indsatte ville ikke affinde sig med den disciplin, som der blev forlangt. I begyndelsen fik man masser at spise. Men det kneb. Lejren fik 4.000 indsatte. Den var berammet til 1.800. Radioer blev indsmuglet og endda et smalfilms apparat. Men frygten for at blive sendt sydpå lurede. Mange forsøgte at flygte, og for nogle lykkedes det.

 

Dansk forplejning – større frihed

Dengang vidste befolkningen meget lidt om Frøslevlejren. Dem, der blev overført fra Vestre Fængsel var en smule forberedte. På væggene i fængslet var indridset:

  • Vær ikke bange for Frøslevlejren
  • Dansk forplejning – større frihed

 

Kunne ikke være sig selv

Men den sortbrune barakby omgivet af den mørke granskov vakte ikke ligefrem opmuntring. Nu kunne man dog pludselig se nattehimlen. Men illusionerne blev slået i stykker af lejrens projektørlys. Måske var friheden større, men man kunne ikke krybe ind til sig selv, når man var ked af det. Det måtte man dele med de andre.

 

Gøre rent og stoppe sokker

De kvindelige og mandelige fangere var adskilt af et hegn. Man måtte ikke tale sammen. Og man måtte ikke sende breve og pakke over hegnet. Men disse regler blev konstant overtrådt. Kvindernes opgaver i lejren var at gøre rent. Man stoppede lejrens sokker, pudsede vinduer m.m. Egentlig skulle lejren have deres eget vaskeri, men det blev aldrig etableret. Mændene var oppe på mærkerne. De var ude efter såkaldte vaske-kærester. Som tak fik de cigaretter.

 

Man spiste godt – i begyndelsen

Mellem klokken 7.15 og otte, blev kvinderne afhentet til morgenmad i sluttet trop. I rækker af fire blev de lukket ud af pigtrådsindhegningen og under bevogtning af en højtråbende tysk soldat  til lejrens hovedgade, hvor spisebarakken lå. Man spiste ved 13 – tiden og 18 – tiden. Den danske forvaltning gjorde sit til at skaffe god mad.

 

Overbefolket

Lejren var opbygget til ca. 1.800 indsatte. Men efterhånden rummede lejren 4.000 fangere. Og efterhånden kneb det med maden. Mændene, der havde legemligt arbejde, kunne ikke altid
bliver mætte. Kvinderne sendte madpakker over hegnet til deres mandelige kollegaer.

 

Fangernes manglende disciplin

Hver barak havde sin formand og næstformand. De havde ansvar over for tyskerne, at alle opførte ordentligt. Forholdet til det tyske vagtmandskab var omskiftelig. Den tyske mentalitet kunne ikke altid leve op til fangernes mangel på disciplin. Modtageligheden for grove irettesættelse og trusler var svag. Det militæriske nervesystem var sat på prøve.  Hver anden søndag kunne kvinderne få  besøg af deres mand, bror eller søn på vagtkontoret. Man kunne være sammen mellem 20 minutter og en time.

 

Frygten at blive sendt syd på 

Inderst inden lurede frygten. Frygten for at blive sendt sydpå. Det var om morgenen ved fem – seks tiden, at soldaterne stormede fra barak til barak og råbte navnene på dem, der skulle til Tyskland.  10 kvinder stod også på en liste den 28. november. Men de blev slettet af Sturmbannführer. Han ville ikke tillade, at der blev sendt kvinder fra hans lejr til en ukendt skæbne. Kvinderne fik derefter besked på, at de var løsladt. En halv time efter fik de at vide, at det var en fejltagelse. De blev ført til Vestre Fængsel. Og herfra blev de den 11. december alligevel ført sydpå.

 

Nogle slap væk 

Den 10. september 1944 blev en person skudt af en tysk vagtpost, fordi han gik på den såkaldte sandpromenade. Og den 15. september afgik den første transport til de tyske KZ – lejre. Mange tænkte på flugt. De ville ikke i KZ – lejr.  Og det lykkedes da også for nogle at flygte. Når man var ude af lejren for at arbejde, var der nogen, der spænede ind i skoven. De slap væk. Men ikke alle var lige heldige.

 

Flugtforsøg 

Hver uge kom der rugbrød ind i kasser. Nogle af de indsatte trænede i at komme ned i disse kasser, for at flygte. Og to indsatte forsøgte så, at sætte sig i kassen i håb om at komme ud i friheden. Nogle indviede bar kasserne over til en lagerbygning. Kusken opdagede dog, at noget var galt. Han turde ikke, at køre ud af lejren med den dyrebare last. De to indsatte kravlede derfor ud af kasserne, og selv om der var masser af vidner, var der ingen, der opfattede, hvad der egentlig skete.

 

Ud i en brødkasse

Brødrester blev kørt ud til landemændene. Det foregik i specielle kasser. Og sådanne kasser blev fremstillet inde i lejren. Og det skulle da lige prøves, om man kunne komme ud i en sådan kasse. Det lykkedes, men det var et chok for landmanden, da der pludselig rejste sig en person ud fra kassen.

 

Radioer i lejren

Flere illegale radioer blev smuglet ind i Frøslevlejren. Nyhederne blev skrevet ned og videregivet til en udvalgt skare mundtlig. Og man var ikke afhængig af strømmen som ofte gik. Nej, radioen gik såmænd på batterier. Og sidde var let at smugle ind. Ja det hedder sig endog at batterierne blev købt i den tyske kantine, trods det, at de ikke måtte sælge fangerne noget. Og i øvrigt var det forbudt at have lommelygter i lejren.

 

Tørresnor var jordledning

Radioen befandt sig i et rum, lavet ibarakkens dobbelte bræddevæg. Rummet befandt sig under vinduet og blev åbnet ved hjælp af et søm, der blev stukket ind i brættet. Som antenne blev lysledningen brugt til sidst. Da radioen var blevet flyttet tre gange, var man til sidst træt af hver gang at skulle skjule en ny antenne. Som jordledning blev der brugt ståltråd, som førte fra et jernrør i barak 11´s vaskerun til et søm i væggen. Her kunne jordledningen snildt sættes på. Ja og så blev den også brugt som tørresnor.

 

Smalfilms-apparat

Ja man havde også et snurrende 16 mm smalfilms-apparat. De fleste optagelser blev taget, mens man rystede kakkelovnsristen. Så kunne man skjule den snurrende lyd. Der er også optagelser fra tandlægeklinikken og røntgenstuen. Enkelte optagelser er også taget ude i selve lejren, mens der var fly over lejren.

 

 

Stikkere i lejren

Gestapo havde anbragt flere stikkere i lejren. Så de vidste, at der var radioer i lejren. De foretog adskillige razziaer, for at få fat i dem. Også på Gedestuen var der razzia. Her lå de mest spændene ting for tyskerne gemt. Men det eneste som tyskerne fik fat i var en illegal brødrister.

Kilde:

  • Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  • www-dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler– herunder 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov

  • Under Besættelsestiden (før/Under/Efter (362 artikler) 
  • Frøslevlejren
  • Fårhuslejren
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • Harreslev – dengang
  • Sandheden om Karantænestationerne
  • Myten om De Hvide Busser 
  • De Hvide busser nok engang 
  • Under krigen i Bov Kommune 
  • Militære efterretninger i Grænselandet
  • Karantænestationen ved Grænsen 
  • Besættelsestiden i den sidste tid i Bov Kommune og mange flere artikler  

Redigeret 18.10.2021


Vognmænd og speditører i Padborg

Februar 21, 2011

Det er ikke til at tro, at der i 1920 kun var 47 indbyggere i Padborg. I dag er det antal hundred – dobbelt. 4.500 lastbiler kører dagligt gennem byen. Og 3.000
er beskæftiget inden for speditions – og transporterhvervet. Læs her om den enorme udvikling, og nogle af de kendte firmaer. Men også om da der var masser af husvilde i kommunen. Og kommunen ville ikke stille garanti til oprettelse af en andelsboligforening.

 

Fra 47 til 4.600

Tænk i 1920 var der kun 13 huse og 47 indbyggere i Padborg. I dag er der 4.600 mennesker. Og hver dag ruller 4.500 lastbiler gennem byen. I Danmarks største transportcenter befinder
der sig 47 speditions – og 52 transportvirksomheder. Dertil kommer 27 lager – og 55 servicevirksomheder.

 

3.000 beskæftigede

Og det hele er stadig i udvikling. Siden 1985 er den danske eksport steget med 70 pct, og importen med 50 pct. Den udvikling har man kunnet mærke i grænsebyen. Padborg Transportcenter beskæftiger i dag 3.000 mennesker.

Men man skulle så meget igennem inden det nåede så vidt. Jeg boede i byen i syv år. Så blev jeg mere eller mindre tvunget fra byen.

 

Husvild i Bov Kommune

Fra 1945 til 1990 blev befolkningstallet i Bov Sogn fordoblet. Særlig fra 1955 til 1965 gik det stærkt. I Padborg og Kruså var der ligefrem tale om byggeboom. I 1945 boede kun 40 pct. af sognets beboere i de to byer. I 1970 var der tale om 75 pct.

Det var transportvirksomhed, statslige arbejdspladser og grænsehandel, der var skyld i denne vækst.

Antallet af folk, der var beskæftiget med handel blev fordoblet med handel blev fordoblet fra 1940 til 1965.

Den store tilstrømning skabte problemer. Således var der i 1946 hele 300 familier uden bolig i Bov Sogn. 90 familier var deciderede husvilde. De var anbragt i barakker og på
skoler. Flere gymnastiksale var indrettet som husvilde-boliger.

 

Utålelige boligforhold

Da mekaniker Wind i Bov i 1951 ville nedlægge en lille lejlighed, blev dette nægtet. Da manglede der stadig 85 lejligheder i sognet. Lofter, værelser og sommerhuse måtte endnu i slutningen af 1950erne tages i brug.   Jernbanefolk, der var blevet forflyttet til Padborg måtte tage til takke med et lille værelse uden
nogen bekvemmeligheder. I fridagene tog de hjem til familien. Men efter et par år kom familien til byen. De blev mødt med utålelige boligforhold. Nogle boede i nedlagte busser, andre i togvogne.

 

Kommunen ville ikke garantere

I 1946 forsøgte man, at starte en andelsboligforening. Kommunen ville dog ikke garantere lånet over for staten. I 1949 forsøgte man igen. Det lykkedes. Padborg Andelsboligforening var en realitet. De første huse blev etableret på  Jernbanegade og Ringgade.  I 1961 rummede foreningens boliger en tiendedel af befolkningen. På bare 18 år blev der bygget 189 boliger.

Aabenraa Amts Boligforening kastede sig over Kruså.

 

En bolig for hver anden beboer

Et nyt byggeboom opstod. På bare 10 år blev der bygget 370 boliger i Padborg. Endelig omkring 1970 var boligproblemerne løst. Selv om befolkningstilvæksten stoppede, fortsatte man byggeriet. Fra 1972 til 1990 blev der bygget 1.500 nye boliger i kommunen. Det betød, at der i 1990 var en bolig for hver anden beboer i Bov Kommune. Det må da være Danmarksrekord?

 

Tjent på  besættelsesmagten

Mange vognmænd og speditører havde tjent godt på besættelsesmagten. Der var også masser af transport til Schweiz. Man var glade for de danske landbrugsprodukter. Hjælpepakker til Tjekkoslovakiet blev også klaret fra Padborg.  Transporterne foregik fra Padborg Station, landevejene ved Kruså og fra Oksevejen.

 

Stationen blev større

Byens store jernbanestation blev endnu større. Midt i 1950erne var der ansat 250 mand på stationen. Dengang kørte der dagligt 125 vogne ind på lade-sporene.  Man kunne opleve, at en halv snes lokomotiver futtede tilsyneladende planløst rundt på skinnerne. Men det var skam et formål med galskaben.

 

1950erne: 50 speditører og vognmænd

Hos speditørerne gik det også  stærk. I 1942 var der cirka 40 ansatte hos speditørerne. Tager vi transportfirmaerne med, nåede vi næppe op til mere end 100 ansatte. Men allerede midt i 1950erne var der ca. 50 speditionsfirmaer og vognmænd.   Andreas Andresen var specialist på fødevaretransport. I 1962 byggede firmaet det suverænt største pakhus vest for banen. Tre år senere opførtes et frysehus. Schenker konkurrerede sammen med Andreas Andresen med at være de største.

 

Fra Schenker til Danexim

Efter krigen var Schenkers filial blevet beslaglagt af staten. Niels Christensen, der havde været filialbestyrer købte allerede i 1945 aktiviteterne og rettighederne af staten. Man åbnede under navnet Danexim.  Firmaet var meget engageret i eksport af landbrugsvarer. I den forbindelse blev det første autoriserede frysehus oprettet i 1953 i Padborg. Igennem 1960erne havde firmaet beskæftiget cirka 100 mand.

 

Junker starter selv

Også det andet tyske firma, Vilh. Stave fortsatte i ny skikkelse efter krigen. Det nye navn blev Jarlby og Co. Ledelsen blev overdraget til Kr. Junker. Men denne blev afskediget i 1957. Hvad gør man så. Ja, man fortsætter selv. I 60’erne havde firmaet godt en snes mand ansat.

 

Vognmænd overtager firma i pengenød 

I 1959 startede Padborg Transit. Ja egentlig var det fem vognmænd, der kørte for Berg og Co, som var kommet i økonomiske vanskeligheder, der startede. I 1970 var der 60 ansatte.

Også det store firma, Lehman startede en filial. I 1940erne havde man ellers samarbejdet med de lokale firmaer, Andreas Andreasen, S.A. Jessing og Peter Hansen.  Filialbestyrer hos Samson og Wilson, Erik Halskov Jensen startede i 1953 for sig selv hjemme i sin dagligstue. I 1970 var der 65 ansatte.

Nissen og Petersen havde omkring 1965, 32 ansatte. Den lokale Andreas Nissen havde tidligere været ansat hos Peter Hansen.

 

Prokurister starter selv

I 1966 ville nogle prokurister hos Andreas Andresen starte for sig selv. Det var Brødrene Rebsdorf. I 1970 havde dette firma 25 ansatte.  I 1970 omfattede den samlede speditionsbranche
omtrent 5 – 600 arbejdspladser.

 

Ny grænseovergang

Efter krigen var der mange vognmænd, der prøvede lykken. Men i 1951 aftalte den tyske og danske regering, at kun et begrænset antal koncessionerede lastbiler måtte køre eksport.
Tallet blev i første omgang højst 275 biler. Det steg kun langsom før 1970.

Der var ikke mange store eksportvognmænd i landet, der havde mere end 4 biler. Kun et par stykker havde mere end 10.

Midt i 1970erne kom der større og stærkere lastbiler. Den eksportvognmand, der havde tilladelse til at køre i Tyskland, tjente godt. Hans tilladelse var et guldranet stykke papir.

I 1963 gik der 13 gange så meget gods ud af landet som i 1950.

For Kruså betød den nye udvikling en ny grænseovergang i 1956. Den gamle var alt for smal, og lange køer var hverdagskost.

I Padborg gik forskellige organisationer sammen og etablerede Transitgården.

 

Knud Hansen

Før krigen var der kun en håndfuld eksportvognmænd i Bov – Padborg området. Knud Hansen havde base i København, men etablerede en filial på Krusaagård. I 1960erne udviklede firmaet sig til en stor vognmandsforretning.

 

H.P. Therkelsen

Den største af dem alle var dog H.P. Therkelsen. Firmaet var etableret i Løgumkloster. I 1952 befandt man sig i Kruså. Firmaets store gennembrud kom, da man fik kontrakt med Den danske Brigade i Tyskland. Denne kontrakt bestod fra 1947 og 10 år frem.

H.P. Therkelsen var i mange år den største skatteyder i sognet. Antallet af ansatte steg til 40 i 1970. I dag har man cirka 200 ansatte.

 

De største vognmænd etableret i kommunen

I Bov holdt firmaet Jens Jensen til. Omkring 1970 havde man 10 eksportbiler. Firmaet Peter Hansen specialiserede sig. I løbet af 60erne havde firmaet 40 ansatte.  Problemerne for både speditører og vognmænd var at tyskerne i mange år ikke ville udvide tilladelserne. Derfor var man tvunget til at bruge tyske biler. I 1970erne havde fem af Danmarks største vognmænd etableret sig i kommunen.

 

Bestyrer starter selv

Lehmanns filialbestyrer, Edwad Marker blev selvstændig. Han specialiserede sig i import af tysk øl til Danmark.

Og i 1972 gik tyskerne med til at udvide tilladelserne. Nu var disse ikke mere bundet til den enkelte bil, men til det enkelte firma. Det gav plads til 5 – 600 eksportbiler.

Willy Haustein, der havde været ansat hos H.P. Therkelsen startede et firma, der voksede. Men Haustein måtte opgive i 1982. Hans virksomhed blev overtaget af Brødrene K.E. Og Eigil Christensen.

Firmaet Sv. Aage Barsøe havde solgt halvdelen af firmaet til IAT i Esbjerg. H.P. Therkelsen , der nu for alvor var den største vognmand flyttede til Padborg. Man havde overtaget en del af Padborg Transits aktiviteter, og var nu oppe på 165 ansatte.

 

Det bliver i familien

K.E. Christensen udviklede sig også. I begyndelsen af 1980erne var de en overgang større end H.P. Therkelsen. De havde overtaget firmaet Cargex, som de selv var med til at starte.

Eigil Christensen udviklede E.C. Trail. Han overtog en af de store vognmandsforretninger, Hans Petersen og udvidede medarbejderstaben til 90 i 1993.

Eigil Christensen var svigersøn til Erik Halskov Jensen. Det gjorde ham til svoger til en meget markant person, Carlo Jensen. Han blev også en af de store himmelstormere.

Carlo Jensens firma C.J. Transport blev grundlagt i 1979 med to medarbejdere. I 1990 var der 50 ansatte. Men da begyndte han at flytte aktiviteterne ud af landet.

 

HST starter

Hansen og Søn  havde i 1991 omkring 60 ansatte. Den ene af indehaverne havde sammen med Finn Sørensen grundlagt firmaet HST. Det havde på et tidspunkt 150 ansatte.  Ved siden af de store vognmænd var der yderligere 30 – 40 firmaer i Kruså og Padborg, der havde eksporttilladelse. Andreas Andresen havde overhalet Danexim midt i 1980erne. Man havde opkøbt firmaet Junker og Co. I 1990 var der 120 ansatte.

 

1.300 ansatte i 1990 – 91

I 1990 var N.E. Kock nået op på 40 ansatte. Speditionscentret og Malling gik sammen med Konti – Skan og nåede op på 70 ansatte.

Efter Schenker og Stave kom yderligere to tyske firmaer til, nemlig Otto Ohl samt Kuehne og Nagel. Også det hollandske, Vooruit etablerede sig i Padborg.  Omkring 1990 – 91 havde speditionsbranchen cirka 1.300 ansatte.

 

Motorvej – en fordel for Padborg

Kigger man i Krak fra 1985 kunne man finde ca. 100 firmaer i området, der beskæftigede sig med transport og spedition. Motorvejen blev en stor fordel for Padborg.  Det fælles dansk – tyske toldområde blev en stor succes. Man må tage hatten af for tyskerne, at de ville være med til at etablere dette område et par kilometer inde på dansk grund.

43 aktionærer var med til at starte Padborg Godsregistrering. Primus motor i dette var Erik Halskov Jensen. Overskuddet gik til fælles gavn til det lokale transporterhverv.

Man fik skabt en slags frihavn trods kraftig modstand fra Århus Havn. Dengang blev initiativet dog ikke helt den store succes.

 

Jernbanen i stampe

Jernbanen var sakket bag ud i 60erne og 70erne. Det var ikke meget international godstrafik tilbage. Men så fik man midt i 1980erne det såkaldte veksellad. Ideen var, at bilerne kunne køre vekselladene til centrale terminaler, hvor det så kunne læsses på et tog til de længere distancer. I den forbindelse med etableringen, blev firmaet Kombi – Dan etableret. Men jeg husker det egentlig ikke som den store succes.

 

De gamle centre

En flyveplads blev anlagt. Den gav anledning til meget diskussion. De gamle transportcentre var Padborg station og landevejen ved Kruså I Padborg lå speditionsfirmaerne længe i Jernbanegade, Valdemarsgade og på selve stationsområdet.

I Kruså var det Transitgården lige nordvest for grænseovergangen, der var det store center. Men fra 1962 var det Padborg, der trak. Man etablerede sig mellem den nyanlagte Industrivej
og banen.

 

Guldgraver – stemning

1970erne bød på et langt byggeboom på Frøslev Kådnermark, vest for banen. Næste etape var arealet mellem Omfartsvejen og Motorvejen.  Ja, der var helt guldgraver – mentalitet over det hele.   Udviklingen fortsatte efter mine 7 år i Padborg.

 – Siden denne artikel er skrevet er der sket en ny udvikling som ikke i alle tilfælde har været gavnlig for området. Mange af de nævnte virksomheder eksisterer ikke mere. Det gør min gamle arbejdsplads heller ikke. Men den historiske udvikling kan man ikke se bort fra. Husk denne artikel er fra 2011. 

 

 

Kilde:
–   Litteratur Padborg – Kruså – Bov

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov: 

  • Padborg fra begyndelsen
  • Padborg i 7 år
  • Padborg og nabobyerne og mange flere artikler 

Redigeret 19.-10.-2021


Flere anekdoter fra Højer

Februar 21, 2011

Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på  Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.

 

Fordel at ku snak æ Sproch

Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.

 

Den gamle Gendarm

I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.

 

Kaffebord samlede danskheden

Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.

 

Rosporten ramt af tragedie

Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.

 

Fiskeren uden styrhus

En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:

  • Æ har Fandme alle bejt som den daw.

 

Kurvemager Schmidt og æggene

På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.

Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:

  • Æ ska ha tre æg, jet te Bobbe, jet te Mille å jet te mæ sjæl.

Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.

 

Hævn mod kommunen

På Nørrevej 52 Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.

 

Man slagtede ”sort” 

På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.

Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.

Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.

I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.

Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.

 

Masser af øl 

Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.

Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.

 

De Hellige

Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.

Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:

Jesus kommer snart.

 

Elektricitetsværk på Kovej

Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.

På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.

 

Skiftede nationalitet tre gange

Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.

 

Mie Bykass

I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.

 

De skrækkelige skoleelever

Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.

Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:

  • Nu regner det minsandten.

 

Revolutionen på  Centralhalle

Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

  • Nej, nej, det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwebevisning!

Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:

  • Det er jawn så`n jen, Vorherre vil ha`

 

Bagersvendene skulle vækkes

Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.

 

Bahnhofshotel

Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.

Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.

 

Dansk – Tysk drilleri

Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.

Æ Byttelfenn

En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige  historier. En af dem er følgende.

Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.

Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.

 

Fiddes Sporvogn

Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.

 

Højers Sygehus

Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.

I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.

Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.

I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.

 

Jens Amerika

I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.

I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.

 

Udråber Karl Færch

I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:

  • O morn er’et skatbetalen.
  • I jawten æ det kino æ klok ot
  • De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer
  • De æ låt få æ vand o Kovej fra klok ti te klok fie
  • Dem, de har fåe æ vaer, ska væ tyvert fra o morn

 

Højer Storskov og Grünewald

Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.

Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.

 

Samme tro

Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:

  • Troe då, at då fåe dem igen?
  • Næh det troe it, Andreas
  • Ja, så hae vi to da sam tro

 

Kanon– fotografen

En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.

Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:

  • Wegen Reichtums geschlossen

Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.

Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.

En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.

 

Lærernes yndlingssted

I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.

I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:

  • Det ka da godt væe, te de læere, vi har, er nowe møj onle minneske – æ sæe dem alle.

 

Æ tyk Købmand

Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.

 

En rotte

Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:

  • En rott, en rott.

 

Ingen Bom i daw

De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:

  • Hvad er det, vil du ikke sige Goddaw?
  • Nej, æ vanter inne Bom i daw.

 

Tandlægen i Storegade

Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud  gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.

 

Kilde

  • Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  77 artikler fra Højer 
  • Anekdoter fra Højer
  • Dagligliv fra Højer – dengang
  • Dengang i Højer
  • Et mejeri i Højer
  • Højer – før i tiden
  • Højers historie
  • Brand i Højer og mange flere. 

Redigeret 13,-10. 2021


Brand i Højer

Februar 21, 2011

Længe før man havde brandværn, tænkte man på bekæmpelse af ildebrande. Man havde masser af brandvedtægter. Overholdt man ikke disse, var der store bøder. Man måtte betale brandskat. Læs her om Rudbøl og Højer Frivillige Brandværn. Her kan du også læse om nogle af de største brande i Højer og Rudbøls historie. En brand kunne føre til stor armod. Til et brandværn hører der ofte i Sønderjylland et orkester til. Når så ens onkel har været dirigent i 10 år, skal det også med.

 

Brandbil med motorstop

Det var vel omkring sommeren 1962, da der pludselig lød en alarm. Brand ude på Den hvide Fabrik i nærheden af Vidåen. Jeg befandt mig lige ude for brandstationen i Højer. Men her skete der ikke noget. Man kunne ikke få startet brandbilen. Efter 10 minutter var der endnu ikke afsendt nogen brandbil.

Da jeg senere på dagen gik fra Højer ud til Ny Frederikskog til Opa og Oma, passerede jeg Den Hvide Bro og kiggede jeg over på fabrikken. Der var ikke nogen brandskade at se. Dette kan ikke foregå i dag. Nu har man moderne materiel. Men hvordan var det egentlig dengang.

 

Brandvæsen i Rudbøl 

Man kunne måske have fået hjælp fra Rudbøl dengang, da der var behov for udrykning til Den Hvide Fabrik.

Rudbøl Frivillige Brandværn blev startet i 1914. Den første kaptajn blev initiativtageren, snedkermester Jens Chr. Christiansen.  Men krigen satte en stopper for aktiviteterne, så egentlig kom man først i gang i 1919. Man startede med en håndtrykssprøjte. Men lidt efter lidt kom der mere materiale til. I 1932 fik man således en motorsprøjte.

