Artikler
April 25, 2011
Vejen startede ved Trianglen. En kongelig bortførsel lykkedes næsten. Man blev hvis som snemænd af Støv. Bompenge blev indtil videre – varede i 90 år. Dampskibene blev betragtet som ild – skibe. Ballade i kapervognene. Heiberg brød sig ikke om dem. Døde kaper – heste lå i vejkanten. Legemlig og
åndelig undergang kunne opleves. Og kvindekønnet viste usømmelighed på deres ”bicycle”.
Strandvejen fra Trianglen
En udfaldsvej fra Østerport blev anlagt ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed gaden Østerbro eller Øster-stenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille Vibenshus til Svanemøllen til at hedde Østerbrogade til Svanemøllen.
Den første historie
Allerede på de gamle Sjællands – kort, som kartografen Johannes Mejer tegnede, ses en bugtet linje langs Øresundskysten. Det var den gamle Strandvej. Og som så mange andre veje, blev
den kaldt mange navne:
Hvornår vejen er opstået, vides ikke. Men en vej gik til overfartsstedet Øre eller Ørekrog. Det var her Helsingør voksede op. Egentlig var der tre forgreninger af veje, der førte op til Nordsjælland – dengang.
Ret en herlig vej
En slesvigsk adelsmand rejste i 1593 på vejen:
I en skildring fra 1623 beretter en tysk fyrste, at der flere steder stod store flokke af vildt og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på
pistolskud nær.
Det vrimlede med hjorte
Fra det skønne Snekkersten, skrev en forfatter omkring år 1800, vrimler det med hjorte og rådyr og hele natten hører man her tuden af horn, hvori hyrderne jævnligen støde,
for at skrække dyrene bort fra kornagrene.
Vand på vejen
Mange af vejens stednavne vidner endnu om bække og åer, der dengang gennemskar vejen eller strømmede over den. Nogle steder var der lavet broer af bulfjæle. Mange kilder lå langs vejen.
Skønt og barsk
Det var skønt om sommeren, men kunne være barsk i mørke efterårs – og vinternætter, når østenstormen fik havet til at rejse sig og bølgerne frådede over vejen. I sådanne nætter forklarer sagnet, kunne man møde strandvarsler, genfærd af lig, som drev op på stranden fra de sønderslåede skibe. Sagnet fortæller om en bonde fra Taarbæk, som det nær var gået galt for, da han mødte genfærdet.
Ud for Vedbæk fandtes et strandareal, som for længst er forsvundet. I sin tid blev det anvendt som begravelsesplads for strandvaskere. Ved Skotterup blev syv engelske søfolk bragt til hvile.
En beskrivelse fra 1757
Præsten Ludvig Boesen giver en beskrivelse af vejen i 1757:
Kan ikke sættes i stand
Vejens standard var dog ikke god. Det kan faktisk undre, når man tænker på, hvor vigtig denne vej var. I en kongelig forestilling fra 1779 hed det:
En kongelig bortførelse lykkedes
næsten
Der skete mange ting på Strandvejen. Den engelske sørøver John Nordcross, der havde samarbejdet med svenskerne, forsøgte flere gange i 1717 at bortføre Kronprins Christian, den senere Christian den Sjette. En gang var det lige ved at lykkedes. I flere dage i træk havde han ligget i en båd med bevæbnet mandskab ud for Gyldenlund. Kronprinsen havde været på jagt på Gyldenlund og skulle ride ad Strandvejen ind mod byen. Det blæste dog en råkold vind fra havet, så han havde fulgt et råd om at ride en anden vej hjem.
Forvirrende indtryk
Kigger man på ældre kort over vejene til Nordsjælland, får man et forvirrende indtryk af, hvor Strandvejen egentlig gik. Før Christian den Fjerdes udvidelse af København lå Østre Port (Østerport) for enden af Østergade. Fra byporten gik Helsingørvej vestover, nord om det areal, der senere blev anlagt som Kongens Have og ud over Sortedams – dæmningen (nu
Østerbrogade).
Postruten
En postrute blev anlagt langs Strandvejen i 1624. Der kom postruter til både Helsingør og til området på den anden side af Sundet, helt til Varberg i Halland. Helsingørruten blev betjent af gående bude. Dette fortsatte til 1777. Helsingør – budene afgik i begyndelsen en gang om ugen – fra København om mandagen tilbage igen onsdag.
Til de kongelige slotte
Fra 1600 – tallets slutning foretog københavnerne udflugter til de kongelige slotte i nærheden af hovedstaden. Fra omkring 1740 begyndte de at opføre landsteder, således blandt andet Aggersville, Enrum, Hellerup og Mariendal.
Udflugter
Omkring år 1800 oplevede man et sandt byggeboom af landsteder især ved Hellerup og Charlottenlund. Udflugter gik også til Dyrehavsbakken og længere nord på. Helt op til Rungsted
foregik disse. Alt dette bevirkede en voldsom færdsel på Strandvejen. Har kunne både wienervogn, kapervogn og omnibus opleves.
Støvskyer ved Charlottenlund
En passager på dampskibet Caledonia fortalte om turen gennem Sundet en dejlig juni – morgen i 1819:
Hvide som snemænd ankom man på tørre dage til Klampenborg. Men her trådte såkaldte Børstedrenge til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv. Omsider fandt man ud af, at lade vejen vande. Det mærkelige var dog, at Strandvejen blev vandet helt ind til Lille Vibenshus.
Og man tror det næppe. Men Trianglen lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Det var lejet ud til en jomfru Winsløw, der havde gæs og kalkuner gående her. F.C. Sibbern har beskrevet forholdene dengang på det landelige Østerbro. Han forlod byen klokken 4 om morgenen. Han nød udsigten ud over havet:
Fri udsigt til Sundet
Den frie udsigt over havet var dengang noget naturligt, når man bevægede sig i begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade). Andre følte sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene fra kalkbrænderierne.
Strandvejen blev efterhånden repareret. Det var et yderst vanskeligt arbejde. Alt tydede på, at entreprenørerne havde sjusket. Der indløb mange klager.
Bompenge
I Berlingske Tidende kunne man den 27. juni 1825 læse, at bompengeopkrævningen var påbegyndt. I proklamationen stod der anført, at ordningen skulle gælde indtil videre. Ingen havde vel i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90 år. Man opførte et lille hyggelig bomhus ved Slukefter. Her skulle københavnerne standse hver gang de ridende, kørende skulle en tur på Strandvejen.
Fritaget for bompenge var ejerne af Mariendal, Hellerup og Onsgaarden. Entreprenørerne Wulff og Randel havde selvfølgelig fri passage for deres heste og vogne for at vedligeholde vejen. Fra 1847 tilfaldt bompengene amtet. Disse bompenge var meget upopulære. Kævleriet med bommanden var også uundgåelig. Man kunne sjældent blive enige om, hvad man skulle betale.Der var stor uenighed om begrebet arbejdsvogne og fragtvogne.
Skulle officerer betale?
I 1867 forekom et større skænderi med Gardehusarregimentets officerer. De værgede sig ved at betale Passagepenge, når de passerede bommen uden sabel og altsaa maa
antages ikke at være paa Tjenesterejse.
Krigsministeriet havde den opfattelse at officererne ere fritagne for Bompenges svarelse, naar de ridende til og fra København. Ministeriet mente, at officerer med og uden sabel altid var på tjenesterejse. Takstreglementet blev engang imellem ajourførte. Det sidste reglement er fra 1905 og har fået motorkøretøjer med.
Modstanden mod bompenge medførte, at bommene på Fyn og Sjælland blev afskaffet i henholdsvis 1851 og 1854. Men det ville man ikke gå med til i Københavns Amt. Her havde man særdeles store indtægter, som man nødig ville give slip på. Men efterhånden blev opkrævningerne mere og mere håbløse.
Den 31. marts 1915 var sidste dag bompenge blev afkrævet ved Slukefter. Men allerede i år 1900 var bommen og bomhuset blevet revet ned. Det skete i forbindelse med udvidelsen af vejen gennem Hellerup.
Dampskibe var ildskibe
Damskibsfarten langs Øresundskysten blev et tilløbsstykke, efterhånden som nye havne blev bygget. I 1877 havde man således anløbssteder i København, Skovshoved, Bellevue
Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg.
Allerede i 1819 havde Danmark fået sit første dampskib. Og det var Caledonia. Men ak, det måtte ikke gå til kaj på grund af brandfaren. Et sådant ildskib var alt for farligt. Det kom i fast rutefart mellem København og Kiel. Men på sommersøndage anvendte man det til lystture i Sundet.
I annoncer fik man at vide, at der om bord var et særligt værelse indrettet til Damernes Bekvemmelighed. Desuden blev der under turen serveret spise – og drikkevarer imod Særskilt Betaling. Et fuldstændigt Musikkorps ville udfylde tiden.
I den sydlige del af Sundet blev der bygget dampskibsbroer, hvor skibene kunne lægge til. Andre steder måtte passagererne sættes i land af lokale fiskere, som løb ud med deres både, når dampskibet kom.
Olufsvej
En lokal grundejer, kul – og vinhandler Oluf Bang Vinge (1785 – 1867) ejede et stort areal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Allé. Han fik en lille vej, Olufsvej opkaldt efter sig. Og prøv at kigge på de to ende-huse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre huse. Dette hus var for charmerende dengang til, at man bare rev det ned.
Dampsporvognens indtog
I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede og hvæssede på Trianglen. Og dem, der skulle med den kunne vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne var i form. Alt kunne nemlig ske.
Dengang var strækningen allerede meget befærdet. Og hestene var ikke glade for den djævel, der spruttede røg og ild. At uhyret i tidens løb bevirkede flere brækkede legemsdele er velkendt. Den inderste del af sporvogns – strækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.
Trafikprop ved Trianglen
I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.
Gemytligheden sent om aftenen
Det var også her, man kunne komme med kapervogne nord på. Og disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg, når fodgænger kom forbi for at kapre kunder. Og vognen skulle helst være fuld, så tjente kusken mest. Man skændtes, så det bragede. Men det modsatte skete også, særlig på vejen hjem, når man var kommet i muntert lag, efter en glad dag i Dyrehaven. I en turistguide fra den tid hedder det sig, –
Tilladelse til bønderne
Rejsen til Bakken kunne foretages enten til vogns, på hesteryg eller til fods. Man kunne hyre en vogn, hvis man havde penge nok. Eller man kunne lade sig befordre af en af bønderne, der mødte op i København for at tjene en ekstra skilling. Bønderne havde i mange år foretaget disse kilderejser. I 1780 blev man dog nødt til at regulere forholdene en lille smule. Man udstedte nogle tilladelser. Det blev tilladt, at bønderne måtte køre
Man måtte foretage Skovkørslerne og holde med vognene på nærmere angivne steder uden for byens porte, og det
Heiberg brød sig ikke om kapervognene
Johan Ludvig Heibergvar bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig af hans beskrivelse:
Døde heste i vejkanten
Og det var noget om det. I en avisartikel fra 1852 fortælles det
Den legemlige og
åndelige undergang
Ak ja, ikke alle kunne nøjes med vand fra Kirsten Pils Kilde. Der skulle mere til. Dengang var der ikke asfalt. Strandvejen var en blanding af sand og grus. Man måtte vande den i sommermånederne. Det gjorde det mere behageligt, at færdes på den.
Men det var også bevist, at gadevanding havde en gavnlig virkning på den de lavere klassers moralitet. Støvet udviklede miasmer (bakterier), som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden også konerne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker dengang. Når gaderne blev vandet, så blev trangen til brændevin formindsket.
Bien på
Trianglen
På Trianglen måtte der bygges en ny tidsvarende ventesal med ventesal, toilet aviskiosk og vagtlokaler til trafikmesteren. Den blev bygget i 1907 efter en voldsom debat om arkitekturen. I folkemunde kom den til at hedde Bien, ja nogle kaldte den Suppeterrinen.
Kvindekønnet på “bicykle”
Det der også vakte forargelse var især på Strandvejen, kvinder på det nymodens transportmiddel, cyklen. De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog kvindekønnet på disse transportmidler.
En læge udtalte:
885 cykler på en dag
Cyklerne medførte nogle praktiske vanskeligheder. Bommanden mente, at nu måtte cyklisterne også til at betale bompenge. Han havde søndag den 16. august 1891 talt ikke mindre end 885 cykler, der passerede bomhuset. I Amtsrådet mente man ikke, at cyklisterne skulle betale, så måtte man også lade folk med trillebøre og med barnevogne betale. Amtmanden bemærkede dog, at der dog ikke kom 800 trillebøre og 800 barnepiger med barnevogne ned ad Strandvejen om søndagen.
Cyklister blev dengang kaldt for bicykle – ryttere. De kom susende forbi i knæbukser og med jockeyhue. Dansk Bicykel Klub søgte i 1891 om en sti, hvor cyklister kunne cykle. I 1895 åbnedes en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, at paven nedsatte en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende, at præster måtte køre på cykel.
Strandvejen var en sammenblanding
I en rejseskildring fra 1893 hedder det sig:
Et køretøj uden hest
En af de første københavnske biler blev i 1887 prøvekørt i Hammels Maskinfabrik. Det var værkfører Johansen, der havde skabt dette køretøj. Og køretøjet vakte forundring. Hvor var hestene, spurgte man. Ja dette monstrum skræmte faktisk hestene. I den første tælling i Danmark af disse køretøjer viste det sig, at der i 1909 var 699 stykker. Halvdelen af dem var hjemmehørende i København.
Motorkørsel var forbudt
Strandvejen var slet ikke gearet til denne form for trafik. I 1906 forbød man motorkørsel fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel. Men der var undtagelser. Dem der boede på den lukkede del kunne ansøge om tilladelse til at køre på vejen.
Vanrøgt på
Strandvejen
Ak og ve, snart skete der vanrøgt af Strandvejen. Byggeriet i Hellerup tog fart. I løbet af få år lignede det en hvilken som helst gade i København. Og området nord for Trianglen, hvor der før var fri udsigt til det blå Øresund, blev nu kvalt af Frihavnen og dens mange bygninger. Veje blev opfyldt. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Intet mindede mere om den Strandvej, der engang var.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 11.10. 2021
April 25, 2011
Kapervogne ved Trianglen. Birkeretsdommer: Kvinder kan ikke køre hestevogn. Det var ekstravarmt om sommeren på Strandvejen. Trafikkaos på Strandvejen. Hastigheden blev nedsat. Amtsrådet imod jernbane, bommen ved Slukefter gav for store indtægter. En omnibus med plads til 50 blev forbudt. Enhedstaksten gjorde det billigere at køre i sporvogn for arbejderne.
Sporvognenes storhedstid
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med damp – sporvogne på Østerbro her på siden. Og vi har også skrevet om alle de vogne, der udgik fra Trianglen nordpå. En særskilt artikel om linje 18 er det også blevet til. I den forbindelse lige en service – meddelelse til alle Sporvogns – og Jernbane ”nørder”. Bagerst i artiklen er en fortegnelse over andre artikler her på siden
omfattende Sporvogne, Jernbaner og busser. Men nu er det på tide, at få lidt at vide om de andre sporvogne på Østerbro.
Vi ser endnu rester af sporvognenes storhedstid på Østerbro. Det er, når vi går til loppemarked på Blegdamsvej, dyrker sport i Svanemølle – hallen eller går til kultur – arrangementer i Århusgade. På de tre steder ligger resterne af remiserne:
Dengang – en anden geografi
Vi skal huske på, at dengang gik Øresundskysten omtrent der, hvor Strandboulevarden i dag går. Det var attraktivt med det frie udsyn til talrige søer og kysten. Dengang var Østerbro
ret tyndt bebygget.
Da Frihavnen blev bygget, blev kysten samtidig flyttet et par hundrede meter mod øst. Ved den gamle kystlinje blev Strandboulevarden i 1896 anlagt. Og da kystbanen blev anlagt på dæmningen langs frihavnen var det slut med den gode udsigt. Byggeboomet startede herude meget senere end på Nørrebro.
Kaper – vogne på Trianglen
På Trianglen holdt kapervognene. Kuskene kæmpede om kunderne. Ja det blev ligefrem overfaldet for at få vognene fyldt op. For en kapervogn kørte ikke før den var helt fyldt med mindre man kunne betale for det. Og turen gik selvfølgelig i skoven oppe nord på.
Kapervognene måtte selvfølgelig også slås med droscherne fra omkring 1828.
Ubekvemme omnibusser
I 1841 havde de fleste europæiske hovedstæder indført omnibusser. I en annonce blev det bekendtgjort at en omnibus med fire heste afgår fra Møntergade 28 begge pinsedags morgener kl. 6 præcis til Sorgenfri og siden op ad dagen fra Østerport til Charlottenlund og tilbage. Disse omnibusser var meget ubekvemme. Man sad meget tæt på to bænkerækker.
I 1845 var der allerede cirka 50 ruter i København. En del af disse gik ud af Strandvejen til Klampenborg og Vedbæk.
Med bus til badeanstalten
Dr. Hjaltetin åbnede sin badeanstalt i Klampenborg i 1845. Han etablerede en forbindelse mellem anstalten og København med to omnibusser. De havde de eksotiske navne, Hertha 1
og Hertha 2.
Omnibussen Figaro kørte til Klampenborg tre gange om ugen. Den blev senere suppleret af Solen. Det var tale om en kæmpe omnibus, der kunne rumme op til 50 mennesker. Den skulle trækkes af 6 – 8 heste. Men det var ikke noget datidens politi kunne tolerere. Så de forbød dette eksperiment.
En meget benyttet bus
En meget benyttet bus var Dannebrog. Den kørte fra Hotel du Nord til Taarbæk, tre gange om dagen. Nu var det som sagt ikke en behagelig tur. Passagerne skændtes højlydt og råbte i munden på hinanden.
En lang arbejdsdag
Det engelske firma, Copenhagen Railway Compagny Ltd. fik overdraget rettighederne. De åbnede i 1863 den første københavnske hestetrukne sporvognslinje. To år efter blev det til den næste linje, som gik fra Skt. Annæ Plads til Lille Vibenshus. Selskabet havde ikke økonomi til at fortsætte. De afstod i 1866 koncessionen til et nydannet selskab Kjøbenhavns Sporveis – Selskab. Allerede samme år forlængede dette selskab linien ud til Slukefter.
Disse hestetrukne sporveje var flot dekorerede. Men stakkels kusk. Han måtte selv hente hestene hos forskellige vognmænd og aflevere dem igen, når arbejdsdagen var slut. Det betød en arbejdsdag på 16 – 17 timer.
Imod en bane til Klampenborg
Man talte om en jernbane fra København til Klampenborg. Men Københavns Amtsråd var meget imod det. Bommen ved Slukefter gav gode indtægter, og dem ville man sandelig ikke undvære. Man foretog mange forskellige beregninger. Og kom frem til at 928.700 besøgte Klampenborg på et år. Mange ankom også med dampskib.
Protester fra grundejerne
Dr. Hjaltelin forsøgte at få en jernbane til sit store badeetablissement i Klampenborg. Men de rige grundejere på Strandvejen protesterede voldsomt. Man skulle vente helt til den 22. juli
1863 inden Klampenborg – banen kunne åbne.
Forfejlede anlæg
Et meget specielt arbejde blev foretaget i årene 1883 – 1884 på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlægget for dampsporvognen. Arbejdet var besværligt og hele anlægget i virkeligheden forfejlet og ødelægende for Strandvejen. Man måtte presse det massive sporanlæg ned i den i forvejen smalle vej.
Damplokomotiver måtte anvendes
Jo der var behov for mere direkte transport til skoven. Og C. F. Tietgen, der var formand for Kjøbenhavns Sporveis – Selskab havde fået lov til at benytte damplokomotiver på strækningen
fra Trianglen til Slukefter.
I 1883 blev Strandvejens Dampsporvejs Selskab stiftet. De overtog det hele fra Kjøbenhavns Sporveis Selskab. De måtte betale en afgift på en øre pr. passager.
Nedsættelse af hastigheden
Den 23. marts 1884 kunne man åbne ruten. Forventningerne var skruet helt i vejret. Man måtte kun køre med 2 1/8 mil i timen. Men ak og ve i 1887 forlangte ministeriet at hastigheden
blev sat ned til 1 ¾ mil i timen. Desuden skulle Dampsporvognen afgive lydsignaler til advarsel for vejfarende og beboere.
Hele strækningen var enkeltsporet og forsynet med drejeskiver ved begge endestationer samt flere undvigespor. Hele køreturen tog 45 minutter.
Trafikkaos
Det må have været et sandt trafikkaos dengang. Af et avisnotat fra den 11. juni 1888 meddeles der, at der alene ved dampsporvejsstationen ved Hellerup fra kl. 9 til 24 taltes 832 enspænder og 1.014 tospænderkørertøjer.
Kuskens mangel på magt
Og dampsporvognen fik skyld for mange af de talrige ulykker på Strandvejen. Men birkedommeren i Nordre Birk, U. Schow var ikke enig. Han følte sig krænket på dampsporvognens vegne. Han mente, at uheldene skyldtes uforsigtig kørsel:
Birkedommer: ”Kvinder kunne ikke køre hestevogn”.
Birkedommeren havde kontrolleret færdslen på Strandvejen. I 45 minutter havde han set 50 ud-kørende. Han mente, at enspændervognenes fare for færdselssikkerheden skyldtes
Heste også bange for bicycle
Nu var det ikke kun den larmende maskine, som hestene var bange for, men også den nye bicycle var de ikke så begejstret for. Så også dette nye monstrum fik en uheldig debut.
Få
dobbelt varme på en sommerdag
Man havde lavet lokomotiverne og kedlerne alt for små. Maskinerne frembragte en værre omgang støj. Det hændte også at passagerne måtte ud at skubbe på, hvis toget skulle op af en lille bakke. Når der var snefygning sad lokomotivet uhjælpelig fast i selv små driver. Så måtte driften indstilles i ugevis.
Passagerrummet og lokomotiv – rummet var kun adskilt af en meget tynd væg. Og meget hurtig blev også passagerrummet opvarmet. Og det var jo netop på varme sommerdage man mest brugte Dampsporvognen.
Forsøget blev opgivet
Det var hvis nok kun det første år, at strækningen gav udbytte. I 1892 opgav man forsøget med dampkraft. Strækningen blev atter givet tilbage. Senere blev Hellerup Sporvejsselskab dannet med henblik på hestedrift mellem Slukefter og Klampenborg.
Igen med heste
Da Dampsporvejen havde indstillet driften, opstod der mangel på regelmæssige befordringsmidler til og fra byen. Det hjalp dog, da Kjøbenhavns Sporveis – Selskab i november 1892 genoptog kørslen med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Slukefter. Først i 1897 blev kørslen videreført til Klampenborg. Man brugte blandt andet gamle vogne fra dampsporvognens
tid, som var blevet savet over og forspændt et par heste.
Der kom forslag frem om at lave en strækning på høje jernpillet i 7 – 8 meters højde, så sporvognene ikke belastede Strandvejens øvrige trafik.
Kystbanen åbnes
Den 2. august 1897 blev Østbanegården indviet. Denne mærkelige indretning med de mange trapper, som en avis betegnede den. Den skulle have været åbnet tidligere, men den frygtelige Gentofte – ulykke udskød indvielsen.
Pressen var ikke inviteret med på åbningstoget, og den fornærmelse skinnede igen i omtalen af indvielsen:
En million passagerer
Statsbanerne anslog, at det årlige passagertal ville være 300.000 i hver retning om året. Men i det første regnskabsår var der en million rejsende. I 1923 blev banens andet spor mellem
Rungsted og Helsingør anlagt og året efter taget i brug.
Nu med elektricitet
Den 30. november 1902 kørte vognmandskonsortiet for sidste gang på Strandvejen. Den 30. maj 1903 begyndte NESA kørslen med elektrisk sporvogn, foreløbig mellem Hellerup og Charlottenlund. Fra 1. januar 1904 gennemkørtes hele strækningen. Driften til Hellerup blev indtil 1911 varetaget af Københavns Sporvejs – Aktieselskab.
Politiets strenge bevågenhed
Hele driften var underkastet politiets strenge bevågenhed. Skadeserstatningen var vidtgående. Kun hvis der kunne føres bevis for, at skadeslidte selv var skyld i ulykken, kunne befri Selskaberne.
Problemer på
Strandboulevarden
Det var problemer med at få startet en sporvognslinje på Strandboulevarden. Nogle ville have den forlænget til Lille Vibenshus, andre mente at linjen skulle stoppe ved Århusgade. Grundejerne pressede på. Politikerne ønskede at føre linjen ind ad Kristaniagade, Stockholmgade og Farimagsgade. Men beboerne i Kristaniagade modsatte sig denne linjeføring.
Linje 9 på Strandboulevarden blev først indviet den 27. september 1904. Dengang gik turen til Amager.
Senere ser vi samme linje på den såkaldte Jagtvejslinje. På et tidspunkt kører den kun fra Århusgade til Nørrebros Runddel. Linje 18 kørte fra Frederiksberg Runddel til Svanemøllen.
Enhedstakst
For arbejderne var indførslen af enhedstakst en åbenbaring. Før kunne udgiften let komme op på 30 eller 40 øre pr. dag. Også elektrificeringen gjorde sporvogns – linjerne mere rentabel.
På
Trianglen
Linje 3’s endestation var Marstalsgade. Den svingede ind i Nordre Frihavnsgade, der blev anlagt i forbindelse med Frihavnen. Før gik den kun til Randersgade, og var en del af Kalkbrænderivejen.
Ude på Trianglen kørte linje 3 ind i et trafikmylder, hvor den i sporvejens storhedstid mødtes med linjerne 1, 4, 6, 14 og 15. Pladsen var anlagt i 1700 – tallet. På pladsen holdt de såkaldte kaper – vogne i det meste af 1800 – tallet for at køre københavnerne i skoven. Og det var helt ud til Klampenborg. Linje 3 blev omstillet til busdrift den 28. april 1968.
I det sidste halve år af 1901 blev adskillige linjer elektrificeret. Den 18. september 1901 blev Blegdamslinjen, der kørte fra Strandboulevarden ad Nordre Frihavnsgade(før 1906, Nordre Frihavnsvej), Trianglen, Blegdamsvej, Fælledvej, Blågårdsgade, Åboulevarden, H.C. Ørstedsvej til Rådhuspladsen, elektrificeret.
Hvert andet vogntog førtes fra sommeren 1910 videre fra Trianglen til Charlottenlund på søn – og helligdage. Sådan gik det i 25 år, men så var konkurrencen med DSB blevet for hård. I februar 1931 vedtager man en ringlinjebane, der skulle betjene Sundby – Vesterbro – Østerbro – Holmbladsgade og retur. Men det blev dog aldrig til noget.
Endestation med miljøproblemer
Linje 9 overgik i 1966 til busdrift. På Strandboulevarden blev forholdene ved endestation ændret i forbindelse med linje 3′ s overgang til dieseldrift i april 1968. Det grønne område ved Melchiors Plads ved Nordre Frihavnsgade blev omdannet til busterminal for linjerne 3, 9 og 18. Det var en stor omvæltning for beboerne, nu med røg og støj. I de følgende år klagede beboerne da også meget. Miljøstyrelsen kritiserede også forholdene.
Men det blev dog først med sommer køreplanen i 1984, at de tre linjer blev ført til Nordhavn Station. Alle tre linjer kørte i en stor sløjfe ad Nordre Frihavnsgade, Østbanegade, Århusgade og Strandboulevarden.
Linie 18 – midt på vejen
Dengang lå linje 18’s spor i Jagtvej i eget areal midt på vejen: Indtil 1932 lå sporet frem til Vibenshus Runddel dog i den ene side af vejen ind mod Fælleden. Ved Vibenshus Runddel
krydsede sporvognslinjerne 6 og 15, samt trolleybuslinjerne 23 og 24 fra Nørreport til henholdsvis Sorgenfri og Jægersborg.
Ved Østerbrogade fortsatte linje 9 ligeud af Strandboulevarden og videre ud mod Amager. Linje 18 drejede til venstre ad Østerbrogade mod Svanemøllen.
Trolley – busser i Århusgade
Københavns Sporvejes få trolleybusser var stationeret i Århusgade Remise. De kørte remiseturene ad Jagtvej og Strandboulevarden,hvor de havde deres egen plus – og minus køretråde. Krydsningen mellem sporvognstrådene og trolleybussernes minustråde var kompliceret, idet der måtte indbygges isolerede stykker i køretrådene.
Sporvognslinjer til Østerbro:
Særlige Linjer:
Buslinjer:
Kilde:
Se
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Hvis du vil vide mere: – Om jernbaner, busser og sporvogne:
Under Nørrebro (304 artikler):
Under København (191 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Højer (77 artikler):
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 12.-10-2021
April 25, 2011
Mange kampe er foregået på Nørrebro og i København. En af de blodigste foregik den 5. maj 1872. Militæret sad parat med skarpladte våben. Flåden var alarmeret. Arbejderne blev hugget ned med stave, knipler og sabler. Grundloven var sat ud af kraft. Politimester Crone havde sat sig et mål. Socialismen skulle bekæmpes med alle midler. Og han fik opbakning af justitsminister Krieger. Hvad og hvorfor skete det? Kampene i 1872 foregik sandelig også på Østerbro. Det kunne have gået endnu værre. På Kastellet sad soldater med skarpladte våben – parat til at rykke ud.
En travl dag for politiinspektøren
Politiinspektør Clausen havde usædvanligt travlt den 5. maj 1872. Ifølge Etatsrådens ordre skulle han med sit mandskab forhindre afholdelse af en Folkeforsamling på Nørre Fælled. Til at hjælpe sig havde han fået udkommanderet politiinspektør Petersen. Etatsråd og politimester Crone havde forbudt afholdelse af mødet.
Husarer kom til hjælp
Politiet fik desuden god hjælp af en eskadron husarer under Ritmester Nørgaard. Ved 15 – tiden overtog Oberst Castenskiold dog kommandoen. Det gjorde han også over en eskadron, som hørte under Husarregimentets Excercerskole fra Jægersborg Disse blev ind til oberstens kommando ledet af Ritmester Moltke.
Clausens styrke havde samlet sig i skolebygningen på hjørnet af Fælledvej og Sankt Hans Torv.
Myndighederne i stilling
Allerede klokken 14.30 havde en større menneskemængde taget opstilling på Blegdamsvejen. Derfor blev politiassistent Thorsen med sin deling beordret til at indtage deres stilling på Nørre Fælled. Han skulle her forhindre at folk samledes. Samtidig skulle han sørge for at færdslen på Blegdamsvejen ikke blev forhindret af pøbelen.
Det var i begyndelsen ikke noget problem med at udføre ordren. Mere og mere pøbel ankom. Så det kneb for politistyrken at holde orden. Men i begyndelsen
hjalp det dog, at Ritmester Nørgaard kom med sine husarer. Men med ham kom en masse nysgerrige.
Ritmesteren fik derfor ordre til at gå i stilling i Myginds Gård i Nørre Allé. Eskadronen fra Jægersborg havde taget stilling på Tagensvej. Efter ordre kunne de hurtig rykke frem mod Fælleden.
Politiassistent Rantzau blev bedt om, at tage stilling på Nørre Allé. Her samledes også et stort antal mennesker. Rantzau skulle forhindre, at de gik ind på Fælleden. Men det lykkedes ikke at holde folkemængden tilbage. Derfor blev husarerne kommanderet til at storme Fælleden. Man forsøgte at trænge pøblen
tilbage til Øster Allé
Omtrent klokken 16 beordredes politiassistent Thorsen til med første deling at tage stilling på Fælleden, omtrent ud for midten af Blegdamsvejen.
Problemer ved Trianglen
Ved Trianglen blev tilstrømningen større og større. Politiinspektør Petersen afgik til politiassistent Thygesens stilling, ligesom en afdeling husarer afgik til Trianglen. Herfra tiltvang sig flere og flere adgang til Fælleden. Og der blev observeret stenkast mod husarerne.
Clausen måtte nu bede oberst Castenskiold at sende en afdeling husarer mod Trianglen. Husarene forsøgte at sprede menneskemængden. En større politistyrke blev kommanderet frem til Trianglen.
Clausens plan var allerede ved Trianglen at splitte forsamlingen. Han ønskede ikke, at forsamlingen skulle gå gennem Østerport og videre mod Amalienborg. Nu havde ordensmagtet mistet tålmodigheden. Fælleden skulle tømmes. Med løftet sabel gik husarerne i aktion.
Hele Øster Allé og Blegdamsvejen mod Trianglen var nu sort af mennesker. Pøbelen, som politiet kaldte dem hujede og skreg, og der blev kastet masser af sten mod husarerne. Trods flere anmodninger om at gå hjem, blev husarerne og betjentene hånet.
En større politi – og husarstyrke tog nu opstilling på Trianglen for at forhindre pøbelen en adgang til Østerbro. Men det lykkedes dem, at finde vej til Strandvejen. De sang og alt så fredelig ud. Men da husarerne og politiet igen viste sig, var det optakt til ballade.
Pøbelen blev jagtet
De 70 betjente var op mod en tusindtallig forsamling. Dertil kom et støre antal husarer. Staverne blev ny trukket og sammen med husarerne blev pøbelen nu jagtet ned af Blegdamsvej. Bag om kirken blev pøbelen jagtet ned til Sankt Hans Torv.
Klokken 18.30 kunne husarerne afmarchere. Men herunder skete der også angreb fra pøbelen. Med den brug af magt, der blev anvendt, er det overraskende, at det ikke kostede menneskeliv.
Mange blev såret
Året efter fremkom justitsministeriets rapport om episoden. Det viste sig, at der til aktionen havde været 2 politiinspektører, 4 politiassistenter, 28 overbetjente og 107 almindelige betjente. I rapporten blev det nævnt, at det var en tusindskare frakkeklædte personer, der havde trodset forbuddet.
74 husarer var blevet ramt af 143 stenkast. Fire husarer måtte omgående have lægehjælp, en var i livsfare. 23 betjente var blevet ramt af stenkast eller på anden måde lidt overlast.
Arbejderne påstod dog at de også kastede med hestepærer og snustobak mod hestene. Rapporten nævnede ikke noget om, hvor mange arbejdere, der var kommet til skade.
Kampen fortsatte
Efter at forsamlingen havde forladt Fælleden drog de ind mod byen, hvor de ødelagde gadelygter og vinduer. Desuden kastede de med sten mod sporvogne, drosker og ind i huse.
På Gammeltorv samledes en større mængde. Men man gjorde ikke nogen forsøg på at befri de indsatte ledere, som de ellers havde truet med i dagens løb. Men hvordan kunne de komme så vidt?
Tænk – hvis arbejderne tog magten
Borgerne var bekymrede. Tænk hvis det samme skete i København som i Paris. Gennem 72 dage tilraner småborgere og væbnede arbejdere sig magten,
indtil militæret fik sat en stopper for det.
Socialisten – et aggressivt talerør
I foråret 1871 udkom et lille hæfte Socialisten. Dette hæfte er med til at starte arbejderbevægelsens kamp for politisk indflydelse og faglig organisering. De mennesker, der startede dette hæfte var natten inden Slaget på Fælleden blevet anholdt.
Og dette slag kunne have udviklet sig langt alvorligere. Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet lå mere militær parat, og i havnen lå flåden klar. Efter blot få måneder havde bladet, der blev skrevet på Nørrebro, 3.000 abonnenter. Arbejderne havde fået et talerør – et aggressivt af slagsen.
Arbejderne var misunderlige medborgere
Der var anmeldt mere vold, end der stod i den politirapport som inspektør Clausen havde sendt til sin chef politimester Crone. Sang var blevet erstattet af råb og skrig, da husarerne slog løs. Rå vold, kamp og panik opstod.
Denne Crone var tidligere byfoged i Helsingør. Han havde stort overblik, beslutsomhed og handlekraft. Han betragtede den socialistiske bevægelse som et sammenrend af misunderlige medborgere, anarkister og forbrydere. Fra omkring 1871 til sin afgang i 1887 betragtede han kampen mod socialismen som sin vigtigste tjenestelige opgave.
Han mente, at meningen med forfatningen og de nye tolerante regler med Grundloven, ja så skulle bøtten ikke bare vendes.
Bogtrykkere blev truet
Crone vidste udmærket godt, at med de nye censur – regler, kunne man ikke bare forbyde socialisternes nye talerør. Ja så tog politimesteren i stedet en snak med diverse bogtrykkere og lagde pres på dem. Til sidst henlægges bladet så til en bogtrykker i Malmø, ind til dette også bliver forpurret. Derefter bliver det trykt på en håndpresse inde ved Vandkunsten. Sidste udgave af bladet bliver trykt i Hamborg – langt fra politimester Crones lange arm.
En masse forandringer var sket. Man havde fået jernbane og dampskibe. Politiske partier blev grundlagt. Men skellet mellem rig og fattig var blevet større. Demokratiet i Danmark var forholdsvis nyt. Det var de socialistiske ideer også.
Et møde mod undertrykkelse
Mødet på Fælleden skulle vise sammenhold og solidaritet med de københavnske murere, som stillede krav om nedsat arbejdstid.
Fattigdommen var enorm. Flere begik selvmord. De kunne ikke udholde håbløsheden. De elendige boligforhold øgede børnedødeligheden. Mange var flyttet ind fra landet og havde håbet på en god tilværelse i storbyen.
Man boede 8 – 10 mennesker i en et – eller to – værelses lejlighed. I gården stank det af døde dyr, afføring, urin og affald.
Kun 14 pct. havde stemmeret
200.000 mennesker boede der i København i 1871. Arbejdstiden var mellem 10 og 12 timer hver dag, seks dage om ugen. Børnene måtte også arbejde ved siden af, at de skulle i skole. Og der var ikke sundhedsmyndigheder, der tjekkede arbejdsmiljøet på fabrikkerne. Og dem, der fik fattighjælp blev umyndiggjort. De mistede retten over deres ejendele og mændene mistede deres stemmeret.
Ja i 1871 skulle man være mand og over 30 år for at få valgret. Men de 5 F’ere kunne ikke få stemmeret og det var
Det betød faktisk at kun 14 pct. af den danske befolkning havde stemmeret.
Ja egentlig var kravene til valgret mere komplicerede. Derfor opgav mange arbejdere. Egentlig var demokratiet indført med Grundloven i 1848.
Politimesteren havde ansat stikkere
Og politiet var meget på stikkerne, da Socialistiske blade udkom. Hvem stod bag. Godt nok stod der, at det var en arbejder. Men det var tydeligt, at vedkommende, der stod bag, var veluddannet.
Man var bange for at de parisiske tilstande ville komme til København. Oprøret i Paris havde stået på i to måneder og kostet 30.000 voksne og børn livet.
I det omtalte blad opfordrede forfatteren arbejderne til at organisere sig i fagforeninger. Bladet krævede desuden en række forordninger, der skulle sikre mod elendige arbejds – og leveforhold.
Pios elev var en hvis Alberti
Efterhånden kom det frem, at manden bag Socialistiske Blade var Louis Pio, reserveofficer og ansat i Postvæsnet. Man kunne ikke kalde ham arbejder i almindelig forstand, men han var meget optaget af de socialistiske ideer.
Pio var også på et tidspunkt timelærer på Borgerdydskolen – i fysik og matematik. En af hans elever var selveste P. A. Alberti.
Bekymret over den socialistiske ideologi
Sammen med Poul Gerleff og Harald Brix havde han oprettet en dansk afdeling for den socialistiske arbejderforening Internationale. I løbet af kort tid havde foreningen fået 9.500 medlemmer.
Samtidig opstod der en strejkebølge i København. Og hvad var mere nærliggende at give skylden til Pio og Internationale. De borgerlige aviser kastede sig over
Pio.
Politimester Crone var dyb bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til Justitsministeriet. Han beklagede Internationales påvirkning af befolkningen. Gennem stikkere og spioner holdt politimesteren sig orienteret. Der foregik næppe et arbejdermøde uden en stikker. Crone vidste alt.
En enkeltbillet til Brasilien
Crone betaler sågar en sporvognskonduktør til at forsøge at drage Pios hæderlighed i tvivl. Men mistanken rettes nu mod denne sporvognskonduktør Jacobsen. Efter at have været Crones hoved – stikker gennem fire måneder, følte han jorden brænde under sig. Crone svarer igen ved at give Jacobsen, hans kone og syv børn, ni enkelt-biletter til Brasilien.
En af de andre stikkere, Korn blev senere chef for Station 4 og avancerer til 3. politiinspektør og chef for sædelighedspolitiet. Han roder sig dog ud i noget større underslæb og skyder sig selv på domhuset i 1895.
Grundloven tilsidesættes
Murerne ville ikke mere finde sig i at arbejde fra kl. 6 til 19, seks dage om ugen. Den 3. april 1872 indledte de en strejke for at få forbedret deres situation. Ja, det var hele 1.200 murere og 800 arbejdsmænd der var i strejke. Maalet er fyldt sagde Pio. Og det var baggrunden for mødet på Fælleden den 5. maj 1872.
Sådan udtrykte købmand Anton Mundberg, kredsformand i København det optimistisk.
Crone gik nærmest i panik. Med plakater på større virksomheder og overalt i byen bekendtgjorde han forbuddet mod mødet. Men havde han lovhjemmel
til dette?
Mundberg gik ind for at rette sig efter politimesterens, mens Pio henviste til Grundloven.
Crone gik omgående til justitsministeren. Han ville have mødet forbudt og lederne fængslet. De følgende dage skete der en hektisk aktivitet mellem diverse ministre og politimesteren. Ville et forbud stride mod Grundloven? Havde lederne udført en ulovlig handling? Justitsminister Krieger var enig med Crone
i at arrestere de tre ledere og forbyde mødet.
Lederne blev fængslet
Den 4. maj forbød myndighederne både mødet og Internationales fremtidige udendørsmøder. Pio var rasende. Han mente helt bestemt, at det var et angreb mod grundloven. Han opfordrede til at bryde loven. Men ved et møde sad spionen Kron og hørte på ledernes udtalelser. Det betød, at de alle tre blev arresteret.
De blev ført til arresthuset på Nytorv . Først i foråret 1873 faldt dommen over de tre.
Sten, køller og brædder
Løbesedler med oplysninger om arrestationen blev uddelt. Arbejderne var rasende. De var bestemt ikke ubevæbnet, da de mødte op på Fælleden. Foruden sten, medbragte de køller og brædder. Og slaget, der varede i tre timer var som tidligere omtalt særdeles blodigt. Konsekvenserne var vidtrækkende.
Internationale blev forbudt. Myndighederne ønskede at svække organiseringen af arbejderne. Men en ny arbejderforening blev dannet. Fagforeninger blev dannet. Arbejderne lærte at fremføre argumenter, lytte, tage stilling og afgive deres stemme.
Hårde fængselsstraffe
Myndighederne havde ellers forsøgt at knække bevægelsen ved at tildele Pio, Gerleff og Brix hårde fængselsstraffe. Formanden blev dømt til fem års forbedringshus. Sekretæren og kassereren idømtes tre år hver.
Årene i fængslet tog hårdt på dem. For ikke at de skulle dø som martyrer valgte myndighederne at benåde dem i 1875.
Det var i forbindelse med Christian den Niendes fødselsdag. Pio besøgte Karl Marx og fortsatte sine ætsende og velformulerende angreb mod rigets borgerlige magthavere og myndigheder.
Men der var kommet nye leder i arbejderbevægelsen. Pio havde svært ved at finde sin plads. Han satte sig i gæld og frygtede for sit helbred. I januar 1877 indkasserede indkasserede han endnu en helbredsnedbrydende fængselsdom. Denne gang på seks år og fem måneders forbedringshus.
Udvisning
Myndighederne gav 10.000 kr. til Pio og Gerleff mod at de aldrig mere skulle vise sig i Danmark. Den 23. marts 1877 tog de med damperen til USA. Dette blev af arbejderne betragtet som forræderi. Myndighederne havde opnået det, de ville. Rygterne ville vide, at arbejdsgivere havde sponseret et større beløb for bare at komme af med dem.
Og Brix, ja han blev fængslet endnu en gang. Situationen i arbejderbevægelsen var kritisk. Adskillige fagforeninger var i opløsning. En reorganisering var nødvendig.
I folketinget i 1884
I 1878 delte bevægelsen sig i en fagbevægelse og et politisk parti – Socialdemokratisk Forbund. I 1884 lykkedes det at få de første medlemmer i Folketinget.
I 1924 fik man den første socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning.
I 1872 sad en handskemager fra Randers og indkaldt som soldat parat på Kastellet med skarpladt våben. Han var parat til at blive kommanderet i kamp og skyde på arbejderne. Han var så rystet over begivenhederne, at han senere meldte sig ind i Den Internationale Arbejderforening. I 1882 overtog denne Peter Christian Knudsen formandsposten i Socialdemokratiet.
Stor uenighed
Mellem 1887 og 1889 førtes der i Socialdemokratiet en debat om man skulle arbejde hen i mod demokratiske og sociale reformer eller om der skulle bygges på et revolutionært grundlag. Det blev den reformvenlige fløj, der vandt. De revolutionære blev ekskluderet af partiet.
Fængselsophold havde sat sine spor
Brix døde kun 40 år gammel, et halvt år efter sin løsladelse. Fængselsopholdet og uretfærdigheden havde sat sine spor. Af frygt for optøjer lod politimester Crone fjerne kisten med hans lig fra bopælen i Gothersgade. Dette afstedkom et protestmøde med 1.500 deltagere i arbejdernes forsamlingshus i Rømersgade
og efterfølgende slagsmål mellem socialister og ordensmagten.
Første Maj – i dag
Går man en tur i Fælledparken i dag, er det ikke meget arbejderkamp idet. Jo hvis vi bevæger os om til de rigtige røde – måske. Det gjorde min kone og mig, da vi kom til København for nu efterhånden mange år siden år siden. Der var stil over det, når Peter Abrahamsen og Benny Holst sang arbejdersange. Måske fornægter fortiden sig ikke. Undertegnede var engang faglig aktiv som HK – Formand i Aabenraa og faglig aktiv i vores brancheorganisation BMF (Boghandlermedhjælperforeningen). Min kone Hanne (sus) tidligere Christianit og aktiv i Solvognen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20. – 12. 2021
April 25, 2011
Det var ikke let at bo i en et – værelses med børn. Man havde intet privatliv. Væggene var tynde. Brændevinen var en trøst. Vedligeholdelse var ikke eksisterende. Boligspekulanter havde frie tøjler. Boligforholdene afslørede klasseforskelle.
De fattige på Nørrebro
Dengang var forskellen på faglærte og ikke – faglærtes løn mellem 35 og 50 pct. i 1914 var dette indsnævret til ca. 25 pct. Kosten steg hos de lavtlønnede arbejdere. De skulle betale endnu mere af deres løn til dette. Det var dem, som skulle finde sig i til tider næsten umenneskelige boligforhold på Nørrebro.
Dertil kom, at arbejdsløsheden i slutningen af 1870erne og i midten af 1880erne anslået har været mindst 15 pct. Omkring 1910 var den stadig på 10 pct. men tallene er sikkert væsentlig højere, for de nævnte tal omfatter kun dem, der var i en fagforening.
Boligforholdene afslørede klasseskel
Frygten for at miste sit arbejde og frygten for at miste det på grund af sygdom var stor. Klasseforskellen var meget stor. Boligforholdene afspejlede den forskel.
Boligspekulanter fik frie tøjler
Udnyttelsesgraden på de begrænsede grunde var stor. Husene blev højere. Der opstod et system af side -, mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden. Og gårdspladsen var minimal. Og i København boede en fjerdedel af den københavnske befolkning i sådanne huse. Mange af disse befandt sig på Nørrebro.
Man forsømte at gøre København smukt og sundt. Boligspekulanterne fik frie tøjler. Man forsømte at give de mindre bemidlede blot en lille smule bekvemmelighed og hygge. Man byggede dystert i en knugende ensformighed. Det var bygningerne som bestod i lang tid fremover. Og den næste katastrofe for Nørrebro indtraf under den såkaldte bulldozersanering.
Det var dog et håb for dem, der kom til at bo i baghuse i Korsgade, Gartnergade, Åboulevarden og Blågårdsgade. Her vente de sparsomme vinduer da trods alt ud til rester af gamle haver og oplagspladser.
Sammenstuvning
Lejlighederne var små. Et – og toværelses lejligheder var den dominerende for arbejderne. I en fjerdedel af disse lejligheder boede mere end fem personer. Og i mange af disse havde man sågar logerende, der skulle hjælp til med økonomien. Sammenstuvning af arbejderne foregik hovedsagelig på den forreste del af Nørrebro. Ja sådan kaldte man del del af Nørrebro – dengang.
Mange havde næsten intet bohave. De lå direkte på det bare gulv eller oven på nogle pjalter. Nogle steder var loftshøjden 1.80 – 2.00 meter, og der var kun 3 kvadratmeter tik hver. Følgen var sygdom både hos børn og voksne. Barnedødeligheden var enorm.
Lysforholdene var dårlige, husene var fugtige, og mange af lejlighederne blev betragtet som meget usunde.
Sundhedsvedtægt blev ikke overholdt
Ja man kan undre sig, for i Sundhedsvedtægt for Kjøbenhavn af 15. juni 1886 kunne myndighederne skride ind over for ejere af ejendomme med usunde eller overbefolkede lejligheder. Men der er ikke mange eksempler på, at denne forordning blev udfoldet.
I samme vedtægt, taler man om 10 m2 pr. person i lejligheden. Men det blev langt fra overholdt.
Men spekulanterne var glade. De kunne fortsætte deres spekulationsbyggeri. De tjente formuer på den prisstigning, der fulgte, da demarkationslinjen blev afskaffet. Og byggeloven tog først og fremmest hensyn til de fornemmes og riges interesser.
Et værelses med børn
En toværelses lejlighed kostede i gennemsnit 186 kr. (fra 150 – 250 kr.) om året. En arbejdsmand tjente omkring 450 kr. Tusinder af arbejderkoner tog arbejde med hjem fra store konfektionsfirmaer. Så sad de arbejde seks timer hver dag.
I 1880erne udgjorde antallet af et – værelseslejligheder over 20 pct. på Nørrebro. Omkring århundredeskiftet var antallet faldet til ca. 10 pct. Men statistik er noget man altid kan dreje. Omkring en sjettedel af arbejderægtepar boede stadig i 1895 i ét – værelseslejligheder ofte med et eller flere små børn.
Et andet bemærkelsesværdig tal er, at en fjerdedel af boligarealet i 1885 var lejligheder i baghuse, mellem-huse på lofter og i kældre.
Alle fulgte med i privatlivet
Lejlighederne bestod af to rum uden køkken, men med en kakkelovn eller petroleumsovn som kogested, når der skulle laves mad. Man købte hos bageren mad fra den forrige dag. Det var billigere.
Privatliv var noget man drømte om. Man havde det i hvert fald ikke for sig selv. Gennem de tynde vægge hørtes skænderier og barnegråd. Og masser af drukkenbolte gjorde deres besyv med. I brændevinen søgte de trøst for det liv, som var spildt.
Vedligeholdelse eksisterede ikke
Bygningerne var hurtig opførte. Som regel var de bygget af beskidte gule sten. Andre steder brugte man røde mursten. De var medtaget af vejr og vind. Andre blev pudset over med grå cement. Ja der er mange eksempler på, at vægge og tage skvattede sammen under stormvejr.
Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Man kunne knap nok åbne vinduet. Vedligeholdelsen eksisterede ikke. Den grønne farve på vinduer og døre var skallet af. Kittet under vinduerne var for længst forsvundet. Det var ikke rart, når blæsten satte ind.
Plankeværkerne mellem de snævre gårde og lokummerne var faldefærdige.
Natpotten var en nødvendighed
Natpotten var nødvendig. Hvem gad at gå ned fra tredje sal til den mørke gårds retirader. Nu var det ikke altid, at alle var lige flittige til at tømme toiletspanden. Så ofte foregik det i lejligheden i vaskekummen. Så en værre stank bredte sig ofte i bygningerne. Retirader, pissoir og skarnbøtteopsamlinger
lå direkte op til vinduerne.
Særlig om sommeren kunne det være ulideligt.
Og wc’ er i lejligheden var en stor luksus. Således var det i Storkøbenhavns ca. 150.000 lejligheder omkring år 1900 kun 2.000 wc’er.
Flere rum blev taget i anvendelse
Bolignød betød, at endnu flere rum blev taget i anvendelse. Og det betød en yderligere forværring af de hygiejniske og sociale problemer. Byen havde for lidt plads og tilstrømningen var enorm.
Kigger vi lidt på tallene, så forsvandt cirka 22 pct. af befolkningen fra de mest fattige og trange gader på Nørrebro i tidsrummet 1901 til 1911.
Hvor var funktionærerne?
Hvis nu vi kigger på befolkningssammenhængen så ser vi atter, at det er de fattigste, der har klumpet sig sammen på den forreste del af Nørrebro. I en dobbeltejendom på Stengade var der 85 et – og to værelses lejligheder. Her boede i alt 177 voksne personer. Antallet af børn er ikke medtaget. Her boede:
Bemærkelsesværdig er det, at der er så få med en forholdsvis god løn, funktionærer.
Arbejdernes Byggeforening
Arbejdernes Byggeforening gjorde sit til at bygge sunde boliger til arbejderne. Men nogen gange slog det fejl. Byggeriet blev så dyrt, at arbejderne ikke havde råd til at bo der. Men folkene bag disse byggeforeninger gjorde meget ud af, at påpege det sundhedsfarlige ved at bo så tæt sammen, som det var tilfældet på Nørrebro.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 12. – 2021
April 25, 2011
Fabrikant Hauberg ønskede en sporvognslinje til sin maskinfabrik. Vi skal høre om den elektriske sporvogn. Ældre mennesker blev kørt til deres hoveddør. Der skete mange uheld, også med dødelig udgang. Politiet forlangte klokker på sporvognene. Dette spolerede folks nattesøvn. I 1899 kom faste stoppesteder. Vi besøger også Prærie – og Bjergbanen
En sporvogn til Titan
Fabrikant Hauberg var en af initiativtagerne til maskinfabrikken Titan. Han ønskede i 1885 en heste-sporvejs-linje inde fra byen ud til sin fabrik på Tagensvej.
Resultatet blev Sølvgadens Sporvei, der kørte mellem Tagensvej og Kongens Nytorv. Denne næstsidste hestesporvej blev i 1905 omstillet til elektrisk drift. Sporvognslinje 10, som den kom til at hedde, blev den 20. november 1913 forlænget til Bispebjerg Hospitalsvej.
Flere transportmidler i Fredensgade
Linien blev ført over Fredens Bro. Den første fra 1878 var en træbro. En rigtig vejbro blev anlagt i 1887 netop for at en sporvej kunne anlægges til det nye industrikvarter ved Tagensvej. I øvrigt er den nye dæmning fra 1977.
På Fredensgade kunne tre forskellige transportmidler møde hinanden, sporvognen, trolleyvognen og dieselbussen. Endestationen var Emdrupvej. I de seneste år holdt linje 10 i Valby Remise og Nørrebro Remise. Tilkørslen til Nørrebro Remise skete ad Ægirsgade og Mimersgade, der kun anvendtes af denne linje. Selve indkørslen til Remisen skete fra bagsiden, hvor skydebroer gjorde det muligt at køre vognene hen i det spor, hvor man ønskede den.
Den elektriske sporvognslinje
Den 4. marts 1897 blev den første elektriske sporvognslinje åbnet for offentligheden i København. Om formiddagen var repræsentanter for hovedstadens blade inviteret. Klokken 14 afgik de ordinære vogne fra den gamle endestation i Baldersgade. På Kongens Nytorv var mange mennesker forsamlet for at se dyret.
I de sene aftentimer kørte man lystture ned gennem Nørrebrogade. De gamle takster var bibeholdt, dog havde man sænket prisen fra Kapelvej til Nørre Voldgade fra 10 til 5 øre.
Mange uheld
Uheld kunne ikke undgås. Den 8. april skete en ulykke med dødelig udgang. Da vogn 8 kørte fra Nørre Voldgade ud i Frederiksborggade, så vognstyreren en ca. 6 årig dreng stå i det andet spor. Vognstyreren brugte alarmklokken, men da der samtidig kom en modkørende sporvogn blev drengen åbenbart forvirret og løb lige ud i den udadgående vogn. Drengen kom under hjulene og var dræbt på stedet.
For børn var det en yndet sport at hænge på vognen. Dette forudsagde mange uheld. Der forekom også mange påkørsler af drosker og arbejdsvogne.
Den 19. april skete der en eksplosion på Kongens Nytorv, netop da vogn 8 skulle oplades. Ruder knustes og en en del inventar i vognen blev ødelagt. Det meddeltes senere, at en række gasarter var blevet antændt.
Da en vogn kørte gennem Gothersgade den 28. april om aftenen slog der pludselig flammer ud af vognen. Ilden, der var opstået i et kontaktskab hos konduktøren, blev dog slukket ved hjælp af sand.
Ældre mennesker kørt til hoveddøren
Den 1. maj 1897 ophørte hestedriften på ruten. Endestationen var nu ved den nye remise ved baneoverskæringen ved Nørrebrogade. Ruten blev klaret på 18 minutter. Men man måtte efter 1. oktober indføre en 23 minutters køretid.
Oprindelig ville man indføre faste stoppesteder, men som man sagde i selskabet, så var det en bekvemmeligheder, at ældre mennesker kunne køres lige til deres hoveddør. Men der var dog faste holdesteder ved Blågårdsgade og ved Nørrevold.
En frontlygte påbudt
En ny politibestemmelse fra 1. juli påbød, at der skulle være en frontlygte, der kunne ses i en afstand af 15 alen. For at betegne kørselsretningen blev der på bagperronen anbragt en grøn lygte med stearinlys, som blev tændt om aftenen.
Det gamle materiel solgt
Det gamle konsortium på Nørrebro holdt den 29. maj 1897 aktion over det gamle materiale. Det neste blev købt af Kjøbenhavns Spovei – Selskab. Men tre sporomnibusser blev solgt til Aalborg Omnibus Kompagni.
Syrevognene
Flere gange opstod der brand, også efter drengestreger. Og enkelte gange blev konduktøren forbrændt. Utilstrækkelig opladning var skyld i pludselig vognstop. Man mente, at de batterier, som man brugte ikke var gode nok.
Og den ubehagelig lugt fik folk til at kalde dem for Syrevogne.
Nattesøvnen spoleret
Politiet var også ved at miste tålmodigheden, så de påbød, at man fra den 20. december skulle forsyne vognene med en klokke. Det medførte så igen protester fra folk, der fik spoleret deres nattesøvn.
Overtaget af Kjøbenhavns Sporveje
De Kjøbenhavnske Sporveje overtog alt for 720.000 kr. den 1. januar 1899. Nu indførtes en fast 10 øres takst på samtlige linjer. Man bevarede dog også de faste
5 – øres takster. Disse var særlig populære hos arbejderne på Nørrebro.
Faste stoppesteder
Fra 1899 fik man lov til at anvende to – etagers vogne på Nørrebro – linjen. I foråret 1900 kom nye vogne til. De havde 40 siddepladser – 20 oppe og 20 nede. Samtidig indførtes nu faste stoppesteder.
Luftledninger
Utilfredsheden med Syrevognene voksede. Der indsendtes en klage med 8.618 underskrifter til kommunalbestyrelsen. I 1901 fik man tilladelse til at køre med luftledninger på Nørrebro – linjen. Fra Nørrevold til Kongens Nytorv skulle man køre med dobbelte luftledninger. Man var bange for vagabonderende strøm.
Problemet var nu, at man ikke kunne køre med to – etagers vogne på det nye system. Disse vogne blev derfor overladt til Blegdamsvej – Enghavevej- linjen (den senere linje 3).
Linie 7 blev den største
Fra december 1911 kørte Linie 7 med 2 minutters mellemrum på de travleste tidspunkter. Det årlige passagertal lå på hele 12 millioner. Femmeren blev distanceret som en sekundær rute. Men diverse omlægninger betød
dog at Femmeren efterhånden blev den vigtigste sporvogn på Nørrebrogade.
Linie 9 endte ved Hornbækgade
Der var ønsker fremme om at lave en Jagtvejs – linje. Men parterne kunne ikke blive enige. Derfor blev Trafikministeriet indblandet. Endestationen blev henlagt til Hornbækgade. Under Første Verdenskrig blev der indført indskrænkninger i driften på hele nettet. Således kørte Linie 9 kun fra Århusgade til Nørrebros Runddel i en periode.
I dag kan man grine lidt af de forhandlinger, som stod på dengang. Fra Frederiksbergs side mente man, at deres sporvogne havde større motorkraft end de københavnske. Men fra Københavns side mente man, at de to etagers vogne som Frederiksberg kørte rundt mod tog for meget tid ved stoppestederne.
Fra april 1966 blev sporvognslinje 9 afløst af to buslinjer 18 og 9.
Linje 16
Linje 16 havde ingen fortid som hestetrukken sporvogn. Da linjen opstod i 1920 var elektrificeringen for længst gennemført. Ruten gik fra en sløjfe i Skodborggade ad Nørrebrogade og Nørrevold via Rådhuspladsen, Vesterbrogade, Istedgade og Enghave Plads til Vestre Kirkegård.
Men kort tid efter oprettelsen blev den forlænget af Frederiksborggade til Bispebjerg. Og senere fortsatte ruten til Søborg Torv.
Den 26. april 1970 overgik linje 16 til busdrift. Det var efterhånden blevet den tredje største sporvognslinje.
Linje 18 – tilbage fra 1884
Når man taler om sporvogne på Nørrebro, skal vi selvfølgelig også nævne linje 18. Men den har vi allerede beskrevet i en artikel. Dens historie går tilbage til 1884, hvor et nystartet selskab Falkoneralleens Sporvejsselskab påbegyndte driften.
Til supplement for linje 9 oprettedes en ny linje 18 fra Frederiksberg Runddel ad Allégade, Falkoner Allé, Jagtvej, Østerbrogade til Sløjfen ved Svanemølle Remise. Året efter blev linje 18 forlænget til Valby Station.
KS ønskede ikke at indsætte de frederikbergske vogne på de vigtigste ruter. De blev så brugt på de mindre vigtigere linjer som 8, 17 og 18. De sidste af disse vogne kunne opleves på linje 18 i 1933.
Den 21. juli 1958 nedlagde man Linje 18. Men i 1966 genopstod den delvist. Nordre Frihavnsgade og senere Melchiors Plads blev Linie 18’s endestation på
Østerbro. I den anden ende blev det Toftegårds Plads. Linje 18 passerede blandt andet forbi den meget populære Tyrolerkro. Den blev revet ned til fordel for Nørrebro Postkontor.
Præriebanen – linje 19
Linie 19 havde forskellige linjeføringer. Den første rute etableredes i 1929 fra Valby Langgade. Den stærke stigning på Nørrebrogade betød, at der blev indført aflastningsruter. Man anlagde en ny rute fra Nordre Fasanvej ved Glentevej til Borups Allé ved Ågade. Den blev forlænget til Øresundsvej.
Driften på denne nye linje 19 startede den 7. december 1943. Linjeføringen blev atter ændret, og den fik benævnelsen Prærien.
Den såkaldte ”prærie – strækning” begyndte ved Nordre Fasanvej, hvorfra der først kærtes langs nogle baggårde frem til Hillerødgade. Syd herfor gik strækningen over et åbent areal på Bispeengen, inden den nåede frem til Borups Allé.
Man oplevede et passagerfald, og linje 19 kørte nu kun hver 20. minut. Den var i fare for at blive nedlagt. Men man bibeholdt den som busrute fra Bispebjerg
til Rådhuspladsen. Den kom til at køre af Lundtoftegade. For at afkorte rejsetiden endnu mere ændredes ruten til Borups Allé og Rantzausgade. Omstillingen til busdrift skete den 1. november 1964.
Fra Lygten Station til Rådhuspladsen
På et tidspunkt kørte linje 19 også fra Lygten Station. Man kaldte linjen for 19x. Sporvognen holdt på samme perron som Slangerup – toget. Men der opstod problemer, når toget var forsinket. Og det forplantede sig til køreplanen på sporvognen. Således hændte det flere gange at sporvognen først kom til Lygten Station, 2 – 3 minutter efter at toget var kørt.
Det viste sig, at linje 19 x havde et underskud på 40.000 kr. Fra starten havde linjen været en skuffelse. Så det var vel en god grund til at nedlægge ruten efter kort tid. For øvrigt ændrede linje 19 i 1994 navn til linje 69.
Bjergbanen – linje 20
Linje 20 kørte sin sidste tur fra Toftegårds Plads til Nørrebro Station den 10. februar 1958 i en forrygende snestorm. Ja banen blev faktisk kaldt for Bjergbanen. Valby Bakke skulle passeres og det gjorde Linie 20 på Søndre Fasanvej.
Nørrebro Remise til 1972
Med alle de linjer, der efterhånden passerede Nørrebro, skulle der en stor remise til. Og Nørrebro Remise blev udvidet flere gange. Til sidst var der plads til 200 vogne. Et friluftsareal lige uden for, blev også brugt til opstillingsplads.
Efter Anden Verdenskrig var det meningen, at remisen skulle nedlægges og erstattes af en ny remise på Stærevej. Økonomien rakte dog ikke. Derfor var remisen på Nørrebro i brug helt til 1972.
Sporveje der gik gennem Nørrebro:
Særlige Sporvejslinjer:
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 12. 2021
April 25, 2011
Dette er første del af en beskrivelse af den kollektive trafik på Nørrebro – dengang. Vi følger Nørrebroes Sporvejsselskab og Nørrebros elektriske Sporvejsselskab. Personalet havde en 17 – timers arbejdsdag. En hestesporvogn var svær at bremse. Hør også om rumlekasserne. De første af disse var på Nørrebro i 1848. På Nørrebro var det bælgmørkt. Man måtte falme sig frem efter mørkets udbrud. Masser af uheld på den smalle Peblinge – bro. Hestene fik influenza, og i 1945 snakkede man om tunnel under Nørrebrogade. For 4 skilling kunne man sidde øverst.
Fascinerende sporvogne
Det er noget fascinerende over sporvogne. Går du på Nettet finder du mange eksempler på hjemmesider med sporvogne. Ja du finder hjemmesider med køreplaner og udelukkende med fotos af sporvogne og busser. Og mange har sikkert mere begreb om den side af historien end undertegnede. Men måske er man blevet grebet lidt af den fascination. Se for øvrigt en liste over sporvogns – bus – og jernbaneartikler her på siden i slutningen af artiklen.
Denne artikel fortsættes med artiklen ”Flere spor på Nørrebro”.
Danmarks anden sporvejsselskab
Det hele begyndte i Danmark næsten på Nørrebro. C. Wolfhagen etablerede Nørrebroes Sporvejsselskab, og driften startede den 6. december 1867. Dermed var det Københavns anden sporvejsselskab.
Stort set hvert år fik aktionærerne et pænt overskud. Man havde mange planer, der aldrig blev ført ud i livet. Selskabet havde ikke deres egne heste. De blev lejet hos forskellige vognmænd.
Vognmanden solgte senere grunden til selskabet.
Plads til 36
Fra starten i 1867 hed leverandøren Elof Jensen med adresse, St. Kannikestræde 18. Man fik leveret 9 stk. toetages vogne. De var mørkebrune, gule og hvide.
Allerede året efter fik man leveret yderligere 3 stk. Vognene rummede 36 ind – og udvendige pladser, samt to sidde – og en ståplads på bagperronen.
4 skilling – oppe på taget
Kørslen begyndte kl. 7.30 om morgenen. Der kørtes hver 12 . minut til kl. 22.24. Taksten var fastsat således:
Helt oppe, ubeskyttet mod vejret kostede det kun 4 skilling for hele vejen. En mængde arbejdere benyttede sig af dette tilbud.
Fra 1. februar 1868 fik man en overenskomst med Konditor Bolt, Nørrebrogade 13, hvorefter publikum , som ventede på sporvognen ved vigesporet på hjørnet
af Dosseringen kunne tage ophold i Konditoriet. Og politibetjente måtte rejse gratis. Hvis vovse ville med på turen, var det også tilladt.
17 timers arbejdsdag
Lønnen for konduktører og kuske var 4 mark daglig. Dertil kom at konduktøren kunne få 2 ½ skilling for hver rigsdaler, der var indkørt. Kusken fik tilsvarende 2 skilling. Andelen blev i 1869 forhøjet.
Arbejdstiden var normal 17 timer dagligt. Opstod der forsinkelser under kørslen, hvori kusken var skyldig, skulle denne betale en mulkt på 4 mark for hver 2 minutters forsinkelse.
Kunne ikke bremse
Det kunne være svært at bremse den tunge vogn. En 70 årig kvinde blev nervøs, da hun så sporvognen og snublede ved Gothersgade/Borgergade. Hun blev kørt over, før vognen kunne standses. Hun var død inden ankomsten til hospitalet.
Enorm tilstrømning
Tilstrømningen til Nørrebro – linjen var enorm. Men det var umulig at overholde 12 minutters driften. I 1868 besluttede man at udvide aktiekapitalen.
Ny rute
På grund af Nørrebro – selskabets store succes, fik Kjøbenhavns Sporveis – Selskab nu tilladelse til at oprette en linje ad Ewaldsgade og Thorupsgade videre ad Korsgade til Parcelvej ( nu Griffenfeldsgade).
Forud for sin tid
Allerede den 23. januar 1864 lå der på Indenrigsministeriets bord en ansøgning om etablering af en spor-vej fra Det kongelige Teater på Kongens Nytorv gennem Gothersgade, over fæstningsbroen og videre ad Nørrebrogade og Lygtevejen til lyststedet Ventegodt. Men ak, ansøgeren den senere kendte boligspekulant Adolph Kiefler var forud for sin tid.
Europas skønneste kirkegård
Der var gang i Nørrebro dengang. Men det kom pludselig. I begyndelsen af 1850erne var det endnu landeligt idyl. Bebyggelsen var meget svag, således var der mellem Lygten og Jagtvejen kun et par lyststeder, Ventegodt og Petersdal, to gæstgiverier, Hvide Svane og Ny Kro. Der var et par mølleindustrier, Skære Mølle og Ølunds Mølle ved Runddelen.
Og den svenske digter, Nicander kaldte byens store begravelsesplads for en af de skønneste kirkegårde i Europa. Ja han konkluderede at det var mere en have end en kirkegård.
På den anden side ved Jødevejen lå danseboden Det gamle Testamente. Nede fra Fælleden kunne man skimte nogle gamle stubmøller. Fra Møllegade (Jødevejen) til Fælledvej lå der kun seks huse, hvoraf det sidste, Jylland var et velbesøgt traktørsted. Længere ned mod søen lå Store Ravnsborg.
På den anden side lå ved Kapelvej beværtningen Lille Ravnsborg. Og så var det jo også ejendommen Solitude. Ja kære læsere vi har i mange tidligere artikler beskrevet, hvordan det ellers så ud, herude – dengang.
De første busser – på Nørrebro
Snart kom befolkningstilvæksten. Der blev bygget så hurtig og så dårlig, at mure skvattede sammen under stormvejr. Og det blev behov for offentlig transport. Siden april 1842 har der kørt omnibusser ud af Østerport og via Blegdamsvejen og Nørrebrogade tilbage til byen gennem Nørreport. Gennem årene er der sket ændringer, men i 1864 eksisterede der to ruter til Nørrebro.
Bussen Napoleon
Napoleon kørte over Amagertorv ad Købmagergade, Nørrebrogade og igennem det tætbefolkede Blågårdskvarter ad Blågårdsgade, Korsgade, Slotsgade
til Ny Kro på Lygtevejen. Den lå omtrent, der hvor Hillerødgade i dag munder ud i Nørrebrogade.
Napoleon startede fra Lygtevejen klokken 8 om morgenen og fra kl. 9.30 hver time til kl. 22.30.
Desuden kørtes der fra Det Kongelige Teater efter forestillingens slutning. Busserne var hele tiden overfyldte. Konduktøren behøvede slet ikke at blæse i sit horn. Man kunne også tage busserne Lyngby og Victoria. De kørte dog ikke så ofte.
Rumlekasserne
Den kollektive transport startede dog længe før de første sporvogne. Meget rammende blev de kaldt rumlekasser – de såkaldte omnibusser. En spand heste trak dem over den toppede brolægning. Alt imens væltede passagerne ind over hinanden. De første rumlekasser dukkede op i 1841.
Så var det sandelig noget andet med sporvogne. Det var en nydelse i forhold til rumlekasserne.
Men de såkaldte rumlebusser betjente et ret omfattende rutenet til byens yderkanter forsvandt ikke lige med det samme. Der kom større vogne med bredere fælge og bedre affjedring. Skulle man i fremtiden klare sig over for sporvognene måtte man nødvendigvis nedsætte taksterne og tilbyde hyppigere kørsel.
De første drosker
Det pænere borgerskab var henvist til at bestille en droske. De første drosker kom i 1828. Men de var meget dyre at bruge.
Den første sporvognslinje
Den første linje gik fra Tivoli ad Vesterbrogade til Frederiksberg Runddel. Lige efter blev ruten forlænget til Sankt Annæ Plads. Et par år senere nåede skinnerne ud til Lille Vibenshus på Østerbro. Allerede i 1868 kunne man køre i sporvogn helt ud til Slukefter i Hellerup.
Nørrebro – remissen
I 1870 byggede man en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade).I starten nøjedes man med fire spor og en kontorbygning. Endnu en bygning i Baldersgade 8
med tre spor fulgte.
Senere blev remisen ombygget. Remissen blev ombygget mange gange i årenes løb. I 1918 havde den plads til 200 vogne. Remissen blev nedlagt, samtidig med at linje 5 blev nedlagt den 5. april 1972. Vi kan fornemme størrelsen, når vi i dag ser Nørrebrohallen.
Tre nye omnibusser
Tre hesteomnibusser blev leveret i 1871. Men de holdt ikke længe, allerede året efter blev de overladt til Frederiksberg Sporvejsselskab. Man fandt ud af, at det var bedre med lukkede vogne. Den første dukkede op i 1873, og året efter blev de første ni ombygget med overdækkede tagetager. I 1875 og 1885 anskaffedes
yderligere 12 overdækkede vogne.
Tog – uden station
Ufatteligt, at man ikke for længst havde etableret en station på Ydre Nørrebro. Efter Klampenborgbanens åbning i 1863 blev alle tog fra Hellerup til København ført over Lygtevejen. Jernbanestationen kom meget sent.
En dampsporvogn
I 1875 prøvekørte man en dampsporvogn. Den var bygget af de lokale Smith & Mygind, der var bosiddende på Nørrebrogade. Prøvekørslen foregik dog på strækningen mellem Kongens Nytorv og Farimagsgade. Men den lavede så meget larm, at folk blev vækket. Det siges, at man smed alt mulig efter den, endda en død kat.
Den kom dog ikke til at køre på Nørrebrogade. Men i stedet kørte den kortvarig på Blegdamslinjen. Men den var dyr i drift.
Der var mørkt på Nørrebro
Efter mørkets frembrud var det ikke sjovt at befinde sig på Nørrebro. Således var Parcelvejen hverken brolagt eller forsynet med belysning. Det var en ubehagelig oplevelse at befinde sig i bydelen efter et regnskyl. Ved hjørnet af Korsgade stod områdets eneste lygte, men den var af uransagelige grunde ikke tændt.
Nåede man til Parcelbroen kunne man se Frederiksberg i et helt lyshav. Et dagblad gav i februar 1878 følgende beskrivelse af forholdene:
Den smalle bro
Et andet problem var den smalle Peblinge-bro. Den var daglig årsag til uheld, hvor både arbejdsvogne og fodgængere var involveret. Mange forslag var fremkommet i årenes løb til forbedring af situationen. Et forslag fra 1874 af den kendte bygmester Vilhelm Dahlerup blev gennemført.
Arbejdet med jordopfyldning påbegyndtes dog først i 1885, og det blev påbudt at køre udgravet jord fra nybyggerier ud til broen. Disse ting berørte også sporvejen.
Fra den 9. oktober 1886 måtte man kun benytte et spor over broen. Dette medførte at mange sporvogne måtte vente i ret så lang tid. Broen blev anlagt lidt sydligere end den tidligere. Den fik navn efter Christian den Tiendes dronning Louise. Den blev åbnet på dronningens fødselsdag den 7. september 1887. Den opfyldte jord skulle dog først sætte sig, så vejbanen blev først midlertidig anlagt. Brolægningen blev først udført i 1891.
Ni forskellige sporvejsselskaber
På et tidspunkt i 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige sporvejsselskaber. Der var overhovedet ingen koordinering. Kvalitetsforskellen var også stor. Og køreplanen så man stort på. Man kunne næsten stige på og af, hvor det passede en. Man skulle blot lige give vognstyreren et vink.
Egentlig betragtede man i begyndelsen det at køre sporvogn som en underholdning frem for et transportmiddel. I 1873 var Forstædernes Sporvejsselskab
dannet. De betjente linjen Trianglen – Blegdamsvej – H.C. Ørstedsvej – Niels Ebbesensvej – Vodroffsvej – Gammel Kongevej – Halmtorvet.
Ny – anskaffelser
Ved Nørrebroe Sporvejsselskabs ophør rådede man over 15 toetagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn. Vognene blev i 1897 – 1898 solgt videre til andre selskaber eller ophugget.
I 1884 anskaffede man to vogne fra den lokale vognfabrikant W.C.A. Hansen i Baldersgade.
Hestene fik influenza
I 1891 kom man ud for en del besværligheder. I begyndelsen af året udbrød der en kraftig influenzaepidemi – blandt hestene. Det blev nødvendig at indskrænke driften. Konstant var der 40 heste syge. Ved Dronning Louises Bro måtte passagerne skifte vogn.
Største indtægt – grundet guldbryllup
Ved jubilæet var der masser af anerkendelse til personalet. Kørslen sluttede en time før normalt. Man skulle fejre jubilæet i Orfeum’ s lokaler.
Den 26. maj 1892 oplevede man den hidtil største indtægt på en enkelt dag, nemlig 2.024 kr. Det var den dag, hvor Kong Christian den Tiende og Dronning Louise fejrede guldbryllupsdag.
Sidste hestesporvogn i 1915
Inden koncessionen udløb for Nørrebroes Sporvejsselskab med udgangen af 1896, var der forinden startet et nyt selskab, Nørrebros Elektriske Sporvej. Man startede dog først i fuldt omfang fra maj 1897.
Den første elektriske sporvogn med luftledninger kørte mellem Frederiksberg og Nørrebros Runddel. Nu var det ved at være slut med de gamle hestesporvogne. Og dog. Den sidste hestesporvogn Hønen kørte først sin sidste tur i 1915.
Syrevogne
Vognfabrikant N. Larsen, Smallegade Frederiksberg leverede i 1897 18 stk. Akkumulator Motorvogne. Men undervognene og det elektriske udstyr kom fra Tyskland. Det var fra et firma der hed Falkenried i Hamborg.
Batterierne blev ladet op ved remisen. Også ved endestationen på Kongens Nytorv var det lade apparatur. Batterierne udsendte ubehagelige dampe, og det var ikke uden grund, at vognene blev kaldt for syrevogne.
Københavns Sporveje
Selskabet eksisterede kun i to år. Fra 1. januar 1899 indgik det i De Kjøbenhavnske Sporveje.
Det sjove er at mange af vognene holdt helt til midten af 1930erne. Da vognparken blev overtaget af De Kjøbenhavnske Sporveje blev de ombygget til luftledningsdrift. Senere i 1913 blev vognene forsynet med lukkede perroner.
Københavns Sporveje (KS) var dannet med virkning fra 1. august 1911. De overtog De Kjøbenhavnske Sporvejes aktiviteter. I 1919 overtog man også Frederiksberg Sporveje (FS). Nesa fortsætte dog på egen hånd i Gentofte med egne sporveje og senere trolleybusser.
Lusevognen
Strækningen gennem Den Sorte Firkant, det tætbefolkede Indre Nørrebro var et problem for linje 3. Især i Blågårdsgade kneb det med fremkommeligheden. Den blev omlagt i 1949, så linjen i retning mod Sydhavnen kørte ad Elmegade, Stengade, Korsgade og Griffenfeldsgade. I den modsatte retning kørte man ad Blågårdsgade og Fælledvej.
Strækningen, der gik gennem arbejderkvarteret blev også kaldt Lusevognen.
Man kørte med meget gammelt materiel på ruten. Det skyldtes den skarpe kurve i Nørrebrogade – krydset. Man fik aldrig de moderne led-vogne.
Skarpe sving medførte afsporinger
I 1963 blev linjen offer for et eksperiment. Man indsatte en moderne ledbus, som først blev almindelig mange år senere i den københavnske trafik. Men eksperimentet faldt hvis ikke så heldigt ud.
De skarpe sving på strækningen førte ofte til afsporing. Det skabte store forsinkelser. Ruten gik forbi den berømte Allotria – ejendom. Her lå i mange år et populært værtshus, som blandt andet Leif Sylvester har besunget.
Da ejendommen skulle saneres, blev den besat. Det var her, at besætterne gjorde politiet til grin, da de ved hjælp af en tunnel, som de havde gravet, forsvandt for næsen af en større politistyrke. Ruten passerede også det nedlagte Skt. Jørgens Hospital. Lige inden Frederiksberg passeres Griffenfeldsgade.
Linje 3 i busdrift
Denne Griffenfeld (1635 – 99) var egentlig født Peder Schumacher. Det var ham, der udformede kongeloven, som dannede baggrunden for enevælden. Det var om ham, at Frederik den Tredje sagde til sin søn Christian (den Femte):
Dette skete dog ikke. Vores hovedperson sad indespærret i over 20 år, dels i Kastellet, dels i Norge. Han blev løsladt et år før sin død.
Den 29. april 1968 overgik linje 3 til busdrift.
Linje 5 er en af de mere legendariske linjer. Det var den sidste, der blev omlagt til busdrift. Dens første forløber var en hestevognsrute fra Kultorvet og Ballerup Kro ad Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Den åbnede i slutningen af 1860erne. Der var en daglig tur frem og tilbage. Omkring 10 år senere blev linjen nedlagt.
Femmeren
Man startede kl. 6 fra Ballerup Kro. Fra Kultorvet var afgangen kl. 14. I 1867 blev der anlagt en hestesporvognslinje til jernbaneoverskæringen ved den nuværende Bragesgade. Siden skete der mange omlægninger og linjeændringer. Indtil 1929 var Femmeren Brønshøjs eneste forbindelse til omverdenen.
Baneoverskæringen på Nørrebrogade skabte store problemer for sporvejsdriften. Bommene kunne være nede i fem minutter på grund af rangering.
Fredag den 24. april oprettedes dog en ny linje 5. Den fik følgende rute Brønshøj – Nørrebrogade – Nørre Farimagsgade – Rådhuspladsen – Knippels-bro
– Christianshavn. Ved den lejlighed blev hestesporvognslinjen mellem Korsvej og Rådhuspladsen nedlagt.
Heste-omnibus-linje 12 fra Sankt Hans Torv ad Købmagergade til Christianshavns Torv blev også afkortet.
Stigninger på ruten
Ruten til Brønshøj fik 10 minutters drift. Frederikssundsvej havde kun et enkeltspor. Derfor måtte man lave vigespor på strækningen. I stærk tåge fik man lov til at skifte vogn. Bivognskørsel var kun mulig i ringe grad på grund af de stærke stigninger på såvel Brønshøj som Bispebjerg – strækningen. En afgrening af strækning havde fundet sted efter anlæggelse af den ny kirkegård ved Bispebjerg.
Linje 16
En ny linje blev oprettet den 15. oktober 1920. Den fik navnet Linje 16 og gik fra Istedgade over Rådhuspladsen, Nørreport til Nørrebro. Den fik endestation i linje 7´s sløjfe i Skodsborggade. Men allerede efter fire måneder førtes ruten videre til Bispebjerg. Nu kunne Femmeren så koncentrere sig om Brønshøj.
Nørrebros Runddel var i mange år et sandt trafikknudepunkt. Nørrebrogadelinjerne 5, 7, og 16 krydsede tværlinjerne 9 og 18.
Nu med varme
Et stigende krav fra passagerne var opvarmning af sporvognene. Fra november 1925 indførtes elektrisk opvarmning på visse strækninger. En ny rute til Husum blev oprettet den 1. oktober 1924. Den første ordinære vogn afgik kl.11.12 fra Holmbladsgade.
Men allerede i 1920 havde en privat rutebilejer etableret kørsel fra Brønshøjsløjfen til Husum, Herlev og Ballerup.
Ændringer ved Mimersgade
I 1928 fuldførtes statsbanernes nye ydre godsbanelinje, som passerede Nørrebrogade på viadukt ved den gamle Slangerupbane fra 1906.
Viadukten blev udført i betydelig længde, idet det var meningen at Slejpnergade (Mimersgade) skulle føres under den nordlige del af viadukten, mens Nørrebrogade og sporvognene passerede mellem de to sydlige bropiller.
I 1931 omlagdes gaderne, således at Mimersgade og Nørrebrogade mødtes på den østlige side af viadukten. Samtidig blev linje 16 og linje 5’s spor omlagt.
Prærieruten
Krigsudbruddet i september 1939 og besættelsen i 1940 medførte straks indskrænkninger i sporvejskørslen. Men under anden verdenskrig voksede antallet af passagerer voldsomt. Situationen på Nørrebrogade var utålelige.
Man etablerede to aflastningsruter udenom Nørrebrogade ad Prærieruten langs Bispeengen og ad Rantzausgade til Rådhuspladsen. Under krigen havde disse to linjer 11 og 19 ret stor søgning. Men efter krigen var søgningen ikke nær så stor.
Trængsel på Nørrebrogade
I februar 1945 var trængslen af sporvogne på Nørrebrogade meget stor. Det skyldtes, at tyskerne havde spærret for al trafik i Jernbanegade forbi deres hovedkvarter Dagmarhus.
En frygtelig ulykke
I 1949 fandt en frygtelig ulykke sted på linje 5. På Brønshøj Torv påkørte en linje 5 en 6 – årig dreng uden at vognstyreren opdagede det. Drengen blev slynget ind under vognen og førtes med vogntoget ind mod byen. Først i Nørregade kom det til syne, men sporvognen kørte videre, uden at nogen anede det mindste.
En alternativ parallelvej
Gennem en årrække var Nørrebrogade den mest trafikerede indfaldsvej ind til København. Her kørte også de mest vigtige sporvejslinjer. Man kunne grundet den tætte trafik ikke bare sætte hastigheden op, så det afstedkom mange protester fra passagernes side.
Statsbanernes elektrificering og andre tiltag aflastede efterhånden problemerne på Nørrebrogade. I september 1938 gennemførte stadsingeniøren en omfattende analyse af Nørrebrogade – trafikken. Sporvognsdirektøren fremkom med et meget fantasifuld forslag til en parallel – gade til Nørrebrogade:
Den forbavsende plan blev dog hurtig skudt i sænk af pressen. Det hjalp på det hele, da statsbanerne i 1941 fremkom med et principprogram for den fremtidige S – bane med tunnelbanesystem. Allerede i 1919 havde Københavns Kommunalbestyrelse givet tilladelse til
Aflastningslinjerne 11 og 19 tog passagerne fra Slangerup – linjen fra Lygten ad Nordre Fasanvej langs Bispeengen og Borups Allé.
Under Nørrebrogade
Ja i 1945 kom der sågar en plan med en sporvognslinje under Nørrebrogade. Men Trafikkommissionen kunne ikke blive enig.
Sporvogne bliver til busser
Den 17. maj 1961 vedtog man, at Farum – banen skulle videreføres fra Lygten Station gennem boulevardbanen via Svanemøllen. Senere blev Lygten Station droppet. Mærkværdigvis nok blev hoved-ideen med en tunnel under Nørrebrogade også droppet.
Den bliver så genoptaget nu med den nye Metro – cityring. Men endnu engang er det mystisk, at den ikke bliver ført igennem til Stengade – gennem Københavns mest befolkningstætte område.
I årene 1970 – 72 overgik de tre sporvognslinjer på Nørrebrogade over til at blive en – mands betjente buslinjer.
Bombe fra overborgmesteren
En bombe sprang i Borgerrepræsentationen den 15. juni 1972. Nu skulle Nørrebrogade pludselig lukkes for gennemkørende trafik. Der skulle etableres spærringer ved Sjællandsgade. Kun busser og cykler måtte nu passere. Men borgmester Wassard havde ikke sikret sig politisk rygdækning.
KS blev sammen med 11 andre trafikselskaber sammenlagt i oktober 1974 til Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT)
Hårde arbejdsbetingelser
Det var ikke enhver, der kunne blive ansat i et sporvejsselskab. Det normale var, at man blev ansat som reservekusk eller reservekonduktør. Man kunne så avancere til kusk eller konduktør. Faktisk var mange af de ansatte dengang i begyndelsen bønder og karle, der efter at have tjent som infanterister eller dragoner, skulle have sig et nyt job.
Forhandlinger og overenskomster kendte man ikke dengang. I 1899 kom der dog også til en arbejdskamp. I Reglementet for Kjøbenhavns Omnibuskompagni
§ 19 kan man læse følgende:
Og nutidens fagbevægelse ville næppe have accepteret § 20:
Når konduktøren endelig havde fri, skulle han ikke kunne forvente at sove længe. Nej han skulle stå op som sædvanlig, for i § 21 stod følgende:
Arbejderne prøvede flere gange at få hævet lønnen. Men det blev afvist af bestyrelsen med den begrundelse, at så kunne der ikke betales udbytte til aktionærerne. Og en anden ting var, at man uden videre kunne ændre i den ansattes kontrakt.
Denne artikel fortsætter med Flere spor på Nørrebro
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21.12.2021
April 25, 2011
Det er blevet lettere at være slægtsforsker. Det digitale kildevæld er enormt. Nu er mange links samlet et sted. Vi får talrige opfordringer til at hjælpe. men selv om det er blevet meget lettere, så tager slægtsforskning masser af tid. Og den tid har vi desværre ikke her på siden.
Et slaraffenland
Nettet er et slaraffenland for Danmarks anslåede 40.000 slægtsforskere. Der findes masser af websteder, hvor slægtsforskere i ro og fred kan jage aner. Ved at indtaste oldemors navn i f.eks. Dansk Demografisk Database. myldrer det frem med oplysninger om hendes bopæl, fødselsdag, fødested, stilling, indtægt, børneflok, mand og forældre.
Krumbøjede bag skærmen
I gamle dage, dvs. før år 2003, måtte jægeren rejse land og rige rundt for at finde relevante sogne – kirkebøger og folketællinger. I dag sidder folk krumbøjede, stillesiddende og skeløjede der bag skærmen. De higer og søger i f.eks. nettes kirkebøger.
Et vildnis
Nettet er også et vildnis. De mange uensartede websteder gør jagten på aner noget uoverskuelig. Hvor skal man begynde – og får man vendt alle sten. I den forbindelse opstod ideen at opbygge et værktøj, der hjælper med at finde vej.
Et sandt kildevæld
Værktøjerne har som formål at fungere som gratis søgetjeneste for slægtsforskere og andre historisk interesserede i form af digitalt kildevæld – i Sønderjylland
endda på sogne niveau! Med andre ord effektivisere jagten på anerne
De fleste finder aner tilbage til 1700 – tallet. Værktøjet giver nem adgang til digitale databaser såsom kirkebøger, folketællinger, gravstensarkiver samt links til lokalhistoriske foreninger.
og få adgang til et kildevæld for det enkelte sogn eller amt.
Kød på skelettet
Man kan benytte værktøjet til at gå i dybden med forskning, populært beskrevet at få kød på skelettet. Kødet kan bestå af vidt forskellige emner såsom historiske begivenheder, forskellen på rig og fattig, børnedødelighed, glemte erhverv – alt sammen emner, hvor indplacering af egne aner forøger historie-bevidstheden markant.
Stærkt vanedannende
Måske burde denne artikel indeholde en advarsel, for slægtsforskning er stærkt tidskrævende og vanedannende – om end det sjældent er noget folk praler med ved middagsselskaber.
Jeg interesserer mig mere for de levende end de døde, er et argument, der ofte fremsættes, men mon ikke forståelsen for de levende forøges ved større kendskab til de døde. For den måde
vi stille spørgsmål til og fortolker fortiden på, hænger ofte sammen med, hvordan vi forstår vores nutid, og med hvilken fremtid vi ønsker os.
Kommentarer fra Redaktøren
Netop på dengang.dk får vi ofte stillet spørgsmål, der har med slægtsforskning at gøre. Og i boghandelen, hvor den aldrende redaktør har sin gang, bliver der ofte spurgt til lærerbøger om slægtsforskning. Vi får talrige opfordringer til at hjælpe vores læsere med slægtsforskning. Men selv om det er blevet lettere, så tager det stadig lang tid. Og den tid har vi desværre ikke mere.
Familierabat
Selv fandt familien Brodersen, at vi var i familie med en værtshusholder i grænsebyen Aventoft. Her kom vi ofte til Frühshoppen – søndag formiddag i kirketiden. Min afdøde storebror fandt det passende at indkassere familie-rabatten en gang for alle. Han fik en gratis aften med alt betalt.
Fandt et foto af tip – oldefar
En læser fra Vejle spurgte efter en person som var anført under artiklen Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder. (Originaler i Tønder) Jeg vidste, at han havde været restauratør
på Schweitzerhalle i Tønder. Jeg vidste også, at han havde været formand for den lokale ringriderforening. Og i det tidspunkt var der udkommet en bog om denne forening. På den måde kunne jeg fremskaffe et foto af læserens tip – oldefar.
En hollandsk ane i Sønderjylland
En dag kom en kunde ind i butikken med et hollandsk klingende navn, som jeg genkendte fra en af de artikler som jeg skrev om Tønder. Har du familie i Sønderjylland?, spurgte jeg nysgerrig. Hvor jeg vidste det fra, svarede hun forbavset. Hun havde forgæves forsøgt at finde oplysninger. Det kunne jeg så hjælpe hende med. Hun blev meget taknemmelig.
En italiensk familie i Tønder
En læser med et italiensk klingende navn havde aner i Tønder. Jeg var stødt på navnet i forskellige sammenhænge. Men min gode ven i Tønder – Ib Hansen – en sand mester i slægtsforskning – fandt yderst interessante ting. Det kunne have blevet en meget interessant artikel, takket være Ib’ s store efterforskning. Men vi lovede ikke at bringe historien. Vores læser mente, at det ville skade hendes familie.
Mand og kone i familie
Og den samme Ib fandt ud af, at han faktisk var i familie med sin kone. Det fandt han ud af via snørklende omveje. Læs artiklen under Tønder – Hjælp min kone og mig er i familie.
Gå nu i gang
Kære læsere gå bare i gang. Men vi kan ikke desværre ikke hjælpe
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 15.11.2021
April 25, 2011
Der var mange sprog i Sønderjylland. Plattysk, Højtysk, Dansk, Frisisk, Flensborg Petuh, Tønder – Plat og mange flere lokale dialekter. Alene frisiske dialekter
var der 5 – 6 stykker af. Og indbyrdes kunne friserne ikke forstå hinanden. Og der også forskel på det sønderjyske. Sproget blev gjort genstand for den nationale krig. I Stænderforsamlingen måtte man ikke tale dansk. I Aabenraa var der dansk gudstjeneste med tysk salmesang. Og så er Mojn blevet moderne.
Ikke herfra
Når jeg er ude at holde foredrag i København indleder jeg altid med.
Og det er jeg stolt af. Som jeg hvis nok har skrevet i to tidligere artikler om sproget i Sønderjylland bruger jeg en hver lejlighed til at snak “æ sproch”
Mojn – er moderne
Københavnerne bruger Mojn som en moderne hilsen. Det var Anders Lund Madsen, der startede denne hilsen. Ordet bruges også af en lokalavis i Flensborg, og af en stor lokal radiostation i Sønderjylland.
Man er lidt uenig om stavemoden, og hvor ordet egentlig stammer fra. Os sønderjyder har lært, at Mojn kan bruges hele dagen. Vi behøver ikke at sige God Morgen eller God Aften. Og i København bruger vi ordet for at markere vores tilhørsforhold.
Til et cykelløbet hilste en af vore stjerne – ryttere fra Midtjylland et tv – hold med en hilsen, Mojn. Ordet bliver normalt ikke brugt i Midtjylland. Men takket være medierne er ordet på mode. På den anden side set, så har vi sønderjyder ikke mere eneret på ordet.
På Tønder Kommuneskole måtte vi af nogle lærere ikke snakke sønderjysk. Det var jo nærliggende, at vi i matematiktimen svarede på sønderjysk.
Og det var også et problem, da jeg engang havde en jugoslavisk veninde med til fest i æ Synnejysk Ambassade her i København. Under banko – spillet blev tallene råbt op på sønderjysk af Asger Reher. Det måtte jeg oversætte til rigsdansk.
Skulle tale tysk
Men kigger man historisk på det, så er sprog – historien i Sønderjylland ikke helt så enkelt. Man har dog sågar brugt sproget som national – krig. I min læretid i Tønder førte denne sprog – krig næsten til en annullering af min lærlinge – kontrakt. Jeg fik at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk.
Jeg havde og har ikke noget imod det tyske mindretal, men vi lever i Danmark, og hvis de er fra Tønder må de enten tale dansk eller synnejysk til mig. Noget andet var, hvis Kunden var fra Tyskland, og kun kunne tale tysk. Denne udlægning fandt ikke så meget genklang hos min ene chef.
Mange sprog i Sønderjylland
Dengang inden 1864 var Sønderjylland både Nord – og Sydslesvig. Både prøjserne og danskerne brugte sproget i den nationale krig. Der er faktisk mange sprog i Sønderjylland. Ja det er mindst fire hovedsprog. Og inden for disse er der igen store nuancer.
Mindst betydning har hollandsk. Der var nogle kolonister i Frederiksstad og på Nordstrand. Og ved den danske vestkyst er hollandske gloser gledet ind.
Frisisk
Frisisk har fra gammel tid haft hjemme i den sydlige del af Vestslesvig helt op til Vidåens munding. Det har også haft betydning på øerne. Ja selv i Tønder har det dengang haft en hvis betydning. Men sproget blev efterhånden trængt tilbage. Da havet 1634 oversvømmede Nordstrand markerede det en tilbagegang for sproget.
I dag tales det kun i 12 – 14 sogne på fastlandet syd for grænsen samt på øerne Før, Sild, Amrum og andre Halliger. Det er i dag cirka 18.000 mennesker, der taler sproget.
Kan ikke forstå hinanden
Og der er forkert at tale om et sprog. For der er stor forskel på Fastlandsfrisisk og Ø-frisisk. Der findes nogen, der ikke vil anerkende det sidstnævnte som frisisk. Og inden for denne kategori er der også forskel. En sildring og en amring forstår næppe hinanden. De må tale tysk sammen. Især Sild – målet har forandret sig meget, men mange af de gamle ord er bevaret.
Hvornår friserne er indvandret er man stadig uenige om. I Valdemars-tiden har de bosat sig på det område, som de senere har haft.
Egentlig findes der fem fastlandsdialekter og tre ø – dialekter. Der er så stor forskel på disse frisiske dialekter, at det giver store forståelsesproblemer, som vi har nævnt. Det forstår man også, når ordet bord hedder dette på forskellige frisiske dialekter:
Det tyske sprog bredte sig
Tysk er det mest udbredte sprog i Nord – og Sydslesvig. Men her er der også forskelle. Det plattyske (nordtyske) var fra gammel tid folkesproget i de sydlige grænseegne.
Siden Holsten i 1260 fik panteret over landet syd for Danevirke og Slien, trængte holstenske herremænd ind, og bosatte sig med deres tjenere nord for Ejderen. Allerede før 1700 var Ejderstedt og landet syd for Danevirke tysk.
Femern var allerede fortyske i middelalderen. I løbet af det 18. århundrede bredte tyskheden sig til Angel og den sydligste del af af Midt – og Vestslesvig.
Plattysk
Flensborg by havde fået en plattysk folkesprog. Dette blev efterhånden fortrængt af det højtyske.
Ja man skulle ikke tro det, men Plattysk og dansk ligner hinanden. Begge sprog har en langt enklere bøjning end det tyske rigssprog.
Men plattysk har lige som højtysk udsagnsordet sidst i bisætninger. Plattysk blev brugt i hele Nordtyskland som kirkesprog. Allerede i 1603 blev det i Hamborg fortrængt af tysk. Man havde også problemer med offentlige papirer og oversættelser i Tønder – noget var på højtysk og noget på plattysk. Og det blev ikke altid lige godt oversat.
Højtysk
Højtysk var ikke et folkesprog dengang i Sønderjylland. Det var sproget for embedsmænd. Det fik stor udbredelse som dannelsens sprog. Christian den tredje brugte højtysk i hoffet. Det blev også kirkesprog i Syd – og Mellem Slesvig og i mange Nordslesvigske købstæder.
Sammenblanding af sprog
Efterhånden opstod der forskellige steder en mærkelig sammenblanding af dansk og tysk. Det skete også i Tønder, hvor der opstod en hel speciel dialekt, man kaldte Tynne – plat. Det var en dialekt, som min far kunne mestre. Han talte også plattysk.
Flensborg Peluh
I Flensborg opstod det nu uddøende Flensborg Petuh. Det er en blanding af tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Navnet på sproget stammer fra de partoutkort man købte for at sejle med damperne på Flensborg Fjord om sommeren.
Disse lagde til både på nord – og sydsiden af fjorden. Passagerne kunne uden pas gå fra borde og besøge restauranterne på begge sider. Der var tysk styre på begge sider –af fjorden, dengang.
I Flensborg talte de fine, højtysk, de øvrige plattysk og specielt i byens nordlige og vestlige udkant blev der talt sønderjysk.
Det danske sprog
Det danske sprog, som blev talt af godt 150.000 mennesker syd for den grænse, der blev trukket i 1864, optræder også i forskellig form. Det danske rigssprog havde inden 1850 næsten ingen udbredelse i Sønderjylland inden for skole – og kirkeliv.
Man forsøgte mellem krigene at rode båd på dette. Men straks efter 1864 forsvandt det danske skolesprog atter. Kun i Bov holdt det danske stand. Men det fik også konsekvenser for præsten. Dansk var folkesproget i en stor del af Sønderjylland fra gammel tid. Men det har været dansk i form af dialekter.
Mange kloge sprogforskere har ment at det sydvestjyske sprog udskilte sig fra det nordiske sprog, og mere lignede det engelsk – frisiske sprog mere.
A eller æ
Alle jyder, ikke kun Vest – eller Sønderjyder siger a eller æ til sig selv. I både frisisk, plattysk, engelsk og højtysk har en i – lyd. I Tønder bruger vi æ – formen. Og det finder vi også i Karsten Thomsens digte fra Flensborg – egnen./ Padborg/Bov
Flensborg år 1300
Går vi tilbage til Flensborg til ca. år 1300, ja så finder vi Flensborg – afskriften af Jyske Lov, Flensborg Stadsret og Skt. Knuds Gildeskrå. Her ser vi følgende udlægninger af det sønderjyske sprog:
Det danske sprog i Sønderjylland skifter fra nord til syd og fra vest til øst. Egentlig påstod man, at i vest – sønderjysk var der kun et køn. Men det er ikke rigtig. Samlingsnavne er intetkøn.
Plattysk – dem der bestemte
Dengang var sønderjysk almindelig helt fra Ejderen over den nuværende grænse til Kongeåen. Sydpå holdt man op med at tale sønderjysk, fordi plattysk fik en højere status. Plattysk
blev talt af dem, der bestemte. Og senere var det højtysk, der fik højere status.
Sprogøret skulle indstilles
Når vi andre “snakke æ Sproch” tænker vi ikke over forskellene. Vi kan dog høre på dialekten, om de kommer fra Als, Aabenraa eller Højer. Da jeg holdte et af mine foredrag på sønderjysk på Landbohøjskolen for Æ Synnejysk Ambassade, kom en person fra Sønderborg hen til mig og sagde:
Nationale modsætninger
De nationale modsætninger begyndte at gøre sig gældende i 1830erne. Det danske sprogområde omfattede 167 sogne med 173.000 indbyggere, mens det tyske sprogområde omfattede
79 sogne med 142.000 indbyggere. Nu skal man nok tage disse tal med et grand salt. Opgørelsen er set med danske øjne.
Forvaltningssprog på tysk
Rets – og forvaltningssproget var i hele Hertugdømmet Slesvig, Tysk. Vægterne råbte på tysk og gadenavnene var på tysk, selv om man talte dansk i den pågældende by. Man forsøgte fra kongens side, at få en overensstemmelse mellem folkesproget og embedssproget.
Det danske sprogs misrøgt
Ja, det var ikke nyt med denne sprogforvirring i Sønderjylland. Allerede i 1743 holdt Erik Pontoppidan et foredrag i Videnskabernes Selskab. Her advarede han mod, hvorledes sprogforholdene var til ubodelig skade for almuens kristelige oplysning. Han mente, at årsagerne til det danske sprogs misrøgt, skulle findes i overklassen. Og det vil sige adelen, gejstligheden og landsfyrsterne. Han mente også, at kongerne havde begået fejlgreb. Især var han efter Valdemar Sejr, Magrethe den Første og Christian den Tredje. Disse var medvirkende til modersmålets afskaffelse.
Især var frygtelig, at det “Danske Sprog blev sparket ud af Kirkerne til Almuens store Sorg og Gremmelse, skiønt Presteskabet til Behag”
Sprogscriptet 1840
Sprogscriptet af 14. maj 1840 pålagde, at dansk for fremtiden skulle være rets – og forvaltningssprog. Ideen var udmærket. Men den måde, det blev gennemført på, afstedkom meget kritik. Og det var ikke kun fra tysksindede. Således var en danskhedens bannerfører Knudsen fra Trøjborg stærk kritisk over for ordningen. Det var heller ikke let for politikerne at få indført dansk i det brogede Sønderjylland.
Historisk ret til Slesvig – Holsten
Den danske regering mente, at det var en gammel historisk ret, at binde Slesvig Holsten sammen til kongeriget. I 1842 proklamere Lehmann under stor jubel en fælles fri forfatning for kongeriget og Slesvig. Man tog ikke så meget hensyn til, hvad befolkningen gerne ville.
Måtte ikke tale dansk i Stænderforsamlingen
I november 1842 besluttede købmand Peter Hjort Lorenzen sig for at tale dansk i Stænderforsamlingen i Flensborg. Man udviste ham. Kongen gav de danske repræsentanter ret til at bruge deres modersmål. Men i et patent fra 1844, må der kun tales dansk i forsamlingen, såfremt man ikke er det Tyske Sprog tilstrækkelig mægtig og forud havde meddelt Præsidiet
dette.
Ophidselsen steg
Godsejerne og embedsmænd der hidtil havde regeret i Hertugdømmet, var mere eller mindre misfornøjet over de krav, deres danske medborgere havde stillet. Ophidselsen steg og vanskeliggjorde en forsoning mellem det danske og tyske. Det endte eller sagt på en anden måde begyndte med den første slesvigske krig.
Slesvig Holsten til kongeriget
Slesvig – holstenerne var indstillet på, at Slesvig måtte deles i en dansk og en tysk del. Allerede den 22. marts 1848 om aftenen drøftede de fem udsendinge fra Slesvig Holsten mulighederne for en deling med minister Orla Lehmann ved et privat møde. Trods disse drøftelser meddelte regeringen den følgende dag, Slesvig – Holstenerne, at hele Slesvig inklusive den tyske del skulle indlemmes i kongeriget, uden at åbne for en fredelig løsning i form af en deling.
Tyske præster
Sproget var dansk i kirke og skole i 115 sogne, der havde 112.000 indbyggere. Grænsen strakte sig over den nordlige halvdel af Hertugdømmet Slesvig med Als og Ærø indtil Flensborg Fjord og nord om Bov indtil Tønder og Højer.
Men det danske sprog var nu ikke helt sikker i disse sogne.
I Haderslev Provsti hørte man under Slesvig. Blandt 24 landsbypræster var der kun 9, der havde fået en teologisk uddannelse på dansk. Blandt de øvrige 39 danske præster var der kun to, der havde taget eksamen i København.
Nord for Flensborg – Tønder linjen lå 8 sogne, hvor der delvis blev prædiket på tysk.
Dansk prædiken – med tysk salmesang
I Aabenraa var højmessen på tysk. Om eftermiddagen blev der holdt en dansk prædiken, der blev ledsaget af tysk salmesang. I skolerne blev der undervist næsten kun på tysk. Ofte måtte der tales dansk, for at læreren skulle forstås af børnene.
I Tønder var forvirringen total. Egnen ansås for at være dansk, men i selve købstaden ville borgerne betragtes som tyskere. Her var et tysk seminarium. Adgangseksamenen for danskere blev holdt på tysk. Kun tre timer om ugen, blev der undervist i dansk.
Syd for linjen Flensborg – Højer blev der i 27 sogne næsten ikke talt tysk. Men sproget blev talt i kirken og skolen.
I det lille sogn Ubjerg kom der hele tiden tyske præster og lærer. Beboerne her var lige så danske som i Højer og Abild. På de spredte marskgårde taltes endnu meget frisisk.
Alle fine – talte tysk
Mange steder forstod bønderne syd for den nuværende grænse ikke det danske sprog, som stod i bøgerne. Man kaldte det for dansk bogsprog. Det var sønderjysk, der var fremherskende. På tysk blev det udlagt som Raben – dänish. I for eksempel Angel havde beboerne ingen mulighed for at lære det rigtige danske.
Alle Fine taler Tysk. Dette begreb vandt efterhånden indpas. Omgangssproget bønderne imellem var på sønderjysk. Til børnene blev der talt plattysk, og i skolen blev der undervist på tysk. Sådan var forholdene ofte syd for Flensborg.
En straf fra dansk side
Der fandtes vel næppe et barn på 10 år i det vestlige og nordlige Angel, der kunne udtrykke sig på rigtig dansk i 1851, da skolesproget blev dansk. Befolkningen opfattede kravet som en straf fra dansk side.
I strid med fredsaftalen
I 1863 fik de nationalliberale genoplivet Ejder – politikken. Atter engang forsøgte man at få indlemmet hele Slesvig i kongeriget, selv om det var i strid med fredsaftalerne fra 1851 – 52. Under krigen i 1864 foreslog Preussen og Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering afslog.
Undervisningssprog – igen på tysk
Efter 1864 blev rets – og forvaltningssproget tysk i hele Sønderjylland. En række dansktalende sogne fik igen tysk skole – og kirkesprog. I landdistrikterne i Nordslesvig forblev skole – og kirkesproget at være dansk indtil den fransk – tyske krig.
Men undervisningssproget blev nu fuldstændig tysk. Dansk sprogundervisning ophørte. I de sogne, hvor kirkesproget endnu var dansk, bibeholdt man i en periode dansk religionsundervisning på fire timer ugentlig. Dansksindede præster blev afsat.
Dansksindede udvandrede
H.V. Clausen foretog i 1890 en beregning af de 413.000 indbyggeres sprog:
I det egentlige Nordslesvig var der
En masse dansktalende sønderjyder udvandrede, mens der skete en betydelig indvandring af tysktalende. Efter midten af 1880erne ophørte masseudvandringen. Antallet af danske stemmer ved Rigsdagsvalgene steg. Men tyskerne havde taget broderparten.
Antallet af danske stemmer i Flensborg faldt, mens andelen i Nordslesvig steg. Undtaget herfra var stemmerne i Højer og Tønder. Her steg stemmerne til tysk fordel.
Overgreb fra prøjsisk side
Overgrebet fra prøjsisk side for at fremme tyskheden var fremherskende. Mange midler blev taget i anvendelse. Navnet Köller kommer frem i erindringen. Der var tale om tvang og pressecensur, udvisning og mange andre ting. Dansksindede blev sat i fængsel for påstået dansk – nationalt virke.
Fra tysk side satte man ind med en kraftig fortyskning af landsdelen.
Fortsat Sønderjysk
Ja kære læser, kan du forstå følgende sætninger?:
Jeg vil til enhver tid fortsætte i arbejdet med det sønderjyske sprogs udbredelse.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Om sprog i Sønderjylland:
Hvis du vil vide mere:
Om De Slesvigske krige:
Redigeret 16.11. 2021
April 25, 2011
Her i Kolding lå Helvedes Forgård. Ja sådan kaldte man Staldgården. Det var Gestapos hovedkvarter. Takket være danske håndlangere lykkedes det to gange at optrævle den syd – og sønderjyske modstandsbevægelse. Læs bl.a. om Snogen, Jenny Holm, Brinkman m.m. 15.000 tyske soldater var der i Kolding. Afstraffelse af sortbørs – handlere skete bl.a. ved hjælp af fire af byens boksere. Sakse til et hvert formål. Sådan kunne man læse i mange vinduer – det var til tyskerpiger.
Modstand opdelt i regioner
Vi bevæger os her i besættelsestiden over grænsen fra Sønderjylland til Kolding. Og hvorfor gør vi det. Jo, Kolding var det sydjyske hovedkvarter for Gestapo. Hovedsædet var Staldgården. Modstandsbevægelsen var organiseret i regioner. Region 3 strakte sig i en linje fra grænsen til en linje nord for Varde – Kolding.
Modstanden krævede store tab
Den første aktion i området fandt sted i området den 4. oktober 1942, da en tysk militærbarak nedbrændte. I juni 1943 sprang de første bomber i Tønder i røgkamrene på otte lokomotiver.
Kongens fødselsdag i 1943 blev fejret med at 63 bomber blev udlagt på jernbanenettet langs grænsen. Natten til den 28. november 1943 blev der foretaget ikke færre end 40 aktioner mod jernbanenettet i Sønderjylland.
Lige før kapitulationen havde modstandsbevægelsen 4.043 mand i området. Af disse var 253 aktive sabotører. Ifølge instruksen skulle de:
Modstandskampen krævede store tab. Tre gange måtte organisationen opbygges. Medlemmer blev arresteret, underkastet tortur, ført til koncentrationslejre, skudt under aktion eller henrettet.
Helvedes Forgård
Gestapo havde hovedkvarter i Kolding. Staldgården ved Koldinghus var stedet, som mange modstandsfolk frygtede. Kriminalobersekretaer A.W. Naujock var øverste chef. I sommeren 1944 tiltrådte den meget effektive Kriminalrat Thees Burfeind. Der var afdelinger i Esbjerg, Aabenraa og Haderslev.
Staldgården blev også kaldt for Helvedes Forgård.
Tortur udført af danskere
Men tyskerne havde meget god hjælp fra nogle af de mest aktive danske Gestapo – folk. Det var for eksempel Peter Bollerup, Peter Karl Brikmand, Hans Kristian Kristensen (Smukke Hans), Johannes Rasmussen (Snogen) og Niels Riis. Men undtagelse af Bollerup medvirkede de alle i mishandling af fanger. Og de stod bag flere hundrede arrestationer.
De fik en god løn. Bollerup og Riis var medlem af Frits Clausens DNSAP – parti. Deres sprogkundskaber og lokalkendskab var guld værd for Gestapo.
Staldgården havde i efteråret 1944 hele 70 ansatte. I Staldgårdens midter-fløj var der kontorer og forhørslokaler. Her udspillede der sig forfærdelige scener. Torturen bar overladt til den enkelte Gestapo – medarbejder. Den blev også anvendt i marken og virkede ofte tilfældig. De danske håndlangere i Kolding havde ikke nogen politimæssig erfaring. De så ofte volden som eneste udveje til at tvinge en tilståelse igennem.
Advarsel i Budstikken
I det illegale blad Budstikken kunne man i september 1943 læse følgende:
Masser af anholdelser
Det kan virke meget skræmmende, når man betænker, at Gestapo i Kolding foretog over 1.000 anholdelser fra 1943 – 45. Men ofte var det, som om disse anholdelser blev foretaget i blinde. Måske var det derfor, at Naujock blev udskiftet med Burfeind. På den anden side lykkedes det to gange at optrævle modstanden i Syd – og Sønderjylland. Anholdelserne havde også en skræmmende effekt. Brutaliteten og vilkårligheden tiltog i løbet af 1944. Sabotagen voksede. Brugen af pisk og knytnæver tiltog.
Masser af tyskere i Kolding
Den 9. april klokken 11 om formiddagen indfandt oberst Schartow sig på Kolding Rådhus. Han udbad sig lokaler. Han fik kontorlokaler på Kolding Rådhus, Hotel Kolding, som indkvartering for general Kaputich med stab.
Tyskerne fik også 15 værelser på Hotel Royal og plads til 200 soldater i gymnasiets sydfløj. Det var en stor opgave for kommunen at skaffe lokaler til tyskerne. Mange skoler blev beslaglagt af tyskerne. Tyskerne havde på et tidspunkt indkvarteret 15.000 soldater i byen. Senere kom der 5.000 flygtninge til byen.
Flere militærlejre
Koldings højeste punkt, Bondebjerg på Christiansmindes jorder blev udvalgt som flyvemeldingsanlæg. Flere militærlejre blev anlagt blandt andet ved Petersbjerggård, ved Marielundsvej
og Ndr. Ringvej samt ved Tvedvej. På Dyrehavevej byggede tyskerne barakker. Senere byggede man også ved Lykkegårdsvej. En stor bunker blev etableret ved Rømøvej.
Interesse for Kolding Havn
Tyskerne fattede ret hurtig interesse for Kolding Havn. Der fulgte masser af beslaglæggelser. Havnen skulle aflaste Kiel. Tyskerne planlagde at anlægge et stålskibsværft. Men det blev dog aldrig til noget. En stor del af den tyske flåde blev flyttet til Kolding. Englænderne havde kig på havnen, men koldingenserne blev dog forskånet for bombardementer.
Forsvarslinje påbegyndes
I efteråret 1944 begyndte man at anlægge en forsvarslinje rundt omkring Kolding. Det indgik i et større anlæg. Det var den såkaldte Gudrun – stilling, der strakte sig fra Kolding til Vadehavet. Den bestod af en pansergrav på fem meters bredde og en dybde på tre meter. Desuden var der både beton – og pigtrådsspærringer. Det var ret irriterende for landmændene.
Illegale blade
Længe inden besættelsen var der antifascistiske arbejderdemonstrationer i Kolding. En demonstration i 1933 samlede 5.000 deltagere. I 1941 begyndte man at uddele Politiske Månedsbreve. Det var illegale blade, som senere blev til Land og Folk. Også Frit Danmark blev distribueret.
DKP i Kolding fik anskaffet skrivemaskine og duplikator, og begyndte allerede i november 1942, at fremstille det illegale blad Folket. Men det blev hvis nok kun til den ene udgivelse. Politiet
kom hurtig på sporet af bladet. Også et blad, der hed Budstikken blev fremstillet i Kolding. Oplaget steg til 2.000. Det var hvis nok fra midten af 1943, at det udkom. Bladet blev fremstillet i et lysthus.
Sakse til et hvert formål
Og det var også i dette blad, at borgerne kunne læse om, hvem der var Tyskerpiger. I forskellige udstillingsvinduer kunne man se sakse hænge ned i en snor med et skilt
Razzia mod blade
I december 1943 oplevede man et stort tilbageskridt i det illegale arbejde i Kolding. Tyskerne foretog en razzia på Jydske Tidende og arresterede i forlængelse med denne aktion ca. 40 mennesker, heriblandt folkene bag Budstikken.
I maj 1944 genopstod Budstikken uden DKP’s medvirken. Den var dog både journalistisk og kvalitetsmæssig af væsentlig dårligere kvalitet.
Utilfreds med politiets indsats
Alfred Kristensen var leder af det illegale DKP ind til sin arrestation i slutningen af 1943. Han døde i KZ – Lejren i Neuengamme. Navne som Holger Vivike og Ib Nørlund var meget aktive i Kolding. Ib Nørlund blev arresteret flere gange. I modstandsbevægelsen var man meget utilfreds med politiets indsats.
Sabotage
Den 2. november 1942 foretog det danske politi for anden gang en razzia. Det skulle hævnes. Man besluttede sig for at afbrænde Alhambra. En del tyske soldater var indkvarteret her.
En brandbombe blev fremstillet. Den blev anbragt på taget og antændt. Men åbenbart havde vagterne opdaget bomben. Den var blevet uskadeliggjort. Mange af modstandsfolkene blev taget og tortureret på Staldgården.
Sortbørshandel
Også sortbørshandelen florerede i Kolding lige som så mange andre steder i landet. Den 28. september 1944 blev tre sortbørsfolk pågrebet og ført til rådhuset. Her blev sortbørshandlerne afhørt ef en fuldmægtig, der idømte dem en pryglestraf. Man tilkaldte til det formål fire af byens boksere, der skulle eksekvere straffen i rådhusets kælder.
En af de dømte besvimede af skræk, hvad der dog ikke fritog ham for straf. En anden viste sig at være syg. Derfor tilkaldte man kredslægen. Denne gav dog tilladelse til at fortsætte afstraffelsen efter en kort undersøgelse. Der er sikkert flere eksempler på denne selvtægt.
Højskolehjemmet bombes
På Højskolehjemmet var en del tyske officerer indkvarteret. Man besluttede sig for at dette sted skulle bombes. Et 1 ½ tommers jernrør på ca. ½ meter blev fyldt med krudt og et par huller blev boret. Røret blev lukket i begge ender. Enderne blev forseglet med smeltet bly, og gennem hullerne blev stukket et par stumper rundjern. Den 23. juni 1943 blev denne bombe så anbragt.
Bomben sprang, og folk stimlede sammen. Tyskerne anholdte tilfældige tilskuere og indførte undtagelsestilstand. En dusør blev udlovet og Folkebladet udråbte nærmest sabotørerne som mordere og røvere.
Lokomotiv bombes
I Lunderskov blev et lokomotiv med 14 vogne sprængt. De 14 vogne faldt ned i en mose. Et slagteri placeret ved havnen sendte masser af pølser til Tyskland. Men slagteriet blev udsat for bomber, og der kom ikke flere pølser fra Kolding til Tyskland.
Mange arbejder for Gestapo
I Kolding var det som så mange andre steder kommunisterne, der startede sabotagevirksomhederne. Efterhånden kom andre med. Men det var kommunister, der sad i ledelsen, og det skabte ofte gnidninger.
Man kæmpede også mod stikkere. Den ene blev kaldt Snogen, en anden var Brinckman. Også en kvinde ved navn Jenny Holm arbejdede for tyskerne. Man skønner, at i alt mellem 550 og
650 danskere arbejde for Gestapo på landsplan. Den ene halvdel var stikker og den anden gruppe var medlemmer af Hipo og efterretningstjenesten ET. Disse var ofte med under forhør og tortur. Ja mange af dem deltog aktivt i afstraffelsen af deres landsmænd.
Unge sabotører
I Kolding var unge mennesker også aktive i modstandsbevægelsen. Der var en slags afdeling af Churchill – klubben. I Esbjerg hed gruppen Stjernen. Nogle af disse unge mennesker blev indfanget af kommunisterne. Denne Lærlinge – gruppe lavede i december 1943 en bombeaktion mod en tysk telefoncentral på Højskolehjemmet. Fem tyske telefonistinder blev såret.
Aktionen medførte tre dages undtagelsestilstand i byen.
Sabotage mod Kolding Eksportmarked
Den 23. august blev der sat ild til Kolding Eksportmarked ved havnen. Staldene blev brugt af værnemagten til halm, hø og materiel. Særlig fra 1944 mærkede Kolding en masse sabotageaktioner
Unge fra Kolding sendt i KZ
– lejr
I november og december 1943 blev 168 danskere sendt til koncentrationslejre i Sachsenhausen og Ravensbrück. Her var der mange unge fra Kolding indblandet. De blev dømt for
Tre dræbt i Schalburgtage- aktion
Den 16. september 1944 gennemførtes en schalburgtage – aktion mod Kolding Folkeblad i Jernbanegade. Ved aktionen omkom tre mennesker. Gerningsmændene var medlemmer af
Brøndum – banden, som fik udpeget mulige mål af Gestapo på Staldgården.
Aktioner mod butikker
Også byens forretninger kunne mærke Gestapo. Den 22. december 1944 gik det ud over Engelsk Beklædningsmagasin i Østergade og FDB i Klostergade. Det gik også ud over Herremagasinet Carlton på hjørnet af Klostergade og Munkegade.
Flere bomber i Kolding
Den 10. februar 1945 sænkede modstandsbevægelsen to fragtskibe i Kolding Havn. Man forsøgte dermed, at genere eksporten af kød og kvæg til Tyskland. Fra den 12. – 19. marts 1945 var der 8 forskellige bomber, der sprang i Kolding.
Brinkmand
Som nævnt var Brinkmand frygtet af modstandsbevægelsen i Kolding. Egentlig var han bager. Og denne var skyld i manges død, enten henrettet eller død i KZ – lejre. Han samarbejde blandt andet med Birkedal – brødrene. Som 16 – 17 årig blev han sat under værgerådsforsøg.
Det var også Brinkmand, der stod bag aktionen med nedskydningen på Strandhotellet i Kollund. (se artiklen ”En stikker i Sønderjylland) Også på Vedsted Landbohjem var han til stede. Her blev endnu en modstandsmand skudt.
På Saxildhus den 13. februar 1945 slår han til igen. Cheferne på Staldgården var godt tilfredse med ham. På det nærmeste udsletter han den aktive del af modstandsbevægelsen i Syd
– og Sønderjylland. Han får tildelt Krigsfortjenestekors 2. klasse med sværd. Det var Naujock, der indstillede ham. Han mente, at Brinkmand flere gange havde sat sit liv på spil. I jagten på sabotører.
I Rigsarkivet fylder Brinkmand – sagen tre kasser. Han nærmest betegner sig selv som en forfulgt uskyldighed efter krigen. Han havde skam ikke gjort noget ondt. Han blev anholdt i juli 1945 og senere dømt til døden.
Johannes Rasmussen (Snogen)
Snogen eller med det borgerlige navn Johannes Rasmussen var også en man frygtede i modstandsbevægelsen i Kolding. Han var sabotør, stikker og Gestapo – håndlanger. Han afsluttede skolen efter 7. klasse uden eksamen. Han kommer i tømmerlærer, men afslutter ikke lærertiden.
I efteråret 1943 bliver han ansat som tilsynsførende i Kolding Kommune. Her får han kontakt til modstandsbevægelsen. Gennem sin interesse for kemi, hjælper han med at fremstille sprængstof. Han er med til at sprænge et stykke jernbaneskinne mellem Kolding og Fredericia.
Han bliver taget efter en af aktionerne. Under et to dage lang forhør og tortur røber han alt, hvad han ved. Samtidig indvilliger han i at arbejde aktivt for Gestapo. De lokkede også med frihed. Han medvirkede til, at en del af hans bekendte bliver arresteret. Han arbejde meget sammen med Peter Karl Brinkmand.
Snogen var også aktiv til stede i mishandling af fangere. Den 26. februar 1945 lykkedes det for modstandsbevægelsen at få ram på Johannes Rasmussen. Det var, mens han var i en aktion sammen med Jenny Holm. Det skete under en aktion i Vamdrup, hvor han fik et skud gennem lungen.
Den 13. maj 1948 klokken 1 om natten blev han henrettet ved skydning i Undallslund Plantage ved Viborg.
Jenny Holm
Og skal vi lige tage Jenny Holm. Hun var agent for det tyske sikkerhedspoliti. I 1942 mødte hun Ib Birkedal, der var ansat af det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg. Hun blev ansat på Shellhuset. Herfra skulle infiltrere den britiske efterretningstjeneste. I 1944 forsøgte BOPA at likvidere hende.
I oktober 1944 blev hun overflyttet til Sønderborg. Fra den 18. oktober 1944 til befrielsen gjorde hun tjeneste i Kolding, hvor Gestapo brugte hende til at infiltrere modstandsbevægelsen i Syd – og Sønderjylland. Hun blev brugt af modstandsbevægelsen til efter krigen at opspore medlemmer af Petergruppen. Ja hun medvirkede i opsporingen af 19 krigsforbrydere.
Petergruppen havde i alt begået 100 drab, 25 drabsforsøg, otte togattentater, der betød 26 menneskeliv, 157 schalburgtager(
I september 1947 blev Jenny Holm arresteret og sigtet for drabsforsøg angiveri og tortur. Dommen kom til at lyde på 18 års fængsel. Det blev senere nedsat til 16 år. Hun blev dog benådet i 1952 og døde i 1992 som Ellen Marie Lensinger.
Fred – fred, krigen er over
En politibetjent fra Esbjerg, Anker Juul Mortensen tilbragte de sidste dage af besættelsen i Staldgårdens kælder. Sammen med to andre delte de en celle. En kuffert blev brugt, så de kunne se ud af cellevinduet. De spejdede efter befrierne. Rygterne havde verseret. Klokken 20.45 hørte de råbene:
Skudveksling ved Domhuset
Men alt var ikke fred og fordragelighed. Ved Domhuset kom der til en skudveksling mellem en deling SS – soldater og en gruppe frihedskæmpere under ledelse af by-leder, kaptajn Schack. Frihedskæmperne ville have løsladt en række fangere.
Burfeind
Ved grænsen arresterede modstandsfolk og britisk feltpoliti over 1.000 personer for illegal grænsepassage. Begge forhenværende Gestapo – chefer fra Kolding, Naujock og Burfeind nåede dog til Tyskland. Men Burfeind blev sporet til Niebøl, nær grænsen. Her blev han anholdt den 16. maj. Han var i færd med at pakke vasketøjet.
Naujock
Naujock levede en tid hos sin familie i en forstad til Hamborg. Han meldte sig dog til de britiske myndigheder. I 1946 blev han udleveret til Danmark og retsforfulgt. Burfeind blev i 1949 dømt 8 års fængsel. Ved Landsretten i 1950 blev der lagt yderligere to år til. Det kom frem, at han havde beordret mordet på en ung jernbanesabotør. Tre år efter blev han dog benådet.
Gestapo – chefer slap med fængsel
De danske Gestapo – folk fra Staldgården Brinkman, Kristensen, Rasmussen og Riis blev dømt til døden. Bollerup fik livsvarig fængsel. At de tyske Gestapo – chefer på Staldgården,
som havde givet ordre til utallige mord og til tortur, ikke blev dømt til døden, virker besynderligt.
Briterne modtaget af borgmesteren
Da briterne kom til byen, stod borgmester Juhl ved bygrænsen og bød de britiske tropper velkommen. Samtidig inviterede han dem til modtagelse på Rådhuset. Men de blev de kun en times tid inden det gik længere nord på. Enkelte blev dog tilbage.
Et særsyn mødte i de kommende dage koldingenserne. Tyske og britiske soldater besøgte myndighederne samtidig. Englænderne var frejdige og smilende, talte med alle og delte cigaretter
ud til højre og venstre – også til tyskerne. Briterne blev i Kolding frem til november 1947. Man havde indrettet en ferielejr for de britiske tropper i en tidligere tysk forlægning. I perioden menes det, at cirka 20.000 britiske soldater at have opholdt sig her.
Mange blev arresteret af modstandsbevægelsen
Straks efter befrielsen begyndte modstandsfolkene at arrestere folk i byen. Inden den 7. maj ved middagstid, var 60 mand arresteret. Ja i løbet af den første uge var 400 arresteret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16.11. 2021
April 25, 2011
Kristian Kold omdannede stedet til et vækkelsessted. Knud friede tre gange til Gyde. Hør om familien Knudsen og Lorentzen. Og så var det Brorson og stormfloden. En stor borg lå ved Randerup. Omfattende skibstrafik foregik fra Ballum til Holland og England. Der var færgefart til Rømø, og en kæmpe havn var planlagt. Vi skal høre om diverse sagn fra området. Og så blev halvdelen af en kirkesogn opslugt af havet. Ni forskellige Ballum’ er har vi optalt.
Mange Ballum’ er
Det var hårdt dengang, da vi cyklede fra Tønder til Rømø. Men da vi så drejede ved Hjerpsted følte vi, at vi ikke kom videre. Alle byer hed Ballum. Og så vidt vi ved, så hedder Danmarks
længste landsby, Barsmark og ligger på Løjt Land, og ligger nørdøst for Aabenraa. Men kære læsere, velkommen meget vest på i Ballum.
Og for at denne artikel ikke bliver for lang, henviser vi i slutningen af artiklen til andre artikler, hvor du kan sætte dig nærmere ind i de emner, vi nævner.
Balladen om Carl Henning
Kan du huske, Jesper Klein i den fantastiske film, Balladen om Carl Henning. Den foregik netop i Ballum. Her tror jeg mange københavnere fik et chok, da de så, hvordan livet i marsken foregik.
Ballum betyder forhøjning
Navnet Ballum, er afledt af forhøjning. Her ligger flere gårde. Mod øst ligger For-Ballum. Det var her en af højskolebevægelsens fædre Kristian Kold var huslærer i 1838.
Vi har også Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører igennem Vesterende – Ballum. Det er her kirken og et fredet tinghus fra 1788 ligger. Dette hus er siden brugt som skole og missionshus. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere var færgeoverfart til Havneby på Rømø. Ja så er der også Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum. Ja og så glemte vi Østernde – Ballum, Harknag – Ballum og Mølby – Ballum.
En god forbindelse
Tænk, der er syv, otte, ni små Ballum’ er. Og A.P. Møller – fonden bevilligede for en del år siden 20 millioner kroner til sognet. Og hvorfor nu det? Jo, Mærsk Mc – Kinney Møllers oldemor, Kiersten Pedersdatter Mærsk er født i Ballum. Det er fra hende ordet Mærsk stammer. Det betyder ganske enkelt Marsk.
Vi har i tidligere artikler henvist til, at den berømte Knudsen – familie på Trøjborg og den lige så berømte købmands-familie Olufsen i Tønder har slægtskab med Mærsk. Det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang, at A.P. Møller – fonden støtter sognet.
Nu vil borgerne i Ballum opkalde en vej efter skibsredderen og udnævne skibsredderen til æresborger. De vil invitere ham til sønderjysk kaffebord og andagt i kirken. Om de så nåede det inden hans død vides ikke.
Der har boet folk i mange år
Der har boet mennesker i området i meget lang tid. Det vidner jernalderbopladsen Drengsted om. Her har eksisteret en landsby fra slutningen af 300 tallet til engang i 500 tallet. Landsbyen har bestået af 11 til 14 gårde. Man har kunnet påvise rug som vinterafgrøde.
Hvad betyder Mjolden
Hvis du vil kigge på huse, er Ballum Vesterende nok smukkest. Her er masser af idyl især omkring Ballum Kirke.
Her ligger landsbyen Mjolden på grænsen mellem gest og marsk. Og hvad betyder navnet. Der er to udlægninger:
Ballum Kirke
Ballum Kirke ligger i Ballum Vesternde. Det er en usædvanlig stor kirke. Den store kirkegård er hegnet ind af kampsten.
Tårnet er på 31 meter. Kirken er opført i 1100 tallet. I 1216 fik Ribebispen bekræftelse på henlæggelse af indtægten af kirkerne i Tønder og Ballum til to nyoprettede præbender . Ved reformationen kom kirken under kongen. I 1661 erhvervede Hans Schack patronats-retten . Kirken hørte derefter under grevskabet Schackenborg, indtil den overgik til selveje den 1. oktober 1931.
Under svenskekrigene i 1600 – tallet led kirken meget. I et bønskrift til kongen i 1654 bad man om hjælp til istandsættelsen. Svenskerne havde brugt kirken som forsvarssted. I tårnet havde man anbragt kanoner.
Våbenhus brugt som skole
I kirken findes kalkmalerier fra omkring 1250. Alterbordet er fra middelalderen. Alteret er viet til Sankt Nikolaus og Jomfru Maria. Prædikestolen er fra år 1600. Stoleværket blev fornyet i 1738 og i 1824 blev det malet blå. I 1703 og 1705 kaldes våbenhuset henholdsvis for søndre skrifte – og våbenhus. Men sandsynligvis var det allerede på daværende tidspunkt allerede
indrettet som skole for hele sognet. Siden 1921 har Ballum og Skast haft fælles præst.
Halvdelen af sognet opslugt af havet
Hjerpsted Kirke er formentlig den ældste kirke på vester-egnen. Den er opført i 1130erne. Omkring 40 år efter reformationen henlagdes sognet fra Ribe Stift til Slesvig Stift. Først efter Genforeningen kom sognet igen under Ribe Stift.
Kirken ligger på Hjerpsted bakkeø. Øen Jordsand, 8 kilometer ude i Vadehavet var sognets vestligste grænse. Bemærkelsesværdig er det, at over halvdelen af sognet efterhånden er opslugt af havet.
Hvad betyder Hjerpsted?
Nogle siger, at det var friserne, der opførte kirken, eller at de i det mindste besøgte stedet. En anden overlevering fortæller, at det var to skibrudne, der var initiativtagere. Et sagn fortæller, at de to skibrudne om morgenen fandt to køer liggende på stedet. Derfor blev kirken bygget på det sted ( Her på stedet). Det skulle være forklaringen på navnet.
Hjerpsted er lig med ”her på stedet”. Og som sædvanlig er de lærde uenige om navnet. Ordet Hjarp har betydningen ujævnhed eller høj. Derfor siger man her, at Hjerpsted betyder højen med ujævnheden.
Alterbordet i kirken er fra 1622. Døbefonten er af granit og dåbsfadet er fra 1650. Prædikestolen er fra 1580 og fremstillet i Løgumkloster.
Randerup Kirke
Midt i Ballum Sogn ligger Randerup. Kirken er fra middelalderen – omkring år 1200. Altertavlen er fra 1651. Alterkalken er fra 1763. Døbefonten er lige så gammel som kirken. Krucifikset
er højgotisk fra første fjerdedel af 1300 tallet. Og prædikestolen er fra 1600 – årene.
Fra 1579 lå kirken under Trøjborg. I 1921 blev Randerup lagt sammen med Mjolden til et pastorat. Præsteindberetningen fra 1767 omtaler talrige stormfloder, der skabte skader på kirkens inventar.
Brorson og stormfloden
Det var her i præstegården, at Hans Adolph Brorson blev født. Dengang lå præstegården øst for kirken. Både far og farfar var præst i kirken. Da Hans Adolphs farfar var præst, oplevede han Den anden store Menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken 12 om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Denne begivenhed talte man ofte om i hjemmet. Det gjorde man især når det blæste op til storm.
Hjemmet i Randerup var ikke specielt rigt. Faderen og den senere stedfar satte sig i gæld for at sikre deres sønner en god uddannelse. Faderen døde, da Hans Adolph var 10 år gammel. Faderen havde samlet børnene ved hans dødsleje, og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de troede på Gud skulle det hele nok gå.
Hans moder giftede sig med huslæreren, Oluf Holbæk, der blev udnævnt som præst i kirken. Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at vælte omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han
iskold. Først efter to dage kunne familien vende tilbage til præstegården. Oluf Holbæk døde et par måneder efter som følge af strabadserne.
Mjolden Kirke
Mjolden Kirke lå under Trøjborg, som havde kaldsretten. Ifølge sagnet så havde tre byer i sognet måtte strides om placeringen af kirken. Man enedes om, at placere kirken, der hvor et par sammenkoblede kræ lagde sig. I 1838 omtales kirken som selvejende. Den polske hjælpehærs hærgen omtales i regnskaberne for 1661. Kirkegårdsmuren har været ødelagt af stormfloden.
Skast Kirke
Hvis man kommer ad vejen fra Husum – Ballum og kører mod syd af Højervej, vil man i løbet af en kilometers penge komme til Skast. Her ligger ikke noget, der minder om en kirke. Men kommer man fra syd eller øst, er det ingen tvivl. Beskyttet mod vandet ligger kirken på en forhøjning.
Skast Kirkes historie går tilbage fra før 1300. Måske er kirken fra 1250, skibet er dog yngre. Sin kirkelige selvstændighed mistede kirken i 1912, da Ballum – præsten nu skulle betjene kirken.
Alterbordet er fra 1610. Altertavlen er gotisk og fra første halvdel af 1400 – tallet. Alterkalken er fra tre forskellige tidsaldre. Den ældste del er foden , der stammer fra år 1500. Skafteleddet er fra omkring år 1600 og bægeret er fra 1851. Det store korsbue-krucifiks er fra slutningen af 1400 tallet. Det er over 1,2 meter høj.
Sagnet om Marie
I Danske Atlas anføres et sagn, hvorefter kirken tidligere skulle have heddet Mariæ Kirke, fordi den var indviet til jomfru Maria, eller fordi den i 1409 skulle være bygget af en vis Fru Marie. Ifølge en version af dette sagn skulle kirken være opført på en herregård på Bovnsmark nordvest for Skast, fordi hun vilde vise Fruen i Ballum, at hun havde råd til at have en Kirke selv.
Sagnet om Sorgagrene
Både Karen Blixen og Poul La Cour er blevet inspireret af et sagn, der fortæller om en mors hengivenhed for hendes søn. I Sprogforeningens Almanak
fra 1909 fortæller Kr. Jensen fra Ballum sognet på følgende måde:
Sagnet findes i to andre versioner (se artiklen Det Vestlige Sønderjylland). Men konen blev begravet på kirkegården i Ballum. Stenen, som rejstes til minde om hende, er endnu bevaret. Seglet ses tydelig på stenen, mens indskriften er blevet ulæselig.
Den ager og nogle tilstødende agre, hvor enken efter dagens strenge arbejde sank død om, kaldes endnu den dag i dag “æ Sørreavver” – Sorgagrene.
Enken gik i døden i bevidstheden om, at hendes arbejde ikke havde været forgæves. Kongen gav sønnen livet tilbage.
Hjælp fra hollænderne
Schackenborgs økonomi afhang meget af fæstebønderne. Af disse var der cirka 60 stykker i Møgeltønder Sogn. Det var et særlig retsområde, et såkaldt birk, under godset. Hertil kom 30 gårde i andre marsk – sogne. I en kontrakt fra 1417 står der faktisk, at der kommer fæsteafgifter,
Dette viser, at man allerede i det andet årti af 1400 – tallet var i fuld gang var med til at indvinde nyt land ved vestkysten. Man havde derfor indkaldt specialister fra Holland. Dette resulterede i fire marskgårde, der lå i Ballum Marsk, indtil den store stormflod i 1634 skyllede dem bort.
Et navneskifte – med følger
En af dem, der boede på en af disse gårde hed Anders Nielsen. Han skiftede navn til Mærsk. Det var et navn, der også blev kommende generationers og blandt andet vores største skibsredder.
På egnen boede en befragter, Peter Møller. Han levede af at sejle fra Rømø til Ballum. Han faldt for den søde pige, Karen fra familien Mærsk og oldemor til skibsredderen.
En stor havn var i vente
I dag kunne Ballum have haft en stor havn. Det dybe smalle farvand ud foran stedet bød på de bedste betingelser. De store skibe kunne ikke gå helt ind til Ribe. De fandt en velegnet ankerplads syd for Rømø. Deres last blev så hentet af mindre skibe.
Blandt flere planer om et haveanlæg i nærheden af Lister Dyb, forelå et projekt fra Christian den Fjerdes hånd til en befæstet handelsplads i nærheden af Ballum tæt ved Brede Å’s
munding. Kongen havde endog i 1643 bestilt tømmer i Norge til den nødvendige dige-bygning ved havneanlægget.
Den 22.11 skrev kongen til Rigsraadet om Ballum
En havn og en kanal
Ballum lå imidlertid i en kongerigsk enklave, hvis nordgrænse mod Slesvig gik ved Brede Å’s munding. Det var både tale om at anlægge byen på dansk grund og i hertugdømmet. Åmundingen var udset til at være stedet for den nye havn. Kongen ville desuden grave en dyb skibskanal fra den nye havn til Aabenraa Havn. Kanalen skulle have den imponerende dybde af 11 fod.
Et lettet Tønder
Men Torstensson – fejden satte en stopper for projektet. Da kongen døde i 1648 blev Ballum – projektet skrinlagt.
Senere opstod der lignende tanker i Rudbøl, med en kanal herfra til Flensborg. I Tønder åndende man lettet op, fordi hvis en af projekterne var blevet gennemført, havde det betydet dødsstødet for Tønder.
Havde munkene både?
Historisk er det påvist, at Brede Å eller Breckwoldt tidligere har været sejlbar. I et dokument fra 1257 erklærer Kristoffer den Første, at når munkene fra Løgumkloster sejlede med deres skibe ind til Aabenraa eller et andet sted skulle dette være toldfrit.
Men om munkene har bedrevet sejlads også til den anden side mod Vadehavet via Ballum er ikke blevet påvist.
Kalk ved Ballum
Langs vestkysten blev der fremstillet salt og af muslingeskaller udvandt man en murkalk, som kaldtes skælkalk. Denne kalk havde en udmærket bindeevne. Denne kalkbrænding omtales i Løgum Kloster i 1298. Her tillades klosteret muslingeindsamling i Ballum Marsk.
Præsteindberetninger til Ribe Stift omtaler kalkbrændinger i nærheden af Ballum. Der omtales også et Kalklager i Ballum Sogn.
Kreatureksport fra Ballum til Holland
Glemt i historien er også den omfattende sejlads der var i kystegnen mellem Ballum og Højer. Det var studeeksporten i 1500 og 1600 tallet til Holland. Hele 94 skibe var i fast fart til Holland. Hvert skib kunne laste 50 – 60 stude.
Disse fladbundede skibe sejlede rundt i Vadehavet, men også Nordatlanten, Hamborg og Norge var hyppige mål for disse skibe.
Ifølge List Strømtold 1642 – 43 var der i Ballum 7 hjemmehørende skibe på i alt 155 læster.
Søfolk prægede kulturlivet
Søfarten lokkede mange unge på søen. Således gengiver kirkebogen i Emmerlev, at 195 søfolk fra sognet døde i udlandet i tidsrummet 1721 – 59. Tjenesten i udlandet gav nye impulser til sognene herude ved vestkysten.
I Ballum vurderede sognets præst Fr. Blechingberg i 1754, at de mange, som tjente i Holland, lærte en fri lavemåde, som de tog med sig hjem. Det sønderjyske sprog blev blandet med hollandske ord. Og unge søfolk fra Ballum fik råd til at bygge sig et solidt hus.
Smugleri ved Ballum
Ud – og indsmugling af varer ved den sønderjyske vestkyst var mere reglen end undtagelsen. En klage fra Rådmand Simonsen i Ribe 1808 beskriver forholdene:
Smuglerierne foregik mange steder. Ved det ret afsides beliggende Ballum fandt regeringen det således nødvendigt at ansætte en kontrollør i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter at han var ankommet, blev der fortoldet over 1.000 Mark mere end året før.
Kreatureksport fra Ballum til England
Tanken om en havn ved Ballum opstod igen omkring 1850. Her var der midlertidig dampskibsforbindelse til London og Lowestoft lidt syd for Great Yarmouth. Fra Ballum medførte dampskibene kreaturer, heste og undertiden ganske få passagerer. Posten til England gik også i en kort periode over Ballum.
I 1851 blev det af det danske Finansministerium truffet overenskomst med det engelske rederi Nothern Steam Packet Company om oprettelse af en ugentlig dampskibsfart mellem Ballum
– Hjerting og Lowestoft. Turene begyndte den 2. april til slutningen af juni.
Eksporten af kvæg gik til at begynde med regelmæssig. Men i slutningen af juli indtraf forskellige uregelmæssigheder. Nu overtog den nybyggede damper Jylland udførslen direkte fra Hjerting. Men allerede i maj 1850 afsejlede dampskibet Burgemeester Huidekoper fra Ballum til London med 150 stk. kreaturer.
Opankret ved Rømø
Hvis skibene var for dybtgående, ankrede de først op ud for Havneby på Rømø, og lodsede en del. Derefter tog man videre til Ballum. Ved byggearbejdet med sluse, dige og Brede Å, lagde de store tremastede jernskonnerter til ved Rømø Dybs stejle kant, hvorefter man lagde skinner ud, og lodsede pr. tipvogn.
Jernbane til Ballum
En af datidens berømte jernbane-byggere, Sir Samuel Peto foreslog at banen fra Flensborg skulle lægges over Ballum, hvor der skulle anlægges en havn. Derfra skulle jernbanen føres videre til Århus, Viborg, Ålborg og Frederikshavn.
Den svorne vej
Fra vejen mellem Hjemsted og Rømø – dæmningen fører en vej ved navn Den svorne vej mod syd. Ifølge sagnet har den fået navnet, fordi Midthusum lå i strid med Skærbæk om ejendomsretten til vejen. Sagen havnede i retten. Dommeren bestemte, at borgerne fra Midthusum skulle stå på vejen og sværge på, at de stod på vejen.
De fyldte lidt jord fra deres marker i deres støvler, og mente så, at de med sindsro kunne aflægge eden. Det hjalp. De fik tilkendt vejen. Men ak, de kom alle ulykkelig af dage. Kigger man godt efter, kan man se, at de går igen på vejen ved nattetid. Kun en mand, der ikke sværgede falsk, skulle have reddet livet.
Markmandens Hus
På Ballummarskens enge syd for Rømø – dæmningen ses nogle forhøjninger i landskabet. De er anlagt i middelalderen og er såkaldte værfter, hvor gårdene lå. Et lavt sommerdige
skulle beskytte mod sommerens mindre stormfloder.
Alligevel blev Misthusum hårdt ramt af stormfloder. I 1814 forlod den sidste familie området. Vi har tidligere i artiklen beskrevet dette. Tilbage er kun resterne af sommerdiget og de 8 værfter. På et af disse byggede man Markmandens hus. Det var her hyrden opholdt sig.
De to møller
Lige syd for dette sted byggede man i 1836 to møller, der kunne trække vand op fra åen for at skaffe vand til kreaturerne. Vandet blev via grøfter ledt ud til det meste af engene. Sådan fungerede det helt til 1960erne.
Endelig et beskyttende dige
Ballummarsken er beskyttet af et havdige. Sammen med Ballum Sluse og Slusekro er det opført af russiske og franske krigsfangere i 1914 – 1919. Samtidig med det blev Brede Å`s udløb og dermed færgestedet til Kongsmark på Rømø flyttet fra nord for den nuværende Rømø – dæmning til slusen. Byggeriet blev forsinket af første verdenskrig. Allerede i 1890erne diskuterede man, at inddige Ballummarsken, med lodsejerne kunne ikke blive enige.
Slusekroen
Slusekroen fungerede også som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen. Kroen var færdigbygget i 1915. Og det er her folk fra hele landet valfarter til for at høre dansktop – musik. Ja sådan var det engang.
Færgefarten Rømø – Ballum
Overfarten fra Rømø blev efter Genforeningen klaret i en åben båd. Det var dog en kompliceret affære. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne, og passagerne måtte køres ud til færgebåden i det lavvandede område ved Bådsbøl – Ballum. Denne tur kunne godt være flere kilometer.
Fra 1. september 1923 kom en færgeforbindelse i stand fra Ballum Sluse ved det nye udløb af Brede Å. Nu sejlede man med motorbåd og kunne gå direkte ind i anløbsstederne.
Æ Markmandssti
Når man kører ad Kystvejen nordpå og passerer Brede Å, er der på højre side de to tidligere omtalte møller. Det var dem, man brugte til at afvande områderne med. Du kan kun se dem om sommeren. Om vinteren bliver de pakket sammen og overvintrer i det lille møllemuseum, der er lavet ved siden af.
Læg lige mærke til de tre bænke, som ligger bag højen, hvor møllehuset ligger. De er lavet af en egestamme på 13 meter, som er fundet i nærheden. De menes at være 2.400 år gamle.
Lige ved siden af dette minimuseum løber Æ Markmandssti. Det er en afmærket vandre – og cykelrute på 6,5 km. Den går fra Hjemstedsvej over Husum Enge ud til Misthusmhus (Markmandshuset). Turen går videre til landsbyen Mjolden. Man passerer også den allerede omtalte den svorne vej.
Den store borg ved Randerup
Det er ikke mange, der ved, at der i Randerup har ligget en stor borg. Op toppen af en bakke lige overfor den nuværende Brink Møllegård lå der i middelalderen en stor borg her, som tilhørte bispen i Ribe. Intet er tilbage. Det vil sige – en gang imellem bliver der pløjet teglstensbrokker frem fra jorden, stammende fra borgen.
Borgen blev første gang nævnt i 1379, hvor fogeden på Brink, bevidnede, at Trøjborgs ridder, Henneke Limbæk (Limbek) skyldte Løgumkloster penge.
Allerede i 1200 tallet ejede bispesædet et omfattende gods i Ballum Sogn og i de nærliggende sogne, herunder Trøjborg og Møgeltønderhus. Om bispeborgen i Ballum var opført på daværende tidspunkt, vides ikke.
Vi ved dog præcis, hvornår borgen holdt op med at eksistere. Det var i 1562. Da overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege gården til Ribes lensmand. Derefter forpagtede 48 bønder i Ballum jorden og bygningerne blev revet ned.
Af regnskaber fra midt i 1300 tallet kan vi finde frem til, at der var 24 ansatte på borgen:
Dertil kommer fogeden og hans familie, samt familie til de ansatte, der også boede på borgen. Måske har det været 40 – 50 personer i det hele.
Påtale af Brorson
Nedarvede tanker og skikke i Ballum var ikke altid forenelig med kirkens skikke. Det drejede sig for eksempel om begreber som Julestuer og Fastelavnsløben. Hans Adolph Brorson aflagde derfor i 1750 visitas i Ballum. Han havde hørt, at der i sognet havde holdt ilde Hus med fastelavn. Jeg
Sådan noterede han det i sin visitationsberetning.
Familien Lorentzen
Skal man tale om Ballum – dengang, så må man nævne familien Lorentzen.
Hans Lorenzen kom til Ballum Sogn i 1884 som anden-lærer ved Bådsbøl Skole. Fra 1890 – 1909 var han førstelærer. Men han blev fyret på grund af sit danske sindelag. Han var skam også næstformand for Den Nordslesvigske Afholdsforening og meget mere.
Hansigne Lorentzen var datter af førstelærer Jens Andersen Jensen. Hun blev gift med Hans Lorenzen i 1890. I ægteskabet kom der fem børn. Hansigne blev forfatterinde. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange. Hun forsøgte at genoplive De Tønderske Kniplinger. Hun modtog inden hendes død i 1952 den kongelige belønnings medalje i guld med krone for hendes arbejde.
Datteren, Cathrine Lorentzen fortsatte moderens arbejde. I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade i Tønder. Efter krigen i 1945 blev de flyttet til Lorenzens gård i Ballum.
Hun var rig – og så godt ud
Et kærlighedsforhold i Ballum fik stor betydning for egnen. Ja, det startede sådan set med at Maren og Chresten Knudsen tog til Ribe. De blev værtshusholdere. Men Chresten fortsatte sit arbejde med at være kreaturhandler.
Deres ældste søn, Knud Lausten Knudsen fortsatte i faderens fodspor. På Hans Ocksens i Forballum mødet han Gyde Ocksen. Hun var ikke alene rig, men hun så også godt ud. Hun havde mange bejlere på egnen.
Tre afslag
Knud friede til hende hele tre gange, men ak Gydes far kunne ikke lide Knud. Gyde fortrød dog hendes tredje afslag og sendte karlen ud efter Knud og nåede ham ved Brede Å. Gyde
arvede ikke mindre end seks gårde. Og på egnen mente man også, at hun fik en tønde guld på 100.000 rigsdaler.
Kristian Kold i Ballum
Knuds yngre bror kom til Forballum og arbejde under sin bror. Han fik et værelse i karlekammeret. Han var interesseret i Kristian Kolds tanker. Og denne Kristian Kold blev huslærer for Gyde og Knuds børn. Men også naboens (Niels Andersen Hansen) børn deltog i undervisningen.
Ikke alle var begejstret for Kristian Kolds tanker. Myndighederne påbød ham, at han skulle undervise i Balles lærerbog. Men Kold afviste udenadslære.
Et vækkelsessted
Det endte med, at Forballum blev et åndeligt centrum for Vestslesvig. Egnens unge samledes til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale kristne vækkelse foregik her i Ballum
til stor fortrydelse for den almindelige opfattelse af kristendommen.
Far til en stor forfatter
På et tidspunkt blev Knudsen og Kold sure på hinanden og Kold flyttede ind hos naboen. En slags aftenskole blev etableret. Kold fortsatte undervisningen hos Knud og Gyde, da de overtog Trøjborg i 1851. Knudsen blev en af danskhedens fortalere.
Og Kold fik hjælp af Knud og Gydes søn, Jens Lassen Knudsen. Og denne var far til denne berømte forfatter, Jacob Knudsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere:
Om Brorson, Kirke, og åndsliv –
Redigeret 16. – 11. 2021