Artikler
April 25, 2011
Det er blevet lettere at være slægtsforsker. Det digitale kildevæld er enormt. Nu er mange links samlet et sted. Vi får talrige opfordringer til at hjælpe. men selv om det er blevet meget lettere, så tager slægtsforskning masser af tid. Og den tid har vi desværre ikke her på siden.
Et slaraffenland
Nettet er et slaraffenland for Danmarks anslåede 40.000 slægtsforskere. Der findes masser af websteder, hvor slægtsforskere i ro og fred kan jage aner. Ved at indtaste oldemors navn i f.eks. Dansk Demografisk Database. myldrer det frem med oplysninger om hendes bopæl, fødselsdag, fødested, stilling, indtægt, børneflok, mand og forældre.
Krumbøjede bag skærmen
I gamle dage, dvs. før år 2003, måtte jægeren rejse land og rige rundt for at finde relevante sogne – kirkebøger og folketællinger. I dag sidder folk krumbøjede, stillesiddende og skeløjede der bag skærmen. De higer og søger i f.eks. nettes kirkebøger.
Et vildnis
Nettet er også et vildnis. De mange uensartede websteder gør jagten på aner noget uoverskuelig. Hvor skal man begynde – og får man vendt alle sten. I den forbindelse opstod ideen at opbygge et værktøj, der hjælper med at finde vej.
Et sandt kildevæld
Værktøjerne har som formål at fungere som gratis søgetjeneste for slægtsforskere og andre historisk interesserede i form af digitalt kildevæld – i Sønderjylland
endda på sogne niveau! Med andre ord effektivisere jagten på anerne
De fleste finder aner tilbage til 1700 – tallet. Værktøjet giver nem adgang til digitale databaser såsom kirkebøger, folketællinger, gravstensarkiver samt links til lokalhistoriske foreninger.
og få adgang til et kildevæld for det enkelte sogn eller amt.
Kød på skelettet
Man kan benytte værktøjet til at gå i dybden med forskning, populært beskrevet at få kød på skelettet. Kødet kan bestå af vidt forskellige emner såsom historiske begivenheder, forskellen på rig og fattig, børnedødelighed, glemte erhverv – alt sammen emner, hvor indplacering af egne aner forøger historie-bevidstheden markant.
Stærkt vanedannende
Måske burde denne artikel indeholde en advarsel, for slægtsforskning er stærkt tidskrævende og vanedannende – om end det sjældent er noget folk praler med ved middagsselskaber.
Jeg interesserer mig mere for de levende end de døde, er et argument, der ofte fremsættes, men mon ikke forståelsen for de levende forøges ved større kendskab til de døde. For den måde
vi stille spørgsmål til og fortolker fortiden på, hænger ofte sammen med, hvordan vi forstår vores nutid, og med hvilken fremtid vi ønsker os.
Kommentarer fra Redaktøren
Netop på dengang.dk får vi ofte stillet spørgsmål, der har med slægtsforskning at gøre. Og i boghandelen, hvor den aldrende redaktør har sin gang, bliver der ofte spurgt til lærerbøger om slægtsforskning. Vi får talrige opfordringer til at hjælpe vores læsere med slægtsforskning. Men selv om det er blevet lettere, så tager det stadig lang tid. Og den tid har vi desværre ikke mere.
Familierabat
Selv fandt familien Brodersen, at vi var i familie med en værtshusholder i grænsebyen Aventoft. Her kom vi ofte til Frühshoppen – søndag formiddag i kirketiden. Min afdøde storebror fandt det passende at indkassere familie-rabatten en gang for alle. Han fik en gratis aften med alt betalt.
Fandt et foto af tip – oldefar
En læser fra Vejle spurgte efter en person som var anført under artiklen Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder. (Originaler i Tønder) Jeg vidste, at han havde været restauratør
på Schweitzerhalle i Tønder. Jeg vidste også, at han havde været formand for den lokale ringriderforening. Og i det tidspunkt var der udkommet en bog om denne forening. På den måde kunne jeg fremskaffe et foto af læserens tip – oldefar.
En hollandsk ane i Sønderjylland
En dag kom en kunde ind i butikken med et hollandsk klingende navn, som jeg genkendte fra en af de artikler som jeg skrev om Tønder. Har du familie i Sønderjylland?, spurgte jeg nysgerrig. Hvor jeg vidste det fra, svarede hun forbavset. Hun havde forgæves forsøgt at finde oplysninger. Det kunne jeg så hjælpe hende med. Hun blev meget taknemmelig.
En italiensk familie i Tønder
En læser med et italiensk klingende navn havde aner i Tønder. Jeg var stødt på navnet i forskellige sammenhænge. Men min gode ven i Tønder – Ib Hansen – en sand mester i slægtsforskning – fandt yderst interessante ting. Det kunne have blevet en meget interessant artikel, takket være Ib’ s store efterforskning. Men vi lovede ikke at bringe historien. Vores læser mente, at det ville skade hendes familie.
Mand og kone i familie
Og den samme Ib fandt ud af, at han faktisk var i familie med sin kone. Det fandt han ud af via snørklende omveje. Læs artiklen under Tønder – Hjælp min kone og mig er i familie.
Gå nu i gang
Kære læsere gå bare i gang. Men vi kan ikke desværre ikke hjælpe
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 15.11.2021
April 25, 2011
Der var mange sprog i Sønderjylland. Plattysk, Højtysk, Dansk, Frisisk, Flensborg Petuh, Tønder – Plat og mange flere lokale dialekter. Alene frisiske dialekter
var der 5 – 6 stykker af. Og indbyrdes kunne friserne ikke forstå hinanden. Og der også forskel på det sønderjyske. Sproget blev gjort genstand for den nationale krig. I Stænderforsamlingen måtte man ikke tale dansk. I Aabenraa var der dansk gudstjeneste med tysk salmesang. Og så er Mojn blevet moderne.
Ikke herfra
Når jeg er ude at holde foredrag i København indleder jeg altid med.
Og det er jeg stolt af. Som jeg hvis nok har skrevet i to tidligere artikler om sproget i Sønderjylland bruger jeg en hver lejlighed til at snak “æ sproch”
Mojn – er moderne
Københavnerne bruger Mojn som en moderne hilsen. Det var Anders Lund Madsen, der startede denne hilsen. Ordet bruges også af en lokalavis i Flensborg, og af en stor lokal radiostation i Sønderjylland.
Man er lidt uenig om stavemoden, og hvor ordet egentlig stammer fra. Os sønderjyder har lært, at Mojn kan bruges hele dagen. Vi behøver ikke at sige God Morgen eller God Aften. Og i København bruger vi ordet for at markere vores tilhørsforhold.
Til et cykelløbet hilste en af vore stjerne – ryttere fra Midtjylland et tv – hold med en hilsen, Mojn. Ordet bliver normalt ikke brugt i Midtjylland. Men takket være medierne er ordet på mode. På den anden side set, så har vi sønderjyder ikke mere eneret på ordet.
På Tønder Kommuneskole måtte vi af nogle lærere ikke snakke sønderjysk. Det var jo nærliggende, at vi i matematiktimen svarede på sønderjysk.
Og det var også et problem, da jeg engang havde en jugoslavisk veninde med til fest i æ Synnejysk Ambassade her i København. Under banko – spillet blev tallene råbt op på sønderjysk af Asger Reher. Det måtte jeg oversætte til rigsdansk.
Skulle tale tysk
Men kigger man historisk på det, så er sprog – historien i Sønderjylland ikke helt så enkelt. Man har dog sågar brugt sproget som national – krig. I min læretid i Tønder førte denne sprog – krig næsten til en annullering af min lærlinge – kontrakt. Jeg fik at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk.
Jeg havde og har ikke noget imod det tyske mindretal, men vi lever i Danmark, og hvis de er fra Tønder må de enten tale dansk eller synnejysk til mig. Noget andet var, hvis Kunden var fra Tyskland, og kun kunne tale tysk. Denne udlægning fandt ikke så meget genklang hos min ene chef.
Mange sprog i Sønderjylland
Dengang inden 1864 var Sønderjylland både Nord – og Sydslesvig. Både prøjserne og danskerne brugte sproget i den nationale krig. Der er faktisk mange sprog i Sønderjylland. Ja det er mindst fire hovedsprog. Og inden for disse er der igen store nuancer.
Mindst betydning har hollandsk. Der var nogle kolonister i Frederiksstad og på Nordstrand. Og ved den danske vestkyst er hollandske gloser gledet ind.
Frisisk
Frisisk har fra gammel tid haft hjemme i den sydlige del af Vestslesvig helt op til Vidåens munding. Det har også haft betydning på øerne. Ja selv i Tønder har det dengang haft en hvis betydning. Men sproget blev efterhånden trængt tilbage. Da havet 1634 oversvømmede Nordstrand markerede det en tilbagegang for sproget.
I dag tales det kun i 12 – 14 sogne på fastlandet syd for grænsen samt på øerne Før, Sild, Amrum og andre Halliger. Det er i dag cirka 18.000 mennesker, der taler sproget.
Kan ikke forstå hinanden
Og der er forkert at tale om et sprog. For der er stor forskel på Fastlandsfrisisk og Ø-frisisk. Der findes nogen, der ikke vil anerkende det sidstnævnte som frisisk. Og inden for denne kategori er der også forskel. En sildring og en amring forstår næppe hinanden. De må tale tysk sammen. Især Sild – målet har forandret sig meget, men mange af de gamle ord er bevaret.
Hvornår friserne er indvandret er man stadig uenige om. I Valdemars-tiden har de bosat sig på det område, som de senere har haft.
Egentlig findes der fem fastlandsdialekter og tre ø – dialekter. Der er så stor forskel på disse frisiske dialekter, at det giver store forståelsesproblemer, som vi har nævnt. Det forstår man også, når ordet bord hedder dette på forskellige frisiske dialekter:
Det tyske sprog bredte sig
Tysk er det mest udbredte sprog i Nord – og Sydslesvig. Men her er der også forskelle. Det plattyske (nordtyske) var fra gammel tid folkesproget i de sydlige grænseegne.
Siden Holsten i 1260 fik panteret over landet syd for Danevirke og Slien, trængte holstenske herremænd ind, og bosatte sig med deres tjenere nord for Ejderen. Allerede før 1700 var Ejderstedt og landet syd for Danevirke tysk.
Femern var allerede fortyske i middelalderen. I løbet af det 18. århundrede bredte tyskheden sig til Angel og den sydligste del af af Midt – og Vestslesvig.
Plattysk
Flensborg by havde fået en plattysk folkesprog. Dette blev efterhånden fortrængt af det højtyske.
Ja man skulle ikke tro det, men Plattysk og dansk ligner hinanden. Begge sprog har en langt enklere bøjning end det tyske rigssprog.
Men plattysk har lige som højtysk udsagnsordet sidst i bisætninger. Plattysk blev brugt i hele Nordtyskland som kirkesprog. Allerede i 1603 blev det i Hamborg fortrængt af tysk. Man havde også problemer med offentlige papirer og oversættelser i Tønder – noget var på højtysk og noget på plattysk. Og det blev ikke altid lige godt oversat.
Højtysk
Højtysk var ikke et folkesprog dengang i Sønderjylland. Det var sproget for embedsmænd. Det fik stor udbredelse som dannelsens sprog. Christian den tredje brugte højtysk i hoffet. Det blev også kirkesprog i Syd – og Mellem Slesvig og i mange Nordslesvigske købstæder.
Sammenblanding af sprog
Efterhånden opstod der forskellige steder en mærkelig sammenblanding af dansk og tysk. Det skete også i Tønder, hvor der opstod en hel speciel dialekt, man kaldte Tynne – plat. Det var en dialekt, som min far kunne mestre. Han talte også plattysk.
Flensborg Peluh
I Flensborg opstod det nu uddøende Flensborg Petuh. Det er en blanding af tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Navnet på sproget stammer fra de partoutkort man købte for at sejle med damperne på Flensborg Fjord om sommeren.
Disse lagde til både på nord – og sydsiden af fjorden. Passagerne kunne uden pas gå fra borde og besøge restauranterne på begge sider. Der var tysk styre på begge sider –af fjorden, dengang.
I Flensborg talte de fine, højtysk, de øvrige plattysk og specielt i byens nordlige og vestlige udkant blev der talt sønderjysk.
Det danske sprog
Det danske sprog, som blev talt af godt 150.000 mennesker syd for den grænse, der blev trukket i 1864, optræder også i forskellig form. Det danske rigssprog havde inden 1850 næsten ingen udbredelse i Sønderjylland inden for skole – og kirkeliv.
Man forsøgte mellem krigene at rode båd på dette. Men straks efter 1864 forsvandt det danske skolesprog atter. Kun i Bov holdt det danske stand. Men det fik også konsekvenser for præsten. Dansk var folkesproget i en stor del af Sønderjylland fra gammel tid. Men det har været dansk i form af dialekter.
Mange kloge sprogforskere har ment at det sydvestjyske sprog udskilte sig fra det nordiske sprog, og mere lignede det engelsk – frisiske sprog mere.
A eller æ
Alle jyder, ikke kun Vest – eller Sønderjyder siger a eller æ til sig selv. I både frisisk, plattysk, engelsk og højtysk har en i – lyd. I Tønder bruger vi æ – formen. Og det finder vi også i Karsten Thomsens digte fra Flensborg – egnen./ Padborg/Bov
Flensborg år 1300
Går vi tilbage til Flensborg til ca. år 1300, ja så finder vi Flensborg – afskriften af Jyske Lov, Flensborg Stadsret og Skt. Knuds Gildeskrå. Her ser vi følgende udlægninger af det sønderjyske sprog:
Det danske sprog i Sønderjylland skifter fra nord til syd og fra vest til øst. Egentlig påstod man, at i vest – sønderjysk var der kun et køn. Men det er ikke rigtig. Samlingsnavne er intetkøn.
Plattysk – dem der bestemte
Dengang var sønderjysk almindelig helt fra Ejderen over den nuværende grænse til Kongeåen. Sydpå holdt man op med at tale sønderjysk, fordi plattysk fik en højere status. Plattysk
blev talt af dem, der bestemte. Og senere var det højtysk, der fik højere status.
Sprogøret skulle indstilles
Når vi andre “snakke æ Sproch” tænker vi ikke over forskellene. Vi kan dog høre på dialekten, om de kommer fra Als, Aabenraa eller Højer. Da jeg holdte et af mine foredrag på sønderjysk på Landbohøjskolen for Æ Synnejysk Ambassade, kom en person fra Sønderborg hen til mig og sagde:
Nationale modsætninger
De nationale modsætninger begyndte at gøre sig gældende i 1830erne. Det danske sprogområde omfattede 167 sogne med 173.000 indbyggere, mens det tyske sprogområde omfattede
79 sogne med 142.000 indbyggere. Nu skal man nok tage disse tal med et grand salt. Opgørelsen er set med danske øjne.
Forvaltningssprog på tysk
Rets – og forvaltningssproget var i hele Hertugdømmet Slesvig, Tysk. Vægterne råbte på tysk og gadenavnene var på tysk, selv om man talte dansk i den pågældende by. Man forsøgte fra kongens side, at få en overensstemmelse mellem folkesproget og embedssproget.
Det danske sprogs misrøgt
Ja, det var ikke nyt med denne sprogforvirring i Sønderjylland. Allerede i 1743 holdt Erik Pontoppidan et foredrag i Videnskabernes Selskab. Her advarede han mod, hvorledes sprogforholdene var til ubodelig skade for almuens kristelige oplysning. Han mente, at årsagerne til det danske sprogs misrøgt, skulle findes i overklassen. Og det vil sige adelen, gejstligheden og landsfyrsterne. Han mente også, at kongerne havde begået fejlgreb. Især var han efter Valdemar Sejr, Magrethe den Første og Christian den Tredje. Disse var medvirkende til modersmålets afskaffelse.
Især var frygtelig, at det “Danske Sprog blev sparket ud af Kirkerne til Almuens store Sorg og Gremmelse, skiønt Presteskabet til Behag”
Sprogscriptet 1840
Sprogscriptet af 14. maj 1840 pålagde, at dansk for fremtiden skulle være rets – og forvaltningssprog. Ideen var udmærket. Men den måde, det blev gennemført på, afstedkom meget kritik. Og det var ikke kun fra tysksindede. Således var en danskhedens bannerfører Knudsen fra Trøjborg stærk kritisk over for ordningen. Det var heller ikke let for politikerne at få indført dansk i det brogede Sønderjylland.
Historisk ret til Slesvig – Holsten
Den danske regering mente, at det var en gammel historisk ret, at binde Slesvig Holsten sammen til kongeriget. I 1842 proklamere Lehmann under stor jubel en fælles fri forfatning for kongeriget og Slesvig. Man tog ikke så meget hensyn til, hvad befolkningen gerne ville.
Måtte ikke tale dansk i Stænderforsamlingen
I november 1842 besluttede købmand Peter Hjort Lorenzen sig for at tale dansk i Stænderforsamlingen i Flensborg. Man udviste ham. Kongen gav de danske repræsentanter ret til at bruge deres modersmål. Men i et patent fra 1844, må der kun tales dansk i forsamlingen, såfremt man ikke er det Tyske Sprog tilstrækkelig mægtig og forud havde meddelt Præsidiet
dette.
Ophidselsen steg
Godsejerne og embedsmænd der hidtil havde regeret i Hertugdømmet, var mere eller mindre misfornøjet over de krav, deres danske medborgere havde stillet. Ophidselsen steg og vanskeliggjorde en forsoning mellem det danske og tyske. Det endte eller sagt på en anden måde begyndte med den første slesvigske krig.
Slesvig Holsten til kongeriget
Slesvig – holstenerne var indstillet på, at Slesvig måtte deles i en dansk og en tysk del. Allerede den 22. marts 1848 om aftenen drøftede de fem udsendinge fra Slesvig Holsten mulighederne for en deling med minister Orla Lehmann ved et privat møde. Trods disse drøftelser meddelte regeringen den følgende dag, Slesvig – Holstenerne, at hele Slesvig inklusive den tyske del skulle indlemmes i kongeriget, uden at åbne for en fredelig løsning i form af en deling.
Tyske præster
Sproget var dansk i kirke og skole i 115 sogne, der havde 112.000 indbyggere. Grænsen strakte sig over den nordlige halvdel af Hertugdømmet Slesvig med Als og Ærø indtil Flensborg Fjord og nord om Bov indtil Tønder og Højer.
Men det danske sprog var nu ikke helt sikker i disse sogne.
I Haderslev Provsti hørte man under Slesvig. Blandt 24 landsbypræster var der kun 9, der havde fået en teologisk uddannelse på dansk. Blandt de øvrige 39 danske præster var der kun to, der havde taget eksamen i København.
Nord for Flensborg – Tønder linjen lå 8 sogne, hvor der delvis blev prædiket på tysk.
Dansk prædiken – med tysk salmesang
I Aabenraa var højmessen på tysk. Om eftermiddagen blev der holdt en dansk prædiken, der blev ledsaget af tysk salmesang. I skolerne blev der undervist næsten kun på tysk. Ofte måtte der tales dansk, for at læreren skulle forstås af børnene.
I Tønder var forvirringen total. Egnen ansås for at være dansk, men i selve købstaden ville borgerne betragtes som tyskere. Her var et tysk seminarium. Adgangseksamenen for danskere blev holdt på tysk. Kun tre timer om ugen, blev der undervist i dansk.
Syd for linjen Flensborg – Højer blev der i 27 sogne næsten ikke talt tysk. Men sproget blev talt i kirken og skolen.
I det lille sogn Ubjerg kom der hele tiden tyske præster og lærer. Beboerne her var lige så danske som i Højer og Abild. På de spredte marskgårde taltes endnu meget frisisk.
Alle fine – talte tysk
Mange steder forstod bønderne syd for den nuværende grænse ikke det danske sprog, som stod i bøgerne. Man kaldte det for dansk bogsprog. Det var sønderjysk, der var fremherskende. På tysk blev det udlagt som Raben – dänish. I for eksempel Angel havde beboerne ingen mulighed for at lære det rigtige danske.
Alle Fine taler Tysk. Dette begreb vandt efterhånden indpas. Omgangssproget bønderne imellem var på sønderjysk. Til børnene blev der talt plattysk, og i skolen blev der undervist på tysk. Sådan var forholdene ofte syd for Flensborg.
En straf fra dansk side
Der fandtes vel næppe et barn på 10 år i det vestlige og nordlige Angel, der kunne udtrykke sig på rigtig dansk i 1851, da skolesproget blev dansk. Befolkningen opfattede kravet som en straf fra dansk side.
I strid med fredsaftalen
I 1863 fik de nationalliberale genoplivet Ejder – politikken. Atter engang forsøgte man at få indlemmet hele Slesvig i kongeriget, selv om det var i strid med fredsaftalerne fra 1851 – 52. Under krigen i 1864 foreslog Preussen og Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering afslog.
Undervisningssprog – igen på tysk
Efter 1864 blev rets – og forvaltningssproget tysk i hele Sønderjylland. En række dansktalende sogne fik igen tysk skole – og kirkesprog. I landdistrikterne i Nordslesvig forblev skole – og kirkesproget at være dansk indtil den fransk – tyske krig.
Men undervisningssproget blev nu fuldstændig tysk. Dansk sprogundervisning ophørte. I de sogne, hvor kirkesproget endnu var dansk, bibeholdt man i en periode dansk religionsundervisning på fire timer ugentlig. Dansksindede præster blev afsat.
Dansksindede udvandrede
H.V. Clausen foretog i 1890 en beregning af de 413.000 indbyggeres sprog:
I det egentlige Nordslesvig var der
En masse dansktalende sønderjyder udvandrede, mens der skete en betydelig indvandring af tysktalende. Efter midten af 1880erne ophørte masseudvandringen. Antallet af danske stemmer ved Rigsdagsvalgene steg. Men tyskerne havde taget broderparten.
Antallet af danske stemmer i Flensborg faldt, mens andelen i Nordslesvig steg. Undtaget herfra var stemmerne i Højer og Tønder. Her steg stemmerne til tysk fordel.
Overgreb fra prøjsisk side
Overgrebet fra prøjsisk side for at fremme tyskheden var fremherskende. Mange midler blev taget i anvendelse. Navnet Köller kommer frem i erindringen. Der var tale om tvang og pressecensur, udvisning og mange andre ting. Dansksindede blev sat i fængsel for påstået dansk – nationalt virke.
Fra tysk side satte man ind med en kraftig fortyskning af landsdelen.
Fortsat Sønderjysk
Ja kære læser, kan du forstå følgende sætninger?:
Jeg vil til enhver tid fortsætte i arbejdet med det sønderjyske sprogs udbredelse.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Om sprog i Sønderjylland:
Hvis du vil vide mere:
Om De Slesvigske krige:
Redigeret 16.11. 2021
April 25, 2011
Her i Kolding lå Helvedes Forgård. Ja sådan kaldte man Staldgården. Det var Gestapos hovedkvarter. Takket være danske håndlangere lykkedes det to gange at optrævle den syd – og sønderjyske modstandsbevægelse. Læs bl.a. om Snogen, Jenny Holm, Brinkman m.m. 15.000 tyske soldater var der i Kolding. Afstraffelse af sortbørs – handlere skete bl.a. ved hjælp af fire af byens boksere. Sakse til et hvert formål. Sådan kunne man læse i mange vinduer – det var til tyskerpiger.
Modstand opdelt i regioner
Vi bevæger os her i besættelsestiden over grænsen fra Sønderjylland til Kolding. Og hvorfor gør vi det. Jo, Kolding var det sydjyske hovedkvarter for Gestapo. Hovedsædet var Staldgården. Modstandsbevægelsen var organiseret i regioner. Region 3 strakte sig i en linje fra grænsen til en linje nord for Varde – Kolding.
Modstanden krævede store tab
Den første aktion i området fandt sted i området den 4. oktober 1942, da en tysk militærbarak nedbrændte. I juni 1943 sprang de første bomber i Tønder i røgkamrene på otte lokomotiver.
Kongens fødselsdag i 1943 blev fejret med at 63 bomber blev udlagt på jernbanenettet langs grænsen. Natten til den 28. november 1943 blev der foretaget ikke færre end 40 aktioner mod jernbanenettet i Sønderjylland.
Lige før kapitulationen havde modstandsbevægelsen 4.043 mand i området. Af disse var 253 aktive sabotører. Ifølge instruksen skulle de:
Modstandskampen krævede store tab. Tre gange måtte organisationen opbygges. Medlemmer blev arresteret, underkastet tortur, ført til koncentrationslejre, skudt under aktion eller henrettet.
Helvedes Forgård
Gestapo havde hovedkvarter i Kolding. Staldgården ved Koldinghus var stedet, som mange modstandsfolk frygtede. Kriminalobersekretaer A.W. Naujock var øverste chef. I sommeren 1944 tiltrådte den meget effektive Kriminalrat Thees Burfeind. Der var afdelinger i Esbjerg, Aabenraa og Haderslev.
Staldgården blev også kaldt for Helvedes Forgård.
Tortur udført af danskere
Men tyskerne havde meget god hjælp fra nogle af de mest aktive danske Gestapo – folk. Det var for eksempel Peter Bollerup, Peter Karl Brikmand, Hans Kristian Kristensen (Smukke Hans), Johannes Rasmussen (Snogen) og Niels Riis. Men undtagelse af Bollerup medvirkede de alle i mishandling af fanger. Og de stod bag flere hundrede arrestationer.
De fik en god løn. Bollerup og Riis var medlem af Frits Clausens DNSAP – parti. Deres sprogkundskaber og lokalkendskab var guld værd for Gestapo.
Staldgården havde i efteråret 1944 hele 70 ansatte. I Staldgårdens midter-fløj var der kontorer og forhørslokaler. Her udspillede der sig forfærdelige scener. Torturen bar overladt til den enkelte Gestapo – medarbejder. Den blev også anvendt i marken og virkede ofte tilfældig. De danske håndlangere i Kolding havde ikke nogen politimæssig erfaring. De så ofte volden som eneste udveje til at tvinge en tilståelse igennem.
Advarsel i Budstikken
I det illegale blad Budstikken kunne man i september 1943 læse følgende:
Masser af anholdelser
Det kan virke meget skræmmende, når man betænker, at Gestapo i Kolding foretog over 1.000 anholdelser fra 1943 – 45. Men ofte var det, som om disse anholdelser blev foretaget i blinde. Måske var det derfor, at Naujock blev udskiftet med Burfeind. På den anden side lykkedes det to gange at optrævle modstanden i Syd – og Sønderjylland. Anholdelserne havde også en skræmmende effekt. Brutaliteten og vilkårligheden tiltog i løbet af 1944. Sabotagen voksede. Brugen af pisk og knytnæver tiltog.
Masser af tyskere i Kolding
Den 9. april klokken 11 om formiddagen indfandt oberst Schartow sig på Kolding Rådhus. Han udbad sig lokaler. Han fik kontorlokaler på Kolding Rådhus, Hotel Kolding, som indkvartering for general Kaputich med stab.
Tyskerne fik også 15 værelser på Hotel Royal og plads til 200 soldater i gymnasiets sydfløj. Det var en stor opgave for kommunen at skaffe lokaler til tyskerne. Mange skoler blev beslaglagt af tyskerne. Tyskerne havde på et tidspunkt indkvarteret 15.000 soldater i byen. Senere kom der 5.000 flygtninge til byen.
Flere militærlejre
Koldings højeste punkt, Bondebjerg på Christiansmindes jorder blev udvalgt som flyvemeldingsanlæg. Flere militærlejre blev anlagt blandt andet ved Petersbjerggård, ved Marielundsvej
og Ndr. Ringvej samt ved Tvedvej. På Dyrehavevej byggede tyskerne barakker. Senere byggede man også ved Lykkegårdsvej. En stor bunker blev etableret ved Rømøvej.
Interesse for Kolding Havn
Tyskerne fattede ret hurtig interesse for Kolding Havn. Der fulgte masser af beslaglæggelser. Havnen skulle aflaste Kiel. Tyskerne planlagde at anlægge et stålskibsværft. Men det blev dog aldrig til noget. En stor del af den tyske flåde blev flyttet til Kolding. Englænderne havde kig på havnen, men koldingenserne blev dog forskånet for bombardementer.
Forsvarslinje påbegyndes
I efteråret 1944 begyndte man at anlægge en forsvarslinje rundt omkring Kolding. Det indgik i et større anlæg. Det var den såkaldte Gudrun – stilling, der strakte sig fra Kolding til Vadehavet. Den bestod af en pansergrav på fem meters bredde og en dybde på tre meter. Desuden var der både beton – og pigtrådsspærringer. Det var ret irriterende for landmændene.
Illegale blade
Længe inden besættelsen var der antifascistiske arbejderdemonstrationer i Kolding. En demonstration i 1933 samlede 5.000 deltagere. I 1941 begyndte man at uddele Politiske Månedsbreve. Det var illegale blade, som senere blev til Land og Folk. Også Frit Danmark blev distribueret.
DKP i Kolding fik anskaffet skrivemaskine og duplikator, og begyndte allerede i november 1942, at fremstille det illegale blad Folket. Men det blev hvis nok kun til den ene udgivelse. Politiet
kom hurtig på sporet af bladet. Også et blad, der hed Budstikken blev fremstillet i Kolding. Oplaget steg til 2.000. Det var hvis nok fra midten af 1943, at det udkom. Bladet blev fremstillet i et lysthus.
Sakse til et hvert formål
Og det var også i dette blad, at borgerne kunne læse om, hvem der var Tyskerpiger. I forskellige udstillingsvinduer kunne man se sakse hænge ned i en snor med et skilt
Razzia mod blade
I december 1943 oplevede man et stort tilbageskridt i det illegale arbejde i Kolding. Tyskerne foretog en razzia på Jydske Tidende og arresterede i forlængelse med denne aktion ca. 40 mennesker, heriblandt folkene bag Budstikken.
I maj 1944 genopstod Budstikken uden DKP’s medvirken. Den var dog både journalistisk og kvalitetsmæssig af væsentlig dårligere kvalitet.
Utilfreds med politiets indsats
Alfred Kristensen var leder af det illegale DKP ind til sin arrestation i slutningen af 1943. Han døde i KZ – Lejren i Neuengamme. Navne som Holger Vivike og Ib Nørlund var meget aktive i Kolding. Ib Nørlund blev arresteret flere gange. I modstandsbevægelsen var man meget utilfreds med politiets indsats.
Sabotage
Den 2. november 1942 foretog det danske politi for anden gang en razzia. Det skulle hævnes. Man besluttede sig for at afbrænde Alhambra. En del tyske soldater var indkvarteret her.
En brandbombe blev fremstillet. Den blev anbragt på taget og antændt. Men åbenbart havde vagterne opdaget bomben. Den var blevet uskadeliggjort. Mange af modstandsfolkene blev taget og tortureret på Staldgården.
Sortbørshandel
Også sortbørshandelen florerede i Kolding lige som så mange andre steder i landet. Den 28. september 1944 blev tre sortbørsfolk pågrebet og ført til rådhuset. Her blev sortbørshandlerne afhørt ef en fuldmægtig, der idømte dem en pryglestraf. Man tilkaldte til det formål fire af byens boksere, der skulle eksekvere straffen i rådhusets kælder.
En af de dømte besvimede af skræk, hvad der dog ikke fritog ham for straf. En anden viste sig at være syg. Derfor tilkaldte man kredslægen. Denne gav dog tilladelse til at fortsætte afstraffelsen efter en kort undersøgelse. Der er sikkert flere eksempler på denne selvtægt.
Højskolehjemmet bombes
På Højskolehjemmet var en del tyske officerer indkvarteret. Man besluttede sig for at dette sted skulle bombes. Et 1 ½ tommers jernrør på ca. ½ meter blev fyldt med krudt og et par huller blev boret. Røret blev lukket i begge ender. Enderne blev forseglet med smeltet bly, og gennem hullerne blev stukket et par stumper rundjern. Den 23. juni 1943 blev denne bombe så anbragt.
Bomben sprang, og folk stimlede sammen. Tyskerne anholdte tilfældige tilskuere og indførte undtagelsestilstand. En dusør blev udlovet og Folkebladet udråbte nærmest sabotørerne som mordere og røvere.
Lokomotiv bombes
I Lunderskov blev et lokomotiv med 14 vogne sprængt. De 14 vogne faldt ned i en mose. Et slagteri placeret ved havnen sendte masser af pølser til Tyskland. Men slagteriet blev udsat for bomber, og der kom ikke flere pølser fra Kolding til Tyskland.
Mange arbejder for Gestapo
I Kolding var det som så mange andre steder kommunisterne, der startede sabotagevirksomhederne. Efterhånden kom andre med. Men det var kommunister, der sad i ledelsen, og det skabte ofte gnidninger.
Man kæmpede også mod stikkere. Den ene blev kaldt Snogen, en anden var Brinckman. Også en kvinde ved navn Jenny Holm arbejdede for tyskerne. Man skønner, at i alt mellem 550 og
650 danskere arbejde for Gestapo på landsplan. Den ene halvdel var stikker og den anden gruppe var medlemmer af Hipo og efterretningstjenesten ET. Disse var ofte med under forhør og tortur. Ja mange af dem deltog aktivt i afstraffelsen af deres landsmænd.
Unge sabotører
I Kolding var unge mennesker også aktive i modstandsbevægelsen. Der var en slags afdeling af Churchill – klubben. I Esbjerg hed gruppen Stjernen. Nogle af disse unge mennesker blev indfanget af kommunisterne. Denne Lærlinge – gruppe lavede i december 1943 en bombeaktion mod en tysk telefoncentral på Højskolehjemmet. Fem tyske telefonistinder blev såret.
Aktionen medførte tre dages undtagelsestilstand i byen.
Sabotage mod Kolding Eksportmarked
Den 23. august blev der sat ild til Kolding Eksportmarked ved havnen. Staldene blev brugt af værnemagten til halm, hø og materiel. Særlig fra 1944 mærkede Kolding en masse sabotageaktioner
Unge fra Kolding sendt i KZ
– lejr
I november og december 1943 blev 168 danskere sendt til koncentrationslejre i Sachsenhausen og Ravensbrück. Her var der mange unge fra Kolding indblandet. De blev dømt for
Tre dræbt i Schalburgtage- aktion
Den 16. september 1944 gennemførtes en schalburgtage – aktion mod Kolding Folkeblad i Jernbanegade. Ved aktionen omkom tre mennesker. Gerningsmændene var medlemmer af
Brøndum – banden, som fik udpeget mulige mål af Gestapo på Staldgården.
Aktioner mod butikker
Også byens forretninger kunne mærke Gestapo. Den 22. december 1944 gik det ud over Engelsk Beklædningsmagasin i Østergade og FDB i Klostergade. Det gik også ud over Herremagasinet Carlton på hjørnet af Klostergade og Munkegade.
Flere bomber i Kolding
Den 10. februar 1945 sænkede modstandsbevægelsen to fragtskibe i Kolding Havn. Man forsøgte dermed, at genere eksporten af kød og kvæg til Tyskland. Fra den 12. – 19. marts 1945 var der 8 forskellige bomber, der sprang i Kolding.
Brinkmand
Som nævnt var Brinkmand frygtet af modstandsbevægelsen i Kolding. Egentlig var han bager. Og denne var skyld i manges død, enten henrettet eller død i KZ – lejre. Han samarbejde blandt andet med Birkedal – brødrene. Som 16 – 17 årig blev han sat under værgerådsforsøg.
Det var også Brinkmand, der stod bag aktionen med nedskydningen på Strandhotellet i Kollund. (se artiklen ”En stikker i Sønderjylland) Også på Vedsted Landbohjem var han til stede. Her blev endnu en modstandsmand skudt.
På Saxildhus den 13. februar 1945 slår han til igen. Cheferne på Staldgården var godt tilfredse med ham. På det nærmeste udsletter han den aktive del af modstandsbevægelsen i Syd
– og Sønderjylland. Han får tildelt Krigsfortjenestekors 2. klasse med sværd. Det var Naujock, der indstillede ham. Han mente, at Brinkmand flere gange havde sat sit liv på spil. I jagten på sabotører.
I Rigsarkivet fylder Brinkmand – sagen tre kasser. Han nærmest betegner sig selv som en forfulgt uskyldighed efter krigen. Han havde skam ikke gjort noget ondt. Han blev anholdt i juli 1945 og senere dømt til døden.
Johannes Rasmussen (Snogen)
Snogen eller med det borgerlige navn Johannes Rasmussen var også en man frygtede i modstandsbevægelsen i Kolding. Han var sabotør, stikker og Gestapo – håndlanger. Han afsluttede skolen efter 7. klasse uden eksamen. Han kommer i tømmerlærer, men afslutter ikke lærertiden.
I efteråret 1943 bliver han ansat som tilsynsførende i Kolding Kommune. Her får han kontakt til modstandsbevægelsen. Gennem sin interesse for kemi, hjælper han med at fremstille sprængstof. Han er med til at sprænge et stykke jernbaneskinne mellem Kolding og Fredericia.
Han bliver taget efter en af aktionerne. Under et to dage lang forhør og tortur røber han alt, hvad han ved. Samtidig indvilliger han i at arbejde aktivt for Gestapo. De lokkede også med frihed. Han medvirkede til, at en del af hans bekendte bliver arresteret. Han arbejde meget sammen med Peter Karl Brinkmand.
Snogen var også aktiv til stede i mishandling af fangere. Den 26. februar 1945 lykkedes det for modstandsbevægelsen at få ram på Johannes Rasmussen. Det var, mens han var i en aktion sammen med Jenny Holm. Det skete under en aktion i Vamdrup, hvor han fik et skud gennem lungen.
Den 13. maj 1948 klokken 1 om natten blev han henrettet ved skydning i Undallslund Plantage ved Viborg.
Jenny Holm
Og skal vi lige tage Jenny Holm. Hun var agent for det tyske sikkerhedspoliti. I 1942 mødte hun Ib Birkedal, der var ansat af det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg. Hun blev ansat på Shellhuset. Herfra skulle infiltrere den britiske efterretningstjeneste. I 1944 forsøgte BOPA at likvidere hende.
I oktober 1944 blev hun overflyttet til Sønderborg. Fra den 18. oktober 1944 til befrielsen gjorde hun tjeneste i Kolding, hvor Gestapo brugte hende til at infiltrere modstandsbevægelsen i Syd – og Sønderjylland. Hun blev brugt af modstandsbevægelsen til efter krigen at opspore medlemmer af Petergruppen. Ja hun medvirkede i opsporingen af 19 krigsforbrydere.
Petergruppen havde i alt begået 100 drab, 25 drabsforsøg, otte togattentater, der betød 26 menneskeliv, 157 schalburgtager(
I september 1947 blev Jenny Holm arresteret og sigtet for drabsforsøg angiveri og tortur. Dommen kom til at lyde på 18 års fængsel. Det blev senere nedsat til 16 år. Hun blev dog benådet i 1952 og døde i 1992 som Ellen Marie Lensinger.
Fred – fred, krigen er over
En politibetjent fra Esbjerg, Anker Juul Mortensen tilbragte de sidste dage af besættelsen i Staldgårdens kælder. Sammen med to andre delte de en celle. En kuffert blev brugt, så de kunne se ud af cellevinduet. De spejdede efter befrierne. Rygterne havde verseret. Klokken 20.45 hørte de råbene:
Skudveksling ved Domhuset
Men alt var ikke fred og fordragelighed. Ved Domhuset kom der til en skudveksling mellem en deling SS – soldater og en gruppe frihedskæmpere under ledelse af by-leder, kaptajn Schack. Frihedskæmperne ville have løsladt en række fangere.
Burfeind
Ved grænsen arresterede modstandsfolk og britisk feltpoliti over 1.000 personer for illegal grænsepassage. Begge forhenværende Gestapo – chefer fra Kolding, Naujock og Burfeind nåede dog til Tyskland. Men Burfeind blev sporet til Niebøl, nær grænsen. Her blev han anholdt den 16. maj. Han var i færd med at pakke vasketøjet.
Naujock
Naujock levede en tid hos sin familie i en forstad til Hamborg. Han meldte sig dog til de britiske myndigheder. I 1946 blev han udleveret til Danmark og retsforfulgt. Burfeind blev i 1949 dømt 8 års fængsel. Ved Landsretten i 1950 blev der lagt yderligere to år til. Det kom frem, at han havde beordret mordet på en ung jernbanesabotør. Tre år efter blev han dog benådet.
Gestapo – chefer slap med fængsel
De danske Gestapo – folk fra Staldgården Brinkman, Kristensen, Rasmussen og Riis blev dømt til døden. Bollerup fik livsvarig fængsel. At de tyske Gestapo – chefer på Staldgården,
som havde givet ordre til utallige mord og til tortur, ikke blev dømt til døden, virker besynderligt.
Briterne modtaget af borgmesteren
Da briterne kom til byen, stod borgmester Juhl ved bygrænsen og bød de britiske tropper velkommen. Samtidig inviterede han dem til modtagelse på Rådhuset. Men de blev de kun en times tid inden det gik længere nord på. Enkelte blev dog tilbage.
Et særsyn mødte i de kommende dage koldingenserne. Tyske og britiske soldater besøgte myndighederne samtidig. Englænderne var frejdige og smilende, talte med alle og delte cigaretter
ud til højre og venstre – også til tyskerne. Briterne blev i Kolding frem til november 1947. Man havde indrettet en ferielejr for de britiske tropper i en tidligere tysk forlægning. I perioden menes det, at cirka 20.000 britiske soldater at have opholdt sig her.
Mange blev arresteret af modstandsbevægelsen
Straks efter befrielsen begyndte modstandsfolkene at arrestere folk i byen. Inden den 7. maj ved middagstid, var 60 mand arresteret. Ja i løbet af den første uge var 400 arresteret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16.11. 2021
April 25, 2011
Kristian Kold omdannede stedet til et vækkelsessted. Knud friede tre gange til Gyde. Hør om familien Knudsen og Lorentzen. Og så var det Brorson og stormfloden. En stor borg lå ved Randerup. Omfattende skibstrafik foregik fra Ballum til Holland og England. Der var færgefart til Rømø, og en kæmpe havn var planlagt. Vi skal høre om diverse sagn fra området. Og så blev halvdelen af en kirkesogn opslugt af havet. Ni forskellige Ballum’ er har vi optalt.
Mange Ballum’ er
Det var hårdt dengang, da vi cyklede fra Tønder til Rømø. Men da vi så drejede ved Hjerpsted følte vi, at vi ikke kom videre. Alle byer hed Ballum. Og så vidt vi ved, så hedder Danmarks
længste landsby, Barsmark og ligger på Løjt Land, og ligger nørdøst for Aabenraa. Men kære læsere, velkommen meget vest på i Ballum.
Og for at denne artikel ikke bliver for lang, henviser vi i slutningen af artiklen til andre artikler, hvor du kan sætte dig nærmere ind i de emner, vi nævner.
Balladen om Carl Henning
Kan du huske, Jesper Klein i den fantastiske film, Balladen om Carl Henning. Den foregik netop i Ballum. Her tror jeg mange københavnere fik et chok, da de så, hvordan livet i marsken foregik.
Ballum betyder forhøjning
Navnet Ballum, er afledt af forhøjning. Her ligger flere gårde. Mod øst ligger For-Ballum. Det var her en af højskolebevægelsens fædre Kristian Kold var huslærer i 1838.
Vi har også Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører igennem Vesterende – Ballum. Det er her kirken og et fredet tinghus fra 1788 ligger. Dette hus er siden brugt som skole og missionshus. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere var færgeoverfart til Havneby på Rømø. Ja så er der også Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum. Ja og så glemte vi Østernde – Ballum, Harknag – Ballum og Mølby – Ballum.
En god forbindelse
Tænk, der er syv, otte, ni små Ballum’ er. Og A.P. Møller – fonden bevilligede for en del år siden 20 millioner kroner til sognet. Og hvorfor nu det? Jo, Mærsk Mc – Kinney Møllers oldemor, Kiersten Pedersdatter Mærsk er født i Ballum. Det er fra hende ordet Mærsk stammer. Det betyder ganske enkelt Marsk.
Vi har i tidligere artikler henvist til, at den berømte Knudsen – familie på Trøjborg og den lige så berømte købmands-familie Olufsen i Tønder har slægtskab med Mærsk. Det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang, at A.P. Møller – fonden støtter sognet.
Nu vil borgerne i Ballum opkalde en vej efter skibsredderen og udnævne skibsredderen til æresborger. De vil invitere ham til sønderjysk kaffebord og andagt i kirken. Om de så nåede det inden hans død vides ikke.
Der har boet folk i mange år
Der har boet mennesker i området i meget lang tid. Det vidner jernalderbopladsen Drengsted om. Her har eksisteret en landsby fra slutningen af 300 tallet til engang i 500 tallet. Landsbyen har bestået af 11 til 14 gårde. Man har kunnet påvise rug som vinterafgrøde.
Hvad betyder Mjolden
Hvis du vil kigge på huse, er Ballum Vesterende nok smukkest. Her er masser af idyl især omkring Ballum Kirke.
Her ligger landsbyen Mjolden på grænsen mellem gest og marsk. Og hvad betyder navnet. Der er to udlægninger:
Ballum Kirke
Ballum Kirke ligger i Ballum Vesternde. Det er en usædvanlig stor kirke. Den store kirkegård er hegnet ind af kampsten.
Tårnet er på 31 meter. Kirken er opført i 1100 tallet. I 1216 fik Ribebispen bekræftelse på henlæggelse af indtægten af kirkerne i Tønder og Ballum til to nyoprettede præbender . Ved reformationen kom kirken under kongen. I 1661 erhvervede Hans Schack patronats-retten . Kirken hørte derefter under grevskabet Schackenborg, indtil den overgik til selveje den 1. oktober 1931.
Under svenskekrigene i 1600 – tallet led kirken meget. I et bønskrift til kongen i 1654 bad man om hjælp til istandsættelsen. Svenskerne havde brugt kirken som forsvarssted. I tårnet havde man anbragt kanoner.
Våbenhus brugt som skole
I kirken findes kalkmalerier fra omkring 1250. Alterbordet er fra middelalderen. Alteret er viet til Sankt Nikolaus og Jomfru Maria. Prædikestolen er fra år 1600. Stoleværket blev fornyet i 1738 og i 1824 blev det malet blå. I 1703 og 1705 kaldes våbenhuset henholdsvis for søndre skrifte – og våbenhus. Men sandsynligvis var det allerede på daværende tidspunkt allerede
indrettet som skole for hele sognet. Siden 1921 har Ballum og Skast haft fælles præst.
Halvdelen af sognet opslugt af havet
Hjerpsted Kirke er formentlig den ældste kirke på vester-egnen. Den er opført i 1130erne. Omkring 40 år efter reformationen henlagdes sognet fra Ribe Stift til Slesvig Stift. Først efter Genforeningen kom sognet igen under Ribe Stift.
Kirken ligger på Hjerpsted bakkeø. Øen Jordsand, 8 kilometer ude i Vadehavet var sognets vestligste grænse. Bemærkelsesværdig er det, at over halvdelen af sognet efterhånden er opslugt af havet.
Hvad betyder Hjerpsted?
Nogle siger, at det var friserne, der opførte kirken, eller at de i det mindste besøgte stedet. En anden overlevering fortæller, at det var to skibrudne, der var initiativtagere. Et sagn fortæller, at de to skibrudne om morgenen fandt to køer liggende på stedet. Derfor blev kirken bygget på det sted ( Her på stedet). Det skulle være forklaringen på navnet.
Hjerpsted er lig med ”her på stedet”. Og som sædvanlig er de lærde uenige om navnet. Ordet Hjarp har betydningen ujævnhed eller høj. Derfor siger man her, at Hjerpsted betyder højen med ujævnheden.
Alterbordet i kirken er fra 1622. Døbefonten er af granit og dåbsfadet er fra 1650. Prædikestolen er fra 1580 og fremstillet i Løgumkloster.
Randerup Kirke
Midt i Ballum Sogn ligger Randerup. Kirken er fra middelalderen – omkring år 1200. Altertavlen er fra 1651. Alterkalken er fra 1763. Døbefonten er lige så gammel som kirken. Krucifikset
er højgotisk fra første fjerdedel af 1300 tallet. Og prædikestolen er fra 1600 – årene.
Fra 1579 lå kirken under Trøjborg. I 1921 blev Randerup lagt sammen med Mjolden til et pastorat. Præsteindberetningen fra 1767 omtaler talrige stormfloder, der skabte skader på kirkens inventar.
Brorson og stormfloden
Det var her i præstegården, at Hans Adolph Brorson blev født. Dengang lå præstegården øst for kirken. Både far og farfar var præst i kirken. Da Hans Adolphs farfar var præst, oplevede han Den anden store Menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken 12 om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Denne begivenhed talte man ofte om i hjemmet. Det gjorde man især når det blæste op til storm.
Hjemmet i Randerup var ikke specielt rigt. Faderen og den senere stedfar satte sig i gæld for at sikre deres sønner en god uddannelse. Faderen døde, da Hans Adolph var 10 år gammel. Faderen havde samlet børnene ved hans dødsleje, og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de troede på Gud skulle det hele nok gå.
Hans moder giftede sig med huslæreren, Oluf Holbæk, der blev udnævnt som præst i kirken. Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at vælte omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han
iskold. Først efter to dage kunne familien vende tilbage til præstegården. Oluf Holbæk døde et par måneder efter som følge af strabadserne.
Mjolden Kirke
Mjolden Kirke lå under Trøjborg, som havde kaldsretten. Ifølge sagnet så havde tre byer i sognet måtte strides om placeringen af kirken. Man enedes om, at placere kirken, der hvor et par sammenkoblede kræ lagde sig. I 1838 omtales kirken som selvejende. Den polske hjælpehærs hærgen omtales i regnskaberne for 1661. Kirkegårdsmuren har været ødelagt af stormfloden.
Skast Kirke
Hvis man kommer ad vejen fra Husum – Ballum og kører mod syd af Højervej, vil man i løbet af en kilometers penge komme til Skast. Her ligger ikke noget, der minder om en kirke. Men kommer man fra syd eller øst, er det ingen tvivl. Beskyttet mod vandet ligger kirken på en forhøjning.
Skast Kirkes historie går tilbage fra før 1300. Måske er kirken fra 1250, skibet er dog yngre. Sin kirkelige selvstændighed mistede kirken i 1912, da Ballum – præsten nu skulle betjene kirken.
Alterbordet er fra 1610. Altertavlen er gotisk og fra første halvdel af 1400 – tallet. Alterkalken er fra tre forskellige tidsaldre. Den ældste del er foden , der stammer fra år 1500. Skafteleddet er fra omkring år 1600 og bægeret er fra 1851. Det store korsbue-krucifiks er fra slutningen af 1400 tallet. Det er over 1,2 meter høj.
Sagnet om Marie
I Danske Atlas anføres et sagn, hvorefter kirken tidligere skulle have heddet Mariæ Kirke, fordi den var indviet til jomfru Maria, eller fordi den i 1409 skulle være bygget af en vis Fru Marie. Ifølge en version af dette sagn skulle kirken være opført på en herregård på Bovnsmark nordvest for Skast, fordi hun vilde vise Fruen i Ballum, at hun havde råd til at have en Kirke selv.
Sagnet om Sorgagrene
Både Karen Blixen og Poul La Cour er blevet inspireret af et sagn, der fortæller om en mors hengivenhed for hendes søn. I Sprogforeningens Almanak
fra 1909 fortæller Kr. Jensen fra Ballum sognet på følgende måde:
Sagnet findes i to andre versioner (se artiklen Det Vestlige Sønderjylland). Men konen blev begravet på kirkegården i Ballum. Stenen, som rejstes til minde om hende, er endnu bevaret. Seglet ses tydelig på stenen, mens indskriften er blevet ulæselig.
Den ager og nogle tilstødende agre, hvor enken efter dagens strenge arbejde sank død om, kaldes endnu den dag i dag “æ Sørreavver” – Sorgagrene.
Enken gik i døden i bevidstheden om, at hendes arbejde ikke havde været forgæves. Kongen gav sønnen livet tilbage.
Hjælp fra hollænderne
Schackenborgs økonomi afhang meget af fæstebønderne. Af disse var der cirka 60 stykker i Møgeltønder Sogn. Det var et særlig retsområde, et såkaldt birk, under godset. Hertil kom 30 gårde i andre marsk – sogne. I en kontrakt fra 1417 står der faktisk, at der kommer fæsteafgifter,
Dette viser, at man allerede i det andet årti af 1400 – tallet var i fuld gang var med til at indvinde nyt land ved vestkysten. Man havde derfor indkaldt specialister fra Holland. Dette resulterede i fire marskgårde, der lå i Ballum Marsk, indtil den store stormflod i 1634 skyllede dem bort.
Et navneskifte – med følger
En af dem, der boede på en af disse gårde hed Anders Nielsen. Han skiftede navn til Mærsk. Det var et navn, der også blev kommende generationers og blandt andet vores største skibsredder.
På egnen boede en befragter, Peter Møller. Han levede af at sejle fra Rømø til Ballum. Han faldt for den søde pige, Karen fra familien Mærsk og oldemor til skibsredderen.
En stor havn var i vente
I dag kunne Ballum have haft en stor havn. Det dybe smalle farvand ud foran stedet bød på de bedste betingelser. De store skibe kunne ikke gå helt ind til Ribe. De fandt en velegnet ankerplads syd for Rømø. Deres last blev så hentet af mindre skibe.
Blandt flere planer om et haveanlæg i nærheden af Lister Dyb, forelå et projekt fra Christian den Fjerdes hånd til en befæstet handelsplads i nærheden af Ballum tæt ved Brede Å’s
munding. Kongen havde endog i 1643 bestilt tømmer i Norge til den nødvendige dige-bygning ved havneanlægget.
Den 22.11 skrev kongen til Rigsraadet om Ballum
En havn og en kanal
Ballum lå imidlertid i en kongerigsk enklave, hvis nordgrænse mod Slesvig gik ved Brede Å’s munding. Det var både tale om at anlægge byen på dansk grund og i hertugdømmet. Åmundingen var udset til at være stedet for den nye havn. Kongen ville desuden grave en dyb skibskanal fra den nye havn til Aabenraa Havn. Kanalen skulle have den imponerende dybde af 11 fod.
Et lettet Tønder
Men Torstensson – fejden satte en stopper for projektet. Da kongen døde i 1648 blev Ballum – projektet skrinlagt.
Senere opstod der lignende tanker i Rudbøl, med en kanal herfra til Flensborg. I Tønder åndende man lettet op, fordi hvis en af projekterne var blevet gennemført, havde det betydet dødsstødet for Tønder.
Havde munkene både?
Historisk er det påvist, at Brede Å eller Breckwoldt tidligere har været sejlbar. I et dokument fra 1257 erklærer Kristoffer den Første, at når munkene fra Løgumkloster sejlede med deres skibe ind til Aabenraa eller et andet sted skulle dette være toldfrit.
Men om munkene har bedrevet sejlads også til den anden side mod Vadehavet via Ballum er ikke blevet påvist.
Kalk ved Ballum
Langs vestkysten blev der fremstillet salt og af muslingeskaller udvandt man en murkalk, som kaldtes skælkalk. Denne kalk havde en udmærket bindeevne. Denne kalkbrænding omtales i Løgum Kloster i 1298. Her tillades klosteret muslingeindsamling i Ballum Marsk.
Præsteindberetninger til Ribe Stift omtaler kalkbrændinger i nærheden af Ballum. Der omtales også et Kalklager i Ballum Sogn.
Kreatureksport fra Ballum til Holland
Glemt i historien er også den omfattende sejlads der var i kystegnen mellem Ballum og Højer. Det var studeeksporten i 1500 og 1600 tallet til Holland. Hele 94 skibe var i fast fart til Holland. Hvert skib kunne laste 50 – 60 stude.
Disse fladbundede skibe sejlede rundt i Vadehavet, men også Nordatlanten, Hamborg og Norge var hyppige mål for disse skibe.
Ifølge List Strømtold 1642 – 43 var der i Ballum 7 hjemmehørende skibe på i alt 155 læster.
Søfolk prægede kulturlivet
Søfarten lokkede mange unge på søen. Således gengiver kirkebogen i Emmerlev, at 195 søfolk fra sognet døde i udlandet i tidsrummet 1721 – 59. Tjenesten i udlandet gav nye impulser til sognene herude ved vestkysten.
I Ballum vurderede sognets præst Fr. Blechingberg i 1754, at de mange, som tjente i Holland, lærte en fri lavemåde, som de tog med sig hjem. Det sønderjyske sprog blev blandet med hollandske ord. Og unge søfolk fra Ballum fik råd til at bygge sig et solidt hus.
Smugleri ved Ballum
Ud – og indsmugling af varer ved den sønderjyske vestkyst var mere reglen end undtagelsen. En klage fra Rådmand Simonsen i Ribe 1808 beskriver forholdene:
Smuglerierne foregik mange steder. Ved det ret afsides beliggende Ballum fandt regeringen det således nødvendigt at ansætte en kontrollør i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter at han var ankommet, blev der fortoldet over 1.000 Mark mere end året før.
Kreatureksport fra Ballum til England
Tanken om en havn ved Ballum opstod igen omkring 1850. Her var der midlertidig dampskibsforbindelse til London og Lowestoft lidt syd for Great Yarmouth. Fra Ballum medførte dampskibene kreaturer, heste og undertiden ganske få passagerer. Posten til England gik også i en kort periode over Ballum.
I 1851 blev det af det danske Finansministerium truffet overenskomst med det engelske rederi Nothern Steam Packet Company om oprettelse af en ugentlig dampskibsfart mellem Ballum
– Hjerting og Lowestoft. Turene begyndte den 2. april til slutningen af juni.
Eksporten af kvæg gik til at begynde med regelmæssig. Men i slutningen af juli indtraf forskellige uregelmæssigheder. Nu overtog den nybyggede damper Jylland udførslen direkte fra Hjerting. Men allerede i maj 1850 afsejlede dampskibet Burgemeester Huidekoper fra Ballum til London med 150 stk. kreaturer.
Opankret ved Rømø
Hvis skibene var for dybtgående, ankrede de først op ud for Havneby på Rømø, og lodsede en del. Derefter tog man videre til Ballum. Ved byggearbejdet med sluse, dige og Brede Å, lagde de store tremastede jernskonnerter til ved Rømø Dybs stejle kant, hvorefter man lagde skinner ud, og lodsede pr. tipvogn.
Jernbane til Ballum
En af datidens berømte jernbane-byggere, Sir Samuel Peto foreslog at banen fra Flensborg skulle lægges over Ballum, hvor der skulle anlægges en havn. Derfra skulle jernbanen føres videre til Århus, Viborg, Ålborg og Frederikshavn.
Den svorne vej
Fra vejen mellem Hjemsted og Rømø – dæmningen fører en vej ved navn Den svorne vej mod syd. Ifølge sagnet har den fået navnet, fordi Midthusum lå i strid med Skærbæk om ejendomsretten til vejen. Sagen havnede i retten. Dommeren bestemte, at borgerne fra Midthusum skulle stå på vejen og sværge på, at de stod på vejen.
De fyldte lidt jord fra deres marker i deres støvler, og mente så, at de med sindsro kunne aflægge eden. Det hjalp. De fik tilkendt vejen. Men ak, de kom alle ulykkelig af dage. Kigger man godt efter, kan man se, at de går igen på vejen ved nattetid. Kun en mand, der ikke sværgede falsk, skulle have reddet livet.
Markmandens Hus
På Ballummarskens enge syd for Rømø – dæmningen ses nogle forhøjninger i landskabet. De er anlagt i middelalderen og er såkaldte værfter, hvor gårdene lå. Et lavt sommerdige
skulle beskytte mod sommerens mindre stormfloder.
Alligevel blev Misthusum hårdt ramt af stormfloder. I 1814 forlod den sidste familie området. Vi har tidligere i artiklen beskrevet dette. Tilbage er kun resterne af sommerdiget og de 8 værfter. På et af disse byggede man Markmandens hus. Det var her hyrden opholdt sig.
De to møller
Lige syd for dette sted byggede man i 1836 to møller, der kunne trække vand op fra åen for at skaffe vand til kreaturerne. Vandet blev via grøfter ledt ud til det meste af engene. Sådan fungerede det helt til 1960erne.
Endelig et beskyttende dige
Ballummarsken er beskyttet af et havdige. Sammen med Ballum Sluse og Slusekro er det opført af russiske og franske krigsfangere i 1914 – 1919. Samtidig med det blev Brede Å`s udløb og dermed færgestedet til Kongsmark på Rømø flyttet fra nord for den nuværende Rømø – dæmning til slusen. Byggeriet blev forsinket af første verdenskrig. Allerede i 1890erne diskuterede man, at inddige Ballummarsken, med lodsejerne kunne ikke blive enige.
Slusekroen
Slusekroen fungerede også som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen. Kroen var færdigbygget i 1915. Og det er her folk fra hele landet valfarter til for at høre dansktop – musik. Ja sådan var det engang.
Færgefarten Rømø – Ballum
Overfarten fra Rømø blev efter Genforeningen klaret i en åben båd. Det var dog en kompliceret affære. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne, og passagerne måtte køres ud til færgebåden i det lavvandede område ved Bådsbøl – Ballum. Denne tur kunne godt være flere kilometer.
Fra 1. september 1923 kom en færgeforbindelse i stand fra Ballum Sluse ved det nye udløb af Brede Å. Nu sejlede man med motorbåd og kunne gå direkte ind i anløbsstederne.
Æ Markmandssti
Når man kører ad Kystvejen nordpå og passerer Brede Å, er der på højre side de to tidligere omtalte møller. Det var dem, man brugte til at afvande områderne med. Du kan kun se dem om sommeren. Om vinteren bliver de pakket sammen og overvintrer i det lille møllemuseum, der er lavet ved siden af.
Læg lige mærke til de tre bænke, som ligger bag højen, hvor møllehuset ligger. De er lavet af en egestamme på 13 meter, som er fundet i nærheden. De menes at være 2.400 år gamle.
Lige ved siden af dette minimuseum løber Æ Markmandssti. Det er en afmærket vandre – og cykelrute på 6,5 km. Den går fra Hjemstedsvej over Husum Enge ud til Misthusmhus (Markmandshuset). Turen går videre til landsbyen Mjolden. Man passerer også den allerede omtalte den svorne vej.
Den store borg ved Randerup
Det er ikke mange, der ved, at der i Randerup har ligget en stor borg. Op toppen af en bakke lige overfor den nuværende Brink Møllegård lå der i middelalderen en stor borg her, som tilhørte bispen i Ribe. Intet er tilbage. Det vil sige – en gang imellem bliver der pløjet teglstensbrokker frem fra jorden, stammende fra borgen.
Borgen blev første gang nævnt i 1379, hvor fogeden på Brink, bevidnede, at Trøjborgs ridder, Henneke Limbæk (Limbek) skyldte Løgumkloster penge.
Allerede i 1200 tallet ejede bispesædet et omfattende gods i Ballum Sogn og i de nærliggende sogne, herunder Trøjborg og Møgeltønderhus. Om bispeborgen i Ballum var opført på daværende tidspunkt, vides ikke.
Vi ved dog præcis, hvornår borgen holdt op med at eksistere. Det var i 1562. Da overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege gården til Ribes lensmand. Derefter forpagtede 48 bønder i Ballum jorden og bygningerne blev revet ned.
Af regnskaber fra midt i 1300 tallet kan vi finde frem til, at der var 24 ansatte på borgen:
Dertil kommer fogeden og hans familie, samt familie til de ansatte, der også boede på borgen. Måske har det været 40 – 50 personer i det hele.
Påtale af Brorson
Nedarvede tanker og skikke i Ballum var ikke altid forenelig med kirkens skikke. Det drejede sig for eksempel om begreber som Julestuer og Fastelavnsløben. Hans Adolph Brorson aflagde derfor i 1750 visitas i Ballum. Han havde hørt, at der i sognet havde holdt ilde Hus med fastelavn. Jeg
Sådan noterede han det i sin visitationsberetning.
Familien Lorentzen
Skal man tale om Ballum – dengang, så må man nævne familien Lorentzen.
Hans Lorenzen kom til Ballum Sogn i 1884 som anden-lærer ved Bådsbøl Skole. Fra 1890 – 1909 var han førstelærer. Men han blev fyret på grund af sit danske sindelag. Han var skam også næstformand for Den Nordslesvigske Afholdsforening og meget mere.
Hansigne Lorentzen var datter af førstelærer Jens Andersen Jensen. Hun blev gift med Hans Lorenzen i 1890. I ægteskabet kom der fem børn. Hansigne blev forfatterinde. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange. Hun forsøgte at genoplive De Tønderske Kniplinger. Hun modtog inden hendes død i 1952 den kongelige belønnings medalje i guld med krone for hendes arbejde.
Datteren, Cathrine Lorentzen fortsatte moderens arbejde. I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade i Tønder. Efter krigen i 1945 blev de flyttet til Lorenzens gård i Ballum.
Hun var rig – og så godt ud
Et kærlighedsforhold i Ballum fik stor betydning for egnen. Ja, det startede sådan set med at Maren og Chresten Knudsen tog til Ribe. De blev værtshusholdere. Men Chresten fortsatte sit arbejde med at være kreaturhandler.
Deres ældste søn, Knud Lausten Knudsen fortsatte i faderens fodspor. På Hans Ocksens i Forballum mødet han Gyde Ocksen. Hun var ikke alene rig, men hun så også godt ud. Hun havde mange bejlere på egnen.
Tre afslag
Knud friede til hende hele tre gange, men ak Gydes far kunne ikke lide Knud. Gyde fortrød dog hendes tredje afslag og sendte karlen ud efter Knud og nåede ham ved Brede Å. Gyde
arvede ikke mindre end seks gårde. Og på egnen mente man også, at hun fik en tønde guld på 100.000 rigsdaler.
Kristian Kold i Ballum
Knuds yngre bror kom til Forballum og arbejde under sin bror. Han fik et værelse i karlekammeret. Han var interesseret i Kristian Kolds tanker. Og denne Kristian Kold blev huslærer for Gyde og Knuds børn. Men også naboens (Niels Andersen Hansen) børn deltog i undervisningen.
Ikke alle var begejstret for Kristian Kolds tanker. Myndighederne påbød ham, at han skulle undervise i Balles lærerbog. Men Kold afviste udenadslære.
Et vækkelsessted
Det endte med, at Forballum blev et åndeligt centrum for Vestslesvig. Egnens unge samledes til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale kristne vækkelse foregik her i Ballum
til stor fortrydelse for den almindelige opfattelse af kristendommen.
Far til en stor forfatter
På et tidspunkt blev Knudsen og Kold sure på hinanden og Kold flyttede ind hos naboen. En slags aftenskole blev etableret. Kold fortsatte undervisningen hos Knud og Gyde, da de overtog Trøjborg i 1851. Knudsen blev en af danskhedens fortalere.
Og Kold fik hjælp af Knud og Gydes søn, Jens Lassen Knudsen. Og denne var far til denne berømte forfatter, Jacob Knudsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere:
Om Brorson, Kirke, og åndsliv –
Redigeret 16. – 11. 2021
April 25, 2011
Vi er uden for Sønderjylland. Hør om de syv mænd, der var de eneste, der overlevede en stormflod. Det siges, at der har været tre kirkesogne på den lille ø. På Korresand skulle have ligget en by. Beboerne købte selv øen i 1741. Der var ingen tudser, mus eller padder – dengang. Kvinderne byggede diget. Og så har der været rensdyr på øen – godt nok for 10.000 år siden.
Uden for Sønderjylland
Vi er nu ikke mere i Sønderjylland. I 1970 blev Mandø optaget i Ribe Kommune og blev dermed fra 2007 en del af Esbjerg Kommune. Mandø har altid tilhørt Danmark. Fra 1864 til 1920 gik statsgrænsen mellem Mandø og Rømø.
To veje til Mandø
Øen ligger mellem Fanø og Rømø. Her er klitrækker på op til 12 meter. Arealet er på 7 – 8 km2 . Mod vest ligger Mandø By i klitterne. Det er det eneste område på øen som ikke er inddiget.
Ved stormfloden i 1981 brød havet gennem digerne. Hele øen undtagen byen og klitterne blev oversvømmet. Men i 1999 var det lige før, at vandet var gået over klitterne og ind i Mandø By.
Skal man til Mandø kan man komme ad Låsningsvejen. Den blev anlagt i 1977. Det er en grusvej, der ligger ca. ½ meter over højvande. Under normale tilstande kan man køre af denne. Men som tidligere nævnt er naturen ikke normalt i Vadehavet. Inden denne vej blev anlagt, foregik turen over havbunden ad Ebbevejen.
Rensdyr på Mandø
Afstanden fra Vester Vedsted til Mandø By er 11 kilometer. Man kører seks kilometer gennem Vadehavet.
Fra øens højeste klit er der udsigt til Danmarks største ørken, højsandet Koresand. Den er gennemskåret af prieler på kryds og tværs. Mod syd ses Rømø. Og mod nordvest Fanø.
Fra øen kan man se musling – og sælbanker. Det er en fantastisk naturoplevelse herover. På kirkens syd-væg kan ses rensdyrtakker. De er fundet i havet vest for Mandø og menes, at være 10.000 år gamle.
Har Fanø og Mandø været sammenhængende?
Historiske kilder beretter i 1312 om, at Fanø og Mandø har været sammenhængende. Adskillelsen skulle først have fundet sted i 1396. Denne påstand gengives i Pontoppidans Danske Atlas. Men ifølge Kong Valdemars Jordebog er denne påstand ukorrekt.
Måske har man i ældre tid kunne vade fra Mandø til Fanø?
Ribes naturlige forstrand
Mandø blev nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Øen omtales her som Mannø Hus. I 1292 var øen sat til 16 mark skat. Samme år omtales Mandø i Erik Menveds Kongelige Frihedsbrev, hvor Mandø strand nævnes under Ribes naturlige forstrand. Frihedsbrevet gav således ripenserne eneret på sejlads mellem Mandø og List.
I Ribes Oldemoder (Ribe Domkirkes gamle protokol) anføres fra 1340, hvor stor afgift Mandø årligt skulle svare provsten. Og det er anført at det var Manø 4 solidi. Det var samme afgift som Rødding og Skarve betalte.
Øen har været beboet siden middelalderen. Og skal man tro en gammel folkevise, så betrådte Dronning Dagmar Danmark for første gang i 1205, og det var på Mandø.
Sagnet om de syv mænd
Muligvis i 1532 hærgedes øen af en voldsom stormflod, der delte øen i to. Gammel Mandø og Ny Mandø er igen vokset sammen. Ja i sin oprindelige form var Mandø flere små øer. Sagnet fortæller, at kun syv mand, som tilfældigvis arbejdede med høet inde i Mandøs hø-lade overlevede. De 7 mænd fandt i Ho og på Fanø deres nye koner og flyttede kort tid efter tilbage til Mandø og genopbyggede øen. Sagnet fortæller videre, at det er deraf øens navn er opstået.
Man betalte skat allerede i 1537
I Riberhus Lens-regnskaber 1537 – 38 nævnes 10 mand på Mandø, der betaler Schap Fisch wan Mandøm hver 100 hvilling som vederlag får fåregræsning. Endvidere nævnes 6 mænd, der hver yder 1.000 fisk samt tilsammen 24 torsk som Kongens indtægt af fiskeriet på øen, sandtollind wan Mandø.
Kirken blev ødelagt
I 1558 blev Mandø atter en gang ramt af stormflod, hvor vandet brød gennem digerne. Vandmasserne ødelagde blandt andet kirken. Hoved-hvervet var fiskeri, men en del landbrug var der også i slutningen af 1600 – tallet. Der var registreret 10 gårdmænd .
I 1652 angives øens størrelse som 4 km lang og 2,5 km bred. På øen skulle der bo på 130 beboere.
Præsten Niels Warde
Midt i 1600 tallet var der en præst på Mandø, der hed Niels Warde. Om ham sagde man:
Toldvæsnet holdt øje med øen
I 1600 tallet boede der 20 – 25 mennesker på øen. Toldvæsnet havde fået kendskab til en del ulovlig handel på øen. I 1683 boede var indbyggertallet 130. desuden var der 17 heste, 15 kreaturer og 50 får.
600 meter mellem de to øer
Disse tal, der nævnes er med et vist forbehold. En fortegnelse fra 1695 beretter om 23 huse og en kirke på Mandø. Jens Sørensen, der den 8. oktober 1695 ankom til øren for at opmåle den, berettede om, at der ingen voksne var hjemme på øen, da de ankom. De var alle ude at fiske.
Jens Sørensens efterfølgende kort er faktisk interessant. Den viser nemlig en afstand på de to øer Gammel Mandø og Ny Mandø på cirka 600 meter. I en af indberetningerne fra præster
fra den tid hedder det sig:
Søfart en vigtig indtægtskilde
Søfart blev den største indtægtskilde i 1700 tallet. Øen fik dog aldrig sin egen flåde. Man måtte søge arbejde på naboøerne. Dengang var det muligt af få arbejde som matros, kaptajn eller styrmand. Landbruget blev som på andre vadehavs – øer overladt til kvinderne.
Den tredje kirke
I 1727 fik Ny Mandø sin tredje kirke. Nu havde man fået sin egen præst, en skolelærer og om vinteren egen læge. Men allerede i 1340 var Mandø Kirke at finde i en fortegnelse. Kirken på Gammel Mandø forsvandt fuldstændig efter stormfloden i 1570.
Var der tre kirkesogne?
Det siges, at der har været hele tre kirkesogne på Mandø. På Korresand skulle der have ligget en by, der hed Corre By (Korre By). Og nu fire mil mod vest skulle, der have ligget en by, der hed Knok.
Skulle betale præstens løn
Øen blev i 1741 købt af beboerne af Christian den Sjette for 864 rigsdaler. I 1787 boede der 162 indbyggere på øen. Man var nu selv forpligtet til at betale præstens løn. Men så fik man til gengæld rettigheder til jagt – og strandingsgods.
Præsten var enelærer
I 1776 fik øen sin første skole med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelære. Og det var fornemt i 1884, for da blev skolen udvidet med en skolebygning mere. Og året efter fik præsten assistance af en vinterlærerinde.
Ingen tudser, mus eller padder
Øboerne fangede også fugle som vildænder og vildgæs, som de selv spiste sammen med kål. På øen var der dengang hverken muldvarpe, tudser, padder eller mus.
De fattige fik intet af sognet. Skoleholderen fik i begyndelsen fri kost og logi hos de forældre, som havde børn gående i skolen. Desuden fik han 6 Rd. I årlig løn.
Møllen på Mandø
I 1820erne fik Mandø sin første mølle. Indtil da blev kornet kørt til fastlandet og malet i Skallebæk Mølle nær Seem. Det var meget besværligt. Og møllen var en såkaldt stubmølle, som var vanskelig at håndtere. Allerede 10 år efter blev den nuværende mølle, en såkaldt hollandsk mølle opført.
I 1889 blev en 12 – årig dreng ramt af møllevingen og døde.
Møllen fungerede helt til anden verdenskrig. Møllen gennemgik en restaurering i efteråret 2008.
Kvinderne byggede diget
Omkring 1870erne blev det bedre at dyrke jorden. Klitterne tilplantede man med hjelmgræs for at sikre sig mod sandflugt. Posten kom to gange om ugen. Fire år senere kom der en daglig
postforbindelse. I 1887 byggede man et mere stabilt by-dige. Dette dige har været gennembrudt flere gange, bl.a. ved stormfloderne i 1911 og 1923.
Men allerede tidligere byggede kvinderne et sommerdige. Materialet til dette dige fandt man på stranden. Kvinderne hentede materialet i deres store Mandø – forklæder. Dette dige-arbejde foregik hovedsageligt om foråret og sommeren, når mændene var på søen.
I 1892 var der 262 indbyggere
Forskellige håndværkere havde etableret sig. Og en købmand var der også kommet. I 1890 boede der 262 personer på øen. 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Her var sandelig også en bager og en kromand.
I 1897 blev mejeriet indviet. Produktionen bestod af mælken fra øens godt 100 malkekøer, fordelt på 35 andelshavere. I 1899 kunne en ny skole indvies med to klasseværelser og en bolig til anden-læreren blev bygget.
Skolen blev udvidet
Udviklingen i søfarten skete hurtig. Man var gået over til damp, og det var sværere at få arbejde. Fra 1890 til 1911 faldt indbyggerantallet med 100 personer. I 1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. I 1946 fratrådte præsten som lærer. En førstelærer og en lærerinde blev ansat. Men i 1964 var det atter præsten, der underviste.
Børnene skulle til fastlandet, for at fortsætte skolegangen efter 7. klasse. Mejeriet lukkede i 1970. Det betød en stagnation i landbruget. Og i 1977 var der kun 16 elever tilbage i skolen.
Mandø under vand
Stormfloden i 1981 ødelagde både hav – og by-diget. Næsten hele Mandø stod under vand. 200 får og 18 kreaturer druknede. Diget blev forstærket, men siden opstod der huller i diget. Under orkanen og stormfloden i december 1999 var situationen meget kritisk.
Tragisk ulykke
En tragisk ulykke skete den 18. juni 2010. En turistvogn væltede i et hul mellem Mandø og Korresand. Tre blev dræbt og 36 blev såret.
Kun 46 tilbage
Tilbage på øen er vel i dag omkring 46 personer. Og der er kun et heltidslandbrug tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.-11. – 2021
April 25, 2011
En brandbil går op i røg. En brandbil tørner ind i et træ og en tredje vil ikke starte. En fjerde kan ikke komme ud af station, den glider tilbage. I Holbøl bliver der anskaffet et skrummel af en sprøjte, som to heste ikke engang kan trække. En gårdejer og en 71 årig kvinde brænder inde. Dyr må skydes inden de lider en smertefuld død. Brandmænd arresteres af tyskerne, da de vil slukke en brand. En grænsebom bliver udnævnt som bardisk ved hyggelig samvær.
Reddet menneskeliv
Det er noget mærkværdigt over de sønderjyske brandværn. De udgør noget særligt. De udgør både et kulturelt og socialt sammenhold. Traditioner går langt tilbage. Når alarmen går, forlader brandmændene deres familie og job uden hensyn til den fare, de udsætter sig selv for. Og det gør de uden løn. Ja som vi vil se her i historien, så har det også kostet at være med i det frivillige brandværn. Tænk hvor meget bohave og hvor mange menneskeliv, de egentlig har reddet gennem tidens løb.
Uddannelse
For at blive brandmand skal man have gennemført et 27 timers grundkursus. I slutningen af kurset er der nogle øvelser, der foregår i ruinbyen i Tinglev. Den sidste del af uddannelsen er en funktionsuddannelse, som strækker sig over tre måneder og ca. 130 timer. Mange brandmænd kommer også på brandskole i Farum. Og lynhurtig kan de stille med 10 brandbiler
og 60 mand. Det så vi dengang da præstegården i Bov brændte.
Politimesteren forsvarede de lokale brandværn
Dengang var der frivillige brandværn i
Og egentlig kan man takke politimester Ivar Møller for, at der stadig er mange brandværn i Bov Kommune. Han kom nemlig med et forslag som alle accepterede. Det vil sige i dag er Bov og Padborg gået sammen. En række forhandlinger foregik. Falck var også inde i varmen på et tidspunkt. Man fandt ud af at de frivillige værn var en ideel løsning for kommunen. I første omgang mente man, at et hoved-værn var nok. De andre værn skulle kun være hjælpeværn. Men det var ikke noget de forskellige værn og politimesteren brød sig om. Det ville betyde et langt højere beredskab for Bov – Padborg Frivillige Brandværn og hvad så med aflønningen.
Slukningsdistrikter
Første slukningsdistrikt skulle bestå af Bov – Padborg Frivillige Brandværn, sammen med Frøslev og Vejbæk. Andet slukningsdistrikt skulle bestå af Holbøl, Vilsbæk og Kollund. Holbøl
skulle være hoved-værn i dette distrikt.
Nye farer
Det var dog også en fare, at spore i 2010, da Beredskabskommissionen den 25. maj behandlede en nu organisation af brandberedskabet. Indstillingen lød således:
Frøslev Frivillige Brandværn
Lad os begynde med det ældste brandværn i kommunen. Frösleer Brandcorps blev grundlagt den 11. april 1886. Æ Sprøjthus lå i Frøslev by. Det blev senere flyttet til Familien Weber
på Vestergade. Man havde som så mange andre hestetrukne sprøjter. Men hestene måtte ved alarm først hentes ude på marken. Og så skete det ikke så sjældent, at man først kom frem, når det hele var overstået. Det hjalp, da man kunne spænde en traktor foran.
I 1921 holdt man den sidste generalforsamling på tysk. Fremover foregik den på dansk.
Til brand i Tyskland
I mange år havde værnet en Landrover med påhængssprøjte. Senere kunne man hente en mobilsprøjte i Holland. Den kunne medbringe 2.000 liter vand og 6 – 7 brandmænd. Fornyelig fik værnet to nye brandbiler. Og de fik deres ilddåb her i marts 2011 til en brand i en villa i Ellund syd for grænsen. De mødte op sammen med Bov – Padborg Frivillige Brandværn.
Fra tysk side deltog både Ellund og Hanved Freivillige Feuerwehr.
Samarbejde med Ellund
I næsten 25 år har værnet haft et tæt samarbejde omkring uddannelse, øvelser og socialt samvær med kollegaerne i Ellund. I begyndelsen var Ellund en del af Frøslev Frivillige Brandværns
slukningsområde. I 1890 fik denne by dog et selvstændigt værn.
I 1920 sluttede tilknytningen til Ellund meget brat. Først i 1980erne begyndte de to værn igen at nærme sig hinanden. De efterfølgende sammenkomster blev dog overvåget af told – og grænsepatruljer. Efter åbningen af grænsen kom det endelig gang i de fælles projekter.
Ny brandstation i Frøslev
I 2005 købte værnet noget jord i Frøslev. Medlemmerne opførte selv en station i Vestergade, som blev indviet i 2006. I dag er der cirka 18 aktive brandmænd i området.
Vilsbæk Frivillige brandværn
Vilsbæk Frivillige Brandværn blev oprettet i august 1928. Man råder i dag over 3 brandbiler og 18 aktive brandmænd. I 1981 opførte brandmændene selv en brandstation. Værnet er blevet kaldt Danmarks mest uheldige brandvæsen. Således gik der ild i brandkaptajnens villa, mens han var på indkøb. Resultatet var, at huset blev totalskadet.
Efter en brand på Kliplev Plejehjem var værnet på vej hjem, da man skulle lave en undvigemanøvre. Resultatet var, at brandbilen havnede i et træ. Resultatet var totalskade.
Padborg frivillige Brandværn
Kort før jul i 1925 blev der på Hotel Padborghus diskuteret oprettelse af et brandværn. Ja egentlig var dagsordenen fastsættelse af gadenavne. Et møde blev afholdt den 19. januar 1926. Her mødte 14 mand frem. Man besluttede at lave et samarbejde med brandvæsnet i Frøslev.
Festudvalg
Et udvalg blev nedsat med henblik på at etablere et brandvæsen i Padborg. Ja og hvordan skaffede man lige penge til det. Man nedsatte et festudvalg, der skulle arrangere en fest. Overskuddet af denne fest skulle danne grundlag for brandvæsnet i Padborg. Festen blev afholdt den 29. februar 1926.
Tiggergang
Man søgte også midler til indkøb af materialer ved at gå tiggergang hos forskellige firmaer. Papirhandler Bossen forærede det kommende brandvæsen 10 folieark og 10 konvolutter.
Det hele hjalp, således havde man i løbet af 1926 et overskud på 121,36 kr.
I 1927 blev der på generalforsamlingen vedtaget at anskaffe fire nye uniformer. Indkøb af en slangetromle blev også besluttet.
Brande i 1928
Ved generalforsamlingen i 1928 kunne
det berettes om 4 øvelser. Desuden havde værnet deltaget i fem brande:
Kontingent på 1 kr.
Motorsprøjten og andet grej blev flyttet til slagtermester Karings ejendom. Mod at betale kontingent på 1 kr. til brandfogeden kunne man fritages til møde op til øvelser. Ellers var enhver borger mellem 18 år og 60 år pligtig til at give møde. I 1929 blev det vedtaget, at DSB – ansatte ved Statsbanernes Maskinafdeling var fritaget for mødepligt.
Værnet var rykket ud til brande hos:
I løbet af 1928 var der bl.a. anskaffet 50 meter slange, to bluser, 2 hjelme, 1 stålrør og 1 lygte. Og så besluttede man, at anskaffe et nyt horn, der var kraftigere end den gamle. I 1940 havde værnet deltaget ved tre brande:
Man havde modtaget nyt materiel, fire bælter med økse, 75 meter slange, 1 håndsprøjte, 5 vandspande og 4 elektriske lommelamper.
Anerkendelse fra politimesteren
I 1942 var der udkald til 9 flyvervarsler. Økonomien havde det ikke så godt. Man måtte ud og inddrive kontingent. Men der var dog råd til at afgive en ordre til skrædderen i Bov til fremstilling af seks stk. nye trøjer. Den 26. maj modtog værnet en anerkendelse fra politimesteren i Gråsten for værnets hurtighed ved en tidligere afholdt øvelse.
Luftalarm nr. 100
Der havde været en ladebrand i Frøslev og enkelte af værnets medlemmer havde været tilkaldt til en brand i en transformer, der var blevet saboteret. Den 18. april 1944 blev værnet tilkaldt
til luftalarm nr. 100. Ved generalforsamlingen vedtog man, at anskaffe en påhængsvogn. Hans Nielsen lovede at stille en personvogn til rådighed i tilfælde af udrykning. Sogneråds – formand Mygind havde indkaldt til møde den 29. 11 . 1944. Efter politiets fratræden fungerede han samtidig som luftværnschef.
Egen brandstation
Sin egen brandstation fik Padborg Frivillige Brandværn først i 1961. Man fik også en ny brandbil. Det var en Chevolet årgang 1947 med frontpumpe og vandtank. I 1963 blev der berettet om 17 øvelser, 11 brande og en blindalarm.
Jubilæum
Sognerådet blev ansøgt om en ny motor til den gamle brandbil, og det blev vedtaget. I 1966 fejrede man værnets 40 års jubilæum. Der var udsendt hele 80 indbydelser, og festen blev afholdt på Hotel Padborghus med damer. Menuen kostede kun 15 kr. bestyrelsen. Fra sognerådet havde man fået et tilskud på 500 kr. Og hvad fik man lige at spise:
En gårdejer indebrændt
Den 7.01.1967 var der brand i et stråtækt hus tilhørende gårdejer, H. Knoop i Kollund. Padborg Frivillige Brandvæsen var det første værn, der var til stede. Men huset var da næsten allerede nedbrændt. Efterslukning blev straks iværksat, da man frygtede, at en mand var indebrændt. Det viste sig også, at gårdejer Knoop var omkommet. Slukningen foregik under vanskelige vilkår i 10 graders frost.
Den 12.09.67 blev der arrangeret øvelse med naboværnene. Efter øvelsen var der efterslukning på Zur Krone.
Lille dreng med tændstikker
Den 19.10.68 modtog man en alarm kl. 10. I et hus i Smedeby havde en lille dreng laget med tændstikker i børneværelset og antændt en lænestol. Han var blevet bange og krøb under sengen. En søster havde kaldt på forældrene, der lå og sov. I alt 4 værn med 41 mand dukkede frem kort tid efter. Den lille knægt blev reddet uskadt. Branden var hurtig slukket.
Forgiftningsfare
Den 5. november 1971 var der brand i en vogn på Padborg Station. På grund af forgiftningsfare blev fem mand indlagt på Aabenraa Sygehus. Den 11 . november 1971 var der brand i et lastvognstog ved Eggebæk. Læsset havde en værdi af 200.000 kr.
I april var der indbrud på stationen. En radio blev stjålet. Plantimex nedbrændte den 25. maj 1972.
Alle dyr nedskudt
Hos enkefrue Moss i Holbøl nedbrændte gården den 6.12.1972. Stuehuset blev dog reddet. Brandårsagen var børns leg med tændstikker. Næsten alle dyr omkom. De blev nedskudt, inden de kom til at lide. Der blev skudt ind i laden fra alle vinkler. Røgdykkerne turde ikke gå ind af frygt for at blive ramt af disse kugler.
Hos gårdejer H.P. Rossen, Vestergade i Frøslev blev kun stuehuset reddet under en gårdbrand den 10. marts 1973.
Padborg og Bov går sammen
Den 17. maj 1973 gik Padborg Frivillige Brandværn sammen med Bov frivillige Brandværn. Fremover kom værnet til at hedde Bov – Padborg Frivillige Brandværn. I forbindelse med sammenlægningen blev der indkøbt to nye køretøjer til værnet. Det var en Landrover og en Scandia Vabis tankvogn.
Bov frivillige Brandværn
Den 3. oktober 1932 var Bov Frivillige Brandværn dannet med 17 mand. Man ansøgte sognerådet om 750 kr. til anskaffelse af materiel. Indtil videre brugte man en af vognmand Jens Jensens biler som udrykningsvogn. Den 9. januar 1933 afholdtes stiftende generalforsamling. Sognerådet blev ansøgt om anskaffelse af en motorsprøjte. De Gensidige Brandforsikringsselskaber gav et tilskud på 2.000 kr. til dette formål.
Cyklende alarm
Man havde en gammel pumpe, som der skulle fire mand til at betjene. Når alarmen lød, cyklede fire mand gennem byen og blæste med signalhorn. Det første køretøj, der kørte forbi
Æ Sprøjthus fik påmonteret sprøjten og sendt afsted. Dengang havde man ikke eget køretøj. Det var inden man fik aftalen med vognmanden.
Kunne ikke finde brandstedet
Den første alarmering var til en brand i Nyhus. Men man kunne ikke finde brandstedet. Dagen efter viste det sig, at brandstedet var en kop kartoffelkrudt. Andre brande i 1934 som man rykkede ud til var:
Den 23. april deltog man ved Frøslev Frivillige Brandværns 50 års dag. Og den 24. august var der prøve alarmering på Søgård for 11 værn.
Ingen vand i sigte
Bekæmpelse af en brand i Vesterbæk måtte opgives. Der var ingen vand i nærheden. To værn var allerede dukket op. De kunne heller ikke gøre noget. Den 28. marts 1939 brændte en teglgård ved Harrislee. Det var brand i en hestestald, der var fyldt med halm.
Et overskud på 40,75 kr. blev opnået ved en nytårsfest i 1940 på Bov Kro. Værnet havde fået en ny brandmand, som underholdte hele aftenen.
Arresteret ved brand
Den 14. november 1941 var der brand hos Peter Andersen i Holbøl. 13 kreaturer indebrændte. I årene 1943,44 og 45 var man rykket ud til i alt 14 brande. Et sidekontor ved Bov Kro
var blevet saboteret under besættelsen. En del brandmænd blev arresteret af tyskerne, da de kom for at ville slukke ilden.
Klaver– i kammertone
Den 17. marts var der storbrand om formiddagen midt i Padborg. Tre forretninger udbrændte og der var store skader på lejlighederne oven over butikkerne. Tre værn var mødt frem.
I 1947 havde man købt et dilettant – stykke hos Aabenraa Frivillige Brandværn for 125 kroner. Stykket hed Hvem er faderen?
I 1948 holdt værnet Brandværnsfest på Bov Kro. Underholdningen stod gruppen None Stop fra Haderslev for. Prisen var 295,- kr. såfremt klaver forefindes – i kammertone.
Brand hos boghandleren
Den 1. juni 1950 var der brand hos Boghandler Møller i Padborg. Der var gået brand i kælderen ved siden af fyret. Branden blev hurtig slukket.
Mange år senere, sikkert ikke langt fra dette sted, opdagede jeg en brand, da jeg arbejde i Padborg Boghandel. Da jeg mødte om morgenen kunne jeg ikke undgå at mærke en røglugt.
Hurtig opdagede jeg, at en dør stod i flammer. Et spotlys var anbragt for tæt ved døren. En eller anden havde tændt denne spot.
Tre spande vand klarede skærene i første omgang. Det var ret så overhedet i området, så to spande blev yderligere kastet på stedet. Så kunne jeg endelig få luftet ud. Denne episode kom aldrig til at stå i nogen brandrapport.
Skal konerne med til fest?
Ved en brand ved Padborg Station i juni 1952 blev der brugt så meget vand, at det bagefter kneb med vandforsyningen i Padborg by. Den 19. juli 1952 kunne en ny brandstation og en ny brandsprøjte indvies. Ved den lejlighed leveredes musikken fra Aabenraa Frivillige Brandværn.
Stridigheder var opstået i forbindelse med denne indvielsesfest, der fortsatte på Bov Kro. Der var nogen, der mente, at det var at ødsle med pengene, at konerne var inviteret med. Men hvem skulle man ellers have danset med?
Alarmering på cykel
Frem til 1952 var det Æ Høkke som påtog sig opgaven at cykle rundt i Bov og ved hjælp af råb og horn at informere om ildebrand. Fra 1952 da Bov Brandstation blev bygget, var det Lotte Lorenzen, datter af Æ Høkke, der var klar til at informere.
Tyfon på brandstation
Den 10. april 1954 blev den nye tyfon afprøvet på brandstationen. Dagen efter lød den igen. Nu var det alvor. Klokken 15 blev der meldt om brand på Smedeby Savværk.
En automatisk sirene blev senere påmonteret på Bov Skole. Senere blev det via alarmcentralen automatisk alarmering.
Den 10. april 1955 kl. 4.55 lød tyfonen igen. Der var brand i kirkebarakken ude i lejren. Men ak, man havde motorproblemer. Da man nåede frem stod barakken i lys lue. Andre værn var nået frem.
Naturbrande
Den 7. maj 1956 opstod en af de helt store naturbrande. Alarmen lød på brand i Frøslev Mose. Flere dage måtte 9 værn bruge for at bekæmpe ilden. Året efter var der to store mosebrande med en uges mellemrum.
Under en af disse naturbrande ved Gejlå blev en række brandmænd pludselig omgivet af flammer. De var i livsfare. Heldigvis nåede CF – kolonnen frem og kunne redde brandfolkene ud.
Og den 16. maj 1959 kunne det være gået grueligt galt. Der var brand i Frøslev – Padborg Skoles sløjdlokale.
Brand hos Danexim
I starten af 1960erne var der brand på Danexims store kølehus. Det var et kæmpe flammehav, der mødte værnene. Men det lykkedes ved en ihærdig indsats at bekæmpe den. Et par år efter var det igen galt, samme sted. Otte timer tog det at bekæmpe ilden denne gang.
13 timer til brand
I april 1968 brugte 4 værn fire timer på at bekæmpe en brand på jernbanestrækningen mellem Padborg og Tinglev. Den havde bredt sig til Bossens Plantage. I slutningen af maj brændte en gård tilhørende Tage Petersen, Bov Mark. En bus tilhørende vognmand Kiesby fra Kollund udbrændte ved Oksevejen i Bommerlund. Den var fuld af børn som heldigvis nåede velbeholden ud.
13 timer tog det Padborg Frivillige Brandværn for at bekæmpe en brand i Padborg Mølle. Der var gået ild i 250 tons foderpiller.
Må jeg kysse din datter
Det som holder mange sammen i de forskellige brandværn er det sociale samvær. Og brandmænd er festlige. Ved et af brandværns – ballerne spurgte en ung mand en brandmand, om han
måtte kysse hans datter. Svaret var et rungende nej, fordi han ikke var brandmand. Men det blev han og fik sit kys. Ja han blev endda gift med brandmandens datter.
En del fester blev holdt med kollegaerne i Niehuus – lige syd for grænsen. Grænsebommen blev anvendt som skænk. Senere udviklede dette samarbejde sig. Danskerne kom med pølser og øl, mens tyskerne kom med de stærke drikke. Jo man forstod sig på efterslukning.
Storalarm
Den 22. april 1985 var der storalarm i Padborg. Nogle giftflasker var knust i en trailer på Industriområdet.
Midt i 1986 var der nogle store gårdbrande. Det ene sted hjalp gårdejerens børn til med at redde 200 kreaturer.
I februar 1987 indebrændte en 71 – årig kvinde i Kollund. Og den 3. marts samme år blev Bov – Padborg – Frøslev – og Vejbæk Frivillige Brandvæsen inviteret til Padborg Station, hvor de fik overrakt en jernbaneskinne, som tak for deres indsats den 19. december på banestrækningen ved Fårhus.
Den 9. september 1987 var der spildt syre i nærheden af Børnehaven Kornblomsten. 40 børn fra børnehaven blev evakueret.
Senere på året brændte CF – Museums Barakken ude i lejren.
En lastvogn med benzin væltede.
Brand på Præstegården
Den 24. april 1988 skulle væsnet ikke køre ret langt. Lige over for brandstationen stod Bov Præstegård i lys lue. Inden for kort tid var 60 brandfolk fra fire værn nået frem. Det blev til 4 – 5 timers arbejde. Brandskaderne på første etage var ret store.
Katastrofeøvelse
En katastrofeøvelse i 1995 blev afholdt på Padborg Banegård. Seks brandværn deltog. Endvidere deltog et brandværn fra Flensborg og Falck.
I oktober samme år, var en fiskekutter, der transporterede illegale personer sunket i Flensborg Fjord. Man var bange for en miljøforurening.
Brand på savværk
Den 29. september 1996 lød alarmen. Brand på Holdbi Savværk. Allerede på lang afstand kunne man se, at det var en alvorlig brand. Under branden løs der nogle eksplosioner. Det var dækkene på en gummiged, der eksploderede. En flydende masse kom pludselig imod brandfolkene. Det viste sig, at være smørefedt fra nogle 200 liters tromler. De var smeltet under
varmen. Til sidst kollapsede hallen. 11 timers arbejde brugte værnene i bekæmpelse af denne brand.
Orkanen gav arbejde
Orkanen den 3. december 1999 gav en masse arbejde. En væltet mur var årsag til en brand i en el – installation i Fårhus. Da man var færdig her, fik man melding om væltede træer i Gejlå. I Padborg var en telefonmast knækket. Og i Kollund lå et væltet træ og spærrede vejen. Ude på Tøndervej på vej mod Tinglev lå en række træer og spærrede vejen. Og dagen efter måtte man hjælpe med at fjerne et træ, der var væltet ind i et hus i Padborg.
Hvor var børnene?
I en boligblok på Pilevej savnedes to børn under en brand i 2000. Røgdykker fandt ikke noget. Da de tredje gang skulle ind for at lede, fik de at vide, at børnene var på ferie ved deres far. Branden ødelagde flere lejligheder.
Lige før årsskiftet i år 2000 var der brand i en garage på Padborgvej 103. Der forekom flere eksplosioner grundet fyrværkeri. Ved branden blev to personer alvorlig forbrændt.
I dag står cirka 22 mand og fem brandbiler parat til at hjælpe fra Bov – Padborg Frivillige Brandværn.
Tre brandbiler og en båd i Kollund
På brandstationen i Kollund er der i dag tre brandbiler og en båd, samt 18 aktive parat til at hjælpe. Den 10. oktober 1933 blev Kollund Frivillige Brandværn grundlagt. Det skete på Wegners Hotel. Men det kneb gevaldig med økonomien. Man anskaffede derfor for egne midler hjelme, uniformer og livremme. Første udrykning var til en mark – og mosebrand i Kiskelund Mark. Det tog 35 minutter at nå frem.
Man ansøgte om 6 stigeliner, et slangestativ til slangetørring, samt maling til sprøjtehuset. Men tørrestativ og maling blev ikke imødekommet fra sognerådet.
De første gasmasker blev afprøvet ved en øvelse den 13. juni 1938. Og så deltog man i et røgdykker-kursus i Aabenraa.
Brandbombe ødelagde hotel
Den 24. september 1942 var man på pletten efter, at der var kastet brandbomber. Strandhotellet i Rønshoved nedbrændte som følge af brandbomber. Hotellet stod ikke til at reddes.
Efter at have sparet op i 12 år fik man i 1948 råd til at erhverve sig en motorsprøjte. Med den lykkedes det at bekæmpe en brand i en kornlade. Kun taget tog skade.
Tyfonapparater på Fjordhotellet
Og i 1949 var det slut med at cykle rundt i Kollund og blæse i alarmhornet. Man anbragte nogle tyfon – apparater på Fjordhotellet. Det var også her man fejrede 25 års jubilæet den 18. oktober 1958. I 1966 ansøgte man om opsættelse af en elektrisk sirene.
Ny brandstation i Kollund
På et bestyrelsesmøde besluttede man sig for, at samle gammelt jern med salg for øje. For de penge, man her tjente købte man et af postvæsenets udrangerede køretøjer. Den blev af brandmændene selv bygget om til brandbil. Og man stod også selv for opførelsen af den ny brandstation, som stod færdig den 25. oktober 1975.
Brandbil endte på
legeplads
Kommunen valgte at placere en tankbil i Kollund. Det betød et farvel til den gamle brandbil, der egentlig skulle have været solgt. Men den endte sine dage på Kollund Skoles legeplads.
Af egne midler købte man diverse materialer til den nye brandbil. Og sandelig så købte man også selv uniformer. Et redskabsrum til brandstationen byggede man også selv. I 1982 fik man en ny brugt tankbil fra et olieselskab.
Eftersøgning af drenge
Den 1. juli 1984 blev man bedt om at deltage i eftersøgningen af tre drenge. Brandbrønde blev tømt og jordhuler blev gravet op. Senere blev de tre drenge dog fundet i god behold i Sønderborg.
Nye brandbiler
I slutningen af 1996 fik værnet en brugt Landrover fra Frøslev Frivillige Brandværn. I 1997 kunne man afhente en brugt automobilsprøjte i Holland.
I 2001 var den gamle tankbil gennemtæret. En tidligere mælketankbil af mærket Scandia tilgik nu værnet.
En ny båd
Efter to udrykninger på Flensborg Fjord måtte man erkende, at materiellet ikke var godt nok. En ansøgning til Bov Kommune resulterede i et blank nej. Man søgte nu forskellige
fonde og myndigheder i Danmark og Tyskland. Det lykkedes at skaffe en brugt politibåd fra Bayern samt en firehjulstrukket lastbil fra det danske forsvar.
Cirka 600 timer blev brugt på at få bil og båd udrykningsklar.
I august 2007 var man med til at danne et ungdoms – brandværn i det gamle Bov Kommune.
Holbøl Frivillige Brandværn
Fra Kollund tager vi nu til Holbøl.
I begyndelsen af anden verdenskrig havde det været en del gårdbrande i Holbøl. Tanken om et brandvæsen. Den 20. januar 1944 var dette så en realitet. Det betød også en del aktivitet resten af krigen.
Æ Sprøjthus
I starten havde man ikke ret meget materiel. En lille lade, der lå op af kirkegårdsmuren blev udnævnt til Æ Sprøjthus.
I det lille rum havde man en såkaldt baljesprøjte på fire hjul. Desuden havde man en halv snes spande, to små stiger med kroge i, samt et stykke tov.
Man måtte have mere materiel, hvis man skulle gøre en forskel. Men den første anskaffelse var ikke heldig. Det var en meget stor hestetrukken vogn, hvorpå der var monteret en stor og klodset håndkraftpumpe. Dette monstrum var indkøbt hos et skibsværft. To heste havde særdeles svært ved at trække dette monstrum.
Indsamling til sprøjte
Fra Kollund modtog man så den mere fleksible håndtrukne brandsprøjte. Fra sognerådet modtog man senere et tilskud på 2.500 kr. til indkøb af en motordrevet sprøjte. Men den kostede 6.800 kr. En indsamling blev iværksat. Og det lykkedes at få pengene skrabet sammen.
Sprøjten blev placeret i den ny brandstation, der lå i kælderen under en nyopført værksteds – og lagerbygning på Kongenshøj 3 i Holbøl.
Uddeling af bøder
Nu var det så meget plads, at man kunne lave øvelser, teori m.m. Man startede altid møderne med navneopråb. Dem, der ikke var mødt op, måtte punge op med 1,50 kr. Og dem, der kom for sent skulle af med 0.75 kr.
Tændstikker og halm
I vinteren 1947 var der et par voldsomme gårdbrande i området. Den 6. februar nedbrændte avlsbygningerne til Niels Brags ejendom i Undelev. Det havde i lang tid været problemer med hård frost. Niels Brag forsøgte at optø vandrørene med halm og tændstikker. Det resulterede i, at halmen over kostalden blev antændt.
Man sad fast i sneen
Den 28. februar 1947 udbrød der brand i Hans Møllers ejendom i Hønsnap. Alle veje var lukket af sne. Den hestetrukne sprøjte sad fast i sneen. Brandmændene måtte gå de sidste meter med næste uforrettet sag.
Æg-bil som brandbil
Desværre havde man ikke været så heldig ved bekæmpelse af nogle af brandene, så en rigtig udrykningsvogn var en tvungen nødvendighed. I samråd med sognerådet blev det derfor
indkøbt en 3,5 tons lastvogn, som i en årrække havde kørt for Odense Ægeksport. Bilen blev ombygget med tank. Nu kunne man hurtig iværksætte slukning. Det var en stor dag, da sognerådet i efteråret kunne overrække den nye brandbil.
Men med alt ekstra udstyr havde bilen dog vanskeligheder ved at køre markveje og lignende.
Ønsket var derfor en Landrover ved siden af. Det blev også en realitet. Men den kunne af pladshensyn ikke placeres ved siden af den store brandbil. Så denne måtte parkeres i kommunens redskabsbygning.
I 1956 diskuteredes en sammenlægning med Vilsbæk Frivillige Brandværn. Fra Holbøls side stillede man dog nogle krav.
Brandbil gled tilbage
En ny brandstation var ønskelig. Den store bil havde svært ved at komme op af kælderen særlig når det var snefyldt og glat. Ofte gled den tilbage. I januar 1969 kunne man så flytte ind i nye lokaler, samtidig med at man kunne fejre værnets 25 års jubilæum. Men ret hurtig viste det sig, at også denne station var for lille. I de kommende år udbyggede man ved kommunens
redskabsbygning, så der blev plads.
Brandbil udbrændte
Under en nordøstlig storm i 1970 udbrød der brand i Olav Grandbergs Mose nord for hans ejendom. Man mente, at man kunne køre ud af et spor til et vandhul. Men blot få meter inde for vejen, sank hjulene igennem. Brandbilen sad urokkelig fast. Pludselig vendte vinden og ilden tog fat i brandbilen. I løbet af et kort øjeblik udbrændte den totalt.
Til Kiel – efter ny brandbil
Da Holbøl skulle være hovedværn i andet slukningsdistrikt var det nødvendig, at man snart fik et nyt køretøj. En delegation blev sendt til Kiel for at se på brandbiler. Valget faldt på en Opel Blitz. Den var køreklar i 1972.
Manglede brandbil
Men ak, det viste sig, at den var ustabil. Vægten lå forkert. Den måtte tages ud af drift en uge i december 1972. Og det var ikke godt, for den stod ikke klar, da der udbrød brand i Laurine Moss ejendom den 6. december. Denne brand har vi tidligere omtalt.
27 brandmænd og tre brandbiler
I 2003 tog man en ny station i brug. I dag er 27 aktive brandmænd og tre brandbiler parat til at hjælpe. Og kære læsere, sådan kunne vi have fortsat lang tid endnu.
– Artiklen er fra 2011. Der kan være sket en masse i den tid, som vi ikke er klar over. Der kan være nedlagt forskellige værn, eller der kan være problemer med samarbejdet syd for grænsen grundet vildsvinehegn m.m.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18.-10.- 2021
April 25, 2011
Tre år måtte man vente i Bovrup for at få uniform. I Varnæs ville man ikke kommanderes på tysk. I Kliplev havde man en brandbil, der hed Stinne. I Hjordkær kørte man til brand i en taxa. I Øster Løgum ville man have branddammene renset. I Hellevad delte Æ sprøjthus ejendom med fængslet. I Rise kørte man til brand med en traktor. En gammel dame faldt ned fra stigen i Rødekro. 5O gamle brandbiler mødte hinanden i Løjt
Det Sønderjyske brandværn
I Sønderjylland er det en helt speciel tradition for frivillige brandværn. Siden slutningen af 1900 – tallet har brave og modige mennesker rykket ud for at hjælpe medborgere i nød. Og det har de gjort ganske frivillig. I Sønderjylland var der indført en ordning i 1776. Det væsentligste brandslukningsmateriel på landet var sprøjten, hvortil kom nogle brandspande. Der blev udskrevet mandskab til at møde op ved brand. Man mødte desuden op til en øvelse eller to om året.
I midten af 1800 – tallet opstod i Frankrig tanker om et frivilligt brandværn. Ideen blev taget op i Tyskland. Her blev der snart oprettet brandværn på frivillig basis overalt.
Det første frivillige brandværn blev etableret i 1869 i Tønder. Og disse brandmænd føler, at de gør en forskel. Ja egentlig er det snyd, at det hedder brandmænd, for der er skam også brandkvinder med i værnene.
Det kneb med at få oprettet brandværn ude på landet. Det gik bedre inde i byerne. I begyndelsen var kommandosproget på tysk.
71 brandværn i 1985
Ved Genforeningen i 1920 var der lidt over tyve frivillige brandværn i Sønderjylland. I 1930 var der næsten 50 værn og i 1985 var man oppe på hele 71 værn.
Værnene står til rådighed for kommunen til brandbekæmpelse, redningsopgaver, let miljøbekæmpelse og frigørelse af fastklemte i forbindelse med trafikuheld. Hvert værn har sit område. Under en indsats bliver opgaverne fordelt efter hvilken uddannelse man har. Ofte tilkalder man assistance fra andre værn.
Myndighederne stiller et krav om, at udrykningen skal være klar inden for fem minutter efter at alarmen er gået. Værnene finansieres hovedsagelig gennem kommunen. Hvis man ikke kan få tilstrækkelige midler herfra, forsøger man selv at finde dem. Man forsøger også at finde støttemedlemmer, der dermed kan sikre værnets drift og ekstra investeringer.
Det sociale og det kulturelle
De forskellige værn er særdeles synlige i det sociale og kulturelle liv i Sønderjylland. Derigennem forsøger de også at skaffe midler til deres virke. Til mange af værnene er også tilknyttet et orkester. Men det er selvfølgelig også grænser for, hvor meget tid den enkelte kan bruge på brandværnet.
Og for at en brandmand er færdiguddannet skal han bruge endnu 250 timer vel og mærke i fritiden. Derefter kommer øvelser og indsatser. Mon ikke mange brandmænd har nået smertegrænsen. Kravene til dem er stigende.
Løjt Frivillige Brandværn
I den nye Aabenraa Kommune var der 23 frivillige brandværn. Vi har allerede kigget på nogle af dem, der fungerer i den tidligere Bov Kommune (Se artiklen Brand i Bov Kommune). Denne gang går vi uden om Aabenraa Frivillige Brandværn og kigger på nogle af dem, der ligger i omegnen.
Nord for Aabenraa blev Løjt Frivillige Brandværn dannet i 1880 efter en storbrand i Løjt Kirkeby. Hele 45 mand var med fra starten. I 1887 bestod værnet af slukningsmandskab, stigemandskab, et mindre musikkorps og en sprøjtevogn med 450 meter slange.
I 1900 bestod værnet af 51 mand. Første verdenskrig betød tab af flere medlemmer. Den første motorsprøjte blev anskaffet i 1938. Den blev spændt efter den lokale vognmands køretøj.
En ny brandstation blev bygget.
50 gamle brandbiler i Løjt
I forbindelse med sit 100 års jubilæum i 1980 fik værnet en autosprøjte og senere en tankvogn. Brandstationen blev senere udbygget. Da værnet holdt 110 års jubilæum var der forsamlet 50 gamle brandbiler hos Løjt Frivillige Brandværn. De fleste kom fra Tyskland.
I år 2000 fik værnet en ny slangetender. Man var blevet en selvstændig slukningsenhed under Aabenraa Redningsberedskab sammen med Barsmark Frivillige Brandværn.
Kvinde væltet ned stigen
Før 1934 var brandbekæmpelsen i Rødekro udlagt som et tvangsberedskab. Det betød at svende og karle skulle medbringe heste til at trække pumpen til vandstedet. Grundet manglende uddannelse forblev indsatsen derfor mangelfuld. I 1934 da der udbrød brand på en landejendom i Brunde betød det derfor at løse heste løb rundt i byen.
Senere på året, da der udbrød brand på Villa Katherina (nuværende adresse Callesensvej 1A), skulle en ældre dame hjælpes ned af stigen fra 1. sal. I forbindelse med denne redning faldt damen ned af stigen og omkom.
Rødekro Frivillige brandværn dannes
Disse to episoder fik en gruppe mænd til at beslutte sig til at oprette et frivilligt brandværn. Man indkaldte til møde hos vaskeriejer Johan Peters (nuværende adresse Østergade 47).
Der mødte 19 mand til den stiftende generalforsamling. Da ingen havde kendskab til organisering af et brandværn, blev der indbudt en række personer fra andre værn, for at forklare
sammenhængen.
Den første brandstation var et skur ved Fredebo. (Østergade 47). Værnet fik uniformer, og man begyndte med øvelser og prøvealarmer. Et nyt Sprøjtehus blev placeret foran pladsen ved Jernbanehotellet. For at få råd til det hele blev der vedtaget et kontingent på 4 kr.
Brandværnet blev en vigtig del af det sociale liv i byen. Man arrangerede brandværnsfester, basarer og meget mere. Det brandtekniske blev ikke forsømt. Efterhånden blev flere og flere
uddannet.
Vanskelig alarmering
Alarmeringen var dog lidt vanskelig. Det var ikke alle, der havde telefon. Der blev lavet en aftale med en ejer af en telefon, politiet og brandværnet. Politiet ringede til telefonejeren, der så ved alarmering cyklede rundt i byen blæsende på et brandhorn. Denne alarmering var dog ikke særlig effektiv. Ofte kom man for sent. Man ansøgte derfor sognerådet om en sirene.
Den første automobilsprøjte
I oktober 1944 blev det besluttet at anskaffe en automobilsprøjte til en pris af 3.800 kr. til levering i 1945. Sognerådet betalte den ene halvdel, og værnet betalte selv den anden halvdel. Den første fane fik man overrakt af Danmarkssamfundet den 19. juni 1949.
Det kneb stadig med alarmeringen. I 1950 købte man en sirene, der blev anbragt på Bager Clausens ejendom (Hærvejen 27 – 31). Sprøjten blev udskiftet med et køretøj fremstillet hos HFR i Rødekro. En større brand på savværket og hjælp til bekæmpelse af en brand på Frøforsyningen i Aabenraa fulgte.
En grænse var noget
I 1971 havde man så travlt, at man havde nået en grænse, hvad man kunne klare. Pladsen på Hærvejen var blevet for trang. Man havde i 1974 fået en slangetender. Den måtte stå i en lade bag ved brandstationen. Der var ingen undervisningslokaler på stationen. Situationen var særdeles utilfredsstillende.
Rise Brandværn var i samme situation. Man var hurtig klar over, at begge værn ikke kunne få en ny station. Derfor talte man om en sammenlægning.
50 – 75 alarmeringer
I 1983 kunne man så flytte ind i en ny brandstation på Trondhjemsvej 4. Stationen havde nu fire porte, og ved sammenlægningen fik man nu også en tankvogn. Værnene fik udskiftet materiellet fortløbende. Alarmerings-systemet blev udskiftet. Endelig kunne den endelig sammenlægning ske.
Værnet har travlt. Der er mellem 50 og 75 alarmeringer om året. I alt har man 35 aktive, herunder tre kvinder.
Tvangsbrandværn
I Rise Sogn var der tvangsbrandværn i de syv brandkredse Rise, Brunde, Rise – Hjarup, Mjøls, Nr. Ønlev og Søst. Det betød, at alle mænd mellem 16 og 60 år skulle give fremmøde i tilfælde af brand.
Postbud Christian Bill var initiativtager til et nyt brandværn. Han havde været medlem af Barsmark Frivillige Brandværn. Et møde blev afholdt den 6. juni 1934 på Risehus. Her meldte 27 sig til aktiv tjeneste.
Måtte betale en del af uniformen
Æ Sprøjthus lå lige øst for jernbanen Aabenraa – Rødekro, hvor Ringvejen i dag passerer banen ved Rise. Alene udgifterne til uniformer beløb sig til 608,25kr. Hver aktiv brandmand skulle betale 10 kr., som dog kunne afdrages med 50 øre pr. uge. Pengene blev lånt hos bygmester Søren Adolphsen. Han syntes, at det var mange penge.
Indvielsesfest
Den 11.11 holdt man stiftelsesfest. Det var med Løjt Frivillige brandværnsorkester i spidsen. Med i festlighederne var også Rødekro Frivillige Brandværn, der var stiftet 14 dage tidligere. Efter optoget var der fest og dans. Overskuddet fra denne fest skulle dække en del af Rise Frivillige Brandværns gæld.
Skænderi med lokomotivføreren
Sprøjten var en hestetrukken håndkraftssprøjte. I trediverne var hestene udskiftet med et par køreskinner. Så kunne den skubbes op på en lastvogn i tilfælde af alarm. Nu var problemet, at Rise dengang var stationsby. Når så lokomotivet holdt ved stationen kunne brandmandskabet ikke komme forbi. Det gav meget råben mellem brandmænd og lokomotivførere.
Rødekro havde søgt om en motorsprøjte hos sognerådet i Rise. Og selv om lokalpatriotismen var stor, blev man enige om et samarbejde de to værn imellem.
Nyt Sprøjtehus
I 1943 fik man bevilliget et nyt sprøjtehus bag ved vandværket. Efter 1945 kom kravet om udrensninger i værnet. Det betød at 7 medlemmer forlod værnet, 4 meldte sig ud og 3 blev ekskluderet. Men på generalforsamlingen kom fem nye brandmænd til.
Lastvogn til rådighed
I oktober 1945 fik brandværnet sin første motorsprøjte, men stadig med en alarmeret lastvogn til at trække den ved brand. I de kommende år fik man sværere ved at få fat i en lastvogn om dagen. Og værnet måtte flere gange vente over 30 minutter inden man kunne rykke ud. Det lykkedes dog i 1953 at købe en Bedford – lastvogn årgang 1937 til 1,750 kr.
Nu var brandværnet godt kørende, men man skulle stadig alarmeres via telefon og brandhorn. Eller også skulle man lytte på Rødekros sirene.
Man trak på smilebåndet
I 1960 kunne den gamle lastbil ikke mere godkendes som udrykningskøretøj. Man fik bevilliget penge til en 4 – hjulet landbrugsvogn. Den blev monteret med bænke til mandskabet. Slangen og andet materiel lå i bunden og motorsprøjten blev koblet til. På siden af vognen blev monteret et håndbetjent udrykningshorn. Trækkraften blev leveret af en traktor. En af byens bønder havde mod betaling lovet at stille med en traktor, når alarmen indløb. Og det var vel ikke uden grund at denne opstilling kunne trække smilet frem ved brand.
Brandværn med musik
I Hellevad var tre pyromanbrande der i 1931 startede værnet. Uniformer og materiel blev anskaffet for medlemmernes egne midler i 1932. Det vil sige, at hjelme, økse og stigegreb fik man udleveret. Men så tilbød købmand Møller, at man kunne få trøjer til indkøbspris.
Og sandelig fik man 400 kr. i opstart fra Hellevad Sogneråd. Den 17.03.32 besluttede man også efter et møde hos gæstgiver Jørgen Nielsen, at oprette et musikkorps. Og det var med købmand Schlef fra Hønkøs som kapelmester.
Fem medlemmer interneret
Værnet i Hellevad blev et centralt værn med underafdelinger i Klovtoft, Horsbyg, Egvad samt slukningspligt i Bedsted Lø.
Under anden verdenskrig var det ikke nemt for værnet. Man fik lov til at rekvirere forbi-kørende lastbiler til transport. Senere fik man tilladelse til at bruge et par personbiler til udrykninger.
I juni 1945 blev man nødt til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Problemet var, at fem af værnets medlemmer var interneret.
Æ Sprøjthus og fængslet
Efterhånden lykkedes det at få anskaffet en motorsprøjte og slanger fra tyskernes brandvæsen på Skrydstrup Flyveplads. Men det var ikke meget værd. Tyskerne havde forsøgt at ødelægge det med syre.
Et nyt sprøjtehus var på ønskesedlen. Det gamle havde også virket som fængsel, når uromager havde været på Kløver es eller andre steder, og trængte til afkøling.
Den første tankvogn i Sønderjylland
I 1947 købte man en ny brandbil i Vejle for 6.500 kr. I 1951 brændte Forsamlingshuset i Øster Terp. Pludselig væltede en mur, hvor der stod syv brandfolk. Omkring 1985 opløstes brandværnsorkesteret.
Omsider stod en ny brandstation færdig. Som det første værn i Sønderjylland havde man fået en tankvogn. Kommandoerne blev givet på både dansk og tysk. Og efter kapitulationen var der ikke nogen, der blev smidt ud af værnet, selv om de var tysksindede.
Øster Løgum Frivillige Brandværn
Øster Løgum Frivillige Brandværn blev oprettet den 13. oktober 1945. En del borgere havde syslet med tanken om et brandværn. Man ansøgte sognerådet om midler til anskaffelse af en motorsprøjte og slangemateriel. Desuden ville man have alle branddamme renset i kommunen.
Hjordkær Frivillige Brandværn
Hjordkær Frivillige Brandværn blev stiftet den 25. februar 1935. Blandt de første bestyrelsesmedlemmer var et fjernt familiemedlem til undertegnede, karetmager Søren Tønder.
Med lastbil og taxa
I 1940 blev håndkraftsprøjten udskiftet med en motorsprøjte. Den kunne sprøjte 600 liter i minuttet. Hvis alarmen gik, blev brandmændene kørt til brandstedet af vognmand Jens Lauesen. De brandmænd, der nåede det, sad på ladet. Dem, der ikke nåede det, blev fragtet til stedet af Erik Knudsen, der var taxavognmand i Hjordkær.
Materialet blev opbevaret i Æ Sprøjthus på Tøndervej 29. I 1942 blev der oprettet en Luftværnskolonne efter en opfordring af politimesteren.
Brandstations – grund til kolonihave
I 1944 fik man overdraget en byggegrund til opførelse af en ny brandstation. Bygningshåndværkerne i værnet var villige til at stille deres arbejdskraft til rådighed, såfremt sognerådet ville stille materiale til rådighed. Men det ville de ikke. Det skyldtes den dårlige beliggenhed. Grunden blev i stedet udlagt til to kolonihaver, lejet ud til to brandmænd.
Kassøgård brændte den 16. december 1945. Der indebrændte 25 kreaturer og 70 svin. Kun stuehuset og kostalden blev reddet.
Den 1. maj 1946 besluttede værnet at købe en grund af malermester Andreas Frost. Den ny brandstation blev indviet i 1947. Der var plads til en automobilsprøjte samt en påhængssprøjte.
Hele besætningen indebrændte
Den 11. december 1949 brændte det hos Nicolaj Haase i Sdr. Ønlev. Ved anko0msten stod gårdens tre længer i brand. Hele gårdens besætning undtagen hestene indebrændte. Også alt indbo og avlen blev ildens ofre. Ilden menes, at være opstået i den elektriske installation.
En ny brandstation
Først i 1946 fik Hjordkær Frivillige Brandværn deres egen udrykningsvogn. Det var en Chevrolet, som blev ombygget af karetmager Søren Tønder og mekaniker Andreas Berg. Bilen var en åben bil, opbygget med en bænk på hver side af ladet, som mandskabet sad fastspændt på. Bilen blev brugt helt til 1964.
Dernæst fik værnet en Bedford. Det var en kombineret vandtankvogn og mandskabsvogn. I 1978 kom en Mercedes til værnet. I 2002 rådede man over tre køretøjer. I 1978 fik man en større brandstation. Som gældende lov blev det vedtaget at, at der som minimum årligt skulle afholdes fire øvelser og to blindalarmer.
Ingen efterslukning
I § 5 i vedtægterne stod anført, at Uniform og udrustningsgenstande ikke må bruges uden for tjenesten. Overtrædelse straffes med bøde på 1.50 kr.
I § 7 er der anført bøder for uregelmæssigheder:
Vi kan også aflive rygterne om efterslukning i de frivillige brandværn, for i § 10 i vedtægterne for Hjordkær Frivillige Brandværn står følgende:
Møde i Fru Sørensens Kro
Torsdag den 15. februar 1927 var der indbudt til forsamling i Fru Sørensens Kro i Kliplev. Formålet var at få oprettet et brandværn. Inden generalforsamlingen den 12. oktober, nedbrændte Løwensteins Værksted.
100 kr. fra Forsikringsselskabet
I starten havde man et ret primitivt brandmateriel. Man brugte kræfterne til at beskytte naboejendommene ved ildebrand. I november 1927 fik man overdraget kommunesprøjten. I sommeren 1929 var der brand i Kliplev Mølle. Efter indsatsen betalte forsikringsselskabet 100 kr. som tak for den flotte indsats. I 1931 skaffede man uniformer. Mandskabet måtte selv betale 5 kr. Dette ville dog tilbagebetales såfremt man fik råd til det.
Musikøvelser
I 1934 startede man med musikøvelser. Der blev startet med 6 blæseinstrumenter, en stor og en lille tromme. To år efter vedtog man at give et vederlag for undervisning og ledelse af musikken. Dette skulle betales til Chr. Lunding, såfremt man fik råd til det.
I 1937 fik man et håndsluknings apparat til brandvagterne. Efter påbud fra politikontoret var brandvagter ved teater og maskebal blevet påbudt. I 1939 blev de første røgmasker anskaffet.
Og en mand blev sendt på kursus i Aabenraa.
Nye brandbiler
I 1941 indkøbtes en 9 meter mekanisk stige. Den første motorsprøjte kom samme år. Men på grund af benzinmangel blev man nødt til at sætte en hestespand foran sprøjten. I 1949 fik man det første udrykningskøretøj af mærket International. Den var stationeret i Forsamlingsgården.
Man får først i 1954 anskaffet et CF – køretøj, en Opel Blitz fra København. Æ Sprøjthus var nu for lille. En ny brandstation blev bygget i Lillegade 5. Den blev indviet i 1955.
Brandbilen blev kaldt Stinne
Brandmændene var utilfredse med alarmeringen. Telefonalarmering blev vedtaget i 1944, men ikke alle havde telefon. Først i 1952 ansøgte man kommunen om en elektrisk sirene.Senere igen indførte man bipper. I 1960 købte man en brugt Land Rover. Senere fik man en Ford Zephyr og en Austin. Denne bil var meget afholdt og blev kaldt Stinne. Sidenhen er vognparken blevet fornyet.
Hæderlig, sund og kraftig
Den 13. oktober 1889 blev der i Varnæs afholdt et møde med det formål at oprette et frivilligt brandværn. 73 mand mødte op, og 25 – 30 mand meldte sig straks.
De årlige udgifter var beregnet til at løbe op i 120 mark. Fra kommunens side forpligtede man sig til at anskaffe en ny sprøjte, andre slukningsredskaber samt uniformer. For at blive optaget i værnet skulle man være hæderlig, sund og kraftig. I vedtægterne havde man en Æresret. Den kunne foretage irettesættelser, kunne idømme bøder, dog højst 6 mark og udelukke medlemmer af brandværnet.
Til medlemmernes pligter hørte villigt at adlyde deres foresatte. Man skulle uden for tjenesten opføre sig hæderligt og mandigt. Desuden udvise ædruelighed, punktlighed, ro, udholdenhed, mod og åndsnærværelse. Årligt skulle der afholdes mindst otte øvelser.
Kommandosprog på tysk
I Aabenraa havde man ikke noget imod, at brandkaptajnen var dansk statsborger. Men man tilføjede at kommandosproget skulle være tysk. Det første frivillige brandværn i Varnæs var ikke en succes. Måske var det fordi at korpsånden var tysk. I januar 1894 blev det opløst.
Ville ikke indordne sig på tysk
Amtsforstanderen indkaldte dog snart igen til et kommunemøde, hvor det nedlagte brandværn igen blev forsøgt kaldt til live igen. Der mødte 60 mand op, men stemningen var negativ. Man mente at oprettelsen af et brandværn var en form for germanisering. Folk gav udtryk for, at såfremt kommandoen ikke skete på dansk, var man ikke interesseret.
Der meldte sig kun 17. Det betød, at det manglende mandskab måtte tvangsudskrives. I det dansksindede Varnæs var det svært.
Nyt brandværn efter Genforeningen
Efter Genforeningen fik man i Varnæs et frivilligt brandværn, som viste sig at være levedygtigt. I 1992 kunne man markere brandværnets 50 års jubilæum.
Bovrup Frivillige Brandværn
På Albrechtsens gæstgivergård blev der den 13. juni 1945 indkaldt til stiftende generalforsamling med henblik på oprettelse af et frivilligt brandværn i Bovrup. Værnet blev stiftet med 30 mand og hvert medlem indbetalte 10 kr.
Endelig nye uniformer
Det varede dog flere år, inden værnet fik deres egne uniformer. Umiddelbart efter oprettelsen fik man anskaffet en påhængssprøjte. I 1948 fik man endelig lov til at indkøbte stof til syning af uniformer. I 1953 blev man motoriseret. Fra Bovrup kommune fik man overrakt en såkaldt CBU – Vogn Model V8 fra København.
Brandstation og Vejvæsen
Brandstation fik værnet i 1957. man skulle dog dele pladsen med Kommunens Vejvæsen. Kommunen blev ansøgt om en ny sirene, teorilokaler samt tilskud til slangetender. Skovbøl og Bovrup Frivillige Brandværn blev lagt sammen.
Indsamling af jern og papir
Ønsket om slangetender gik først i opfyldelse i 1972. man havde i mellemtiden købt en splinterny Land Rover. Af kommunen havde man fået en check på 5.000 kr. Resten måtte man selv betale. Men Bovrup og omegn blev støvsuget for papir og gammelt jern. Træfældning indgik også i de aktiviteter, der skulle give indkomster til værnet. Men alt lykkedes. En slangetender til 32.000 kr. blev anskaffet.
I 1976 kom en tankvogn til. Stationen blev udvidet med 115 m2. Materialet blev betalt af kommunen. Og igen var det frivillig arbejdskraft, der satte tronen på værket.
Olieforurening ved Ensted
I september 1982 kom man på en special opgave. 30 tons olie slap ud af Enstedværket. En 8 km kyststrækning i kommunen blev forurenet. Det tog 4 værn 14 dage med at opsamle olie, tang m.m. I maj 1985 fik værnet en ny Mercedes og i 1993 byggede man en olie – og kemikalie bekæmpelsesvogn.
En ny tankvogn kom til i 1997. Den gamle kunne ikke mere. I dag udgør mandskabet i Bovrup 28 personer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22.11. 2021
April 25, 2011
Vi skal møde en papegøje på Kovej, der fortalte når Æ Toch kom. Vi skal møde Midde å æ Tout, Store Køj, Charles Hausdiener, Gamle Jes fra Frifeldt, Dr. Kühl, Putzmacherin Petra Orth, Den sidste ridende gendarm og Æ Mapmand . Et kyllinge – skænderi og en kommanderende dyrlæge møder vi også
Gennem byen
Vi har skrevet meget om det gamle Højer. Men der er masser at fortælle. Lad os prøve at tage en tur gennem den gamle by.
Æ mapmand
Vi kunne jo starte i Nygade. Her boede i nr. 2, Lauritz Andersen. Han var den sidste kroejer af Gottfriedsens Kro, Skolegade 17. Efter at han havde bygget huset i Nygade, levede han af at udleje mapper til folk. Disse mapper indeholdt ugeblade. Og ikke uden grund blev han kaldt Æ Mapmand.
Nord for huset gennem haverne kunne han se den store reberbane, der gik fra Nygade hen over hans hus til Ballumvej.
Ridende gendarm
Nygade 1 var bygget af en skipper, men senere overtaget af Grænsegendameriet. Den sidste overvagtmester var Albert Solanger. Han begyndte som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.
På det næste hjørne (Toldgade 5) ligger den tidligere toldbygning fra 1910. Her var der ekspedition, kontor og lager samt bolig for toldbetjent og toldassistent.
Meinert Lützen
Meinert Lützens Møbelfabrik hørte til i Toldgade 6 og i bygningerne lige nord for. Han var den første snedker i Nordslesvig, der brugte maskiner i sit værksted. Firmaet startede omkring 1896. Allerede ved århundredskiftet brugte han dampmaskine. Han lavede selv elektrisk lys, før der blev oprettet et elværk i byen. Før første verdenskrig var der 10 snedkere og en polstrer beskæftiget i virksomheden. Firmaet blev først nedlagt i 1986.
Den sidste ridende gendarm i den tyske tid holdt til i Toldgade 4. Jeg ved ikke om hestestalden stadig står bag huset. Han fungerede som politibetjent. Når han havde ærinde uden for byen var han iført sabel og pikkelhue.
Alkoholfri værtshus
Og man behøvede ikke at drikke sig fuld, når man gik på værtshus i Højer – dengang. For i Toldgade 3 havde Lauritz Petersen et alkoholfrit gæstgivere med sal.
Dambergs Købmandsforretning
Vi kunne nu tage en tur til Ballumvej. Det kunne have været vores nye hjem i min ungdom. Min mor havde familie, der havde et hus her. Det kunne vi leje. Men måske var det for dyrt,
for vi blev i Tønder.
Men hvor Nygade munder ud i Ballumvej lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne var her en dejlig høkerbutik med stålvægt på disken. Her var der skuffer med mel, gryn og sukker. Når et barn lagde en to øre på disken blev de høje blikdåser taget frem. Det skete med et hårdt knubs mod diskens kant, så de sammenklistrede bum (bolsjer) kunne blive slået løse. Så kunne man også få en tut (kræmmerhus) med alverdens dejlige bum. Mange længselsfulde barneøje skuede efter disse tutter.
Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og mange andre mærkelige genstande. Ved siden af døren stod en åben sæk med korn. Store trekantede klipfisk kunne man også få herinde. Den flotte kaffemølle kunne beskues fra vinduet. Her stod ufarvet smør i en åben drittel. Margarinen stod i en træbøtte. Og ude ved slusen havde Damberg en tank stående, så han kunne levere brændstof til fiskerne.
Landbrugsmaskiner på Ballumvej
På Ballumvej 9 holdt Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning til. Den første Hyldtoft kom fra Ravsted og begyndte virksomheden i nr. 23.
I nummer 11 havde Fritz Hansen sin vognmandsforretning med to heste. Sønnen overtog forretningen, men rejste til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev. Ja og her har man jo dejlige minder fra. Peter Jensen havde overtaget stedet. Der var mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede mange metalbeslag som Hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere blev der vaskeri og broderiforretning i lokalerne.
På Ballumvej 13 blev der forhandlet landbrugsmaskiner og fremstillet jerngitterværk. Senere blev der her oprettet et pensionat. Meget tidlig blev der her leveret mad ud af huset i emaljerede to – eller treetages madspande. Man kunne også få komplet service med.
Nord for denne ejendom havde Hjuler Jensen et træskur, som han kaldte for filial. Og lige her i nærheden kunne man hos gartner Seidel hente kål og andre planter.
Dansk Forsamlingshus
På Ballumvej 10 blev der i 1925 bygget et dansk forsamlingshus og i 1926 kom der en tilbygning. Her kom også et bibliotek. Fritidshjem blev også indrettet her. Selv mener jeg, at have været til bryllup på dette sted.
Hatte i Højer
Et bageri lå på Ballumvej 6. Ved århundredeskiftet blev der indrettet et aktiebageri.
Omkring år 1800 havde Højer hele 13 bagere. Hvor mange mon der er nu? Dengang eksporterede man Kavringe (tvebakker) til Vesterhavsøerne og Norge. I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat. Jeg kan godt forestille mig, at gamle slægtninge til mig gik gennem Højers gader med sådanne hatte.
Grogge dyrere end medicin
I nummer 2 havde vi så Hjuler Jensens store imperium. Men ham har vi allerede skrevet om, og det har vi også om dr. Kühl, der boede her. Dr. Kühl var meget imod det drikkeri, der foregik i Højer. En besoffen høvring beklagede sig engang til doktoren over, at apotekerens medicin var forfærdelig dyr. Det fik så Dr. Kühl til at udbryde:
Stue fyldt med ting fra lossepladsen
Vi vender os nu mod Nørrevej. Vi har tidligere besøgt vejen, men går nu ind i nummer 7. Her boede Marie og Jes Jensen (Gamle Jes fra Frifelt). Gamle Jes var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav uden for diget ved Nørrevej. Her havde han et læskur i form af den gamle postvogn til Ballum. Han var også strandfoged. I stuen på Nørrevej blev alle produkter som Jes mente, havde en værdi, opbevaret.
Masser af industri i Højer – dengang
På Nørrevej 32 har der været tobaksfabrik. Den tilhørte købmand Knudsen. I løbet af 1800tallet opstod en række industrivirksomheder i Højer. Her var således sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådvævsfabrik og kalkbrænderi. Ja man fremstillede skællekalk af hjertemuslinger. Denne kalk gav en hvid og meget stærk mørtel eller smadder, som murerne siger.
Sundhedsfare
Ved siden af går vejen ned til den ny kirkegård. Den blev oprettet i 1862, dels på grund af pladsmangel på den gamle ved kirken og fordi der var sundhedsfare. Der var brønd med pumpe ved næsten hvert andet hus , også tæt ved den gamle kirkegård. Og en tyfusepidemi i 1860 – 1861 var den direkte anledning.
Penge under hovedpuden
Nede ad Østerende lå Hotel Stadt Tondern. Her arbejde staldkarlen Carl Christensen, også kaldet Charles eller Kårl. Han manglede det meste ørerne. Han kunne fortælle de mest fantastiske historier om, hvordan han mistede dem. Fra forstuen var der en dør ind til hans kammer. På døren stod der Hausdiener. Han havde den indstilling til jordisk mammon, at penge skulle man ikke sætte i sparekassen. Han havde derfor sin formue liggende under hovedpuden. Det havde han velvidende, at al trafik fra de handlende gik gennem hans kammer til køkkenet. En dag var hans formue væk.
Den kommanderende dyrlæge
På 1. sal på hotellet havde dyrlæge Kragh et par værelser. Han var ungkarl og en dygtig dyrlæge. Han havde en meget kommanderende facon. Og det gik ofte ud over Charles. Det kunne denne ikke lide, og han svarede ofte Kragh:
Når Kragh blev tilkaldt til Jeppe Smed på Nørrevej til en syg hest, kommanderede han også her med smededrengene, som om det var en hel eksercerplads. Men når de var færdige var han ikke smålig med drikkepenge.
Ja her på Nørrevej har jeg tilbragt nogle dejlige stunder hos onkel og tante og smukke kusiner.
Den sidste film i Højer Bio
Og Stadt Tondern blev også til Højer Bio. Den sidste film, jeg så her var en motorcykelfilm. Senere blev biografen dog nedlagt. En anden kusines mand havde hvis nok reklamefirma her. Jeg kan svagt huske, at vi var på rundvisning her.
Kyllinge – skænderi
Apoteket har vi tidligere omtalt. Men naboen til apoteker Nagel blev Hans Friedrich Boysen. Det varede ikke længe før de to temperamentsfulde herrer kom op at skændes om deres høns. Senere boede her, karetmager hjuler Madsen. Når et hjul var færdig, skulle smeden sætte jernringen udenom. Madsen trillede så hjulet gennem byen op til Jeppe Smed på Nørrevej 9.
August mæ æ Træben
I Østernde 7 boede August mæ æ Træben. Oprindelig var det kun en træbarak. Og i nummer 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig med landbrug. I mange år sad enken alene tilbage og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.
Den talende papegøje
På Kovej 2 lå Dykke Sibbersens smedje. Han fremstillede klægspadder. Han brugte sin maskinhammer til fremstillingen. Han var den eneste af byens smede, der havde sådan en. Dykke
havde også landbrug og holdt køer. Han havde også en papegøje, der om sommeren stod i et bur i haven og skreg i et væk:
Han blev kaptajn i æ Feuerwehr. Og efter konens død, stod han selv for husholdningen. Her lavede han ifølge lærlingen nogen meget specielle frikadeller. I 1937 blev virksomheden solgt til
smed Peter Nielsen fra Bønderby. Købmand Johansen nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse. Og det var her jeg hentede varer til Oma u i æ kow.
Johansen drev først butik i Klostergade. Senere har jeg hørt at butikken blev drevet som døgnkiosk.
Søndagsskole
Og når vi nu er ved Klostergade. Så stod der en indskrift på Klostergade 5:
Det var her Martensen holdt søndagsskole. Og det blev åbnet for bolsjedåsen.
Lokal togtur
Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en flot bygning, der rummede kontorer,
lejlighed til stationsforstanderen og ventesale.
Man kunne få sig en gemytlig aften på Stationskroen i Daler og så tage med det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Og det fantastiske var at man kunne benytte
toget helt lokalt, og løse billet fra Højer ud til Slusen.
Jo man kunne også via en rampe læsse kreaturer på toget. I 1984 blev den flotte bygning revet ned.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13.-10. – 2021
April 25, 2011
I 650 år lå Tønder på samme geografiske område. Var der jernproduktion i Tønder – i meget tidlig tid? Uldgade har fået sit navn på en misforståelse. Tønder var delt i fire. Der var tre blegepladser, og dem Bag Staldene havde fået fine fornemmelser. Ja, og på et tidspunkt var der to Jernbanegade(r).
I 650 år på samme sted
I 650 år lå Tønder på en holm mellem Vidåen i syd og Laurentiusstrømmen i nord. Tre veje førte ind til byen. Løgumklostervejen gennem Østerport, en sommervej fra Sæd gennem Sønderport, og Ribe – Møgeltøndervejen over Vesterbro.
Om natten og i faresituationer var portene lukkede og broen trukket op. Langs med åerne var der palisader.
Ikke anlagt af tyske købmænd
Nogle påstår, at byen var grundlagt af tyske købmænd. Men meget tyder på, at byen har udviklet sig fra at være en landsby med en oprindelig lang kroget landsbygade. Dengang var der ikke en eneste tværgade. Således blev Søndergade først anlagt efter den store ildebrand i 1581. Den nuværende Richtsensgade langt senere.
Skulle byen være blevet anlagt af tyske købmænd havde man sikkert også lavet plads til kirke og kirkegård, og det var det ikke.
En by i udvikling
Dengang da Tønder fik sine købsstadsrettigheder, var det allerede en by i rig udvikling. Fem år i forvejen havde munkene bosat sig i byen.
Alt tyder på, at byen er opstået som havneby. Efterhånden som det blev vanskeligere at komme ind til Møgeltønder på grund af slikaflejringer, foretrak skipperne at gå ind til Lille – Tønder, hvor Vidåens vand holdt en sejlrende åben. Og Lille – Tønder ligger som bekendt fem kilometer øst for Tønder.
Og det fantastiske er, at også på det punkt, strides historikerne. Betegnelsen Møgel kan udlægges som Stor. Lille Tønder (Tundria) skulle så have været den nuværende Tønder.
Tønder en vigtig by
Tønder var efter Slesvig, Hertugdømmets ældste by. Tønderhus historie vidner om særdeles mange magtkampe om byen. Men det vidner også om, hvor vigtig en by, Tønder var dengang. Her fungerede den lybske ret. Ikke langt derfra var det den jyske lov, der reagerede.
Handel med London i 1017?
Allerede i 1227 havde Sortebrødrene bygget et kloster i byen. I 1238 fulgte Gråbrødrene efter. Pontoppidan hævdede, at Tønder allerede i 1017 drev en omfattende handel med England.
Omkring Nygade og Slotsbanken er der gjort spændende fund. Havde vikingerne allerede dengang en havn i byen?
Vi bliver nok aldrig færdig med at skrive om Tønders historie.
Delt i fire
Byen var delt op fire bykvarterer. Det var Sydøst – kvarteret fra Østerport til Torvet og alt syd for denne linje. Sydvest – kvarteret gik fra Storegade 10 til Kogade, og alt syd derfor. Nordvest – kvarteret gik fra Torvet til Laurentiusstrømmen og alt nord for dette. Og endelig havde vi Nordøst – kvarteret fra Humkekærren og det gamle Rådhus til Østerport og alt nord for dette.
Gadenumre i 1900
I 1774 inddelte man hvert kvarter i husnumre. Dette system virkede helt til år 1900. Først derefter begyndte man at inddele numre i gaderne.
Bag staldene
Omkring år 1500 gik man ind ad Østerport til Torvet ad Østergade. På Torvet lå Klokkehus, Kagemand og galge (til ca. 1500) og et stråtækt rådhus. Torvet var dengang større end i dag.
Derfra gik man gennem Vestergade til Laurentiusstrømmen. Smedende boede på grund af brandfaren for sig selv i Smedegade. Den lå ved kirkegården. Fra Vesterbro til Skibbroen gik Kogade. Det var her, at studene blev drevet hen til Slotsbommen, hvor der skulle betales told.
Større var Tønder faktisk ikke, dengang. Mellem hoved-strøgets baghuse og møddinger gik der fire veje eller gyder bag Staldene, Øster – , Nørre – , Sønder – , og Vester – , bag Staldene.
Der var en tvær-gade for hvert kvarter. Fra Torvet førte en markvej, æ Stokvej , hen til en Stok (dvs. en Løbeplanke) over Laurentiusstrømmen foran der hvor Tønder Øst lå eller for den sags skyld ligger.
Var der jernproduktion i Tønder?
En smal slippe førte fra Torvet ned til Sønderport. Andre smøger dengang var Kobbergade, der måske havde navn efter en kobbersmed. Også Pebergade eksisterede som smøge dengang. Navnet kan muligvis stamme fra Peblingerne, som var betegnelsen for Latinskolens elever. Måske kan ordet også henføres til Pebersvendene, som var betegnelsen for Hanseatiske handelsbetjente.
Nu kunne det også tænkes, at navnene Kobbergade, Pebergade og Smedgade kan have noget med udvinding af myrehalm at gøre.
Kobbergade hed i 1695 Copperstrasse og Pebergade, Pepperstrasse. Den engelske betegnelse Cooper, betyder bødker, mens Pepringe afledes af olddansk, Pipr = væld, dvs. kildestedet.
Har det været jernproduktion i Tønder af myremalm? Både smede og bødkere har hver på sit felt haft adgang til råstoffer. Og bødkerne har fremstillet trætønder, hvor salt kunne transporteres. Der har været en omfattende udvinding af salt i området.
Nord og øst for byen er der fundet rester, der kan tyde på udbinding af myremalm. Der er faktisk fundet rester af smelteovne fra jernalderen ved Emmerske.
Slotsgade og Uldgade
Da Laurentiuskirken med sin kirkegård blev nedlagt efter reformationen, blev Vestergade forlænget med nye borgerhuse til Laurentiusstrømmen. På det nedlagte klosters grund opstod Slotsgade og Uldgade.
På sydsiden af Slotsgade boede Hertugens slotspersonale. Trekanten mellem Slotsgade og Møllevej blev skænket til højere embedsmænd.
Uldgade fik sit nuværende navn, fordi redaktør Skovrøy formodede, at uldspinderne havde boet her. På tysk kaldtes den Wolfstrasse. Men det er dog ikke korrekt. Nu er det jo ikke første og eneste gang, at man tager fejl m.h.t. Tønders historie.
Med hensyn til Uldgade, så kaldtes den i 1603 Wulf’s Gade efter Wulf Hans, som ejede et hus ud til hjørnet af Søndergade.
Uldgade og Slotsgade hørte egentlig til Tønder Amt. Først i året 1665 efter en langvarig og dyr proces blev gaderne indlemmet i Tønder Købstad. Og dog ikke helt.
Storetorv og Lilletorv
Efter 1580 gav byen tilladelse til, at man måtte bygge på Torvet. Det var så Storegade 1, 3, 5 og 7, der blev bygget. Derved blev Torvet delt i Lille Torv og Store Torv. Derefter kaldte man gaden fra Torvet til Kobbergade for Storegade.
Efter den frygtelige brand i 1582 anmodede Hertugen om, at Smøgen fra Torvet syd på, blev gjort lidt bredere. På den måde opstod Søndergade. Det var egentlig også brandfarens skyld, at man i 1599 anlagde Lillegade og Møllevej.
En ny forstad
Foran Vesterbro ved Møgeltøndervejen var der bygget huse, og efterhånden opstod der en Vesterbro – forstad. I 1612 var her 4 huse, men i 1640 allerede 40 huse.
Den del af bag Staldene, der lå bag Storegade, blev efterhånden til en selvstændig gade, kaldet Spikergade. Første gang vi hører om gaden er i 1670. Og hvad betyder det så? Navnet Spiker
er plattysk. På højtysk hedder det Speicher (Magasinbygning).
Tre blegepladser
Mellemgade opstod på lignende måde. Gaden benævnes første gang i 1721. Jomfrustien ved den gamle Amtsgård er af nyere dato. Dog kendes det før 1860.
Til den indre by (bag Palisaderne) hørte også tre Blegepladser, Østblegen bag Seminariet, Sønderblegen, mellem Søndergade og Vidåen. Vestblegen lå der, hvor den senere Skyttegården
lå.
To Jernbanegade(r)
Bortset fra Vesterbro– forstad, så lå Tønder stort set på samme geografiske areal i 650 år. Det var først da jernbanen kom til byen, at der skete noget. Da den første banegård Tønder Øst blev bygget i 1866 blev Stokvejen til Jernbanegade.
Efter at Vestvejen blev bygget i 1886, blev Papegøjevejen fra Vestergade til Vestbanegården til en anden Jernbanegade.
Vest for byen opstod der en ny bydel langs med landevejene til Møgeltønder og til Vidingherred.
Byrådet besluttede, at den gamle Stokvej, som man havde givet navnet Jernbanegade nu skulle hedde Richtsensgade. Den ny Jernbanegade beholdt sit navn. Og gaden langs Møgetønder
Landevej fik navnet Strucksalle. En anden af Nystadens gader fik navnet Vidingherredsgade. En lille gade fra denne, der gik vest på fik navnet Markvej.
Og en beskeden lille markvej (Bokkensaavej), der gik nordpå fra Vestergade fik navnet Popsensgade. Her var der også begyndt at opstå huse.
Ingen lys ”Bag Staldene”
Folkene, der boede i de gamle nu efterhånden ophævede bag Staldene havde fået fine fornemmelser. For i 1896 forlangte de gadebelysning. Men i Tonderne Zeitung fik de det svar, at:
Nye Navne
De gamle – bag Staldene fik nu fine navne, Vester bag Staldene blev til Allégade (1901). Sønder bag Staldene blev til Skibbrogade(1902), Øster bag Staldene blev til Vidaagde (1905) og endelig Nørre bag Staldene fortsatte som Nørregade.
Man kan undre sig lidt over, hvordan man kunne få plads til 120 borgerhuse i Tønders krogede gader, sådan som historikerne fortæller os. Godt nok var byggegrundene smalle og dybe, men alligevel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3. – 11 – 2021
Februar 21, 2011
Under de fem mørke år opstod der mange vittigheder. Vi bringer nogle af dem her. Nogle går sikkert over stregen, andre er grovkornede og racistiske. Men sådan var det. Nogle er sikkert også bedre end andre.
Befriende
Mange vil sikkert hævde, at det ikke var noget at grine af under besættelsen. Men der eksisterer faktisk en masse Tyskerhistorier, Vitser, sange og skildringer af de mange sandfærdige begivenheder, der i hvert fald i dag kan trække smilet frem. I nogle tilfælde er humoren måske lidt grovkornet. Måske kan artiklen også
være lidt befriende, når man tænker på alle de barske artikler vi indtil nu, har skrevet om de fem onde år.
Den forkerte vej
En dag kort efter besættelsen marcherede en deling tyske soldater ned ad Vesterbrogade mod Rådhuspladsen, da de pludselig begyndte at syng
Så går i da den forkerte vej, råbte et cykelbud i farten:
Mani
Kort efter den 9. april sidder nogle børn og diskuterer ordet Mani.
Hvor har I fanget dem?
I sommeren 1940 marcherede et tysk musikkorps ad Østerbrogade. Det så storslået ud, ikke mindst fordi Musikkorpset var omgivet af ridende dansk politi.
En Svajer, der imponeret betragtede det flotte skue råbte til en af betjentene:
Om Rudolf Hess
Ja så blev der skrevet dette kvad:
SS på Nørrebro
Mange knægte på Nørrebro – dengang, kaldte SS for Skod – Samlere.
Træk dem planmæssig tilbage
En stor tysk soldat stod en dag på bagperronen af en linje 5 og spærrede pladsen for dem, der ville stige af. En lille kontordame puffede flere gange til ham, men det hjalp ikke. Tyskeren blev stående. Så sagde kontordamen:
Ude på
en flyvemaskine
Et par dage før Amerika officielt erklærer Tyskland krig befinder en flyvemaskine sig midt ude over Atlanten. Piloten finder ud af, at benzintanken er læk. Han meddeler, at hvis tre personer ville springe ud, kunne maskinen nå sit bestemmelsessted.
En engelsk, en fransk, en tysk og en italiensk officer befinder sig blandt passagerne. Officererne beslutter sig efter englænderens forslag at ofre sig.
Tyskeren slog hælene sammen og råbte Heil Hitler, og kastede så italieneren ud af vinduet.
For Gammel
Renthe – Fink fortalte en dag kongen, at Hitler havde bedt ham hilse og sige, han egentlig fandt det meningsløst, at Danmark og Tyskland som to brødrefolk var skilt fra hinanden, og de egentlig burde slås sammen.
Dertil svarede Kongen:
Erobret England – med de skibe
Dengang i begyndelsen af besættelsen, da tyskerne betragtede deres ophold i Danmark som et turistbesøg, kom et par tyske officerer hen for at se Ladeby
– skibet.
Opsynsmanden viste dem rundt og forklarede, hvad der var at se. Da de var færdige, sagde den ene tysker:
Nogle af de dårlige
Det skal også være plads til til de dårlige vittigheder.
Da tilbagetoget i Rusland begyndte, fortalte man at den tyske overkommando havde sendt alle gasmasker hjem fra østfronten. Soldaterne kunne nemlig ikke passe dem mere, fordi de var blevet for lange i ansigterne.
De tyske soldater i Rusland fryser ikke mere – for nu tager de vest på.
Nu kan de tyske tanks køre uden benzin – for nu går det stærkt ned ad bakke.
Italienerne i bakgear
Italienernes indsats i krigen vakte ikke ubetinget beundring. Da den italienske flugt i Afrika havde varet i flere uger, sagde man ironisk at de nye italienske tanks var bygget med et fremad – gear og otte bak – gear. På Rådhuspladsen var man forundret over denne påstand. Der udspandt sig nu denne lille ordveksling:
Fotografering af militære mål
Første Svajer:
Anden Svajer:
Første Svajer:
Den grove vittighed
Nogle af vittighederne var grove under besættelsen. Også denne. Det var kendt, at Hitler beordrede selv meget unge mennesker til fronten.
I 1944 gik det rygte om, at Hitler havde bedt om 48 timers våbenstilstand, fordi han havde to divisioner, der skulle holde konfirmation den følgende søndag.
Den tyske jernbanevogn
I en tysk jernbanevogn i Jylland, blev der fundet følgende inskription:
En tur i Østersøen
En dag bad Der Führer, Göring tage med på en ro-tur i Østersøen. Da de var kommet et langt stykke ud spurgte Hitler:
En aviskiosk i Istedgade
På en aviskiosk i Istedgade var der en morgen skrevet med store blåkridts – bogstaver på en plakat:
Næste morgen stod der neden under med røde bogstaver:
Fritz slutter, hvor føreren begyndte
Som alle ved. startede Hitler sin karriere som maler. Hjemme i Bovrup syd for Aabenraa stod Frits Clausen i oktober 1944 i sine sutter og gav sine havelåge en gang maling.
Så gammel som Metusalem
En dag sendte Sct. Peter, Metusalem en tur ned på Jorden, for at se lidt på forholdene. Han kom dog allerede tilbage, efter to dages forløb, meget nervøs. Sct.
Peter spurgte, hvorfor han kom så hurtig tilbage.
Nok af de Grønne
Efter Schalburg – aktionen mod Tuborg, trøstede københavnerne sig med, at ølproduktionen nok snart ville komme i gang igen. Tuborg – bryggerierne
kunne med en hvis ret sige:
I rendestenen
Efter bombardementet på Shell-huset den 21. marts 1945 var der stor nervøsitet blandt de tyske soldater i København. Af en eller anden grund marcherede en del tyskere i gåsegang i rendestenen på begge sider af en gade på Nørrebro. Det fik en lille pige til at udbryde:
Vent til du bliver afluset
En tysk flygtninge – dreng som råbte Dumme Dänen efter en flok skolebørn, fik følgende svar af en Viborg – dreng:
Det var ikke vand
I en af de københavnske gader brændte to tyske biler. Københavnerne frydede sig, men en meget bekymret ældre mand stod med sin cykelpumpe, som han regelmæssig stak ned i spanden og sugede fuld. Lidt efter så man en fin stråle sprøjte mod de brændende biler. Det virkede irriterende på en ældre københavner:
Ja og sådan kunne vi blive ved.
Der er 362 artikler om Besættelsestiden her på www.dengang.dk. Artikler, der nok ikke er så morsom, som denne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 02. 2022