 

Rudbølgård brænder

Den 2. 10. 1966 nedbrændte Rudbølgård totalt. Det var en stor firlænget gård. Mange dyr omkom. Denne katastrofe førte til øget tilgang til værnet. Højers borgmester, Gregers Jørgensen
forærede Rudbøl Frivillige Brandværn den første motorvogn i 1970. Fire år senere fik man en helt ny. Man fik sirene, røgmasker og hjelme m.m.

 

Nøgle til grænsen

I 1982 byggede man selv en samlingsstue. Man skiftede brandbilen ud med en Landrover. I Rudbøl har man ofte hjulpet kollegaerne i Rosenkrantz syd for grænsen og omvendt. Men under en natlig brand syd på, blev man forsinket. Grænsebommen var låst. Så i 1999 fik man overrakt nøglen til grænsebommen. Men 1. april 2003 blev værnet i Rudbøl nedlagt. Borgerne arbejdede for langt væk. Det var ikke muligt, at opretholde et ordentligt beredskab i dagtimerne.

 

24 familier hjemløse

Man kunne ellers godt have haft brugt for et brandvæsen i Rudbøl i 1862. Det var den 1. juni ved middagstid. To små drenge, der endnu ikke gik i skole legede godt sammen. De havde samlet hø og halm, og satte ild til, uden at kende de voldsomme følger. Alt var tørt og der var en strid blæst. Ilden greb hurtig om sig. Inden dagen var omme var 24 familier gjort hjemløse.

 

Dyb armod

Gennem tiden har man i Højer været opmærksom på den fare, der var i brand. Som man vil kunne se, havde man taget sine forholdsregler. En brand kunne på et øjeblik forvandle ens tilværelse. Man kunne komme ud i dyb armod.

 

Brandgilde i Højer

I 1709 blev der stiftet et brandgilde i Højer. Det var landskriver Christian Bahr, der tog initiativet. Bahr havde siden 1701 været herreds – og birkefoged i Højer. Både bolsmænd og kådnere var med på ideen. 43 kådnere skrev blandt andet under på denne erklæring:

  • Anno 1709, den 24. februar, har vi samtlige kådnere i Højer været forsamlede angående det brandgilde, som i disse dage er stiftet her af hr. landskriver Christian Bahr, og
    vi har aftalt, at enhver, som ønsker at være med i det nævnte brandgilde, egenhændig kan skrive deres navne herunder.

Borgerne skulle bidrage med et beløb efter, hvor meget deres hus var værd. Til det brug blev 153 ejendomme i Højer takseret. I 1895 var der 196 ejendomme.

 

Brandvedtægter i Højer

Brandvedtægterne blev efterhånden ændret. Således findes der vedtægter fra 1764, 1776,1807 m.m.

I 1843 kom der også en ny brandvedtægt for Højer flække. Den indledes med følgende:

  • Det bekendtgøres herved for enhver, som det angår, at der i mangel af specielle brandindretninger i Højer flække er vedtaget følgende punkter, som efter at de er godkendt af de højere myndigheder, skal være rettesnor for fremtiden.

Det var en vedtægt, der bestod af ret så mange punkter. Vi bringer her et uddrag af disse.

  • Enhver husejer skal ikke alene selv omgås forsigtig med ild og lys, men skal også sørge for, at hans familie og alle hans husfolk udviser samme forsigtighed. Alt antændeligt materiale skal holdes bort fra brændeovne, bagerovne, kakkelovne, bryggerkedler, tørreovne, smedeesser, skorstene og ildsteder. Det gælder fx tørv, spåner, hamp, hør, blår, u-tærsket korn, hø og halm. I stalde, lader og på lofter må kun bruges sikre, lukkede lygter, og der må ikke medtages brændende tobakspiber eller cigarer.
  • Bødkere, snedkere, drejere, karetmagere, overhovedet håndværkere fra hvis arbejde, der falder let antændelige spåner, må være særlig forsigtige, når de bruger ild og lys, og ved fyraften skal spånerne anbringes på et sikkert sted, hvor der hverken kommer ild og lys.
  • Rebslagere, skippere og fiskere, som koger tjære og beg ved fremstillingen af tovværk til skibe og både, må ikke foretage dette arbejde inden døre, man skal gøre det så fjernt fra huse og reberbaner, at der ikke opstår nogen fare, selv om den kogende tjære eller beg kommer i brand, og vinden bærer hen imod husene.
  • De som støber tælle – eller vokslys eller laver svovlstikker, må hverken smelte voks, tælle og svovl eller støbe lys eller lave svovlstikker om natten, og det samme gælder i slagtetiden for slagtere og dem, som selv støber lys. Ligeledes må snedkere og malere ikke koge fernis om natten, men kun om dagen og på sikre steder. Samme forsigtighed må apotekerne udvise ved fremstilling af brændbare olier, dråber og andre stoffer.
  • Hør og hamp må ikke tørres, brages, renses og hegles osv. ved lys
  • Geværer må ikke affyres i nærheden af bygninger og brændbare sager. Nytårs – og bryllupsskydning er lovstridig.
  • Forråd af krudt, hvor de end befinder sig, skal opbevares i afsondrede og aflåste, om muligt ildfaste rum. Brugen af krudt til sværmere, raketter, nøglebøsser og lignende, er kun tilladt voksne personer, med erfaring med sådanne ting og ved at omgås krudt med forsigtighed.
  • Handlende må ikke sælge brandfarlige ting som krudt, terpentin, svovl o.l. om aftenen ved lys.
  • Uforsigtig udsmidning eller opbevaring af ikke helt glødefri aske og kul på skarnbukker eller i træbeholdere må forhindres, og man må være meget opmærksom på den fare, der let kan opstå derved.

 

Eget sprøjtehus

Dengang rådede brandvæsnet sit eget sprøjtehus, samt en større og to mindre sprøjter. Man havde to vandbeholdere og fem slanger. Dertil kom flere presenninger og flere lygter, der blev vedligeholdt af brandvæsnet.

 

Brandspande og stiger

Man skulle som beboer af en større bygning være i besiddelse af en stige svarende til husets størrelse. Desuden skulle man have en brandhage, en branddasker, mindst tre brandspande og to gode lygter. Når der var brand, skulle man så  hurtig som mulig ile til med slukningsudstyr. Man bestemte også efter brandvedtægten af 1843, at alle nye huse i Højer fremover skulle beklædes med tagsten.

 

Alle skal overholde vedtægterne

Nu var det ikke alle, der ville rette sig efter bestemmelserne. Værst var det med  de familier, der boede i Højer, men hørte under Møgeltønder birk. Det ville birkefogeden i Højer dog ikke finde sig i. Han skrev derfor i 1845 til Det Kongelige Branddirektorat for Tønder Amt:

  • Det har i den sidste tid vist sig, at de schackenborgske undersåtter i Højer Flække ikke er tilbøjelige til at rette sig efter anvisninger fra de tønderske brandmyndigheder, navnlig i forbindelse med brandsyn. Jeg har derfor henvendt mig til Hr. Kanceliråd Brasen i Harres og fået det svar, hvoraf jeg som bilag ærbødigst fremsender et afskrift. Det fremgår deraf, at de schackenborgske beboere i Højer flække, som det er naturligt, må rette sig efter de tønderske myndigheders tilsynsbestemmelser.

 

Hurtigst mulig slukning

Kigger man i den såkaldte Flækkevedtægt for Højer hedder det sig:

  • Formålet med brandvæsnet er at sørge for den hurtigst mulige slukning af enhver brand, der opstår i flækken, og for redning af personer og det bohave, som er i fare, samt ved passende forholdsregler at forebygge, at ilden griber om sig
  • Til ledelse af brandvæsnet og den specielle overvågning af dette reglement nedsættes en brand-kommission, som består af flækkeforstanderen som forman, kaptajnen for frivillige
    brandværn, et medlem af flækkekollegiet, samt tre borgere, der vælges af kollegiet. Denne kommission skal udpege det nødvendige antal befalingsmænd og brandmænd til sprøjte – og slukningsvæsnet. Desuden har brandkommissionen myndighed til at sørge for afstraffelse af personer, der overtræder reglementet.

 

Alle var forpligtet

Godt nok hed det Det Frivillige Brandværn, men alle borgere mellem 20 år og 60 år var forpligtet til at gøre tjeneste ved sprøjterne undtagen embedsmænd, præster og skolelærere.  I 1878 ydede Sparekassen i Højer for første gang tilskud til brandslukningsmateriel.

Ja og Højer Frivillige Brandværn har eksisteret sin 1882. Det var på en generalforsamling i Skyttekorpset, at der kom forslag om oprettelse af et frivillig brandværn i Højer.  Der blev så nedsat et udvalg på  seks mand, der skulle gøre det forberedende arbejde. På det stiftende møde tegnede der sig 41 aktive og 18 passive medlemmer. Smedemester S. Wismar var den første brandkaptajn i Højer.

