Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Udvist til Amerika

Januar 1, 2015

Udvist til Amerika

Imellem 1840 og 1914 udvandrede 300.000 danskere. En del af disse fik hjælp af Politiet eller de sociale myndigheder. Det var billigere for samfundet. Forbrydere med gentagende straffe og folk, man skønnede aldrig kom ud af fattigdom, som lagde det offentlige til last, blev eksporteret. Den socialdemokratiske ledelse i København blev presset til at udvandre. Det kostede, men så var det godt man havde arbejdsgivere som sponsorer. Så kunne man måske forhindre storstrejke. På et tidspunkt havde landet 1.000 agenter, der gerne ville ordne Amerika – rejsen.

Pio og Geleff
Vi har tidligere beskæftiget os med dette emne. Det har været under kategorien Tønder, hvor vi havde eksempler på, at fattige blev udvist til Amerika. Det var i sidste ende billigere for kommunen. Men også under artikler fra Nørrebro har vi berørt emnet. For hvem husker ikke, at de berygtede arbejdsledere Pio og Geleff fik en enkeltbillet. Her er rygterne så gået på, at det var arbejdsgiverorganisationer, der sponserede dette.
Hvis vi starter med Pio og Geleff blev disse udvist, fordi de var et problem for samfundet. Man kunne ikke have sådanne personer, der udnyttede grundlovens ytringsfrihed til fulde. Vi har tidligere beskrevet dette i flere artikler.

Crone havde ikke sympati for socialisterne
Det lykkedes for Københavns Politi, at få en spion tæt ind på livet af arbejder – lederne. Men denne spion valgte senere, sammen med sin familie, at udvandre til Brasilien med økonomisk hjælp fra politiet. Måske finansierede arbejdsgiverorganisationer også denne rejse.

Det var ingen tvivl om, hvor politidirektør Crones sympati lå. I 1871 gav han en malende beskrivelse af, hvordan socialismen pludselig dukkede op:
– Skjøndt vor Straffelov er ny, synes den dog ikke at have havt Øje for de Farer, der true den offentlige Fred og Sikkerhed fra denne Side, og Politiet kunder derfor i det forløbne Aar ikke gjøre andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværende Aar er egaaende saa vidt, at Anstifterne ere blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offentlige Myndighed bragt for Domstolene.

Borgerskabet fik panderynker
De følgende år var der en forbitret kamp mellem arbejderbevægelsen og politiet. Gang på gang blev de skiftende redaktører af Socialisten og senere fra 1874 Social – Demokraten anholdt og straffet. Samtlige møder blev nøje overvåget under ledelse af politiinspektør Hertz. Men også opdagelsesbetjent H.F. Korn var meget aktiv.
Det bedre borgerskab kunne ikke tolerere den socialistiske bevægelse. Disse arbejdsledere skabte store panderynker, især hos politiet og arbejdsgiverne. Hele seks år måtte Pio i fængsel, Geleff og Brix slap med henholdsvis fem og fire års fængsel.

Et chok for arbejderbevægelsen
Pio var en rystet og svækket person, da han kom ud af fængslet. Men han genoptog til politiets store ærgrelse ledelsen af arbejderbevægelsen.
Pio argumenterede for, at starte en koloni i Kansas. Og Socialdemokratiet lavede ligefrem en udvandringskomite. Det fik udvandrings – agenter til at klage til Københavns Politi.
Den 23. marts 1877 sprang bomben i arbejdermiljøet. Disse to, Geleff og Pio var udvandret. Men snart kom sandheden for dagens lys. I New York var Geleff og Pio blevet uvenner. Og førstnævnte hævnede sig ved at udgive pamfletten:

– Den rene skære Sandhed om Louis Pio og mig selv.

Det viste sig, at en række i den socialdemokratiske top var udvandret på politiets opfordring med en klækkelig betaling til følge. Det afgørende var at ledelsen blev sendt ud af landet inden finanslovsforhandlingerne, for da forventede politiet uroligheder. Sandheden er dog nok, at ledelsen blev truet til at rejse, ellers vankede der fængselsstraf.

Geleff kom aldrig til Kansas
Flokken blev fulgt til Glasgow af danske betjente forklædt i sømandsklæder. Deres opgave var blandt andet at telegrafere hjem til politiinspektør Hertz, når gruppen var ude på Atlanterhavet. Nu var man sikker på, at have lammet den socialdemokratiske bevægelse.
Pio fik 20.000 kr. for at rejse, Geleff fik kun 10.000 kr, og det var han sur over. Han ville have haft lige så meget som Pio.
Geleff kom aldrig til Kansas. Han blev 43 år i Amerika som journalist og jernbaneagent. Han blev forarmet hent hjem til Danmark af partiet. I 1928 døde han på den italienske ø, Capri.

Kolonidrøm varede i seks uger
Og Pio’s kolonidrøm varede kun i seks uger. Han døde den 27, juni 1894, kun 52 år gammel. Det gik ikke den tredje leder bedre. Brix startede et satirisk blad, og blev idømt en del fængselsstraffe, som ødelagde ham psykisk og fysisk. Han døde som 40 – årig i maj 1881.
De danske myndigheder hjalp systematisk problembørn med at rejse til Det Store Land. Så havde de betydelig færre kriminelle og sociale problemer, at tænke på.

Over 1.100 sendt over – med tilskud
I Københavns Politis gemmer befinder der sig en protokol, der rummer informationer om over 1.100 personer, der i årene 1864 – 1905 blev sendt over Atlanten. Dertil kom så alle de fattige, der blev sendt over til det store land. På den måde kunne man også løse de sociale problemer.

Amerika – befrier af forbrydere
I 1873 holdt chefen for Statistisk Bureau, Vilhelm Falbe – Hansen et foredrag med titlen:

– Hvor mange forbrydere har Amerika ikke befriet os for?

Jo emigrationen var løsningen på datidens sociale problemer:

– Udvandring er det virksomste Middel til at formindske de i Nutiden med en truende Hurtighed stigende Fattigbyrder, den formindsker endelig Udgiften til retssikkerhedens Overholdelse, til Fængsler, Arbejderanstalter og Lignende. Hvor mange forbrydere eller vordende Forbrydere, ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Foredragsholderen efterlyste flere midler til politiets og fængselsselskabernes rådighed, så de kunne sende:

– Forbrydere, Skjøger, Urostiftere og andre for Samfundets farlige Personer bort.
– Jeg antager, at det ligeledes i mange Tilfælde vilde være i Kommunernes egen Interesse, om de hyppigere end nu sendte arbejdsdygtige Almisselemmer, navnlig hele Familier, hvis Forsørgere endnu er arbejdsdygtig, ud af Landet.
Jo, Forbrydere, Skøger, Urostiftere og andre for Samfundet farlige Personer skulle bare sendes bort. Og for politiinspektør Crone var det en god ide. Han støttede dette både økonomisk og moralsk.
Foruden en enkeltbillet, så fik de udviste typisk en starthjælp på 7 ½ dollar til at begynde et nyt liv.

Inspiration fra udlandet
Inspirationen kom fra udlandet. Således eksporterede Storbritannien i begyndelsen af 1800 – tallet straffefangere til Australien. Ja hele 400.000 fattige englændere kom væk fra Europa.
I anden halvdel af 1800 – tallet lovede man at reducere eller ligefrem eftergive diverse straffe til gengæld for, at forbryderne lovede at udvandre.

Fængselsskabet hjælper
Mange kommuner landet over havde fuldt de udenlandske landes praksis. Fra 1858 til 1910 hjalp Horsens Fængselsskabet 354 mennesker til udvandring. Denne udvandring foregik for det meste fra Hamborg. Her sørgede det danske konsulat for, at fangerne nu også kom om bord.
I et referat fra Købstadsmødet i 1866 hed det således:

– At Individer, som særligt egner sig dertil, bliver sendt til Amerika, og at Kommunerne således befries for saadanne for Retssikkerheden farlige og for Fattigvæsnet besværlige Personer er desuden ogsaa en stor Fordel for Kommunerne.

Udvandreragenter
I 1850erne stillede Indenrigsministeriet sig positiv over for disse planer. Men det ser ud som om, at man i 1859 havde ændret denne holdning. Man fastslog over for amtsråd og sogneråd og over for kommune – og fattigkasser, at rejseunderstøttelse ikke faldt ind under begrebet fattigunderstøttelse. Der måtte ikke mere gives sådanne tilskud.
Dette forbud måtte hele tiden indskærpes, men lige meget hjalp det. Eksporten af forbrydere og fattige fortsatte.
Der opstod ligefrem udvandreragenter. En af disse hed J.H.A. Rath. I februar 1880 skrev han til flere sogneråd:

– Befordring af saadanne Personer, som jævnligheden ligger Sognet til Byrde. Han undlod ikke at bemærke:
– At jeg allerede i længere Tid har haft Ekspeditionen saavel af Personer, der bliver bortsendte af Kjøbenhavns Politi og Fattigvæsen, som fra flere Købstads – og landkommuner, og støttet herpaa beder jeg Dem ved Lejlighed at have mig i behagelig Erindring.

Københavns Politi særdeles aktiv
Københavns Politi var særdeles aktiv i at tynde ud i hovedstadens underverden. Det blev i større stil udført fra 1870. Det konstaterer Kristian Hvidt i en disputats. Udvisningerne gav anledning til diplomatiske sammenstød mellem den amerikanske og danske regering. Allerede i 1865 havde generalkonsulen i New York, H.C. Døllner advaret mod, at man brugte metoden alt for åbenlyst.

Klage fra USA
I 1868 kom den første officielle klage. Årsagen var, at den 36 – årige tyv, Ole Sørensen, tillige mistænkt for mord var sendt på en enkeltbillet til New York. Og det var åbenlyst, at det var Københavns Politi, der var afsenderen. Sagen var årsag til, at præsident Andrew Johnson foreslog Kongressen, at indføre forbud mod tidligere straffede personers indvandring til USA. Da han havde et flertal imod sig, blev loven først gennemført i 1875.

Sidste indtegning i 1905
Men Københavns Politi fortsatte denne praksis, og fik talrige advarsler fra amerikanerne. Den omtalte protokol havde sin sidste indtegning den 1. august 1905. Det har ikke været muligt, at finde orden til anlæggelse af protokollen. Men den 11. februar 1863 indførtes der en ny politilov. Og samtidig tiltrådte politidirektør V. Crone. Han opgave var, at få den nye lov til at fungere.

Crone blev bedt om en udtalelse
Atter engang i 1874 blev der klaget fra amerikanerne over eksporten af seks straffede personer. Crone blev bedt om en udtalelse. Han svarede, at der ikke var tale om farlige forbrydere, men det ville ikke lykkedes dem i Danmark at opnå

– At blive nyttige eller endog ogsaa blot ikke bebyrdende Medlemmer af Samfundet, medens der derimod vel kunde værre større eller mindre Haab om, at de i et fremmed Land, frigjorte for Trykket af deres Fortid og de Fristelser og Forbindelser, for hvilke deher vare udsatte og under den Tvang til at anspænde deres Kræfter, som den absolutte Nødvendighed af selv at erhverve det Fornødne til Livets Ophold fører med sig, kunde arbeide sig frem baade i sædelig og i oekoomisk Henseende.

Derfor havde politiet heller ikke tøvet med at opfylde deres Begjæring og havde finansieret udrejsen. Desuden mente politidirektøren, at
– Det store nordamerikanske Samfund burde give Plads for en og anden i Hjemmet Fortabt, der sørger sin Frelse inden for dets vidtstrakte Grændser.
En dårlig person, der falder for mindste fristelse
Politirapporterne var vedlagt de omhandlende personer. Således kunne man om Orla Leonhardt Bachmann læse:

– En drikfældig, daarlig Person, der falder for den mindste Fristelse

Ja så kunne man videre læse, at
– Han, hvis han forbliver heri Landet fremdeles, vil blive det Offentlige til Byrde paa en eller anden Maade.

For Peter Petersens vedkommende udtalte politiet, at for både hans egen og samfundets skyld måtte det:
– Anses ønskeligt, at der bliver gjort et Forsøg paa at hjælpe ham bort herfra, hvor han sandsynligvis med Tiden vil gaa aldeles tilgrunde.

Det var kendt i underverdenen
På den ene side bekæmpede man kriminaliteten, men man skaffede også samfundet af med unyttige og bekostelige borgere. Crone gjorde meget, for at det skulle se ud, som om det var Københavns Kommune, der stod bag udvandringen og finansierede den. Endvidere:

– At Politiet som den udøvende Myndighed i saadan Anledning har ydet sin Bistand.
Men sandheden var dog, at det var politiet selv, der administrerede de penge, som de fik af kommunen.
Det var kendt i Københavns underverden, at Københavns Politi var engageret i eksport af kriminelle personer. Men det gjorde man ikke kun i hovedstaden. Således blev der rettet henvendelse fra næsten hele landet m.h.t. proceduren.

37 måtte sendes to gange
37 personer blev afsendt to gange. De var kommet hjem i mellemtiden, men fik så atter en billet. I en række år holdt Københavns Politi lav profil. Det skyldtes klager fra den amerikanske regering, men vel også fordi, der udbrød økonomisk krise. Først i 1879 gentog man igen eksporten af kriminelle.

Canada blev dominerende
Hovedparten af dem, der blev eksporteret var håndværkere, tyende og arbejdere. Fra 1879 var det Canada, der blev det dominerende land. Det skyldtes sikkert, at her så man ikke så stort på, om man var straffet eller ikke. Det var som regel anløbshavnen i Quebec. Men med åbningen af jernbanen fra Atlanterhavet til Stillehavet var det lettere at eksportere immigranter ud til mere fjerntliggende områder som Manitoba og Alberta.

I 1890 dominerede Argentina
I 1887 var amerikanerne igen blevet sure. For da var falskmønteren Riemenschneider blevet sendt af sted. Han havde fået seks års fængsel for at skære klicheer til 1000 – kr. sedler. I 1894, var det så mestertyven Wirle, der blev sendt over there. Han blev transporteret til San Francisco, hvor den lokale avis på forsiden kunne berette Anarchist Coming.
I 1890erne kom der tillige en væsentlig opgang i eksporten til Sydamerika, nærmere bestemt Argentina. Her betalte dennes regering helt eller delvis immigranternes rejse. Desuden sendte den argentinske regering agenter til Europa for at hverve immigranter.
Således fik 56 pct. af de afsendte i 1890 en enkelt til Argentina.

Tilfældet: Albert Ehlers
En af de personer, som Københavns Politi sendte af sted, var Albert Heinrich Johan Ehlers. Han var en ung arbejder fra Store Brøndstræde. Han var søn af et ægtepar fra Holsten.
Albert voksede op som fjerde barn i stor søskendeflok. Brøndstræderne var et af Københavns socialt belastede kvarterer med dårlige boliger, mange prostituerede og kriminelle. Det var således store muligheder for at blive påvirket i uheldig retning.
Barndomshjemmet var fattigt, hvilket blev illustreret ved boopgørelsen ved faderens død:

– 1 sofa, 1 bord, 2 stole, 1 kommode, 1 toiletskænk, 9 skilderier, 1 seng, 4 dyner, 2 puder, 1 par lagener, køkkentøj og brugte gangklæder.

Boets samlede værdi var kun på 33 rigsdaler. Begravelsen måtte da også bekostes af svogeren, arbejdsmand Dolmeier i Store Kongensgade.
Allerede inden faderens død var Albert kommet ud i kriminalitet. I november 1872 blev han idømt 10 Rottingsslag for tyveri af et par sko til 3 rigsdaler. Han havde gået til hånde i en ejendom og var der blevet fristet af skoene. Blot tre måneder senere, og kun tre uger efter faderens død, dømtes han atter for tyveri og fik denne gang 25 Rottingslag.
I marts 1873 var den gal igen, idet Albert sammen med tre andre havde stjålet fra arbejdspladser, hvor han havde arbejdet som murerhåndlanger, hvilket kostede ham 25 Rottingslag. Da han for tredje gang i 1873 blev taget i tyveri, fik han otte måneders forbedringshusarbejde.
Efter løsladelsen i april 1874 gik der halvanden år, hvor han formåede at holde sig uden for kriminalitet, eller i hvert fald ikke blev opdaget. Først i 1875 fik han sin fjerde dom for tyveri. Dette betød, to års forbedringshusarbejde.
Alberts sidste domsfældelse var februar 1878, hvor han fik tre års forbedringshusarbejde for tyveri sammen med en anden. Straffen blev afkortet til to år. Den 11. marts 1880 rejste han til USA. Her må det være lykkedes for Albert at begynde på en frisk. I januar 1884 fik politiet meddelelse om, at Albert da boede i Scottdale, Pennsylvania. Han var gift, havde to børn og var veltilfreds.
Bag på fotoet i Københavns Politis Forbryderalbum har en betjent skrevet:

– Har været i flere forkjellige Lærere, men har ikke Lyst til Noget.

Som regel var det fattiglemmer, forbrydere og fremmede uden arbejde, der var genstand for myndighedernes opmærksomhed.

Fremmedloven blev flittig brugt
Dansk Politi anvendte Fremmedloven af 1875 som en arbejdsløshedsbekæmpende indsats over for arbejdsløse fremmede, stik imod lovens intentioner. Politimestrene, der administrerede loven var ofte tillige borgmestre og ansvarlige for byens fattigforsorg. De så i loven en mulighed for at rydde op blandt de arbejdsløse udlændinge på en billig og let måde. De kørte dem simpelthen til grænsen. Det var betydelig billigere, end at have dem siddende i fængsel eller nyde fattighjælp.
Antallet af udvisninger var ekstrem højt i København. Her havde politiet lagt en særdeles aktiv linje. Udlændinge uden arbejde blev simpelthen udvist. Sådan var Københavns Politi med til at løse sociale problemer.

Masser af agenter
Omkring 1880 var der over 1.000 agenter i Danmark, som lokkede med tilbud til det forjættede land. Inden århundredeskriftet var 172.000 danskere udvandret. De 90 pct. tog til De Forenede Stater. Resten tog til Canada og Australien. Inden 1914 var 300.000 udvandret.

Kunne være forfærdelig
Det var ikke alle rederier, der havde samme standard. Især rederierne fra Liverpool havde en dårlig standard. I 1868 indførte den danske rigsdag en lov om udvandrers befordring. Man stillede krav om, at hovedagenterne skulle godkendes af politiet. Man stillede desuden krav til skibenes udstyr.
Amerika har befriet os for mange forbrydere
Københavns Politi er sikkert enig med Falbe – Hansen:

– Hvor mange Forbrydere eller vordende Forbrydere, Ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Forbrydere retur

Nu hændte det da også, at amerikanerne sendte forbrydere retur. Så den gik ikke hver gang for Københavns Politi og andre myndigheder.

Kilde:
– Fortid og Nutid, september 2001 (Christian Lassen)
– Udvandringen i vor tid/ Nationaløkonomisk Tidsskrift (1873)
– Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika – drømmen om et nyt liv (2013)
– Kr. Hvidt: Danske veje, vest på
– Kr. Hvidt: Flugten til Amerika 1868 – 1914 (1971)
– John Petersen: Fald og frelse
– Carl Aage Redlich: I Lovens Navn 1 – Københavns Politi gennem tiderne (1982)
– www.emiarch.dk
– Gautier: Hovedstadens Forvaltning 1814 – 1901
– Historisk Tidsskrift bd. 99 (1999)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Politi og Banditter på Nørrebro
– Livet på Ladegården
– Ned med arbejderne
– Det Gamle Nørrebro – og de fattige
– Rabarberlandet
– Flere arbejdere på Nørrebro
– Arbejderkamp på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Begravelse på Assistens Kirkgård 1887
– Fattiglemmer på Ladegården
– Arbejderne på Nørrebro
– Stauning på Nørrebro
– Louis Pio på Nørrebro
– Moral, etik, horeunger og fattighjælp
– Kampen på Fælleden
– Aabenraas Fattige
– Husvild i Aabenraa
– Udvandring fra Tønder 1 – 2 og mange flere