Vi er uden for Sønderjylland. Hør om de syv mænd, der var de eneste, der overlevede en stormflod. Det siges, at der har været tre kirkesogne på  den lille ø. På Korresand skulle have ligget en by. Beboerne købte selv øen i 1741. Der var ingen tudser, mus eller padder – dengang. Kvinderne byggede diget. Og så har der været rensdyr på øen – godt nok for 10.000 år siden.

 

Uden for Sønderjylland

Vi er nu ikke mere i Sønderjylland. I 1970 blev Mandø optaget i Ribe Kommune og blev dermed fra 2007 en del af Esbjerg Kommune.  Mandø  har altid tilhørt Danmark. Fra 1864 til 1920 gik statsgrænsen mellem Mandø og Rømø.

 

To veje til Mandø 

Øen ligger mellem Fanø og Rømø. Her er klitrækker på op til 12 meter. Arealet er på 7 – 8 km2 . Mod vest ligger Mandø By i klitterne. Det er det eneste område på øen som ikke er inddiget.
Ved stormfloden i 1981 brød havet gennem digerne. Hele øen undtagen byen og klitterne blev oversvømmet. Men i 1999 var det lige før, at vandet var gået over klitterne og ind i Mandø By.

Skal man til Mandø kan man komme ad Låsningsvejen. Den blev anlagt i 1977. Det er en grusvej, der ligger ca. ½ meter over højvande. Under normale tilstande kan man køre af denne. Men som tidligere nævnt er naturen ikke normalt i Vadehavet.  Inden denne vej blev anlagt, foregik turen over havbunden ad Ebbevejen.

 

Rensdyr på  Mandø 

Afstanden fra Vester Vedsted til Mandø By er 11 kilometer. Man kører seks kilometer gennem Vadehavet.

Fra øens højeste klit er der udsigt til Danmarks største ørken, højsandet Koresand. Den er gennemskåret af prieler på kryds og tværs. Mod syd ses Rømø. Og mod nordvest Fanø.

Fra øen kan man se musling –  og sælbanker. Det er en fantastisk naturoplevelse herover. På  kirkens syd-væg kan ses rensdyrtakker. De er fundet i havet vest for Mandø og menes, at være 10.000 år gamle.

 

Har Fanø  og Mandø været sammenhængende?

Historiske kilder beretter i 1312 om, at Fanø og Mandø har været sammenhængende. Adskillelsen skulle først have fundet sted i 1396. Denne påstand gengives i Pontoppidans Danske Atlas. Men ifølge Kong Valdemars Jordebog er denne påstand ukorrekt.

Måske har man i ældre tid kunne vade fra Mandø til Fanø?

 

Ribes naturlige forstrand

Mandø  blev nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Øen omtales her som Mannø Hus. I 1292 var øen sat til 16 mark skat. Samme år omtales Mandø i Erik Menveds Kongelige Frihedsbrev, hvor Mandø strand nævnes under Ribes naturlige forstrand. Frihedsbrevet gav således ripenserne eneret på sejlads mellem Mandø og List.

I Ribes Oldemoder (Ribe Domkirkes gamle protokol) anføres fra 1340, hvor stor afgift Mandø årligt skulle svare provsten. Og det er anført at det var Manø 4 solidi. Det var samme afgift som Rødding og Skarve betalte.

Øen har været beboet siden middelalderen. Og skal man tro en gammel folkevise, så betrådte Dronning Dagmar Danmark for første gang i 1205, og det var på Mandø.

 

Sagnet om de syv mænd

Muligvis i 1532 hærgedes øen af en voldsom stormflod, der delte øen i to. Gammel Mandø  og Ny Mandø er igen vokset sammen. Ja i sin oprindelige form var Mandø flere små øer. Sagnet fortæller, at kun syv mand, som tilfældigvis arbejdede med høet inde i Mandøs hø-lade overlevede. De 7 mænd fandt i Ho og på Fanø deres nye koner og flyttede kort tid efter tilbage til Mandø og genopbyggede øen. Sagnet fortæller videre, at det er deraf øens navn er opstået.

 

Man betalte skat allerede i 1537

I Riberhus Lens-regnskaber 1537 – 38 nævnes 10 mand på Mandø, der betaler Schap Fisch wan Mandøm hver 100 hvilling som vederlag får fåregræsning. Endvidere nævnes 6 mænd, der hver yder 1.000 fisk samt tilsammen 24 torsk som Kongens indtægt af fiskeriet på øen, sandtollind wan Mandø.

 

Kirken blev ødelagt

I 1558 blev Mandø atter en gang ramt af stormflod, hvor vandet brød gennem digerne. Vandmasserne ødelagde blandt andet kirken. Hoved-hvervet var fiskeri, men en del landbrug var der også i slutningen af 1600 – tallet. Der var registreret 10 gårdmænd .

I 1652 angives øens størrelse som 4 km lang og 2,5 km bred. På øen skulle der bo på 130 beboere.

 

Præsten Niels Warde

Midt i 1600 tallet var der en præst på Mandø, der hed Niels Warde. Om ham sagde man:

• Han avlede i 1660 en Søn, først Student, siden Guldsmed i Ribe, hvor han døde 1697 og blev af Faderen begravet i Mandøe Kirke. Denne Guldsmed efterlod en Søn, Morten Nielsen, som blev opdraget af Olde-faderen (!) og længe var Degn og Skoleholder paa Øen, og af dennes Børnebørn og længere ned er mange endnu i Live her i Sognet og andetsteds.

 

Toldvæsnet holdt øje med øen

I 1600 tallet boede der 20 – 25 mennesker på øen. Toldvæsnet havde fået kendskab til en del ulovlig handel på øen. I 1683 boede var indbyggertallet 130. desuden var der 17 heste, 15 kreaturer og 50 får.

 

600 meter mellem de to øer

Disse tal, der nævnes er med et vist forbehold. En fortegnelse fra 1695 beretter om 23 huse og en kirke på Mandø. Jens Sørensen, der den 8. oktober 1695 ankom til øren for at opmåle den, berettede om, at der ingen voksne var hjemme på øen, da de ankom. De var alle ude at fiske.

Jens Sørensens efterfølgende kort er faktisk interessant. Den viser nemlig en afstand på de to øer  Gammel Mandø og Ny Mandø på cirka 600 meter.  I en af indberetningerne fra præster
fra den tid hedder det sig:

• Mandøe Kald har i fordums Tid været et af de største, thi her var paa Gammel Mandøe, som gik under, 18 snese Ildsteder. Dette Mandøe laa Vester for deres Enge nu, som endnu kaldes Gamle Mandøe, og siges der, at da Gamle Mandøe var i Stand, var det ikke længere mellem Mandøe og Sønderhoe paa Fahnøe end en liden Strøm, som de kunde overtrine ved Hjælp af et Horseben og nu er der tre store Dybe og 11 (!) Mil til søs.

 

Søfart en vigtig indtægtskilde

Søfart blev den største indtægtskilde i 1700 tallet. Øen fik dog aldrig sin egen flåde. Man måtte søge arbejde på naboøerne. Dengang var det muligt af få arbejde som matros, kaptajn eller styrmand. Landbruget blev som på andre vadehavs – øer overladt til kvinderne.

 

Den tredje kirke

I 1727 fik Ny Mandø sin tredje kirke. Nu havde man fået sin egen præst, en skolelærer og om vinteren egen læge. Men allerede i 1340 var Mandø Kirke at finde i en fortegnelse. Kirken på Gammel Mandø forsvandt fuldstændig efter stormfloden i 1570.

 

Var der tre kirkesogne?

Det siges, at der har været hele tre kirkesogne på Mandø. På Korresand skulle der have ligget en by, der hed Corre By (Korre By). Og nu fire mil mod vest skulle, der have ligget en by, der hed Knok.

 

Skulle betale præstens løn 

Øen blev i 1741 købt af beboerne af Christian den Sjette for 864 rigsdaler. I 1787 boede der 162 indbyggere på øen. Man var nu selv forpligtet til at betale præstens løn. Men så fik man til gengæld rettigheder til jagt – og strandingsgods.

 

Præsten var enelærer

I 1776 fik øen sin første skole med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelære. Og det var fornemt i 1884, for da blev skolen udvidet med en skolebygning mere. Og året efter fik præsten assistance af en vinterlærerinde.

 

Ingen tudser, mus eller padder

Øboerne fangede også fugle som vildænder og vildgæs, som de selv spiste sammen med kål. På øen var der dengang hverken muldvarpe, tudser, padder eller mus.

De fattige fik intet af sognet. Skoleholderen fik i begyndelsen fri kost og logi hos de forældre, som havde børn gående i skolen. Desuden fik han 6 Rd. I årlig løn.

 

Møllen på Mandø 

I 1820erne fik Mandø sin første mølle. Indtil da blev kornet kørt til fastlandet og malet i Skallebæk Mølle nær Seem. Det var meget besværligt. Og møllen var en såkaldt stubmølle, som var vanskelig at håndtere. Allerede 10 år efter blev den nuværende mølle, en såkaldt hollandsk mølle opført.

I 1889 blev en 12 – årig dreng ramt af møllevingen og døde.

Møllen fungerede helt til anden verdenskrig. Møllen gennemgik en restaurering i efteråret 2008.

 

Kvinderne byggede diget

Omkring 1870erne blev det bedre at dyrke jorden. Klitterne tilplantede man med hjelmgræs for at sikre sig mod sandflugt. Posten kom to gange om ugen. Fire år senere kom der en daglig
postforbindelse. I 1887 byggede man et mere stabilt by-dige. Dette dige har været gennembrudt flere gange, bl.a. ved stormfloderne i 1911 og 1923.

Men allerede tidligere byggede kvinderne et sommerdige. Materialet til dette dige fandt man på stranden. Kvinderne hentede materialet i deres store Mandø – forklæder. Dette dige-arbejde foregik hovedsageligt om foråret og sommeren, når mændene var på søen.

 

I 1892 var der 262 indbyggere

Forskellige håndværkere havde etableret sig. Og en købmand var der også kommet. I 1890 boede der 262 personer på øen. 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Her var sandelig også en bager og en kromand.

I 1897 blev mejeriet indviet. Produktionen bestod af mælken fra øens godt 100 malkekøer, fordelt på 35 andelshavere. I 1899 kunne en ny skole indvies med to klasseværelser og en bolig til anden-læreren blev bygget.

 

Skolen blev udvidet

Udviklingen i søfarten skete hurtig. Man var gået over til damp, og det var sværere at få arbejde. Fra 1890 til 1911 faldt indbyggerantallet  med 100 personer. I 1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. I 1946 fratrådte præsten som lærer. En førstelærer og en lærerinde blev ansat. Men i 1964 var det atter præsten, der underviste.

Børnene skulle til fastlandet, for at fortsætte skolegangen efter 7. klasse. Mejeriet lukkede i 1970. Det betød en stagnation i landbruget. Og i 1977 var der kun 16 elever tilbage i skolen.

 

Mandø  under vand

Stormfloden i 1981 ødelagde både hav – og by-diget. Næsten hele Mandø stod under vand. 200 får og 18 kreaturer druknede. Diget blev forstærket, men siden opstod der huller i diget. Under orkanen og stormfloden i december 1999 var situationen meget kritisk.

 

Tragisk ulykke

En tragisk ulykke skete den 18. juni 2010. En turistvogn væltede i et hul mellem Mandø og Korresand. Tre blev dræbt og 36 blev såret.

 

Kun 46 tilbage

Tilbage på øen er vel i dag omkring 46 personer. Og der er kun et heltidslandbrug tilbage.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.engang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland findes 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
  Om Vadehavet og øerne:
• Føhr (Før) – en ø i Vadehavet
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Dæmningen – syd for Højer (under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• Vadehavet ved Højer (under Højer)
• Øen Jordsand – engang ud for Højer (under Højer)
• Soldater på Jordsand (under Højer)
• Øerne syd for Højer
• Stormflod ved Vestkysten (under Højer)
• Dige-byggeri i Tøndermarsken (under Tønder)
• Friserne syd for Tønder (under Tønder)
• Tønder, Marsken og afvandingen (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarksen – under vand (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• samt mange flere artikler fra det vestlige Sønderjylland

Redigeret 17.-11. – 2021

En brandbil går op i røg. En brandbil tørner ind i et træ og en tredje vil ikke starte. En fjerde kan ikke komme ud af station, den glider tilbage. I Holbøl bliver der anskaffet et skrummel af en sprøjte, som to heste ikke engang kan trække. En gårdejer og en 71 årig kvinde brænder inde. Dyr må skydes inden de lider en smertefuld død. Brandmænd arresteres af tyskerne, da de vil slukke en brand. En grænsebom bliver udnævnt som bardisk ved hyggelig samvær.

 

Reddet menneskeliv

Det er noget mærkværdigt over de sønderjyske brandværn. De udgør noget særligt. De udgør både et kulturelt og socialt sammenhold. Traditioner går langt tilbage. Når alarmen går, forlader brandmændene deres familie og job uden hensyn til den fare, de udsætter sig selv for. Og det gør de uden løn. Ja som vi vil se her i historien, så har det også kostet at være med i det frivillige brandværn. Tænk hvor meget bohave og hvor mange menneskeliv, de egentlig har reddet gennem tidens løb.

 

Uddannelse

For at blive brandmand skal man have gennemført et 27 timers grundkursus. I slutningen af kurset er der nogle øvelser, der foregår i ruinbyen i Tinglev. Den sidste del af uddannelsen er en funktionsuddannelse, som strækker sig over tre måneder og ca. 130 timer. Mange brandmænd kommer også på brandskole i Farum.  Og lynhurtig kan de stille med 10 brandbiler
og 60 mand. Det så vi dengang da præstegården i Bov brændte.

 

Politimesteren forsvarede de lokale brandværn

Dengang var der frivillige brandværn i

• Vilsbæk
• Holbøl
• Kollund
• Bov
• Padborg
• Frøslev
• Vejbæk

Og egentlig kan man takke politimester Ivar Møller for, at der stadig er mange brandværn i Bov Kommune. Han kom nemlig med et forslag som alle accepterede. Det vil sige i dag er Bov og Padborg gået sammen.  En række forhandlinger foregik. Falck var også inde i varmen på et tidspunkt. Man fandt ud af at de frivillige værn var en ideel løsning for kommunen. I første omgang mente man, at et hoved-værn var nok. De andre værn skulle kun være hjælpeværn. Men det var ikke noget de forskellige værn og politimesteren brød sig om. Det ville betyde et langt højere beredskab for Bov – Padborg Frivillige Brandværn og hvad så med aflønningen.

 

Slukningsdistrikter

Første slukningsdistrikt skulle bestå af Bov – Padborg Frivillige Brandværn, sammen med Frøslev og Vejbæk.  Andet slukningsdistrikt skulle bestå  af Holbøl, Vilsbæk og Kollund. Holbøl
skulle være hoved-værn i dette distrikt.

 

Nye farer

Det var dog også en fare, at spore i 2010, da Beredskabskommissionen den 25. maj behandlede en nu organisation af brandberedskabet. Indstillingen lød således:

• at nedlæggelsen af Vejbæk Frivillige Brandværn først effektueres ved etablering af anden brandstation i Bov/Padborg. Frøslev Frivillige Brandværn flyttes til samme brandstation

 

Frøslev Frivillige Brandværn

Lad os begynde med det ældste brandværn i kommunen. Frösleer Brandcorps blev grundlagt den 11. april 1886. Æ Sprøjthus lå i Frøslev by. Det blev senere flyttet til Familien Weber
på Vestergade.  Man havde som så mange andre hestetrukne sprøjter. Men hestene måtte ved alarm først hentes ude på marken. Og så skete det ikke så sjældent, at man først kom frem, når det hele var overstået. Det hjalp, da man kunne spænde en traktor foran.

I 1921 holdt man den sidste generalforsamling på tysk. Fremover foregik den på dansk.

 

Til brand i Tyskland

I mange år havde værnet en Landrover med påhængssprøjte. Senere kunne man hente en mobilsprøjte i Holland. Den kunne medbringe 2.000 liter vand og 6 – 7 brandmænd. Fornyelig fik værnet to nye brandbiler. Og de fik deres ilddåb her i marts 2011 til en brand i en villa i Ellund syd for grænsen. De mødte op sammen med Bov – Padborg Frivillige Brandværn.
Fra tysk side deltog både Ellund og Hanved Freivillige Feuerwehr.

 

Samarbejde med Ellund

I næsten 25 år har værnet haft et tæt samarbejde omkring uddannelse, øvelser og socialt samvær med kollegaerne i Ellund. I begyndelsen var Ellund en del af Frøslev Frivillige Brandværns
slukningsområde. I 1890 fik denne by dog et selvstændigt værn.

I 1920 sluttede tilknytningen til Ellund meget brat. Først i 1980erne begyndte de to værn igen at nærme sig hinanden. De efterfølgende sammenkomster blev dog overvåget af told – og grænsepatruljer. Efter åbningen af grænsen kom det endelig gang i de fælles projekter.

 

Ny brandstation i Frøslev

I 2005 købte værnet noget jord i Frøslev. Medlemmerne opførte selv en station i Vestergade, som blev indviet i 2006. I dag er der cirka 18 aktive brandmænd i området.

 

Vilsbæk Frivillige brandværn

Vilsbæk Frivillige Brandværn blev oprettet i august 1928. Man råder i dag over 3 brandbiler og 18 aktive brandmænd. I 1981 opførte brandmændene selv en brandstation. Værnet er blevet kaldt Danmarks mest uheldige brandvæsen. Således gik der ild i brandkaptajnens villa, mens han var på indkøb. Resultatet var, at huset blev totalskadet.

Efter en brand på Kliplev Plejehjem var værnet på vej hjem, da man skulle lave en undvigemanøvre. Resultatet var, at brandbilen havnede i et træ. Resultatet var totalskade.

 

Padborg frivillige Brandværn

Kort før jul i 1925 blev der på  Hotel Padborghus diskuteret oprettelse af et brandværn. Ja egentlig var dagsordenen fastsættelse af gadenavne. Et møde blev afholdt den 19. januar 1926. Her mødte 14 mand frem. Man besluttede at lave et samarbejde med brandvæsnet i Frøslev.

 

Festudvalg

Et udvalg blev nedsat med henblik på at etablere et brandvæsen i Padborg. Ja og hvordan skaffede man lige penge til det. Man nedsatte et festudvalg, der skulle arrangere en fest. Overskuddet af denne fest skulle danne grundlag for brandvæsnet i Padborg. Festen blev afholdt den 29. februar 1926.

 

Tiggergang

Man søgte også midler til indkøb af materialer ved at gå tiggergang hos forskellige firmaer. Papirhandler Bossen forærede det kommende brandvæsen 10 folieark og 10 konvolutter.
Det hele hjalp, således havde man i løbet af 1926 et overskud på 121,36 kr.

I 1927 blev der på generalforsamlingen vedtaget at anskaffe fire nye uniformer. Indkøb af en slangetromle blev også besluttet.

 

Brande i 1928

Ved generalforsamlingen i 1928 kunne
det berettes om 4 øvelser. Desuden havde værnet deltaget i fem brande:

• Johan Clausens gård, Frøslev
• Jacob Damms kontor, Paborg
• Nic. Nicolaisens gård i Bov
• Hedebrand i Østergejl
• Adolf Adolfsens hus i Kruså

 

Kontingent på 1 kr.

Motorsprøjten og andet grej blev flyttet til slagtermester Karings ejendom. Mod at betale kontingent på 1 kr. til brandfogeden kunne man fritages til møde op til øvelser. Ellers var enhver borger mellem 18 år og 60 år pligtig til at give møde. I 1929 blev det vedtaget, at DSB – ansatte ved Statsbanernes Maskinafdeling var fritaget for mødepligt.

Værnet var rykket ud til brande hos:

• Gårdejer Th, Thomsen, Frøslev
• Gårdejer Peter Kaad, Bov

I løbet af 1928 var der bl.a. anskaffet 50 meter slange, to bluser, 2 hjelme, 1 stålrør og 1 lygte. Og så besluttede man, at anskaffe et nyt horn, der var kraftigere end den gamle. I 1940 havde værnet deltaget  ved tre brande:

• Bagermester S. Nielsen, Padborg
• Biografen, Padborg
• Speditør Posselt Petersen

Man havde modtaget nyt materiel, fire bælter med økse, 75 meter slange, 1 håndsprøjte, 5 vandspande og 4 elektriske lommelamper.

 

Anerkendelse fra politimesteren

I 1942 var der udkald til 9 flyvervarsler. Økonomien havde det ikke så godt. Man måtte ud og inddrive kontingent. Men der var dog råd til at afgive en ordre til skrædderen i Bov til fremstilling af seks stk. nye trøjer. Den 26. maj modtog værnet en anerkendelse fra politimesteren i Gråsten for værnets hurtighed ved en tidligere afholdt øvelse.

 

Luftalarm nr. 100

Der havde været en ladebrand i Frøslev og enkelte af værnets medlemmer havde været tilkaldt til en brand i en transformer, der var blevet saboteret. Den 18. april 1944 blev værnet tilkaldt
til luftalarm nr. 100. Ved generalforsamlingen vedtog man, at anskaffe en påhængsvogn. Hans Nielsen lovede at stille en personvogn til rådighed i tilfælde af udrykning. Sogneråds – formand Mygind havde indkaldt til møde den 29. 11 . 1944. Efter politiets fratræden fungerede han samtidig som luftværnschef.

 

Egen brandstation

Sin egen brandstation fik Padborg Frivillige Brandværn først i 1961. Man fik også en ny brandbil. Det var en Chevolet årgang 1947 med frontpumpe og vandtank. I 1963 blev der berettet om 17 øvelser, 11 brande og en blindalarm.

 

Jubilæum

Sognerådet blev ansøgt om en ny motor til den gamle brandbil, og det blev vedtaget. I 1966 fejrede man værnets 40 års jubilæum. Der var udsendt hele 80 indbydelser, og festen blev afholdt på Hotel Padborghus med damer. Menuen kostede kun 15 kr. bestyrelsen. Fra sognerådet havde man fået et tilskud på 500 kr. Og hvad fik man lige at spise:

• 2 slags sild
• Sønderjysk Grønlangkål med hamborgryg, medister og flæsk
• is

 

En gårdejer indebrændt

Den 7.01.1967 var der brand i et stråtækt hus tilhørende gårdejer, H. Knoop i Kollund. Padborg Frivillige Brandvæsen var det første værn, der var til stede. Men huset var da næsten allerede nedbrændt. Efterslukning blev straks iværksat, da man frygtede, at en mand var indebrændt. Det viste sig også, at gårdejer Knoop var omkommet. Slukningen foregik under vanskelige vilkår i 10 graders frost.

Den 12.09.67 blev der arrangeret øvelse med naboværnene. Efter øvelsen var der efterslukning på Zur Krone.

 

Lille dreng med tændstikker

Den 19.10.68 modtog man en alarm kl. 10. I et hus i Smedeby havde en lille dreng laget med tændstikker i børneværelset og antændt en lænestol. Han var blevet bange og krøb under sengen. En søster havde kaldt på forældrene, der lå og sov. I alt 4 værn med 41 mand dukkede frem kort tid efter. Den lille knægt blev reddet uskadt. Branden var hurtig slukket.

 

Forgiftningsfare

Den 5. november 1971 var der brand i en vogn på Padborg Station. På grund af forgiftningsfare blev fem mand indlagt på Aabenraa Sygehus.  Den 11 . november 1971 var der brand i et lastvognstog ved Eggebæk. Læsset havde en værdi af 200.000 kr.

I april var der indbrud på stationen. En radio blev stjålet. Plantimex nedbrændte den 25. maj 1972.

 

Alle dyr nedskudt

Hos enkefrue Moss i Holbøl nedbrændte gården den 6.12.1972. Stuehuset blev dog reddet. Brandårsagen var børns leg med tændstikker. Næsten alle dyr omkom. De blev nedskudt, inden de kom til at lide. Der blev skudt ind i laden fra alle vinkler. Røgdykkerne turde ikke gå ind af frygt for at blive ramt af disse kugler.

Hos gårdejer H.P. Rossen, Vestergade i Frøslev blev kun stuehuset reddet under en gårdbrand den 10. marts 1973.

 

Padborg og Bov går sammen

Den 17. maj 1973 gik Padborg Frivillige Brandværn sammen med Bov frivillige Brandværn. Fremover kom værnet til at hedde Bov – Padborg Frivillige Brandværn. I forbindelse med sammenlægningen blev der indkøbt to nye køretøjer til værnet. Det var en Landrover og en Scandia Vabis tankvogn.

 

Bov frivillige Brandværn

Den 3. oktober 1932 var Bov Frivillige Brandværn dannet med 17 mand. Man ansøgte sognerådet om 750 kr. til anskaffelse af materiel. Indtil videre brugte man en af vognmand Jens Jensens biler som udrykningsvogn. Den 9. januar 1933 afholdtes stiftende generalforsamling. Sognerådet blev ansøgt om anskaffelse af en motorsprøjte. De Gensidige Brandforsikringsselskaber gav et tilskud på 2.000 kr. til dette formål.

 

Cyklende alarm

Man havde en gammel pumpe, som der skulle fire mand til at betjene. Når alarmen lød, cyklede fire mand gennem byen og blæste med signalhorn. Det første køretøj, der kørte forbi
Æ Sprøjthus fik påmonteret sprøjten og sendt afsted. Dengang havde man ikke eget køretøj. Det var inden man fik aftalen med vognmanden.

 

Kunne ikke finde brandstedet

Den første alarmering var til en brand i Nyhus. Men man kunne ikke finde brandstedet. Dagen efter viste det sig, at brandstedet var en kop kartoffelkrudt.  Andre brande i 1934 som man rykkede ud til var:

• Gårdejer Matthiesens lade ved Valdemarstoft den 15. januar
• Brand på Padborghus den 13. juni
• En storbrand ved Bommerlund Plantage, blev bekæmpet på fire timer den 23.juli

Den 23. april deltog man ved Frøslev Frivillige Brandværns 50 års dag. Og den 24. august var der prøve alarmering på Søgård for 11 værn.

 

Ingen vand i sigte

Bekæmpelse af en brand i Vesterbæk måtte opgives. Der var ingen vand i nærheden. To værn var allerede dukket op. De kunne heller ikke gøre noget. Den 28. marts 1939 brændte en teglgård ved Harrislee. Det var brand i en hestestald, der var fyldt med halm.

Et overskud på 40,75 kr. blev opnået ved en nytårsfest i 1940 på Bov Kro. Værnet havde fået en ny brandmand, som underholdte hele aftenen.

 

Arresteret ved brand

Den 14. november 1941 var der brand hos Peter Andersen i Holbøl. 13 kreaturer indebrændte. I årene 1943,44 og 45 var man rykket ud til i alt 14 brande. Et sidekontor ved Bov Kro
var blevet saboteret under besættelsen. En del brandmænd blev arresteret af tyskerne, da de kom for at ville slukke ilden.

 

Klaver– i kammertone

Den 17. marts var der storbrand om formiddagen midt i Padborg. Tre forretninger udbrændte og der var store skader på lejlighederne oven over butikkerne. Tre værn var mødt frem.

I 1947 havde man købt et dilettant – stykke  hos Aabenraa Frivillige Brandværn for 125 kroner. Stykket hed Hvem er faderen?

I 1948 holdt værnet Brandværnsfest på Bov Kro. Underholdningen stod gruppen None Stop fra Haderslev for. Prisen var 295,- kr. såfremt klaver forefindes – i kammertone.

 

Brand hos boghandleren

Den 1. juni 1950 var der brand hos Boghandler Møller i Padborg. Der var gået brand i kælderen ved siden af fyret. Branden blev hurtig slukket.

Mange år senere, sikkert ikke langt fra dette sted, opdagede jeg en brand, da jeg arbejde i Padborg Boghandel. Da jeg mødte om morgenen kunne jeg ikke undgå at mærke en røglugt.
Hurtig opdagede jeg, at en dør stod i flammer. Et spotlys var anbragt for tæt ved døren. En eller anden havde tændt denne spot.

Tre spande vand klarede skærene i første omgang. Det var ret så overhedet i området, så to spande blev yderligere kastet på stedet. Så kunne jeg endelig få luftet ud. Denne episode kom aldrig til at stå i nogen brandrapport.

 

Skal konerne med til fest?

Ved en brand ved Padborg Station i juni 1952 blev der brugt så meget vand, at det bagefter kneb med vandforsyningen i Padborg by. Den 19. juli 1952 kunne en ny brandstation og en ny brandsprøjte indvies. Ved den lejlighed leveredes musikken fra Aabenraa Frivillige Brandværn.

Stridigheder var opstået i forbindelse med denne indvielsesfest, der fortsatte på Bov Kro. Der var nogen, der mente, at det var at ødsle med pengene, at konerne var inviteret med. Men hvem skulle man ellers have danset med?

 

Alarmering på cykel

Frem til 1952 var det Æ Høkke som påtog sig opgaven at cykle rundt i Bov og ved hjælp af råb og horn at informere om ildebrand. Fra 1952 da Bov Brandstation blev bygget, var det Lotte Lorenzen, datter af Æ Høkke, der var klar til at informere.

 

Tyfon på brandstation

Den 10. april 1954 blev den nye tyfon afprøvet på brandstationen. Dagen efter lød den igen. Nu var det alvor. Klokken 15 blev der meldt om brand på Smedeby Savværk.

En automatisk sirene blev senere påmonteret på Bov Skole. Senere blev det via alarmcentralen automatisk alarmering.

Den 10. april 1955 kl. 4.55 lød  tyfonen igen. Der var brand i kirkebarakken ude i lejren. Men ak, man havde motorproblemer. Da man nåede frem stod barakken i lys lue. Andre værn var nået frem.

 

Naturbrande

Den 7. maj 1956 opstod en af de helt store naturbrande. Alarmen lød på brand i Frøslev Mose. Flere dage måtte 9 værn bruge for at bekæmpe ilden. Året efter var der to store mosebrande med en uges mellemrum.

Under en af disse naturbrande ved Gejlå blev en række brandmænd pludselig omgivet af flammer. De var i livsfare. Heldigvis nåede CF – kolonnen frem og kunne redde brandfolkene ud.

Og den 16. maj 1959 kunne det være gået grueligt galt. Der var brand i Frøslev – Padborg Skoles sløjdlokale.

 

Brand hos Danexim

I starten af 1960erne var der brand på  Danexims store kølehus. Det var et kæmpe flammehav, der mødte værnene. Men det lykkedes ved en ihærdig indsats at bekæmpe den. Et par år efter var det igen galt, samme sted. Otte timer tog det at bekæmpe ilden denne gang.

 

13 timer til brand

I april 1968 brugte 4 værn fire timer på at bekæmpe en brand på jernbanestrækningen mellem Padborg og Tinglev. Den havde bredt sig til Bossens Plantage.  I slutningen af maj brændte en gård tilhørende Tage Petersen, Bov Mark. En bus tilhørende vognmand Kiesby fra Kollund udbrændte ved Oksevejen i Bommerlund. Den var fuld af børn som heldigvis nåede velbeholden ud.

13 timer tog det Padborg Frivillige Brandværn for at bekæmpe en brand i Padborg Mølle. Der var gået ild i 250 tons foderpiller.

 

Må jeg kysse din datter

Det som holder mange sammen i de forskellige brandværn er det sociale samvær. Og brandmænd er festlige. Ved et af brandværns – ballerne spurgte en ung mand en brandmand, om han
måtte kysse hans datter. Svaret var et rungende nej, fordi han ikke var brandmand. Men det blev han og fik sit kys. Ja han blev endda gift med brandmandens datter.

En del fester blev holdt med kollegaerne i Niehuus – lige syd for grænsen. Grænsebommen blev anvendt som skænk. Senere udviklede dette samarbejde sig. Danskerne kom med pølser og øl, mens tyskerne kom med de stærke drikke. Jo man forstod sig på efterslukning.

 

Storalarm

Den 22. april 1985 var der storalarm i Padborg. Nogle giftflasker var knust i en trailer på Industriområdet.

Midt i 1986 var der nogle store gårdbrande. Det ene sted hjalp gårdejerens børn til med at redde 200 kreaturer.

I februar 1987 indebrændte en 71 – årig kvinde i Kollund. Og den 3. marts samme år blev Bov – Padborg – Frøslev – og Vejbæk Frivillige Brandvæsen inviteret til Padborg Station, hvor de fik overrakt en jernbaneskinne, som tak for deres indsats den 19. december på banestrækningen ved Fårhus.

Den 9. september 1987 var der spildt syre i nærheden af Børnehaven Kornblomsten. 40 børn fra børnehaven blev evakueret.

Senere på året brændte CF – Museums Barakken ude i lejren.

En lastvogn med benzin væltede.

 

Brand på Præstegården

Den 24. april 1988 skulle væsnet ikke køre ret langt. Lige over for brandstationen stod Bov Præstegård i lys lue. Inden for kort tid var 60 brandfolk fra fire værn nået frem. Det blev til 4 – 5 timers arbejde. Brandskaderne på første etage var ret store.

 

Katastrofeøvelse

En katastrofeøvelse i 1995 blev afholdt på Padborg Banegård. Seks brandværn deltog. Endvidere deltog et brandværn fra Flensborg og Falck.

I oktober samme år, var en fiskekutter, der transporterede illegale personer sunket i Flensborg Fjord. Man var bange for en miljøforurening.

 

Brand på savværk

Den 29. september 1996 lød alarmen. Brand på Holdbi Savværk. Allerede på lang afstand kunne man se, at det var en alvorlig brand. Under branden løs der nogle eksplosioner. Det var dækkene på en gummiged, der eksploderede. En flydende masse kom pludselig imod brandfolkene. Det viste sig, at være smørefedt fra nogle 200 liters tromler. De var smeltet under
varmen. Til sidst kollapsede hallen. 11 timers arbejde brugte værnene i bekæmpelse af denne brand.

 

Orkanen gav arbejde

Orkanen den 3. december 1999 gav en masse arbejde. En væltet mur var årsag til en brand i en el – installation i Fårhus. Da man var færdig her, fik man melding om væltede træer i Gejlå. I Padborg var en telefonmast knækket. Og i Kollund lå et væltet træ og spærrede vejen. Ude på Tøndervej på vej mod Tinglev lå en række træer og spærrede vejen. Og dagen efter måtte man hjælpe med at fjerne et træ, der var væltet ind i et hus i Padborg.

 

Hvor var børnene?

I en boligblok på Pilevej savnedes to børn under en brand i 2000. Røgdykker fandt ikke noget. Da de tredje gang skulle ind for at lede, fik de at vide, at børnene var på ferie ved deres far. Branden ødelagde flere lejligheder.

Lige før årsskiftet i år 2000 var der brand i en garage på Padborgvej 103. Der forekom flere eksplosioner grundet fyrværkeri. Ved branden blev to personer alvorlig forbrændt.

I dag står cirka 22 mand og fem brandbiler parat til at hjælpe fra Bov – Padborg Frivillige Brandværn.

 

Tre brandbiler og en båd i Kollund

På brandstationen i Kollund er der i dag tre brandbiler og en båd, samt 18 aktive parat til at hjælpe. Den 10. oktober 1933 blev Kollund Frivillige Brandværn grundlagt. Det skete på Wegners Hotel. Men det kneb gevaldig med økonomien. Man anskaffede derfor for egne midler hjelme, uniformer og livremme. Første udrykning var til en mark – og mosebrand i Kiskelund Mark. Det tog 35 minutter at nå frem.

Man ansøgte om 6 stigeliner, et slangestativ til slangetørring, samt maling til sprøjtehuset. Men tørrestativ og maling blev ikke imødekommet fra sognerådet.

De første gasmasker blev afprøvet ved en øvelse den 13. juni 1938. Og så deltog man i et røgdykker-kursus i Aabenraa.

 

Brandbombe ødelagde hotel

Den 24. september 1942 var man på pletten efter, at der var kastet brandbomber. Strandhotellet i Rønshoved nedbrændte som følge af brandbomber. Hotellet stod ikke til at reddes.

Efter at have sparet op i 12 år fik man i 1948 råd til at erhverve sig en motorsprøjte. Med den lykkedes det at bekæmpe en brand i en kornlade. Kun taget tog skade.

 

Tyfonapparater på Fjordhotellet

Og i 1949 var det slut med at cykle rundt i Kollund og blæse i alarmhornet. Man anbragte nogle tyfon – apparater på Fjordhotellet. Det var også her man fejrede 25 års jubilæet den 18. oktober 1958. I 1966 ansøgte man om opsættelse af en elektrisk sirene.

 

Ny brandstation i Kollund

På et bestyrelsesmøde besluttede man sig for, at samle gammelt jern med salg for øje. For de penge, man her tjente købte man et af postvæsenets udrangerede køretøjer. Den blev af brandmændene selv bygget om til brandbil. Og man stod også selv for opførelsen af den ny brandstation, som stod færdig den 25. oktober 1975.

 

Brandbil endte på
legeplads

Kommunen valgte at placere en tankbil i Kollund. Det betød et farvel til den gamle brandbil, der egentlig skulle have været solgt. Men den endte sine dage på Kollund Skoles legeplads.

Af egne midler købte man diverse materialer til den nye brandbil. Og sandelig så købte man også selv uniformer. Et redskabsrum til brandstationen byggede man også selv. I 1982 fik man en ny brugt tankbil fra et olieselskab.

 

Eftersøgning af drenge

Den 1. juli 1984 blev man bedt om at deltage i eftersøgningen af tre drenge. Brandbrønde blev tømt og jordhuler blev gravet op. Senere blev de tre drenge dog fundet i god behold i Sønderborg.

 

Nye brandbiler

I slutningen af 1996 fik værnet en brugt Landrover fra Frøslev Frivillige Brandværn. I 1997 kunne man afhente en brugt automobilsprøjte i Holland.

I 2001 var den gamle tankbil gennemtæret. En tidligere mælketankbil af mærket  Scandia tilgik nu værnet.

 

En ny båd 

Efter to udrykninger på Flensborg Fjord måtte man erkende, at materiellet ikke var godt nok. En ansøgning til Bov Kommune resulterede i et blank nej. Man søgte nu forskellige
fonde og myndigheder i Danmark og Tyskland.  Det lykkedes at skaffe en brugt politibåd fra Bayern samt en firehjulstrukket lastbil fra det danske forsvar.

Cirka 600 timer blev brugt på at få bil og båd udrykningsklar.

I august 2007 var man med til at danne et ungdoms – brandværn i det gamle Bov Kommune.

 

Holbøl Frivillige Brandværn

Fra Kollund tager vi nu til Holbøl.

I begyndelsen af anden verdenskrig havde det været en del gårdbrande i Holbøl. Tanken om et brandvæsen. Den 20. januar 1944 var dette så en realitet. Det betød også en del aktivitet resten af krigen.

 

Æ Sprøjthus

I starten havde man ikke ret meget materiel. En lille lade, der lå op af kirkegårdsmuren blev udnævnt til Æ Sprøjthus.

I det lille rum havde man en såkaldt baljesprøjte på fire hjul. Desuden havde man en halv snes spande, to små stiger med kroge i, samt et stykke tov.

Man måtte have mere materiel, hvis man skulle gøre en forskel. Men den første anskaffelse var ikke heldig. Det var en meget stor hestetrukken vogn, hvorpå der var monteret en stor og klodset håndkraftpumpe. Dette monstrum var indkøbt hos et skibsværft. To heste havde særdeles svært ved at trække dette monstrum.

 

Indsamling til sprøjte

Fra Kollund modtog man så den mere fleksible håndtrukne brandsprøjte. Fra sognerådet modtog man senere et tilskud på 2.500 kr. til indkøb af en motordrevet sprøjte. Men den kostede 6.800 kr. En indsamling blev iværksat. Og det lykkedes at få pengene skrabet sammen.

Sprøjten blev placeret i den ny brandstation, der lå i kælderen under en nyopført værksteds – og lagerbygning på Kongenshøj 3 i Holbøl.

 

Uddeling af bøder

Nu var det så meget plads, at man kunne lave øvelser, teori m.m. Man startede altid møderne med navneopråb. Dem, der ikke var mødt op, måtte punge op med 1,50 kr. Og dem, der kom for sent skulle af med 0.75 kr.

 

Tændstikker og halm

I vinteren 1947 var der et par voldsomme gårdbrande i området. Den 6. februar nedbrændte avlsbygningerne til Niels Brags ejendom i Undelev. Det havde i lang tid været problemer med hård frost. Niels Brag forsøgte at optø vandrørene med halm og tændstikker. Det resulterede i, at halmen over kostalden blev antændt.

 

Man sad fast i sneen

Den 28. februar 1947 udbrød der brand i Hans Møllers ejendom i Hønsnap. Alle veje var lukket af sne. Den hestetrukne sprøjte sad fast i sneen. Brandmændene måtte gå de sidste meter med næste uforrettet sag.

 

Æg-bil som brandbil

Desværre havde man ikke været så heldig ved bekæmpelse af nogle af brandene, så en rigtig udrykningsvogn var en tvungen nødvendighed. I samråd med sognerådet blev det derfor
indkøbt en 3,5 tons lastvogn, som i en årrække havde kørt for Odense Ægeksport.  Bilen blev ombygget med tank. Nu kunne man hurtig iværksætte slukning. Det var en stor dag, da sognerådet i efteråret kunne overrække den nye brandbil.

Men med alt ekstra udstyr havde bilen dog vanskeligheder ved at køre markveje og lignende.

Ønsket var derfor en Landrover ved siden af. Det blev også en realitet. Men den kunne af pladshensyn ikke placeres ved siden af den store brandbil. Så denne måtte parkeres i kommunens redskabsbygning.

I 1956 diskuteredes en sammenlægning med Vilsbæk Frivillige Brandværn. Fra Holbøls side stillede man dog nogle krav.

 

Brandbil gled tilbage

En ny brandstation var ønskelig. Den store bil havde svært ved at komme op af kælderen særlig når det var snefyldt og glat. Ofte gled den tilbage. I januar 1969 kunne man så flytte ind i nye lokaler, samtidig med at man kunne fejre værnets 25 års jubilæum. Men ret hurtig viste det sig, at også denne station var for lille. I de kommende år udbyggede man ved kommunens
redskabsbygning, så der blev plads.

 

Brandbil udbrændte

Under en nordøstlig storm i 1970 udbrød der brand i Olav Grandbergs Mose nord for hans ejendom. Man mente, at man kunne køre ud af et spor til et vandhul. Men blot få meter inde for vejen, sank hjulene igennem. Brandbilen sad urokkelig fast. Pludselig vendte vinden og ilden tog fat i brandbilen. I løbet af et kort øjeblik udbrændte den totalt.

 

Til Kiel – efter ny brandbil

Da Holbøl skulle være hovedværn i andet slukningsdistrikt var det nødvendig, at man snart fik et nyt køretøj. En delegation blev sendt til Kiel for at se på brandbiler. Valget faldt på en Opel Blitz. Den var køreklar i 1972.

 

Manglede brandbil

Men ak, det viste sig, at den var ustabil. Vægten lå forkert. Den måtte tages ud af drift en uge i december 1972. Og det var ikke godt, for den stod ikke klar, da der udbrød brand i Laurine Moss ejendom den 6. december. Denne brand har vi tidligere omtalt.

 

27 brandmænd og tre brandbiler

I 2003 tog man en ny station i brug. I dag er 27 aktive brandmænd og tre brandbiler parat til at hjælpe. Og kære læsere, sådan kunne vi have fortsat lang tid endnu.

 

– Artiklen er fra 2011. Der kan være sket en masse i den tid, som vi ikke er klar over. Der kan være nedlagt forskellige værn, eller der kan være problemer med samarbejdet syd for grænsen grundet vildsvinehegn m.m. 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov 
• Brand i Tønder (under Tønder)
• Brand i Højer (under Højer)
• Brand omkring Aabenraa (under Aabenraa)
• Brand i Brokvartererne (under Nørrebro)
• Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
• Christiansborgs Brand 1884 (under København)

Redigeret 18.-10.- 2021

 

 

Tre år måtte man vente i Bovrup for at få  uniform. I Varnæs ville man ikke kommanderes på  tysk. I Kliplev havde man en brandbil, der hed Stinne. I Hjordkær kørte man til brand i en taxa. I Øster Løgum ville man have branddammene renset. I Hellevad delte Æ sprøjthus ejendom med fængslet. I Rise kørte man til brand med en traktor. En gammel dame faldt ned fra stigen i Rødekro. 5O gamle brandbiler mødte hinanden i Løjt

 

Det Sønderjyske brandværn

I Sønderjylland er det en helt speciel tradition for frivillige brandværn. Siden slutningen af 1900 – tallet har brave og modige mennesker rykket ud for at hjælpe medborgere i nød. Og det har de gjort ganske frivillig.   I Sønderjylland var der indført en ordning i 1776. Det væsentligste brandslukningsmateriel på landet var sprøjten, hvortil kom nogle brandspande. Der blev udskrevet mandskab til at møde op ved brand. Man mødte desuden op til en øvelse eller to om året.

I midten af 1800 – tallet opstod i Frankrig tanker om et frivilligt brandværn. Ideen blev taget op i Tyskland. Her blev der snart oprettet brandværn på frivillig basis overalt.

Det første frivillige brandværn blev etableret i 1869 i Tønder. Og disse brandmænd føler, at de gør en forskel. Ja egentlig er det snyd, at det hedder brandmænd, for der er skam også brandkvinder med i værnene.

Det kneb med at få oprettet brandværn ude på landet. Det gik bedre inde i byerne. I begyndelsen var kommandosproget på tysk.

 

71 brandværn i 1985

Ved Genforeningen i 1920 var der lidt over tyve frivillige brandværn i Sønderjylland. I 1930 var der næsten 50 værn og i 1985 var man oppe på hele 71 værn.

Værnene står til rådighed for kommunen til brandbekæmpelse, redningsopgaver, let miljøbekæmpelse og frigørelse af fastklemte i forbindelse med trafikuheld. Hvert værn har sit område. Under en indsats bliver opgaverne fordelt efter hvilken uddannelse man har. Ofte tilkalder man assistance fra andre værn.

Myndighederne stiller et krav om, at udrykningen skal være klar inden for fem minutter efter at alarmen er gået.  Værnene finansieres hovedsagelig gennem kommunen. Hvis man ikke kan få tilstrækkelige midler herfra, forsøger man selv at finde dem. Man forsøger også at finde støttemedlemmer, der dermed kan sikre værnets drift og ekstra investeringer.

 

Det sociale og det kulturelle

De forskellige værn er særdeles synlige i det sociale og kulturelle liv i Sønderjylland. Derigennem forsøger de også at skaffe midler til deres virke. Til mange af værnene er også tilknyttet et orkester.   Men det er selvfølgelig også grænser for, hvor meget tid den enkelte kan bruge på brandværnet.

Og for at en brandmand er færdiguddannet skal han bruge endnu 250 timer vel og mærke i fritiden. Derefter kommer øvelser og indsatser. Mon ikke mange brandmænd har nået smertegrænsen. Kravene til dem er stigende.

 

Løjt Frivillige Brandværn

I den nye Aabenraa Kommune var der 23 frivillige brandværn. Vi har allerede kigget på nogle af dem, der fungerer i den tidligere Bov Kommune (Se artiklen Brand i Bov Kommune). Denne gang går vi uden om Aabenraa Frivillige Brandværn og kigger på nogle af dem, der ligger i omegnen.

Nord for Aabenraa blev Løjt Frivillige Brandværn dannet i 1880 efter en storbrand i Løjt Kirkeby. Hele 45 mand var med fra starten. I 1887 bestod værnet af slukningsmandskab, stigemandskab, et mindre musikkorps og en sprøjtevogn med 450 meter slange.

I 1900 bestod værnet af 51 mand. Første verdenskrig betød tab af flere medlemmer. Den første motorsprøjte blev anskaffet i 1938. Den blev spændt efter den lokale vognmands køretøj.
En ny brandstation blev bygget.

 

50 gamle brandbiler i Løjt

I forbindelse med sit 100 års jubilæum i 1980 fik værnet en autosprøjte og senere en tankvogn. Brandstationen blev senere udbygget. Da værnet holdt 110 års jubilæum var der forsamlet 50 gamle brandbiler hos Løjt Frivillige Brandværn. De fleste kom fra Tyskland.

I år 2000 fik værnet en ny slangetender. Man var blevet en selvstændig slukningsenhed under Aabenraa Redningsberedskab sammen med Barsmark Frivillige Brandværn.

 

Kvinde væltet ned stigen

Før 1934 var brandbekæmpelsen i Rødekro udlagt som et tvangsberedskab. Det betød at svende og karle skulle medbringe heste til at trække pumpen til vandstedet. Grundet manglende uddannelse forblev indsatsen derfor mangelfuld. I 1934 da der udbrød brand på en landejendom i Brunde betød det derfor at løse heste løb rundt i byen.

Senere på året, da der udbrød brand på Villa Katherina (nuværende adresse Callesensvej 1A), skulle en ældre dame hjælpes ned af stigen fra 1. sal. I forbindelse med denne redning faldt damen ned af stigen og omkom.

 

Rødekro Frivillige brandværn dannes

Disse to episoder fik en gruppe mænd til at beslutte sig til at oprette et frivilligt brandværn. Man indkaldte til møde hos vaskeriejer Johan Peters (nuværende adresse Østergade 47).

Der mødte 19 mand til den stiftende generalforsamling. Da ingen havde kendskab til organisering af et brandværn, blev der indbudt en række personer fra andre værn, for at forklare
sammenhængen.

Den første brandstation var et skur ved Fredebo. (Østergade 47). Værnet fik uniformer, og man begyndte med øvelser og prøvealarmer. Et nyt Sprøjtehus blev placeret foran pladsen ved Jernbanehotellet. For at få råd til det hele blev der vedtaget et kontingent på 4 kr.

Brandværnet blev en vigtig del af det sociale liv i byen. Man arrangerede brandværnsfester, basarer og meget mere. Det brandtekniske blev ikke forsømt. Efterhånden blev flere og flere
uddannet.

 

Vanskelig alarmering

Alarmeringen var dog lidt vanskelig.  Det var ikke alle, der havde telefon. Der blev lavet en aftale med en ejer af en telefon, politiet og brandværnet. Politiet ringede til telefonejeren, der så ved alarmering cyklede rundt i byen blæsende på et brandhorn. Denne alarmering var dog ikke særlig effektiv. Ofte kom man for sent. Man ansøgte derfor sognerådet om en sirene.

 

Den første automobilsprøjte

I oktober 1944 blev det besluttet at anskaffe en automobilsprøjte til en pris af 3.800 kr. til levering i 1945. Sognerådet betalte den ene halvdel, og værnet betalte selv den anden halvdel. Den første fane fik man overrakt af Danmarkssamfundet den 19. juni 1949.

Det kneb stadig med alarmeringen. I 1950 købte man en sirene, der blev anbragt på Bager Clausens ejendom (Hærvejen 27 – 31). Sprøjten blev udskiftet med et køretøj fremstillet hos HFR i Rødekro. En større brand på savværket og hjælp til bekæmpelse af en brand på Frøforsyningen i Aabenraa fulgte.

 

En grænse var noget

I 1971 havde man så travlt, at man havde nået en grænse, hvad man kunne klare. Pladsen på  Hærvejen var blevet for trang. Man havde i 1974 fået en slangetender. Den måtte stå i en lade bag ved brandstationen. Der var ingen undervisningslokaler på stationen. Situationen var særdeles utilfredsstillende.

Rise Brandværn var i samme situation. Man var hurtig klar over, at begge værn ikke kunne få en ny station. Derfor talte man om en sammenlægning.

 

50 – 75 alarmeringer

I 1983 kunne man så flytte ind i en ny brandstation på Trondhjemsvej 4. Stationen havde nu fire porte, og ved sammenlægningen fik man nu også en tankvogn. Værnene fik udskiftet materiellet fortløbende. Alarmerings-systemet blev udskiftet. Endelig kunne den endelig sammenlægning ske.

Værnet har travlt. Der er mellem 50 og 75 alarmeringer om året. I alt har man 35 aktive, herunder tre kvinder.

 

Tvangsbrandværn

I Rise Sogn var der tvangsbrandværn i de syv brandkredse Rise, Brunde, Rise – Hjarup, Mjøls, Nr. Ønlev og Søst. Det betød, at alle mænd mellem 16 og 60 år skulle give fremmøde i tilfælde af brand.

Postbud Christian Bill var initiativtager til et nyt brandværn. Han havde været medlem af Barsmark Frivillige Brandværn. Et møde blev afholdt den 6. juni 1934 på Risehus. Her meldte 27 sig til aktiv tjeneste.

 

Måtte betale en del af uniformen

Æ Sprøjthus lå lige øst for jernbanen Aabenraa – Rødekro, hvor Ringvejen i dag passerer banen ved Rise.  Alene udgifterne til uniformer beløb sig til 608,25kr. Hver aktiv brandmand skulle betale 10 kr., som dog kunne afdrages med 50 øre pr. uge. Pengene blev lånt hos bygmester Søren Adolphsen. Han syntes, at det var mange penge.

 

Indvielsesfest

Den 11.11 holdt man stiftelsesfest. Det var med Løjt Frivillige brandværnsorkester i spidsen. Med i festlighederne var også Rødekro Frivillige Brandværn, der var stiftet 14 dage tidligere. Efter optoget var der fest og dans. Overskuddet fra denne fest skulle dække en del af Rise Frivillige Brandværns gæld.

 

Skænderi med lokomotivføreren

Sprøjten var en hestetrukken håndkraftssprøjte. I trediverne var hestene udskiftet med et par køreskinner. Så  kunne den skubbes op på en lastvogn i tilfælde af alarm. Nu var problemet, at Rise dengang var stationsby. Når så lokomotivet holdt ved stationen kunne brandmandskabet ikke komme forbi. Det gav meget råben mellem brandmænd og lokomotivførere.

Rødekro havde søgt om en motorsprøjte hos sognerådet i Rise. Og selv om lokalpatriotismen var stor, blev man enige om et samarbejde de to værn imellem.

 

Nyt Sprøjtehus

I 1943 fik man bevilliget et nyt sprøjtehus bag ved vandværket. Efter 1945 kom kravet om udrensninger i værnet. Det betød at 7 medlemmer forlod værnet, 4 meldte sig ud og 3 blev ekskluderet. Men på generalforsamlingen kom fem nye brandmænd til.

 

Lastvogn til rådighed

I oktober 1945 fik brandværnet sin første motorsprøjte, men stadig med en alarmeret lastvogn til at trække den ved brand. I de kommende år fik man sværere ved at få fat i en lastvogn om dagen. Og værnet måtte flere gange vente over 30 minutter inden man kunne rykke ud. Det lykkedes dog i 1953 at købe en Bedford – lastvogn årgang 1937 til 1,750 kr.

Nu var brandværnet godt kørende, men man skulle stadig alarmeres via telefon og brandhorn. Eller også  skulle man lytte på Rødekros sirene.

 

Man trak på  smilebåndet

I 1960 kunne den gamle lastbil ikke mere godkendes som udrykningskøretøj. Man fik bevilliget penge til en 4 – hjulet  landbrugsvogn. Den blev monteret med bænke til mandskabet. Slangen og andet materiel lå i bunden og motorsprøjten blev koblet til. På siden af vognen blev monteret et håndbetjent udrykningshorn. Trækkraften blev leveret af en traktor. En af byens bønder havde mod betaling lovet at stille med en traktor, når alarmen indløb. Og det var vel ikke uden grund at denne opstilling kunne trække smilet frem ved brand.

 

Brandværn med musik

I Hellevad var tre pyromanbrande der i 1931 startede værnet. Uniformer og materiel blev anskaffet for medlemmernes egne midler i 1932. Det vil sige, at hjelme, økse og stigegreb fik man udleveret. Men så tilbød købmand Møller, at man kunne få trøjer til indkøbspris.

Og sandelig fik man 400 kr. i opstart fra Hellevad Sogneråd. Den 17.03.32 besluttede man også efter et møde hos gæstgiver Jørgen Nielsen, at oprette et musikkorps. Og det var med købmand Schlef fra Hønkøs som kapelmester.

 

Fem medlemmer interneret

Værnet i Hellevad blev et centralt værn med underafdelinger i Klovtoft, Horsbyg, Egvad samt slukningspligt i Bedsted Lø.

Under anden verdenskrig var det ikke nemt for værnet. Man fik lov til at rekvirere forbi-kørende lastbiler til transport. Senere fik man tilladelse til at bruge et par personbiler til udrykninger.

I juni 1945 blev man nødt til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Problemet var, at fem af værnets medlemmer var interneret.

 

Æ Sprøjthus og fængslet

Efterhånden lykkedes det at få  anskaffet en motorsprøjte og slanger fra tyskernes brandvæsen på Skrydstrup Flyveplads. Men det var ikke meget værd. Tyskerne havde forsøgt at ødelægge det med syre.

Et nyt sprøjtehus var på ønskesedlen. Det gamle havde også virket som fængsel, når uromager havde været på Kløver es eller andre steder, og trængte til afkøling.

 

Den første tankvogn i Sønderjylland

I 1947 købte man en ny brandbil i Vejle for 6.500 kr. I 1951 brændte Forsamlingshuset i Øster Terp. Pludselig væltede en mur, hvor der stod syv brandfolk. Omkring 1985 opløstes brandværnsorkesteret.

Omsider stod en ny brandstation færdig. Som det første værn i Sønderjylland havde man fået en tankvogn. Kommandoerne blev givet på både dansk og tysk. Og efter kapitulationen var der ikke nogen, der blev smidt ud af værnet, selv om de var tysksindede.

 

Øster Løgum Frivillige Brandværn

Øster Løgum Frivillige Brandværn blev oprettet den 13. oktober 1945. En del borgere havde syslet med tanken om et brandværn. Man ansøgte sognerådet om midler til anskaffelse af en motorsprøjte og slangemateriel. Desuden ville man have alle branddamme renset i kommunen.

 

Hjordkær Frivillige Brandværn

Hjordkær Frivillige Brandværn blev stiftet den 25. februar 1935. Blandt de første bestyrelsesmedlemmer var et fjernt familiemedlem til undertegnede, karetmager Søren Tønder.

 

Med lastbil og taxa

I 1940 blev håndkraftsprøjten udskiftet med en motorsprøjte. Den kunne sprøjte 600 liter i minuttet. Hvis alarmen gik, blev brandmændene kørt til brandstedet af vognmand Jens Lauesen. De brandmænd, der nåede det, sad på ladet. Dem, der ikke nåede det, blev fragtet til stedet af Erik Knudsen, der var taxavognmand i Hjordkær.

Materialet blev opbevaret i Æ Sprøjthus på Tøndervej 29.   I 1942 blev der oprettet en Luftværnskolonne efter en opfordring af politimesteren.

 

Brandstations – grund til kolonihave

I 1944 fik man overdraget en byggegrund til opførelse af en ny brandstation. Bygningshåndværkerne i værnet var villige til at stille deres arbejdskraft til rådighed, såfremt sognerådet ville stille materiale til rådighed. Men det ville de ikke. Det skyldtes den dårlige beliggenhed. Grunden blev i stedet udlagt til to kolonihaver, lejet ud til to brandmænd.

Kassøgård brændte den 16. december 1945. Der indebrændte 25 kreaturer og 70 svin. Kun stuehuset og kostalden blev reddet.

Den 1. maj 1946 besluttede værnet at købe en grund af malermester Andreas Frost. Den ny brandstation blev indviet i 1947. Der var plads til en automobilsprøjte samt en påhængssprøjte.

 

Hele besætningen indebrændte

Den 11. december 1949 brændte det hos Nicolaj Haase i Sdr. Ønlev. Ved anko0msten stod gårdens tre længer i brand. Hele gårdens besætning undtagen hestene indebrændte. Også alt indbo og avlen blev ildens ofre. Ilden menes, at være opstået i den elektriske installation.

 

En ny brandstation

Først i 1946 fik Hjordkær Frivillige Brandværn deres egen udrykningsvogn. Det var en Chevrolet, som blev ombygget af karetmager Søren Tønder og mekaniker Andreas Berg.  Bilen var en åben bil, opbygget med en bænk på hver side af ladet, som mandskabet sad fastspændt på. Bilen blev brugt helt til 1964.

Dernæst fik værnet en Bedford. Det var en kombineret vandtankvogn og mandskabsvogn. I 1978 kom en Mercedes til værnet. I 2002 rådede man over tre køretøjer.   I 1978 fik man en større brandstation.   Som gældende lov blev det vedtaget at, at der som minimum årligt skulle afholdes fire øvelser og to blindalarmer.

 

Ingen efterslukning

I § 5 i vedtægterne stod anført, at Uniform og udrustningsgenstande ikke må bruges uden for tjenesten. Overtrædelse straffes med bøde på 1.50 kr.

I § 7 er der anført bøder for uregelmæssigheder:

• Ikke mødt rettidigt til tjeneste 50 øre. Uniform ikke i ordentlig stand 50 øre. Udeblivelse fra tjeneste uden fyldestgørende undskyldning 1 kr. Udeblivelse fra ildebrand eller blind alarm 2 kr.

Vi kan også aflive rygterne om efterslukning i de frivillige brandværn, for i § 10 i vedtægterne for Hjordkær Frivillige Brandværn står følgende:

• Uden tilladelse fra føreren er det forbudt under tjeneste at ryge eller nyde stærke drikke.

 

Møde i Fru Sørensens Kro

Torsdag den 15. februar 1927 var der indbudt til forsamling i Fru Sørensens Kro i Kliplev. Formålet var at få oprettet et brandværn. Inden generalforsamlingen den 12. oktober, nedbrændte Løwensteins Værksted.

 

100 kr. fra Forsikringsselskabet

I starten havde man et ret primitivt brandmateriel. Man brugte kræfterne til at beskytte naboejendommene ved ildebrand. I november 1927 fik man overdraget kommunesprøjten.  I sommeren 1929 var der brand i Kliplev Mølle. Efter indsatsen betalte forsikringsselskabet 100 kr. som tak for den flotte indsats. I 1931 skaffede man uniformer. Mandskabet måtte selv betale 5 kr. Dette ville dog tilbagebetales såfremt man fik råd til det.
Musikøvelser

I 1934 startede man med musikøvelser. Der blev startet med 6 blæseinstrumenter, en stor og en lille tromme. To år efter vedtog man at give et vederlag for undervisning og ledelse af musikken. Dette skulle betales til Chr. Lunding, såfremt man fik råd til det.

I 1937 fik man et håndsluknings apparat til brandvagterne. Efter påbud fra politikontoret var brandvagter ved teater og maskebal blevet påbudt. I 1939 blev de første røgmasker anskaffet.
Og en mand blev sendt på kursus i Aabenraa.

 

Nye brandbiler

I 1941 indkøbtes en 9 meter mekanisk stige. Den første motorsprøjte kom samme år. Men på grund af benzinmangel blev man nødt til at sætte en hestespand foran sprøjten. I 1949 fik man det første udrykningskøretøj af mærket International. Den var stationeret i Forsamlingsgården.

Man får først i 1954 anskaffet et CF – køretøj, en Opel Blitz fra København. Æ Sprøjthus var nu for lille. En ny brandstation blev bygget i Lillegade 5. Den blev indviet i 1955.

 

Brandbilen blev kaldt Stinne

Brandmændene var utilfredse med alarmeringen. Telefonalarmering blev vedtaget i 1944, men ikke alle havde telefon. Først i 1952 ansøgte man kommunen om en elektrisk sirene.Senere igen indførte man bipper.    I 1960 købte man en brugt Land Rover. Senere fik man en Ford Zephyr og en Austin. Denne bil var meget afholdt og blev kaldt Stinne.  Sidenhen er vognparken blevet fornyet.

 

Hæderlig, sund og kraftig

Den 13. oktober 1889 blev der i Varnæs afholdt et møde med det formål at oprette et frivilligt brandværn. 73 mand mødte op, og 25 – 30 mand meldte sig straks.

De årlige udgifter var beregnet til at løbe op i 120 mark. Fra kommunens side forpligtede man sig til at anskaffe en ny sprøjte, andre slukningsredskaber samt uniformer.  For at blive optaget i værnet skulle man være hæderlig, sund og kraftig.  I vedtægterne havde man en Æresret. Den kunne foretage irettesættelser, kunne idømme bøder, dog højst 6 mark og udelukke medlemmer af brandværnet.

Til medlemmernes pligter hørte villigt at adlyde deres foresatte. Man skulle uden for tjenesten opføre sig hæderligt og mandigt. Desuden udvise ædruelighed, punktlighed, ro, udholdenhed, mod og åndsnærværelse. Årligt skulle der afholdes mindst otte øvelser.

 

Kommandosprog på tysk

I Aabenraa havde man ikke noget imod, at brandkaptajnen var dansk statsborger. Men man tilføjede at kommandosproget skulle være tysk. Det første frivillige brandværn i Varnæs var ikke en succes. Måske var det fordi at korpsånden var tysk. I januar 1894 blev det opløst.

 

Ville ikke indordne sig på  tysk

Amtsforstanderen indkaldte dog snart igen til et kommunemøde, hvor det nedlagte brandværn igen blev forsøgt kaldt til live igen. Der mødte 60 mand op, men stemningen var negativ. Man mente at oprettelsen af et brandværn var en form for germanisering. Folk gav udtryk for, at såfremt kommandoen ikke skete på dansk, var man ikke interesseret.

Der meldte sig kun 17. Det betød, at det manglende mandskab måtte tvangsudskrives. I det dansksindede Varnæs var det svært.

 

Nyt brandværn efter Genforeningen

Efter Genforeningen fik man i Varnæs et frivilligt brandværn, som viste sig at være levedygtigt. I 1992 kunne man markere brandværnets 50 års jubilæum.

 

Bovrup Frivillige Brandværn

På Albrechtsens gæstgivergård blev der den 13. juni 1945 indkaldt til stiftende generalforsamling med henblik på oprettelse af et frivilligt brandværn i Bovrup. Værnet blev stiftet med 30 mand og hvert medlem indbetalte 10 kr.

 

Endelig nye uniformer

Det varede dog flere år, inden værnet fik deres egne uniformer. Umiddelbart efter oprettelsen fik man anskaffet en påhængssprøjte. I 1948 fik man endelig lov til at indkøbte stof til syning af uniformer. I 1953 blev man motoriseret. Fra Bovrup kommune fik man overrakt en såkaldt CBU – Vogn Model V8 fra København.

 

Brandstation og Vejvæsen

Brandstation fik værnet i 1957. man skulle dog dele pladsen med Kommunens Vejvæsen. Kommunen blev ansøgt om en ny sirene, teorilokaler samt tilskud til slangetender. Skovbøl og Bovrup Frivillige Brandværn blev lagt sammen.

 

Indsamling af jern og papir

Ønsket om slangetender gik først i opfyldelse i 1972. man havde i mellemtiden købt en splinterny Land Rover. Af kommunen havde man fået en check på 5.000 kr. Resten måtte man selv betale. Men Bovrup og omegn blev støvsuget for papir og gammelt jern. Træfældning indgik også i de aktiviteter, der skulle give indkomster til værnet. Men alt lykkedes. En slangetender til 32.000 kr. blev anskaffet.

I 1976 kom en tankvogn til. Stationen blev udvidet med 115 m2. Materialet blev betalt af kommunen. Og igen var det frivillig arbejdskraft, der satte tronen på værket.

 

Olieforurening ved Ensted

I september 1982 kom man på en special opgave. 30 tons olie slap ud af Enstedværket. En 8 km kyststrækning i kommunen blev forurenet. Det tog 4 værn 14 dage med at opsamle olie, tang m.m.  I maj 1985 fik værnet en ny Mercedes og i 1993 byggede man en olie – og kemikalie bekæmpelsesvogn.

En ny tankvogn kom til i 1997. Den gamle kunne ikke mere. I dag udgør mandskabet i Bovrup 28 personer.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Løjt
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• De forskellige værns hjemmesider
• www-dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www-dengang.dkinderholder1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Kruså/Bov/Padborg finder du 63 artikler 
• Under København finder du 191 artikler
• Om Brand – Læs
• Brand i Tønder (under Tønder)1-2
• Brand i Højer (under Højer)
• Brand i Bov Kommune (under Padborg/Kruså/Bov)
• Brand i Brokvarterne (under Nørrebro)
• Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
• Christiansborgs Brand 1884 (under København)

Redigeret 22.11. 2021

Vi skal møde en papegøje på  Kovej, der fortalte når Æ Toch kom. Vi skal møde Midde å æ Tout, Store Køj, Charles Hausdiener, Gamle Jes fra Frifeldt, Dr. Kühl, Putzmacherin Petra Orth, Den sidste ridende gendarm og Æ Mapmand . Et kyllinge – skænderi og en kommanderende dyrlæge møder vi også

 

Gennem byen

Vi har skrevet meget om det gamle Højer. Men der er masser at fortælle. Lad os prøve at tage en tur gennem den gamle by.

 

Æ mapmand

Vi kunne jo starte i Nygade. Her boede i nr. 2, Lauritz Andersen. Han var den sidste kroejer af Gottfriedsens Kro, Skolegade 17. Efter at han havde bygget huset i Nygade, levede han af at udleje mapper til folk. Disse mapper indeholdt ugeblade. Og ikke uden grund blev han kaldt Æ Mapmand.

Nord for huset gennem haverne kunne han se den store reberbane, der gik fra Nygade hen over hans hus til Ballumvej.

 

Ridende gendarm

Nygade 1 var bygget af en skipper, men senere overtaget af Grænsegendameriet. Den sidste overvagtmester var Albert Solanger. Han begyndte som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.

På det næste hjørne (Toldgade 5) ligger den tidligere toldbygning fra 1910. Her var der ekspedition, kontor og lager samt bolig for toldbetjent og toldassistent.

 

Meinert Lützen

Meinert Lützens Møbelfabrik hørte til i Toldgade 6 og i bygningerne lige nord for. Han var den første snedker i Nordslesvig, der brugte maskiner i sit værksted. Firmaet startede omkring 1896. Allerede ved århundredskiftet brugte han dampmaskine. Han lavede selv elektrisk lys, før der blev oprettet et elværk i byen. Før første verdenskrig var der 10 snedkere og en polstrer beskæftiget i virksomheden. Firmaet blev først nedlagt i 1986.

Den sidste ridende gendarm i den tyske tid holdt til i Toldgade 4. Jeg ved ikke om hestestalden stadig står bag huset. Han fungerede som politibetjent. Når han havde ærinde uden for byen var han iført sabel og pikkelhue.

 

Alkoholfri værtshus

Og man behøvede ikke at drikke sig fuld, når man gik på værtshus i Højer – dengang. For i Toldgade 3 havde Lauritz Petersen et alkoholfrit gæstgivere med sal.

 

Dambergs Købmandsforretning

Vi kunne nu tage en tur til Ballumvej. Det kunne have været vores nye hjem i min ungdom. Min mor havde familie, der havde et hus her. Det kunne vi leje. Men måske var det for dyrt,
for vi blev i Tønder.

Men hvor Nygade munder ud i Ballumvej lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne var her en dejlig høkerbutik med stålvægt på disken. Her var der skuffer med mel, gryn og sukker. Når et barn lagde en to øre på disken blev de høje blikdåser taget frem. Det skete med et hårdt knubs mod diskens kant, så de sammenklistrede bum (bolsjer) kunne blive slået løse.  Så kunne man også få  en tut (kræmmerhus) med alverdens dejlige bum. Mange længselsfulde barneøje skuede efter disse tutter.

Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og mange andre mærkelige genstande. Ved siden af døren stod en åben sæk med korn. Store trekantede klipfisk kunne man også få herinde. Den flotte kaffemølle kunne beskues fra vinduet. Her stod ufarvet smør i en åben drittel. Margarinen stod i en træbøtte. Og ude ved slusen havde Damberg en tank stående, så han kunne levere brændstof til fiskerne.

 

Landbrugsmaskiner på  Ballumvej

På Ballumvej 9 holdt Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning til. Den første Hyldtoft kom fra Ravsted og begyndte virksomheden i nr. 23.

I nummer 11 havde Fritz Hansen sin vognmandsforretning med to heste. Sønnen overtog forretningen, men rejste til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev. Ja og her har man jo dejlige minder fra.  Peter Jensen havde overtaget stedet. Der var mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede mange metalbeslag som Hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere blev der vaskeri og broderiforretning i lokalerne.

På Ballumvej 13 blev der forhandlet landbrugsmaskiner og fremstillet jerngitterværk. Senere blev der her oprettet et pensionat. Meget tidlig blev der her leveret mad ud af huset i emaljerede to – eller treetages madspande. Man kunne også få komplet service med.

Nord for denne ejendom havde Hjuler Jensen et træskur, som han kaldte for filial. Og lige her i nærheden kunne man hos gartner Seidel hente kål og andre planter.

 

Dansk Forsamlingshus

På Ballumvej 10 blev der i 1925 bygget et dansk forsamlingshus og i 1926 kom der en tilbygning. Her kom også et bibliotek. Fritidshjem blev også indrettet her. Selv mener jeg, at have været til bryllup på dette sted.

 

Hatte i Højer

Et bageri lå på Ballumvej 6. Ved århundredeskiftet blev der indrettet et aktiebageri.

Omkring år 1800 havde Højer hele 13 bagere. Hvor mange mon der er nu? Dengang eksporterede man Kavringe (tvebakker) til Vesterhavsøerne og Norge.  I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat. Jeg kan godt forestille mig, at gamle slægtninge til mig gik gennem Højers gader med sådanne hatte.

 

Grogge dyrere end medicin

I nummer 2 havde vi så Hjuler Jensens store imperium. Men ham har vi allerede skrevet om, og det har vi også om dr. Kühl, der boede her.  Dr. Kühl var meget imod det drikkeri, der foregik i Højer. En besoffen høvring beklagede sig engang til doktoren over, at apotekerens medicin var forfærdelig dyr. Det fik så Dr. Kühl til at udbryde:

• Ja, men groggerne var endnu dyrere.

 

Stue fyldt med ting fra lossepladsen

Vi vender os nu mod Nørrevej. Vi har tidligere besøgt vejen, men går nu ind i nummer 7. Her boede Marie og Jes Jensen (Gamle Jes fra Frifelt). Gamle Jes var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav uden for diget ved Nørrevej. Her havde han et læskur i form af den gamle postvogn til Ballum. Han var også strandfoged. I stuen på Nørrevej blev alle produkter som Jes mente, havde en værdi, opbevaret.

 

Masser af industri i Højer – dengang

På Nørrevej 32 har der været tobaksfabrik. Den tilhørte købmand Knudsen. I løbet af 1800tallet opstod en række industrivirksomheder i Højer. Her var således sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådvævsfabrik og kalkbrænderi.  Ja man fremstillede skællekalk af hjertemuslinger. Denne kalk gav en hvid og meget stærk mørtel eller smadder, som murerne siger.

 

Sundhedsfare

Ved siden af går vejen ned til den ny kirkegård. Den blev oprettet i 1862, dels på grund af pladsmangel på den gamle ved kirken og fordi der var sundhedsfare. Der var brønd med pumpe ved næsten hvert andet hus , også tæt ved den gamle kirkegård. Og en tyfusepidemi i 1860 – 1861 var den direkte anledning.

 

Penge under hovedpuden

Nede ad Østerende lå Hotel Stadt Tondern. Her arbejde staldkarlen Carl Christensen, også kaldet Charles eller Kårl. Han manglede det meste ørerne. Han kunne fortælle de mest fantastiske historier om, hvordan han mistede dem. Fra forstuen var der en dør ind til hans kammer. På døren stod der Hausdiener. Han havde den indstilling til jordisk mammon, at penge skulle man ikke sætte i sparekassen. Han havde derfor sin formue liggende under hovedpuden. Det havde han velvidende, at al trafik fra de handlende gik gennem hans kammer til køkkenet. En dag var hans formue væk.

 

Den kommanderende dyrlæge

På 1. sal på hotellet havde dyrlæge Kragh et par værelser. Han var ungkarl og en dygtig dyrlæge. Han havde en meget kommanderende facon. Og det gik ofte ud over Charles. Det kunne denne ikke lide, og han svarede ofte Kragh:

• Vi er it unne Lemann her o Stadt Tynne (Lemann: Kejser Wilhelm).

Når Kragh blev tilkaldt til Jeppe Smed på Nørrevej til en syg hest, kommanderede han også her med smededrengene, som om det var en hel eksercerplads. Men når de var færdige var han ikke smålig med drikkepenge.

Ja her på Nørrevej har jeg tilbragt nogle dejlige stunder hos onkel og tante og smukke kusiner.

 

Den sidste film i Højer Bio

Og Stadt Tondern blev også til Højer Bio. Den sidste film, jeg så her var en motorcykelfilm. Senere blev biografen dog nedlagt. En anden kusines mand havde hvis nok reklamefirma her. Jeg kan svagt huske, at vi var på rundvisning her.

 

Kyllinge – skænderi

Apoteket har vi tidligere omtalt. Men naboen til apoteker Nagel blev Hans Friedrich Boysen. Det varede ikke længe før de to temperamentsfulde herrer kom op at skændes om deres høns. Senere boede her, karetmager hjuler Madsen. Når et hjul var færdig, skulle smeden sætte jernringen udenom. Madsen trillede så hjulet gennem byen op til Jeppe Smed på Nørrevej 9.

 

August mæ  æ Træben

I Østernde 7 boede August mæ æ Træben. Oprindelig var det kun en træbarak. Og i nummer 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig med landbrug. I mange år sad enken alene tilbage og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.

 

Den talende papegøje

På Kovej 2 lå Dykke Sibbersens smedje. Han fremstillede klægspadder. Han brugte sin maskinhammer til fremstillingen. Han var den eneste af byens smede, der havde sådan en. Dykke
havde også landbrug og holdt køer. Han havde også en papegøje, der om sommeren stod i et bur i haven og skreg i et væk:

• Flora no komme æ toch

Han blev kaptajn i æ Feuerwehr. Og efter konens død, stod han selv for husholdningen. Her lavede han ifølge lærlingen nogen meget specielle frikadeller. I 1937 blev virksomheden solgt til
smed Peter Nielsen fra Bønderby. Købmand Johansen nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse.   Og det var her jeg hentede varer til Oma u i æ kow.

Johansen drev først butik i Klostergade. Senere har jeg hørt at butikken blev drevet som døgnkiosk.

 

Søndagsskole

Og når vi nu er ved Klostergade. Så stod der en indskrift på Klostergade 5:

• Siehe, ich komme und errette deine seele!

Det var her Martensen holdt søndagsskole. Og det blev åbnet for bolsjedåsen.

 

Lokal togtur

Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en flot bygning, der rummede kontorer,
lejlighed til stationsforstanderen og ventesale.

Man kunne få sig en gemytlig aften på Stationskroen i Daler og så tage med det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Og det fantastiske var at man kunne benytte
toget helt lokalt, og løse billet fra Højer ud til Slusen.

Jo man kunne også via en rampe læsse kreaturer på toget. I 1984 blev den flotte bygning revet ned.

 

Kilde

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heriblandt 77 artikler fra Højer:
• Anekdoter fra Højer
• Dagligliv i Højer – dengang
• En vogn fra Højer
• Højer 1935 – 1945
• Højer – før i tiden
• Højers historie
• Flere anekdoter fra Højer  og mange flere artikler 

Redigeret 13.-10. – 2021

I 650 år lå Tønder på samme geografiske område. Var der jernproduktion i Tønder – i meget tidlig tid? Uldgade har fået sit navn på  en misforståelse. Tønder var delt i fire. Der var tre blegepladser, og dem Bag Staldene havde fået fine fornemmelser. Ja, og på et tidspunkt var der to Jernbanegade(r).

 

I 650 år på samme sted

I 650 år lå Tønder på en holm mellem Vidåen i syd og Laurentiusstrømmen i nord. Tre veje førte ind til byen. Løgumklostervejen gennem Østerport, en sommervej fra Sæd gennem Sønderport, og Ribe – Møgeltøndervejen over Vesterbro.

Om natten og i faresituationer var portene lukkede og broen trukket op. Langs med åerne var der palisader.

 

Ikke anlagt af tyske købmænd

Nogle påstår, at byen var grundlagt af tyske købmænd. Men meget tyder på, at byen har udviklet sig fra at være en landsby med en oprindelig lang kroget landsbygade. Dengang var der ikke en eneste tværgade. Således blev Søndergade først anlagt efter den store ildebrand i 1581. Den nuværende Richtsensgade langt senere.

Skulle byen være blevet anlagt af tyske købmænd havde man sikkert også lavet plads til kirke og kirkegård, og det var det ikke.

 

En by i udvikling

Dengang da Tønder fik sine købsstadsrettigheder, var det allerede en by i rig udvikling. Fem år i forvejen havde munkene bosat sig i byen.

Alt tyder på, at byen er opstået som havneby. Efterhånden som det blev vanskeligere at komme ind til Møgeltønder på grund af slikaflejringer, foretrak skipperne at gå ind til Lille – Tønder, hvor Vidåens vand holdt en sejlrende åben. Og Lille – Tønder ligger som bekendt fem kilometer øst for Tønder.

Og det fantastiske er, at også  på det punkt, strides historikerne. Betegnelsen Møgel kan udlægges som Stor. Lille Tønder (Tundria) skulle så have været den nuværende Tønder.

 

Tønder  en vigtig by

Tønder var efter Slesvig, Hertugdømmets ældste by. Tønderhus historie vidner om særdeles mange magtkampe om byen. Men det vidner også om, hvor vigtig en by, Tønder var dengang. Her fungerede den lybske ret. Ikke langt derfra var det den jyske lov, der reagerede.

 

Handel med London i 1017?

Allerede i 1227 havde Sortebrødrene bygget et kloster i byen. I 1238 fulgte Gråbrødrene efter. Pontoppidan hævdede, at Tønder allerede i 1017 drev en omfattende handel med England.
Omkring Nygade og Slotsbanken er der gjort spændende fund. Havde vikingerne allerede dengang en havn i byen?

Vi bliver nok aldrig færdig med at skrive om Tønders historie.

 

Delt i fire

Byen var delt op fire bykvarterer. Det var Sydøst – kvarteret fra Østerport til Torvet og alt syd for denne linje. Sydvest – kvarteret gik fra Storegade 10 til Kogade, og alt syd derfor. Nordvest – kvarteret gik fra Torvet til Laurentiusstrømmen og alt nord for dette. Og endelig havde vi Nordøst – kvarteret fra Humkekærren og det gamle Rådhus til Østerport og alt nord for dette.

 

Gadenumre i 1900

I 1774 inddelte man hvert kvarter i husnumre. Dette system virkede helt til år 1900. Først derefter begyndte man at inddele numre i gaderne.

 

Bag staldene

Omkring år 1500 gik man ind ad Østerport til Torvet ad Østergade. På Torvet lå Klokkehus, Kagemand og galge (til ca. 1500) og et stråtækt rådhus. Torvet var dengang større end i dag.

Derfra gik man gennem Vestergade til Laurentiusstrømmen. Smedende boede på grund af brandfaren for sig selv i Smedegade. Den lå ved kirkegården. Fra Vesterbro til Skibbroen gik Kogade. Det var her, at studene blev drevet hen til Slotsbommen, hvor der skulle betales told.

Større var Tønder faktisk ikke, dengang. Mellem hoved-strøgets baghuse og møddinger gik der fire veje eller gyder bag Staldene, Øster – , Nørre – , Sønder – , og Vester – , bag Staldene.
Der var en tvær-gade for hvert kvarter. Fra Torvet førte en markvej, æ Stokvej , hen til en Stok (dvs. en Løbeplanke) over Laurentiusstrømmen foran der hvor Tønder Øst lå eller for den sags skyld ligger.

 

Var der jernproduktion i Tønder?

En smal slippe førte fra Torvet ned til Sønderport. Andre smøger dengang var Kobbergade, der måske havde navn efter en kobbersmed. Også Pebergade eksisterede som smøge dengang. Navnet kan muligvis stamme fra Peblingerne, som var betegnelsen for Latinskolens elever. Måske kan ordet også henføres til Pebersvendene, som var betegnelsen for Hanseatiske handelsbetjente.

Nu kunne det også tænkes, at navnene Kobbergade, Pebergade og Smedgade kan have noget med udvinding af myrehalm at gøre.

Kobbergade hed i 1695 Copperstrasse og Pebergade, Pepperstrasse. Den engelske betegnelse Cooper, betyder bødker, mens Pepringe afledes af olddansk, Pipr = væld, dvs. kildestedet.

Har det været jernproduktion i Tønder af myremalm? Både smede og bødkere har hver på sit felt haft adgang til råstoffer. Og bødkerne har fremstillet trætønder, hvor salt kunne transporteres. Der har været en omfattende udvinding af salt i området.

Nord og øst for byen er der fundet rester, der kan tyde på udbinding af myremalm. Der er faktisk fundet rester af smelteovne fra jernalderen ved Emmerske.

 

Slotsgade og Uldgade

Da Laurentiuskirken med sin kirkegård blev nedlagt efter reformationen, blev Vestergade forlænget med nye borgerhuse til Laurentiusstrømmen. På det nedlagte klosters grund opstod Slotsgade og Uldgade.

På sydsiden af Slotsgade boede Hertugens slotspersonale. Trekanten mellem Slotsgade og Møllevej blev skænket til højere embedsmænd.

Uldgade fik sit nuværende navn, fordi redaktør Skovrøy formodede, at uldspinderne havde boet her. På tysk kaldtes den Wolfstrasse. Men det er dog ikke korrekt. Nu er det jo ikke første og eneste gang, at man tager fejl m.h.t. Tønders historie.

Med hensyn til Uldgade, så kaldtes den i 1603 Wulf’s Gade efter Wulf Hans, som ejede et hus ud til hjørnet af Søndergade.

Uldgade og Slotsgade hørte egentlig til Tønder Amt. Først i året 1665 efter en langvarig og dyr proces blev gaderne indlemmet i Tønder Købstad. Og dog ikke helt.

 

Storetorv og Lilletorv

Efter 1580 gav byen tilladelse til, at man måtte bygge på Torvet. Det var så Storegade 1, 3, 5 og 7, der blev bygget. Derved blev Torvet delt i Lille Torv og Store Torv. Derefter kaldte man gaden fra Torvet til Kobbergade for Storegade.

Efter den frygtelige brand i 1582 anmodede Hertugen om, at Smøgen fra Torvet syd på, blev gjort lidt bredere. På den måde opstod Søndergade.  Det var egentlig også brandfarens skyld, at man  i 1599 anlagde Lillegade og Møllevej.

 

En ny forstad

Foran Vesterbro ved Møgeltøndervejen var der bygget huse, og efterhånden opstod der en Vesterbro – forstad. I 1612 var her 4 huse, men i 1640 allerede 40 huse.

Den del af bag Staldene, der lå bag Storegade, blev efterhånden til en selvstændig gade, kaldet Spikergade. Første gang vi hører om gaden er i 1670. Og hvad betyder det så? Navnet Spiker
er plattysk. På højtysk hedder det Speicher (Magasinbygning).

 

Tre blegepladser

Mellemgade opstod på lignende måde. Gaden benævnes første gang i 1721. Jomfrustien ved den gamle Amtsgård er af nyere dato. Dog kendes det før 1860.

Til den indre by (bag Palisaderne) hørte også tre Blegepladser, Østblegen bag Seminariet, Sønderblegen, mellem Søndergade og Vidåen. Vestblegen lå der, hvor den senere Skyttegården
lå.

 

To Jernbanegade(r)

Bortset fra Vesterbro– forstad, så lå Tønder stort set på samme geografiske areal i 650 år. Det var først da jernbanen kom til byen, at der skete noget. Da den første banegård Tønder Øst blev bygget i 1866 blev Stokvejen til Jernbanegade.

Efter at Vestvejen blev bygget i 1886, blev Papegøjevejen fra Vestergade til Vestbanegården til en anden Jernbanegade.