 

En sprøjte til 1.200 kr.

Man øvede flittigt, og der blev anskaffet uniformer og materiel. En mekanisk stige blev fremstillet af lokale håndværkere. I 1883 overtog man en sprøjte, der var fremstillet af Nagel & Sønner i Slesvig. Den kostede den store sum af 1.200 mark. Det var en hestetrukket håndbetjent sprøjte. I 1896 fik man en ny sprøjte. Den kunne meget mere, men der skulle mange til at betjene den.

 

En ny brandstation

Den 2. juni 1907 var der stor fest i Højer. Det Frivillige Brandværn havde 25 års jubilæum. Samtidig holdt tønderkredsens frivillige brandværn deres delegeretmøde på Centralhotellet. I 1927 fik man den motorsprøjte. Den kunne en masse, og der var ikke så mange, der skulle betjene den. Sprøjten fik sin debut ved en brand den 8. december på Søndergård i Sdr. Sejerslev. I 1937 blev der opført en ny brandstation.

 

Kommandosprog på  tysk/synnejysk

Før 1945 var kommandosproget i Feuerwehr en blanding af tysk og synnejysk. Og det kunne afstedkomme ret så morsomme kommandoer som for eksempel:

  • Rechts um – å ind a lejgaf

Øst for Slusevej i den såkaldte fenne nr. 2 havde brandvæsnet øvelsesplads med Steigerturm og stativ til tørring af brandslanger. Og i 1948 fik man nye uniformer.

 

Reddet i sidste øjeblik

Øst for Borgmesterkontoret har ligget et langt hvidkalket stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Huset brændte i 1949. da blev det ejet af Martha Lund. Hun boede der med sin søster. Her opstod der pludselig ild. I det stille vejr bredte ilden sig hurtig til nabohuset bagved og sprang derefter over på den anden side af gaden. Takket være en ihærdig indsats af Falck og Højer Frivillige Brandværn forhindrede man at branden ikke fik et endnu større omfang.

Man mente at søstrene var ude, men fandt i sidste øjeblik ud af, at de sov middagssøvn i deres soveværelse oppe på loftet. I allersidste øjeblik blev de reddet ud.

 

Ikke begejstret for udrykningsvogn

I 1951 blev der oprettet brandsirene på posthuset. Alarmeringen inden da, skete ved, at medlemmerne løb gennem byen og blæste i brandhornet. Samme år blev der købt en brugt brandbil for 20.000 kr.   Den første udrykningsvogn fik man i 1952. Men mandskabet var ikke så begejstret for den. Den blev faktisk ført rigtig taget i brug i 1955.

En stor dag var det i 1967, da Højer Frivillige Brandværn fik to nye Landrovers.

I 1968 overtog man det gamle Falck – område. Nu skulle man også klare, Højer Landsogn, Emmerlev, Hjerpsted og Daler – Østerby kommuner.

 

Ny brandstation i 2000

Brandstationen blev i 1978 udvidet, og i 1982 blev en varebil udstyret som røgdykker – vogn. For alvor rykkede den moderne teknologi ind i Højer i 1985. Nu fik man bipper og en ny hoved-radiostation.

Nye biler ankom i 1989. En tankbil havde man permanent stående hos kornhandler Fedder Hinrichsen. Men alle biler blev samlet, da den nye brandstation ved Højer Dige blev taget i brug i år 2000.

 

Hensat i armod

Gennem årene har der været talrige større og mindre brande i byen. Den 30. november 1739 mellem kl. 23 og 24 opstod der en ulykkelig ildebrand i Lorenz Jacobsens hus, hvorved 7 fag blev lagt i aske, foruden brygge – og bagerredskaber. Den største del af indboet blev også flammernes bytte. Hos Hans Jensen nedbrændte i den forbindelse et tre fags hus. Begge blev hensat i armod.

 

Storbrand i 1744

Fem år senere den 6. oktober 1744 mødte farver Sonnich Dethlefsen for Birkeretten og anmelder, at der den 24 september kl. 18 var opstået ulykkelig ildebrand i hans lade, hvorved samtlige de bygninger, som stod på den halve plov jord, der hørte under Løgumkloster blev lagt i aske tillige med det insiderhus, som stod der. Og hele kornhøsten samt hø og tørv brændte ligesom det meste af hans indbo. Ilden greb også over på hans kådnerbolig , der hørte under Tønder retskreds, så også den nedbrændte.

Ilden greb videre om sig, så endnu flere huse gik op i flammer. Således anmeldte Peter Ellum, at hans hus og stald var nedbrændt. Han kunne ikke bjerge andet end sine klæder og sit sengetøj. Bygningerne var dog forsikret i Tondernsche Brand – Cassa.

Det må have været en meget stor brand. I retsprotokollerne er der endnu fire personer, der melder sig vedr. samme brand. Alle aflægger den i brandvedtægterne forskrevne ed på, at de hverken selv eller forsætligt har stukket deres huse i brand eller på nogen måde har ladet andre gøre det.

 

Tagtækkeren tabte sin pibe

Den 5. november 1776 mellem 16 og 17 udbrød der igen en ildebrand i Højer. Hele elleve huse blev lagt i aske. Da man formodede ildspåsættelse, afholdes den 1. december en vidneafhøring i Højer Birkeret.

Det fjerde vidne, tækkermand Engelbrecht Nielsen beretter, at han havde arbejdet på Mads Hansen Bocks hus den dag, da ilden udbrød. Han kunne ikke nægte, at han havde røget tobak, og at piben var faldet ud af munden på ham. Bagefter havde han fundet den ituslået under stigen. Efter et af vidnerne var ilden brudt ud i det gamle tag mellem Mads Hansen Bock og Lina Beckers lade.

Åbenbart var der opstået to brande samtidig. Brandkassen udsatte en dusør på 100 rthr. For brandstifterens pågribelse. Blandt de nedbrændte ejendomme var også de tre største gårde i den vestlige bydel.
Alternative metoder i Højer

I 1804 berettes om en brand i Højer. I en skrivelse til amtmanden  hedder det:

  • Natten mellem lørdag og søndag udbrød der ildebrand i Thomas Vævers hus her i Højer, der snart forvandledes til aske. Forsynet var os nådigt, idet der var vindstille, og der først rejste sig en heftig vind, da branden næsten var slukket, ellers ville hele flækken være blevet skueplads for den største elendighed, da vi stadig er foruden redningsforanstaltninger. Ved denne ulykke indtraf der endnu en sørgelig begivenhed, at en 80 – årig kone indebrændte.
  • Dette er allerede den anden ildebrand her i byen inden for meget kort tid, og den første var endda opstået hos væverens nabo. Her var man dog mere heldig, idet man straks fik ilden slukket. Allerede dengang havde man mistanke om, at ilden antagelig var påsat. Samme formodning har man nu, og en vis Laust Willardsen, der bor i nabolaget – en såkaldt schackenborger – eller hans kone skal være misæderen. Vi har ingen vidner, ingen beviser, men er i den frygtelige situation at leve blandt voldsforbrydere, der i nattens mulm og mørke kan finde på at afbrænde huset over os og vor børn. Derfor gav vi i dag de omtalte, mand og kone, besked om at møde ved kisten med det forbrændte lig og lod dem hver især tage fat i dets hånd for at vække den skyldiges samvittighed ved denne rystende situation og derved måske komme gerningsmanden på sporet.

Det var unægtelig nogle alternative metoder man anvendte i Højer. De to blev ganske vist anholdt af amtstjeneren og ført til Tønder. Men det kunne ikke med sikkerhed fastslås, om de var de skyldige.

 

Stor indsats af brandværnet

Den 19. august 1867 blev 16 huse midt i Højer på et kort øjeblik forvandlet til aske. I februar måned 1910 nedbrændte gårdejer Rasmus Hindrichsens store bygninger. Og den 22. februar 1919 gik det ud over vognmand Hans Knudsens ejendom. Ved de to sidste tilfælde kan man takke brandvæsnets energiske indsats i, at det ikke blev værre. Der var stråtækte huse rundt om.

Onkel Pulle – dirigent i 10 år 

Man taler stadig om Onkel Pulle i Højer Brandværnsorkester. Han var dirigent i orkesteret i over 10 år. Min skønne kusine, June arvede hans musikalitet. Hun underholdt i pausen ved et arrangement på Digeskolen. Og en gang, da vi blev smidt ud fra Emmerlev Klev, fordi vi havde læderjakker på, ja så underholdt Pulle og June resten af natten på hammondorgel hjemme på Prilen i Højer.

 

Gang i orkesteret

I Sønderjylland er brandværns orkesteret historisk tilknyttet til værnet. Sådan var det også i Højer. I dag er det godt gang i dette orkester, takket være deres aktive dirigent Anne Petersen
fra Aventoft. Hele 36 musikere kan orkesteret mønstre i dag.

