En justitsminister i unode
Thune Jacobsen havde en god karriere. Han var rigspolitichef og blev landets justitsminister. Men han blev gjort ansvarlig for regeringens samarbejdspolitik, svigtet af sine ministerkollegaer, der prøvede at redde deres eget skind. Kommunistloven var et sort kapitel under besættelsen. Men egentlig var det ikke tyskerne, der forlangte den. Allerede i 1932 begyndte overvågningen af ”politiske afvigere”. Og Thune Jacobsen havde gode hjælpere – hele 15.000 stikkere hjalp politiet. Buhl, der opfordrede til at anmelde sabotører, slap helt for tiltale.
En ung mand i butikken
En dag kom en ung mand op i butikken. Han skulle finde en gave til sin bedstefar. Og det skulle handle om besættelsestiden. Jeg spurgte, så hvorfor. Jo svarede den unge mand, min oldefar var Eigil Thune Jacobsen. Om jeg kendte ham. Ja det gjorde jeg sandelig.
På Garnisons Kirkegård
Og hver anden søndag, når jeg besøger min kones gravsted, passerer jeg forbi Thune Jacobsens gravsted på Garnitons Kirkegård.
En flot karriere
Han gik ud af Metropolitanskolen i 1898 som Can. Jur. Han blev herreds – byfuldmægtig i Mariager og senere i Frederikssund. Fra 1912 – 19 var han politifuldmægtig i Esbjerg. I 1919 udnævntes han til politiinspektør i Statspolitiet (kriminalpolitiet) i København og samtidig forstander for Politiskolen. I 1923 blev han politimester i Randers og tre år senere chef for Københavns opdagelsespoliti. I 1933 blev han chef for Statspolitiet og to år senere tillige som politidirektør i København.
Marcus 1448
Som politidirektør mente Thune Jacobsen, at det var på tide, at politiet fik et fælles nummer, som man kunne bruge over alt i landet. Telefonen var efterhånden blevet hvermandseje. Han henvendte sig derfor til sin bor, Otto Tune Jacobsen, der var viceprovst på Regensen. Han ville gerne have et råd og en god diskussion om, hvilket nummer, man skulle vælge. Efter en kort betænkningstid, sagde den skriftkloge, at det skulle være 1448. Det ville politidirektøren da gerne have en nærmere forklaring på. Og broderen svarede, at det var Marcus 1448. I Marcus evangeliet kapitel 14 vers 48, står der nemlig følgende:
– I er rykket ud mod mig med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.
Rigspolitichef
Eigil Thune Jacobsen blev dansk rigspolitichef fra 1938. Han forsøgte at skabe et moderne politi og samtidig en forståelse for politiets arbejde. Han virkede også for en forbedret uddannelse og anvendelse af moderne teknik i opklaringsarbejdet.
Med i international politisamarbejde
Fra 1931 til 1941 var han medudgiver af Nordisk Kriminalteknisk Tidsskrift. Han beklædte efterhånden mange poster, og var særdeles aktiv i det internationale politisamarbejde. Især samarbejde han meget med tysk politi. Gennem dette samarbejde kunne han se, hvilke følger det fik med nazistisk infiltration inde i politiet.
Hvad skulle von Kohl her?
I 1938 vakte Thune Jacobsen forargelse, da han i Københavns Politi ansatte tyskeren von Kohl. Ja han fik endda ansættelse i Sikkerhedspolitiet. Mellem den 4. og 17. september gennemrejste Kohl Jylland i den egenskab, at opbygge et net af underagenter ude i marken. Men dette blev ikke varetaget på en særlig elegant måde. Von Kohl kørte rundt i en meget luksuriøs bil, og levede også meget luksuriøs. Lemvigs politimester havde i sinde at anholde denne mystiske von Kohl for en art Femte Kolonnevirksomhed. Arbejdet blev dog også hurtigt afbrudt. Det var som om Thune Jacobsen ikke havde den fulde kontrol med, hvad der foregik.
Von Kohls fortid blev undersøgt, og det viste sig, at han under Første Verdenskrig havde udført spionagevirksomhed til fordel for Tyskland i Danmark. Men denne person var dog aflønnet i Københavns Politi helt til august 1944.
Thune Jacobsen skulle beholde sit job
Renthe – Fink havde bestilt en minister og embedsmandsliste i en evt. Fritz Clausen – regering. I denne skulle Kohl være chef for sikkerhedsvæsnet mens Thune – Jacobsen skulle bibeholde sit hverv som rigspolitichef.
Han var en stor mand
Vilhelm Leifer, der var politifuldmægtig og som kom til at stå med et tvivlsomt forhold til Gestapo, fortæller også noget om Thune Jacobsen.
Leifer sad på et tidspunkt som vagthund i Thune Jacobsens forkontor. Han fortæller:
– Et fåtal blev vist ind til chefen selv, der dog altid først spurgte mig, had jeg synes, han skulle gøre – og, hvad der viser, at det var en stor mand – normalt altid rettede sig efter det givne råd.
Thune Jacobsen havde ikke ligefrem noget lille ego, og det ville næppe have huet Rigspolitichefen at se, at det, der gjorde ham til en stor mand, var, at han adlød sin politifuldmægtig.
Ansvarlig for ro og orden
Den 10. april 1940 blev Rigspolitichefen, Eigil Thune Jacobsen kaldt til den øverstkommanderende for de tyske besættelsestropper og informeret om, at han som rigspolitichef var ansvarlig for at opretholde ro og orden i Danmark. Thune Jacobsen blev dermed den danske hovedforhandler i alle politimæssige spørgsmål, dvs. vedrørende ordenspoliti, kriminalpoliti, politisk politi og politiets efterretningstjeneste i den første tid, hvor grundlaget for samarbejdspolitikken blev lagt
Justitsminister
Stauning ville i 1941 gerne have ham som justitsminister, efter at Harald Petersen var tvunget ud af besættelsesmagten. Men inden Thune Jacobsen overtog posten skulle der et par overtagelsessamtaler til.
En anstændig mand
Thune Jacobsen var velkendt og vellidt af den tyske besættelsesmagts civile myndigheder, særlig Paul Kannstein. I sin bog roser Thune Jacobsen også denne for en mand, der holder sine ord og aftaler. Han blev kaldt for anstændig. Til gengæld brød Thune Jacobsen sig ikke om Renthe – Fink og Werner Best.
Danskere skulle straffes hårdt
Justitsministeren mente, at de danske statsborgere, der satte sig op mod besættelsesmagten, skulle straffes hårdt.
Den grundlovsstridige Kommunistlov
Og grunden til, at Thune Jacobsen blev upopulær var, at det var ham, der var ansvarlig for den grundlovsstridige Kommunistlov i 1941. Dette resulterede i deportation af de danske kommunister, herunder sågar de tre danske kommunister, der sad i Rigsdagen.
Nu var det jo nok højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, der tilskyndede, at vi fik Kommunistloven. Man kunne jo altid gemme sig under begrebet Nødretten.
I overensstemmelse med Grundloven?
I Den Parlamentariske Kommissions Beretninger findes referat fra samtlige af de 314 møder, som de ni medlemmer af samlingsregeringen holdt fra den 2. juli 1940 til 29 august 1943. På mødet den 6. august 1940, fremlægger Thune Jacobsen første gang et lovforslag om Forbud imod Kommunister. Han tilføjede meget smart, at:
– Det er stærkt anbefalet af Højesterets Præsident Troels G. Jørgensen, of var i Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet.
Overholder kommunister Grundloven?
Det er i sig selv forbløffende, at en højresteretspræsident blander sig i lovgivningen, og endda hævdede, at en lov, der forbyder et lovlig valgt politisk parti, ikke var i strid med Grundloven.
Mere besynderligt var et spørgsmål fra Venstre – manden, Elgaard, der den 12. august spurgte:
– Har Kommunisterne underskrevet en Erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre kender?
Det synes ikke som om, at der var nogen, der kendte til Grundlovens § 48, som klart fastslog:
– Ethvert nyt Medlem afgiver, naar hans Valg er godkendt, en højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven.
Tre behandlinger i løbet af et par minutter
Og det havde de tre medlemmer af Kommunisterne selvfølgelig også. Men nu gjaldt det så om at indfange de sidste to medlemmer af Rigsdagen, Axel Larsen og Alfred Jensen. Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen var for længst bag lås og slå.
Man var også enige om at tilsidesætte Grundloven m.h.t. tidsrammen for fremsættelse af diverse behandlinger, for alle tre behandlinger blev klaret i løbet af få minutter.
Justitsministeren slutter det hele af med et citat fra Jyllands Posten dagen forinden:
– Det har hele tiden i dansk lovgivning været grundlag for at forbyde et parti som det kommunistiske. Det beklagelige er kun, at det ikke er kommet for længst.
Det var ikke tyskerne, der fremtvang kommunistloven
Vi hører i historiebøgerne, at det var tyskerne, der fremtvang Kommunistloven. Det er bare ikke helt rigtigt, for længe før barslede regeringen med at indføre et forbud mod kommunisterne.
En lov med tilbagevirkende kraft
Kommunistloven blev vedtaget den 22. august 1941. Den forbød kommunistiske partier og organisationer i Danmark. Og den trådte i kraft med tilbagevirkende kraft.
§ 1
– Alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger forbydes, og de bestaaende kommunistiske Foreninger og sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art er forbudt. Dette gælder, uanset om der foreligger Tilslutning til nogen Forening.
– Overtrædelse af foranstaaende Bestemmelser straffes med Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 8 Aar.
§ 2
– Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation, kan efter Justitsministeriets Bestemmelse eller med hans Godkendelse tages i Forvaring, naar dette skønnes nødvendigt af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter.
– Enhver, der tages i forvaring i medfør af 1ste Stykke, skal inden 24 Timer fremstilles for Københavns Byret, der ved Kendelse beslutter, om Forvaring skal opretholdes. Begæringen om Forvaringens Opretholdelse vil, naar Justitsministeriets Bestemmelse eller hans Godkendelse foreligger, være at tage til Følge, medmindre der maa antages at foreligge en aabenbar Fejltagelse med Hensyn til vedkommendes Identitet eller hidtidige Deltagelse i kommunistisk Virksomhed eller Agitation………….
639 kommunister anholdt
En enig Rigsdag gav derfor politiet lov til at arrestere 339 kommunister med tilbagevirkende kraft. De blev tilbageholdt allerede den 22. juni 1941 og indsat i Horserød. Men også efter denne dato blev adskillige anholdt med henvisning til, at de udgjorde en fare for landets sikkerhed. Ja yderligere 300 blev efterfølgende anholdt.
Det lykkedes for 93 at flygte over Horserøds hegn, inden tyskerne begyndte at bevogte lejren.
En aftaler, der ikke blev holdt
Aftalen var at fangerne i Horserød ikke skulle forsøge at flygte for at undgå repressalier. Thune Jacobsen lovede til gengæld, at man ville lukke fangerne, hvis tyskerne begyndte at deportere dem. Men heller ikke det blev overholdt.
150 af de danske kommunister blev sendt til Stutthof i Polen. Heraf døde 22.
Politiet fik hjælp af 15.000 stikkere
Nu havde det emsige danske politi god hjælp af befolkningen. Således var der ca. 15.000 stikkere, der var klar til at angive kommunister. Ja de angav sågar også modstandsfolk. Men den største stikker af dem alle var Hestetyven. Han var aflønnet som en højt betalt embedsmand. Og aflønningen kom fra justitsminister Thune Jacobsen.
Thune Jacobsen fastholdt, at det var en nødretssituation
Eigil Thune Jacobsen og resten af Rigsdagen fastholdt, at det var tale om en såkaldt nødretssituation. Arrestationerne blev ikke konkret godkendt af Rigsdagen, selv om de alle havde godkendt Kommunistloven. Det var alene statsminister Thorvald Stauning, der godkendte arrestationerne. Efterfølgende kan man også undre sig over de måde, det skete på. Grundloven er overtrådt på adskillige punkter:
– Rigsdagen er ukrænkelig
– Så længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører medmindre han er grebet paa fersk Gerning
– Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter Loven
– I sager, der drejer sig om politiske Lovovertrædelser, skal Nævninge indføres
– Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer
– Boligen er ukrænkelig.
Man kunne dømmes for højforræderi
Man kan sige m.h.t. til sidste anmærkning, så bliver dette også overtrådt i dag. Men dem, der gør sig skyldig i disse nævnte ting, skal ifølge Grundlovens § 42 dømmes for Højforræderi.
Kartotek overgivet til tyskerne
Tusinder og atter tusinder af danske statsborgere blev overvåget af dansk politi. Man brugte stikker, telefonaflytning og brevcensur. Resultaterne af denne overvågning blev overgivet til tyskerne, som dermed havde lettere ved at optrævle modstandsbevægelsen. Ja selv skraldespande blev endevendt for at spore kommunister.
Brevhemmeligheden blev brudt
Postvæsnet blev anmodet om at aflevere breve og pakker til politiet, som var bestemt til diverse adresser. Der var i den grad samarbejde mellem tyskerne i Dagmarhus og Politigården.
Politiet jagtede kommunister, længe inden tyskerne
Stikkere kunne fortælle, at eksempelvis Axel Larsen dagligt færdes i Blågårdskvarteret iført gråt tøj og blød hat. Han skulle således have anlagt sig et fuldskæg og et kunstigt ar i højre side af ansigtet.
Politiet gik med stor iver ind og jagtede kommunisterne også inden der kom en anmodning fra tyskerne.
Ca. 60.000 – 70.000 i politiets kartotek
Allerede inden 1933 havde politiet indsamlet oplysninger om 13.000 personer, som muligvis kunne udgøre en fare for den danske stat. Efter Hitlers magtovertagelse voksede dette kartotek betydeligt. Man talte om at der til sidst var 60.000 – 70.000 navne i politiets kartotek i den såkaldte afdeling D. Man har aldrig fundet det komplette kartotek. Måske er det fordi politiet har destrueret det, afleveret det til tyskerne eller ikke er interesseret i, at kommer frem i dagens lys. Man ved dog, at afdeling D havde et tæt samarbejde med Gestapo.
Afdelingen brugte med Justitsministerens viden i høj grad stikkere, og man havde disse placeret helt inde i partiet.
Politi stjal DKP’s medlemskartotek
Allerede i 1932 stormede dansk politi DKP’s lokaler i Fiolstræde uden dommerkendelse og tog medlemskartoteket med sig. Man havde også en plan den 14. februar 1940 om at storme kommunisterne, men det kan ikke bevises. Dokumenterne er bortkommet og findes ikke i Rigsarkivet.
Der var mange sorte kapitler i samarbejdspolitikkens historie, men denne regnes nok for den mest sorte.
Det kunne sikre Socialdemokratiets beståen
På et lukket møde den 4. september 1941 orienterede Tune Jacobsen amtmændene om Kommunistloven. Han sagde blandt andet:
– Netop ved at gøre Front mod Kommunismen kunne man sikre Socialdemokratiets fortsatte Beståen.
Tune Jacobsen var nu hverken socialdemokrat eller nogen stor politiker, men udtalelsen bekræfter, at der i arbejderbevægelsen var en gammel konflikt.
Støttede loyalt Scavenius forhandlingspolitik
Som justitsminister var Thune Jacobsen ansvarlig for roens opretholdelse, og derfor var han i en udsat position. Han støttede loyalt Scavenius forhandlingspolitik. Modstræbende godkendte han efter pres fra tyskerne en lov, der blev vedtaget den 4.12.1942, der skulle beskytte de virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Andre upopulære foranstaltninger, der dæmmede på for den begyndende modstand, måtte han også lægge ryg til.
Churchill – klubben havde besøg af justitsministeren
En flok halvvoksne skoledrenge fra Aalborg udfordrede tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier. Drengenes illegale aktioner spredte sig hurtig rundt om i landet. De blev kendt som Churchill – klubben. Deres aktioner vakte beundring som Davids kamp mod Goliat. Mange unge blev inspireret af dem til at gå ind i modstandskampen.
Men det vakte ikke lige den danske regerings beundring. De var bange for, at den stigende modstand kunne bringe samarbejdspolitikken i fare. I al hemmelighed besøgte Thune Jacobsen dem flere gange i Nyborg Statsfængsel. Han forsøgte at forklare de unge mennesker den danske regerings politik over for modstandsbevægelser og sabotager. Men det var åbenbart forgæves besøg.
Frit Danmark var ikke begejstret for justitsministeren
Frit Danmark var heller ikke begejstret for justitsministeren. De skrev således, at Thune Jacobsen på et ministermøde kundgjorde, at bladets redaktør og bogtrykker var blevet taget, og at de nu heldigvis sad bag lås og slå. Ligeledes skulle han ifølge bladet have fortalt, at redaktøren var kommunist. Bladet kunne ligeledes fortælle, at justitsministeren havde daglige møder med Gestapo, som de betegnede som Thune Jacobsens arbejdsgiver.
Bladet fastslog, at det ikke var redaktøren, politiet havde taget. Manden var helt uskyldigt. Endvidere beskyldte de justitsministeren for at manipulere med befolkningen ved at påstå, at bladet var kommunistisk.
Statsministerens anbefalinger
I efteråret 1942 fordømte statsminister Vilhelm Buhl på det kraftigste modstandsbevægelsens sabotageaktioner, og opfordrede befolkningen til at angive sabotører til politiet.
I juli 1943 kræver justitsminister Thune Jacobsen en million kroner til maskinpistoler til politiet. Motiveringen er, at de derved bedre kan afværge sabotagehandlinger.
Skulle de have lov til at flygte?
Efter den 29. august 1943 leverede Thune Jacobsen efterretninger til både modstandsbevægelsen og de allierede. Men han følte, at jorden brændte under ham Men det var nu ikke nok. Folk kunne godt huske, hvad han havde gjort.
Glemt er dog, at Thune Jacobsen på et ministermøde den 28. august 1943 spurgte, om de internerede kommunister i Horserødlejren skulle have lov til at flygte, men ingen reagerede på det spørgsmål. Derfor foretog han sig intet.
Husk at ringe til Horserød
Men det fortælles også, at Scavenius den 28. august kl. 23.45 havde sagt til Thune Jacobsen, Husk at rige til Horserød.
Åbenbart skulle Thune Jacobsen samme dato have givet personlig ordre til, at de kommunister, der var indespærret i Horserødlejren ikke skulle have adgang til undvigelse, men skulle udleveres til tyskerne.
Budskabet fra Scavenius kan kun opfattes som en opfordring til at løslade fangerne, som lovet. Men denne episode har ikke kunnet dokumenteres.
Politikere bange for at provokere tyskerne
Dette skyldtes sikkert, at politikkerne mente, at forhandlingspolitikken efter en lille pause kunne genoptages. Så ville en løsladelse af kommunisterne virke som en provokation. Men denne begivenhed blev også noget offentligheden lagde oven på justitsministerens skuldre.
Kartotek over tyske emigranter til tyskerne
Dansk Politi overgav åbenbart også kartoteket over tyske emigranter til Gestapo. Det brugte de så at domsfælde emigranterne. Ja mange blev anholdt og flere blev endda halshugget.
Flugten til Sverige
Fra 1943 – 44 virkede Thune Jacobsen som meddeler til Secret Service og modstandsbevægelsen. Efter arrestationen af det danske politi, fik tyskerne kendskab til den virksomhed. Derfor flygtede han til Sverige. Men her blev han mødt med uvilje af de danske flygtninge.
Ville ikke lade ham genoptræde som Rigspolitichef
Ministeriet Buhl ville ikke lade ham indtræde i sin post som rigspolitichef efter besættelsestiden. Og modstandsorganisationen BOPA internerede ham den 30.5.1945. Ved Frode Jacobsens mellemkomst, blev han dog sat på fri fod.
Offentlighedens dom var hård
Offentlighedens dom var særdeles hård efter befrielsen. Han krævede selv, at der blev indledt en rigsretssag mod ham. Men det fik han ikke, og han fik ikke mulighed for at forsvare sig offentlig, men det gjorde han så i stedet i bogform. I 1946 udgav han nemlig bogen Paa en Uriaspost.
Tidligere havde han udgivet en pjece Et Tilbageblik – Lovgivning og Justitsvæsen 1941 – 43.
En langsom arbejdende kommission
Den Parlamentariske Kommission, der skulle forholde sig til politikerne og deres virke under besættelsen var meget langsomt arbejdende, måske bevidst. De skulle blandt også beskæftige sig med Thune Jacobsens gøren og laden under besættelsestiden. Men inden de var færdig, døde han 68 år gammel. Og man kan sige, at han døde i unode.
Kommissionen bad den tidligere justitsminister om at svare på 9 spørgsmål, senere kom der yderligere 5 spørgsmål til.
Antinazist og demokratisk indstillet
Han var klart antinazistisk og demokratisk indstillet. Måske var han ikke en stærk personlighed. Han forsøgte at bevare så meget af retshåndhævelsen som muligt på danske hænder. Og hans politiker – kollegaer, bortset fra Scavenius forsvarede ham ikke. Egentlig var han veg i sine handlinger.
Bogen til tider ynkelig
Hans bog kan til tider antage en ynkelig karakter. Han var tydeligvis bange for at vedstå sig sin del af det politiske ansvar. Men egentlig var han ikke mere skyldig, end resten af de danske politikere, dengang. Han var tydeligvis forfængelig og måske politisk naiv.
Han var nok for godtroende i sit forhold til besættelsesmagten. Og så troede han på, at han kunne stole på sine politikerkollegaer i regnskabets time, men han blev dog i den grad svigtet.
Vilhelm Buhl slap for videre tiltale
Det lykkedes for Vilhelm Buhl med taktisk snilde at få fralagt sig ansvaret for samarbejds – og tilpasningspolitikken under besættelsen. Han kunne ved befrielsen den 5. maj 1945 krone en smuk politisk karriere ved udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen. Det var denne Vilhelm Buhl, der få år tidligere som landets førstemand havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive modstandsfolkene til politiet.
Den danske regering hjalp tyskerne
Politikerne slap også for, at de tvang 127.000 danske arbejdere til Tyskland, mange i oprustningsindustrien. Men takket være den danske regering, kunne flere tyske arbejdere tjene Hitler.
Fængsling af kommunister var for at beskytte den danske Stat
På siden 83 i sin bog, skriver Thune Jacobsen omkring Kommunistloven:
– Man maa for min Skyld gerne betegne den som ”skændig”. Naar det underforstaas, at Skændigheden er paa tysk Side.
Senere fortæller Thune Jacobsen, at formålet med fængslingen var ikke alene at beskytte kommunisterne. Det var også at beskytte den danske stat.
Bogen bærer præg af efterrationalisering
Bogen, som Thune Jacobsen skrev er nok lidt selvretfærdigende og bærer præg af efterrationalisering. Vi får at vide, at den tyske gesandt påstod, at besættelsesmagten blev mødt af kulde, grundet den britiske radio. Gesandten mente, at Dansk Politi burde sørge for, at danskerne ikke lyttede til BBC. Og så gjorde gesandten Thune Jacobsen opmærksom på, at i Tyskland var det forbudt. Men flere gange havde Thune Jacobsen afvist dette krav.
Angreb mod politistationer var planlagt
I september 1940 havde nazisterne på et møde i Bovrup besluttet, at politistationerne landet over skulle stormes. DNSAP håbede med denne aktion, at kunne tage magten. Dette havde Thune Jacobsen fundet ud af. Han beordrede, at landets politistationer skulle træffe de nødvendige foranstaltninger. Da DNSAP så fandt ud af dette, trak de følehornene til sig.
Mødet med Himmler
En gang mødte Thune Jacobsen Himmler. Det var i Kastrup Lufthavn. Og ham, brød justitsministeren sad ikke om. Fritz Clausen havde spurgt justitsministeren om man ved antagelse af nye politibetjente tog politiske hensyn. Dette svarede Thune Jacobsen benægtende på. Men i en kommentar præciser han, at såfremt man fandt ud af, at de havde nationalsocialistiske holdninger, så lod man dem dumpe ved prøven. Et andet sted får vi så at vide, at dansk politi ikke lod sig lede af personlige følelser.
Dansk Politi skød også mod landsmænd
Men det var ikke nu altid, at Modstandsbevægelsen var enige i den udlægning. Flere gange kom man i kampe med dansk politi var landsmænd skød mod landsmænd, og der er da også meldinger om adskillige dødsofre i den forbindelse.
Det var at betragte som terror
Thune Jacobsen havde over for Kannstein gjort opmærksom på, at dødsstraf dømt af en tysk krigsret i Danmark var at betragte som terror. Det ville den danske befolkning reagere over for. På et tidspunkt ville Kannstein have dansk militær til at bekæmpe sabotørerne. Men ifølge bogen modsatte Thune Jacobsen også denne anmodning.
En nu ”Jøde – frelser”
Vi får også indblik i jødeforfølgelsen. Således skulle Thune Jacobsens kone havde været på besøg hos fru Kannstein. Der blev spurgt om tyskerne ville gå efter de danske jøder. Og her fik Thune Jacobsens kone nærmest tvunget en tilståelse ud af fru Kannstein. Thune Jacobsens kone havde afsluttet samtalen med:
– Så får vi travlt
Og her troede vi så, at det var ”den gode tysker”, Duckwitz, der reddede de danske jøder.
Svigtet af kollegaer
Som vi har skrevet, så flygtede Thune Jacobsen til Sverige, angiveligt fordi Gestapo havde en arrestordre på ham, efter at de havde fundet ud af, at han havde fodret modstandsbevægelsen og Secret Service med informationer. I Sverige var han blevet opsøgt, af danskere, der mente, at han skulle komme hjem. Hans tidligere minister – kollegaer ville hjælpe ham. Men det skete ikke, tvært imod svigtede de ham for at redde deres eget skind.
Kilde:
– E. Thune Jacobsen: Paa en Urias Post (1946)
– Leif Larsen: Kommunistloven fylder 60 år
– www.denstoredanske.dk
– Troels G. Jørgensen: To skæbner (1950)
– Henning Koch: Demokrati – slå til, Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932 – 1945 (1994)
– Henrik Stavnsborg: Politiet 1938 – 1947
– Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940 – 1945 (2002)
– John T. Lauridsen: Over stregen (2007)
– Kurt Jacobsen: Aksel Larsen – en politisk biografi (1993)
– Leif Larsen, Thomas Clausen: De Forvarede (1994)
Hvis du vil vide mere: Så indeholder www.dengang.dk ca. 126 artikler om besættelsestiden bl.a.
– Politik under Besættelsen
– Scavenius, Samarbejdets Kunst eller forræder
– I en lovløs tid
– Samarbejde med Besættelsesmagten

Et Jernstøberi i Tønder
Vi tager udgangspunkt i et foto, hvor vi kigger ind ad Vestergade. Fotoet er fra slutningen af 1800 – tallet. En større bygning kunne skimtes. Det var et jernstøberi lige på hjørnet af Vestergade og det nuværende Popsensgade. Bag ved den store grund var der en eventyrlig skov med både sorte og hvide storke. Her var også en dyb mørk vejgrøft, hvor så mange skoleelever fra Tønder er endt i. Jernstøberiet midt i Tønder eksisterede i 46 år. Men var det nu det første i Tønder?

Et Foto fra Tønder
Der findes et foto af I.A. Bödewadt som viser Vestergade taget før 1900. Det må være taget omtrent fra Vindmølleagrene og nuværende Hagges. Fotoet viser strækningen ind mod byen. Det er små huse med små beværtninger og stalde, blandet med håndværkerboder. Der er nogle rebslagere og enkelte garvere. Helt i baggrunden til venstre rager et større hus op. Det er her, at vi finder jernstøberiet.

Et kig ned ad Vestergade
Gaden virker nogenlunde brobelagt. Enkelte bondevogne kan ses, og foran husene ses sludrende borger – madammer. Ved værtshusene skimtes stedets gårdskarle. Og som skrevet helt bagerst på hjørnet af Bokkensåvej (Popsensgade) og Vestergade et højt hus med åbninger til hejseværk i vestsidens tre etager.

Lignede en købmandsgård
Bygningen lignede mest en købmandsgård. Fra 1799 til 1829 tilhørte den rådmand, købmand Andreas Petersen. Jordområdet strakte sig ud bag ved Vestergades bebyggelse. Det gik under betegnelsen Spangsholm, hvilket var en officiel betegnelse til 1923.

En rådmand som ejer
Rådmand Petersens enke afstod i 1829 ejendommen til købmand Hans Christian Hansen. Han boede tidligere på Vesterblegen. Senere skulle han angiveligt være taget til Rendsborg.

En mand fra Ringkøbing
I 1845 overtog Graus Grausen Wedersøe ejendommen. Hans familie stammede fra Ringkøbing – egnen. Selv blev han borger i Tønder i 1839. Han var købmand, rådmand, kæmner og formand for deputeretkollegiet. Han blev lige så mange andre afskediget i 1851 tilsyneladende af politiske grunde. Han blev senere igen senator. Han nævnes også som ejer af Wedersøes Hjørne. Dette blev senere til Severin Matthiesens Boghandel (se artiklen ”Boghandlere i Tønder”). Og dette blev så igen dagbladet Vestkystens redaktion (Jyske – Vestkysten).

En digefoged som ejer

I 1847 – 1850 synes digefoged og rådmand, Detlev Jensen Angel at have været ejer af grundstykket, og efter ham toldassistent Frands Meldorff Frellsen. Denne har en overgang fungeret som en slags administrator.

Var det nu det første jernstøberi i Tønder?
På Tønderegnen fandtes der ikke nogen jernstøberi før 1857. Den første blev grundlagt i netop det år af Nis Peter Lorenzen. Han var søn af seminarist, amtsskriver og senere beværter Matthias Nissen Lorentzen.
Nu skal vi nok lige være historisk hel korrekt, for der er fundet spor efter udnyttelse af myremalm flere steder i Tønder – området fra gammel tid.
Nis Peter gik i skole i fødebyen, Tønder. Derefter kom han i købmandslære hos Joh. Fr. Jensen i Østergade. Efter endt lærertid fik han plads hos købmand Atzen i Sønderborg. Her blev han forfremmet til forvalter i købmandsforretningen. Senere kom han også til at bestyre Atzens kalkbrænderi og en nybygget cikoriefabrik på Sundeved – siden.

Nis Peters kone
Han blev gift med Mette Cicilie Christensen (1828 – 1905) datter af David Christensen, skipper og ejer af fæstegården Lindegård i Ulkebøl Sogn. Faderen havde sejlet under fastlandsspærringen som blokadebryder, mens datteren under treårskrigen havde gjort frivillig køkkentjeneste i Broager – batteriet, der lå på Lindegårdens område.

Arven blev investeret
Da David Christensen var død i 1857 og begravet på Ulkebøl Kirkegård, blev fæstegården af arvingen Mette Cicilie Lorenzen født Christensen solgt til nabogården Bosager. Beløbet på knap 40.000 Rdl. blev investeret i oprettelse af et jernstøberi med maskinfabrik i den før omtalte ejendom i Tønder. Det blev en af de virksomheder i hertugdømmet, som blomstrede i årene efter Napoleonskrigene.

Hjælp fra svogeren
N.P. Lorenzen havde ikke alene en forretningsmæssig alsidig uddannelse, men var også så heldig at få indblik i arbejdet på et jernstøberi, da hans svoger, hustruens halvbror, arbejdede hos Stein & Mayland i Sønderborg. Han hed Jes Detlefsen og var tidligere skibskaptajn. Han overtog senere en købmandsbutik i Gråsten. Han var en god rådgiver for familien i Tønder.

Ejendommen var som de fleste ejendomme dengang, opført i rødsten og ler. Senere er den blevet kalkpudset. Den havde reelt kun to etager, men var meget høj. Et meget højt tag rummede både 2. og 3. sal. Hertil var adgang via hejseværk fra Bokkensåvej.
Fra gadedøren førte en gang gennem hele stueetagen, til højre med adgang til kontoret og til venstre til jernstøberens (chefens) privatlejlighed. Længere tilbage var der indgang til køkkenregionen og på højre side trappeopgangen til 1. sal med vinduesniche til ankommende post.
Mellem den egentlige hovedbygning og en lavere og smallere mellembygning lå en kælderagtig udgravning med en dyb brønd og et pumpeværk, der forsynede fabrikken og hovedbygningens to etager samt vaskeriet med vand.
Desuden stod der ude på vejen en pumpe, der var til offentlig brug.

Også salg af andre ting
En slags gangbro førte gennem mellembygningen fra administrationsbygningen til værkstedsbygningen.
Smelteovnsanlægget var et jernstøberi af den gammeldags type. Det lå med den svære skorsten til dels uden for det egentlige støberi. Her fremstillede man i begyndelsen selv på gammeldags måde støbejern af myremalmet, der fandtes på egnen og trækul fra de hjemlige skove. Senere solgte man tørv fra for eksempel Sølsted Mose. Gødning og æg fra eget landbrug solgte man også.

Mange bygninger
Til støberiet hørte formeriet, hvor den egentlige støbning foregik. Og så var det renseriet. Her foregik også metalstøbningen, som der lejlighedsvis kunne være brug for. Der fandtes endelig også en beholdning af formsand. I et særligt rum lå de aktuelt anvendte træmodeller.
I tilslutning til det egentlige støberi lå et velindrettet smedeværksted udstyret med bl.a. en stor boremaskine. Til den egentlige smedje var knyttet et større kleinsmedeværksted. Her var indrettet en række arbejdspladser langs med vinduerne med udsigt til naboens reberbane. Inde i rummet stod mellem andet nogle feltsmedjer, nogle mindre boremaskiner og tilbehør.
Værkstedernes række afsluttedes mod nord af træbygning, der virkede højere og bredere end de andre huse. Her fandtes snedker – og malerværkstedet. I en del af bygningen stod de lokomobiler, tærskemaskiner og andre landbrugsmaskiner, der i øjeblikket ikke var lejet ud. På en noget forsømt græsmark tæt ved stod ikke blot forfaldne køretøjer og maskinvrag, men marken tjente også som en slags parkeringsplads for trætte eksistenser, der sov deres rus ud her. Når de vågnede fik de ofte kørelejlighed til tøveværket ved Sølsted.

En stor have
Lige nord for lå jernstøberiets have, der var indhegnet med en tjørnehæk. Haven var skovbevokset og enkelte steder kunne man finde rester af lysthuse. Måske var dette efterladenskaber fra jernbøndernes tid. Haven havde forbindelse med skoven bagved. Denne virkede dyb og uoverskuelig. Men egentlig lå den ikke mere end et par hundrede meter fra allégraven. En bæk, der kom vestfra havde snoet sig lige forbi jernstøberiets have. Den var ganske skjult i sumpen. Står man på stedet i dag kan man slet ikke forestille sig dette.

Masser af natur
Her holdt skarer af fugle til. Der var ravne og råger, der holdt til i de gamle træer. Her var talrige storke, der fandt deres føde i engene omkring vandløbene. De holdt til på byens stråtage. Det var deres slægtninge, de sky sorte storke, som boede i sumpskovens højeste trætoppe.
Langs med jernstøberhavens vejgrøft, der var snavset og sortfarvet var der en masse frøer, haletudser og andet kryb. Engang imellem kunne man også se en giftig snog, der havde solet sig i grøftekanten. Den forsvandt lynhurtig ind i tjørnehækken. Om efteråret var Bokkensåvejen ofte som så mange veje i og omkring Tønder oversvømmet.

Skolebørn endte i vejgrøften
Det var også her ved vejgrøften at mellemskoledrengenes slagsmål blev afgjort. De prøvede simpelt hen at skubbe hinanden ned i vejgrøften. En kendt forretningsmands datter i fineste pinseskrud skred også ned i det snavsede hul. Hun måtte temmelig sort hales frem igen.

En medarbejder i 46 år
Da Lorentzen startede virksomheden fulgte en smed og en former fra Stein & Mayland med. Formeren, Michael Leonhardt blev på sin plads i samtlige de 46 år, som firmaet eksisterede. Ud over det faste personale var omkring en snes mand løsere knyttet til jernstøberiet. Det var formere, grovsmede og kleinsmede. De fleste var omvandrende tyske svende, der gik på valsen. Endelig var der ansat en del lokalt boende arbejdsmænd, hvis hustruer hjalp til i stuer og køkken sammen med tjenestepiger, der kom indrejst nordfra.

Faldefærdige bygninger
Vestergades små husgrunde var ikke mere end ca. 25 meter dybe. Kun Bokkensåvejens hjørnebygning nåede en udstrækning på cirka 40 – 50 meter. Bagved lå Spangholms terræn, som også blev ejet af jernstøberiet. På fabrikkens modsatte side fandtes her en gruppe faldefærdige staldlokaler, der anvendtes til heste, kreaturer, fjerkræ samt til opbevaring af hø og korn.
På pladsen et stykke ind mod Bokkensåvej var der anbragt transportvogne til tørv og andre varer, sammen med et par ældre landauere, der ind imellem også blev bragt af befordring af badegæster.

Dommer Gjessings erindringer
Dommer H. Gjessing skriver i sin pragtfulde bog, Drengeår og Manddomsvirke i Tønder:
– Jernstøber Lorenzen ejede jernsøberiet, som lå på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen. Det var gamle store bygninger, som på os gjorde indtryk af noget hemmelighedsfuldt og mystisk og bagved var der en stor have, i hvilken der i et træ byggede en sort stork.
– Støberiet var vist ikke i gang hele året, men i sæsonen kom der altid fremmede folk, og det var vistnok Hessere. En af dem var den tidligere kaptajn Leonhardts far.
– De gamle Lorenzens kan jeg knap huske (Fruen var en del lammet gennem en række år), men det var tre drenge, som var noget ældre end jeg og tidligere kom bort. De to blev skibskaptajner i Hamborg, den tredje blev gasværksbestyrer m.m. i Tønder og lever endnu, men han er nu en gammel mand.
– Det var også en datter Christine, den yngste af dem. Hun kom en del sammen med Astrid og de andre. Hun blev gift med en skibskaptajn i Hamborg, som døde før krigen. Hun besøgte os flere gange i Tønder, og hun var fornøjelig og elskværdig. Hun sagde, at hun altid havde bevaret sit danske sindelag.

Pigerne holdt sammen
Christine Charlotte Lorenzen tilhørte en kreds af unge piger, der var født i Tønder omkring 1862 – 1863, en enkelt vistnok lidt før. De besøgte den såkaldte realskole, så længe den eksisterede (under Tørslev). Senere besøgte de andre skoler, ganske som de brogede forhold tillod. De deltog sammen i Tønders selskabelige begivenheder, for eksempel i den såkaldte Gamle Harmoni, så længe denne bestod. De kom også i hjemmene og i jernstøberiets store have. Pigerne hed Marie Alberts, Astrid Gjessing, Christine Lorentzen, Agnes Refslund og Fidde Riedell.

Jernstøberiet lukker
Omkring 1903 blev jernstøberiet lukket. Jernstøberen selv og nogle af hans medhjælpere afviklede den gamle virksomhed. Ejeren blev selv boende i sit hus. Han døde i 1907, er årrække efter hustruen, der i lang tid havde været skrøbelig.
I tidens løb blev nogle af grundene langs Bokkensåvejen dels solgt som villagrunde, dels lejet ud til havebrug. Senere blev også værkstedsanlæggene lejet ud til et par maskinfabrikanter. En del jord i by og opland blev solgt. Kun en lille centralt beliggende jordareal med noget af åbredden blev bevaret.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Gjessing: Drengeår og manddomsvirke i Tønder
– Sønderjysk Månedsskrift
Hvis du vil vide mere: Læs
– Humlekærren i Tønder
– Militæret i Tønder 1920 – 1923
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tønder før og efter Genforeningen
– Ulrich – en fysikus fra Tønder
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Tog til Tønder
– Handel i Tønder indtil 1864 og mange flere

Tønder Bibliotek – i begyndelsen
Bogen blev brugt i den nationale kamp. Man forsøgte med en dansk Læserkreds i Landmandsbanken. Fra tysk side forsøgte man at hindre dette. Allerede fra 1870 forsøgte den tyske stat at fremme den tyske bog. Efter 1920 skulle biblioteket ikke blot være kultur – men også kampcentre, sagde man fra dansk side. Tønder Byråd ville kun give en klatskilling til et dansk bibliotek. Man startede i Østergade 18, købte en nedlagt bank. Børnebøgerne flyttede til Humlekærren og Richtsens hus. I 1950 samlede man det hele i den tidligere tyske realskole i Richtsensgade.

Bogen blev brugt i kampen
Mange kræfter blev brugt i både at fremhæve dansk og tysk sprog og kultur. Og det påvirkede også etableringerne af biblioteker i Sønderjylland. Man forsøgte gang på gang, at styrke egen position, og trænge den anden tilbage.
Fra sidst i 1830erne blev den sproglige kamp taget i anvendelse. Og bogen blev brugt i denne krig.
Bibliotekerne blev udviklet i den nationale kappestrid.

Kultur – og kampcentre
Fra dansk side, blev der i 1920 udtalt, at de kommende danske biblioteker i Sønderjylland ikke blot skulle være kulturcentre med kampcentre.
På tilsvarende måde ydede den tyske stat særbevillinger til lærer -, skole – og folkebiblioteker i Nordslesvig fra 1880erne.

En læserkreds fra 1790
Allerede i 1790 eksisterede der en slags læserkreds i Tønder for borgerskabet. Og i 1828 bliver der omtalt et Jugendbibliothek. Det var støttet af Magistraten. Man startede med 158 bind, som stammede fra lærer A.J. Rohlfs samling af børnebøger.
I 1846 var samlingen oppe på 731 bøger. Samme år mistede biblioteket sin sidste faste bidragsyder, borgmester Paul Sibbers.
I 1851 var bøgerne i en sørgelig forfatning. Formentlig blev biblioteket nedlagt kort tid efter.

Kirkekassen samlede ind til skolebiblioteket
Men i Tønder Provsti genindførtes i 1851 pligten for de lokale kirkekasser til at yde det årlige tilskud udbeskåret til skolebiblioteket. I de følgende år måtte lærerne aflevere fortegnelser over de bøger, der var på skolebibliotekerne.

Dansk skolebogssamling
I tiden mellem de slesvigske krige blev der indkøbt underholdende litteratur til de danske folkebiblioteker i Sønderjylland. I Tønder oprettedes ”dansk skolebogssamling” , som rummede alle de typiske bøger, som blev indkøbt til de danske bogsamlinger i disse år. Samlingen der siden hen indgik i Tønder Seminariums Bibliotek bestod af ca. 800 bind, især skønlitteratur, religion, historie, personalhistorie, rejseskildringer, topografi og geografi. Ca. 360 af disse er bevaret i dag.

De Tyske Folkebiblioteker skulle være mere effektive
De tyske folkebiblioteker skulle være mere effektive, så de bedre kunne fremme tyskheden i Nordslesvig. Standarden skulle forbedres, og der skulle tilføjes flere ressourcer, så bogbestanden kunne tiltrække læserne. Vejen frem måtte gå gennem øget central styring. Derfor blev kredsskoleinspektørernes tilsyn nu udstrakt til at omfatte folkebibliotekerne. Hidtil havde de kun ført tilsyn med skole – og elevbibliotekerne. Der blev bevilliget øgede tilskud, som udelukkende skulle anvendes i egne med dansk folkesprog.

Protest fra Tønder
I Tønder kreds protesterede præsterne som bestyrere af folkebibliotekerne direkte mod den nye kontrol. Kredsskoleinspektør Krage udtalte i 1897 blandt andet:

 De fleste, især blandt de ældre, er for ukendte med tysk til at kunne læse de tyske bøger. Der mangler også den tyske skolegang som er en nødvendig forudsætning for at kunne forstå indholdet i folkebibliotekerne. Det stof som behandles i folkebibliotekerne, ligger dem for fjernt, og er derfor for svært for dem. For mange unge er de ældres indflydelse hindringen for at læse tyske bøger. En vis modvilje mod det tyske sprog er heller ikke overvundet en del steder.

Tønder Læseforening
I 1912 opstod Tønder Læseforening. Man havde stor problemer med det tyske styre. Foreningen fik plads i Tønder Landmandsbanks bagbygning. Redaktør Skovrøy forærede foreningen ca. 500 bøger. Fra venner i København modtog man ca. 50 bøger. Også fra Sprogforeningen modtog man sig også en del bøger.

I 1919 købte Tønder Læseforening et gæstgiveri i Spikergade, som blev kaldt Hans Erichsens Gæstgiveri. Det fik nu navnet Tønderhus.

I gang med at samle danske bøger
Det var en stor opgave, at begynde forfra med at samle danske bøger i Tønder. Under det tyske herredømme havde der været initiativer i gang med stor hjælp fra Kongeriget.
Lov af 5 marts 1920 om statsstøttede Biblioteker fik stor betydning for Tønder.

Mange steder i Sønderjylland gik man i gang med at opbygge biblioteker. Ofte fik man hjælp af Sprogforeningens formand, H.P. Hanssen og hans medarbejdere.

Amtsrådet ville have både danske og tyske bøger
Den 9. juli 1921 rejste amtmand Greve O.D. Schack spørgsmålet i Tønder Amtsråd. Et bibliotek i Tønder skulle indeholde lige mange danske og tyske bøger.
Resultatet blev, at Amtsrådet på det grundlag bevilligede et oprettelsesgebyr på 1.500 kr. Desuden ville man det første år yde et tilskud på 3.000 kr. under forudsætning af, at Tønder Byråd ydede lige så meget.

Et langsomt arbejde udvalg
Den 12. juli 1921 behandledes sagen i Tønder Magistrat. Her tog man ikke stilling i sagen, men nedsatte et udvalg. Dette udvalg skulle komme med forslag til, hvordan man kunne indrettet et bibliotek. Men udvalget arbejde ret langsomt. To gange måtte Magistraten rykke udvalget.

Endelig den 15. december 1921 fremkom udvalget med deres indstilling:

1. Tønder Byråd skulle bevillige 1.500 kr. til indretning og 3.000 kr. i driftstilskud det første år.
2. Der skulle vælges en bestyrelse på 6 medlemmer, 3 valgt af Amtsrådet og 3 af byrådet. Begge ”nationale Anskuelser” skulle repræsenteres i Biblioteksbestyrelsen.

Forslaget blev behandlet både i Tønder Magistrat og Tønder Byråd. Men sagen blev hele tiden udskudt med det resultat at absolut ingenting skete i fire måneder.

Samlingen svarede ikke til nudtidens krav
Fra forskellig side blev der rejst krav om danske bøger. Man havde godt nok en samling af bøger fra Sprogforeningen fra før krigen. Men denne samling svarede slet ikke til de krav, der nu blev sat.

Penge til børnebøger
Sprogforeningen bevilligede allerede i 1921 efter ansøgning 500 kr. til en børnebogssamling ved den tyske borgerskole. Og den 5. juli 1922 meddelte Sprogforeningens formand, H.P. Hanssen, at man var villig til at stille med yderligere 1.500 kr. til indkøb af bøger til en bogsamling. Foreløbig skulle denne samling knyttes til Tønder Handelsskole. Men så snart biblioteket var oprettet skulle samlingen knyttes til denne.

Fra tysk side ønskede man et rent tysk bibliotek
Først den 24. august 1922 blev der afholdt et møde om oprettelse af et fælles dansk/tysk bibliotek i Tønder. På mødet bad H.P. Hanssen borgmester Olufsen om snart, at tage en beslutning.

På byrådsmødet den 8. september 1922 foreslog den tyske gruppe, at sagen omkring fælles dansk/tysk bibliotek blev henlagt. Fra tysk side ønskede man et rent tysk bibliotek.
Nu stod man pludselig på bar bund i Tønder. Forudsætningerne for at få tilskud fra Amtet var forsvundet.

Dannelse af biblioteksforening
Men den 15. september 1922 samledes en del danske borgere på Tønderhus. De interesserede sig for Bibliotekssagen, og mente at nu skulle der snart ske noget. Et udvalg blev nedsat og allerede ugen efter blev der indkaldt til næste møde.
Amtskonsulent Svendsen havde stillet et beløb på 1.000 kr. til rådighed for et kommende bibliotek. Alle de 50 tilstedeværende tegnede sig som medlemmer af en Biblioteksforening.
Love blev vedtaget, lige som en bestyrelse blev valgt:

Bankdirektør Andresen, Redaktør Christensen, Lokomotivfører Christensen, Melhandler Clausen, Lektor Egebjerg – Jensen, Landbrugskanditat Knudsen, Lærer Roust.

En biblioteks – bestyrelse
Det lykkedes, at bringe medlemstallet op på ca. 300. Det betød medlemsbidrag det første år på 875,- kr. Det lykkedes foreningen, at få tilsagn fra amtet, at de ville opretholde deres tilskud på 3.000 kr.
Endelig efter et møde den 17. nov. valgtes endelig en Biblioteks – bestyrelse. Og bestyrelsen holdt endelig sit første den 26. januar 1923. Nu kunne de endelig begynde deres arbejde med indkøbe bøger og finde et egnet lokale til det nye bibliotek.

Tønder gik glip af tilskud
Måske var det langsommeligheden, der var årsag til at Tønder ikke komme i betragtning på ekstratilskud på 100.000 kr. til de sønderjyske biblioteker fra staten. Det lykkedes dog for undervisningsminister Appel at skaffe et beløb på 5.000 kr. Alt i alt måtte Tønder Bibliotek begynde sin virksomhed den 1. oktober 1923 med kun 12.000 kr.

Ulriks tidligere hjem
Der måtte slides og der blev studeret flittig i Vejviser for legatsøgende. Mange rejser blev foretaget.
Efter tre års forløb viste det sig, at det var umuligt at fortætte i de første lokaler i Østergade 18. Rammerne var alt for små. Dertil kom svigtende indtægter. Humøret var langt nede.
Det var jo her fysikus Ulrik (Ulrich) havde boet, inden han nærmest blev stenet ud af byen. Man havde i begyndelsen 1.400 bind til udlån. Man havde 8 stole og et stort firkantet bord. Der var opstillet reoler langs væggen.
I løbet af en måned havde der været 559 mennesker på læsestuen, og der var udlånt 1.148 bøger.

Amtsrådet reducerede tilskud
Hurtigt viste det sig, at bogbestanden var alt for lille, især var faglitteraturen langt fra tilstrækkelig. Arbejdet og udlånet voksede år efter år.
Forståelsen fra de lokale myndigheder manglede. Tønder Amtsråd ydede i den første tid 3.000 kr. om året. I 1926 blev dette sænket til 1.000 kr.

Tønder Byråd gav kun en klatskilling
Man søgte Tønder Byråd, om et tilskud på 2.500 kr. De svarede med at bevillige 500,- kr. årligt. Herfra sagde man, at de vil ligestille det med det tyske bibliotek, som var et privat bibliotek. Folkene bag Tønder Bibliotek forstod ikke, hvorfor man ligestillede de to biblioteker, da de var et statsbibliotek. Det lave tilskud virkede dobbelt uheldigt, dastatens tilskud blev beregnet i forhold til det lokale tilskud.

Det Tyske Bibliotek startede i Spikergade, og blev senere knyttet til Deutsches Haus.

Man købte en nedlagt bank
Men da det så værst ud, gav Sønderjysk Fond tilsagn om et betydeligt beløb til udvidelse af rammerne. Samtidig trådte Nordslesvigs Bank i likvidation. Det var klart, at denne bygning, var lige den, man kunne bruge. Men prisen uha – 87.000 kr.

Den 1. og 2. juni blev der holdt to vigtige møder på Tønderhus. Her blev det besluttet, at

1. Køb af ejendommen, Storegade 23 blev godkendt
2. Der skulle oprettes en selvejende institution Tønder Biblioteksselskab, som skulle eje og administrere den til biblioteket erhvervede ejendom.
3. Der skulle ansættes en bibliotekar
4. Man skulle arbejde for, at biblioteket blev anerkendt som Centralbibliotek for Tønder Amt.

Den 9. oktober 1926 blev de nye lokaler taget i brug. En stor kreds af danske borgere besluttede at betale ekstra. Ligeledes blev der holdt bazar. Overskuddet på 3.000 kr. tilfaldt biblioteket.
Man må hellere ikke glemme, at Sprogforeningen trådte til.

Mange boggaver
Nye reoler blev anskaffet, og der blev opstillet flere borde i den bagerste del af lokalet. De gamle bankskranke blev nu udlånsskranke. Det var stueetagen, der blev gjort til bibliotek. Ejendommens øvrige lejligheder blev lejet ud.

Man var nu nået op på hele 5.000 bind. Man modtog en masse boggaver. Og i 1927 købtes en større samling af daværende landsretssagfører Todsen. I 1929 modtog man en smuk boggave af den tidligere lektor i Ribe, Knud Knudsen, søn af godsejer Knudsen, Trøjborg.

Anerkendt som Centralbibliotek
Fra 1. april 1928 var biblioteket blevet anerkendt som Centralbibliotek. Det betød, at bibliotekar Gade kunne reklamere for biblioteket i et større opland.
I tiåret efter bibliotekets oprettelse er udlånet nået op på 40.000 bind. I 1932 – 1933 var der over 20.000 mennesker på læsestuen.

I ti året for bibliotekets eksistens nåede man op på en beholdning på 12.000 bind.

Hvis nok som det første sted i landet fik man på Biblioteket mulighed for at leje smalfilm i 1934. Filmsamlingen blev ejet af Tønder Lærerkreds.

Børnebøger i Humlekærren
Igen engang stødte man ind i pladsproblemer. Således blev der lejet lokaler i Humlekærren til børnebøger. Fra Tønder Seminariums Øvelsesskole modtog man en del børnebøger.

Børnebøger blev atter flyttet
I 1938 var der igen flyttedag. Socialudvalget skulle bruge lokalerne i Humlekærren. Nu måtte børnebøgerne flytte til Richtsens Hus, Vestergade 9.

I 1944 blev Tønder Børnebibliotek selvstændigt og selvejende. Og i 1946 solgte Byrådet Richtsens Hus. Igen måtte man flytte bøgerne.

Flytning til Richtsensgade
I 1950 flyttedes biblioteket til den tidligere tyske kommuneskole i Richtsensgade. Bygningen er fra 1870 – 71, men blev ombygget i 1949 – 1950.
Her har været både soldater og flygtninge under krigen. Senere kom den til at rumme husvilde.

Og det var så her vi i Familie Brodersen gik til tuberkulose – undersøgelser. Det var oppe på førstesalen. Og det var flere gange i 1950erne.

Kilde: Se
 Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere: Læs
 Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
 Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
 Minder fra Tønder 1864 – 1920
 Tønder før og efter Genforeningen
 Tønders Dansksindede
 Ulrich – en Fysikus fra Tønder

Vi starter i 1929 og slutter i 1933. Godt nok talte borgmesteren tysk i byrådssalen, men det så ud som om, at det dansk – tyske kom hinanden nærmere. Dog savnede man fra dansk side, at tyskerne tog klart afstand fra en grænserevision. Det hele blev dog ødelagt i 1933, da nazisterne kom til magten. Det kunne tydeligt mærkes i Tønder. De første nazist – møder blev afholdt i byen. Og snart blev det tyske mindretal nazificeret. Læs her om fire års Tønder – historie.

Tyskerne vandt et mandat
Den 10. marts 1929 afholdtes der byrådsvalg. Tyskerne gik tilbage fra 49 pct. til 45 pct. af samtlige stemmer. Men ved et mærkeligt tilfælde vandt de et mandat. Socialdemokraterne kunne nemlig ikke blive enige om en fælles liste. Der var to modstridende lister uden forbund. Sagfører Bundgaard og redaktør Petersen kunne ikke enes. Og dette forhold bevirkede så, at der de næste fire år igen ville være tysk flertal i Tønder. Fra dansk side var man bange for, at dem, der vil blive ansat i byens tjeneste alene ville blive taget i de tyske rækker.

Man ville ikke have åben sprogstrid
Fra dansk side forlangte man, at borgmesteren fremlagde tingene på dansk. Man ville ikke føre en åben sprogstrid, men dette kunne næppe undgås. Modsætningsforholdene skulle gerne formindskes i stedet for, at blive større. For den tyske presse var dette Gefundenes Fressen.

To socialdemokratiske grupper
I de to socialdemokratiske grupper var dette spørgsmål ikke blevet afstemt. Man ville fra dansk side forsøge at lave en underhåndsaftale med borgmesteren. Men til det første møde kom Borgmester Thomsen frem, ikke særlig ædru. Ja onde tunger fastslog, at han siden byrådsvalget ikke havde været ædru. Han opnåede det enestående høje tal på 800 personlige stemmer. Thorvald. Petersen opnåede kun 135 personlige stemmer.

En beruset borgmester
Under selve sammentællingen var han så påvirket og støjende, folk mente, at han skulle bringes på politistationen. Den tyske lærer Gläser udbrød:
– Han skulle overhovedet ikke have lov til at komme her.
Men borgmesteren var både afholdt af tyskere og danskere. Han var afholdt på grund af sin godmodighed. Det høje personlige stemmeantal var en tilkendegivelse af, at tyskerne ønskede ham som borgmester og ikke den tyske redaktør Fr. Andresen, eller for den sags skyld den danske Thorvald Petersen.

Redaktøren, der ikke kunne tysk
Nu var det sådan, at redaktør Petersen ikke kunne tysk. Han havde udtalt, at det var med vilje, at han ikke havde lært sig sproget. Han ville bevise, at han sagtens kunne udføre sit redaktørjob i byen uden det tyske sprog. Men det var der nu også delte meninger om, for hvordan skulle han kunne beskrive kulturen i Tønder, hvor både dansk og tysk kultur skulle mødes. Han ville i hvert fald få problemer som nyvalgt socialdemokrat i byrådet, hvis sagerne blev fremlagt på tysk.
Tysk rektor – søn ville have dansk eksamen
Den tyske skolepolitiker rektor Koopmann henvendte sig til skolekonsulent Svendsen. Han havde et alvorligt problem. Hans søn havde besluttet, at tage dansk studentereksamen efter at have taget tysk realeksamen. Koopmann ønskede, at sønnen skulle vælge en skole nord på og ville godt have en skole anbefalet.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde
Til næste byrådsmøde gik alt som det plejede. De første tre mindre vigtige sager blev behandlet på tysk. Men ved den fjerde sag, der handlede om levering af sten til Strucks Allé, rejste redaktør Petersen sig og anmodede om, at få nogle tyske udtalelser oversat. Grunden til, at han først nu rejste sig, var at han ikke fandt de første tre sager så vigtige. Og borgmesteren svarede:
– Jeg kan virkelig ikke huske, hvad jeg har sagt, så det vil ikke være let at opfylde hr. Petersens ønske.

Svært ved at give et resumé
Men det fandt redaktør Petersen sig ikke i. Han bad borgmesteren om at komme med et kort resumé. Og borgmesteren forsøgte at gengive noget af det, han havde sagt. Men det havde nu ikke meget at gøre med hans første udtalelser. Nu var borgmesteren også besværet af, at han ikke var ædru.
Gengiv sagen på dansk
Resten af mødet foregik uden problemer, men det var som om, at begge parter var blevet forsigtige. Situationen kunne hurtig føre til pinligheder. Borgmesteren fortsatte uanfægtet videre på tysk.
Længere henne på aftenen rejste redaktør Petersen sig igen:
– Hør Borgmester kunne De ikke lige sige mig indholdet af denne sag på dansk.
Og det gjorde borgmesteren, men egentlig fandt man ikke en generel ordning. Først i 1936 fik Tønder en dansk borgmester.
Danske og tyske lærere arbejde sammen
Amtsskolekonsulent Svendsen havde besøgt Højer og var godt tilfreds med forholdene. Det så ud til, at danske og tyske lærere godt kunne arbejde sammen. På legepladsen legede både danske og tyske børn sammen.

Sagerne fremlagt på tysk
Ved Folketingsvalget den 24. april gik tyskerne over 1 pct. tilbage. Og på Gråsten Landbrugsskole fortalte Lausten Thomsen om Dansk Arbejde i Sønderjylland efter Genforeningen.
Den 13. maj var der igen byrådsmøde. Redaktør Petersen forlangte, at et par småsager blev behandlet på dansk, men ellers var alt ved det gamle. Sagerne ville i fremtiden også blive fremlagt på tysk.
Kongeparret på besøg
Kongen og dronningen besøgte den 30. maj Tønder. De tyske byrådsmedlemmer var kommet til stede og tog pænt imod kongeparret. Det var en stor mængde skolebørn fra de tyske skoler opstillet. Kongen gik imellem dem og talte med enkelte. Den tyske avis skrev velvilligt om besøget og kongens tiltalende måde at optræde på.

Udstykningsarbejde til 10 millioner kr.
Den 19. juni var folketingsmedlem Niels Frederiksen med frue på besøg. Han skulle lede et stort udstykningsarbejde til 10 millioner kroner. Han havde bedt om, at medierne ikke omtalte dette, for det kunne få priserne til at stige.

Tønderhus foran tvangsauktion
I august måned foregik der mange ejendomshandler. Traditionelt tyske gårde blev solgt til danske landmænd, hvilket de dansksindede syntes var en positiv udvikling. Men desværre stod Tønderhus over for en tvangsauktion. De nationale foreninger havde åbenbart ikke givet nok støtte. Man måtte meddele Kreditforeningen, at man ikke kunne klare juni terminen. Det var en national skandale. Tyskerne kunne rejse det ene prægtige kulturelle centrum nord og syd for grænsen efter det andet. Et dansk forsamlingshus kunne åbenbart ikke fastholdes selv i en by som Tønder.
Man havde glemt, at i Tønder, var det kun 27 pct. danske stemmer i 1920. Nu var det gået 10 år, og alle ville mene, at nu gik det nok af sig selv.
Den 15. august holdt bestyrelsen i Tønderhus møde. Det var lykkedes at få en tvangsauktion udsat. Man håbede på et statslån og en direkte kontakt til statsminister Stauning blev etableret.

Minimale tilskud til Biblioteket
Dr. Lausten – Thomsen havde forhandlet i København. Tilskuddet fra staten til Tønder danske bibliotek var blevet skåret ned fra 10.000 kr. til 7.000 kr. Det var beklageligt, for biblioteket var økonomisk vanskelig stillet. I forvejen var det kommunale tilskud med det tyske flertal usædvanligt lille. Man bidrog kun med 500 kr. I lignende byer var tilskuddet flere tusinde kroner.

Møde om Tønderhus
Den 19. august afholdtes der et møde med danske borgere i Tønder. H. Jefsen Christensen lovede at støtte henvendelsen til staten om et tilskud i form af et rentefrit lån på 15.000 kr.
Grev Schack holdt en god tale, hvorefter det blev besluttet, at den danske befolkning kunne tegne et årligt bidrag til driften af Tønderhus i fem år. Det var så under forudsætning, at gælden blev nedskrevet til 50.000 kroner.

Tyskernes grænsesyn
Tyskerne kæmpede for et gymnasium eller eksamensrettigheder. Det så ud som om at Hejmdal og H.P. Hanssen var ved at give efter i spørgsmålet. Men mange var af den holdning, at hvis man skulle efterkomme tyskernes ønsker, ja så måtte de opgive deres krav, om at flytte grænsen. Mange dansksindede mente, at tyskerne med deres grænsesyn var statens modstandere.
En delegation af Tønder – borgere var taget til København med det formål, at få Det Kongelige Teater til at komme til Tønder med gæstespil.
Frygtede at blive dårlig omtalt i tysk avis
I september havde Jordlovsudvalget købt Adelvad, en stor ejendom på 150 ha. Ejendommen var ejet af en tysk indvandrer ved navn Riewe. Han frygtede nu, at blive omtalt negativt gennem den tyske avis.

Det gik for langsom med udstykningen
På Slogsherredshus i Bylderup blev der afholdt møde omkring jordspørgsmål. Her blev der nævnt at Landeværnet ikke mærkede stærke angreb fra tysk side. Andre mente, at der skulle komme folk nordfra og blande sig i det danske arbejde. Det blev også nævnt at Jordlovsudvalget nu havde opkøbt 1.000 ha jord. Andre igen mente, at det gik for langsomt med udstykningen.

Pumpestation indviet
Den 23. september blev pumpestationen ved Lægan indviet. Bagefter blev der holdt fest i kroen. De tilstedeværende tyskere holdt deres taler på dansk med undtagelse af redaktør Andresen.
Tre dage efter blev kongens fødselsdag fejret i Tønder. Der var masser af Dannebrog overalt i byen, selv på fhv. sagfører Todsens ejendom. Det var dagens sensation i Tønder.
Endelig fik man de 15.000 kr.
I København gik der forholdsvis lang tid, inden de 15.000 kr. til Tønderhus blev bevilliget. Man ville først kun give 10.000 kr. Dernæst mente man, at man skulle lade ejendommen gå konkurs og så købe den billig. Men da det endelig gik op for politikerne, at det drejede sig om et dansk forsamlingshus, gav man efter.

Man skulle have løst skole – spørgsmålet
I slutningen af oktober opstod igen ønsket om en ny dansk folkeskole i byen. Ministeriet havde udtalt, at byen efter 1. april 1930 selv måtte drage omsorg for undervisning af antallet af børn over 250. De blev nu undervist i Seminariets Øvelsesskole. Borgmesteren mente, at skolen skulle ligge i den vestlige del af byen, hvor der boede flest danskere. Han havde tænkt sig, at man kunne anvende den tomme telegrafbygning. Den havde tidligere været anvendt som den tyske rigsbank. Men dette forudsatte, at staten skulle sætte den til rådighed.

Sprog – sammenblandinger
Efterhånden kom tyskerne ubevidst til at bruge danske begreber i deres sprogbrug. Således blev det bemærket i Byrådet, at man sagde:
– Das wurde aber genægtet
– Das wurde gedrøftet.
Modsat kom der også mange tyske begreber i det sønderjyske sprogbrug.

Medierne ville have sensationer
Man ville helst have, at tilnærmelsen mellem de danske og de tyske interesser i byen skulle nærme sig i fred og ro. Men det var nu ikke altid, at datidens medier havde samme mening. Således viste Vestslesvigsk Tidende og Hejmdal ikke altid forståelse for denne tanke.

Tønder ville have offentlige teaterforestillinger
Ved et møde i slutningen af oktober i Aabenraa omkring teaterforestillinger gav repræsentanter fra Tønder udtryk for, at disse teaterforestillinger skulle være offentlige så de tysksindede også kunne komme i dansk teater. Men denne holdning gik flertallet imod, ja selv H.P. Hanssen mente, at disse forestillinger skulle foregå i foreningsregi. Så kunne man også blive sparet for Forlystelsesskatten og få flere medlemmer til de danske foreninger.

Ungdommen gik mod nord
På et møde på Rødding Højskole deltog der også lærerkræfter fra Tønder. Man diskuterede blandt andet, hvor grænseegnens ungdom gik hen. Lærer A. Torp fra Tønder svarede, at de gik mod nord. Han fortalte, at han i sin 10 årige virksomhed i Tønder havde haft med ca. 500 unge tyske, der i den tid er gået ud af skolen, at gøre. De fleste vender ikke tilbage til grænselandet, udtalte Torp. Kun ganske få er draget mod syd.
Gal som en tysker
Ved en sammenkomst den 15. november af lærere ved Tønder Tekniske Skole brugte det tyske byrådsmedlem, maler Johansen udtrykket:
– Og så blev han gal som en tysker
Den tyske lærer Gläser, blev forundret, og spurgte på tysk:
– Hvad siger De?
Johansen måtte så fortælle, at det var en almindelig vending, som man brugte på dansk. Det fik så Gläser til godmodig at sige:
– Aber dass müssen Sie in der Stadtvertretung nicht sagen.

Forståelse for hinandens kultur
I Østergade boede over for hinanden den danske broderihandlerske Frk. Jacobsen og den tyske guldsmedeenke fru Bödewadt, der drev hendes afdøde mands forretning. Når fru Bödewadt handlede hos Frk. Jacobsen talte hun altid tysk og frk. Jacobsen også svarede på tysk. Men når Frk. Jacobsen handler hos fru Bödewadt blev der talt dansk og fru Bödewadt svarede på dansk. Således formede livet sig i Tønder – en by med to sprog.

Kom ejendommene i Udbjerg i danske hænder?
I begyndelsen af december skulle der afgøres om Jordlovsudvalget skulle købe en stor gård i Udbjerg. Det var rygter fremme, at to andre tysksindede også ville sælge. Danskheden stod svagt i Udbjerg, således havde man ikke en selvstændig dansk skole.

En forstående borgmester
Ved byrådsmødet den 29. november havde socialdemokraten, den tilrejsende remisearbejder Christensen rejst sprogspørgsmålet. Han var den bortrejste redaktør Petersens efterfølger. Han havde allerede deltaget i en række byrådsmøder uden at deltage i forhandlingerne. Han udtalte:
– Det er nu efterhånden blevet mig klart, at jeg ikke kan forstå den del af forhandlingerne, der foregår på tysk. Jeg må derfor bede borgmesteren om også, at fremsætte sine forslag på dansk. Dette siger jeg ikke for at irritere nogen – jeg kender nok forholdene her i byen – men jeg må vide, hvad jeg stemmer om. Naturligvis kan jeg heller ikke forstå alt, hvad de øvrige tysktalende herrer siger, men det må jeg finde mig i.
Borgmesteren kunne godt forstå, Christensens argumenter, og ville forsøge at huske, at han også skulle at fremføre tingene på dansk. Skulle han glemme det, bad han Christensen, om at minde ham om det.

108 danske husmandssteder
Den 7. december var Niels Frederiksen igen i Tønder. Han fortalte, at der nu var projekteret 108 nye husmandsbrug. Der havde meldt sig rigtig mange kvalificerede ansøgere både fra det gamle land og Sønderjylland. Blandt ansøgerne var der to kvalificerede tyskere. Niels Frederiksen kunne mane de rygter, der havde været fremme i medierne med at unge tyskere med kapital syd fra ville opkøbe jord i jorden.

Blev tyske ansøgere tilsidesat?
Pastor Schmidt havde i en rigsdagstale kritiseret den sønderjyske udstykningslov. Schmidt havde påstået, at tyske ansøgere var blevet tilsidesat. Man havde bedt Schmidt om, at komme med eksempler. Han kunne så komme med to eksempler.
Men det viste sig, at det var to eksempler, der ikke holdt. Vedkommende havde fået hjælp af Vogelgesang. De to havde desuden stået i restance med skat og fik fattighjælp.
Danske værfter ville overtage Flensborg – værftet
Vi befinder os nu i 1930, og indtrykket er, at flere og flere tyskere møder op til danske møder. I Flensborg forhandler danske skibsværfter om, at overtage Flensborg – Værftet.

Skæbneåret 1933
Vi springer frem til 1933, hvor H:P. Hanssen var sur over, at Landbrugsministeriet havde sagt nej til at købe en stor tysk gård ved Flensborg Fjord. Den blev i stedet købt af Vogelgesang, der udstak jorden i ti tyske husmandsbrug. I et radioforedrag havde H.P. Hanssen angrebet centraladministrationen og ministeriets holdning.

Skulle Højer – banen bevares?
I begyndelsen af januar blev der afholdt et par møder for at søge at bevare Højer – banen. Man blev enige om at sende en deputation til København.

Bange for nazistisk indmarch i Tønder
I marts måned blev de dansksindede i Tønder bekymret på grund af nazisternes overtagelse af magten syd for grænsen. Man var bange for, at de ivrige nazistiske Sturmabteilungen syd for grænsen i ungdommelig overmod ville krænke grænsen og for eksempel marchere ind i Tønder. Der fandtes ikke nogen magt til at hindre dette eller jage dem ud. En sådan indmarch ville være en national blamage. Det ville være yderst uheldigt for især ungdommen i Tønder.
Den 30. januar 1933 havde fremtrædende slesvig – holstenske nazister et verbalt stormløb mod grænsen. Det tyske mindretal i Nordslesvig skulle nazificeres hurtigst muligt.
Organisation omkring Tønder Garnison kunne ikke påtage sig sådan en opgave. Der måtte et elitekorps til, en slags ny grænsebevogtning.

Grænsen ligger ikke fast i den tyske bevidsthed
I Tønder opstod der en fornyet tro omkring en grænseflytning blandt tyskerne efter nazisternes magtovertagelse. Og den danske udenrigsminister udtrykte det ganske klart:
– Vi må gøre os fortrolige med, at den dansk – tyske grænse i den tyske bevidsthed ikke ligger fast.
Nye organisationer opstod
Landbrugernes Sammenslutning tordnede frem mod systemet, og det danske tag i Sønderjylland var i krise. Det Unge Grænseværn og Grænseegnens Danske Samfund var nye organisationer, der opstod.

Speck – Dänen
NSDAP satte sig hurtigt på magten og gjorde kort proces mod enhver opposition. Det gjaldt både i Tønder og resten af Sønderjylland. Syd på mærkede enkelte individer af Det Danske Mindretal pres og undertrykkelse. Speck – Dänen blev nærmest udråbt som kommunister. I juni 1933 opfordrede flere tyske aviser en boykot mod Det Danske Mindretal.
De tyske fagforeninger knust
Den 1. maj 1933 blev alle tyske fagforeninger knust af det nye regime syd på. Man oprettede i stedet Deutsche Arbeitsfront (DAF).

Ein neues Deutschland ist erwacht
Allerede den 22. marts kunne man i Nordschleswigsche Zeitung se en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der den følgende dag, ville blive afholdt en tysk aften i Tønder, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om emnet:
– Ein neues Deutschland ist erwacht.
Deutsches Haus var fuldt besat af tilhører. Blandt dem var også medlemmer af SA og Hitler Jugend fra Süderlügum. Det var således korrekt, da Lecker Anzeiger sluttede et referat af mødet med at skrive, at:
– Spidsen af de brune bataljoner har dermed betrådt Tønder og Nordslesvig.

NSDAP voksede
Det var nu ikke med Det Tyske Mindretals gode vilje, at mødet fandt sted. Man ville ikke blande sig i rigstysk politik, men der var noget der noget i gang i Mindretallet. Flere fra mindretallet havde meldt sig ind i det danske nazistparti DNSAP.
Allerede den 1. april var der på Saksborg Kro blevet indkaldt til et møde om NSDAP. Det var lærer Jacob Hansen og hans svigersøn, Jep Nissen, der stod for begivenhederne. Og aftenens møde resulterede i 65 indmeldinger i NSDAP.

Nazister fik klø
Et politisk masseslagsmål fandt sted i Tønder den 30. juli. SA – Stürmführer Jürgensen havde haft sin SA – Sturm bestående af 12 – 14 mand til øvelse i håndgranat – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose norvest for Tønder. Syngende gik det hjemad mod Tønder. Det var nationalsocialistiske sange. Men i Tønder stod 30 – 40 arbejdere og ventede på dem. Jürgensen var vulkanisør og havde en autogummi – forretning, så han havde forsynet sine soldater med knipler. Dem trak nazisterne, da de så arbejderne.
Det fik arbejderne til at gå løs på et plankeværk, som de brækkede staver af. De ro grupper gik nu løs på hinanden. Adskillige kom til skade. Værst gik det ud over nazisterne, som fik regulære tæsk.

Arbejdssky og mislykkede eksistenser
Sagen fik et retsligt efterspil, da 10 arbejdere og 14 nazister den 12. august 1933 stod anklaget for vold, gadeuorden og slagsmål. Alle endte med at få bøder. Nazisterne ankede dommen og blev senere frikendt for gadeuorden med den begrundelse, at de jo bare havde forsvaret sig. Til gengæld blev de dømt for at have været bevæbnede.
Beboerne i Tønder var i 1933 nogenlunde enige om, at nazisterne selv havde været ude om de klø, som de fik. De lokale nazister var nemlig enten arbejdssky, Fars Sønner eller mislykkede eksistenser, der ikke nød nogen videre anseelse.
Der skete nu også andre ting i Tønder, dengang. Den 12. maj blev der af Sønderjysk Idrætsforening arrangeret et stort stævne, hvor hen imod 12.000 unge fra alle egne gæstede byen. Mødet vil også gå over i starten på Det Unge Grænseværns begyndelse. Aldrig har der været så mange flag i byen. Det vakte både mishag og forundring iblandt tyskerne. En masse orkestre var sammen med de mange idrætsfolk.

Kilde:
– Se Litteratur Tønder

Hvis du vil læse mere:
– Jamen vi forstår da ikke tysk
– De dødsdømte fra Tønder
– Nazister i Tønder
– Socialdemokrat i Tønder – dengang
– Da tyskerne kom til Tønder
– En rebel og hans gård
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Hvorfor var Tønder tysk
– Tønder – under Besættelsen
– Tønder før og efter Genforeningen
– Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
– Historien om Jeppe K. Christiansen
– Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
– Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
– De fem lange år i Sønderjylland
– Sønderjylland – Maj 1945
– Sønderjylland i knibe
– Den sønderjyske efterretningstjeneste
– Opgøret efter 1945
– Mindretal i modstand
– Det Tyske Mindretal
– Sidste Tog fra Højer
– Politik under Besættelsen
– De Danske Nazister
– Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
– Knivsbjerg – nord for Aabenraa
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tøndermarsken under vand
– Digebyggeri i Tøndermarsken
– Tøndermarsken
– Tøndermarsken 2
– Frits, nazister og et kartotek og mange flere
– www.dengang.dk indeholder 124 artikler fra Besættelsestiden

Hvor ligger Tumbøl?

Vi er syd for Aabenraa – i Felsted Sogn. Dette er ikke historien om Tumbøl. Men den kam som fæstebønderne førte mod hoveri. Myter opstod, men hvad er sandheden. Og er det rigtig, at landsbyen er opkaldt efter en mand fra Felsted. Igen møder vi familien Ahlefeldt. Vi besøger også Ladegaard og Grøngrøft.

 

 

Syd for Aabenraa

Her på siden beskriver vi efterhånden mange lokaliteter. Og vi har mange læsere fra hele Danmark. Så spørgsmålet er vel meget berettiget. Men skal vi nu lægge artiklen under Aabenraa eller Sønderjylland?

Jo, vi befinder os syd for Aabenraa tæt ved Felsted. Næste spørgsmål er, om vi har stavet landsbyens navn rigtig. For i mange år har man i landsbyen diskuteret, om navnet i stedet skal staves med o som i Tombøl. Men rolig nu, Tumbøl med u er det ældste navn. Det fortælles, at en mandsperson fra Felsted, der kaldte sig Tummi fældede en del skov og grundlagde landsbyen. Det var omkring 300 – 400 år efter Kristi fødsel. Til ære for ham, har man nu opstillet en træfigur. Om den så er vellignende, ja det er en anden sag.

 

Skov blev ryddet

Efterhånden som der blev ryddet skov, opstod der nye gårde og landsbyen blev større og større. Landbyens gårde, kådnere og småhuse lå placeret langs bygaden. Her var både bystævne og gadekær. Gadekæret var byens dam, der også virkede som branddam. Dammen blev også brugt til vanding af kreaturer og heste. Og her vaskede bønderne deres vogne og redskaber. Gadekæret eksisterer endnu på Tumbøl Bygade, men dog i stærk begrænset størrelse.

 

Ladegårds historie

For at kunne forstå Tumbøls historie skal vi også kende Ladegårds historie. Gennem store dele af sine levetid, har den hørt under herregården Søgaard, der lå syd for landsbyen Vårbjerg. I 1543 lå der i byen Vårbjerg ni gårde. Brødrene Franz og Gregers Ahlefeldt havde hver fire bøndergårde i Vårbjerg. Seks år senere blev Nyladegaard opført. I de efterfølgende hundrede år blev store dele af Vårbjergs marker lagt under Ladegård, der herefter blev landsbyens navn.

 

Forpligtet til hoveri

Ja i 1569 omtales Nilasgaard, dels som en landsby og dels som en særmark tilhørende Dorothea og Mette Ahlefeldt. Samme år omtales Grøngrøft som en særmark, hvor marken Kajsmaj var fælleseje. Anna Ahlefeldt havde indhegnet en del.

Alle fæstebønder i Tumbøl og Kværs på nær de fyrstelige var forpligtet til at betale en afgift/skat samt yde hoveri på Grøngrøft.

 

 

Kunne betale sig fra hoveri

Ahlefeldterne havde ved kontrakt ladet en del bønder slippe for begrænset hoveri mod at betale højere afgifter. Men med de dårligere tider inden for landbruget hen i 1700 – tallet begyndte Carl von Ahlefeldt på Søgård at stille øgede krav til sine fæstebønder om yderligere hoveriydelser.

Frem til 1725 hørte Ladegaard under slægten Ahlefeldts eje. Men ak og ve, det endte med konkurs og auktion.

 

Mange ejere på Grøngrøft

I 1725 blev Grøngrøft med alt bøndergods i Tumbøl og Kværs solgt til kancelliråd August Christian Paulsen for 16.000 RDL.

Den 10. november 1756 køber Ditlef Johan Petersen hele Grøngrøft, men han var bare stråmand for Hans Petersen.

 

 

Fra forpagter til herregårdsejer

Den nye ejer på Ladegaarden var Johan Nissen. I 1747 var der atter auktion. Den daværende ejer Augusta Elisabeth Petersens børn ønskede ikke at overtage stedet. Den nye ejer blev Hans Petersen, der havde arbejdet sig op som forpagter. Jo det var også ham, der havde overtaget Grøngrøft.  Med sit køb, blev han nu herregårdsejer. Han døde først i 1774, men overgav allerede ejerskabet omkring 1760 til sin søn, Andreas Petersen.

 

 

En hård negl

Og den ny ejer blev betegnet som en særdeles hård negl og som gal. Han plagede områdets bønder med hoveri. I Tumbøl erhvervede han et stort antal gårde. Han forlangte, at bønderne skulle udføre hoveri på Ladegaard. De modsatte sig dog hans ordre.

 

Hoveriet var utåleligt

Fra 1762 – 66 blev der ført en retssag mod herremanden på (Kværs) Ladegård. Beslutningen om, at gå til retten i Slesvig på Gottorp Slot, kom senere til at ændre Tumbøl – bøndernes tilværelse fuldstændig. Ja hele dagligdagen for sognets befolkning blev ændret. For bønderne vandt retssagen. Retten fandt hoveriet utåleligt.

 

Andreas Petersen i økonomiske problemer

Andreas Petersen løb ind i økonomiske problemer. I løbet af 1760erne måtte han sælge ud af Ladegaardens jord. Samtidig tilbagekøbte en del af bønderne i Tumbøl, deres gårde. Endelig valgte Andreas Petersen at sælge selve Ladegaarden til sin søn, Søncke Ludewig Petersen. Flere gårde blev bortsolgt og gårdens jorde blev udstykket. Livet som godsejer passede ham ikke, og der for blev Ladegaarden i 1790 solgt videre til fætteren, Andreas Petræus.

 

 

Overleveringer og myter

Denne Andreas Petersen blev i den grad betegnet som hensynsløs og brutal bondeplager. Der er talrige eksempler på hans ødsle og foragtlige liv. Nu flyder overleveringen måske over, ved at hans to sønners liv også indgår i det frygtlige minde om Andreas Petersen. De lokale har endda opført et teaterstykke om denne forfærdelige herremand.

 

Dokumenter fra dengang

De lokale bønder kom i besiddelse af en række dokumenter fra den tid. Disse blev opbevaret på forskellige gårde i lokalområdet. Man nedfældede også en beretning omfattende tidsrummet 1714 – 66.

• For os, som nu leve, og allermest for vore Efterkommere

I denne beretning kan det læses om striden med godsherreskabet, selve retssagen og frikøbet. Originalen er gået tabt, men der er bevaret flere afskrifter. Den ældste skulle befinde sig på Landsarkivet i Aabenraa.

 

En historisk roman

En af dem, der var i besiddelse af en afskrift var lokalhistorikeren, Th. Kaufmann fra Bovrup (1877 – 1971). Han valgte at udgive en historisk roman, som han kaldte Den onde Herremand paa Ladegaard (1961).

Nu er sådanne historier altid interessante, i hvert fald som myter eller vandrehistorie. Men mon man fik hele sandheden, når dem der stod for afskriften, var part i sagen (bønderne).

 

Nye dokumenter

Både i Aabenraa og på Gottorp findes der dokumenter, som ikke er blevet inddraget i de beretninger, der indtil nu er offentliggjort.

Bønderne i Tumbøl har således langt tilbage i tiden forrettet hoveri på ladegården Grøngrøft, der lå 3 kilometer sydøst for landsbyen. Men denne blev også lagt under Ladegården.

 

Bøndernes Frihedsbrev – hvor er det?

I retssagen blev der talt om Bøndernes Frihedsbrev. Men dette brev havde åbenbart ingen værdi, da det aldrig har været anmeldt. I bøndernes optik var dette et vidnesbyrd om, at de ikke havde været underkastet vilkårligt hoveri, og derfor ikke var at betragte som livegne.

 

Bønderne måtte afgive deres gårde

Den 6. oktober 1716 blev der oprettet et såkaldt Vilkaarsbrev for Landsbyen. Dette betød, at bønderne måtte afgive deres gårde. I et jordebrev fra 1721 kan man læse om bøndernes ændrede hoverikontrakt. Bønderne havde åbenbart besværet sig over forøget hoveri.

 

Fribønder uden hoveripligt

Men egentlig var det ikke mere arbejde for herremanden. Bønderne var ikke vant til daglig hovtjeneste. Men det fremgår også af dokumenter, at de i perioder var fribønder uden hoveripligt.

Forpagter Christian Petersen på Grøngrøft klagede til greven om, at den nedsatte hoveriydelse betød en anselig belastning for ham. Han opnåede dog en gunstigere forpagtningskontrakt de næste 4 år.

 

Bønder havde indflydelse på kontrakt

Bønderne havde åbenbart haft indflydelse på den kontrakt, der blev udfærdiget. Så længe dette stod på, følte de sig hævet over de livegne. Men da de ikke mere kunne få indflydelse følte de sig socialt trykket.

 

Militæret rykkede ind

Da bønderne nægtede at udføre mere arbejde truede Grøngrøfts ejer, Hans Petersen dem den 25. marts 1758 med militær eksekution. Men truslerne hjalp ikke. Bønderne fik nu påtvunget militær indkvartering af et rytteri. Kvarterværterne måtte vederlagsfrit give soldaterne husly, forplejning og håndpenge. De skulle også levere foder til hestene. Dertil kom også en dagbøde. Og denne blev fordoblet hver tredje dag.

 

De opgav ikke modstanden

Under disse forhold måtte bønderne hurtigt kapitulere. Men de opgav dog ikke modstanden. I en kontrakt af 12. maj 1758 er der åbenbart indgået et forlig. Åbenbart havde bønderne fået en del indrømmelser ved dette forlig.

 

Restancer blev alligevel opkrævet

Men da Grøngrøft nu overgik til Ladegaarden opstod der nye problemer. Således skulle bønderne køre til Sønderborg efter Spanske Bjælker. De var så tunge, at bøndernes vogne gik i stykker. Bønderne havde fået lovning på eftergivelse af restancer, men den nye ejer krævede dem alligevel.

 

Bægeret flød over

Bægeret flød over, da en bol havde købt sig fri for hoveri først på året i 1762 for rigelig betaling. Men den frikøbte bols ydelser blev fordelt på de andre bols ydelser.

 

Ingen fri proces for bønderne

Hans Petersen mente ikke, at fæstebønderne var så usle og fattige, som de gjorde sig selv til. Bønderne fik ikke ret til at føre fri proces. De måtte stille med 600 RDL. For at kunne føre processen. Det var 16 bønder, der måtte samle sammen til dette.

Bønderne kunne henvise til, at Hans Petersen havde underskrevet to tidligere kontrakter. Og måske var det årsagen til at bønderne i sidste ende vandt. Retssagen.

 

Mulighed for tilbagekøb

Bønderne i Tumbøl fik nu mulighed for at købe deres gårde tilbage. Ejerne af de to største bøndergårde i Rinkenæs var villige til at kautionere for dem.

Dokumenterne fra selve retssagen var foretaget på tysk med rigelig brug af latinske udtryk, som bønderne næppe kunne tyde.

 

Hvorfor er det ikke et monument?

Hundredeåret for den genfundne frihed blev fejret af bønderne i Tumbøl med en fest og med sange, der var skrevet til lejligheden. På 200 års dagen blev det ikke gjort noget ud af festlighederne. Men egentlig burde Tumbøl rejse et monument for disse seje, stolte og udholdende bønder, der ikke ville finde sig i noget fra øvrigheden.

 

Kilde:

• H. Jensen: Et stykke landsbyhistorie i kildebelysning Tumbøl 1714 – 1766
• Danske Slotte og Herregårde bd. 4
• Dansk Center for Herregårdsforskning
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse nr.)
• Andreas Asmussen: Grøngrøft – fra hovedgård til slot

Hvis du vil læse mere om den egn, vi beskriver, samt Ahlefeldt og Adel, Læs

• Fra Varnæs til Felsted
• Folk – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Mysteriet i Ensted
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa (Bovrup)
• Frits, nazister og et kartotek (Bovrup)
• Ahlefeldt og Søgård
• Gråsten – en flig af historien
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Ahlefeldt fra Storhed til fald
• Trøjborg – den fjerde historie
• I Rinkenæs Sogn
• Adel og storgårde i Tønder Amt
• Adelslægten fra Aabenraa
• Adelslægten, der uddøde
• Caspar von Saldern – hvem var han
• Historien om adelslægten (Akeleye)

 

 

Katastrofen i Gentofte

Det var et farligt job, at være konduktør ved Statsbanerne i ældre tid. Men først i 1893 gik det virkelig galt for passagerer. Et udflugtstog var blevet forsinket og holdt på Gentofte Station. Lokomotivføreren på eksprestoget fra Helsingør havde åbenbart overset et stopsignal og brasede ind i det holdende tog. 40 blev dræbt og 140 sårede. Det var den første store togkatastrofe i Danmark.

 

En lang rejse

Hvis man i 1863 tog med postvognen fra Århus til København varede rejsen to et halvt døgn. De sidste 15 timer var om natten i et stræk.

 

30 kilometer i timen

Da jernbanelinjen København – Roskilde åbnede var sikkerheden beskrevet i et særligt jernbane – politireglement. Der skulle være mindst 10 minutter eller 2 ½ kilometer mellem tog, der kørte i samme retning. I tåge og ved kurver måtte toget ikke køre mere end 30 kilometer i timen. Senere var reglen, at et nyt tog ikke måtte sendes afsted, før det foran kørende tog havde nået til næste station.

 

Svage skinner

Sporene var svage. Man brugte kun grus under skinnerne. Der måtte uafbrudt arbejdes med at understøtte svellerne. Man måtte ikke lægge redskaber tæt ved sporet, og børnene skulle holdes væk fra banen.

 

Drukkenskab fremherskende

I en publikation fra 1905 om jernbaneulykker, konstaterede man, at sikringsanlæggene på De Danske Statsbaner var på højde med forholdene i Tyskland.

I 1800 – årene var alkohol et udbredt problem blandt jernbanefolk. En tjenesteforseelse var:

• Drukkenskab og fremherskende Tilbøjelighed til Drik i eller uden for Tjenesten

Lokomotivfører forflyttet

En lokomotivfører havde flere gange gjort sig uheldig bemærket og havde forårsaget afsporing i Helsingør. Han blev forflyttet til Klampenborg – banen, hvor Det Sjællandske Jernbaneselskab måske bedre kunne holde øje med ham.

 

Farligt at være konduktør

Den tids kupévogne havde døre på begge sider. Billetteringen foregik fra gangbrætterne under kørslen. Konduktøren skulle springe fra vogn til vogn. Så skulle han også lige passe på vandkraner og ledstolper langs sporet. Han måtte hænge i de åbne vinduer, behandle billetter og besvare spørgsmål. Han var indhyllet i røg og damp, gnister og små kulstykker fra lokomotivets skorsten.

 

Jernbanelæger

Jo, det var særlig jernbanelæger, der skulle godkende, at man var egnet til jobbet. Ja og så havde De Danske Statsbaner i 1914 13 ambulancetog fordelt over hele landet.

 

11 mand omkom under snerydning

I 1876 skete den første større ulykke ved Hansted nær Horsens. På et snerydningstog med to lokomotiver sprængtes koblingen mellem dem. Den forreste kørte fast i en snedrive, og det bagerste kørte ind i og hen over det forreste. To lokomotivførere og 9 snekastere i den forreste knuste personvogn omkom.

 

Lokomotivfører i jordvold

Nytårsaften 1892 svigtede vakuumbremsen på et tog, som i Klampenborg fortsatte op i en jordvold. Lokomotivføreren og fyrbøderen omkom, men ingen af passagerne kom noget til.

Indtil den 11. juli 1897 gik uheldene stort set ikke ude over passagererne.

 

Et overfyldt udflugts – tog

Søndag den 11. juli 1897 havde været en strålende sommerdag. Et overfyldt udflugtstog var sent på aftenen på vej fra Holte til København. Hele 18 vogne havde toget. På Gentofte Station var der masser af mennesker. De skulle med toget, som holdt med dampen oppe.

 

Sang og latter

En række socialdemokratiske vælgerforeninger havde været på skovtur i Søllerød. De var meget højtrøstede efter en dejlig dag i det grønne. Mange var trætte og krøb sammen på vognens træsæder. Fruerne læssede deres frokostkurve op i bagagenettene. Klokken var efterhånden blevet 23.15 inden alle passagerer var kommet på plads. Toget skulle ifølge planen være afgået kl. 23.04. Men humøret var højt, der var sang og latter.

Stationsforstander Dahl havde trukket sig tilbage til privaten og overladt afviklingen til sin assistent Steenberg.

 

 

Et lys på sporet

Steenberg sikrede sig at alle var kommet på plads, men hvad var nu det? Pludselig så han lys langt ude på sporet. Det var Helsingør – toget, der med fuld kraft kom brasende. Han kunne ikke nå, at foretage sig noget som helst, før helvede brød løs.

 

Fra signal til signal

 

Det var nu ikke helt unormalt, at eksprestoget indhentede lokaltoget. Proceduren var, at man kørte fra signal til signal. Lokomotivføreren skulle orientere sig inden indkørsel til stationerne på ruten.

 

Et kollektivt rædselsskrig

 

De forreste vogne i Helsingør – toget blev presset som en harmonika, og knustes mod det dampspyende lokomotiv. Vognruder, sæder og lofter sprang. Der var et kort øjeblik ildevarslende tavshed. Så rejste der sig et kollektivt rædselsskrig fra de mange passagerer.

 

Skrig i smerte

Toget blev skubbet hele 80 meter. De fire bagerste gamle og svage vogne i søndagstoget knustes nærmest til pindebrænde. Det var såkaldte skovvogne, som var åbne. Her sad blandt andet et selskab fra Magasin du Nord.

De forreste passagerer mærkede kun et kort ryk. De steg forundret ud og så et meget rædselsfuldt syn. Et sandt kaos var brudt ud. Folk søgte efter deres familiemedlemmer. Og da de fandt dem døde, brød de sammen i rædsel, da de fandt dem døde. De sårede skreg i smerte.

 

Blodet flød overalt

Sårede og lemlæstede forsøgte mange at kravle ud af de ødelagte vogne. Ved et lykketræf var der en læge på stationen. Han gik straks i gang med førstehjælp.

Fra stationen blev der telegraferet efter datidens civile beredskab. Det var soldater, læger og sygeplejersker. Fra de to nærmeste kaserner blev der udsendt såkaldte pionerer – i løb. Stationsforstanderen sørgede straks for, at der afgik besked til København.

Inde og ude foran stationen var et stort kaos. Døde og sårede blev bragt ind i stationens ventesal. Blodet flød overalt.

 

Flere læger blev rekvireret

Alle lygtepæle på stationen var blevet ødelagt, så redningsarbejdet foregik i mørke. Fra Hellerup var der kommet et ekstratog med soldater fra Ingeniørkasernen og læger.

Fra omegnen og Lyngby blev der rekvireret flest læger. De blev placeret i tenderen (kulvognen) til et lokomotiv og sendt afsted mod Gentofte. Nogle af disse havde taget deres hustruer med. I avisreferater blev der fastslået, at de havde svinet deres flotte kjoler til.

 

Havde bremserne svigtet?

Kredslæge Johan Lerche fortalte følgende:

• Brodersen og jeg blev enige om, at tage en vogn sammen. Vi kørte op til apoteket og fyldte vognen med forbindingsstoffer og medikamenter og kørte til Gentofte.

Forvirret og omtåget gik lokomotivfører Carl Hansen rundt og fortalte, at bremserne hos eksprestoget fra Helsingør havde svigtet.

 

Ligrøvere på spil

Mange strømmede til. Redningsfolk opdagede, at der blev stjålet fra de døse. En deling soldater fra Jægersborg blev kaldt til for at holde ro og orden og for at forhindre udplyndring af de dræbte. Overalt lå der ødelagte madkurve, knuste flasker og vragdele.

I Illustreret Tidende Blev især soldaterne fra Jægersborg fremhævet:

• Et øjeblik efter var de med opsmøgede Ærmer – Blodet flød ned over de nøgne, kraftige Arme – i fuld Virksomhed med Transporten af de Døde og de Saarede.

Først efter tre timer ankom der et ambulancetog fra København. Den medbragte 15 læger, hospitalsportører og en større deling politi. De gik straks i gang med redningsarbejdet.

 

Lokomotivfører på spil

Lokomotivfører Carl Hansen blev om morgenen klokken 4 kaldt til forhør i en kupé. Han var stadig så chokeret, at hans svar var temmelig usammenhængende. Men trods dette, var det disse svar, der blev afgørende for straffesagen mod ham. I første omgang indrømmede han, at han forvekslede signallyset for det holdene tog, der skulle afgå fra Gentofte Station med lyset fra indkørselssignalet, som viste stop for hans eget tog. Han hævdede dog også, at hans bremse havde svigtet. Hastigheden blev vurderet til et sted mellem 50 og 60 km/t.

Men vidner havde set gnister fra lokomotivets hjul inden sammenstødet, hvilket tyder på, at bremserne havde virket.

 

Tog sendt til København

Man lagde i første omgang de døde på perronen og i venteværelset. Og så koblede man de ødelagte vogne fra den ulykkesramte tog, og sendte det mod København. Ja sådan lød en af forklaringerne, men det kan ikke have sin rigtighed. Sandsynligvis var det ambulancetoget fra København, der returnerede. Der blev anbragt en soldat og to kvæstede i hver kupé. Inden afgangen havde nogle af de skadede henvendt sig til lokomotivføreren og bedt ham om at køre langsomt af hensyn til deres knoglebrud.

 

Man glemte Krigsministeriets ambulancer

Omsider var der kommet orden på kaos. Sårede blev kørt til Lyngby Sygehus, Garnisons Sygehus, Frederiksbergs Hospital, Kommunehospitalet og Sct. Joseph Hospital. De hårdest medtagende blev anbragt i de omliggende villaer.

Men det var nu ikke helt styr på situationen. Først klokken to om natten var ordensmagten blevet alarmeret. Man stillede med byens syv ambulancer ved Nordbane – stationen i Vester Farimagsgade. Man havde helt glemt, at Krigsministeriet rådede over langt flere ambulancer.

 

40 døde

32 rejsende døde på stedet, 8 døde et døgn senere og 140 blev såret. 55 mennesker blev betegnet som hårdt såret.

 

Journalisten, der ikke kunne skrive

Interessen for katastrofen var stor. Herman Bang som dengang arbejdede på Aftenbladet skrev en øjenvidneberetning fra katastrofen, selv om ikke var derude. Det var en af hans kollegaer, der var derude. Men han var så chokeret, at han ikke selv kunne skrive artiklen. I Aftenbladet kunne man læse følgende:

• Ligene laa for mine Øjne, som var der dækket Bord med dem, side ved side. Ansigterne – paa dem der havde Ansigter – havde man dækket med Klude. Legemerne var udækkede. Jeg gaar ind ind i Ventesalen og finder paa Chaiselonger, Stole, Borde, Gulvene kun kvæstede. Om muligt er Synet endnu forfærdeligere end Synet af Ligene. En hel Del var allrede forbundne. Andre ventede, mens de jamrede.

Prinsessen besøgte dagligt de sårede

Prins Valdemars populære hustru, prinsesse Marie besøgte dagligt de sårede. Og Statsbanerne var hurtigt ude med meldingen om, at de dækkede alle skader og betalte for hospitalsopholdet.

 

Blodet kunne ikke vaskes af

Gulvet i stationens ventesal var så mærket af ofrenes blod, at det trods gentagende forsøg på afrensninger og afslibninger vedblev af have mørke pletter. Senere belagde Statsbanerne det med linoleum.

 

En nedtrykt lokomotivfører

Formentlig var årsagen til uheldet, at eksprestogets lokomotivfører tog fejl af signalerne ved indkørslen til Gentofte Station. Men måske var årsagen også en anden, nemlig at vakuumbremsen ikke fungerede tilfredsstillende. Lokomotivfører Carl Hansen havde forsøgt at bremse, da han havde opdaget fejlen.

Den 25. august blev lokomotivføreren afskediget fra Statsbanerne. Den 27. oktober blev han idømt fire måneders fængsel. Statsbanerne krævede desuden, at han betalte 44.875 kr. i erstatning. Det svarer til to millioner kroner i vore dages købekraft. I datidens medier udtalte Carl Hansen:

• Hele denne forfærdelige Ulykke, som jeg nu synes, at være ansvarlig for, skyldes udelukkende Vacuumbræmsen. Jeg kom fra Helsingør, havde stoppet ved alle Stationer og følte intet særligt ved Bræmsen. Da jeg kom her udenfor Stationen, var der signaliseret ”Stands udenfor Stationen”. Jeg kørte videre, for jeg var klar over, at selvom Farten nedad Bakken var stærk, skulde jeg kunne standse hvis Vacuumbræmsen havde været i Orden. Den nægtede at fungere, og saa saa jeg det andet Tog foran mig, mere husker jeg ikke……
• Jeg hørte de Saaredes Skrig og min første Tanke var: ”Hvorfor er du ikke død som de andre?

Kilde:

• Illustreret Tidende
• Københavner Liv
• Rasmus Dahlberg: Danske Katastrofer
• Rasmus Dahlberg: Danskernes egen Historie: Små og store ulykker
• Wahlsøe: Jernbaneulykker, hvilken sikkerhed byder Statsbanerne de rejsende (1905)
• Jernbane – Tidende (div. Udgaver)
• Avisartikler

Hvis du vil læse mere om Tog/Sporvogne/Busser:

• Linie 18
• Københavns Sporveje – dengang
• Tog til København
• Sporvogn på Østerbro
• Med tog over Lersøen
• Nørrebros mange stationer
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Tog til Nørrebro
• Der kommer altid en sporvogn
• Gå ikke over sporet, der kommer tog
• En jernbanestrækning i Sydslesvig
• Et gammelt jernbaneprojekt
• Tog til Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Dæmningen – syd for Højer
• Sidste tog fra Højer
• En bane gennem Tønder
• Tog til Tønder

Den 8. juli 1959 var en meget varm dag. 98 passagerer ombord på båden tursiten var på vej tilbage til Haderslev fra Damende efter et par hyggelige timer. Men under 100 meter fra land fik båden motorstop. Og et eksperiment med benzin gik helt galt. Pludselig eksploderede båden. Forældre så deres børn som levende fakler i forstavnen. Desperate scener udspillede sig. Mange døde i kampen for at nå land. Resultatet blev frygtelig. 54 omkom på Haderslev Dam. Det hele var så ufattelig, at man helst ikke skulle tale om det. Først på do års dagen blev der rejst en mindesten.

 

Ville glemme katastrofe

Katastrofen på Haderslev Dam var så smertefuld, at man helst ikke ville snakke om den. Det var bedst, at man glemte den.

 

Biskop: Ulykker kan altid indtræffe

Biskop Niels Henrik Arendt:

Vi mennesker har ikke styr på alt her i verden. Ulykker kan altid indtræffe. Vi lever bestandigt på livets kant. Måske kan vi blive bedre til at leve, hvis vi ser det i øjnene.

 

En meget varm sommerdag

Det var den 8. juli 1959. Det havde været en meget varm sommerdag. Alt åndede fred og idyl, da turbåden P840 Turisten sejlede ud fra Damende. Den skulle sejle til anløbsbroen, Bispebroen. Disse ture var meget populære og søgningen var i periode ret stor. Det skulle have været en skøn oplevelse. Båden var godkendt til 35 passagerer, men den sene onsdag eftermiddag kl. 17.30 havde båden 98 om bord. Tidligere var båden blevet godkendt til 75 passagerer, men der var kun 35 redningsbælter om bord.

 

En god forretning for Riistofte

Mange benyttede turen til, at få noget godt at spise, få en is, kaffe og hygge sig udendørs i Damende, inden turen atter gik mod Haderslev. Det var en god forretning for Hans Otto Georg Riistofte, der ikke kun var bådfører for Turisten, men også indehaver af det gulmalede traktørsted Damende.

 

Stå af og tag bussen

Bådføreren havde ellers bedt nogle af passagerne, om at stå af og tage bussen. Men ingen rejste sig. Opfordringen kom endda flere gange. Bådføreren vrissede lidt, og startede derpå motoren.

Snart skulle dagen forvandles til ren tragedie, som skulle kaste mørke skygger over Haderslev og flere mindre samfund i landsdelen.

 

Motorstop

Cirka 100 meter ud for Damager Kirkegård fik båden motorstop. Der var åbenbart problemer med benzinoverførelsen. Benzinrøret var tilstoppet. En nødtørftig reparation med en overskåren gummislange til en reservedunk ved hjælp af en mekaniker, blev foretaget. Reservedunken blev forbundet med karburatoren. Meningen var så, at mekanikeren skulle holde dunken på den resterende del af turen. Denne uforsvarlige omgang med benzin fik katastrofale følger. De overskårne gummislanger havde revet sig løs. Andre gisninger gik på, at slangers diameter var for stor så noget af benzinen fossede ved siden af.

 

Der opstod panik

Benzinen lækkede og ramte den varme motor. Dette førte til en voldsom eksplosion. Ilden bredte sig i lynets hast. Båden var pludselig omspændt af flammer, og blandt passagerne opstod der panik.

 

Trampede eller trak børn i døden

Bådføreren forsøgte at styre båden mod lavt vand. Men mange passagerer hoppede over bord, uanfægtet om de kunne svømme eller ikke. Mange omkom i flammerne og endnu flere druknede. Det var forholdsvis lavvandet. Ja hvis ikke panikken var brudt ud, kunne man faktisk næsten være gået i land. Vanddybden var cirka 2 – 3 meter. Passagererne var så skrækslagende, at man nærmest trampede børn og gamle ned for at redde sig selv.

 

Det skrev Dannevirke

Avisen, Dannevirke skriver den 9. juli 1959 blandt andet følgende:

• Kun få minutter efter at flammerne slog op omkring båden var hjælpen på vej. Der udspilledes de frygteligste scener på den brændende båd, og de få, der bevarede roen kunne intet stille op mod de rædselsslagene passagerer, der med tøjet i flammer forsøgte at redde livet ved at springe udenbords.

 

• En af de første både, der nåede ud til ulykkesstedet blev roet af Martin Krab. Jeg gik helt op til den brændende båd og ude foran stod passagerne klumpet sammen mens flammerne slog meterhøjt i vejret midtskibs. Da båden var nær ved forstavnen sprang en halv snes af passagerne ud og klamrede sig fast til rælingen. I løbet af få sekunder var den lille båd trukket under vand, og flere af de panikslagne passagerer klamrede sig til mig. Det var frygteligt. Jeg glemmer det aldrig.

 

• Lidt efter kom Carl Engel i sin båd, og det lykkedes mig at få fat i en line, og jeg blev trukket med ind under land, hvor jeg fik fodfæste og vadede det sidste stykke. Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten intet sansede. Flammerne stod meterhøjt omkring båden, og vandet omkring den var fyldt med mennesker – børn og voksne mellem hinanden.

 

Haderslev Ugeavis

I Haderslev Ugeavis den 14 juli 1959 fortæller Poul Arensbach, der var ombord på Turisten sammen med sine forældre:

• Da vi sidst på eftermiddagen skulle sejle fra Damende, var der trængsel ombord på båden. Den var fyldt godt op med passagerer, da den lagde fra bådebroen og sejlede ud på Dammen – i retning mod Haderslev.

 

• På et tidspunkt gik motoren i stå. Bådfører Riistofte forsøgte to – tre gange at få den i gang igen, og en benzindunk blev hevet frem. Han fik hjælp af en ung mand med en cigaret i munden. Og jeg husker, at min far råbte til min mor: ”Karen tænk dig, han hælder benzin på med en tændt cigaret i munden”.

 

• Og så lød der et ordentlig knald eller en eksplosion. Flammerne begyndte at brede sig i båden, og der gik ild i teltdugen over båden. Min mor greb mig hurtig i hånden og fik mig med ned i den anden ende af båden. Panikken var begyndt at brede sig. Folk råbte og skreg.

 

• En lille træjolle kom op på siden af Dambåden. Den sprang mor og jeg ombord i sammen med flere andre panikslagne passagerer, men jollen vendte bunden i vejret, Den kunne simpelthen ikke klare vægten af så mange mennesker.

 

• Min mor og jeg forsøgte at holde os oppe ved at hage os fast i bunden af jollen. Vi kom ned under vandet, men op igen. Jeg holdt fast i min mor, for jeg kunne på det tidspunkt ikke svømme.

 

• Vi måtte flere gange slå og sparke os fri af andre, der forsøgte at trække os ned. Det var faktisk en regulær overlevelseskamp, vi var ude i.

Dagen efter blev Poul Arensbachs far fundet druknet.

 

Børn son fakler

Mange af børnene, var gået ud foran på skibet. De rædselsslagende forældre kunne se deres børn stå som levende fakler eller falde brændende i vandet. Turistens signalhorn kortsluttede og blandede sig sammen med rædsels – og smerteskrigene.

 

Ankeret var trukket

Åbenbart var skabet med redningsvestene ikke blevet åbnet, og båden kunne ikke sejle ind mod det helt lave vand, da ankeret var blevet kastet og båden sad fast. Først da ankertorvet var brændt over, begyndte båden at drive ind mod Ribe Landevej.

 

Tre soldaterkammerater som redningsmænd

Tre soldaterkammerater gik på Ribe Landevej. De var på vej til kasernen, hvor de skulle på beredskabsvagt. Pludselig hørte det et Puuf. De kom til at kigge ud på dammen, hvor de nu så et kæmpe flammehav. Der var råb og skrig, og en masse røg udviklede sig. De så folk springe til højre og venstre. Men de tre kammerater vadede ud til båden.

 

Meget af hjælpen kom for sent

På land blev der slået alarm. Snart tudede byen af ambulancer. De første redningsmænd, svømmede, vadede eller sejlede ud i joller til ramte båd. Redningskorpsene og politiet organiserede redningsarbejdet fra dammens bred.

Fra hele Sønderjylland blev der sendt ambulancer til Haderslev. Radioavisen kl. 18.30 var blevet udvidet. Pludselig vidste hele Danmark besked. Også CF – Kolonnen samt en helikopter kom til hjælp. Men det var alt for sent. De mødte kun forkullede lig.

 

To kvinder blev slæbt i land

En ældre herre havde slæbt to døde eller bevidstløse kvinder op på land. Det var hans kone og svigerinde. Han skreg fortvivlet på folk, der kunne give kunstigt åndedræt. Men al hjælp var for sent.

 

54 omkom

De sårede og de døde blev ført til Amtssygehuset og byens sygehus. Falck – folk bar med tårerne trillende ned af kinderne, omkommende børn i land.

54 omkom ved selve ulykken, mens 3 omkom senere på grund af deres forbrændinger. På en dag var der hele 15 begravelser i Haderslev. Halvdelen af de omkommende var fra Haderslev. Meget hårdt ramt var en bagermester – par fra byen. De efterlod deres børn på 6 og 3 år. Ja hele otte familiemedlemmer til bagermesteren havde mistet livet.

 

23 mennesker hædret

Efterfølgende blev 23 mennesker hædret af Carnegiefonden for deres redningsindsats. Det var et frygteligt syn for redningsmændene at se de mange livløse kroppe ligge i vandet. Det var både mænd, kvinder og børn. Også de mange skrig fra folk, der kæmpede for livet, hørte de.

 

Fabrikant redede 15 mennesker

I Jyllands Posten kunne man læse, at fabrikant Carl Engel med sin robåd havde reddet i alt 15 mennesker. Ligeledes i samme avis, er der en beretning, om den 12 årige Benny Andersen, der redede flere kvinder og et barn.

Den hidtidige største frømandsaktion i Danmark blev sat i værk for at lede efter lig. Dette blev dog vanskeliggjort af det over en meter tykke lag dynd på bunden af dammen.

 

Otte måneders fængsel

Dambådens fører og ejer blev i retten i Haderslev dømt otte måneders fængsel og frakendt retten til at føre skib for bestandig.

Hans Riistofte blev dømt for overtrædelse af Straffelovens § 241 omhandlende uagtsomt manddrab og overtrædelser af forskellige bestemmelser angående skibets bygning og udstyr. Retten fandt, at Hans Ristofte under sejladsen fra Damende til Haderslev ved en grov fejl i tjenesten havde forvoldt bådens brand og derved uagtsomt havde forvoldt andres død.

Selv var han blevet forbrændt på ryggen. Han var blevet fundet i vandet, men sagde, at han intet fejlede indtil han vaklede om på stranden.

 

Omfanget var uhåndterlig

Tragedien kastede lange skygger, for både efterladende som de efterladte. Det der skete, var så hårdt at bære, at de fleste slet ikke kunne tale om det. Og så skete det kun seks måneder efter Hans Hedtoft – forliset, der kostede 95 menneskeliv.

Man holdt begravelser og indsamling. Men man forsøgte at glemme det skete. I årene efter blev der ikke afholdt mindehøjtideligheder for de omkommende. Man markerede heller ikke årsdagen for katastrofen. Mellem hinanden gik snakken, men ikke i fællesskab. Det var ikke tabu, men det var alt for overvældende. Ulykkens omfang var helt uhåndterlig. En ophedet debat om placering ad ansvar og skyld opstod aldrig. Holdningen var, at det ikke var grund til at rode rundt i noget, der havde ramt så mange.

 

En mindesten afsløret

Mod sydøst i Damparken blev der på 50 – årsdagen i 2009 afsløret en mindesten. 500 mennesker overværede dette. Og en meget velskrevet bog om hændelsen (Den tavse tragedie) udkom. Tavsheden var endelig brudt. I sin prædiken lagde biskop Niels Henrik Arendt vægt på, at man først kommer overens med sin sorg, når den kommer frem i lyset. Ellers bliver den til mareridt eller tungsind. Det fortrængte bliver til orm, der gnaver.

 

Ingen psykologer

I dag ville man nok stille med en hær af psykologer og traume – eksperter, der ville hjælpe de overlevende og pårørende. Men den mulighed var der ikke dengang.

Katastrofen betød, at der fremover blev forbudt at anvende benzinmotorer til passagerbåde.

 

Kilde:

• Flemming Just, Poul Erik Thomsen: Den tavse tragedie
• Haderslev i det 20. århundrede
• Rasmus Dahlberg: Danskernes egen historie: Små og store ulykker
• Rasmus Dahlberg: Danske Katastrofer
• Diverse artikler

 

Hvis du vil læse mere om Haderslev: Se her:

• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslevs Historie (3)
• Et Apotek i Haderslev
• Haderslev – handel og søfart (2)
• Haderslev – i begyndelsen (1)

Dette er en hyldestartikel til Vesterbro i anledning af de 400 år. Ved galgen på det nuværende Vester Fælled kunne man risikere, at bliver overfaldet af banditter. Og tænk, så hed den ”Galgemøllen”. Og når de kongelige kørte til Frederiksberg Slot kunne de i grøfterne på Vesterbro se masser af blod og efterladenskaber af døde dyr. Jo man sagde, at i hver anden hus boede en slagter. Og de unge lapser, der skulle til Frederiksberg, blev overfaldet af slagterdrengene, der smed dyre – efterladenskaber efter dem. Og så var det skam også galt med moralen på Vesterbro. 

 

Fra Genboerne

Jo overskriften til denne artikel, kommer selvfølgelig fra Hostrups: Genboerne. Og ordene eller sangen om man vil, stammer fra 1844. Og der er sket så meget andet før og efter denne tid.

Vi ved godt, at det er en lang artikel, og ikke nok med det. Vi giver til sidst også henvisninger til, hvor du kan finde mere, både i andre artikler og i litteraturen.

 

Paradis for forlystelser og kroer

Vesterbrogade var en af de vigtigste indfaldsveje til København. Her opstod et sandt paradis af forlystelser og kroer. Efterhånden fik bydelen også ry for at være et prostitutionskvarter. Det var især omkring Hovedbanegården efter Anden Verdenskrig.

Ja Istedgade fik da også et andet ry under besættelsen. De levede fuldt ud op til sloganet Istedgade overgiver sig aldrig. Efter krigen lagde Kong Christian den Tiende også vejen her forbi.

 

Vesterbro blev trendy

I 1990erne foretog kommunen en gennemgribende byfornyelse. Dette betød, at beboersammensætningen blev væsentlig forandret. Trendy cafeer og børnefamilier rykkede ind. I sommeren blev bydelen med 60.000 indbyggere kåret til at være en af de ti mest hippe bydele i verden. Det blev hvis nok til en fjerde plads.

 

De skæve eksistenser er her stadig

Men de skæve eksistenser er her stadig trods moderniseringerne

 

Det vilde vesten

Her omkring Vesterbrogade 81 blev Adam Oehlenschlæger, dansk digterkonge i 1779 født i et lille for længst nedrevet bindingsværkshus. Ikke uden grund blev Vesterbro engang kaldt for Det Vilde Vesten. Det var på hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej at kreaturerne dengang græssede fredeligt. Men de kunne også finde på, at søge mod Kalvebodsstrands sumpede enge. Ja så måtte karlene tage dyrene på hesteryg, som andre cowboys.

Ligesom på Nørrebro fik byggematadorerne så rigelig lov til at forlyste sig her i bydelen. Og her var det ikke altid Vorherres bedste børn, der kom til at bo.

 

Den moralske underverden trivedes ganske godt

Vesterbro blev smårestauranternes og de mange barers bydel. Mange var ganske pæne og blankpudsede i deres omtale og ry, mens vi sagtens kan finde andre i den modsatte kategori. Her trivedes den moralske underverden ganske godt.

 

Damerne kostede 65 øre

Jo damernes huse blev nedlagt ved den såkaldte oktober – lov i 1906. De blev flyttet hen i Oktoberstiftelsen. Istedgade fik en ny betydning. Ja damernes takst var dengang 65 øre og tilsvarende små var priserne i den fornemme café Paraplyen på hjørnet af Vestervoldgade og Jernbanegade. Skal vi lige se på priserne dengang lige før år 1900.

• Middag med tre retter 1.05 – 1,15 kr.
• Smørrebrød fra 5 – 10 øre
• Et glas øl 8 øre
• En Cognac 15 øre, men så man også selv hælde fra flasken.

 

Den skivende betjent og andre litterære

De lave priser gavnede nu ikke ædrueligheden. Dette kan man læse om i romanerne Synd og Bundfald af den skrivende politibetjent fra Svendsgade, Chr. Gjerløff.

Måske skal vi også nævne, at frederiksbergeren, Storm P. gik i Istedgades Betalingsskole. Han glemte nu heller aldrig kvarterets originaler. Ja dem holdt han lige så meget af som Lersø – bøllerne.

Jo, Vesterbro har sat sine spor i litteraturen. Johannes V. Jensen var i den grad fascineret af kvarteret. Og Tom Kristensens Hærværk foregår også herude. Han gik også i Istedgades Betalingsskole. Knud Sønderbys, To mennesker mødes foregår i bydelen. Og også Jacob Bech Nygaard, Guds blinde øje er inspireret af kvarteret. Ja og så kan vi jo heller ikke komme uden om Tove Ditlevsen, der aldrig glemte sine første solskinsdage i Hedebygade.

 

17 haver ude for Vesterport

I Stadens Jordebog fra 1496 nævnes 17 haver ud for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestøber, en bager og en vognmand. Knap 100 år senere i 1581 var der 43 haver syd for alfarvejen og 70 haver nord derfor.

Langs vejen ind til Vesterbro lå der allerede i begyndelsen af 1500 – tallet små møllebakker med stubmøller.

 

Et slagtehus med 14 boder

I 1577 blev slagtning i byen forbudt på grund af frygten for pestilens og anden sygdom. Derfor lod Christoffer Walkendorf opføre et slagtehus med 14 boder uden for byen. Det var beliggende ned til stranden. Her blev også oprettet nogle reberbaner.

 

Et ukristeligt levned

Ved Viktoriagade lå byens galge. Den blev ved Vesterbros grundlæggelse flyttet ud til Amerikavej. Det var temmelig øde herude. Og man skulle nok ikke færdes her efter mørkets frembrud. I 1575 blev det befalet, at det var forbudt at bosætte sig uden for portene og dem, der boede her skulle flytte. Det skyldtes måske ikke kun, fordi man følte med beboerne. Man undslog sig for at betale skat, og så førte man et ukristeligt levned.

 

Drukkenskab, løsagtighed og tyveri

I 1584 blev det berettet om drukkenskab, løsagtighed, tyveri. Mord hørte til dagens orden. De, der ejede huse eller boder uden for voldene forpligtede sig til at sørge for, at lejerne skikkede sig, og at de ikke blev beboet af løsagtige og letfærdige folk. Men dette hjalp åbenbart ikke for tre år efter blev der igen indskærpet dem, at kun gamle folk, som havde et ærligt godt Rygte måtte bo derude. De måtte hverken sælge øl eller andre drikke, eller have logerende. I 1592 blev der meddelt, at de måtte føre tilsyn med borgernes kvæg og de private haver. Magistraten blev pålagt at føre kontrol med, at disse bestemmelser blev overholdt.

 

18 møller på Vesterbro

Længe før at det senere brokvarter for alvor blev bebygget lå der uden for voldene foruden store eng – og markstrækninger, talrige småhuse og haver, som til dels tilhørte ansete borgere inde i staden. Natten var tilholdssted for lyssky elementer, der her i frihed kunne hengive sig i et liv i udskejelser.

Omkring 1620 på Christian den Fjerde har der været 18 vejrmøller, og en af ejerne hed Simon Frederiksen Simmelbager.

 

Vesterbro blev grundlagt i 1614

I Jens Lauridsen Wolf’ s Diarium fra 1648 meddeles det, at Vesterbro er grundlagt i 1614. Nu måtte der lægges en fast plan for den yderligere udvikling. I den forbindelse kommer også Christian den Fjerde’ s befæstningsanlæg, der blev påbegyndt i 1606. Det var hans plan, at søernes ring skulle bruges i en ydre forsvarsring.

 

Der skulle vand i søen

Mern dengang var St. Jørgens Sø næsten tørlagt. Dens bund var blevet en frodig eng. Voldgravene var heller ikke blevet vedligeholdt. Kongen befalede, at nu skulle befæstningen forbedres, og der skulle igen vand i søen. Befæstningen langs den vestlige af Vodroffsvejs forløb blev fortsat ud til Kalvebod Strand i en vold med bastioner og en foranliggende grav, der på et stykke fulgte den nuværende Viktoriagde.

 

Anlagt som skakbræt

Vesterbyen, som bydelen blev kaldt dengang, blev anlagt lige som et skakbræt, hvor gaderne overskar hinanden i rette vinkler. Det var dog i betydelig mindre målestok, end kongen nok havde forestillet sig. Det samme var tilfældet med Christianshavn, der blev anlagt på cirka samme tid.

Foruden to parallelveje, svarende til nutidens Vesterbrogade og Gammel Kongevej, fik den nye bydel ved Trommesalen blot en enkelt tværvej, mens den hidtidige hovedvej, Vester Adelvej, der lå imellem de to ny hovedveje, blev nedlagt.

I 1615 fik Lohgarver Hans Hesenow skøde på jord til et garveri nord for Adelvejen mod en årlig afgift af 24 Skilling. I 1620 blev der bygget et kongeligt farverihus uden for volden.

 

Da Vesterbrogade hed Roskildegade

Gammel Kongevej blev anlagt allerede i 1618, men strakte sig indtil Svenskekrigene kun til fæstningsværkerne vest for St. Jørgens Sø, mens det første stykke af Vesterbrogade først blev fuldendt i 1624, da det blev brolagt. Arbejdet blev fortsat i 1633 og i 1647 blev den forbundet med Valby Langgade. Denne var oprindelig en del af landevejen til Roskilde.

Vesterbrogade fik derfor i 1650 navnet Roskildegaden. Gammel Kongevej blev kaldt Bæltgade eller Bæltegade, og tværvejen ved Trommesalen, Amagergade.

 

Tilladelse til kro og skydebane

Få år efter bydelens anlæg, fik Københavns borgmester Mikkel Vibe og tolderen Jakob Mikkelsen i 1619 tilladelse til at indrette en kro og en skydebane umiddelbart uden for fæstningsværkerne mellem Saxogade og Dannebrogsgade. I den store have kunne gæsterne more sig med at skyde til måls med bøsser, armbrøster, flitsbuer og pile.

De to herrer fik tilladelse ril at udsælge forskellige Slags fremmede Drikke. I 1621 fik de endda lov til at købe spisevarer af de forbigående bønder før de nåede frem til Københavns Torv. Videre fik værten lov til at brygge og bage samt opkøbe vin direkte fra skibe ude i Sundet. Endnu i 1625 blev der bevilliget toldfrihed for vin og øl til kroen. Men siden forfaldt kroen mere og mere.

 

Befaling: Hovedvejen skal brolægges

Allerede i 1622 har der været bosat 122 familier svarende til 5 – 600 mennesker herude. Skønt Frederik den Tredje’ s dronning, Sophie Amalie anlagde en lyshave på Tivolis nuværende grund vedblev Vesterbyen at have et slet rygte.

Christian den Fjerde gav den 20. august 1624 ordre til at hovedvejen skulle brolægges, først til Værnedamsvej siden ud til Valby. Den fik navnet Den lange Stenbro. Man kaldte dog vejen for Alvejen eller Adelvejen.

 

1645: Kun 138 skatteydere

I 1633 fandtes mod syd ned til stranden, 10 haver og 3 pladser. Syd for Adelvejen lå i øvrigt 5 reberbaner, 8 møllebakker, 6 andre bebyggede grunde, 6 haver og 12 pladser. Nord for vejen var kun et par bebyggede grunde, men 43 haver og 7 pladser. Og i 1645 var der kun138 skatteydere uden for Vesterport. Der var ikke så få skomagere herude. De har sikkert selv tilberedt deres læder. Denne beskæftigelse, som også var ildelugtende var ikke særlig velset inde i byen.

 

Ingen kvæg på voldene

Der blev dengang lagt meget vægt på, at voldene og befæstningsanlæggene ikke måtte betrædes af kvæg og heste. Ja i 1656 blev der ligefrem udsendt en forordning vedr. dette forhold. Således skulle ejerne betale for at få deres kvæg igen, såfremt kongens vagtmandskab havde fanget det på forbudt territorium. Hvis et kreatur blev indfanget for tredje gang mistede ejeren retten til det. Kreaturets værdi blev så delt mellem vagten og stadens sygehuse.

 

Masser af smugkroer

Her var utallige smugkroer. I 1640 blev det befalet, at torvebønder ikke måtte opholde sig længere end kl. 12 inde i byen. Hvis de så standsede op i forstæderne for at drikke, skulle dette straffes med fængsel. Men det er dog utalige beretninger om, at de alligevel gjorde det.

 

Forstæderne skulle nedbrændes

Da Carl Gustav i vinteren 1658 efter sit berømte togt over de islagte bælter gik i land ved Vordingborg, blev der i al hast truffet foranstaltninger til at imødegå et eventuelt angreb på København. Såfremt fjenden nærmede sig, skulle blandt andet forstædernes huse nedbrydes og afbrændes.

Den 7. august brød Carl den Tiende Gustav – den evige Fred, og med en hær bestående af 4.000 fodfolk og 2.000 ryttere gjorde landgang i Korsør. Hans hensigt var efter et snuptag at erobre byen, så han kunne blive herre af begge sider af Sundet. Men i stedet valgte han at belejre byen. Men allerede den 10. august var der givet ordre til at afbrænde forstæderne. Fattigpræsten Anders Mathisen Hjørring sagde i den forbindelse i 1668:

Vi saa tilforn hine skønne Huse uden Portene – grundmurede og ellers med Tømmer, kostbare nogle Tønder Guld, siden saa vi dem udi Aske, nedbrudte og øde. Hvo kunde da holde sig for Graad, synderlig de fattige Folk, som dem havde dyre købt og ejede, der ingen ventede sig noget Vederlag men forgæves.

Vesterbyen var utvivlsomt den forstad, det gik hårdest ud over. På forhånd havde forsvarerne opgivet den, og i ly af fæstningsværkerne opslog svenskerne nu deres hovedkvarter omtrent på hjørnet af Gammel Kongevej og Vodroffsvej.

 

Store danske angreb

I de 2 ½ måned, der forløb inden den hollandske hjælpeflåde nåede frem, arbejdede de sig derpå langsomt men sikkert i dækning af løbegrave frem mod Vestervold indtil en afstand på 150 meter. Herfra havde kongens halvbroder, Ulrik Christian Gyldenløve, allerede den 13. august sammen med tre kompagnier ryttere og dragoner gjort et overraskende udfald og taget fangere. Dette betød meget moralsk for de indespærrede københavnere.

Et større angreb fandt sted den 23. august. Her deltog 700 mand, ryttere, dragoner, fodfolk, bådsmænd og frivillige. Angrebet kom fuldstændig bag på fjenden, så de løb fra Gær, Pik og Pak. Foruden fem kanoner, blev der taget adskillige fangere, men sejren kostede dog 50 døde og sårede.

 

Stormen på København

Da Carl Gustav ved hollændernes ankomst til byen indsø, at krigen ville trække i langdrag, opløste han sin lejr ved St. Jørgens Sø og trak sig med sin hær tilbage til Brønshøj, hvor han i den følgende tid af materialer fra omegnens gårde og huse opførte en barakby, der blev omgivet af volde af batterier.

Under stormen på København natten mellem den 10. og11. februar 1659, var Vesterbro opmarchområde for de tropper, der deltog i hovedangrebet på Slotsholmen. Dette angreb fandt sted over isen på Kalvebod Strand. Svenskernes broer kunne ikke nå over vågerne, og de havde ingen dækning. Derfor måtte de trække sig tilbage. Stormen blev afvist af danskerne. Hjørring beretter følgende:

Der blev fundet ungefær 50 eller 60 Bøndervogne og Slæder, hvorpaa Fjenden havde anført sine Materialer, Broer, Stormstiger og anden Krigsrustning. Item 3 Vogne med døde Korpora, som Bønderne skulde have bortført til Lejren, som de har afkastet efterhaanden udi en dyb Grav og Hule, som var opkastet ikke langt fra Retterstedet, nemlig den murede Galge (ved Amerikavej).

 

Endelig fred

Først den 27. maj 1660 blev freden sluttet på Rådmandsmarken på Nørrebro. Forstædernes genopbygning tog lang tid, ikke mindst for Vesterbro. Alle bygninger var brændt eller nedbrudt. Haverne var ødelagt og vejene i en sørgelig forfatning.

 

Hyppige overfald ved galgen

Blandt de nye anlæg, som kom til efter krigen, kan nævnes en skydebane, som Kleinsmed Gabriel Bomand 1661 fik anvist på et areal syd for hovedvejen. Det må være der, hvor Viktoriagade drejer af fra Vesterbrogade.

I 1665 blev Pesthuset genoprettet. Det var nær ved kysten. I 1667 blev der givet ordre til, at galgen skulle flyttes fra Nytorv ud på Vester Fælled.

Det var herude, at Amerika Møllen lå. Dens forgænger havde et uhyggeligt navn, nemlig Galgemøllen. Det var efter det nærliggende rettersted. Ja, indehaveren blev kaldt galgemølleren. I ældre tid var dette sted lidt uhyggeligt at passere. Der gik sagn om hyppige overfald og røverier herude. Skarnsfolk holdt tilflugt her, og det var lige i skellet til det senere Frederiksberg.

 

Et kvægtorv uden for Vesterport

Christoffer Walkendorfs slagteboder blev ikke genopført. Det var vel sagtens fordi forbuddet mod slagtning inden for byens porte blev ophævet efter krigen. Men det var mere eller mindre blevet tradition for slagternes tilknytning til Vesterbro. Det var sikkert en af grundene til, at hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen i 1671 fik tilladelse til at oprette et kvægtorv uden for Vesterport.

Det var beliggende ved Vesterbrogade mellem Hammerichsgade og Vesterport. Da markederne blev åbnet og afsluttet med trommeslag, blev det kaldt for Trommesalen. Over hele nabolaget hørtes hestenes vrinsken og køernes brølen. Handler blev afsluttet med håndslag. Senere blev det fejret i en nærliggende beværtning. Hverken slagtere eller prangere var sarte folk, der gik af vejen for en saftig historie og en ordentlig gang druk.

 

Ret begrænset byggeri i 1682

I 1682 var byggeriet herude meget begrænset. Endnu fandtes nogle møller, men der nævnes kun tre nor for og tre syd for hovedvejen. Endvidere lå der syd for vejen en garverhave, Gabriel Bomands Skydebane, en Vognmandsforretning, 13 Hytter og en tidligere kro. Nede mod stranden lå Pesthuset og De Fattiges Kirkegård. Her lå også en indgroet plads. Kongen havde her ladet plante træer. Nord for vejen lå Stadens Accisebod, omtrent ved Frihedsstøttens nuværende plads. Her lå også et par mølletomter. En række Fiskeparker lå her også. I disse kunne man fange Karper og Karusser.

Strækningen mellem Volden og Skt. Jørgens Sø lå øde hen. Syd for vejen, nærmest byen strakte Enkedonningens Enghave, hvor hendes Livgardes heste, græssede.

 

Vesterbro mistede en del af sin charme

Med Trommesalens nedlæggelse i 1879, da et nyt kvægtorv ved Halmtorvet blev indviet mistede Vesterbro en del af sin charme. Det var også slut, med at se kvæg blive drevet ned af Vesterbrogade. Det nye marked var større og moderne, men havde slet ikke Trommesalens charme.

Slagterne var et muntert folkefærd, og det har sikkert været årsag til de mange kroer, beværtninger og forlystelsessteder, der i slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede blev indrettet ud for Vesterport.

 

Farveplanter

I november 1711 blev der igen tilladt at køre renovation ud gennem Vesterport og læsse det af i Dronningens Enghave. Man tillod også at der oprettedes et torv foran Vesterport, så bønderne kunne handle her.

I 1720erne blev der på den øde strækning mellem Volden og Skt. Jørgens Sø oprettet en plantage for Farveplanter, som efter særlig bevilling blev anlagt af Krigsråd Gregorius Wulf. Siden fik han overladt et større område mellem søen og Ladegårdsvejen.

 

En kro med karussel, lysthuse og frugttræer

I 1723 boede der i bydelen således 18 øltappere. Og ikke alle beværtninger var små. I 1726 blev en kro ved navn Holbæk således averteret til salg. Den lå mellem Oehlenschlägersgade og Kaalundsgade:

En vel konditioneret Karusselbane med tilhørende Inventarium , en kommode Keglebane, en skøn Frugthave som er indhegnet med nyt Plankeværk, derudi 11 store Valnøddetræer, 64 diverse Sorter Frugttræer samt 2 nye Lysthuse med 16 Lindetræer bebunden.

 

Betjente havde travlt

I Jonges beskrivelse af København i 1780erne fortælles i indledningen til kapitlet om Vesterbro, at denne forstad:

Efter Plakaten af 3. juni Aar 1771 har ligesom Staden selv sin Kvarter – Kommissær og Kvarter – Betjent, som er befalet at bo i Vesterbros Kvarter for at skulle paaagte under Stadens Politimester Alt, hvad den almindelige Orden vedkommer. Foruden Polititegnet, hvormed baade Kvarter – Kommissæren og Kvarterer – Betjenten i fornødne Tilfælde har at legitimere sig, har Kvarter – Kommissæren og Kvarter – Betjenten i Vesterbros Kvarter at bære til Distinktions – Tegn paa sin Sølv – gallonerte Hat en Kokarde eller Baandsløjfe af blaa og grøn Kulør.

 

Struensse og Brandt til offentlig beskuelse

De to har sikkert, kort tids haft travlt med at regulere færdslen af nysgerrige borgere ud ad Vesterbrogade. Det var nemlig sådan, at de to grever, Struensee og Brandt var den 28. april 1772 var blevet henrettet på Øster Fælled. Deres parterede lig på rakkersluffer blev transporteret ud til Vester Fælled, hvor de blev lagt på hjul og stejle. Antallet af nysgerrige var enormt.

På otte stejler, der var blevet rejst ved den gamle murede galge, hvor senere Amerikas Mølle blev bygget lå deres parterede legemer, mens hovederne og hænderne var anbragt på stager i midten. Interessen for grufulde syn holdt sig sommeren igennem. Ja det var ligefrem blevet mode at se de faldnes lig.

Hvornår resterne er blevet fjernet, vides ikke. Men to år efter henrettelsen så en englænder, der besøgte byen, endnu på stejlerne de uhyggelige levninger, hjerneskallerne og benene.

 

Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab

Fra gammel tid var skydebaner tilknyttet flere af kroerne. Men i 1753 slog Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab sig ned på Vesterbro. Der fandtes store åbne arealer mellem Vesterbrogade og Kalvebod Strand, som tillod skydning uden fare for omgivelserne. Skydeselskabets første skrå stammer tilbage fra 1447, men selskabet menes imidlertid at være oprettet allerede i 1334 som Hellig Trefoldigheds Laug.

Det oprindelige domicil var i Kompagnihuset (Kompagnistræde 16). Her fandt fugleskydning sted med armbrøst. Da bøsser blev indført henlagdes skydningen til en plads uden for Vesterport. Her var fuglestangen blevet hejst i 1578. Men allerede i 1617 flyttede man til en ny plads ved Sortedamssøen. I de følgende årtier skiftede skydebanens beliggenhed mellem Vesterbro og Nørrebro. I 1746 blev den flyttet til Christianshavn.

 

Dronningen ramte papegøjen

Den første papegøjeskydning fandt sted på Skydebanens grund fandt sted den 9. august 1753. Godt en snes år derefter fik kompagniet bevilling til et nyt segl og samtidig ændredes navnet til Det kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab.

Konge Frederik den Femte var ofte selv til stede i Skydeselskabet. Ja selv Dronning Caroline Mathilde var til stede i 1770:

Ikke alene var til Stede, men endog skød og traf Papegøjen.

Ved den lejlighed vakte hun dog forargelse i byen, fordi hun optrådte i Mandsdragt.

 

Københavns Bymuseum

I 1812 blev man selv ejer af grunden. Selskabets sammenkomster holdtes oprindelig i et bindingsværkshus, der lå ved havnen, men den 29. januar 1782 blev grundstenen til en ny hovedbygning lagt. Ja og det er i dag kort tid endnu Københavns Bymuseum.

Og dette hus blev indviet den 10. maj 1787. Til hovedbygningen føjede Boye Junge i 1792 en sidefløj til. Denne blev senere udlejet til Dansk Post – og Telegrafmuseum.

Skydeselskabets grund omfattede oprindelig hele syv tønder land og strakte sig helt ud til Kalvebod Strand. I den store have opførte Hetsch i 1827 – 28 et nyt skydehus under mottoet: Den lige Vej er den bedste.

 

17 konger havde været medlem i 1923

Som følge af Vesterbros bebyggelse begyndte man allerede så småt omkring midten af forrige århundrede, at drøfte skydeselskabets flytning til mere frie omgivelser. Midt i 1850erne blev Istedgade anlagt, men Skydebanens have havde delt den i to dele. I længden var denne situation uholdbar. I 1886 blev de to vejstykker forenet, og samtidig blev det besluttet, at bortsælge det areal af haven, der lå syd for Istedgade.

Den gotiske skydemur blev opført, og i 1895 – 96 forestod desuden en gennemgribende ombygning og modernisering af den gamle hovedbygning. I 1949 flyttede Skydeselskabet til landstedet Sølyst ved Klampenborg.

I 1923 havde Skydeselskabet bestået i 448 år. Da lavede man en gennemgang af medlemslisten og fandt ud af, at som medlemmer havde man eller havde haft:

I Kejser, 17 Konger, 9 Dronninger, 1 Enkekejserinde, 2 Kronprinsesser, 2 Arveprinser, 2 arveprinsesser m.m.

 

En skolelæge var tilknyttet

På hjørnet af Vesterbrogade og Dannebrogsgade lå Christianis bekendte skole eller institut, som den kaldtes. Den var to etager høj med tegltag, og havde en hvis lighed med Skydebanen. Skolen blev oprettet i 1795 af pastor C.J.R. Christianis. Den blev ledet efter de mest moderne principper. Og en af lærerne var ingen mindre end Knud Lyne Rahbek. Selve indretningen af skolen var langt forud for sin tid. Her var blandt andet et bibliotek, som indgik i undervisningen. Her var foruden legeplads, skolehave og gymnastiksal. Og som noget meget usædvanligt var der tilknyttet en skolelæge.

 

Reberbaner

Som vi tidligere har skrevet, så fandt rebslagerne tidligt til Vesterbro. På de vidtstrakte strandenge mellem Vesterbrogade og Kalvebod Strand var fortrinligt egnede til opførelse af reberbanernes lange bygninger. Oprindelig lå de inden for Christian den Fjerdes fæstningsværker. Men allerede i 1650 blev disse flyttet ud på de åbne engstrækninger uden for disse. Frygten for brandfare var stor.

Handelsflåden havde rigelig brug for tovværk. I 1799 lå der således ved Gasværksvej ikke mindre end fem lukkede reberbaner, der strakte sig ved siden af hinanden fra Vesterbros Torv helt ud til Kalvebod Strand. Men disse blev sammen med deres pakhuse nedbrændt i 1807, da englænderne var på besøg.

 

Masser af tømmerpladser

Københavns dagrenovation blev i en længere årrække aflæsset langs kysten ud for Dronningens Enghave. Dette betød, at store dele af Kalvebod efterhånden blev opfyldt. Dette kom byens tømmerhandler til gode. Efter opførelsen af Amalienborg – kvarteret blev de på grund af brandfare forvist fra deres hidtidige pladser langs den nuværende Toldbodgade. De fik så i stedet anvist plads ved Kalvebod Strand. Ved opfølgninger skabtes her en række øer, hvor de kunne henlægge deres tømmer uden risiko for brand.

For at sikre sig mod tyveri, blev der desuden ansat nogle vægtere med særlige instrukser til at skyde på dem, der luskede omkring om natten og ikke ville lade sig arrestere. Man skulle skyde med et Gevær, ladt med smaa Ande – Hagl. Disse tømmerpladser forsvandt først i løbet af 1900 – tallet.

 

Frihedsstøtten

Bondefrihedsstøtten, ja sådan hed Frihedsstøtten egentlig. På en indskrift i en guldplade stod følgende:

Aar efter Christi Fødsel 1792 satte eenige Borgere her en Støtte af Steen til Minde om deres Konge Christian den Syvendes Velgierninger imod Dannemarks Bondestand, og især ved at løse dem fra Stavnsbaandet.

Nu er det nok en misforståelse, at dette monument er bekostet af bønder. Det var højt ansete idealistisk sindede mænd, der stod i spidsen for indsamlingen, blandt disse Kunstakademiets direktør, maleren N.A. Abildgaard, der havde udført tegningen til monumentet. Hvor mange bønder, der egentlig har bidraget til monumentet vides ikke.

Indvielsen fandt også sted under ikke særlige højtidlige former. Og det er sikkert ikke mange der ved det, men støtten blev flyttet 5 – 6 meter, da Hovedbanegården blev opført.

 

Et stort forlystelseskvarter omkring 1800

Når kildetiden var over, rykkede gøglerne deres teltpæle op, og mange af dem slog sig derefter ned på Vesterbro. Allerede omkring år 1800 blev bydelen betragtet som et stort forlystelseskvarter. Kraftkunstnere, gymnasticere, tryllekunstnere, menageri – og panoramaejere fandt blandt slagterne et publikum, der værdsatte deres præstationer. Men mange københavnere fandt naturligvis også herud for at få sig en glad aften.

 

De kongelige havde udsigt til blod og indvolde

Nu gik slagterne ikke af vejen for en grov spøg. Det fortælles, at slagternes børn og læredrenge morede sig med, at kaste blodige indvolde fra det slagtede kvæg i hovedet på de lapse, der var på vej ud for at promenere i Frederiksberg Have.

Det er næppe for meget sagt, at der i hvert andet hus på Vesterbro boede en slagter gennem hele den første halvdel af det 19. århundrede. Der blev klaget over Slagterstanken paa Vesterbro. De kongelige på vej til Frederiksberg Slot måtte nødtvungen flankeres med slagterier ind til de nåede Frederiksberg Allé. At grøfterne flød med blod og andre uhumskheder, var ikke noget kun de kongelige så. Alle borgere på vej til sommerudflugter på det skønne Frederiksberg så det også:

Den kjærlige Fader, den ømme Moder, der i det kæreste Selskab, omringet af unge Sønner og Døtre forlader Byen for at nyde Naturens forædlende Betragtning, hvor ængstelige, maae de føre deres smaae Venner forbi disse mangfoldige rettersteder, der ikke vise andet end raae, halvvilde dræbende Mennesker, og døde eller under det sidste Slag stønnende Kreature! Det er ikke slige Syner, der bestyrke de bøjelige Hjerter i Blidhed, Medlidenhed og Menneskelighed.

 

En evig dyrehave

I Politivennen kunne man i 1803 læse at kvarteret var

En evig Dyrehave, hvor der ærlig arbejdes paa at gøre Mennesker til blot sanselig Dyr. Det er vist ingen Tjenestepige i København, som jo nu har set et Fyrværkeri flere Gange, set Linedansere og gynget.

Og det med at gynge, blev dengang anset som værende umoralsk.

 

Bjørnsdal

Selv i den meget ansete gæstgivergård, Bjørnsdal på hjørnet af Vesterbrogade og Viktoriagade var der optræden. Det var værtshusholder Peter Bjørn, der ejede stedet i det 18. århundrede. Før dette skulle stedet have heddet Hullet. Det var et navn, der er henledt til Det Sorte Hul. Det var betegnelsen for Rosenåen, da den havde passeret Vesterbrogade:

Naar det anføres at den Gjæstgivergaard, som endnu eksisterer under Navn af Bjørnsdal, for 30 til 40 Aar siden hørte til de anseeligste paa Vesterbro, saa kan man deraf skutte, hvor ringe og uanseelige de øvrige vare.

Ja, sådan udtalte Fuldmægtig Petersen alias J. Davidsen.

 

Danseestrade med kulørte lygter

Og der hvor Westend senere kom til at ligge åbnedes i 1806 en forløber for Tivoli. Jo her var Københavns første Vauxhall – Tivoli med danseestrade og kulørte lygter i haven, hvor Grever og skræddere myldrede her mellem hverandre som Oldenborrer og Myg i Juni Maaned.

Trods sine forlystelser, mange møller, reberbaner, kroer og gæstgivergårde efterlod Vesterbro til cirka 1800erne et landeligt indtryk. Endnu i 1793 boede der kun 1.023 personer på Vesterbro.

 

En artist ved navn, James Price

Stanken fra de mange slagtergårde ved Vesterbrogade kunne især om sommeren være meget ubehagelig, og de ofte blodfyldte rendestene udenfor, var ikke noget hyggeligt syn.

Dette generede åbenbart ikke forlystelserne. Således var Pricernes Teater oprettet i et tarveligt træhus over for Skydebanen. Det var etableret af den engelskfødte artist James Price, der på sin primitive scene foruden linedans og andre artistnumre også gav udmærkede pantomimeforestillinger.

Barnebarnet, Sophie Price har i sin erindringer beskrevet Vesterbro:

Ganske anderledes fredelig og idyllisk end nu. Ingen Ringen af Sporvogne, ingen Piben fra Dampskorstene eller Jernbaner, hvor det højeste Hus kun have to Etager, og hvor ingen kunde passere Akciseboden ved Vesterport uden at blive grundigt undersøgt af alvorlige og strenge Betjente.

Lige over for Skydebanen, der dengang var Forsamlingslokale for Brødrene, laa en tempelagtig Bygning, som kaldtes Prices Morskabsteater. Paa Frontspicen var anbragt en Lyre samt den tragiske Maske, for at antyde et Kunstens Tempel. Facaden var pyntet med Søjler.

Den bygning, der bliver omtalt, blev dog først opført i 1817 bag den lå to store haver, der strakte sig helt ud til Gammel Kongevej.

 

Vesterbros Teater

I 1845 var dets dage dog talte. Grunden, hvor teatret lå, skulle sælges og bygningen nedrives. Men man kunne heller ikke mere konkurrere mod et nyt teater i træ, der i 1833 var blevet opført uden for Frihedsstøtten. Jo det var Vesterbros Teater, der kunne rumme 1.200 tilskuer. Det bestod til 1875, og blev også benyttet til cirkus og koncertsal. Senere blev stedet omdannet til revyteater.

Men egentlig var det Odeon, en af de mange ølhaller, der dengang lå på Vesterbro og langs Frederiksberg Allé, der havde størst succes. Stedet blev lanceret som Frederiksberg Morskabsteater. Det blev de Københavnske sommerrevyers vugge. Rigtig gættet, det var det senere Betty Nansen Teater.

Ja vi skal også lige nævne Tivoli, som blev grundlagt i 1843, men denne attraktion har vi tidligere beskrevet i en artikel.

 

Sangerindeknejper – et morslak forfald

En af de populære sangerindeknejper var Olympen, Vesterbrogade 29. Disse knejper oplevede deres blomstringstid fra 1860erne til ned i 90erne på trods af protester fra moralprædikanter og myndigheder. I 1865 var der 31 sangerindeknejper i København og på Frederiksberg. De 4 af dem lå på Vesterbro.

 

Knudepunkt for jernbanen

Foruden at være hjemsted for byens slagtere og hovedstadens forlystelsessteder, blev Vesterbro et knudepunkt for jernbanetrafikken. Allerede i 1834 fremkom de første tanker om en jernbane til Roskilde. Men først i 1841 begyndte Industriforeningen at interessere sig for sagen. Det sjællandske Jernbaneselskab fik koncession til at anlægge og drive banen.

Under en stor højtidelighed blev banen indviet den 26. juni 1847, og i de første år var banen en virkelig sensation. Snart blev banegården for lille. I 1863 – 64 opførtes på den modsatte side af Vesterbrogade efter en tegning af J.D. Herholdt en ny og større banegård. Den nuværende banegård blev taget i brug i 1911. Foruden denne banegård lå der ved Gyldenløvsgade en særlig banegård for tog til Klampenborg og ved Vester Farimagsgade en station for Nordbane – togene. Siden blev der opført en godsbanegård.

 

Fra grønne marker til stenørken

Som bekendt blev demarkationslinjen flyttet i 1852, og i 1857 blev Vesterport revet ned. I 1857 opførtes hovedstadens første gasværk, Vestre Gasværk, som Gasværksvej er opkaldt efter.

På få år forvandledes de grønne marker til stenørkener med høje beboelsesejendomme med et utal af små lejligheder. Mellem 1854 – 58 anlagdes Viktoriagade, en del af Istedgade, Vesterbros Torv, en allerede nævnte Gasværksvej, Eskildsgade, Absalonsgade og Oehlenschlägersgade. Inden 1872 var følgende veje færdige, Skt. Jørgens Allé, Dannebrogsgade, Saxogade, Valdemarsgade, Sundevedsgade, Amerikavej, Platanvej og Bakkegaards Allé. I 1884 var Brorsonsgade anlagt, og året efter var det Kingosgade. Sønder Boulevard og dens mange sidegader stammer fra årene omkring 1900.

 

Den store muremester

En af de store bygherre dengang, var muremester Peter Christian Wienberg. Han var kommet til København i 1866. Han byggede blandt andet Absalonsgade 11 og 13 i 1876, og så endda i fem etager.

 

Kun få fabrikker

De gamle smukke slagterhuse og andre småhuse blev efterhånden erstattet af store beboelses – og forretningsejendomme. Gæstgivergårde blev nedrevet, en af dem var Sorte Hest.

De gamle beværtninger og forlystelsessteder forsvandt også. Butikshandelen holdt tidlig sit indtog på Vesterbro. Men egentlig fandt industrien aldrig rigtig fodfæste. Der kom kun mindre virksomheder. Dog må vi nævne Bing & Grøndahl og lige ved grænsen til Valby, Carlsberg.

 

Porcelænsklokker og udsalg hjalp fabrikken

Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik blev oprettet i 1853 af brødrene M.H. og J.H. Bing sammen med Fr. Vilh. Grøndahl. De smukke bygninger på 143 – 149 er som et idyllisk lyspunkt på Vesterbro.

Man startede i arbejdsskure på den modsatte side af der, hvor fabrikken blev rejst. Der var mange problemer i starten, og under en forkølelse i 1856 døde Grøndahl. Det kneb gevaldig med afsætningen. Så fandt man på, at holde halvårlige udsalg. Det hjalp på det.

Telegrafdirektør Peter Faber forespurgte, om man kunne lavede hvide porcelænsklokker til telegrafpælene. En strålende indtægtskilde var dermed sikret. På verdensudstillingen i Paris i 1900 fik virksomheden sit gennembrud.

 

Maskinfabrik og kemisk fabrik

Ja så var det jo også Eichhofs Maskinfabrik, der blev grundlagt i 1848. Gennem flere generationer var det Skandinaviens førende virksomhed ved fremstilling af bogtrykkeri – og bogbinderimaskiner.

Det var også Alfred Benzons Kemiske Fabrikker, der fra omkring 1860 flyttede til en grund mellem den gamle jernbanevold og stranden. Det blev efterhånden til en større medicinalfabrik.

En større virksomhed var også bryggeriet i Rahbeks Allé. Det blev senere opslugt af De Forenede Bryggerier.

 

Hellig – Hansen, en trist skæbne

På hjørnet af Vesterbrogade og Farimagsvejen (Axeltorv) lå en pavillonlignende bygning, den tidligere Kongens Klub som i 1872 var blevet indrettet til café under navnet Café Boulevard. Men allerede året efter blev det ombygget til forlystelsesstedet Concert du Boulevard.

Hellig – Hansen, der havde tjent mange penge på Vesterbro byggede en række store forlystelser. Ja vi kunne nævne et hav af forlystelser. Selv et cirkus opførte man. Det var i Jernbanegade med stalde til ca. 100 heste, vognremiser, cafeer, prøvesal m.m. Bygningen nedbrændte i 1914. En ny cirkusbygning blev opført på stedet.

Denne Hellig – Hansen var en stor byggematador, men han endte som en original og døde fattig på Almindelig Hospital – en trist skæbne.

Fra ølhalle til Varieté

Ja vi skal da nævne Thors Hal, en rigtig ølhalle, der blev indviet i 1861. Siden blev det dansesalon og kaldte sig Figaro og Palais de Dance.

Det var i Vesterbrogade 32, hvor Thors Hal lå, og det siges, at selveste Frederik den Syvende indviede stedet. Indehaveren, Heymann havde i 1853 grundlagt bryggeriet Svanholm på Gammel Kongevej. Men selv om, man serverede bajersk øl, så var tilstrømningen ikke lige stor altid. Så prøvede man også at servere kartoffelmos til. Det hjalp nu heller ikke meget. En varieté med franske og ungarske blev heller ikke nogen succes. Så allerede i 1863 afhændede Heymann sit foretagende.

Schweizerhytten var nok det sted, hvor man spiste bedst. Senere blev stedet kaldt Bræddehytten.

 

Gule Hest

Der hvor teatret Sorte Hest i dag ligger ved Vesterbrogade lå gæstgiveriet Gule Hest. Her kunne tilrejsende til København gør holdt og få noget at spise og drikke. Stedet var opført en trelænget gård i 1700 – tallet. Hovedlængen lå langs den nuværende Kingosgade, mens portlængen vendte mod Vesterbrogade. Hvis man nu kigger godt efter, kan man måske få øje på en snavset cementplakette over opgangen til Vesterbrogade 106 b. Her kan man læse:

Gule Hest bortfaldt 1778 og blev i stedet kaldt Haabet

Det var den københavnske handelsmand, Peter Borre, der købte stedet. Han begyndte at etablere tobaksplantage på ejendommens jorde. Senere var det tekstilfabrikant og justitsråd Ole Ferdinand Olsen, der købte stedet. Han havde tjent formuer på en linnedfabrik. Han tjente endnu flere penge ved at udstykke Håbets jorde. I 1885 blev gården nedrevet, og Kingosgade etableret.

Jo Vesterbrogade 148 er af få bevarede bygninger fra gammel tid.  Her lå Sorte Hest.

 

Og så havde de maskiner til osten

Klein opførte den store Industriforenings bygning på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogade, men samtidig udførte han i 1872 – 73 et projekt til et stort bygningskompleks på det delvis ubebyggede areal mellem Vesterbrogade og Jernbanegade. Naboejendommen på hjørnet af Vesterbrogade og Farimagsvejen var da den tidligere omtalte Kongens Klub. Det var dette sted, der efterhånden blev omdannet til Concert de Boulevard.

Her var høje trapper, blomsteranlæg og små springvand. Om aftenen var her røde og hvide lamper og fornemme orkestre, blandt andet Georg og Carl Lumbye. Men det pariserliv, der her udfoldede sig, var ikke noget, der var lige populært i alle kredse. I en omtale i Illustreret Tidende kan man fornemme den bidende ironi:

Ingen anede eller drømte vistnok om Sommerlocalet for Kongens Klub engang skulle blive degraderet til en Pavillon for Sang og Musik. Vor fineste Klub – Arnestedet for det Rang – og titelbeklædte Bourgeoise – forvandlet til et Opholdssted, hvortil Adgangen kan kjøbes for nogle faa Øre, og hvor man har Lov til at drikke Øl og ryge Cigarer! Ak, hvor forandret Og dog – dette er Tilfældet.

Ikke mindre end 26 Personer ere beskæftiget i Kjøkkenet, foruden at der anvendes Maskiner. Om det saa er Osten, har man en særlig Høvl til at høvle den af i tykkere eller tyndere Skiver. Tredive Opvartere ere i fuld Beskæftigelse, og der er syv Mennesker til at tage tomme Flasker, Glas, Kopper og Tallerkner fra Bordene. Af Drikkevarer er det selvfølgelig Øllet, der spille den fornemste Rolle. Det hører ikke til noget ualmindeligt, at der paa en varm Sommeraften udskænkes 16 halve Tønder Bayersk Øl, samtidig med at Forbruget af Tuborgere løber op til 900 halve Flasker og dertil kommer et Hav af Sodavand foruden utrolige Kvantiteter af Cognak og Rom.

 

Massedåb, bunkebryllupper og linjebegravelser

Sankt Mathæuskirken blev opført i 1878 – 80. Dens præster måtte sørge for al gudstjeneste og al kirkelig ceremoni for hele Vesterbro og Valbys befolkning gennem en længere årrække. I 1901 angives dette sogn at have 72.836 indbyggere. Under disse forhold kunne ingen præst overkomme at døbe, vie eller begrave sine sognebørn på regelret maner. Det blev til massedåb, bunkebryllupper og linjebegravelser.

Massedåb blev foretaget i hold på 7 – 10 børn. For at spare tid, blev ritualet indskrænket til det mindst mulige. Da det var for omstændeligt at korstegne hvert enkelt barn to gange med de højtidelige ord, Modtag det hellige korsets tegn både for din pande og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tro på og tilhøre den kordfæstede Herre og Frelser, Jesus Kristus, nøjedes man med en fælles længdestreg, som derefter krydses af over børnene, så behøvede man kun at sige ordene engang pr. hold.

Det var som regel, kirkens yngste præst, Kateketen, et ungt uskyldigt menneske, der havde til at opgave at døbe alle disse børn.

Ved bunkebryllup gik det lige så hurtigt. Der gik syv brudepar på et hold. Der kunne så mødes skøger og horkarle med ærbare ringe folk. Præsten havde aldrig set før, og han heller ikke dem. De så ham sikkert heller ikke siden. Han holdt så en fællestale, og så blev de viet en, to tre uden orgel og uden salmesang.

Hvis det bagefter skulle være fint bryllup blev de skyndet ud. De sidste kunne så måske lige nå at se, organist, kantor og graver. For nu kom der grønne planter i koret, kandelabrene blev tændte, og der blev placeret løbere op af gulvet. Nu kunne grossereren føre sin datter op af gulvet, så hun kunne få sin premierløjtnant.

 

Endelig kom der kirker

I 1894 opførtes langt nede i Dannebrogsgade den tarvelige Gethsemanekirke af halvstensmur og et tag af jernblik. I 1915 blev den afløst af en stenkirke.

I nytår 1898 erhvervede kirkens folk dansestedet Valkyrien, der lå i haven til det gamle Peters Haab. De fik den omdannet til Sankt Maria Kirkesal, der siden afløstes af Eliaskirken på Vesterbro Torv og Mariakirken i Istedgade.

Men ellers kom der pludselig en masse kirker, Kristkirken på Enghaveplads (1900), Apostelkirken i Saxogade (1901), Absalonkirken på Sønder Boulevard (1919) og Enghavekirken i Slesvigsgade (1923 – 24). Den smukkeste kirke på Vesterbro blev dog den katolske Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade, der blev opført i forbindelse med Sankt Knuds Stiftelse og indviet i 1895.

 

Vi kunne have fortsat

Og kære læsere, sådan kunne vi blive ved med at berette om Vesterbros historie, men kig lige på nedenstående artikel – forslag. Her kan du så fortsætte.

 

Kilde:

• Steffen Lindvald: Vesterbro, slagternes, forlystelseslivets og den jævne borgers bydel (1965)
• København før og nu bind 5 (1950)
• Steffen Lindvald: Vandringer i København (1961)
• Steffen Lindvald: København har moret sig (1966)
• C. Kampmann: Paraplyen – Den gamle tjener fortæller (1928)
• Carl Bayer: Kjøbenhavns Folketheater (1857 – 1882) (1882)
• Knud Bokkenheuser: Dreyers Klub (1903)
• Knud Bokkenheuser: Vesterbro (1919)
• Vidar Bruhn: Fra Sangerindeknejpernes Dage (1920)
• Clausen, Krogh: Danmark i Fest og Glæde bd. 1 – 6 (1936)
• Carl C. Christensen: Fra Grønnegade – kvarteret (1922)
• Jakob Davidsen: Fra det gamle København(1910)
• Jakob Davidsen: Gamle Minder fra Frederiksberg (1953)
• Poul Henningsen: Livets Regeringstid (1953)
• Mogens Lebeck: Frederiksberg gennem 300 år (1951)
• Carl Muusmann: Da København blev voksen (1932)
• Carl Muusmann: Firsernes Glade København (1920)
• Carl Muusmann: Københavnsk Cirkusliv gennem 100 år (1927)
• Carl Muusmann: Det Glade København 1 – 3 (1939)
• Viggo Schiørring: Hyggelige gamle København (1946)
• Viggo Schiørring: Københavner Kavalkade (1949)
• Bent Zinglersen: Skål København (1965)
• Bent Zinglersen: Københavnske gadenavne og deres historie (1972)
• Jens Fleischer: Ture i København (1986)

 

Hvis du vil vide mere: Læs ( i relation til artiklen)

• Vesterbro i gamle dage
• Vestebro – den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Et sted på Vesterbro
• På Vestebro
• Forlystelser i København
• Adspredelse i det gamle København
• Gamle værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Svenskerne på Nørrebro
• Henrettet på Østerbro
• Tivoli
• Tog til København
• Jørgen, Helgen, Hospital og Sø
• De Gamle Frederiksbeg
• Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
• Frederiksbeg – dengang
• Det var på Frederiksbeg
• Frederiksbeg Slot
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Gader og veje på Frederiksberg
• Flere gader og veje på Frederiksberg og mange flere

Det var grønt på Nørrebro. Ja, der var masser af marker. Her stod masser af kvæg og heste. Senere spillede man om penge. En assessor tabte 2.000 rigsdaler. Og en politimester, at der ligger rester af duellanter i forskellige grøfter på Nørrebro. Snart blev der opført den ene grå lejekaserne efter den anden i det før så idylliske Nørrebro. I disse gjaldt det om at presse så mange mennesker som muligt. Byggespekulanterne havde kronede tider.

 

Serridslev

Nutidens Nørrebro tilhørte dengang den forsvundne landsby, Serridslev. Dens marker tilhørte Roskildebispen. På markerne måtte Københavns borger lade deres dyr græsse. Denne tilladelse blev stadfæstet i 1254.

 

Fri græsning

Efter belejringen i 1523, da Serridslev blev lagt øde, bekræftede Frederik den Første ganske vist, at:

Kjøbenhavns Borgere og Indbyggere (skulle) nyde og beholde deres Oredrift trindt om Kjøbenhavns Stad saa vidt langt og vidt, om de haft have af Arilds Tid.

Men det er nu tvivlsomt, om dette nu også gjaldt for Serridslev Mark. I hvert fald henvendte magistraten sig efter anmodning fra laugsoldermændene i februar 1525 til kongen og Roskildebispen om

At de ville værdiges og unde os samme Serridslev og Serridslev Fang til evindelig Eje til vor Oredrift og Græsgang, paa det at vi des ydermere og bedre kunne befæste og fastgøre denne By.

I august samme år forelå kongens svar, der gik ud på, at indbyggerne i København:

Til evig Forbedring og Bestand maa og skulle have, nyde, bruge og beholde til deres Forte og Fægang vor Ret og Rettighed, vi paa Kronenens Vængehave i Serridslev By og Mark udenfor Kjøbenhavn og i Kjøbenhavns Birk liggende, udi Ager, Eng, Skov, Mark, Fiskevand, vaadt og tørt, intet undtaget i hvad det helst være kan, indtil Rosbæk – dog med en aarlig Afgift paa 20 lødige Mark foruden Byskat samt ret til Græsning af saa meget Kvæg ”som vi have Behov til Vor Slot Kjøbenhavn”.

 

Rådmandsgade

Roskildebispen havde åbenbart travlt for han svarede først i februar 1527, at Københavns borgere måtte bruge en del af Serridslevs Mark til Oredrift og Græsgang og til intet andet.

Efter, at jorderne var blevet overdraget byen, benyttedes de marker, der lå nærmest byen til græsning. Nørre Fælled, som en stor del af Nørrebro nu dækker, strakte sig mod vest til Ladegårdsåen. Mod nord grænsede den op til Borgmester – og Raads Vang – den senere Raadmandsmark omkring den nuværende Rådmandsgade. Denne mark var henlagt til underhold for magistratens medlemmer. Mod syd dannede Nørre Allé dens grænse mellem Vibenhus og Peblinge Søen. Blegdamsfælled blev betragtet som en del af Øster Fælled.

 

Et hus med Kålhave

Med fællederne førtes der tilsyn af markfoged eller markmand. Denne skulle kontrollere, at der ikke blev gravet tørv, gravet ler eller sand på forbudte steder. Han boede i et hus med en kålhave uden for Nørreport.

Dette hus lå i 1682 på Nørrebrogade over for det senere anlagte Assistens Kirkegård. Men foruden dette hus lå der nogle småhuse, som tilhørte de såkaldte vangemænd, der passede ledet til de forskellige vænger.

 

En hyrdegård og en tyremark

Allerede i 1529 nævnes en såkaldt hyrdegård, der skal have været beboet af hyrde, som vogtede byens kreaturer. I nærheden af Lygten var en særlig mark forbeholdt stadens tyre. Den enkelte borger måtte ikke selv holde hyrde:

Men hvis Fæ eller Kvæg de have, skulle de drive for Stadens Hyrde, og han det at vogte og gemme hver Mand uden Skade.

Endnu i 1500 – tallet var egnen nord for København temmelig øde. Her skulle man ikke færdes efter mørkets frembrud. Mange af vejene og stierne var oprindelig trådt af kvæget. Disse blev også brugt af de vejfarende. Efterhånden udviklede det sig til et net af veje, der allerede i 1600 – tallet krydsede de vidtstrakte fælleder.

 

En kongevej

Oprindelig synes det som om Nørrebrogade har haft et andet forløb. Men allerede i slutningen af 1500 – tallet, da en broforbindelse etableredes tværs over søerne på samme stede som den nuværende Dronning Louises Bro.

Omtrent på samme tid opstod Øster Allé – Nørrebros østlige grænse. Den var en fortsættelse af den kongevej, Frederik den Anden i 1580erne lod anlægge fra Vibenhus til Frederiksborg. Dog har den vejen i dag dog ikke helt samme forløb som dengang.

 

Veje på Fælleden

På et kort fra 1695 ses foruden Nørrebrogade også Øster Allé og en række andre veje. Blandt andet er Nørre Fælled gennemskåret af en længst forsvunden vej, der fra Trianglen førte ud til Lygten. I modsat retning krydses fælleden af to andre veje. Den sydligste af disse svarer stort set til Nørre Allé, mens den nordligste måske har været kongevejen over Nørre Fælled. Denne anlagde Christian den Fjerde. Møllegade er den sidste rest af denne kongevej.

 

Et teglværk på Nørrebro

Ellers giver kortet ikke meget oplysning. Dog ved vi, at byens teglværk, Teglgården i 1616 – 1617 blev flyttet fra sin hidtidige plads uden for Østerport til det senere Blågårdskvarter. Omtrent samtidig blev fuglestangen, der blev brugt til afretning af jagtfalke opstillet på det sted, hvor Tagenshus kom til at ligge.

En halv snes år senere blev der ved Teglgården rejst en hollandsk mølle, som i 1635 blev flyttet til nuværende Guldbergsgade, hvor den blev indrettet til barkmølle. Nogle år senere var Store Vibenhus bygget på vejen mellem København og Frederiksborg.

 

Grundlæggeren af Blågårds Have?

I 1630 fik Jacob Quirinsen Koch skøde på en grund grænsende op til Teglgården. Måske var han den egentlige grundlægger af Blågårds Have. Enkelte begyndte nu at erhverve sig grunde herude og byggede huse langs alfare Vej, som Nørrebrogade kaldtes. Et par borgmestre nævnes som ejere af fiskedamme ved Store Ravnsborg.

Det så ud til, at Nørrebro allerede før Svenskekrigene var ved at tage form.

 

Et forsvarsværk ved Nørrebro

I forbindelse med Christian den Fjerdes ydre forsvarsring omkring København indgik Ladegården og Vartov ved Trianglen som et naturligt led. Og et forsvarsanlæg ved Store Ravnsborg var også planlagt. Dette anlæg skulle bekostes af byen. Men dette trak i langdrag, og var endnu ikke fuldendt i 1645.

 

Nørrebro overladt til fjenden

Under Svenskekrigene i 1658 – 60 blev det straks rømmet af det danske forsvar. Nu var Nørrebro overladt til fjendens forgodtbefindende. Og ikke nok med det, så blev en masse bygninger nedbrændt, inden svenskerne kom.

 

Af hensyn til udenlandske fyrstelige personer

Men allerede i 1663 fik bormestre og råd ordre til at forbedre vejene uden for Nørre – og Vesterport. Det var af hensyn til udenlandske fyrstelige personer, saa at de kand være bequem og brugelig for at fare over med vores store Vogne og Karter.

I 1661 havde Johan Merhof fået udvist en Plads hinsides Sortedams Søen ved Nørrebrogade, til at bygge et hus på, hvor han kunne udtappe Dansk og fremmed Øl til Vejfarende. Hans grund stødte op til Store Ravnsborg.

 

Et herberg på Store Ravnsborg

I år 1700 fik kammerjunker hos dronningen skøde på Store Ravnsborg for sig og arvinger med den klausul, at ville han sælge sin ejendom, skulle den først tilbydes staden. Samtidig fik han tilladelse til at indrette et herberg, hvor rejsende og andre med Mad, Øl oprigtig fransk Vin og Brændevin samt med gode Logomenter og Stalde for billig Betaling vel kand blive accomoderet.

Knap en halv snes år før havde borgmester Bartholemæus Jensen i 1691 erhvervet en grund mellem Sortedams Søen og Fælledvej langs nuværende St. Hans Gade.

 

Da Gabel overtog Blågården

På den modsatte side af Nørrebrogade, hvor Teglgården havde ligget, indtil den under Svenskekrigene blev ødelagt, lå en lille ejendom, der tilhørte statholderen Christoffer Gabel. Og her skete der sandelig noget fra 1706, da stedet blev erhvervet af prins Carl. Ja, hvad der ellers skete på Blågården har vi beskrevet i to artikler.

 

Et Limsyderi på Store Ravnsborg

Nu var det ikke kun de rigeste, der flyttede herud. Også en del småkårsfolk kom herud. Nogle af disse arbejde på den tidligere nævnte barkmølle samt de andre møller, der opstod herud. I 1694 lå der ved den nuværende Solitudevej et limsyderi. Der har sandsynligvis også boet en del blegmænd, der har levet af at blege lærred. Disse var bosat mellem Sortedams Søen og nutidens Fælledvej. Man kunne dog ikke bare sådan nedsætte sig herude. De strenge demarkationsbestemmelser fra 1682 satte sine grænser. Således måtte der ikke ske bebyggelser inden for en afstand af 2.000 alen fra voldene. Men nåede tydede på, at dette ikke blev overholdt.

 

Militæret huserede på Fælleden

De fri arealer langs Nørrebrogade kom efterhånden over på private hænder og blev bebygget. Og fællederne, der blev liggende omkring bydelen blev i stigende grad anvendt til øvelsesplads for militæret.

Og her på fælleden var det ikke altid, at militæret passede ordentlig på arealerne. Og det gjorde den russiske hær heller ikke, da de lå her i 1716. Her på fællederne huserede både Borgervæbningen, Livjæger – og Studenterkorpsene. Ja øvelserne sluttede nærmest med et æde – og drikkegilde. Når der så atter blæstes til appel, gik krigerne i temmelige ujævne geledder hjem.

 

Hestevæddeløb

Det var også her på fælleden, at Københavns første hestevæddeløb i 1771 fandt sted. Og det må åbenbart have været en succes. Med ujævne mellemrum afholdtes der hestevæddeløb fra 1832 – 1836 og igen fra 1842 til 1847. Ofte var det med kongefamilien som gæster. Jo de havde skam en særlig tribune.

 

Nørrebro i regnvejr

Nu blev det godt nok befalet, at vejene skulle sættes i stand, men havde det været regnvejr, var det næsten umuligt for bonden og landmanden at komme frem med deres varer. Det blev heller ikke meget bedre, da der i løbet af 1700 – tallet blev anlagt nye veje, Nørre Allé og Blegdamsvejen. Begge veje udgik fra den gamle malkeplads – det nuværende St. Hans Torv. I 1780erne blev Nørrebrogade omlagt og reguleret.

 

Torv uden for Nørreport

Særlig ubehageligt må det have været for bønderne for at komme frem under pesten i 1711, hvor en tredjedel af Københavns befolkning døde. De fik at vide, at de skulle holde torv uden for Nørreport.

I prins Carls enghave ved Blågård skulle de således forhandle korn, ærter, gryn, saltede, røgede og tørre varer. Bag Accisseboden levende kvæg, kul, brændsel, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd egetømmer m.m.

Salt, humle, jern, tjære, beg, saltet og tør fisk m.m. skulle forhandles i hytter, boder og telte. Det var under højeste Straf forbudt at handle med hør, hamp og alle slags ulden og linned vare, først og fremmest gang – og sengeklæder.

 

En kirkegård på Jødevejen

Vi har allerede flere gange berørt Skt. Johannes Kirken. Allerede i 1694 blev der givet tilladelse til, at Det Mosaiske Trossamfund måtte anlægge en kirkegård ved den nuværende Møllegade, der i lange tider ikke blev kaldt andet end Jødevejen.

 

Den første skole på Nørrebro

Præsten ved Trinitatis Kirke mente også at Nørrebro burde have en skole:

Med smerte har jeg set Guds Kornland derude saa længe uden en ordentlig Lade. Savnet er særlig hårdt om Vinteren, da Børnene har bedst Lejlighed, besynderlig de Fattige, at søge Skolen.

I 1761 blev det derfor på hjørnet af Blegdamsvej og nuværende Trepkasvej på den 12. blegdam opført et lille grundmuret hus med to skolestuer, en for drenge og en for piger, samt en meget beskeden lærerbolig. Til skolen hørte en lille have og en staldbygning til lærerens to køer. Det var en del af hans løn. Om sommeren måtte de græsse på fælleden.

Lønnen blev udbetalt af en fattigbøsse, der stod på Rådstuen I en lang række år var lønnen 10 rigsdaler halvårligt. Det hjalp også på indtægten at modtage betalende elever. Men af den grund måtte de fattige børn ikke forsømmes.

 

Den bedste almueskole i byen

Efterhånden forfaldt skolen mere og mere, men det bekymrede ikke magistraten. Først da sognepræsten ved Trinitatis Kirke i 1809 var indtrådt i bestyrelsen og fået digteren Frederik Høgh – Guldberg, der boede på Nørrebro interesseret i istandsættelse, skete der noget.

I maj 1812 blev der desuden ansat en ny og dygtig lærer med en meget bedre løn end sin forgænger. Nu måtte skoledirektionen indrømme, at der ikke var nogen overdrivelse, når Fallesen udtalte, at det var den bedste Almueskole i Byen.

 

Magistratens Blegdamsskole

Arbejderbørnene kunne fra 1816 komme i aftenskoleklasser i lejede lokaler på Blegdamsvejen. Den gamle skoles navn overførtes til en ny kommuneskole, mens den gamle skole fik det pudsige navn Magistratens Blegdamsskole. Den blev først nedlagt i 1871 efter at have bestået i 110 år.

 

Onkel Lyne overtog Blågården

Ligesom i tidens løb har vi fortalt en masse historier om Assistens Kirkegård og Blågården. I 1732 blev Blågården overdraget af prins Carls søster, prinsesse Sofie Hedvig til gehejmeraad Carl Adolf Plessen.

I 1765 blev den store ejendom købt af Knud Lyne Rahbeks onkel, den velhavende konsumptionsskriver Knud Lyne. I sine erindringer skriver Knud Lyne Rahbek:

Onkel Lyne havde købt Blaagaard, et Sted, om hvilket der fra dets forrige kongelige Ejere endnu svævede en Art Nimbus, saa meget mere som Hovedbygningen beboedes af højfornemme Lejere og Ejeren deraf Beskeden tog til Takke med Økonomibygningen ud mod Vejen.

 

En frygtelig oplevelse i Blågårds Have

Fra den store park var der især de seks dejlige gamle Linderader, der udgjorde de stoltelse Alléer, jeg ved at have set. Knud Lyne Rahbek har også fortalt, om en uhyggelig oplevelse, som han havde i haven:

En Eftermiddag gik jeg i Haven med min Fader i an af de store Aléer og havde paa Drengevis en Kvist i haanden med hvilken jeg gav en af Lejernes, daværende Statsminister Rosenkrandes Jagthunde, hvoraf han, efter Tidens Skik havde mange, et Smæk. Hunden en stor, hvid Hønsehund med brune Øren, som jeg i dette Øjeblik synes at kunne se for mig endnu, satte sine Forben paa mine Skuldere, kastede mig over Ende og blev staaende over mig.

 

Paa mit Vræl kom min Fader til, jog Hunden bort og hjalp mig op, men gav mig derpaa en dygtig Irettesættelse og foreholdt mig, at dersom Hunden ikke havde været bedre end jeg, kunde den have skambidt mig, en Lærdom, der uden Tvivl ikke haft liden Del i den Modbydelighed, jeg stedse selv haft for at mishandle Dyr og for at se dem mishandlede.

 

Den sidste glansperiode

Rahbeks onkel havde kun Blågård i fire år, så fik han et særdeles godt tilbud fra Christian den Syvendes yndling, Grev Conrad Holck. Her startede Blågårds sidste glansperiode med en række store og særdeles vilde fester, hvor Christian den Syvende ofte selv deltog.

Holcks økonomi var dog noget anstrangt, og da han i 1770 faldt i unåde, blev han tvunget til at bortforpagte både jord og bygninger. Disse blev senere overtaget af Knud Lynes arvinger. Disse solgte ejendommen til Det kongelige Danske Dug – Manufactur, som bortforpagtede jorden og opførte en række fabriksbygninger. Da dette ikke kunne lade sig gøre blev hovedbygningen indrettet til seminarium.

 

Wroblewski overtager

Otto B. Wroblewski fortalte i sine erindringer, at hans far i 1827 ved en auktion købte en del af ejendommen. Og denne sluttede sin karriere som stempelpapirsforvalter. Han udvidede senere sin ejendom med endnu to tønder land, beliggende mellem den nuværende Korsgade og Ladegårdsåen, hvor nu Gartnergade og de små sideveje til Griffenfeldsgade strakte sig:

Til Ejendommen hørte naturligvis baade Udhuse og Stald. Vi holdt to Køer og en hest og om Vinteren fodredes 1 á 2 Grise, endvidere holdtes Fjerkræ og Duer. En lille Fiskepark fandtes ogsaa.

 

Det var saaledes et helt lille Landbrug, som forsynede Hus og Kjælder, Kjøkken og Fadebur med Mælk, Æg, Frugt og Grøntsager, og endda produceredes en Del af Foderet til Køerne og hesten.

 

Det var koldt

Men det var koldt i huset, især om vinteren særlig oppe i Wroblewskis værelse op under taget, hvor han sov med sine tre brødre. Det skete således, at Vaskevandet frøs i Kanden, og Drikkevandet maatte tømmes af Karaflen for ikke at bundfryse og sprænge den. Sengelagenerne om Morgenen kunde være saa stivfrosne som et Bræt dér, hvor vort Aandedræt naaede dem. Rigtignok var der en lille Kakkelovn i Værelset, en lille Grydeovn, hvori der, naar vi skulde holde Storvask lørdag Aften, blev fyret.

 

Solitudes indkørsel

Blågård grænsede mod nordvest op til en anden stor ejendom på Nørrebro, Solitude. Stedet var en herskabelig lystgård med en stor skyggefuld Have samt Marker og Enge, der strakte sig ned til Ladegaardsaaen.

Den havde en statelig Indkjørsel med gamle skyggefulde Træer, som fra Nørrebrogade førte op til Hovedbygningen, der nu ligger indeklemt og forbygget rundt om af de tarvelige, taarnhøie Bygninger.

 

Et privathospital m.m.

Stedets oprindelse kan dateres til 1720’erne, da grev U.A. Holstein ombyggede gården Solitudo til et herskabeligt landsted. Det var her Struensee i 1770 indrettede stedet til Innokulationsanstalt, ja oversat til nogenlunde dansk – et hospital for patienter, der skulle vaccineres mod kopper. Den bestod da af to anselige bygninger, der kunne huse 48 personer ad gangen – 16 betalende af borgerlig og middelmaadig Stand og 32 fattige, som gratis fik kost, klæder, medikamenter og opvartning.

Kuren varede lidt over 4 uger, men da den ikke uden grund var frygtet, kunne anstalten ikke opretholdes. Allerede i 1783 blev den derfor nedlagt.

Som ejendom vedblev Solitude imidlertid med at eksistere lige til 1902. Blandt dens senere ejere var kaptajn Bangert, som har givet navn til Bangersgade. På gårdens jorder ligger nu det store kvarter mellem Griffenfeldsgade og Assistens Kirkegård.

 

Assessoren tabte 2.000 Rigsdaler

På Store Ravnsborg kunne man i 1700 – tallet besøge den kendte gæstgivergård, og se en tam ravn. Man kunne også nyde såkaldt kunstfyrværkeri. Og på Ravnsborg dyrkedes også et kortspil. Og der blev sandelig satset højt, således tabte assessor Bøfke omkring 1722 til løjtnant Toll 2.000 Rigsdaler.

 

Efterladt i en grøft

I en rapport fra politikester Ernst i 1720 hedder det desuden at

For Nørreport og Gamle Ravnsborg paa Fælleden er en lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet, at de, som have Tvistigheder indbyrdes og ville overse E.K.M’s Lov og Forordninger imod Dueller, sammensteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden.

 

Borgerdyd og Fædrelandskærlighed

Jo på Ravnsborg blev Borgerdyd og Fædrelandskærlighed hyldet i høje toner i Den bestandige borgerlige Forening. Her blev bygningerne senere ombygget og indrettet til Nørrebros Teater.

 

Gravøl

På hjørnet at nuværende Kapelvej og Nørrebrogade lå beværtningen, Lille Ravnsborg med sin tarvelig udstyrede have:

Det var et meget søgt Traktørsted, hvor ”den salig Afdødes” Gravøl blev drukken efter Jordefærden af sørgende Efterladte, iførte høi sort Hat og den lange sorte Klædes Ligkappe med et lille slag. Naar billigt Hensyn tages til den alvorlige Anledning kunde det dog gaa ret livligt til. Billardet, Keglebanen og de vaade Varer dannede saaledes en træffende Illustration til det gamle Ord, at ”Sorrig og Glæde de vandre tilhobe”

 

Industrien kommer til Nørrebro

Omkring 1800 havde Nørrebro cirka 700 indbyggere. I slutning af 1780erne var der herude en barkmølle, der tilhørte Garverlauget, en kattunfabrik, som var blevet anlagt 1787 foran ved Ladegaarden ved den første Veirmølle. Dug – manufactur var blevet lukket i 1786. Kirkegårdene og gartnerierne satte deres præg på bydelen.

Som årene gik, kom der nye industrier herude. Det største var nok på den tid M.A. Heegaards Jernstøberi på den nuværende Blågårds Plads. Han startede herude i 1828.

I 1850 var befolkningen steget til 3.000. Langsomt udviklede Nørrebro sig til en udpræget arbejderforstad. Flere fabrikker etablerede sig her. Gamle arbejdere kunne være så heldige at tilbringe deres otium i en af de mange stiftelser, der skød op på Nørrebro.

 

Masser af hospitaler

På Nørrebro opstod der også mange hospitaler, Blegdamshospitalet, det katolske St. Josef Hospital, Balders Hospital, Almindelig Hospital, Nørre hospital, Militærhospitalet og Rigshospitalet.

 

Den idylliske ro er forbi

Tidligere havde der været en idyllisk ro over Blågårdskvarteret. Men nu blev kvarteret efterhånden berømt for en anden ting. Folk strømmede til efter 1852. Men vejene forfaldt. Der var ingen lygter og ingen vægtere. Den ene lejekaserne efter den anden rejste sig. Byggematadorerne havde gyldne tider. Som en beboer sagde dengang i 1855:

Vi skændes ikke som Hovedstadens agtbare Borgere om Tønde – eller Grubesystem; thi hvor intet af disse gør sig gældende, behjælper man sig med det allerældste System og gør ugenert Gaden eller Landevejen til sin Møddingplads.

 

Rabarberlandets raske drenge

Rabarberlandet var oprindelig en del af Solitudes jorder. Her voksede arbejderne op i fattigdom og druk. Ja livet blev i den grad virkeliggjort gennem den gamle anarkist Christian Christensens bog. Knægtene levede op til Rabarberlandets slag – eller nationalsang:

• Vi Rabarberlandets raske Drenge
• Vi kan skrå og drikke Brændevin.
• Vi kan tæve alle andre Drenge
• Når de kommer ind i vort Kvarter
• I Rabarberlandet
• I Rabarberlandet
• Er det godt at bo
• På Nørrebro

 

Det var bestemt ikke let

Det var ikke let at være barn dengang. En håndhændet behandling fik børnene i skolen. Allerede i slutning af 1880erne etablerede arbejderne strejker uden nogen form for understøttelse. Arbejdsgiverne lavede sorte lister, hvor de udelukkede anførerne. På Fælleden måtte arbejderne ikke bruge deres grundlovssikrede ret til ytringsfrihed.

 

Et andet Nørrebro

Nu var der også en anden opfattelse af Nørrebro. Alfred Kjerulf beskriver det i en vise:

• Her er dejligt paa det friske Nørrebro
• Hør de Unges muntre Latter
• Hæse Grammofoner skratter
• De’er den sidste nye Rædsels Melodi
• I Hytten ta’r de Gamle sig en Hjertefri
• Der er Hygge i det lille ”Lykkebo”
• Medens Verden slaas og skændes
• Men’skeskæbner endevendes
• Kan man sidde her og høre Græsset gro
• Paa en saadan dejlig Sommer – Søndag er det man forstaar.
• Det er her paa Nørrebro, det foregaar.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:

• Rabarberlandet
• Byggespekulation på Nørrebro
• Omkring Blågårdsgade
• En barnemorder på Jægersborggade
• Dronning Louises Bro
• Dengang på Nørrebro
• Alderstrøst på Nørrebro
• Ned med Arbejderne
• Det lystige liv på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Blaagaarden – på en anden måde
• Johannes Kirke
• Nørrebros gader A – Å
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Assistent Kirkegård – 250 år
• Nørrebro og Omegn
• lunds Mølle
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Blågård Seminariet
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Søerne foran Nørrebro
• De Vilde på Nørrebro
• Svenske tropper på Nørrebro
• Urtekræmmere, spækhøkere og andre på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Blågårdskvarteret gennem 400 år
• Livet på Assistens Kirkegård
• Hvad skete der med Serridslev? Og mange flere

Dette er en kort byvandring ned gennem Nørrebrogade. Vi gør lige nogle sidespring. Og for dem, der ikke har fået nok, har vi samlet en lille liste over 35 artikler, hvor du kan få uddybet din viden, om det vi oplever på turen. Vi starter ved Nørrebros Station og går ned til Dronning Louises bro. God fornøjelse.

 

Hvad er Nørre – Broe?

Nørre – Broe indbefatter alle de Bygninger, som ligge paa Stadens Grund, hvis yderste Stæd, er det Huus Løgten kaldet, og tillige indebefatter Vejen med Blegdammene og Nørre – Allée.

Ja sådan beskriver Jonge, Nørrebro i sin beskrivelse af København fra 1780erne.

 

Det store område – Serridslev

I Middelalderen hørte store dele af det terræn, der udgør nutidens Nørrebro under den længst forsvundne landsby, Serridslev, his beliggenhed skal findes i nærheden af Vibenhus. Dets marker tilhørte Roskildebispen. De store udyrkede fælleder, der blev brugt til græsning strakte sig helt ind til voldene omkring København. Roskildebispen havde givet borgerne ret til græsning ud til Rosbæk, hvor igennem Rørsøen havde sit udløb i sundet.

 

Kunne du ikke godt arrangere en byvandring?

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg ikke kunne arrangere en byvandring på Nørrebro. Det kunne man vel godt, men tidsmæssigt ville det tage alt for meget tid. Og der findes faktisk gode bekendte i bydelen, der er meget bedre til dette.  Men skulle man nu alligevel sige ja til det, ville jeg tage udgangspunkt fra Højbanen.

 

Ved Lygtekro

Vi tager ned af Nørrebrogade og for en udmærket fornemmelse af det byggeri, der blev bygget i slutningen af 1800 – tallet. Det helt gamle Nørrebro er forsvundet. Småhuse lå mellem enkelte landsteder. Men man får lidt af den gamle hygge, når man trods Metro – byggeriet går en tur ind på Assistens Kirkegård. Og ikke langt derfra kunne man også smutte en tur over i Møllegade til Mosaisk Kirkegård.

Men ellers må vi nok hellere begynde med den gamle Lygtekro, hvis stråtækte bygninger gik langt tilbage i historien. Den var selvfølgelig opkaldt efter den gamle Lygteå, en arm af Ladegårdsåen.  Den sidste del af Åboulevarden følger dens løb. Åen udskilte Københavns byjorder fra Utterslev Mark og udmundede i Lersøen.

 

Hyltebro

Hyltebro er i dag navnet på en gade, der forbinder Nørrebrogade med Lundtoftegade. Dengang var det navnet på den bro, der gik over åen på Nørrebrogade eller Lygtevejen, som den hed engang. Ja vi kan faktisk også finde en vej, der hedder Lygten. Det er den vej, der fører forbi Nørrebrocentret og vejen følger cirka åens tidligere løb.

Så kunne vi jo have forklaret, hvorfor det hedder Borgmestervangen og Rådmandsgade, men det må I lige vente med til næste artikel er færdig. Den kommer til at hedde Nørrebro fra Fælled til Lejekaserne.

 

Pedersdal og Ventegodt

Der hvor Nora Bio lå engang, lå i sin tid landstedet Pedersdal. Men det mest kendte landsted var nok Ventegodt, hvis navn ejendommen i nummer 212 i dag bærer. Her på hjørnet ved Esromgade lå der i sin tid en flot have, der hørte til landstedet. I lang tid kunne man også se en fløj af det gamle landsted. Gården opnåede dog sin sidste glansperiode omkring 1915, da den under navnet Nordlund var et meget besøgt forlystelsessted og beværtning.

 

Nordbanegade

Vi følger Nørrebrogade hen til Hillerødgade. Den første sidegade på venstre hånd hedder Nordbanegade. Det er så et minde om den oprindelige Nørrebro station. Den lå i Nørrebroparkens terræn fra 1886 til 1930. Det vil sige, at der lå både en station A og en station B. Men det har vi hvis tidligere berettet om. Mellem Hillerødgade og Stefansgade lå gården Christiansdal.

Vi skal lige have med, at Nordbanegade ender i Stefansgade. Og på hjørnet til Nørrebrogade ligger Skt. Stefans Kirke opført i 1873 – 74 af røde teglsten i romansk stil efter en tegning af Ludvig Knudsen.

 

Den lille café

Skråt over for ligger Allersgade, der lige som Gormsgade, Thorsgade og Dagmarsgade er anlagt i begyndelsen af 1850erne. Her ligger endnu nogle småhuse fra tiden før Nørrebro fik sin tætte bebyggelse. Ja her lå også Den Lille Café i Allersgade 17. Dens vinkelformede bygninger dannede en beskyttelse for den lille hyggelige have.

 

Uranienborg

Nørrebrogade 168 mellem Allersgade og Thorsgade ud for Sorgenfrigade er bygget af Paladshotellets berømte arkitekt, Anton Rosen. Uvist af hvilken grund, hvis det ikke skyldes husets himmelstræbende jugendstil, kaldes det Uranienborg, lige som Tycho Brahes slot på Hveen.

På hjørnet af Nørrebrogade 177 og Holtegade lå engang en gæstgivergård, der hed Den Hvide Svane.

 

Ved Nørrebros Runddel

Pludselig er vi nået til Nørrebros Runddel. Vi kunne have stoppet op ved Nørrebrogade 163. Her lå engang en urtekræmmer, der både virkede som postmester og formand for Nørrebro Bespisningsforening.

Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Bag St. Stefans Apoteks ejendom med indgang fra Nørrebrogade 148 lå der i gården en mærkelig formet bygning. Det var resterne af den gamle Ølunds Mølle, der oprindelig lå frit på hjørnet af Jagtvejen. Den manglede kun den øverste overbygning, der var af træ, vingerne og møllehatten. Her kom omegnens bønder med deres korn.

 

Folkets Hus og Colosseum

Ved siden af Folkets Hus og senere Ungdomshuset på Jagtvejen, bygget i 1884 – 1885 lå biografen Colosseum.

 

En ungkarl ændrede det hele

Og videre ned af Nørrebrogade kommer vi nu til Assistens Kirkegård. Kirkegården blev anlagt i 1757 og indviet to år efter. Det var meningen, at denne kirkegård, skulle aflaste de andre kirkegårde inden for voldene, der blev anlagt efter pesten i 1711. Men bedrestillede folk var ikke meget for at lade sig begrave her. Så i begyndelsen var det kun fattigfolk, der kom i jorden her.

Men så skete der noget. Den velhavende ungkarl, sekretær i Krigskancelliet, Johan Samuel Augustin i 1785 besluttede sig for at lade sig begrave her. Kirkegården var stadig inddelt i lodder for de forskellige københavnske kirker. Disse kan den dag i dag spores. Vi har mange gange berettet om denne storslåede kirkegård.

Det sted hvor de fattige blev begravet efter koleraepidemien i 1853 eksisterer dog ikke mere. Her blev Hans Tavsens Park anlagt i 1908 – 09.

 

Svendsens Reberbane

Over for kirkegården lå engang Svendsens Reberbane. I sin tid gik den parallelt med Prinsesse Charlottes Gade. Fyensgade, Sjællandsgade, Frederik den Syvendes gade og Prinsesse Charlottesgade og Meinungsgade er anlagt på reberbanens tidligere areal. Ja Meinungsgade er anlagt efter dens grundlægger, kaptajn Meinung. Her var opført en to – etagers bygning, rester af arbejderboliger fra 1870erne.

Og i Meinungsgade lå F.L. Schmiths Maskinfabrik

I Sjællandsgade nummer 3 lå Kongo Bar. Her var oprindelig en smuk villa, der bar navnet Thranes Minde. Passagen ved siden af baren er Sjællandsgades Sideallé.

Indtil omkring år 1900 fandtes der også en stor villa ved Nørrebros Runddel.

 

Afstikker til Kapelvej

Ved at krydse Nørrebrogade kan man gøre en afstikker til Kapelvej og glæde sig over den smukke mur langs Assistens Kirkegård. I denne gade lå det kendte folkelige forlystelsessted, Lille Ravnsborg.

 

Skt. Joseph Hospital

Som nabo til kirkegården ligger Helligkors Kirke, opført i 1887 – 1890 i gotisk stil. Bygningen skråt overfor er den tidligere Skt. Joseph Hospital. Og nummer 42 over på den modsatte side Kapelvej var Seminarieskole, hvor Blågårds Seminarium havde til huse. Det er den tidligere Kapelvejens Skole, der blev opført i 1879.

Vender vi tilbage til Nørrebrogade, er den næste gade på højre hånd, Solitudevej. Det er måske et lidt mærkeligt navn for en gade på Nørrebro. Men dengang inden voldenes fald var det ret ensomt herude i bydelen. Her var man omgivet af frodige haver og marker.

 

Solitudevej

Solitudevej er identisk med den vej, der førte op til landstedet Solitude, egentlig Solitudo, der stammer fra begyndelsen af 1720erne, da greve U.A. Holstein ombyggede gården til landsted. Struensee indrettede i 1770 stedet til en anstalt for børn, der skulle vaccineres mod kopper. Men allerede efter halv snes år var stedet atter et fornemt landsted.

Her havde foreningen Holbergs Minde også sit domicil. Gården blev revet ned i 1902.

 

På Møllegade

Overfor Solitudevej ligger Møllegade. Den har navn efter en dampmølle, der omkring 1860 lå omtrent på Alderstrøst nuværende plads. Vejen kaldes også Sandgravesvejen efter nogle sandgrave, der lå der, hvor De Gamles By nu ligger.

Op højre side af gaden bag den store røde mur ligger den gamle Mosaiske Kirkegård. Den blev allerede anlagt i 1694. Ingen grave må efter den jødiske tro sløjfes. Derfor kan så rigtig mange ældre gravstene her.

 

Boghandlerens erindringer

I nærheden af Stengade voksede forlagsboghandler Otto B. Wroblewski op (1827 – 1807). Han fortalte i sine erindringer at befolkningen i hans barndom hovedsagelig bestod:

Af Embedsmænd, der for en billig Leie kunde bo i Landelige Omgivelser og efter Dagens Møje og Besvær i de støvede Kontorer i Hovedstaden, udhvile sig og plante Kaal i egen Have, endvidere af Pensionister, forhaandværende Handlende og Industridrivende, der havde trukket sig tilbage fra Forretningslivet for at ende deres Dage i en stille idyllisk Fred, af Enker og ugifte Damer, og endelig af de faa, der ved deres Virksomhed vare tilknyttede til Nørrebro, Fabrikanter, Tømmehandlere, Gartnere, Functionærer ved Kirkegaardene, Værtshusholdere, Slagtere, Smaahandlende og Haandværkere, hvortil kom en lille Arbeiderbefolkning, forsaavidt denne ikke foretrak at bo i Byen.

 

Handelen var ikke stærkt repræsenteret paa Nørrebro, og Beboerne matte hente deres Forbrug i Hovedstaden, hvilket kunde være besværligt nok paa en Tid, da der hverken var Omnibusser, Sporvei, Pakvogne, ”Adam” eller andre Befordringsmidler.

Det var først efter demarkationslinjens flytning til Jagtvejen, at der rigtig skete noget, men så kom de også hurtig – arbejderne.

 

Det fornemste lyststed

Nye gader er anlagt på det gamle lystslot Blågårds jorder mellem Griffenfeldsgade og Peblingesøen. Blågård var Nørrebros mest fornemste lyststed. Det startede som en almindelig teglgård, som efter Svenskerkrigene blev erhvervet af Christoffer Gabel til sommerbolig. I 1694 blev den købt af deputeret i generalkommissariatet Reinholdt Meyer, der indrettede sig et større lyststed på grunden. I 1706 blev der erhvervet af Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl. Han oprettede en ny hovedbygning. Ja den lå omtrent der, hvor Nørrebrogade 41 nu befinder sig.

 

Hovedindgangen

Den blev bygget i tidens stil, barokken og udstyret på det prægtigste. Efter tagstenenes farve fik den navnet Blågård. Til denne hovedgård, sluttede der sig en række kavalerfløje og staldbygninger. Hovedindkørslen var fra det nuværende Stengade og Slotsgade. Den pragtfulde park strakte sig helt ned til Peblingesøen, og var navnlig berømt for sine mange Lindealléer.

 

Et seminarium på Nørrebro

Efter at Prins Carl døde i 1729 skiftede gården hyppigt ejere, og i 1791 blev hovedbygningen sæde for landets første seminarium, mens de øvrige bygninger blev udlejet til beboelse.

I 1807 blev haven og bygningerne delvis ødelagt af englænderne, hvorefter seminariet flyttede til Jonstrup. Hovebygningen blev efter, at den havde fungeret som lazaret ombygget til teater, samtidig med at jorden blev udstykket.

 

Nørrebros teater gik op i luer

På teatret blev der givet mange ekstraordinære forestillinger lige som pantomimiske forestillinger. Men ak efter fyrværkeri gik Nørrebros første teater i 1833 op i luer.

 

Rester af slottet

I det gamle Nørrebrostræde lå der i mange år rester af kavalerfløjene. Også i Slotsgade kunne man i lang tid skimte sådanne bygninger. Den ene af disse er antagelig ombygget i 1820 – 1830. Man nævner i den forbindelse også følgende beliggenheder, Nørrebrogade 39 og Slotsgade 5.

På Nørrebrogade kommer vi forbi Det katolske Sakraments Kirke. Den ligger ud for Fælledvej og er opført 1915 – 17 efter en tegning af en hollandsk arkitekt.

 

En afstikker til Blågårdsgade

Vi tager lige en lille afstikker ned af Blågårdsgade. Det var her ved nr. 5, at Jeppe Tang lod opføre sin udgave af Blågårds Seminarium, der indtil 1904 havde til huse her.

 

Blågårds Plads

Som vi tidligere i artikler har berettet om, så er Blågårds Plads anlagt på de jorder, som Anker Heegaard erhvervede til sit støberi. Dette grund blev i 1898 erhvervet af kommunen, der fire år senere begyndte at anlægge Blågårds Plads. Det var her Kai Nielsen lod udføre 22 grupper af arbejdere med børn. Dette arbejde var ført fuldendt i 1916.

I 1925 – 26 opførtes på den østre side noget tilbagetrukket Blågårds Kirke. Foruden Blågårds Plads ejede Heegård det areal, hvor på gaderne mellem Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade og Slotsgade, Todesgade, samt en del af Prins Jørgens Gade siden blev anlagt.

 

Omkring Blegdamsfælled

På den anden side af Nørrebrogade ligger Fælledvej, Skt. Hans Torv og Gade, Blegdammen og Ravnsborggade.

Det store hus på hjørnet af Nørrebrogade 26 og Fælledvej 1 – 3 kaldes Nordborg. Hvorfor hedder den det? Fra Fælledvej fortsætter vi til Skt. Hans Torv, der oprindelig var malkeplads for køerne, der græssede på den nærliggende fælled. Her ligger Skt. Johannes Kirke opført i gotisk stil i 1856 – 61 på en del af Blegdamsfælled, som var den første kirke, der blev bygget uden for voldene.

Kirken er beliggende mellem Nørre Allé anlagt i 1744 og Blegdamsvejen, der stammer fra 1770erne. Her har vi også Københavns Ting – og Arresthus, hvis ældste del stammer fra 1847 – 48. En stor udvidelse fandt sted i 1913.

 

Ravnsborg

Fra torvet fortsætter vi gennem Skt. Hansgade til Ravnsborggade. Førstnævnte blev anlagt i 1852. I nummer 25 finder vi den gamle skole. Ravnsborggades navn går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den ydre befæstningslinje omkring byen, som blev anlagt i forbindelse med søernes ydre grænse. I Ravnsborggade nummer 21 standser vi lige op. Det var her Socialisten havde til huse. Og det var her, at Louis Pio den 4. maj 1872 blev arresteret, natten før det berømte slag på Nørre Fælled.

I nummer tre er Det nye Scala som Nørrebros Teater blev omdøbt til 1955. Dette ligger på samme sted, som det oprindelige teater, der i 1886 åbnede i det tidligere lyststed Store Ravnsborg. Allerede i det 18. århundrede var det her et meget søgt gæstgiveri. Siden erhvervedes hovedbygningen 1835 af Det bestandige borgerlige Forening. Cirka tyve efter blev dens jorder udstykket.

 

Danas Have – lå der længe

Tilbage på Nørrebrogade kommer vi forbi nummer 11. Her lå Danas Have, en beværtning, der blev bevaret næsten helt op til vores dage. Nummer 9 er en del af den store stiftelse, Alderstrøst, grundlagt i 1862 af Håndværkerforeningen, for gamle håndværkere og deres enker.

 

Dardanellerne

Til sidst kaster vi et blik på de to ejendomme, der flankerer indgangen til Nørrebrogade ved Dronning Louises Bro på hjørnet af Peblinge Dosseringen og nummer 8 på hjørnet af Sortedam Dosseringen. På grund af deres iøjnefaldende beliggenhed, da de blev bygget i 1850erne blev de blandt københavnere kaldet Dardanellerne.

Vi fortsætter over Dronning Louises bro opkaldt efter Christian den Niendes dronning Louise og opført 1885 af Vilhelm Dahlerup som erstatning for en ældre utidssvarende. Broen skiller Peblingesøen fra Sortedamssøen, der begge ligesom Sankt Jørgens Sø oprindelig er dannet ved opstemning af de vandløb, der gennemstrømmede det lavtliggende terræn mellem Øresund og Kalvebod Strand. Mens Peblingesøen er anlagt i Middelalderen er Sortedamssøen først opstået efter Københavns belejring 1523 ligesom Sankt Jørgens Sø.

 

Broerne

I 1878 blev Fredens Bro mellem Fredensgade og Sølvgade anlagt. Den var kun af træ, og beregnet for fodgængere. I 1887 blev den derfor erstattet af to dæmninger med en træbro i midten. Denne kunne dog heller ikke tilfredsstille den stigende trafik. Så i 1904 blev den nuværende bro bygget.

Ja sådan sluttede vi vores vandring på Nørrebro. Hvis du vil have uddybet emnerne så læs bl.a. følgende på www.dengang.dk

 

Ja her er henvisninger til en række artikler, hvor du kan få uddybet de omtalte emner:

• Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
• Omkring Blågårdsgade
• Dronning Louises Bro
• Alderstrøst på Nørrebro
• Fælledvejens Politistation
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Andesteg fra Peblingesøen
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Omkring Sankt hans Plads
• Blaagaarden – på en anden måde
• Johannes Kirke
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Nørrebros gader A – G
• Nørrebros Gader H – N
• Nørrebros Gader O – Å
• Blågårdsgade – dengang
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Et hospital på Nørrebro
• Omkring Nørrebroparken 1 – 3
• Tog til Nørrebro
• Et Gymnasium på Nørrebro
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Søerne foran Nørrebro
• Urtekræmmere, spækhuggere og andre på Nørrebro
• Ungdomshusets historier 1 – 2
• Historien om Nørrebros teater
• Nørrebros mange Stationer
• Louis Pio på Nørrebro
• Med Tog over Lersøen
• Blågårdskvarteret gennem 400 år
• Kampen på Fælleden
• Livet på Assistent Kirkegård
• Hvad skete der med Serridslev
• Da Gertrud rejste fra Kisten og mange flere