Borrebjeg på Rømø

Det ligger på østkysten af Rømø, hvor der engang var livlig skibstrafik. Der er kun svage spor tilbage. Natursten er tilført. Diverse rester blev fundet, samt ældgamle pileskafter beregnet til armbryst. Måske var borgen nævnt i Kong Valdemars Jordebog. Det er der uenighed om. Det var ikke noget befæstet slot. Måske var det en sørøverborg, eller bare en almindelig træbygning. Det har næppe været en vikingeborg. Men måske er borgen blevet ødelagt efter tilskyndelse fra et friseropgør syd på. Borgen har næppe betydningsfuld. Den er ikke nævnt i Ribes historie.

 

Borgbjerget

Cirka to kilometer nordvest for Havneby ved Rømø’ s østkyst ligger der ca. 40 meter fra strandkanten et højt og stejlt værft. Det er ellers meget fladt på engen, der her kaldes ”Borreeng”. Værftet hedder Borrebjerg, Borgbjerget.

Engen står ofte under vand om vinteren. Ved stormfloder trænger vandet cirka en halv kilometer ind i landet. Borgbanken rager så op som en ø over den overskyllede eng.

Tidligere hentede man ler herindefra til husbyggeri og lignende. Derfor er det lidt svært at danne sig et indtryk af den oprindelige størrelse.

 

Kun et svagt spor

Sandsynligvis har banken haft en kvadratisk overflade med en side på 30 – 35 meter. Højden er i dag på cirka 5 meter. I midten af det 19. århundrede kunne man tydelig se anlæggets plan.

Den firkantede høj var omgivet af et system af tre parallelle grave og lave volde mod nord, syd og vest. I øst ligger borgbanken ud til havet. I syd førte en smal bro over til banken.

Endnu i dag kan der i terrænet ses svage spor af anlægget. Vi har tidligere beskæftiget os med sagn omkring stedet.

 

Natursten er tilført

Den tyske oldtidsforsker, professor Handelmann, skrev i 1879, at banken var opført af ler. Da der ikke findes ler på Rømø, måtte der være ført hertil fra Sild. Men andre forskere mener, at den er opført af Rømø – klæg.

Omkring banken findes en del natursten. Disse er ikke naturlig på Rømø, så de må være ført hertil udefra. Nogle mener, at de er ført hertil fra Kampen hede på Sild.

 

Man fandt diverse rester

I 1874 fandt man på østsiden af borgbanken to store stolper, som stod lodret ned i jorden. Området omkring pælene var brolagt med sten.

Man fandt et lille kvadratisk rum, hvis sider var nogle få fod lange. Væggene var af svære egeplanker og gulvet af hårdt soltørret ler. Ja sådan sagde professor Handelmann. Men det egner Rømøs klima nu ikke til. Så mon ikke der er tale om stampet lergulv.

Kælderen indeholdt flere trætønder ”af samme størrelse som nutidige øltønder”. En af dem synes, at have været fyldt med kalk. De fladt dog straks fra hinanden og blev mærkelig nok ikke bjerget.

Man fandt en mængde knogler af får, svin og geder.

 

Ældgamle pileskafter

Man fortsatte med at grave, indtil man ikke kunne komme længere for grundvandet. Da var man 2 – 3 meter under jordoverfladen og altså under havoverfladen. Under denne gravning fandt man dog ikke andet end sten, som lå spredt mellem hinanden, tilsyneladende uden orden. Man så også nogle pileskafter af træ, hvor man endnu kunne se spor af besnøring

Man fandt rester af en lervæg med tydelig aftryk af strå. Leret var hårdt og havde været udsat for stærk varmepåvirkning. Man konkluderede, at den bygning, der havde stået på banken, var brændt.

Pileskafterne var mellem 43,5 cm og 11 cm lange. Professor Handelmann, der undersøgte dem, mente ikke, at de havde været anvendt til en bue. Dertil var de for korte. Men de kunne passe til en armbrøst. Det tyder på, at de stammede fra middelalderen. Han har tidligere haft lejlighed til at undersøge sådanne pileskafter, og disse var dateret 1435. Professoren mente, at disse var en del ældre.

 

I Kong Valdemars Jordebog?

Egentlig findes der ikke noget skriftlig vidnesbyrd om, at der skulle have været en borg på Rømø. Det vil sige i Kong Valdemars Jordebog står betegnelsen ”hus.ha”. Måske betyder denne betegnelse ”fast hus”. Det kunne måske så betyde borg, men det nok kun gætterier.

Vi har i tidligere artikler omtalt, at ridderen Johan Lembeck i 1348 modtog Rømø i pant. Det kunne jo være, at Lembeck ønskede, at have en fast besiddelse på øen i form af en mindre borg.

 

Ikke noget befæstet slot

Det var næppe en stor borg. I en tysk kilde fra det 19. århundrede citerer Handelmann ”et befæstet slot”. Men det er nok højst usandsynligt.

Rundt omkring var der dengang almindeligt at placere et bjælketårn omgivet af bindingsværkslænger eller træbygninger i mindre høje omkring moder og enge.

Måske har de mange stenfund betydet, at der her har været en ydre stenbeklædning. Måske har dette været brugt for at undgå ild. De brændte stumper af en lervæg tyder på at bygningerne på højen har været af bindingsværk med lerklinede felter.

Pastor Horstmann skriver, at der på Højen (1875):

• Endnu fandtes en delvist sammenstyrtet mur af soltørrede lersten. Muren er ikke let at se ved første øjekast.

Præsten mener, at der muligvis er tale om et fundament til en bygning, der havde stået på højen. Men nok engang, det har ikke været soltørrede lersten. Det har nok været rester af den brændte lervæg.

 

Var det en sørøverborg?

Det er ikke utænkeligt, at Lembeck – slægten har haft en fogedgård for besiddelserne på Rømø. Sagnet har imidlertid udstyret borgen med en historie. Som vi i tidligere artikler har nævnt så dyrkede Lembeck’ erne også sørøveri. Dette er antagelig også sket fra Borrebjerg. Og det skulle være sket sammen med en berygtet sørøver ved navn, Poul Flemming. Herfra kunne de dengang genere søfarten fra Ribe til Tønder.

I programmet for badestedet Lakolk omkring 1900 kaldes banken direkte for ”Flemmingburg” Men dette navn er dog ikke historisk bevist. I et ældre kort af Johannes Mejer (Meyer) fra 1643 står der blot ”Borg”.

 

Et godt sted

Lige ud for Borrebjerg lå Rømø Dyb. Det var vejen til Ribe, når man sejlede gennem Lister Dyb. Det er en pæn strækning til List Leje og Højer Dyb, som var indsejlingen til Tønder. Men med base på Borrebjerg kun man relativ hurtigt med tidevandet og gunstig vind nå frem dertil.

Men der er ikke beviser på disse påstande. Man kunne jo også tænke sig, at bygningerne var for at beskytte mod sørøveri.

Havde der været sørøveri på Borrebjerg måtte det gå ud over Ribes skibsfart, men der findes intet vidnesbyrd om dette i de mange middelalderkilder, der omhandler Ribes handel og skibsfart.

 

Det var næppe en vikingeborg

Borrebjerg er ikke det eneste kendte spor af befæstninger fra middelalderen. Disse er ikke ukendte på Vadehavsøerne. Der har ligget en på Fanø. På Sild kendes tre, og også på Føhr og Amrum kendes disse.

På Sild stammer ”Borgsumborg og Tinnumborg” på Sild fra vikingetiden.

 

Ødelagt efter frisisk oprør?

Handelmann mener, at Borgsumsborg og muligvis også de andre borge blev ødelagt under et frisisk oprør i 1361. Måske har Rømøs befolkning fulgt deres naboers eksempel og brændt borgen på Borrebjerg. Men heller ikke dette er der nogle beviser for.

Endelig kan det tænkes, at borgen er blevet ødelagt i forbindelse med dronning Margrethes kampagne mod de private fæstninger, der i årene efter 1309 betød, at adskillige mindre borganlæg over hele landet blev nedbrudt eller ødelagt.

 

Et spinkelt grundlag

Flere forskere har ment, at Borrebjerg – anlægget var langt ældre end det 14. århundrede. Således skrev geologen Forchammer i 1856, at den sandsynligvis stammede fra vikingetiden.

Moritz er ikke utilbøjelig at give ham ret. Han påpeger, at Borrebjerg ligger inderst i en bugt og det samme er tilfældet med en vikingeborg ved Lerwick på Shetlandsøerne. Herudfra anslå han Borrebjerg til at stamme fra det 11. århundrede. Men det er nu lige en spinkelt grundlag for en datering.

Anlægget er dog for lille til at der kan være tale om en folkeborg på linje med borgene på Føhr og Sild. Der er heller ingen lighedspunkter i konstruktionen.

 

Næppe betydningsfuld

Det er dog intet til hinder for, at borghøjden kan have været anvendt i flere perioder, således at Johan Lembeck måttet have benyttet et tidligere anlagt værft som fundament for sin bygning (hvis det er ham, der har opført bygningen). Men så vidt vides er der aldrig siden 1875 foretaget nørmere undersøgelser på stedet.

Dog opmålte Peter Petersen, Rømø og Adolf Dammann, Flensborg i 1973 området omkring Borrebjerg. Deres arbejde har dannet grundlag for en rekonstruktionstegning.

Da borgen ikke er nævnt i nogen middelalderkilder, der omtaler Rømø. Må vi gå ud fra, at den næppe har været særlig betydningsfuld. Måske har den heller ikke stået i lang tid før den blev ødelagt af en brand og aldrig genopført.

 

 

Kilde:

• Nis Edwin List – Petersen: Sagn og Historier fra Rømø
• E. Sørensen: Rømø
• Moritz: Die Nordseeinsel Röm
• Horstmann: Erinnerungen aus dem verlorenem Land
• Handelmann: Die Burg auf Röm
• Johan Hvidtfeldt: Lidt trolddom på Rømø
• Forchhammer: Ûber die Spuren ehemakigen niedrigen Wasserkantes an der Westküste des Herzogturms Schleswig.

Hvis du vil vide mere: Så læs her på www.dengang.dk

• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordsebad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu en gang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Ballum – dengang
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Føhr – en ø i Vadehavet
• Ribe fra 1660 (4)
• Ribe i begyndelsen (1)
• Johannes Mejer – en korttegner fra Husum
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland
• Dæmningen syd for Højer
• Heltene i vadehavet
• Øerne – syd for Højer
• Vadehavet ved Højer
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Søslaget ved Højer
• Det Frisiske Salt
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• Nordstrand – syd for grænsen og mange flere

 

Vajsenhuset i Tønder – endnu mere

Vajsenhuset havde stor kulturel betydning for Tønder. Og ikke mindst for pietismens udbredelse. Det blev ril det bedst drevne Vajsenhus i Sønderjylland. Og det var Peter Struck og pastor Schrader, vi kan takke for dette. Købmand Matzen troede Magistraten ikke på. Ja amtmand, bypræsident von Holstein gjorde også en masse for Vajsenhuset. Endelig lykkedes det, at få testamentet fra von Roepsdorff. Men en kogsinspektør ville efter en konkurs ikke af med pengene. Først i 1735 var pengeforholdene i orden. Der var kun 8 børn i begyndelsen. En storbrand i 1725 ødelagde planerne. Vajsenhuset havde stor overskud, grundet trykkeri og en flittig person ved navn Rakebrandt.

 

Hvorfor hedder det Strucksalle og Schradersvej?

Ja det er måske nogle af de unge i Tønder, der ikke kan svare på. Men her i artiklen kan man måske få en indigt i, hvorfor disse personer skal æres. Da undertegnede boede i Tønder, var det også noget, der hed Det Struckse Børnehjem.

 

Stor betydning for byen

Dette er så anden del af historien om Vajsenhuset i Tønder, som vi skrev for et par år siden. Vajsenhuset i Tønder havde stor kulturel betydning for byen. Ja Vajsenhuset fik også stor betydning for pietismen.

Vajsenhuse eller stiftelser for forældreløse børn kendtes allerede i det gamle Rom. Efter reformationen blev der oprettet Vajsenhuse i Holland og Tyskland. Men først under pietismen kom der for alvor gang i disse huse.

 

Vajsenhus i København

I Danmark skænkede Frederik den Fjerde i 1720 selv 2.000 rigsdaler til et kommende Vajsenhus i København. Men det blev dog først åbnet i 1727. På den tid var der allerede gang i den i Sønderjylland. Der var oprettet Vajsenhuse i Slesvig og Flensborg uden kongens og øvrighedens foranledning.

Senere kom der Vajsenhuse i Tønder, Tønning og Husum.

 

Det bedst drevne

Vajsenhuset i Tønder blev indviet fredag den 24. juni 1735. Det blev nok det bedst drevne af samtlige Vajsenhuse. Ja det blev allerede sikret i 1710 takket være storkøbmand Peter Strucks og Hustru’ s testamente. Det var oprettet i taknemlighed over et helt usædvanlig levnedsløb.

 

Peter Struck

Legatstifteren Struck fødtes midt under svenskerkrigen i 1659. Han blev født i hjemmet i Aabenraa den 25. april. Kun tre uger i forvejen var hans far, der ligeledes hed Peter Struck død af Sprinckeln (tyfus) kun 38 år gammel. En af hans faddere Carsten Detleffsen, havde mistet sin hustru, Margrete Struck, den 23. marts.

Faderen betegnes i kirkebogen som en god kristelig og beskeden mand. Den 9. nov. 1654 havde han i Åbenrå indgået ægteskab med Marine, datter af sel. Margr. Boisens, hvilket kunne tyde på, at hun var født uden for ægteskab.

Fremtiden tegnede sig ingenlunde blid for den lille åbenråer. Hans mor fødte ham ”under den største kummer, og vaskede ham i de to første trange år bestandigt i sit tårevand”.

Da han var 12 år gammel, sørgede ”gode hjerter”, bl.a. by – fogeden for, at han kom i lære i Hamborg hos fornemme folk.

 

Startede tidlig en forretning

Ikke engang fyldt 19 år startede han i 1678 sin egen forretning i Tønder med de 600 mark, som hans arvepart efter faderen. Den udviklede sig hurtig. Han importerede vin fra Hamborg og kolonialvarer fra Holland. Og så eksporterede han Tønderkniplinger.

Men selv om han havde økonomisk fremgang slap han ikke for sorger. Således mistede han allerede i 1686 hans hustru, Anna Christine efter kun 3 ½ års ægteskab.

 

Stor anseelse

I de følgende fem år påtog han sig en række offentlige hverv. Først blev han valgt til borgerrepræsentant og kæmner. Siden valgtes han til rådmand efter amtmandens indstilling. Overalt blev han anerkendt for sin dygtighed og anseelse.

I 1691 giftede han sig igen, denne gang med Beate Maria, som tre år efter fødte ham en datter, Anna Christine.

Denne datter blev gift allerede som 16 – årig med den 20 år ældre gottorpske embedsmand, Joh. Ad. Roepstorff, som døde i 1719. Men da var begge hendes forældre døde.

 

Fattigskat i Tønder

Peter Struck havde under sit arbejde i Tønder set meget fattigdom. Han havde også hørt beretninger om Vajsenhuse i Halle og Hamburg.

I 1705 var hospitalet i Tønder blevet restaureret og udvidet for at skaffe ophold til værdigt trængende borgere. Pengene dertil – 2.318 mark 10 skilling – var skaffet til veje ved en husindsamling, forestået af Struck.

På foranledning af Struck blev der ugentlig indført en fattigskat. En borger i hver af byens fire kvarterer skulle samle ind. Hver lørdag eftermiddag efter en andagt i nærværelse af provsten, de fire opkrævere og Struck eller en anden rådmand, blev beløbet fordelt mellem de fremmødte fattige.

 

Pater Struck’ s testamente

I den kollektbog, som Struck gennem årene havde ført over indsamlingen til hospitalet har Struck og hans hustru uden dato, men sandsynligvis i 1710 efter datterens bryllup, indført deres testamentariske bestemmelser angående et vajsenhus for 12 forældreløse drenge fra Tønder, Åbenrå, Hellevad og de 5 sogne fra Viddingherred: Rødenæs, Klangsbøl, Horsbøl, Emmelsbøl og Nykirke.

At netop disse steder havde ægtefællernes bevågenhed, skyldes formodentlig at Struck og hans to hustruer gennem deres slægt havde tilknytning der. Således antages, at Strucks fader har været lærer i Hellevad. Men det er rigtig lykkedes at finde beviser herfor.

Struck havde i kollektbogen lagt en kuvert og forseglet den med følgende påskrift:

• Denne forseglede bog må kun åbnes af mig, Peter Struck, eller min kære ægtehustru, Beate Maris Struck, og efter vor død af borgmester og råd.

 

Ingen kendte til testamentet

Tilsyneladende har ægteparret intet fortalt om deres legat ikke engang til svigersønnen, som heller ikke brød forseglingen, selv om han havde kuverten i forvaring efter sin hustrus død. Men han var hele tiden på rejse med hertug Carl Friedrich.

Imens blev hans arv forvaltet af koginspektør Andreas Joachim Heinemann og herredsfoged de Behr. Og da han efter stormfloderne i 1717 0g 1721 skulle udrede 525 mark til udbedring af digerne, solgte han ca. 13 demant kogsjord uden at kende til svigerforældrenes legat til Vajsenhuset.

 

Magistraten havde ikke tillid til Matzen

Fra anden side havde der også været interesse for at få oprettet et vajsenhus i Tønder. Købmand Jens Matzen var interesseret i et Vajsenhus i Tønder og flere havde også givet tilskud.  Matzen havde tænkt på, at oprette et uldfabrik og beskæftige 20 børn ved siden af, at de skulle undervises.

I 1728 var Matzen nået så vidt, at han hos Magistraten og regeringen ansøgte om koncession til at starte en klædefabrik og et Vajsenhus i Tønder for at afhjælpe fattigdommen. Men han fik afslag, da byens fædre stillede sig skeptisk over for ham og hans planer. De henviste til, at Man i Tønder havde en kniplingsfabrik, hvormed al armod med lyst til at arbejde kunne finde beskæftigelse og tjene til sit underhold.

Det samme skete, da han i 1741 ville indrette et uldspinderi med en fattig – og krøblingeskole.

 

Tønder’ s store ildebrand 1725

I mellemtiden var Tønder den 16. oktober 1725 blevet ramt af en stor ildebrand, som lagde en stor del af byen, bl.a. hospitalets bygninger i aske. Nu skulle man både genopbygge hospitalet og skaffe boliger i stedet for de nedbrændte også hjælpe de brandlidte, fattige og forældreløse.

 

Holsteins forgæves arbejde

Under disse forhandlinger kom rygtet om Strucks Vajsenhus på tale. Amtmanden, statsminister Joh. Georg Holstein som i overgangen efter 1721 tillige var bypræsident i Tønder, rettede straks en forespørgsel til sin fortrolige medarbejder, provst Samuel Reimarus, en betydelig og pietistisk personlighed, som nøje kender forholdene i den gottorpske tid og havde stået købmand Struck nær.

 

Holsteins brev

Da Reimars svar var indløbet, sendte Holstein den 23. marts 1726 Reimarus et brev, hvori det hed:

• Deres skrivelse af 8 ds. Har behaget mig overordentligt, eftersom den giver mig lys og håb om at kunne udføre mit forsæt med et forønsket resultat.

 

De tilsendte oplysninger angående det kenckelske legat er tilstrækkelige og beder jeg om at give mig lige så udførlige efterretninger om det struckse testamente, og kan Deres hørærværdighed være forvisset om, at jeg, hvis Gud giver mig liv og sundhed, at yderste evne skal anstrenge mig for, at den salige testators gode og prislige hensigt skal blive ført ud i livet.

 

Forinden glæder det mig at høre, hvilke rosværdige foranstaltninger til de fattige børns underhold og undervisning er bleven truffet af Dem på egen hånd, og opmuntrer det mig så meget mere til med glæde og eftertryk at tage fat på denne gode sag, som den netop kunne virkeliggøres ved at få det struckse legat udbetalt og anvendt. Jeg skal nok også ved lejlighed sørge for at få skaffet nogle straffebøder til veje dertil bl.a. de 100 rdl. som rådmand Giese har fået i mulkt.

 

Måske skal det lige nævnes, at det kenckelse legat stammer fra den velhavende provst Kenckel, der døde i 1751. Han skrev en del pietistiske bøger.

 

Endnu et svar

Et kvart år derefter den 18. juni hedder det videre i et brev fra Holstein til Reimarus:

• Sagen ang. Det struckse og det kenckelske testamente foruroliger mig, fordi jeg ikke kommer videre dermed, skønt jeg så gerne ville sørge for de fattige, og da nu en fattig andenpræst (Maercatus) under Guds velsignelse har oprettet et Vajsenhus i Slesvig med 24 – 25 børn, som får klæder, mad og undervisning, og nu desuden efter at have overdraget den tidligere fattigskole lader 300 fattige børn undervise, så kan jeg ikke nægte, at jeg derved er bleven meget opmuntret til med Deres medvirken at begynde noget lignende i Tønder, såfremt Gud gier mig liv og sundhed dertil. Og med hvilken glæde ville jeg ikke arbejde derpå!

 

En energisk efterfølger ved navn, Schrader

Imidlertid lykkedes det ikke Holstein at komme sagen nærmere i forbindelse med provst Reimarus iden han afgik ved døden den 15. september 1727. Men hans efterfølger var Johann Hermann Schrader, som havde været hans huslærer, inden han i 9 år blev lærer for prinsesse Charlotte Amalie og derpå præst i Oldesloe.

Schrader var ikke blot en betydelig prædikant, som blev redskab for en pietistisk vækkelse, men tillige en energisk og initiativrig mand, som hensynsløst greb ind overfor alskens overgreb og slendrian. Det var også ham, der fik ansat to pietistiske præster ved siden af sig i Tønder: Joh. Joachim Arens og Hans Adolph Brorson.

 

Testamentet fra von Roepstorff

Kort efter sin ansættelse den 20. marts 1728 fik Schrader vel på foranledning af Holstein, Magistraten til at skrive til daværende amtmand i Reinbeck, von Roepstorff. Han fik det svar, at det forseglede testamente var udbrudt i dennes besiddelse.

Efter en del forhandlinger udleverede von Roepstorff det til koginspektør Heinemann, der havde forvaltet de struckse landerier for ham.

Ved et møde på Tønder Rådhus den 21. juni 1730 kunne sidstnævnte så endelig overrække originalen til provst Schrader og Magistraten, hvorpå seglet blev åbnet og testamentet blev oplæst.

 

Store planer

Legatet omfattede 91 demant marksjord i Frederikskogen. Forpagtningsoverskuddet skulle i første omgang komme 12 forældreløse drenge til gode. De skulle anbringes i hospitalet, forplejes, opdrages og undervises til de blev 14 år. Det skulle være af en skolemester, der var kristelig, gudfrygtig, from, ærlig, flittig og ufortrøden. Han skulle desuden undervise 38 andre fattige børn fra byen. For dette skulle han have 820 mark som vederlag.

Hver degn i de 5 vestslesvigske sogne, som vi tidligere har nævnt, skulle undervise 20. Degnen i Aabenraa 12 og degnen i Hellevad 24 fattige børn uden herfor at forlange skolepenge. Men de skulle herfor modtage en godtgørelse på 30 mark hver.

Hvis det var muligt skulle de resterende midler bruges til at de 12 forældreløse drenge hvert år skulle kunne få et nyt sæt tøj. Hos landsherren skulle der søges om skattefrihed for legatets jorder. De, der skulle have tilsyn og aflægge regnskab, skulle have et årligt honorar.

 

Schrader gik i gang

Da der til sidst fandtes en bestemmelse om at testamentet skulle træde i kraft et år efter stifterens død, måtte der nu afregnes. Og det lykkedes endda at undgå tab, selv om Heinemann gik konkurs i 1739.

Trods bystyrets betænkeligheder straks efter testamentets åbning i 1730 gik Schrader i gang med at bygge en ny hospitalsbygning med et Vajsenhus og et tugthus (arbejdshus). Samtidig lod han foretage en indsamling i byen. Den indbragte 200 mark.

 

Indbringende indsamling

Gennem sine kontakter, foretog Schrader også en indsamling. Christian den Sjette og dronningen ydede store bidrag. Holstein gav 300 mark ligesom kongen og grev Zinzendorf gav 87 mark. Denne Zinzendorf kender vi fra Christiansfelds oprindelse.

Schrader var heller ikke bange for at ofre af egen lomme. For både at gavne Vajsenhuset og udbrede pietismen gennem udsendelse af egnede skrifter indrettede han i et rum af Vajsenhuset et eget trykkeri, hvorfra han i januar 1731 kunne udsende sin egen salmebog, ”Vollständiges Gesang – Buch” med 1.157 salmer, forlagt og trykt for det ”daselbst zu erbauenden Hospital – und Waysenhauses”.

 

Først i 1735 var pengeforholdene i orden

Efterhånden kunne man begynde med hospitalets og tugthusets drift, men endnu stod selve Vajsenhuset tomt, idet man ikke kunne få penge vristet ud af den konkursramte Heinemann. Først i 1735 var pengeforholdene i sådan en orden – især ved hjælp af kniplingshandler Jurgen Krögers legat – at man kunne begynde på at udføre legatfondens bestemmelser i stifterens ånd.

 

Kun 8 børn i begyndelsen

Skt. Hansdag blev det så endelig indviet hele 22 år efter Peter Strucks død. Der var kun 8 drenge i stedet for de påbudte 12.

Til at undervise de fattige og forældreløse børn havde Schrader tilkaldt Henneberg fra Flensborg. Men denne døde allerede i november 1730. Så denne kom aldrig til at virke i Vajsenhuset.

 

En flittig person – Rakebrandt

Men det gjorde August Jacob Rakebrandt, født i Løgumkloster i 1699. Efter at have studeret teologi fra 1721 og virket Preetz fik han i 1731 opfordring til at overtage degneembedet i sin hjemby, og han indrettede her en lille latinskole, indtil dette blev ham forbudt.

Fan tiltrådte straks ved Vajsenshusets åbning som lærer og informator med 150 mark i årlig lø. En fru Schramm fungerede som Vajsenmutter med en økonomi på 400 mark. Men fra 1738 til sin død i 1771 virkede Rakebrandt som både økonom og lærer.

 

Stort overskud

Samtidig forestod han salget og udsendelsen af forlagets bøger. Ved sin tiltrædelse opstillede han en udførlig inventarfortegnelse, som endnu er bevaret.

I de første 15 år blev der solgt en ret anseelig antal:

• Af Tondernsche Bibel 294 eksemplarer
• Af Tyske katekismer 4.858 eksemplarer
• Af danske katekismer 3.300 eksemplarer
• Af Allgemeines Gesang – Buch 6.910 eksemplarer

Rakebrandt fik ikke meget for sit store arbejde, så overskuddet blev forholdsvist stort.

 

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årbøger
• Carstens: Die Stadt Tondern
• Ludwig Andresen: 200 Jahre Waisenhaus in Tondern
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Tønder gennem tiderne (1943)
• Petersen: Tønder Statsseminarium 1788 – 1938

 

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

• Vajsenhuset i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Tønder Kristkirke
• Åndens Folk i Tønder
• Fattige i Tønder
• En af Tønders patrioter
• En berømt mand fra Øster Højst og mange andre

Spionage i Sønderjylland inden Besættelsen

Agenterne startede deres virke i december 1939, med ekstra fokus fra marts 1940. Mange oplysninger var af ringe kvalitet, og 60 pct. blev frasorteret. Postmesteren i Tønder råbte vagt i gevær. Nogle af agenterne havde jord på begge sider. Den største agent var den sønderjyske kæmner fra Kjellerup. Ikke alle de oplysninger tyskerne fik var korrekte. Vi kigger på nogle af de oplysninger, som de fik. Og så får vi en bedømmelse af danskere. Den danske soldat får ikke den bedste bedømmelse. Og den danske bonde er langsom, godmodig og sej. Danskeren er uforstående over for nationalsocialismen, men han kan påvirkes. Og de største blade er styret af jødisk økonomi. Den danske efterretningstjeneste var ikke klar over denne aktivitet.

 

Agenter startede i december 1939

Det kan være svært at få indblik i disse sager grundet vores arkivlov. Der var masser af spioner i det sønderjyske. Men det betingelsesløse tyske kapitulation i 1945 bevirker dog, at tyske akter er kommet frem.

Dette er selvfølgelig ikke komplet men alligevel er det interessant. Og hvor vidt, at de oplysninger, der er videregivet er landsskadeligt, kan altid diskuteres. I vores tidligere artikel om gendarmerne i Padborg kan vi dog se, at et sammenfald af uheldige omstændigheder kan få katastrofale følger.

Lederen af det tyske efterretningstjeneste dengang var admiral Canaris. Han havde en hel masse underafdelinger under sig.

Allerede i januar 1940 foreligger der en melding om luftværnsartilleri i Sønderjylland. En dansk agent skulle være erfaren, pålidelig, troværdig og godkendt af Abwehr. En agent blev på tysk benævnt som V – Mann. V stod for Vertrauen. Til støtte for disse agenter var der meddelere, kaldet V- Leute.

Agenterne begyndte at arbejde fra december 1939. Og den første opgave var, at sætte fokus på den danske hær. Hvor var de og var mange var de? En anden vigtig ting var at fastslå om de danske grænseovergange var miniret eller om der var truffet andre forholdsregler ved en eventuel invasion.

 

Fuld spionage fra marts 1940

Det har været hævdet at lederen for 31. korps, general Kaupisch under falsk navn havde opholdt sig i Danmark i november – december 1939, men det har undertegnede ikke kunne finde beviser for.

Den tyske efterretningstjeneste begyndte først i fuldt omfang at spionere mod Danmark efter 1. marts 1940. I løbet af februar var der kun indgået et begrænset antal. Det meget øgede antal meldinger blev ikke opdaget af det danske efterretningsvæsen.

 

Af ringe kvalitet

Intet tyder på, at der var truffet forhåndsaftaler. Der findes heller ikke beviser for, at flere danske søofficerer skulle have været landsforrædere.

Antallet af danske agenter i tysk tjeneste var begrænset og ingen af dem havde den fornødne indsigt i militære forhold eller de fornødne evner og uddannelse. De danske meddelere var også af ringe kvalitet.

Nogle agenter havde en kodebetegnelse R 3900, R 3419 og R 3903. Og R 3900 var en meget flittig brugt spion, der også gik under betegnelsen Kæmneren fra Kjellerup. R 3419 var også en erfaren V – mand, som vi i en tidligere artikel har omtalt som agent 1.

 

Jord på begge sider

Meldingerne blev givet via kurér eller ved aflevering ved grænsen til en agnet, der havde jord på begge sider af grænsen, hvad der muliggjorde at oprette en postkasse på tysk grund. I nødstilfælde blev i enkelte tilfælde brugt telefoniske meldinger og brevmeldinger direkte til Tyskland.

Kæmneren fra Kjellerup, der var radioamatør havde en radioforbindelse til Tyskland. Meldingerne gik til Flensborg og Hamborg, men også Kiel og Stettin.

 

Postmesteren råbte vagt i gevær

Den 4. april meddelte postmestren i Tønder, at der var kommet et indgående brev til broderen til agent 3. Brevet viste sig at være et stor gul kuvert. Den var poststemplet Viborg og bar broderens navn og adresse. Undersøgelsen godtgjorde, at brevet var en kinesisk æske, der indeholdt flere konvolutter, det ene mindre end den anden. Den næstinderste bar agent 3’ s navn. Kuverten skulle på sikreste måde via Eckernförde og Kiel afleveres til en person i Hamborg ved navn, Hans.

Af brevet fremgik det, at vedkommende kunne skaffe oplysninger af visse kommunale og tjenestelige interesse. Han bad dog om et større pengebeløb. Han havde modtaget et kortbølgesignal om, at hans sidste forsendelse var ankommet. Han anmodede endvidere om, at dette signal blev ændret.

 

Den sønderjyske kæmner i Kjellerup

Politimester Martensen – Larsen tog straks mod Viborg for at undersøge sagen. Kæmneren på kommunekontoret i Kjellerup ved Viborg var sønderjyde og talte både tysk og dansk. Han var medlem af EDR – Eksperimenterende Danske Radioamatører. Trods det, at han skulle aflevere sendeudstyr. Så sendte han alligevel fra stedet. Senderudstyret fik han tilsendt fra Tyskland.

Han havde en relativ lille løn, men havde fornylig købt nye møbler og ladet villaen modernisere. Han var formand for den lokale DSU.

Man havde fundet ud af, at en række internerede flyvere via kortbølgeradio opretholdt kontakten til Tyskland. I Viborg var der også modtaget afslørende breve. Her blev der lovet kæmneren større beløb for hans gerninger. Han havde en ret stor rejseaktivitet i det meste af landet.

Politimester Martensen – Larsen havde i sinde at foretage anholdelser. Men politimesteren havde fået opsnappet, at tyskerne den næste dag ville invadere landet.

Men som det vil fremgå af en tidligere artikel, så blev der foretaget en retssag i Tønder mod en række spioner

 

Cirka 60 pct. blev frasorteret

31. korps havde inddelt Danmark i 7 efterretningszoner. Cirka 60 pct. af alle efterretninger fra Danmark blev frasorteret. Alle brugbare oplysninger blev fremstillet i 7 eksemplarer.

 

Tyskerne troede ikke, at der var så få

I februar 1940 mente tyskerne, at den danske landstyrke udgjorde 30.000 mand. Man fastholdt dette antal. Man kunne ikke i den vildeste fantasi forestille sig, at den danske hær kun havde 15.000 mand under våben.

Den tyske efterretningstjeneste var udmærket klar over, hvor mange bataljoner, Danmark rådede over. Men de var ikke klar over at regimenterne kun havde en tredjedel af krigsstyrken.

 

Der var kun 500 i Søgård lejren

Den 15, februar mente tyskerne, at der var ca. 5.000 mand omkring Søgårdlejren. Den 16. marts fremgår det af angrebsbefalingen mod Danmark, at der var ca. 500 mand i området Søgård – Tinglev. Dette tal var næsten sandheden. Men den 5. april bliver det fastslået at der i området er 1.200.

 

Luftværnsartilleri

Den 20. marts sendte Abwehr melding om luftværnsartilleri i Sønderjylland til 31. korps. Meldingen var udarbejdet af en agent, der rejste rundt i Sønderjylland i januar 1940. Han meldte om luftværnsartilleri nord for Tønder, Løgumkloster, Rødekro, Nordborg, Rømø, nordvest for Skærbæk, nord for Haderslev, nordvest for Vamdrup osv.

Endvidere oplyste han, at 37 mm luftværnsskyts ved Kollund og Frøslev var vendt tilbage til Århus. Det blev også meldt om luftværnsartilleri i Sønderborg og ved Kliplev.

 

Ingen signalofficerer

Tyskerne troede, at der var en signalofficer med 15 – 20 mand på en række af de højeste punkter i Sønderjylland. Oplysningerne havde intet med virkeligheden at gøre. Måske havde det noget at gøre med Geodætisk Instituts opmålinger.

 

Tønder Flyveplads – dobbelt så stor

Også vejenes beskaffenhed blev indrapporteret. Hovedvejene kunne normalt tage 10 – 12 ton, i nødstilfælde 15 t. Der anføres dog, at vejen Kruså – Kollund – Gråsten kun kunne tage lette køretøjer.

Nu var ikke alt Lige rigtigt. Således var det melding om, at Tønder Flyveplads var dobbelt så stor som Aalborgs og omgivet af en stor mur.

 

Ikke store tanker om DSB

Den agent, der havde indberettet forholde for de danske jernbaner havde ikke store tanker om denne. Således kunne man læse, at DSB indkøbte udtjente lokomotiver fra Tyskland og Sverige. Og nybygninger af stationsanlæg forekom yderst sjældent.

 

Sprængmidler forskellige steder

I Jylland syd for linjen Kolding – Esbjerg var 21 broer forberedt til sprængning. Sprængmidler var oplagt i Tønder, Tinglev, Vojens og Ribe. Udførelserne af ødelæggelserne skulle for de sydlige broers vedkommende foretages af grænsegendarmer. Og de øvrige af DSB – folk.

 

Broer var klargjorte

Broen ved Gejlå skulle være forberedt til sprængning. Der var indbygget ladningskamre i en rampe på Bredebro banegård. Broen syd for Tinglev var ikke klargjort. I øvrigt var der hvis ikke klargjort noget som helst broer den 9. april!

Vigtige broer på hovedvejen Tønder – Ribe – Esbjerg skulle være forsynet med ladningskamre. Det samme var tilfældet med vigtige broer Flensborg – Kruså – Haderslev – Horsens.

 

Vejene skulle ikke afspærres

Agenterne mente, at markredskaber og vejmateriel var blevet indregistreret med henblik på spærring af veje. Blandt andet skulle vejene Kruså – Åbenrå, Kruså – Sønderborg og Tønder – Bredebro spærres i dybden med nævnte materiel.

De danske styrker regnede med til støtte for forsvaret at udføre vejspærringer i en linje foran fronten. Men nogen egentlig registrering har ikke fundet sted.

General Prior havde i øvrigt som chef for generalstaben foreslået, at vejmyndighederne skulle uddannes til at spærre veje, men dette blev afslået af chefen for generalkommandoen, generalløjtnant With. De enheder, der var bedst til dette var nu engang ingeniørtropperne.

 

Oversvømmelser næppe planlagt

Der var planlagt opstemninger i forbindelse med Haderslev – Ribestillingen. Således havde agenterne fundet ud af, at der var udført et enkelt bassin i dagene op til 9. april. Planerne var dog noget urealistiske. Der var også indberettet at Vidåen kunne opstemmes og oversvømme store arealer.

 

Kun ældre geværer

En soldat fra det tyske mindretal kunne fortælle, at der i nærmeste tid ville finde troppeforskydninger sted til Haderslev, Tønder og Søgård. Og så blev der observeret at soldaterne fra Søgård kun havde ældre geværer.

Danske luftværnsartillerister ved Rødekro kunne oplyse, at batteriet omfatter 4 tunge og tre lette kanoner samt to lyskastere. Den 10. marts havde batteriet afgivet tre skud mod et tysk jagerfly. Flyet fløj så hurtigt at sigtemidlerne ikke kunne anvendes mod flyet.

 

Interessant dagbog

Et interessant dokument, der er fremkommet er uddrag af en dagbog, der blev ført af efterretningsofficeren ved 31. korps, major Haydebreck. Dagbogen er en opremsning af de emner, som blev drøftet og de beslutninger, som blev truffet.

Dagbogen starter den 8. marts. Tre dage efter er der diskussioner med Canaris, og her fremsættes ønsker om, at hele Danmark skal besættes, egentlig var det kun Jylland, der skulle besættes.

Den 16. marts fremsættes ønsker om luftfotos af bl.a. Åbenrå, Haderslev, Vojens og Tønder.

Den 19. marts ønskes, at danske skibe skal hindres i at udløbe fra Holtenau den 8. april.

Man aftaler, at der placeres stedkendte vejvisere ved

1. Küpfermühle
2. Klaushof
3. Vejkryds vest for Harrislee
4. Vejen nord for Sønder Løgum

 

Andre efterretninger

Andre efterretninger, der blev videresendt, var blandt andet følgende:

• I Tønder er for tiden kun 2 fodfolkspioner – kompagnier (180 mand) Kasernen er luftsikret af 2 stk. 20 mm maskinkanoner. Den største del af fodfolk – bataljonen er for tiden i Søgård – lejren.

 

• Slagbomme kan undgås ved vejene Kobbermølle – Åbenrå og Harreslev – Padborg med motorcykler, men ikke ved andre veje.

 

 

• De danske grænsegendarmer har i begyndelsen af januar ved en underskrift måtte forpligte sig til sammen med hæren at yde modstand ved en tysk indmarch. OBS: Denne ordre blev tilbagekaldt den 8. april til stor fortrydelse for Paludan – Møller.

 

• 15 grænsegendarmer er i øjeblikket på sprængningskursus i København. Gendamerne uddannes i håndgranatkastning

 

Lidt for mange cykler

 

• I Kliplev er 12 jernbanevogne med cykler, 2 med motorcykler med sidevogn og 10 personvogne aflæsset.

 

• I Sønderborg er for tiden, oberst, 12 officerer og 400 mand (40 mand fast personel, 360 mand underofficerselever, der stadig skifter)

 

 

• Ved Rise vest for banen en lyskaster og lytteapparat i træbarak,

 

• Der er stationeret 168 mand ved Rødekro luftværnsafdeling

 

• Ved vindmøllen i Løgumgårde et luftværnsbatteri, 2 lytteapparater, 16 lastvogne, 10 personvogne

 

 

• Ved Vognshøj et observationstårn af jern. Lyskastere

 

Skyttehuller

 

• På sydbredden af Rønshoved Mølleå og Sønderå, der løber i 3 til 6 km’ s afstand fra grænsen mellem Rønshoved og St. Jyndevad, er alle nord – sydgående biveje af soldater markeret med rød – hvid stav på steder, der er egnet til spærringer ved sprængning eller spærremateriel.

 

• På højdedragerne nord for Sønderå, fra umiddelbart vest for og indtil 2 km øst for jernbanen Flensborg – Tinglev er der skyttehuller, dækket med græstørv.

 

 

• 500 m øst for Bajstrup banegård er der foretaget opmålingsarbejder af soldater. En maskingeværstandplads er indrettet i sydvesthjørnet af 1 ha stor skov, der ligger i vejgaflen 200 meter øst for punkt 25. Stillingen er ikke besat.

 

• 9 km nord for Aabenraa, 300 m øst for vejen Åbenrå – Haderslev maskingeværstillinger. Skoven i nærheden er nylig blevet fældet.

 

• Broerne på hovedvej 10 og vejen grænsen – Tinglev – Løgumkloster – Skærbæk – Ribe – Esbjerg har en bæreevne på 12 t.

 

• Ved Vamdrup er banelegemet på hovedstrækningen Padborg – Fredericia undermineret. Yderligere sprængningsforberedelser er planlagt

 

Grænseovergangen

 

• Ved de 2 grænseovergange Harreslev og Kobbermølle er den normale spærretid kl. 20.00 til 07.00. Fra kl. 20.00 til 22.00 bliver kun lastvogne, der kommer med fisk og kød til Danmark ekspederet. I dette tidsrum passeres Harreslev af 8 – 10 lastvogne og Kobbermølle af 12 – 15 lastvognstog. Efter kl. 20.00 ingen persontrafik bortset fra chauffører og hjælpechauffører. Nævnte vogntogsudrejse fra Tyskland finder kun sted fra kl. 7.00 til 20.00. I spærretiden får ingen udrejsende vogne lov til at passere.

 

 

• På Haderslev kassernes østlige bygning er en 20 mm luftværnskanon opstillet på en kasseformet platform af træ

 

• Vejen Åbenrå – Løgumkloster – Bredebro fast kørebane 5 til 6 m bred.

 

 

• Kystvejen Kollund – Rønshoved – Rinkenæs kun egnet til lette køretøjer. Ved bro i Rønshoved er et landfæste sunket. På grund af sumpet undergrund er opretning vanskelig.

 

• Vejen Kruså – Tønder har en ca. 25 cm tyk underbygning og 2 – 3 cm asfalt

 

 

• Danske toldere kun ved regulære grænseovergange, ligeledes politifolk til paskontrol. Som grænsebevogtning anvendes grænsegendarmeri med en styrke på 420 – 450. Chef for Grænsegendarmeriet er oberstløjtnant Müller, Gråsten. Han har gendarmeri – kaptajner under sig. Kaptajnerne er placeret i henholdsvis Sønderborg, Kollund og Tønder. Grænsegendarmeriet er helt igennem tyskfjendtligt

 

• Der er ikke observeret blokeringer om natten på jernbanen ved Padborg. Der kører hver nat godtog på denne strækning mod syd.

 

Tønder Garnison skulle optage først stød

 

 

• Der følger flere beskrivelser af vejforhold, og flere gange nævnes der at der er truffet forberedelser til afsprængning. Ligeledes påstås der flere gange, at der er forberedt afspærring med landbrugsredskaber.

 

• Til styrkerne i Søgårdlejren og omegn er der udleveret 60 skud pr. mand. Tjenestegørende soldater, der skulle være hjemsendt forbliver inde. Ældre reserverister forbliver klar til alarm.

 

 

• Tønder garnison skal optage første stød. De to motoriserede fodfolks – pioner – kompagnier er udrustet med 100 motorcykler med sidevogn, 50 motorcykler med 8 mm rekylgeværer (250 skud i minuttet). Efter en ny melding skal hver 5 mand være udstyret med et rekylgevær af ældre model, som dog har magasiner som model 39

 

Manglende initiativ og handlekraft

 

Tyskerne havde også lavet en vurdering af danskerne, deres hensigter og muligheder. Og den enkelte soldat var også udstyret med retningslinjer.

Tyskerne mente kort og godt, at

• Den danske soldat var villig og havde en god fysik, men at hans uddannelse var utilstrækkelig

 

• Der ikke var tilstrækkelig mange underofficerer, og at de kun til dels havde en tilfredsstillende uddannelse

 

• De yngre officerer havde en tilstrækkelig uddannelse

 

 

• Officerer med oberstgrad og højere grad var for gamle til deres stillinger og at de manglede initiativ og handlekraft (schwunglos)

 

Den danske hær led af mangler

 

• Den danske hær led af de mangler, som et værnepligtsystem medførte. Den var for tiden ikke egnet til angrebsoperationer. Overfor en resolut fjende kunne den vanskelig vanskeligt klare forsvarsopgaver på grund af talmæssig og udrustningsmæssig underlegenhed.
• Befolkningen som helhed manglede de fornødne soldateregenskaber.

 

Danskerne ikke afholdt af broderfolket

Som begrundelse for de manglende soldateregenskaber, skrev tyskerne:

 

• Danskerne er trods deres nære racemæssige slægtskab med de andre skandinaviske folk ikke meget afholdt af disse, fordi de har ry for en vis karaktermæssig upålidelighed.

 

• De er det folk i Norden, der er under stærkest indflydelse af civilisationen, som hos dem i vid udstrækning har ført til blødagtighed og passiv nydelsessyge.

 

Den danske bonde er langsom, godmodig og sej

 

• Den danske bonde er dog ikke så stærk påvirket af civilisationens skadelige virkning og præges endnu af et vist retsind. Og jævn levemåde. Han er langsom, godmodig og sejt udholdende.

 

• Et flertal af befolkningen er gennemtrængt af en stærk materialisme, dels på grund af et fredligt og farefrit liv gennem lang tid, dels på grund af den høje levestandard, der omfatter både bønder og arbejdere. De er uforstående overfor en heroisk – militant stræben.

 

Danskerne er uforstående over for nationalismen

 

• Til gengæld udmærker danskerne sig ved intelligens og udholdenhed, som især gør dem egnet til præstationer, der giver økonomisk udbytte. En stærk individualisme og karakteristisk for danskerne på det åndelige og politiske område. Disciplin og ubetinget lydighed fylder dem med rædsel. Af denne grund står de uforstående over for nationalsocialismen og det tyske militærvæsen og afviser de tyske livsformer og politiske metoder.

 

• Af denne grund er de modtagelige for engelsk propaganda.

 

Danskerne kan påvirkes

 

• Dog bestemmes deres politiske handlen mere af økonomiske overvejelser end af en politisk opfattelse, og de er – hvis deres individualistiske og frihedstørstende grundindstilling samtidig ikke trædes for nær – i sådanne henseende lette at påvirke.

 

Blade er under jødisk økonomisk indflydelse

 

Tyskerne oplyste, at de tre store hovedstadsblade, Politiken, Berlingske Tidende og Nationaltidende – er under jødisk økonomisk indflydelse. Dette forhold sænker utvivlsomt efter deres opfattelse den danske modstandskraft.

Det fastslås, at den tyske soldat i enhver henseende er den danske overlegen såvel i kamp – og angrebsånd som i uddannelse og bevæbning.

 

Kilde:

• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
• Paul Leverkuehn: Der Deutsche Geheimdienst
• R. Jørgensen: Spionage mod Danmark
• Julius Mader: Hitlers Spionagegenerale sagen aus

 

Hvis du vil læse mere:

• dengang.dk indeholder 174 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

 

• Dramaet ved Viadukten
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Obersten fra Tønder
• Var Paludan – Møller en folkehelt?
• Pas på Grænsen (1)
• Grænsen – dengang
• Grænsen og dens bevogtere
• Optakten til den 9. april 1940
• Danmark var advaret 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder og Omegn 9. april 1940 og mange flere

 

Dansk agent skyld i gendarmers død

De var besættelsens første ofre. Tre gendarmer midt i Padborg. Nedskudt af tre civile agenter, der overtrådte egne regler. Nedskudt på baggrund af en dansk agents oplysninger. Men hvorfor blev viadukten ikke bortsprængt før? Den 9. april kørte 28 tyske troppe – og forsyningstog over lige her. I Tønder havde politiet mistanke til agenter. General var godt tilfreds med spion – oplysninger fra Danmark. Og 31. korps vidste god besked.

 

Masser af spioner

Der var masser af spioner i Danmark, der gav tyskerne informationer inden de besatte landet den 9. april. De var godt forberedt. Desværre er det jo begrænset, hvad man kan finde ud af grundet vores arkivlov.

 

Grænsegendarmeriet skulle ikke gøre modstand

Den 9. april klokken 4.15 om morgenen begyndte tyskernes deres indmarch. De to jernbanebroer i Padborg var forberedt til sprængning, men egentlig var det ikke blevet færdiggjort.

Den 8. april havde Grænsegendarmeriet modtaget ordre om, at de ikke skulle yde modstand. De havde endda fået at vide, at de skulle trække sig til de militære enheder.

Overgendarm Albert Sørensen kommer kørende i sin bil fra Frøslev ind mod Padborg. Under jernbaneviadukten møder han de to kollegaer, Anders Andersen Hansen og Johannes Petersen Birk.

 

Besættelsens første ofre

De tyske tropper er endnu ikke gået over grænsen. Men tre grupper af det tyske militærs efterretningstjeneste (Brandenburg) var allerede på dansk grund.

Da Albertsen stiger ud af bilen får han øje på tre tysker, der efter spørgsmål fortæller, at de skal mod banegården. Og inden de tre gendarmer opfatter det, er de blevet skudt på. De bliver besættelsens første ofre. Kort tid efter markerer signalpistoler, at nu kan Wesserübüng gå i gang.

En tysk officer havde travlt ved at bortforklare, at det ikke var brugt værnemagtens pistoler. Her var det tale om småkalibrede lommepistoler, og det brugte værnemagten ikke. De civilklædte mordere forsvandt skyndsomst. Og det var en del mystik om disse tre mord.

 

Meldinger til 31. korps

Vi har en tidligere artikel forklaret hændelsesforløbet (Læs artiklen: Dramaet ved viadukten).

Det var en oplysning fra en dansk agent (agent 2), der fik de tragiske følger. Han blev dog aldrig dømt for dette.

Den 7. marts modtog 31. korps følgende to meldinger:

• Ladningskamrene i jernbaneviadukterne 500 meter syd for Tinglev station er klargjorte. Der er også muligt at afbryde strækningen Tinglev – Sønderborg ved sprængning. Antændelse sker fra jernbanestationen.

 

• En grænsegendarm har som opgave ved en eventuel tysk indmarch at sprænge jernbaneviadukten i Padborg. Han er på stedet blevet instrueret af en ingeniørofficer.

 

Flere meldinger

Den 8. marts modtog 31. korps Stettin og Udenlandske Hære Øst en ny melding om jernbaneviadukten i Padborg m.v. Den lød således:

• Den allerede meldte afsendelse af danske grænsegendarmer til et sprængningskursus er nu detaljeret blevet bekræftet. Fortroligt er det blevet kendt, at en bestemt gendarm fra grænsegendarmeriet i Kruså har som specialopgave at sprænge jernbaneviadukten i Padborg ved tyske troppers indmarch. Den pågældende har deltaget i et sprængningskursus og desuden specielt blevet instrueret om sin opgave på stedet af en dansk ingeniørofficer. Endvidere er det blevet overvejet at forberede det store vejkryds umiddelbart nord for grænsen ved Kruså til sprængning.

 

Meldinger om, at de har rekylgeværer

Agenten erfarer endvidere, at grænsegendarmeriet har udleveret rekylgeværer. Disse er anbragt, hvor de uddannede grænsegendarmer bor. I øvrigt er politiembedsmænd og gendarmer i grænseområdet instrueret om at være parat til hurtig afrejse og have det nødvendigste pakket i deres kufferter.

 

28 troppe – og forsyningstog

Den 9. april skulle der køre 28 troppe – og forsynstog ad den østlige længdebane og det var derfor af afgørende betydning for tyskerne, at jernbanen ikke blev afbrudt. For at hindre de to brosprængningers udførelse blev Lahousenpatruljer stillet til rådighed.

 

Hvorfor blev det ikke sprængt?

Man kan så undre, hvorfor man så ikke tidligere har sprængt broerne. Man havde jo set troppekoncentrationerne nede syd for grænsen. Det samme synes at være tilfældet ved Tinglev og for den sags skyld også ved Tønder.

 

Abwehr havde forberedt sig

Men Abwehr havde forberedt sig. Det hedder således:

• Abwehr begynder den angrebsforberedende sabotage mod Danmark (Operation Sanssouci). Styrker fra afdelingen besætter i løbet af natten Tinglev banegård.
• Patruljer fra Abwehr siver fra Nordslesvig ind i Danmark og besætter nogle hovedveje og jernbanebroer (f.eks. Jernbanebroen ved Padborg).

De tre nævnte meldinger var afgivet af 2 danske agenter, nemlig agent 2 og agent 4.

 

Specialtropper i gang

Der deltog 9 Lahousen – folk i civilt tøj i aktionen. De blev delt i tre cyklistpatruljer til henholdsvis sprængstofdepotet i Tinglev, jernbaneviadukten i Padborg og vejkrydset nord for Padborg.

Patruljen til Tinglev kom illegalt over grænsen, hvor en dansk agent (agent 3) havde jord på begge sider af grænsen. Herfra blev den af en anden agent (agent 4) ført direkte til sprængstofdepotet på Tinglev Station.

 

1 tons sprængstof i Tinglev

Ved den efterfølgende retssag forklarede agent 4, at han havde fundet depotet mistænkelig, men han havde ikke fundet ud af, hvad der var i bunkeren.

Patruljen beslaglagde ifølge en tysk Abwehr – rapport for 9. – 11. april om patruljernes indsats 2,5 t sprængmidler (danske oplysninger siger, at der var 1,1 t sprængmidler i bunkeren).

 

Havde de ikke undersøgt viadukten?

31. korps havde ikke fået at vide, at Grænsegendarmeriet var ubevæbnet. Jernbaneviadukten var heller ikke blevet klargjort. Det virker uforståeligt, at den tyske patrulje, der må have haft et særligt kendskab til sprængstof ikke undersøgte viadukten, inden de skød de tre gendarmer.

Krydset nord for Kruså var dog ikke forberedt til sprængning.

I general Kaupisch’ rapport hedder det om den omtalte begivenhed:

• For at hindre ødelæggelsen af de vigtigste og mest truede overgange i nærheden af grænsen, blev der allerede før angrebet sendt mindre specialstyrker frem til disse overgange med ordre til at hindre ødelæggelse.

 

Nogle har talt over sig

Oplysningen om, at en grænsegendarm skulle sprænge jernbaneviadukten i Padborg ved en tysk indmarch, er næppe givet i den hensigt, at de tyske agenter skulle få det at vide. Det kan være en grænsegendarm, en militærperson eller en person fra firmaet, der byggede minekamrene, der har talt over sig.

Meget taler for, at en eller flere personer ikke har kunnet holde tæt, men har ladet noget sive ud.

 

Hvor gik de over?

Hvor patruljerne til vejkrydset og Padborg kom over grænsen blev ikke oplyst ved retssagerne, men det mest sandsynlige er, at de har passeret grænsen på samme sted som Tinglev – patruljen.

Rygter i lokalområdet siger, at patruljerne overnattede ved medlemmer af det tyske mindretal ved Rønsdam.

 

Historieforfalskning

I sin bog ”Spillet om Norge” skriver Sverre Hartmann om operationen:

• En lille time før operationen sættes ind over den danske grænse, sniger nogle få sabotører fra regiment Brandenburgs specialenheder sig ind på centrale punkter og trafikcentre og sætter ved hjælp af kloroform og krigslist det danske vagtkorps ud af funktion.

Man må da håbe, at forfatteren har brugt knap så meget fantasi i resten af sin bog.

 

Regler ikke overholdt

Canaris havde formuleret følgende to bestemmelser for Brandenburg – bataljonens indsats:

• Bataljonen måtte ikke deltage i angrebshandlinger i fjendens uniformer, men skulle udelukkende sikre objekter som broer, pas, raffinaderier og industrianlæg bag fjendens linjer. Den måtte kun forsvare sig ved eventuelt fjendtlig angreb.

 

• Bataljonen måtte benytte fjendens uniformer ved fremrykning i hans område, når det ikke var tale om løsning af kampopgaver. Kom enheden alligevel i kamp skulle det til denne hørende mandskab give sig til kende som tyske soldater.

 

Brud på folkeretten

Det står ikke noget om, hvordan de skulle forholde sig, hvis de var i civilt tøj, som de vitterlig var i. Man må da gå ud fra, at Abwehr var vidende om nedskydningen. Det er et klart brud på folkeretten.

 

Politiet i Tønder havde mistanke

Allerede før krigen havde politiet mistanke om, at agent 3 stod i forbindelse med Abwehr. I foråret 1940 fandt man ud af, at der var en intim forbindelse mellem agent 1 og agent 3. Selv om det ikke forelå afgørende beviser for at de to agenter virkede for Abwehr, var mistanken så velbegrundet, at politiet i Tønder ved en retskendelse fik tilladelse til at foretage telefonaflytning og åbning af post til agent 1, agent 3, og sidstnævntes broder.

Ved hjælp af dette fik man den 4. april vished for, at i hvert fald at agent 3 havde forbindelse til Abwehr.

 

General tilfreds med materialet fra Danmark

Men ellers kig på artiklen Spionage i Sønderjylland inden Besættelsen.

Mange af agenterne var til samtale i Flensborg.

General Kaupisch var generelt uhyre tilfreds med materialet fra Danmark. Han kaldte det særdeles værdifuldt.

Ditlev Tamm oplyser også i sine bøger om Retsopgøret, at den tyske spionage ved brug af danske agenter var effektiv.

Man kan vel også konstatere, at de tre grænsegendarmer næppe var blevet myrdet, hvis ikke tyskerne havde fået de omtalte oplysninger fra de danske agenter.

 

Kilde:

• Se Litteratur Padborg
• Sverre Hartmann: Spillet om Norge
• Poul Leverkuehn: Der Deutsche Geheimdienst
• R. Jørgensen: Spionage mod Danmark
• Julius Mader: Hitlers Spionagegenerale sagen aus
• Se Besættelseslitteratur (under forberedelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 174 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder

• Spionage i Sønderjylland inden Besættelsen
• Dramaet ved Viadukten
• Bov Kommune – under besættelsen
• Obersten fra Tønder
• Var Paludan – Møller en folkehelt? Og mange flere.

Hvem har ret til at gengive BZ – Historien?

Forsøg på anmeldelse af Peter Øvig Knudsen: Du har ikke en chance. Tag den fra Gyldendal. Den er en fremragende og spændende dokumentation. Bogen er delt i to. Den ene del er historien, den anden del er korrespondance med de BZ’ er, der ikke ville optræde. At de så alligevel optræder, ja det er en anden sag. Og reaktioner var vel også forudsigelig. Man brød sig ikke om fortolkningen. Og reaktionen er da også kommet. En web – portal og en Facebook med den rigtige fortolkning, eller? Vi kigger da også på nogle af reaktionerne fra dem, der bestemt mener, at Øvig ’ s ikke skal være et monument for BZ – bevægelsen. Og nogle af disse har nu lagt en scannet version af bogen på nettet. Man skal da sandelig ikke tjene på at fortælle om bevægelsen.

 

Man udsættes for helte og skurke

I det venstreradikale magasin ”Slamm” skrev en gruppe aktivister, at de frygter, at forfatteren vil reducere historien om husbesætterne til ”en zoologisk have, som folk der har deres på det tørre, kan sætte sig ned og glo på”

I magasinet fortæller to af aktivisterne, at de ikke kan kende sig selv i beskrivelsen i Hippie – bøgerne. De er bange for, at Peter Øvig Knudsen slet ikke vil lægge vægt på drømmene, idealerne, kærligheden og drømmene. Ligeledes frygter de som i Hippie – bøgerne at deres kammerater udsættes for at blive helte, skurke, naive får, ledere og sind- og skindsyge mennesker.

Han fortæller bedsteborgere, hvorfor det er godt, at de ikke flipper ud og forlader den slagne middelvej For at se hvor galt det ellers kan gå. Ja så vidt aktivisterne. Men nu er bogen kommet.

 

Igen – masser af omtale

Peter Øvig Knudsen har gjort det igen. Han har begået en bog med masser af omtale. Og atter engang har han formået at splitte folk i to dele. Og meget heldigt er anmelderne i den positive afdeling. Men nu kigger vi også lige på dem, der ikke nødvendigvis uddeler stjerner.

Hans forrige bøger skabte også debat. Og det var jo både bogen om Blekingegade – Banden og Hippie – bevægelsen. Den planlagte bog om Pusher – Street bliver ikke til noget. Da fik han godt nok kolde fødder. En to’ er kommer det heller ikke om BZ – bevægelsen.

 

En BZ – webportal

Tidligere medlemmer af BZ – bevægelsen har dog også bebudet, at de vil fortælle deres egen historie. Og det vil de gøre på en webportal. Endnu er det ikke så mange historier på den. Denne portal er en direkte protest mod Peter Øvig Knudsens bog.

Men denne portal har Per Øvig Knudsen ikke det ringeste imod. Han mener, at informationerne vil trække i samme retning. Jo mere information, jo mere mangfoldighed.

 

Men foreløbig er det mest gang i BZ Portalen på Facebook. Her er 500 følgere. Og undertegnede er en af dem. Initiativtagerne til denne har udsendt en presseinformation, hvor de bl.a. skriver:

• Vi ser Øvigs bog som et isbjerg. Men 9/10 af et isbjerg er under overfladen, og der mangler flere historier, som nu skal fortælles. Blandt gamle og nuværende BZ’ere er interessen stor

 

Skal ikke være et monument, der står tilbage

Modstanderne af Peter Øvig Knudsens bog vil gerne fokusere på de positive sider af bevægelsen. Og det er erfaringerne fra Hippie – bogen, der gør dele af BZ – bevægelsen skeptisk.

De gamle BZ’ er ønsker ikke, at denne bog skal være det monument, der står tilbage.

 

Selviscenesætter

Tidligere BZ’ er er i et anonymt brev blevet advaret mod at tale med forfatteren. Han er blevet kaldt ”opblæst nar” og ”selvglad idiot”. Der er nogle markante og stærke holdninger til, hvordan BZ – bevægelsen skal beskrives. Andre markante udmeldinger er:

• En populistisk selviscenesætter af værste skuffe
• Fuck den klamme højreorienterede sensationsrytter

 

Malke blod fra ideologiske bevægelser

Og så er man ellers blevet advaret mod den ”meget borgerlige forfatter”,” der vil malke blod fra ideologiske bevægelser”. Men dengang var Peter Øvig Knudsen helt ude på den yderste venstre fløj og medlem af det maoistiske KAP.

 

Hvad med dem, der sagde nej

Han var godt klar over inden starten, at den magtfulde inderkreds fik han nok ikke i tale. Men på den anden side. Bogen ville ikke fungere uden dem. Men kan man tage dem med, når de har sagt nej?

 

De få må udtale sig

Det er nogle få, der måtte udtale sig, og en hel masse, der ikke må sige noget. Så det må i den grad have været udfordrende, at skulle lave bogen. Men det i sig selv var provokerende for Peter Øvig Knudsen. Han ville ikke lade sig knægte nok engang, efter at måtte opgive at skrive om Pusher Street.

Peter Øvig Knudsen mener, at det er en begrænset kreds af toneangivende BZ ’ er, der har haft eneret til at fortælle historien. Han mener, at have givet mere anonyme mulighed for at beskrive forholdene. Han mener, at alle har deres version af miljøet.

 

Øvig interesserer sig for ”oprørerne”

Noget tyder på, at det er oprørerne, som vores hoveperson interesserer sig for. Vi så det allerede med bogen ”Efter drabet”. Han er mødtes med nogle af deltagerene i bogen til bajer og lejrbål i haven. Således har det efter forfatterens udsagn medvirket over 50 – 60 BZ’ er i bogen.

 

En sten gennem vinduet

Men han har også fået sten kastet gennem ruderne i arbejdsværelset. Ja truet er han også blevet.

Men dette har motiveret ham til at fortsætte. Ingen skal fortælle ham, hvilke bøger han skal skrive. Egentlig opfatter forfatteren bevægelsen som en stor familie. Og dem, der talte med ham, ville blive smidt ud.

 

Moppedreng på 600 sider

Det er en ordentlig moppedreng på 600 sider, vi skal igennem. Og det er historien om København, inden byfornyelsen slog igennem. Her er en masse Nørrebro – historie. Der er masser af borgerkrig, som vi også oplevede op et senere tidspunkt med Ungdomshuset.

Og det ville også have været oplagt, at skrive om de autonome, som vi lige har gjort i tre artikler på vores hjemmeside. Og grunden er ifølge forfatteren, at så skulle han også skrive om organiseret kriminalitet. Og det tør han ikke.

 

Tro på sig selv

På Nørrebro har man i den grad mærket til bevægelsen, der blev efterfulgt af de autonome. Molotovcoctails, ildspåsættelser, knuste ruder, brosten, raserede butikker m.m. Vi har på siden forsøgt at beskrive detailhandlens møde med de autonome.

Bevægelsen er præget af stor tro på sig selv og mangel på respekt på autoriteter. Det forbløffende var, at man gerne modtog bistandshjælp fra det samfund, man bekendte. På Det Frie Gymnasium fik eleverne fri til at besætte huse og lave andre aktioner. Det blev betragtet som et kreativt initiativ.

 

Politiet holdt sig heller ikke tilbage

Man kan undre sig over, at så mange gik ind for brug af så meget vold. På politiets side holdt man sig heller ikke tilbage. Ideologi og politik var ikke særlig slagkraftig hos BZ. Egentlig gav BZ ikke myndighederne mulighed for et konstruktivt samarbejde. Og politikerne var måske heller ikke så kreative, at de kunne imødegå de unges krav.

Måske kan man sige, at politikerne var advaret dengang, de valgte at sælge Ungdomshuset. Men de solgte huset, uden at spørge de unge.

 

Svarer ikke til fortidens oplevelse

Yngre generationer kender ikke så meget til BZ. Den fortælling, der fyldte så meget dengang, er gledet ud af danmarkshistorien. Derfor er det godt, at vi får historien nu, selv om store dele af BZ – bevægelsen hader måden historien bliver fortalt på. Nutidens dom svarer ikke til fortidens oplevelse.

Skabelonen er vel den samme som til Øvigs andre bøger. Det er dramatisk og medrivende læsning. Men ikke alle vil betragte det som den fulde sandhed.

 

En helt bestemt opfattelse fremmes

René Karpentschof anmelder bogen hos Modkraft. Han er en af dem, der sagde nej til at deltage. Og det gjorde han ikke for, at der rettes et kritisk lys på BZ – bevægelsens mørke sider.

Men selv om han sagde nej til at medvirke, er han alligevel med i bogen. Han mener, at BZ – bevægelsen slet ikke har haft den samme betydning som 68’ er oprøret.

Der findes allerede en bog fra 1994, der hedder ”De Autonome”, hvor stemninger af had og råhed fulgte med gadekampene. Her peges der på uformelle rangordner, intolerance og lukkethed. Over for uforstående kunne man være ret nedladende.

René Karpentschof mener, at en helt bestemt opfattelse fremmes. Han mener, at det er en ”skurkehistorie” der her er sat sammen. Det var ikke en fælles gruppe med fælles holdning til alt. Dengang havde man ikke fidus til læserbreve. Drivkraften var ikke fanatismen og voldsfascinationen, som Øvig taler om. Drivkraften var solidaritet og retfærdighedstrang, mener René Karpentschof.

 

BZ var både håb og skuffelse

BZ var både håb og skuffelse. Menneskelig var man ikke modne. Og politisk var man for uerfarne for at føre oprøret helt igennem. Personer får påduttet en slags faderrolle, som de slet ikke havde. Øvigs fremstilling bunder mere i psykologiske problemer end i noget politisk eller samfundsmæssigt, mener Karpentschof.

Det er problematisk, at anonyme kilder skal være kilde til, hvad nogle tænker og mener. Det lærer man på journaliststudiet, at det gør man ikke. Karpentschof undrer sig over, at 150 sider bliver brugt til BZ’ eres facebook debat tilbage fra 2014 om Øvigs projekt. Her bliver kritik, mistillid og fordomme diskuteret.

 

Øjenåbner og intet nyt

Karpentschof indrømmer, at for læsere uden forhåndskendskab til BZ vil Øvigs bog være en øjenåbner. Men egentlig bringer bogen ikke noget egentlig nyt frem. Meget af historien har været fremme før.

Mange af de gamle BZ’ er betragtede bevægelsen som et sted, der var rummelig, og hvor man blev accepteret. Der var farver i bevægelsen i begyndelsen, både farvemæssigt og i livsstil. Folk fortæller, at de sagde nej til at være i bogen, trods det er de nævnt mange steder.

 

Elsker konflikter og dyrker dem

Andre kritikkere fremfører, at Øvig elsker konflikter og dyrker dem. Han dyrker sensationen. Andre bliver udsat for karaktermord. Og det topstyrede miljø var der ikke. Nogle var bedre til at forhandle end andre. Folk var ikke presset til at bruge vold. Der var flere steder, hvor man kunne have brugt vold, men hvor man ikke gjorde det.

 

Bogen har to veje

Men undertegnede tvivler nu på, at de fleste BZ’ er har haft en traumatiseret barndom og at de ledte efter en familie. De var ikke ”sårbare sjæle, der manglede en faderfigur”.

Bogen har to veje. Vi følger den kronologiske historie og vi følger diskussionen med dem, der ikke vil deltage. Men mon ikke denne reaktion var forudsigelig?

 

En lukket kreds?

Bogen fastholder ikke den myte, som mange fra dengang troede, at det var. Med til historien hører også, at BZ – bevægelsen begyndte at fremstille benzinbomber og slangebøsser med stålkugler.

Man har indtryk af, at BZ var en lukket kreds, der ikke ønskede at kommunikere med det opgivende samfund. Isolationen havde måske en årsag. Man ville bevare det nære fællesskab, så behøvede man ikke at blande sig med folket.

Det var en anarkistisk nerve. Man var direkte imod at udpege ledere, men det fremgår i Øvigs bog, at det gjorde man.

 

Samfundet kunne ikke håndtere dem

Samfundet kunne slet ikke håndtere dem. En vicepolitidirektør kalder i bogen BZ’ erne for folk ”der gør sig bevidst ubrugelig på arbejdsmarkedet”. De blev mødt af tåregas, knipler og arrestationer.

Men nogle steder brugte politiet nu også hjernen. De tog de unge mennesker, når de sov. Så var det slut med den besættelse uden brug af tåregas.

 

En rutineret fortæller

Man må lade, at forfatteren er en rutineret fortæller. Han kan fastholde sin læser. Og bogen er fuld af dramatiske fortællinger.

Problematikken er egentlig den samme i dag. Vi har i den grad mangel på billige boliger i København. Men det udløser ikke de samme voldsomme reaktioner. Det vil sige, at en gang imellem ser vi bevægelsen ”Reclaim the Street”.

Måske er BZ medskyldig i mere brugerdeltagelse omkring byudvikling. Efterhånden fandt man ud af, at der var andet at tage stilling til end den næste konfrontation.

 

Tine Bryld og Tvind

Er bevægelsen helt glemt af den nye ungdom i dag. Dengang var der ungdomsbøger af Tine Bryld og Tvind.

 

Mange delte meninger

Nogle BZ ’ er mener at bevægelsen stod for en fantastisk uddannelse, som lærte alle de deltagende til at se anderledes, solidarisk og tværgående på alverdens problemer og udfordringer.

Bevægelsen reddede mange fra druk, kriminalitet og destruktion. De fik erfaringer, som de i dag høster godt af. De er velfungerende og deres hjerte banker for udstødte og svage mennesker rundt om i verden. De fleste betragter det som en fantastisk oplevelse. Og det er ikke det indtryk, som vi får, når vi læser bogen. Her er indtrykket, at det gik galt.

Nogle mener også, at det er en overdrivelse at sammenligne BZ med De Røde Khmerer. Og andre finder det igen at bevægelsen slet ikke har været topstyret. Andre igen fra miljøet mener, at Øvig har sat dagsordenen, inden han gik i gang med bogen.

 

Historiske Highlights

BZ – År for År (Kilde: BZ Du har ikke en chance – tag den):

1981:

• 10: ”Initiativ”- gruppemøde på Jagtvej 69 – Rutana besættes
• 10: Det besatte Schiønning & Arve ryddes med tåregas
• 10: Abel Cathrine – stiftelsen, besættes

1982:

• 02: Klosteret forlades af flertallet efter fællesmøde
• 03: Et lokum smides ud af Mekanisk Museum
• 04: Korsgade 25 besættes
• 05: Allotria i Korsgade 45 besættes
• 05: Bazooka besættes
• 06: Snehvide i Blågårdsgade besættes
• 09: Lille Fjerd i Korsgade 47 besættes
• 10: Safari i Meinungsgade 30 besættes
• 10: Endagskrigen på Nørrebro
• 10: Ungdomshuset på Jagtvej 69 overdrages til BZ

1983:

• 01: Allotria og Lille Fjerd rømmet gennem tunnelen
• 01: Bazooka, Aktivirius, Slotsgade m.v. ryddes
• 02: Politimand får kæben knust på Nørrebrogade
• 04: Sorte Klat – aktionerne indledes
• 06: Ryesgade 58 besættes

1984:

• 05: Kulørte Klat – aktionsugen indledes
• 10: Drukpunkerne besætter Mekanisk Museum

1985:

• 03: Egon Weidekamps kontor på Rådhuset besættes
• 04: Ragnhildgade besættes
• 05: Mekanisk Museum på Vesterbrogade genbesættes
• 08: Kapow i Viborggade 41 besættes

1986:

• 01 Bumzen, Baldersgade 20 – 22 besættes
• 04: Sort Hest besættes
• 09: Ryesgade barrikaderes
• 09: Ryesgade 58 forlades
• 11: Hærværk mod 27 Shell – stationer
• 12: Brand i nærpolitistation på Jagtvej

1987:

• 05: Shell – station i Nærum sættes i brand
• 06: Gadekampe under forsøg på besættelse af Vesterbrogade 124
• 11: Politiet ransager Ungdomshuset

1990:

• 02: Mekanisk Museum og Sorte Hest ryddes
• 10: Kapaw ryddes.

 

Scannet version på nettet

Mon ikke Gyldendals jurister nu får travlt. For BZ – bevægelsen mener, at folket skal have adgang til Per Øvig – bogen. Ingen profit i vores navn siger de nu, og lægger en scannet version ud på nettet.

Men det er ikke første gang, at Peter Øvig havner i en konflikt om ophavsrettigheder. I 2009 ønskede Zentropa at filmatisere hans bøger om ”Blekingegadebanden”, der indbragte ham to Cavlingpriser.

Men dengang ønskede Peter Øvig 1,9 mio. kroner. Dette takkede Zentropa pænt nej tak til.

 

 

• Peter Øvig Knudsen: BZ – Du har ikke en Chance – Tag den – Gyldendal

 

• Kilde:

 

• modkraft.dk

 

• Hvis du vil vide mere: Læs på dengang.dk

 

• Kampen om Ungdomshuset (1 – 3)

Nørrebro 18. maj 1993

Terrornatten på Nørrebro

Politi og banditter på Nørrebro

BZ – bevægelsen – endnu engang

Skyd efter benene

Slumstormer, besættere og autonome

Bomben i Søllerødgade

Bomben i Søllerødgade – endnu mere

Byggeren på Nørrebro – nok engang

Fristeder og Ungdomshus

Ungeren set fra 6. klasse

Ungdomshusets historie 1- 2

Nørrebro beboeraktion og kampen om Byggeren

BZ – Bevægelsens historie på Nørrebro

Kampen om Ungdomshuset (3)

På direkte TV så man røverier fra butikker på Nørrebro. Balladen om Ungdomshuset har kostet samfundet 125 – 150 millioner kroner. 1.200 unge er blevet anholdt. Mange har fået anmærkninger i straffeattesten. For detailhandlerne på Nørrebro har det minimum kosten 14 millioner kroner. Selv ikke i dag får man politikerne til at indrømme, at de unge nok skulle have været med, da man afgjorde, at man skulle Ungdomshuset. Generalforsamlingen i Nørrebro Handelsforening roste bestyrelsens håndtering af sagen. Foreningens formand Johnny Beyer blev hædret for sin indsats. Og vi andre havde rasende travlt med at skrive. Dette er den sidste artikel i anledning af Nørrebro Handelsforening 125 år.

 

Den 1. marts

Det var den 1. marts. Klokken var lige før 7. På min cykeltur kunne jeg fra Nørrebros Runddel godt se en mærkelig bil holde i nærheden af Ungdomshuset. Vi åbnede allerede klokken 7. Det var den store dag. Bogudsalget startede og vi åbnede meget tidligt. De første kunder var allerede i butikken, da der lød kraftig støj. To helikoptere kom til syne og i bedste action – stil firede soldater sig ned op Ungdomshusets tag. Fra butikkens køkken var vi nærmest vidne til en amerikansk action – film.

 

Sælger I bøger til Uroer?

Ret hurtig var der autonome i gadebilledet. De var blevet tilkaldt af det interne tilkalde – system. Og ret hurtig benyttede de sig af vores toilet. Vi havde normalt et fint forhold til brugerne af Ungdomshuset, og kendte en del af dem. De brugte ofte vores kopimaskine til deres mange løbesedler, når de havde arrangementer i ungeren.

Men pludselig var der nogen, der ude fra gaden råbte:

• Nå, så I sælger bøger til uroerne

Da blev jeg godt nok lidt sur i skralden og råbte tilbage:

• Ja, og I bruger vore lokum

Åbenbart havde civilklædte betjente og folk fra PET blandet sig i mængden. Men de unge mennesker var ret hurtig til at spotte dem. Længere nede ad gaden havde de unge mennesker truet en restaurationsejer med brand såfremt han fortsatte med at servere for ”strømerne”.

 

Vi mistede halvdelen af omsætningen

Den dag mistede vi halvdellen af vores omsætning. Vi fik også masser af sympatitilkendegivelser fra kollegaer rundt om i landet. Kunderne blev hjemme. Nu var det også ret hurtig ”gang i den” på Nørrebrogade. Og ret hurtig så vi ambulancer køre op af Heinesgade. Der blev ellers hævdet, at ingen var kommet til skade under politiets raid mod Ungdomshuset. Men 3 – 4 gange så og hørte vi ambulancer returnere med udrykning.

Politiet oplyste senere, at det var nogle, der var allergiske over for gassen. Nogle unge, der var i huset, da angrebet kom, fortalte, at det var et par stykker, der var slået ned af politiets knipler.

 

De fleste lukkede ved middagstid

De fleste butikker lukkede allerede ved middagstid. Og det var hvis meget fornuftigt. Vi fortsatte med at holde åbent. Vi skulle gerne have så meget ud af første bogudslagsdag som muligt. Men efterhånden sendte vi personale hjem. Sikkerhed frem for alt.

 

Det vrimlede med medier

Det vrimlede til med journalister og TV – folk. Og en bestemt kameramand fulgte mig resten af dagen. Meningen var at det skulle klippes sammen til et tre minutters indlæg i et magasinprogram og aftenen på DR1. Men det blev aflyst, og som bekendt var det Breaking News på begge kanaler.

Kameramanden ringede et par dage senere og spurgte om jeg ville stille mig på Nørrebros Runddel og følge nedrivningen af huset. Men dette ville jeg dog ikke medvirke til.

 

Kommunen er ikke et forsikringsselskab

Det blev til mange samtaler med journalister. Og så fortalte jeg, at jeg godt kunne forstå de unges kamp, men var imod deres vold og hærværk. Men jeg var også imod politikernes ligeglade holdning med erhvervslivet på Nørrebro. Således havde Martin Geertsen udtalt, at kommunen ikke var et forsikringsselskab efter at Nørrebro Handelsforening havde bekendtgjort, at de ville sende regningen for hærværk videre til kommune og stat.

 

Sikkerhed frem for alt

Vi var ikke meget personale tilbage, da jeg skønnede, at nu var det lige faretruende nok. De blå blink kom nærmere, og efterhånden var Nørrebrogade sort af mennesker. Tyve minutter før normal lukketid bekendtgjorde jeg over for kunderne, at nu måtte de gå op til disken, for nu lukkede vi. Det blev de godt nok sure over. Men igen sikkerhed frem for alt.

 

Direkte billeder af plyndringer

Om aftenen gik det hele over gevind på Nørrebro. Breaking News – helikopteren var igen i luften. Vi fik direkte billeder fra plyndring af Nørrebros butikker. De unge havde en glad aften med masser af mad og drikke fra Irma og Kvickly. Alt det, som de ikke orkede blev smidt på bål.

 

Kropsvisitering

I 14 dage var alle sideveje lukket. Det fik detailhandlen heller ingen erstatning for. Igen kom politikerne med meget ubehøvlede kommentarer. Hver gang man skulle forbi afspærringerne for at komme på arbejde, måtte man holde et mindre foredrag.

En morgen kom undertegnede som sædvanlig, og ville gå gennem afspærringen. Her blev man så mødt af en meget morgensur betjent. Han spurgte, hvad jeg skulle. Jeg svarede, at jeg skulle på arbejde, og at jeg arbejde lige derinde. Om jeg kunne bevise det. Jeg svarede høfligt, at det kunne jeg ikke lige her og nu. Ja så måtte jeg gå igen.

Nu blev jeg faktisk lidt sur. Jeg spurgte, om jeg skulle gå rundt med bøger. Han svarede, at nu skulle han få mig til at opføre mig ordentlig. For nu var det dømt kropsvisitering. Jeg meddelte ham, at det havde han ingen grundlag til. Han belærte mig, at det var visiteringszone. Heldigvis var det en knap så morgensur kollega, der kom mig til undsætning og sagde ”Passer”.

 

Butiksbesøg – ikke lovlig ærinde

For kunder til butikkerne i sidegaderne kunne det også besværligt. Et besøg i en butik blev ikke betragtet som et lovligt ærinde. Heller ikke denne manglende omsætning fik butikkerne nogen kompensation for.

 

Verbale øretæver fra ledelsen

Det kneb også med at få varer leveret. Og mange betjente gik op i deres arbejde. Mange betjente var sure. De havde fået deres ferie inddraget og havde masser af overarbejde. Den ny politireform var heller ikke deres livret.  Brokkede man sig var der verbale øretæver fra ledelsen.

 

Sure betjente

Et par betjente gjorde da også opmærksom på, at de aldeles ikke forstod Nørrebro Handelsforenings opbakning til, at de unge skulle have et nyt hus:

• Tror du ikke, at det er på tide, at du stikker piben ind?

 

• Hvad fanden har du gang i?
• Er du klar over hvor mange politibetjente, der arbejder i døgndrift for at begrænse skaderne for almindelige borger på Nørrebro?

 

• Og så vil du have endnu et sted hvorfra deres hærværk og terrorisering kan finde sted. Hvad tænker du på?

 

Også tilfredse betjente

Nu var det heldigvis ikke alle betjente, der var sådan. Under en af undertegnedes optrædener i TV – avisen kom en betjent ind i butikken:

• Hvor var det godt det du sagde. Endelig var det en fornuftig udtalelse. Det syntes vi alle sammen på stationen.

 

Nervøse kunder

Problemet var også, at mange var nervøse for politiets massive tilstedeværelse på Nørrebro. Således skrev APS:

• Jeg bor på Nørrebro. Og har fået flere meldinger fra familier og venner, der i disse dage går en stor bue uden om Nørrebro. Det er ikke fordi de er bange for Ungdomshusets brugere eller sympatisører, men fordi de er bange for at opholde sig på det ”forkerte sted på det forkerte tidspunkt” og således ende med at blive anholdte og uskyldig varetægtsfængslet.

 

Fornuftig udtalelse fra Per Larsen

Den enkelte betjent, der gang på gang stod over for en aktivist, var godt træt af situationen. Han eller hun var sat til at udføre et stykke arbejde. Man kunne vel godt forstå chefpolitiinspektør Per Larsen, der efterlyste en politisk løsning. At han så fik hug af politikerne for denne mening er uforståelig:

• Vi bruger en hulens masse ressourcer, som vi gerne ville have brugt andre steder
• Det er på tide, at politikerne erkender, at konflikten ikke kan løses med straffeloven i hånden.

 

Overborgmesteren var ikke tilfreds

En middag var undertegnede cyklet hjem efter nogle ting. Jeg kunne lige nå radioavisen. Men hvad var nu det jeg hørte. Overborgmesteren sagde usandheder omkring forsikringer. Atter engang var politikere i gang med at fortælle befolkningen, at forsikringsselskaber stort set dækker alt.

Undertegnede tog selvfølgelig referat. Det sendte vi så ud i vores nyhedsbrev og lagde på vores hjemmeside. Ved siden af beskrev vi så de faktiske forhold.

Men så pludselig modtog vi et brev fra overborgmesterens kontor. Her bad man os om at trække et referat tilbage. Og det opfordrede vores advokat også. Men i stedet henvendte vi os til Radioavisen, hvor vi har mange gode venner. De sendte os et referat af overborgmesterens udtalelse. Det viste sig, at det var fuld belæg for vores referat.

 

Henvendelse til erhvervsministeren

Vi sendte masser af breve til politikere, og det gjorde vi også til erhvervsminister Bendt Bendtsen:

• Kære Bendtsen

Nørrebro Handelsforening henvender sig til dig som erhvervsminister, fordi erhvervslivet på Nørrebro gennem den seneste tid har gennemlevet en meget barsk periode på grund af urolighederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

Vi synes, at politiet har udført hele opgaven på en meget sober og flot måde, så derfor er det ikke Lene Espersen vi har brug for at tale med, men dig i din egenskab af erhvervsminister

 

Nørrebros detailhandel kæmper både med problemer omkring knuste butiksruder, afbrændte biler m.v. og enten manglende forsikringsdækning, eller hvis forsikringen dækker så en høj selvrisiko, men også i meget høj grad manglende indtjening, forsi de normale kunder holder sig væk fra området.

 

Konsekvensen af dette vil være at flere forretninger formentlig vil blive nødt til at lukke og andre vil flytte til andre kvarterer, for at komme væk fra Nørrebro. Vi har allerede kendskab til i hvert fald en enkelt butiksindehaver, der vil flytte, fordi urolighederne er gået hårdt ud over ham. Han har haft forretning på Nørrebro siden 1958.

 

Alt dette betyder, at det Nørrebro vi er ret stolte af og glade for, fordi det er så farverigt og mangfoldigt, vil forsvinde.

Vi vil derfor være meget interesseret i at få et møde med dig, så vi kan drøfte om der findes nogle muligheder for på en eller anden måde at kompensere de hårdt ramte butiksejere her på Nørrebro.

Vi håber, at det vil kunne lade sig gøre i den nærmeste fremtid og vi ser frem til at høre fra dig.

Du vil kunne se vore holdninger på www.norrebro.dk

 

Brev fra Overborgmesteren

Det var langt fra alle politikere, der svarede os. De mente, at vi skulle klare ærterne, men overborgmester Ritt Bjerregaard svarede os:

• Kære Johnny Beyer

Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at mange mennesker på Nørrebro er blevet rystede og skræmte over den seneste tids optøjer og det er uacceptabelt at lokalbefolkningen er kommet i klemme i denne sag. Det er også dybt beklageligt, at butiksejere og detailhandlen har fået ødelagt deres forretninger og spoleret deres omsætning. Men den vold og uro, vi har set siden 1. marts er ikke et problem, jeg kan løse – det er en politiopgave.

 

Det vil være fuldstændig upassende, hvis jeg begyndte at forhandle et nyt ungdomshus med mennesker, der bruger vold som pressionsmiddel for at opnå deres mål. En af årsagerne til, at vi politikere har brugt så meget tid på at finde et nyt opholdssted som fonden kunne købe var jo netop for at sikre en fredlig rømning af huset Jagtvej 69.

 

Fra starten af februar har de unge stået med et reelt tilbud om et nyt ungdomshus på Stevnsgade 34 – kommunen ville gerne sælge og fonden ville gerne købe huset. Det tilbud valgte brugerne at sige nej til fordi de insisterede på, at kommunen skulle forære dem huset. Og kommunen kan selvsagt ikke forære et hus væk, uden at det også følger kommunale krav med. Vi har i sidste ende ansvaret.

 

Hvorfor de unge sagde nej, kommer jeg nok aldrig til at forstå. I stedet for at sige ja til et nyt ungdomshus valgte de at ty til vold mod uskyldige politimænd, bogafbrændinger og hærværk af butikker, bygninger og biler – en bersærkergang, der som du selv nævner har haft store konsekvenser for butikkerne på Nørrebro og for lokalbefolkningen i øvrigt. Og som naturligvis har den konsekvens, at jeg har stoppet al dialog med de unge.

 

Københavns Kommune påtager sig hele tiden ansvaret for at skabe ungdomskulturelle tilbud – og hvis en gruppe af konstruktive og seriøse unge henvender sig til kommunen for at få hjælp til at finde et sted, hvor de kan udfolde deres kreativitet, så er vi lydhøre som altid. Men premissen er, at hvis man vil have kommunens hjælp, må man acceptere den autoritet, kommunen er. Det kan aldrig være en kommunal opgave at finansiere voldelige autonome bevægelser.

 

Du skriver, at I gerne vil fungere som aktiv medspiller i sagen. Jeg ser da gerne, at en forening, fond eller lignende tager kontakt til den konstruktive og ikke – voldelige del af de unge mennesker. Allerbedst ville det efter min mening være, hvis en fond købte et nyt værested til de unge.

 

Endelig skriver du, at jeg skulle have udtalt, at detailhandlens forsikringer dækker skaderne på Nørrebro. Det har jeg selvsagt ingen viden om, for det afhænger naturligvis af, hvordan den enkelte butiksejer er dækket. Det var også det jeg sagde i en radioudsendelse i december ”det er et anliggende mellem ham og hans forsikring”. Derfor må jeg sige, at jeg er skuffet over, at I i jeres nyhedsbrev

           udlægger mine udtalelser på en fejlagtig måde. I har jo ikke belæg for den påstand.

