Artikler
December 20, 2015
Waffen SS – engang en elitehær
Anmeldelse af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff Smith: Waffen SS – Europas nazistiske soldater (Gyldendal). Bogen er fascinerende og brutal. Man sidder tilbage med tanken – Hvad kan man dog få folk til? Forfatterne er overbeviste om, at flere danskere har begået krigsforbrydelser. Således kan det dokumenteres at divisionerne ved fronterne lånte ved hinanden. Det startede med en elitehær med en benhård ideologisk indlæring. Det endte med skræmte og pjaltede 16 – 17 årige, der måtte tvinges i krig. De nåede at få en 12 dages uddannelse. Inden da havde Himmler den totale magt over Waffen SS. Han var som en konge i sit eget rige, og brugte sine egne metoder for at holde dette ved lige.
Materiale fra 16 lande
Det er et sandt mammutværk på 783 sider, men du keder dig ikke en eneste gang. Alene kilde – og litteraturhenvisning fylder mere end 100 sider. En fantastisk bedrift. Det kræver en god organisation at bestyrer alle disse kilder.
Man kan godt forstå, at udarbejdelsen af dette værk har taget flere år. Men det hele synes at gå op i en højere enhed.
De tre forfattere har gennempløjet diverse dagbøger. De har samlet materiale fra 16 lande. Stort set er det ikke ofrene, der udtaler sig i bogen, men soldaterne selv. Men det virker stærkt, for de er nødt til at indrømme, at de har foretaget sig umenneskelige handlinger.
Vi husker ”Under Hagekors og Dannebrog”
Oprindelig arbejdede alle tre forfattere sammen på RUC under deres første projekt i 1995, så de har været vant til samarbejde. Nu har de to af dem fået arbejde andetsteds. Det var under projektet Under Hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS, der udkom i 1998.
11 års historie
Egentlig dækker historien om SS kun 11 år, efter udskillelsen af SA i 1934 til Tysklands nederlag i 1945. I dette korte tidsrum skete der hele tiden en knopskydning med stadig nye embeder og nye arbejdsområder. Og det hele var styret af en enerådig monark ved navn Heinrich Himmler. Ganske tidligt var han Det Tredje riges næst – mægtigste mand.
Man havde egen rangorden
Langt fra alle SS’ er var ordensbrødre. Der skabtes i løbet af krigen fire cirkler i Waffen SS. Det var kun de tre inderste cirkler, der kunne blive fuldgyldige medlemmer af Waffen SS. Inderkredsen bestod af tyske statsborgere, de såkaldte rigstyskere.
Rigstyskerne bemandede hovedparten af de højt motiverende SS – divisioner. Dertil kom to andre grupper, Folketyske SS – mænd, Germanske SS – mænd.
Officererne så ned på de Germanske frivillige
De såkaldte Germanske frivillige kom fra Danmark, Flandern, Nederlandene og Norge. De var hyppigere ideologisk motiverende nazister og havde derfor en højere stjerne hos Himmler. Men de blev ofte chikaneret af tyske officerer på grund af deres dårlige sprogkundskaber, anderledes sæder og skikke. Eller fordi de som borgere fra liberale demokratier, som ikke havde gennemført en nazistisk revolution, blev anset som blødagtige og skabsdemokrater.
Adgang til privilegier og velstand
Hvorfor havde den nazistiske ideologi så stor gennemslagskraft særlig i begyndelsen? Egentlig var Waffen SS kun en elitehær i begyndelsen. Fra organisationens start var det en livgarde for Hitler. Og det sluttede med en multinational og transkulturel hær.
I Himmlers øjne var SS racemæssigt og åndeligt defineret broderskab, som forsvarede Adolf Hitler og den nazistiske stat mod ydre og indre fjender. De udgjorde avantgarden i den fysiske og åndelige rekonstruktion af de tyskdominerende dele af Europa, herunder gennemførelse af folkedrab og forflytninger i stor stil.
Man havde adgang til privilegier og velstand, som fulgte efterhånden som man steg i graderne. Selv om krigslykken vendte ved Stalingrad i vinteren 1942 – 43, vedblev SS’ indflydelse og magt.
Efterhånden overtog medlemmer af dette korps poster og kompetence – områder som før havde tilhørt andre institutioner.
Frygtløse og brutale
Fra krigens begyndelse deltog Waffen SS i lige fod med den tyske værnemagt i krigshandlinger. De fik hurtig ry for at være meget mere frygtløse i kamp og brutale mod deres fjender.
I 1939 blev kristne polakker og polske jøder massakreret.
I kølvandet på Polenfelttoget i efteråret 1939 lykkede det Himmler at fjerne SS fra værnemagtens jurisdiktion og skabe en særlig SS – und Polizeigerichtsbarkeit. Med skabelsen af en særlig SS – retsorden kunne man fra SS – toppens sidebakke ideologien op med retslige undersøgelser og straf til dem, som ikke opførte sig i overensstemmelse med SS’ normer.
Afhængighedsforhold til Waffen SS
Man skabte også egne normer, som kunne give dødsstraf for homoseksualitet og kriminaliserende omgang med jøder og andre racefremmede elementer.
Også valg af ægtefælle blev en sag for SS. Det krævede ikke blot en arierattest. Himmler lagde også vægt på personlig at kunne tage stilling i sager, som involverede SS – officerers giftemål. Ikke blot familielivet, men hele SS – officerernes gøren og laden blev gjort til et ordensanliggende. Dette tvang den enkelte til en slags afhængighedsforhold
En del af SS – topledelsen var mislykkede mænd, som i deres civile liv havde oplevet fiaskoer. Himmler gav dem ikke blot høje poster. Men han belærte og styrede dem i alt fra valg af ægtefælle til pengeanlæggende.
Han kombinerede også det med uddeling af generøse lån og privilegier med formaninger og disciplinere straffe. På denne måde kunne han hele tiden også styre ledelsen.
Himmler holdt øje
Tidligt i krigen indførte man også brevcensur. Men i modsætning til traditionel militærpostcensur brugte SS dette til at lodde stemningen blandt soldaterne. Himmler modtog hver måned lange uddrag af de censurerende breve. Han læste disse med stor iver, for at se, hvad der skete længere nede i korpset.
Dette gav også anledning til, at Himmler indførte nye disciplinere straffe. I sommeren 1942 var der mange klager på for dårlig kost på en SS – kasserne i Graz. Dette fik Himmler til at foranledige oprettelsen af en særlig barak i tilslutning til KZ – lejren Dachau. Her skulle troppeførere, som ikke selv kunne sørge for deres mænds forplejning indsættes et antal uger med forplejning svarende til den forplejning, som de havde givet deres mænd.
Tilsvarende tumlede han i august 1944 med at oprette en særlig utøjsbefængt barak, hvor de førere, som havde misligholdt skadedyrsbekæmpelsen skulle indsættes.
Brutalisering og fanatisme
Det fascinerende og uhyggelige er brutaliseringen og fanatismen. De kæmpede med ryggen mod muren og havde overhovedet ingen respekt for deres modstandere.
Bogen fortællerom de talrige forbrydelser som fandt sted over for krigsfangere, civile og ikke mindst jøder. Opsporede SS – mændene jøderne, blev disse enten skudt med det samme eller indsat som tvangsarbejdere ofte med døden til følge.
Under felttoget mod Frankrig dræbte de rask væk britiske krigsfangere. Denne praksis fortsatte stort set til krigens slutning.
Spørgsmålstegn ved Waffen SS’ taktiske forståelse
Fra starten blev de fra værnemagtens side stillet spørgsmålstegn ved Waffen SS taktiske forståelse. Man mente, at det hele foregik uden planlægning og omtanke. Værnemagten mente, at de manglede militære ledere.
Forbløffende paradokser
I begyndelsen var Waffen SS indrettet efter strenge racemæssige krav. Man fik en benhård ideologisk skoling. Den ideologiske uddannelse var benhård i begyndelsen. Det handlede om racisme, antsemitisme, troskab, hårdhed, lydighed og anstændighed.
Men det endte med forbløffende paradokser, som de tre forfattere afslører. Ja til sidst bestod Waffen SS af 30 forskellige etniske og religiøse grupper, hvor mange efterhånden var blevet tvangsudskrevet.
Disse soldater var organiseret i særlige enheder. Og ofte er disse et eksempel på at Waffen SS i løbet af krigen blev udvandet både militært og ideologisk. Deres militære værdi var ofte meget ringe. Og ofte var soldaterne plaget af druk, lydighedsnægtelse og landsknægtmanér.
Efterhånden opstod Waffen SS af en hær på 38 divisioner, som var en broget multikulturel armé med bosnisk – kroatiske muslimer med fez og feltimamer, baltiske frivillige, tvangsindlagte mindretalstyskere eller i SS – terminologien ”Undermennesker” som ukrainere.
Pjaltehære af skræmte drenge
SS – geledderne var fra1944 fyldt op med tvangshvervede 16 – 17 årige, der uden videre blev overført til Waffen SS. Det var slet ikke udrustning til alle. Nogle modtog loppebefængte uniformer. Og nogle purunge rekrutter modtog blot 12 dages uddannelse. Ja de måtte tvinges til at blive kanonføde. Formationer af Waffen SS var i 1945 reduceret til pjaltehære af skræmte drenge.
Den ikke ideologiske drejning
Den store hvervning af tyskere og ikke – tyskere bragte flere ikke – ideologiske personer ind i rækkerne. Den ideologiske skoling tabte efterhånden terræn både på officersskolerne og i kasernegården på grund af behovet for øget vægtning af rene militære fag i undervisningen.
Internt i Waffen SS opstod der spændinger mellem de nationale grupper
Klare ideologiske rammer
Soldaterne i Waffen SS kom i begyndelsen til at virke inden for klare ideologiske rammer, hvor man svor blind tillid til Der Führer. Man accepterede alle en hensynsløs voldsanvendelse til gennemførelse af de nazistiske planer for et nyordnet Europa efter racemæssige kriterier.
Elitetroppen havde udviklet sig til en massehær
Det var altid Waffen SS, der fik de nyeste våben og det var dem, der kom forrest i den tyske propaganda. Panserdivisionerne kom til at høre blandt favoritterne. Dette har også ført til misundelse fra den ordinære værnemagts side.
Eliten blev efterhånden til en massehær. Hæren bestod efterhånden af frivillige og tvangsudskrevne samt krigsfangere, der får bedre mad og betaling havde meldt sig.
I 1944 havde SS udviklet sig til et vidtforgrenet imperium og 600.000 var under våben i Waffen SS.
En særlig voldskultur
Om nødvendigt udlånte frontenhederne mandskab til Einsatzgrupperne og en række Waffen – SS – enheder fungerede selv som regulære dødspatruljer.
Blandt almindelige feltenheder opstod en særlig voldskultur, hvor krigsforbrydelser florede på gulvniveau og uden sanktion eller ordre oppefra.
Mange massemordere gik fri
I bogen gennemgås også alle de frygtelige forbrydelser, som Waffen SS deltog i. Og man ser også eksempler på, hvordan veteraner forsøger at tegne et billede af sig selv som ganske almindelige soldater. På den måde ville de slippe for straf.
Og mange massemordere undgik da også strafved at samarbejde med de allierede. Ja selv de værste forbrydere blandt Waffen SS’ ledende officerer slap med milde domme eller gik helt fri.
Den moralske supermagt, Sverige blev efter krigen et fristed for SS – frivillige.
Barbariske handlinger ikke udpenslet
De barbariske handlinger er ikke udpenslet, men der er korte referater fra soldater, der ikke efterlader læserne i tvivl om, hvad der foregik. Efter forfatternes udsagn var både danske, norske og andre nationers frivillige med til at begå ugerninger, både ved fronterne og senere i KZ – lejrene.
Tyske embedsmænd, som var udstationeret som landbrugsforvaltere i det besatte Ukraine, klagede over tyske soldaters overgreb på lokalbefolkningen. Klagerne omfattede især plyndringer, vold og voldtægter.
Feltgendarmeriets undersøgelser viste, at SS var stærkt overrepræsenteret i de begåede tilfælde.
Efterfølgende blev SS – formationer fra Rusland sendt til Italien for at stive den vaklende italienske kampånd af. Her fandt lignende forbrydelser sted. 10.000 italienske civile blev ofre for partisanbekæmpelse og repressalier.
25.000 hollændere meldte sig
Der spores et stort antal selvmord blandt SS – soldaterne. De var meget længere med at komme af med deres nazistiske sindelag end deres kollegaer i værnemagten.
Nogle tal i bogen virker overraskende, således har 25.000 hollændere meldt sig. Også et betydeligt antal kvinder var knyttet til Waffen SS. Godt 8.000 var civilansatte og 4.000 udførte bevogtningsopgaver i KZ – lejre.
Danskere kæmpede for en forbryderisk organisation
Danskere, der meldte sig til tysk tjeneste, var en del af en overordentlig forbryderisk organisation, der blev dømt ved Nürnberg. Det kan godt være at motivationen var at gå i krig mod Sovjet, men det ændrer ikke på det faktum, at man kæmpede for Nazityskland.
En fængslende og velskrevet bog
Bogen er fængslende og velskrevet. Lad dig ikke afskrække af omfanget. Læs hver side. Mon ikke bogen bliver en international bestseller. Den er i hvert fald på et meget højt internationalt nivue.
Bogen er også et rystende eksempel på, hvad man egentlig kan få folk til. Tanken er også nærliggende om Himmler egentlig var ude om den totale magt, ikke blot i Tyskland, men i hele Europa. Han fik jo egentlig mere og mere magt.
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk har vi 154 artikler om Tiden før, under og efter Besættelsestiden, herunder anmeldelser af andre gode bøger fra den tid: Læs
December 19, 2015
Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
Anmeldelse af Viggo Møballes bog af samme navn. Det er dejlige afdæmpende erindringer uden politiserende kommentarer. Mange dejlige fotos pryder den lille bog. Når sirenen lød tog man det alvorlig i begyndelsen. Men mindst to gange gik det galt. Tønderhus blev brugt som lazaret, kort tid efter, at det var indviet. Og hvor lå Adolf Hitler Strasse? Tænk, dengang var der fem aviser i byen og et rigt udvalg af butikker.
Dejlige afdæmpende erindringer
Enhver der beskæftiger sig med lokalhistorie fra Tønder kender Viggo Møballe. Han har udgivet et hav af bøger om Tønder. Og nu foreligger hans nyeste, Krigsårene i Tønder 1940 – 1945. Det er forfatterens erindringer i dette tidsrum, som er udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune.
Bogen udkom allerede i april måned. Bogen er rigt illustreret, og det er altid morsom for en Tynne – knajt at se gamle fotos fra sin fødeby.
Det er dejlige afdæmpede erindringer vi får, og Møballe er god til at skildre dagligdagen, som den var. En af bogens positive sider er, at forfatteren begynder at politisere om det dansk/tyske forhold dengang. Det har han ellers haft rig mulighed for.
På loftværelset
Viggo var kun 11 år, da tyskerne besatte vores land. Det var den sidste nat op til den 9. april, at Viggo og hans bror sov oppe på loftværelset. Forældrene mente nok, at det var lidt usikkert at overnatte heroppe. De var usikker over, hvad der ville ske i fremtiden.
Wir fahren nach Engeland
Et af de første påbud var at det blev indført total mørklækning. Kulsort papir blev hurtig udsolgt i Tønder. Derfor blev man nødt til at bruge tæpper og lignende. Snart blev der hængt skilte op i butikkerne Til det danske folk. Her stod, hvordan man skulle forholde sig til besættelsesmagten.
Tønder – borgerne kunne ofte høre tyskerne når de kom marcherende, syngende Wir fahren nach Engeland. Og på byens værtshuse gik det ikke stille af, når de tyske soldater havde fået en for meget.
Hos Riis kunne man få Kornkaffe”
Der blev varemangel, og det kunne også mærkes i Tønder. P.J. Riis, der havde kaffehandel i Vestergade var begyndt at fremstille kornkaffe, da kaffebønner var blevet en mangelvare. Og her blev Viggo Møballe så bud til 2,50 kr. om ugen. Men det var en bedre løn hos en grønthandler i byen, så det arbejde tog han selvfølgelig.
Det udenlandske brændsel som koks og kul slap hurtigt op. Så måtte man bruge træ og tørv, men brændeværdien var betydelig mindre. Tørv blev fremstillet ude i Sølsted Mose. Herfra kom der dagligt flere hestevognlæs ind til Tønder.
Også benzinmanglen kunne mærkes. Rutebiler, lastvogne og andre biler fik en såkaldt gasgenerator påmonteret bagerst på bilerne.
Opfindsomheden var stor
I den indre by var der mangel på udlejningsejendomme. Mange ejendomme var i en sørgelig forfatning. Og ude i den gamle militærlejr, hvor Svinget nu ligger, blev barakker indrettet som nødboliger, for familier, der var sat ud af deres lejligheder.
Opfindsomheden og kreativiteten var stor. Man fandt en erstatning for mange af de varer, man ikke mere kunne få.
Kolonihaver var efterspurgte
Kolonihaverne var meget efterspurgte. For en mindre årlig leje var der flere steder, hvor man kunne erhverve sig en have. Kartofler blev avlet i stor stil. Henkogning af grøntsager blev også flittig benyttet. Man dyrkede sandelig også tobak. Dette slap hurtigt op i butikkerne.
Når sirenen lød
Rundt om i byen var der beskyttelsesrum. Viggo Møballe fortæller, at i begyndelsen tog man det meget alvorligt, når sirenen lød, at komme ned i disse rum. Men efterhånden tog man dog lidt lettere på tingene og blev under dynen.
I byen blev der bygget ca. 15 bunkers med plads til 50 til 100 personer. En mand fra det nærmeste nabolag blev af kommunen pålagt at sørge for åbning og låsning før og efter hver alarm.
I det nu fjernede tårn fra posthuset blev der indrettet et lukket rum med vinduer i alle retninger. Herfra blev der observeret flyvemaskiner på vej i retning mod byen. Herfra blev oplysninger givet videre.
Bomberne faldt over Tønder
Vi hører selvfølgelig også om de bomber, der faldt over Tønder. Det samme hus blev ramt to gange under besættelsen med mange døde og kvæstede til følge. Et hus i Rørkær blev også ramt og to døde.
Hårde skæbner
Møballe fortæller, at mange uskyldige borgere blev interneret af tyskerne, Nogle kom i Fårhuslejren, skriver han. Det må være Frøslevlejren. Først senere fik den navnet Fårhuslejren.
En tøndring havde malet hammer og sejl på en godsvogn. En hjemmetysker havde set det, og anmeldt det. Han blev sendt et år i tyske koncentrationslejr. Da han kom hjem var han helt tynd og afmagret. Han kunne ikke gå selv på gaden. Hans kone måtte støtte ham.
Vi hører om skolegangen i Tønder dengang, om skoleudflugter og badeanstalten ved Provst Petersensvej.
Seminarieelever med madspande
Seminarieeleverne prægede også byen dengang. Ofte kom de gående med deres specielle madspande fra pensionaterne og hjem på værelserne, hvor maden blev spist. På seminariet gik der cirka 100 elever, nogle i fire år andre i fem år. Og på seminariets øvelsesskole fik disse elever mulighed for at undervise.
Hele fem aviser i Tønder
Under krigen var der nogle hårde isvintre, og Vidåen var bundfrossen. I vinterhalvåret var Blegen fyldt op med vand og var nærmest en sø. Den var tørlagt om sommeren, hvor den blev brugt som tørreplads. Her på Blegen var det gode muligheder for at løbe på skøjter. Tønder Aktie Bryggeri hentede is her i blokke.
Og så var det også Julens Glæde, som var en spareforening, hvor man skulle mærker og sætte dem ind i et hefte. Det opsparede beløb blev så udbetalt nogle få uger før jul.
Jo dengang havde Tønder hele fem aviser.
Masser af aktiviteter
Der var masser af ungdomsorganisationer i Tønder. Et par af dem var også nazistiske. I sommermånederne var det sportsforeningerne. Og man tog ud til de nærmeste landsbyer på cykel.
På Skibbroen i det nu nedrevne Tønderhus – anneks lå Tønder Vandrehjem. I vinterhalvåret var der her samlingssted for byens ungdom. Her kunne man spille bordtennis, læse aviser, spille kort m.m. Byens kino kunne man også besøge, hvis ellers en budplads eller lærlingeløn var til det.
Biografen spillede to forestillinger hver aften. Og søndag eftermiddag var der en speciel børneforestilling.
En travl hverdag
Møballe kom i koloniallære. En af opgaverne var at fjerne hestepære, som yngste lærlinge så måtte køre ud i chefens kolonihave. Med til arbejdet var også at hjælpe fruen, når der var store vaskedag.
Efter lukketid klokken 17.30, skulle man skynde sig, for fra klokken 18.20 til 20.00 var der undervisning på handelsskolen. Den gamle klasselærer skulle nu pludselig sige De til sin gamle 14 – årige elev. Ja bagefter skulle man så lave lektie, inden man kunne gå i seng.
Rigt udvalg af butikker
Tønder var dengang velassorteret med butikker. I byen var der ca. 20 købmænd, en halv snes slagtere, 13 – 14 bagere, tre grønthandlere og et par fiskeforretninger. Jo og så var der fire isenkræmmere, manufakturhandlere, herre – og dametøjs – specialforretninger, to bladkiosker, tre boghandlere, to farvehandlere, to radioforretninger, et par damehatteforretninger, tre urmagere, mælke – slagteri – og bageriudsalg, kaffeforretninger, guldsmede, vinhandel m.m.
Selv om byen kun havde ca. 5.500 indbyggere, så var udvalget af butikker stort, og der var en del personale ansat i flere af dem.
Ingen større arbejdspladser bortset fra DSB
Der var ingen større industri eller større arbejdspladser i byen, undtaget var DSB, der på et tidspunkt havde 200 ansatte. Tønder Aktie Bryggeri og Margarinefabrik havde 10 – 12 ansatte, men måtte indstille produktionen på grund af råstofmangel.
Mange personer var ansat ved stat og kommune. Der var dengang en del offentlige arbejdspladser i byen.
Tønderhus som lazaret
I bogen får vi også eksempler på problemer med rationeringsmærker og maksimalpriser. Og så får vi historien om det nye Tønderhus, der blev indviet i anledning af Tønders 700 års jubilæum i 1943.
Kort før kapitulationen nåede tyskerne at beslaglægge stedet og indrette stedet som lazaret. Men inden de sårede soldater kunne komme ind i lazarettet skulle de afluses. Det skete i en bil uden for bygningen. Men det var nu ikke alle sårede soldater, der havde det lige godt. Således kunne man høre mange af dem skrige af smerter.
Adolf Hitler Strasse
Kort før besættelsen påbegyndte man arbejdet med at anlægge Kongevejen. En del arbejdsløse blev brugt til dette. Ugelønnen var 36 kr. for 48 timers arbejde. I dagbladet Vestkysten udskrev man en konkurrence om navnet til den nye vej. Der indkom over 200 forslag. Den heldige vinder fik kun 5 kroner. Egentlig var der lovet 10 kr., men bladet begrundede det med, at kun halvdelen af gaden var færdig.
Nogle hjemmetyskere har nok følt sig stødt over navnet, for kort tid efter kunne man se, at nogen havde skrevet Adolf Hitler Strasse med store bogstaver hen over vejen.
Vidåen – brugt af mange
Vidåen blev ikke kun brugt af badeanstaltens gæster. Syd for Bachmanns Vandmølle kunne man også tage sig en svømmetur. Roklubbens medlemmer brugte også åen flittig. Der var både den danske og den tyske roklub. Der var også masser af motorbåde, de lå ankret op ved Lægan.
Siegfred Larsen fra Smedgade arrangerede sejltur til Rudbøl i sommertiden. Han lagde til ikke langt fra Rudbøl Kro. Man kunne også nøjes med at tage til Lægan og så tage diget på gåben tilbage til Tønder.
I vintertiden tog Siegfred Larsen ud i Lister Dyb og fiskede.
Som Møballe husker os på, så druknede også mange i Vidåen både børn og voksne.
Når man ikke kan få nok
Bogen kan anbefales til alle dem, som inklusive Den Gamle Redaktør her ikke kan få nok af Tønders fortid. I bogen kan der også opleves flotte fotos fra dengang.
Viggo Møballe: Krigsårene i Tønder 1940 – 1945 (Forlaget Neffen) (55 sider)
Hvis du vil vide mere: På vores side er der 195 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder
Se anmeldelsen af Lokalhistorisk Forenings: Tønder – erindringer:
December 14, 2015
Sandheden under sandet
Lad det være sagt med det samme. ”Under Sandet” er blandt de allerbedste af de 28 spillefilm, der er lavet om og efter besættelsestiden. I denne er modstandsfolk ikke helte og tyskerpiger ikke naive. Det er en aldeles medrivende film. Den bygger på en meget kritisabel bog fra 1998. Men hvorfor har man ikke i de 17 år spurgt de direkte berørte? Briterne havde bebudet, at de ikke ville overholde Genevekonventionen, såfremt tyskerne overgav sig betingelsesløst. Datidens medier satte ikke spørgsmålstegn ved, om Folkeretten var overtrådt. Historikere er også uenige om Danmarks medansvar. Historien tolkes forskellig. Havde general Lindemann egentlig noget valg? Et er sikkert – krig er grusom og hævn er modbydelig.
Medierne går amok
Hver gang, der her hjemme vises en krigsfilm omhandlende danske forhold så går medierne amok. Det gode ved disse film er, at man så for en tid får oprullet måske glemte passager i Danmarkshistorien. For hver gang er det historikere, der nok skal fortælle sandheden. Det sidste eksempel på dette, er den fremragende film Under sandet. Endnu engang glemmer man, at det at lave spillefilm er fiktion modsat dokumentarfilm. Og endnu glemmer man, at en filmskaber selvfølgelig bruger redskaber for at dramatisere sin film.
Vi skal have hele sandheden
Men hvordan skal man så forholde sig til følgende tekster på filmplakaterne:
Ved disse lejligheder er det så skønt, at dem der har kendskab til vores historie så fortæller sandheden, så vores børn får den rigtige historie. Men egentlig ville det være befriende at vi fik hele sandheden, og at arkiverne blev åbnet. Mange lever stadig med en uvished om et familiemedlems skæbne. De er blevet holdt hen med usandheder fra myndighedernes side.
Hold lige tungen lige
Det er heller ikke så langt mellem konspiration, sandhed og fiktion. Man skal lige holde tungen lige i munden for at skille tingene af.
27 film om og efter besættelsen
Diverse andre film har også fået os op af stolen. Hele 27 film er der blevet til om livet under og lige efter besættelsen. Nogle er bedre end andre. De fleste historiske film herhjemme er glorificerende. Det er faktisk mange få film, der kigger på de sorte kapitler i danmarkshistorien. Men egentlig er det film om besættelsestiden, der gang på gang vækker debat og så lige Ole Bornedals 1864.
1864 – filmen der delte landet i 2
Denne film delte landet i to. Den ene halvdel kaldte serien/filmen for makværk, andre syntes at det var en fantastisk kærlighedshistorie. Undertegnede hører til den sidste gruppe. Det er klart, at rent handlingsmæssigt, så giver den danskerne et forkert billede af, hvad der hændte. Men nu havde danskerne jo mulighed for at følge med i de fantastiske dokumentarfilm, der lige inden premieren blev sendt på DR – K og DR 2.
Men man kan selvfølgelig bebrejde DR, når de har lanceret serien/filmen som historisk korrekt. Slesvig gøres til tysk, og Holsten nævnes ikke, trods det, at det var Holstens medlemskab af Det Tyske Forbund, som muliggjorde krigen.
Filmen ville nok have blevet noget kedeligere, hvis man skulle have taget udviklingen i Sønderjylland og Slesvig Holsten med fra begyndelsen af 1800 – tallet, og de begivenheder, der førte til krigen. Den historiske akkuratesse står i vejen for en god spillefilm.
Folk ville kede sig ihjel
Hvis hele historien skal med, ja så vil folk jo kede sig ihjel, siger filminstruktørerne. Og når man rører ved den nationale selvfølelse, ja så kommer protesterne. Det kan Den Gamle Redaktør her på siden også mærke med nogle af artiklerne her på siden.
Frihedskæmper var helte, Tyskertøser var naive
Modstandsbevægelsen er de sande helte i de fleste film. Jo tyskertøser er der faktisk også lavet en film om. Og her beskrives de som naive, dumme og enfoldig. De var selv skyld i deres problemer. Se bare filmen Den korte sommer med Ghita Nørby i hovedrollen.
Filmen, 9. april
Filmen 9. april er jo faktisk også god. Her på siden blev vi kontaktet af en tysksproget avis, der gerne ville have navnet på den mælkedreng, der blev skudt ved Aabenraa den 9. april. Det kunne vi så ikke lige svare på. Vi havde ikke før ofret tid på at undersøge det. Og det var lige før, at avisen kaldte episoden for fiktion eller sågar P.R. fra dansk side.
Ret hurtig fandt vi frem til navnet på knægten, der slet ikke var mælkedreng, som vi også havde skrevet, men elev på Aabenraa Statsskole. Og det sjove var, at avisen bu også fandt nogle ret interessante detaljer om denne kedelige historie. I kan læse de to artikler her på siden.
Saxo blev betalt
Men allerede Saxo fortalte om danernes drabelige dåd. Og her var det biskop Absalon, der var den store helt. Og det har vi så slugt råt siden dengang. Nu var det også ham, der betalte Saxo for Danmarks – krøniken.
Spark i nationalfølelsen
Under Sandet har givet et spark i nationalfølelsen. Hvordan kunne vi sætte tyske teenager til at rydde miner på den danske vestkyst? Var det en fej dansk hævn? Danmark var vel ikke så uskyldsrene ofre under 2. verdenskrig.
Der er virkelig gode skuespillerpræstationer i filmen, der varmt kan anbefales som fiktion. Filmen er grusom og bevægende. Og det er jo nærmest børn, der står for det farlige arbejde.
Krig er grusom, hævn er modbydelig
Man ser dem med dirrende fingre og angsten i øjnene. Man venter ligefrem på eksplosionen. Det er en dansk officer, der giver ordrerne. Ja, filmagere har mange friheder. Filmen viser, at krig er grusom. Men den viser også, at hævn er modbydelig.
Var det en skamplet på dansk historie?
Filmen har taget udgangspunkt i historiske begivenheder. Og som sådan lægger den op til diskussion, selv om den på væsentlige punkter er fordrejet. Til Information kommer instruktøren Martin Zandvliet med denne barske kommentar:
Man må jo også sige at medierne i den grad går i selvsving. Således lyder overskriften i Søndagsavisen:
Under et foto fra filmen står følgende bemærkning:
Bogen: Under tvang
For udgangspunktet er en historisk bog som udkom i 1998, som nok heller ikke er helt så sandfærdig. Det er Helge Hagemann: Under Tvang. Men ikke desto mindre figurer konklusionerne i denne bog som sandhed i flere tyske medier og bøger.
94 – årige stilles til ansvar
Straks er der nogen, der her og nu skal stilles til ansvar. Vi ser det også med, at tidligere SS’ er skal som 94 – årig stilles til ansvar for deres handlinger, selv om den danske regering i 70 år ikke har gjort meget for at få danske krigsforbrydere stillet til ansvar for deres handlinger. Og de uniformerede tyske forbrydere blev senest i 1953 skyndsomst sendt ud af landet efter korte fængselsdomme.
En anklage mod Danmark
Den omtalte bog er en anklage mod Danmark. Nationen havde angiveligt begået krigsforbrydelser ved at lade tyske krigsfanger påtage sig det farefulde arbejde ved at fjerne miner med anseelige tab til følge. Man kan godt forstå, at sådan nogle fakta, kan danne baggrund for et spændende filmmanuskript.
Sagen nåede til Østrig, et land der nok ikke har haft særlig travl med at bearbejde sin nazistiske fortid. Men nu øjnede man muligheden for at østrigske medlemmer af den tyske værnemagt kunne få en klækkelig erstatning. Men sagen strandede dog.
Den omtalte bog er på lidt over 100 sider og er hurtig læst. Den slår fast, at Danmark har overtrådt Genevekonventionerne og begået krigsforbrydelser ved den farlige minerydning. Den første del handler om opgavens tilblivelse og arbejdets udførelse.
Ifølge Hagemann beordrede man tyske enheder til at blive tilbage i Danmark for at iværksætte minerydningen. Den Danske Brigade skulle så fungere som observatorer og sikre sig at arbejdet blev udført ordentligt. På foranledning af engelske direktiver skulle det ske ved at tyskerne efter rydningen skulle marchere gennem minefelterne.
Hagemann beskriver at arbejdet skete under tidspres og at tyskerne ikke var ordentligt uddannet til opgaven. På det tidspunkt modtog de åbenbart heller ikke nok forplejning.
Tavshed om aktionen
Ifølge officielle danske tal var der 149 dræbte og endnu flere sårede. Men det tal tror Hagemann dog ikke på, og oplyser, at der på baggrund af tyske kilder var 250 dræbte og masser af kvæstede.
I anden halvdel af bogen forsøger forfatteren at bevise, hvorfor der var tale om en dansk krigsforbrydelse.
I den tredje og sidste del af bogen berøres aspekter af efterspillet. Vi er i tiden efter 1945. Og så berøres også det faktum, at der har været tavshed omkring minerydningshistorien.
Masser af kritik
Da bogen blev udgivet, offentliggjorde Hagemann en kronik. Og der rejstes en del kritik også i forhold til titlen på bogen. Men dette forhold mener forfatteren at havde tilbagevist. Han henviser til en tysk officer, der meldte sig til minerydningen, fordi han havde familie i Danmark.
Blev Lindemann tvunget?
Den 9. maj 1945 blev der afholdt et møde mellem engelske og danske repræsentanter samt Lindemann, den øverstbefalende for de den tyske værnemagt i Danmark. Hvad der egentlig skete på det møde, bliver man ikke klogere af, efter at have læst bogen. Og herfra har vi forsøgt at finde referater fra mødet, men forgæves.
Vi får dog at vide, at Lindemann efterfølgende påtager sig minerydningen og beordrer pionergrupper til at blive i landet. Vi får aldrig den tyske holdning til dette. Man kan undre sig, at Lindemann selv i taberens rolle ikke sætter sig i modværge. Han kunne have kommenteret de engelske ordrer eller påberåbt sig Genevekonventionerne. Dem havde tyskerne også underskrevet.
Men havde Lindemann egentlig noget valg? Han var i taberens rolle og briterne var ligeglade med konventioner, som vi her senere skal komme ind på.
Ringe forplejning og dårlig disciplin
I bogen gengives dog en interessant kilde. Hauptmann Geuer skriver den 28. juli om dårlig forplejning og ringe disciplin blandt tyskerne.
Men hvad skete der i de andre lande? Hvad med minerydningen i Holland og Frankrig? Det får vi ikke noget at vide om.
På den anden side kan man så undre sig over, at ingen har valgt at undersøge de løse spørgsmål i bogen.
Det var mord på stranden
Søndagsavisen citerer jurist og historiker Helge Hagemann:
En dansk vejledning
I september 1945 udarbejdede kaptajn D.A. Wieth – Knudsen en rapport omkring rydningen af minerne. Han var chef Pionerkommandoet. I denne finder vi en orientering fra den 18. juni 1845. Vi bringer her nogle uddrag:
Atlantvold
De mange miner var en del af den 5.000 kilometer lange atlantvold, som den tyske besættelsesmagt satte i værk i 1942 fra Spanien i syd og Norge i nord. Atlantvolden skulle med millioner af miner og befæstningsanlæg hindre en allieret invasion fra kysten. Volden skulle fungere som et værn med brug af færrest mulige soldater. For soldaterne skulle tyskerne bruge mod øst.
Men nu blev denne vold kun punktvis anlagt. Men minerne i Danmark lå tættere end noget andet sted i Europa og endda i flere lag.
Danskerne tjente gode penge
Der har ikke været meget opmærksomhed om dette kapitel i vores historie. Og det har heller ikke meget omtalt, at danskerne selv tjente mange gode penge på at bygge bunkers og brødføde de tyske soldater. Ja danskerne var selv med til at bygge Atlantvolden. Og den dag i dag retfærdiggøres den måde, vi behandlede tyskerne på.
Soldater fra Tyskland
Sandheden er, at Den Danske Brigade ikke måtte blande sig i tyskernes arbejde. Den tyske enhed bestod i begyndelsen af 1.000 mand og blev suppleret af mindst lige så mange frivillige fra britiske lejre i Nordtyskland. De fik ryddet 1,4 millioner miner.
De frivillige har sikkert fået lovning på hurtigere hjemsendelse. Og det samme gælder sikkert for soldaterne fra Nordtyskland. De har sikkert fået lovet frihed efter et vist forløb. Kan dette kaldes for en form for tvang?
Nu ved vi jo også, at det ikke kun var unge drenge. Et flertal af minerydderne var ældre erfarende ingeniørsoldater
Historien tolkes forskellig
Omstændighederne omkring rydningen tolkes forskellig. Nogle mener, som skrevet, at det er danmarkshistoriens største krigsforbrydelse, fordi behandlingen af tyskerne bryder med Geneve – konventionen, der forbyder krigsfangere at udføre farligt arbejde, herunder minerydning, lyder argumentet.
Men andre mener, at de tyske soldater dengang ikke længere havde status af krigsfanger, da rydningen startede, derfor var de ikke beskyttet af konventionerne.
Havde Danmark et medansvar?
Og her fastholder Helge Hagemann i Jyllands Posten, briterne med danskernes accept begik krigsforbrydelser mod de tyske krigsfanger. Historikeren Palle Roslung – Jensen er ikke i tvivl. Danmark havde et medansvar.
Palle Roslung – Jensen mener i øvrigt ifølge Politiken, at filmen nogenlunde holde sig til historien trods nogle friheder. Han var positiv overrasket af filmen. Andre historikere kalder filmen for historieforfalskning.
Datidens medier stillede ikke spørgsmål
Ikke en eneste avis dengang stillede spørgsmålstegn ved at folkeretten måske her var overtrådt. Det var jo trods alt kun tysker, det gik ud over. Det var dem, der havde lagt minerne, så måtte de også selv rydde op.
Den kollektive danske samvittighed
Spørgsmålet er om, det er den kollektive danske samvittighed, der er sat på prøve, eller om det er smarte juridiske greb, som fritager os for nogen som helst ansvar.
Det sidste minefelt på Skallingen
Landet sidste minefelt lå på den vestjyske halvø, Skallingen. Efter syv års intens rydning bortsprængte transportminister Henrik Dam Kristensen den sidste mine. Her på Skallingen blev der udlagt ikke mindre end 72.000 miner.
På Skallingen indstillede man i 1947 første del af rydningen. 11.000 af de oprindelige miner blev først fjernet meget sent. I stedet for blev hele området indhegnet.
Der lød et dramaskrig, da der i 2005 blev beordret, at nu skulle resten af minerne fjernes. I 1999 havde Danmark sammen med 39 andre FN – lande underskrevet den såkaldte Ottawa – traktat, der ikke blot forbyder brug, oplagring og produktion af miner, men også forpligter lande til at rydde egne minefelter.
Mange diskussioner fulgte. Hvem skulle påtage sig opgaven? Og hvad med den skrøbelige natur? Turister var begyndt, at bevæge sig ud i de afspærrede områder, så noget måtte der gøres og det ret så akut. Der var sikkert også mange der åndende lettet op, da det hele var overstået.
På Skallingen var minerne lagt tilfældigt, og naturen bevirkede, at de lå i to meters dybde, andre lå i ti meters dybde. Andre igen var kommet til syne. Men fælles for dem alle, så udgjorde de en stor fare for alle dyr som mennesker, der passerede i området.
Den såkaldte dødsmarch
Når de tyske soldater havde ryddet et minefelt i overensstemmelse med minekortet og fundet det antal miner, som ifølge oplysningerne skulle have været begravet der, så skulle de gå arm i arm henover feltet. Den såkaldte Dødsmarch skulle sikre, at ingen miner er blevet overset. Men det var nu langt fra altid, at denne dødsmarch gik godt.
Danskerne ville fremstå som en god allieret
Det var briterne, der mente, at tyskerne skulle fjerne minerne, men danskerne sagde ikke briterne imod. Man skulle fremstå som allieret, og det var svært at gøre andet end at adlyde.
Briterne ville anerkende Genevekonventionen ved fuldstændig kapitulation
Nu skal vi også lige huske, at briterne ikke ville anerkende Genevekonventionen i tilfælde af betingelsesløs kapitulation. Winston Churchill udtalte i den forbindelse i en tale i Underhuset i 1944:
Fik minerydderne en moralsk og menneskelig behandling?
Men hvis vi nu ser bort fra diverse konventioner og ansvar, fik de tyske mineryddere så en retfærdig behandling, moralsk og menneskelig ved vestkysten indtil oktober 1945?
Og hvem var de minerydderne, ja de var næppe så unge som filmen skildrer. Det må være en af filmmagernes virkemidler. For mange af soldaterne havde allerede været indsat ved østfronten. Og hvor meget frivillighed var det i grunden i den rydning? Hver dag satte man sit liv på spil. Ville man gøre det for hurtigere hjemsendelse?
Hvorfor har man ikke spurgte de direkte berørte?
Det må da have været muligt at få svaret fra nærmeste hånd. Nu er det måske for sent. I 1998 kom Hagemann med sin dengang meget omtalte og kritiserede bog. Det er 17 år siden. Hvorfor har man ikke spurgt nogle af de direkte berørte? Nu er det måske for sent.
Spørgsmålet er:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 2, 2015
Nye erindringer fra Det Gamle Tønder
For 16. gang har Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune udsendt et erindringshefte. Det er jo som en julegave, der kommer ind ad døren. Dejlige afvekslende artikler fra dengang. Ja, denne gang er det Børnenes Paradis, Claus Eskildsens deltagelse i 1. verdenskrig. Vi skal høre om Grænsegendarmer og Th. Lauridsens Bogtrykkeri. Og så boede Tønders ”rødder” på Svinget. Et andet stort firma i Tønder var Selmers Tømmerhandel og den mest berømte var Thomas Selmer, der sejlede Bismark gennem Vidåen ind til Skibbroen.
Nærmest en juletradition
Ja det hører nærmest med til julen, at få heftet fra Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune ind af brevsprækken. Det er 16. gang Tønder – erindringer udkommer. Og hvor er det skønt, når man dukker ned i erindringerne og får genopfrisket steder og personer. Man bliver næsten helt rørt meget langt fra Tønder. Igen i år er der ingen undtagelse. Seks meget forskellige artikler om virksomheder, gendarmer, erindringer fra barndommen og Første Verdenskrig.
Vi dukker ned i herlighederne
Man dukker ned i herlighederne og finder ud af, at i år er der følgende bidrag:
Masser af Legetøj
Hvor har man ofte været inde i den butik, Børnenes Paradis. Lige oven over lå øre – næse, halse – lægen. Men inde i legetøjsbutikken var det jo et eldorado for os børn. Og i heftet er det Eddie Carstensen, som vi alle sammen kender som musikker, der fortæller om butikken. Det var hans forældre, der havde den.
En gang i december blev den private stue også taget i brug som lager for legetøjet. Og et værelse i naboejendommen var lejet. Og oppe fra andel sal måtte legetøjet bæres ned i forretningen. Og bag ved forretningen lå en lille bygning, der husede et dueslag. Her blev der også stablet kasser op.
Fra 1970 blev der produceret et væld af festsange i lokalerne. Og det udviklede sig til fremstilling af foreningsblade, plakater og lignende. Børnenes Paradis lukkede i 1980, hvorefter Eddies Pladeshop rykkede ind. Men trykkeriet fortsatte dog nogle år endnu.
Claus Eskildsens deltagelse i Første verdenskrig
Den 11. oktober 1947 vandrede nok det største følge, som man har set ved en begravelse på Tønder Kirkegård. Cirka 1.000 mand fulgte Claus Eskildsen det sidste stykke. Han var fire dage forinden død på storbæltsfærgen Nyborg.
Holstenere gik til banegården i Kellinghusen.
Han følte tidligt, at han måtte vælge mellem at være dansk eller tysksindet borger. Han valgte at bekende sig som tysker eller i hvert fald at forsøge at blive tysk.
Vi kender også Claus Eskildsen fra utallige bogudgivelser. En af dem var Østfront Vestfront som udkom i 1929.
Den 7. august stillede Eskildsen på kasernen i Flensborg, hvor han som vizefeldwebel uddannede rekrutter. Natten til den 1. februar marcherede regimentet. 3.000 slesvigere og
Piger, svir og fest
Fra februar 1915 til julen 1916 lå regimentet på østfronten. Vi kan læse en masse om Eskildsens oplevelser. Mange af soldaterne havde det særdeles ubehageligt. Men andre havde et behageligt liv. Da man lå ved Vilnius var der vilde rygter om testuer, piger, svir, fest og gadetøser ud til skyttegravene.
Senere ved vestfronten, fortæller Claus Eskildsen om Lille i Frankrig. Det var en by præget af etapelivets smuds og synd. I Sedan vrimlede det af selskabelige etapeofficerer, hjælpetjenestelige tyske damer og franske damer af endnu værre kvalitet. De var etapens pestdyr, som rotterne var frontens.
Fra 1. januar 1917 til krigens slutning lå Eskildsens regiment ved vestfronten i Frankrig. Det kunne gå uger, hvor soldaterne hverken fik bad eller skiftet undertøj, og lusen blev snart en plage. I fredelige stunder søgte man aflysningsanstalten.
Fem gange var Eskildsen på orlov. I sommeren 1918 tilbragte han efter en langvarig betændelsestilstand tre uger som rekonvalescent på seminariet i Tønder, som dengang var indrettet som lazaret. Den 14. november begyndte tilbagetoget.
Efter hjemkomsten genoptog Eskildsen sin lærergerning. I 1919 bekendte han sig på et byrådsmøde som dansksindet. I 1946 tog Eskildsen sin afsked fra Seminariet.
Hvad pokaler kan fortælle
Holger Rasmussens far var grænsegendarm. Han døde 31 år gammel i Neuengamme. På et chatol i hans mors stue stod ind til hendes død i 2008 et stort billede af faderen i gendarmuniform omgivet af 2 små pokaler. Den ene af disse bar Tønder Sportsforenings emblem og var fra 1941. Det andet var indgraveret med bogstaverne GGIF – For fri idræt, og dateret Padborg 13 – 9 – 42.
Grænsegendarmeriets opgave var at bevogte grænsen samt kysten fra Mommark på Als til bunden af Flensborg Fjord.
En ny chef
I 1934 fik man en ny chef, nemlig oberst Paludan – Müller. Han var interesseret i, at Grænsegendarmerne holdt sig i god fysisk form. Men det var nu ikke alle gendarmer, der var interesseret i.
Det lykkes, for Holger Rasmussen, at finde frem til, hvilket stævne det var, at hans far havde fået en pokal fra. Ja stævnet blev omtalt over tre sider i Grænseværnet.
Den 19. – 20. september 1944 gik tyskerne i gang med at anholde grænsegendarmerne. Det lykkedes for nogle få at undslippe, men 291 blev indsat i Frøslevlejren.
Den 5. oktober 1944 blev halvdelen af gendarmerne (141) sendt til KZ – lejren Neuengamme, deriblandt Holger Rasmussens far. 42 gendarmer døde af de umenneskelige forhold.
Min tid blandt sortekunstens svende
Det var hårdt for Jørn Vestergaard at komme til Tønder i 1961. Han havde startet sin lærertid i Skagen året i forvejen. Men hos Lauersens Bogtrykkeri var der to års ventetid, og bogtrykker Rothe tog ingen lærlinge. Men det gjorde Peter Andresen, der havde Reklametrykkeriet i Skibbrogade.
En herlig beskrivelse følger af Jørn Vestergaard. Men herlighedsværdien bliver nok stærkere, fordi man kender og kan huske flere af de involverede personer.
Tønder – dengang
Ret hurtig fik Jørn kendskab til Tynnetysk. Det skete, når hans chef talte med Hattesen fra Æ Bank eller med Fanny Hecht fra Æ Svinemærken.
Det var dengang, Tønder havde Stadt Kopenhagen, Zur Traube, Marie og Williams Pølsevogn, Drallefabrikken, Werner Petersens Kolonialhandel og Møballes Snedkeri. Ja man husker det tydelig, når man nu bliver mindet om det. Her var også S.C. Lorenzen, møbelpolstrer Odefey, Blenners Damvaskeri og købmand Heine Christiansen, hvor min far engang havde byplads.
Klokken 10 om formiddagen var der kaffetid. Hele verdenssituationen blev så ordnet af direktør Lauersen, vaskeriejer Blenner og papirgrosserer Bossen. Endnu kan undertegnede huske disse personer.
Hos Th. Lauersens Bogtrykkeri
Den 2. september 1966 startede Jørn Vestergaard så hos Th. Lauersens Bogtrykkeri. I sætteriet i Jernbanegade var der 10 svende og 2 lærlinge. I trykkeriet var det cirka samme antal. Overskrifter til Den Lille Avis blev sat i hånden. Alle annoncerne blev først lavet enkeltvis, for derefter at blive samlet til en hel side sammen med redaktionelt stof. Hver uge blev der produceret 16 – 24 sider. De store tunge sider blev derefter transporteret til rotationstrykkeriet Heimdal i Haderslev og trykt.
Jeg kan godt huske, at jeg blev vist rundt på trykkeriet i Jernbanegade dengang. Det var en fascinerende oplevelse.
De Gamle forlader firmaet
Også en masse bøger blev lavet hos Lauersen på Jernbanegade. Det var en møjsommelig affære at trykke dengang. Men i 1970erne kom der nye tider og Lauersens Bogtrykkeri flyttede ud på Nørremarksvej.
Desværre døde Børge og Svend Aage Lauersen meget tidlig. Og Friedrich Chrestesen vælger at stoppe i 1984. Det var ham, der var ansvarlig for firmaets økonomi. Jo, ham kendte undertegnede særdeles godt. En stor del af min ungdom tilbragte jeg faktisk sammen med min gode ven Ingolf hos Cathrine og Friedrich, som var hans forældre på Nørrevænget, Vi kaldte ham altid for Frederik.
Store investeringer
Børge Lauersens ældste søn, Jørgen som jeg gik i klasse med på Tønder Kommuneskole indtrådte nu i direktionen.
I 2002 må produktionen lukke hos Lauersen Grafisk. Men det ny Lauersen Grafisk startede op på ruinerne af det gamle. Niels Lauersen gik foran alle andre. Reparerede og satte lokalerne i stand og meget mere i ferierne.
I dag beskæftiger firmaet 35 mand, og 4. generation, Niels søn, Steffen er indtrådt i firmaet.
En spændende historie fortalt af Jørn Vestergård.
Svinget – røddernes barndom u´i æ Lejr – mit kig tilbage i 50’erne
Denne historie havde jeg glædet mig til. For egentlig har jeg aldrig fået fat i Poul Raaby Pedersens bog om sin barndoms gade. Og undertegnede tilbragte barndommen fra ca. 1957 – 58 på Lærkevej lige i nærheden.
Ja her ude havde tyskerne radiostation for Zeppelinstation. Da vi byggede huler på hjørnet af Lærkevej og Nordre Landevej fandt vi bestik med nazi – symbol.
Lejr – bygninger blev brugt til beboelse
Senere blev der indrettet en kaserne for dragonerne efter 1920 i området Ryttervej og Svinget. Ryttergårdens hestestalde er i dag beboelsesejendomme. Og de gamle barakker fra lejrens tid, blev også brugt til beboelse.
Den gamle portnerbarak ned krudthus, Svinget 1 på hjørnet af Ryttervej, blev også hjem for en række børnefamilier til den blev revet ned engang i 1960erne. Mødrene var hjemmegående. Men da børnene kom i børnehave og skole lokkede arbejdsmarkedet. Der var altid deltidsarbejde for en ringe betaling.
Dem, de andre ikke måtte lege med
Børnene fra Svinget var dem, de andre ikke måtte lege med. De fine fra Dragonvej, Ryttervej og Leonhardtsvej måtte ikke så gerne tage rødderne med ind at lege i stuen eller på værelset. Omkring bunkeren, tørrepladserne, markerne bag brakkerne, på sportspladsen og ved kanalen nord for Nordre Landevej fandt rødderne deres bedste legepladser. Ja og for de sidste to steders vedkommende kom vi også fra Lærkevej.
Paul Raaby Pedersen nævner også gadeslagsmål. Jo, det kan vi godt huske. For i hvert fald to gange havde rødderne allieret sig med Ryttervej for at erobre Lærkevej. Herligt, at købmand Manø og Nomannis brødbil nævnes, ja det kan undertegnede også huske.
Vi husker de gamle originaler
Og man kan jo altid huske originalerne. Hermann Hieromos vandring med svingende stok, Theodor Fidus, Bubbi, den døvstumme cykelsmed. Og så var det Sort Lene, skidn´Jes, Lillebror, Abbedikke, Jørn Drys, Julius Kommunist, Dres Snit og mange andre.
Da 22 ”rødder” satte hinanden stævne
Ryttergården blev revet ned i 2001, og genopført i samme stil. I Svinget opførte boligforeningen 8 rækkehuse og et fælleshus på det areal, hvor p – pladsen lå.
Herlig fortælling, og Poul fik da også udgivet et hefte på 50 sider om rødderne fra Svinget. Og det må da have været gensynets glæde, da 22 rødder satte hinanden stævne i Svinget mange år efter, at de havde forladt den.
Tre generationer i træets verden
Den mest kendte person i Selmer – familien bliver født i året 1837 på Nordstrand. Han får navnet Thomas Selmer. Han og hans kone, Friederike får 8 børn. Den yngste af børneflokken, Berthold Peter Jacob Selmer er den person, der i 1897 grundlægger familiens trælasthandel i Tønder.
Da Bismark sejlede til Tønder
Thomas Selmer tager til søs, bliver skipper/kaptajn og senere hotelejer. I1866 overtager han post – og passagertransporten mellem Højer og Munkmarch på Sild.
Han var en festlig fyr, denne Thomas Selmer. I Tønder blev han nok mest kendt for at sejle Bismark ind til Skibbroen. I Tønder kan han dog ikke vende skibet og sejle retur til Sild. Dermed taber han væddemålet til sin besætning på 200 mark.
Nogle semirister skrev dengang sangen:
Det beskrives i sangen, at han måtte sejle Bismark baglæns ud af Skibbroen.
I 1883 blev Thomas Selmer aktionær og bestyrelsesmedlem i Sylter Dampschifffahrtsgesellschaft. Desuden var han også digefoged.
En restaurant opkaldt efter Thomas Selmer
I 1920 døde han. Men i dag består Fährhaus Munkmarsch af et luksushotel og tre restauranter med en gastronomi af højeste klasse. En af restauranter er opnævnt efter grundlæggeren og hedder Käpt’n Selmers Stube.
Virksomheden i Vidågade
Den 1. oktober 1897 købte Bertold Selmer en lille kulhandel og et savværk i Vidågade. Ejendommen bestod desuden af Østergade 11, som var en kontorbygning og et træskur. Det gik godt for virksomheden, der i flere omgang udvidede.
Den 24. april 1934 var det halve af Tønder på benene. Tømmerhandler Selmers lager af tømmer, brændsel og tjære som brændte. Forretningen blev dog hurtigt opbygget igen. Efter 40 år som trælasthandler i Vidågade besluttede Thomas M. Selmer at stoppe aktiviteterne i Vidågade. Forretningen lå efterhånden godt indeklemt, og det var svært for de store lastbiler at komme ind og ud af gaden. I 1982 blev der lavet en aftale med Tønder Kommune om køb af det store 2.500 m2 store areal. Men Selmer kan dog fortsætte virksomheden indtil kommunen går i gang. En masse af firmaets aktiviteter er dog flyttet ud til sønnen Thomas Selmer i Markgade.
I 2005 blev også denne virksomhed efterhånden indeklemt. Her ligger 14 private andelsboliger i dag.
Herlig læsning fra det gamle Tønder
Hermed slutter gennemgangen af det 16. erindringshefte fra Lokalhistorisk Forening. Og det var i den grad afvekslende med både krigserindringer, virksomheds – erindringer og erindringer fra barndommen. Herlig læsning fra Tønder, hvorfra den gamle redaktør flyttede for 46 år siden.
Du kan købe ældre udgaver af Tønder – erindringer hos Lokalhistorisk Forening.
Tønder – Erindringer 16 udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
Første Verdenskrig:
Ryttervej/Svinget/Lærkevej /Lejren
Gendarmer:
Sidste års anmeldelse: (Tønder – erindringer 15)
November 29, 2015
Rejsen til Amerika – nok engang
Anmeldelse af bogen Rejsen til Amerika – Jagten på lykken – fortællinger om de danske udvandrere af Ole Sønnichsen (Gyldendal) Vi møder en masse skæbner. Og snart er vi midt i en cowboyfilm. Tænk engang 300.000 danskere udvandrede mere eller mindre frivilligt. Det var en tiendedel af befolkningen.
300.000 udvandrede
Ja dette er faktisk andel del af indvandrernes historie. I hvert fald for dem, der søgte lykken i Amerika. Spændende var det så, om den kunne holde samme standard som bind 1. Men lad det være sagt med det samme, at det kan den. Ole Sønnichsen har fundet frem til et væld af historier, og de fleste har aldrig været fortalt før. Her fortælles om mange skæbner.
Dengang rejste 300.000 danskere over til Lykken. Det vil sige, at nogle blev ekspederet derover. Det var billigere for Fattigvæsnet og lettere for politiet. Vi er i perioden 1850 – 1920.
En slags underordnet væsen jagtet som kreaturer
Det var nu ikke det bedste indtryk, at man fik af det nye hjemland. Mange følte sig jagtet lige som en flok kreaturer, efter at være taget den lange vej som tredjeklasses passager. Og kunne man ikke sproget, blev man behandlet som et slags underordnet væsen.
Tænk engang, at det var 10 procent af landets befolkning, der udvandrede. To tredjedel var mænd og 17.000 var mormoner. Disse mormoner blev truet og hånet i Danmark.
Vi følger også nogle af de personer, som vi fulgte i bind 1. Den videre skæbne oplyses så her i det andet bind.
I Det Vilde Vesten
Og vi er så sandelig kommet ud i Det Vilde Vesten i nogle af historierne. Vi befinder os næsten i en cowboy – film. Således deltog Chris Madsen, der i Danmark var skråkriminel og blev udvist eller nærmere ekspederet til Amerika i jagten efter Buffalo Bill og Dalton – brødrene. Jo, der er flere af disse eventyr – beskrivelser i bogen.
Ikke alle klarede mosten
Vi følger også de danske mormoner, der tager til Utah og Salt Lake City. Vi er helt ude på prærien og følger danskerne i deres opdyrkning af jorden. Først efter mange års slid giver dette overskud. Og naturkatastrofer som præriebrand eller sværme af græshopper kan pludselig ødelægge flere års arbejde. Ja, tornadoer var også hyppige.
Det er da bestemt heller ikke alle, der klarer mosten. De giver op, og tager hjem til Danmark igen. Andre hjælper hinanden. Fascinerende læsning om danskere, der møder en ny kultur og nye skikke.
Nogle havde også succes
Bogen eller bøgerne giver dog også eksempler på succesrige danskere, der ender med at blive førende landskabsarkitekt og guvernør. Og en dansker var med til at grundlægge seks nye byer. En af disse hed Dania i Florida.
Jeg er syg, landsforvist, ulykkelig gift og fattig
Ofte er det breve, der gengives i bogen. Nogle af disse er længselsfulde og uden håb, mens andre er mere optimistiske:
Fik du ikke læst bind 1, kan du sagtens stige på her i bind 2. De kan læses som selvstændige bøger.
Måske skulle forfatteren have gjort sine personskildringer til ende i et kapitel. I bøgerne kan vi risikere, at følge de samme personerne 4 – 5 gange. Måske giver den måde, som forfatteren har valgt, mere action.
Den dansk – amerikanske avis skrev
I den dansk – amerikanske avis Den Danske Pioner kunne man i 1886 læse:
En god gaveide
En bog med fascinerende, frygtelige og ulykkelige skæbner. Men også en bog om dem, der fandt lykken. Bogen kan anbefales som en god julegave, og det vil jeg gøre oppe i butikken.
Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika. Jagten på lykken. Fortællingen om de danske udvandrere (Gyldendal).
Hvis du vil vide mere: Læs
November 28, 2015
Nordstrand – syd for Grænsen
Rungholt var længe en legende, indtil man fandt rester på de forskellige halliger. Det var dengang, der druknede 6. 400 mennesker og 50.000 stykker kvæg. Vi skal også kigge på en af de talrige sagn, der er opstået om dette sted ”Vi trodser dig, Blanke Hans”. Og dette var ikke den eneste stormflod, der ramte øen. Ja man kan faktisk tale om århundreders lidelseshistorie, når man taler om øen. Her ligger også Verdens mindste Domkirke. Ja, tænk engang i en afstand af 3 – 400 meter ligger to katolske kirker. Og her gjaldt Spaderetten: ”Hvem der ikke vil dige, må vige”. Artiklen er også et skønt minde om en skøn tur med en skøn pige for 35 – 40 år siden.
En tur for 35 – 40 år siden
Indrømmet, at det må være 35 – 40 år siden, at Den Gamle Redaktør sidst har været på Nordstrand. Vi startede fra min daværende adresse i Aabenraa. Så gik turen til Tønder, og en rundvisning i den flotte by. Så var det ellers en flot frokost hos minde forældre på Lærkevej i Tønder. Så gik turen ellers syd på langs kysten og den endte såmænd på Nordstrand, inden vi til aftentide igen vendte snuden tilbage til Aabenraa.
Og vi, ja det var foruden undertegnede en særdeles nydelig norsk jente, Vi standsede undervejs og jeg fortalte om historien bag de forskellige steder. Men mest imponeret var Lisbeth over at høre om Nordstrands historie.
Nordfrislands højeste punkt
Ud for Slesvigs vestkyst ligger der et større antal større og mindre øer. De kan alle ses i klart vejr fra Stolberg, Nordfrislands højeste punkt.
En del af disse øer er til dels beskyttet mod højvandet af diger. De mindre af disse, de såkaldte halliger med deres græsgrønne flader og værfter (opkastede høje) ser ud som de svømmede på vandet. Ved ebbetid rager de højt op i det solglimtede vadehav.
Blanke Hans
Igennem århundreder har stormfloder præget livet for befolkningen mellem havene. Nordsøbefolkningen karakteriseres som kølige, tilbageholdene og lunefulde, ganske som Blanke Hans, som de kalder det barske hav. Uanset de mest moderne former for kystsikring forbliver havet uberegneligt og påvirker befolkningen. Ja man kan sige, at Blanke Hans symboliserer Nordsøens urkræfter. Den er en evig trussel, men indeholder dog så mange rigdomme.
Der var 59 kirker
Det er noget helt specielt herude i den frugtbare marsk. Her ved Nordstrand er det skabt så meget forland ved hjælp af tidevand, at det går helt ud til den såkaldte Hamburger Hallig. Ja den hørte også en gang til Nordstrand.
Hele området, den mærkelige grønne flade var for 1.000, ja endnu for 400 år siden halvt land og halvt vand. Den var gennemskåret af brede vadehavsstrømme, de såkaldte priler.
Ifølge Valdemar den Andens jordebog var der 59 kirker og kapeller i den fem herreder på Nordstrand.
På den anden side af dette sund eller bælt lå en stor halvø kaldet Strand, senere Nordstrand.
Øen var delt op i fem herreder
Ja, hvad ved vi egentlig om Strand? Vi ved, at området var delt op i fem herreder. Her var indbringende kornavl, stort kvæghold og tæt befolket.
Sandsynligvis har ødelæggelserne af den nordlige del af Strand allerede været i gang, da landet blev inddelt i herreder. Fra det tidligere Viriksherred kendes kun halligerne Langenæs – Nordmark og Øland.
Mod sydøst lå Lundebergherred. Dette dannede forbindelse til det egentlige fastland. Hvornår dette herreds brud med fastlandet fandt sted, ved vi ikke.
Blanke Hans var skyld i, at Nordstrand blev til en ø.
Beltringherred er sikkert opkaldt efter det store bælt. Til dette hørte de nuværende halliger Habel, Grøde med Appelland, Hamburger Hallig og den tidligere hallig, Okholm.
Det fjerde herred var Pelvormherred, som med sin beliggenhed mod sydvest nok var mest udsat for bølgeslaget. Digerne omkring år 1600 bestod endnu af tørv og mosegræstørv, som kunne holdes sammen med høje pælevægge af lange egeplanker. Måske har navnet på herredet noget med dette at gøre. Engang hørte halligen Hoge samt Norder – og Süderog med til det.
Det sidste af de fem herreder hed Edams Herred (1352: Edamsharde).
Rungholt
Vi ved, at en stor del af Edams Herred med den temmelig store havn Rungholt under Marcellus – stormfloden mellem den 15. og 17. januar 1362 blev opslugt af bølgerne. Masser af sagn og historie er knyttet til denne hændelse. Stormfloden blev også benævnt som Grote Mandränke
Byen var en stor frisisk handelsby. Men byen sank i løbet af blot en nat. Nogle forskere mener, at beboerne selv var skyld i at katastrofen lige ramte Nordstrand så hårdt. Og dette skyldes saltudvinding. Man havde blandt andet ødelagt digerne ved dette.
Vi trodser dig, Blanke Hans
Nu var Rungholt geologisk set også særlig udsat. I slutningen af 1800 – tallet blev sagnene om stedet kendt gennem Detlev von Loliencron og hans digt, Trutz, Blanke Hans.
Jo det var Guds straf for de rige indbyggers overmod. De havde bygget et dige omkring deres land og dette var højere end alle de andre. Udfordrende løb de op på dette og truede ad havet idet de råbte:
Ikke nok med det. Indbyggerne førte et ugudeligt liv og vovede end dog at trodse Vor Herre selv.
Juleaften havde nogle af indbyggerne drukket en so fuld på et værtshus og lagt den i seng med nathue på. Så lod de præsten hente som til en meget syg og ville true ham til at give soen den hellige nadver. Men det lykkedes for præsten at slippe væk fra dem. Meb da han på hjemvejen kom forbi et andet værtshus, blev han med vold trukket derind af to karle, som brugte hans alterkalk til at drikke øl af. De sagde, at de ville drikke med Vorherre selv.
Da gik præsten op i kirken og bad Gud straffe dette gudeløse folk. Den følgende nat blev det varslet ham, at han skulle drage bort. Han fulgte varslet, og straks efter rejste stormfloden sig og oversvømmede Rungholt og syv andre sogne. Alle indbyggere omkom i bølgerne undtagen to jomfruer, som aftenen før var gået til messe. Således blev Rungholterne straffet for deres overmod.
Man kan høre klokkerne ringe
Men sagnet fortæller også, at byen stadig ligger under vandet og vil rejse sig på den yderste dag. I stille aftener skal man kunne høre klokkerne ringe fra den sunkne by.
Nu var det ikke kun i syv herreder eller sogne katastrofen indtraf. Det gjorde den i 30 sogne og herreder, også nord for den nuværende grænse.
Man har gennem tiden set sporene af gammelt kulturlandskab dukke op, gamle værfter med kirker, diger med sluseanlæg og meget mere. På halligen Sydfall dukkede der også pludselig noget op.
Efter den altødelæggende stormflod Manddrukningen fik øen et hesteskoformet udseende. De ældste nordfrisiske krønikeskrivere oplyser kun lidt fra stormflodende. De ting, der kendes og er skrevet op er meget upræcist.
Krønikeskrivere
Den første virkelig gode krønikeskriver er pastor Johannes Petersen, der stammer fra Angel. Han antog navnet Petrejus. Den anden krønikeskriver er fra selve Nordstrand. Han hedder Mads Boysen og kaldte sig Matthias Boetius. Den første havde siden 1565 og udgav omkring 1600 en krønike, som han kaldte:
Den sidstnævnte skrev et arbejde på latin. Og det kan vel oversættes noget i retning af:
Det udkom på tryk i året 1623. Men det blev først oversat i sin helhed omkring 1930 af Jürgen Schmidt – Petersen.
Beboerne havde dejlige huse
Petrejus beskriver indgående om forholdene på øen i det 16. århundrede. Han begynder med de daværende digeforhold og formen på digebygningen. Digets fod nærmest vandet bliver føjet tæt sammen med træ og kraftige pæle, tættet indvendig med brædder og græstørv for at den jord, der kastes op, ikke skal blive skyllet bort ved havets angreb.
Af sådan en slags diger havde Nordstrand cirka 120 kilometer.
Beboerne havde dejlige huse. Bygningstræet blev indført fra Norge. Man brugte teglsten og muslingekalk. Og alle huse står på høje værfter. De fattige bygger deres hytter på de diger, som ligger ud til havet og ind over øen.
Hvem der ikke vil dige må vige
Nordstrands landret er også lidt specielt. De frisiske udlande havde deres egen jurisdiktion og egne retsbøger. Kun for de tre hærreder på gesten gjaldt Jysk Lov. Nordstrands Landret er først trykt i 1670. I 4. del er Spaderetten som i første omgang beskæftiger sig med digeretten:
Man tog det faktisk ret alvorlig, at digerne ikke måtte have fejl og mangler. Digegrevens arbejde bestod i, at observere skader på digerne og sørge for, at disse blev udbedret. I den forbindelse kommer man uvilkårlig til at tænke på den fantastiske novelle af Theodor Storm: Der Schimmelreiter. Her var Hauke Hein digegreve.
En hård lovgivning
I Strafferetten § 33 stod for eksempel:
Straffene var hårde dengang. I artikel 49 hedder det således:
6.400 mennesker og 50.000 stykker kvæg druknede
Det var den frygtelige stormflod den 11. og 12. oktober 1634, hvor Nordstrand blev revet i flere stykker og størstedelen ødelagt. Digerne brød sammen på mange steder, uhyre vandmasser styrtede ind og rev alt sammen med sig og rev alt med sig – mennesker, kvæg og bosteder.
Ja selve øen blev sønderdelt i småøerne Pelvorm, Nordstrand og Nordstrand Mor.
Allerede i 1655 kom der igen en kraftig storm, som ødelagde de diger, som man netop havde opført.
Husenes mure styrtede sammen og beboerne søgte at redde sig op på lofterne, der hvilede på pæle. Men kun få stolper modstod bølgernes anslag ret længe. Der var opstået 44 nye søer. På lange strækninger var digerne helt forsvundet.
Af 9.041 indbyggere var de 6.408 druknet lige som 50.000 stykker kvæg. Kun en ottende del af jorden kunne inden århundredets udegang genindvindes ved inddigning. Resten var blevet Blanke Hans bytte.
30 vindmøller blev også havets bytte. Og kun 2.633 mennesker overlevede den frygtelige hændelse.
Søgte tilflugt på Wüste Mor
Kun den højtliggende Vildmose (Wüste Moor) blev skånet et stykke tid endnu. Her bosatte en del beboere sig i det ufrugtbare mose – og hedeland. Flodvandet har dog i tidens løb afsat mere og mere slik om mosen. Så denne Wüste Moor er genopstået som halligen Lüttmoor eller Nordstrand Moor. På et tidspunkt var her fire beboede værfter. Der var forbindelse til fastlandet med en dæmning.
En anden rest af det gamle Nordstrand er Hamburger Hallig. Har havde hamburger – købmændene, Rudolf og Arnold Amsinck bygget et særligt høj værft. Til at begynde med kunne diverse stormfloder ikke få bugt med dette værft.
Sikring for 300.000 dalere var ikke nok
Købmændene forsøgte med anvendelse af 300.000 dalere at redde dette område fra undergang. Men alle forsøg slog fejl.
Tilbage efter denne store stormflod blev de to nuværende marskøer, Nordstrand og Pelvorm. Ved indvinding af nye koge er den førstnævnte vokset med det dobbelte. En kørerdæmning over flodhøjde forbinder den nu med fastlandet så Nordstrand ikke længere er en ø men en halvø.
Også Pelvorm, der ligger langt ude i havet, har kunnet gøres større, nemlig med inddigning særlig mod nordøst.
Beboerne holdt med Christian den Fjerde
Efter den store stormflod kom mange fremmede til området, bl.a. hollænderne. Sproget blev udpræget plattysk. Fire hollandske bygmestre blev sat til at inddige Nordstrand.
Hertugen behandlede den oprindelige befolkning ret hårdt. Det skyldtes, at Nordstrand under krigen 1625 – 29 holdt med Christian den Fjerde og ikke med hertugen.
I 1652 underskrev hertug Frederik den Tredje et fribrev, så Nordstrand igen kunne kunne blev beboet. Her måtte man frit dyrke sin religion. De tidligere fastboende var søgt ind til fastlandet.
Verdens mindste domkirke
På Nordstrand står stadig den gammel – katolske Theresienkirche, der blev opført af de hollandske digebyggere i 1652. Her blev der prædiket på hollandsk ligesom i Store Magleby på Amager. På øen findes også en katolsk kirke til, rejst af franske tilflyttere.
Den ene af disse kirker er faktisk en domkirke, ja de må være Verdens mindste Domkirke. Kun 2 – 300 meter fra denne ligger den anden katolske kirke.
Som eneste kirke på Nordstrand bygget af beboerne selv, står den evangeliske kirke i Oldenbøl. På Pelvorm blev længst ude mod vest, blev Salvatorkirken stående. Tårnet styrtede sammen i 1611 og ødelagde en del af kirken. Kun vestmuren blev stående.
Man sagde, at dengang var der hele 21 kirker på øen, og de 18 forsvandt i vandmasserne.
Århundredes lidelseshistorie
Det fascinerende ved Nordstrands historie er en årtusindgammel lidelseshistorie og en vig kamp mod Blanke Hans. Krønikeskriverne, der alle er gejstlige mænd, forklarede naturkatastroferne som Guds straf for beboernes tøjleløshed og gudløsehed.
Guds straf over det syndefulde sted betød at pesten i 1350 betød, at der manglede folk til at vedligeholde digerne.
De kunne ikke vide, at landet her i løbet af århundreder langsomt med sikkert sænker sig. En stor del af øen har allerede længe ligget under den normale vandstand. Ved digebrud blev landet derfor hurtigt oversvømmet.
Blanke Hans tager og giver
Digerne var dengang ikke høje nok og svarede vel ikke til de krav, der burde stilles. Men Blanke Hans tager og giver. En stor del af den ødelagte ø har aflejret sig som bundfald inde ved fastlandskysten. På den måde har man kunnet inddige talrige nye koge. Ved systematiske landindvindingsarbejder vil fastlandet forskyde sig længere og længere mod vest. En dag vil det også nå ud til de områder, som friserne mistede ved de skæbnesvangre naturkatastrofer. Og dog, for det afhænger af strømforholdene som hele tiden ændrer sig.
I lang tid var Rungholt kun en legende
I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen beviser fra tiden inden 1362. Men mellem 1921 og 1928 dukkede der pludselig rester af volde, bygninger og brønde frem. Fundene blev systematisk registreret. Og de blev bekræftet ved hjælp af gamle kort. Særlig Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en stor rolle.
I et testamente fra 1345 fik man oplysninger om Rungholt. En handelsaftale med købmænd fra Hamborg dateret 1. maj 1361 dukkede op, og kunne bekræfte, at legenden var sand.
I 1906/1907 var Nordstrand ikke mere en ø
På Nordstrand har man stadig en digevagt, der kigger efter skader.
I 1906/1907 blev Nordstrand første gang med en 2,6 kilometer lang dæmning gjort landfast med fastlandet.
Farisær kommer fra Nordstrand
Den berømte drik, Farisær er opstået på Nordstrand. Hos friserne var var det tradition for at man i selskab med pastor Georg Bleyer. Da bonden Peter Johannsen skulle have døbt det sjette eller syvende barn opstod den drik. Flødeskummen forhindrede at rommen i kaffen lugtede af alkohol. Og pastoren regnede med, at det var almindelig kaffe med fløde.
Om pastoren fattede mistanke, da selskabet grundet kaffe med fløde pludselig blev opløftet, melder historien ikke noget om. Jo en Farisær er i dag frisernes nationaldrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet, Digebyggeri, og Marsken: Se her:
www.dengang.dk indeholder 119 artikler fra det gamle Sønderjylland herunder:
November 24, 2015
Søren Kam og hans erindringer
Dette er et forsøg på anmeldelse af Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen: Et liv uden Fædreland – Søren Kams erindringer.
Manuskript udleveret i 2011
Da jeg første gang hørte om projektet, tænkte jeg. Det kan man da ikke. Men da jeg så hørte at udgivelsen skulle ske på den måde, at den blev overbragt og kommenteret af to erfarende historikere, ja så var tanken, spændende.
Allerede i 2011 fik de to historikere manuskriptet, men det måtte først udgives efter Søren Kams død. Og nu foreligger erindringerne af den person, som Danmark aldrig fik udleveret. Ja det er vel så mange andre der heller aldrig blev udleveret.
Danske modstandsfolk er forarget
Danske modstandsfolk er forargede over, at en nazist som Søren Kam får udgivet sine erindringer og tilmed en som aldrig er blevet dømt for sine handlinger. Andre mener, at hans erindringer skulle have blevet i Glemslens mørke.
Egentlig kan man jo godt forstå, at Søren Kams fordrejede udlægning af virkeligheden kan virke provokerende på danske modstandsfolk. Men dog ikke i denne måde, at præsentere den på.
Spørgsmålet er så, om Søren Kam fortjener så megen opmærksomhed. Men er det ikke en del af danmarkshistorien? Nu får på en måde en kilde til forståelsen af nazismens tankesæt
Erindringer skrevet i 1986
Manuskriptet blev skrevet i hånden og i løbet af kort tid tilbage i 1986. Han var fascineret af Det Tyske Rige.
Og det var først efter mordet på Carl Henrik Clemmensen, at han blev begæret udleveret. Han påstod dog til sin død, at han var uskyldig. En obduktionsrapport går dog imod Kams argumentation. Ja i erindringerne får vi at vide, at hans skud ikke var dræbende.
Indirekte skyld i 472 jøders deportation
Men glemmes skal ikke, at Søren Kam sammen med to andre nazister brød ind i synagogen og stjal kirkebøger med navnelister på danske jøder. Han var indirekte skyld i 472 jøders deportation til Theresienstadt, hvoraf 55 døde.
Jøderne er stort set fraværende i hans biografi. Han mente også, at tyskerne behandlede deres fanger humant.
Division Wiking holdt sig ikke tilbage
I sommeren 1941 var SS – Division Wiking dybt involveret i udryddelse af jøder. Disse aktioner havde Kam med sikkerhed kendskab til. Et egentlig bevis på, at han deltog i disse massakre er der ikke. Heller ikke i denne bog.
Men at Division Wiking bevidst skulle have holdt sig tilbage fra disse aktioner er ikke korrekt.
Han var leder af Schalburg – skolen, som skulle rekruttere og som forskole uddanne frivillige til Waffen SS.
Tog han hemmeligheden med sig i graven?
Der er ingen afsløringer fra østfronten eller som toneangivende medlem hos SS – veteranerne og hjælpen fra Stille Hilfe.
Egentlig tænker man på, hvor meget løgn og fortrængninger, som man fyldes med. For Søren Kam søger jo egentlig at hvidvaske en forbryderisk organisation. Han fortæller en historie, som han helst selv vil se den. Mon ikke Søren Kam tog sin hemmelighed med i graven?
Brodne kar i alle hære
Bogen er en fordrejning og en fornægtelse. Han udelader væsentlige elementer og han er bevidst udspekuleret. Men bortset fra det, er bogen egentlig ganske velskrevet. Han har sikkert været en god soldat. Han undlader heller ikke at fremhæve den store anerkendelse, som han fik og hvor godt et forhold han havde til Werner Best.
Krigsforbrydelser bliver bagatelliseret med, at der er brodne kar i alle hære.
Søren kam får kort afregning
Bogen er et godt eksempel, hvordan nazister fremstiller sig selv. Det er kort og godt ideologisk historieskrivning. Men Søren Kam får kontant afregning i noterne og egentlig også i den 80 – siders indledning. Der er overhovedet ikke nogen formidlende omstændigheder.
Ingen anger
Søren Kam har aldrig taget et medansvar for sine gerninger Han erkendte, at Waffen SS havde begået fejl men at han selv sagtens kunne stå med rank ryg. Han benægter, at have kendt til jødeudryddelse.
Han har aldrig fortrudt sine holdninger og gerninger. Det er overhovedet ingen anger. Snarere tværtimod. Ja egentlig er bogen et forsøg på at retfærdiggøre sig selv. Ingen tvivl om, at erindringerne er en omskrivning af fakta og efterrationaliseringer.
Nazismens ideologi omkring raceforestillinger bliver bagatelliseret.
Han har sikkert haft et stort behov for at forklare sine bevæggrunde og valg. Måske har han dermed forvent, at hans eftermæle ville blive mere positiv.
Søren Kam mener, at Waffen SS er blevet misforstået
Søren Kam mener at Waffen SS er blevet misforstået og uretfærdig behandlet af efterkrigstidens journalister og historikere. Der er efterhånden kommet en del erindringer fra tidligere SS – soldater. Og disse er sjældent forenelig med moderne historieforskning. I denne bog får vi serveret modhistorien med det samme og på en meget kontant måde.
Og her gør de to historikere det på en fremragende måde.
Han blev fejret som en Rockstjerne
Søren Kam døde som bekendt i en alder af 93 år, efter i 70 år at have levet med så lav profil som muligt. De sidste mange år levede han i den sydtyske by Kempten.
Søren Kam blev fejret som en rockstjerne i det nazistiske miljø. Man så op til ham. Ikke mange er blevet dekoreret med den hæder, som Søren Kam. Og det var han da også selv stolt af, og det var han også af sit møde med Hitler. Men det var han egentlig ikke med sit første møde med Himmler. Han lignede slet ikke en fra den ariske race.
Angreb som præventiv foranstaltning?
Har bogen sin berettigelse? Ja det har den i høj grad. I bogens noter gennemgår de to historikere Søren Kams påstande baseret på den nyeste forskning. Som modhistorie er bogen interessant.
Vi får en ret dramatisk skildring af angrebet mod Sovjet. Søren Kam beskriver angrebet som en præventiv foranstaltning. Men egentlig var den en del af den nazistiske propaganda. Nazisterne forsøgte at forklare, at russerne var ved at planlægge et lynangreb mod Europa.
Det er rigtigt som Søren Kam nævner, at mange civile russere skød egne fangere, inden de trak sig tilbage. Det er sådan set rigtig nok, men han glemmer lige at nævne, at nazisterne på samme tid udførte massive overgreb mod civilbefolkningen.
Division Wiking bestod af 19.000 mand heraf cirka 2 – 300 mand.
Waffen SS forblev ikke en eliteenhed
Kam havde en god opfattelse af den tyske soldats moral. Han mente, at den var den absolut bedste.
Efterhånden blev der ikke stillet krav til optagelse i SS. Man optog også medlemmer fra ikke – ariske besatte lande. Man brugte efterhånden tvangsregulering. Derfor var Waffen – SS var ikke en ensartet størrelse krigen igennem.
Men de første SS – enheder må nok kaldes eliteenheder, men langt fra alle.
Primitiv, dum, dyrisk, og alkoholiseret
Søren Kam fremstiller den russiske soldat som primitiv, dum, dyrisk, alkoholiseret og terroriseret af kommunisterne. Men set med nazistiske øjne er det nok ikke så sær.
Tyske historikere har dokumenteret, at Division Wiking har medvirket til massakrer på jøder og andre overgreb. Men selv hvis Søren Kam havde medvirket ville han næppe indrømme det i sine erindringer. Han har da sikkert haft viden om frygtelig ting, som er sket.
En liste på 31 personer
Den 26. februar 1965 blev der afleveret en liste over 31 personer, der eftersøgtes i Danmark. Den blev afleveret på den tyske ambassade. En af disse var Søren Kamp.
Spændende og anderledes bog
Bogen er spændende og anderledes, for man ved egentlig ikke om man skal stole på det, man læser. Ja og egentlig er det jo gjort klar lige fra begyndelsen. Men som skrevet, afgørende nyt kunne man vel ikke forvente. Søren Kam ville næppe udlevere sig selv, snarere tværtimod, han ville retfærdiggjorde sig selv.
Mikkel Kirkebæk, John T. Lauridsen: Et liv uden Fædreland – Søren Kams erindringer (Lindhardt og Ringhof)
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 152 artikler om Besættelsestiden herunder:
November 22, 2015
Ølhandlernes Historie
Meget tidlig blev øl en nationaldrik. Øl blev tilknyttet udskænkning. Hos ølkonerne blev kunderne snydt. En stadskælder blev beordret. I forskellige perioder blev import af tysk øl forbudt. Ufattelig hvad der blev drukket. Den danske øl blev opdelt i tre kvaliteter. Men i ølkælderne smagte det danske øl forfærdeligt. Det var først, da brygger Jacobsen kom til, at der skete noget. Flere nye bryggerier opstod, og det bajerske øl havde kæmpe omsætning. Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1876 blev dannet. Man kæmpede mod falsk øl, rabatordninger, bedre priser og forsøgte at opnå bedre priser. Og så byggede man en stiftelse i Elmegade 6.
Øl blev en nationaldrik
Vi er nået til Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875. I den anledning kunne det være sjovt, at dykke ned i ølhandlens historie langt tilbage. Denne historie skriver vi i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 125 års jubilæum i 2016.
Allerede lang tid tilbage blev øllet en slags nationaldrik. Det startede som en kort og kostbar nydelse. Ofte var øllet hjemmelavet. Men meget tidligt blev især tysk øl forhandlet herhjemme. Det satte man stor pris på. Efterhånden blev det en eftertragtet handelsvare.
Øl har været tilknyttet udskænkning
I Kjøbenhavns Byret af 1251 omtales allerede ølhandlere idet det hedder:
Øl har også gennem tiden været tilknyttet udskænkning. Og som sagt, så var det tyske øl så godt, som de danske øl var dårligt. Ja det var så dårligt, at man betegnede det som almindeligt dansk øl, og det som var værre.
Kunderne blev bedraget
Ofte var det kvinder, der stod i boderne. Og de var gode til at bedrage kunderne. De spædede den gode tyske øl op med den danske, og så overholde de nok ikke lige de mål, som kunderne havde betalt for.
Bisp Ingver fra Roskilde pålagde således sine rådmænd og foged at fastsætte mål og pris på øllet, navnlig den tyske som
Ølboderne var i øvrigt berygtet for alskens uorden og slagsmål. Et gammelt ordsprog siger således:
Se dengang hørte København under Roskilde Bispestol.
En Stadskælder
Christoffer af Bayerns Stadsret af 1443 bestemmer, at borgmestre og råd for fremtiden skulle have en Stadskjælder. Det skulle være en rådhuskælder, hvori de skulle sælge tysk og andet fremmede øl for muligt køb, hvilket vil sige til rimelig pris.
Salget skulle ske kandevis. Man skulle i kælderen garantere for varens kvalitet. Men det synes ikke at have været tilladt med sidende gæster. I Stadsretten hedder det sig:
Handel med dansk øl var altså fri næring, og hver borger matte have øltapning i ølhuse og i sit eget hus for siddende gæster.
Bryggerne var i lav sammen med købmændene
Bryggerne synes i 1422 at have været i samme lav som købmændene og blev regnet for lige med disse. De var ikke sammen med håndværkerne. I 1525 var de i lav med to oldermænd.
I 1461 forbød Christian den Første at nogen måtte tappe fremmed øl, før fogeden med borgmestre og rådmænd havde smagt derpå og bestemt prisen. Det må have været en hyggelig beskæftigelse.
Stop for import af tysk øl
Af hvert fad Emekeøl skulle de have 4 Skilling og af Hamburgerøl skulle de have 2 skilling. Emekeøl er formodentlig det samme, der senere kaldtes Emsøl (Eimbecksche Bier) Jo, der var mange slags tysk øl, som blev importeret.
Under Christian den Anden kom der et stop for import af tysk øl. Grunden var, at det danske øl skulle prioriteres. Men åbenbart var det stadig ikke godt nok, for straks efter kongens fald, blev der igen imponeret.
Igen tilladelse til import
I en kongebrev af 1548 omtales:
Det pålægges Magistraten hvert år at bestikke 4 bosiddende borgere, der skulle udsælge godt og uforplumpet tysk øl til den pris, Magistraten satte. Når nogen fra Kongens Råd eller andre gode mænd ville købe en eller to tønder, skulle de omtalte fire mænd ikke have større vinding end 1 hvid på tønden. De blev således en slags ølhandlere en gros.
Det hedder endvidere, at det skal være herberger frit for at sælge tysk øl i eget hus i potetal til sine gæster, men i krohus måtte herefter ikke udtappes andet end dansk øl.
Mange brød privilegier
Et halvt år efter blev ordningen lavet om. Handlen med tysk øl blev nu overdraget til 12 borgere, der holdt almindelige herberge. Disse og ingen andre måtte nu sælge tysk øl i tønder og potter, både i og ud af huset. Enhver anden som førte tysk øl til staden, måtte ikke uden tilladelse sælge det til andre end disse. Den dyreste øl var Pryssing, der kostede 12 Penning potten. Det billigste var Bartsøl, der kostede 3 Penning.
Dette privilegium syntes dog ikke at have været af lang varighed. Det var for mange, der brød dette privilegium.
Man kunne smides ud af lavet
I ølhusene kunne man stadig få både dansk og tysk øl. Der blev stadig drukket meget tæt. Peder Palladins omtaler i et skrift fra 1559, at mange starter dagen med brændevin og opad dagen, tysk øl.
En kongelig befaling af 1578 pålægger kroger og krogerske som øl sælge og fortappe, at give Magistraten 2 Skilling danske for hver tønde dansk, de nedtappede.
I 1591 blev befalingen gentaget, men afgiften blev ændret.
Enhver brygger havde et udsalg at levere til. Og hvis en brygger, der ved gunst, gave eller anden list tog kunder fra sine lavsbrødre, skulle afgive bøde to første gange. Den tredje gang skulle han miste sine Lavsrettigheder.
Ufatteligt, hvad der blev drukket
Det var ufatteligt, hvad der blev drukket af øl i det 16. århundrede af begge køn. Husk på, at dengang var der ikke nogen, der kendte til te eller kaffe. I et gammelt regnskab fra 1590 ses det at Hofmarsken fra Stockholm Slot sen 9. november, som på ingen måde var en festdag, drak 26 potter øl.
Til Kolding solgtes engang i 1578 i anledning af Dronning Sofias nedkomst:
Øllet delt op i tre kvaliteter
Kongens ophævelse af lavstvangen i 1613 havde skadelig indflydelse på ølbrygningen. Private gav sig hen til at blive ølhandlere. De solgte deres hjemmebryggede øl. Det var navnlig håndværkere, der i massevis begyndte at brygge øl.
I marts 1621 blev der endnu engang forbudt indførelse af tysk øl, med det formål at fremme dansk øl. Men resultatet blev en slags kaos. Man skulle have tilladelse til at oprette bryggergårde. På et tidspunkt nåede man op på 114 stykker.
Man inddelte nu det danske øl i tre forskellige kvaliteter og satte pris på det:
Andre ølsorter
Til tider blev der også brygget andre ølsorter. Gaasebryggeriet (Gaasegade) ved Vandkunsten bryggede en speciel øl. Ditlev Hansen fik i 1633 privilegium på at brygge i 8 år. Anders Wern fik i 1660 privilegium til at brygge en helt ny slags øl, som han selv havde opfundet. Selv sagde han om den:
I 1667 forpagtedes Kongens Bryghus, der stammede fra midten af det 15. århundrede til en privat mand, Peter Klovmand med eneret til at forsyne Hoffet, Kastellet, Flåden m.m.
Han kunne brygge flere sorter øl. Han solgte det billigt og gav lang kredit. Men han generede de andre bryggerier så meget, at der i 1701 blev ham forbudt at handle med øltappere og kroholdere. Det hjalp dog ikke, for i 1739 forpagtede bryggerne selv Kongens Bryghus.
Masser af fribryggere
I begyndelsen af 1700 – tallet var man begyndt at drikke vin både i de højere og i de lavere kredse.
Men det var stadig mange fribryggere, der også drev ølhandel. I 1709 opgives antallet af øltappere til at være 539. I årene 1711 – 30 kom yderligere 82 Kjældermænd.
Den årlige produktion i København anslås omkring 1739 at være hele 644.000 tønder. Det var ikke så lidt, når man også betænker, at brændevins – forbruget også var i top.
Udpint maskevand
Men nu var det som bekendt ikke alt øl, der var lige godt. Således kan man i vers fra den tid læse om begrebet udpint Maskevand. Nu var drikkevandet heller ikke det bedste i København. Så måske var det alligevel sundere dengang at drikke øl.
Det gik tilbage for bryggerierne
I midten af det 18. århundrede begyndte det at gå tilbage for bryggerne. Prisen på de to bedste ølsorter blev forhøjet gang på gang. I 1783 var der atter forbud mod indførelse af tysk øl. Men det spillede nu ikke mere nogen afgørende rolle. Vin og navnlig brændevin havde erobret pladsen.
Det danske øl var som regel dårligt og dyrt. Teknikken var ikke gået det mindste fremad. Øllet var hvidt og brunt. Forbruget var nu på gennemsnitlig 54 – 55 potter årligt pr. individ. I den daglige husholdning var der mangel på ordentlig øl.
I et skrift fra den tid kan man læse om øllet:
Det bestilte øl udeblev i ugevis. Det øl man nu kunne købe i Ølkælderne var ofte aldeles ikke til at drikke. Ofte var her kun Sletøl at få. Og det var egentlig en ølsort, der skulle bortkastes eller foræres de fattige.
Øllet blev ikke bedre
I 1805 blev Bryggernæringen fri, men øllet blev foreløbig ikke bedre. Grunden til at øllet var så dårligt, kunne være, at bryggerne brankede deres malt. På den måde lod det sig forlænge (spæde op) hos øltapperne og spækhøkerne.
I 1833 blev der klaget over, at tønderne ikke indeholdt de 136 potter pr. tønde, som de skulle. Privatfolk købte ofte på denne tid deres øl på træer hos bryggerne og ikke i pottemål eller på flaske hos øltapperne.
Bryggerne havde ikke den store agtelse
Datidens bryggere blev dengang omtalt som oprindelig studedrivere og landsoldater. Ja de havde ikke den store agtelse. Normal var rangstien i et bryggeri således:
Brygger Jacobsen skabte forandring
Den store omvæltning i bryggeriernes historie Kom i 1845 – 46, hvor J.C. Jacobsen, indførte brygning af Bajersk øl. Han anlagde Gamle Carlsberg i 1847. Nu fulgte efterhånden andre bryggerier:
De oprindelige hvidtølsbryggerier begyndte os at producere Bajersk øl. Og med den moderne teknik begyndte man nu i stigende grad at producere andre ølsorter.
Den bajerske øl havde god afsætning
Den nye Bajersk øl havde god afsætning. Men egentlig vandt den ikke indpas i husholdningen som bordøl.
Den nye øl blev hovedsagelig nydt på moderne beværtningssteder. De dukkede op som konkurrenter til vinstuerne og klubberne. Nævnes skal her Captajn Brygger Jacobsens Kjælder i Brolæggerstræde. Ja så var det også Øltunnelen under Volden.
Udsalgsstederne forblev en tid endnu være forhandlere af hvidtøl og andre ølsorter i forbindelse med beværtning.
På disken hos ølhandlerne stod store blikkar. Her måltes det øl op, som man brugte til madlavningen. Kunderne havde selv medbragt spande.
En omgang hed to og en halv
Dengang bestod etikeringen af, at der med kridt var skrevet et tal på flasken, der underrettede kunden om, hvor mange skilling, sælgeren skulle have for varen. Man kunne også finde en streg over proppen med rødt eller blåt kridt.
Når man dengang gik på værtshus og skulle have en omgang, sagde man bare To og en halv. Så fik man to snapse og en halv flaske hvidtøl. Hos høkerne kunne man også til drikkevarerne få et flækket 2 Skillings Surbrød med Paalæg.
Kuskene tjente på drikkepenge
Brændevinsdrikkeriet aftog efterhånden, og salget af Bajersk øl steg enormt. En tidligere ølhandler kunne således huske, at han i 1867 havde aftappet 1.300 flasker. Fem år senere kunne samme mand aftappe 450.000 flasker om året.
Salget fra Carlsberg foregik via kuskene. Men efterspørgslen oversteg efterhånden produktionen. Og kuskene var ikke sene til at tage sig en ekstra fortjeneste ved at kræve ekstra drikkepenge hos ølhandlerne. Hvis de ikke gav de forlangte drikkepenge, ja så fik de ikke leveret nogen øl.
Nu var kravet, kapital
Efterhånden blev ølhandlerne autoriseret. Ikke enhver ølhandler kunne få øl til aftapning. Nu blev der også krævet kapital for at nedsætte sig som ølhandler. Stadig bedre lokaliteter, bedre maskiner og lagerrum blev krævet. Heste og vogne blev en nødvendighed for at fordele det aftappede øl ud til forhandlerne.
Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875
Det var under disse forhold, at en ølhandlerforening blev dannet i København i 1875. Foreningens navn blev Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875. Deres ældste lokale lå på Gammelmønt 39.
Man fik afsluttet en overenskomst med glasværkerne, som betød, at medlemmer skulle have deres flasker til en billigere pris end udenforstående.
En ligkasse
Man oprettede også en Ligkasse. Penge blev udbetalt to dage efter anmeldelse af søs, og enken kunne blive medlem til halv kontingent. Det var medlemmernes pligt efter tur at overvære begravelse. Senere ændredes bestemmelserne til, at der blev udbetalt 100 kr. til voksne og 40 kr. for børn mellem 8 og 16 år. 20 kr. for dem, der var yngre.
Mistanke til Lagerøl
Foreningen indrykkede annoncer, hvor man opfordrede ølhandlerne til ikke at give kuskene drikkepenge. Og da man havde mistanke om, at der var forskel på Carlsbergs Lagerøl, rettede man henvendelse til C.J. Jacobsen, der kunne afkræfte disse rygter.
Masser af sociale arrangementer
Foreningen arrangerede juletræsfester for foreningens medlemmer med familie. Desuden opførte man en nu også en Stiftelse. Og en maskerade blev indført som en årlig begivenhed. Men jævnlig blev der også afholdt aftenunderholdning og baller.
Man ville indføre ensartede flasker og rettede derfor henvendelse til Lyngby og Kastrup Glasværker.
Man forsøgte at opnå større rabatter
Igennem formanden for Bryggeriforeningen forsøgte man at opnå større rabat end høkerne og værtshusholdere, men det lykkedes dog ikke.
I 1881 havde foreningen konstateret forfalskning af Bajersk øl. Det fandt sted hos flere handlende. Hver ølhandler havde på den tid deres egen etiket, hvorpå der stod anført, hvilket bryggeri de fik deres øl fra. Men de uærlige ølhandlere satte anviste bare en af de populære bryggerier.
Episoden førte da også til, at bryggerierne indførte deres egne etiketter, hvorpå den vedkommende ølhandler stod anført.
En grund på Elmegade 6
I 1883 skænkede brygger Jacobsen hele 5.000 kr. til Byggefonden.
Det kneb med at afholde den vejledende udsalgspris på øl. De andre ølhandlerforeninger havde samme problem.
I 1887 vedtog foreningen, at købe en grund på Elmegade 6. Grunden blev købt den 8. februar og allerede den 20. marts blev grundstenen til Stiftelsen nedlagt.
Til kamp mod Forbrugs – og Rabatforeninger
Fra 16 københavnske handelsforeninger forelå i marts 1887 en opfordring til at modarbejde Forbrugs – og Rabatforeninger, specielt den såkaldte Forbrugsforening for Embeds – og Bestillingsmænd samt Læger. Dette førte senere til en sammenslutning af samtlige københavnske handelsforeninger.
Foreningen modtog fem gavebreve på friboliger i Stiftelsen
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om detailhandlen:
Hvis du vil vide mere: Om Værtshuse, Beværtninger og Bryggergårde (København)
November 21, 2015
Københavns Brød – og Mælkehandlerforening
I anledning af Nørrebro Handelsforening 125 års jubilæum i 2016 fokuserer vi i en række temaartikler på detailhandelen fra dengang. Kuskene og fabrikanterne solgte direkte til kunderne. Den gik ikke. Mælkehandlerne var ikke tilfredse med sundhedsvedtægten. Man fandt alternative produkter med ringe avance. Et medlemsblad med det eksotiske navn ”Brødhandler – Tidende” blev udgivet gratis til medlemmerne. Til 25 – åre – jubilæet var der ”Lammesteg med kompot i rigelige mængder”
De største problemer for foreningen
I anledning af Nørrebro Handelsforenings 125 års jubilæum i 2016 kigger vi lidt på de andre butikker, dengang. Denne forening blev startet 5 år efter Nørrebro Handelsforening.
På et af foreningens første møder var dagsorden følgende:
Bagerne klagede
På grund af den store Lockout, måtte man fremskaffe rugbrød fra udenbys leverandører. Og det var bagerne ikke glade for. De foranstaltede et protestmøde og klagede til oldermanden for bagerlavet.
Foreningen fik en aftale med Frederikssundsvejens Brødfabrik om at aftage deres produktion de kommende ti år.
Aftale bedre for bagere
Før 1897 tog bagerne brødet tilbage. Det var den enkelte bager og forhandler, der aftalte prisen på brødet. Efter 1897 tog bagerne ikke mere brødet tilbage og avancen blev beregnet til 20 pct. Men forhandlerne opdagede, at aftalen var bedre for bagerne end for forhandlerne.
I midten af 1920erne ville en række bagere ikke mere levere brød til forhandlerne. Og igen engang leverede fabrikanterne direkte til slutbrugerne. Denne udvikling har vi også set i andre brancher.
Arbejdernes Fællesbageri ville ikke være med
Og kuskenes privathandel var svært at gøre noget ved. Det foregik op gaden hele byen rundt. Forhandlerne havde efterhånden opnået en avance på hele 7 øre pr. rugbrød. Men de eneste, der ikke ville være med på den, var Arbejdernes Fællesbageri. I 1920 opnåede man en avance på hele 12 øre pr. rugbrød.
Og så blev en del af medlemmerne truet med, at de skulle ophøre med at sælge gammelt brød, ellers ville de blive ekskluderet.
Mælkehandlerne var ikke tilfredse med Sundhedsvedtægt
Det har ikke været led, at finde informationer omkring mælkehandlernes første år. Men i 1899 meddeles det, at mindstesalg af fløde var en portion til 3 øre.
I begyndelsen af 1904 blev der forelagt en sundhedsvedtægt, der blev modtaget med megen uvilje fra de handlendes side. Man ville begrænse de varer, der måtte sælges sammen med mælken. Der sendtes udvalg til både justitsministeren, politidirektøren, borgerrepræsentationen og Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Alle steder protesterede man mod indskrænkninger i erhvervsfriheden.
Trods alle protester blev indskrænkningerne alligevel indført.
Mejerierne forsøgte at komme ud af kontrakt
Mellem, de forenede fællesmejerier og brødhandlerforeningen var der i sin tid oprettet kontakt om bonus på mælk. Men i 1915 forsøgte mejerierne at komme ud af denne kontrakt.
”Standardmælk” blev aldrig populær
I 1918 var produktionen af mælk så lille, at der var udsigt til mælkemangel. For at bøde på dette, blev det påbudt kun at sælge Standardmælk med et fedtindhold på 3 pct. Men den blev aldrig populær og forhandlingen af denne ophørte allerede i 1919.
Foreningen oprettede eget ”Mælkeri”
På grund af det spændte forhold mellem mejerierne og forhandlerne oprettedes den 4. oktober 1919, Mælkeriet Slangerup. Dette selskab blev ejet af landmænd på Slangerup – egnen og detailhandlere i København. Dette tiltag fordoblede avancen for forhandlerne.
Alternative produkter
Handelen med smør, margarine, fedt, palmin og æg spillede ikke nogen rolle i tidligere tider, men efterhånden blev salget af disse produkter til den største del af omsætningen.
Men konkurrencen var så hård, at man ofte satte penge til ved at forhandle produkterne. Man oprettede Forhandlernes egen Margarinefabrik, der skulle give en væsentlig forøgelse af avance.
Brødhandlertidende
I 1922 fik foreningen bevirket, at man ikke skulle fjerne de varer, man ikke måtte sælge på søn – og helligdage, men blot tildække dem. Men dette vakte nu ikke den store begejstring hos urtekræmmerne. De mente, at Brød – og Mælkehandlerforeningen snød.
To gange om måneden udkom bladet med det eksotiske navn Brødhandler – Tidende. Og det var gratis for foreningens medlemmer.
Københavns Brød – og Mælkehandlerforening samarbejde med en række andre handelsforeninger og interesseorganisationer, således Københavns Mejeriforening, Dansk Smørhandlerforening og Bagermestrenes Lokalforeninger.
Lammesteg med kompot
I 1923 fejrede foreningen jubilæum. Og som det hedder i referaterne var det ikke nogen overdådig middag, men solid, god og velsmagende mad i rigelig mængde. Man bemærkede også at serveringen var hurtig og fuldtud tilfredsstillende. Og menuen:
Senere var der underholdning og bal. Det blev sent før de sidste af festdeltagerne brød op og vente tilbage til den daglige dont.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 19, 2015
Urtekræmmerforeningen
I 2016 er det 125 år siden Nørrebro Handelsforening blev stiftet, og det var urtekræmmere, der stiftede den. Egentlig havde man mange af de samme problemer. Magistraten og politiet var ikke meget for, at komme ulovligheder til livs. Urtekræmmerne var ikke begejstret for ismejerier, lærlingeloven og tvungen bogføring. Afholdsforeningerne mente, at Urtekræmmere ikke burde sælge sprit. Urtekræmmerne vil gerne af med tilgift og rabatforeninger.
Urtekræmmere dannede Nørrebro Handelsforening
I 2016 er det 125 år siden at en par urtekræmmere satte sig sammen og stiftede Nørrebro Handelsforening. Urtekræmmerne havde ellers deres egen forening, som var betydelig ældre end Nørrebro Handelsforening.
Nærringsloven ophørte
Ved udgangen af 1861 ophørte næringsloven. Og det betød at det 170 år gamle Urtekræmmerlav ophørte. Ja egentlig havde man allerede i 1847 en Urtekræmmerforening. Men den blev nu opløst, og en ny blev dannet.
Men det var sin sag for dem, der kørte forretning på det tidspunkt, at indrette sig efter de nye forhold. Det skete først, da næste generation kom til.
Kunne ikke lide at anmelde tiggere
Omløberi og handel ved dørene havde aldrig været så udbredt som nu. Og i tidligere tider var der masser af patruljer som holdt tiggerne væk. De butikshandlende kunne ikke lide at anmelde tiggere. I mange år havde butikshandelen også forsøgt at få afskaffet jule – og nytårsgaver til kunder. En unødig udgift mente mange butikshandlende. Ja det holdt vel først rigtig på i 1912 – 13.
Tillidsforholdet til kunderne kunne sagtens opretholdes uden dette vederlag.
Det var vel også derfor, at Nørrebro Handelsforening blev dannet. Det var for at komme begrebet tilgift til livs.
Dengang – ikke brug for flere urtekræmmere på Vesterbro
I begyndelsen af 1860erne var København kun som en stor provinsby med ca. 170.000 indbyggere. Ja man talte dengang om, at den kun var en mil i omkreds. Grænserne var voldene og lidt spredt bebyggelse udenfor.
I slutningen af lavstiden henvendte en del af de udflyttede på Vesterbro sig til lavsformanden med anmodning om, at få en urtekræmmer ud i kvarteret, som var ved et vokse.
Lavsformanden havde svaret, at han ikke havde hørt, at der var noget der trængte til urtekræmmervarer lige der, og for øvrigt boede der to urtekæmmer på hver sit hjørne af Frederiksberggade. Man kunne jo bare købe hos dem. Der er så senere blevet brug for adskillige urtekræmmer på Vesterbro.
Foreningen for billige Livsfornødenheder
I 1854 blev der etableret den første forløber for brugsforeningstanken nemlig Foreningen for billige Livsfornødenheder, der drev handel i Nyboder.
Urtekræmmerne kunne ikke konkurrere mod denne forening. Foreningen var skattefri, mens urtekræmmerne skulle svare skatter og lavsgebyrer.
Allerede i 1865 oprettede Urtekræmmerforeningen en lærlingeskole.
Kolonialhandlerforeningen
I 1866 blev der startet en ny forening, nemlig Kolonialhandlerforeningen. Ret hurtig havde de 280 medlemmer. Man startede blandt andet en lærlingeskole, og en overgang var her 50 lærlinge. Foreningen holdt kun i to år, men man nåede dog at oprette Kolonialhandlerforeningens Laane – og Hjælpekasse.
Afskaffelse af tilgift og Rabatforeninger
I 1886 opstod der en forening som urtekræmmerne ikke var så glade for nemlig Embedsmændenes Forbrugsforening. Det var igen en såkaldt Rabatforening.
I 1888 – 1889 nåede Urtekræmmerforeningen op på et medlemstal på 683.
I efteråret 1899 dannedes en komité, der skulle virke for Afskaffelsen af Tilgiften. Det varede dog længe, inden man så resultaterne.
I 1890 var der ikke ret mange specialbutikker i København. Urtekræmmerne havde det meste af det, der blev brugt i husholdingen.
Man skulle arbejde om søndagen – efter kirketid
Lukketider var også noget som Urtekræmmerforeningen beskæftigede sig meget med. Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra klokken 4 (16). Det var ikke rart pludselig at afbryde den minimale fritid, som man havde og gå på arbejde, mens andre havde fri.
Boder oprettet i træskure
Endnu op imod 1890 lå voldene som en slags grænse for byens udvikling. Men derefter tog man rigtig fat på nedrivningen. Nørrevold var ved begyndelsen af 1890erne allerede en meget smuk promenade. Der er ikke noget tilbage af denne idyl i dag.
Det sidste stykke af Vestervold ved Langebro faldt omtrent samtidig med rådhusets bygning i 1893. Jorden, der blev kørt ud af rådhusgrunden blev brugt til at bygge Søpavillonen på. Det var dengang, der var en masse boder, opført som træskure.
Urtekræmmere i uniform
Der var masser af urtekræmmer dengang. De havde deres gammel uniform på, en mørk jakke og hvidt forklæde. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade optrådte indehaveren i hvid tætknappet, toradet jakke med store benknapper. Men denne uniform hørte i 1890erne til sjældenhederne.
Det var dengang, der var placeret et håndskrevet skilt med teksten: Prøv ½ Cacao kr. 1.00. Mange af disse butikker måtte efterhånden vige for mere moderne butikker.
Ingen varme i butikkerne
Det var dejlig tempareret med butikker i kælderen. For normalt brugte man ikke varme i butikkerne. Man måtte nøjes med den varme man fik, når man arbejdede. Det betød at mange gik rundt med frostfingre.
På Kongens Nytorv 6 havde man urtekræmmerbutik indtil 1896, da den blev hjemsøgt af en stor brand, hvorved hele ejendommen blev raseret. Det var byens ældste og mest fornemme urtekræmmerbutik, der her havde hjemsted. Den var etableret i 1799.
Urtekræmmerbutikkerne forsvandt efterhånden fra de bedste adresser på Strøget. Den lave avance og den høje husleje hang ikke rigtig sammen.
Faglig kamp kostede omsætning
I 1899 indtraf en situation, der fik stor betydning for butikkerne, nemlig den store lock – out. Det var en lang kamp og en styrkeprøve mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den varede i tre – fire måneder.
Urtekræmmerforeningen blev forarget
I 1901 rejstes kravet om Kost – og Logisystemets Afskaffelse. Kravet kom fra Kolonialmedhjælpernes faglige Organisation. Samme år blev Købmandsskolen oprettet.
I 1902 opstod der et problem, da en urtekræmmer i Holbergsgade ikke ville antage en person, som var organiseret. Urtekræmmerforeningen mente, at en arbejdsgiver selv måtte bestemme, hvem man ville ansætte. Og foreningen blev meget forarget over, at Detailhandlersocietetet tog medarbejderens parti.
Politiet ville ikke hjælpe urtekræmmerne
Tænk engang, at i 1904 blev det vedtaget at man skulle lukke om søndagen.
Men der opstod så det problem, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De solgte rask væk øl og kolonialvarer. Og rejste man problemet over for politiet, ja så gjorde de ikke noget ved det.
Beskæftigelse af bydrenge
Ja og så i 1905 kom der et indgreb med titlen Beskæftigelse af Bydrenge. Nu blev det forbudt at anvende drenge under 12 år som bydrenge. Under 14 år kunne de anvendes til varetransport med en lettere vogntype.
Ja sådanne ændringer krævede ikke engang lovændringer. Ændring af politivedtægten var tilstrækkelig. Det var urtekræmmerne nu ikke så begejstret for. Og det var de heller ikke for bestemmelsen om hvor meget en 14 – årig knægt måtte bære.
Yderst beskeden fremmøde
Efter anmodning fra den samlede handelsstand blev der i 1908 vedtaget ved lov, at butikkerne skulle kukke kl. 8 (20). Juleaften kl. 6 (18) og Grundlovsdag kl. 12 middag.
Fra Købmandsskolen var der udgået en skrivelse, hvori man lader valgfriheden råde med hensyn til, hvornår man sender lærlingen til undervisning. Fra skolens side blev der også givet udtryk for, at man ved årets afslutning gerne ville afholde eksamen.
I 1912 holdt en professor et foredrag Salgsteknik og Salgsreklame på Købmandsskolen. Medlemmerne af Urtekræmmerforeningen havde gratis adgang. Det var et yderst beskedent fremmøde.
Og selvfølgelig skulle man også have et sangkor, og det fik man så i 1913.
Verdenskrigen gav udfordringer
I august 1914 begyndte Verdenskrigen. Det var en begivenhed, der rystede alle. Urtekræmmerforeningen holdt til tider bestyrelsesmøder 2 -3 gange om ugen. Der skulle hele tiden tages stilling til nye situationer.
Afholdsfolkene på mærkerne
Afholdsfolkene var vældigt på mærkerne i 1915. Ja det var vel cirka fem – seks stykker på Nørrebro. De indsætte et forslag om at forbyde salg af spiritus hos urtekræmmerne. Og det kan godt være at urtekræmmerne også kom på mærkerne efter dette forslag. De udsendte en presseinformation:
Ja, det var ikke et svar, der vidnede om Afhold snarere om Aggressivitet.
Nye ”trusler” hang over Urtekræmmerforeningen
Nye trusler hang over Urtekræmmerforeningen, og det var:
Formanden mente, at man skulle tage sig agt for de nye love. Og så skulle man huske på, at m.h.t. Bogføringen, ja så blev nogle måske have fremmede til at gøre dette.
Og det med Meterloven blev udskudt nogle år, da regeringen ikke kunne skaffe nok metal til gramlodderne.
Urtekræmmer ikke altid begejstret for socialhjælp
I 1916 kom der en slags socialhjælp. Det var dyrtidsmærker a 50 øre. De måtte dog kun anvendes til Nødvendighedsartikler. Men det kunne sandelig også misbruges. En mand havde således sparet så mange mærker, at han kunne købe en halv falske akvavit. Den gik dog ikke, selv om manden hævdede, at det var nødvendigt for ham.
De første rationeringskort (for sukker) kom i 1917. Men det blev meget værre. Disse kort førte til stort besvær for de handlende. Systemet førte til skarpe sammenstød mellem købmand og kunde.
Urtekræmmerne var ikke så begejstret for kommunernes socialhjælp. Og det startede med folkekøkkener. De mente, at der hermed gik glip af en stor omsætning.
Spiritusbeskatningen tog rigtig fat i 1917. Cigar – og Tobaksbeskatningen startede også, men i små ryk af gangen.
Man mødtes hvert år til Fugleskydning. Formålet var at styrke venskabet.
Man kunne ikke forstå Magistratens indstilling
Urtekræmmere og andre handlende har aldrig kunnet forstå Magistratens holdning til gadehandlere. Man kunne godt forstå, hvis det var arbejdsløse der faldbød frugt, fisk og grøntsager og lignende fra en trækvogn.
Men efterhånden udviklede det sig til faste stadepladser med næsten hele butikker. De handlende beklagede sig over, at de skulle betale afgifter, skatter og husleje.
Disse varer blev efter urtekræmmernes mening udsat for uhumskheder fra gaden. Affald fra hunde og heste blev udtørret i solen, ja og når det så kommer et vindpust kan man godt tænke sig, hvad der sker. Ja de handlende med faste butikker kunne ikke rigtig forstå, hvorfor Sundhedspolitiet kunne tillade dette. Og hvor mon varerne blev opbevaret om natten? Lugten måtte jo tiltrække diverse fyr, mente urtekræmmerne.
Man var heller ikke tilfreds med politiet
Man havde tidligere klaget til politiet over ulovlig handel i kolonihaverne. Men politiet havde intet foretaget sig. De foretog sig heller ikke meget over for hjemmefremstilling af brændevin.
Man skulle holde de gældende priser, men det var der nu ikke alle, der gjorde. Således var der butikker, der solgte Persil til underpris. Blev det opdaget, ja så vankede der bøder.
Ja så meddelte Svendborg Eddikefabrik, at de ikke længere leverede til FDB. Glade blev urtekræmmerne.
Samme problem som handelsforeningerne
Ja som det vil kunne ses af denne artikel så kæmpede urtekræmmerne ofte med de samme problemer som Nørrebro Handelsforening gjorde. Utrolig var det, at man kunne afse midler til en stiftelse. Ja disse stiftelser var der mange af på Nørrebro. Og som vi tidligere har været inde på, så ejer Nørrebro Handelsforening faktisk endnu deres egen stiftelse i Prinsesse Charlottesgade.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs