Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Dengang – det var alvor

September 23, 2012

af journalist Svend Thaning

Gunnar Dyrberg var den første frihedskæmper, som kom ind i den tyske afdeling i Vestre Fængsel den 5. maj 1945, hvor andre modstandsfolk ventede på at blive henrettet. Læs beretningen om den nu pensionerede bankdirektør og fader til Pondus-pingvinen, som var skarpt forfulgt af Gestapo og HIPO og ikke selv troede, at han ville overleve krigen.

 

”De råbte og græd af glæde, da de så vores armbind og stenguns. Først da gik det op for dem, at de var reddet. Specielt de frihedskæmpere, som var dømt til døden og ventede på at blive henrettet. De sidste modstandsfolk var nemlig blevet skudt 10 dage før, vi dukkede op i fængslet. En dejlig, men også mærkelig fornemmelse at se fangerne stå oppe på de lange etager i fængslet og råbe og skrige af glæde ved synet af os,” fortæller den nu 84-årige pensionerede bankdirektør og tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg.

 

Episoden fandt sted den 5. maj 1945 om morgen i Vestre Fængsel i København, hvor den dengang 23-årige stud. polit. Gunnar Dyrberg sammen med to kammerater var de første modstandsfolk, der trådte ind i den berygtede tyske afdeling og dermed befriede de danske fanger.

 

For Dyrberg personligt betød den 5. maj, at et år under jorden med Gestapo og HIPO konstant i hælene var forbi. Et opslidende rakkerliv med skiftende logi og maskinpistolen og håndgranater ved siden af sengen, hvis nattens stilhed pludselig skulle blive afbrudt af bremsende biler, tunge trin på trapperne og sprængte døre.

 

Dyrberg havde siden efteråret 1943 været medlem af sabotagegruppen Holger Danske, hvor han havde arbejdet tæt sammen med de to berømte modstandsfolk, Citronen og Flammen, og studiekammeraten Patrick. Bl.a. med at likvidere stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste.

 

Datteren døbt ved fars kiste

 

”Selvfølgelig var jeg glad, da Johannes G. Sørensen den 4. maj kl. 20.37 læste frihedsbudskabet op i BBCs danske udsendelse fra London. Men det var ikke lutter glæde. Patrick, Niels Christian – et andet gruppemedlem – og jeg kørte ud til én af vore kammerater, Svend Dorphs gravide enke. Hun skulle ikke sidde alene den aften, hvor lysene blafrede i vinduerne. Svend havde i marts taget sit eget liv i én af Politigårdens fangeceller. Han var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at modstå HIPOs tortur og dermed komme til at røbe os. Da man efter befrielsen gravede ham op i Ryvangen, blev hans nyfødte datter døbt ved hans kiste,” fortæller Gunnar Dyrberg.

 

Dyrberg var mere heldig, selv om han ikke regnede med at overleve krigen. Men han var tæt på ikke at gøre det flere gange. Bl.a. i foråret 1944, hvor han måtte springe ud af vinduet hjemme hos sine forældre på Vesterbro, da Gestapo bankede på. Det blev begyndelsen på Dyrbergs hektiske og psykisk nedslidende illegale tilværelse frem til befrielsen. 

 

Citronen og Flammen dør

 

I oktober 1944 gik det helt galt for hans to berømte gruppekammerater – Flammen og Citronen.

 

Først Citronen – den 33-årige Jørgen Haagen Schmidt. Han blev hårdt såret, da han den 19. september blev taget af tyskerne – samme dag, som det danske politi blev arresteret. Uheldigvis var Citronen netop den dag forklædt i politiuniform og blev roundet op sammen med andre politifolk. Han forsøgte at flygte, men blev skudt, hvorefter tyskerne stoppede en forbipasserende ambulance og smed ham ind i den. Citronen var kun bevogtet af én tysk politisoldat, som det lykkedes ham at dræbe med en skjult pistol. Og som nådens gave fra oven viste det sig, at ambulanceføreren var modstandsmand og kendte Citronen. Derfor blev han i første omgang reddet og bragt ud til en villa på Jægersborg Allé. Næsten en måned efter gik det for alvor galt. Uheldigvis var ejeren af huset illegal bladmand, som tyskerne ville anholde. I stedet blev de tyske politisoldater og danske Gestapo-folk mødt af Citronen, der lå inde med et større våbenlager, som han forsvarede sig med. Kampen varede i flere timer. Citronen nåede at skyde flere politisoldater, før tyskerne satte ild til villaen i et forsøg på at ryge ham ud. Det lykkedes. Citronen forsøgte endnu engang at flygte i såret tilstand, men blev mejet ned på græsplanen foran huset. Det var den 14. oktober.

 

Fire dage efter var det Flammens tur. Den mest eftersøgte sabotør og likvidator i Danmark. Han var på opgave i Jylland, da hans bedste ven Citronen faldt. Flammen havde efterladt sine våben hos Citronen. Derfor var han ubevæbnet, da tyskerne væltede ind ad døren i en villa på Strandvejen, hvor Flammen drak aftenkaffe hos gode venner. I første omgang forsøgte Flammen at stikke af. Det var umuligt. Villaen var omringet. Derfor løb han op på første sal. Ind i et værelse og slugte sin cyankaliumpille for ikke at blive taget levende.

 

På hængende hår

 

To måneder efter tragedien med Dyrbergs to kammerater var der bud efter ham selv. Det var den 19. december 1944, hvor næsten alt gik galt for den 23-årige frihedskæmper.

 

”Jeg boede på det tidspunkt i en tom villa på Frederiksberg. Jeg kom hjem, netop som det var ved at blive mørkt. Pludseligt så jeg et glimt i et vindue, der ikke var mørkelagt Jeg svingede i sidste øjeblik cyklen væk, kørte hen og ringede fra en telefonboks. En dansk Gestapomand var i røret og sagde, at jeg måtte skynde mig at komme. Der var et vigtigt møde. Den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Jeg ventede ellers besøg af to af mine kammerater og chefen for Vestsjællands Modstandsbevægelse, Bruno de Neergaard fra Slagelse, som gennem os skulle i genskabe kontakten til Frihedsrådet. Derfor troede jeg, at de var kommet for tidligt og var blevet taget af Gestapo. Jeg forsøgte desperat at samle folk, så vi kunne storme villaen. Men når man er under jorden, er det ikke let at komme i kontakt med sine folk. Man må jo ikke vide, hvor de overnatter. Jeg vidste ikke, hvordan Gestapo havde opdaget mit skjulested. Derfor var der fare for, at de andre medlemmer i gruppen ville blive taget. Måske havde der været en stikker. Det betød også, at våbenlagre og sprængstoffer skulle flyttes meget hurtigt. Men så dukkede mine to kammerater op. De havde været i villaen, da Gestapo ankom, men skød sig igennem – en Gestapo-mand blev dræbt. På flugten gennem haven var mine kammerater mere end heldige. I tusmørket så de ikke en fordybning i græsplænen og faldt netop, som tyskerne åbnede ild. Det blev deres redning. De slap væk. Bruno de Neergaard havde de gemt et sikkert sted oven på en karnap, hvor han ikke kunne ses nede fra. Men en nabo så ham, da det blev lyst, og gjorde tyskerne opmærksom på det. De Neergaard blev henrettet den 29. marts 1945. Villaen blev bagefter sprængt i luften, som tyskerne havde for vane, når de opdagede, at et hus tjente som logi for modstandsfolk,” fortæller Dyrberg.

 

Det var en trist jul det år for Dyrberg. Bedre blev det heller ikke i månederne op til befrielsen, hvor flere kammerater ikke kunne klare det psykiske pres og derfor måtte flygte til Sverige. Men Dyrberg blev, selv om han også var ved at være nedslidt og udbrændt. Og kort før befrielsen gik det så ud over en af hans bedste venner i gruppen, Jakob. Han kom gående ved ruinerne af det udbombede Shellhus, Gestapos hovedkvarter i København, da en gruppe mænd kom løbende i retning af ham, skarpt forfulgt af tyske politisoldater. Jakob var bevæbnet med en pistol. Derfor drejede han rundt på hælene og forsøgte at flygte sammen med de andre. Det lykkedes ikke. Jakob stoppede op. Tog kampen op mod overmagten, men døde i den efterfølgende ildkamp.   

 

Spyttet på to gange

 

Da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen, havde Holger Danske mobiliseret sine styrker ligesom næsten alle andre modstandsgrupper, selv om kapitulationen først var officiel næste morgen klokken otte.

 

”Om morgenen den 5. maj havde jeg fri. Jeg ville besøge mine forældre på Vesterbro. Dem havde jeg ikke set, siden jeg gik under jorden et år tidligere. Da vi kørte gennem Istedgade, så vi et masseopløb med hujende mennesker. Jeg fyrede min maskinpistol af op i luften. Flokken spredtes så meget, at vi kunne komme ind i midten. Her lå en kvinde, som gadens parlament var ved at lynche. Vi tog hende med os, men mængden opgav ikke så let. Kvinden blev overspyttet, og det blev vi også i kampens hede. På Sønder Boulevard blev vi igen overspyttet. Vi tog os af en hipomand, som folk havde udpeget. Vi dækkede manden, mens vi hev ham ind i bilen, men spytklatterne ramte mere os end ham. Han blev afleveret sammen med kvinden i Vestre Fængsel, hvor vi havde oplevelsen med de danske fanger,” fortæller Dyrberg.

 

Det må vi ha´ på tråd

 

Da Dyrberg og hans kammerater senere på dagen kom hjem til Holger Danskes hovedkvarter på Gentofte Hotel, hørte de, at Den Danske Brigade var gået i land i Helsingør.

 

”Vi besluttede at køre derop. På Strandvejen så vi en motorcyklist fra brigaden komme imod os. Vi stoppede ham og bød ham velkommen til Danmark. En journalist fra radioen havde fået lov at køre med os. Han havde en trådbåndoptager med – noget helt nyt dengang. Da vi havde hilst brigademanden velkommen, råbte journalisten begejstret: Det er et historisk øjeblik. Det må jeg ha’ på tråd. Vi bankede på et hus for at få strøm til apparatet. Jeg gentog den lille tale, og efter et par glas sherry kørte vi videre,” fortæller Dyrberg.

 

Syd for Helsingør vrimlede det med kampklædte brigadesoldater, som troede, der blev kæmpet i København. Dyrberg og hans kammerater kunne berolige dem med, at der ikke blev skudt i hovedstaden. Krigen var forbi.

 

”Det troede de ikke rigtigt på. Eller også ærgrede de sig over at være kommet for sent hjem til at ordne et par tyskere. Men det lykkedes os at få at vide, at brigadens øverstbefalende, general Knutzon, befandt sig på et skib i havnen i Helsingør. Pudsigt nok hed skibet Holger Danske. Hvad er d’herrers ærinde? spurgte en søofficer, der bevogtede landgangen. Vi vil byde brigaden velkommen til Danmark fra Holger Danske, svarede vi. Da det gik op for ham, hvad jeg havde sagt, sprang han ned i skibet. Et sekund efter stod generalen foran os. Jeg sagde nogle få velvalgte ord og han svarede højtideligt. Så sagde journalisten endnu engang: Dette er et historisk øjeblik. Det må vi ha’ på tråd”.

 

Kasernen overgiver sig

 

Der skete mange andre pudsige ting den dag. En af Dyrbergs kolleger i Holger Danske – Lille Hans og hans gruppe kom kørende ad Ryvangs Allé, hvor det tyske krigsflag stadig vajede over ingeniørkasernen.

 

”Det måtte der gøres noget ved, mente Lille Hans. Resolut kørte han ind på kasernen. Promte blev flaget halet ned. Men hvad skulle han og hans fem mand stille op med en kaserne med flere hundrede velbevæbnede soldater. Det var jo bare en pludselig indskydelse. Der gik dog ikke lang tid, før en dansk officer, som havde fået til opgave at overtale tyskerne til at overgive kasernen, dukkede op med kasernens gamle dannebrogsflag under armen. Han spurgte høfligt Lille Hans, om han havde noget imod, at han overtog kasernen. Det havde Hans ikke. Ved samme lejlighed tog en ældre tysk underofficer vores kammerater hen til det sted, hvor så mange havde mistet livet i Ryvangen – bundet til en af tre pæle, og bagefter kulet i jorden. Det var første gang, at man blev klar over, hvor henrettelserne i københavnsområdet var foregået,” fortæller Dyrberg.

 

En forkert overgivelse

 

Det var ikke den eneste episode den dag, hvor dansk militær blev konfronteret med de unge fløse i Holger Danske-gruppen.

 

”Jeg havde også en pudsig oplevelse med den danske hær den 5. maj. Om formiddagen var et kompagni tyske soldater kommet marcherende på vej til Jægersborg Kaserne forbi vores post ved Gentofte Hotel. Tyskerne blev standset og måtte aflevere deres våben, før de fik lov til at fortsætte. Hen på aftenen dukkede en dansk officer i nystrøget uniform op og forlangte at få foretræde for kommandanten. Det var mig på det tidspunkt. Jeg sad med fødderne i en balje vand efter et hårdt døgn uden søvn og med meget renderi. Officeren glemmer jeg sent. Efter at han havde betragtet dette højst umilitære væsen med væmmelse, sagde han overlegent til mig: De har ikke overholdt reglerne. Vil De omgående sørge for, at de beslaglagte våben bliver leveret tilbage til tyskerne, så vi kan få en reglementeret overgivelse. Jeg svarede venligt, at han selv kunne prøve at finde våbnene, hvorefter han drejede rundt på hælene og forsvandt. Dengang var vi unge og fuldstændig respektløse, fortæller Dyrberg.

 

Den aften kunne Dyrberg for første gang i meget lang tid sove uden frygt. Det var dét, det handlede om for ham den 5. maj. Ikke de store armbevægelser og nationale udgydelser. Det var slut med at blokere døren, tjekke om maskinpistolen var afsikret og sikre sig en flugtrute, hvis nu…..

 

Fakta om Gunnar Dyrberg

 

Gunnar Dyrberg, cand. polit. blev født 1921 og voksede op på Vesterbro i København. Han blev i efteråret 1943 medlem af Holger Danske, mens han studerede økonomi ved Københavns Universitet. Han var afdelingsleder i Holger Danske og hørte til ”den hårde kerne” blandt de få hundrede sabotører i København. Efter krigen arbejdede han bl.a. med at genoprette samhandlen med det tidligere Nazi-tyskland. Senere har han haft en lang karriere i dansk erhvervsliv. Fra 1966-87 var han pr-chef i Den Danske Bank, hvor han opfandt sparebøssen Pondus-pingvinen. En af de største succeser i dansk markedsføring nogensinde. Gunnar Dyrberg er også forfatter til en række bøger om besættelsen og en enkelt bog om hans erhvervskarriere efter krigen. Den hedder ”Under henvisning til… fra krudt og kugler til pen, papir og Pondus”, som udkom sidste år.

 

Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København