Artikler
Januar 21, 2016
Sven Hazel – genial eller fupmager?
Sven Hazel er og så blevet kaldt ”Forfatternes Grimme ælling. 12 forlag afviste hans første bog. Men så skrev en konsulent hos Grafisk Forlag manuskriptet om. Udgivelsen blev en bragende succes, og vejen var nu banet til mere succes. I alt 53 millioner eksemplarer er der solgt. Men ak i dag, er der mange, der ikke vil vedkende sig at have læst Sven Hazel. Hans bøger er fjernet fra hylderne i stuen. En DR – journalist afslørede hans dunkle fortid i HIPO. Journalisten blev fyret og Sven Hazel rejste til Spanien og fortsatte med at skrive dramatiske bøger fra sine oplevelser i straffebataljonen. Men det er nu de færreste, der mener, at Sven Hazel her været her. På hans engelske hjemmeside er der da også i den grad trukket i land m.h.t. begrebet Selvbiografi.
Et oplag på 53 millioner
I mere end 50 lande har man læst Sven Hazel’s såkaldte selvbiografiske bøger. Ja de 14 bøger, han nåede at skrive udkom i et oplag på 53 millioner eksemplarer.
Alene i England er bøgerne solgt i oplag på 15 millioner. I Danmark er De fordømtes Legion solgt uafbrudt i 60 år. Hans bøger er oversat til 52 sprog.
De Fordømtes Legion blev endda filmatiseret. Og i 1984 udkom den sidste bog, Kommisæren.
Større end H.C. Andersen?
I 1972 sagde Sven Hazel i Se og Hør, at han målt i oplag var større end H.C. Andersen. Ja, Sven Hazel blev lanceret som Danmarks svar på Hemmingway.
Bøgerne er blevet betegnet som et monument mod diktatur og krig, samt de bedste beskrivelser af den menige soldats barske humor.
For kulørt til bibliotekerne
På landets biblioteker kan man dog ikke mere finde Sven Hazel’s bøger. Her bliver de betegnet som lidt for kulørte.
Historikere tvivler på hans fortid
Men i virkeligheden hed manden bag den bragende succes slet ikke Sven Hazel eller Sven Hassel, som han også har kaldt sig. Nej han hed Børge Villy Rasted Pedersen. Det blev så senere udskiftet til Arbing.
Han gjorde ikke ufrivillig tjeneste som tysk værnemagtssoldat i 27. strafbataljon Og som sådan skulle han være en af de få, der mirakuløst havde overlevet. Han har heller ikke modtaget alle de ordner, som han har påstået.
Og så har han heller ikke siddet i russisk, fransk, amerikansk og dansk krigsfangelejr mellem 1945 og 1949. Ja sådan stod det engang at læse i hans bibliografi i Dansk Forfatterforening.
Men i Berlingske Tidende kunne man i 2011 læse følgende (Krigens litterære fupnummer) af historikeren, Claus Bundgård Christensen, en af forfatterne bag Under Hagekors og Dannebrog:
Dømt til døden
I den tid, som han sad i fængsel i Danmark, var det fordi han var blevet dømt for at være angiver for HIPO. Han afsonede fire af 10 år. Egentlig blev han dømt til døden, men det blev så lavet om til fængsel. Jo det var et svindelnummer i verdensklasse, som han havde præsteret.
Kæmpe skandale i DR
Ja, den lige så legendariske Erik Haaest skrev en bog om skandalen. Men allerede i 1963 fortalte radiojournalisten Georg Kringelbach om skandalen i P3.
Det blev en kæmpe skandale. Og datidens medier gik ikke i gang med at undersøge sagen, nej de forsøgte at finde frem til den person, der havde lækket oplysningerne til radiojournalisten.
Og det mærkelig er, at DR blev nødt til at indgå et forlig med Hazel – familien. DR anerkendte, at Sven Hazel havde været ansat i Hipos efterretningstjeneste ET.
Det hele blev udlagt som et dementi fra DR’s side, og Kringelbach måtte forlade sit job. Kringelbach hævdede, at Sven Hazel i virkeligheden var den dømte landssviger Børge Willy Redsted Pedersen. Han hævdede endvidere, at Hassel/Pedersen muligvis havde været i Tyskland under krigen, men så havde det ikke været i en straffebataljon.
Grafisk Forlag tilbød fri returret
Grafisk Forlag tilbød alle landets boghandlere fri returret på Sven Hazzel’ s seneste bog, Gestapo. Man stoppede nu et hvert samarbejde med fremtidige bøger.
Oprindelig indeholdt anklageskriftet ikke noget om, at Sven Hazel skulle have deltaget i tysk krigstjeneste. Men tidligere borgmester i København, Edel Saunte husker, at Sven Hazel hele tiden påpegede, at han havde været i tysk krigstjeneste. Efter mange håbløse retsmøder, skar dommeren igennem og dømte ham for at have været i tysk krigstjeneste.
Han modtog Jernkorset
Ifølge Hazel selv så gik han ind i den tyske værnemagt, og fik tysk statsborgerskab. Han var med til invasionen af Polen og udeblev efter en orlov. Han blev indsat i KZ – lejren Lengries, og kom derefter i en straffebataljon.
Han modtog jernkorset af første og anden grad. I Berlin overgav han sig til russerne og tilbragte år i forskellige krigsfangelejre. Alt dette påstod han selv. Men det passer ikke sammen med den danske dom, som ham fik.
Hjemmelavet officersuniform
Det som vi ved om Børge Villy Redsted Pedersen Arbing var, at han blev indkaldt til hæren den 11. maj 1936 og gjorde tjeneste i Næstved i Gardehusarregimentets cykelkorps. Den 6. oktober 1939 blev han hjemsendt med betegnelsen uegnet til officersskolen. Han ville ikke indrømme det og flyttede til et værelse i København, hvor han levede som cykelbud. Ham gik rundt med en hjemmelavet dansk officersuniform under de civile klæder. Uniformen havde han fra en kostumeforretning.
Indtil sin værnepligt i 1936 havde Hazel ifølge ham selv været i handelsflåden, siden han var 14 år. I 1937 skulle han i Tyskland have meldt sig ind i hæren.
Dømt for bedrageri og tyveri
I løbet af 1939 meldte han sig ind i DNSAP som løjtnant Redsted. Overfor partikammeraterne for at være løjtnant fra garnisonen på Kastellet. På et tidspunkt lovede han ledelsen i partiet, at han kunne skaffe seks cykler malet i partiets brune farve. Han holdt, hvad han lovede. De seks cykler var stjålet fra hærens cykellager.
Men Børge Villy Rasted Pedersen blev dømt for tyveri og bedrageri på grund af den falske uniform. I 1941 forsøgte han optagelse i Waffen SS, men blev afvist.
Han var ikke Heinrich Himmler
I 1942 dukker vores hovedperson atter op i politiets arkiver idet han i en hjemmelavet SS – uniform dukker op i en bar i København og udgiver sig for at være Heinrich Himmler. Han bliver anholdt af dansk politi og idømmes seks måneders fængsel.
Erik Haaest – en omdiskuteret karakter
Heller ikke Erik Haaest kan dokumentere, at Hazel ikke har været i tysk krigstjeneste. Men som Haaest sagde, at hvis alle hans bøger skulle tale sandt, så skulle han have været ved mange fronter og steder samtidig.
I 1976 skrev Erik Haaest bogen: Hassel – en Hitlerkrigers fantastiske historie. Denne bog kom i 2009 i en revideret udgave. Og som Haaest dengang sagde, at hvis bare han havde kaldt sine bøger for almindelige romaner, så var det jo ikke noget at komme efter. Nu var Haaest selv en omdiskuteret personlighed.
Dengang sagde Haaest også, at først angav han modstandsfolk siden så angav han sine HIPO – kammerater. Ja Erik Haaest gik så vidt, og påstod at Sven Hazels kone havde optrådt i Weekendsex, og nogle af billederne blev da også vist. Det var i bogen, Sven Hazel – Guldfugl på Larvefødder.
Erik Haaest har påstået, at Sven Hazels senere kone, Laura D. Guldbæk Jensen var medlem af Schalburgkorpset. Men i Haeest bøger foreligger nu ikke så meget dokumentation.
Manuskriptet blev skrevet om
Ifølge Hazel selv, så ovevejede han i 1949 at gå ind i Fremmedlegionen. Men i stedet mødte han Dorthe Jensen, som han giftede sig med. Han tog arbejde på en bilfabrik, og skrev samtidig bogen De fordømtes legion, som udkom i 1953.
Det vil sige, at manuskriptet blev afleveret til forlaget Grafisk. Her skrev en konsulent hele manuskriptet om, og afkortede historien. Ja egentlig var han jo forfatter, Georgjedde. Bogen blev udgivet under navnet Hassel. Men familien Hassel i Danmark protesterede. Efterfølgende blev bøgerne udgivet under navnet Hazel.
Konen skrev bøgerne
Erik Haaest hævdede, at det var hans kone, Dorthe Hazel Arbing der skrev bøgerne:
Men egentlig er det ikke så opsigtsvækkende, for går man ind på Sven Hazels engelske hjemmeside, så står det faktisk, at forfatterskabet var et teamwork. Sven Hazel skrev stikordene om aftenen. Og den næste dag dikterede han så for sin kone, der nedskrev det hele.
Finnerne kunne ikke finde ham
Ifølge ham selv havde han kæmpet på finnernes og tyskernes side i den finske fortsættelseskrig. Der skulle han havde modtaget Mannerheimer – korset. Men der foreligger ikke noget bevis for denne påståand. Heller ikke det finske militær har kunne finde noget i deres arkiver.
Det danske samfund vendte ham ryggen
Hazel påstår, at alle hans 14 bøger er basseret på virkeligheden og at i hvert fald mindst tre af bøgerne er selvbiografier, bl.a. den første De Fordømtes legion. Og denne bog har opnået 29 oplag på dansk.
I 1957 blev han ramt af lammelser, som følge af sygdomme han havde pådraget sig under krigen. Efter to år var han igen nogenlunde rask og fortsatte med at skrive.
Det danske samfund vendte nu ryggen til Sven Hazel. Han måtte gå i eksil, for at udgive flere bøger. Han blev aldrig senere anerkendt eller tilgivet. I 1964 bosatte han sig i Barcelona i Spanien. Han oprettede sit eget forlag, Bellum, der udgav hans efterfølgende bøger.
Han døde som 95 – årig i 2012. Han havde dog også en bolig i Greve.
Bogen blev filmatiseret
Men inden da bliver hans bog Døden på larvefødder filmatiseret under titlen Wheels og Terror. Men man brugte også en anden titel The Misfit Brigade. Det var danskeren, Just Betzer, der producerede filmen. Oliver Reed og David Carradine havde hovedrollerne og som tysk officer så man Klaus Pagh. Men økonomisk blev filmen, der blev optaget i Jugoslavien, en fiasko.
De tyske tropper er på tilbagetog fra nederlaget ved Stalingrad. Egentlig er det tale om kriminelle og uønskede elementer. Måske minder det lidt om Det beskidte dusin – filmene. Delingen har efterhånden mere til overs for de russiske styrker end deres egne. Her er det bestemt ikke en film, der vil gå over i filmhistorien som en storfilm. Man havde et stærk begrænset budget.
Blandede beskrivelser
De fleste vil nok ikke være ved, at de har læst Sven Hazel. Uha nej, en bog af en nazist? Eller ”Sådan noget krigsforherligelse, læser jeg ikke”. De fleste har vel fået fordomme, efter at have hørt hans historie.
Mange er af den mening at bøgerne indeholder masser af litterære kvaliteter og gode personbeskrivelser.
Vi skal dog ikke glemme begejstringen i Chicago Sunday Tribune i 1953, da de kaldte De Fordømtes Legion for et mesterværk.
Forfatterens ret til ar bruge fri fantasi
Senere har Sven Hazel brugt udtrykket forfatterens ret til at bruge fri fantasi. Og det er dette forhold mellem fantasi og virkelighed, der har været genstand for meget kontrovers. Og interessant er det faktisk også at se, at der på Sven Hazels hjemmeside står, at fortællingerne hverken skal opfattes som hverken selvbiografi eller historieskrivning.
Man brugte Hazel som historisk ekspertise
Men faktisk er der historikere, der har brugt Sven Hazel som historisk kilde. Det er sket i bl.a. bogen Europa i krig. Vi hører nu ikke meget om overgreb mod civile og drab på jøder i Sven Hazels bøger. Det er bravt kæmpende frontsoldater, der forenes i kammeratskab og fightervilje, vi hører om.
Hazels syn på krig er brutal
Hazel’s syn på krig er brutal. Soldaterne kæmper kun for at overleve. Preussiske officerer er generel usympatiske og truer konstant deres mænd. Utilfredse soldater dræber lejlighedsvis deres egne. Han bliver beskyldt for, at bruge andre Waffen SS – soldaters historier.
Tænkte ikke så meget på politik og ideologi
To år før sin død havde den norske forlægger, Jan S. Hervig en samtale med Sven Hazel. Samtalen blev efter Sven Hazel’s ønske oversat til flere sprog. Forlæggeren driver forlaget Nova Forlag, der udgiver Sven Hazel’s bøger på norsk.
I samtalen siger Sven Hazel bl.a., at han ikke tænkte så meget på politik og ideologi, da han rejste til Tyskland og efter et halv år blev optaget i Waffen SS.
Havde kvinder forledt ham
Efter at han var deserteret, skulle han straffes. Hvis han havde været tysker, ville hav være blevet henrettet. Anklageren lagde vægt på, at kvinder havde forledt mig, siger forfatteren videre. Han blev dømt 15 års tugthus. De skulle tilbringes i KZ –lejren Lenggries. Her var der masser af grusomheder og brutalitet. En dag blev han pludselig overført til en straffebataljon. Her opførte underofficererne sig som hylende djævle.
Han fortæller, at han blev sat i dansk fængsel, fordi han havde gjort tjeneste i Wehrmacht. Det bliver ikke nævnt et ord om Hipo. Men han fortæller til sine norske forlægger, at han skrev bøgerne som skræk og advarsel mod krig.
Hans første bog blev afvist af hele 12 forlag
Hans første bog, var blevet afvist af hele 12 forlag. Og m.h.t. hans sygdom, så fortæller han, at han blev helbredt i Hamborg. Ingen danske læger kunne hjælpe ham.
Han var i gang med den 15. bog, som ikke nåede at udkomme.
Her på redaktionen har vi ikke haft mulighed for at efterprøve Sven Hazel’s kommentarer til hans norske læsere.
Halve sandheder
I starten af 1960erne kastede ”de fem mørke år” endnu en lang skygge. Hazel havde sin egen hang til skrøner, overdrivelser, halve sandheder og formodede løgne (de to jernkorset og andre fine tyske ordener, han skulle have modtaget som tak for sin heltemodige krigsindsats).
Hvorfor lagde han ikke kortene på bordet fra starten? Han flygtede i kulturel langflygtighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 17, 2016
Sandheden om Herman Bang’s Tine
Vi går på jagt efter virkelighedens Tine. Er hun ren fiktion eller var hun virkelighed i Herman Bang’s univers. Vi kigger på scenen, hvor bogens handling fandt sted. Og så anmelder vi noget forsinket bogen ”Tine”. Dengang da bogen udkom, fik den yderst blandede anmeldelser. Men det skyldtes nok, at dengang havde Danmark endnu brug for Dybbøl – soldaterne som rene helte. I Dag regnes Tine for Herman Bang’s højdepunkt. Og virkelighedens Tine fandt vi. Hun døde i 1921, efter at have været delvis lam i adskillige år.
Pligtlæsning på Boghandlerfagskolen
Herman Bang var pligtlæsning på boghandlerfagskolen. Men egentlig gjorde det ikke noget. For det virkede meget sandfærdigt. Og det var historien om Tine næsten også. Desværre var det ikke denne titel, som Den Gamle Redaktør kom op i til boghandler – eksamen.
Født i ”Det Hvide Hus”
Forfatteren, Herman Bang er født i Det Hvide Hus. Ja sådan blev Asserballe Præstegård kaldt. Det var den 20. april 1857. Allerede, da han var seks år gammel flyttede han med sine forældre til Horsens. Men barndomsminderne fra Als må have sat sine kraftige spor.
Erindringerne er ”i en forbavsende Grad korrekte”
To af hans kendte bøger, Det hvide hus (1898) og Tine (1889) er ikke blot inspireret af minderne fra det skønne barndomshjem men er i mange enkeltheder nøjagtige erindringsbilleder. Forfatterens ældste søster erklærede engang, at broderens skildringer af barndomstiden på Als var i en forbavsende Grad korrekte.
Sted og personnavne korrekte
I Tine som foregår på Als, navnlig i Skovriddergården (Asserballe Præstegård) i krigsåret 1864 bruger Herman Bang med forbløffende sikkerhed, både sted – og personnavne fra Als.
Ikke blot de historiske kendte stednavne som Sønderborg, Augustenborg og Dybbøl er rigtige, men også mindre kendte navne som Notmark, Vollerup, Gammelgård og Rønhave er placeret rigtig. Nørreskoven på Als kalder han Storeskoven og alle småskovene på østkysten kalder han under et Lilleskoven.
Landskabets karakter, med dets op og ned og med alle de levende hegn og marker samt veje er også rigtig ramt. Han husker de søde alsiske Nationalbær, Brombærrene. Man ser den lille fyr lyslevende for sig, da han på en udflugt bliver hængende i en brombærranke.
Også peronnavnene på Als har Herman Bang sikkert husket med stor nøjagtighed. Men han har kun i få tilfælde villet bruge dem rigtigt. Enten har han ændret dem lidt eller anvendt dem om andre personer end de virkelige.
Den gamle Dr. Fangel er opkaldt efter præsten i Notmark, faderens kollega og ven, der hed Fangel.
Degnen
Navnet på degnen i Asserballe, Tine’s far, Gamle Bølling er meget nær ved at være rigtigt. Han hed nemlig Lauritz Georg Kjærbølling og var ganske rigtig degn i Asserballe. Han var Pastor Bangs ven og selskabsbroder. Han var lærersøn fra Dyndeved på Als og født i 1810. Den kendte ornitolog, Niels Kjærbølling, der oprettede Zoologisk Have i København, var hans bror.
Degn, Kjærbølling blev i 1863 angrebet af en ondartet tyfus og kom sig aldrig helt. Allerede i 1865 måtte han tage sin afsked. Men han levede endnu i 23 år som en stakkels hjælpeløs svækling. Dette må Herman Bang have vidst, for omtrent sådan skildrer han Gamle Bølling i Tine, der udkom året efter degnens død.
Den virkelige Tine
Degnens datter, der virkelig blev kaldt Tine, var kun 16 år gammel, da pastor Bangs flyttede til Horsens. Alligevel synes Herman Bangs skildring af hendes karakter i alt væsentligt at stemme med virkeligheden.
En frivillig barnepige
Hun var Potte og Pande i Præstegården hedder det i Det Hvide Hus. Hun var ikke just tjenestepige men snarere en slags frivillig barnepige. Det er ikke fem minutters gang mellem degnegården og præstegården. Det ser ud til, at hun næsten hver dag er smuttet ned til præstegården for at passe børnene og i det hele taget at have hjulpet præstefruen. Og denne var ikke særlig praktisk anlagt, men det var Tine. Hun var forfærdelig dygtig, sagde en søsterdatter senere.
I bogen får Tine en sørgelig skæbne. Efter at have stået i kærlighedsforhold til skovridderen, der er gift og indkaldt som soldat, drukner hun sig i dammen neden for Skovriddergården.
Et symbol på Danmarks nederlag
For Herman Bang er Tine nemlig et billede på Danmarks nederlag i 1864. Derfor må hun gå til grunde. Han har aldrig drømt om at fornærme den virkelige Tine, skønt han tillod sig at benytte hendes navn.
Bogens handling er i de store træk fri digtning og i høj grad præget af at beskrive tilværelsens mørke side.
Den virkelige ”Tine” blev sur
Ikke desto mindre er det forståelig, at den virkelige Tine, da hun havde læst bogen rejste til København for at skælde ham ud. Hun var dengang godsejerfrue og følte, at der blev sat en plet på hendes gode navn og rygte.
Tine var trofast mod sin fødeø. Hvert år tog hun og hendes mand, der også var alsing, en tur til Als med deres børn.
Efter hendes død i 1921 kom en af hendes døtre, Thyra Hagnell engang til Asserballe for at se sine bedsteforældres grave. Det viste sig da, at Gamle Bøllings gravsted var blevet sløjfet.
Man fandt dem dog på kirkens loft. Da Kjærbøllings datterdatter lovede at vedligeholde familiegravstedet, blev de to hvide marmortavler med navnene på Tines forældre:
atter anbragt på deres plads vest for kirken. Da Tines datter efter hendes mands død ikke længere var i stand til at bekoste vedligeholdelsen vedtog Menighedsrådet i Asserballe foreløbig at vedligeholde gravstedet.
Den rigtige ”Tine” blev gift
I 1870 blev den rigtige Tine gift med Christian Petersen i Ketting Kirke. De udvandrede som tidligere nævnt til Sverige. Ægteparret fik seks børn. I 1899 blev Tine ramt af et slagtilfælde, der gjorde hende delvis lam i venstre side. I mere end 22 år kunne hun kun gå indendørs med en stok. Når hun skulle udendørs måtte hun have hjælp af en rullestol.
Da Herman Bang skrev bogen sad han ved sin mors dødsleje. Og forordet er da også henvendt til hende. For forfatteren har det at skrive bogen været terapi for minderne væltede frem.
Tine i bogen
Som alle ved, så arbejder Tine i bogen som hushjælp hos skovridder Berg. Familien havde et nært venskabeligt forhold. Fru Berg opfordrer Tine til at læse mandens kærlighedsbreve. Det forlyder, at krigen bryder, og fru Berg rejser derfor i sikkerhed. Tine bliver i byen sammen med skovridderen.
I de følgende uger forvandles skovriddergården til indkvartering for opstemte og krigslystne soldater, der afventer, at blive sendt mod fronten. Disse soldater vender sønderskudte tilbage. Krigens grusomhed får skovridderen til at længes efter trøst og kærlighed. I de næste dage forenes skovridderen og Tine i en blanding af trøst, lidenskab og samvittighedskvaler. Tine vælger den mest forfærdelige udgang på sin ulykkelige kærlighed.
Hun finder ud af, at hans forstyrrende lidenskab slet ikke gjaldt hende, men hans hustru.
Ikke kun ulykkelig kærlighed
Men egentlig handler bogen ikke kun om ulykkelig kærlighed, men også den daværende presses hang til at være krigsliderlig. Den er regeringsvenlig og giver moralsk støtte til krigshandling. Det er som om Herman Bang i den grad bebrejder politikerne med deres forfejlede krigspolitik. Ja han kommer endda med satiriske udfald med de urealistiske og selvovervurderede politiske holdninger. Forfatteren mener, at det var dette, der var årsag til katastrofen. Vi får en enestående blanding af fiktion og fakta.
Masser af realisme
Bogens handling foregår fra begyndelsen af februar til Dybbøl – belejringen den 18. april 1864. Det er en realisme i både personerne og beskrivelse af krigen. Den ulykke, der rammer Tine er symbolet på Danmarks ulykke. Stemningsbillederne er meget autentiske. Ja den krigsskueplads, der er beskrevet i bogen, kunne lige så godt været skrevet af en krigsreporter.
En blandet modtagelse
Da bogen udkom med en blandet modtagelse. Det var lige fra den ene til den anden skuffe. I mange år efter klyngede Danmark sig til en dyrkelse af Dybbøl – soldaternes heltemod. Dette fik Bangs fortolkning af krigen til at være alt for negativ.
I dag betragtes Tine som højdepunktet i Herman Bangs forfatterskab.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om 1864 og De Slesvigske Krige, så indeholder www.dengang.dk mindst 25 artikler om dette emne.
Januar 17, 2016
En pastor i Rise
Det kan være svært at blive ny præst. Lokalbefolkningen stiller store krav til en. Men hvis man nu slet ikke har begreb om landbrug og håndværk? Pastor Johannes A. Wulff var god til at forkynde biblen. Han holdt nogle gode prædikener. Men han var måske ikke så udadvendt som sin forgænger. Og så havde han ikke et alt for godt forhold til sin bror, den berømte kniplingshandler Wulff fra Brede. Men kan det være rigtigt, at han var gerrig og han har var ”forfalden til drik”? Ja sådan fortalte præstedatteren fra Hjordkær. Han var den sidste dansksindede præst i Rise inden Genforeningen. Han talte dansk derhjemme i præstegården men tysk til pastoren i Hjordkær.
Grauer efterlod enke og 10 uforsørgede børn
Vi er denne historie lidt vest for Aabenraa. Og vi er i tidsrummet 1821 – 56.
Hieronimus Grauer, der var født i Hjordkær Præstegård efterlod sig ved sin død enke med 10 uforsørgede børn. Ved enkens død i 1855 var der dog kun 7 af dem i live. Af de fire sønner, var de tre blevet præster. Og kun en af sønnerne var forblevet dansk, ja det var så ham, der ikke blev præst med læge. Og det var Jacob Jürgen Grauer i Aabenraa.
Embedseksamen på Gottorp
Grauer’s efterfølger blev i 1821 pastor J.A. Wulff, den første og den sidste dansksindede præst i Rise inden Genforeningen.
Johannes Andreas Wulff var fra Brede. Navnet Wulff havde præstens oldefar, Hans Thygesen eller Tychsen, murer i Tønder, antaget.
J.A. Wulff blev forberedt til latinskolen af pastor Lauterup i Brede. Han var derefter fem år på skole i Husum og studerede fra 1802 – 07 teologi i København. I 1807 var han efter et besøg derhjemme blevet hindret i at vende tilbage ved englændernes blokade af Sjælland. Han fik lov til at aflægge embedseksamen på Gottorp.
I 1856 døde han efter at have været i embedet i Rise i 35 år. I 1815 var han blevet gift med Joachimine Frederikke Strodtmann, hvis far var provst i Haderslev.
God til at prædike
Denne pastor Wulff blev rost for sin måde at prædike på og måden at formidle bibelen. Hans problem var, at han ikke havde Erfaring i det borgerlige livs Forretninger. Det havde præsten i Hjordkær, Jep Hansen. Han var foregangsmænd som landburger. Og pastor Kier i Øster Løgum var sit sogns foregangsmand som landbrugskyndig.
Lokalbefolkningen mente at han var list ”stjampet”
Den lokale befolkning synes godt nok, at Wulff var blevet stjampet. I finere sprog hedder det hypokondri.
Det fortælles, at han midt under en prædiken om søndagen, pludselig havde råbt:
Efter en pause, hvor ingen var trådt frem:
Forholdet til broderen ikke for godt
Forholdet mellem præsten i Rise og hans broder, den berømte kniplingshandler Jens Wulff i Bredebro, som vi tidligere har berettet om, ikke havde været særlig hjerteligt. I sine dagbøger omtaler Jens Wulff et besøg af Broder Præst i 1848. Han blev her betegnet som mere sær og Tvær som før.
Hvorfor spurgte han ikke til apotekeren?
Jens Wulff mener, at broderens familie vil have det suurt med ham og at Dagens Begivenheder saa meget indvirker paa hans vanskelige Humeur. Men det undrede Jens Wulff, at der ikke blev spurgt til apoteker Nagel fra Højer, der var blevet arresteret af Slesvig – Holstenerne. Apotekeren var Jens Wulff’s svigersøn.
Præstedatteren fra Hjordkær brød sig ikke om ham
Skal man beskrive præsten fra Rise, kan man også dukke ned i Amalie Nielsen’s erindringer. Hun var datter af Jep Hansen, præsten fra Hjordkær:
Et andet sted, skrev præstedatteren, at Paulsen, Wulff og andre:
Om præstefolkene i Rise siger hun, at de var meget rige og meget gerrige.
Dansk i hjemmet, tysk til pastoren i Hjordkær
De lokale var ikke klar over, at Wulff malede og digtede og heller ikke, at han var forfalden til drik.
Ifølge Amalie Nielsen har Wulff talt dansk i hjemmet, men tysk med præsten i Hjordkær. Fra og med 1851 er kirkebogen her ført på dansk.
I nøden kender man sine venner
Ifølge et rygte, blev præsten fra Hjordkær advaret af en Slesvig – Holstensk officer og begav sig på flugt nordpå. Ved denne lejlighed ville han låne penge i Præstegården i Rise. Men her fik han et dundrende nej. I stedet henvendte han sig til Slesvig – Holsteneren, Wohlenberg i Rødekro, der gerne ville låne ham penge.
Ja sådan skulle Jep Hansen, præsten fra Hjordkær have udtalt.
Pastoren var utilfreds med ny fattiglov
I 1841 var der kommet en ny fattiglov. Wulff skriver, at det kun er til skade for sognet. Siden 1838 var udgifterne til fattigvæsenet steget stærkt år for år. Det skyldtes blandt andet en tyfus – epidemi. Wulff formulerede det som Pflanzschule der Armuth.
Når fremmede småfolk flyttede til sognet, hvad ingen kunne hindre dem i, sender de efter kort tid deres børn ud at tigge i stedet for at sende dem i kirke. Børnene skulle, mente præsten, tages fra dem og sendes i pleje hos gode kristelige mennesker.
Præsten havde selv dårlige erfaringer. Han havde foræret en af sine klæder til en drukkenbolt under løfte om, at vedkommende skulle gå i kirke. Men han var aldrig dukket op. Og som præsten så kan fortælle:
Pastoren var ikke nærig
At pastor Wulff skulle være plaget af gerrighed, er nok ikke helt rigtig. Således forærede han og hans kone et orgel til kirken. Ligeledes har de foræret et alterklæde, samt et klæde til prædikestolen.
I 1840 var kirken blevet sat i stand. Det havde kostet 1.200 rd. Dette beløb blev hovedsagelig betalt ved salg af præstegårdsskoven.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker og Åndsliv:
Tønder:
Højer:
Padborg/Kruså/Bov:
Aabenraa:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro:
Hvis du vil vide mere: Om ting relateret til artiklen:
Hvis du vil vide mere: Om det omtalte lokalområde:
Januar 16, 2016
D.G. Monrad – nok engang (2)
Vi forsøger at anmelde Henrik Gade Jensen: Monrad, Vilje, tidsånd og tro. Måske ender vores anmeldelse i lidt for meget friløb af egne konklusioner. Ifølge forfatteren som lemlæstede DR vores hovedperson. Men nu har Denne Sides Gamle Redaktør dukket ned i litteraturen og må konstatere, at det er uhyggeligt svær, at finde en ens holdning til Monrads sindstilstand og væremåde. Det er jo vigtigt, at beskæftige sig med. For i de seks måneder, Monrad var ved magten skete der mange beslutninger, som blev skæbnesvanger for Danmark.
En af Danmarkshistoriens mærkeligste personligheder
Monrad stod i spidsen, da Danmark drog i krig mod den mægtige fjende syd på. Vi kender ham fra TV – serien om 1864. Men gør vi nu også det? For efterfølgende var der stærk kritik af den måde, han blev skildret på. Men hvad er sandheden?
Det kan en ny bog om vores hovedperson måske give svar på. Henrik Gade Jensen har skrevet bogen Monrad, Vilje, tidsånd og tro udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.
Han var en af Damarkshistoriens mærkeligste personligheder. Teorien med, at han var maniodepressiv er blevet fremsat flere gange, men det protestere denne bogs forfatter imod. Godt nok begik Monrad mange fejltagelser i 1864, men de var politiske. Og godt nok var han stresset og uligevægtig.
Beskrivelserne af ham er vidt forskellige
I den ellers udmærkede bog af Tom Buk – Swienty, Slagtebænk Dybbøl bliver Monrad beskrevet som stærkt maniodepressiv
Kigger man på den litteratur, der udgivet om denne personlighed, så kan det være svært at beskrive dette sammensatte menneske. For beskrivelsen af ham er vidt forskellige. Men en ting er sikkert. Han var et helstatsmenneske, ejderdansk og samtidig tilhænger af Slesvigs deling. Men hvordan hænger dette sammen? Han lod sig i den grad påvirke af omgivelserne. Måske forstår man så bedre beskrivelsen af Monrad i TV – serien. Mange også forfatteren, Henrik Gade Jensen synes dog, at Monrad blev lemlæstet af Danmarks Radio. Han blev nærmest fremstillet som en karikatur.
Hvordan kunne omgivelserne tolerere sådan en person, der bliver gengivet i TV – serien som landets mægtigste herre?
Det er så mange ting, der ikke er med i TV – serien, som egentlig burde være med. Man har således forbigået det faktum, at den svenske konge blev tilbudt magten i 1863.
De Nationalliberale var den herskende klasse
Sprogforholdene i Slesvig blev betragtet som en trussel mod dansk kultur. Monrad mente, at demokratiet ikke kunne fungere, hvis man ikke kunne tale sammen.
Det var de nationalliberale, som Monrad repræsenterede. Det var den herskende klasse. De beherskede i den grad den offentlige mening. Man gik ind for liberale mærkesager som ytrings – og forsamlingsfrihed, ejendomsret og fri næring.
Monrad udsat for censur
Selv kom Monrad i censurens søgelys i 1840. Det var nemlig strafbart dengang at skumle med Bitterhed mod regeringen. Ja anklageren krævede dødsstraf. Men han frygtede nu aldrig for sit liv. Han blev dog idømt en bøde på 200 rigsdaler og et års censur.
1800 – tallet var præget af omformeringer mod demokrati med parlamenter, valgret, trykkefrihed og en offentlig opinion. I Frankrig foregik denne omvæltning særdeles blodig med Den Franske Revolution i 1789.
Krigen i 1864 var den direkte omkostning for Danmark med flere tusinde tabte liv.
Vi kunne have fået den nuværende grænse
Var det Monrads analytiske evner, der spændte ben for ham selv under forhandlingerne i London? Her havde Danmark stadig muligheder. Men Monrad formåede ikke at sætte sig igennem. Men havde Christian den Niende ikke også noget af skylden? Han håbede til det sidste, at et engelsk regeringsskifte helt kunne redde Danmark.
Som vi tidligere har været inde på, kunne man med eftertidens bagklogskab jo næsten have fået den grænse, som vi har i dag. Men Monrad og andre politikere ville for alt i verden ikke dele Slesvig. Også Christian den Niende fastholdt at Slesvig – Holsten skulle være udelt.
Monrads udkast blev vores Grundlov
Nu var det sådan dengang, at ingen turde tage et politisk ansvar. Det gjorde Monrad trods alt, og det fik han så på puklen for. Andre politikere dengang blokerede for en fornuftig løsning. Slutresultatet var, at Monrad blev efterladt som en tragisk skikkelse.
Glemt er jo næsten, at vi kan takke Monrad for enevældens fald. Det var ham, der var foregangsmand til vores grundlov. Ja, store dele af denne lov bygger på Monrads udkast. Monrad var da også minister i den første regering efter enevældens afskaffelse.
Han havde mange politiske visioner. Men det var åbenbart ikke dem, der var brug for i 1864. Af mystiske årsager var han handlingslammet, da det gjaldt.
Arrogant og bedrevidende
Han besad et usædvanligt intellekt og var ekstrem godt begavet. Efter sin nybyggetilværelse i New Zealand udarbejde han murstenstygge teologiske afhandlinger. Han havde en utrolig energi, og fik udført en masse ting. Han besad stor selvtillid, bare ikke i 1864. Han har sikkert været arrogant og bedrevidende.
Hans politiske modstandere vidste aldrig, hvor de havde ham. Monrad var aldrig forudsigelig.
Velskrevet og god beskrivelse af samtiden
Den omtalte bog er velskrevet, ingen tvivl om det. Men kommer vi i grunden tættere på, hvorfor Monrad tog de beslutninger, som han gjorde? Vi kunne godt have gået lidt tættere på begivenhederne i 1863 og 1864.
De seks måneder, hvor Monrad var ved magten, kunne vi godt have fokuseret noget mere på. Sammenligningerne med nutiden virker lidt søgt. Bogen er præget af forfatterens kristne og nationale livssyn. Og måske er de filosofiske og de ideologiske markeringer nok lidt bastante.
Men portrættet er absolut velskrevet. Det er en god beskrivelse af samtiden. Bogen er også et forsvar for nationalstaten.
Henrik Gade Jensen: Monrad. Vilje, tidsånd og tro, Kristeligt Dagblads Forlag.
Hvis du vil vide mere om 1864 og tiden op til:
I artiklen ”Velkommen til 1864 og De Slesvigske krige” har vi et artikeloversigt på 19 artikler. Men på vores side kan du læse mindst 24 artikler, der kan komme ind under denne kategori på www.dengang.dk bl.a.:
Andre kilder:
Januar 10, 2016
Mein Kampf – Er genoptryk nødvendig?
Hitler var ydmyg og spartansk. Han var glad for børn og dyr, og så delte han sin madpakke med andre tyskere. Jo det var nødvendig at udgive en fotobog med titlen Den Hitler, som ingen kender. Hitler var atter engang blevet involveret i en sexaffære. Han boede sammen med sin noget yngre halvniece. Ja det var nærmest tale om en indespærring. En dag fandt man hende død, skudt af Hitlers pistol. Det var selvmord, konstaterede politiet. Men diverse aviser satte spørgsmålstegn ved dette. For hun havde også mange andre kvæstelser. Den nye Hitler – bog er lidt af en moppedreng. Denne gang med kommentarer. Og så har selveste George Orwell også anmeldt den egentlige udgave. Denne kom i et oplag på 12 millioner eksemplarer. Men hvad, Anne Franks Dagbog er kommet i 30 millioner eksemplarer.
Knausgård i modvind i Tyskland
For første gang i 70 år, genoptrykkes Mein Kampf nu i Tyskland. Og nu går den vilde debat. Det vil sige, at den tyvstartede med den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Han bliver i Tyskland beskyldt for forsimple Hitlers jødehad. Den norske forfatter er også kommet i tysk modvind ved at sammenligne sig selv med Hitler. Ja han skjuler ikke, at han var fascineret af Hitler. Han forsøger så at skrive sig ud af denne fascination.
Er ist wieder da
I Tyskland er der også kommet en filmatisering af Timur Vernes roman Er ist wieder da. Her bruges Hitler til at se på nutiden. Men det bliver accepteret, for her er det tale om satire.
Man fastholdt rettighederne
Bayerns finansministerium har brugt sine rettigheder til at holde bogen tilbage i 70 år. Og de har sikkert tjent en masse penge på det. Egentlig har bogen aldrig været forbudt i Tyskland. I Bayern har man i den grad værnet om bogen. Senest i 2012 forhindrede en domstil i Bayern historikeren Peter McGee i at trykke et længere uddrag af bogen i tidsskriftet Zeitungszeugen.
En selvransagelsesproces
Bare at genoptrykke bogen uden noget so helst ville nok have været uansvarlig. For Hitler var det et forsøg på at skrive sig ud af en personlig og politisk krise. I dag vil man nok kalde en selvransagelsesproces.
Hitler greb til gammelkendte myter, sammensværgelsesteorier og racistiske fordomme. Han var besat af tanken om Lebensraum i Østeuropa.
Ikke det store sus
Rent litterært er Mein Kampf ikke det store sus. Det er en stor propagandabog. Nazisterne brugte den til at sætte brand i hele verden.
Hitlers racisme i relief
Nu har et forskningscenter udsendt den i en kommenteret udgave. Og den sætter i den grad Hitlers racisme i relief. Måske ser vi i nærmeste fremtid andre udgaver af hadeskriftet.
Man greb ikke ind i tide
Nu burde en bog jo ikke kunne skabe vold og had. Men tyskerne brugte bogen som alibi for undertrykkelse og folkemord. Men når bogen kunne komme i et oplag på 13 millioner, så må den jo have haft et publikum.
De fleste har sikkert glemt, at den er fra 1925 – 26.
Og ude i verden trak man bare på skulderen uden i tide at gribe ind. Og det blev man i den grad straffet for.
Hvad gik det galt?
På det fri marked sælges bogen allerede i alverdens sprog. Og vi skal huske på, at antisemitismen langt fra er død. De seneste års terror mod jøder kan bekræfte dette. Antisemitisme er en fornærmelse mod demokratiet og det åbne samfund.
Hitlers bog kan bruges til at stille spørgsmålet: Hvad gik der galt? Dengang gav en europæisk kulturnation efter for racisme. Antisemitisme har brug for et modspil.
Måske er læren også, at man skal tage det alvorlig, det som folk skriver og tænker. Det gælder også de grupper, der er imod vores demokrati.
Anmeldt i Politiken i 1930
Bogen blev anmeldt i 1930 i Politiken:
Politikens anmelder, Georg Gretor forudså et blodbad uden lige. Som det står i Mein Kampf:
Selveste Orwell har anmeldt den
Ja det er nogle uhyggelige profetier. Ti år senere i 1940 anmelder selveste George Orwell bogen. Han var heller ikke i tvivl om, at Hitler ville angribe Rusland. Ifølge Orwell havde Hitler overhovedet ikke ændret indstilling siden han skrev bogen. Orwell lagde mærke til Hitlers stivsindethed. Han havde en plan og den fulgte han til punkt og prikke:
Orwell bemærker også, at i forordet til den engelske udgave, bestræber man sig til
En drejebog til et grusomt regime
Ude i Verden udkom bogen i 1930erne. I Danmark var det i 1933. Bogen er oversat på 18 sprog.
Bogen er filosofisk ikke meget at råbe hurra for. Helt dårlig er den måske ikke, men det er langt fra spændende læsning. Og man skal kun læse den i små bider. I dag er det kvalmende at forestille sig bogen som drejebog og guide til oprettelse af en af verdens mest grusomme regimer.
Bogen består af to dele
Bogen består af to dele, en biografi og et politisk program. Den blev givet gratis til soldater og nygifte. I 1945 havde Hitler tjent 6,7 mio. Reichsmark på bøgerne uden at skulle betale skat. Disse penge blev brugt på det fede liv. Han spenderede uhyre summer på dyrt skræddersyet tøj, luksuriøse middage og hotelophold til uhyrlige summer.
Ikke bogen alene skabte fremgangen
Nu var det ikke bogen selv, der skabte nazisterne. Det var Hitlers svulstige taler for fyldte stadionerne og i radioen. Også den danske Statsradiofoni transmitterede talerne. Og så var det også nazisternes imponerende selviscenesættelse, der var drivkraften bag magtovertagelsen. Og så var nazisterne god til at udnytte den usikkerhed, der opstod under den økonomiske og politiske krise i Tyskland.
Hitler var en klassisk demagog og folkeforfører, der opererede med løgne og halvløgne. Bogen blev pligtlæsning for partmedlemmer og alle, der ville stå sig godt med partiet.
Tre års arbejde
I den nye udgave er bogen vokset fra 800 til 2.000 sider. I tre år har seks historikere og 60 assistenter ved Institut für Zeitgeschichte arbejdet med en kritisk udgave.
Men det er nu ikke alle tyske politikere, der er lige begejstret. Det er de tyske skatteydere, der skal medfinansiere udbredelsen af Hitlers tankegods.
Ikke alle boghandlere er lige begejstrede
Den tyske Thalia – kæde har bebudet, at de ikke vil have den på hylderne. Amazon vil sponsere overskuddet af salg af bogen til velgørende formål.
I Frankrig er man også skeptisk
I Frankrig vil man også genudgive Mein Kampf med forklarende tekster. Dette har vakt vild forargelse. Mange franske historikere mener ikke, at Mein Kampf fortjener en hædersplads blandt bøgerne om Anden Verdenskrig.
Men bogen har siden den udkom i 1934 ikke været forbudt. Appelretten i Paris slig dog i 1979 fast, at det ikke var forbudt at trykke bogen, hvis der blev indsat et forord på otte sider, der advarede læseren om indholdet.
Ja, du kan også dovnloade bogen fra nettet.
En sex – skandale var ved at fælde Hitler
Måske kunne Hitler være stoppet lang tid før. Geli Raubals selvmord i 1931 var en sex – skandale som truede med at fælde Hitler. Hvis man ikke kunne betro ham en ung kvinde, hvordan skulle man så kunne betro ham en nation?
I en ny bog af Desphina Stratigakos, Hitler at Home fortælles hvordan nazisterne søsatte en storstilet kampagne som forvandlede Adolf Hitler fra en rablende radikal retoriker til en hyggeonkel. Han var nu pludselig god ved børn og dyr. Alle 6.000 bøger i sit bibliotek havde han selv læst.
Så effektiv var kampagnen, at ikke blot tyskerne troede på den. Store amerikanske og engelske medier beskrev ham som en virkelig god mand med gode hensigter.
Han blev kasseret på kunstskolen
Ja tænk engang, han blev kasseret på kunstskolen og boede på et mandeherberg. Han kæmpede sig gennem Første verdenskrig for kun at ende som koporal. Han forsøgte et statskup og endte i fængsel og skrev en ulæselig bog. Han havde en mærkelig fremtoning og hans privatliv var bizart. Han var ungkarl og sås ofte sammen med andre unge mænd.
I 1930 var Nazipartiet blevet det næststørste i Rigsdagen.
Var det nu virkelig selvmord?
Men hvem var denne Geli Raubal? Ja, det var Hitlers halvniece. I hemmelighed boede hun med ham i hans herskabslejlighed i München. Det var i sig selv slemt nok, at Hitler boede sammen med sin halvsøsters datter, som var 19 år yngre end ham. Den 18. september 1931 blev hun fundet i lejligheden.
Hurtigt erklærede politiet dødsfaldet for selvmord. Hun havde skudt sig med Hitlers pistol. Münschener Post tvivlede dog på denne erklæring. Selvmordet var en mystisk affære. De havde haft en stormfuld forhold. De havde haft et kæmpe skænderi den 18. september. Hun ville flytte, men det sagde Hitler nej til. Avisen påpegede, at Geli var blevet fundet med brækket næse og andre kvæstelser. Snart fulgte andre aviser efter.
Hun var nærmest en fange
Geli havde længe været Hitlers elskerinde, men hun kunne ikke mere klare hans perversiteter. Hun kunne heller ikke have den måde Hitler isolerede hende på. Hun var nærmest hans fange.
Det var ikke første gang
Det var ikke første gang Hitler var involveret i en affære. I 1920erne havde en 16 – årig elskerinde forsøgt at hænge sig. Hun blev reddet i allersidste øjeblik.
Partiet var nærmest ved vejs ende
Afsløringerne gik som en steppebrand over hele Tyskland. I bogen Explaining Hitler siger forfatteren, Ron Rosenbaum, at Hitler til sidst fremstod som en perverteret leder af en depraveret sammensværgelse. Det er slut, erkendte Hitler over for sin adjudant. Han og hans nazistparti var ved vejs ende.
Ja så tæt var det på. Man kan ikke lade være med at tænke på, om politiet løste deres arbejde på den rigtige måde. Tænk engang, hvad vi kunne have sluppet for.
Den Hitler, som ingen kender
Men åbenbart var nazistpartiet ikke bare tabt bag en vogn. De vidste, at der skulle gøres noget ved Hitlers image. Få måneder efter Geli Raubals død udsendte Hitlers hoffotograf en billedbog med den rammende titel: Den Hitler som ingen kender. Her så man bedårende fotos af Hitler sammen med børn, og hvor han fodrer dådyr. Man ser ham også dele sin madpakke sammen med andre tyskere.
Hitler, det ydmyge væsen, der var glad for dyr og børn
Særlig et billede og en tekst ramte de fleste. For at slå det hele fast stod der:
Jo, og Hitlers styrke og Godhed, hans spartanske levevis og det ydmyge væsen, som han var, ja det troede de pludselig alle på. Også i udlandet. Glemt var det mystiske selvmord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 9, 2016
En skarpretter fra Haderslev
Den første skarpretter, som vi kender til blev myrdet. Den næste blev fyret. Det gik bedre, da familien Beseler kom til. Og hvad kostede det dengang, for at blive henrettet? Og hvad kostede det for at få udført rakkerarbejde? En skarpretter havde sin egen stol i kirken og til offentlige fester. Værre var det med bødelen. Han var ”uærlig” fordi han rørte ved de døde. Han var udstødt af samfundet.
En af købstædernes embedsmænd
Skarpretteren var en af købstædernes embedsmænd. Ja det var han helt op til det nittende århundrede. Navnet fører os helt tilbage til middelalderen. Dengang skulle skarpretteren kun udføre halshugning. Andre dødsdomme som hængning (for uærlige) eller partering og stejling (for kvalificerede) blev fuldbyrdet af bødelen, som var skarpretterens medhjælper.
Udstødt og foragtet
Bødelen hørte til samfundets udstødte og foragtede personer. Vanæren hvilede ikke på skarpretteren, der ikke kom i umiddelbar berøring med den domfældtes legeme, hverken før eller efter dommens fuldbyrdelse, men kun skulle udføre selve dommen, hvorefter det videre fornødne blev foretaget af hans medhjælpere.
Måtte finde sig i ydmygelser
Skarpretteren måtte dog også finde sig i mange ydmygelser, men nægtede ham således borgerret. Han skulle bære en særlig dragt og indtage en bestemt plads i kirken, kroen og ved offentlige fester.
Efterhånden fik skarpretter og bøddel dog samme betydning. Den samme person, måtte ene påtage sig de forskellige hverv. Dette gjaldt også for de kendte skarprettere fra Haderslev.
Den første skarpretter blev myrdet
Den første skarpretter i Haderslev, som kendes fra skriftlige kilder. Han hed Georgius, som blev myrdet i 1609.
Det næste navn, man støder på i kilderne er en Martin Hintze. Han kom på kant med bystyret. Han havde åbenbart ødelagt vinduerne hos en rækker borgere og presset dem til at få udfører rakkerarbejde. Han var blevet mistænkt for mord, og fængslet. Han mente, at fængslingen havde været dyrt for ham, så han måtte hurtig have fat i penge.
Men nu blev han smidt ud at byen og amtet og måtte aldrig vise sig igen. Han skulle skrive under på, at han ikke ville hævne sig mod byens øvrighed.
Beseler – en kendt skarpretterfamilie
Hans efterfølger var Hans Beseler. Dette navn er kendt i skarpretternes historie. Den årlige løn blev fastsat til 40 mark. Heri var indberegnet 6 marks fængselspenge (Stockergeld) samt en fribolig og en syd for byen beliggende kålgård. Denne blev anlagt og vedligeholdt af byen.
Han kunne desuden hvert halve år til påske og michaelis af hvert hus kræve pligtpenge med 1 Skilling af hver bod og kælder, samt 1 seksling af hvert læs kål ( Foeder Kohlen), som blev købt af indbyggerne.
Regning for henrettelse
For det egentlige bøddelarbejde skal der betales for hver fuldbyrdet dom, nemlig for en henrettelse:
Dertil kom en kande vin, desuden:
Regning for rakkerarbejde
Regning for Rakkerarbejde:
For rensning af nødtørftshuse (die heimliche gemächern) og bortskaffelse af det urensede, skal han have en passende godtgørelse.
Jobbet gik i familiearv
Til gengæld for disse ydelser lover Hans Beseler, at han tilbørligt vil efterkomme sin embeds pligter og forholde sig sådan, at der ikke skal holdes klager over ham.
Hans Beseler får i august 1641 kongelig koncession på, at hans hustru og børn så længe der blandt dem findes en dygtig person skal beholde ansættelse ved retsvæsnet. Efter hans død blev hans søn Julius Beseler virkelig ansat som skarpretter ved kaldsbrev af 29. september 1664.
I Tønder blev der den 20. februar 1630 ansat en skarpretter Joachim Beseler fra Aalborg. I 1632 omtales der en Mester Julius, som også var en Beseler
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Haderslev:
Hvis du vil vide mere: Om henrettelser og skarprettere:
December 28, 2015
Sønderjyske Årbøger 2015 – forsøg på anmeldelse
Vi kigger på nyeste udgave af Sønderjyske Årbøger, og forsøger at anmelde den. Hvert år får vi masser af gode informationer i en flot årbog. Ind imellem får vi også 5 flotte hefter, og har muligheder for at købe historiske bøger, og de gamle af disse til en uhørt lavpris. I årbogen skal vi heller ikke glemme alle anmeldelser af de bøger, der er udkommet i årets løb med relevans for Sønderjylland. Ja selv 15 lokalhistoriske årbøger gennemgås. Kan man ønske sig mere. Men se lige her, hvad den ”Gamle Redaktør” mener om den nyeste årbog (2015)
Det er billigt
Hvert år til jul glæder vi os. Da kommer Sønderjyske Årbøger. I forvejen vi 5 hefter i løbet af året. Og det får vi for et meget billigt kontingent. Udgiver er Historisk Samfund for Sønderjylland.
Det koster at lave dette store arbejde. Og det skal et hvis antal medlem for at det kan løbe rundt.
334 sider med masser af historier
Den store flotte årbog indeholder foruden nogle flotte artikler også en anmeldelse af 4 stk. 1864 – bøger og yderligere 21 sønderjyske bøger. Ja sågar en film bliver anmeldt.
Her er også kig på arkiver, museer og forskningsinstitutter. Og så bliver 15 lokalhistoriske hefter/bøger omtalt. Hele 334 sider er Årbogen på.
Også en sten til ære for den danske indsats
På forsiden finder vi et foto af Folke Bernadotte. Det er fra Mindeparken i Kruså. Dette billede er bragt i forbindelse med hovedartiklen i årsskriftet. På ti – årsdagen for Danmarks Befrielse afslørede den norske udenrigsminister en norsk mindesten sat til ære for den danske hjælp til norske KZ – fanger. Denne sten blev flyttet over til østsiden på grund af vejregulering.
De hvide busser i et sønderjysk perspektiv af Henrik Skov Kristensen:
Vi kommer i artiklen hovedsagelig ind i krigens sidste måneder. På Brundlund Slot mødes Folke Bernadotte, Walther Schellenberg og amtmand Refslund Paulsen.
Hverken Schellenberg eller Bernadotte fortæller så meget om dette ophold i deres erindringer. Men det gør Refslund Thomsens kone, Ingeborg. Ifølge hende rejste Schellenberg og Bernadotte til Lübeck for at drøfte kapitulationen med Himmler.
Himmler håbede på nåde fra vesten. Derfor forhandlede han med Bernadotte. Til gengæld hadede Kaltenbrünner, chef for det tyske sikkerhedspoliti greven fra Sverige.
Amtmanden var vært
Egentlig ved vi ikke så meget om disse forhandlinger. Det lå uden for amtmandens område. Lokale journalister var underlagt censur, men de vidste godt, at der foregik noget på Brundlund Slot, men ikke rigtig hvad der blev forhandlet om.
De danske og norske myndigheders rolle spillede i slutningen af krigen en langt vigtigere rolle, end det, der fremgår af Folke Bernadottes erindringer.
6.100 danskere blev deporteret syd på
I artiklen gør Henrik Skov Kristensen opmærksom på, at 6.100 danskere blev depoteret syd på til KZ – lejre eller tugthuse. Vi hører også om de første deportationer fra Frøslevlejren. Det startede den 15. september 1944. Og den velkendte start på De hvide busser på dansk og norsk initiativ berettes der også om.
Kruså – Padborg var knudepunkt
Kruså – Padborg området var et knudepunkt i hele evakueringen. I artiklen har forfatteren gengivet flere beretninger af Merete Granzow. Disse beretninger efterlader et stærkt indtryk og en god forståelse for indsatsen dengang. Den frivillige indsats var imponerende dengang. Også diverse institutioners indsats må ikke glemmes.
Henrik Skov Kristensen har fornuftigt taget disse beretninger med, og de efterlader et meget stærkere indtryk end de gensidige høfligheds – breve mellem amtmanden og Folke Bernadotte.
Også den hidtil udkommende litteratur om De Hvide Busser gennemgås.
Spøgelsestog
Da de Hvide Bussers eventyr var over, var det ikke slut med den sønderjyske hjælpeindsats. De Hvide Busser måtte indstille deres arbejde grundet de allieredes stigende beskydning.
Det sidste spøgelsestog ankom til Padborg den 2. maj 1945. Det medførte 2.800 kvinder – halvnøgne og hylende af sult. Da dørene blev åbnet, kastede de sig over, alt hvad der kunne minde om mad.
De lokale mødte op og kastede brød og andet spiseligt til dem. De sloges som vilde dyr over dette mad.
Toget kom ganske uanmeldt, men lynhurtigt blev der etableret hjælp. Da kvinderne havde fået mad og var faldet til ro, gik turen videre den 3. maj om aftenen til Sverige i andre togvogne.
Henrik Skov Kristensens artikel er også en hyldest til karantænestationerne i Kruså og Padborg og til den kæmpemæssige sønderjyske indsats dengang.
En øredøvende Fuckfinger til de politiske opgavestillere – Nogle (efter)tanker om TV – serien 1864 af Jens Ole Christensen
Årbogen indledes med denne spøjse overskrift. Forfatteren siger fra starten, at han følger sig dybt provokeret af produktet. Jens Ole Christensen havde troet, at serien skulle gøre os klogere på historien, og at vi fik den bearbejdet.
Drama eller kommedie
Forventningerne var tårnhøje i betragtning af, at prisen var oppe på 173 millioner kroner. PR – arbejdet før det første afsnit blev sendt var noget tvetydigt. Forfatteren til artiklen kalder sproget for cirkus – Jysk. D.G. Monrad fremstilles som en lallende nar. Han dæmoniseres og latterliggøres.
Jens Ole Christensen ved ikke om det er et drama eller en komedie. Resultat er ufrivillig komisk. Det hele drukner i klicheer. Det bliver aldrig det drama, som man havde glædet sig til.
”Jeg er kunstner, jeg skal ikke stå skoleret for nogen”
Man må give forfatteren ret i, at DR havde påpeget at projektet var historisk korrekt, men det var det langt fra. Jens Ole Christensen mener, at det er en helgardering, når instruktøren Ole Bornedal udtrykker følgende:
Man kan vel også påpege, at anmeldelserne var forudsigelige. Politiken var begejstret. Berlingske Tidende og Jyllands Posten anmeldelser var mere lunkne. Lars Olsen rammer måske plet, når han siger:
Blev vi ikke klogere?
Jens Ole Christensen konkluderer, at vi ikke blev klogere på hverken krigen 1864 eller krig som fænomen.
Det som forfatteren til artiklen så glemmer, det er den voldsomme diskussion, der blev sat i værk. Vi fik netop fokus på krigen fra alle vinkler. Alle skulle pludselig ytre sig. Og Danmark fandt pludselig ud af alle de meningsløse dødsfald i en krig, der var tabt på forhånd. Over skærmen på DR – K og DR 2 kommer der ret så mange dokumentarfilm om 1864. Men det fremgik hvis ikke så tydelig, at Sønderjylland var under prøjsisk/tysk styre fra 1864 til 1920.
Som drama var det netop en fantastisk film. Men som historiefortælling?
Krigen 1864 i dansk og tysk billedkunst af Inge Adriansen
Inge Adriansen præsenterer en række danske og tyske historiemalerier fra 1864 – krigen. På forunderlig vis gennemgås en række malerier med tydelig historisk viden og forklaring.
Historiemaleriet
Vi ser hovedpersonerne og bestemte begivenheder i forbindelse med krigen. En af de mest kendte malerier er nok Niels Simonsen: Danske infanterister trækker en kanonlavet ved tilbagetoget fra Dannevirkestillingen 1864. Dette motiv er gengivet i talløse reproduktioner.
I historiemaleriet ser vi kun sjældent civile i flugt fra krigens gru. Nogle historiemalere gengiver udelukkende danske soldaters mod og udholdenhed.
Slaget ved Helgoland, der med rimlighed kan tolkes som en dansk sejr blev skildret af mange malere.
Mange glorificerer historien
Andre malerier fra 1864 var rene bestillingsarbejder. Og mange malerier glorificerer triumfen. Og måske var ikke alle lige gode til at skildre krigens barske realiteter.
Erik Henningsen beskriver menige soldater som anonyme helte i hans skildring af et tilbagetog i isnende kulde. I siderne ligger der masse lig, frosset ihjel. Også satiriske malerier og tegninger er gengivet, hvor motiverne er hentet fra 1864.
De viste billedeksempler er præget af heroiske anstrøg. Vi ser masser af eksempler på mandsmod, udholdenhed og dødsforagt. Fælles for alle de viste eksempler er de rummer et fængslende og holdningsskabende fortællerunivers.
En underholdende og troværdig artikel af Inge Adriansen.
Jens Munkgaard – Strandtidslen er min blomst af Mogens Rostgaard Nielsen
Den frisiske sprogforsker, Jens Munkgaard fra Keitum på Sild kom på kant med regimet. Derfor måtte han i KZ – lejr. Han døde den 13. februar 1940 efter en sværd lungebetændelse. Han udåndede på en stråsæk i Barak 27 i KZ – lejren Sachsenhausen. Lejrchefen nægtede ham lægehjælp.
Han blev beskrevet som den største af de frisiske digtere. Han døde ulykkeligt, familiemæssigt, socialt og politisk.
Familien kom fra Sønderjylland
Familien kom egentlig fra Rejsby i Sønderjylland. Navnet kommer fra gården med det selvsamme navn. Men oldefaderen flyttede dog til Sild. Her ernærede han sig som landand og fisker. Bedstefaderen giftede sig med en pige fra Gallehus.
Jens ville gerne til søs, men det nægtede forældrene. I stedet kom han på landbrugsskole.
Og nu nærmer vi os et drama, der næsten er en film værdig. Jens, der var en driftig og dygtig landmand, blev nærmest tvunget til at gifte sig med Anne Marie. Hun føder i 1910 et dødfødt søn, som Jens ikke er far til. Det var ikke et lykkeligt ægteskab og 1934 bliver de skilt.
Regimets Fjende
Efter nazisternes overtagelse bliver han erklæret som regimets fjende. Og det hele startede med, at han overførte nogle penge til Tønder Landmandsbank. Efterhånden blev han anset for at udgøre en fare for Det Tredje Rige. Hans forhold til sin far var yderst anstrengt. Han boede sammen med ham og Anne Marie på gården. Flere antydede, at han var faderen til flere af Anne Maries børn. Det var en offentlig hemmelighed i byen og efterhånden blev Jens skubbes ud af fællesskabet.
Nazisterne anholdte ham flere gange, og nu begyndte han at skrive ironiske digte om nazismen, og efterhånden blev det til kritiske digte. Han skrev dem på frisisk.
Strandtidslen
Den 23. december blev han hentet af Gestapo og ikke siden løsladt. Han havde en nær forbindelse til flere institutioner i Danmark. De havde fået alt, hvad han havde produceret.
Hans datter Elisabeth var den eneste, han bibeholdt kontakten med. Hun blev også gjort til enearving. Hun søgte i 1956 erstatning for hans anholdelse. Men dette blev afslået. Hun har forsøgt at rejse sin fars eftermæle
Denne gengivelse er meget kortfattet. Den rigtige skal læses i årbogen. Vi kan passende afslutte med Jens Munkgaards egen digt:
Strandtidsel kaldes også jeg
Den gror i klitsand
Som jeg på livets strand
Og tårne har vi begge to
Dramaet kunne filmatiseres
Det var en aldeles fremragende artikel. Den Gamle Redaktør kom til at tænke på, at de kunne blive en dramatisk film. Tænk bare på filmatiseringen af Deutschstunde (Tysktime) af Siegfried Lenz.
Løjtnant – oprøret i Tønder 1926: Drama, tragedie eller farce af Nikolaj Petersen
Måske er det ikke så mange, der kender denne historie? I 1926 blev tre yngre officerer tiltalt for forbrydelser mod statsforvaltningen.
De blev pure frifundet
De konkrete anklager gik ud på, at de tre officerer havde henholdsvis medvirket til oprør ved at have udsendt en skrivelse til et antal officerer med opfordring til at deltage i en ikke nærmere defineret aktion mod det parlamentariske system.
Løjtnanterne blev pure frifundet ved et nævningeting i Søndre Landsret i Sønderborg den 17. januar 1927.
Rebellen, Cornelius Petersen var indblandet
De tiltalte havde handlet på opfordring af den karismatiske bondefører Cornelius Petersen. Han stod i spidsen for en såkaldt selvstyrerbevægelse i Nordslesvig. Bevægelsens mål var at komme det betrængte landbrug til livs.
”Et stor stykke Fantast”
Den ene af de sigtede, Højmark Jensen havde glimrende soldaterpapirer. En forholdsattest fra 1925 karakteserede ham som en myndig og alvorlig personlighed med en naturlig autoritet. Kommandanten i Tønder oberst Obel betegnede ham som begavet nok men også som et stort stykke af en Fantast.
Tre andre anholdte havde ikke direkte forbindelse til selvstyrerbevægelsen. Den ene af disse blev dog ikke tiltalt.
Sønderjyske medier: Barnlige planer
Cornelius Petersen og hans gruppe havde planer om at overtage hele administrationen i Sønderjylland for så at diktere Fredsbestemmelserne. Kupmagerne havde kun et at frygte, nemlig det sønderjyske militær.
Berlingske Tidende antydede, at der blev kæmpet på liv og død i Sønderjylland. Den sønderjyske presse var mere nøgtern og kaldte planerne for barnlige.
Den 18. januar 1927 bragte Flensborg Avis en helsides artikel:
Alle tre hovedpersoner havde været suspenderet fra tjenesten. Men nu kunne de genoptage deres karriere.
Det danske mindretals engagement i mindretalssamarbejdet i Weimarrepublikken af Jana Prose
I 1924 sluttede de forskellige mindretal sig sammen i Weimarrepublikken i Forbundet af Nationale Mindretal. Året efter begyndte man at udgive bladet Kulturwille. Året efter blev bladet omdøbt og fik navnet Kulturwehr.
Den prøjsiske regering forsøgte hele tiden at fortyske mindretallene. Og det var da heller ikke kun positive ting, der kom ud af samarbejdet. Mindretalsforbundet blev ikke opløst ved den nazistiske magtovertagelse. Men kontakten blev dog svundet ind. Og tidsskriftet var det eneste synlige produkt af samarbejdet. Men man holdt ved til et godt stykke tid ind i Det Tredje Rige.
Stolligaffæren 1936 – 1940 af Hans Schultz Hansen
I 1937 udtalt de fremtrædende nazist, Chr. Paysen:
Også udenlandsk presse interesserede sig efterhånden for begivenhederne på Løjt. Mindst 10 retssager fulgte. En enkelt tvangsaktion fremkaldte alle disse voldsomme reaktioner.
Skuepladsen er nord for Aabenraa
Igen i år har Hans Schultz Hansen berørt et emne omkring besættelsestiden. Sidste år var det mordet på Asmus Jensen i Padborg/ mordet på fru Sasse i Løgumkloster/ det såkaldte varulveangreb mod sheriffen fra Tinglev, der var på dagsorden. Om det skyldes denne sides afsløringer og efterfølgende presseomtale, skal være usagt.
Men i år er det så en absurd affære nord for Aabenraa. Her refererer vi kun til sagen i kort form. For at få det fulde udbytte skal artiklen læses i årsskriftet. Det er en interessant og veldokumenteret artikel af Hans Schultz Hansen.
Konkurs 17. april 1936
Baggrunden for dette års historie er at det var ilde set, at en dansk landmand solgte til en tysksindet eller omvendt. Vi har tidligere berettet om den omfattende jordkamp, som fandt sted i Sønderjylland.
I 1824 erhvervede Jes Jørgensen Moos en gård i Stollig. Vi følger ejendommens historie, indtil den unge Pørksen pludselig kommer til at sidde økonomisk meget hårdt i det. Som tysksindet havde han mindst tre gange søgt Vogelgesang om hjælp. Sønderjyllands Kreditforening begærede ham konkurs den 17. april 1936.
Afskyelig klapjagt
Mads Warming havde givet et købstilbud. Han boede over ved vestkysten, men gården ville være et fint sted for hans søn. Fra tysk side blev alle kræfter nu sat ind for at bevare gården på tyske hænder. Og det lykkedes første gang at udsætte tvangsaktionen.
Den 10. oktober 1936 fandt anden tvangsaktion så sted. Gården tilfaldt familien Warming. De tilhørte et udpræget dansk hjem. Jep Schmidt skrev et hamdirrende brev i Nordschlewigsche Zeitung:
Man holdt sig ikke helt til de historiske fakta. I diverse andre tyske skrifter fulgte også hamdirrende beretninger og trusler mod den nye ejer.
Højesteret – første gang
Ved en slags happening mødte den tidligere ejer nu op medbringe seng og sengetøj i og indtog gårdens forstue. Han nægtede at forlade ejendommen. Politiet bad Pørksen om at forlade gården øjeblikkelig. Det gjorde han modstræbende efter en times tid. Men møblementet blev ikke afhentet. Det afleverede Warming på hittegodskontoret i Aabenraa.
I den tyske avis blev episoden overdrevet. Den nye ejer fandt ud af, at der var uberettiget solgt korn fra ejendommen mellem første og anden. Der fulgte nu flere og gentagende hærværk mod ejendommen i Stollig.
Overfaldet
Politiets efterforskning førte til anholdelse af Jep Schmidt og Thomas Pørksen. Men chikanerne fortsatte. Flere retssager fulgte Sagen gik helt til Højesteret. Og her blev de involveret højest overraskende frikendt.
Højesteret – anden gang
Flere gange blev den nye ejer overfaldet. Og han blev udelukket fra Stollig Andelsmejeri. Sagen spredte sig ud til hele Landsdelen. Atter engang endte sagen i Højesteret. Nu blandede det tyske udenrigsministerium sig også.
Og pjecer mod ejeren fra Stollig blev også spredt:
Historisk Samfund udgiver også bøger
Fin artikel, og så kommer Den Gamle Redaktør også til at tænke på sagen fra Aabenraa Statsskole, med den kan I få en anden gang.
Vi fik hvis ikke fortalt, at Historisk Samfund for Sønderjylland udgiver flotte bøger. Og de ældre bøger kan købes til udsalgspris.
Dette års artikler var interessant læsning og indeholdt også en masse nyt for Den Gamle Redaktør. Der er kun et at gøre for dig, kære læser. Meld dig ind, hvis du ikke allerede er medlem.
Hvis du vil vide mere: Se her – artikler med relevans for overstående artikel:
December 26, 2015
Sandheden om Besættelsestiden
Men er det egentlig sandheden, som vi fortæller? Arkiverne er stadig lukket. Var sammenholdet så godt, som historiebøgerne fortæller? Besættelsestiden har endnu mange dunkle sider. Der fandt skæv våbenfordeling sted. Statsradiofonien bragte mindeudsendelse om Schalburg, men glemte Stauning og de 15 dræbte den 9. april. Her var det lukket for kommunister og jøder. Regeringen gav mere eller mindre tilsagn til Frikorps Danmark. Der blev dannet kommissioner. De arbejdede i ni år og frikendte sig selv. De små fisk fik den hårdeste straf. Arbejderklassen led, borgerskabet skummede fløden. Dansk Industri stod i kø. De Røde Enker fik ingen hjælp. Kommunisterne blev man af med, troede man Dansk Politi leverede mere end de skulle. Datidens medier var lige glade med at Grundloven på tre punkter, blev overtrådt.
Var sammenholdet så stort?
Vi har fået at vide i diverse bøger, at sammenholdet var så stor under Besættelsestiden. Men var den nu også det? Diverse organisationsfolk og politikkere opfordrede til, at man skulle anmelde sabotører, ja selv statsminister Buhl gjorde det. Og mindst 11 modstandsmænd fra Bopa blev henrettet eller døde i KZ – lejre som følge af dette.
Man vidste, at tyskerne var på vej
Man vidste, at tyskerne var på vej. Men inden da vidste man ikke, hvad man skulle gøre. Først på selve dagen aflyste man kampen, men åbenbart kneb det med kommunikationen. Resultatet var at 15 unge mennesker faldt i kamp allerede de første timer.
Tænk, ham valgte de som statsminister
Buhl holdt som bekendt den berømte Stikker – tale i 1942, men de fleste har glemt, at han i 1944 forsøgte at standse Folkestrejken. Tænk engang, dette var glemt efter befrielsen. Frihedsrådet og Kommunisterne gik ind for ham som statsminister
Danske fabrikanter stod i kø
Danske fabrikanter stod i kø for at udføre tysk arbejde. Og tyskerne var ikke smålige. Seddelpressen i Nationalbanken kørte og kørte. Arbejderen, der skulle udføre det, skulle ikke brokke sig. Strejkeretten var forsvundet, og man kunne ende med at komme et ubehageligt sted syd på.
De havde ikke lært om dansk politi
I begyndelsen forsøgte englænderne at mobilisere modstandsbevægelsen. De var gået på skole, men de havde ikke lært noget om det danske politi. Kun få hundrede meter herfra, hvor Den Gamle Redaktør nedfælder dette, blev Rottbøl, dansk SOE – agent dræbt af dansk politi med 12 nakkeskud i 1942.
Hæren var imod sabotagen og forbød deres officerer at deltage.
Arkivet er en lukket verden
Efter besættelsestiden blev der nedsat diverse kommissioner, hvor politikkerne skulle dømme sig selv. Dokumenter, der kunne belaste politikkere om myndigheder blev gemt væk.
Siden 1945 har historieforskere været optaget af at studere besættelsestiden. I Rigsarkivet lå dynger af aktstykker. De lå engang hulter til bulter. Det er en lækkerbisken for en forsker eller en amatørhistoriker. Men arkivet er en lukket verden. Det styres af en ældgammel arkivlov og diverse cirkulære.
Udgivelsesselskabet for Danmarks Historie
Man opfandt Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie. Kun medlemmer af dette selskab fik adgang til en masse af statens fortrolige dokumenter og mødereferater fra 1940 – 1945. Men man havde underskrevet en tavshedspligt. Selskabet er selvsupplerende. Og dem som ikke har de rigtige intentioner kan ikke blive optaget. Således blev den legendariske Carl Madsen nægtet optagelse.
Politiet brugte deres liste
I dag er vi meget optaget af, at regeringen udleverede kommunisterne. Men hvad med befolkningen dengang? Ja egentlig var der store ligegyldighed, der prægede befolkningen. Det var jo bare kommunister.
Egentlig forsynede tyskerne kun det danske politi med en beskeden liste over hvilke kommunister, man ønskede anholdt. Men det danske politi gjorde brug af deres hemmelige kartotek, og fik en del flere anholdt.
Overtrådte tre bestemmelser i Grundloven
At man så lod hånt om tre bestemmelser i grundloven, ja man henviste så i stedet til en nødretslov. At der så i grundloven også står, at den der bryder de tre bestemmelser i grundloven kan anses for at antaste Rigsdagens sikkerhed og dermed anklages for højforræderi, ja det er en af besættelsestidens paradokser.
Medierne syntes, at det var i orden
Medierne reagerede ikke så meget på dette. De syntes åbenbart, at det var helt OK, at komme af med disse forfærdelige kommunister uanset om man overtrådte grundloven. Med dette i baghovedet er det sjovt i dag, hvordan de reagerer på diverse historiske udgivelser.
I Politikken stod følgende at læse:
Berlingske Tidende mente, at det var helt naturligt at se det danske samfund værge sig mod kommunismen, og:
Kommunisme er en forbrydelse
Jyllands Posten holdt sig heller ikke tilbage. Lederens overskrift var:
Bladet fastslog med tilfredshed:
Kommunismens nedbrydende virksomhed
Indtil lukningen i 1961 blev Nationaltidende ejet af Dansk Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet:
Det var ikke nazisterne, der var Socialdemokraternes fjende nr. 1
Socialdemokratiet betragtede kommunisterne som fjende nr. 1. Det var ikke nazisterne. Partiet opfordrede samtidig De samvirkende Fagforbund til at lade kommunister fratræde alle deres tillidshverv. Kommunisterne skulle ud, helt ud, af både det politiske og det faglige arbejde.
En fascistisk front mod kommunismen
Men ikke nok med det. Vedtagelsen af kommunistloven blev senere fulgt op af Danmarks tilslutning til Anti – kominternpagten, som var en aftale, som Tyskland og Japan indgik i 1936 med henblik på etableringen af en international fascistisk front mod kommunisternes 3. Internationale. I årene efter 1936 tilsluttede bl.a. Italien og Spanien sig aftalen og så i 1941 Danmark.
Politiet gik meget videre
Måske forklarer dette, hvorfor Dansk Politi var så ivrige for at få alle kommunister bag lås og slå. Interessant er det også, at læse socialdemokraten Hartvig Frisch’ bemærkning i Danmark Besat og Befriet i 1941:
Men gik danske politikere og dansk politi ikke meget videre, end hvad tyskerne forlangte?
De troede til det sidste
Den 29. august 1943 overtog tyske politisoldater bevogtningen af Horserødlejren, hvor foruden kommunisterne nu også Spaniensfrivillige var blevet interneret. Til det sidste troede fangerne på regeringens forsikrer om, at portene ville blive åbnet.
Den 2. oktober blev de internerede anbragt på et skib, som også førte de deponerede jøder til Tyskland. Jøderne kom til Theresienstadt mens kommunisterne blev ført til Stutthof.
Røde Kors afviste ”De Røde Enker”
Enkerne gik til Røde Kors for at få hjælp til deres mænd. Men her måtte direktør Helmer Rosting beklage, da han hørte, at det drejede sig om fangerne fra Horserød. Røde Kors – hjælpen strakte ikke til kommunister. Også i udenrigsministeriet blev man afvist.
Først hos departementschef Koch fra socialministeriet mødte de venlighed og forståelse. Herfra pålagde man Røde Kors til at sende en månedlig forplejningspakke. Men nu var ledelsen i Røde Kors ikke så nøjeregnende. Det gik flere måneder inden første pakker ankom. Og da var de første allerede døde af afkræftelse.
Det var disse pakker, der var forskel på liv og død. Dødeligheden hos danskerne var på cirka 10 pct. Fra andre lande, hvor der ikke var mulighed for at sende disse pakker var dødeligheden på 90 pct. Uhyggeligt er det også at vide, at den gennemsnitlige levetid i Stutthof var 90 pct.
De Samvirkende Fagforbund afviste at hjælpe
Men De Røde Enker måtte kæmpe bravt. De måtte hele tiden presse socialministeriet. På trods af, at mange af de deporterede var fagorganiserede arbejdere vente De Samvirkende Fagforbund det døve øre til. Datidens LO sendte endda en skrivelse rundt til diverse fagforbund og beklagede De Røde Enkers henvendelse. De argumenterede for, at de havde gjort, hvad de kunne. Men sandheden er, at de absolut intet havde gjort.
Da den røde hær nærmede sig, blev de alle tvunget på en dødsmarch. Dem, der ikke kunne følge med fik et nakkeskud. Først en uge efter befrielsen dukkede de første Stutthof – fangere til Danmark.
Kommunisterne fik en kompensation
DKP var ikke en ubetydelig del af modstandsbevægelsen, ja var det ikke dem der startede? Det er også meget barokt, at som en slags kompensation for interneringen og for beslaglæggelse af Arbejderbladet fik DKP tildelt en erstatning af befrielsesregeringen i form af et lavt forrentet statslån på 750.000 kroner, for hvilket beløb DKP’s nye dagblad Land og Folk blev etableret
”Det var ikke de bedste, der tog afsted”
Mange danskere rejste til Tyskland og hjalp i rustningsindustrien. Tog man ikke afsted inddrog man understøttelsen. Og på socialkontorerne sagde man, at sådan en rask ung mand skulle ikke snylte på samfundet, når der var ærligt arbejde at få i Tyskland. Tyskerne truede med at holde igen med brændsel, såfremt der ikke blev sendt nok arbejdskraft sydpå.
Og det var vel ret så ydmygende for dem, der var tvunget til at tage af sted, når Jens Otto Krag engang sagde:
Man kunne ikke flygte for derhjemme, stod det danske politi parat som Gestapos lange arm og anholdte dem, der forsøgte. For at købe en togbillet skulle man også kunne forevise arbejdsgiverens underskrift.
Regeringen hjalp den tyske rustningsindustri
Vel vidende at 100.000 danske arbejdere var tvunget til at arbejde i Tyskland i rustningsindustrien, udtalte Ministeren for offentlige Arbejder, Gunnar Larsen den 20. november 1942:
Arbejdsminister Kjærbøl holdt det hemmeligt, at danske tysklandsarbejdere var omkommet under tortur i tyske genopdragelseslejre.
Danske entreprenører tjente på tyskerne
Den 5. maj havde alle og enhver en frihedskæmper i nærmeste familie. Men i de første år så de til, at regering og organisationer faldt over hinanden for at komme til at samarbejde med tyskerne og tjene penge på dem.
Danske entreprenører byggede flyvepladser og befæstninger på rekordtid. Industrien leverede våbendele og andre militære nødvendigheder. Landbruget producerede mad til den tyske krigsmaskine. Regering og organisationer sørgede for ro på arbejdsmarkedet. Politi og domstole slog hårdt ned på enhver tilløb til modstand.
Den tyske besættelsesmagt havde til fulde fået opfyldt sine ønsker. En besættelse med mindst mulig forbrug af tropper, og en stabil leverance af krigsfornødenheder.
Underklassen og arbejderklassen led
Arbejdsløsheden faldt grundet den store efterspørgsel og eksport af tysklandsarbejdere. Jo overklassen havde det fint under besættelsen. Det var underklassen og arbejderklassen, der led. Men var det ikke også arbejderklassens børn, der var de mest aktive og dristige i modstandsbevægelsen. Det var dem, der redede Danmark for at blive betragtet som Tysklands passive allierede.
13.251 personer blev idømt i alt 34.500 års fængsel. Men ingen samarbejdspolitikkere blev dømt.
Politikere og værnemagere fik renset sig selv
Samarbejdspolitikerne og de store værnemagere fik renset sig selv. De fastslog at de da i hvert fald ikke var landsforræder. Men Lille Maren nede ved Flensborg Fjord blev chikaneret, fordi hun havde solgt mad til tyskerne, da de gik patrulje.
Det tavse flertal fik hele tiden serveret nye syndebukke i samme kategori som Lille Maren. Jo retsopgøret handlede også om profitmagere, socialnød, lønpresseri, umyndiggørelse og undertrykkelse i al almindelighed. Eller gjorde det?
Mange var skuffede. De havde håbet at retfærdigheden sejrede.
De små fisk fik den hårdeste straf
Frihedsrådet havde oprettet et register på 40.000 mand, der om nødvendig skulle arresteres. 21.800 blev interneret af modstandsbevægelsen straks efter befrielsen. Da politiet igen fungerede blev yderligere 12.800 arresteres. Over halvdelen blev løsladt, men først efter at gemytterne var faldet til ro.
14.400 blev tilbageholdt indtil der var fundet nok beviser. Men man overholdt hvis ikke helt grundloven på dette punkt. Mange havde været udsat for falsk anmeldelse. Og det hele førte til at de små fisk fik den hårdeste behandling. Der blev da hvis bagt mange rævekager dengang.
8 måneder for at være reservebrandmand ved Luftwaffe
De store og komplicerede værnemagtssager trak ud i det uendelige og endte med mindre domme, frifindelse eller tiltalefrafald.
26 pct. af de mandelige hjemmetyskere blev dømt. En person fra Tønder blev dømt 8 måneders fængsel. Hans forbrydelse var, at han havde været reservebrandmand ved Luftwaffe fra 1941 – 1945.
Firmaet Wright, Thomsen og Kier havde udført arbejde for mindst 150 millioner kroner for besættelsesmagten blev frikendt.
Efter Oktobervalget var alt ved det gamle
Modstandsbevægelsen fik halvdelen af ministerposterne, men egentlig fik de ganske lidt indflydelse. Ved oktobervalget 1945 var alt ved det gamle. Politikerne genvandt det hele. Den traditionelle sociale orden kunne videreføres. Politikerne og topembedsmændene havde deres ryg fri, og slap for enhver tiltale. Selvfølgelig var man enige om, hvem der skulle gøres til Prügelknabe.
De gamle tog endda en stor del af æren for modstandsbevægelsens indsats. En indsats de faktisk foragtede nogle år tidligere. Egentlig havde modstandsbevægelsen allerede i 1943 talt om en udrensning, som skulle ske efter et valg efter befrielsen. Men denne udeblev. Det var ikke kun politikkere, men også fagbevægelsen, der tog meget af æren.
Fagbevægelsen advarede mod sabotage
Men se engang her, hvad formanden for De Samvirkende Fagforbund, Lauritz Hansen blev citeret for den 13. september 1942 i Berlingske Tidende:
Ja dette blev sagt af en organisation, som truede arbejdere til at tage til Tyskland, som løj over for De Røde Enker, og som opfordrede til at fyre kommunistiske tillidsfolk.
Kommissioner i ni år
Jo, der blev nedsat kommissioner. Men de bestod, af politikkere, der selv havde siddet i Folketinget under besættelsen. Det var også dem, der selv skulle fastlægge kriterierne for undersøgelserne. Så egentlig var resultatet givet på forhånd.
Efter 8 år mundede undersøgelserne ud i et folketingsudvalg, der skulle afgive indstilling om tiltalerejsning ved rigsretten på grundlag af kommissionens beretninger. Efter yderligere et åre udvalgsarbejde indstillede udvalget:
Der blev ikke kommenteret noget om retsforholdene under besættelsen, det politimæssige samarbejde, den økonomiske kollaboration m.m.
Verdenskrigen set gennem en Hipo – mands øjne
I mange år fik danskerne fortalt historien om anden verdenskrig gennem Hipo – manden, Sven Hazel. Hans bøger gik som varm brød hos boghandlerne.
Hvordan var det lige med Frikorps Danmark?
Alle der meldte sig i Frikorps Danmark er blevet fordømt. Glemt er, at de fleste danske medier omtalte dette korps meget positivt. Således skrev Berlingske Tidende i en leder:
Det var lige efter Finlands – krigen, hvor det lille land var blevet angrebet af den store russiske bjørn.
I dag er historikkere uenige om, hvor meget tilladelse regeringen egentlig gav til dette korps. Glemt er, at politikere gik i radioen og anbefalede korpset. Glemt er, at officerer og værnepligtige måtte træde ud af forsvaret og indtræde lige så snart, de kom hjem. Denne tilladelse blev gentaget så sent som i 1943. Glemt er også, at den kommanderende general for de danske styrker, general Gørtz skridtede korpset af.
Som bekendt blev Frikorps Danmark opløst i 1943. Og de cirka 2.000 soldater blev fordelt i andre enheder.
Da de kom hjem lød de første domme på fire år. Det blev så nedsat til to år. At de påberåbte sig, at de havde tilladelse til at deltage, ja den var afskrevet med tilbagevirkende kraft. Den officielle holdning var, at de burde havde indset, at regeringen havde talt mod bedre vidende.
Vidste Regeringen noget om krigsforbrydelserne?
Det er også rigtigt, at i Nürnberg blev Waffen SS dømt til at være en forbryderisk organisation. Men dengang da mange danskere meldte sig, havde de første krigsforbrydelser fundet sted. Svenske forretningsfolk havde meldt dette videre. Men det officielle Sverige ville ikke viderebringe dette. Men meldingerne blev offentliggjort i Sverige og USA. Dette måtte den danske regering også have haft kendskab til. De burde jo så have advaret mod Frikorps Danmark i stedet for mere eller mindre at have bakket korpset op.
Uden for nummer
Krigsministeriets Cirkulæreskrivelse om indtræden i Frikorps Danmark 8. juli 1941: (uddrag)
Kommunister og jøder ingen adgang til Danmarks Radio
Danmarks Radio fungerede under hele besættelsen. Man var underlagt censur. Men man tog også imod invitationer fra nazisterne. Således var radiodirektør F.E. Jensen på en foredragsturne i det tyske. Foredragene blev udførlig omtalt i både danske og tyske aviser.
Kommunister og jøder måtte ikke have adgang til mikrofonerne. Det kunne jo være vanskelig for radioen at have styr på hvem af skuespillere, kunstnere m.m., der var kommunister. Men her fik man hjælp fra en uventet side. Afd. D på Politigården meddelte på eget initiativ, at de altid var hjælpsom med oplysninger. Og straks kunne Politigården komme med en liste over personer, som man i hvert fald ikke skulle bruge. Således meddelte man, at Paul Henningsen, Harald Herdal, Pit Hein og mange flere ikke kunne bruges.
DNSAP fik også lov til at komme med en opfordring til, at man skulle tilmelde sig Nordland. Senere var det lovprisning af Frikorps Danmark. C.F. von Schalburg var også ved mikrofonen. Og hans begravelse blev transmitteret. Ved den lejlighed var regeringen så rigelig repræsenteret.
Mindeudsendelse for Schalburg
I anledningen af årsdagen for Schalburgs død blev der i maj 1943 arrangeret en stor mindeudsendelse. Der var sange af Schalburg – koret, og en tale af SS – manden Søren Kam. Kongelig skuespillerinde Elna Ørnberg sang: I Danmark er jeg født.
Dette vakte en del røre, for man havde ikke mindet de faldne den 9. april eller årsdagen for Staunings død.
En skæv våbenfordeling
Spændende og rystende er afsløringerne i Jørgen Hæstrups: Hemmelig Alliance 1 – 2. Han fandt ud af, at der havde været en skæv våbenfordeling under besættelsen. De kæmpende modstandsgrupper var blevet underforsynet med svenske våben i forhold til de militære O – grupper, der ikke deltog direkte i kampen, men først skulle sættes ind ved krigsafslutningen.
Disse ting er endnu uafklarede. Spørgsmålet er, om man var bange for de kommunistiske modstandsgrupper, som i lang tid førte an i kampen.
Besættelsestiden har masser af dunkle punkter
I 1960 – 1961 foregik der en livlig diskussion om at få tavlen vasket ren. Man ville have de dunkle punkter i besættelsestidens historie frem. Og en af de ting var militærets rolle til modstandsbevægelsen. Man talte om, at nu skulle arkiverne åbnes for historikkerne. Men den dag i dag er reglerne for adgang til arkiverne svært gennemskuelige. Nogen ved dog noget, som andre ikke skal have at vide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 24, 2015
Da kroen ”Altona” ved Tønder brændte
I forbindelse med, at den legendariske Altona Kro brændte i 1947 blev der skrevet et digt, som vi her bringer. Men hvad skete der på Altona Kro, dengang. Vi giver et lille tilbageblik. Vi fra Tønder ved jo selvfølgelig at Altona ligger her i nærheden. Jo, og så havde kroen jo sin egen kegleklub. Og keglesporten blev senere igen meget populært i Tønder.
Altona ligger ved Tønder
De fleste forbinder nok Altona med en forstad til Hamborg. Men det gør tøndringer ikke. De ved godt, at Altona ligger lidt vest for Tønder, men længe før Møgeltønder. Her lå en velbesøgt kro, der desværre gik op i lys lue.
Nedbrændte den 14. maj 1947
Altona Kro var for længst nedlagt. Men Altona nedbrændte den 14. maj 1947.
Og grunden til, at vi nævner dette er, at Gerd Uwe Christiansen fra Tønder har sendt os en lille sang om dette drama.
Gerd Uwe’s forældre havde købt Altona året før. Det var et stort tab for familien dengang.
Populært udsigtsmål
Altona Kro var et populært udsigtsmål for mange tøndringer. Særlig om søndagen. Og det var sikkert også keglebanen, der trak.
Mens mændene fordrev tiden med keglespil og et krus øl, indtog kvinderne kaffen og kroens hjemmebag i den tilstødende krostue eller, når vejret tillod det i den tilstødende krohave. Denne krohave var smuk og tætbevokset. Om sommeren blev der her serveret ved små haveborde.
Altona Kro havde egen kegleklub
Altona Kro havde også sin egen kegleklub, som spillede hver torsdag aften, og klokken blev da tit både 2 og 3 om natten inden spillet blev indstillet.
Interessen for keglespillet holdt sig dog ikke Første Verdenskrig over. Og i 1920 var keglebanen på Altona Kro for længst nedlagt. Dertil skal lige tilføjes, at keglespillet i Tønder senere er blomstret op igen.
God markedsføring
Man forstod sig også på markedsføring dengang. I 1919 hed værten, Niels K. Krestesen. Og da brugte man følgende slogan:
En prisliste fra 1921
Det var dengang i 1921, at man havde følgende priser på de flydende varer. Ja her er kun et lille uddrag:
Det var fra den tid, hvor værten hed Laust Lorenzen. Og denne vært annoncerede med gemytlige sammenkomster, præmieskydninger og pølsegilder.
Nye bygninger på stedet
Efter branden blev der opført nye bygninger på grunden. Men de mindede slet ikke om det gamle krosted. På vejens sydside står endnu en række træer tilbage som vidner om den gamle krohave.
Forfatteren har igen i dette indlæg underskrevet sig med Stuckert.
Der Brand des Kruges ”Altona”
Altona! Du bist verschwunden
von den Flammen aufgezehrt
du hast einen Tod gefunden
der uns Schmertz doch verklärt
Dich, Ort der Erinnerungen
aus der schönen deutschen Zeit
wo den Becher wir geschwungen
und das Leben uns gefreut
Wo so oft Lied gestiegen
das die Heimat nie vergisst
und uns allem von den Wiegen
bis zum Grabe heilig ist
Schleswig Holstein Meerumschlungen
deutscher Sitte hohe Wacht!
himmelblau! ist es gedrungen
in manch’ heller Sommernacht
Nicht nur hoch auch in die Weite
drang sein feierlicher Klang
über Feld und Wald und Heide,
tönte es wie Hochgesang.
Stürztest du auch ganz zusammen
vor uns in der Feuersglut
so verzehrten nicht die Flammen
in uns dies Erinnerungsgut.
Wenn sie dich auch wieder bauen
wie ein Schloss so hoch und her,
so ist das was wir dann schauen
unser “Altona” nicht mehr.
Doch dein Bild wird in uns Stehen,
Wie es war in alter Zeit
Bis wie selbst von dannen gehen
In die grosse Ewigkeit.
Tak til Gerd Uwe Christiansen
Kilde: Se
December 22, 2015
Det lille byråd i Tønder
Vi har fået et spøjst digt tilsendt. Og det handler om ”Det Lille Byråd” eller på tysk ”Die Morgenmänner”, der hver dag mødtes inden arbejde og løste verdens situationen. Det var Borgmester Paulsen, boghandler Jefsen og Johannes ”Tobak”, der altid måtte gå i rendestenen. Men hvem var den sidste? Digtet er på tysk, men det skulle nok ikke volde os sønderjyder problemer.
Verdenssituationen blev løst
Vi har fået et digt af Gerd Uwe fra Tønder. Det handler om Det lille Byråd. (Der kleine Rath) Det var fire mennesker, der hver morgen mødtes og løste verdenssituationen.
Men hvem var de fire? Gerd Uwe har spurgt på Lokalhistorisk Arkiv i Tønder. Han har spurt sine to ældre søstre, Asta Haagensen på 86 år og en anden søster Käthe Lorenzen på 82 år.
Hvem var den sidste?
Ja han har sågar talt med barnebarnet til forfatteren af digtet, Georg Stuckert. De tre kan vi nok alle hurtig blive enige om, hvem det var, men hvem var den sidste?
De tre som vi er enige om:
Men hvem var den sidste, der bliver omtalt som kontormanden? Det kunne jo ikke være Tandlæge Hansen. Kære læsere, I må gerne komme med et bud.
Johannes ”Tobak” gik i rendestenen
Käthe husker, at Johannes ”Tobak” altid gik i rendestenen, for der var ikke plads på fortovet.
De mødtes alle tidligt om morgenen, inden arbejde. Og som regel gik den ned i Anlægget langs Vidåen.
Digtet er på tysk
Og egentlig har Den Gamle Redaktør her mere om sagen i arkivet, også navnet på den fjerde person. Men spørgsmålet er bar hvor?
Ja digtet er på tysk, men det skulle være til at overkomme i hvert fald for sønderjyder.
Die Morgenmänner von Tondern
Vier Bürger unserer Stadt
die gleiche Lust verbunden hat
zum frühen promenieren,
sieht morgens man an jedem Tag
zu dem bestimmten Glockenschlag
rings um die Stadt marschieren
Der eine Bürgemeister ist
zwei im Handelsstand Grossist
kontormann ist der vierte
drei sind im Corpus wohlbeleibt
und nur zurück der vierts bleibt
mit seines Bäuchleins Bürde
Nur Blitz und Donner brint sie ab
von dem beliebten Morgentrab
auf der gewohnten Fährte
die feststeht wie die Sonnenbahn
und an der auch nichts ändern kann
die stärkste Macht der Erde
Wenn dann vollendet ist der Weg
und abgeschlossen das Gespräch
geht jeder zu dem Seinen
wie neugeboren greift er dann
mit voller Kraft sin Tagwerk an
bis alles im Reinen
Ein Glück für eine Stadt
die solche Morgenmänner hat
und ihrer Bürgerrunde,
ein altes Sprichwort tut ja kund,
dass von der Zeit die Morgenstund’
hat Gold in ihrem Munde.
Besonders, wenn mit festem Schritt
der Bürgermeister selbst ist mit
und zwar mit Lust und Liebe,
dann wreht des Tags ein frischer Wind
das Werk geht von der Hand geswind,
im ganzen Stadtbetriebe.
Drum geht ihr, Vier’ nur jeden Tag
wie auch der Zeitlauf werden mag,
im March, um unser Stadtschen,
da seht ihr, wie so schön, die Welt
und ausserdem, was auch gefällt,
manch’ hübsches kleines Mädchen
Bewundrung ist gestellt dan frei,
weil die Gemahlin nicht dabei,
was praktisch ohne Frage,
und Morgenmänner halten dicht
um das, was unterwegs man spricht,
bis zu dem jüngsten Tage
Tondern, 20. Okt. 1944 G.W. ST.
Vi takker Gerd Uwe Christiansen for indlægget og tak til Georg Stuckert’s bedstefar, som var forfatteren.