Tøndringerne opfattede den ny bydel som noget, der ikke hørte ti. Derfor kalde de det Das Heidentum. Og ellers hed det stadig Auntowt Skasé og Møltynne Skasé. Formanden ville selv bestemme, hvem der skulle anvises lejligheder. Det var en svær fødsel. Æ Bauverein blev diskuteret på byens værtshuse. Man sparede i begyndelsen. Købte kalksten fra Møgeltønder, samt 75.000 brugte mursten og brugte materialer fra de nedbrudte Zeppelin – haller.

 

Inge Aasted og godnathistorier

Man kalder kvarteret for Nystaden, med sandheden er, at der allerede i 1614 var bygget fire huse uden for Vesterport. Og i 1640 var der allerede 40 huse på stedet.   Jeg kan ikke huske, hvornår vi flyttede fra Østergade til Strucksalle. Men vi flyttede derfra omkring 1959. Vi boede på hjørnet ud mod  Skolegade.

Det var en hyggelig tid. Jeg husker den store radio ind i stuen, hvor vi hver aften hørte Inge Aasted. Bagefter læste far godnathistorier.

 

En falsk julemand

Jeg græd som pisket, da jeg opdagede at julemanden var vores nabo, Nicolaisen. Det var ikke godt.

 

Ungarns – indsamling

Endnu husker jeg den store Ungarns – indsamling. Der var et kæmpe optog på Strucksalle. Dengang var vejen brobelagt, men jeg kan også huske, da vejen blev asfalteret. Det var kæmpe maskiner, synes vi dengang. Og sikke en lugt.

 

Med brækket ben i mejeriet

Skråt over for lå et mælkeriudsalg, en slagter og bager Wraamann. Vi var ofte over at besøge ham i bageriet. Og det var min far også, da min lillebror Erwin kom til verden. Min far cyklede ind i bageriet. Han havde brækket benet.

Bager Wraamann kan godt huske episoden. Jeg fik en hilsen fra ham via hans smukke datter, der bor her i København.

 

Det store bryggeri

Ja ved siden af mælkeri udsalget var der en smutvej ned til Markgade. Og her lå det kæmpe store bryggeri Victoriabryggeriet. Det blev grundlagt i 1888. I Tønder Amt var der alene 900 hoteller og værtshuse, så der skulle noget til at stille tørsten. En gang var hele bryggeriet ved at springe i luften, men det blev reddet i sidste øjeblik. I 1902 gik selskabet konkurs. Et forsøg med konserves og dyrkning af champignon blev et flop. Senere blev det overdraget til korn – og foderstoffer.  Nu er det hvis indrettet med lejligheder på stedet.

 

Købmand Lassen

Det var også købmand Lassen. Her hang ofte vildt på kroge foran butikken. Spændene var det at se på for os børn, at se. Og inde i butikken fik vi bom. Butikken lignede en rigtig gammel høker – butik. Ved min storebrors begravelse fik jeg hilst på sønnen, Christian.  Og butikken eksisterer hvis nok stadigvæk.

 

Kasserer i Murerforbundet

Min far blev kasserer i Murerforbundet.  Der kom masser af arbejdsløse murere i køkkenet på Strucksallé. Min mor lavede madpakker til dem, der ingen penge havde. Men selv havde
familien Brodersen heller ikke så mange selv.  Og de drak kaffe i spandevis.

Da min far skulle have hjælp, fik han ingen hjælp. Han var hvis nok faldet ned fra taget.  Han bankede i bordet, men intet hjalp. Min far og mor måtte gå til Frelsens Hær for at skaffe tøj til os børn.

 

En ål på køkkengulvet

Det var også i køkkenet mor slagtede, når ” Opa kom u fra æ kow”  med et halv svin på knallerten. Men  “sortsup og blojsup” vendte jeg mig aldrig til – heller ikke lugten. Når murersvendene kom og skulle hente dagpenge i køkkenet, ja så hændte det af og til at en ål, som Opa havde leveret “u fa æ Kow” gjorde sig selvstændig og krøb hen ad køkkengulvet.

 

Poul Schlüter og jeg – i samme børnehave

Jeg gik i børnehave omme i Viddingherredsgade. Her ville pædagoger gerne studere mine kunstneriske udfoldelser. De synes hvis nok, at min fantasi spillede mig et puds. Men min far og
mor mente, at det var farligt at udlevere mine tegninger, så de sagde nej til, at disse blev udleveret til ukendte. De kendte åbenbart ikke til begrebet “kreativ”. 

Et par år senere fik jeg at vide på  Tønder Kommuneskole, at jeg bedre skulle styre min fantasi. Jeg havde skrevet en stil Mord i Skraldespanden.  Det lykkedes at begå fem mord på fire sider.

Poul Schlüter gik hvis nok i samme børnehave som mig – dog ikke samtidig. Han havde boet ved næste hjørne – ved Plantagevej.

 

Flytning til Lærkevej

Og så var det toilet ude på  gangen. Så man tænkte sig om en ekstra gang, når man skulle der ud.  Det var stort, da vi var ud at se vores kommende hjem på Lærkevej.  Tænk med egen have. Omkring 1958 – 1959 flyttede vi derud. Og det gjorde Per og Johannes Keller også. De boede også på Strucksalle.

 

Hørte ikke med til byen

Da byggeriet rigtig tog fat omkring Strucksallé begyndte folk at kalde stedet for Das Heidentum. De opfattede ikke kvarteret som tilhørende byen. Egentlig blev Strucksallé  opkaldt efter Peter Struck, men tøndringerne fortsatte med at kalde vejen for Møltynne Skasè. Heller ikke Viddingherredsgade faldt i tøndringernes smag. Den fortsatte tøndringerne med at kalde
Avntout Skasé.

Egentlig skulle artiklen ikke handle om min barndom, men om Tønder Byggeforening.

 

Funktionærer til byen

Da den slesvigske vest-bane kom til Tønder i 1896, vågnede Tønder atter engang op. Ja og dengang var husene endnu nummererede efter kvarter. Først i 1906 begyndte man at nummerere efter gader. Det nuværende Vestergade var bygget omtrent til posthuset. Videre ud mod vest af vejen til Møgeltønder lå det stolte Viktoria – bryggeri. Enkelte huse lå herude. Men ellers havde Tønder  udvidet sig i mange hundrede år.

Med den nye jernbane var der kommet en del funktionærer til byen. De oplevede, at standarden lod meget tilbage at ønske både m.h.t. størrelse og navnlig i hygiejnisk henseende. Den nye tid bragte også ønsket om bedre levevilkår.

 

Bevægelsen startet i England

Byggeforeningens fædre var ikke nogen, der selv trængte til bedre boliger. Bevægelsen med at oprette byggeforeninger opstod i England. Her ville man skaffe hver familie eget hus med have. Målet var ved fælles hjælp at skaffe passende lejligheder i huse, som de med tiden kunne blive ejere eller endog medejere af.

 

Erfaringer andre steder fra

I Tønder blev denne tanke bragt frem af en snæver kreds af borgere, som dels af politisk klogskab og dels af ideologiske grunde ville fremme tanken at sikre gode boligforhold for den jævne befolkning. Blandt de mest ihærdige var lærer og organist Hugo Strange.

Ved et møde på Humlekærren besluttede man at gøre mere ved sagen. Den unge arkitekt, Thaysen, som netop havde etableret sig i byen, var hidkaldt som ekspert. Det første, man gjorde var at etablere et udvalg. De tog til Husum,  for at se, hvordan deres forening fungerede. Og her havde foreningen allerede fungeret nogle år.

Som Tondersche Zeitung fremhævede så foregik turen “auf eigenen Kosten”

Turen var en succes. Man indhentede også erfaringer fra Flensborg, Kiel, Regensburg og andre steder fra.

 

Vigtigt møde på Tonhalle

Et indledende møde blev nu berammet. Fra Kiel tilkaldte man forsikringsråd Nielsen fra Landsforsikringsanstalten i Kiel. Det var selvfølgelig en god årsag til, at denne Nielsen blev kaldt til. Forsikringsanstalten i Kiel udlånte penge til den slags foretagender.

Og mødet fandt sted på Tonhalle.  Kun få år i forvejen havde stedet fået sit flotte navn. Inden da havde det heddet Den Gyldne Træsko eller Zum Goldenen Klotz.  Det blev et tilløbsstykke. Man fik et dybdegående foredrag om byggeforeninger i al almindeligheder og om i den i Tønder påtænkte byggeforening i særdeleshed.

 

Formanden ville bestemme

Det nedsatte udvalg havde udarbejdet forslag til vedtægter. Det var meget konservativt opbygget. Efter udkastet havde formanden den overvejende indflydelse på, hvem der skulle have
lejligheder tildelt. I det hele taget så passede de foreslåede vedtægter slet ikke ind i den demokratiske ånd, det nye fortagende var tænkt som.

Forsikringsråd Nielsen  mente dog også, at udkastet skulle laves fuldstændig om. Det var pinligt. Forsikringsråden, der sad pengekassen, erklærede, at der ikke kom penge fra Landsforsikringsanstalten til en forening, der ikke bedre kunne fordele ansvar og myndighed mellem medlemmerne.

 

Vedtægterne skulle laves om

Forsamlingen var enig med forsikringsråd Nielsen. Men det udvalg, der var blevet nedsat blev godt sure, og på et enkelt medlem nær, erklærede de, at de ikke mere ville have med sagen at gøre. Det hele var måske gået i sig selv, hvis ikke det havde været for dette enkelte medlem, som var Hugo Strange. Han samlede en ny kreds af mænd omkring sig. Disse var mere indstillede på, at arbejde efter demokratiske statuetter.

Mødet på Tonhalle blev afholdt den 21. februar 1906. Den var omtalt i en trespaltet artikel i Tondernsche Zeitung. Referenten måtte dog indrømme, at vedtægterne skulle laves om.

Forsikringsråd Hansen havde fået til opgave, at fremsende hovedlinjerne for de nye vedtægter. Men de lod vente på sig.

 

Æ Bauverein på dagsordenen

Den 24. april var der atter møde på  Tonhalle. Ikke særlig mange var mødt frem. Man diskuterede medlemsbidragenes størrelse. Mest stemning var der for et indskud på 3 mark og en månedlig indbetaling på 1 mark. Tydelig var det dog, at interessen var for nedadgående. Særlig i borgerlige kredse var arrangementet blevet upopulært. Man mente ikke, at lejerne skulle være med til at bestemme lejen i deres lejligheder. Og i disse år var Æ Bauverein noget man diskuterede på byens værtshuse. Bølgerne gik højt.

Lærer Strange havde mistet sine borgerlige venner. Han søgte nu forbindelse med andre kredse. Det var navnlig de tilflyttede jernbanefolk, han tog kontakt til. Gennem disse gik forbindelsen videre til Den kongelige Jernbanedirektion i Altona. De havde en kommission siddende, der beskæftigede sig med de ansattes boligforhold.

 

Hjælp fra Jernbaneadministrationen

Herfra kunne man sikkert forvente et billigt lån. Men man skulle opgive den oprindelige tanke med et hus til hver familie. Jernbanefunktionærernes ønsker var da også, at bare at få gode lejligheder, så længe de boede i Tønder.

Den ny bestyrelses selvstændighed blev indskrænket. Men til gengæld så det ud til, at nogle af ideerne ved hjælp af Jernbaneadministrationen kunne gennemføres.

De nye møder blev nu holdt på  Banegårdsrestaurationen. Forholdet til Jernbaneadministrationen blev klarlagt og nye vedtægter udarbejdet. Der skulle være en bestyrelse, der havde den løbende administration. Endvidere skulle et tilsynsråd etableres. De skulle på en måde svæve lidt over vandende. Man skulle dog holde møder sammen med bestyrelsen. Og begge råd skulle vælges på generalforsamlingen. Foreningen skulle i juridisk henseende være et selskab med indskrænket ansvar (G.m.b.H).

 

De to grupper i Tønder

I Tønder var der således to foreninger under opsejling. Den ene var med en konservativ, borgerlig ledelse og en med liberal arbejderledelse. Den første havde masser af idealisme, men ingen penge. Den anden havde jævne krav til en tilværelse om en ordentlig lejlighed, og det var lige så vigtig – penge.

 

Generalforsamling på Tonhalle

Den første gik mere og mere i sig selv. Den anden gik fremad. Da sommeren det år kom til Tønder, havde byen fået en Byggeforening.

Byens to aviser kunne nu meddele, at der den 28. juni 1906 var indkaldt til stiftende generalforsamling på Tonhalle. Mødeleder skulle være stationsleder Suder. Denne Suder gik dog hverken ind i bestyrelsen eller tilsynsrådet. Måske var det af tjenestelige grunde. Men han fungerede som kontaktmand mellem Byggeforeningen og Jernbanedirektionen i Altona.

53 personer var nødt op. Tilsynsrådet blev først valgt. Og den kom til at bestå af gruppen omkring Hugo Strange. Han blev valgt som formand, med landmåler Nielsen som stedfortræder. Bogtrykker Moses blev sekretær med godsekspedient Nielsen som stedfortræder.

Da Tilsynsrådet trådte ind i salen, havde de en liste med forslag til bestyrelsesmedlemmer. Og det var:

• Forretningsfører: Banegårdsvært Iwan
• Regnskabsfører: Baneassistent Fick
• Byggeforvalter: Banemester Peters
• Arkitekt: Lauritz Thaysen

Det var dog den unge arkitekt, der kom til at præge sammenslutningen. Man valgte en strategi med at stå sig godt med pressen. Det var sikkert en meget klog beslutning. Man skulle
sikre sig positiv omtale. Efter loven var foreningen nemlig først juridisk anerkendt, når der var 150 medlemmer. Men det tal nåede man faktisk inden for et par måneder.

 

Endelig bevilliget lån 

Ved det første møde forelå tilbud om salg af en mark på 13.560 m2 for 9.000 mark. Marken lå omkring den nuværende Strucksallé. Den tilhørte tømmerhandler Nielsen.

Det var dog ingen sparekasse i Tønder, der ville bevillige lån til dette. De var vant til at finansiere kreaturhandler og landbrug og ikke et Genossenschaft  som dette. Det kunne jo undre, for der forelå et skriftligt løfte på 83.800 mark fra Arbejderpensionskassen i Berlin.

Men så kom der et tilbud fra den nyoprettede Skærbæk Kreditbank om et lån på 11.000 mark mod at indtræde i de Slesvig – Holstenske Forbund. Dette skete så, og jorden blev købt.

 

Byggeriet startede i det landelige
idyl

Ved den første generalforsamling kunne ledelsen møde frem med et forslag om bygning af ikke mindre end seks huse. Der var tale om to stk. til to familier og fire stk. til fire familier. I fire familie husene var lejen sat til 175 mark om året.

Her var der dog nogen, der mente, at den leje var sat for høj til at en arbejder-familie kunne betale det. Bestyrelsen svarede, at beregningerne var rundet opad. Men virkeligheden viste sig også, at husene blev lidt billiger  end beregnet.

Da man startede byggeriet var det landeligt idyl herude i Nystaden. Men snart blev de ledige byggegrunde mellem foreningens byggepladser indtaget. Sidegader opstod, og haver blev tilplantet. Der blev dyrket grøntsager og kartofler, og det fik betydning, da krigen kom.

Mange af lejerne var jernbanefolk, som hyppigt blev forflyttet. Senere var det folk fra byen, der indtog lejlighederne.

 

Kalksten fra Møgeltønder

Af hensyn til sparsommeligheden anvendtes i begyndelsen kalksten fra Møgeltønder Kalkstensfabrik. Men træet i husene var særdeles godt svensk tømmer. Den unge forening havde efter kun seks års virke et overskud på 13.626,45 mark. Det lyder måske ikke af meget. Men dengang kostede et nyt sæt tøj 30 mark, og en månedsløn var på 100 mark.

 

Roser til Strange

I 1912 var der roser på et bestyrelsesmøde til lærer Strange. I en skrivelse gav forsikringsråd Hansen  en særlig anerkendelse til ham for hans store indsats i foreningen. Måske kom skrivelsen, fordi at Strange på det tidspunkt overvejede at tage sin afsked som lærer og organist i Tønder.

Krigen satte en stopper for alt byggeri. I protokollen kunne man læse, hvor bestyrelsen befandt sig.:

• Hotelejer Oeverdick var i Christiansfeld
• Postpakmester Nickels og journalist Stuckert var i Skærbæk
• Løjtnant Thomsen befandt sig på den vestlige krigsskueplads.

Den trofaste Strange, der siden foreningens start trofast havde ledet møderne fra 1906, tog sin afsked i 1915. Han forlod byen og bosatte sig i Kiel, hvor han døde i 1940 i sit halvfemsindstyvende år.

”Vaks ved Havelågen”

Selv om der ikke blev bygget i krigsårene var foreningen aktiv. Man deltog i møder rundt omkring og tog nyttige oplysninger med hjem. For at spare valgte man altid jernbanefolk som
delegerede. De kunne rejse gratis. Man besluttede, at få overladt 43.525 m2 på den jord, hvor Horupsgade  ligger. Betalingen skulle ske ved hypoteks -lån.

Da luftskibshallen i 1918 skulle nedrives, var foreningen igen vaks ved havelågen. De fik fat i de brugte materialer og 75.000 mursten.

 

Familier ansvarlige for skarnsstreger

Men det så trist ud i de forskellige bygninger. Vareknapheden kunne mærkes. Man kunne også mærke, at fædrene ikke var hjemme. Således blev det anført at alle vinduer i en kælder i en ejendom var smadret. Det blev vedtaget, at så snart, at det var muligt, skulle nye indsættes. Men det blev også vedtaget, at hver familie var ansvarlig for sådanne skarnsstreger.

 

Salg af ejendom

Da Bauverein Tondern havde fået sine medlemmer hjem fra krigen og fangenskab stod man over for nye problemer. Afstemningen og de politiske forhold tydede på, at Tønder igen blev dansk. Samtidig satte inflationen voldsomt ind på marken. Alle værdier blev forrykket i den grad som ingen havde drømt om. Hvordan byggeforeningen skulle kunne komme igennem denne krise bekymrede både medlemmerne og ledelsen.

De afgørende beslutninger blev truffet på Nordfriesischer Gasthof den 10. april 1920. Mødet blev indledt af købmand Johs. Thomsen – den senere borgmester. Han kunne berette om, at foreningen havde et overskud på 13.193,80 mark.

Man tog den kloge beslutning, at sælge den ældste af foreningens ejendomme, Strucksalle 27. Generalforsamlingen vedtog salget og foreningen blev derved gældfri, og blev et velhavende selskab.

 

Rigdom skulle komme lejere til gode

Man besluttede, at der ikke måtte optages nye medlemmer, og at den pludselige rigdom skulle komme de gamle medlemmer til gode i form af bedre boligforhold. Men selskabet måtte ikke blive et sted for kapitalanbringelse. Men denne spærring blev hvis aldrig rigtig gennemført.

Lejerne i de 38 lejligheder, som foreningen rådede over fik indført elektrisk lys og bedre kloakforhold. Nye tjenestemænd søgte til byen. Og det var ledelsen opmærksom på. Man havde byggegrundende. Men skulle man tage fat ligesom i 1906 krævedes det, at man omdannede foreningen efter dansk lovgivning. Allerede i 1921 trådte man som følge af dette i likvidation. Først i 1923 genopstod man nu som Tønder Byggeforening.

Men først efter en generalforsamling den 12. maj 1923 på Harmonie kunne man foretage overgangen. Efter de nye vedtægter, faldt ordningen med et tilsynsråd bort. Den ny ledelse bestod af ni bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de tre udgjorde forretningsudvalget.

 

Større lejligheder i Horupsgade

Den ny bestyrelses største opgave var at bygge på Horupsgade. Efter tidens krav blev disse større end de gamle. De var egnede til børnerige familier. Pludselig disponerede foreningen over 62 lejligheder.

I 1931 holdt man jubilæumsfest med kaffebord, taler og dans. I 1936 skulle man igen have holdt jubilæumsfest. Bestyrelsen mente dog ikke, at det var forsvarligt på grund af de mange reparationer, der var udført samme år.

 

En månedlig leje på 40 kr.

Det samme gentog sig i 1946. her var man også nødt til at foretage en del reparationer, derfor undgik man festligheder. Det måtte vente til 1956, hvor man kunne se tilbage til et halvt år hundredes virksomhed. Og det var på det tidspunkt, at familien Brodersen boede i et af byggeforeningens huse.

På det tidspunkt var lejen omkring 40 kr. om måneden.

 

Rimelig husleje

Jeg mener, at jeg så, at man i dag kun skal betale 3.400 kr. i månedlig leje for 135m2. Det er ganske billigt. Og i dag kan Tønder Boligforening tilbyde 57 lejligheder på Horupsgade, Skolegade og Strucksallé.

– Men ak og ve. For nogle år siden gik Tønder Byggeforening konkurs og blev solgt. 

 

Kilde

• Litteratur Tønder

 

• Ture i Tønder 1
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tog til Tønder
• Trafik i Tønder – dengang
• Tønders historie – efter 1900

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler , heraf 283 artikler fra Tønder
  

Redigeret 3.11.2021

Vi skal møde “Æ Lokumsrense fra Tynne”. En meget upopulær person. En mosebrand var ved at antænde et våbenlager for modstandsbevægelsen. Engelske angreb mod tog afgået fra Tønder. To bombninger mod samme hus i løbet af besættelsen. masser af døde. Flygtninge – tog i Tønder. Sabotage mod 8 lokomotiver.  Tønder Statsseminarium under mistanke. 62 tøndringer mistede livet ved fronten. Yderligere 10 tøndringer mistede livet, bl.a. i KZ – lejre.  Et lokomotiv blev kørt i Vidåen.  Massiv arrestationsbølge På Kongens Fødselsdag blev der anbragt 62 bomber langs grænsen. Våbendepot i Ny Frederikskog og midt i Tønder By. 

 

Æ Lokumsrenser fra Tynne

Den 9. april havde tyskerne medbragt Panzerzug no. 24. Den rullede ind på Tønder Station.  Og det ordinære tog fik at vide, at det skulle afvente dette tog. Panzerzug`s opgave var blandt andet at spore bomber på jernbanestrækningen. Og det gik meget langsomt. Om bord var blandt andet en guide, der spillede Kong Gulerod over for personalet på Esbjerg Station.

Man spurgte på stationen i Esbjerg om denne person. Og lokomotivføreren i det efterfølgende tog kunne så fortælle, at det var

• æ lokumsrenser fra Tønder

Dermed var hans rolle sat ud af spillet.

 

Skuret med sprængstof

Der var ikke lagt sprængstof ud. Men man havde vel på en eller anden måde forberedt sig til en krigstilstand. Således var det i nærheden sporene mod nord og sporene til Højer anbragt et skur med sprængstof. Dette sprængstof skulle bruges til bortsprængning af broer. Men en mosebrand den 10. juni 1939 kunne have skabt store problemer.

Skuret indeholdt et depot med flere tusind kilo Areolit og Dynamit. En mosebrand var opstået omkring stedet. Normalt var stedet omgivet af vand, men langvarig tørke havde fået vandet til at fordampe. I løbet af ganske få minutter slog flammerne op omkring skuret,. Området var blevet antændt af en gnist fra et lokomotiv.

Tilskuerne var allerede begyndt at flygte. Tønder Frivillige Brandværn var dog hurtig til stede, og med fare for sit liv rettede en brandmand vandstrålen direkte mod huset. Den store katastrofe blev dermed forhindret.

 

Første sabotage i Tønder

I begyndelsen var det den såkaldte Aabenraa – kreds, der organiserede det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var kredse, der havde udspring i Dansk Samling og KU. Man fik også kontakt til den britiske SOE – organisation. Dermed fik man adgang til våben og sprængstoffer.

Den første egentlige sabotageaktion i Sønderjylland startede faktisk i Tønder. Og det var i juni 1942, hvor en kommunistisk gruppe gennemførte en aktion ved Lokomotiv – remissen.
Fra sensommeren 1943 var det borgerlige grupper, som udførte sabotager med SOE – sprængstof.

 

Skrækkens dag i Tønder

Første luftangreb mod et dansk tog fandt sted den 11. juni 1942 mellem Tønder og Ribe. Det kostede i alt 8 mennesker livet.  Der var 44 Lancaster – maskiner med i angrebet, men også 6 Mosquito – jægere. Og disse seks fly skulle flyve i to sektioner. De skulle udføre en afledningsmanøvre på ubådsværfterne i Flensborg.

Kunne de ikke finde målene, måtte de angribe enhver fjendtlig flyveplads eller andre militære mål i Nordtyskland.

De tre første fly udførte et vellykket angreb mod Flensborg. Et fly vendte tilbage til England, fordi skydækket nåede helt ned til vandoverfladen. De to øvrige fly fløj videre mod den nordtyske kyst. Over Sild blev de beskudt. Det ene fly ramte en skorsten ved Emmersbüll. Det forudsagde mange skader på flyet. Man besluttede derfor, at finde alternative mål. Derfor gik man nu mod nordøst.

Man var på det tidspunkt ikke klar over, at man var kommet ud af kurs. Jernbanestationen med forbindelsen til Sild var nu udpeget som mål.

Men kl. 18.58 var man over Tønder. Nu besluttede Flight Sergent Roland, at kaste sine 500 punds sprængbomber. Han ramte dog ikke jernbanestationen i Tønder, men nogle nærliggende beboelsesejendomme.

Tre bomber blev kastet. Den første bombe blev kastet foran et lokomotiv, men fortsatte gennem en havemur, over  Jernbanegade. Den rev hele fortovet op, og gennem et plankeværk. Den røg ind gennem et kældervindue. Den eksploderede først i dyrlægens kælder. Dyrlægen og hans datter blev dræbt.

Den næste bombe faldt lidt længere væk, og den tredje faldt helt omme på den anden side af Kongevej.

Efter at have smidt bombere besluttede han sig for, at vende næsen hjem med sit ødelagte fly.

I det andet fly sad Flight Lieutnant Hughes. Han havde endnu ikke kastet sin bombelast. Efter få minutters observation så han sit mål. Det var Tog 2489, som var afgået fra Tønder  kl. 17.20. Den var kl. 19.10 nået mellem Skærbæk og Døstrup.

Togføreren og fyrbøderen havde på  grund af støjen ikke hørt maskinen. Lokomotivets forreste del ramtes af en fuldtræffer, og blev sprængt fuldstændig i stykker. De to mænd i førerhuset blev slynget ud ved eksplosionen. Lokomotivføreren var dræbt på stedet. Fyrbøderen døde to dage senere af sine kvæstelser og forbrændinger.

Det engelske fly styrtede 5 minutter senere ned ved Rejsby, skudt ned af en tysk jæger.

 

Historien gentog sig

Frygtelig at tænke sig, men tre år senere gentog situationen sig. Natten mellem den 14. og 15. april 1945 kastede en engelsk flyver en bombe med stationen som mål. Atter ramte
man forbi. Bomben gik direkte ind i det genoprettede hus, Jernbanegade 10.

Bomben gik gennem taget og halverede nærmest huset. Der var heller ikke denne gang luftalarm. I ruinerne fandt man fem dræbte og syv sårede.

 

Man sprang for livet

Ofte overfløj maskiner stationen om aftenen og natten, mens vogne blev rangeret. Der måtte ikke bruges lys. I mørket måtte arbejderne springe ned i brønde på 1,5 meter for ikke at blive ramt.

 

Skilte blev fjernet

I begyndelsen hang tyskerne skilte op på stationen i Tønder. Her kunne man se, hvornår der kom særtog, som ofte var militærtog. Men disse skilte havde også stor interesse for modstandsfolkene. Og det opdagede tyskerne, så de blev pillet ned igen.

Stationerne i Tønder og Tinglev blev centrale i tyskernes transport af materiel. Materialer til bunkeanlæggene på Rømø kom også gennem Tønder. Det blev sendt til Højer, hvor det blev omladet til skibe.

 

Flygtninge – tog i Tønder

Der var også andre transporter, der kom til Tønder. Og de var ikke behagelige at se på. Det var flygtninge – transporterne. I godsvognene lå ofte døde børn. Mange var syge og tiggede om mad. Men tøndringerne blev gemmet væk af tysk militær.

Og tøndringerne nægtede at gøre vognene rene. De stank af alt muligt. Her herskede alle sygdomme og lus. Det endte med, at vognene blev sendt til Kolding, hvor de blev spulet med kogende vand.

 

Brand hos DSB

Et oliedepot hos DSB brød i brand den 16. april 1943. Hovedmanden var lokomotivfører. Branden var fremkaldt af hjemmelavede brandbomber. Men da døre og vinduer var lukket, døde
branden hurtig.

 

Sabotage mod 8 lokomotiver

De første bomber i Tønder  lagt af modstandsfolk sprang i røgekamrene på 8 lokomotiver og ved samme lejligheder blev en drejeskive ødelagt. Det var den 1. juni 1943. Sabotører var trængt ind på remissen. De var maskerede og med våben. De bandt de to tjenestegående remisearbejdere. Og det var Aerolitpatroner, som man brugte. Seks eksplosioner kunne høres langt omkring i paroden fra kl. 2.23 – 3.00.

En af sabotørerne var den senere skolelæge på Tønder kommuneskole, Ejnar Dahl.

 

Tønder Statsseminarium under mistanke

Hjemmetyskerne havde henledt politiet til Tønder Statsseminarium.  Her blev der foretaget omfattende afhøringer og visitationer. En enkelt seminarist blev arresteret, men dog løsladt igen. Men politiet havde stærke beviser mod ham. Så han blev anholdt på ny. Dommer Stegelmann løslod ham på grund af bevisets stilling.

Han kom på ny i søgelyset, da en arrestations – bølge  lagde sig over Tønder efter en ny aktion i november 1943. Den omtalte person undslap men seks af hans kammerater blev anholdt.

En anden gang havde man anbragt patroner op i skrotstenene på seks syv lokomotiver. Fyrkammerdøren sprang op, og der var sod, skidt og møg over det hele. Det var personalet, der stod for dette.

 

Den lille Sabotør 

En bombeattrap blev anbragt i drejeskiven. Tyskerne afspærrede området, og der blev tilkaldt eksperter fra Haderslev. Lokomotivføreren, der havde stået for denne aktion fik øgenavnet Den lille Sabotør.

 

Sabotage mod hjemmetyskere

Også hjemmetyske firmaer blev ramt af sabotører. Det gik blandt ud over en bog – og papirhandler i byen, der under hele besættelsen havde hagekorsflag udstillet i vinduet.

 

Et lokomotiv i Vidåen

Det lykkedes det at køre en af tyskernes store lokomotiver i Vidåen. Det var en troppetransport, der skulle afgå fra spor 5. Man havde bevidst sat skiftesporene forkert så toget kørte ud i udtræksporet, der ender lige ved Vidåen. Det tyske lokomotiv kørte imod stopbommen af sand og videre ned i åen. Hele tre uger tog det tyskerne at få lokomotivet op af åen. Manden bag denne aktion måtte gå under jorden i lang tid.

 

62 bomber langs grænsen

Kongens fødselsdag i 1943 blev fejret med 62 bomber blev udlagt i jernbanenettet langs grænsen.

Natten til den 28. november 1943 blev der foretaget ikke færre end 40 aktioner mod jernbanenettet i hele Sønderjylland. Her blev blandt andet 20 sporskifter ødelagt.

Tyskerne brugte olielamper som signallamper. Arbejderne havde fået at vide, at man skulle forsøge at få disse lamper tilsodet, så tyskerne kunne se dem. Det skete da også ofte at togene kørte ind i hinanden under rangering.

 

Massive arrestationer

I oktober 1944 bevirkede en mænge arrestationer i Tønder, at jernbanesabotagen næsten ophørte. Mange af disse blev sendt KZ– lejren Neuengamme.  Og kigger man på modstandsfolkene, ja så er det mange, man faktisk har kendt

 

Våbendepot midt i Tønder og på  marsken

Ved gården Søgårdhus ved Højer blev der opbevaret sprængstoffet 808. Dette sprængstof blev brugt til sabotageaktioner mod jernbanenettet i hele Sønderjylland.  Men modstandsbevægelsen følte jorden brænde under sig, så man blev nødt til at grave sprængstoffet ned. Det foregik ude i Ny Frederikskog – helt ude i marsken.

Men også midt i Tønder  havde modstandsbevægelsen et større våbenlager. Det var i Skibbroen 7. Her holdt senere jazzklubben Downtown til. De skiftede senere navn til Bloody Mary.

I Tønder faldt 62 ved fronten. Modstandsbevægelsen mistede ca. 10 personer herunder nogle i KZ – lejre. Blandt de sidstnævnte var den populære lektor Aage Rosenkjær.

 

Kilde

• Litteratur Tønder
  
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler-heraf 283 artikler fra Tønder 
  
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

 

• Bombeangreb mod Tønder
• Da Tyskerne kom til Tønder
• Flygtninge i Tønder
• Historien om Jeppe k. Christensen
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder under besættelsen
• Tønder efter krigen
• Tønder – Marskens hovedstad
• Nazister i Tønder og mange flere 

Redigeret 03.11.2021

Resten af 2007 var Nørrebro Handelsforening i konflikt med politikerne. På den ene side gik man ind for et nyt Ungdomshus. På den anden side var man uenige i planerne om Nørrebrogade. Vej og Park havde selv tidligere lavet en undersøgelse, der viste, at 80 pct. af bilisterne på Nørrebrogade havde et ærinde. I har ikke
ændret mening i 15 år fik foreningen at vide af embedsmænd. I går jo ind for forurening. Stik piben ind, sådan lød en af kommentarerne fra vrede politibetjente til Nørrebro Handelsforening.

 

Foreslog opløsning af sammenslutning

I gennemgangen af Nørrebro Handelsforenings nyere historie blev vi ikke færdig med 2007. Nede i EU var Nørrebro Handelsforening blevet positiv omtalt omkring Projekt Lærerpladser.
Frafaldet på dette projekt var på hele 66 pct. Nørrebro Handelsforening ville stille forslag om, at SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) blev lukket. Hvis dette forslag ikke blev efterkommet, ville man selv melde sig ud. Flere handelsforeninger havde allerede udmeldt sig.

På grund af arbejdspres var undertegnede gået ud af Styregruppen i Nørrebro Park Kvarterløft et år før afslutningen.

 

I har ikke ændret synspunkt i 15 år 

Socialdemokratiet havde stillet forslag om, at Nørrebrogade skulle spærres for al biltrafik. Kun cykler og kollektiv trafik skulle fremover køre på gaden. Der var godt nok indkaldt til diverse borgermøder, men det så ud som om, at den politiske afgørelse allerede var taget.  Busserne kørte kun med 12 km gennem gaden. Og overborgmesteren mente, at kommunen kunne spare penge, såfremt hastigheden blev øget.

Man ville ikke undersøge konsekvenserne for detailhandelen. Man mente at hensynet til den kollektive trafik og miljøet havde forrang.

Et flertal af politikere anså bilismen for en forurenende ting. De tog ikke hensyn til at bilismen også gav mad på bordet, og at det var afgørende for erhvervslivet på Nørrebro at være åben for den nødvendige trafik. Biltrafikken var et negativladet ord i Kvarter – og Områdeløft, og blev det også snart i det nye Lokalråd.

Hvis man fjernede bilerne, så fjernede man rammevilkårene for byens udvikling, mente man i Nørrebro Handelsforening. Desuden mente man i Handelsforeningen at en så massiv begrænsning af trafikken ville få konkurrencemæssige problemer.  Men et flertal af politikere ville ikke lytte. Snart kom Nørrebro Handelsforening atter i konflikt med et flertal af politikere.

• I har ikke ændret synspunkt de sidste 15 år
• I går jo ind for forurening
• I tænker slet ikke på lokalbefolkningen

 

80 pct. havde et ærinde på Nørrebrogade

Det var nogle af de bemærkninger, Handelsforeningen blev mødt med, da man påpegede konsekvenserne for trafikreguleringerne på Nørrebrogade. Københavns Kommune havde sendt embedsmænd, der kunne argumentere for ideen.

Handelsforeningen mente, at nogle af de 30 millioner kroner, der var afsat til forsøget på Nørrebrogade, skulle bruges til en konsekvensberegning for detailhandelen.

Hvorfor dog ikke se det hele i helikopter – perspektiv, argumenterede Handelsforeningen. Man mente heller ikke, at Nørrebro tiltrak kunder fra andre bydele. Det kunne en undersøgelse jo afsløre.

 

Byen egner sig bedst til fodgængere og cyklister

Man forsøgte med skrækkampagner at overbevise Nørrebros befolkning om, at bilerne bare susede gennem Nørrebrogade. Men på Vej og Parks hjemmeside var der en analyse af trafikken på Nørrebrogade. Den fastslog, at 80 pct. af bilisterne havde et ærinde enten på Nørrebrogade eller i sidegaderne. Klaus Bondam udtalte, at byen egner sig bedst til fodgængere og cyklister.

 

Penge blev skovlet ind

Inden for 10 år var der i København kommet 71 pct. flere varebiler. Samtidig var der fjernet 11.000 p – pladser. Erhvervslivet også på Nørrebro fik mange p – bøder. Københavns Kommune
skovlede penge inde. På 5 år var indtjeningen i Parkering København steget med 105 pct. I Nørrebro Handelsforening mente man, at disse penge skulle bruges til at forbedre infrastrukturen.

 

Ny turistmagnet  – med rotter

Nørrebro havde fået et ny turistmagnet. Det var Ground 69. Her myldrede turister til. I flere lokale ugeaviser landet blev der arrangeret ture til stedet. Man solgte turen med fotos af bål og brand i gaderne. På grunden kunne man se pizza – retter, afbrændte bildæk, diverse madrester, flasker og meget mere. Her vrimlede der også med rotter.

Traditionelle bål i gaden var blevet antændt, og de unge fortsatte deres torsdags – demonstrationer. Nogle af disse endte i sammenstød med politiet. En aktionsgruppe G 13 havde bebudet besættelse af en bygning, Grøndalsvænge Allé 13.

 

Nørrebro – atter i brand

Den 2. september 2007 udsendte Nørrebro Handelsforening atter engang en presseinfo – Nørrebro atter i brand. Vi bringer et uddrag:

• Søndag vågnede beboerne på Nørrebro op til synet af glasskår, brosten og afbrændte containere. Butiksindehavere måtte atter engang feje glasskår. Glarmestrene havde atter engang kronede dage. Natten var et inferno af flyvende brosten, flasker og molotovcocktails. Mange butikker er blevet smadret og plyndret. Cafeer har fået smidt deres inventar ud af vinduet.
• Rene optøjer, der ikke har noget med en demonstration at gøre, prægede Nørrebro. Barrikader og bål er igen i mediernes søgelys. Gaderne i størstedelen af Nørrebro tilhørte sympatisørerne af Ungdomshuset samt deres tilløbere. Skaderne ser ud til at være ret omfattende. En ellers fredelig bydel blev atter engang omdannet til krigszone.
• Butikkernes varelager og inventar samt Nørrebro – borgernes cykler blev brugt til barrikader og bål.
• Beboere og butikker er på vej væk fra Nørrebro. De kan ikke holde til mere. Selv de borgere, der mener, at de unge skal have et nyt hus, er ved at få nok. Selv om bevægelsen bag et nyt Ungdomshus vokser, så har de unge ”brændt mange broer” med deres aktion i nat.
• De unge viser foragt over for politikere ved at smadre og plyndre butikker. Butiksindehaverne bliver igen taget som gidsler. Igen skal de punge ud af egen lomme. Man kan ikke forsikre sig mod manglende omsætning.
• Johnny Beyer opfordrer de unge til at indstille urolighederne samtidig med at han atter engang opfordrer til at indlede forhandlinger om et nyt ungdomshus.

 

Kapitalistforretninger var også  dyrehandel

De såkaldte Kapitalistforretninger var også den lille frisør og dyrehandleren samt de 43 andre butikker det gik ud over, efter at formanden og undertegnede havde lavet en optælling
på Nørrebro efter en af de talrige aktioner.

I oktober tørnede aktivister og politi atter sammen. 436 blev anholdt. Et par hundrede blev anbragt i en kælder, også mindreårige under devisen Så kan de lære det. De unge kunne samle et imponerede antal. Der blev brugt masser af knippelsuppe og gas.  Tv 2 `s nyhedshelikopter fik det hele med.

 

Efterlysning af politisk løsning

Man kunne godt forstå at politiinspektør  Per Larsen efterlyste en politisk løsning. Ganske rigtig sagde han:

• • Vi bruger en hulens masse ressourcer, som vi gerne ville have brugt andre steder.

 

Han fik politisk hug for disse udtalelser. Men efterhånden havde aktionerne bevirket, at

 

• • det havde kostet samfundet 125 – 15o millioner kroner
  • cirka 1.200 anholdte

 

Stik piben ind

Blandt de mange mails, som Handelsforeningen fik, var også et par fra nogle politibetjente:

• Tror du ikke, at det er på tide, at du stikker piben ind?
• Hvad fanden har du gang i?
• Er du klar over, hvor mange politibetjente, der arbejder i døgndrift for at begrænse skaderne for almindelige borgere på Nørrebro?
• Og så vil du have endnu et sted, hvorfra deres hærværk og terrorisering kan finde sted. Hvad tænker du på?

 

Artikelserien fortsættes med år 2008.

Kilde: www.norrebro.dk

• diverse protokoller og avisudklip  fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vide mere:

• arkivet på
  www,norrebro.dk – Her finder du også en masse artikler om Ungdomshuset 
• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler 
• Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Nørrebro handelsforenings Historie finder du 29 artikler 
• Under Nørrebro finder du 302 artikler 
• Under Industri på Nørrebro Nordvest finder du 37 artikler 

Årsskiftet 2006/2007 var præget af vold og hærværk. Nørrebro Handelsforening ville sende regningen til politikerne. Der kom en masse hade – mails og enkelte rosende mails fra politikere. De erhvervsdrivende var gidsler i et politisk spil. Der blev solgt ulovlige varer fra kassevogn. Københavns Kommune gav løntilskud til butikker, der var dømt for ulovlig handel. Nedrivning af Ungdomshuset førte til mere hærværk og trusler, vold og brand. Butikker drejede nøglen om.  

 

Et årsskifte med vold og hærværk

Årsskiftet mellem 2006 og 2007 var ikke sjov for detailhandelen på Nørrebro.

Meningen var, at Ungdomshuset skulle ryddes den 14. december. Nørrebro Handelsforening appellerede til, at man udskød denne afgørelse. Fra Handelsforeningen blev man ved at presse på, for at finde en permanent løsning. Men fra politisk side, var det ikke meget opbakning at spore.

• Vi har ikke meget til overs for de unge, som laver hærværk og vold på  Nørrebro. Men det er den manglende politiske løsning på Ungdomshuset, der har resulteret i urolighederne. Der er større problemer i verden end det her, så selvfølgelig kan politikerne finde en løsning.

Sådan sagde formanden, Johnny Beyer til TV2 – Lorry. Skaderne på områdets butikker var vokset. Det er ved at opstå ild i vores by, sagde Johnny Beyer. Det skete samtidig med at aktivisterne blev undervist i at fremstille malerbomber og stenslynger.

 

Regning til politikerne

Nørrebro Handelsforening ville sende regningen for de smadrede butikker videre til politikerne. Hærværk og plyndring forekom flere gange. Politikernes svar var, at forsikringsselskaberne betalte. Men virkeligheden så anderledes ud. Handelsforeningen mente, at politikerne havde et moralsk ansvar.

Overborgmesteren nægtede dog at betale for skaderne. Det fik igen formanden i blækhuset:

• De gav de unge et hus for 22 år siden. Derfor er det også  deres ansvar at finde en løsning. Vi synes ikke, at nogle tilfældige butiksejere på Nørrebro skal betale for noget, som man kunne have løst i god tid inden. Og nu må politikerne gribe til forhandling.

I Nørrebro Handelsforening var man fortørnet over politikernes manglende indsats. De havde set konfrontationen komme. Men de havde ladt butikkerne alene om deres skæbne. På hjemmesiden blev både politiets og ungdomshusets opfordringer lagt ud.

 

Julefreden ødelagt

Den sidste weekend inden jul blev der brug for træplader og gitre foran vinduerne. Men det forhindrede da ikke de unge til at plyndre og smadre 15 – 20 forretninger. Det gik især ud over butikker på Nørrebrogade og Blågårdsgade.

 

I tilfælde af konflikt

Sammen med HK Handel og Dansk Erhverv havde Nørrebro Handelsforening udarbejdet en pjece i tilfælde af, at situationen atter en gang skulle komme ud af kontrol på Nørrebro. I den stod blandt andet følgende:

• Tal om hvad I tror, der kan ske, og hvordan I skal forholde jer. Skal døren lukkes? Skal gitre eller lignende sættes for vinduer? Hvor skal I opholde jer?
• Overvej risikoen, hvis du skal udenfor
• Gå væk fra døre, vinduer, glasmontre og diske ved risiko for stenkast og lignende .
• Bliver du truet så bevar roen og gør hvad der bliver sagt
• Bagefter så hjælp og støt hinanden – tal om situationen accepter hinandens reaktioner og vis omsorg.

 

Det forudsigelige skete

En af de presseinfos der blev udsendt hed Brand på Nørrebro. Heri skrev handelsforeningen blandt andet om begivenhederne den 16. december:

• Det forudsigelige skete. Nørrebro blev sat i brand. Nørrebro Handelsforenings appel om julefred blev ikke fulgt.
• Politikkerne vidste, at det ville ske. En konfrontation var uundgåelig. Fra starten har Nørrebro Handelsforening påpeget, at såfremt der ville ske ødelæggelser ville man sende regningen til Københavns Kommune.
• Åbenbart har de fleste politikere ikke situationsfornemmelse. Deres attitude virker provokerende hos de unge. Dette er med til at sætte en hel bydel i brand.
• Og de handlende og medlemmer af Nørrebro Handelsforening fik atter en gang smadret vinduer og enkelte butikker blev plyndret. Det finde vi os simpelthen ikke i.
• Dette var ikke engang det endelig slag. Det kommer først. Og atter engang må butikkerne stå for skud. Hvad skal det til for? Er i fuldstændig ligeglade med, hvad der sker på Nørrebro, kære politikere.
• Vi forstår godt at de unge kæmper for deres hus, men derfor skal man ikke bruge vold, beskadige andre folks ejendom og lave omfattende hærværk.

          .

Man inviterede ballademagerne

Handelsforeningen havde nu heller ikke meget til overs for de unge, der bevidst udøvede vold og hærværk på Nørrebro. Ungdomshuset havde således udsendt en invitation til deres venner. På den stod der:

• Troublemakers of the world – we bid you welcome.

Også  rosende mails

Ikke alle de mails, Handelsforeningen var hade-mails. En politikker fra en af de etablerede partier var ikke enig med sit partis holdning:

• Kære Johnny Beyer og andre i Handelsforeningen. Jeg synes I stiller rigtig gode spørgsmål og laver fine beskrivelser af, hvordan det er at værre på  Nørrebro pt. Jeg stiller mig til rådighed for jer. Hvordan kan jeg hjælpe?

Et folketingsmedlem fra Socialdemokratiet:

• Flot gået i medierne. Jeg bakker jer fuldstændig op

Disse mails varmede. Men ellers blev foreningen kaldt for snotdumme, idioter, racister, psykopater og det, der var endnu værre.

Den 19. december udsendte Handelsforeningen følgende presseinfo:

Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje

Et medlem af Nørrebro Handelsforening henvendte sig til os, dybt frustreret over, at alle hans vinduer i forbindelse med optøjerne lørdag aften og sagde:

• Havde det været i New York, havde borgmesteren stillet sig foran ødelæggelserne og tordnet mod den kriminalitet, som udgik fra Ungdomshuset i Lørdags.
• Her i København gemmer de sig bag tykke mure, og svarer en aktiv handelsforening og en hel bydel med arrogante og nedladende argumenter.
• I Nørrebro Handelsforening bakkede vi medlemmet op i hans holdninger, og kan ikke undlade at gøre politikerne opmærksomme på, at denne forudsigelige kamp betød 30
  ødelagte banker, restaurationer og butikker over hele Nørrebro. Men der er ingen hjælp at hente, tværtimod gemmer politikkerne sig bag tykke mure og vil ikke ud i konstruktiv dialog.

 

• Politikkerne i Borgerrepræsentationen har et moralsk og politisk ansvar for, at der igen kommer ro og orden i byen og situationen fra i lørdags ikke gentager sig.

 

• I foreningen tager vi selvfølgelig kraftig afstand fra volden. Men vi savner en konstruktiv dialog, som er gensidig. Både over for de unge og over for borgerne og erhvervslivet
  på Nørrebro i Handelsforeningen stiller vi os selv disse spørgsmål:

1. Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, det gælder om et mødested for unge mennesker?
2. Hvornår kommer politikerne til bydelen, og diskuterer med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde.

• Skal erhvervslivet og alle andre borgere bare stiltiende vente på det store slag.
• Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i den behandling. 

 

Forslag om jobcenter – kølig modtaget

Nu skete der også andet i Nørrebro Handelsforening i 2006: Et forslag om at etablere en slags jobformidling eller hjælpecenter i Mjølnerparken blev særdeles kølig modtaget af embedsmænd i Københavns Kommune. Et lignede arrangement Jobexpres havde ellers ført til, at 250 havde fået nyt job i Høje Taastrup.

Og Foreningen fik heller ikke sin vilje med at få en metrostation i Stengade. Det ville have været relevant, at Metroen blev ført under Københavns tættest beboede områder.

 

Billetpris steget 30 pct.

Og så forstod man ikke i Handelsforeningen, at billetpriserne siden 2001 var steget med  30 pct. Dertil kom at 18 buslinjer var blevet nedlagt. I de første 11 måneder af 2005 var antallet af p – bøder vokset med 25 pct. til i alt 305.000 – en sand guldgrube for Københavns Kommune.

 

Opdragelse gennem arbejde

I begyndelsen af 1900 – tallet kunne man hver morgen, se nogle skæve eksistenser vandre fra Ladegården til Københavns Centrum bevæbnet med koste. Det blev kaldt  Pjaltehæren Formålet var opdragelse gennem arbejde. Klaus Bondam foreslog nu en hær af indvandrere, der skulle kaldes Gadens Helte, som skulle holde byens gader rene. Det var især uuddannede,
der skulle tilbydes dette job.

 

Ny trafikplan fra Handelsforeningen

På Nørrebro Handelsforenings ekstraordinære bestyrelsesmøde kom et forslag til nye trafikplan frem. Foreningen havde ikke noget imod, at der blev lagt en ring uden om København.
Men der skulle laves en ordentlig infrastruktur. Og en effektiv park and ride service skulle indføres. Man kunne også lave en alternativ fragtordning som ikke måtte være konkurrenceforvridende.

Men det undrede formanden, at politikerne overhovedet ikke ville høre på forslaget. Man ville hellere lave tilfældige trafikforhindringer.

 

I medierne

På generalforsamlingen meddeltes det, at Foreningen atter havde været særdeles aktiv i medierne. Man havde forsøgt med et tiltag for at få turister til Nørrebro men fik ikke rigtig opbakning til dette. Foreningen havde i årets løb haft 42 kronikker og læserbreve i diverse blade. Desuden havde foreningen været omtalt i både Radioavis, TV – Avis  og mange andre medier. Hvis dette skulle omsættes i annoncekroner ville værdien komme op i millionbeløb.

 

Hvordan var Nørrebro?

Ifølge en undersøgelse i Østerbro Avis synes

• 26,8 pct. mener, at Nørrebro var trendy
• 30,4 pct. mener, at på Nørrebro er der plads til alle
• Til gengæld mener 42,9 pct., at Nørrebro har et image, som et sted i undtagelsestilstand og store dele af medierne har forsøgt at fastholde denne opfattelse

 

Biler væk fra Nørrebrogade

Formanden, Johnny Beyer undrede sig over, at politikerne de ene dag ville have bilerne væk fra Nørrebrogade. Den anden dag var det cyklerne, der skulle væk. Formanden advarede mod tilfældige trafikreguleringer.

Hvis man ville forbedre den kollektive trafik, så mente Nørrebro Handelsforening at man ikke kiggede på billetprisen. Den var steget meget mere end den generelle prisudvikling. Ja fra 1980 til 2005 var billetprisen steget med 390 pct., mens den generelle prisstigning i samme periode var 155 pct.

Og medierne fokusering på, at det var nydanskernes religion, der var skyld i, at der ikke var julebelysning på Nørrebro, holdt ikke. Det var deres dårlige økonomi, der var skyld i, at de ikke deltog i betalingen af julebelysningen.

 

Kritik af foreningen

På generalforsamlingen nævnte formanden også, at der indkommet kritik fra forretninger, der ikke var medlem af foreningen:

• Vi var for dårlige til at kommunikere
• Vi gør ikke nok for Nørrebro
• Vi gør ikke nok for at markedsføre Nørrebro.

Formanden mente, at man burde melde sig ind for at give sit besyv med og tage del i arbejdet. Bestyrelsen havde med  deres aktiviteter nået smertegrænsen. Man ville i foreningen fremover nedsætte ambitionsniveauet så det svarede til foreningens økonomi.

 

Det offentlige skulle ikke følge med

Lukkeloven var et stort emne på generalforsamlingen. Forsamlingen kunne ikke forstå at man samtidig med at butikkerne skulle udvide deres åbningstid, ja så neddroslede det offentlige deres aktiviteter, blandt andet ved at udvide antallet af lukkedage.

I bestyrelsen var nu også kommet Rie Nielsen, Annette Wegener, Jørgen Holm og Kurt Scheelsbeck. De var straks blevet sat i gang med at arbejde
.Hjemmesiden var nu oppe på cirka 15.000 besøgende pr. måned.

 

Annonce – aftale

En speciel aftale blev indgået med Nørrebro Avis vedr. annoncerings – priser. Mindst ti butikker skulle være med. Men blandt Nørrebros butikker var der ikke opbakning.

Undertegnede lavede en jubilæumsavis for Erhvervslejernes Landsforbund. Foreningen afviste, at gå ind i et projekt med koncerter i Parken. BBC ville lave et indslag om Nørrebro.
Det blev en opgave for Hans Mejlshede.

 

Ulovlige varer fra kassevogn

Kurt Scheelsbeck havde på Blågårds Plads holdt et foredrag om mangfoldighed. Foreningen engagerede sig i Somalisk Netværk. Det resulterede igen en gang på ministermøde, og undertegnede og Jørgen Holm holdt et indlæg.

Rundt om på Nørrebro kunne observeres kassevogne, hvorfra der solgtes fødevarer. Angiveligt var det billige Bratislava – colaer og andre ulovlige varer, der her blev tilbudt. Handelsforeningen havde forgæves gjort myndigheder opmærksom på disse forhold.

 

Planer fremme om Nørrebrogade

Pludselig dukkede der rygter frem, om rigtige planer om fredeliggørelse af Nørrebrogade. Handelsforeningen var ikke blevet orienteret. Undertegnede henvendte sig på vegne af Handelsforeningen til Vej og Park. Og herfra fik foreningen også et venligt svar.

