Han var ikke nazist
Kryssing blev opfordret til at stille op som chef for et dansk frikorps, der skulle kæmpe mod USSR. Egentlig var Kryssing ikke nazist. Men han beundrede det tyske militær. Samtidig betragtede han Sovjet, som en større fare end Tyskland.
Vores hovedperson var batterichef i Haderslev. Han blev betragtet som en særpræget, ærekær og stejl person. Han var kendt som en dygtig og retskaffen officer med en stærk national indstilling. Han var en noget kantet person med et stædigt væsen.

En operettehær
Han blev stærk utilfreds med det danske samfund. Ja man har indtryk af, at det udviklede sig til had. Han kaldte den danske hær for en Operettehær.
Kryssing mente, at nationen svigtede og ikke fortjente sin frihed. Han udtalte:
– Magelighed og Blødsødenhed bør trækkes ud af samtlige Vælgere og politikere.
Han mente egentlig ikke, at det var tyskernes besættelse, der var skyld i Danmarks ulykke. Det var en sygdom i samfundet. Det har sikkert været skammen over den danske kapitulation, der fik ham til at træffe det forkerte valg.

DNSAP var et alternativ til regeringen
Han mente, at besættelsen af Danmark var et logisk valg, og ligefrem moralsk rigtig i betragtning af danskernes slaphed.
Mange danske officerer så op til Tyskland, og så faktisk tyskerne som krigens sejrherre. 10 pct. af de danske officerer meldte sig ind i DNSAP.
Selv var Kryssing ikke nazist, men han betragtede DNSAP som det eneste alternativ til regeringen.
Han blev ringet op af orlovskaptajn Svend Kofoed Wodschou. Denne ville have Kryssing som leder af et frikorps. Og egentlig var han kun tredje valg.

Fritz Clausen ville have en national hær
På det tidspunkt havde allerede 950 danskere meldt sig under de tyske faner. De 200 af disse var optaget i Waffen SS – division Wiking. Lederen af DNSAP, Fritz Clausen så dog med skepsis på dette. Han ønskede et nationalt korps i stil med Frikorps Danmark.
Kryssing var overbevist om, at regeringen støttede oprettelsen af Frikorps Danmark. Og det var jo sandt nok. De officerer, der meldte sig i frikorpset fik lovning på, at beholde deres position. De garantier løb politikerne fra under retsopgøret.
Han var også overbevist om, at oprettelsen skete med kongens velsignelse.

Regeringen godkendte Frikorps Danmark
Men egentlig havde regeringen på et møde den 2. juli, hvor Scavenius ikke var til stede, besluttet, at danske soldater, der indtrådte i Frikorps Danmark, skulle tage deres afsked.
Allerede dagen efter fik Scavenius omgjort denne beslutning. Nu kunne danske officerer træde uden for nummer. Det vil sige, at de kunne træde ud af aktiv tjeneste med deres gamle rang. Den 3. juli kunne det danske udenrigsministerium så meddele:

– Til Frikorps Danmark kan alle, der har aftjent deres værnepligt efter 1931 melde sig.

En kamp mod kommunismen
Kryssing stillede det krav, at korpset skulle være upolitisk. Det var måske en lidt naiv forestilling. Og det skulle da også snart vise sig. Som den systematiker, som han var, skrev han ned, hvad han forventede, og det var blandt andet:

– Det er en kamp mod kommunismen
Han opfordrede danske officerer og soldater til at melde sig i krigstjeneste på tysk side

DNSAP annoncerede
Men snart viste det sig, at DNSAP nærmest betragtede Frikorpset, som deres. De havde startet med at indrykkede annoncer, der opfordrede til at

– Kæmpe for Finlands og Danmarks sag i regiment Nordland.

Annoncerne blev modtaget i Berlingske Tidende, Politiken og Socialdemokraten. Men annoncen blev afvist af det konservative blad, Nationaltidende.
Hurtigt viste det sig, at DNSAP stod for rekrutteringen. Ja de sendte endda opfordringer ud med Kryssings navn, uden at denne havde givet sit samtykke dertil. De oprettede deres egne rekrutterings – steder.
Det er måske meget mystisk, at Kryssing ikke allerede dengang kunne se, at korpset ikke kunne forblive upolitisk.

Det offentlige var repræsenteret
Ved et pressemøde i forbindelse med oprettelse af Frikorpset var det danske udenrigsministerium repræsenteret.
Den 9. juli kl. 19.20 havde Statsradiofonien stillet sendetid til rådighed. Kryssing bruge otte minutter til en hvervetale.
Krigsministeriet fastslog:

– Frikorps Danmark er et upolitisk korps ført af danske befalingsmænd og oprettet med den danske regerings billigelse.

Afrejsefestlighederne foregik på Svanemøllens Kaserne den 19. juli med 438 frivillige. Blandt de officielle gæster var en oberst fra det danske Krigsministerium og en kontorchef fra Udenrigsministeriet.
Statsradiofonien var selvfølgelig også til stede. Fra kasernen gik det nu mod Hellerup Station med et par ridende danske betjente i front.

Regeringen måtte stille køretøjer til rådighed
Velankommet til Tyskland, skulle korpset nu udstyres med køretøjer. Fra starten var det bestemt, at Frikorps Danmark skulle være en motoriseret infanteribataljon. Men tyskerne havde nu ikke tænkt at forsyne korpset med køretøjer. Men dette problem klarede den danske regering også.
60 lastbiler, 60 personbiler og 70 motorcykler blev stillet til rådighed fra den danske hær. En personlig henvendelse fra Kryssing til statsminister Stauning sikrede den nødvendige udførselstilladelse.

Ny chef for Frikorps Danmark
Han blev faktisk fyret, og erstattet af den fanatiske nazist C.F. von Schalburg. Ja det skete allerede i februar 1942. Fra tysk side og fra nazisterne i Frikorps Danmark havde det været protester.

Forbrydelser omkring Frikorpset
Frikorps Danmark blev i en periode udstationeret i Waldlager i Bobruisk. Her blev der også iværksat en rekrutuddannelse.
Det var et område, som i den grad led under krigens rædsler. Således kunne Erik Neumann, brigadefører og chefen for Indsatsgruppe B i december 1942 fortælle sine overordnede i Berlin, at hans enhed siden august 1941 havde dræbt i alt 134.298 mennesker. Det var fortrinsvis jøder, sigøjnere og kommunistiske partifunktionærer.
I Smolensk var 2.000 mennesker i den jødiske ghetto blevet myrdet. Mange af disse af rullende gaskamre.
I oktober 1943 var en masse jøder blevet arresteret af mandskab fra to SS – politibataljoner og soldater fra Regiment Danmark.

Kryssing fortsatte i Waffen SS
Kryssing valgte at fortsætte i Waffen SS og trods manglende beherskelse af det tyske sprog endte han som general. I 1943 – 1944 var han med til at bremse et sovjetisk fremstød. Men egentlig var der i mange periode, hvor han slet ikke blev brugt.
I halvanden år havde Kryssing været sammen med ledende SS – officerer, så han har næppe kunnet undgå at vide, hvad der egentlig foregik.

Han valgte at forlade Waffen SS for at være sammen med sin kone Kamma, der var blevet alvorlig såret under et luftangreb. Hun gjorde frivillig tjeneste som SS – sygeplejerske. På det tidspunkt havde parret mistet begge deres sønner.

Fortrød opsigelse
Første juni 1944 tog han sin afsked fra Waffen SS. Han havde skrevet et brev til Heinrich Himmler. Men få dage efter trak han sin afsked tilbage. Werner Best havde overbevist ham om, at hans afsked ville gavne den antityske propaganda.

Kryssing var dybt forbitret
Kryssing blev i marts 1945 taget til fange af amerikanske styrker. I 1946 blev han overdraget til de danske myndigheder. Den 5. februar 1946 kunne Politiken meddele:

– Frikorpschefen til Danmark som invalid.

Han var allieret krigsfange, og blev anbragt på Alsgades Skole. Krigsfangere kunne tilbageholdes så længe det passede briterne. I en kort overgang var også Werner Best og Otto Bovensieben anbragt her.
I et stilehefte i Vestre Fængsel satte Kryssing ord på sin forbitrelse. Han skrev blandt andet:

– Jeg fik skriftlig tilladelse af Stauning
– Ingen havde meddelt mig personligt. At jeg var smidt ud af militæret og nægtelse af pension.
– Man har bare taget min formue
– Jeg er blevet varetægtsfange uden de sædvanlige rettigheder
– Jeg er underlagt politisk retsopgør, idet dommeren først skal godkendes af en kommunistisk gruppe.

Han blev idømt 8 års fængsel, hvilket han syntes var dybt uretfærdigt. Straffen blev senere nedsat til fire år, og i 1948 blev Kryssing løsladt.
Mønsterfange, der holdt på normen
I domsafgørelsen blev det faktisk påpeget, at Frikorpset ikke var godkendt af nogen dansk myndighed. Ja her kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved, om dette er korrekt.
Kryssing fortsatte sin afsoning i Fårhuslejren. Her blev han betragtet som mønsterfange. Trods sine dårlige knæ, ville han ikke behandles som en handikappet. Men han holdt på formerne. Således skulle han tiltales med Hr. Kryssing eller Hr. general.

Nødvendig uretfærdighed
Forfatteren mener, at dommen var en nødvendig uretfærdighed. Som bekendt blev der vedtaget love med tilbagevirkende kraft. Kryssing mente, at han havde handlet i god tro. Thomas Harder mente, at det var nødvendig over for de allierede, at indføre love med tilbagevirkende kraft.
Man kunne sagtens forsvare hans valg, men man kan vel ikke undskylde det. Intet tyder på, at Kryssing direkte begik krigsforbrydelser. Men han havde vel et ansvar for at uddanne unge mænd til massemordere. Københavns Byret mente dog også, at det var en skærpende omstændighed, at han havde valgt at fortsætte sit virke i Waffen SS.
Vores hovedperson var særdeles tæt på dem, der havde blod på hænderne, men trods dette, fortsatte han sit virke.

Betragt mig som død og borte
Da Kryssing havde overstået sin dom, blev han udstødt af samfundet. Hans pension var taget fra ham, ligesom han måtte aflevere Dannebrogs – ordenen.
I sommerhuset i Sønder Vilstrup plejede ægteparret meget omgang med naboerne. Men senere i Haderslev blev de mere og mere isoleret.
En række tidligere medlemmer af Frikorps Danmark ville udgive en bog og henvendte sig til Kryssing. Men svaret fra denne var:
– Betragt mig som død og borte
I 1973 bragte Jydske Tidende et interview med Kryssing. Her sagde han blandt andet:
– Jeg har ikke foretaget mig noget, som jeg har grund til at fortryde. Det er ikke bitterhed, men foragt. Jeg føler for et land, hvis interesser jeg prøver at tjene, og som bagefter straffer mig hårdt og uretfærdig.

Kunne ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger
Thomas Harder får da også lidt ondt af manden. Han mener således, at samfundet burde have hjulpet ham til et job. Dyb fattigdom og egentlig udstødelse, ja sådan endte det for Kryssing. Han var af samfundet dømt som landsforræder. Han hutlede sig igennem tilværelsen, og dør først som 85 – årige den 19. juli 1976. Hans sidste holdepunkt, Kamma var død tidligere. Begge var fysisk og psykisk ramt af krigen.
Forfatteren forholder sig ellers neutralt over for om han blev behandlet korrekt. Men han forstår, at give en malende beskrivelse af, hvordan Kryssing selv oplever hans tilværelse. På en elegant måde forstår forfatteren, at give et indtryk af en person, der ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Kryssing ønskede ikke medlidenhed, med han foragtede det system, der dømte ham ude. Han mente til det sidste, at have gjort sin pligt.
Venner henvendte sig flere gange til de offentlige myndigheder i håb om, at de ville hjælpe Kryssing, da regeringen jo var medansvarlig i Kryssing – sagen.

Ankenævnet afviste
Den Parlamentariske Kommissions undersøgelser fra 1949 og 1951 fastslog, at regeringens holdning til Frikorpset var fremkaldt af ønsket om, at undgå tvangsudskrivning af danske tropper til tysk tjeneste.
Ankenævnet kunne dog ikke godkende, at dette var at betragte som en slags anvisning. Det hjalp heller ikke, da Kryssing kunne fortælle, at det var Krigsministeriet, der havde anmodet, at han blev leder af Frikorpset.
Purchel fortsatte med at hjælpe sin ven. I 1958 offentliggjorde han en kronik, hvori han argumenterede for, at Danmark med undertegnelsen af menneskerettighedserklæringen i 1950 havde anerkendt at det i 1945 var forbudt, at give love med tilbagevirkende kraft.
Men Purchels hjælp var forgæves.

Retsopgøret var ikke smukt
Igen har retsopgøret været et stort tema i denne bog. Og det er modig af forfatteren, at komme med sin egen udlægning. Man kan så være uenig eller enig med ham i den konklusion. Men han tager da i det mindste stillingtagen.

– Retsopgøret var ikke smukt, hverken i juridisk eller moralsk henseende. Love med tilbagevirkende kraft har ingen steder hjemme.
– På den anden side, er det også svært, at se nogen alternativ til retsopgøret. Man undgik selvtægt, og man markerede både over for den danske befolkning og over for de allierede magter, at Danmark tog afstand fra det aktive samarbejde med det nazistiske Tyskland.

Med andre ord, Thomas Harder mener ikke, at retsopgøret var retfærdigt, men en nødvendighed. Kryssing vidste, hvordan det nazistiske styre havde det med jøderne.
Der forekom masser af selvtægt
Man kan nok ikke være helt enig i forfatterens udlægning med, at der ikke forekom selvtægt. Jo mere man borer i det, des mere selvtægt forekommer der. Her var også selvtægt fra offentlige myndigheder. Og manglende aktindsigt forhindrer, at man får alt belyst.
Vi har her på siden vist en del eksempler på dette i diverse artikler.

Mange følte sig uretfærdig behandlet
Det er såre menneskeligt, at forfatteren mener, at Kryssing skulle have hjælp. Men hvad så med dem især i Sønderjylland, der følte sig uretfærdig behandlet, og som med fratagelse af formue og offentlig tillid også skulle hutle sig igennem. Selv da straffen for længst var overstået, så huskede lokalbefolkningen, at man havde siddet i Fårhuslejren.

Automatpiloten er ikke sat til
Bogen kan varmt anbefales, men hvorfor har forfatteren ikke benyttet sig af udenlandske arkiver. Det kunne have været interessant, at vide, hvordan tyskerne betragtede Kryssing. Men ellers er bogen fantastisk veldokumenteret.
Andre historiske bøger sætter ofte automatpiloten til og udnævner alle, der deltog i krigen på tysk side som krigsforbrydere. Det er krænkende over for dem, der har undersøgt deres slægtninges forhold under krigen. Ja, de har ligefrem fået domsudskrifter, der viser deres slægtninges gøremål.

Thomas Harder: Kryssing, Manden der valgte forkert (Lindhardt og Ringhof)

Vi vil her på siden fortsætte med at belyse Frikorps Danmarks gøremål især øst på, idet vi også anmelder bogen: En skole i vold.

Hvis du vil vide mere:
– Denne side indeholder 128 artikler om besættelsestiden. Se en oversigt under ”Velkommen til Besættelsestiden”.