Historisk vandretur fra Nørregade i Højer

Vi skal igen på en historisk vandretur. Denne gang besøger vi Nørregade og Østerende. Vi besøger Apoteket og Hotel Stadt Tondern. Apoteker Nuesse gik rundt med sin hund og bestilte ”ein Kaltes und ein Warmes” på adskillige værtshuse.Den skønne provisor var skyld i at et træ måtte fældes. Så var det staldkarlen, der manglede sine øre. Apotekeren og hans nabo Boysen havde en alvorlig konflikt om høns. Hermann var storforbruger af mælkebøtter. Nattevægteren opdagede ikke at det brændte. Vi skal besøge Døve Rasmus, August mæ æ træben, Store Klåj og Midde å æ Tovt. På en bil i Højer, blev det proklameret at Jesus snart kom.

 

Historien skal fortælles, inden vi glemmer den

Her er så endnu en vandretur gennem det historiske Højer inden vi glemmer historien. Denne gang traver vi gennem Østerende og Nørregade. Efterhånden rives de gamle bygninger ned i byen. Og det går åbenbart hurtig. Så hurtig, at vi ikke rigtig kan følge med her på siden.

Så hvis vi pludselig nævner en bygning, der ikke står på den plads, som Den Gamle Redaktør nævner, ja så ved du i hvert fald, hvad der er sket på adressen. Vi fortæller selvfølgelig også, om vi allerede har skrevet om det sted, som vi besøger.

Måske kigger vi også på store gårde i Højer, så dem springer vi lige over her i første omgang.

Det kunne måske også være, at vi opholder os længere et sted som et andet eller springer et sted over, fordi det ikke er så meget at fortælle. Og bær lige over med ”Den Gamle Redaktør, fordi det er en del år siden, han har trasket rundt i Højer.

 

Nørregade

Helt ud til gaden ved Nørregade 2 har ligget en smedje. Her kunne man dengang møde ildskæret af essen. Ja det kunne iagttage, hvis du kom østfra. Du kunne sikkert også høre lyden af hammerslag mod jern.

 

En smedje forsvandt

Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Han havde syv sønner, der alle blev smede. En af dem var Mathias, der førte smedjen i Nørregade videre. I 1921 overlod han værkstedet til sin søn, Peter Schmidt. To år senere byggede denne aftægtshuset Nørregade 2. Ved Peter Schmidts død i 1959 gik forretningen over til 4. generation. Men smedjen blev nedbrudt i 1960 i forbindelse med gaderegulering.

 

Apoteket

Lidt længere fremme lige ud for Østerendes udmunding lå det gamle apotek bygget i 1843. Det havde længe været et ønske, at få et apotek til byen. Det var den første læge i Højer, Dr. Saxild, der opfordrede farmaceuten Herman Nagel til at søge godkendelse som apoteker her.

Endelig lykkedes det efter to fejlslagende forsøg. Privilegiet var udstedt på tysk af Christian den Ottende. Og det blev konfirmeret på dansk af Frederik den Syvende i 1855.

Vi har tidligere skrevet om Herman Nagel, en ikke helt almindelig apoteker. I mange år fungerede han også som postmester. Han sad ofte i fængsel og blev gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde i Vesterhavet og Vadehavet. Tyskerne skulle bruge et øgenavn til Nagel og det blev ”Søm”

Hammer’ s modpart i Vadehavet var den unge løjtnant Ernst Kier, som kommanderede de Slesvig – Holstenske kanonbåde. Hans søn blev den første Kier på Kiers Gård. Se dette kan du også læse mere om i en tidligere artikel.

Efter Herman Nagel overtog hans søn, Jens apoteket. En anden søn, Wilhelm blev gynækolog og professor i Berlin. Når han kom på besøg i Højer var hans største fornøjelse at stå i Søndergade og dele bolsjer ud til børnene, der kom fra skole.

 

Den sidste apoteker i Nørregade 10

Den sidste apoteker i Nørregade 10 var Waldemar Nuesse. I modsætning til familien Nagel var han tysk. Men han måtte opleve, at hans døtre blev dansk gift.

Det samme hændt for øvrigt for den sidste tyske borgmester, Hans Andersen. De havde sikkert været glade for deres svigersønner. Men en dag sad de to og filosoferede over dette over en bajer:

• Ja erst nehmen sie (danskerne) unser Land, dann nehmen sie unser Geld. Und jetz nehmen sie unsere Töchter!

 

Ein kaltes und ein warmes

Nuesse gik sin daglige tur sammen med gravhunden Nickel rundt på Højers værtshuse. Hvert sted afgav han den samme bestilling:

• Ein Kaltes und ein Warmes

Den var en kælderkold og en, der havde stuetemperatur.

Han indtog de første to på Stadt Tondern. Og så var det hos Ohlsen på Torvet, på Hotel Sylt, på Centralhotellet, Hos Pørksen ude på Slusen og endelig hos Tedjen i Ny Frederikskog.

 

Martinus, der Baum muss ab

Ved østgavlen af det gamle apotek stod et træ. Det blev i sin tid savet ned, og så voksede det op igen og fik en ny krone. Se i loftværelset med de to vinduer i gavlen boede en kvindelig provisor.

En Tarzan, der boede i Højer, benyttede når det var mørkt, dette træ og klatrede op af til provisorens vindue, som han svang sig ind ad til en hyrdetime med den skønne.

Denne trafik opdagede apoteker Nuesse. Han sendte bud efter en arbejdsmand, trak ham op til gavlen og sagde:

• Martinus, der Baum muss ab.

Og så blev træet savet ned.

Det sjove, at sidste del af historien har vi fået bekræftet af et familiemedlem, da vi bragte historien i en tidligere artikel.

 

Østerende

Vi går ned af Østerende, hvis første del oprindelig hed Markgade. Der møder vi Kræftings billedskæreri og antikvitetsforretning, Nørregade 5. Det var her Hotel Stadt Tondern lå. Her kom marskbønderne og de andre fine havde deres stamborde her.

 

Her gik arbejdere og tjenestefolk ikke

Det var sjældent at arbejdere og tjenestefolk kom her. Skulle de til kros, så tog de til Snurom, Tøndervej 7 eller ud til Tedjen Jensen ude i Ny Frederikskog.

 

Udendørs keglebane

Hotel Stadt Tondern havde en meget stor rejsestald ved Nørregade. Der var en rummelig sal mod syd. I den toetagers hovebygning var der krostue forneden og hotelværelser på førstesal.

I haven ud mod Østerende var der et stort lysthus i forbindelse med den udendørs keglebane. Før der i 1941 blev bygget gymnastiksal ved kommuneskolen, havde de tyske elever om vinteren legemsøvelser i hotellets sal. I årene 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i Østergade 9, som hørte til hotellet.

 

Familien Nissen

I mange år blev hotellet ejet af familien Nissen. Nis Nissen havde haft gården ”Uhlenkamp” i Sæd. Men han var blevet træt af landbruget og havde købt stedet her. Han drev kroen sammen med konen, Lucie. Hun førte den videre efter mandens død. Og den sidste krovært var deres datter Christine Nissen.

 

Han manglede ørene

Staldkarl var Carl Christensen, Charles eller Kårl. Han manglede det meste af ørene. Han kunne fortælle mange historier om, hvordan han mistede dem. Fra forstuen var der en dør ind til hans kammer. Der stod ”Hausdiener” på et emaljeret skilt på døren. Han mente at penge var ikke noget, der skulle sættes i banken. De skulle ligger under hovedpuden. Og det selv om, at al trafik gik gennem hans kammer til køkkenet. En dag var pengene også væk.

 

Dyrlæge Kragh

På første sal havde dyrlæge Kragh et par værelser. Han var ungkarl og en dygtig dyrlæge. Men han kommanderede dog lidt for meget rundt med Charles, og det kunne denne ikke rigtig lide. Han plejede at svare:

• Vi er it unne Lemann her o Stadt Tynne (Lemann: Kejser Wilhelm)

Når Kragh blev tilkaldt til Jeppe Smed på Nørrevej til en syg hest kommanderede han med smededrengene, som om det var en eksercerplads. Men når han var færdig var han ikke karrig med en drikkeskilling.

 

Fra dilettant til reklame

I nogle år havde ”Alders – og Invaliderentenyderforeningen deres julebal på Stadt Tondern. Underholdningen kunne bestå i dilettantkomedie på scenen i den store sal. Et år var det med medlemmer af Fritidsklubben, der opførte ”Brødrene Østermanns Huskors”. Et år var det Gustav Wieds: Skærmydsler.

I 1956 døde Christine Nissen og restaurantens bevilling blev inddraget. Det nedlagte hotel blev solgt til elinstallatørerne Jensen og Andersen, som indrettede forretning i hovedbygningen. I hotellets sal drev Nicolaus Jensen Højer Bio fra 1957 til 1965. I 1968 overtog Svend Kræfting hovedbygningen. Og fra 1987 var Hart Reklame nogle år i biograflokalerne.

 

Familien Boysen

Vi fortsætter nu på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen’ ske slægtsgård. Det var et ret anseligt, men meget uregelmæssigt bygningskompleks, der halvvejs omsluttede to meget små gårdspladser.

Der er vel ikke så meget tilbage. Den Gamle Redaktør mener dog, at Østgården er den nuværende Østerende 4. Og det var så her at apoteket blev oprettet i 1841. Her boede Nagel til han fik bygget Nørregade 10.

 

En konflikt om høns

Derved blev han nabo til Hans Friedrich Boysen. Det varede dog heller ikke længe, inden de to impulsive herrer kom i en voldsom konflikt – om deres høns.

Senere boede der en karetmager, hjuler Madsen i huset. Når han havde et hjul færdigt, skulle smeden sætte jernringen udenom. Madsen trillede hjulet gennem byen op til Jeppe Smed, Nørrevej 9. Da Madsen holdt op, overtog hjuler Adolf Petersen værkstedet. Senere har der her boet en Madsen, der var skulptør og stenhugger på stedet.

 

Man glemte at tage skiltet ned

Østerende 3 er familien Ohlsens gård, opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Af helbredsmæssige grunde måtte han opgive landbruget. Han slog sig derefter på engroshandel med jern, stål, rør plader og pumper. Sit lager havde han i gårdens lade bag store porte mod vest. Kontoret var i stuehuset.

Senere kom sønnen Erich hjem og overtog gården. Forretningen blev flyttet op ad Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co.

I gårdens hestestald havde også et rørvæveri til huse. Det blev startet af Martensen i Østerende 18.

Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter sit giftemål med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Han forpagtede gården ud til Rasmus Storck som drev den til 1962, hvor han byggede sin ejendom, Kannikhusvej 8.

Her sad i mange år det sidste tosprogede skilt. Men nu var det ikke den store forskel på de to sprog lige med denne benævnelse:

• Osterende
• Østerende

 

Storforbrug af mælkebøtter

Hvis man herfra kigger østpå fanges man af en høj skiferklædt kaserne lige nord for den nedlagte jernbane, Østerende 12 – 14. Den rummede fire lejligheder og tjente tidligere til bolig for ansatte ved banen. Denne jernbane har vi beskrevet i et par artikler. Ejendommen blev på et tidspunkt ejet af Herman Stoltenberg.

Han bedrev kaninavl i stor stil og var storforbruger af egnens mælkebøtter – ”Troldblommer”

 

Nattevægteren opdagede ikke branden

Nogle af banefunktionærerne havde dog eget hus. Det gjaldt Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte omkring 1918. Det blev genopført med tegltag.

Ilden opstod om natten. Huset brændte uden at nattevægteren opdagede det. Han blev meget forbavset, da man næste dag fortalte ham om branden.

 

Døve Rasmus og August mæ æ Træben

I Østerende 9 boede Rasmus Nielsen. Han blev kaldt Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerrør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Der fiske han også, og så var han bådebygger.

Nummer 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Han blev kaldt Calli Va’ emand. Han førte tilsyn med kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.

Østerende 7 var oprindelig en lille træbarak, som blev kaldt Æ Fåresti. Der boede August Christensen – August mæ æ træben. Huset havde utrolig mange lejere.

 

Store Klåj og Midde å æ Tovt

I nummer 15 besøger vi ”Store Klåj”. Han ernærede sig ved landbruget. Hans kone sad i mange år som enke i huset, og holdt stadig køer. Hun blev kaldt ”Midde å æ tovt”

På sydsiden at Østerende ligger nummer 16. Det havde tilhørt banen som ”kolonnehus”. Det var bygget af jernbanesveller, havde to rum og forsynet med en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en arbejdskolonne, søge ly, når dårligt vejr forhindrede deres arbejde.

I Højer boede der fire af disse ”strækarbejdere”. Senere har der boet en skomager i huset.

 

Jesus kommer snart

Den sidste ejendom på Østerende var nummer 18. Den bar navnet Liberta. Men den blev dog oftere kaldt for Paradiset. Den er bygget af Martensens. De blev betragten som hellige. Og på Martensens bil stod der ”Jesus kommer snart”.

Martensen indrettede rørvæveri på gården.

Og så nåede vi til vejs ende i denne omgang, men vi vender frygtelig tilbage.

 

 

Kilde:

• Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 58 artikler om det gamle Højer og omegn, herunder:

• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Anekdoter fra Højer
• Dengang i Højer
• Sidste Tog fra Højer
• Højer – før i tiden
• Dagligliv i Højer – dengang
• Flere anekdoter fra Højer
• En gåtur i Højer
• Højers gamle huse
• En ny vandretur i det gamle Højer
• Endnu flere anekdoter fra Højer (3) og mange flere