Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Anekdoter fra Det Gamle Nørrebro – Igen (7)

Marts 7, 2015


Anekdoter fra Det Gamle Nørrebro – igen (7)

Foredrag, Stefanskirken 4. marts 2015. Vi skal høre om præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, det røde flag, varulve, influenzaramte heste, lysytsteder, værtshuse, de rige, svinerigets ti bud, de ugudelige socialister, den store badedag, et søuhyre, social kontrol, investering i lykkeposer, danseskole i Jagtvej 69, Ruth Evensens snak med Helligånden, Den første spiritusprøve i Verden, Våde kjoler på broerne, hunderomatik, chokolade, eksplosioner i Allersgade og meget mere.

Præsten skal lære
Så er vi atter engang forsamlet her i den dejlige kirke. Og som I sikkert alle ved, så har Stefanskirken fået en ny præst, Thomas. Han er jyde. Og det kan være en stor fordel, når man skal begå sig her blandt københavnere.
Vi har tænkt os, at Thomas skal lære noget om Nørrebros historie. Men det ville være for kedelig over for alle de andre historie – kyndige, der er dukket op, at begynde fra A og slutte med Z. Derfor dukker vi ned i nogle af anekdoterne, og måske vil den ene og anden sige. Den har vi hørt. Men en god historie, kan sagtens fortælles flere gange. Og lokalhistorie har sjælden en begrænsning.

Hvad skal vi høre om?
Vi skal høre om Thomas kollegaer – præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, panserbasser, varulve, influenzaramte heste, lyststeder, værtshuse, de rige, Svineriets ti bud, Den store Badedag, social kontrol, Investering i lykkeposer, Danseskole i Jagtvej 69 og Ruth Evensen. Vi skal høre om den første spiritusprøve i Verden, de mange faldefærdige broer, og da den kollektive trafik kom til Nørrebro, da der lød eksplosioner på Allersgade og meget mere.

De hørte nu ikke det hele
Ja efter foredragets afholdelse må undertegnede erkende, at tilhørende ikke fik hørt det hele. Det skyldtes, at undertegnede grundet den gode stemning, improviserede plus tog noget fra nogle andre artikler, som vi skyndsomst ligger på nettet. Det drejer sig om artiklerne:

– Prinserne på Nørrebro
– Derude på Lersøen
– Det var på Nørrebro, det foregik

Straks vil jeg takke mine to medarrangører. Det var et kanon – arrangement. Og tænk, at vi atter engang kunne fylde en hel kirke. Hvad ville der være sket, hvis også avisen gad at skrive om det. Og aldrig har menighedsråds – formanden lavet så meget kaffe. Og jeg tror faktisk, at Thomas sad og grinede konstant i to timer.
Men først og fremmest tak til publikum – I var det bedste publikum, man kunne forstille sig.

Lokalhistorien har det godt
Lokalhistorien har det særdeles godt på Nørrebro. Vi har en særdeles aktiv Lokalhistorisk Forening, og der findes mindst to FB – grupper, der berører området. Dertil kommer forskellige byvandrings – firmaer.
Selv har undertegnede den glæde, at være redaktør af to hjemmesider, der berører Nørrebro og to FB – grupper. Og den ene dengang.dk har læsere fra hele landet, med 900 artikler, heraf ca. 220 fra Nørrebro.

Hvad er vigtigst
Mange af tilhørerne har været med, de sidste seks gange, og de er jo ikke kommet for at høre det samme igen og igen. Kan man nu huske, hvad man har sagt tidligere. Og skal Thomas ikke høre det væsentlige?
Det bliver ikke noget om Røde Rose eller Solvognen eller historien om, Dronning Dagmars hof ligger begravet på Assistens Kirkegården. Tænk her hviler tidligere hofdamer, kammertjenere, kokke og kosakkere. Tænk engang, vi måtte ikke kalde Områdeløft Mimersgade for Områdeløft Mimersgade.

En hyldest til de kreative
Se, Thomas egentlig er foredraget en hyldest til alle dem, der med deres kreativitet beriger Nørrebro. Dem er det så uhyggelig mange af. Kreativiteten stortrives her i bydelen. Det har medierne endnu ikke fundet ud af. Personlig har jeg mødt et hav af kreative og mangfoldige mennesker. En del af disse, sidder her i dag. Selv om mange af disse ikke bliver nævnt i dette foredrag, håber jeg ikke, at deres indsats bliver glemt.
Tænk for eksempel på sådan noget som Kulturelle Markedsdage, som Metro – byggeriet ødelagde. Det var i den grad berigende for Nørrebro. Ministre og borgemestre besøgte vores arrangement. Vi hørte gospel – musik fra G – force, gudstjeneste en tidlig søndag morgen. Der var cirkus m.m. Og det var umuligt at holde foredrag der i et telt, grundet støj.

Slutningen kommer først
Se det var jo egentlig det, som man skulle have sagt til sidst. Men egentlig ved man jo aldrig til disse arrangementer, var man vil sige trods det, at man har et manuskript.
Journalister har kig på Nørrebro
Se Thomas mens du nu boede i Jylland, har du ikke kunnet undgå at høre om Nørrebro. Du skal vide, at journalister har en specielt Nørrebro – knap, der i hvert fald ind til for et par år siden havde direkte forbindelse til Breaking – news helikopteren. Det skyldes nemlig, at journalister arbejder med følgende Nyhedskriterier:

– Aktualitet
– Væsentlighed
– Identifikation
– Sensation
– Og ikke mindst Konflikt.

Man skal mindst bruge to kilder til en historie. Men dette glemmer man ofte, når det er tale om Nørrebro, og rask væk udnævner man Tingbjerg og Nordvest til Nørrebro. Og så får man ganske let et fortegnet billede af Nørrebro.

Hvor er de skudsikre veste?
Det kan bedst illustreres med en historie, som jeg har hørt af en af dine kollegaer, Susanne. Hun er præst i Anna Kirke. De har en venskabskirke i Varnæs, syd for Aabenraa.
Konfirmanderne besøger hinandens kirker. Men da konfirmanderne fra Varnæs ankom til Hovedbanegården for at skulle videre mod Nørrebro, spurgte nogle af eleverne deres klasselærer:

– Paul, hvor er det vi skal hente de skudsikre veste.

Husk nu kaffen
Se, Thomas – mange af de gæster der er her i aften har været med alle de forrige seks gange. De vil helst høre nye historier, så vi må jo se om vi også kan få opfyldt deres ønsker. Og som det også er vigtigt at fastholde. Der er ca. ti minutters pause, med gratis kaffe.

I begyndelsen var ingenting?
I begyndelsen var ingenting? Ja sådan var det nu ikke. I København var det ikke alle der kunne tilpasse sig. Thomas, forstil dig Oliver Twist, men bare meget værre. Dem, der ikke kunne tilpasse sig forholdene, blev smidt ud af byen, og så kunne de bare passe sig selv. Det var datidens socialpolitik. Mange etablerede sig på det nuværende Nørrebro. Her opstod en slags barakby, hvor der udførtes mange former for kriminalitet.
I ny og næ blev bønder overfaldet. Her var prostitution og masser af ulovlige brænderier. Og bønder på vej ind til byen med deres varer, blev her overfaldet.
Senere hørte vi om den mægtige landsby, Serridslev. Dens jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Det er en hel Atlantis – myte omkring dette sted, for hvordan forsvandt denne landsby. Var det svenskerne? Her lå også en stor hærskare og belejrede København. Men kongen havde ingen penge til disse soldater. Hvad gør man så? Jo, man opretter da bare en møntfabrik og producerer mønter. Ja det gjorde man i Serridslev.

Det første Nørrebro
Det ældste samlede Nørrebro kender vi vel fra omkring 1645. Her var opstået en mængde stræder og boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier.
Ja det var før, at Nørrebrogade blev kaldt for alfare vej.
I 1658 blev det hele brændt af. Svenskerne var på vej og oppe fra voldene ville man gerne have en bedre udsigt.

Det første lovlige værtshus
I 1662 fik Gabel skødet på Sankt Jørgens Sø. Han købte også teglværksgrunden. Men ak, han havde tømt søen. Det betød en svækkelse af Københavns forsvar, så man tog skødet fra arvingerne, og fik fyldt vand i søen igen.
Store Ravnsborg blev aldrig færdig som forsvarsværk, men Meldorf fik her lov til at etablere et værtshus i 1661. Mon ikke det er Nørrebros første lovlige værtshus?

Man klarede tvistighederne selv
Noget kunne tyde på, at på Nørrebro klarede man paragrafferne selv. Således skulle der foregå dueller med kårde ude ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder. Således udsendte politimester Ernst denne forordning i 1720:

– For Nørreport og Gamle Ravnsborg på Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet at de, som havde Tvistigheder indbyrdes og vil overse Love og Forordninger imod Dueller, sammensteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden.
To år senere var der atter ballade på Nørrebro. Den Stærke mand optrådte. Han kunne løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pund i den ene hånd og drikke et glas vin med den anden hånd. Men uha, han optrådte i kirketiden og havde lovet sit herte væk til så ”mangt et pigehjerte” Men han havde også efterladt en masse ubetalte veksler, og inden man opdagede det, var Den Stærke mand forsvundet.
Et par år efter brød Hyltebroen sammen ude på Ydre Nørrebro. Men italieneren Mark Antonni Perri fik den repareret for 350 rigsdaler. Det skete i 1711.

Hestevæddeløb
Tænk, at ude på Fælleden var der hestevæddeløb fra 1772. Struensee var her også. Han havde sikkert ikke tænkt over, at han snart skulle ende sine dage her under bødelen Gottschalk Mühlhausens økse.

Landelig idyl
Endnu i 1850erne var det landelig idyl på Ydre Nørrebro. Bebyggelsen mellem Lygten og Jagtvejen bestod af to lyststeder, Ventegoodt og Petersdal. Der var også to gæstgiverier, Hvide Svane og Nye Kro. Så var der også lige to møller, Skære Mølle og Ølunds Mølle. Ja og Nørrebrogade hed herude indtil 1874 Lygtevejen. Man kan slet ikke forstille sig, at der langs vejen var dybe grøfter langs siderne.

Dødens testamente
Når vi nu befinder os i Kirkens Hus, skal vi da også nævne Dødens Testamente et dansested på hjørnet af Jødevejen. Fra Møllegade til Fælledvej lå kun seks huse. Heriblandt var traktørstedet med det eksotiske navn Jylland. Her mødtes i sandhed byens spidser.
Dødens Bolig
Men ellers var der over på den anden side, byens største kirkegård på 30 tønder land, der tiltrak opmærksomhed. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:
– Urner og kors omslynges af rosenranker, vellugt og fuglesang. Det gør Dødens Bolig til et lidet Paradis.

Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det var nærmest et lyststed, og graverne solgte sprit.
Og her blev de kendte lagt til hvile. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner, og forlange entre.

Kierkegaards begravelse
Kierkegaard gik ofte langs søerne spejdede efter sin elskede, der rejste til De vestindiske øer med hendes mand. Han døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.
Onkelen fra Pedersborg præstegård var dog mødt op til begravelsen, og ude på Assistenten var det sort af mennesker.
Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:

– Må jeg få ordet?
Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
– Den mand, som i Dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.

Præster og andet godtfolk
Vi nærmer os det kirkelige, og det behøver bestemt ikke at være kedelig. Det har altid været meget aktive kirker og præster på Nørrebro. Og den tendens ser ud til at fortsætte.
Jo, Thomas, det var dengang, at præster kunne bestille noget. I løbet af en søndag skulle Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester.
Grunden til dette var at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig ad. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.

Socialismen er ugudelig
En af dine forgængere, Thomas, var pastor Frimodt. Han betragtede socialismen som ugudelig. Han var med til at starte denne kirke og Skt. Jacobs Kirken på Østerbro.
Frimodt blev af arbejderne betragtet som borgerskabets og overklassens lakaj. Hans flammetaler fyldte Skt. Johannes Kirken hver søndag. Et sammaritterkorps stod parat med bårer hver søndag for at hente dem, der var besvimet.
Det er hørt
Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Det var netop, da præsten forkyndte:
– På Moses stol sidder de skriftkloge og farisærerne
Da lød der også pludselig en kommentar nede fra de indtrængende arbejdere:

– Det er hørt

Jesus fastede i 40 dage
Angelika, der er født på Nørrebro i 1893, skriver i hendes erindringer:

– I Guder, hvor var vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans Kirken, og spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener, satte alle ti fingre sammen og sagde mens han så op mod Jesus:

– ”Jesus fastede fyrretyvedage i ørkenen”

Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten. Se Pernille og Thomas, sådan regerede en af jeres forgængere.

Renvaskede ”Nørrebro – børn”
Da Samuels Kirken blev anmeldt i Politikken, skrev man om altertavlen:

– Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede Nørrebro – børn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgade kan forstå, hvad det maleri, skal fortælle
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:

– Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmarskåbe, der ikke klædte ham.

En autoritær præst
Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde en bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:
– Er de plankeværkslæser. Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke leveres gratis. Derfor er der en giroblanket med dette blad. Hånden på hjertet. De læser kirkebladet. Er de plankeværks – læser? Skynd Dem, at betale licens!

Murermesteren måtte ikke vies
Så var det også pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han have forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
En unik epoke i Dansk folkekirkeliv
Så var det også pastor Erik Bork ligeledes fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.

Svineriets Top – 10
Thomas du har haft en forgænger her i kirken, der hed Anne Braad. Hende mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus. Ja, det var her, hvor Henning og jeg engang blev smidt ud, grundet manglende musikalske evner.
Men nu er det Anne det drejer sig om. Hun brugte efter aftale en kronik, jeg skrev efter min kones død, om sorg. Hun udarbejde også Svineriets Ti Bud. Ja de flittige besøgende til dette arrangement har hørt dem før. Men jeg synes, de er så gode, så vi skal have dem en gang til:

1. Du skal holde din sti ren
2. Du må ikke misbruge Vej og Park
3. Du må kun pisse i din egen rede
4. Du må selv tage skraldet
5. Du må gerne male byen rød
6. Men du må ikke skrifte på væggen
7. Du skal feje for egen dør
8. Også naboens
9. Du må ikke tabe modet
10. Du skal finde melodien

Djævlen i Cirkus og Tivoli
Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede på Fælleden måtte disse børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.

Skal man tro på alt?
Nu skal man jo ikke tro på alt. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo, og det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Min bekendt, sognepræst Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk lemlæstede fra Faderhuset.

En udskældt præst
Det er nogle billeder, der har dannet sig i ens nethinde. En flok demonstranter sidder foran Brorsonskirken. Umotiveret begynder en betjent at banke på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af slag fra politiknipler. Derefter knækker hun sammen.
Hun protesterer imod politiets fremfærd mod de irakiske flygtninge, der her havde søgt tilflugt. 120 – 150 betjente, der stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos din meget udskældte kollega, Per Ramsdal.

Hvem var mest chokeret?
Denne historie kan vel også presses ind under en form for kirkehistorie. En meget nyttig organisation var dengang Martha – hjemmet. Herfra foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde, og give en skilling til begravelseshjælp.
Og det kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru, og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen, og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.

I døden er ikke alle ens
Når stolte arbejdsledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke uden problemer. Ikke alle præster ville acceptere det røde flag som arbejdernes sidste farvel. For Socialdemokrater, arbejdere og fagforeninger var dette naturligt. At typograferne i Hillerød så havde valgt et sort flag, ja det er helt anden historie. Den fik dog heller ikke adgang til kirken, for på flaget stod

– Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.

Arbejderne fandt ud af, at selv i døden var der klasseforskel.
Ofte måtte politiassistent Rantzau styre begivenhederne, når der var optræk til ballade på kirkegården eller i kirken. Men det var nu ikke så let. Han var en person på 300 pund. Så begivenhederne blev styret af politiassistenten siddende på en stol midt på Assistens Kirkegård.

Nede ved søerne
Nede ved søerne boede et ungt fruentimmer, hvis skønhed var berømt. Men det var hendes mangel på moral også. Hun blev kaldt Donna del Largo. I folkemunde blev dette omdøbt til Donna del Lad`gård. Ak ja, her endte hun også sit syndefulde liv.
Det var også hernede, at stakkels Knud Mikkelsen boede i Stenhuggerhuset. Han holdt øje med, om der blev smidt affald ud i søerne, og han havde nøglerne til stierne langs søerne. Men han blev offer for bygge – boomet. Talrige gange sendte Magistraten ham en anmodning om, at han skulle flytte, men gamle Knud sagde, at han ikke kunne læse. Så måtte Magistraten gå rettens vej.
Stenhuggerhuset lå ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknede og Skindødes Redning.

Mange kreative arrangementer
Inden vi fik Dronning Louises Bro og Fredensbro, var der mere eller mindre kreative arrangementer over søerne. Snedkermester Mau ville gerne etablere færgefart, og muremester Petersen ville da gerne bygge en bro, men så ville han også forlange 2 øre pr. passager.
I Socialdemokraten kunne man læse at en af broerne, den såkaldte træbro var det rene selvmord. Mange af plankerne var pilrådne. Og det gav våde tæer og kjoler for de fine fruentimmere.

Nørrebro – omgivet af broer
Nørrebro var omgivet af broer. Den første bro over Ladegårdsåen blev bygget i 1820. Det var en privatbro, som kunne bringe byggematador Büllow fra Nørrebros slum til det pæne Frederiksberg.
Bangert var en anden byggematador. Han lavede en bro ved Brohusgade og selvfølgelig forlangte han bropenge. Han var jo ikke byggematador for ingenting.
Den tredje bro Parcelbroen var i 1892 så forfalden, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed beseglet. Men tilbage til søerne.

Syre – og elektriske både
Ja det var også dengang, da købmand E.M. Olsen fik lov til at sejle med petroleumsbåde. Men beboerne klagede. De blev et modstykke til sporvognenes såkaldte syrevogne.
Disse både blev afløst af de såkaldte elektriske både. Tænk, at man kunne opleve Husarrenes Musikkorps i en af bådene oplyst i dagens anledning. Man kunne så følge med i en af de andre både. Pris kun 50 øre. Ja man kunne endda spise om bord. I 1916 transporterede bådene hele 350.000 passagerer, og det kun for tre måneder – ganske imponerende.

Foder til duerne
På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kun købe en pakke sild for 5 øre. Ja med disse kunne man så fodre duerne.
Utrolig er det også at vide, at fattige i Rabarberkvarteret gik ud i søen og fangede ænder til julemaden. Efter sigende smagte de dog ikke så godt. Det var nærmest som mudder.
Masser af forlystelser ved søerne
På hjørnet af Doseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haverne.

Musik flere steder
Man kunne også gå til koncerter i Café Le Rheine i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade i det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen sammen med musikdirigent Olfert Jespersen.
Det var også festligt med regimentsmusik dengang. Mange sommeraftner kunne det høres rundt omkring på Nørrebro, ja selv på legepladsen på Kapelvej, var der musik.

Da byggespekulanterne kom
Da først portene var revet ned, blev det bygget på livet løs. Den eneste betingelse var

– At det skulle kunne betale sig

Byggespekulanter kastede sig først over Blågårdens jorder. Kvaliteten var elendig. Overskuddet skulle helst være så stor som mulig. Byggevedtægterne, ja de kom først da hele var færdig bygget. Tømrergade, Smedegade og Murergade i 1853/1854 var de første gader.
Her var ingen fortove, lys eller kloak. Efter et regnskyl og en tur i byen kunne det efter en tur i byen være en sand prøvelse at finde frem til sin egen gadedør. Det må også have været en speciel deprimeret oplevelse, at stå på Parcelbroen og kigge mod syd. Her var Frederiksberg badet i et sandt lyshav, mens Blågårds – kvarteret henlå i den dybeste mørke og slam.
Det har været en dejlig duft heromkring. Bedre blev det heller ikke i 1836, da Heegaard havde anlagt en fabrik, der forarbejdede dyretarme til musikinstrumenter.
I Stengade lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at folk var stuvet så meget sammen så det lignede kommodeskuffer. Jo, det var dengang Stengade hed Nørrebrostræde. Her var endnu rester af bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.

Grundloven gjaldt ikke for arbejderne
Vi havde fået en ny grundlov, og den havde arbejderne tænkt på, at udnytte. De ville forsamle sig og sprede socialismen. Men uha, det var farligt for demokratiet. Og sådan skulle man ikke bruge demokratiet. Ja vi kender alle historien om Slaget på Fælleden.
Straks lavede man en tabsliste. 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Men hvor mange arbejdere, der havde lidt skade, ja det havde man lige glemt at tælle med.
Politimester Crone havde svoret at udrydde alle socialister. Han fik god hjælp af justitsminister Krieger.

I kø hos bageren
Om morgenen kunne man hos bagerne se folk stå i kø med deres kurv. Nørrebro – borgerne købte 8 stk. 2 øres brød for 5 ører og for 2 øre brødkrummer.
Om eftermiddagen udkæmpede ungerne i de forskellige gader adskillige slag. Værst var kampene mellem Krügersgade og Raberberne.
I Helligkors – skolen var børnene efter datidens pædagogik placeres således, at de klogeste sad nærmest tavlen. Og de ”dummeste” og de ”ordblinde” sad som nummer 36 aller bagerst. Og hvis man så ikke kunne kongerækken udenad eller opstandelsen, ja så vankede det med spanskrøret.
Nu var det så en trøst, at man kunne gå i cirkus nede ved Ladegårdsåen. En verdensberømt bryder havde udnævnt sig selv som cirkusdirektør. Jo, det var dengang Parcelbroen nærmest fungerede som et offentligt toilet – mest for kvinder.
De stakkels poder i skolerne udnævnte skoletandlægerne til sadister. Efter behandlingen stod de ved diverse håndvaske og spyttede blod.

Støvsugeren kunne lejes
For dem, der havde råd kunne blev støvsugeren lejet hos rullekonen for 25 øre i timen. Man kunne også få besøg af vaskekonen, hvis man ikke selv kunne klare det. Hun kostede en dagløn på 5 kroner plus kost.
Tøjet dengang var meget snavset. Man gik med det hele ugen, også undertøjet. Tøjet blev vasket i Kallemann Sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde stået et par dage lignede det gele. Det kunne man så bruge til at vaske gulv i. Jo genbrugstanken var allerede født dengang.

Investering i lykkeposer
Børnene fik ofte 5 øre med til søndagsskolen. Men de vil hellere ned til søerne og investere i lykkeposer. Når de så havde udeblevet fra søndagsskolen to – tre gange, mødte læreren op derhjemme. Det var ikke så heldig.
Dengang var Pastor Rosendahl i Stefans Kirken særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.
Dengang var margarinen farveløs. Hvad gjorde man så? Ja, så kunne man købe en ampul med gul væske, som man så skulle blande ind i margarinen. Ja så lignede det jo pludselig smør.

Renselsesbad i skolen
Det var ikke mange, der havde bad på Nørrebro. Så hver 14. dag var det renselsesbad i Hillerødgades Skole. Særlig fødderne var usædvanlig sorte. Men ofte gik turen også til Havet. Ja, sådan hed det, når man tog ned til Ladegårdsåen for at bade.

Den store Badedag
For at forbedre hygiejnen blev der oprettet en del badeanstalter rundt omkring i København. Og det gjorde også på Nørrebro. Og Sjællandsgades Bad eksistere stadig. Den blev oprettet med en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på førstesalen.
Kvindeafdelingen bestod af seks brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af de ældste badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.
Kvinderne foretrak karbadet, mens mændene var mere til brusebad. Og det var om lørdagen, der virkelig var Store Badedag.

Kvinde protesterer
I 1923 blev renlighed diskuteret i BT, der konstaterede, at mænd var mere renlig ind kvinderne. Det følte en kvinde sig meget stødt over:

– Du skriver, at mændene er mere renlig end kvinderne. Men det tror da pokker. Der er langt flere baderum til mænd end kvinder. Og efter hvad min mand og bror siger, må de højst vente en halv time.

Kvinderne måtte vente to timer på et karbad. Så længe kunne en arbejdende kvinde med små børn ikke vente.

Masser af sygdommer og epidemier
De dårlige hygiejniske forhold på Nørrebro gav grobund for masser af epidemier og sygdomme. Ofte måtte de stakkels børn en tur på Kommunehospitalet for at blive afloppet og afluset.
Hundrede af lopper, tusinder af myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje ventede sig. Jo så kunne det godt være at den fjerde havde tisset i sengen. Det var ikke unormalt dengang, at fire børn delte en seng, hvis de var så heldig at have en seng.
Nørrebro var Københavns kloak: Ud gennem Nørrebro blev hovedstadens smuds ført. Og læsset af i Utterslev.
Dødeligheden var stor. Omkring 1900 kostede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.

Lægerne gav masser af gode råd.
Under koleraepidemien forsøgte man sig med en speciel dampseng, og så skulle patienterne pakke sig ind i dyner og tæpper, samtidig med, at de skulle indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet udeblev da heller ikke. Man var sikker på forgiftning, men det hjalp ikke mod kolera.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegård havde usædvanlig travlt.
Endelig fandt man ud af, at det kunne da godt være, at man skulle gøre noget ved boligforholdene. Og et nyt Epidemihospital blev bygget. Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirke var dog lidt betænkelig ved, at det skulle bygges så tæt på hans menighed. Men hans protester hjalp ikke synderligt.

Ad Ladegaard til
De fattige blev truet med Ladegården. Som tendensen er den dag så mente man også dengang, at fattigdom er selvforskyldt. Hvis man var kommet længst ned på den sociale rangstie, ja så havde Fattigvæsnet overtaget ens liv. Hvis man ville gifte sig, ja så skulle man spørge myndighederne om liv.
Hvis borgere var havnet her, ja så var tankegangen hos befolkningen lige som i dag. Det var selvforskyldt. Og disse lemmer ville man ikke engang optage på almindelige hospitaler.
Man oprettede såkaldte Opforstringshuse, Tugt -, Raps – og Forbedringshuse. Borgere skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel var arbejde og arbejdertvang. Det var næsten som nu.
Her på Ladegården blev også de afsindige og de tossede anbragt. De blev anbragt i dårekister. Standardudstyret var en briks og et lokum.
De offentlige fruentimmere
Det var også her man anbragte de offentlige fruentimmere. Fra 1879 kunne man risikere livsfarlig fængsel, hvis man fødte i dølgsmål. På Ladegården skulle de svare på følgende spørgsmål:

– Hvordan var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?

På Fødselsstiftelsen dengang døde halvdelen af de fødende kvinder fordi læger og sygeplejerske ikke vaskede hænder.
Et skrækkeligt ry
Ladegården havde et skrækkeligt ry. Således blev det i 1826 berettet, at

– Her opholdt sig afkræftede, løsagtige fruentimmere, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.
I 1865 opholdt der sig 916 lemmer på Ladegården.
Var man lidt småkriminel og det ikke var tegn på, at det ville forbedre sig, ja så kunne Københavns Politi finde på, at eksportere en til det forjættede land. Det var billigere for det danske samfund. Nu var det bare ikke altid, at amerikanerne var så tilfredse med denne ordning.

Social kontrol
Dengang var det ligesom i dag social kontrol. Fik man udbetalt børnebidrag fra Magistratens 3. afdeling, ja så kom den tilsynsførende på uanmeldt besøg. Han skulle kontrollere om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.

En helbredelsesanstalt for afvigere
Glemt er, at der meget tidligt på Nørrebro opstod en Helbredelsesanstalt for Afvigere fra det Civiliserede Samfund.
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og Løsagtige Personer at betragte som afvigere,
Johan Keller delte personerne ind i

a. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.

Man gik ind for sterilisation og kastration. Disse mennesker skulle nødig formere sig. Ja på et tidspunkt talte man om, at indgrebet også skulle foretages på farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser. Jo der foregik meget i De Kellerske anstalter, som havde fem adresser på Nørrebro.
Ja senere blev De Hvide Snit brugt flittigt i psykiatrien. Ja, Danmark havde verdensrekorden i brug af dette, og tankevækkende er også at 70 pct. af dem, det blev foretaget på, var kvinder. Først i 1983 ophørte man med dette.

Der var også rige
Jo, der boede skam også rige i herskabslejlighederne på Nørrebrogade. De fattige og arbejderne mente helt bestemt, at de rige fruentimmere havde beholdt pelsen på, når de gik på lokum.
Ja på hjørnet af Skt. Hansgade/Guldbergsgade boede der absolut fine folk, endda en general. Jo de var fine. Og det sagde man også om dem, der gik på den nye Nørre Alle’s Skole. Her måtte man nemlig ikke gå i træsko.

Niels Mangepenge
Jo så var det også slagtemesteren med de syv svende. Han gik under navnet, Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut lige efter midnat mødte han op hos urtekræmmeren og købte en flaske Linjeakvavit og et par dåse hummer. For som han sagde:

– Det gør sig på en dag med list hummer og et par stykke tatar.

Man lagde i den grad mærke til, når Niels Mangepenge og husholdersken spændte for om søndagen. Det var så et parmarkante mennesker, der så tog ud af Strandvejen.
Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, runskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og halvhandsker.
Slagtermesteren var i jaket med stribede bukser, ja endda meget stribede, og brune sko. Et rødt slips fuldente den festlige påklædning. Den skulle måske symbolisere det blodige erhverv.

Jorcks Have
Når vi nu snakker om de rige på Nørrebro, så skal vi da lige vende blikket på området over for den gamle Lygtekro. Her lå Jorcks Have bag en stor gitterport. Her førte en lang stribe af høje træer op til Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred fornem trappe foran.
Alle de pragtfulde frugttræer lokkede i den grad de fattige Nørrebro – unger ind i haven. Men når de så blev taget på fersk gerning blev det i den grad givet prygl.

Det største handelscenter i Danmark
I vores tidligere foredrag har vi været inde på det, at Nørrebro dengang tilbage i historien var Danmarks største handelscenter. Det var dengang, at Nørrebro Handelsforening var landets største handelsforening med 750 medlemmer – ganske imponerende. Men det er foreningen sandelig ikke mere.
Først var det bulldozersaneringen, senere diverse uroligheder m.m. der satte omsætningen tilbage. Ja og på det sidste er politikkere og detailhandler uenige om, hvad den yderligere tilbagegang i handelen skyldes.
Men dengang må det have været et mareridt at være i butikslære. Man begyndte klokken 7 om morgenen. Det blev lukket kl. 20 ugens fire første dage, fredag var det åben til klokken 22, og om lørdagen lukkede man klokken 23. Så troede man, at man kunne gå hjem, men ak nej. Det skulle lige først ryddes op.
Så skulle man også lige huske, at man to aftener om ugen skulle deltage i aftenundervisning på Handelshøjskolen på Nørrevold.

Da radioen kom
Radioen kom frem i slutningen af 1920’erne. Det var rift om den ene hovedtelefon. En rigtig antenne skulle have en luftantenne. Til sidst lignede det mange steder på Nørrebro et rent tørrestativ ind imellem blokkene. Og disse antenner skabte mange skænderier.

Den kollektive trafik
Vognmandslauget havde advaret mod sporvogne. De var bange for, at deres erhverv var ved at uddø. Så galt gik det dog ikke. Og de skulle stadig levere både heste til sporvognene og til omnibusserne.
I 1864 eksisterede der to omnibusser, der gik til Nørrebro. Men endelig den 14. maj 1867 stiftedes Nørrebroes Sporvejsselskab på Store Ravnsborg med isenkræmmer og fabriksejer Anker Heegaard som den store initiativtager. Den 6. december startede kørslen, men allerede dagen efter måtte den indstilles grundet snestorm.
Det stakkels personale måtte møde en time før start, og de skulle blive efter lukketid for at aflevere hestene. Når der var forsinkelser, skulle man betale bøde – 4 mark for hver 2 minutters forsinkelse. Sådan har DSB – ansatte det ikke i dag.

Politibetjente og vovser kunne køre gratis.
På hovedstrækningen på Nørrebrogade kørte man med 2- etagers vogne. Kvinderne måtte af sømlighedsgrunde ikke bruge de stejle jerntrapper, der førte op til 1. sal.
Hurra – endelig en jernbanestation
Endelig fik man en jernbanestation. Det vil sige, at man egentlig fik to. Her var ikke nogen brolægning. Man måtte tage de lange støvler på, når man skulle med toget. Man kunne risikere, at sænke ned til knæene.

De Første Dampsporvogne
Da den første dampsporvogn skulle afprøves blev der smidt med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Sporvognen blev fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade.
Kvinder – pas på farten
Efterhånden var man gået over til den elektriske sporvogn. Og dette førte til en advarsel til kvinderne. Se bare her, hvad medierne skrev i 1902:

– Vore Damer, der har været vant til Gratie og Elegance at stige af hestevognene, tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere.
– Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har paadraget sig alvorlige Skrammer.
– Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.

Slangerup – banen
Den 19. juli 1906 blev Slangerup – banen indviet. Afgangen blev dog forsinket, for stationsforstanderens hund havde søgt ly under en af jernbanevognene. Ubekræftede forlydender kunne dog fortælle, at den forlystede sig med en anden hund. Så man kunne først starte afgangen, da de to hunde var færdige.

Idyllen ophørte
Herude på den anden side af Lygteåen startede Frederikssundsvejen. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter langs siderne. Det var bare åbne marker med meget spredt byggeri.
Åen lå under en bjælkebro. Her lå Lersøen. Her var masser af grønne grøfter, store grønne arealer med masser af græs, vilde planter, blomster brændenælder i overflod og vandhuller. Men så holdt idyllen også op Nu skulle man holde sig for næsen. For nogen havde fundet ud af, at her skulle hele byens lort opbevares.

Chokoladevogne
Nu havde man nemlig allerede fået en station lige i nærheden, nemlig Lersø Latrinsation. Man havde endda en stationsforstander, der både havde have og gratis gødning forstås. Indholdet blev transporteret i de såkaldte chokoladevogne.
Jo det var dengang, da chokoladefabrikken Cloetta lå i Hørsholmgade. Og straks opstod der en vittighed. En tysker skulle således se, Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen. Og følgende samtale opstod:

– Was ist den dass?
– Chokoladewagen
– Ach so – von Cloetta
– Nein von Closetta.

Nørrebros hunde var i den grad glad for, at disse chokoladevogne ikke altid var lige tætte. Og på Nørrebro station hændte det da også en gang imellem især på varme sommerdage, at sådan en chokoladevogn eksploderede. Og det var ikke just chokoladeduft, der blev spredt på Nørrebro.

Bommen er nede
Den kollektive trafik udviklede sig efterhånden, og det gjorde den almindelige trafik såmænd også. Og det var som nu, ikke altid planlagt godt nok. Således gik bommene ned 79 gange i døgnet på Nørrebrogade. I hele 212 minutter blev trafikken på Nørrebrogade holdt tilbage. Det skyldes, at man havde anlagt en godsbane meget uheldig.

Mudderet bredte sig
Det var ikke kun i Blågårdskvarteret, at et hestelæs kunne forvinde i mudderet. Skulle man passere Nørrebros Runddel i 1878 kunne man godt risikere, at sidde fast i mudderet. Mange gange var gummistøvler ikke engang nok.
Glemt er også, at der lige over for Ølunds Mølle lige ved Runddelen lå en stor vognmandsforretning. Specialet var Bryllupskørsel i Glaskaret. Man må da i sandhed sige, at allerede dengang, mødtes kontrasterne på Nørrebro.

En varulv er løs på Nørrebro
I en enhver by og bydel opstår der vandrehistorier. De er ofte forbundet med spøgelser, varulve og den store kirkegård trækker også historier til sig. Kan man så få bekræftet sådanne historier hos en gejstlig, ja så er lykken gjort.
En bagermester, der var i bagerlære i 1830 på Nørrebro, fortalte, at der i den tilstødende gård, der indeholdt et garveri, tjente en garverkarl, som blev antaget for at være varulv. En stor hund kom en nat efter bagerlærlingen. Denne tog en knippel og slog dyret. Han ramte den i hovedet. Jo det er ganske vist, for næste dag kom garverisvenden med sit hoved indbundet.
Bagermesteren fortalte, at det var mødrene, der var skyld i, at deres børn blev varulve. Det skyldtes opdragelsen, så ved I det!

Studenterne og Spøgelset
Midt i 1850erne boede en norsk student over for Assistens kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Det blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede med en af vinduerne for at lufte ud.
Over i måneskinnet på Assistens Kirkegården så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav, hvorpå den afførte sig sine klæder, stykke for stykke, for så at gå i retningen af byen.
Danskeren slog en latter op. Det skulle der, da laves sjov ud af. Nu går jeg over, og tager et klædningsstykke, så får vi se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.
Da klokken slog 12, kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget fulgte den sporet. I huset var de to studenter blevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vente den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.
Lige så pludselig som skikkelsen kom, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student. Han kunne ikke røre sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen af denne historie er: Lad være med at drille et spøgelse.

Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof, der rejste sig fra kisten, da røvere ville bestjæle hende. Først da slog de hende ihjel. Forskellen på denne historie og de andre er, at den ene af de to gravrøvere erkendte sin synd over for den senere biskop af Sjælland, biskop Münster, så det er ganske vist.

Et søuhyre i Sortedamssøen
I kender alle Loch Ness uhyret. Har vi sådan en i Sortedamssøen? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.
Er det tale om en mutation af de karper, som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Sankt Jørgens Sø.
Det er ikke det eneste mystiske. På et bestemt sted i søen er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er uhyrets bolig en underjordisk sø. Og den har jo masser af foder lige ude for hoveddøren

– 150 knopsvaner, 5.000 gråænder, der overvintrer.
– Der er brasen, skaller, suder, aborrer, ål, karusser og en enkelt gedde.
Ja, hvis uhyret i søen, også har smag for rustne cykler, er det rig mulighed for dette.

En sandfærdig historie
To unge mennesker have opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette.
Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.
Umiddelbart ud for det unge par, stak han nu den hvide arm ude over muren og sagde nu men hul stemme:

– Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?

Det fortælles, at det unge par, brølende af rædsel spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overvejede morskaben.
Se dengang, havde politiet humor.

Håndspålæggelse
Man troede på det mystiske, således samlede Hr Huth i 1889 cirka 2.000 tilskuere på Fælleden i 1889, da han fortalte om håndspålæggelse og varmebehandling.

Panserbasse Rantzau
De fleste beboere på Nørrebro troede helt bestemt, at Rantzausgade var opkaldt efter overbetjent Rantzau. Dengang skulle en panserbasse veje ca. 200 pund, men Rantzau var nåede helt op i XXl.
Denne Rantzau fik sit eget toilet på den ny politistation på Fælledvej. De andre betjente måtte stå i kø omkring et pissoir. Jo denne Rantzau var en særdeles afholdt. Jo, han var blevet dekoreret med Ridderkorset efter sin indsats mod arbejderne på Fælleden. Efter at have opnået en alder af 72 år, havde han tilbragt 50 år i politiets tjeneste.

Politiet havde travlt
Politiet havde travlt. Også ude i Lersøen, hvor de skæve eksistenser hørte til. Ofte var her kamp om Maja Robinsons gunst. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Hver gang, hun fik hustrubidrag var der fest i ude i Lersøen. Når Maja engang imellem blev anholdt smed hun tøjet for at provokere panserbasserne.
Jo disse Lersø – bøller kunne være svære at styre. Ind imellem gik de over gevind og tog på plyndringstogt. De kaldte sig Knokledrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Glo – øje, Lange – Hermann. Ja, Karen Spidsmus og Ferdinand Eriksen blev datidens Bonney og Clyde.

Flere originaler
Ja inde på Indre Nørrebro gik flere originaler rundt og fuldede sig. Det var Jomfru Tidsfordriv, Frederik T – tal, Laurids Ni – finger, Frederik, Karoline og alle de andre. Efter en ordentlig druktur plejede de at samles nede ved Sortedams Dosseringen.
Ja hvis ikke de på vej derned var faldet om af druk, og taget sig en lur. Det kunne jo også være at politiassistent Rantzau og hans kollegaer samlede dem op. Så gik turen til Fælledvejens Politistation. Så var man da sikret et bad og morgenkaffe. Det var da ikke at foragte.

Rabarberlandet var en udfordring
Rabarberlandet var også en udfordring. Her var decideret et hadforhold mellem panserbasserne og beboerne. Og i Husumgade blev betjentene Gemsøe og Elmar brutal nedskudt. Og i Jægersborggade udtænkte Dagmar Overbye nye kreative tanker med hensyn til hvordan hun skulle aflive sine plejebørn, så hun kunne tjene en ekstra skilling.

Ladegårdsåen havde ikke altid klart vand
I den forbindelse bliver Ladegårdsåen ofte fremstillet som en flot å med krystalklart vand. Underligt, for her har det ofte flydt med døde heste, får og køer. Og ofte har disse stoppet for vandtilførslen. Når man så betænker, at man har brugt åen som drikkevand. Uha. Og her har ulykkelige kvinder født i dølgsmål og druknet deres barn i åen. Ja i 1913 skød bankrøveren Lindolf Larsen sig selv i hovedet midt i åen. 14 dage inden havde han begået et stort bankrøveri på Østerbrogade.

Den første spiritusprøve
Det var sandelig også på Fælledvej at verdens første spiritusprøve fandt sted. Se i 1920 var der i København efterhånden 18.000 biler. Bare ni år siden var der 100.000. Og selve spiritusprøven var meget avanceret. Se bare her:

A. Man skulle føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne
B. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlede ben og lukkede øjne, var kørerkortet, var kørerkortet i fare.
Men nu var det også lige andre ting, man skulle tage i betragtning:

1. Hvordan var undersøgtes udseende?
2. Hvordan var den undersøgtes væsen?
3. Er undersøgte orienteret om tid og sted
4. Hvordan er undersøgtes hukommelse?
5. Hvordan fungerer undersøgtes taleegenskaber?
6. Hvorledes er undersøgtes gang?
7. Hvordan er håndbevægelsens bevægelighed – hvordan er håndskriften?
8. Hvordan er pulsen?
9. Lugter undersøgte af spiritus?
10. Er det tegn på sygdom?

Hvordan så det ud omkring Fælledvej?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej – dengang?
Ja på hjørnet af Guldbergsgade var det et vandtrug og vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket og et halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man, at han var fra kommunen. Der var stil over de kommunalt ansatte dengang. I dag optræder de jo kun med orange vest.
Denne embedsmand skulle hjælpe diverse kuske til at få deres heste til at slukke tørsten. Hertil kom så at vandvognen på varme sommerdage kørte op og ned ad gaderne og vandede brostenene.
På torvet ud mod Elmegade sad fiskekonerne med deres trækvogne og tilbød fisk.
Men det var også biograf og værtshusene Tingvalla og Bollero. Her lå også Odeon, som brændte, selv om brandstationen lå lige over for.

På Nørrebro finder man sig ikke i noget
Thomas, du skal vide, at Nørrebro – borgere ikke finder sig i noget som helst. Måske er det derfor, at de ofte har følt sig ladt i stikken af politikerne på Rådhuset eller Christiansborg. Det er nu heller ikke alle, der er lige velkommen på Nørrebro. Det har Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen oplevet. Og hold da op sikke mange bodygards jeg måtte igennem, da jeg ville snakke synnejysk med Bertel Haarder under Kulturelle Markedsdage. Dengang var han hvis nok integrationsminister.

Knipler i grøn sæbe
I 1934 angreb 200 kommunister politiet. Deres plan var at frariste politiet deres knipler. Men politiet havde smurt deres knipler ind i grøn sæbe. Så planen blev mislykket.
Og i 1951 havde vi de berømte hypnosemord i en bank på Nørrebrogade. Der udkommer stadig bøger omkring dette bankrøveri.

Folkets Park og Hus
Erfaringerne fra Sofiegården startede slumstormebevægelsen. I løbet af 1971 skabtes Folkets Park på en tomt i Stengade. Senere fulgte Folkets Hus.
Forkælede venstreorienterede
I 1980 blev borgere på Nørrebro kaldt for

– Forkælede venstreorienterede
– Venstreorienterede ballademagere

Den såkaldte Bulldozersanering var i gang. Og den skred aldeles planløst frem. Ind imellem manglede politikerne penge og efterlod Nørrebro i en sand krigsskueplads. Bulldozer kørte hæmningsløst mod barakker, hvor der sad folk.
Sandheden var at Nørrebro – borgerne i den grad var trætte af politikerne og politiets hårdhændede metoder. Også erhvervsdrivende kæmpede side om side med de såkaldte forkælede venstreorienterede.

Borgerrepræsentationen roste politiet
Børn blev slået med knipler. En lille pige blev banket i maven. Flere hundrede Nørrebro – borgere endte på Rigshospitalet. Flækkede øjenbryn og hjernerystelser vidnede om Nørrebro – borgernes kontakt med politiets knipler. Lørdag dem 3. maj 1980 blev Nørrebro erklæret i undtagelsestilstand og politiet anholdte tilfældige for angreb mod embedsmand i funktion. Nu skulle der statueres et eksempel.
Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Vi kan godt huske Kampen om Byggeren. Men vi har glemt, at 1.000 Nørrebro – borgere forsvarede en børneinstitution i Todesgade.
Men kampene i 1980 udartede sig i den grad. Dette glemte Nørrebro – borgerne aldrig. Det udviklede sig til et hadforhold til politiet.

Trætte af forbrugerræs
De unge havde kaldt til stormøde i lånte lokaler i foreningen Tinglutti. De var trætte af forbrugerræs, konkurrence og hierarki. Og så holdt man et godt øje til Rutana i Nansensgade. Ja senere gik det ud over en gummivarefabrik. Og for første gang brugte Politiet gas for at få bugt med de forkælede venstreorienterede. 98 unge blev ved den lejlighed anholdt ved hjælp af tåregas og gummiknipler.
Overborgmester Weidekamp kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at man skulle bygge noget specielt for de ungdommen.

Bevaringsværdigt
Men Jagtvej 69 blev købt af kommunen for 750.000 kr. Egentlig var det meningen, at det skulle rives ned. Man tænkte ikke over, at her havde Rosa Luxembourg været på besøg. Man tænkte heller ikke på, at her havde 300 detailhandlere overværet et foredrag om Dansk Vestindien. Man ville bygge et Irma på stedet. Hurtig fik Nørrebro Handelsforening sagt, at det var bevaringsværdigt, for Irma var ikke sådan at slås med.
De unge fik overladt huset. Overborgmester Weidekamp troede nu, at han havde fået fred for de forkælede venstreorienterede. Men ak nej. Første gange den veltilfredse overborgmester besøgte Ungdomshuset fik han buksevand.

Den 13. januar 1933 havde en anden berømthed besøgt huset. Han fik ikke buksevand. Det var selveste Stauning, der besøgte stedet. Det var i forbindelse med Socialdemokratiets 12. kreds, der fejrede 40 års jubilæumsfest.
Jo her i Jagtvej 69 var der boksestævner, juletræsfest og så meget andet. Her havde Hr. Gundemann i 1930erne og 1940erne sandelig danseskole. Undervisningen foregik om aftenen. Og søndag formiddag var der dansant med særlig entré. Det kostede 2 kr. Men det var altid fuldt hus.

Hr. Gundemann sad på en stol i højre side og råbte 1, 2, 3. Det var så sandelig med klaver. Når man så havde lært at danse kunne man kaste sig ind i de rigtige fester i huset.
Man købte sig en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så rigtig bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af en seks mands orkester. Ja de spillede tidens pop melodier som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede Fingre og Det var på Capri.
En kreativ farvehandler

Jo, der har altid været kreative mennesker på Nørrebro. En af dem var en kreativ farvehandler, der senere blev bankmand og alt mulig. På et tidspunkt ejede han også pirat – radio stationen ude i Øresund – Radio Merkur. Han ville simpelthen købe Nørrebrogade, men det ville politikerne dog ikke gå med til. Hans navn var Brask – Thomsen.
Han ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg, men begravelsen foregik fra Stefanskirken.
Knappen havde nogle gange sin berettigelse
Vi talte i begyndelsen om Nørrebro – knappen. Nogle gange havde den sin berettigelse. Således også den 16. marts 1992. Da skete noget frygtelig i de lokaler, hvor vi ofte mødtes, når vi skulle i gang med De Kulturelle Markedsdage. Det var i Søllerødgade, hvor en 29 – årig familiefar blev dræbt af en brevbombe. Sagen blev aldrig opklaret.

En trist aften
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. 92 betjente blev skadet og 11 tilskuere blev ramt af skud. Episoden førte desværre til alvorlige konsekvenser for mange – selvmord og deciderede mord.
Dengang sagde politiet, at 18. maj aldrig måtte forekomme igen. Men næsten på 20 – års dagen var det ved at ske igen. Også dengang var detailhandlerne på Nørrebro gidsler for aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalisterne.
Men den 18. maj 1993 traf politiledelsen forkerte beslutninger. Men ingen i politiledelsen blev nogensinde draget til ansvar for dette.
Som sagt blev 113 skud affyret. Og det uhyggelige er, at cirka halvdelen af befolkningen synes, at det var i orden at skyde mod såkaldte antidemokrater. Den enkelte betjent blev ladt i stikken, og først frikendt efter 7 års forløb.

Fri etableringsret?
I 1995 oprettede MC’ Donalds en ny filial på Nørrebrogade. Resultatet blev 19 sårede betjente. Senere fløj en stor kampesten gennem vinduerne på MC´ Donalds. Den var millimeter fra at ramme en familie. Gerningsmændene strøg ind i Ungdomshuset. Det krænkede Nørrebro – borgenes retssikkerhed, at politiet ikke ville optage rapport.

Hvorfor skulle Janne dø?
Den 6. oktober 1996 døde en yndig mørkhåret enlig mor. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Janne, der arbejde i Den lille sorte blev kun 29 år. Hun var til Vikingfest i Titangade. Men en panserværnsraket blev affyret over hovedet på 29 kampklædte betjente.

Hvor var politiet?
Den 7. – 8. maj 1999 følte et ægtepar sig livstruet i en butik på Nørrebrogade, men politiet nægtede at komme. Butikkerne var udsat for et sandt plyndringstogt. Ingen er nogensinde blevet dømt for dette, og butikkerne måtte selv punge ud efter at have mistet varer for millioner af kroner.

En tidlig morgenstund
Den 1. marts 2007 måtte undertegnede tidlig op. Det årlige Bogudsalg startede, og det skulle blive en dag, man aldrig glemte. Det holdt en underlig bil foran Ungdomshuset. Pludselig genlød Nørrebro som en krigsfilm. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det nu som amerikansk actionfilm med Tom Cruise og Angelie Jolie i hovedrollen. Fra to helikoptere blev militærfolk firet ned på Ungdomshusets tag.
Bydelen genlød nu af ambulancer. Og fra gaden råbte unge autonome, at vi ikke skulle ekspedere pansersvin. Vi svarede igen, at så skulle de hellere ikke bruge vores lokum. Hele Danmarks verdenspresse havde efterhånden forsamlet sig i butikken. Rundt omkring lukkede butikkerne en efter en. Også hos os var personalet efterhånden sendt hjem. Vi var så et par stykker, der holdt ud. Men da de blå lys rykkede nærmere, bad jeg kunderne blive færdige et kvarter for lukketid. Vi kunne ikke mere garantere for personalets sikkerhed. Kunderne blev meget sure.
Et kamerahold fulgte alle mine bevægelser. Meningen var, at det skulle vises i aftenshowet om aftenen. Men det blev aflyst. I stedet var det breaking news med direkte reportager af, at Kvickly og Irma blev plyndret.

Hærværk og ødelæggelser fulgte
Der fulgte en masse episoder med ødelæggelser, hærværk, plyndringer. Butikker lukkede i stribevis. Man turde ikke mere, og Forsikringsselskaberne sagde Nej.
Overborgmester Ritt Bjerregaard truede med sagsanlæg på noget, jag havde skrevet på Handelsforeningens hjemmeside, men vi havde bekendte i radioavisen, så vi kunne afvise anklager. Politibetjente holdt sig heller ikke tilbage. Handelsforeningen modtog vanvittige e – mails. Og pludselig roste selv Enhedslisten, Nørrebro Handelsforening.
Det kostede samfundet et tre cifret millionbeløb for at rydde op efter Ungdomshuset. Politikerne ville ikke påtage sig et ansvar. Det måtte borgerne og detailhandelen på Nørrebro påtage sig.
Den 1. september 2007 ringede borgerne på Nørrebro atter efter hjælp. Politiet svarede bare Hold jer inden døre.
Thomas, som du kan høre bliver det aldrig kedeligt på Nørrebro.

Fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
De unge blev noget overrasket, da de på Handelsforeningens hjemmeside kunne læse, at foreningen havde fået tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. men egentlig burde de ikke være overrasket. For de blev spurgt, om de ville underlægge sig en husorden, som Nørrebro Handelsforening udarbejdede.

– Aldrig i Livet, svarede de unge. Så den handel blev aldrig til noget.

En af de ældste gader på Ydre Nørrebro
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro er Allersgade. Den er opkaldt efter brændevinsbrænder Jens Aller. Som så mange gode indvandrere var han fra Sønderjylland. Det var fra dengang, det var sundere at drikke øl og brændevin end drikkevand.
Vi springer lidt i familiehistorien. Vi lander hos Christian Allers enke, der med syv børn flytter til en villa i Odinsgade. Det var her Carl Aller voksede op. Allerede ved sin konfirmation vidste han, at han skulle være litograf og bogtrykker.
Vinduerne i kvistkammeret var sort, som følge af alle de eksplosioner, som Carl havde frembragt. Og det faldt naboens datter Louise Bierring også for.
På bryllupsnatten blev Carl ramt af en grimt mavetilfælde. Og diagnosen kunne rumme alt fra lungesygdom til tuberkulose. Jo i kvistværelset havde Carl indåndet mange kemikalier.
Denne gode Carl sagde nej til at blive seddelpresser på Nationalbanken og startede i stedet Carl Allers Etablissement. Det første blad man fremstillede var Nordisk Mønster Tidende – det senere Femina.
Man etablerede en virksomhed i Blågårdsgade, og her skabtes Nordens største bladsucces – illustreret Familieblad. Det første abonnement blev solgt til Madamme Svendsen, som var værtshusholder i forhuset til Blågårdsgade 22.
Ja selv Christian den Niende blev abonnent. Inden det går får meget overvågning og afluring i den slutter vi her. Tak for jeres opmærksomhed.

– Og kære læsere, jer der befandt jer i den fyldte Stefans Kirke, læs også lige de andre tre artikler, som er nævnt i begyndelsen. Jeg vekslede lidt mellem de fire artikler, og det andet, jeg lukkede ud, får I senere.
På www.dengang.dk er der ca. 212 artikler fra Det Gamle Nørrebro – God fornøjelse.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro