Artikler
Februar 21, 2011
Skud i Folketinget. Fjernsyn med kortslutning. Kanslergade – forliget. Tykke Frits bliver Nazi – leder. Nu skal det leges. Abort ja eller nej. Spidsbukser og skrårem. Et afsavet ben i Sydhavn. Skal Danmark nedruste? Kommunister nedruster. To vovehalse betaler prisen. Kaffe og kage – tak. Stewardesser går i luften. Jøder ikke velkommen.
Skud i Folketinget
I efteråret 1930 blev det for meget for den arbejdsløse gartner, Charles Nielsen. Vogt jer – fra i aften begynder Gadens terror, råbte han fra sin plads i tilhørerlogen. Han nåede at affyre et skud fra sin tunge rytterpistol, inden han blev overmandet. Skuddet ramte op i loftet. Desperationen i samfundet var tydelig. Arbejdsløsheden havde noget usædvanlige højder.
Fjernsyn med kortslutning
Den 30. oktober 1932 skulle danskerne for første gang se fjernsyn. Et fjernsynsstudie blev indrettet i Politikens foredragssal. Fra en modtager i Arena – Teatret i Tivoli skulle billedet så overføres til et filmlærred.
Man lagde op til et imponerende show med landets første fjernsyns – speaker, Povl Sabroe.
I begyndelsen gik alt godt. Sabroe kom frem på billedet. Det vakte både latter og bifald. Man ak. En kortslutning ødelagde det hele. Men de følgende dage gik det godt, og begivenheden trak tusinder af mennesker til.
Kanslergade – forliget
Klokken tre om natten måtte Stauning ind i soveværelset hos sin veninde Augusta Erichsen. Han havde brug for en whisky. Hun måtte så ned i kælderen efter den. Den social – demokratiske/radikale regering havde ikke flertal i Rigsdagen. De måtte have hjælp af Venstre. Der skulle rettes op i det økonomiske kaos. Arbejdsløsheden havde været op på 42,3 pct.
Venstre gik med, fordi kronekursen blev nedskrevet. Det ville gavne landbruget. Kanslergade – forliget fik kommunisterne til at gå på banen. De Konservative var sure, for deres forslag om 20 pct. lønnedgang blev ikke taget til efterretning. Forliget stoppede en lockout for 100.000 arbejdere. Der skete noget væsentligt på Østerbro den nat. Hovedpunkterne var
Grundtvigs kirken indviet
I 1912 var der udskrevet en konkurrence om en mindesmærke for den store salmedigter. P.V. Jensen – Klindt fik anden-prisen. Stor var overraskelsen, da han vandt konkurrencen om kirken. Grundstenen blev lagt i september 1921.
Folk samlede ind og stat og kommune bidrog. Selv bidrog arkitekten med 15.000 kr. Da P.V. Jensen – Klindt døde i 1930 stod kun tårnet færdig. Men sønnen gjorde det færdig.
Efter faderens udtrykkelige ønske tegnede han også alteret, prædikestolen, kororgelet og stolene.
Tykke Fritz bliver Nazi – fører
På landsplan fik DNSAP kun 1.025 stemmer i 1932. Cay Lembcke blev afsat og afløst af Frits Clausen. Straks satte denne den nazistiske kurs og oprettede mini
– udgaver af SS og SA – tropper.
Ved valget i 1935 havde partiet pludselig 16.000 stemmer. Men det var stadig ikke nok til at få mandater. Ved valget i 1939 belønnede vælgerne DNSAP for deres mange ekstreme aktiviteter ved at vælge Frits og to andre ind i Folketinget.
De ærbare kvinder
I 20erne var kvinderne kortskørtede. Men i 30erne blev skørterne længere og de bare arme blev dækket af tækkelige ærmer. Symaskinerne blev hentet frem i middelklasse – hjemmene. De brede skuldre og de spæde taljer kom igen. Væk var den fladbarmede drengepige. Kvinderne kopierede frisurerne fra deres idoler. Marlene Dietrichs plukkede øjenbryn blev ung mode.
Nye kunststoffer som rayon, der lignede silke, kom frem. Nylon – strømper afløste de mere klodsede kunstsilkestrømper. Og så kunne i Vore Damer læse:
En mere militant stil vandt indpas. Man fik skulderstropper. Nederdelene blev igen lidt kortere. Håret blev sat op, og lange bukser blev accepteret til hverdagsbrug. I 1939 da verdenskrigen brød ud, trak kvinderne i uniform.
Nu skal der leges
Man kunne møde op i skolegården med helt nye hinkesten eller en stilebog fuld af glansbilleder. Og allerede i 1700tallet fandtes jou – jou i både England og Frankrig. Nu kom den til Danmark som Yo – Yo.
De dygtigste kunne både spille jorden rundt, gå tur med hunden og vugge med deres Yo – Yo. Aviserne arrangerede store konkurrencer. Man kunne al tid tage sig et spil, når læreren vendte ryggen til.
Stylterne blev også populære. De lange stænger var nu ikke så velegnet til skolebrug. Det var i baggården og på villavejene man lærte sig den svære kunst.
Man kunne købe dem i legetøjsbutikker. Men så mange en far havde gang i hammer og søm, for at fremstille dem.
Matador var det første spil, som både fangede børn og voksne. Det var en arbejdsløs amerikansk ingeniør, der havde fået ideen. Spillet blev oversat til 24 sprog og det bredte sig som en steppebrand til 45 lande.
Det var den danske udgiver Drechsler, der herhjemme udgav den grønne spilleplade. Hvidovrevej kunne købes for 60 kr. Og Strøget kostede 400 kr. mens Rådhuspladsen kun kostede 350 kr. Bryggerier, dampskibsselskaber og meget mere, kunne købes. Men man kunne også blankes fuldstændig af.
I diktaturlande ville man ikke kendes ved det. I Tyskland blev det også forbudt. Goebbels mente at det var af jødisk, spekulativ karakter.
Abort – ja eller nej
Børneflokke på 10 eller 12 var ikke ualmindelige dengang. De mange uønskede svangerskaber nedbrød kvindernes liv og fysik. Diakonissestiftelsens
overkirurg, Mogens Fenger afviste forarget et forslag om at vejlede ugifte kvinder i brug af prævention med ordene:
Han mente, at brugen af prævention var syndigt.
I 1936 blev lægen J.H. Leunbach anklaget for at have foretaget ulovlige indgreb imod uønsket svangerskab. Han blev idømt tre måneders fængsel. Desuden blev han frakendt sine borgerlige rettigheder og retten til at praktisere som læge i fem år.
Han gjorde det ikke for egen vindings skyld. Desuden kæmpede han for indførelse af offentlige seksualklinikker og obligatorisk undervisning i seksuallære i skolerne.
Debatten op til vedtagelse af en ny svangerskabslov blev særdeles ophidset. Den omtalte læge måtte næsten dagligt vaske sine vinduer efter overmalinger som Ridderen af den blodige strikkepind. Og det lille nazistiske parti bidrog også på vinduerne i Willemoesgade, Jødesvin, Børneforfører og Fosterlager.
I sommeren 1937 blev svangerskabsloven vedtaget. Den tillod abort, men kun når det var nødvendigt for at afværge alvorlig fare for kvinders liv eller helbred. Men det ændrede ikke ved det faktum, at det stadig var andre, især mænd, der skulle afgøre om en kvinde skulle føde et uønsket barn. Som forfatteren Peter Freuchen skrev:
Spidsbukser og skrårem
De borgerlige kræfter væbnede sig mod den kommunistiske fare. De betragtede Stauning som en camoufleret kommunist. , der delte landets værdier ud til proletarerne og undergrave den liberale kapitalisme.
Det Konservative Folkeparti var i 1915 vokset ud af det gamle Højre. I toppen sad John Christmas Møller. I bunden var partiet domineret af mange reaktionære kræfter., hvis opfattelse på mange måder afveg meget fra ledelsens opfattelse af samfundet.
Fra den side voksede KU, Konservativ Ungdom op. I 1935 havde man hele 30.000 medlemmer. KU lagde sig bevidst tæt op ad den tyske nazisme. Man indførte brune uniformer, inspireret af de tyske SA – bataljoner.
KU kom i 1932 til at stå i et modsætningsforhold til moderpartiet. Man lånte også armføringen af nazisterne. Fra 1933 var uniformen gjort obligatorisk.
Lange støvler hørte selvfølgelig med de brune skjorter, spidsbukserne og skråremmen. Og støvlerne var praktiske, når man skulle give de politiske modstandere et spark.
Et afsavet ben i Sydhavnen
Den 16. maj 1931 fandt man et venstreben på den såkaldte Djævle-ø i Sydhavnen. Senere fandt man endnu et ben i havnen. Retsmedicinere kunne fastslå, at der var tale om en kvinde på ca. 1.60 og ca. 25 år.
Ben-stumperne var pakket ind i avispapir. Det stammede fra Nationaltidende den 19. oktober 1930. Den 28. maj fandt man yderlig en pakke drivende
Kastels-graven bag Den Svenske Kirke. Den viste sig at indeholde overkroppen af en kvinde.
En kvinde fra Bellmansgade, Henriette Dalby var forsvundet. Fingeraftryk fra kvindens møbler og liget kunne fastslå identiteten. Hendes samlever, den arbejdsløse sømand, Peter Hansen tilstod efter vedholdende afhøringer. Han havde parteret liget og kastet det i vandet. Men han erkendte ikke drab. Under et skænderi havde han skubbet hende omkuld. Da han ville samle hende op, opdagede han, at hun var død.
Han havde skjult liget under en divan, inden han parterede det. Takket være en udsædvanlig god forsvarer, blev han dømt 18 måneders forbedringshus.
Halvanden år efter genså forsvareren og Peter Hansen igen hinanden. Han var nu tiltalt for drabsforsøg på hans nye samlever. Igen ydede advokaten det allerbedste, hvad han havde lært. Peter Hansen blev idømt beskedne 2 ½ års fængsel.
Skal Danmark nedruste?
I 1929 fremsatte regeringen et forslag til
Værnepligten skulle bl.a. afskaffes. Men Officerskorpset og De Konservative strittede imod. Men det trak ud. Stauning nølede. Han ville gerne have Venstre
med.
Efter mange tovtrækkerier kom et forlig i stand i 1932. Det betød en reduktion af forsvarsudgifterne og beredskabsstyrken. Værnepligten overlevede dog, men både hær og flåde blev beskåret.
Men kort tid efter, kom Stauning i tvivl, om det var den rigtige beslutning. Tilliden til Folkeforbundet var blevet alvorlig svækket. Han holdt en forbitret tale, om at Danmark ikke alene kunne være Nordens Lænkehund og selv påtage sig at bevogte den fælles sydgrænse.
I 1935 indførte Hitler stik imod fredsaftalerne i Versailles i 1919, værnepligten. Stauning mente, at det danske beredskab skulle styrkes. Men P. Munch forhindrede dette.
Kommunisterne opruster
I 1929 fik kommunisterne i Danmark at vide, at de skulle tage sig sammen. Det var nødvendigt, for revolutionen havde det skidt i Danmark. DKP kunne kun mønstre få tusinde stemmer og internt var man lammet af stridigheder.
Brevet fra Den kommunistiske Internationale satte skub i tingene. Den arbejdsløse tekstilarbejder Axel Larsen gik i gang. Han havde ellers fået at vide i Moskva, at hans trotskistiske tilbøjeligheder ikke var noget for partiet. Men det forhindrede ham dog ikke ved hjælp af hans taktiske begavelse at fremme egne interesser.
Axel Larsen mente, at DKP skulle være de arbejdsløses parti. Det betød at DKP i 1932 flerdoblede deres stemmeantal. Stauning var hårde over for dem, da de kom i Folketinget. Måske var det derfor, at Axel Larsen indledte sin første tale i Folketinget således:
Partiet ville ikke have og fik heller ikke indflydelse i Folketinget. De lagde vægt på, at få indflydelse på alt det, der foregik på gaderne og arbejdspladsen. De gik blandt i aktion for at støtte sømændenes og søfyrbødernes store strejke i 1934.
Det kom til slagsmål på Fælleden. Betjentene havde været så forudseende at smøre deres knipler ind i grøn sæbe, så aktivisterne ikke bare kunne gribe dem. Arbejderværnet blev stiftet. De skulle beskytte demonstranter imod politivold.
Senere skiftede man taktik og genfremsatte forslag som Socialdemokratiet tidligere havde fremsat. Man mente, at arbejderne skulle forene sig i forsvaret for demokratiet.
To vovehalse betaler prisen
Talemåden Højt at flyve – dybt at falde blev alvor for to vovehalse. Emilie Sannom fra Stefansgade på Nørrebro udfordrede døden som luftakrobat. Det samme gjaldt for verdensmesteren i faldskærmsudspring, John Tranum.
I perioden 1909 – 23 havde Emilie, kaldet Mille medvirket i lang række film, da skuespillerheldet svigtede. Hun måtte have noget andet at leve af. Hun vidste selv, at han udfordrede døden. Den 30. august 1931 lånte hun uofficielt og imod reglerne en faldskærm . Den foldede sig ikke ud under udspringet.
Hun hvirvlede mod jorden og blev øjeblikkelig dræbt, da hun ramte den. Hendes død udløste enorm opmærksomhed og fyldte hele avisforsider. Ja det skabte nærmest landesorg. John Tranum ville vise, at faldskærmsudspring var ufarlig. Det fortælles at han under indflyvning til en flyveplads i jakkesæt med mappe og stok pludselig kastede sig ud af en flyvemaskine. Han landede i faldskærm før de andre.
Den 7. marts 1935 vovede han sig ud i et dristigt rekordforsøg. Det var et udspring fra 10.000 meter med frit fald på 8.000 meter. Opstigningen forløb normalt, indtil piloten i Tranums fly i 8.600 meters højde mærkede et let tryk. Da han vendte sig om, så han at Tranum sad livløs bag sig. Piloten sørgede straks jorden, men for sent. John Tranum blev efter landingen konstateret død af hjertestop.
Kaffe og Kage – tak
En ny mode var slået igennem. Det var ikke kun for at nyde kaffe, kage, chokolade, te og konfekt. Nej en stor del af fornøjelsen var at blive set. En overgang var der 6 – 700 caféer i landet. De første danske konditorier opstod i København sidst i 1700 – tallet af schweiziske og italienske kagebagere.
Også samfundets mindre velbeslåede borgere gik på konditori. I små træskurer tilbød kagekoner også konfekt og kager.
Stewardesser går i luften
Den 28. juli 1938 kom Danmark ind i luftfartshistorien. Det danske luftfartsselskab DDL havde købt to 4 – motorers Condor – fly. Dania satte kurs mod London via Hamborg. 22 passagerer nød turen, der varede de planmæssige tre timer og 45 minutter.
Frøknerne Hanne og Doris var håndplukkede til turen. De var de første stewardesser. De opfyldte de strenge krav, perfekte i sprog og kendte til sygepleje og barnepleje. Men de var også præsentable og dygtige til at omgås alle mulige nationaliteter og i besiddelse af takt.
I 1939 nåede antallet af passagerer i Københavns Lufthavn op på 71.750 – en rekord, der kom til at stå i mange år.
Jøder ikke velkommen
Mellem 1933 og 1939 flygtede en halv million jøder fra Tyskland. For politikerne i Danmark var den danske neutralitetspolitik vigtigere end humanitær bistand. Arbejdsløsheden var stor herhjemme, og Tyskland blev betragtet som et retssamfund. Kun hver femte asylansøger blev lukket ind. Man fortrængte at tyskerne var i gang med at rense Stortyskland for den jødiske bacille.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 12. – 02 – 2022
Februar 21, 2011
Tre sabotører blev narret. 42 modstandsfolk gik i aktion i Ryesgade. De blev beskudt af dansk politi, da de trak sig tilbage. Flere aktioner blev rettet mod Riffelsyndikatet. En dansk værkfører var skyld i mange danske arbejderes død. En aktion mod krydseren Nürnberg blev en delvis succes. Vi ser også på andre sabotageaktioner på Østerbro.
DKP starter sabotage
Efter at DKP havde besluttet at gå ind i sabotageaktioner, havde man også besluttet at startdatoen skulle være den 9. april 1942. Men den første sabotageaktion var en fiasko. To brandbomber anbragt på Husarkasernen på Østerbro virkede ikke. Andre prøvede at stikke ild på nogle tyske jernbanevogne med ammunition og halm på baneterrænet ved Østerport. Fosforet ville dog ikke tænde.
Den første sprængnings – sabotage
Den 26. september gik det ud over to automobilværksteder på Lyngbyvej 182 og 165. Det var henholdsvis Adler Service og Heiber Service. Mod Adler havde man fremstillet en række rørbomber. Egentlig skulle aktionen være startet samtidig, men en vagt kom i vejen. Da modstandsfolkene pludselig hørte tre store brag fra Adler opgav de deres foretagende.
De to grupper mødtes senere på en café på Nørrebrogade, hvor de diskuterede hinandens resultater.
Nu var skaderne trods de høje brag på Adler ikke så store. Men det var den første egentlige organiserede sprængningssabotage i Danmark. Det var desværre også den dag, da faldskærmsfolkenes chef, Michael Christian Rottbøll blev dræbt i Vordingborggade (Øresundsvej).
Sabotører blev narret
Tre sabotører havde fået en aftale med tre tyske soldater, der angivelig ønskede at desertere. Derfor ønskede de at aflevere deres våben. Mødet skulle finde sted den 26.december 1943 på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej. Men i stedet for de tre soldater mødte Gestapo op. Det endte med to dræbte og en såret sabotør.
43 modstandsfolk i kæmpe aktion
Den 25. juni var det Ambi, der stod for skud. Virksomheden leverede tændsatser til den tyske krigsindustri. En af modstandsfolkene fik at vide, at han godt kunne gå igen, da han mødte op. Han var beruset og blev beskyldt for at være ansvarsløs.
Ambi lå i en gård mellem Ryesgade og Kronprins Frederiks Stiftelse , som ligger mellem Fredensgade og Østerbrogade.
Den var stærkt bevogtet og udstyret med tårn med projektører og løbegang til vagterne hen over taget. Seks vagter var blevet skudt. Tyskerne stillede efter dette krav om, at dansk politi skulle bevogte de mest oplagte sabotagemål.
I alt deltog 43 modstandsfolk mod både Nordwerk og Ambi. .
Gården til Ambi blev taget under ild fra tre vinkler med maskinpistoler. Under dækning heraf anbragtes to stiger mod bagbygningen fra gården mellem fabrikken og stiftelsen ud mod Dosseringen. Fra taget blev der kastet tre gange 30 kg Trotyl indkapslet i støbejernsrør ned gennem to ovenlysvinduer, henholdsvis ind gennem gavlen i den to etagers bygning. Ladningerne tændtes direkte med fem minutters lunter.
Bygningerne blev meget effektivt ødelagt. På fabrikken blev der såret tre arbejdere.
På Nordwerk anrettede tre sprængladninger af 30 kg ødelæggelser for 1.283.000 kr.
Rasende på danske politifolk
Dækningsgrupperne var kommet i kamp. En politiudrykning fra Rosenvængets Station blev standset ud for Ambi af en maskinpistolsalve. I Fredensgade ud til Blegdamsvej kom man i kamp med en tysk enhed på 15 mand. Yderligere en gruppe betjente kom til fra Politigården. Denne blev dog bragt til standsning. Modstandsfolkene var rasende over for politiets indgreb. Da de trak sig tilbage, blev de beskudt af danske politifolk
Sabotage mod Nyboder Skole
En sabotage mod den tyske radiomast på Nyboder Skole fandt sted den 15.- 16. august 1943. Det lykkedes at anbringe en pølse af plastisk sprængstof omkring den 3 fod tykke og 15 meter høje mast i et par fods højde. Klokken 0.20 lykkedes det at sprænge tre meter af masten væk. Den blev hængende i sine barduner, men måtte demonteres. En politirapport afslørede, at to tyske soldater var på vagt. Men den nærmeste befandt sig 200 meter væk fra masten.
Sprængbombe mod Riffelsyndikatet
Riffelsyndikatet lå i Frihavnen som en utilnærmelig fæstning og producerede pistoler, maskinpistoler, rekylgeværer og 20 mm kanoner. Allerede den 10. maj 1943 havde en sprængbombe
ødelagt Riffelsyndikatets strømfordeling. Her anvendte man Trotyl. Bomben havde man fået ind på området takket være to ansatte. Det var ikke let at komme ind. En tysk kontrol-kommission overværede det hele. Syndikatet havde en vagtstyrke på 60 – 70 personer formeret i tre hold. I udkantsområdet gik der desuden tyske politisoldater. Jo Riffelsyndikatet var sandelig vigtig for den tyske krigsindustri.
Mislykket forsøg
I december skulle det igen gå ud over stedet. Planen var at opbygge en stor ladning Trotyl inde på området. Det skulle smugles ind i veste. Torsdag den 16. december blev første portion indsmuglet. Ladningen var anbragt i hovedbygningen på anden sal. Under nogle gulvbrædder, der kunne løftes op. 70 – 75 kg var efterhånden blevet anbragt.
Med så stor en portion blev man nødt til at advare inden sprængningen. Aftalen var, at folkene inde på Riffelsyndikatet den 19. december klokken 16 skulle trykke blyanterne, som var på en halv time og derefter give signal ved at vifte ud af vinduerne til nogle folk, som BOPA havde stillet op udenfor. Disse skulle så ringe til virksomheden og advare.
Da de viftede kunne de imidlertid ikke få kontakt. De blev nervøse og trak blyanterne ud af ladningen uden at det skete noget. Man besluttede derfor at udskyde aktionen til næste dag. På det tidspunkt havde virksomhedens ledelse dog anet uråd. Hele virksomheden blev derfor undersøgt uden at man dog fandt noget.
Værkfører skyld i dødsfald
Mandag den 20. fungerede systemet. Der blev ringet tre forskellige steder hen på Riffelsyndikatet. Ledelsen gav dog ingen alarm. Men rygtet løb. Arbejderne samledes i klynger. De fleste var stemt for at forlade værkstederne og størstedelen var kommet udenfor, da en værkfører stillede sig i døren og kaldte det hele for bluff.
Netop da eksploderede sprængladningen. Takket være værkfører blev de arbejdere, der opholdt sig i bygningen enten dræbt eller såret.
Arbejderne blev forhindret af tyske soldater i, at komme deres sårede kollegaer til hjælp. Tyskerne havde også lidt store tab ved aktionen.
Våben taget med
Inden aktionen var Toldvagten ved porten blevet besat. Dækningsgrupper havde taget stilling ved Nordhavn Station og på hjørnet af Østbanegade/Århusgade. To biler med sprængstof kørte så ind på området. Det havde ligge i en kælder hos en skomager på Amager.
Alt i alt var der blevet anvendt 400 kg Trotyl. Skaderne beløb sig til 9.444.000 kr. Og så fik man også tilranet sig 30 – 40 rekylgeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne og to 20 mm maskinkanoner.
Aktion mod krydseren Nürnberg
Nede i Frihavnen lå krydseren Nürnberg. Den lå ved øst-kajen bag Langelinie. Den var tæt besat med vagtposter. Gennem en tunnel løb der kabler, som blandt andet forsynede den med strøm. Modstandsbevægelsen fandt ud af, at den 600 meter lange tunnel var tre meter dyb og halvanden meter bred. Den var fyldt med vand i knæhøjde.
Kajmuren var over en meter tyk og bestod af svære granitblokke. Der skulle bruges rigtig meget sprængstof, hvis noget skulle gøres.
Den 13. februar 1945 om morgenen ankom aktionsholdet i kloakdragter. Sprængstoffet blev i fem sække transporteret på en beslaglagt hestevogn. Den var camoufleret med grus og to sække
cement. På kajen begyndte man at blande cement, samtidig med at sprængstoffet blev sænket ned til tre folk i tunnelen. Hele 135 kg sprængstof skulle transporteres i tunellen.
Uret var sat til at slutte strømmen kl. sytten, når de danske arbejdere havde forladt havnen. I Nørrebroparken stod man parat for at høre braget. Men intet skete.
Man måtte nu ned i tunnelen for at se, hvad der var gået galt. Unægtelig en farefuld tur. Uret var gået i stå fire timer for tidligt. Det hele blev repareret. Nu kunne man så vente på braget.
Nürnberg skød mod engelske fly
Eksplosionen rev 5 – 6 meter ud af kajen og to kraner væltede ned over Nürnberg. En affaldspram, som var fortøjet langs krydserens anden side tippede rundt og gik til bunds. Nürnberg
skulle samme aften være afsejlet til Königsberg. I stedet blev den slæbt bort og lå endnu ved Nordhavnen efter den tyske kapitulation.
Det lykkedes dog ikke at beskadige Nürnbergs antiluftskyts. Under angrebet mod Schell-huset den 21. marts deltog Nürnberg’ s antiluftskyts i at bekæmpe de britiske Mosquitos.
Mange sabotage – aktioner
Vi har kigget lidt i arkiverne over sabotager udført på Østerbro og nærmeste omegn – dengang. Listen er dog langt fra komplet. Vi har medtaget steder på Ryesgade og Blegdamsvej som måske nærmere har hørt ind under Nørrebro:
1942
1943
1944
1945
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler –
Redigeret 12.10.2021
Februar 21, 2011
Kampen i Classens Have varede kun tre – fire timer. Men hvad skete der før og efter. Peymann ville gerne have lidt heltedøden. Han blev gjort ansvarlig for nederlaget. Men englænderne kom med 30.000. Og kronprinsen tog bare til Sønderjylland. Østerbro var sønderbombet. Og en engelsk familie ved Østerport måtte flygte ud af landet. De danske soldater var som bønder i uniformer, sagde englænderne, men de roste da også.
Danmark ikke klar til kamp
Peymann var blevet udnævnt som kommandant med uindskrænket militær magtbeføjelse. Man regnede med, at englænderne ville angribe fra søsiden lige som de gjorde i 1801. Kronprinsen havde den 7. august beordret Admiralitetet til hurtigt at opstille et forsvar omkring Københavns Havn ved at armere den faste defension. Men man fandt det ikke nødvendig
at klargøre flåden.
Og landtropperne, ja de befandt sig i Holsten. Hvor den skulle værne om Danmarks neutralitet over for de franske tropper. Danmark var slet ikke klar til kamp. Landet blev taget på sengen. Faktisk var englænderne af den overbevisning, at franskmændene ville tage den danske flåde.
Kronprinsen på vej mod syd
Den daværende konge, Christian den Syvende havde på grund af sin sindstilstand ingen egentlig magt. Det var kronprinsen, den senere Frederik den Sjette, der bestred den egentlige magt. Han befandt sig med hæren i Sønderjylland. Det var her, han modtog englændernes ultimatum. Og det var udlevering af hele den danske flåde samt at indtræde i krigen på Englands side. Det blev til et rungende nej. Men den engelske flåde var på vej. Ja de var tæt på. I modsætning til 1801 havde de en stor landhær med.
Nær pågrebet på Storebælt
Men kronprinsen kom dog til København for at hente kongen og bringe ham i sikkerhed. Og det skete til Kolding Slot. Selv tog kronprinsen atter engang sydpå. På vejen over Storebælt blev de stoppet af et engelsk krigsskib. Færgemanden fortalte, at de sejlede med en syg svensk baron. De fik lov til at fortsætte.
Op mod en overmagt
Den 70 – årige Peymann havde aldrig tidligere haft en militær kommando. Det meste af sin tjenestetid havde han tilbragt bag skrivebordet. Til hans rådighed stod kun 5.500 egentlige soldater. Dertil kom Borgervæbningen, Landværn, Livjægerkorps samt Studenterkorps. Man var vel ca. 11.000 i det hele. Ja og englænderne stillede med 30.000 mand.
En hurtig march mod København
Den 16. august gik englænderne i land ved Vedbæk. De blev ikke angrebet. Peymann udsendte 600 mand, der blot skulle observere. De gik op til Mølleåen fra Lyngby til Strandmøllen. Ni dage senere stod englænderne uden for København i en linje fra Classens Have, på ydersiden af Søerne ad Blegdamsvejen forbi Blågård og Ladegården til Kalvebod Strand.
Seks af otte udfald fra Københavns Landforsvar var fællesoperationer med kanonbåde og landtropper. De tre af dem havde Classens Have som mål. To andre udfald gik gennem dette område, som lå mellem Classensgade, Østerbrogade, Rosenvængets Allé og stranden. Den 25. august skete der et angreb nord for området ved Svanemøllen. Man ville hindre fjenden i at nå frem til København og især Kastellet.
Den 17. august blev udfaldet foretaget af Livjægere, men overmagten var for stor.
Den 20. august var 9 kanonbåde og en hær på 3.800 i gang med at ødelægge batterier ved Svanemøllen. Man kan undre sig, at når man kunne samle så stor en styrke, hvorfor man så ikke angreb englænderne i Vedbæk.
Manglende signal til kanonbåden
Aktionen lykkedes dog ikke, fordi oberstløjtnant Voigh som havde kommandoen glemte at signalere til kanonbådene. Det kostede 16 døde og 20 sårede. Den 24. august gik englænderne frem mod Østerbro og Kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro, Frederiksberg samt udkanten af Vesterbro og pressede danskerne tilbage.
Presset var så stor, at det kompagni, der stod parat med to kanoner på Rolighedsvej (Nordre Frihavnsgade) mellem Strandvejen og det gamle kalkbrænderi blev kastet til bage til Classens Have.
Overrumplet
Men udfaldet fra den 25. august skete fra Kastellet mod Classens Have. For danskerne var området strategisk. Men sådan blev det ikke opfattet af englænderne. Deres artilleri blev opført i halvcirkler op til tre kilometer fra byen. Når de nu alligevel var i området kunne det skyldes at deres batteristilling på Trianglen skulle forsvares.
Det forlød, at englænderne var ved at anlægge moter-batteri på Assistens Kirkegård. Holstein fik til opgave at ødelægge dette. Men det lykkedes ikke. Tværtimod var der store tab, 21 døde og 55 sårede.
I løbet af natten trængte de frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården og til Vesterbro indtil skydebanen. Ved salpeterværket ved Trianglen var en dansk arbejdskommando ved at anlægge en større skanse. De blev fuldstændig overrumplet og taget til fange af englænderne. Et angreb fra Classnes Have blev afværget.
Tæt på byen
Egentlig havde englænderne planer om at grave løbegrave på Fælleden og lave en linje langs Jagtvejen . Men efter den 25. sad de på alle de vigtigste udgange fra byen. Nu var det Blegdamsvej, der blev udpeget som linjen eller parallel. Den erobrede skanse ved Trianglen blev ombygget. Over Nørrebrogade blev der bygget en skanse af sandsække. Broen over søerne var vigtig for englænderne. Men de skulle alligevel ikke vide sig for sikre. Fra Kalvebod Strand blev de generet af tre danske kanonbåde.
Den 26. og 27. august gik englænderne til kamp mod disse kanonjoller. Den voldsomme beskydning fik selveste Peymann til at dukke op. Også den 26. og 31. august angreb danske landtropper og kanonbåde fjenden i Classens Have. Ude i Svanemølle – bugten blev kanonbåden Stubbekøbing ramt af en granat. Båden eksploderede og 31 mand omkom.
Det berømte ”slag”
Natten mellem den 30. og 31. august gjorde man klar til udfaldet i Classens Have. Peymann opmarcherede to bataljoner af af Danske Livregiment, en bataljon af Norske Livregiment, en jægerstyrke, Den Kongelige Livgarde til fods, Kongens Livjægerkorps og herregårds-skytere samt en felt- artilleri-styrke med otte kanoner. 2.500 mand var de.
Især udfaldet den 31. august var dramatisk. Her blev Peymann såret af en flintekugle i låret. Egentlig ville han gerne have fået heltedøden. Til lægen sagde han:
Han havde indset, at der intet var at udrette, og at han senere ville blive gjort til syndebuk. Peymann blev afhentet af en karet og inde på Kastellet, blev han tilset af Professor Windsløv. Peymann havde stillet sig et højt sted. Fjenden kunne se, at det var en betydningsfuld soldat, man havde med at gøre.
Udfaldet var historisk
Udfaldet er gået ind i en historien. Det lykkedes og soldaterne kæmpede bravt. 24 døde og 98 blev såret. Strategisk var udfaldet dog uden betydning. Kommandør Bille udtrykte det således:
Også udfaldet den 25. august mod Assistens Kirkegård var afgørende. Englænderne tordnede frem overalt. Kommunikationen mellem kanonbådene og landtropperne var nogle gange katastrofale. Men den fungerede den 31. august.
Bomber fra Kastellet
Fra Kastellet blev angrebet fulgt op af kanonerne. I første omgang blev englænderne jagte på flugt. I den danske bagtrop var der en 50 tømrer og 50 brandmænd De begyndte at fælde træer og brænde bygningerne ned.. Efter, at englænderne igen havde samlet sig, trak danskerne sig tilbage til Kastellet. Men nu havde kanonerne frit syn til Classens Have. Nu kunne englænderne ikke mere gemme sig. Tre timer varede kampen.
Fra Strandvejen og resten af Østerbro stormede de engelske soldater nu frem. General Bird blev ramt to gange, men fortsatte kampen. Det ene projektil knuste hans finger, det andet ramte hans kraveben. Han trak straks højre hånd ind under uniformsjakken, trak en fladtrykt kugle frem og gav den til sin adjudant. Fra søsiden fortsatte kampene. Et engelsk transportskib blev sænket. Det kostede 10 døde og 21 sårede englændere.
Hele byen jublede og det gav nyt håb. Men kampen mod overmagten var stor.
Bønder i uniform
Englænderne havde ikke meget til overs for de danske soldater. De kæmpede ganske tappert, men virkede som bønder i uniform, sagde de, uden metode og dømmekraft. Man var i ledelsen
ikke meget for at bombardere byen. Men den engelske officer Charles Cadell roste de kæmpende studenter anført af deres professorer i Classens Have:
Den irske kaptajn, Harry Ross – Lewin var imponeret over Det Danske Livregiment, som med deres skarlagensrøde kapper og pudsede parykker var de største mænd , han havde set i nogen hær.
Sidste chance inden bombningen
Den 1. september prøvede englænderne en sidste gang, at overtale Peymann til overgivelse. Udlever flåden, så vil vi betale erstatning, fik han at vide. Men det lå uden for hans beføjelser. Problemet var bare, at kronprinsen stadig befandt sig i Sønderjylland. Englænderne ville ikke vente. Nu var der kun en mulighed. København skulle bombes.
Terrorbombardement
Den 2. september 1807 begyndte verdens første terrorbombardement af en civilbefolkning. Englænderne brugte både raketter og brandbomber. De var rettet direkte mod civilbefolkningen
og civile bygninger.
Ordren nåede ikke frem
Til sidst lykkedes det også at ramme Vor Frue Kirke. Bombardementet varede i tre dage, og resulterede i adskillige brand i byen. Til sidst gav man op og overlod flåden til englænderne. Hvorfor man ikke havde brændt den af inden, virker mystisk. Ordren var også givet af kronprinsen. Men løjtnant Steffens der skulle overgive den skriftlige ordre til Peymann blev pågrebet på sin hest 10 kilometer fra sit mål af englænderne.
Hvor stod batterierne?
Batterierne stod parat. Sigtekornet var rettet mod byen. Men hvor stod englændernes batterier?
Kapitulationen
Den 7. september efter at København var blevet sønderbombet, blev kapitulationen underskrevet:
Danmarks ydmygelse
Om aftenen den 20. oktober stod de ud gennem Sundet de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engelske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man lagde sig tæt på den svenske kyst og Helsingborg, hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra Stockholm for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjendens Danmarks ydmygelse.
De skyldige skulle findes
Selvfølgelig skulle der findes skyldige. Overkrigs – kommissionen forkyndte dommen. Peymann blev fundet skyldig i at have forsømt at overholde de kongelige instruktioner. Han havde ikke gjort sit yderste til Landet og Stadens Forsvar. Han havde ikke opfyldt de almindelige pligter, som det blev forventet af en øverstkommanderende. Han havde undladt at vise den fornødne militære Conduite.
Han havde også undladt at forsyne generalløjtnant Castenskiold med den fornødne ammunition til det sjællandske landeværn. Han havde også capituleret og udleveret den danske Flaade til den engelske Magt uden Beviislig Nødvendighed, og hverken i Henseende til den indtagende Capitulation eller det holdne Krigsraad, iagttaget Krigslovens Forskrifter.
Peymann blev dømt til døden Også tre andre officerer blev dømt til døden. Alle blev dog benådet af kongen.
Østerbro meget medtaget
Belejringen satte sit præg på Østerbro. Den pensionerede søofficer Peter Schiønning kørte den 13. september, efter at belejringen var ophørt ind til København. Der måtte ham et voldsomt syn. Han beskrev i sin dagbog:
En familie – skæbne i krigen
Man var bange for at engelske spioner ville gå i gang i København. Ja man så spøgelser midt om dagen. Alt hvad der havde med engelsk at gøre, blev holdt under skærpet opsyn. En række ryttere havde således observeret skræddermester Sanders kone, Phoebe og parrets ældste datter, Amalia ude på området mellem Østerport og Kalkbrænderiet.
Man havde sagt til dem, at det var farligt at befinde sig på området. De var straks vendt tilbage til det lille hus uden for Østerport, som Sanders ejede. Kort efter deres ankomst dukkede folk
fra Livjægerkorpset op og bad Phoebe om at følge med til Kastellet. Her blev hun afhentet af politiet og senere afhørt af politimesteren.
Politimesteren bad hende blive i deres hus på Gothersgade og ikke igen at gå til huset ved Østerport. Men inden løsladelsen var Phoebe og hendes 8 børn blevet indespærret i Blåtårn.
Udenbys misædere
Phoebe havde forklaret, at de var gået ud for at se på de engelske krigsskibe ude i Sundet. Desuden havde de kigget på det sted, hvor hendes mand ville anlægge et jernstøberi. Phoebe
blev anklaget for at være udenbys misædere. Mistanken blev bestyrket i, at hendes mand havde forladt huset med et afskedsbrev.
Det var bestemt ikke en ferie, for familien. Dagligt måtte cellerne tømmes for vand, som trængte ind. Efter kapitulationen blev familien løsladt.