 

Dannet i 1924

Egentlig er orkesteret dannet i 1924. Men allerede i 1892 blev der dannet et tamburkorps. Dengang var man 12 musikere. I 1914 fik man nogle instrumenter fra nedlagte orkestrere. Laurits Petersen begyndte efterhånden at oplære 14 brandmænd i den svære kunst at spille. Der blev trænet marcher ude på forlandet, så høvringer ikke skulle høre unoderne.

 

Folk udefra

Ifølge Brandværns – orkesterets love var det kun aktive brandmænd bosiddende i Højer Kommune, som kunne spille i orkesteret. I 1950 blev man nødt til at bryde disse regler for at få tilgang. Det gav i begyndelsen sure miner. Og tænk i 1991 gik Højer Brandværnsorkester fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen under Onkel Pulles ledelse.

Undren på  Nørrebro

Ja og det undrede publikummet på  Nørrebro, da jeg under foredraget/musikshowet Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro under Spil dansk Arrangementet  blandt andet fortalte om brandværnsorkestre i Sønderjylland.

Kilde:

 

  • www.dengang.dk indeholder 1,783 artikler
  • Under Højer finder du 77 artikler
  • Under Tønder finder du 283 artikler
  • Under København finder du 191 artikler
  • Under Nørrebro finder du 304 artikler

Hvis du vil vide mere:
Om Brand – Læs

  • Brand i Tønder (under Tønder)
  • Christiansborgs Brand 1884 (under København)
  • Fra ildebrand til kæmner (under København)
  • Brand i Brokvarterne (under Nørrebro)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Musik – Læs

  • Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro (under Tønder)
  • Musik i Tønder 1 – 4 (under Tønder)
  • Tommyguns er genopstået (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 14.10.2021


Dem fra Tønder

Februar 21, 2011

Os fra Tønder taler et mærkeligt sprog – synes de andre. Vi kommer fra en speciel by, hvor de velhavende bestemte i århundrede. Der var masser af adelige i byen. Man skulle ikke tro, at byen havde en stor havn. Hvad betyder Tønder?

En tynne – knajt

Os fra Tønder hedder tøndring. Jeg bliver også kaldt for Tynne – Knajt.

Men hvem er vi. Ja forudsætningen for at kalde os det, er at vi er født og opvokset i Tønder, ellers gælder den ikke. Man kan godt høre på os, at vi er fra Tønder. Vi bruger en bestemt dialekt. Men denne artikel skal ikke handle om det. Vi skal kigge på Tønders befolkning gennem historien. Egentlig kunne jeg så starte med min familie, men det har jeg faktisk gjort andetsteds.

 

Hvad betyder Tønder ?

Hvad betyder navnet? Ja der er mange forklaringer. Det kan stamme fra en germansk folkestamme, Tungurerne. Det kan stamme fra guden Thor (torden på engelsk Thunder). Og så er det også det gammelnordiske navn Tun, der betyder noget i retning af mark. Det kan også have været et udførselssted for Tønder (Fyrsvamp) Dengang var byen omgivet af masser af skov. Andre igen mener, at det har noget at gøre med saltfremstilling. Man tændte det formål et bål. På afstand kunne det minde om lyn og torden.

 

Inddrivelse af told

Lille Tønder hører uden tvivl til blandt Sønderjyllands ældste bebyggelser. Blandt historikere er der uenighed om Møgeltønder (Store Tønder) var den oprindelige havneby.

Det ældste Tønder er født i vikingetiden og i den frisiske storhandels århundreder. De første bebyggelser er sket omkring havnen eller ladepladsen. Idrisis sagde dengang, at her var en helt anselig bebyggelse. Her lå ganske tidlig en borg, som ikke kun tjente som forsvar, men som havde en sikkert frygtindgydende foged som skulle inddrive told. Borgen omtales først skriftlig 1285, men er antagelig væsentlig ældre.

 

Var der handel med London?

I 1243 fik Tønder i hvert fald stadfæstet sin stadsret. Nu var det en virkelig købstad. Allerede inden var der oprettet et kloster. Pontoppidan hævder at Tønder allerede i 1100tallet havde handel med London. Var vikingerne repræsenteret i Tønder – dengang?

Allerede tidlig var Tønder blevet udskilt som Skt. Laurentius Sogn. En meget tidlig kirke har befundet sig i byen.

 

Påvirket af friserne

Gennem århundreder er Tønder blevet påvirket af friserne. Påvirkningen af både dansk og tysk kultur har været tydelig.

Omkring år 1300 nævnes 19 navne, som tyder på, at det er frisere, vi har med at gøre. Antagelig er mange tyskere også indvandret til byen. At administrationssproget har været tysk i den senere middelalder har været ganske almindelig i de nordslesvigske byer. Omkring år 1800 var tysk også almindelig i retten, i Amtshusets skrivelser, i domsafsigelser og i provstens breve. Men øvrighedens sprog havde ikke noget at gøre med det sprog som den jævne mand talte, eller havde noget at gøre med befolkningens afstamning.

I de ældste tider udfærdiges regerings – og rets-breve på latin. Det var vel de færreste, der kunne læse dem.

 

Langsom befolkningsudvikling

Omkring reformationstiden var der cirka 1.500 tøndringer.

Først omkring 1757 har vi et bedre grundlag for at bedømme, hvor mange der var i Tønder. Her nævnes 2.874 personer, fordelt således:

  • 1.707 i Sydøst – kvarteret
  • 1.040 i Sydvest – kvarteret
  • 485 i Nordvest – kvarteret
  • 542 i Nordøst – kvarteret

I 1860 var der 3.216 og det voksede stille og rolig op til 6.178 i 1940.

 

Børn af uærlige – uønsket

I Middelalderen blev Tønder delt op i 120 stavne. Men også her i historikere uenige, for det antal var det slet ikke plads til. Men kun ejere af disse stavne var fuldborgere.  I løbet af det 17. århundrede mistede denne stavne-inddeling sin betydning. Men egentlig blev den først ophævet i 1768.

Tønder bestod dog også af en mængde huse og boder af den mindre velhavende del af befolkningen. De måtte betale en slags beskyttelsespenge til øvrigheden. Man var i Tønder ligesom andre steder bange for, at for mange fattige skulle slå sig ned i byen. Det kunne blive en for stor byrde for byen.

Man skulle opfylde nogle kriterier for at blive optaget som borger. En hver næringsdrivende skulle være borger.  Man behøvedes ikke som i andre byer, at være gift eller have eget hjem. Men man skulle være født af ærlige forældre. Uærlige folk som bødler og rakkere var ikke velkommen i borgerskabet.

Man skulle være kristen. Jødernes ligeberettigelse blev først gennemført i Sønderjylland i 1854.

 

Borgerskab

En borger i Tønder måtte ikke have forpligtigelser andre steder. Man skulle have de militære myndigheders tilladelse til at blive borger. Var man fra et slesvigsk gods, skulle man have et frihedspas fra godsejeren, hvori der blev bekendtgjort, at man var frigivet fra livegenskabet. Karle fra de kongerigske enklaver skulle tilsvarende fremvise pas med beviser for, at de var fri for stavnsbåndet.

Efter at Sønderjylland blev indlemmet i Preussen blev borgerskabet ophævet. Fra 1. marts 1869 forlangtes der ikke mere aflæggelse af borgered i Tønder.

 

Adelig indflydelse

Fra de ældste tider var Tønder sæde for en række kongelige embedsmænd. Nogle af disse boede uden for selve byområdet. Det var amtmændene, og de tilhørte som regel adelen. Følgende adelsslægter har været repræsenteret, Thienen, Buchwald, Ahlefeldt, von Qualen, Reventlow, Pogowisch, von der Wisch, Rantzau, von Kampen, Blome, Holstein og von Könnigstein.

 

Mange embedsmænd

Så var det husfogeden, som skulle tage sig af selve slottet, de kongelige bygninger, skovene og vejene. Dertil kom postmestren, toldembedsmændene, herredsfogeden, rets-skriveren og mange flere.

Dertil kom så selve byens styrelse. Borgmesteren som i starten var en af byens førende købmænd. I tidens løb blev det dog ofte en juridisk uddannet person. By-skriveren var altid en Literatus. Dertil kom Byfogeden, Politimestren (fra 1811), skarpretteren og forskellige underordnede tjenestemænd  som By-musikanter, vægtere, by-tjenere og fattigfogeder m.m.

Ja og så var det jo kirkens og skolens ansatte. Før 1729 var der to præster, derefter tre. Af skolefolk var der i ældre tid, en Rektor, en Kantor, tysk skolemester foruden tilfældige skolelærere. I det 19. århundrede var der vel cirka 10 lærere i byen, når lærerne fra Seminariet blev regnet med.

 

De rige bestemte

Raadmændene var folk, der havde et borgerligt erhverv ved siden af. Sammen med borgmesteren var de byens dømmende magt. I 1737 talte man om 8 rådmænd, men ved århundredets slutning nøjedes man med fire.

Allerede meget tidlig blev rådmændene udvalgt blandt byens overklasse. Og de valgte i reglen også borgmesteren, som dog også skulle godkendes af kongen.

Ved en kongelig forordning af 4. juli 1738 blev det fastslået at hver tredje år skulle fire af de deputerede afgå. Deputeret kollegiet var beregnet til, at den skulle repræsentere en mere alsidig repræsentation af byen. Det skulle være en slags modvægt til Rådet. Man skulle vælge blandt ringere Borgere og Haandværkere.

Men også her var det overklassen, der var repræsenteret. I 1710 var således 14 ud af 20 købmænd. De to var bryggere. Håndværkerne var kun repræsenteret med en guldsmed og en kandestøber.

Og det var de samme Patricia – slægter der bestemte i Tønder gennem århundrede. De giftede sig ind i hinandens familier og bevarede derved magten.

 

Kilde

  • Litteratur Tønder
  • www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  283 artikler fra Tønder 

  • Adel og Storgårde i Tønder Amt
  • De første mennesker i Tønder
  • Friserne – syd for Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Lov og ret i Tønder
  • Møgeltønders historie
  • Tønder i 1600 – tallet
  • Tønder Kristkirke
  • Tønderhus – slot, borg og fæstning
  • Tønders Historie – fra begyndelsen
  • Tønders historie – i årstal
  • Vikinger i Vadehavet
  • Åndens folk i Tønder og mange flere 

Redigeret 3. – 11. 2021


Fra Friesenverein til Årets by

Februar 21, 2011

Der var masser af foreninger i Tønder – både de ”temmelig danske”  og ”temmelig tyske”. Kultur –  sports og fritidslivet havde gode kår. Elga Olga forlod scenen. Hun var utilfreds med bifaldet og støjen fra Tønderhus køkken. Og Tønder bankede Løgumkloster i fodbold – med kun 9 mand på banen.

 

Friesenvereins sidste møde

Tønder Læseforening var den første danske forening siden 1864. Den blev oprettet i 1912. Handelswerkerverein og Handelsverein fik efter 1920 danske navne. Mange af de tyske foreninger forsvandt helt, andre forsvandt efter nogle år.

I juni 1930 afholdt Friesenverein sin sidste generalforsamling. På Hagges Hotel var der mødt 10 medlemmer frem. Sommerudflugten skulle det år gå til Glücksborg.

I 1955 gjorde man boet op. De sidste to bestyrelsesmedlemmer opløste foreningen. De sidste 19 kr. blev foræret til Sophie Bahnsen, fordi hun i sine unge år havde interesseret sig meget for den frisiske forening.

 

Foreningerne vælter frem

I 1940erne udtalte amtslandinspektør Mosbech:

  • siden 1920 er foreningerne i stort tal væltet frem af den tønderske jord

Den tysksindede befolkning bidrog selv til foreningsdannelsen. Man dannede afdelinger af Deutscher Schulverein, Schleswigscher Wählerverein og mere lokalprægede foreninger. Også
et utal af danske foreninger opstod.

 

”Temmelig” danske forening

Kigger man i Tønder Adressebog for 1932 er der 54 foreninger. Kun en mindre del af disse bestod inden 1920. Cirka 12 foreninger havde et tysk klingende navn.

I 1942 var der 87 foreninger i byen. Med andre ord, der var en forening for hver 72. tøndring. Man kommer unægtelig til at tænke på den gamle værtshusrekord fra århundredeskiftet.
Denne rekord var blandt andet omtalt i en brasiliansk avis. Jo Tønder var dengang verdensberømt.

En undersøgelse fra 1958 konstaterede, at der var 149 selvstændige sammenslutninger, foreninger og foreningsafdelinger af en hvis betydning. Undersøgelsen konstaterede at de 56 var temmelige rent danske. De 17 var temmelig rent tyske, mens 72 blev betegnet som blandede eller nationalt neutrale.

Den mest fremtrædende blandt de tyske foreninger var Bund Deutscher Nordschleswiger, mens jazz – klubben, kegleklubben, skat – klubben og Rotary hørte til de nationalt blandede.

 

Ungdommen var utilfreds

I 1960 kunne Jydske Tidende berette:

  • Unge med ørkenfornemmelser er utilfredse med Tønder

Byen var godt nok hyggelig, men det var ikke lige et forlystelsescentrum – dengang. Senere hed det sig, at de unge flygtede fra byen. De ville ikke bo i landets største alderdomshjem.

Bortset fra Tønder Kino, jazz – klubben, sport og kirkelige arrangementer, mente avisen ikke, at byen kunne tilbyde de unge noget som helst.

 

Mange muligheder

Nu var det hele ikke så trist dengang, skulle jeg hilse og sige. Ude på Lærkevej havde vi vores egen fodklub. Senere var jeg med i TSF, Tønder Sports Forening. Jeg var medlem af EDR, Eksperimenterende Danske Radioamatører og så var jeg med til at stifte Tønder Båndamatør Klub.

Lillebror Jan
var med i Sauf Gemeinschaft West, ja sådan kaldte vi den tyske sportsklub dengang. Lillebror Erwin var med i roklubben– den danske, og lillesøster Berit var med i FDF. Der var rige muligheder for at dyrke vores interesser.

 

Fodbold – fra gammel tid

Den ældste sportsforening i Tønder, var Männer Turn – Verein. Den var oprettet i 1865. I midten af 1930erne gik den sammen med Kaufmännischer Turnverein von 1909. Man dannede Turnerbund Tondern von 1865. Hertil kom den i 1929 oprettede Ruderverein.

I 1913 havde Tønder fået sin første fodboldklub. Det var Tondern Fussballklub von 1913. men på grund af krigen fik den en kort levetid.

I 1920 blev der oprettet en ny fodboldklub. Det skete den 17. maj på Café Schau i Richtsensgade, hvor en kreds af interesserede stiftede Internationaler Fussball – klub. Det flotte navn skyldtes, at der var engelske soldater i byen.

I 1921 tog man navneforandring til Tønder Boldklub. Efter en sammenslutning med Arbejdernes Idrætsklub blev det i første halvdel af 1930erne ændret til Tønder Forenede Boldklubber. I 1939 blev det til Tønder Sportsforening. Årsagen var en sammenslutning med Tønder Idrætsforening.  Selv med kun ni mand på banen bankede
man i 1938 Løgumkloster.  Mange klubber opstod for at dø  efter et par år.

 

Skydning ved Schweitzerhalle

I 1970 havde byen foreninger som Tønder Amts Cykelring, Tønder Badmintonklub, Tønder Bokseklub Vidå, Tønder Rodeklub, Tønder Roklub, Tønder Tennis Klub og Svømmeklubben Guldhorn.

Ja og så var det jo også  Tønder Ringriderkorps. Og hos Schützenkorps Tondern von 1693 fik jeg lov til at skyde bag ved Schweizerhalle.

 

Den store sportsplads

Den store sportsplads for anden af Lærkevej har jeg beskrevet i flere artikler. Her tilbragte vi så mange timer. Og det var her min onkel blev jysk mester i kuglestød. Her måtte vi medlemmer af Lærkevejs Boldklub løbe 10 kilometer for at komme i form. Jeg kan ikke huske om træneren hed John Andersen eller Kjeld Tychsen på daværende tidspunkt. Sidstnævnte havde en meget smuk søster. Mona, som mange af os var lune på. Hun var også en god løber og med i TSF.

Da formanden for Jydsk Atletik Forbund, redaktør Ritto kort efter genforeningen besøgte Tønder med et atletikhold, gjorde de flotte faciliteter indtryk på ham. Han beskrev det således:

  • kl. 7 kørte vi til idrætspladsen, og her fik vi den største og glædeligste overraskelse på hele turen. Vi havde ventet en mark, hvor der var gravet et hul til at springe i og måske til nød skåret et par kridtstreger til at markere banerne med. I stedet for dette fandt vi en mægtig stor idrætsplads, med et stort og flot idrætshus, som samtidig benyttedes til tribune, ved siden af en nydelig lille restaurant, med servering uden for på den store terrasse. Med de vidunderlige forhold, som her er til stede, bør der hurtigst muligt tages fat på
    atletiksporten. Med kun en lille smule modernisering af den plads, de har for hånden, vil de opnå at få det smukkeste stadion, som ikke nogen provinsby i Jylland kan måle sig med.

 

Der var gang i sporten

Men i Tønder ville man have bedre forhold for alle sportsgrene. Man oprettede S.I.F.T. – Samvirkende Idrætsforeninger i Tønder.  Men der skal gå mange år, inden dette skete. Det første synlige tegn på en forandring var indvielsen af det nye friluftsbad i 1951.

