Det var bestemt ikke let for kirkelivet i Sønderjylland, at blive dansk. Pastor Steffen syntes at det var dybt uretfærdig. I Højer blev der kæmpet en nådesløs kamp. I Bylderup provokerede en præst. Og i Visby begravede præsten sin kone i en park. I 1917 blev den danske gudstjeneste aflyst i Tønder.  De tyske menigheder oprettede en frimenighed med forbindelse til den Slesvig – Holstenske Landskirke.

 

Det tog tid

Vi er i Tønder omkring 1920. Godt nok, kom Tønder til Danmark, men det varede dog lang tid inden det blev en dansk by. Og vi kigger også lige en gang rundt i området.

 

Ny postmester

Postmester Theodor Nielsen fra Vinderup var blevet udnænt som postmester, og også i Højer, var der kommet en postmester Nielsen.

 

Butikker halvtomme

Butikkerne i Tønder var endnu præget af varemangel. De stod halvtomme. Det kneb også med varme og lys. Kirken blev kun opvarmet to timer hver dag, fra kl. 9 til 11. Det elektriske lys blev slukket meget tidlig om aftenen. Så måtte man hygge sig med stearinlys. Det kneb også med at skaffe rigtig mad og tøj.

 

De dansksindede

De dansksindede i byen var repræsenteret ved Bankdirektør Rossen, Bagermester Thorvald Petersen, Bankdirektør Andersen, Købmand Borch og Købmand Westergaard og ikke mindst redaktør Skovrøy. Men også greve Schack på Schackenborg spillede en stor rolle.

 

Danske præster var mangelvare

Danske præster var savnet mange steder. Især i Øster Højst og Ravsted. Og ikke mindst i Udbjerg,hvor en dansk præst havde været savnet i seks – syv år. Sognet var blevet betjent af pastor Bolten fra Møgeltønder. Men nu var han også væk. Så måtte pastor Münchmeyer i Aventoft træde til i Udbjerg.

 

Pastor Steffen var skuffet

Det var ikke lige let for alle, at acceptere danskheden. Således opfattede den tyske præst, Steffen tabet af Tønder som dybt uretfærdigt. Siden 1910 havde han været præst i Tønder. Han var af den overbevisning, at Tønder skulle vedblive, at være tysk.

Biskoppen i Ribe havde dog givet udtryk for, at man godt måtte beholde den tyske præst.

 

Ingen dansk gudstjeneste i Tønder

Det var da heller ikke let for den nye danske præst, Erik Christensen, at skulle fungere i Tønder. Den 18. maj 1917 havde Kirkekollegiet ellers besluttet, at den danske gudstjeneste skulle bortfalde:

 

       fordi den ikke finder tilfredsstillende Deltagelse og fordi man ikke kunne finde en dansktalende Præst dertil

 

Viljen manglede

Den månedlige danske gudstjeneste var også blevet indstillet. Når det kneb med deltagelsen skyldtes det sikkert den voksende nationale stemning. Det kunne også skyldes pastor Steffens voldsomme udfald mod englænderne. Og den tyske præst havde før vist i Løgumkloster og I Adsbøl – Gråsten, at han godt kunne prædike på dansk. Men viljen manglede

 

Indre Mission på Missionshotellet

På Missionshotellet samledes Indre Mission sig. Men byens præster deltog ikke. Dog kom Pastor Hansen fra Hostrup der regelmæssigt. Han var en af de ledende i arbejdet med bibellæsning og bibelsamtaler.

 

Gang i åndslivet på landet

Her havde man ikke meget til overs for Grundtvig. De var totalt afvisende over for ham. Ja egentlig var der ikke nogen grundtvigiansk kreds i Tønder.

 

I landsognene omkring Tønder var der meget mere gang i det åndelige liv. Således var der i Visby, Daler, Mjolden og Rørkær gang i Grundtvig. I Skærbæk var der en frimenighed.

 

I Hostrup, Højst, Abild, Emmerske, Nr. Løgum, Døstrup og Ballum havde Indre Mission ikke så ringe tilslutning. Det var som regel i tilknytning til de stedlige præster.

Den 29. februar 1920  var en historisk dag for kirkelivet i Tønder. Det var Kirkelig samfund af 1898, der arrangerede det. Der blev holdt en dansk gudstjeneste, og pastor Kring prædikede. Og selvfølgelig blev der sunget Den yndigste Rose af Brorson.

 

Pastor Steffen blev ikke i Tønder. Han var fra den 3. november flyttet til Læk.

 

Soldater til Tønder

Den 5. maj kom anden bataljon under oberstløjtnant Elmer sit indtog i Tønder. Man var samlet i Jernbanegade. Man skulle dog vente lidt længe. Det var lidt chikane fra tysk side. Således manglede man en nøgle til en låge, der netop den dag var blevet aflåst. Ingen vidste åbenbart, hvor nøglen var.

 

Chefen for de engelske soldater, som havde haft vagten i Tønder, afleverede kommandoen til den danske oberstløjtnant. Efterfølgende gik de engelske og danske soldater i march gennem Tønder. Der var engelsk musik i spidsen af optoget.

 

Danskerne overtager

Lidt senere på dagen kom de danske grænsegendarmer. Og to dage efter var det en afdeling af de danske dragoner. Alt dette betød, at danskerne var ved at overtage styret.

I den følgende tid gennemførtes også dansk styre på jernbanen, post, telegraf, telefon, penge, retsvæsen og skolevæsen.

 

Den 9. juli afholdtes Genforenings – gudstjeneste. Der var udpeget en dansk præst til at afholde det i hver af de nordslesvigske kirker.

 

Flagning med tyskernes tilladelse

Man var meget spændte på i Tønder på, hvordan det tyske mindretal ville modtage kongeparret. Det forløb dog uden mislyd. Der blev spurgt, om der skulle flages fra kirketårnet til ære for kongefamilien. Det blev i første omgang afvist af præsten. Han ville ikke såre Det Tyske Mindretal. Men da man så igen pressede på, endda fra mindretallet mente præsten, at man skulle.

 

Præsten forløb sig

En mindetavle i Bylderup Sogn vakte forargelse. Pastor von Helmolt havde ladet en mindetavle for faldne opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig – Holstenske våben og en tysk indskrift om, at de var faldet for fædrelandet. De sognebørn, der klagede havde selv nægtet at lade deres sønners navne komme på tavlen. Men andre dansksindede havde ladet sig overtale. Nu skulle tavlen så indvies ved en mindefest. Og sognebørnene ville gerne have Tønders provst til at forhindre dette.

 

Biskoppen havde inden afsløringen nægtet pastoren i Bylderup, at foretage det som, han havde gjort. Tillige havde han holdt tysk gudstjeneste på kongens fødselsdag. Og da konfirmations – undervisningen skulle begynde kom der en anmodning fra tysk side, at man gerne ville have en anden til dette formål. Det blev så pastor Schülein fra Øster Højst, besørgede dette.

 

Klage over pastoren

I Visby var Niels Møller præst siden 1908. Både han og hans hustru var dansksindede. Men deres klædedragt og hele fremtræden var så påfaldende, at det var et almindeligt samtaleemne på hele egnen. Men ellers var det ikke noget at udsætte. Problemet var bare, at der på egnen var en velfungerende frimenighed.

 

Menighederne bestemte

Nu var det sådan, at menighederne ved afstemning havde mulighed for at afgøre om, de ville beholde deres hidtidige præst. Når sådan en afstemning blev ønsket blev der sendt et spørgsmål til præsterne, om de ville underkaste sig sådan en afgørelse eller rejse syd på.

 

Pastorene ville ikke have afstemning

Pastor Jürgen Jürgensen i Hjerpsted ville ikke lade sig underkaste sådan et valg. Han var født i Hamborg. Hans forældre havde boet i Hjerpsted, og selv var han vokset op i Ballum. Han ville med stor sandsynlighed have blevet valgt. Det endte med, at han søgte væk og fik et embede på Føhr.

 

Det samme skete for pastor Christian Andersen i Løgumkloster og pastor Heinrich Burmeister i Tinglev. De fik begge embeder syd på.

 

Præsten fra Visby

Og afgørelsen i Visby trak ud. Ved en afstemning blev der 146 ja og 146 nej – stemmer. Først hen på forsommeren 1922 havde man forhandlet sig frem til en afgørelse. Pastor Møller trak sig med en undskyldning med, at han havde ondt i halsen. Han blev tilstået en årlig understøttelse på 2.500 kr.

 

Han hyggede sig herefter i et lille havehus i den store park, han havde plantet i byens udkant. Her boede han med sin hustru. Da hun nogle år efter døde, begraved han hende i parken. Han glemte bare lige at søge ministeriets tilladelse. Bagefter søgte han den. Gravstedet blev fredlyst som gravsted for hans hustru og ham. Selv døde han på Tønder Sygehus efter en lang og slem sygdom.

Hele parken havde han testamenteret til Visby Sogn.

 

Pastor Rolfs fra Højer

I Højer Havde Rolfs været præst siden 19. marts 1893. han var selv fra Ditmarsken. Hans hustru var derimod dansk præstedatter, født Sparrevohn. Hendes far havde været præst i Randerup.

 

Paster Rolfs var en god og elskværdig mand. Han var meget interesseret i historie. Hidtil havde det kun været en månedlig dansk gudstjeneste. Desuden havde det været dansk gudstjeneste skærtorsdag samt alle anden – helligdage. Tyskerne havde stort flertal. De ejede også det meste af jorden, og det var tysksindede, der havde de største forretninger. Men sproget var til daglig, sønderjysk.

Han fik da også til blive. Men som man tidligere har kun læse her på siden, så var kirke – sagen i Højer meget hård og barsk.

 

 

En ordning for alle

I Højer måtte man finde en ordning, der kunne tilfredsstille det tyske flertal og det danske mindretal. Pastor Rolfs havde taget sin afsked den 14. juni 1926 på grund af alder.

Man valgte pastor Braren. Det var nok manglende situationsfornemmelse, at han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Og det vakte harme, at han også havde den på ved danske gudstjenester.

 

Kæmpe præste – ballade i Højer

Han blev rådet til at tage den danske på ved den lejlighed, men det nægtede han. Det vakte megen modvilje hos det danske mindretal. Braren mente ellers, at han var ligevægtig præst for begge sider. Men efterhånden havde det danske mindretal fået nok. De ville have en dansk præst. På vegne af de danske i Højer sendte man en ansøgning den 30. maj 1935 om ansættelse af en dansk præst. Straks sendte menighedsrådet, der havde tysk flertal en protestskrivelse.

 

Pastor Nielsen blev ansat. De tyske menighedsrådsmedlemmer afgav blanke stemmer. De var heller ikke indstillet på, at hjælpe med, at den danske præst skulle have noget at bo i. I den første tid måtte Pastor Nielsen bo i et hus, som Direktør Kjærby, Højer Tæppefabrik havde købt.

 

Og Pastor Braren holdt på, at det var ham, der skulle holde den danske højmesse. Sagen endte hos ministeren. Der var virkelig en national kirkelig strid i Højer.

 

Tyske frimenigheder

I Tinglev var man ikke tilfredse med afgørelsen omkring tyske gudstjenester m.m., så man dannede i 1922 en tysk frimenighed. Medlemstallet nærmede sig de 70. Og mange flere fulgte initiativet. Man knyttede sig direkte til Den Slesvig – Holstenske Slesvig Holstenske Landskirke. Man ønskede bevidst, at komme under fortsat tysk påvirkning.

I både Tinglev og Tønder talte man om, at bygge egne kirker.

 

Desuden ville man udvide funktionerne ved at foretage vielser og indføre egne salmebøger. Men ministeren svarede, at dette ikke måtte foretages i folkekirken.

 

Tyskerne følte sig dårlig behandlet

I de mange sogne, hvor der var tysk flertal, følte man sig dårlig behandlet. Ofte sendte man klager til kirkeministeriet. Det skete også i september 1929 hvor repræsentanter fra fire byer var mødt op hos ministeren.

 

Det varede længe for sønderjyderne at vænne sig til et nyt sprog og handlemåde. Først ved lov af den 30. juni 1922 blev Dansk Kirkelovgivning indført i Sønderjylland.

 

Man måtte også i gang med at erstatte de kirkeklokker, der blev konfiskeret til krigsindustrien. For Tønder Provsti var det tale om cirka 10 kirkeklokker.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere om danskhed og genforening i Sønderjylland: Læs

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

       Hvorfor var Tønder tysk?

       Købmandsslægten Olufsen fra Tønder

       Militæret i Tønder 1920 – 1923

       Minder fra Tønder 1864 – 1920

       Tønder på en anden måde

       Tønders Dansksindede

       Tønder før og efter Genforeningen

       Langs Grænsen (under Sønderjylland)

       Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)

       Aabenraa – under de to krige (under Aabenraa)

       Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (under Aabenraa)

       Første Verdenskrig i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)

 

Hvis du vil vide mere om præster og kirker. Læs

       Brorson – en præst fra Tønder

       Møgeltønder Kirke

       Præsten fra Daler

       Åndens Folk i Tønder

       Tønder Kristkirke

       Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø (under København)

       Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Præster og andet godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Kirker syd for Aabenraa (under Aabenraa)

       To kirker i Aabenraa (under Aabenraa)

       Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Højer kirke (under Højer)

       En engelsk kirke ved Østerbro (under Østerbro)

       Garnisons Kirkegård (under Østerbro)

       Assitens Kirkegård – 250 år (under Nørrebro)

       Begravelse på Assistens Kirkegård 1887 ( under Nørrebro)

       Da Gertrud rejste fra kisten (under Nørrebro)

       Dramaet i Brorsons Kirke (under Nørrebro)

       Grundtvig på Nørrebro (under Nørrebro)

       Kan du råbe mig Nørrebro op (under Nørrebro)

       Kirker og mennesker på Nørrebro (under Nørrebro)

       Livet på Assitens Kirkegård (under Nørrebro)

       Skt. Johannes Kirke (under Nørrebro)

       Under jorden på Assitens Kirkegård (under Nørrebro)

Mystikken omkring Guldhornene breder sig. I Rusland fandt man pludselig en elfenbens – kopi. Men hvorfor har man ikke værnet mere om dette Danefæ. Og hvorfor undersøgte man ikke guldhornene ordentlig, mens vi havde dem? En forkælet prins fik lov til at bruge det ene horn, som drikkekrus. Og den lille pige, der fandt den første guldhorn var 23 år. Havde hun en kæreste i Møgeltønder? Vi prøver her, at aflive nogle af myterne. Og var husmand Jeck drikfældig?

 

Et godt spørgsmål

En læser , Eva, har spurgt om, det man fandt i Rusland var en efterligning af guldhornene i Gallehus. Det kigger vi  på . Vi har i to tidligere artikler skrevet om Guldhornene fra Gallehus. Så vi kan rolig kalde denne for vol. 3.

 

Vi forholder os kritisk

Nu kunne vi jo selvfølgelig som andre historikere, bare finde den mest velklingende beretning og afskrive den. Men sådan foregår det ikke her på siden. Vi kigger lidt kritisk på Guldhorn – beretningerne.

 

Guld har været dragende

Guld har altid været dragende. Konger ansatte alkymister i håb om, at de kunne omdanne metaller til guld. Se bare her på siden artiklen om Guldhuset.

Det første guld optræder i Danmarkshistorien et par tusinde år f.Kr. Men det er vel i 400 – 500 – tallet vi har den mest guldrige periode i landet. Mange hundrede fund med en vægt på hen ved 45 kg. Stammer fra dette korte tidsrum.

 

Størst, tungest og mest særpræget er de to guldhorn fra Gallehus. De eksisterer ikke mere. Tænk, de blev stjålet og omsmeltet.

 

Urnordiske runer

De to horn var konstrueret ens. De var begge dobbelte med en glat indre horn af 12 karats guld. Overfladerne var udsmykket med et væld af menneske, dyre og fabelfigurer. De var omgivet med geometriske figurer i vandrette felter.

 

Mange af motiverne stammer fra den græsk – romerske kunstverden. Men det nordiske islæt kommer frem på det ene af hornene. Her står med urnordiske runer:

 

       Jeg er Lægæst – Holters søn – gjorde hornet.

 

Et oldnordisk blæseinstrument?

Ole Worms tolkning var, at vi havde at gøre med et oldnordisk blæseinstrument fra Frode Fredgods tid. Fra anden side, er det hævdet, at hornet var beregnet til at drikke af og stammede fra Arkona. Valdemar den Store skulle have bragt dem til Slesvig.

 

Forskellige tolkninger

Ole Worm mente at hornene havde tilknytning til den nordiske eddamytologi, de keltiske kulturceremonier og dets druidelære, til astronomi og til kultiske karneval og optog.

 

Man tolkede også denne indskrift forskellig. Det kunne være et sted, hvor der var ly, det vil sige en lejr, hvor folk opholder sig.

 

Var det kongen?

Måske er Hlewagastir guldsmeden. Hvis der henvises til en konge kunne det være Liutgast, folkevandrings – kongen i Danmark, der var rig på guld.

Han deltog muligvis kampene mellem hunner, sakser og burgunder i 437.

 

Ændret til drikkehorn

Men vi skal huske på, at det første horn var beskadigede, da de blev fundet. I Christian den Fjerdes hof blev de sat sammen til et drikkehorn. Ved den lejlighed blev de forsynet med skruegang og bundprop. Måske blev de nedre ringe også påmonteret. Disse er uden motiver. Måske er de brede glatte flader også påmonteret. Så var krusene nemlig mere behagelig at drikke af.

 

Samme værksted?

Vi ved ikke, hvor omfattende restaureringen har været. I Kunstakammeret dengang fornøjede man gæsterne ved at tude i det. Fælt lød det i hvert fald. Siden har man så troet, at det var drikkehorn.

 

Man er enige om, at hornene er fremstillet i Danmark omkring 400 – 450 e. Kr. Våben, dragter, teknik og findested peger i den retning. Man mener også, at de to horn er fremstillet på samme værksted.

 

Måske blev guldhornene brugt i forbindelse med ritualer eller religiøse ceremonier.

 

Landet blev skånet

Mystikken breder sig, for alt tyder på, at hornene var bevidst ødelagt før de blev lagt i jorden. Alt tyder på at det må have været offergaver. Grænsen måtte beskyttes. Vejen lå åben for Europas plyndrende horder. Det var vel naturligt, at bede Guderne om hjælp ved at ofre det fornemste, som nogen nordisk konge, nogen sinde have ladet fremstille. Som tak skånede de landet for Attilas frygtede krigere.

 

Stor uenighed

Det sidst fundne horn er yngre det første. Og nogle mener, at det ikke er samme mester. Heller ikke alle er enige om, at guldhornene kommer fra Norden. Man mener, at guldhornene kan stammer fra det østlige Gallien. Andre mener, at de stammer fra Rhin – området.

 

Det første besøg

En ung kniplerske fra Østerby, Kirstine Svendsdatter var den 19. juli 1639 kommet ad vejen mod Møgeltønder. Der hvor vejen delte sig mod Tønder i landsbyen, Gallehus så hun en trærod stikke op. Ja navnet har byen efter den galge, der stod på byens mark. Men det spekulerede Kirstine ikke på. Hun gik videre. Men det havde dog alligevel vakt hendes nysgerrighed. Ved første besøg skulle hun have haft en stok i hånden, og slog til træroden.

 

Nogle beretninger går ud på, at hun var en ung pige, men Ole Worm berettede om, at hun var 23 år. Pigen var ikke fra Gallehus men Østerby.

 

Havde Kirstine en kæreste?

Hvad skulle Kirstine i Møgeltønder? Hun var 23 år, så hun kunne måske have haft en kæreste i Møgeltønder. Hun boede åbenbart sammen med hendes bror. Og der var ingen forældre.

 

Var veninderne med?

Den 27. juli gik hun forbi stedet igen. Det var lørdag og hun var igen på vej til Møgeltønder. Denne gang var et par veninder med. Hun så roden igen. Og nu skulle det da undersøges. Hun trak den op, og skyllede den i en grøft. Veninderne drillede hende, men hun tog den dog med hjem. Og hun gemte den. Alle der så den fortalte hende, at det var bare et sølle gammelt jægerhorn.

 

Teger guldet med hjem

Men det sjove er, at nu skulle hun åbenbart have haft en lædertaske med. Måske var hun indstillet på, at tage genstanden med. Men i den uge, der var gået kunne andre jo have taget genstanden.

Hun ligger på knæ, tager genstanden op, og vasker den i en nærliggende bæk. Så lægger hun genstanden i sin taske og går til Tønder. Men modet svigter hende. Hun vil ikke gå hen til guldsmeden, eller er hun bange for, at han skal narre hende? Hun tager hjem igen.

 

Denne forklaring, kan godt harmonere med, at Kirstines bror, påstod at hun gemte guldet under sengen.

En anden beretning går ud på, at to mænd skulle have været i hendes hjem, og spøgende foreslået hende at afhænde genstanden til en hornist.

 

Men i indberetningerne har man fundet ud af værdien. I en af disse beretninger snakker man om, at værdien kan sammenlignes med en værdi som en herregård.

 

Tog veninden hen til guldsmeden?

På dette horn sad en række ringe. Og en af disse tog Kirstine så men til en guldsmed i Tønder. Kirstine var dog lidt bange for at blive til grin. Men alligevel, mente hun, at det måske var noget. Og der var det sandelig. Guldsmeden erklærede, at det var det pureste guld.

 

Men det er nok ikke den rette forklaring. Kirstine havde en veninde i Tønder. Det var Maren Andersen, en købmandsdatter. Antagelig har hun fået hende til gå hen til guldsmeden.

 

Var Amtmanden indblandet?

Amtmanden ville gerne se Kirstine og guldhornet. Med vold og magt blev hornet skilt fra hinanden. Det blev besigtiget og beskrevet af en rådmand.

Den friske Kirstine kontaktede amtmanden om en vogn, så hun kunne overbringe hornet til Kong Christian den Fjerde. Kongen opholdt sig på den tid i Glücksstadt med sin søn, Prins Christian.

 

Men det ville amtmanden ikke. Han sendte hende til lensmanden i Ribe. Men amtmanden ville nu også selv have en del af kagen, så han sendte to karle med skovle til Gallehus. Nyheden var dog nået kongen. Han befalede, at hornet skulle overbringes ham, og en dusør skulle gives til pigen.

 

Og den beretning stemmer heller ikke helt overnes, men en anden beretning. Her meldes om, at Kristine personlig kendte borgmestren i Tønder. Han hjalp hende tilrette. Og det var ham, der tog med hende til lensmanden i Ribe.

 

Lensmanden var ikke hjemme

Lensmanden, Gregers Krabbe var ikke tilstede. Antagelig var han på Glücksborg, for at besøge kongen. Der blev talt med Ladegårds – fogeden.

I indberetningen beskriver man hele tiden, Kirstine som en fattig men ærlig person.

 

 

Vidner fra Tønder

Ole Worm taler om to personer i Tønder, der har været vidner i forbindelse med den beretning, som han udarbejdede. Det skulle have været to slesvigere, Dirk van Lütten og Troels Arnkiel.

 

En kjole i dusør

De fine herre i Tønder gav Kirstine en ny kjole. Prins Christian plagede sin far. Han ville have hornet, og smelte den om som drikkepokal. Hans hofmand, Geersdorf reddede dog danefæet i første omgang ved at erklære, at hornet skam var udfærdiget som drikkepokal. Og det var allerede sket i oldtiden. Så blev hornet ellers forsynet med en guldskrue for at lukke bunden

 

Drikkelegen

Prins Christian var ret så forkælet. I en alder af 32 år opfandt han Guldhorns – drikkelegen. Han var den såkaldte udvalgte prins. Man skulle bunde det fyldt med vin. Og det kunne trods alt rumme 1,4 liter. Hans far sendte bekymret bud efter den ansete livlæge Ole Worm. Og lægen blev mødt af en udfordring. Han skulle tømme indholdet i det 71 cm lange horn.

 

Kobberstikkeren havde for lidt tid

Og Worm må have vidst og fornemmet, at det var noget særligt. Han forfærdigede en publikation og et kobberstik af hornet. Da kobberstikket var færdig, beklagede Worm resultatet:

 

       Om blot kobberstikkeren havde tilbragt mere tid med hornet

 

Mange fantastiske beretninger

Prinsen døde allerede i 1647. Og så overgik hornet til Rosenborg Slot. I 1680 blev det overført til det nystartede kunstkammer ved Christiansborg. Her fik det selskab af det korte guldhorn i 1734.

 

Og der var mange meninger om guldhornet. Se bare her:

 

       i 1644 mente provst E.N. Rudolph i Holsten, at hornet var fremstillet mellem år 828 og 995 e.Kr. under kristendommens indførelse i Norden

       Samme år mente Københavns Biskop, P. Winstrup, at hornet havde forudsagt den dansk – Svenske krig i 1643. Det brugte han 54 sider på – i latinske vers.

       I 1685 sagde provst Arnkiel i Aabenraa noget rigtigt. Han knyttede det lange horn til Oldtiden. Han mente, at det var brugt af Cimbriske offerpræster. Dermed var man i nærheden af en ren hedensk genstand.

       I 1680erne mente en professor, at det var en kongelig gave til et stort tempel.

       I 1725 mente en tysk alkymist, at det måtte være ægyptisk. Og så kunne man læse opskriften både på guld og de vises sten.

 

Det andet guldhorn

Det var den 21. april 1734. Husmanden Erik Lassen gravede efter ler. Det var det samme jordstykke, hvor Kirstine Svendsdatter havde fundet det første guldhorn. Det nye guldhorn blev fundet ca. 20 meter fra det gamle findested. Og begge guldhorn er lavet af udsøgt finnt guld og samme udsædvanlige teknik.

 

Erik var husmand på Schackenborg Gods. Til daglig blev han bare kaldt for Jerck.

 

Han skulle have nyt gulv i sit lille hus. Det var derfor han havde brug for ler. Han havde kun gravet ganske kort, da nåede glimtede. Han rendte over vejen og råbte:

 

       Mutter, i daw ha æ fortjæn noue å drik

 

Det pureste guld

Jeck vidste godt, hvad han havde fat i. Alle på egnen kendte historien om guldhornet. Man hornet var ikke helt perfekt. Det var brækket over. For en en sikkerheds skyld brækkede han et lille stykke af, og sendte det med sin søn Jacob til guldsmed Hendrich Koelsted. Guldsmeden var ikke i tvivl. Det var det pureste guld. Han købte det lille stykke for en sølvknap.

 

En sur godsforvalter

Næste dag mødte guldsmeden slev op, for at byde på hele hornet. Men Jeck afviste tilbuddet. Han vidste godt, at fundet tilhørte kongen eller hans adelige stedfortræder, Grev Otto Diedrich Schack.

 

Sammen med guldsmeden gik Jeck nu til sin chef, Greven. Guldsmeden skulle bevidne ægtheden. Problemet var, at hornet var knækket over. Men godsinspektøren mente, at Jeck selv havde brækket den over.

 

Seks stærke karle blev nu sendt til Gallehus uden dog at finde de rester der manglede til det seneste fund.

 

Var husmanden drikfældig?

Greve Schack gav 200 rigsdaler i findeløn, og sendte det nye guldhorn til København. Greven mente, at de to guldhorn skulle udstilles sammen.

 

Den lille husmand fik ikke meget glæde af findelønnen. Han døde kun otte måneder efter, blot 56 år gammel. Man undersøgte hans forhold og fandt ud af, at han havde opsparet en betydelig rente. Så det er nok ikke brændevinen, der har gjort det af med ham, som mange historikere gerne vil bilde os ind.

 

Jordstykket blev endevendt

Jordstykket er blevet endevendt mange gange. Senest i 1951 af P.V. Glob. Nu står der to sten cirka på pladsen. For vejen er siden blevet reguleret, så stenene står ikke på den oprindelige findested.

 

Er der mere guld i Gallehus?

Glemt er, at i 1795 blev der fundet en guldbarre på cirka 100 gram, ikke så langt derfra.

 

En lokal historie fortæller, at der omkring 1830 skulle være fundet endnu et guldhorn. Det skulle være blevet sendt til Hamborg og omsmeltet.

 

Guldfeberen har antagelig lagt sig i Gallehus og omegn.

 

Guldhorn stjålet første gang

Den 4. maj 1802 blev guldhornene stjålet af Niels Heidenreich. Han var en fattig guldsmed og urmager. Han brød ind ved hjælp af to nøgler. Næste morgen blev tyveriet anmeldt. Tyven blev eftersøgt i datidens medier og skillingsviser. Og så vankede der 1.000 rigsdaler i dusør samt fuld anonymitet.

 

Oldermanden fandt tyven

Det var guldsmede – lavets oldermand, der opdagede tyven. Under falsk navn havde Heidenreich solgt nogle pagoder, som oldermanden senere købte.

 

Pagodeguldet var iblandet messing. Det opdagede oldermanden og meldte det til politiet. Heidenreich gik i første omgang fri. Men oldermanden overvågede ham sammen med nogle kollegaer. De så også, at han skaffede sig af med nogle møntstempler, som han kastede i Stadsgraven.

 

Han havde da købt Klarboderne 12. Et chatol med skjulte guldklumper havde han deponeret hos sin søster. Heidenreich blev endelig pågrebet den 27. april, og tre dage efter tilstod han tyveriet.

 

Guldhornene havde han da for længst smeltet i sit køkken. Han fremstillede smykker, skospænder og pagoder af guldet. Den 10. juni blev han dømt til tugthus.

 

Oehlenschläger var lige i nærheden

Og vi kender jo alle digtet Guldhornene af Adam Oehlenschläger. Digtet blev skrevet lige efter ad blev stjålet. Og det var faktisk kun få husnumre fra hvor guldhornene blev omsmeltet. Og det var på hjørnet af Lars Bjørnstræde og Studiestræde.

Efter tabet af guldhornene er de blevet symbol på Danmarks glorværdige fortid, godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt.

 

En lille rest af Guldhornene?

Og her sad han til 1840. Han døde fire år efter. Alle dem, der havde købt guldhorns – guldet leverede det tilbage. Det blev så smeltet om på den Kongelige Mønt. Guldhorns – guldet var nu endelig forsvundet. Det vil dog sige, at der måske er en enkelt lille rest tilbage.

 

Heidenreich forærede nemlig sin nabo nogle øreringe. Og disse øreringe befinder sig nu på museet i Ringe. Nationalmuseet fik dog i 2004 foræret en lignende par.

 

Ny kopi blev ikke anerkendt

Efter tyveriet blev kopier af de to horn fremstillet ud fra tegninger og vidner. I 1970 erne blev en ny kopi udført af sølvsmed Folmer Dalum. Det tog ham syv år. Og selv om de nye kopier er tættere på virkeligheden fik han aldrig en ordentlig anerkendelse.

 

Flere tyverier

Moesgårds Museums kopier af guldhornene blev stjålet i 1993. de blev dog kort tid efter fundet i en skov ved Hasselager.

 

Og for at det ikke er løgn, så blev 1800 – tals kopierne stjålet den 17. september 2007 fra Kongernes Jelling, hvor de var udlånt af nationalmuseet.

 

Ingen aprilsnar

Så kunne historien have været slut, men så i 2009 overbyder det ene medie det andet med sensationen:

 

       Langt bedre kopi af Guldhornene er fundet

 

Hvad var det for noget? Det var langt til 1. april og ikke tale om en aprils – nar. Jo en ihærdig arkæolog og rejseleder har genfundet en elfenbenskopi af det største af guldhornene i Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Kopien lå gemt i en skuffe hos en ledende medarbejder på slottet.

Det utrolige er, at kopien er fremstillet før 1693.

 

Er der mere i Tyskland og England?

Man kendte godt til dette horns eksistens, men den havde været forsvundet i 112 år. De kloge kunsthistorikere mener, at det er kunsthistorikere Bendix Grodtschilling, der har lavet elfenbenshornet. Og nu kommer det også frem, at der muligvis findes to mere, et i Tyskland og et i England.

 

Og kopien i Rusland er angivelig tættere på virkeligheden, end det man kender i Danmark.

Og til Eva, der har spurgt til dette, kan vi oplyse, at det var Frederik den Fjerde, der skulle have foræret zar Peter den Store elfenbens – kopien.

 

Men kopien i Rusland og er større end originalen.

 

Også kopi på Gråsten Slot

På Gråsten Slot findes også to kopier, dog kun lavet i sølv. Det var dem, som Christian den Tiende fik overrakt ved afslutningsfesfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1920.

 

Gravet ned af druider?

       I 1734 mente advokat, B. Grauer i Tønder, at hornene var gravet ned af druider. Det korte horn var et minde om Odins død.

       Samme år fik man at vide, at begge horn var fremstillet i England af Angelsakserne

 

Er guldhornene ældre?

Og mystikken breder sig yderligere. For de arkæologer der fandt elfenbens – guldhornet påpeger, at det er almindeligt, at man ofte i rige grave fra 150 – 300 e.Kr. har fundet flotte brætspil. Men sådanne spil var forsvundet i 350 – 450 e.Kr.

Men de figurer der er anvendt på hornet minder meget om de figurer, man anvendte på brædtspillene. Så er guldhornene fra Gallehus i virkeligheden fra yngre romersk jernalder?

 

Hvorfor var historikkerne så sløve?

Man kan så undre sig over, at historikere og arkæologer i så lang tid har været så uinteresseret i guldhornene. Først da originalerne blev stjålet begyndte man at interessere sig for guldhornene. Men undersøgelserne baserede sig på Ole Worms optegnelser. Og kære læsere, det er nok ikke det sidste, vi har hørt om guldhornene.

 

Og ja, tak til Eva for spørgsmålet. Vi fik hvis nok en interessant artikel ud af det.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

       Litteratur Møgeltønder 

 

Hvis du vil vide mere:

       Guldhornenes ældste historie

       Møgeltønder – dengang

       Dagbog fra Møgeltønder

       Møgeltønder Kirke

       Møgeltønders Historie

       Oprør i Møgeltønder

       Præsten fra Daler

       Schackenborg i Møgeltønder

       Vikinger i Vadehavet

Erik Martens på 77 år har sendt os disse fornøjelige men også til tider rystende erindringer. De boede seks mand på 35 kvadratmeter. Så røg man cigaretter i smug, og samlede tobak. Erik var også offer for den særegne pædagogik i skolerne på Nørrebro – dengang. Han gik selv på Havremarkens Skole. Den har han nedfældet i verseform. God fornøjelse og tak til Erik.

 

Erindringer fra 1942 – 1949

Erik Martens fortæller i den artikel, om sine erindringer i Lundtoftegade på Nørrebro fra 1945 – 1947.

Bagefter skal vi opleve skoleerindringer på vers fra 1942 – 1949. Vi ønsker god fornøjelse med dette fornøjelige læsning fra Eriks barndom.

 

Seks mennesker på 35 kvadratmeter

Vi boede i Lundtoftegade 36. Det var på anden sal til højre. Vi var seks mennesker på 35 kvadratmeter. Lejen var 30 – 35 kr. om måneden.

 

Det var en stor firkantet ejendom, med en stor gård. Her var også en græsplæne på ca. 50 x 50 m. men ak den var kun til pynt. Vi måtte ikke lege derinde. Hvis vi gjorde det var der ballade med gårdmanden Hammerlars.

 

Vaskedag – en gang om måneden

Min mor havde vaskedag vaskedag en gang om måneden. Det var oppe på femte sal, hvor der var vaskekælder. Ja det lyder sjovt. Det var en kæmpestor grukedel i træ. Når hun var færdig med at vaske, så kom vi unger i baljen, og blev vasket en efter en. Senere blev det Frederiksberg Svømmehal.

 

Sjov fra cykelkælderen

Der var tørreplads på bege sider af græsplænen, samt hus til skraldespandene i alle fire hjørner. Der var kældre til både koks og kul, samt cykelkælder. Her var også kældervinduer. Nogle kunne åbnes, og her lavede vi sjov. Det var så dem, der gik forbi oppe på gaden, der gik ud over.

 

Vi havde noget lys kinesertråd, som vi bandt en 25 øre fast i, og den lagde vi på gaden ud af vinduet. Når der så kom nogen forbi og så mønten, bukkede de sig ned for at få fat i den. Men så trak vi i snoren, så mønten flyttede sig et godt stykke. Så udbryd de som regel: De forbandede unger. Det synes vi, var sjovt.

 

Samlede tobak

Vi samlede også cigaretskodder op på sporvognslinje 7`s endestation, som lå for enden af Lundtoftegade ved Nørrebro Station.

Det var jo ikke filter på cigaretterne dengang. Så vi tog resten af tobakken ud af stumpen. Så rullede vi cigaretter af lokumspapir. Det var fandeme ulækkert.

 

Røg cigaretter

Vi røg cigaretter i den store tønde i Nørrebroparken lige ud mod Stefansgade. Det var før vi skulle på Fritidshjemmet. De kostede 1,05 kr. pr. pk. Hvor vi fik pengene fra, ved jeg ikke. Men det var mange penge. Havde min mor vidst det, havde vi fået bank.

 

Tidlig på Fritidshjem

Vi var i Fritidshjem kl. 7 om morgenen, fordi min mor skulle påbegynde arbejde kl. 6. Så var det vores søster Åse, der sørgede for, at vi kom derhen, inden hun gik på arbejde. Hun var ældre end os tre drenge, og var bogbinderske hos P. Haase og Søn i Løvstræde. Her tror jeg også hun blev udlært. Hun kom til Gyldendal, hvor jeg også var i 14 dage. Derefter kom jeg til Kødbyen, hvor jeg var resten af mit arbejdsliv.

 

Til skoletandlæge

I første og anden klasse gik Erik til tandlæge på Hillerødgades Skole. Ellers foregik det på Stevnsgades Skole. Og det var helt oppe på femte sal. Erik var meget bange. Måske var det fordi, han ikke vidste, hvad der skulle foregå. Tandlægen talte nemlig et fremmed sprog, som han slet ikke forstod, og det var svensk.

 

Skoleerindringer på vers

Erik Martens har nedfældet sine skole – erindringer i vers – form. Genialt og sjovt, men også rystende. Her kan vi godt forestille os, hvad der skete på Havremarkens Skole – dengang.

 

Skoleerindringer på vers af Erik Martens 1942 – 1949:

 

Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran ,

han har sikkert ikke haft det godt som barn,

han tilløb to,

når han med spanskrøret slog,

så han troede det ville svirpe,

han stoppede op, og slog,

men da var der faldet ro,

over den aldrende herre,

det første slag ku` værke,

men de to andre ku` man slet ikke mærke.

 

Vores regnelærer Frk. Jensen, var lidt original,

men hun kunne svinge sin lineal,

hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme,

så kan det nok være vi kom i klemme,

frem med fingrene, og af linealen vi fik,

der somme tider i stykker gik,

og så fik hun brug for den næste,

med hun havde et lager, at linealer, det er klart,

for hun ødelagde dem i en gevaldig fart.

 

En sveder vi fik i ny og næ

og det kunne godt få en i knæ

for man vidste, de andre skulle ud og lege,

imedens man kunne sidde tilbage og stege,

man vidste, de fodbold skulle ud og spille,

imedens man en hel time bare næse ku` pille,

se det var ulempen ved en sveder,

for en hel time, man sidder og keder.

 

Tak til Erik Martens, for de fornøjelige erindringer.

Dengang.dk indeholder flere artikler om skolernes særegne pædagogik – dengang.

Arbejdsløsheden hørte til dagens orden. Fatter investerede i sprit, når han endelig fik løn. Sporvogns – arbejdere arbejde 58 timer om ugen. Der var slyngelskole og skole for de fine. I skolen var der masser af korporlig afstraffelse. Hygiejnen var forfærdelig. Lejlighed behængt med utøj. Lærertiden var et mareridt. Men der var også et par rige mennesker på Nørrebro. Masser af muligheder for at høre musik, gå til foredrag m.m. Læs om livet på Nørrebro 1900 – 1920.

 

Faderen forsvandt

Det var ikke unormalt at faderen dengang forsvandt sporløst og  forsvandt fra al ansvar. Utroskab var også udbredt dengang omkring år 1900 på Nørrebro. Ofte måtte familiemedlemmer træde til.

 

Fatter havde investeret i brændevin

Syning og cigarret – rulning blev til et fag, hvor man kunne tjene penge. Det var hjemmearbejde, men ikke den store guldgrube. Mange børn voksede op i økonomisk elendighed. Man boede i 2 – værelses lejligheder.

 

Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Der fandtes et utal af værtshuse og kælderbeværtninger. Slagsmål og skænderier hørte til dagens uorden. Det mærkede man særlig i lejekasernerne omkring lønningsdag. Fatter havde investeret det meste i våde varer. Det billige brændevin hørte til dagens fornødenheder.

 

Arbejdsløsheden hørte til dagens orden

Ofte oplevede man en tyk politibetjent i en lang uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet trække afsted med en sølle fulderik. Der var altid et hav af nysgerrige unge  med på kig.

 

Arbejdsløsheden hørte til dagens orden. De gode gamle dage var for mange på Nørrebro en rædsel. Og den megen fattigdom, der herskede på Nørrebro, gik ud over børnene. Om sommeren gik de barbenet. Om sommeren var træskoene højeste mode. Læder – fodtøj var et status – symbol.

 

Et fattigfint proletariat

Arbejderne og håndværkerne havde i utallige år fundet sig i slavelignende forhold. Men slavementaliteten blev afløst af holdning. Man rankede ryggen. Arbejdsgiverne knurrede. Tænk at lønmodtagere kunne finde på at kæmpe for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile.

Arbejderne regnede ikke handels – og kontorfolk for noget. De deltog ikke i kampen. Eneste fordel for dem, var at de gik med flip. Derfor blev de kaldt for flipproletariatet. Og det var virkelig et fattigfint proletariat.

 

Og skulle man dengang have plads i en sporvogn, skulle man bare tage avisen Socialdemokraten frem, ja så blev der pludselig plads på hver side.

 

Lang vej til lokummerne

Mange fattige familier var velsignet med en stor børneflok. De måtte klumpe sig sammen i en alt for lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Der var ikke lys på køkkentrappen, hvis trangen viste sig efter mørkets frembrud. Og det var en god ide, når man endelig var kommet ned i gården, at banke med træsko eller lignende. Så var man da fri for rotterne.

Lokummerne var som regel overfyldte, Som toiletpapir brugte man avispapir.

 

Foran på trapperne var det et åbent gasblus på hver etage.

Trapperne skulle vaskes fra etage til etage af beboerne. På køkkentrappen skulle der strøs frisk sand. Hver uge kom en sandhandler til gårdene.

 

Alt legemlig vask foregik fra vasken i køkkenet, og en gang imellem blev der sat en balje med vand på gulvet.

 

De lange vinteraftener

De lange vinteraftener foregik med at lave lektie, læse, skrive, tegne, klippe billeder m.m.

Af legetøj kunne det være en fæstning med tinsoldater.

 

Legetøjsforretningen

Møllers Legetøjsforretning med de to vinduer i Fredensgade kunne ellers godt friste. Butikken var et rent børneparadis. Her fik man for 1 eller 2 øre henholdsvis et kvart eller et halvt ark Neuruppin – billeder. Et helt ark kostede 4 øre. Det var enten ark med tegninger af træer, dyr, genstande m.m. De kunne bruges til billedlotteri, når man besad de tilsvarende ark til brikker. Andre ark var med soldater og dyr.

 

For to øre kunne man få kartoner med huse, kirker og møller. De var lige til at klippe ud og sætte sammen

 

Så er der gæster

Dem, der havde plads og råd til det, fik gæster, hvor man spillede kort. Så måtte man også en tur til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 – eller 10 øre fløde. Fløden blev opbevaret i et stort blikfad.

Og så kunne man ellers byde på 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene. Man kunne også byde på 5 – øres kager.

Efter kaffen blev børnene gennet ned på gaden eller puttet i seng.

 

Mange lege

De børn, der ikke havde Ladegårdsåen havde gaden og gården at lege på og i. Her blev der leget Skjul – Røver og Soldater. Gorm den gamles Kæmper eller som det hed Hest og Vogn. Det sidste bestod af et langt stykke sejlgarn bundet om ærmerne, og en bagved løbende dreng. Han havde selvfølgelig også en pisk.

 

Der var mange beværtninger dengang. Og særlig i weekenderne så børne ofte betjente trække afsted med en fuld støjer. Det gav så anledning til at lege betjent og fuld støjer. Den fulde støjer blev selvfølgelig puttet ned i kælderen.

 

Store vaskedag

I de tidligere morgentimer stod de fattige koner med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at sikre sig gammelt bagerbrød for at kunne fodre de mange sultne munde med.

De stod i dybe, mørke kældre under skæret af en søvnig petroleumslampe og sled med storvasken. De brugte grøn sæbe, skurebørste og vaskebrædt. Ja ofte gik de også ud og vaskede for deres bedre stillede medsøstre. Det kunne for 10 – 12 timers arbejde indbringe 2 kr.

 

Hygiejnen – dengang

Hygiejnen var på et lavt niveau. Lejlighederne var befængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde lus. I skolerne havde man jævnlig besøg af lusemor, som var en sygeplejerske, der tog børnene under kærlig behandling når det mindste tegn på husdyr viste sig.

Hundrede af lopper, tusindvis af lus, myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig og den tredje vendte sig. Så kunne det jo være, at den fjerde tissede i sengen. Det var ikke unormalt at fire børn skulle dele en seng.

 

Dødeligheden var stor. I årene omkring 1900 krævede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.

 

Domineret af hestekøretøjer

Gaderne var domineret af hestekøretøjer. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra hestedrosker til renovation.

Det vakte opmærksomhed, når brandvæsenet masede sig frem i gaderne med megen larm og klokkeklemten. Det var hestetrukne slukningskøretøjer, nogle endda med fire heste foran. Den skinnende flotte dampsprøjte vakte berettiget opsigt med en rygende skorsten og gnister.

Ambulanceudrykningen foregik med en enspænder. På vognens bagerste trinbræt stod der ofte en politibetjent.

Og gaderne var belagt med brosten, hvilket afstedkom en masse spektakel.

 

Sild er godt

De mindre transporter foregik ved hjælp af trækvogne. De var både 2 – og 4 – hjulede. Under høje råb falbød gadesælgerne deres varer. Det var fortrinsvis frugt, blomster og grøntsager som gadesælgerne falbød. Også fiskehandleren var tydelig at høre:

 

       Sild er godt.

 

Husmødrene strømmede til. I gårdene kom skærslipperen. Han afleverede en stor remse med sin hæse stemme.

 

Lirekassemanden

Og det vakte altid glæde, når lirekassemanden kom. Børnene kappedes om, at indsamle de mønter der var kastet ned fra vinduerne indsvøbt i avispapir, som de afleverede til manden.

Med den ene hånd drejede han svinget, og med den anden hånd løftede han sin blankskyggede hat.

 

Bommen var nede

Stefansgade var ikke som nu. Den gik kun til jernbanebommen ved den for længst nedlagte Nordbane – linje. Den havde station, hvor nu Nørrebrovænget nu er anlagt. Ved Vedbækgade lå et trinbræt.

 

Over banelinjen på Nørrebrogade var anbragt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Langvarige rangeringer foregik ofte på dette sted. Derfor var bommene ofte nede.

Broen var yndet mål for børnene. De stod der indhyldet af dampen fra de rangerende lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af utålmodig ventende køretøjer, der ventede på, at bommene igen skulle hæve sig. 

 

Bryllupskørsel i glaskaret

Ikke langt derfra omkring Nørrebrogade 200 lå en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød, der var meget populær blandt Nørrebro – borgerne. Gik man mod Runddelen mødte man Ølundsmøllen. På den modsatte side af gaden, lå en trelænget gård. Ja, det kan man slet ikke forestille sig i dag. Herfra blev der drevet vognmandsforretning. Specialet var bryllupskørsel i glaskaret og hvide heste.

 

Stefansgade – dengang

Gik man ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå det gamle hvidtølsbryggeri Hafnia til venstre. Til højre var et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Over ved Nordre Fasanvej var det en sparsom bebyggelse. Området var en herlig tumleplads for ungerne.

 

Det var også i manufakturforretningen Verax i Stefansgade, hvor man kunne købe hessian til 17 øre pr. alen. Det var smart, hvis man ville tegne på lærred. Man skulle så ført behandle det. Terpentin var egentlig det, man skulle bruge, men det var for dyrt. Som erstatning brugte man så petroleum til 12 øre for en liter.

 

Slyngelskole og skolen for de fine

Jagtvejens Skole hed friskole. Ja det hed den, fordi man ikke skulle betale noget i modsætning til de såkaldte betalingsskoler. Der skulle man erlægge en krone om måneden. En sådan skole var Husumgade Skole (Havremarkens Skole).

 

Husumgades Skole blev efterhånden overbelagt. Derfor blev der bygget en skole i Hans Tavsensgade. Et stykke af kirkegården var blevet inddraget. Man talte om, at skolen var bygget oven over dødninge – knogler.

 

Byens skolemyndigheder havde nu mulighed for at skille fårene fra bukkene. Husumgades Skole blev brugt af de fine, og Hans Tavsensgades Skole blev til en slyngelskole for gadedrengene.

 

Håndfast disciplin

En hårdhændet disciplin med korporlig afstraffelse blev praktiseret. Når klokken ringede, skulle man stille op i skolegården, klassevis. Man skulle så gå to og to ved siden af hinanden op ad trapperne til klasseværelset. Det skulle ske lydløst ellers vankede der afstraffelse.

Nogle slog også med en stok over håndfladen. Det sved slemt og var meget ubehageligt. Nej det var sandelig ikke sjovt at være skoleelev i en tid, hvor en elev altid havde uret.

 

Afstraffelsen i skolerne grænsede til mishandling. Godt nok måtte man kun give fem slag med spanskrøret. Men en enkelt elev kunne sagtens få tre gange fem slag med spanskrøret. Det var de ringen, der holdte regnskab med. Lussinger og knoer i hovedet var der masser af.

 

Utroligt er det også, at Alberti i 1906 fremsatte sin berømte Prygellov. Moralen var dengang, at korporlig revselse som opdragelsesmiddel havde mange hundredes års tradition bag sig . Respekt plus eksamen er lig med prygl.

Spanskrørets trolddomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekten skulle prygles ind. 

 

Tidligere militærpersoner i gang

De dygtigste elever havde plads bagerst i klassen. Gymnastikken blev ledet af en pensioneret stabssergent. Gymnastikken foregik også absolut med militær disciplin. Med et spanskrør blev tropperne dirigeret rundt. Jo, det var stor et stort forbrug af tidligere militærfolk til gymnastikundervisning på Nørrebro.

Det var heller ikke noget, der hed skolebad dengang.

 

Skolebespisning var indført. Maden bestod af blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk. Og bespisningen foregik i timerne. Maden skulle sluges i en fart. Var man ikke hurtig nok, blev det truet med inddragelse af spisebilletten.

 

Man bukkede dybt

Når skoledagen var omme, skulle man også stilfærdig forlade området. Ved skolens udgang havde klasselæreren stillet sig. Her skulle man bukke dybt, inden man slap ud i friheden.

 

Forskellen på betalingsskolerne og de såkaldte friskoler fik eleverne i de forskellige skoler til at gå i totterne på hinanden. Der fandt ofte ret grove slagsmål sted.

 

Lærertiden var et mareridt

Læretiden dengang var et mareridt. Man begyndte kl. 7 om morgenen. Der blev lukket kl.20 ugens fire første dage. Fredag var det åben til k. 22. Og om lørdagen helt til kl. 23. Ja så troede man, at man kunne gå hjem. Nej, så kom oprydningen.

Kunderne kunne finde på, at forlange hvad som helst, for eksempel håndhugget sukker.

Af hvedemel, havde man det danske, det ungarske og det amerikanske. Det skulle så afmåles og pakkes i ½ punds, 1 punds og 2 punds poser. Det samme gjaldt for almindelig melis og for puddersokker.

 

Frokost og aftensmad blev spist i bagbutikken, alt imens man måtte ekspedere ind imellem. Den praktiske uddannelse blev suppleret med et besøg på Handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Undervisningen varede fra kl. 20 – 22. Den halve tid sov man.

 

De første kunder, der indfandt sig, var ofte de kvinder, der syede for de store konfektionsfirmaer inde i byen. De startede dagen med 2 lod (6 kvint) bønner og for to øre cikorie.

 

Det mandlige klientel skulle ofte styrke sig med en bitter. Det var som regel malurt. Ved 10  – tiden vente de første syerske hjem. Så havde de penge på lommen, og så bestod indkøbet af en fjerding kaffe og en lille gul. De købte den lille Santos, der kostede 28 øre. Melang – Java kostede 40 øre.

 

Og den tid som  lærlingene hadede allermest var syltetiden. Hr var det ustandselig afvejning af de særeste krydderier.

 

En oplevelse i biografen

En oplevelse var at komme i biografen. Det var i filmens barndom. Og der blev budt på stumfilm ledsaget med klavermusik. Entreen var ti øre. Man kunne blive siddende lige så længe, man ville. Og det var det mange børn, der gjorde. De så hele programmet flere gange. En af de nye biografer var Standard – teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, men på højre side, når man kom fra Jagtvej.

 

Sporvognene

Teknikken vandt efterhånden indpas. På Nørrebro kunne den elektriske sporvogn opleves. Men i den Indre By blev trafikken endnu klaret af hestetrukne omnibusser. Det var blandt andet den berømte Høne. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.

Og dengang, der var hestesporvogne, ja det var i to etager. Der var også hestesporvogn i Korsgade, der havde udgangspunkt ved Skt. Joseph Hospital.

Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte de Gule hesteomnibusser. De ophørte i 1903. De Grønne Omnibusser kørte fra Kapelvej.

 

Også på Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var Hejmdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Det var et strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var der meget snevejr, måtte der to heste til at trække læsset. Vognene var indvendig belyst med en petroleumslampe i hver hjørne. 

 

Stående på vognens trinbræt måtte konduktøren i al slags vejr kontrollere billetterne. Det var en hård tørn i blæst og frost. Han bankede på vinduerne, og så måtte passagererne rulle ned og fremvise billetter.

 

Karruseltur på drejeskiven

På Jagtvej gik der en toetagers sporvogn. På Nørrebros og Frederiksbergs runddele var der drejeskiver. Det var sjovt for ungerne at hjælpe funktionærerne med at få vendt sporvognene. Ja nogle af børnene fik også en karruseltur på drejeskiven.

 

Ugentlig arbejdstid på 55 – 58 timer

De folk, der arbejdede på sporvognene havde en lang arbejdsdag. Efter en strejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en løn på 1,100 – 1.500 kr. årligt. De havde så til gengæld en arbejdsuge på 55 – 58 timer.

Disse funktionærer blev dog betragtet som velbjærgede og de var udsat for misundelse fra den almindelige arbejder.

 

Kolonihaver og kokager

Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der masser af kolonihaver. Over ved Tagensvej lå store fælleder. Har gik der om sommeren masser af kvæg. Her var børnene ofte på jagt efter kokager, som blev brugt til gødning i kolonihaven.

 

Holger Danskes Briller

Men her ude lå også tre små søer, man kaldte for Holger Danskes Briller. Om sommeren foregik legen med tømmerflåder. Og om vinteren foregik det på isen. Mange gange kom man drivvåd hjem, uden at sige noget til forældrene. Man kunne altid nå at blive tør under lektierne.

 

Borgerbevæbningens øvelser

Men der var også masser af folkeliv på Fælleden om sommeren. Her havde Københavns Borgervæbning ofte øvelser. Under disse var der pauser. Så lagde borger – soldaterne sig sammen med deres koner/kærester og børn i græsset. Så var der godt med madkasse og lidt brændevin. Og så underholdt Borgervæbningens orkester.

Det var også altid trompetere og trommeslagere i spidsen.

 

De kendte fik Mælketoddy

I Bratolinsgade kom alle Nørrebros kendete originaler. Her kunne man nemlig i en kælder få mælketoddy for 4 øre. Og her kom Jomfru Tidsfordriv, Frederik t tal, Laurids 9 Finger, Frederik og Karoline og mange flere. Efter en ordentlig tur satte de sig som regel nede ved Sortedams Doseringen eller faldt om af druk.

Børnene havde fået forbud mod at nærme sig dem. Forældrene sagde til børnene, at de var fulde af utøj, fordi de aldrig vaskede sig.

 

Liv på søerne

På søerne sejlede de smukke hvide motorbåde. Der var passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Da sporvognsdriften i 1902 i Farimags – gaderne blev elektrisk kunne sejladserne på søerne ikke mere betale sig, så de blev indstillet.

Om sommeren var der en livlig trafik på søerne.

 

Ved vintertide var der skøjteløb oppe i nærheden af Gyldenløvsgade. Ude på isen var anbragt en estrade, hvorfra et hornorkester underholdt skøjteløberne.

På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvor man kunne købe en pakke sild for 5 øre. De var nu beregnet til de sultne måger.

 

Her logerede zarens følge

På hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå dengang et lille traktørsted med forhave. Tegltaget nåede ned til stueetagen. Rygter vil vide, at det var her, at Peter den Stores følge var logeret under zarens besøg.

Lidt derfra lå Dr. Louises Asyl og tæt derved Vølunds Maskinfabrik..

 

I den modsatte ende af Fredensgade lå på hjørnet af Dosseringen, traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haven.

Fra dette sted skråede stien ved søen stærk nedad i retning af Læssøegade.

 

Masser af musik

Man kunne gå til koncerter i Café La Rheine og i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen og Olfert Jespersen var musikdirigent.

 

Det var festligt at høre regimentsmusik dengang. Og det var der rig lejlighed til. Mange sommeraftener underholdt militæret i diverse parker. Ja selv på legepladsen på Kapelvej spillede de.

 

Foreningslivet kunne byde på solistoptræden, humoristisk oplæsning og lignende. Som regel sluttede dette med et bal. Der var også en del sportsforeninger på Nørrebro. Og så var der masser af kirkesamfund og ikke mindst afholdsforeningerne, hvor man kunne yde en frivillig indsats.

 

Dansk Ungdomsforbund

I 1905 blev Dansk Ungdomsforbund oprettet. Man havde uniform og lignede nærmest en søkadet. Og bevæbnet var man også. Der blev holdt rigtige øvelser på den gamle kaserne i Kronprinsessegade. På Amager havde man rigtige skydeøvelser. I 1909 ændrede organisationen navn til Københavns Skyttekorps. Nu var alderskravet fra 16 – 21 år.

Organisationen blev opløst inden 2. verdenskrig. Også denne organisation havde et musikkorps, og den har i tidens løb fostret mange gode musikere.

 

En by i byen

Den store fabrik Titan tiltrak mange arbejdere. I koleraåret lå der i nærheden en stor gammel bygning. Den blev brugt som lazaret. Senere blev her Cikoriefabrik. Da det var slut, blev lokalerne brugt til diverse virksomheder.

 

Henne på hjørnet af Jagtvej lå Jagtvejens Mølle. Har lå en by i byen, bestående af små et etagers huse. De kaldtes for arbejderboliger. De var dog usle og uhygiejniske. Men huslejen var også derefter.

 

For enden af Tagensvej var der en ret lang bakke ud i retning mod Bispebjerg. Her var også mange kolonihaver.

 

De store forretninger

På hjørnet af Nørrebrogade og Stengade lå Nørrebros største forretning, Mgasin du Nords filial. På hjørnet af Griffenfeldsgade lå L.W. Erichsens Isenkram.

I sidegaderne lå en masse butikker, urtekræmmer, spækhøkere og hørkrammere. Her var også produkthandlere dom også blev kaldt kludekræmmere.

Lørdag aften var der fuldt hus hos urtekræmmeren. Kaffekværnen blev drejet med håndsving. Senere fik den dog en elektrisk motor. Den store kaffemølle – tragt og den store diskvægt var af messing. De skinnede mægtig flot.

 

Dengang kendte man ikke til metermål. Der blev købt i spandevis, i kvartpund eller fjerdingspund. Og der var også en måleenhed man kaldte for Lod. Man købte i alen eller i kvarter.

 

Tilgift

Når man afsluttede et indkøb, var der altid en tilgift. Det var som regel et stykke sæbe og et kræmmerhus bolcher til børnene.

Hos tobakshandleren købte man 3 cigarer til 17 eller 21 øre og skråtobak i enkelte stænger og snus i et kræmmerhus.

 

Og så var det tiden, hvor forskellige automater vandt indpas. Når man lagde 10 øre i en automat kunne man enten tappe et glas øl eller en kop kaffe.

 

En blikkirke

Ja og så havde Nørrebro en blikkirke. Det var inden det blev til Simeons kirken. Sognepræsten hed Fritjof Frandsen. Han var en meget nidkær og afholdt Nørrebropræst. Det var dengang, man skulle aflevere den obligatoriske daler, som det kostede at gå til konfirmationsforberedelse.

 

Indre Mission

Der fandtes også en indremissionsk gruppe på Nørrebro dengang. I disse familier måtte børnene i kirke hver søndag og mens kammeraterne om søndagen tumlede sig rundt på fællederne, ja skulle man i søndagsskole.

I Tivoli, i cirkus og på teatret opholdt djævlen sig, så det var absolut forbudt for børn. Spiritus og tobak var som regel også forbudt i disse hjem.

 

Disse missionsk – folk var ikke særlig begejstret for den nye præst i Skt. Stefans Kirken. Han var grundtvigianer Det var eb torn i øjet hos dem.

 

Afholds – forening

Der var en del afholdsforeninger på Nørrebro. En af dem holdt til i Griffenfeldtsgade 7. Her var møde en gang om ugen. Der var kaffe og dans.

 

Klæde skaber folk

Hvordan gik folk klædt dengang? Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap hold skjorten sammen i halsen. Flippen kom kun frem ved specielle lejligheder, for eksempel ved barnedåb, konfirmation og sølvbryllup.

 

Rige mennesker på Nørrebro

Rige mennesker, de såkaldte matadorer var der skam også på Nørrebro. Travbageren på hjørnet af  Gormsgade var en af dem. Han havde de allerstørste travstalde, og var altid godt kørende. Bageriet lå i en lav bazar – bebyggelse.

 

Lidt længere henne l,å en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet Kartoffelkongen eller Den Glade Vinder. Han var storspiller på travbanen.

 

Ja så var der også slagtermesteren med de syv svende. Han gik under navnet Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut over midnat, mødte han op i urtekræmmeren og købte en flaske Linieakvavit og et par dåser hummer. Som han sagde dengang:

 

       det gør sig oven på en streng dag med lidt hummer og et stykke tartar.

 

En tur på Strandvejen

Man lagde mærke til, når Niels Mangepenge og husholderen spændte for om søndagen. Det var et par markante skikkelser, der drog ud af Strandvejen.

Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og så selvfølgelig halvhandsker.

 

Slagtermester var i jaket med stribede bukser, end dog meget stribede, brune sko, stråhat og et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste måske for at markere det blodige fag.

 

Jorcks Have

Lige over for Lygtekroen lå Jorcks Have. En stor jerngitterport førte ind til en flot bred stribe af høje træer. For enden af denne pragt knejste Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred, fornem trappe, som førte op til en bred afsats.

Og alle de frugttræer i alleen var tillokkende for de fattige Nørrebro – drenge.

 

Frederikssundsvejens start

Det var også her på den anden side af Lygteåen, at Frederikssundsvejen startede. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne. Der var åbne bare marker med meget spredt nybyggeri.

 

Åen løb under en bjælkebro, som forbandt Nørrebrogade med Frederikssundsvej. Her lå også Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, med masser af græs, vilde planter, blomster, brændemælder i overflod. Her var småsøer og vandhuller, store lossepladser og  modtagelsesanstalter for byens latrintønder..

 

Mælkedrenge

Mælkeriet Enigheden flyttede i 1907 ud i nærheden af Lersøen. Og her var der brug for mælkedrenge. Lønnen var 50 øre for halvdagsdrenge og 1 kr. for heldags – drenge.

Kuskene havde fået at vide, at de skulle give dem fri, så de kunne nå, at få et par stykker mad, inden de skulle møde i skole. Men det overholdt de ikke.

 

Disse mælkedrenge skulle stå meget op. Ofte sov de i skolen. Det blev mere eller mindre tolereret. De blev placeret nederst i klassen.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs Nørrebro 1900 – 1920:

 

       At bo på Nørrebro

       Fattiglemmer på Ladegården

       Gamle historier fra Nørrebro

       Historier fra Nørrebro 1880 – 1936

       Nørrebro – overskrifter 1903 – 1916

       Nørrebro – dengang

       Nørrebro – virksomheder 1923

       Sporvogn på Nørrebro

 

og masser af andre artikler

 

En branche er i krise. Der forsvinder flere og flere boglader i Danmark. Flere og flere kunder køber deres bøger på nettet og i supermarkeder. Hvor mange mon der er tilbage om fem år? Mange af de små boglader uden for kæderne får det svært. Se denne liste over alle de boglader der engang var på Nørrebro og Nordvest. Det var jo et sandt bog – mekka.

 

44 år i branchen

Kære læsere, det skal ikke fornægtes, at man har været i branchen i 44 år. Det er sandelig sket meget. Dengang klattede alle kuglepenne. De første lommeregnere kom. Og masser af nye modeller svømmede til. Først med de røde tal, så med grønne og så kom de med hukommelse og andre specialiteter. Og så kom computerne, som vi sandelig solgte mange af. Men også det, kunne boghandlerne ikke magte. Før min tid var det musikinstrumenter, kunst m.m. som boghandlerne ikke kunne fastholde.

 

Ingen solidaritet fra forlagene

Dengang jeg var redaktør af Bogormen, blev jeg kritiseret for, at tegne et negativt billede af bogbranchen. Jeg påstod, at de ikke var omstillingsparate.

Nu er bøgerne også ved at blive taget fra branchen. Og forlagene er lige glade med hvilke kanaler, der sælger deres bøger. Det er ikke derfra, at boghandlerne skal opleve solidaritet.

 

Færre og færre boglader

Der bliver et mindre og mindre antal af boghandlere i Danmark. Og hvordan ser det ud om fem år på Nørrebro og i Nordvest? Hvor mange er der da tilbage?

Jeg har tænkt på, at vi besøger de steder, hvor der i tidens løb, har været boglader. Vi når måske ikke lige at hilse på alle bogfolkene gennem årene.

 

Nørrebrogade 7:

Nørrebros Boghandel – A. Saxtorph – Beck – Fynboes Boghandel – Saxtorph – Becks Efterf.

 

I 1897 blev bogladen etableret af A. Saxtorph – Beck. Hans kone, Esther Saxtorph – Beck fører butikken videre efter hans død i 1901. Hendes bror, Carl Chr. Frølund Christensen bliver bestyrer, efter at være udlært i butikken. 12 efter dette overtager han butikken efter Esther Saxtorps død. I 1939 går sønnen Carl Frølund ind i firmaet.

 

I 1952 overtages butikken af en velkendt skikkelse inden for bogbranchen, Børge Jacobsen. Han havde netop solgt sin butik på Østerbro, Børges Boghandel i Willemosegade.

I 1957 er det ligeledes senere velkendt skikkelse inden for branchen, Benth Olsson, der overtog butikken.

 

I 1961 arvede Benth Ohlsson sin onkel, Hans Hammersteins Bog – og Papirhandel i Vejle. Bent Fynbo blev bestyrer af butikken på Nørrebrogade. I 1965 køber han butikken, som nu skiftede navn til Fynboes Boghandel.

 

I 1991 overtog Anna Margrethe Madsen butikken. Den skiftede nu navn til Nørrebros Boghandel.

Butikken har altid kun haft et vindue, men på et tidspunkt fik man lov til at låne naboernes vinduer til at udstille bøger. Og i nabobutikken solgte man hatte, men så blev butikken overtaget af det amerikanske Feffer and Seinors. Og det var så her man lånte vinduet.

 

Nørrebrogade 18 A:

Axel Andersens Boghandel og Forlag

 

Virksomheden blev stiftet i 1874 af Axel Andersen. I 1901 overtager man Emil Bergmanns Forlag, og i 1912 overtager man C.W. Stincks Forlag.

 

I 1931 overtages det hele af Stig Madsen. I 1934 er det Søren Meldgaard, der overtog. Firmaet hed da følgende, Axel Andersen Boghandel & Forlag S. Meldgaard. Dansk & Fremmed Litteratur. Musik. Papir

 

I 1963 blev datteren Vibeke Meldgaard medindehaver. Hun udtræder igen 5 år efter. I 1973 ophørte butikken efter 99 år.

 

Nørrebrogade 18 B:

Andr. Krøyers Efterf. – Chr. Henningsen

 

Butikken blev stiftet i 1884 af Andreas Krøyer. Efter dennes død i 1917 overtog Christian Henningsen butikken. Han døde i 1961. Året efter overtog Kurt Hartogsohn.

 

Den 1. december 1963 overtog Børge Jacobsen, Biblioteksboghandelen på Kultorvet butikken. Han havde også på et tidspunkt Nørrebros Boghandel.

Cirka en måned efter lukkedes butikken. Subskriptionerne blev overtaget af naboen.

 

Nørrebrogade 23:

Joh. Fr. Mohr

 

Butikken blev oprettet i 1862 af Joh. Fr. Mohr. Den ophørte igen i 1891.

 

Nørrebrogade 38:

Carl Fiebigs Boghandel, Carl Lund, Theodor Sinding, A.G. Andersen, Hernovs Boghandel

 

Butikken blev etableret i 1887 af J.J.T. Sinding. I 1889 overtog/reetableredes butikken af A.G. Andersen. I 1893 fortsatte Carl Lund. I 1908 blev butikken overtog Carl Fiebig butikken .

 

I 1942 blev butikken overtaget af Johs G. Hernov. Butikken skiftede navn til Hernovs Boghandel. Frede Peirup blev ansat som bestyrer. Han overtog butikken og drev den sammen med sin kone Esther.

 

Det var en meget lille butik med en lille omsætning. Den overlevede på postordresalg. Hernov blev forlægger på fuld tid.

I 1958 ophørte butikken, fordi Rørkjærs Magsiner overtog hele ejendommen. Frede Peirup etablerede en ny boghandel i Herlev.

 

Nørrebrogade 39

Tidens Bog – og Papir Handel APS – Tidens Bogudsalg (tidl. Dronningens Tværgade 3 og Bredgade 37)

 

Stiftet af Land og Folks Boghandel etableret af DKP.

 

I 1973 åbnede DKP Tidens Bogsalg  som en del af Tidens Forlag og i DKPs bygning i Dr. Tværgade. Bygningen blev solgt i 1990. Boghandelen blev solgt til Tidens Bog – og Papir Handel ApS. Man startede på Nørrebrogade med Jonna Hørning som faglig leder. I 1991 blev Steen Glyming faglig leder.

 

I 1992 lukkede bogladen og blev erklæret konkurs.

 

En måneds tid efter får bogladen en ny ejer, Finn Donsbæk. Han startede som kontantboghandel under navnet Tidens Bog og Papir.

Forretningen var meget aktiv med kulturelle aktiviteter, blandt andet i samarbejde med biografen. Der blev holdt løbende kunstudstillinger i butikken.

 

I 2002 ændrede man navn til Tidens Papirhandel og ophørte som boghandel. I dag eksistere papirhandelen heller ikke mere.

 

Nørrebrogade 51:

Christian Gedes Bog – og Papirhandel – Klewing Evers

 

I 1877 overtog Chr. Klewing Evers sammen med P.C. Hauberg Evers deres arbejdsplads Hoffensberg, Jespersen § Traps Sortiment. Det blev senere til P. Hauberg § Co.

 

I 1881 etablerede Chr. Klewing Evers sig som selvstændig. I 1908 overtog Christian Gedde butikken, og i 1910 blev Gede samhandelsberettiget.

 

Omkring 1961 ledes butikken af Anne Margrethe Madsen. Butikken er dog for længst ophørt.

 

Nørrebrogade 54

Fremad, Senere Frederikssundsvej 168 (Frederiksborggade 33)

 

I 1912 blev det oprindelige Fremad etableret af Fællesudvalget for Socialdemokratisk Forbund på initiativ af Th. Stauning. Martin Jensen bestyrede butikken på hjørnet af Frederiksborggade og Nansensgade.

Udbuddet omfattede forlag, kunst – og musikhandel.

 

I 1943 blev lokalerne for trange. Man flyttede med 10 medarbejdere til en nyerhvervet ejendom, Nørrebrogade 54, der kunne rumme såvel boghandelen som Forlaget Fremad.

I 1950 blev den nye leder af boghandelen, Lars M. Olsen.

 

I 1962 kunne firmaet fejre 50 års junilæum og beskæftigede nu 79 medarbejdere på forlag og i butik. Omkring 1965 hed lederen Ib Lindén.

 

I 1975 blev Rita Petersen ny faglig leder. Fire år senere sker der en navneforandring til Fremad af 1979 A/s.

 

I 1986 blev ejendommen på Nørrebrogade opgivet. Boghandelen flyttede til Frederikssundsvej 168, Brønshøj. Den ender som lokalboghandel uden tilknytning til fagbevægelsen.

Forlaget får til huse på skiftende adresser i Indre By.

 

Trods adskillelse havde boghandel og forlag fortsat fælles ledelse. Men i 1990 overtog Rita Petersen boghandelen som eneejer. Butikken hed nu Fremad Bog og Papirhandel.

 

I 1993 overtog Gyldendal Forlaget Fremad. Og i 2001 lukkede boghandelen.

 

Nørrebrogade 108

Poul Clausen

 

I 1926 etablerede Poul Clausen en boghandel. Den lukkede allerede fem år efter sin start.

 

Nørrebrogade 163

Steenberg Bog & Ide

 

Butikken startede i 1911 på Nørrebrogade 177

 

Dette er i dag Nørrebros ældste boghandel. I over hundrede år har den været i familien Steenbergs eje. Og butikken er blevet udvidet talrige gange.

 

Vi har i en artikel, der hedder En Boghandel på Nørrebro indgående fortalt historien. Ja og opmærksomme læsere har jo for længst opdaget, at det er i denne gamle boghandel, undertegnede arbejder.

 

Nørrebrogade 195

Filialer: Frederiksberg Bladcentral, B – Boghandel ”Uglen”, Richard Andersens Efterf. (Jagtvej 139) (Frederikssundsvej 9)

 

I 1911 blev butikken etableret af Richard Andersen (Jagtvej 139). I 1924 åbens en filial, der blev kaldt Frederiksberg Bladcentral. Fire år efter lukkes filialen. En ny filial åbnede på Nørrebrogade 195. Det var Uglen, en B – Boghandel. Den lukkede fire år efter.

 

I 1958 overtages butikken af Hans Peder Andersen. Adressen var nu Frederikssundsvej 9. I 1979 flyttede man til Jagtvej 139. I 1986 ophørte bogladen, men man fortsatte med kontorartikler. 

 

Nørrebrogade 215

Chr. Agerup

 

I 1907 blev her etableret en papirhandel af Martin Jensen. I 1912 blev butikken overtaget af Jens Chr. Agerup. I 1916 blev han antaget som samhandelsberettiget boghandler. I 1938 overtog Peter F. Jensen butikken. Den ophørte  før 1961.

 

Nørrebrogade 221 (tidl. 215)

M Jensen Papirhandel, Agerups Boghandel, Thyholts Boghandel

 

Se nr. 215. I 1946 blev butikken overtaget af Peter Frmodt Jensen. I 1956 ændrede boghandleren navn til Peter F. Thyholt. Navnet på boghandelen blev ændret til dette.

 

I 1978 ophørte butikken som boghandel. Thyholts søn fortsatte med papir – og kontorforsyning.

 

 

 

Nørrebrogade 226

Harders Boghandel, Harders Bog og Lotteri

 

I 2005 etablerede Poul Tonni Harder en ny boghandel på Frederiksberg, som en filial af hans boglade på Nørregade 27 i Odense.

 

Sønnen, Torben Harder blev daglig leder. Firmanavnet blev Harder Bog og Lotteri.

 

I 2006 flyttede boghandelen til Nørrebrogade 226, hvor Søren Melgaard tidligere havde adresse med dinboghandler.dk.

Denne butik var startet i 2004.

 

I 2007 skiftede man navn til Harders Boghandel. I 2011 tilsluttede man sig kæden Kon – tur. Og 1. juni drejede man nøglen om. Nu fortsætter man udelukkende som netboghandler.

 

Lygten 2 NV

Bog & ide, Nørrebro Bycenter

 

I 2003 startede der i Nørrebro Bycenter en ny boghandel. Ejeren hedder Gurshan Singh Sekhem. Han er ikke uddannet boghandler. Han driver blandt andet også tre DSB – kiosker . Den ny boghandel er på 169 kvadratmeter.

 

Frederikssundsvej 15, NV

Asger Koefod, Frederikssundsvejens Papirhandel

 

Butikken blev etableret i 1903 af Emil Petersen som Gyldendal – forhandler. I 1907 blev den overtaget af Asger Koefoed. I 1910 blev butikken samhandelsberettiget. I 1960 blev butikken overtaget af sønnen Cai A. Koefoed. Efter farens død.

 

Da sønnen døde videreførte Iris Koefoed butikken efter hendes mands død. I 1985 overtog Steenbergs Boghandel butikken med Iris Koefoed som faglig leder. Senere var det med Marianne Amandus som faglig leder.

 

I 2002 ophørte butikken, lageret kom op til Steenberg på Nørrebrogade.

 

Frederikssundsvej 32 A

Wiegandts Boghandel

 

Butikken blev etableret i 1942 af Erik Wiegandt. Den ophører i 1982.

 

Frederikssundsvej 34 NV

(tidl. Vesterbrogade 61 – Flensborggade 25) Verners Boghandel

 

Butikken startede i 1981 på Vesterbro, etableret af Thorvald Petersen. I 1906 blev den overtaget af Emil Heilbuth. I 1910 overtages den af P.H. Fergo. Firmanavnet var: fhv. Thorvald Petersen Eftf. P.H. Fergo.

 

I 1920 blev butikken overtaget af J.W. Jacobsen. Året efter blev butikken overtaget af Holger Verner Jørgensen, der var Gyldendal – forhandler på Vesterbrogade 61. I 1934 bliver man sammenberettiget som kontantboghandler.

 

I 1936 overgår man til rabatberettiget boghandler og flyttede til Flensborggade 25. Senere flyttede man til Frederikssundsvej 34.

 

I 1966 ophørte butikken.

 

Frederikssundsvej 57 NV

(tidl. Frederiksberg Allé 56) Knud Wienikes Boghandel

 

I 1921 etablerede Knud Chr. Wienike en boghandel på Frederiksberg Allé 56. I 1932 flyttede man til Frederikssundsvej.

 

I 1958 dør Knud Wienike. Butikken føres videre af hans enke Elvira Wienike med sønnen Henning Wienike som leder. Butikken ophører i 1971.

 

Frederikssundsvej 132 NV

H. Tholander Kjeldsen

 

I 1951 blev butikken etableret af H. Tholander Kjeldsen. Den lukker i 1969.

 

Frederiksborgvej 84 NV

Boghylden Bispebjerg A/S

 

Butikken blev i 1959 etableret af Sigmund Korsgaard og Stig Korsgaard. Stig udtræder kort tid after, og Bent Lykke Hansen blev faglig leder. I 1964 bliver den nye faglige leder Poul O. Nielsen. I 1969 ophørte boghandelen.

 

Frederiksborgvej 106 NV

Børge Worsøes Boghandel

 

Butikken etableredes i 1939 af Børge Worsøe. Den ophører i 1971.

 

Frederiksborgvej 148 B NV

senere Bispebjerg Torv 16

 

I 1936 etableres butikken af Heinrich Hörberg Den videreføres i 1954 af Tage Modal, Butikken ophører før 1969

 

Frederiksborgvej 179 NV

NV Bøger og papir

 

Butikken blev etableret i 1985 af Palle Schiør. Allerede i 1989 ophørte butikken.

 

Møllegade 5 A

Møllegadens Boghandel

 

Butikken blev etableret af Husets Forlag lige over for LitteraturHaus. Faglige ledere var Henrik Dalgaard og Astrid Dam Sinding.

I 2011 overtog foreningen Møllegades Boghandel efter at Husets Forlag havde meddelt, at de ville lukke i december 2011.

 

 

Fælledvej 23

Nørrebros Boghandel, Berg Poulsen, Fælledvejens Boghandel

 

I 1941blev Fælledvejens Boghandel overtaget af Christian Berg Poulsen. I 1944 løses grossistborgerskab ved oprettelse af en papir en gros – afd. I 1954 antages butikken som direkte grossistkunde hos De Forenede Papirfabrikker. Man har også et papirlager i Gothersgade 156.

 

I 1956 overtog Børge Jakobsen restlageret. Butikken blev overtaget/reetableret af Henry Bjørnskov, der drev butikken videre som Nørrebros Boghandel (der har været tre boglader med dette navn).

I 1960 opgav Bjørnskov og butikken lukkede.

 

Blågårdsgade 5

H. Grandsgaard – Christensen

 

Butikken blev etableret i 1911. Hvornår butikken ophørte, vides ikke.

 

Blågårdsgade 24

Bog – Hjørnet, Carl Fiebigs Boghandel

 

I 1922 blev butikken overtaget af Aage F. Petersen. I 1942 blev ejeren, Axel Tesch. I 1944 overtog Carl Fiebig butikken. Året efter blev han samhandelsberettiget. Omkring 1948 trådte en kompagnon til, det var O. Spang.

 

I 1950 blev butikken overtaget af Torben Westergaard. Firmanavnet blev ændret til Bog – Hjørnet. I 1955 blev boghandelen overtaget af J. Romer Larsen. Butikken lukkede i 1979.

 

Blågårds Plads 4

Pædagogisk Boghandel og Forlag

 

I 1980erne blev overstående etableret af Hanne Dot. Man startede på Blågårdsgade, for så senere at flytte til Blågårds Plads.

 

I 2008 ophørte butik og forlag. Varelageret blev overtaget af SL Fonden på Frederiksberg. Kunderne til forlagets bøger kunne få dem hos Sl – Books Solbjerg Plads.

 

Ravnsborggade 23:

Petersen, Bauers Boghandel

 

I 1892 blev der etableret en boghandel i Sværtegade 4, af Louis C. Petersen. I 1895 flyttede boghandelen til Ravnsborggade. I 1910 blev den kontant – boghandel.

 

I 1935 overtages butikken af L. Bauer – Petersen, der havde boghandel på Vesterbrogade 163. De to forretninger fusionerer på Vesterbrogade. Senere flyttede man til Amagerbrogade 156. Her blev butikken overtaget af Emil Rønnow i 1939 (Bingo Bogladen)

 

 

 

 

Fensmarksgade 23

Margrethe Nielsens Boghandel

 

I 1927 blev boghandelen etableret af Margrethe Nielsen. Foruden bøger, papir og foto havde butikken specialiteter i form af Dennison – varer.

 

Butikken ophørte i 1935.

 

Ryesgade 40

Schultz`s Boghandel

 

I 1930 blev butikken overtaget af Svend Schultz.

 

Prinsesse Charlottesgade 38 (bygn. F) (tidl. Drejersvej 17)

SKT`s Boghandel

 

I 1968 blev Foreningen af Studerende ved Københavns Teknikum samhandelsberettiget. Sven Pakkenberg var faglig leder.

 

I 1970 blev Gudrund Wraae faglig leder. Hun afløstes i 1972 af Erik Lund. I 1976 flyttede man til den overstående adresse. I 1985 blev Mark Bentley faglig leder.

 

Hvad der siden skete med butikken, er det ikke helt klarhed over.

 

Prinsesse Charlottesgade 47 (28)

Teknikum Boghandelen

 

Butikken blev i 1961 etableret med Jørgen Dalgaard som faglig leder. To nye leder bliver ansat efter hinanden i 1961, Poul Leth Petersen og A. Brandholt.

 

I 1968 flyttede man fra nr. 28 til nr. 47. Fire måneder efter lukkede butikken.

 

Jagtvej 5

Arkiv – Bogladen

 

I 1924 blev Otto Louis Hein og F. Rasmussen rabatberettigede. I 1937 blev butikken overtaget af Ejnar Skaarup. Han var i begyndelsen Gyldendal – forhandler. I 1955 ophørte butikken. Og Børge Jakobsen overtog restlageret.

 

Jagtvej 52

Axel Madsen

 

Butikken blev etableret i 1928. I 1956 ophørte butikken.

 

Jagtvej 59

Henry Louis Løsekrug

 

I 1936 blev butikken etableret af Henry Louis Løsekrug. Den ophørte i 1969.

 

 

Jagtvej 68

Viuffs Boghandel – Wiuff leverer a.s.

 

I 1934 startede Holger Hanssen Wiuff som Gyldendal – forhandler. Året efter blev han samhandelsberettiget. Han drev bog -, papir – og musik – samt fotohandel samt antikvariat  og bogbinderi.

I 1970 blev sønnen Hans – Peter Wiuff medindehaver. Syv år efter er denne blevet eneindehaver.

 

Wiuff blev storleverandør af skolebøger til københavnske skoler og efterhånden også til skoler længere efter. I 1990 blev boghandler Søren Melgaard ansat.

I 1996 omdannedes firmaet til A/S. Man indgik partnerskab med et pensionsselskab på grund af likviditetsmangel i forbindelse med de store skolebogsordre med meget lav avance.

 

I 1998 blev bogladen udbygget med inddragelse af et tidligere posthus ved siden af. Der indrettes en stor bogcafé med plads til litterære arrangementer. Cafeen blev skamrost i de københavnske medier. De andre boglade ri nærheden blev beskyldt for at være inaktive.

 

I år 2000 afgik Hans – Peter Wiuff af helbredsmæssige grunde. Søren Meldgaard blev ny direktør. I 2002 blev Lars Sonnergaard daglig leder.

Pensionsselskabet trak sig ud af firmaet. Butikken fortsatte som kontantboghandel.

 

En ny ejer Boginvest ApS v/brødrende Hans og Søren Meldgaard blev ny ejer. I oktober 2003 gik virksomheden i betalingsstandsning. Alle medarbejdere blev opsagt. Men trods dette fortsatte man en kort overgang som kontantboghandel.

 

Jægersborggade 38 kld. tv.

Hees Bogcafé

 

Butikken blev etableret i 2005 af Majken Hee. Den lukker i 2008.

 

Borups Alle 119

Roy’s Bog – og Papirhandel

 

Butikken blev oprettet som Gyldendal – forhandler. I 1953 blev den overtaget af Ove le Fevre Roy. Den lukker i 1960 og indehaveren tager tilbage til sin tidligere lærerplads i Sorø.

 

Borups Allè 138

Carl Alkestrup, Slott Hansens Efterflg.

 

I 1938 blev butikken etableret af Fru Slott Hansen. I 1951 overtages butikken af Erik Sejr. Han moderniserede butikken og udvidede med en musikafdeling (noder). Firmaet hed på dengang, Slott Hansens Boghandel v/ E. Sejr.

 

I 1953 blev butikken overtaget af Carl Alkestrup. I 1961 ophørte butikken.

 

 

 

 

Borups Allé 213 NV

Chr. Lind Westh

 

Butikken hed egentlig Povl Priors Boghandel. I 1923 blev den overtaget af Christian Lind Westh. Den ophørte i 1967.

 

Åboulevarden 28

Nørrebros Boghandel – Levin & Munksgaard – Nørrebros Protokolfabrik

 

I 1917 etableres butikken af Otto Levin og Th. Wedell Andersen. Syv måneder efter udtræder Wedell Andersen.

En ny kompagnon, Ejnar Munksgaard indtræder. Firmaet kaldte sig: Nørrebros Boghandel – Levin & Munksgaard.

 

Man førte både dansk og udenlandsk sortiment. Man var desuden hoveddepot for Skandinavien for en række franske og engelske forlag.

Det var en gammel kunst – og forlagsvirksomhed. Og så producerde man prtokoller under navnet Nørrebro Protokolfabrik.

 

I tilknytning til butikken havde man også et lille eksklusivt antikvariat.

 

I 1924 flyttede man til Nørregade i forbindelse med overtagelse af M.P. Madsens Boghandel (Athenium).

 

Åboulevarden 48 (senere H.C. Ørstedsvej 73, Frb.)

Jørgen Buhl, Emil Sveistrups Boghandel

 

Butikken blev etableret i 1900 af Emil Sveistrup. Den blev etableret på Åboulevard, men flyttede inden 1917 til H.C. Ørstedsvej.

 

I 1918 blev butikken overtaget af Jørgen Buhl. Den ophører i 1948.

 

Tagensvej 41

Ove Jensens Boghandel, Folmer Christensen, Kollegie – Bogladen

 

Butikken blev etableret af Gyldendal – forhandler Folmer Christensen i 1931. Tre år efter blev han samhandelsberettiget . I 1938 blev butikken overtaget af Ove Jensen. I 1961 ændrede bogladen navn til Kollegie – Bogladen.

Den ophører i 1979.

 

Blandt medarbejderne kan jeg huske Ulla Koppel.

 

Tagensvej 89

G. Nordby Christensens Boghandel, M. Andersens Boghandel

 

Butikken blev oprettet af Frk. M. Andersen, der var Gyldendal – forhandler. I 1939 blev butikken overtaget af Gunnar Nordby Christensen. Fire år efter blev han samhandelsberettiget. Firmanavnet var dengang G. Nordby Christensens Boghandel.

 

I 1953 blev butikken overtaget af Henning Lyngkilde. Han havde været ansat i butikken gennem ti år. I 1954 blev butikken overtaget af Kaj Elmin. Lyngkilde fortsatte som prokurist.

I 1970 blev butikken overtaget af Carsten Brinth. Butikken ophørte i 1982.

 

Tagensvej 192 (tidligere nr. 165) NV

Th. Møller – Bispebjerg Boghandel

 

Butikken blev etableret af Th. Møller i 1937. I 1944 blev man samhandelsberettiget.

I 1977 blev butikken overtaget og reetableret af Klement Kalund Kirk Aps med Vagn Torup Kristensen som faglig leder.

 

Men halvanden år efter lukkede butikken.

 

Blegdamsvej 3 B /Nørre Alle 20

Odontologisk Boghandel

 

I 1966 blev bogladen etableret af Odontologisk Forening med Eigil Winther som faglig leder. I 1968 var det med Ole Munch som ny faglig leder.

 

I 1986 flyttede man fra Universitetsparken til Blegdamsvej. I 1998 blev Ann Mensa – Annan faglig leder. Hun afløstes året after af Martin Skole Svensson. Direktøren hed Arvin Vrejlev.

 

I 2008 hed den daglige leder Henrik Mortensen, han var samtidig direktør. I 2011 melder man sig ud af sammenslutningen Campus.

I 2012 flyttede man til andre lokaler på samme adresse på grund af ombygninger på Panuminstituttet.

 

Knap to måneder efter lukkede forretningen. Alle aktiviteter blev solgt til Academic Books,

der også drev boghandel på Panum.

 

Nørre Alle 20 (Tidl. Blegdamsvej 3 B)

Academic Books – Panum – Akademisk Boghandel – Panum – Universitetsbogladen

 

Ejer: SL – Fonden, tidl. Akademisk Boghandels Fond og Universitetsbogladens Fond

 

Omkring 1965 duplikerede Foreningen af Danske Lægstuderende forlæsningsnotaer på et lille forlag og sælger dem sammen med brugte lærerbøger fra en kasse i frokostpausen.

 

I 1968 ansatte foreningen Hans Jespersen sammen med læge Sten Brynitz til at gøre forlaget mere professionelt og til at åbne en rigtig boghandel. Det blev til Bogladet på Rigshospitalet i et kælderlokale under hospitalet.

 

Forlaget udskiltes som F.A.D.L’s Forlag.

 

Forskellige tiltag bevirkede, at bogladen nu var oppe på et par millioner i omsætning omkring 1970.

De studerende åbnede endnu en boghandel (Naturfagsbogladen – Akademisk Boghandel – Biotek). De to boglader blev organiseret i en selvejende institution.

10.000 bind fra Store Nordiske Videnskabsboghandel i Rømersgade 127 købes. Den gamle boghandel for medicinsk litteratur ophørte.

 

I 1976 blev Bogladen på Rigshospitalet til Panumbogladen. I 1978 overtog man Latinerbogladen i Njalsgade. Den ophørte tre år efter.

 

I 1987 blev Henrik Larsen direktør for Universitetsbogladen. En god bekendt, Knud Pilegaard Hansen blev faglig leder af Panumbogladen, Søren Nisted af Naturfagsbogladen. Forskellige omrokeringer finder sted de næste år.

 

I 2007 fusionerer Akademisk Boghandel med Universitetsbogladens Fond. Michael Topsøe – Jensen blev direktør, og en gammel bekendt Laura Wiedemann bogladechef for fem butikker.

 

I 2009 gik Akademisk Boghandel i betalingsstandsning. SL Fonden overtog aktiverne i alle Akademisk Boghandels fem butikker. Direktøren hed nu Mogens Eliasson.

 

Den 27.02.2012 flyttede man til en ny adresse på Panuminstituttet.

 

Kilde: Se

       Litteratur Nørrebro

       www.boghandlereidanmark.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       En boghandel på Nørrebro (Steenberg Bog & Ide)

       Boghandlere i Aabenraa

       Boghandlere i Tønder

 

Hvordan så Østerbro ud i begyndelsen af 1900? Vi går en tur i kvarteret. Man fik 10 øre for en død rotte. En flaske snaps om søndagen kostede 35 øre. De fine fra Vibenhus Skole havde ikke deres eget skolekøkken. Der var en kirke i bølgeblik. Man havde Sortedamslund ved Søerne og Svanholm ved Strandvejen. Man sank i til knæene på vejene i regnvejr. Ja så havde Østerbro også et isværk.

 

Lovens lange arm

De var dengang, der på Østerbro var noget, der hed Joseph Levins oplagsplads. Her var oplagsplads med gammelt jern og gamle klude. Her arbejde også en stor medarbejder fra Vestindien, der normalt var skikkelig og godmodig. Men når spritten gik ind, var det fare på færde. Alle pladsens arbejdere søgte dækning, og politiet mødte talstærkt op.

Under gadedrengens jubel blev han lagt i håndjern og transporteret til Fælledsvejens Station.

 

Østerbro Isværk

Ved siden af denne lå Østerbro Isværk. Isen blev af slisker ført ned til vognene. Plankeværket foran isværket blev brugt til ophængning af diverse plakater. Plakat – manden havde en stor taske med sammenfoldede plakater, i hånden havde han en klisterpotte med pensel samt børste til udglatning.

 

Her foran porten, stod de arbejdsløse tidlig om morgenen for at få et job. Ofte opstod der slagsmål, fordi nogle forsøgte at komme foran. Når de heldige var antaget, kunne man se dem gå på isen og gennemsave den. Isen blev ført ind under en bro til isværket, hvor mænd med en slags høtyve tog imod og langede blokke op til lugerne.

 

Om der har været flere isværker på Østerbro vides ikke. Men der lå et isværk på hjørnet af Ndr. Frihavnsgade og Randersgade. Det er omtrent, der hvor kirken ligger i dag.

 

Isen blev pakket ind i halm, så den kunne holde sig kølig.

 

Græsmark

Helt hen til Ryesgade 51 lå der en græsmark med vilde blomster. Lundingsvej, senere Trepkasgade og Søpassagen var endnu ikke gennembrudte og bebyggede.

 

Potte under forklæde

Og børnene var også her på Østerbro henvist til potterne om natten. Når de så skulle bæres ned, ja så var den skjult under et forklæde. Man var lidt ,mere fin på det.

 

For enden lå Østerallé

Et lille plankeværk lukkede for Lille Blegdamsvej. Derover på venstre side lå Péronards Ismejeri. Få enden lå Blegdamsvej med en meget livlig trafik. Her tiltrak de høje sporvogne opmærksomhed. Langs vejen var der en dyb grøft med skråtstillede gærde. Og så kom fællederne med græssende køer og heste. For enden af det hele lå Nørreallé med de mange træer.

 

Tre kvaliteter

Belysningen indendørs bestod af petroleumslamper. Der fandtes tre kvaliteter. Den bedste var den med rød etiket, som hed White Water. Den kostede 10 øre pr. pot.

Akvavitten var også i tre kvaliteter, alt efter etiketens farve. Og det var brun, rød og blå. Ja og nu hvor er ved det, så kunne man også få tre kvaliteter i mælk. Skummet, halvskummet og sød.

 

Dagrenovation

Dagrenovations – manden forkyndte, at nu kunne husmødrene komme med deres affald. Gårdens skarnkasser blev også tømt. Sandelig så fik gaden også en omgang med kost og skovl. Det så ud som om hestene vidste, hvor de skulle stoppe.

 

Mælkemanden

Man kunne også høre mælkemanden på hans blegrøde vogn. Her var der der en påskrift Københavns Mælkeforsyning i en bue mellem to sorte trekanter med kløverblomster.

Nu så man husmødre selv komme ned med spande eller kander, som fra vognens haner blev forsynet med mælk, Der blev også råbt fra vinduerne efter mælk, og så var det mælkedrengenes job at styrte op med den ønskede mælk. Så vankede der ofte to øre i drikkepenge.

 

Man kunne også hente mælk og fløde i nærmeste ismejeri. Man købte for tre eller fem øre.

 

Sandmanden

Snart genlød gaden af fiskemændene eller fiskekonernes røst. Man kendte hver især på melodien. Ry – spæ – tre godt eller ål – ål – ål . Siild – siild er godt.

Ja og lidt efter hørte man så:

       Sand – Sand – Gulvsand.

 

Det var som regel en ældre mand, der gik ved siden af sin hesteforspændte lette vogn. Vognen var fuld af sand og ovenpå lå et skæppemål. Sand var vigtigt  dengang man hvidskurede gulve og trapper. Mødrene lå på knæ og skurede gulvene to eller tre gange om ugen. Sandet bidrog til, at holde træet glat. Det lettede så arbejdet med at fejre snavset op.

 

Grøn sæbe – brugt til meget

En gang grøn sæbe gjorde også godt. Det duftede også så dejlig frisk efter sådan en omgang. Og så kunne det også bruges til at smøre bag ørerne, for at trække tandpinen bort. Ulempen var bare, at huden skallede af bagefter.

 

Der slibes sakse

Snart efter lød gaden af følgende:

 

       Hæ – æ- ær slives kniver, h- æ -r slives sakser, sakser og kniver slives, h-æ-r-e-r skærslipren.

 

Herefter fulgte remsen med alle de forskellige skærende instrumenter, der kunne blive som nye efter en tud gennem skærslipperens apparater.

 

Rejer er godt

Om sommeren blev gadelivet suppleret af rejekonernes:

 

       R – æ – je – er godt, her er levende Ræ – je – re godt.

 

Og så fulgte prisen pr. pot.

 

Fiskemanden

Der var masser af fisk, at hente fra de forskellige sælgere. Og det endte som regel med følgende bemærkning:

 

       De ka nok se Lille madam, a je har giét Dem go´vægt.

 

Sprøjterne kom

Og gadelivet blev endnu mere kulørt, når sprøjterne kom. De forkyndte deres kommen med en kraftig klokkeringning, som betjentes af en brandmand, der sad ved siden af kusken. Sidstnævnte havde nok at gøre med, at holde styr på de stejlende heste. De øvrige brandmænd sad på hver side af vognen med ryggen mod hver andre.

 

Dampsprøjten, hvorfra gnisterne spruttede og væltede op fra, var et flot syn. Den blanke messingskorsten vakte opmærksomhed. Gadedrengene hujede i kor og sang:

 

       På ´en, På ´en, På ´en igen, lille Ferdinand Ludvigsen

 

Og når sår brandsprøjten returnerede igen:

 

       På ´en, På ´en igen, nu kører Nybor `s sprøjten hjem

 

De stakkels heste måtte spænde afsted, så skummet stod dem ud af mulerne. Men hestene fik den kærligste pleje.

 

Østerbros gader

Det varede lidt inden Østerbros gader blev brolagte, endnu længere tid inden de blev asfalteret. De blev gruset, som en almindelig landevej. På tørre sommerdage hvirvledes støvet op af blæst eller køretøjer. Men det var dog værst i regnvejr. Så var kørebanen et morads, hvor det var svært at passere uden at synke i.

 

Så måtte skotøjet først børstes af på køkkentrappen eller ud af gårdvinduet. Så kunne skotøjet behandles med blankesværte, der bestod af en sort, fast kage, der blev blødgjordt  med vand, eller spyt. Men bedst var brændevin. Det fordampede hurtigere.

 

Østerbros gader havde det bedre, når der blev lagt skærver, som blev mast ned af en stor damptromle. Men så skulle der helst ikke være heste i nærheden. Den prustende djævel fik hestene til at kaste sig fra side til side og stejle.

Sådan var det også med dampsporvognen, er en kort tid kørte fra Trianglen til Klampenborg. Hestene var fortvivlede. Og beboerne kunne da også se ikke så få løbske heste.

 

Køer, kalve og heste

Tidlig om morgenen eller sent om aftenen hørtes på Østerbro lyden af køer og kalves brølen eller hestevrinsken. Det var bønder der drev dyrene til slagtehallen eller Kvægtorvet. Tidspunktet var valt, for ikke at genere færdslen.

 

Lirekassemænd og missionskor

Foruden lirekassemænd kunne man også høre gård-  missionærerne. Og lyttede man ordentlig efter kunne man også høre missionskoret, når have prøveaftener.

Ja mange af de spillemænd, der dukkede op, var veteraner fra de slesvigske krige.

 

Panorama ved søerne

Nede ved søen lå etablissementet Sortedamslund. Det var en slags tivoli med forskellige forlystelser og smukke illuminationer. Her var lysthuse ned til søen.

Både ved Christian den Niendes og Dronning Louises guldbryllup i 1892 og Frederik den Ottendes og dennes dronnings sølvbryllup var etablissementet og Dosseringerne pragtfuldt illumineret. Der var også flotte fyrværkerier. Et storslået panorama mødte de mange spadserende langs søen.

 

Bådejerne satte en ære i at illuminere deres både med kulørte lamper. Ofte var der arrangeret musik her nede ved søerne på de dejlige sommerdage.

 

Gåtur langs søerne

Om morgenen kunne man se unge mennesker vandre hånd i hånd langs søerne. Det var blinde fra instituttet på Kastelsvej. Man kunne også møde mennesker med forbinding hen over næsepartiet. Det var de stakkels lupuspatienter, der gik til eller fra behandling på Finsen Instituttet.

 

Lundingsgade blev anlagt og bebygget med pæne huse. Kun på hjørnerne af Sortedams Dosseringen og Ryesgade blev der indrettet butikker.

 

Sporvogne på Blegdamsvej

Og på Blegdamsvej kørte de høje sporvogne fra Blågårdsgade. De var efterhånden blevet elektrificeret. Der var et stort Ø malet på hver endevæg af 2. etage. Her sad man på hver side af skillevæggen. De høje vogne blev trukket af to heste. På seletøjet var anbragt bjælder, der ringlede under kørslen. Hos kusken hang en stor klokke med en rem i knebelen. 

 

Blegdamsvej var kun bebygget på den ene side. Der var vid udsigt for beboerne til de åbne græsareal over for.

 

Kirke i bølgeblik

Det var også dengang, man kunne gå i søndagsskole i den lille Nazareth Kirke i Ryesgade. Ja, dengang blev den kaldt for Jernkirken, fordi den var oprejst af det, man kaldte bølgeblik. Hvis man var en flittig besøgende, opnåede man det at få tildelt Ny Testamente, endda i indbunden udgave.

En meget populær pastor dengang, var jyden I.C. Holst

 

Dengang kunne man på Østerbrogade ved Classensgade se et hus under gadelinjen. Det var hvis nok en rest fra gammel tid, da Rosenkildes lå på landet herude. Dat var en flytteomnibus uden hjul anbragt på fire tønder.

 

Resterne af Classens Have

Et stykke nede i Classensgade mødte man et frodigt vildnis. Det var resterne af de Classenske Haver, der nu skulle udstykkes til byggegrunde.

Ude ved Kalkbrænderiet lå endnu et traktørsted, hvis indehaver hed Hammerich. Det var en del af De fattiges Dyrehave.

 

Øvelser på Fælleden

Jagtvejen lignede nærmest en landevej. På siden til Fælleden var der en stor grøftekant. Og de store øvelser, der blev afholdt på Fælleden, har vi omtalt under Nørrebro. Det var nu ikke alle, der mødte lige ædru op til dette. Ja og gadedrengen kunne tjene 2 øre for at bære de stolte soldaters geværer hjem efter en sådan øvelse. De kunne vel ikke selv magte det efter indtagelse af sprit.

 

På den modsatte side af Jagtvejen lå forskellige fabrikker, garveri, skotøjsfabrik og renseri. Længere ude lå chokoladefabrik m.m.

 

Fra Store Vibenhus gik der en allé ned til Trianglen. Der var flotte træer på begge sider af vejen. Her var også dybe grøfter på begge sider.

 

Langs Østerbrogade

På den ene side af Østerbrogade var der en dyb grøft ud til fælleden helt op til Skt. Jacobs Kirke. Ja fra Trianglen til Vibenhus var der høje træer. På den anden side lå gartnerier og affald fra haver. Her lå et stort raftehegn.

Her fik det største gartneri en vej opkaldt efter sig. I 1904 blev Jacobsborg bygget, og sådan gik det slag i slag.

 

Politistation på første sal

Lille Vibenhus var dengang meget landelig. Det var en lille bygning med politistation. Bag ved var en have med gynge og vippe. Det var en udflugt værd.

Ja, politistationen lå på første sal.

 

Lige ved siden lå en spækhøker, der også solgte petroleum.

 

På jagt efter en sukkerstang

Man kunne også gå til Lundehuskroen på Lyngbyvejen. Her var lysthuse og her kunne man også få kaffe og sodavand. Her var der tombola og flotte gevinster for 10 øre.

Børnene gik langt for at få den største sukkerstang. Hos bageren fik man en stor kande fløde med skum for tre øre eller en snegl for 2 øre.

 

Kvarteret omkring Nygårdsvej og Landskronagade var ikke videre rart. Der var masser af bisser og fulde mænd. I kældrene var der mange kludekræmmere.

 

I et vandhul

I et vandhul, der lå bag Hans Knudsens Plads blev der fanget aborrer og hundestejler. Og i Østerallé var marken oversprøjtet om vinteren, så man kunne løbe på skøjter. Her var også oplyst om aftenen.

 

Til dans på Kildevæld

Så kunne man gå til dans på traktørstedet Kildevæld. Der var en lille sal bagved. Her kunne man også lære at danse. Og det var gymnastiklæreren på Østre Gasværk Skole, Lærer Hansen, der underviste. Hvis det var hans datter, der kom, vidste eleverne, at Hansen havde fået en for meget.

 

Kolonihaver

Man skulle ikke tro det, men der hvor Davidskirken ligger i dag i Koldinggade, lå der kolonihaver.

Og en appelsin dengang var lidt af en sensation. De var ofte sure, og der måtte drysses sukker på. Og en konfirmationsmiddag dengang kunne godt bestå af kogt torsk og budding – velbekomme.

 

Rødspætte til morgenmad

Ja tænk lægerne kunne dengang ordinere, hvad man skulle have til morgenmad. Således blev en bryggeriarbejder, der havde været indlagt i et år på Øresundshospitalet beordret til hver morgen i to år, at indtage kogt rødspætte og havregrød. Velbekomme. Det har åbenbart hjulpet, for bryggeriarbejderen blev 84 år gammel.

 

Også på Østerbro var der masser af drikkeri. Man kunne ude foran værtshusene se mødre med børn, der ville have manden med hjem.

 

 

Østre Gasværks Skole

Mange af skolerne havde sikkert overraskende for mange i dag, skolekøkken. Det gjaldt blandt andet for Østre Gasværks Skole, der lå bag Sionskirken. Her kunne man lære at lave mad, dække bord, bage, vaske tøj m.m.

Ja skolen hedder i dag Strandvejsskolen.

 

På skolen lærte man også at svømme. Det foregik først på den primitive badeanstalt Svanholm. Senere foregik undervisningen på Helgoland. Man gik i rad og række fra skolen ud til badeanstalten.

Men efterhånden kom der bruse bad i kældren på skolen. Det var dog ikke så heldig, at børnene så skulle lægge deres tøj på en bænk, for så snart havde alle elever fået lus.

 

De fine på Vibenhus Skole

Og på Vibenhus Skole følte man sig meget vigtige. Det var nemlig en betalingsskole. . Her betalte man en krone om måneden. Men de havde ingen skolekøkken. Så de måtte i rad og række gå om i Østre Gasværks Skole, for at lære at lave mad. Og der stod så eleverne og hånede de fine fra Vibenhus Skole.

Det sjove er faktisk, at da Vibenhus Skole blev bygget, var de på en åben mark.

 

Svanholm

Vi nævnte lige før, Svanholm. På et tidspunkt lå der også Svanholms Tivoli. Det gik helt ned til vandet. På sommeraftener var de kulørte lamper tændt. Så var der musik og sang. Og masser af øl, brændevin, sodavand og kaffe. Der var masser af musikere fra Italien. Og mange blev her oppe for altid.

 

En død rotte til 10 øre

På det såkaldte pæne Østerbro var der også retirader i gårdene. Her var også masser af rotter. Men fangede man en og afleverede den på politistationen i Nordre Frihavnsgade, så fik man ti øre. Det var forholdsvis mange penge dengang for et barn. Efterhånden blev man gode til at fange dyrene.

 

En flaske snaps om søndagen

Det var dengang man startede med øllebrød om morgenen. Og en meget udbredt middag var gule ærter med spegesild. Om søndagen stod den ofte på snaps. Den kostede 35 øre for en hel flaske.

 

Fattige på Østerbro

Det var nu ikke alle på Østerbro, der var lige rige. Således havde børnene opdaget, at der var nogle børn, der blev lagt i seng mens deres skjorte blev vasket og hængt til tørre. Og børnene var også ubarmhjertige dengang. De blev mobbet, fordi de var fattige.

 

Dengang posten var blå

I begyndelsen gik postbudene rundt i mørkeblå uniformer som ude på landet. Men da bydelen så langsomt blev tilknyttet København, ja så blev det til de røde uniformer.

 

Kilde: Se

       Litteratur Østerbro

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Badeanstalter på Østerbro

       Classens Have på Østerbro

       Flere steder på Østerbro

       Fra det gamle Østerbro

       Gamle havne på Østerbro

       Nord for Østerbro

       Sporvogn på Østerbro

       Steder på Østerbro

       Strandvejens historie

       Ydre Østerbro – dengang

       Østerbro – historier 1912 – 1930

       Østerbro som landsby og meget mere

Første verdenskrig blev udkæmpet på Vesterbro. Det var en mærkelig klam lugt i husene dengang. Og mærkelig var også svømmeundervisningen. Vi skal også høre om en berømt skrivelærer, og politiets gadepatrulje, der blev bestukket med sprut. Og Krølle Charles var socialist. Jo og så var der lopper og lus og varm mælk til maden. Rullemutter Amanda havde en papegøje.

 

Rullemutter med papegøje

På hjørnet ved Istedgade boede rullemutter Amanda. Hun havde en papegøje, der råbte hver gang klokken lød:

 

       Ja´r Amanda, jør det gå´t

 

Hun var svensker. Det var godt at kende hende. For hun kunne rulle dugen, så den så ny ud, inden den skulle på lånekontoret. Det kneb altid sidst på måneden.

 

Meget at få – for to øre

Dengang kunne børnene tjene en to øre eller en fem øre, for at gå i byen for folk. De blev investeret hos bageren i kagekrummer. De bestod af enderne af wienerbrød, brødstænger, rosenbrød, kringler og flødeskumskager, der var gået i stykker.

 

For to øre kunne man også få en dejlig sukkerkringle eller slikkepind.

 

Varm mælk til maden

På Asylet i Valdemarsgade fik ungerne varm mælk til maden. Og der skulle man også sove til middag. Det foregik ved, at man lagde hænderne op på bordet over kors, og hovedet hvilende derpå.

 

Biffen lå i Dannebrogsgade. To bør kunne komme ind for 25 øre. Der var korte film med Olga Svendsen og Stribolt. De lavede sjove løjer. Ja så var det også Chaplin og andre komikere.

 

Lopper og lus

Lopperne var næsten ikke til at holde nede I gamle huse holdt de til i sprækker i gulve og vægge. Dengang blev der ikke ferniseret og malet så meget. Det var der ikke råd til. Lus var der ofte. Så var det bare ned på apoteket og købe for 25 øre cippedillefrø. Og så skulle man gennemgå eb større renselsesproces. Frøene blev opløst i eddike. Det var noget, der sved, især når det kom i øjnene. Og bagefter skulle det hele gennem tættekam. Og så røg der ofte et par totter hår af ved samme lejlighed.

 

Ambulancen dengang var en lille lukket vogn med en hest foran. En mand stod bagpå. Han kunne kigge gennem en rude og holde øje med patienten.

 

Heste – handel

På Gasværksvej helt nede ved Vesterbrogade var der en hestehandel. Det var en lang gård med en hel del hestestalde. Her kom folk og købte heste, som skulle bruges til køreheste. Nogen gange ville køberne se, hvordan hestene opførte sig på brostenene. Så var det med at komme væk, for man vidste aldrig, om hestene ville løbe løbsk.

 

Krølle – Charles

Det var altid sjov i gaden, når der var værtshus – slagsmål. Og når Krølle – Charles kom, så var der opløb. Man sagde om ham, at han var socialist. Han kritiserede Christian den Tiende, kongehuset og regeringen. Som regel kom der et par pansere og fjernede ham.

 

Basserne fyldte meget

Og sådanne pansere, de fyldte godt op i landskabet dengang. De var tykmavede med lange frakker. De havde hjelme på hovedet og læderbælte omkring deres fyldige vom. Men kunne godt blive helt væk under sådanne to pansere.

 

De rige frøkener

Over på hjørnet af Platanvej lå en anseelig rødstensvilla. Her boede to ældre frøkener. De havde stald med to fine heste og kusk. På en bestemt tid hver dag kørte vognen frem. Som regel var det en åben forspænder. Kusken havde høj hat og det hele. De to frøkener blev hjulpet til rette af deres tjenestepige, der var iført forklæde og kappe. Turen gik ud ad Vesterbro og varede sjældent mere end en time.

 

Politiets Gadepatrulje

Ved siden af den fornemme villa lå Sorte Hest. Det var en forholdsvis lav 2 – etagers bygning. Det var gæstgivergård med stald, vognport og hølager m.m.

Om sagen var her ret så fredelig. Men ud på aftenen var freden forbi. Politiet havde ret så meget arbejde med fuldrigger herfra.

 

Men værtshusene havde dengang et fint forhold til politiet. Man sørgede altid for at det var et glas øl til Politiets Gadepatrulje. Om vinteren var det som regel 1 sort. Og hvad var det? Det var et kop kaffe med en rom eller snaps. Havde man lukket, var det altid en aftale med patruljen, hvor de kunne finde en bajer.

 

Ladegårds – lemmerne

Trækvogne blev flittig benyttet, men også cyklen kom efterhånden ind i gadebilledet. Det var dog ikke let på de glatte brosten. 

Og tænk Halmtorvet blev fejet af Ladegårds – lemmerne. De mødte op med deres riskoste under armen, eskorteret af en kontrolmand med kasket.

 

Vandet gik ind til Sønder Boulevard

På Halmtorvet og Sønder Boulevard lå først kvægtorvet, dernæst slagteriet og så Vestre Gasværk. Her var også masser af oplagspladser. Man kunne også se rester af den gamle jernbanedæmning. Ja og vandet gik næsten helt ind til Sønder Boulevard.

 

Rewentlovsgade begyndte oppe ved Vesterbrogade og endte ved Ny Vestergade, i dag Tietgensgade.

 

Mand med rødt flag

Der hvor hovedbanegården i dag ligger, var der oplagspladser og brændepladser. I Berntoftsgade var der jernbanespor, så man kunne køre ned til havnen. For at køre derned, måtte toget køre over Vesterbrogade lige ved Frihedsstøtten. Her var dengang en lysmast, der var indrettet således, at der kunne sættes en laterne op, hvor der stod STOP.

Samtidig gik der en mand foran toget med et rødt flag og en klokke. Samtidig ringede en klokke også på lokomotivet.

 

Ny Vestergade (Tietgensgade) gik fra Vester Boulevard til Kvægtorvsgade. På hjørnet af Bernstofsgade lå elektricitetsværket. Derefter kom Ny Vestergades Hospital, der senere blev omdøbt til Rudolf Bergs Hospital.

 

 

Et druknehus

Den nuværende Ingerslevgade eksisterede ikke dengang. Her var vand. Skibene kunne gå lige ind til Vestre Gasværk for at læsse kul. Ligeledes kunne kreaturer udlæses til Kvægtorvet.

 

Havnen ved Gasværket lå inde i en bugt. Bolværket gik skråt ud, og fortsatte lige forbi Tømrergraven, hvor der gik en bro over. Her lå også det gamle Druknehus. Hertil blev bragt de mennesker, der blev fundet druknet i havnen.

 

En lang træbro

Gik man lidt længere hen, passerede man et stykke af den gamle Vester Vold. Så kom man efterhånden til den gamle Langebro. Det var en lang træbro, der lå lige ud for Vester Voldgade. Denne bro blev omkring 1902 afløst af en ny svingbro. 

 

Første verdenskrig på Vesterbro

Første verdenskrig kunne også mærkes på Vesterbro, når rødderne fra Gasværksvej var i krig med Viktoriagade. Der blev brugt kæppe og kosteskafter. De første kampe blev udkæmpet i august 1914 i Istedgade.

 

For to ører lunge

Hos slagtemester Clemensen på Enghave Plads kunne man købe lunge for to øre til kattene. Det vil sige, at det blev kogt, inden kattene fik det. Og kattene kunne holde rotterne væk.

 

Smidt ud

Kvarteret var fattig. Ofte så man møbler stillet ude foran husene. Her sad stakkels familiemedlemmer og frøs, overvåget af betjente. Men det skabte ikke opløb. Det var som om beboerne var vant til, at folk blev smidt ud af deres lejligheder.

 

En mærkelig lugt

Det var en mærkelig lugt i opgangene. Det var en blanding af petroleum, kaffe og urenlighed og ikke at forglemme, retiraderne.

Det kneb med den personlige renlighed. Og såfremt der var bademuligheder i kvarteret, ja så blev det ikke brugt så meget af de lokale.

 

De gratis glæder

En af de gratis glæder var at sidde på bænkene foran Tivoli og kigge på løjerne. Der var mange bænke dengang, og de var næsten altid optaget.

 

Hr. Nellermann

Her lå også Matthæusgades Skole. Det var en velordnet og godt organiseret kommunal skole. Man var næsten kommet bort fra den korporlige afstraffelse. Eneste undtagelse derfra var gymnastiklærer Hr. Nellermann. Han var altid iført jaket og kasket. Han havde et skæg lige som en hvalros og en tydelig kommandostemme. Han var som så mange andre gymnastiklærer dengang, tidligere befalingsmand.

Han kunne virkelig med sit spanskrør sætte gang i folk.

 

Svømmeundervisning

Om sommeren, når vejret tillod det blev man i samlet flok ført til den kommunale badeanstalt. Her forsøgte man at lære poderne svømning. Det lykkedes dog ikke helt.

Ved hjælp af en bøjlestang skulle poderne tage svømmetag. Gjorde de det ikke tilfredsstillende, stak gymnastiklæreren stangen så langt ned, han kunne. De gode elever kunne så vriste sig ud af bøjlen og selv klare resten.

 

Den berømte skrivelærer

Og på Vester Voldgades Skole havde skrivelæren udgivet en skrivebog. På omslaget stod hans fulde navn P.M.S. Brandt. Det fik eleverne hurtig omdøbt til

 

       På Måsen slår Brandt.

 

En lussing fra lægen

Skulle man have fjernet mandler eller polypper dengang, ja så foregik det uden bedøvelse. Hvis børnene ikke kunne sidde stille på grund af smerterne, ja så stak lægen bare en lussing. 

Ja og lungebetændelse blev dengang behandlet med varme omslag. Det var en hyppig dødsårsag.

 

En religiøs vækkelse

De fleste arbejder – børn blev konfirmeret dengang. Men arbejdere og præster havde det ikke så godt sammen. Og når et barn skulle konfirmeres skulle man lægge et offer. Og det afhang af, hvor meget man tjente.

 

Omkring 1904 opstod der i København en religiøs vækkelse. Den var foranlediget af præsterne Firbiger og With fra Maria Kirkesal på Vesterbrogade. Lokalet havde været dansesal før. Det hed hvis nok Valkyrien. Men der blev også holdt vækkelsesmøder i det lokale Figaro.

 

Her sluttede Vesterbro

Da dansesalonen Figaro blev nedlagt, blev det overtaget af biografkæden Royal. Dengang måtte der ikke danses på almindelige restauranter. Det kunne man så i de to dansesaloner Kæden og Figaro. Men det kostede 10 øre pr. dans. Og  snyde for det, ja det kunne man ikke. Der var ansat store kraftkarle som udsmidere. De tog ikke med fløjlshandsker på synderen.

 

Det var her på Enghave Plads, at Vesterbro sluttede. Derefter var der marker, grøfter og kolonihaver.

 

Kilde: Se

Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Vesterbro: Læs

       Et sted på Vesterbro

       Forlystelser i København

       På Vesterbro

       Tivoli

       Tog til København

       Vesterbro – den fjerde tur

       Vesterbro – en historisk vandretur

Vi tager i den første del af Højers gamle huse på rundtur i en smuk by. Vi finder også ud af, hvem der boede inde bag murene. Og det skete mangt og meget bag de skønne huse. Det var dengang, man havde en opråber. Og det var dengang en fabrikant, skulle købe et hus til den dansksindede præst. Og tænk engang- der var 13 bagere i Højer. På vores rundtur møder vi kun en. Måske burde man gøre bare lidt mere for at bevare Højers skønne gamle huse.

 

Sit eget miljø

Det er godt nok længe siden, at jeg er gået rundt i Højer og kigget på de gamle huse og bøndergårde. Og der er mange af dem. Højer har sit helt eget miljø.

Som vi tidligere har skrevet her på siden er Højer en ældgammel landsby. Men byen blev ophøjet til flække, da Tønder stoppede med at være havneby. Dette hverv overtog Højer. Herfra blev der eksporteret tusindvis af stude til Holland.

 

Bebyggelsen noget særligt

Bebyggelsen ligger spredt mellem brede og smalle gader, torve og småpladser. Dertil kommer mange flotte private haver.

De ældste huse er vel fra 1700 – tallet. Stilarterne er forskellige. Men som helhed er bebyggelsen noget særligt.

 

Ikke en turistreklame

Dette er ikke en turistreklame. Den lokale turistforening for længst holdt op med at linke til denne side. Dette er et forsøg på via hukommelse, at gå en tur gennem Højer, som jeg så ofte gjorde dengang i slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne.

Jeg havde/har en del familie her i byen, som flittige læsere sikkert har opdaget. Vi besøger nogle af de mennesker, vi også i andre artikler, har besøgt.

 

Brug ikke cement

Det ubehandlede røde murværk er det mest fremherskende. Det skal ikke bare overkalkes, som det er sket nogle steder. Skader i murværket er sikkert opstået under fugning, fordi man har brugt cement. I stedet burde man have brugt kalkmørtel. Håndstrøgne røde teglsten burde bruges i stedet for glatte maskinsten.

 

Forkerte døre og vinduer

Nogle steder ser man også forkerte døre og vinduer. Det ødelægger helhedsindtrykket. Det er en god tradition med hvidmalet træværk, vinduer, porte og døre.

 

Nej til cementtag

Kigger man på tagkonstruktioner, er disse også meget forskelligartet. De ældste huse er fortrinsvis dækket med strå. Man ser også cement tag. Tænk hvis man kunne fortsætte med tegl eller strå.

 

Huse mister sine skorstene

Det er også synd at man fjerner skorstene, fordi man ikke mere har brug for den. Brug den som aftræk fra køkken og bad. Når et hus mister sin skorsten, mister huset en del af sin historie.

 

Haver og stakitter

En del udhuse har det bedst af at blive revet ned, mens andre er med til at danne et særpræg. Sådanne udhuse skal plejes lige som haverne.

 

Jeg husker Højers flotte haver med velplejede hække. Og stakitterne er i Højer flottest i hvid maling.

 

Hvor er brostenene?

Mange af husene i Højer virker tilfældig anbragt. Det samme gælder nogle af vejløbende. Det skal ikke så mange fejlgreb til, før helheden ødelægges.

Nogle steder kan det måske betale sig at reetablere brostensbelægning i stedet for asfalt og betonfliser.

 

Belysningen

Lysmaster ødelægger hyggen. Belysning skal glide naturlig ind i byen. Det må aldrig være overdimensioneret i en by som Højer.

Der er masser af flotte træer i Højer. Og løvtræer klæder omgivelserne.

 

Herbergsgade

I Herbegsgade består den østligste del af en række ensartede huse. Den vestre del bestod i hvert fald dengang af haveanlæg. Det var her den tidligere præstegård lå. Her er også en muret dige af kløvede sten. Mest interessant er nok huset på adressen Herbergsgade 6.

 

Gaden løber parallelt med Klostergade. Her oprettedes et herberg for rejsende håndværkssvende i 1881. Det var i nummer tre. Ved indgangen stod Herberge zur Heimat.

Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend skrive sig på en opslagstavle. Bestyreren hed i mange år, Jens Hedegaard. Han var saddelmager, og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede blandt andet kørepiske, man  kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.

 

Bageri uden strøm

I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 overtog han bageriet, Ballumvej 6. Men i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og ikke elektrisk lys.

Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første dunhammer, der var dyppet i brændbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen.

 

Glashuset

På grunden Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var det i begyndelsen af 1900 tallet et landbrug med mødding, og så lige ved siden af bageren. I 1924 blev det nuværende hus opført. Det rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde Glashuset.

Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2. På et tidspunkt havde menigheden sin egen kirke på Buen 4.

 

Æ Bykass

Og på nummer 9 befandt byens finanskontor sig i mange år. I folkemunde hed det æ bykass. Før genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2.

 

I Herbergsgade 11 boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Trods et halvt hundrede år som høvring, havde endnu ikke lært sproget, bortset fra et enkelt ord. I stedet for når sagde han wenn. På sjællandsk lød det så sådan:

       Vænd du nu kommer hjem

 

Kirkegårdsgade

Kirkegårdsgade domineres af en høj ladebygning. Den flotte længe på nr. 1 klæder gaden. Også her ser vi de murede diger af kløvede sten. Indkørslen til Torvet er flot. Store træer dominerer østsiden.

 

En flot vinkelbygning er Kirkegårdsgade 1/ Nørregade 19 – 21

Ved siden af, skal også fremhæves Kirkegårdsgade 3.

 

Klostergade

Klostergade domineres af haveanlæg på østsiden. Terrænet falder stærk mod syd. Der er to flotte huse i nr. 7 og 9. To lave hvidkalkede stråtækte huse ligger blandt rødstens –  byggeri. Det er et lille gavlhus i nr. 1 samt et langhus i nr. 5.

Dengang jeg gik der, var der dog en del ting, man kunne gøre bedre, prøv at se indledningen.

 

Historien om ”klosteret”

Og klosteret har aldrig  ligget i Højer. Forklaringen er følgende:

 

       En hvis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far bl.a. en halv plov land ( ca. 50 demat) i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for sin sjæls frelse. Den betgnedes senere , da feltherre Hans Schack overtog den, Vor Frue Toft eller Kloster i Høfver. Den var fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder), og noget af dem må vel have ligget nær det område, hvor nu Klostergade går.

 

Så lad nu være med at gå rundt og lede efter klostre i Højer.

 

Og i det lille stråtækte Klostergade 1, har jeg været. Gad vide, om der har boet familiemedlemmer her. Jeg kan desværre ikke huske det. Her et flot stråtækt tag. Et virkelig flot hus, og dengang særdeles godt vedligeholdt.

 

I nummer fem finder vi et stråtækt saddeltag. Huset ligger på en høj kraftig sokkel.

 

I Klostergade 9 havde Andreas Troelsen sin landbrugsejendom. Foderstoffer, halm og hø havde i en nu nedrevet lade over på den anden side.

 

Søndagsskole i Klostergade

I klostergade 7 har der været købmandsforretning. Den blev ejet af familien Martensen. Her har hvis nok også været døgnkiosk.

 

Familien har også ejet Klostergade 5. her var der en religiøs indskrift på muren:

 

       Siehe ich komme und errette deine Seele.

 

Jo Martensen holdt søndagsskole for børn, og det skete i butikken. Og det siges, at han ved den lejlighed ofte åbnede for bolsjedåsen.

 

Kovejen

Kovejen har usammenhængende gadesider. Her må vi fremhæve det fine mejeri. Længst mod øst ligger et par stråtækte huse, med en fin have og en lav hæk.

 

Vest for Kovej 2 havde der været en stor branddam med træstatik omkring. Der blev tit smidt skrammel i den. Og det pyntede bestemt ikke. I 1930 blev dammen fyldt op, blandt andet med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der blev anlagt en mindelund på stedet.

 

På Kovejen nummer tre finder vi et flot syvfags hus. Den har en fortræffelig beliggenhed.

 

Lige ved siden af i nr. 5 finder vi et nifags hus. Kvistpartiet hæmmes lidt med for store vinduer.

 

Højer Mejeri lå i nummer 8. Den har vi skrevet om tidligere.

 

Nummer 17 er på fem fag med en etage. Her finder vi igen stråtægt saddeltag.

 

Markgade

Markgade er meget bredere end de fleste gader. Bebyggelsen ligger tilbage med forhaver hævet over gadeniveau. Gaden præges af den store gård, Markgade 1.

 

Vi finder tre sammenbyggede grundmurede længer i en etage. Murværket er i rød tegl. På vestgavlen skimtes årstallet 1827. Bygningerne virker meget velholdte og har gennemgået en del ombygninger. Men det gamle præg er delvis bibeholdt.

 

I nummer to finder vi et elvefags langhus. En flot bygning.

 

Mellemgade

Mellemgade er en af de snævre gader. Nogle af husene virker lidt forvirrede i deres materialevalg. Storegades tvillingehuse dominerer. Gaden afsluttedes med en gul træbygning.

 

I nummer fire finder vi et flot hus, dog ikke af så ældre dato. Dn er opført af røde normalsten. Bygningen danner en fin afslutning for Postgade.

 

Møllegade

Møllegade har sit udspring ved pladsen ved møllen. Her er masser af gavl – og langhuse. En flot udsigt er der også til masser af små haver. Gaden afsluttes i syd af fabriksbygninger.

 

Æ friesenskomache

I nummer 1 finder vi et etagers hus med stråtækt. Huset ligger for enden af Søndergade. Den er omgivet af flere gode huse.

Huset blev ejet af Mads Hansen. Han var arbejder og landmand. Under første verdenskrig var han forvalter på Kiers Gård.

Han havde temmelig mange køer. De var indlogeret i den store stald i nummer 9.

Ti leje i en lille tilbygning boede Æ Friesenskomache.

 

I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine unge dage havde han øldepot, og gik ud som husslagter. Senere indrettede han en slagterbutik i huset.

 

I nummer tre finder vi et tre fags hus i en etage, bygget sammen med nabohuset.

I nummer fire finder vi et fem fag stort gavlhus i en etage. Stråtækt og bygget sammen med en værdifuld husrække.

Bygningen følger smukt gadeforløbet, når vi tager nummer 5 med. Den er bygget sammen med nabohuset og virker meget vedligeholdt. Her finder vi igen stråtækt sadeltag.

 

Brygger med 11 børn i et lille hus

I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse boede brygger Petersen. Han var brygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Hvordan familien kunne få plads i det lille hus, snakker man hvis stadig om i Højer. Der var mindst 11 børn. Folk havde opgivet at tælle.

 

Et grundmuret gavlhus finder vi i nummer seks. Murværket er placeret på en mørk sokkel.

 

Uforståeligt skænderi

I nummer syv boede gartner Wanderscheck, der havde afstået sit gartneri i Herbergsgade. Uforstående måtte opgive, når mand og kone her begyndte at diskutere. Han talte plattysk og hun talte sønderjysk.

 

I nummer ni finder vi et skønt langhus. Igen er der brugt rødt tegl og stråtækt tag. I syd er der en stor velvokset have. Bygningen virker meget velholdt.

 

Og i nummer 9 B finder vi selve møllen, som vi indgående har beskrevet i en selvstændig artikel. Nogle af de oprindelige bygninger i forbindelse med møllen er revet ned.

Ja og her har vi så Højers højeste sted. Møllen har vi omtalt i en særskilt artikel.

 

Nørregade

Nørregade er den gade man kommer til, når man kommer til Højer fra Tønder. Det er en flot indkørsel. Bebyggelsen er af varierende karakterer og alder. Baghusene vender ud mod Nørregade. Her en blanding af gamle småhuse og gårde og nyere større villaer.

Gadens vestlige ende optages af en række sammenbyggede stråtækte huse. Her kunne farvevalget måske have været bedre. Bygningerne omkring nr. 35 er udsædvanlig flotte. Også nummer 37 er flot. Der er masser af store flotte  træer i haverne.

Noget forvirrende mundede gaden ud i Skolegade dengang. 

 

Flotte huse i Nørregade

Helt ud til gaden i nummer 2 har ligget en smedje. Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Smedjen blev nedlagt i 1960 i forbindelse med en gaderegulering.

 

I nummer fire finder vi et et grundmuret langhus i en etage. Det er byget sammen med nabohuset i vest. Murværket er i sort tegl.

 

Et flot hus finder vi også i nabobygningen. Sammen med nummer fire udgør det en helhed.

 

I nummer 10 finder vi et forhus med vognport. Det er et velholdt hus med en markant sokkel. Det er god facade mod Nørrevej. I sydgavlen finder vi årstallet 1842. Indkørslen er belagt med pigsten. Huset har stor betydning i gadebilledet.

 

Apoteker Nagel blev kaldt Søm

Ja det var her det gamle apotek lå. Herman Nagel var apoteker i 50 år, og en del år tillige postmester. Og Nagel var gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde ude i Vesterhavet. Da tyskerne skulle finde et øgenavn til apotekeren valgte de søm. Den danske oversættelse af Nagel er jo netop søm.

 

Et grundmuret langhus i otte fag med stråtækt tag finder vi i nummer 11.

 

Ved siden af finder vi en grundmuret vinkelbygning. Der er fire fag ud mod gaden. Der er en tværlænge mod sydøst. Der er et flot stråtækt tag. Et meget charmerende hus må man sige, dog ligger det lidt klemt inde af det store nabohus i vest.

 

I nummer 18 finder vi et langhus i otte fag. Murværket er i rødt tegl. Sydfacaden er smuk og velbevaret. Nordfacaden er knap så velbevaret. Med have, stakit og hække er det med til at fastholde Nørregades flotte husrække.

 

Nabohuset er i fem fag med en etage. Et godt hus med med uheldige tilbygninger.

 

Vi fortsætter i nummer 22. Her kunne farvevalget måske have gjort oplevelsen lidt bedre. Huset ligger noget klemt bag garagen.

 

Vi har et flot hus, som har været udsat for hårdhændet ombygning i nummer 25. Gårdspladsen er med pigsten. På huset er en bemærkelsesværdig kvist. Måske burde man have taget et andet vinduesvalg.

 

Et flot og stateligt hus i hele tolv fag med en etage finder vi nummer 26. Murværket er igen af røde teglsten med stråtækt tag. En tværlænge er senere bygget til. Gavlen er rigt dekoreret. Også haven er flot med velvoksede træer.

 

I nummer 30 finder vi et langhus, der er bygget sammen med nabohuset. Det er seks fag og en etage. Haven er mod syd med hvidkalkede udhuse i nord.

 

I nummer 32 finder vi fem sydfag. Det er et velholdt hus, som med dens sammenbygning med nabohuset udgør en fin helhed. Husene ligger desværre lidt klemt. Forhaven er fin tilpasset huset med stakit.

 

Nørregade 33 er en del af en sammenbygget husrække. De danner alle sammen en storartet helhed. Her finder vi også en pigstensbelægning.

 

Nr. 35 er en arkitektonisk perle, med skønhedsfejl. Her en karakteristisk vognport, der fylder i gadebilledet. Også i nummer 39 findes et flot hus, der dog ødelægges af nogle forkerte vinduer.

 

Nørregade 42 er et langhus bygget sammen med nabohuset. Sammen med nummer 46 har husene en værdifuld gadefacade. Indgangspartiet er dog uheldigt.

Nummer 46 er på fem fag. Desværre savnes skorstenen, og et nyt vindue klæder ikke bygningen.

 

Af andre flotte huse her på Nørregade skal også fremhæves 48 og 50,

 

Nørrevej

Nørrevej er baggaden til Nørregade. Her havde byen sin nordlige afgrænsning. Man kan stadig ane, at gaden var en tilkørselsvej. En smuk trærække langs Nørregade 26 giver vejen karakter. Desværre er mange af de gamle huse blevet skalmuret. Det er en skam. En af Højers flotte bygninger ligger her. Det er købmandsgården.

Også Nørrevej 3 er en perle.

Udmundingen i Skolevej er dog ikke så spændene.

 

Uden for Nørrevej 100 var der en lavning uden for diget, hvor der stod vand, når vinteren satte ind Det var æ gåspøt. Når den var tilfrosset var det en ideel skøjtebane.. manglede der vand kunne man få Æ Freiwillige Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse derude.

 

En speciel vognmandsforretning

Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget og ned til damperen. Der skulle et spand gode heste til at trække det tunge læs op over diget.

Huset blev solgt til Chr. Bundes, der også havde sin vognmandsforretning her med busser og lillebiler.

 

Æ armhus

På Nørrevej 27 lå æ armhus. Egentlig hed det korrekt, Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det var et stråtækt hus fra 1741. Ja det brændte faktisk i 1838. Et nyt hus blev opført samme sted. Den tidligere stald blev indrettet til arresthus. I folkemunde hed det Æ armhusgaf. Og bestyreren var også arrestforvarer. Han fik forresten i 1909 den fyrstelige løn af 80 pfennig om dagen for at sørge for en indsat.

Det kønne gamle hus blev i 1985 solgt til ungdomshuset.

 

Afholdsbeværtning

På Nørrevej 62 har der undertiden på facaden kunne skimtes bogstaverne IOGT. Det stod for International Order of good Templar. I 1896 kunne Højer opleve, at få en afdeling af denne internationale organisation.

Og festerne uden indtagelse af alkohol blev afholdt i afholdsbeværtningen i Toldgade 3.

 

Is i kælderen

I skal da også lige vide at på hjørnet af Nygade på Nørrevej 58 boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864 og blev 99 år. Husets kælder havde meget tykke mure, og fungerede som ishus. Her opbevaredes den is, som man om vinteren havde hentet op af Vidåen.

 

På Nørrevej 54 havde barber Jacobs sin salon. Han gik rundt og klippede høvringe i deres hjem. Han fjernede også tænder på folk. Kneb det med, at få folk til at være stille, måtte han have konen til hjælp.

 

I Nørrevej 56 boede maler Jensen. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen.

 

Mange industrier dengang

I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrikant, som tilhørte købmand Knudsen i Nørregade. Der dukkede mange industrier op i Højer i løbet af 1800 – tallet. Der har således været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådevævsfabrik og kalkbrænderi.

 

I Nørrevej 13  havde kurvemager Schmidt sin forretning med indgang fra Skolegade. Han solgte også måtter, pottemagervarer og legetøj.

 

Og i Nørrevej  9 har undertegnede tilbragt mange fornøjelige timer, når onkel Kedde og Tante Annelise, samt mine kusiner, blev besøgt. Det var her smedjen lå. Den blev overtaget af Jeppe Nielsen i 1880 og nedlagt i 1962.

 

Boede i den gamle postvogn

I Nørrevej 7 boede gamle Jes fra Frifelt. Han var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav. Og det var uden for diget ved Nørrevej. Han boede, når han var derude i den gamle postvogn fra Ballum. Han var også strandfoged og oparbejdede efterhånden et stort lager, som han afhændede til private og en produkthandler,

Gavlhuset er i dag meget fremherskende. En hvidtning af skorstenspiben vil betyde at husets arkitektoniske værdier vil komme til sin ret.

 

Et gammel stråtækt hus finder vi på Nørrevej 3. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen. I tre generationer var man rebslagere. Ja her er der tale om et virkelig smukt og velbevaret hus.

 

Fedder Træ og Fedder Buhn

Men den mest imponerende bygning på Nørrevej er Hindrichsens købmandsgård fra 1760 på Nørrevej 1. Familien byggede også det store hus, Nørregade 38 til beboelse. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig, mens den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.

 

Gården omgives mod flere sider af værksteds – og lagerbygninger. Ud mod Nørregade kan endnu skimtes hejseværk m.m. Her er tale om et storslået og usædvanlig smukt bygningsanlæg.

 

Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. i 1930erne hed de begge Fedder. Jamen så kaldte man dem da bare Fedder Træ, og Fedder ”Buhn” .

 

Postgade

Postgade består af to lange udbrudte husrækker. Her er blandt andet store flotte bygninger. De små åbninger giv et flot kig til Storegades baghuse og haver. Bebyggelsen er foregået over en lang årrække. Ældst er nummer 1, 10, 11,12 og 14 samt den lange gård nr. 8. Også nr. 5 og 7 er flotte.

Her er gode flotte facader. En værdig afslutning har gaden i øst med Mellemgade 4.

 

Postgade 4 og 6 bør også fremhæves som gode bygninger. Og nummer 8 er en blanding af land og by. I den ene ende havde man beboelse og stald, adskilt af en forstue. En flot bygning, der burde nænsom restaureres.

 

I nummer 11 havde gartner Johannes Møller haft værksted. Han var oprindelig bødker.

 

Skippergade

Skippergade presser sig ind mellem ro større gader. Her har haverne og bagfacaderne stor betydning. En gul træbygning pynter gaden. En blanding af småhuse og haver kunne være udnyttet bedre. Måske skulle man fritlægge brostensbelægningen.

 

Skolegade

Skolegade virkede temmelig uhomogen dengang. Bygningerne lå spredt. Flere gadeudmundinger medvirkede til gadens opløsning. Gaden kunne godt gøre flottere med en bedre beplantning.

 

Revolutionen på Centralhotellet

I nummer 1 lå Centralhotellet. Det var her, der blev dannet arbejder – og soldaterråd, dengang revolutionen kom til Højer. En marinesoldat foreslog en kendt håndværker som formand for rådet. Men han protesterede:

 

       Nej, nej det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwerbevisning

 

Men marinesoldaten, der åbenbart kendte forholdene i Højer og kunne æ sproch, svarede:

       Det er jawns så’n jen Vorherre vil ha’

 

Dette argument bøjede håndværkeren sig for. På den måde forløb revolutionen i Højer.

 

Skolegade 3 er også lidt af en perle. En murranke flankere døren med årstallet 1708. Huset ligger meget åbent. Det er ikke uden grund fredet i klasse b.

 

Skolegade 15 er et ellevefags langhus i en etage. Bygningen tager sig flot ud både fra Skolegade og Møllegade. Øst for huset er et smukt haveanlæg.

 

Skatspillernes kro

I Skolegade 17 havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørestald mod syd. Her kunne man tøjre sin hest ved granitpæle. Gottfriedsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste. Kroen blev besøgt af mange skatspillere. I husets nordøstligste hjørne var der samtidig en købmandsbutik.

Den sidste kromand på stedet hed Lauritz Andersen. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20.

 

Kusk på ligvognen

Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt i 1934. Han overlod kroen til sin søn Fidde. Men det blev aldrig mere kro. Fra ejendommen blev drevet som landbrugsejendom. Desuden blev der drevet en del vognmandskørsel fra ejendommen. I næsten et halvt århundrede var Fidde kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Fidde elskede heste, og Jeppe smed havde nok at gøre med at ordne dem.

 

Storegade

Storegade er byens forretningsgade. Der er gennemskærende gader, som giver gaden forskellige karakterer. Meget harmonisk er husene nærmest Torvet. Brug af sprossede vinduer ville her have givet underværker. Husene består af en blanding af toetagers og små enetagers langhuse samt et enkelt gavlhus.

 

En bankbygning ved Bjærgegade skræmmer helhedsindtrykket. En afstemning af farverne kunne give gaden et bedre helhedsindtryk. Jeg kan huske at sparekassebygningen havde en kedelig lyseblå bemaling.

Indkørslen fra Torvet er smuk og særpræget. Gaden afsluttes i vest af et malerisk billede af tætliggende småhuse. Her ses også en fin gavl fra Strandvejen 2.

 

Storegades flotte huse

Storegade 2 er et grundmuret langhus. Det er et flot hus med fine detaljer. Og så har bygningen stor værdi i gaderummet.

Her i Storegade er der masser af flotte huse. Men det er som om, at en del af disse får lov til at forfalde. Nr. 4 – 7 – 11 og 12 er værd at bemærke.

 

I Storegade 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage – og Putz – forretning af hans ugifte datter.

 

Her hen på Storegade 5 flyttede Falle sin cykelforretning. Det var hos gartner Lorentzen.

 

Æ Bækkehus

Der havde han et lille værelse og en butik. Værkstedet foregik i det fri ude i gården. Også om vinteren. Lejen var 12 kr. om måneden for hele herligheden. Da pladsen blev for trang, flyttede han hen i Torvet 9.

Ejendommen hed i folkemunde æ Bækkerhus. Her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østlige del af huset. Der var mange børn i familien, og enstald med et par køer skulle der også være plads til. Bageren leverede nemlig mælk til Højer Mejeri. Der var en dør mellem stalden og mejeriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, måtte han have døren til stalden lukket op. Ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspanden derind. I en periode boede der også en skomager i huset.

 

18.000 portrætter

Over på den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager  – og guldsmedeforretning. Vi er på hjørnet til Mellemgade.Tidligere havde der ligget et lavt stråtækt hus. Der var nu to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.

Matthiesen var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på første sal. Havde Matthiesen

bare skrevet navn på alle de portrætter ,han havde efterladt, kunne man måske have et fuldstændigt personalhistorisk kartotek over Højers befolkning.

I Lokalhistorisk Arkiv findes bestillingslister fra årene 1893 – 1959. De omfatter hele 18.000 billeder.

En meget stor del af disse, er på glasplader og findes i dag i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa. Det var også sådanne glasplader, jeg fandt på et loft hos onkel og tante i Nørregade.

 

Alt muligt i Storegade 6

I Storegade 6 var der masser af vare i den gamle isenkrambutik. Der var utrolig mange varer i butikken. Foruden almindelig isenkram, var der lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Her blev også solgt jægernes udbytte. Og husmødrene kunne få deres påloddet låg på deres konservesdåser.

Ja man kunne faktisk også få kamillete, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler, samt briller og lakrids. Var der nogen, der sagde brancheglidning?

Den oprindelige ejer A.M. Hansen blev 106 år. Forretningen blev først nedlagt i 1990.

 

Knogledrejer Bensien

På hjørnet af Mellemgade i Storegade 7 har der været pibedrejeri. Det blev ejet af knogledrejer Bensien. Christian Hagge overtog huset under betingelse af, at han skulle sørge for enkefrue Bensiens bespisning.

I butikken blev der drevet grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. Varerne avlede han i haven ved Waldheim, Strandgade 33. Et eksotisk navn. Men lige i nærheden ligger et lige så eksotisk sted – Højer Storskov.

Hagge solgte også slik og cigaretter. Og sidstnævnte blev solgt stykvis, de billigste kostede 1 øre. I mange år havde familien Lorentzen fra Møgeltønder, butikken. Og så blev det hvis nok blomsterbutik.

 

Masser af bajere under afvandingen

I Storegade 9 havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning på et tidspunkt. Han fik sit ene ben beskadiget under første verdenskrig og forpagtede butikken ud til den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.

Under afvandingen af marsken kørte han øl til de folk, der arbejdede der. Og de var åbenbart tørstige. Det blev en god forretning.

I butikken var også Tatol – udsalg. Her har været sygekassekontor, og dyrlæge har der også været i huset.

 

Storegade 15 var købmandsbutik. Her boede Johannes Brodersen (er hvis ikke i familie). Sammen med borgmester hans Andersen administrerede han flækken.

 

Nabohuset i nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Mathiesen. Her lå i eb stråtægt lade. Den blev ejet af kromanden, Hagge. Siden var der barbersalon. Sydbank har været her, og også Stofhuset.

 

Storegade 18 bør fremhæves, for her har butikken ikke ødelagt bygningen. Man har bevaret de små vinduer.

 

Æ Bohsti

I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham, blev den stump gade, der forbinder Storegade med Søndergade kaldet Bohsti. I nummer 17 har der både været manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning og Farvebøtten.

 

Bundgårds Boghandel

I 1912 overtog Andreas Martinsen et bogbinderi med papir – og bladhandel . Han var uddannet bogbinder. Han indrammede billeder og sin butik kunne man også købet tobaksvarer. Han lærte sig bogtrykkeri – faget, men hans store lidenskab var at fotografere.

Martinsens efterfølger var Tage Bundgård. Det var et smertelig tab for Højer, da han i 1984 opgav butikken. Og det er nok Bundgårds fortjeneste, at Højer Mølle blev bevaret. For cirka et år siden fik jeg en hilsen fra Bundgård via hans datter.

 

Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen. Han indrettede en skotøjsbutik. Derefter var der Tatoludsalg. Her var også en afdeling af Tønder Landmandsbank. Derefter var der legetøjs – og glarmesterbutik i ejendommen.

 

Bagermesteren havde melallergi

I nr. 18 havde Asmus Petersen købmandsforretning, inden han byggede i Søndergade 4a.

Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset. Det blev overtaget af Peter Jensen. Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen.

Senere blev der igen kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.

 

Peter Løck havde her i nummer 20 bageri. Samtidig var det café. Her kunne man få sig en lille punch – eller en stor. Men bagermesteren måtte holde op – han var allergisk over for mel. Det hele blev solgt til Lauritz Andersen. Nu hed cafeen, Cafe Danmark. Her kom byens ungdom og fik Eisbrecher,

Herefter fulgte talrige bagermestre, indtil Fedder Hindrichsen overtog bygningen. Senere blev det igen bageri. En overgang Højers eneste. Tænk engang var der 13 stykker. De eksporterede tvebakker!!!!

 

Udvist af Danmark

Weichensteller Schmidt boede her i nummer 22. Senere var det skipper Wolf Decker. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han blev udvist af Danmark i 1945, fordi han var tysk statsborger. I bygningen har også været ismejeri.

 

I nr. 23 var Jens R Petersens manufakturforretning. Manufakturhandleren havde gennem mange år haft kontor for Tønder Bank.

 

I nummer 24 befandt der sig en lille vognmandsforretning. Bag huset var der stald til vogn og hest.

 

Posthus med 16 ansatte

På hjørnet af Skolegade i nr. 26 lå posthuset. Det var hjuler Jensen, der mente at Højer skulle have et rigtigt posthus i 1897, selv om man havde postekspedition siden 1850. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var Kaiserliches Postamt. Ved slutningen af første verdenskrig var her 16 ansatte.

 

I nr. 27 lå det gamle borgmesterkontor, og de to sidste tyske borgmestre har siddet her.

 

I nr. 33 boede Wolf Frandsen, der havde et lille snedkerværksted., og i nr. 31 boede skrædder Diedrichsen.

 

To flotte huse i nummer 32 – 34 er fredet i klasse B. Den sammenbyggede husrække 32. 34 og Møllegade 4 danner en samlet bygningskrop. Indgangspartiet i nr. 34 er særdeles flot.

 

Sorte Marie

I nummer 32 var der indrettet systue. Her syede Marie Friedrichsen dynebetræk for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13. Marie var helt sorthåret. Man kaldte hende for Sorte Marie eller Marie Klåj, Hendes far hed Nicolai.

 

Kirketjeneren blev kaldt for manstein

Mellem Maries hus og Skolegade har ligget fire huse, men de tre brændte ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus (nr. 28) blev stående. Det blev i 1991 revet ned.

 

Det velholdte hus i nummer 35 er smukt sammenbygget med nabohuset. Nummer 37. og her i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Man kaldte ham for Manstein, fordi han under første verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af samme navn.

 

Søndergade

Søndergade har et bugende forløb. Den østre ende er den mest harmoniske. Brostensbelægningen, beplantningen og den lave husrække er medvirkende til dette. Her lå grønthandleren i skyggen af et stort træ. Det må være lige til et postkort. Mange af gadens andre huse er værd at bemærke.

 

Det er dog som om helheden har lidt skade med nybyggeri. Også friarealerne kunne gøres bedre. Gadens vestre ende er harmonisk. Den er begrænset af lave huse. Og den afsluttes af Møllegade 1.

 

En velhavende mand

Vest for Søndergade 1 har der ligget en enlænget, stråtækt gård, som tilhørte Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand og farver. Han farvede det garn, som blev spundet især af fåreavlernes koner. Derefter blev garnet vævet af ni professionelle vævere.

 

Da landbruget var nedlagt købte hotelejer Jordt i 1921 gården. Han byggede den om til et toetagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Det havde til hus her indtil 1957.

 

I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. Det blev i 1987 solgt til slagter Andreas Müller. I 1990 rev han det hele ned, og opførte garager og lagerbygninger på stedet.

 

Byens største kolonialhandel

I Søndergade 4 A, lige over for Kogsgade lå byens største kolonialforretning. Den første indehaver var Asmus Petersen. Så var det Hans Pørksens tur. Foruden gødningsstoffer og uld, bestyrede han en filial af Handelsbanken. Så fulgte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk, som indehaver af huset.

 

I Søndergade 4 B havde Hanne Brodersen (hvis ikke i familie) sin butik med tobaksvarer og slik. Sammen med sin mand havde hun bestyret Sygehuset , Søndergade 33.

Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer, for derpå at marchere ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn. Så stod hun på stationen og solgte slik og cigaretter til de stakkels soldater.

 

Dansker ind til 50

Søndergade 7 var oprindelig bygget som landbrugsejendom. Omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig her som snedker. Under 1. verdenskrig var han soldat i Rusland. Tysk militær havde da indrettet skomagerværksted i huset.

 

Først i 1934 blev et moderne værksted etableret. Lützens var tyske, men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds. Han talte:

 

       ti, tyve, tredive, fyrre, føfdich, søsdich o.s.v.

 

I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Nu lavede man også ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år bedemand.

 

Både i nummer 7, 9 og 11 boede der i 20 erne tre søskende Lützen.

 

Højers udråber

Søndergade 8 – 10 er et ottefags langhus i en etage. De to sammenbyggede småhuse danner en flot helhed. Den lille forhave er velgørende for såvel hus som gadens forløb.

I den østlige del boede i mange år, byens officielle udråber, Karl Hansen, også kaldet Karl Færch. Hant jente også penge ved at grave grøfter ude i kogene.

 

       O Morn æ det skattebetalen

       I Jawten æ det kino å æ klok ot

       De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer

       De æ lot for æ vand o Kovej fra klok ti te klok fire.

 

Når der var bal på Hotel Sylt, var Karl balletmester iført hvide glacéhandsker.

 

Ved siden af i nummer 10, boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet. Butikken var på loftet inden for det lille kvistvindue.

 

Fiddes Sporvogn

Fidde Eckholdt flyttede ind i nummer 9. helt oppe i hans høje alderdom havde han heste. Han kørte blandt andet til fåremarkederne. Ja man talte sågar om Fiddes Sporvogn.

Over i haven til Skippergade 2, har det ligget et stråtækt hus med storkerede på østgavlen.

Huset har gennemgået en misforstået vedligeholdelse, derved har det mistet en del af det oprindelige materialevalg.

 

Søndergade 11 er fredet i klasse B. Et prægtigt lille hus med et fint indgangsparti. Huset indgår i en fin helhed med nabohusene. Her ser vi også gadens brostensbelægning. 

 

Kiers Gård

Den berømte Kiers Gård finder vi på adressen Søndergade 12 (Læs artiklen – Hvem boede på Kiers Gård?) Det er tale om en firlænget gård med vognport. Her har vi tale om et prægtigt bevaret gårdanlæg, lige ud til marsken. I østgavlen ser vi en murranke, formet i årstallet 1759.

 

Den filosofiske gartner

I Søndergade 13 lå en gartnerforretning med indgang under kastanietræet. Ja og her citerede den tysksindede gartner, Hostrup før afstemningen i 1972:

 

       Hvad er denne brydningstime, skumring eller gry?

 

Butikken i gavlen var dengang beskyttet af et velvoksent træ. Med den fine husrække bagved, samt vognhuset nordfor, er det sikkert et af de steder Tursitforeningen helst vise frem. Ja og huset er fredet i klasse B.

 

Fra cykler til Lillebil

I Søndergade 15 har det oprindelig været landbrug. I den østlige ende var det en ajlekule ud til Korsgade. Senere har her været cykelværksted, og derpå isenkramforretning. Ja herfra var også lejebil – kørsel.

 

Ja og her forsøgte man for anden gang i Højer at oprette en brugsforretning. Jeg mindes også, at der har været et cafeteria her.

 

Kødkontrollen

Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han stod for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet i slagtehusene og ved hjemmeslagtning. Huset blev i Højer kaldt æ Fleischebshauers hus. Det blev siden overtaget af Tæppefabrikken.

 

Gadefejeren

I det lille hvide hus i haven boede Johannes Wilhelmsen. Han var gadefejer, og drog rundt i byen med kost og skovl og en lille tohjulet vogn. Som han selv sagde, Æ ha wrådt i de her skjien gae. Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede.

 

I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding. Han var også glarmester. Han desinficerede også værelser efter smitsomme sygdomme. Man hidkaldte hellere ham end dyrlægen.

 

Den lokale fostermor

I nummer 27 boede Jens Hansen, kaldet Jens Amerika. Han ville gerne fortælle, om sin tid i Amerika, hvor alt simpelthen var så stort. I huset var også et øldepot.

 

I en årrække boede den lokale Fostermor (jordemoder) i nummer 29. Senere blev huset beboet af lærer Hans Brockmann.

 

I nummer 31, som ligger på hjørnet af Møllegade var der smugkro. Og det var ikke kun, når det var fåremarked.

 

Torvegade / Torvet

Torvegades bebyggelse er koncentreret til vestsiden. Husene ligger spredt med grønt imellem. Hjørnehuset, Storegade 2, leder godt ned mod Torvet.

 

Højers torv er forholdsvis stort. Her flere prægtige bygninger med flotte træer ved kirken og præstegårdene. Her kunne man også i min ungdom se Hotel Sylt.

Egentlig hed det Æ Mærkensplads. Meget ejendommelig blev det også kaldt Æ bjerg. Gamle hævringe snakkede om at de skulle Æ ska ned o æ bjerg.

 

Nøbbelser eller løbbelser

Endnu i 1940erne var det en stor gruset plads. Senere legede børnene ofte her med deres nøbbelser. Ja nogle kaldt dem også for løbbelser. Hvad hed de egentlig de små lerkugler?

Vi har i tidligere artikler beskrevet livet på Torvet i Højer. Det må have været en hel speciel oplevelse, at se markedsfornøjelserne i skæret af bodernes karbidlamper.

 

Torvet har ofte været midtpunkt for festlige begivenheder, så som kongebesøg. Men en mørk september – aften holdt der på Torvet en stor lastbil over ved kirkegårdsmuren. Det var danske gendarmer, der var anholdt af tysk militær. De havde ikke tabt humøret. De kendte ikke deres skæbne, der ventede dem, en tysk koncentrationslejr. Nogle af dem kom aldrig tilbage.

 

Præstegården, Torvet 1 er fredet i klasse B. Omkring huset er en velvokset have med store flotte træer. Det er en markant bygning med kraftige gavlkviste, og velholdt.

 

Torvet 3 og 4 er et seksten fags langhus. På gavlen ses en murranke med årstallet 1756. i haven er et flot ottekantet lysthus. Et muret dige og et stakit omkranser haven.  Dette hus samt nummer seks danner en fin afslutning på torverummets sydlige del.

 

Hotel Sylt

På pladsens sydøstligste hjørne lå Hotel Sylt. Den blev bygget oven på det gamle gæstgiveri Fährhaus. Her tog de rejsende ind, når de ventede på båden til Sild.

Det var mellem 1875 og 1880 den gamle stråtækte færgekro blev afløst af en enlænget, toetagers hotelbygning opført af Anders Nissen fra Hjerpsted.

Indtil jernbanen Tønder – Højer Sluse blev anlagt i 1892 bevarede hotellet sin status som færgekro.

 

Det var liv og glade dage, billardstue og dilettantkomedie på hotellet. Det var jo også her på hotellet at Falle residerede, før han blev cykelsmed.

Det før så hæderkronede hotel, blev af borgerskabet i Højer betegnet som en bule og revet ned i 1978.

 

Æ Sprøjthus og æ Stormklok

I Torvets nordøstligste del har der været Æ sprøjthus. Her kunne Æ Feuerwehr have deres sprøjte og materiel. I enden af huset var der parkeringsplads for ligvognen.

 

Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård.

 

I 1740 overlod den daværende ejer af Højer – gård en toft i det nordvestligste hjørne af Torvet. Han byggede et hus med bageri. På huset var anbragt en klokke. Den kaldte man Æ Stormklok. Der blev ringet med denne klokke, når der var brand og stormflod. Og bageren havde en aftale med nattevægterne, at de lige slog et klemt på dem, så bagersvendene blev vækket. Huset blev revet ned i år 1900.

 

Birkeretten i krostuen

Og så var det på Torvet 9 at Falle Simonsen boede. Og ham og tildels hans datter Lisbeth har vi skrevet en del om, her på siden.

På ankre på østgavlen ses årstallet 1827.

 

På det sted, hvor Torvet 7 ligger, var i gammel tid, Tinghus. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer Herred.

Skampælen ved kirkegårdsmuren var et vidnesbyrd om rettens dommermyndighed.

Men her var også kro, oprindeligt i et dejligt stråtækt hus. Noget tyder på, at Birkeretten i slutningen havde et lokale på kroen.

 

Hotel Højer

Det hyggelige hus blev erstattet af et højere hus. Her lå Bahnhofshotel, som senere blev til Ohlsens Hotel. Det var her at Feuerwehr i en årrække havde efterslukning.

 

Jens Lyhne Kristensen blev i 1969 ejer af kroen. Den gennemgik en tiltrængt renovering og blev omdøbt til Hotel Højer. I 1986 overtog en andelsboligforening lokalerne.

 

Torvet 6 A – D blev bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I A havde slagter Møller sin butik. Den flyttede til Søndergade. Jo det var de berømte Højer Pølser, som vi også spiser her i København.

 

Østergade

Vi er nået til Østergade, hvor især nummer 4 falder i øjnene. Men der masser af andre interessante huse på gaden. Gaden afsluttes i øst af en høj biografbygning. Den ødelægger meget af harmonien. Hvorfor er gaden ikke brostensbelagt?

 

Ja, hvis vi lige skal kigge på nummer 4, så er det et ottefags langhus.  På gavlkvisten hænger en hustavle med inskription og årstallet 1757. Det er et meget smukt hus, som spiller en stor rolle i gadebilledet. Og vi skulle også lige fremhæve de to huse nr. 5, 6, 10, 14, 16 og 18.

 

Nygade

Vi skal da også lige har Nygade med. Lige overfor udmunder Margrethevej. Hej, det har ikke noget med vores dronning at gøre. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9 Margrethe Sønnichsen.

 

Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev meget flittig benyttet af de to koner, der flere gange dagligt besøgte hinanden. Så da vejen blev gjort i stand og asfalteret var det jo helt naturligt, at den skulle hedde Margrethevej.

 

Nygade 1 blev bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Den sidste overvagtnester var Albert Solager. Han sluttede sin karriere som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.

 

Toldgade

Hvis vi kigger på Toldgade 5, ja så finder vi en toldbygning fra 1910. Her var både ekspedition, kontor, lager og bolig for en toldassistent.

 

Toldgade 8 er opført af brødrende Schmidt, der var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj omkring Nygade – Toldgade.

Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget.

 

Toldgade 6 og bygningerne lige nord på hørte til Meinert Lützens Møbelfabrik. Han lavede selv elektrisk lys med en dampmaskine, inden der var el – værk i byen.

 

Vi har hvis før i en artikel fortalt om beboeren i Toldgade 4. Her boede den sidste ridende gendarm  i den tyske tid.

 

Strandvejen

Den gamle strandbred gik parallelt med vejen, et halvt hundrede meter mod syd.

 

Her finder vi på nummer to en prægtig bygning, smukt beliggende ved Kiers Gård. Vinkelbygningen er fra 1757.

 

En damper og en flyvemaskine

Strandvejen 6 blev bygget i 1931 af købmand Niels Petersen. Han var et meget alsidigt menneske. I mange år ejede han en lille damper på Vidåen, som han brugte til lystsejlads. Lige efter første verdenskrig var han i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han var endreven handelsmand og en farverig person.

 

I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue.

 

I nummer 19 boede Adde Post. Han var landpostbud i Sejerslev og Kærgård. Han tog kun imod et bundt pengesedler, når de alle var vendt samme vej.

 

Den hjemløse præst

Og i nummer 21 boede pastor N.P. Nielsen en overgang. Det var fabrikant A.R. Kjærby der måtte købe huset til pastoren, indtil præstegården var færdig. Og denne strid mellem den tyske og danske menighed har vi tidligere beskrevet.

 

Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen. Han var blevet pensioneret i 1919, og håbede på nogle gode år i det nye hus. Men han døde kort efter indflytningen.

 

Savner du nogle af gaderne og vejene i Højer i denne artikel, så har du været opmærksom. Men disse steder, vender vi tilbage i en senere artikel. Det var også nogle af gaderne og vejene vi ikke helt blev færdige med. Det kan du læse i artiklen Flere Gamle Huse i Højer, når den engang bliver færdig. Er det noget, der ikke helt passer, skyldes det hukommelses – svigt fra dengang, jeg vandrede gennem de smukke gader i Højer. 

 

Kilde: Se

       Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: Læs om beboerne i de gamle hus i Højer:

 

       Anekdoter fra Højer

       Dagligliv i Højer – dengang

       Den mærkelige læge fra Højer

       Det gamle Højer

       En Mølle i Højer

       En vogn fra Højer

       Erindringer fra Højer

       Et mejeri i Højer

       Flere anekdoter fra Højer

       Heltene i vadehavet

       Hvem boede på Kiers Gård?

       Højer Kirke

       Højer Tæppefabrik

       Højer – historie og oplevelser

       Højer minder 1 – 3

       Højer – som havneby

       Højer – stormflod og diger

       Højers historie

       Sidste tog fra Højer

       og mange flere artikler om Højer

Boghandlere i Tønder

Tænk da jeg startede i lære, var jeg ikke klar over, at jeg skulle blive i branchen i nu foreløbig 44 år. Og det hele begyndte i Tønder. I 1890 var der tre boglader i byen. I 2012 er der kun en tilbage. Næsten før jeg startede, blev jeg truet med at blive fyret. Jeg stod og ordnede pap, der hvor Brorson skrev ”En rose, så jeg skyde”. Historien er næsten sand. Læs her om boghandlerne i Tønder i tidens løb.

 

Mange gøremål

Som det sikkert er læserne bekendt, så startede min lærertid i Andersen og Nissens Boghandel. Det var en sjov tid, med to chefer Paul Andersen og Heinrich Nissen. Det var faste ritualler hver dag. Der skulle fyldes op, og der skulle pudses døre. En gang imellem var der også ovnlys – vinduer, der skulle gøres rent.

 

Der skulle bestilles bøger hjem, og der skulle ordnes bogklub. Alt sammen uden brug af computer. Det kendte man ikke dengang. Og man måtte ikke gå hjem, før man var færdig.

Det var spændene at gå rundt over på lageret. Efterhånden var hylderne blevet skæve. Og gamle bogbindermaskiner stod der endnu.

 

Noget gik galt

Disse maskiner skulle man også kunne betjene, men det var nu ikke lige let. Vi tilbød at skære karton ud til folk efter mål. Og engang skar jeg skævt. Det gemte jeg så blandt de andre varer. Det skulle jo nødigt opdages. Og først da jeg besøgte mange år efter, havde Andersen fundet frem til disse efterladenskaber. Det morede vi os meget over.

 

Jeg ville ikke tale tysk

Gamle Nissen mente, at jeg skulle tiltale alle kunder fra mindretallet på tysk. Det ville jeg dog ikke. De kunne da efter min mening tale dansk eller sønderjysk. Men det mente Nissen var noget pjat, da jeg beherskede tysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund.  Men Andersen holdt dog med mig.

 

Erotiske bøger til tyskerne

Når tyskerne kom i deres gule gummistøvler og Niebüll – kasket for at hente erotiske bøger, skulle vi huske at sige, Nür Für den eginen Gebrauch. Jeg havde selvfølgelig ikke noget imod at tiltale tyskerne på tysk.

Og blandt de prominente kunder var Prins Henriks far. Han var dejlig humoristisk og kunne kun fransk, men vi kunne sagtens kommunikere.

 

Da Kirstens mor så Nissen

Når jeg kom på min knallert, måtte jeg ikke køre helt op til bagdøren. Jeg skulle nødig vække familien Nissen.

Men det hændte dog, at Nissen var tidlig op. En morgen skulle bogholderen, der var mor til min gamle smukke klassekammerat Kirsten, møde tidligt. Hun så da Nissen iført lange underbukser  med tilhørende underbluse. Han prøvede at dække sig til, men Kirstens mor havde set det hele. Og når man så hørte hende fortælle historien, jamen så blev den endnu festligere.

 

Optræk til storbrand

Jeg fik da ros af Nissen en enkelt gang. Jeg forhindrede en storbrand en lørdag morgen. Op ad en af træbarakkerne stod en affaldsspand, hvor cigaretskod havde antændt en affaldssæk. Flammerne stod allerede op af barakken. Jeg fik gang i en vandslange, og fik faktisk branden slukket.  Dengang lå diverse bygninger meget tæt på hinanden, så det kunne have gået helt galt, hvis jeg ikke havde grebet ind.

Så vidt jeg husker, fik en plade chokolade af Fru Nissen, som tak for min indsats.

 

Jeg stod på Brorsons sted

Jeg bildte folk ind, at jeg samlede pap, der hvor Brorson skrev En rose, så jeg skyde. Det var ikke helt løgn. Men det var ikke i samme ejendom. Men det var dog cirka på samme sted. Her er da også sat en mindeplade op:

 

       Paa dette Sted boede Hans Adolf Brorson, da han i 1732 skrev sine Julesalmer

 

En snak med cigarhandleren og dekoratøren

Når det blev lidt for kedeligt gik jeg ind til cigarhandler Johannes Petersen inde ved siden af. Han var også en herlig gut, og god til at fortælle historier.

Og det var også sjovt, at høre om dekoratørens planer for musiklivet i Tønder. Han var dekoratør over hos Brødrende Tygesen lige over gaden. Og alle i Tønder kender Carsten Panduro, Tønder Musikfestivals grand old man.

 

Andersen havde sit eget system

Andersen havde sit helt eget system, når det gjaldt indkøb af papirvarer. Jeg tror, at han var den eneste, der kunne finde ud af dette system. Han havde kort til hver leverandør. Men det var ikke alle, der var lige begejstret for dette system, for ofte tog det lidt for lang tid, at gennemgå disse kort.

 

Lys, souvenirs og keramiknisser

Og vi havde et væld af varer, særlig op mod jul. Keramiknisser i enhver afskygning. Det samme gjaldt i sommertiden. Da havde vi Tønder – Souvenirs i alle mulige former. Men det var jo det tyskerne ville have.

Og stearinlys solgte vi i store mængder. De blev solgt til Buss und Bettag. Ja så havde vi masser af guitarstrenge.

 

En stor stige

Det var faktisk en hyggelig butik. Træreolerne gik helt op til loftet. Vi skulle dirigere rundt med en stor tung træstige over hele butikken. Det kneb for pigerne at jonglere rundt med denne.

 

Jeg husker også Palle

I tidens løb var der mange dejlige kollegaer, man husker tilbage på. Ofte tænker man tilbage på, hvordan det er gået dem. En af dem, Palle der var redaktør af den lokale ugeavis døde for ikke så lang tid siden. Han var virkelig en sjov fætter, der kunne finde på spilopper. Også når vi mødtes under private former ude på Plantagevej.

 

Jakke og slips

Vi skulle møde i jakke og slips. En dag havde jeg glemt slipset. Så måtte jeg hurtigst muligt fremskaffe et. Og det nemmeste var at vække min storebror, der boede lige i nærheden af Hecht. Han var nu ikke meget for det. Han havde nok engang været på druk, og den slips jeg lånte kunne nærmest stå selv. Den havde sikkert været dyppet i øl og alskens ting.

 

Bøger til Øvelsesskolen på den varmeste dag

Og på den allervarmeste dag skulle vi altid levere bøger til Statsseminariets Øvelsesskole. Og det var oppe på anden sal, at bogdepotet lå. Men det var altid mere festligt når Gunnar, Andersens søn kom og hjalp til.

 

Penne og penneskafter

Vi havde to kæmpe skuffer udelukkende med penne og penneskafter. Det var beregnet til de lærerstuderende. Og når et nyt semester skulle starte havde vi altid borde fyldt med lærerbøger. Det var tider dengang.

 

Jefsen var sur

Kollegialt kunne det sikkert godt gå lidt bedre. Der var jo Jefsen lidt længere henne. Og en dag skulle jeg hen og låne en pak kuverter. Jeg var lidt lun på en af de ansatte derhenne, så jeg gik troligt med ud på lageret for at få en snak med skønheden. Men ak, ifølge Jeff Jefsen fik jeg en ordentlig skideballe:

 

       Du skal ikke komme her og spionere. Hvad fanden bilder du dig ind din store klaptorsk.

 

Sådan fortsatte det i en uendelighed. Og egentlig blev vi vel aldrig de helt gode venner  så længe jeg var i Tønder. Men det blev vi dog senere hen.

Ja egentlig skulle dette jo handle om Boghandelens historie i Tønder.

 

Heinrich Nissen

Det var i 1901, at Heinrich Nissen den ældre etablerede sig som Gyldendal – forhandler og bogbinder. Det var under ret beskedne former han etablerede sig. Men gennem årene  opbyggede han en betydelig forretning. Han tilhørte den tyske folkegruppe og var førende inden for de tyske boglader i Nordslesvig. I 1920 blev Nissen samhandelsberettiget. I 1924 etableres den nuværende ejendom, Storegade 26. Der var den lokale arkitekt, Lauritz Thaysen, der stod for tegningen.

 

Forud for dette hus, stod der på denne grund, to sammenbyggede enetagers huse. Den vestre del havde gavlen mod gaden.

 

Den yngre Nissen

Nissen dør i 1943, og Heinrich Nissen den Yngre overtog butikken. Han havde været i firmaet siden 1920.

Han var uddannet bogbinder i Kiel i 1911 – 15.

 

Svigersønnen overtager

I 1949 bliver en af svigersønnerne, Poul G. Andersen medindehaver. Butikken ændrede navn til Andersen og Nissens Boghandel og blev til et I/S.

Poul G. Andersen var udlært i Odense. Han var hos Jefsen fra 1941 – 47 og to år i Odense derefter. Han blev gift med Heinrich Nissens yngste datter, Christine Nissen.

 

I 1969 blev Poul Andersen eneindehaver. I 1985 blev hans søn, Gunner Nissen Andersen medindehaver. I 1990 udtrådte Paul Andersen ud af firmaet, og Gunnar blev eneindehaver.  Firmaet ændrede i 1993 navn til Andersen & Nissen Bog & ide.

 

Gunnar overtager

Gunnar Nissen Andersen blev udlært hos P.N. Andreasen i Aabenraa. Han har desuden arbejdet hos Rasmus Hansen, Odense, Carl Nielsen, Haderslev og Gågadens Boghandel i Sønderborg.

 

Jefsen overtager

I 2007 blev boghandelen overtaget af kollegaen Jefsens Bog & Ide. Butikken ophørte som selvstændig forretning. Der var ikke mere plads til to boghandlere i Tønder mere.

 

Hans Becks Boghandel

Hvis vi skal kigge lidt på Jefsens Boghandel på Storegade 5, så blev den i 1922 etaleret af Hans Beck, som bliver samhandelsberettiget. Og som bekendt kan det at være boghandler føre til meget. For Hans Beck førte dette til en stilling som turistchef i Sønderborg.

 

Hans Beck var født i Aabenraa, søn af bryggeriejer Jens Beck. Han var udlært hos F. Sørensen i Aabenraa. Og arbejde i forskellige tyske boglader, inden han startede i Tønder.

 

Jessias N. Jefsen

I 1929 blev forretningen overtaget af Jessias N. Jefsen. Han døde i 1966 og Elly Jefsen videreførte butikken efter hendes mand sammen med sønnen og datteren Hannah Jefsen som faglig leder.

 

Jessias Nissen Jefsen var fra Flensborg. Han stod i lære i Hans Becks Boghandel, hvor han også fortsatte som medhjælper. En kort overgang i 1929 var han hos Bollerups Boghandel i Ringkøbing.

 

En meget aktiv herre

Han var særdeles aktiv mange steder. Han var sekretær i Dansk Provinsboghandlerforening. Han var aktiv i diverse foreninger i tilknytning til bogbranchen. Han var bestyrelsesmedlem i Danske Boghandlers Kommisionsanstalt. I 1954 blev han formand for Tønder Handelsforening og i var i bestyrelsen for Tønderhus.

Allerede i 1952 foreslog Jefsen, at man skulle tage til studietur til Esbjerg og Herning for at se på fjernvarmeanlæg.

 

Hannah Jefsen

I 1975 blev boghandelen omdannet til ApS. Hannah Jefsen overtog ledelsen sammen med hendes bror, Jef M. Jefsen. I 1998 overtog man Holm Hansens Boghandel i Løgumkloster med Lena Jefsen som faglig leder.

 

Hannah Jefsen var udlært hos hendes far. Uddannelsen blev suppleret med boghandlerfagskolen.

 

Jef M. Jefsen blev udlært i Gråsten Boghandel. Derefter skyndte han sig hjem til boghandelen i Tønder. Han var bestyrelsesmedlem i Bogpa og var med til at starte Kontor og ide.

 

I 2004 gik Hannah Jefsen på pension efter 50 år i forretningen. Jef blev leder af butikken, mens sønnen Martin blev leder af forretningens Kontor & Ide – afdeling.

Samme år kunne forretningen fejre 75 års jubilæum i familien Jefsens eje.

 

Forandringer hos Jefsen

I 2007 skete der en masse. Andersen & Nissens Boghandel blev overtaget og nedlagt. Filialen i Løgumkloster blev nedlagt og Lena Jefsen kom tilbage til forretningen i Tønder. Forretningen på Storegade blev udvidet med et gavlhus ud mod Lilletorv.

 

I 2011 overtog Lena Jefsen boghandelen, som hun driver videre sammen med sin bror, Martin Jefsen, der fortsat leder Kontor & ide afdelingen.

Senere på året døde Jef M. Jefsen. Et sjovt menneske, der var hyggelig at drikke en bajer med.

 

Tre boglader i Tønder i 1890

Omkring 1890 fandtes der hele tre boglader i byen. Ak og ve. I dag er det kun Jefsen, der er tilbage.

 

Drøhse

Allerede i 1853 etableres der en boghandel i Tønder af Friedrich Drøhse i Storegade.  Der blev handlet med bog – papir – og kunstartikler. Desuden var butikken også en musikhandel. Der var også trykkeri og bogbinderi samt lejebibibliotek og forlagsvirksomhed tilknyttet butikken.

Drøhse havde samtidig en filial i Westerland på Sylt.

 

I 1858 etablerede Drøhse sammen med  J.J. Caprani en boghandel i Aabenraa, men allerede året efter ophørte kompagniskabet.

 

I 1897 døde Drøhse, og hans søn, Friederich Drøhse overtog. Gennem 40 år udgav butikken F. Drøhses Almanak for Nordslesvig.

Den var uundværlig for masser af hjem langs vestkysten. Den indeholdt tider på ebbe og flod, samt angivelser af diverse markeder. Endvidere indeholdt almanakken også en køreplan.

 

Severins hjørne

I 1874 etableredes en boghandel af P. Siemonsen. Allerede året efter blev butikken overtaget af Severin Matthiesen butikken. Man handlede med bøger, papir, kunst og lædervarer. I 1907 blev boghandelen overtaget af Thomas Lasson.

 

Butikken lå på hjørnet af Torvet og Søndergade. Det blev også kaldt Severins Hjørne. Butikken blev især besøgt af seminarister. De nød en udstrakt kredit. Men det gav senere kilde til store bekymringer.

 

Ludwig Andreasens far

I et beskedent hus i Spikergade, drev den flittige og højtagtede Andresen et bogbinderi ved siden af sin boghandlervirksomhed. Han var forresten far til den senere berømte  Ludwig Andresen.

 

Frk. Kiefers boghandel

I Østergade 2 etablerede Frk. V. kieler en boghandel kort efter Genforeningen i 1920. Det var i begyndelsen i kompagniskab med Niels Chr. Andersen. Han udtrådte allerede to år efter.

 

Valborg Kiefer havde en søster, der var boghandler i Løgumkloster i kompagniskab med Chr. Andersen fra Rudkøbing.

Grunden til at Andersen var med i Tønder var at han havde skudt penge i foretagendet. Valborg Kiefer var ikke uddannet i faget. 

 

I 1925 overtog Frode Kristensen butikken. Han var ikke samhandelsberettiget. Trods dette blev der oprettet filialer i Højer og Tinglev.

 

Johannes Paulsen Schmidt

I 1927 blev butikken overtaget af Johs. P. Schmidt. Den blev drevet helt frem til 1965.

 

Johannes Poulsen Schmidt var uddannet i Slesvig. Han deltog i første verdenskrig og blev såret. I 1919 kom han tilbage til Danmark. Han arbejde et par måneder hos H. Christensen og Søn og i seks år hos P.J. Schmidt i Vojens. Han blev samhandelsberettiget allerede i 1920, men måtte søge igen.

Under tyskernes besættelse blev hans butik udsat for sabotage af den danske modstandsbevægelse.

 

Bundgårds Boghandel i Højer

Hos Andersen & Nissen arbejde vi meget sammen med Bundgaards Boghandel i Højer. Og Tage Nielsen Bundgaard overtog butikken i 1953 af fotograf A. Martinsen. I 1981 bliver konen, Sofie Bundgaard medindehaver.

I 1984 ophørte boghandelen til et stort chok for Højers befolkning.

 

En hilsen fra Bundgård

Og det er ikke længe siden, jeg fik en hilsen fra Bundgaard via hans datter ude i København NV. Egentlig var han inkassator ved Vejle Kommune. Han blev udlært som boghandler i Vejle, og var medarbejder hos Wiene i København. Han var medarbejder hos Jefsen fra 1949 – 53. Hans kone, Sofie var uddannet bibliotekar.

I første omgang i 1954 fik de nej til at blive rabatberettiget boghandel. Det gik bedre i 1956.

 

Martinsen overtog i 1912

Allerede i 1912, da Andreas Martinsen overtog et bogbinderi med papir og bladhandel var der her i Storegade 21 en slags boghandel. Egentlig var Martinsen uddannet bogbinder. I en periode var han i kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin.

Der Rote Mielcke lærte Martinsen bogtrykker -. faget inden han returnerede til Berlin.

 

Fremragende foto – dokumentation

Martinsen fortsatte selv bogtrykkeriet. Han indrammede også billeder og i hans butik kunne man købe tobaksvarer. Men hans stor lidenskab var fotografering. Han indrettede mørkekammer, og lavede selv sine billeder og forstørrelser. Hans motiver var den skønne natur i Sønderjylland. Men hans motiver fra Højer er i dag klenodier.

 

Hans fotografiske virksomhed varede fra ca 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.

Sammen med urmager – og guldsmed samt fotograf Laurids Matthiesen, der bl.a. har efterladt 18.000 fotos er dele af Højers historie på fremragende vis bevaret.

 

Lukket på grund af rigdom

Forretningen var et muntert sted . Da han engang vandt i et lotteri, satte han et skilt op i døren Wegen Reichtums geschlossen. Og så tog han ellers til Hamborg med sine venner.

 

Smidt ud – med kosten

Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede så samtidig for en bedre husorden. Da hun en dag så en række venner i spisekammeret i færd med at gøre indhug i den steg, hun havde beregnet til søndags – middagen, blev de smidt ud ved hjælp af æ lihm.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

       Litteratur Højer

       www.boghandlereidanmark.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om boghandel: Se

 

       Boghandlere i Aabenraa (under Aabenraa)

       Boghandel på Nørrebro (under Nørrebro)

       Dengang – en masse boghandlere på Nørrebro (under Nørrebro)

En ny bog bog – I skyggen af Dagmar fortæller om kejserinde Dagmars tilknytning til Nørrebro. Store dele af Dagmars familie blev henrettet. Tre døtre af Christian den Niende var pludselig hjemløse. Dagmar købte sammen med Alexandra en villa i Klampenborg. Hendes yngste datter, Olga kom også til Danmark. Efter det russiske angreb mod Bornholm, opfordrede Frederik den 9, Olga om at forsvinde. Store dele af kejserinde Dagmars hof ligger begravet på Assistens Kirkegård.

 

Hofdamer, kammertjenere og kosakkere

Indrømmet overskriften er måske lidt malplaceret og dog. Godt nok er hverken Kejserinde Dagmar eller hendes yngste datter, Olga begravet på Assitens Kirkegård. Men det er en stor del af Dagmars hof. Her hviler tidligere hofdamer, kammertjenere, kokke og liv kosakkere.

 

Ny bog

Og det er der kommet en særdeles interessant bog ud af. Denne bog er udgivet af det altid meget kreative Kulturcenter på Assitens Kirkegård sammen med Ballerup Museum. Den hedder meget passende I Dagmars skygge. 

 

Kulturpolitisk perle

Inden man går i gang med bogen skal man lige være opmærksom på, at den ikke følger en kronologisk orden.

Men man må sige, at atter engang overrasker Assitens Kirkegård. Vi har her en sand kulturhistorisk perle liggende her midt på Nørrebro. Vi må ikke håbe, at Metro – byggeriet stopper dette.

 

To russiske afdelinger

Bogen beskriver de sidste år af et 300 år gammelt zar – dynasti. Og det har i høj grad relationer til Nørrebro.

 

Blandingen af historiske gravsteder og sjældne træer er en unik oplevelse. Og gemt midt i disse herligheder har vi en gammel og en ny russisk afdeling.

Den gamle russiske afdeling stammer tilbage fra 1820. Nationalmuseet taler her om, at der er 20 bevaringsværdige gravsteder. Vedligeholdelsen sker på frivillig basis af den russikse menighed fra Alexander Nevsky – kirken.

 

Købte brugsretten

Den kejserlige russiske legation købte brugsretten af den katolske Skt. Ansgar menighed på foranledning af Maria Fjodrovna – den danskfødte prinsesse og senere kejserinde Dagmar.

 

Hårdhændet oprydningsarbejde

I 1980 påbegyndte Københavns Kommune et hårdhændet oprydningsarbejde på kirkegården. Meget blev fjernet, sikkert alt for meget.

 

Tvivl om brugs og vedligeholdelsesret

I 1987 bestemte Nationalmuseet, at Gammel Russisk afdeling skulle bevares i sin helhed. Denne bevarings – henstilling gjaldt dog ikke for Den nye Russiske Afdeling.

Der har været en del forvirring omkring ejerforholdet og vedligeholdelses – pligten.

 

H.C. Andersen sagde farvel

H.C. Andersen, der ligger på Assitens Kirkegård fik taget afsked med Dagmar i 1866. Han skrev i sin dagbog:

 

       Idet Dagmar gik mig forbi, standsede hun og trykkede min Haand, jeg fik Taarer i Øynene

 

Europas svigerfar

Far til Dagmar var selvfølgelig Christian den Niende og så kaldet Europas svigerfar. Fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner:

 

       Den ældste søn blev Frederik den Ottende

       Alexandra blev dronning af England

       Sønnen Vilhelm blev Kong Georg den Første af Grækenland

       Hans datter, Thyra blev overhoved for den hannoveranske slægt i eksil som Hertuginde af Cumberland

       Sønnen Valdemar blev gift med prinsesse af huset Orleans.

 

Flere pladser til rådighed

Som nygift fik zar – parret en række paladser til deres rådighed. Dagmars svigerfar Alexander den Anden boede i Vinterpaldset med sine to husstande. En med hustruen, Maria Alesandrowa og en med elskerinden Fyrstinde Katarina Dologorousky.

 

Den russiske kirke

Som 19 – årig var Dagmar blevet gift med tronarvingen Alexander Aleksandrovitj, den kommende Alexander den Tredje.

 

I 1880erne havde han bygget en russisk – ortodoks kirke i København. Kirken kom til at hedde Alexander Nevsky – kirken. Navnet er opkaldt efter det russiske riges skytspatron. Det var også fra den kirke, Dagmar senere blev stedt til hvile.

 

Overdådige fester

Det var nogle overdådige fester, der blev afholdt under zar – tiden. De store baller havde et par tusinde deltagere. De lidt mindre havde omkring 800 deltagere.

Kejserinden forærede sine damer kjolestoffer i silke og fløjl, både til jul og påske.

 

Zar købte villa

I 1885 købte Dagmars mand, zar Alexander den Tredje en villa i Fredensborg. Her havde han sine private gemakker under sine besøg i Danmark.

 

Svigerfar myrdet

Efter mordet på svigerfar flyttede det nye zar – par efter samråd med det hemmelige politi uden for Skt. Petersborg til Gatschina – Paladset.

Her var forholdene lidt mindre. Og her blev man konstant overvåget af Det hemmelige Politi.

 

Dagmar – enke

Først som enke i 1894 bosatte Dagmar sig igen i by – residensen Amitchkoff. Dagmar blev boende her midt i Skt. Petersborg indtil efteråret 1915.

 

Tre døtre hjemløse

I 1906 stod Christian den Niendes døtre Alexandra, Dagmar og Thyra uden fast opholdssted i deres hjemland . Og kongen var netop død.

Søstrene havde i samråd med deres bror, Frederik den Ottende besluttet at lade familiens stuer på Amalienborg stå ubenyttet hen, så de havde et sted, som de kunne kalde for hjem. Disse stuer blev senere benyttet i vinter – månederne.

 

En villa købes

Alexandra og Dagmar købte dog en villa Hvidøre  i Klampenborg for 300.000 Rdl. Kontant. Der blev dog givet lidt kontantrabat. Snart indløb der en masse tilladelses – begæringer om tilbygninger til kommunen.

Selv om Dagmar ofte var i Rusland, opholdt hun sig mere her end Alexandra.

 

Et tilløbsstykke

Villaen blev noget af et tilløbsstykke. Folk ville have et glimt af de to kongelige. Og de blev da vartet op som kongelige. Således var der i 1907 et personale på 30 personer.

 

Dyr krig

Da Rusland gik ind i krigen mod Tyskland, bakkede befolkningen i begyndelsen op om Zar Nicolai den Anden. Men krigen blev lang og dyr. Og befolkningen manglede desperat mad, kul og andre dagligvarer. Zaren tog selv til fronten.

 

Frasagde tronen

I 1917 frasagde Nicolai den Anden sig tronen for at undgå konflikter. Men det var sikkert for sent. Zar – familien var nu underlagt bolsjevikkernes magtbeføjelser efter revolutionen i 1917. Familien blev udsat for husarrest, ransagning, belejring, sult og afsavn.

 

300 års enevældig styre slut

Opgøret endte med henrettelser og flugt til udlandet. Kaos og blodige sammenstød herskede overalt i Rusland.

300 års enevældigt Romanoff – dynasti var definitivt og voldsomt forbi. Alle ejendomme blev konfiskeret og zar – familiens formue blev beslaglagt.

 

Uforskammet og groft

Egentlig ville regeringen helst have sendt hele familien til England, hvor zarens fætter, Georg den Femte regerede. Man det modsatte sovjetten sig.

Familiens vogtere opførte sig mere og mere uforskammet og groft. Alle former for luksus forsvandt efterhånden.

 

11 mand myrdet

Den 17. juli 1918 blev familien kl. 1.30 sammen med deres læge og tjenestefolk bedt om, at gå ned i kælderen. Zaren bar selv sin søn, der var stærk svækket af en blødersygdom. Ingen anede uråd, før en gruppe soldater entrede det lille rum med rifler og pistoler. Dødsdommen blev læst op, hvorefter det blev skudt. Ligene blev kørt bort og begravet i nærheden af byen. Familien blev først fundet og identificeret i 1992.

 

Zarfamilien var spredt for alle vinde. Dagmar mistede sin ældste søn, dennes hustru, og deres fire døtre. De blev myrdet af de revolutionære under ledelse af den lokale Tjeka – boss, Jurovskij.

 

Hjem efter to åre husarrest

I 1919 vendte kejserinden endelig hjem til Danmark til hendes nye fristed. Hun ville tilbringe de sidste leveår ved at omgive sig med familie og sine russiske landsmænd i kirken og blandt personalet.

Under revolutionen tilbragte hun i husarrest på Krim.

Dagmar blev det uofficielle overhovede for den russiske migration, der i 1921 omfattede 3.500 personer.

 

Det kneb med penge

Georg den Femte, Dagmars nevø sørgede for en livrente. Den danske regering havde ingen ambitioner om at sætte enkekejserinden på finansloven.

Forholdet til Christian den Tiende var nærmest anstrengt. Hendes datter Olga måtte også hjælpe hendes mor økonomisk.

I 1922 slap kejserindens egne midler op. Hun var nu afhængig af indsamlinger og anden støtte. H.N. Nielsen, der var stifter af ØK, var dog en stor bidragsyder.

 

Død i 1929

Fra 1926 ønskede man overhovedet ikke at stille statsapparatet til rådighed. Dagmar måtte nu selv sørge for husholdninger og lønninger.

Efterhånden isolerede kejserinden sig mere og mere. I efteråret 1929 døde hun.

At blive begravet sker normalt kun en gang. Første gang skete fra den russiske kirke med deltagelse af hele den kongelige familie.

 

Anden gang skete i 2006, da hendes sarkofag blev fragtet fra krypten i Roskilde Domkirke. via et orlogsskib til Skt. Petersborg. Hun blev stedt til hvile i Peter og Paul katedralen.

 

Yngste datter med til Danmark

Storfyrstinde Olga Aleksandrovna der var Dagmars yngste datter fulgte med hendes mor til Danmark. Hun overlevede også den massakre der overgik hendes familie.

 

Nyt ægteskab

Den 27. juli 1901 blev Olga gift som 19 – årig med sin 33 årige halvfætter, Prins Peter af Oldenburg. Det var et ægteskab arrangeret af moderen. Det var ikke særlig lykkeligt og blev opløst i oktober 1916.

Den 17. november samme år giftede Olga sig med oberst Nikolaj Katikovsky.

 

Eget militærhospital

Da Første Verdenskrig brød ud, drog Olga afsted til østfronten, hvor hun oprettede sit eget militærhospital.

Fra 1917 til 1920 boede familien på Krim og Kaukasus. I den tid fik de to sønner.

 

Fra Amalienborg til Ballerup

I 1920 nåede Olga og hendes familie til Danmark, hvor de sammen med Olgas mor i hvert fald i vintermånederne slog sig ned på Amalienborg.

De fulgte senere med til villaen Hvidøvre i Klampenborg. De boede i gartnerboligen.

 

Da Dagmar døde flyttede familien til Rygaard i Gl. Holte. Og i 1930 købte Olga og Nikolaj gården, Knudsminde i Ballerup.

 

Et dilemma

Olga og hendes familie befandt sig i et dilemma mellem antikommunismen, nazismen og kampen for at få Danmark befriet fra tyskerne.

Men de havde en nær ven i C. F. Schalburg, der også kom i den russiske ungdomsforening. Schalburg var også Olgas gudbarn. Han opfordrede Olgas to sønner til at melde sig under de nazistiske faner, men de afslog.

 

Under og efter den anden verdenskrig hjalp Olga russiske krigsfangere, også dem, der bar tysk uniform.

 

Kreativ storfyrstinde

Interessen for at tegne og male fulgte hende hele livet. Storfyrstinde Olga var særdeles produktiv med akvareller og oliemalerier. Hun stillede gerne hendes kunstværker til rådighed for velgørende formål. Hun dekorerede også porcelæn for Den Kongelige Porcelænsfabrik. Og børnebøger illustrerede hun også.

 

Kong Frederik: Forsvind

Efter det russiske angreb mod Bornholm bad Kong Frederik den Niende familien om at forlade Danmark omgående

 

Hun og hendes familie emigrerede i 1948 til Canada bange for at blive udvist til Rusland.

Begge Olgas to sønner blev gift med lokale piger.

I Canada købte familien en gård. I 1952 solgte de gården og flyttede til en mindre villa i Cooksville. Olgas mand døde i 1958. Og Olga døde selv i Toronto. Begge bevarede deres danske statsborgerskab.

 

Til minde om den kreative Olga har man kaldt en af vejene for Storfyrstinde Olgas Allé.

 

Dårlig integreret

Mange russiske migranter kom til Danmark som følge af den russiske revolution i 1917. Opfattelsen var, at de klarede integrationen i det danske samfund let og smertefrit. Men den omtalte bog stiller spørgsmålstegn ved om det virkelig var tilfældet.

 

Svært at få opholdstilladelse

At blive sendt til Sibirien var en straf, det russiske styre brugte tidligt. Derfor søgte de mod Danmark. Men mange forlod igen vores land. Problemet var, at man hver tredje måned skulle have opholdstilladelsen fornyet.

Statsborgerskab fik man først efter 15 – 20 år. Og uden statsborgerskab kunne man ikke få pension.

 

Læs denne bog, som også har flotte illustrationer.

 

I Dagmars Skygge (udgivet af Ballerup Museum og Kulturcenter Assitens)

 

Hvis du vil læse mere: Om Assitens Kirkegård – læs:

Assistens Kirkegård – 250 år

Begravelse på Assistens Kirkegård 1887

Da Gertrud rejste sig fra kisten

Livet på Assistens Kirkegård

Under jorden på Assistens Kirkegård