Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Klager over Præsten i Ballum

Januar 3, 2015

Klager over Præsten i Ballum
Dette er et sandt drama fra Ballum i begyndelsen af 1600 – tallet. Menigheden ville hellere have præsten fra Emmerlev. Man fik flere gange sendt anklager mod præsten. Man ville have medbestemmelse, men det fik man ikke. Var det rigtigt, at præsten tog imod gaver, drak brændevin og kom fuld til en begravelse? Læs dette drama, der burde laves som film. Men så blev tjenestepigen gravid. Men hun var en skøge, og havde i forvejen to børn med to forskellige fædre. Hvem tror I kære læsere, var fer til barn nummer tre?

Førte han et uskikkeligt og løsagtigt liv?
I juli måned 1624 modtog lensmanden på Riberhus, Albret Skeel et brev fra kongen, der pålagde ham at undersøge de klager, der var fremkommet over sognepræsten i Ballum, Anker Jensen Buch. Han skulle angiveligt føre et uskikkeligt og løsagtigt liv.
Sognepræsten havde det ikke så let med at overholde det 6. bud. Han var blevet sognepræst i 1623, efter at hans forgænger var blevet afsat på grund af utugt. Anker Jensen Buch tilhørte en præstefamilie. Gennem flere generationer har familien haft embeder i Skanderup.

Foran Ballum birketing
Ballum Sogn hørte lige fra middelalderen under Ribe kapitel.
Lensmanden gik straks i gang med at undersøge forholdene. Den 20. august var der forsamlet en stor del af Hr. Ankers menighed på Ballum birketing for at aflægge vidnesbyrd om deres sognepræsts liv og færden.
En efter en stod de nu frem. En hel daler skulle en beboer give for at få en salig farbror begravet. En anden måtte have sin stakkels afdøde kone liggende i fire dage før Hr. Anker kom og begravede hende. En beboer ønskede trøstens og undervisningens ord af sin sognepræst ved sin mosters dødsleje. Men Hr. Anker var ikke hjemme, så han måtte have fat i Hr. Laurids i Randerup. Begravelsen måtte de lade Hr. Anders Lauridsen i Skast om.

Hatten skulle tilbage
Karen Jekun i Vesterende aflagde vidnesbyrd om, at hendes mand på dødssengen havde givet Hr. Anker en af sine allerbedste hatte. Efter mandens død ville arvingerne dog ikke give afkald på denne hat. Karen måtte da gå til Hr. Anker, og bede om at få udleveret hatten. Hun havde tilbudt ham en daler for umagen, og han havde taget imod den.
Hans Pedersen i Bodsbøl havde straks ved sin hustrus død tilbudt Hr. Anker en daler for at begrave hende, men præsten havde svaret:
– Nej jeg må ikke tage den, men vil du give mig den, da må du lægge den til mig på alteret juledag, så ved ingen andet, end at du gav mig den som offer.
De alvorlige anklager mod Anker Buch koncentrerede sig om to punkter. Han havde været meget fraværende fra sognet. Og han havde taget imod gaver for at forrette gejstlige handlinger.
Begge dele var hver især strafbart. Det sidste var udtrykkeligt blevet forbudt ved et åbent brev til bisperne i 1592 og gentaget i Christian den Fjerdes lille reces fra 1615.

Fromt og kærligt sind
Men nu havde det dog altid været skik og brug, at sognebørnene gav deres sjælesørger en lille erkendtlighed, når han begravede deres døde, viede de unge eller døbte børnene.
Det afgørende var, om præsten kræver denne gave, eller om den gives af et fromt og kærligt sind i taknemmelig erkendelse af den umage, præsten havde gjort sig netop med den tjeneste, som der gives gave for.

Hr. Ankers uheldige skudsmål
Lensmanden var grundig. Han nøjedes ikke kun med vidneudsagn. Samme dag udmeldtes på tinget et stokkenævn, hvor sognepræsten fik følgende skudsmål:

– Giver vi fattige sognefolk eder, hr. Anker Jensen Buch, til kende, at det vel er eder selv nok som vitterligt, at vor forrige præst blev afsat fra sit kald og embede formedelst sit løsagtige levneds skyld forgangen 1623, og I nu siden er forordnet i hans sted til det hellige prædikeembede til vor sognepræst at være. Og nu finder vi, at I blev betroet vor kirketjeneste, hvilket I med listeligt anslag gerne ville have forbigangen, dog ville Gud i himlen have det åbenbaret, så I til sidst måtte det blyligen bekende. Hvilket kan give en stor forargelse i en kristen menighed, når ens sjælesørger anstiller sig således, at I for samme løsagtighed har været forvist fra vor kirke af herredsprovsten eller bispens brev fra Palmesøndag og nu til søndag den 15. august, idet vor allernådigste herre og konge har efterladt jer jer synd. Men jeres fejl er nok ikke så tydelig angivet for hans kongelige nåde, så vi fattige sognefolk nødes til sligt at angive for vor tilhørlige kristne øvrighed. Det gør vi hverken af had eller vild, men alene for vor evige saligheds gavn og bedste.

Konkrete anklagepunkter
Men det var ikke nok med det, for nu gik stokkemændene over til at kigge på de konkrete anklagepunkter. De sagde bland andet:

– For det første, i har jo tit og ofte af jer egen ufornødne vellyst spaseret, redet og faret fra os hele uger ad gangen. Og det har I gjort ikke én men flere gange, så jeres sognefolk er blevet forsømt i deres sygdom og sidste dødstid, hvor de har mest brug for trøst og husvalelse.
– For det andet har I forsømt at begrave de døde af samme årsag.
– For det tredje har I taget skænk og gave fra de fleste
– For det fjerde har I været forsømmelig med vor Herres pinsels- og dødshistorie og ikke prædiket hver onsdag i fasten.

Man gjorde selvfølgelig sognepræsten om, at han havde ret til at føre vidner til at afvise historierne. Men såfremt han ikke kunne dette, så betragtede man ham ikke som en tillidsfuld sjælerådgiver.

Ingen ydmyghed over for lærde herrer
De frie bønder i Ballum viste ingen ydmyghed over for lærde herrer. Men de gode mennesker i Ballum havde overset, at en præst ikke kunne gøres ansvarlig for verdslige ting, men udelukkende kunne stævnes for gejstlig rettergang, når sagen angik hans embedsførelse.
Dette var Anker Buch udmærket klar over. Han affattede to meget vidtløftige og imødegåelse af de enkelte vidnesbyrd. Han syntes, at have svar på alle anklager. Hans pen havde flydt rigelig og bredt. Endvidere forfattede han et brev til kongen. Og her indledte han med en beskyldning mod nogle af sognebørnene, for at have forfulgt ham fra den første dag, som han kom til sognet. Han mente, at Stokkenævnet fra begyndelsen havde eftertragtet ham efter liv og levned.
Menigheden ville hellere have Hr. Peder fra Emmerlev
Hr. Anker mente også, at noget af fjendtligheden skyldes, at mange i menigheden gerne ville have Hr. Peder Clausen i Emmerlev som præst. Men ham måtte menigheden ikke få. Dog håber, Hr. Peder stadig at få embedet.
En anden årsag til fjendskabet var, at han ikke ville give sognebørnene kontrakt på, hvor meget tiende, de skulle give ham om året.

– Han ville altså ikke gå med til, at tienden i stedet for at ydes i kærven, mens kornet endnu stod på marken, blev fastsat som en fast årlig ydelse.
– Han anfører, at han ikke kunne gøre dette ”imod kongelig majestæts ordinans og reces og åbne breve, mig og mine efterkommere til største hinder og skade.

Han anfører endvidere, at han aldrig af ufornøden vellyst har været borte fra sognet. Han giver sine sognebørn råt for usødet, og henviser til herredsprovsten i Døstrup. Når han havde forladt sognet var det altid efter aftale med nabo – præsten, der så ville passe hans sogn.
Det var heller ikke rigtig, at han havde afvist, at holde prædiken om onsdagen i fasten. Men det var blevet sagt til ham, at lokalbefolkningen ikke havde tid til at møde op. De var enten i marken eller på søen.
Hr. Anker beklagede sig over den behandling, som han havde fået på Ballum birketing.

Bispen skulle afhøre begge parter
Alt tyder på, at embedsmændene på en eller anden måde ville rejse en sag mod Hr. Anker. Men så vidt kom det aldrig. Med et brev fra den 2. januar 1625 kom sagen videre til bispen i Ribe med pålæg om, at afhøre begge parter, for så at afsige en endelig dom.
Hvad bispen sagde, ved vi ikke noget om, men Anker Buch var sognepræst endnu i 12 år efter sagen. Med eller uden tillid måtte sognebørnene så beholde ham som sjælehyrde.
Delefogeden, Peder Nielsen og birkefogeden Hans Federsen var to af sognets mest indflydelsesrige personer. De viste stor uvilje mod sognepræsten. Måske hang det sammen med, at man afskar sognefolkenes indflydelse på præstevalgene.

I Nabosognet var der medbestemmelse
I det nærmeste nabosogn, der ikke lå under Ribe kapitel, havde man fulgt ordinansens regler om præstevalg. Menigheden havde udvalgt 7 mænd af sin midte, der sammen med provst og bisp fandt frem til en velegnet præst.
Denne fremgangsmåde kunne man åbenbart ikke gennemføre i Ballum Sogn. Når man så betænker, at den nævnte præst Peder Nielsen var gift med et barnebarn af delefogeden Peder Nielsen, så kan man fornemme sammenhængen af fjendtlighederne mod sognepræsten.

En aftale med præsten
Fra bøndernes side ønskede man tidligt en fast afgift til præsten. Men her var der også en risiko. Tænk, hvis høsten slog fejl. Men i Sønderjylland opnåede man ofte den aftale, at tienden blev ydet i skæppen i stedet for.
Måske havde Hr. Anker været for stejl over for de stolte Ballum – bønder? For at få et nogenlunde forhold til sine sognebørn lod han dem tiende i skæppen. Men han ville ikke indgå en sådan aftale i skriftlig form.

Langt borte fra venner og familie
Nu var det også sådan, at Hr. Ankers fortid ikke var helt pletfri. Men dette havde kongen dog eftergivet ham. Men måske ville Ballum – bønderne udnytte denne viden og få ham bortskaffet.
For hr. Anker lykkedes det åbenbart aldrig at falde til i det fremmede sogn blandt ukendte folk langt borte fra hans slægt og gode venner.
Den 8. januar 1636 blev der atter udmeldt et stokkenævn på Ballum birketing for at give skudsmål over Anker Buch. Tiden havde ikke mildnet deres syn på ham.

Hr. Anker holdt ”ilde hus”
For det første havde hørt, at han ikke havde holdt ilde hus med sin hustru og sine tjenestefolk. Ja han havde haft klamer med sin ægtehustru.
For det andet drak han sig fuld både i øl og vin og løb omkring ved nattetide og kom i parlement med unge karle. Endog fra lørdag aften til søndag morgen drak han sig fuld, så menigheden måtte stå ved kirken og vente på ham til klokken både blev 10 og 11. En grov mund havde han også brugt. Birkefogeden Hans Federsen, delefogeden Peder Nissen og dennes søn, Christen Persen i Kromose på Rømø måtte døje med mange skældsord.
Fra prædikestolen havde han udskældt sin menighed for umælende bæster – og slet ingen undtagen.

Hr. Anker ville have gravøl
Til disse anklager kom så de gamle, for at tage imod skænk og gave for begravelser. Det berettedes også om, at Hr. Anker i høsten 1635 havde lovet at begrave Anders Hansens afdøde hustru. Men da følget kom med liget, var han ikke ved kirken, men i andre byer sad han og drak sig fuld af øl og vin.
Følget måtte til sidst sende bud efter Hr. Anders i Skast og bede ham forrette begravelsen. Men da liget var kommet vel i jorden, kom Hr. Anker i beskænket tilstand til stede. Han kørte med det samme over til Anders Hansen, for han ville ikke gå glip af gravøllet.
Endelig klagede hans naboer sig over, at han ikke ville hegne eller frede med sine bæster.

Anklager mod birketing
Hr. Anker valgte denne gang en anden taktik. Han indstævnede alle 24 stokkemænd og birkefogeden for Viborg Landsting. Han ville have erklæret nævnet for magtesløst.
Den 30. marts 1636 kom sagen for i Viborg. Foruden det anførte stokkenævn, fremlagde ridefogeden for Riberhus, Peder Staal et skriftligt indlæg fra lensmanden, Hr. Albret Skeel. Ifølge dette var det på lensmandens opfordring, at bønderne havde afgivet det anførte stokkenævn, fordi der tidligere havde været klaget over hr. Anker. Det var også fordi denne, inden han fik kaldet, havde avlet barn med et kvindfolk, så man des snarere troede, at han endnu ikke havde forglemt gammel vane. Efter lensmandens mening burde det afgivne stokkenævn vedblivende stå ved magt.
Herimod krævede Hr. Anker Buch nævnet kendt som magtesløst. Han støttede sit krav dermed, at han havde forholdt sig kristeligen vel udi sit kald og embede. Som bevis herfor fremlagde han i retten et brev fra sin herredsprovst, den før omtalte Mikkel Andersen i Døstrup.
Denne kunne ikke sige Hr. Anker noget på hverken i kirken eller hjemme:

– Thi aldrig har jeg fornemmet andet, end han elskede jo godt med sin kære hustru, har ikke heller Maren hr. Anders selv klaget på ham enten for ord eller gerninger til mig lønligt eller åbenbart. Heller ikke tjenestefolkene havde beklaget sig over ham. Og hans sognefolk havde aldrig klaget over deres sognepræst til ham – hverken for drukkenskab eller andet.
Ja herredspræsten havde fornylig hørt, at Anders Tamesen havde beklaget, at præstens kvæg gjorde dem skade i deres korn.
Ungdommen var vel oplært i katekismen
Hr. Anker havde også fremlagt et brev fra den ny bisp i Ribe, mester Johan Borchardsen. Denne havde sidste sommer været i Ballum på sin allerførste visitationsrejse, og fandt ungdommen vel oplært i katekismen. Ingen af menigheden havde beklaget sig til ham over deres præst.
Landstingets dom kendte nævnet for magtesløst. Det skete ikke på grund af Hr. Ankers modindlæg, men udelukkende af formelle grunde. Stokkemændene havde ikke angivet bestemte tidspunkter og steder for Hr. Ankers gerninger, og tingsvidnet burde derfor ikke komme ham til skade.

Maren blev frugtsommelig
Men tunge skyer samlede sig sammen mod Hr. Anker.
For allerede da denne sag blev behandlet, var en ny sag mod sognepræsten i gang. I sommeren 1635, nærmere bestemt fra to uger efter pinse til Mikkelsdag, den 29. september, havde Anker Buch fæstet en pige ved navn Maren Tygesdatter. Pigen havde åbenbart hørt til de meget gavmilde. Hun havde i forvejen to børn med forskellige fædre. Mens hun tjente i Ballum Præstegård blev hun atter frugtsommelig.

Sognepræsten blev beskyldt for at være faderen
Også hun var mødt på Ballum birketing den 8. januar 1636. Hun aflagde her vidnesbyrd om at eftersom hun er krænket, da sigtede hun Hr. Anker, sognepræst i Ballum, at han er hendes rette barnefader for Gud og verden. I hendes udsagn manglede hverken rette tid eller sted, for hun oplyste videre, at samme gerning skete den tid, hr. Ankers hustru var i Ribe for at låne smykker til at smykke hans søster med i Nagebøl, og samme gerning skete udi Hr. Ankers ægteseng på en fredag morgen, som var den næste fredag før midsommer dag 1635.
Denne anklage ramte utvivlsomt hr. Anker hårdere end beskyldningerne for at kunne lide øl og vin. Og bønderne i Ballum huskede nu pludselig igen hans lillefejltrin fra sin tid i Ribe – i 1624. Som lensmanden anførte, havde Hr. Anker måske ikke glemt gammel vane. Den tidligere begåede forseelse var dengang, som nu, en meget tung byrde for en anklaget.

Her hjalp ikke en bred pen
Her hjalp ikke en bred pen. Der måtte skaffes modbeviser, hvis Hr. Anker skulle redde sig selv. Han benægtede selvfølgelig at have forført Maren Tygesdatter. Men hun fastholdt med samme kraftige ed sin anklage. Sagen henvistes derefter til verdslig rettergang. Den 22. juni 1636 kom den for i Viborg landsting.
Hr. Anker fastholdt her sin uskyld. Han mente, at hun havde beskyldt ham af had og avind og hans uvenners og hemmelige fjenders tilskyndelse, der agter med dette greb at kaste ham fra kald og kirke og al sin velfærd, sin fattige hustru og syv umyndige børn.

Han måtte modbevise påstanden
Hun havde løjet ham dette på

– Fordi hr. Anker Buch efter denne letfærdige hores begæring ikke ville gøre hende bistand og forhindre både trolovelse og lysning til ægteskab med en ungkarl, Niels Andersen, Hr. Ankers nabo, hvilken karl har tilforn landet, afbesove for horeri og avlet barn med hende, og hun sagde, at han skulle have lovet hende ægteskab.

Igen var det delefogeden, der var bagmand bag anklagerne mod Hr. Anker. Og det var virkelige alvorlige anklager. Hr. Anker måtte i den grad klare modbeviser for at rense sig. Allerbedst vat naturligvis, at kunne bevise, at en anden var far til Marens barn. Selv mente han, at det var Hans Nielsen Mielshiørne. Han havde selv pralet med, at have haft legemlig omgængelse med Maren Tygesdatter.

Præsten kom med vidnesbyrd
Hr. Anker kunne fremkomme med et brev fra kollegaen Hr. Jens Pedersen, Brøns. Endvidere havde han et udsagn fra et tingsvidne fra Hviding Herredsting fra 25 januar 1636. Heri bekræftede Anders Nielsen i Brøns, Niels Hansen i Brøns Mølle og Troels
Bertelsen i Obling de oplysninger, som Hr. Jens fra Brøns havde givet i sit brev.
Samtidig vidnede Peder Tygesen og Niels Nissen i Hjemsted, Peder Andersen i Skærbækgård og Nis Petersen i Nørre Skærbæk, at de den 6. december 1635 var i Peder Titlousens hus i Skærbæk, da kom Hans Miellhiørne ind til dem, og så vidt vi kunne eragte og erfare, var han ganske ædru og fastendes. Af sig selv begyndte han at tale om Anker Buch i Ballum og pralede med, at det var ham, der var far til det barn, som Hr. Anker blev sigtet for.
Endvidere kunne hr. Anker fremlægge beviser for, at Peter Tamesen i Masbøll og Jens Jensen i Gjesing havde overværet de saftige beskrivelser af livet i Ballum Præstegård.
Længe inden sagen blev rejst på Ballum Birketing, kendte lokalbefolkningen på egnen til de faktiske forhold, eller var det kun rygter? Det var et almindelig samtalestof på egnen.
Hans Miellhiørne blev naturligvis også afhørt af bispen og lensmanden, men han nægtede pure at have udtalt sig, som anført i vidnesbyrdene. Han kunne endda afvise, at flere af dem, der havde udtalt sig havde været til stede.

Vidnesbyrd skrevet under indflydelse af brændevin
Helt fældende for vidnesbyrdene var et fra Mikkel Hansen i Gjesing. Han fortalte, at vidnesbyrdene var skrevet i præstegården i Skærbæk, mens sognepræsten Hr. Søren var fraværende. De var skrevet af kapellanen Hr. Jacob. Denne Jacob Obeling var i 1641 blevet fyret. Til stede var også Hr. Anker, der gavmildt beskænkede alle med brændevin.
Også Brøns – præstens udsagn bestrides af Hans Miellhiørne. Præsten skulle selv have opfordret Hans til at redde Hr. Anker.
Tingsvidnernes udsagn smuldrede også efterhånden. Den ene bad om betænkningstid, mens en anden erklærede, at hans udsagn var sket i drukkenskab.

Fostermoderen udtalte sig også
Fostermoderen i Ballum havde sammen med andre kvinder fra byen bistået Maren Tygesdatter ved fødslen og hørt hendes ønske,
– At Gud den almægtige skulle aldrig lade hende blive forøst, dersom hun havde haft med nogen mands – eller karlsperson med utugt at gøre til denne fødsel, hun havde med at fare, uden Hr. Anker Buch i Ballum.
Andre kunne bevidne, at de havde hørt hr. Anker sige på Allehelgenes Dag 1635, om han havde gjort en horeunge, som han derfor skulle til for nogen.
Mens sagen foregik, betjente Hr. Laurits Sørensen Ørnstrup i Randerup, Ballum Sogn. Han kunne fortælle, at Maren Tygesdatter over for menigheden havde erklæret, at Hr. Anker var hendes rette barnefader.

Retten skal ikke lytte til en ”hore”
I sin afsluttende erklæring udtalte Hr. Anker, at det var indlysende,
– At sådan løsagtig hores løgnagtige besigtelse og og ord ikke bør mere at stå til troende end en ærlig, uberygtet og uskyldig, hederlig præstemands retfærdige og sandfærdige benægtelse og højeste ed.
Hendes anklager burde ikke komme ham til fortræd:
– Men hende som en letfærdig tredobbelt hore at straffes derfor, som ved bør.
Et rørende optrin må det have været, da Maren Tygesdatter stod frem i retten med det tre måneder gamle barn i favnen og atter engang udpegede Hr. Anker som faderen.
Den var en tættet atmosfære i lokalet. Godt nok var Anker Buchs forsøg på at pådutte andre faderskabet faldet til jorden, men hvem kunne tro på en hore? Var alt dette sat i scene af Ballums sognebørn, for at komme af med deres præst?

Retten gik imod Hr. Anker
Endelig var dommerne blevet enige. Det vil sige, at man ikke kunne afvise, at han var faderen. Samme dag traf Viborg landsting, også en anden afgørelse. Og det var, at hr. Anker ikke kunne modbevise, at han skulle have været fuld og ikke var mødt op til en begravelse.

Menigheden kom af med deres præst
Han havde efter denne afgørelse ikke mere at gøre i Ballum. Efter mange års forsøg var det lykkedes for menigheden, at komme af med deres præst.
Skæbnen var dog også imod Hr. Ankers efterfølger. Et år efter Mester Ingvars ansættelse stod han anklaget af menigheden for Viborg landsting.

Fortsatte som ”Guds ords tjener”
Anker Buch fortsatte sin Guds ords tjener i Seest. Selv om han havde bedrevet utugt, ja så gik det ikke ud over hans erhverv. Hans kone fulgte ham trofast. Men ak, da hun fødte Hr. Ankers ottende barn døde hun i barselssengen.
Men allerede samme år gifter Hr. Anker sig igen. Og endnu skulle han i 1690 været i live, nu under mere respektfulde borgere. De stridbare bønder i Ballum Sogn var han befriet for.

Kilde: Se
– Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
– Sønderjyske Månedsskrifter (diverse udgaver)
– Kornerup: Ribe Katedralskoles Historie
– Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten
– J. Kinch: Ribe Bys Historie

Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker og menigheder: Læs
– Bryllupsskikke i Højer
– Højer Kirke
– Brorson, en Præst fra Tønder
– Et kloster 15 km fra Tønder
– Møgeltønder Kirke
– Præsten fra Daler
– Tønder Kristkirke
– Åndens Folk i Tønder
– Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
– Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
– Pastoren fra Bylderup Sogn
– Kirker syd for Aabenraa
– Jordemødre, Hekse og kloge koner
– To kirker i Aabenraa
– Mysteriet i Ensted
– Ligvognen fra Frøslev
– Livet omkring Bov Kirke
– Ryd Kloster
– Dramaet i Brorsons Kirke
– Grundtvig og Nørrebro
– Kan du råbe mig Nørrebro op
– En kirke på Nørrebro
– Kirker og mennesker på Nørrebro
– En engelsk kirke ved Østerbro

Hvis du vil vide mere: Om Ballum og omegn: Læs
– Agga, en sønderjysk pige
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum, dengang
– Ude mod vest

Her er lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – endnu mere
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø, den tredje tur
– Indre Mission, Baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fra Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km. Fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu en gang
– At plukke Sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)
– Slaget ved Brøns (og mange flere)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland