Det kneb med moralen i Slogs Herred

To bøller fra Jejsing voldtog mange. De terroriserede også. En af pigerne rejste med skam fra sognet. Hun var også blevet voldtaget af dem, nu var hun gravid. De to bøller fik kun 10 rdl. I bøde. Myndighederne henvendte sig til de lokale præster. I herredet var der masser usømmelig optræden, drikkeri og spil. Kvinder og mænd boede sammen uden at være gift. Og så blev der drukket fra lørdag middag til mandag morgen på kroerne. Vagabond – og tiggerivæsnet var også en plage mente en præst.

 

Bøller fra Jejsing

I sommeren 1841 protesterede en række beboere i Jejsing over den straf et par bøller, der havde tjent hos gårdmand blev tildelt.

De havde længe terroriseret egnen med voldshandlinger. Nu blev de omsider dømt for voldtægt. Men dommen var efter folks mening alt for mild. Også de to forbrydere gav udtryk for denne opfattelse:

• Nu ved vi, hvad det koster, når man vil have sin fornøjelse med en pige.

 

Dommerne viste stor lemfældighed

Den lokale befolkning gav udtryk for, at de ikke turde, at lade deres døtre og piger gå alene til markeder af frygt for, at de skulle blive æreskændede, når dommerne udviste så stor lemfældighed over for den slags forbrydelser.

 

Drevet skammelig spøg

At der i den pågældende sag var tale om et par bøller af ualmindelig ondartet karakter, var der beviser nok for. Samme dag, voldsforbrydelsen var blevet fuldbyrdet på Kloster Marked havde de to tjenestekarle på Solderup Mark taget en mand med magt. De havde sat sig oven på ham, og drevet skammelig spøg med ham. Ja sådan hed det i Jejsing – borgernes klage. Da den stakkels mand omsider var sluppet løs, var de endda rendt efter ham.

 

Husbond måtte selv tage affære

Også ved tidligere lejligheder havde de to fyre drevet deres bøllevæsen. Ved forrige høstgilde hade de trukket bukserne af en mand fra Jejsing. Efter pinsefesten havde den havde den ene af dem om natten lokket en pige ud af hendes seng under foregivende af, at hun skulle hente øl til sin husbond.

I hendes fravær var karlen kravlet op i sengen, hvor også gårdens anden pige lå. Der var da blevet et sådant postyr, at deres husbond havde måttet tage affære.

 

Forespørgsler hos de lokale præster

Nogen tid senere efter et rejsegilde havde man fundet ham liggende i en lade i nogle høvlspåner sammen med samme pige. Samtidig var det kendt, at en pige havde forladt egnen, fordi han havde besvangret hende.

Jo Jejsing – borgerne havde refereret disse ting. Og dette gav anledning til, at der udsendtes forespørgsler til de stedlige sognepræster, og deres indberetninger er ikke uinteressante.

Men egentlig kan man ikke forstå, hvorfor et par karle i nabolaget ikke gav de to bøller en huskeseddel. Åbenbart vidste alle, hvem det drejede sig om.

 

Pastoren fra Hostrup Sogn

Pastor Chr. Hansen Hoeck, der havde været præst i Hostrup Sogn siden 1828, var den nærmeste til at give forklaring på det skete, da det var hans sognebørn, der havde begået forbrydelserne.

Han klager i sin indberetning over, at kirkebesøget var for dårligt, selv om det var ringere mange andre steder. Den nye helligdagsforordning, der var blevet indskærpet efter det kirkelige dødvande, som rationalismen havde skabt, blev endnu ikke overholdt i Hostrup Sogn.

 

Spille – og drikkelidenskaben

Letsindighed i forbindelse med spille – og drikkelidenskaben syntes tværtimod at tiltage end at aftage. Især var det galt med drikkeriet, som på denne egn særlig fremmedes efter. Det var særlig sket efter, at punchdrikkene var blevet så almindelig.

 

Det gik ikke sømmeligt til

Blandt tyendet var letsindigheden mellem de to køn stor, især fandt der hver søndag aften til langt ud på natten sammenkomster sted, hvor det ikke netop gik sømmeligt til. Gårdmændene holdt ikke omhyggeligt nok øje med de unge, end ikke med deres egne børn.

Myndighederne var også for lakse i bedømmelsen af de udskejelser, som kom frem for domstolene. Fire piger var i pastor Hoecks tid blevet voldtaget. Og skammeligt mishandlet uden at gerningsmændene var blevet behørigt afklapsede. Af disse var de to af tilfældene forøvet i sommeren 1841. Og det sidste tilfælde, der havde givet anledning til protesten havde været meget oprørende.

 

Også gode brave folk i Hostrup Sogn

To fulde karle voldtager og mishandler en pige, men får blot 10 rdlr. i bøde. Familien påtænkte derfor at bringe en offentlig omtale af sagen i en avis for at appellere til offentligheden.

Pastoren skyndte sig da også lige at nævne, at der skam også fandtes gode, brave og kristeligt religiøse familier i Hostrup Sogn. Han sluttede med håbet om, at myndighederne ville komme vagabond – og tiggerivæsenet til livs.

 

Pastoren: Vagabond – og tiggerivæsnet var en plage

Den slags mennesker havde fri passage overalt og næsten herberge i hver eneste landsby, slog pastoren fast. Der var ingen tiggerfoged i Hostrup Sogn. Sogne – og byfogeder tog sig ikke af sagen.

• De beder ikke om almisser, men kræver dem og truer død og pine, hvis de ikke får deres vilje. Derfor er også tyverier ved at høre med til dagens orden.

At der lå et socialt problem bag ved tiggervæsenet, faldt ikke den gode pastor ind. Men det var måske også for meget forlangt af den slags mennesker. Den moralske situation var vel, når alt kommer til alt til en hvis grad en følge af tidens sociale nød.

 

Mænd og kvinder boede sammen – uden at være gift

Pastor Holten Lützhøft, som vi tidligere har mødt her på siden klagede i begyndelsen af 1850erne over, at der i Bylderup sogn levede adskillige mænd og kvinder i hus sammen uden at de var ægteviede.

 

Man klagede over umoral

Ved siden af pastor Hoeck har vi pastor Chr. Th. Bargum, der helt siden 1801 havde levet som præst i Ravsted Sogn (Rabsted Sogn). For ham var hovedproblemet det meget udbredte drikkeri. Folk sad på kroerne til den lyse morgen. Lukketiderne blev overhovedet ikke overholdt. Ja de sad der lige fra lørdag eftermiddag og natten igennem til kirketid om søndagen.

Også i højtiderne vakte folks svirren, spillen og sværmen i kroerne anstød. De mange gode mennesker, og dem var der trods alt flest af, klagede over denne umoral.

Men åbenbart kunne alt foregå ustraffet. Præsten formåede ikke at gribe ind, og andre holdt sig tilbage på grund af følgerne:

• Måtte det dog blive anderledes. Det er mit og det er et almindeligt ønske.

Pastoren trøstede sig med, at alt i alt herskede der i almindelighed en god ånd i sognet. Men han hadede det store drikkeri i sognets kroer på hellig – og søgnedage.

 

Drikkeriet var en svøbe

At rationalismens præster ikke havde megen magt til at ændre noget ved disse forhold, er der måske ikke så meget at indvende imod. Men når en af præsterne Johan Hinrich Prehm fra Bjolderup, der var død i 1831 havde flasken liggende ved siden af sig i sengen, så var det noget galt. Drikkeriet var en svøbe for hele egnen.

Forholdene blev egentlig først kendeligt forbedret efter genforeningen, da spiritusbeskatningen sattes voldsom i vejret.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjyske Årbøger (Diverse Udgaver)
• Sønderjyske Månedsskrifter (Diverse Udgaver)
• Ribe Stifts Årbog 1950 (Lützhøft)

 

Hvis du vil vide mere: Om Omegnen – Slogs Herred. Hostrup Sogn, Bylderup, Tinglev m.m. Læs:

• Da Skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så er der post til Rørkær
• Grøngård – et forsvundet Jagtslot
• Øst for Tønder
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og Omegn og mange flere

Brorsons Bogtrykkeri i Tønder

Pietismen skabte grobund for hele to trykkerier i Tønder. Men det var ikke hos førstepræstens forlag, Vajsenhuset, at tredjepræsten Brorson fik udgivet sine første salmer udgivet. Det var hos Kiesby. Og denne Kiesby var ikke velanset hos Magistraten i Tønder. Han havde aftvunget førstepræstens (Schrader) enke bogtrykkeriet for et spotpris. Og så spurgte han ikke forfatterne om tilladelse til at udgive deres produkter. Jo, denne artikel handler også om den berømte Varnæs – salmebog og Schraders Katekismus. Men ak, da Pietismen og Herrnhuterne ikke mere var acceptabel, gik det ned ad bakke for trykkerierne i Tønder. Men mon ikke vi overså nogle ukendte salmer af Brorson?

 

Ikke let at udgive en bog

Dengang var det ikke så let at få udgivet en bog, eller som her, få udgivet noget på de digitale medier. Trykkekunsten har også gennemgået en rivende udvikling. I selve Nordslesvig fandtes ingen bogtrykkerier. Det nærmeste fandtes i Slesvig. Og så var det også lige det, at man ofte selv måtte dække alle udgifter. Jo, det var svært at få tanker og ord sat på tryk.

 

Bogtrykkeri i Tønder før 1700

Flensborg og Tønder får bogtrykkerier kort før 1700. Og i Haderslev får et trykkeri i 1759. For sidstnævntes vedkommende skulle det nok være muligt at drive et sådant et med garnison, en latinskole samt et læsende og skrivende folk.

I Sønderborg kom det første trykkeri i 1814, og i Aabenraa så sent som i 1824 (Koppeholdt). Og det skete kun af politiske årsager.

 

Sandelig – to trykkerier i Tønder

Og tænk i Tønder fik man i 1731 hele to trykkerier. I 1720 må der nemlig have eksisteret et trykkeri, da Enewald Ewalds småskrifter Den sande Christendoms rette Grundvold og Begyndelses Elementer i Guds Ord. Sidstnævnte blev trykt i 1721.

 

Pietismen skabte god grobund

Det var sikkert den åndelige bevægelse, Pietismen, der skabte grobund for dette i Tønder. Man ville gerne læse om denne bevægelse i dagliglivets forseelser. Som reformivrig fromhedsretning søgte Pietismen at gøre en indsats for bibelens og anden kristelig oplysnings udbredelse og ved kærlighedsgerninger at mildne kårene for de undertrykte og værgeløse i samfundet.

 

Den aktive pastor Schrader

Det lykkedes for bevægelsens hovedmand i Tønder, Provst Schrader, at få oprettet et Vajsenhus og i tilknytning til det et bogtrykkeri, som både skulle afstive Vajsenhusets økonomiske drift og samtidigt kunne virke i den kristne oplysnings tjeneste ved at sprede bibeludgaver, salmebøger og gudelige skrifter ud blandt folk. I Schraders eget bogtrykkeri udkom i 1731, før Vajsenhuset var helt færdigt hans egen salmebog:

• Vollständiges Gesangbuch….Tondern. Verlegt und gedruckt zum Nutzen des daselbst zu erbauenden Hospitals – u. Wäysen – Hauses. Im Jahr Christi 1731)

Provsten har selvfølgelig drevet trykkeriet ved en mesters eller bestyrers hjælp. Der udkom i de følgende år en lang række skrifter på Vajsenhusets Forlag og trykt i dets eget trykkeri, indtil det i 1737 standser ved Schraders død.

En oversigt over udgivelserne, dog ikke komplet kan findes i Ludwig Andresens bog:

• Zweihundert Jahre Waisenhaus in Tondern 1735 – 1935.

 

Her udgav Brorson sine første salmer

Men egentlig er det et helt andet bogtrykkeri, som vi skal beskæftige os med. Det var en Tønder – borger, der overtog sin fars hus med bogbinderi og sandsynligvis med en forbindelse med overnævnte trykkeri.

Bogtrykkeren hed Claus Kiesby, der fik borgerskab den 7. november 1733. Et af de første tryk Claus Kiesby sendte ud fra sin lille virksomhed var et beskedent tarvelig ark med 10 salmer, og da det et historisk dokument af højeste karat må vi hellere få det hele med:

• Nogle Jule – Psalmer – Gud til Ære – Og – Christen – Siæle, især siin elskelige Meenighed til Opmuntring til den forestaaende Glædelige Jule-Fest – Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H.A.B. Tøndern/ Hoss Claus Kiessbuy og findes hos hannem Tilkiøs 1732.

Hverken Claus Kiesby eller salmernes forfatter, tredje – præsten i Tønder, Hans Adolf Brorson kunne vide, at med disse enfoldige og i Hast sammenskrevne salmer negyndte en ny epoke i dansk salmesang. Af dette Kiesby – tryk er kun to eksemplarer bevaret. De er sikkert meget kostbare at erhverve i dag.

 

Rekord i dansk digtnings historie

De 9 af heftets 10 salmer findes endnu helt eller delvis i alle danske salmebøger. Det turde nok være rekord i dansk digtning.

Men hvorfor lod Brorson nu Claus Kiesby trykke og udgive sine første salmer. Han var jo Schraders nære ven og medarbejder, meningsfælde og medstrider? Hvorfor gik Brorson ikke til Schraders Vajsenhus – forlag? Der kan selvfølgelig gives flere svar. Måske havde Vajsenhusets forlag haft for travlt. Og Claus Kiesby havde som nystartet masser af tid.

Spørgsmålet har betydning for Brorson – forskere. For lå disse salmer i skrivebordsskuffen i årevis, eller var de virkelig skrevet i hast?

I de følgende to år (1733 og 1734) lod Brorson yderligere 4 salmehefter trykke hos Kiesby. Muligvis er et femte samlehefte også trykt hos Kiesby.

 

Andet oplag hos Vajsenhusets forlag

Et andet oplag udkom derimod i 1735 og nu trykt hos Vajsenhusets Forlag af Herman Heinrich Rotmer. Denne har sandsynligvis været Schraders bestyrer. Måske har Kiesby været en foretagsom forretningsmand og måske mere, end hvad Brorson har brudt om.

 

Magistraten gav et dårligt skudsmål

Magistraten gav dog heller ikke Kiesby et særlig godt skudsmål.

Han havde således efter pastor Schraders død frasnakket enken bogtrykkeriet for en meget ringe pris. I 1742 forsøgte han ligeledes at få salmebogs – privilegiet over i sine hænder. Han ville trykke en ny udgave af Schraders Salmebog. Denne salmebog var udsolgt og meget efterspurgt.

 

6 procent til Vajsenhuset

Magistraten afviste blankt. Broderen, Hans Christian Kiesby havde i 1740 for egen regning ladet trykke en ny udgave. Han skulle så have betalt 6 pct. af salget til Vajsenhuset. Denne udgave blev ikke trykt hos Claus Kiesby.

 

Schraders salmebog alligevel hos Kiesby

Men noget tyder på, at Claus Kiesby alligevel har fået sin vilje og fået udgivet sin udgave af Schraders Salmebog. Hans svigersøn og efterfølger, bogbinder Lorens Petersen som han har arvet i boet efter sin svigerfar Claus Kiesby.

Da en ny salmebog skulle indføres i Tønder (Allgemeines Gesangbuch) ønsker han, at han først må få sit oplag solgt inden den ny indføres. Dette blev bevilget.

I 1743 fik han da overdraget af Vajsenhusstyrelsen at trykke 6.000 katekismer – en dansk udgave af Schraders Katekisme – oversat og bearbejdet af pastor Fabricius, Aabenraa.

 

Han glemte lige at spørge forfatterne

Men drømmen om at udgive en salmebog blev til virkelighed i samme år. Han havde hverken spurgt myndigheder eller forfattere om lov. Men det Kongelige Bibliotek kender ikke denne udgave:

• En samling af de Opvekkeligste og Opbyggeligste Evangeliske Psalmer som mestendels i de sidste Tider udi vor Kirke er komne for lyset, hvilken og kan bruges som anhang ved den saa kalde Warnitzer Psalmebog, hvorsamme her i Egnen bruges. Tønder, Trykt hos Claus Kiesby.

Denne salmebog indeholdt også Brorson – salmer. At det blev trykt salmer uden hans vidne er ikke noget enestående. Man ved, at det er sket i Flensborg.

 

Tønder – pietismens højborg

Baggrunden for tilblivelsen af denne bog kendes ikke. Men den skulle bruges i pietistiske kredse på Tønder – egnen. Og den var også tænkt som et supplement til Varnæs Salmebogen.

 

Varnæs – salmebog vakte postyr

Denne Varnæs – salmebog var udgivet i 1717 af sognepræst Bertel Ægidius. Den var trykt hos Fogel i Flensborg. Den blev brugt i hele Slogs Herred og i nogle andre vestslesvigske sogne. I Varnæs og Ullerup blev den brugt endnu længe efter 1864.

Denne salmebog vakte en del postyr. Tønder Bystyre mente, at den var blevet til i København. Men noget tyder på, at Claus Kiesby har trykt den i 1743. Oprindelig hed den:

• En liden Samling af adskillige Vers og Sange til Opmuntring og Opbyggelse sammenskreven Kiøbenhavn 1743.

Spørgsmålet er, hvilken interesse man havde i København til at udgive en salmebog bestemt for et lille lokalt sønderjysk område?

Måske var det den foretagsomme Claus Kiesby, der havde stået for det hele. Han ville gerne udgive og salmebøger. Vajsenhuset havde forhindret ham i det året før. Nu påtog han sig åbenbart hele opgaven selv.

 

Faderen havde også indflydelse

Hans egen far havde i øvrigt ved Varnæs – salmebogens udgivelse i 1717 tilføjet et tillæg:

• Siælens himmelske Jerusalem eller en ny fuldkommen Haandbog.

 

Havde Kiesby Brorson – manuskripter liggende?

Claus Kiesby havde manuskripter liggende fra Brorsons hånd. Som boghandler i Tønder og bogfører rundt omkring på landsdelens markeder vidste han nøje, hvad folk ønskede.

Kiesby – trykket omfatter 123 salmer. Af disse er i hvert fald de 79 af Brorson. Af resten er de 26 ganske ukendte. I 1739 havde Brorson udgivet Troens rare Klenodie (trykt i København) i 1740 var Pontoppidans Salmebog udkommet.

Man må antage, at redaktøren af Kiesby – trykket har benyttet disse to salmeudgaver. Men man har ikke været særlig konsekvent. Åbenbart har Kiesby været i besiddelse af ældre Brorson – manuskripter.

 

Ukendte Brorson – salmer

Måske er det blandt de 26 ukendte salmer en eller flere af Brorsons hånd, som han ikke senere ville kendes ved.

Det vil nok føre for videt i denne artikel at påvise forskelle og beviser. Det må vi overlade til Brorson – forskere.

 

Salmer med ”fordægtigt” indhold skulle fjernes

Men Kiesby – trykket førte mange år senere anledning til en del postyr i Tønder. Over – Konsistoriet for Slesvig i 1762 gav Magistraten i Tønder pålæg om, at inddrage alle Hernhutiske Psalmebøger paa Dansk af fordægtigt Indhold. Dette måtte nødvendigvis ligge hos byens bogbindere og bogførere.

Pastor Freuchen i Ensted havde meddelt Konsortiet, at Tønder bogbindere falbød slige Bøger og ogsaa førte dem rundt paa Markederne.

 

Letfærdige og umoralske sange

Den daværende ejer af Kiesbys Trykkeri, J.A. Reinholdt, blev også beskyldt for at trykke letfærdige og umoralske sange. En undersøgelse på stedet viste, at det kun drejede sig om harmløse kærlighedsviser på dansk, som lærer Ebbe Thomsen i Jejsing havde leveret Reinholdt.

• Slige Viser og grufulde Mordberetninger gengivet paa Rim Vilde Folk gerne læse.

Læreren havde også afleveret ham et udvalg af åndelige sange men dem havde han ikke trykt, de andre viser fandt bedre afsætning.

 

Tønders bogbindere blev stævnet

Men byens bogbindere blev stævnet. De blev spurgt, Om de havde fordægtige Psalmebøger?

Bogbinder Nagel måtte indrømme, at han havde 98 eksemplarer af Kiesbys Salmebog. De stammede mest fra Lorentz Petersens konkursbo.

Mathias Christiansen havde 9, Peter Gottfried Schrader havde 2 eksemplarer.

Alle disse fordægtige salmebøger blev konfiskeret, selv den ene salmebog, som Lorentz Petersen havde faaet af sin Svigerfar, bemeldte Claus Kiesby.

Så var der da gjort rent bord og dermed var Kiesbys bog gået ud af sagen. Nu hører den til blandt de store sjældenheder.

Claus Kiesby døde allerede 1748 og så er vi egentlig også ved vejs ende. Men da Tønder Bogtrykkeri ikke døde med ham, vil vi lige have det sidste med.

 

Reinholdt synkede ned i dybet

Efter Kiesbys død og svigersønnens fallit blev den overfor nævnte Johann Anton Reinholdt ejer af det hele. Men tiden var nu en helt anden. Sangens tid var forbi. Vækkelsesbølgen var gået hen over landet. Denne havde løftet Claus Kiesby og hans håndværk op over vise – og småtrykkets beskedne forhold til en – efter datidens forhold – meget betydelig virksomhed, var nu ved at ebbe ud i et stillestående vand. Den nye indehaver kunne ikke løfte virksomheden. Også Reinholdt synker ned i dybet.

Da Vajsenhuset i Tønder i 1762 ville udgive en ny udgave af Pontoppidans Katekisme, var Reinholdt i saa slette Omstændigheder, at det ikke lod sig gøre at få bogen trykt i Tønder. Direktionen måtte derfor henvende sig hos Serringhausen i Flensborg.

 

Troen har sin tid, vantroen har også sin tid

I en anden skrivelse omtales Reinholdt som en mand, der er bragt til Tiggerstaven og ikke mere er i stand til at trykke noget af betydning. Da er det han forsøger at slå mønt af salget af sentimentale kærlighedsviser og blodige mordberetninger. Nu var den slags læsning på mode. Og som man sagde dengang:

• Troen har sin tid, vantroen har også sin tid.

 

En vigtig bog for jordemødre

Men Reinholdt nåede da at udgive tredje udgave af Varnæs – salmebogen. Den blev trykt i 1755. Men også En liden og Andægtig Bønnebog blev udgivet samme år. Den var betalt af Ernst Daniel Nagel. I 1753 fik Reinholdt privilegium til at udgive Grundlegung der Hebammekunst.

 

En lejlighedsvise

Men i 1760erne var det ved at være slut. I 1761 blev der trykt en lejlighedsvise:

• Gedicht zur Hochzeit Axen – Brodersen auf Dürhus

Og inden nogen vil spørge, nej undertegnede er ikke i familie, så vidt vides

Og det allersidste Tønder – tryk er fra 1767.

Sidste udgave af Varnæs – salmebogen er ikke trykt i Tønder, men bekostet af Nagel i Tønder (1765).

 

Pietismen skabte trykkerierne

Trykkeriet eller trykkerierne i Tønder kom til verden med Pietismen, de lukrerede og florerede. Det kunne da godt være, at man skal holde øje med disse tryk fra Kiesby. De er penge værd.

 

Undertegnede arbejdede her

Tænk engang, at der hvor undertegnede stod i lære, har Brorson skrevet En rose så jeg skyde. Det var godt nok i en ældre bygning på stedet, at Brorson boede, men alligevel er det tankevækkende.

Denne Enewold Ewald som vi omtaler, vender vi tilbage til i en senere artikel.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årsskrifter (div. Udg.)
• Sønderjyske Månedsskrifter (div. Udg.)
• Koch: Brorson – studier (1936)
• Otzen: Nogle hidtil utrykte vers af Brorson (1950)
• Malling: Slesvigs delte bispedømme (1949)
• Ludwig Andresen: Zweihundert Jahre Waisenhaus in Tondern 1735 – 1935

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:

• Tønder:
• Brorson – en præst fra Tønder
• Et kloster – 15 km fra Tønder
• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Møgeltønder Kirke
• Præsten fra Daler
• Tønder Kristkirke
• Åndens Folk i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

• Højer:
• Bryllupsskikke i Højer
• Højer Kirke

 

• Padborg/Kruså/Bov:
• Ligvognen fra Frøslev
• Livet omkring Bov Kirke
• Ryd Kloster

 

• Aabenraa:
• Kirker syd for Aabenraa
• Mysteriet i Ensted
• To kirker i Aabenraa

 

• Sønderjylland:
• Flere præster og Godtfolk i Sønderjylland
• Indre Mission, Baptister og andre
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Præster og andet Godtfolk
• Ude mod vest
• Ballum – dengang
• Da Christiansfeld opstod

 

• Nørrebro:
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Martha – hjemmet på Nørrebro
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Johannes Kirke
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• En kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)
• Samuels Kirke – 100 år

 

• Østerbro:
• Det mærkelige fund i Garnisonskirken
• En engelsk kirke ved Østerbro
• Garnisons Kirkegård og mange flere

 

 

Drikkevand til København

Der var masser af uhumskheder i vandet. Det førte til mange epidemier i hovedstaden. Bedre er det vel heller ikke, at København er opbygget på affald.  Der opstod masser af vandkompagnier af tvivlsom kvalitet. Boringer var ikke dybe nok. Skt. Jørgens Sø og voldgraven blev brugt til drikkevand. Men man brugte også disse steder til losseplads. Der opstod efterhånden lange triste gader på Vesterbro og ren boligspekulation på Nørrebro. Så var det godt, at man havde den højtliggende Emdrup Sø.

 

Vipper afløst af pumper

I København hjalp man sig gennem middelalderen med gravede brønde. Ikke så få er blevet fundet efter udgravninger. Det var firkantede træbrønde med vipper. De blev senere afløst af pumper.

 

Et gadekær på Vesterbro

Øst for søerne fandtes ingen naturlige vandløb af betydning. En dam i en lergrav ved den nuværende Vestergade har vel været gadekæret i den bondeby, der lå her. Lidt efter lidt voksede stedet sammen med fiskerlejet og handelspladsen nede ved havnen.

Til værn for denne grundlagde Absalon i 1167 sin borg over på Strandholm i den dengang bredere sejlløb mellem Amager og Sjælland. Mod landsiden gav han sin by vold og grav. Efterhånden krøb byen længere ind i landet og blev mere købstadspræget.

 

København opbygget på affald

Der måtte stadig bygges flere brønde. Tekniske muligheder for at føre overfladevandet fra de københavnske søer og fra søerne ude i omegnen ind til byen lå langt ude i fremtiden. Mange af brøndende gav dejlig frisk vand. Men det var der nu langt fra alle, der gjorde. Og det var borgernes egen skyld.

Store dele af Københavns gamle kvarterer er bygget op på vældige lag af affald, møddinger, latrin og andre giftige stoffer. Folk smed bare ud. Andre byggede oven på og smed også alt muligt ud.

 

Brønde ikke gravet dybt nok

Mange brønde er gravet ned gennem disse lag og ikke gravet dybe nok. Afløb fra gårde og kloaker sivede ind gennem de ofte utætte brøndplanker. Vandet blev ildelugtende og smagte ikke godt. De, der havde råd til det, drak hellere øl og vin. Sådan var det gennem århundrede.

Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men bagefter kom gaden sandelig også til at hedde Krystalgade.

Længe efter, at man var begyndt at føre fjernvand ind til byen, blev der brugt brønde, og så kunne det endda knibe med at få vand nok. Ved en brøndtælling i 1682 var de cirka 500 af stadens ca. 700 brønde brugelige. Folketallet var da 60.000. Det steg til 66.000 i 1710, men dalede de følgende år under pestens hærgen i den usunde by til 44.000.

I de bedste brønde var vandet godt, særlig i de højtliggende kvarterer, hvor de var gravet ned til den sandblok med rent vand, der strakte sig ind under store dele af det gamle København i det hårde moræneler.

 

Vand fra voldgraven og søer

De første tekniske anlæg i vandforsyningens tjeneste var de såkaldte vandkunste. De skulle først og fremmest skaffe mere vand over til Københavns Slot ved hjælp af forskellige mekaniske indretninger, som man ikke ved særlig meget om.

De nævnes første gang i 1539. Vandet blev hentet op af voldgraven, senere fra Peblingesøen og Emdrup Sø. Frederik den Anden forpligtede sig dog for at lede vand til byen til tre spring, et på Gammeltorv, et på Amagertorv og et i Købmagergade. Borgerne skulle dog betale 3.000 daler for det i 1578.

 

Den højtliggende Emdrup Sø

Vandet blev ledt ind fra den højtliggende Emdrup Sø gennem udborede træstammer fra Gotland. De enkelte stykker blev samlet af bøsninger af jern og lidt sjældnere gange af bly. Mange adelige og borgere fik nu anlagt render fra posten på Gammeltorv ind i deres gårde.

I 1606 anlagde Christian den Fjerde springvandet på Nytorv, som nogle år senere blev flyttet hen på Gammeltorv.

Kongen lod i 1615 en træledning føre vand fra Emdrup til Rosenborg. Men der var for lidt vand. Flere ledninger blev udlagt til slottet og adskillige gårde havde stikledninger til dem.

 

Den blå brønd

Der førtes også en vandledning fra voldgraven ved Vesterport gennem Kalveboderne over Slotspladsen nord om Børsen, gennem havnen, hvor den blev lagt så dybt, at orlogsskibene kunne sejle over. Det endte i Blå Brønd på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade på Christianshavn.

Vandet fra Emdrup kunne på grund af sit fald ned mod byen sætte op i stråler, når der blev sat opstandere på ledningen.

 

Vandkompagnier

Dette havde ført til oprettelse af private vandkompagnier. Det første af dem kom allerede i 1626, oprettet af universitets professorer, og flere fulgte efter. Et af dem førte således i 1632 en hovedledning gennem Østerport og Østergade til Skoboderne (Skovbogade) med fire sidelinjer. Også her var det Emdrup Sø, der måtte lægge vand til.

Endnu mere betydning fik dog de ligeledes private pumpeanlæg, der fik vand fra voldgraverne og Peblingesøen, men vandet måtte pumpes op.

 

Uhumskheder i drikkevandet

Et grenet net af trærender bredte sig efterhånden under store dele af byens overflade. Ofte var disse render dog ikke gravet dybt nok ned. Utætte og slimede blev mange af dem. Spildevand og uhumskhed sivede ind i dem. Vandet kunne føre rådne planterester med sig, døde fisk, sejlivede ål og spillevende vandlopper.

De gårde der havde en god dyb brønd, var bedst afhjulpet. Gennem århundreder var det dog stadig for lidt vand. Sidst i 1770erne måtte regeringen gribe ind. De private kompagnier magtede heller ikke at hindre søernes tilgroning med alger, rør og siv. Dæmninger og sluser blev ikke holdt ordentligt.

Alligevel oprettedes der flere private kompagnier under tilsyn af inspektører og vandmestre. Men det hjalp nu ikke meget. Og det hjalp heller ikke, at vandforsynings – administrationen blev lagt sammen med kongelig vandkommission. Alle beboere måtte nu betale vandskat efter etageareal, og der kom særlig afgift på vand til næringsbrug. Større ændringer i vandets kvalitet gav det ikke – som drikkevand var det usundt og i sommertiden vammelt og lunken.

 

Et nyt vandværk

De 32 kloge mænd i byens råd nedsatte i 1849 en komité, der skulle forberede en helt ny ordning af både vand – gas – og kloakvæsen. Men et rigtigt vandværk som andre storbyer i Europa havde fået, ville det tage år at nå frem til. I mellemtiden raserede den frygtelige koleraepidemi.  I løbet af fire måneder i 1853 bortrev den 4.737 mennesker.

En konkurrence om et projekt blev vundet af ingeniøren L.A. Colding. Og det var for den tid med et meget moderne vandværk, der blev taget i brug i simmeren 1859.

Det blev anlagt på fæstningsglasriet i nærheden af det nuværende Akseltorv. Nu blev det overfladevandet fra Kagstrup Å og Harrestrup Å samt fra forskellige brønde og boringer i ådalen ned til grundvandet, der blev brugt.

 

Skt. Jørgens Sø som reservoir

Vandet blev samlet i Damhusets sydlige del, hvorfra det i åbne grøfter førtes til Mariedal. Derfra førtes det videre i nedgravede jernstøbte rør til Skt. Jørgens Sø, der blev reservoir. Øst for søen blev anlagt fem bassiner til filtrering gennem sand, grus og sten. Endelig nåede det så over til værkets dampdrevne pumpestation og så gennem et vidt forgrenet net af støbejernsledninger ud til byens mange ejendomme under et tryk, der gjorde det muligt at tappe vand i alle etagerne hos byens 155.000 indbyggere.

 

Store forandringer

Der skete store ting de næste ti år. Den stærkt voksende befolkning inde bag fæstningens volde og grave følte sig klemt. Men nu endelig gav militæret efter for pres. Mange gamle gårde og haver var bygget til mellem – og baghuse, som oftest skumle og usunde boliger. Sidst i 1850erne blev de smukke men trange byporte revet ned, og store dele af voldene fulgte efter.

Året efter indvielsen af det store kommunehospital med rent vand, begyndte en sand byggelyst. Noget af byggeriet var fortrinligt, men det meste var det rene spekulationsbyggeri. Her var nok det skumle Blågårds – kvarter det værste.

 

Lange triste gader på Vesterbro

Ude på Vesterbro opstod der lange triste gader, der fik navne efter vor histories store skikkelser, Valdemar, Saxo, Absalon. En af gaderne kom til at hedde Dannebrogsgade, skønt det ikke var meget at flagre for. Det var små trange lejligheder, fem – seks etager oven på hinanden. Der var små solfattige gårde, hvor blege børn kunne lege.

Den længste og mest poesiforladte gade blev opkaldt efter Oehlenschlæger. Men der kom da rent og frisk vand til dem alle fra vaskekælder til kvistlejlighed. Det skete efter, at de første års tilfældige og elendige vandforsyningsforhold var overvundet og vandværkets ledninger nåede ud til de nye kvarterer.

 

Behov for mere vand

Vandværket kunne levere 14.000 m3 i døgnet. I de første år slog det også godt til, men hovedstaden var stadig i rivende udvikling under den store tilflytning fra landet. Fra 1870 til 1900 steg folketallet fra 180.000 til 350.000, men samtidig steg døgnforbruget af vandt omtrent til det dobbelte – fra 54 liter til 90 liter for hver indbygger.

 

Algevækst førte til missmag

Dette stillede store krav til anlæggene og deres teknikere. Den store Søndersø i Værløse sogn blev købt af Københavns kommune i 1871. Her var masser af overfladevand at tage af. En pumpestation blev bygget og ledninger nedlagt. Algevækst i filtrene blev dog efterhånden så stærk, at filtrationen blev meget vanskelig og vandet fik en dårlig smag. Til at held fandtes der i 1884 ved dybe boringer store mængder grundvand 50 meter under søens overflade. Boringerne førtes videre andre steder i omegnen og med godt resultat.

Dette grundvand fra det øvre kalklag var helt kimfrit og uden sundhedsfarlige stoffer og blev fra 1893 udelukkende det, der brugtes i vandforsyningen. Efter fortsat vækst i befolkningen har København dog for længst strakt sine fangarme ud mod andre sjællandske søer og kildepladser. En proces med klor, alun, jern og kalk samt temperaturudligning gør det fuldstændig rent og bakteriefrit.

Vi vasker os mere over det hele. En million biler skal vaskes. Det fortræffelige WC – system bruger kaskader af vand. Store mængder går til industri og mange forskellige erhverv.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Peter Michaelsen: Vandhul og brønd (Budstikken 1960)
• Holger Rasmussen: Folk og vand (1960)
• Københavns Vandforsynings Historie (1959)
• Aage Jørgensen: Brød og Vand – Glimt fra svundne tider (1966)

 

Hvis du vil vide mere:

• Vi har på dengang.dk flere artikler om søerne, kloakforhold og de mere eller mindre uheldige hygiejniske forhold i København

Guld – og Sølvsmede i Tønder

Der har altid været mangle guld – og sølvsmede i Tønder. De velstående investerede i sølv. Men også mindre brugsgenstande blev fremstillet. Ikke alle Tønder – produkter er mærket. Men Tønder – sølv er eftertragtet i samlerkredse. Også ved Vestkysten opstod guldsmede. Deres kunder var søfolket på Rømø.

 

Tønder – sølvtøj blandt de velstillede

Allerede helt tilbage i renæssancetiden træffer vi guldsmede i Tønder. Erhvervet er lige så gammelt som byen. Allerede helt tilbage til 1491 bestemte man, at der anbringes by – og mestermærker på arbejdet, som garant for lødigheden. Men det så man nu stort på. Først i løbet af 1600 – tallet blev denne bestemmelse praktiseret. Og fra det tidspunkt ser det ud til, at man i Tønder var mere lovlydige end i resten af landet. Meget af det Tønder – sølvtøj som vi kender er mærket.

At sølvsmedehåndværket i den grad gør sig gældende i Tønder efter 1600, hænger naturligvis sammen med byens voksende velstand. Også storbønder i området investerede i sølvtøj. Men egentlig ved vi ikke så meget om, hvad gamle Tønder – mestre har præsteret.

 

Sølvtøj blev stjålet

Mange af sølv – varerne er blevet stjålet af diverse hære og omsmeltet. Indtil 1630 trækker studehandlen masser af penge til byen. Kun lidt kirkesølv rundt om i omegnens kirke fra før trediveårskrigen kan findes rundt om i omegnens kirker.

I slutningen af 1600 – tallet blomstrer byen op på ny, ikke mindst som følge af kniplingsindustrien. Dette gør Tønder til vestkystens betydeligste kulturcentrum.

 

En tredjedel var tilflyttere

Fra Borgermatriklen, der føres tilbage fra 1700 til 1865 kendes ca. 70 guldsmede. Heraf erhvervede halvdelen borgerrettigheder i kniplingsindustriens blomstringsalder.

Af 50 guldsmede fra tiden mellem 1700 og 1829 er mere end en tredjedel tilflyttede. Mange af disse kom fra det gamle land. Måske er det derfor, at det danske præg gør sig gældende i Tønder – sølvet.

 

Guldsmede ved Vestkysten

Guldsmedehåndværket var ifølge lovgivningen begrænset til købstæder og flækker, men i modsætning til i Kongeriget, var der alligevel i hertugdømmerne talrige guldsmede uden for byerne. Blandt andet var der en del langs Vadehavskysten. Deres bedste kunder var søfolkene fra Rømø.

 

Værkstederne gik i arv

I 1803 var der lige så mange guldsmede som kniplingshandlere i Tønder nemlig 11 stk. I byen har antallet af guldsmede altid været stort. Værkstederne gik i arv gennem generationer. Vi kender familierne Reimer, Hansen og Bödewadt.

En egentlig sammenslutning eller lav for guldsmede har dog ikke kunne påvises. Sådan et lav blev kun oprettet i Haderslev.

 

Bægerne dominerede

Blandt de ældre brugsgenstande domminere bægerne. Disse bestilles på bestilling med ejerens navn indgraveret. Det var en slags kapitalanbringelse.

Ja så var det også de talrige skeer, der blev brugt til bryllupsgaver. Men før 1700 – tallet synes det ikke som om, at der blev fremstillet så mange skeer og bægre. Måske havde guldsmedene arbejdet mere med smykker indtil omkring midten af 1700 – tallet.

 

Mange gaveartikler

Erik Pontoppidan tvivler i Menoza (1743) på:

• At de gamle havde så meget sølv i kander, bæger og skåler, som der nu anvendtes på tepotter, kaffekander og deres underskåler, teflasker, sukkerskåler, sukkerbøsser, temaskiner, spølkummer, lysestager, sølvskaftede knive som mindst hvert tyvende år skal omgøres efter moden.

Den sidste oplysning giver jo en tydelig forklaring på, hvorfor der egentlig er bevaret så få sølvgenstande fra ældre tid. Men mon ikke den gode Pontoppidan har glemt følgende:

• Flødeskeer, sukkerstænger, tobaksdåser, urkæder, salmebogsbeslag, taskebøjler, lyseakse og nålehylstre.

 

Andreas Nielsen

Når man nu skal omtale Tønders mestre ud i den ædle kunst, ja så kan vi jo af pladsmæssige grunde ikke nævne dem alle sammen.

Vi kan kigge på Andreas Nielsen. Han er født i Tønder den 2. februar 1716. Han var gift tre gange. Borgerskabet fik han i 1739. I 1784 ejer han

• Westerstrasse mit 10 Fach Wohnhaus, 4 Fach Silverhaus (blev stavet uden b dengang) und Werkstätte und 4 Fach Stall. Han døde i 1790.

Mange af Anders Nielsens arbejder kan beskues på Tønder Museum. De har en omfattende samling af Tønder sølv.

 

Carsten Richtsens omfattende sølvsamling

Carsten Richtsen var en velhavende borgmester. Han lod udføre et sølvservice til eget brug hos sølvsmed Martin Petersen Hommelhoff. Denne borgmester har vi tidligere omtalt. Han interesserede sig meget for kultur og havde også en righoldig bogsamling.

Dette festlige service er med tiden blevet et søgt objekt for samlere.

 

3. Præmie til Ringridning

Vi skal også nævne Povl Hansen. Han fik sit borgerskab i 1785. Han var meget produktiv og iderig. Et af hans arbejder, er en fiskeske, som har været anvendt som tredjepræmie ved en ringridning i 1815. Det må have været i selve Tønder, for landsbyerne havde næppe råd til at give så dyre præmier.

 

Hovedvandsæg

Et kapitel for sig i Tønders guldsmedekunst udgør hovedvandsæggene, som for visse typers vedkommende er lige så karakteristiske for byen som filigranarbejder. Lugtedåsen var på engang både brugs – og pyntegenstand.

 

En lugtedåse til den udkårne

Enhver ung mand med respekt for sig selv måtte ofre en lugtedåse på sin tilkommende, så hun standsmæssigt kunne vise den frem i kirken om søndagen. På Rømø indgik hovedvandsægget ligefrem som et led i kirkedragten, sammen med den sølvbeslåede salmebog.

Guldsmedene har da også ofret megen flid på disse smågenstande som på de større arbejder, som kun de rigeste havde råd til.

Forleden var der en udstilling i Tønder, hvor man kunne se maleren Noldes sølvservice.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

• På vores hjemmeside har vi masser af artikler om industri og handel i Tønder, dengang

En Stiftelse i Ægirsgade

Det var dengang, da foreningerne passede på deres medlemmer. Man fik penge af leverandørerne. Og Urtekræmmerforeningen bestyrede efterhånden 30 forskellige legater. Medlemmerne fik hjælp til mange ting, bl.a. fik ”trængende” et sted at bo. Der blev arrangeret skovtur m.m.

 

Den tredje stiftelse

Dette er historien om Ægirsgade 55 – 65, Nannasgade 18 – 20 og Balders Plads 1 – 3.

Urtekræmmerforeningen første stiftelse stammede fra laugstiden. Når man dengang blev optaget i Urtekræmmerforeningen måtte man samtidig betale 28 Rdl. til stiftelsen. Indvielsen af denne stiftelse fandt sted den 28. september 1845.

Der blev bygget en stiftelse mere, og det var i Søgade (nu Læssøegade). Den blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder. Men denne ejendom blev solgt omkring 1900.

I 1902 beslutte Urtekræmmerforeningen at opføre en stor bygning på Nørrebro

 

Petroleumslager

Man ville hellere samle det hele under et, derfor blev en grund i Ægirsgade købt. Grundene blev kønt af bagermester Pitzner. De havde været anvendt til petroleumslager. Det var nok ikke den bedste jord, som man købte. Man måtte anvende ret så meget muld. Man købte yderligere en grund, som skulle bruges til havedyrkning. Her blev også anlagt lysthuse. Gangene i haven blev flisebelagt, så de gamle ben sikke skulle gå på løst grus.

 

Rost i ”Politiken”

Politiken skrev den 2. juli 1902:

• Det er maaske slet ikke alle Kjøbenhavnere, der kjender disse nye Gader hinsides Nørrebros Runddel og véd, hvor elegant og moderne de store Huse er indrettede i to, tre og fire Værelses Lejligheder, eller hvor storbysmæssigt Bygningerne vender Facaderne mod hverandre tværs over en bred, brolagt Kørebane. Man tænker sig med Nørrebro meget let en Række lumre Stræder mellem grimme, melankolske Baggaardskaserner, man skal ogsaa lidt langt ud for at finde noget moderne som dette, men det er Umagen værd.

 

Skovtur for Stiftelsens medlemmer

Den 27. februar 1911 skænkede fabrikant Adolph Rich 50.000 kr. til Understøttelsesfonden. Det var ikke mindre end en formue.

Man havde allerede oprettet Dansk Handelsstands Enkefond. Denne fond blev opløst i 1923, og formuen blev overdraget Urtekræmmerforeningen. Renten som årligt beløb sig til 500 – 600 kr. blev brugt som legater til trængende.

Stiftelsen holdt hvert år en skovtur for stiftelsens beboere. Det blev en fast tradition fra 1923. Foreningens medlemmer stillede deres biler til disposition, så de ældre blev transporteret rundt. Og der findes nok til det sted i Nordsjælland, som ikke er blevet besøgt. Ja tænk engang, turen gik også syd på til Vallø Strand.

 

Udvidelse i 1926

I 1926 ville man udvide arealet og købte to grunde ved Nannasgade og Balders Plads. På 25 års dagen for Stiftelsens oprettelse skænkede De Danske Spritfabrikker midler til en fribolig. Dette blev så til to ekstra opgange, Nannasgade 20 og Balders Plads 3. De imponerede festlokaler blev nu udvidet med en havestue.

Man diskuterede også indrettelse af et klublokale i Stiftelsen. Man havde indtryk af, at restauranterne rundt om i byen ikke var så glade for at huse Urtekræmmerforeningen, fordi man brugte for få penge.

Der var også et problem, når der var vinsmagning, ja så skulle man låne glas hos værten, der så også skulle vaske disse glas af. For vinsmagningen blev arrangeret af urtekræmmernes leverandører.

Salene i Stiftelsen såvel de gamle som ny blev renoveret. De ældste sale lignede nærmest dagligstuer med polstrede møbler.

 

Fin julegave

Stiftelsens beboere fik hver år til jul 100 kr. Man havde i den forbindelse en del problemer med kommunen i forhold til beskatningen. Så foreningen gik videre til ministeren. Der blev så vedtaget en lov, der sagde at legater under 200 kr. ikke skulle beskattes.

 

Beboerne købte ejendommen

Efterhånden bestyrede foreningen omkring 30 mindre legater. I 1979 blev de alle sammen samlet i en stor fond.

I 1946 skiftede Urtekræmmerforeningen navn til Københavns Købmandsforening.

I 1982 blev bygningen solgt til beboerne og AB Kræmmerhuset opstod.

Kilde:

• Se litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:

• En stiftelse i Elmegade
• Læs Nørrebro Handelsforenings Historie i afsnittet ” Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”.
• Vi planlægger bl.a. artikler om Urtekræmmerforeningen og Ølhandlerforeningen.

En stiftelse i Elmegade

Elmegade 6 og 6 A var Ølhandlerforeningens Stiftelsesforening. Vi følger her foreningens bestræbelser i at samle penge til denne. Egentlig var det ikke en filantropisk forening, men en faglig forening. Rundt om på Nørrebro er der masser af stiftelser. De fleste er blevet til andelsboliger eller solgt. Men Nørrebro Handelsforenings stiftelse eksisterer endnu, og her kan medlemmer stadig drage fordel.

 

En gave fra Brygger Jacobsen

En dag i januar 1883, gik S. Jørgensen tilbage til sin forening med en glædelig besked. Brygger Carl Jacobsen havde skænket 5.000 kr. til en stiftelse. Og foreningen, ja det var Ølhandlerforeningen.

Med det beløb samt opsparede midler kunne foreningen nu opføre en stiftelse for ældre, trængende medlemmer og deres enker.

 

Man fik også begravelseshjælp

Nu var Ølhandlerforeningen dog ikke nogen filantropisk forening, men det var stiftet for at varetage rent faglige interesser. Men allerede året efter foreningens stiftelse indførte man gensidig støtte i form af begravelseshjælp ved indtrædelse af dødsfald blandt medlemmer og disses hustruer eller børn.

Derved opstod tanken om at kunne tilbyde trængende medlemmer en fribolig.

 

Man valgte selv at bygge

Med gaven voksede også lysten til at give en ekstra skærv til stiftelsen. Og efter hver medlemsmøde blev det da også givet en hel del.

Generalforsamlingen i januar måned 1885 besluttede, at nedsætte et byggeudvalg. Man havde kigget på et par ejendomme, men slog ikke til. I 1887 bestemte man så, at købe en byggegrund på Nørrebro.

Denne byggegrund var 707 kvadratalen stor, velbeliggende i Elmegade 6 og 6A – Udenbys Klædebo Kvarter Matr. 1759. Den blev købt af tømrermester F.P. Sørensen for en sum af 20.000 kr, hvoraf der udbetaltes 10.000 kr. af foreningens kasse.

 

Bygningen kostede knap 55.000 kr.

Grundstenen blev højtideligt nedlagt den 20. marts samme år. I den anledning blev der fra forskellig side betalt penge til foreningens legatfond. Renterne fra denne fond skulle tilfalde dem, der fik fribolig i ejendommen. Bygningen kostede i alt 54.762,37 kr. Bygningen stod færdig til at kunne tages i brug i efteråret ved flyttedagstid.

Den rummede 20 lejligheder hver på to værelser, køkken og brændselslejlighed samt tre butikker med beboelse. Alle lejligheder skulle bortlejes og så først når formuen var på plads skulle de indrettes som fribolig.

 

Hr. Jørgensen blev inspektør

En inspektør blev valgt til at føre tilsyn med Stiftelsens bygning. Han skulle drage omsorg for bygningens vedligeholdelse. Endvidere skulle han sørge for at beboerne overholdt regulativet. Det var ham, der skulle sørge for udlejningen og stå for hele regnskabet.

Og til dette hverv valgtes formanden, Hr. Jørgensen. Og det vederlag som han fik af foreningen skænkede han til fonden.

 

Giv 2.000 kr. og få en fribolig

I fondens vedtægter, stod der, at enhver, der yder en gave på mindst 2.000 kr:

Erhverver derved Ret for sig og sin daværende Hustru, saafremt hun overlever ham, til at belægge en af Friboligerne i Stiftelsen med et dertil kvalificeret Medlem eller Medlems Enke.

• Stiftelsens Friboere ere kontingentfri Medlemmer af Foreningen.

Bygningen var nu blevet rejst, men foreløbig så det ikke ud til, at man kunne bortgive nogen fribolig, hvis trængende måtte melde sig.

 

Gavmilde bryggerier

Men så fik et af bestyrelsesmedlemmerne den pragtfulde ide, at invitere bryggeriernes ejere på et besøg i ejendommen. Og den første, der var på besøg var grosserer Phillip W. Heymann fra Tuborg. Han erklærede efter en gennemgang af ejendommen, at han ville lade foreningen tilflyde et Gavebrev paa 240 kr. aarligt til en Fribolig i en af Stiftelsens Stueetager. Og senere kom der skam lignende gavebreve fra:

• Bryggeriet Alliance
• Bryggeriet i Rakbecks Alle
• Bryggeriet Rabeshave
• Tvedes Bryggeri
• Kastrup Glasværk
• Frederiksberg Glasværk
• Kjøbenhavns Bryggerier og Malterier

 

Den første fribolig i 1894

I december 1889 kom der fra Gamle Carlsberg et gavebrev på 5.000 kr. Ved samme bryggeris jubilæum i 1897 var der sandelig et bidrag på 2.000 kr.

Den første fribolig blev i juni 1894 givet bort. Endvidere blev der hver år gives huslejehjælp til trængende medlemmer eller enker.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:

• Vi vil senere fortælle om ølles historie og ølhandlere. Men foreløbig har vi nogle artikler med Gamle værtshuse i København.

Da Augustenborgene fyldte 100 år

 

Store tanker om sine rettigheder og slægt

I 1825 var det 100 år siden, at augustenborgerne havde købt de gråstenske godser på aktionen over de ahlefeldtske besiddelser.

Hertug Christian August havde store tanker om sine rettigheder og slægt. Han mente, at jubilæet skulle fejres med en ordentlig fest. Det kunne opmuntre hans undersåtter til at kaste glans over ham og hans hus.

 

”Der skulle gives til pris for folket”

Festlighederne skulle dels finde sted på slottet, og lige foran slottet i Vandholm, dels på Øen.

På slottet og Vandholm blev der især festet for familien, betjente og tjenere. På Øen var det for undersåtter og fremmede. Der blev oprettet tre dansesteder. På den store eng Humleengen var der karrusel. I engens nordligste hjørne blev en hel okse stegt på en lang svær bjælke. Den skulle gives til pris for Folket.

Ved siden af var der en høj stang, oversmurt med grøn sæbe. På den sad oksens hoved, og der var udlovet en belønning på 10 rigsdaler til den, der først klatrede op ad stangen. På to forskellige steder var der opslået skænkeborde og bænke, hvor der skulle udskænkes brændevin og øl til enhver efter lyst og ønske.

Endvidere blev der uddelt brød, som var blevet særlig vagt til festen. For herskaberne og deres gæster var der en særlig forhøjning, sikret ved et trægitter.

 

Herlighederne blev belyst

100 begkranse oplyste festpladsen og vejene dertil. På søen var der antændt tjæretønder. Ved indgangen var der transparenter med de forenede hertugelige og danneskjoldske våben med kongekronen og hermelinskappen. Også på det sted, hvor søen skar sig ind i øen var disse to slægters våben anbragt.

Hver danseplads var bestemt til en særlig slags dans. For dem, der hellere selv ville købe forsikringer, var der i nærheden af Alfsgrav og i skoven rejst telte af gæstgiveren fra Gråsten og af en konditor fra Sønderborg.

Ledelsen af festen var overdraget til inspektør Bruhn, mens hofråd Thomsen havde den politimæssige opsigt. Lensfogederne og de hertugelige forst – og jagtbetjente skulle sørge for, at ro og orden blev opretholdt, men i øvrigt havde de ordre kun at gribe ind, når det var absolut nødvendigt. Vogne og heste skulle holdes borte fra flækkens gader.

 

En familie – og folkefest

Så oprandt festdagen. De foregående dage havde det været dårlig vejr. Især den 3. september, da regnen styrtede ned. Men den 6.  Om morgenen skinnede solen. Allerede her tidlig om morgenen samlede der sig en stor menneskemængde fra nær og fjern. Den voksede med hver time. Festen skulle både være en familie – og folkefest.

Familiefest blev den endnu mere ved den omstændighed, at hertug Christian August, den daværende hertugs oldefar, var blevet gift med sin Louise Sophie Danneskjold i september 1820.

For at fejre dagen var foruden hertugens bror, prins Frederik og hans fætter, prins Emil samt en søster til hertuginden, komtesse Henriette, tilstede. Også to af hendes brødre greverne Frederik og Sophus var med.

 

Kirke og hjortejagt

Klokken 9 var der familieandagt i slotskirken. Efter en kort salme holdt pastor Hoeck som slotspræst en kort tale foran alteret, hvorefter den kirkelige fest sluttede med Nu takker alle Gud.

Forst – og jagtbetjentene drog til Vandholm, hvor der blev afholdt hjorteskydning. Hertugen havde udsat seks sølvgevinster for de bedste skytter. De blev overrakt vinderne af hertuginden.

På slottet blev der spist frokost og om middagen blev kammerpersonalet og skytterne beværtet. På slottet var der 14.30 et stort taffel, som udmærkede sig ved madens og drikkenes ”fortræffelighed”. Der var en herlig vildsteg af en ædelhjort og udmærkede østers.

Efter taflet, lidt over 16 begav herskabet og gæsterne sig til Øen og først til pladsen ved engen. Deres ankomst var for den imponerende menneskemængde tegnet til en hjertelig og almindelig jubel. Efter de høje velkomsthilsner fulgte ro og stilhed. Der var sikkert over 4.000 mennesker til stede.

 

Oksen blev hurtig fortæret

Byboer og landmænd, høje og lave, rige og fattige havde i deres bedste tøj blandet sig mellem hinanden.

Oksen, hvis horn var forgyldte blev hugget i stykker, og mængden blev opfordret til at tage for sig af retterne. Men ingen fulgte opfordringen. Først da herskaberne var gået bort og tilskuerne havde spredt sig forsvandt oksen hurtigt.

En matros prøvede at klatre op af den stang, hvorpå oksens hoved sad. Han nåede op til, hvor sæben begyndte. Gang på gang prøvede han at komme videre, men gled stadig tilbage. Musikken, der først havde været opmuntrende, blev nu til sørgemusik. Men den druknede nærmest i mængdens stormende latter.

En anden matros prøvede også lykken: men med lige stor held. Han fik dog fat i det tov, hvormed oksehovedet var gjort fast, med det resultat at hovedet styrtede til jorden dog uden at såre nogen. Matrosen fik den udlovede præmie.

 

Fyrværkeri klokken 22

Herskaberne forlod nu engen og begav sig til de forskellige dansepladser, fulgt af en stor menneskemængde. Da de viste sig på dansepladserne begyndte musikken og dansen. Samtidig begyndte man at udskænke øl og brændevin og uddele brød. Endnu før det var mørkt, var herskaberne tilbage på slottet.

Trængslen blev stadig større og stemningen steg et par grader endnu inden det var mørkt. Da faklerne delvis var gået ud, var der flere, der faldt i kanalerne og i søen. Men nu var det ikke så dybt, så de fleste slap med en våd trøje.

Klokken 22 blev der lige over for slottet afbrændt et fyrværkeri. Men mange blev dog lidt skuffede. De havde forventet sig noget mere.

 

Folk faldt i sø og kanal

Festen skulle vare til klokken 24. men det var begyndt at regne, og næsten alle fakler gik ud. Musikken blev tavs på den sidste danseplads. Men hele natten var der folk, der jublende vandrede rundt. Om morgenen drog de sidste syngende fra teltene, hvor de havde overnattet. Festen var forbi.

 

Ingen ville fejre hertugen 100 år efter

Beskrivelsen slutter med at udtrykke håbet om, at de lykkelige efterkommere af den ædle fyrstestamme om et århundrede igen måtte forenes til en glad fest. I 1925 var det dog ingen, der tænkte på at feste for augustenborgene.

 

En billig omgang for hertugen

Ved festen blev der drukket 180 kander brændevin og 10 tønder øl. 4.000 stykker brød blev fordelt. Udgifterne var egentlig ikke så store, som man skulle have ventet. Det kostede kun 384 rigsdaler. Alene fyrværkeriet kostede 50 rigsdaler.

Rundt omkring blev der fortalt og berettet om jubelfesten. Der blev endda skrevet digte om begivenheden.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Gråsten (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgivelser)

 

Hvis du vil vide mere: Se Her:

• Felsted – dengang (1)
• Felsted – dengang (2)
• Bønder – syd for Aabenraa
• Hvor ligger Tumbøl?
• Fra Bjerndrup til Hellevad
• Fra Varnæs til Felsted
• Mysteriet i Ensted
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Ahlefeldt fra Storhed til Fald
• I Rinkenæs Sogn
• Gråsten – en flig af historien
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Møgeltønder – Fra Ahlefeldt til Schack
• Enklaver i Sønderjylland og flere

 

En berømt mand fra Hellevad

De siger om ham i sognet, at han er den mærkeligst mand, der nogensinde er født der. Niels Heldvad var utrolig flittig. Gennem oceaner af år udgav han en almanak. Ja han beskæftigede sig med alt fra skuespil, digte, historie, typografi til astronomi og astrologi. Tillige var han gennem to perioder præst i sognet. Han var samtidig en samfundsrevser. Og tænk, den dag i dag står der 57 titler af ham på Det Kongelige Bibliotek. Vi skal også her i artiklen dykke ned i hans strejftog i det sønderjyske.

 

Den mærkeligste mand i sognet

Hvem skulle tro, at Hellevad havde opfostret sådan en berømt mand. Ja han kunne særdels mange ting. Han var forfatter, astrolog, historiker, topograf, teolog og meget mere. Jo, han hed Niels Hansen Heldvad.

Ja man siger faktisk på egnen, at han var ”Den mærkeligste mand, dette sogn har fostret”

Han gik i skole i Flensborg, Haderslev, Lüneburg og Lübeck. Han blev student i 1586. Derefter fulgte et års ophold i de baltiske lande. Fra 1587 – 90 studerede han i Rostock.

 

Søn af en præst

Han lod sig kalde Nicolaus Heldvaderus. Hans far var præst i Hellevad, og vores hovedperson blev født på præstegården i 1564. Efter faderens død i 1590 blev han selv præst. Fra dette år begyndte han også sin omfattende almanak – produktion. Disse almanakker, skrivekalendere m.m. var både på højtysk, plattysk og dansk

Han begyndte også som vejrprofet, samfundsrevser og anekdotefortæller.

 

Ud af sognet

I 1611 måtte han forlade sognet på grund af en strid med den gottorpske kirkepræsident Joh. Von Wowern. Denne kirkepræsident blev ganske forbitret over Heldvads tydning. Han mente ikke, at hans lutherske tro var forenelig med den calvinistiske tro, som han selv stod for. Så to gang blev han fyret som præst i Hellevad.

Ved Hellevad Kirkes sydmur blev der i 1964 rejst en mindesten for bysbarnet Niels Heldvad. Og her står også, at han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 til 1611. Grunden til, at han var præst i anden periode var, at hans forgænger, Jørgen Lund blev halshugget. Angiveligt skulle han have været med til at myrde Aabenraas borgmester.

Broderen Jens var fra 1618 – 32 borgmester i Aabenraa.

 

I Svendborg

Fra 1613 – 1615 tog han ophold i Svendborg, hvor fynske adelsmænd tog sig af ham. Det var dem, der henledte kongens opmærksomhed på ham.

Men Christian den Fjerde tog sig af Niels Heldvad. Han blev udnævnt til Kongelig Kalendariograf. Han bosatte sig derfor i København fra 1615.

Kongen kunne lide den rapmundede og satiriske præst. Han forudsagde rigets hovmester Frantz Rantzaus død. Han druknede i Rosenborg Have den dag, som Niels Heldvad havde forudsagt.

 

Han beskæftigede sig med mange ting

Niels Heldvad døde han den 28. august 1634.

I sin levetid udgav han et hav skrifter dels på tysk og dels på dansk. Han beskæftigede sig med så forskellige ting som astronomi, astrologi, teologi, moral, historie, topografi, antikviteter og restvæsen. Han var desuden salmedigter og skuespilforfatter.

Ja han skrev også digte og dramaer og et kampskrift mod Calvinismen.

Han hører til de tidligste populærvidenskabelige skribenter. Han havde et godt greb på folkelig fremstilling. Hans stil er ordrig og livlig som var krydret med ordsprog og gamle vendinger. Han var en ivrig forkæmper for en konservativ lutherdom. Han havde også en forkærlighed for Romerkirken.  

Gennem en længere årrække udgav han almanakker med tilhørende spådomme, stillede horoskoper, udsendte flyveskrifter om oversvømmelser, kometer, jordskælv og så videre. Det var efter hans mening Guds vrede, der var årsag til dette. Af samtiden var han yndet som folkeskribent og hans værker nåede en betydelig udbredelse.

Hans samling af Hellige Historier blev i 1619 udgivet i fire bind.

 

Vittig, skarp og velbegavet

Det var nok fra sin far, at han havde interessen for astrologi og astronomi. Niels Heldvad må også anses for at være historiker, selv om det måske nogle gange kneb med kildekritik.

Han var vittig, skarp og velbegavet. Og tænk, han var også direkte medvirkende til, at Christian den Fjerde nedlagde forbud mod videre udgivelser af astrologiske forudsigelser. Han var utrolig flittig, denne Niels Heldvad. Gennem 44 år udgav han disse almanakker, der foruden forudsigelser også gav gode råd.

 

57 titler på Det Kongelige Bibliotek

Hans historiske produktion omfatter først og fremmest en:

• Kurtze und einfache Beschreibung der alten und weitberümten Stadt Schlewig

Den var fra 1603. Og det var nok hans personlige forhold til byen, som fik ham til at skrive denne. Hans hustru var fra byen.

Det kan godt være at nutidens typografer er interesseret men ellers er værket som helhed ubetydelig. Hans påstande om byen er nok ikke så vederhæftige.

Tænk engang, at på Det Kongelige Bibliotek findes der i dag 57 bogtitler under hans navn. På Syddansk Universitetscenter er der 22 titler.

Niels Heldvad havde et motto:

• Frisk op i Nød, og Le, naar Djævlen er vred.

 

Begivenheder i Sønderjylland

Han skrev også et værk om landene omkring Østersøen med en fortegnelse over fyrstene i disse lande. Han skrev også nogle historiske efterretninger fra Nordeuropa i tidsrummet 1501 – 1623. Og her er det interessant at dukke ned i Sønderjyllands historie. Vi kunne såmænd har fortalt meget mere om den festlige Niels Heldvad. Men lige så interessant er det at læse hans strejftog af begivenheder i Sønderjyllands historie:

• 1517: I dette år var der en sørøver i Vesterhavet ved navn Lange Peter, en født friser, som hos sig havde 500 mand, der alle var løsagtige, letsindige, æresløse og gudløse fyre og bortdømte landsknægte. Med deres røven og plyndren har de gjort stor skade i Vesterhavet. Som felttegn havde Lange Peters skibsfolk og soldater en galge og et hjul på deres tøj.
• Sørøveren Lange Peter er hovedperson i den tønderske forfatter Wilh Lobsiens roman: Pidder Lyng.

 

• 1520: Efter at Erik af Pommerns soldater i det Herrens år 1411 havde nedbrændt sognekirken i Ønlev (Enloe)som ligger i amtet Brundlund, er bygningen af Hjordkær (Hiortkier) kirke blevet påbegyndt på Matthæi dag (21. sept.) i dette år, da bygningen i året 1522 var fuldført, har kong Christian den Anden fra de nærmest liggende sogne lagt nogle landsbyer til kirken og gjort den til sognekirke.

 

Niels Heldvad er her en førstehånds kilde, så meget mere som hans farfar var fra Søderup og hans farmor var fra Nybøl ved Hjordkær.

• 1522: Møde mellem Kong Christian den Anden og Hertug Frederik af Gottorp Stenderup mellem Flensborg og Slesvig og med kongen og den holstenske adel i Levensau nord for Kiel.

 

Begivenhederne på Urnehoved

 

• 1524: Hertug Frederiks (nu Kong Frederiks) krigsfolk har i dette år indtaget og udplyndret den lille by Aabenraa, hængt borgerne op i deres testikler og på en skændig og utugtig mådevanæret og skændet deres kvinder og børn. Thi borgere og bønder havde gjort oprør mod kong Frederik, som de overhovedet ikke ville respektere og anerkende.

 

• Bønderne havde på den tid forsamlet og bevæbnet sig, for at de igen kunne bringe deres konge, Christian den Anden, til landet og kongeværdigheden. De var også allerede rykket frem i hertugdømmet Slesvig til Urnehoved ved Toldsted.

 

• Herredsfogeden i Slogs herred ville overtale dem til at nedlægge våbnene og vende hjem og holde sig til landets herrer. På grund af denne trofasthed har kongen givet fogeden gården Hajstrup. Fra ham nedstammede lüneburgske saltjunkere ved navn Heinrichs. Deres stamfader Nis Henriksen (Nicolaus Heinrichs) var en lærd, ærlig, ubestikkelig og oprigtig mand, en ven af præsterne.

 

Næst efter Niels Heldvad var kronisten Jonas Hoyer i sin Historischer Bericht von der Stadt Flensburg (1628) den vigtigste kilde til Nis Henriksens optræden på Urnehoved landsting. Alle kilder undtagen Niels Heldvad har årstallet 1523.

Den bedste fremstilling af Nis Henriksens liv og færden er forfattet af den kyndige hjemmetyske lokalhistoriker Ludwig Andresen (Tønder) i Die Heimat i 1927. Her er en skrivelse fra Nis Henriksens sønnesøn til hertugen om begivenhederne omkring 1523.

 

Munkene blev jaget ud

• 1528: Borgerne i Slesvig har begyndt et tumultuere imod den gejstlige stand. Først har de jaget munkene ud af gråbrødreklostret og derpå delt den skønne klosterkirke i to dele med bjælker og brædder. Den øverste del har de gjort til rådhus. Men den nederste del til offentlig krostue, hvor man udskænkede øl og vin. I koret har de givet bødelen eller skarpretteren en bolig, hvilket endnu i dag kan ses.

 

• 1529 (Dyrtid) En td. Rug blev i de nordiske lande købt for 16 mk. Lybsk, mens man før kun havde givet 8 – 10 sk. Lybsk.

 

 

• 1530: Hertug Frederik har givet flensborgerne gråbrødreklosteret til anvendelse som hospital.

 

• 1532 (Omtale af Christian den Andens fængsling på Sønderborg slot)

 

Masser af stormflod og andre ulykker

• 1532: Den 2. november oversvømmede en stormflod Ditmarsken, Strandfriserne, Ejderstedt, Gøs herred, Horsbøl herred og Lille Tønder. Mange tusinde mennesker og meget kvæg omkom. I Tønder stod vandet 3 alen højt ved kirkemuren og gjorde stor skade.

 

• 1539 (Dyrtiden ophørt, nu overflod af korn)

 

• 1540: I hertugdømmet Slesvig kostede en td. Rug 6 sk. Lybsk, en td. Byg 4 sk., en td. Havre 2 sk. Og en td. Smør 1 gylden eller 24 sk.

 

• 1547: Havet gennembrød et dige i Gøs Herred

 

• 1550: (Pest i Jylland og Slesvig)

 

• 1552: I dette år blev et dige påbegyndt, som skulle strække sig fra Højer til Kær herred. Det blev fuldendt i foråret 1555.

 

• 1552: I dette år er en sluse blevet færdig øst for Tønder. Bygmesteren var en hollænder ved navn Arend Cornelius.

 

• 1554: I dette år påbegyndes og fuldføres et dige ved Kolendamm i hertugdømmet Slesvig.

 

• 1556: (Dyrtid og hungersnød)

 

• 1562: I Nordfrisland har friserne begyndt at inddige en orte land i Tønder amt ved navn Gottesgab. Arbejdet blev fuldendt i 1566. De havde lovet at skænke de fattige 1.500 mk. Lybsk, når diget var færdigt. Om nu de fattige har fået disse penge, må betvivles.

 

• 1569: I dette år har hertug Hans den Ældre bygget et hospital i Haderslev.

 

• 1575: En td. Rug koster 2 mk. Lybsk og en td. smør omkring 24 mk. Lybsk

 

Sympati for katolicismen

 

• 1575: Minoriterbroderen Ludolf Naaman, en kristen, from og gudfrygtig mand, der har oprettet det herlige gymnasium i Flensborg, er i dette år død i klosteret i Flensborg, efter at han havde bedt Davids 51. salme og Fadervor gentagende gange. Da han var papistisk, har de begravet hans legeme hos hans hund i rendestenen foran hans dør. Hans valgsprog var. ”Husk min dom, således vil den også være”.

 

Her som så mange andre steder i sit forfatterskab blotlægger Niels Heldvad en for sin tid udsædvanlig stor sympati for katolicismen, mens han altid er rede til at gøre front mod calvinismen.

Franciskaneren Lütke Naamensen var søn af en borger i Flensborg. Omkring 1528 vendte han hjem fra studier i Paris, men da lutherdommen allerede da var vidt udbredt, måtte han søge tilhold i forskellige ordensklostre, indtil han i 1544 fik tilladelse til at opholde sig i Flensborg imod at afgive løfte om at forholde sig rolig. For sin betydelige fædrene arv stiftede den gamle humanist i 1556 en latinskole i hjembyen.

• 1576: Den 25. oktober hen imod aften er over halvdelen af Aabenraa gået til grunde og nedbrændt i ilden. Dette har en pige forårsaget, idet hun af forseelse tabte et lys i tør humle.

 

• 1576: I dette år er fastlæggelsen af grænsen mellem Kong Frederik den Anden og hertug Hans den Ældre, mellem bispedømmet Ribe og amterne Haderslev og Tørning len blevet ordnet af 8 kommisærer fra hver side.

 

• Hellevad, Egvad og Bedsted overflyttedes 1564 fra Ribe til Slesvig bispestol.

 

• 1580 (Hans den Ældres død og delingen af hans død omtales)

 

• 1581: Den højbårne fyrste og herre, hertug Hans den Ældre til Holsten, en beskytter af kirke og skole (thi han plejede at sige: ”Gud give, at aldrig den nød måtte komme for mig, at jeg skal beskatte mine præster og kirketjenere) har fået en grav i koret i Slesvig domkirke.

 

• 1581: Kong Frederik overgiver til sin broder, Hertug Hans den Yngre på Sønderborg slot Ryd Kloster i Angel, kaldet Rus regis, som han i det følgende år 1582 nedriver og i stedet bygger et slot, som han kalder Lyksborg.

 

• 1581: Den 30. september skete ved aftenstide den ynkværdige store brand i byen Tønder (en fornem stad i hertugdømmet Slesvig) i hvilken fra vestsiden til kirken 300 huse gik op i luer. Vinden var i nordvest. Denne by fik i 1243 af hertug Abel den lybske stadsret.

 

• 1582 (Pest i Husum, Slesvig, Aabenraa og flere andre byer i ”den nederholstenske kreds af hertugdømmet Slesvig”).

 

• 1582 (Flækken Husum får stadsrettigheder). Der var i Husum et skønt kloster, som hertugen lod nedbryde, og i stedet byggedes der et slot.

 

• 1583 (Pesten hærger i Flensborg og Haderslev)

 

• 1584: (Den gottorpske kansler Adam Tratziger omtales i anledning af sin død). Han lod den skønne kirke på Holmen i Slesvig, der var bygget af porfyrsten, nedbryde og var en pestilens for domkirkepræsterne.

 

Rygtet om kanslerens statelige bygning skulle være rejst af sten fra Mariekirken, og at han levede på Domkapitles bekostning, er ifølge Vilh la Cour vistnok usandt.

• 1584: Frederik den Anden giver et kommunitet til skolen i Haderslev på 6.000 Rdl. af hvis renter forstanderne og nogle drenge kan få fri bespisning.

 

• 1586 (Hertug Adolf omtales udførligt i anledning af sin død. Selv om han havde tilbragt det meste af sin ungdom i udlandet, havde han dog ikke glemt at tale det holstenske, danske og frisiske sprog, så at han kunne tale med sine undersåtter i deres almindelige sprog (Han forbedrede sit hovedslot i Gottorp, byggede slottet i Tønning og i Husum).

 

• 1587: Den 1. september har det i Husum regnet med blod (!)

 

• 1592: I dette år er Terkieldus Matzøn, præst i Agerskov (Aggerskow)gået bort i sin høje alder. Han, som på samme sted har forvaltet præsteembedet og besteget prædikestolen gennem 71 år, var 105 år gammel, da Gud hentede ham fra denne verden op til sin himmelske kirke, han var klar til det sidste. To år før sin død afstod han mæt af dage, præsteembedet til en anden. Han havde med sine egne øjne set seks konger. I hele sit liv har han ikke været syg, før han gik til sengs kort før sin salige bortgang.

 

• 1595: Diderik Nacke, en fornem borgmester i Flensborg, som af sine velerhvervede godser lod opbygge et hospital ved Nørreport til byens fattigfolk, er den 23. juni i dette år sovet saligt hen og stedt til hvile i Sct. Mariekirke.

 

• 1599 – 1602 (Dyrtid)

 

• 1604: I dette år er der opsat et skønt spærværk på kirketårnet i Haderslev (hvor der tidligere kun har været et halvt tårn). Det er tækket med kobber. Provsten i Haderslev, Georg Schrøder, har stiftet værket sammen med byens borgmester Balthasar Braun.

 

Mordet på Aabenraa’ s borgmester

 

• 1610: Søndag den 22 april er borgmesteren i Aabenraa blevet skudt af en krybskytte, som dertil var købt og tinget af hans svigerforældre. Derefter opstod der lørdag den 19. maj kl. 10 formiddag en så skrækkelig ildebrand i denne by, at hele byen med undtagelse af nogle få huse i Nørregade blev fortæret af flammerne. Også både kirke og rådhus sammen med 266 gavlhuse med lader, stalde og hvad der ellers var for hånden blev lagt i aske. Man troede, at en af de sammensvorne, som havde hjulpet med at myrde borgmesteren skulle have forårsaget denne brand. Gerningsmanden er undsluppet ved flugt, men de andre har måttet udstå deres straf og er blevet rettet med sværd og hjul.

 

Borgmester Claus Esmarchs mord var iscenesat af hans svigerforældre, den tidligere amtsskriver Wolf Kalundt og hustru Margaretha, en datter af Slesvigs superintendent Paul von Eitzen. Niels Heldvad kendte for så vidt til ugerningen på nærmeste hold, idet Jørgen Lund, der sidst på året 1609 efter at Niels Heldvad var blevet fordrevet, havde holdt sit indtog som præst i Hellevad den 22. oktober 1610 blev henrettet i Flensborg som impliceret i sammensværgelsen mod Claus Esmarch. Niels Heldvad fik derefter lov til at virke endnu et år i sit kære Hellevad, indtil han i 1611 for stedse måtte forlade sin hjemstavn efter sigende fordi han havde pådraget sig den gottorpske kirkepræsident von Wowerns uforsonlige fjendskab ved at forudsige ham en ugunstig skæbne efter stjernernes stilling i fødselsøjeblikket.

• 1612: I dette år er der blevet drevet 42.000 stude ud af Danmark ned til Elben. De andre år er der ellers blevet drevet mange flere stude ud af landet til Holland foruden de, der gik ad søvejen.

 

Stormflod, myter og overtro

 

• 1615: Den 1. december har det været stormflod i hertugdømmet Slesvig, hvorved mange tusinde mennesker og meget kvæg er druknet. Da stormfloden kom om natten, er mange druknet i deres senge. Nogle mænd, kvinder og børn havde bundet sig sammen med reb og er således fundet ved bredden.

 

• I Vidding Herred er en kirke med de dødes kister skyllet bort, 168 mennesker druknet og 5 vindmøller forsvundet. I Okholm er 8 personer druknet. I Gudskoog 32 personer, i Bøking herred 5 personer. I Dedsbøl og Nibøl sogne er 205 heste foruden køer og andet kvæg druknet. I Enge er der også omkommet nogle heste og noget kvæg.

 

• På det gamle dige fra Rudbøl til Grensbøl er der ikke noget bestemt tal på de mennesker, der er druknet. I Sæd druknede 12 personer. I Tønder er broen foran slottet drevet bort, da vandet stod i portene indtil vinduerne. Volden og muren har også lidt skade på den ene side. Inde i byen har man måttet sejle i både.

 

• Ved Mortensdag i år har man i Langhorn sogn ved Bredsted set mange sælsomme syn i et hus, nemlig 9 skibe, på hvilke folk roede med lange årer, af disse er to sunket og gået under. Man har da også ved havets bred set et usædvanligt svin, som kunne skyde uden bøsse. Undertiden har det vist sig i skikkelse af en brun hest, der havde fire store tænder i munden, hvilket alt sammen har været forvarsel om denne ulykke.

 

Der Schimmelreiter

 

I et flyveskrift har Niels Heldvad fortalt om ulykken på dansk. Han fortæller yderligere, at spiret på Tønder kirke blæste ned ved denne lejlighed og at den bortskyllede sognekirkes navn var Rickelsbyl.

Sagnet om hesten har Husum – boen Theodor Storm benyttet i sin roman Der Schimmelreiter. Men nu er det ikke helt usædvanlig at folk herude ved vestkysten ved hjælp af skyformationer kan forudse vejret. Det kunne min Opa. Han var i mange år fungerende slusemester ved den gamle Højer Sluse.

• 1616: Den 5. januar var der en heftig storm. I Gottorp gik vandet over den høje bro.

 

• 1619:I ugen efter Mortensdag gjorde vandet stor skade på digerne i Frisland

 

• 1623: Dyrtid på grund af hollændernes opkøb af korn. En td. Rugmel kostede over 10 mk. Lybsk.

 

Værket, der aldrig kom

 

I slutningen af Sylva chronologica bebuder Niels Heldvad en stor Holsteinische Chronik i folieudgave. Dette arbejde skulle blandt andet indeholde en del sønderjysk materiale, som han ikke havde taget med i Sylva chronologica. Endnu i 1629 taler han om det påtænkte værk, som imidlertid aldrig så dagens lys, hvad man i nutiden kan have grund til at beklage.

 

Kilde:

• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Aabenraa
• Sønderjydsk Månedsskrift (diverse udgaver)
• Dansk Historisk Almanak 1775 – 76
• Holger Rørdam: Historiske Samlinger og Studier 4 (1902)
• Vor Hjemstavn (1932) (Frode Gribsvad)
• La Cour: Historikeren og Sønderjylland 1 (1941)
• Dansk Biografisk Leksikon 9 (1936)
• Sprogforeningens Almanak 1952 (Gregersen)
• V. Gregersen: Niels Heldvad (1957)
• Uwe Brodersen: Fra Bjerndrup til Hellevad (dengang.dk)

 

Hvis du vil vide mere:

Mange af de emner som Niels Heldvad berører, er også temaer, som vi har taget op i vores mange artikler på www.dengang.dk . Men det vil næsten være helt uoverskueligt, at lave en liste over alle disse artikler.

Turen går til Mimersgadekvarteret på Nørrebro

Ja egentlig kunne man for få år siden tro, at man var i Sydhavnen. Saneringen var dengang brutal som andre steder på Nørrebro. Man gjorde det ikke færdig. Det har hjulpet de sidste mange år. Men stadig kan man se, at det engang har været et stort industriområde. Her opererede Røde Rose, og for at mindes denne gruppe vil Områdeløft Mimersgade gerne omdømme navnet til Områdeløft Røde Rose. Men det måtte man ikke. I denne artikel besøger vi et område der i den grad har været i forvandling. Bagerst i artiklen kan du finde et væld af andre artikler, så du kan få uddybet informationerne.

 

Nørrebro har andet at byde på

Nørrebro har så meget at byde på. Det er meget mere, end Nørrebrogade og Assistens Kirkegård. Dette område har vi besøgt mange gange. Men de gange har vi nok bare kaldt det for Ydre Nørrebro.

 

Røde Rose – kvarteret

Men så er det jo lige det, at der kommer diverse Kvarterløft. Og hvis det så ikke lige er bevilliget helt så mange penge, så kalder man det Områdeløft. Og en af disse områdeløft er Mimersgadekvarteret. Dengang i Områdeløft Mimersgade ville vi have kaldt kvarteret for Røde Rose Kvarteret, men det fik vi ikke lov til af Københavns Kommune.

I lokalhistorisk øjemed er det så lidt nemmere, at have med at gøre, for så kan vi indkredse området noget mere, og så måske få en lidt bedre historie ud af det. Og skal vi finde Kanterne:

Bispebjerg Station, Togbanen, Nørrebro Station, Nørrebrogade, Nørrebros Runddel, Jagtvej, Tagensvej.

 

Bommen var nede 78 gange

Der var gang i Nørrebro Station dengang især på godsbanegården til stor irritation for trafikken på Nørrebrogade. Gang på gang kom godstog kørende. En trafiktælling fra den 26. februar 1924 afslører, at bommen var nede 78 gange på et døgn.

Og det blev endnu værre. Tilgroede skinner vidnede om den store aktivitet.

 

En stor provinsby til 1960

Frem til 1960erne kunne området godt minde om en stor provinsby. Men hurtig blev især Baldersgade og Ægirsgade bebygget med 4 -5 etagers huse. Ejendomme ud mod Jagtvej og Nørrebrogade blev også hurtig bebygget.

Den sanering, der var foretaget i området var ikke altid lige heldig. Der var opstået åbninger, som ikke rigtig kunne bruges til noget. Grænsen mellem gade og gårdrum udviskedes. Færre butikker gjorde det ikke lettere. Jo saneringen gik hårdhændet til værks. Kvarteret blev ændret i 1970 – 1980. Og det var her Røde Rose – folkene gjorde oprør.

Inden for dette område, vil vi gerne fortælle nogle historier. Til slut i artiklen henviser vi til artikler, hvor vi tidligere har besøgt området.

 

Jordstykker som løn

Går vi helt tilbage var der i dette område, hvor der var rådmandsmarker og borgmestervange. Rådmænd og borgmestre fik tildelt jordstykker som en del af deres løn.

Arealerne langs Nørrebrogade blev udstykket i smalle parceller i beyndelsen af 1800 tallet til gartnerier og lystgårde. Baldersgade, Ægirsgade, Uffesgade og Thorsgade fulgte tæt på de gamle grundskel.

 

Et kort fra 1915

Overraskende er det, at se et kort fra 1915. Man havde store planer allerede år 1900. Mimersgade var kun en stump vej ind i kvarteret ved navn Rosagde.I de første årtier af 1900 tallet sluttede Bragesgade ved Rosagde. Der var ingen gader mellem Baldersgade og Heimdalsgade. Da jernbanen blev nedlagt i 1930 føres Mimersgade igennem til Nørrebrogade. I dag danner Mimersgade den knækkede akse gennem kvarteret, og gaderne fra Nørrebrogade til Tagensvej har ligeledes et knækket forløb og ingen gennemgående sigtepunkter.

 

Lygtekroen – i det yderste hjørne

Og kigger vi så på det fjernest hjørne i vores område, ja så lå Lygtekroen her. Her fik man slukket sin tørst og lidt mere. I 200 år betjente kroen de vejfarende til og fra hovedstaden. Men man sagde, at de snød med øllet. Men ak, da Slangerupbanens Stationsbygning skulle opføres, måtte Lygtekroen vige.

I det kendte ugeblad Illustreret Tidende kunne man den 23. juli 1905 læse følgende:

• Den gamle Lygtekro er ikke mere. Den er som så meget andet i vor brutale, nivellerende Tidsalder bukket under for den stadigt voksende Storstads Krav om Plads og tilgængelig Kommunikationer.

Men sandheden var nok snarere, at kroen var udtjent og nedslidt.

 

Eksperimenter i Allersgade

Og det kunne have gået grueligt galt i villaen, hvor den unge Aller oppe fra kvistværelset foretog mange farlige kemiforsøg. Han blev gift med nabodatteren, som også havde stor andel i nordens største bladeventyr, som senere fortsatte i Blågårdsgade.

Men Allersgade er opkaldt efter brygger Aller. Jo og så mange andet godt så kom han fra Sønderjylland, fra byen Aller ved Christiansfeld (Familien Aller på Nørrebro). Det lave byggeri på et eller to etager er der ikke noget af tilbage.

 

Aktivisterne i Baldersgade

Jo Baldersgade mærkede også aktivisterne. De flyttede ind i 1986. Dengang kaldte de sig BZ’ er. Beboelsen Baldersgade 20 – 22 blev senere legaliseret ved at en fond under ledelse af advokat Knud Foldschack købte huset til de unge. Efterhånden er stedet blevet et centralt mødested med folkekøkken, gadefest og punkkoncerter.

 

Anstalter og hospital

Johan Keller har vi tidligere beskæftiget os med. Han indrettede de Kellerske Anstalter. På et tidspunkt havde man fem adresser på Nørrebro. Man havde nogle særdeles kreative ideer, hvordan visse sygdomme skulle behandles. (Læs: De Kellerske Anstalter på Nørrebro)

I 1902 flyttede Københavns Kommune ind og indrettede Balders Hospital her i nummer 24. Det blev indrettet til hospital for fattigfolk. Under krigen var det opholdssted for tyske flygtninge. Senere blev det en filial af Rudolph Bergs Hospital, hvis speciale var behandling af kønssygdomme.

Fra 1950 begyndte man også at modtage plejepatienter, som ventede på en plads i De Gamles By. Fra 1980 her det her været socialcenter

 

Røde Rose i aktion

Baldersgade blev navngivet omkring 1876 og fik navnet efter guden Balder. Og denne var retfærdighedens gud og den smukkeste af alle aser. Balders død er blandt de mest kendte myter i dansk mytologi.

På et kort fra 1865 ses en begyndende bebyggelse mod Nørrebrogade. Og i 1886 figurer endnu kun den sydligste ende op til den nuværende Dagmarsgade, der ses som en stiplet linje.

I slutningen af 1800 – tallet blev gaden kraftig udbygget. Der forekom også luksusbyggeri her, med eget toilet og pigeværelse. Linje 7 havde en endestation her. I 1970erne opstod udflytterbørnehaven Røde Rose 2 som reaktion på dårlige pasningsmuligheder. Vi har på vores side en specielt artikel om netop Røde Rose.

 

Friskole og Forniklingsanstalt

I Baldersgade 10 lå Skolebestyrer Rosendals lille friskole. Den flyttede ind i den nybyggede bygning i 1874. Lige ved siden af i nummer 8 lå Mineralvandsfabrikken Balderskilde. Den blev grundlagt i 1900 og var beliggende i baghuset frem til 1935. Inde i gården lå også engang Engelsk Forniklingsanstalt og Forsølvningsanstalt.

 

Atlas – inden køleskabet

På hjørneejendommen ud til Nørrebrogade (nr. 3) byggede den jernindustrielle virksomhed Atlas en fabrik til produktion af kølemaskiner. I 1899. Mens de boede i Baldersgade lavede de stort set kun køleanlæg til firmaer. Private ejede endnu ikke køleskabe. Derfor var der mejerier i næsten hver anden gade på Nørrebro dengang. De forsvandt dengang køleskabene blev hvermandseje. Men på det tidspunkt var Atlas flyttet til Lundtofte (1950).

 

Bladers Plads

Balders Plads blev anlagt omkring år 1900 samtidig med den omkringliggende bebyggelse. I 1982 blev pladsen saneret.

 

Møtrikker i Bragesgade

Over for Kingos Kirke på Bragesgade ligger Manufakturhandlerforeningens Stiftelse. Det er en stiftelse for ældre tekstilforhandlere og deres enker (nummer 26A). Disse stiftelser er der masser af rundt omkring på Nørrebro.

Kingos Kirke blev opført i 1910 efter biskop Thomas Kingo. Det var tekstilfabrikant Holger Petersen, der skænkede en del af sin fabriksgrund til kirken. Det er Kristian Warming, som også har tegnet Sions Kirken på Østerbro, der har tegnet kirken. Læs mere om kirken i artiklen: Mennesker og kirker på Nørrebro.

Det er her vi har en altertavle, der forestiller Jesus med barnet på armen på en baggrund bestående af Nørrebros huse og skorstene.

Brdr. Henzes Skruebolte og Møtrikfabrik holdt til i nummer 6 til 10. Men det kan man i dag ikke fornemme. Og dog i dag ligger der et fitnesscenter i den høje industribygning i nummer 6. I nabobygningen ligger i dag biblioteket.

Lige over for ligger Nørrebrohallen i nummer 5. Den ældste del af bygningerne er fra 1896. Og man kan sagtens den dag i dag fornemme, at her har været sporvognsremisse. Læs Vores mange artikler om sporvogne på Nørrebro. I 1918 blev remissen kraftigt udvidet så den kunne rumme 200 sporvogne.

 

Dronning Dagmar

Dagmarsgade er opkaldt efter Dronning Dagmar (1185 – 1212). Hun var gift med Valdemar Sejr (den Anden). En lille gruppe af gader har bevaret tilknytningen til den nordiske mytologi men samtidig har man hentet navnene fra den danske kongeslægt.

Og så er der en passage vil lige skal holde øje med, nemlig Thors Passage. Og grunden til dette, ja det kan du læse i artiklen Mysteriet i Thorsgade. Passagen, der ligger i nummer 3A er privat og ligget i dag.

I nr. 10A havde Interpresse til huse. Det var dem, der stod bag Basserne, Spiderman og Lucky Luck.

 

Landelig idyl i Haraldsgade omkring 1900

Haraldsgade og kvarteret deromkring blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger.

Gaden er opkaldt efter Harald Blåtand. Den blev navngivet i 1880 og kan ses på et kort fra 1830. Den fører op til en bygning, der kaldtes Marielyst. Og denne var Grundtvigs første højskole (Grundtvig på Nørrebro).

Det gik lidt langsomt med udbygningen. Omkring 1900 var her endnu landelig idyl med en masse gartnerier.

 

Heimdal, Gudernes vagtmand

Engang krydsede der skinner på Heimdalsgade. Hejmdal eller Heimdal er gudernes vagtmand og Odins søn i den nordiske mytologi. Heimdals bolig hedder Himmelbjerg.

På et kort fra 1830 kan man ane gadens forløb. Det gør den til en af de ældre vejforløb på Ydre Nørrebro. Meget tydeligere ses vejen på kort fra 1854 og 1865.

 

Her boede bødelen

En af de ældste bebyggelser i området lå i gaden. Det var gården Petershvile eller Petersminde. Midt i 1800 – tallet var adressen på gården, nummer 2 på ”Vei fra Lygteveien til Raadmandsmarken”. Gården lå her før 1795, og da hed såmænd Nissendal. Måske er det den samme gård, som optræder på et ældre kort, fra 1766, hvor den hedder Mester Jokums Gaard. Det var bødelen, som boede langt ud for byens grænser. Han var det man kaldte uærlig. Måske er det rester af gårdens fundament, der anes i asfalten i baggården i Heimdalsgade 2. Gården lå, der hvor Nørrebrogade 218 og Heimdalsgade 2, 2A og 2B i dag ligger.

Og når vi nu taler om gamle gårde, så ses der et lille hus, der hvor sporene krydser gaden. Og det var på et kort fra 1865. Lidt længere ude lå gården Enigheden, ikke at forveksle med mejeriet af samme navn. På et kort fra 1886 hedder gaden stadig Vej til Raadmandsmarken. Gaden blev først navngivet i 1892, men dens historie går langt længere tilbage.

 

Da politiet brugte tåregassen

I en lille diskret bygning åbnede i 1896 de såkaldte Gummi – og Luftringefabrikker. Siden blev dette til Schiønning og Arvé. I 1930erne blev der opført en ny stor bygning i gaden. Firmaet blev landskendt, da unge i 1981 besatte bygningen. Det var en ret dramatisk situation, for det var første gang politiet brugte tåregas.

 

Kasserne blev brugt i kolonihaven

I gaden (nr. 42) startede det nyetablerede Ford Motor Company en samlefabrik. Her blev Nordeuropas Ford T`er samlet og sendt videre. Bilerne kom i samlesæt i store kasser. Og disse kasser blev brugt til kolonihavehuse. Allerede i 1924 var fabrikken for lille og flyttede i Sydhavnen.

Den kendte chokoladefabrik Elisabethsminde som også blev kaldt Hintz og Kgl. Hof – Chokoladefabrik havde til huse i nr. 14 – 16.

I gaden lå også Berlingske Bogtrykkeri, Engelsk – Dansk Biscuis Fabrik og Dansk Fedt – og Palminfabrik. Derefter havde brødfabrikken Schulstad en stor fabrik frem til 1950’ erne. En anden rugbrødsfabrik lå her også, nemlig De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik, som lå her fra 1897 til 1976.

Omkring år 1900 var der en masse gartnerier, som havde grunde ned mod jernbanen. Men industrien fandt herud. Jernbanen var tæt på, så det lettede transportmulighederne.

 

Hermod, Gudernes sendebud

Hermodsgade er navngivet efter Hermod, som var gudernes sendebud til dødsriget, da de ønskede den døde Balder tilbage.

 

Hothers Plads

I 1925 blev Danmarks ældste og en af de største andelsbolig foreninger A/B Lersøgaard dannet på Hothers Plads. Preislers tegninger viser 370 lejligheder og 14 butikker. Foreningen købte grunden af Alfa Margarine for 300.000 kr. I de senere er flere lejligheder slået sammen. De største er nu på op mod 150 kvadratmeter.

Det var omtrent her den overdækkede sø lå, Lersøen. Og dette område har sin helt unikke historie. Her boede Lersø – bøllerne. Og dem, kan du læse mere om i andre artikler. Se bagerst.

 

Jagtvej var en sti

Jagtvej blev anlagt i 1750 fra Falkonèrgården til Store Vibenhus. Resten af vejen til Østerbrogade fulgte 18 år senere. Vejen var fra starten forbeholdt hoffet. Dele af vejen var før den blev anlagt en sti til jagtselskaber.

Ofte tager man fejl af en anden jagtvej, som kongen havde anlagt. Af denne jagtvej er kun Møllegade tilbage. Først senere fik pøblen lov til betræde vejen. Omkring 1800 opførtes fine landsteder langs gaden.

Hvis vi kigger på nogle interessante bygninger på Nørrebro – siden, så må det være følgende. Nr. 69 Folkets Hus, senere Ungdomshus. Det nævnes blot, for den ligger uden for vores område. Men det gør nr. 85 ikke. Her må Zigøjnerhallen har ligget. Før den tid var der Chr. F. Kehlets Chokoladefabrik fra 1887 – 1930. Og i nummer 105 lå Café Restaurant Jagtlyst. I nummer 115 lå Bähckes Senneps og Eddikefabrik fra 1919 til 1979.

Måske skulle vi lige kigge på nummer 149. Her lå der fra 1872 arbejderboliger i lave rækkehuse. De blev inden 1934 degraderet til husvildebarakker og så derefter. Naboen var fra 1872 sandgraven. Men i 1928 begyndte man at bruge stedet til nyttehaver.

 

Mimersgade bygget på en sandgrav

Arbejderne har præget Nørrebro, og det har de også i Mimersgade. I begyndelsen af 1920 erne byggede AKB (Arbejdernes Kooperative Byggeforening) store karréer omkring Mimersgade, Jagtvej og Thorsgade.

Kvarteret er opkaldt efter denne gade. Navnene er efter de nordiske guder og helte. Mimer er den jætte, der vogter visdommens brønd. Odin pantsatte sit ene øje hos ham for at få lov til at drikke af brøndens vand.

På et kort fra 1865 ses Mimersgade som en smal vej mellem markerne på Rådmandsmarken, fra Lygten til Jagtvej. Den vestlige del af gaden har solide bygninger, der er opført af håndværksmestre i 1880 – 1890. Den østlige del blev først anlagt omkring 1920.

Mimersgade blev navngivet i to omgange, henholdsvis i 1925 og 1931. Mimersgades forløb var lige i skelgrænsen mellem Kløvermarken og den såkaldte Rådmandsmark.

 

Mjølnerparken og Papirfabrikken

På en tidligere industrigrund, der bl.a. indeholdt en papirfabrik, blev Mjølnerparken opført i 1986 og 1987. I dag er her 560 lejligheder. Der bor mere end 2.200 mennesker i bebyggelsen. Halvdelen er under 18 år. Op mod 38 nationaliteter er repræsenteret her.

Det var herude i området, at De Forenede Papirfabrikker etablerede sig i 1933. Grundstammen var Københavns Papir – og Kartonfabrik. Men senere fulgte Dansk bølgepap Industri. Men den 31. juli 1979 sluttede dette industrieventyr.

Piratradio fra Nanasgade

Nanasgade blev navngivet i 1904. Dele af Holger Petersens Tekstilfabrik kan ses i nummer 28. og en del af komplekset er fredet, bl.a. den flotte borgagtige mur mod Hamletsgade.

I nummer 5 lå Arbejdernes Fællesbageri eller måske mere kendt som Rutuna. Arbejderne skulle have billigt sundt brød. Det blev grundlagt i 1886 på initiativ af københavnske fagforeninger. I 1887 flyttede man til Nanasgade. En 40 meter høj kornsilo stod færdig i 1948. Og i 1959 var her ansat 295 arbejdere. Det hele blev revet ned i 1985.

Men inden da havde en gruppe unge både i 1981 og 1983 besat fabrikken. Og så blev det ellers sendt pirat – radio fra det store tårn.

 En aflægger kom i 1899 til at ligge på Nørrebros Runddel, nemlig Arbejdernes Kødforsyning.

Et stort olieraffinaderi, der hed L.C. Glad og Co flyttede i 1901 til Nanasgade. Man importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. Fabrikken nedbrændte dog i 1980, hvor efter man flyttede til Vallensbæk. Den nedsivende olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned og plante græs på

 

Rådmandsgade

Efterhånden som det strømmede til med folk til Nørrebro, var det behov for skoler, også i Rådmandsgade. Her byggede stadsarkitekt Ludvig Fenger i 1889 Rådmandsgades Skole. Gaden var i ældre tid fuld af industri, som for det meste befandt sig i gårdene.

I dag kan man godt føle sig hensat til et havneområde mellem Rådmandsgade og Titangade. I dag er der masser af mindre erhvervsdrivende, bilmekanikere og ældre funktionstømte fabrikshaller.

Her lå også Lauritz Rasmussens Zink – og Bronzestøberi. Men bygningerne blev revet ned, og så opstod der en tomt, hvor både et omrejsende tivoli samt BZ’ ere i telte kunne finde plads først i 1980’ erne.

Bebyggelsen fra 1878 til 1910 var opført på smalle og dybe grunde. Forhusene rummede beboelse. Resten var værksteder og lignende

Gaden er navngivet efter Borgmester – og Råds Vang. Det var det kæmpe landbrugsområde, der lå mellem Jagtvejen og Lersøen fra 1539 til 1795. Gaden er delvis opført på en gammel sandgrav.

 

Kaffe i Sigurdsgade

I Sigurdsgade lå kaffebrænderiet Merkur (25). Men senere forsøgte man sig her med bønnespirer. Ja her lå også Osrams Fabrik (26)

En tekstilfabrik på Livets Vej

Holger Petersens Tekstilfabrik på Tagensvej var både en masse fabriksbygninger og arbejderboliger. Direktøren sørgede for arbejderne med et helt ny virksomhedskultur. Jo her var også bibliotek, og det blev sørget for mad til ugifte arbejdere. Det var en stor virksomhed, der startede i 1885, og her var en masse kvindearbejdspladser.

Men firmaet kunne ikke klare sig med konkurrenterne i det fjerne østen, og i 1966 måtte man indstille produktionen. Både arbejderbolig og fabrik blev fredet. Vi kan se resterne af herlighederne i dag (nr. 83 B – F, 85 C – F)

Vejen er spøgefuldt kaldt for Livets vej. Den starter ved Rigshospitalet og ender ved Bispebjerg Kirkegård. Faktisk er vejen 8 kilometer lang. Vejen er opkaldt efter Tagenshus, der var opført i 1631. Det var opført for vangemanden. Han holdt opsyn med Borgmestervangen og Rådmandsmarken. Huset er opkaldt efter den senere vangemand, Tage Nielsen, der døde i 1710. Og det lå omtrent ud for Rådmandsgade.

 

Papegøjestangen

Her ved huset blev der allerede i 1616 rejst en såkaldt fuglestang, der blev benyttet til afretning af kongelige jagtfalke. I 1694 blev der indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev senere kaldt Papegøjestangen.

Frem til 1899 gik vejen kun fra Lersøen og Jagtvej. Endelig gav militæret så tilladelse til, at vejen kunne fortsættes over fælleden. På den måde fik området en tættere tilknytning til byen.

 

1.900 mennesker på Titan

Sophus Hauberg havde sørget for en sporvognslinje inde fra byen til sin fabrik. Denne fabrik kom senere til at hedde Titan. For at sporvognen kunne komme over søerne, bekostede fabrikanten også nyopførelsen af Fredensbro. Titan lukkede i 1966. Ret imponerende er det, at man i 1959 beskæftigede hele 1.900 personer. Virksomheden fremstillede dynamoer, kraner, lodsningsanlæg og elevatorer. Det var dengang en af Danmarks største industrier.

På nr. 135 lå fra 1924 til 1980 virksomheden Dansk Bølgepap Industri.

 

Møllen med de mange navne

Thorsgade blev navngivet i 1927. Engang var der tre af de såkaldte brune værtshuse i gaden. Få meter fra Tagensvej lå Tagensmølle, som også blev kaldt for Jagtvejens Mølle. Man kaldte også møllen for Thorsgades Mølle. På vores side, kan du læse en speciel artikel om denne. Her bagte man brød til 1917. Dengang blev møllen opslugt af et selskab med den navnkyndige bagermester Schulstad.

I 1870 boede der kun 22 familier i gaden. Når vi så kigger på 1900, ja så var der masser af liv i gaden. Her var masser af småhandlende, som slagtere, cigarhandlere, mejerister. Tænk man havde også en xylograf og en tøffelmager.

I gaden ligger også Samuels Kirke. Man startede byggearbejdet i 1924, og kirken stod færdig i 1934.

 

Far til Uffe hin Spage

Vermundsgade er navngivet efter sagnkongen Vermund, som er far til Uffe hin Spage. Før 1928 hed gaden Mygindsvej. Det var meningen, at området skulle udlægges industri i hele dette område. Men et resultat af en international konkurrence i 1909 blev, at Valby, blev udlagt til at blive hovedstadens førende industriområde.

Kigger vi på nr. 40 A – B ser vi en 6 – etagers fabriksbygning fra 1952. Laurids Knudsens Mekaniske Etablissement påbegyndte allerede byggeri på grunden i 1922. Den enorme fabriksbygning havde endda egen skadestue, da den var i funktion som LK – Nes.

Da virksomheden var på sit højeste, beskæftigede den 4.000 mand. I 1986 flyttede Laurids Knudsen hovedsædet til Ballerup.

Den store bygning er udlejet til mange små firmaer, som bruger bygningen til kontorlokaler, filmstudier og fotoatelier. Man kan sige, at den gamle fabriksbygning er et godt varetegn for kvarteret og har en høj bevaringsværdi.

 

Urtekræmmerforeningens stiftelse i Ægirsgade

Urtekræmmerforeningens Stiftelse i Ægirsgade blev opført i 1902. Det var blandt andet en flokke urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. I dag er beboerne almindelige andelshavere og kalder andelsforeningen Kræmmerhuset. (nr. 55 – 65)

Ægir var i den nordiske mytologi en magtfuld jætte. Han bor på Læsø med en barsk jættekvinde, som forårsager storme og forlis.

I gaden ligger forhåbentlig stadig de fire gamle værtshuse, Det Gamle Sted (nr. 45), Café Viking (nr. 36), Café Ægir (nr. 16) og Karusellen (nr. 10).

Sidegaden Dagmarsgade blev kaldt Jordvejen, fordi kun den korteste del af Ægirsgade var brolagt helt op til 1950`erne. Den øvrige del af Ægirsgade var jordvej op til Rådmandsgade.

 

Vi kigger på fotoer

Et foto fra 1910 viser et livligt gadebillede med mange små butikker. Her var både en herreskrædder og en sæbeforretning. Børn legede på de brede fortove og det var småt med trafik. Men brostensbelægningen så noget ramponeret ud allerede.

Mange kunstnere har boet i de små billige lejligheder. Per Kirkeby har boet her i an halvanden værelses uden bad. Også kunstneren Michael Kvium har boet her i en lejlighed, hvor også en af hans film er optaget.

Kigger vi på et foto fra omkring år 1900 ser vi gaden domineret af fire – fem etagers huse. Gaden skulle ifølge regulering fra 1889 være 19 meter brede. Børnene havde på grund af den ringe trafik gaden til rådighed.

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere: Læs

• Derude på Lersøen
• Lersø – bisser
• Lersø – bøller og bisser, nok engang
• Med tog over Lersøen
• På Sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Tog til Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Nørrebros mange stationer
• Dengang, der kom en sporvogn på Nørrebro
• Samuels Kirke – 100 år
• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Røde Rose på Nørrebro
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Familien Aller på Nørrebro
• Nørrebros Gader A – G
• Nørrebros Gader H – N
• Nørrebros Gader O – Å
• Mysteriet i Thorsgade
• Nørrebro og Omegn
• Jagtvejens Mølle
• Ølunds Mølle
• Tobaks – og Aviskiosken
• Købmandsforretningen
• Lersø Ismejeri
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Grundtvig på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867 og andre

 

 

Fremmedflag i Sønderjylland

I Danmark var der et forbud med fremmedflag. Men dette forbud blev aldrig gennemført i Sønderjylland. Det var først op til amtmændene at vurdere det. Og det blev tolket meget forskelligt. Amtmand Schack havde valgt den bløde side. Han mente ikke, at man skulle betragte Mindretallet som et fremmedlegeme. Også tolkningen af uniformering og møde – og foreningsret blev tolket vidt forskellig. I Sønderjylland var det et statspoliti i modsætning til resten af landet. En ny stilling blev oprettet, Politiadjudant. Denne stilling kom rigtig i offensiven efter besættelsestiden. Da rettede de sig ikke efter justitsministeriet.

 

Et stigende problem

I mellemkrigsårene blev flagning med tyske flag et stigende problem for de danske myndigheder i det hjemvendte Sønderjylland. De danske myndigheder var heller ikke enige om, hvordan de skulle løse problemet. Dertil kom uniformsforbud samt andet nazistisk agitation.

 

Flaget – et stærkt national symbol

Fra midten af 1800 – tallet blev flaget nærmest tilbedt som et stærkt nationalt symbol. Det at vise flaget skulle tolkes som et nationalt tilhørsforhold.

I forbindelse med afstemningen i 1. og 2. zone i 1920 var gaderne i de slesvigske byer i rødt, hvidt sort og blåt, hvilket var kendetegnede for Dannebrog, kejsertidens tyske rigsflag og den Slesvig – Holstenske fane.

Den internationale kommission, der stod for styret i afstemningsområdet ville forbyde flagkrigen i de sidste dage før afstemningen i 2. zone den 14. marts 1920. Tyske protester førte dog til, at flagforbuddet blev indskrænket til offentlige bygninger og andre huses stueetager.

 

En skov af flagstænger

Efter Sønderjyllands genforening med Danmark blev der rejst en skov af flagstænger i landsdelen. Hvis der ikke blev rejst en flagstang på en gård, sagde man at beboerne var tysksindet, og det blev husket.

Det nationale klima bliv i midten af 1920erne tilspidset. Landbrugskrisen kradsede og hermed fulgte øget tilslutning til Det Tyske Mindretal.

Mindretallet gik kraftigt frem ved folketingsvalget i 1926. Det var samme år, som Vogelgesang blev oprettet, som bl.a. blev oprettet ved hjælp af tysk kapital.

 

Politimesteren gik til justitsministeren

Politimesteren i Tønder, Aage Seidenfaden henvendte sig flere gange i 1927 til justitsministeriet, da han havde modtaget klager fra dansksindede i Tinglev og Tønder. De klagede over hjemmestyskernes brug af det tyske flag og det Slesvig – Holstenske flag.

Ofte var det i forbindelse med tyske skoleindvielser, at problemerne opstod. En gang imellem var der problemer ved familiefester og begravelser, hvor det tyske flag blev anvendt. Men politimesteren fra Tønder var bange for at flagningen efterhånden ville føre til national uro.

 

Et statsligt politi

Og hans profeti kom til at holde stik. Men det kneb voldsomt med at få den samme flagordning i Sønderjylland som i resten af landet. 1915 – bekendtgørelsen, der proklamerede, at det var forbudt at flage med udenlandsk nationalflag. Det var et anlæggende for Justitsministeriet og det var politiet, der på vegne af ministeriet skulle håndhæve dette.

Måske kan forvirringen skyldes, at politiet i Sønderjylland var statsligt indtil 1938. I resten af landet var det kommunalt. Årsagen til dette var, at man frygtede, at i de kommuner, hvor der var tysk flertal ville ansætte betjente, der måske ikke var 100 pct. loyale over for den danske stat.

 

En irettesættelse til politimesteren

Aage Seidenfaden fik ikke nogen hjælp fra ministeriet. Tværtimod, så opstod der stor forvirring efter henvendelsen. Ja han måtte endda finde sig i, at få en irettesættelse fra chefen for ordenspolitiet i Sønderjylland, Valdemar Mensen. Han skulle åbenbart informeres, hvis der var sager af den art.

 

Lempelig ordning i Tønder Amt

Åbenbart havde henvendelsen ikke været helt forgæves, for der blev nedsat en såkaldt flagkommission. Og denne var to år til at fremkomme med en betænkning. Det var så fjerede gang inden 70 år man nedsatte en kommission. Og heller ikke dengang fremkom der nogen egentlig lovgivning på området. Tre gange fremsatte Stauning lovforslag.

Ja der blev fremsat en hemmelig instruks allerede den 11. juni 1928. Det var en lempelse af reglerne fra 1915. Den påbød politimestrene ikke at gribe ind. Man skulle kun skride ind, hvis en udpræget demonstration skønnedes tilsigtet.  Og politimestrene tolkede dette meget forskelligt. Mest lempeligt var det i Tønder Amt, hvor der var flest hjemmetyskere.

Ved sportsstævner og indvielse af skoler, samt privates flagning en enkelt dag, skulle der ikke skrides ind.

 

Amtmændene skulle udføre ensartet praksis

Men i 1931 synes det som om, at instruksen var blevet skærpet. Nu skulle der skrides ind mod udlændinge, der bar uniform eller ensartet påklædning, der kunne sidestilles med uniform. Udenlandske bannere og flag og medførte musikkorps, der spillede udenlandske musikstykker eller hvis der blev sunget udenlandske sange. Foranstaltninger af en nationalpolitisk karakter skulle der også skrides ind over for. Her var det op til amtmændene at føre en ensartet praksis.

 

Selvtilliden voksede i Mindretallet

I 1930erne voksede selvtilliden hos Det Tyske Mindretal og dermed også deres aktiviteter og her var også omfattet flagningen.

Efter nazisternes overtagelse sydpå blev problemerne større i Sønderjylland. Hagekorsflaget og det tyske sort, hvid, røde flag begge blev officielle tyske rigsflag. Det politiske uvejr drev efter påskekrisen ind over Sønderjylland.

 

Et nyt Tyskland er vågnet

Den 22. marts 1933 indeholdt Nordschleswigsche Zeitung en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der på Deutches Haus i Tønder ville blive afholdt en tysk aften, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale under emnet: Ein neues Deutschland ist erwacht. Mødet var arrangeret af lokale nazister. Men også medlemmer af SA og Hitler – Jugend fra Süderlügum var til stede.

 

Der skete noget på Saksborg Kro

Allerede 1. april skete der noget igen. Lærer Jacob Hansens svigersøn, Jep Nissen havde indkaldt til møde på Saksborg Kro. Man kunne tilslutte sig et nazistisk arbejderfælleskab. Og inden aftenen var omme havde 65 deltagere skrevet under.

Omkring den 15. april havde Jens Lorenzen, som også blev kaldt Jens Godaw samlet 300 nazister i Aabenraa.

Hejmdal omtaler den 29. maj 1933, at landråd Sievers på et møde i Leck kom med nye provokerende ytringer om grænsens beliggenhed. Han kaldte grænsen for en hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk.

Også i Tinglev var der gang i den. Man mødtes på Hansens Gasthof.

 

100 – mandsholdet

Man besluttede, at trække mere statspoliti til Sønderjylland. Resultatet blev oprettelsen af 100 – mandsholdet. Det var et uniformeret statsligt kriminalpoliti. Korpset blev først etableret med base i Sønderjylland, men kunne sættes ind over det ganske land ved lejligheder.

 

Schack var ikke enig med politimesteren

De danske myndigheder var bekymret for, at nazistbevægelsen skulle få fodfæste inden for nazistbevægelsen. Specielt var situationen spændt i Tønder Amt. Hertil kom også, at politimester Aage Seidenfaden og amtmand O.D. Schack ikke var enige om, hvilken linje, der skulle følges. Og det gjaldt ikke kun i spørgsmålet om flagning.

Justitsministeriet var generelt mere til sinds at følge amtmandens mere eftergivende politik end den linje som politimesteren ville følge.

 

Nazi – demonstration i Tønder

Da Danmarks Nationale Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) i slutningen af august 1933 anmeldte et demonstrationstog gennem Tønder by til den 17. september, anbefalede Seidenfaden, at demonstrationen skulle forbydes. Han henviste til, at nationalsocialisterne i hvert fald i Sønderjylland var et parti af urostiftere.

Anmelderen af demonstrationen, bagermester Kretzing i Bylderup – Bov, der på den tid optrådte som dansksindet nationalsocialist. Han havde også været med til at stifte Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig (NSAN) på Saksborg Kro.

Seidenfaden slog fast at i:

• Grænseegnene specielt i Tønder, maa jeg formene at Optog af Nationalsocialister, være sig danske eller tyske, paa offentlig Gade ikke bør taales.

Schack var af en anden overbevisning. Men justitsminister Zahle afgjorde sagen til amtmandens fordel.

 

Befolkningen grinede af Nazisterne

Ved selve demonstrationen i Tønder by deltog ca. 140 personer som medbragte 10 faner med hagekors. Demonstrationen samlede både dansk – og tysksindede. Under marchen gennem Vestergade spillede musikkorpset melodien til Horst Wessel – sangen, og de tyske tilskuere, der stod på fortovet istemte straks: Die Fane hoch, die Reihen fest geschlossen og hilste med Heil Hitler.

Byens tyske nazistgruppe optrådte som Tordenskjolds soldater. Men mange danske tilskuere fandt optoget latterlig, og de måtte le. Dette medførte dagens eneste voldelige episode. En tysk statsborger, der deltog i optoget, så sig gal på en tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav anledning til at give tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav ham anledning til at give en tilskuer et slag i ansigtet.

Politiet greb straks ind og anholdte manden. Optoget var en klar provokation, men der kom ikke til yderligere provokationer.

 

Slesvigsk Automobilklub

I Tønder blev der i begyndelsen af december først oprettet en SA – efterretningsstorm. Men den blev senere omdannet til en motorstorm. Men her slog politiet så til. Derefter fik afdelingen det tandløse navn: Slesvigsk Automobilklub.

I Tønder fik man uniformer fra lidelsesfæller syd fra. Men på grund af uniformsforbuddet, så blev øvelser i fuld mundering henlagt til om natten eller tidligt om morgenen.

 

Faner, pomp og pragt

Hjemmetyskerne i Sønderjylland ville gerne efterligne nazisternes partidage i Nürnberg med faner, pomp og pragt. Set fra dansk side var det tyske mindretals talmæssige styrke ikke foruroligende. Dets kraft bestod i den faste organisation og store støtte syd fra. Og det tyske mindretal sluttede meget massivt op om nazismen.

 

En særlig politistilling

Det tyske mindretals nazificering fik i 1934 den danske regering til at oprette en særlig politistilling i Sønderjylland. Den 20. april 1934 blev Fritz Jacobsen beskikket. I hans instruks stod det bl.a.:

• Som Politiadjudant i de sønderjyske Landsdele er De direkte underlagt Justitsministeriet som Raadgiver i Sager angaaende grænse – politiske Spørgsmaal. Det vil navnlig paahvile Dem gennem Politimestrene og i Samarbejde med Statsadvokaten, Amtmændene og Centraladministrationen at samle alle Oplysninger om de særlige sønderjydske Forhold og skabe en hurtigt virkende Oplysningscentral for Landsdelen under Anvendelse af Person – og Sagskartoteker. Til Fremme heraf kan De i det Omfang De skønner det nødvendigt, sætte en udvidet Efterretningstjeneste i System i de enkelte Politikredse i Samarbejde med den stedlige Politimester.

 

• De vil derhos, saafremt der i Tilfælde af Uroligheder, Demonstrationer o.lign. bliver Spørgsmaal om Anvendelse af større Politistyrker have Dispositionsret over det i Sønderjylland stationerede Politi, ligesom De bør være tilstede ved Uroligheder af denne Art og eventuel lede Politiets Bevægelser i Marken. Af de af Dem til Justitsministeriet afgivne Indberetninger og Indstillinger vil De samtidig have at sende Genpart til Chefen for Statspolitiet.

 

Stilling overdraget til Refslund Tomsen

Der lå igen instrukser omkring flagning. Og nu var det åbenbart sket en ændring i kompetencespørgsmålet.

Fritz Jacobsen kom kun til at virke i godt et år. Den 4. august 1935 døde han af hjertelammelse i en alder af 43 år.

Stillingen blev den 19. november 1935 blev overtaget af amtmand for Aabenraa og Sønderborg amter, Kresten Refslund Thomsen. Han var sønderjyde og med indgående kendskab til grænselandets mange aspekter og sine landsmænds mentalitet. Men han var forsigtig og tilbageholdene.

Onde tunger vover den påstand, at udnævnelsen først kom efter massiv pres fra statsminister Th. Stauning samt svigerfaderen H.P. Hanssen.

 

Hjemmetyskere blev truet

Man frygtede nu at, NSDAP – N ville samle alle de hjemmetyske nazist – bevægelser under et. Der var sket en yderligere radikalisering efter at dette parti var blevet dannet i juli 1935.

Hver enkelt medlem af Det Tyske Mindretal blev presset af NSDAP – N. Man blev truet med repressalier og meget mere.

Og det var blevet endnu svære at se en ensartet holdning over for flagningen i Sønderjylland. Det så noget vilkårligt ud. Den danske regering frygtede faktisk, at en stramning over for Det Tyske Mindretal i Danmark ville føre til repressalier over for det danske mindretal syd på.

 

Flagkampen blev udnyttet af hjemmetyskerne

Flagkampen blev selvfølgelig udnyttet af Det Tyske Mindretal. Man flagede til Knivsbjerg – festene, Hindenburgs begravelse, Heldebgedenktag, Volkstrauertag, de tyske nazisters partidage og Die Machtergreifung.

I 1934 var der lagt op til den helt store fest på Knivsbjerg. Fritz Jacobsen forlangte, at festkomiteen garanterede, at der ikke blev opildnet mod den danske stat. Man måtte kun bruge et flag, og der var ikke noget med at gå i optog gennem Aabenraa. Fritz Jacobsen forbød tillige, at der måtte afsynges Deutschland, Deutschland über alles, Schleswig – Holstein Meerumschlungen og den tyske Horst Wessel – sang.

 

Justitsminister kritiseret i Hejmdal

Dette blev stort set overholdt og blev håndteret på den bedste måde. Men det gjorde det godt nok ikke, da Johannes Schmidt, Vodder lederen af Det Tyske Mindretal rettede en henvendelse til justitsminister Zahle angående tysk flagning i Nordslesvig ved Hindenburgs jordefærd. Man fik lov at flage fra tyske bygninger, men fik ikke tilladelse til at flage privat.

H.P. Hanssens avis Hejmdal kritiserede i kraftige vendinger, justitsministerens tilladelse. Og det var nu ikke alle, der overholdt reglerne. Således flagede formænd for tyske foreninger foran deres private boliger, og det samme gjorde tyske frimenighedspræster.

Episoden i Rends

På kommuneskolen i Rends opstod der en absurd situation. Det var en dansk skole med en tysk afdeling, og lederen af denne havde hejst det tyske flag. Flaget blev dog på foranledning af skolekommissionens formand fjernet.

 

Volkstrauertag i Haderslev

I Hadeslev blev der til Volkstrauertag nedlagt kranse. I den forbindelse brugte man flag med hagekors. De blev dog efterfølgende fjernet af dansksindede eller folk fra mindretallet, der ikke sympatiserede med nazismen.

 

Et sekundært problem for Hitler

I Berlin lagde man i 1935 større afstand til mindretallets ønske om en grænserevision. For Hitler var mindretalsproblematikken sekundær i forhold til de udenrigspolitiske mål, som han fulgte. Et var som om, at dette satte en lille dæmper på propagandaen.

 

Ny fornuftig procedure

Man fandt nu frem til en anden procedure i forbindelse med flagning m.m. Når der til politimesteren eller politiadjudanten nu indløb en anmeldelse om et optog, sammenkomst m.m. blev den ansvarlige indkaldt til en samtale hos politimesteren. Her blev der spurgt om arrangementets karakter, hvem der skulle deltage, om musikken, om bannere m.m. Tilladelse kunne nu først gives hvis:

1. Der ikke deltog udlændinge i større tal.
2. De udlændinge, der deltog ikke optrådte i særskilte grupper, markerede kooperationer og organisationer
3. Ingen udenlandske musikkorps
4. Indenlandske musikkorps ikke spillede udenlandske national – og kampmelodier
5. Flag eller bannere ikke blev medført, hvis der var tale om udenlandske flag og – bannere, som havde været i vedkommende forenings eje fra før Genforeningen.
6. Ingen fællessang i gader inden for bymæssige bebyggelse.

Mere lempelige regler blev praktiseret ved sportsstævner.

 

Endnu flere uklare procedurer

Men allerede i 1936 kom en ny forordning, hvor der blev anmodet om, at sager omkring nationalpolitisk karakter skulle forelægges politiadjudanten. Man kan med andre ord sige, at reglerne var nu igen engang blevet mere uklare.

Politiadjudanten fik større kompetence, og det var amtmanden i Tønder, Grev Schack ikke tilfreds med. Måske var det med vilje at han titulerede Refslund Paulsen med Gode Kollega og ikke som politiadjudant.

 

Mindretallet var ikke et fremmedlegeme

Schack var af den opfattelse. Han mente ikke, at mindretallet skulle betragtes som et fremmedlegeme uden eksistensberettigelse. Undtagelseslovgivning, politiregimente og snart en streng kurs er fejlgreb, der absolut burde undgås.

En eftergivende politik, som Schack stod for, blev ikke kronet med succes, når modstanderne bestod af yderliggående nazistiske bevægelser, der udfoldede antidemokratiske bevægelser.

Pressen blev beskyldt for at piske en stemning i vejret, der var helt ude af proportion med virkeligheden. Det var med til at piske en stemning i vejret.

Men det lykkedes ikke for Refslund Thomsen for at få en ny flaginstruks for Sønderjylland.

 

Hagekorsflag i Sønderborg

Hagekorsfanerne vajede også ved NSDAP – N’ s hyldestmarch gennem Sønderborg i anledning af 6 – års dagen for Hitlers magtovertagelse i 1939. Her var alle spidser til stede, og der var masser af faner.

Østrigs indlemmelse i Tyskland var en opmuntring for hjemmetyskerne i Sønderjylland i 1938. Man vejrede nu atter engang muligheden for grænserevision.

 

Partistævne i Haderslev

Det årlige partistævne i Haderslev blev imødeset med spænding. Den 14. april skulle der ske en march gennem byen. I alt deltog der 800 – 1.000 mennesker. Haderslev – borgerne havde smykket byen med Dannebrog. Det var en slags moddemonstration med nazisterne. Og disse brugte rigeligt fanerne. Dette var en klar overtrædelse af gældende regler. Men politiet valgte ikke at skride ind.

Man rejste dog sag mod optogets ansvarlige leder for bevidst tilsidesættelse af påbuddet.

Det Tyske Mindretal i Sønderjylland var relativt svag i antal og indbyrdes var de også splittet. Deres grænserevision fik aldrig opbakning i Berlin. Men kunne man stole på Berlin?

Den efterretningscentral, som politiadjudanten opbyggede havde et udsædvanligt indblik i Det Tyske Mindretals gøren og laden. Måske var det årsag til at denne ikke lod sig provokere.

 

 

Politiadjudanten i offensiven

Efter 9. april havde de danske myndigheder svært ved at styre flag – reglerne. Men efter den 5. maj 1945 tog Politiadjudanten revanche og hævn. Det kan du læse om her på siden i diverse artikler. Det Tyske Mindretal blev i den grad overvåget. Mystiske dødsfald uden egentlig opklaringsarbejde og forfalskede rapporter fulgte. Her var det også en masse eksempler på at Politiadjudanten i Sønderjylland ikke rettede sig efter Justitsministeriet’ s henvisninger og retningslinjer.

 

Kilde:

• Fortid og Nutid (2009)
• Grænsevagten (diverse udgaver)
• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjylland i 1933 (Historisk Samfund for Sønderjylland)
• Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat – krig og hverdag
• Karen Gram – Skjoldager: Grænsen ligger fast

 

Hvis du vil vide mere: Læs:

• Danskerpak og Tyskerpak
• Retsopgøret i Sønderjylland
• De danske nazister
• Hagekorset i Parken
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Mindretal i brændpunktet
• Opgøret efter 1845
• De mystiske mord ved grænsen
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• De femlange år i Sønderjylland
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Det Tyske Mindretal
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• Nazister i Tønder
• Dødsdømte fra Tønder
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Tondern Station
• Heimatfest 1921
• Jamen – vi forstår ikke tysk
• Da, Tønder igen blev dansk
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Løjt, mellem dansk og tysk
• Tønders dansksindede
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Den dansk – tyske sameksistens
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Ned med de dansksindede
• Sønderjylland – i knibe
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn og mange flere.