Krige har mange ofre
Huset ude ved Østerport var blevet smadret. Manden vendte igen hjem. Han allierede sig med sin gode ven manufakturhandler Kall, og gav denne en fuldmagt, så alle hans skyldnere kunne blive betalt.
Derefter pakkede familien Sanders to vognlæs med klæder og mindre ejendele og betalte en bådsmand fem rigsdaler for at fragte dem ud til et af de engelske skibe, der lå for anker uden for byen.
Højtstående embedsmænd nægtede at betale deres gæld til Sanders. Blandt kunderne var både tre Reventlow er, en Schack, en Schulin og en Rantzau. Nogle betalte, andre gjorde ikke. Sanders blev nærmest udplyndret af staten. Han vendte aldrig tilbage. Han og familien var mistænkt for altid. Krige har mange ofre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www-dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 24.11. 2021
Februar 21, 2011
I 1658 den største have i København og omegn. Her lå Østerbros første gourmet – restaurant, allerede i 1728 med 218 frugttræer i haven. J.F. Classen var en sand forretningsmand med sønderjyske aner. Vi skal også læse om Strandpromenaden, Kalkbrænderiet, Justineborg, Kalkbrænderiet, Lille Ejegod, Kryolit-fabrikken, Julie Sødring, Skovgaard, Rosendal, De Fattiges Dyrhave, Rolighed, Aggersborg, En gammel blodbøg, Lipke, Randersgade, Krausevej og meget mere .
Boligkompleks
I dag forbinder man Classens Have med et haveanlæg mellem Classensgade og Arendalsgade. Det blev anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen i 1925 i forbindelse med boligkomplekset Ved Classens Have.
Klaumans Have i 1658
I 1658 blev stedet kaldt Verner Klaumans Have. Siden blev det kaldt Laurvigens Have og Ahlefeldts Have. I 1659 er haven omtalt i Resens Atlas. Den var utvivlsomt den største i forstaden. Inddelingen var i tre gange fire kvarterer. Mod øst grænsede den ned til Sundet. Mod nord til afløbet fra Vartous voldgrave. Hele vejen rundt var den markeret med et levende hegn. De seks kvarterer, der havde skel ud mod forstaden, havde hver sit lille hus. Midt i haven var der et tårn med buede sider og løgkuplet tag med flag på toppen.
Johan Dantzer
Fra historiebøgerne får vi at vide, at ude ved stranden nord for Kastellet lå Kongens Fiskerhus. Den 29. marts 1679 blev den givet til fribolig for den pensionerede jæger, Johan Dantzer. Det var bygget på det der var tilbage fra en gammel runddel af fæstningsværker, som før Svenskekrigene var anlagt fra Vartov til Sundet.
Dantzer havde ret til udskænkning af øl og vin og til at oprette en skydebane, samt til at holde et par køer. Desuden fik han lov til at udnytte et par fiskedamme. Her blev der også drevet skydebane.
Problemer med Fiskedammene
Allerede i 1682 var huset overgået til Niels Grøn. Fiskehusets Have blev kendt i Holbergs ”Jacob von Tyboe”. Haven gik fra Sortedamssøen til den kommende Citadelsvej (siden Kastelsvej) .Den førte frem til Norgesporten på Kastellet. Der opstod et problem med naboen. Han havde forhindret afløb fra fiskedammene.
Traktørsted i 1707
I 1707 lå her Gamle Fiskerhus, og det havde betegnelsen traktørsted. Den nye ejer hed Melchior Verhagen. Han skulle tituleres med gæstgiver eller kok. Da hans kone, Sara Cornisdatter bukkede under for pesten overvejede han at sælge stedet. Huset havde dengang 12 fag. Han fandt sig en ny kæreste, Johanne Bogvad, som overlevede ham.
Vejforløb – dengang
Hvordan så det egentlig ud med vejnettet i området – dengang?
I 1711 besluttede man at forhøje og med skarp sand dække stykket fra møllen til Vibenshus. Det drastiske skridt tog man, fordi landevejen var blevet farlig at færdes på. Den var blevet fuldkommen opkørt og ødelagt af vand, fordi de mange soldaterlejre, der havde været på fælleden, havde ødelagt grøfterne, hvorved vandet på vejen ikke havde en afløbsmulighed.
Forbindelsesvejen mellem Citadellets Norgesport og Strandvejen blev udført i 1690. En privatvej blev i 1688 betegnet som nye gjorte vey hørende til Pæretræet. Vejen dannede skel mod Harboeske Have.
Gourmet – restaurant – 1728
Vi ved, at kokken i Fiskerhuset , Kristian Hansen af ejeren Andreas Høyer havde lejet stedet. Han serverede i 1728 fisk og vildt over fornemme Liebhavere, men alligevel til en civil Pris.
Var det i virkeligheden den første gourmet – restaurant på Østerbro? Allerede dengang færdes det bedre borgerskab scenevant i Østre Forstad.
Masser af frugttræer
I 1727 blev stedet omtalt som en stor have med 218 frugttræer af adskillige slags og en del ribs – og stikkelsbærtorn. Haven var ikke udelukkende køkkenhave, for den havde også et lysthus
af savskårne brædder. Stadens Fiskerhus havde ikke mindre end fem fiskedamme med afløbsrender. Vi ved også at huset blev vurderet til 1.899 rigsdaler. Det må have været ret nyt. Mellem 1715 og 1727 er det blevet udvidet fra 10 til 19 fag. I 1737 var det blevet takseret til 2.000 rigsdaler, men da stod der også et helt nyt gæstgiveri på grunden.
Classen køber ind
Den bagerste del af Rosenvænget var i 1726 solgt til F.A. Daneskiold – Laurvigen. Efter hans død i 1754 blev grunden solgt til J.F. Classen. Her oprettede han en fajancefabrik. I 1765 erhvervede Classen også Kongens Fiskehus. Dette var i 1761 blevet skænket til Hans Ahlefeldt. Siden købte Classen flere parceller.
Intet træ tilbage
Historikeren Harald Jørgensen skriver i en jubilæumsbog i 1942:
Sønderjyske aner
Store dele af området kom i generalmajor J.F. Classens besiddelse i anden halvdel af 1700 – tallet. Classen er født i Oslo (dengang – Christiania). Han fader var sønderjyde – han var fra Sønderborg og organist. Ja familien havde det gode sønderjyske navn, Clausen. Men fint skulle det være.
En sand forretningsmand
Johan Frederik Classen var forretningsmand og meget tæt tilknyttet til kongen. Han drev krudtværk og støberi af metalkanoner på Agat møllen ved Arresøens udløb i Issefjorden.
Stedet kaldte han Frederiksværk. I 1770 fik han hele leverancen af krudt og kanoner til Landetaten. Med årene kom virksomheden til at omfatte vandmølle, teglværk, vognfabrik, voksdugsfabrik, fajance- oven-fabrik, vokslysestøberi, gørtlerværksted, guldsmedeværksted og rebslagerbane. Han havde rådighed over bøndergårde i fire landsbyer og grundlagde senere fiskerlejet, Liseleje.
Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede også godserne, Corselize og Carlsfeldt. Han ejede også et stort bibliotek, der omfattede 20.000 bind.
Det Classenske Fideicommis
Ved hans død i 1792 oprettedes Det Classenske Fideicommis, hvori Classens Have og et par godser ude i landet indgik som værdier. Formålet var
J.F. Classen havde tjente store penge på krudtværket og jernstøberiet i Frederiksværk og som godsejer på Sjælland og Falster.
Classens bor
Classens bror, embedsmanden P.H. Classen startede med at føre programmet ud i livet.
Han følte sig tilsidesat i testamentet, men arbejdede ihærdigt på, at leve op til testamentets ånd. I 1793 blev han ridder af Danneborg og fik elefantordenen i 1823.
Han lod opføre en kombineret almue – og landbrugsskole i Haven. Den blev kaldt Musaion. Skolen blev indviet i januar 1807. Skolen var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet.
Den var også en slags Agerbrugsskole. Ret hurtig fik skolen 100 elever, der modtog gratis undervisning. I 1809 købte han Frederikslund.
De skønne træer
Haven var berømt for sine mange skønne træer og sin dejlige frugt. En tysk gartner, Fr. Neumann stod for driften og solgte produktionen inde i byen. Til hjælp havde han en arbejdsmand, der også fungerede som kusk og portner. De to boede med deres familier i haven.
Langs Strandpromenaden
Langs kysten anlagde han Strandpromenaden for offentligheden, som en fortsættelse af Langelinie. For enden var der en bomme, så kun lodsejerne kunne køre der. Københavnerne benyttede sig af tilbuddet. De gik langs promenaden ud til kalkbrænderierne. Ude på Sundet passerede skibene i tusindvis.
Kalkbrænderi
Allerede i 1729 – året efter Københavns brand, blev det første kalkbrænderi åbnet. I 1731 blev det flyttet uden for voldene. Det lå der, hvor Nordhavn Station i dag ligger. I 1770erne blev der bygget et nyt kalkbrænderi længere mod nord. Gadenavnet Gammel Kalkbrænderi Vej kendes dog først fra 1871. Dengang inkluderede det også et stykke af Randersgade.
Justineborg
Classen forbedrede vand-tilførelsen mellem Sortedamssøen og fiskedammene. Han lod opføre ejendommen Justineborg opkaldt efter hustruen. Det skete i 1802. I hver af de fire facader var i hver sin stilart. Hoved-facaden havde romersk søjleorden. Bagfacaden forestillede et kloster. Den ene gavl var med aftrapninger i maurisk stil. Den anden forestillede en gotisk bygning eller engelsk borg. En flot udsigt var det til Kastellet og ud over Øresund.
Offentlige fester
I haven var der også en vognport, et orangerihus og nede ved Sundet et større lysthus, Antonienborg. Store offentlige fester blev der afholdt i haven. I haven lå også lysthuset Segesta,
opkaldt efter det berømte græske tempel i byen Segesta på Sicilien.
Classens Have var et fletværk af havepartier i forlængelse af Sortedamssø. Alle bygninger lå inden for en smal zone langs havens sydgrænse. I haven lå landstedet Vennero. I baggården til Classensgade 11 ligger antagelig rester af Østerbros ældste bygning.
Efter begivenhederne i 1807, var der mange, der mange år senere mente, at de havde set spøgelser og andre mørkemænd.
Store
ødelæggelser
I 1809 købte P.H. Classen selv haven. Han genopbyggede ikke de ødelagte bygninger. Det skete blandt andet på grund af demarkationsbestemmelserne. Han lod haven vokse mere eller mindre vildt.
Krigen havde været skæbnesvanger for haven. P.H. Classen tog ødelæggelserne meget nær. Den eneste bygning, der var sluppet nogenlunde helskindet ud af krigen var Antoinienborg. I 1825 gik arven videre til Michael Classen og dennes arvinger. Såfremt der ikke var flere mandlige arvinger skulle værdierne tilfalde Fideicommiset
Lille Ejegod
Den sidste arving var Michaels søn, P.H. Classen den Yngre. Han bortfæstede det meste af jorden til gartneri. Ved Strandpromenaden lod man opføre en lille ejendom Lille Ejegod. Denne ejendom blev i 1860 udlejet til grosserer C.K. Hansen. Han fik lov til at lave udfyldninger langs strandgrunden på den betingelse, at der efter lejekontraktens udløb tilfaldt P.H. Classen.
Han fik også tilladelse til at anlægge en lille havn for både og pramme. Ud for Lille Ejegod anlagde han Ny Ballast plads. I 1874 blev denne plads udlejet til skibsbygger C.N. Lautrup, der byggede små træskibe her.
Kryolit-fabrikken
Længere nord på, ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 anlæggelse af Kryolitselskabets Fabrik, Øresund. Det var professor Julius Thomsen, der havde fundet ud af hvordan kryolit kunne omdannes til soda. I 1870 blev fabrikken overdraget til Hagemann og Jørgensen. Fabrikken blev udvidet og kom til at omfatte et meget stort areal, nemlig hele grunden mellem Strandboulevarden, Østbanegade, Kalkbrænderi Vej og Hjørringgade.
Fabrikken blev lukket i 1990. Erhvervskomplekset Tietgens Have blev opført på den østlige halvdel af grunden. I dag er Skat og boligkomplekset Charlottehaven på grunden.
Classens Vænge
P.H. Classen den yngre døde barnløst i 1886. men inden havde han købt Vænget syd for Classens Have. Dette såkaldte Classens Vænge blev overgivet Fideicommiset i 1884. Dette vænge var en åben mark mellem det nuværende Classensgade og Kastelvej.
Julie Sødrings erindringer
Den store skuespillerinde Julie Sødring, der var datter af skuespilleren Christen Niemann Rosenkilde giver et godt indtryk af haven i sine erindringer. Familien Rosenkilde flyttede i 1834 ind i Det Hvide Hus på hjørnet af Classensvej.
Bagerst i haven var der en linde-allé langs et plankeværk, der afgrænsede haven fra apoteker Møllers ejendom Vennersro. Denne ejendom var ligeledes omgivet af en stor have, som gik op til Classens Have. Til den anden side lå Rosenvænget.
Familien Rosenkilde fik den gamle Tuteins tilladelse til at vandre rundt i alle disse herligheder. Småsøer, langstrakte græsplæner og blomsterbeplantninger vekslende med brede marker og store alléer var det her. Yderst nede ved stranden var der en udsigtshøj. Alléer snoede sig forbi ejendommene Strandgaarden og Rolighedsdal helt nede ved stranden. Alt dette kan man slet ikke forstille sig i dag.
Julie Sødring fortalte om Classens Have:
Rosendal
Lige nord for lå Rosendal. Har var i ældre tid et kattuntrykkeri og en klædefabrik. Nede ved stranden ud for Classens Have har også ligget et lim-syderi. Et sådan lå også længere ude, ved det senere Rolighedsdal. Hertil kom så de to kalkbrænderier. Og måske er vandet i Classens Have efterhånden blev forurenet af denne industri.
De fattiges Dyrehave
Ude ved Kalkbrænderierne lå i disse år forlystelsesstedet De Fattiges Dyrhave, med gynger, skydebaner og andet gøgl. Den var vel placeret der, hvor vi i dag har Strandboulevarden 88 – 98. Ja strækningen var egentlig fra Århusgade i nord til Vejlegade i syd. Etablissementerne havde deres storhedstid i anden halvdel af 1800tallet. Fra teltbeværtningerne blev der serveret
brændevin fra den nærliggende spritfabrik til arbejdere og bådførere fra kalkbrænderiet og andre steder. De fattiges Dyrhave var især kendt blandt Søens Folk. Den havde også ry derefter. Men der var også karruseller, keglebaner og andre fornøjelser for folk, der ikke have råd til at tage i den rigtige Dyrehave. Endnu i 1876 lå der 15 lysthuse i haven.
Omkring Første Verdenskrig var det hele slut.
H. C. Andersen på Rolighed
Digterinden Louise Hegermann – Lindencrone boede i tidsrummet 1802 – 1849 med afbrydelser på Rolighed ude ved Kalkbrænderiet. I hendes gæstfri hjem samledes tidens kulturelite.
Siden kom stedet i Melchiors eje. Og det var her, at H.C. Andersen søgte tilflugt i sine ældre dage. Det var også her han døde, den 4. august 1875:
Herfra nød digteren de pragtfulde udsigt. I sin dagbog skrev han den 10. september 1866 skriver Andersen:
De Classenske Boliger
Andre steder i byen oprettede man bygninger for at undgå lejekaserner. De Classenske Boliger på Frederiksberg for mindrebemidlede blev opført fra 1866 – 1881. De engelske huse i Amaliegade for middelklassen blev opført fra 1869 – 1874. Men der blev ikke bygget i Classens Have. Her så man en fordel i lidt efter lidt at bygge hele området til med tæt etagebyggeri.
Vi skal da også lige have med, at Det Classenske Bibliotek blev bygget i Amaliegade.
Måtte ikke ødelægge udsigten
De få villaer, der blev anlagt langs stranden efter 1846 havde brugsret over strandgrunden. Men der var en klausul, der gik ud på at grundene ikke måtte beplantes. Det kunne ødelægge udsigten for de spadserende og for villaejerne. Hver villa fik sin træbro over kanalen.
Den nuværende Holsteinsgade ligger lige ved skellet ind til Rosenvængets villahaver. Og Fiskedamsgade er anlagt tæt op ad Aggersborgs langstrakte ø i fiskedammen.
Aggersborg
H.C. Aggersborg var vekselmægler. Han købte en villa i Classens Have. Villaen var bygget på en ø i fiskedammen af stenhugger Becher i 1840erne. Denne Aggersborg var onkel til maleren P.C. Skovgaard. Og malerens børn fra Rosenvænget elskede stedet. Ja børnene Niels og Susette kom til at bo her, da Aggersborg i sine sidste leveår i 1890erne foretrak at blive inde i byen.
Forinden havde Christian den Niendes børn løbet på skøjter ude på Aggersborgs sø om vinteren.
Aggersborg lå mellem Rosenvænget og Classensgade og Strandboulevarden. Fra en kikkert oppe på første sal kunne man kigge ud over Øresund. Midt mellem træerne lå engleskmandens grav – et minde fra 1807.
Den store mose og de tidligere fiskedamme var blevet til Aggersborg Sø. Maleren Niels Skovgaard fortalte det på denne måde:
Danmarks ældste blodbøg
En anden skribent, Benedicte Arnesen Kall, der også elskede Østerbro og dens minder skriver følgende om den store blodbøg i Classens Have:
Grimme gader
Rundt omkring opstod der nye gader. Og den flotte sø fik ikke mere tilført vand. Aggersborg lod den opfylde. I 1898 var det slut. Grunden blev udstykket og grimme gader opstod.
Villaer til bademestre
På hjørnet af promenaden langs stranden og Kastelsvejen byggede badentreprenør Bech 1845 villaen Christians-gave. For enden af Citadelshaven havde han sin badeanstalt. Lidt nord
derfor lejede brændehandler Jens Knudsen samme år et lod af Classens Vænge og byggede herpå villaen Sølyst. Langs promenaden foretog han opfyldninger og anlagde brændepladser.
Vandet var dybt nok til at mindre skibe kunne gå ind og losse.
Også billedhuggeren H.F. Møller anlagde i 1843 en badeanstalt. I 1854 blev den afstået til hovmester Chr. V. Engelbrecht. I mange år fungerede denne villa som restaurant, Østerbro Bræddehytte. Den blev nedrevet i 1920erne.
Alexis Lipke
Handelsgartner, maler og tegner Alexis Lipke udstykkede som arvefester den østligste del af Classens Have i begyndelsen af 1880erne. Hans egen villa lå ved Classensgade. Ja og Lipke fik endda en gade opkaldt efter sig.
Man stillede krav om, at der ikke måtte anlægges fabrikker og værtshuse. De sidstnævnte måtte ikke lige i fri luft eller være forbundet med keglebane, dans, musik eller anden støjende adfærd.
Stadskonduktør Krak stillede dog et krav om, at der skulle friholdes et lille hjørne nord for Livjægergade og ved skellet ind til Rosenvænget. Stedet blev senere indrettet til legeplads.
Grundejere fik erstatning
Fra 1881 blev der forhandlet med grundejerne om erstatning, når stranden udenfor blev fyldt op og det fire udsyn gik tabt. Frihavnen var på tegnebrættet. I 1894 var havnen færdig.
Ingeniør Hammerich
I 1884 købte ingeniøren Holger Hammerich den nordligste af strandvillaerne til sig selv og sin familie. Her sad han og så og lavede tegninger og planer for vej -, bane – og havneforbindelser lige uden for sit vindue. Sammen med sin nabo, landskabsmaleren C.F. Aagaard planlagde man anlægget af Næstvedgade. Ja egentlig mente man, at den skulle hedde Hammerichs Allé.
I 1886 gik Hammerich sammen med Fideicommiset og andre grundejere. Man ville have gennemført den kommende Strandboulevard. Han blev konsulent for Det Classenske Fideicommis og havde stor indflydelse på det kommende byggeri. I 1885 fremsatte han forslag til hvordan de københavnske jernbaneforbindelser skulle forme sig.
Gang i byggeriet
Først i 1880erne kom det rigtig gang i byggeriet. De begyndte kvarteret nord for Kalkbrænderivej at skyde op. Herude traf man store gartnerier, og til højre lå ejendommen Nøjsomhed omgivet af en stor park. En vej førte ud mod Batterivej ( nu Viborggade). Her lå Neuberts store tekstilfabrik.
På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej (Strandboulevarden) udartede drikkeriet sig jævnlig til slagsmål mellem to partier, der kaldte sig Zulekafferne og Nihilisterne. Bag efter opsøgte de sårede den nærmeste barber, hvor de kunne få forbinding.
En mindestøtte i Classens Have
Holsteinsgade og Willemoesgade blev udstukket. På Hørsvinger Hinrichsens grund byggedes Ringstedgade. Længere ude fulgte Lipkesgade og Livjægergade.
Livjægergade er opkaldt efter Det Kongelige Livjægerkorps. De hjalp det egentlige militær med udfaldet imod de engelske belejringer den 26. – 31. august 1807. Livjægerne har fået en mindestøtte i Classens Have mod Arendalsgade. I porten til i Holsteinsgade er der opsat en mindetavle.
Holsteinsgade er opkaldt efter Livjægernes kommandant, C.F. von Holstein. Ved opgravninger i kvarteret finder man ofte rester af krigen i 1801 og 1807. Englænderne blev begravet , hvor
de lå.
Willemoesgade
Willemoesgade er opkaldt efter sekondløjtnant Peter Willemoes, der kæmpede mod englænderne i 1801. Det var dengang Lord Nielson satte kikkerten for det blinde øje . Bagefter tvang han Danmark til overgivelse, ved at true med at sætte ild til et skib med danske gidsler.
Strandboulevarden
Anlæggelsen af Strandboulevarden blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i 1895. Den førte direkte hen til Københavns Svineslagteri. Man fik aldrig en aftale om at føre linjen videre til Strandvejen. Fra 1892 – 1895 hed boulevarden på et stykke i den smalle udgave Gefions-gade. Den nordlige del hed fra 1860 til 1897 Sibbernsgade, efter den murermester, der ejede Ny Kalkbrænderi.
Egentlig var der mange forslag til et navn for den nye boulevard. Borups Boulevard, Hagemanns Boulevard og Fru Heibergs Boulevard.
Den midterste tredjedel af vejbanen blev optaget af tre rækker træer langs en ridesti og spadseresti. Da sporvognene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne, forsvandt den midterste trærække.
Krak var fra starten ikke så begejstret for den nye brede vej.
I 1950erne var der et hav af småhandlende på Strandboulevarden. Vinhandlere, kjolesalon, frugtforretninger, Primavera – blomsterforretning, Vaskeriet falken, boghandler, damelingeri, cigarforretning, apotek, restauration Strandborg, tobakshandler, viktualiehandler og meget mere.
Randersgade
En af de markante gader i området er Randersgade. Den hed i begyndelsen Kalkbrænderivej. Oprindelig lå Georg Mathiasens Fabrik i Vordingborggade (dengang Øresundsgade) og spærrede for Randersgades videreførelse. Men efter fabrikkens nedrivelse blev gaden ført igennem til Strandboulevarden.
Ohlsens enke
Mellem Østerbrogade og Randersgade lå i 1800tallet det berømte gartneri, Ohlsens Enke. Det var hende, der skænkede en grund ved Randersgade. Det blev senere til Lutherkirken. Selve frøudsalget lå omtrent, hvor Østerbrogade 94 i dag ligger. Den sidste rest af det store gartneri blev nedlagt i 1904.
Krausevej
En sidegade til Randersgade, Krausevej, skal vi også lige have med. Den fik navnet efter kalkbrænderiets ejer, J.W. Krause. Det var ham, der sammen med ejeren af landstedet Rolighed, Moritz G. Melchior i midten af 1870erne anlagde vejen. Det var disse to herrer, der ejede grunden.
I 1952 vedtog man en byplan for området omkring Krausegade. Heri blev det besluttet at bevare områdets mange villaer, men som offentlige bygninger og anlæg til sociale og kulturelle formål af sådan art, at præget af grønt område bevares og udvides.
De tidligere ejere af kalkbrænderiet ved kysten havde siden 1700tallet haft privilegium fra kongen til at producere kalk, og af disse historiske grunde havde staten en tinglyst tilbagekøbsret til grundene. Denne tilbagekøbsret blev i 1952 overtaget af Københavns Kommune.
I den østligste del af Classens Have var endnu nogle år, kolonihaver.
En statue vakte diskussion
En statue i begyndelsen af Strandboulevarden vakte vild diskussion. Det var en statue af ørelægen Wilhelm Meyer. Han var meget anerkendt. Men i krigen 1848 – 1850 var han flyttet
til Glückstadt og fungerede som militærlæge i den Slesvig – Holstenske hær. Da man skulle bruge mere plads blev statuen flyttet til Amorparken ved Rigshospitalet.
De rige
Det nye kvarter befolkedes fortrinsvis af embedsmænd og militærpersoner, der flyttede ud fra Bredgade. I deres rummelige lejligheder mødtes de til eftermiddagsvisitter, familiefester
og aftenselskaber efter tidens skik. Ofte var der kongelig røgelse over kvarteret. Det var når de kongelig besøgte kunstnere i området.
Det gjaldt for beboerne at opretholde skæret af rigdom. Man tilstod ikke sine mangler. Det gjaldt om, at holde overfladen i orden. Hele dette ejendommelig liv varede til første verdenskrig.
Et sørgeligt kvarter
I 1913 var kvarteret til debat i Borgerrepræsentationen. Borgmester Marstrand karakteriserede kvarteret som et af de sørgeligste anlæg fra nyere tid.
Bestyrelsen i Fideicommiset erkendte, at kvarteret rigtig nok kunne have været kønt, hvis der havde været lagt en ordentlig Plan.
Som en slags afbigt muliggjordes i 1920erne opførelsen af KAB`s halvåbne karré Ved Classens Have.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 25. 11. 2021
Februar 21, 2011
Vi følger de mange kilder på Strandvejen. Kommunen var tvunget til at sælge Bryggervangen. Udstykningen ved Ryvangen blev for kedelig. De rige skulle placeres ned mod Svanemøllebugten. Her lå mange badeanstalter. Læs om Martin Andersen Nexøs badetur. Og også om de mange ”Helgoland”.
Strandvejen
Når vi passerer Svanemøllen bliver Østerbrogade pludselig til Strandvejen. Fra gammel tid sprang kilderne frem langs Strandvejen. Det blev den tids udflugtsmål. Ja man kan vel kalde nogle af kilderne det for pilgrimssteder. Ja – dengang startede Strandvejen allerede ved Lille Vibenshus.
Svanemøllen
Svanemøllen lå egentlig på Strandvejen 6. Den kan føres tilbage til en bevilling fra 1758. Den blev opført som en stubmølle. Dens primære opgave var at male mel. Derfor blev den kaldt Bagerens Mølle. I 1773 brændte den ned. Den blev erstattet af en hollandsk mølle med drejelig møllehat.
. Den sidste møller hed oberst Ekman. Han forsynde møllen med en dampmaskine. I 1892 brændte møllen. Villaen til møllen blev indrettet til forlystelsesstedet Fokina. Vi har i tidligere artikler berettet om sabotageaktion under besættelsen mod stedet. S – togs stationen med samme navn blev indviet den 15. maj 1934. Men allerede i 1912 var stedet et trafikknudepunkt. Således var Svanemøllehallen en stor sporvogns – og busremise. Den blev nedlagt i 1939.
Mange minder på Strandvejen
Når vi nu er på Strandvejen må vi lige nævne følgende bygninger(i parentes nr.):
På Strandvejen 85 lå det gamle Vangehus. Navnet røber, at her lå boligen for den vagtmand, der skulle bevogte Vognmarken. Han supplerede sine indtægter med et traktørsted. På nummer 79 – 81 lå en gammel lystgård. Johannesdal går tilbage til slutningen af det 18. århundrede. En af de kendte ejere var agent Duntzfelt.
I nummer 91 opførte Skt. Joseph Søstrene et seminarium i 1905. Novicerne blev oplært i sygepleje og forskellige skolefag. Her lå tidligere landstedet Vilhelmsdal.
Heyman
En af de de store forretningsmænd etablerede sig herude – dengang. Det var Philip W. Heyman. Han startede Kjøbenhavns Svineslagteri i 1866 umiddelbart nord for den nuværende Strandboulevard. Han kunne se mulighederne i bacon – eksport til England. I 1873 grundlagde han sammen med Tietgen Tuborgs fabrikker. Han boede i sin villa, Kristianslund, Strandvejen 11. Det var ud for det nuværende Østerbrogade 109.
Tuborg
Store Tuborgs jorder var antagelig en særskilt ejendom, før Ryvangen blev lagt til København. I Biskoppens Jordebog fra 1370 forekommer navnet Tubbethorp. Måske var det Tuborg.
Et udskænkningssted blev opført af Jonas Thue i 1690erne med navnet Thuesborg. Selv om Thue var brygger havde han intet som helst med det senere bryggeri, Tuborg at gøre. Thuesborg
blev senere ombygget og en ny større villa blev tilføjet med navnet Store Tuborg. Hellerup blev domineret af Tuborgs Bryggeri. Det blev etableret i 1873.
Vartov
Gammel Vartov lå på Tuborg – grunden. Det var oprindelig en kongelig lystgård. I 1660 blev den ændret til et plejehjem for syge og gamle. Det var da kun i kortere tid. Et nyt Vartov blev opført ved det nuværende Trianglen.
Kildevæld
Vi kender vel alle det hyggelige værtshus Kildevæld. Den er opkaldt efter den berømte kilde, som var en af de mange i et terræn, der strakte sig op til Gl. Vartov. Der var også en kilde, man kaldte Christian den Fjerdes Kilde. Lige over for Gammel Vartov lå Vartovs Kilde. Ja den hed også Sankt Hans Kilde. Om denne kilde hedder det sig:
Denne kilde konkurrerede indtil 1750 med Kirsten Piils kilde i Dyrehaven. Mange søgte derhen Sankt Hans aften i den tro, at vandet havde lægende kraft. Men i tidens løb blev alle disse kilder for meget for politimester Ole Rømer. I 1705 fangede man en del svenske tiggere. De blev sendt tilbage, andre blev anbragt i Børnehuset på Christianshavn. I 1727 blev der klaget over tummel og uro fra kilden.
Gennem beværtningsstedet Kildevæld var der direkte adgang til haven. I 1920 blev der bygget en etageejendom på stedet, som også fik sit Kildevæld.
Kildevældsparken opstod omkring en sø, der faktisk er kunstig. Vandhullet opstod, da i forbindelse med jordarbejde til anlæggelse af den nye Langelinie. Et landsted med navnet Kildevæld
lå her. Det kan spores tilbage til 1743.
Bryggervangen
Bryggervangen hed tidligere Borgervangen strakte sig mellem Lyngbyvejen og Strandvejen på den ene side og Fælleden og Vognmandsmarken på den anden side. I 1641 udsendte Magistraten forskellige bestemmelser, der tyder på, at der tidligt har været bryggere, der har dyrket jorden.
Digerne og grøfterne omkring Borgervangen skulle to gange om året vedligeholdes. Havde man ikke klaret vedligeholdelsen inden pinse, blev bøden tredobbelt. Og man måtte heller ikke leje grunden ud til andre. Bryggervangen nævnes første gang i 1682.
Bryggervangen var privatejet. Her havde kommunen ikke så meget indflydelse. Det havde man så til gengæld i Vognmandsmarken. Her anlagde man Kildevældsparken. Og i Ryvangen skulle der være villabebyggelse.
På Bryggervangen solgte byen jordene i perioden 1798 – 1814. Ved Lyngbyvej lå Store Vibenhus og Catrineberg (senere Kristineberg) Mølle og Tre Flasker Kro.
Ved Strandvejen lå Lille Vibenhus, Christiansminde og Kildevæld. Ved Jagtvejen lå Venneminde. Indtil Københavns store brand i 1795 var jorden byens. Den var i en lang tid til rådighed for Bryggerlavet. Men staten forlangte, at byen solgte jorden. Der skulle penge til at genopbygge København.
I begyndelsen af 1800tallet var området inddelt i 28 – 30 næsten lige store lodder.
Vognmandsmarken
Ligesom Magistraten, Byfogeden, By-skriveren og Kæmneren fik jord udvist af Serridslev Vange, som en slags godtgørelse for deres møje og besvær i stadens tjeneste, ja således fik også vognmændene deres egen mark. De blev også betragtet som Byens bestillingsmænd. I deres Lavsskrå fra 1610 siges det, at der
Vognmændene må have fået overdraget jorden omkring 1570. De måtte også forpligtige sig til at holde byen ren.
I 1819 kom der til en strid med vognmændene. Det Juridiske Fakultet blev indblandet. De kunne konstatere, at vognmændene havde underejendomsret. Magistraten kunne ikke uden videre forhøje afgiften.
Først da vognmændene ikke mere arbejdede for byen og efter at Vognmandslavet var ophævet, kunne Magistraten tage jorden i besiddelse. Egentlig var det den gamle landsby Serridslev
med dens store jordbesiddelser, der dækkede hele Vognmandsmarken og Bryggervangens område.
Industri i Landskronagade
De nye hovedgader i området kom til at hedde Landskronagade og Kilevældsgade. Wessel og Vetts store væveri blev bygget i 1887 – 90. Dette væveri eller nærmere fabrik producerede varer til Magasin du Nord og dets filialer. Det blev nedlagt i 1955.
En møbelfabrik blev etableret på hjørnet af Kildevældsgade og Helsingborggade. Men konkurrencen var for hård. I 1921 blev fabrikken nedlagt. Væveriet derimod blev udvidet. En administrationsbygning langs Landskronagade blev senere til Københavns Radio. Omkring Kildevældsgade opstod Arbejdernes Byggeforenings huse.
Store Vibenshus
Meget tidlig blev der her anbragt huse, der blev beboet af de tilsynsmænd, der skulle føre kontrol med kongevejen. Nu var det ikke et godt lønnet job, så disse kromænd fik lov til at have krohold ved siden af. Den 16. juni 1669 overdroges denne tilladelse til Jens Petersen, der siden fulgtes af Christian Andersen. Denne måtte fra 1691 betale en form for lejeafgift på 2 rigsdaler.
På Lille Vibenshus ved vi, at fra 1708 – 35 var Jens Jensen Vibe og hans søn, Lars krovært.
Ved en kongelig resolution af 29. september 1767 ophævedes kongevej-ordningen for vejstrækningen fra Store Vibenshus til Fredensborg. Samtidig begyndte man under ledelse af den indkaldte franskmand Marmillod at udbygge hovedvejene ud af København. Den første strækning, der blev moderniseret var fra Store Vibenshus til Lyngby.
Den almindelige færdsel startede den 10. november 1769. Det betød, at man nu skulle betale bompenge fra Store Vibenshus. I 1768 var Jagtvejen ført videre fra Store Vibenshus til Lille Vibenshus.
Bryggeriet Aldersro blev anlagt ved Store Vibenshus i 1858. Det indgik i De Forenede Bryggerier i 1890 og nedlagt i 1900. Fra 1910 helt op til 1970erne var der en cigarfabrik i en del af lokalerne. En del nedrivninger i området skulle give plads til den såkaldte sø-ring, der ikke blev til noget. Man kan jo så med rette i dag kalde disse nedrivninger unødvendigt.
Vibenshus Runddel levede så sandelig op til navnet. I alt 6 veje dannede den gamle vejknude. Den var anlagt i 1926. Rundkørslen blev sløjfet i 1975 – 76, da Lyngbyvejen blev sat i forbindelse med Nørre Allé.
Galle & Jessen
Her på Store Vibenshus lå også den store kro. Den var bygget i 1700 – tallet, og blev købt af Galle & Jessen i 1922. Den brændte i 1925 og året efter blev den revet ned. I 1884 var Galle & Jessen flyttet til Lyngbyvej 8 inde fra byen. Galle & Jessen havde to udsalgssteder i Frederiksberggade og på Købmagergade. Det var en stor prøvelse for børnene at komme forbi.
Allerede i 1872 startede firmaet under beskedne forhold. De havde lejet en kælder i Store Kongensgade. På et almindeligt komfur etablerede de deres første Bolsche – kogeri.
Garveri og skotøjsfabrik
På Jagtvej 211 lå Hertz Garveri og Skotøjsfabrik. Her boede fabrikant Meyer Hertz også selv. Garveriet var startet i Indre by i 1821, og i 1875 flyttede man herud. Et par år efter startede man med produktion af skotøj. I 1918 fusionerede man med A/S Balin. I 1958 flyttede man garveriet til Valby. Tre år senere lukkede man for sko – produktionen.
Boligkomplekset Garvergården er tydelig inspireret af den tidligere produktion. En fabriksfløj indgår også i boligkomplekset. Og i dele af fabrikantens tidligere villa er der i dag restaurant.
Slagtervangen
Slagtervangen var også i kommunens eje. Den del, der lå nord for Jagtvejen blev udnyttet allerede i 1870erne. Man fik placeret et hospital og et gasværk. Øresundshospitalet blev egentlig bygget som karantænehospital. De hændte at smitsomme sygdomme kom til byen via sømænd. Østre Gasværk blev placeret lige ved siden af. Det kan sikkert forekomme lidt mærkværdigt.
Den første beholder blev taget i brug i 1876. Da gasforbruget steg, blev en ny beholder taget i brug.
I 1969 slukkedes anlægget. Det blev afløst af gasværkerne i Tuborg Havn og Sundby.
Servitutter ved Ryvangen
Ved Fælledaftalen mellem stat og kommune i 1893 mistede kommunen store dele af Vognmandsmarken og Ryvangen. Til den kommende ingeniørkaserne Svanemøllens Kaserne.
Området blev brugt til øvelsesterræn. En masse barakker blev opført inden kasernen var færdig. Den 19. august 1943 blev kasernen overfaldet af tyskerne og brugt til indkvartering af de tyske tropper. De brugte bl.a. området til henrettelses – og begravelsesplads for danske modstandsfolk. Først efter anden verdenskrig gik det op for befolkningen, hvad der var foregået.
På to års dagen for overfaldet blev kisterne med de 106 dræbte modstandsfolk kørt gennem København og ud til Ryvangen. Mindelunden blev indviet af Københavns biskop i overværelse af pårørende, kongehuset, regeringen og repræsentanter fra modstandsbevægelsen.
Handelsvirksomheder ikke tilladt
Den del som kommunen beholdt lå øst for jernbanen. Kommunen udnævnte i 1895 området til villakvarter. Man var bange for at miste borgere til Gentofte og Frederiksberg. Der måtte kun bygges i to etager. I hver etage måtte der kun være en bolig. Kun ud mod Strandvejen måtte der bygges i tre etager. Fabriksvirksomhed var ikke tilladt. I 1908 skærpede man servitutterne for at forhindre,
Og Rosbækken, der kunne have beriget området lagde man bare i rør. Man kom til at anlægge vejene for brede. Og det var uden grønne rabatter. Grundene var vanskelig at sælge. Derfor led kommunen et stort rentetab.
Badeværelse og billardsalon
Men den friske brise som trak ind fra Øresund tiltrak dog mange kendte personer. Der blev både indrettet eget badeværelse samt billardsalon. Her boede kunstneren J.F. Willumsen, kammersanger Vilhelm Herold og direktør for Det Kongelige Teater, Henning Rhode. Der har også boet kongelige herude. Godt nok er der flyttet erhverv ud i kvarteret, men man ser ikke gerne, at der bliver reklameret. Ja og så er der vel cirka 25 ambassader, der holder til i kvarteret.
Kigger man på ældre kort, ser man Ryvangen omgivet af på tre sider af Gentofte Kommune. Fra gammel tid har området tilhørt denne. Men det Vederlag i Jeffnofte Mark her ved Byen, som Københavns Magistrat fik i 1621 til gengæld for Christian den Fjerdes ejendomsret over søerne.
En del af Rughaven tilhørte dog Vartov Hospital. Inden det blev hospital blev det betegnet som en kongelig gård.
Den 22. oktober 1643 blev Ryvangen med Indfæstning af 100 Sletdaler bortfæstet paa 12 Aar til et Interessentskab for 40 Rdl. Aarlig. Den blev delt i 22 Dele og Interessenterne, hvis
Formand kaldtes Oldermand, var vistnok Bryggere.
De rige ved Svanemøllebugten
Omkring Svanemøllebugten skulle der også være grunde til de rige. Ja egentlig lagde man op til 59 kæmpe grunde. Langs kysten anlagde man en bred strandpromenade. Ja og så lå badeanstalten Helgoland ud til Øresund fra 1915 til 1930. Den var placeret så langt mod syd, at den ikke tog udsigten fra de fine villaer. Langs kysten lå en række mindre badeanstalter.
Martins badetur
Martin Andersen Nexø fortalte, at børnene fra Skt. Hans Gades Skole badede i den militære badeanstalt. Det var der, den senere Helgoland 3, kom til at ligge:
Helgoland
Helgoland nr. 1 lå ved kysten fra 1885. Den var anlagt på zinkpontoner. Men den drev til havs sammen med isen og blev slået til vrag. Helgoland nr. 2 blev bygget på pæle i 1897. Men i 1914 blev den afmonteret for at skaffe plads til den nye promenade.
Ja egentlig var der også en Helgoland 2 b. Det var en vinterbadeanstalt . Anstalten indeholdt en sal omgivet af 8 værelser for herre og 6 for damer. Der var fem store kakkelovne, et styrtebad, en vægt og gymnastikredskaber. I 1927 reviderede man byggeplanerne. Nu måtte der også komme etageejendomme og rækkehuse i kvarteret.
Også arbejderboliger
Nogle ville sikkert have ment, at Østerbro kun skulle være den pæne bydel. Men der skulle også bygges arbejderboliger til alle dem, der var beskæftiget ved havnene. Oppe i nærheden af Svanemøllen blev 393 byggeforeningshuse opført i tidspunktet 1893 til 1903. Oprindelig kaldte man det Strandvejskvarteret. Men i dag går det under navnet Komponistkvarteret. Oprindelig var hvert hus beregnet til tre familier.
Kirker
Kildevældskirken blev bygget i 1929 – 32. Og på Jagtvejen byggede katolikkerne i 1914 St. Augustinus Kirken. Den blev også kaldt Klosterkirken. Den blev i 1936 overtaget af Benediktinerne.
Sions kirken på Strandvejen blev bygget i 1895 – 96. Kirken blev bygget lige over for gården Christiansminde. Kirken blev indviet den 27. september 1896. Ja og kirketårnet kom først
til i 1921.
Ny Lægeforenings Boliger
Bag Sions Kirken lå Ny Lægeforenings Boliger. Det var elleve to – etagers blokke, der blev bygget samtidig med Østre Gasværk. De blev revet ned i 1959.
Dampsporvognen
Inden dampsporvejen på Strandvejen blev sat i drift stillede selskabet dagligt i otte dage et par dampvogne til disposition for alle hesteejere på Strandvejen. Meningen var at hestene skulle vænnes til at se det nye monstrum. Nu havde det ikke den store virkning. En masse ulykker og forvirrede heste var årsag til, at dampsporvognen aldrig blev den store succes.
En kommission havde ellers udtalt, at det anvendte Lokomotiv var praktisk og opfyldte Lovens Forskrifter, da det hverken afgav Røg eller gjorde Støj under Bevægelsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 25. 11 . 2021
Februar 21, 2011
I Lundtoftegade blev der undervist i fremstilling af brandbomber. Efter en aktion i Bjelkes Allé blev den første sabotør dømt til døden. Tyskernes biograf på Jagtvejen, Colosseum blev udsat for sabotage. En stikker blev aflivet. Seks HIPO – folk blev skudt. En aktion på
General Motors kunne nær være endt galt. Ved en aktion mod en transformator blev en dansk politibetjent dræbt.
Undervisning i brandbomber
Vi har i en tidligere artikel beskrevet beskrevet sabotageaktioner på Nørrebro. Vi kigger på nye aktioner og kigger på tidligere beskrevne aktioner med andre indgangsvinkler.
I februar 1942 besluttede DKP`s partiledelse at gå ind i sabotageaktioner. Beslutningen blev taget i overlæge Kjem’s lejlighed, Hillerødgade 75.
Den 9. april 1942 skulle være den første aktions – og manifestationsdag . I slutningen af februar, blev der holdt et møde i en lejlighed i Lundtoftegade. Her underviste den senere professor i kemi, hvordan man fremstillede brandbomber.
Aktionsdagen den 9. april blev dog en stor fiasko.
20 tyske vogne udbrændte
Den 5. august lykkedes det at afbrænde Sven Cannings Autoværksted, Griffenfeldtsgade 32. Værkstedet reparerede tyske biler og havde også et forniklingsanstalt. Det var tredje gang man gjorde forsøget.
Gennem en baggård på Kapelvej kom man ind. Denne gang hælde man de olietønder og benzindunke der stod der i forvejen og hældte ud på gulvet. Så brændte den endelig. En af modstandsfolkene ville også have hældt gasflasker ud på bålet. Men det blev forhindret af andre. Der lå store boligblokke lige i nærheden.
Erstatningen for skade på bygning og løsøre var på 50.400 kr. I den illegale presse blev der hævdet at værkstedet var totalt raseret. 20 tyske vogne udbrændte.
Sabotør – dømt til døden
Indtil den 22 juni 1941 havde bygningen, Bjelkes Allé 16 været ungdomshus for DKP. Bygningen var blevet beslaglagt af en tysk transportafdeling, Heeres Kraft Park 650. Natten til den 21. oktober blev en bombe anbragt på en rist ude foran.
Bomben, der lå i en sæk, blev om morgenen den 21. oktober fundet af en Oberkraftfahrer. Tyskerne tog bomben ud til Skodsborg, hvor en sprængningskommando sprængte den i luften.
Dansk politi tog sig af efterforskningen. Hans Petersen blev anholdt. Efter ti dage blev han løsladt, men det var kun for igen at blive anholdt af to mand iført grønne uniformer. “Bitte folgen Sie mir”. Nu var han i tysk varetægt. Allerede den 22. november 1942 sad 72 danskere i tysk varetægt. Det var ikke kun for
sabotage ,men også for illegal bladvirksomhed.
Den 12. april 1943 blev Hans Petersen ved den tyske krigsret på Nyboder Skole dømt til døden. Men Scavenius forhandlede med Best om en benådning. Så turen gik i stedet til Tyskland til livsvarigt tugthus.
Tusindvis af vinduer smadret
Natten mellem den 22. og den 23. juni var der en aktion mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. Kraftcentralen blev fuldstændig ødelagt. Tusindvis af vinduer i området var blevet ødelagt. Politiet heftede sig ved, at der var anvendt Trotyl. Skaderne beløb sig til 368.000 kr.
Tyskernes biograf – Colosseum
Biografen Colosseum på Jagtvej 69, blev brugt som biograf for værnemagten. Derfor besluttede modstandsgruppen Holger Danske at springe den i luften. Man var godt klar over, at tyskerne så bare ville finde en anden biograf. Men man ville statuere et eksempel, så biografejere ikke for fremtiden lavede en venskabelig overenskomst. Disse tjente store penge ved at leje ud til tyskerne.
Den 21. juli 1943 fortalte en modstandsmand, at hans kone havde været til sidste forestilling og glemt sin taske. Kontrolløren var først uvildig, men gik så med til, at han måtte gå ind. Herinde blev så nogle andre kontrollører holdt op. Yderligere sabotører blev kaldt til. Sprængladning og brandbomber blev anbragt.
Lunterne blev antændt og eksplosionen foregik planmæssigt.
Branden blev dog ikke så omfattende som man havde håbet. Men i flere måneder var biografen lukket.
Engelsk brændstof
Den 22. juli blev Københavns Belysningsvæsens transformer beliggende på de Borgenske Fabrikker, Dortheavej 6 saboteret med total strømafbrydelse på virksomheden og i kvarteret til følge. Ifølge politiet var der her brugt Aerolit.
Den 23. august gik det ud over Lauritz Knudsen i Haraldsgade. Her anvendte man engelsk sprængstof.
Folk råbte hurra
Den 29. august 1944 erklærede besættelsesmagten undtagelsestilstand. BOPA skrabede i hast folk og krudt sammen. Det var rester af det såkaldte engelske krudt. Dette blev kastet gennem vinduet til Stålhærderiet på Lygten. I en aktionsrapport hedder det:
Tyskerne havde indført dødsdom for sabotage. Tonen var blevet skærpet, og det gjorde indtryk hos modstandsbevægelsen.
Et mislykket angreb
Den 28. september angreb modstandsgruppen Holger Danske med op mod 100 mand, Nordwerk i Aldersrogade med det ene formål at erobre vagternes våben og ammunition. Angrebet mislykkedes og kostede ved et stort held kun to sårede sabotører.
Sabotage mod Autofon
Den 4. november var det fabrikken Autofon, Ewaldsgade 7, der fremstillede alarmer, der blev ødelagt. Aktionslederen kunne berette følgende:
Virksomheden, der led skade for 61.000 kr. fremstillede højttaler – telefonanlæg til fabrikker, som ville sikre sig mod indtrængningen af sabotører på bestemte områder.
Politibetjent dræbt
Den 23. november havde man fået nyt sprængstof. Og hele 25 kilo 808 blev brugt mod transformerstationen på Lygten.
Dækningsgrupper afvæbnede flere forbipasserende betjente. Pludselig kom et par betjente cyklende. Den ene åbnede ild mod modstandsfolkene. En kort ildkamp opstod. En betjent døde under aktionen.
Virksomheden lå stille i fem måneder
En stor aktion fandt sted den 29. januar 1944. Det var mod General Motors kraftcentral. Stedet var Nordeuropas største samlefabrik for amerikanske biler. En del af virksomheden var overtaget af værnemagten som en del af Nordwerk koncernen.
Fabrikken samlede flymotorer, som efter sigende skulle være produceret på B&W. Der var både danske og tyske vagter. En del af de danske samarbejdede med sabotørerne.
Man kom ind på værket og skulle passere en vagt. Denne skulle hvert femte minut melde at alt var OK. Hvad modstandsfolkene ikke vidste, at der i denne melding var indbygget en alarm. I forvejen skulle man medbringe ca. 100 kg krudt. Gennem fire fem døre skulle man igennem en varm tunnel.
Da man nåede lemmen til kraftcentralen var denne også låst. Man anbragte 100 kg Trotyl under lemmen, og trak sig tilbage gennem tunnelen . Vagten, der havde alarmeret, blev brugt som levende skjold. Da han forsøgte at flygte, blev han skudt med tre skud.
Ved eksplosionen skete der store ødelæggelser. Transformerstationen og kompressoranlægget var ødelagt. Virksomheden lå stille i fem måneder.
Seks HIPO – Folk dræbt
Den 11. marts 1945 var der en aktion mod maskinfabrikken Dan i Bragesgade. Planen var, under ildoverfald på vagterne at sprænge sig ind. Men trods tre forsøg lykkedes det ikke. Den sidste ladning var på 15 kilo. Skyderierne og eksplosionerne dræbte et par af vagterne.
Da man kunne forvente udrykning fra HIPO, var der opstillet fire dækningsgrupper i kvarteret omkring Bragesgade. Der opstod da også en halv times heftige kampe inden sabotørerne i små grupper trak sig tilbage gennem Nørrebroparken. Og de mange mindre gader.
Der var opstillet 18 modstandsfolk med fem maskinpistoler og nogle enkelte håndgranater. Men uheldigvis dukkede HIPO – folkene ikke frem gennem Nørrebrogade, men i stedet fra ryggen ad Nordbanegade. Men maskinpistolen blev øjeblikkelig vendt. På 10 – skridts afstand blev der fyret 50 skud gennem vognen. De seks HIPO – folk blev dræbt.
Blomsterbutik som indleveringssted
Sabotørerne fik masser af våben. Og en uskyldig blomsterforretning på Nørrebrogade fungerede blandt andre butikker som indleveringssted.
Likvidering af en stikker
I BOPA var der flere likvideringsgrupper. Og en af dem, der skulle likvideres var den tidligere politibetjent, Sustmann Ment. Han optræder ved arrestationen af adskillige BOPA – folk.
Det var ikke let, at likvidere den mistænksomme person. Han havde antagelig skudsikker vest på. Og han gik konstant rundt med to pistoler. Han lod hele tiden øjnene vandre i en cirkelbue omkring sig.
En gruppe havde fået øje på ham på Nørrebro. Han gik i raske skridt hen mod Runddelen, krydsede Nørrebrogade og stod på en sporvogn.
Stikkeren stod nu på for-perronen ved siden af nogle medpassagerer og vognstyreren. Men i sporvognen var også tre mand fra likvideringsgruppen. Henretter gik ned i knæ og ramte stikkeren, hvor han skulle. Den store mand, Sustmann Ment væltede om på gulvet. I samme sekund rykkede det voldsomt i sporvognen. Vognstyreren havde foretaget en katastrofeopbremsning.
Kamp mod HIPO – Folk
Flere aktioner gik også ud på, at få bugt med HIPO – folk. Man lavede en aktion ude ved Damhussø og ved Bispebjerg Hospital. Ved Bispebjerg havde man taget kolonihaverne. Her lå man så og ventede, men der kom ingen HIPO – folk.
Man ville godt have fred for disse folk. På Fasanvejen havde BOPA – folk skudt en stikker. HIPO – folk var dagen efter kommet forbi og nedskudt tilfældige mennesker.
Omkring Blågårdsgade – Todesgade var nogle HIPO – folk inde i en kaffebar. Tilfældig kom nogle BOPA – folk forbi og åbnede skyderi mod dem. Kampen fortsatte på Blågårds Plads.
Aktioner på
Nørrebro station
Mange sabotager mod tyske godsvogne forekom på Nørrebro. Den 17. marts 1945 havde man fået besked på, at der stod tre vogne med betegnelsen Maskingods på terrænet. Vognene var bevogtet af 9 mand med maskinpistoler. Tre 5 kilos ladninger blev gjort klare, og da toget blev sat i gang og vagterne
sprang på vognene, sneg folkene sig frem og hængte bomberne under hjulene, idet de samtidig trykkede på blyanterne. Sprængningerne skete først mellem Hvidovre og Glostrup. Syv vogne blev ødelagt.
Sabotageaktioner
Her er et uddrag af nogle af de sabotager, der blev udført på Nørrebro – dengang. Det har ikke været muligt, at samle alle sabotage – aktioner.
1942
1943
1944
1945
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. – 12. 2021
Februar 21, 2011
Dagene 30. juni og 1.juli 1944 var nogle af de blodigste på Nørrebro i historien. Ikke alene brændte Varehuset Buldog. Adskillige butikker blev plyndret og brændt. Fra tysk side skød og dræbte man adskillige personer. Men også folk fra Schalburg – korpset havde adskillige folk på samvittigheden. På Nørrebro gjorde borgerne oprør mod tyskernes undertrykkelse. Det blev gengældt på en meget brutal måde
30. juni 1944
Mange læsere har i tidens løb spurgt om informationer omkring varehuset Buldog på Nørrebrogade. Vi har skrevet om det. Men måske har læserne haft svært ved at finde det. Og mens vi nu fortæller om den skæbnesvanger dag – den 30. juni 1944, kan man så bagefter gå ind på vores fotogalleri og se billederne
af det brændende varehus, Buldog. Men det skete også mange andre ting den dag på Nørrebro.
Vi skal tilbage til den 30. juni 1944. Det var midt under folkestrejken. Varmt var det blevet, både med hensyn til temperaturen og til vildskaben.
På Nørrebro vågnede beboerne op med budskabet i aviserne, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen dagen forinden var blevet henrettet af tyskerne. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet. Klokken ti blev togdriften indstillet.
Masser af mennesker på Nørrebrogade
Allerede klokken 9 vrimlede det med mennesker på Nørrebrogade. Og klokken 10 begyndte man, at bygge barrikader over gaden. Arbejdsvogne, sten og andet materiale. Røde papirflag med hammer og segl blev beslaglagt af politiet.
Mængden var ophidset, og politiet affyrede skræmmeskud. Men det afholdt ikke mængden med fortsat at bygge barrikader. En enlig tysk soldat på cykel blev
overfaldt af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en gipsfigur, der forstillede Hitler.
Hammer og segl
Politiet var mødt op med 25 mand. Men det var ikke nok til at klare mængden af ophidsede Nørrebro – borgere Overbetjent Bervil vurderede, at det bedste var at trække sig tilbage til stationen på Fælledvej og vente på forstærkning.
Her stod udrykningsvogne parat, og noget af styrken var allerede iført kampuniform. Senere hang der et Hammer og segl Flag mellem to lygtepæle. Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål.
Fortovet var revet op. Det samme var sket med stenbroen. Kommunens store redskabsvogn, som stod på Blågårds Plads blev hentet ned på Nørrebrogade
og væltet om på siden. Nu var der tændt bål på Kapelvej . En masse fødevare – tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
Ved 14 – tiden var flaget med Hammer og segl hejst over en væltet bil, endvidere var Dannebrog hejst. Det danske politi kunne intet stille op. Når de store udrykningsvogne kom, og folk så, at det var dansk politi blev arbejdet med barrikaderne fortsat.
Fra Stengade blev en politi – officer med 7 – 8 betjente fulgt hjem. En mand blev pludselig overfaldet. Bagefter blev der med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var utvivlsom dræbt på stedet. Man sagde, at han var stikker.
Slagterbutik udplyndret
I Rantzausgade var der opløb foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien. Pludselig lød et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølser, leverpølser og kødpølser ud til folk. Butikken blev ikke alene plyndret. Den blev ødelagt.
Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben, blev totalt knust og smidt på gaden. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder. Om formiddagen havde slagteren ellers meddelt, at der ingen kød var i forretningen. Man fandt fem hele grise, som de tilstedeværende slagtersvende blev sat til at partere.
Bagerbutik udplyndret
Da man var færdig her, gik man videre til den næste nazi – butik , en bager på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Forretningen lå i kælderen. Ordren lød på ødelæggelse af forretningen og inventaret. Privatlejligheden ovenpå skulle skånes.
Wienerbrød, kiks, ispinde, smør, fedt med mere blev fordelt mellem de forsamlede. Pludselig lød råbet, Tyskerne kommer. Så var det med at komme væk i en hvis fart.
Buldog udplyndres
Pludselig lød råbet Til Buldog. Det var et varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade, samt en cafe og en blomsterhandel. Ruderne blev knust, og alt blev slæbt ud og kastet på bål ude på Nørrebrogade.
At Buldog blev plyndret og brændt var en planlagt aktion. Det var ren og skør sabotage. Man hævdede ellers at det var massernes værk. Man kaldte varehuset for en nazi-rede. Politiet kæmpede for at rede, hvad redes kunne. Men de måtte opgive, da medlemmer af Schalburgkorpset skød vildt omkring sig. De dukkede pludselig op i biler med maskinpistoler ud af vinduerne. Tre mennesker blev skudt, og blev senere afhentet af ambulancer.
Voksenmannequiner blev klædt af fik malet hagekors på.
Branden bredte sig
Et par skovvogne fyldt med politi kom. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog, men vendte hurtig tilbage igen. Varehuset blev derefter plyndret. Ild blev der også sat til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade. Brandvæsnet blev nægtet adgang. Politiet reddede, hvad der kunne reddes. Til sidst var der kun de røgsværtede mure tilbage.
Henne fra Skt. Hans Torv lød nogle maskingeværsalver. Det var fra en tysk bombemaskine, som sendte nogle salver af mod mængden. En halv snes mennesker blev dræbt eller såret.
Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen ad Fælledvej. Folk skyndte sig ind i gadedøre, porte m.m.
En Schalburgmand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburgborgen på Blegdamsvej. Mange butikker var også her blevet plyndret og sat i brand.
Flere brande
Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik. I Stengade 38. En halv time senere var der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik, i Korsgade 16. Begge firmaer fremstillede uniformer til værnemagten. Senere gik det ud over Stjernesko, Nørrebrogade 56.
Stjerneskos porte blev sprængt. Et par sabotagevagter stod parat og skød efter de angribende. Her blev mindst en skudt.
Mange dræbte
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden hest fra Griffenfeldsgade med masser af hø-baller, som der blev stukket ild i. De blev væltet midt på Nørrebrogade. De brændende baller rullede hen af gaden og folk måtte springe til side, for ikke at blive forbrændt.
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentlig hul i låret, hvorfra der hang kødtrevler, blodet væltede ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og svømmede i sit blod. Han var revet i stykker af eksplosionen.
På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvædet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter. De havde ikke langt igen.
Tyskerne opstillede kanoner, der skød ned ad Nørrebrogade. En masse blev dræbt og såret. Vidner berettede om 12 – 20 dræbte.
I butiksdøren til chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’er omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. Det var en familie, der netop var kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej , da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange kvæstede og døde rundt omkring i opgange og sideveje.
Ambulancer var langt tid om det
Det gik uendelig lang tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med med sårede og døende mennesker. Noget senere kom yderligere et par stykker, og resten blev kørt væk. Gaderne og fortovene var overfyldte med blod.
Lille dreng såret
Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning med en tyske maskinkanon på Nørrebros Runddel. Ved politiets tilstedekomst var flere ambulancer og sanitetsvogne kommet til stede. En lille dreng, der var såret i venstre ben, blev bragt til hospitalet med politiets transportvogn.
På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi en og sårede to. Urolighederne fortsatte om aftenen.
Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova, Nørrebrogade 32. Inventaret blev slæbt ud på gaden. Menneskemængden forsvandt, da tyskerne åbnede ild.
Tysk uniform afstedkom mord
Mellem kl. 20 og 21 kom politiet fra Gernersgadevagten kørende til hjørnet af Nørrebrogade og Griffenfeldsgade. Anledningen var, at en tysk uniform var
ophængt på et stativ, der var stillet ud på gaden. Det tyske politi fra Gernersgade besatte straks krydset og beskød såvel vinduerne på Nørrebrogade samt publikum på fortovene. Der dræbtes herved en person og to personer blev hårdt sårede. Stativet med uniformen blev af dansk politi ført til Fælledvejens Station.
Tysk soldat begår røveri
Tyskerne kørte rundt i kvarteret og skød tilfældig særlig i området omkring Griffenfeldsgade. Der lød mange skrig og råb fra de personer, der blev ramt. Således blev en 29 – årig mekaniker fulgt op af trappen i Nørrebrogade 29, hvor en tysk soldat dræbte vedkommende og stjal en tegnebog indeholdende
600 kr.
Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret. Der var bål hist og her. Der brændte dog en del bål hist og her i Griffenfeldtsgade
og Ranzausgade-kvarteret. Adskillige mennesker blev såret og dræbt.
Tvunget til at rydde op
Men det var ikke slut. Tyskerne vækkede tilfældige personer, for at få dem til at rydde barrikaderne på Nørrebrogade. Under dette blev en person dræbt ud for Nørrebrogade 182 kl. 6.20 om morgenen. Også forbipasserende blev tvunget til at rydde barrikaderne.
Brandmester dræbt
I løbet af formiddagen den 1. juli blev der opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden med større våben. Mange blev dræbt. Der i blandt var en brandmester der var på vej hjem efter endt tjeneste
på Fælledvejens Brandstation. En mand på Fælledvejen blev ramt af et projektil, således at hele hans underansigt fuldstændig blev afrevet.
Helten døde
Et par mødre stod i porten til Fælledvej 15 og skulle hente mælk til deres børn. Men de turde ikke gå over gaden til Værneskolen, Fælledvej 12 på den modsatte side af gaden. En ung mand, der boede i samme ejendom tilbød dog at hente mælken. Men det skulle han nok ikke have gjort. Da han nåde tilbage til porten blev han indhentet af en tysk soldat, der med sin pistol skød ham direkte i tindingen. Han segnede død om foran de skrækslagene kvinder.
Skud mod ejendom
I Blågårdsgade for enden af Smedegade opstillede tyskerne en kanon med skudretning langs ad Smedegade. Kanonmundingen havde direkte sigte mod Thorupsgade 15. Kanonen blev affyret med det resultat, at den sprængte en kæmpe hul i facaden. En kvinde på anden sal blev dræbt på stedet.
Klokken 10.40 blev en kvinde i Smedegade 14B 4. alvorlig såret. Hun havde stået ved vinduet, og det var for meget for de tyske soldater.
Kvinder smidt i søen
Klokken 13 var der hærværk og plyndring i Buldogs Blomsterforretning på hjørnet af Dosseringen og Nørrebrogade. En udrykning fra Politiets hovedafdeling og skydende tyske soldater fik mængden til at forsvinde.
Klokken 15.15 var der ballade og plyndring af Buldogs Cafè, Nørrebrogade 1. Men her var politiet hurtig. Man anholdte 12 personer for plyndring. Heller ikke alle i mængden var enige om, at det var pasende at yde hærværk og plyndring mod stedet. De hjalp politiet med at fange synderne. Inden politiets fremkomst havde de endda smidt to tyvagtige kvinder i søen.
Balladen fortsatte
Omtrent samtidig var der hærværk og tyveri i Cykelforretningen, Korsgade 7. Og kl. 16 var der hærværk og tyveri i Bagerforretningen, Vesselgade 2. Mellem 18 og 19 var der voldsom skydning fra kanoner opstillet på Dr. Louises Bro og Nørrebrogade. Klokken 21 blev en mand skudt i det ene ben
i Vesselgade. En tysk patrulje skød også en mælkeassistent i Bangertsgade.
Balladen og oprøret fortsatte de næste dage på Nørrebro.
Likvideret foran Buldog
Den 7. august blev den tidligere politibetjent Sustmann Ment likvideret i en linje 16 lige ude foran det tidligere Buldog. Han blev dræbt med et pistolskud direkte i nakken. Den dræbte var medlem af DNSAP. Han arbejde for det tyske sikkerhedspoliti og boede på Jagtvej. Lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS standartenführer Bovensiepen krævede en hævnaktion for likvideringen. Det skete dagen efter med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted
mellem Roskilde og Ringsted.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere
Redigeret 22. 12. 2021
Februar 21, 2011
af Tony Svanekjær
Dette er beretningen om
jagten på Thor Monumentet –
eller var der tale om to Monumenter. Vi hører vidners beretninger.
Og vi hører om tilblivelsen af det ene Monument, som endte sine dage
i Odense, efter at have tilbragt det meste af sin tid på
en ø i Lillebælt. Dette Monument var kun en måned på
Nørrebro. Men hvad skete der med det, der stod i Thors Passage. Læs
her den spændende beretning.
Interessen for Thor Monumentet
Min egen interesse for dette
formodede Thor Monument fra Thors Passage startede engang i 1970’erne.
Jeg husker ikke det nøjagtige årstal; men det har været umiddelbart
efter min værnepligt i 1976. Jeg var på besøg hos min mor der
boede i Thorsgade, jeg boede selv i Dagmarsgade. Jeg sad og bladrede
i Nørrebro Avisen, der var altid et eller andet interessant og så
var det jo lokalavisen.
En kæmpemand
Pludselig studsede jeg ved
et noget utydeligt billede af noget, der lignede en kæmpemand med strakt
arm og i hånden. Han havde han en hammer eller noget der lignede
en hammer i hånden. Artiklen som billedet relaterede til var et spørgsmål
fra en læser som, i forbindelse med rydningen af et dødsbo efter et
ældre familiemedlem, havde fundet billedet i den afdødes gemmer. Den
afdøde havde boet i mange år i Thor-Passage og billedet var formodentligt
taget fra afdødes lejlighed engang mellem 1904-14
Læseren forsøgte i spørgende
vendinger at få svar fra andre læsere på, hvad billedet forestillede.
Der stod intet bag på billedet, men man kunne ligesom fornemme
en husmur med vinduer bag figuren på det gamle billede.
Thors Passage
Det viste sig, at billedet
var taget i passagen engang, og jeg kunne nu tydeligt se at det var
et billede af Thor med hammeren i strakt arm. Bag ham kunne man fornemme
bygningen som var en del af Thors Passage byggeriet – Allersborg.
Jeg viste imponeret min mor
billedet. Hun kunne godt se, at det lignede både Thor med hammeren,
samt at bygningen bag Thor sagtens kunne være fra Thors-Passage. Vi
sludrede lidt frem og tilbage om både billedet og muligheden for, at
der kunne have stået sådan en statue af Thor i Passagen. Alene navnet
”Thors Passage” gav et fingerpeg i den retning. Vi slog det lidt
hen og ville vente til den næste uge, hvor der så måske var kommet
andre henvendelser omkring det famøse gamle billede.
Jeg nævnte det også
til en kammerat der bestemt mente han havde hørt noget om et Thor Monument
i Thors Passage fra sine forældre. Hans forældre var desværre døde
så det spor endte blindt.
I glemmebogen
Desværre gik hele historien
i glemmebogen hos både min mor og jeg, muligvis fordi der ikke blev
fulgt op på artiklen med det gamle slidte billede fra avisens side.
Der var heller ikke nogle, der henvendte sig om billedet.
Nye Spor
Ikke desto mindre skænkede
jeg ikke artiklen eller billedet en tanke før i 1981, da en journalist
fra Nørrebro Avisen genoptog eftersøgningen af Thor Monumentet fra
Passagen.
Journalistens navn var Sigurd
Skytte, og han tog emnet op grundet nogle henvendelser fra ivrige læsere,
der havde bl.a gamle billeder af et monument af Thor med stridsvogn
og geder. Det hele havde engang stået i passagen. Ligesom første gang
blev jeg meget interesseret og fulgte med i løbet af de uger hvor ”Mysteriet
om Thor fra Thor-Passage” blev omtalt.
Endnu et Monument
Det viste sig, efter flere
ugers debat om den forsvundne Thor fra passagen, at det var et endnu
eksisterende monument af Thor. Det var tale om bronzemonumentet af billedhuggeren
Bonnesen som, da alt kom til alt, aldrig havde stået i Thors Passage
– Bonnesens monument, eller broncegruppe kaldet ”Thors Kamp
mod Jætterne” stod nemlig stadig hvor det var blevet sat i 1957.
På Direktør Haustrup’s
Fabrikker ved Thorlunde i Odense. Dette monument var, som tidligere
nævnt, kreeret af Billedhuggeren Bonnesen og støbt på Lauritz Rasmussens
Bronzestøberi i Rådmandsgade på Nørrebro – det var det eneste
tilhørsforhold dette monument nogensinde havde haft til Nørrebro –
og det havde aldrig stået i Thors Passage.
Mysteriet løser sig
– eller?
Dengang monumentet blev støbt
hos Lauritz Rasmussen i Rådmandgade havde det stået udstillet i gården
ud mod Rådmandsgade, og det var billeder af monumentet fra dengang
der havde ledt tanken hen på Thors Passage fra flere Nørrebroere der
derved mente det hidrørte derfra, men Ak; stadig intet spor af det
forsvundne Thor Monument. Det billede som jeg så tydeligt huskede fra
NørrebroAvisen for få år siden.
Henvendelse videresendt
Jeg glemte hele historien i
nogle år for efterhånden som internettet blev hvermandseje og man
kunne søge på alt mellem himmel og jord, kom jeg i tanke om historien
igen og begyndte straks at søge efter det. Det eneste jeg kunne finde
om Thor Monumenter var de stadigt eksisterende , Thors Kamp mod Jætterne
i bronze samt Thor figuren på Carlsbergs Bryggeriernes
tag – begge udført af billedhuggeren C.J Bonnesen. Jeg tænkte meget
på sagen og henvendte mig, til Nørrebro-avisen, der svarede med en
hilsen om at Avisen havde videresendt min mail til Nørrebro Lokalhistoriske
forening.
Eftersøgning
Jeg korresponderede længe
med foreningen og lovede at prøve at arbejde videre med sagen i håbet
om at finde den endelige løsning på det – måske ville foreningen
endog lade mig skrive en artikel i deres årsskrift, såfremt jeg havde
godt nyt – eller i det mindste interessant nyt i sagen. Så langt
så godt. Det er nu, i skrivende stund, lidt over et år siden og siden
har jeg rekvireret alt materialet fra Nørrebroavisen fra 1981 samt
utallige henvendelser på arkiverne, Kommunens tegningsstue over samtlige
Københavnske matrikler, Vej og Park, efterlysninger på internettet,
Københavns Brandvæsen og har løbet panden mod en mur alle disse steder
– bortset fra Kommunens Tegningstue hvor jeg var i november måned
2006.
Nye spor
Her fandt jeg en større plantegning
over Allersborg/ Thors Passage, hvorpå der tydeligt var markeret et
større rundt område. På dette runde område formoder jeg, at Thor
Monumentet har stået fra omkring 1904 til omkring 1914.
Denne formodning er rimeligt
underbygget af flere ældre øjevidneskildringer fra de omtalte
artikler i Nørrebro Avis fra 1981. Disse artikler har jeg i kopi, indhentet
på det kongelige bibliotek tidligere på året. Det eneste – og måske
endda det eneste øjensynlige bevis på monumentets eksistens er et
billede. Det billede har jeg desværre ikke fundet endnu; men jeg søger
stadig.
Allersborg
Byggeriet Allerborg, hvori
Thors Passage ligger, blev opført af murermester J. Mortensen fra 1903
til 1904. Allersborg er egentligt 3 matrikler , 3575,76,77 som hører
under den gamle hovedmatrikel 171, der i hine tider var navngivet Kløvermarken.
Allersborg strækker sig fra Allersgade nr 14-18 samt Dagmarsgade 3-5.
Thors Passage
Fra både Allergade og Dagmarsgade var Allerborg tilgængelig via åbne
porte og fra Thorsgade var der direkte adgang via en lille stikvej.
Fra gamle dage, 1905 og frem til vore dage er Allerborg blevet kaldt
Thors Passage, formodentligt på grund af porten mod Dagmarsgade som
bærer navnet.
Pladsen er fundet
Da jeg var dreng i 1960’erne
var der fri adgang til Thors Passage gennem begge porte samt fra stikvejen
ud til Thorsgade.
Der var også trafik i
hele passagen, og der lå en del mindre virksomheder såsom et
garveri og en køreskole. Hvis man forestiller sig, at passagen dannede
et stort T hvor udgangen mod Dagmarsgade lå cirka i midten af
dette store T, var der dengang i 1960’erne stadig en stor runding i
brosten. Fra byggeriets ibrugtagning tilsyneladende må det have
fungeret som både plads for det formodede Thor Monument og det senere
anlagte springvand, der blev anlagt efter fjernelsen af Thor Monumentet.
Der gik, dengang , også
mange rygter omkring både Thor Monumentet og Springvandet – som på
de næste sider omtales mere indgående.
Store forandringer
Helt op til starten af 1980’erne var byggeriet stadig i sin originale
form. Men i løbet af 1980’erne da byggeriet overgik som en større
andelsboligforening, er det gamle særpræg næsten forsvundet. Udadtil
står Allerborg stadig som da det blev bygget i starten af 1900-tallet.
Porten mod Dagmarsgade er blevet aflukket af store aflåste døre og
stikvejen ud mod Thorsgade er det kun ejendommens beboere, der har adgang
til.
Porten mod Allergade findes
ikke mere, da den del af byggeriet blev nedrevet i 1980’erne.
Nye undersøgelser
Da jeg i november måned 2006 besøgte Tegningsstuen på Ottiliavej,
hvor man opbevarer alle originaltegninger m.v. over byggeri i Københavns
Kommune, undersøgte jeg samtlige tegninger m.v. over de 3 matrikler,
hvor Allerborg er bygget. Der stod intet direkte omkring hverken Thor
Monumentet eller springvandet. Men ifølge en større plantegning dateret
1903, over hele bebyggelsen Allerborg med alle 3 matrikler, kan man
tydeligt se et større område cirka i midten af gårdområdet, hvorpå
der er afsat en runding eller en opsats til et evt. monument eller springvand.
Jeg formoder. at det er her Thor Monumentet engang har stået.
Debatten i Nørrebro Avis
i 1981
Jeg vil i dette afsnit komme
meget mere ind på den debat, der blev ført i Nørrebro Avisen
i 1981 under ledelse af Journalisten Sigurd Skytte Jensen. Debatten
blev døbt \” Hvor er Thor fra Thors Passage\”. De mange indslag
gav virkelig grobund for både tvivl og misforståelser men heldigvis
også et meget overbevisende indtryk af, at der måtte være hold i
rygtet både om Thormonumentet og springvandet. Jeg vil nu begynde at
citere direkte fra indslagene fra Nørrebro Avis, hvor det allerførste
er dateret april 1981.
Thor er væk
I forbindelse med bestræbelserne
på at få Allersborg i Allersgade bevaret i sin helhed og
fredet har en af initiativtagerne Poul Reves, Dagmarsgade 5 fundet ud
af, at der engang har været en skulptur af guden Thor – stor eller
lille vides ikke – i den passage mellem Allersgade og Thorsgade, der
har navnet efter samme Thor. I de endnu bevarede porte i Allersborg
findes som udsmykning stenhuggerarbejde af Thors bukke, men Thor selv
er væk.
Foto efterlyses
At skulpturen skulle kunne
genfindes er nok tvivlsomt; men det skulle være muligt at opspore fotografier
af det forsvundne kunstværk. Det vides – at Thor skulpturen var yndet
baggrund for kanonfotografers optagelser, og udelukket er det vel ikke
at et sådant fotografi eller et amatørfoto gemmer sig i en skuffe
hos en eller anden af Lokalavisens læsere. Skulle det være tilfældet
vil lokalavisen eller Poul Reeves Dagmarsgade 5 være glad for et praj.
Efter denne opfordring fra både Poul Reves og Lokalavisen kom der flere
henvendelser, jeg fortsat vil citere fra.
Thor i skoven
Lokalavisen fik et par henvendelser fra Nørrebroere. Den ene fra en
beboer i Baldersgade 59 og den anden fra en beboer i Borgmestervangen
20. De fortalte begge – helt uafhængigt af hinanden – at de for ca.
30 år siden (1950) da de som skoledrenge havde været på koloniferie
i Københavns kommunes feriekoloni på øen Thorø i Lillebælt ud for
Assens, huskede en stor og mærkelig skulptur af Thors kamp mod jætterne
stående på sin vogn trukket af prustende bukke midt inde i en skov.
Jeg var vel dengang 12-13 år, fortæller beboeren fra Baldersgade 59,
og vi fik over på øen at vide, at Thor i skoven engang havde stået
i Thorsgade i København.
Vidner genkender skulpturen
På samme måde fortæller den anden nørrebroer om sit personlige kendskab
til til guden Thor over på Thorø.
Vi blev fotograferet foran Thor og jeg har billedet endnu. Da jeg kom
hjem, viste jeg billedet til min nu afdøde farmor, der boede i Thorsgade
45. Hun sagde at monumentet i baggrunden af fotografiet var den figur
af Thor som havde stået i Thors Passage.
Der er også en ældre dame, der i et brev fortæller, at hun husker
at der engang stod en Thor skulptur i Thors Passage. Den var så stor
at børnene kunne lege på den.
Kun bukkene tilbage
Det er mange år siden, Thor i Thorsgade forsvandt. Tilbage er kun navnet
og så ejendommen Allersborg, på hvis portåbninger, der hugget i sten
findes nogle bukkehoveder i stil helt svarende til bukkene i det \”forsvundne\”
billedhuggerværk.
Fra Thorø
til Odense
Således orienteret har Lokalavisen forsket videre i mysteriet \”Thor
fra Thors Passage\”
Thor og hans bukke findes ikke mere på Thorø.
Thor blev i 1957 solgt til
industrifirmaet Haustrups Fabrikker i Odense og transporteret den vanskelige
vej fra Thorø til Odense-virksomheden, i hvis haveanlæg man idag vil
kunne genfinde
\”Thors Kamp Mod Jætterne\” – som er et billedhuggerværk af
billedhuggeren Carl Johan Bonnesen, der døde i 1933, 65 år gammel.
Købmandssønnen købte
skulpturen
Det vides dog at den i sin tid regerende industrimagnat på Thorø,
Købmmandssønnen fra Assens, Harald Plum i 1926 lod monumentet opstille
på sin ø efter at have købt det på bestilling af billedhuggeren.
Det fik dengang, i 1926, plads på en åben mark, men som tiden gik,
voksede der skov op omkring Thor og hans bukke, så Thor efterhånden
kom til at stå midt inde i en skov.
Erna Bøgsteds beretning
Hvem kan huske, og hvem ved noget om den Thor, der stod i Thors Passage??
Der må være flere der kan huske og måske endda har billeder af det
Thor Monument der engang vides at have stået i Thors Passage, og som
må være bestilt til opstilling af bygherren murermester J. Mortensen
der i 1903 opførte Allersborg.
Erna Bøgsted fortæller om Thor i Thors Passage.
Ja, så sandelig stod
der en Thor i Thors Passage, og de ældre mennesker, der kan huske ham
inde fra gården, har ikke forvekslet ham med den anden Thor, ham fra
Rådmandsgade, siger den nu 85 årige Erna Bøgsted fra Haraldsgade.
Hun har ringet til lokalavisens Thor-medarbejder for at fortælle om
sagens rette sammenhæng.
Jeg husker ganske tydeligt
denne Thor, der stod inde i gården i Thors Passage, og det har sin
ganske særlige årsag.
Bange for Thor
Jeg boede som barn i \”Stefanshus\”
i Stefansgade hos min mor og mine bedsteforældre. Min mor havde en
grøntforretning i Nordbanegade – det var den sidste, der var. Vi stod
dengang og skulle finde en lejlighed. Jeg var 6 år, og sammen med min
mor og bedsteforældre var vi henne i Allersgade hvor der var bygget
noget nyt.
Vi var oppe i den lejlighed,
der ligger over porten i Allergade, og fra vinduet der, kunne jeg nede
i gården se den skrækkelige figur af Thor med hammeren og gedebukke
foran en rund vogn.
Jeg havde været inde i gården
en gang før, jeg var så ræd for ham, og jeg sagde til min mor: Nej!
vi vil ikke bo her! og det kom vi heller ikke til, fordi der var fodkoldt.
Figuren var lavet af sten og det var altså den større Thor, der langt
senere blev lavet i bronzestøberiet.
Thor blev
ødelagt
Ved du hvor længe Thor blev
stående i Thors Passage??
Det husker jeg ikke; men jeg
boede selv i Thorsgade, da jeg var 20 år. Det var i 1916. Min mor havde
rulleforretning i en af de små huse, da var Thor der ikke mere;
men nu der lå et springvand inde i gården. Det var noget med
at Thor blev ødelagt en nytårsaften, og springvandet fik heller ikke
lov til at ligge der. Der havde været brand og brandfolkene havde vanskeligt
ved at komme ind i gården, derfor blev springvandet fjernet.
Bange for Tordenvejr
Det fortælles at der kom mange
mennesker for at se Thor figuren medens han stod der??
Ja, det er rigtigt – folk var
helt tossede med den figur; men jeg kunne altså ikke lide den,
jeg så den jo mange gange siden men gik aldrig derind – jeg kan
ikke lide ham Thor – det er måske fordi jeg er bange for tordenvejr.
Her afsluttes Erna Bøgsteds
beretning om Thor Monumentet fra Thors Passage. Hendes beretning er
faktisk den eneste rigtige øjevidneskildring omkring dette Thor Monument,
der altså skulle have været udført i sten , eller nærmere granit.
Svend Erik’s beretning
Det næste øjenvidne er 80 årige Svend Erik Jensen fra Husum Vænge,
som selv har studeret den meget nøje.
Jeg citerer fra artiklen:
Jo, jeg husker ganske tydeligt dette meget store monument af Thor med
hammeren og bukkene fra Thors Passage. Man kan bedst sammenligne det
med Gefion Springvandet ved Langelinie, selvom Thor var knap så stor.
Mine forældre – min far var
arbejdsmand – boede i Vedbækgade, der dengang hed Gentoftegade, og
når jeg gik tur med min mor, var vi inde i Passagen for at se på Thor.
Han stod med front mod Dagmarsgade og var jo meget stor. Det var i 1909-10.
Vi flyttede netop i de år
til Rådmandsgade, og fra den tid husker jeg stadig Thor; men hvor længe
han blev stående i Thors Passage, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at han
var der under hele 1. verdenskrig, og forhøjningen hvor han stod, blev
der længe efter.
Jeg kunne tænke mig at han
var blevet flyttet efter krav fra brandvæsnet, der vel dårligt kunne
komme ind i passagen, men jeg ved det ikke præcist. Såvidt Sven Erik
Jensen fra Husum Vænge.
Thor stået der fra 1904
til 1917
Jeg tør, efter disse 2 yderst pålidelige øjevidneskildringer, at
vove påstanden, at Thor var hugget i granit og har stået i Thors Passage
fra byggeriet blev taget i brug omkring 1904 og til omkring 1917.
Hvad der herefter er sket med Thor Monumentet må stadig stå hen i
det uvisse.
En ny forklaring
77årig Bronzestøber, Aage
Hansen fortæller:
Thor har aldrig stået i Thors Passage!
Gåden om billedhuggeren Carl Johan Bonnesens store monument \”Thors
Kamp Mod Jætterne\” og dets placering på Nørrebro er (måske)løst.
Dette Thor Monument har aldrig
stået i Thors Passage. Billedhuggerværket blev til i midten af 1920’erne
i Rasmussens bronzestøberi i Rådmandsgade, og i gården her var det
færdige arbejde udstillet en måneds tid.
Det er her, gamle nørrebroere
har set både Thor og hans bukke ganske tæt ved Thorsgade, så
de blot i dag (1981) så mange år efter – har forvekslet stedet.
Ja, det må være forklaringen, siger den 77 årige forhenværende bronzestøber
Aage Hansen fra Slangerupgade. Thor har aldrig stået i Thors Passage
Det kan jeg sige så meget desto mere sikkert, som jeg selv som svend
hos Rasmussen har været med til at lave Bonnesens billedhuggerarbejde:
Støbningen i bronze efter Bonnesens model.
Jeg blev lærling derovre
i 1918 – det var hos Carl Rasmussen, søn af bronzestøberiets grundlægger
Lauritz Rasmussen – det blev oprettet allerede i 1854 men lå dengang
i Læssøegade.
Først i 1901 flyttede det
til Rådmandsgade.
Jeg boede som barn i Baldersgade,
min far var ved sporvejene og jeg husker godt Thorsgade og Thors Passage
med de 3 indgange. Jeg kom forbi der hver dag når jeg skulle i skole.
Der stod et springvand inde i gården; men altså ikke nogen Thor.
Tilblivelsen af Thor
Sådan blev Thor til, Aage Hansen fortæller:
Det var på bestilling af Harald Plum, der ville opstille Bonnesens
Thor-monument på sin ø Thorø i Lillebælt. Det skulle have været
hans mausoleum. Bonnesen havde atelier på bronzestøberiets grund og
her lavede han en stor gipsmodel af Thor, der så før støbningen blev
skåret i stykker i forskellig størrelse: krop, hoved arme o.s.v.
Der var mange stykker. De går så i støberiet for at blive formet
og derefter støbt og pudset af inden monteringen af det færdige kunstværk.
Sådan blev alle figurer til. Thor her blev stillet op på prøve ude
i støberi gården, holdt sammen af stifter, der kunne tages ud igen.
Hvor lang tid varede støberiet?
Jeg vil tro et års tid. Bonnesen fulgte med hele processen, sådan
som alle billedhuggere gør det. Jeg husker ham som en flink ældre
mand.
Har aldrig stået andre
steder
Nørrebroerne kunne komme ind i gården og se det færdige arbejde?
Ja, de kunne gå ind ad porten og kikke på det. Det må have været
i bronzestøberiets gård, folk har set Thor, for han har aldrig været
andre steder. Den blev stillet
op for pressens skyld på et stillads og stod der en måneds tid, inden
den blev skilt ad igen og sendt til Thorø.
Her havde vi tre mand gående
for at samle den – to svende og en lærling – jeg ved godt at der er
mange skolebørn – også her fra Nørrebro, der har set Thor på Thorø,
efter at Thor var kommet derover fra Nørrebro.
Det var bare ikke Thor fra
Thors Passage, men fra Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade, hvor
der jo i tidens løb blev produceret en mængde af vore mest kendte
billedhuggerarbejder .
Det var 1 januar 1967 Poul
Rasmussen drejede nøglen om – året før jeg selv havde været der
i 50 år. I dag er der kun grundene tilbage (1981).
Var der to monumenter?
I skrivende stund, 2007, er grundene forlængst bebygget med beboelsesejendomme.
Set ude fra Aage Hansens erindringer, om det Thor Monument han selv
var med til at støbe og Thors Passage kan man stadigvæk ikke afskrive
formodningen omkring det andet Thor Monument i granit.
Jeg vil stadig postulere, at
det engang har stået et i Thors Passage; dog måske kun fra Allersborgs
fødsel i 1903-04 og frem til omkring 1911, måske endog før.
Hvis man regner lidt på Aage Hansens alder, da han gik i skole, og
samtidig ved vi, at han kun kunne huske springvandet i Passagen, må
det næsten være således:
En regnefejl
Aage Hansen var 77 år i 1981, altså var han født i 1904. Han
er så begyndt at gå i skole i 7 års alderen, altså omkring 1911.
Hvis man går ud fra, at han har gået i skole i 7 år passer det jo
fint med, at han er kommet i lære i bronzestøberiet i 14-15 års alderen
, i 1918.
Der er dog enten en lille
regnefejl eller et lille erindringssvigt i Aage Hanses forklaring, Nemlig
at han havde 50 års jubilæum i 1966 – året før bronzestøberiet
lukkede i 1967. Er det rigtigt, må Aage Hansen altså allerede været
startet som lærling i 1916, allerede som 12 årig, og ikke som tidligere
fortalt i 1918.
Jeg vil dog ikke tillægge
denne lille \”fejl\” nogen særlig betydning. Om det formodede
Thor Monument i granit har stået i Thors Passage frem til 1911 eller
deromkring er for så vidt også ligegyldigt.
Det væsentlige må være,
OM der nogensinde har stået et Thor Monument i granit i Thors Passage.
Jeg er meget overbevist om, at der virkelig har stået et Thor Monument
i Thors Passage – helt fra Allerborgs fødsel og mindst frem til omkring
1911 og herefter et springvand til omkring 1918.
Har du oplysninger, der
kan føre til opklaring af mysteriet i Thorsgade hører Tony og dengang.dk
gerne fra dig.
TCASC©
Februar 21, 2011
Hvor fik gaden sit navn fra? Læs om lystslottet, der blev kongelig. Her skete der en masse ting. Blågårdsgade var egentlig en parkvej i en kæmpe have. Her var byggespekulanterne paradis. Man lavede sine egne regler. Senere foregik, der en sanering der var fuldstændig ude af kontrol. Gaden lignede en krigsskueplads. Næsten halvdelen af butikslokalerne stod tomme. Nu er gaden blevet meget populær.
Et lystslot uden for volden
Gabel, der var en af datidens store grundejere, erhvervede i 1662 Teglgårdsvangen af Magistraten. Året efter fik han også skøde på Skt. Jørgens sø. Han byggede et lystslot og anlagde en flot parklignende have, som gik helt ned til søerne. Ved hans død overgik ejendommen til sønnen. Han var kammerherre hos Frederik den Tredje og berygtet for sine pengeproblemer. I 1668 solgtes hele herligheden til Frederik den Tredjes uægte søn med Margrethe Pape, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var blandt andet statholder i Norge.
Han skilte sig dog hurtig af med ejendommen. Den blev i den kommende tid ejet af forskellige højtstående officerer. I 1694 blev den købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingesøen og afløb til Skt. Jørgens Sø.
Efter Meyers død overgik gården til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgården, Cesar René Thehillac.
Blågården får sit navn
Navnet Blågården stammer fra 1706, da Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl overtog et barokt statholder – landsted. Ja næsten det hele blev nedrevet og genopført. Langs den nuværende Slotsgade blev hovedbygningen opført. Størstedelen af jorden omkring, tilhørte landstedet. Dertil kom landstederne Solitude og Store Ravnsborg.
Slottet fik et blåligt tag bestående af skifer eller glaseret tegl. Derfor fik det navnet Blågården. Navnet dannede baggrund til gade, plads, sogn, kirke, skole, grillbarer, kiosker, antikvariat, bibliotek, klubber, bander og meget mere.
Vilde fester
I 1716 kom zar Peter og skulle med sin hær videre til Sverige. Han ville gerne bo på Blågården, men det turde man dog ikke. Man var bange for, at han derfra ville erobre København. Han blev installeret inden for voldene, og var nærmest en fange konstant under observation.
På Blågården havde prinsen 47 personer til sin daglige opvartning. Prinsesse Sophie Hedvig var mere beskeden. Hun havde kun 23. Her foregik vilde fester. Man benyttede blandt andet bjørne og hunde i kamp mod hinanden. Det var en meget yndet beskæftigelse
Ved sin død i 1729 havde Prins Carl testamenteret alle sine ejendomme til søsteren, som så i 1732 ved et gavebrev skænkede Blågården til sin og broderens overkammerherre, Carl Adolph v. Plessen. Og her gik de slemme rygter.
En ”druk – broder” overtager
Efter mange kongelige ejerskaber endte ejerskabet hos Knus Jacobsen Lyne. Han overtog det hele for 27.800 rigsdaler. Og her gik rygterne på, at han ikke var kommet retmæssigt til disse penge.
Grev Holck, Christian den Syvendes druk – broder overtog stedet for kongens penge. Det var starten til Blågårdens forfald. Herude blev kongens elskerinde,
Støvlet – Kathrine også installeret. Og på Blågården skete der så en masse lige fra duge-manufaktur til teater.
Blågårdsgade var en sti i parken
Egentlig var Blågårdsgade en langstrakt parksti. Kunstklippede planter i fransk havestil omgav denne sti. I 1820 blev det til en vej. Ladegårdsåen dannede et skarpt skel til Frederiksberg. Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade. Men broen var dog ikke åben for alle og enhver. Der forelå tinglyste
erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro at benytte den. Noget senere anlagde rådmand og byggespekulant Bülow en bro ud for Ewaldsgade.
Blågård Seminarium
Blågård Seminarium fører sin historie helt tilbage til 1791. Dengang foregik det i hovedbygningen på Blågården. I 1808 flyttede lærerseminariet til Jonstrup.
Det ny Blågård Seminarium er fra 1859, og blev startet i Blågårdsgade 14. I 1863 fik seminariet sin første nyopførte en fireetagers hovedbygning i Blågårdsgade 15. Ejendommen forblev i familien Tangs eje indtil 1918. Den blev lejet ud til beboelse og industrielle virksomheder. Murermester E.P. Møller overtog ejendommen og solgte den videre til bogtrykker C.W. Bærentsen, der tillige var udgiver af Aftenbladet. Senere blev der udgivet blade som Aftenbladets Søndag og Dansk Familie-blad.
8 veje i 1856
Indtil 1859 hed gaden Blågårdsvejen eller Blågårds Langvej Den anden større vej i området hed Blågårds Korsvej. Den fik navnet Korsgade i 1860. Men fra 1856 meldes der om 8 vejstrækninger af forskellig kvalitet i kvarteret.
Anker Heegaard
Blågårds Plads som Blågårdsgade fører op til, har ofte været et midtpunkt for kvarteret. Inden den nuværende pladsdannelse var det rammen for Anker Heegaards Fabrik. Mathias Heegaard havde allerede i 1828 etableret et mægtigt jernstøberi på grunden. Privat etablerede han en villa på det nuværende Blågårdsgade 16.
I 1830erne voksede der på begge sider af Blågårdsgade enkelte ejendomme frem. De blev beboet af embedsmænd, pensionister og enker.
De store jernovne spyede sod, røg og kulstøv ud over kvarteret. Køkkenudstyr of emaljerede gryder blev efterspurgt og i særdelshed efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder. Kakkelovne og strygejern blev også fabrikeret her.
Men i 1836 gik det dog for vidt. Virksomheden blev udvidet til at omfatte tarmstrenge, der skulle bruges til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en forfærdelig stank, og myndighederne greb ind. Allerede to år efter måtte denne industri lukke.
Planløst byggeri med slum
Planløst villabyggeri blev afløst af fire til seks etagers lejekaserner.
En af de største byggespekulanter var F.C. Bülow. Han var datidens største byggematador. Han udstykkede og solgte løs uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når han anlagde veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham. Man behøvede dengang ikke at tage hensyn til byggevedtægter. De kom først senere, og dem var bygge matadorerne med til at vedtage.
Derfor opstod hele kvarteret som et arbejderkvarter med slum fra starten.
Kloakering, vand og lys så man bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede Blågårds Langvej og de tilstødende veje til bundløs ælte. Vandet og slammen løb ned i Sortedamssøen. Her fik man også en overgang drikkevand fra.
En anden af byggematadorerne var Hans Chr. Bangert. Han havde købt lystgården Solitude, som han udstykkede. Det var en ret tynd byggelov, man skulle
forholde sig til – dengang i 1856:
Egen kommune
Byggespekulanterne ville ikke betale afgifter til kommunen, så man oprettede simpelthen en egen kommune. Grundejerne valgte en formand og i fællesskab ordnede man sine anliggender.
De ville ikke give flere penge ud end nødvendigt. Det gik rent anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation, ingen vedtægter og overhovedet ingen organisation. Byggespekulanterne tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på sten i den tilladte højde. Lejekasserne blev opført på kryds og tværs.. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen på så lille et område som overhovedet muligt.
Lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelig spekulationsbyggeri.Der var ingen brolægning og ingen fortove. Men det, der var værst, var at der ingen rendestene var. Det idylliske vandløb, som i slottes tid løb langs alléen, var blevet en slimet og stinkende grøft.
Københavns Kommune havde tilbudt istandsættelse af kvarteret, såfremt man ville åbne Blågårdsgade for offentlig færdsel, men grundejerne havde sagt
nej af angst for nye byrder og mindre profit. Men efterhånden måtte man overgive sig. Forholdene blev uoverskuelige. Grundspekulanterne og byggematadorerne måtte nu til lommerne. De skulle betale brolægnings og lygteskat.
Drukkenskab, råhed og skøger
Der var masser af drukkenskab, råhed og skøger i kvarteret. Pantkontorer var der et par stykker af i Blågårdsgade. Her kunne far pantsætte sin pæne jakke, så der kunne blive til endnu et spil på den lokale. Det kunne jo være at lykken vendte.
Også i Blågårdsgade kom ”dullen” fra kommunen. Hun skaffede tandbørster og spisebilletter til Folkekøkkenet. Men brunkål og gule ærter kunne være barsk
kost over for børn, der ikke var vant til varmt mad. Så var det bedre med rødgrød med sukker og mælk. Man kunne så sælge spisebilletterne, så var der flere bajere til far.
Uniformerede voldsmænd
Fattigdom styrkede sammenholdet. Man fandt sammen og havde en fælles fjende, politiet. For enden af Korsgade lå en politivagt. Her gik rygterne på, at uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på vagt over for politiet. De blev betragtet som uniformerede voldsmænd.
Kaos i Blågårdsgade
Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på Blågårdsgade og i resten af kvarteret. Et midlertidigt spiritusforbud var trådt i kraft. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der måtte ligge inde med spiritusbeholdninger, skulle inden kl. 9 afgive beretning om beholdningens størrelse.
Overtrædelse af spiritusforbuddet blev straffet med op til 9.000 kr. i bøde eller fængsel. Inden forbuddet var der blevet hamstret til den store guldmedalje i Blågårdsgade.
Afholdsselskabernes Landsforbund mente, at forbuddet skulle gøres permanent. Men det mente man bestemt ikke på Nørrebro. Den 24 marts kunne man i første omgang ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet. Men sikke dog nogle priser. Fattigmandssnaps var blevet beskattet. Priserne var nu:
Et firma etablerer sig
Her på Blågårdsgade havde Carl Aller fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Han etablerede sig i 1873 i Blågårdsgade 32 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familie journal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familie journalen en kvart million i oplagstal. Lokalerne i Blågårdsgade blev for små, og i 1907 flyttede etablissementet til Valby.
Gang i Blågårdsgade
Men efterhånden kom der gang i Blågårdsgade. En masse institutioner og butikker etablerede sig efterhånden. Et tilfældig dyk ned i i virksomheder i 1923 afslører følgende:
Rædselskabinet og for-huggede figurer
I 1898 opkøbte kommunen Anker Heegaards nu fraflyttede grund. Befolkningen havde brug for åndehuller. De manglede lys og renere luft. På den tidligere fabriksgrund anlagde kommunen i 1902 en åben gruset plads indrammet af lindetræer.
Her finder vi Kaj Nielsens berømte granit-figurer. De blev afsløret i 1918 og var meget omstridt. Blandt lokale folk blev pladsen døbt som Stenødet og Slavepladsen. Mange arbejdere følte disse figurer som en hån mod arbejderklassen. En af datidens kronikører Knud Bokkenheuser udtrykte det således:
Arbejdernes plads
Men pladsen udviklede sig efterhånden til de udstødtes plads. Narkomaner og spritterne samledes her. Men også arbejderne mødtes her, og det gør de stadig til 1. maj.
Konservativ Ungdom ville den 29. september 1935 provokere arbejderne. De arrangerede et politisk møde her på arbejdernes hjemmebane. Højrepartiets
ledere, Christmas Møller og Púrchel var hovedtalerne. Politiet have i forvejen ryddet pladsen og Blågårdsgade for kommunister. 200 betjente var udkommanderet. Men det var tydeligt, hvor sympatien gemte sig. Røde flag vajede ud fra lejligheder på pladsen og i Blågårdsgade.
Da mødet var slut marcherede KU’ er anført af ridende politi gennem Blågårdsgade. Et større kamp udviklede sig, da kommunister og arbejdere angreb demonstrationen for enden af gaden ud mod Nørrebrogade. Der blev uddelt en masse knippelsuppe.
Med stearinlys og lokumspapir
Man skulle være yderst heldig, hvis der var lokum i lejligheden på 40 m2 i 1950erne. Ellers var det bare med at forsyne sig med et stearinlys og en rulle lokumspapir, for så at gå i gården.
Pølsevogn og Gøg og Gokke
I krypten under Blågårds Kirke kunne man om søndagen se stumfilm som Gøg og Gokke, Rollingerne, Harold Lloyd eller andre komikere. Men man skulle lige gennemgå de kirkelige ting, inden disse oplevelser kom.
På Blågårds Plads var der en pølsemand. Her kunne man få en slags pølse med sennep og brød. Ved siden af pølsevognen stod en rund kiosk, hvor man kunne
købe blade og aviser. Fra bagsiden gik man ind af en dør til to rum, hvorfra man kunne ringe.
Planløs sanering
Omkring 1960erne var kvarteret beboet af 18.000 mennesker. De 11.000 befandt sig i usunde boliger. Det skulle der gøres noget ved. En omfattende sanering blev sat i værk. Den såkaldte Bulldozersanering foregik aldeles planløst. Området omkring Blågårdsgade lignede i lang årrække et udbombet kvarter fra krigens tid.
I 1970erne trafikmønstret sig væsentlig for Blågårdsgade. Gaden havde før været en af Nørrebros mest markante handelsgader, kun overgået af Nørrebrogade. Nu blev den forvandlet til gågade. Det gik mange år inden man blev vant til den nye trafikmønster. Dengang havde sporvognslinje 3 hele to
stoppesteder i Blågårdsgade.
I en aktion i Blågårdsgade fjernede Nørrebro Beboeraktion i samarbejde med Nørrebro Handelsforening vejbommene, der var sat op for at spærre for trafikken. De blev kørt ind til Rådhuspladsen og afleveret med et tak for lån til overborgmesteren.
Men det hjalp ikke. Beboerne fik ikke trafikken tilbage. Man fik bommene tilbage.
Fælles kamp
Indretningen blev en fiasko får de handlende. De lukkede en efter en. Men nogle var galde for udviklingen. Man havde et slogan Væk med røg, støj og møg.
Nu mente overborgmester Egon Weidekamp, at det var VS i Blågårdsgade, der stod for al balladen. Sandheden var, at 68 – generationen havde rottet sig sammen til Fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden. Kampen om Byggeren er et symbol for denne kamp.
Mange tomme butikslokaler
I Blågårdsgade stod efterhånden 44 pct. af alle butikslokaler tomme. Men saneringen og tidens udvikling havde betydet død for mange af Nørrebros butikker. Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981.
Nørrebro Handelsforening rettede henvendelse til Rådhuset. Man gjorde opmærksom på, at Blågårdsgade inden saneringen havde 110 aktive butikker. Den 25. september 1979 fik man så langt om længe overborgmester Egon Weidekamp til Nørrebro, hvor han skulle stå til regnskab for udviklingen i Blågårdsgade
I 1980erne blev Den Sorte Firkant forvandlet til Den rød – grønne Firkant. Men mange mente dog at det var noget værre plastikbyggeri, de blev udsat for.
Ingen klassekamp uden gadekamp
I 1997 eksploderede spændingerne på Blågårds Plads atter engang. Natten mellem den 8. og 9. november 1999 blev mange butikker raseret i Blågårdsgade
og resten af Nørrebro.. Politiet turde ikke køre ind i området. Dagen efter stod der følgende malet på den gule mur langs Assistents
Kirkegård:
Kilde
Hvis du vil vide mere:-
Februar 21, 2011
Selv om han ikke var ret høj, var han en markant skikkelse på Nørrebros Runddel. Han sagde sin mening. Og det betød smadrede ruder. Mange ideer havde han, da han blev formand for Nørrebro Handelsforening. Beboerne klagede, når han lavede leverpostej. Har var lavsformand, aktiv her og der og allevegne. I 16 år sad han i Borgerrepræsentationen. Her dannede han en selskabelig forening ”Den Lyserøde Blok”. Læs beretningen om et farverigt menneske.
En stor charmør
Ja man tror det næppe, men Knud Schou er efterhånden blevet et ældre menneske. . Det er altid en fornøjelse, at være i festligt lag med Knud. Men lige så sjov, er det at diskutere politik med ham. Egentlig har han jo altid været en stor charmør. Men egentlig er det en del år siden, at jeg har set ham.
Fra fuglekonge til Oldermand
Det er så vanskelig at beskrive alle hans hædersbevisninger gennem årenes løb. Det spænder lige fra Fuglekonge i 1999 hos De Konservative til Oldermand
i Kjøbenhavns Slagterlav.
Han har desuden været særdeles aktiv i Ældresagen. Han var formand for Centralorganisationen for lokale Handelsforeninger, medlem af menighedsrådet i Simions kirken og medstifter af arbejdsløshedskassen Danske Næringsdrivende (Dana). Han har været medlem af Vanløse lokalråd.
Det er også nogle værre røverhistorier han fortæller om sine 16 år i Borgerrepræsentationen. Ja, så har han også været folketingskandidat for De Konservative.
21 år på Runddelen
Men blandt alle hans gøremål kender vi ham bedst med alle hans gøremål på Nørrebro og hans store arbejde for detailhandelen i brokvarteret. I 12 år var
han formand for Nørrebro Handelsforening.
Knud er født på Amager, hvor hans far var slagtermester. Han kom i lære hos slagtermester Corell i Ringsted. Videre gik turen til et slagteri i Sverige. Via arbejde hos far og hos en slagtermester samt militærtjeneste, var tiden inde til at starte selv. Det skete på Frederikssundsvej 113. – i 1954.
Efter 11 år ringede den samme ejendomsformidler, der havde sørget for den første forretning til Knud, at nu var Arbejdernes Kødforsyning på Nørrebros Runddel ledigt. Og det skulle så blive Knuds slagtebutik de næste 21 år.
16 år i Borgerrepræsentationen
Det er ikke let, at være selvstændig erhvervsdrivende og have en mening om samfundet. Det er der mange, der har mærket på Nørrebro. Og det gik også ud over Knuds vinduer i slagterforretningen på Runddelen. Og det var ikke alle beboere i ejendommen, der kunne tåle lugten af Knuds hjemmelavede leverpostej, når det blev produceret.
Knud har altid været en lun fætter. Således var han med til at lave en uofficiel blokdannelse på Rådhuset sammen med de to SF`ere, Heinrich Mentz og Bjarne Jensen også kaldet Sølvræven. På skift skulle man servere kaffe og cognac for hinanden. De to SF’er vil kalde blokdannelsen for den røde klub. Men det lykkedes dog for Knud, at få navnet ændret til Den Lyserøde Klub.
Kreativ har Knud altid været.
Ja og det var selveste Per Stig Møller, der i Den Konservative Klub foreslog Knud som fuglekonge i 1999. Hædersmiddagen foregik i Håndværkerforeningen.
Mange ideer som formand
I 1972 blev Knud Schou formand. Han efterfulgte Gottlob Andersen. Knud var særdeles kendt på Nørrebro, hvor han drev slagterforretning på Runddelen.
Ved sin tiltrædelse som formand for Nørrebro Handelsforening havde Knud en handlingsplan klar. Foreningen skulle styrkes ved følgende tiltag
Nørrebro skulle opdeles i 10 sektioner, så man kunne holde øje med nye forretningsdrivende og byde dem velkommen.
For at holde gejsten ved lige, kunne alle medlemmer deltage i de årlige konkurrencer:
Der skulle med øjeblikkelig virkning nedsættes følgende udvalg:
Jo Knud Schou kom med mange gode ideer. Ikke alle blev dog realiseret.
Til kamp for Blågårdsgade
Det var også Knud, der tog initiativ til en henvendelse til Rådhuset i 1972. Årsagen var, at 44 pct. af butikkerne i Blågårdsgade stod tomme. Knud gjorde opmærksom på, at inden saneringen var der 110 aktive forretninger i gaden, der næst efter Nørrebrogade var den mest aktive handelsgade på Nørrebro
dengang.
Nej til Nørrebrogade som gågade
Den næste udfordring for Knud og handelsforeningen var, at borgmester Alfred Wessard ville lave dele af Nørrebrogade om til gågade. Der skulle simpelthen
spærres ved Sjællandsgade.
Til kamp med Nørrebro Beboeraktion
Knud Schou gik aktiv ind og støttede den ellers socialistiske Nørrebro Beboeraktion og deltog aktivt i nogle af aktionerne. Således fjernede man vejbommene
ved Blågårdsgade og placerede dem på Rådhuspladsen med tak for lån til overborgmesteren.
Det var derfor ikke så overraskende, at Beboergruppen Røde Rose sendte en invitation til Handelsforeningen. Her skulle aktionsgruppen Solvognen opføre en revy.
Nej til Irma
Det var en torn i øjet for Knud, at borgmester Villy Sigurdsson anbefalede, at Irma måtte indrette et supermarked i Colosseum, Jagtvej 63 – 65 (nuværende Aldi). Knud mente at VS – borgmesteren ikke forstod detailhandelens problemer:
Med overborgmesteren til stormøde
Den 25. september 1979 ledede Knud Schou et møde i Ungdomscentret, Nørrebrogade 159. Her havde foreningen besøg af selveste overborgmesteren Egon Weidekamp. Han blev stillet over for følgende spørgsmål:
Saneringen havde kostet ofre
Detailhandelen kunne mærke affolkningen. I 1950 boede der på Nørrebro 132,000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Saneringen havde kostet ofre. Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.326 i 1958 til 965 i 1981.
Medstifter af arbejdsløshedskassen Dana
I 1976 var Knud Schou med til at starte arbejdsløshedskassen Dana for næringsdrivende. Den havde i 1983 rundet 25.000 medlemmer.
Sur på
Nørrebro Avis
Efter en BZ – demonstration på Rådhuspladsen og efterfølgende ballade på Nørrebro udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information underskrevet af Knud Schou:
Knud blev aldeles rasende på Nørrebro Avis, der ikke ville bringe presseinformationen. Desuden havde avisen heller ikke været flinke til at bringe omtale af handelsforeningens arrangementer.
Hvorfor lytter politikerne ikke?
I et forord til Nørrebro Telefonbogen
siger Knud Schou blandt andet:
Ja problemet kender Nørrebro Handelsforening også i dag. Politikerne vil ikke lytte. Måske er der hæderlige undtagelser.
Detailhandel i krise
Detailhandelen på Nørrebro befandt sig i en krise i begyndelsen af 1980erne. I 1983 udtalte Knud Schou:
Til angreb mod Posten
Knud angreb også postvæsnet i et par artikler. Og i stedet for at stikke halen mellem benene, sørgede postmester Hans Strunge for, at Nørrebro Postkontor
blev medlem, så man kunne fortsætte diskussionen.
På kanotur med de kendte
I sin formandstid var Knud med på den værste. Således deltog han i en kano – og kajak-konkurrence med Mogens Lykketoft, Jytte Andersen, Pelle Jarmer
og Gunna Starck. Hvem der vandt, kan Knud ikke huske.
På valgplakaten
I 1997 støtte Nørrebro Handelsforening aktivt to kandidater til kommunevalget. Den ene var Knud Schou som opstillede for de Konservative, og Hans Thomsen, der stillede op for Socialdemokratiet. Knud Schou var på formandsposten blevet afløst af Albert Bodenhoff.
De to kandidater arbejdede for
Socialdemokratiet var dog ikke tilfreds med den gratis reklame. Det var i strid med interne partiregler, og det gav en del ballade.
Et nej til et storcenter
Spørger man Knud i dag, hvad han anser for den største bedrift. Så fortæller han, at det var at forhindre et storcenter ved den gamle General Motor Fabrik.
Han fik organiseret et protestmøde med foreninger, beboerbestyrelse og andre. Det lykkedes ham, at forhindre, at storcenteret kom til Nørrebro.
Han indrømmer, at han tog fejl m.h.t. supermarkederne. De kom og de blev. Kunderne elskede dem. Man burde have etableret sig i sådan et supermarked, siger Knud. I dag er han ked af situationen på Nørrebro. Mange detailhandlere klager sig, og giver trafikafviklingen skylden:
Farvel til Nørrebro
I 1996 gik Knud Schou ud af Københavns Borgerrepræsentation.
Os, der var med til 70 års receptionen fik ved den lejlighed til at hilse på nogle af Knuds kollegaer fra den tid – og de kom ikke kun fra den borgerlige blok,
skulle vi hilse at sige.
I 1997 solgte han sin forretning på Runddelen. Han var den sidste slagter, der var tilbage på Nørrebrogade. Mange år efter, er der stadig mange, der kan huske Knud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2. 03. 2022