 

Trafikdebat i Nørrebro Radio

Nørrebro Radio havde indbudt til en trafikdebat. Foreningen deltog. Man kom frem til følgende forslag:

• Placering af arbejdspladser tæt på kollektive transportknudepunkter
• P – anlæg på S – togs stationer
• Flere Park and Ride pladser   og koordinerede tider og betaling i S – tog, Metro og bus
• Bedre veje og vejkryds, grønne bølger for bilister og cyklister
• Flere og bedre cykelstier
• Flere busbaner
• Miljøzoner
• Havnetunnel
• Støjdæmpende foranstaltninger
• Tomgangskampagne
• Plante træer
• Taxa i busbaner

I løbet af oktober var besøgstallet på hjemmesiden steget kraftig. Det skyldtes artikler om Ungdomshuset. Mange havde linket til siden.

 

Økologisk Nørrebro

Sammen med Agenda – centrene lavede foreningen en guide, der skulle vise, hvor det var miljørigtigt at handle. Men igen kneb det med opbakningen.

 

De etniske handelsforeninger

Nye etniske handelsforeninger opstod med tilskud fra det offentlige. Nørrebro Handelsforening havde hidtil varetaget deres interesser. Man hilste de nye foreninger velkommen, men foreningens holdning var, at det havde været bedre for integrationen, hvis de enkelte medlemmer havde meldt sig ind i en af de eksisterende handelsforeninger.

 

Nørrebro skaber jobs

Et projekt Nørrebro skaber jobs var foreningen involveret i. Det rettede sig mod drenge mellem 16 – 23 år, primært med etnisk minoritetsbaggrund på hele Indre Nørrebro. Projektet var rettet mod unge, der var faldet ud fra arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Via en målrettet systematisk indsats ønskedes at involvere alle relevante samarbejdspartnere i lokalområdet og derigennem sikre varige eller midlertidige jobs og beskæftigelse.

 

Hvor blev turisterne af?

I 2006 kom der 282 krydstogtskibe med 390.000 turister til København. Nørrebro Handelsforening forsøgte at få Wunderfull Copenhagen til at interessere sig for det ikke forkromede København – nemlig Nørrebro. Men trods flere henvendelser lod det ikke til at organisationen havde i sinde at samarbejde med Handelsforeningen.

 

Praktikpladser til ulovlige butikker

Nørrebro Handelsforening protesterede over for kommunen. Man havde anvist praktikpladser til butikker og kiosker på Nørrebro, der bevidst svindlede. Københavns Kommune støttede kiosker og grønthandlere, der flere gange havde overtrådt lovgivningen.

• Det er aldeles konkurrenceforvridende, sagde man i Foreningen

 

God investering

I 2004 havde Nørrebro Handelsforening fået et mediefirma til at analysere markedsværdien af den omtale, handelsforeningen fik i medierne. Resultatet blev 2, 4 millioner kroner. Siden var medieomtalen vokset betydeligt. Indtægten var på 200.000 kr. Så medlemmerne fik deres investering 12 gange igen. Overvågningen fortalte, at der gennemsnitlig var besøgende på hjemmesiden i 2 minutter og 33 sekunder. Det betød, at siden blev læst, svarende til 690 timer på årsbasis.

 

Manglende opbakning

Til et arrangement på Rådhuset var der mødt 60 personer. Handelsforeningen forsøgte at få gang i nogle integrationsprojekter Nørrebro Ahead samt La Meze (Sund etnisk Take Away
– mad). Men begge projekter måtte opgives på grund af manglende opbakning.

 

En fest med hærværk

I begyndelsen af september, holdt 400 unge mennesker en improviseret fest på Jagtvej 69. Den udartede sig. Undertegnede kom cyklende forbi stedet tidlig søndag morgen. Knuste ruder, lugt af brændt gummi og asfalt, masser af graffiti og løsrevne brosten prægede gerningsstedet. 25 – 30 biler hos en nærliggende bilforhandler blev beskadiget. Hovedparten af disse blev aldrig til bil igen.

Hundrede betjente og 10 hundevogne forsøgte at få festen opløst. Det lykkedes at anholde 56 af festdeltagerne.

 

Aldrig en undskyldning

Til Jyllands Posten udtalte Johnny Beyer, efter at Ungdomshuset havde forsøgt at undskylde sig:

• Det er godt, at folk kommer ud med politiske følelser, men jeg fatter ikke logikken i, at der skal stå på slagterens eller tøjbutikkens vinduer. Når man laver en fejl
  skal man huske at sige undskyld. Jeg husker dog ikke, at nogle af vore medlemmer har fået en undskyldning fra Ungdomshusset, når butiksvinduer er blevet smadret eller ”tagget”
  under en demonstration.

Og svaret fra Ungdomshuset kom også i Jyllandsposten fra pressetalsmand/kvinde Maja:

• Johnny Beyer har hele tiden haft et horn i siden på os. Hvis han oplever problemer, må  han gerne henvende sig til os.

Senere udtalte samme pressetalsmand/kvinde:

• Vi vil gerne respektere de naboer, vi bor sammen med. Vi er ikke interesseret i at smadre andre folks ting, hverken ruder eller kunst.

 

Svineriets ti bud

På Nørrebro voksede svineriet. Og det fik den navnkundige præst i Stefans Kirken, Anne Braad til at udforme De Ti Bud:

1. Du skal holde din sti ren
2. Du må ikke misbruge Vej & Park
3. Du må kun pisse i din egen rede
4. Du skal selv tage skraldet
5. Du må gerne male byen rød
6. Men du må ikke skrifte på væggen
7. Du skal feje for din dør
8. Og også for din nabos
9. Du må ikke tabe modet
10. Du skal finde melodien

 

2007

Nørrebro Handelsforening gik aktivt ind for at få løst problemet med Ungdomshuset.

 

Holdning til ungdomshuset i mediernes interesse

Foreningen afgav et høringssvar om erhvervsparkering og udendørsaktiviteter. En erhvervstilladelse pr. bil kostede på årsbasis 13.700 kr. Det kunne erhvervslivet ikke være tjent med.

Til nogle arrangementer på biblioteket havde foreningen været til stede. En løbeseddel fra politiet vedr. Ungdomshuset blev lagt ind på foreningens hjemmeside. I den forbindelse henvendte foreningen sig til Ungdomshuset. Deres kommentarer blev også lagt ind på foreningens hjemmeside.

Medierne interesserede sig meget for Handelsforeningens holdning til Ungdomshuset. Men med den store medie-interesse fulgte også vrede mails, blandt andet fra et par politibetjente, der bestemt ikke var enig i Nørrebro Handelsforenings holdning.

Enkelte medlemmer roste foreningens initiativ med at finde en løsning. Men mange politikere brød sig ikke om foreningens indblanding. De havde ikke forståelse for, at talrige butikker efterhånden havde fået smadret deres butikker og vinduer.

 

Medlemshvervning

En markedsføring af detailhandelen på  Nørrebro blev iværksat i samarbejde med Informateket i Stefansgade. Kurt Scheelsbeck blev sat på opgaven. Rie Nielsen havde været en tur op og ned af Nørrebrogade for at kapre nye medlemmer.

 

Det gamle Nørrebro

I Stefans Kirken producerede undertegnede for egen regning flyers og plakater til et arrangement, hvor Nørrebro Handelsforening var medarrangør. Det handlede igen om Det Gamle Nørrebro. Foreningens økonomi tillod ikke tilskud.

 

Ungdomshuset for en krone

Pludselig viste medierne interesse for den gamle nyhed om, at bestyrelsen den 13. juli 2000 behandlede et forslag fra overborgmester Jens Kramer Mikkelsen om, at erhverve Ungdomshuset for en krone. Og denne historie interesserede også de unge. Nu ville de selvfølgelig have huset for en krone.

Efter at have offentliggjort en udtalelse fra politiet på Handelsforeningens fik de unge i Ungdomshuset samme mulighed. De skrev:

 

Tag dig i agt for Politiet

• Københavns Politi har for nylig trykt en plakat og flyers, hvorpå de forklarer, at de tidligere har været nødt til at anholde mange folk – også meget unge – fordi de ikke ville følge politiets anvisninger. Budskabet har også været bragt på hjemmesider.

 

• Det politiet glemmer at fortælle er, at de de fleste gange har måttet betale meget store erstatninger, fordi de gik for vidt og ikke havde lov til at anholde folk, man bare
  gjorde det alligevel. Københavns politimester Hanne Bech – Hansen har endda sendt skriftlige undskyldninger ud efter ulovlige anholdelser.

 

• Derfor må  vi opfordre dig til at stå fast på  retten til at forsamle sig med ligesindede – også selv om politiet siger, man skal skride. Da må du forklare dem, at grundloven er hævet højt over deres anvisninger.

 

• Men pas på, for vi har flere gange set politiet slå og skyde gas, hvis befolkningen ikke parerer ordrer med det samme. Da må du huske på, at det ikke kun er dig, de angriber, men dine demokratiske rettigheder. Og dem er det vigtigt, vi forsvarer. Politiets ord er ikke lov.

 

• Venlig hilsen
• Ungdomshuset

 

Ballade den 1. marts 2007

Den 1. marts var ikke som den plejede at være. Oppe i butikken startede bogudsalget. Men ud for Jagtvej 69 holdt nogle store biler. Netop som vi åbnede butikken kl. 7 hørte vi en kraftig larm. Et par helikoptere kom til syne. Vi var nu klar over, hvad der skete. Ungdomshuset blev ryddet.

Masser af uro fulgte. Et par gange kørte ambulancer ned af Heinesgade. Mennesker var blevet såret under politiets indtrængen i huset.

Nogle af de unge fik lov til at bruge butikkens toilet. Det var de glade for. Men det var de bestemt ikke, da de så at civilklædte betjente gik til bogudsalg. Et par af de ansatte blev truet med alverdens ulykker fordi de solgte bøger til panserne.

 

Truet med at nedbrænde butik

Senere blev en shawarma – ejer længere henne af gaden truet med at man ville brænde hans forretning, såfremt han blev ved med at servere mad til panserne.

 

Situationen udviklede sig

Mange af de ansatte tog allerede hjem først på eftermiddagen. En del TV – folk var inde og lave et par samtaler med undertegnede. Og så skulle jeg optræde i aftenshowet. Men indslaget blev aldrig vist. Situationen på Nørrebro udviklede sig. Ti minutter før tid valgte undertegnede at lukke butikken. Kunderne blev sure. Men næsten alle butikker i nærheden var allerede
lukket. Vi tænkte på personalets sikkerhed. Kampene udviklede sig i løbet af aftenen

 

Høje forsikringsafgifter

Mange butiksejere huskede den 16. december og havde taget deres forholdsregler. Alligevel var mange butikker lukket dagen efter – den 2. marts. Mange politiker havde i medierne
råbt højt ud om, at butikkerne på Nørrebro blev holdt skadesfri. Men sådan forholdt virkeligheden sig ikke.

Høj selvrisiko og forsikring var efterhånden gældende på Nørrebro. Selv om Nørrebro nærmest var i undtagelsestilstand, så var der ingen formidlende omstændighederne hos forsikringsselskaberne.

 

Butikker drejede nøglen om

Urolighederne første til at kunderne holdt sig væk fra Nørrebro. Og der var ballade på Nørrebro i flere dage efter. De entreprenører, der var med til at nedbryde huset fik deres biler brændt. Men også uskyldige fik deres biler brændt. Således blev nogle af forretningernes varebiler også brændt. Flere butikker drejede nøglen om. Skylden var omfattende hærværk og manglende
forsikring.

 

Truet af overborgmesteren

Og politikkerne, ja de troede stadig at forsikringen dækkede det hele. Således citerede undertegnede overborgmesteren fra en radioavis. Dette blev gengivet på Handelsforeningens
hjemmeside. Pludselig en dag fik foreningen et brev fra overborgmesterens kontor, at hvis ikke straks fjernede dette fra vores hjemmeside, ville vi  blive indklaget for Pressenævnet.
Men det var det jo råd for. Handelsforeningen kendte et par journalister hos radioavisen og fik tilsendt referatet fra den omtalte udsendelse. Dette offentliggjorde vi selvfølgelig også.
Handelsforeningen hørte aldrig mere noget omkring dette, men foreningen eller undertegnede fik heller ingen undskyldning.

Og det som overborgmesteren sagde i Radioavisen viste hvor stor forskel, der var i fortolkningen af situationen på Nørrebro. Her følger referatet fra Radioavisen:

• Oplæg:
• De forretningsdrivende på Nørrebro er frustrerende, de siger at politikerne kunne have forudset situationen, og nu vil de sende regningen for de mange rudeknusninger til rådhuset i København. Det siger formanden, Johnny Beyer, men regningerne kommer retur med posten, hvis det står til overborgmester Ritt Bjerregaard:
• Ritt Bjerregaard: Han kan ikk`ha`tænkt sig godt om, tror jeg. Det er et anliggende mellem ham og ø – øh hans forsikring. Vi har jo bestemt tænkt os godt om. Det er jo ikke længe siden, jeg var ude sammen med politidirektør øh Hanne Bech Hansen, hvor vi sagde, at vi så meget gerne, at øh huset ku’ blive solgt fra Faderhuset, men vi har jo ikke nogle midler til at gå ind overfor en øh en privat ejer. Og det går jeg ud fra at sådan en forening af erhvervsdrivende udmærket er klar over.
• Journalist:  Det vil sige, man kan ikke regne med at der sker flere politiske løsninger i forhold til at løse den konflikt, som nu får konsekvenser for mange på Nørrebro?
• Ritt Bjerregaard:  Altså det her er jo en opgave for politiet, og det har politiet jo også taget fat på i går. Altså der er jo ikke noget kommunalt politi, så øh kommunen kan jo ikk´gå ind i den slags sager, altså vi har jo for længst i Borgerrepræsentationen taget stilling til det her ved salget af huset og fra det øjeblik har vi været ude af den sag.

En butiksejer havde typisk en selvrisiko på 8.000 – 12.000 kr. Så ødelagte ruder var en særdeles kostbar affære for detailhandlerne.

 

Stor omsætningsnedgang

Kunderne blev væk, og butikkernes omsætning faldt katastrofalt helt ned til 50 pct. En overgang havde den store Kvickly butik lige i nærheden af Jagtvej 69 tabt 40 pct. Selve ødelæggelserne kostede butikken et par hundrede tusinde kroner.

Og Irma – butikken på Runddelen var lukket i lang tid, inden skaderne var udbedret. På direkte TV kunne man se, at butikken blev plyndret.

 

Astronomiske beløb 

For samfundet blev konflikten en særdeles dyr affære. Tager man udgifterne for hærværk, knuste ruder, tabt omsætning, plyndring, ekstra politivagter, retssager, brændte biler m.m. Ja så kom vi op på astronomiske beløb.

 

Fra ægge-hovede til socialbevidste

I en stor artikel i Weekendsavisen havde Johnny Beyer udtalt:

• at de unge bare ville smutte lige så stille. Efterlade et billede af Anders And og et lille brev: ”Kære politi, vi har valgt ikke at slås”.

Han havde kaldt de unge autonome for æggehoved autonome og huset for en autonom terrorrede. Nu havde tonen fået en anden lyd. Og de unge brugere med ring i næsen hilste nu på ham på gaden eller kom ind og gav udtryk for deres frustration i hans butik. Nørrebro Handelsforening blev også bedt om, at være mægler i konflikten. Men atter en gang gad politikerne ikke at høre på handelsforeningen.

Det havde ellers været panderynker nok i Handelsforeningen. I 1993 havde der været stenkast på McDonalds. Nogle gæster var centimeter fra, at få en brosten i hovedet. Gerningsmændene forsvandt ind på Jagtvej 69. Politiet kom, men foretog  sig intet væsentligt. Jonny Beyer inviterede nogle af de unge til en middag, og fortalte dem, at sådan noget kunne ikke accepteres.

 

Cykeltyveri

Senere opdagede man nogle Christiania – cykler fra Handelsstandens Indkøbsordning stod foran Ungdomshuset. Nogle var endda blevet om-malet. Politiet havde ikke ressourcer til at gøre noget ved sagen. De to mest bredskuldrede bude fra selskabet hentede cyklerne. Gennem kontakter fik Nørrebro Handelsforening formidlet budskabet til de unges mandagsmøder, at det ikke var foreningen det gik ud over, men de ældre medborgere, der var tilknyttet Indkøbsordningen, der gik ud over. Tyverierne ophørte efterfølgende.

En del af de unge kom i Ungdomshuset var også ansat i Handelsstandens Indkøbsordning. Og det var sociale og ansvarsfulde mennesker. Måske var det kendskabet til dem, der ændrede foreningens holdning til de fredelige brugere af Jagtvej 69.

 

Ingen hjælp at hente

Nørrebro Handelsforening var af den mening, at der skulle være plads til alle. Man gik i dialog med de unge, at de skulle lade butikkerne være i fred. De var ikke part i sagen. Da Københavns Kommune ikke have i sinde, at betale butikkerne på Nørrebro for skader og omsætningstab, henvendte foreningen sig til erhvervsminister Bendt Bendtsen. Men heller ikke her, var der hjælp at hente.

 

Indsamling

De unge på Jagtvej 69 foranstaltede en indsamling til støtte for de skadeslidte. Dette initiativ støttede Nørrebro Handelsforening. Det var ikke let at rejse et civilt søgsmål mod enkelt personer for afbrænding af ens bil. Man kunne ikke rejse en sag så alle deltagere i demonstrationerne hæftede kollektivt.

Nørrebro Handelsforening deltog i nogle mandagsmøder, der foregik i det midlertidige Ungdomshus i et telt på Rådhuspladsen.  Indsamlingen blev ikke nogen stor succes. Der indkom 3.400 kr.

 

Handelsforeningen efterlyste lokaler

På Handelsforeningens hjemmesider efterlystes egnede lokaler til de unge. Det afstedkom kraftig kritik fra de politikere, der ikke forstod detailhandelens problemer på Nørrebro. Fra Enhedslisten modtog foreningen dog stor anerkendelse. Det var en særdeles travl tid for nogle af bestyrelsesmedlemmerne. Et hav af presseinfos blev udsendt, og vi stod til rådighed for alle medier.

 

Mere eller mindre chikane fra politiet

Politiet havde lukket nogle af sidegader, og det skabte problemer i hvert fald for vore butik. Fragtmænd kunne ikke aflevere deres varer, og politiet nægtede at give tilladelse ti, at de måtte holde på Nørrebrogade.

En morgen skulle undertegnede atter igennem afspærringerne for at komme på arbejde. Om jeg kunne bevise, at jeg arbejdede i boghandelen, spurgte den ene betjent, der så ud som om han havde været på arbejde hele natten. Jeg blev faktisk lidt sur, da jeg stod der med min cykel. Skal jeg gå rundt med bøger og bogkataloger, spurgte jeg ham. Ja så kunne jeg godt stille an til en kropsvisitering blev det svaret. Heldigvis var der der dog overordnet kollega til stede, der beordrede ham væk og bad mig om at passere.

 

Mistet 14 millioner kroner i omsætning

I de første uger af marts var holdningen, at detailhandelen på Nørrebro havde mistet 14 millioner kroner. Mange af butikkerne var nødsaget til at holde lukket. Kunderne turde ikke at havne midt i en kamp og valgte andre bydele, at handle i.

 

I meler jeres egen kage

Handelsforeningen skrev til en række politikere, at nu skulle der ske noget alvorligt. Man havde udråbt Nørrebro Handelsforening

 –  til at mele deres egen kage.

En af henvendelserne gik også til overborgmesteren.

I april 2007 modtog Johnny Beyer, PG – Prisen (PaaGaden) for hans indsats i Ungdomshus – konflikten.

 

Trendy butikker

Omkring Sankt Hans Torv opstod der efterhånden et samlingssted for de unge og smarte københavnere. Elmegade fulgte efter med kaffebarer, sushi – barer og tøjbutikker med design for både børn og voksne. Jægersborggade blev stedet med de alternative butikker. Under mottoet – Vores Gade, din gade kom der også trendy – butikker i Stefansgade.

 

Graffittien blev siddende

I medierne gav borgmester Klaus Bondam udtryk for at ungdomsgraffitien på den gule mur skulle fredes. Det var åbenbart for dyrt at få det fjernet. Han udtalte også at en fjernelse af graffitien kunne provokere de unge til ballade. I Nørrebro Handelsforening var man rasende over denne beslutning.

 

Busser med miljørigtig brændstof

• Hurtigere busser giver flere passagerer.

Ja sådan udtalte overborgmesteren. Derfor overvejede hun at lukke Nørrebrogade for biltrafik. Den skulle efter hendes mening fremover kun bruges af busser og cykler. Mindre busser, der kørte på miljøvenligt brændstof skulle fremover køre på Nørrebrogade.  Handelsforeningen advarede kraftig mod denne beslutning. Årsagen var, at mange kunder kom kørende i bil.

 

Hjernedødt at smadre vinduer

I begyndelsen af september kunne butikkerne igen opleve knuste ruder, omfattende hærværk og plyndringer. Til avisen.dk udtalte formanden:

• Det er meget frustrerende og fuldstændigt hjernedødt, at aktivisterne hele tiden angriber vores sagesløse butikker. Det er ikke butiksejerne, der har besluttet, at Ungdomshuset skal rives ned, men det er dem, der betaler prisen hver gang, når der skal ryddes op og betale dyrere forsikringer.

 

Dyr regning

Efter disse uroligheder begyndte det efterhånden at gå op for politikerne, hvor dyrt det havde kostet samfundet, grundet manglende politisk vilje:

• Politiet 72 millioner kroner
• Detailhandelen på Nørrebro 14 millioner kroner
• Diverse ødelæggelser – Københavns Kommune 2,6 millioner kroner
• Evakueringsplan, Børnehaver og vuggestuer 78.000 kr.

Men det var langtfra slut endnu.

 

Kunderne – tilbage til Nørrebro

Det var behov for at gøre en indsats for at få kunderne tilbage til Nørrebro. Politikerne ville ikke hjælpe, men det ville Nørrebro Park Kvarterløft. Meningen var at lave Danmarks længste Bazar på Nørrebrogade. De handlende blev opfordret til at komme ud af deres butikker. Men nok engang kneb det med opbakningen. Omverdenen skulle også få øje på Nørrebros kvaliteter, så der blev arrangeret forskellige ture for andre bydeles beboere.

• Tur 1
  var et besøg i spændene og alternative fødevarebutikker på Nørrebro.
  Man fik en alternativ indkøbsoplevelse samt en kurv med fødevarer
  og opskrifter. Og det var selvfølgelig en guidet tur.
• Tur 2
  var en rigtig herretur i Nørrebros
  værtshusmiljø. Og guiden var ingen ringere end by-historikeren Allan
  Mylius Thomsen.
• Tur 3
  var beregnet til, at åbne for turiststrømmen til Nørrebro.
• Tur 4
  var besøg af familie – og fødevareminister Carina Christensen.
  Ministeren skulle besøge en række spændene etniske butikker
  med særlig fokus på fødevarebutikkerne.

Formålet var med disse ture, at få medierne til at beskæftige sig med andre ting end vold og ballade, når det handlede om Nørrebro.

 

Flere jobs på Nørrebro

I samarbejde med Danske Bank og Fædregruppen en konference med titlen Flere Jobs på Nørrebro. Her deltog en mandsopdækket integrationsminister Rikke Hvilshøj også. Her huskes især en arbejdsløs af anden etnisk herkomst end dansk. Han var bestemt ikke tilfreds med den behandling, han havde fået. Han snakkede godt for sig.

I Områdeløft Mimersgade blev der valgt en ny formand. Den gamle formand trak sig grundet fnidder. Undertegnede sad i Styregruppen.

Johnny Beyer besøgte det nye Miljønetværk.
Og sådan skete der en masse. Hvad der i øvrigt skete med Ungdomshuset og Nørrebro Handelsforening kan du læse i næste afsnit.

Kilde: www.norrebro.dk

• diverse protokoller og avisudklip fra Nørrebro Handelsforening 

 

Hvis du vil vide mere:

• På www.dengang.dk er der 1.783 artikler
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Nørrebro handelsforenings historie finder du 29 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler.

 

Denne artikelserie fortsætter,
hvor vi bl.a. gør 2007 færdig.

Brev fra statsministeren. Projekt lærerpladser og sure banker. Ja så  kan du læse om da formanden blev beskyldt for at tage 200.000 kr. Der var besøg af Integrationsministeriet. Et møde med Søren Pind og Ritt Bjerregaard samlede 130 mennesker. Kommunen løb fra en aftale. Dette bevirkede, at Handelsstandens Indkøbsordning måtte afhændes. Og så kunne man få ondt i maven på Nørrebro

 

Brev fra statsministeren

Project Born Global var et af Kvarterløftets mange projekter. Her havde erhvervskonsulenten forbindelse med 25 virksomheder.

På nytårsmødet i Handelsforeningen blev jule – og nytårskort gennemgået. De kom både fra politikere, brugere af NH Distribution og forældre til de børn, der fik nogle af de 2.000 beskyttelsesbriller som Nørrebro Handelsforening delte ud.

Ja selv statsminister Anders Fogh Rasmussen roste os. Og så blev trafikministeren i tre en halv time, da han besøgte foreningen. Egentlig var det kun afsat en time.

 

Butikskonsulentordningen fortsatte

Endelig forelå der et svar vedr. p – ordningen. Men det var så kompliceret og ulæselig, at det blev overgivet til juridiske eksperter.  Handelsforeningen var med til en konference vedr. Miljøambassadør, og egentlig skulle foreningen også have været med til Uddannelsesmessen i Nørrebrohallen. Men bestyrelsen havde simpelthen ikke tid.

Et rengøringsprojekt blev også  støttet af Handelsforeningen. Og efter pres fra foreningen så det ud til at butikskonsulent – ordningen kunne fortsættes i et andet regie.

Projekt lærerpladser

Igen engang optrådte vi i forskellige medier. Denne gang omkring kundeflugt, renere gader, Metroens linjeføring og meget mere. Nørrebro Handelsforenings Loppemarked
forærede 10.000 kr. til Nørrebro Erindringscenter.

Nørrebro Handelsforenings ide med Projekt Lærerpladser i detailhandelen blev støttet med en check på 450.000 kr. fra Integrationsministeriet. Pengene tilfaldt SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) som administrerede ordningen.

 

Arbejde for SSH

Undertegnede blev redaktør af SSH’s (Storkøbenhavns samvirkende Handelsforeninger) nye hjemmeside. Ja så blev man også kapret til at lave et nyhedsbrev for kunder i Handelsstandens Indkøbsordning.

 

Ejendommen steg i værdi

Økonomien var lidt klemt i foreningen. Grunden var manglende betaling for julekæderne. Man blev enige om, at udskyde udsendelse af nyhedsbrev.

Ejendommen i Prinsesse Charlottesgade havde fået nyt tag og nye vinduer. Ejendommen havde nu en værdi af fem millioner kroner. Huslejen var hævet med 100.000 kr. Eneste minus
var, at lejlighederne manglede badefaciliteter. Men i kælderen var der indrettet nye bademuligheder. Og gårdmiljøet var nærmest unikt.  Den 12. april 2004 arrangerede Handelsforeningen
et VIP – arrangement i Parken med rundvisning, frokost og kampen FCK – Frem.

 

Årets butik 2004

Og endelig fandt man nogle økonomiske midler til at kunne afholde Årets Butik på Nørrebro. Kuponer blev offentliggjort i Nørrebro Avis. Handelsstandens Indkøbsordning
(det nye navn for NH Distribution) havde sponseret FCK – Biletter.  Overborgmesteren overværede overrækkelsen.
De nominerede var

• Janus A/S, Nørrebrogade 176
• El – Hasan Cykelværksted
• Shawarma Place
• Café Aé, Frederikssundsvej 7
• Taskeriet
• Frisør Tonni

Og prisen gik til El – Hasan Cykelværksted.

 

Masser af aktiviteter

Nørrebroparken skulle renoveres. En konkurrence skulle iværksættes. I alt var der afsat 25 millioner kroner til projektet.

Ladegårdsåen skulle frigøres under Bispeengbuen. Nørrebro Handelsforening blev kritiseret, fordi man ikke mødte op til Ungemessen. Man havde ikke forståelse for, at bestyrelsesmedlemmerne også skulle passe deres arbejde.

Borne Global havde efterhånden 86 virksomheder der havde tilmeldt sig. Bertel Haarder havde indviet projektet, der var flyttet til Jægersborggade.  Hele 300.000 kr. var det bevilliget til
en hjemmeside for Nørrebro  Park Kvarterløft. En masse mennesker fra kvarterløft var taget på studietur til Manchester og Liverpool.

Nørrebro Handelsforening var fremkommet med fem forslag af i alt 300 til Områdeløft Mimersgade. De blev meget dårlig modtaget af embedsmænd.

DSB – arealet skulle bruges til aktivitetspark. Men der var problemer i forhandlingerne mellem DSB og Københavns Kommune.

 

Foredrag i Nørrebroparken

Til Kulturelle Markedsdage havde Nørrebro Handelsforening sponseret Nørrebro løbet. Og nok engang forsøgte undertegnede at holde foredrag i Nørrebroparken. Og det er en udfordring med den støj, der er til sådanne markedsdage.

 

Til masser af møder

Undertegnede var til møder 3 –  4 gange om ugen. Og når man meldte afbud mødte det hver gang kritik. Således startede en del af møderne allerede kl. 16.

 

Utilfredse banker

I medierne kaldte formanden bankens gebyrer over for specielt etniske butikker for skrub af gebyrer . Det medførte at et par banker meldte sig ud af foreningen. Johnny Beyer mente, at en afvisning af de mange mindre handlende i området udgjorde et samfundsmæssig problem:

• En række banker har fordomme om, at kunder med udenlandske navne er dårlige kunder. Deres afvisning har affødt, at forretningsdrivende med indvandrerbaggrund i stedet
  bruger hinanden som en slags banker, og at de ligger inde med store kontantbeholdninger. Der er tale om et gråt marked, som det er meget svært for Told & Skat at kontrollere.

 

Boykot Nørrebro – butikker

Og så kunne man opleve det groteske, at kunder i læserbreve  opfordrede til at boykotte butikkerne på Nørrebro, fordi man ikke havde sørget for julepynt.

 

Morgenkrydderen galt i halsen

Da Johnny Beyer en morgen læste Jyllands Posten fik han morgenkrydderen i gal hals.  Han blev beskyldt for at have snuppet 200.000 kr. fra Handelsstandens Indkøbsordning til sig selv. Beskyldningerne kom fra Sven Grønsund, den nye formand for SSH.

• Det her går klart i retning af bedrageri over for handelsforeningerne. Samtlige handelsforeninger overvejer nu at melde direktøren for Handelstandens Indkøbsordning , Johnny Beyer til politiet. Han har tegnet falske kontrakter med supermarkederne, fået penge, som i realiteten er handelsforeningernes, men stukket i egen lomme.
• 42 supermarkeder har været tilmeldt indkøbsordningen, SSH har endnu ikke talt endeligt op, men vurderer, at butikkerne i alt er blevet snydt for 200.000 kr.

Bestyrelsen valgte at fortsætte medlemskab af SSH, men foretage en stævning mod Sven Grønsund. Grunden til, at man fortsatte medlemskabet var, at SSH skyldte Nørrebro Handelsforening penge.

Men udfaldet mod Nørrebro Handelsforening var begyndelsen til enden for en sammenslutning, som man på Nørrebro startede for mange år siden. Og gennem tiden har Nørrebro Handelsforening været en af de dominerende kræfter i sammenslutningen.

Sven Grønsund blev dømt til at betale en bøde samt indrykke følgende berigtigelse af fremsatte udtalelser:

• Udtalelserne mortificeres/tilbagetrækkes herved, idet udtalelserne er fremsat uberettiget og uden hold i virkeligheden, hvilket formanden for Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger, Sven Grønsund, undskylder over for formanden for Nørrebro Handelsforening/direktør i Handelsstandens Indkøbsordning.

Man kan så undre sig over at Jyllands Posten kritikøst bringer sådan et indlæg uden at de også bliver straffet.

 

I medierne

Den årlige generalforsamling foregik i de nye lokaler, som var lejet af Handelsstandens Indkøbsordning i Titangade. Formanden. Johnny Beyer fortalte, at foreningen havde været synlige i mindst 72 artikler, tv – og radiooptræden på et år. I annoncekroner havde det en værdi af 2, 4 millioner kroner. Dertil kom foreningens månedlige nyhedsbrev, der blev udsendt hver tredje måned og foreningens hjemmeside.

En ny senior – forening blev dannet under den tidligere formand, Knud Schous ledelse. Man satsede på 4 – 5 årlige arrangementer.

 

Drop julebelysningen

Grundet den dårlige økonomi foreslog kasseren at man droppede julebelysningen og begrænsede udsendelsen af nyhedsbreve. Generalforsamlingen var enige om første punkt, men
man var ikke enige om begrænsning af nyhedsbrevene. Der var heller ikke råd til en flagranke i anledning af det kongelige bryllup.

 

Områdeløft Mimersgade

Et nyt kvarterløft startede i Mimersgade – kvarteret. Det var dog lidt mindre end i Nørrebro Park Kvarterløft. Måske var det derfor man kaldte det Områdeløft. Undertegnede fik også her sæde i Styregruppen.

 

En tur i TV – byen

Torsdag den 23. september var der igen et medlems -arrangement. Turen gik til DR – Byen, hvor man i 3 D – grafik kunne se den nye TV – by. Samtidig orienterede Københavns Kommune
om Grøn By.

 

Handelsstandens Indkøbsordning skal afhændes

Den 21. oktober 2004 var der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Og det var en trist men nødvendig beslutning, der skulle tages hensyn til. Det var salg og afvikling af Handelsstandens Indkøbsordning. Københavns Kommune varetog ikke mere ordningen efter reglerne. Det bevirkede, at ordningen ville køre med et dundrende underskud. Der var tre muligheder:

1. Køre en retssag mod kommunen
2. Lukke virksomheden, som ville give et tab til Nørrebro Handelsforening på 4 millioner kroner
3. Prøve at sælge virksomheden

I en særskilt artikel vil vi komme nærmere ind på Indkøbsordningen. Men på den ekstraordinære generalforsamling fik bestyrelsen på bedst mulige vilkår mandat til at afvikle /sælge Handelsstandens Indkøbsordning. 

 

I Folketinget

Den 1. december 2004 var der arrangeret en tur i Folketinget. Lars Kramer Mikkelsen viste rundt i de imponerende lokaler.

 

På  Rådhuset

Den 4. april 2005 var der igen arrangeret en rundtur på Københavns Rådhus. Dengang foregik den guidede tur med De Konservatives, Ole Hentzen.

 

Nye angreb mod Nørrebro Handelsforening

Den 21. april 2005 var der generalforsamling i Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger. Her var der masser af angreb fra formandens side mod Nørrebro Handelsforening.
Herfra havde man anfægtet regnskabet.

Projekt Lærerpladser var nærmest blevet skandaløst drevet.

 

Årets butik 2005

Den 29. april foregik der igen udnævnelser af årets butik på Nørrebro / Nordvest. De tre vindere var

• Munch & Høeg, Bageri, Nørrebrogade 224
• Amadeus Balkan specialiteter, Jagtvej 35
• Frisør Tonni, Frederikssundsvej 53

 

Utilfredse medlemmer

På den ordinære generalforsamling var der ryster fremme om, at Handelsforeningen skulle melde os ud at Kvarterløft og Områdeløft. Desuden skulle man droppe nyhedsbrevene. I stedet burde man give flere penge til fælles markedsføring. Problemet med det sidste var dog, at forretningerne ikke selv ville bidrage.

Jørgen Holm fra Danske Bank blev indvalgt i bestyrelsen.

 

Masser af angreb

Formanden var i årets løb blevet kritiseret af mange. Men han havde hele tiden bestyrelsens opbakning. Mest fortørnet var han over embedsmænd fra Københavns Kommune, der meddelte at de ville nedsætte deres pris på de ydelser som Handelsstandens Indkøbsordning ydede – med hele 15 pct. uden forudgående aftale. De betragtede sig selv som myndighed frem for forretningspartner. Desuden betalte de ikke til tiden, og det belastede Indkøbsordningens økonomi.

I Lokaludvalget kæmpede Hans Mejlshede for, at Nørrebrogade ikke blev en stor cykelgade. Det ville lukke en masse virksomheder. Undertegnede havde en kronik i medierne med titlen Hovsa i trafikken.

 

Aftale med Danske Bank

Vi fik en aftale med Danske Bank om indrykninger af helsides annoncer i Nørrebro Avis. Desuden kom der tilskud til vores hjemmeside, så den fik en ansigtsløft. Aftalen betød også afskaffelse af nyhedsbrevene.

 

Besøg af Integrationsministeriet

Bestyrelsen diskuterede indførelsen af kontokort for Nørrebros butikker. Men ideen blev dog efter nogen tid skrinlagt. Integrationsministeriet dukkede op med hele 13 personer. De var interesseret i alle Handelsforeningens gøremål.

Fra Medborgerhuset Blågården deltog formanden i en direkte udsendelse om integration.

 

Besøg på Assistens Kirkegaard

Den 31. maj blev der arrangeret en rundtur på Assistens Kirkegård. Titlen på arrangementet var Med døden som rejsekammerat.

 

Man forstod ikke lovgivningen

Den 1. juli skulle 2005 skulle  alle, der solgte fødevarer være registeret i Næringsbasen. Skete dette ikke, ville det få alvorlige følger. Problemet var bare, at det ikke var alle, der forstod budskabet. Undertegnede og formanden fik efter et møde med borgmester Bo Asmus Kjeldgaard denne til at skrive til Bendt Bendtsen om, at udsætte datoen.

EVU kom Handelsforeningen i møde. Foldere på forskellige sprog blev udarbejdet. Et stort anlagt møde med de etniske kiosk – og butiksejere blev en stor fiasko. Der kom hvis nok kun tre butiksindehavere.

 

Atter stor bevågenhed i medierne

En ny hvervebrochure i samarbejde med Danske Bank blev udfærdiget. Mellem to bestyrelsesmøder havde foreningen været omtalt i medierne hele 20 gange, blandt andet omkring trafik, sort arbejde, lærerpladser, næringsbasen, Nørrebro og meget mere. Og hjemmesiden havde på en måned 11.000 besøg.

 

Bølgebrus, ens jakker og røde ører

Den 9. august var der havnerundfart med Søren Pind og Ritt Bjerregaard. Det var to politikere i god politisk form. Over 130 havde tilmeldt sig. Og i Nørrebro og Østerbro Avis
blev turen omtalt på en hel side. Ja det var et møde, man stadig taler om. Men tonen blev allerede lagt i Formandens indledningstale. Her sagde Johnny Beyer blandt andet:

• I Nørrebro Handelsforening har vi altid haft et godt forhold til personerne på overborgmesterposten – og jeg har haft mange positive møder med Jens Kramer – og før min og Jens tid – ved jeg, at vore forhenværende formænd har haft et godt forhold til Weidekamp og andre før ham.
• Søren har vi set mange gange før i vores forening – men det er første gang vi ser Ritt. Derfor er vi naturligvis interesseret i, at høre Ritt fortælle os om:
• Hvordan var det nu Socialdemokraterne havde det med Nørrebrogade?
• Først ville I have cyklerne ud af gaden, dernæst var det bilerne
• Og skal Stengade have bussluse eller ej – vi er ikke helt sikre på jeres udmeldinger.

Af andre emner der blev omtalt var havnetunnel, indvandrere, det frie skolevalg, boligprisernes himmelflugt, facade – og bymiljø, havnen m.m.

Nørrebro og Østerbro Avis brugte overskriften Bølgebrus, røde ører og ens frakker.

 

En tur på Carlsberg

Nørrebro Handelsforening arrangerede en hyggelig tur til Carlsberg. 25 havde tilmeldt sig. Medlemmerne havde vendt sig mod foreningen. De mente, at Handelsforeningen skulle stå for julebelysningen og dække underskuddet. Men det var det bestemt ikke penge til.

 

Særlig tillæg i Jyllandsposten

Og så blev der afholdt Juleloppemarked. Handelsforeningen var også med i forbindelse med et særlig tillæg i Jyllands Posten om Nørrebro. Men medlemmerne mente stadig, at man ikke gjorde nok ud af markedsføringen

 

Støtte til Mjølnerparken

I Områdeløft Mimersgade truede Mjølnerparken med at trække sig ud af samarbejdet. I Nørrebro Handelsforening lavede man en støtteerklæring til Mjølnerparken og foreslog en dialog.

 

Vælgermøde

Et vælgermøde, som Handelsforeningen var med til at arrangere, samlede 60 deltagere.

 

Mange projekter

I bestyrelsen forstod man ikke, at injuriesagen mod formanden trak i langdrag. Handelsforeningen barslede med aktiviteter som Nørrebro skaber job og Nørrebros etniske spisekammer.

Og så var foreningen også  indblandet i et somalisk beskæftigelsesprojekt. I forbindelse med dette medvirkede formanden i en udsendelse på Kanal København.

Sammen med Foreningen Nydanskere forsøgte man at finde virksomheder, der ville antage nydanskere.

Med Fædre gruppens nye initiativ, Spider-house samarbejde foreningen også.

 

Hvis politikere ville lytte

Det var altid rart hvis politikerne henvendte sig. Alt for ofte tog de beslutninger uden at kende baggrunden. En af dem, der gerne ville orienteres om Nørrebro var Peter Schlüter. Undertegnede og Formanden fortalte om Handelsforeningens mange initiativer.

Til de nyvalgte i området havde foreningen forfattet et brev, hvor man gjorde opmærksom på foreningens hjemmeside. Desuden inviterede man til et samarbejde. Heller ikke her skelnede foreningen til, hvilket parti, det drejede sig om.

 

Politisk møde

Et møde blev afholdt med Connie Hedegaard og Benedicte Kjær. Det samlede desværre kun 15 – 20 mennesker.

 

Igen kritik af julebelysning

21 butikker fra Runddelen til Stefanskirken havde samlet sammen til julekæder. Af dem var de fem dog medlemmer. De mente alle, at foreningen gjorde for lidt for dem.

• Foreningen var ikke god til at kommunikere.
• Foreningen gjorde ikke nok for dem
• Foreningen havde ikke lavet en undersøgelse vedr. samlet åbningstid op mod jul.
• Foreningen gjorde ikke nok m.h.t. markedsføring

Kritikken fremkom, selv om man fra Nørrebro Handelsforenings side havde omtalt arrangementet i en helsides annonce i Nørrebro Avis.

 

Erhvervsmøde

Til et erhvervsmåde var der 85 deltagere. Både Formanden og undertegnede holdt et oplæg. Foreningen Nydanskere og Danske Bank holdt oplæg.

 

Juleloppemarked med succes

Starten på årets juleloppemarked var en kæmpe succes. Der var sort af mennesker på Runddelen. Sammen med Café Runddelen havde man lavet et arrangement med gratis julegløgg. Man måtte ikke servere direkte fra boderne. Det måtte man til gengæld i Nyhavn.

På en måned havde foreningen været 16 gange i medierne og hjemmesiden nåede op på 14.500 besøgende. Selv norske journalister henvendte sig.

 

Få  ondt i maven på Nørrebro

En artikel som jeg skrev, vakte stor opmærksomhed. Den hed Få ondt i maven på Nørrebro. Jeg blev spurgt om, Fødevarekontrollen og Smiley– ordningen havde spillet fallit. Jeg svarede, at ordentlig kontrol var vigtig, men rådgivning var endnu vigtigere. Det var fint, at man havde miljøambassadører og så videre. Men hvis man ikke gad at benytte sig af den hjælp, man her kunne få, måtte man bøde for det. Man havde også butikskonsulenterne, man kunne få rådgivning af.

Baggrunden for historien var, at Jyllands Posten København havde købt 7 stk. shawarmaer og fået dem analyseret. Og det var rystende læsning.

I seks stykker havde man fundet rester af afføring, i fire havde man fundet colibakterier, der stammede fra grøntsager, der ikke var skyllet ordentlig, eller fra medarbejdere, der ikke har vasket hænder efter toiletbesøg. I fire af prøverne fandt man spor, der skyldtes rifter og sår fra menneskehænder.

Fødevarestyrelsen erkendte også, at uddannelse og rådgivning i branchen var velkommen, men afviste at det var styrelsens opgave. Deres opgave var at kontrollere, blev det pointeret.

 

Sort arbejde og ulovligheder

I månedsbladet Paagadens kronik – panel sad folk som Kåre Bluitgen, Anne Braad, Rene Karpantschof, Marie Marcus, Peter Tudvad, Sherin Khankan og så beskedne undertegnede. I en af mine tillæg skrev jeg om sort arbejde.

Hver femte dansker arbejder sort til en værdi af 51 milliarder kroner. Det svarer til 125.000 fuldtidsstillinger. Her skrev jeg, at integration også handler om at respektere de samme love og regler. Hvad nytter det når en forretningsindehaver med et smil betaler sin bøde på 5.000 kr., når han reelt har haft det ti – dobbelte i fortjeneste, fordi han har snydt.

De fleste danskere tolererer  almindelig sort arbejde, mens det er det organiserede sorte arbejde, man havde noget imod.  På Nørrebro så man i visse kredse gennem fingrene med afgiftsfri colaer og chokolade. Man mente, at Nørrebro Handelsforening kørte for hårdt frem mod de kiosker og butikker, der snød Told & Skat.

 

Turister til Nørrebro

Tanken fremkom, at Nørrebro skulle udvikle sig til turistmagnet. De 350.000 der kom på de 284 krydstogtskibe skulle se den ægte vare. Det viste sig nemlig at 40 pct. af gæsterne
ønskede en mere utraditionel rundvisning i København. Og Nørrebro Handelsforening var med på ideen. Nørrebro rummede jo det hele. Her var jo et uopdyrket marked for turisme.

Artikelserien om Nørrebro Handelsforenings nyere historie fortsættes

Kilde:-

• Diverse protokoller og udklip fra Nørrebro Handelsforening
•   www.norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening genne 110 år

 

Hvis du vil læse mere:

  – www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Nørrebro 304 artikler 
• Under “Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Nørrebro Handelsforenings historie 29 artikler
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest 37 artikler

Redigeret 21 – 10 – 2021

Dette er en videreførelse af Nørrebro Handelsforenings historie. Vi kigger på  fødselsdagsfesten og første halvår af 2002. Masser af aktivitet kostede bestyrelsesmedlemmerne penge. Ruder blev knust. En ny parkeringsordning blev indført. En somalier klagede over et specielt problem. En butikskonsulent blev ansat og en alternativ jobordning blev indført. Foreningen sponserede musik til Kulturelle Markedsdage.

 

Holdning til lukkeloven

En dag kom Johnny Beyer ind i butikken. Dengang blev han nærmest kaldt Kongen af Nørrebro. Jeg kommenterede hans indstilling til lukkeloven, og roste ham for sine argumenter. Han spurgte så hvilke forudsætninger, jeg havde for at sige det. Da jeg så svarede, at jeg havde en fortid som HK – formand i Aabenraa, ja så blev jeg kapret.

Der fulgte også et varmt venskab med en særdeles aktiv person og en familie, der aktiv støttede ham, både i med – og modgang. Jeg vidste så ikke, at man skulle være til rådighed i døgnets 24 timer for Nørrebro Handelsforening. Samtidig skulle man med minutters varsel stille op til medierne. Og det var lige fra de skrevne til de elektroniske medier.

 

Det blev en bog

Man fandt ud af, at jeg kunne skrive. Bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening mente, at der skulle udgives en folder i anledningen af foreningens 110 års fødselsdag. Under indtagelse af whisky sagde jeg ja til denne opgave. Og inden jeg så mig om, havde jeg skrevet en bog på 152 sider. Ja og hele oplaget på 500 stk. er i dag udsolgt. Dengang havde man søgt Bydelsrådet
om tilskud til bogen, men det blev afslået.

Nørrebro Lokalhistoriske Forening leverede vederlagsfrit gamle fotos til bogen

 

Ingen begreb om PC

Dengang havde jeg ikke så meget begreb om PC – verdenen. Så det var min kære kone, Hanne, der stod for meget af arbejdet. Vi både scannede, lavede opsætning, og jeg tog friske fotos fra handelslivet på Nørrebro. Senere har jeg dog fået lidt mere begreb om PC – problematikken.

 

Gode anmeldelser

Men desværre var min kone allerede dengang i perioder syg, så vi kom i tidsnød. Til sidst måtte vi arbejde dag og nat for at blive færdig til tiden.

Bogen blev positiv anmeldt mindst fire steder:

• Dette er en utraditionel historiebog om Nørrebro. Den beskriver detailhandelens barske vilkår under byggeboomet, saneringen, narkoproblemer og rude-knuseri. Bogen
  handler om en handelsforening, der både blander sig i kulturliv, socialpolitik, økologi, integration, erhvervsliv og meget mere
• Nørrebro Handelsforenings slogan er ”Holdninger bliver til handlinger”. Og det er sandt, at foreningen har spillet – og stadig spiller – en meget aktiv rolle i lokalsamfundet her på
  Nørrebro. I bogen gentager forfatteren flere gange, at foreningen af nogle betragtes som et irriterende onde.
• Det er da heller ingen tvivl om, at deres store synlighed og insisterende blanden sig i lokalpolitik har kunnet genere nogle. Men det er nok hovedsageligt folk og grupper af anden politisk observans.

 

• Med Handelsforeningen som fokus beskriver Uwe Brodersen Nørrebros historie fra nærmest landsbyagtig idyl til vore dages hektiske storbyliv.
• Dengang havde butikslivet trange kår. Og det har den også i dag, skriver formanden for foreningen, den meget politisk aktive Johnny Beyer i sit efterskrift til bogen
  ”Det er ingen tvivl om, at foreningens mange bestyrelser har måttet kæmpe og arbejde hårdt for at klæde politikerne bedre på. Og man kan konstatere, at flere af arbejdsopgaverne er næsten de samme i 2001 som i år 1891.
• Uwe Brodersen beskriver med engageret og personlig stemme hele Nørrebros historie, som han har svært ved at slippe sin lidenskab for. Samtidig bevarer han dog fokusset på Handelsforeningen, hvis historie gennemgås fra start til nutid med masser af billeder og anden dokumentation. I bogens anden del beskrives foreningens holdninger og mål for fremtiden.
• Alt i alt må bogen betegnes som en sympatisk og anderledes kærlighedserklæring til Nørrebro, med et klart fokus og en tydelig politisk vinkel.

 

En jubilæumsavis

Ikke nok med det. Bestyrelsen mente også, at der skulle laves en jubilæumsavis. Med et godt samarbejde med Nørrebro Avis (Det hed den – dengang) – troede vi, fik vi stablet en flot avis på banen.

Min kone og mig fik travlt. Vi skulle levere fotos og 14 siders tekst. Dette gjorde vi vederlagsfrit. Meningen var, at der skulle være 60 pct. annonce og 40 pct. tekst. Efterfølgende modtog Nørrebro Handelsforening dog en kæmpe stor regning. Det var helt imod aftalerne. En retssag truede, men man blev dog enige om et forlig.

 

Ikke altid hæderlige

Og den lokale avis PAAGADEN havde udsendt min gode ven John Dickow. Han skrev bl.a. følgende i bladet:

• Fredag den 16. november 2001 var der reception på Nørrebrogade 88, hvor Nørrebro Handelsforening markerede deres 110 års fødselsdag. Samtidig markeredes N.H. Distributions flytning til nye lokaler samt udgivelsen af jubilæumsbogen om handelsforeningen, som er blevet til i løbet af sommerhalvåret. Det redaktionsmæssige har været overladt til Uwe Brodersen, som kendes som boghandler i Bog & Ide på Nørrebrogade.

 

• Det er formand Johnny Beyers ønske, at NH – Distribution skal udvides til flere bydele og her har Østerbro allerede vist interesse, men udvidelsen er helt og holdent op til politikerne.

 

• Til sidst var der i handelsforeningen spænding om jubilæumsbogen nåede at blive færdig til tiden og det gjorde den takket være en ihærdig indsats fra Nørrebro Bogtryk &
  Grafisk Center på Nørrebrogade

 

• Til receptionen var der gennem hele eftermiddagen pænt besøg, på et tidspunkt var der 300 – 400 gæster sammen med foreningens egne medlemmer, som var til stede. Fra venner, bekendte og politikere, lokale medier, græsrødder m.fl. var der anerkendende ord til både handelsforeningen og N.H. Distribution. På gavebordet så man blandt andet adskillige flasker vin, flere buketter blomster, et par indrammede billeder, en cigaræske – om der var noget indhold vides ikke samt meget andet. Efter receptionen lykkedes det mig at få et interview med Uwe Brodersen, der som nævnt i indledningen har stået for handelsforeningens historie i bogform og som i interviewet kom ind på enkelte episoder fra bogen.

 

• Uwe Brodersen fortalte også, at de lokale handlende ikke altid har været helt hæderlige, og nævnte et par eksempler. I foreningens første år var kassererposten meget udsat. Det skyldes bl.a. at to af de personer, som bestred posten, tog af kassen og så kunne de jo ikke fortsætte på posten. Udskiftningen i bestyrelsen gik ikke kun ud over kassereren.

 

• En anden episode er af nyere dato. I en butik var Nørrebro Handelsforenings etniske rådgiver i gang med at fortælle butiksindehaveren om, hvor vigtigt det var at overholde regler og forordninger, da to politibetjente trådte ind i butikken. ”Du Ali”, sagde den ene betjent, ”Jeg skal have en af de billige colaer, du ved”. Denne sandfærdige historie viser, hvor svært det kan være at få de etniske butiksindehavere til at overholde regler og forordninger.

 

• Foreningen har tidligere haft et par små udvalg og fra en af disse stammer en anden historie. Der var indløbet klager på kvaliteten af portvin. På kapslen stod, at den kostede 2 kroner, men den blev solgt for 1,60. Foreningen opkøbte et par prøveflasker for at smage på varerne. Man kunne blot konstater, at kvaliteten på portvinen ikke var mere værd, og sagen fik ikke mere konsekvenser for den handlende. Desværre har foreningen ikke sådanne udvalg mere.

 

• Foreningen havde også en understøttelsesfond, som blev startet 27. februar 1912. Det skete med det imponerende beløb af 50 kroner, som blev doneret af de Danske Spritfabrikker. Pengene stammede fra opkrævning af en bøde for salg af akvavit til underpris som Handelsforeningen opkrævede og sendte til Spritfabrikkerne, men de vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene til og returnerede dem. Handelsforeningen oprettede så en fond og gennem den lykkedes det at få oprettet boliger i foreningens ejendom i Prinsesse Charlottesgade. Den blev oprettet i 1927. I den bor i dag unge mennesker til en billig husleje.

 

• Saneringen kostede Handelsforeningen 2/3 af dens medlemmer.

 

• Bogen er skrevet i en humoristisk stil og er fuld af anekdoter fra en svunden tid.

 

Fest med Bjørn Tiedemann

. På Restaurant Bellahøj holdt Nørrebro Handelsforening en stor fest med Bjørn Tiedemann og en masse gæster. Hoved-gæsten overborgmester Jens Kramer Mikkelsen meldte desværre afbud i sidste øjeblik:

• Nørrebro Handelsforening 110 års jubilæum – Festarrangement – Lørdag den 17.11.2001. Restaurant Bellahøj, Bellahøjvej 20, 2720 Bellahøj

 

• Aftenens menu:
• Varmrøget Havørred på plukket salat vendt i vinaigrette
• Indbagt Kalkunbryst – med årstidens grøntsager og lækker sauce af markens svampe, hertil pommes rissolé
• Parfait Is – med marcipan og chokolade, serveredes med hindbærsauce.
• Kaffe/The med cognac eller likør

Og Lokalhistorisk Forening havde været så venlig, at lave en plancheudstilling. De omtalte også bogen på 10 sider i deres årsskrift.

 

Dramatik, skuffelser og glæder

Ja kære læsere, det er så her den egentlige historie starter. Det er en fortsættelse af historien om Nørrebro Handelsforening fra og med år 2001. Og denne historie vil kun blive offentliggjort
elektronisk. Den vil nok i højere grad være personlig. For mit eget vedkommende har årene i Nørrebro Handelsforening været særdeles lærerrige. Årene har været præget af dramatik,
aktivitet, skuffelser og glæder. Årene har også givet et indtryk af politikere, der simpelt hen har været manipulerende. De har scoret billige popularitetspoint på bekostning af blandt andet Nørrebro Handelsforening bekostning

Jo man fik sandelig indblik i mange ting. Også begrebet pseudodemokrati  fik en ny betydning. I mange år fungerede jeg som en slags spindoktor for Handelsforeningen.

 

Forskel på  journalister

Egentlig tror jeg ikke, at erhvervslivet på Nørrebro og for den sags skyld resten af befolkningen på Nørrebro ved, hvor meget vi gjorde for dem. For nogle af medlemmerne af bestyrelsen
har det heller ikke været omkostningsfrit både økonomisk og psykisk at sidde i så aktiv en bestyrelse. Ja nogle af medlemmerne i bestyrelsen blev chikaneret og fik deres butiksruder smadret.

Vi lærte også at omgås medierne. Mange af journalister fik vi et godt forhold til. De var elskværdige og forstående. Men der var sandelig også nogle af journalisterne der teede sig som herrefolk.

 

Fortsættelse af historien

Bogen slutter med generalforsamlingen i år 2001. På www.dengang.dk er bogen gengivet i en net – udgave. De fleste af artiklerne har vi valgt at ligge under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar. Et par af artiklerne ligger under Nørrebro. På Handelsforeningens hjemmeside finder du artiklerne under arkiv.

 

Ulovligt byggeri

I forbindelse med bygningen af Fields anfægtede Johnny Beyer, at sagsbehandlingen var forkert. Men trods mange argumenter fortsatte man bygeriet som om intet var hændt. Havde det været tale om en carport var den nok blevet revet ned

 

Lige betingelser

Den 20. februar var Nørrebro Handelsforening sammen med SSH med til at arrangere et stormøde på Østerfælled Torv på Østerbro. Emnet var, Skal der være lige betingelser for selvstændige og lønmodtagere i forbindelse med sygdom.

En forretningsdrivende på Østerbro brækkede ryggen og blev stillet i en næsten håbløs situation. Der var nogen specielle muligheder inden for lovgivningen, som de færreste forretningsdrivende kender til.

 

Penge til lokalradio

Nørrebro Radio havde søgt om et tilskud på 5.000 kr. Dette blev bevilliget, men der var ikke enighed i bestyrelsen. Foreningen har altid haft et godt forhold til radiostationen og har ofte været gæst.

 

Politi stormer Ungdomshus

Natten til den 6. juni trængte politiet ind i Ungdomshuset på Jagtvejen. Deres hensigt var at finde graffiti malere. De unge ville ikke finde sig i ordensmagtens opførsel og hældte maling på dem.

De unge udsendte en presse-information, hvor de forlangte, at politiet skulle løslade de anholdte og betale for de ødelæggelser, som de forudsagde. Man forlangte tillige en undskyldning
fra politiet. Samme dag havde Nørrebro Handelsforening bestyrelsesmøde.

44 parkeringspladser på Kapelvej blev skåret ned til 19. grunden var hærværk på kirkegården.

 

Jazz til Kulturelle Markedsdage

Til Kulturelle Markedsdage havde Nørrebro Handelsforening sponseret Fessors Big City Band og Finn Ziegler. I boden på markedsdagene var der foranstaltet forskellige konkurrencer. Præmierne var sponseret af medlemmerne. Mange besøgte boden. Alt i alt besøgte 6.000 mennesker de Kulturelle markedsdage.

Foran boden blev der son altid råbt højt, når forskellige politiske tvistigheder skulle ordnes.

 

I skidt og stank

Den 4. august 2001 kunne Berlingske Tidende meddele, at Gamle lever i skidt og stank. Det fik Johnny Beyer i blækhuset. Han udsendte en presse-information på vegne af Nørrebro Handelsforenings datterselskab, NH Distribution. (læs særskilt artikel om NH – Distribution)

 

Ønske om butikskonsulent

Nørrebro Park Kvarterløft var startet. Og handelsforeningen havde et stort ønske om en butikskonsulent. Han kunne samtidig være leder af en alternativ jobformidling. Desuden skulle han være en slags formidler mellem de unge mennesker (9 – 10 kl.) og erhvervslivet. Han måtte gerne have en etnisk profil og gå i dialog med de etniske forretninger. Man synes også, at et formidlings-bureau at tomme butikker og lokaler kunne skabe nyt liv i bydelen.

I Stefansgade blev der indrettet et Informatek. Da Jens Kramer Mikkelsen indviede stedet, sagde han fejlagtigt:
–               Jeg er glad for at være på Vesterbro.
Meningen med Informateket var egentlig at lave en ukompliceret jobanvisning. Det skulle også være stedet, hvor man kunne komme ind og få hjælp med jobansøgninger og bruge PC’erne. På et tidspunkt var der hele seks konsulenter ansat på stedet.

 

Forskelsbehandling af butiksejere

Indre Nørrebro Ældreråd havde klaget til Bydelsrådet over at to butikker havde brugt for meget udstillingsplads på fortovet. Fra Nørrebro Handelsforenings var man fortørnet over, at Bydelsrådet ikke ville gribe ind, da man var bange for en konfrontation mellem etniske grupper af butiksejere. Nørrebro Handelsforening tog kraftig afstand fra denne udlægning. Man mente at ordninger og regler skulle være ens for alle, uanset hvilken etnisk gruppe, man tilhørte.

Nørrebro Handelsforening syntes, at det var forkasteligt, at det var nogle grupperinger på Nørrebro, der ikke accepterede demokratiet. Man burde ikke angribe en lovlig varslet parade med sten og flasker. Man mente heller ikke det kunne være rigtig, at politiet ikke kunne arbejde under betryggende forhold, uden at skulle have back – up grupper. Man opfordrede disse grupperinger til at vise hensyn over for demokratiet.

 

Møde med overborgmesteren

Den 24.august mødtes Johnny Beyer med overborgmesteren. Inden var der dog blevet til et møde med to embedsmænd. Blandt emnerne var

• Tiden efter bydelsforsøget, P – sagen, Hovedstad og Helhed (SSH – forslag), Stormøde om erhvervsdebat, Københavns Erhvervsråd, NH – Distribution, Bedre infrastruktur, hvorfor ikke Jagtvej under Åboulevarden? , Mere metro, Havnetunnel, EU – formandskab, bange for uroligheder på Nørrebro

Dengang var det almindelig at Nørrebro Handelsforening jævnligt mødtes med overborgmesteren

 

Hellig Jihad på Nørrebro

Den 22. oktober blev der delt en løbeseddel rundt på Nørrebro. Det var ret så rabiate synspunkter der kom frem:

• Danskere er selv ude om voldtægt af deres piger, for de beskytter dem ikke, og urene piger er ikke beskyttet af den Hellige Koran
• Det er vores menneskeret at få vores eget område, hvor vi kan leve uden druk, narko, nøgne danske piger, pølsebord, dårlige bodegaer og alle mulige andre danske ting
• De kristne og danskerne har ingen kraft eller tro. Derfor er de svage og vi er stærke
• Danske politikere er korrupte og bliver valgt hver 4. år. De laver hele tiden nye love, men vore love og regler gælder til evig tid.

Eksperter og folk i muslimske kredse mente, at brevet var et falsum. En imam udtalte således at rettroende muslimer ikke ville bruge sådanne ord. Og flere påstande i brevet var direkte i modstrid med islams retslære.

Men Moses Hansen og Faderhuset troede på brevets ægthed.

 

Trafikministeriet gav foreningen ret

Trafikministeriet havde givet Nørrebro Handelsforening (SSH) ret i deres holdning til p – spørgsmålet. Nu afventede man med spænding afgørelsen fra Indenrigsministeriet.  I Nørrebro Handelsforening havde man indhentet tilbud på julebelysning.

 

Diplom for godt samarbejde

Selv om udviklingen i NH Distribution omtales i en særskilt artikel, skal det dog lige nævnes her, at selskabet fik en pris og diplom på 50.000 kr. Det var en nystiftet samarbejdspris.
Det afstedkom omtale mange steder.

Ungdomshuset var blevet overtaget af Faderhuset. Dialogcentret så ikke positiv på denne kristne sekt. I bestyrelsen frygtede man uroligheder.

 

Kæmpe succes på kirkegården

Tilmeldingen til en rundvisning på  Assistens Kirkegård måtte stoppes ved 150 tilmeldinger. Det var simpelthen ikke plads til flere. Folk fik sandwich og en forfriskning og så gik man ud og udforskede den historiske have med formidlingscentrets dygtige guider.

 

Valgmøde på Bellahøj 

Der stod politik på programmet, da en række politikere fra alle opstillede partier valgte at ligge vejen forbi Nørrebro Handelsforening/SSH’s arrangement den 9. oktober 2001 på Restaurant Bellahøj. Man ønskede fra foreningens side at diskutere byudvikling og erhvervsstruktur, råderet  over vejarealer, parkeringsrestriktioner og helhedsløsninger for den kollektive trafik.

Mødet samlede cirka 50 deltagere og blev flot omtalt i JP København.

 

Rundvisning på Rådhuset

Den 22. oktober 2001 arrangerede foreningen en rundtur på Københavns Rådhus. Her var der også mulighed for at skyde på overborgmester Jens Kramer Mikkelsen

 

Døre til Nørrebro

En ny plakat med Døre til Nørrebro blev præsenteret. Nørrebro Handelsforening var en af sponsorerne og undertegnede fik en af sine fotos med på plakaten. Ellers var der døre på Nørrebro, der var at finde på plakaten.

 

Julebelysning med underskud

Julebelysningen havde et underskud på 121.000 kr. Kvickly ville ikke være med. Og Mathiesen og Føtex ville kun betale halvdelen af det de skulle. Det betød at foreningen måtte spare på opsætning af juletræ ved Runddelen. Der blev ingen annonce og fire kæder skulle droppes.

Og så fik Nørrebro Handelsforening delvis ret i en sag mod Kjøbenhavns Juleudsmykning.

 

Chikane og vold

I 2001/2002 fokuserede Nørrebro Handelsforening også på chikane og overfald i butikkerne. Man etablerede sig med 4 psykolog – studerende og foretog en undersøgelse af forholdene i
Nørrebros butikker. Undersøgelsen sluttede med et fokus – møde på La Perla. Det viste sig, at 87 pct. af de deltagende butikker havde været udsat for chikane. Foreningen samarbejde med HK om projektet. Det fik omtale i en del medier. Også Bo Asmus Kjeldgaard fra SF deltog i mødet.

 

Ny skoleordning

Nørrebro Handelsforening var også foregangsmænd i SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger). Denne sammenslutning er nu ophørt. I 2002 startede foreningen en undersøgelse omkring uddannelsessystemet. Der blev sendt spørgeskemaer ud til virksomheder i hele København. Problematikken gik ud på om skoleordningen for elever kunne forbedres.

 

Protest mod planlov

Gennem SSH afgav Nørrebro Handelsforening et høringssvar vedr. ny planlov. I foreningen mente man, at den nye lov ville give 20 – 30 vinderbyer og ca. 250 taberbyer. Foreningen ønskede ikke at planlægningen af butiksformål skulle overgå fra regionerne til kommunen.

 

Statsministeren fik æg i hovedet

Et stort beløb mangles til juleudsmykningen. Flere butikker havde ikke betalt.

Den 21. januar var det landets statsminister, der var på besøg på Nørrebro. Det fik autonome til at smide æg i hovedet på ham. Nørrebro Handelsforening udsendte en presse-information, hvori man påpegede, at aktionen skadede alle de organisationer, der forsøgte at skabe et bedre Nørrebro. Konsekvensen var, sagde man i Handelsforeningen, kunne være at politikerne fravalgte bydelen.

I februar måned var foreningen inviteret til et møde i anledningen af opstarten af Bispebjerg – Nordvest Handelsforening.

 

Razzia mod butikker

Som noget nyt tog vi initiativ til et nyhedsbrev. Allerede dengang havde medierne en mærkelig holdning til alt, hvad der havde med Nørrebro at gøre. Således kunne Jyllands Posten
berette om Fup i butikker på Nørrebro.

Det som avisen ikke påpegede var, at langt de fleste butikker på Nørrebro betalte deres moms og deres skat. Gennem årene har Nørrebro Handelsforening taget initiativ til at gøre forholdene bedre gennem informationsmøder og kurser.

Jyllands posten kunne fortælle, at aktionen var rettet mod 40 forretninger. Regnskabsmæssige fejl var der fundet i 26 tilfælde, heriblandt manglende kasseafstemninger, væsentlige kassedifferencer, manglende udarbejdelse af kasserapporter, samt manglende opbevaring af købsbilag. I hele 31 af de 40 butikker var der begrundet mistanke om smugling eller momsfusk.

Manglende dansk varedeklaration og ulovlige fødevarer fandtes der også eksempler på. Og sorte ansatte var der masser af.

 

Et flot hefte

Allerede i maj 2000 havde vi lavet et flot A4 – hæfte med en beskrivelse alle vore gøremål. Det blev uddelt til alle butikker i området. Målet var at kapre nye medlemmer. Det var et stort arbejde at samle tekste og lave fotos til dette hæfte. Men det blev virkelig flot.

 

Gang i debatten

Undertegnede fik en henvendelse fra redaktøren af månedsavisen Paagaden om at levere debatindlæg, så man kunne få lidt mere knald på debatten, Man lavede et debat – og klummepanel
på 6 – 8 personer.

 

Parkeringsordning

I april måned afleverede foreningen via SSH et høringssvar vedr. parkeringsordningen. Nørrebro Handelsforening mente, at Københavns Kommune havde overtrådt Grundlovens
§ 43. En livlig korrespondance var indledt med Indenrigsministeriet og Trafikministeriet.

Københavns Kommune mente ikke, man havde overtrådt noget som helst. Man henviste til Vejlovens § 107.

Trafikministeriet gav således Nørrebro Handelsforening ret i, at parkeringsafgiften for de erhvervsdrivende oversteg de administrative udgifter.

Indenrigsministeriet skrev tilbage, at ordningen på private fællesveje må anses som ulovlig. Trods disse argumenter var Københavns Kommune indstillet på, at gøre en forsøgsordning til en permanent løsning.

 

Intet svar fra Søren Pind

I Horsens havde man etableret en ordning, med at butikker kunne låne penge til forskønnelse af deres facader. I Nørrebro Handelsforening mente man, at sådan en løsning også skulle kunne fungere i København. Derfor skrev man til borgmester, Søren Pind. Trods flere henvendelser hørte foreningen aldrig noget i denne sag.

 

En ny hjemmeside

En ny hjemmeside på Nørrebro var dukket på. Den hed www.2200.dk. De ønskede en støtte erklæring fra Nørrebro Handelsforening. Den fik de:

• Nørrebro Handelsforening forsøger at nedbryde fordomme på Nørrebro, det samme gør 2200.dk. Derfor bruger vi ofte denne hjemmeside, selv om vi har vores egen norrebro.dk
• 2200.dk er ikke kommerciel og varetager ikke specielle interesser, derfor støtter vi dem. De får alle vore nyheder, og store dele af vores bog ”Nørrebro handelsforening gennem 110
  år ligger på denne side, fordi vi mener, at en stor del af Nørrebro – borgerne vil læse den, der på siden.
• 2200.dk binder en masse foreninger og interessegrupper sammen, det er organet for blandt andet græsrødder på Nørrebro.
• Vi må indrømme, at vi i begyndelsen troede, at de varetog en speciel gruppes interesse. Vi blev offer for vores egen fordom.
• 2200.dk skildrer det folkelige miljø på Nørrebro, deres arrangementskalender er nok det mest alsidige, der findes.
• 2200.dk er oplysende om alle kroge i bydelen. De giver et alsidigt billede af et Nørrebro, hvor der sker mere, end det de andre medier bekymrer sig om.

 

Foreningen skulle fortælle om skolevalg

Og så mente nogle politikere i Københavns Borgerrepræsentation, at Nørrebro Handelsforening skulle gå ud og anbefale at de danske børn skulle gå i danske folkeskoler.

 

Det somaliske problem

Nørrebro Handelsforening fik en henvendelse fra en somalier, der påpegede, at der på Nørrebro foregik en omfattende ulovlig handel med Khat. Problemet omfattede madforgiftning, ulovlig restaurationsvirksomhed, omgåelse af told – og skatteregler m.m.

Khat havde været forbudt i 10 år. Ved at tygge planten opnår man en form for beruselse. Den anonyme somalier melder om tuberkulose – udbrud m.m. Han havde bl.a. henvendt sig til Levnedsmiddelstyrelse m.m.

Hurtig fik foreningen organiseret et møde med embedslægen, Nørrebro Nærpoliti og Bellahøj Politi.

Der kom ny Khat til Nørrebro tre gange om ugen. Helt op til 1,5 tom af gangen. Der var også tale om sygedom, masser af sort arbejde og ulovlige spisesteder. Man mente dog ikke, at Kat i sig selv var skyld i sygdomstilfælde. Somalier havde ikke for vane, at gå til læge. HA’ er og autonome brugte ofte somaliere.

I madklubberne fik man ofte tilbudt billige får fra udlandet. Man mente ikke, at dette kød var kontrolleret af en offentlig myndighed. Hvis man fjernede Khat fra Nørrebro, ja så ville tilstrømningen af somaliere også mindskes.

Fra politiets side fik Nørrebro Handelsforening at vide, at man ikke havde ubegrænsede midler til rådighed for at gå i gang med en aktion. Den somalier, der henvendte sig til foreningen,
ønskede at alt Khat skulle forsvinde fra Nørrebro. Resultatet af mødet blev, at hvis alle myndigheder skulle involveres, ville det tage lang tid.

Herefter trak Nørrebro Handelsforening sig ud af sagen. Man havde opnået at få myndighederne til at se på sagen. Det havde den omtalte somalier forgæves selv forsøgt at få myndighederne til at se på.

 

På
havnerundfart

Via SSH arrangerede man i juni 2002 en kanalrundfart med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Men overborgmesteren svigtede atter engang. Han sendte i stedet havnemesteren,
men det blev turen nu ikke ringere af. Gennem tiden har havnen ændret sig fra en traditionel havn til et international havnemiljø med luksus-linere. Der blev også til et kig på de historiske bygninger ved havnekanten.

 

Fremtidens Nørrebro

I juni måned deltog handelsforeningen i en workshop omkring fremtidens Nørrebro. Oplægget var lød sådan:

• 12 kvadratkilometer – 100 nationaliteter – 73.000 mennesker. Mon ikke vi selv har et ord at sku’ ha sagt?

 

Musikerforbund ville have penge

Dansk Musikerforbund havde inviteret til et møde, der gik ud på at skaffe penge til et kæmpe arrangement. Det skulle sætte Nørrebro på verdenskortet. Budgettet var på hele 260.000 kr.

 

Stengade – drøm eller mareridt

Stengade – en drøm eller et mareridt. Ja sådan lød et debatindlæg som Nørrebro Handelsforening havde skrevet til Nørrebro Avis. Heri blev det fastslået at busslusen var til irritation for mange beboere og erhvervsdrivende. Bilisterne måtte køre store omveje. Det gav en større belastning for miljøet.

Fra kommunens side begyndte man at adfærds – regulere trafikkanterne. Man kunne ikke forstå, at erhvervslivets biler måtte køre omveje for at komme til bestemmelsesstedet. Trafikken søgte mod Jagtvejen, er i forvejen var belastet.

Bydelsrådets næstformand, Kim Bentzen opfordrede Handelsforeningens medlemmer til at gøre formanden, Johnny Beyer opmærksom på, at denne sag var en rigtig dårlig tjener for foreningens medlemmer. Foreningens medlemmer var bedst tjent med busser, fodgængere og cykler

I Bydelsrådet mente man også, at Handelsforeningen ikke var kommet med et eneste solidt argument til afskaffelse af busslusen. Og så fortalte Bydelsrådet at trafiktællinger havde vist, at trafikken ikke var steget alternative steder.

Handelsforeningens argumenter med at busslusen var hæmmende for virksomhedernes arbejde, prellede fuldstændig af på Bydelsrådet.

I Handelsforeningen spurgte man om, hvor de 13.000 biler, der normalt kørte gennem Stengade pr. døgn så var forsvundet hen. Det fik man aldrig noget svar på.

Kilde:

• Diverse mødereferater og avisudklip fra Nørrebro Handelsforening 
• www.norrebro.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under fra “Urtekræmmer til Shawarmabar” – Nørrebro Handelsforenings Historie finder du 29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler 

 

Artikelserien om Nørrebro Handelsforenings
nyere historie fortsættes

Redigeret den 11. 10. 2021

Bestyrelsen lå  vandret. Der var stor anerkendelse fra politikere og medier. Foreningens egne medlemmer var ikke tilfredse. Foreningen havde vundet en stor P
– sejr – troede man. Men loven blev gradbøjet. Og så  skulle man betale 1.200 kr. for et hul i jorden. Mange angreb og trusselsbreve oplevede foreningen. Formanden blev udnævnt som De små butikkers store kæft. Andre kaldte ham, Kongen af Nørrebro. Konstant var foreningen i mediernes søgelys, og det betød ekstra arbejde.

 

Partipolitisk uafhængig

Selv Enhedslisten havde rost Nørrebro Handelsforening i deres valgkamp. Nu var det sådan at foreningen faktisk ikke kiggede på, hvilket parti samarbejdspartnere havde. Man samarbejde med alle, blot de havde en god ide.

 

Centralvarme i foreningens bygning

I ejendommen på Prinsesse Charlottesgade var der installeret bademuligheder i kælderen og der var indlagt centralvarme. Opgangene var blevet malet og gårdanlægget var blevet renoveret.

 

Gang i kvarterløft

I Nørrebro Park Kvarterløft var 200 mennesker blevet fordelt i 10 projektgrupper. I et par af disse var Nørrebro Handelsforening repræsenteret.

På den årlige generalforsamling var der en del diskussion om julekæder. De deltagende mente ikke, at det kunne være handelsforeningens opgave at dække underskuddet.

Til årets generalforsamling var der besøg af projektleder Jesper Langebæk fra Nørrebro Park Kvarterløft. Han fortalte meget inspirerende om kvarterløfts – projektet.

 

Medlemsflugt

25 pct. af medlemmerne var forsvundet grundet butikslukninger. På Østerbro lukkede den lokale handelsforening, Østerbros Hjerte, der havde base på Nordre Frihavnsgade.

Bispebjerg Handelsforening følte sig trådt over tæerne, da butikskonsulenten ville foretage undersøgelser ude i deres kvarter. Undertegnede forsøgte at rette op på misforståelserne.

 

Medlemmernes holdning

Hvordan betragtede man Nørrebro Handelsforening? Ja, det havde man også tid til at undersøge holdingen og hvad man skulle gøre i foreningen. En undersøgelse sat i værk:

• Så  godt som alle ”danske” butikker  kendte i bydelen kendte Nørrebro Handelsforening og deres gøremål
• Næsten ingen ”etniske” butikker kendte Nørrebro Handelsforening
• De handlende kunne dog ikke se, hvad de fik ud af deres kontingent
• Nyhedsbrevet var ikke noget, man læste. Man kunne i stedet sende en fax, når der var nyheder.
• Andre var glade for nyheder
• Musikarrangementer ønskes en gang om måneden
• Blande sig i trafikdebatten
• Fælles markedsføring

 

Nej til tillægs
– forsikring

Nørrebro Handelsforening havde forespurgt Københavns Kommune om de var rede til at lave en tillægsforsikring i forbindelse med EU – Topmødet. Men kommunen var afvisende.

 

Sikkerhedsforanstaltninger

Sammen med Dansk Handel og Service havde Nørrebro Handelsforening udarbejdet råd til de forretningsdrivende på Nørrebro. Senere blev elementer af disse råd brugt i forbindelse med Ungdomshus – uroen. Dengang var HK også med inde over.

1. Er der tegnet forsikring? Gennemgå forretningens forsikringer. Undersøg, hvad forsikringen dækker i tilfælde af hærværk eller tyveri – dækker den knuste ruder? – og er der eventuelt en værdibegrænsning for varer udstillet i vinduerne?
2. Udarbejd en sikkerhedsplan og instruer medarbejderne om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af hærværk, brand eller tyveri.
3. Udarbejd en liste over hvem, der skal ringes til, hvis forretningen udsættes for hærværk, tyveri eller brand.
4. Har forretningen aftale med et sikkerhedsfirma, så indgå en fast aftale om afhjælpning i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand.
5. Forbered en alternativ løsning til afdækning af knuste ruder og lignende, hvis der opstår ventetid hos sikkerhedsfirmaet.
6. Undgå at parkere biler i gaden under demonstrationer.
7. Undgå at udstille dyre, skarpe eller spidse varer i vinduerne under demonstrationerne
8. Undgå at sætte varer ud på fortovet under demonstrationerne
9. Fjern skarpe genstande, cykelstativer, skraldespande og genstande, der kan bruges som kasteskyts fra fortovet/gaden.
10. Tjek indholdet i forretningens førstehjælpskasse  så du er parat, hvis nogen kommer til skade.
11. Forbered et lokalt netværk med forretninger i gaden/området så I kan underrette hinanden, hvis der opstår uroligheder
12. Vær rolig, opmærksom og forberedt – opstår der uroligheder – så kontakt politiet

For uvedkommende vil disse retningslinjer sikkert forekomme overdrevne. Men dem der har overværet uroligheder på Nørrebro vil sikkert acceptere disse råd.

 

Medieomtale

Foreningen var flere gange i diverse medier om kiosker, lukkelov m.m.

 

I Erindringscentret

Bestyrelsesmødet i december 2002 var henlagt til Nørrebro Erindringscenter. Det var en stor oplevelse for alle. Man følte sig hensat til en Nørrebro – lejlighed fra dengang. Efter mødet var der rundvisning i Erindringscentret. Pludselig dukkede ens fortid frem.

 

Julearrangement

I Stefanskirken arrangerede Handelsforeningen sammen med kirken og Lokalhistorisk Forening et arrangement med titlen Jul på det Gamle Nørrebro. Ivan Larsen talte om julen, undertegnede tale om Fra urtekræmmer til Shawarmabar, mens Karsten Skytte Jensen talte om De mange stationer på Nørrebro.

 

Foreningen Farverigt Nørrebro

Nu skulle der ske på Nørrebro. Kvarteret skulle sælges på den rigtige måde. Derfor etablerede man en sammenslutning man kaldte for Foreningen Farverigt Nørrebro. Med i foreningen var også Formidlingscenteret på Assistens Kirkegården samt Informateket i Stefansgade.

 

Mange aktiviteter i Informateket

Informateket havde mange aktiviteter i gang. Her kunne virksomheder få råd og vejledning om støtteordninger. Og savnede man arbejdskraft, kunne man også få det. Erhvervsvejlederen havde samlet små  netværksgrupper. En iværksættervagt blev etableret på den gamle Lygten Station.

 

Erhvervsplanen afspejlede ikke forskelligheden

Den 22. februar kommenterede Johnny Beyer og SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) kommunens erhvervspolitiske udspil. Man pointerede, at detailhandelen var et lavtlønsområde. Mange unge fandt det på grund af dette samt arbejdstiderne ikke attraktivt at gå ind i detailhandelen. Man pointerede også at gennemsnitsalderen blandt butiksejere i København er 55 år.

Man anfægtede også, at planen ikke i højere grad afspejlede forskellen i de forskellige virksomhedstyper.

 

Nyhedsbrevet udvides

I maj måned tog handelsforeningen den beslutning, at foreningens nyhedsbrev fremover skulle sendes til samtlige medlemmer af Folketinget, Københavns Borgerrepræsentation, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, til samarbejdspartnere og vores medlemmer.

 

Flere initiativer

I samarbejde med SSH og Erhvervslejernes Landsorganisation lavede man en undersøgelse omkring lejeforhold. Foreningens initiativ med ændring af skoleophold for lærlinge havde resulteret i 12.000 nye elevpladser.

Mellemfolkelig Samvirke lavede en aftale med foreningen omkring utilpassede unge. Det gik ud på at de unge skulle have en smagsprøve på arbejdsmarkedet. De skulle ikke bare være billig arbejdskraft.

Foreningen samarbejde med en gruppe under Nørrebronx. Det var et journalistisk skoleprojekt. Man skulle lave en avis om Nørrebro og som sekretær for foreningen gik jeg med i projektet.

 

Masser af omsætning forsvandt

Bazarbygningen skulle rives ned, og Nørrebro Handelsforening gjorde opmærksom på, at 80 millioner kroner ville forsvinde i omsætning fra Nørrebro.

 

Ulovlige Colaer

Den ulovlige Cola stod til tider i pallevis ude foran nogle kiosker som et monument på omfattende svindel. En to liters Cola kunne erhverves for mellem 12 og 20 kr. Og der var fantastiske
tilbud på chokolade. Alle tre år tidligere forsøgte Nørrebro Handelsforening med Etnisk Regelintegration.  Her forsøgte man med kurser at vise, hvordan man drev lovlig forretning. Ved den lejlighed forsøgte man også at råbe forretningerne op.

 

Et hul i jorden

Butikkerne i bydelen kunne ikke begribe, hvorfor man skulle betale 1.200 kr. for et hul i jorden. Det hul var beregnet til en flagstang. Man foreslog fra foreningens side at denne skjulte erhvervsskat blev brugt til forskønnelse af byen. Men man fik aldrig svar på forslaget.

Nørrebro Handelsforening tvivlede på, at det var lovligt, at Københavns Kommune på den måde opkrævede disse afgifter. I 100 år havde kommunen gjort det. Men i 1977 ophævede Folketinget, Københavns Byggelov. Derved bortfaldt de famøse og  upopulære afgifter. Fremover skulle afgifterne opkræves efter en lovhjemmel i vejloven. Men det blev aldrig indskrevet i vejloven. Så der eksisterede ikke en lovhjemmel til at inddrive disse afgifter. Dette lovhjemmel eksisterede i hvert fald ikke i 2002 – 2003.

Borgerrepræsentationen havde ellers forhøjet afgifterne for de forretningsdrivende væsentligt. Pølsevogns – afgift var blevet forhøjet med 40 pct. inden for de sidste tre år. Frugt – og blomsterstader var ligeledes steget med 40 pct. Foruden de omtalte huller i jorden måtte de erhvervsdrivende på Nørrebro finde sig i at blive opkrævet for følgende:

• Udstillingsskabe (under en meter) 1.034 kr.
• Udstillingsskabe (over en meter) 2.036 kr.
• Automater (under en meter) 1.034 kr.
• Automater (over en meter) 2.036 kr.
• Vareudstilling 792 kr. pr. meter

Og de måbende forretningsdrivende på  Nørrebro kunne se kommunale folk gå rundt med kommunale  målebånd og  kommunale skemaer. Atter en gang blev loven gradbøjet til formålet.

 

Usaglige trafikangreb

Kredse i Nørrebro Park Kvarterløft angreb foreningen i Nørrebro Avis. Man mente, at foreningen ikke ville mødes med Trafikgruppen. Man glemte bare at informere om, at foreningen skriftlig havde afleveret et høringssvar, og at man var inviteret at kvarterløftets sekretariat til et specielt lukket møde. Bestyrelsen i foreningen var meget fortørnet over disse angreb.

Måske var Trafikgruppen ikke enige med Nørrebro Handelsforening i måden man skulle håndtere trafikken. Nørrebro Handelsforening skrev blandt andet:

• I indledningen står der intet om handels – og erhvervslivet, der er trods alt ca. 3.500 arbejdspladser, vi taler om.
• Initiativtagerne bør gå nye veje. Indfør trafikchikaner, i form af bump, i stedet for at lukke veje. Der bør gøres plads til den nødvendige trafik. Vi bor i en storby ikke i en landsby.
• Oplægget bygger for meget på skøn, der må fakta på bordet.
• Når der laves trafikplan, skal alle grupper tilgodeses, og virksomheder skal fortsat fungerer.
• En mellemstor butik får dagligt 2 – 3 paller varer. Dem kan man ikke uden videre slæbe hen foran et fortov eller placere på en budcykel, der kun kan rumme 80 kg varer
• Vi bliver nødt til at løfte os over det egoistiske og mere se på helheden. En trafikplan i det lokale løser ikke problemet, hvis ikke
  er en overordnet strategi med hele det københavnske trafiksystem.
• At man vil jagte pendlerne
  forstår vi ikke. Mobilitet er vigtig for samfundets udvikling, derfor
  skal man i stedet øge mulighederne for pendlerne. Mange af disse har
  ikke mulighed for at bruge de offentlige transportmuligheder.

 

Truede med at trække sig fra Kvarterløft
– samarbejde

Konflikten med Trafikgruppen udviklede sig. På et tidspunkt truede Nørrebro Handelsforening med helt at trække sig fra Nørrebro Park Kvarterløft, fordi angrebene mod handelsforeningen fortsatte. Nørrebro Handelsforening blev beskyldt for at

• gå  ind for mere trafik
• gå imod trafikgener i Stefansgade
• at man ikke tog medansvar, når det drejede sig om trafik
• at man ikke turde møde befolkningen på Nørrebro

 

Bestyrelsen lå
vandret

Man forventede, at Handelsforeningen mødte op til alle møder omkring trafik, selv om mange af disse startede i butikkernes åbningstid. Dertil skal også siges, at handelsforeningen
havde mange andre gøremål, som der ville kunne ses i denne artikel. Ja så bestod bestyrelsen faktisk kun af fire personer – dengang.

• Formand, farvehandler Johnny Beyer
• Næsteformand, låsesmed Hans Mejlshede
• Kasserer, bogtrykker Tommy Grünner – Petersen
• Sekretær, boghandler Uwe Brodersen

Trods foreningens store aktivitet var der medlemmer, der ikke følte sig orienteret. De fik aldrig materiale fra foreningen, ligesom de mente, at handelsforeningen ikke var synlig i gadebilledet. Andre mente, at de var særdeles godt orienteret via nettet, gennem nyhedsbreve og gennem dagspressen.

Sekretæren lå nærmest vandret, så han var ked af at høre, at medlemmer ikke følte sig orienteret.

Ja visse medier troede faktisk, at Handelsforeningen have et professionelt sekretariat og journalister ansat.  Medierne var vilde med nyhedsbrevene. Undertegnede skulle både sørge for tekst og fotos. Men så var det da godt at vide, at andre synes godt om arbejdet. Således roste selveste overborgmesteren vores nyhedsbreve. At medlemmerne så ikke så dem var beklageligt.

 

De små  butikkers store kæft

Og formanden Johnny Beyer var også formand for SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) og Erhvervslejernes Landsorganisation. Desuden var han meget engageret i NH – Distribution. Han måtte have ansat ekstra personale. For øvrigt blev han i Jylland Posten kaldt for De små butikkers store kæft.

På Nørrebro kaldte man ham mere eller mindre velment, Kongen af Nørrebro.

 

Redning af medborgerhus

Medborgerhuset på Blågårds Plads var i farezonen til at blive nedlagt. Nørrebro Handelsforening gik i forsvar for huset og brugte samarbejdspartnere og kontakter. Kampen lykkedes. Medborgerhuset blev bevaret.

 

Folkeaktien på  Nørrebro

Farverigt Nørrebro havde udsendt en folkeaktie. Man udsendte følgende presse-information:

• De seneste ugers medieomtale af Nørrebro – aktien har skabt stor opmærksomhed. Ikke kun på Nørrebro men også inde på  de bonede gulve. Foreningen Farverigt Nørrebro er bl.a. blevet kontaktet af Finanstilsynet om selve aktieintroduktionen. Tilsynet ønsker en skriftlig redegørelse om tiltaget.
• Der forestår derfor en lang række praktiske opgaver som skal løses, udtaler bestyrelsen i foreningen Farverigt Nørrebro. Bestyrelsen har d.d. fastlagt en fælles strategi – og arbejdsplan for det videre forløb, frem imod introduktionen af aktien.

Ideen med folkeaktien vakte ret stor opmærksomhed. Nogle var meget skeptiske, andre var begejstret. I en leder i Nørrebro Avis, skrev Ulrich Wolf
blandt andet:

• Faren ved folkeaktier er udover at borgerne negligerer projektet, at der går særinteresser i det hele. Hvis det kommer til at handle om et fremstød for butikkerne eller for visse udvalgte foreninger, kan det blive et problem.
• Meningen er nemlig, at aktierne skal være et fremstød for hele Nørrebro. Alt hvad Nørrebro er af butikker, historiske bygninger, hyggelige grønne pletter og de massevis af andre ting, der foregår og er at se på i bydelen.
• På den måde kommer man til at tilgodese hele Nørrebro og holder specielle interesser ude. Kan det lykkes, er folkeaktierne en sjov, anderledes og spændene måde at skabe interesse for bydelen på.

Planen var at folk skulle købe folkeaktien, som kostede 50 kr. stykket. Kursen på aktien blev afgjort i forhold til områdets kriminalitet og omsætningen i bydelens butikker. En gang om ugen skulle kursen fastsættes. Ideen var at folk skulle lokkes til Nørrebro. Kampagnen skulle give folk et andet billede af Nørrebro.

 

Trusselsbreve

Nogle af bestyrelsesmedlemmerne i handelsforeningen modtog flere trusselsbreve. Man blev mødt med skældsord som …….(Det er et ord, vi ikke må bruge for Facebook)  og det, der var værre. Politiet mente, at vi skulle betragte det som en oplevelse.

 

Nørrebros dårligdomme

Medierne fokuserede meget på  Nørrebros dårligdomme. En TV – 2 journalist ringede op til formanden men han befandt sig på en cykeltur. Derfor blev journalisten smidt videre til undertegnede. Journalisten havde fået til opgave at komme med et indlæg til aftenens nyheder. Han skulle lave et indslag om hvorfor indvandrere opførte sig så dårlige. Jeg var bestemt ikke enig med ham. Jeg forslog ham, at han skulle tage i Nørrebroparken til Kulturelle markedsdage. Han havde en meget negativ attitude, så frygtede det værste. Han gik dog også rundt med et kamerahold i parken og så bestemt ikke glad ud. Men ære og respekt. Et to minutters positiv indslag  i den bedste sendetid, blev resultatet.

 

Medierne satte dagsordenen

Jeg var ellers blevet træt af den negative omtale, så jeg skrev en kronik Nørrebro er bedre end sit rygte. Her skrev jeg blandt andet:

• Er det medierne, der har sat dagsordenen? Er det dem, der skaber virkeligheden? Er bydelen blevet konflikternes holdeplads? Vi skal ikke skabe et glansbillede. Vi har et righoldigt handelsliv med en detailhandels – omsætning på 2,4 milliarder kroner, leveret af 3.400 ansatte og 1.600 erhvervsdrivende. Hvorfor interesserer medierne sig ikke om det positive Nørrebro?

 

Lukkeloven sat ud af spil

En stor debat om søndags – åbent bredte sig. Det var inden liberaliseringen af lukkeloven. København ville søge dispensation. Men det var man på Nørrebro
ikke interesseret i. Og som sædvanlig gik foreningen i medierne og gav udtryk for deres mening.

 

Samarbejde med produktionsskole

Et samarbejde med Københavns Produktionsskole blev etableret. Meningen var at eleverne fra skolen skulle i praktik i Nørrebros butikker.

 

Kun halvdelen fik råd fra revisor

I Nørrebro Handelsforening første nyhedsbrev i 2003 blev butiksundersøgelsen på Ydre Nørrebro omtalt. Det gav nogle interessante tal:

• 45 % af butikkerne på  Nørrebrogade har en ejer med en anden etnisk baggrund end dansk
• Man driver ikke kun shawarmabar, pizzeriaer og grønthandel, men også bager, tøj- og tæppehandel, frisørvirksomhed, guld/sølvhandel, cykelhandel, renserier og isenkram.
• 73 % havde under 5 ansatte
• Over 25 % havde en omsætning på under 1 million kroner
• Cirka 10 % havde en omsætning på  over 10 millioner kroner
• Kun 44 % af de ansatte var faglig organiseret
• Kun 50 % tog imod rådgivning fra en revisor

 

Medlemmernes Top – 10

Disse nyhedsbreve fra Nørrebro Handelsforening blev meget citeret i medierne. Og i Nyhedsbrev nr. 2 fra 2003 kunne man offentliggøre en Top – 10 liste over, hvad medlemmerne ønskede:

1. Fælles Markedsføring
2. Fortsættelse af den politiske markering
3. Sociale arrangementer for medlemmerne og deres ansatte
4. Fælles kredit/gavekort
5. Rabataftaler
6. Kamp mod ulovligheder i detailhandelen
7. Information om nye tiltag i detailhandelen
8. Musikarrangementer / Lørdagsunderholdning
9. Markering af det positive Nørrebro
10. Forbedre trafikforholdene på Nørrebro

 

Støj på  La Perla

Årets generalforsamling 2003 foregik på Restaurant La Perla. Men det var ikke ubetinget en succes. Det var lidt for meget støj.

 

Sejr til Nørrebro Handelsforening

Og endelig efter lang tids venten, afgjorde Indenrigsministeriet at Københavns Kommunes p – ordning i brokvarterne var ulovlig. Nørrebro Handelsforening havde via SSH klaget over ordningen. Bygge – og Teknikborgmester Søren Pind var parat til at tage konsekvensen:

• Min principelle holdning er, at hvis borgerne har betalt noget, som kommunen uberettiget har opkrævet, skal pengene naturligvis betales tilbage. Hvordan og hvorledes henstår.

Johnny Beyer, formanden for Nørrebro Handelsforening sagde, at kommunen måtte have det store checkhefte frem:

• Jeg føler det som en stor sejr. Nu er der kommet en endelig dom, som siger, at det Københavns Kommune har gjort, er ulovligt. Og det har vi sagt næsten lige siden, Ruder Konge var knægt.

En beboerlicens kom til at koste 275 kr., mens en erhvervslicens blev fem gange så dyr. Den kom til at koste 1.475 kr. Licenspriserne blev dog senere sat ned, da Københavns Kommune havde taget overpris i forhold til administrationsudgifterne.

Ordningen gav en gevinst til kommunen på knap 20 millioner kroner. Trafikministeriet havde ellers for længst kendt ordningen ulovlig. Men hele tre år måtte Nørrebro Handelsforening vente på en afgørelse.

 

Kreditinstitut trak sig

Nørrebro Handelsforening deltog i en gruppe, der skulle tage stilling til omdannelse af Bazar – og Skoda – grunden. Det blev der brugt meget tid på. Senere trak det kreditinstitut, der ville betale for herlighederne sig tilbage.

 

Nørrebro tilhører Jesus

Det var selvfølgelig en provokation, da den muslimske organisation (Forbudt Facebook – ord)  i Danmark proklamerede, at de ville overtage Nørrebro. Men det var nok ikke mange der tog dem alvorlig. Men det gjorde Faderhuset og Moses Hansen. De brugte en fire dages aktion til at omvende de vantro. Et brev fra organisationen er tidligere omtalt i denne artikel

Nørrebro tilhører Jesus og er ikke til salg, proklamerede Moses Hansen. Undertegnede havde en kronik i JP København under mottoet Vis hensyn Vis tolerance. Det afstedkom et trusselsbrev til min adresse. Sådan er det, når man stikker snuder frem.

Politiet ofrede enorme summer på  bevogtnings – opgaver i de fire dage. Nørrebro var atter kommet på landkortet.

 

Møde med politimesteren

Cirka 45 erhvervsdrivende brugte muligheden til at møde politimester Hanne Bech Hansen. Spørgelysten var stor. Politimesteren kom med gode råd og tips.

 

Den nye Købelov

På Restaurant Bellahøj havde man indkaldt til møde omkring den nye købelov og den nye erhvervslejelov. I enkelte tilfælde var der varslet en stigning på det tredobbelte i lejeafgift. De store udlejere havde råd til at lade butikken stå tom til den rette pengestærke lejer viste sig. 88 erhvervsdrivende havde benyttet lejligheden til at møde op til dette arrangement.

 

Juleudsmykning

I Nørrebro Avis var der en livlig debat om juleudsmykningen. Mange mente, at den var for dårlig. På generalforsamlingen havde medlemmerne givet udtryk for, at de ikke mere ville betale for underskuddet, fordi mange forretningsdrivende ikke ville være med. Og det til trods for at de samme butikker i en undersøgelse havde givet udtryk for, at de ville være med i en fælles
markedsføring.

Handelsforeningen havde sparret fem kæder langs kirkegårdsmuren. Flere gange måtte foreningen tage til genmæle i avisen. Man understregede, at juleudsmykningen var et tilbud ikke
en pligt. Der blev nævnt at foreningen ikke mere kunne dække et underskud på 100 – 150.000 kr. Man oplyste også at kommunen i modsætning til andre steder i landet kun yder et minimalt tilskud til julebelysningen.

Hvis alle forretninger og også meget gerne andels – og ejerboligforeninger deltog i udsmykningen af gaden ville det ikke være noget problem.

 

Nørrebro – en hel verden i Nørrebro

Nørrebro Handelsforening forberedte i 2003 en storslået markedsføringskampagne Nørrebro – en hel verden i København.  Det var teaterdirektør Per Pallesen, der sagde, at havde man ikke råd til at tage udenlands, kunne man gå en tur gennem Nørrebro, så kunne man opleve hele verden.

 

Loven blev gradbøjet

Handelsforeningen har ikke altid haft den godt med offentlige myndigheder. Og i to tilfælde måtte man atter bøje sig. Armene måtte igen ned, da man pludselig erfarede, at sejren i p – sagen beroede på en misforståelse. Kommunens praksis med at kræve p – afgift på private fællesveje, var nu alligevel lovligt. Ministerierne underkendte pludselig deres egen afgørelse til Handelsforeningens store undren. I mere end tre år havde det offentlige gransket sagen. Og mere grotesk var det, da man ville klage til Ombudsmanden:

• I kan ikke klage , da Indenrigsministeriet har meddelt, at P – sagen endnu ikke er afsluttet.

 

Finanstilsynet sagde nej

Og drømmen om folkeaktien led også skibbrud. Det var simpelthen ulovligt. Finanstilsynet kunne ikke godkende folkeaktien. Hvis nu aktien var steget i værdi, ja så var pengene brugt til markedsføring. Og det må man ikke.

 

Chancer med plettet straffeattest

I medierne gik formanden forrest og argumenterede for, at man skulle give unge indvandrere en chance – selv med en plettet straffeattest.

 

Ulovlige butikker hængt ud

Det blev mere og mere åbenlys, at nogle kiosker og butikker på Nørrebro og andre steder solgte ulovlige varer. I Handelsforeningen opfordrede man beboerne til at orientere om eventuelle ulovligheder. Man skulle blot sende en e – mail til foreningen. De lovlydige butikker følte sig efterhånden til grin. Med aktionen ville man atter engang råbe politikerne op. Men inden man gik så vidt at lægge ulovlighederne ud på nettet, blev de anmeldte butikker tjekket.  Og inden for en måned kom der 50 henvendelser. De fleste fra Nørrebro.

 

Graffiti – kampagne

Jo og så var vi med til at starte en graffiti – kampagne. Så kunne det være, at man kunne spare tid ved ikke selv at skulle vaske grafitten af vinduer og vægge. Man kunne tilmelde sig og så kom KTK (Kommune Teknik København) og fjernede det.

 

Politiet dukkede ikke op

Mange butiksejere følte sig generet af butikstyve. Efterhånden ringede de ikke mere til politiet og anmeldte det. Hvis man to – tre gange var blevet afvist klarede man ærterne selv. Butikstyveri ligger helt i bunden af forbrydelser. Men summen af disse små forbrydelser er efterhånden forbavsende store. Ak ja, politiet kunne ikke se den præventive virkning det kunne have, når/hvis de dukkede. Det kunne være et ungt menneske, der indledte sin kriminelle løbebane.

 

Politiker satte pris på Handelsforeningen

Minsandten så kunne man i Østerbro Avis læse, at man lavede en god hjemmeside i Nørrebro Handelsforening. Det kunne man lære noget af på Østerbro. Ja sådan formulerede medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre, Lise Helveg. Det var jo dejligt at få at vide. Og skønt at nogle politikere faktisk interesserede sig for det, man gik og lavede. Lise Helveg havde også fanget Nørrebro Handelsforenings motto:

• at klæde politikerne bedre på – så der blev taget bedre beslutninger til glæde og gavn for hele samfundet, herunder også for de selvstændige erhvervsdrivende.

 

Vi skrev overborgmesterens tale

Til de Kulturelle Markedsdage havde jeg skrevet det meste af overborgmester Jens Kramer Mikkelsens tale. Jeg sad nede ved siden af folketingsmedlem Jytte Andersen, og kunne fortælle hende, hvad overborgmesteren nu ville fortælle. Hun var ganske imponeret.

Det var også med blandede følelser jeg senere på eftermiddagen i et telt skulle holde foredrag om det gamle Nørrebro. I Parken spillede samtidig F.C.K. Publikum havde i den anledning taget mobiltelefon med, for at holde sig orienteret om stillingen. Samtidig skulle jeg overdøve en koncert med Robbie Williams Jam på Store Scene.

Nørrebro Handelsforening havde om søndagen sponseret et fantastisk cajun band –  Kdn – Cajun.

 

Medierne gik agurk

Mordet på Antonio Curro fik medierne til at gå helt agurk. Nørrebro blev i medierne sammenlignet med Beirut og Bahra. Nørrebro – borgerne blev kaldt konfliktsky og området blev udnævnt til Danmarks farligste. Gad vide, hvad der ville ske, hvis det havde været lyshårede Brian, der var blevet myrdet på det pæne Frederiksberg? Det havde medierne nok ikke bekymret sig så meget om.

Ifølge medierne blev der kastet sten efter en, når man gik ned af Blågårdsgade. Butiksruderne var konstant ødelagt. På gaderne var der konstant bål og røveriske overfald. Mon ikke der snarere var medierne, der spredte frygten.

Konstant måtte vi i bestyrelsen til tasterne for at give befolkningen det sande billede af Nørrebro.

 

Promovering af Nørrebro Handelsforening

Sammen med Nørrebro Teater lavede Handelsforeningen forskellige vip – arrangementer. Og undertegnede var ude fem gange med foredraget Fra urtekræmmer til shawarmabar for at promovere Nørrebro Handelsforening.

 

Tør at røre ved upopulære emner

Nørrebro Radio lavede ca. 22 timers radio om ugen, jo der var gang i Else, Bjarne og Bent. De var de sidste slumstormere på Nørrebro. Hvor tit har vi ikke siddet i deres studie i sidebygningen til Nørrebrohallen eller haft en af de tre nævnte i telefonen til en langvarig samtale om problemer og løsninger på Nørrebro. Ved 20 års fødselsdagen sagde Johnny Beyer:

• I er et talerør for mange mennesker og tør røre ved nogle andre emner end de øvrige medier. Og I bliver ved og ved og ved.

 

Ros fra Trafikministeren

Den 10. november 2003 var selveste trafikministeren på besøg hos Nørrebro Handelsforening Han roste alle foreningens aktiviteter. Vi fik diskuteret forskellige trafikforhold med ministeren.

 

Facade – renovering

På Lygten Station var forfatter og foredragsholder Peter Olesen på besøg. Han mente, at butiksindehavere sagtens kunne forny deres facader for 30.000 kr. Det var Nørrebro Handelsforening dog ikke enig i. Peter Olesen mente dog, at han inden for en halv time kunne udpege ti butikker, der kunne gøre det. Den udfordring tog Johnny Beyer op. Men nu viste det sig, at foredragsholderen ville have TV med, hvis en sådan tur skulle arrangeres. Virkeligheden så nemlig anderledes ud. Det kostede betydelig mere, at sætte facader i stand. Dertil kom
vrøvl med kommunen, andelsforeningen eller ejerforeningen.

 

Beskyttelsesbriller

Efterhånden var der blevet tradition med en fest på Dronning Louises Bro, nytårsaften Det var for at begrænse uro og hærværk på Nørrebro. Handelsforeningen sponserede flere hundrede beskyttelsesbriller.

 

Kilde:

• Diverse avisudklip, protokoller m.m. fra Nørrebro Handelsforening
• www.norrebro.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforenings historie gennem 110 år
• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
  
• Under Fra urtekræmmer til shawarmabar (Nørrebro handelsforenings historie) finder du 29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler 

 

Denne artikelserie om Nørrebro Handelsforenings nyere historie  – fortsætter

Redigeret 24.10.2021

Vejen startede ved Trianglen. En kongelig bortførsel lykkedes næsten. Man blev hvis som snemænd af Støv. Bompenge blev indtil videre – varede i 90 år. Dampskibene blev betragtet som ild – skibe. Ballade i kapervognene. Heiberg brød sig ikke om dem. Døde kaper – heste lå i vejkanten. Legemlig og
åndelig undergang kunne opleves. Og kvindekønnet viste usømmelighed på deres ”bicycle”.

 

Strandvejen fra Trianglen

En udfaldsvej fra Østerport blev anlagt ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed gaden Østerbro eller Øster-stenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille Vibenshus til Svanemøllen til at hedde Østerbrogade til Svanemøllen.

 

Den første historie

Allerede på de gamle Sjællands – kort, som kartografen Johannes Mejer tegnede, ses en bugtet linje langs Øresundskysten. Det var den gamle Strandvej. Og som så mange andre veje, blev
den kaldt mange navne:

• Den store landevej, der går til København
• Adelvejen, der fører til Helsingør
• Helsingørvejen

Hvornår vejen er opstået, vides ikke. Men en vej gik til overfartsstedet Øre eller Ørekrog. Det var her Helsingør voksede op. Egentlig var der tre forgreninger af veje, der førte op til Nordsjælland – dengang.

 

Ret en herlig vej

En slesvigsk  adelsmand rejste i 1593 på vejen:

• Ret en herlig vej, langs Sundet og undertiden gennem smukke bøgeskove.

I en skildring fra 1623 beretter en tysk fyrste, at der flere steder stod store flokke af vildt og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på
pistolskud nær.

 

Det vrimlede med hjorte

Fra det skønne Snekkersten, skrev en forfatter omkring år 1800, vrimler det med hjorte og rådyr og hele natten hører man her tuden af horn, hvori hyrderne jævnligen støde,
for at skrække dyrene bort fra kornagrene.

 

Vand på vejen

Mange af vejens stednavne vidner endnu om bække og åer, der dengang gennemskar vejen eller strømmede over den. Nogle steder var der lavet broer af bulfjæle.  Mange kilder lå langs vejen.

 

Skønt og barsk

Det var skønt om sommeren, men kunne være barsk i mørke efterårs – og vinternætter, når østenstormen fik havet til at rejse sig og bølgerne frådede over vejen. I sådanne nætter forklarer sagnet, kunne man møde strandvarsler, genfærd af lig, som drev op på stranden fra de sønderslåede skibe. Sagnet fortæller om en bonde fra Taarbæk, som det nær var gået galt for, da han mødte genfærdet.

Ud for Vedbæk fandtes et strandareal, som for længst er forsvundet. I sin tid blev det anvendt som begravelsesplads for strandvaskere. Ved Skotterup blev syv engelske søfolk bragt til hvile.

 

En beskrivelse fra 1757

Præsten Ludvig Boesen giver en beskrivelse af vejen i 1757:

• Paa den første Miiles Vey fra Kjøbenhavn kommer man igiennem Vartow, forbi Blegdamme, og Landsbyer, seer Alleer overskiære Markerne, og gaae ind i Skovene ril Kongelige Sommer – slotte. En Miil fra Kiøbenhavn er Cnuds – Hoved og Hvid – øre, hvor tilforn har været et Slot af samme Navn, som i sær er bekiendt i Christiani 2. Historie. Og her ongefær var det, at samme Konges Gemahl Dronning Elisabeth kom i Land, og blev indført i Kiøbenhavn. Paa den anden Miiles Vey ere Skovene, og den store Dyre – Havge. Ind i Skovene ligge Jægersborg og Sorgenfri Slotte. I Dyre – Havgen tæt ved Veyen ligger Lyst – Slottet Gyldenlund eller Charlottenlund. Her er og en Papiirs – Mølle, hvor Skoven og Aaen er ret og værd at bese. Hist og her langs inde i Landet findes og Lyst – Gaarde og Havger, de rige Folk i Kiøbenhavn tilhørte.

 

Kan ikke sættes i stand

Vejens standard var dog ikke god. Det kan faktisk undre, når man tænker på, hvor vigtig denne vej var. I en kongelig forestilling fra 1779 hed det:

• Den besværlige sandvej langs sø-kysten, som ej kan sættes i god og vedvarende stand.

 

En kongelig bortførelse lykkedes
næsten

Der skete mange ting på Strandvejen. Den engelske sørøver John Nordcross, der havde samarbejdet med svenskerne, forsøgte flere gange i 1717 at bortføre Kronprins Christian, den senere Christian den Sjette. En gang var det lige ved at lykkedes. I flere dage i træk havde han ligget i en båd med bevæbnet mandskab ud for Gyldenlund. Kronprinsen havde været på jagt på Gyldenlund og skulle ride ad Strandvejen ind mod byen. Det blæste dog en råkold vind fra havet, så han havde fulgt et råd om at ride en anden vej hjem.

 

Forvirrende indtryk

Kigger man på ældre kort over vejene til Nordsjælland, får man et forvirrende indtryk af, hvor Strandvejen egentlig gik. Før Christian den Fjerdes udvidelse af København lå Østre Port (Østerport) for enden af Østergade. Fra byporten gik Helsingørvej vestover, nord om det areal, der senere blev anlagt som Kongens Have og ud over Sortedams – dæmningen (nu
Østerbrogade).

 

Postruten

En postrute blev anlagt langs Strandvejen i 1624. Der kom postruter til både Helsingør og til området på den anden side af Sundet, helt til Varberg i Halland. Helsingørruten blev betjent af gående bude. Dette fortsatte til 1777. Helsingør – budene afgik i begyndelsen en gang om ugen – fra København om mandagen tilbage igen onsdag.

 

Til de kongelige slotte

Fra 1600 – tallets slutning foretog københavnerne udflugter til de kongelige slotte i nærheden af hovedstaden. Fra omkring 1740 begyndte de at opføre landsteder, således blandt andet Aggersville, Enrum, Hellerup og Mariendal.

 

Udflugter

Omkring år 1800 oplevede man et sandt byggeboom af landsteder især ved Hellerup og Charlottenlund. Udflugter gik også til Dyrehavsbakken og længere nord på. Helt op til Rungsted
foregik disse. Alt dette bevirkede en voldsom færdsel på Strandvejen. Har kunne både wienervogn, kapervogn og omnibus opleves.

 

Støvskyer ved Charlottenlund

En passager på dampskibet Caledonia fortalte om turen gennem Sundet en dejlig juni – morgen i 1819:

• Den skvulpende Sø  med sine Sølvbølger vifter os svalende Kølighed i møde, skrev han. Han så Sjællands yndige kyst glide forbi  med alle landstederne, haver, bakker og marker. Ud for Charlottenlund ændrede billedet sig. Hele Strandvejen derinde så han nu indhyllet i Støvskyer, hvor mange hundrede Vogne rulle af sted.

Hvide som snemænd ankom man på tørre dage til Klampenborg. Men her trådte såkaldte Børstedrenge til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv. Omsider fandt man ud af, at lade vejen vande. Det mærkelige var dog, at Strandvejen blev vandet helt ind til Lille Vibenshus.

Og man tror det næppe. Men Trianglen lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Det var lejet ud til en jomfru Winsløw, der havde gæs og kalkuner gående her. F.C. Sibbern har beskrevet forholdene dengang på det landelige Østerbro. Han forlod byen klokken 4 om morgenen. Han nød udsigten ud over havet:

• Hvor straalede alt Morgenligti Solen. Havet laa stille, næsten mælkehvidt.

 

Fri udsigt til Sundet

Den frie udsigt over havet var dengang noget naturligt, når man bevægede sig i begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade). Andre følte sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene fra kalkbrænderierne.

Strandvejen blev efterhånden repareret. Det var et yderst vanskeligt arbejde. Alt tydede på, at entreprenørerne havde sjusket. Der indløb mange klager.

 

Bompenge

I Berlingske Tidende kunne man den 27. juni 1825 læse, at bompengeopkrævningen var påbegyndt. I proklamationen stod der anført, at ordningen skulle gælde indtil videre. Ingen havde vel i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90 år.  Man opførte et lille hyggelig bomhus ved Slukefter. Her skulle københavnerne standse hver gang de ridende, kørende skulle en tur på Strandvejen.

Fritaget for bompenge var ejerne af Mariendal, Hellerup og Onsgaarden. Entreprenørerne Wulff og Randel havde selvfølgelig fri passage for deres heste og vogne for at vedligeholde vejen. Fra 1847 tilfaldt bompengene amtet.   Disse bompenge var meget upopulære. Kævleriet med bommanden var også uundgåelig. Man kunne sjældent blive enige om, hvad man skulle betale.Der var stor uenighed om begrebet arbejdsvogne og fragtvogne.

 

Skulle officerer betale?

I 1867 forekom et større skænderi med Gardehusarregimentets officerer. De værgede sig ved at betale Passagepenge, når de passerede bommen uden sabel og altsaa maa
antages ikke at være paa Tjenesterejse.

Krigsministeriet havde den opfattelse at officererne ere fritagne for Bompenges svarelse, naar de ridende til og fra København. Ministeriet mente, at officerer med og uden sabel altid var på tjenesterejse.  Takstreglementet blev engang imellem ajourførte. Det sidste reglement er fra 1905 og har fået motorkøretøjer med.

Modstanden mod bompenge medførte, at bommene på Fyn og Sjælland blev afskaffet i henholdsvis 1851 og 1854. Men det ville man ikke gå med til i Københavns Amt. Her havde man særdeles store indtægter, som man nødig ville give slip på. Men efterhånden blev opkrævningerne mere og mere håbløse.

Den 31. marts 1915 var sidste dag bompenge blev afkrævet ved Slukefter. Men allerede i år 1900 var bommen og bomhuset blevet revet ned. Det skete i forbindelse med udvidelsen af vejen gennem Hellerup.

 

Dampskibe var ildskibe

Damskibsfarten langs Øresundskysten blev et tilløbsstykke, efterhånden som nye havne blev bygget. I 1877 havde man således anløbssteder i København, Skovshoved, Bellevue
Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg.

Allerede i 1819 havde Danmark fået sit første dampskib. Og det var Caledonia. Men ak, det måtte ikke gå til kaj på grund af brandfaren. Et sådant ildskib var alt for farligt. Det kom i fast rutefart mellem København og Kiel. Men på sommersøndage anvendte man det til lystture i Sundet.

I annoncer fik man at vide, at der om bord var et særligt værelse indrettet til Damernes Bekvemmelighed. Desuden blev der under turen serveret spise – og drikkevarer imod Særskilt Betaling. Et fuldstændigt Musikkorps ville udfylde tiden.

I den sydlige del af Sundet blev der bygget dampskibsbroer, hvor skibene kunne lægge til. Andre steder måtte passagererne sættes i land af lokale fiskere, som løb ud med deres både, når dampskibet kom.

 

Olufsvej

En lokal grundejer, kul – og vinhandler Oluf Bang Vinge (1785 – 1867) ejede et stort areal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Allé. Han fik en lille vej, Olufsvej opkaldt efter sig. Og prøv at kigge på de to ende-huse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre huse. Dette hus var for charmerende dengang til, at man bare rev det ned.

 

Dampsporvognens indtog

I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede og hvæssede på Trianglen. Og dem, der skulle med den kunne vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne var i form. Alt kunne nemlig ske.

Dengang var strækningen allerede meget befærdet. Og hestene var ikke glade for den djævel, der spruttede røg og ild. At uhyret i tidens løb bevirkede flere brækkede legemsdele er velkendt.  Den inderste del af sporvogns – strækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.

 

Trafikprop ved Trianglen

I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.

 

Gemytligheden sent om aftenen

Det var også her, man kunne komme med kapervogne nord på. Og disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg, når fodgænger kom forbi for at kapre kunder. Og vognen skulle helst være fuld, så tjente kusken mest.   Man skændtes, så det bragede. Men det modsatte skete også, særlig på vejen hjem, når man var kommet i muntert lag, efter en glad dag i Dyrehaven. I en turistguide fra den tid hedder det sig, –

• at gemytligheden sent om aftenen , når man vendte hjem, undertiden kunne antage temmelig massive former, hvorfor damer i hvert fald kun i en herres selskab burde benytte denne befordring.

Tilladelse til bønderne

Rejsen til Bakken kunne foretages enten til vogns, på hesteryg eller til fods. Man kunne hyre en vogn, hvis man havde penge nok. Eller man kunne lade sig befordre af en af bønderne, der mødte op i København for at tjene en ekstra skilling. Bønderne havde i mange år foretaget disse kilderejser.  I 1780 blev man dog nødt til at regulere forholdene en lille smule. Man udstedte nogle tilladelser. Det blev tilladt, at bønderne måtte køre

• fra Pinsedag til 8 Dage efter Frue Dag.

Man måtte foretage Skovkørslerne og holde med vognene på nærmere angivne steder uden for byens porte, og det

• således i ordentlige Rader og paa Siden af veien, at de ikke i mindste Maade tilspærrer eller hindrer Passagen enten for Gaaende, Kørende eller Ridende
• Skulle nogen understaa sig at holde nærmere Byen, bøde de derfor 1 Rdl.’s Multk, og om de holde uordenligt, tilspærre eller hindre Passagen, erlægges en Multk af 4 Mark.

 

Heiberg brød sig ikke om kapervognene

Johan Ludvig Heibergvar bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig af hans beskrivelse:

• Hvad kan være smagløsere end Synet af disse store kluntede med fire Sæder forsynede holstenske Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på hvert Sæde og mange endnu have små Børn på Skødet? Og dette kunne med møje besværlige Læs trækkes af et par udmagrede Heste hed ad en støvet Landevej, hvor den ene Kusk søger at køre den anden forbi ved hjælp af uophørlige Piskeslag. Damerne er udmejede paa den latterligste Maade, som om de skulle til Bal og ikke til Skoven, og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om den visse Regn hænger dem over Hovederne.

 

Døde heste i vejkanten

Og det var noget om det. I en avisartikel fra 1852 fortælles det

• at det er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Vejen, og den grusomme Behadling af næsten alle sådanne Heste har idelig været Genstand for Omtale.

 

Den legemlige og
åndelige undergang

Ak ja, ikke alle kunne nøjes med vand fra Kirsten Pils Kilde. Der skulle mere til. Dengang var der ikke asfalt. Strandvejen var en blanding af sand og grus. Man måtte vande den i sommermånederne. Det gjorde det mere behageligt, at færdes på den.

Men det var også bevist, at gadevanding havde en gavnlig virkning på den de lavere klassers moralitet. Støvet udviklede miasmer (bakterier), som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden også konerne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker dengang. Når gaderne blev vandet, så blev trangen til brændevin formindsket.

 

Bien på
Trianglen

På Trianglen måtte der bygges en ny tidsvarende ventesal med ventesal, toilet aviskiosk og vagtlokaler til trafikmesteren. Den blev bygget i 1907 efter en voldsom debat om arkitekturen. I folkemunde kom den til at hedde Bien, ja nogle kaldte den Suppeterrinen.

 

Kvindekønnet på “bicykle”

Det der også vakte forargelse var især på Strandvejen, kvinder på det nymodens transportmiddel, cyklen. De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog kvindekønnet på disse transportmidler.

En læge udtalte:

• Om Sømmelighed vil jeg ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

 

885 cykler på en dag

Cyklerne medførte nogle praktiske vanskeligheder. Bommanden mente, at nu måtte cyklisterne også til at betale bompenge. Han havde søndag den 16. august 1891 talt ikke mindre end 885 cykler, der passerede bomhuset. I Amtsrådet mente man ikke, at cyklisterne skulle betale, så måtte man også lade folk med trillebøre og med barnevogne betale. Amtmanden bemærkede dog, at der dog ikke kom 800 trillebøre og 800 barnepiger med barnevogne ned ad Strandvejen om søndagen.

Cyklister blev dengang kaldt for bicykle – ryttere. De kom susende forbi i knæbukser og med jockeyhue. Dansk Bicykel Klub søgte i 1891 om en sti, hvor cyklister kunne cykle. I 1895 åbnedes en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, at paven nedsatte en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende, at præster måtte køre på cykel.

 

Strandvejen var en sammenblanding

I en rejseskildring fra 1893 hedder det sig:

• Strandvejen, Hvilken broget Billedverden, der har tegnet sig paa Københavnernes Nethinde imellem Lille Vibenshus og Vedbæk. Hvilken Vekslen og Sammenblanding af By, Land, Have, Villa, Hytte, Skov, Strand og Menneskemylder. Hvert Øjeblik skifter Scenen. Man har vendt Byen Ryggen, og alligevel er Byen fulgt med. Dette første Stykke Strandvej er jo endnu København Ø. Og lidt længere ude slås Byliv og Landliv, om ikke paa Liv og død, dog således at det landelige sættes i Knæ

 

Et køretøj uden hest

En af de første københavnske biler blev i 1887 prøvekørt i Hammels Maskinfabrik. Det var værkfører Johansen, der havde skabt dette køretøj. Og køretøjet vakte forundring. Hvor var hestene, spurgte man. Ja dette monstrum skræmte faktisk hestene. I den første tælling i Danmark af disse køretøjer viste det sig, at der i 1909 var 699 stykker. Halvdelen af dem var hjemmehørende i København.

 

Motorkørsel var forbudt

Strandvejen var slet ikke gearet til denne form for trafik. I 1906 forbød man motorkørsel fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel. Men der var undtagelser. Dem der boede på den lukkede del kunne ansøge om tilladelse til at køre på vejen.

 

Vanrøgt på
Strandvejen

Ak og ve, snart skete der vanrøgt af Strandvejen. Byggeriet i Hellerup tog fart. I løbet af få år lignede det en hvilken som helst gade i København. Og området nord for Trianglen, hvor der før var fri udsigt til det blå Øresund, blev nu kvalt af Frihavnen og dens mange bygninger. Veje blev opfyldt. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Intet mindede mere om den Strandvej, der engang var.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – inklusive 101 artikler fra Østerbro 
• Fra det gamle Østerbro
• Nord for Østerbro
• En Sporvogn på Østerbro
• Ydre Østerbro dengang
• Østerbros historie 

Redigeret 11.10. 2021

Kapervogne ved Trianglen. Birkeretsdommer: Kvinder kan ikke køre hestevogn. Det var ekstravarmt om sommeren på  Strandvejen. Trafikkaos på Strandvejen. Hastigheden blev nedsat. Amtsrådet imod jernbane, bommen ved Slukefter gav for store indtægter. En omnibus med plads til 50 blev forbudt. Enhedstaksten gjorde det billigere at køre i sporvogn for arbejderne.

 

Sporvognenes storhedstid

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med damp – sporvogne på Østerbro her på siden. Og vi har også skrevet om alle de vogne, der udgik fra Trianglen nordpå. En særskilt artikel om linje 18 er det også blevet til. I den forbindelse lige en service – meddelelse til alle Sporvogns – og Jernbane ”nørder”. Bagerst i artiklen er en fortegnelse over andre artikler her på siden
omfattende Sporvogne, Jernbaner og busser. Men nu er det på tide, at få lidt at vide om de andre sporvogne på Østerbro.

Vi ser endnu rester af sporvognenes storhedstid på Østerbro. Det er, når vi går til loppemarked på Blegdamsvej, dyrker sport i Svanemølle – hallen eller går til kultur – arrangementer i Århusgade. På de tre steder ligger resterne af remiserne:

• Blegdamsvej Remise blev opført i 1901 ved indførelse af elektrisk drift. Remisen blev lukket i 1964 i forbindelse med nedlæggelse af linje 15. Vognene blev overført til Svanemølle Remise. Her blev i kortere og længere tid parkeret vogne fra linjerne 3, 6 og 15.

 

• Svanemølle Remise blev opført i 1911 til en pris af 462.300 kr. Har var plads til 105 vogne. Tagkonstruktionen skulle egentlig have været i beton, Men jord – og betonarbejderne strejkede. Så taget blev fremstillet i træ. Den 29. august 1912 blev den taget i brug. Den blev udvidet i 1931. Den blev nedlagt den 27. april 1969, samtidig med linje 6.

 

• Århusgade Remise åbnede i september 1901 samtidig med indførelsen af elektrisk drift af Blegdamsvej – og Farimagsgadelinjerne. Fra starten var der plads til 48 vogne. Tagkonstruktionen er meget smukt udført. Da KS indførte trolley – busdrift blev den vestlige side ombygget til at opstille busser her. Remisen blev nedlagt den 1. maj 1964. Linje 3 og 9 blev overført til Svanemølle Remise. Bygningen blev dog anvendt som busgarage til 1969. I en periode mellem 1975 og 1979 stod en del af Sporvejshistorisk Selskabs vogne her. Følgende linjer have i kortere og længere periode deres vogne placeret her: 3, 4 og 9. Desuden fandtes også her i en periode trolleybusserne til linje 12/23 og 24.

 

Dengang – en anden geografi

Vi skal huske på, at dengang gik Øresundskysten omtrent der, hvor Strandboulevarden i dag går. Det var attraktivt med det frie udsyn til talrige søer og kysten. Dengang var Østerbro
ret tyndt bebygget.

Da Frihavnen blev bygget, blev kysten samtidig flyttet et par hundrede meter mod øst. Ved den gamle kystlinje blev Strandboulevarden i 1896 anlagt. Og da kystbanen blev anlagt på dæmningen langs frihavnen var det slut med den gode udsigt. Byggeboomet startede herude meget senere end på Nørrebro.

 

Kaper – vogne på Trianglen

På Trianglen holdt kapervognene. Kuskene kæmpede om kunderne. Ja det blev ligefrem overfaldet for at få vognene fyldt op. For en kapervogn kørte ikke før den var helt fyldt med mindre man kunne betale for det. Og turen gik selvfølgelig i skoven oppe nord på.

Kapervognene måtte selvfølgelig også  slås med droscherne fra omkring 1828.

 

Ubekvemme omnibusser

I 1841 havde de fleste europæiske hovedstæder indført omnibusser. I en annonce blev det bekendtgjort at en omnibus med fire heste afgår fra Møntergade 28 begge pinsedags morgener kl. 6 præcis til Sorgenfri og siden op ad dagen fra Østerport til Charlottenlund og tilbage. Disse omnibusser var meget ubekvemme. Man sad meget tæt på to bænkerækker.

I 1845 var der allerede cirka 50 ruter i København. En del af disse gik ud af Strandvejen til Klampenborg og Vedbæk.

 

Med bus til badeanstalten

Dr. Hjaltetin åbnede sin badeanstalt i Klampenborg i 1845. Han etablerede en forbindelse mellem anstalten og København med to omnibusser. De havde de eksotiske navne, Hertha 1
og Hertha 2.

Omnibussen Figaro kørte til Klampenborg tre gange om ugen. Den blev senere suppleret af Solen. Det var tale om en kæmpe omnibus, der kunne rumme op til 50 mennesker. Den skulle trækkes af 6 – 8 heste. Men det var ikke noget datidens politi kunne tolerere. Så de forbød dette eksperiment.

 

En meget benyttet bus

En meget benyttet bus var Dannebrog. Den kørte fra Hotel du Nord til Taarbæk, tre gange om dagen. Nu var det som sagt ikke en behagelig tur. Passagerne skændtes højlydt og råbte i munden på hinanden.

 

En lang arbejdsdag

Det engelske firma, Copenhagen Railway Compagny Ltd. fik overdraget rettighederne. De åbnede i 1863 den første københavnske hestetrukne sporvognslinje. To år efter blev det til den næste linje, som gik fra Skt. Annæ Plads til Lille Vibenshus.  Selskabet havde ikke økonomi til at fortsætte. De afstod i 1866 koncessionen til et nydannet selskab Kjøbenhavns Sporveis – Selskab. Allerede samme år forlængede dette selskab linien ud til Slukefter.

Disse hestetrukne sporveje var flot dekorerede. Men stakkels kusk. Han måtte selv hente hestene hos forskellige vognmænd og aflevere dem igen, når arbejdsdagen var slut. Det betød en arbejdsdag på 16 – 17 timer.

 

Imod en bane til Klampenborg

Man talte om en jernbane fra København til Klampenborg. Men Københavns Amtsråd var meget imod det. Bommen ved Slukefter gav gode indtægter, og dem ville man sandelig ikke undvære. Man foretog mange forskellige beregninger. Og kom frem til at 928.700 besøgte Klampenborg på et år. Mange ankom også med dampskib.

 

Protester fra grundejerne

Dr. Hjaltelin forsøgte at få en jernbane til sit store badeetablissement i Klampenborg. Men de rige grundejere på Strandvejen protesterede voldsomt. Man skulle vente helt til den 22. juli
1863 inden Klampenborg – banen kunne åbne.

 

Forfejlede anlæg 

Et meget specielt arbejde blev foretaget i årene 1883 – 1884 på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlægget for dampsporvognen. Arbejdet var besværligt og hele anlægget i virkeligheden forfejlet og ødelægende for Strandvejen.  Man måtte presse det massive sporanlæg ned i den i forvejen smalle vej.

 

Damplokomotiver måtte anvendes

Jo der var behov for mere direkte transport til skoven. Og C. F. Tietgen, der var formand for Kjøbenhavns Sporveis – Selskab havde fået lov til at benytte damplokomotiver på strækningen
fra Trianglen til Slukefter.

I 1883 blev Strandvejens Dampsporvejs Selskab stiftet. De overtog det hele fra Kjøbenhavns Sporveis Selskab. De måtte betale en afgift  på en øre pr. passager.

 

Nedsættelse af hastigheden

Den 23. marts 1884 kunne man åbne ruten. Forventningerne var skruet helt i vejret. Man måtte kun køre med 2 1/8 mil i timen. Men ak og ve i 1887 forlangte ministeriet at hastigheden
blev sat ned til 1 ¾ mil i timen. Desuden skulle Dampsporvognen afgive lydsignaler til advarsel for vejfarende og beboere.

Hele strækningen var enkeltsporet og forsynet med drejeskiver ved begge endestationer samt flere undvigespor. Hele køreturen tog 45 minutter.

 

Trafikkaos

Det må have været et sandt trafikkaos dengang. Af et avisnotat fra den 11. juni 1888 meddeles der, at der alene ved dampsporvejsstationen ved Hellerup fra kl. 9 til 24 taltes 832 enspænder og 1.014 tospænderkørertøjer.

 

Kuskens mangel på  magt

Og dampsporvognen fik skyld for mange af de talrige ulykker på Strandvejen. Men birkedommeren i Nordre Birk, U. Schow var ikke enig. Han følte sig krænket på dampsporvognens vegne. Han mente, at uheldene skyldtes uforsigtig kørsel:

• thi det er kun Enspænderkøretøjer, hvem de omhandlende Uheld ere tilstødte, og disse Befordringsmidler udmærke sig i særdeleshed ved Kuskens mangel paa Magt over Hesten.

 

Birkedommer: ”Kvinder kunne ikke køre hestevogn”. 

Birkedommeren havde kontrolleret færdslen på Strandvejen. I 45 minutter havde han set 50 ud-kørende. Han mente, at enspændervognenes fare for færdselssikkerheden skyldtes

• at de ofte under stærk Færdsel paa Strandvejen køres af Damer, for hvem det kan være morsomt nok at regere over et saadant ”Fartøj”, men som selv ingen Idé  have om den Fare, der er forbunden med slig Kørsel, og derfor ganske ere givne Tilfældigheder i Vold.
• Det ser drabeligt og Mandhaftigt ud, at en Dame sidder paa Kudskesædet med en lang Pisk i Haanden og kører et par fyrige Heste. Men disse Vogne er dog bedre end de smaa
  Ponyvogne kørt af Damer, hvis formaal hovedsagelig er at ”tage sig ud”, mens de ikke selv have Begreb om Situationens Vanskelighed.

 

Heste også bange for bicycle

Nu var det ikke kun den larmende maskine, som hestene var bange for, men også den nye bicycle var de ikke så begejstret for. Så også dette nye monstrum fik en uheldig debut.

 

Få
dobbelt varme på en sommerdag

Man havde lavet lokomotiverne og kedlerne alt for små. Maskinerne frembragte en værre omgang støj. Det hændte også at passagerne måtte ud at skubbe på, hvis toget skulle op af en lille bakke. Når der var snefygning sad lokomotivet uhjælpelig fast i selv små driver. Så måtte driften indstilles i ugevis.

Passagerrummet og lokomotiv – rummet var kun adskilt af en meget tynd væg. Og meget hurtig blev også  passagerrummet opvarmet. Og det var jo netop på varme sommerdage man mest brugte Dampsporvognen.

 

Forsøget blev opgivet

Det var hvis nok kun det første år, at strækningen gav udbytte. I 1892 opgav man forsøget med dampkraft. Strækningen blev atter givet tilbage. Senere blev Hellerup Sporvejsselskab dannet med henblik på hestedrift mellem Slukefter og Klampenborg.

 

Igen med heste

Da Dampsporvejen havde indstillet driften, opstod der mangel på regelmæssige befordringsmidler til og fra byen. Det hjalp dog, da Kjøbenhavns Sporveis – Selskab i november 1892 genoptog kørslen med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Slukefter. Først i 1897 blev kørslen videreført til Klampenborg. Man brugte blandt andet gamle vogne fra dampsporvognens
tid, som var blevet savet over og forspændt et par heste.

Der kom forslag frem om at lave en strækning på høje jernpillet i 7 – 8 meters højde, så sporvognene ikke belastede Strandvejens øvrige trafik.

 

Kystbanen åbnes

Den 2. august 1897 blev Østbanegården indviet. Denne mærkelige indretning med de mange trapper, som en avis betegnede den. Den skulle have været åbnet tidligere, men den frygtelige Gentofte – ulykke udskød indvielsen.

Pressen var ikke inviteret med på  åbningstoget, og den fornærmelse skinnede igen i omtalen af indvielsen:

• I Dag aabnes Kystbanen Offentligt med et saakaldt Aabningstog. Hvad der sidder i det Tog, ved vi ikke, men vi antager, at det er de samme Embedsmænd, som har siddet i andre Prøvetog, der er ført ad Kystbanen, og vi tør gå ud fra, at de i Dag, mindre end nogen sinde, nægter sig at tømme et Glas Vand paa Kystbanens velgaaende.

 

En million passagerer

Statsbanerne anslog, at det årlige passagertal ville være 300.000 i hver retning om året. Men i det første regnskabsår var der en million rejsende. I 1923 blev banens andet spor mellem
Rungsted og Helsingør anlagt og året efter taget i brug.

 

Nu med elektricitet

Den 30. november 1902 kørte vognmandskonsortiet for sidste gang på Strandvejen. Den 30. maj 1903 begyndte NESA kørslen med elektrisk sporvogn, foreløbig mellem Hellerup og Charlottenlund. Fra 1. januar 1904 gennemkørtes hele strækningen. Driften til Hellerup blev indtil 1911 varetaget af Københavns Sporvejs – Aktieselskab.

 

Politiets strenge bevågenhed

Hele driften var underkastet politiets strenge bevågenhed. Skadeserstatningen var vidtgående. Kun hvis der kunne føres bevis for, at skadeslidte selv var skyld i ulykken, kunne befri Selskaberne.

 

Problemer på
Strandboulevarden

Det var problemer med at få startet en sporvognslinje på Strandboulevarden. Nogle ville have den forlænget til Lille Vibenshus, andre mente at linjen skulle stoppe ved Århusgade. Grundejerne pressede på. Politikerne ønskede at føre linjen ind ad Kristaniagade, Stockholmgade og Farimagsgade. Men beboerne i Kristaniagade modsatte sig denne linjeføring.

Linje 9 på Strandboulevarden blev først indviet den 27. september 1904. Dengang gik turen til Amager.

Senere ser vi samme linje på den såkaldte Jagtvejslinje. På et tidspunkt kører den kun fra Århusgade til Nørrebros Runddel. Linje 18 kørte fra Frederiksberg Runddel til Svanemøllen.

 

Enhedstakst

For arbejderne var indførslen af enhedstakst en åbenbaring. Før kunne udgiften let komme op på 30 eller 40 øre pr. dag. Også elektrificeringen gjorde sporvogns – linjerne mere rentabel.

 

På
Trianglen

Linje 3’s endestation var Marstalsgade. Den svingede ind i Nordre Frihavnsgade, der blev anlagt i forbindelse med Frihavnen. Før gik den kun til Randersgade, og var en del af Kalkbrænderivejen.

Ude på Trianglen kørte linje 3 ind i et trafikmylder, hvor den i sporvejens storhedstid mødtes med linjerne 1, 4, 6, 14 og 15. Pladsen var anlagt i 1700 – tallet. På pladsen holdt de såkaldte kaper – vogne i det meste af 1800 – tallet for at køre københavnerne i skoven. Og det var helt ud til Klampenborg.  Linje 3 blev omstillet til busdrift den 28. april 1968.

I det sidste halve år af 1901 blev adskillige linjer elektrificeret. Den 18. september 1901 blev Blegdamslinjen, der kørte fra Strandboulevarden ad Nordre Frihavnsgade(før 1906, Nordre Frihavnsvej), Trianglen, Blegdamsvej, Fælledvej, Blågårdsgade, Åboulevarden, H.C. Ørstedsvej til Rådhuspladsen, elektrificeret.

Hvert andet vogntog førtes fra sommeren 1910 videre fra Trianglen til Charlottenlund på søn – og helligdage. Sådan gik det i 25 år, men så var konkurrencen med DSB blevet for hård. I februar 1931 vedtager man en ringlinjebane, der skulle betjene Sundby – Vesterbro – Østerbro – Holmbladsgade og retur. Men det blev dog aldrig til noget.

 

Endestation med miljøproblemer

Linje 9 overgik i 1966 til busdrift. På Strandboulevarden blev forholdene ved endestation ændret i forbindelse med linje 3′ s overgang til dieseldrift i april 1968. Det grønne område ved Melchiors Plads ved Nordre Frihavnsgade blev omdannet til busterminal for linjerne 3, 9 og 18. Det var en stor omvæltning for beboerne, nu med røg og støj. I de følgende år klagede beboerne da også meget. Miljøstyrelsen kritiserede også forholdene.

Men det blev dog først med sommer køreplanen i 1984, at de tre linjer blev ført til Nordhavn Station. Alle tre linjer kørte i en stor sløjfe ad Nordre Frihavnsgade, Østbanegade, Århusgade og Strandboulevarden.

 

Linie 18 – midt på vejen

Dengang lå linje 18’s spor i Jagtvej i eget areal midt på vejen: Indtil 1932 lå sporet frem til Vibenshus Runddel dog i den ene side af vejen ind mod Fælleden.  Ved Vibenshus Runddel
krydsede sporvognslinjerne 6 og 15, samt trolleybuslinjerne 23 og 24 fra Nørreport til henholdsvis Sorgenfri og Jægersborg.

Ved Østerbrogade fortsatte linje 9 ligeud af Strandboulevarden og videre ud mod Amager. Linje 18 drejede til venstre ad Østerbrogade mod Svanemøllen.

 

Trolley – busser i Århusgade

Københavns Sporvejes få trolleybusser var stationeret i Århusgade Remise. De kørte remiseturene ad Jagtvej og Strandboulevarden,hvor de havde deres egen plus – og minus køretråde. Krydsningen mellem sporvognstrådene og trolleybussernes minustråde var kompliceret, idet der måtte indbygges isolerede stykker i køretrådene.

 

Sporvognslinjer til Østerbro:

• Linje 1, oprettet 4. december 1901. Ålestrupvej – Gammel Kongevej – Kongens Nytorv – Østerbrogade – Callisensvej. Oprettet som hestesporvej 22. oktober 1863. Midlertidig afkortet til Svanemølle Station. Nedlagt den 30. april 1967.
• Linje 3, oprettet 1. august 1901. Mozarts Plads – Enghavevej – Blågårdsgade/Stengade – Blegdamsvej – Strandboulevarden – Marstalsgade. Oprettet som hestesporsbane den 12. april 1872. Nedlagt den 28. april 1968
• Linje 4, oprettet 10. september 1901. Svanemølle Station – Østerbrogade – Farigmagsgaderne – Hovedbanegården – Ved Glyptoteket. Oprettet som hestesporsvej 22. juli 1873. Nedlagt den 2. maj 1955.
• Linje 6, oprettet 22. juli 1902, Åholm Plads – Vesterbrogade – Kongens Nytorv – Øster Allé – Ryparken. Oprettet som hestesporsvej 8. oktober 1893. Nedlagt 27. april 1969.
• Linje 9, oprettet 27. september 1904, Toftegårds plads, Falkonèr Alle – Strandboulevarden – Kongens Nytorv – Holmbladsgade, nedlagt 1. maj 1966.
• Linje 14, oprettet 30. december 1908, Ålestrupvej – Gammel Kongevej – Nørreport St. – Østerbrogade – Callisensvej. Indtil 18. august 1953 drevet i fællesskab med Nesa. Ophørt den 17. oktober 1865.
• Linje 15, oprettet den 30. december 1908. Skellet – Vesterbrogade – Nørreport St. – Øster Allé – Hans Knudsens Plads. Indtil 18. august 1953 drevet i fællesskab med Nesa. Ophørt 1. november 1963
• Linie 15A, oprettet 3. april 1944 (45). Kongens Nytorv – Øster Farimagsgade – Øster Allé – Hans Knudsens Plads. Erstatning for i to omgange midlertidige afkortede linje 23 og 24. Indtil 20. juni 1945 beskiltet linje 15.
• Linie 18, oprettet 1. oktober 1919. Toftegårds Plads – Pile Allé – Falkoner Alle – jagtvej – Svanemøllen St. Ophørt den 21. juli 1958.

 

Særlige Linjer:

• Sundby Skovvogn. Oprettet den 8. maj 1932. Sundby remise – Torvegade – Øster Allé – Bernstorffsvej – Dyrhaven. Kun på sommersøndage i gunstigt vejr. Nedlagt 3. september 1939.
• Valby Skovvogn. Oprettet 3. juli 1932. Toftegårds Plads – Falkoner Alle – Jagtvej – Bernstorffsvej – Dyrhaven. Kun på sommersøndage i gunstigt vejr. Nedlagt den 3. juli 1932.

 

Buslinjer:

• Linie 18, oprettet 1. maj 1966. Toftegårds Plads – Pile Alle – Falkoner Alle – Jagtvej – Melchios Plads
• Linie 39, oprettet 1. september 1953. Toftegårds Plads – Søndre Fasanvej – Nordre Fasanvej – Haraldsgade – Svanemøllen Station. Nedlagt den 14. december 2003.
• Linje 40, oprettet 1954. Århusgade – Classensgade –Farimagsgade – Langebro – Islands Brygge – Th. Borgs Gade

 

Kilde:
Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Tak til Sporvejshistorisk Selskab for materiale (Se liste over deres udgivelser under artiklen ”Linie 18”)

 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

Hvis du vil vide mere: – Om jernbaner, busser og sporvogne:

Under Nørrebro (304 artikler): 

• Spor på Nørrebro 
• Flere spor på Nørrebro 
• Med tog over Lersøen
  
• Sporvogn på Nørrebro 
• Tog til Nørrebro
  
• Nørrebros mange stationer

Under København (191 artikler):

• Linie 18 
• Tog til København

Under Aabenraa (169 artikler): 

• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt 
• Tog til Aabenraa
  

Under Højer (77 artikler): 

• Sidste tog fra Højer
  
• Dæmningen – syd for Højer 

Under Tønder (283 artikler): 

• Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen, Tønder 
• Tog til Tønder  og mange flere under temaet Jernbaner, busser og sporvogne 
  

Redigeret 12.-10-2021

Mange kampe er foregået på  Nørrebro og i København. En af de blodigste foregik den 5. maj 1872. Militæret sad parat med skarpladte våben. Flåden var alarmeret. Arbejderne blev hugget ned med stave, knipler og sabler. Grundloven var sat ud af kraft. Politimester Crone havde sat sig et mål. Socialismen skulle bekæmpes med alle midler. Og han fik opbakning af justitsminister Krieger. Hvad og hvorfor skete det? Kampene i 1872 foregik sandelig også på Østerbro. Det kunne have gået endnu værre. På Kastellet sad soldater med skarpladte våben – parat til at rykke ud. 

 

En travl dag for politiinspektøren

Politiinspektør Clausen havde usædvanligt travlt den 5. maj 1872. Ifølge Etatsrådens ordre skulle han med sit mandskab forhindre afholdelse af en Folkeforsamling på Nørre Fælled. Til at hjælpe sig havde han fået udkommanderet politiinspektør Petersen. Etatsråd  og politimester Crone havde forbudt afholdelse af mødet.

 

Husarer kom til hjælp

Politiet fik desuden god hjælp af en eskadron husarer under Ritmester Nørgaard. Ved 15 – tiden overtog Oberst Castenskiold dog kommandoen. Det gjorde han også over en eskadron, som hørte under Husarregimentets Excercerskole fra Jægersborg Disse blev ind til oberstens kommando ledet af Ritmester Moltke.

Clausens styrke havde samlet sig i skolebygningen på hjørnet af Fælledvej og Sankt Hans Torv.

 

Myndighederne i stilling

Allerede klokken 14.30 havde en større menneskemængde taget opstilling på Blegdamsvejen. Derfor blev politiassistent Thorsen med sin deling beordret til at indtage deres stilling på Nørre Fælled. Han skulle her forhindre at folk samledes. Samtidig skulle han sørge for at færdslen på Blegdamsvejen ikke blev forhindret af pøbelen.

Det var i begyndelsen ikke noget problem med at udføre ordren. Mere og mere pøbel ankom. Så det kneb for politistyrken at holde orden. Men i begyndelsen
hjalp det dog, at Ritmester Nørgaard kom med sine husarer. Men med ham kom en masse nysgerrige.

Ritmesteren fik derfor ordre til at gå i stilling i Myginds Gård i Nørre Allé. Eskadronen fra Jægersborg havde taget stilling på Tagensvej. Efter ordre kunne de hurtig rykke frem mod Fælleden.

Politiassistent Rantzau blev bedt om, at tage stilling på Nørre Allé. Her samledes også et stort antal mennesker. Rantzau skulle forhindre, at de gik ind på Fælleden.  Men det lykkedes ikke at holde folkemængden tilbage. Derfor blev husarerne kommanderet til at storme Fælleden. Man forsøgte at trænge pøblen
tilbage til Øster Allé

Omtrent klokken 16 beordredes politiassistent Thorsen til med første deling at tage stilling på Fælleden, omtrent ud for midten af Blegdamsvejen.

 

Problemer ved Trianglen

Ved Trianglen blev tilstrømningen større og større. Politiinspektør Petersen afgik til politiassistent Thygesens stilling, ligesom en afdeling husarer afgik til Trianglen. Herfra tiltvang sig flere og flere adgang til Fælleden. Og der blev observeret stenkast mod husarerne.

Clausen måtte nu bede oberst Castenskiold at sende en afdeling husarer mod Trianglen. Husarene forsøgte at sprede menneskemængden. En større politistyrke blev kommanderet frem til Trianglen.

Clausens plan var allerede ved Trianglen at splitte forsamlingen. Han ønskede ikke, at forsamlingen skulle gå gennem Østerport og videre mod Amalienborg. Nu havde ordensmagtet mistet tålmodigheden. Fælleden skulle tømmes. Med løftet sabel gik husarerne i aktion.

Hele Øster Allé og Blegdamsvejen mod Trianglen var nu sort af mennesker. Pøbelen, som politiet kaldte dem hujede og skreg, og der blev kastet masser af sten mod husarerne. Trods flere anmodninger om at gå hjem, blev husarerne og betjentene hånet.

En større politi – og husarstyrke tog nu opstilling på Trianglen for at forhindre pøbelen en adgang til Østerbro. Men det lykkedes dem, at finde vej til Strandvejen. De sang og alt så fredelig ud. Men da husarerne og politiet igen viste sig, var det optakt til ballade.

 

Pøbelen blev jagtet

De 70 betjente var op mod en tusindtallig forsamling. Dertil kom et støre antal husarer. Staverne blev ny trukket og sammen med husarerne blev pøbelen nu jagtet ned af Blegdamsvej. Bag om kirken blev pøbelen jagtet ned til Sankt Hans Torv.

Klokken 18.30 kunne husarerne afmarchere. Men herunder skete der også angreb fra pøbelen. Med den brug af magt, der blev anvendt, er det overraskende, at det ikke kostede menneskeliv.

 

Mange blev såret

Året efter fremkom justitsministeriets rapport om episoden. Det viste sig, at der til aktionen havde været 2 politiinspektører, 4 politiassistenter, 28 overbetjente og 107 almindelige betjente. I rapporten blev det nævnt, at det var en tusindskare frakkeklædte personer, der havde trodset forbuddet.

74 husarer var blevet ramt af 143 stenkast. Fire husarer måtte omgående have lægehjælp, en var i livsfare. 23 betjente var blevet ramt af stenkast eller på anden måde lidt overlast.

Arbejderne påstod dog at de også  kastede med hestepærer og snustobak mod hestene. Rapporten nævnede ikke noget om, hvor mange arbejdere, der var kommet til skade.

 

Kampen fortsatte

Efter at forsamlingen havde forladt Fælleden drog de ind mod byen, hvor de ødelagde gadelygter og vinduer.  Desuden kastede de med sten mod sporvogne, drosker og ind i huse.

På Gammeltorv samledes en større mængde. Men man gjorde ikke nogen forsøg på at befri de indsatte ledere, som de ellers havde truet med i dagens løb.  Men hvordan kunne de komme så vidt?

 

Tænk – hvis arbejderne tog magten

Borgerne var bekymrede. Tænk hvis det samme skete i København som i Paris. Gennem 72 dage tilraner småborgere og væbnede arbejdere sig magten,
indtil militæret fik sat en stopper for det.

 

Socialisten – et aggressivt talerør 

I foråret 1871 udkom et lille hæfte Socialisten. Dette hæfte er med til at starte arbejderbevægelsens kamp for politisk indflydelse og faglig organisering. De mennesker, der startede dette hæfte var natten inden Slaget på Fælleden blevet anholdt.

Og dette slag kunne have udviklet sig langt alvorligere. Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet lå mere militær parat, og i havnen lå flåden klar.  Efter blot få måneder havde bladet, der blev skrevet på Nørrebro, 3.000 abonnenter. Arbejderne havde fået et talerør – et aggressivt af slagsen.

 

Arbejderne var misunderlige medborgere

Der var anmeldt mere vold, end der stod i den politirapport som inspektør Clausen havde sendt til sin chef politimester Crone. Sang var blevet erstattet af råb og skrig, da husarerne slog løs. Rå vold, kamp og panik opstod.

Denne Crone var tidligere byfoged i Helsingør. Han havde stort overblik, beslutsomhed og handlekraft. Han betragtede den socialistiske bevægelse som et sammenrend af misunderlige medborgere, anarkister og forbrydere. Fra omkring 1871 til sin afgang i 1887 betragtede han kampen mod socialismen som sin vigtigste tjenestelige opgave.

Han mente, at meningen med forfatningen og de nye tolerante regler med Grundloven, ja så skulle bøtten ikke bare vendes.

 

Bogtrykkere blev truet

Crone vidste udmærket godt, at med de nye censur – regler, kunne man ikke bare forbyde socialisternes nye talerør. Ja så tog politimesteren i stedet en snak med diverse bogtrykkere og lagde pres på dem. Til sidst henlægges bladet så til en bogtrykker i Malmø, ind til dette også bliver forpurret. Derefter bliver det trykt på en håndpresse inde ved Vandkunsten. Sidste udgave af bladet bliver trykt i Hamborg – langt fra politimester Crones lange arm.

En masse forandringer var sket. Man havde fået jernbane og dampskibe. Politiske partier blev grundlagt. Men skellet mellem rig og fattig var blevet større. Demokratiet i Danmark var forholdsvis nyt. Det var de socialistiske ideer også.

 

Et møde mod undertrykkelse

Mødet på Fælleden skulle vise sammenhold og solidaritet med de københavnske murere, som stillede krav om nedsat arbejdstid.

Fattigdommen var enorm. Flere begik selvmord. De kunne ikke udholde håbløsheden. De elendige boligforhold øgede børnedødeligheden. Mange var flyttet ind fra landet og havde håbet på en god tilværelse i storbyen.

Man boede 8 – 10 mennesker i en et – eller to – værelses lejlighed. I gården stank det af døde dyr, afføring, urin og affald.

 

Kun 14 pct. havde stemmeret

200.000 mennesker boede der i København i 1871. Arbejdstiden var mellem 10 og 12 timer hver dag, seks dage om ugen. Børnene måtte også arbejde ved siden af, at de skulle i skole. Og der var ikke sundhedsmyndigheder, der tjekkede arbejdsmiljøet på fabrikkerne. Og dem, der fik fattighjælp blev umyndiggjort. De mistede retten over deres ejendele og mændene mistede deres stemmeret.

Ja i 1871 skulle man være mand og over 30 år for at få valgret. Men de 5 F’ere kunne ikke få stemmeret og det var

• Fruentimmer
• -Folkehold(tjenestefolk),
• Fjolser,
• Forbrydere 
• Fattige (dem, der havde fået og fik fattighjælp, og ikke havde betalt tilbage.)

Det betød faktisk at kun 14 pct. af den danske befolkning havde stemmeret.

Ja egentlig var kravene til valgret mere komplicerede. Derfor opgav mange arbejdere. Egentlig var demokratiet indført med Grundloven i 1848.

 

Politimesteren havde ansat stikkere

Og politiet var meget på stikkerne, da Socialistiske blade udkom. Hvem stod bag. Godt nok stod der, at det var en arbejder. Men det var tydeligt, at vedkommende, der stod bag, var veluddannet.

Man var bange for at de parisiske tilstande ville komme til København. Oprøret i Paris havde stået på i to måneder og kostet 30.000 voksne og børn livet.

I det omtalte blad opfordrede forfatteren arbejderne til at organisere sig i fagforeninger. Bladet krævede desuden en række forordninger, der skulle sikre mod elendige arbejds – og leveforhold.

 

Pios elev var en hvis Alberti

Efterhånden kom det frem, at manden bag Socialistiske Blade var Louis Pio, reserveofficer og ansat i Postvæsnet. Man kunne ikke kalde ham arbejder i almindelig forstand, men han var meget optaget af de socialistiske ideer.

Pio var også på et tidspunkt timelærer på Borgerdydskolen – i fysik og matematik. En af hans elever var selveste P. A. Alberti.

 

Bekymret over den socialistiske ideologi

Sammen med Poul Gerleff og Harald Brix havde han oprettet en dansk afdeling for den socialistiske arbejderforening Internationale. I løbet af kort tid havde foreningen fået 9.500 medlemmer.

Samtidig opstod der en strejkebølge i København. Og hvad var mere nærliggende at give skylden til Pio og Internationale. De borgerlige aviser kastede sig over
Pio.

Politimester Crone var dyb bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til Justitsministeriet. Han beklagede Internationales påvirkning af befolkningen. Gennem stikkere og spioner holdt politimesteren sig orienteret. Der foregik næppe et arbejdermøde uden en stikker. Crone vidste alt.

 

En enkeltbillet til Brasilien

Crone betaler sågar en sporvognskonduktør til at forsøge at drage Pios hæderlighed i tvivl. Men mistanken rettes nu mod denne sporvognskonduktør Jacobsen. Efter at have været Crones hoved – stikker gennem fire måneder, følte han jorden brænde under sig. Crone svarer igen ved at give Jacobsen, hans kone og syv børn, ni enkelt-biletter til Brasilien.

En af de andre stikkere, Korn blev senere chef for Station 4 og avancerer til 3. politiinspektør og chef for sædelighedspolitiet. Han roder sig dog ud i noget større underslæb og skyder sig selv på domhuset i 1895.

 

Grundloven tilsidesættes

Murerne ville ikke mere finde sig i at arbejde fra kl. 6 til 19, seks dage om ugen. Den 3. april 1872 indledte de en strejke for at få forbedret deres situation. Ja, det var hele 1.200 murere og 800 arbejdsmænd der var i strejke. Maalet er fyldt sagde Pio. Og det var baggrunden for mødet på Fælleden den 5. maj 1872.

• Naar vore Modstandere paa Søndag ser halvtreds Tusinde frie og enige Arbejdere i én Falanks på Nørrefælled, vil de dog maaske endnu komme til
  besindelse.

Sådan udtrykte købmand Anton Mundberg, kredsformand i København det optimistisk.

Crone gik nærmest i panik. Med plakater på større virksomheder og overalt i byen bekendtgjorde han forbuddet mod mødet. Men havde han lovhjemmel
til dette?

Mundberg gik ind for at rette sig efter politimesterens, mens Pio henviste til Grundloven.

Crone gik omgående til justitsministeren. Han ville have mødet forbudt og lederne fængslet. De følgende dage skete der en hektisk aktivitet mellem diverse ministre og politimesteren. Ville et forbud stride mod Grundloven? Havde lederne udført en ulovlig handling? Justitsminister Krieger var enig med Crone
i at arrestere de tre ledere og forbyde mødet.

 

Lederne blev fængslet

Den 4. maj forbød myndighederne både mødet og Internationales fremtidige udendørsmøder. Pio var rasende. Han mente helt bestemt, at det var et angreb mod grundloven. Han opfordrede til at bryde loven. Men ved et møde sad spionen Kron og hørte på ledernes udtalelser. Det betød, at de alle tre blev arresteret.
De blev ført til arresthuset  på Nytorv . Først i foråret 1873 faldt dommen over de tre.

 

Sten, køller og brædder

Løbesedler med oplysninger om arrestationen  blev uddelt. Arbejderne var rasende. De var bestemt ikke ubevæbnet, da de mødte op på Fælleden. Foruden sten, medbragte de køller og brædder. Og slaget, der varede i tre timer var som tidligere omtalt særdeles blodigt. Konsekvenserne var vidtrækkende.

Internationale blev forbudt. Myndighederne ønskede at svække organiseringen af arbejderne. Men en ny arbejderforening blev dannet. Fagforeninger blev dannet. Arbejderne lærte at fremføre argumenter, lytte, tage stilling og afgive deres stemme.

 

Hårde fængselsstraffe

Myndighederne havde ellers forsøgt at knække bevægelsen ved at tildele Pio, Gerleff og Brix hårde fængselsstraffe. Formanden blev dømt til fem års forbedringshus. Sekretæren og kassereren idømtes tre år hver.

Årene i fængslet tog hårdt på dem. For ikke at de skulle dø som martyrer valgte myndighederne at benåde dem i 1875.

Det var i forbindelse med Christian den Niendes fødselsdag. Pio besøgte Karl Marx og fortsatte sine ætsende og velformulerende angreb mod rigets borgerlige magthavere og myndigheder.

Men der var kommet nye leder i arbejderbevægelsen. Pio havde svært ved at finde sin plads. Han satte sig i gæld og frygtede for sit helbred. I januar 1877 indkasserede indkasserede han endnu en helbredsnedbrydende fængselsdom. Denne gang på seks år og fem måneders forbedringshus.

 

Udvisning

Myndighederne gav 10.000 kr. til Pio og Gerleff mod at de aldrig mere skulle vise sig i Danmark. Den 23. marts 1877 tog de med damperen til USA. Dette blev af arbejderne betragtet som forræderi. Myndighederne havde opnået det, de ville. Rygterne ville vide, at arbejdsgivere havde sponseret et større beløb for bare at komme af med dem.

Og Brix, ja han blev fængslet endnu en gang. Situationen i arbejderbevægelsen var kritisk. Adskillige fagforeninger var i opløsning. En reorganisering var nødvendig.

 

I folketinget i 1884

I 1878 delte bevægelsen sig i en fagbevægelse og et politisk parti – Socialdemokratisk Forbund. I 1884 lykkedes det at få de første medlemmer i Folketinget.
I 1924 fik man den første socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning.

I 1872 sad en handskemager fra Randers og indkaldt som soldat parat på Kastellet med skarpladt våben. Han var parat til at blive kommanderet i kamp og skyde på arbejderne. Han var så rystet over begivenhederne, at han senere meldte sig ind i Den Internationale Arbejderforening. I 1882 overtog denne Peter Christian Knudsen formandsposten i Socialdemokratiet.

 

Stor uenighed

Mellem 1887 og 1889 førtes der i Socialdemokratiet en debat om man skulle arbejde hen i mod demokratiske og sociale reformer eller om der skulle bygges på et revolutionært grundlag. Det blev den reformvenlige fløj, der vandt. De revolutionære blev ekskluderet af partiet.

 

Fængselsophold havde sat sine spor

Brix døde kun 40 år gammel, et halvt år efter sin løsladelse. Fængselsopholdet og uretfærdigheden havde sat sine spor. Af frygt for optøjer lod politimester Crone fjerne kisten med hans lig fra bopælen i Gothersgade. Dette afstedkom et protestmøde med 1.500 deltagere i arbejdernes forsamlingshus i Rømersgade
og efterfølgende slagsmål mellem socialister og ordensmagten.

 

Første Maj – i dag

Går man en tur i Fælledparken i dag, er det ikke meget arbejderkamp idet. Jo hvis vi bevæger os om til de rigtige røde – måske. Det gjorde min kone og mig, da vi kom til København for nu efterhånden mange år siden  år siden. Der var stil over det, når Peter Abrahamsen og Benny Holst sang arbejdersange.  Måske fornægter fortiden sig ikke. Undertegnede var engang faglig aktiv som HK – Formand i Aabenraa og faglig aktiv i vores brancheorganisation BMF (Boghandlermedhjælperforeningen). Min kone Hanne (sus) tidligere Christianit og aktiv i Solvognen.

• Vi blev slet ikke færdige, der er endnu mere – men det må komme en anden gang.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Alberti på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderne på Nørrebro
• Begravelse på Assistents Kirkegaard 1887
• Byggespekulation på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Kampen på Fælleden
• Louis Pio på Nørrebro
• Moral, etik, horeunger  og fattighjælp
• Stauning på Nørrebro
• Arbejdernes første Grundlovsmøde (under København) 
• Historien om Første maj (under København)
• Sådan boede arbejderne  (Under København) 
• Tømrerstrejken (under København) og mange flere 

Redigeret 20. – 12. 2021