I 1958 blev der også anlagt en campingplads. Samme år gik man i gang med anlæggelse af fodboldbane, atletikbaner, træningsbaner, håndboldbaner og tennisbaner. Men anlæggelse af en hal lod vente på  sig.

I 1961 var man så vidt, at man kunne stifte den selvejende institution Tønderhallen. Men først i 1965 kom der gang i byggeriet. Den 9. januar 1965 blev den første hal officielt indviet. Med sine 1.200 kvadratmeter var den på daværende tidspunkt byens største lokale.

For sporten i Tønder var det en milepæl. Den næste hal var allerede klar i 1971. Siden er Tønderhal 3 dukket frem.

Hvor har vi mange somre tilbragt i Friluftsbadet. Mange gange har vi været direkte solskoldet. På det nye stadion fik vi bank af Daler med 14 – 0. Og på selve stadion fik vi lov til at spille mod Møgeltønder. Vi vandt med 1 – 0. Og hvem tror I, der skød Tønders mål?

Inde i hallen har været til så  mange en håndboldkamp. Der var lynchstemning og råb og skrig:

  • Tynne, Tynne, bank de stoe Bynde

 

Dansk/tysk kappestrid – gevinst for byen

Den dansk/tyske kappestrid på det kulturelle område efter 1920 var faktisk en gevinst for byen. I mellemkrigstiden var der foreninger som:

  • Arbejdernes Mandskor, Arbejdernes Radioklub, Bund für deutsche Kultur, Deutscher Bücherverin, Singverein, Tønder Amts Kunst – og Turistforening, Tønder Biblioteksforening,
    Tønder Læse – og Ungdomsforening, Tønder Musikforening, Tønder Radioklub, Tønder Sangkor.

 

Da Elga Olga gik i protest

Vi kunne have nævnt mange flere. Det Kongelige Teater havde gæstespil i byen i 1920. Flensborg Avis skrev begejstret:

  • vi har mødt den største skuespilkunst Danmark ejer. Det ypperste er blevet budt os – i Holbergs Erasmus Montanus.

Allerede en måned senere vendte Det Kongelige Teater tilbage med Barberen i Sevilla.  Alt foregik ikke lige harmonisk. I 1955 måtte Socialdemokratisk Forening til sin store fortrydelse aflyse en planlagt en Arte opførelse på Tønderhus, fordi værten stillede krav om salleje og forhåndsgaranti for omsætningen.

Bestyrelsen mente, at det var urimelige forhold. Et forsøg på at flytte forestillingen til Schweitzerhalle kunne ikke lade sig gøre.

Det var dog ikke det eneste drama. I 1958 smækkede Elga Olga med døren på Tønderhus. Det skete midt under en forestilling, hvor hun gik sin vej. Hun var utilfreds med bifaldet og støj fra køkkenet.

 

Ingen ville høre Sønderjyllands Symfoniorkester

Der var gang i musiklivet dengang. Kendte navne som Wandy Tworek og Victor Schiøler gæstede byen. Men i 1949, da Sønderjyllands Symfoniorkester mødte op med 40 mand, mødte kun 20 tilhører op. Så var det mere gang i den, da Århus Byorkester og Flensborg Symfoniorkester gæstede byen.

 

Fest i anlægget

Vestslesvigsk Tidende kunne i 1823 berette om, at den tyske sangforening havde foranstaltet

  • en fest i kanalen i anlægget, hvor de mange kulørte lugter på bådene lyste op i den mørke august aften. En mængde mennesker var kommet ned for at se på det smukke skuespil og høre på sangen, der klang ualmindelig smukt hen over vandet og ind i mellem træerne.

 

Stor interesse for lysfest

I 1920 overtog Igelev Christensen et biografteater i Vestergade 19. Det var indrettet fire år tidligere. I de første år var der fortsat stumfilm, som blev vist i Tønder.

Men i februar 1925 var det storfilmen Amerika, der trak fulde huse. I 1927 var det Ben Hur. Den blev delt over to aftener.

I 1931 skete der noget stort. Et tale – og tonefilmsanlæg var blevet installeret.

Under besættelsen var kino blevet moderniseret. Der var to forestillinger hver dag, og tre stykker om søndagen. Mellem 80 – 90.000 mennesker gik i biografen årligt i Tønder Kino. Ganske imponerende, må man sige.

 

Kø  – foran Radio Rasmussen

I 1949 var det Night and Day. Men i 1950 holdt fjernsynet sit indtog i Tønder.  Radio Rasmussen fik folk til at stimle sammen foran hans vindue, da han i januar 1953 kunne opfange fjernsynsudsendelserne fra Hamburg.

I januar 1956 havde en fjerdedel af Tønders befolkning TV – dog ikke hjemme hos Familien Brodersen.

 

Bibliotekerne

Det tyske bibliotek var åbnet i begyndelsen af 1920erne. I starten var det under trange kår, først på  Alexandrineskolen, og derpå i lejede lokaler i Spikergade 22. I mere faste rammer kom biblioteket i 1928, da det blev indkvarteret i Deutsches Haus.

I 1960 blev der stillet velegnede lokaler til rådighed på Ludwig – Andresen – Schule.

Det danske bibliotek påbegyndte i 1923 virksomheden i lejede lokaler i Østergade. Mere plads fik man i 1926 ved flytningen til Nordsleswig Banks tidligere bygning på hjørnet af Storegade
og Kobbergade.. I 1950 flyttede biblioteket til den tidligere tyske kommuneskole i Richtsensgade. I 1964 blev det overtaget af kommunen.

 

Sønderjyllands
ældste husmoderforening

Ja og så var det lige Tønder Husmoderforening. Det var den ældste i Sønderjylland. Den havde til formål

  • at støtte og fremme hjemmets sag i økonomisk, samfundsmæssig og etisk henseende.

 

Spejderne

Vi skal ikke glemme spejderne. I 1928 var der endnu 61 medlemmer af Wandervogel, 8 medlemmer af Alt – Wandervogel og 62 medlmmer af den lokale Kufhäuser Jugendgruppe.

Det danske Spejderkorps, Tønder Trop blev stiftet den 29. april 1919 hos gæstgiver Schmidt i Vestergade Ved 50 – års jubilæet i 1969 var der 48 spejdere og skovmænd samt 29 ulve.

I 1922 var der oprettet en afdeling af Frivilligt Drenge Forbund.

 

Årets by

I begyndelsen af 1970 var Tønder i gang med en omstrukturering. Mange institutioner havde forladt byen. Men en voksende industrialisering var i gang. Erhvervs og turistchefen lagde billet ind på at blive Årets By.

For at blive kåret til Årets By, skulle byen være en god by at bo i. Og tænk Tønder blev kåret som Årets by. Dommerkomiteen kom frem til:

  • at ingen anden by som Tønder havde formået at bevare og udvikle et bymiljø med en masse fine kvaliteter uden samtidig at forfalde til banal hygge-atmosvære. Byen virker harmonisk og venlig. Det nye, der er skabt, var bygget med en fin fornemmelse for ikke at ødelægge de gamle kvaliteter.
  • Tønder – borgerne falder ikke på maven af højhuse og lignende. Man har formået at udbygge byens erhvervsliv og dermed sikret byen en rimelig vækst og egnen et center.
  • Tønder var den gode kunstners arbejde, præget af mådehold og beherskelse, uden samtidig at virke kedelig og steril.
  • Tønder havde forstået at tilpasse sig de nye tider med en udbygget offentlig service samtidig med at beskatningsprocenten var lavere end i de byer, som Tønder konkurrerede med i opløbet.

Og selv om jeg var fraflyttet byen, var jeg meget stolt. Det var en fortjent anerkendelse for den udvikling, som Tønder havde gennemgået i de foregående årtier.

 

Gør mere ud af markedsføringen

Skægt er det også, at når man farer rundt i København og holder foredrag, så ved københavnerne meget om Tønder. Mit indtryk er også, at det ikke kun er sønderjyder, der læser artiklerne
om det gamle Tønder her på siden.

Man forbinder Tønder med Musikfestival og Sort Sol og meget mere. Måske kunne man gøre endnu mere ud af markedsføringen af byen her i hovedstaden. Det ville med garanti give gevinst.

 

Kilde

  • Litteratur Tønder
  • www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk  indeholder 1.783artikler, heraf 283 artikler fra Tønder:
  • Anekdoter fra det gamle Tønder
  • Blomst til Skilsmissebyen
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Fra Lærkevej til Æ Synnejysk Ambassade
  • Gamle virksomheder i Tønder
  • I Kino i Tynne
  • Musik i Tønder 1 – 4
  • Ord og toner fra Tønder til Nørrebro
  • Schweizerhalle i Tønder
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Studehandel i Tønder
  • Ture i Tønder 1 – 4
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – Marskens hovedstad
  • Tønders historie– efter 1900
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Trafik i Tønder – dengang
  • og mange flere Tønder – artikler

Redigeret 4-11-2021