Artikler
Februar 27, 2016
Sømænd fra Løjt og Aabenraa
Det var masser af skibe og søfolk dengang. I Løjt var der navigationsskole. Læs her, hvad de kommende styrmænd skulle lære. Og hvordan skulle besætningen opføre sig, ja det var nøje beskrevet. Og kaptajnen var forpligtet til at skulle servere mad, så besætningen blev mæt. Opstod der disciplinere uoverensstemmelser om bord måtte kaptajnen ofte have hjælp hos den danske konsul i den anløbende havn. Kaptajnen måtte også underskrive en loyalitets – kontrakt med sin redder. Næsten hvert hus på Løjt Land leverede en eller flere knægte til Aabenraas søfart. Under treårskrigen led mange i Aabenraa, for holstenernes boykot af havne var særdeles effektiv. Så tog mange skibe til Sydamerika. Men det var ikke lykken. Det gav ikke meget overskud.
Ikke alle sømænd spandt guld
Som vi tidligere har skrevet i flere artikler, så bidrag befolkningen på Løjt rigeligt til Aabenraas søfartshistorie. Og det var ikke just guld den enkelte sømand spandt på verdens havene. Nogle gjorde, og det kan man sandelig godt se, når man se mange af de smukke gårde på Løjt. Men mange menneskeskæbner ser vi også, når vi beskæftiger os med dette emne.
Navigationsskolen på Løjt
Mange unge mennesker fik lov til at komme ud af skolen et år for beregnet for at tage til søs. De blev matroser efter en hård oplæring. Senere tog de på styrmandsskole på Løjt. Det kunne ske hos den kendte gårdmand, kaptajn og navigationslærer P. Boysen i Løjt Skovby. Her gik det ret gemytlig til. Men man fik også lært at måle og regne.
Så skulle man atter til havs og stige op i styrmandsgraderne.
Hvad skulle man lære?
Hvad lærte man dengang? Jo, det kan vi se i værket Schleswig – Holsteins Grönlandsfahrt auf Walfischfang und Robbenschlag (1937). Heri kan man se, hvad en styrmand skulle kunne i forhold til et patent af 7.9.1839:
Ja det er slet ikke slut endnu. Man skulle lære om himmellegemer, solopgange – og nedgange.
En redder ved navn, Cornett
Kigger man på Aabenraa og skibshistorie, ja så dukker navnet Cornett op. Slægten kan dateres tilbage til 1727, da Jørgen Eriksen (Cornett) giftede sig med Maria Andreasdatter. Sønnen, Jürgen førte faderens skibs – virksomhed videre. Men Jürgens eneste søn, udvandrede til Amerika og døde i Californien. Virksomheden gled ud af familiens hænder ved Jürgens død i 1885.
Storhedstiden var over
Men på det tidspunkt var det heller ikke mere så meget brug for sejlmagere og og rederivirksomhed som Cornett beskæftigede sig med.
Skib opkaldt efter kaptajnernes samlingssted
Jo kaptajnerne på diverse skibe havde et yndet samlingssted nede ved havnen, som hed Kommunen. Og et af de nybyggede skibe fra Aabenraa, hed da også Commune.
Kaptajnen skulle være loyal over for sin redder
Hvad fik man egentlig i løn om bord. Kigger vi på kaptajn Paulsen fra Barsmark på Løjt Land, som i 1847 stod på Commune’ s kommandobro, ja så var der følgende betingelser:
henblik på anskaffelser og alle andre nødvendige betalinger, endvidere at få skibet ekspederet hurtigst muligt, at sørge for gode fragter til rimelige betingelser, så skibet kan indtjene noget, og i givet fald kun henvende sig til solide og redelige mæglere og sørge for råd hos rette sagkyndige
Treårskrigen voldte kvaler
Treårskrigen forvoldte store kvaler for Aabenraa’ s søfart. Danmark havde det maritime herredømme til søs over for holstenerne og prøjserne. Men disse var i stand til at blokere havnene. Og dette udnyttede englænderne.
Dette betød, at mange laster og skibe måtte ligge stille i mange måneder. Ja krigen og blokaderne var en ruin for mange søfolk og reddere.
Mange Aabenraa – skibe søgte i den periode mod Sydamerika. Men fortjenesten her var meget ringe og ofte endte det med underskud.
Grænsen mellem liv og død
Sømandslod var også ofte grænsen mellem liv og død. Når stormen piskede havet op i tårnhøje bølger, blev skibene som nøddeskaller, der både krævede en betænksom og behændig manøvrering og tilstrækkelig modstandsevne i selve skibet.
Ved udmønstringen fik hver af mandskabet to måneders løn forud, resten først ved rejsens afslutning. Men der kunne da under rejsen gives forskud á conto til for eksempel tobak og tøj. Mellem 1844 – 1853 steg lønnen med 25 – 50 pct.
Hvordan skulle besætningen opføre sig?
Hvis vi kigger på gamle forhyringsskemaer fra Aabenraa kan vi fornemme de forhold, som de ansatte levede under.
Mandskabet måtte ikke gå fra borde uden kaptajnens tilladelse. De måtte heller ikke tilbringe en nat til lands, gjorde de det så fik de en bøde på 3 rdb.
Man måtte heller ikke på en rejse sige op. Og så skulle man altid parere kaptajnens og officerernes ordre uden modsigelser. Og så skulle man altid være ædruelige og fredsommelig.
At forlade kaptajnen i en nødssituation var nok noget af det værste, som man kunne gøre.
Om bord måtte man ikke have gæster, ja fremmede havde absolut ingen adgang uden kaptajnens tilladelse. Man måtte heller ikke medtage handelsvarer.
Kaptajnens forpligtelser
Kaptajnen var forpligtet til
Senere blev der tilføjet en ekstra forplejningskontrakt, der påbød kaptajnen at give mandskabet bestemte rationer af kaffe, Te, smør, sukker, svinefedt. Og så var der bestemmelser, såfremt mandskabet ikke fik kost om bord.
Disciplinære problemer
Det skete da også ikke så få gange, at der var disciplinere problemer om bord. Så måtte kaptajnen anmelde det til den danske konsul i den havn, som man anløb. Konsulen måtte så tage affære.
En kaptajn oplevede, at en matros, som man hyrede, havde fnat. Det blev heldigvis opdaget inden afrejse, og matrosen kom ikke ud at sejle dengang. Kaptajner har også oplevet, at nogle af mandskabet omkom grundet ukendte troppesygdomme.
Næsten hvert hjem på Løjt leverede søfolk
Næsten hvert hjem på Løjt var repræsenteret i Aabenraas søfart. Blomstringstiden var fra 1820 – 1880. Var man heldig kunne man blive kaptajn. Og var man virkelig heldig kunne man bygge en rigtig kaptajnsgård og få en sorgfri alderdom.
Søen havde en dragende kraft på mange. Men mange blev også derude.
Kaptajn Fischer
Kaptajn C.C. Fishers farbror har vi også tidligere berettet om. Det var ham, der udgav bladet Freja. Ham vidste alt om logaritmer og matematik. Han lærte familiemedlemmer den svære kunst at navigere. Men økonomiske forhold havde han ikke meget begreb om. Til gengæld fungerede han som en slags sagfører for mange i Aabenraa.
Familien Fischer hører med, når man snakker om Søfart i Aabenraa.
Men egentlig har vi en del artikler om søfarten i Aabenraa og Løjt. Se engang her:
Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa
Kilde:
Februar 24, 2016
Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
Det danske sprog blev brugt i kampen i Tønder. Borgmesteren ville ind og kontrollere privatskolerne. Og biskoppen visiterede. Det var ikke altid, at dette faldt ud til skolernes fordel. Men i det lange løb måtte myndighederne opgive, at kontrollere de private skoler. Jo der var skam også overklasse – skoler i Tønder. Og semarister blev brugt som privatlærer. Det var sandelig en kamp mellem det dansk – tyske i Tønder – dengang.
Privatskolerne blev brugt i kampen
Privatskolerne blev brugt i sprogkampen. Det skete i hvert fald i Tønder. Dengang i 1851 var der i byen:
Fem familier havde antaget en seminarist
Fem familier havde allerede i 1851 antaget seminarister som privatlærer. Borgmester C.A. Kjær ønskede snarest at få de tyske seminarister smidt syd ud af byen. Han mente, at de var alt for billige og i øvrigt var slemme drenge. Men det blev aldrig gjort noget ved det. Seminaristerne underviste uden for skoletiden.
Borgmesteren ville kontrollere
Efter de gældende regler var der skolepligt. Men det var tilladt at søge undervisning på anden måde. Myndighederne havde ret til at kontrollere dette. Og det var sandelig noget som Tønders borgmester gjorde brug af. Ja han førte en energisk kamp mod tysk privatundervisning.
At undervise på tysk anses for skadeligt
Det var således forbudt for en frk. Prahl og en Madamme Leisner at undervise ikke – skolepligtige børn i læsning og skrivning, hvis dette ikke foregik på dansk. Og en Madamme Semler, der ved siden af håndarbejde underviste i tysk læsning, fik at vide at dette måtte anses for skadelig for den danske undervisning.
Hun fik forbud mod at undervise børn, der ikke havde besøgt skolen eller fået 2 års offentlig skolegang. Hvis hun overtrådte denne bestemmelse, ville hun blive nægtet al undervisning.
Dansk Religionsundervisning
Pludselig forlangte man dansk konfirmation, og det betød at al religionsundervisning nu skulle foregå på dansk. Men det ville købmand Todsen ikke finde sig i. Han bad om, at få sine børn fritaget for al religionsundervisning i skolen. Han ville lade sine og ligestillede børn undervise privat på tysk. Dette blev afslået. Det stod ham frit for at lade sine børn undervise af en huslære, men religionsundervisningen skulle foregå på dansk.
Den første af tre tyske privatskoler
Den første af de tre tyske privatskoler blev oprettet af Per Jespersen i 1851. Han kom fra Angel, blev dimitteret fra Tønder Seminarium 1829, og blev straks knyttet til skolevæsnet i Tønder, hvor han blev elementarlærer ved Vajsenhusets Skole.
Han var pietistisk præget og medlem af Bibelselskabet. Han var meget velanset, men da han ikke kunne påtage sig, at undervise på dansk som sprogskriptet krævede. Derfor blev han afskediget med pension.
Borgmesteren ville bremse borgmestren
Han gav sig så til at undervise privat, foreløbig uden for skoletiden. Borgmester Kjær forsøgte at få dette forbudt. Borgmesteren mente, at han gennem sin pension og sit hverv i Sparekassen var økonomisk sikret. Men det lykkedes dog ikke for borgmesteren.
Jespersens Institut som det kaldtes gik ret godt. Da Biskop Boesen visiterede skolen i 1859, fandt han Jespersens skole ret tilfredsstillende. Men han stillede dog det krav, at børnene også lærte at skrive dansk. I 1861 kunne han indberette:
Af de tyske privatskoler bestod Jespersens længst. Den blev nedlagt den 29. september 1862, uvist hvorfor.
Postmesteren kunne ikke klare danskundervisningen
I begyndelsen af 1853 oprettede Fr. Wildenrath en dansk privatskole. Hendes far var postmester i Tønder. Han studerede jura, men gennemførte ikke. Tilladelsen til skolen blev givet på den betingelse, at der undervistes på dansk – undtagen i tre fag. Religionsundervisningen skulle selvfølgelig også være på dansk.
Ved Boesens visitats 1855 underviste Cornelius Appel i religion. Wildenrath (postmesteren) underviste selv i dansk, men magtede det ikke. Boesen indskærpede, at betingelserne skulle overholdes, hvis han ville fortsætte. I 1857 gik skolen ind af mangel på tilslutning.
Meyer var en katastrofe
I 1853 begyndte cand. theol. C.W. Meyer også en dansk privatskole. Skolen var forpligtet til at give 4 timers ugentlig undervisning i dansk. Meyer havde deltaget i tre – års krigen på Slesvig – Holsten siden. I 1854 måtte den tilsynsførende for hele skolevæsnet i Tønder, andenpræsten J.M. Dahl indberette til Kirkevisitatoriet (Amtmand og Provst), at der ikke var afsat timer til dansk religionsundervisning. Undervisningen på dansk var utilfredsstillende. Børnenes modersmål blev behandlet som fremmedsprog. Meyers tidligere aktive modstand var afløst af passiv modstand.
Dahl henstillede til, at man nægtede Meyer tilladelse til at fortsætte som privatskolelærer. Kirkevisitatoriet gav Meter tilhold, om at ophøre med sin private undervisning. Meyer blev senere præst for en tysk menighed uden for London.
En privatskole i Møgeltønder
En privatskole uden for byen hører også med i billedet. Møgeltønder hørte til de Kongerigske Enklaver. Disse enklaver hørte under den danske grundlov. Her havde befolkningen nogle personlige rettigheder, som man ikke havde i hertugdømmerne. De var mere frit stillet med hensyn til skolevæsnet.
Man havde i Møgeltønder haft en privatlærer Mathiesen (dimitteret fra Tønder), men han fik ansættelse i Nibøl. Man havde så prøvet at få den tidligere præst fra Løjt, A.D. Grauer til at påtage sig hvervet. Men de strandede på økonomiske spørgsmål. I 1861 blev det gjort forsøg på, at få Mathiesen tilbage til sognet som degn men det mislykkedes.
Men så fandt man lærer Lorenzen. Han opgav sit lærerembede i Frederikskogens Skole, da denne skulle være dansksproget. Ham lykkedes det så at få som privatlærer. Der blev rejst en skole på en grund, der tilhørte Bernd Feddersen på Roj. Den lå lige ved bygrænsen til Tønder på vejen til Møgeltønder.
Lorenzen var en god skolemester. Og skolen blev opsøgt af ”børn fra Tønder, hvis forældre troede sig forurettet ved Sprogreskriptet”.
Borcherts Privatskole var håbløst
Et håbløst fortagende var Borcherts privatskole. Borchert havde haft til opgave at indføre dansk sprog i Læk, Agtrup, Veeby. Det gik rent galt. Han måtte afskediges på grund af voldsom og ustyrlig adfærd. Nu søgte han tilladelse til at oprette privatskole i Tønder.
Pastor Dahl’ s gode hjerte løb af med ham. Han undskyldte Borchers adfærd med henvisning til ulykkelige familieforhold.
Men Dahl kom bittert til at fortryde sin godhed. Først lavede Borchert en timeplan, der havde 10 tysktimer om ugen og i øvrigt en time dansk, 2 timer fædrelandshistorie og en time geografi. Dahl forlangte 5 timer taget fra tysktimerne og fordelt ud over andre fag.
Skolen blev lukket
Biskop Boesen besøgte skolen på sin visitats 1858. Han fandt den højst mådelig. Dahl måtte erkende, at skolen burde lukkes. Børnene blev tiltalt på tysk og talte tysk indbyrdes. Timeplanen blev ikke overholdt. Borchert kendte den ikke engang selv. Børnene læste og skrev tysk i timer, der var afsat til andre fag.
Skolen blev lukket den 1. maj 1859 og Borchert takkede Dahl for sin venlighed ved at indrykke et digt i Intelligensbladet (Den tyske ugeavis). Digtet ironiserede over dem, der lagde overdreven vægt på sprogundervisningen.
Myndighedernes indblanding måtte opgives
Men myndighedernes indblanding i privatskolernes sprog måtte efterhånden opgives. Seminarieforstander Kühnel og pastor Dahl ville ubetinget kræve dansk undervisningssprog i privatskolerne. Provst Tidemand føjede dertil en fordring om, at hvis man holdt huslærer, skulle man give dansk religionsundervisning og fire timers undervisning i dansk sprog om ugen.
Amtmanden grev Arthur Reventlov ønskede derimod at overlade forældrene selv at træffe bestemmelse om sproget ved privatundervisningen. Og sådan blev det.
Det begyndte med 12 børn
Den første danske privatskole blev oprettet af Vilhelmine Rosenvinge. Hun var guvernante hos en toldinspektør i byen. Det var meningen, hendes skole skulle være Spiren til et dansk privatinstitut. Men instituttets skæbne kendes ikke.
Mere liv var det åbenbart i det pigeinstitut, som Albertine Sørensen oprettede fra maj 1855. Det var, som det hed beregnet for børn af de mere dannede klasser. Det havde 30 timers ugentlig undervisning og faget dansk fik et overveiende antal timer fremfor de fremmede sprog.
Det begyndte med 12 børn. Biskop Boesen har ikke besøgt det på sine visitatser, men – skriver han – men syntes ret tilfreds med dets præstationer. Skolen bestod endnu i 1864 og fik under krigen et tilskud på 200 rigsdaler af den danske regering.
En ny skoleplan lod vente på sig
Den såkaldte rektorklasse, der var et levn fra den tid, da byen havde en latinskole, stod fra 1856 uden ledelse. Nogen nybesætter af embedet fandt ikke sted. Man ventede på den omordning af hele byens skolevæsen, som var under forberedelse. Man kom til at vente meget længe.
J.M. Dahl ville have rektorklassen helt afskaffet. Den nye seminarie – forstander Kühnel ville have indrettet en højere borgerskole, der samtidig skulle være øvelsesskole for seminariet.
Den nye provst Hjort ville have en særlig realskole, hvis rektor skulle være inspektør for byens skolevæsen, som aldeles må holdes ude fra seminariet.
Således stod interesserne imod hinanden, tiden går. Man hjalp sig til rette med den ordning som Dahl og hans Grundtvigianske lærerstab ønskede. Men byens danske embedsstand savnede hårdt en højere skole. Den 20. december skrev fysikus Ulrik til departementschef Regensburg:
Kongen var med på ideen
Også provst Hjort pressede på for at få en realskole oprettet. Da der stadig intet skete. En komité blev nedsat. De forlagde deres betænkninger for kongen i maj 1861. Kongen synes godt om ideen og bevilgede en årlig understøttelse på 500 rdl. til en sådan skole.
Og den 3. oktober 1861 blev Tønder private Realskole åbnet med 17 elever. Iblandt disse var en tysk embedsmandssøn. Og leder blev J.S.D. Branth. Han var en fremragende botaniker og forfatter.
Skolens andenlærer var en Tønder – seminarist, Chr. Peter Jacobsen. Han tog eksamen med udmærkelse. I sommeren 1862 var man nået op på 30 elever. Nu var tilskuddet vokset til 1.000 rdl. årligt. I 1863 ansatte man så en tredjelærer. Men flere lærere blev tilknyttet skolen.
Skoleleder Branth fik ikke tilladelse
Efter 1864 forlod de fleste danske lærere Tønder. Men på skolen fortsatte to af de oprindelige. Man holdt kun lukket et par dage, så startede man igen op med 17 elever. Men den 14. maj måtte Branth meddele, at han havde fået endelig afslag på, at han måtte fortsætte skolen.
Befolkningen brød sig ikke om de offentlige danske skoler
De offentlige danske skoler, der blev oprettet under sprogkampen vandt ikke befolkningens hjerte. Tønder private Realskole var en undtagelse.
Den danske asylskole
Men noget for sig var Den Danske Asylskole oprettet af fysikus Ulrik. Bestyrerinden var degneenken fra Burkal, Johansen. Og biskop Boesen havde et godt indtryk af denne skole, og fortalte, at i denne forskole mødte der ham 50 små børn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs:
Februar 21, 2016
Skolen, dengang i Rise Sogn
Hvordan var skolegangen dengang i 1800 – tallet? Ja selv i et lille sogn var der en stor forskel. Pastorerne kom på inspektionsbesøg, og kunne finde på, at overholde en pludselig eksamen. Der var stor forskel på distriktsskoler og biskoler. Men det var som om, at forældrene ikke altid tog skolegangen lige alvorlig. De ville hellere have, at børnene blev hjemme og hjalp til med arbejdet på gården. Men nogle gange var det bare for meget for den lokale lærer eller degn. Degn Nyegaard kæmpede mod de lokale magthavere og mod det nationale. Selv om sognebørnene bakkede ham op blev han fyret som uduelig.
Skolesystemet – vest for Aabenraa
Vi har netop lagt en artikel her på siden med en pastor fra dette sogn. (En Pastor fra Rise Sogn) Og nu kigger vi på skolesystemet her ude på landet lidt vest for Aabenraa.
Generalsuperintendent Adler arbejdede for en hårdt tiltrængt forbedring af skolevæsnet. Den store reform kom i 1814. Forinden havde han sendt regulativer ud til de forskellige provstier, der skulle forbedre loven.
Pastorerne gik meget op i skolerne
Præsterne Grauer og Wulf havde forsøgt at forbedre skolegangen og for dem lå skolens trivsel dem meget på sinde.
Degneskolen i Rise var den ældste i sognet. Ved siden af den var der distriktsskoler i Brunde, Rise – Hjarup og en biskole i Mjøls – Lunderup. Denne blev distriktsskole i 1840.
Den ældste skole var den i Rise, men ikke nødvendigvis den bedste. Degnen hed i 1806, Nis Nissen blev kaldt Niels Degn var nu heller ikke den bedste lærermester. Der blev ført protokoller, og af dem kan man godt danne sig et indtryk af skolegangen dengang.
Drengene kunne ikke dele
Læseøvelserne på tysk lød mere dansk end tysk. Og regneøvelserne gik egentlig godt – rent mekanisk. Men skulle det tænkes, var det ikke så godt. De store drenge kunne ikke dele 50 rdl. 36 sk. i 9 lige store portioner.
Mangel på læsebøger
I 1812 meddelte lærer Hans Christensen, at der er mangel på læsebøger. Skrivningen var sjælden og dårlig, nærmest mekanisk. Og retskrivning havde man slet ikke noget begreb om. Den nye lærere forsøgte at få styr på dette kaos. Han havde lavet et oplæg på tysk. Det var på tysk, men det næste ville blive på dansk, så børnene også kunne forstå meningen.
I 1813 meddeles det, at i geografi var begyndelse god, og nu er børnene begyndt at stave.
En forfærdelig duft i skolestuen
Skolen var proppet med børn i 1814. Der var godt nok opstillet bænke alle mulige steder, men mange havde ikke mulighed for at sidde ned, men måtte stå op. Det var en forfærdelig luft, som følge af ”uddunstninger” fra de 70 – 80 børn. Opholdet i skolestuen kunne være helt uudholdeligt.
Børnene sad som skruet sammen, og luften var så fordærvet, at man næppe kunne holde det ud en hel time.
Eleverne kunne i 1815 selv bringe egne tanker på papir, hvilket tidligere var helt umuligt.
Børnene blev hjemme
Et problem var også, at børnene var meget fraværende, så det var utroligt, at de lærte noget som helst.
I 1818 var det igen problemer med, at børnene blev hjemme fra skole. Det var forældrene, der ikke viste ansvar. Læreren var meget skuffet. Og den 27 juni var der kun mødt et barn i skole.
I 1819 blev der undervist i naturhistorie. Læreren bad børnene gengive, det han fortalte på tavlen. To drenge gjorde det så godt, at de hver fik foræret en bibelhistorie.
Man manglede et kor
I 1845 havde den nye lærer Nygaard spurgt præsten, om han måtte lade børnene regne hver for sig, for ellers skrev de af efter hinanden. Pastor Wulff havde svaret, at han måtte gøre alt, som kunne fremme selvstændig tænkning og selvstændig arbejde.
Man sang i 1846 melodien På Gud alene haver jeg sat min Lid. Det lød meget smuk. Og den var aldrig før blevet sunget i en kirke eller en skole.
Nu mangler man bar at danne et kor. Utroligt, at ingen andre lærer på denne skole før havde interesseret sig for sang, gav læreren udtryk for i protokollen i 1847.
I Brunde læste eleverne aviser
Hvordan greb man sagen an i Brunde. Jo i 1806 læste man en del danske aviser. Og eleverne læste selv de vanskelige ord meget rigtigt.
Læreren forsøgte, at få eleverne til at oversætte et stykke fra dansk til tysk. Alle forsøg var ret mangelfulde. En af drengene konstruerede meget godt, men han lavede mange fejl i stavningen. Og drengene regnede selv vanskelige stykker på tavlen.
Både i skrivning og tysk blev der i 1807 sporet fremskridt. Men det kneb med sætningsopbygningen.
Matematisk geografi, ja det var noget man begyndte med i 1810. Men det kneb med at findebestemt tid, form, tal og opgivet ord.
Stupide hoveder
I 1814 blev der også fokuseret på tysklæsning og oversættelse. Udtalen var ret god. Man kunne sjældent høre, at det var danske, der læste tysk.
Også i 1815 blev eleverne fremhævet som dygtige.
Der var læsning i underklassen. Og bortset fra stupide hoveder, om hvilket det kan siges ”olie og møje er spildt”, læste alle ret godt. Ja det var læreren, der selv anvendte de nævnte ord.
Solsystemet og planeterne
I 1837 blev børnene sat ind i solsystemet med planeterne og deres biplaneter. Måneskin og måneskifte samt jordens bevægelser omfang var ligeledes noget af den lærdom, der blev indprentet. Ækvator, vendekredse, meridianer, jævndøgn m.m. lærte man også om. Børnene svarede som regel rigtigt på det, de blev spurgt om.
Forskellen på skolerne i Rise og Brunde var påfaldende.
Lærernemme børn
I 1846 meldes der om gode fremskridt for det tyske elever i dansk stil. Uden tvivl var det den skole inden for sprog, der var bedst. Men lærerne synes også at eleverne var gode at arbejde med. I hovedregning var opgaverne vanskeligere end i Hjarup.
I religionsundervisningen gik det også fremad.
Skolen i Rise Hjarup var også bedre end sogneskolen i Rise. Pastor Grauner mente, at eleverne skulle lære den lille tabel på dansk i stedet for tysk. Eleverne blev opfattet som ret gode.
Læreren havde ofret sig
I 1827 skrev pastor Wulff:
To børn læste og oversatte tysk. Bortset fra udtalen godt og temmelig godt. Og så kommer den interessante tilføjelse:
Biskolen Mjøls – Lunderup var for de mindste i området. De større gik i Rise Skole. Biskolen blev holdt skiftevis i Mjøls og Lunderup. Lærerne som ikke havde fået læreruddannelse, skiftede næsten lige så tit.
Klager over lærerens strenghed
I 1817 skrev Pastor Pastor Grauer, at nogle forældre havde klaget over en ny lærers alt for store strenghed. Men præsten gav læreren medhold. Børnene kan ikke bare gøre, som de har lyst til, nu skal de adlyde, sagde præsten.
At en 13 – årig dreng så ikke kunne læse endnu, ja det undrede man sig mindre over.
I 1837 får læreren af pastor Wulff det skudsmål, at han gør sig den største flid på at lære børnene alt, hvad han selv vil og kan. Præsten håbede, at han ville blive en dygtig skolemand, når han kom fra seminariet.
Læreren var i byen med kartofler
I 1840 blev skolen en distriktskole og kom derved på linje med de andre skoler i sognet.
Da præsten en lørdag ville inspicere skolen, for at se, hvor mange elever, der var i skole den dag, fandt han den lukket. Det skete, fordi skolelæreren var kørt til byen med kartofler. Den stakkels mand kom forknyt til pastor Wulff, søndag morgen. Men pastoren tilgav ham.
Pastor Wulff fremhævede sangen i Mjøls Skole og fremhævede det nyttige i at sangen blev ledsaget af violin. Det havde pastoren nemlig selv lært hos Kantor Juul senior i Tønder.
Mjøls var på Wulff’ s tid den eneste skole i sognet med såkaldt gensidig undervisning. Degnen i Rise havde ingen medhjælpere og i Brunde og Rise – Hjarup var der for få elever.
En ny præst og en ny degn
Pastor Wulff døde pludselig i 1856, og så var der pludselig ikke så mange bemærkninger i protokollen. Det begyndte først i 1860. Og det var den nye præst, pastor Kjær, der var mere kortfattet. Han havde ganske tydeligt besvær med degnen, Nyegaard.
Den 15.5.1865 var pastor Kjær på besøg i Rise Skole. Præsten undrede sig over, at Niels Schmidts søn ikke engang kendte bogstaverne. Og da han henvendte sig til degnen svarede denne, at knægten sikkert ville blive ked af det, hvis man gik hårdere til ham og blive hjemme.
Degnen fik en alvorlig irettesættelse
For sådan en bemærkning gav pastoren ham en ordentlig irettesættelse. Pastoren mente, at det var pligtforsømmelse. De øvrige børn læste udmærket. Flere havde lært at læse inden de kom i skole.
Pastoren lod overholde en eksamen. De mindre børn kunne overhovedet ikke regne. Og andre børn kendte overhovedet ikke deres salmebog eller bibel. Og sang var der overhovedet ikke noget af.
Enkelte børn skulle læse og oversætte tysk. Det gik ret godt med læsningen, men slet ikke med oversættelse. Degnen mente ikke, at dette var nødvendigt.
En uværdig degn
Degnen blev den 2. 7. 1866 fyret fra sit job med begrundelsen uværdig. Inden da var der en sand krig mellem pastoren og degnen. En masse indberetninger fra begge sider fulgte. Præsten påstod, at degnen ikke duede til noget som helst. Han nedbrød respekten til skole og kirke. Han tugtede umanerligt. Nogle børn nægtede han simpelthen at undervise. Og så kyssede han sin kone, når hun kom med eftermiddagskaffe.
Degnen lod ifølge præsten både ham og ligfølge vendte på kirkegården. Denne degn Nyegaard har åbenbart været særdeles stridslysten.
Her står jeg, jeg kan ikke andet
Således skrev denne Nyegaard et forsvarsskrift på 31 sider mod de lokale magthavere. Han sluttede med ordene fra rigsdagen i Worms:
Inden Nyegaard fik embedet i Rise, havde han været lærer i Røllum. Han havde fået de bedste anbefalinger fra præsten i Ensted, Marcus Kjær.
Pralet med danskhed
I sit forsvarsskrift fortæller Nyegaard, at han på Brundlund Slot, havde mødt amtmand Heltzen, der havde sagt noget i retning af, at derude i Rise, ville han få sin sag for. Men åbenbart har amtmanden ikke gået i forsvar for Nyegaard.
I en redegørelse fra regeringen i Slesvig den 15 januar 1866, står det at Nyegaard havde pralet med sin danskhed.
I sine indlæg til myndighederne skriver han tysk, men under forhørene blev han ved med at bruge dansk. Han kaldte sine modstandere for et lille parti.
Opbakning fra sognebørn
200 sognebørn underskrev følgende erklæring i marts 1866:
Vi har tilladt os, at omskrive dette til nogenlunde nudansk.
Magthavernes synspunkter vejede tungere
Selv om det så ud som om, at de lokale bakkede op om degnen, så vejede det nationale og de såkaldte magthaveres synspunkter hårdere på vægtskålen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om lokalområdet: læs
Februar 20, 2016
Sverige og Jøderne
Vi skal også lige fokusere på, hvad det neutrale Sverige ellers foretog sig under Anden Verdenskrig. De tillod, at tyske tropper kunne bruge de svenske jernbanespor helt til august 1943. Med regeringens accept blev der transporteret tusindvis af friske soldater, proviant, kanoner m.m. til de indeklemte tyskere i Narvik. Den norske eksilregering var mere end rasende på svenskerne. Mange nazist – partier lukkede først ned i 1950, men genopstod senere som nynazister. I 1960erne trykte svenskerne propaganda for nynazisterne i Tyskland. Også højrefløjen i Sverige havde mange lighedspunkter med de svenske nazister. Hærledelsen og de kongelige priste Hitler. Og det gjorde IKEA´s grundlægger også.
Var svenskerne storsindet?
Over 7.000 jøder nåede over Øresund, da jagten på de danske jøder gik ind. Var svenskerne så storsindet over for alle jøder? Nej, det var de ikke. De måtte ofte føje sig for tyskernes krav, selv om de var neutrale. Det gjaldt jo om at bevare den store krigseksport til tyskerne.
De danske jøder
I alt blev 472 danske jøder arresteret og deporteret til KZ – lejren Thersienstadt. Af disse blev 197 fanget mens de var på vej i sikkerhed til Sverige. 51 overlevede ikke rædslerne i KZ – lejren.
Svenskerne havde protesteret over for tyskerne om den forestående begivenhed. Werner Best og Duckwitz havde advaret mod aktionen. Den svenske ambassadør havde endda overbragt tilbuddet om asyl til formanden for Det Mosaiske Trossamfund, C.B. Henriques. I svensk radio blev tilbuddet også offentliggjort.
En jødisk familie måtte betale 50.000 kr.
I løbet af ganske få uger var 7.200 jøder fragtet over Øresund. Der var en hvis risiko ved det, men mange danske fiskere tog sig også rigeligt betalt for overfarten. Priserne var bestemt af udbud og efterspørgsel. I begyndelsen var prisen for en familie 50.000 kr. Der var fiskere, der tog overpris. Man havde ellers aftalt en retningspris.
Der var indkaldt 1.500 politisoldater fra Tyskland for at klare opgaven med at arrestere jøderne. Men man gik nu ikke særlig effektivt til værks. Aktionen skulle være afsluttet på tre timer.
Værnemagten havde fået at vide, at de skulle forholde sig overvejende passivt til flugten over Øresund. Der blev ikke gennemført en overvågning af kysten efter 1. oktober 1943.
De tyske myndigheder var modvillige over for en aktion, der i den grad ville vække danskernes vrede. Tyskerne valgte derfor at afsætte meget begrænsede ressourcer til forfølgelsen af de danske jøder.
Visumtvang for østrigske statsborgere
Seks uger efter Østrigs anschluss indførte svenskerne visumtvang for østrigske statsborgere. Dette var ikke nødvendig for tyskerne.
Ikke – ønskværdige indvandrere
Men ret snart viste det sig også, at mennesker klassificeret som jøder, blev opfattet som ikke – ønskværdige indvandrere. Men det passede ikke tyskerne. De ønskede at tømme Stortyskland for ikke – arier. Det gav svenskerne et problem. Man ville ikke have jøder ind, hvad skulle man gøre?
Man mente i Sverige, at tyskerne skulle hjælpe til med at løse problemet. Det hele endte med et J i jødernes pas.
Svenskerne søgte inspiration i Schweitz
Efterhånden fik jøderne frataget deres rettigheder. De blev smidt ud af deres boliger, lænset deres bankkonti og berøvet deres smykker og andre ejendele. Arbejdsløsheden blev afløst af hjemløshed. I Sverige frygtede man masseindvandring af jøder.
Svenskerne søgte nu inspiration i Schweitz. De havde samme holdning til jøder, nemlig modvilje.
Tyske borgere, der ikke var ønskværdige i Tyskland, var heller ikke ønskeværdige i Sverige. Hvis man ved grænsen fandt ud af, at vedkommende ikke kunne komme tilbage til Tyskland, kunne vedkommende heller ikke få adgang til Sverige.
Den svenske regering lod sig påvirke
I 1936 lod svenskerne et antal flygtninge komme ind, men kun for en kortere periode. Midlertidig ophold kunne godt komme på tale med ikke immigration.
De svenske myndigheder beskrev det på denne måde:
Den svenske regering kunne ikke undgå at lade sig påvirke af studentermøder og antijødiske resolutioner. Desuden var der i Stockholm nazistiske demonstrationer.
Landbefolkningen skulle ikke blandes med den race
I Rigsdagen advarede Højre mod uhensigtsmæssig indvandring. Således udtalte et Højre – medlem følgende:
Axel Hansen fra Bondeforbundet sagde følgende:
Mest bastand var vel Højres, Karl Magnusson:
Den brune bevægelse i fremgang
I Sverige var det i den grad et opblussende jødehad, og i avisenerne talte man om Jødeinvasion. Og det var som om, at Den Brune Bevægelse i Sverige var i fremgang. Der blev holdt møder og taler og sange med afsky mod alt det, der blev opfattet som jødisk.
I 1941 søgte mindst 3.674 mennesker om beskyttelse og opholdstilladelse i Sverige. Den svenske regering undersøgte, vurderede og klassificerede 1.029 af disse som mosaiske. Af ikke – jødiske ansøgere fik over 86 pct. lov til at rejse ind i Sverige. Af dem, der havde fået et m efter deres navn, lod man godt 38 pct. komme over grænsen.
Svensk Opposition
I 1941 oprettedes også bevægelsen Svensk Opposition. De havde en helt deres egen fortolkning af samfundsudviklingen:
Mange af den svenske højborgerskabs læger, jurister og professorer havde tilsluttet sig denne organisation.
Mindreværdige racer skulle steriliseres
For at bevare og forædle den nordiske race, må man kræve:
Kære læsere, husk lige at vi her er i Sverige og ikke i Nazi – Tyskland.
Man udvidede så senere definitionen:
Den svenske jødevælde skulle knuses
Det svenske jødevælde skal knuses gennem realiseringen af disse fem punkter:
Kommunisterne blev anset som farlige end nazisterne
Flere nazi – venlige aviser samt Aftonbladet og Stockholms – Tidningen stillede tre spørgsmål til statsminister Per Albin Hansson. En stor del af det prominente Sverige var blandt underskriverne:
”Hitler var noget af det bedste, der er hændt Verden”
Allerede den 22. juni 1932 afholdte de svenske nazister deres første offentlige møde, da lederen Birger Furugård talte overfor 6.000 tilhørere på Høtorvet i Stockholm.
En fremtrædende figur blandt disse var Per Engdahl. Han var med i forskellige nazistiske organisationer, men i 1941 dannede han Svensk Opposition.
I august 1942 mente man, at cirka 100 svenske politibetjente var medlemmer af en eller nazistisk organisation.
Den 20. april 1944 på Hitlers 55 årsdag, skrev Engdahl i sin avis Wågen Framåt:
Nu smuglede man krigsforbrydere
Efter krigsafslutningen skiftede Svensk Opposition navn til Nysvenska Rörelse og forsøgte at distancere sig fra Nazityskland og sin egen historie. Men i stærk kontrast til dette, hjalp de med at smugle nazistiske soldater, kollaboratører, Waffen SS – frivillige ud og sende dem i frihed.
Jøder blev hemmelig registeret
De svenske nazister førte registre over jøder i Sverige. I efterkrigstiden førte især Nordiska Rikspartiets Sikkerhedstjeneste registre over dem, man betragtede som fjender. Her var også journalister og offentlige personer.
Mange svenskere beundrede tyskerne og nazisterne, især kongefamilien og den svenske hærledelse. Ved flere lejligheder viste de stor beundring for Hitler og ledende nazister som Hermann Göring.
Mein lieber Reichskansler
Statsminister Hansson har ved flere lejligheder bremset breve fra Gustav den Femte til Hitler. Disse breve blev altid indledt med:
Bortset fra perioden 1930 – 1933 kom der aldrig en samlet nazistisk organisation i Sverige
Gerstein gik til Biskoppen
I november 1942 tog SS – officer Kurt Gerstein kontakt til biskoppen i Berlin, Dibelius. Han havde noget, han ville fortælle ham. De kendte hinanden i forvejen. Gerstin var gået ind i SS for at finde en forklaring på noget, som hans svigerinde fortalte ham. Angiveligt blev psykisk syge myrdet af nazisterne.
Gersteins arbejde bestod blandt andet af at sikre bedre hygiejneforhold i KZ – lejrene. Han konstruerede således et anlæg til aflysning af soldaterne ved fronten. Da man fandt ud af hans tekniske begavelse, blev han brugt til at effektivisere aflivningen af mord ved hjælp af gasning. Han fik til opgave at skaffe en af ingredienserne i giftgas, nemlig blåsyre.
Han fortalte alt, hvad han vidste til biskop Dibelius. Biskoppen opfattede det som om, at Gerstien gerne villa have budskabet bredt ud så meget som muligt for at forhindre endnu flere mord.
Den svenske biskop tav
Her trådte så den svenske ærkebiskop Eidem ind på scenen. Han skulle til Tyskland for at indsætte en ny svensk præst i den svenske menighed. Og Dibelius kendte ham udmærket. Eidem fik alt det at vide, som Gerstein havde fortalt. Berlins biskop håbede nu, at et neutralt lands biskop ville fortælle sandheden om Hitlers rædselsregime videre.
Men ak nej. Eidem holdt det for sig selv. Han var Guds ydmyge tjener, men opfattede sig ikke som magthaver. Men han var dybt berørt over det han hørte. I hans tale i Berlin og senere i Luzern talte han om, svenskerne og germanerne ikke var bedre end andre. Så kraftfuld var hans taler, at den svenske ambassadør bad de medrejsende svenske journalister om at dæmpe deres referater.
For den svenske ærkebiskop var tro og politik to forskellige ting. Han beholdt sin nyerhvervede viden helt for sig selv. Og Gerstein – han begik selvmord i 1945.
Sverige hjalp Nazi – Tyskland
Det er jo ikke nogen nyhed, at Sverige hjalp Nazi – Tyskland under Anden Verdenskrig. Man tillod malmtransporter, og solgte rask væk komponenter. Mens Danmark forsynede Nazi – Tyskland med bacon, smør og fisk, ja så sørgede Sverige med andre fornødenheder.
Sverige tillod forsyninger via jernbanen til nazisterne under kampen om Narvik i 1940. Det svenske jernbanevæsen med regeringen i ryggen tillod dette, mens nordmændene var hårdt trængt.
Jo, svenskerne bildte både englænderne og nordmændene ind, at man ikke tillod tyskerne at få forsyninger via Sverige. Men det var løgn.
Hitler’ s personlige ønske
Den svenske ambassadør i Berlin var kaldt til møde i det tyske udenrigsministerium. Her fik han at vide, at Adolf Hitler personligt ønskede, at få sendt 30 – 40 plomberede togvogne gennem det neutrale Sverige. Han lagde stor vægt på en sejr i Narvik. Tyskerne argumenterede for, at man havde brug for sanitetssoldater, mad og medicin til soldaterne i Norge. Men som den norske forfatter, Espen Eidum siger i sin bog, Blodsporet, så kom der 17 soldater for hver sanitetssoldat.
Svenskerne var udmærket klar over at transporterne også indeholdt elitesoldater, tungt artilleri, luftværnskanoner, ammunition, ingeniørmateriel m.m.
Jernbanetransport frem til august 1943
Ifølge Eidum så blev togtrafikken gennem Sverige øget helt frem til 1943. Der blev sendt tog til Narvik, Oslo, Tronhjem. Returgodset var jøder og andre fanger, der skulle til KZ – lejre syd på.
Denne transport satte forholdet mellem Norge og Sverige på en alvorlig prøve. Norske eksilmyndigheder var rasende på svenskerne og deres eftergivenhed. Man regnede med, at 100.000 vognlæs med krigsmateriel var transporteret gennem Sverige.
Også proviant i stor stil blev fragtet til de indespærrede tyskere. De norske frihedskæmpere kæmpede heltemodigt men de havde svenskerne imod sig. Gad godt nok vide, hvad der var sket, hvis svenskerne havde forholdt sig neutralt?
Svenskerne tillod også transport fra Narvik til Finland. Også dette forhold, har svenskerne forsøgt at skjule.
Mange sårede tyske soldater blev behandlet på svenske militærhospitaler.
Noget gik op for svenskerne
Svensk Radio berettede om, at det norske jødeproblem havde fundet sin løsning. De var ført om bord på en tysk 10.000 – tonner og sejlet væk til et ukendt bestemmelsessted.
Hvad svensk radio ikke fortalte var, at de norske børn og kvinder blev gasset lige efterankomsten til Birkenau. I alt blev 763 norske jøder pågrebet, 24 overlevede.
Men efterhånden ændrede svenskerne deres holdning, da det gik op for dem, hvad der skete i broderlandene.
Nazisterne levede videre
De svenske nazister levede videre efter 1945 og blev først nedlagt i 1950. Det vil sige, at veteranorganisationen Sveaborg eksisterede helt op i 1990erne. Rent medlemsmæssigt var nazisterne mere udbredt, end man tidligere har regnet med. Men politisk fik man nu ikke så meget magt.
Og dog, et parti som Högern tænkte os på racer og beundrede tyskerne.
Nazisterne i Sverige blev aldrig betragtet lige så farlige som kommunisterne.
Nazisterne havde en dødsliste
Men højreekstremismen vente tilbage i Sverige. Da den vesttyske regering i 1960erne gennemførte en undersøgelse af nynazismen i landet, viste det sig, at Sverige var de tyske nazisters primære leverandør af trykt propaganda.
Nazistiske bevægelser i Sverige udgav i 1995 et tidsskrift, som de kaldte Werwolf. Her publicerede de en dødsliste over 300 personer med opfordring til at henrette bevægelsens fjender. Werwolf arbejdede blandt andet sammen med den engelske organisation Combat 18.
I slutningen af 1990erne oplevede svenskerne politimord, bilbomber og politiske likvideringer i hagekorsets tegn. De udbredte sympatier for nazismen før og under anden verdenskrig er alt for længe blevet fortrængt og fortiet. Svenske politikere og medier har gjort deres bedste for at ignorere, at der skulle være et problem i udviklingen mod et multikulturelt samfund.
Nynazisternes typiske hovedfjende er ikke mere jøderne, selv om disse stadig figurer som en hadet gruppe. Nynazisternes hovedformål er at stoppe indvandring for derigennem at sikre den nationale ”races” overlevelse.
IKEA´s grundlægger var nazist
En af de mest kendte svenskere, der tidligt bekendte sig til nazismen var stifteren af IKEA. Ingvar Kamprad. Han blev som 16 – årig medlem af Nysvenska Rörelsen. Han deltog aktivt med medlemsrekruttering og salg af bevægelsens materiale. Han bistod også i organisationen af bevægelsens materiale Så sent som i 1991 skrev man en artikel i Nysvenska Rörelsens avis Vägen Framåt om Kamprads loyalitet med sin ungdoms ideal.
Men trods store sympatier for Hitler tog familien i foråret 1939 imod den jødiske flygtningedreng, Otto Ullmann. Han fik arbejde på familiens gods, og var en af de første, der fik blev ansat hos IKEA.
Mange rygter om Sveriges deltagelse
Der går mange rygter om svenske erhvervslivs deltagelse i Holocaust. Børn af norske kvinder og tyske soldater blev fragtet til Sverige og anbragt på et hjem. Her kunne gode og respekterede Nazi – familier så komme og adoptere et barn med rigtige skandinaviske og ariske træk. Dette skulle være forgået med den svenske regerings accept.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 13, 2016
Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
Fire unge matrosser mente også, at krigen var forbi for dem, den 5. maj 1945 i Svenborg. Men det mente deres chef sandelig ikke. De deserterede, men nåede kun få kilometer. Danske Modstandsfolk leverede dem tilbage. De tre blev dømt til døden. Og det skete om bord på et dansk skib i Gelting Bugten den 10. maj. De blev smidt i Østersøen. Mange har betegnet dette tilfælde som ”Krigens sidste ofre”. Men det var langt fra tilfældet. De allierede accepterede den tyske krigsret i hvert fald hele 1945 og måske også 1946. I løbet af krigen blev der uddelt 30.000 dødsdomme for faneflugt. De 20.000 blev udført. Der var kaos ved krigsafslutningen i Østersøen. Masser af lig strandede ved kysterne langs Flensborg Fjord.
En mindeplade ved Gelting Bugt
Det er efterhånden længe siden, at vi kørte en tur i den skønne omegn af Flensborg. Vi så ud over Gelting Bugt, og kørte ned i retning af en campingplads. Her fandt vores blik på en lys sten med en mindeplade, der nærmest fyldte hele stenen.
Vi befandt os ved Norgaardholz. Vi kiggede nærmere efter, hvad stod der egentlig på stenen:
Og det er også forgæves som mange andre, der er faldet
På grund af desertering dømt til døden om bord på ledsagerskibet ”Buéa ud for
Nordgaardholtz og derefter skudt.
Teksten var fra Alfred Gails afskedsbrev til sine forældre
Hvad var dette for noget? Vi fik at vide, at stenen var opsat af slægtninge til de tre. Det var sket den 9. juli 1999.
Freden var to dage gammel
Freden var to dage gammel på Gelting Bugt. Men det var ikke om bord på Buéa. Hvad der her skete beskæftigede det tyske retssystem sig med i mange år efter. Ja i dag vil de sikkert helst glemme det.
Spøgelsesagtig scene
Det var en spøgelsesagtig scene. På agterdækket lod kaptajnløjtnant Sander mandskabet træde an. Han erklærede, at de dømte matroser havde gjort sig skyldige i Faneflugt, og dermed havde de begået en forbrydelse, der naturligt førte til en dødsdom. Derfor skulle denne dom fuldbyrdes.
En kommando bestående af 10 mand under ledelse af Kapitän zur See, Merkel marcherede hen på agterdækket. Denne Merkel havde et par dage forinden befalet nedskydningen af 11 matroser i Alssund.
Fuldbyrdelsen skete med en salve
Kaptajnløjtnant von Dresky oplæste dommen. De tre dømte var bundet fast til hinanden og de havde bind for øjnene. Den sidste kirkelige trøst fra den tilstedeværende præst havde de afvist. Fuldbyrdelsen af dommen skete med en salve.
Efter at lægen havde undersøgt, at døden var indtrådt hos de tre unge matroser, gav Merkel det sidste nådesskud.
Ligene blev derefter med tunge vægte smidt i Østersøen.
Hitler havde advaret
Men hvorfor fortsatte Nazi – regimet deres beskidte og nådesløse vold efter at kapitulationen? Hvad skete der i dommernes hoveder? For at forstå dette må vi kigge på den militære og politiske situation i de sidste krigsdage.
Hitlers ord stod stadig ved magt. I Mein Kampf proklamerede han:
Et flertal blandt tyskerne mente det samme
Men det var ikke kun Hitler, der havde denne mening. Et flertal i den tyske befolkning mente, at desertører var dødsfjende nummer et.
Faneflugt koster hovedet
Hitler proklamerede også, at
Det sagde han samme dag, som tyskerne overfaldt Polen. Og det var i november 1918, at den tyske marine gjorde oprør. I 1943 havde han gentaget:
Den 5. maj blev der erklæret våbenhvile
Enden på krigen nærmede sig. Den 3. maj blev der på Lüneburger Heide forhandlet en kapitulation mellem Oberbefehlshaber der Kriegsmarine, Genraladmiral von Friedeburg og Feldmarschall Montgomery. Den omhandlede alle tyske stridskræfter i Nordvesttyskland inklusive Slesvig – Holsten.
Den 5. maj blev delkapitulationen under benævnelsen Våbenhvile bekendtgjort over Flensborg – senderen.
I Svenborg: Vi vil fortsætte med at marchere
Men denne aften holdt kommandør Sander en tale for alle tyske militære søfolk i Svenborg. Han pointerede, at man skulle kæmpe videre i Nazismens værdier.
I løbet af aftenen kneb det dog med kammeratskabet. Således kom en overløjtnant og en tandlæge op at slås.
Fire marinesoldater havde fået nok
I løbet af aftenen var det fire marinesoldater, der havde fået nok. Der i blandt var det Fritz Wehrmann fra Leipzig. Kammeraterne betragtede ham som ægte kommunist. Radiooperatør Alfred Gail var en anden. Det er ham, der er citeret på mindestenen, som vi refererede til i begyndelsen af artiklen.
Man frygtede, at blive taget til fange af englænderne. De syntes også, at de kampe, som deres chef opfordrede til, var komplet tåbelige. De fire marinesoldater bekymrede sig også om deres familier nede i Tyskland. De kunne bestemt ikke lide deres chefs tale. Som Alfred Gail også skriver til sin brud og sine forældre:
Også Martin Schilling mente, at det var tidspunktet, at tage hjem på. En fjerde kammerat tilsluttede sig også.
Udleveret af den danske modstandsbevægelse
Men de var kun nået ganske få kilometer, da de blev standset af en større skare bevæbnede danske modstandsfolk. Disse afleverede de fire ulykkelige tyske marinesoldater til bykommandøren. Hvorfor de gjorde dette, henstår i det uvisse. De må have haft en anelse om, hvad der kunne ske for tyske soldater, der deserterede.
Der skulle statueres et eksempel
Om eftermiddagen den 7. maj gik turen mod Gelting Bugt. Det var dagen før den endelige kapitulation. Den 8. maj klokken 23 blev alle flag fra hurtigbådene i Gelting Bugt strøget. Det betød, at nu var krigen forbi. Men de tyske militære retsinstanser havde ikke tænkt sig at lukke ned. Måske var det Dönitz, der havde ansporet dem til at fortsætte.
Da Buéka var ankommet til Gelting Bugt rapporterede Sander om hændelsen til lederen af hurtigbådene, Kapitän zur See, Rudolf Petersen. Han anbefalede, at der blev statueret et eksempel som skulle virke afskrækkende.
Krigen skulle fortsætte mod russerne
Som formand for retten, blev den 33 årige stabsdommer Adolf Holzwig udnævnt. Han var også anklagerens repræsentant. Han havde været medlem af NSDAP siden 1933. Og han var også involveret i sagen om M 612.
Som bisidder var den 30 – årige overlæge Dr. Med. Busch og den 25 årige sekretær i Bataljonen, Faustmann valgt. Der var stik imod reglerne ikke valgt nogen forsvarer.
I Buéka’ s messe fandt retssagen sted, og det var en stor anklage. Ikke overraskende blev dommen for de fire en dødsdom grundet faneflugt.
Dommeren gjorde opmærksom på, at krigsafslutningen ikke havde nogen virkning, fordi man sammen med de vest allierede vil fortsætte krigen mod Sovjetunionen.
Den fjerde Matros slap med tre års fængsel
Den fjerde matros, Kurt Schwalenberg forsvarede sig meget smart. Han fortrød, og fortalte, at de andre tre havde lokket ham. Han slap med en tre års fængselsstraf.
20.000 dødsdomme effektueret
De to episoder som vi på vores side har omtalt, var langt fra de eneste. I løbet af krigen har de tyske retsinstanser dømt 30.000 til døden på grund af faneflugt. Cirka 1.500 af disse var inden for marinen. 20.000 af disse domme blev effektueret.
Ansat i det tyske efterretningsvæsen
Lederen af hurtigbådene Rudolf Petersen blev frikendt i tre retsinstanser. Han fortsatte som handelsrejsende, men fik senere et job i den tyske efterretningstjeneste trods hans beslutning dengang.
Han døde efter komplikationer, da unge mennesker en nytårsaften smed noget i hovedet på ham.
Mor begik selvmord
Efter en af frikendelserne blev det for meget for den ene af de unge matrosers mor (Alfred Gail). Hun troede ikke mere på retfærdighed i Tyskland. Hun begik selvmord. Det var i 1954.
Den juridiske hån
Den juridiske hån fer fortsat op gennem årene i Tyskland, således blev dommer Holzwig frifundet i 1952. Som Højesteret i Tyskland konstaterede, så havde Holtzwig:
Mindst et dusin tilfælde efter 5. maj i Flensborg
Alene i Flensburg – Mürwik blev der rapporteret om et dusin episoder efter 5. maj, der førte til en dødsdom. Således blev tre matrosser dømt til døden, fordi de havde ødelagt kompasset på Paul Jacob, så skibet ikke kunne sejle. De blev den 7. maj dømt til døden.
En marinesoldat nægtede at fyre op på et krigsskib. Han fik også en dødsdom den 10. maj.
Inden for luftvåbnet blev en østrigsk soldat skudt den 14. maj, også efter at være dømt til døden. Hans forbrydelse var, at han havde udtalt, at han ikke mere ville kæmpe for Tyskland.
Dødsdom i Norge i 1946
Både i Norge og Holland blev der uddelt talrige dødsdomme efter krigens ophør. Så sent som i februar 1946 er der eksempler på dødsdomme oppe i Norge. Problemet for nogle af de tyske tropper måtte vente med at komme hjem, grundet manglende skibsmulighed.
De allierede godkendte den tyske krigsret
Mellem den 10. maj og 5. august blev der alene i Slesvig Holsten ført hele 750 straffesager inden for det tyske militær. De 424 var for faneflugt. Åbenbart blev dette godkendt af de britiske militærmyndigheder.
De allierede besættelsesmyndigheder lod den tyske straffelov forblive i kraft indtil 1946 for at sikre en ordnet afvæbning af værnemagten.
Buéa var et dansk skib
Det skib, hvorfra der blev kastet tre likviderede matroser var egentlig et dansk skib. Det blev bygget i 1936 under navnet Hammershus. Og det var egentlig tale om en færge.
Den 16. marts 1944 blev det beslaglagt af tyskerne og blev anvendt som ledsagerskib til de tyske hurtigbåde. Og navnet fik skibet fra administrationsbyen Buéa i den tyske koloni Cameron.
Kaos i Østersøen
I Gelting Bugten havde mandskabet på 47 tyske u – både sænket deres skibe. I Flensborg Fjord lå talrige flygtningeskibe og kunne ikke komme til land. Flere lig strømmede ind til kysten både på tysk og på dansk side. Således har vi tidligere rapporteret om lig ved Rønshoved, Rinkenæs og Kollund.
Natten mellem den 2. og 3. maj strandende lastpramme med indsatte fra KZ Stutthof ved Danzig ud for Neustadt. Om formiddagen den 3. maj skød soldater, SS´ere, Hitler – drenge og medlemmer af Folkestormen 300 af dem på stranden i fuld offentlighed. Mange af dem var kvinder og børn. Andre lastepramme med tidligere indsatte flakkede om i den vestlige del af Østersøen. Og sådan kunne vi blive ved.
Det var ret så kaotisk i krigens slutning. Og mange af de forbrydelser, der dengang blev begået, er ikke engang kommet til offentlighedens kendskab endnu.
Familier til Waffen SS var bedre stillet
Først i 2002 besluttede den tyske regering, at familier efter personer, der blev dødsdømt efter krigens ophør skulle have krigsskadeerstatning. Indtil da var familiemedlemmer til tidligere Waffen SS – medlemmer bedre stillet.
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 157 artikler fra besættelsestiden
Februar 10, 2016
Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
16 timer efter, at befrielsen var indtrådt, blev 11 marinesoldater skudt på torpedobåden M 612 i Møllebugten 2 kilometer nord for Sønderborg. Langs strandene til Alssund havde folk tændt bål i begejstring over befrielsen. Man hørte da godt nok geværskud og nogle ordentlige plask. Mandskabet havde begået mytteri om bord på torpedobåden, De ville ikke nok engang til Kurland for at hente tropper og flygtninge. De havde hørt, at freden var indtrådt. Men det gjaldt bare ikke dem. Flere retssager endte med, at officererne blev frikendt. En fisker bjergede syv af ligene. Hverken Sønderborg Kommune eller Det Tyske mindretal vil bidrage med en mindesten.
Der skete mange ting – efter 5 maj
Der skete mange ting og sager efter glædesrusen den 5. maj 1945. Vi har været inde på det i forskellige artikler. I to af episoderne var tyske marinesoldater indblandet.
I de danske hjem var der naturlig glæde, da glædesbudskabet ramte. Langs strandene var der også tændt bål, også ved Alssund.
Drama i Møllebugten
Den tyske minestryger M 612 lægger fra kaj i Sønderborg. Kursen er sat mod Møllebugten. Det er en strækning på cirka 2 kilometer. Her kastes der anker kl. ca. 23. Inde på land kan der ses, at projektørerne bliver tændt. Så høres der støvletrampen og affyring af maskinpistoler. Derefter høres der plask.
Ingen tager videre notits af det. Glædens aften skulle ikke ødelægges.
Ingen vidste, at 11 dræbte marinesoldater pakket ind i lærredssække med tunge jernblokke netop var smidt i vandet.
Efter halvanden time sejlede M 612 atter mod Sønderborg.
Den 1. juni fandt man et lig drivende rundt. Den pågældende var blevet skudt kunne der konstateres.
Hvad skete der egentlig den aften og den nat ude på Alssund?
En lang tur med flygtninge
På Hitlers officielle dødsdag den 30. april var skibet løbet ud fra Rostock med en masse flygtninge om bord. De fleste var familiemedlemmer. Derefter gik turen til Warnemünde. Her fik man forplejning om bord. Da man sejlede ud herfra, blev man beskudt inde fra stranden af en russisk tank.
Målet var Kiel. Der var mandskabet egentlig også tilhørende. Under sejladsen, der var fuld af farer blev der over skibets højtaleranlæg bekendtgjort, at Hitler var død. Samtidig blev der meddelt, at Storadmiral Dönitz var udnævnt som hans efterfølger. Mandskabet modtog budskabet, som om krigen var ved at være slut.
I Kiel ville man ikke have flere flygtninge. Turen gik nu mod Danmark. På turen blev båden angrebet, men det fik man dog afværget. I København ved Langelinie ville man læge til ved krydseren Prins Eugen og Nürnberg. Men man nåede ikke engang at lægge an, før ordren indløb, at man nu skulle gå mod Sønderborg.
Tilbage i Sønderborg
Man løb under broen i Sønderborg, som allerede var besat af modstandsbevægelsen. Mandskabet havde håbet at få flygtninge afhændet, men i Sønderborg ville man heller ikke tage flere flygtninge.
Fra tysk side herskede endnu krigstilstand, og man mobiliserede alle ledige både til at befri flygtninge fra Kurland. Den Røde Hær havde tænkt sig, at hævne sig mod den tyske befolkning, for alle de overgreb, de havde været udsat for.
Begge skibe i delingen sejlede til Aabenraa for at få brændstof, det vil sige kul.
En mærkelig uro spredte sig
Turen gik tilbage til Sønderborg, hvor en mærkelig uro spredte sig. Man talte om, at Stige ud eller at stikke af. Man havde ingen lyst til atter engang at sejle til Kurland for atter en gang at risikere liv og lemmer. Stemningen var sådan på begge skibe.
I løbet af natten var fem fra det ene skib forsvundet. De blev dog pågrebet af danske modstandskæmpere.
M 612 var klar
Den næste morgen, den 5. maj blev der gjort klar til atter at tage af sted. Men det ene skib kunne ikke sejle, fordi der stadig var flygtninge om bord. Men M 612 var klar. I mellem tiden var alle kamphandlinger indstillet i den nordlige del. Men for skibsbesætningerne bestod endnu ordren, at hente flygtninge i Kurland.
”Vi er nu Frikorps Dönitz”
Kaptajnløjtnant Reinhard Ostertag, den øverste chef var sikkert godt klar over, at man var på gyngende grund. For han udtalte til mandskabet:
Han blev senere flotilleadmiral og kommandør på Marineskole Mürwik.
Mandskabet overtog magten
På M 612 var der forholdsvis unge officerer, og de var stadig opsat på at vise deres værd. Men skibet nåede ikke langt. Mandskabet foretog mytteri, og overtog herredømmet over skibet. De spærrede officererne inde i deres værelser og i messen. Foran dørene var der opstillet bemandede marinesoldater.
Det var maskingast Heinrich Glasmacher, der førte an. Han lagde planen for overraskelsesangrebet.
Noget var mistænkeligt
En hurtigbåd sejlede forbi, og kommandanten fra denne opfattede mistanke. Han havde sendt en melding til kommandanten, og denne forblev ubesvaret. Han gik på langs af M 612 og sendte en melding til lands.
I løbet af eftermiddagen kom der dog til en enighed mellem mytteristerne og kommandanten. Det så ud som om freden igen havde indfundet sig. Og kommandanten var Oberleutnant zur See, Dieter Kropp.
En hård dom
Om eftermiddagen ankom flere både og omringede M 612. En undersøgelseskommando kom om bord. Efter at kommandoen havde undersøgt sagens forløb blev de enige om dommen:
Mandskabet var fra 18 til 23 år.
Kommandoen gik fra borde, for at få fastslået deres dom ved en højere retsindstans. Ved 22 – tiden kom de tilbage til M 612, der lå for anker.
Dødsdommene blev effektueret
Ved 23 – tiden begyndte man at effektuere dødsdommene. Som det hørte sig til, befandt der sig en læge om bord. Han skulle konstatere, at døden var indtrådt hos de dømte.
For at hjælpe til med effektueringen var der medbragt en kommando fra land. Hele besætningen var tvunget til at overvære effektueringen af dødsdommene. Det skete på en meget bestialsk og umenneskelig måde.
Skibet kom ikke til Kurland
Skibet returnerede til Sønderborg, for efterfølgende, at sejle til Flensborg, hvor nogle fra mandskabet blev fængslet. Og det blev ingen tur til Kurland. Inden den korte tur til Flensborg, skiftede skibet kommandant.
Man kan så undre sig, at skibet fik lov til at sejle, både på den dramatiske tur og så denne korte tur til Flensborg.
Bisat på kirkegårde i Sønderborg
Den danske fisker, Henry West bjergede syv af ligene. De bjergede blev begravet på kirkegården i Sønderborg på den afdeling, der var forudset til Wehrmacht. To af de bjergede er bisat på Christianskirkens Kirkegård.
Mange spørgsmål
Man kan undre sig over den måde, alt dette foregik på. Var det egentlig et åbent mytteri? Var det et oprør mod et diktatorisk voldsregime?
Kamphandlinger var ikke tilladt efter kapitulationen. Hvorfor skete effektueringen som hurtig? Hvorfor fulgte man den åndsvage ordre med at skulle sejle til Kurland? Var det ukammeratligt ikke at hjælpe de kæmpende tropper i Kurland?
Det var lederen af mineskibene, Hugo Pahl, der bestemte at dommen skulle effektures med det samme.
Der er mange ubesvarede spørgsmål. Og i marinekredse i Tyskland taler man ikke gerne om episoden. Alt dette skete på dansk territorium 16 timer efter, at alle krigshandlinger skulle være stoppet.
Man vil ikke rejse en sten
I Sønderborg Kommune har man nægtet at rejse en sten til ære for de likviderede. Også Det Tyske Mindretal har flere gange nægtet at deltage i dette.
Barokt er det, at Die Volksmarine der DDR har brugt denne episode i deres propaganda. Nogle af deres skibe fik navn efter de likviderede.
Officererne klarede frisag
Retten i Lübeck har frikendt dem, der afgjorde, at de 11 skulle dømmes til døden. Den afgjorde, at det var tale om et åbent mytteri. Det var familiemedlemmer, der havde rejst sagen, ikke de tyske myndigheder.
Men retten afgjorde dog også, at familierne havde ret til krigsskadeerstatning.
En anden retssag blev afgjort i Hamborg. Det var eksekutions – officer, kaptajnløjtnant Merkel, der stod anklaget. Han talte om, at disciplinen skulle bibeholdes efter kapitulationen. Kaptajnløjtnanten blev frikendt.
I 1967udtalte en dommer, da kaptajn Hugo Pahl stod anklaget:
I 1969 forsøgte en slægtning til en af de likviderede at rejse en sag i Lüneburg. Dengang sagde dommeren:
Det var ikke den sidste dødsdom
Storadmiral Dönitz krævede iskoldt, at alt skulle sættes ind for at redde de tyske folkegrupper ved Østersøen. Derfor blev Operation Kurland aldrig aflyst. Dönitz understregede, at enhver stadig var bundet af sin soldatered, samt at der ville blive slået hårdt ned på ethvert forsøg på protest med allerstørste strenghed.
Måske tænkte storadmiralen på matrosopstanden i Kiel i 1918, da den tyske flådeledelse havde besluttet at alt skulle sættes ind i det sidste afgørende slag mod fjenden. Men matroserne opfattede dette som en sand selvmordsaktion og gjorde oprør.
Og denne aktion var ikke den sidste. Således afleverede modstandsbevægelsen i Svenborg fire deserterede marinesoldater til den tyske værnemagt. Men dette skal vi høre om i en anden artikel, som vi kalder: Deserteret i Svenborg – skudt i Gelting Bugt.
Til gengæld blev det for disse rejst en sten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 7, 2016
Angrebet mod Tønder 1918
Endelig den 19. juli 1918 lykkedes det at få ramt på luftskibsbasen i Tønder. I alt blev der kastet 11 bomber. To haller blev beskadiget, en spærreballon og to luftskibe blev ødelagt. Tønders storhedstid som luftskibsbase var dermed forbi. Læs også her, hvor meget ”krudt” tyskerne brugte mod de britiske fly. Måske var det en dårlig ide, at de havde afskaffet luftskibsbasens jagerfly. Dette var historiens første angreb fra et hangarskib. Læs også her om alle mislykkede forsøg og det hemmelige ”Gefechts – Bericht”.
Gefechts – Bericht
Det er altid dejligt, at blive inspireret af vores læsere. Og det har Gerd Uwe fra Tønder gjort flere gange. Denne gang har han siddet med lup og to computere for at tyde et såkaldt Gefechts – Bericht. Han har så forsøgt at gengive denne rapport. Og her på redaktionen har vi så tænkt på, at lave en artikel, som både inkluderer angrebet set fra engelsk og tysk side.
Og de indviede ved sikkert allerede nu, hvad det drejer sig om, nemlig det britiske angreb mod luftskibsbasen lidt nord for Tønder. Vi har tidligere beskæftiget os med denne base, og vi giver selvfølgelig en artikeloversigt bagerst i denne artikel. Vi skal beklage, hvis nogle af navnene er gengivet forkert. Det skyldes som nævnt at Gefechts – Bericht har været svært at tyde.
Ja det er faktisk tale om tre forskellige rapporter. De to af dem er underskrevet af henholdsvis Gez. Hirsch, Kriminalschutzmann og Tönnis, Kommandant des Luftschiff – Trupp Tondern.
Beretning fra den dansk/tyske grænse ved Hvidding
Menig Müller fra 4.Komp.Landst.Ers.Ratl. 9/32 har efterfølgende berettet følgende til Kriminalschutzmann Hirch, der allerede om eftermiddagen den eftermiddagen den 19. juli 1918 foretog afhøringer ved grænsen til Danmark:
Melding fra Skærbæk
Klokken 5.23 meddeles der fra Skærbæk:
På luftskibsbasen bliver farsvarsbatterierne allarmeret. Men der bliver ikke startet nogen fly fra Tønder, da dette flyforsvar siden marts 1918 var nedlagt. De fem fly, der normalt var tilknyttet basen var trukket tilbage til andre opgaver.
Tre fjendtlige fly
Klokken 5.35 meldes om tre fjendtlige fly som angriber hallerne fra sydøst. Maskinerne kom fra 2.000 – 3.000 meter, hvorefter de styrtdykkede til 30 meter. På Toska blev der smidt tre bomber. Mod Tobias blev der smidt en bombe.
Luftskibe brændt
Alle 4 bomber gik ned gennem taget. I Tobias blev en spærreballon optrevlet. Toska blev fyldt med røg og ifølge Gefechts – Bericht kan den ikke benyttes. De to luftskibe i hallerne brændte
To bomber fejlplaceret
Inden angrebet blev der mod byen Tønder smidt to bomber. En af disse blev kastet mod det sted, hvor kvægmarkedet normalt blev afholdt. Og den anden blev smidt på en mark langt ude for byen. Ingen personer kom til skade, og der var heller ikke sket andre skader.
I lav højde over Gallehus
Batterierne blev affyret mod sydøst. Maskingevær og infanteriild blev iværksat fra luftskibsbasen.
Efter angrebet fløj flyene lavt (ca. 20 meter) over Gallehus Skov mod vest. Grunden til, at de fløj så lavt var for at undgå beskydningen.
Flyene drejede mod højre og fløj nu mod nord.
Nyt angreb
Klokken 5.50 observeres fly gennem skyerne i 2.000 meters højde. De nærmer sig fra øst. Nu gentager det samme forløb sig.
Toska var på daværende tidspunkt fyldt med tyk sort røg. Tobias blev angrebet af to fly. Det tredje fly fløj cirka 2 – 300 meter mellem Toska og Tobias. Det blev antaget, at dette fly lavede lysbillede – optagelser.
Gasbeholderen eksploderede ikke
To bomber ramte Tobias og gik gennem taget. En bombe faldt cirka 30 meter nordøstlig fra hallen. En fjerde bombe ramte en gaskeddelvogn. Gasbeholderen blev ikke bragt til sprængning. En femte bombe ramte vest for Tobias. Den bevirkede, at jernbaneskinner blev revet op.
Under hele aktionen blev der affyret med maskingevær og infanteriild. Under denne aktion faldt der et hjul fra en af flyene.
Fly blev igen observeret ved den dansk/tyske grænse
Oppe ved den daværende dansk/tyske grænse kunne menig Müller videre berette:
Smedemester Andreas Peter Hansen, der bor i Råhede fortæller, at han omkring klokken 6.10 også så to fly fra sydøstlig retning over Roager, der fløj mod Ribe. Flyene var meget højt oppe. Hansen mente desuden, at han nogle minutter senere har hørt en prpel – lyd over Rejsby.
Engelske piloter interneret
Hirch gør opmærksom på, at det danske Statspoliti fra Esbjerg har meddelt, at der i nærheden af Esbjerg er landet tre engelske fly. Endvidere meddeles det, at besætningen er blevet interneret. Den ene pilot havde brændt sin maskine, fordi han troede, at han stadig befandt sig på tysk jord. Et andet fly var stærkt beskadiget af geværskud.
Det lykkedes for de tre engelske piloter senere at undslippe deres danske fangenskab. De nåede til England, og blev atter sendt i krig.
Der blev smidt 11 bomber
Kommandant Tönnis kan i sin beretning fortælle, at det var tale om dobbeltdækkere, der kun var beregnet til en mand. De bomber, som de havde smidt måtte være af svær kaliber. Der var smidt i alt 11 bomber, de to omkring Tønder.
Han kunne meddele, at Toska kun havde fået ringe skade. Om cirka tre uger ville den atter være i brugbar stand. Værre så det ud med Tobias. Kommandanten mente, at den skulle nedrives.
Der blev brugt mange patroner
Vi får faktisk også at vide, hvor meget der er blevet affyret, fra Flyvemaskine – hallen var der fra 4 maskingeværer affyret 1.670 patroner og fra 220 russiske geværer var der affyret 2.450 patroner.
Fra den såkaldte sikkerhedsstation ved hallerne har et maskingevær affyret 475 patroner, og 20 karabiner 280 patroner.
Grundet skyer havde man svært ved at observere målet beretter kommandanten. Ved dykket mod målet havde flyene opnået ret stor hastighed konstaterer kommandanten.
Hirsch mente, at skud havde ramt flyene
Kriminalschutzmann Hirsch konstaterer, at flyene grundet beskadigelser fra forsvaret var nødsaget til at lande. Men det var nok snarere brændstofmangel, der var årsag til dette.
Kommandanten slutter sin beretning med angivelse af temperatur (15 grader) barometer (761) og en luftfugtighed på 85 pct. Vinden kom fra vest – sydvest.
Flere var såret
På luftskibsstationen blev flere såret. Matros Schmidt blev lettere såret, han fik beskadiget sit håndled. Overmatros Heinemann fik splinter i ryggen. Overmatros Westphal blev forbrændt af første grad på hovedet. Overmatros Vogel blev alvorlig kvæstet. Han fik splinter i ryggen, nogle er antagelig gået ind i bughulen. Han blev overført til lazarettet i Mürwik. De andre kvæstede blev behandlet på stedet.
Kammandant Tönnis roser hele sit mandskab, både officerer og menige.
Flere forsøg
Allerede i 1916 havde englænderne forsøgt at bombe luftskibsbasen. Men de måtte vende om. Afstanden var simpelt hen for stor. Ja man havde forsøgt både den 25. marts og 4. maj 1916. Men i juli 1918 traf den militære ledelse den beslutning, at Marine – Luftskibsstationen Tønder skulle udslettes.
Angreb mod Højer
Den 25. marts 1916 havde den tidligere passagerfærge Isle of Man HMS Vindex, som man havde ombygget til flytransport medbragt 5 fly som om morgenen blev sat i land ud for Slesvig Holstens kyst. Målet var at opspore og bombardere en hangar som lå ved Højer. Først på hjemturen opdagede en af piloterne en stor stald, som han troede var en hangar. Men bomben virkede ikke. Og det tyske luftforsvar havde opdaget de britiske fly. Kun 2 to af de fem vandfly nåede tilbage. Kunne det være, at der lå en befæstning ved Højer?
Angreb med 11 vandfly
Den 4. maj startede man et nyt angreb mod Tønder med 11 vandfly. Kun et fly nåede Tønder og smed to bomber a 29,5 kg, som ikke ramte. 8 af vandflyene kunne ikke lette, en ramte masten på en eskorterende krydser og en vendte tilbage med motorproblemer.
Angrebet blev forstyrret af luftskib L7, som i 1.200 meters højde opdagede skibene. Det blev ramt af antiluftskyts af de medfølgende krydsere. Det nødlandede på Horns Rev og brød i brand. Syv besætningsmedlemmer overlevede og blev taget med de engelske skibe. Her blev de interneret som krigsfangere
8 piloter forberedte sig
På flyvepladsen i Turnhouse en forstad til Edinburgh startede træningen af 8 piloter med det ene formål, at bombe luftskibshallerne i Tønder. Konturerne af Tønders 3 luftskibshaller var markeret op.
Igen blev aktionen aflyst
Et angreb med kodenavn Operation F5 var planlagt sidst i maj 1918, men blev efter, at Furious havde forladt havnen opgivet på grund af muligheden for at være blevet opdaget af ubåde.
Et angreb var planlagt den 29. juni måtte opgives, da den ene af piloterne pludselig sendtes væk.
Tordenvejr satte stop
Den 17 juli var man klar til et nyt forsøg, men et tordenvejr satte en stopper for dette. Men endelig to døgn senere var man klar. Og i tidsregningen er der en times forskel mellem de engelske og de tyske indberetninger.
150 km fra Tønder
Den 19. juli 1918 startede i alt syv fly fra hangarskibet HMS Furious i to grupper. Skibet lå 150 km nord – nordvest for Tønder. Det ene fly måtte dog returnere efter motorproblemer. Skibet blev fulgt af 25 større eller mindre flådefartøjer.
Gad godt nok at vise, om dette var det første angreb med fly fra et hangarskib. Og for flykendere kan vi oplyse at flyene var af typen Sopwith Camel. De medbragte 50 – punds bomber.
Ingen kunne returnere til skibet
Piloterne vidste godt, at ikke kunne returnere til hangarskibet. Dette havde man absolut dårlige erfaringer med. De var instrueret om at lande på vandet og undgå at krænke det neutrale Danmark.
Man valgte at ofre flyene, fordi det var ekstremt farligt at lande på dækket. De tidligere forsøg at lande et fly på et skib i bevægelse var kun sjældent endt godt. Året før havde testpiloten Edward Dunning således mistet livet under landing på Furious.
Dickson tilbage
Åbenbart er det ikke helt klarhed over de engelske flys skæbne. Således meldes det om at kun Kaptajn Dickson fra første angrebsgruppe nåede tilbage. Det var dog ikke til hangarskibet, men til en mindre destroyerflåde, der lå 40 sømil vest for Blåvandshuk.
Efter de engelske meldinger landede kaptajn Jackson vest for Guldager. Løjtnant Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.
Smidt nåede det også
Heller ikke piloterne fra anden angreb nåede tilbage. Efter en dramatisk tur landede kaptajn Smidt midt ude i et minefuldt farvand, men så tæt på destroyerflåden, at han kunne samles op.
Løjtnant Yelett forsvandt sporløst i Vesterhavet. Løjtnant Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr. På Holmsland Klit.
Angrebet kunne ses fra Aventoft
Fra luftskibsbasen forsøgte man gennem datidens medier at nedgøre skaderne. Men for tøndringerne var det en stor begivenhed. De strømmede til ulykkesstedet. Niels Bøgh Andersen fortæller i en af hans bøger, at man kunne se angrebet helt fra Aventoft.
De engelske piloter flygtede
Som skrevet så flygtede de tre internerede piloter. Jackson flygtede fra internering i Århus sammen med Williams gennem Norge og Sverige.
Newzealænderen Dawsen blev iklædt civilt tøj og flygtede fra Palads Hotel i Esbjerg på cykel gennem Danmark, Sverige og Norge.
Slut med Luftskibsbasen
Efter angrebet konstaterede tyskerne, at basen ved Tønder lå lidt udsat. Derfor blev den derefter kun brugt i forbindelse med nødlandinger. Og dette var et problem for tyskerne. Ved lukningen af basen kom man til at mangle vigtige informationer om den britiske flådetrafik i Nordsøen. Det var et stort problem, fordi den tyske flådestyrke i forvejen var den britiske underlegen.
Tak til Gerd Uwe Christiansen, Tønder
Hvis du vil vide mere: Læs
Januar 25, 2016
Avlsgården – Grøngård – endnu mere (2)
Godset blev oprettet i 1567. Her var masser af krat og vildt. Det var lige noget for Hertug hans den Ældre, der byggede et jagtslot på grunden. Der var et stor kreaturbesætning. Alene brugte hofkøkkenet 120 okser hvert år. Og Der var masser af hø. Det var et lille tjenestehold, men masser af hovbønder fra et stort område. De var tidligere tilknyttet Tønderhus. Avlsgården havde ret til en kvinde – og en mandsstol i Burkal Kirke. Hovbønderne købte sig fri. Der var udstykninger i 1775 og 1793. På nogle af parcellerne var der byggepligt. Man fremstillede farvelagte kort og flotte tryksager. I 1931 blev der udstykket seks husmandssteder.
Oprettet i 1567
Det nuværende domæne Grøngård er kun en lille rest af det oprindelige hertugelige gods af samme navn. I første del af vores artikel skrev vi, at godset blev oprettet af Hertug Hans den Ældre i året 1567.
Indtil året 1562 var hele denne egn bevokset med store egeskove. Man lod blandt andet svine fra Vestergård i Burkal gå her.
Vild krat og rigt med vildt
De lavtliggende områder bestod af et uigennemsigtigt krat af nødde – eller birketræer. Her fandtes en rig bestand af vildt. Men for de omkringboende mennesker var de tætte skove også et yndet tilflugtssted, når krigen hærgede området.
I sagnet om herredsfogeden fra Hajstrupgård fortælles bl.a også, at han søgte skjul i skovene omkring Lydersholm. For ikke stedkendte kan vi oplyse om, at det ligger lige om af Grøngård.
Kun to smågårde lå inde i skoven. Den ene hed Halekamp og lå på en lille høj en kilometer øst for det nuværende Grøngård. Den anden hed Tuetmose og lå cirka en kilometer vest for gården Holmgård.
Hertugen kom her ofte
Disse to småbrug havde hertug Frederik tilknyttet sig fra klosteret i Løgum i året 1503. Frederik’ s efterfølger, hertug Hans den Ældre kom ofte her på egnen. Han var en ivrig jæger, og for ham var disse vildrige egne et yndet opholdssted. Sagnet fortæller, at han engang skød en mægtig hjort i denne skov. Og så besluttede han sig for at bygge en gård.
Masser af træ til digebyggeri
Da han netop på den tid var ved at inddige Gudskogen, gav hertugen tilladelse til, at man hentede det til digebygningen nødvendige ris i skovene nord for Lydersholm.
Masser af hø
I alt bortkørtes 18.000 læs. Tuetmose og Halekamp blev nedlagt. Midt i det ryddede område byggedes avlsgården Grøngård. Godsets jorder strakte sig fra Gammelå i syd til Lillestrøm i nord og fra Udbjerg sognegrænse i vest til småbruget Skovhus’ areal mod øst.
Hele godsets jordareal var på 999 tdr. land. Heraf var 256 tdr. agerland og 743 tdr. engareal.
I de første åringer blev godset drevet af den hertugelige forvaltning selv. Men da Hertug Hans den Ældre døde i 1581 og Grøngård blev overtaget af hertug Frederik, blev den til et domæne og bortforpagtet.
Til at begynde med, blev der avlet rug og hø, senere kom også byg og havre. Kornudbyttet var dog ikke særlig stort. Men høhøsten var til gengæld kæmpe stor. I året 1580 blev der således avlet hele 2.000 læs hø.
Store kreaturbesætninger
Godsets kreaturbesætning var også ret stor. I vinteren 1580 – 81 fandtes der således på ejendommen:
Og 17 år senere, så det sådan ud:
De opdrættede dyr blev for en stor del aftaget af det hertugelige hus i Gottorp – resten blev solgt.
Hofkøkkenet brugte årlig 120 okser
Hofkøkkenet brugte årlig ca. 120 okser (1650). Ved indkøb kostede magerkvæget dengang ca. 13 rigsdaler, og når de i løbet af sommeren var blevet opfedet stod de i ca. 26 rigsdaler. Slagtet vejede de ca. 400 pund stykket, undertiden lidt mere.
I år 1570 købte amtmanden okser til hertugen til hertugen for cirka 766 mark og solgte dem opfedede for 1.782 mark.
Øg og føl solgtes på markedet i Itzehoe. Kreaturerne solgtes til købmænd i Tønder og Flensborg eller til Holland.
Et lille tjenestehold
I forhold til sin størrelse havde Grøngård kun et lille tjenestehold. Foruden husfogeden (bestyreren) var der en gartner, en dreng, som passede hestene, flere fodermestre, en hyrde, to tærskere, en mejerske og tre piger.
Det var sikkert sådan, at det lille tjenesteskab ikke nødvendigvis kunne klare alt arbejde om foråret og i høsttiden. Men mange boelsmænd og kådnere, som før havde pligt til at udføre arbejde for Tønderhus, nu var blevet overvist til Grøngård.
Og disse kom fra Burkal, Hostrup, Bylderup, Ravsted, Højst, Bjolderup, Ladelund, Medelby, Læk, Karlum, Braderup, Klixbøl m.m.
Avlsgården lå nordligere
Avlsgårdens bygninger lå dengang noget nordligere end nu. Over indhusets dør var der anbragt to hjertetakker. Foruden værelser til gårdens folk, var der også et stort værelse til hertugen, hvor han boede i jagttiden.
Nord for gården fik han sit Jagtslot, som vi har berettet om i første del.
Sådan så det ud i 1764
Kigger vi på en skrivelse fra 1.12.1764 har vi oplysninger om, hvad der var af bygninger:
Ret til mands – og kvindestol i Burkal Kirke
Gårdens jordtillingende bestod dengang af:
Mange enge knyttet til gården
Af enge fandtes der følgende:
Hovbønderne skal vedligeholde vej og stier på hovmarkerne samt grøfterne omkring hovengene
Der var fiskeret i åerne
Dette var uddrag af en skrivelse på baggrund af, at Grøngård muligvis skulle sælges. Og papiret var underskrevet af F.W. Holstein – Pauli – Scheel.
Hovbønderne købte sig fri
Forpagterne havde i tidens løb problemer med græsnings -, vand- og vejrettigheder.
I 1606 blev gården overtaget i forpagtning af amtmand Dietrich Blomes svigersøn, kornhandler Reinke. De længere bortliggende enge blev bortforpagtet til de hidtil hovpligtige bønder i Slogs – og Kær herreder. Hovarbejdet bortfaldt ved, at hver hovbonde årligt betalte 3 rigsdaler i hovpenge og 2 rigsdaler i forpagtning.
Af andre forpagtere kan nævnes:
Grøngård blev udstykket i 1775
I 1695 blev godset købt af provst Troggilus Arnkiel i Aabenraa, men 5 år efter måtte han afstå den. I 1723 blev forpagtningen overtaget af Johann Thomsen fra Nolde. Derefter gik det videre med arveforpagtning til hans pårørende indtil 1775. Og så skete der noget helt nyt. Grøngård blev udstykket i 1775.
Disse planer havde man allerede i 1764, og det var derfor vi kunne præsentere dele af dette udstykningsbrev.
Fire parceller have byggepligt
Men se her i 1775 lod man lave et nøjagtigt farvelagt stort kort over hele det areal, som hørte til Grøngård. Der blev ligeledes udsendt en flersidet tryksag med de nøjagtige salgsbetingelser – samtidig nævnes hver parcel for sig, og det gøres rede for beliggenhed, grænser og størrelser. Tryksagerne udgjorde det samtidig som købekontrakter. På bagsiden blev købet bekræftet med Kong Christian den Syvendes segl og dermed gjort retsgyldig.
På parcellerne 70, 93, 117, 137 og 138 blev der pålagt byggepligt inden for fire år. De øvrige parceller blev fritaget for byggepligt.
Derved opstod gårdene, Petersgård, Holmgård og Petersgård. De to andre gårde kendes ikke.
Ny udstykning i 1793
I 1793 udsendtes der atter en tryksag angående den anden udstykning. Auktionen foregik den 8. april 1793. Ved den lejlighed bestemtes det, at der yderligere skulle bygges fire nye gårde.
Selve hovedgården gik senere over i privateje. Og det var den til 1924, da gårdejer Eduard Nissen, som havde ejet den i nogle år, tilbyttede sig Augustenborg Hovedgård. Derved gik Grøngård atter over i statens eje.
Seks husmandsbrug i 1931
Staten har så udstykket gården og oprettet seks husmandsbrug med hver cirka 30 – 35 tdr. land. Det skete i året 1931.
Læs mere i Første del: Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om slotte, adel og Herregårde i Sønderjylland samt Hertug Hans den Ældre: Læs:
Hvis du vil vide mere: Om egnen omkring Grøngård: Læs
Januar 24, 2016
Dansk – Tyske tildragelser i Rørkær
I nærheden af Tønder
Nu ved vi jo, at også københavnere læser disse meget lokalhistoriske beretninger, så skal vi ikke lige placere Rørkær på verdenskortet. Sidst jeg var i Rørkær, lå den cirka 4 – 5 kilometer øst for Tønder, lige inden Jejsing. Byen har hvis ikke flyttet sig siden.
Ja selv herude sker der spændende ting. Vi har efterhånden samlet et par artikler fra området. Se lige bagerst i denne artikel. Og Den Gamle Redaktør er da også inviteret til Jejsing for at fortælle om området.
Andreas Petersen var et lyst hoved
I 1797 blev Andreas Peter født i området. Han blev senere meget kendt som skræddermester Andreas Peter Petersen. Allerede som ung blev befolkningen opmærksom på den unge mand. Han havde et lyst hoved og mange gode egenskaber. Han var intelligent, karakterfast. Men som os derover fra sydvest var han også stejl og egensindig.
Han blev også tidlig kaldt Befolkningens Tillidsmand i mangt og meget i sognet. Ja man kaldte ham også for Sognets Advokat.
Altid travlhede i skrædderstuen
Den store Pissel i hjemmet var skrædderstuen. Her sad som oftest 2 – 3 svende og en lærerdreng ved eller oven på det store skrædderbord. Forretningen var meget omfattende. Andreas Peter var jo også den eneste skrædder i sognet.
Dengang kendtes ikke symaskiner, så det tog lang tid, særlig når han syede for de store bøndergårde. Ofte tog et arbejde for en gård 2 – 3 uger.
Skrædderen ytrede ofte, at han kunne gøre sine kunder glade to gange, nemlig når de kom og når de gik igen.
En dansk patriot
Han havde et utroligt temperament, og rejste meget. Som dansk patriot havde han sat sig to mål. Han ville vække befolkningen nationalt, og så ville han oprette et dansk bibliotek. Det lykkedes nu ganske godt. Men han måtte lige have skolemester Kloster’ s hjælp til bogsamlingen. Han havde de nødvendige forbindelser.
Men selv opkøbte skræddermesteren danske bøger på diverse markeder.
En ”vidunder – lampe”
Andreas Petersen interesserede sig ofte for alt, hvad der var nyt. Ofte kom han hjem med meget mærkelige ting. Han eksperimenterede også med en slags symaskine. Engang kom han hjem fra Hamborg med en vidunder – lampe. Den vakte meget opsigt i sognet. Alle skulle hen at se dette storartede belysningsmiddel.
Det var en af de første hængelamper, hvor glasbeholderen var fyldt med sort væske. Det var endnu urenset petroleum også kaldet stenolie. Denne første vidunder – lampe hang endnu i 1880erne i det gamle hjem.
Slesvigs første fotograf
En anden gang kom skrædderen ligeledes fra Hamborg hjem med et andet vidunder – apparat. Det var et Daguerreotypi – Apparat. Med dette apparat kunne man først i 1840erne blive aftegnet.
Apparatet var lidt af en sensation. Og den havde Andreas Petersen købt til sin søn. Og tænk engang, at Rørkær dermed kunne præsentere Slesvig’ s første fotograf. Hvert billede kostede 3 Mark.
Og det gamle apparat blev da også udstillet som Danmarks ældste Fotografi – Apparat ved Fotografiets 100 års Jubilæum i København i 1939.
Andreas fik mange venner – også hos tyskerne
Man skulle tro, at skrædderen med sin patriotisme havde mange fjender hos sine modstandere, de tysksindede. Men det havde han ikke, tværtimod. Han havde mange gode venner blandt de anderledes – tænkende.
Det vakte dog en del forundring, da han ikke i 1850 blev arresteret af Slesvig – Holstenerne sammen med sin gode ven, skolemester Kloster.
Den dansk – fjendtlige pastor Høck
Præsten, Pastor Høck var meget danskfjendtlig og havde temmelig stor indflydelse på sine tyske venner. Præsten fandt det passende også at bede for det preussiske kongehus på prædikestolen. Mange i lokalbefolkningen havde dog også det ønske, at præsten måtte forlade sognet snarest.
Til et bryllup i Rørkær, hvor skrædderen var Skaffer, spurgte han præsten, om han skulle hjælpe ham præstekjolen af. Præsten opfattede dette, som om skrædderen mente, at få ham afsat. Han svarede:
Præsten blev dog i sit embede indtil sygdom i 1856. Da var han 77 ½ år gammel. Det sidste år måtte han dog køres i kirken. Sønnen Balzer støttede ham til og fra prædikestolen. Han var præst i Hostrup Sogn i 28 år.
Vores skrædder døde i 1865. Jo det var en god dansk mand, der her var gået bort. Regeringen gav da også enken en pengesum som tak for den danske sag.
De danske lærere i Rørkær
Det var nu ikke let dengang, at være dansk lærer under det preussiske styre. Man måtte finde sig i at blive holdt i et jerngreb. Men det kunne dog ikke siges om den danske lærer i Rørkær Skole indtil 1920. Skoleinspektør Burgdorf var en forstandig mand. Lidt ringere var den unge Schöppner. Alle skolemestre fra Klosters dage, var næsten alle dansk indstillet.
De danske lærere hed Gregersen, Todsen, Wind, Christensen. Så fulgte et halvt år med vikar, degn og lærer Maasbøl fra Hostrup og lærer Jens Jensen fra Jejsing med hver en dags undervisning om ugen. Derefter fulgte Jensen fra Barsø, Jensen fra Braderup. Indtil 1920 var det Johan Meyer, som kom fra St. Jyndevad.
Da skoleinspektøren blev sur og gal
Maasbøl var en dygtig regnelærer. Han underviste med træpinde. Men skoleinspektøren Schöpper anerkendte ikke den metode. Men Maasbøl kunne hale et brev op fra kulturministeren, der anerkendte systemet. I galskab tog skoleinspektøren nu hatten og stokken og forlod i hastig tempo skolen.
Danske sange blev indøvet hjemme i privaten
I Rørkær havde man i 1880erne en sangbog udgivet af seminarielærer Johansen i Tønder. Den rummede både danske og tyske sange. Danske sange som ikke fandtes i bogen lærte eleverne hjemme i det private hos lærer Christensen, som sad bag pianoet. Jo denne afholdte lærer underviste også i gymnastik og fysik.
Rørkær Skole havde dengang et skab fyldt med fysikalske apparater. Og på skolepladsen var flere gymnastiske redskaber.
Lærer Jensen ville ikke på tysk kursus
Den følgende lærer Jensen fra Barsø ejede ikke dette talent for sange. Så fra skoleskemaet blev sangundervisningen strøget. Han mente:
Han kunne ikke tysk, og ville heller ikke på et tysk kursus i Kiel. Den gamle skoleinspektør Burgdorf udtrykte det således:
Den næstsidste lærer var Jensen fra Braderup. Han var en dygtig lærer, som også var danskinteresseret.
Læreren, der måtte undertrykke sin danskhed
Den sidste lærer på Rørkær Skole var Johann Meyer. Og han kom i en tid, hvor tøjlerne blev strammet mere og mere. Det var tiden fra 1890erne til 1920. Man mente, at man nu havde fået en noget mere tysk indstillet lærer.
Ja denne Meyer stammede fra en dansk hjem i Simondys ved Frøslev. Han var af samme slægt som sognefoged Johann Meyer i Frøslev. Han måtte mod sin vilje vise at han var tysksindet for at bevare sit job. Hjemmetyskerne var i den grad begyndt at vise sig i området.
Formand for den tyske forening – mod sin vilje
En tysk forening blev dannet i lokalområdet, og Johann Meyer var blevet bedt om, at blive foreningens formand. Og mod sin vilje, blev han så det.
Da en dansk sangforening blev oprettet og øvede på Stationskroen i Jejsing, kom der et tysk forbud mod at synge på kroen. Resultatet af det preussiske sangforbud blev som bekendt et dansk forsamlingshus i nærheden af kroen.
Formanden i modvind
En aften var der et tysk møde i kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men denne aften udtalte formanden for den tyske forening, Johann Meyer, at man kunne lære af den danske forening:
Johann Meyer faldt i unode hos tyskerne i sognet. Ja denne Meyer lærte Rørkær – børnene mere om Tysklands herligheder end han egentlig ville.
Kilde:
Hvis du vil mere: Læs
Januar 23, 2016
På flugt fra Wallenstein
Christian den Fjerde troede, at han kunne få oprejsning syd på. Men han havde ikke penge til at føre krig. Han soldater fik ingen løn. Og de tabte slaget ved ”Luther am Barenberge”. Derefter flygtede de Kongelige ryttere. På deres vej op gennem Sønderjylland spredte de død, plyndringer og nedbrændte landsbyer. I Aabenraa slap man for nedbrænding, men kunne ikke undgå plyndringer. Aabenraas borgere blev brandbeskattet. Halvdelen af Haderslev nedbrændte. Selv kongelig gods blev stjålet, og kongen selv flygtede til Fyn. Og nu startede det hele forfra – Wallenstein og Tully førte fjenden ind i Sønderjylland.
Kongen troede, at han kunne få oprejsning sydpå
I 1625 havde Christian den Fjerde kastet sig ind i Den Tyske Krig. Det var nu ikke med Rigsrådets gode vilje. Han havde måttet opgive herredømmet mod nord mod Sverige efter Kalmarkrigen. Nu håbede han så på succes syd på.
Men det gik nu heller ikke så godt. I august 1626 led kongen det store nederlag ved Luther am Barenberge. Fjenden nærmede sig nu landets grænse
Soldater havde ikke fået deres sold.
Stemningen i kongens hær var ikke særlig god. Hæren bestod af hvervede tropper, og de havde grundet kongens manglende penge, ikke fået deres sold i lange tider.
I 1627 opholdt Tage Thott sig i lejren i Tyskland. I hans indberetning til kansleren, var det det samme, der hele tiden gik igen:
Og sådan blev indberetninger ved.
Dårlige forhold i Haderslev Len
Forholdene i Haderslev Len var heller ikke gode. Her lå calenbergske ryttere, og de nærmest jagtede bønderne. Jo, der var kamp mellem Kongens Ryttere og Kronens Bønder.
Det kneb med moral og disciplin
Det kneb gevaldig med orden og disciplin blandt kongens ryttere. De ubetalte ryttere ville sandsynlig ikke mere lystre den øverste krigsherre. Et mytteri var lige på trapperne.
Men det som var endnu værre, ja det var at fjenden gik over Elben lidt syd for Lauenburg. Grænsen var truet. Tilly og Wallenstein nærmede sig fra sydøst.
I omtrent 60 år havde der ikke været krig. Der herskede en sorgløs stemning i befolkningen trods de alvorlige begivenheder i Tyskland. Men nu tilspidsede situationen sig.
Kongen var rodløs
Kongen havde i den senere tid opholdt sig i Glückstadt. Men den 13. september sejlede han derfra, og den 14. kom han i land i Ditmarsken. Derfra red han mod Husum. Kongen var rodløs og det var tydeligt, at Danmark ikke havde et stabilt forsvar. Han forsøgte at samle jyske og slesvigske styrker.
Men han så katastrofen i Flensborg. I byen var det kaos. Man kunne ikke se, hvem der var fjende og hvem der var venner. Soldater var på vej nordpå. Kongen havde helt mistet herredømmet over sine tropper.
Kongens ryttere plyndrede i Aabenraa
En del ryttere havde slået kvarter i Aabenraa. En del borgere var på det tidspunkt allerede flygtet. Og kongens ryttere begyndte nu at plyndre købmandshuse.
Andre borgere drog til Borgmesterens Hus. Døre og vinduer slog de ind. Skabe og kister brød de op med økser og tog hvad de kunne bruge. De gennemsøgte hele huset fra kælder til loft. De stjal penge og sølv. Derefter gik det ud over de andre borgerhuse i byen.
Bring dit gods i sikkerhed
Hertugen havde givet befaling om, at man skulle bringe sit gods i sikkerhed. Men borgerne havde ikke nået det. Man havde gemt noget på skibe og inden i skovene. Men det havde kongens ryttere fået kendskab til.
En nat kom en løjtnant med en trop ryttere og forlangte kvarter. Borgmesteren turde ikke andet end at føje dem. En nye skare ryttere kom gennem byen. De red straks hen til Amtsskriverens Hus, og slog vinduerne ind. Men udbyttet var ringe. Amtsskriveren havde bragt sit gods i sikkerhed på et skib.
Og atter engang gik det ud over Borgmesterens Hus. Men han nåede at få ringet med stormklokkerne. Nu mødte Aabenraa’s borgere op, og forsvarede borgmesteren og byen. Rytterne måtte stikke af, ja en af dem blev endda skudt.
Borgerne betalte brandskat
Den næste dag, den 16. september kom en ritmester sammen med 150 ryttere til byen. De havde afbrændt de omliggende landbyer ved Hærvejen og to kirker. Ritmesteren beordrede, slagbommene åbnet, så de kunne ride gennem byen. Men borgerne troede ikke på dem. De var bange for, at de ville sætte byen i brand.
Aabenraa’s borgere samlede sig med våben og sagde nej til at åbne. Ritmesteren forlangte da, at de viste ham en anden vej uden om byen. Det skete også, og borgerne sendte også to tønder øl og nogle skinker ud til nærmeste landsby. Men Ritmesteren truede nu borgerne med, at han næste morgen ville komme tilbage og brænde byen af.
Borgerne følte sig i den grad truet, så de betalte en kæmpe brandskat. Hestene som rytterne dagen før måtte løbe fra, måtte borgene sende til Ritmesteren. Rytterne stjal i mellemtiden borgernes heste, der græssede uden for byen.
En fortegnelse, der kort efter blev sendt til hertugen angiver, at der i Aabenraa Amt blev brændt 45 gårde, tre præstegårde og to kirker.
Halvdelen af Haderslev nedbrændt
Da rytterne kom til Haderslev plyndrede de byen. Dagen efter stak de byen i brand. Halvdelen af Haderslev nedbrændte.
Kongen havde bestemt, at grænsen til kongeriget skulle forsvares. Med Koldinghus i øst og Riberhus i vest. Men der var ingen, der kunne forsvare kongeriget.
Fra Limfjorden var Jylland åben for fjenden
Han tog så den beslutning, at lade hele Jylland syd for Limfjorden var åben for fjenden. Befolkningen skulle nu advares, men det var så lige sin sag. Lensmanden på Koldinghus, Gunder Lange blev sendt afsted, for at advare befolkningen. Rådet var, at befolkningen skulle flytte. Men hvor skulle de flygte hen? Det var kun adelen og de rige bønder, der kunne flygte.
Den 18. september tog kongen med Kirstine Munk og de bedst disciplinerede ryttere over til Fyn.
Plyndrings – og ødelæggelsestrang fra de Kongelige ryttere
Det var i første omgang sønderjyderne, der gik ud over. Men grunden til den dårlige moral hos kongens ryttere var jo, at de ikke fik deres hyre. De klæder og våben som de havde blev slidt. Og de skulle jo også have mad. De tog alt, hvad de kunne få, og huggede dem ned, der gjorde modstand.
Rytterne røvede også under kongens tilstedeværelse i Kolding. Intet var dem helligt. Ja selv kongens gods røvede de. Alle hæmninger var borte. En sand plyndrings – og ødelæggelseslyst overgik dem.
De Kongelige Ryttere gjorde mytteri
Og da den genetlige fjende, Wallenstein endelig kom, gjorde kongens ryttere mytteri. De ville overhovedet ikke forsvare kongeriget. Den 8. oktober kapitulere rytterne officielt ved Aalborg.
Bønderne, der havde samlet sig og kæmpet mod kongens tropper, foretog sig intet mod kejserens tropper. I halvanden år var Jylland herefter besat af kejserens tropper. De led under besættelsesmagtens tryk.
Det hele startede forfra
Og da kongens ryttere var flygtet ud af Jylland kom Wallenstein og Tilly med svenske og andre landets styrker, og så kunne nedbrændinger og plyndringer starte forfra.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om svenskernes hærgen: