Artikler
September 18, 2016
Niels Bukh – og hans sympati for Hitler
Er det en grov krænkelse af hans eftermæle, det ry som nogle historikere har givet ham. Hvad er sandeheden. Rottbøl, leder af SOE i Danmark, som blev brutal myrdet, var en af hans elever. Han var hårdhændet over for sine elever. Men han skaffede sølv til Danmark ved olympiaden. Nationalismen spillede stor rolle for ham, vel og mærke den danske. Ham og hans gymnasiaster var kulturelle ambassadører for Danmark. Han mente at Danmark trængte til en mand med idealer. Og han havde høje idealer om Hitler. Socialdemokraterne plantede en historie. Sønderjysk forfatter var blandt hans største kritikkere. Var han villig til at overtage den nazistiske ideologi? Han var aldrig en politiker. Han blev beskyldt for landsskadelig virksomhed. Men han blev pure frikendt.
Er det en grov krænkelse?
Der er mange, som mener, Niels Bukh var en stor nazist. Men mange med forbindelse til Ollerup Gymnastikhøjskole syes, at det er en grov krænkelse for hans minde, at han skal huskes for dette, blot fordi der er historikere, der mener dette.
Hans store arbejde for Ollerup, gymnastikken og højskolebevægelsen er med et slag glemt. Man kan jo ikke have en nazist til at lave dette arbejde!
Hvad er sandheden?
Nu ved vi jo udmærket her på siden, at man skal ikke mene noget andet, end hvad nogle historikere mener. Men vi har gravet lidt i vores arkiver for at finde sandheden om Niels Bukh med fare for at få at vide, at dette ikke er sandheden.
Han var ikke let at omgås, og var meget impulsiv. Og så var han perfektionist til fingerspidserne. Og en anden ting var også, at han gjorde forskel på eleverne.
Rottbøl’ s brutale nedskydning
Han blev af nogle kaldt for Fatter, og var også en faderskikkelse for nogle. En af de begejstrede elever var den senere leder af SOE i Danmark, Chr. Rottbøl, der blev brutalt myrdet under en politiaktion på Øresundsvej (Vordingborggade) på Østerbro.
Hårdhændet over for eleverne
Niels Bukh gik ind for mellemkrigstidens idealer i de danske højskolers gymnastikrepertoire. Det var det militært prægede gymnastik, der lagde vægt på smidighed og tempo. Han var hårdhændet over for sine elever, i værste fald ydmygende.
Sølv til Danmark
I 1912 optrådte Niels Bukh for første gang som gymnastikleder. Det skete ved de olympiske leje i Stockholm, hvor hans hold vandt sølv.
Mellem 1920 og 1926 opbyggede Bukh sin egen gymnastikhøjskole op i Ollerup. Det blev efterhånden en anseelig højskole. Her kom Danmarks første indendørs svømmehal, stadion samt kæmpe opvisningshal. Et friluftssvømmebassin blev færdig i 1932.
Han blev anerkendt over hele Europa. Og han har høstet stor anerkendelse som højskolemand og gymnastikpædagog.
Nationalismen spillede en stor rolle.
Nationalismen spillede en afgørende rolle i Ollerup – gymnastikken. Det viser de mange ritualer i form af dannebrogsflag, fædrelandssange og nationalpatriotiske taler i forbindelse med gymnastikopvisningerne. Men det var vel og mærke dansk nationalisme.
Kulturelle ambassadører for Danmark
Han satte ikke sin lys under en skæppe. Han blev et omrejsende national symbol for Danmark. Ja Niels Bukh og hans gymnasiaster var en form for kulturelle ambassadører for Danmark.
Blonde piger med blå øjne
Når han skulle udpege de kvindelige elitegymnasiaster, så gik han ikke kun efter deres færdigheder, men også deres ydre. De skulle helst være blonde og have blå øjne. Så kunne han udtrykke det dansk – nordiske. Og det var måske derfor, at gymnasiasterne fra Ollerup opnåede så stor tiltrækningskraft i det nazistiske Tyskland.
Bukh skærpede tonen
Under den krigslignende tilstand i Danmark fra 1940 skærpede Niels Bukh tonen over for den danske statsledelse og de politiske partier. Hvis Danmark skulle betegnes som en ligeværdig nation i forhold til Tyskland, så krævede det en historisk bevidst ungdom.
Vi trænger til en mand med idealer
Fra 1933 til 1943 var Bukh præget af den folkelige nazistopfattelse. Han gik ind for, at de ariske racer skulle samles. Således var han i Berlin i 1933 for at give opvisning. Og han vendte meget begejstret hjem og fortalte om oplevelsen. Til sine tyske værter havde han sagt, at han ville have taget de ting op i Danmark, som Hitler havde løst i Tyskland, hvis han havde været tyve år yngre.
Høje idealer om Hitler
Han fortalte, at Hitler lod jøderne være, hvis de bare ville arbejde. Han fortalte ligeledes, at den østrigske kansler Dollfuss var et instrument i katolikkernes og jødernes hænder.
Han forstod ikke, at Hitler blev mistænkeliggjort.
Socialdemokraterne plantede en historie
Socialdemokraterne var trætte af hans begejstring, og de plantede en historie, om at han nogle år tidligere skulle have forsøgt at forføre en ung mandlig elev på skolen. Der blev også sendt en klage til undervisningsministeriet. Men dette fik dog ingen konsekvenser for Bukh. Der blev iværksat en undersøgelse, der ikke førte til en anklage.
Han var homoseksuel og det gav ham en hvis sårbarhed.
Og Socialdemokrater blev ved med at angribe ham. De ønskede også statsunderstøttelsen taget fra ham.
Højskolebladet anklagede ham også
Men også i Højskolebladet var man ikke altid begejstret for Bukh’ s synspunkter. Således antydede redaktøren, Helge Skovmand, at Niels Bukh repræsenterede en tankegang, der stiltiende accepterede jødeforfølgelserne, koncentrationslejrene og undertrykkelsen.
Men under vores søgning fandt vi en artikel i Berlingske den 20. oktober 1933, hvor Niels Bukh tydelig tager afstand fra Hitlers autoritære metoder.
Han tilhørte højrefløjen
Bukh var tilhænger af, at højrefløjen i Danmark skulle samles. Og det skulle så være i Den Nationale liga, som Bukh var stor tilhænger af. Da det den gang kom frem, udsende Bukh en erklæring om, at han havde været indbudt til at deltage i ligaens oprettelse, men at han havde afslået.
Men åbenbart fastholdt Socialdemokratiet, at han havde deltaget i en af de forberedende møder.
Det nærmeste Bukh kom til at arbejde med de højreradikale var i Det Konservative Folkeparti og KU.
Ville have dansk dynamik
Bukh mente, at man måtte møde tyskerne og deres nationale dynamik med en tilsvarende dansk dynamik. Han deltog i den tyske völkische propagandaorganisation Nordische Gesellschafts stævne i Lübeck i 1938.
Bukh indledte på eget initiativ samtaler med den tyske rigsarbejdsfører Konstantin Hierl. Det var ingen tvivl om, at han var begejstret for Hitler og for udviklingen i Tyskland. Men egentlig var han lige så begejstret for højskolens grundtvigske folkelighed. Han arbejdede også for danskheden nord og syd for grænsen.
Han ville have et samlet ungdomsforbund
Han ville gerne have dannet Danmarks Ungdomsforbund med sig selv som formand. Målet var en monopollignende organisation, der skulle omfatte hele ungdomsarbejdet. Men den danske regering var ikke begejstret.
Og han har sikkert støtter Højgardkredsens planer om en regering uden Rigsdagen. Vi skal da ikke glemme at LS, Landbrugernes Sammenslutning, som må betragtes som meget højreradikal havde 100.000 medlemmer omkring 1931.
Det er nok heller ikke overraskende, at LS i en af deres Brochurer fremhæver Ollerup Højskole som særdeles positiv.
Inviteret af Hitler
Han mente, at Danmark havde brug for sådan en som ham og Kaj Munk. Han behandlede kongen og Stauning uden den store respekt. Og han fik lejlighed til at se Hitler ved Nürnberg – partidagene i 1936. Han var blevet inviteret af selveste Hitler. Sikkert er det, at han heller ville trykke denne i hånden end Stauning
Uden den danske regerings vidende forhandlede han med tyskerne om en tvungen dansk arbejdstjeneste efter tysk forbillede. Se det var noget som DNSAP senere overtog. Han planlagde også en ”Fredsfest” efter den forventede tyske sejr.
Sønderjysk forfatter – den største kritikker
En af Niels Bukh’ s største kritikkere var forfatteren Marcus Lauesen fra Løjt Kirkeby. Han beskyldte hele den danske højskolebevægelse at være underlagt nazismen på baggrund af Niels Bukh’ s filosofi.
Var han villig til at overtage den nazistiske ideologi?
Var han ekstrem højreradikal eller nazist? Eller havde han bare mindreværdskomplekser som dansker over for den tyske nation? Var han villig til at anerkende og overtage den nazistiske ideologi eller dele deraf for at få opfyldt sin målsætning?
Han havde et udpræget dansk sindelag. Men han ønskede et politisk stærkere ledet dansk samfund med en faderfigur, der kunne lede landet. Hans beundring for det nazistiske Tyskland var stor.
Danmark kunne lære af nazismen
Men samtidig mente han, at dele af den tyske nazisme var en god model for den danske samfundsudvikling.
Han fremsatte ikke offentlig nogen kritik af den nazistiske racelære eller af jødeforfølgelserne. Men der findes ikke beviser for at han hverken var nazist eller fascist.
Under de Olympiske Lege i Berlin var han blevet inviteret af den tyske SS – mand Hans von Taschammer und Osten. Denne var i 1933 blevet udnævnt til rigssportsfører i den nationalsocialistiske regering. I alt fem uger opholdt Bukh sig i Berlin.
Han fortalte sine elever, at Danmark kunne lære meget af det nye Tyskland.
Hagekorsflag på Østerport Stadion
I 1939 var Niels Bukh’ s gymnasiaster gået ind med et hagekorsflag på Østerport Stadion.
Ja, arkivet på Ollerup var blevet tømt for belastende materiale. Nogle af dokumenterne er blevet rettet på afgørende områder.
Han var ikke politikker
Og egentlig var han ikke en politiker. Der er ikke så mange udtalelser at finde, ingen artikler eller bøger, han selv har skrevet omkring politik. Lærerbøger om gymnastik kan vi finde masser af.
Han var hverken attraktiv for de bestående politikkere eller for besættelsesmagten. Men en ting måtte man lade ham. Han var god til at iscenesætte sig selv. Men var hans holdninger ikke præget af politisk naivitet?
Hans selvfølelse var knyttet til nationalfølelse
Hans selvfølelse var meget tæt knyttet til hans nationalfølelse.
Måske er hans politisk – ideologiske virksomhed overdrevet. Hans store indsats for gymnastikken lever endnu.
Niels Bukh fik masser af elever fra det sønderjyske. Og der opererede den meget radikale Cornelius Petersen fra Selvstyrerbevægelsen. Vi får ikke rigtig knyttet forbindelser til ham.
Ollerup ikke arnested for Hitler – Jugend
Ollerup Højskole var ingen arnested for Hitler – begejstrede unge og Hitler – Jugend. Et flertal af skolens lærere delte heller ikke Bukh’ s opfattelse af Hitler og Tyskland.
Bruddet med tyskerne den 29 august 1943 vakte ikke glæde hos Niels Bukh. Dels fordi tyskerne beslaglagde skolerne i Ollerup med de negative konsekvenser det fik for gymnastikarbejdet. Dels fordi han troede, at samarbejdet med tyskerne både var til gymnastikkens og til den danske nations bedste.
Højskolearbejdet blev under beslaglæggelsen først flyttet til Ladelund Landbrugsskole og derefter til Løgimose.
Beskyldt for landskadelig virksomhed
Efter krigen blev han beskyldt for nazisme og for at have udført landsskadelig virksomhed. En kendsgerning er, at Niels Bukh blev arresteret den 12. maj 1945. Han blev afhørt af modstandsfolk. Onde tunger påstod, at det var ”kommunistiske modstandsfolk” i Odense, der på baggrund af ondsindede rygter anholdt ham.
Bukh havde således haft drøftelser med både Renthe – Fink og Werner Best.
Men i hvert fald tog det politiet halvanden år, at gennemgå anklagerne. Og det blev også nedsat et nævn, der skulle kigge på disse anklager.
Ingen grund til tiltale
Den 20. september 1946 modtog Niels Bukh et brev nævnet, der konstaterede, at
På trods af vanskeligheder efter krigen, grundet beskyldninger m.m. lykkedes det ham at få renoveret skolen, så den igen kunne tages i brug i 1947. Her fortsatte han sit virke ind til hans død i 1950
I 1944 var han blevet godsejer idet han havde købt den nærliggende herregård Løgimose.
Er der nogen, der har begået den klassiske fejl, at kalde Niels Bukh for nazi – sympatisør blot fordi han åbenlyst gav udtryk for sin beundring for Hitler. Det var det hvis mange der gjorde, i hvert fald i begyndelsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 171 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder
September 8, 2016
Strejftog i København – dengang
Foredrag den 8. september 2016 på Solhjemmet i Valby. Vi tager en tur ned ad Strøget og Østergade, der var det fine shopping – center dengang. Så går vi lige en tur på Kongens Nytorv og skal selvfølgelig også på Nyhavn. Om vi når Frederiksstaden, det er et spørgsmål, for vi vil også gerne i Nyboder. Du kan opleve et mord, spøgelse og en, der rejser sig fra de døde. Vi skal opleve virkelige rige og meget fattige. Ja vi skal også se, hvad der var en delikatesse i Peder Madsens Gang. Måske når vi også en absurd svanejagt.
Historisk vandretur
Vi tager på en historisk vandretur rundt i København og besøger udvalgte steder. Men kunne selvfølgelig tage alle bygninger og fortælle, hvornår de var blevet bygget og så videre. Det gør vi også, men vi vil også gerne fortælle om livet dengang og de store kontraster, som hovedstaden bød på.
Ind ad Strøget
Vi tager lige først en tur ind af Strøget dengang. De første butikker var boder. Og det var en slags tilbygning til eksisterende bygninger. De fyldte meget i de smalle gader. Det var en stor hindring for færdslen og så var de meget brandfarlige. Derfor blev de forbudt i en forordning af 27. februar 1683.
Skilte
Det var ikke vinduerne, der trak dengang. Det var de forskellige skilte over indgangen til butikkerne. På Højbro Plads 21 kom nok butik, der skabte størst opmærksomhed.
Silke – og klædekræmmerne etablerede sig på hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade.
Spændende vinduesudstillinger
En vinduesudstilling i Købmagergade 25 vakte stor begejstring. Det så ud som om, at der var levende blomster, som var udstillet. Man havde nu indset, at vinduesudstillinger trak kunder til.
I 1828 var der røre omkring en fransk spækhøkerbutik i Købmagergade 3. Han havde tilladt sig at udstille tilberedt svinekød i sit vindue, ja han havde hængt pølser op. Der var så meget trafik foran butikken, at politiet flere gange måtte tilkaldes.
Armod og affald
Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var her, hvor armoden trivedes. Der kom mange klager til Magistraten, om at man blev snavset, hvis man bevægede sig rundt i byen og det havde regnet i flere dage.
Magistraten havde ellers sendt masser af forordninger ud, der skulle hindre, at byen flød med skrald, døde dyr og meget mere. Således blev der udsendt en forordning den 7. maj 1777, der bestemte, hvad man måtte smide på gaden:
Men disse bestemmelser blev slet ikke overholdt. Alle bunker blev gennemrodet af fattigfolk. Vejr og vind sørgede for, at affaldet havnede i rendestenene. Og skarnsvognene dukkede aldrig op.
Rendestenene stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder lå mellem almindelige huse.
Vægterne sang falsk
Ja, Magistraten fik også klager over at vægterne sang falsk. Omkring 1784 havde man 150 vægtere i byen. De skulle forhindre Ildebrand, mord og tyveri. Og så skulle de synge hver time. Og det var åbenbart en jammer. De ejede ikke en tone i livet.
Pjalteproletariatet
De allerfattigste blev kaldt pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borgergade og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og det nu forsvundne Peder Madsens Gang. Men de boede også omkring Bordelkvarteret omkring Holmensgade.
Det var her H.C. Andersens moster, Christiane boede. Hun ærgrede sig over, at H.C. Andersen ikke blev en pige.
Her var masser af stalde og brændevinsbrændere. Her var masser af sygdomme. Men lægen kom her aldrig. De syge blev stuvet sammen på loftet.
En præst i 1808 skrev:
Pjaltenborg
Og tænk, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der opholdt sig på Pjaltenborg, som lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Der var en masse andre huse, der kunne tilbyde det samme. De hed:
Folk var stuvet sammen. En læge bemærkede om toiletforholdene:
Håndværkerne udnyttede situationen
Efter den store brand i 1795 boede en masse de hjemløse i parker, haver og gårde. Byggematadorer og håndværkere udnyttede situationen. De opførte skyndsomt tre etagers huse på hver en tomt. I kælderen kom der butikker, og ellers blev der bygget en masse små lejligheder. Og disse var meget små.
Rig og Fattig
Der var stor forskel på rig og fattig. En ung advokat kunne bo i en herskabslejlighed. Han kunne have 3 piger og en kusk ansat.
Grosserer Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde et tjenerskab bestående af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.
Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog overfaldet af folkemængden.
Kongens Nytorv
Lad os besøge byens hovedtorv, Kongens Nytorv. For enden lå de såkaldte sandkister. Det var en slags træskur med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det kom fra de skibe, der lagde til i Nyhavn.
Sandmændene med hest og vogn hentede sandet og kørte rundt i gaderne og tilbød det. Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen brugte man sand. Man kunne så skure gulvet blændende hvid.
Ved siden af sandkisten lå Gyldenløvs Slot (Charlottenborg Slot) Indtil 1870erne lå her en prægtig have.
Der hvor det Kongelige Teater nu ligger, lå det såkaldte Gjethus, hvor der havde været kanonstøberi. Senere blev det militær højskole.
Mange tilbud fra vinkælderen
Under Commediehuset lå en velduftende vinkælder. Ifølge adresseavisen kunne man her købe:
Jo her kunne man også købe kobberstik og bøger. Man kunne sandelig også købe billetter til Skipper Eskild Jensen’ s ture til Bergen.
Og stedet fungerede også som et salgs posthus. Her kunne man aflevere pakker, som så blev sendt med diverse skibe.
Varmtvandsbadeanstalt
På hjørnet ved Vingårdsstræde lå en tidligere grevelig ejendom, der nu var blevet til Converse Club.
Ja i 1811 blev der her oprettet varmtvandsbadeanstalt. Og et lignende anlæg blev der oprettet i Lille Strandstræde. Der var åbent fra klokken 5 om morgenen til klokken 10 om aftenen. Her blev serveret Bouillon, chokolade og likører.
Hotellet rummede mange ting
I 1828 indrettede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel de Nord. Det var nu ikke billigt. Hele 1 rigsdaler kostede det.
I hotellets kælder lå et tarveligt, men stærk besøgt danseetablissement som hed Torvet. Det var en af de mest besøgte dengang.
Og i det gamle hotel installerede Brødrene Nielsen, Københavns første flytte – omnibus – selskab.
Æbleskiver og konditori
På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade kom nu La Porta Konditori. Kigger man så i adresseavisen kan man se, at der her i kælderen havde været Sultani’ s æbleskiver – bageri.
Heiberg’ s forældre
På hjørnet af Kongens Nytorv 23 og Østergade 1 var ligeledes en ældre vinhandel og konditorejendom. Det var her Christian Heinrich Pätges arbejdede. Det var første gang han mødte sin hustru, Henriette Hartvig. Hvorfor er de to så vigtige. Jo de fik en meget berømt datter, Johanne Louise Heiberg. Ja det var sandelig en, der begik selvmord, fordi han ikke kunne få hendes gunst.
H.C. Lumbye
Første februar 1840 blev der inviteret til musikselskab på 20 personer. Det foregik på Hotel D’ Angletarre. Biletterne kostede 3 mark. De kunne købes for 3 mark hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade. Og musikselskabet var H.C. Lumbye.
Østergades noble butikker
Nede af Østergade havde adelen etableret sig. Her var masser af flotte haver. Men efterhånden måtte adelen trække sig. De handlende trængte sig på. Adelsgårde blev omdannet til købmandsgårde.
Her kom til at ligge de fineste og mest noble butikker. Jo kræmmerne havde virkelig etableret sig her. De kaldte sig efterhånden manufakturhandlere. Ja der opstod endda kvindedragende modebutikker.
Den krøllede kommis
En klæddekræmmersvend blev nu kaldt det fine ord, kommis. Inden da var det diskenspringer. Hans beklædning bestod af
Jo pigerne drømte om den krøllede kommis. Dengang var det også prestige, at arbejde i butik. Det er det ikke mere.
Kongens Klub
Her på Østergade var der en Café med det fine navn Granelli. Sandelig var der en ølhalle i nummer 13. Den kom senere til hedde Rybbergs Kælder.
I nummer 12 lå Madam Frørups Frugtkælder. Og her var også et par cigarhandlere, der havde god omsætning hele natten.
Her lå også en meget fornem klub, der hed Kongens Klub. Og tænk, der lå en forening, der hed Læsernes Forening, hvor ikke en eneste læste. Det handlede nemlig om at få natbevilling. Ja, man kunne også få morgenbevilling.
En modehandler ved navn, Louise Rasmussen
Her vakte en ung modehandler også røre, fordi hun havde udstillet en mekanisk modeldukke. Det skabte en del røre, men mere røre skabte det dog, da hun havde en kongelig romance. Hun hed Louise Rasmussen eller bedre kendt som Grevinde Danner.
Jo tænk her i Østergade lå også to fiskehandlere. Og her boede også Greve Ahlefeldt. Det var ham, der bortførte skuespillerinde Rose’ s purunge datter Mette Marie Rose.
Brændevinsbrænderi med 21 køer
Svaneapoteket lå i nummer 18. Det var indrettet i en to – etagers bygning. Laboratoriet vendte ud mod den berygtede Peder Madsens Gang.
Gennem apotekets port gik en 3 meter bred gyde derind
Og i gydens nr. 5 lå et brændevinsbrænderi med et kohold på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet på flere etager. I samme ejendom i nummer 7 boede der 78 voksne plus børn.
Delikatesse til 4 skilling
Andre ejendomme i Peder Madsens Gang husede Nattens døtre eller Udydens præsterinder.
Her var også logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita. Her kom sjovere og lammedrivere.
De kom for at få deres yndlingsret, der var tilberedt af det af oksehovedet, man ikke kunne bruge til at koge suppe på, og det var mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Velbekomme.
Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte en naturlig tørst. Hele herligheden kostede kun 4 skilling.
Ja og disse stamgæster, der kom her, havde også eksotiske navne som Knuden og Sildehoved.
Let levende damer
Det var også her i Peder Madsens Gang de let levende damer holdt til. Ja behandlingerne af alle de kønssygdomme, der opstod var overladt til de såkaldte badskærere. Men på privat initiativ blev der i 1516 oprettet Skt. Anne Hospital som tog sig af fattige syfilis – patienter. Her fik man god kost rene senge og forstandige salver m.m. Ellers stod det på kviksølvskure, smørekure og svedekure.
Allerede i værket Flora Danica fra 1648 blev der givet råd til, hvordan man kom af med kønssygdomme.
Nyhavn
Det er ikke så langt hen til vores næste bestemmelsessted. Vi var det lige før ved Sandkisten. Vi er nu i Nyhavn. Det var her, at kongen befalede, at der skulle anlægges en kanal ind til Torvet.
De første ejere
Flere af kongens mænd følte sig tvunget til at købe grundene langs kanalen. De solgte dem så senere videre. I 1689 var der følgende ejere:
Hen ved år 1700 var de fleste grunde bebygget, og nogle af de hele gamle huse står endnu, sikkert renoveret et par gange.
Vrikkende piger
I kanalens første tid var det store tremasters skibe, der besøgte hele verden, der søgte herind. Købmandshuse og provianteringshuse opstod. Snart fulgte der også masser af værtshuse.
Op og ned af den muntre gade vrikkede prostituerede far 13 – 70 år. Mange baghuse blev brugt til bordeller.
En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv.
Efterhånden kunne de store skibe ikke mere anløbe Nyhavn. Det blev nu skonnerter og skuder. Men løjerne holdt ikke op. Og så blev man nødt til at oprette eget vægterkorps.
En sommerdag i 1800 – tallet udbrød der krig mellem marinere og almindelige matroser. Borgervæbningen blev tilkaldt, og skulle forsøge at skille partnerne fra hinanden.
Mange mord og selvmord
Der har været mange mord på Nyhavn. Om lidt skal vi høre om en af dem. Og kanalen har mindet om mange selvmord. Ofte var det ulykkelig kærlighed, der var årsagen. Her er blevet spillet, drukket og lokket. Godmodige sjæle er blevet snydt. Fulde svenskere er blevet rullet, og piger er gået i hundene.
Og H.C. Andersen har boet tre forskellige steder i Nyhavn.
Mølleren, der gik igen
I Nyhavn 15 var en møller og hans kæreste engang gæst. Efter tre dage havde mølleren hverken hest, vogn, møller eller kæreste mere. Mølleren mente nu nok, at værten havde spillet med falske terninger. Den tidligere møller lovede hævn over værten og kæresten.
Næste morgen fandt den tidligere kæreste ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter begyndte det at spøge. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Det standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.
Hver gang den tidligere kæreste forlod stedet begyndte det at rumstere. Ja, det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidt måtte værten betale den tidligere kæreste for at blive siddende deroppe på loftet.
Og sagnet slutter med at den tidligere kæreste dør af skræk.
Jo, det var for resten også her, at man kunne få lavet falsk pas, hvis tyskerne var efter en. De tyske soldater måtte ikke komme i Nyhavn, men det måtte Gestapo.
Franskbrødet, der forsvandt
Nyhavn 17 er nok det mest berømte sted. Lagde man her et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, kunne man være sikker på at det var væk om morgenen, spist af rotter.
Man sagde, at dette var de finske søfolks yndlingssted. Derfor lærte personalet finsk. Her lå også verdens første tatoo – butik. Tatovering var knyttet til Nyhavn.
I Salomonsens Leksikon blev der i 1929 fremført, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.
Befri mig fra dette mørke sted
Vi skal da lige besøge Nyhavn 31. For her boede storkøbmanden og skibsredderen Andreas Bodenhof. Han døde ret ung i 1794, og blev begravet på Assistens Kirkegård. Og der blev hans unge hustru begravet fire år tidligere.
Hun hed Gertrud Bodenhof. Og hendes bror fortalte, at hun havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten. Natten efter, at hun var blevet begravet, kom to gravrøvere og ville hugge hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig fra kisten og råbte:
Og hun lovede dem guld og grønne skove og lovede dem en rejse til Amerika. Men de tog en spade og huggede hende rigtig ihjel. Og det er ganske vist, for det har en af gravrøverne fortalt til den senere biskop af Sjælland, da han lå på sit dødsleje på Frederiks Hospital.
Afholdsmænd skal holde sig væk
I Nyhavn 51 nede i kælderen lå Det gyldne lam. Her var sat et skilt op på væggen:
Datidens befordring var ikke så kompliceret. For adresseavisen, da kundgjorde Skipper Christoffer Holm:
Der blev ikke guld
Nygade 59 blev kaldt Århus Domkirke. Det skyldtes, at på husets gavlkvist var der en Kristus figur. I dag kaldes huset for Guldmagerens Hus. Det skyldes, at husets bygherre, kobbersmed Henrik Ehm omgikkes alkymister.
En læge dr. C.V. Haquart betalte Ehm 600 rigsdaler for at lære kunsten at lave guld. Dette lykkedes dog ikke, men Ehm ville dog ikke tilbagebetale dette kursusgebyr. Men så gik lægen i retten, og Ehm kom til at betale.
Mordet på Jens Peter Tønder
I Nyhavn 65 boede i 1836 Jens Peter Tønder oppe på anden sal. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen. Han var teologisk kandidat, men egentlig kunne han slet ikke falde til nogen steder.
Han levede af at sælge et tidsskrift, som han selv udgav. Han underviste også i sprog. Men han havde penge på kistebunden og nægtede at få penge hjemmefra.
Og dette havde den 22 – årige Peter Worm fundet ud af. Selv havde han ingen penge, men han besluttede, at røve dem fra Tønder. Derfor meldte han sig til fransk undervisning.
Først forsøgte Worm at aflive Tønder med oversmurte opiums – kager. Da det heller ikke lykkedes anden gang, ja så besluttede Worm sig for at kvæle Tønder.
Men Worm blev arresteret, og i 1838 blev han over for en tusindtallig menneskemasse henrettet ude på Amager Fælled.
H.C. Andersen og hunden
I Nyhavn 67 boede H.C. Andersen. En dag da han kom ind i forstuen sprang familiens store godmodige hund hen imod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte forfærdet deroppe fra:
Frederiksstaden
Går vi nu fra Nyhavn op mod Kastellet, ja så kommer vi forbi et særdeles fornemt område, Frederiksstaden. Men sådan har det jo ikke altid været.
Et lille stykke uden for Vesterport, der hvor Hovedbanegården nu ligger, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave liggende. Men den blev ødelagt af svenskerne, da de kom på besøg. Da freden atter sænkede sig, måtte der findes en løsning.
Dronningens Have
I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne strækninger. Det var i dette landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade. Området strakte sig fra kysten ind til Bredgade.
Det var ganske vist meget sumpet og et være morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelig mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle år kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.
Et Lystslot – Sophie Amalienborg
Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Det fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.
En forestilling for den lavere rangklasse
Det var herude, at kongen valgte, at holde sin 44 – årige fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.
Også byens lavere rangklasse fik lov til at se den teaterforestilling, der blev vist i forbindelse med kongens fødselsdag. Det skete ved en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere oplevet en opera med sang og musik og store mængder af levende lys. Der var plads til 200 mennesker i den propfyldte teatersal.
Den dramatiske brand
Men ak og ved. En af de1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig og alle trængte mod den eneste udgangsdør.
Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet sig til en glødende askehop. Og det frygtelige var, at næsten alle 200 tilskuere omkom, for de kunne ikke komme ud.
Ilden fik så godt fat i slottet, at det heller ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges, blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Se således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.
Uberørt i seks år
Allerede i 1670 havde Christian den Femte haft planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men dette projekt blev aldrig ført ud i livet.
Efter den dramatiske brand lå stedet uberørt i seks år. Men da sidste rester endelig forsvandt, blev den del, der lå nærmest Sankt Annæ Plads igen udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns Garnison.
I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opholde sig, når han inspicerede sine tropper.
Et stort nyt slot
I 1728 oplevede vi den store brand. I 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Dette slot kom til at sluge trefjerdedel af nationens budget.
Fire palæer
Men ellers var der ingen, der interesserede sig for den del af byen, som vi nu står i. Men i 1743 bad Kongen om at tegne et palæ til Kronprinsen. Eigtved havde allerede dengang henvist til den nuværende slotsplads. Men det brød kongen sig ikke om.
Men så kom planerne om de fire palæer og Frederiksstaden.
Den absurde svanejagt
Når vi nu er ved de kongelige skal vi dog lige høre om en speciel interesse, som de kongelige havde fået.
Det var jo sådan, at Christian den Anden havde kaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere have indført en ny sport, som Hoffet havde taget til sig.
Sporten gik ud på at jage unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene, og derfor ikke kunne flyve.
Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby.
Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, virker det helt absurd. Dyreværnsfolk, hvis man havde det dengang, ville have råbt højt.
Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roet af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.
Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter samt ikke mindre end 39 andre både. Både ministre og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste havde løsnet et skud.
I forvejen var der indfanget en stor mængde svaner omkring sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, så undslap der adskillige hundrede.
3 – 400 svaner var dog tilbage, da jagten blev indledt. Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave for at ingen svaner undveg.
Man havde ikke hunde med, som man plejede. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til selskabets ubestridte glæde.
Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Paulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.
En uofficiel vejviser
I 1757 udkom, der en vejviser, der var basseret på sladder. Den blev kaldt Barkhow’ s vejviser, og den er basseret på sladder og også tredjehånds oplysninger. Men den giver os et udmærket indblik i bylivet dengang:
Og sådan kunne vi blive ved. Der var især gode beskrivelser af pigerne. Men også beskrivelser af, hvem der var sammen med hvem. Ja et par mistanker om mord får man også.
Ekstra told
Der møder os nu en række hyggelige gule huse. Men det har de ikke altid været. Men der er ikke så mange tilbage af disse Nyboder – huse.
Det gik langsomt med at få bygget disse 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel. Dokumenter fra 1629 viser, at det hele kostede 132.000 Rdl. I 1631 blev der udsendt en forordning om, at der skulle opkræves ekstra told af skibe for at få alle penge skrabet sammen.
Der fandtes allerede skipperboder ved Holmen.
18 gader og stræder blev anlagt
Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Und mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst gik Nyboder helt ned til stranden. Mod vest strakte den nye bydel sig til Rigensgade.
En stor plads opstod i området. Den fik navnet Grønland. Den blev brugt som militærplads og rettersted.
Ingen almindelig retspleje
Og den kontrakt, som man fik, kaldte man et husbrev. Og i de små ejendomme på 45 km2 kunne godt huse op til 16 personer. Selv om lejlighederne var beregnet til søens folk, var der dog også andre, der boede her.
Nyboder – folket dannede grundstammen på mange skibsbesætninger. De var også med ved mange søslag. Her var nationalfølelsen stor. Når kongefamilien fejrede noget, blev der udleveret lys, som skulle sættes i vinduet.
Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen betragtede stedet som sit private område. Magistraten skulle ikke blande sig.
En mærkelig skæbne
Skipperboderne dannede i hvert fald i 50 år bolig for de højere ansete inden for søens folk. Det var skippere, styrmænd, hans majestæts skibsofficerer. Ja og tænk engang, så boede også Rigsadmiralen her også. Man skulle tro, at det var lidt lille for denne standsperson.
Efter Svenskerkrigene var der uorden i rigets finanser. Boligerne blev solgt til beboerne eller pantsat for manglende lønninger. Til slut i 1694 blev resten solgt på auktion.
6.000 søfolk bukkede under
I 1705 måtte Grenader – korpset og Livgarden træde til for at skabe ro, da der var ballade. Og der var ofte kampe mellem marinere og matroser her i bydelen. Og marinerne trængte ind i husene og voldtog kvinderne. Jo det var både mange døde og sårede hver gang.
I 1710 bukkede 6.000 søfolk under i forrådnelsesfeber. De gik hårdt ud over Nyboder – folket. De brød sig ikke om sygehuse eller læger. De ville helst dø derhjemme.
Begravelse på Nyboder
På Nellikevej blev der dog etableret et sygehus. Når en var død dengang, strøg man sand og gran ud på vejen. Kisten blev stillet foran Nyboder – mandens hus, og så kom enken ud og lagde en krans på kisten.
Sørgetoget fortsatte uden enken. Det var overladt til mændene. Dem der ikke var i uniform, havde lejet sorte sørgeknapper. Efter begravelsen samledes man i de sørgendes hjem.
Jubel, da Struensee blev henrettet
Der var jubel i Nyboder, da Struensee’ s fjender sejrede i 1722. Nyboder – folkene blandede sig i oprøret bag efter og hvad med til at ødelægge cirka 60 virksomheder. Men dem, der så ham henrettet på Fælleden var dog lidt forknyt. Det havde været rædselsfuldt, at se på.
I 1757 besluttede man at opføre endnu 70 huse.
I 1779 sprang krudttårnet i luften. Det betød 7 døde og 47 kvæstede. Skader var der for 40.000 Rdl.
Nyboder – manden giftede sig tidlig
Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende skulle være af samme klasse. Men det krævede en friseddel af kompagnichefen. Og så skulle man så være gift senest 8 uger efter, at den var blevet udstedt. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten for Bremerholm’ s kirke.
Stadsmusikkeren skulle have 4 mark for at spille. Var det tale om fattigfolk kunne det dog gøre for 3 mark.
Lejen var ens for alle huse. Den blev trukket fra lønnen.
Man kunne blive smidt ud
Hvis ens kone snakkede for meget og sladrede om andre kunne hun få tildelt fidellen. Den var formet ligesom en violin som hun så skulle gå med til spot og spe for alle.
Man kunne også risikere, at blive smidt ud af Nyboder hvis man røg sig uklar med naboerne. Man måtte heller ikke holde et uskikkeligt hus med skælden og smælden og værre med eder og banden.
Nyboder – folket var uønsket i Frederiksberg Have. Fra 1750 måtte de ikke betræde voldene.
I 1756 begyndte man at bygge to – etagers huse. De sidste af den slags blev bygget i Ulvegade og Bjørnegade.
Skolen i Nyboder
I 1721 havde Nyboder Skole 50 elever. Undervisningen var gratis. Skolen bestod af tre Nyboder – huse. Det var frivillig skolegang, men mange forældre foretrak at holde børnene hjemme. Så kunne de hjælpe med at tigge om føden.
I 1786 var der hele fem skoler beregnet til 100 børn i Nyboder.
Man kæmpede i Clasens Have
Under belejringen i 1807 var der mange Nyboder – folk ude i Clasens Have for at kæmpe. Mange var også ude på søen for at kæmpe. Masser af bomber slog ned i Nyboder.
Man mente, at Nyboder skulle rives ned
I 1841 foreslog en københavnsk spækhøker, at alle Københavns letlevende damer skulle samles i Nyboder nede ved Volden.
Kammerherre og arkitekt Meldal foreslog i 1865, at hele Nyboder skulle jævnes med jorden. Forfatteren Johannes V. Jensen gav udtryk for det samme.
Kierkegaard kunne godt lide Nyboder – piger
Men Søren Kierkegaard kunne godt lide Nyboder og særlig deres piger. Han skrev:
Nu blev husene gule
Ja og i 1860 skiftede alle huse fra den hvide til den gule farve. Så fik man i 1890 endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne forsvandt. Efterhånden fik vejene også nye navne.
Og så endelig i 1917 fik Nyboder elektrisk lys. Siden 1930, hvor man fyldte 300 år har de sidste rester af Nyboder været truet, selv om resterne nu er fredet.
Og se nu stopper vores strejftog, nu kan vi ikke gå længere. Og næste gang vil vi se nærmere på, hvordan københavnerne levede, hvad de spiste, hvordan de boede, om de gik på værtshus eller bordel, og hvad de mente om døden. Ja det sidste lyder drabelig, men det er nu ret sjovt.
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: P.t. har www.dengang.dk
September 8, 2016
Frøslevlejren – i den sidste tid
I Frøslevlejren kan du også se en udstilling om Fårhus – lejren. Og den startede med skud, vold og tyveri samt en jernhård disciplin. Var disse indsatte helte, forbrydere eller ofre? Frøslevlejrens Kursuscenter ønskede, at tyskerne skulle besøge lejren under mottoet ”in der Vergangenheit”. 17 mand skulle have været til København. Rejsen blev stoppet i sidste øjeblik. Og de indsatte i Frøslevlejren regnede med at englænderne åbnede porten. Der er mange følelser med i spillet, når man skal beskrive stedet. Her på redaktionen får vi usædvanlige mange reaktioner. Bagerst har vi en længere liste med henvisninger til artikler fra Anden Verdenskrig/Besættelsestiden
Var ved at miste modet
Tyskerne var ved at miste modet i lejren. De indsatte begyndte at ryge. Det havde ellers været strengt forbudt. Det hændte også at en SS’ er kom og bad om ild. Det var tydeligt, at man efterhånden var ved at opgive.
Greven på besøg
Spændingen steg efterhånden, som rygterne svirrede. De indsatte have forestillet sig, at englændernes første prioritet var at befri de indsatte i lejren.
Og forventningerne steg, efterhånden som de hvide busser begyndte at komme fra Neuengamme. Busserne holdt i lange rækker syd for lejren.
Søndag den 23. april gik rygtet, Grev Bernadotte var landet på en flyveplads ved grænsen. Hen på eftermiddagen ankom han til lejren ledsaget af Baronesse Wedell – Wedellsborg og amtmand Thomsen.
Greven aflagde fangerne et besøg. Det blev en festlig stund i den overbefolkede lejr. På det tidspunkt var der hen ved 5.600 indsatte i lejren.
Lejren var så overfyldt, at den ene spisesal måtte omdannes til sovesal.
En hemmelig radio
Et eller andet sted i lejren var der en hemmelig radio. Man var godt orienteret om, hvad der foregik. Man lyttede også til mælkemanden og skorstensfejerens beretninger. Der skulle bygges flere barakker. Der blev henstillet til at dette kunne foregå lidt hurtigere. Trængslen var efterhånden blevet for stor
Rygterne gik nu på, at de indsatte skulle videre til Sverige. Men det viste sig, at dette kun gjaldt for politifolkene fra de sidste tre transporter.
Men pludselig kom en masse af sted, og Frøslevlejren så helt affolket ud. Nu var der kun 2.400 tilbage.
Frygten steg
Men håbet om, at tyskerne ville give sig uden kamp, svandt. Grunden var, at der 10 – 12 dage forinden var ankommet en forstærkning af politisoldater til lejren: De havde indrettet en masse skydestillinger i kommandosiden. Ingen vidste, hvad der ville ske. Rygterne gik på, at der var russisk landgang på Bornholm og Falster. Og nu forlød det, at de intellektuelle nu skulle til Sverige. Videre hed det sig, at småforbrydere også skulle af sted.
Samtidig kom der en ny forsyning fra Vestre Fængsel på 200 mand. Nogle af disse havde 72 timer på vej på grund af togspærringer.
Røgbomber fra Søgård
Et par nye fangere kom også til lejren. De havde et dårligt ry som stikkere. Selv om tyskerne endnu stod med maskingeværer op i tårnet, blev stikkerne hurtig forfulgt af en sværm på 100 fangere. De måtte søge beskyttelse hos tyskerne.
Den 3. maj var der masser af fly – aktivitet i luften. Der var røgbomber ud for Søgård. Mælkemanden kunne berette om, at der havde været rekognoscerings – styrker helt oppe ved Søgård. De havde dog hurtig trukket sig tilbage igen.
Englænderne kunne ikke finde vej til Søgård?
Optimismen bredte sig i lejren. Man var allerede i gang med afskedshilsner fra kammeraterne. Man gik tidlig i seng og havde barberet sig. Stor var skuffelsen over, at der ikke skete noget. Det forlød, at englænderne var i Padborg, men ikke kunne finde vejen til Frøslev.
De indsatte havde set flyvernes lyssignaler nord for lejren og var ved at tro, at englænderne havde glemt dem.
17 mand på vej til København
Den 4. maj om morgenen skulle 17 mand af sted til København. De skulle med toget fra Padborg kl. 12.10. Kun 11 mand var mødt frem i lejren på det aftalte tidspunkt. Da optællingen fandt sted, fandt man de fire, men der manglede stadig to. De skulle findes. Mens eftersøgningen fortsatte, marcherede de andre mod Padborg. Toget var for længst kørt.
Under eftersøgningen blev barakformand og tredjekommandant i lejren kaldt til telefonen. Han havde fået kommandanten til at ringe til Gestapos hovedkvarter i København, og gøre dem begribeligt, at en rolig afvikling af lejren ville være i alles interesse. Dette ville være umuligt, hvis man fortsatte som hidtil.
Man meddelte fra Dagmarhus, at man om morgenen havde nedlagt arbejdet og var ved at bryde op. Transporten skulle ikke afsendes.
Den ene af de to eftersøgte havde ligget på operationsbordet med en delvis stiv finger.
Nervøse Gestapo – folk
Lidt senere vendte de 15 tilbage fra Padborg, hvor de havde siddet indespærret i en af de berygtede fangetransportvogne. Ro og orden i lejren skulle opretholdes.
Ud fra Gestapo – barakken bar man kufferter ud til en bil. Samtidig hejste tyskerne Røde Kors flag over deres sygebarak. Samtidig viste en britisk flyver sig over lejren. Nervøsiteten bredte sig blandt Gestapo – folkene.
Hen imod aften sås Max Pelving og lædervarehandler Møller fra Aabenraa drage af sted.
Godbidder fra Røde Kors
Der blev ikke arbejdet de sidste dage. Flyene passerede i bølger jævnlig himlen over lejren. Til trods for uroen, blev der som sædvanlig talt om aftenen. Yderdørene blev låst som altid.
Kl. ca. 20.45 kom den danske lejrkommandant, Kaptajn Digmann med den forløsende nyhed. Fra alle stuer styrtede de indsatte ud i gangene og begyndte at synge: Kong Christian, Det er et yndigt land, Kongernes Konge og Frøslev – Frihedsmarch.
Nogle indsmuglede drikkevarer blev hentet frem, og begivenheden blev fejret.
Godbidder fra Røde Kors – pakkerne blev hentet frem. Det hele blev lagt sammen på et fælles spisebord. Det endte med et sandt festmåltid med erstatnings – kakao lavet på pulver og tørmælk.
Forhandlinger i nattens løb
Yderdørene blev låst op, og skodderne slået fra.
Med lynets hast forplantede nyheden sig fra barak til barak. Så begyndte nogle af fangerne at synge fædrelandssangen, og snart bølgede sangen over hele lejren. Men naturligvis meldte spørgsmålet sig, hvornår blev portene åbnet?
Politimester Brix gjorde allerede klar til, at drage omsorg for, at tage sig af lejrens tyske håndlangere. De skulle holdes tilbage, når portene åbnedes.
Grænsebevogtningen skulle organiseres, og lejrens afvikling forberedes. Der udspandt sig en mængde forhandlinger i nattens og morgenens løb.
Men ak, om morgenen kl. 6.15 på selve kapitulationsdagen blev der talt igen. Stemningen forblev dog høj. Morgenmåltidet var ligefrem luksuriøst.
Tyskerne kapitulerede
Kl. 8 gik Digmann og Brix til hauptsturmführer Schriewer, lejrens tyske kommandant, og havde forlangt lejren overgivet. Svaret skulle, da han værgede sig, foreligge inden kl. 10, idet man ellers ikke ville garantere en rolig afvikling.
Hen på formiddagen kapitulerede Schriewer. Mens forhandlingerne stod på, blev der gravet et hul til en flagstang. Det stod klart, at Dannebrog kl. 12 kunne gå til tops over lejren, samtidig med, at kongens røst fra et i hast etablerede højttaleranlæg nu lød ud over mængden. Det var klar til det endelig opbrud.
Modtaget med tobak og aviser
Straks fra morgenstunden havde politimester Brix givet de sønderjyske politimand ordre til at holde sig rede, da de sikkert var de første, der skulle af sted. En halv snes af marineofficererne holdt sig også parat. Flere skulle smugles ud, for at de så tidligt som muligt kunne nå frem og give møde ved deres afdeling.
En masse journalister var ankommet sammen med sognerådsformanden og andre folk fra egnen. De bragte tobak og aviser med, og underholdt sig livligt med de indsatte.
Flere af fangerne fordrev ventetiden med at spille kort. Nu var det ikke længere noget at være bekymret for.
Fra godt kl. 10 begyndte frigivelsen. Fra Justitsministeriet kom der først løsladelses – ordre for Brix og Bøving. Lidt senere skete det samme for Ivar Møller. Porten blev åbnet for en halv snes politifolk. Kursen blev sat mod Kruså, for at modtage englænderne.
4 – 500 af fangerne havde meldt sig til bevogtnings tjeneste i lejren. Man havde staks sikret sig 50 stikkere og O. T. – mænd.
De tyske vagtmænd, sagde, Auf Wiedersehen. Men fangerne svarede, Nein.
DSB indsatte ekstra tog
DSB valgte at sende et tog fra Padborg til København. Sidst på dagen fulgte et tog fra Padborg til Frederikshavn.
De to tog skulle kun standse på de stationer, hvor der var nogen, der skulle sættes af. Straks som man kørte ind på en station, blev denne omringet af frihedskæmpere. Man var bange for at tyskervenlige ville stige på toget og gøre passagererne fortræd.
Mange steder var stationerne propfulde af folk, der hyldede passagerne fra Frøslevlejren. I Lunderskov havde man placeret et kæmpe Dannebrog som blev belyst af 20 kraftige lommelygter.
Navneforandring til Fårhuslejren
I Frøslev by blev fangerne modtaget med guirlander og velkomst – skilte over vejen.
Men straks skulle Frøslevlejren igen summe af liv. Nu var det andre, der skulle ind og nyde lejren. Den blev så omdøbt til Fårhuslejren.
Og man var hurtig. Allerede den 6. maj om aftenen ankom de første 25 internerede fra det nærliggende Padborg:
Hvordan dette foregik med at indsamle de kommende gæster i Fårhuslejren, viser en beretning fra seminarierektor Morten Bredsdorf fra Tønder. I hans dagbog den 8. maj 1945 skrev han:
Vold, tyveri og disciplin
Undertegnede har fået fortalt, af en indsat i Fårhuslejren, at vagtmandskabet i hvert fald i begyndelsen ofte skød og huggede fra de indsatte. Vold mod de internerede forekom også, og lejren var gennemsyret af kadaver – disciplin.
Som vi også har været inde på, så blev grundloven overtrådt, for de indsatte kom ikke for en dommer inden for 24 timer. Men man undskyldte sig med, at være i en ekstraordinær situation.
Brød de indsatte lejrreglerne så faldt straffen prompte.
Udstilling om Fårhuslejren – en realitet
Og nu kunne vores artikel om Frøslevlejrens sidste dage være sluttet. Men?
Her kom undertegnede så til skade og spørge om, hvornår, der kom et museum, der beskrev forholdene under Fårhuslejren. Det er godt nok en del år siden. Og jeg var ikke den eneste, der stillede det spørgsmål. I den grad har det spørgsmål sat sindene i kog i Sønderjylland. Men nu er det en realitet. Der er en nu en permanent udstilling om Fårhuslejren.
Man kan så undre sig over, at man sidestiller danske landsforrædere og nazistiske medlemmer af Det Tyske Mindretal. Deres motiver var vidt forskellige.
Tyskere på ferie – i en fangelejr
Men inden Fårhus – udstillingen var en realitet, var det en anden begivenhed, som satte sindene i kog. Og det ikke kun i det sønderjyske.
Ja det startede med en artikel i Jyske – Vestkysten den 25. april:
De undrende læsere kunne læse, at Gestapos gamle fangelejr, Frøslevlejren, tilbydes som feriehotel til tyskerne.
Og hvad var det nu for noget?
Ja for dem, der ikke ved det, så findes der mange selvstændige institutioner i Frøslevlejren, og en af disse er Frøslevlejrens Kursuscenter. Man havde ikke så mange kurser om sommeren, derfor mente man, at man havde fat i en god ide.
Man fik fremstillet en brochure og udsendte den i Tyskland. Det var ikke kun til tyske turister, men det skulle være en kulturhistorisk oplevelse under temaet:
Frøslevlejren har mange aktiviteter
Man skulle indkvarteres komfortabel i lejrens barakker med sauna, fitness og tilbydes den bedste gastronomi.
Man kunne vel ikke forlange, at tyskerne vidste, at der i Frøslevlejren var mange forskellige virksomheder. Og det kunne de udenlandske medier heller ikke rigtig finde ud af. Talrige aviser og tv – stationer verden over, valfartede til lejren, for at studere det groteske fænomen.
Frøslevlejren blev omtalt i diverse satiriske magasiner, selv Politikens ATS havde indslag om dette fænomen:
De forskellige institutioner i Frøslevlejren burde måske lige have talt sammen, inden man fyrede denne kampagne af. Selv om nogle nærmest taler om et plejehjem med dansk hjem i forhold til de andre KZ – lejre, så var situationen også den, at 400 af de 1.600 deporterede til KZ – lejre aldrig vendte hjem igen. Vi har tidligere i artikler beskrevet livet i Frøslevlejren.
Underminering af troværdigheden
Efter 5. maj blev rollerne som bekendt byttet om. Fårhuslejren var bestemt noget, der efterlod mange spor i det sønderjyske.
Fra 1968 til 1975 fungerede lejren som Civilforsvars – kaserne.
I 1969 påtog Nationalmuseet at etablere Frøslevlejrens Museum. I 1970erne havde man et imponerende besøgsantal på 50.000 – 60.000.
I 1988 etablerede man et samarbejde med Dansk Røde Kors og det nyetablerede Dansk Røde Kors Museum.
Problemet med Frøslevlejrens Museum har sikkert været, at der er foregået så mange ting derude i barakkerne, at offentligheden måske ikke rigtig kunne kapere det. Man kunne ikke rigtig forene alle aktiviteter med et nationalt mindesmærke.
Den omtalte brochure har i den grad undermineret stedets troværdighed.
Helte, Forbrydere eller ofre?
I mange år ignorerede man, sønderjyders krav på, at få alt at vide om stedet. Også de ting, der skete efter 1945. Mange af os har haft familiemedlemmer siddende både i Frøslevlejren og Fårhuslejren.
Endelig har man så nu en permanent udstilling om tiden efter Frøslevlejren. Og overskriften på er ganske passende Helte, Forbrydere eller ofre?
Mange tysksindede familier mærkede konsekvenserne langt efter, at Fårhuslejren var lukket. Dette har vi også tidligere beskrevet.
Interneringen af medlemmer fra Det tyske Mindretal skabte stor bitterhed mod Danmark. Fårhus – mentaliteten kom til at præge Det Tyske Mindretal i årtier efter krigen.
Hvem fortolker det rigtig?
Stedet fungerede både som interneringslejr og straffelejr for landssvigere. For mange er stedet stadig meget følelsesbetonet. Vi kan også se det ud fra de henvendelser, som vi har fået
Det er fra familiemedlemmer til indsatte både i Frøslevlejren og Fårhuslejren, samt historikere, der mener, at vores fortolkning er helt forkert.
Kilde: Se
Litteratur Padborg/Kruså/Bov
Besættelsestidens Litteratur A – L (under udarbejdelse)
Besættelsestidens Litteratur M – Å (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden – vi har 170 artikler om Anden Verdenskrig og Besættelsestiden på www.dengang.dk herunder:
Under Besættelsestiden/Anden Verdenskrig:
Josef Mengele – Dødens Engle
Befrielsesdage
Folkevognens Historie
Karantænestationen ved Grænsen
Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
Statsminister Buhl og hans ”stikkertale”
Udleveret til tyskerne
Døden over Babi Jar
Sort Jord – Holocaust
Optakten til 9. april 1940
Frits Clausen – den tredje historie
Sverige og jøderne
Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
Likvideret på Alssund den 5 maj 1945
Sven Hazel – genial eller fupmager?
Mein Kampf – Er genoptryk nødvendig?
Sandheden om Besættelsestiden
Waffen SS – engang en elitehær
Sandheden under sandet
Søren Kam og hans erindringer
Modstand 1933 – 1942
Der dukkede pludselig et fly op
Himmler og hans datter
De svenske forbindelser – under Anden Verdenskrig
År Nul – en fortælling om 1945
Jagten på krigsforbrydere
Var Paludan – Møller en Folkehelt?
At handle med ondskaben
Sønderjylland Besat
De Danske Varulve
De Hvide Busser – nok engang
Danskerpak og tyskerpak
Dansk Cementfabrik med Tvangsarbejdere
Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
Værnemagere
Hvorfor kom Montgomery så sent?
Gunnar Larsen – en udskældt Trafikminister
Rostock – Mødet, Myte eller virkelighed
Hvad skete der i Bobruisk?
Kryssing og Frikorps Danmark
Retsopgøret i Sønderjylland
Under Padborg/Kruså/Bov:
Grænsen – dengang
Bov kommune – under besættelsen
Bov Sogn – mellem dansk og tysk
Dagligliv i Frøslevlejren
Drama ved viadukten
En sønderjyde krydser sine spor
Frøslevlejren
Fårhuslejren
Harreslev – dengang
Mord i Padborg 1945 (1 – 3)
Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
Straffelejren
To skæbner i Kiskelund
Sandheden om de hvide busser
KZ – lejr Ladelund
En villa i Kollund
En villa i Kollund – endnu mere
Mord i Padborg 1945 (4)
Under Sønderjylland:
Danskeren, der ville dræbe Hitler
Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
Det Tyske Mindretal
En stikke fra Sønderjylland
Holger Danske – Afdeling Eigil
Holocaust – aldrig igen
Kampene 9. april 1940
Langs Grænsen
Mindretal i Brændpunktet
Modstand i Kolding
Modstand i Sønderjylland
Opgøret efter 1945
Sheriffen fra Tinglev
Stikkeren – mord uden samvittighed
Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
Vingeskudt på Mandø
Det mystiske mord ved grænsen (2)
Tyske flygtninge i Nordslesvig
Modstand og sabotage i Sønderjylland
Modstand i Tinglev
Jens Møller – Folkefører eller folkefører
De fem lange år i Sønderjylland
Sønderjylland – maj 1945
Under Aabenraa:
Aabenraa – Maj 1945
Fritz, Nazister og et kartotek
Aabenraa – under de to krige
Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa
Løjt – mellem dansk og tysk
Modstandsbevægelsen i Aabenraa
Sabotage i Aabenraa
En dobbeltagent fra Aabenraa
Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere
Under Tønder:
Tønder – Maj 1945
Bombeangreb mod Tønder
Da Tyskerne kom til Tønder
Flygtninge i Tønder
Historien om Jeppe K. Christensen
Nazister i Tønder
Obersten i Tønder
Sabotage i Tønder
Sønderjylland 9. april 1940
Tønder og Omegn – 9. april 1940
Tønder under Besættelsen
Tønder – efter krigen
Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
En frihedskæmper i Tønder
Under Højer:
Baraklejren i Højer
Højer 1935 – 1945
En sønderjydes liv på godt og ondt
Under København:
Danskere i Hitlers tjeneste
Besættelsestiden – skønmaleri eller glemsel
Besættelsestidens fortrængninger
Da krigen var forbi
Danmark var advaret – 9. april
De forfulgte Jøder
Den Franske Skole i bomberegn
Den Franske Skole – nok engang
Dengang – det var alvor
Flugten over Øresund
SS – absurde Grusomheder
Humor – under Besættelsen
Landsforrædere og Landssvigere
Overvåget – dengang
Stikkerdrab
Tyske Flygtninge
Tyskerluder og Drageyngel
Duckwitz – den gode tysker
Politik under besættelsen
En justitsminister i unode
Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
Tvangsarbejde i det tredje rige
Tilfældet – Søren Kam
Samarbejde med besættelsesmagten
I tysk krigstjeneste
I en lovløs tid
De danske nazister
Danskere i tysk krigs tjeneste
Landsmænd og jødeflugt
Buchenwald – Rædsler og lidelser
Werner Best
Frihedsmuseet, arkivet og selverkendelse
Under Østerbro:
Besættelsen på Østerbro 1 – 4
Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
Flere sabotager på Østerbro
Hagekorset i Parken
Mirjams flugt
Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
Riffelsyndikatet på Østerbro
Sabotører og stikkere på Østerbro
Skud i Vordingborggade
Under Nørrebro:
Besættelsen på Nørrebro 1 – 5
Likvideret på Nørrebro
Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
Nørrebro – flere sabotager
Nørrebrogade 156
Sabotage på Nørrebro
Sommeren 1944 på Nørrebro
Nørrebro 1945 – to episoder
Varehuset Buldog på Nørrebrogade og mange flere
August 1, 2016
Josef Mengele – Dødens Engel
Han var ellers ikke højt i Nazi – systemet. Men det er ham, som man husker som Dødens Engel. Der blev eksperimenteret meget med de indsatte. Og en enkelt håndbevægelse afgjorde skæbnen allerede ved rampen, når man kom med toget. Men daglig blev folk udset til gaskammeret. Og Mengele var særdeles ivrig til at udvælge, hvem der skulle gasses. Vi ser på nogle af hans absurde eksperimenter. Og vi ser også på de andre lægers ”påfund”. Men det var Mengele’ s man huskede. Vi ser også på hans flugt, der var økonomisk støttet af familien og det nazistiske kammeratskab. Flere gange var han ved at blive snuppet. Men var det held, korruption eller havde nazisterne stadig så stor indflydelse og magt?
De håbede at gøre karriere
Josef Mengele var bestemt ikke ene om det. Og det var at foretage afskyelige medicinske forsøg. Han undslap selv afstraffelse, og det gjorde mange af hans kollegaer også. Det gjorde de enten ved at gemme sig, bruge gode advokater eller bestikke de tyske myndigheder til at lukke øjnene.
Mange forskere meldte sig under SS og SD’ s faner. De håbede derigennem at kunne gøre en karriere.
Doktor Phil.
I skolen var Josef Mengele ikke en af de mest kvikke. Under medicinstudierne var han meget pedantisk. Han opbyggede sit eget system med kartotekskort og fik sig hurtig en viden. Og så følte han sig tiltrukket af folk med autoriteter.
I 1935 kunne han kalde sig Dr. Phil. Efter fem års studier på tre universiteter. I 1936 tog han statseksamen og i 1938 blev han doktor i medicin.
I 1938 meldte han sig ind i SS. Han giftede sig trods SS’ s tilladelse. Grunden var, at man ikke kunne finde alle familiemedlemmer i hans kones familieregister.
Racehygiejne – også i Danmark
Forskere talte om, at epileptikere, alkoholikere og sindslidende skulle lade sig sterilisere. I givet fald skulle de lade sig tvangssterilisere. Dette foregik nu også i Danmark. Det startede med Rasenkunde des Deutschen Volkes. Forfatteren til dette værk var Theodor Mathson. Han blev senere en af Mengele’ s lærer. Og værket dannede grundlag for de nazistiske ideer.
Kriminalisere fysisk handikappede
Ja man forsøgte også at få Cesar gjort til en mand af den nordiske race. Med Blutgesetze mistede jøderne deres sidste ret til at være tyske statsborgere. Og en film med titlen Erbkrank forsøgte man at kriminalisere det at være fysisk handikappede og legimitere udryddelsen af dem.
Mengele’ s lærermester
Alt dette var noget som i den grad betog Mengele. Allerede i 1936 havde Mengele første gang mødt Otmar Freiherr von Ralph Ernst Verschuer. Denne professor skulle også senere blive en af Mengele’ s lærermestre. Og han satte stor pris på Mengele’ s arbejde. Det var også ham, der sørgede for, at han kom til Auschwitz. Mengele sendte masser af ting til universitetet i Berlin, hvor Verschuer var leder fra sit såkaldte forskning i Auschwitz. Men professoren blev frikendt efter krigen. Han påstod, at han ikke vidste, hvorfra Mengele havde sit materiale.
Ja han slap med en bøde på 600 mark som Mitläufter. Bagefter kunne han uanfægtet fortsætte sin karriere som ledende mediciner i Münster.
Ja denne professor gik fuldt og fast ind for Blutgesetze og var også redaktør af bladet Der Erbartz fra 1934 til 1945.
De ”Mengelske grusomheder” blev tidligt offentliggjort
Mengele var ved fronten til juli 1942 og blev forfremmet flere gange. Der blev påstået, at han var en god læge.
Dengang blev han betegnet som velbegavet, kynisk, arrogant, pedantisk og manipulerende. Han var ikke særlig højt anset i det nazistiske hierarki. Men uheldigvis så udgav en af Mengele’ s tvangsudskrevne assistenter, Miklos Nyiszli så tidligt som i 1946 sine erindringer om de ”Mengelske grusomheder” (Tyskland 2005)
Som skrevet, så var det Verschuer, der anbefalede Mengele til Auschwitz vel sagtens fordi han så selv slap. Den 24. maj 1943 fik denne så at vide, at han skulle melde sig hos lejrkommandanten Rudolf Höss.
I de 18 måneder han gjorde tjeneste her, blev han nok den mest berygtede læge unde hele den anden verdenskrig.
Auschwitz med 48 ydrelagre
Auschwitz blev etableret i 1940. Den bestod af 28 treetagers symmetrisk anlagte bygninger omgivet af dobbeltstrømførende pigtrådshegn med vagttårne og barakker. Over hovedindgangen var den berømte indskrift Aibeit macht frei.
Blok 2 var berygtet for sine gasforsøg, men det gik ikke hurtigt nok.
To hovedlagre
Der blev også anlagt lager nummer 2 Birkenau. Dertil kom 48 aussenlager. Opbygningen af Auschwitz 2 blev påbegyndt i oktober 1941. Efter ordre fra Himmler skulle denne indeholde 100.000 fanger. Hensigten var at forsyne IG Farben med arbejder. Jo det var skam dem, der leverede giften til alle KZ – lagre.
Mere end 35.000 fanger blev i perioden oktober 1942 til januar 1945 tvangsudskrevet til Birkenau. Mere end 25.000 omkom som følge heraf.
Barakkerne i den ny lejer var endnu dårligere end i den gamle. Der var ingen vask eller toilet i barakkerne, så skulle man hen i særskilte skure.
De specielle ved Birkenau var de kolossale krematorier. 440.000 ungarske jøder blev myrdet her.
Hele 30 barakker fungerede som sorteringscentral. Det var her fangernes medbragte ejendele, tøj, kufferter, service, guld og sølv, briller, proteser m.m blev sorteret. Her blev det hele registret og sendt videre.
Ved siden af Krematorium 2 lå et obduktionsrum og tilhørende laboratorium. Her udførte Mengele de fleste af hans grusomme eksperimenter.
Et giftigt baderum
De dødsdømte blev ført ned i et underjordisk rum, der til forveksling lignede et baderum med brusere hængende ned fra loftet. Det stod da også baderum på skilte, for at de ikke skulle gå i panik. Og i omklædningsrummet var der da også numre på knagerækkerne.
Fire kraftige søjlegitre som var hule inde i var forbundet til at lem oppe på taget. Her blev der så hældt Zyklon B gas ned. Efter få minutter udviklede det sig til den dødelige blåsyre.
Efter 20 minutter var alt stille. Dørene kunne nu åbnes og ligene blev nu båret ud af en særlig Sonderkommando. I nogle KZ – lejre var der også en sliske hvor ligene blev hældt op, eller et slags transportbånd. Ligene skulle kremeres.
Denne Sonderkommando bestod af tvangsudskrevne jødiske fangere.
1,3 millioner blev myrdet her
Ved rømningen af lejren i januar 1945 valgte SS at bortsprænge alle krematorier for at slette sporene for eftertiden. Ovnene blev afmonteret og skulle efter planen stilles op i KZ – lejren i Mühlhausen ved Linz.
Vi skal ikke glemme at Auschwitz foruden de to hovedlagre havde 48 ydrelejre. I alt omkom der her mellem 1,1 og 1,3 millioner mennesker i perioden fra juli 1940 til januar 1945, hvor Den Røde Hær befriede lejren.
Lazarettet
Hvor mange, der omkom som følge af Mengele’ s forsøg er nok umuligt at finde frem til. Til Auschwitz hørte også et lazaret eller hospital for syge og afkræftede fanger. Men det kunne vel nærmest betragtes som et mirakel, hvis en fange kom levende ud af en sygebarak.
Var det ikke det mindste tegn på helbredelse udtog Mengele de syge til gasning. Det samme gjaldt hvis han mente, at folk snød sig til et sygeophold.
Sygepasserne skulle forfalske dødsattester, der bevidst skjulte sandheden om fangernes død. Det skulle de også, når folk døde under lægernes eksperimenter eller når folk blev døde under andre omstændigheder.
Der var et bestemt Fenol – rum, hvor fangerne blev indsprøjtet med 15 ml. Fenol. Døden indtraf i løbet af få sekunder. Men man kunne kun nå at dræbte tre i minuttet, og det var ikke særligt effektivt set med SS – briller. Cirka 20.000 er omkommet på denne måde.
I Auschwitz forlangte man, at 90 pct. af de indsatte var arbejdsduelig.
Stanken af urin, fækalier og uvaskede bandager med rester af væskende sår samt snavset sengetøj var uudholdeligt på sygeafdelingen.
1.500 blev presset ind i en barak
Særlig blok 7 i Birkenau var berygtet. Her blev alle syge samlet. Under normale omstændigheder pressede man 5 – 600 ind, men her var 1.500 stuvet ind. To gange om ugen fjernede man de døde. De allerværst medtagende blev sendt i gaskammer.
8 – 10 syge blev presset sammen på en briks. Alene i 1942 kostede en tyfus – epidemi 3.800 fanger livet. Ja året efter var der 4.100. En del blev hjulpet på vej af gaskammeret og Fenol – behandling.
Det utrolige var, at man også foretog blindtarmsoperationer, amputationer, brækkede lemmer, medicinsk behandling m.m. som lykkedes og virkede.
Levetiden for nyfødte børn var to uger. Ja i hver barak havde man et ligrum, hvor man smed lig. Og i disse barakker vrimlede det med rotter.
Sammen med 38 andre læger
Det var i dette miljø, at Mengele fungerede sammen med 38 andre læger. Ja han var ikke engang chef – læge i KZ – lejren, men han var den der fik størst opmærksomhed.
Han opbyggede et fortrolighedsforhold til børn ved at danne børnehjem. Børn og mødre fik ekstra forplejning og børnene fik chokolade og slik. Senere udnyttede han disse børn groft til sine eksperimenter.
En håndbevægelse afgjorde liv eller død
Jo, Mengele havde også stor indflydelse på, hvem der skulle sendes i gaskammeret, og det gjorde han i den grad brug af. Han stod der utallige gange, når toget kommet. Men en enkelt håndbevægelse var det afgjort – enten i døden eller for en tid endnu i live. Der var ingen lægelig kontrol i udvælgelsen.
Mengele var en af de ivrigste til at afgøre skæbnerne. Således er han registreret 74 gange på rampen, men han har nok været der endnu flere gange. Han stod her også i sin fritid.
Når et tog ankom til rampen i Birkenau havde fangerne siddet i flere dage og tøstet og i en uhumsk lugt. Allerede på rampen blev skæbnen afgjort. Man blev simpelt hen udskilt i en højre og en venstre gruppe.
Var man så uheldig at komme i den forkerte gruppe, ja så måtte man gå endnu 250 meter, og så 10 – 12 trin ned.
Guldtænderne skulle tages ud
Inden kremeringen var der en overtandlæge, der fjernede alle guldtænderne. Og så blev ofrenes åbninger lige gennemgået, som blandt andet skede og endetarm undersøgt, om der her var gemt noget værdifuldt, som Das Dritte Reich kunne bruge.
Lægerne skulle som regel overvære gasningerne, og tandlægerne skulle også overvåge at tandguldet blev omsmeltet.
Knoglestykker, der ikke var ordentligt brændt, blev kværnet. Al asken blev smidt på lastbiler og smidt direkte i Weischel – Floden.
Hvis man skulle bruge en barak?
Han skulle også en bruge en hel barak til et af sine forsøg. Hvad gør man så? Ja så sender man bare beboerne i gaskammer. Så havde man en barak at boltre sig i. Han tog også livlig del i helt at udrydde sigøjnerafdelingen.
Fra den 28. august 1943 til 29.oktober 1944 kørte han 15 andre forsøg og eksperimenter der førte 3.824 direkte i døden. En anden gang var gamle sår nok til at man blev sendt direkte i døden.
Gynækologi var ikke hans speciale
Gynækologi var ikke hans speciale, men han foretog hyppige fosteruddrivelser. Det blev foretaget i barak 10 og senere barak 24. Men der var ingen forbindelsesmaterialer, gynækologiske instrumenter og aseptiske materialer.
Fra sommeren 1943 til oktober 1944 sendte Mengele på denne måde 51.000 overvejende jødiske kvinder i døden. Alle der var blevet gemt blev som regel fundet og dem, der havde hjulpet med at gemme blev også sendt i døden.
Eksperimenteret med sennepsgas
I 1942 blev der eksperimenteret med sennepsgas i Stutthof. Til dette formål blev 86 personer fra Auschwitz henrettet. Og overalt i de KZ – lejre, hvor man lavede menneskeforsøg samarbejdede man med diverse fakulteter og universiteter i hele Tyskland. Og det var ikke kun Mengele.
Luftwaffe havde bestilt
I Dachau var der forsøg med malaria, lufttryks – og koldtvandsdød samt indtagelse af havvand samt leverpunkteringer. Det var Luftwaffe, der havde bestilt disse forsøg. Under forsøgene med havvand døde de fleste. Lægen, der ledte disse forsøg fik i 1947, 15 års fængsel, men allerede 4 år senere kunne han løslades. Derefter blev han kredslæge i Buxtehude.
Giftgas
I Sachsenhausen blev der eksperimenteret med giftgas på fanger. Man ville udvikle nye likvideringsmetoder på åndssvage. Man havde blandt andet også udviklet nye mobile gasvogne. Man havde også udviklet blåsyreampuler og håndgranater med giftgas. Så havde fjenden ingen chance.
Giftige svampe
Roden af giftige svampe samt alpeblomsten blev ført ind i fangers blodbaner. Disse fanger var døde efter tre timer. Og så blev mange fanger bevidst smittet med tuberkulosevirus.
De danske islæt
I Buchenwald forsøgte man sig med midler mod dysenteri. Der blev også eksperimenteret med plettyfus med dansk islæt. Her var det Seruminstituttet fra København, der beredvilligt stillede sig til rådighed. Men dette kan vi komme nærmere ind på ved en senere lejlighed.
Og mere dansk. Det var jo den danske læge Værnet, som vi tidligere har omtalt i vores artikel om Buchenwald. Han indopererede en kunstig kirtel på 15 homoseksuelle fangere. Operationen skulle bevirke, at man nu følte sig tiltrukket af det modsatte køn. Selv om han var i myndighedernes varetægt, så lykkedes det ham at flygte til Argentina. Måske laver vi senere en artikel om denne.
Grufulde eksperimenter
Fra Buchenwald kendes udtagning af organer som lunger, nyrer og hjerter. Man forsøgte også at lave skrumpehoveder af almindelige afhuggede menneskehoveder.
I Mauthausen blev 370 fangere inddraget i et ernæringsforsøg på invalide og krøblinger. De 120 døde af forsøgene. Resten blev efterfølgende aflivet. 1.700 fangere fik indsprøjtet vacciner mod kolera og tyfus. De fleste døde af forsøget.
I Ravensbrück blev der eksperimenteret med sulfomidler mod brandsår. I den ene del af forsøgene blandede man fremmidler som glas og træsplinter ind i sårene. Der blev også eksperimenteret med knogletransplantationer. Nogle gange knuste man bare et skinneben med en hammer. Benzin og petroleum blev også sprøjtet ind i venerne.
Piger ned til 12 år fik røntgenstråler og indsprøjtning med sølvnitrat og klorkalk.
I Nazweiler førtes forsøg med flydende giftgas og sennepsgas. Man blev påsprøjtet denne flydende substans. Ti timer efter var kroppen fuld af brandsår. Også forskellige vaccineforsøg blev gennemført.
Smertefuld sterilisation
Man gennemførte et forsøg på 1.000 jødiske kvinder m.h.t. sterilisation. De blev behandlet med en særlig væske, der skulle få æggestokkene til at trække sig sammen. De fik alle tre indsprøjtninger. Både æggeledere og æggestokke begyndte at krampe sig sammen med voldsomme smerter til følge. Hvis de ellers overlevede var det slut med at få børn eller et ordentligt sexliv.
Operative kastrationer blev gennemført hos de mandelige fangere uden bedøvelse. Dette førte til mange indre blødninger med døden til følge.
Afskårne børnehoveder
Ja som der kan ses, var der andre end Mengele, der kunne. Og det var ikke kun ham, der sendte skeletter, øjne, afskårne børnehoveder m.m. ud af KZ – lejrene. Normalt holdt disse læger ikke så længe. Vores hovedperson holdt i knap to år og fik nærmest kult – status som dødens engel.
Mengele kastede sig over kirurgi, selv om han absolut ikke havde begreb om dette. Oftest blev operationer foretaget uden bedøvelse. Utroligt nok overlevede en ungarsk fange efter i seks uger at have været udsat for knoglemarvsudtagelser.
3.000 børn blev smittet med vilje
Jo vi har allerede hørt om mange af Mengele’ s mange eksperimenter. Men der var mange mere. Efter at han havde gjort sig gode venner med børnene smittede han 3.000 af dem med den såkaldte norma – syge. Det var en sygdom forårsaget af underernæring. Og alle de døde skulle fotograferes, ja nogle skulle endda portrætteres på akvarel. Han beordrede også hoveder af de syge børn skåret af. De blev så lagt i krukker og sendt til Berlin.
Gravide skulle træde frem for ham. Derefter trådte han så hårdt på maven på dem, at de begyndte at adoptere.
Han forsøgte at ændre iris i øjnene på børn ved at dryppe al verdens ting ind i øjnene. Øjnene blev senere udtaget og pakket i kasser og sendt til Berlin.
De berygtede tvillinger – forsøg
Til Antropologisk Institut blev skeletter af folk med defekter eller abnormiteter sendt. Listen over Mengele’ s eksperimenter er ålelang. Det er også hans forsøg med, hvor meget mennesker kunne tåle af diverse ting, inden de døde.
I foråret 1944 gik han også i gang med hans berømte eller berygtede tvillinger – forsøg. De skulle helst være unge op til 16 år. Nogle forsøgte at gemme disse tvillinger. Efterhånden var det kendt i lejren, at Mengele var ude efter dem. De var fritaget for den daglige udvælgelse til gaskammeret. De måtte ligeledes gå i deres eget tøj og forplejningen var bedre til dem.
Han studerede deres smertetærskel og hvordan de reagerede på fremmedstoffer. To tvillinger på fire år blev syet sammen. De skreg dag og nat og døde på grund af den brutale behandling.
Han tog hjernen ud af 14 tvillinger
Eksperimenter med rygmarven gjorde en tvilling lam. Siden blev hans tekstiller bort. Og under en fjerde operation døde han.
For øjnene af moderen skar han en et spædbarn midt over. Derefter lagde han liget af spædbarnet i en kuffert. Han sendte det så videre til Berlin til nærmere undersøgelser.
Han tog hjernen ud fra mindst 14 tvillingepar.
Amerikanerne afhørte ham
Det var opløsningstendenser at spore at spore i slutningen af 1944 i Auschwitz. I begyndelsen af januar 1945 stod russerne kun få dagsmarcher fra lejren.
Den 18. januar 1945 blev Mengele ledende overlæge i KZ – lejren Gross – Rosen. Men allerede den 8. – 9. februar begyndte evakueringen af denne lejr.
I seks uger søgte Mengele tilflugt i et lazaret i et ingemandsland lige ude for amerikanerne. Han fik en sygeplejerske til at gemme alle sine journaler fra Auschwitz. Amerikanerne afhørte ham men var åbenbart ikke klar over hvem han var.
Landmand i tre år
Han fik nu arbejde som landarbejder under et andet navn. Gennem omveje fik han kontakt til familien og hans bror besøgte ham. Hans kone Irene havde følt sig ensom og søgt trøst hos en handelsmand.
Det lykkedes for Mengele at få et møde i stand med hans kone, men gensynsglæden var ikke stor. Men cirka hver anden måned besøgte hun dog troskyldig ham i skovene ved Rosenheim. Det var nu ikke helt ufarligt. Flere gange havde amerikanerne således aflagt hende et besøg i privaten.
Efter at have arbejdet tre år på gården Leahnerhof forlod Mengele gården i august 1948. Familien havde samlet 7.000 DM ind. Nu var Mengele’ s far ikke helt uden midler. Han havde en fabrik, der fremstillede landbrugsmaskiner. Da det gik bedst for fabrikken var der 1.300 ansatte.
Afgang fra Genova
De indsamlede penge blev brugt til et falsk pas. Men det var dog ret amatøragtigt udført. Mengele’ s tanker gik mod Argentina. Der var forskellige ruter, hvor blandt andet den katolske kirke var involveret. Ja også Vatikanet var indblandet.
Men her var det en af hjælpeorganisationen og gamle bekendte, der hjalp. Næste station var den italienske havneby Genova. Han havde fået et nyt navn, Helmuth Gregor og var italiener. Problemet var bare, at han ikke kunne et eneste ord italiensk.
For at forlade Italien var det nødvendigt at få et Røde Kors pas. Det fik man problemfrit fra det schweiziske konsulat. Forfalskede vaccinationspapirer var heller ikke et problem.
Egentlig havde man bestukket en italiensk tolder. Men han var ikke på arbejde den dag, da skibet skulle påmønstres. Det skulle gå fem dage senere. Og de toldere, der var til stede var i første omgang ubestikkelige. De fattede mistanke og Mengele blev smidt fire dage i brummen.
Men efter fire dage blev han løsladt. Og alt tyder på, at en større sum hjalp på det hele. For egentlig var meningen at Mengele skulle have sejlet på første klasse med North King til Argentina. Men det blev nu på turistklasse.
Den vanskelige tid
Den 20. juni 1949 anløb North King Buenos Aires. Ja egentlig skrev Mengele dagbog. Men i 11 år blev der ikke skrevet noget. Måske er skriverierne bortkommet. For pludselig i oktober 1960 findes der igen optegnelser.
Efter den første vanskelige tid i Argentina genoptages forbindelsen til familien og det nazistiske netværk. Der blev sørget for penge til Mengele uden at adressen blev afsløret. Han mødte også Eichmann. Men de to blev nu aldrig de bedste venner.
En tur til München
I 1956 fløj Mengele til Schweiz, hvor han mødte sin søn. Han måtte også en tur til München for at skaffe sig en fødselsattest. Men han blev indblandet i et trafikuheld. Da han viste sine papirer til politiet var det ved at gå galt. Politiet undrede sig over de argentinske papirer. Men igen trådte familien til med hjælp, da Mengele var tilbageholdt. Om det var tale om korruption kan ikke bevises i dag. Men noget tyder på det.
Overset to steder
Mengele var blevet forelsket i hans afdøde bror’ s kone Martha og skulle have hende til Argentina. Og for at kunne gifte sig med hende, skulle han fremvise sit ægte pas med sit rigtige navn. Fra 1945 havde stod han på en liste over eftersøgte forbrydere, som FN havde udsendt. Men hverken det tyske konsulat i Buenos Aires eller Udenrigsministeriet i Bonn heftede sig ved navnet. Alle papirer lå klar i september 1956, så Martha kunne komme til Argentina for at blive gift.
Martha ville hjem
Men snart skulle der opstå nye problemer. For i 1958 da Anna Frank’ s dagbog udkom steg interessen for Mengele. En anonym kvinde havde henvendt sig til en avis og fortalte, at Mengele boede i Sydamerika. Den gamle Mengele havde fortalt, at en enke efter en af sønnerne var sendt over til ham som ny kone.
Nu blev sagen overdraget til Stadsadvokaturen og Familien Mengele’ s familieråd besluttede, at han måtte forsvinde skyndsomst.
Og igen gennem forbindelser lykkedes det ham at flygte til Paraguay. I 1962 anmodede den tyske stat om, at få ham udleveret. Men anmodningen blev tilbagevist med argumentet, at han var paraguaysk borger. Og i øvrigt havde han forladt landet.
Mengele var glad for hans Martha. Men hun var ikke glad for hele tiden, at skulle leve i skjul. Hun flyttede sammen med hendes søn til et fornemt område omkring Zürich og bosatte sig der.
Kammaradenwerk hjalp
Den israelske efterretningstjeneste var efterhånden kommet på sporet af ham. Derfor måtte han skyndsomt flygte til Brasilien. Og der hjemme i Tyskland blev hans søn kaldt for Kleiner Nazi og SS – Mengele.
I det nye land fik han forbindelse med Gerhard eller Langer, der var redaktør af Kameradenwerks tidsskrift Reichsruf.
På et tidspunkt opdagede værtsfamilien, hvem han var. Han blev derfor tvunget til at medfinansiere køb af en ny landejendom. Forholdet til værtsfamilien blev dårligere og dårligere.
Nyforelsket
I 1977 mødtes han med sin søn i Sao Paulo. I Mengeles dagbog meldes slet ikke noget om dette møde.
Som 66 – årige blev Mengele igen forelsket med sin husholderske. Hun ville giftes, men det kunne af praktiske årsager ikke lade sig gøre, for så ville han røbe sin adresse. Hun fandt så en anden mand til stor fortrydelse for Mengele.
Død under badetur
Den 7. februar 1979 var Mengele ude at bade. Men pludselig var han livløs. Antagelig har en hjerneblødning ramt ham. Alle redningsforsøg var forgæves.
Den amerikanske og israelske efterretningstjeneste fortsatte med at lede efter ham. Dødsfaldet blev holdt hemmeligt også af familien. Men i 1985 kunne det ikke holdes hemmeligt længere.
Sønnen udtalte sig
Hans søn udtalte sig samme år i det tyske tidsskrift Bunte, at han følte at hans far var et ensomt menneske, der følte sig misforstået og udstødt. Skyldsfølelse havde han ikke. Og dette chokerede ham.
Den 5. juni 1985 samlede verdenspressen sig omkring en lille kirkegård i Sao Paulo. Her viste Wolfgang Gerhard sig at være Josef Mengele.
Simon Wiesenthal var skeptisk
Nazi – jægeren Simon Wiesenthal var indtil sin død skeptisk over om fundet af de jordiske rester stammede fra Josef Mengele.
Man kan så undre sig, når man læser denne historie hvor ofte, han kunne være snuppet. Havde nazisterne virkelig forbindelser så højt oppe, så længe efter krigen?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 28, 2016
Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre
Efter at klostret i Husum blev oprettet gik også de tre andre Gråbrødreklostre over til den gamle retning. Amtmanden ville gerne have, at klostret i Tønder blev tysk, men det blev det aldrig. Husum var først med evangeliet og den nye forkyndelse. Og så gik det ellers hurtigt i Sønderjylland. Det var mest den jævne befolkning, der tilsluttede sig. De gamle klostre blev forvandlet til hospitaler de to af stederne. Niels Tybo bad Frederik den Første om at udskyde udsmidningen af munkene. Men det var ikke noget at gøre. Egentlig vides der ikke, hvornår det hele af klostret i Tønder forsvandt.
Artikel – oversigt bagerst i artiklen:
Vi har for interesserede lavet en omfattende artikeloversigt omfattende: Præster, Kirker, Åndsliv og Klostre bagerst i denne artikel
Ud af Slesvig og Haderslev
I 1520erne da den lutherske reformbevægelse gik sin sejrsgang i landsdelen faldt tiggerordnernes klostre på stribe. De lå inde i byerne, hvor reformationen først sejrede. Disse klostre blev regnet for den romerske katolicismes stærkeste støtter.
I Haderslev lod Hertug Christian (den senere Christian den Tredje) den 6. januar 1527 Sortebrødrene drive ud af deres kloster. I Slesvig blev de fordrevet 1529 på foranledning af den lutherske prædikant Reinhold Westerholt.
Krønike om Gråbrødrenes fordrivelse
Der findes et skrift om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Sønderjylland. Den kaldes Krønike om gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Det var nu ikke en krønike men et forberedende udkast til indlæg ved en retssag for pavens domstol.
Denne blev suppleret med nogle optegnelser af en ukendt gråbroder om de sydslesvigske og holstenske gråbrødreklostre i den ditmarsksiske krønikeskriver Johann Russe.
Fire gråbrødreklostre
På reformationstiden fandtes der i Sønderjylland fire gråbrødreklostre:
Sidstnævnte tilhørte lige fra sin grundlæggelse den retning inden for Franciskanerordenen, som kaldtes observanterne. Man ville oprette den gamle klostertugt og ordenens oprindelige ejendomsløshed.
Over til den nye retning
De øvrige gråbrødreklostre i Sønderjylland gik snart efter oprettelsen af klostret i Husum over til denne retning. Denne reform kunne dog ikke redde klostrene fra at gå under i reformationstidens klosterstorme.
De sønderjyske gråbrødreklostre havde gennem tiden fået et tysk præg. Ved Observansens indførelse blev der optaget en del danske munke i klostrene, så klostrene i Flensborg og Tønder blev fortrinsvis danske. Men i Husum var der ikke danske munke. Kun tyske og frisiske.
Amtmanden ville fortyske klostret i Tønder
Men der blev dog gjort forsøg på at fortyske gråbrødreklosteret i Tønder. Således skrev amtmanden i Tønder, Claus Ahlefeldt til Hertug Frederik (den senere Kong Frederik den Første):
Dette blev dog aldrig gennemført. Klostrets sidste guardianer, Hans Olesen og Niels Tybo var danske.
Hørte med til Ribe
Alle de sønderjyske gråbrødreklostre hørte siden deres grundlæggelse til ordensprovinsen Dacia, der omfatter klostrene i Danmark, Norge og Sverige. Denne provins var delt i 8 underafdelinger, kustodier.
De sønderjyske gråbrødreklostre hørte sammen med klostrene i Ribe og Kolding til kustodiet Ribe. I tiden hen til reformationen skete der en ændring i denne opdeling, idet hertug Frederik 1516 fik klostrene i Slesvig og Husum lagt sammen med klostret i Kiel og det nyoprettede kloster i Lunden, som ditmarskerne 1513 havde oprettet til minde om sejren ved Hemmingstedt 1500 til et nyt kustodi, kustodiet Kiel.
Dette forsøgte hertug Frederik at få udvidet med klostret i Flensborg. Men det lykkedes ikke. Det lykkedes for kong Christian den Anden. Han reddede klosteret for danskheden. Men han fik ikke klostrene i Slesvig og Husum ført tilbage til provinsen Dacia.
Husum var først med Evangeliet
Husum var den første by i Sønderjylland, hvor Evangeliet forkyndtes på luthersk vis. Her begyndte den lutherske bevægelse 1522 med Herman Tast’ s virksomhed. Det varede dog 5 år inden reformationen trængte igennem i denne by.
Det skete i 1527, da Herman Tast og hans medarbejdere blev præster ved byens sognekirke, Mariekirken. I november samme år ophørte den katolske messe i kirken. Året efter slog gråbrødreklostrets skæbnetime. Den skildres i få ord af den ukendte gråbroder hos Johan Russe:
Ifølge traditionen sneg brødrene sig bort fra byen med undtagelse af en eller to, som var født i Husum.
Klosterbygningen blev til hospital
Kong Frederik den Første skænkede 3. december 1528 Husum By klosterbygningen til et hospital. I 1570`erne blev denne stiftelse forenet med St. Jørgens fattigboliger og flyttet til en nyopført bygning andetsteds i byen, hvorefter hertug Adolf lod det tidligere gråbrødrekloster nedrive. På dets plads blev Husum Slot opført i årene 1577 – 1582.
Den lutherske forkyndelse til Slesvig
Til Slesvig kom den lutherske forkyndelse i 1525 med den bortløbne munk Frederik, der på grund af sit voldsomme temperament og med sin grove mund kaldtes Den Gale Frederik.
Han afløstes i 1527 af Marquard Schuldorp fra Kiel, som blev kaldet af kongen efter rådets og borgernes anmodning. I de to år Schuldorp virkede som den første lutherske sognepræst ved domkirken i Slesvig blev klostrene ladt i fred.
Klostret brugt til hospital
Heri skete en forandring, da han døde i 1529. Han efterfulgtes af den tidligere augustinermunk Reinhold Westerholt. Han var ivrig og diskussionslysten. Han kom straks i klammeri med både gråbrødre og sortebrødrene. Han fik sortebrødrene fordrevet. Han fik også gråbrødrene fejet ud, som det siges i en optegnelse i en rådsbog. Den ukendte gråbroder hos Johann Russe skildrer begivenhederne således:
Koret brugt til bødelens bolig
Gråbrødreklostret blev foræret af kongen til Slesvig By og anvendt til hospital. De første beboere var fra det ophævede helligåndshus. I den nederste del af kirken blev indrettet en Rådhuskælder samt et fængsel. Og koret blev indrettet som bolig for bøddelen!
Den øverste etage blev byens rådhus indtil 1794. Bygningen blev revet ned og erstattet af et nyt rådhus. Her samlede de slesvigske stænder fra 1836 til 1846.
Den jævne befolkning tilsluttede sig
Herman Tast begyndte at prædike Flensborg i sommeren 1526. Dermed startede den lutherske bevægelse her i byen. Samme år lod borgmester og råd 12 katolske præster jage ud af byen. I løbet af et års tid var samtlige kirker reformeret. I St. Johannes Kirke blev en tidligere katolsk præst almindelig sognepræst.
Det var især den jævne befolkning der tilsluttede sig den ny retning. De fornemste borgere var stadig katolsk sindede.
Kongen ombestemte sig
Gråbrødrene i Flensborg blev fordrevet efter tilskyndelse udefra. Den 8. januar 1528 blev Gråbrødreklosteret i Flensborg skænket til den ivrige lutherske rigshofmester Mogens Gøye. Byens magistrat fik ordre til at lave en inventarliste.
Af denne liste fremgik der, at der ikke var så meget af værdi i klostret. Således var der også kun 9 senge. Ja klosteret skyldte endda 131 mark og 6 skilling Lybsk, som aldrig blev betalt.
Mogens Gøye var kun i kort tid ejer af klosteret. Noget tyder på at denne fik klosteret i Randers og så fik Flensborg By klosteret til hospital.
Frederik den Første til Tønder
I 1526 samme år som i Flensborg begyndte de lutherske prædikanter også i Tønder. Det var den tidligere katolske præst Hieronymus og Johannes Decker. Sidstnævnte har været katolsk vikar.
Rådet kalder den tredje luthersk prædikant. Hermann Skomager blev dog i 1531 præst i Nibøl. Midt i september 1530 var Frederik den Første i Tønder. Han lod der afholde en luthersk prædiken gråbrødreklostrets kirke, som var indviet til Jomfru Maria.
En bøn fra Niels Tybo
Da han efter prædiken spadserede i koret, kom klosterets guardian, Niels Tybo hen til ham og bad ham om at munkene måtte få lov til at blive der på stedet for at tjene Gud, således som de hidtil havde gjort. Kongen svarede, at han ville give meddelelse om det, før han rejste.
Nogle få munke blev derfor endnu nogle dage i klostret og afventede kongens beslutning. Før kongens ankomst til byen var klostret med undtagelse af koret, sovesalen og et lille rum til at spise i blevet beslaglagt af amtmanden, Jesper Rantzau, bror til hertugdømmernes landadmiral Melchior Rantzau. Lige som denne var han en af kongens mest betroede rådgivere.
Munkene jaget ud af Tønder
Han havde taget klostret til brug til slottets forråd af levnedsmidler. Da kongen atter skulle rejse, henvendte guardianen sig atter til ham. Kongen svarede, at han overhovedet ikke kunne tillade det, fordi amtmanden i så fald ikke ville have plads nok til at opbevare sine sager. Klostermuren var også alt for tæt ved slottet og skulle nedbrydes.
Guardiaen svarede, at munkene ingenlunde ville være amtmanden til besvær. Men de kunne ville blive der for at tjene Gud. Kongen svarede, at der var plads nok et andet sted.
Efter kongens bortrejse jog amtmanden munkene bort og beslaglagde alt, hvad der tilhørte klostret, undtagen munkenes klæder og et par heste, som han gav dem til at føre de svage og gamle bort på.
Hvornår forsvandt de sidste rester?
Klostret blev revet ned kort efter munkenes fordrivelse. Materialerne blev anvendt til udbedringer på slottet. Det vides dog ikke helt nøjagtigt, hvornår klosterbygningerne forsvandt.
De var vist nok borte den 2. februar 1543, da Christian den Tredje skænkede en grund, som havde tilhørt klosteret til Jacob von der Wettringe.
I hvert fald var klostret væk den 4. november 1563, da Lytke Naamensen afgav erklæring om, at både klostret og St. Laurentii kirke havde ligget inden for bygrænsen. Af klostret er senere fundet bygningsrester og rester af kirkegården.
Nogle af gråbrødreklostrets bygninger synes at have stået endnu længere tid efter klostrets nedlæggelse. Hertug Hans den Ældre skænkede 27. november 1559 Claus Jæger på livstid en fri bolig i vor stad Lille Tønder i klostret, hvori han nu bor.
Endnu omkring 1580 nævnes klosterboder, som imidlertid brændte med Uldgade og Slotsgade 1586.
Niels Tybo’ s skæbne
Hvad blev gråbrødrenes skæbne. Ja enkelte af dem blev i deres hjemby, hvor de var født. Niels Tybo fra Tønder kom på gråbrødreklostret i Ribe.
Klostret i Ribe blev ophævet i 1537. Niels Tybo fik i 1545 lov til at komme tilbage til Flensborg. Men han måtte lade ordensdragten ligge. I 1557 lod han bygge en latinskole på klostergrunden for penge, som han havde arvet af sine forældre.
Det var hans mening at lave en katolsk skole, men det lod sig ikke gøre efter reformationen. Han døde den 31. december 1574 og blev begravet på klostrets kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Præster, Kirker, Åndsliv og Klostre, se her på www.dengang.dk
Tønder:
Højer:
Padborg/Kruså/Bov:
Aabenraa:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro:
København:
Juli 26, 2016
Haderslev Skomagerlav
Vi skal her kigge på et meget gammelt lav(laug). Vi ved, at de eksisterede i 1424, måske lang tid før. Og egentlig er det ikke så meget, vi kan fortælle. Derfor har vi taget lidt myter med fra skomagernes historie. Og så kigger på Haderslevs historie gennem tiden. Det er munkene, der er skyld i, at vi ved, at Skomagernes Broderskab eksisterede dengang. Gennem århundrede har skomagerne bidraget med midler til kirken og senere til hospitalet for de fattige. Skomagerne var dem, der var mest af, men det var bestemt ikke de rigeste.
For 592 år siden
For 592 år siden, i foråret 1424 gæstede prioren for Dominikaner – ordenen i Danmark, Broder Raymund, Haderslev By. Hans besøg gjaldt klosteret på Damhalvøen, som Prædikemunkene havde grundlagt i det 13. århundrede. Det har sikkert været i 1254, da munkene deltog i Kapitelsmødet.
Broder Raymund
Munkene fortalte Broder Raymund om de store tjenester som Skomagernes Broderskab havde ydet ordnens brødre. Vi har det på skrift, at der allerede eksisterede et broderskab eller lav dengang. Det blev da også markeret i 1924 med en stor 500 års fest på Harmonien.
Hvad skomagerne havde gjort sig fortjent med, ved vi ikke. Antagelig har de givet munkene penge.
Broder Raymund var den øverste dominikaner i den store kreds, der omfattede Danmark, Norge og Sverige. Han stod lige under ordnens general. Han skriver et brev til Skomagerlavet og siger tak for dets store kærlighed imod ordenens brødre. Samtidig giver han lavets medlemmer særlig andel i gejstlighedens goder.
Sortebrødrene med hvilket navn Dominikanerne almindelig sammenlignes med herhjemme gik meget ind for sjælesorg.
En højtanset forening i Haderslev
Skomagernes Broderskab må i begyndelsen af det 15. århundrede været en højtanset forening i Haderslev ellers havde denne høje kirkemand næppe skrevet til dem.
Brevet er skrevet i Haderslev, antagelig på klosteret i det herrens år 1424 på palmesøndag den 16. april.
Lavene ophævet i kongeriget
Christian den Fjerde ophævede lavene i kongeriget i 1613. Men denne forordning havde ingen virke i Hertugdømmet Slesvig. Det viser et eksempel fra Husum.
Få år senere gennemførte kongen igen lavene i kongeriget. Først ved enevældens indførelse kunne kongen få bugt med de mægtige lav. Men de blev alligevel obligatoriske for næsten enhver håndværker i købstæderne og til dels også på landet indtil næringsloven af 1857.
Ved den blev lavstvangen ophævet, men mange eksisterer endnu.
Hvordan så Haderslev ud i 1424?
Men hvordan så Haderslev ud i 1424? Ja det var en blomstrende by på en ø i Haderslev Fjord. Det var også en middelalderlig by omgivet af vand og palisander. Købstadsrettighederne havde byen allerede fået for 132 år siden.
I 1424 havde den tyske kejser Sigismund afsagt sin dom i striden om hertugdømmet Slesvig mellem Kong Erik af Pommern og De Holstenske Grever. Dommen lød på, at Slesvig var et dansk len, og at greverne derfor ikke havde nogen retslig adgang til det. Men greverne ville ikke anerkende afgørelsen. Derfor startede kampene på ny.
I efteråret 1423 var Kejserens udsending Fyrst Rumpold kommet til Haderslev for at bilægge stridighederne mellem kongen og greverne. Men fyrsten døde pludselig og kongen lod ham begrave i Marmormonumentet i Haderslev Frue Kirke.
Fortrinsret i kirken
Nu har Skomagerlavet sikkert eksisteret i mange år, da dette brev dukker op. Men vi ved det ikke. Der er ikke meget tilbage af den ældste historie.
Den ældste del af historien lå på et tidspunkt i Oldermandens varetægt. Og denne kan kun føres tilbage til 1638. Det ældste arkiv er sikkert blevet flammernes ofre i den store ildebrand i 1627, da Christian den Fjerde’ s flygtende tropper satte ild til byen.
I det omtalte brev tilstås særlige ønsker i forbindelse med Messer, Bønner, Prædikener, Nattevagter m.m.
Endnu et brev – fra 1434
Der findes også et brev fra 1434. På bagsiden af dette står Testimonium, dom betyder Vidnesbyrd aff en Skomager Swen. Brevet er oversat fra latin:
En munk fortæller
En munk fortæller i sine erindringer, at den nye lære i 1521 skabte stor forvirring i kirken. Og det kunne i den grad mærkes i Haderslev, fordi kongens søn, Christian hjalp til. I 1527 blev den katolske gudstjeneste i Frue Kirke fuldstændig afskaffet.
I samme år blev Dominikaner – Munkene uddrevet fra klosteret samtidig med at de kom ud fra højmessen.
Orden i økonomien
Det gik lang tid inden det finansielle blev ordnet. Efter Hertug Hans’ s befaling fik provst Lorens Boysen skabt orden i økonomien.
Er Lavet skyld i våbnet?
Smedelavet og Skomagerlavet betalte årligt til de fattige. Afgifterne var ikke små. Omtrent 1543 kostede en ko tre mark, en tønde smør, tolv mark, og et læs rug fireogtyve mark.
Da lavet af 1564 godtgør lavets forbindelse med Frue Kirke kunne det måske være, at våbnet med den store riddersko i Frue Kirke’ s hovedskib hentyder til Skomagerlavet. Måske er dette en lidt for dristig formodning. Våbnet kan ikke være et riddervåben.
Skomagerne betalte regelmæssigt
I 1567 grundlagde Hertug Hans et hospital i Haderslev for de fattige. Den afgift som Smedelavet og Skomagerlavet hidtil havde betalt til kirken blev overført til hospitalet. I det 17. århundrede er begge lav endnu at finde under indtægter. I det 18. århundrede har Skomagerlavet endnu betalt regelmæssigt.
Haderslev blev fattigere
100 år efter, at munkene var smidt ud af byen var glansperioden forbi. Vi hører ikke mere om de rige købmænd fra Haderslev, som havde deres skibe sejlende på Østersøen.
Håndværkerne havde endnu meget at se til hos alle de adelige i byen og på Hansborg Slot. Men efterhånden svandt dette arbejde dog også mere og mere.
Som følge af Christian den Fjerde’ s deltagelse i Kejserkrigen er Wallenstein’ s plyndrende tropper også kommet til Haderslev. Byen blev udsat for masser af brand. Ja næsten hele byen brændte også Rådstuearkivet og Skomagerlavets arkiv.
En stadfæstelse
I 1594 havde Christian den Fjerde givet Skomagerlavet en stadfæstelse af den gamle Skraa. Her var en stadfæstelse af at ingen, som ikke var medlem af lavet i Haderslev måtte lave sko so woll in alls umb der stadt Hadersleben.
I 1618 havde den samme konge bestemt, at alle håndværkere i Haderslev – som i de andre byer i Fyrstendømmet Haderslev måtte først lave et mesterstykke, eftervise den (ehrliche Geburt) og måtte have arbejdet i Haderslev et år.
Man begyndte at gå i træsko
Skomagernes kår i Haderslev var nu meget ringe. Haderslev – borgere, som havde haft flere skibe på søen, var nu fattige. Mange var udvandret til øerne eller Norge.
Befolkningen i byerne begyndte så at gå i træsko. Til borgenes fattigdom kom også den store konkurrence af skomagere fra Aabenraa, især i tiden efter den svenske krig.
Man måtte ikke huse skomagere fra Aabenraa
Allerede i 1637 havde kongen forbudt skomager herfra at komme til Haderslev og tilbyde deres sko. Forbuddet blev hele tiden indskærpet. Og borgere i byen fik strengeste forbud mod nogensinde at huse skomagere fra Aabenraa.
Kort tid efter byens ødelæggelse i 1627 begyndte skomagerne at lave ny skrå. Og det gjorde de faktisk ofte. Der findes eksemplarer fra 1631, 1638, 1668 osv. De er alle sammen skrevet på højtysk.
Vigtigt med gode efterfølgere
Lavets vigtigste formål var at værne om skomagernes rettigheder. Og så var det vigtigt, at man fik gode efterfølgere. Sønner af mestre i byen eller svende, som giftede sig med mesters enke eller datter.
Mestrene skulle passe på, at der ikke kom ulovlig konkurrence. Det kunne være fuskere, som nedsatte sig på landet, eller skomagere, som kom fra andre byer.
Man fulgte borgmesteren hjem
På to årsmøder dyrkede skomagerne selskabeligheden. Her var borgmesteren altid til stede. Og så havde man altid inden årsmødet valgt to mestre som fulgte borgmesteren hjem. Det stod også at læse i en paragraf i skråen fra 1638.
Et par støvler til en hel landsby
I gamle dage var det en begivenhed at få nye sko eller støvler. Arbejdet blev beundret. Og skomageren, der havde frembragt arbejdet blev beundret. På den måde blev han også en betydningsfuld person.
Har lært sit håndværk til gavns
Men pudsigt er det, at Pastor Feilberg kan berette om, at en landsby kun havde et par støvler, som så var fælles for alle beboere. De blev så brugt efter lejlighed.
Skomagere blev også kaldt suder. I en ordbog af Gehejmråd Moth fra omkring 1700 forstås en suder som:
Skindere og sudere i Slesvig
Første gang vi hører om danske skomagere var i 1134. Da bliver Slesvig omtalt. Kong Niels er på flugt sydpå
Det var ganske naturligt, at kongen omtalte Slesvig på den måde. Her var en betydelig skindhandel. Slesvigs Stadsret fra ca. 1200 nævner sutores og pellifices. Derefter omtales for øvrigt kun bagere, slagtere og tømrere.
7.000 skomagermestre i 1890
Men også i Københavns Stadsret fra 1294 nævnes på lignende måde, skomagere og skinderne.
Antallet af skomagere har altid været forholdsvis stort. I Københavns Jordebog fra 1380 forekommer 15 personer, der benævnes sutor eller suder. Kun 9 benævnes som bager og 8 som skrædder osv..
Ved folketællingen i 1890 var der 7.389 hovedpersoner i skomagerfaget, det vil sige skomagermestre. Og tænk engang i 1897 var der 27 skotøjsfabrikker herhjemme.
Hvis vi kigger på Strøget i København og dets historie, ja så støder vi på Nørregade, hvor vi 1374 finder betegnelsen de danske skomagers boder.
I Odense opfordres skomagerne i byen at bruge danske skaffere.
Særregler i 1437
Skomagerne i Flensborg fik i 1437 lov til at slå løs med deres læste og blokke på den, de greb i at stjæle sko hos dem, og det uden at de derved mistede retten til at påtale sagen for fogeden. De bruge med andre ord deres håndsværksredskaber som våben. Det var en gammel ret, som de åbenbart havde.
Men det måtte man så ikke i Odense. Her blev det i 1405 forbudt for skomagerne, at kaste med gamle sko, sten eller andet i skoboderne.
Skomageren har selv de dårligst sko
Håndværkssvendene i Ribe ofrede ved froprædiken i 1773. Her var det skomagerne, der fik forrest, derefter kom skrædderne, smedene, handskemagerne og snedkerne.
Skomagernes ringe kår antydes når det hedder:
Kilde:
Hvis du vil vide mere om: Lav: Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere om: Haderslev og Omegn: Læs her på www.dengang.dk
Juli 24, 2016
Befrielsesdage
Den røde hær styrtede frem i rekordfart. Churchill var bekymret. Ville de nå Danmark før Montgomery. Denne var gået i stå, efter at han havde passeret Elben. Endelig nåede han Lübeck, kun lige inden russerne. Dönitz havde indkaldt til Stormøde. Her var der flertal for at fortsætte krigen. En masse blev interneret med løst grundlag. Eisenhower ofrede Bornholm for ikke at genere russerne. Mange protester mod at gå efter de små fisk. Gunnar Larsen fik et års fængsel. En frivillig til Frikorps Danmark fik fire år. Pludselig var der 50.000 – 100.000 modstandsfolk. Stikkerdrab skulle ikke efterforskes. Det var en krigshandling. Men det var det ikke i al den jura, der fulgte i retsopgøret. Og det at afstraffe Tyskerpiger blev ikke anset for forbrydelse. De sidste tyske krigsforbrydere forlod Danmark 1953.
Forhandlinger – december 1944
Allerede i december 1944 inviterede Frihedsrådet til forhandlinger om, hvordan udformningen af en regering skulle se ud, når det hele var overstået. De gamle politikere blev nødt til at indrømme, at de måtte afgive noget af deres magt til Frihedsrådet.
Modstandsbevægelsen havde krævet at ingen fra den gamle Scavenius – regering fik sæde i den kommende regering.
Den røde hær starter offensiv
Den 12. – 13. januar starter Den Røde Hær en storoffensiv, hvorefter millioner af tyskere fra Preussen og Pommern dreves på flugt. 250.000 af flygtningene havner i Danmark til stor utilfredshed for danskerne.
Churchill er bekymret
Den britiske premierminister, Winston Churchill var bestemt ikke glad for situationen. Den 2. Hvidrussiske Front var hastigt på vej mod vest. Churchill ville om muligt indtage Lübeck før de vestlige tropper. Og så var vejen banet til Danmark. Hvad var de russiske hensigter?
Det var yderst vigtigt, at Montgomery indtog Lübeck først. En russisk besættelse af Danmark ville være dybt irriterende for de allierede. Russerne ville sikkert gerne kontrollere udløbene fra Kattegat.
I februar 1945 havde man på Jalta ikke diskuteret Danmarks fremtid med Stalin.
Lindemann skruede op for grusomheden
I februar 1945 afløser generaloberst Lindemann, general von Hanneken på posten som øverstbefalende i Danmark. Von Hanneken var blevet fyret på grund af beskyldninger om korruption
Lindemann skruede op for grusomheden. Alene fra februar til april blev 62 danske modstandsfolk henrettet. Den 24. april sagde han i en tale:
– Danmark vil blive forsvaret til sidste patron og til sidste åndedræt.
Selv om kampviljen måske var lidt svækket, så var det alligevel 290.000 tyske militære personer i landet på daværende tidspunkt.
Dönitz chef
Under et møde den 21. april i Berlin bliver Storadmiral Dönitz udnævnt til Wehrmachtsbefeheler Nord og får dermed det øverste ansvar for krigen i Danmark. Dönitz tog sit nye hovedkvarter på marineskolen i Mörwick i brug.
Hitler krævede, at Himmler blev henrettet øjeblikkelig på grund af forræderi. Han havde selv forhandlet med vesten om, at komme nådig ud af krigen.
Montgomery gået i stå
Da Montgomery var kommet over Elben, rørte han sig næsten ikke fra stedet. Han forklarede selv, at det var forsyningsvanskeligheder. Imens var der gang i de russiske elitepanserkorps.
Flere frygtede efterhånden, hvad der ville ske med de tyske tropper i opløsning. Ville de kæmpe videre til sidste mand?
I slutningen af april voksede de allieredes frygt med at russerne skulle befri Danmark.
Dönitz indkaldt til stormøde
Storadmiralen i Flensborg havde valgt at indkalde til stormøde i Flensborg. Hvad skulle der ske, skulle man kæmpe videre, eller overgive sig?
I Silkeborg var der en trykket stemning. Lindemann havde nægtet soldaterne at gå i teater, på værtshus eller andre forlystelser for at ære førerens død.
Endelig var Lübeck blevet indtaget. Russerne var uhyggelig tæt på. Først den 2. maj skete det.
Flertal for at føre krigen videre
Og den 3. maj holdt Dönitz sit krisemøde i Flensborg. Han ville vide, om det var muligt at udsætte den endelige kapitulation og fortsætte krigen i Norge og Danmark. Så kunne man på den måde redde endnu flere civile samt tyske soldater fra den fremrykkende Røde Hær.
Lindemann var parat til at kæmpe og ville levere det sidste anstændige slag. Terboven krævede, at man skulle kæmpe til sidste patron. Jodl og Keitel ville heller ikke kapitulere. De ønskede at bruge Danmark og Norge som håndpant over for de allierede. Men Best var fortsat imod en kamp i Danmark.
Fra Sverige havde Per Albin Hansson nægtet at blande sig i kamp selv om der skulle forekomme kamphandlinger i Danmark.
Frihedsbudskabet
Frihedsbudskabet lyder fra London kl. 20.36, og fra klokken 23.00 er der ikke mere censur i Danmarks Radio.
100.000 gik mod Amalienborg for at hylde kongen. På Nørrebro ofrede en farvehandler hele sit fyrværkerilager. En del forretninger, der var mistænkt for at være tyske tilholdssteder blev raseret. Pludselig kom en bil med Hipo – soldater kørende over Rådhuspladsen og skød vildt omkring sig.
I Fredericia truede den tyske kommandant at springe Lillebæltsbroen i luften. Og i Esbjerg lod den tyske kommandant sine våben lyde.
Buhl danner ny regering
Klokken 0,15 opfordrer Christian den Tiende, Vilhelm Buhl til at danne regering. Klokken 0.30 udsender Dönitz en befaling om våbenhvile fra om morgenen klokken 8. Allerede klokken 1 er den nye regering dannet. Den kom til at bestå af 9 fra de etablerede partier og 9 fra modstandsbevægelsen.
I nattens løb er modstandsbevægelsen allerede i gang med de første anholdelser og interneringer. Klokken 7 taler Buhl i radioen. De tyske styrkers kapitulation markeres med klokkeringning fra kirketårnene.
Voldsomme kampe
Voldsomme gadekampe bryder ud i Århus og Odense. Mange meldes dræbt. Fyns Stiftstidende kunne berette:
Det skulle have været en festdag, men det udviklede sig til en tragedie. Måneder efter blev tabstallene opgjort til 38 dræbte og 81 sårede.
Tyskerne havde ikke fortalt, hvor mange politiske fangere, der var indsat i Vestre Fængsel. Klokken 10 forlod de tyske vagter stedet, fuldt bevæbnet, uden at der dog kom til skudveksling. I alt var der vel 1.500 politiske fangere.
Nye fangere i Vestre Fængsel
Efter at fængslet var tømt, begyndte modstandsfolkene igen at fylde fængslerne. Denne gang var det med formodede medløbere, landssvigere og forrædere. Inden de var kommet hen til fængslets porte var de blevet overdænget med skældsord, hån og spytklatter. Jo hævnen var sød. Men det skulle blive endnu værre.
Klokken11 godkendes den nye regering af kongen. Og han taler klokken 12 i radioen. Frøslevlejren åbnes, og alle politiske fanger løslades i Vestre Fængsel.
Den tyske kommandant vil kun overgive sig til briter
På Bornholm nægtede den tyske kommandant at overgive sig. Han ville kun overgive sig til britiske tropper og under ingen omstændigheder til russiske. Men de britiske tropper havde åbenbart ingen planer om at tage til Bornholm.
Sidst på dagen ankom generalmajor Dewing med de første britiske tropper til Kastrup Lufthavn.
Ingen sprit i Rudkøbing
På Langeland drev en flydedok med 1.500 russiske krigsfangere i land på Langeland. Den var blevet slæbt efter en russisk slæbebåd, der havde haft dokken på slæb. De havde så kappet trosserne. Flere af de afkræftede og forvirrede skibbrudne troede, at de var havnet i Amerika. Rudkøbings borgmester forbød udskænkning af spiritus
En salve fra Nürnberg
Der var træfninger på Østerbro i kvarterne omkring Kgs. Nytorv og ved Farimagsgade/Frederiksborggade, hvor Den Danske Brigade løb ind i et baghold. Midt i det hele sendte den tyske krydser Nürnberg en salve ind mod byen efter at modstandsfolk havde angrebet Østre Gasværk.
Interneret på løst grundlag
Den allierede militære mission ankom til landet. Dagmarhus befries fra Gestapo. Snigskytter og Varulve skød fra hustage og vinduer mod Den Danske Brigade. Selvtægt udøves mod håndlangere og stikkere mange steder i landet.
I tiden lige efter befrielsen blev 22.000 interneret. Mange på ret løst grundlag. Over halvdelen (12.500) blev igen løsladt efter få dage. Resten blev overdraget til politiet, der fængslede de fleste, mens 2.000 blev sluppet fri.
Eisenhower ville ikke risikere Bornholm
Mens grænsen endelig blev overskredet af Red Dragoons blev Rønne og Nexø for sovjetiske luftangreb, Næste dag skete det samme på Bornholm. Endelig kapitulererede tyskerne også her. Men russerne bliver her et helt år.
Det var Eisenhower, der skulle afgøre, om der skulle britiske officerer til Bornholm. Men hans problem var, at han ikke ville genere Sovjetunionen mere end højst nødvendigt. Bornholm lå tættere på det sovjetiske operationsområde. Den lille ø var i det store billede ikke værd at tage en konfrontation med Stalin over.
En grav med 200 dræbte
Få dage efter besættelsen fandt man i Ryvangen en grav med over 200 dræbte. Disse blev i løbet af sommeren gravet op for identifikation. Tilsvarende grave fandt man også i9 andre byer.
Den 8. maj overtog generalløjtnant Gørtz kommandoen over den danske modstandsbevægelse.
Afvæbnet ved grænsen
Store troppebevægelser bevægede sig syd på. De tyske troppe var bevæbnet med en masse isenkram og fødevarer, som Tyskland ellers godt kunne have haft brug for. Men ved grænsen mente modstandsbevægelsen nu at Danmark havde mere brug for det. Og de havde så vær så god at aflevere ved grænsen. Regnskabets og hævnens time var kommet.
Endelig den 12. maj ankommer Montgomery. Han modtages af kongen.
Politiet anholder endnu flere
Politiet genindsættes officielt i tjenesten. En ny danske hær dannes. Og interneringerne fortsætter med fuld styrke. Frem til slutningen af november bliver over 34.000 anholdt. Mange bliver dog hurtigt løsladt igen.
Gik man kun efter små fisk?
Forråelsen i samfundet var steget under besættelsen. Kriminaliteten var vokset i den politiløse tid. Men det var som om, at samfundet kun gik efter de små fisk. Nu var det også nemmere at opspore, anholde og ikke mindst sortbørshandlere, chauffører, funktionærer, kontordamer og andre. Det betød at mange værnemagere, bagmænd og politikere gik fri.
Meningen havde været at de små fisk skulle gå fri. Og det var bagmændene, der skulle have de store straffe. Men sådan gik det ikke. Og jo længere tid, der gik, jo mildere straffe blev det givet.
Endvidere blev det øjeblikkelig forlangt hjemmel for dødsstraf og lov med tilbagevirkende kraft. Tjenestemænd og politikere, der havde samarbejdet med tyskerne uden nødvendighed måtte fjernes og straffes.
Dr. Best interneres i Kastellet den 22. maj
Vi er alle under anklage
Straffelovstillægget blev vedtaget i Folketinget og Landstinget den 22. – 29. maj. Politikerne vedtog dødsstraf og love med tilbagevirkende kraft. Politikere og tjenestemænd blev interneret af modstandsbevægelsen. Christmas Møller bliver ikke særlig populær hos kollegaerne, da han udtaler:
Gunnar Larsen fik et års fængsel
Gunnar Larsen, der udnyttede sin politiske position og tjente en masse penge i samarbejdet med F.L. Schmidt og Nazi – Tyskland fik kun et års fængsel. Men dette stod slet ikke til mål med de andre straffe, der blev givet.
Straffelovstillægget – minimumsstraf 4 år
Således besluttede man i begyndelsen at Straffelovstillægget skulle indeholde en minimumsstraf på fire år. En marinevægter, der havde gjort tjeneste i perioden fra november 1943 til april 1944 blev idømt fem års fængsel.
Et tidligere medlem af Frikorps Danmark, der senere blev bogholder i Schalburgkorpset blev idømt fem års fængsel.
En person, blev i Landsretten dømt til en straf på fire år for at have gjort tjeneste i Frikorps Danmark. I princippet havde den danske regering givet tilladelse til det.
Tidligere domme blev ikke omstødt
Senere blev dommen for at have deltaget i tysk krigstjeneste takseret til to år. Men læg lige mærke til, at de hårde domme lige efter besættelsen ikke blev omstødt.
Tænk engang 164 danskere blev straffet for at have begået drab i tysk interesse. Af disse blev 72 personer dømt til døden, men i36 tilfælde blev dommen ændret til livsvarig fængsel.
Pludselig var der 50.000 – 100.000 modstandsfolk
Først den 6. juni forlader de sidste ordinære tyske besættelsestropper landet. Det vil sige, at der bliver nogle tilbage for at rydde miner ved vestkysten.
Ved befrielsen var der vel 5.000 – 6.000 aktive modstandsfolk, sabotører m.m. Dette antal svulmede i sommerens løb op til mellem 50.000 og 100.000. Foretagsomme skræddere fik travlt i ugerne efter befrielsen med at fabrikere nye armbind. Man viste sig på gaderne, på arbejdspladsen og i offentlige forsamlinger med armbindet på. Så kunne alle se, hvor vigtig en person, man var og havde været.
En langsom kommission
Og den 15. juni 1945 nedsættes den Parlamentariske kommission. De skulle undersøge politikernes ansvar under besættelsen. Og det var som bekendt politikerne, der skulle undersøge sig selv. Og man må sige, at det var de gamle politikere, der vandt denne styrkeprøve. I visse tilfælde resulterede dette i voldsomme reaktioner fra modstandsbevægelsen.
Politikkerne sad i et dilemma. De måtte gøre noget hurtigt for at tilfredsstille folkestemningen, samtidig at det var bedst (for dem selv) at bortlede opmærksomheden om de mere tvivlsomme sider af den førte politik. Det gjaldt om hurtigt at finde nogle syndebukke at fodre løverne i cirkus med.
Nu var det sådan, at disse kommissioner var utrolig langsomt arbejdende. Man forsøgte at nedtone de sociale modsætninger og at der havde været samarbejde med modstandsbevægelsen hele tiden, sagde man. Men da kommissionen endelig blev færdig efter alle disse år, interesserede det ikke folk mere.
Stor utilfredshed
Den 3. – 4. juli var der store uroligheder og omfattende strejker i København. Man var utilfreds med situationen på arbejdsmarkedet. Man fordrede også ophævelse af rationeringerne.
Den 5. juli blev den første dødsdom afsagt. Det var en 19 årig mand, der angav sin kammerat til tyskerne, som derpå henrettede ham.
Holger Danske og BOPA opløst
Den 19. juli blev Holger Danske og BOPA opløst. Alle våbner skulle indsamles. Men det blev du nu ikke. En del af disse endte i Israel, som vi tidligere har beskrevet. I maj 1945 var Danmark proppet med våben. En del af modstandsfolkene var da også urutineret med hensyn til våben. Og det fik desværre også nogle uheldige konsekvenser.
De indsmuglede våbner blev fordelt sådan at de kommunistiske modstandsgrupper fik mindst. De gamle politikere var betænkelige ved at kommunisterne ville starte en revolution.
Flygtningepolitikken
Det tyske flygtningeproblem var lavt prioriteret på befrielsesregeringens prioriteringsliste. Man regnede med, at de var hurtig ude af landet efter at tyskerne var forsvundet. Ja modstandsbevægelsen i Tønder var begyndt at sende dem retur.
Nu havde allierede rigelig at se til med at sørge for de interne flygtningeproblemer i Tyskland. Det danske udenrigsministerium rettede flere gange henvendelser til de allierede. Men hver gang blev Danmark afvist. Det har nok virket lidt småligt for de allierede, på den måde Danmark pressede på.
Først i oktober 1945 blev flygtningepolitikken organiseret
Først i oktober 1945 indså den danske regering, at man blev nødt til at gøre noget for at løse dette problem. Endelig begyndte man så at organisere det.
Protest mod De store Fisk
Den 20. juli blev Vestre Fængsel besat af modstandsbevægelsen. Dette skete i protest mod at De Store Fisk ikke var blevet interneret. Vagtpersonalet var blevet sendt bort. En meget vred Frode Jacobsen beordrede modstandsfolkene væk.
Pengeombytning
Den 21. juli kommer der overraskende for mange meddelelse om pengeombytning fra den 23. juli. Der havde været gjort mange forsøg på hvidvaskning af penge. Over tre milliarder kroner var uden for Skattevæsenets rækkevidde. Mange kan ikke gøre redde for, hvordan de har fået fat i pengene.
Stikkerdrab anses for krigshandling
Den 27. juli tager debatten om stikkerlikvideringer fat. Det sker efter en kritisk radiotale af Hartvig Frisch. Han sidestillede likvideringer med mord. Men modstandsbevægelsen argumenterede for retten mod nødværge.
Hartvig Frisch mente, at alle stikkerlikvideringer skulle efterforskes af politiet med henblik på retsforfølgelse af gerningsmændene. Men i 1946 kunne Per Federspiel fra Venstre, der var minister for særlige anliggender, meddele, at stikkerdrab blev anset for at være krigshandlinger og dermed ikke skulle afprøves ved domstolene.
Ingen straf for at afstraffe Tyskerpiger
Så vidt vides var det kun en, der blev straffet for vold mod tyskerpiger. Efter det nazistiske sammenbrud var det så at sige frit valg på alle hylder med hensyn til hævn og repressalier.
Mange blev klippet skaldet i fuld offentlighed. Det var en folkeforlystelse. I flere tilfælde blev de klædt af til skindet og måtte løbe spidsrod gennem mængden, der kvitterede med hån, skældsord og spyt. En masse fik malet hagekors på ryggen og blev efterladt i byens parker. Nogle blev også forhørt.
Ja de måtte også finde sig i at blive befamlet og blive hængt ud i den lokale presse.
Flere protester mod ”Det Forbedrede Retssystem”
Den 28. juli blev Lov om værnemagere vedtaget. Den var der bestemt heller ikke alle, der var tilfredse med. Mange slap helt for at blive stillet til regnskab.
Kritikken ulmede stadig. Således også i Aalborg den 4. august, hvor der er storstrejke. Det er en protest mod Det Forbedrede retssystem. Man internerede de små og lod de store gå.
En trist dag – den 29. august 1945
Det var en trist dag, den 29. august 1945. Ved en storstilet højtidelighed førtes kisterne af 106 modstandsfolk, som tyskerne havde likvideret i Ryvangen igennem København i kortege inden de førtes tilbage til Ryvangen. De blev begravet i den nyanlagte Mindelund.
Den sidste tyske krigsforbryder forlader Danmark – 1953
Vi skal måske også have med, at i 1953 blev den sidste tyske krigsforbryder i Danmark løsladt. Ikke en eneste var blevet dømt til døden. Deres forbrydelser lå for manges vedkommende mange grader højere end de danskere, der blev dødsdømt. I alt blev 46 danskere henrettet af de danske myndigheder.
Billig sluppet for krigsforbryder
De danske myndigheder fandt det nemmere at henrette egne borgere, der var med til at udføre besættelsesmagtens ordrer. Danmark skulle jo også i fremtiden leve med Tyskland.
Den hovedansvarlige for den tyske terror i Danmark, Otto Bonvensiepen blev ved Byretten dømt til døden. Han var bl.a. kendt skyldig i at have givet ordre til at have dræbt 11 danske sabotører.
Da sagen senere kom for Landsretten, blev dommen ændret til fængsel på livstid. Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.
Bonvensiepen blev som alle andre løsladt i 1953. I 1969 blev han anklaget for medvirken til deportation af jøder ved en tysk domstol, men ved hjælp af bl.a. Werner Best slap han for dom med henvisninger til helbredsproblemer.
Den sidste dansker løslades 1960
Og så skal vi vel også have med, at i 1960 blev den sidste danske statsborger, der blev dømt under retsopgøret efter besættelsen løsladt. Men i store dele af befolkningen var de stadig dømt. Og vi har da også i tidligere artikler godtgjort, at i besættelse af offentlige stillinger blev de straffede stadig forbigået.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 168 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Juli 24, 2016
De stakkels skolebørn
Vi besøger tre fattigskoler i København. I begyndelsen skulle alt læres udenad fra katekismus. Lærermoderen skulle være ugift og over 40 år. Skoletugten var slem. Dengang blev der givet masser af klø. Man kunne også finde på at tage den ugentlige proviant væk. Så fik man igen klø, når man kom hjem. Skolen var lukket to eftermiddage om ugen. Så kunne lærere og skoleleder tjene flere penge. For den løn de fik, var ikke nok. Drenge måtte ikke følges med piger. I protokollen blev deres opførsel opskrevet. Og så var der et værtshus under skolen. Det var særdeles svære fagbøger. Så kom den tid, hvor de skulle synge i kirken.
Der skulle læres udenad
De 6 – 7 årige’ s undervisning var endnu i det 18. århundrede kun at lade børnene lære katekismus og bibel udenad. Men 20 – 30 år efter de første skoler kom også en Stave – og Læsebog.
Et stillingsopslag
Til offentlige skoleholdere var der store krav. Men det kan man nu ikke sige, at det skulle være til private skoleholdere. Her stod der bare anført, at de skulle være studenter eller andre Guds Børn. Ofte var der ukvalificerede mennesker, der underviste. Det kunne være underofficerer, matroser, hustruer og enker.
Men i Heilliggeist fattige Skole kunne antages:
Eller hvad med denne stillingsbeskrivelse:
Lærermoder skulle være ugift
Selvfølgelig blev der også stillet samme krav til lærerinden, den såkaldte lærermoder. Hun skulle så være mindst 40 år og ugift. Hun skulle så også fremlægge bevis for Gudsfrugt, Stadighed, Skikkelighed og Renlighed.
I Vor Frue Kirkes fundats går det sandelig endnu videre:
Religionskundskaben var grundlag for al lærdom. Men egentlig var meget af det bare udenadslære. Kun de mest kvikke fik tilbudt undervisning i regning og dansk.
Den ene efter den anden skolemester døde
I Nicolai Fattigskole døde den ene skolemester efter den anden af diverse epidemier. Man vidste ikke, hvad man mere skulle stille op. Men så meldte der sig en teologistuderende. Men i hvert fald i regning og skrivning var han så dårlig, at man måtte se sig om efter en medhjælp.
Men så meldte der sig en tidligere elev fra skolen. Da han både var fattig og lam tog han med glæde mod det usle honorar. Senere blev han dog både en at de gode lærere inden for regning og pennen.
I et halvt år var samtlige skoler lukket. Da man atter åbnede var kun halvdelen af eleverne mødt. Resten havde døden indhentet. Enkelte skoler var fortsat lukket.
Skoletugten var meget slem
Skoletugten i de gamle skoler har aldrig haft ord, at være særlig blid. Der var frygtelig skrig på skolen dengang, når skolemester gik i gang. Hug og slag samt umilde skolemestre fordrev mange fra skole og lærdom.
Den brutale skoletugt blev taget under behandling i pietismen. Dennes fader, A.H. Francke udtalte:
I Vor Frue Skole medvirkede dette en henstilling til skolemesteren, at han skulle være lige så from over for skolens børn som sine egne. Og selv om det blev nødvendigt, måtte han ikke finde Stok, Svøbe, Krabask eller sligt. Så måtte han heller ikke rive dem hårdt i håret elle slæbe børnene.
Hjalp korporlig afstraffelse ikke, så burde man som de hed sig dengang, sende dem til Børnehuset på Christianshavn. Og det skulle så være en foranstaltning til barnets vel.
Andre straffemidler
I Nicolai Fattigskole var det forbudt for læreren, at straffe børnene med hårdhed og umenneskelighed. Hvis det skulle anvendes, skulle barnet advares flere gange forud.
En anden straf, som blev anvendt ved skulkeri fra skole eller kirke, ja det var tvungen kirkegang eller fratagelse af elevens brødration. Og når fattige børn kom hjem til deres forældre uden brød, ja så fik de tærsk derhjemme.
Lærerne fik også til orde til at holde drengene til
Børnenes moralitet fordærves
På Fattigskolen fik børnene nye klæder hver femte år. Biskop P. Hansen mente, at det ikke kun var børnenes egen skyld, når de gik i pjaltede klæder. Dette skyldes også hjemmets store ladhed. Og sådan noget tøj, gav skolen vanære og fordærver Børnenes moralitet.
Lukket to eftermiddage, læreren skal tjene penge
En almindelig skolemestres gage var i 1702, 50 Slettedaler. Ofte måtte skolerne holde lukket to eftermiddage om ugen, for at skolemesteren og lærerne kunne tage ud og tjene ekstra penge.
Mest ilde havde lærerinden i håndgerning det. Hun fik i 1793 en årlig gage på 16 Rdlr. Det var nok af arbejdstid. Pm vinteren læstes det fra klokken 7 – 11 og igen fra kl. 13 – 17. Endvidere skulle lærerne to gange om ugen deltage i Katekisationen i kirken. Søndag eftermiddage fra 12.30 – 13.30 skulle tjenestefolk og lærere undervises af skolemesteren.
Drenge måtte ikke gå med piger
Så var der også pligter, der skulle passes ude for skolen. Drengene måtte således ikke komme med pigerne. Og de måtte ikke spille abespil eller andre usømmeligheder. Senere skulle de overvåge, at børnene mødte velvaskede og kæmmede. Og hvis de så ikke var det, måtte man udtage andre børn til at gøre dette arbejde.
De skulle også kigge efter, om der manglede knapper. Og gjorde det det skulle de sørge for, at forældrene fik det at vide.
En bredside til afsked
Nu var sammenholdet på skolerne blandt lærerne ikke så godt i hvert fald ikke i byerne dengang. Og så var det en værre afskedstale som Rektor Hans Hansen sagde på sin afskedstale på Viborg Latinskole. Han fortalte i talen, at grunden til skolens slette tilstand var, at lærerne brugte en hver lejlighed til at besøge krostuer og vinkældre.
Lærerne for gennem gaderne med skrig og skrål og besøgte også lejligheden til at besøge deres elskerinder. Denne rektor blev sikkert ikke mere populær ved lærerne efter den tale.
Det blev skrevet ned i protokollen
Fra Nicolai Fattigskole er der bevaret skoleprotokoller, der inddeler børnene efter opførsel. I 1744 kan man læse om de 96 drenge at:
Af de 48 pigebørn kunne man udlede at:
Nye rubrikker
Efterhånden kom flere rubrikker som arrig og meget arrig, ond og meget ond. En enkelt dreng fik betegnelsen, lad og kælen.
Tilskud til fattigskoler
Disse fattigskoler var offentlige, men det var ikke mange midler, som de fik. Så var det godt, at Frederik den Fjerde’ s dronning Louise gav 1.000 Rldr. til Vor Frue Fattigskole. Konferenceraad Fædder testamenterede hele sin formue til Nicolai Fattigskole.
Frederik den Syvende blev så begejstret for Helliggeist Fattigskole, at han hvert år sørgede for, at de fik et tilskud på 100 Rldr. Dette følte Kronprinsen sig i den grad opmuntret af, så han sørgede for, at der hvert år kom 50 Rldr.
Kronprinsen opfordrede venner og bekendte samt de handlende til, at tage 5 – 6 af de bedste som lærlinge hvert år.
En anden indtægtskilde for skolerne var kirkekollekterne, der afholdes fire gange om året. Herved kom der gennemsnitlig 300 Rdlr. ind.
Et værtshus i kælderen
Man gik som meget op i moral på Nicolai Skole, men kælderen var udlejet til værtshushold for et halvårligt vederlag på 18 Rdlr. Her var der servering for stående gæster. Indehaveren, Spendrup var den første, der holdt forretning på denne måde.
Særdeles svære fagbøger
Nu var Fattigskolerne ret sparsommelig indrettet. I skolestuen var der foruden en stor vindovn, tre lange borde med bænke, samt tre Sinker – bænker.
Nu var det nok ikke det største udvalg af bøger, der kunne fremvises. Fra 1732 findes der en opgørelse fra Vor Frue Fattigskole:
Syv år efter var denne forsamling forøget med:
Disse Forklaringer var så langt over børnenes fatteevne, så det må have været ren åndelig tortur at gennemgå.
Skolebibliotek, 100 år senere
Disse bøger var kun beregnet til skolens daglige undervisning. Et virkeligt skolebibliotek blev først anlagt cirka 100 år senere. Det var firøvrigt i samme skole. Det var en af lærerne, den senere pastor Jessen i Maribo, der for sine egne beskedne midler købte nogle bøger, som gik på omgang hos eleverne.
Hans efterfølger, lærer Engel fortsatte på denne måde.
Skulle synge i kirker
Disse Fattigskoler blev i det 19. århundrede kirkeskoler. Det vil sige, at disse skoler overtog Vor Frue Latinske Skole (Metropolitanskolen) opgave at synge i kirken ved barnedåb, vielser og begravelser.
De forenede kirkeskoler
Kort efter århundredets midte ophørte dette forhold, og samtlige skoler blev forenet sammen til en De forenede Kirkeskoler.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Skoler:
Juli 24, 2016
Folkevognens Historie
Hitler mente, at en billig bil til arbejderen hørte med til Nazismens propaganda. Helst ville han have haft Mercedes til at udvikle en billig og god pil. Men det blev Porsche, der vandt konkurrencen. Det kneb med at lave bilen billig nok. Men efter en tur i USA lykkedes det at få den fremstillet meget billigt. Hitler stillede nogle krav til udførslen. Men også dem opfyldte Porsche. En stor fabrik blev bygget i Wolfsburg. Samtidig blev der indført en ordning, så de tyske arbejdere kunne spare 5 mark om ugen og få udleveret Folkevognen, når de var færdig med at spare op. Men ak, Fabrikken blev brugt til at fremstille blandt andet 65.000 militær – biller m.m. Og kun 630 civile Folkevogne blev bygget. Gad vide, hvor mange, der blev snydt af tyskerne med deres opsparing
En uortodoks bil
Der er skrevet et væld af bøger om fænomenet VW. Mange kloge mennesker har forsøgt, at give en forklaring på, hvorfor sådan en uortodoks bil, kan blive verdens mest udbredte. Egentlig havde VW slet ikke forudsætning for at blive verdensmester.
Da Austin dukkede frem
I løbet af 1920erne dukker en slags mellemting mellem motorcykler og biler op. Jo det var den lille Austin Seven, der dukkede op. Konstruktionen blev også solgt til licens – fabrikation i Tyskland. Citroen fabrikerede en lille bil, som Opel kopierede i Tyskland.
Et europæisk motorvejsnet
Hitler drømte allerede i 1933 om et europæisk motorvejsnet. Det hele skulle flettes sammen. Han havde også store tanker om Reichsautobahn. Allerede den 23. september tog han første spadestik til motorvejen Frankfurt – Darmstadt. Nazi – Tyskland nåede trods alt at anlægge 4.000 kilometer landevej.
I 1933 sagde Hitler også:
Motorvejene stod næsten tomme
Nu var problemet bare, at vejstrækningerne stod halvtomme. Hurtig fik Hitler ideen, om at få bygget en bil som alle tyskere havde råd til. De skulle mærke friheden ved at køre på motorvejen mellem de største tyske byer.
Type 1 præsenteret i 1936
Resultat udeblev dog heller ikke. VW Type 1 blev for 80 år siden præsenteret på Berlin Auto Show. Jo det var i 1936.
Men Boplen måtte dog en del igennem, inden det blev Tysklands svar på Lego. Bilen markerer tegn på velfærd og velstand.
Et stort propagandanummer
Vi skal helt tilbage til slutningen af 1920erne, hvor Hitler sad og lavede skitser. Et par af disse ligner nu ganske godt. Det hele blev senere et velarrangeret nationalsocialistisk propagandanummer. Befolkningen skulle vide at Tyskland var et højtudviklet teknologisk samfund.
Den almindelig arbejder skulle have bil
Ja egentlig stillede Hitler en bil i udsigt for den almindelige arbejder. Og det kom skred i sagerne, da han på biludstillingen i 1933 bekendtgjorde, hvad han havde i tankerne. I 1934 inviterede Hitler på en konkurrence, hvor de tyske bilfabrikanter kunne byde ind på opgaven.
Ville have foretrukket Mercedes
Egentlig ville han have fortrukket Mercedes. Men så var det lige Ferdinand Porsches udkast. Egentlig havde han størst erfaring med sportsbiler. Men det andet var meget prestigefuldt.
Yderligere krav til Folkevognen
Hitler havde den gamle Ford T i tankerne, men han mente nu nok at tyskerne kunne score en større sællert her. På Hotel Kaiserhof i Berlin mødtes Porsche og Hitler. Og Der Führer var meget begejstret men stillede yderligere krav:
Nu var det sådan, at Opel’ s lille 1,2 liters bil kostede 1.800 Reichsmark. Og den lille DKW kostede 1.750 Reichsmark.
Porsche blev sur
Det med prisen gav Porsche problemer. De næste år sled han sammen med sine ansatte for at få en prototype sat sammen. Uanset hvad de gjorde så blev prisen 1.500 Rigsmark. Men Hitler var ikke tilfreds.
Hitler tvivlede på de kendte former, og mente at den var for tung
Porsche fortsatte arbejdet godt irriteret. Han skulle have sagt, at han hellere ville udvikle ti sportsvogne end en Folkevogn. Men Hitler pressede hele tiden på.
Studierejse til USA
Og endelig var Hitler tilfreds. Folkevognen Prototypen V1 så dagens lys. På grund af sin form fik den navnet Käfer (bille). Udformningen var næsten et kunstværk i sig selv.
Porsche var taget på studierejse til USA for at se på effektiv bilproduktion. Og det lykkedes at få Volkswagen ned på 995 Reichsmark.
Mange testkørsler
Efter biludstillingen i 1936 blev der foretaget testkørsler med i alt tre biler. To af bilerne fortsatte til Berlin for at blive vist frem for Nazi – toppen. Testkørslerne fortsatte nu rundt i landet i forskellig terræn. Hver bil kørte 50.000 kilometer.
Herefter blev 30 prøvebiler fremstillen og ført af uniformerede SS – tropper. Nu var bilen en realitet. I Leipziger Nachrichten kunne man så læse:
Virksomheden skulle ligge i Wolfsburg
I 1937 besluttede regeringen, at placere virksomheden Volkswagen i Wolfsburg. Porche’ s egen fabrik i Stuttgart kunne ikke klare den forventede produktion. Men Porche havde håbet, at hans fabrik skulle klare produktionen.
Men det var en SS – organisation, der hed DAF, der fik ansvaret. Hitler ville sikre sig, at intet var overladt til tilfældighederne. Fabrikationskvaliteten skulle være blandt verdens nedste.
Kraft gennem glæde
Og sådan voksede verdens største bilfabrik op, udviklet af højtuddannede ingeniører. Den var færdig i 1938. Hitler var selvfølgelig på talerstolen og satte produktionen i gang. Og han gjorde det med det nazistiske slogan:
Daimler – Benz byggede 30 prototyper
Nu var det sådan, at nok en serie prototyper var færdige i 1938. De var byggede af Daimler – Benz. De blev færdige, samtidig med at Hitler lagde grundstenen til den nye fabrik.
I begyndelsen fik bilen navnet KDF – Wagen. En masse arbejderboliger blev bygget omkring fabrikken. Det gik ikke lang tid, før der også kom en togstation.
Tre standard – modeller
Sammen med Porche valgte Hitler tre modeller, der blev sat i produktion:
Planen var, at man skulle op i en million produktion.
Tyskerne fik tilbudt en låneordning
Ved biludstillingen i 1940 blev de tyske familier tilbudt en særlig finansieringsordning, så de i løbet af to år ville få råd til en Folkevogn. Man skulle indbetale mindst 5 mark om ugen. Når den samlede sum var betalt, fik man bilen udleveret.
Men gad vide, om dem, der sparede op nogensinde fik deres bil, for nu skulle man pludselig bruge alle kræfter på krigsmateriel
Kun 630 civile folkevogne
Inden for et par år var man klar til at producere Folkevogn på samlebånd. Men igen var krigen i skyld, at det ikke skete lige med det samme.
Men ak, nederlaget i 1943 forpurrede disse planer. Krigen gjorde det vanskeligt at holde produktionen oppe. I foråret 1945 var der faktisk kun produceret 630 civile folkevogne.
Stor militær produktion
Der blev dog også fremstillet 65.000 andre biler, men det var mere til militært brug.
Man byggede blandt andet 50.000 Kübelwagen. Det var en slags jeep til militære formål. Den brugte Rommel nede i Afrika. Men også i Rusland blev den brugt. Man kan godt udlede, at denne også var en slags Folkevogn.
Dette var Schwimmwagen også. Bunden var bygget som en både, så den kunne flyde.
Man byggede 14.000 af denne model. På Folkevognsfabrikken blev der også produceret flydele, V 1 bomber, flymotorer m.m.
Den 1. april 1943 blev fabrikken bombet første gang.
Englænderne startede produktionen
Efter anden verdenskrig lå store dele af folkevognsfabrikken i ruiner. Men i bestræbelserne i at få Tyskland på fode igen besluttede englænderne at få gang i produktionen. Fabrikken lå i det område, som englænderne havde besat. På et tidspunkt overvejede englænderne at flytte produktionen til England, men ingen troede på bilen.
Henry Ford den Anden udtalte, at bilen ikke var egnet til kommercielt salg.
Alene i 1946 fik man produceret 20.000 af Porche’ s og Hitler’ s Käfer. Bilen blev den mest efterspurgte i Europa.
Kæmpe succes i USA
I slutningen af 1940’ erne blev ledelsesstilen kritiseret hos Volkswagen. Man var ellers oppe at fremstille 515 biler om dagen.
I 1953 fortog man hele 400 ændringer på Folkevognen. I 1962 var tallet oppe på 2.064 ændringer.
I 1955 får man i USA aftale med 15 distributører og 342 forhandlere. Herover blev den meget populær.
I 1960 blev VW omdannet til et aktieselskab. 60 pct. af egenkapitalen blev sat på folkeaktier. De to tidligere eneejere beholdt en femtedel af aktierne. I 2007 fastslog EU at ingen måtte eje mere end 20 pct. af aktierne.
Passat og Golf reddede koncernen
I starten af 1960erne mærkede man en alvorlig konkurrent, nemlig Opel Kadet. Man mærkede også stigende utilfredshed med VW. For at imødegå dette udviklede Folkevogn, VW Type 3. I 1963 havde man efterhånden 750 amerikanske forhandlere, der servicerede de 1,4 millioner Folkevogne på de amerikanske veje.
Vi skal da heller ikke glemme Folkevognsrugbrødet, som blev en kæmpe succes hos især hippierne.
For at komme videre i udviklingen fik koncernen udviklet modellerne Passat og Golf i 1973. Man fik opkøbt adskillige små firmaer. Mas fusionerede med NSU og Audi.
I 1990erne mærkede man et knæk i koncernen. I storhedstiden havde man 70.000 ansatte i Wolfsburg.
Den sidste ”Bopel” ruller af samlebåndet
Da det sidste eksemplar af VW Type 1 rullede ud af fabrikken i 2003 var der solgt 21 millioner folkevogne på verdensplan. Det er den hidtil længst producerede bil på verdensplan. Og de sidste af denne type blev produceret i Mexico.
Startede Porsche før?
Der findes mange myter, om denne historier. En af dem går op, at Porsche allerede i 1931 arbejdede med en Kleinwagen. Han ledte et samarbejde med motorcykelfirmaet Zündapp. Men de sprang fra. Porsche kaldte projektet for projekt 12. Og han indledte dernæst et samarbejde med NSU. Men de bakkede ud af det, fordi de mente, at det var for omfattende.
Den berømte Porsche 911
Den meget berømte Porsche 911 begyndte sin historie ved et motorløb i Det Tredje Rige. Det var den sølvglinsende og nærmest strømlinende Type – 64 sportsvogn, der nærmest lignede en sportsvogn, der så dagens lys.
Han fabrikerede militærmateriel
Den genopstod i 1948 som Porsche 356, som udviklede sig til Porsche 911. Denne Ferdinand Porsche udviklede under krigen også diverse militære maskiner og bomber. Han var med til at udvikle Tigertanks, militærfly og de berygtede V 1 – bomber. Ja også de berømte Panzerjägertanks, som under navnet Ferdinand var berømt for deres lange rækkevidde.
Han blev fængslet af franskmændene for sin krigsindsats, men blev sat fri mod kaution. Som det vil kunne se i vores tidligere artikler var der også andre bilfabrikanter m.m. kun kort tid i fængsel. Mange havde brugt straffefanger, KZ – fanger m.m. i deres produktionen.
Hos Porsche har man de sidste mange år oplevet milliardoverskud på luksusbiler.
Volkswagen i TOP 3
I august 2008 lå Volkswagen i top tre foran Ford over verdens største bilfabrikanter. For syv år siden blev der produceret 3,3 millioner køretøjer. Sidste år var produktionen på flere end 10 millioner.
I januar 2009 bekendtgjorde Porsche, at de rådede over 50 pct. af VW’ s aktier. De oplyser, at de ønsker en fælles bilkoncern. Men de måtte opgive, fordi de ikke kunne fremskaffe de nødvendige midler. I 2012 blev fusionen med Porsche opgivet. I stedet overtog Volkswagen AG Porsche Automobils aktiepost på 4,43 milliarder euro.
Snyd med miljøregler
Hos VW har man de sidste år oplevet mange skuffelser, som følge af snyd med miljøregler. Og det har kostet firmaet dyrt. Inden for et døgn røg aktien ned med 23 pct. Man indrømmede, at man også har snydt i andre lande. Dermed røg aktien ned med yderligere 20 pct. Man risikere en bøde på i alt 18 milliarder kroner.
I staten New York beskyldes den tidligere bestyrelsesformand, Martin Winterkorn og en tidligere direktør at være direkte involveret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 19, 2016
Karantænestation ved Grænsen
Man glemmer, at nævne dem. De kvinder der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne i Padborg og Kruså. I Kruså kan man ellers se et monument af Folke Bernadotte, men ikke nogen af disse kvinder. Læs også beretningen om spøgelsestogene på Padborg Banegård. De kom i 56 kreaturvogne og skreg af sult. De så at de to karantænestationer var bevogtet af tysk militær. Men langsom fik de tiltro, og ville ikke med til Sverige. Ved grænsen så man nogle af de rædsler, som de 500 nazistiske dødslejre havde udsat folk for.
Et monument for Folke Bernadotte
I Kruså står en stort monument for Folke Bernadotte. Manden bag de hvide busser. Men var han nu også det? Ja ifølge hans egen biografi var han. Det kan så undre, at det skulle gå så lang tid, at andre også fik æren. Svenskerne havde behov for at få lidt oprejsning efter krigen. De ville være en del af de allierede. Og nu var det også sådan, at Dronning Ingrid var i familie med Folke Bernadotte. Kongehuset var det sidste, som man ville røre ved dengang.
Kvinderne kun omtalt i bisætninger
Men hvad med alle de dansker og normænd, der startede det hele? Og hvad med alle de kvinder i karantænestationerne i Padborg og Kruså. Dem er der ikke stillet et monument op for. Denne artikel handler om disse.
Historien er helt overskygget af svenskerne. Men er der ikke kommet lidt ridser i lakken? De Hvide Busser handler mest om modige mænd. Kvinderne er kun omtalt i bisætninger.
Det hele var kynisk planlagt
Der var vel alt i alt 500 dødslejre dengang. Det hele var vel kynisk planlagt. Dem, der endnu ikke var aflivet lå i uisolerede barakker. Sengetøj og dyner eksisterede ikke. Hver morgen kunne fangere hive deres døde kammerater ud. De lå 4 – 6 fanger i hver seng.
Heltene – de sked sig ihjel
Nogle var så afkræftede, at de ikke kunne stå på deres egen ben. De nåede heller ikke toilettet. Sengen blev toilet. De tæpper, madrasser og tøj, der forfandtes var stift af aftørret afføring. Disse sovesale var stinkende pesthuller. Risiko for smitte var kolossal. Lus, tyfus og kolera var hyppigt forekommende. Diarre var så hyppigt forekommende, at Mogens Fogh udtalte om modstandskampens helte:
Alle havde dysenteri, altså tynd mave. Afføringen løb ukontrolleret ud af dem. Tøjet stank, og der var ingen mulighed for at vaske det eller sig selv.
Sultedøden var sikker
Fødens kalorieindhold og vitaminindhold var så lavt, at sultedøden var sikker men langsom. Man stjal fra dem, der var så afkræftet, at de ikke mere kunne forvare sig.
Ja hvad fik man egentlig? Suppe kogt på roer eller kartofler og en mere beskeden humpel brød.
Tøj – og levnedsmiddelpakker livsvigtig
Tøj – og levnedsmiddelpakker havde en uvurderlig betydning for de danske fangere. En enkelt standardpakkes indhold havde samme værdi som lejrkosten i en hel måned. Men trods dette meldes der om et hold danske betjente, der ankommer fra KZ – lejren Neuengamme til Frøslevlejren i december 1944.
På ca. 3 ½ måned var disse store stærke, sunde betjente trods en lang række fordele i forhold til andre fanger forvandlet til muselmænd. De var udhungrede i en sådan grad, at knoglerne næsten stak igennem huden, deres liv var i overhængende fare.
Kun halvdelen af pakkerne nåede frem
Nu var det sådan, at kun halvdelen af de danske pakker nåede frem. Og det som nåede frem, blev ofte stjålet fra danskerne af medfangere. I nogle af lejrene lavede de danske talsmænd en aftale med de andre internerede om fordeling af pakken.
Man kunne dø af normal kost
Fangerne var så udmattet af sult og sygdomme. Da de endelig kom ud, var sygehjælpernes største problem at holde dem fra at spise almindelig mad. Trangen var så stor, at de trods advarsler, forsøgte at tilfuske sig eller stjæle mad. De kunne dø af at få normal kost. Derfor måtte de have særkost.
For de fleste tog det måneder og år, før de kom til kræfter. Men en normal tilværelse fik ingen, der havde været i Helvedes Forgård.
En anden gruppe var i tankerne
Ja det var sådanne mennesker, man endte med at tage imod i karantænestationerne i Kruså, Padborg, Tønder og Gedser. Allerede i 1943 havde Sundhedsstyrelsen en plan klar. Men egentlig var det slet ikke disse personer, der var med i den oprindelige plan.
Hver station skulle have en opsamlings, og venteafdeling, en aflusningsanstalt og et afgangslokale. Personer, der havde sorteret grænsen skulle registreres og sorteres efter smitterisiko. De skulle bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Tøjet skulle afluses i mobile aflusningsovne. Personerne skulle i styrtebade m.m. Alt blev organiseret, også hvorfra man skulle skaffe personale.
Dengang havde man nok ingen ide om, hvor stort et antal, de kom i. Man havde heller ingen ide om, hvem der kom. I alt 17.300 hjembragte fanger måtte Kruså og Padborg tage sig af.
Det var Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne
Egentlig var det almindelige Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne, og som man skulle tage imod. Man troede, at Tysklandsarbejderne kom tilbage medbringende sygdomme, som man ikke ønskede importeret til landet.
Foruden kønssygdomme, kunne det være smittebærende kropslus og lungetuberkulose. Det var ikke så velset, at være Tysklandsarbejder, så en ydmyg hjemkomst ville ikke skade. Men nu skal vi lige huske, at for mange var det ikke frivilligt. Fagbevægelsen nægtede at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis ikke man tog syd på.
Men disse arbejdere kom enkeltvis og i små grupper.
I busser og tog
Det var i første omgang danskere og nordmænd, der kom hertil. Men senere kom andre nationaliteter.
Mange kvinder arbejdede her i døgndrift ved grænsen.
De kom både med tog og de hvide busser til Padborg og Kruså. Vi har tidligere berettet om dette i et par artikler her på siden.
Mange nationaliteter
Det var ikke kun karantænestationerne i Kruså og Padborg, der bidrog, når De Hvide Busser ankom hertil. Ved jernbanestationen i Padborg blev der i remisen indrettet et aflusnings – og desinfektionsanlæg, der kunne forsynes med varmt vand fra et lokomotiv. I Tønder var der indrettet lazaretter i mange bygninger.
De Hvide Busser stoppede omkring 20 april i første omgang. Derefter sendte tyskerne kvindelige fanger fra andre nationer, der var anbragt i KZ Ravensbrück mod Danmark.
Alle skulle efterses
Nede i Kruså blev der spredt halm i barakkerne. Oven på halmen blev der lagt tæpper. I hver barak kunne der anbringes 200 personer. Mange gange blev laden på Krusågård taget i anvendelse, når tilstrømningen blev for stor.
I køkkenet blev der næsten konstant lavet mad. Der var også barakker til personalet, chaufførerne og selvfølgelig patienterne. En isolationsbarak var der også. Selve karantænestationen var der med registrering, behandling og depot. En særlig bygning var baderum og desinfektion. Alle skulle afluses inden de blev sendt videre til København med Malmøfærgen.
Men senere måtte mange også sendes til Frøslevlejren og til Møgelkær ved Horsens.
Man vadede i afføring
Midt i det hele kom også de danske fangere hjem. Og som beskrevet over for, var deres tilstand i mange tilfælde alvorlig. Men også de psykiske problemer spillede en stor rolle. De blev ved med at tale om deres oplevelser. Sygeplejerskerne og de frivillige måtte ligge øre til mange forfærdelige ting.
Fangerne led voldsomt af diarre og opkastninger, og sygeplejerskerne vadede bogstavligt i afføring. Er middel mod det var at bore huller i trægulvet. Det sparede på gulvklude. Jo det gav arv på sjælen og stå ansigt til den umenneskelige behandling i KZ – lejrene.
Nogle sygeplejerske var her kun i få dage. Andre var her i hele perioden fra 10 april til 3. maj 1945.
Den store bespisning
Bestyreren på Kruså Mejeri stillede hele anlægget til rådighed. Danske Kvinders Beredskab fra Sønderborg og Gråsten mødte op med 50 unge Fruer. Og så blev der ellers smurt mellemmadder. Og landevejen blev spærret for almindelig trafik. Så stillede man ellers bænke op, og var klar med den helt store bespisning.
Sønderborg Hospital leverede i store junger en varm sammenkogt ret af kalvekød, kartofler, grøntsager og sovs. Dette blev serveret på paptallerkner. Og maden var beregnet til sarte maver.
På mejeriet blev der kogt havregrød og herfra blev der leveret mælk.
Karantænestation anbragt bevidst ved jernbanen
Den 8. april startede karantænestationen i Padborg. De første busser med norske og danske kvinder kom i busser. De fik et måltid mad og blev så kørt videre.
Karantænestationen var bevidst lagt op af jernbanen. Det var langt til lokalbefolkningen. Man kunne bruge dampen fra lokomotiverne. Der blev hele tiden bygget nye barakker, og togvogne blev ryddet for at klare den stigende efterspørgsel.
Nogle dage senere kom 100 dødssyge mænd fra Neuengamme. De havde tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de dagen efter sendt videre med et lazarettog.
Evakuering af lejr
Men der kom en uophørlig strøm af udpinte fanger. Mange måtte direkte mades. Natten til den 19. april var karantænestationen i Padborg udsat for luftangreb, hvor flere blev såret.
Kort tid efter, at skyderierne var ophørt blev lejren beordret evakueret, da man havde fundet en forsager. Personale og patienter blev anbragt på godsbanegårdens terræn og dels i busser.
Morgenen efter var der kæmpe oprydningsarbejde. Der var blod mange steder. Karantænestationen var gennemhullet flere steder. Flere måtte en tur på sygehuset med granatsplinter i hovedet.
Den 22. april kom Folke Bernadotte forbi. Han ønskede at trykke alle sygeplejerske og frivillige i hånden og sige tak.
Stor mistro
Det var nu ikke alle, der var lige glade for at komme ud af busserne eller toget. De var bange for, at blive ført over til et gaskammer. De så, at der stadig gik tyske patruljer rundt om lejrene.
Et særligt problem var alle de spædbørn, der fulgte med. Når de skulle undersøges, frygtede kvinderne, at de skulle aflives. Det gik nogen tid, inden der blev opbygget et tillidsforhold. Og det var nu heller ikke altid kvinderne var sammen med deres eget barn. Mange havde overtaget det, efter at deres veninder døde i KZ – lejren.
Disse småbørn var gråblege og helt udtørrede. De led ofte af tarmlidelser. Men efter to døgns ro og varme samt rigeligt drikke af en tynd mælkeblanding kom de sig dog meget hurtig.
Det er ikke mange, der er klar over, at allerede fra december 1944 hentede man knap 600 danske politifolk hjem fra KZ – lejrene.
Man skulle ikke vise følelser over for Gestapo
Dagen efter ankomsten gik der som regel en transport videre mod Sverige. Sammen med busserne måtte der også sendes ambulancer. Gennem næsten hver by, man kørte stod folk parat med mad, tobak og blomster. Specielt tobakken var velkommen. Gestapo var med i vognene. Personalet havde advaret mod, at man ikke skulle vise følelser over for dem.
Men nu var det ikke altid lige let at sende tog af sted på grund af sabotage. Det skulle et stort planlægningsarbejde til hele tiden til at få organiseret alle transporterne.
I København stod svenske sygeplejerske til at tage over. De danske kunne så tage tilbage til grænsen.
Masser af kontraordre
På karantænestationerne var man udsat for mange kontraordre om ophævelse af lejrene. Der var hele tiden luftangreb og skader på materiel. Og også i lejrene oplevede man skader.
De mange spøgelsestog i Padborg
Det var uhyggeligt for personalet at se spøgelsestogene fra Ravensbrück. Men også for de lokale i Padborg var det et chok. I lejren for kvinder og børn blev der også foretaget medicinske forsøg. Tyskerne var ikke interesseret i at russerne, der nærmede sig lejren fik nogen indblik i, hvad der var sket. I alt blev der transporteret 7.000 fangere fra Ravensbrück til Sverige.
Med den første transport kom der 1.000 kvinder med mest unge piger fra Polen, Holland og Belgien, men også fra Frankrig og England. Nogle af de franske studiner blev i Kruså. De havde nemlig lært sig polsk i KZ – lejrene. De fungerede derefter som tolke.
53 kreaturvogne
Den 30. april kom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Man oplevede menneskelig lidelser af næsten uforståelige dimensioner. Og de overbebyrdede sygeplejerskerne var synkefærdig af træthed.
Gang på gang blev der afholdt sørgehøjttidelighed i Bov Kirke, når der var dræbt personale i De Hvide Busser. Gang på gang blev de angrebet af allierede fly. Også mange befriede blev dræbt eller såret under sådanne angreb.
De sloges om skraldespande
I de næste dage kom der flere transporter fra Ravensbrück både med tog og ad landevejen. Mange var meget svage og syge. Der var også mange spædbørn med. Man kunne ikke skaffe ren mælk eller andet babymad. Men øl i uåbnet stand var rent. Så spædbørnene fik en lunken Hof med sut hver sjette time. De blev mætte og meget rolige.
Mange døde dog under transporterne. Den 2. maj kom flere i forfaldne godsvogne. Ud af alle åbninger stak menneskearme. Ud humpede, krøb og løb udhungrede syge kvinder. De havde været undervejs i fire – fem døgn. De invaderede de nærmeste haver og gravede lægkartofler op. De sloges om skraldeposer og vandposter. Og så satte de sig midt på perronen for at forrette deres nødtørft.
Efterhånden havde man lært at lukke kvinderne ud i hold, så der ikke opstod kaotiske situationer som ved de første transporter.
Nogle måtte blive siddende i vognene nogle timer endnu. Man kunne ikke tage sig af alle på en gang. Der blev stillet vand ind og der blev kastet knækbrød ind i hver vogn.
Luftkamp over lejren
Ikke alle var i stand til at røre sig. Og i flere vogne var der døde. Samme aften den 2. maj var der luftalarm i Padborg. Man frygtede at målet var jernbanen. Der var luftkamp lige over lejren i Padborg. Lysnettet blev beskadiget, så alt arbejde måtte foretages i mørke.
De ville ikke til Sverige
Man forsøgte at give dem alle en lægekonsultation. Men egentlig kunne man ikke gøre så meget end at trøste, give dem noget at spise og drikke og få dem i bad. Kvinderne havde mange sygdomme og mange havde voldsomme sår efter hundebid.
Mange ville selvfølgelig blive i Danmark efter den gode behandling. Og før hver transport måtte personalet lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig.
En hyldest til kvinderne
Den 3. maj 1945 blev lejren i Kruså ophævet. Ja egentlig var meningen at lejrene skulle lukke ned den 2. maj. Men pludselig lød meldingen, at det holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder på Padborg Station.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 166 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder: