Artikler
Februar 27, 2012
Foredrag i Stefanskirken den 20. Februar i samarbejde med Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske Forening. Arbejderne på Nørrebro havde kummerlige forhold. Børnene arbejde
på fabrikkerne. Kunne man ikke klare sig selv, blev man sendt tilbage, hvor man kom fra. Der var masser af sociale problemer. Pio og hans lidelsesfæller forsøgte at hjælpe. Men borgerskabet bekæmpede socialismen med alle midler.
Rabarber – drengen
En af de mest kendte beskrivelser af arbejderbefolkningen på Nørrebro er Rabarber – drengen Christian Christens beskrivelser. Han familie fandt en billig lejlighed i Skyttegade. Det lykkedes for faderen i et par uger, at få arbejde som oprydder efter håndværkerene på ¨byggepladser”.
Men Christians far blev hurtig arbejdsløs og havde svært ved at finde arbejde igen. Og det selv om han dagligt mødte op på en mønstringsplads i håbet om at blive hyret til noget løsarbejde.
Lediggang og ydmygelse
Det gik ikke lang tid, før lediggang og ydmygelse ved at være uden arbejde, fik ham til at synke ned i druk. Det blev derfor Christian og hans mor, der måtte forsørge og holde liv i familien. Det gjorde de ved at fabrikere ildtændere.
Mange vandrede til byen
I byerne var det de sidst indvandrede, der havde den laveste prestige. De fik det dårligste arbejde og de dårligste lejligheder. Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En stor del af disse endte på Nørrebro.
Gang i den fra morgenstunden
Allerede ved 5 – tiden om morgenen kunne man høre træskoenes klumpen mod brostenene på Nørrebro. Her var masser af industri og arbejdspladser. Værkførerne betragtede arbejderne som undermennesker og lærlinge betragtedes som hunde.
Boligspekulanter havde fri tøjler
Boligspekulanterne havde frie tøjler. De sad selv i borgerrepræsentationen og dikterede reglerne. Det gik mange år, inden der kom reguleringer. Man forsømte, at give arbejderne blot
en smule bekvemmelighed og hygge. Man byggede dystert i en knugende ensformighed. Og jo mere man kunne få placeret på ens grund, jo mere kunne man tjene. Der var ikke mange centimeter over til næste mur.
Lys og luft mente byggespekulanterne ikke at arbejderne havde brug for.
To rum uden køkken
Det var dog håb for de arbejdere, der boede i Korsgade, Gartnergade, Åboulevarden og Blågårdsgade. Her vendte de sparsomme vinduer ikke ud til en ny mur, men til rester af gamle haver og oplagspladser. Lysforholdene var dårlige. Lejlighederne var fugtige og mange af dem blev betragtet som meget usunde. Lejlighederne bestod som regel af to rum uden køkken. Her var en kakkelovn eller en petroleumsovn, hvor man havde et kogested.
Den næste katastrofe for Nørrebro indtraf under den såkaldte Bulldozersanering.
På Ladegården
Kunne man ikke klare sig, endte man på Ladegården. Den lå på grænsen mellem København og Frederiksberg. Officielt blev den i 1833 indrettet som tvangsarbejderanstalt for byens
fattige. En præst skrev i 1865 om de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:
Sociale spændinger på Nørrebro
De sociale spændinger voksede på Nørrebro. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.
I 1870 havde 4.000 lemmer i løbet af det år besøgt Ladegården. Man skelede meget imellem værdige og uværdige trængende.
Fattighjælp hele livet
Fik man først fattighjælp, ja så var det svært at komme af med. Hjælpen bestod af et lån. Myndighederne havde beføjelse på et hvert tidspunkt, at inddrive dette lån. De måtte sælge arbejderens ejendele, splitte familien og sende både børn og forældre i tjeneste.
Horeunger
10 pct. af alle børn blev født uden for ægteskab. Disse børn blev kaldt horeunger. Man forlangte kvinders kyskhed. Men samtidig accepterede man, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Det havde han også rig mulighed for i de 30 legale og hundredvis af u-legale bordeller rundt om i København. Mange kvinder tjente en ekstra skilling til hjemmet ved at være protesteret.
Når de så endte på Ladegården måtte de gennem meget ydmygende afhøringer.
De borgerlige
De liberale var sure over at fattigvæsnet brugte flere penge. Fattigdommen var selvforskyldt, sådan var deres livsfilosofi.
Der var forsigtige reformvenlige holdninger i borgerskabet, der så der positive i de såkaldte arbejderdannelsesforeninger. Man mente, at blot arbejderne blev lidt bedre uddannede, lærte sig bedre manerer, sparsommelighed og en ordentlig livsførelse, så kunne de løfte sig selv op ved håret og forbedre deres vilkår. Blot de ikke lavede arbejdskampe og andet postyr kunne de under en borgerlig ledelse, som den skikkelige underklasse, de var, glide på plads i samfundet.
87 pct. til mad
I 1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. – om året. Knap 87 pct. blev brugt til mad. To af ugens dage fik man rigtig mad. Det ene dag kunne det være kartofler og en kødret. Men mere sandsynlig var det saltet eller fersk svinekød. Den anden dag var det grødmad eller mælkemad. Resten af måltiderne har sikkert bestået af brød.
Havde konen eller børnene ikke arbejdet med, har man ikke kunnet få det til at løbe rundt. Ofte var småpigerne tvungne til at gå ud med mor med aviser.
Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrøds-humpler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde brænde. Det var ikke altid man gik i skole. Man var tvunget til at
arbejde.
Børn var halvsultne
Børnene på Nørrebro var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred. De fattige arbejdere sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man en aflagt frakke over sig.
Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, spiste sammen og gik på lokum med dem, der var en del af husholdingen.
Børnedødeligheden lå på ca. 20 – 25 pct. dengang.
Dødeligheden generelt hos arbejderne var også stor. Man indåndede konstant farlige stoffer og partikler på arbejdspladserne.
Alle rigtige mænd drikker brændevin
I brændevin søgte man trøst for det liv, som var spildt. I Rabarberlandet havde man et slogan:
Flasken årsag til dødelighed
Lønnen til arbejderne blev i begyndelsen udbetalt på værtshuse. Her kunne far så rent praktisk bruge de penge han lige havde fået, enten til brændevin eller prøve lykken i kortspil eller rafling. Han forsøgte at bringe velstand til sin familie.
Helt frem til 1900 tallet var flasken årsag til mange arbejders død. Afholdsforeningerne havde storhedstider, mens værtshusene var symboler på arbejdernes elendighed.
På Nørrebro var der masser af sociale problemer blandt arbejderne. Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed. Slummen var mærkbar.
Kunne man ikke klare sig
– så hjem
Nu skulle man faktisk passe lidt å, hvis man var indvandret. I begyndelsen var der ikke noget der hed understøttelse. Der var derimod en bestemmelse i Fattigloven, der sagde, at de tilflyttede, der ikke kunne klare sig selv, blev sendt hjem på hjemkommunens regning.
Og noget tydede på, at der var mange, der ikke kunne klare sig selv. For mange kunne ikke betale deres husleje. Og Kongens Foged var ofte på besøg især i Rabarberkvarteret.
Blågårdskvarteret
Og specielt i Blågårdskvarteret var der i mange år meget specielle forhold. Her var hverken lys, renovation, vægter og overhovedet ingen form for organisation. Sten på sten blev bare klasket oven i hinanden i den ønskede højde, og så behøvede man ikke at tænke på andet.
Der var ingen brobelægning, ingen fortove og frem for alt ingen rendestene. Vejene var bundløse. Vandet fik man fra de forurenede søer.
Skolen – kronisk krigstilstand
Skolen var en udfordring for arbejder – børnene på Nørrebro.
Prygl hørte til dagens orden. De ti bud skulle man kunne uden ad også betydningen af dem. Hvis ikke, var det en tur med spanskrøret. Ifølge reglerne måtte der kun slås fem gange. Men skoleinspektøren gav som oftest dispensation. Så det blev til flere slag. Forfatteren Martin Andersen Nexø kaldte skolegangen for en kronisk krigstilstand.
Det meste i skolen var udenadslære. Pio mente, at for at arbejderne skulle kunne klare sig, havde de brug for åndelig føde. Så kunne de værne sig mod kapitalens overgreb.
Børn på fabrik
Først i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikken. Men dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår skulle de lave lektie?
De socialistiske blade
I maj og juli 1871 udsendte Louis Pio sine Socialistiske Blade, to småhefter, der allerede i 1871 blev fulgt af ugebladet og kort efter af dagbladet Socialisten. Det var bogtrykker Henriksen i Ravnsborggade, der trykkede første nummer.
Pio mente, at arbejderklassen, der var i flertal skulle gøre sig fri af overklassens tænkemåde. De skulle beskytte sig mod kapitalens overgreb. Og det gjorde man ved at erhverve sig kundskaber. Man skulle også lære, at udtrykke sin meninger og lade dem komme frem både i dagspressen og i folkets politiske repræsentation.
Bladet blev produceret på Nørrebro og snart havde man 3.000 abonnenter. Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade. Selv boede Pio i nummer 21.
Fremtræden og organisation
Arbejdernes bedste kampmiddel var samlet fremtræden og organisation. Pio nævnte også fagforeninger og strejker. Pio kunne trænge ud til arbejderne og han var en god organisator. Han forlangte en normalarbejdstid, forbud mod børnearbejde, forbud mod søndagsarbejde og en indskrænkning af kvindearbejde.
Han krævede en fri og fælles undervisning, at kirken blev adskilt fra staten, en særlig arbejdsret og en forkortelse af den militære tjenestetid. I efteråret 1871 gik Pio sammen med sine to fæller, Brix og Geleff i gang med at organisere arbejderne.
Borgerskabet blev bange
Det som Pio og hans fæller opfordrede til og foretog, var ikke ulovligt. Men borgerskabet blev bange for at ulighederne mellem klasserne blev mindre.
Socialismen skulle knækkes
Trods bestemmelserne i grundloven om foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og trykkefrihed blev der sendt politispioner ud til arbejdernes møder. Politimesteren sørgede for at true en
række trykkerier med bål og brand, fordi de trykkede de socialistiske blade.
Politimester Crone var dybt bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til justitsministeren. Justitsminister Krieger var fuldstændig enig med politimesteren. Socialisterne skulle knækkes med hver en magt.
Pio bliver anholdt
I Socialisten blev der kaldt til folkemøde på Fælleden den 5. maj 1872. Stik mod Grundloven forbød politidirektøren mødets afholdelse. Forsamlingsfriheden var dermed suspenderet
for tid og evighed for så vidt angik arbejderbevægelsen.
Dette ville Pio dog ikke finde sig i. Men det var netop det som de borgerlige politikere havde ønsket. De kunne så få fængslet de socialistiske ledere, og få manipuleret noget strafbart frem.
Den 4. maj om natten blev Pio anholdt. Det samme gjorde de andre ledere. Trods langvarige og helbreds – nedbrydende varetægtsfængslinger lykkedes det ikke, at få de tre ledere til at
tilstå noget som helst.
”Maalet er Fuldt”
Pio var en god agitator og havde ordet i sin magt. Det viser dette eksempel. Sammen med indkaldelsen til Folkemødet skrev Pio en artikel. Heri skrev han bl.a.:
Pøbelen strømmede til
I begyndelsen var det ikke svært for politiassistent Nørgaard og hans deling i at forhindre, at pøbelen samledes. Politiet havde taget stilling på Blegdamsvej. Husarerne hjalp også til. Og på
Fælledvej skulle politiassistent Rantzau forhindre at folk gik ind på Fælleden. Men pøbelen tog til i antal.
Med løftet sabel
Husarerne blev derfor kommanderet til at storme Fælleden. Med løftet sabel gik de i aktion. Arbejderne kastede hestepærer og snustobak efter hestene. Men de brugte også sten. En rapport afslørede at 74 husarer var blevet ramt. Men hvor mange arbejdere, der var blevet såret var man sådan set ligeglade med.
Arbejderne skulle knækkes, koste hvad det vil. På Kastellet lå bevæbnede soldater parat. Også flåden var i alarmberedskab.
På et tidspunkt måtte arbejderne søge tilflugt i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte prædiken:
Nede fra salen lød der nu blandt arbejderne en dyb stemme: Det er hørt.
Præsten ville bekæmpe socialismen
I øvrigt mente præsten i Skt. Johannes Kirken, at socialisterne skulle bekæmpes. Det var pastor Frimodt, som også var en af initiativtagerne til Stefanskirken.
Folk valfartede til Skt. Johannes Kirken – også arbejderne. Hver søndag stod et Samaritter-korps parat.. Kirkegængerne besvimede, når pastoren udpegede dem, når han mente, de havde begået synder. Pastor Frimodt var med til at indføre nogle afholdsforeninger på Nørrebro
Dømt uden beviser
Højesteret fandt det i 1873 bevist, at Pio, Brix og Geleff havde tilsigtet en voldelig omstyrtelse af samfundet. Der var ikke skyggen af bevis. Behandlingen de var udsat i fængslet var frygtelig. De blev faktisk dødssyge.
Ville knække arbejderbevægelsen
Inden Pio blev tvangs – udvist til Amerika, forlangte myndighederne, at han lukkede den socialdemokratiske avis. Men det nægtede han. Arbejdsgivere havde samlet penge sammen,
så de kunne komme af med de socialistiske ledere. På den måde håbede man, at kunne knække arbejderbevægelsen.
Statsapparatet blev misbrugt
Arbejdsgiverne fyrede de aktive fagforeningsmedlemmer. De fik politiets hjælp til at splitte møder og strejker. Og arbejdsgiverne dannede foreninger for skruebrækkere.
Arbejdsgiverne havde held til i slutningen af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Såkaldte sorte
lister over faglige aktive cirkulerede.
Socialdemokratiske aviser voksede frem
Den første arbejder – internationale gik i opløsning, men den anden arbejder – internationale blev dannet. Man blev enige om at gøre første maj til en fælles demonstrationsdag i alle lande.
Arbejdsulykker og børnemishandling interesserede ikke de borgerlige aviser – dengang, men til gengæld de socialdemokratiske aviser, som voksede frem overalt.
Det ny demokrati gjaldt kun en lille del af Danmarks befolkning. Tænk indtil 1915 havde kun 18 pct. af landets befolkning stemmeret.
24 fabrikker smed smedene ud
I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene ud, og forlangte, at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger. Konflikten varede i fire måneder og omfattede 1.000 mand. På papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået ret til at organisere sig.
1. maj møde
Under store vanskeligheder afholdtes i 1890 et 1. maj møde på Nørre Fælled. Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod procession gennem gaderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale. Grundloven eksisterede endnu ikke for arbejderne. Men dette kunne ikke forhindre, at der mødte 40.000 arbejdere frem. Politiet havde lagt en jernring rundt om pladsen. Københavns vigtigste bygninger var under bevogtning.
Eget bryggeri leverede øl og vand
Fra omkring år 1900 tillod politiet røde faner og musikkorps. Nørrebrogade var pyntet med flagguirlander, blomster og flag. Fra 1905 var det fagbevægelsens eget bryggeri på Nørrebro, Stjernen, der leverede øl og vand til møderne.
Et uforsonlig forhold mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne opstod. Således blev en kommunistisk taler afvist i 1925, da der mødte mellem 100.000 og 150.000 op i Fælledparken.
PET holdt øje
PET holdt øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev det indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 til 1989. I PET’s arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed. Således også 1. maj møder. Tusinder og atter tusinder landede i dette arkiv. Også kronikører og læsebrevs- skrivere, der havde en bestemt mening landede her. Så mon ikke denne bidragsyder figurere her.
Oskar Hansen
Der skulle selvfølgelig også synges til disse møder. På Nørrebro boede en af disse kampsanges største bidragsydere, Oskar Hansen. Men ude i Nordvest betragter de ham nok som en af deres egne. Han skrev de store hits:
De røde flag var ikke altid røde
Disse sange foregik under de røde faner. Og de var faktisk ikke altid røde. Således afviste mange præster de røde flag i kirken.
I Aabenraa måtte flaget have både tysk og dansk tekst. Under revolutionen i Tønder i 1917 måtte borgmesteren ofre hustruens røde kjole. Der havde man endnu ikke noget rødt flag.
Oprør under begravelse
Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat, smed Adam Pedersen begravet. Man startede med en højtidelighed i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assistens Kirkegård,
hvor 10.000 arbejdere fulgte kisten. Den afdøde havde frabedt sig præstelig begravelse. Efter en udført Koral, trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt forbud mod, at der blev talt efter at jordpåkastelsen havde fundet sted.
Dette var med til lige før at skabe en arbejderrevolution på Nørrebro. Det vakte forargelse, at præsten kaldte det usømmelig adfærd, at en afdøds venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel partifælles grav.
Typograferne i Hillerød havde lavet en tekst på deres banner:
Pio var glemt
Kun 53 år gammel døde Pio, af tyfus, glemt af alle den 17. juni 1894 på et hospital i Chicago.
12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler, bar hans enke Augusta Pio urnerne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17 juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Pludselig var han ikke helt glemt.
Stauning og kooperationen
Staunings store mærkesag var kooperationstanken. Den blev dog mødt med skepsis af både arbejderne og især af den øvrige detailhandel. Nørrebro fik et utal af kooperations – virksomheder, men det vil Karsten fortælle om efter pausen.
Stauning udtalte:
Nørrebro Handelsforening ville have lockout ophævet
Men havde havde dog helt ret. På initiativ af Nørrebro Handelsforening samledes detailhandlerne i København på Restaurant Kæden i Dronningens Tværgade og krævede, at lockouten blev bragt til ophør.
Middelstandens Forening så som sin vigtigste opgave at bekæmpe de kooperative foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv.
Påvirket af arbejderstanden
Nørrebro Handelsforening og detailhandelen var meget påvirket af forringelser for arbejder – befolkningen på Nørrebro. Man protesterede også, da fattigmands – snapsen og brændevin blev beskattet. Som vi tidligere har været inde på, så var denne arbejdernes trøst.
Handelstanden gik til deres bank
Handelsforeningen var heller ikke så vild med de kooperative foretagender. Derfor gik foreningen til sin bank, Bikuben på Nørrebros Runddel. Man stillede følgende spørgsmål:
Presseinfo beregnet til arbejderstanden
Foreningen udsendte også en presse-information beregnet til arbejderstanden, hvor de bl.a. andet skrev:
Tak for opmærksomheden – efter pausen fortsætter Karsten historien om de kooperative foretagender. Arbejderbevægelsen tog her vare på arbejderne fra vugge til grav.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro
Redigeret 31.-10. 2021
Februar 27, 2012
En ny spændene bog har set dagens liv. Vi følger Robert Andersen fra Langeland via en masse eventyrlige steder til Østerbro. Han mener selv, at han finder Kong Salomons Miner. Og i Klondike møder han Jack London og kommer i minearbejdernes superliga. Han bliver gift med 33 år yngre Käthe. Stenrig bosætter han sig i Østbanegade. Denne ”drengebog” kan varmt anbefales.
En indianerskalp til 50,- kr.
Efter sine mange eventyr bosatte guldgraveren Robert Andersen sig i Østbanegade 13. Her boede han til sin død som 94 årig i 1945. Hele 269 kvadratmeter havde han til rådigheEn del af sin formue testamenterede han til Det kgl. Vajsenhus. I 1936 udtalte han til Politiken:
Træt af bondeliv
Han var træt af det trivielle bondeliv på Langeland.. derfor stak han til søs som 14 årig. 45 år efter vendte han hjem som rigmand. Han havde skabt sig en formue som guldgraver og minearbejder. Der var sket meget siden han tog afsted i 1865.
Landevejsrøvere og folkemord
Inde i det mest mørke af Afrika fandt han Kong Salomons Miner. Jagten på det ædle metal bragte ham til Amerika, Afrika og Australien. Vi møder svindlere, landevejsrøvere, slagsbrødre og falskspillere. Vi møder folkemord og undertrykkelse af indfødte befolkninger.
Eventurlige beretninger
Mellem 1850 og 1900 udvandrede ca. 170.000 danskere. Men det er nok de færreste, der har efterladt så eventyrlige beretninger som Robert Andersen, egentlig var født Rasmussen. Disse erindringer faldt de to kulturgeografer Jesper Bosse Jønsson og Micheal Helt Knudsen tilfældig over.
Bogen udkom første gang i 1938
Ja egentlig dikterede Robert Andersen sine erindringer til hustruen Käthe. Disse erindringer er blevet omskrevet og givet eventyrene lidt mere ret. Og bogen udkom i 1938 med titlen Jorden rundt efter Guld. Men de to kulturgeografer har begået en fantastisk underholdende Drengebog.
Stenrig på grund af stædighed og forretningstalent
Efter mange år på de store verdenshave, havde vores eventyrer fået nok og gik i land i San Francisco. Han blev stenrig på grund af sin stædighed og sin forretningsevne. Han var også ferm til bestikkelse og held til at snyde døden. Han var med til at bygge den store jernbane til San Fransisco og han spiste frokost med Jack London. Nogen fandt hvad de søgte, andre døde
i deres bestræbelser. Robert Andersen hørte til den første kategori. Men han kom så sandelig ikke let til sin rigdom.
Heldet var med ham
Han når at afmønstre inden sit skib går ned, han bliver angrebet af både mennesker og dyr og er tæt ved at blive sprængt i luften af sit eget krudt. Heldet var med ham, også en anden gang, hvor et skib gik ned. Og var det nu rigtigt, at han havde fundet minerne.
Masser af fund
Det første sølvfund gjorde han i Leadville i Colorado. Flere gange fandt han guld i Califonien og i det sydlige Afrika. En smuttut til Australien i 1897 – 1898 gav ikke rigtig noget resultat. Men en vanskelig tur til Klondike gav resultater. Han blev her en af områdets største mineejere.
Danmarks ældste skib – under sejl
I den eventyrlige bog finder vi pludselig historien om Danmarks ældste skip på sejl. Robert Andersens farbror, Niels Sørensen var højtagtet i lokalsamfundet på Langeland. I 1892 blev han udnævnt til Danneborgsmand. Denne hæder bliver også kaldt Sølvkorset. Han havde et skib, der hed De syv søskende. Her fik Robert Andersen sine første erfaringer som sømand.
Skibet sejlede med fragt under navnet Jensine frem til 1959. I 1970 blev skibet fundet i forfalden stand i Kalkbrænderihavnen. Og så skulle man tro, at dens dage var talte. Men det gode skib blev renoveret. Det ligger nu i havnen i Haderslev. Det kan kalde sig Det ældste skib i Danmark under sejl.
Til søs – efter konfirmationen
Robert Andersen fik efter sin konfirmation lov af sine forældre at stikke til søs. Han tog hyre på et skib, der førte ham til Grønland. Efter to ture på Nordlyset, tog Robert hyre på Kongen af Danmark. I november 1897 sank det i Nordsøen, netop som Robert havde forladt den.
Mor – send flere penge
Da han gik i land i San Francisco efter en tur til Sibirien, skrev han til sin mor, at hun skulle sende penge til ham, så han kunne begynde en ny tilværelse. Moderen svarede venlig og bestemt, at hans rejse var eget valg. Han måtte klare sig selv.
Guldgraverens elementære regler
I Calvares lærte han de elementære regler som guldgraver. Otte måneder tilbragte han her. En tid brugte han som landbrugsarbejder i Sacramento – dalen. I hans arbejde hos Southern Pacific Railroad lærte han at arbejde med dynamit. Han kørte gennem Los Angeles, der dengang kun havde 1.000 indbyggere.
Kinesere får bank
Han blev chef for 50 kinesere. Og disse kinesere var meget populære dengang. De gik til halv løn og var udsat for ekstrem racefordomme. Det kneb med at få dem til, at møde til tiden. På et tidspunkt måtte Robert Andersen flygte fra dem over i en irsk lejr. Disse irer gennembankede derefter kineserne, der fremover mødte til tiden.
En gentleman – bandit
Turen gik derefter til Arizona. Men det var ikke ufarligt. Her var mange indianer – overfald. Turen med post – diligence var også fyldt med risiko. Der var masser af banditter. En af dem var Black Bart. Han opererede på egen hånd. Man kaldte ham også for gentleman – røveren. Han blev pågrebet og blev benådet til fire år i San Quentin. I et af Lucky Luke albummet, Diligencen optræder han.
Skyd ikke pianisten
Robert Andersen og en lidelsesfælde kom også forbi byen, Phoenix, der på den tid var en en rigtig western – by. Det var dog ikke en by fremmede turde at opholde sig i. Moralen og lovløsheden fik hurtig folk til at fortsætte. I perioden 1878 – 1881 befandt Robert Andersen sad i bjergbyen Leadville i hjertet af Rocky Mountains. På værtshusene var anbragt skilte:
Egentlig havde vores helt opgivet at finde noget, men ved en tilfældighed opdagede han forekomsten af sølv.
Alt medicin på en gang
En ondartet influenza ramte ham. Den havde allerede forudsaget mange dødsofre. Vores helt nåede hen til lægen. Denne gav ham medicin til tre dage. Men i depression tog han det hele på en gang. Lægen havde ikke regnet med at se ham igen, og blev meget overrasket over, at han pludselig havde det så godt. Robert og hans makker solgte minen for 50.000 dollar og tog nu videre til Tombstone. Jo, det var herfra vi kender Wyatt Earp.
En jernbane på rette sted
Men snart igen gik turen til Yuma på grænsen mellem Californien og Arizona. Videre gik det ud i ørkenen til et sted, der hed Calico. Har var ekstreme forhold og mangel på vand. Under en af turene hjalp en jernbane, Robert Andersen fra den visse død. Det var nemlig en udskreven regel, at hvis et lokomotiv opdagede folk, der trængte til hjælp, så skulle de standse.
Til Sydafrika
Efter seks år rejste Robert Andersen videre til Sydafrika. Han nåede da lige at komme et smut forbi sine forældre på Langeland. I 1887 satte han første gang foden på afrikansk jord. Via diamantminerne i Kimberley gik det videre med postvogn til guldminerne ved Witwatersrand med postvogn.
En bog i Mexico
Så gik turen til Mexico. Den mine som han bestyrede gik godt, men han var ikke tilfreds med arbejderne. I sin fritid læste Robert en bog, der gjorde et stort indtryk på ham. Bogen var Rider Haggards: Kong Salomons Miner. Og disse kun kun ligge et sted efter vores helts mening. Nemlig i de gamle stenruiner i Matabeleland. Det ligger i det syd vestligste Zimbawe. Stedet er på Unescos verdensarvsliste. Situationen her var meget spændt. Der var opstået krig mellem lokale stammer og britisk politi. Uden egentlige forhandlinger var Matabeland i 1891 erklæret for britisk protektorat.
På jagt efter Kong Salomons Miner
I 1894 vente Robert Andersen tilbage til Afrika. Han ville finde Kong Salomons Miner. Det lykkedes ham at finde en gammel mine og guld. Men var det Kong Salomons Miner? En masse smykker blev også fundet på stedet. Masser af det blev omsmeltet. Den ældste del af Great Zimbave, som det også blev kaldt, stammer tilbage fra det 11. århundrede. Men det er mere end 2.000 år til Kong Salomon.
I 1929 kom det frem, at fundene og minen stammede fra et handelscenter for forfædrene til Zimbawes største stamme. Efter at Robert Andersen gjorde sit fund, blev der fundet ca. 1.200 små undergrundsminer i Zimbawe. I 2008 fandt en gruppe forskere noget som kunne være Kong Salomons Miner i det sydlige Jordan. Aldersmæssigt kan det henføres til Kong Salomon.
Afsked i rette tid
I 1895 var eventyret skut. Robert Andersen havde solgt minerne og var plaget af langvarig feber. I Cape Town oplevede han store militærstyrker. Men det var godt han tog afsted, for den 2. Matabele – krig var ubrudt. Stort set alle guldgravere var blevet dræbt.
Australien – tur gav ingenting
En ny tur til Australien gav ikke noget til vores helt. Efter sigende skulle der være guld i Ny Guinea. Men heller ikke her, var der held. Under opholdet læse Robert Andersen en lille notits, om at der var fundet guld i et grænseområde mellem Canada og Alaska. Stedet hed Klondike. I maj 1897 gik Robert Andersen i land i Vancouver efter en kort afstikker til Fijiøerne og Hawai.
Klondike var barsk
Det var et helt andet klima i Klondike. Det var ret barsk. Temperaturen kunne let komme ned til – 40 grader. Selv i juli – måned var jorden bundfrossen. Mange sultede og der er eksempler på, at hunde spiste guldgravere.
Minefolkets superliga
Men der var en sand guldfeber i gang. Vores helt opkøbte en del miner i Klondike. Han var meget visionær og brugte den nyeste teknik. Han beskæftigede efterhånden 50 mand. Robert Andersen var for længst kommet i minefolkets superliga. Han dannede et aktieselskab på 250.000 engelske pund. Men Andersen slap ikke for overfald og sagsanlæg.
Mine aktiv til 1969
I sommeren 1903 tog han en smuttur til Peru på jagten efter guld. Og i 1908 solgte han sin andel af minerne i Klondike. Derefter rejste han rundt i Europa og Amerika. Og endelig i 1910 bosatte han sig i Danmark. Hans tidligere mine i Klondike var aktiv helt til 1969.
Gift med ung pige
I 1911 bosatte Robert Andersen sig i Trondhjemsgade og i 1913 flyttede han til Østbanegade 13. I samme ejendom boede også konseilspræsident Zahle. De seks værelser blev møbleret efter
alle kunstens regler. Den 23. juli 1914 blev Robert Andersen gift i Kastels Kirken med en 33 år yngre Käthe. I sin alderdom var vores eventyrer plaget af sygdom. Han døde den 17. december 1945.
Hensat til Jack Londons verden
I nogle passager i bogen føler man sig hensat til Jack Londons verden. En spændende og eventyrlig samt barsk verden åbenbarer sig. Et flot research arbejde er udført af de to forfattere. Vi får et indgående kendskab til guldgraver miljøet og ting omkring eventyreren, Robert Andersen. En særdeles interessant bog.
Bogen er sikkert for længst udsolgt – Artiklen er skrevet tilbage i 2012
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.10.2021
Februar 27, 2012
I 1857 blev springvandet ved Christiansborg Slotsplads belyst. Mange havde forsøgt at få fremstillet et tørbatteri. Men det lykkedes først for danskeren Hellesen.
Og det kom rigtig gang i produktionen, da Ludvigsen kom til. På et tidspunkt havde koncernen 2.000 ansatte med eksport til 60 lande. I 2005 relancerede den nye ejer Duracell det berømte Tiger – batteri, skabt på Østerbro med den nyeste teknologi.
Op til 2.000 ansatte
Man kan godt se det stadigvæk, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen. For her ligger Aldersrogade, og bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdens-ry. Her blev størstedelen af Danmarks forbrug af tørelementer fremstillet. Virksomheden beskæftigede på et tidspunkt ikke mindre end 700 ansatte. Ja med folk på hjemmearbejde var der nok tale om 2.000 ansatte.
Firmaet hed Hellesens Enke & V. Ludvigsen A/S. Men hvordan begyndte det? Ja den allerførste afdeling finder vi i Blågårdsgade.
Oplyst springvand i 1857
Ja vi går tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Man forlangte entre. Og strømkilden var et våd – batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektricitet. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.
Alessandro Volta
Men allerede i 1800 havde italieneren Alessandro Volta præsenteret sit galvaniske element. Han havde opdaget, at når man dypper to forskellige metaller ned i vand, som gøres ledende ved hjælp af salt, så opstår der en spændingsforskel mellem metalstykkerne og derved skabes elektricitet.
Hellesen løser batteriets gåde
Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse. Man forsøgte, at fremstille elektriske batterier. Men det var store vanskeligheder. De rummedes i skøre glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles ad og renses.
På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste den opgave.
Eksperimeter i en vognport
Hans udgangspunkt var franskmanden Lecklanche’s element, der bestod af en kulstang omgivet af brunsten og en zinkplade med salmiakopløsning som elektrolyt. Det første tørelement som Hellesen fremstillede var i 1887. Det var anvendeligt med ikke særlig holdbart. Det var endnu lang vej til de batterier, som vi kender i dag. Eksperimenterne foregik ofte i en vognport ved Hellesens bopæl på Frederiksberg.
I 1889 blev det første tør – batteri leveret til Københavns Telefonselskab.
Ludvigsen involveres
W. Hellesen var ellers smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis også amatør – opfinder. I 1889 kom Hellesen i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika en del år. Denne Ludvigsen kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder af batteriet oplevede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.
Fabrikant
i Odense
Men hvem var denne Ludvigsen, der fortsatte eventyret? Ja, Hans Waldemar Ludvigsen var født 1861 i Odense. Han fik afgangseksamen fra Odense Katedralskole i 1877. Han tog derefter undervisning i kemi og praktisk anvendelse af kemi. Sammen med vor kastede han sig over fremstilling af sæbe, skriveblæk, smør – og ostefarve og lignende kemisk – tekniske produkter. Udbyttet var dog ikke ret stort.
En tur til Island og England
I 1880 flyttede familien til København Man startede en fabrik ved navn Jettadam Fabrikker. Forretningen kom godt i gang, men efter et par år solgte familien fabrikken. Waldemar fik derved et par tusinde kroner i hånden og fik den ide, at starte en Fiskeguanofabrik på Island. Han rejste derop i et lille sejlskib, men ideen kunne ikke realiseres. Han rejste derfor tilbage til Danmark i 1884, og straks videre til England. Han tilegnede sig det engelske sprog og viden om handel.
Blandt halvvilde cowboys
Derefter tog han videre til USA. I hans optegnelser, fortæller han om, at Chicago var en lille by ved Michigan – Søen. Detroit var en lille flække og Florida en sump. Der var endnu kampe med indianere. Der eksisterede rigtige Wild West mænd og halvvilde cowboys. Ludvigsen nåede rund i næsten alle stater i Mexico og Mellemamerika. Han oplevede mange farlige eventyr. Han iagttog, at telefonvæsenet var i fremgang. Han tog jobs ved forskellige fabrikker.
Hjemvendt til Danmark 1888
Da han kom hjem til Danmark i 1888 var han klar over sine mål. Han ville være industrimand. Han koncentrerede sig om fremstillingen af forskellige genstande. Elektrokemien blev hans speciale. Derfor var det naturligt, at han i 1889 kom i forbindelse med Hellesen.
Sådan fremstillede man et batteri – dengang
Driftsingeniør Nyegaard forklarede i et foredrag i Elektroteknisk Forening, hvordan man fremstillede et ”Hellesen Batteri”:
Kæmpe succes
Det tog et par år, inden Ludvigsen turde sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti havde kunnet holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet. Ludvigsen holdt ikke på patentrettighederne. Allerede i 1890 blev rettighederne for Tyskland og Østrig – Ungarn overdraget til det tyske firma Siemens & Halske og i England til Siemens Brothers. Fabrikker blev opført i London, Berlin og Wien. Laboratoriet i København samarbejdede med fabrikkerne.
Anerkendelse på Verdensudstillingen
De første el – værker dukkede frem i 1890erne. Men det var en fordel, at man kunne bruge apparater uden at have indlagt strøm. Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på, at fremstille 1.000 stk. håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verdenen. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14. Ved Verdensudstillinger i Stockholm i 1897 og Paris 1900 opnåede han guldmedaljer. Det var dengang en fantastisk hæder, og betød virkelig meget.
Scherlock Holmes anvendte Hellesens
Hjemmemarkedet blev erobret og efterhånden var der eksport til 60 lande. Der blev skabt et godt ry om Hellesens batterier fra Danmark. Conan Doyle lader således Sherlock Holmes
omtale sine batterier som Hellesens uden anden nærmere angivelse.
Den svenske marine
I 1890erne fik firmaet en ordre fra den svenske marine på elementer til sø-miner med krav og garanti på holdbarhed i mindst to år. Flere år efter forespurgte den svenske marine om elementerne ikke skulle udskiftes for en sikkerheds skyld.
I et gammelt bryggeri
Den første egentlige fabrik blev anlagt i Blågårdsgade. Men i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret. Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Her havde det tidligere Aldersro Bryggeri haft til huse. Her var der god plads til udvidelse. I 1905 var der 71 ansatte. I kælderen var der formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også en gasmotor.
I stueetagen var kontor og det store fabrikslokale, hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp, smeltede
voks ved gasapparater og loddede. Der gik drivremme gennem gulv og loft til første sal.
På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald med fire heste.
Kraftige udvidelser
I 1906 blev W. Hellesens enke og Ludvigsen eneindehaver. I 1918 overgik virksomheden til et aktieselskab. I 1911 og i 1916 blev fabrikken voldsomt udbygget. Først med lagerbygning, fabrikationsrum, pakkerum, harpikssmelteri. Større maskiner blev benyttet og et særligt kedelhus blev indrettet. En stor to – etagers bygning blev bygget. Den kom til at rumme laboratoriet. Siden lejede man sig ind i lejede lokaler.
10 kr. i julegave
I 1907 blev Ludvigsen konsul og i 1926 generalkonsul for Guatemala. Da firmaet overgik til aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men han virkede som formand for selskabets bestyrelse til sin død i 1939. Hans store interesse var nu automobilismen og luftfarten. Ved juletid blev arbejderne samlet i gården. De blev stillet op i to rækker. Ludvigsen kom og trykkede hver medarbejder i hånden og ønskede Glædelig Jul. Så var der en gave til alle på 10 kr. Det var en ganske pæn gave – dengang var ugelønnen 28 – 30 kr.
Produktion i Vangede
Under første verdenskrig manglede man råstoffer. Man begyndte selv at fremstille kulstænger til elementerne. Det skete i en lille bygning i Vangede. Bygningerne var i brug indtil 1960. Derefter begyndte man at købe kullene i Frankrig.
Mange ansatte hjemmefra
Radioen kom frem i 1925. Det betød at man skulle fremstille radio – og lommebatterier. Elektrodebinding til disse blev bundet i et lejet fabriksrum i Ryesgade 3. Det var et hårdt håndarbejde. Mange bandt elektroder derhjemme i privatboligen. Fabrikken sørgede selv for levering og afhentning. Mange af disse ansatte var kvinder.
Fabrikken udvidede faktisk mange steder i København, Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade og Hejrevej samt Søborg.
Tiger – Batteriet
I 1924 blev Tiger – batteriet skabt. Den var skabt af tegneren Palle Wennerwald. Den kravlende tiger blev symbolet på kraft og lydløshed. Det var et stærkt symbol på det danske batteri.I 1930 tegnede arkitekten Gunnar Biilman en ny tiger. Hele 150 forskellige former for batterier blev fremstillet. Og mange af disse blev benævnt med dyrenavn.
Penge til en vuggestue
A/s Nordisk Metalvarefabrik opkøbte aktiekapitalen og ansatte W. Jacobsen som direktør. Der var op – og nedture på fabrikken. Også i udlandet blev der bygget fabrikker. I 1944 gav firmaet endog penge til etablering af en vuggestue. Den blev dog i 1956 overdraget til Københavns Kommune. En periode lå selskabet dog noget i dvale.
Aldersrogade nedslidt
Marshall – hjælpen gav mulighed for at indkøbe moderne produktionsudstyr. Man indledte samarbejde med en amerikansk batteriproducent. Man rejste verden rundt for at generobre tabte markeder. Trods moderniseringer var den gamle fabrik på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også fået vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Man besluttede for at købe en grund i Køge. Og her startede produktionen i 1965. Og vejen hed selvfølgelig Tigervej.
Nye behov for batterier
Pludselig steg behovet for batterier. Transistorradioer, båndoptagere, grammofoner, diktafoner og høreapparater. Alle havde brug for batterier. I 1972 startede Hellesen endnu en fabrik op i Thisted.
Forskellige ejerskab
I 1957 havde Store Nord også kaldet GN som står for Great Nordic købt størstedelen af aktierne. En kort overgang hed firmaet Tudor– Hellesen, fordi man var fusioneret med det svenske firma Tudor.
Men allerede i 1977 købte et amerikansk batteriselskab Tudors aktier. I 1986 hed firmaet en kort overgang GN Hellesen. I 1986 solgte GN alle Hellesens salgsafdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Finland til det konkurrerende firma Duracell, der samtidig købte retten til at bruge navnet Hellesen og tigerbomærket.
Tiger . Batteriet genskabt
Dermed forvandt tigeren og Hellesen – navnet. Ja, det troede man. Men pludselig relancerer batteriproducenten Duracell det klassiske Hellesen – batteri med tigeren. Nu sidder den pludselig i MP – 3 afspillere. Batterierne blev relanceret med den nyeste teknologi og med den velkendte tiger – logo.
Navneforandringer
Afdelingen i Køge fik navnet GN Batteries, mens den ny fabrik i Thisted kom til at hedde GN Akaline Batteries. I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma. Den øvrige batteriproduktion blev flyttet til fabrikken i Thisted. Således blev Tiger – batteriet fra Østerbro igen vakt til live. Kig engang ned ad Aldersrogade. Så meget har nu ikke forandret sig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9- 10 – 2021
Februar 27, 2012
I 1893 kom den første socialdemokrat i Borgerrepræsentationen. Ikke mange kunne opnå valgret. Brændevin var billig. Og selv i døde var der klasseforskel.
Kæmpe troppestyrker blev samlet til det første 1 maj måde. Arbejdsgiverne havde et farligt våben – lockout. Andre ville have mere direkte arbejderkamp med sabotage m.m.
Socialdemokrater i Borgerrepræsentationen
Første gang, der valgtes socialdemokrater til Borgerrepræsentationen var den 28. marts 1893. Det var malersvenden Jens Jensen og læreren K.M. Klausen. For første gang havde man fået indflydelse. De besluttende organer have indtil da bestået af velstående bysbørn.
Arbejdere som borgmestre
Efter ti år blev Jens Jensen byens finansborgmester. Efter yderligere 14 år fik arbejderpartiet flertal. Nu var der pludselig arbejdere som borgmestre og rådmænd.
Valgret med forhindringer
Det var så sandelig ikke alle, der havde valgret. § 30 fastsatte den almindelige regel om valgret til Folketinget. Efter den tilkom valgretten enhver uberygtet mand, når han var fyldt 30 år, medmindre han:
Og ikke nok med det. Valgretten afhang også af ens indtægt.
Murerstrejke
Det var faktisk en murerstrejke i København i 1872, der fik afgørende indflydelse på den spæde arbejderbevægelse. Det var den, der førte til det berømte slag på Fælleden og Pio’ s anholdelse.
Brændevin var billig
Siden 1870erne var der stadig en lang arbejdsdag fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdernes antal var næsten tredobbelt. Den trælsomme tilværelse for arbejderne med en dårlig løn og en lang arbejdsdag og dårlige arbejdsforhold gjorde værtshuset til et festligt sted. Brændevin var billigt og for en tid kunne man så glemme den triste tilværelse.
Afholdsforeningerne
Selv om afholdsforeningerne gjorde et stort stykke arbejde, så var det først da arbejderne havde skaffet bedre økonomiske kår, korte arbejdstid med råd og tid til et hjemmeliv i bedre boliger, at drikkeriet virkelig blev begrænset. Ferie var først noget man kendte efter 1890erne.
En aften i et arbejderhjem
Ved spisetid blev petroleumslampen tændt, og familien tog plads ved det firkantede bord. Som regel blev der spist søbemad. Konen kom ind i stuen med to kasseroller. Af den ene øste
hun op i tallerknerne og rakte dem rundt. Den anden kasserolle var fuld af kartofler. Dem stak de alle til efter tur, far først.
Efter middagen lagde far sig på den gamle sofa. Det var det eneste magelige møbel i datidens arbejderhjem. Med faderen liggende der, var der plads ved det tomme bord til lektielæsning.
De to mindste travede eller krøb rundt på gulvet, hvis de ikke sad på potten.
Senere kom konen ind med kaffe til manden, der et øjeblik satte sig op i sofaen. Tung og træt fyldte konen ud i en af de stive træstole og drak sin kaffe af underkoppen. Klokken 9 rejste konen sig og hængte sit sjal for de nederste vinduer. Det var nu tid til at sige godnat.
Stuen var måske dekoreret med guirlander af bleer, som hang til tørre over kakkelovnen.
Nedslidte arbejderhjem
Bygningerne var opført af smudsige sten, medtagende af vejr og vind. De var mærket af sod fra de mange skorstene. Vedligeholdelse var det ikke noget af. Den grønne farve på vinduesrammer og døre var skallet af og kittet faldet ud. Vinduerne klirrede mod stifterne, når blæsten satte ind. Plankeværket mellem de snævre gårde og lokummerne var faldefærdige.
Tvedeling af arbejderbevægelse
Midt i 1870erne var forståelsen for arbejdernes krav lig nul. Konjunkturerne var vendt. Enhver tendens til lønforhøjelse blev stoppet. Arbejderen havde ikke råd til, at være i en fagforening. Mange meldte sig ud. Nogle mente, at fordi man var medlem af en fagforening, behøvede man ikke at være socialister. Derfor skete der en tvedeling af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.
Fagbladene advarede mod skruebrækkere, men også om kapitalistens forbundsfælle i vort eget hjem.
Også i døden var man forskellig
Ofte måtte arbejderen nøjes med kirkegårdens fattigjord, til linjebetaling med et minimum af kirkelig service og med en travl præst, der måske skulle hen og jorde et mere indbringende lig.
Enhver tanke om, at arbejderklassen kunne få sin faglige og ideologiske symboler – de røde faner – med i kirke og kapel, var naturligvis udelukket. Ingen tænkte på at nægte ordener og sabler plads på en fløjlspude ved kistens fodende, når borgerskabet førte de døde til graven. Der var forskel på folk, selv i døden.
Knap så mange bekymringer
Arbejderbevægelsen havde gennem 1880erne opnået bedre løn og korte arbejdstid. Men det var vel nok først i 1890 de rigtig gode resultater kom. Der kom en ny social lovgivning. Pludselig
fik man alderdomsunderstøttelse, sygekasser og bedre fattighjælp. Nu var det knap så mange bekymringer.
Tænk hvis de fuldede sig
Myndighederne gav tilladelse til afholdelse af 1. maj møde. Man måtte godt samle sig, men man måtte ikke gå i procession gennem gaderne. Samtidig forbød politidirektøren, at fanerne måtte bæres gennem gaderne i udfoldet stand. Man måtte heller ikke synge eller have et orkester med sig.
Og på Fælleden var al udskænkning forbudt. Tænk hvis arbejderne fuldede sig, og blev ukontrollerede?
Kæmpe troppestyrker
Alle mistænkelige blev kaldt til forhør inden mødet, og politiet sendte spioner ud til indledende møder. Krigsministeren skrev til marinemisteren omkring mobilisering. Gendarmkorpset måtte have hjælp fra andre sjællandske byer. Korpset var beregnet til at blive sat ind i tilfælde af civile uroligheder. Dette korps stod til politiets disposition.
Og politiet stod klar med 335 mand fordelt på 16 kommandoer. Ja det forlød, at også kontorfolkene måtte klæde sig ud i uniform, for at det skulle se ud af lidt mere. Styrken under kommandanten i København stod også til rådighed. De bestod af 1.826 menige, konstabler, befalingsmandselever og under-officerer
Fra Orlogsværftet og vagtskibene i havnen kunne man mønstre 700 mand. Hertil kom 300 – 400 folk i Nyboder. Fra Jægersborg var kaldt husarer. Citadellet nu Kastellet var blevet forstærket med artillerister fra Trekoner. Soldater fra garnisoner uden for København kunne hidkaldes. Her var 3.500 mand.
Der blev udleveret skarp ammunition og håndvåben fra depoterne. Man troede åbenbart at københavnske arbejdere kunne finde på, hvad som helst Det var lykkedes for næsten samtlige
fag, at få overenskomst med deres arbejdsgivere. Det øvrige land var dog langt bag efter. At reallønnen var forbedret med 20 – 25 pct. var nået der betød noget.
De Samvirkende Fagforbund
Michael Lyngsie var i 1897 i stand til at samle arbejdsmændene i det Arbejdsmandsforbund , der senere blev så mægtig en organisation. I 1898 oprettedes De Samvirkende Fagforbund. Ved århundred – skiftet var arbejdstiden ned under 10 timer.
Natmændene strejkede
Men allerede i 1892 havde københavnerne stiftet bekendtskab med arbejdsmændenes fagforening. Man proklamerede strejke blandt natmændene i København. De stinkende spande blev stående på trappegange og i porte. Byen var i oprør. Det gik da også kun et par dage inden fagforeningens krav var opfyldt.
Mange strejker blev vundet
Arbejdernes bedre kår var ikke sket uden kamp og sammenstød med modparten. Der var masser af strejker. Ikke alle blev vundet, men dog de fleste. Ofte var årsagen, at modparten ikke var organiseret, men det blev de i 1896. Det blev til Arbejdsgiverforeningen. De armeer stod over for hinanden i 1899 – den store lockout.
Hård tid
Det blev en hård tid for arbejderne. Organisationerne var nye og var endnu svage og fattige. Utallige arbejderhjem blev ribbede i de tre måneder konflikten varede. Den 5. september 1899
sluttede konflikten med et forlig. Tiden fra århundredeskiftet frem til første verdenskrig bød ikke på nær så meget fremgang som i det forudgående tiår. Bevares, der kom pæne lønstigninger, men det blev opslugt af prisstigninger.
Alkoholisme
I 1901 viser en undersøgelse, at 19 pct. af den mandlige befolkning var ramt af alkoholisme.
Et drabeligt våben – lockout
Arbejdsgiverne havde et drabeligt våben lockout. Alene inden for et enkelt år blev der truet 12 gange med lockout. Konflikten i 1908 i de grafiske fag, begyndte med at litograferne strejkede. Derefter lockoutede arbejdsgiverne typografer, undtagen dem de få, der var ansat på dagbladene. Disse svarede dog igen med at strejke. Det vakte stor opsigt dengang, når avisen ikke kom. Men episoden medførte voldgiftsrettens oprettelse.
Arbejdsløsheden 1907 – 1908 medførte krise også indadtil i fagbevægelsen. Dette medførte også uroligheder.
Rigtig arbejderkamp
I 1910 organiserede man sig i Fagoppositionens Sammenslutning. Her var rabarber – drengen, Christian Christensen den ledende kraft. I bladet Solidaritet forklarede han sammenslutningens formål:
En anden strejke, der vakte opsigt var en sporvejsstrejke på Frederiksberg i 1912. her kom det til hårde sammenstød mellem de strejkende og politiet.
Bedre social lovgivning
Omkring 1914 var omkring 50 pct. af samtlige danske arbejdere organiseret i fagforeninger. Ind til 1. verdenskrig skete der ikke de store ændringer. Men lige efter 1920 skete der en gennemsnitlig lønforhøjelse på 20 pct. i forhold til 1918. De københavnske bygningsarbejdere havde iværksat en konflikt i kravet om en 8 – timers dag. Også betydelige forbedringer af den sociale lovgivning blev gennemført.
Bolignød og krak
Men lige efter 1. verdenskrigs afslutning ramtes mange af bolignød. Mange familier måtte indkvarteres på skoler eller i barak – lejligheder. Der var faldende forsyninger af brændsel og fødevarer. I krigens sidste år nåede man op på 20 pct. arbejdsløshed. Under krigen steg fødevarepriserne med op til 85 pct. Brændselspriserne steg med 75 pct.
Lyngsies skovture
Mellemkrigstiden betød store økonomiske kriser og krak for hele det danske samfund. Det kom til store arbejdskonflikter. Midt under en arbejdsmands – konflikt arrangerede Lyngsie
en gammeldags skovtur for sine medlemmer. I 1929 indledte Stauning en periode med masser af reformer. Tiåret 1929 – 1939 var en fremgangsperiode for den danske arbejder. Det var den store socialreform, ferielovgivningen og meget andet, der gav en tro på livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:-
Redigeret 17. – 11. – 2021
Februar 27, 2012
Omkring Genforeningen var der udpræget fattigdom i Sønderjylland. Landsdelen var ramt økonomisk. Landbruget var i dyb krise. 40 pct. af sønderjyderne var
beskæftiget i landbruget. Fidusmagere havde gode kår. Sødmælk blev udleveret mod lægeattest. ”Danmark har mistet retten til Nordslesvig” proklamerede den nationalsocialistiske bevægelse. Fra tysk side blev der tilført penge til tysk kultur.
Danmark har tabt sin ret til Nordslesvig
Ja sådan udtalte gårdejer Vilhelm Deichgräber i en tale, forud for folketingsvalget i 1939. Deichgräber var en spidserne i det nationalsocialistiske parti i Sønderjylland – dengang. Man mente, at Danmark havde forvandlet området til en fattiggård.
Nu var det en del af den nationalsocialistiske agitation. Men sandheden var vel også, at Danmark efter 1920 havde modtaget en landsdel, der var forarmet.
Det står ikke i historiebøgerne
Dette står det ikke meget om i de historiebøger, som de unge mennesker gennemgår i skolerne. Her hører man godt nok om Genforeningen, men stort set ikke mere.
Landbruget udsat for rovdrift
Landbruget havde været udsat for rovdrift. Tvangsafleveringer havde udpint jorden, og en stor del af besætningerne var forvandlet til pengekapital. Gennem smug-handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen.
På landet gik gendarmer rundt og kontrollerede, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller bagt brød på gårdene. De kunne dog ikke forhindre det, og der er mange historier om, at de blev bestukket med naturalier.
Demonstration for mere mad
I Haderslev protesterede 400 kvinder foran rådhuset for at få mere mælk, byggryn og andre varer, som blev ført syd på, for at afhjælpe nøden i de større byer. Mange brancher led under rationeringen. Håndværkere og arbejdere var dem, der klarede sig dårligst. En bondekone kunne måske nogenlunde føre driften videre, mens manden var indkaldt. Men det kunne en smede – eller skrædder-kone ikke under samme vilkår.
Sødmælk udleveres med lægeattest
Midt i 1930erne udkom en bog På vej til Danmark. Den beskrev forholdene således:
De rige kunne nogenlunde komme igennem ved at betale overpris, men det kneb for den almindelige borger blot at skaffe det mest nødvendige.
Genforeningen trak ud
Overgangen fra et økonomisk system til et andet voldte vanskeligheder. Det blev yderligere forværret, da en hurtig genforening trak ud. Ingen havde troet, at de ville gå 20 måneder fra våbenstilstand til genforening. Det kneb for erhvervslivet at tilpasse sig.
Fidusmager havde gode vilkår
I 1919 kom der stadig mange varer fra Danmark til det sultende og udmarvede Nordslesvig. Dette skete også på illegale veje. Spekulanter, profitmager og fidusmagere havde store tider.
Krigsfangere døde i massevis
Over 4.000 sønderjyder faldt i kamp. Mange blev såret og havde psykiske skader resten af livet. Krigsfangere, som faldt i tysk fangenskab blev sat til at afhjælpe nøden i landbruget Fra store lejre blev de udkommanderet til opdyrkningsarbejde. Men kulde, sult og epidemier gjorde det af med mange.
Den tyske mark – intet værd
Et andet stort problem var markens fald. I juli 1920 var den helt nede på 16 øre. Og den fortsatte sit fald. Mange havde håbet på, at marken ville stige igen, og havde skrabet lidt sammen. Men ak og ve. I billion gamle papirmark var i begyndelsen af 1924 forvandlet til 1 guldmark.
Landsdelen ramt økonomisk
Mange landboer havde inden genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Det blev så i dyre krone – lån. Man regner med, at der blev optaget veksellån for ca. 50 – 60 millioner kroner. Dem som havde holdt fast ved deres mark, var endnu dårligere stillet.
Landsdelen blev efter genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt erhvervslivet og landbruget, der fik tilført kapital. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet ca. 20 millioner
kr. til rådighed i statslån. Men de sønderjyske banker og sparekasser var ramt økonomisk.
Man forsøgte med Sønderjysk Kreditforening. Men landsdelens kapitalfattigdom lod sig ikke bare sådan udrydde. De nystiftede lån blev forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk
Hypoteklånefond.
40 pct. i landbruget
I Sønderjylland var 40 pct. af befolkningen beskæftiget i landbruget. Under det tyske styre var det gået i retning af færre men større ejendomme. Den tyske lovgivning havde i modsætning
til den danske mulighed for nedlæggelse og sammenlægning af landbrug. Arbejdskraft blev efterhånden en mangelvare på grund af udvandring. De forskellige landbrug skulle nu pludselig
omstille sig efter danske forhold. Det betød flere og bedre bygninger og en større del af arealet under plov.
Denne omstilling betød også, at det sønderjyske landbrug var mere følsom over for forandringer.
Modtagelige for fantastiske bevægelser
I efteråret 1920 indtraf også en tørke. Det betød at mange landmænd oplevede et knæk, der var svært at komme sig over. De kriseramte og kredit – hungrende landmænd blev pludselig lydhør over for mere eller mindre fantastiske bevægelser.
Penge til tysk kultur
Denne situation benyttede man sig af i Berlin. I 1926 bevilligede Det Tyske Rige og Preussen et millionbeløb for at støtte tyskheden i grænseegnene og i udlandet. Yderlig blev 5 millioner mark sendt til Nordslesvig i form af kreditter. Som modforanstaltning blev Landeværnet oprettet. I løbet af få år var der tegnet 10.000 medlemmer. I 1929 gjorde landsdelens relative fattigdom sig stadig gældende. Det skete trods det, at der i 20erne blev oprettet 900 nye husmandsbrug gennem udstykninger.
Revolution i Sønderjylland
Og var man heller ikke kan læse i alle historiebøger, at revolutionen gennemførtes i Sønderjylland. Det var soldaterudsendinge, der proklamerede tingenes tilstand. Magten blev overdraget til soldater – , arbejder – , og bonderåd. Soldaterrådene gled dog hurtig i baggrunden. Arbejderrådene holdt længst. De overvågede blandt andet levnedsmiddelfordelingen. Det virkede meget brutalt, at man med den danske fattiglov kunne fratage borgerne deres rettigheder. Bestemmelsen virkede endnu stærkere i Sønderjylland.
Et nationalt mindretalsproblem
Genforeningen gav Danmark et nationalt mindretalsproblem. Af folketællingen fra 1921 ses det at 16.600 af Sønderjyllands indbyggere var født syd for den danske statsgrænse. Ved folkeafstemningen i februar 1920 blev der afgivet 25 pct. tyske stemmer, mens der ved folketingsvalget senere på året kun blev til 14 pct.
Ikke tilfreds med grænsen
Tyskheden var fremherskende i enklaver langs grænsen og i byer som Tønder og Højer. Særlig i gårdmandsklassen var der mange tysksindede. I mange sogne var der tysk flertal. Mindretalsordningen var noget nyt for det danske samfund og tiltrak sig en del opmærksomhed. Fra tysk side var man ikke tilfreds med ordningen. Herfra mente man også at grænsedragningen var ganske uretfærdig.
Det gjorde det heller ikke lettere at Danevirke – Bevægelsen ville have grænsen ved den gamle danske fæstning.
Grænse midt på vejen
Selve grænsedragningen, skabte ingen problemer, der hvor grænsen skulle følge vandløbene. Men andre steder skulle man følge geografiske og erhvervsmæssige forhold. Her var der problemer ved Kobbermølle og Padborg Station. Ude vest på ved Rudbøl gav grænsedragningen problemer. Resultatet blev, at der på en strækning på 130 meter, blev gadens midterlinje grænsen.
“Führer macht uns frei”
Ved nazismens magtovertagelse i Tyskland begyndte de tyske stemmer i Sønderjylland at tage til. Den tyske befolkningsgruppe var godt på vej til at vinde sit andet folketingskandidat. Og Jens Møllers bøn til Adolf Hitler var også:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. – 11. – 2021
Februar 2, 2012
Vi kigger på nogle af butikkerne på Strandvejen og Slagelsegade. Det var dengang en Jaffa – appelsin kostede 25 øre. Radioer købte man hos cykelsmeden. Der skulle være plads til kongens ridetur på Strandboulevarden. Svømmeundervisning foregik i mudret vand. Og så skulle man undgå Ringstedgade. Her boede bisserne.
Tre privatskoler
Dengang hed den Østre Gasværksskole. Det var en almindelig kommuneskole. Så hed den Strandvejsskolen. Og når vi nu er ved skoler, så kunne dem, der havde råd på Østerbro,
vælge mellem tre private underskoler. Her kunne man dog, hvis forældrenes indtægt var lille, få friplads.
Pjaskeri i Gefion – springvandet
Man pjaskede rundt i Gefion – Springvandet og om vinteren kælkede man ned af Kastels-voldene.
Viljestyrke til at passere skikmutter
Det skulle en hvis viljestyrke til at passere alle Slikmutter på Østerbro dengang. For fem øre kunne man få en slikpind, nas (en plade sød – syrligt sammenpresset blødt slikaffald) eller en blikdåse salmiakpastiller.
Urtekræmmere og spækhøkere
Urtekræmmere var der også masser af. Her blev købt mel, gryn, krydderier, sukker, kaffe (friskmalet fra egen kværn) og konserves. Der var også spækhøkere, der solgte kødpålæg og flæskekød. Skulle man have lidt bedre kød eller okse – eller kalvesteg, ja så gik man til en rigtig slagter.
Skovser – konen
Den ugentlige fisk var der rig mulighed for at få i en butik. Man kunne også få den hos den omvandrende skovserkone. Hun kom fra Skovshoved med en trækvogn. Hun parterede og rensede sildene eller rødspætterne direkte på køkkenbordet. Det var tydeligt at høre, når hun var der. Hendes reklameråb var lige som en melodi
En Jaffa – appelsin til 25 øre
Cigarhandleren havde en afdeling med tobak og en anden havde bøger og papirvarer. Man kunne også få Buffalo – Bill hæfter. Ja og så var der postkort med revyviser. Grønthandleren
havde kartofler og frugt. Ved juletid kunne man købe kæmpestore Jaffa – appelsiner til 25 øre. Dengang en anseelig pris. Billigere var Jamaica – bananer.
Overskåret wienerbrød til 25 øre
Rugbrød fandtes groft eller fint, maltet eller u-maltet i store tunge klodser, der skulle skæres op i brødmaskinen. Allerede dengang var der masser af fødevarer i Nordre Frihavnsgade. Så kunne man få “overskaaret Wienerbrød” til 4 øre stykket.
En radio hos cykelsmeden
Cykelsmeden solgte også radioer. Den nærliggende dame – eller herrefrisør kunne levere personlige plejeting. Ja frisøren kunne klare en gang barbering for 25 øre. En god herreklipning kostede en krone. Oppe i nærheden af Langelinie på Strandboulevarden kunne en drengeklipning klares for 35 øre i Figaro – salonen.
Kongens ridesti
Nogle gange var det dog nødvendig at tage til byen. Det kunne man så gøre med linje 9, der havde skinner på hver side af Strandboulevarden. I midter-anlægget var der en ridesti med promenade, og bænke. Man sagde, at det kun blev opretholdt af hensyn til Christian den Tiendes ridetur. Når han kom ridende i sin garderuniform, standsede man og
hilste ærbødigt. Så fik man til gengæld en kongelig honnør. Damerne nejede, og smådrengene tog deres matroshue af og bukkede. Linje 9 blev også kaldt Papegøjen, fordi dens skilte var røde og grønne.
En tur til Frihavnen
Man kunne tage en tur ned ad Århusgade forbi linje 9’s remiser, under jernbaneviadukten ved Østbanegade, og så kigge på alle træbarakker i havnen. Der var en stærk duft af træ og tang. Om søndagen var Frihavnens store bassiner et udflugtsmål. Her holdt de store Amerika – både, Frederik den Ottende og Oscar den Anden. Hvis da ikke lige, at de var på havet.
Til Langelinie
Man kunne for 10 øre få en tur over til bagsiden af Langelinie. Så kunne man gå ud på den lange mole. Måske kunne man derefter komme videre med motorbåden til Holmens Kirke. På Høje Langelinie var det fin udsigt til turistbåde eller fremmede krigsskibe, når der var flådebesøg. En yndet beskæftigelse var også at gætte, hvilket spor toget ville passere under den gamle Langeliniebro. Man kunne også blive væk i røg og damp, når det gode gammeldags damplokomotiv passerede.
På Strandvejen
Man kunne aflægge Strandvejens Køkkenudstyr et besøg. Det lå på hjørnet til Tåsingegade. Vinduerne var tæt pakkede af porcelæn og glas. Over hoveddøren stod der:
På skiltet, der stak ud fra ejendommen stod der:
Den amerikanske metode
Ved siden af denne flotte butik lå Papir og Kunst, derefter Fredby og Co. Uden for forretningen stod et skilt:
Under skiltet hang et andet budskab, Hatte renses. Og kiggede man godt efter i vinduet, så stod der, at man brugte, “den Amerikanske Metode, naar Tøj og Hatte blev presset”. Derefter lå en barber og frisør. Så fulgte Aug. Balsløws Farve Tapet forretning, der også solgte linoleum. Lige før opgangen til Strandvejen 9 (Østerbrogade 109) var der en blomsterforretning.
De dyre cigaretter
Efter opgangen var der en butik, der solgte cigarer og Soussa – cigaretter. Det var de dyreste cigaretter, dengang. De blev kun røget af den bedre stillede del af befolkningen. Ved siden af lå Knud Jensens Ur-forretning(Uhre – Briller). Så fulgte Rococo Broderiforretning og L. Bruun Viktualieforretning. På hjørnet af Strandvejen og Hjørtøgade lå Strandvejens Messe.
Schous Sæbehus
Længere henne af Strandvejen lå Schous Sæbehus. Der kunne man købe sæbe og ting til personlig pleje, Halex tandbørster, Perletand tandpasta, hårpomade, Ilka barbersæbe, læbestift, pudderkvaste, kamme hårnet, vaskepulver, opvaskebørster, perlekæder og håndtasker. Det var fabrikant Laurits Schou, der stod bag de populære sæbehuse. De skød op som svampe i løbet af de første årtier af det 19. århundrede. I 1927 var der ikke mindre end 846 filialer rundt omkring i landet.
HB
Hovedstadens Brugsforretning (HB) lå på Jagtvejen. Det er der, hvor Døgn – Netto ligger i dag. I 1916 blev HB startet i lokaler ved Nørrebros Runddel.
Til Fodbold i Parken
Man kunne også gå en tur i Parken, hvor Stævnet ofte spillede mod engelske klubber som Huddersfield, Arsenal og Sheffield. Det var festdag, når der blev spillet landskamp mod Sverige. Glade skåninger delte øl og snaps med det danske publikum.
Danmark– Sverige
Der var altid liv og glade dage når der var landskamp mod arvefjenden. 10 år inden vores gåtur i bydelen kunne datidens medier berette følgende:
Svømmeundervisning i mudrende vande
En tur gennem Gammel Kalkbrænderivej var en helt anden oplevelse. Her var smukke gamle villaer med Det kongelige Opfostringshus. Der var obligatorisk svømmeundervisning i skolen. Det foregik for nogle på badeanstalten Øresund i Frihavnen. Mange uhumskheder skulle passeres. Hr. Kjeldsens lange stang med bøjle førte dog eleverne frelst gennem bassinet.
Ragede op over det jævne borgerskab
Og i Slagelsesgade boede der folk, der ragede op over det jævne borgerskab. Her boede en konventualinde, professor-inde, komponist – enke, marinemester – enke og en komtesse.
Det var også her komponisten Niels W. Gade en vinterdag gled med sin violin. Han var ulykkelig, og troede den havde lidt skade. Langt om længe overlod han nøglen til violinkassen til lillebil – manden . Det viste sig, at kassen var tom. I sin forvirring havde komponisten glemt at tage sin elskede violin med sig.
En smugkro
I cigarbutikken var det i beskedent omfang udskænkning af spiritus. Konerne talte om, at cigarhandleren holdt smugkro. Sandheden var, at cigarhandleren ikke kunne eksistere uden
denne “nebengeschäft”. Der var nemlig alt for mange cigarhandlere på Østerbro.
Hos marskandiserne i Slagelsesgade var der var der hverken hullede støvler eller rustent bestik. Her var sølvtøj, teaterkikkerter, vifter, skilderier i glas og ramme og indbundne bøger med guldsnit.
Fru Sørensens ismejeri
Her lå også Fru Sørensens Ismejeri. Men ikke alle gad at komme her. De mente, at Fru Sørensen vejede fingrene med, når hun skulle veje margarine eller smør.
Kejser Franz Josef
Og her boede også Kejser Franz Josef. Ja urtekræmmer Jensen lignede ham. Han var ikke en person, der var til forandringer. Således kunne der gå mange år, før der kom en ny vinduesudstilling. Til højre stod en sukkertop og helt til venstre var der en opstilling af 6 ruller af det almindelig gul WC – papir. Det var fint opstillet som en pyramide.
I midten var der anbragt 4 glasskåle på høj fod. I dem var der tørrede svesker, rosiner, havregrød og hvedemel. Ved juletid blev der plads til en ekstra skål med julekonfekt. Og så blev vinduet forsynet med vattotter, der skulle udgøre det for julesne.
Beboerne blev meget fortørnet, da der blev begået indbrud i butikken. Urtekræmmer Jensen anskaffede en stor langhåret vagthund, der hed Kis. Jensen indrømmede, at det var et mærkelig navn til en vagthund, men han ville ikke forvirre den ved at omdøbe den.
Rigtige købmænd
I Slagelsesgade kom der også nogen, der kaldte sig købmænd. De stillede varer i pap – og trækasser op på fortovet. Nogle af beboerne syntes at dette var mærkelig. Løsgående hunde kunne så snuse til det og gøre det, der var værre.
Fru Edelstein
En som de andre kvinder havde respekt for, var Fru Edelstein. Hun var jøde, og familien var flygtet over Hals og Hoved. Det de andre kvinder ikke kunne forstå var, at de havde tid til at tage deres kostbare indbo med sig. Fru Edelstein sagde kun det mest nødvendige i butikkerne. Men i vindueskarmen kunne hun stå i timevis og snakke i telefon.
Men efterhånden opstod der en mistanke hos genbo – konerne. De lange telefonsamtaler var det rene humbug. Hun talte kun med sig selv. Sympatien for hende forsvandt efterhånden.
Korpigerne var beskidte
Gik man en tur ned af Slagelsesgade kunne man møde en Brændselsforretning og ovenover en rulleforretning. Hun havde en plakat ophængt til en af de små teatre på Frederiksberg.
For det fik hun og hendes mand en fribillet. Men rullekonen synes nu ikke at forestillingen var god. Der blev fortalt sjofle vittigheder, som kun mandfolkene synes var gode. Og så var korpigerne beskidte, da de viste lår.
Fiske, fasaner og harer
Ude foran viktualieforretningen bredte der sig hver middag en dejlig duft af biksemad og andre kødretter med stegte løg. Butikken holdt middagsbord for pensionister mellem 12 og 1. Hver tirsdag blev der serveret fisk. De var nu ikke så vanskelige at få fat i, for naboen var fiskehandler. Om efteråret blev der solgt fasaner og harer.
Det hvide hus
Oppe på Østerbrogade var der et konditori, der var kongelig hofleverandør. Det ville indehaveren af Det hvide hus i Slagelsesgade også gerne være. Det ville have kastet glans over gaden. Man rådede over en trækvogn, så man kunne sagtens levere vare til Amalienborg.
Elektrisk malet
Der var også en kaffeforretning og en sæbeforretning. Normalt blev kaffebønnerne malet med mekanisk apparatur med håndsving, men her rådede man over en elektrisk en af slagsen. Jo, Bernhard Nielsens Kaffeforretning var moderne.
Her blev også fremstillet konfekt. Det skete i baglokalet. De kostede 8 øre stykket, men restlageret efter nytår kunne erhverves for halv pris pr. stk.
To biler i Slagelsesgade
Der var ikke mange biler i gaden – dengang. Grosserer Olsen havde en fornem bil, der hed Kronborg. Det vil sige den rigtige betegnelse var Kronborg Karosserifabrik. Hver søndag formiddag foretog han reparationer på den fornemme bil. Ja så var det også den unge Leonhardsen. Han havde en Lillebil. Uden telefon skulle han kæmpe mod de to store Taxa
– Motor og Auto – Taxa.
Undgå Ringstedgade og Holsteinsgade 8
Dengang gik skulle man helst undgå Ringstedgade, for her boede mange bisser. Og Holsteinsgade 8 skulle man også undgå. Her var foregået en rovmord. Det var ganske vist helt tilbage i 1912 – men alligevel. Den myrdede var blikkenslager.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.10.2021
Februar 2, 2012
Vi befinder os i kvarteret omring Viborggade, Silkeborggade og Skanderborggade fra 1929 – 1934. Det var dengang en pakke Cecil kostede 35 øre. Udgangspunktet er en lille butik og en familie. Hvad spiste man? Hvilke lege foregik i gården? Hvordan foregik en storvask? Disciplinen herskede på Randersgades skole. Viborggade bugnede af butikker, før Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade tog over
En butik i Esbjerggade
En lille butik, som man kan kalde for en blandet handel lå i Esbjerggade 25(nu Silkeborggade) omkring 1929. Til butikken hørte en budcentral, som lå i kælderen. Bag butikken var der kun et værelse med tre trin op til entre og køkken. Stuen virkede mørk og trist. Udsigten var heller ikke noget at prale af, man kunne se lige ud til Neuberts Væverifabrik.
W.C. på køkkentrappen
Ved siden af butikken var der lejet en lille 2 værelses lejlighed. Ellers havde det ikke været muligt, at have et sted at sove for far, mor og fem børn. Her var hverken køkken eller entre. Der var kun et skab i den ene stue med en vandhane og en vask. På hver etage i ejendommen var der et W.C. på køkkentrappen. Dette måtte man dele med naboerne.
Tidlig på Grøntorvet
Hver morgen måtte man tidlig op. Der skulle købes ind på Grøntorvet på Israels Plads. Frugt og grøntsager blev kørt til butikken af en fragtmand med hestevogn. Mange andre små butikker fik leveret varer med denne fragtmand.
Tre trin op
Selve butikken havde tre trin op fra gaden. En lille klokke fortalte når der var kunder i butikken. Butiksvinduet var udbygget med en trappeformet kasse, på hvis trin frugt og grøntsager
skulle se indbydende ud. Midt på gulvet var en disk med en kaffemølle med håndsving til at male bønner i.
Cigaretter til 35 øre pr. pk.
Ved den ene væg stod en stor trætønde med spegesild. Ved siden af stod en stor træsaks. Med den kunne man tage silden og dens brune lage med. På langvæggen bag disken var der hylder med mel, melis og andre langtidsholdbare varer. På gulvet under dem stod kasser med øl og sodavand. En cigaretautomat befandt sig udendørs. Her var der rød og grøn Cecil og et mærke, der hed Adamas. Dengang inden de store afgiftstider kostede de 35 øre for en pakke.
Et hjem med klaver
Stuen bag butikken blev rammen om familiens liv. Ved den ene langvæg stod en stor Nolfi træsofa, foran den spisebordet med 4 stole. I sofaen kunne der sidde fire personer. I hjørnet stod et spejlchatol og foran det trefagede vindue et lille bord med to stole. På den modsatte tværvæg stod klaveret. Den ældste søn spillede efter gehør, og var ganske god til det.
Ved stuens anden langvæg, med trappen op til køkkenet, var der kakkelovn, døren ud til butikken og en reol, hvor telefonen stod. Gardiner og lyseduge havde mor selv hæklet.
Den ældste søn var nitterlærling, den næstældste skulle i lære som skibsbygger samme sted, nemlig hos Burmeister og Wain.
Disciplin på Randersgade Skole
De tre andre børn var indskrevet på Randersgades Skole. Drenge og piger gik hver for sig. Skolegården var delt op på midten med et plankeværk. Passage var dog mulig. Men det var strengt forbudt at opholde sig ved åbningen. I det hele taget var der meget stærk disciplin.
Når skoleklokken ringede stillede man op 2 og 2 klassevis og ventede på gårdvagtens vink om tilladelse til at gå op i klasserne. Man stod ved sin pult til læreren gav lov til at sætte sig. Hvis man ikke lavede sine lektier eller glemt sin hjemmeopgave, så måtte man sidde en time ekstra efter normal skoletid. Hvis man var fræk eller svarede igen, kom man uden for døren, ofte efterfulgt af et besøg hos inspektøren. Ofte skete det, at man blev nevet eller hævet i ørerne. Mange kom til at stå med næsen mod muren, når der var gårdvagt.
Ud af storbyen
I sommerferien blev børnene sendt ud af storbyen, til Nordsjælland og nogle gange helt til Nordjylland. Andre gange kom man i koloni. Alle drenge blev klippet skaldede på grund af luseplagen, som var ret udbredt. Det var svært at undgå at få lus. Ofte var det mor der kæmmede med en tættekam. Hun havde altid et vandfad stående ved siden af til at skylle kammen i,
hvis der fulgte lus med.
Eddike– kur
En skolesygeplejerske sørgede jævnlig for, at klasserne blev undersøgt for lus. Og hvis der blev fundet dyr eller æg, ja så måtte man en tur ned i kælderen til en seppedilleeddikekur. Det lugtede så ækelt, at man blev isoleret. Kammeraterne holdt sig for næsen, hvis man kom i nærheden af dem.
Loftskammer
Butikken lå i en fire etagers karré med loftskamre. Dem kunne beboerne leje til større børn, hvis pladsen i lejligheden var for trang. Karreen omfattede Esbjerggade, Viborggade og Skanderborggade.
Gården
Der var en port-indgang til fællesgården fra Skanderborggade. Et plankeværk med en lille åbning delte gården i to dele. På Esbjerggade – siden var der mest lys og luft. Her lå kun en enkelt lille træbygning, der husede en kommunal brændselshandler. Efter den lå der nogle enkelte oplagspladser. Langs plankeværket stod en skraldespande. Men der var ingen der turde at putte noget i disse efter mørkets frembrud. Så kunne man være sikker på, at rotterne dukkede frem.
Mange butikker i Viborggade
Der lå mange butikker i Viborggade. Det var slagteren. I hjørnebutikkerne var der både barber og cykelsmed. Efter ham kom Nielsens Cigarbutik. Han handlede også med aviser og blade. Blandt disse var datidens sladdersprøjte – Sandheden om. Den indeholdt sandheden om Liva Weel, Fritz Hueg eller skuespilleren Ingeborg Brun Bertelsen.
Hos børnene var den mest populære butik, Slikmutter. Alle 2 og 5 ører blev investeret her. Efter slagteren kom der en manufakturhandel og en bager. På hjørnet til Skanderborggade lå der en købmandshandel.
Så er der ål
Engang imellem drog en ældre herre gennem gaden. Han bar hele sit varelager foran sig:
På Østerbro var der en Hundredmandsforening. De afholdt blandt andet Juletræsfest. Det store juletræ vakte stor begejstring hos de mindre.
Faderen dør
Faderen til vores familie i Esbjerggade var indlagt på Øresundshospitalet med tuberkulose. Han gennemgik en såkaldt guldkur, men overlevede ikke. I februar 1929 døde han. Han blev begravet på Bispebjerg Kapel. Dengang skulle en enke gå sortklædt i et helt år. Faderens familie tilbød hjælp, men moderen afviste. Hun ville ikke se dem mere, og ville klare sig selv.
En tur i Horserødlejren
Hele familien blev undersøgt for tuberkulose. Heldigvis var alle raske. Men en af pigerne var ifølge lægen for bleg og for tynd. Hun blev sendt i Horserødlejren. Dengang var det en svagbørnskoloni.
Storvask
Før der skulle vaskes blev tøjet lagt i blød i det store trækar i vaskekælderen, der lå under butikken. Tidligt næste morgen blev der fyret op under gruekedlen og fyldt med vand. Når vandet begyndte at blive varmt blev sæben pisket i. Det tøj, der tålte kogning kom i. Da vandet kogte stod mor og stak i tøjet med en vaskepind for at holde det nede i det boblende sæbevand.
Efter et stykke tid blev tøjet ved hjælp af vaskepinden lagt over i vaskebaljen og sæbevand blev øst over. Et vaskebræt med to ben og en forside af bølgeformet metal blev sat i baljen. Så kunne skrubbearbejdet begynde. Når man mente, at det var rent, så blev tøjet vredet og kom i skyllekarret. Når kogetøjet var færdigt fik resten af tøjet en omgang, hele tiden suppleret med varmt sæbevand fra gruekedlen.
Skylningen foregik ved at man trak tøjet op og ned i det kolde vand nogle gange og smed det til afløb på vaskebænken. Skyllekarret blev tømt ved at man trak en prop ud ved bunden. I igen
og ved nyt vand. Dette foregik tre gange. Så skulle tøjet vrides og hænges til tørre.
Det var let nok om sommeren. Der var tørrestativ i gården. Men om vinteren var det drøjt, så skulle det bæres op ad køkkentrappen til tørreloftet.
Hos rullekonen
Men man var langt fra færdig. Nu skulle tøjet behandles. Kjoler, skjorter og bluser skulle stryges, dækketøj skulle rulles. Alt skulle lægges pænt sammen. Og så måtte man afsted til rullekonen. Hun havde en meget stor kasse fyldt med sten, der kørte frem og tilbage på nogle store træstokke. Hun stænkede tøjet med vand og viklede det om stokkene, så blev de skubbet ind under kassen. Når de havde rullet rundt et stykke tid kom tøjet af stokkene og var fint glat.
Søbemad, fløjlsgrød og døde frikadeller
Som regel, når der var storvask fik man søbemad. Det vil sige gule ærter, grønkåls – eller hvidkålssuppe. Ofte stod den på sødsuppe, pærevælling eller sagosuppe. En dag om ugen var der grøddag. Det kunne være rismelsgrød eller fløjlsgrød. Dette var mælk bagt op med hvedemel. Ja man havde også noget der hed sødgrød kogt på bygmel.
Man havde også begrebet døde frikadeller. Det fik man som regel dagen efter oksekødsuppe. Kødet fra benene blev skrabet. Der blev tilsat løg. Så blev der rørt op med mel og æg stegt på pande til lækre sprøde frikadeller. Til dette fik man stuvede grøntsager.
Gården – en dejlig legeplads
Gården var en dejlig legeplads. Men der måtte ikke leges der, når der hang vasketøj. Dette gjaldt også om foråret, når beboerne luftede deres sengetøj på træbukke i gården. Andre dage kunne der være gang i tæppebankningen. Og det var ofte arbejdsløse, der foretog dette. Når man ellers måtte lege i gården, ja så var det Ståtrold, Alle mine kyllinger kom hjem, 2 mand
frem for en enke, røvere og soldater og skjul. Hvis pigerne var i overtal hed legene, Rundekrans eller Far, mor og børn.
Det skete også, at der kom spillemænd ind i gården. Nogle medbragte selv klapstole og så gik det ellers med harmonikaen. Børnene myldrede til. Mødrene kom frem i vinduerne, og smed småmønter indpakket i papir ned til musikkerne.
Det var især børn fra fattige hjem, der leget i gården. De rige kom sjældent. Bedste fortalte, at I hendes ungdom blev de fattige sendt ud for at tigge.
Legeplads blev forvandlet til skøjtebane
På hjørnet af Århusgade og Løgstørgade blev der på legepladsen lavet en skøjtebane. Den 2. april 1930 fejrede man 125 – årsdagen for H.C. Andersens fødsel. Det var en festdag for skolen. Ja det var en festdag for hele København.
Vare på klods
Handelen i butikken gik godt i begyndelsen. Der boede gennemgående folk med små indtægter i nabolaget. Det var almindeligt dengang, at man gav kredit eller klods, som det blev kaldt. Så betalte man hver måned eller hver uge. Men ikke alle kunder overholdt deres aftale.
Butikken skulle betale alle sine indkøb kontant. Det kneb efterhånden med at få det hele til at løbe rundt. Så var det godt at man kunne gå hen til bageren tidlig om morgenen og købe brød fra dagen i forvejen til halv pris.
Ejendommelig hobby
Når tøj skulle omsyning, var det meget praktisk, at der boede en syerske i ejendommen. Hun fik vare i stedet for penge. Også moderens spillelærerinde fik varer i stedet for penge. Det var nok mest flasker hun fik. Hun sad altid med en øl i hånden. Hun havde en ejendommelig hobby, og det var at gå til begravelser. Hun læste dødsannoncerne. Onde tunger påstod, at det var fordi hun så kunne få de eftertragtede gravøl.
Søspejdere i Skudehavnen
I Skudehavnen holdt søspejderne til. De havde et par sejlbåde, hvor de unge mennesker lærte at manøvrere sejl. Kaptajn Eriksen styrede det hel med hård hånd og disciplin.
Køkkentrappe – kunder
Meget af butikkens handel skete efter normal lukketid. Her var fordelen, at pengene faldt kontant. Det var naturligvis forbudt og blev straffet med bøder, hvis det blev opdaget. Det blev aldrig opdaget, fordi viceværten var en af de største køkkentrappekunder.
Juletræer til salg
Til jul blev der solgt juletræer foran butikken. Det var en ganske god forretning, hvis alle træer blev solgt. Men en jul gik handelen galt. Så var det godt, at man kunne hente en julekurv med alskens gode sager i Frimurerlogen på Blegdamsvej.
Arbejdsløsheden bredte sig
Arbejdsløsheden bredte sig overalt. Det ramte også Østerbro. Det blev svære og svære, at få kunderne til at betale. Dem, der havde penge begyndte at handle på Østerbrogade og i Nordre Frihavnsgade. Her var udvalget større og priserne lavere.
Lus, lopper og væggelus
Det var ikke kun økonomiske problemer, der bekymrede familien. Lus, lopper og væggelus blev et stort problem. Lopper gemte sig i bukselinningen og eneste effektive middel var af med undertøjet og i en spand vand. Hvis væggelusene satte sig i møblerne, måtte man i gang med petroleum. Så måtte man døje med lugten bagefter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 101 artikler fra Østerbro
Redigeret 10.10.2021
Februar 2, 2012
Vi befinder os i en to – værelses i Humlebækgade i slutningen af 1920erne. Det var godt, at man kunne købe rester hos slagteren og bageren. Da radioen kom, skulle alle have luftantenner. Man risikerede let at få en sveder i Hillerødgades Skole. Her fik man renselsesbad hver 14 dag. Her fik de fattige træsko og strømper. I Stefans gade var en populær præst, der havde lavet en ungdomsklub. Og så var der bal i ”kassen” på Jagtvej. Var man bleg blev man sendt på ferie i Jylland.
Humlebækgade
I Humlebækgade kostede en 2 – værelses lejlighed 42 kr. om måneden. Der var ikke meget plads til de fem børn. I soveværelset var der en dobbeltseng, et toiletmøbel og mors symaskine. I sengen lå mor og to børn. Et barn lå på sofaen i stuen . Og så var der et barn, der lå i en feltseng i køkkenet. Det sidste barn havde sin egen seng, der kunne slås sammen om dagen.
En bestemt orden
Alt dette krævede en speciel pakketeknik og en bestemt orden. Far var der ikke mere. Forældrene var blevet skilt. Det hele foregik i god ro og orden. Men en dag tog moderen en herre med hjem, og han blev der i mange år. Det skabte en del forvirring med hensyn til sovepladserne.
En udsat soveplads
Nu måtte en af knægtene sove i korridoren. Derfor var der indkøbt en feltseng. Men den fyldte så meget, at når nogen skulle på toilet om natten eller ved sengetid, måtte den yngste så ud af sengen, ellers kunne døren til toilettet ikke åbnes. Heldigvis kom en af knægtene i lære som smed og fik logi på lærlingehjemmet i Rantzausgade. Nu gik puslespillet pludselig op igen.
Masser af pligter
Børnene havde pligter. Det var rengøring efter tur. Den ene uge var der opvask, rengøring af køkkenet, en uge stuen, en uge sovekammeret og en uge korridor og wc. Det værste var strømpestopning.
Støvsuger hos rullekonen
Om vinteren skiftedes man til at hente koks i kælderen. Familien havde ikke støvsuger. Den blev hvert forår og efterår lejet hos rullekonen for 25 øre i timen. Så blev møblerne først banket med tæppebankeren og alle vinduer blev åbnet for støvet. Man kunne dårlig se hinanden. Når støvet havde lagt sig, blev der støvsuget.
Besøg af vaskekonen
Dynerne kom i gården og blev lagt på stativer, som man lejede hos gårdmanden for 10 øre pr. stativ. En gang om måneden havde man besøg af vaskekonen. Hun fik 5 kr. for hele dagen plus kost.
Tøjet dengang var meget snavset. Man gik med det en hel uge. Tøjet blev vasket i Kaltemann sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde stået et par dage lignede det gele. Det kunne så bruges til at vaske gulvene i.
Søndag morgen hos bageren
Søndag morgen skiftedes man til at hente morgenbrød hos bageren. Man havde en stor spånkurv med og købte brød fra dagen før. Jo større kurven var, jo mere fik man for 25 øre. Det bedste var at gå ind i bageriet fra gården, så tog bagermesteren kurven. Han holdt den hen til bordet, hvor brødet lå og skubbede så alt hvad der kunne være i kurven. Det var wienerbrød, boller, franskbrød og øverst flødeskumskager.
På vejen hjem røg der et par kager ned.
Snyd med margarinen
Hos slagteren blev der købt pålægsrester. Der var ofte store stykker kød imellem. Margarinen var næsten farveløs dengang. Så fik man en lille ampul med gul væske som blev æltet ind i margarinen. Nu fik den en fin farve ligesom smør.
Besøg hos mejeriet
Når turen gik til mejeriet, var mælkespanden med. Der blev så øst op af store mælkejunger til 25 øre pr. liter. Når mælken havde stået noget tid, kunne fløden skummes af. Og det var rig lejlighed til at gøre sine indkøb. Forretningerne havde åben hver dag fra tidlig morgen til kl. 20, fredag endda til kl. 21. Ja selv lørdag havde butikkerne åben til kl. 20.
Mørketime i Humlebækgade
Det var dømt hygge i Humlebækgade, når familien holdt mørketime. Mor sad ved vinduet og drak en kop kaffe og røg en Fønixcerut (4 stk. 25 kr.) Børnene lå foran kakkelovnen. Mor fortalte om sin barndom. En gang imellem sang hun gamle sange og viser for børnene.
Da radioen kom
Radio fik familien først i 1929. Den ældste af børnene havde bygget en krystalradio. Og der var rift om den ene hovedtelefon. Efterhånden som beboerne i området fik rigtig radio, skulle de alle have luftantenne. Det gik ikke lang tid før det lignede en tørreplads. Og det gav anledning til masser af skænderier. Var radioen ikke rigtig indstillet, hylede den, så ingen kunne høre et ord.
Godt sammenhold
Det var en stor ejendom familien boede i. Der var 26 opgange med 10 lejligheder i hver. Der var også masser af børn. Men det var et utroligt godt sammenhold. Man hjalp hinanden , både med børnepasning eller hvis nogen manglede noget.
Udbetaling af børnepenge
En gang hvert halve år gik turen til Magistratens 3. afd. Så var der udbetaling af børnepenge. På en lang gang med grå træbænke sad mødre med børn. De blev kaldt ind efter tur for at få udbetalt pengene. Man skulle have skilsmisse-papirerne med. Når man fik udbetalt børnebidrag, kom den tilsynsførende hjem uanmeldt. Han skulle se om børnene var i god stand og om man var ordentlig klædt på.
Et ophold på landet
Gennem ugebladet Hus og Hjem kunne man være heldig at få et ophold ude på landet. Ugebladet sørgede for, at der kom et foto i bladet. Hvis man var heldig med at blive udtaget, ja sørgede skolen for at ordne fribillet med DSB. Og kneb det med tøj, ja så hjalp Børnenes Kontor med tøj, sko, strømper, bukser, skjorte og bluse.
Feriebørn på vej til Jylland
Det var liv og glade dage på Københavns Hovedbanegård, når tog med feriebørn afgik. Om halsen havde børnene et papskilt, hvor navn og adresse stod på. Der stod også på skiltet, hvor turen skulle gå hen. Der var ti børn i hver kupe. Der var ingen toilet. Langs hele vognen var et trinbræt, hvor der, mens toget kørte gik en togmand og kiggede ind til børnene.
Toget standsede ved alle stationer. Der skulle gøres plads til de ordinære tog. Ved stationerne hang børnene ud af vinduerne og sang:
Hillerødgades Skole
Hillerødgades Skole blev opført i 1925. Midt gennem skolegården var der en mur mellem gården. Jo det var strengt adskilt i en drenge – og en pigeside. Dog var der en låge gennem muren. På drengesiden boede inspektøren i en villa. Hver morgen gik han hen til sit barometer på væggen og slog det med en stok.
På pigesiden boede skolebetjenten. I kælderen under hans hus var skolebespisningen. Her kom alle, der fik mad på skolen. I det store frikvarter var der varm mad. Der var rugbrød til alt, selv til øllebrød.
En sveder
Der var portvagt. Og om morgenen , når klokken havde ringet op, blev de, der kom for sent holdt tilbage. Så vankede der en sveder. Kun børn, der kom lidt længere væk fra, måtte cykler dertil. I Cykelskuret stod en skurvagt og holdt øje med, at man havde tilladelse.
Når klokken havde ringet, stod hver klasse i snorlige rækker ud for hver sit nummer på væggen. Gårdvagten sendte hver klasse afsted og inde på selve trappen stod inspektøren og så efter om alle gik op af trapperne.
Et renselsesbad hver 14. dag
På en væg hang et skilt, der fortalte, hvilken klasse, der skulle i bad:
Det var hver 14. dag, at man kom i bad. Det var ikke mange hjem på Nørrebro, der dengang havde eget bad. Så fødderne må have meget sorte. Der var små kummer, hvor disse kunne vaskes. Der var gennemsnitlig 35 elever i klassen. Lugten må have været forfærdelig. Man skiftede jo ikke undertøj hver dag, næh det holdt en uge.
Træsko til de fattige
Gennem skolen kunne man søge om et par træsko. Rundt om i byen stod der store sparebøsser, der var formet som træsko, og på dem var der skrevet:
De unge kaldte det selv for Fodbespisning. Man fik en henvisning til en træskomand i Rantzausgade. Drengene fik sorte træsko, og på pigernes var der en rød kant. Når man kom hjem med dem, blev de sat i en zinkbalje med linolie. Så kunne de tage imod fugt. Så kom de med på skolen, og i sløjdklassen blev der udleveret et stykke bildæk, der blev slået under skoene.
Men måtte ikke have træsko på i klassen. Så de stod i pæne rækker ude på gangen. Når læreren kom ind i klassen, rejste alle sig op og var helt stille.
Stor hånd men lille fod
Man kunne også få strømper, hele 2 par om året. Det var den stramme skoleinspektrice, der stod for dette. Man skulle knytte hånden, så tog hun strømpen og snoede den om hånden indtil tå og hæl mødtes. Så skulle strømpen passe. Så var det ikke heldig, hvis man havde en stor hånd men en lille fod.
Lykkepose bedre end søndagsskole
Hvert år fik familien en julekurv. Den var fra Børnenes Kontor. Og så kunne man gå i fritidshjem i Marthahjemmet i Brohusgade. Her var der også søndagsskole. Men det sidste kunne godt være kedelig. Så var det mere spændende at gå ned til søerne og bruge de fem øre, man skulle have brugt til sparebøssen i søndagsskolen til lykkeposer. Men blev man væk i to – tre søndage, ja så mødte en af lærerne op derhjemme. Det var ikke så heldig.
På æblerov
Der var mange kolonihaver på Nørrebro dengang. Der hver Nørrebro Vænge i dag ligger, lå en stor kolonihave, men også langs Ladegårdsåen var der nogle stykker. Og om efteråret var det en yndet beskæftigelse at gå på æblerov. Dengang gik drengene i bluser med elastik forneden, og de var gode at transportere æbler i. Når man så kom hjem, blev rovet delt i kælderen og man kunne sidde og nyde den.
Masser af sne
Om vinteren blev gader og veje renset for sne af arbejdsløse, som kunne få et snetegn. Al sneen blev fjernet på hestevogne. Meget af sneen blev læsset af ved Borups Allé, der hvor Telefonhuset i dag ligger.
Det var alletiders legeplads. Der blev kælket fra toppen af snebakkerne ned mod åen, der var frosset til. Man var godt træt efter flere timers leg. Om foråret, når sneen smeltede kunne man så gå på jagt efter det, som folk havde tabt i sneen. Det var nu som regel småpenge.
Leg i gården
I gården blev der spillet med kugler. Det var enten op mod en væg, eller til streg. Den der lå nærmest væggen begyndte med en finger at ramme de andres kugler med sin egen kugle. Man blev ved, til man ramte ved siden af. De kugler man ramte var ens gevinst. Man kunne også bruge en skotøjsæske med huller, hvor kuglen lige kunne komme ind, og over hvert hul var der tal fra 1 til 10. Et stykke fra æsken skulle man prøve at ramme hul. Hvis man ramte fik man det antal kugler, som tallet viste. Kugler som ikke ramte tilfaldt ham, der ejede æsken.
Man sjippede og hinkede. Og så spillede man top. Skjul, legede man også. Der var mange gode gemmesteder i ejendommen.
Boldspil på gaden
Der måtte ikke spilles bold i gården, så kom tøren (inspektøren) og snuppede bolden. Al boldspil foregik på gaden. Der var ikke meget trafik dengang, så hele kørebanen blev brugt. Der blev spillet rund – og langbold.
Når der blev spillet fodbold, blev porten brugt som mål. Det betød så, at de to lejligheder der lå på siden af porten ofte fik smadret deres ruder. Så splejsede ungerne til en ny rude. Så det var sjældent, at det blev noget vrøvl med udsatte. Deres unger var som regel med.
En tur til ”Havet”
Ofte gik turen til havet. Ja det kaldte man Ladegårdsåen for dengang. De voksne havde kaffe med. Der gik en sti langs åen, hvor der stod bænke. Her kunne de voksne sidde og hygge sig, mens ungerne både drenge og piger badede nøgne. I åen blev der fanget salamander og andre vanddyr.
På Frederiksberg – siden ned mod åen lå en stor ejendom Store Mariendal. Denne ejendom var mål for drengene på Nørrebro – siden. De beskød ruderne i ejendommen med slangebøsser.
Jernbanesveller til kakkelovnen
Nørrebro Station lå i Stefansgade lige over for Jægersborggade. Her kørte Nordbanen. Den startede ved Frederiksberg Station og krydsede Falkoner Alle. Her var der en bom, der gik ned, når toget passerede. Hvis folk ikke gad vente, kunne de benytte en jernbro.
Toget fortsatte over Rosenørns Alle, Ågade, Jagtvej og Stefansgade. Alle steder var der bom. På Nørrebrogade var der også en træbro, for folk, der ikke gad vente. Da Nørrebro Station blev flyttet til Højbanen i 1931, blev det gamle jernbaneterræn ryddet, og stationsbygningen revet ned. De, der ville måtte hente de gamle jernbanesveller. Disse blev ofte savet i små stykker og passede så perfekt til kakkelovnen. Og tænk der gik to gedebukke rundt og græssede langs baneterrænet ved Stefansgade.
En tur i biografen
Man så helst ikke at børnene var ude efter kl. 20. Men engang imellem blev der givet tilladelse til, at man måtte gå i biografen. På hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade lå Stefans – Biografen. Her blev de voksne lukket ind først. Børnene måtte vente i sidegangen, som blev kaldt Kostalden. Når de voksne var på plads blev børnene lukket ind. De morede de voksne at se børnenes kamp om de bedste pladser.
På hjørnet af Fasanvej og Borups Alle lå Fasanbio. Biografens ejer var sprechstallmeister Eriksen. Han var en gammel artist og meget populær hos børnene.
En populær præst
Sognepræst Rosendahl, som enere blev biskop i Roskilde havde stiftet en ungdomsforening U 17 på Nørrebro. Her kunne man spille bob, dam, skak og bordtennis. Aftenen sluttede med the og brød. Denne ungdomsforening var lavet til konfirmander, der blev konfirmeret i Stefanskirken. Og pastoren var særdeles populær hos ungdommen i området
Til bal
Når man blev lidt ældre kunne man tage til bal. Der var altid et foreningsbal, enten i Kassen på Jagtvej (Tidligere Ungdomshus), Fagforeningens Hus i Rømersgade (nu Arbejdermuseum), Weinox på Nørrevold, Borgenes Hus i Rosenborggade eller Haveselskabets Have på Frederiksberg Alle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 2, 2012
Sjællandsgades Bad blev opført som led i et renlighedsprojekt ved siden af Simeons Kirken. Nu kunne man få renset både sjæl og legeme. Brusebade blev betegnet som Nødtørftige renselsesbade . Fælles dampbade var kvinderne ikke meget for. Stedet udviklede sig til værested, hvor man hyggede sig i bar røv. Og som man sagde, For Gud og Bademesteren er alle lige. Men København ville ikke bevare den gamle kulturskat.
Renlighedsprojekt
Den sidste kommunale badeanstalt er Sjællandsgade – badet. Den blev opført som led i et renlighedsprojekt for byens arbejdere.
Den personlige renhed
Den personlige renlighed eller snarere mangel på denne, havde være på dagsorden i en længere årrække. I andre storbyer rundt om i verden havde man opført flere såkaldte Varmtvands – badeanstalter. I København eksisterede der kun nogle få selvejende og private bade. Her kunne københavnske arbejdere få sig et billigt bad.
Man diskuterede til stadighed, om det at få et vad var en kommunal sag, eller om det skulle overdrages til private. Men her var der dog ikke den store interesse. I 1899 kom den socialdemokratiske gruppe med den senere borgmester, Jens Jensen med et forslag om en kommunal badeanstalt på det tætbyggede Vesterbro.
Den første badeanstalt i Saxogade
I 1903 blev den første kommunale varmtvands – badeanstalt opført i Saxogade. I de følgende år, blev der opført badeanstalter i Sofiegade på Christianshavn. Også i Helsingørgade i Borgergade/Adelgadekvarteret blev der opført en badeanstalt. I 1917 kom turen så til Nørrebro.
Det skulle dog en længere diskussion til, inden man besluttede at badeanstalten skulle ligge umiddelbart op af den den nyopførte Simeons Kirke (1914).
Bygningen skulle harmonere
Hans Wright, Københavns stadsarkitekt tegnede badeanstalten. Han lagde meget vægt på, at bygningen skulle harmonerer med kirken. De to bygninger måtte ikke trykke eller skade eller hinanden. Det smarte var nu, at Nørrebros arbejderbefolkning nu kunne få renset såvel sjæle som legeme.
Sjællandsgades Bad er lige som kirken opført i røde mursten. Symmetrisk anbragte vinduer og rene linjer afspejler netop det, der var dens funktion, at bringe orden og renlighed i arbejderklassens liv. Den høje skorsten var karakteristisk for de tidligere badeanstalter. De benyttede sig af kuldrevne kedler til opvarmning af badevandet. Den sorte kul-røg skulle sendes så langt til vejrs som muligt.
Badeanstalten var opdelt i en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på 1. sal. I kælderen lå kedel – og kulrummet. Kvistetagen var indrettet som bolig for bademesteren.
Nødtørftige renselsesbade
Kvindeafdelingen bestod af 6 brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af den ældst benyttede badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige Renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.
Dampbad for kvinder
Der var også indrettet finsk inspirerede dampbade med fælles baderum for henholdsvis kvinder og mænd. Sjællandsgades Bad var den første kommunale badeanstalt, hvor der var indrettet et såkaldt dampbad for kvinder.
Uvilje mod denne badeform
Og dette dampbad for kvinder skabte også debat. Således udtalte repræsentant og landstingsmand C.F. Sørensen under debatten i Borgerrepræsentationen i marts 1915, at han
Det var dampbadets fælles baderum, kvinderne fandt utiltalende.
Lørdagen var stor badedag
En opgørelse fra en uge i oktober 1924, viser at der på ugens fem hverdage var mellem 200 og 300 mænd, der brugte brusebads – afdelingen i Sjællandsgades Bad. Om lørdagen lå tallet på omkring 750.
Også hos kvinderne var lørdagen den store badedag. Omkring 400 havde valgt den dag til det ugentlige brusebad, mens antallet på ugens øvrige hverdage lå på mellem 150 – 200. Det hurtige brusebad stod i højest kurs hos mændene, mens kvinderne foretrak karbadet.
Var mændene mere renlige?
I en artikelserie i BT i 1923 blev københavnernes renlighed diskuteret. Her blev det påpeget, at mændene brugte badeanstalterne flittigere end kvinderne. Det følte en kvindelig badegæst sig provokeret over. Hun skrev:
Karbadet populært hos kvinderne
Karbadet var som skrevet meget populært hos kvinderne. Her var ventetiden ca. 2 timer. Så længe havde arbejdende kvinder med mindre børn ikke tid til at vente på et bad. De måtte derfor nøjes med etagevask ved håndvasken.
Penge gik til et godt formål
Kommunale badeanstalter har aldrig været en overskudsforretning. Men ifølge C:F: Sørensen fra Borgerrepræsentationen så var det ikke grund til bekymring, så længe pengene gik til et
godt formål:
Fokus på boliger
Der blev fokuseret yderligere på sundhed. Men blikket blev rettet mod boligforhold. Fra 1940erne blev der sat ind med saneringer af den gamle boligmasse. Der blev nu etableret badeværelser i de renoverede og nyopførte beboelsesejendomme. I takt med dette fik de kommunale badeanstalter nye funktioner.
Huset med ro og velvære
Ud over traditionel karbad lokkede Sjællandsgade – Badet nu også med karbad med æteriske olier, bademælk eller salt fra Det døde Hav. Der var saunagus for kvinder, wellness fra top til tå eller massage. Det var ikke uden grund, at Sjællandsbadet til sit navn havde føjet:
Hygge – i bar røv
Sjællandsgade – badet fik en anden betydelig funktion i den multikulturelle bydel. Det fungerede som socialt værested, hvor brugere faldt i sank og kunne mødes på tværs af kulturelle skel. Her kom folk og hyggede sig – i bar røv. Diskussionerne var livlige. Alt blev diskuteret lige fra religion til politik.
Funktion som kulturhus
Blandt de mange protester mod lukningen af badeanstalten blev netop denne funktion som kulturhus fremhævet. Det var ikke første gang, dette argument blev brugt, når en badeanstalt, blev lukket. Det gjorde det også, da den gamle badeanstalt ved Rundetårn blev lukket i 1918. I Social Demokraten i 1918 blev lukningen betegnet som et indgreb mod byens badeliv og
10 års diskussion om lukning
I nyere tid brugte kommunalpolitikerne så 10 år på at diskutere om det gamle badehus skulle lukke. Det var for dyr i drift var begrundelsen, og det fik dødsstødet. Badet lukkede og slukkede i november 2010. Københavns Kommune lukkede stedet som led i en sparerunde. Det blev blandt andet begrundet med faldende besøgstal. Det koster kommunen 3,6 millioner kroner årligt at drive badeanstalten.
Besøgstal faldt
De seneste ti år faldt antallet af gæster på badeanstalten fra ca. 90.000 til 44.000. Men måler man tilskuddet fra kommunen til hver gang en borger tager et bad, ja så er det kun på 80 kr.
Vil ikke bevare de gamle kulturskatte
I Københavns Kommune er det ikke råd til at bevare de gamle kulturskatte. Fortsætter man på denne måde, oplever vi sikkert et samfund uden rødder. Alt skal være strømlinet uden identitet. Nørrebros mangfoldighed bliver efterhånden truet af denne strøm-linethed.
Tyrkisk bad – syltet
For et par år siden havde man planlagt en haman (tyrkisk bad) i forbindelse med badet. Finansieringen var på plads med fondsmidler. Men planerne blev fra højere sted syltet. Mulighederne forsvandt og pengene måtte tilbagebetales.
For Gud og bademesteren er alle lige
Der har været stor folkelig modstand mod at stedet skulle lukkes. Det vigtige sociale mødested var guld værd. Og som man sagde på Sjællandsgades Bad:
En vigtig del af Københavns historie
Badeanstalten er en vigtig del af Københavns historie, ikke mindst i et gammelt arbejderkvarter som Nørrebro. Mange af bydelens beboere har boet i små lejligheder uden bad. Badeanstalten var en del af deres hverdag. Det gjaldt ikke kun at blive vasket. Badeanstalten handlede også om velvære og fællesskab – et frirum fra stress og jag.
Sjællandsgades Bad var
Stedet blev fredet
Men stedet blev fredet. Nu må det hverken rives ned eller ombygges. Kulturarvsstyrelsen begrundede fredningen med at badet
10.000 har stadig ikke eget bad
Og mange frivillige har kæmpet for bevarelse og for at få genåbnet stedet. Kommunen vil ikke bruge stedet til badeanstalt. Stedet er kaldt for en vigtig historisk institution. Den var en del
af en større kommunal plan i 1900 – tallets første år.
Og så er der stadig mange på Nørrebro, der ikke har sit eget bad. De kom også på badeanstalten. Ja man regner med, at 10.000 borgere på Nørrebro stadig ikke har eget bad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 12. – 2021
Februar 2, 2012
Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane var en politisk bane. Der var gået politik i den. Flensborg ville være uafhængig af Hamborg. Den danske regering ville irritere Hamborg og Holsten. En konflikt med Lübeck var ved at udvikle sig. Majestæten fik en kongelig vogn. Og så var H.C. Andersen også på togtur. Det var den berømte engelske jernbanekonstruktør, Peto, der stod for det meste.
Ide offentliggjort i 1837
Det er langt tid siden man begyndte at diskutere, om at oprette en jernbanestrækning fra Flensborg til Tønning. Det ville gøre det lettere, at transportere kvæg og landbrugsvarer til markedet i England. Allerede den 16. maj 1837 blev ideen offentliggjort i Husumer Wochenschau.
Flensborg følte sig omklamret
Købmændene i Flensborg følte sig ofte omklamret af det mægtige Hamborg. Man ville gerne være mere uafhængig. For at få koncessionen til denne bane henvendte man sig i maj 1837 til Frederik den Sjette.
Den danske konge var hertug
Vi fik som bekendt en ny grundlov i 1849. Men denne var kun beregnet for kongeriget. Det var kongen som hertug, der var den suveræne hersker. I praksis ville det være den danske regering, der traf afgørelsen. Det var så forudsat, at det ikke krævede danske investeringer.
Jernbanen var tidens løsning
En af initiativtagerne til den ny jernbane var Christian Hansen jun. fra Flensborg. Han ønskede en forbindelse fra Flensborg til Husum og så videre til Tønning. For at informere offentligheden udgav han i 1837 et skrift. Christian Hansen skrev:
Han havde gjort sig visse forestillinger om finansieringen:
Staten havde ikke råd
Forhandlinger måtte gennemføres og masser af ansøgninger blev skrevet. I 1854 så det ud som om, man havde nået målet. Men staten havde ikke råd. Ekspertisen og pengene måtte komme fra England.
Forhandlinger i København
I sommeren 1851 havde den engelske jernbane-entrepenør Samuel Morton Peto ført forhandlinger i København om baneanlæg. Sammen med ham var andre englændere fulgt med, bl.a.
lokomotivfabrikant Robert Stephenson.
Til Tønning via Norge
De var efterfølgende rejst til Tønning, hvor Peto’ s dampskib Royal Victoria ventede for at overføre dem til Lowestoft i Norfolk. Selskabet havde også været i Norge og deltaget i højtideligheden i iværksættelsen af arbejdet med Norges første jernbane, strækningen fra Kristiania (Oslo) til Eidsvold.
Havnemuligheder undersøges
Bladet Fædreland, mente at havnemuligheder ved Jyllands vestkyst skulle undersøges. Måske skulle der anlægges en bane fra Hjerting over Ribe til Aabenraa. Men englænderne interesserede sig også for Roskilde – banens forlængelse til Korsør.
Skibe fra Ballum og Tønning
Samuel Morton Peto er født i 1809. Som unge kom han i sin onkels byggefirma i London. Ved onklens død i 1830 overtog han firmaet med fætteren Thomas Grissel I 1846 blev firmaet delt, og Peto og hans nye kompagnon svogeren Wfward Ladd Betts koncentrerede sig herefter om jernbanebygning i England og resten af verden. Peto havde også interesse i havneanlæggene i Lowesoft. I 1851 lavede han en aftale med den danske stat om besejling af Ballum og Tønning.
Forlangte skattefrihed
Den 26. februar 1852 underskrev Peto et formelt tilbud til den danske regering om anlæggelse af en jernbane tværs over Sydslesvig fra Flensborg over Husum til Tønning. Herfra skulle der anlægges en sidebane til Rendsborg. Der skulle ikke være nogen form for økonomisk støtte bortset fra skattefrihed, frihed for stempelafgift og toldfrihed for de varer og genstande, der skulle anvendes til anlægget.
Ville knytte Flensborg til Danmark
Det problematiske for den danske regering var, at der med anlægget til Rendsborg blev skabt en forbindelse fra Flensborg til Hamborg/Altona. Det var ikke ønskværdig. Den danske regering ønskede at knytte Flensborg til Danmark og ikke til Holsten.
Lübeck havde planer
Men også Hansestaden Lübeck havde planer. De indledte forhandlinger med Hannover, så man kunne slutte sig til Lübeck – Büchen – Lauenburg Jernbane. Man havde også indledt forhandlinger med Mecklenburg, så man kunne blive tilsluttet strækningen Berlin – Hamborg. Det sidste gjorde man for at ligge pres på den danske regering.
Forbitrelse i Lübeck
Men den danske regering sagde nej. Man havde en plan om anlæggelse af en jernbane fra Kiel til Lübeck. I København havde man bragt i Erfaring, at det ikke var i Mecklenburgs interesse, at lave en forbindelse til Lübeck. Forbitrelsen voksede i Lübeck. Nu var man pludselig blevet isoleret. Man mente, at den danske regering brugte enhver lejlighed til at knuse Lübecks handel.
Betragtede det som fjendtlighed
Den danske konge var også Holstens hertug. I Lübeck betragtede man regeringens afslag som en fjendtlighed. Den østrigske og preussiske regering forsøgte, at få Danmark til at ændre holdning til fordel for Lübeck. Ja også svenskerne mente, at Danmark ikke måtte hindre Lübeck i at få forbindelse med det indre Tyskland.
Lübeck opgav ikke
Den danske regering var i første omgang ude på at pleje egne interesser. Og det var anlæg af en jernbane fra Neunmünster til Schwartsbeck eller Mölln. Man kunne også tænke sig en dampskibsforbindelse fra Kiel til St. Petersborg.
Men i Lübeck opgav man ikke så let. I 1846 blev det meddelt, at nu ville man gå til Forbundsforsamlingen. I København følte man sig efterhånden presset. Men for at redde æren fortalte
man, at man aldrig havde fået en direkte henvendelse fra Lübeck. Men den kom meget hurtig efter.
Altona – Kiel banen protesterede
Direktionen for Altona – Kiel Banen henvendte sig til kongen og advarede mod at give tilladelse til Lübeck. Magistraterne i Segeberg og Oldesloe forudsagde, at de ville gå en økonomisk ruin i møde. Samme år som regeringen gav efter for Lübeck, rullede det første tog på strækningen København – Roskilde.
Hele arbejdet blev ledet af englændere
I 1852 var Peto i København. Her blev der underskrevet en aftale. Sidebanen til Rendsborg skulle nu gå fra Husum. Så behøvede man ikke at bygge en bro over Ejderen. Hele arbejdet blev ledet af englændere. Udstyr, lokomotiver og personale kom de første år fra England. Den første banegård i Flensborg kom i folkemunde til at hedde Den engelske Banegård. Jernbanebroen ved havnen blev kaldt Den engelske bro.
Flensburger Zeitung var skeptisk
Den 1. april 1854 kunne Peto invitere medlemmerne i Landwirtschaftlicher Verein zu Flensburg til en ekstratur med toget fra Holtkro, som lå vest for Flensborg til Tønning. Flensburger Zeitung var skeptisk i dens beskrivelse af turen og ruten i det hele taget.
En kongelig vogn
Mere festlig var selve indvielsen. Den fik en vældig stor mediedækning. Og den blev ikke mindre af at Peto som gave til Frederik den Sjette havde ladet fremstille en kongevogn. Den var 28 fod lang og 8 fod bred. Den bestod af 3 rum. En rummelig salon i midten, et privatværelse og et rum til majestætens følge. Væggene i salonen var bar beklædt med lyseblå silke. På loftet var der hvid silke. Overalt var der guldforsiringer. Rummene var forsynet med kostbare lænestole, ottomaner, spejle m.m.
Stor indvielse
Banen blev taget i brug den 4. oktober 1854. Den officielle indvielse tog Frederik den Syvende sig af den 25. oktober 1854. Han gav også banen sit navn. Ja den hedder faktisk Kong Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane.
På indvielsesdagen var kongen kommet til Flensborg, hvor han indlogerede sig på det fine hotel Kaysers Hof på Skibbroen. Under musik og folkets jubel dampede toget med kongens fornemme følge af sted. Uden ophold gik det mod Husum. Alle steder passerede toget flotte udsmykkede banegårde.
I Husum blev herskabet modtaget af kanonsalut, klokkeklang, musik og fædrelandssange. Gaderne var bestrøet med grønt og blomster. Ombord på Petos flotte dampskib i havnen i Tønning overrakte kongen englænderen, Dannebrogsordenes Kommandørkors. Peto kvitterede med alle tiders bespisning. Der var taler og skål på både dansk, tysk og engelsk.
En kongelig togtur – 1857
Kongen kom nogle år derefter, og tog en tur med toget. Det var i 1857 i en efterårsferie på Lyksborg Slot. Ved den lejlighed var der også stor hyldest til kongen.
Hurtigere rejsetid
Efter de første pioner-år omkring 1854 blev jernbanenettet udvidet. I 1858 førte en sidelinje til Slesvig by. Snart derefter fik den initiativrige englænder koncession til anlæg af en bane nordpå. Han grundlagde Nordslesvigsk Jernbaneselskab. I 1864 kunne linjen Flensborg til Vojens indvies. Nu var det pludselig hurtigere og mere komfortabelt.
H.C. Andersen på banen
Også H.C. Andersen gjorde brug af den nye rejseform. I hans dagbøger kan vi følge ham på de slesvigske skinner. Den 17. juni 1858 kom han til Flensborg med dampskibet Diana. Han indlogerede sig hos madam Rasch på Nørretorv. Næste dag kl. 13.30 gik det videre med den nye jernbane. I juni 1860 var digteren igen på farten. Men dampskib kom han til Flensborg. Dengang var jernbanen nordpå endnu ikke bygget
Næste morgen den 1. juni kl. 5 gik turen videre fra Flensborgs ”engelske banegård” til Rendsborg. Og Rendsborg glemmer digteren ikke. Da han den 8. juni skulle videre syd på skrev
han i dagbogen:
I november var H.C. Andersen igen i Rendsborg på tilbagevejen. Han nød, at det moderne transportmiddel kunne opvarmes – sådan da. Han fortæller, at i Neumünster gik det nordpå¨:
Ingen telegraf
Da man startede jernbanen, var der ingen telegrafforbindelse. På hver lille landstation var der en banevogter. Stationerne var meget små. Man havde indkørselssignaler, der var anbragt
på høje master 900 alen fra stationen . På tredje klasses stationer var der kun en forvalter. I de første vintre var togene så forsinkede grundet sne, at signallamperne ikke lyste mere, når toget ankom.
Stakkels passagerer
Lokomotivets kedel havde ingen trykmåler og vandet blev pumpet ind i kedlen, mens toget kørte. Maskinerne var ikke særlig stærke og sad ofte fast i sneen. Lokomotiverne havde ofte
for lidt damp på kedlen. Nogle gange kunne det tage flere dage inden toget ankom. For passagerne var det en sand pine. Der var hverken varme eller lys i vognene.
Stor godsmængde
I foråret 1855 kom der telegrafforbindelse langs strækningen. Med årene blev godstransporten udvidet. Nu transporterede man kul, heste og okser. Godset blev læsset i Holtkro vest for Flensborg. Hestene blev kørt videre til Altona, mens okserne gik til Tønning og derfra videre med dampskibe til England. Til tider var der tale om en stor godsmængde. Der blev bygget masser af pakhuse.
Banen vakte ikke begejstring i København
Flensborg – Husum banen vakte ikke den store begejstring i Københavns handelsliv. Her betragtede man det som en form for Slesvigsk Lokalpatriotisme. Man betragtede også banen som en konkurrent. Der var også store diskussioner omkring Glückstadt – Kiel og Kiel – Altona banen i København.
En politisk bane
Grunden til at regeringen så hurtig accepterede Flensborg – Husum banen var, at den modarbejdede hamborgske og holstenske interesser. Ja man fristes til at sige, at det var en politisk jernbane.
Andre jernbaner
I 1857 blev Slesvig – Klosterkro Jernbaneselskab dannet. Igen var det englænderne, der stod for det. I 1887 kom banen fra Frederiksstad til Ribe. En ny fase blev indledt, da de første
kleinbahn blev anlagt i Angel. I 1890’erne og lige efter århundredeskiftet fik også Nordslesvig lignende smalsporede baner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. – 11. 2021