Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Kvinderne i Peder Madsens Gang

November 8, 2016

Kvinderne i Peder Madsens Gang

Københavns historie handler også om de mindrebemidlede, og ikke kun om konger, adel, borgerskab og skønne bygninger. Gaden var 180 meter lang og bestod af 17 bygninger. Uden for porten til Apoteket bredte det luksus prægede København sig. Men lige så snart man bevægede sig ind i den kun tre meter brede gade, så åbenbarede der sig her en ny verden. Men det var en verden af dyb fattigdom. Og egentlig var det ikke noget politikerne var stolte af. Her opstod mange sygdomme og epidemier. Masser af lovløshed var her også, men det var ofte præget af fattigdom. Gaden var bygget omkring 1630. Men i 1871 besluttede man, at nu kunne det være nok. Man byggede nu en 12 meter bred gade som fik navnet Ny Østergade. Her var også gaden med de næst fleste offentlige fruentimmere. Men en hændelse fik Justitsministeriet til at forbyde bordeller i Peder Madsens Gang og fraflytning i april 1869. 

 

Historie – handler også om mindrebemidlede

Københavns historie er spændende. Men den er domineret af fortællinger om konge, adel og middelstand. Den er også domineret af alle de skønne bygninger, vi har. Her på siden har vi også bestræbt os på, at fortælle om livet hos de mindrebemidlede. Og det handler denne historie om. Og den handler måske også meget om kvindernes levevilkår.

 

Så mange som mulig

Peder Madsens Gang blev opført omkring 1630 i Christian den Fjerde regeringstid. Også andre lignende gader blev dengang opført. Det var Nissegangen, Didrik Badskærs Gang, Prammandsgang, Trompertergangen, Peder Rohdes Gang, Malerens Gang, Smedens Gang med flere.

De var alle opført med det samme mønster og med mange lejemål presset sammen på lidt plads og ofte med ulovlige udvækster på bagbygningerne. Det var den næsten det samme, som man så på Nørrebro, da spekulationsbyggeriet gik i gang.

 

Aldrig ramt af brand

I 1600 – tallet var det almindelig at bygge små etværelses lejligheder, sjældent mere end 20m2 til de jævne familier. Flere lejligheder delte køkkenfaciliteter.

Peder Madsens Gang blev aldrig berørt af de omfattende brande og bombardementer, som udslettede store dele af den ældre boligmasse i kvarterne i den indre by.

 

Fokus på sygdom og andre ting

Her var stort fokus på sygdomme og mange andre ting. Derfor nedsatte Borgerrepræsentationen den 4. september 1871 et udvalg, som skulle overveje, hvad man kunne gøre ved de sanitære forhold i Peder Madsens Gang. Den 8. november kom en betænkning på baggrund af flertallets ønsker om at udvide Peder Madsens Gang til 12 meter.

 

En forvandling til Ny – Østergade

To håndværksmestre nåede at byde på ombygningen af gaden. Men det endte med, at det til lejligheden stiftede ”Det Kjøbenhavnske Byggeselskab” endte med at overtage ombygningen. Det vedrørte ikke blot Peder Madsens Gang, men også det gamle Hotel d’ Angleterre og nedrivningen af Hovedvagten.

Ombygningen fandt sted i 1873 – 1876 og omfattede en ombygning af den gamle hotelbygning samt opførelsen af to nye gader, Ny Østergade og Hovedvagtsgade. Slummen flyttede ud på den anden side af voldene

 

Byen kunne ikke rumme Peder Madsens Gang

Byen kunne ikke rumme en gade som Peder Madsens Gang. Den passede slet ikke ind i en velordnet by. Det kaotiske slumkvarter var vidne om en formørket fortid, hvorimod prestigebyggeri i Ny Østergade symbolsk pegede mod fremtiden.

Der boede mange kvinder i Peder Madsens Gang. Flere af dem boede alene med børn eller sammen med andre kvinder. Kvinder der ernærede sig helt eller delvis ved prostitution boede her også.

 

Ind ad porten

Som vi har nævnt i andre artikler skulle man gennem Svane Apotekets Port for at komme ned til Peder Madsens Gang. Dengang i 1870 boede der 750 mennesker i gadens 17 ejendomme.

På de første 30 meter var apotekets sidehus. I baghuset til nummer 7 lå et brændevinsbrænderi. Disse lå spredt over hele byen. Til disse hørte ofte et kohold, da køerne blev fodret med bærmene – et affaldsprodukt fra fremstillingen af brændevin.

Efter brænderiets nedlæggelse bibeholdt ejeren af de tre ejendomme sit kohold. Derfor var stuen i baghuset til nummer 7 hjemsted for ca. 26 køer.

 

Lejlighed i meget dårlig stand

Der var stor udflytning i gaden. Mange kvinder levede en stor del af deres liv som eneforsørgere.

Uden for lejlighederne i opgangene, i baggårdene og på svalegangene var der ofte problemer. Vandposten var i uorden, trappetrinene var i stykke. Trappeopgangene til kvistetagen havde ikke rækværk.

Soden fra ovnene sværtede lejlighedernes vægge til, fordi der manglede skorstene og ordentlige udluftningsmuligheder. Lejlighederne var general i meget dårlig stand.

 

Tyfus og kolera

Det var her i de tætpakkede fattigkvarterer, at diverse epidemier kostede flest menneskeliv. Således som tilfældet også var med koleraepidemien i 1853. Kolera og tyfus mente man kom gennem indånding af forurenet luft.

 

En ulækker kolera

Ekskrementerne fra de københavnske latriner endte i latringrunden. Et dertil indrettet hul under retiraderne, hvor ekskrementerne lå i flere måneder og rådnede. Indholdet fra de ofte overfyldte latringruber sivede ned i jorden on inficerede kældre og brønde, men slugten steg til vejrs og stank i de lukkede gårdrum.

 

Baggårdene var som en latrin

Omgivet af de 3 – 4 etagers høje huse i Peder Madsens Gang har baggårdene været som en skorsten, hvor luften stod stille. Mange lejligheder havde vinduer ud til disse baggårde, hvor der ikke var cirkulation i luften. Stanken har, ikke mindst om sommeren, været meget slem.

Nu var det sådan, at det ikke kun var Peder Madsens Gang, der havde problemer med stank. Hele København døjede med mangelfuld renovationssystem. Latringruberne stod og dunstede i månedsvis, og kloaksystemet stod ikke mål med udledningen af spildevand fra de mange husholdninger og industrivirksomheder, som lå midt inde i byen.

 

Det stank

Selv om københavnerne i 1870 var vant til at byen stank, har spildevandet fra koholdet, husaffaldet, de mange mennesker samt den tætte bebyggelse alt sammen været elementer, der har bidraget til, at stanken i Peder Madsens Gang sikkert har været ud over det sædvanlige.

 

Em værtshuse i gaden

Der var fem værtshuse i gaden. Og logihuse var her også. Et natlig logi kostede 8 skilling. Og dem, der benyttede sig af dette var arbejdsmænd, tørvesjovere, hjælpere fir fiskekoner ved stranden og lignende. Man må gå ud fra, at disse mennesker også var gode kunder i gadens beværtninger.

 

Man sov i gift

I nummer 11 boede pantelåneren. Den slags butikker var vigtige dengang i København. Og den gang var det også almindelig at en lejlighed i periodevis fungerede som værksted. Således også i nummer 22 oppe på fjerde sal. Her var et forgylderværksted. Trods de mange giftstoffer man brugte, ja så fungerede værelset også som soveværelse.

Og ellers var her i gaden, skomagerværksted, skræddermester og en saddelmester. De mest almindelig håndværk var skomagerfaget, smede, snedkere, tømrere og murere. Arbejdsforholdene var usikre og ansættelserne ofte præget af ustabilitet, ikke mindst fordi mange af dem var sæsonbetonede.

 

Fattigvæsnet umyndiggjorde folk

Mange af beboerne havde stiftet bekendtskab med Fattigvæsnet. Hele byen var inddelt i 12 hoveddistrikter, der samtidig udgjorde sygedistrikter med egen distriktslæge. Hvert af disse hoveddistrikter var igen opdelt i forstanderdistrikter, hver med en ulønnet fattigforstander.

Dennes opgave var at opsøge de trængende, undersøge deres situation og indberette dette til Fattigvæsnet. I 1871 var der 81 fattigforstandere i København, og de syntes at gøre et kæmpe arbejde, når man betænker, at det var borgerligt ombud.

 

Værdigt og Uværdigt fattige

Men nu var det lige sin sag, at komme under Fattigvæsnet. Man havde ingen stemmeret, ingen ret til ægteskab uden fattigforstanderens samtykker og heller ingen ejendomsret.

Ja så var man igen opdelt efter, om man var værdigt trængende eller rette almisselemmer, som ikke selv har været skyld i situationen og derfor egentlig ikke burde straffes med umyndiggørelse. Så var det de uværdigt trængende eller urette almisselemmer, der selv var skyld i fattigdommen.

 

Altid mange logerende

Selv om en stor familie havde meget lidt plads her i gaden, så udgjorde det man kunne tjene ved at have logerende et uundværligt tilskud til en trængt økonomi. Og antallet af logerende var meget større, end hvad tællingerne viste. Distriktslæge Ulrik sagde om forholdene i Peder Madsens Gang:

  • Der fandtes saadanne Lokaler, hvor Beboerne indtage Vagabonder af begge Kjøn. Her søge et Dusin til en Snes Individer, for at undgaae Politiet, henimod Midnatstid til, for paa Gulvet, Side om Side ved hinanden, at finde et kummerligt Natteleie.

 

Tilholdssted for straffede

I kvistlejligheden i nummer 7 hos arbejdsmanden Volkmann og hustruen Caroline Beck fandt to betjente den 26. maj 1869 klokken 5 om morgenen, at

  • 6 Mandspersoner og 3 Fruentimmer henlaae tæt sluttede ved Siden af hinanden.

Videre blev det noteret:

  • At Vilkmanns Bopæl er Tilholdsstedet for straffede og fra Ladegaarden bortgaaede Personer.

Betjentene tog fem af de ni logerende med på stationen. Sagen blev fulgt op af endnu et besøg hos Volkmann. Den 14. juni klokken fem om morgenen fandt to betjente denne gang fem mænd og en kvinde på gulvet, hvoraf de fire ikke var meldt som logerende hos politiet.

 

66 offentlige fruentimmere

I 1850 var der indskrevet ikke mindre end 66 offentlige fruentimmer i Peder Madsens Gang. Der har sikkert været mange flere ikke indskrevne. Kun Holmensgade kunne tilbyde flere.

I Peder Madsens Gang var de offentlige fruentimmer registreret på seks adresser. Men de huserede også på andre adresser. Der blev drevet bordel i stuen og/ eller på førstesalen i nummer 6, 8, 10, 11, 12, 16 og 18.

 

Under samfundets kontrol

Fra tjenestepigeerhvervet blev de fleste prostituerede rekrutteret. Disse arbejde ofte 16 timer i døgnet for middelklassekvinder, der ofte kunne være lunefulde. Lønnen var også meget lav.

Erhvervet var lovligt mellem 1874 og 1906. Men allerede fra begyndelsen af 1800`tallet indførtes et reguleringssystem, hvor prostitution blev tolereret, hvis de prostituerede lod sig indskrive. Med indskrivningen fulgte også, at kvinderne underlagde sig samfundets kontrol i form af protokollering og ugentlige lægevisitationer.

Det var kvinderne, der skulle kontrolleres. Myndighedernes eneste bekymring i forhold til kunderne var, hvordan man kunne sikre, at de ikke blev smittet med kønssygdomme.

Men det med de mange bordeller i Peder Madsens Gang fik en brat ende efter en speciel hændelse i 1869. Dette vender vi tilbage til.

160 pantelåner i København

Der er fra den tid flere eksempler på kvinder, der måtte pantsætte sengetøj og egne klæder for at klare sig i en periode. Der fandtes flere eksempler på, at der var pantsat klæder, der var stjålet fra logiværter eller bordelbestyrer.

Dengang i 1869 var der hele 160 pantelånere i København.

 

Brændevin var hverdagskost

Brændevin var hverdagskost for størsteparten af de københavnske arbejdere. Den blev solgt på beværtninger og udsalgssteder med eller uden ret til udskænkning. Dengang i 1870 var der 69 officielle brænderier. Dertil kom alle sorte brænderier. Dengang havde København en beværtning for hver 174 indbyggere, hvoraf de fem lå i Peder Madsens Gang.

I 1880 blev der anslået, at hver mand over 20 år indtog 67 liter brændevin om året. Dertil kom 400 liter øl, eller 3 ”halve bajere” om dagen.

 

Kvinderne umyndiggjort

En interessant detalje, som mange har glemt. Og det var, hvis kvinderne i Peder Madsens Gang og andre steder blev gift, så ændrede deres samfundsmæssige status sig. Når en kvinde var gift, var hendes beskæftigelse ikke længere interessant. Hendes indtjening kunne højst være et supplement til mandens indtægt. Og juridisk skete der en forandring. Kvinden mistede egen myndighed og retten til egen formue. Juridisk var hun mandens ejendom.

 

15 pct. rente – tak

Gaden strakte sig 180 meter ned til Grønnegade. Ifølge folketællingen boede der her 768 personer i 1870.

I en artikel i Illustreret Tidende fra 30. marts 1873 om det København, der forsvinder, kunne følgende læses:

  • Hver Morgen tidlig give de ambulerende Sælgekjerlinger Møde med deres Kurv paa Armen og laane af en menneskekjærlig Sjæl en Rigsdaler til Driftscapital. For denne Dlaer kjøbes der Fisk, Frugt, eller hvad Andet Aarstiden og Conjuncturene opmuntre til, og saa begynder Salget paa Gader og Stræder.

Nu var det nok lidt ironisk at kalde udlåneren for menneskekærlig. Pengene skulle betales tilbage om aftenen med 15 pct. renter oveni.

 

Sundhedsvedtægter gav beføjelser

 

 

I 1858 blev loven om sundhedsvedtægter vedtaget. Loven gav beføjelser til lokalt at udfærdige sundhedsvedtægter og nedsætte permanente sundhedskommissioner. Det overordnede formål var at forbedre byens hygiejne.

De bestod af en række udførligt beskrevne anvisninger for forbedringer af forholdene omkring vandforsyning, afløb, latrinvæsen, offentlig renlighed, skadelige næringsveje, skadelige næringsmidler, logihuse og fattigvæsnets boliger, begravelsesvæsen, byens udvidelse, fabrikker, skoler, plejebørns anbringelse og straffeparagraffer.

Til denne store opgave ansatte Sundhedskommissionen nogle betjente, hvis daglige aktiviteter hovedsageligt drejede sig om overbefolkning, prostitution og sygdom.

 

På udkig efter ”lette damer”

Kigger man i alle de rapporter, der blev udfærdiget får man et ganske godt indblik i livet i Peder Madsens Gang. Og det er lige fra lejlighederne, luftmængde, ovntype, sygdomme, ægteskabelig status, antal beboere, barnefødsler, daglig alkoholindtag i hjemmet og på arbejdspladsen.

Man registrerede også man kvinder, der var mistænkt for at leve af utugt. Disse blev kaldt på stationen og udspurgt om levevis, hvilket vil sige, hvordan de ernærede sig. Herefter blev de lægevisiteret. Hvis det viste sig, at de havde en ”venerisk” sygdom, blev de indskrevet i protokollen og videre udspurgt om, hvordan de havde pådraget sig sygdommen.

 

Sult i Peder Madsens Gang

Fra 1840 var Danmark et land i vækst. Flere historikere pointerer, at i Danmark opstod der ikke noget ”pjalte – proletariat” i byerne, er det ikke ensbetydende med, at der ikke var sociale problemer. En stor befolkningsgruppe levede nær og under fattigdomsgrænsen.

Men selv om både mand og kvinde gjorde ”deres pligt” uden sygdomme eller for mange børn var indtægten for en arbejderfamilie ikke tilstrækkelig i 1872.

Sådan var det også i Peder Madsens Gang. Ofte kunne der kun skæres ned på maden, en sparemetode der førte til sult. Når sulten blev en del af hverdagen kom fattighjælpen på tale. Og det gjorde den for mange i Peder Madsens Gang.

Nedslidte og underernærede kroppe, hyppige sygdomstilfælde og større dødelighed hos børn og voksne var nogle af de konsekvenser af et liv i fattigdom.

 

Mangel på sans for renlighed og orden

Embedslæge F.F. Ulrik angiver, at der i 1870 blev givet fast almisse til 58 voksne og 81 børn, mens 25 voksne og 28 børn fik midlertidig hjælp. Men Helliggeist Sogns Understøttelsesforening gav hjælp til yderligere 107 personer.

Dengang gik diskussionen meget om værdigt og uværdigt trængende. For Præsten, Johan Holck, der deltog i samfundsdebatten var dem, der førte en stinkende og ”smudsig” lejlighed ikke værdige til at få hjælp. Det skulle bergrundes i husmoderens ”Mangel paa Sans for Renlighed og Orden”.

 

Bedrageri med lejede klædningsstykker

Og dette tema gik igen i en artikel den 11. december 1870 i Dagens Nyheder under titlen ”Dyb Armod”. Det handlede om en opdagelsesbetjents ”jagt” på et fruentimmer mistænkt for ”Bedrageri med leiede Klædningsstykker”

 

Artikel i Dagens Nyheder

Betjenten havde ved hjælp fra stikkere fået oplysninger om kvindens tilholdssted:

  • Hun logerede paa den 2den bagsal i en af de værste Rønner i den berygtede Pedermadsengang

Betjenten allierede sig med en kollega, og sammen begav de sig ind i ejendommen:

  • Det var saa mørkt, at de maatte tænde deres Blændlygter for ikke at risikere at brække Arme og Ben paa de faldefærdige Hønsestiger, hvor et smudsigt Toug traadte istedenfor Rækværk.

 

  • Endelig naade de op til 2den Bagsal, fik den ormstrukne Dør, der hverken havde Laas eller Slaa, lukket op, og kom ind i et lille mørkt, stinkende Rum med sprukne Vinduesruder og aldeles blottet for Meubler.

 

 

  • I en Krog under Vinduet laa et Par Straasække og, rodet ind mellem dem, tildækket med en væmmelig Hoben Pjalter og Klude, laa da det af Opdagelsesbetjentene eftersøgte Fruentimmer, der ikke engang havde saameget som det allernødvendigste Klædningsstykke at dække sin Nøgenhed med.

 

  • Da hun strax tilstod sig skyldig i hende paasigtede Forbrydelse, fik Betjentene med megen Møie hos Husets øvrige Beboere laant nogle Pjalter til hende og kjørte hende derpaa til Politikamret, hvorfra hun strax efter blev overført til Politiarresten, hvor hun, som hun selv sagde, for første Gang efter fjorten Dages Forløb fik en ordentlig Portion varm Mad at smage og kom i en ordentlig Seng.

 

”Pæne Mennesker” gøs

 

Beretningen har sikkert fået ”pæne mennesker” til at gyse, hvilket angiveligt også var hensigten. Også sundhedspolitiet undersøgte forholdene nærmere. Det viste sig, at det lille værelse blev beboet af de to ugifte tvillingssøstre Emilie og Ida Krøiter på 37 år og Idas barn på 1 år. Betjentene fandt, at værelset havde ”tilstrækkelig Lys og Luft gjennem et Vindue med 4 Ruder til at aabne” og det ”fandtes i det Hele i god og reenlig Stand”.

Men der var ikke nogen kakkelovn, hvorfor der må have været isnende koldt taget i betragtning, at der var midt i december måned.

 

Sendt på Fattiggården

Betjenten sluttede sin rapport om besøget med at skrive:

  • Efter at det var mig blevet meddelt og efter hvad her oplyst, er den omdelte Anonce Usandhed Ord til anden.

Sandt var, at den omtalte kvinde, der blev anholdt hed Dorthea Bergstrøm.

Otte måneder senere blev Ida Krøiter og hendes barn indlagt på Kommunehospitalet med tyfus. På grund af smittefaren kom distriktslægen F.F. Ulrik og inspicerede lejligheden. Han skrev:

  • Det er stor Armod og Pigen er blottet for alt og Lejligheden trænger i høj Grad til at males. Jeg må derfor anmode om at Pigen (søsteren Emilie) gives Bolig paa Fattiggaarden.

 

Uværdigt trængende

Denne samme dag blev lejligheden visiteret af betjent J. Christensen fra Sundhedspolitiet, der langt fra fandt forholdene så kritiske som Ulrik. Af Christensens rapport fremgår det, at han havde talt med husværten Sandgaard, der var vidende om, at begge søstre boede på værelset, selv om det egentlig var for småt hertil. Sandgaard fortalte til betjenten, at han havde tilladt det:

  • Fordi disse Søstre altid holder rent og ordentlig hos dem og fordi der ere Adgang til det store Kjøkken.

Den omtalte artikel i Dagens Nyheder efterlod det indtryk, at der i Peder Madsens Gang boede uværdige fattige. Den efterlod også det indtryk, at den private velgørenhed ikke hjalp spor.

Men sådanne artikler legitimerede også Sundhedspolitiet, Distriktslægerne og Fattigforstandernes gentagende besøg i de private hjem i en helt uhørt grad.

 

Brændpunkt for fysisk og sædelig Smitstof

Den 14. juli 1871 skrev Fædrelandet:

  • Skjul fra al Slags Elendighed, Armod, Snavs, for Last og Brøde, og et Brændpunkt for fysisk og sædelig Smitstof.

Fattigdommen for beboerne var en ramme i sig selv. De levede et liv, hvor der krævede dagligt slid, opfindsomhed og overvejelser for at få mad på bordet.

 

Børnedødeligheden var stor

Distriktslæge Ulrik skrev generelt om befolkningen i Peder Madsens Gang:

  • Det er en selvfølge, at en saadan Befolkning i høi Grad maa være hjemsøgt af Sygdomme; thi Armod og Nød, en Haard Kamp for Opholdet og dertil et overfyldt, usselt Hjem i en fordærvet Atmosfære svække i høi Grad Individets Modstandsevne, saa de fleste mere eller mindre ligge under for de skadelige Paavirkninger, som de alle ere udsatte for.

Ulrik understregede dermed, at folk der boede under sådanne forhold, var mere modtagelige for sygdomme. Børnedødeligheden var også markant højere her end andre steder.

 

Kolera og Tyfus

Når man konstaterede smitsomme sygdomme som kolera eller tyfus, så blev lejligheder på samme sal rømmet. Det medførte, at både beboere og deres ejendele midlertidig blev sendt til anbringelse på Ladegården.

Herefter blev lejlighederne desinficeret med ”Chlorrygning”. Sengeklæderne blev sendt til dampdesinficering på Almindelig Hospital, hvor man havde en dampinfikationsanstalt.

Hvis ikke der fandtes noget sengetøj, blev halmen og kludene, hvori folk havde deres leje , smidt væk. Herefter skulle lejligheden typisk stå tom 14 dage til udluftning. Ejeren skulle hvidte murværket. Og lade træværket rense og oliere. Så kunne beboerne atter vende tilbage om end ofte i reduceret antal. Sygdommen krævede sine ofre.

 

Ikke alle gik frivillig med

Nu var det ikke altid at ofrene fulgte frivillig med:

  • Lørdagen den 16de September 1871

 

  • Distriktslæge Ulrik anmeldte Dags Eftermiddag kl 2 paa Stationen et ugift Fruentimmer Sine Amalie Hansen 24 Aar gl boende i Pedermadsensgang No 3 paa Quisten tilgaden som lider af Typhus exanthematiqus, men Patienten vil ikke indlægges paa Hospital da hun er aldeles blottet for Klæder og hun har desuden 1 Barn paa omtrent 3 Aar som hun formodentlig ikke vil skilles med.

 

 

  • Lægen erklærede at hun maatte afhentes liggende

 

  • Samme Dag
  • Ved Stationens Foranstalning blev hosnævnte Patientinde, ugift Frt. Sine Amalie Hansen i Eftm. Indlagt i Komm. Hosp. Afhentet i Vogn derfra.

 

Sygehus – forbundet med angst

At komme på sygehus var generelt forbundet med angst. Både for det fremmede og for, hvad der ville ske med resten af familien, hvis man havde en.

Omkring 1870 var der ikke nogen medicinske grunde til at behandle folk på hospitalet. Hospitalsvæsenet var endnu ikke så udbygget, at det kunne en behandling alternativ til den, læger kunne tilbyde i private hjem.

Derfor var sygehusene indtil 1880 en del af samfundets løsning på et stigende antal fattige. Indlæggelse var den billigste måde at hjælpe ”proletarerne” på. Privat lægehjælp var forbeholdt de velhavende.

 

Det lykkedes at slette de fleste spor

Hvis man i dag går på Strøget, kan man slet ikke forestille sig 1800 – tallets slum og forarmede beboere. Nedrivningen af Peder Madsens Gang var kun begyndelsen på en lang række saneringer i det indre København.

Det lykkedes dermed at slette de fleste spor efter den fattigdom som igennem det meste af århundredet prægede bybilledet stærkt. Der blev nok ikke fældet mange tårer over beslutningen om at fjerne Peder Madsens Gang. De som havde en offentlig stemme udtrykte stor glæde og lettelse over fjernelsen af denne og andre skampletter.

 

En farlig leg – ”Jødepeter”

Og hvorfor blev bordellerne pludselig lukket i Peder Madsens Gang?

Den 10 – årige Viggo Hilarius var den 24. november 1868 til afhøring hos politiet. Det havde han været før. Men denne gang var det langt mere alvorligt. Han forklarede:

  • At han for omtrent 1 Maaned siden, har været 2 Gange nede paa Glhol i Forening med andre Drenge og Piger, hvor de legede. Under Legen sagde ”Jødepeter” at de skulle ”krybe paa Pigerne”, hvorfor de alle løb om bag nogle Muursten hvor Pigerne toge Klæderne op, og de forsøgte nu alle at plei Omgang med Pigerne Louise, Amalie og Mathilde, først stode op, men da dette ikke rigtig vilde gaae, lagde Pigerne dem ned, og samtlige Drenge skiftede nu, og lagde dem ovenpaa Pigerne.

 

Alle piger blev tvangsfjernet fra hjemmet

Sagen kom frem, da den 11 årige Peter Jensen blev indlagt på Kommunehospitalet med gonorré. Han fortalte, at have haft samleje med den 13 – årige Mathilde. I løbet af de næste uger blev også to piger indlagt.

Det kom frem, at mindst ti børn mellem 8 og 15 år havde deltaget i ”Legen”. Det var en ren skandale og nåede helt op til Justitsministeriets bord.

 

De prostitueredes tilstedeværelse havde ført til det

Trods protesterne fra husejerne i Peder Madsens Gang blev det således besluttet at forbyde bordelvirksomhed i gaden fra ”april flyttedag 1869”.

Hovedargumentet herfor var, at sagen tydelig viste, at de prostitueredes tilstedeværelse havde ført til dette. De implicerede piger blev fjernet fra hjemmet. Dette skete kun for en af drengene.

 

Kilde:

  • Karin Lützen: Byen tæmmes
  • C. Nielsen: Peder Madsens Gang – historisk – topographisk beskreven
  • Grethe Hartmann: Boliger og Bordeller
  • Arbejderhistorier nr. 2 – 3, 2006
  • Mette Mortensen: Kvindeliv i Peder Madsens gang (Historiespeciale 2003 RUC)
  • København Før og Nu bind 4: Nord for Strøget
  • Carl C. Christensen: Fra Grønnegade – kvarteret
  • Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes Tid 1840 – 1857
  • Beck Cedergreen: Københavns historie gennem 800 år
  • Tim Knudsen: Storbyen støbes – København mellem kaos og byplan
  • Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880 -1960
  • Tine Vammen: Rent og urent – Hovedstadens piger og fruer 1880 – 1920

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • Guldalderens København – sådan var det også
  • Drikkevand til København
  • Forbrydelsens ansigt
  • Bag Bremerholms mure
  • Den Lovbeskyttede usædelighed
  • En arbejder i København
  • Pest i København
  • København omkring år 1800
  • Livet på ladegården
  • Det Gamle Nørrebro og de fattige
  • Lokummer på Nørrebro
  • Rabarberlandet
  • At bo på Nørrebro
  • Pest på Nørrebro
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Byggespekulation på Nørrebro
  • Moral, etik, Horeunger og fattiggården. Og meget mere

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København