Artikler
September 1, 2014
I denne lidt længere artikel går vi bag om partierne. Vi beskriver de enkelte partiers gøren og laden under besættelsestiden. De var alle under pres, men gjorde de det rigtige? Flere ville styrte regeringen, og skrev til kongen. Andre plejede særinteresser, og tænkte ikke så meget på befolkningen. Mange overraskende ting kommer pludselig til overfladen.
Savner du Socialdemokratiet i denne fremstilling, ja så har vi allerede præsenteret dem i artiklen om Scavenius. De havde så sandelig også deres problemer at beskæftige sig med. De enkelte partier beskriver vi i følgende rækkefølge
Det Radikale Venstre gik ind for en konsekvent neutralitetspolitik. Folkeforbundet havde ellers pålagt de små lande, herunder Danmark, at tage politiske, økonomiske og militære skridt over for stormagterne. Men dette lå lagt fra udenrigsminister P. Munchs forestillinger.
Miner i de danske farvande
I august 1914 var Danmark blevet truet til at udlægge miner i de danske farvande. Hvis vi ikke gjorde det var tyskerne klar til en invasion. Det Radikale Venstre gik ind for samarbejdspolitikken, fordi man fortsat kunne bevare lov og orden.
Munch udråbt som landsforæder
Munch blev næsten udskreget som landsforræder, og var tvunget til at gå. Denne havde dog troet, at Stauning ville gå sammen med ham. Afløseren skulle være Scavenius, som engang have tilhørt De Radikale, men nu blev anset for at være upolitisk. Scavenius nye politik var dog svær at sluge for De Radikale, men det gjaldt også for de andre partier.
Man mente ikke, at tyskerne var hovedfjenden, men nazismen og den militæriske totalitære tankegang.
Radikal Ungdom mere udfarende
Radikal Ungdom var mere udfarende. De kom med en udtalelse, om at de var utilfreds med Danmarks militære beredskab den 9. april 1940. Nu var det vel sådan, at denne holdning blev mere og mere populær efterhånden som besættelsen fortsatte.
Efter telegramkrisen var De Radikale ikke blandt dem, der pegede på Erik Scavenius. Opbakningen til den ny regering krævede dyb selvransagelse i partiet.
Bange for den totale magtovertagelse
Augustoprøret betød, at partiet opfordrede til at undgå væbnet oprør og andre konfrontationer med besættelsesmagten. Man var bange for tyskernes totale magtovertagelse. Man havde håbet på en videreførelse af regeringens politik, men efter opgøret måtte man erkende, at dette var umuligt.
Advarsel mod sabotage
I De Radikales Aarbog og Almanak var der en direkte advarsel mod den voksende sabotage. Indlægget var skrevet den 26. september 1943.
Fra 1928 – 1939 var John Christmas Møller, Det Konservative Folkepartis ubestridte leder. Selv om han måtte gå, fortsatte han som en slags leder. Han ryddede i den grad op i partiet.
KU blev uniformeret
KU (Konservativ Ungdom) foretog i 1930erne en alvorlig højredrejning, som mindede og fascistiske og nazistiske tendenser i Italien og Tyskland. I 1933 var KU uniformeret efter nazistisk forbillede. Og dette var åbenbart noget de unge kunne lide. Fra 1932 til 1935 voksede KU fra 15.000 til 30.000. I 1936 forlangte KU, at moderpartiet adopterede deres program. Men det blev for meget for Christmas Møller. Han stoppede for de økonomiske tilskud til KU.
Neutraliteten skulle overholdes
Den 19. januar 1940 lykkedes det for De Konservative, at få vedtaget en erklæring med alle partier minus Slesvigs Part, Nazisterne og Kommunisterne:
At landets neutralitet skal overholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at havde og værne rigets fred og uafhængighed.
Med denne erklæring var det en barsk pille, at sluge for De Konservative efter den 9. april. Men begivenhederne førte dog til, at De Konservative indgik i Den nationale samlingsregering under forudsætning af, at Venstre også deltog.
Skulle kun repræsentere sig selv
Men egentlig var et flertal af De Konservative imod. Men så var Christmas Møller igen smart. De udpegede kunne så selv afgøre, om de ville med. Og så skulle de kun repræsentere sig selv som personer og ikke partiet. Men der var problemer. For mange i partiet beskyldte Stauning – regeringen for landsforræderi, fordi de intet havde gjort for at forhindre den tyske besættelse og ved den æreløse kapitulation.
Vi skal dele ansvaret
Men redaktør Adolph Svensson havde et mere nøgtern syn på indtrædelsen i regeringen:
Tyskland er nær. Vestmagterne fjernt. Selv om vi ikke skal vise tyskvenlighed, skal vi dog tage kendsgerningerne i agt. Ville dele ansvaret i den kommende tid med regeringen.
Forbud mod Christmas Møllers talevirksomhed
I KU var man meget utilfreds med regeringsdeltagelsen. De blev sat på plads, men det ulmede en del i baglandet. Christmas Møller måtte nedlægge sin post som handelsminister efter pres fra tyskerne. Han havde for mange antityske holdninger. Tyskerne nedlagde også forbud mod Christmas Møllers ”talevirksomhed”. I efteråret 1941 havde han efterhånden talt på 80 møder med 65.000 tilhører.
Forsøgt at forbyde kommunisterne
De Konservative havde ikke meget til overs for DKP. Partiet havde i 1933 og 1939 forsøgt at forbyde kommunisterne. Så de var sikkert glade for loven af 22. august 1941, der forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Det vil sige, at allerede to måneder tidligere blev loven egentlig iværksat.
Beslutningen var grundlovsstridig, men man mente, at det var ekstraordinære omstændigheder. 150 kommunister blev indsat i Horserødlejren og senere befordret videre til KZ – lejren Stutthof.
Utilfreds med Scavenius
Internt i regeringen var man utilfreds med, at Scavenius tog beslutninger uden at rådføre sig med andre ministre.
National Pressetjeneste
En gruppe KU’ er oprettede i hovedstadsområdet National Pressetjeneste, som kraftigt advarede mod den nazistiske trussel. Egentlig var dette legalt, men tyskerne så ikke med m ilde øjne på denne aktivitet. Man gik nu inde i illegale virksomheder som De frie Danske og Studenternes Efterretningstjeneste.
Involveret i modstandskamp
Meget tidligt var KU’ erne involveret i decideret modstandskamp. På det tidspunkt var det kun kommunistiske grupper, der var involveret i dette. I Frit Danmark var kommunisterne dominerende. Christmas Møller opfordrede de unge til ikke at se på snævre partipolitiske interesser, når det gjaldt modstandsarbejde. Men i 1943 forlod man alligevel denne organisation og dannede Hjemmefronten.
Historikeren Vilhelm La Cour blev i foråret 1942 arresteret af tyskerne, og stillet for en tysk krigsret. Han blev senere udleveret til dansk politi. Dette fik igen De Konservative til at overveje at trække sig fra Regeringen.
De stod modstandsbevægelsen nærmest
Man var egentlig imod Scavenius. Den første afstemning hos De Konservative gik imod ham. Først efter en indtrængende opfordring fra kronprinsen, blev der et snævert flertal for Scavenius. Ved valget den 23. marts fik man 21 pct. af stemmerne, og blev dermed landets næststørste parti. Dette chokerede Venstre, der fremover overvejede at samarbejde mere med De Radikale.
De Konservative Folkeparti var det af de samarbejdende partier, der stod modstandsbevægelsen nærmest. Tyskerne var godt klar over dette. Tysk terrorpolitik blev ført mod partiet, og der foregik også en del arrestationer. I april – maj 1944 blev KU’s medlemskartotek stjålet. Dette blev anvendt til en systematisk jagt på disse medlemmer. Over 100 blev arresteret og mange endte i tyske KZ – lejre.
Udenrigsminister – for De Frie Danske i Udlandet
Christmas Møller vente hjem fra London, for at blive udenrigsminister, ikke for De Konservative, men for De Frie Danske i udlandet. I 1945 meldte han sig da atter ind i De Konservative. Han fik sit gamle job, som gruppefører tilbage. Men forholdet blev aldrig godt for Christmas Møllers ”grænsen – ligger – fast – holdning. I 1948 meldte den markante politiker sig ud af partiet.
Selv om Knud Kristensen var regeringens mest indædte kritikker af regeringens aktivistiske samarbejdspolitik, ja så gik man med ind i den. Senere har den samme så i et forsvarsskrift anført, at den enkelte minister ikke havde ansvar for den førte politik. Siden 1864 havde partiet et antisympati mod alt, hvad der var tysk.
Afhængig af det tætte samarbejde
Men partiets vælgermæssige bagland var fuldstændig og åbenlyst afhængig af det tætte økonomiske samkvem med besættelsesmagten. Landbrugets interesser kom til at stå i centrum i diskussion om Venstres rolle under besættelsen.
Da man blev inviteret med i regeringen var der meget heftige diskussioner. Man var enige om, at regeringen skulle danne bolværk mod LS, Bondepartiet og Nazisterne. Men det pinte partiet, at de nu skulle være i stue med folk som Stauning og Munch.
Den Tyske gæld steg og steg
Den danske landbrugseksport og samfundsøkonomiske livsnerve blev omlagt fra det britiske til det tyske marked. Betalingen foregik via den såkaldte clearingskonto i Nationalbanken. Og eksporten steg med favorable priser. De danske landmænd oplevede trods krisen og krigen en stor fremgang. Og den tyske gæld til Danmark steg måned efter måned. Det hele endte ned, at den danske arbejder oplevede en reallønsnedgang på ca. 20 pct.
Venstre havde en højre fløj
Partiets alvorligste konkurrent var LS (Landbrugernes Sammenslutning). Bevægelsen hævdede at have tilslutning af halvdelen af de danske landbrug. I 1935 havde de samlet 50.000 mennesker under Bondetoget til København.
Men Venstre havde også et andet problem. Og det var partiets højre fløj under ledelse af godsejer Madsen – Mygdal. De gik ind for et nærmere økonomisk samarbejde med Tyskland, og de beklagede, at den Dansk – Tyske Mønt – og Toldunion ikke blev realiseret. Man advarede også i denne gruppe mod, at det skulle blive til en engelsk sejr. Landets fremtid lå i samarbejde med det nye tyskledede Europa, ja sådan var holdningen.
Forringelser på den sociale område
Steinckes socialreformer fra 1930’erne var under konstant beskydning fra Venstre. Partiet talte om Arbejdsløshedssvindel og misbrugen af den sociale lovgivning. Efter hele 75 møder, fremkom der i februar 1942 en ny betænkning, hvis formål var at forhindre misbrug. Loven blev vedtaget uden om Socialdemokratiet.
Knud Kristensen måtte gå af
Knud Kristensen blev endelig valgt som formand. Han måtte gå af i 1947. Selv mente han, at det var fordi, han
Som privatperson agiterede for en grænseflytning i Sydslesvig, mens han som politiker bekræftede, at grænsen lå fast.
Et godt emne til statsminister – posten
På et tidspunkt var det meningen, at Venstres Hauch skulle stille op som statsminister. Han var Landbrugsrådets præsident. Og det ville være et godt signal at sende til tyskerne, mente man. Men Werner Best forkastede dette forslag. Han ville hellere have Scavenius. Og dette fik Knus Kristensen til at fare i flint:
Nu udpeger tyskerne regeringschefen her i Danmark, og han udpeger de andre ministre. Det er at give os under Tysklands vilje.
Tanken om åben modstand lå fjernet
Venstre stod efter befrielsen lige som de andre partier ikke tilbagefor at tage æren for modstandskampen mellem sig. Men tanken om åben modstand lå egentlig langt væk fra Venstre. Det blev aldrig en modstandsorganisation, som Venstre kunne identificere sig med. Det samme gjaldt for Venstres Ungdom. De gik til modstand mod besættelsesmagten i 1944 – 45, og dermed skulle deres alibi være i orden. Sådan står det anført i Venstres Ungdoms 50 – års publikation. Men egentlig henstillede Venstres Ungdom og deres moderparti til at man overholdt landets love og ikke deltog i modstand og sabotage mod besættelsesmagten.
Da repræsentanter fra modstandsbevægelsen skulle optages i Befrielsesregeringen, udtalte Knud Christensen:
Modstandsbevægelsen? Den står der vist ikke noget om i Grundloven.
Der skulle indføres dødsstraf
Under den stigende jernbanesabotage i det jyske protesterede Niels Elgaard mod at lade sabotører, forbrydere og voldsmænd reagere Danmark og krævede, at vi for en gangs skyld (måtte) opføre os som mandfolk og indføre den hårdeste straf for sabotage – Dødsstraf.
Danmarks Retsforbund var blevet stiftet i 1919. Siden 1926 havde partiet været repræsenteret i Folketinget med mellem to og fire mandater. Reelt bakkede man op om regeringen. Man sagde, at det var Folkets regering. Enhver anden regering, så længe besættelsen varede, ville være i strid med folkestyret. Enhver spekulation i den herskende krisesituation ville være fædrelandsfjendsk og udansk.
En erklæring i radioen
Danmarks tilslutning til Antikominternpagten betød studenterdemonstrationer. Befolkningen var bange for, at denne tilslutning ville betyde jødeforfølgelser samt første skridt til et europæisk statsforbund. Befolkningens reaktion fik Dansk Retsforbunds repræsentant i nimandsudvalget til at tilbyde Stauning, at oplyse en erklæring i radioen. Men det havde han slet ikke fået mandat til. Befolkningen troede, at han talte på udvalgets vegne, men det var ikke tilfældet. Det gjorde det heller ikke lettere, at han blev præsenteret som udvalgets sekretær.
Rigsdagen blev sat på vågeblus
Regeringens afvisning af tyskernes ultimatum den 23. august 1943 førte til, at regeringen meddelte deres afgang til kongen, men denne afslog at modtage den. Rigsdagen blev der sat vågeblus ved. Det fungerede på den måde, at man simpelthen undlod at indkalde medlemmerne.
Skyggeregering
Udvalget fortsatte uformelt under forsæde af tidligere statsminister Buhl. Ja man kunne nærmest kalde det for en skyggeregering, hvor man beskæftigede sig med ting, der ikke måtte komme frem.
Kun straffe det, der var landsskadeligt
Det nationale samarbejde kom til at fortsætte ud over besættelsen. Retsforbundet havde dog ikke så meget indflydelse.
Oluf Petersen mente omkring retsopgøret, at man alene skulle straffe det, der var landsskadeligt. Han sagde blandt andet:
Man glemmer, at vi har været et besat land, at vort lands økonomiske velfærd afhang af samarbejdet med besættelsesmagten. Samhandel til gavn for os var – man kan sige desværre – også til gavn for tyskerne.
Ikke alt skulle gøres strafbart
I forbindelse med nedsættelse af en speciel Tjenestemandsdomstol, advarede Oluf Petersen imod at gøre medlemskab af et lovligt parti som DNSAP strafbart i disciplinær henseende. Han sammenfattede sine synspunkter således:
Det er ikke alt, hvad man ikke synes om, der skal gøres strafbart.
Frihedsrådet spillede politikere
Måske var han talsmand for et tavst flertal, hvis opfattelse blev undertrykt af det selvvalgte Frihedsråds forsøg på at spille politikere efter besættelsens ophør.
Ved valget i 1945 mistede Oluf Petersen sit mandat i Folketinget. Han kom dog tilbage igen i 1950erne.
Undrer sig over angsten for Clausens føreregenskaber
I øvrigt kan man undre sig over angsten for DNSAP og Fritz Clausens føreregenskaber. En ny magtfaktor dukkede op, nemlig Frihedsrådet og Modstandsbevægelsen. Retsforbundet var de eneste, der stod uden for det nationale kompromis.
Den 18. oktober 1936 stiftede 19 mennesker partiet Dansk Samling ved et møde på Tommerup Højskole. Inspirationen kom fra bogen Det moderne menneske af Arne Sørensen. Denne blev beskyldt for at være reaktionær og tilbyde en dansk variant af nazismen.
Egentlig ville man have skrue demokratiet tilbage til den funktion, som det havde i midten af 1800 – tallet. I 1938 deltog Dansk Samling en overgang i et samarbejde under navnet Den Nationale Liga med forskellige ligesindede:
Dansk Folkefællesskab under ledelse af den nazistiske udbryder, Anders Malling, den gammelkonservative folketingsmand Victor Pürschel og fascistisk inspirerede KU’ ere omkring den tidligere formand Jack Westergaard foruden frie fugle på højrefløjen.
Før krigen nåede medlemstallet ikke over 1.500. Umiddelbart efter at partiet blev repræsenteret i Folketinget nåede man op på 3.000 medlemmer. Dansk Samling gik for at være et skolelærer og præsteparti.
Den såkaldte Højgaard – kreds
Dansk Samling havde føling med, hvad der skete i den såkaldte Højgaard – kreds. Navnet stammede fra initiativtageren, Knud Højgaard fra entreprenørvirksomheden Højgaard & Schultz. Han samlede en række fremtrædende erhvervsfolk som skibsredder A.P. Møller. Det var meget nationale og meget konservative erhvervsfolk. De mente, at den eneste måde at undgå nazificering var at møde tyskerne som ligemænd.
Kongens fætter skulle være regeringschef
Man ville samle underskrifter, og her brugte man Dansk Samling. Men man opgav denne plan. I stedet henvendte man sig direkte til kongen, hvori man anbefalede en regering ledet af kongens fætter prins Axel. Men hverken Stauning eller kongen ville gå uden om Rigsdagen.
Højgaard – kredsen undrede sig, for blot 20 år tidligere havde kongen forsøgt at udnævne en regering uden om Rigsdagen. Og ifølge Grundloven havde han ret til dette.
Bortset fra den hollandske og norske situation, så forblev det politiske billede intakt. Den danske regering og statsoverhoved blev i landet. Der var ingen tomrum, som tyskerne kunne besætte.
Patriotisk postkortsamling
Omkring 1940 udgav Dansk Samling en patriotisk postkortsamling, som blev solgt i ikke mindre end 75.000 eksemplarer. Godt nok erklærede Dansk Samling sig loyal over for regeringen, men var de nu også det? Meget af deres virksomhed blev udøvet i samarbejde med historikeren Vilhelm La Cour. I juli 1940 havde denne meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti. Historikeren udgav en pjece, som hans normale forlag, Reitzel ikke turde trykke. Og den vakte også tyskernes vrede, der lod den beslaglægge.
80 dage til historiker
Pjecen indbragte Vilhelm La Cour en hæftestraf på 80 dage. Udgiveren, Arne Sørensen fik en straf på 60 dage. Senere modtog historikeren en dom på syv måneders fængsel. Desuden blev han frataget sin rektorstilling.
Regeringen går tyskernes ærinde
Ved valget i 1943 mente Arne Sørensen ikke, at DNSAP var den største fare, for som han sagde:
Som forholdene er i dag har Scavenius og Best fundet hinanden i et udmærket samarbejde, således at nazismen ophører med at være nogen fare for Danmark, netop fordi regeringen i tilstrækkelig grad går tyskernes ærinde.
Det lykkedes endda, at få Kaj Munk til at skrive partiets valgopråb. Men Dansk Samling fik kun tre mandater lige som DNSAP.
Deltagelse i tysk krigstjeneste skulle gøres ulovligt?
Partiet forsøgte også, at få Forsvarsministeren til at erklære befalingsmænds deltagelse i tysk eller finsk krigstjeneste til at være i strid med Hærloven. Det lykkedes ikke. Men som bekendt, blev det strafbart med tilbagevirkende kraft, at have deltaget i tysk krigstjeneste.
Modstandsarbejde fra 1942
Allerede fra foråret 1942 havde udvalgte partifunktionærer og medlemmer deltaget i modstandsarbejdet. Dette skyldtes en henvendelse fra lederen af de danske faldskærmssoldater SOE. Disse agenter havde behov for illegale logier, legitimationskort, rationeringsmærker m.m. Senere skulle disse også have hjælp til at oprette modtagergrupper. Den københavnske sabotagegruppe, Holger Danske kom til at rumme et væsentligt kontingent til Dansk Samling.
Niels Jydes Breve
Efter den 29. august 1943 var flere af Dansk Samlings ledere blevet midlertidigt interneret som gidsler under undtagelsestilstanden. Partiet stod også for det illegale blad, Niels Jydes Breve. Her skrev Arne Sørensen talrige kronikker.
Samarbejde med kommunisterne
Dansk Samling blev en af de bærende kræfter i Frihedsrådet sammen med Kommunisterne, Frit Danmark og Ringen. Skepsis over for Kommunisterne holdt dog Arne Sørensen tilbage i begyndelsen. Frode Jacobsen har engang udtalt, at Arne Sørensen var rådets filosof, der svævede ud i betragtninger, i bedømmelser og fordømmelser, i fremtidsvuer.
Kampfællesskab blev nedstemt
Som en slags fortsættelse af Frihedsrådet blev Frihedsbevægelsens Samråd dannet. Det blev domineret af de samme fire organisationer. Desuden rummede det repræsentation for undergrundshæren, de såkaldte ventegrupper.
Kommunisterne luftede tanken om at gøre samrådet til en politisk folkefront, der skulle bygge videre på frihedsbevægelsens kampfællesskab, men Ringens leder Frode Jacobsen var imod.
Modstandsbevægelsen politisk splittet
Dansk Samling fik to ministerposter i befrielsesregeringen. Modstandsbevægelsen var politisk splittet. Et bud på efterkrigstidens politik havde man heller ikke. Ja og tro det eller ikke. Dansk Samling eksisterer faktisk den dag i dag. Man har nok ikke mere end et par hundrede medlemmer.
DKP ’ erne havde travlt med at brænde partibøger og andet kompromitterende materiale, da de mærkede jorden brænde under sig. Efter Sovjets overfald mod Finland i 1939blev partimedlemmerne overdænget af æg og kartofler ved møder landet over. Dengang var man kun et parti på ca. 5.000 medlemmer. Og tænk i 1945 havde partiet 60.000 medlemmer og 225.000 medlemmer.
Det var i orden at være forvirret
Det var vel svært for de danske DKP’ ere at fortælle deres medlemmer, at Sovjet havde indgået en handelsaftale med Hitler – Tyskland, og nu var man så i gang med at udvikle en ikke – angrebs pagt. I en artikel i Arbejderbladet stod der senere meget rammende, at det var i orden at være forvirret.
Møder – ikke langt fra partikontoret
Axel Larsen tog til Moskva for at få nye instrukser. Snart turde man dog ikke mere, at bruge partiets lokaler i Griffenfeldtsgade 50. Man mødtes hos en kammerat, der boede på en sidevej til H.C. Ørstedsvej, ikke langt fra partikontoret.
En markant partikammerat, Richard Jensen blev ekskluderet af partiet. Forvirringen var stor hos DKP. Det hjalp, da Axel Larsen kom hjem fra Moskva. Han reorganiserede partiet.Partledelsen kom nu til at bestå af Axel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen. Et forretningsudvalg på 12 skulle kun træde sammen, hvis det absolut var nødvendigt.
Reaktionær nedskæringspolitik
DKP kaldte til kamp mod Staunings samlingsregering og dets kriselove, som partiet kaldte reaktionær nedskæringspolitik. Man skulle bekæmpe enhver ensretning, forsvarefolkets demokratiske rettigheder, inddæmme Clausen – nazisterne og modsætte sig de tyske imperialisters forsøg på at påtvinge landet en fascistisk marionetregering.
Da Frøen revnede
Man forsøgte at bekæmpe nazisterne for fuld kraft. Blandt andet omtalte Arbejderbladet Fritz Clausen og splittelsen i DNSAP under overskriften Da frøen revnede.
Det mærkelige var dog, at danske søfolk blev advaret mod at gå i allieret tjeneste og Christmas Møllers protestlinje blev også angrebet. Ligeledes modsatte man sig afskibningen af danske arbejdere til Tyskland. Tyske kommunister, der var flygtet til Danmark fik at vide, at de skulle forholde sig i ro.
Et nidkært dansk politi
Omkring 40 kommunister blev allerede i sommeren 1940 arresteret af dansk politi. Den 22. juni 1941 anholdt et nidkært dansk politi 168 danske kommunister, uden arrestordre eller dommerkendelse. I løbet af sommeren lykkedes det for dansk politi, at få fat i i alt 336 partimelemmer. De arresterede kommunister blev anbragt i Horserødlejren, hvorfra over halvdelen flygtede den 29. august 1943. De resterende ca. 150 mand blev deporteret til KZ – lejren Stutthof, hvor omkring 20 omkom.
Partiet blev illegalt
Med Kommunistloven blev partiet med et slag illegalt. Folk kunne sendes i KZ – lejr bare ved mistanken om, at de var kommunister. Det var et åbenlyst brud på Grundloven, som Rigsdagen havde vedtaget.
Danske Toner
Men forholdsvis hurtig fik ledelsen kontrol over situationen. Den 27. september modtog 15.000 mere eller mindre tilfældigt udvalgte danskere det illegale blad, Danske Toner.
Det Danske Folks kampvilje skal styrkes
Bladet viste, at patienten langt fra var død. Men reorganisationen af partiet var endog meget vanskelig. Efterhånden gik det op for partiet, at tyskerne måtte bekæmpes:
I Danmark falder Det Kommunistiske Partis opgaver derfor nøje sammen med det danske folks kamp for national befrielse fra den tyske undertrykkelse, thi Tysklands nederlag er en betingelse for Danmarks frihed og selvstændighed.
Det er derfor Danmarks Kommunistiske Partis fornemste opgave at styrke det danske folks kampvilje, organisere dets modstand og være den drivende kraft i folkets befrielseskamp. Partiet må skabe en bred national front, der er villig til ikke alene passiv, men også aktiv modstand.
Folkets Vilje – Lands Lov
I oktober 1944 præsenterede DKP deres efterkrigs – program:
Folkets Vilje – Lands Lov
Frihedskampen var kun en del af kampen for det socialistiske samfund. Børge Houmann arbejde med kommunisternes egen Land og Folk samt det tværpolitiske Frit Danmark.
Forhandlinger med Socialdemokratiet brød sammen
I overensstemmelse med venstreblokpolitikken indledte man efter befrielsen forhandlinger med Socialdemokraterne om en sammenlægning. Men disse forhandlinger faldt snart til jorden, fordi DKP ikke ville bekende sig åbent til det danske demokrati. Socialdemokraterne forlangte, at de danske kommunister skulle tage afstand fra det socialistiske demokrati og proletariatets diktatur, og det ville de ikke.
BOPA – med klare politiske signaler
Sabotagevirksomheden BOPA havde i begyndelsen klare politiske motiver, i hvert fald fra juli 1942 til august 1943. Sabotagen drev en kile ind i det officielle dansk – tyske samarbejde. Og egentlig var det vel sabotagen, der var skyld i opgøret i 1943. Og dette var en forløber for Folkestrejken i 1944. Derved blev DKP’ s kamp for at gøre op med samarbejdspolitikken et vigtigt våben. Det skabte også meget prestige, og det afspejlede sig i stor vækst i medlemstallet.
Fra tre til atten mandater
Kommunisterne bøjede sig i den grad efter befrielsen. Ja de accepterede endda den forkætrede Vilhelm Buhl som regeringsleder. Man måtte indordne sig under flertallet. Fem måneder efter befrielsen ved det første rigsdagsvalg gik DKP frem fra tre til atten mandater. Men allerede i 1947 blev tilslutningen halveret.
Intet tyder på, at kommunisterne ville tilkæmpe sig magten. Tvært imod, kom DKP til at fremstå, som det danske demokratis førende forkæmper.
DNSAP blev oprettet i 1930. De fik ikke økonomisk støtte før 1940 fra Tyskland. Ved folketingsvalget i 1939 fik partiet tre mandater. Gennem 1930’ erne kritiserede man samtlige andre partier. Man ville af med de gældende politiske spilleregler. Det var kun Bondepartiet, som man havde et samarbejde med.
De store forbilleder
NSDAP, Hitler og Det Tredje Rige var de store forbilleder. Ting blev kritikløs plagieret og omsat til en dansk udgave. Når forholdet til Det Tredje Rige forblev dårlig efter 9. april 1940 skyldtes det politikken til det tyske mindretal og grænsespørgsmålet.
Forslog afbrydelse med Sovjet
Både DNSAP og NSDAP ønskede at nazificere det tyske mindretal. DNSAP ønskede det ganske vist til fordel for danske interesser. NSDAP – N ønskede en grænserevison med modsat fortegn.
DNSAP foreslog allerede i 1939, at man afbrød de diplomatiske forbindelser med Sovjet.
Opfordring til regeringen: Gå af
Da de tyske tropper overskred den danske grænse den 9. april 1940 blev DNSAP taget på sengen. NSDAP – N vidste derimod besked. Fritz Clausen benyttede lejligheden til at opfordre regeringen til at gå af, og overlade magten til DNSAP. Dette stod at læse i Fædrelandet den 10. april 1940, skrevet af en sønderjyde, der så gerne ville have været af med preusserne før 1920.
Nazificeringen ikke først på dagsorden
Fra tyskernes side stod Danmark som et venligsindet land. Nazificeringen stod ikke først på dagsordenen. Danmark fik ligesom Norge og Holland tilbudt en fredsbesættelse. Danmark tog imod dette tilbud. Det gjorde Norge og Holland ikke.
For DNSAP kunne drømmen blive til virkelighed – regeringsmagten. Der skulle hurtigst muligt etableres forbindelse til den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe – Fink. Der blev også etableret forbindelse til SS og regeringsinstanser i Berlin. Med SS blev der indgået en aftale om skjult hvervning til tysk krigstjeneste.
Ikke enig med Bondepartiet
Og så blev der etableret diskussioner med Landbrugernes Sammenslutning, Bondepartiet for nu skulle taburetterne fordeles til den kommende regering. Man kunne såmænd godt enes om målet, men slet ikke om politikken og taburetternes fordeling.
DNSAP overtrådte talrige gange deres mødeforbud, og størst succes havde de i Roskilde den 30. juni, hvor tyske soldater fik det danske politi til at trække sig.
Masser af penge fra tyskerne
Der kom godt nok en masse penge fra det tyske gesandtskab, men herfra så man ikke DNSAP som kommende regeringsparti. Men Fritz Clausen gik med store kupplaner. Selve kuppet skulle foregå den 17. november 1940 i forbindelse med et stormøde i Forum. Efterfølgende skulle man så marchere til Den lille Hornblæser.
Ydmygelse for Frits Clausen
Det må have været en kæmpe ydmygelse. Fra tysk side havde man slet ikke taget nogle forholdsregler overhovedet. Var der kommet til kampe havde dansk politi kunnet klare det. DNSAP blev omorganiseret den 1. februar 1941. En række ledende nazister forlod partiet efter at være blevet forbigået. En konkurrerende nazist, Wilfred Petersen udsendte en pjece med injurierende beskyldninger mod Clausen. Der var en del uro i partiet med afgang af bl.a. et folketingsmedlem.
Tyskfjendtlige politikere blev angivet
Vi har tidligere i et tre artikler beskrevet de danske nazister samt Fritz Clausen. Lurer, gravhøje og fædrelandssange var noget som DNSAP brugte.
Efter årsskiftet 1940/41 skrev Fritz Clausen til de tyske myndigheder, hvor han angav de politikere, som han mente var tyskfjendtlige og engelsk orienterede. Men det var ikke meget DNSAP fik ud af sådanne henvendelser. Det var svært for partiet at gøre sig gældende som politisk alternativ.
Hvervning til Frikorps Danmark
Men det var en sejr for DNSAP, at de kom til at stå for den officielle hvervning og kom til at dominere det nyoprettede Frikorps Danmark. Regeringen gav tilladelse til, at danske officerer trådte uden for nummer og deltog i aktiv tysk tjeneste. Vi har tidligere været inde på det, at de blev straffet med tilbagevirkende kraft.
Gjorde sig besværlig over for tyskerne
Fritz Clausen gjorde sig besværlig over for den tyske besættelsesmagt. Telegramkrisen brugte Clausen til at fiske i rørt vande. Atter engang agiterede han for, at de skulle i regering. I begyndelsen af november 1942 kom Werner Best tilbage fra Berlin med blandt andet direktiv fra Hitler og Ribbentrop om at DNSAP skulle have del i magten i en kommende regering. Og Fritz Clausen blev inviteret til middag hos Werner Best. SS – brigadeführer Paul Kanstein så med skepsis på Fritz Clausen. Og det blev da heller ikke plads til DNSAP i den nye samlingsregering, der blev en realitet med Scavenius som regeringsleder.
En lam hest, der havde forladt stalden
Det var en kæmpe skuffelse for Frits Clausen. I Fædrelandet kaldte han den nye regering for en lam hest, der havde forladt stalden. En trøst var det dog for ham, partiet var vokset fra 5.000 melemmer i 1939 til 22.000 medlemmer og 31.000 stemmer i 1943.
Frits Clausen blev sur
Det var nu heller ikke med DNSAP’ s gode vilje, at Schalburgkorpset blev stiftet. Men tidligere hensyn til DNSAP blev efterhånden tilsidesat. Det så ud som om at partiet havde stagnerende tilslutning i Sønderjylland, men stigende tilslutning i København, særlig hos arbejderne.
Men Frits Clausen frasagde sig nu enhver økonomisk støtte og Fædrelandet var ikke mere partiets talerør. Landsarbejdertjenesten (LAT) og National Socialistisk Ungdom (NSU) skulle udskilles af partiet, så de stadig kunne modtage økonomisk støtte.
Werner Best var irriteret
Den 19. april forbød Frits Clausen, at DNSAP’ s medlemmer at tilslutte sig Schalburgkorpset. Adskillige forlod nu DNSAP og tog imod lønnede job i Schalburgkorpset. Og Frits Clausen havde i den grad irriteret Werner Best. En massiv medlemsflugt fik Fritz Clausen til at tillade, at man godt måtte tilslutte sig en ny gren af Schalburgkorpset, kaldet Folkeværnet.
I Tysk krigstjeneste
Den 30. september meldte Frits Clausen sig i tysk krigstjeneste. Det var det nærmeste han kom til at tage sin afsked. Han blev anbragt i et lazaret i Minsk uden i første omgang at måtte udføre sit hverv. SS ønskede ham ikke tilbage til Danmark.
På afvænning – eller?
Senere skulle Himmler have beordret Clausen til afvænning på et SS – lazaret i Würtsburg. Men det gik nu ikke helt efter planerne. Det viste sig nemlig, at Clausen slet ikke var i behandling. Lederen af lazarettet gav Clausen lov til at tage hjem til Danmark. Formelt fratrådte han førerhvervet den 5. maj 1944.
Bondepartiet følte sig entydigt isoleret fra den demokratiske samling af de politiske partier. Derfor tilsluttede de sig en nazistisk fælleserklæring. Jo Bondepartiet vejrede morgenluft efter den 9. april 1940. Bondepartiet eller Det Fri Folkeparti som de hed indtil 1939, udsprang tilbage i 1934.
Det fri Folkeparti
Valdemar Thomsen fra Venstre havde i 1934 beskrevet landbrugets vilkår og brugte et sprogbrug, der mindede meget om nazisternes. Dette afførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti.
Kun fem partier
Folketingsvalget i 1935 var en stor skuffelse for Det Frie Folkeparti. Man opnåede kun fem mandater. Bondepartiet og LS (Landbrugernes Sammenslutning) havde stort set et identisk politisk program. I korthed gik det ud på, at nedbringe de udgifter markedet og staten pålagde bønderne, samtidig skulle der være bedre produktionspriser.
Drivkræfterne
Det var Knud Bach, Hartel og hofjægermesteren på Broholm, Jørgen Sehested, ser var drivkræfterne i Bondepartiet. Hofjægermesteren meldte sig i 1940 ind i DNSAP og var med til at knytte Bondepartiet tættere til denne organisation.
Et protestparti
Bondepartiet markerede sig som et protestparti. De var frimodige kritikkere af Landbrugsrådet og Regeringen. I en periode var partiet kendt med Valdemar Thomsens skarpe meninger, der flittig blev refereret i datidens medier. Faktisk lykkedes det for partiet, at få demokratiseret eksportudvalget.
Fascistiske synspunkter
De standpunkter som Bondepartiet tog var nærmest fascistiske. Mange bønder stemte dog stadig på Venstre. Der skete en tilnærmelse mellem LS og nazisterne. Men egentlig ikke mellem Bondepartiet og nazisterne. Begge kæmpede om LS’ gunst.
Gensidig mistillid
Den senere tilnærmelse mellem Bondepartiet og DNSAP var præget af gensidig mistillid. Fritz Clausen havde over for Renthe – Fink advaret mod en regering bestående af repræsentanter fra Bondepartiet. Men tyskerne brød sig heller ikke om, LS og DNSAP’ s bestræbelser. Således henstillede Renthe – Fink personlig til Sehested om at indstille beskydningen. Men trods dette, så henvendte Sehested sig direkte til Christian den Tiende om at en fastholdelse af den parlamentariske regering ville føre landet direkte ind i et tysk storrum.
14 års fængsel
Under retsopgøret blev Hartel under den såkaldte Sehested – sag idømt 14 års fængsel for politisk samarbejde med besættelsesmagten.
Både De Konservative og Venstre ville gerne samarbejde med Bondepartiet af den eneste grund, for at de ikke skulle blive indlemmet i DNSAP. Men Bondepartiet kom aldrig til et nærmere samarbejde med nogen af de andre partier. Men de gjorde det heller ikke lettere for sig selv. Allerede i maj 1941 fremkom Hartel med udtalelse om, at han foretrak aktiv dansk deltagelse på tysk side i krigen.
Advarsel mod sabotage
I kraft med den stigende modstand bakkede Bondepartiet op om Scavenius – regeringens advarsler mod sabotageaktiviteter. I februar 1943 afviste Venstre et samarbejde med Bondepartiet.
Partiet gik i opløsning
Ved Rigsdagsvalget i 1943 fik partiet kun 2 mandater, og efter sammenbruddet den 29. august 1943 gik partiet nærmest i opløsning. Man udtalte, at det var modstandsbevægelsen, der banede vejen for kommunismen.
I oktober 1945 udtalte Julius Bomholt, at når det kom til en endelig vurdering, vil det rimeligvis vise sig, at Hartel var en endnu mere modbydelig person end Frits Clausen.
NSDAP-N (Nationalsoczialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordssleswig) vidste godt, at tyskerne kom den 9. april. Ja egentlig vidste mange af sønderjyderne det. Min far fik det at vide, halvanden uge før af en chauffør, der var kommet sydfra til Tønder.
En grænserevision – en drøm går i opfyldelse?
Flere af medlemmerne af det tyske mindretal var af det tyske Abwehr kommet i deres tjeneste inden besættelsen. I ugerne inden blev der indsamlet en masse oplysninger. Med besættelsen synes en drøm at være gået i opfyldelse for NSDAP – N og det tyske mindretal – en grænserevision.
I Folketinget
I 1920 havde Slesvigsk Parti opnået 14,4 pct. af stemmerne i Nordslesvig og dermed en stemme i Folketinget. Det blev besat af pastor Johannes Schmidt i Vodder.
Nazisterne overtager Slesvigs Parti
Nu skilte Slesvigsk Parti sig ikke ud fra andre danske partier og dog. I paragrafferne 1 – 2 blev der stillet krav om en grænserevision i tysk favør. Dette krav blev fastholdt helt frem til maj 1945. Efterhånden blev partiet opslugt af forskellige nazistiske grupperinger, men vedblev som skuffeselskab. NSPAD – N overtog kontrollen med partiet. I 1939 fik partiet 15,9 pct. af stemmerne i Nordslesvig og Jens Møller blev valgt til Folketinget. Jens Møller brugte slogans som Führer mach uns Frei – Heim ins Reich.
Han viste sig ikke ofte på Christiansborg
Egentlig viste Jens Møller sig ikke så ofte på Christiansborg, og han var sjældent på talerstolen. Den 23. marts 1943 valgte han ikke at genopstille. Men han fik dog oprettet et kontor på Christiansborg.
Man tiltog sig beføjelser
Jo nogle af medlemmerne af Det Tyske Mindretal tiltog sig også i visse tilfælde militære og politimæssige beføjelser. De fleste medlemmer havde hilst de tyske tropper som befriere, men langt fra alle. Senere var det sagen om hagekorsflagene. Ja egentlig ved flittige læsere af denne side, at vi sådan set har beskrevet episoderne mere end en gang. I slutningen af denne artikel vil vi henvise til relevante artikler. Her har vi beskrevet emner som Zeitfreivillige, Liefergemenischaft m.m.
I Berlin var man ikke så glade for, at grænsespørgsmålet blev taget op gang på gang af det tyske mindretal.
Slesvigsk Parti blev demokratisk
Efter besættelsen genopstod Slesvigsk Parti som et demokratisk parti. Jens Møller fik 12 års fængsel, men blev benådet i 1950.
Der findes næppe et emne, som besættelsestiden, der er beskrevet så meget i diverse bøger. Og der findes også en del film. Men ikke alt er lige godt.
Det grænser mod historieforfalskning
Ja noget grænser ligefrem til historieforfalskning, men det er ikke særligt populært at sige det. Vi har her på siden vel nok efterhånden ca. 122 historier fra besættelsestiden. I enkelte af disse historier er vi kommet meget tæt på, efter nogles opfattelse for tæt på. Men her kan vi dokumentere historieforfalskning af værste skuffe, hvor familier er blevet fyldt med løgne fra de offentlige myndigheder. Vi man så forske yderligere er der spærret for arkivadgang.
Anders Fogh Rasmussen: Der skal træffes farlige beslutninger
I en tale den 29. august 2003 lagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen utvetydig luft til samarbejdspolitikken. Han sagde blandt andet, I kampen mellem demokratiet og diktatur kan man ikke stå neutralt.
Lærersætningerne fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, men frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger.
Anders Fogh Rasmussen anvendte en kraftig retorik som ussel, gustent overlæg, man rettede sig ”lydigt” efter tyskerne.
Nu skal vi nok undlade at sammenligne med Venstres ageren under besættelsen. Men det kan læserne jo selv tage stilling til, under det kapitel.
Kilde:
Se også:
På www.dengang.dk kan du finde 125 artikler fra Besættelsestiden herunder:
August 30, 2014
Hvem var han, vores tidligere statsminister? Var han nazist? Var han forræder? Han blev den mest forhadte politiker i nyere tid. Ingen gade eller vej er opkaldt efter ham. Men gemte de andre samarbejdspolitikere sig bag ham? Stauning bakkede ham op, men mente dog at han var utilregnelig. Samtidig kigger vi på Socialdemokratiets problemer under Besættelsen. De var imod modstandsbevægelsen, og dog. De ville gerne have kontrol med dem. Dette er blevet til en længere artikel, der også fortæller om nogle absurde hændelser under Besættelsen.
Vaklende ud af Anden Verdenskrig
Vi kom vaklende ud af Anden verdenskrig i en blanding af samarbejdspolitik og modstand. Vi havde ikke oprettet eksilregering i London. Danmark hørte ikke til det gode selskab. Og det er vel stadig et dilemma herhjemme.
Forbavselse og Beundring
Erik Scavenius havde som udenrigsminister manøvreret Danmark nogenlunde helskindet gennem 1. verdenskrig. Den såkaldte 8. juli regering skulle starte med en erklæring fra Scavenius om
De tyske sejre, der havde slået verden med forbavselse og beundring.
Allerede fra starten blev Scavenius betragtet som meget tyskervenlig. Men han havde et formål med det. Han ville skaffe Danmark så meget indflydelse som muligt. Endvidere ville han forhindre tysk selvtægt. Han ville komme tyskerne i forkøbet med forslag til steder, hvor man kunne samarbejde.
Krøb de andre i ly?
Men er sandheden ikke bare, at de andre politikere krøb i ly bag, og lod ham tage skraldet.
Mange regeringskriser
Det var en omtumlet tilværelse som regeringen fik. Der var masser af regerings – kriser. Det tyske gesandtskab krævede Staunings afgang. Men de måttes stille sig tilfreds med Hedtoft og H.C. Hansens nedlæggelse af deres politiske poster. Disse to havde åbenlyst vist antityske holdninger. Stauning ville dog gerne beholde sine to stjerner. Men så truede Scavenius med at gå, hvis han ikke ofrede dem. Alsing Andersen trådte ind som partiets formand.
Det kan da godt være at Stauning bakkede Scavenius op, men han har da også engang kaldt ham for Utilregnelig.
Hedtoft var tidlig ude
Når vi skal analysere Scavenius gøren og laden under besættelsestiden er det vigtigt at kigge på Socialdemokratiets holdninger, men selvfølgelig også de andre partiers holdninger. Men det må så komme i en senere anledning. I den forbindelse er det især interessant at kigge på Venstre og Konservative.
Hedtoft var allerede tidlig ude med sine antityske holdninger:
Den fjende, vi står overfor, har uhyre og uhyggelige magtmidler til sin rådighed. Jeg behøver ikke at sige, at den fjende, jeg taler om, ikke er Tyskland som folk eller stat. Jeg mener dermed Hitlers Tyskland og den nazistiske ideologi, som det jo nu er åbenbart, at man trods alle tidligere forsikringer om, at den ikke var nogen eksportvare – med vold og magt, med list og bedrag, vil gøre til europæisk religion. Det er en pest, som dræber, ensretter og mekaniserer. Sættes der ikke for alvor ind imod dem, knuser den langsomt, men sikkert selvstændigheden hos både enkeltpersoner, bevægelser, nationer.
Advarsel fra englænderne
Det tyske angreb i juni 1941 på Sovjet stillede regeringen over for nye udfordringer. Den Skjulte Ministerkrise opstod i juli 1941. Årsagen var Frikorps Danmark. Scavenius accepterede de tyske krav om dette korps skulle kæmpe på østfronten mod russerne. En stærk advarsel fremkom fra englænderne, da Stauning og resten af regeringen udleverede de danske torpedobåde til tyskerne.
Henrik Kaufmann blev afskediget
Samme år forhandlede den danske gesandt i USA, Henrik Kaufmann i kongens navn, men uden ministrenes viden med amerikanerne om baser på Grønland. Dette bragte den danske regering i store vanskeligheder over for tyskerne. Erik Scavenius så sig nødsaget til at afskedige Kaufmann og retsforfølge ham.
Wilhelm Buhl bliver statsminister
Da Stauning døde i maj 1942 overtog Vilhelm Buhl regeringens ledelse. Det førte dog ikke til en afspænding mellem Scavenius linje. Denne ville hele tiden vinde goodwill hos besættelsesmagten.
Telegram – krisen
Gennem 1942 var der øgede spændinger i det dansk – tyske forhold. Den såkaldte telegram – krise blev udløst af, at Hitler blev fornærmet over et meget kortfattet telegram fra Christian den Tiende med tak for Førerens fødselsdagshilsen.
Berlin benyttede lejligheden til at udskifte den rigsbefuldmægtigede Renthe – Fink med SS – Generalen, Werner Best. Den brutale general von Hanneken overtog samtidig Værnemagten i Danmark. Den danske gesandt i Berlin fik samtidig at vide, at han var uønsket.
Maraton – forhandlinger
Den 2.11.1942 var Erik Scavenius blevet kaldt til Berlin. Han fik af von Ribbentrop at vide, at han skulle danne en regering sammen med nazister og nazi sympatisører. Men det afviste Scavenius. Og det gjorde han også under de fortsatte forhandlinger med Werner Best i København.
Ved flere lejligheder viste Scavenius civilcourage. Bedst som man troede, at han var underdanig over for tyskerne, hamrede han i bordet og sagde, at det var grænser for, hvor langt danskerne egentlig kunne gå. Han pointerede, at han under ingen omstændigheder ville se i en regering med nazister.
Fritz Clausen – ikke den store stjerne
Kigger man så i tyske arkiver, kan man se, at Scavenius ingen indflydelse havde på dette. I Berlin var Fritz Clausen ikke den store stjerne. Så når det kom til stykket ville tyskerne vel ikke engang have ham.
Eksporten steg til 75 pct.
Werner Best pointerede, at det var vigtigt, at efterkomme danskernes ønsker også af hensyn til fødevareleverancen fra Danmark til Tyskland. I 1939 gik 23 pct. af vores landbrugseksport til Tyskland. I 1941 var dette tal steget til hele 75 pct. Og disse tørre tal dækkede mellem 10 og 15 pct. af Tysklands samlede behov.
Opbakning til regeringen – og dog?
Men det vigtigste var, at Buhl trådte tilbage. Efter krav fra Best blev Scavenius – regeringen dannet. Ved folketingsvalget i 1943 var der åbenbart stor opbakning blandt befolkningen til samarbejdspolitikken med tyskerne. Der var en stemmeandel på 94,5 pct. til samarbejdspartierne. Man kan så diskutere, om denne tolkning er rigtig, for allerede efter et par måneder efter begyndte stemningen at skride.
Regeringen advarer mod sabotage
Regeringens konstante kampagne mod sabotage fortsatte. I regeringens øjne måtte denne sabotagevirksomhed bekæmpes med alle midler. Rigsdagens Samarbejdsudvalg udsendte en erklæring, hvori det sabotagen:
Betegner en meget farlig udvikling, der kan drage de alvorligste følger efter sig. Fortsættes disse sabotagehandlinger, og lykkes det ikke for de danske myndigheder at bringe disse lovstridige handlinger til standsning, kan alt, hvad vi i disse år har fastholdt og bevaret, kom i den alvorligste fare.
Regeringen ville ikke bryde med tyskerne
Regeringen ønskede ikke et brud med besættelsesmagten. Men det ville befolkningen. Regeringspartierne kæmpede imod til det sidste. Først da besættelsesmagten kæmpede hårdt mod hårdt og krævede dødsstraf, sagde regeringen fra.
Undtagelsestilstand
Officielt holdt regeringen op med at fungere. Værnemagten indførte undtagelsestilstand. Der var afvæbning af dansk militær og politi, jødeforfølgelse og tysk terror. Og denne terror havde som vi tidligere har beskrevet dansk deltagelse.
Samarbejdet fortsatte
Men samarbejdspolitikken fortsatte alligevel. Udenrigsministeriets direktør, Nis Svenningsen fik en koordinerende rolle i et såkaldt Nimandsudvalg. Det blev dog senere udvidet med fire mand. Samarbejdspolitikken var nu bragt ned på embedsmands – nivue.
Den rigtige side – med tilbagevirkende kraft
Kunsten var så i 1945 at være på den rigtige side med tilbagevirkende kraft. Auguststrejkerne i Danmark var vel også forårsaget af tilintetgørelse af den 6. tyske armé i Stalingrad i vinteren 1942 – 43 og måske mest de allieredes landgang på Sicilien samt Mussolinis fald. Nu troede danskerne, at krigslykken ville vende.
Forsvar meningsløst
Socialdemokratiet var under hele besættelsen bange for at tabe stemmer til DKP. Men kommunisterne var nærmest jagtet vildt både under og efter besættelsestiden. I alt dette fungerede den mest udskældte minister i nyere tid, Erik Scavenius.
Socialdemokratiet bakkede op om udenrigsminister P. Munchs neutralitets – og tilpasningspolitik over for Tyskland i erkendelse af landets beskedne størrelse og udsatte position, der gjorde et reelt eksistensforsvar menigsløs. Partiet var vant til sammenhold og organisation. De frygtede uorganiseret politisk aktivitet, demonstrationer, kaos, sammenbrud og modstandsaktiviteter. Der var så meget at tabe, hvis man ikke holdt sig til sammenhold og disciplin.
Hvordan ville nazisterne reagerer over for de danske socialdemokrater. I Tyskland havde man sendt medlemmer af SPD i KZ – lejre eller simpelthen dræbt dem.
Majkrise – forliget
Tyskerne satte med deres besættelse en stopklods for den store eksport til England. I Socialdemokratiet frygtede man en massiv arbejdsløshed. Problemet for partiet var, at De Konservative og især Venstre tog sig særdeles godt betalt for at indgå i et samarbejde. Disse forhandlinger blev afsluttet i de første uger af maj 1940, og kaldes i historiebøgerne for Majkriseforliget. Samarbejdet var dog skrøbelig, men det lykkedes dog at holde de danske nazister fra magten. Kommunisterne var dog meget kradse over for socialdemokraterne. Det var det måske ikke noget at sige til, for Danmark oplevede en markant højredrejning.
Aktivistisk tilpasningspolitik
Scavenius førte en meget aktivistisk tilpasningspolitik over for tyskerne. Forhandlingerne om en dansk told – og møntunion var ved at udvikle sig til at blive særdeles forpligtende. Danmark var nærmest på vej ind i Det Stortyske Rige. Buhl var nok den skrappeste modstander af Scavenius. Han sagde lodret nej til planerne. Det var på det tidspunkt, at selv den gamle leder, Stauning troede på en tysk sejr.
Socialdemokratiet og DKP
Det var et meget anstrengt forhold, Socialdemokratiet havde til DKP. De troede vitterlig, at de ville omstyrte staten, når lejlighed bød sig. Man ville ikke forbyde dette parti, men det skulle under massiv overvågning. Besættelsesmagten krævede at ledende kommunister blev interneret og Rigsdagen efterkom dette ønske. Mange havde også afsky for disse kommunister, der støttede russerne i deres Finlands – krig. Klogelig afstod medlemmer af Socialdemokratiet dog at give udtryk for deres begejstring.
Brud på Grundloven
Det var i november 1941. Tyskerne stillede et ultimativt krav om Danmarks tilslutning til Antikomintern – pagten. Det var en overenskomst mellem bl.a. Tyskland, Japan og Italien om gensidig samarbejde mod den kommunistiske internationale.
Den danske regering var indstillet på at sige nej, men efter pres fra Erik Scavenius blev det til et ja med fire forbehold. Men den tyske udenrigsminister von Ribbentrop forsøgte at ignorere disse forbehold. Men under en natlig maratonforhandling lykkedes det for Erik Scavenius at forhindre dette.
Det var et klart brud mod grundloven, men de folkevalgte påberåbte sig, at det var en nødretsforanstaltning fremtvunget af de tyske krav.
Antisabotage – tale
Den 2. september 1942 holdt Buhl sin berømte Antisabotage – tale i radioen. Han kaldte det en handling mod sit fædrelands interesser og opfordrede befolkningen til at hjælpe i efterforskningen og angive sabotører til politiet.
Det var ikke under tysk pres, at Buhl holdt denne tale. Det var i overensstemmelse med samarbejdspolitikken. Kunne man ikke holde orden i egne rækker, ville tyskerne tage over. Den tidligere Konservative leder, Christmas Møller, var rejst til London. Han lod sin røst høre i de danske programmer fra BBC. Han opfordrede til:
Gør jer pligt – gør jer værk
130.000 Tysklands – arbejdere
I 1942 blev der også godt presset af Venstre vedtaget forringelser af socialpolitikken. Det var den socialdemokratiske socialminister Johannes Kjærbøl, de havde den tvivlsomme ære, at ligge navn til dette lovkompleks. Arbejdsløsheden faldt, men det skyldtes sikkert andre forhold. Således blev en masse beskæftiget med befæstningsarbejde for tyskerne. Og 130.000 danske arbejdere rejste til Tyskland for at tjene til det daglige brød. Ja man kan sige, at danskerne på den måde hjalp tyskerne i deres oprustning. De tyske arbejdere kunne dermed tage til fronten.
Buhl stod imod presset
Statsminister Buhl fik anerkendelse fordi han stod imod Scavenius pres. Men hans regeringstid kom kun til at vare seks måneder.
En mere tyskvenlig regering
Telegramkrisen havde sat sine spor. Fra tysk side ønskede man en mere tyskvenlig regering. Berlin havde ikke mere tillid til Buhl, og Scavenius blev indsat på posten. Buhl blev uformel leder af Nimandsudvalget. Scavenius blev mere og mere isoleret både i forhold til partierne og til befolkningen. Men han var det reelle centrum for den politiske magt.
Det var langt fra alle, der var begejstret for Scavenius som statsminister.
En skuffet Alsing Andersen
I august 1943 skruede tyskerne op for truslerne. Sabotageaktioner, strejker m.m. var blusset op overalt. Enten rydder I op ellers indfører vi dødsstraf sagde tyskerne. Scavenius ville bøje sig for de tyske krav, men Buhl sagde nej. Socialdemokratiet var i den grad frustreret. Alsing Andersen udsendte et cirkulære den 2. september 1943. Det blev holdt i en sjældent vred, bitter og forurettet tone. I den hed det, blandt andet, at besættelsespolitikken havde skånet landet for krigens ulykker og dermed bevist sin berettigelse. Og denne politik kunne have holdt helt til krigens afslutning:
Men denne vej frem er blevet underminiret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremskaffe en anden mentalitet i dele af befolkningen.
Efter befrielsen opstod der problemer for Alsing Andersen og Socialdemokratiet omkring dette cirkulære. I 1943 handlede det om at placere et ansvar for bruddet.
Stak kommunisterne noget til side
Undtagelsestilstanden, som tyskerne indførte varede i seks uger. Socialdemokratiet havde store vanskeligheder på dette tidpunkt. Modstandsbevægelsen fik større tag i befolkningen, og Frihedsrådet blev stiftet. Det gik forlydender om, at kommunisterne i modstandsbevægelsen stak våben til side for sig selv.
Bridgepartierne
De såkaldte Bridgepartier, der bestod af konservative og socialdemokrater forsøgte at etablere et samarbejde med henblik på, at skabe politisk stabilitet. De udgav også illegale blade som Danske Tidende og Den Danske Parole.
Den lille generalstab
Der var også tværpolitiske initiativer i gang for at strække kommunisterne og modstandsbevægelsens indflydelse i en befrielsessituation. Man ville prøve at infiltrere modstandsbevægelsen. Organet, hvorfra dette blev styret, blev kaldt Den lille generalstab.
Den københavnske Folkestrejke
Den Københavnske Folkestrejke i juni – juli 1944 havde stor opbakning blandt arbejderne. Politikernes advarsler blev overhørt. Frihedsrådets paroler blev fulgt. Målet for Socialdemokratiet var fortsat at kontrollere modstandsbevægelsen og undgå kamp mod besættelsesmagten. Ja Hedtoft sørgede via sine svenske forbindelser, at de socialdemokratisk kontrollerede modstandsgrupper fik tilført våben. Det var ikke noget Frihedsrådet brød sig om.
Modstandsbevægelsen måtte med
I de første måneder af 1945 gik det op for Socialdemokratiet, at en regering ikke kunne etableres uden deltagelse fra Modstandsbevægelsen. Lige før befrielsen blev Modstandsbevægelsen og politikerne enige om, at dele regerings – taburetterne. Partiet var udmærket klar over, at kom der til en kamp mellem tyskerne og Modstandsbevægelsen, ja så ville kommunisterne blive styrket.
Begejstringen for Modstandsbevægelsen var i befrielsesdagene enorm. Den socialdemokratiske ledelse deltog også i løjerne og besang den danske frihedskamp.
Befrielsesvalget
Befrielsesvalget i oktober 1945 blev en katastrofe for Socialdemokratiet. Partiet mistede 18 mandater. Det var så den tilsvarende andel som DKP vandt. Venstre gik frem og kunne danne regering med Knud Kristensen som statsminister. Socialdemokratiet generobrede regeringsmagten i efteråret 1947.
Socialdemokratiet måtte erkende, at de fejltrin, som de foretog sig under besættelsen havde befolkningen alligevel ikke glemt i 1945. Havde Danmark fulgt samarbejdspolitikkens og Socialdemokratiets linje, så havde man ikke givet noget som helst bidrag til de allieredes krigsførelse.
Kæmpe overraskelse
Vores hovedperson var en ud af syv sønner, som godsejer Carl Sophus Scavenius til Klintholm på Møn efterlod sig. Han mønstrede kadetskibet krydseren Ingolf, med dumpede i 1894 til Søofficer skolen. Han fortsatte dog en diplomat – karriere. Han blev i 1906 ledende legationssekretær i Berlin.
Det var en kæmpe overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt som udenrigsminister i Zahles første ministerium. Årsagen var sikkert, at han sympatiserede med Det Radikale Venstres syn på dansk forsvars – og sikkerhedspolitik. Han ville ikke forgifte forholdet til Tyskland. Han havde intet imod at melde sig ind i Det radikale Venstre. Her forblev han medlem indtil 1932, hvor P. Munch afløste ham som udenrigsminister. I 1912 var han gesant i Wien og Rom. Han var udenrigsminister i det andet Zahle – ministerium fra 1913 – 20.
Hældte han mod tyskerne
Under Første Verdenskrig blev han trods dansk neutralitetspolitik beskyldt for at hælde mod Tyskland. Den 5. august 1914 truede tyskerne med at ligge miner i de danske farvande. Erik Scavenius tilrådede, at minerne blev lagt ud af danske marinefartøjer.
Han opretholdte udenrigshandelen
Det lykkedes for Scavenius at opretholde udenrigshandelen med både England og Tysklands velsignelse. Det var sikkert via sit gode forhold til den tyske Brockdorf – Rantzau at det lykkedes for Scavenius at føre Danmark nogenlunde gennem Første Verdenskrig.
Alvorlige trusler
Tyskerne havde alvorlige planer om under Første Verdenskrig at besætte Danmark. Det skete i forbindelse med den uindskrænkede u – bådskrig. Men det lykkedes for Erik Scavenius at berolige tyskerne. Hans metoder var nok lidt alternative, nærmest som en enevældig monark.
Han gennemførte grænsedragningen
Da grænsedragningen skulle foregå i Sønderjylland i 1920 havde Scavenius ingen personlige følelser indblandet. På trods af voksende modstand fra oppositionen lykkedes det at gennemføre en grænsedragning. Han stod stejlt på, at en grænsedragning skulle ske på baggrund af afstemningsresultater. Han stod i direkte modsætning til Dannevirkebevægelsen.
Scavenius modtog anerkendelse
Egentlig modtog Scavenius en del anerkendelse for sin håndtering af det tyske diplomati under første verdenskrig, både hos Folketinget og kongen. Småstaten Danmark kunne forøge sin indflydelse over for stormagten.
Churchill er en farlig mand
Scavenius vargesandt i Stockholm og i en årrække var han formand for Politikkens bestyrelse. Han forsøgte at få dæmpet bladets tone over for nabolandet mod syd. Men med dette skridt voksede hans upopularitet. Hans fjender huskede hans gøremål under Genforeningen. Den 28. april 1940 skrev Scavenius lederartiklen i Politiken under overskriften Churchill er en farlig mand. Han hyldede tyskerne og rejste en voldsom kritik af England og dets ledere. I løbet af få dage mistede Politiken, 15.000 abonnenter.
Stor uvilje mod Munch
Han var også tilknyttet den danske delegation ved Folkeforbundet i Geneve. Han fratrådte i 1937 kort før han fyldte 60 år og faktisk indstillet på at gå på pension. Sådan skulle det dog ikke gå. I Stauning – regeringen var det stor uvilje mod at P. Munch forblev i regeringen. Ja kongen nægtede at skrive under, hvis han forblev på listen.
Han truede konstant med afsked
Måske var det Scavenius fortjeneste, at tyskerne ikke var så hårde ved danskerne, som de var andre steder, hvor de havde besat landet. Men Scavenius måtte flere gange true med sin afsked for at få sin politik igennem.
Werner Best fik Hitler til at acceptere en regering med Scavenius som både Stats – og Udenrigsminister.
Et symbol på samarbejdspolitikken
I mange år og måske stadig står Scavenius som et symbol på samarbejdspolitikken og bliver udråbt som en sort plet i danmarkshistorien. Dette synspunkt blev også fremført af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men dette kan dog synes lidt mærkelig, når man ser Venstres rolle under besættelsestiden. Det kommer vi ind på i en senere artikel.
Havde regeringen opbakning?
I tiden efter valget i 1943 gav Scavenius flere gange udtryk for, at han ville forlade regeringen og politik. Men hverken fra dansk eller tysk side ville man tillade ham at gå. Man mente, at han var uundværlig. Nu brugte han også disse trusler i sin taktik velvidende, at tyskerne ikke ville af med ham.
Man glemmer hurtig, at Scavenius politik indtil 1943 nød bred opbakning i befolkningen. Og dog, opbakningen kunne jo også dække det forhold, at man ville holde DNSAP ude for indflydelse. En anden ting er, at valget i 1943 var uden Kommunisterne.
Lagt for had
Efter 1945 blev Scavenius lagt for had af den danske befolkning. Bladhusene var med til at slagte ham. Og andre politikere, der også plejede samarbejdet med tyskerne kom ham ikke til undsætning. Men man må sige, at han holdt hovedet koldt, og løb aldrig fra sit ansvar. Han gik også i forsvar for de embedsmænd i Udenrigsministeriet, der i retsopgøret kom i klemme. Men han følte dog også en stor bitterhed over, at han havde ført Danmark gennem en vanskelig tid uden de brutale ødelæggelser og tab af menneskeliv, som andre lande havde oplevet.
Udgav forsvarsskrift
I skuffelse trak han sig tilbage fra offentligheden, og levede et stille liv indtil 1962. I 1948 udgav han bogen, Forhandlingspolitikken under besættelsen. Det er et kontant forsvar for det han gjorde under besættelsen. I 1959 udgav han bogen, Dansk Udenrigspolitik under Første Verdenskrig.
Scavenius deltog overhovedet ikke i debatten efter besættelsen, bortset fra udgivelsen af sit forsvarsskrift.
Werner Best havde respekt for ham
Han blev gjort til den store syndebuk. Ingen ville have med ham at gøre. Det vil sige, at han havde kontakt med Werner Best, ligesom Jørn Møller. Ja Werner Best havde næsten sønlig respektfuld hengivenhed over for den lidt ældre danske diplomat. Denne hengivenhed varede helt til Scavenius død.
En god mand for danskerne?
Best gjorde ikke noget for sine blå øjnes skyld. Men han ville ikke sætte Scavenius respekt til. Og forbindelsen eller venskabet holdt. I hans celle i Horsens Statsfængsel havde Werner Best et billede stående af Scavenius.
Scavenius mente til det sidste, at Werner Best havde været en god mand for danskerne inklusive de danske jøder.
Ingen Rigsret
Han blev ligesom andre politikere ikke stillet for nogen rigsret. Han kunne med sin skarpe tunge og logiske sans vel sagtens have forsvaret sig, og det ville andre belastede politikere vel ikke risikere.
Hyldede han verdens største forbrydere?
Men det var som om Scavenius ikke opfattede nazismen og hvad den stod for. Han så og erkendte ikke barbariet. I hans vision så han slet ikke de andre stormagters rolle efter krigen. Spørgsmålet er så, om han hyldede nogle af verdens største forbrydere. Vi ved, at han beundrede Bismarck for hans diplomatiske evner og soleklare resultater.
Hitler var en troværdig partner?
Scavenius var ikke klar over, hvad nazismen gik ud på. Han troede, at han i Hitler havde en troværdig partner. Han havde det bedte indtryk af ham, og beundrede ham for hans dynamik og personlighed, der fuldstændig behersker alt og alle
Han kaldte det ikke for samarbejdspolitik, det som han udøvede sammen med tyskerne. H kaldte han for forhandlingspolitik.
Bestemt af øjeblikkets vanskeligheder
Scavenius mente, at Hitler efter sejren over Polen og Frankrig allerede i 1940 havde vundet krigen. Men Hitler knækkede halsen på sin togt mod russerne. Han lagde ikke sin politik efter en tysk sejr:
Mit Arbejde for dette Land var bestemt af Øjeblikkets Vanskeligheder.
Målet for Scavenius var i hvert tilfælde at undgå katastrofen.
Den forsonende rolle
Han var valgt for at føre en forsonende rolle over for tyskerne. Men mange mente, at han gik alt for vidt og ikke tog hensyn til folks nationale følelser. Men til de politikere, der kritiserede ham, sagde han at de var populistiske og ikke tænkte på landets reelle interesser.
Ministermøder udviklede sig til skænderier
Når nogen ikke var enig med ham, blev han sur og vred. Han havde ikke evnen til at komme folk i møde. Han havde et temperamentsfuld væsen, og havde svært ved at beskrive rammerne for det han foretog sig. Sårende bemærkninger over for hans fjender skabte endnu flere fjender. Scavenius havde ofte en bedrevidende facon, der ofte resulterede i, at ministermøder udviklede sig til skænderier. Han havde en evne til at komme igennem med sin politik, og havde Staunings fulde opbakning. Han havde foragt over for minister – kollegaer, der lyttede til folkestemningen.
Ja han blev beskrevet som kold og arrogant som kun troede på sin egen ego. Han var fuld af fordomme og følelser.
Vi riger bare til Gestapo – chefen
Scavenius blev gift anden gang i 1944 med en yngre kvinde. Ligesom alle andre af hans livs opgaver var ægteskabet ikke et, han selv søgte, men fik tilbudt. Fru Alice var egentlig ikke tyskervenlig. En nat under krigen var hun involveret i en skudepisode. Hun var i stand til at tilkalde selveste Gestapo – chefen, Karl Heinz Hoffmann personlig. Han klarede så ærterne.
Et forhold til Karl Heinz Hoffmann
Efter befrielsen tilbragte hun syv uger i internering. Siden besøgte hun ugentlig ofte sammen med hendes mand, Hoffmann – den øverste chef for toturen i Danmark i hans dødscelle. Men også Otto v. Bonsiepen, den sidste chef for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark havde hun kontakt.
Journalist Erik Høgh – Sørensen har fundet ud af, at Fru Alice havde et særdeles tæt forhold til Gestapo – chefen. Efter at hun i 1942 var blevet kæreste med Erik Scavenius, skaffede han hende et job ved telefonomstillingsbordet i Udenrigsministeriet. Her kunne hun følge med i ministeriets kommunikation. I 1944 tog hun sygeorlov efter at være blevet mobbet ud af kollegaerne, som mistænkte hende for at være spion.
Forbindelse til en stikkercentral
Hun havde forbindelser til forfatteren Jens Strøm, en tidligere socialdemokrat, som var skyhøjt lønnet af tyskerne efter datidens forhold. Via sit kontor rekrutterede Jens Strøm, tysklandsarbejdere og drev angiveligt en sikkerhedscentral.
Plejede omgang med interessante personer
Scavenius plejede omgang med interessante personer. Således professor Carl Ross, der ikke have helt stuerene interesser under besættelsen. Han plejede også omgang med Gudmund Hatt, der efter besættelsen blev dømt for, at have udvist nationalt uværdig adfærd. Også forfatteren Sven Fleuron tilbragte Scavenius og hans kone hyggelige stunder sammen med. Og forfatteren Thorvald Knudsen fungerede som en nyttig kurér mellem ham og Werner Best i Tyskland. Scavenius læste korrektur på Werner Bests erindringer og skrev forordet.
Man regnede ikke Danmark som allieret
Scavenius forsonende politik over for tyskerne var ikke noget, der vakte begejstring hos de allierede. Man regnede i lange tider ikke Danmark som allieret.
Bedst for Danmark?
Gav Scavenius mere end hvad tyskerne forlangte? Påtog han sig frivillig uriasposten? Var han unødigt fascineret af Hitlers Tyskland? Tog han forhastede og forkerte initiativer? Gjorde han alt dette, han bliver beskyldt for, fordi han mente, at det var hensigtsmæssigt for Danmark?
Scavenius var styret af det, som han mente var bedst for Danmark. Men den forståelse var ofte forkert. Scavenius gav hele tiden indrømmelser, for han frygtede, at der kom noget, der var værre. Han levede i frygt for disse trusler. Tyskland ville være den dominerende i Danmarks nærområde, og det måtte vi indrette os efter. Ja Scavenius mente, at Hitler var den nye Napoleon.
Politik basseret på fejlvurderinger
Var det ikke Jens Otto Krag, der skrev, at Scavenius politik under Anden Verdenskrig var basseret på fejlvurderinger.
Leverancer af dansk mandskab
Og skal vi ikke slutte med Wilhelm Buhls citat:
Danmark deltog direkte i krigen med leverancer af dansk mandskab til alskens fronter ødelagde sit image.
Først i 1955 blev der ophængt et officielt billede af Scavenius på Christiansborg. Men man turde alligevel ikke at opkalde en gade efter ham.
Besættelsestiden er efterrationalisering
Historien om besættelsestiden handler ofte om efterrationalisering:
Modstandsbevægelsen sikrede, at vi kom igennem med æren i behold. Samarbejdspolitikerne sikrede, at vi kom igennem med livet i behold.
Samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen var hinandens modsætningen, men egentlig nød de godt af hinanden. Og som vi kunne se i indledningen havde Socialdemokraterne også store problemer under besættelsen. Men det havde de andre partier også, og dem vender vi tilbage til i senere artikler.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 30, 2014
”Efterverdenen vil påskønne mine fortjenester”, sådan skrev Caspar von Saldern på sit dødsleje. Han gennemførte mageskiftet i Gottorp, ikke af kærlighed til Danmark men til Holsten. Hans far var blevet fordrevet fra Aabenraa. Van Saldern døde i unåde og med slet rygte, forladt og forhadt af de allerfleste. I Polen blev han udråbt, som en af de værste voldsmænd, landet har set. Han var kynisk og ondskabsfuld over for dem, der kom ham på tværs. En kæmpe park og et Caspar von Saldern Haus bevarer minderne om ham.
Det startede med et foredrag
Ja egentlig startede det til en foredrag i Charlottenlund, hvor arrangøren fortalte, at han var i familie med adelsmanden fra Brundlund Slot. Han søgte så oplysninger om sin slægt. Det blev så til artiklen Adelsslægten fra Aabenraa.
Efter offentliggørelse af denne, har der været en del interesse fra familiemedlemmer. Så nu er det vel på tide, at vi ser på den mest berømte eller berygtede person, om man vil, fra familien.
Masser af arkivmateriale
Vi har under den første artikel henvist til en del litteratur over slægten. Men egentlig ligger der en del arkivmateriel og ældre bøger i Tyskland. Men i Udenrigsministeriet/ Rigsarkivet ligger der også en del. Der var efterladte papirer fra von Saldern på Schierensee og Hermann – Heespens Arkiv på Deutsch – Nienhof, Rewntlowske og Bernstorffske brevsamlinger på Jersbek, Altenhof og Stintenburg. Ja og så er det de Gottorpske Arkiver i Oldenburg.
Ældre tyske beskrivelser findes som skrevet også, men man skal nu ikke tage alt for gode varer. Således stødte vi på bemærkninger om, at von Saldern aldrig havde fået en greve – titel. Og dette passer ikke.
Han gik til grænsen
Tidligere har danske historikere fremstillet Caspar von Saldern som en mand af tvivlsom karakter, diplomat af rang og embede men måske mere en professionel agent, der var til fals for penge og udmærkelser. Han havde lejlighedsvis dog også en betydelig indflydelse. Man har nærmest fremstillet ham som en bedrager, der lod sig betale for enhver pris. Men dengang var det ikke unormalt, at diplomater lod sig betale. Måske gik von Saldern til den yderste grænse. Til sidst faldt det samtiden for brystet.
I Polens historie er Caspar von Saldern beskrevet som en af landets mest brutale voldsherrer.
Ikke kærlighed til Danmark
Vores hovedperson er født i Aabenraa i 1710. Han var søn af amtsforvalter Friederich von Saldern, der døde som amtsforvalter i Neumünster. Egentlig kunne Caspar von Saldern ikke have de bedste følelser over for Danmark – Norge. Da han var tre år gammel, havde hans far måttet forlade sin stilling i Aabenraa. Det var dengang, da den gottorpske del af Slesvig blev inddraget af Frederik den Fjerde.
Caspar von Saldern havde tilbragt sin barndom i en kreds af fordrevne gottorpske embedsmænd, som naturligvis hadede Danmark. Det var nok ikke af kærlighed til Danmark, at han ønskede et mageskifte. Det var sikkert af hensyn til Holsten og hans families fremtid.
Han holdt af penge
Von Saldern holdt af penge. Pengene fristede ham også, da han ledede de russiske interesser i Polen. Man sagde om ham, at man kunne få hans villighed ved at bestikke ham.
Uønsket i St. Petersborg
I årene omkring 1762 udnyttede von Saldern sine evner, og fik indflydelse over Peter den Tredje. Alligevel bevarede han sin stilling under Katherina den Anden. Men til sidst opdaget også hun hans dobbeltspil. Caspar von Saldern arbejdede for, at tronfølgeren skulle være medregent. Da tronfølgeren så gik til moderen og fortalte det, var venskabet med von Saldern også brudt på denne front. Fra den tid var han uønsket i Skt. Petersborg.
Han benyttede de kaotiske forhold ved Christian den Syvendes hof til også her at få en stor indflydelse.
Han kom til kort
Men gjaldt det de helt store skuepladser kom han til kort. Når det gjaldt Det Nordiske Forbund undveg Bernstorff ham. Frederik den Store slog ham kortene af hånden. Da han i 1771 blev russisk gesandt i Warschau, kom han i strid med samtlige polske partier og måtte skønsomst rømme marken. Det blev også et nederlag over for den russiske udenrigsminister Panin.
Det har historikerne glemt
Glemt har historikerne sikkert, at von Saldern som Præsident for et nyoprettet Generaldirektorium gennemførte en række administrative og sociale reformer, afskaffede fællesskabet og synes, at have foreslået Livegenskabets ophævelse på Domænegodserne. Han fik iværksæt forbedringer for Universitetet i Kiel, som var ved at forfalde. Han fik også bygget et par landeveje.
Involveret i Det Gottorpske spørgsmål
Caspar von Saldern blev i den grad involveret i det Gottorpske Spørgsmål. Sagens kerne stammer tilbage til 1544. I henhold til delingstraktaten mellem Christian den Tredje og hans brødre tilhørte dele af Slesvig Holsten hertugen af Gottorp.
En sikkerhedsrisiko
I krigene i 1600 og 1700 tallet havde de gottorpske hertuger flere gange gjort anslag mod Danmark og Sverige. Tilstedeværelsen af hertugdømmet Gottorp udgjorde i høj grad en sikkerhedsrisiko. Hertugfamilien var nært beslægtet med det svenske kongehus, og senere kom de i familie med den russiske kejserfamilie. Hvis Danmark ville angribe Gottorp ville det derfor få storpolitiske følger.
Den russiske alliance
Da Gottorpslægtens overhoved i 1762 besteg den russiske kejserkrone som Peter den Tredje var en krig med Rusland forestående, men pludselig blev kejseren afsat. Det nye russiske styre under Katerina den Anden (den Store) var interesseret i en dansk – russisk alliance vendt mod svenskerne. Dette resulterede i en venskabs – og garantitraktat i 1765.
I 1767 forhandlede man sig frem til hovedlinjerne i et foreløbigt mageskifte for løsningen af det gottorpske spørgsmål. Rusland anerkendte herved Danmarks ret til de gottorpske dele af Slesvig. Danmark fik derved erhvervet de gottorpske dele af Slesvig.
Polen blev holdt nede
Men Mageskiftet blev først officielt gennemført i 1773. Danmark gik fra en fransk til en russisk alliance. England stod i 1763 som storkrigens absolutte sejrherre. Samme år erklærede Peter den Tredje endelig fred med Preussen. Polen havde været Frankrigs interesseområde, men her sad Katarina tungt. Hun sørgede for at holde Polen nede økonomisk og udviklingsmæssigt, så hun bedre kunne kontrollere landet. Hun søgte en alliance med England, Preussen, Danmark og Sverige, dom modvægt til andre dannelser. Men det blev nu aldrig til noget system.
Krigen blæst i allersidste øjeblik
Danmarks krig mod russerne blev afblæst i sidste øjeblik grundet tronskiftet i Sankt Petersborg.
Von Saldern i 1741
Vi skal tilbage til 1741, hvor en kendt dansker, Klevenfeldt møder Casper von Saldern i Göttingen. Han skriver i sin dagbog:
Han ejer artige Videnskaber og sine Sprog i Perfection, har med Menage og Reputation anvendt nogle Aar ved dette Universitet og derved cultiveret sit naturlige Talent og Genie videre, end hans Aar ellers skulle have produceret.
Ifølge Klevenfeldt ville von Saldern til Danmark. Og Klevenfeldt skrev anbefalinger til Conferenceraad Thott og Justitsraad Eggers. Men von Saldern gjorde ikke alvor af sine planer.
Samme embede som sin far
I 1742 finder vi von Saldern som embedsmand i det Holstenske. Og det var i samme embede som den, hans far havde i Neumünster. På den tid var den gottorpske hertug, Carl Peter Ulrich død. Sønnen var endnu mindreårig. Den daværende lübeckske fyrst – biskop, den senere svenske konge Kong Adolf Frederiks styrede hertugdømmet.
Alvorlige beskyldninger
Det højeste beslutningsorgan efter fyrsten var Gehejmeconseillet i Kiel. Her havde von Saldern en betydningsfuld velynder i Gehejmeråd von Wetphalen. Og ham fik von Saldern brug for, da han straks efter sin embedstiltrædelse kom i strid med sin amtmand Grev von Dernath. Denne indgav en meget skarp klage over von Saldern. Såfremt klagen var blevet accepteret, ville det have ført til von Saldern afskedigelsen. Men han kunne forsvare sig, og brugte sine betydningsfulde venner. Men der kom dog til flere uoverensstemmelser.
I mellemtiden var von Salderns velynder, Gehejmeråd Ernst von Westphalen og hans bor blevet fængslet og idømt strenge straffe. Muligvis har von Saldern mærket jorden brænde under sig. Han turde i hvert fald ikke, at blive i Holsten og flygtede til Skt. Petersborg. Dengang blev man idømt en streng straf, hvis man uden tilladelse rejste hertil.
Underslæb og Falsk
Han søgte og opnåede foretræde for Storfyrsten. Von Saldern var så heldig at vinde hans gunst. Snart blev der givet befaling til at processen mod ham i Holsten skulle stoppes. Han havde åbenbart gjort sig skyldig i Underslæb og Falsk.
Og det syntes som om, at lykken nu var gjort i de højere russiske embedskredse.
Køb af godset Schierensee
Nogle år senere optræder han som storfyrstelig embedsmand i Holsten. Mere vides dog ikke. Men en kendsgerning er, at han købte godset Schierensee. Den 19. januar 1760 stiftede han et brandforsikringsselskab Die Saldernsche Brandgilde.
Gehejmeråd hos den russiske kejser
Fra året 1762 begynder von Salderns optræden at få historisk interesse. Den Holsten – Gottorpske Hertug Carl Peter Ulrich havde i januar 1762 besteget den russiske trone. I første halvdel af 1762 finder vi von Saldern som holstensk gehejmeråd hos den russiske kejser. Og i den egenskab kom han i berøring med Danmark.
De russiske og danske tropper stod over for hinanden
De russiske og danske tropper stod lige over for hinanden i Mechlenborg, parat til at banke hinanden. Forhandlinger var i gang i Berlin. Fra dansk side deltog Ahlefeldt og Assenburg. Rusland var repræsenteret af den russiske gesandt ved det danske hof, Baron Korff og von Saldern.
Netop som forhandlingerne skulle i gang, kom budskabet at Peter den Tredje var myrdet. Catharina den Anden var kommet til magten. Hun var stærkt påvirket af sin udenrigsminister Panin. Hun ville udvide den russiske indflydelse i Polen og Sverige, og det var ønskeligt for hende, at få et venskabeligt forhold til Danmark.
Forhandlinger om et mageskifte
Forhandlingerne om genoptagelse om de gottorpske forviklinger ved et mageskifte af den hertugelige del af Holsten og hertugdømmerne Oldenburg og Delmenhorst blev nu genoptaget.
Den dansk – norske regering fandt en særdeles ivrig understøttelse hos von Saldern i de forhandlinger, der gennemførtes i 1764 og 1765. Grev Panin, den russiske udenrigsminister var stemt for, at løse det gottorpske spørgsmål af fredelig vej. Han ville ikke vikles ind i tyske forhold. Men Panin var i modsætning til von Saldern en langsom natur.
Ærgerrighed og forfængelighed
Mageskiftet passede i begges politiske holdninger. Von Saldern så i Rusland en stormagt, der kunne gøre det muligt for ham at vinde politisk indflydelse. Det kunne smigre hans ærgerrighed og forfængelighed om han kunne blive en høj stjerne hos Katharina den Anden. Tænk, hvis han kunne blive hendes politiske rådgiver. Han fandt en nydelse i, at spille en stor diplomat, når han optrådte i mindre nabostater.
Ville give Rusland ”Fanden”
I 1772 og 1773 kunne han ikke dy sig for at spille op blandt danske diplomater i Skt. Petersborg. Her erklærede han, at han ville give Rusland Fanden. Rusland skulle være redskabet for hans egen storhed.
Ingen kunne være i tvivl om, at såfremt Peter den Tredje havde levet længere, ville han have fået bugt med Danmark – Norge. Han ville have føjet den kongelige del af Holsten til sit rige. Men disse planer havde Katherina ikke.
Lod sig godt betale
Von Saldern lod sig betale for de tjenester, han ydede Danmark – Norge. Det var ingen hemmelighed, selv på den tid. Wasserchlebe angiver således en samlet sum på 150.000 Rigsdaler og en årlig pension på 8.000 Rigsdaler. En del af disse penge blev udbetalt allerede inden mageskiftet var fuldbragt.
Skulle vinde von Salderns gunst
Den danske regering mente, at man skulle vinde von Salderns gunst. Desuden skulle fyrstinde Daskow vindes. Denne gjaldt for at være en naturlig datter af Panin. Hun havde meget indflydelse hos ham, og satte pris på hendes indflydelse. En skrivelse fra den 16. juni 1764 fra Bernstorff gav ordre til at udbetale 6.000 Rubler. Når der var sluttet alliance mellem Rusland og Danmark. Når mageskiftet var gennemført skulle fyrstinden have udbetalt 12.000 Rubler.
Von Saldern havde altid haft angst for den fornemme gamle dame.
Russerne ville ikke betale sundtold
Arkiver viser, at von Saldern gennem tiden har fået adskillige penge udbetalt. Hvor meget det egentlig beløb sig til, er der uenighed om.
I slutningen af 1765 var det afgjort, at von Saldern sammen med Gesandt Korff skulle lede forhandlingerne med danskerne i København. Men nu strammede russerne pludselig grebet. Man ville nu have vederlag for de tjenester man ydede Danmark. Det skulle ske ved at Sundtolden skulle eftergives for de russiske skibe. Heldigvis lykkedes det for Bernstorff at påvise, at dette var umuligt.
Ingen god kemi
I Berlin skulle von Saldern forhandle med Frederik den Anden af Preussen om den alliance som Katherina havde foreslået. Frederik den Anden var kendt for at være spydig over for de diplomater, han ikke brød sig om. Og det var bestemt ikke kemi mellem ham og von Saldern. Det hjalp heller ikke, at von Saldern opførte sig taktløs. Det endte med, at kongen viste von Saldern døren. Frederik den Anden brød sig bestemt ikke om, at nogen skulle diktere ham noget.
Et anseeligt følge til København
Den 24. november 1766 ankom von Saldern til København med et anseligt følge. Foruden sin søn, der var kammerherre havde han diverse vigtige folk med i følget. Ham fik bolig i det såkaldte Holstenske Hotel, der var blevet møbleret og indrettet til ham. Den 12. december begyndte forhandlingerne hos kongen.
Glæde i det danske hof
Og det var fest og glæde i den danske kongefamilie. Den 1. oktober var Christian den Syvendes søster, Sophie Magdalene i Slotskirken blevet formælet med den svenske kronprins, den senere Gustav den Tredje, der ved den lejlighed var repræsenteret af Greve Adam Horn. Otte dage efter var hun under festligheder fra Helsingør ført over til Sverige, hvor hun blev modtaget af sin brudgom. Den 4. november blev brylluppet fejret i Stockholm.
Nøjagtig samme dag var Caroline Mathilde i Gehejmerådssalen i slottet St. James pr. prokura viet til Christian den Syvende, idet Hertugen af York forstillede Christian den Syvendes person. Den 18. oktober var hun landet i Altona og under en række festligheder havde hun som rigets højt beundrede dronning gennemrejst sin brudgoms lande, indtil hun den 3. november mødtes med ham i Roskilde. Den 8. holdt de deres indtog i København. Brylluppet fandt sted i Christiansborg Slotskirke.
En berettiget angst
Der var fest og glade dage på hoffet. Men den unge og smukke dronning havde dog også en berettiget angst for, hvad fremtiden ville bringe. Christian den Syvendes blanding af umodenhed, karaktersvaghed og ondskabsfuldhed var efterhånden kendt i en bred kreds. Bare to uger efter sin tronbestigelse havde han afskediget St. Germain som leder af Landmilitæretaten. Adam Gottlob Moltke var blevet afskediget som overhofmarskal og som medlem af Gehejmeconseillet.
Mangel på fasthed og følelser
Bernstorff, som russerne satte meget pris på, var også mange for at få sin afsked. Christian den Syvende var med sin mangel i fasthed på følelser og meninger ved at ødelægge de resultater, man allerede havde opnået med russerne.
Kastede sig ind i rænkespillet
Caspar von Saldern var ikke ukendt med det, der skete i det danske hof og regering. Han kastede sig nu ivrigt ind i rænkespillet. Hans motiv var drevet af magtsyge. Men under sit ophold i København skulle han dog lige først skaffe sig nogle midler til sig selv, samt en karet. Alt dette skulle betales af regeringen. Og han fik, hvad han forlangte. Caspar von Saldern argumenterede for, at han skulle holdes skadesløs.
En regning på 40.000 Rigsdaler
Og det var ikke slut. Caspar von Saldern argumenterede også for, at hans rejse fra St. Petersborg over Warschau og Berlin havde kostet ham 10.000 Rigsdaler. Panin havde sagt, at turen til København ikke skulle koste ham noget. Men øjensynlig havde han ikke fået dækket sine udgifter. I København havde han desuden sat sig i yderligere udgifter. Selv påstod han, at han var en mand uden formue. Men vi skal huske på, at han havde erhvervet sig et gods. Han kunne også fortælle, at en mand af hans stand, burde leve med en vis anstand. Efterhånden var det en forsvarlig regning, som der efterhånden skulle udskrives i København. Men den danske regering turde ikke andet end at efterkomme von Salderns ønsker. Resultatet blev 40.000 Rigsdaler for at stille ham tilfreds.
Kongen træt af sin svoger
I mellemtiden var kongen blevet træt af sin svoger, Carl af Hessen. Denne havde været hans yndling, som han havde fået placeret i spidsen for Landetaten og givet et sæde i Conseillet. Og så havde han givet ham sin søster Louise til ægte. I de første dage af marts 1767 kom der til et åbent brud imellem ham og svogeren ved et bal hos Schimmelmann. Prinsen forlod snart efter Danmark for en tid.
Spillede hasard med russerne
Bernstorffs stilling var nu for alvor truet. Samtidig kom der nu alvorlige angreb mod mageskifteforhandlingerne. Man påstod, at russerne aldrig ville gå med til det, og at de ville landsætte tropper i Tyskland.
Kongen havde fået en ny yndling, Carl Friedrich Görtz. Og det var med stor frygt, at vennerne af den Benstorffske politik så denne Görtz vinde indpas hos kongen. De russiske forhandlinger var nu for alvor truet. Den danske regering og det kongelige hof spillede hassard med russerne.
Von Saldern kunne ikke se passivt på
Caspar von Saldern kunne heller ikke se passivt på, hvad der skete. Bernstorff var også en garanti for russerne, at det hele gik retfærdigt til. Man kunne ikke tolerere, at dennes indflydelse var dalende. Man kunne heller ikke stiltiende se på, at man fra dansk side stillede spørgsmålstegn ved russernes hensigt.
Bernstorff forsøgte at afsætte Görtz som gesandt i Berlin. Men det havde han ikke til hensigt. Nu lagde Caspar von Saldern også tryk på kongen. Og endelig kunne Bernstorff meddele, at Görtz var afrejst.
Varme bade
Endelig blev det foreløbige mageskifte underskrevet og von Saldern modtog en masse penge. Da dette var i orden rejste von Saldern på ferie og tog varme bade. Han vendte tilbage til København den 26. oktober.
Kejserinden lod meddele, at hun ville et vågent øje til Danmarks gøren og laden. I 1767 – 1768 blandende von Saldern sig i hvad der foregik på hoffet og i den danske regering. Han mente, at det var hans pligt.
Ridder af Elefanten
Jo van Saldern vedblev med at spille en overlegen rolle i København. Hans stilling som Kejserindens mest betroede diplomat gav ham store chancer for at spille denne rolle. Og ejendommelig nok blev von Saldern efterhånden en af Christian den Syvendes yndlinge. Von Saldern havde lune, var intelligent og tilpas ondskabsfuld. Og disse egenskaber har sikkert tiltrukket Christian den Syvende. Von Saldern havde let og uhindret adgang til at kunne tale med kongen i enrum. Under disse forhold modtog han åbenlyse hædersbevisninger, foruden de hemmelige pengefordele. Dette resulterede i, at han den 15. februar 1768 blev Ridder af Elefanten.
En Grevetitel
Von Salderns eneste datter, Anna Maria fik ordenen union parfaite. Selv blev han den 3. juni 1768 udnævnt til dansk lensgreve. Denne værdigved blev med det samme givet til hans søn C.H. van Saldern – Gunderoth. Denne værdighed skulle gå i arv til de mandelige efterkommere. Dog syntes det som om, at Caspar von Saldern ikke selv har benyttet grevetitlen.
Masser af afskedigelser på Hoffet
Den 26. oktober 1767 blev Danneskjold – Samsø afskediget fra sin stilling som medlem af Conseillet og tillige fra ledelsen af Søetatens anliggender. Den 19. november fik Reverdil sin afsked som kabinetssekretær hos kongen. Han fik besked om, at forlade landet. Den 22. november blev St. Germain afskediget fra styrelsen af Landetaten og sin stilling som Generalfeltmarskal. Også han fik besked på, at forlade landet. Snart var det Rantzau Ascheberg, der havde været statholder i Norge, der nu fik sin afsked. Han fik besked på ikke at vise sig inden for Københavns porte. Han fik en befaling at tage ned til sine godser i Holsten.
Den 5. februar var det kongens tidligere overhofmester Detlew Reventlow, der for kort tid siden sammen med Bernstorff og Thott var blevet optaget i grevestanden, der fik sin afsked. Også hans søstersøn Sperling blev fjernet fra hoffet. Han måtte gå som en slags forvisning som amtmand i det Slesvigske.
Rewentlows unåde varede dog kun kort, nemlig 14 dage. Så var han igen tilbage i Statsrådet. Det vidner vel lidt om kongens lunefuldhed og svaghed. Værre var det dog med Dronning Caroline Mathildes højtbetroede overhofmesterinde Fru von Plessen. Hun fik i de første dage af marts 1768 ikke blot hendes afsked, men også befaling til at forlade landet, uden at man gav hende pension. Endelig var det så Christian den Syvendes berygtede Frille, Støvlet Cathrine, der i januar 1768 blev transporteret ud af byen og ført til Altona.
Von Saldern havde andel i det
Det er ingen tvivl om, at von Saldern havde andel i alt dette. Han blev hidsig på enhver, der kom ham på tværs. Over for fremmede diplomater pralede han med den magt, som han havde. Allerede i 1766 havde han over for en engelsk diplomat erkendt, at han ville tale til de danske ministre med stokken i hånden. I breve som Reverdil referer, skrev han blandt andet:
Min Hovedplage hidrører fra Dronningen, der i Reventlow har mistet sin højre Haand. Endnu har hun sin venstre, den ondskabsfulde Fru v. Plessen, men også denne Haand skal jeg berøve hende. Sperling var hendes lønnede Spejder, det er en topmaalt Slyngel.
Det var ikke kun von Saldern selv, der blev berygtet for sin fremfærd. Man påstod, at ministre og hofmænd havde benyttet sig af von Saldern til at få deres modstandere ryddet af vejen.
Et toårigt ophold i Kiel
Samtidig med alle de intriger, hvori von Saldern spillede en fremtrædende rolle, gik forretningerne deres gang. I overensstemmelse med de hemmelige separat artikler som blev føjet til den endelige traktat den 1. februar 1768, udstedtes på von Salderns foranledning en nok så berygtet forordning om, at et toårigt ophold ved Universitetet i Kiel skulle være betingelsen for at få ansættelse som embedsmand i Slesvig.
Tårer i øjnene ved Elben
Nu var det foreløbig ikke mere at gøre for von Saldern i Danmark. Så i forsommeren 1768 forlod han landet, samtidig med at Christian den Syvende indledte sin store udenlandsrejse. Ved Elben sagde von Saldern farvet til kongen, også om han selv skrev med Taarer i Øjnene. Denne rejse var der mange, der var imod, fordi man var bange for, at den skulle ende i en skandale. Også her, har von Saldern haft en finger med i spillet. Han mente, at kongen skulle væk fra dronningen.
Det var faktisk på denne tur, at kongen mødte Struensee i Altona.
Polens værste plageånd
Storfyrst Poul var i mellemtiden blevet myndig og mageskiftet kunne nu gennemføres med hans billigelse. Og den russiske regering kunne bruge von Saldern som russisk gesandt i Polen fra april 1771 til september 1772. Det var ved denne lejlighed, at han blev genstand for had. Han blev udnævnt til en af polakkernes værste plageånder.
Et forskud på 20.000 Rigsdaler
På et tidspunkt bad von Saldern, den danske regering om et forskud på 20.000 Rigsdaler af de 100.000 Rigsdaler, der var lovet ham. Igen fortalte han, at han ikke var en rigmand. Men han havde dog været i stand til at købe det adelige gods, Annenhof i Holsten. Som han forenede med sin tidligere ejendom Schierensee.
Arbejdede med tre ting
I 1772 udtaler von Saldern, at han arbejder for tre ting:
Han var kommet tilbage til St. Petersborg, og var blevet Panins politiske rådgiver. Men han udtalte også, at når han var færdig med disse ting, ville han give Rusland Fanden, han agtede derefter aldrig i sit liv at sætte sine ben i dette land igen.
Forhandlingerne trak ud
Forhandlingerne om mageskiftet trak ud. Problemet var, at hverken Panin, Kejserinden eller von Saldern kunne døje den danske minister Osten. Fra dansk side mente man, at det var von Saldern, der med vilje trak forhandlingerne ud. I slutningen af 1772 og begyndelsen af 1773 kunne det dog også se ud som om von Saldern ikke brugte den store iver for at komme videre. Men von Saldern mente dog, at det var Panin, der var skyld i forsinkelserne.
At dø som tigger
Von Saldern meddelte nu den danske regering, at han ikke kunne rejse fra St.Petersborg for at fuldende mageskiftet uden at få 12.000 Rigsdaler:
Om faa Uger bliver jeg 63 Aaar. Jeg staar ved Enden af min Løbebane, og det er med aldeles ødelagt Helbred. Staten vil snart blive befriet fra den aarlige Pensionsbyrde til mig. Man har kun nødigt lade mig leve i min Usselhed, min Rolle vil snart være udspillet.
Jo van Saldern brugte også udtryk som, at dø som Tigger.
En fregat skulle hente ham
Han mente da også, at en dansk fregat skulle hente ham. I København mente man dog lige, at dette ønske lå på grænsen. Men man ville forsøge ikke at virke så ydmygende, derfor befalede man, at kadetskibet Fregatten Christiansø gjorde sit togt til de østlige farvande i Østersøen. Således så det ud som om man kun lejlighedsvis tog van Saldern med.
Men hans forfængelighed var tilfredsstillet. Han gik om bord den 7. august. På vejen til Kiel blev fregatten overrasket af en kraftig storm. Von Saldern led af voldsom søsyge. Stormen bevirkede at man måtte gå til Dragør i stedet for til Kiel.
Forhandlinger i København
Von Saldern benyttede lejligheden til at føre forhandlinger med ministeriet på Fredensborg og i København. Han mødte også kongen, og mente, at kongen var blevet meget svækket på de fem år, hvor de ikke havde set hinanden.
Adelsmænd ville ikke have mageskifte
Ikke alle var begejstret for den sidste underskrift. Der var en sand legion af embedsmænd, som der ikke mere blev brug for. Mange af disse var adelsmænd. Og der var 7 officerer til 19 dragoner. Allerede i 1772 havde forskellige adelsmænd skrevet til von Saldern, om han dog ikke kunne forhindre mageskiftet.
Ja man havde fundet ud af, at en Madamme Bjelke stod i et fortrolighedsforhold til Katherina den Anden. De udvekslede jævnligt breve. Og herigennem forsøgte adelsmænd også at gøre deres indflydelse gældende.
Fra dansk side kaldte man de fjendtlige adelsmænd for tilhørende det svenske Parti. Måske var det fordi den svenske konge, Gustav den Tredje var meget imod mageskiftet.
Truede med at opgive mageskiftet
Og selv om van Saldern havde bebudet, at han ikke ville blande sig i de indre anliggender, så ville han lige have et ord med, når det gjaldt Slesvig Holstens overordnede styrelse. Da Reventlow og Schimmelmann var på besøg hos ham på Schierensee kom det til et voldsomt sammenstød mellem ham og Reventlow om denne sag. Von Saldern gik så vidt, at han erklærede, at såfremt hans ønske ikke blev opfyldt, blev der ingen mageskifte.
Man bøjede sig atter
Den holstenske adel var ikke begejstret for at skulle se almindelige borgere i den overordnede ledelse. Von Saldern var ikke særlig populær i disse kredse. Han blev i den grad lagt for had i disse kredse.
Den danske regering ville ikke så kort før mål begyndte at forhandle med russerne om en oversekretærpost. Man mente, at under disse forhold måtte man komme von Saldern i møde. Igen trak han det længste strå over for den danske regering.
En adelsmand fra Holsten
Man fandt så et kompromis og fandt frem til en titel som Directeur. Og denne titel var betroet til en mand som
Baade ved sin Fødsel og sin Vandel var i stand til at vinde Landets Tillid
Denne chef skulle så tages fra den holstenske adel. Men det skulle ikke være en som bar på gammelt nag til Danmark. Og stillingen gik til A.P. Bernstorff, skønt denne ingenlunde var født Holstener. Men han kunne dog regnes for at høre til den holstenske adel, da han ejede godset Borstel i den kongelige del af Holsten.
Mageskiftet var fuldbyrdet
Endelig den 16. november var mageskiftet fuldbyrdet. Von Saldern overdrog det hertugelige Holsten til Reventlow. Mange taler og festivas blev afholdt. Derefter rejste alle kommisærer til Oldenburg, hvor en tilsvarende ceremoni fandt sted den 10. december. Fire dage efter fuldbragte von Saldern sit sidste hverv ved at overdrage Oldenburg og Delmenhorst til Fyrst – Biskoppen af Lübeck, Frederik August.
Von Saldern fik samme dag resten af de 100.000 Rigsdaler, der var lovet ham.
Find dig et roligt og tilbagetrukket liv
I Rusland var man bange for, at han vendte tilbage. Men Storfyrsten havde endelig fået taget mod til sig, og fortalt, hvilke planer Von Saldern havde pønset med. Det var i februar 1774. Det vakte moderens store forbitrelse, og pludselig fremkom der flere anklager mod von Saldern.
Kejserinden gav Panin ordre til at skrive et brev til von Saldern, hvori han blev opfordret til for fremtiden at tilbringe et roligt og tilbagetrukket liv. Han skulle ligeledes tilbagesende en gave, han havde fået af kejserinden. Og så skulle han da også lige vide, at han ikke mere var velkommen i Rusland.
Panin erklærede van Saldern evig fjendskab
Nu havde måske været et meget velovervejet træk af von Saldern at forlade Rusland på det tidspunkt, som han valgte. Hans planer om at styrte Panin var slået fejl. Og da van Saldern endelig havde forladt havde den russiske minister ikke meget til overs for den holstenske adelsmand:
Saldern var den værste slyngel, der kunne tænkes. Den danske regering havde han søgt at svige, uagtet han gav det udseende af at han arbejdede for Danmarks sag og mageskiftet, var han dog vendt tilbage til Polen og søgt at bringe forhandlingerne til at strande.
På et tidspunkt var det dog lykkedes for von Saldern at vende Katherina den Anden mod Panin. Så en kort overgang var udenrigsministerposten i fare.
Kejserindes ord havde ramt von Saldern
Men Katherinas ord havde dog ramt von Saldern meget hårdt. Ja det var endda meget ydmygende, at han blev bedt om, at skrive sin afsked.
Han havde løjet om Frederik den Anden af Preussen ved at sige til den danske gesandt, at denne ville have mageskiftet opsat, indtil de polske forhold var ordnede, for at Danmark kunne nødes til at garantere den nye ordning af disse.
Beskyldt for omfattende bedrageri
Von Saldern blev foruden andre bedragerier beskyldt for at have stukket 12.000 Rubler i lommen, som de danske regering havde givet ham med det hverv at betale dem til fyrstinde Daskow. Han skulle desuden i 1771 have forfalsket Kejserindens underskrift for at tiltuske sig penge. Han havde også højforræderiske planer med storfyrsten, der skulle være medregent sammen med hans mor.
Kunne trække sig tilbage
På et tidspunkt blev von Saldern også fornærmet over at hans bror Christian Albrecht von Saldern, der var Conferenceraad ikke fik Danneborgs – ordenen.
Han kunne nu med sin grevetitel, sine høje ordner, sine mange penge og den store årlige pension trække sig tilbage. Han forsvinder nu ud af historien
Den flotte have
På sit gods, Schierensee lod Caspar von Saldern anlægge en eremitagehave, med lysthuse, stier og fiskedamme. Hele 20 lysthuse blev anlagt, og på selve Heeschenberg blev der bygget en hytte til godsherren, hvor han kunne slappe af. Her anbragte han et stort billede af kejserinden og her blev der også afholdt gudstjenester.
Lysthusene var enten ovale eller runde og mange lå gemt inde i skoven eller var anlagt på høje. Alle huse fik et navn, Blå Hus, Stenhuset, Det Ovale Hus, Det Runde Hus, Solitude, Bon – Bon, Bellevue m.m.
Vidnesbyrd om smag og pragtlyst
Måske var parken også et Vidnesbyrd om hans smag og pragtlyst. Han fortalte til gæster, at stedet skulle bringe ham ro oven på et stormfuldt liv. Hvorvidt han virkelig faldt til ro vides ikke. En gammel gartner, der viste folk rundt i haven længe efter von Salderns død, fortalte gerne om sin afdøde herres gavmildhed.
I løbet af sommermånederne skete der en masse selskabelighed i parken.
I unåde og slet rygte
Efterhånden trak Caspar von Saldern sig helt tilbage som en mand, der var i unåde og som havde et slet rygte. De sidste år havde han tilbragt meget ensom. Han døde den 31. oktober 1786 af en yderst smertefuld død.
Parken gik ikke i glemmebogen
Efter Casper von Salderns død i 1786 overtog familien alle ejendomme og vedligeholdelsen af parken. Da tipoldebarnet Frederike Marie Sophie i 1860 døde, blev vedligeholdelsen af parkanlægget næsten indstillet. Men parken gik aldrig helt i glemmebogen.
Ludvig den 18’s gemalinde, Marie Louise tilbragte i sin landflygtighed en sommer på Heeschenberg. Og i 1794 besøgte den senere statsminister, Frederik Moltke stedet.
Men i 2002 blev parken anerkendt som et historisk arv og kultursted, og kom igen til sin værdighed. Parken blev anerkendt som en bemærkelsesværdig park. Caspar von Salderns interesse for kunst og havepleje kom igen til ære og værdighed. Godsejeren hedder nu Günther Fielmann.
Kynisk og brutal
Caspar von Saldern var opkomlingen, der med alle midler ville opnå en plads i solen. Han skaffede sig magt og rigdom og sikrede slægten en anset stilling. Han blev dog ikke særlig vellidt hos den gottorpske adel. Hans karakter havde mange frastødende træk. Han var kynisk og brutal. Han var en sammensat personlighed.
Danmark var ikke mere neutral
Men vi skal ikke glemme, at mageskiftet og oprettelsen af det selvstændige hertugdømme Oldenburg har forhindret, at Moskvovitterne satte sig fast ved Østersø og Nordsø. Derfra kunne de let have bestemt Vesteuropas skæbne. På den anden side, nu var Danmark ikke mere neutral. Det benyttede svenskerne sig af og erobrede Norge.
Efterverdenen vil påskønne mine fortjenester
På sit dødsleje i 1786 har Caspar von Saldern i et brev til A.P. Bernsdorff udtalt sin forvisning om, at Efterverdenen engang ville anerkende hans fortjenester for Danmark.
De nærmeste efterkommere
Caspar von Salderns datter døde ugift. Hans søn, Carl Heinrich, der var greve, Gehejmeråd og amtmand i Kiel, Cronshagen og Bordersholm Amter, døde allerede to år efter faderen uden at efterlade andre børn end en datter, Maria Sophia Charlotte. Denne giftede sig med Kammerherre og Landråd C.F. von Brockdorf. Den ældste datter blev gift med en fransk officer, von Mesmer, der antog navnet Mesmer – Saldern. En hofjægermester ved navn Mesmer – Saldern var ejer af Shierensee og Annenhof, dengang Preussen og Østrig i 1864 bemægtigede sig Holsten og Slesvig.
Kilde: Se Litteraturliste under En adelsslægt fra Aabenraa – desuden:
August 28, 2014
Foredrag den 21. august 2014 i Frihavnskirken i anledning af 90 års dagen for anlæggelse af den nuværende Classens Have. Vi skal kigge på Østerbros første gourmet – restaurant. Classen lavede et lille sidespring. Og vi skal høre om udfaldet i 1807. Fru Heiberg sørgede for hvide svaner. Holstein blev sur, og H.C. Andersen jagtede gratis middage. Lig var ikke engelske soldater, og så kunne fru Heiberg ikke lide hendes naboer. Hvem boede på Østerbro, og så hører vi om den sidste blodbøg. Til sidst var der ikke mere udsigt over Øresund på grund af plankeværker.
Vi besøger også naboerne
Ja egentlig skal vi i aften høre om, hvad der er foregået inden for rammerne af Rosenvængets Alle, Gefionsgade, Classensgade og Østerbrogade. Men sådan bliver det dog ikke helt. Vi skal også høre, om nogle af de gader, der ligger inden for den ramme, og høre, hvorfor de har fået de historiske navne. Men vi går da også lidt ud over disse grænser, for vi skal også høre om livet dengang på Østerbro.
Tilbage til 1658
Vi skal langt tilbage i historien. I 1658 benævnes haven som Verner Klaumans Have. Senere blev det til Laurvigens have og Ahlefeldts Have.
I 1659 er haven omtalt i Resens Atlas. Her talte man om en inddeling i fire dele. Mod øst grænsede den ned til Sundet. Mod nord var det til afløbet fra Vartovs voldgrave. Hele vejen rundt var den markeret med levende hegn. Midt i haven var der et tårn med buede side r og løgkuplet tag med flag på toppen.
I 1679, da den pensionerede jæger John Danzer, byggede et udskænkningssted på rester af fæstningsværk. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin samt oprettelse af en skydebane.
Holberg fik inspiration
Allerede i 1682 var huset overgået til Niels Grøn. Og det var herfra, at Holberg fik inspiration til Jacob von Tyboe. Der var opstået problemer med naboen. Han havde forhindret afløb fra fiskedammene.
Allerede i 1707 var stedet anerkendt som traktørsted. Ejeren hed Melchior Verhagen. Han skulle tituleres med kok og gæstgiver. Da hans kone, Sara Cornisdatter bukkede under for pesten, overvejede han at sælge. Han fandt sig dog en ny kæreste, Johanne Borgvad, som overlevede ham. Dengang talte man om et bygningsværk på 12 fag.
En stor bygning
I 1722 var der her et bygningsværk på 19 fag i bindingsværk. Her var to køkkener med murstensgulv, spisekammer og 2 stuer betrukken med spånmåtter. Her var en stald med plads til 13 heste.
Her var sandelig to fiskehuse, der ikke lå langt fra hinanden. Og den vi her taler om, er Kongens Fiskerhus. Gad godt nok vide, om det er Østerbros første gourmet – restaurant. I 1722 blev der averteret:
Liebhavere herefter for en billig Betaling vorde akkomoderede efter enhvers Stand og Begæring med vederbørligt Traktemente af en Traktør som tillige under sine Gæster den Fornøjelse at betjene sig af den derved beliggende smukke Have.
To Fiskehuse
Som sagt var der to fiskehuse. Det ene var et lille opsynshus. Den blev også kaldt for Røverborgen og var en del af fæstningsværket Vartov. Jo her boede den kongelige fiskemester og holdt øje med, at alt gik ordentlig til, helt fra Holbergs tid. Og det sjove, at huset lå der, hvor Holsteinsgade 27 i dag ligger.
Her kom de fine
Kokken i 1728 i Fiskehuset hed Kristian Hansen. Han havde af ejeren Andreas Høyer lejet stedet. Han serverede Fisk og Vildt over fornemme Liebhavere, men alligevel for en civil Pris.
Året før havde man talt om en stor have med 218 frugttræer, og fem fiskedamme.
Jo her kom de fine. I 1738 holdt kongefamilien taffel i Grev Laurvigs Have. Ja og sandelig så boede her også Peter den Store.
Alt godt kommer fra Sønderjylland
Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og det gjorde generalmajor J.F. Classen også. Det vil sige, at hans far kom fra Sønderborg. Han var organist, men udvandrede til Norge, og her kom vores hovedperson til verden. Nu var det heldigt, at han tog navneforandring, for ellers ville haven have heddet Clausens Have og kvarteret, Clausens Kvarter. Navneforandringen skete af to omgange. Det var sikkert ikke fint nok med et S i Clasen, så derfor blev det til 2 S’er som i Classen.
Det var den bagerste del af Rosenvænget, der i 1726 var blevet solgt til direktør i det vestindisk guinesiske kompagni, Frederik Anton Daneskjold – Laurvigen. Efter dennes død i 1754, blev ejendommen solgt til Classen.
J.F. Classen havde talent for handel
Johan Frederik forsøgte at uddanne sig til præst. Men ak, det egnede han sig ikke til. Men han var god til handel. Og efter diverse handelsselskaber etablerede han i 1756 et krudtværk og kanonstøberi i Frederikssund sammen med Just Fabritius. Ja egentlig blev Frederikssund, Danmarks første industriby. De blev kæmpeleverandør af krigsmateriel. Man sagde noget om, at Classen snød sig til større leverancer. Men undersøgelser afslørede ikke kriminelle handlinger.
J.F. Classen var tæt tilknyttet kongen. Med årene kom han også til at eje vandmølle, teglværk, vognfabrik, voksdugsfabrik, fajanceovnsfabrik, vokslysefabrik, gørtlerværksted, guldsmedeværksted og rebslagerbane. Han havde rådighed over bøndergårde i fire landsbyer. Han grundlagde fiskelejet, Liseleje. Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede et bibliotek, der ved hans død omfattede 20.000 bind.
Mere ejendommeligt end smagsfuldt
Classen havde egentlig købt en lystgård med det tilgrænsende fiskehus. Han byggede så et ny lystgård, Justinenborg, opkaldt efter sin brors hustru. Det var et lidt mærkelig bygningsværk. Huset var udstyret med romerske søjler på forsiden. På bagsiden forstillede bygningsværket et kloster. I den ene ende var det i maurisk stil og i den anden ende var den i gotisk stil eller nærmest en engelsk borg. Men denne stilforvirring var højeste mode dengang.
Mange mente, at ejendommen var mere ejendommelig end smagfuld. Classen etablerede også en norsk hytte med stråtag, som han kaldte Antonienborg. Det var nærmere et større lysthus. Et mindre lysthus, som blev kaldt Segesta mere i klassisk stil, blev etableret.
Gik meget op i landbrug
Denne Classen kom til mange penge, fik mange godser, og gik meget op i landbrug. I hans testamente den 28. januar 1789 bestemte han:
At hans bønders hoveri skal bestemmes på de allersømmerste og lemfældigste Maade, endog Mildere, end Love og Forordinger foreskrive.
Det sikkert ikke mange, der ved, at han oprettede en agerdyrkningsskole i Classens Have. Han oprettede også et glasværk i 1754 på Østerbro. Men det måtte han lukke igen. Året efter anlagde en fajancefabrik i bydelen.
Et sidespring
Vore hovedperson var trofast og gavmild over for sine venner. Men han var nu også temmelig hård over for sin fæstebønder og arbejdere, selv om han skabte en del forbedringer for dem. Han nød formentlig sit liv som ungkarl.
Men en dag så han en ung smuk pige ude i marken, som var datter af en af hans fæstebønder. Han bad bonden sende sin datter op til ham på godset. Og hun kom som herren havde befalet. Forbindelsen førte til, at hun blev gravid og fødte Classen en søn, som han dog aldrig vedstod sig fadderskabet til.
Et kort ægteskab
Classen blev gift i en alder af 58 år gift med Anna Elisabeth Iselin – enke efter en af Classens venner og forretningsforbindelser. Brylluppet fandt sted i 1783 i Garnisons Kirken.
Det var et lykkeligt ægteskab men ak og ve. Det varede kun 2 ½ år, så blev hustruen syg og døde. Selv døde han i 1792.
Romantisk og stemningsfuldt
Hvordan så det ud dengang, ja i 1801 boede der kun 659 indbyggere på Østerbro. Det var aldeles landeligt herude. Vejen gennem Kastellet til Kalkbrænderiet var romantisk og stemningsfuldt. Fra en af datidens turistguide hedder det således:
Hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendes af Faa, men hvorfra en henrivende Udsigt over Sundet.
I samme guide kunne man læse, at der lå en meget pyntelig ejendom, det såkaldte Hvide Hus med en prægtig Classens Have, som dog ikke nåede helt ud på Østerbrogade. Rester af det gamle traktørsted Fiskehuset kunne stadig beses. Det lå på hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Her var en fantastisk udsigt over Sundet. Haven beskrives som en park med kanaler, øer og fiskedamme. I 1806 beskrives der hele 12 af disse.
I haven var der også et Orangehus.
En strandpromenade blev anlagt
Langs stranden anlagde J.F Classen en strandpromenade, som blev lukket med bomme for enderne, og kun var åben for fodgængere. Mellem promenaden og haven los han grave en kanal. Selv om haven var privat, så tænkte Classen på københavnerne: Det var et yndet udflugtsmål for borgerskabet at vandre langs promenaden ud til Kalkbrænderierne. Og det gjorde de i massevis. Det var masser at se på. Alene ude i Øresund passerede 10.000 skibe. Denne udsigt blev så ødelagt i løbet af det 19. århundrede ødelagt af diverse badeanstalter og havneanlæg.
Hverken Classens Have eller Rosenvænget nåede helt ud til Østerbrogade, så her blev plads til lidt småbebyggelse, værtshuse og endda et bryggeri.
En grundskole blev opført
Ved hjørnet af Classensgade/Østerbrogade lod Classen opføre en skole med klassisk ydre. Den var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet og på resten af Østerbro. Her fik 100 eleverne gratis undervisning.
Et flot stykke natur blev ødelagt
Men ak og ve. 1807 betød, at alle bygningsværker i haven samt en masse træer måtte brændes af. Det var for at kunne holde øje med englænderne. Et flot stykke natur blev ødelagt faktisk inden englænderne kom.
Den danske hær var i Holsten
Kysten fra Kastellet og nord på til Svanemøllen blev i august 1807 skueplads for det engelske angreb både fra sø – og landsiden. Foruden hovedflåden af linjeskibe bestod flåden af 40 korvetter, brigger og morterfartøjer. Den engelske flåde gik i land i Vedbæk den 16. august. De nåede hurtig frem til Vibenhus og lagde batterier ved Svanemøllen og Kalkbrænderiet. Trods mange advarsler kom angrebet som en overraskelse.
Den danske hær befandt sig i Holsten. Den danske flåde var slet ikke mobiliseret. Danskerne havde samlet sig i en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere. De stod med 11.000 mand mod englændernes 30.000 mand.
Kamphandlingerne satte sine spor
Begivenhederne i Classens Have er i den grad blevet dyrket i Danmarks – Historien. Masser af gadenavne i området er opkaldt efter denne begivenhed i 1807. Danskernes eneste sejr.
Det var den 31. august, at man rykkede ind i haven, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne var blevet fældet, så man ikke senere kunne bruge den som skjulested.
Den burde have truffet mig i hjertet
Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de fik også støtte fra kanoner og mortérer fra Kastellet. Fra søsiden havde man fået hjælp af tre rokanonfartøjer. Det var her, at den 70 årige Peymann blev skudt i foden. Men ak, han blev ikke hædret. Han udtrykte de berømte ord:
Åh det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.
Han blev gjort ansvarlig for det danske nederlag. I løbet af tre timer havde danskerne ryddet området. Men historien melder ikke noget om, at englænderne delvis frivilligt ryddede området.
Officererne blev belønnet
Livjægerne gav navn til Livjægergade. Medlemmerne var ulønnede. De skulle selv betale for deres uniformer. Men kongen gav dem dog våben og krudt. De opnåede fuld respekt efter det berømte slag i Classens Have. Og officererne fik lov til at kalde sig von.
Englænderne sejlede hjem med 400 skibe
Men ak. Englænderne sejlede den 21. og 22. oktober hjem med 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe. I alt 400 skibe stævnede mod England. Danmarks rolle som flådenation var besejlet. Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men den ordre nåede ikke frem.
Den lille Markis
Man talte i 1830 om, at man gik fra Rosendals velfriserede mark til Classens urskov. På Rosendahl gik den Lille Markis og passede på sin kostbare roser, som hed Arabella og Tausendschöhn og meget mere. Jo der var stil over den gamle, som bar hvid paryk og hvide strømper. Det hvide Hus blev den gang ejet af snedkermester Grandberg.
Latter og bægerklang
Inde fra Heldts Beværtning lød kuglernes rumlen fra keglebanen og keglemesterens meldinger. Fra Jespersens Beværtning lidt længere op i alleen høres latter og bægerklang. Måske er det gravøls – gæsterne.
Hos slikmutter foran Holmens Kirkegård kan der købes kandistænger. Her kan der også købes en ny og sørgelig vise, om matrosen, der myrdede sin kæreste, fordi hun kom vand i brændevinen. Ja og så lå Soldaterkirkegården lige overfor.
Kongebørn på glatis
Haven lå som et vildnis i et par år. En af de første villaer, der blev opført efter udstykningen var Aggersborg. Ja villaen lå på en ø, og var ejet af vekslere H.C. Aggersborg. Den blev opført i 1846 i meget idylliske omgivelser. I villaens park var endnu nogle af de kongelige fiskedamme, der var forbundet med kanaler, hvor fornemme københavnere løb på skøjter om vinteren, blandt andet Christian den Niendes børn. Og selvfølgelig skulle vi have en gade, der hed Aggersborggade.
Fru Heiberg havde sørget for svaner
De mange fiskedamme var blevet til en hel sø. Med små broer blev øerne, der havde dannet sig forbundet til fastlandet. Og sandelig om ikke Fru Heiberg sørgede for, at der kom svaner i søen.
Fra Husets Altaner var det med Undtagelse af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser laa saa et Hus med graamalet Træbeklædning og Udskæringer. I det hele Taget var der noget eventyragtigt over Hus ude og inde.
Vekselmægler Aggersborg var maleren P.C. Skovgaards morbror. Det var yndet tilhørssted for Skovgaard – børnene.
I 1895 døde Aggersborg. Tre år efter var ejendommen udstykket, søen og øerne forsvandt og erstattet af grimme grå huse.
Holstein blev sur
Officer, kammerherre Frederik Conrad von Holstein havde udmærket sig som leder af Livjægerkorpset ved udfaldet i haven. Han blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater. Det var ham, H.C. Andersen henvendte sig til, da han ville være skuespiller. Ja denne H.C. Andersen døde ikke langt herfra på Rolighed. Og den gode Holstein skulle selvfølgelig også have en gade opkaldt efter sig. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef på teatret. Han sendte vores ven, Holstein en fribillet – en ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine ben i Det Kongelig Teater igen.
H.C. Andersen: Søen stinker
Et år før han døde (1874) på Rolighed, skrev H.C. Andersen følgende:
Søen stinker, som var den opfyldt med Ådsler. Vejret var koldt og regnfyldt. Maven er daarlig. Nerverne angribes og Gigten faa saadan Overhaand, at det bliver besværligt at gaa.
En måned før han døde, havde han bestilt nyt tøj og 200 nye visitkort. Han havde tænkt sig at få bygget et hus ligesom fru Heibergs. Han udåndede den 4. august 1875. Han nåede dog at sige:
Jeg er saa urimlig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.
Rolighed fra 1791
Rolighed blev opført i 1791 – 1792 omtrent midt på det nuværende Gl. Kalkbrænderivej, Her boede blandt andet Søren Gyldendal, stifteren af Danmarks største forlag. De fleste, vil nok blive forbavset over at høre, hvor stor udstrækning ejendommen Rolighed med have udgjorde. Marstalgade, Hobrogade, Grenågade og en del af Nordre Frihavnsgade. Haven udgjorde en stor del af Gammel Kalkbrænderivej og Silkeborggade.
Steen Billes gade
Steen Billes Gade er navngivet efter Steen Andersen Bille, som var søofficer i flåden. Han var hvis ret hård over for personalet. Han blev også marinemester. Og det gik ikke stille for sig. Han blev anklaget for misbrug af statens penge. Han blev dog frifundet. Jo og denne gade skulle man i hvert fald ikke bevæge sig ud i eftermørkets fembrud i 1920erne. Da blev den kaldt Bøllernes Gade.
Willemoesgade
Willemoesgade er navngivet efter sekondløjtnant Peter Willemoes. Han var i centrum, da englænderne angreb 2. april 1801. Men ak og ved, ombord på Prins Christian Frederik fik han ved Sjællands Odde i 1808, som premierløjtnant bortskudt sin isse.
En tysk gartner
I 1809 blev alle Classens ejendomme, der gik under navnet Frederikslund forpagtet af broderen P.H. Classen. Han fik selv en ejendom i nærheden. Han fik ansat en tysk gartner, Neumann. Han stod for driften, og solgte frugt til hovedstaden fra haven. Hele fire – fem mand fik gang i haven. Men desværre kunne man ikke mere dyrke fisk i fiskedammene. Vandet var forurenet af Iselin og Tuteins Kattuntrykkeri.
Julie Sødrings erindringer
Midt i 1800 tallet skrev skuespillerinden Julie Sødring i sine erindringer om haven. Familien var i 1834 flyttede man fra Adelgade til Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade:
Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudeslør og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i disse nætters tid, nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kan sove.
Julie Sødring fortalte også om indretningen af Det Hvide Hus:
Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige ved Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal og nogle Værelser op i det høje Mansardtag. Tillige var der et herligt Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til Ejendommen hørte en prægtig Have, der strakte sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.
Vennero er lig med Classensgade 11
Det var et plankeværk i haven langs en lindealle, der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennero. Dennes store have stødte op til Classens Have og mod nord strakte Tuteins ejendom sig. Julie og hendes familie, Rosenkilde havde fået lov til at bevæge sig rundt i disse herligheder.
Landestedet Vennero skulle åbenbart på et tidspunkt have ligget inde i selve Classens Have. Og det blev også betegnet som Østerbros ældste bygning. Stedet kan helt nøjagtig fastsættes til Classensgade 11.
Udstykninger
Som vi tidligere har nævnt begyndte man at udstykke haven i 1846. Foreløbig var det kun langs stranden. Her blev der opført villaer, der hver fik en træbro over kanalen til promenaden.
Mod nord var det grosserer H.P. Halkiers villa. Den blev i 1880 købt af Langelinjes bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed den Sølund. Den forsvandt i 1898 til fordel for etagebyggeri.
Mellem Rosenvænget og Strandpromenaden hørte også en strimmel jord med til Classens Have. Den blev solgt til ejeren af Rosendal og deraf udstykket. Det var på den sydligste af disse, at Fru Heiberg lod opføre den røde villa.
Ikke et eneste træ blev bevaret
I 1880erne rykkede høje huse fem over dele af Classens Have. Holsteinsgade og Willemosegade blev udstykket. I grunden er det mærkeligt, at ikke et eneste af de historiske træer fra den oprindelige have er bevaret.
Classensvej
Classensvej blev navngivet i 1860, og ændret til Classensgade i 1889. Det vestlige stykke mellem Kastelsvej og Lille Triangel hed dog frem til 1889 Kastelsvej. Gaden dannede indgang til Kastellet fra nord. Ja en del af vejforløbet var adgangsvej til Justinenborg. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.
Masser af lig
Hvor den nuværende Classens Have ligger, var deromkring århundredeskiftet anlagt kolonihaver. Da man i 1920 fjernede disse, og gravede fundamentet ud til KAB’s kompleks, stødte man på skeletter. Det skulle angiveligt har været i tusindevis. Rygterne gik på, at det var kirkegård for britiske faldne efter 1807. Men de mistede dog ikke så mange soldater ved den lejlighed. Men det nok snarere rester af en pestkirkegård fra 1711. Da var København ramt af asiatisk byldepest.
Lille Ejegod
Den sidste Classen – arving var broderens søn, Michael. Han lod opføre Lille Ejegod nede ved Strandpromenaden. Denne blev i 1860 udlejet til en grosserer. I 1874 blev stedet udlejet til skibsbygger Lautrup som anlagde en havn her. Ja og en plads som han kaldte Ny ballast Plads anlagde han også.
Rosenvænget
Lige i nabolaget lå et eksklusivt idyl. Her var det rene idyl for dem, der havde nok af penge. Her var man ikke plaget af patienterne fra Finsens Institut, i hvert fald ikke i begyndelsen. Jo det var Rosenvænget. Der var kun adgang gennem den røde låge gennem Rosenvængets Allé, hvis man havde fået udleveret en nøgle.
Men det var lidt malurt i bægeret, for en lille del af den stinkende Rosenå, løb langs Rosenvængets sydlige haver. Jo det var i 1857, at området der blev udstykket. Her boede foruden Fru Heiberg, malerne Marstrand, Aagaard og Skovgaard. Her boede politikere, vekselerere og fabrikanten William Wain (B&W).
Døssige af kulstøvet
Men også ak og ve for dette kvarter. For den nye Frihavn skabte store forandringer på Østerbro. Således berettede Politiken, at i villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel. De blev døssige af kulstøvet.
Ingen ølhaller i kvarteret
Ak ja. I Illustreret Tidende kunne man i 1863 læse følgende:
Her kan der aldrig blive Tale om at henlægge Forlystelser eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.
H.C. Andersens jagt på gratis middage
I 1872 var de 49 grunde alle sammen solgt. Kun privilegerede personer, som H.C. Andersen kunne få udleveret nøgler. Jo her kom han ofte for at sikre sig en gratis middag. Ofte var det hos Fru Heiberg, der havde den østligste villa. Men det var fast, at eventyrdigteren hver tirsdag skulle have middag hos højesteretssagfører Drewsen. Det var også her, at Andersen prøvede sine kunstige tænder i marts 1864. Ikke alle var lige begejstret for Andersens evige jagt på gratis middage. Til gengæld var Andersen ikke altid begejstret for, at han blev sat til at underholde børnene
Fru Heiberg brød sig ikke om alle
Det var bestemt ikke alle som fru Heiberg brød sig om. Det var ikke alle, der kunne indordne sig efter de specielle regler herude. Fru Heiberg brød sig i begyndelsen ikke om Drewsen og bestemt ikke om dennes børn.
Og så bredte Finsens Institut sig. Og borgerskabet var bange for, at hudsygdommene kunne smitte, og så kunne man ikke tåle at se de vansirrede ansigter. Patienterne blev hånlig omtalt. Men efterhånden havde instituttet overtaget en tredjedel af villaerne.
Tabte Højesteretssag
Og gisp i 1932 rejste der sig en 3 – etagers bygning i kvarteret. Beboerne påberåbte sig de særlige servitutter. Men Højesteretssagen gik beboerne imod.
Hvem boede i Lipkesgade 25?
Det var ikke hvem som helst, der boede her. På Livjægergades nordside boede enkegrevinde C. Shulin og senere fabrikant Goldschmidt. Men boede der ikke almindelig folk på Østerbro dengang. Jo da, lad os prøve at kigge på Lipkesgade 25 omkring 1885:
Præget af militæret
Jo befolkningssammensætningen var præget af militæret. Standarden på bebyggelsen var væsentlig bedre end på Nørrebro. Dengang sad byggematadorerne selv i Borgerrepræsentationen. De var ikke interesseret i byggevedtægter. Men på Østerbro kom man lidt senere igen. Og nu var det pludselig stillet krav.
Jo det var sandelig handelsgartner, maler og tegner Alexis Lipke, der fik opkaldt en gade efter sig. Selv havde han en villa ved den nuværende Classensgade.
Den sidste blodbøg
Forandringerne kom hurtig. Heldts Beværtning blev til Rode – kontor. Og det flotte hvide hus blev til Sparekassen for København og Omegn. Ja forandringerne kan vel bedst illustreres med historien om Blodbøgen, fortalt af Benedicte Arnsen – Kall:
Til intet af disse Træer i Classens Have har jeg næret en sådan kærlighed som den store blodbøg med de historiske minder fra Livjægernes udfald i 1807. Dette træ, der havde trodset så mange omvæltninger, stod der endnu i fuld kraft og skønhed i 1885 som Danmarks ældste blodbøg. Fra et af mine mange vinduer i min mangeårig bolig på Citadelsvejen kunne jeg se det, og mange morgen har jeg hilst på det og takket det for, at det endnu stod der, at det endnu var et forbindelsesled mellem hin fjern barndomstid på det gamle Østerbro og alderdommens stille syslen med livets brogede og vekslende minder. Men heller ikke denne glæde skulle vare ved. En morgen 1885 måtte jeg fra mit vindue se på, at vandalske øksehug fældede det herlige træ.
Ejeren, en for nylig afdød handelsgartner, der i mane år havde kælet for det og selv kendte dets historiske betydning, var falden på, eller var blevet opfordret til, at udparcellere grunden til nogle kedelige snorlige kasernegader, der nu står som grimme og kedelige monumenter over al den svundne skønhed.
Resterne af De Fattiges Dyrhave
Ude ved Kalkbrænderiet lå der endnu omkring år 1900 et traktørsted, his indehaver hed Hammerich. Det var absolut den allersidste rest fra De Fattiges Dyrehave. Her kom var beboerne fra Nyboder også velkommen. Det var de ikke i den rigtige Dyrehave eller i Frederiksberg Have.
Store anlægsarbejder langs kysten
Mens der blev bygget på de flotte naturgrunde skete der også ting og sager langs den flotte strandpromenade. Et virvar af badeanstalter, pælebroer, lave bolværker, småhavne og tømmerpladser opstod. Duften af stillestående vand og rådden tang blandede sig med tjære. Udsigten over Sundet blev hæmmet af et hav af plankeværk. Langs kystlinjen kom der efterhånden store anlægsarbejder.
En time går hurtig
En time går alt for hurtig. Vi kunne have fået lidt mere, at vide om badeanstalterne og havnene langs kysten, om dengang, da Martin Andersen Nexø forsøgte, at snyde sig fra svømmeundervisning med en undskyldning, at han havde brok.
Vi kunne have fortalt om Griffenfeldts lidelser på Kastellet:
Et tilbud fra en skarpretter
Vi kunne have fortalt, om dengang, da Struensee og Brandt blev henrettet. Egentlig var der en kort overgang et henrettelsessted lige i nærheden af Classens Have. Vi kunne måske kigge lidt i skarpretterens tilbuds – katalog fra 1698:
Alt dette kan du gå ind og læse på www.dengang.dk, og der kommer meget mere.
Tilbage til hovedpersonen
Men lad os lige slutte med vores hovedperson. Ham, som vi kan takke for, at det ikke hedder Clausens Have.
Classen efterlod sig en stor formue. Og denne skulle bruges:
Classens Have indgik som værdi i fonden. I 1880erne blev der lagt planer for havens anvendelse og etagebyggerierne begyndte at tage fat.
En stor fond
I dag ejer og dyrker Fonden 1.700 hektar agerjord og 2.634 hektar skovbrug. Classen havde i mange lidt af gigt, og det var dagen før sin død, han fik lavet testamentet. Hans bror følte sig noget snydt. Der blev oprettet legater til fordel for hospitaler, skoler og stiftelser. Han bestemte også, at Frederiksværk skulle videreføres af sin gode ven Prins Carl af Hessen mod betaling af en særlig Frederiksværk – afgift.
Hvad med offentlige møder?
Tak for jeres opmærksomhed. Og så håber jeg, at vi også på Østerbro kan holde nogle store offentlige foredrag om vores bydels historie lige som på Nørrebro.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 28, 2014
Det var ofte en kamp mellem det danske og det tyske i Aabenraa. Pastor Ahrnkiel havde herskersyge og var meget egenrådig. En Aabenraa – skrædder lavede en kappe til den svenske konge. Og svenskerne forlangte meget af Aabenraa – borgerne. I 1848 blev Frederiksklubben dannet. Lederne blev udvist til Kolding. I 1830 erne var det småt med industri i Aabenraa. Man havde et par tobaksfabrikker, en orgelfabrik og et teglværk. Det var godt man havde skibsfarten og driftige købmænd. To gange om ugen kom der post. Først i 1870 blev der etableret en sømandsskole. Men da var det nok for sent.
Herskabet talte tysk
Ved Hertugdømmernes deling i 1544 kom Aabenraa by og amt under de gottorpske hertugers regime. Det var Hertug Adolf, der regerede. Dette betød at befolkningen kom i et slags modsætningsforhold til kongen.
I den gottorpske tid var embedsmændene alle tyske og embedssproget var tysk. Oprindelig var sproget plattysk, således er den ældste kirkebog fra Aabenraa på plattysk. Senere er det højtyske trængt ind. Antagelig talte den almindelige befolkning dansk.
Men kongen og hans embedsmænd brugte også tysk.
Der blev sunget tysk under danske gudstjenester
Det gottorpske regime forsøgte bevidst at uddybe modsætningsforholdet til kongen, således tilsluttede de sig til kongerigets fjender. De fortrængte alt, hvad der var dansk. Også i kirken blev tysk anvendt. Ja selv under de danske gudstjenester blev der sunget tyske salmer. Skolebørnene blev også undervist på tysk.
Et egenrådigt gemyt
En af de ivrigste tilhængere af det gottorpske styre var provst Troels Ahrnkiel. Han var født i 1632 i Toldsted. (se artikel). I 1672 blev han præst og provst i Aabenraa.
I 1675 inden den Skånske krig lykkedes det for kongen at få afsluttet en traktat i Rensborg med hertugen af Gottorp, hvorefter kongen skulle overtage disse dele. Men straks efter den Skånske Krig i 1679 måtte kongen atter afgive områderne.
I 1684 mente kongen atter at være stærk nok til at overtage områderne. Det danske kongehus anordnede, at nu skulle der bedes kongebøn for den danske konge. Men dette ville Troels Ahrnkiel ikke. Han var mild sagt et meget egenrådigt gemyt. Det endte da også med, at kongen afskedigede ham.
Men i 1689 måtte kongen atter afgive sine områder til hertugen, og Troels Ahrnkiel rykkede atter ind i kirken. Her fik han så lov til at blive til sin død i 1712.
Tyskheden havde det let
Denne Ahrnkiel var næsten konstant i strid med borgmester, råd, amtmand og regering. Han var herskersyg og egenrådig.
I 1713 kom de gottorpske lande endelig igen under den danske konge. Den gottorpske tid har senere haft betydning for tyskheden i Aabenraa. Det viste sig nemlig, at den Slesvig – Holstenske bevægelse havde lettest ved at vinde indpas i Aabenraa.
De frygtlige svenskere
30 – års krigen, som brød ud i 1618 kastede sin tunge skygge over Aabenraa. Det var især mellem 1626 – 29, at Aabenraa fik krigen at føle. I 1625 havde Christian den Fjerde kastet sig ind i krigen. I slaget med Tilly ved Lutter am Barenberg blev kongen fuldstændig slået. De kongelige tropper drog i de følgende år mod nord. De blev fulgt af Wallensteins tropper. I vild forvirring jog kongens soldater op gennem Jylland. De brændte og plyndrede byer overalt, hvor de kom.
Det var kun med de største anstrengelser, at det lykkedes at skaffe de penge, fornødenhed m.m. som fjenden forlangte. Soldaternes grusomheder mod befolkningen kendte ingen grænser.
Wallensteins tropper plyndrede også byen. 40 borgere i byen stod uden tag over hovedet. Deres huse var blevet brændt af.
Og i 1629 måtte Aabenraa også døje med en alvorlig pestepidemi.
Et dyrt bekendtskab
I december 1643 var det general Lennart Torstenssons tur til at gøre det surt for Aabenraas befolkning. Efter at have ødelagt Søgård indfandt han sig i Aabenraa.
Pastor Hübschmann skriver i sine optegnelser, at svenske tropper 8 dage før jul i 1643 blev landsat i Aabenraa. De forlangte flere tusinde rigsdaler.
Da oberst Douglas med fire et halvt kompagni ryttere og den halve stab havde ligget byen til last gennem længere tid havde ligget byen til last, blev der sendt et nødråb til hertugen. e klagede deres nød i høje toner. Senere rykkede kongens tropper ind i byen. de slog 28 svenske ryttere ihjel. Men også de kongelige tropper blev et dyrt bekendtskab for Aabenraa.
I marts 1645 udskrev den svenske general Wrangel en ordre til Aabenraa Amt og By om levering af 50.000 pund Brød, 150 Tdr. Øl, 600 Tdr. Havre.
Det skulle sammen med en lignende ordre til Løgumkloster Amt leveres til Ergenförde.
Den 1. august var krigen slut. Men spændingerne mellem Danmark og Sverige bestod.
Krigserklæring mod svenskerne
Den 1. juni 1657 udstedte Danmark en krigserklæring mod Sverige. Den svenske konge Karl Gustav som netop befandt sig på felttog mod Polen, vendte øjeblikkelig dette land ryggen. Allerede en månedstid efter erklæringen stod han i Holsten. Det varede heller ikke længe inden han havde indtaget hele Jylland. I januar 1658 foregik hans berømte togt over isen til øerne.
En kappe til den svenske konge
Karl Gustav må en tid have haft kvarter i Aabenraa. Det skriver pastor Hübschmann. Aabenraa – skrædderen, Peter Schade fik gennem borgmester Hans Magnussen ordre til at sy en kappe til kongen.
En mand ved navn, Lorentz Layggaard fik 24 skilling for at bringe den færdige kappe til kongen. Han var draget til Fredericia for at forberede troppernes overgang over Lillebælt.
Efter at kongen havde forladt Aabenraa, måtte befolkningen lide med polakker og brandenborgere. Særlig polakkerne stod for at pine mange af Aabenraa – borgerne.
Det gik mange år, inden Aabenraa kom sig efter krigene.
Pest på vej
I 1711 – 12 udbrød der igen pest i Polsk Preussen. Et omfattende apparat blev sat i gang for at hindre, at sygdommen bredte sig til de kongelige og hertuglige lande.
Der blev udsat ridende strandvagter, der skulle hindre at søfolk blev landsat. Mandskab, der kom ind i havnene blev nøje undersøgt. Der blev ført tilsyn med varer, klædningsstykker og lignende.
En stolt søfartsby
Snart oplevede Aabenraa sin storhedstid som havne – og handelsby og fremstilling af skibe. Dette har vi dog beskrevet i andre artikler.
Da bygningen af jernskibe begyndte, gik det tilbage for skibsfarten i Aabenraa. Men eventyret varede helt til 1860erne. De stolte skibe og de driftige sømænd fra Aabenraa og Løjt, der havde været overalt i Nordhavet, Vestindien, Kina, Japan og endda Sydamerika, havde udspillet deres rolle.
Vi skal også lige kort nævne, Aabenraas ambitioner om, at blive badeby. Også det har vi beskrevet udførligt i artikler.
En sprogerklæring
Embedsmændene havde udbredt det tyske sprog i byen. Men den jævne befolkning talte nærmest sønderjysk. I 1850 blev der udsendt en bestemmelse om sprogforholdene i Sønderjylland. For Aabenraa hed det sig:
Der indrømmes det danske og tyske Sprog lige Ret som Kirkesprog, saaledes at der afvekslende paa den ene Søndag holdes Højmesse paa Tysk og Aftensang eller Froprædiken paa Dansk, paa den anden Søndag omvendt. I samme Øjemed ansættes to Kompastorer ved Byens Kirke. Det danske Sprog indføres som Undervisningssprog i Stadens Skoler, men dog saaledes, at der ogsaa drages Omsorg for, at der meddeles Børnene grundig Undervisning i det tyske Sprog.
Ugebladene i aabenraa
Vi skal måske lige kigge på de daværende Bladforhold i Aabenraa. I 1825 påbegyndtes udgivelsen af et lille ugeblad, Allgemeines Wochenblatt. Det var redigeret af høker, Hans Kopperholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Og bladet blev trykt hos C.A. Rathje. Selv om bladet var tysk, var der også danske tekster i bladet.
Der var ingen danske – eller tysknationale tendenser i bladet i begyndelsen. Selv dr. Neuber, der senere blev danskhedens store fjende, skrev lejlighedsdigte på tysk i bladet til kongens eller Danmarks pris.
Efter indvielsen af den nye rådhus i Aabenraa den 28. oktober 1830 gengav Wochenblatt den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.
I efteråret 1830, da Uwe Jens Lornsens skrift Ueber das Vervassungswerk in Schleswigholstein, blev dette omtalt i avisen. Men det varede ikke længe før der kom en beklagelse af dette i bladet.
Gnidninger mellem redaktør og borgmester
Men snart opstod der en strid mellem borgmester Georg Schow og redaktør Hans Kopperholdt. Dette resulterede i, at kongen efter indstilling af borgmester, kancelli og regering fratog ugebladets privilegium på grund af redaktørens stadig voksende Modstand og aabenbare Ulydighed. Det sidste nummer af bladet udkom den 10. februar 1839.
Frederik Fischer søgte, at udgive et nyt blad i stedet for Wochenblatt. Han var ud af en gammel Aabenraa – familie, der kan føres mange hundrede år tilbage. Sammen med professor Flor oprettede han et dansk Laanebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede dette bibliotek til 200 bind.
Hele den historie om Fischers blad, har vi tidligere omtalt her på siden.
Frederiksklubben
Den 11. december 1848 blev Frederiksklubben oprettet. Det var de gamle slægter, Fischer, Bahnsen og Cornett, der stod bag. I løbet af 1849 havde foreningen efterhånden 150 medlemmer. Og medlemmerne var kærnen af byens borgerskab, håndværksmestre, købmænd, skibsførere og lignende. Og navnet på klubben var selvfølgelig til ære for kong Frederik den Syvende.
I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på Rådhuset, hvor de fik at vide, at de havde to timer til at forlade byen. De fik udstedt et tvangspas til Kolding og blev ledsaget dertil af soldater. De øvrige medlemmer turde ikke mødes før den næste våbenstilstand.
Sprogforeningen
Og efter 1864 blev det bestemt heller ikke lettere, at være dansksindet i Aabenraa. Også medlemmerne af Sprogforeningen blev gang på gang anklaget. Og man måtte heller ikke anvende ordet Sønderjylland.
Sprogforeningens medlemmer kunne heller ikke mødes kængere, for dem, der lagde husly til dem, blev straffet. Derfor erhvervede foreningen forsamlingshuset, som de omdannede til Folkehjem.
Ikke meget industri
Hvordan så det i grunden ud dengang i Aabenraa i 1830erne? Dr. Neuebers forsøg med at gøre Aabenraa til kurbad, blev en kæmpe fiasko. Der var to tobaksfabrikker, to lysestøberier, et teglværk, en orgelfabrik og et sukkekogeri. Der var masse af småhåndværkere, handelsstanden, fiskere, gæstgivere og landbrugere. Hertil kom søfarten.
To gange om ugen kom der post
Aabenraa havde dengang ikke nogen højere skole, sygehus eller Forsørgelsesanstalt. Man havde et stort antal milde Stiftelser og Legater til lindring af Nød og fattigdom. Der var dog læger og apotek i byen. Drikkevandsforsyningen var både god, bekvem og tidsmæssig. Fra kilderne på Ahrensbjerg blev vandet i udborede træstammer ført ned til byen.
Post – to gange om ugen
Gadebelysningen var sparsom og minimal. Ved hjælp af olie – og tranlygter spredtes enkelte steder aftenens mørke af et minimalt lysskær. I hjemmene hjalp man sig mest med støbelys i stager eller lysekroner.
På to ugentlige torvedage forhandlede landboerne deres produkter til byens indbyggere. Af hvert slagtet kreatur, der udbødes til salg, tilkom der borgmesteren dyrets tunge. Og desuden skulle der erlægges 4 skilling i torvegebyr.
Fremgang indtil 1864
Lige op til 1864 blev Aabenraa under borgmester Lunn præget af en positiv udvikling. Slotsgrunden blev indlemmet til byen og Kilen blev inddiget. Byen fik en arbejds – og forsørgelsesanstalt , et sygehus og en borgerskole. Et nyt apotek fik kongelig privilegium. Den elektriske telegraf kom i brug og blev installeret i Rådhuset. Et gasværk blev bygget. Ved anlæggelse af jernbanen og ved dampskibenes udvikling blev trafikken til og fra Aabenraa forbedret. Skibsfarten samt skibsbyggeri havde succes.
Efter 1864 skete der atter et omsving i byens forvaltning. Da Preussen i 1867 havde overtaget Hertugdømmet og dermed byen, måtte forvaltningen atter ledes efter nye principper. Nye mænd rykkede ind på Rådhuset.
Tilbagegang for Byen
En sømandsskole blev oprettet i 1870. Men byens søfart var da allerede på tilbagegang. Skibsværfterne måtte lukke, og det svækkede byens næringsliv.
Det gik tilbage for byen, og indbyggertallet faldt. Byens garnison var blevet flyttet til Haderslev.
Et lyspunkt var dog indførslen af tømmer, kul og foderstoffer samt kvæg til karantænestaldene. Dette bragte indtægter og beskæftigelse til byen. Ved bygningen af en fiskerihavn og anlæggelse af småbaner, søgte byens ledelse at fremskaffe nye erhvervsmuligheder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
Toldsted på Hærvejen
Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
August 28, 2014
Antallet af kønssygdomme i Aabenraa steg under Besættelsestiden. Maren blev sendt på jordemoderskole i Flensborg, for at stoppe børnedødeligheden. Undertegnede blev kaldt for pivskis. dagen efter var det bah – buh til Sønderborg Sygehus. Skarpretter Röseler mente, at han havde bedre forstand på legemet end kirurger og feltskærersvende. Rødekors – formand fik halsen skåret over på Gågaden med overlevede. Søstre blev kaldt til byen, man glemte bare lige at indrette soveværelser til dem. Og så lå der møddinger overalt i Aabenraa.
Det ældste sygehus i Haderslev
Der fandtes tidligt de såkaldte Skt. Jørgensgårde. De var oprettet af de katolske munke ordner til pleje af spedalskhed og andre smitsomme sygdomme. De blev nedlagt efter Reformationens indførelse. Men ellers fandtes der ikke mange egentlige sygehuse i Sønderjylland før 1864. Ja der var faktisk kun tre, Christina Friederica Stiftelsen i Haderslev, Amtssygehuset i Gram og et sygehus i Sønderborg.
Og sygehuset i Haderslev antyder skænket af kammerherreinde Christina Friederica von Holstein. Det blev opført tilbage i 1839.
Et lille sygehus i Persillegade
Aabenraa havde også haft en Jørgensgaard med tilhørende hospital beliggende nordøst for byen. Den blev nedlagt i 1596, og bygningerne med jord overgik som avlsgård til Brundlund Slot.
Da byen i 1848 byggede en ny Fattiggård i Persillegade, opførtes samtidig et lille Sygehus på 14 senge, 10 for mænd og 4 for kvinder. Hovedsagelig var dette beregnet for de farende svende, men ret hurtigt viste det sig, at de lokale i høj grad havde brug for det.
Et lazaret i Nygade
Efter Sønderjyllands afståelse til Prøjsen fik Aabenraa en infanteribataljon. Og er i den forbindelse blev der indrettet et lazaret i en bagbygning til Nygade 55. Den bestod til 1. oktober 1888, da bataljonen rykkede til Haderslev.
Dette fik de stedlige myndigheder til at overveje, hvad der nu skulle ske i byen. En kirurgisk uddannet læge, Dr. med. Otto Wiemer havde nedsat sig i byen og var stærk interesseret i sygehusspørgsmålet.
Forvaltningen tog derfor straks lazaretbygningen i brug, som midlertidig kredssygehus under Wiemers ledelse. Og endelig i 1891 – 92 gik planerne i gang med at opføre et rigtigt sygehus.
Kredssygehuset
På den sydvestlige skråning af Arnbjerget, nord for byen opførtes da frit og højt beliggende et nyt , en fløjet Kredssygehus på 40 senge. Det var rummelige og lyse sygestuer. Operations – og badeværelser svarede til tidens sundhedsmæssige krav. Omkostningerne med grund og inventar beløb sig til 120.000 mark, eller 3.000 mark pr. seng. Samtidig blev der bygget en stenbarak til 10 senge med delvis forskydelige afdelinger for epidemiske sygdomme samt et Desinfektionshus.
Og der var virkelig behov for et sygehus i Aabenraa. Allerede i Nygade steg belægningsprocenten hvert år betydeligt.
Et nyt klosetsystem
Sygehusledelsen fulgte med tiden. I 1894 indførtes serumbehandling mod Difteritis. I 1899 kunne man komme til efterbehandling med Medikomekaniske Apparater og Massage. Der blev ligeledes et kemisk – bakteriologisk laboratorium. Elektrisk belysning, central dampobevaring og et nyt klosetsystem, kaldet Ideal. Men først i 1908 kom systemet med vandskylning og septictank. Det første system var med Tørvestrøelse.
Et lighus blev også bygget i 1899.
I 1902 blev der anskaffet røntgenapparater og der blev indrettet en elektrisk lysbadeanstalt. I 1903 fik sygehuset tilslutning til byens vandforsyning med eget filter og afjerningsanlæg. Til behandling af lungesyge om sommeren indrettede man en barak.
Et Helsehjem
Allerede efter 20 års forløb var en udvidelse af sygehuset påkrævet. Der opførtes en sidefløj mod nord, som kunne tages i brug i 1911. Nu var sengeantallet oppe på 65. En ny og større operationsstue kunne indrettes. Ja tænk i 1913 foretog sygehuset 469 operationer.
Omtrent samtidig med udvidelsen af Kredssygehusets hovedbygning var der sket noget, der kunne aflaste belægningen. For i 1910 blev der knyttet en nybygning, Erholungsheim. Det var en slags Helsehjem beliggende nord for hovedbygningen. Den var opført af Landesversicherungsanstalt der Provintz Schleschwig – Holstein. Her blev 30 lettere lungesyge behandlet af gangen.
Spar på Nyanskaffelser reparationer og brød
Den 1. januar 1914 fratrådte Dr. Wiemer som sygehuslæge, og Dr. med. Max Jansen blev ledende læge. Under dennes deltagelse i krigen, vikarierede Johannes Dibbern i mange år. Han havde været praktiserende læge i byen, men havde ofte assisteret på Sygehuset.
Udviklingen på sygehuset stagnerede under Første verdenskrig. Sygehusene i Sønderjylland blev fra regeringen i Berlin, anmodet om at spare på nyanskaffelser, reparationer og brød. Ressourcerne blev brugt på krigsførelsen.
Navneforandring
Efter Genforeningen var det Dr. Jansen, der ledede sygehuset. Og snart kom det til at hedde Amtssygehus.
En ny og mere tidssvarende operationsafdeling blev taget i brug. Der blev indrettet kedelanlæg og et nyt vaskeri blev taget i brug. Nye apparaturer blev taget i anvendelse og et obduktionsrum fremskaffet. ved en senere tilbygning blev der skaffet plads til en større røntgenafdeling og til udvidelse af reservelægeboligen.
Og atter i 1923 fik sygehuset navneforandring, nu hed den, Aabenraa Amts og Bys Sygehus.
Overlægen ønskede ikke diakonister
Den tidligste sygepleje blev udført af mandelige og kvindelige sygevogtere. Fra 1870erne blev der på de sønderjyske sygehuse ansat diakonisser fra Diakonisseanstalt Flensburg. De var veluddannede og de fleste var dansksindede. Det var Sankt Lukas Stiftelsen, der sendte søstrene ud. Men på Aabenraa Sygehus blev samarbejdet meget kort. Overlægen ønskede ikke diakonisser på sit sygehus.
I 1926 – 1927 opførtes sydvest for sygehuset for en anlægssum på 45.000 kr. en overlægebolig med facade ud mod Bjerggade. Samtidig blev sygehusets tilkørselsveje forbedret.
Tuberkoloseanstalt
Da den hidtidige epidemibarak ikke mere kunne betragtes som tidssvarende , blev der i 1931 øst for sygehuset bygget et Epidemisygehus på 165 senge med forskydelige afdelinger. samtidig opførtes et Ligkapel med tilhørende vel udrustede Lig – og Obduktionsstue. Omkostningerne til dette beløb sig til 145.000 kr.
I 1932 blev sygehusets klosetafdeling fornyet, og så kom der også en såkaldt sygeelevator.
Fra 1922 var Helsehjemmet blevet udnævnt til Tuberkuloseanstalt.
Helsehjemmet fungerede faktisk kun i fire år som det, det var beregnet til. Under krigen blev lokalerne stillet til rådighed for militære myndigheder. Det fungerede også som reservelazaret under ledelse af Dr. Dibbern.
Huset blev ombygget for 85.000 kr. og kom derefter til at virke som Tuberkolosesygehus. Der var plads til 30 patienter, og det blev med den nye hospitalsleder, Aage Ipsen som behandlende overlæge. Tilgangen til sygehuset oversteg alle forventninger. I 1928 blev specialist i lungesygdomme, Kai Hammer leder af sygehuset.
Ordensreglementet
Der skulle herske orden, etik og moral på hospitalerne dengang. Og det kan vi også se i et ordensreglement fra 1928:
- Under Opholdet paa Hospitalet maa Patienterne nøje overholde det for dette gældende Ordensreglement. Upassende Opførsel eller Undladelser af, uagtet sket Paamindelse, at efterkomme Overlægens Forskrifter berettiger denne til straks at udskrive Patienten, saafremt dennes Tilstand tillader det. Klager over Forhold ved Hospitalet fremføres for Bestyrelsen.
- Føde og Drikkevarer maa kun efter Overlægens, i hvert enkelt Tilfælde i Forvejen indhentet Tilladelse indføres paa Hospitalet. Em saadan Tilladelse kan kun ventes givet i særlige Tilfælde. Til patienter, der faar Fuldkost kan dog sædvanligvis indbringes raa Frugt, Chokolade, Sukkervarer og lignende, mens Patienter paa Diæt kun med Overlægens Tilladelse maa modtage saadanne Nydelsesmidler. Klager over Kosten maa straks frembringes over for Overlægen.
- Oppegaaende Patienter maa holde sig indenfor Tuberkulose Hospitalets Terræn. Dispensation kan gives af Overlægen. Kortspil samt al spil om Penge er forbudt.
- Besøg er kun tilladt i Besøgstiden. Børn under 14 Aar maa ikke uden Overlægens Tilladelse aflægge Besøg paa Hospitalet. Besøg udenfor Besøgstiden tilstedes kun after Tilladelse fra Overlægen. Denne kan af Hensyn til en enkelt Patients Helbredstilstand eller under Epidemier forbyde eller begrænse Besøg.
- Patienter er forpligtede til at deltage i Arbejde, som af Overlægen kan forordnes som Led i Kuren.
- Tobaksrygning er forbudt overalt inden Døre samt paa Loggier og i Liggehaller.
Det stigende antal funktionærer på sygehuset bevirkede, at ledelsen måtte leje den nærliggende og forhenværende Navigationsskole. Her fik en del af sygeplejerskerne bolig.
Alle ugifte ansatte, og dem var der flest af, boede i sygehusenes funktionærboliger og havde såkaldt Fri station. Dette betød fuld kost, fri uniform og fri vask.
I 1934 sprængte udbruddet af børnelammelse hele epidemiafdelingen. Over 100 indlæggelser var der med den lidelse eller mistanke om denne.
Privatklinik i Fiskergade
Da Dr. Jansen den 31. december 1921 fratrådte sin stilling som ledende læge ved Aabenraa Amtssygehus, havde han kort forinden købt Dr. Wiemers ejendom i Fiskergade. Her havde han indrettet en privatklinik med fem senge. De blev senere udvidet til 9 senge. En opgørelse fra 1922 viser, at der her var indlagt i alt 91 patienter.
Ingen senge til søstrene
Klinikken blev afhændet til St. Hedvigssøstrene fra Breslau. Nu var det sådan at Dr. Abild i 1920 havde nedsat sig i byen som specialist i Hals – , næse – og Øresygdomme. Fra 1925 kunne han ikke mere behandle sine patienter på Amtssygehuset. Så han var nødsaget til at fremskaffe operations – og sengeplads til sine patienter.
En midlertidig klinik på Missionshotellet på Klinkbjerg med 8 senge viste sig at være utilstrækkelig. Ejendommen indrettedes nu med 30 senge, og blev åbnet den 15. september 1926 under navnet Skt. Ansgar Klinik. Det var med Dr. Abild som læge og Søster Placidia som priorinde. Efter 1945 var det dr. Unna, der tilsluttede sig med en hudafdeling.
Ja egentlig var det biskop Johs. Brems, der henvendte sig til Hedvigsøstrenes moderhus i Breslau, og bad om, at der måtte komme søstre til Aabenraa. I maj 1926 havde søstrene efter store betænkeligheder sagt ja til anmodningen.
Søstrene var kommet i øsende regnvejr. der var arrangeret kaffebord og messe og det hele. Men det var lige en ting, som man havde glemt. Og det var, at finde overnatningsmulighed til søstrene. To loftskamre blev hurtig ordnet, så her kunne søster Placida, søster Lazarina og søster Bernada så nøjes med at ligge på gulvet. De tre søstre var de første og kom fra Dalum Kloster.
I 1927 havde klinikken 426 patienter.
Udvidelser
I slutningen af 1927 nedsatte Dr. med. Alfred Beyer sig som øjenlæge i byen. Han havde også et ønske om at indlægge patienter på klinikken, så denne måtte udvides.
Ordenen købte derfor en naboejendom, som tilhørte Aabenraa Kommune. Sengepladserne blev udvidet til 50. Klinikken fik ny røntgeninstallation og Finsen – lys. I 1930 blev der her indlagt 656 patienter.
Antallet af kønssygdomme steg under besættelsen
Sæberationeringen under besættelsen førte en masse sygdomme med sig i Aabenraa. Således havde Aabenraa i 1940 kun 23 tilfælde af fnat. Men amtslægen kunne konstatere, at dette tal var steget til 650 i 1943.
De tyske besættelsestropper bragte en vis smitte i form af difteri og skarlagensfeber med sig . Men mest markant var nok påvirkningen af kønssygdomme. I 1940 var der 36 registrerede tilfælde af gonorré i byen. Dette tal var i 1944 steget til 145.
Ny patientfløj
Under besættelsen var der fem læger på sygehuset. Den ledende var den kendte overlæge Wollesen. Han blev dog i 1944 arresteret af tyskerne. Det øvrige personale bestod af 16 sygeplejerske, 23 sygeplejeelever og 52 andre funktionærer.
I Fiskergade var der i 1956 ansat tre læger og 15 andre funktionærer. Klinikken var i dette år blevet udvidet, og havde efterhånden 66 sengepladser.
I 1954 – 57 blev der ved sygehuset opført en ny patientfløj i tre etager. Nu var der plads til 131 senge. Også personalet blev øget især i 1950erne. I 1939 var der et personale på 75. I begyndelsen af 1960erne blev dette antal øget til 156.
Rystende sundhedsforhold
Sundhedsforholdene i 1700 – tallets Aabenraa var rystende. Åbne møddinger lå i gårdene tæt ved brøndene. Man forstod ikke betydningen af renlighed. Børnedødeligheden var stor og epidemier hærgede med jævne mellemrum.
I 1753 hærgede en ukendt epidemi i hele Slesvig. Antallet af døde i Aabenraa var alene 126. To år efter ramte en difteritisepidemi. I begyndelsen 1760erne ramtes byen af dysenteri og kopper. Russisk influenza hærgede i 1784.
År 1800 var der igen galt med kopper, men da var man begyndt at vaccinere.
Sendt til jordemoderskole
For at nedbringe børnedødeligheden blev Maren Rasmussen sendt til den flensborgske jordemoderskole.
I 1740 forsøgte man at begynde med at forsyne byen med bedre drikkevand. Men det gik ikke helt som forventet.
I 1787 anbefalede man kilderne i rådmand Bahnsens kobbel på Arnbjerg. Fire år senere blev det tilladt at finansiere det hele via Toldsted brevskilling. Inde i byen blev der opstillet syv brønde med vandposter.
Indtil 1858 skaffede dette vandforsyningsanlæg byens befolkning sundt og friskt vandforsyning.
Indgreb i næringen
Fra 1720 til 1745 var der to kirurger i byen. Ja en overgang var der faktisk tre privilegerede kirurger i Aabenraa. De fleste af datidens kirurger havde deres erfaring fra militæret.
Det var de færreste, der havde bestået en eksamen. Men det havde Valentin Jahn, der slog sig ned i 1722. Ja og sin eksamen bestod han i Amsterdam.
Sin praktiske uddannelse havde han dog fået som feltskærersvend i den oldenborgske bataljon og til søs.
Andre feltskærer var ansat hos de skiftende garnisoner i byen. Derfor kom der let til rivninger og brødnid. Både i 1733 og 1742 klagede byens kirurger over indgreb i næringen.
Skarpretter Röseler mente, at han var ekspert
Ja selv byens bøddel var på et tidspunkt indblandet i dette. Det var for at tjene lidt ekstra ved siden af hængninger, tortur og halshugninger. Jo det var skam skarpretter Röseler, som vi tidligere har berettet om.
Röseler hævdede, at han vidste mere om legemets struktur og lemmernes forbindelse end kirurgerne. Jo han var skam specialiseret i broksniden, aftapning af vattersot, skæring af kræftskader og trepanering.
Man nåede så til den enighed, at Röseler kunne beskæftige sig med at helbrede arm – og benbrud, foruden de andre gøremål, som hans andet job førte med sig.
Kongens kirurg kurerede mange
Den sidste praktiserende kirurg i Aabenraa var Claus Hess, der praktiseret indtil 1812, hor han flyttede til Tønder, hvor han døde i 1818.
Vi kan da også nævne, at i tre uger i året 1759 opholdt Felix von Tardini i byen.Han var ridder af den franske orden af den hellige grav i Jerusalem og førstekirurg hos kongen af de tre Sicilier. Den gode Felix kurerede under sit ophold så mangen en borger.
Præsten kunne også
I 1773 dukkede en tidligere præst fra Ditmarsken, Egerich Christian von Warner op i byen. I 1774 havde han 30 mennesker i kure og havde blandt andet kureret en sindssyg pige, der tidligere havde været lagt i lænker. Han fik dog forbud mod at praktisere i byen.
Lægen klagede over degnen
Nu kunne man jo godt få fat i en rigtig læge, men først fra 1739.. Den første læge, der slog sig ned i byen i var dr. med. Caspar Schunk. Han var indfødt flensborger, og blev fysikus i byen.
I 1751 klagede Schunk over, at degnen i Løjt trak kunder til. Hans egen praksis var nede på 12 – 20 patienter på et år. Degnen erklærede, at Schunk var lidet berømt for sin dygtighed som læge, men selv havde han næst den guddommelige velsignelse heldet med sig. Hans Michelsens praksis blev dømt til at lukke.
Ja så var det klager over, at Röselers datter gav åreladning.
Heldigvis var der gode læger i Aabenraa
Derefter var det Wiggers, som vi tidligere har skrevet om. han havde et vanskeligt sind, og kunne nærmest være ubehagelig over for sine patienter. De velhavende i Aabenraa lod hente læge fra Haderslev. I 1811 var det så Neuberts tur. Ham, har vi også tidligere skrevet om. I 1813 bosatte der sig en læge Karstens i byen.
Aabenraa var ikke så heldige med deres fysikus. Wiggers var ved at blive sindssyg, og Neubert blev fyret fordi han modtog bestikkelsespenge. Ja og fysikus v. Maack blev også afskediget. I mange år var stillingen ubesat. Trods amtmandens indstilling værgede man sig ved at udnævne fysikus dr. Grauer. Han var en temmelig klodrian som læge, men en dansk mand, der havde lidt meget for sin loyalitet.
Men heldigvis var der andre gode læger i byen.
Apotekeren med giftbeholdere
Og når vi nu taler om sygdom, skal vi vel også lige have med, at allerede i 1600 – årene var der privilegerende apotekere i Aabenraa. I 1709 fik Thomas Fabricius privilegium, og han blev grundlægger af det senere Løveapotek. I 1742 var det sønnen, Heinrich Fabricius, der videreførte apoteket. Det var forbundet med vinhandel og krydderihandel. Det lå, der hvor Søndergade 14 i dag ligger.
I 1769 flyttede apoteker Johan Friedrich Jürgensen apoteket op på Storetorv i et elve fags gavlhus.
Og så indløb der en del klager over apoteker Peter Fabricius. Han fik masser af advarsler og bøder. Men den 29. – 30. september 1803 blev der foretaget visitation ved professor Pfaff og i overværelse af fysikus og byfoged.
Man fandt giftene rød og hvid arsenik samt hvid sublimat som stod i åbne kar i et ikke særligt velisoleret kammer. Der var store mangler ved mange medikamenter og en del måtte kastes bort. Kar og glas blev ikke holdt rene. Laboratoriet var i en fugtig og meget lav kælder under privatboligen.
Der skulle sørges for nøjagtige vægte og føres ordentlig bog over alle receptekspeditioner samt ansættes en provisor. Jo sandelig apotekeren måtte fortsætte. Den var ikke gået i dag. I 1805 blev et nyt laboratorium bygget. Året efter blev apoteket solgt til Ingwer Petersen. Han havde eksamen fra Sanitetskollegiet i Kiel. I 1811 ombyggede han apoteket.
Stadig stinkende urenheder på gaden
Endnu i 1852 måtte politiet indskærpe at henlæggelse af stinkende urenheder på gaden var forbudt. Man måtte kun midlertidigt måtte anbringe sand og fejlskarn der. Først frygten for koleraen og den dermed følgende oplysning medførte væsentlige forbedringer i befolkningens forståelse af renlighedens betydning.
Blev kaldt pivskid
Og undertegnede havde ikke så meget at gøre med sundhedsvæsnet i Aabenraa under sine 16 – 17 år i byen. Det havde vi, da vi flyttede til Padborg. da var vi ofte inde på skadestuen i Aabenraa med en meget livlig Peter Rasmus.
Ja, jeg har også været i tjærebad hos Dr. Unna, men det hjalp nu ikke.
Så var det dat da også lige, at jeg opsøgte min udmærkede læge, Carsten Vagn Hansen. Jeg havde stor smerter i halsen. Det fik jeg så pencilen for, med instrukser på, at såfremt det stadig gav smerter ved ophør af dette, så skulle opsøge ham igen. Uheldigvis var han så draget på ferie, så en anden vikarierede. Denne læge kaldte mig for en stor pivskid, og gad ikke undersøge mig. Om lørdagen stod den så på fest med Anne Grethe og bagermestrene i Aabenraa. Og det blev til særdeles mange Gammel Dansk.
Næste morgen kunne jeg ikke få luft. Halsen var ved at lukke. Med tegnesprog forklarede jeg så Anne Grethe, at den var hel gal. En læge blev tilkaldt mit hjem i Barkmøllegade. Han nægtede at behandle mig, da vi nok lugtede af nattens udskejelser. Anne Grethe tog hvis nok fat i kravetrøjen på ham, da han var på vej ned af trappen igen. Han kunne så konstatere, at den var helt gal. Han ville tilkalde en ambulance. Anne Grethe tilbød, at køre mig til Sønderborg. Men hun måtte dog love lægen ikke at køre, da hun nok stadig havde sprut i blodet. En veninde blev tilkaldt.
Spændende møde med Sundhedsvæsnet
Ankommet til Sønderborg mødte jeg så en sur overlæge, der var blevet tilkaldet midt under en jagt. Resultatet var at jeg skulle opereres i halsen.
Det var altid spændende at møde sundhedsvæsnet.
Og så fik jeg også lige savet Carsten Vagn Hansens hustru, Joan over ved et arrangement på gågaden i Aabenraa. Det var mine vener, Crazy Joe m.m., der optrådte til stor morskab for byens befolkning. Jo, og Joan overlevede.
Både Carstens familie, og sønnen Chris og hans Neander Jazzband fik jeg engageret til musik på Gågaden i Aabenraa.
Og i Aabenraa byggede man i 1990erne et nyt super – sygehus. De er hvis ikke blevet helt færdige endnu.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk –
August 28, 2014
Infrastrukturen blev forbedret i Sønderjylland i perioden 1850 – 1864. I Aabenraa dominerede skibsværfterne. I Aabenraa var man bange for Bruhns konkurrence fra Kalvø. En masse var beskæftiget her og afhængig af denne industri. Men der blev også produceret 200.000 cigaretter årligt i Aabenraa. Et jernstøberi i Slotsgade skabte også beskæftigelse.
Sønderjylland 1850 – 1864
Der var gang i Aabenraa, inden prøjserne tog over. I Sønderjylland var der i perioden fra 1850 – 1864 tale om industri på et tidlig stadium. Brugen af maskiner og mekanisk drivkraft var endnu på et tidligt stadium.
1820erne var præget af landbrugskrise og voldsom tilbagegang for den større industri. Men efter 1826 vendte det og frem til 1870erne kan man tale om en velstandsperiode. Dog måtte man omkring 1857 igennem en lille nedgangsperiode.
Forhøjede toldsatser
For hertugdømmerne betød adskillelsen fra kongeriget en del økonomiske problemer. De virksomheder, der indtil da havde eksporteret til kongeriget, måtte søge nye markeder, som følge af ændrede og forhøjede toldsatser.
Industrien skulle også tilpasse sig en ikke ubetydelig konkurrence fra de øvrige tyske rige.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med de kaotiske forhold, der herskede under Treårskrigen (1848 – 1850). Dette fik i høj grad indvirkning for erhvervslivet. Hvis man ikke havde kendskab til ens adfærd under krigen, kunne det knibe med at få en tilladelse.
Ved tre – års – krigen udbrud i 1848 blev hertugdømmerne i toldmæssig henseende betragtet som udland.
De stramme lavsbetingelser
For at drive borgerlig næring i købstæderne krævedes det som regel, at man erhvervede borgerskab i den pågældende købstad. Hvis det fag, man beskæftigede sig med var omfattet af lavsbetingelser, ja så var det en række betingelser, man skulle opfylde.
De stramme lavsbetingelser kunne godt virke hæmmende for industriens udvikling.
I landdistrikterne kunne ganske få håndværkere nedsætte sig uden koncession. Hovedparten skulle have koncession for at kunne etablere sig. Det samme gjaldt for handlende. De pågældende måtte ikke medhjælp uden tilladelse fra amtmanden.
Man tog hensyn til Loyalitet
Man tog i den grad hensyn til loyalitet. Man tog da også hensyn til, om der eksisterede samme industri i forvejen. Ja og så spillede det også ind, om der var adgang til råstoffer på stedet.
Landtransport var ret dyr. Vejnettet var dengang ikke særlig udbygget. Og datidens veje var ikke i særlig god stand. Derfor var det problematisk at transportere varer på længere afstand.
Bedre infrastruktur
Via vandtransport var det lettere og hurtigere at transportere diverse ting. Denne transportform favoriserede dem, der lå tæt ved vandet.
I Sønderjylland blev der mellem de to krige bygget såkaldte chausseer (landeveje). Den tidligere etablerede vej fra Flensborg til Aabenraa blev ført videre nordpå mod Kolding. Sønderborg – Flensborg vejen blev bygget. Fra Ribe blev der etableret en vej til Tønder. Den blev senere videreført mod Husum.
Det engelske firma Peto, Brassey og Betts fik i 1862 koncession til at anlægge en jernbane og postvæsenet blev udbygget. Flere dampskibe kom i fast rutedrift.
De dominerende industrigrene i Sønderjylland dengang var teglindustri, tekstilindustri, skibsbyggeri, jernstøberi og tobaksindustri.
Frigjort for lavstvang
Regeringen var interesseret i øget skibsbyggeri inden for monarkiets grænser og søgte at fremme det. I 1837 blev skibsbyggeriet ved patent af 7. november frigjort for lavstvangen. Dette var en befrielse for skibsværfterne idet de beskæftigede folk som tømrer, smede, sejlmagere m.m.
To slags værfter
I Sønderjylland fandtes der to slags værfter. Den ene slags var drevet af håndværksmestre med en solid faglig viden. Den anden slags var drevet af folk, der skulle have investeret deres kapital.
Den første kategori var blandt andet repræsenteret af Paulsens Værft, Andersens Værft og Mads Mikkelsens Værft.
Agent Bruhns Værft på Kalvø repræsenterede den anden kategori. Det var dog den første kategori, der dominerede i 1850erne.
De største rederier og værfter var i Aabenraa
Skibsbyggeriet havde sin storhedstid fra 1820 – 1880. Det oplevede en højkonjunktur i 1850erne, men kom ikke igennem 1857 uden riser.
Disse skibsværfter havde stor betydning for beskæftigelsen. men de havde også betydning for underleverandørerne. En masse håndværkere var afhængige af disse værfter, såsom smede, snedkere, sejlmagere, malere, kobbersmede og bødkere. En del værfter havde således deres egen smedje.
Nogle af monarkiets største værfter og rederier fandtes i Aabenraa. Og vi skal da heller ikke glemme det store værft på Kalvø.
Tre værfter i 1851
I 1851 var der i Aabenraa tre skibsværfter, der i alt havde 100 beskæftigede, T. Andersens værft, Mads Mikkelsens værft og Jørgen Paulsens værft.
Det ældste var sidstnævnte. Det var oprettet i 1719, og havde siden været i familiens eje. Skibsbygmester Jørgen Paulsen havde overtaget værftet i 1838, og under hans ledelse nåede det sin storhedstid. Værftet fik i 1854 etableret sin egen smedje trods protester fra Smedelavet i Aabenraa.
Magistraten støttede etableringen af smedjen, da en sådan ville fremme arbejdets kvalitet. Tidligere voldte det praktiske problemer at bruge smedjer i nærheden. Paulsens værft beskæftigede i 1851 ca. 35 faste medarbejdere.
Thorkild Andersens Værft var grundlagt i 1831 af nordmanden Thorkild Andersen, som ledede værftet til sin død, hvorefter det en tid blev ført videre af hans enke og derpå overtaget af sønnen, Skifter Andersen.
I 1851 beskæftigede værftet, 30 mand.
Mads Michelsens Værft var grundlagt i 1841 af Mads Michelsen, der kom fra kongeriget. Efter hans død i 1856 blev værftet overtaget af brodersønnen, Niels Jacobsen. Værftet beskæftigede i 1851omtrent 35 mand.
Alle tre værfter eksisterede fortsat i 1856. Da var der kommet yderligere to værfter i byen, idet Peter Lund og Mads Holm havde etableret sig.
Tre nye værfter
Peter Lunds Skibsværft fik ikke nogen lang levetid efter etableringen i 1856. Det har formentlig været krisen i 1857, der gjorde det af med det nye værft. Det har sikkert ikke fået fodfæste og oparbejdet ressourcer til at modstå økonomisk dårlige tider. Værftet var kun i drift i årene 1856 og 1857, hvor der blev bygget nogle mindre skibe.
Mads Holm havde ligeledes etableret sig i 1856. Han byggede i perioden 1856 – 1857 en skonnert, hvorpå han flyttede fra byen. Han blev senere direktør for Helsingør Skibsværft.
De fem skibsværfter beskæftigede i 1856 i alt 222 personer.
I 1857 oprettede H. Reimar et nyt skibsværft. Han var ikke selv faguddannet, men havde i stedet ansat en konstruktør fra København.
Det var også i den periode, at Mads Michelsens Værft skiftede ejer. Som følge heraf blev alle afskediget i 1858, men værftet fortsatte frem til 1880.
Bruhns skibsværft på Kalvø
Foruden de store skibsværfter i Aabenraa var der et stort skibsværft på Kalvø i Genner Bugt. Det var i 1849 blevet oprettet af agent Jørgen Bruhn fra Aabenraa som en pengeanbringelse, uden at han dog var i besiddelse af en koncession til skibsbyggeri. Værftet var således etableret og i drift, da der atter kom ordnede forhold efter Tre – års – krigens afslutning.
Aabenraa frygtede konkurrencen
Borgere i Aabenraa frygtede konkurrencen fra skibsværftet på Kalvø og var især bange for, at agent Bruhn i forbindelse med skibsværftet skulle etablere en hel by, som skulle kunne true Aabenraas position. De klagede derfor til kongen. Resultatet blev, at Jørgen Bruhn i februar 1851 fik dom for, at han ikke måtte fortsætte skibsbyggeriet på Kalvø uden koncession. I efteråret samme år, opnåede Bruhn dog koncession til skibsbyggeri på Kalvø – blandt andet mod at betale en afgift til Aabenraa By.
Striden mellem Jørgen Bruhn og borgerne i Aabenraa blussede op igen, da Bruhn i sommeren 1852 søgte tilladelse til at drive høkeri på Kalvø. Endnu engang var Aabenraa – borgernes frygt for en konkurrerende by på Kalvø, vagt. Måske var det derfor, at ministeriet afslog ansøgningen fra Bruhn.
Sønnerne kunne ikke køre det videre
Jørgen Bruhns sønner formåede ikke at fortsætte skibsværftet på Kalvø, og efter nogle døde perioder lukkede værftet i 1864.
I 1851 havde værftet 60 beskæftigede.
Teglværker i Aabenraa Amt
Nu var det også andet industri i Aabenraa, således er det registreret 12 teglværker i Aabenraa Amt i 1851 med mere end fem beskæftigede. I alt var der her beskæftiget 111 personer. I 1856 var dette tal steget til 17 teglværker.
Et jernstøberi i Slotsgade
I Slotsgade var der desuden et jernstøberi. I 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa By. Stallknechts Jernstøberi var blevet grundlagt i 1852, og i 1856 var der her beskæftiget 20 personer.
Tobaksfabrikker
I Aabenraa var der to tobaksfabrikker med mere end fem ansatte. Den ene hed Joh. H. Middelheus Cigar – og Tobaksfabrik. I 1851 figurerer en fabrik drevet af F. Andreasens arvinger. I midten af perioden figurer desuden Hans Offersens Cigar – og Tobaksfabrik . Disse fabrikker var dog ret beskedne. I 1856 udgjorde det samlede antal beskæftigede ca. 27 personer.
Vi kender den samlede produktion fra 1851, og det var 51.170 pund tobak og 197.250 stk. cigaretter. Alene Middelheus producerede 175.250 cigaretter.
Små teglværker
I Aabenraa Amt var virksomhederne hovedsagelig repræsenteret teglværker, der dog langt fra måle sig med virksomhederne omkring Flensborg Fjord. Hertil kom en klædefabrik i slutningen af perioden i Gråsten.
Teglværkerne var fordelt med 5 – 7 i Lundtofte herred og 7 – 10 i Rise og Sdr. Rangstrup herred. Men ellers var der ikke meget industri.
En orgelfabrik
I Aabenraa By var det skibsværftsindustrien, der dominerede. Byen havde dog en betydelig handel, et par tobaksvirksomheder, et ikke lille jernstøberi og en orgelfabrik. Denne orgelfabrik vil vi senere vende tilbage til.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
Da man fandt ud af, hvad de tysksindede ville med Knivsbjerg, forsøgte de at købe grunden tilbage. Redder Jebsen var den største yder til Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente, at det danske politi ikke gjorde meget ud af, at opklare sabotagen på Knivsbjeg. Og så ville Der Nordschleswiger have Bismarck tilbage. Rasmus mente, at Hitler lå begravet her. Og vi fik vore ideer igennem på Knivsbjerg.
Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage
Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.
Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes en hjemmestyskere fra Aabenraa, Aabenraa, Løjt, Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tyske bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte ballen for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.
Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania – statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.
”Vedbliver at forblive tysk i al evighed”
Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg – selskabet. Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for hertugdømmernes befrier, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.
Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et til meter langt flag skænket af Michael Jepsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhemshöhe, men det slog aldrig an.
Åbenbart har man fundet inspiration på Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.
Ved indvielse af Landråd Schwartz blev der sagt:
I tysk jord er du rejst, og du lader dit blik glide hen over det tyske hav, og kun dig Bismarck, kan vi takke for, at dette land er blevet tysk og vil vedblive tysk i al evighed.
Indsamling til Bismarck – statue
Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jepsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka samlet 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck – tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.
Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.
Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jepsen. De resterende del af pengene blev indbetalt rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg opnåede en anden plads af samtlige Bismarck – monumenter i Tyskland.
Jepsen – et stort firma
På verdensplan af Jepsen og Co 6.500 ansatte. Michel Jepsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrig i 1914 blev Michael Jepsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage fabrikken her.
”Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet her”
Monumentet bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.
Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:
Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet på denne Jord.
Under statuen stod Up ewig ungedeelt (for evig uddelt). Og det menes selvfølgelig Slesvig – Holsten.
Bürschenschaft Alamania forsøgte, at oprette 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Man anbefalede, at prisen ikke oversteg 20.000 kr.
Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i fire kontingenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.
Savede hovedet af, da Bismarck blev flyttet
Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütts mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.
I 1930erne samledes medlemmer af Hitler Jugend på stedet. Nazificeringen af det tyske mindretal irritererede de dansksindede. Det skabte et voldsomt modsætningsforhold mellem dansk og tysk.
Knivsbjergtårnet sprængt
Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift, Knivsbjergtaarnet sprængt i Nat. Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3 – tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.
I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.
Gjorde de nok ved opklaringen?
Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det Tyske Mindretal mente, at politiet ikke gjorte nok ud af opklaringen.
Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen Kvindernes modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, hvor hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har opgivet et dokument, hvor det afsløres, at hun var med sprængningen.
Deltagerne var ”tyskerklippet”
Knivsbjerg – festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med taksten Livets Landminer udelagt. I mange år blev møderne kontrolleret af politiet (Se vores artikel: Den sønderjyske efterretningstjeneste). I en rapport fra 1947 skriver politiet:
Deltagerne var ret afdæmpede i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk, Man saa ikke som ved tidligere Fester var den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede sammenkomsten.
Æreslunden skiftede til mindesmærke
Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg – festen. I 1955 – 1956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en mindetur med en nøgterne indskrift om sprængningen.
I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om episoden. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.
Æreslunden Ehrenhain for faldne sønderjyder og i tysk tjeneste, skiftede navn til Gedänkstätte, hvilket betyder mindested. På stedet kan der ses omkring 750 tysksindede sønderjyder. De meldte sig i frivillig tjeneste i Hitlers Waffen- SS under 2. verdenskrig. Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.
Det er mindretallets organisation Bund Deutscher Nordschlewiger (BDN), der besluttede navneændringen i erkendelse, af tiderne har ændret sig.
Der Nordschleswiger vil have Bismarck tilbage
Hele området tilhører fra 1970 Jugendhof Knivsbjerg, og derigennem Det Tyske Mindretal i Sønderjylland.
I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswiger – det tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.
Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori den kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deustscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarcks person, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.
Og i Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt, kunne man overveje at få ham tilbage i lighed med Isted – løven!!!!
Er det her Hitler ligger begravet?
Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Rasmus gik på tysk skole i Padborg. Inden han blev så gammel vi forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:
Er der her Hitler ligger begravet?
Vi kom til at kigge på formanden for Bund Deutscher Nordschlewiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil. Vi kom lidt senere på kant med skolen, og fik først en undskyldning længe efter, at Rasmus var kommet ud af skolen.
Vi fik hørt vores ideer på Knivsbjerg
Inden havde vi da også været i gennem skruestikken. I forbindelse med en ny bog om mindretallet havde vi udtalt os om problematikken med skolesystemet. Det første til, at vi skrev en kronik, der vakte lidt røre. I første omgang ville Den Nordschlewiger ikke bringe den. Men de ringede da langt længe efter, at vi havde haft den i andre aviser. De spurgte, om de måtte oversætte den til tysk, og om vi skulle godkende den. Det blev en pragtfuld oversættelse, som jeg ikke kunne have gjort bedre.
Men det endte med, at vi blev inviteret på Nachschule i Tinglev. Her provokere jeg lidt. Talen blev delt op i dansk, tysk og sønderjysk. Halvdelen var begejstret og halvdelen peb.
Hvor var det skønt, at høre vores egne ideer på talerstolen på Knivsbjerg. Så fik vi da alligevel opnået noget.
www.dengang.dk indeholder også en masse artikler om det dansk/tyske forhold i grænselandet.
August 28, 2014
Sprogforordninger i tidens løb bestemte, hvilket sprog, der skulle undervises efter. Men det var nu ikke altid kommunen rettede sig efter dette. På et tidspunkt var der både købmandsskole, navigationsskole og landbrugsskole i byen. Efter Genforeningen fik byen en Statsskole, der egentlig kun skulle have været en realskole. De tysksindede følte sig forbigået og oprettede deres eget gymnasium. Man følte en sand hetz fra dansk side, da man ville etablere en tysk privatskole. Dette er en artikel om skolehistorie i Aabenraa frem til 1930erne.
En dansksproget Borgerskole
Det er ikke let at danne sig et fuldstændigt overblik over skoleforholdene i Aabenraa – dengang. Men man ved, at der i 1639 nævns en latinsk skoleholder ved navn Ot.
I midten af det 17. århundrede oprettedes en dansksproget Borgerskole. Samtidig undervistes der af tyske skrive – og regnemestre på højtysk. I løbet af tiden fortrængte det højtyske det nedertyske sprog.
Den stakkels skolelærer
I det 18. århundrede voldte en skoleholder og skrivemester, Mathias Philip Neitzel Magistraten og Det Tyske Cancelli mange bryderier, fordi han hjalp folk med at affatte og skrive bønskrifter og klager. Den lille, spinkle og haltende mand, der sad i trange kår med en blind datter måtte ofte en tur i tugthuset. Han rettede sig ikke efter Magistratens advarsler.
Skoleordning fra 1814
I 1814 udsendte Kong Frederik den Sjette en Allgemeine Schulordnung für die Hertzogtümer Schleswig und Holstein. Denne forordning indførte undervisningspligten og skabte en fast ramme for Ungdommens opdragelse og tilegnelse af kundskaber. Skolesproget i de fire købstæder, samt i Bov og Christiansfeld skulle være tysk.
I byerne skulle der være tre slags borgerskoler:
Der blev ikke undervist på dansk
Det var ikke så lidt, der blev krævet af eleverne i Hovedskolen. Særlig på det matematiske og naturvidenskabelige område var målet temmelig højt. Danske sprogtimer var obligatoriske. Om skolerne overholdt skoleplanerne, og om eleverne fik noget ud af en undervisning, der stilede så højt, vides ikke.
De danske sprogtimer forsvandt efterhånden. Borgmester og Råd måtte i 1829 indrømme, at der ikke blev undervist dansk på en eneste af skolerne i Aabenraa. Oplysningen kom efter, at der igen blev rejst krav om dansk undervisning.
Grunden til, at der blev undervist på tysk var, at man ville bevare forbindelsen sydpå. Borgmester og Råd sagde endvidere, at det højtyske jo blev talt i de finere kredse.
En Sprogforordning fra 1850
Men ved Sprogforordningen fra 1850, blev der indført dansk undervisningssprog i alle byens offentlige skoler. Dette medførte til gengæld, at der blev oprettet tyske privatskoleklasser.
Både drenge – og pigeafdelingen af Borgerskolen havde siden 1833 til huse i skolebygningen ved Skolevejen, der senere blev benyttet af den tysksprogede afdeling. Ved siden af Borgerskolen eksisterede der en Rektorklasse, der udgjorde det for den højere skole.
Men dette må have ført til en del besværligheder, da der var forskellige årgange i samme klasse. Skolen blev dog godt drevet af den dygtige rektor Buch. Da denne flyttede fra byen, benyttede Skolekollegiet muligheden for at nedlægge Rektorklassen.
Mange borgere i Aabenraa ønskede en ny skole. Og denne blev til virkelighed i 1852. Her blev en Højere Privatskole oprettet af overkrigskommissær Børgesen.
Krigs assessor Deichmann ledede en privat Realklasse for børn af mindre bemidlede hjem. Kun få fik adgang til en højere undervisning dengang. Derfor gik byen med til at skaffe fripladser til denne skole.
Fattigskole
Der fandtes også den såkaldte Gynderothske Fattigskole. Det var en skole, der var stiftet den 5. september 1741 af staldmester Ernst Christoph von Gynderoth af Eutin. Formålet var undervisning af 50 fattige børn fra Aabenraa. Læreren skulle foruden en fribolig have en godtgørelse af 80 rigsdaler. Skolestiftelsen fik indtægter fra nogle marskjorder i Rudbøl Kog. En del af indtægterne blev brugt til børnenes beklædning.
En ny skolebygning blev opført i 1847.
Et flertal for undervisning på tysk
Den 11. oktober 1864 blev der foretaget en afstemning i Aabenraa. Man skulle stemme om skolesproget skulle være dansk eller tysk. Det endelige resultat blev 412 borgere stemte for tysk og 268 for dansk undervisning.
Amtmanden mente dog, at der skulle bibeholdes nogle timer på dansk. Fra dansk side protesterede man mod denne afstemning, samt kontrollen af den. Men faktum var, at tysk blev indført som undervisningssprog den 1. april 1865.
Deichmanns Realskole blev lukket i september 1864. Rektorskolen skulle fra april 1867 føres tilbage ti de forhold, der eksisterede før 1848. Leder blev førstelærer Dr. Wolf. Denne skole var kun beregnet for drenge. Senere blev der grundlagt en Pige – mellemskole.
En dansksproget Borgerskole
For at bøde på fuldstændig mangel på dansk skolegang, grundlagde den danske lærer, Juhler en dansksproget Borgerskole for drenge og piger. Skolen fik lokaler i bygningen, Slotsgade nr. 33.
I de følgende 20 år skete der ikke de store forandringer i skolegangen i Aabenraa.
Den danske Borgerskole lukker
Men en dag i 1884 mødtes borgmester Wreden, politibetjent Lebermann og en tredje person fra Juhler – skolen, der på dette tidspunkt blev ledet af lærer Rossen. Mødet resulterede i, at Juhler – skolen blev erklæret for lukket. Børnene skulle fremover indlemmes i Den Tyske Borgerskole.
Fra det tidspunkt var det kun mulighed for at få ugentlig to frivillige timer i dansk.
Skolesituationen i Aabenraa
Skal vi kigge på skolevæsnet i Aabenraa i 1880erne kommer vi frem til følgende:
Stiftelsesskolen indlemmet i Borgerskolen
I 1888 blev der truffet en overenskomst mellem direktionen for Den Gynderothske Stiftelse og Aabenraa Bys Skolekollegium truffet den overenskomst, at Stiftelsesskolen og Borgerskolen skulle forenes til en Folkeskole. Den skulle omfatte 6 drenge – og 6 pigeklasser, samt en fællesklasse for drenge og piger.
Sidstnævnte skulle have lokaler i Stiftelsesskolen og skulle optage elever, der i nogle måneder om året var fritaget for undervisning. Ifølge aftalen skulle der ydes gratis bøger og andet skolemateriel til 50 børn, i nødstilfælde til 100 børn af Stiftelsens midler.
Men blandt borgerne i Aabenraa blev den blandede klasse ikke anset for at være ligeværdig med de andre klasser i Folkeskolen. Det endte med, at forældrene nægtede at sende deres børn i denne klasse. Derfor blev den i 1892 ophævet.
Omorganisering af skoleforholdene
Dette betød så en omorganisering og en udvidelse af Folkeskolen til at omfatte 8 drenge – og 8 pigeklasser. De nyoprettede klasser blev oprettet forskellige steder rundt om i byen. Folkeskolens hovedbygning kunne langt fra rumme det voksende børnetal i byen. Man brugte blandt andet lokaler hos tidligere vognmand Rasmussens lokaler i Nygade 53.
I Nygade 23 opførtes der en helt ny skole i 1878. Den blev taget i brug af Pige – Borgerskolen. I 1896 blev der foretaget en omfattende ombygning af den gamle skole ved Skolevejen. I 1914 skabtes der en tilbygning til skolen, som kunne rumme fire store rummelige klasseværelser. Men det var først efter krigens afslutning, at disse blev taget i brug.
Pige – mellemskolen
Pige – mellemskolen var indtil 1905 anbragt i Borgerskolens Lokaler i Nygade 23. Da Rektorskolen (Drenge – Mellemskolen) blev omdannet til Kgl. Realskole, og i 1905 flyttede ind i den nye bygning i Forstallé, fandt den højere Pigeskole et hjem i Rektorskolens gamle lokaler i Fiskergaden. Dette varede dog kun i et par år. For to år senere blev der bygget en ny Pige – Mellemskole bag ved Rådhuset.
Skolekøkken – uddannelsen for de ældre piger blev fremmet ved at der i 1907 blev bygget en ejendom ved Skolevejen. Det var takket være et privatinitiativ, at dette kom i stand. I mange år var her Tysk Bibliotek.
Andre skoler i Aabenraa
Købmandsskolen (Kaufmännische Fortbildungsschule) begyndte sin virksomhed i 1891. Vi må også lige huske, at før krigen eksisterede der også i Aabenraa, Den Kongelige Præparandskole, Navigationsskolen og Landbrugsskolen. Præparandskolen havde eksisteret siden 1874. Den havde lokaler i den gamle skolebygning på Kirkepladsen.
I 1902 fremlejede byrådet Den Gynderothske Stiftelsesskole til Provinzialsschulkollegium til brug for Præparandskole. Under krigen blev skolen overført til en moderne skolebygning i Callesensgade. Eleverne måtte gennemgå skolens tre klasser, før de kunne optages på et Seminarium.
Da Navigationsskolen i Løjt Kirkeby stoppede, blev der oprettet en Navigationsskole i bagbygningen til Kaptajn Callesens ejendom (senere Folkebanken) på Skibbroen. Senere kom den til at består af en forskole klasse og en styrmands klasse. Denne kom til at ligge i en bygning ved siden af det gamle sygehus.
Landbrugsskolen i Fiskegaden blev grundlagt i 1898. I 1905 blev den overtaget. Der blev undervist i to klasser om vinteren.
En overgangs – ordning
I tiden fra Genforeningen den 15. juni 1920 og til skoleforholdenes endelige ordning blev undervisningen foretaget af vikarer. Disse bestod af tidligere lærerkræfter fra den tyske stat, og dels af lærerkræfter, der var kommet nord fra.
En række forordninger kom i løbet af juni og juli, og den 25. juli valgtes den første skolekommission.
Ved den første indskrivning i august indmeldtes 570 børn i den dansk – og 471 i den tysksprogede afdeling.
På grundlag af disse tal, fastslog man antallet af klasser ved de to afdelinger, og personale blev antaget.
Den 26. oktober meddelte Skoledirektøren for Aabenraa Amt, at der til den dansksprogede afdeling var der kaldet 10 lærere, 5 lærerinder, 2 mandelige timelærer samt 1 kvindelig timelærer.
Til den tyske afdeling var der kaldet 7 lærere, 4 lærerinder og 1 timelærer.
Udnævnelsen blev regnet fra den 1. november 1920. Efter en gennemgribende reparation af bygninger og materiel tog man så fat på undervisningen. Den 6. – 7. oktober tog man så fat i undervisningen.
Den to afdelinger
Den dansksprogede afdeling fik tildelt skolebygningen, Nygade 23, der er opført i 1878, og skolen i Rådhusgang, der var opført 1907.
Den tysksprogede afdeling fik anvist skolebygningen på Skolevej. Den ældste del af denne bygning var fra 1833. Den nye del var fra 1914.
Skolekommissionen fandt det vigtigt, at de ældre elever fik afsluttet deres eksamen efter de gamle modeller.
For at lette overgangen til fællesklasser, blev man enige om, at drenge og piger i de seks øverste klasser skulle sidde adskilt.
En tysk mellemskole
I januar 1922 kom der et Andragende fra Deutscher Schulverein om, at få oprettet en tysksproget mellemskole i tilknytning til den tysksprogede kommunale folkeskole, fordi de tysksprogede afviklingsklasser på Statsskolen skulle afsluttes 1925.
Man godkendte det tyske andragende. Men tilgangen til den tyske mellemskole var efterhånden så ringe, at den blev afviklet i 1930.
Fra 1932 ophævedes Underskolen. Herefter undervistes alle børn i Aabenraa Skoledistrikt de første 4 – 5 skoleår i den kommunale folkeskole.
Problemer med gymnastikundervisningen
I de første år efter Genforeningen var det så som så med gymnastikundervisningen. Man brugte en gammel træbygning fra den tyske tid. Denne forfaldne bygning var ganske uanvendelig til gymnastiske øvelser.
i 1922 ansøgte man derfor Undervisningsministeriet angående en opførelse af en tidssvarende gymnastikbygning. I 1927 opførtes på Skolepladsen en stor smuk bygning, hvor der blev indrettet to gymnastiksale, et stort sløjdlokale og tre baderum med koldt og varmt styrtebad.
I 1922 var der blevet bygget en særlig skolebadeanstalt ved fjorden.
I 1928 blev der indrettet en moderne håndgerningsklasse og året efter et moderne skolekøkken.
Pr. 1. april 1935 var der 837 børn i den danske afdeling og 318 børn i den tyske afdeling.
Den tyske Privatskole startede med 19 elever
Efter 1920 blev alle tyske skoler i landsdelen undtagen fire skoler omdannet til danske skoler. Der blev ikke overladt Det Tyske Mindretal nogen højere skole, som gav adgang til universitetet. Dog blev der oprettet overgangsklasser for de ældste elever i de øverste klasser.
I Aabenraa blev der i 1920 oprettet en Privat Tysk Skole. Man startede med 19 elever i een klasse. For hvert år blev der føjet en ny klasse til.
Det kneb med at finde egnede lokaler. Kreisschulverin lejede et værelse hos læge Wiemer i Fiskergade.
I 1922 blev pladsen for trang. Men så trådte Wohlfahrts – und Schulverein für Nordschleswig til og tilbød lokaler.
I 1924 påbegyndtes opbygningen af mellemskolen. Man søgte også om skoler med eksamensret til realeksamen. Men dette blev afslået.
Hetz mod tyskerne
Man ønskede at bygge en ny privatskole, men det var ikke let. En pressehetz i Hejmdal og Flensborg Avis opstod mod tyskernes planer i Aabenraa. Ja lærere i Aabenraa påstod, at man var i gang med at oprette en Agitations – skole. Ja man påstod, at tyskerne ville lave en tysk borg på dansk grund.
I Apenradener Tageblatt svarede redaktøren, Dr. Kähler tilbage. Han fastholdt, at man som mindretal havde rettigheder. Og han syntes, at modstanden mod bygningen af en tysk privatskole var et eksempel på, hvorledes man blev forfulgt.
I de første år efter bygningen af Den Tyske Privatskole opstod der også gnidninger med lærerne på Den Tyske Kommuneskole.
Et tysk Gymnasium
For at tysksprogede elever skulle have adgang til universitet, skulle de opnå studentereksamen i et dansk gymnasium. Derfor besluttede forældre, at der skulle oprettes et tysk gymnasium. Der førtes forhandlinger med Undervisningsministeriet, og man fik eksamensret til studentereksamen. Disse blev første gang afholdt i maj – juni 1933. Den gav de tysksprogede samme rettigheder, men dog ikke til embeder under den danske stat.
Tysksprogede fra hele Sønderjylland søgte til Aabenraa. Snart viste det sig, at de eksisterende lokaler var for små. Snart blev lokalerne på Nr. Chaussé udvidet.
Det kneb med det latinske
Skal vi fortælle om Statsskolens historie bliver vi atter engang nødt til at gå tilbage i historien. Og Gymnasiet i Aabenraa har ikke så meget tradition og historie at bygge på, som så mange andre gymnasier.
I 1857 blev den kommunale Rektorklasse nedlagt. Det var den sidste rest af Reformationstidens Latinske Skole.
I Aabenraa har der med tiden været en Latinsk Skole. Men ofte var den ringe, og blev vel nærmest betragtet som et forberedelseskursus til en rigtig Latinsk Skole. Rektor af sådan en skole blev kaldt Cantoren.
I en skrivelse fra Regeringen til Borgmester og Raad af 1639, påtales det, at man uden videre har afskediget Cantoren.
Hvad anvendes Studentengeld til?
I 1745 klagede Landsognene i omegnen over, at de penge, som de fra gammel tid betalte som en slags Studentengeld til Aabenraa ikke blev anvendt til formålet. Undervisningssproget var ikke latin, men nedertysk, senere højtysk.
Eleverne forsvandt efter konfirmationen
Ved Frederik den Sjettes skoleforordning af 1814 blev det bestemt, at der skulle oprettes Gelehrtenschulen i Slesvig, Husum, Flensborg og Haderslev.
I Hauptschule i Aabenraa kaldtes den øverste klasse for Rektorklasse. Rektor skulle give de elever, der ønskede det, privattimer i latin. Dette blev betragtet som forskole til det rigtige gymnasium. Men de fleste elever forsvandt ud i det praktiske liv ved konfirmationsalderen.
Statsskole blev gymnasium
Ved Genforeningen besluttede den danske stat, at oprette en skole i Aabenraa. Den var tænkt som Statsrealskole. Staten besluttede, at skolen skulle være et Gymnasium. I begyndelsen var her også tyske elever og lærere.
Der var godt nok tysk morgensang, julesang, skoleskovtur og undervisning. Men undervisningen var i samme bygninger, og eleverne mødtes i skolegården uden gnidninger.
Den danske gymnasieskole havde oprindelig kun en nysproglig afdeling, men fra august 1934 oprettedes også en matematisk linje. i 1935 – 36 havde skolen 306 elever.
Kilde: Se
Hvis du vil læse flere “skolehistorier” – se her:
August 28, 2014
Dette er en hyldest til de flotte gamle huse i Aabenraa. Vi tager på en stor rundtur, der ville strække sig ud over flere artikler. Vi kigger lidt på byggekulturen og når at besøge Fiskergade og Gildegade. Vi dvæler lidt ved en markant bygning i Aabenraa, hvor undertegnede lagde grundstenen. Den er godt nok ikke så gammel, men bygningen kan sagtens fortælle en historie. Mange store brande i byen har forhindret, at bygningerne er ældre, end de egentlig er. Byens skibsfart og højdepunkt i handel har sat sine afgørende spor i byggekulturen.
Cirka 80 fredede huse i byen
Det er efterhånden lang tid siden undertegnede har været i Aabenraa. Men man glemmer ikke de mange gamle huse, der lå der. Og for de flestes vedkommende stadig ligger der. Lige som i Tønder har man gjort sig store anstrengelser for at bevare de gamle huse. I dag er der vel omkring 80 fredede huse i byen.
Flotte bygninger fra 1730 og 1800
Det er særlig mellem 1730 og 1800 de flotte bygninger med de mange detaljer blev bygget. Skibsfarten gav velstand, og det kunne ses. Bakkerne er med til at fremhæve de gamle bygninger. Den lange hovedgade, Søndergade, Storegade og Ramsherred, der bugtende strækker fra den nu delvis overdækkede Mølleå til Nørreport er jo til dels meget særpræget. Det var denne strækning eller snarere en stor del af den, som min gamle chef, Ejvind Koch var med til at omdanne til gå gade.
Det var Mølleåen, der dengang dannede byens sydgrænse. Og højt på en bakketop ligger kirken. Ja og så er det jo gaderne omkring Fiskergade op mod Skibbrogade, der så over krydset fortsætter over i Gildegade.
En kinesisk inspireret bygning
Ja i den anden ende, har vi så Nybro – Nygade – Klinbjerg, der udgår fra Slotsgade. Ja vi skal da heller ikke glemme Barkmøllegade, hvor jeg boede i en del år. Og alle har sikkert glemt, at jeg lagde grundstenen til pagodebygningen lige i nærheden.
Det er godt nok ikke et gammelt hus, men tilblivelsen af huset er en historie værdig. Åh ja, det handlede også om en rødbøg vi ikke måtte fælde. Og hurtig skulle vi i HK finde en historie om tilknytning mellem Aabenraa og Kina – kysten. Og så var det Flensborg – Avis, de påstod, at vi brugte for mange penge. Det drejede sig om en statue af Merkur. Tænk en udgift på 8.000 kr. var nok til en forside i bladet. Lidt sjovere var historien om KU, der en nat invaderede huset udefra, og anbragte et bander, Kina – Restaurant. Politiet nægtede, at hændelsen havde fundet sted. Men den historie fik vi hvis vendt til egen fordel.
Men også det har vi vel før skrevet om.
Grund til gåtur
Men prøv at gå en tur ned ad Nybro, eller hele vejen ned af Slotsgade, mod Slotsvandmøllen til Brundlund Slot.
Eller hvad med Store Pottegade. Her har vi Vægterpladsen og Persillegade. Og vi skal heller ikke glemme Wollesgyde.
Allerede i 1920 var der bestræbelser i gang med at frede de flotte huse. I 1949 fandt man endelig ud af, hvilke gader, der skulle prioriteres. I 1960erne fortsatte man bestræbelserne. Men egentlig var det først i 1975, der forelå en egentlig bevaringsplan.
De store brande
I Aabenraa ser vi ligesom i Tønder og andre steder i Sønderjylland velbevarede gavlhuse. Gavlhuset vender gavlen mod gaden. Langhuset vender langsiden mod gaden.
Og egentlig behøver vi vel ikke at gennemgå byens historie. Det har vi gjort adskillige gange. Vi skal da lige nævne byens store brande. Det har været med til at præge det bybillede, som vi kender i dag. Mest omtalt er branden fra 1610, der lagde næsten hele byen øde. I 1629 blev næsten hele Ramsherred lagt i aske. I 1669 brændte 30 ejendomme i Slotsgade. I 1680 gik hele Vestergade op i luer. Og i 1707 hærgede en ny storbrand i den vestlige side af Søndergade, det meste af Slotsgade og en del af Vestergade og Nybro.
Gildegade brændte i 1679. i 1694 gik det ud over Fiskergade og en del af Skibbrogade. En mindre brand i lagde i 1708, 10 huse i aske i Ramsherred.
Både til borgerskabet og arbejderne
Mange gader har sit eget særpræg. I Ramsherred og Storegade og til en hvis grad, Vestergade blev der bygget købmandsgårde og store ejendomme til det bedre borgerskab. I de store huse og gårde i Fiskergade og Skibbrogade boede de velbjergede fra skibsfarten. I de små huse i Ramsherred, Søndergade, Slotsgade og Nygade boede håndværkerne. Fiskere, arbejdsfok og daglejere var henvist til småhuse og lejevåninger i sidegader og gange. Det var i Store Pottegade, Wollesgyde, Gildegade m.m.
Mange huse kan fremhæves
For blot lidt over hundrede år siden var bulhuse normal i Aabenraa. I dag kan kun tre – fire huse i byen føres tilbage til den byggestil.
Den ældste grundmurede bygning er byens gamle skole på Kirkepladsen 8. Men også det toetagers gavlhus i Nygade 45 kan dateres tilbage til 1737.
Men også Storegade 24 er af gammel dato. Bygningen kan føres tilbage til 1723.
I en murrest, der indgår i nordsiden af Ramsherred 47, findes en sten, hvori årstallet 1672 indgår. I Slotsgade er der rester af bygninger, der er opført kort efter branden i gaden. Disse kan dateres tilbage til 1707.
Langhuset, Klinkbjerg 9 minder en del om gavlhuset på Slotsgade 15. På de smedede murankre ses initialerne PJ og årstallet 1737.
Vi kunne blive ved med at fremhæve enkelte huse i Aabenraa. Men vi skulle vel snart i gang med vores vandring rundt i Aabenraa. Inden da falder tanken på den helt enestående Postholdergården, Søndergade 20 fra 1758, som er et fornemt to – etagers palæ. Men her til rejste jeg som meget ung fra Tønder sammen med min far. Jeg havde problemer med mine ører, og skulle undersøges af doktor Beyer.
De mange plader
Den pragtfulde bindingsværksbygning, Nybro 14, skal da også lige fremhæves. Egentlig var den bygget i 1705, men restaureret allerede i 1781.
Karakteristisk er de mange hustavler på de velbevarede bygninger. Den ældst kendte er den der sidder på Den Günderoth´ske Stiftelse, Nygade 46. På den lange stentavle, kan man læse:
Gott Allein Die Ehre – Anno 1731.
Undertiden er indskriften en blanding af tysk og latin, som på tavlen i Nygade 45:
Soli Deo Gloria/ Wens Gott giebt/ so schad der Neid nicht.
Et eksotisk hus
C.F. Hansen´s rådhus har vi beskæftiget os med tidligere. Sjovt nok rummer bygningen rester fra det kulsejlede projekt, Frederikslyst. For dem, der ikke kan huske det, så var det fra dengang, hvor Aabenraa skulle gøres til kurby.
Toldboden på Skibbroen ligner noget fra Dansk Vestindien. Her dansede vi i min tid i Aabenraa. Også denne bygning stod den lokale Peter Callesen for.
Lad os prøve at gå en tur rundt i Aabenraa.
Fiskergade:
Der er selvfølgelig forskel på bevaringsværdige huse og fredede huse. Og for sidstnævntes vedkommende er følgende numre i Fiskergade fredet, 3A og 8.
Fiskergade 2
Det er et pænt og velbevaret hus opført i 1860 – 61 for høker Thomas Andersen.
Fiskergade 3:
Her har vi et ni fag dybt gavlhus i en etage. Huset er opført før 1744. Bindingsværket er udskiftet med grundmur mellem 1825 og 1835, formentlig for Peter Asmus Petersen.
Fiskergade 4:
Grundmuret firefags langhus i to etager med gavle af bindingsværk. Det er opført i 1853 for by kasserer Nissen´s arvinger. Har fungeret som butik, idet et butiksvindue er indsat i 1907.
Fiskergade 5
Otte fag dybt gavlhus. I gavltrekanten er opsat i smedejern H.P.S. Bygningen virker lidt maltrakteret. Det er opført mellem 1720 og 1744 for Hans Petersen Dreyer. I begyndelsen af 1950erne er der sket en stor ændring af gavlen efter indretning til butik.
Fiskergade 6
I 1744 lå her et bindingsværks – forhus på 2 1/2 fag. I 1856 beskrives huset som to – etagers. Den nuværende bygning er opført i 1853 med bibeholdelse af dele af det ældre hus.
Fiskergade 8
Grundmuret toetagers langhus på hele 15 fag. Her er en enestående fyldningsdør. I 1744 omfattede bygningen 10 fag. I 1751 opførtes en tilbygning på tre fag i to etager. I 1780 blev bygningen beskrevet som et grundmuret syvfags våningshus og et grundmuret syv fags pakhus, begge i to etager. I indgangspartiet er der en tavle, som er dateret 1779.
Forhuset er opført i 1779 for Johann Johannsen Sehl.
I 1805 blev forhuset ombygget. Den toetagers sidebygning på 5 1/2 fag, synes at være opført i 1805. Nogle af resterne fra huset fra 1779 er blevet brugt. På hustavlen står anført:
Ich Trau und Bau auf Gott allein Gott Wird allein mein Halffer sein 1779.
Fiskergade 9
Femfags langhus i to etager omfattende 12 bjælkefag. Huset er opført omkring 1853.
Gildegade
Følgende huse er fredet – nummer 5 – 6 – 15.
Gildegade 1
Det er et ti- fag dybt gavlhus i en etage. Butiksvinduet og baldakinen over døren skræmmer ellers en flot bygning. Bygningen er opført mellem 1754 og 1764 for rebslager Daniel Danielsen efter alt at dømme som lejehus med fire ens lejligheder i stueetagen.
Gildegade 5
Grundmuret ni fag dybt gavlhus i en etage. De gamle vinduer er bevaret i østgavlen. Initialerne CNS i smedejern er placeret på gavlen. Et flot hus, der igen skæmmes af et stort butiksvindue. Og farvevalget er heller ikke for smart.
Huset er opført mellem 1775 og 1785 for drejer Casper Nissen som et lejehus med fire ens lejligheder. I gavlen mod gaden er en tavle med indskriften:
Her fødtes J.P. Junggren den 14. august 1827.
Gildegade 6
Et trefags langhus i en etage med gavlkvist over to fag. Forhuset på tre fag udgør den nordre af de to våninger på i alt seks fag, som Claus Barthelsen lod opføre mellem 1754 og 1759 i forlængelse af de øvrige våninger på nuværende nr. 10 og 12. Selv om gavlkvisten først nævnes fra 1795, må den antages at være lige så gammel som huset. I 1857 blev de to våninger delt i en selvstændige ejendomme.
Gildegade 8
Sammen med nummer 6 pynter dette hus i gadebilledet. Forhuset på tre fag udgør den sydlige del af de to våninger på i alt 6 fag, som Claus Barthelsen lod opføre.
Gildegade 10
Grundmuret femfags langhus i to etager. Huset er opført i sin nuværende skikkelse i 1896 for J. Hansen og bygmester M. Matthiesen med delvis benyttelse af murene fra et ældre enetages hus, der udgjorde halvdelen af en række grundmurede våninger på i alt ti fag, som allerede lå på stedet i 1744. Mellem 1744 og 1754 blev længen delt i to selvstændige femfags huse (nuværende nr. 10 og 12).
Gildegade 11
Grundmuret trefags langhus på to etager mod gaden og en etage fra gården. Det trefags forhus udgør den ene af de to enetages våninger af bindingsværk på i alt seks fag. Jürgen Iwersen lod dem opføre i 1754 – 1755. Mellem 1835 og 1843 blev våningerne delt i to selvstændige ejendomme. I samme periode blev bindingsværket i Gildegade 11 udskiftet med grundmur.
Gildegade 12
Grundmuret femfags langhus. En kvist mod gaden omtales mod gaden fra 1835.
Gildegade 13
Grundmuret trefags langhus i to etager. Det siges at være ny opført i 1843. Men alt tyder på, at det er tale om en ombygning af et ældre hus, der sammen med Gildegade 11 udgjorde to enetages våninger af bindingsværk på i alt seks fag, som var opført for Jürgen Iwersen i 1754 eller 1755. Adskillelsen i to selvstændige ejendomme skete mellem 1835 og 1843.
Gildegade 14
Grundmuret nifags langhus i en etage. Opført mellem 1764 og 1772 for Jørgen Møller Sandberg på den bagerste del af hans hjørneejendom mod Skibbrogade. Udskilt som selvstændig ejendom omkring 1865.
Gildegade 15
Grundmuret nifags dobbelthus i en etage med gavlkvist over to fag. På gavlen ses tallene 1752. Huset blev opført i dette år for skibstømrermester Jacob Paulsen. I 1744 var grunden, som dengang udgjorde en del af Skibbrogade 11, bebygget med Jürgen Iwersens tre våninger på i alt ni fag med kælder under fire fag. Efter alt at dømme udgør dette hus en del af Jürgen Iwersens bebyggelse.
Gildegade 16
Grundmuret langhus i to etager. Opført i 1866 for skipper Wilhelm Lund. Grunden udgjorde dengang en del af hjørneejendommen mod Skibbrogade.
Her slutter vores foreløbige gåtur i Aabenraa, men vi vender frygtelig tilbage med Flere Gamle Huse i Aabenraa (2).
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs