Dette er en anmeldelse af
bogen Mirjams Flugt af Christoffer Rosenløv Stig Christensen. Vi følger
Mirjam fra Litauen. Først i ghetto, hvor alle børn blev læsset på 
vogne og kørt til ukendt skæbne. I Stutthof var der hverken kloak,toilet,
vand, stole, senge eller borde. Dødsmarchen kostede
mange livet. Og på vandet blev flygtningeskibene bombarderet af russere
og englændere. En tankevækkende erindring krydret med krigens rædselsfulde
fakta. En 87 – årig Østerbro – borgers frygtelige skæbne.

 

Fakta og lidelseshistorie

På Østerbro sidder i dag en aktiv 87
– årig dame, der ser tilbage på sit bevægende liv. Vi følger hende
fra den dag, da Mirjam Jurkofsky oplevede, at de tyske tropper stormede ind i Litauen. Samtidig med denne historie,
følger vi krigen ud fra fakta.

 

Der
er ikke så meget nyt i disse fakta, men det fungerer udmærket
sammen med Mirjam´s lidelseshistorie. Og forfatteren
forholder sig heller ikke til, hvordan vi behandlede flygtningene i Danmark, eller hvorfor de allierede
bevidst bombede flygtningeskibene. Det kan være et bevidst fravalg.

 

Livet er dyrebart

• Livet er dyrebart, og jeg
  holder meget af det,

 

Ja
sådan siger Mirjam Jurkofsky, som oprindeligt var døbt Merke Pomeranz.

Nogle
detaljer, hændelser, datoer, steder og personer er forsvundet i Mirjams hukommelse. Andre ting er
udeladt af private grunde.

 

Et civiliseret
liv kan gå i opløsning

Det
var et foredrag på det jødiske plejehjem af Sofie Lene Bak, der fik Mirjam, til at fortælle hendes historie. Sofie Lene Bak, hvis seneste bog, som vi
har anmeldt her på siden, skriver også bogens efterskrift. Hun siger
meget rammende:

 

• Holocaust minder os om,
  at civiliserede samfund kan gå i
  opløsning
  på rekordtid,
  og at almindelige mennesker kan ende med at begå grusomme
  forbrydelser.

 

Udrydning
af jøder

I
1941 var der mellem 200.000 – 250.000 jøder i Litauen. Fire år senere var der 10.000
tilbage.

 

Dengang
i Litauen var Mirjam 16 år gammel. Det var den
22. juni 1941. Aftenenen forinden havde det lille træhus været fuld
af liv. Man havde holdt den ugentlige jødiske helligdag. Storesøster Luba på 18 år, var stadig præget
af en blindtarmsoperation.

 

Allerede
som 14 årig havde Mirjam lukket skolebøgerne. Den
daglige kamp for at skaffe mad og penge tog for megen tid.

 

Jøderne
mistede deres rettigheder

I
1933 var nazisterne kommet til magten. Det gik ikke langt tid, inden
jøderne fik dette at følge. I årene, der fulgte blev synagoger brændt
ned, og efterhånden mistede jøderne efterhånden alle deres rettigheder.

 

På 
flugt

Der
blev råbt og skreget. Tyskerne var
kommet. Inden fra midten af byen bredte der sig hastigt en ild. Mirjam og storesøster søgte mod
hovedvejen. En lastbil holdt ind til siden, og søstrene sprang op.

 

Operation
Barbarossa

Mere
end tre millioner tyske soldater var i gang med Operation Barbarossa . Det gik hårdt ud over Litauens befolkning. Men helt op til
45 millioner mennesker måtte forsvinde for at sikre mad og råstoffer
til Hitlers værnemagt.

 

Modtaget
med hyldester og blomster

Den
lastbil, søstrene befandt sig, var kørt ca. 100 km, da
de blev læsset af. De søgte i den første tid ly i et jødisk kapel.
Efter tre dage nåede de tyske tropper byen. Som i andre litauiske byer
blev de modtaget med hyldest og blomster. Befolkningen troede fejlagtigt,
at de nu fik deres selvstændighed tilbage.

Man
havde valget mellem to onder, kommunisterne eller nazisterne. Men ret hurtig proklamerede Hitler, at landet nok ikke skulle
regne med selvstændighed.

 

De skulle
gå i rendestenen

De
to søstre fandt ud af, at de på byens rådhus kunne få mærker til noget
spiseligt. Her opdagede de pludselig flere familiemedlemmer, der havde
fået et lille sted, hvor de alle holdt til. Søstrene kunne nu nyde
fællesskabet med familiemedlemmerne.

 

Men
snart skulle alvoren gå op for dem. Der blev spyttet på jøderne i Litauen.  De måtte ikke længere bruge
offentlige transportmidler. De måtte heller ikke gå på fortovene,
og skulle gå i rendestenene. Pludselig måtte de ikke mere få behandling
på sygehusene.

 

De jødiske
mænd blev skudt

De
jødiske mænd i Mirjams familie blev arresteret uden
begrundelse. Det var en onkel og en svoger, der kort tid efter blev
skudt. Det var i en skov cirka 12 kilometer fra det sted, Mirjam befandt sig. En regulær
massehenrettelse foregik her.

 

Det
var Heydrich, der havde beordret dette.
Han havde udnævnt forskellige indsatsgrupper. Og indsatsgruppen i Litauen var blandt de værste. 

I
løbet af et halvt år havde indsatsgruppen stået bag 137.346 drab,
heraf var de 114.856 jøder.

I Sialiai i det nordlige Litauen opererede en anden indsatsgruppe.

 

I ghettoen

Og
her blev en ghetto indrettet med forskellige kvarterer. Flere meter
højt pigtråd blev sat rundt. Og her nærmest i et træskur boede Mirjam og hendes familie. Det var
uden bad eller toilet. Lige uden for hoveddøren havde de udsigt til
pigtråd. I ghettoen opholdt der sig 5.500 indbyggere. Alt for mange
på for lidt plads.

Og
også i ghettoerne opererede morder – patruljerne.

 

Under
SS – Soldater

Mirjam var med til at udvide en flyveplads. Hun blev
sat til mange forskellige arbejdsopgaver. På et tidspunkt skulle hun
stryge skjorter til SS – folk.

 

Der
blev også smuglet mad ind i ghettoen. På et tidspunkt blev Mirjam opdaget, men slap heldigt.
Sådan gik det ikke for 40 – 50 jøder, der gjorde det samme. De blev
skudt.

 

Ghettoen blev omdannet til en udelejr
for KZ – lejren i Kaunas. Nu stod Mirjam og alle de andre jøder pludselig
under SS – korpsets myndighed.

 

Operation
Reinhard

En
dag, da Mirjam var kommet hjem fra arbejde,
havde SS – soldater hentet alle børn op til 13 år. Dem, der havde
gemt sig, trak de i håret eller benene  og smed dem ned fra tagene.
De blev kørt til togstationen og anbragt i godsvogne. Ældre, handikappede
og syge blev taget med ved samme lejlighed.

 

Sandsynligvis
er alle havnet i gaskamrene i Aushwitz. Heinrich Himmler havde fundet ud af, at gas var billigere og mere
effektivt end kugler.

Alene
i løbet af 1942 blev formentlig op til 1,3 millioner polske jøder
gasset i de første tre lejre i den såkaldte Operation Reinhard.

 

Fuldstændig
tilintetgørelse

Egentlig
ville nazisterne deponere jøderne til øde egne. Her håbede man så,
at de døde af sig selv. Men denne beslutning blev ændret til en fuldstændig
tilintetgørelse af Europas jøder.

 

Til
Stutthof i kreaturvogn

Sidst
på vinteren 1943 blev Mirjam og hendes familie kommanderet
i arbejdslejr. Maden var knap og nogle vagter til tider modbydelig.
I løbet af juli 1944 blev de tidligere ghettoer helt lukket i Litauen.

 

Dem,
der var tilbage blev ført til kz- lejren Stutthof nær Gdansk (Danzig) og til Dachau nordøst for München.

 

Mirjam
og hendes familie blev i kreaturvogn
ført til Stutthof. Under 2. verdenskrig blev
110.000 fangere ført hertil. Halvdelen overlevede ikke.

 

Ydmygende
lægeundersøgelse

Det
første de fratog Mirjam var alle hendes ejendele.
Dernæst måtte hun gennem nogle ydmygende lægeundersøgelser.

I
oktober 1943 blev 150 danske kommunister med den danske regerings hjælp
sendt til Stutthof. Omkring 20 af disse overlevede
ikke strabadserne.

 

Stutthof var vokset fra at være 4 ha i 1939 til 120 ha
fem år senere. Gaskammeret blev først taget i brug i juni 1944. Lejren
var egentlig ikke det man kaldte udryddelseslejr.

 

 Således døde to millioner jøder i de egenetlige
udryddelseslejre som Treblinka og Auschwitz – Birkenau. Mirjams lillebror blev sendt til Auschwitz.

 

Uden
kloak, toilet, stole eller borde

I Stutthof kom Mirjam og hendes søster i Jødelejren. Her var de mest usle forhold.
Der var ingen kloaker, intet toilet eller rindende vand. Der var ingen
stole, borde eller køjesenge.

 

Lederen, Ewald Foth var en ren sadist. Han deltog
selv i afstraffelsen med dødssprøjter og nakkeskud.

 

Næsten
i paradis

Tørsten
og sulten prægede Mirjam konstant. På et tidspunkt
kom hun ud på en gård. Heldigvis behandlede den tyske familie hende
godt. Selv om hun arbejdede hårdt, tog hun på i vægt.

 

Kanoner
kunne høres

Efter
den periode, som hun nærmest opfattede som paradis, blev hun sendt
i en filial – lejr, 40 km fra Stutthof.

Og
havde man ikke arbejde til kvinderne, blev de sat til at sidde timevis
på gulvet uden mulighed for at røre
sig. Det skete også, at de i timevis skulle gennem appeller.

 

I
januar 1945 kunne fangerne høre kanoner. Det var Den Røde Hær, der var på vej. I lejren hærgede en tyfus –
epidemi. Mirjam gik heller ikke ram forbi.
Og krematorierne arbejde stadig i døgndrift.

 

Dem,
der segnede, blev skudt

Den
22. jan. 1945 fik fangerne at vide, at dem der regnede med, at kunne
gå mindst 30 km dagligt skulle melde sig. Lejren skulle evakueres.
Endelig den 26. jan. var det afgang. Man kørte med tog de 14 km til Mikozewo. Her blev man fragtet over Wisia – fjorden. Først nu begyndte den egentlige
dødsmarch.

 

De
kvinder, der dejsede om, blev skudt. Og det var der mange, der gjorde.
Kommunisten Martin Nielsen har i bogen Rapport fra Stutthof beskrevet denne march. Den varede meget længere
end den uge, man sagde, den skulle vare. Det gjorde det heller ikke
lettere med voldsom regn og snestorme. Ligeledes bredte sygdomme sig
både blandt fangerne og vagterne.

 

Nedskydninger
ved kysten

Martin
Nielsen beskrev, at der på den march,
han var på, da startede 1.198 fangere. Dagen før, de blev befriet
var der kun 346 tilbage. Marchen var aldeles ukordineret. Der var beretninger
om, at der ved kysten var nedskydninger.

 

Russerne
nåede først Stutthof den 9. maj 1945.

 

Gemte
sig i høet

Mirjam og hendes søster forsvandt op på et loft, og
gemte sig i høet. Først længe efter turde de at komme frem.

Efter
en lang vandring, fik de hjælp af tre russiske piger. De fik nyt tøj,
blev vasket og fik noget at spise. De fik arbejde hos en borgmester
i en lille by. De skulle hele tiden passe på ikke at røbe, at de var
jøder. Men gården blev bombet af russere, så de måtte flygte.

 

På 
flugt så de tyske soldater hænge dinglende fra galger. Kvinder
blev voldtaget af Den Røde Hær, og flygtninge blev mejet ned. Hævntørsten fra
de russiske soldater var stor.

 

Operation
Hanibal

En
33 km lang halvø Hela ved Gdansk blev redningsplanken for
hundredetusinde. De var på flugt fra Den Røde Hær. Blandt dem var Mirjam og hendes søster.

 

Den tyske stor – admiral Karl Dönitz gav ordre til Operation Hannibal. Flygtninge fra Østpreusen, Vestpreusen og Pommern blev sejlet videre til sikre
havne. Det anslås, at mellem 1 og 2 millioner flygtninge på den måde
reddede livet. – deriblandt Mirjam og hendes søster Luba.

 

Flygtningeskibe
bombarderet

Alt
blev brugt, overlæssede passagerskibe, krigsskibe, tankskibe, handelsskibe,
skoleskibe, fiskerkuttere, pramme og kulbåde.

Mirjam husker, at det skib, de var med blev angrebet
af russiske jægere.

 

Bogen tager ikke stilling til, hvorfor britiske og russiske
fly angreb flygtningeskibene, selv om de vidste, at der var flygtninge
ombord. Deres angreb betød tab af tusinder og atter tusinder af menneskeliv.

 

Følte
sig stadig fanget

Mirjam og hendes søster kom til Danmark og kom til en flygtningelejr
i Han Herred ved Thorup Strand. Her var der udelukkende kvinder og børn. Man
kunne bevæge sig frit og måtte selv lave maden. Men Mirjam og hendes søster følte
sig stadig fanget.

 

I
sommeren 1945 forlod de to søstre deres tilholdssted med
præstens hjælp.

 

Hos
grosserer Melchior

Et
år efter gik de to søstre ned ad Østerbrogade. De skulle møde grosserer Melchior. Mirjam blev derefter ansat i huset hos ham. Den rigdom,
der mødte hende i huset i Vedbæk overvældede hende helt.

 

Gift
med Philip

Mirjam flyttede sammen med Philip på Nørrebro. De blev gift, og fik to børn.
I 1962 flyttede de til Østerbro. I 1972 døde Philip.

 

Da Mirjam senere skulle en tur til Israel forsøgte hun, at opspore
hendes ungdomskæreste Buzyk. Men det blev dog kun til
dette ene møde.

 

Søsteren
led

Mirjam bevarede kontakten til hendes søster, Luba. Hun kunne ikke glemme de
grimme oplevelser, de havde været udsat for. I perioder led hun af
meget dårlige nerver. Og i 2000 døde hun.

 

Mirjam er i dag en meget aktiv dame, der stadig bor på Østerbro. Hun deltager i en masse aktiviteter.

 

Krigen
kostede 60 millioner livet

Da
krigen endelig sluttede i Europa, havde 60 millioner mistet
livet. Millioner af mennesker var flygtet eller deporteret. Og en af
dem, der flygtede var Mirjam.

 

Er vi
blevet klogere?

Dette
er en frygtelig lidelseshistorie godt krydret med krigens andre rædsler.
Selv om bogen som sådan ikke giver noget nyt om selve krigen, er den
en advarsel mod at dette skal gentage sig. En absolut velskrevet bog, der giver
noget at tænke over. Men mon vi er blevet klogere?

 

Christoffer
Rosenløv Stig Christensen: Mirjams Flugt  (Jyllands – Postens
Forlag)

 

Hvis
du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder ca. 80 artikler fra besættelsestiden

 

Hvis
du vil vide mere: Om Jøder, Holocaust m.m.

 

Under
København:

• De forfulgte jøder
• Flugten over Øresund
• I ondskabens skygge af
  Holocaust
• Da krigen var forbi
• Besættelsestidens
  fortrængninger

 

Under
Sønderjylland:

• Holocaust – aldrig
  igen