Pludselig lå der en pakke, foran Kirkemuseet i Tønder. Den viste sig at indeholde fem kistesten fra et for længst nedrevet gravkapel. Og dette kapel var opført af  Nikolaj(Nikolaus) Tych. Han var overinspektør på Schackenborg i en ret så turbulent tid. Overinspektøren havde nok at se til. Han var amtsskriver, skulle tage sig af et bondeoprør, føre inspektion på Vadehavs – øerne, og klare logistikken i forbindelse med, at kongen udlejede militærstyrker til den engelske konge. Og så kom hans tjener til at stikke en anden ihjel.

 

Fem kisteplader

På et tidspunkt i 1956 blev der lagt fem kisteplader, indpakket i papir i vognporten ved Tønder Kirkemuseum, af en eller anden ukendt person. Man var så småt begyndt at indrette dette museum. Men lokalerne var endnu udlejet til værksted. Og da malermesteren skulle flytte rundt med nogle ting, fandt man så pakkerne ved et tilfælde. De fem blyplader havde været udsat får en hårdhændet behandling. Inskriptionerne var delvis dækket af større og mindre klatter af hård cement og kalk. Dengang var de helt ulæselige.

Det var tvivl om ejerforholdet, så man lod pladerne ligge i kirkemuseets oplagsrum i et godt stykke tid. Ingen ejermand viste sig, så museets ledelse traf den beslutning, at en konservator skulle rense blypladerne for cement og kalk, og om muligt genoptrække den oprindelige påmalede indskrift.

 

Familien Tych

Det var vaskelig at tyde indskrifterne, ikke mindst fordi den oprindelige maler dengang ikke havde taget det så nøje med forkortelser, data og ord. To af pladerne vedrørte bestemte navngivne personer. Den ene var Fru Beata Tych død i Tønder den 17. april 1697, og Fru Ida Christina Kenckel født Tych død i Tønder den 30. maj 1691. To plader indeholdt bibeltekster, og en sidste plade en døendes provst sidste ord. Et kæmpe arbejde fulgte, og efterhånden gik det op for museet, at man her havde fat i den Tychskes familie. Døden fulgte i hurtig rækkefølge fra 1691 – 1697.

Kistepladerne havde oprindelig deres plads i det gravkapel, som overinspektør Nikolaus Tych i 1687 fik tilladelse til at opføre ved nordsiden af Tønder Kirkes kor. Her  oprettede Tych et gravsted for sig selv og sine nærmeste. De fem kistepladers eksistens vidste man ikke noget om. I det hele er det ikke meget, man ved om dette gravkapel.

 

En ond tid

Slutningen af det 17. århundrede må i det hele taget for Tønder og det gamle hertugdømme Slesvig have været en ualmindelig ond tid. Dønningerne af danskerne og svenskernes krigerske uenighed nåede helt herned, hvor den danske konge lå i bestandig strid med de gottorpske hertuger. Fok har måttet lide under disse forhold.

 

Overinspektør og meget mere

Midt i det hele skimter vi omridsene af en betydelig og karakterfast skikkelse, overinspektør Nikolaus Tych på Schackenborg. Han var født den 29. december 1633, som søn af af en kongelig dansk embedsmand ved navn Claus Tych (eller Tuch)og dennes hustru, Catharina født Schrøder. I hele 26 år fra 1668 til 1694 var han overinspektør (Ober – Inspector)på grevskabet Schackenborg. Men han var meget mere end det.

Han var den danske konges trofaste og højt betroede undersåt. I 1676, da Tych havde været overinspektør i 8 år på Schackenborg, udstedte den danske konge et patent, hvorved de gottorpske amter og landsdele blev sekvestrerede. Det betød at kongen inddrog skatterne fra disse landsdele under kronen og indsatte kongelige embedsmænd (kontributionsforvaltere og amtsforvaltere) til at indkassere skatterne. De tilsvarende gottorpske embedsmænd flygtede ud af landet blandt andet til Hamborg.

 

Inspektør på øerne

Der er omtalt to af sådanne sekvestrationer – den første fra 1676 til november 1679. Den anden fra maj 1684 til juni 1689. Begge gange blev Nikolaus Tych, kontributions– og amtsforvalter i Tønder Amt. I 1682 blev han tillige udnævnt til inspektør for de øer i Vadehavet, der hørte under Ribe Amt. Han tog sin afsked som inspektør på Schackenborg i 1694, og flyttede til Tønder, hvor han døde den 9. december 1696.

 

Gift to gange

Nikolaus Tych var gift to gange. Hans første hustru, Anna døde (antagelig) i 1687 og er begavet den 2. februar 1687. Samme år blev Tych gift anden gang med Beata, der døde i april 1697. Pladen fortæller, at hun var født i Meldorf den 28. marts 1642. At det virkelig var overinspektørens kone, kan ses i kirkeregnskabet for Tønder fra de år. Her står, at der den 18. april 1697 blev ringet med kirkeklokkerne for die sel. Frau w. Ambts Verwalter fr…Tüchin.

 

Klokkerne lød ud over Tønder

Det var ikke skik dengang at lade kirkens klokker lyde ud over Tønder by, dersom det kun var almindelig godtfolk, der var afgået ved døden. I livet som i døden opretholdt man klasseforskellen. Det var kun de fine og rige borgere, der fik en jordefærd mit Pomp. Det kunne til gengæld også være i den helt store stil, som da Nikolaus Tych blev begravet i 1696. Da blev der ringet endog usædvanligt længe med Tønder Kirkes klokker – 52 gange i alt. Dertil kom, at der blev brændt 41 stk.172 pund vokslys i kirken. Til gengæld var kirken blevet betænkt. Foruden en kostbar alterkande og alterkalk af sølv havde overinspektøren skænket Tønder Kirke den nette sum af 800 rigsdaler.

Nikolaus Tych var en rig mand. Den 26. januar 1687 fik han efter skriftlig overenskomst med byens råd tilladelse til at lade opføre et privat gravkapel for sig og sin familie ved nordsiden
af Tønder Kirkes kor. Dette kapel fik dog kun lov til at stå i ca. 200 år. Det blev nedrevet i 1894 . Det blev erstattet af en sakristi – bygning af et uheldigt ydre, hvis man må tillade at sige dette. Denne bygning blev revet ned i 1940 – 44.

 

Familiens hårde skæbne

Godsinspektøren fik også lov til at ophænge et familie – epitafium inde i selve kirken på korets nordlige væg lige over indgangen til gravkapellet, samt til at lade indrette en lukket og privat Kirkestol for familien Tych på det daværende pulpitur. Så vidt vides hænger portrætterne stadig i kirken. Den ene af pladerne, var til ære for hans datter Ida Christina. Hun blev den 6. september 1687 gift med provst Bernhard Kenckel, der var provst i Tønder efter sin far, Stephan Kenckel fra 1686 – 1693. Hun var født den 26. november 1661 og døde den 30. maj 1691, knap 30 år gammel. Knap to måneder før var hendes svigerfar død. Og kun to år efter døde hendes ægtefælle, Bernhard Kenckel.

De 10 år fra 1687 til 1697 må have været sælsom periode for familien. Overinspektøren fik hurtig brug for sit private gravkapel. Den unge provst Bernhard Kenckel var endnu ikke 38 år, da han døde. Da havde han allerede mistet sin far og hustru.

 

Hårde pligter

Men hvordan så Møgeltønder ud i Nicolai Tychs tid? Efter feltherre Hans Schacks overtagelse af Møgeltønderhus syv år før Tychs ansættelse, blev der inddraget en del bondejord. Landegildet, der var blevet betalt i naturalier, blev nu afløst af pengeafgift. Og nu skal der betales lejeafgift til Slotsmarken. Til herskabet måtte bønderne ved fæsteskifte betale fæstepenge eller ind-fæstning, som androg 40 rigsdaler. Og så skulle bønderne betale hartkornsskatter. Man skulle også betale ekstraordinære militærleverancer (se artiklen: Soldater på Jordsand).

Hertil kom så tiende til præst og herskab. Og det var ikke slut. Blandt byrderne var også mølletvangen til Lindskov Mølle og arbejdet med vedligeholdelse af diger og veje.

 

Gårdmændene bestemte

Antallet af fæstegårde i Møgeltønder var nogenlunde konstant. Men antallet af kådnerhuse steg efter 1660. I 1676 var der således 42 huse. Det antal steg, da man anlagde Slotsgade. Det
var kun gårdmændene, der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kådnerne måtte betale sig fra græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner og døtre kniplede. Kun bønderne havde stemmeret ved Grandemøderne. Og overholdt man ikke Grande – vedtægterne skulle der betales bøder, som ofte bestod i øl og brændevin. I engene syd for byen var det vigtigt at føre tilsyn med, at grøfterne blev rettidigt oprenset. Det var også vigtigt, at vejene i regnvejrsperioder var farbare.

Møgeltønder – gårdene havde ikke meget jord, men det der var, var af god kvalitet.

 

Stridigheder med naboerne

I Møgeltønder skulle vejene være 14 alen eller ca. 9 meter brede. Det førte ret ofte til stridigheder, især på grund af møddingernes noget uhensigtsmæssige anbringelse, og det førte ofte til stridigheder med naboen. Da Hans Schack kom til Møgeltønder lavede han en kontrakt med bønderne i Møgeltønder Birk. De kunne for en årlig leje på 1.000 rigsdaler leje ladegårdsmarkerne. Man kunne også for en årlig afgift på 10 rigsdaler løskøbe sig for det forhadte avlingshoveri.

 

Bønderne var utilfredse

Ladegårds – bygningerne blev dog genopført af Nicolaj Tych. Han overvejede, at genindføre ladegårds – driften og dermed avlingshoveriet. I den forbindelse blev gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen inddraget under hovedgården. Slotsmarken blev dermed forøget. Der blev færre til udføre kørsel for herskabet, og bønderne blev i 1672
beordret til at pløje  fire af tolv kobler.

Bønderne var stærk utilfredse med denne udvikling. Deres anfører, Anders Nissen havde en fæstegård på Kanikus. Da kongen i 1672 var på gennemrejse i Flensborg, opsøgte en større deputation af birkets bønder ham, og forelagde en klage over feltherrens dispositioner. Men kongen kom aldrig  med noget svar (Se artiklen: Oprør i Møgeltønder). Hans Schack og Nic. Tych søgte imidlertid at dæmpe uroen både med det gode og det onde. Men det gav dog ikke noget resultat.

 

Brødre arresteret

Anders Nissen blev afskediget som birkeskriver, fordi han havde optrådt som bøndernes advokat. Under dramatiske omstændigheder blev Anders Nissen og hans bror, Karsten og en tredje bonde arresteret af Nic. Tych og hans ryttere. De blev anbragt i fæstningen i Fredericia og blev behandlet temmelig ublidt.

 

60 Møgeltønder –  bønder kastet i Kastellet

Ikke færre end 60 bønder begav sig den besværlige rejse til København i juni 1672, hvor de overrakte kongen et bønskrift. Men heller ikke i dette tilfælde svarede kongen med det samme. Men man afleverede så et nyt bønskrift, der heller ikke gav et svar. Men det havde åbenbart været for meget for majestæten, for dagen efter blev alle bønder  fra Møgeltønder indfanget og anbragt i Kastellet. Her blev de udsat for hårdt legemligt arbejde.

Men de lavede så et tredje bønskrift til kongen, hvor de bad om at blive løsladt, for de skulle hjem og klare høsten, for ellers kunne de ikke klare deres landgilde. Men det var først ved Hans Schack’s og Nic. Tych´s mellemkomst, at de slap fri mod et højtideligt løfte om, at de i deres livstid ikke ville klage over herreskabet på Schackenborg. For Hans Schack var det også vigtigt at
få sit landegilde. Kort efter blev også de tre arrestanter i Fredericia frigivet. Anders og Karsten Nissen skulle dog lige forbi fangehullet i Møgeltønderhus. Disse måtte selvfølgelig afgive et lignende løfte.

 

Anders brød sit løfte

En ting er at afgive et højtideligt løfte i en presset situation og så  vitterlig at holde dem. Anders Nissen kunne ikke stille sit urolige hoved, hed det i en beretning. Nic. Tych og herskabet kom undervejrs med, at han pønsede på et nyt oprør, så derfor slotsfeltherren til. Han lod Anders Nissen og de øvrige anførere stævne for Møgeltønder Birketing. Han lod dem stå over for en upartisk sættedommer, nemlig hans egen birkedommer i Ballum Birk, Anders Thomsen. For at understrege alvoren, lod feltherren Birketinget besætte med ryttere.

 

Udvist af landet

I august og september 1674 blev sagen oprullet ved Birketinget. Alle bøndernes klager blev i det store og hele afvist. De to brødre, Anders og Karsten Nissen blev dømt til, at have hals og hånd forbrudt samt at miste fæstegårde. De øvrige hovedmænd blev dømt til at miste deres fæste, men efter nye bønskrifter og fornyede højtidelige løfter, blev de benådet. Men skulle de bare gøre den mindste opsætsighed, ville de få frataget deres gårde.

Anders og Karsten Nissen blev også benådet. Men for den førstnævnte dog først efter en dramatiske tid. Han blev holdt i bolt og jern i slottets tyvehul i syv uger. Han blev benådet under betingelse af, at bønderne skulle betale til et orgel i Møgeltønder Kirke. Men det kendte Anders Nissen dog ikke noget til.

Han blev ført til retterstedet nord for byen, hvor skarpretter, præster og en stor skare nysgerrige tog imod. Men da skarpretteren skulle til at udføre sit beskidte hverv, trådte Nickolaj Tych frem. Efter ordre fra feltherren blev Anders Nissen benådet.

 

Et falsk orgel

Åbenbart var der ikke kommet nok penge til det orgel, for det hedder sig, at i 1679 fik Møgeltønder Kirke et orgel. Det er stadig landets ældste kirkeorgel i brug. Men det var sådan, at bønderne samlede 300 rigsdaler for at Anders Nissen kunne blive benådet. Men Nic Tych mente nu ikke, at han var så meget værd, så bønderne fik de 100 rigsdaler igen. Alt imens står det i historiebøgerne, at greven forhandlede med en orgelbygger i Hamborg om prisen på dette orgel. Men mon ikke dette var overladt til Nic. Tych. Men åbenbart blev det forhandlet for meget. Prisen kom ned på 420 rigsdaler, men det var stemt en tone forkert. Og resten af pengene blev samlet ind i sognet.

To stemmer af orglet blev i 1906 bygget om. Og i 1954 – 1956 blev orglet rekonstrueret og udvidet. Begge gange af Marcussen i Aabenraa. De gange jeg selv har været i Møgeltønder Kirke og har hørt orglet, har jeg ikke hørt det spille falsk.

Og vores overinspektør var også gavmild over for Møgeltønder Kirke, således forærede han i 1694, den nuværende prædikestol. Det gamle fik de glæde af over på Sild i Kejtum.

 

Dødsdom ophævet

Anders Nissen skulle dog sværge, at han ville forføje sig ud af kongens og hertugens lande. Skulle han igen vise sig inden for godsets område ville dødsdommen blive eksekveret. Efter feltherrens død den 27. februar 1676 tog han ophold i Aventoft på det gottorpske område, og kun et par kilometer syd for Møgeltønder. Herfra genoptog han sagen med indirekte støtte
af birkedommer i Møgeltønder, Peter Jensen. Efter lange tovtrækkerier nåede sagen frem for Højesteret, som i 1678 ophævede dødsdommen. Men man opretholdt udvisningen fra det nyoprettede grevskab, Schackenborg. Det lykkedes aldrig for Anders Nissen at for oprejsning. Efter Nickolaj Tych’s død var der fortsat en del uro i Møgeltønder. Og det skyldtes ikke mindst
udskrivningen til Landmilitsen.

 

Slotsgade anlagt

Da feltherre Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661 var området mellem slottet og kirken endnu næsten kun bar mark. Kun på nordre side af kirkegården lå nogle huse. Disse blev først indlemmet i Slotsgade ved udgangen af 1800 – tallet. I Nicolaj Tychs tid blev området kaldt “Den Gamle Slotsmark”. Her lå et par bronzealderhøje, hvoraf den ene blev brugt som tingsted. I den sydlige del af den gamle Slotsmark , blev der senere under bøndernes protest i ca. 1680 udskilt en bred strimmel jord, som blev den nordlige side af Slotsgaden.

Allerede i 1683 nævnes 7 huse. Blandt beboerne var i 1688 slotsgartneren, som senere fik krobevilling. Også slottets betjente og håndværkere fik deres bopæl i denne gade. De østligste huse var opført af grevskabet.

Nord for gaden og vest for slottet frem til Stjernen var der en mark på 26 Demant. Den direkte vej over marken til Gallehus var sløjfet og Møllevej blev anlagt. En skitse fra dengang, en slags mini – bykort findes stadig, tegnet af Nicolaj Tych.

 

Drama i Møgeltønder

Møgeltønder var ikke forskånet for brande. I hvert fald gik det ud over Johan Kleinsmeds smedje i 1671. I kirkebogen kan man 1683 læse, at Johan Kleinsmed og hans hustru indebrændte,
da de i fællesskab søgte at redde en kiste med linned ud af det flammende bål, “ganske lidet af deres Krop beholden”. Man blev senere i byplanlægningen i Møgeltønder opmærksom på faren for skorstene, bage – og kakkelovne.

Overinspektøren fik også mere at tænke på. Hans tjener, Hans kom 1669 for skade at dræbe Hans Kleinsmed ved knivstik. Han flygtede for at undgå galgen og blev erklæret fredløs.

En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½  skilling. Han blev dømt for ran og tyveri til at blive hængt. Det skete sandelig noget i overinspektørens tid i Møgeltønder. Således blev en 15 årig dreng fra Møgeltønder dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 årig skoledreng til døde. En mand og en kvinde dødsdømtes i 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.

I løbet af bare 5 år blev ikke færre end 5 dødsdømt og 2 dømt fredløse i Møgeltønder.

Møgeltønder Birketing dømte strenge straffe. For tyveri blev der dømt Hudstrygning og Brændemærkning. Kagmanden og Træhesten foran tinghuset stod ikke ubenyttet hen. Mange makabre skuespil under stor tilstrømning af nysgerrige beboere har udfoldet sig både foran tinghuset i Slotsgade og retterstedet ved Møllegade.

 

Kongen udlejede soldater

Ja og så var det lige at kongen underskrev en aftale den 15. august 1689 med den engelske konge om udlejning af danske tropper. Dette betød masser af arbejde for vores overinspektør.

Først var meningen, at de skulle udskibes fra Ribe, senere blev dette flyttet til Ballum – Hjerpsted området og senere endnu sydligere, Jordsand og Emmerlev. Dette krævede masser af planlægning, og det var overladt til amtsskriver Jens Kristensen, Ribe og Nicolaj Tych. Der blev også pålagt beboerne ekstra byrder ved denne udlejning. At tab af en hest så resulterede i en større erstatning end i en tabt soldat kan I læse nærmere om i artiklen “Soldater på Jordsand”

Ja, det var hvad fem kistesten kunne fortælle. Og egentlig kunne vi fortælle meget mere.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler inklusive 283 artikler fra Tønder og Omegn:
• Dagbog fra Møgeltønder
• Guldhornene fra Gallehus
• Møgeltønder – dengang
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønders historie
• Oprør i Møgeltønder
• Præsten fra Daler
• Schackenborg i Møgeltønder
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Scha
• Brorson – en præst fra Tønder
• Åndens folk i Tønder
• Tønder Kristkirke

 

• Under Højer (77 artikler):
• Soldater på Jordsand

 

• Under Sønderjylland (207 artikler):
• Ballade i Sønderjylland

 

Redigeret 17-09-2021