 

Og jeg synes, at det er beklageligt, at I på trods af en henvendelse fra mit sekretariat ikke vil korrigere den misforståelse.

 

Med venlig hilsen

Ritt Bjerregaard

 

Krigszone den 2. marts

Politiet opløste en demonstration den 2. marts 2007. Der blev bygget barrikader og biler blev sat i brand både på Nørrebro og Christianshavn. 170 blev anholdt og yderligere 77 varetægtsfængsles i Byretten. En masse betjente fra Hele Danmark blev kaldt til fra hele landet. Politibiler blev lånt både i Sverige og Holland.

Busserne kunne slet ikke køre igennem Nørrebrogade. Overalt lå der sten, afbrændte barrikader, rester af cykler, paller m.m., skraldespande smidt ud over det hele. Det lugtede meget afbrændt. Ja man skulle tro, at vi befandt os i en mellemøstlig stat midt i en krigszone.

 

119 personer anholdt

Dagen efter slog politiet til, der hvor man formodede, at uromagere holdt sig skjult. 119 personer blev anholdt. Nye uroligheder opstod om aftenen. Brandvæsnet blev angrebet med sten.

 

Ikke kun kapitalistforretninger

Det var ikke kun såkaldte ”kapitalistforretninger” der gik ud over. Den lille frisør og dyrehandelen gik det også ud over. Ja man havde også forsøgt at brænde en børnehave ned. Og i vores butik havde de smadret vinduerne og hugget computerudstyr.

 

Indsamling bragte 4.000 kr.

De unge foretog nu en indsamling til de uskyldige ofre. Det var til dem, der havde fået brændt deres bil, cykel eller fået smadret sin butik. Og hvor forsikringen sagde nej. Butikkerne havde ikke den fjerneste mulighed for at sagsøge hærværksmændene.

 

Nørrebro Handelsforening tilbød at hjælpe de unge med indsamlingen og deltog i nogle mandagsmøder. Nogle af disse foregik på Rådhuspladsen i et midlertidig Ungdomshus i et telt. Indsamlingen var ikke den store succes. Den indbragte ca. 4.000 kr.

 

Tæt på forlig

Aftenen før nedrivningen tilbød advokat Knud Foldschack på Københavns Rådhus at købe Stevnsgades Skole for 7,5 millioner kroner med 15 års genkøbsret. Den tidligere pris havde været 12 millioner kroner med 30 års genkøbsret.

 

Socialdemokratiets næsformand betragtede tilbuddet som pression og sagde nej. Men ifølge kilder, så skulle man have været meget tæt på en aftale.

Detailhandlen mistede for ca. 14 millioner kr.

 

I slutningen af april måned 2007 slikkede Nørrebro Handelsforening og detailhandlen på Nørrebro sårene. Det var en høj pris at være næsten nabo til Ungdomshuset. Detailhandlen havde skønsmæssig mistet 14 millioner kroner. Mange forretninger måtte lukke i flere dage. Andre lukkede helt og andre igen skulle finde ekstra penge for at kunne åbne igen.

 

Mange kunder var endnu ikke kommet tilbage. Hvis man helt nøjagtig skulle opgøre tabet, skulle man bruge masser af timer. Og det er trods alt frivillig arbejdskraft det som vi udøver. Til Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest sagde Johnny Beyer, at hvis man skulle gøre tabet om, var det tre punkter, man skulle kigge på.

 

1. Hvad har det konkret kostet i selvrisiko for de forretningsdrivende?
2. Hvor mange omkostninger har forsikringerne ikke villet betale for?
3. Hvor meget præcist har vi mistet i omsætning?

 

Kommunen burde afsætte penge til en markedsføringspulje

 Johnny Beyer understregede over for avisen, at Handelsforeningen ikke var part i konflikten. Den opstod på baggrund af en beslutning som kommunen tog. Formanden mente, at kommunen burde sætte nogle penge i en markedsføringspulje som erstatning.

Man kunne jo finde et system, hvor staten lagde ud for erstatning, mente formanden. Så kunne man jo senere sagsøge gerningsmændene. Kommunalt burde man lave en oversigt over, hvad konflikten havde kostet hver part.

 

Opbakning fra Generalforsamlingen

På Handelsforeningens generalforsamling var det stor opbakning til bestyrelsens håndtering af konflikten.

Kommunen efterkom ikke opfordringen til at lave en regning, men det forsøger vi så hermed med et forsigtigt skøn:

Regning til samfundet (udarbejdet 4. juli 2007)

• Overarbejde til Politi 40.000.000
• Indkvartering, Forplejning, Politi 20.000.000
• Anskaffelser, forplejning, politi 10.000.000
• Evakueringsplan (kommune) 10.000.000
• Brandslukning, genetablering af veje 2.600.000
• Tabt omsætning for detailhandlen på Nørrebro 14.000.000 x
• Smadrede butikker og inventar 3.500.000 xx
• Smadrede og brændte biler 1.200.000 xx
• Smadrede cykler 50.000 xx
• 800 anholdelser, 900 sigtelser (retsudgifter) 10.000.000 xx
• Varetægtsfængsling (gennemsnitlig 200) 4.000.000

 

X = et realistisk skøn

XX = Disse skøn er bevidst sat lavt. Husk, at der var indkaldt ekstra mandskab inden for hele retssystemet. Vi kender heller ikke forsikringsselskabernes opgørelse efter urolighederne.

Resultat: 105. 428. 000 kr.

Dette er lig med 15 Ungdomshuse a la Stevnsgades Skole

Dette er lig med 9 Ungdomshuse a la det som Fonden 69 havde til rådighed.

Men egentlig var det for tidlig at opgøre skaderne, for det var slet ikke slut endnu. Senere beregninger fastslår, at udgifterne er nærmere 200 millioner kroner, når forsikring og politiets uforudsete udgifter også medregnes.

 

Atter en presseinformation

På halvårsdagen den 1. september 2007 er der igen ballade. I løbet af natten drager aktivister hærgende gennem bydelen. Adskillige butikker bliver igen smadret. Beboerne, der ringede efter hjælp, får at vide, at de skal blive inde og at hjælp var på vej.

 

Atter engang måtte undertegnede som sekretær for Nørrebro Handelsforening forfatte en presseinformation. Denne gang havde de autonome mange medløbere bestående af indvandrerbander. Mange børn deltog i optøjerne. Man spørger sig selv. Hvad laver forældrene?

 

Dyre forsikringer

Forsikringerne på Nørrebro havde efterhånden nået en anseelig størrelse. Men risikoen var også betydelig større i bydelen end i andre ender af landet. Det handlede heller ikke om at give efter for vold. Det handler om, at samfundet kan rumme mangfoldighed og forskellighed.

 

436 anholdelser

Den 6. oktober havde de unge proklameret at de ville besætte et hus I Grøndalsvænge Alle 13. Man var godt rustet ril aktionen. Der var afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, bygning af malerbomber, barrikadebygning og meget mere.

 

Det lykkedes de unge at besætte ejendommen i 25 minutter. Og politiet brugte masser af tåregas og knippelsuppe. Resultatet blev 436 anholdelser.

 

For meget ”vold, stenkastning og brand”

Mandagsmøderne og torsdags – demoerne fortsatte. Først var det på Det Fri Gymnasium i Møllegade, senere var det i en kirke på Indre Nørrebro. De var bestemt ikke tilfreds med medierne:

 

• Medierne har fremstillet politiets indsats som en stor succes. Efter vores opfattelse har det været på bekostning af lødig dækning af politiets egne lovovertrædelser og overgreb mod almen sikkerhed

 

• Derudover har omtale og debat drejet sig om vold, stenkastning og brand og kun i meget begrænset grad analyseret de reelle årsager bag dette folkelige oprør. Mange andre end folk fra det ”autonome miljø” har været på gaden og vise modstand.

 

Ulovlige ransagninger

Under kampene havde Københavns Politi foretaget en del ransagninger på et gymnasium, et værested for hjemløse, en ulandsforening og syv andre lokaliteter. Disse ransagninger blev af Østre Landsret kendt ulovlige. Byretten havde dog godkendt dem. Samtidig var der sket skader for 200.000 kr. Politiet havde aldrig fået tilladelser til disse ransagninger.

 

Politi og forsikring stod af

Under nedrivningen blev en del biler og byggemateriel ødelagt. De unge havde ikke glemt, hvem Ruth’ s Venner var. Særlig groft gik det ud over Hetland VVS og El. De har været offer for omfattende hærværk. Smadrede ruder, knuste biler og grafitti. Brosten og hundelorte blev kastet mod medarbejderne. Ifølge firmaet ville politiet ikke gøre noget. Forsikringsselskabet var også stået af.

Dette oplevede flere erhvervsvirksomheder.

 

”Angreb mod betjent med sten”

 

På et tidspunkt deltog gymnasielever fra ”Det Fri Gymnasium” i en ny idrætsgren ude i Fælledparken. Idrætsgrenen hed: ”Angreb mod betjent med sten” Betjenten var godt nok en papfigur men alligevel.

 

Johnny Beyer, hædret af PaaGaden

Som skrevet optrådte vi alle bestyrelsesmedlemmer i diverse medier og i speciel to lange artikler optrådte Johnny Beyer, der også fik en pris af avisen PaaGaden for hans håndtering af hele konflikten.

 

Imens i Johnnys Butik

I artiklen i Weekendavisen: Imens i Johnnys butik af Ina Kjøgx Pedersen fortalte Johnny Beyer, at han håbede, at de unge i Ungdomshuset ville forsvinde lige som i Allotria efterlade et billede af Anders And med en seddel til politiet:

 

• Kære Politi, vi har valgt ikke at slås.

 

Johnny Beyer mener i artiklen, at politikerne har svigtet stort. I artiklen fortælles, at han ofte har besøg af brugere af Ungdomshuset, der kommer og giver løs af deres bekymringer. Ja på gaden nikke nogle af yngre sortklædte brugere med ring i næsen til ham. Og i artiklen er det tydeligt at Johnny Beyer nu ligger sig ud med de københavnske politikere i stedet for de unge brugere.

De unge ville have haft ham som mægler, men det ville politikerne ikke. Journalisten ville gerne vide, hvorfor han havde fået en holdningsændring over for de unge. Hertil svarede Johnny, at gennem Indkøbsordningen, Handelsstandens Indkøbsforening lærte vi brugerne at kende som venlige og sociale mennesker.

 

I artiklen pegede Johnny Beyer, at Nørrebro var Verdens længste basar med 1.200 forretninger og en omsætning på 4,2 milliarder kroner. Her kunne man købe alt undtagen en Bentley.

 

Johnny Beyer mener i artiklen, at der er kø ved håndvasken på Rådhuset. Ved at sælge huset gjorde de som strudsen – stak hovedet i busken.

 

I anden artikel fulgte vi Johnny Beyer på selve den 1. marts. Her følger vi smadringen af vinduerne i banken lige over for. Og alle de journalister, der vil tale med ham. Ude på Nørrebrogade standser en cyklist lige foran ham:

 

• Er du ikke Johnny Beyer
• Jo det var han da
• Du gør et skide godt arbejde

Johnny Beyer fortalte journalisten, at han gennem knap en måned havde forsøgt at få fat i Ritt Bjerregaard, fordi de unge gerne ville have ham som mægler. Men hun aldrig ringede retur.

 

Hvordan klarede politikerne det lige?

Nu var det ikke kun Nørrebro Handelsforening, der mente, at politikerne ikke havde klaret situationen særlig godt. Berlingske Tidende fik kommunikationsekspert Jess Myrthu til at vurdere politikernes indsats:

 

• Det er en falliterklæring at klappe i, som de gør. Og politikerne får et troværdighedsproblem på længere sigt, hvis de ikke i det mindste melder, at de arbejder på en løsning.

 

• De behøver ikke at komme med et konkret udspil lige nu – hvad de nok heller ikke kan – men rent strategisk er de nødt til at melde ud, at de holder fast i alle deres flotte ord og ambitioner om mangfoldighed, at de mener, at der skal være et ungdomshus – og at de arbejder på en løsning, hvis det er det de gør.

 

 

• Man skulle fra starten klart og tydeligt have erkendt, at det var en fejltagelse at sælge huset uden dialog med de unge først

 

• Men lige nu viser de ikke engang, at de er i gang med et stykke strategisk arbejde.

 

Demokrati handler om dialog

Her har vi så lært, at demokrati handler om dialog. Modenhed og intelligens kunne have løst problemet. Generøsitet og venlighed kunne have skabt en løsning.

Politiet havde jo flere gange sagt, at de ikke kunne løse problemet. Så politikerne vidste, at en politisk løsning var den eneste brugbare model. Og hvor ofte tilbød Nørrebro Handelsforening ikke hjælp. Men vi blev hånlig afvist med arrogante kommentarer fra politikere.

 

Politiopgaver nedprioriteret

Politiet skulle køre med lav bemanding i nattetimerne. De skulle planlægge sig ud af en manko. Men samtidig ønskede Københavns Brandvæsen og Falck politiets tilstedeværelse i visse områder af hovedstaden. En række politiopgaver blev allerede dengang nedprioriteret.

 

Man ville stresse politiet

En af Ungdomshusets strategier var at stresse politiet, og det lykkedes i den grad. I massevis af torsdage har de demonstreret og holdt politiet beskæftiget. Disse demonstrationer har sammen med alle andre aktioner fra Ungdomshusets side været med til at dræne politikassen.

Naboerne klagede over, at politiet aldrig rykkede ud, når der var graffiti – hærværk og bål i gaden. Og politiet skulle en overgang være flere, når det var Nørrebro, det drejede sig om. Jo, det svandt gevaldigt i politikassen.

 

Nørrebro havde også brug for politi

Politiet skulle selvfølgelig være til stede, når det var almindelig politiopgaver, der skulle varetages. Erhvervsliv og naboer kunne da ikke være tjent med andet. Det kan godt være, at politiet havde svært ved at få vagtplaner til at gå op. Men det skal Nørrebro da ikke nok engang undgælde for.

 

Et hyggeligt gensyn

Det var slet ikke slut med ballade på Nørrebro, men hermed slutter vi vores dækning af Kampen om Ungdomshuset. Engang imellem møder undertegnede brugerne fra dengang under cykelturene på Nørrebro. Det bliver altid et hyggeligt gensyn. Endnu er respekten til stede, når man taler om Nørrebro Handelsforenings indsats – dengang.

Men spørger man politikerne, så er det desværre masser af foragt tilbage. Utroligt, at de ikke kunne se deres fejl. Selvfølgelig skulle de have de unge med på råd, da de valgte at sælge Ungdomshuset. Det havde været det helt rigtige. Og det havde sparet samfundet for 100 – 150 millioner kroner.

 

Til Lykke med Jubilæet

Nu var formålet med disse tre artikler ikke ensidigt at ringeagte politikere, men for at vise, hvad en bestyrelse i en handelsforening også kan blive udsat for. Og artiklerne bringes i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 125 år. Vi har desværre ikke midler til at bringe alle vore oplevelser i bogform. I stedet bruger vi hjemmeside og Facebook til at formidle foreningens livlige historie.

 

Kilde:

www.norrebro.dk

www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk :

• Nørrebro 18. maj 1993
• Terrornatten på Nørrebro
• Politi og Banditter på Nørrebro
• Kampen om Ungdomshuset 1
• Kampen om Ungdomshuset 2
• BZ – bevægelsen – endnu engang
• Skyd efter benene
• Slumstormer, Besættere og Autonome
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• BZ – Bevægelsens historie på Nørrebro

Og mange flere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kampen om Ungdomshuset (2)

Her 2. del af kampen om Ungdomshuset i anledning af Nørrebro Handelsforenings 125 år. Detailhandlen på Nørrebro følte, at de blev ladt i stikken af politikerne. Forsikringerne blev dyrere og dyrere. Ja nogle ville ikke mere betale. Det blev dyrt for butikkerne. Handelsforeningen blev af de unge foreslået som mægler, men politikerne afslog. I stedet fik foreningen arrogante meldinger fra politikerne. Men også politibetjente sendte hademails til Handelsforeningen. Det var en travl tid for bestyrelsesmedlemmerne i medierne.

 

1.000 besøgende hver uge                              

Det var stedet for den alternative ungdom. Hver måned fandt der mindst syv koncerter sted. Der var internationale festivaller. Der var biograf, folkekøkken, bogcafé, tøjtrykkeri og en masse øvelokaler.

Der var cirka 200 faste brugere af huset. Men op til 1.000 mennesker besøgte ugentlig huset på Jagtvejen. Her foregik en stor del af Københavns kulturliv. Nye strømninger af Københavns musik udspillede sig her. Mange lydfolk gjorde deres første erfaringer i huset. Her har navne som Paul Dissing, D.A.D. Anisette og Michael Falch optrådt.

 

Mandagsmøderne

Det var på mandagsmøderne, hvor alle beslutninger skulle træffes. Alle skulle være enige, før beslutningen kunne tages. Man kaldte det for basisdemokrati. Det har aldrig ligget de unge på sinde at lytte til omgivelserne. Hele pointen med huset var, at her bestemte de selv. Det kørtes helt efter de unges egen premisser. Og når politikerne fortalte de unge, at de skulle finde et andet sted, kunne det slet ikke lade sig gøre. Ikke alle unge mennesker gik i korte bukser og drak mælk.  De passede ikke rigtig ind andre steder. Skal vi lige se på nogle historiske highlights?

 

Historiske Spotlights

 

• 12 november 1897: Folkets Hus, Jagtvejen 89 står færdig
• oktober 1982: Københavns Kommune overdrager huset til Ungdomshusets aktivister
• November 1984: Politiet stormer Ungdomshuset og anholder unge for butikstyveri på 40 flasker whisky
• Oktober 1989: Et medlem af den tyske terrorgruppe Rote Arme Fraktion besøger Ungdomshuset
• April 1997: Ungdomshuset indgår formel lejeaftale med Københavns Kommune. Aftalen kan dog hæves med tre måneders varsel
• Oktober 1999: Københavns Kommune sætter Ungdomshuset til salg
• November 2000: Kommunen afviser at sælge til Faderhuset, men sælger til Human A/s
• September 2001: Faderhuset overtager Human A/S. De opsiger to dage senere lejemålet med Ungdomshusets beboere
• januar 2002: Faderhuset trænger ved hjælp af en låsesmed ind i Ungdomshuset, og kræver deres ejendomsret. De bliver dog smidt ud.
• August 2003: Faderhuset stævner Ungdomshuset med krav om at alle skal ud.
• Januar 2004: Faderhuset får ret i Byretten
• August 2006: Landsretten stadfæster Byrettens dom
• Oktober 2006: Forskellige fonde tilbyder at overtage Jagtvej 69 – Faderhuset afviser
• November 2006: Nørrebro Handelsforening sender flere apeller.
• 14 december 2006: Fogeden har bestemt, at den dag skal de unge være ude.

 

Utilgiveligt at sælge

Ja egentlig var der her til vi var kommet i første del. Politiet havde udskudt fogedforretningen den 14. december for at bevare julefreden.

De unge syntes stadigvæk, at det var utilgiveligt at sælge Ungdomshuset. De mente lige som andre, at politikerne havde været usædvanlig vage. De opfattede også, at politiet bare var nogen som en gang imellem kom og gav dem en gang tæsk en gang imellem.

 

Brug ventetiden til dialog

Den stærke nabo – organisation syntes at være blevet opsplittet. Der var ikke mere enighed i gruppen.

I Nørrebro Handelsforening troede man ikke rigtig på julefreden her i december 2006. Krigen kunne bryde ud i lys lue.

• Brug ventetiden til dialog

Sådan opfordrede Nørrebro Handelsforening parterne.

Men i Borgerrepræsentationen var der ingen politisk løsning i sigte.

 

Julefreden varede ikke ved

Julefreden varede ikke ved. Den 16. december 2006 blev Nørrebro igen ramt af omfattende uroligheder, da unge fra Ungdomshuset demonstrerede for at bevare deres hus. I alt blev 273 anholdt heriblandt aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.

Det store juletræ på Runddelen blev brugt til et kæmpemæssig bål på Runddelen. Fire unge og to betjente blev såret. Op til 1.000 personer deltog i en demonstration. Flere unge påstod, at de bevidst blev kørt ned af politiet. 150 unge drog hærgende ned ad Nørrebrogade. Butikker blev hærget, biler blev brændt og Nærpolitistationen blev smadret.

 

Brand på Nørrebro

Nørrebro Handelsforening var rasende. En presseinfo med titlen ”Brand på Nørrebro” blev bragt i alle medier:

 

• Det forudsigelige skete, Nørrebro blev sat i brand.

Nørrebro Handelsforenings appel om julefred blev ikke fulgt

Politikkerne har vidst, at det ville ske. En konfrontation var uundgåelig. Fra starten har Nørrebro Handelsforening påpeget, at såfremt, det ville ske ødelæggelser, ville regningen blive sendt til Københavns Kommune.

 

Åbenbart har de fleste politikere ikke situationsfornemmelse. Deres attitude virker provokerende hos de unge. Dette er med til at sætte en hel bydel i brand.

Og de unge, der udtalte sig, at demonstrationen skulle have et fredeligt forløb, har ikke fået flere tilhængere. Man greb til voldsanvendelse. Om det var før eller efter, at politiet brugte gas, kan for så vidt være underordnet. De har i hvert fald ikke fået venligere naboer.

 

Og de handlende og medlemmer af Nørrebro Handelsforening fik atter engang smadret vinduer og enkelte butikker blev plyndret. Det finder vi os simpelt hen ikke i.

Dette var ikke engang det endelige slag. Det kommer først senere. Og atter engang må butikkerne sandsynligvis stå for skud. Hvad skal det til for.

 

Er I fuldstændig lige glade med, hvad der sker på Nørrebro, kære politikere?

Det ender med et dødsfald. Foreløbig er det ”kun” kvæstede. Og ildspåsættelser er ikke til at spøge med. At de unge mennesker på Nørrebro havde falske tilløbere er skuffende. Tilløbere, der er med til at sætte en bydel i bål og brand.

 

Vi forstår godt, at de unge kæmper for deres hus, men derfor skal man ikke bruge vold, beskadige andre folks ejendom og lave omfattende hærværk.

Vi kan ikke tro, at det er husets faste brugere, der har udøvet hærværk mod butikkerne på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening har støttet de unge i, at finde en brugbar løsning. Så derfor er bestyrelsen dybt skuffet over de unges ødelæggelser mod medlemmernes og andres butikker.

 

Det er vel ingen steder i Danmark, hvor der er større forskel på rig og fattig, på de enkeltes trosretninger og hvor den gensidige respekt er større. En mangfoldighed man ikke ser andre steder. Den mangfoldighed skal ikke ødelægges af bølleoptøjer.

Normalt trives den mangfoldighed på Jagtvejen. Og hvorfor skulle den ikke have lov til det. Det er berigende for bydelen.

 

”Plads til mangfoldighed og tolerance”, stod der på et banner under en fredelig demonstration til støtte for ungdomshuset, ja hvorfor ikke.

O.S.V.

 

Undskyld for hærværk – intet alternativ?

 

På et improviseret pressemøde foran Ungdomshuset stak en gut sit hoved ud af et vindue. Han undskyldte hærværket, men sagde samtidig, at der ikke var noget alternativt.

 

Medierne skulle fodres

 

En repræsentant fra Naboerne spurgte i Politiken, om politikerne egentlig var klar over at ødelæggelser og tabt omsætning for længst havde oversteget beløbet på 2,5 millioner kroner, som de fik for Ungdomshuset?

 

Det var et travlt døgn for bestyrelsesmedlemmerne. Gang på gang måtte vi fodre hungrende medier med oplysninger.

 

Hvorfor var det en oase?

På vores hjemmeside havde vi kaldt en hel serie af artikler ”Ungdomshuset – en oase på Nørrebro”. En journalist, der anede en sensation skulle have at vide, hvorfor vi havde givet vores serie dette navn. Hvis han nu havde læst det hele, ville han vide, at de unge betragtede stedet som et fristed og netop en oase.

 

Mange utilfredse henvendelser

Og det var bestemt ikke alle henvendelser, der var lige positive. Her er et lille uddrag:

• De unge vil opfatte det som I gør, at give dem grønt lys til at fortsætte deres voldelige adfærd. Regningen må I sende til de ansvarlige. Nemlig de unge. Politikerne er ikke ansvarlige for de unges handlinger, og det kan de aldrig blive.

 

• Mine shopping dage på Nørrebro er forbi. Jeg ønsker ikke at støtte en forening, der offentlig og direkte/indirekte støtter voldelig adfærd af nogen art

 

”Hold nu kæft, Johnny”

• Meget forkert og uprofessionel handlemåde
• Hold nu kæft Johnny. I skal ikke have en krone af Københavns Kommune, men at I skal have erstatning, kan der ikke være nogen tvivl om, men dem der skal betale er de stenkastende voldspsykopater.

 

• Man kan jo passende dele regningen mellem dem politiet har anholdt. Men der er vel ingen penge, så må de jo arbejde det af, 15 – 20 års hårdt straffearbejde passer vel nogenlunde.
• Ellers må Fonden Jagtvej 69 betale. De er villige til at ofre penge på utilpassede ”sociopater”, men forstår ikke hvorfor?

 

”Jeg er chokeret og harm”

 

• Jeg er chokeret og harm over at høre dine udtalelser på TV. Skal politikerne og skatteyderne betale for uopdragne møgungers optøjer? Her i landet bukker vi ikke under for terrorister!!! Man kan ikke få sin vilje med vold, det er det du vil indirekte. Ved du hvad? Send regningen videre til de unge, som er blevet anholdt og dernæst til Ungdomshuset, fonden kan vel betale, de har jo 15 millioner.

”Du er sindssyg”

• Når Ungdomshuset bliver ryddet, og det bliver det, så håber jeg det bliver til lyden af knippelsuppe, vandkanoner, tåregas og gummikugler, men det bliver der desværre ikke, der må jo for alt i verden ikke ske de små englebørn noget.
• Huset er IKKE deres og du er sindssyg, når du mener, at skatteyderne skal betale for dette.

 

”Du må være snotdum”

 

• Du må være snotdum. Hvordan kan du seriøst mene, at Københavns Kommune skal betale for en flok autonome voldspsykiaters hærgen på Nørrebro.
• Vi lever i et demokrati og et retssamfund og i tilfældet Ungdomshuset så har retten talt. Det er skattevoldene i dette tilfælde de venstreorienterede utilpassede unge, som skal betale for de skader, de har forvoldt.

 

• Hvis det stod til mig blev hele Nørrebro ryddet for rockere, indvandrerbander, ludere, pushere og alt det andet røde sammenførte. Nørrebro er en betændt byld.
• Det kan ikke være rigtigt, at der er dele af Danmark, hvor politiet ikke kan udføre deres arbejde og beskytte lovlydige borgere.

 

”Du har vel solgt den maling, de brugte”

 

• Du har vel solgt den maling de brugte til dem og så send regningen til kommunen. Prøv hellere at bruge dine kræfter på at fortælle forældrene til disse børn at de skal leve op til det ansvar, de har påtaget sig ved at få børn og så tage hjem til deres villaer og opdrage dem.

 

Ingen kunne garantere butikkernes sikkerhed

Problemet var, at ingen kunne garantere for butikkernes sikkerhed på Nørrebro. Man kunne heller ikke gardere sig mod røverier. Egentlig kunne man godt forstå forsikringsselskaberne. Men når Nørrebro Handelsforening fortalte denne problematik til politikerne fik man kun arrogante svar. Det var som om, at de var lige glade.

 

Forkerte oplysninger om forsikring

Politikere tordnede nu frem i diverse medier og fortalte om forsikringsdækning. Men det var som regel forkert, det som de sagde. Nogle forsikringsselskaber nægtede efterhånden at dække flere hærværksudgifter. Det var de så åbenbart i deres ret til. Det stod med meget lille skrift.

Hærværk blev kun dækket, hvis man havde hærværksforsikring. Og driftstab blev kun dækket hvis dette var forsikret. Det var ret dyrt. Efterhånden kunne virksomhederne på Nørrebro opleve, at deres forsikringerne steg i pris. Og det var kun fordi man var bosat på Nørrebro.

 

To timeres gratis advokathjælp

Nørrebro Handelsforening besluttede på grund af sagens alvor, at give to timers gratis advokathjælp i forbindelse med hærværksskader. Og så håbede man, at politikere og andre ”Kloge” ville undlade, at komme med urigtige oplysninger.

 

Gidsler for manglende politisk vilje

Atter engang (19. december 2006) var man fra foreningens side nødt til at udsende en presseinformation:

• Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje

Et medlem af Nørrebro Handelsforening henvendte sig til os, dybt frustreret over, at alle hans vinduer i forbindelse med optøjerne lørdag aften, og sagde:

 

• Havde det været i New York, havde borgmesteren stillet sig foran ødelæggelserne og tordnet mod den kriminalitet som udgik fra Ungdomshuset i lørdags. Her i København gemmer de sig bag tykke mure og svarer en aktiv handelsforening og en hel bydel med arrogante og nedladende argumenter.

 

• I Nørrebro Handelsforening bakker vi medlemmet op i hans holdninger og kan ikke undlade at gøre politikerne opmærksomme på, at denne forudsigelige kamp betød cirka 30 ødelagte banker, restauranter og butikker over hele Nørrebro. Men der var ingen hjælp at hente, tværtimod gemmer Politikkerne sig bag tykke mure og vil ikke ud i en konstruktiv dialog.

 

• Politikkerne i Borgerrepræsentationen har et moralsk og politisk ansvar for, at der igen kommer ro og orden i byen og situationen fra i lørdags ikke gentager sig.

 

• I foreningen tager vi selvfølgelig kraftig afstand fra volden. Men vi savner en konstruktiv dialog som er gensidig. Både over for de unge og over for borgerne og erhvervslivet på Nørrebro, og i handelsforeningen stiller vi os disse spørgsmål:

 

• Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for mennesker?

 

• Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskuterer med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde?

 

• Skal erhvervslivet og alle de andre borgere bare stiltiende vente på det store slag?

 

• Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling

 

• Johnny Beyer, Formand Nørrebro Handelsforening

 

Vi fik huset tilbudt for 1 kr.

Skulle problemerne løses, måtte alle bevæger sig. Fonden havde bevæget sig. Hvorfor blev Ungdomshuset egentlig solgt? Ja, Nørrebro Handelsforening fik huset tilbudt for 1 kr. Det skete under en af de halvårlige møder, som foreningen holdt sammen med overborgmester Kramer Mikkelsen. Nu var det sikkert bare en henkastet bemærkning. Men vi snakkede om det på bestyrelsesmødet i juli 2000.

Vi spurgte brugerne i Ungdomshuset, hvad de ville sige, til at skulle indrette sig efter Nørrebro Handelsforenings ledelse. Det var de mildt sagt ikke særlig begejstret for. Bagefter nægtede brugerne at de nogen sinde havde hørt om det.

 

Hvorfor skulle huset sælges?

Spørgsmålet var også, hvorfor Ungdomshuset skulle sælges. I en meddelelse havde kommunen fortalt, at en af grundende var, at de unge skulle smides på gaden, fordi de var kriminelle. Men ifølge politiet var miljøet i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev af 7. juli 1998 skriver politiet til Københavns Kommune:

• Der findes i dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på Jagtvej som værende et specielt til tilholdsbase for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper. Det er dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København.

 

Ingen problemer med de unge

Og i et læserbrev i Politiken skrev en tidligere KUC – direktør, Hans Grønborg, der havde ansvaret for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset:

• Som direktør med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne og aftalerne. Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns Kommune, når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod bedre vidende.

Noget tyder på, at Københavns Kommune ville af med huset og så skulle man bare finde en anledning til det.

 

Var det et økonomisk problem?

Huset var angrebet af hussvamp, opfugning af murværk var nødvendig, der var råd i bundkarme på vinduer. Alene at få bugt med hussvampen skønnes at ville koste cirka 70.000 kr.

Var det derfor, at man ville af med de unge? Var det blevet et økonomisk problem?

 

Man skulle finde et andet sted!

På et møde i Økonomiudvalget den 11. marts 1999 besluttede Økonomiudvalget at indstille til Borgerrepræsentationen, at Ungdomshusets aktiviteter skulle ophøre og ejendommen skulle afhændes. Men samtidig blev det pålagt Kultur – og Fritidsforvaltningen at finde andre steder til Ungdomshusets aktiviteter.

På et tidspunkt var Huset i Magstræde ind i billedet. Og Nørrebro Lokaludvalg foreslog, at Ungdomshuset skulle omdannes til et bibliotek. Det ville dog koste 20 millioner kroner. Og de penge havde man ikke.

 

De unge var stolte af deres brostens – slag

På Ungerens hjemmeside var man stolte over, hvad man havde fået udrettet:

• En sand regn af kanonslag, malerbomber og brosten regnede ned mod betjente og mandskabsvogne. Det var som om alle frustrationer over den politiske arrogance og truslen mod huset fik afløb i et stort knytnæveslag mod systemet.

Endvidere konkluderede hjemmesiden, at det var politikere og ”faste fjender” af Ungdomshuset, der løb med medieomtalen. Og det væltede ind med støtterklæringer samt bajere, blomster og smøger fra husets naboer.

En af de mest aktive i konflikten var advokaten bag Fonden Jagtvej 69, Knud Foldschack. Han udtalte blandt andet:

• Naturligvis skal vi fordømme volden, men vi skal også prøve at forstå de unge. De unge er en brik i et politisk spil.

 

Politikerne bevægede sig ikke

Og nu var meldingen fra de ”kloge” politikere, at et politisk flertal af politikere fra Københavns Rådhus ikke kunne tage ansvar for, at den daværende Borgerrepræsentation havde solgt huset.

Det lød atter engang som ansvarsforflyttelse. Men fonden havde bevæget sig. Man vil ændre fundats, hvis kommunen aktivt ville tage et medansvar for at løse problemet, ellers ville de ikke. Med andre ord. Kommunen skulle være med til at lave lokalplan, sørge for bevillinger og være med til at spytte penge i driften.

 

Brændte børn

Men atter engang skubbede politikerne sagen over til de unge. For inden de havde fået lovning på noget som helst skulle Ungdomshuset nu være ryddet. Et partnerskab burde jo for længst have været indgået. Her i 11. time syntes den helt store konflikt at være uundgåelig.

Nu var de unge jo ikke uvildige til et nyt hus for til BT udtalte Maja:

• Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi var brændte børn. Vi har brændt nallerne så mange gange på Københavns Kommunes kogeplade, at der skal virkelig meget til, inden vi kommer Ritt i møde med åbne arme.

Noget tydede på, at erhvervslivet på Nørrebro igen skulle befinde sig i skyer af tåregas og lavtflyvende brosten, hvoraf mange ville ramme butiksvinduer.

Tolerance og opfindsomhed var forsvundet hos politikerne. Det var alene politiet, der igen skulle løse problemerne. Ligesom butikkerne var den enkelte betjent gidslerne i dette spil.

 

Faderhuset ville rive huset ned

En ny strid var brudt ud mellem Netværket Naboerne på Nørrebro og Foreningen Naboerne på Nørrebro. De havde vidt forskellige meninger og beskyldte hinanden for misbrug af navnet.

En undersøgelse foretaget af Megafon viste, at 82 pct. mente, at ansvaret for volden lå hos de unge. 67 pct. mente, at Ungdomshuset skulle ryddes.

Faderhuset havde bebudet, at de ville rive huset ned. Det var nu ikke så overraskende. Grunden ville uden huset og dens beboere indbringe cirka 45 millioner kroner. De havde ellers lovet noget helt andet, da de købte huset.

 

Tænk – en positiv politiker

Der blev ved med at løbe en masse mails ind til Handelsforeningen. En politiker fra Borgerrepræsentationen skrev således:

• Kære Johnny Beyer og andre i Handelsforeningen, Jeg synes, at I stiller rigtig gode spørgsmål og laver fine beskrivelser af, hvordan det er at være på Nørrebro pt. Jeg stiller mig til rådighed for jer. Hvordan kan jeg hjælpe.

 

Skrækkeligt for bydelens forretninger

En studerende PLS skrev således:

• Jeg synes, at det er flot, at I – Nørrebro Handelsforening- har fået gjort tydeligt opmærksom på, hvor meget skade de unge demonstranter har forvoldt. Det er jo skrækkeligt for de mennesker, der arbejder i bydelens forretninger. For slet ikke at tale om indehavernes store tab.

 

Fulde støtte fra en partiformand

En formand for en politisk forening TF skrev:

• Hej Johnny, ville bare lige give dig min fulde støtte til din ageren i den ulykkelige Ungdomshussag, det er godt gået. Det er ærgerligt, at I er blevet uskyldige gidsler i en voldelig konflikt, som alle kunne se, komme. Jeg håber, der vil komme løsninger, der kan gøre, at I slipper for mere hærværk.

Ros fra folketingsmedlem

Et folketingsmedlem fra Socialdemokratiet skrev:

• Flot gået i medierne. Jeg bakker jer fuldstændig op.

 

Handelsforeningen havde glemt de borgerlige værdier!

Det var da glædelig at enkelte socialdemokrater bakkede os op, men det gjorde Peter Schlüter fra De Konservative nu ikke. Han skrev bl.a., at vi i foreningen havde glemt de borgerlige værdier. Han spredte også budskabet i diverse andre medier.

Men nu var det bare det. Han var lige som andre politikere ikke ved siden af de butiksindehavere, der lukkede deres butikker i den tid. De kunne ikke få hjælp nogen steder fra.

 

I plejer kun egne interesser

Politikerne forlangte stadig at de unge frivillig skulle forsvinde fra huset uden at de fik stillet et hus til rådighed. Advokat Knud Foldschack var til møde med Borgerrepræsentationen. Det vil sige, at kun medlemmer fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre mødte op. Og mødet resulterede da også i ingenting.

• I plejer kun egne interesser

Ja det var nogle af de kommentarer Nørrebro Handelsforening nu blev mødt med. Hos politiet havde en nedrivning topprioritet. Men det var et spørgsmål om fagbevægelsen ville spille med i dette.

 

Havde politiet henvendt sig?

Borgergruppen for Ungdomshuset beskyldte politiet for at optrappe situationen. Denne gruppe havde efter eget udsagn, 500 medlemmer.

Faderhuset fortalte nu offentligt, at de havde søgt officielt om, at jævne Ungdomshuset ved jorden. Politiet havde åbenbart henvendt sig. De skulle have udtalt, at en jævning af huset ville lette deres arbejde.

Kulturarvsstyrelsen havde udtalt, at de ikke ville gøre noget for at bevare huset. Der var ingen saglig grund til at bevare huset, sagde man.

 

Hvorfor træde og smadre på alt?

I Ungdomshuset rasede man:

• Vi kan overhovedet ikke se logikken i at Faderhuset skal have lov til at smadre og træde på alt, som vi har bygget op. Hvorfor skal vi forlade huset, så andre kan lave hul i jorden.
• Ritt har ikke engang stillet sig bag ideen om et andet Ungdomshus. Alt det vrøvl politikkerne har lukket ud, har gjort situationen ekstremt tåbelig, at jeg tror, at mange unge nu en gang for alle har mistet tillid til politikerne (Jan – Ungdomshusets Pressegruppe).

 

Havde politikerne givet tilladelse til nedrivning?

Hos De Radikale mente man efterhånden, at man på en eller anden måde skulle støtte Fonden med at finde nye lokaler. Anne Vang fra Socialdemokraterne understregede, at det ikke var kommunens opgave at finde et nyt sted til de unge. Men kommunen kunne godt bistå Fonden til at finde et nyt sted.

Ritt Bjerregaard ville gerne høre om Faderhusets planer om nedrivning. Det kunne så undre, at Klaus Bondam så samtidig udtalte, at planerne om nedrivning skulle diskuteres i et politisk udvalg.

 

Politiet ville også have fredelig løsning

Københavns Politi meddelte, at nedrivning havde topprioritet hos dem, såfremt der ikke fandtes en fredelig løsning. En fordel havde været, hvis huset havde ligget tomt i nogle år, så det havde mistet sin symbolske værdi, udtalte man.

Men nu blev en nedrivning sikkert ikke så let. Formanden for 3F’ s Landsungdomsudvalg var imod nedrivningen lige som LO Storkøbenhavn. Bygge, Jord – og Miljøarbejdernes Fagforening ville ikke arbejde under politibeskyttelse. Og i Byggefagenes Samvirke udtalte formanden, Anders Olesen:

• Det skal være en fredelig løsning, før vores medlemmer vil deltage i en nedrivning.

Center for Konfliktløsning havde sagt ja til at mægle i krisen. Men det blev ikke let. Faderhuset havde ikke gidet at svare Ritt Bjerregaard.

 

Ruth: Vi er ikke en del af konflikten

Til Jyllands Posten havde Ruth Evensen sagt:

• Vi er ikke en del af konflikten, vi er blot ejer af et hus.

Ritt Bjerregaard foreslog nu, at Ungdomshuset kunne flytte ud på Christiania. Men herude undrede man sig over forslaget for her var ingen faciliteter til de unge. To konservative politikere havde samlet 11.000 underskrifter på, at Ungdomshuset ikke skulle bevares.

Venstres Ungdom ville med en demonstration sende et signal om, at alle var underlagt grundloven lige som retsstaten og demokratiet.

 

Vi ses på barrikaderne

Ungdomshuset svarede at de nu i seks år havde demonstreret, omdelt løbesedler og samlet underskrifter med henblik på at finde en politisk løsning. Men politikerne aldrig var kommet med noget brugbart. Det var politikerne, der havde solgt huset, og at det var deres skyld at situationen var eskaleret.

Ved årsskiftet og to timer før dronningens nytårstale, kom talen fra Ungdomshuset. Indledningen var ”Hej Røvhuller”. Her fik man så at vide, at der ikke var nogen alternativer til Jagtvej 69. Den findes kun i medier og hos politikerne. Der blev også pointeret, at der i Ungdomshuset kun var en gruppe. Så blev det nævnt, at 700 var blevet anholdt i politiets håbløse forsøg på at løse en politisk konflikt.

Afslutningsreplikken var:

• Vi ses på barrikaderne – og husk: Du bestemmer selv på hvilken side af dem, du vil stå.

 

Atter engang: Breaking News

Den 14. januar 2007 besatte flere hundrede en tom industribygning på Dortheavej i Københavns Nordvest kvarter. Politiet trak sig relativt hurtig, men vender talstærkt tilbage den 16. januar. 94 blev anholdt ved aktionen, som foregår uden vold og slåskamp.

Den 3. februar 2007 besatte unge fra Initiativet for flere Ungdomshuse endnu et hus. Denne gang var det på Grøndalsvænge Allé i Nordvest kvarteret. 82 anholdtes.

Jo Nørrebro kom nok engang i mediernes søgelys. Der Var Breaking News med helikopter. Ja tænk engang direkte billeder.

 

Fristeder alle steder

Ungdomshusets beboere fik den 9. februar 2007 ti dages betænkningstid til at tage imod Københavns Kommunes tilbud om at flytte til den nedlagte Stevnsgades Skole.

Der var brug for flere ungdomshuse, sådan var parolen for en fredelig gennem Nørrebrogade via Lyngsie Plads til Dortheavej. Cirka 500 mennesker deltog. En anden lyserød demonstration samlede hele 1.000 deltagere. På et banner stod Fristeder alle steder.

 

Vores kultur er måske ulækker og larmende

Et hus blev besat men først efter kamp med politiet. Der blev anvendt knippelsuppe og tåregas. Men pludselig trak politiet sig tilbage Der var cirka 300 unge mod 42 betjente. Begrundelsen fra Politiet var, at få at få kontrol med situationen skulle man have brugt unødig magtanvendelse og det ville man ikke.

Mads Clausen fra Initiativet for flere Ungdomshuse sagde meget rammende:

• Vores kultur er måske ulækker og larmende for politikerne, men vi er mange.

Nu var der så pludselig to ungdomshuse. Men De Forenede Ejendomsselskaber ville have de unge ud af den faldefærdige industribygning. De skulle bruge ejendommen, der ellers havde stået tom gennem længere tid. Man ville omdanne bygningen til lejligheder.

 

Nynazister skulle blande sig

De unge havde ellers udtalt, at de ikke repræsenterede Ungdomshuset på Jagtvejen. Det blev et kort besøg af de unge, der dog nåede at navngive ejendommen til Villa Villekulla.

Forinden havde man gjort krav om tre ungdomshuse med lys og varme. Nynazisterne ville dog lige vise flag. Men åbenbart havde de unge gode kontakter. De jog nynazisterne på flugt.

 

De unge ville i opera

Der var masser af penge til et operahus. Hvorfor kommer pengene ikke i retning af os, spurgte de unge. Kasper Bech Holten, der generelt sympatiserede med de unges ønske om et nyt ungdomshus blev sur over, at operahuset nu blev brugt i kampen. Han opfordrede de unge til at gå i operaen, så de kunne få syn for sagen. Og de unge besøgte da også operaen, men de blev udenfor. Vel sagtens fordi, der var et kæmpe politiopbud.

 

En brandstation kom i spil

Ritt Bjerregård påstod, at der ikke var ledige kommunale ejendomme. Men Martin Geertsen kunne dog pege på tre adresser. Og pludselig kom en nedlagt brandstation på Jagtvej i spil. Men nu råbte Helge Sander vagt i gevær, for man kunne da ikke disponere over andres ejendom. For Københavns Universitet havde store udvidelsesplaner og her indgik den gamle brandstation.

 

Naboerne til Stevnsgades skole forarget

Stevnsgades Skole kom atter i spil. Embedsmændene foreslog en pris på 50 millioner kroner. Naboerne var dog stadig ikke begejstret. Mange var bange for, at gaden ville blive omdannet til en krigszone. Og så ville priserne på boligerne i området rasle ned. En underskriftsindsamling blev sat i værk. Og så passede larmende punkfester og guldøl slet ikke i et kvarter fyldt med børn. Jo, beboerne mente dog, at de unge skulle have deres eget hus. Det skulle da bare ikke lige være i nærheden af dem selv.

 

De unge var uønskede

Fra Guldberg Skolen lød nu en udtalelse om, at de unge ikke var gode forbilleder for deres børn. Skolen ligger lige op til Stevnsgades Skole. De unge var uønskede, derfor sagde de nej. I en presseinformation fra de unge lød det således:

• Hvis retten til et ungdomshus reduceres til et spørgsmål om købekraft, så har 25 års kamp for ungdomsbevægelsen for ungdomsbevægelsen været forgæves.

 

Politiet pustede til ilden

Nu hjalp det heller ikke på situationen, at Politiets informationschef, Flemming Steen Munch pustede til ilden ved at samle de unge med fascister. Han kaldte de unge en flok forkælede unger, der havde gjort Nørrebro til en slagmark.

Informationschefen mente, at situationen havde ændret sig siden 18. maj 1993, da gik de unge direkte efter at angribe politiet. Og sådan havde det været siden.

Flemming Steen Munch sagde til Dansk Politi udgivet af Politiforbundet:

 

• Vi oplever de unge betragter en henstilling fra politiet som et forhandlingsoplæg, og de påberåber sig de demokratiske rettigheder for et godt ord. Samtidig mener de, at de på deres mandagsmøder i Ungdomshuset har retten til at beslutte sig for at udøve vold og hærværk, hvis de ikke er enig i andres synspunkter. De har gjort Nørrebro til deres slagmark, og hvis anderledes tænkende end dem, vil ud og demonstrere på Nørrebro, så kommer de autonome farende og opildner til ballade.

 

• Der er en hård kerne, som givetvis tager deres ideologi om at omstyrte samfundet særdeles alvorligt. Men i periferien befinder der sig en stor skare af medløbere, hvor retorikken klinger lidt spagt.

 

• De sidste 10 – 12 år har jeg kørt efter de her demonstranter. Og jeg kan godt finde det helt komisk, når en 13 – årig pige med tændstiktynde arm går og råbe slagord om at omstyrte det samfund, som hun ikke engang har ydet noget til.

 

De voldsomme episoder

Den 18. maj 1993 havde også store økonomiske konsekvenser for Nørrebros detailhandel. Her blev 11 aktivister og tilskuer såret. Politiet affyrede 113 skud og efterfølgende var der mange betjente, der led psykisk skade.

Men for detailhandlen havde terrornatten den 8. – 9. november 1999 større konsekvenser. Politiets passivitet havde kæmpe økonomiske konsekvenser for Nørrebros detailhandel. Og hvad værre er, at ingen blev gjort ansvarlige for det omfattende hærværk. Dette har vi tidligere kommenteret her i artikelserien.

 

Yderligere krav fra de unge

De unge fremkom nu med yderligere krav. Hvis de unge fik tilbudt et nyt ungdomshus fra kommunen, var de rede til at forlade det gamle Ungdomshus. Men de havde dog yderligere krav:

• Kommunen skal stille huset til rådighed
• Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren
• Vi skal selv bestemme
• Huset skal ligge på Nørrebro

De mente, at de var en del af Nørrebro – kulturen. De sluttede et fem siders langt brev til Fonden med følgende sætning:

• Tilbage er kun spørgsmål om, hvorvidt politikerne vil løfte en del af læsset og sluge nogle karameller. Og så haster det selvfølgelig. Politiet kan komme hvert øjeblik.

 

Tag dig i agt for Politiet

Den 15. februar udsendte Ungdomshuset en opfordring:

• Tag dig i agt for Politiet

Københavns Politi har fornylig trykt en plakat og flyers, hvorpå de forklarer, at de tidligere har været nødt til at anholde mange folk – også meget unge – fordi de ikke ville følge politiets anvisninger. Budskabet har også været bragt på hjemmesider.

Det politiet glemmer at fortælle er, at de fleste gange har måttet betale meget store erstatninger, fordi de gik for vidt og ikke havde lov til at anholde folk, men bare gjorde det alligevel. Københavns politidirektør, Hanne Bech – Hansen har endda sendt skriftlige undskyldninger ud efter ulovlige anholdelser.

Men pas på, for vi har flere gange set politiet slå og skyde gas, hvis befolkningen ikke parerer ordrer med det samme. Da må du huske på, at det ikke kun er dig de angriber, men dine demokratiske rettigheder. Og dem er det vigtigt vi forsvarer. Politiets ord er ikke lov.

 

Opfordring fra Københavns Politi

Og det var netop denne opfordring Københavns Politi sendte ud:

• Opfordring fra Københavns Politi

Politiet prøver at løse sine arbejdsopgaver på fredelig vis, men desværre kan f.eks. demonstrationer udvikle sig voldeligt, og så må politiet anvende den nødvendige magt for at løse opgaven.

 

Også som tilskuer har man pligt til at følge politiets anvisninger. Ved de seneste uroligheder omkring Ungdomshuset på Nørrebro i december 2006 blev et stort antal personer anholdt – heriblandt også en række helt unge mennesker, der ikke fulgte politiets ansvisninger om at forlade stedet.

 

Det kan med andre ord få nogle ganske alvorlige konsekvenser, hvis man befinder sig tæt på det område, hvor politiet arbejder. Vi opfordrer til at vise hensyn, give politiet arbejdsro og til at holde sig væk fra steder, hvor der kan opstå uroligheder.

 

Med venlig hilsen

Københavns Politi

 

Atter appel fra Handelsforening

Johnny Beyer havde tilbudt sig som mægler i konflikten, men det var politikerne ikke interesseret i. De store dagblade og Ungdomshuset linkede til vores hjemmeside. Der var rekordbesøg.

I Nørrebro Handelsforening var mere end bekymret for situationen. Tidligere havde det vist sig at Politiet ikke kunne garantere for de ansattes sikkerhed. Og der var heller ikke mulighed for at garantere for butikkernes varer. Foreningen frygtede for omfattende røverier. Vi indledte et samarbejde med HK og BAR Handel – Arbejdstagersekretariatet: den 14 februar udsendte vi følgende:

 

• Opfordring fra Nørrebro Handelsforening

Nørrebro Handelsforening er alvorlig bekymret over situationen omkring Ungdomshuset. De unge har kun et alternativ, det er Stevnsgades Skole, men i dette område er de unge uønskede.

 

De skal svare inden den 19. februar. Bliver det et endeligt nej, er vejen banet for en rydning. Appellen fra Nørrebro Handelsforening er, at undgå vold og hærværk. Opfordringen til Politiet er, at undgå unødig vold og provokation.

 

Vi håber stadig, at konflikten omkring Ungdomshuset kan løses fredeligt. Beboerne i huset har fået tilbudt Stevnsgades Skole, men i kvarteret er de nærmest uønsket. De unge har desuden opstillet nogle krav, som vi har bragt tidligere.

 

Handelsforening sender regning videre

Ja sådan indledte vi vores opfordring. Politikerne havde sagt ja til nedrivning. Det har vagt stor mishag, at handelsforeningen ville sende regningen videre til de offentlige myndigheder. Dette blev tolket som vi accepterede hærværk og krigslignende tilstande.

Og dette sagde vi ved en hver lejlighed. Ved denne lejlighed opfordrede vi også til politiet at vise hensyn. Det afstedkom nogle heftige henvendelser fra politibetjente. Det kommer vi tilbage til.

Vi gav udtryk for bekymring for dem, der skulle løse en sag, som politikerne ikke kunne løse. Og det var ord som besindighed m.m., som vi brugte.

 

Beredskabsplan

På grund af den manglende vilje hos parterne udsendte vi så denne ”Beredskabsplan” Det gjorde vi blandt andet i samarbejde med Arbejdsgiverforeningen og HK

Hvad skal jeg gøre i tilfælde af uroligheder?

Før:

• Tal om hvad I tror, der skal ske og aftal, hvordan I skal forholde jer, fx skal døren låses? Skal gitre eller lignende sættes for vinduer? Skal varer fjernes fra vinduer? Skal varer og andre genstande fjernes fra gaden? Hvor skal I opholde jer?

 

• Før:
• Hav ikke dyre, skarpe eller spidse varer udstillet i vinduet
• Udarbejd en liste om hvem der skal ringes til i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand
• Tjek indholdet i forretningens førstehjælpskasse, så du er parat hvis nogen kommer til skade
• Tjek jeres forsikringsforhold fx dækker knuste ruder? Er det værdibegrænsning for varer udstillet i vinduer?
• Har butikken en aftale med et sikringsselskab, så overvej at indgå aftale om afhjælpning i tilfælde af hærværk, tyveri eller brand.
• Forbered et lokalt netværk med forretninger i gaden/området, så kan I underrette hinanden, hvis der opstår uroligheder.

 

• Under og efter:

Undgå at have varer ude på fortovet/gaden

Fjern skarpe genstande, cykelstativer, skraldespande og genstande, der kan bruges som kasteskyts fra fortovet/gaden

Luk og lås butikkens døre og vinduer – overvej risikoen for stenkast og lignende

Bliver du truet så bevar roen og gør, hvad der bliver sagt

Iagttag hvad der sker med henblik på anmeldelse til politi og forsikringsselskab

Bagefter så hjælp og støt hinanden – tal om situationen, accepter hinandens reaktioner og vis omsorg.

 

Presseinfo fra Ungdomshuset

Fra Ungdomshuset fik vi en henvendelse, om vi vil bringe deres presseinformation. De sagde, at de havde svært ved at komme i medierne. Og når det så skete, så var deres presseinfo skåret til ukendelighed. Dette sagde vi ja til, og blev også voldsom kritiseret fra de passive politikere:

• Synspunkt fra Ungdomshusets Pressegruppe

Efter de seneste dage at have set Ritt Bjerregård få lov til at optræde i diverse medier og fremføre sit syn på sagen ukritisk og uhindret få lov til at lyve i pressen vil vi gerne understrege følgende:

 

1. Når Ritt Bjerregård påstår, at hun er kommet med flere løsninger, så er det helt objektivt løgn. Der er kommet ”et forslag”, at man på almindelige markedsvilkår købte den kommunal ejede bygning i Stevnsgade

 

Fra Ungdomshusets side skal vi understrege, at dette ikke kan kaldes politisk løsning, jo så absolut også ville være mulig uden Ritt Bjerregård som ejendomsformidler. Det undrer os, at ingen spørger hende, hvad der skulle forhindre fonden i at gøre sådan køb uden politisk indblanding

 

1. Da Ungdomshuset sagde nej til at reducere retten til et ungdomshus til et spørgsmål om købekraft, så var det ikke – som overborgmester Ritt Bjerregård ellers har påstået flere gange – en lille hård kerne, der tromlede beslutningen igennem. Beslutningen blev truffet efter omkring 25 timers debat blandt husets aktivister. Det var en beslutning, man kom frem til i fællesskab.

 

2. Ungdomshuset blev solgt for mere end seks år siden. Utallige demonstrationer, underskriftsindsamlinger, opfordringer til møder og meget mere blev overhørt af politikere, mens en rydning rykkede nærmere. Først efter afgørelse i Landsretten og fogedrettens fastsættelse af rydningsdato, har det været politisk interesse (om end minimal). Der skal også på det kraftigste understreges, at Ritt Bjerregårds tilbud om at sælge bygningen i Stevnsgade kom over en måned efter, at Ungdomshuset skulle have været ryddet 14. december.

 

 

Ritt Bjerregård har været overborgmester i et år og har været bekendt med problemstillingen. Måske skulle hun have gået ind i sagen med det samme og ikke en måned ”for sent”. Havde overborgmesteren engageret sig i sagen tidligere, så havde det været muligt at finde en fornuftig løsning.

 

1. Grunden til at der var en anden juridisk ejer af Jagtvej 69 er alene fordi politikerne solgte huset til dem. Problemet er altså politisk skabt. Det er en politisk beslutning at sælge Jagtvej 69 til en kristen sekt. En økologisk fond, der havde som erklæret mål at lade Ungdomshusets aktiviteter fortsætte bød også på Jagtvej 69. Salget må derfor ses som et bevidst forsøg på at lukke Ungdomshuset.

 

2. Vi må understrege, at unge frivilligt og ulønnet har lagt kræfter i Ungdomshuset i 24 år. Det er derfor det økonomisk mest fornuftige kulturinitiativ at støtte. Det eneste, der bliver bedt om er jo et hus, at lægge kræfterne i.

 

           Når politikerne giver udtryk for, at Ungdomshuset har været til gavn for København, og de synes, der skal være plads til sådanne aktiviteter, dog uden de skal involvere sig i det, svarer det vel nogenlunde til at sige, det bør være veje i København, men folk må selv betale for dem

Ungdomshuset

 

Betjenten måtte ikke begå fejltrin

I Nørrebro Handelsforening blev der atter og atter diskuteret, hvad man kunne gøre. Det var utroligt, at man ikke kunne finde et sted, hvor de unge kunne dyrke deres alternative kulture.

Var det de unge, der var blevet mere aggressiv eller var det medierne, der havde oppisket en stemning. De unges raseri var rette mod butikkerne og bankerne på Nørrebro. Men også betjenten i det forreste geled var raseriet rettet imod. Hvis de ikke opførte sig helt efter bogen, ja så afslørede en mobiltelefons optagelser, hvad de havde begået af fejltrin. På Ungdomshusets facade var der nu også anbragt kamaraer mod eventuelle overgreb.

På Ungernes piratradio var der hele tiden nyheder. Og deres pressegruppe var hele tiden i aktion. De unge risikerede hele tiden anmærkninger i straffeattesten.

I Nørrebro Handelsforenings bestyrelse var vi hele tiden i vælten. På alle tider af døgnet stillede vi os til rådighed for medierne, ja også udenlandske.

 

Artikelserien fortsætter

 

 

Kilde:

www.norrebro.dk

www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:

 

• Kampen om Ungdomshuset 1
• Kampen om Ungdomshuset 3
• Politi og ”Banditter” på Nørrebro
• BZ – bevægelsen endnu engang
• Skyd efter benene
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Nørrebro beboeraktion og Kampen om Byggeren
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Terrornatten på Nørrebro
• Nørrebro 18. maj 1993

 

 

 

 

                                   

               

 

 

 

 

.

Kampen om Ungdomshuset (1)

Dette er den første af tre artikler om Kampen om Ungdomshuset set gennem Nørrebro Handelsforenings øjne. Disse artikler er skrevet i anledning af foreningens 125 år. Kigger vi på litteraturen omkring slumstormere, BZ – bevægelsen, slumstormere, Ungdomshuset, så er detailhandlen aldrig blevet inddraget. Artiklerne skal også vise, at detailhandlen var tvunget i knæ, og at politikerne ikke viste meget vilje til at hjælpe. Politikerne syntes nærmest at det var frygtelig at foreningen støttede de unge. Og politikerne forkastede forslaget om at foreningen kunne være mægler i at løse konflikten. Havde man løst konflikten på en fornuftig måde kunne samfundet have sparet 120 – 150 millioner kroner

 

Vi har bandet dem væk

Vi har bandet dem langt væk, men vi endte med, at være ret så gode venner med de fredelige brugere af Ungdomshuset. Og en del af dem, var jo også ansat i Handelsstandens Indkøbsordning. Men hold da op, hvor vi fik travlt med at fabrikere presseinfos og stille op i diverse medier. Vores hjemmeside havde rekordbesøg. På et tidspunkt blev der linket både fra de store dagblade og fra Ungdomshuset selv.

 

Groteske angreb

Men sikke dog nogle mails vi fik, både fra politifolk og politikere. Det var helt grotesk. Men det var også opbakning fra Folketinget fra enkelte medlemmer i vidt forskellige partier.

 

Var selskabet ikke blevet undersøgt?

Det var i slutningen af august 2006. Østre Landsret havde bekendtgjort, at de unge ikke mere havde brugsret på Ungdomshuset. Faderhuset var klar til at flytte ind.

Det var lige inden Ruth Evensen havde købt Ungdomshuset for øjnene af de unge mennesker. Ja de havde skam allerede købt huset i 1999.

Der var kun få, der havde budt på ejendommen. Man valgte at tage imod tilbuddet fra Human A/S. Det var et selskab under stiftelse. Man kendte ikke meget til det. Faderhuset havde været inde i billedet. Men de blev af Københavns Kommune dømt som useriøst.

Men pludselig overtog Faderhuset samtlige aktier i Human A/S. På den måde blev Københavns Kommunes tilbageklausul undermineret. Klausulen gik nemlig på, at hvis Human A/S ville sælge, skulle det ske til Københavns Kommune. Var selskabet Human A/S ikke blevet undersøgt?

 

Sikke meget godt, de ville

Måske blev Københavns Kommune duperet af alt det gode, som Human A/S eller Faderhuset ville med Ungdomshuset. Således skrev Ruth Evensen, lederen af Fadehuset den 6. juli 2000 til Kultur- og Fritidsborgmester H. Thustrup Hansen:

 

• Vi har et stærkt ønske, om at overtage Ungdomshuset og indrette det til alle de formål, som vi drømmer om, at kunne bespise hjemløse og mindre bemidlede, at drive en café, hvor unge, deriblandt også de, som nu oplever huset som deres hjem kan komme og tage del i aktiviteterne. Vi vil også etablere en ungdomskirke, skabe musikarrangementer med bred appeal, samt indrette værelser til enkelte af de mennesker, som skal stå for driften af huset.

 

Vi har besøgt huset nogle gange og vil optrappe vores kontakt med de unge i form af dialog, give dem mad og vinde deres venskab. Vi håber således at en ”magtovertagelse” vil gå smertefrit som muligt. Vi er dog også indstillet på at stå i en eventuel friktion omkring ejerskifte.

 

Vi ønsker at præge vores bydel med en ny trend på værdibaseret grundlag alle kan have gavn af. Af erfaring ved vi, at dette som regel indbefatter hårdt arbejde, men det er vi som sagt indstillet på.

 

Vi imødeser med stor interesse Deres venlig bearbejdelse af denne sag, da vi er klar til at rykke ind så snart som muligt, og anmoder venligst om et personligt møde. Undertegnede træffes på………..

 

Hun var et meget ideelt tænkende menneske

Human A/S eller Faderhuset var repræsenteret ved advokat Inger Loft. Overborgmesteren havde talt med hende, og udtalte:

• Hun er et meget ideelt tænkende menneske.

 

Truet og mødt med vand

Allerede her havde Fonden Jagtvej 69 været på banen, men de blev afvist. De unge mennesker havde aflagt Inger Loft et besøg og truet hende. Truende opringninger og en enkelt brosten blev det også til.

Advokaten var selv mødt op ved Ungdomshuset for at fortælle de unge mennesker, at de ikke skulle true hende. Dette resulterede i en pose vand.

 

Ruth’ s Sejrstale

Fire RUC – studerende overværede Ruth Evensens sejrstale i Faderhuset. Og her fik menigheden at vide, at de unge på Nørrebro var dæmonbesatte. Man fik også at vide, at nu ville man gå i gang med at bekæmpe homoseksualitet, pædofili, pornografi, forkert religion og satanistisk legetøj på Nørrebro.

Ruth Evensen takkede også menigheden for, at de i så mange år havde finasieret huslejen i bygningen på Nørrebro.

 

Gud havde pålagt købet

Gud havde pålagt menigheden om at købe Ungdomshuset. Man vil ikke sælge og høste gevinsten, blev der sagt:

• Danmark har tilpasset sig tidsånden og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn, at være sammen. Undskyld, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det. Og hvad med lesbiske som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning. To kvinder, der får børn. Det er ikke Guds vilje.

 

Psykisk lemlæstet

Ifølge Ekstra Bladet bestemmer Ruth Evensen, hvem de unge kvinder og mænd hun har i sin magt, skal gifte sig med. Og ifølge sognepræst Niels Underbjerg, blev de unge udsat for massiv djævleuddrivelse, hvis de ikke tog den partner, Som Ruth havde valgt for dem. I årenes løb havde Niels Underbjerg taget sig af 70 psykisk lemlæstede – ofte unge mennesker på flugt fra Faderhuset.

Faderhuset gav også deres fulde støtte til Moses Hansen, da han gik korstog på Nørrebro mod muslimerne.

Ruth Evensen, håbede, at de unge frivillig forlader huset uden politiets hjælp.

 

Provokation mod de unge

Det var dette selskab, frikirke eller sekt, som Københavns Kommune mente skulle videreføre Ungdomshuset. Det i sig selv var vel også en provokation mod de unge?

Hun var dog heller ikke særlig velkommen hos de unge. Snart kunne man på streamers fra Ungdomshuset læse:

• Hvis Ruth mener, at vi kommer fra helvede, så lad os give hende helvede.

 

De unge skulle ikke tilbydes nyt hus

Kulturborgmester Martin Geertsen afviste, at de unge skulle tilbydes nyt hus. De skulle bruge de eksisterende muligheder. Endvidere understregede han, at de unge burde respektere den private ejendomsret. De Radikale mente ikke, at de unge kunne sættes på gaden. Det var kommunens ansvar.

Faderhuset havde bebudet, at huset ikke var til salg. Huset var ikke købt for pengenes skyld. Ruth Evensen oplyste, at hun havde fået et kald om, at overtage huset og omdanne det til et kristent ungdomshus!

 

Voldspsykiater fra helvede

På et tidspunkt, kunne forbipasserende på Jagtvej se et kæmpe banner spændt ud på Ungdomshuset:

• Til salg sammen med 500 autonome, stenkastende, voldspsykopater fra helvede.

 

Faderhuset nægter at sælge

Ifølge en ejendomsadministrator ville Faderhuset kunne tjene 15 – 20 millioner kroner ved at få smidt de unge ud og sælge huset til en investor. Men som ejendom er Ungdomshuset værdiløst.

En gruppe unge arbejdede for at oprette en fond, der skulle købe Ungdomshuset tilbage. Det var en løsning, der tidligere var praktiseret i Baldersgade. Tidligere havde Cirkus Himmelblå været inde i billedet. Faderhuset nægtede dog stadig at sælge.

 

De unge kan ikke bruges som lejere

Fra husets havde man dog ikke kendskab til rudeknuseri. Det havde man aldrig. Dengang sagde talsmand Adam til Jyllands Posten:

• Vi er kede og vrede over afgørelsen, men vi flytter os ikke. Og vi blander os uden om folks reaktioner og tager ikke ansvar for, hvordan de vil udtrykke deres vrede.

Og første nat efter afgørelsen var resultatet 11 gange maling, graffiti, rudeknusning, ildspåsættelse. Ja, og allerede dengang gjorde Nørrebro Handelsforening opmærksomme på, at butikker og banker ikke var part i sagen.

Det var Københavns Kommune, der havde givet de unge brugsretten til huset. Østre Landsret havde sagt, at de unge kan betragtes som brugere ikke som lejere.

 

24 år med selvstyre

I 24 år havde huset været selvstyrende. En indgriben i denne selvstyre ville få konsekvenser. Hvis en politisk løsning er umulig, er en konfrontation uundgåelig, sagde de unge i en presseinformation. Man kan jo sige, at man tidligt vidste, hvad det ville ende med.

Arbejderbevægelsens forsamlingshus

Men hvordan startede det?

Arbejderne ville gerne have et samlingssted. De måtte faktisk ikke samles nogen steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejdere. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen at opføre forsamlingshuse.

Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet, kunne man i Social – Demokraten løse:

• Ude bag Assistens Kirkegaard i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus i Kjøbenhavn.

Adressen var egentlig Jagtvej 49. Men siden er der foretaget en nynumerering af Jagtvejen.

To år efter husets indvielse i 1897 blev den tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange benyttede huset til eksempelvis lørdagsbal, juletræsfester, boksearrangementer, teaterforestillinger, danseskole m.m.

 

En mandelig sekretær

Det var også her, at Kvindelig Arbejderforbund blev dannet 3. juni 1901. Ja man var nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinderne havde dengang ikke myndighed.

 

Han havde ikke styr på konen

Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes mand blev også dømt. Begrundelsen var, at han ikke havde styr på sin kone.

 

Lysbilledforedrag fra Dansk Vestindien

Det var helt mærkeligt at tænke sig, at i 1901 havde Nørrebro Handelsforening holdt stormøde herinde. Også et lysbillede med Dansk Vestindien er der blev holdt derinde. Dengang mødte 300 tilhører op.

I 1910 blev den anden Socialistiske Kvindekonference afholdt her. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder har besøgt huset, herunder Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg.

 

Nørrebro Handelsforening sagde nej til Irma

I 1960erne ville Brugsen købe det og bygge nyt. Men på grund af ejendommens historiske værdi fik de afslag. Men det var kun medierne, der gengav det på den måde. Sandheden var, at Irma ville bygge et supermarked her. De ville også rive Colloseum (nu Aldi) ned. Men Blandt andet Nørrebro Handelsforening protesterede så det blev ikke til noget.

 

De får hus og vi får fred

Overborgmester Egon Weidekamp kunne ikke se noget særlig grund til, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede unge:

• Jeg kan ikke se det rimlige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund

Men de unge fastholdt, at de gerne ville have et hus. Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. Og de tidligere beboere, Tinglutti flyttede til en bygning i Valhalsgade. Weidekamp var glad:

• De får et hus og vi får fred

 

Weidekamp fik buksevand

Det havde han nu ikke helt ret i. De unge var selvfølgelig glade. På førstesalen havde man indrettet en bookinggruppe med navnet Fucking Buhking. Den 31. oktober 1982 indledte man med en kæmpe fest. Her spillede blandt andet Savage Rose.

Gennem de 24 år, hvor Ungdomshuset bestod har der vel været cirka 1.000 bands på besøg. Grupperne fik kun dækket deres udgifter. Overskuddet gik til husets drift.

Og da Weidekamp var på besøg fik han buksevand.

 

Weidekamp fortrød to ting

Da han i 1989 gik af, blev han spurgt, om det var noget, som han havde fortrudt. Han svarede, at det var to ting. Den ene ting var, at han havde fjernet sporvognene. Den anden ting var, at han havde givet bz’ erne et ungdomshus.

 

Ungdomshusets regler

I ungdomshuset havde man helt specielle regler. Blev disse overtrådt, blev man bortvist:

• Sexisme er bandlyst
• Ytringer mod bøsser, lesbiske, bi – eller transseksuelle er forbudt
• Der tages afstand fra racisme
• Uoverensstemmelser må ikke udarte sig til vold. Der skelnes dog mellem vold, der bruges som forsvar og som et angreb.
• Der må ikke indtages eller sælges hårde stoffer
• Mandagsmødet er husets højeste myndighed

 

En dårlig fugl, der skider i sin egen rede

I 1993 smed autonome brosten gennem McDonalds vinduer på Nørrebros Runddel. Stenene var centimeter fra at ramme kunderne. Vidner havde set gerningsmændene løb ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. De optog rapport. Men ellers skete der intet andet. Indehaveren var fortørnet. Det var Nørrebro Handelsforening og dets formand Johnny Beyer også. Under devisen:

• Det er en dårlig fugl, der skider i sin egen rede

Ja så inviterede han nogle af de unge fra Ungdomshuset til en middag og en øl for at diskutere situationen.

 

19 betjente såret

Men Johnny Beyer’ s middagsinvitation hjalp ikke synderligt. For den 1. januar 1995 blev 19 betjente såret, da 100 unge angreb en nystartet McDonalds restaurant. Alt inventar blev kastet ud i et kæmpe bål på Nørrebrogade.

 

De klarede selv reparationen

I 1996 brændte det i Ungdomshuset. Kommunen mente, at det ville koste millioner af kroner at sætte i stand. Men de unge mennesker klarede det for cirka 50.000 kr. Og byggeriet blev efterfølgende godkendt.

 

Sådan noget gør Ungdomshuset ikke

I terrornatten den 18. – 19. november 1999, hvor detailhandlen havde fået ’ødelagt værdier for adskillige millioner af kroner, gik formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer til dagspressen. Han var sikker på, at det var autonome. Flere forretningsfolk, der var kommet til stede og forsøgte at forvare deres værdier havde set flere autonome. Men formanden for Indre Nørrebro Bydelsråd Jesper Langebæk udtalte til JP København:

• De plejer at være mere selektive ved deres aktioner. Det går kun ud over banker og politi. Jeg er ret overbevist om, at det er andengenerationsindvandrere, der står bag. I øvrigt holder de autonome ikke nødvendigvis til i Ungdomshuset.

 

Politiet kom, da det hele var overstået

Angiveligt var det udvisning af en ung tyrker, som Nørrebros handlende måtte undgælde for. Et ægtepar i en parfumebutik havde følt sig i direkte livsfare. Men det hjalp ikke at ringe til politiet. De kom først, da det hele var overstået.

 

Din butik er smadret

Johnny Beyer opsøgte Ungdomshuset sammen med en journalist fra BT og ville gerne have deres ord på, at det ikke var dem, der havde lavet det omfattende hærværk. Han blev ikke ligefrem budt på kaffe. To nætter efter blev han ringet op af et vagtselskab. Hele hans butik var blevet raseret. Der var malet 69 – tegn over det hele.

 

Ungdomshuset: Vi brænder ikke kvarteret af

Ungdomshuset udsendte en presseinformation:

• Ungdomshuset er et koncertsted, en bogcafé, cirkus – og gøglerskole, folkekøkken, øvelokale og meget mere. Vi er et samlingssted for mennesker, der ønsker at vise et alternativ til det profitskabende og kommercialiserende samfund, vi lever i, men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.

Ikke en eneste blev gjort ansvarlig

Efter urolighederne henvendte en person sig til Handelsforeningen. Han påstod, at have skriftlige beviser på, hvem der startede urolighederne. Foreningen sørgede for kontakt til politidirektør, Hanne Beck Hansen. Men hvad der kom ud af dette, vides ikke. Ikke en eneste blev gjort ansvarlig for det meget omfattende hærværk.

 

Formand under politibeskyttelse

På et efterfølgende møde på Blågårds Plads skulle trådende udredes. Men Johnny Beyer blev truet med, at hvis han mødte frem og udtalte sig negativt om Ungdomshuset ville det få alvorlige konsekvenser. Og truslen kom fra folketingsmedlemmer. Johnny Beyer måtte have politibeskyttelse.

 

Hjælpen kom aldrig

Justitsminister Frank Jensen lovede, at der ville komme hjælp til Nørrebros detailhandel efter de omfattende skader. Men den hjælp kom aldrig. Men intet skete. I stedet samlede de andre handelsforeninger ind. Og det indsamlede beløb blev uddelt de hårdest ramte.

 

En bombefabrik i Baldersgade

Den 15. juni 2001 foretog kampklædte betjente razzia mod fire adresser på Nørrebro. Det var efter tip fra kollegaer i Göteborg. Fem unge danskere var anholdt for at stå bag sabotageplaner mod et EU – topmøde.

I Baldersgade befandt der sig efter politiets udsagn en bombefabrik med flere livsfarlige bomber. Man havde mistanke om, at også disse skulle bruges til et EU – topmøde. Man havde mistanke til det autonome miljø.

 

Fest i gaden

Den 25. august 2003 blev 27 autonome anholdt. 100 kampklædte betjente ryddede et besat hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade.

Tre dages fest i Ungdomshuset endte den 24. september endte med bål og hærværk. Der var dømt ”Reclaim the Streets”. Cirka 250 blev anholdt. Adskillige svenske og tyske sympatisører var i blandt de anholdte.

 

Forsøg på at få opbakning

De unge fra Ungdomshuset havde smidt en folder ind i 40.000 husstande på Nørrebro. De håbede på lokalbefolkningens opbakning. I folderen kunne man læse:

• Vi vil også gerne takke alle jer på Nørrebro, der gennem årene har hjulpet og støttet Ungdomshuset. I er altid velkomne til at skrive eller ringe til os, hvis I har spørgsmål eller andet I gerne vil sige til Ungdomshuset
• Vi håber, at Nørrebro vil være positivt stemt over for Ungdomshuset i den svære tid, vi går i møde. Vi kan kun understrege, at vi fortsat arbejder seriøst og vedholdende for en fredelig politisk løsning, der sikrer at Ungdomshuset fortsat kan være en del af Nørrebro.

 

Johnny Beyer har et ton i siden på os

I en artikel i Jyllands Posten oplyste pressetalsmand Maja:

• Johnny Beyer har hele tiden haft et torn i siden på os. Hvis han oplever problemer, må han gerne henvende sig til os.

Baggrunden for denne udtalelse var, at Johnny Beyer udtalt følgende til Jyllands Posten:

• Det er godt, at folk kan komme ud med politiske følelser, men jeg fatter ikke logikken i, at det skal gå ud over slagterens eller tøjbutikkens vinduer. Når man laver en fejl, er det stort at huske og sige undskyld, at sige undskyld. Jeg husker dog ikke, at nogle af vore medlemmer har fået en undskyldning fra Ungdomshuset, når butiksvinduer er blevet smadret eller ”tagget” under en demonstration.

 

Vi er ikke en del af konflikten

Da Johnny Beyer vendte hjem efter et besøg på Københavns Radio, indløb der en mail:

• Jeg hørte dog radioen i morges. Frygtede hvad du ville sige vedrørende urolighederne på Nørrebro, men blev glædelig overrasket over, at du havde hjerne og sind med i dine udtalelser. Tak skal du have.

Opmærksomheden var stor også efter, hvordan handelsforeningen ville agere. Men efterhånden var butikkerne blevet sure både på politikerne og de unge. Til Jyllands Posten udtalte Johnny Beyer igen:

• De unge skal respektere de demokratiske spilleregler. Hvis de ryger ud af deres hus, fordi det er solgt til anden side, er det bare ærgerligt. Det kan ikke være rimeligt af vores medlemmer skal bøde med knuste ruder og graffiti, fordi de er frustrerede. Men vi vil godt bakke op om, at de skal have vidde rammer, men de skal opføre sig ordentligt over for det øvrige Nørrebro ellers er de ikke velkommen. Vi er ikke en del af denne konflikt. Vil vi ikke finde os i ødelagte butikker. De unge må vende deres fanatisme mod politikerne.

 

Hold jer inden for reglerne

Inden der var blevet ballade efter en tid med ro, udtalte Johnny Beyer i PaaGaden, at Ungdomshuset var med til at gøre Nørrebro til et levende og spændende sted. Hvis de holdt sig inden for lovens rammer, havde Nørrebro Handelsforening ingen problemer med dem. En væsentlig del af Københavns Kulturliv foregår i lokalerne, udtalte Johnny Beyer.

Atter engang gav formanden udtryk for, at butikslivet på Nørrebro ville søge om, at få kompensation for ødelæggelserne. Han gentog, at de handlende var kommet ufrivillig ind i konflikten.

 

Utilfredse naboer

Naboerne havde fået nok af hærværk, flasker og graffiti. En nabogruppe havde delt flyers ud, hvor de beskrev, at de var trætte af larmen i weekendenerne og stanken af affald.

Martin Sahl fra Nabogruppen fortalte til Bladet Urban, at naboerne ønskede mangfoldighed og et alternativt ungdomsmiljø på Nørrebro. Man var ved at drukne i formålsløst vold:

• De er blevet enevældige og hensynsløse. Og så forsvinder det konstruktive

I Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest var der også masser af vrede læserbreve fra utilfredse naboer. De var trætte af optøjer, hærværk, smadrede biler, ødelagte vinduer, larm, støj og grafitti. Enkelte talte også om personlig chikane.

 

Vi er ikke interesseret i at smadre folks ting

I Ungdomshuset var man skuffet over denne tilbagemelding. Til Jyllands Posten siger Maja fra Ungdomshuset:

• Vi vil gerne respektere de naboer, vi bor sammen med. Vi sætter pris på, at folk gerne vil udtrykke deres støtte til Ungdomshuset. Vi er ikke interesseret i at smadre folks ting hverken ruder eller kunst.

 

Anne Braad bakkede dem ikke op

Præsterne på Nørrebro bakkede Ungdomshuset op. Men det gjorde Anne Braad fra Stefans Kirken nu ikke. Til BT sagde hun:

• Jeg bryder mig ikke om æstetikken for at sige det mildt. Jeg tror faktisk ikke, at det er Nørrebros unge, der kommer derinde. Jeg vil ikke gå i kamp mod dem, men jeg vil heller ikke kæmpe for dem. Og selv om jeg finder Fadehuset usympatisk, synes jeg faktisk, at det er langt ude, at man forhindrer dem i at overtage den bolig, som de selv ejer.

 

En demonstration med 3.000 deltagere.

En demonstration med 3.000 deltagere om lørdagen forløb helt uden problemer. Men det gjorde den om søndagen langt fra. Den startede på Sankt Hans Plads. Men på Dronning Louises Bro stoppede demonstrationen. Således er partnerne enige:

Politiet’ s version:

• Vores folk blev bombarderet med flasker, fyrværkeri, æg, æbler m.m. Da vore kontaktperson i demonstration ikke fik styr på sine tropper, og fik dem til at holde op med at sende kasteskyts mod politiet, bad vi dem vende om.

Sådan udtalte Vicepolitiinspektør Michael Agerbæk til Ekstra Bladet.

• Demonstranterne vendte om og gik tilbage af Nørrebrogade. De spredte sig i området på Indre Nørrebro blandt andet Stengade ved Folkets Park, på Blågårds Plads og i Griffenfeldsgade. Fra positioner disse steder begyndte man, at bombardere os med sten, brosten ligesom der blev bygget barrikader, som blev sat i brand. Vi skred derfor ind med et stort opbrud af kampklædte betjente.

Her skal der måske lige tilføres, at nogle af disse brosten ramte ved siden af betjentene og landede atter engang i butiksvinduerne.

Ungdomshusets version:

• Det er ikke korrekt, at demonstranterne har kastet noget som helst mod politiet før demonstrationen blev angrebet af politiet. Politiet kører helt umotiveret deres hollændervogne ind i en fredelig demonstration (Adam og Anja).

I en presseinformation fra Ungdomshuset udtale Anja:

• Politiet siger, at det mindede om 18. maj. Det eneste der var til fældes med 18. maj 1993 var, at politiet igen i går var ledet af indsatsleder Bjarne Christiansen. Han er manden, der kan ændre selv en barnedåb til gadeoptøjer (Urolighederne ved Knippelsbro to måneder tidligere) Endvidere var han også manden, der kunne anholde 200 i Hillerød og fik Amnesty til at klage over forholdene. Manden måtte undskylde for ballade på Christiania. Det var også ham, der førte an, da politiet uden varsel angreb anmeldt Ungdomshus – demonstration ved Nytorv.

 

Igen – en bydel i krig

Meget tydede på, at Ungdomshuset ikke havde det så godt med denne indsatsleder. På www.paagaden.dk blev politiet gjort ansvarlig for, at urolighederne udviklede sig.

Efter demonstrationen lignede Nørrebro atter en bydel i krig. Overalt lå der knuste flasker, brosten, brændende containere, knuste butiksruder og brændende barrikader. Hyldende politibiler var der overalt.

• Hvis de rører vore hus – så tager vi fucking byen

Sådan lød budskabet nu fra Ungdomshuset.

 

Foreningen mod Politibrutalitet

En gruppe forældre havde dannet Foreningen mod Politibrutalitet, for at sætte fokus på den politivold, de mente, at deres børn var udsat for, efter de mange anholdelser på Nørrebro. Man ville fokusere på, hvordan man klagede. Og hvad man skulle gøre, når man blev uretfærdigt behandlet. Man ønskede også at give en anden version af hændelsesforløbene, end dem som politiet afgav. Man ville også sætte grænser for, hvad man kunne acceptere fra politiets side.

 

Mange ville klage

250 af de 268 der blev arresteret, ville indgive klager. Ifølge Ungdomshuset var der også kommet mange til skade under anholdelserne. Brækkede arme, brækkede håndled, forstuvninger, synsforstyrrelser var nogle af de skader man kunne dokumentere med henblik på en retssag.

 

Ulovlig benlås

Hverken forældre eller sociale myndigheder blev kontaktet, selv om flere af de anholdte var under 18 år. På Bellahøj var tre socialrådgivere til stede. Og cirka100 af de anholdte var under 18 år.

Enhedslisten forlangte en redegørelse af politimyndighederne. Ungdomshuset hævdede, at man havde brugt ulovlige benlås. Det afviste politiet, men forklarede, at det ikke var ulovligt at bøje benene på folk hvis det var nødvendigt.

 

De skulle være ude – 14.december

De unge fik brugsretten i 1982, men i 1999 solgte Borgerrepræsentationen huset. Og Faderhuset vil ikke sælge. Hvad så, spurgte man så på Nørrebro. Bydelen havde brug for mangfoldighed og ikke hærværk og vold. Hvorfor havde man ikke for længst fundet et hus til de unge. Og hvorfor havde politikerne ikke for længst opstillet nogle simple krav til de unge.

Den 14. december 2006 skulle de unge være ude af Ungdomshuset. Det havde fogeden bestemt. Men det viser med alt tydelighed, at de unge går ikke frivillig.

Naboerne havde opstillet nogle krav til de unge.

 

De unge var ved at ruste sig

Det var tydeligt for enhver, at de unge var ved at ruste sig. Fra butikkens kantine kunne vi se, at taget på Ungdomshuset flød med kasteskyts som flasker og brosten. Selv påstod de, at det havde været der i årevis. Men vi kunne næsten se, at der daglig kom nye forsyninger.

På deres hjemmeside efterlyste de plexiglas, lægter, metalgitter, hønsenet og svejseapparat.

 

Vi slår igen – ikke med fjer

Alt tydede på, at konfrontationen blev blodig. Til MetroExpres sagde nogle unge brugere af huset:

• Vi risikere at få rigtig mange tæsk af politiet. Jeg ved, at mange har tænkt sig at forlade huset. Men det er op til hver enkelt person, hvor langt man vil gå.

I anden artikel på www.politiken.dk kunne man så læse:

• Hvis politiet kommer og banker vore venner, slår vi igen. Og det bliver sandsynligvis ikke med fjer.

Ja det kunne ikke komme som en overraskelse. På plakater rundt i byen taltes der om nedtælling og ragnarok. I det lokale blad PaaGaden blev politidirektør Hanne Beck Hansen citeret for at sige:

• Ja vi vil meget gerne slippe for en konfrontation. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi i mange år forud for huset blev solgt, og de unge skulle ud, ikke har haft problemer med dem. Og det tæller jo med.

Politikernes ansvar

I en ny artikel i Jyllands Posten udtalte Johnny Beyer:

• For os er det fint nok, at Ungdomshuset bliver, men så er det politikernes ansvar at stoppe den aggressive adfærd, der også eksisterer i huset. Det er politikernes ansvar, at fortælle de unge, at vi har demokratiske spilleregler i dette land, der ikke kan tilsidesættes af mandagsmøder.

 

Udemokratisk magtfordrejning

Nu stod de unge brugere af Ungdomshuset lang fra alene. Således bebudede 2.000 sympatisører fra hele Europa, at de ville komme og kæmpe med.

Et lokalplansforslag, der var så yderliggående, at det nærmede sig magtfordrejning blev forelagt af SF og Socialdemokraterne. Også De Radikale støtte forslaget, inden de fik kolde fødder.

Forslaget skulle tvinge Faderhuset til at sælge ejendommen til de unge. Partierne sendte også brev til Faderhuset, hvor de gjorde opmærksom på, at de næppe ville få håndværkere til at renovere huset.

Man kan forstå hvis det var, at håndværkere ikke ville arbejde under politibeskyttelse. Man kun nu engang i et demokrati ikke tvinge til at sælge. Det er ikke en Bananrepublik, selv om man i disse situationer skulle tro det. Lokalplanen ville også bestemme, hvilke typer af unge, der måtte bruge huset.

 

Hvorfor undersøger politikerne ikke juraen?

Og kulturborgmester Martin Geertsen benyttede lejligheden til at sige:

• Det viser med al tydelighed, at kommunen er blevet ”tagselvbord” for gadens parlament.

Hvorfor politikerne ikke inden de stillede forslaget havde undersøgt juraen, ja det kan jo undre. Her gik man og troede at politikere ville fremme de demokratiske spilleregler.

 

Var Human A/S ved at gå konkurs?

Men hjælpen var måske nær. Ifølge Nyhedsavisen blev Faderhuset nødt til at sælge. Ikke af medmenneskelige hensyn men simpelthen for at overleve. Human A/S som ejede Ungdomshuset havde de sidste fem år haft vigende indtægter. De havde blandt andet skrevet som indtægt, at de unge mennesker skyldte dem 1,8 millioner kroner. Det lyder helt urealistisk.

Til gengæld havde selskabet store udgifter på Ungdomshuset. Såfremt Human A/S gik konkurs, skulle Ungdomshuset sælges til den højest bydende og her kunne Fonden Jagtvej 69 være kommet ind i billedet.

 

Ruth sagde atter engang, nej

Værdien af huset var sat højere og højere for at undgå negativ egenkapital. To fonde havde givet Faderhuset et ultimativt tilbud på 8,6 millioner kroner. Og minsandten om ikke SF foreslog, at Københavns Kommune hjalp med at betale 1,8 millioner kroner for de unges ”husleje”.

Men nu hvor alle var ved at blive glade og Nørrebros butikker var ved at blive lettet, sagde Ruth Evensen nej. Hun oplyste, at hun havde fået langt bedre tilbud. Hun ville stadig ikke sælge.

 

Kalkulerede politikerne med vold?

Fra Venstres Jesper Schou lød nu følgende kommentar:

• Det kan godt være, at det bliver vold i gaderne på Nørrebro, men kommunen har for lang tid siden besluttet at skille sig af med Ungdomshuset. Vi kan ikke ændre loven, fordi de unge truer os med vold.

Med andre ord, politikerne i Borgerrepræsentationen kalkulerede med vold. Og hvem var det lige, at det gik ud over?

 

Nabo – møde med Ungeren

Nabogruppen på Nørrebro havde aldrig været inde på, at de unge skulle smides ud af Ungdomshuset. Så det var forkert, at medierne nu talte om en modgruppe, der ville bevare Ungdomshuset.

Naboerne havde været i huset og holdt dialogmøde med de unge. De ønskede en aktiv politik mod vold og hærværk. De ville have besked, når der var arrangementer.

 

PaaGaden var ikke helt på naboernes side

Egentlig kunne man godt forstå naboerne. Ofte var der meget larm og uro inde fra Ungdomshuset. Men lokalbladet PaaGaden var nu ikke helt på naboernes side. Her er hvad bladet skrev i en leder dengang:

• Naboerne vil have ro og orden i deres kvarter. De har købt lejligheder i dyre domme, malet deres facader og fået dejlige børn. Og det harmonerer ikke så supergodt med den højtråbende modkultur, der siden oktober 1982 har sat sit umiskendelige præg på området omkring Runddelen.

 

Spørgsmålet er, om man kan tale om førsteret til et kvarter. Om det endnu større spørgsmål er, hvad det er for en by, vi vil have.

 

Nørrebro er en af de mest populære bydele i København – det vidner ikke mindst boligpriserne om. Og det er naturligvis en grund til her ”gang i den”, masser af kultur, beværtninger, døgnåbent og multikulturelt. Her er så skævt, mærkeligt, larmende – og spændende. Hvad sker der med bydelen, hvis alt det støjende bliver lukket? Hvis ikke bare Ungdomshuset, men også Rust, Stengade 30, Cafeen Funke, Kroteket, Cafe Runddelen og Saxons skal lukke kl. 22.

 

 Er Nørrebro også ligeså attraktivt som nu.

 

Og det går ikke bare ud over huspriserne, det vil ganske enkelt være en katastrofe for Nørrebro, som den kulturelle smeltedige, der netop får så mange til at søge hertil.

 

Ingen garantier til de unge

Politikerne forlangte, at de unge frivillig og fredelig forlod Ungdomshuset. Samtidig fik de at vide, at de ikke automatisk fik stillet et nyt hus til rådighed. De unge havde i anledningen af opfordringen lavet en plakat med et ”kampprogram”. Man varslede en demonstration den kommende lørdag. Og alle håbede på, at den ville forløbe fredelig.

 

Situationen ikke helt let for de unge

Fonden Jagtvej 69 ville ikke selv gå på ejendomsmarkedet for at finde et hus til de unge. Vel sagtens fordi det ikke lige var så let. Fandt man endelig et hus, skulle der laves en lokalplan, og der skulle ansøges om bevillinger. Dette tog masser af tid.

Situationen syntes fastlåst. Politikerne udtalte, at de forventede, at de unge kom med formelle krav til et nyt hus. Samtidig foreslog Enhedslisten, at de unge kunne få den gamle brandstation på Jagtvejen. Den blev ejet af Udenrigsministeriet. Line Barfod bad finansminister Thor Petersen om en liste over statsejede ejendomme i København som i nær fremtid blev ledige.

 

Ungdomshuset: Spild af tid

I Ungdomshuset følte de sig nærmest til grin. Anja fra Pressegruppen udtalte:

• Det er spild af vores tid. De siger jo bare, at fonden kan købe et hus, og vi kan søge støtte til aktiviteterne. Det er jo fint, men det kunne vi også i går. Det er der intet nyt i. Hvis de ikke kan bringe noget nyt til bordet, så har vi virkelig andet at se til, tre dage før vi risikerer at blive sat ud.

Godt rustet i Ungdomshuset

Og i Ungdomshuset var man godt rustet:

• På rydningsdagen skal man møde op på Jagtvejen, eller begynde at lave sjov i lokalområdet
• Dagen efter bliver der demonstration fra Blågårds Plads
• På tredjedagen efter rydningen, bliver der aktionsdag. Forslagene går på at blokere, omdirigere og forsinke trafikken i de københavnske gader.
• Brug fantasi, som det står på plakaten

 

Nørrebro Handelsforening: Bevar julefreden

Nørrebro Handelsforening havde sendt en appel til alle parter i konflikten til at bevare julefreden, men det syntes ingen indstillet på.

Ungdomshuset havde sendt bud efter hjælp fra udlandet. Og politiet havde brugt så meget knippelsuppe, at statsadvokaten ville kigge på det. Faderhuset nærmest grinede af Nørrebro Handelsforenings appel.

Københavns Kommune havde en nødplan parat til alle daginstitutioner. Kommunen havde sendt et brev til alle forældre, hvordan de skulle forholde sig. Men hvad med de butiksansatte?

 

Rummelighed, respekt og balance

Sammen med Kulturcentret Assistens sendte handelsforeningen nu et brev til Borgerrepræsentationen. Her fastslog man, at det rette billede af Nørrebro er rummelighed, respekt og balance:

• Hjælp os med at redde bydelen – og julefreden.

Godt nok blev apellen bragt i alle nyhedsmedier. Men svaret var meget nedslående:

• Vi kan ikke gøre mere. Vi kan måske overveje, om det er noget vi kan gøre i den lokale information.

Kunderne begyndte efterhånden at finde andre steder, at købe deres julegaver.

 

Festival i Ungdomshuset

Fra den 13. – 17. december kørte Ungdomshuset en festival, hvor venner fra hele Europa var inviteret. På Ungernes hjemmeside efterlyste man logi til alle venner. Hvis vi bliver angrebet fysisk, så forsvarer vi os fysisk, stod der.

På invitationen stod der:

• Troublemakers of the world – we bid you welcome.

 

Gode anbefalinger

På hjemmesiden Anachist Black Cross blev aktivisterne bedt om ikke at samarbejde med myndighederne efter en anholdelse. Man fik at vide, at hvis man var under 18 år ville politiet tage kontakt med forældrene. Og der ville folk fra de sociale myndigheder til stede. Lad vær at besvare spørgsmål, opfordrede hjemmesiden. På seks sprog blev anholdelsesmanualen så gennemgået. Man fik at vide, at hvis man var under 15 år blev man kun tilbageholdt i 6 timer.

Hvis man ville lave stenslynger var det også manual til dette. Og så kunne man se forholdsregler mod tåregas. Ellers var der strategier, med hvordan man lavede en pludselig aktion og så ellers angribe de steder, hvor politiet ikke forventede det.

Forældrene til brugerne af Ungdomshuset ville lave et feltlazaret. De skulle bruge en masse gaze, bind og hefteplaster. Vi taler om Nørrebro.

 

Byråd – løs problemet

Der var ingen konsekvenser for de betjente, der havde lagt arrestanter i benlås, opført sig aggressivt. Og atter engang udtalte Johnny Beyer i medierne:

• Vi kan se, at det er ved at gå ild i vores by. Og det er byrådets primære opgave at løse det problem – især når de kan se, at det er en trussel mod bydelen under opsejling.

 

Banderole mod Faderhuset

De unge ville under ingen omstændigheder overlade huset til en fundamentalistisk sekt, der fører korstog mod muslimer, homoseksuelle, fri abort og alle andre trosretninger end deres egen. Der var ikke lagt fingere imellem, når de unge talte om Faderhuset.

De unge mennesker udtalte:

• I kommer aldrig til at få fodfæste på Nørrebro igen. I har valgt at føre korstog mod os. I har forsøgt at tage vores hus. Og nu har I valgt at sende politiet med knipler, tåregas og skydevåben mod os. Uanset hvem der fører disse våben, vil vi se det som jeres forlængede arm.

 

I syv år har I intet gjort ved problemet

 

Til politikerne sagde de unge:

• I syv år har I intet gjort ved problemet, I har bundet os på halsen. Nu må I lægge hovederne i blød og tænke hurtigt. Vi råder jer til også at tage ekspropriation af ejendomsretten i betragtning, ligesom I gør, når I bygger motorveje. Det skal i hvert fald stå soleklart at I er ansvarlige – også når I giver op.

Også på nettet gik debatten for og imod Ungdomshuset. Lokalavisen Nørrebro/Nordvest lavede en rundspørge. Her mente 97,3 pct. at Ungdomshuset skulle bestå.

 

Politiet havde lyttet: Fogedforretning udskudt

Løsningen var enkel. De unge skulle have et nyt hus. I sidste ende var det også den billigste løsning. Hvad havde det ikke kostet for samfundet ind til nu? Og hvad ville det ikke koste? Men politikerne var udsædvanlig vage. Og det kom til at koste.

Politiet havde åbenbart lyttet til handelsforeningen og andre, der ønskede julefred. Fogedforretningen den 14. december blev udskudt.

Nu hvor alle var lettet op i første omgang, kom der så en bred side fra de Konservatives Rasmus Jarlov:

• Det viser desværre, at de autonome har held med at påvirke situationen ved at true med vold og brosten. Gennem trusler er det lykkedes dem at få omgjort en retskendelse.

Det må have været noget De Konservative havde misforstået. Retskendelsen var blevet udskudt grundet julefreden. Det havde næsten alle forståelse for.

Men også Dansk Folkeparti var skeptisk

Serien fortsætter

Kilde:

www.norrebro.dk

www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:

• Kampen om Ungdomshuset (2)
• Kampen om Ungdomshuset (3)
• Politi og ”Banditter” på Nørrebro
• BZ – Bevægelsen – endnu engang
• Skyd efter benene
• Terrornatten på Nørrebro
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets Historie 1 – 2
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro

Og mange flere

Kunne man stole på Centralkartoteket?

Det er god latin, at sige at retsopgøret gik bedre end i andre lande. Påstår man noget andet, bliver man beskyldt for konspiration. Allerede i 1943 i pjecen ”Når Danmark bliver frit” fremkom Frihedsrådet med deres krav. Og de fik stort set alle krav igennem. Modydelsen var, at politikerne fik deres frihed. 34.000 danskere blev interneret. 50.000 modstandsfolk kom under våben. Mange var såkaldte ”sidste dages hellige”. Under interneringen tog Modstandsbevægelsen ansvar for 25 drab. Men var alle 400 – 600 likvideringer retfærdige? Hvis man har rettet sig efter Centralkartoteket, så har man taget fejl. Man havde kalkuleret med at uskyldige ville ryge med. Da Brigaden kom fra Sverige havde de Den Grå Liste med. Efter en uge måtte den tilbagekaldes. Hvad var der sket i den uge? Der skete embedsmisbrug, kartotekskort forsvandt på mystisk vis. Først da Ekstra Bladet i 1946 afslørede grove fejltagelser gik justitsministeren ind med uofficiel undersøgelse. 

 

Danmark kom godt gennem retsopgøret?

Retsopgøret gik lige efter bogen, har vi hele tiden fået at vide. Påstår du noget andet, bliver du beskyldt for konspiration. Det er god latin, at sige, at Danmark kom bedre igennem sit restopgør end i de fleste andre lande.

 

Vi må ikke komme for tæt på

Det er heller ikke god latin at sætte spørgsmålstegn ved de mærkelige ting, der foregik lige efter besættelsen i form af mord og falske politirapporter. Man skjulte hændelser og forfalskede dem. Man skrev om falske hændelser i historiebøger. Mystiske dødsfald kan ikke forklares. Og når vi har spurgt til disse i lokalområdet og er kommet for tæt på opklaringen, ja så er det lukket hos dem, der ved noget. Men også i arkiverne. Vi henviser her til tidligere offentliggjorte artikler. (se artikeloversigt efter denne artikel)

 

Retsopgøret kritiseres

Retsopgøret kritiseres andet steds for ikke at gå dybt og højt nok, men også for at være præget af vilkårlighed og minde om juridisk galehus.

 

Når Danmark atter bliver frit

Dengang i 1943 udsendte modstandsfolk løbesedler, hvor de bekendtgjorde, at der skulle udrensninger til fra top til bund. Frihedsrådet udsendte pjecen ”Naar Danmark atter er frit”. Den handlede ikke mindst, hvad der skulle ske med hensyn til ”Foranstaltninger over for skyldige og medansvarlige”

 

Lovgivningen allerede vedtaget i 1943!

I pjecen talte man allerede om lov med tilbagevirkende kraft. Man forlangte, at naziorganisationer skulle ulovliggøres. Man talte allerede her om minimumsstraffe på 4 års fængsel for en række forbrydelser. Meningen var, at en række mindre forbrydelser ikke skulle dømmes, men sådan blev det ikke.

Rigsdagen skulle efter modstandsbevægelsen’ s opfattelse bestemme hvilke politikere og embedsmænd, der skulle gøres ansvarlige for samarbejdet med tyskerne og herefter retsforfølge dem. Sådan skete det nu ikke. En meget langsom arbejdende kommission bestemte, at ingen politiker skulle straffes.

Yderligere skulle retssagerne ske via særdomstole med særligt udvalgte dommere, fordi Frihedsrådet ikke mente, at de kunne have tillid til de dommere, der havde gennemført politiske interneringer under besættelsen. Men sådan blev det dog ikke.

 

Arrestationsudvalg

I 1944 oprettede Frihedsrådet et arrestationsudvalg, på grundlag af hvis kartotek, centralkartoteket, interneringerne efter befrielsen skulle finde sted.

 

En stor sejr til kommunisterne

Men i 1943 bekræftede den danske befolkning med overvældende flertal den danske regerings politik over for besættelsesmagten. I 1945 blev det så en bemærkelsesmæssig sejr til kommunisterne. Men mellem de to valg ligger modstandsbevægelsen og den illegale presses storhedstid. Således udkom den illegale presse i et oplag på 20 millioner blade. Det fik stor betydning for meningsdannelsen.

 

Mindst 4 års fængsel

Forhandlingerne endte med:

• Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

Minimumsstraffe på fire år blev ligeledes gennemført i den forstand at alle skyldige skulle straffes med mindst fire års fængsel, hvilket afveg fra den oprindelige hensigt at mindre forbrydelser ikke skulle retsforfølges.

Dermed opnåede Frihedsrådet alt hvad de ønskede. Det vil sige, at de opnåede ikke, at det at være nazist kunne føre til straf. Men de blev nu straffet alligevel.

 

Opgøret fandt ikke sted

I 1947 lagde Hal Koch i sin bog ”Jeg anklager Rigsdagen” op til, at et egentlig opgør slet ikke fandt sted.

 

34.000 danskere blev interneret

I løbet af de første uger efter 5. maj blev 34.000 danskere interneret, hvoraf halvdelen slap ud i løbet af få dage. I løbet af de næste slap yderlige en masse ud. Det viste sig at 2/3 af alle disse ikke fik en sag på halsen.

 

50.000 modstandsfolk under våben

Den første uge, var det modstandsfolkene selv, der stod for interneringerne. Derefter blev politiet genindsat i deres beføjelser. I løbet af sommeren var mere end 50.000 modstandsfolk under våben. I slutningen af maj sagde en af modstandsbevægelsens ministre på et offentlig møde:

• Man bør klogt i at huske på, at det er modstandsbevægelsens folk, der har våbnene

Under disse forhold vedtog folketinget det såkaldte straffelovstillæg, som genindførte dødsstraffen og gav love med tilbagevirkende kraft.

 

Straffelovstillægget

Man kan sige, at regeringen var sammensat af to parter, der under det meste af krigen havde modarbejdet hinanden – de gamle partier og modstandsbevægelsen.

Justitsminister Niels Busch – Jensen, der fremlagde straffelovstillægget havde i 1943 været medforfatter til Frihedsrådets pjece.

Tillæg til straffeloven af 1. juni 1945, der havde tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940 og som omfattede forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Handlinger begået inden den 29. august 1943 var straffri, hvis de var foretaget i henhold til lov eller ordre eller anvisning givet af lovlig dansk myndighed.

Men dette gjaldt så ikke at indtræde i Frikorps Danmark eller tysk tjeneste.

 

Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol

For tjenestemænds vedkommende blev det i lovens §11 gjort strafbart at have ydet besættelsesmagten en upåkrævet og ikke uvæsentlig hjælp udover, hvad der fulgte af ufravigelig instruks fra pågældende embede.

For de handlinger, der ikke var af så alvorlig karakter, at straffelovstillægget kunne anvendes, blev der indført en skærpelse af tjenestemandslovgivningen ved lov af 7. juli 1945 om oprettelse af Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol.

I denne forbindelse er det især lovens §1 stk. 1, nr. 2 om straf for i eller uden for tjenesten at have udvist uværdig national adfærd og nr. 4 om samkvem med medlemmer af besættelsesmagten eller denne tilknyttede organer i et omfang, som lå uden for det nødvendige, der har interesse.

Dette betød i praksis, at bare det man stod i kartoteket, kunne betyde repressalier. Og selv om det var straffrit at være i DNSAP var det ikke straffrit ifølge Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol.

 

Tyskerpigerne

Interneringerne af formodede landsforrædere skete efter centralkartoteket. Stemningen var ophidset. Det gik også ud over de såkaldte tyskerpiger. Dem havde de illegale blade også haft ført lister over.

 

Mildere straffe i 1946

Allerede i 1946 vedtog Folketinget et revideret straffelovstillæg, der mildnede straffene og åbnede for prøveløsladelse. Men mange var allerede blevet dømt efter den hårde lovgivning, og disse straffe blev ikke nedsat.

Flere af de dømte undskyldte sig forgæves med, at den danske regering i 1941 havde godkendt, at de lod sig hverve til den tyske hær.

 

Udrensning fra top til bund

Lidt over tusinde værnemagere, der havde udført arbejde for tyskerne blev fængslet. Men for de fleste værnemageres vedkommende blev der kun tale om uretmæssig fortjeneste. For ”Tysklandsarbejdere” var det juridiske lidt tvetydig. De var rejst til Tyskland med fagbevægelsens accept.

Nogle mente, at straffene var for milde, andre at de var for hårde. Store demonstrationer krævede ”udrensning til tops og til bunds”. Mange mente, at retsopgøret lod de store forbrydere slippe for let, mens de små fisk blev straffet hårdt.

 

Kommunisterne var meget utilfredse

Særlig blandt kommunisterne var der stor utilfredshed med, at så mange store værnemagere gik fri. Dette hang sammen med, at flere kunne henvise til, at arbejdet var udført på foranledning af den danske regering som led i samarbejds – og forhandlingspolitikken.

 

”De sidste dages hellige”

I besættelseslitteraturen er man uenig i, hvor stor tilslutningen til modstandsbevægelsen egentlig havde. Man taler om begrebet ”de sidste dages hellige”. Det var dem, der fik armbind, da det hele var overstået. I 1944 var der mellem 10.000 – 20.000 og i 1945 kom man op på ca. 50.000. Mange af disse, der egentlig ikke havde været med, fik stukket et gevær i hånden.

 

Modstandsbevægelsen fik igen deres vilje

Den 23. maj 1945 besatte Modstandsbevægelsen Aalborg Arrest på to adresser. Denne aktion fik betydning for de interneredes forhold. Og retningslinjerne var noget, som Frode Jacobsen befalede. Dette forhindrede den grundlovssikrede ret til at blive stillet over for en dommer inden for 24 timer fra anholdelsen.

Man ville have de indespærrede dømt efter den nye lov, der endnu ikke var trådt kraft. Man fik også medhold hos Justitsministeren. Mange løsladelser gav utilfredshed hos modstandsbevægelsen og på denne måde med besættelsen af arresten i Aalborg, ønskede man at presse dommerstanden til hårdere afgørelser og til undtagelsesvis atter engang at afvige fra grundloven.

 

Mere selvtægt

Det var ikke den eneste form for selvtægt, at man oplevede i de kaotiske dage. Således blev justitsminister Thune Jacobsen, generaldirektør Knutzen og fængselsinspektør Kai Jensen også anholdt af modstandsbevægelsen. Og der forekom flere tilfælde.

Fire frihedskæmpere havde på egen hånd foretaget anholdelse af en person, som de mente havde angivet en af de fire, således at han endte i tysk KZ – lejr. Modstandsmanden havde kontaktet politiet, der ikke fandt grundlag for at anholde manden. Derfor tog modstandsmanden og tre af hans kollegaer sagen i egen hånd. Her blev den formodede stikker anholdt og med en revolver pegende mod sig tvunget til at skrive under på en tilståelse.

 

Tog ansvar for 25 drab

Ifølge Ditlev Tamm påtager Modstandsbevægelsen ansvaret for 25 drab i forbindelse med anholdelsesaktioner eller interneringer. Men egentlig er dette heller ikke blevet undersøgt.

Der fandt selvfølgelig masser af selvtægt sted. Der blev brugt trusler både over for lovgiverne og de internerede. I en del tilfælde fik disse en hårdhændet behandling.

 

Politikere blev truet

Også politikere, der gik imod straffelovstillægget blev truet. Dette skete for Oluf Pedersen fra Danmarks Retsforbund. Han gik også som en af de eneste imod dødsstraffen.

 

Efterkom Folkekrav – ellers selvjustits

Advokat Carl Madsen skar måske problemstillingen ud i pap i sit indlæg i Land og Folk den 26. maj 1945:

• Hvis regeringen ikke efterkommer dette folkekrav på en fyldestgørende måde, må det forventes, at folket tager sig selv til rette og udøver selvjustits.

 

Frihed var dyrt købt

Politikerne fik sikret deres egen frihed, men resten af lovene tog udgangspunkt i Frihedsrådets pjece ”Naar Danmark atter er Frit” Man kan så sige, at denne frihed var dyrt købt. Modstandsbevægelsen fik ret stor indflydelse på retsopgøret.

 

Ingen indsigelser

Man kan undre sig over, hvorfor så få personer talte imod dødsstraf og lov med tilbagevirkende kraft. Man protesterede heller ikke mod de likvideringer, som måske ikke skulle have fundet sted fra modstandsbevægelsens side, indsigelser mod de drab, der forekom under interneringerne, mishandling af tyskerpiger eller den hårdhændende behandling af nogle af de internere.

 

Man ville ikke sætte sig uden for fællesskabet

Man turde ikke sige imod. Tænk, hvis man blev sat i bås med landsforrædere eller ligefrem havnede i en af kartotekerne. Man ville ikke sætte sig uden for fællesskabet. Frygten var sandsynligvis stor. Man ville gerne fremstå som ”Rigtig Dansker”. Derfor støttede man også ønskes om dødsstraf. Dette krav havde Frihedsrådet ikke med i sin pjece fra 1943.

 

Nu skulle der bare afregnes

Nu skal der også dertil siges, at hævngerrigheden var stor. Man så gennem fingrene med alt, hvad der var ret og rimelig. Nu skulle der bare afregnes.

 

De skulle ikke have politisk indflydelse

Den 3. juli 1945 offentliggjorde Gallup en undersøgelse ad, hvorvidt befolkningen syntes, at Modstandsbevægelsen fortsat skulle have politisk indflydelse. 30 pct. mente, at det skulle de fortsat have, mens 40 pct. mente, at dette skulle afskaffes.

 

De bestred alle magtfaktorer

Når vi nu i denne artikel omkring Centralregistret har taget disse ting med, er det for at dokumentere, at Modstandsbevægelsen bestred alle tre magtfaktorer i magtens tredeling.

 

Flere stikkere skulle være likvideret

Gunnar Dyrberg markant skikkelse i gruppen Holger Danske mente, at man nok skulle have likvideret langt flere stikkere. Denne afdeling under besættelsen er heller aldrig blevet undersøgt. Der blev foretaget mellem 400 og 600 likvideringer. I kølvandet fulgte rovmord, pengeafpresning, tyverier, røverier og rovmord.

 

Ingen tilbundsgående undersøgelse

Hverken regering, folketing, politi, historikere eller journalister har undersøgt disse forhold til bunds. I 2000 forsøgte Stefan Emkjær at løfte noget af sløret. Det vil sige, at Frode Jacobsen i 1945 bad om en undersøgelse af 121 likvideringer.

 

Det kneb med troværdigheden

Hvis man nu udelukkende gik efter oplysninger i centralkartoteket, når man likviderede folk, så kunne dette være særdeles problematisk, hvilket vi skal se i det følgende. Et udvalg arbejdede med at samle oplysninger omkring de mistænkte. Der oplyses, at der var cirka 40.000 i registret, men vi har også set nogen, der formodede, at der var 250.000.

Vi har godt nok brugt en del litteratur for at komme til bunds i, hvordan dette register blev opbygget. Dengang har man sikkert haft en troværdighed til dette register, men det kan man nu godt betvivle i dag. Selvfølgelig kunne man ikke under besættelsen foretage en grundig undersøgelse af troværdigheden. Men noget tyder på, at denne undersøgelse heller ikke blev foretaget efter besættelsen.

 

Arrestationer præget af stor tilfældighed

Efter besættelsen erkender lederen af registret, Carsten Høeg da også, at der ikke var:

• Blevet udvist den fornødne skønsomhed

Samme person har også have udtalt, at

• Arrestationerne i første omgang vil blive præget af stor tilfældighed.

 

Det er gået ud over uskyldige mennesker

Det er uden tvivl gået ud over uskyldige mennesker. Vi har nogle enkelte artikler fra dagspressen, der bevidner dette. Men omfanget er nok væsentlig større.

Det store problem var, at når folk erfarede, at de var i kartoteket og kunne bevise, at de var uskyldige, ja så kunne de ikke komme ud. Det var som om, at embedsmændene omkring kartoteket havde blind tillid til, at det, der stod i registret var helt korrekt.

 

Uskyldige ville ryge med

Det kan jo virke lidt besynderligt, for da befrielsen nærmede sig, udsendte Høeg en meddelelse til regionslederne om, at det lokale skøn i sidste ende måtte spille en afgørende rolle i håndteringen af interneringen og det, der var endnu værre. Høegh var åbenlyst klar over, at uskyldige ville ryge med og udtrykte direkte håb om at de måtte blive frifundet hurtigt.

Jo oplysningerne hvilede ofte på et meget spinkelt grundlag og undertiden på tilfældig sladder.

 

Erindringsbøger med efterrationaliseringer

Men de folk, der havde været udsat for falske informationer havde alt at tabe. Mange af de erindringsbøger, der er skrevet fra dengang er præget af efterrationaliseringer. Man har rost dem man skulle og ikke skrevet noget negativt.

 

Personer havde nedsættende holdning

Kigger vi på de personer tæt på kartoteket, så havde de en yderst nedsættende holdning til samarbejdspolitikken og den holdning at alle nazister skulle straffes. De var fulde af fordomme.

Arrestationsudvalget bestod i første omgang af Frode Jacobsen, Carl Madsen og N.V. Nørup. Den sidstnævnte blev dog arresteret af tyskerne og erstattet af Viggo Villadsen, som var højt placeret i modstandsgruppen Holger Danske. Ja denne stod for stikkerlikvideringerne i Holger Danske, dengang.

Til at lede selve opbygningen fandt man frem til Carsten Høeg, som kom fra modstandsgruppen Ringen.

 

Mange oplysninger tilflød Centralregistret

Til Centralkartoteket flød der store mængder af oplysninger af mere eller mindre troværdig art. Der kom et SA – kartotek over Storkøbenhavn. I oktober kom der et kartotek fra kommunister med DNSAP – medlemmer. Dertil kom medlemsliste over Schalburgkorpset, Sommerkorpset og Waffen SS.

Fra Rigsbibliotekaren fremskaffede man nazistiske publikationer. Hærens Efterretningstjeneste var også i gang med at udarbejde et kartotek, men dette blev aldrig sendt til Centralregistret.

 

Kommunisternes kartotek

Kommunisternes kartotek havde under krigen til huse i en firmabygning ”Modepalæet” på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsegade. Her var viceværten Nielsen medlem af DKP. Kartoteket var gemt i firmaets arkiv.

 

Den Grå Liste

Efter den 29. august 1943 etablerede officerer, der var flygtet til Sverige, i Stockholm en efterretningssektion, hvis opgave blandt andet var at udarbejde en fortegnelse over danske statsborgere, der kunne mistænkes for ”unational virksomhed”.

Fortegnelsen, der ved befrielsen blev udformet som en bog kaldet ”Den Grå Liste”, blev givet til Feltpolitidetachementets personale ved afgangen fra Sverige. Den 7. maj 1945 blev den tillige udsendt til detachementets tjenestesteder rundt omkring i landet. Eksemplarer tilgik også Centralkartoteket.

 

Listen blev tilbagekaldt

Men man opdagede hurtigt, at de oplysninger, som listen indeholdt var fejlagtige. Derfor beordrede Generalstabens Efterretningssektion den 14. maj 1945 listen inddraget.

Mange af listens oplysninger indgik i registreringerne i Centralkartoteket efter en meget sløset gennemgang af det politipersonale, der var tilknyttet kartoteket.

 

Oplysningerne kunne gives anonymt

Det er hævet over enhver tvivl, at nogle brugte muligheden for at sprede rygter om unational virksomhed som et led i et hævntogt mod personer, som de af forskellige grunde havde et udestående med eller blot ikke kunne lide, og dette blev gjort lettere ved at oplysningerne kunne gives anonymt.

 

Skete der fejltagelser?

I den uge listen var ude, kan det være begået fejltagelser. Men det får vi aldrig at vide. Vi har i hvert fald kendskab til en hændelse som myndighederne har forsøgt at skjule på forskellig måde.

 

Likvidering af Asmus Jensen

I tidsrummet mellem de to datoer (den 7. – 14. maj) foregik en mystisk likvidering i Padborg. I historiebøgerne og i politirapporterne står der, at Asmus Jensen blev skudt under flugt over grænsen til Tyskland på lang afstand af medlemmer fra Den Danske Brigade. Dette stemmer slet ikke overens med obduktionen, der viser, at Asmus Jensen blev dræbt med nakkeskud på kort afstand.

Vores undersøgelse viste hurtigt, at likvideringen var begået af den lokale modstandsbevægelse, og at politimyndighederne var informeret om dette.

Du kan læse mere om vores undersøgelser i vores andre artikler (se artikeloversigt)

 

Landssvigere

De formodede landssvigere skulle inddeles og registreres i 5 overordnede kategorier:

1. Samtlige medlemmer af nazistiske organisationer. At være medlem af en nazistisk organisation er i og for sig ikke en strafbar handling, men sandsynligheden for, at medlemmer af nazistiske organisationer har begået strafbare handlinger, er så stor, at man straks må sikre deres personer og undersøge deres forhold.
2. Alle danske, der under den ene eller anden form er gået direkte i tysk tjeneste – som medlem af et af frikorpsene, organisation Todt, tysk politi, som marinevægter eller lignende.
3. Alle, der uden at være direkte ansat af tyskerne, har optrådt som stikkere
4. De, der må befrygtes ellers at blive ofre for privat lynjustits
5. Tyske krigsforbrydere, d.v.s. de tyskere, der har gjort sig skyldige i umenneskelige (mod Haager Konventionen stridende) optræden under besættelsen.

 

Lederen var forudindtaget

Under punkt 1 har vi forklaringen på, hvorfor alle nazister også blev arresteret, selv om dette i sig selv ikke var strafbart. Her var det udelukkende på formodningen, at man havde begået noget strafbart.

Det var tydeligt, at Carsten Høegh var forudindtaget. Således fremgår det i hans kronikker i Information i marts 1946 som er gengivet i biografien over ham:

• At nazismen havde afsløret træk der ligger dybt i det tyske folks mentalitet, så man måtte være årvågen over for tysk infiltrationen af enhver art.

 

Anvisning til Frihedsrådet

Den 5. november 1944 blev der sendt en anvisning til Frihedsrådet, hvordan man behandlede registret. Det var i tilfælde af, at de nærmeste ledere skulle blive interneret, likvideret eller på andre måder blive forhindret i at udføre deres arbejde med kartoteket.

Man skrev aldrig et personnavn op fra hvem man havde fået en oplysning. Egentlig blev oplysningerne aldrig kontrolleret. Det blev enten kasseret eller godkendt på formodning. Man talte også om sikre og usikre informationer. Og dem der så skulle arresteres efter besættelsen fik så på deres kort påført et rødt stempel med R.

 

Stikkerkartotek

Noget tyder på, at man også oprettede et specielt stikkerkartotek. I Frode Jacobsens erindringer nægter han ethvert kendskab til et stikkerudvalg under Frihedsrådet.

Bo Lidegaard har dokumenteret, at Centralkartoteket blev benyttet i forbindelse med undersøgelsen af den store mængde stikkerlikvideringer, der blev foretaget af modstandsfolk i løbet af 1944 – 1945.

 

Sager blev fjernet

Det foregik på den måde, at Frode Jacobsen i efteråret 1945 rekvirerede politiets liste over uopklarede drab. Han holdt derefter møder med diverse modstandsgrupper. Han fjernede derefter alle sager, der omhandlede drab på folk,

• der må anses for at have været stikkere, eller på anden måde farlige for modstandsbevægelsens arbejde i sin tid.

 

Frode Jacobsen spillede dobbeltrolle

Det tyder på, at Frode Jacobsen har spillet en dobbelt rolle og bevidst søgt at lægge låg på sagen og decideret givet urigtige oplysninger, der ikke stemmede overens med oplysninger i hans eget ministerarkiv. Ja sådan kan det tolkes, når man læser Bo Lidegaard’ s omtale.

Spørgsmålet er så, om man overhovedet er i stand til at efterforske alle disse likvideringer, hvis dette engang skulle ske?

 

Havde Frihedsrådet kontrol med drabene?

Stefan Emkjær konkluderer, at der sandsynligvis ikke har været et stikkerudvalg, men at det:

• formentlig inden for modstandsbevægelserne – at man forventede, at det var et udvalg.

Modstandsfolk troede at Frihedsrådet havde kontrol med drabene.

 

Centralkartoteket blev flyttet

Da politiet igen blev genindsat den 9. maj, blev centralkartoteket flyttet til Politigården. Her fortsatte Høeg i begyndelsen som leder.

I juli fulgte Bovrup – kartoteket. Nu overtog politiadvokat Borum ledelsen, og Høeg kunne trække sig tilbage. Og som vi allerede har omtalt, så havnede mange uskyldige i kartoteket. Men ifølge Claus Bryld’ s undersøgelser blev der kun gives oprejsning til 680 personer af de mange tusinde uskyldigt internerede.

 

Aldrig gennemført en grundig undersøgelse

Man påstod, at man gik minutiøs gennem materialet. Det var bedre, at man fik så mange som mulig ind i kartoteket, så kunne man bagefter lave en mere omfattende undersøgelse af kartoteket. Men ifølge Tamm blev denne undersøgelse kun delvis udført.

Det samme har sikkert været tilfældet med Bovrup – kartoteket. Meningen var, at der skulle ske en grundig efterforskning efter krigen. Og hensigten var, at politiet skulle gennemføre dette.

 

Usikre oplysninger sivede ud

Åbenbart er der sket masser af fejl, for følsomme og usikre oplysninger sivede ud til diverse udrensningsudvalg. Folk blev nægtet pension, fyret og udelukket af samfundet grundet meget løse oplysninger.

Der opstod også alvorlige fejl i omgangen af materialet efter at politiet overtog det. Der skete deciderede embedsmisbrug i forbindelse med udlevering af følsomme oplysninger.

 

Ekstra Bladets afsløringer i 1946

Ekstra Bladets artikler fra dengang afslører, at folk var blevet afvist, ligesom det i politiets ledelse er blevet fjernet oplysninger i registret. Og dette er vel kun toppen af isbjerget.

Fra den 20. til den 30. juli 1946 kunne Ekstra Bladet berette om tilfælde, hvor uskyldige mennesker, var blevet belastet, fordi de uskyldig var havnet i Central Kartoteket. Både den gamle leder, Høeg og den ny leder, Borum skrev et lang brev til bladet.

En tidligere Stutthof – fange blev hængt ud som stornazist og så videre. Det kom også frem, at DNSAP – kort på mystisk måde forsvandt.

 

Statsadvokat gennemfører uofficiel undersøgelse

Der blev foretaget en uofficiel undersøgelse af statsadvokat Troels Hoff. Her fandt man så ud af, at politiadvokat Borum havde dækket over ulovligheder. Således var en række dokumenter forvundet fra kartoteket. Herunder administrationspapirer fra Nordische Gesellschaft samt kontingentlister fra Bovrup kartoteket.

En række embedsmænds data var fjernet fra Bovrup – kartoteket og der er sikkert begået andre ulovligheder som det har været umuligt at efterspore. Åbenbart afsluttede statsadvokaten undersøgelserne med en rapport den 28. december 1946. Om det første til konsekvenser vides ikke.

Noget for noget

I en kort artikel i Berlingske Tidende den 27. september 1947 med titlen En ung Mand fjernede Brevet til H.C. Bryld beskrives en tjenestemandssag mod trafikinspektør Hedegaard fra DSB. I artiklen nævens blandt andet:

• at Trafikinspektøren (Hedegaard) beredvilligt havde udstedt falske Frikort til Modstandsbevægelsen.
• Hedegaard havde lovet at hjælpe ham til Udlandet, hvis han til Gengæld vilde fjerne Dokumenterne om Trafikinspektøren fra Centralkartoteket.

Politi/embedsfolk og civile blev behandlet forskelligt under den nye ledelse af centralkartoteket.

 

Lovgivning forekom mystisk

Lovgivningen forekom også lidt mystisk. Det kunne vi blandt andet se på den dom to personer i første omgang fik for at have skudt et medlem af Det Tyske Mindretal i Løgumkloster. Og det forekom også lidt mystisk med retssagen mod to nazister i Tønder som man ville dømme for krigsforbrydelser for enhver pris.

 

I lukkede arkiver

Da Viggo Villadsen var ledende medarbejder på Centralkartoteket havde han mulighed for at videregive informationer til likvideringsgrupper, da han var administrerende leder i Holger Danske. Om han så benyttede sig af dette, vides ikke.

Det er umuligt at påvise, hvor stor embedsmisbruget egentlig var, og hvor mange tusinde, der egentlig blev likvideret eller pådrog sig ubehageligheder fordi de var uskyldig havnet i Centralregistret. Mange af de oplysninger befinder sig i lukkede arkiver.

 

Kilde:

• Niels Alkil: Besættelsestidens Fakta
• Leif Larsen. Borgerlige Partisaner
• Per Øvig Knudsen: Efter Drabet
• Flemming B. Muus: Gjort Gerning
• Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig
• Frode Jakobsen: I Danmarks Frihedsråd 1 – 2
• Svenning Rytter: Retsopgøret under og efter Besættelsen
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933 – 1945
• Claus Bundgaard Christensen: Danmark besat, krig og hverdag 1940 – 45
• Knud J.V. Jespersen: Besættelsen i perspektiv
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Erik Kjersgaard: Danmark under besættelsen
• Wurtz: Centralkartoteket 1944 – 1947/ Aarhus Universitet
• Palle Roslung – Jensen: Danskerne og besættelsen, holdninger og meninger
• Claus Bryld m.m.: Retsopgøret 40 år efter
• Stefan Emkjær: Stikkerdrab
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1 – 2
• Ditlev Tamm: Opgør og udrensning
• Vilhelm La Cour: Danmark besat
• Eli Fischer- Jørgensen m.m.: Interneringskartoteket – om Carsten Høeg og h….
• Carl Madsen: Vi skrev loven – 34 fortællinger fra fædrelandets historie
• Besættelsestidens Hvem – hvad – hvor
• Karl O. Christiansen: Mandelige landssvigere under besættelsen
• Marlene Djursaa: DNSAP
• Henning Koch: Demokrati – slå til
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Henrik Stevsborg: Politiet 1938 – 47
• Besættelsestidens litteratur (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 173 artikler om besættelsestiden/anden verdenskrig herunder:

 

Artikler med relation til overnævnte artikel:

• De Mystiske Mord ved Grænsen (1)
• De Mystiske Mord ved Grænsen (2)
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• De dødsdømte fra Tønder

 

Overvågning:

• Bovrup – kartoteket
• Overvåget – dengang
• Historien om overvågning 1 – 2
• Den sønderjyske politiadjudant
• Den sønderjyske efterretningstjeneste

 

Stikkere og værnemagere

• Skal alle krigsfangere ikke straffes
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Kryssing og Frikorps Danmark
• Danskere og Frikorps Danmark
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Landsforræderi og landssvigere
• Stikkerdrab
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• De danske nazister
• I tysk krigstjeneste
• En stikker fra Sønderjylland
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Frits, nazister og kartoteker
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits Clausen – den tredje historie

 

Befrielsen / retsopgøret

• Befrielsesdage
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Deserteret i Svenborg – likvideret i Gelting
• Hvorfor kom Montgomery så sent
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Da krigen var forbi
• Tyskerluder og drageyngel
• Likvideret på Nørrebro
• Opgøret efter 1945
• Sønderjylland maj 1945
• Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
• Aabenraa maj 1945
• Faarhuslejren
• Tønder – maj 1945 og mange flere

 

                                                                            

 

Bovrup – Kartoteket

Der findes mange kartoteker fra den tid, endda kartotek over uopklarede mord fra den tid. Men Bovrup – kartoteket var nok den værste. 71 år efter skal man stadig stå til regnskab. Og det havde store konsekvenser. Det var ikke ulovligt at være Nazist. Men man blev fyret, der blev indledt tjenestemandssager og man blev smidt ud af fagforeninger. Der findes 51 udgaver af kartoteket. Modstandsbevægelsen ignorerede diverse forbud. Forordet til kartoteket viser også, at modstandsbevægelsen var utilfreds med retsopgøret. I 1943 skulle DNSAP have haft 19.000 medlemmer. Men det originale Bovrup – kartotek indeholder 50.000 medlemmer.

 

Centralkartoteket er mere interessant

Det kunne have været sjovt, at se kartoteket over de 40.000, som modstandsbevægelsen m.m. havde registreret, og som de brugte efter besættelsestiden. Det er det såkaldte Centralkartotek. Her var også nazister, kollaboratører og tyskervenlige personer. Det er nok meget mere omfattende end Bovrup – kartoteket og indeholder langt flere oplysninger. Men sådan en artikel går vi i gang med

Men det var også forholdsvis let at komme i Centralkartoteket. Rygter var nok.

 

Det Sønderjyske kartotek

Det kunne også have været sjovt, at se de 80.000 mennesker, som det sønderjyske efterretningsvæsen havde registreret. Ja det pæne ord, er den Sønderjyske Politiadjudantur.

Her gjorde man bruge af et hav af meddelere. Og man holdt øje med medlemmer af Det Tyske Mindretal, folk der havde meldt sig i Frikorps Danmark, Waffen SS m.m. og folk, der havde været interneret i Faarhus – lejren. Overvågningen foregik længe efter, at straffen var overstået. Indtil 1970erne overvågede man også mindretallets årsmøder på Knivsbjerg, nord for Aabenraa.

 

Hvorfor er der fjernet så mange medlemmer?

Men det er umulig, at få adgang til disse kartoteker. Men det er det ikke til Bovrup – kartoteket. Medlemskartoteket blev nemlig udgivet af modstandsbevægelsen i 1946. Og det skete, fordi, at de mente, at danskerne skulle have mulighed for at vide, hvem der havde været medlem af DNSAP.

Det vil sige, at det fik du knap nok. Medlemskartoteket bestod af 50.000, men kun 28.000 navne er blevet offentliggjort. Hvem der har bestemt, at ikke alle, skal offentliggøres, ja det er så et spørgsmål, som vi har hørt flere svar på. Men hvilke det er rigtig, ved vi ikke.

Men alle 50.000 navne ligger i Rigsarkivet.

Den vigtigste årsag til, at de 28.000 navne blev offentliggjort er, at modstandsbevægelsen ikke mente, at de danske nazister blev straffet i den målestok, som de ønskede.

 

Store konsekvenser at være i kartoteket

Udgivelsen havde da også konsekvenser dengang. Forhenværende partimedlemmer både i den offentlige og private sektor blev udrenset eller sagt på en anden måde – fyret på gråt papir. Ja, tænk DNSAP – medlemmer blev smidt ud af deres fagforening anklaget for landsskadelig virksomhed. Retsafgørelser var slet ikke nødvendig.

Kartoteket har været årsag til mere eller mindre tilfældige anklager, private personopgør eller ligefrem skueprocesser.

 

Forbudt at offentliggøre medlemsliste

Bogen med listen af DNSAP – medlemmer blev efter sin udgivelse forbudt af domstolene. Og det er stadig forbudt at offentliggøre medlemslisten. Men i diverse antikvariater dukker der af og til et eksemplar op. Ja vi har set to forskellige udgivelser.

Udgivelsen hører nu under arkivloven. Ansøgning om indsigt skal rettes til Rigsarkivet. Men standardproceduren er, at der som regel kun gives adgang til primært uddannede historikere. Sådan har praksis udviklet sig, hvis du vil se ”meget hemmelige” arkiver.

 

Det var ikke strafbart at være Nazist

Egentlig var det jo ikke strafbart, at være nazist og medlem af DNSAP eller NSDAP – N. Men det blev strafbart i folkets øjne. Derfor begik mange selvtægt. De personer, der stod i kartotekerne blev alligevel straffet.

Man kunne godt tænke sig, hvad der ville ske, når der var fri adgang. Medierne ville kaste sig over kendte navne og stille spørgsmål til familiemedlemmer til dem, der er på listen, selv så mange år efter.

Sjovt nok, er det Bovrup – kartoteket, der giver ældre læsere gys og ubehag.

 

En dårlig undskyldning?

Men Frits Clausen og hans folk har næppe gjort sig de største anstrengelser med at ajourføre registret korrekt. Man kan da også uden myndighedernes indblanding få duplikerede ark fra diverse udgivelser, inden de blev stoppet. Men som du vil kunne se i forordet, så mente modstandsbevægelsen, at det bare var en dårlig undskyldning.

Og en gang imellem kan man på diverse antikvariater købe et eksemplar. Således kan du i skrivende stund få Bovrup – Kartoteket, København 175 sider for 475,- kr. i et antikvariat.

 

Skulle have Førerens tilladelse

Nu var det jo også sådan, at havde du fortrudt din indmeldelse kunne du først udmeldes med føreren, Frits Clausens tilladelse. Og det gik bestemt ikke hurtig, for det så ikke godt ud i Berlin.

Måske har en masse af de registrerede medlemmer kun været medlem en kort overgang, og for længst udmeldt.

 

1943: Kun 19.000 medlemmer

Her er forordet til en af udgaverne. Den giver et godt indtryk af det had, der var forbundet til nazisterne. Udgivelsen havde til formål at miskreditere tidligere nazister i efterkrigstiden. Ifølge John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 – og derefter, så var der i 1943 kun 19.000 medlemmer i DNSAP. Men der skulle åbenbart have været 50.000 medlemmer i det komplette kartotek.

DNSAP har næppe haft den tilgang, da det gik ned ad bakke for tyskerne.

 

40.000 i LS

Glemt er også, at Frits Clausen og hans medlemmer før den 9. april 1940 gik ind for danskheden og en grænse til Ejderen.

Man kan også spørge om, det ville være en god ide, at se en medlemsfortegnelse over den højreradikale gruppe LS (Landbrugernes Sammenslutning), der dengang havde 40.000 medlemmer. Også denne sammenslutning var fuldt lovlig.

 

Forordet til Bovrup – Kartoteket

 

• Allerede før den 5. Maj, da enhver kunde se, hvor det bar hen, forsøgte mange Nazister at købe sig Syndsforladelse ved at tilbyde gode danske Mænd forskellige Tjenester. Men Tiden efter Kapitulationen, har imidlertid vist, at Myndighederne til dels har overflødiggjort dette Initiativ, idet Regering og Rigsdag gav en stor Del af disse Mennesker Absolution.

 

• I Tiden før den 5. Maj lykkedes det os at faa en Afskrift af DNSAP’ s Medlemskartotek, og efter de Skuffelser, som vi har oplevet med Hensyn til Udrensningen, har vi nu besluttet at bringe disse Medlemslister til Offentlighedens Kundskab.

 

• Det har været talt for og imod Offentliggørelsen af dette Medlemskartotek, man naar man stadigvæk ser Mennesker, som har været Medlem af DNSAP i udstrakt Grad handle med vore Allierede, og naar de danske Myndigheder fortsat billiger Eksistensen af nazistisk Virksomhed, som Landsforeningen af 6. maj, saa hører alting op.

 

 

• Men hvorledes kunde det gaa til, at disse blakkede Mennesker kunde komme til at handle med vore allierede? Fordi Myndighederne i Stedet for at udarbejde regulære ”sorte Lister” lavede saakaldte ”hvide Lister” over Firmaer, som var ”gode nok” og et saadant Stempel var let nok at faa. Idet Firmaet selv indsendte de Oplysninger, paa hvilken de ”hvide Lister” blev udarbejdet.

 

• Mange af disse forhenværende Medlemmer af DNSAP tror stadigvæk, at de tilhører en større og bdre Race end vi, ja man forbavses ofte over, hvor let det er gaaet for dem at komme over paa vor Side. Mange af disse Mennesker sidder i Dag i ledende Stillinger, og mange handler vi med, som om intet var sket, de er nu ”gode danske Mænd”, men hvorlænge? Kun til næste Gang, – saa er de igen de første Overløbere.

 

• Der vi sikkert komme mange Dementier over Indholdet af Medlemslisten, og der vil blive opfundet de mærkeligste Undskyldninger: At man har underskrevet i Fuldskab – at man har været til Nazimøde og der faaet stukket et Kort i Haanden, – eller at ved et saadant møde har opgivet fulde Navn, Adresse og Fødselsaar, alt sammen uden at vide til hvilket Formaal det skulde bruges, men hvorfor skulde disse ”gode danske Mænd for øvrigt til Nazimøde? Disse Uskyldigheder vil forsøge os til tro, at Nazisterne, som i 1940, 41 og 42 havde rivende Fremgang havde Interesse i at forfalske deres Indmeldelser. Vi tror det ikke. Vi mener, at hele den danske Befolkning har Ret til og bør have Navnene at vide paa de, som moralsk stillede sig til Nazismens Disposition.

 

• Mange, der i Begyndelsen af Fyrrene meldte sig ind i DNSAP har senere i Slutningen af Besættelsen taget del i Frihedskampen, f. Eks. Ved at have Politibetjente boende, ved Distribution af Illegale Blade, eller maaske ved lang vigtigere Arbejde, men er disse ikke de værste af dem alle? Der findes ingen Undskyldning for en Mand, som i begyndelsen af Besættelsen var Medlem af DNSAP, men som senere da Krigens Udfald stod klart for enhver, tog Del i Frihedkampen. Intet viser tydeligere hans daarlige Samvittighed. I Stedet for at virke formidlende, bør det stå som en skærpende Omstændighed, for er Sagen i Virkeligheden ikke den, at da Tyskerne kom, troede disse Mennesker på Tysklands Sejr, meldte sig ind og tav stille for det kunne jo være, at det gik galt, og efter Stalingrad, da de indsaa, at de havde holdt paa den forkerte Hest, begyndte de at interessere sig for frihedskampen.

 

• I de her foreliggende Navne som kan inddeles i tre Kategorier 1) De, der indmeldte sig før Indmarchen i Østrig, hvor Tyskland klart viste sine aggressive Planer. Man kan maaske til en hvis Grad undskylde dem, hvis de straks, da Nazismen viste sit sande Ansigt, meldte sig ud, men det er der alt for faa, der gjorde det. 2) De, der meldte sig ind efter Anschluss. De vidste fuldt ud, hvad Nazismen var, og for dem er der ingen Undskyldning. 3) De, der meldte sig ind efter den 9. april 1940 – Quislinger og Landsforrædere – var de andet? Danmark var besat, danske Nazister havde vist Fjenden Vej gennem Sønderjylland i fuld Forstaaelse med den danske ”Fører”. Hvorfor meldte disse Mennesker sig ind i DNSAP? Fordi de troede paa Tysklands Sejr, fordi de vilde være med, naar Kagen skulde deles! Hvis Tyskland havde vundet, var de blevet ”Herrefolket” her – de havde ikke ladet det gaa saa let og smertefrit, som den saakaldte danske ”Udrensning” er gaaet, nej de vilde have siddet paa den øvrige Befolknings Ryg og svunget Pisken.

 

• Nazismen vandt Indpas i saa godt som alle Samfundslag i Danmark, men først og fremmest paa Landet, Landmænd, Gaardmænd og Husmænd var langt i Overtal i Bevægelsens første Tid, men også efter Knud Bachs Knæfald for DNSAP fik Partiet en ny og vældig Tilgang fra Landbrugets Side, vil man se langt den største Del af Medlemmerne herfra først saa det imponerende i Nazismen efter at Tyskland var kommet hertil; – man vilde aabenbart sikre sin Stilling i det kommende nye Europa.

 

• Kartoteket er ordnet som Telefonbogen, saaledes at de store byer og Landdistrikterne holdes hver for sig.

 

• I de fleste Tilfælde staar baade Adresse, Fødselsaar og Indmeldesdato anført. I de Tilfælde, hvor kun Adresse og Indmeldelsesdato er anført, maa man gaa ud fra, at Vedkommende boede paa den anførte Bopæl ved Indmeldelsesdatoen.

 

• De Stillinger, der staar anført, er efter Medlemmets egen Opgivelse, man vil f. Eks se mange Murersvende og lign, som har kaldt sig Entreprenører, Murermestre eller lignende, ligesom mange Grosserer og Fabrikanter har kaldt sig Direktører og omvendt. Atter andre har indmeldt sig som Arbejdsmænd, selvom deres Stilling f .Eks. har været Smede, Gartnere eller lignende. Man kan derfor ikke gaa ud fra, at de anførte Stillinger er korrekte. Desuden har vi for at lette Oversigten kaldt alle Kontorassistenter for Assistenter, ligesom Tjenestekarle er blevet kaldt Landmænd.

 

• En del Medlemmer har opgivet adressen, Kultorvet 13, hvilket var et af Partiets Distriktskontorer, og Medlemmet har aabenbart faat Lov til at undlade at opgive Privatadresse. Adressen: Blegdamsvej 23, er Frimurerlogen

 

• Alle Byer med pr, f. Eks Aabyhøj pr. Aarhus vil findes under Hovedbyen, i dette Tilfælde Aarhus.

 

• En Del af Overskuddet ved Salget af denne Bog vil blive tilstillet nogle af Modstandsbevægelsens Institutioner

 

• Bogforlaget af ”1946”

 

Ja sådan var forordet på to af de udgaver som vi har set. Og her er det ganske tydeligt, at modstandsbevægelsen ikke var tilfreds med retsopgøret.

 

Kommentarer til Forordet

Vi skal måske også lige præcisere at Landsforeningen af 6. maj var en forening for personer, der blev interneret pga. af mistanke om landsskadelig virksomhed efter befrielsen den 5. maj 1945. Der var mistanke om, at det var en nazistisk forening, men en politiundersøgelse konkluderede, at foreningen var lovlig.

Den omtalte ”Knud Bach” var leder af ”Landbrugernes Sammenslutning” (LS), som var en stærk højreradikal gruppering.

 

51 forskellige udgaver

Og her troede vi så, at der kun var de udgaver af Bovrup – kartoteket, som vi har set. Men ak ifølge Anders Otte Stensager så findes der hele 51 kartoteker/bøger/udgaver af Bovrup – kartoteket.

Det har ikke været let at finde kilder, der kan fortælle i hvor store udgaver disse udgivelser er kommet i. Og hvem der har finansieret udgivelserne har det heller ikke været mulighed for at finde ud af.

I Bovrup var der afleveringspligt for alt, hvad partiet udgav. En kort overgang var der ansat en arkivar, men ellers var Frits Clausen personlig engageret i opbygning af arkivet.

Kartoteket blev distribueret i modstandsbevægelsens kredse eller solgtes direkte på gaden for 15 kr.

 

Justitsministeriet forbød udgivelsen

Justitsministeriet fik hurtig kendskab til, at de mange kartoteker var i omløb, og forbød i løbet af 1946 bogen, hvorefter politiet blev sat til at beslaglægge bøgerne hos modstandsbevægelsen. Men dette var en håbløs opgave. Folk kunne slet ikke forstå, at de havde en ”afleveringspligt”.

 

Københavner – udgave

Modstandsbevægelsen så selv som afnazificeringens vogtere og udgav snart næste udgave. En ny udgave på 157 sider trykt hos Costers Bogtrykkeri i København med kun navnene på nazister i København udkom. Denne udgave kostede kun 12 kr.

 

Hurtig frigivet

Enkelte medlemmer af modstandsbevægelsen blev anholdt, fordi de trodsede forbuddet. Men modstandsfolkene blev hurtig løsladt igen, angiveligt fordi man ikke havde nok beviser.

 

Fra det ”grønne” København

Nu dukkede der pludselig også et duplikeret kartotek op udelukkende med medlemmer i det grønne område nord for København. Og sådan blev det ved med at komme nye udgaver.

Antagelig er partier af Københavner – udgaven af Københavnerdelen blevet distribueret i Sverige

 

Var udrensningen kommet ud af kontrol?

Når justitsministeriet så hurtig slog til, kan det skyldes at udrensningerne overvejende under ledelse af modstandsbevægelsen mere eller mindre var kommet ud af kontrol.

Modstandsbevægelsen ønskede at stramme nettet yderligere omkring tidligere medlemmer af DNSAP, værnemagere og andre, som moralsk havde sympatiseret eller på anden måde plejet omgang med besættelsesmagten og det danske nazistparti. Det var nu også den holdning, der var den generelle i befolkningen.

Danskerne skulle nu have ret til at vide, hvem der i større eller mindre grad havde fraterniseret med nazismen eller blot ytret sig til fordel for denne. En holdning som ikke mindst kommer frem i bl.a. tjenestemandssager, der blev rejst i 1946.

 

Justitsministeriets egen udgave

En speciel udgave er formentlig udsendt af Justitsministeriet. Den er samlet i en brun kassette med hvid titeletiket, der oplyser, at dette kartotek indeholder navnene på mere end 10.000 personer og firmaer mod hvilke der den 1. oktober 1946 er rejst sigtelse efter forræderi og værnemagerlovene. Ja til denne udgave kom endda en såkaldt rettelsesbog.

 

Ældre udgaver genudgivet

Ældre kartoteker blev i 1947 og 48 overklæbet med en af Bidstrups tegninger og genudsendt. Også dengang syntes det, at kartoteket var let at få fat i. Den må have haft en stor udbredelse og have været at finde på mange bogreoler.

 

Flittig brugt til arrestationer

Det skal nok ikke så meget fantasi til at forestille sig, at Bovrup – kartoteket også blev brugt allerede i majdagene 1945 af modstandsbevægelsen til brug for de mange arrestationer.

 

Interessen er steget

Interessen for dette kartotek er steget markant i de senere år, og det er da heller ikke særlig svært at få fat i. Det er stadig strafbart at offentliggøre dele af kartoteket. Men også på det område kan man finde diverse hjemmesider.

 

Kartotek over uopklarede mord

Kigger du i dag på Nettet, kan du også finde en liste over uopklarede mord fra besættelsesperioden. Der findes også et såkaldt Sort Kartotek eller Kartotek over de af Danmarks Nationalbank iværksatte Spærringer af Bankkonti m.m. Denne blev udgivet af Erhvervenes Forlag i 1946.

 

Du kan ikke slippe ud

Er ens navn først endt i dette kartotek så mange år efter (71 år), ja så kan du være sikker på, at du skal stå til regnskab for det. Intet andet kartotek i Danmarkshistorien har vel haft så vidtrækkende konsekvenser som dette og synes selv i vore dage ikke at ville slippe os helt.

 

 

 

Kilde:

• Hartvig Frisch: Pest over Europa
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 og derefter
• Hans Kirchhoff m.fl.: Gads Leksikon om dansk besættelsestid
• Malene Djursaa: DNSAP. Danske nazister 1930 – 45 (1 – 2)
• Tage Revsgaard Andersen: En studie i rødt, hvidt og blåt
• Anders Otte Stensager: Bovrup – Kartoteket – et boghistorisk studie (artikel)
• Besættelsestidens Litteratur (er under udarbejdelse)

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 172 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

 

Om Nazister:

• Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa
• Frits, Nazister og et kartotek
• Frits Clausen – den tredje historie
• De danske nazister
• Danskere i Hitlers tjeneste
• De Dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder

 

Om Overvågning:

• Historien om Overvågning (1)
• Historien om Overvågning (2)
• Den Sønderjyske Politiadjudant
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Udleveret til tyskerne

Om Værnemager/Retsopgøret/Stikkere

• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Faarhuslejren
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Politik under Besættelsen
• Stikkerdrab
• Landsforrædere og Landssvigere
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Opgøret efter 1945
• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
• Likvideret på Nørrebro og mange flere

 

• Vi er i gang med en artikel om Centralkartoteket, hold øje med den