Vest for byen opstod der en ny bydel langs med landevejene til Møgeltønder og til Vidingherred.

Byrådet besluttede, at den gamle Stokvej, som man havde givet navnet Jernbanegade nu skulle hedde Richtsensgade. Den ny Jernbanegade beholdt sit navn. Og gaden langs Møgetønder
Landevej fik navnet Strucksalle. En anden af Nystadens gader fik navnet Vidingherredsgade. En lille gade fra denne, der gik vest på fik navnet Markvej.

Og en beskeden lille markvej (Bokkensaavej), der gik nordpå fra Vestergade fik navnet Popsensgade. Her var der også begyndt at opstå huse.

 

Ingen lys ”Bag Staldene” 

Folkene, der boede i de gamle nu efterhånden ophævede bag Staldene havde fået fine fornemmelser. For i 1896 forlangte de gadebelysning. Men i Tonderne Zeitung fik de det svar, at:

• For de Kæferter, der bæres hjem bag Staldene, er Gasbelysning ikke paakrævet.

 

Nye Navne

De gamle –  bag Staldene fik nu fine navne, Vester bag Staldene blev til Allégade (1901). Sønder bag Staldene blev til Skibbrogade(1902), Øster bag Staldene blev til Vidaagde (1905) og endelig Nørre bag Staldene fortsatte som Nørregade.

Man kan undre sig lidt over, hvordan man kunne få plads til 120 borgerhuse i Tønders krogede gader, sådan som historikerne fortæller os. Godt nok var byggegrundene smalle og dybe, men alligevel.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.uwethomsen.dk
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder.
• De første mennesker i Tønder
• Gader og veje i Tønder
• Hertugen af Tønder
• Handel i Tønder indtil 1864
• Historier fra Tønder 1581 – 1624
• Lov og ret i Tønder
• Tønder – på en anden måde
• Tønder i 1600 tallet
• Tønders Historie – fra begyndelsen
• Vikinger i Vadehavet
• Ture i Tønder 1 – 4 og mange flere 

Redigeret 3. – 11 – 2021

Under de fem mørke år opstod der mange vittigheder. Vi bringer nogle af dem her. Nogle går sikkert over stregen, andre er grovkornede og racistiske. Men sådan var det. Nogle er sikkert også  bedre end andre.

Befriende

Mange vil sikkert hævde, at det ikke var noget at grine af under besættelsen. Men der eksisterer faktisk en masse Tyskerhistorier, Vitser, sange og skildringer af de mange sandfærdige begivenheder, der i hvert fald i dag kan trække smilet frem. I nogle tilfælde er humoren måske lidt grovkornet. Måske kan artiklen også
være lidt befriende, når man tænker på alle de barske artikler vi indtil nu, har skrevet om de fem onde år.

 

Den forkerte vej

En dag kort efter besættelsen marcherede en deling tyske soldater ned ad Vesterbrogade mod Rådhuspladsen, da de pludselig begyndte at syng

• Wir fahren gegen Engeland.

Så går i da den forkerte vej, råbte et cykelbud i farten:

• Vend om og skyd genvej gennem Frederiksberg Allé

 

Mani

Kort efter den 9. april sidder nogle børn og diskuterer ordet Mani.

• Når børn stjæler, kaldes det mani
• Når voksne bærer sig ad på samme måde, kaldes det Kleptomani
• Men hvad hedder det så, når Stater stjæler
• Germany, naturligvis

 

Hvor har I fanget dem?

I sommeren 1940 marcherede et tysk musikkorps ad Østerbrogade. Det så storslået ud, ikke mindst fordi Musikkorpset var omgivet af ridende dansk politi.

En Svajer, der imponeret betragtede det flotte skue råbte til en af betjentene:

• Hvor i alverden har i fanget alle dem?

 

Om Rudolf Hess

Ja så blev der skrevet dette kvad:

• Oh Yes
• My name is Hess
• I`ve just arrived with air – express
• Oh yes
• my name is Hess
• I`ve got a fainty for the khaki – dress
• Oh yes
• my name is Hess
• I`ve brought my boss in a dreadful mess
• Oh yes
• my name is Hess
• but there is silence in the danish press

 

SS på  Nørrebro

Mange knægte på Nørrebro – dengang, kaldte SS for Skod – Samlere.

 

Træk dem planmæssig tilbage

En stor tysk soldat stod en dag på  bagperronen af en linje 5 og spærrede pladsen for dem, der ville stige af. En lille kontordame puffede flere gange til ham, men det hjalp ikke. Tyskeren blev stående. Så sagde kontordamen:

• Kunne De ikke tænke Dem at trække Dem planmæssigt tilbage.

 

Ude på
en flyvemaskine

Et par dage før Amerika officielt erklærer Tyskland krig befinder en flyvemaskine sig midt ude over Atlanten. Piloten finder ud af, at benzintanken er læk. Han meddeler, at hvis tre personer ville springe ud, kunne maskinen nå sit bestemmelsessted.

En engelsk, en fransk, en tysk og en italiensk officer befinder sig blandt passagerne. Officererne beslutter sig efter englænderens forslag at ofre sig.

• God save the King, råbte englænderen og styrtede ud.
• Vive La France, fulgte franskmanden og sprang heroisk ud.

Tyskeren slog hælene sammen og råbte Heil Hitler, og kastede så italieneren ud af vinduet.

 

For Gammel

Renthe – Fink fortalte en dag kongen, at Hitler havde bedt ham hilse og sige, han egentlig fandt det meningsløst, at Danmark og Tyskland som to brødrefolk var skilt fra hinanden, og de egentlig burde slås sammen.

Dertil svarede Kongen:

• Det må De tale med min søn om. Jeg er for gammel til at regere over så mange mennesker.

 

Erobret England – med de skibe

Dengang i begyndelsen af besættelsen, da tyskerne betragtede deres ophold i Danmark som et turistbesøg, kom et par tyske officerer hen for at se Ladeby
– skibet.

Opsynsmanden viste dem rundt og forklarede, hvad der var at se. Da de var færdige, sagde den ene tysker:

• Jeg kan ærlig talt ikke se noget imponerende ved det skib
• Det er der såmænd heller ikke, men vi har da to gange erobret England med disse både, svarede opsynsmanden.

 

Nogle af de dårlige

Det skal også være plads til til de dårlige vittigheder.

Da tilbagetoget i Rusland begyndte, fortalte man at den tyske overkommando havde sendt alle gasmasker hjem fra østfronten. Soldaterne kunne nemlig ikke passe dem mere, fordi de var blevet for lange i ansigterne.

De tyske soldater i Rusland fryser ikke mere – for nu tager de vest på.

Nu kan de tyske tanks køre uden benzin – for nu går det stærkt ned ad bakke.

 

Italienerne i bakgear

Italienernes indsats i krigen vakte ikke ubetinget beundring. Da den italienske flugt i Afrika havde varet i flere uger, sagde man ironisk at de nye italienske tanks var bygget med et fremad – gear og otte bak – gear. På Rådhuspladsen var man forundret over denne påstand. Der udspandt sig nu denne lille ordveksling:

• Hvad i alverden skal de bruge det fremadrettede gear til?
• Jo, det kan jo også tænkes, at de bliver angrebet bagfra

 

Fotografering af militære mål 

Første Svajer:

• Nu er det også forbudt at fotografere ”Damerne” på Vesterbro

Anden Svajer:

• Er det, fordi der er mangel på ”Film” ?

Første Svajer:

• Nej men von Hanneken har forbudt al fotografering af militære mål

 

Den grove vittighed

Nogle af vittighederne var grove under besættelsen. Også denne. Det var kendt, at Hitler beordrede selv meget unge mennesker til fronten.

I 1944 gik det rygte om, at Hitler havde bedt om 48 timers våbenstilstand, fordi han havde to divisioner, der skulle holde konfirmation den følgende søndag.

 

Den tyske jernbanevogn

I en tysk jernbanevogn i Jylland, blev der fundet følgende inskription:

• Lieber ein Kaiser von Gottes Gnaden
• als ein Mörder von Berchtesgarden

 

En tur i Østersøen

En dag bad Der Führer, Göring tage med på en ro-tur i Østersøen. Da de var kommet et langt stykke ud spurgte Hitler:

• Du Herman, mon de kan se os fra land nu
• Nej det tror jeg ikke, hvad har du i sinde?
• Jeg vil prøve, om jeg kan gå på vandet, svarede Hitler

 

En aviskiosk i Istedgade

På en aviskiosk i Istedgade var der en morgen skrevet med store blåkridts – bogstaver på en plakat:

• Giv Fanden havde Hitler

Næste morgen stod der neden under med røde bogstaver:

• Jeg vil ikke eje ham – Fanden

 

Fritz slutter, hvor føreren begyndte

Som alle ved. startede Hitler sin karriere som maler. Hjemme i Bovrup syd for Aabenraa stod Frits Clausen i oktober 1944 i sine sutter og gav sine havelåge en gang maling.

• Mojn Frits. Du slutter nok der, hvor Der Führer begyndte.

 

Så  gammel som Metusalem

En dag sendte Sct. Peter, Metusalem en tur ned på Jorden, for at se lidt på forholdene. Han kom dog allerede tilbage, efter to dages forløb, meget nervøs. Sct.
Peter spurgte, hvorfor han kom så hurtig tilbage.

• Det var i sidste øjeblik, jeg kom hjem, Jeg dumpede ned i Tyskland og min årgang skal mobiliseres i morgen.

 

Nok af  de Grønne

Efter Schalburg – aktionen mod Tuborg, trøstede københavnerne sig med, at ølproduktionen nok snart ville komme i gang igen. Tuborg – bryggerierne
kunne med en hvis ret sige:

• De Grønne har vi nok af, og De Røde kommer snart.

 

I rendestenen

Efter bombardementet på Shell-huset den 21. marts 1945 var der stor nervøsitet blandt de tyske soldater i København. Af en eller anden grund marcherede en del tyskere i gåsegang i rendestenen på begge sider af en gade på Nørrebro. Det fik en lille pige til at udbryde:

• Nu går I for en gangs skyld, der hvor I hører hjemme.

 

Vent til du bliver afluset

En tysk flygtninge – dreng som råbte Dumme Dänen efter en flok skolebørn, fik følgende svar af en Viborg – dreng:

• No ka do bar`vent, te do er bleven afluset

 

Det var ikke vand

I en af de københavnske gader brændte to tyske biler. Københavnerne frydede sig, men en meget bekymret ældre mand stod med sin cykelpumpe, som han regelmæssig stak ned i spanden og sugede fuld. Lidt efter så man en fin stråle sprøjte mod de brændende biler. Det virkede irriterende på en ældre københavner:

• Jeg synes ærlig talt ikke, at det er Deres opgave at sprøjte vand på de tyske biler, sagde han forsigtig.
• Vand, gentog den lille mand fornærmet. Det er aldeles ikke vand, det er petroleum.

 

Ja og sådan kunne vi blive ved.

Der er 362 artikler om Besættelsestiden her på www.dengang.dk. Artikler, der nok ikke er så morsom, som denne.

Kilde:

• Diverse Besættelseslitteratur 

Hvis du vil vide mere: 

•  www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 352 artikler 

Redigeret 12. – 02. 2022

Skud i Folketinget. Fjernsyn med kortslutning. Kanslergade – forliget. Tykke Frits bliver Nazi – leder. Nu skal det leges. Abort ja eller nej. Spidsbukser og skrårem. Et afsavet ben i Sydhavn. Skal Danmark nedruste? Kommunister nedruster. To vovehalse betaler prisen. Kaffe og kage – tak. Stewardesser går i luften. Jøder ikke velkommen.

 

Skud i Folketinget

I efteråret 1930 blev det for meget for den arbejdsløse gartner, Charles Nielsen. Vogt jer – fra i aften begynder Gadens terror, råbte han fra sin plads i tilhørerlogen. Han nåede at affyre et skud fra sin tunge rytterpistol, inden han blev overmandet. Skuddet ramte op i loftet. Desperationen i samfundet var tydelig. Arbejdsløsheden havde noget usædvanlige højder.

 

Fjernsyn med kortslutning

Den 30. oktober 1932 skulle danskerne for første gang se fjernsyn. Et fjernsynsstudie blev indrettet i Politikens foredragssal. Fra en modtager i Arena – Teatret i Tivoli skulle billedet så overføres til et filmlærred.

Man lagde op til et imponerende show med landets første fjernsyns – speaker, Povl Sabroe.

I begyndelsen gik alt godt. Sabroe kom frem på billedet. Det vakte både latter og bifald. Man ak. En kortslutning ødelagde det hele. Men de følgende dage gik det godt, og begivenheden trak tusinder af mennesker til.

 

Kanslergade – forliget

Klokken tre om natten måtte Stauning ind i soveværelset hos sin veninde Augusta Erichsen. Han havde brug for en whisky. Hun måtte så ned i kælderen efter den. Den social – demokratiske/radikale regering havde ikke flertal i Rigsdagen. De måtte have hjælp af Venstre. Der skulle rettes op i det økonomiske kaos. Arbejdsløsheden havde været op på 42,3 pct.

Venstre gik med, fordi kronekursen blev nedskrevet. Det ville gavne landbruget. Kanslergade – forliget fik kommunisterne til at gå på banen. De Konservative var sure, for deres forslag om 20 pct. lønnedgang blev ikke taget til efterretning. Forliget stoppede en lockout for 100.000 arbejdere. Der skete noget væsentligt på Østerbro den nat. Hovedpunkterne var

1. Vinterhjælpen gennemføres
2. Socialreformen gennemføres
3. Jordudstykningen genoptages
4. Offentlige arbejder for 75 millioner kroner
5. Finansiering af kommunalt og kooperativt byggeri
6. Støtte til vanskeligt stillede kommuner
7. Henstandsloven forlænges
8. Moratorieloven gennemføres
9. Akkordloven forlænges
10. Ejendomsskatterne nedsættes med 20 millioner kroner
11. Indkomstskatten til Staten forhøjes
12. Indførelse af grundstigningsskyld
13. Kødordning med slagterafgift
14. Indlånsrenten nedsættes
15. Fordeling af kød til arbejdsløse
16. Konvertering af Kreditforeningslån
17. Oprettelse af en Likviditetsfond
18. Dækning ved besparelser, beskatning og lån

 

Grundtvigs kirken indviet

I 1912 var der udskrevet en konkurrence om en mindesmærke for den store salmedigter. P.V. Jensen – Klindt fik anden-prisen. Stor var overraskelsen, da han vandt konkurrencen om kirken. Grundstenen blev lagt i september 1921.

Folk samlede ind og stat og kommune bidrog. Selv bidrog arkitekten med 15.000 kr. Da P.V. Jensen – Klindt døde i 1930 stod kun tårnet færdig. Men sønnen gjorde det færdig.

Efter faderens udtrykkelige ønske tegnede han også alteret, prædikestolen, kororgelet og stolene.

 

Tykke Fritz bliver Nazi – fører

På landsplan fik DNSAP kun 1.025 stemmer i 1932. Cay Lembcke blev afsat og afløst af Frits Clausen. Straks satte denne den nazistiske kurs og oprettede mini
– udgaver af SS og SA – tropper.

Ved valget i 1935 havde partiet pludselig 16.000 stemmer. Men det var stadig ikke nok til at få mandater. Ved valget i 1939 belønnede vælgerne DNSAP for deres mange ekstreme aktiviteter ved at vælge Frits og to andre ind i Folketinget.

 

De ærbare kvinder

I 20erne var kvinderne kortskørtede. Men i 30erne blev skørterne længere og de bare arme blev dækket af tækkelige ærmer. Symaskinerne blev hentet frem i middelklasse – hjemmene. De brede skuldre og de spæde taljer kom igen. Væk var den fladbarmede drengepige. Kvinderne kopierede frisurerne fra deres idoler. Marlene Dietrichs plukkede øjenbryn blev ung mode.

Nye kunststoffer som rayon, der lignede silke, kom frem. Nylon – strømper afløste de mere klodsede kunstsilkestrømper. Og så kunne i Vore Damer læse:

• I krisetider bør man netop klæde sig smukt, for at sprede glæde hos andre – og sig selv.

En mere militant stil vandt indpas. Man fik skulderstropper. Nederdelene blev igen lidt kortere. Håret blev sat op, og lange bukser blev accepteret til hverdagsbrug. I 1939 da verdenskrigen brød ud, trak kvinderne i uniform.

 

Nu skal der leges

Man kunne møde op i skolegården med helt nye hinkesten eller en stilebog fuld af glansbilleder. Og allerede i 1700tallet fandtes jou – jou i både England og Frankrig. Nu kom den til Danmark som Yo – Yo.

De dygtigste kunne både spille jorden rundt, gå tur med hunden og vugge med deres Yo – Yo. Aviserne arrangerede store konkurrencer. Man kunne al tid tage sig et spil, når læreren vendte ryggen til.

Stylterne blev også populære. De lange stænger var nu ikke så velegnet til skolebrug. Det var i baggården og på villavejene man lærte sig den svære kunst.
Man kunne købe dem i legetøjsbutikker. Men så mange en far havde gang i hammer og søm, for at fremstille dem.

Matador var det første spil, som både fangede børn og voksne. Det var en arbejdsløs amerikansk ingeniør, der havde fået ideen. Spillet blev oversat til 24 sprog og det bredte sig som en steppebrand til 45 lande.

Det var den danske udgiver Drechsler, der herhjemme udgav den grønne spilleplade. Hvidovrevej kunne købes for 60 kr. Og Strøget kostede 400 kr. mens Rådhuspladsen kun kostede 350 kr. Bryggerier, dampskibsselskaber og meget mere, kunne købes. Men man kunne også blankes fuldstændig af.

I diktaturlande ville man ikke kendes ved det. I Tyskland blev det også forbudt. Goebbels mente at det var af jødisk, spekulativ karakter.

 

Abort – ja eller nej

Børneflokke på 10 eller 12 var ikke ualmindelige dengang. De mange uønskede svangerskaber nedbrød kvindernes liv og fysik. Diakonissestiftelsens
overkirurg, Mogens Fenger afviste forarget et forslag om at vejlede ugifte kvinder i brug af prævention med ordene:

• Jeg ville føle mig reduceret til ekspedient i en gummivareforretning

Han mente, at brugen af prævention var syndigt.

I 1936 blev lægen J.H. Leunbach anklaget for at have foretaget ulovlige indgreb imod uønsket svangerskab. Han blev idømt tre måneders fængsel. Desuden blev han frakendt sine borgerlige rettigheder og retten til at praktisere som læge i fem år.

Han gjorde det ikke for egen vindings skyld. Desuden kæmpede han for indførelse af offentlige seksualklinikker og obligatorisk undervisning i seksuallære i skolerne.

Debatten op til vedtagelse af en ny svangerskabslov blev særdeles ophidset. Den omtalte læge måtte næsten dagligt vaske sine vinduer efter overmalinger som Ridderen af den blodige strikkepind. Og det lille nazistiske parti bidrog også på vinduerne i Willemoesgade, Jødesvin, Børneforfører og Fosterlager.

I sommeren 1937 blev svangerskabsloven vedtaget. Den tillod abort, men kun når det var nødvendigt for at afværge alvorlig fare for kvinders liv eller helbred. Men det ændrede ikke ved det faktum, at det stadig var andre, især mænd, der skulle afgøre om en kvinde skulle føde et uønsket barn. Som forfatteren Peter Freuchen skrev:

• Så er kvinderne igen henvist til kvaksalverne……..

 

Spidsbukser og skrårem

De borgerlige kræfter væbnede sig mod den kommunistiske fare. De betragtede Stauning som en camoufleret kommunist. , der delte landets værdier ud til proletarerne og undergrave den liberale kapitalisme.

Det Konservative Folkeparti var i 1915 vokset ud af det gamle Højre. I toppen sad John Christmas Møller. I bunden var partiet domineret af mange reaktionære kræfter., hvis opfattelse på mange måder afveg meget fra ledelsens opfattelse af samfundet.

Fra den side voksede KU, Konservativ Ungdom op. I 1935 havde man hele 30.000 medlemmer. KU lagde sig bevidst tæt op ad den tyske nazisme. Man indførte brune uniformer, inspireret af de tyske SA – bataljoner.

KU kom i 1932 til at stå i et modsætningsforhold til moderpartiet. Man lånte også armføringen af nazisterne. Fra 1933 var uniformen gjort obligatorisk.
Lange støvler hørte selvfølgelig med de brune skjorter, spidsbukserne og skråremmen. Og støvlerne var praktiske, når man skulle give de politiske modstandere et spark.

Et afsavet ben i Sydhavnen

Den 16. maj 1931 fandt man et venstreben på den såkaldte Djævle-ø i Sydhavnen. Senere fandt man endnu et ben i havnen. Retsmedicinere kunne fastslå, at der var tale om en kvinde på ca. 1.60 og ca. 25 år.

Ben-stumperne var pakket ind i avispapir. Det stammede fra Nationaltidende den 19. oktober 1930. Den 28. maj fandt man yderlig en pakke drivende
 Kastels-graven bag Den Svenske Kirke. Den viste sig at indeholde overkroppen af en kvinde.

En kvinde fra Bellmansgade, Henriette Dalby var forsvundet. Fingeraftryk fra kvindens møbler og liget kunne fastslå identiteten. Hendes samlever, den arbejdsløse sømand, Peter Hansen tilstod efter vedholdende afhøringer. Han havde parteret liget og kastet det i vandet. Men han erkendte ikke drab. Under et skænderi havde han skubbet hende omkuld. Da han ville samle hende op, opdagede han, at hun var død.

Han havde skjult liget under en divan, inden han parterede det. Takket være en udsædvanlig god forsvarer, blev han dømt 18 måneders forbedringshus.

Halvanden år efter genså forsvareren og Peter Hansen igen hinanden. Han var nu tiltalt for drabsforsøg på hans nye samlever. Igen ydede advokaten det allerbedste, hvad han havde lært. Peter Hansen blev idømt beskedne 2 ½ års fængsel.

 

Skal Danmark nedruste?

I 1929 fremsatte regeringen et forslag til

• lov om uddannelse af hær og flåde til et vagtkorps og en statsmarine, bestemt til varetagelse af Danmarks neutralitets – og folkeforbundsopgaver.

Værnepligten skulle bl.a. afskaffes. Men Officerskorpset og De Konservative strittede imod. Men det trak ud. Stauning nølede. Han ville gerne have Venstre
med.

Efter mange tovtrækkerier kom et forlig i stand i 1932. Det betød en reduktion af forsvarsudgifterne og beredskabsstyrken. Værnepligten overlevede dog, men både hær og flåde blev beskåret.

Men kort tid efter, kom Stauning i tvivl, om det var den rigtige beslutning. Tilliden til Folkeforbundet var blevet alvorlig svækket. Han holdt en forbitret tale, om at Danmark ikke alene kunne være Nordens Lænkehund og selv påtage sig at bevogte den fælles sydgrænse.

I 1935 indførte Hitler stik imod fredsaftalerne i Versailles i 1919, værnepligten. Stauning mente, at det danske beredskab skulle styrkes. Men P. Munch forhindrede dette.

 

Kommunisterne opruster

I 1929 fik kommunisterne i Danmark at vide, at de skulle tage sig sammen. Det var nødvendigt, for revolutionen havde det skidt i Danmark. DKP kunne kun mønstre få tusinde stemmer og internt var man lammet af stridigheder.

Brevet fra Den kommunistiske Internationale satte skub i tingene. Den arbejdsløse tekstilarbejder Axel Larsen gik i gang. Han havde ellers fået at vide i Moskva, at hans trotskistiske tilbøjeligheder ikke var noget for partiet. Men det forhindrede ham dog ikke ved hjælp af hans taktiske begavelse at fremme egne interesser.

Axel Larsen mente, at DKP skulle være de arbejdsløses parti. Det betød at DKP i 1932 flerdoblede deres stemmeantal. Stauning var hårde over for dem, da de kom i Folketinget. Måske var det derfor, at Axel Larsen indledte sin første tale i Folketinget således:

• Jeg skal på mit partis vegne, med en kommunists rå og ansvarsløs stemme erklære……

Partiet ville ikke have og fik heller ikke indflydelse i Folketinget. De lagde vægt på, at få indflydelse på alt det, der foregik på gaderne og arbejdspladsen. De gik blandt i aktion for at støtte sømændenes og søfyrbødernes store strejke i 1934.

Det kom til slagsmål på Fælleden. Betjentene havde været så forudseende at smøre deres knipler ind i grøn sæbe, så aktivisterne ikke bare kunne gribe dem. Arbejderværnet blev stiftet. De skulle beskytte demonstranter imod politivold.

Senere skiftede man taktik og genfremsatte forslag som Socialdemokratiet tidligere havde fremsat. Man mente, at arbejderne skulle forene sig i forsvaret for demokratiet.

 

To vovehalse betaler prisen

Talemåden Højt at flyve – dybt at falde blev alvor for to vovehalse. Emilie Sannom fra Stefansgade på Nørrebro udfordrede døden som luftakrobat. Det samme gjaldt for verdensmesteren i faldskærmsudspring, John Tranum.

I perioden 1909 – 23 havde Emilie, kaldet Mille medvirket i lang række film, da skuespillerheldet svigtede. Hun måtte have noget andet at leve af. Hun vidste selv, at han udfordrede døden. Den 30. august 1931 lånte hun uofficielt og imod reglerne en faldskærm . Den foldede sig ikke ud under udspringet.

Hun hvirvlede mod jorden og blev øjeblikkelig dræbt, da hun ramte den. Hendes død udløste enorm opmærksomhed og fyldte hele avisforsider. Ja det skabte nærmest landesorg. John Tranum ville vise, at faldskærmsudspring var ufarlig. Det fortælles at han under indflyvning til en flyveplads i jakkesæt med mappe og stok pludselig kastede sig ud af en flyvemaskine. Han landede i faldskærm før de andre.

Den 7. marts 1935 vovede han sig ud i et dristigt rekordforsøg. Det var et udspring fra 10.000 meter med frit fald på 8.000 meter. Opstigningen forløb normalt, indtil piloten i Tranums fly i 8.600 meters højde mærkede et let tryk. Da han vendte sig om, så han at Tranum sad livløs bag sig. Piloten sørgede straks jorden, men for sent. John Tranum blev efter landingen konstateret død af hjertestop.

 

Kaffe og Kage – tak

En ny mode var slået igennem. Det var ikke kun for at nyde kaffe, kage, chokolade, te og konfekt. Nej en stor del af fornøjelsen var at blive set. En overgang var der 6 – 700 caféer i landet. De første danske konditorier opstod i København sidst i 1700 – tallet af schweiziske og italienske kagebagere.

Også samfundets mindre velbeslåede borgere gik på konditori. I små træskurer tilbød kagekoner også konfekt og kager.

 

Stewardesser går i luften

Den 28. juli 1938 kom Danmark ind i luftfartshistorien. Det danske luftfartsselskab DDL havde købt to 4 – motorers Condor – fly. Dania satte kurs mod London via Hamborg. 22 passagerer nød turen, der varede de planmæssige tre timer og 45 minutter.

Frøknerne Hanne og Doris var håndplukkede til turen. De var de første stewardesser. De opfyldte de strenge krav, perfekte i sprog og kendte til sygepleje og barnepleje. Men de var også præsentable og dygtige til at omgås alle mulige nationaliteter og i besiddelse af takt.

I 1939 nåede antallet af passagerer i Københavns Lufthavn op på 71.750 – en rekord, der kom til at stå i mange år.

 

Jøder ikke velkommen

Mellem 1933 og 1939 flygtede en halv million jøder fra Tyskland. For politikerne i Danmark var den danske neutralitetspolitik vigtigere end humanitær bistand. Arbejdsløsheden var stor herhjemme, og Tyskland blev betragtet som et retssamfund. Kun hver femte asylansøger blev lukket ind. Man fortrængte at tyskerne var i gang med at rense Stortyskland for den jødiske bacille.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 305 artikler
  
• Østerbro – Nyheder 1884 – 1898 (under Østerbro)
• Østerbro – overskrifter 1902 – 1919 (under Østerbro)
• Københavner – Historier 1884 – 1890 (under Nørrebro)
• Københavner – Historier 1891 – 1902 (under Nørrebro)
• Nørrebro – overskrifter 1903 – 1916 (under Nørrebro)
• Gamle historier fra Nørrebro (under Nørrebro)
• Historier fra Nørrebro 1880 – 1936 (under Nørrebro)

Redigeret 12. – 02 – 2022

 

 

Tre sabotører blev narret. 42 modstandsfolk gik i aktion i Ryesgade. De blev beskudt af dansk politi, da de trak sig tilbage. Flere aktioner blev rettet mod Riffelsyndikatet. En dansk værkfører var skyld i mange danske arbejderes død. En aktion mod krydseren Nürnberg blev en delvis succes. Vi  ser også på andre sabotageaktioner på Østerbro.

 

DKP starter sabotage

Efter at DKP havde besluttet at gå  ind i sabotageaktioner, havde man også besluttet at startdatoen skulle være den 9. april 1942. Men den første sabotageaktion var en fiasko. To brandbomber anbragt på Husarkasernen på Østerbro virkede ikke. Andre prøvede at stikke ild på nogle tyske jernbanevogne med ammunition og halm på baneterrænet ved Østerport. Fosforet ville dog ikke tænde.

 

Den første sprængnings – sabotage

Den 26. september gik det ud over to automobilværksteder på Lyngbyvej 182 og 165. Det var henholdsvis Adler Service og Heiber Service. Mod Adler havde man fremstillet en række rørbomber. Egentlig skulle aktionen være startet samtidig, men en vagt kom i vejen. Da modstandsfolkene pludselig hørte tre store brag fra Adler opgav de deres foretagende.

De to grupper mødtes senere på  en café på Nørrebrogade, hvor de diskuterede hinandens resultater.

Nu var skaderne trods de høje brag på Adler ikke så store. Men det var den første egentlige organiserede sprængningssabotage i Danmark. Det var desværre også den dag, da faldskærmsfolkenes chef, Michael Christian Rottbøll blev dræbt i Vordingborggade (Øresundsvej).

 

Sabotører blev narret

Tre sabotører havde fået en aftale med tre tyske soldater, der angivelig ønskede at desertere. Derfor ønskede de at aflevere deres våben. Mødet skulle finde sted den 26.december 1943 på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej. Men i stedet for de tre soldater mødte Gestapo op. Det endte med to dræbte og en såret sabotør.

 

43 modstandsfolk i kæmpe aktion

Den 25. juni var det Ambi, der stod for skud. Virksomheden leverede tændsatser til den tyske krigsindustri. En af modstandsfolkene fik at vide, at han godt kunne gå igen, da han mødte op. Han var beruset og blev beskyldt for at være ansvarsløs.

Ambi lå i en gård mellem Ryesgade og Kronprins Frederiks Stiftelse , som ligger mellem Fredensgade og Østerbrogade.

Den var stærkt bevogtet og udstyret med tårn med projektører og løbegang til vagterne hen over taget. Seks vagter var blevet skudt. Tyskerne stillede efter dette krav om, at dansk politi skulle bevogte de mest oplagte sabotagemål.

I alt deltog 43 modstandsfolk mod både Nordwerk og Ambi. .

Gården til Ambi blev taget under ild fra tre vinkler med maskinpistoler. Under dækning heraf anbragtes to stiger mod bagbygningen fra gården mellem fabrikken og stiftelsen ud mod Dosseringen. Fra taget blev der kastet tre gange 30 kg Trotyl indkapslet i støbejernsrør ned gennem to ovenlysvinduer, henholdsvis ind gennem gavlen i den to etagers bygning. Ladningerne tændtes direkte med fem minutters lunter.

Bygningerne blev meget effektivt ødelagt. På fabrikken blev der såret tre arbejdere.

På Nordwerk anrettede tre sprængladninger af 30 kg ødelæggelser for 1.283.000 kr.

 

Rasende på  danske politifolk

Dækningsgrupperne var kommet i kamp. En politiudrykning fra Rosenvængets Station blev standset ud for Ambi af en maskinpistolsalve. I Fredensgade ud til Blegdamsvej kom man i kamp med en tysk enhed på 15 mand. Yderligere en gruppe betjente kom til fra Politigården. Denne blev dog bragt til standsning. Modstandsfolkene var rasende over for politiets indgreb. Da de trak sig tilbage, blev de beskudt af danske politifolk

 

Sabotage mod Nyboder Skole

En sabotage mod den tyske radiomast på  Nyboder Skole fandt sted den 15.- 16. august 1943. Det lykkedes at anbringe en pølse af plastisk sprængstof omkring den 3 fod tykke og 15 meter høje mast i et par fods højde. Klokken 0.20 lykkedes det at sprænge tre meter af masten væk. Den blev hængende i sine barduner, men måtte demonteres. En politirapport afslørede, at to tyske soldater var på vagt. Men den nærmeste befandt sig 200 meter væk fra masten.

 

Sprængbombe mod Riffelsyndikatet

Riffelsyndikatet lå i Frihavnen som en utilnærmelig fæstning og producerede pistoler, maskinpistoler, rekylgeværer og 20 mm kanoner. Allerede den 10. maj 1943 havde en sprængbombe
ødelagt Riffelsyndikatets strømfordeling. Her anvendte man Trotyl. Bomben havde man fået ind på området takket være to ansatte.  Det var ikke let at komme ind. En tysk kontrol-kommission overværede det hele. Syndikatet havde en vagtstyrke på 60 – 70 personer formeret i tre hold. I udkantsområdet gik der desuden tyske politisoldater. Jo Riffelsyndikatet var sandelig vigtig for den tyske krigsindustri.

 

Mislykket forsøg 

I december skulle det igen gå ud over stedet. Planen var at opbygge en stor ladning Trotyl inde på området. Det skulle smugles ind i veste. Torsdag den 16. december blev første portion indsmuglet. Ladningen var anbragt i hovedbygningen på anden sal. Under nogle gulvbrædder, der kunne løftes op. 70 – 75 kg var efterhånden blevet anbragt.

Med så stor en portion blev man nødt til at advare inden sprængningen. Aftalen var, at folkene inde på Riffelsyndikatet den 19. december klokken 16 skulle trykke blyanterne, som var på en halv time og derefter give signal ved at vifte ud af vinduerne til nogle folk, som BOPA havde stillet op udenfor. Disse skulle så ringe til virksomheden og advare.

Da de viftede kunne de imidlertid ikke få kontakt. De blev nervøse og trak blyanterne ud af ladningen uden at det skete noget. Man besluttede derfor at udskyde aktionen til næste dag. På det tidspunkt havde virksomhedens ledelse dog anet uråd. Hele virksomheden blev derfor undersøgt uden at man dog fandt noget.

 

Værkfører skyld i dødsfald

Mandag den 20. fungerede systemet. Der blev ringet tre forskellige steder hen på Riffelsyndikatet. Ledelsen gav dog ingen alarm. Men rygtet løb. Arbejderne samledes i klynger. De fleste var stemt for at forlade værkstederne og størstedelen var kommet udenfor, da en værkfører stillede sig i døren og kaldte det hele for bluff.

Netop da eksploderede sprængladningen. Takket være værkfører blev de arbejdere, der opholdt sig i bygningen enten dræbt eller såret.

Arbejderne blev forhindret af tyske soldater i, at komme deres sårede kollegaer til hjælp. Tyskerne havde også  lidt store tab ved aktionen.

 

Våben taget med

Inden aktionen var Toldvagten ved porten blevet besat. Dækningsgrupper havde taget stilling ved Nordhavn Station og på hjørnet af Østbanegade/Århusgade.  To biler med sprængstof kørte så  ind på området. Det havde ligge i en kælder hos en skomager på Amager.

Alt i alt var der blevet anvendt 400 kg Trotyl. Skaderne beløb sig til 9.444.000 kr. Og så fik man også tilranet sig 30 – 40 rekylgeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne og to 20 mm maskinkanoner.

 

Aktion mod krydseren Nürnberg

Nede i Frihavnen lå krydseren Nürnberg. Den lå ved øst-kajen bag Langelinie. Den var tæt besat med vagtposter. Gennem en tunnel løb der kabler, som blandt andet forsynede den med strøm. Modstandsbevægelsen fandt ud af, at den 600 meter lange tunnel var tre meter dyb og halvanden meter bred. Den var fyldt med vand i knæhøjde.

Kajmuren var over en meter tyk og bestod af svære granitblokke. Der skulle bruges rigtig meget sprængstof, hvis noget skulle gøres.

Den 13. februar 1945 om morgenen ankom aktionsholdet i kloakdragter. Sprængstoffet blev i fem sække transporteret på en beslaglagt hestevogn. Den var camoufleret med grus og to sække
cement. På kajen begyndte man at blande cement, samtidig med at sprængstoffet blev sænket ned til tre folk i tunnelen. Hele 135 kg sprængstof skulle transporteres i tunellen.

Uret var sat til at slutte strømmen kl. sytten, når de danske arbejdere havde forladt havnen. I Nørrebroparken stod man parat for at høre braget. Men intet skete.

Man måtte nu ned i tunnelen for at se, hvad der var gået galt. Unægtelig en farefuld tur. Uret var gået i stå fire timer for tidligt. Det hele blev repareret. Nu kunne man så vente på braget.

 

Nürnberg skød mod engelske fly

Eksplosionen rev 5 – 6 meter ud af kajen og to kraner væltede ned over Nürnberg. En affaldspram, som var fortøjet langs krydserens anden side tippede rundt og gik til bunds. Nürnberg
skulle samme aften være afsejlet til Königsberg. I stedet blev den slæbt bort og lå endnu ved Nordhavnen efter den tyske kapitulation.

Det lykkedes dog ikke at beskadige Nürnbergs antiluftskyts. Under angrebet mod Schell-huset den 21. marts deltog Nürnberg’ s antiluftskyts i at bekæmpe de britiske Mosquitos.

 

Mange sabotage – aktioner

Vi har kigget lidt i arkiverne over sabotager udført på Østerbro og nærmeste omegn – dengang. Listen er dog langt fra komplet. Vi har medtaget steder på Ryesgade og Blegdamsvej som måske nærmere har hørt ind under Nørrebro:

1942

• Den 9.04.42 Mislykket forsøg på tyske jernbanevogne på Østerport Station
• Den 26.06.42, Staldbygning til Husarkasernen, Marskensgade, brandforsøg
• Den 26.07.42, Nordbjærg & Wedells bådværft, to hurtigbåde ødelagt
• Den 1.09.42, Den tyske Skole under opførelse, Tuborgvej/Emdrupvej
• Den 26.09.42, Adler Service, Lyngbyvej 182, forsøg med sprængbombe
• Den 26.09.42, Autofirmaet Heiber Service, Lyngbyvej 165, sprængbomber
• Den 31.10.42, Værktøjs-fabrikken Præcision, Emdrupvej 28, sabotageforsøg

 

1943

• Den 25.01.43, A/S Reichards Chokoladefabrik, Nygårdsvej 47, sprængning
• Den 13.02.43, Hairlock Cushion, Lyngbyvej 170, brand, store sideskader
• Den 26.02.43, Heiber og Co, Lyngbyvej 185, brand i bil
• Den 6.03.43, Maskinværkstedet, Vini, Viborggade 45 – 47, eksplosion
• Den 21.03.43, Brdr. Hansens Motor – og Maskinfabrik, Sundkrogsgade
• Den 5.04.43, K.A. Hartmanns Maskinfabrik, Vermundsgade 5, sprængning
• Den 8.04.43, L.C. Jørgensens Maskinfabrik, Ryesgade 112, sprængbomber
• Den 8.04.43, Super Service, Blegdamsvej 60 – 62, sprængbombe
• Den 17.04.43, The Danish Shoe Machinery Works ltd., Blegdamsvej 28 – 32
• Den 26.04.43, Knud Larsens Lædervarefabrik, Rosenvængets Allé 6, brand
• Den 29.04.43, Nordhavnsværftet, Kalkbrænderigade, brand
• Den 1.05.43, Autoværkstedet Hubert (Heiber Service), Lyngbyvej 165, sprængbomber 
• Den 5.05.43, Nordbjerg & Wedells Bådværft, brand
• Den 10.05.43, Riffelsyndikatet, Frihavnen, sprængbombe
• Den 28.7.43, Maskinfabrikken Precision, Emdrupvej 28, sprængbombe
• Den 7.08.43, Maskinfabrikken Ambi, Ryesgade 60, sprængning
• Den 12.8.43, H.C. Clausens Skotøjsfabrik, Ryesgade 19 – 21, brand
• Den 13.08.43, Adler Service, Lyngbyvej 182, sprængbomber
• Den 26.08.43, Autoværksted, Randersgade 50, sprængbomber
• Den 4.09.43, Maskinfabrikken Ambi, forsøg
• Den 11.09.43, K.A. Hartmanns Maskinfabrik, Vermundsgade 5, sprængbombe
• Den 12.09.43, Brdr. Hansens Maskinfabrik, Sundkrogsgade, eksplosion
• Den 18.09.43, Schenstrøm & Co, Lyngbyvej 170, sprængbombe
• Den 28.09.43, Akkumulator-fabrikken, Nestor, Omøgade 22, eksplosion
• Den 8.10.43, Siemens Elektricitet, Blegdamsvej 124, sprængbomber og brand
• Den 31.10.43, WM, transportbil ud for Blegdamsvej 62
• Den 4.12.43, Heiber og Co, Lyngbyvej 165, sprængbomber
• Den 20.12.43, Riffelsyndikatet, bombe

 

1944

• Den 9.01.44, Heiber og Co, Lyngbyvej 165, sprængning i reparationshallen
• Den 2.05.44, Frihavnens Elektricitetsværk, sprængning af omformer
• Den 22.06.44, Riffelsyndikatet, skader for 10 mil. Kroner
• Den 25.06.44, Nordværk, Ryesgade 19 – 21, sprængladninger
• Den 25.06.44, Maskinfabrikken, Ambi, Ryesgade 60, bomber, brand
• Den 19.10.44, Autoreparationsfirma, Nygårdsvej 42, brandbomber
• Den 15.11.44, Nordhavnsværftet, tysk skib, Duoro, sænket
• December 1944, Nellermanns Auto-reparation, Nygårdsvej 49
• Den 1.12.44, The Danish Shoe Machinery Works, Blegdamsvej 28 – 32,ekspl.

 

1945

• Den 3.01.45, Maskinfabrikken, Precision, Emdrupvej 28, eksplosion
• Den 13.01.45, Maskinfabrikken Precision, gentagelse af sabotage
• Den 26.01.45, Benzinstation, Gl. Kalkbrænderivej 15
• Den 26.01.45, Benzintankanlæg, Randersgade 7
• Den 26.01.45, Benzintankanlæg, Lyngbyvej 36
• Den 6.02.45, Benzintank, Tuborgvej 52
• Den 15.02.45, Eksplosion i Øst-kajen, frihavnen udfor krydseren, Nürnberg
• Den 25.02.45, Johannesen & Lunds Maskinfabrik, Ryesgade 51 – 55, brand
• Den 9.03.45, De Danske Spritfabrikker, Strandboulevarden. afh af 1.200 l. sprit
• Den 11.03.45, Heiber og Co, Lyngbyvej 165 – 167, sprængning
• Den 6.04.45, Jernbanevogn ved Nordhavn Station sprængt
• Den 10.04.45, Østerbro station, sprængning af jernbanevogn

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www,dengang,dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler –

• Under Østerbro finder du 101 artikler, herunder mange fra besættelsestiden
• Under Besættelsestiden /før/Under/Efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 12.10.2021

Kampen i Classens Have varede kun tre – fire timer. Men hvad skete der før og efter. Peymann ville gerne have lidt heltedøden. Han blev gjort ansvarlig for nederlaget. Men englænderne kom med 30.000. Og kronprinsen tog bare til Sønderjylland. Østerbro var sønderbombet. Og en engelsk familie ved Østerport måtte flygte ud af landet. De danske soldater var som bønder i uniformer, sagde englænderne, men de roste da også.

 

Danmark ikke klar til kamp

Peymann var blevet udnævnt som kommandant med uindskrænket militær magtbeføjelse. Man regnede med, at englænderne ville angribe fra søsiden lige som de gjorde i 1801. Kronprinsen havde den 7. august beordret Admiralitetet til hurtigt at opstille et forsvar omkring Københavns Havn ved at armere den faste defension. Men man fandt det ikke nødvendig
at klargøre flåden.

Og landtropperne, ja de befandt sig i Holsten. Hvor den skulle værne om Danmarks neutralitet over for de franske tropper. Danmark var slet ikke klar til kamp. Landet blev taget på sengen. Faktisk var englænderne af den overbevisning, at franskmændene ville tage den danske flåde.

 

Kronprinsen på  vej mod syd

Den daværende konge, Christian den Syvende havde på grund af sin sindstilstand ingen egentlig magt. Det var kronprinsen, den senere Frederik den Sjette, der bestred den egentlige magt. Han befandt sig med hæren i Sønderjylland. Det var her, han modtog englændernes ultimatum. Og det var udlevering af hele den danske flåde samt at indtræde i krigen på Englands side. Det blev til et rungende nej. Men den engelske flåde var på vej. Ja de var tæt på. I modsætning til 1801 havde de en stor landhær med.

 

Nær pågrebet på  Storebælt

Men kronprinsen kom dog til København for at hente kongen og bringe ham i sikkerhed. Og det skete til Kolding Slot. Selv tog kronprinsen atter engang sydpå. På vejen over Storebælt blev de stoppet af et engelsk krigsskib. Færgemanden fortalte, at de sejlede med en syg svensk baron. De fik lov til at fortsætte.

 

Op mod en overmagt

Den 70 – årige Peymann havde aldrig tidligere haft en militær kommando. Det meste af sin tjenestetid havde han tilbragt bag skrivebordet. Til hans rådighed stod kun 5.500 egentlige soldater. Dertil kom Borgervæbningen, Landværn, Livjægerkorps samt Studenterkorps. Man var vel ca. 11.000 i det hele. Ja og englænderne stillede med 30.000 mand.

 

En hurtig march mod København

Den 16. august gik englænderne i land ved Vedbæk. De blev ikke angrebet. Peymann udsendte 600 mand, der blot skulle observere. De gik op til Mølleåen fra Lyngby til Strandmøllen. Ni dage senere stod englænderne uden for København i en linje fra Classens Have, på ydersiden af Søerne ad Blegdamsvejen forbi Blågård og Ladegården til Kalvebod Strand.

Seks af otte udfald fra Københavns Landforsvar var fællesoperationer med kanonbåde og landtropper. De tre af dem havde Classens Have som mål. To andre udfald gik gennem dette område, som lå mellem Classensgade, Østerbrogade, Rosenvængets Allé og stranden.  Den 25. august skete der et angreb nord for området ved Svanemøllen. Man ville hindre fjenden i at nå frem til København og især Kastellet.

Den 17. august blev udfaldet foretaget af Livjægere, men overmagten var for stor.

Den 20. august var 9 kanonbåde og en hær på 3.800 i gang med at ødelægge batterier ved Svanemøllen. Man kan undre sig, at når man kunne samle så stor en styrke, hvorfor man så ikke angreb englænderne i Vedbæk.

 

Manglende signal til kanonbåden

Aktionen lykkedes dog ikke, fordi oberstløjtnant Voigh som havde kommandoen glemte at signalere til kanonbådene. Det kostede 16 døde og 20 sårede. Den 24. august gik englænderne frem mod Østerbro og Kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro, Frederiksberg samt udkanten af Vesterbro og pressede danskerne tilbage.

Presset var så stor, at det kompagni, der stod parat med to kanoner på Rolighedsvej (Nordre Frihavnsgade) mellem Strandvejen og det gamle kalkbrænderi blev kastet til bage til Classens Have.

 

Overrumplet

Men udfaldet fra den 25. august skete fra Kastellet mod Classens Have. For danskerne var området strategisk. Men sådan blev det ikke opfattet af englænderne. Deres artilleri blev opført i halvcirkler op til tre kilometer fra byen. Når de nu alligevel var i området kunne det skyldes at deres batteristilling på Trianglen skulle forsvares.

Det forlød, at englænderne var ved at anlægge moter-batteri på Assistens Kirkegård. Holstein fik til opgave at ødelægge dette. Men det lykkedes ikke. Tværtimod var der store tab, 21 døde og 55 sårede.

I løbet af natten trængte de frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården og til Vesterbro indtil skydebanen. Ved salpeterværket ved Trianglen var en dansk arbejdskommando ved at anlægge en større skanse. De blev fuldstændig overrumplet og taget til fange af englænderne. Et angreb fra Classnes Have blev afværget.

 

Tæt på byen

Egentlig havde englænderne planer om at grave løbegrave på Fælleden og lave en linje langs Jagtvejen . Men efter den 25. sad de på alle de vigtigste udgange fra byen. Nu var det Blegdamsvej, der blev udpeget som linjen eller parallel. Den erobrede skanse ved Trianglen blev ombygget. Over Nørrebrogade blev der bygget en skanse af sandsække. Broen over søerne var vigtig for englænderne. Men de skulle alligevel ikke vide sig for sikre. Fra Kalvebod Strand blev de generet af tre danske kanonbåde.

Den 26. og 27. august gik englænderne til kamp mod disse kanonjoller. Den voldsomme beskydning fik selveste Peymann til at dukke op.  Også den 26. og 31. august angreb danske landtropper og kanonbåde fjenden i Classens Have.  Ude i Svanemølle – bugten blev kanonbåden Stubbekøbing ramt af en granat. Båden eksploderede og 31 mand omkom.

 

Det berømte ”slag” 

Natten mellem den 30. og 31. august gjorde man klar til udfaldet i Classens Have. Peymann opmarcherede to bataljoner af af Danske Livregiment, en bataljon af Norske Livregiment, en jægerstyrke, Den Kongelige Livgarde til fods, Kongens Livjægerkorps og herregårds-skytere samt en felt- artilleri-styrke med otte kanoner. 2.500 mand var de.

Især udfaldet den 31. august var dramatisk. Her blev Peymann såret af en flintekugle i låret. Egentlig ville han gerne have fået heltedøden. Til lægen sagde han:

• Åh det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.

Han havde indset, at der intet var at udrette, og at han senere ville blive gjort til syndebuk. Peymann blev afhentet af en karet og inde på Kastellet, blev han tilset af Professor Windsløv. Peymann havde stillet sig et højt sted. Fjenden kunne se, at det var en betydningsfuld soldat, man havde med at gøre.

 

Udfaldet var historisk

Udfaldet er gået ind i en historien. Det lykkedes og soldaterne kæmpede bravt. 24 døde og 98 blev såret.  Strategisk var udfaldet dog uden betydning. Kommandør Bille udtrykte det således:

• Entreprisen lykkedes for en del – og det er ikke nok til at udfaldet kan karakterers som et væsentligt og vellykket udfald

Også udfaldet den 25. august mod Assistens  Kirkegård var afgørende. Englænderne tordnede frem overalt. Kommunikationen mellem kanonbådene og landtropperne var nogle gange katastrofale. Men den fungerede den 31. august.

 

Bomber fra Kastellet

Fra Kastellet blev angrebet fulgt op af kanonerne. I første omgang blev englænderne jagte på flugt. I den danske bagtrop var der en 50 tømrer og 50 brandmænd De begyndte at fælde træer og brænde bygningerne ned.. Efter, at englænderne igen havde samlet sig, trak danskerne sig tilbage til Kastellet. Men nu havde kanonerne frit syn til Classens Have. Nu kunne englænderne ikke mere gemme sig.  Tre timer varede kampen.

Fra Strandvejen og resten af Østerbro stormede de engelske soldater nu frem. General Bird blev ramt to gange, men fortsatte kampen. Det ene projektil knuste hans finger, det andet ramte hans kraveben. Han trak straks højre hånd ind under uniformsjakken, trak en fladtrykt kugle frem og gav den til sin adjudant.  Fra søsiden fortsatte kampene. Et engelsk transportskib blev sænket. Det kostede 10 døde og 21 sårede englændere.

Hele byen jublede og det gav nyt håb. Men kampen mod overmagten var stor.

 

Bønder i uniform

Englænderne havde ikke meget til overs for de danske soldater. De kæmpede ganske tappert, men virkede som bønder i uniform, sagde de, uden metode og dømmekraft. Man var i ledelsen
ikke meget for at bombardere byen. Men den engelske officer Charles Cadell roste de kæmpende studenter anført af deres professorer i Classens Have:

• Den angribende danske gruppe bestod af universitetets studenter, som havde dannet et let infanterikorps, anført af deres professorer. De avancerede på  en yderst tapper måde og kæmpede storslået. Mange af disse unge helte blev dræbt og mange blev såret. Et sådant tilfælde af heltemodig opofrelse for deres land fortjener at blive nedskrevet med bogstaver
  af guld og bringer det gamle Rom og Sparta i erindring.

Den irske kaptajn, Harry Ross – Lewin var imponeret over Det Danske Livregiment, som med deres skarlagensrøde kapper og pudsede parykker var de største mænd , han havde set i nogen hær.

 

Sidste chance inden bombningen

Den 1. september prøvede englænderne en sidste gang, at overtale Peymann til overgivelse. Udlever flåden, så vil vi betale erstatning, fik han at vide. Men det lå uden for hans beføjelser. Problemet var bare, at kronprinsen stadig befandt sig i Sønderjylland. Englænderne ville ikke vente. Nu var der kun en mulighed. København skulle bombes.

 

Terrorbombardement

Den 2. september 1807 begyndte verdens første terrorbombardement af en civilbefolkning. Englænderne brugte både raketter og brandbomber. De var rettet direkte mod civilbefolkningen
og civile bygninger.

 

Ordren nåede ikke frem

Til sidst lykkedes det også at ramme Vor Frue Kirke. Bombardementet varede i tre dage, og resulterede i adskillige brand i byen. Til sidst gav man op og overlod flåden til englænderne. Hvorfor man ikke havde brændt den af inden, virker mystisk. Ordren var også givet af kronprinsen. Men løjtnant Steffens der skulle overgive den skriftlige ordre til Peymann blev pågrebet på sin hest 10 kilometer fra sit mål af englænderne.

 

Hvor stod batterierne?

Batterierne stod parat. Sigtekornet var rettet mod byen. Men hvor stod englændernes batterier?

1. Ved gamle Pesthus ( Valdemarsgade/Istedgade)
2. Bag Gartner Mohrs have (Valdemarsgade/Istedgaade)
3. Foran Skydebanen (Absalonsgade/Svendsgade)
4. I Svanholms Have (Gl. Kongevej/Vodroffsvej)
5. I Vordroffs Have (Vodroffsvej/Martinsvej)
6. Ved Ladegårdsvejen foran gården Rolighed (Åboulevarden/Bûlowsvej/Rolighedsvej)
7. I Blaagaards Have (Stengade/Korsgade)
8. I Toxveds Have (Møllegade/Peter Fabers Gade)
9. I Sandgraven på Vester Fælled (Nørre Allé/Guldbergsgade/Ahornsgade)
10. I redouten ved Saltpeterværket (Trianglen)
11. Øst for gården Nøjsomhed (Viborggade/Nøjsomhedsvej)
12. Ved Ny Kalkbrænderi (Vordingborggade/Løgstørgade)
13. Ved Svanemøllen (Østerbrogade/Strandvejen/Strandvænget)

 

Kapitulationen

Den 7. september efter at København var blevet sønderbombet, blev kapitulationen underskrevet:

• Englænderne skulle besætte Kastellet og Holmen
• Krigsskibe af alle typer og alt flådetilbehør skulle udleveres
• Engelske transportskibe skulle indlades i havnen for at kunne indskibe og laste ekspeditionskorpset og dets materiel
• Senest seks uger efter kapitulationen skulle Kastellet tilbageleveres og de engelske tropper indskibes
• Fjendtlighederne på hele Sjælland skulle ophøre
• Personer, personlig ejendom og dansk politi skulle respekteres ligesom beslaglagt engelsk ejendom skulle tilbageleveres
• Alle fanger skal vende tilbage til egne styrker, og de officerer, der var fanger bundet af deres æresord, skulle løstages for denne forpligtigelse.

 

Danmarks ydmygelse

Om aftenen den 20. oktober stod de ud gennem Sundet de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engelske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man lagde sig tæt på den svenske kyst og Helsingborg, hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra Stockholm for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjendens Danmarks ydmygelse.

 

De skyldige skulle findes

Selvfølgelig skulle der findes skyldige. Overkrigs – kommissionen forkyndte dommen. Peymann blev fundet skyldig i at have forsømt at overholde de kongelige instruktioner. Han havde ikke gjort sit yderste til Landet og Stadens Forsvar. Han havde ikke opfyldt de almindelige pligter, som det blev forventet af en øverstkommanderende. Han havde undladt at vise den fornødne militære Conduite.

Han havde også undladt at forsyne generalløjtnant Castenskiold med den fornødne ammunition til det sjællandske landeværn. Han havde også capituleret og udleveret den danske Flaade til den engelske Magt uden Beviislig Nødvendighed, og hverken i Henseende til den indtagende Capitulation eller det holdne Krigsraad, iagttaget Krigslovens Forskrifter.

Peymann blev dømt til døden Også tre andre officerer blev dømt til døden. Alle blev dog benådet af kongen.

 

Østerbro meget medtaget

Belejringen satte sit præg på  Østerbro. Den pensionerede søofficer Peter Schiønning kørte den 13. september, efter at belejringen var ophørt ind til København. Der måtte ham et voldsomt syn. Han beskrev i sin dagbog:

• Saa snart vi nærmede os Østerport eller dens Forstad, saa vi ikke andet end rædsomme Syner og mange Beviser paa, en grum Fiende havde været i Landet. Afbrændte Huse, af Bomber  mægtig ruinerede Gaarde, næsten intet Vindue helt, men lutter i Stykker sprungne Ruder, aabne og Tomme Huse, alle havde forladt, og stod som givne til Pris for alle. Alt som vi kom nærmere, saa vi Fiendernes mange Straahytter, for en Del forfærdigede af Sæden, ligesom den har staaet paa Marken med Kornet i endnu, ligesom og deres ofte stærke Batterier og mange Forskansninger bedækkede med Sandsække.

 

En familie – skæbne i krigen

Man var bange for at engelske spioner ville gå i gang i København. Ja man så spøgelser midt om dagen. Alt hvad der havde med engelsk at gøre, blev holdt under skærpet opsyn. En række ryttere havde således observeret skræddermester Sanders kone, Phoebe og parrets ældste datter, Amalia ude på området mellem Østerport og Kalkbrænderiet.

Man havde sagt til dem, at det var farligt at befinde sig på området. De var straks vendt tilbage til det lille hus uden for Østerport, som Sanders ejede.  Kort efter deres ankomst dukkede folk
fra Livjægerkorpset op og bad Phoebe om at følge med til Kastellet. Her blev hun afhentet af politiet og senere afhørt af politimesteren.

Politimesteren bad hende blive i deres hus på Gothersgade og ikke igen at gå til huset ved Østerport. Men inden løsladelsen var Phoebe og hendes 8 børn blevet indespærret i Blåtårn.

 

Udenbys misædere

Phoebe havde forklaret, at de var gået ud for at se på de engelske krigsskibe ude i Sundet. Desuden havde de kigget på det sted, hvor hendes mand ville anlægge et jernstøberi. Phoebe
blev anklaget for at være udenbys misædere. Mistanken blev bestyrket i, at hendes mand havde forladt huset med et afskedsbrev.

Det var bestemt ikke en ferie, for familien. Dagligt måtte cellerne tømmes for vand, som trængte ind. Efter kapitulationen blev familien løsladt.

 

Krige har mange ofre

Huset ude ved Østerport var blevet smadret. Manden vendte igen hjem. Han allierede sig med sin gode ven manufakturhandler Kall, og gav denne en fuldmagt, så alle hans skyldnere kunne blive betalt.

Derefter pakkede familien Sanders to vognlæs med klæder og mindre ejendele og betalte en bådsmand fem rigsdaler for at fragte dem ud til et af de engelske skibe, der lå for anker uden for byen.

Højtstående embedsmænd nægtede at betale deres gæld til Sanders. Blandt kunderne var både tre Reventlow er, en Schack, en Schulin og en Rantzau. Nogle betalte, andre gjorde ikke. Sanders blev nærmest udplyndret af staten. Han vendte aldrig tilbage. Han og familien var mistænkt for altid. Krige har mange ofre.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:
–  www-dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Classens Have på Østerbro
• Gamle Havne på Østerbro
• Kastellet
• Langelinie – dengang
• Østerbro og Nørrebro i krig
• Østerbro som landsby og mange flere 

Redigeret 24.11. 2021

I 1658 den største have i København og omegn. Her lå Østerbros første gourmet – restaurant, allerede i 1728 med 218 frugttræer i haven. J.F. Classen var en sand forretningsmand med sønderjyske aner. Vi skal også  læse om Strandpromenaden, Kalkbrænderiet, Justineborg, Kalkbrænderiet, Lille Ejegod, Kryolit-fabrikken, Julie Sødring, Skovgaard, Rosendal, De Fattiges Dyrhave, Rolighed, Aggersborg, En gammel blodbøg, Lipke, Randersgade, Krausevej og meget mere .

 

Boligkompleks

I dag forbinder man Classens Have med et haveanlæg mellem Classensgade og Arendalsgade. Det blev anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen i  1925 i forbindelse med boligkomplekset Ved Classens Have.

 

Klaumans Have i 1658

I 1658 blev stedet kaldt Verner Klaumans Have. Siden blev det kaldt Laurvigens Have og Ahlefeldts Have. I 1659 er haven omtalt i Resens Atlas. Den var utvivlsomt den største i forstaden. Inddelingen var i tre gange fire kvarterer. Mod øst grænsede den ned til Sundet. Mod nord til afløbet fra Vartous voldgrave. Hele vejen rundt var den markeret med et levende hegn. De seks kvarterer, der havde skel ud mod forstaden, havde hver sit lille hus. Midt i haven var der et tårn med buede sider og løgkuplet tag med flag på toppen.

 

Johan Dantzer

Fra historiebøgerne får vi at vide, at ude ved stranden nord for Kastellet lå Kongens Fiskerhus. Den 29. marts 1679 blev den givet til fribolig for den pensionerede jæger, Johan Dantzer. Det var bygget på det der var tilbage fra en gammel runddel af fæstningsværker, som før Svenskekrigene var anlagt fra Vartov til Sundet.

Dantzer havde ret til udskænkning af øl og vin og til at oprette en skydebane, samt til at holde et par køer. Desuden fik han lov til at udnytte et par fiskedamme. Her blev der også drevet skydebane.

 

Problemer med Fiskedammene

Allerede i 1682 var huset overgået til Niels Grøn. Fiskehusets Have blev kendt i Holbergs ”Jacob von Tyboe”. Haven gik fra Sortedamssøen til den kommende Citadelsvej (siden Kastelsvej) .Den førte frem til Norgesporten  på  Kastellet. Der opstod et problem med naboen. Han havde forhindret afløb fra fiskedammene.

 

Traktørsted i 1707

I 1707 lå her Gamle Fiskerhus, og det havde betegnelsen traktørsted. Den nye ejer hed Melchior Verhagen. Han skulle tituleres med gæstgiver eller kok. Da hans kone, Sara Cornisdatter bukkede under for pesten overvejede han at sælge stedet. Huset havde dengang 12 fag. Han fandt sig en ny kæreste, Johanne Bogvad, som overlevede ham.

 

Vejforløb  – dengang

Hvordan så det egentlig ud med vejnettet i området – dengang?

I 1711 besluttede man at forhøje og med skarp sand dække stykket fra møllen til Vibenshus. Det drastiske skridt tog man, fordi landevejen var blevet farlig at færdes på. Den var blevet fuldkommen opkørt og ødelagt af vand, fordi de mange soldaterlejre, der havde været på fælleden, havde ødelagt grøfterne, hvorved vandet på vejen ikke havde en afløbsmulighed.

Forbindelsesvejen mellem Citadellets Norgesport og Strandvejen blev udført i 1690. En privatvej blev i 1688 betegnet som nye gjorte vey hørende til Pæretræet. Vejen dannede skel mod Harboeske Have.

 

Gourmet – restaurant – 1728

Vi ved, at kokken i Fiskerhuset , Kristian Hansen af ejeren Andreas Høyer havde lejet stedet. Han serverede i 1728 fisk og vildt over fornemme Liebhavere, men alligevel til en civil Pris.
Var det i virkeligheden den første gourmet – restaurant på Østerbro? Allerede dengang færdes det bedre borgerskab scenevant i Østre Forstad.

 

Masser af frugttræer

I 1727 blev stedet omtalt som en stor have med 218 frugttræer af adskillige slags og en del ribs – og stikkelsbærtorn. Haven var ikke udelukkende køkkenhave, for den havde også et lysthus
af savskårne brædder. Stadens Fiskerhus havde ikke mindre end fem fiskedamme med afløbsrender. Vi ved også at huset blev vurderet til 1.899 rigsdaler. Det må have været ret nyt. Mellem 1715 og 1727 er det blevet udvidet fra 10 til 19 fag. I 1737 var det blevet takseret til 2.000 rigsdaler, men da stod der også et helt nyt gæstgiveri på  grunden.

 

Classen køber ind

Den bagerste del af Rosenvænget var i 1726 solgt til F.A. Daneskiold – Laurvigen. Efter hans død i 1754 blev grunden solgt til J.F. Classen. Her oprettede han en fajancefabrik. I 1765 erhvervede Classen også Kongens Fiskehus. Dette var i 1761 blevet skænket til Hans Ahlefeldt. Siden købte Classen flere parceller.

 

Intet træ tilbage

Historikeren Harald Jørgensen skriver i en jubilæumsbog i 1942:

• Naturligvis må  udviklingen gå sin gang, men man kan dog ikke tilbageholde et lille stump af den fordums så  højt berømte Classens Have. Fra denne er der der ikke et eneste træ
  tilbage.

 

Sønderjyske aner

Store dele af området kom i generalmajor J.F. Classens besiddelse i anden halvdel af 1700 – tallet. Classen er født i Oslo (dengang – Christiania). Han fader var sønderjyde – han var fra Sønderborg og organist. Ja familien havde det gode sønderjyske navn, Clausen. Men fint skulle det være.

 

En sand forretningsmand

Johan Frederik Classen var forretningsmand og meget tæt tilknyttet til kongen. Han drev krudtværk og støberi af metalkanoner på Agat møllen ved Arresøens udløb i Issefjorden.
Stedet kaldte han Frederiksværk. I 1770 fik han hele leverancen af krudt og kanoner til Landetaten. Med årene kom virksomheden til at omfatte vandmølle, teglværk, vognfabrik, voksdugsfabrik, fajance- oven-fabrik, vokslysestøberi, gørtlerværksted, guldsmedeværksted og rebslagerbane. Han havde rådighed over bøndergårde i fire landsbyer og grundlagde senere fiskerlejet, Liseleje.

Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede også godserne, Corselize og Carlsfeldt. Han ejede også et stort bibliotek, der omfattede 20.000 bind.

 

Det Classenske Fideicommis

Ved hans død i 1792 oprettedes Det Classenske Fideicommis, hvori Classens Have og et par godser ude i landet indgik som værdier. Formålet var

• at danne nyttige mennesker til statens bedste
• at understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendigste dele for landets vel
• at hjælpe og lindre fattigdom og elendighed

J.F. Classen havde tjente store penge på krudtværket og jernstøberiet i Frederiksværk og som godsejer på Sjælland og Falster.

 

Classens bor

Classens bror, embedsmanden P.H. Classen startede med at føre programmet ud i livet.

Han følte sig tilsidesat i testamentet, men arbejdede ihærdigt på, at leve op til testamentets ånd. I 1793 blev han ridder af Danneborg og fik elefantordenen i 1823.

Han lod opføre en kombineret almue – og landbrugsskole i Haven. Den blev kaldt Musaion. Skolen blev indviet i januar 1807. Skolen var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet.
Den var også en slags Agerbrugsskole. Ret hurtig fik skolen 100 elever, der modtog gratis undervisning. I 1809 købte han Frederikslund.

 

De skønne træer

Haven var berømt for sine mange skønne træer og sin dejlige frugt. En tysk gartner, Fr. Neumann stod for driften og solgte produktionen inde i byen. Til hjælp havde han en arbejdsmand, der også fungerede som kusk og portner. De to boede med deres familier i haven.

 

Langs Strandpromenaden

Langs kysten anlagde han Strandpromenaden for offentligheden, som en fortsættelse af Langelinie. For enden var der en bomme, så kun lodsejerne kunne køre der. Københavnerne benyttede sig af tilbuddet. De gik langs promenaden ud til kalkbrænderierne. Ude på Sundet passerede skibene i tusindvis.

 

Kalkbrænderi

Allerede i 1729 – året efter Københavns brand, blev det første kalkbrænderi åbnet. I 1731 blev det flyttet uden for voldene. Det lå der, hvor Nordhavn Station i dag ligger. I 1770erne blev der bygget et nyt kalkbrænderi længere mod nord. Gadenavnet Gammel Kalkbrænderi Vej kendes dog først fra 1871. Dengang inkluderede det også et stykke af Randersgade.

 

Justineborg

Classen forbedrede vand-tilførelsen mellem Sortedamssøen og fiskedammene. Han lod opføre ejendommen Justineborg opkaldt efter hustruen. Det skete i 1802. I hver af de fire facader var i hver sin stilart. Hoved-facaden havde romersk søjleorden. Bagfacaden forestillede et kloster. Den ene gavl var med aftrapninger i maurisk stil. Den anden forestillede en gotisk bygning eller engelsk borg. En flot udsigt var det til Kastellet og ud over Øresund.

 

Offentlige fester

I haven var der også en vognport, et orangerihus og nede ved Sundet et større lysthus, Antonienborg.  Store offentlige fester blev der afholdt i haven. I haven lå også lysthuset Segesta,
opkaldt efter det berømte græske tempel i byen Segesta på Sicilien.

Classens Have var et fletværk af havepartier i forlængelse af Sortedamssø. Alle bygninger lå inden for en smal zone langs havens sydgrænse. I haven lå landstedet Vennero. I baggården til Classensgade 11 ligger antagelig rester af Østerbros ældste bygning.

Efter begivenhederne i 1807, var der mange, der mange år senere mente, at de havde set spøgelser og andre mørkemænd.

 

Store
ødelæggelser

I 1809 købte P.H. Classen selv haven. Han genopbyggede ikke de ødelagte bygninger. Det skete blandt andet på grund af demarkationsbestemmelserne. Han lod haven vokse mere eller mindre vildt.

Krigen havde været skæbnesvanger for haven. P.H. Classen tog ødelæggelserne meget nær. Den eneste bygning, der var sluppet nogenlunde helskindet ud af krigen var Antoinienborg. I 1825 gik arven videre til Michael Classen og dennes arvinger. Såfremt der ikke var flere mandlige arvinger skulle værdierne tilfalde Fideicommiset

 

Lille Ejegod

Den sidste arving var Michaels søn, P.H. Classen den Yngre. Han bortfæstede det meste af jorden til gartneri. Ved Strandpromenaden lod man opføre en lille ejendom Lille Ejegod. Denne ejendom blev i 1860 udlejet til grosserer C.K. Hansen. Han fik lov til at lave udfyldninger langs strandgrunden på den betingelse, at der efter lejekontraktens udløb tilfaldt P.H. Classen.

Han fik også tilladelse til at anlægge en lille havn for både og pramme. Ud for Lille Ejegod anlagde han Ny Ballast plads. I 1874 blev denne plads udlejet til skibsbygger C.N. Lautrup, der byggede små træskibe her.

 

Kryolit-fabrikken

Længere nord på, ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 anlæggelse af Kryolitselskabets Fabrik, Øresund. Det var professor Julius Thomsen, der havde fundet ud af hvordan kryolit kunne omdannes til soda. I 1870 blev fabrikken overdraget til Hagemann og Jørgensen. Fabrikken blev udvidet og kom til at omfatte et meget stort areal, nemlig hele grunden mellem Strandboulevarden, Østbanegade, Kalkbrænderi Vej og Hjørringgade.

Fabrikken blev lukket i 1990. Erhvervskomplekset Tietgens Have blev opført på den østlige halvdel af grunden. I dag er Skat og boligkomplekset Charlottehaven på grunden.

 

Classens Vænge

P.H. Classen den yngre døde barnløst i 1886. men inden havde han købt Vænget syd for Classens Have. Dette såkaldte Classens Vænge blev overgivet Fideicommiset i 1884. Dette vænge var en åben mark mellem det nuværende Classensgade og Kastelvej.

 

Julie Sødrings erindringer

Den store skuespillerinde Julie Sødring, der var datter af skuespilleren Christen Niemann Rosenkilde giver et godt indtryk af haven i sine erindringer. Familien Rosenkilde flyttede i 1834 ind i Det Hvide Hus på hjørnet af Classensvej.

Bagerst i haven var der en linde-allé langs et plankeværk, der afgrænsede haven fra apoteker Møllers ejendom Vennersro. Denne ejendom var ligeledes omgivet af en stor have, som gik op til Classens Have. Til den anden side lå Rosenvænget.

Familien Rosenkilde fik den gamle Tuteins tilladelse til at vandre rundt i alle disse herligheder. Småsøer, langstrakte græsplæner og blomsterbeplantninger vekslende med brede marker og store alléer var det her. Yderst nede ved stranden var der en udsigtshøj. Alléer snoede sig forbi ejendommene Strandgaarden og Rolighedsdal helt nede ved stranden. Alt dette kan man slet ikke forstille sig i dag.

Julie Sødring fortalte om Classens Have:

• Et Vilnis, et Stykke Urskov. Alt voksede imellem hinanden. De ældgamle Træer med det tætte Krat dannede ligefrem Skovtykninger, og brød man igennem disse, stod man pludselig ved Bredden af en stor Mose, hvor gule Iris, Brudelys og Muskedonnere førte Tanken langt bort fra Byens Nærhed.

 

Rosendal

Lige nord for lå Rosendal. Har var i ældre tid et kattuntrykkeri og en klædefabrik. Nede ved stranden ud for Classens Have har også ligget et lim-syderi. Et sådan lå også længere ude, ved det senere Rolighedsdal. Hertil kom så de to kalkbrænderier. Og måske er vandet i Classens Have efterhånden blev forurenet af denne industri.

 

De fattiges Dyrehave

Ude ved Kalkbrænderierne lå i disse år forlystelsesstedet De Fattiges Dyrhave, med gynger, skydebaner og andet gøgl. Den var vel placeret der, hvor vi i dag har Strandboulevarden 88 – 98. Ja strækningen var egentlig fra Århusgade i nord til Vejlegade i syd. Etablissementerne havde deres storhedstid i anden halvdel af 1800tallet. Fra teltbeværtningerne blev der serveret
brændevin fra den nærliggende spritfabrik til arbejdere og bådførere fra kalkbrænderiet og andre steder. De fattiges Dyrhave var især kendt blandt Søens Folk. Den havde også ry derefter. Men der var også karruseller, keglebaner og andre fornøjelser for folk, der ikke have råd til at tage i den rigtige Dyrehave. Endnu i 1876 lå der 15 lysthuse i haven.

Omkring Første Verdenskrig var det hele slut.

 

H. C. Andersen på Rolighed

Digterinden Louise Hegermann – Lindencrone boede i tidsrummet 1802 – 1849 med afbrydelser på Rolighed ude ved Kalkbrænderiet. I hendes gæstfri hjem samledes tidens kulturelite.

Siden kom stedet i Melchiors eje. Og det var her, at H.C. Andersen søgte tilflugt i sine ældre dage. Det var også her han døde, den 4. august 1875:

• Jeg er saa urimelig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.

Herfra nød digteren de pragtfulde udsigt. I sin dagbog skrev han den 10. september 1866 skriver Andersen:

• Fra mit Vindue saa jeg, over den blikstille Sund, Domkirken i Lund.

 

De Classenske Boliger

Andre steder i byen oprettede man bygninger for at undgå lejekaserner. De Classenske Boliger på Frederiksberg for mindrebemidlede blev opført fra 1866 – 1881. De engelske huse i Amaliegade for middelklassen blev opført fra 1869 – 1874. Men der blev ikke bygget i Classens Have. Her så man en fordel i lidt efter lidt at bygge hele området til med tæt etagebyggeri.

Vi skal da også lige have med, at Det Classenske Bibliotek blev bygget i Amaliegade.

 

Måtte ikke ødelægge udsigten

De få villaer, der blev anlagt langs stranden efter 1846 havde brugsret over strandgrunden. Men der var en klausul, der gik ud på at grundene ikke måtte beplantes. Det kunne ødelægge udsigten for de spadserende og for villaejerne. Hver villa fik sin træbro over kanalen.

Den nuværende Holsteinsgade ligger lige ved skellet ind til Rosenvængets villahaver. Og Fiskedamsgade er anlagt tæt op ad Aggersborgs  langstrakte ø i fiskedammen.

 

Aggersborg

H.C. Aggersborg var vekselmægler. Han købte en villa i Classens Have. Villaen var bygget på en ø i fiskedammen af stenhugger Becher i 1840erne. Denne Aggersborg var onkel til maleren P.C. Skovgaard. Og malerens børn fra Rosenvænget elskede stedet. Ja børnene Niels og Susette kom til at bo her, da Aggersborg i sine sidste leveår i 1890erne foretrak at blive inde i byen.

Forinden havde Christian den Niendes børn løbet på skøjter ude på Aggersborgs sø om vinteren.

Aggersborg lå mellem Rosenvænget og Classensgade og Strandboulevarden. Fra en kikkert oppe på første sal kunne man kigge ud over Øresund. Midt mellem træerne lå engleskmandens grav – et minde fra 1807.

Den store mose og de tidligere fiskedamme var blevet til Aggersborg Sø. Maleren Niels Skovgaard fortalte det på denne måde:

• Fra Husets Altaner var det, med Undtagelse af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser laa saa et Hus, som fortrinlig passede ind i dem, med Rørtang og graamalet Træbeklædning og Udskæringer. I det hele taget var der noget eventyragtigt over Huset ude og inde.

 

Danmarks ældste blodbøg 

En anden skribent, Benedicte Arnesen Kall, der også elskede Østerbro og dens minder skriver følgende om den store blodbøg i Classens Have:

• Endnu i Kraft og Skønhed i 1885 som Danmarks ældste Blodbøg. Men en Morgen i dette Aar maate man fra sit Vindue se paa, at vandalske Øksehug fældede det herlige Træ. Ejeren, en for nylig afdød Handelsgartner, der i mang et Aar havde kjælet for det, og selv kendte dets historiske Betydning, var falden paa, eller var blevet opfordret til at udparcellere Grunden til nogle kedelige, snorlige Kasernegader, der nu staar som grimme og kedelige Monumenter over al den svundne Skønhed.

 

Grimme gader

Rundt omkring opstod der nye gader. Og den flotte sø fik ikke mere tilført vand. Aggersborg lod den opfylde. I 1898 var det slut. Grunden blev udstykket og grimme gader opstod.
Villaer til bademestre

På hjørnet af promenaden langs stranden og Kastelsvejen byggede badentreprenør Bech 1845 villaen Christians-gave. For enden af Citadelshaven havde han sin badeanstalt. Lidt nord
derfor lejede brændehandler Jens Knudsen samme år et lod af Classens Vænge og byggede herpå villaen Sølyst. Langs promenaden foretog han opfyldninger og anlagde brændepladser.
Vandet var dybt nok til at mindre skibe kunne gå ind og losse.

Også billedhuggeren H.F. Møller anlagde i 1843 en badeanstalt. I 1854 blev den afstået til hovmester Chr. V. Engelbrecht. I mange år fungerede denne villa som restaurant, Østerbro Bræddehytte. Den blev nedrevet i 1920erne.

 

Alexis Lipke

Handelsgartner, maler og tegner Alexis Lipke udstykkede som arvefester den østligste del af Classens Have i begyndelsen af 1880erne. Hans egen villa lå ved Classensgade. Ja og Lipke fik endda en gade opkaldt efter sig.

Man stillede krav om, at der ikke måtte anlægges fabrikker og værtshuse. De sidstnævnte måtte ikke lige i fri luft eller være forbundet med keglebane, dans, musik eller anden støjende adfærd.

Stadskonduktør Krak stillede dog et krav om, at der skulle friholdes et lille hjørne nord for Livjægergade og ved skellet ind til Rosenvænget. Stedet blev senere indrettet til legeplads.

 

Grundejere fik erstatning

Fra 1881 blev der forhandlet med grundejerne om erstatning, når stranden udenfor blev fyldt op og det fire udsyn gik tabt. Frihavnen var på tegnebrættet. I 1894 var havnen færdig.

 

Ingeniør Hammerich

I 1884 købte ingeniøren Holger Hammerich den nordligste af strandvillaerne til sig selv og sin familie. Her sad han og så og lavede tegninger og planer for vej -, bane – og havneforbindelser lige uden for sit vindue. Sammen med sin nabo, landskabsmaleren C.F. Aagaard planlagde man anlægget af Næstvedgade. Ja egentlig mente man, at den skulle hedde Hammerichs Allé.

I 1886 gik Hammerich sammen med Fideicommiset og andre grundejere. Man ville have gennemført den kommende Strandboulevard.  Han blev konsulent for Det Classenske Fideicommis og havde stor indflydelse på det kommende byggeri. I 1885 fremsatte han forslag til hvordan de københavnske jernbaneforbindelser skulle forme sig.

 

Gang i byggeriet

Først i 1880erne kom det rigtig gang i byggeriet. De begyndte kvarteret nord for Kalkbrænderivej at skyde op. Herude traf man store gartnerier, og til højre lå ejendommen Nøjsomhed omgivet af en stor park. En vej førte ud mod Batterivej ( nu Viborggade). Her lå Neuberts store tekstilfabrik.

På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej (Strandboulevarden) udartede drikkeriet sig jævnlig til slagsmål mellem to partier, der kaldte sig Zulekafferne og Nihilisterne. Bag efter opsøgte de sårede den nærmeste barber, hvor de kunne få forbinding.

 

En mindestøtte i Classens Have

Holsteinsgade og Willemoesgade blev udstukket. På Hørsvinger Hinrichsens grund byggedes Ringstedgade. Længere ude fulgte Lipkesgade og Livjægergade.

Livjægergade er opkaldt efter Det Kongelige Livjægerkorps. De hjalp det egentlige militær med udfaldet imod de engelske belejringer den 26. – 31. august 1807. Livjægerne har fået en mindestøtte i Classens Have mod Arendalsgade. I porten til i Holsteinsgade er der opsat en mindetavle.

Holsteinsgade er opkaldt efter Livjægernes kommandant, C.F. von Holstein.  Ved opgravninger i kvarteret finder man ofte rester af krigen i 1801 og 1807. Englænderne blev begravet , hvor
de lå.

 

Willemoesgade

Willemoesgade er opkaldt efter sekondløjtnant Peter Willemoes, der kæmpede mod englænderne i 1801. Det var dengang Lord Nielson satte kikkerten for det blinde øje . Bagefter tvang han Danmark til overgivelse, ved at true med at sætte ild til et skib med danske gidsler.

 

Strandboulevarden

Anlæggelsen af Strandboulevarden blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i 1895. Den førte direkte hen til Københavns Svineslagteri. Man fik aldrig en aftale om at føre linjen videre til Strandvejen.  Fra 1892 – 1895 hed boulevarden på et stykke i den smalle udgave Gefions-gade. Den nordlige del hed fra 1860 til 1897 Sibbernsgade, efter den murermester, der ejede Ny Kalkbrænderi.

Egentlig var der mange forslag til et navn for den nye boulevard. Borups Boulevard, Hagemanns Boulevard og Fru Heibergs Boulevard.

Den midterste tredjedel af vejbanen blev optaget af tre rækker træer langs en ridesti og spadseresti. Da sporvognene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne, forsvandt den midterste trærække.

Krak var fra starten ikke så begejstret for den nye brede vej.

I 1950erne var der et hav af småhandlende på Strandboulevarden. Vinhandlere, kjolesalon, frugtforretninger, Primavera – blomsterforretning, Vaskeriet falken, boghandler, damelingeri, cigarforretning, apotek, restauration Strandborg, tobakshandler, viktualiehandler og meget mere.

 

Randersgade

En af de markante gader i området er Randersgade. Den hed i begyndelsen Kalkbrænderivej. Oprindelig lå Georg Mathiasens Fabrik i Vordingborggade (dengang Øresundsgade) og spærrede for Randersgades videreførelse. Men efter fabrikkens nedrivelse blev gaden ført igennem til Strandboulevarden.

 

Ohlsens enke

Mellem Østerbrogade og Randersgade lå i 1800tallet det berømte gartneri, Ohlsens Enke. Det var hende, der skænkede en grund ved Randersgade. Det blev senere til Lutherkirken. Selve frøudsalget lå omtrent, hvor Østerbrogade 94 i dag ligger. Den sidste rest af det store gartneri blev nedlagt i 1904.

 

Krausevej

En sidegade til Randersgade, Krausevej, skal vi også lige have med. Den fik navnet efter kalkbrænderiets ejer, J.W. Krause. Det var ham, der sammen med ejeren af landstedet Rolighed, Moritz G. Melchior i midten af 1870erne anlagde vejen. Det var disse to herrer, der ejede grunden.

I 1952 vedtog man en byplan for området omkring Krausegade. Heri blev det besluttet at bevare områdets mange villaer, men som offentlige bygninger og anlæg til sociale og kulturelle formål af sådan art, at præget af grønt område bevares og udvides.

De tidligere ejere af kalkbrænderiet ved kysten havde siden 1700tallet haft privilegium fra kongen til at producere kalk, og af disse historiske grunde havde staten en tinglyst tilbagekøbsret til grundene. Denne tilbagekøbsret blev i 1952 overtaget af Københavns Kommune.

I den østligste del af Classens Have var endnu nogle år, kolonihaver.

 

En statue vakte diskussion

En statue i begyndelsen af Strandboulevarden vakte vild diskussion. Det var en statue af ørelægen Wilhelm Meyer. Han var meget anerkendt. Men i krigen 1848 – 1850 var han flyttet
til Glückstadt og fungerede som militærlæge i den Slesvig – Holstenske hær. Da man skulle bruge mere plads blev statuen flyttet til Amorparken ved Rigshospitalet.

 

De rige

Det nye kvarter befolkedes fortrinsvis af embedsmænd og militærpersoner, der flyttede ud fra Bredgade. I deres rummelige lejligheder mødtes de til eftermiddagsvisitter, familiefester
og aftenselskaber efter tidens skik. Ofte var der kongelig røgelse over kvarteret. Det var når de kongelig besøgte kunstnere i området.

Det gjaldt for beboerne at opretholde skæret af rigdom. Man tilstod ikke sine mangler. Det gjaldt om, at holde overfladen i orden. Hele dette ejendommelig liv varede til første verdenskrig.

 

Et sørgeligt kvarter

I 1913 var kvarteret til debat i Borgerrepræsentationen. Borgmester Marstrand karakteriserede kvarteret som et af de sørgeligste anlæg fra nyere tid.

• så meget sørgeligere som det for denne rige institution intet havde haft at sige ja, at det tilmed havde været dens pligt at have skabt et mønsterkvarter.

Bestyrelsen i Fideicommiset erkendte, at kvarteret rigtig nok kunne have været kønt, hvis der havde været lagt en ordentlig Plan.

Som en slags afbigt muliggjordes i 1920erne opførelsen af KAB`s halvåbne karré Ved Classens Have.

 

Kilde:

• litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Østerbro er der 101 artikler
• Under København er der 191 artikler 
• Classens Have 1807
• Kastellet
• De første på Østerbro
• Flere steder på Østerbro
• Gamle havne på Østerbro
• H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
• Langelinie – dengang
• Rosenvænget på Østerbro
• Østerbro i forandring
• Østerbro – som landsby
• Forlystelser i København (under København)
• Tivoli (under København)
• Tog til København (under København)
  

Redigeret 25. 11. 2021