Dengang

Artikler



Befrielsesdage

Juli 24, 2016

Befrielsesdage            

Den røde hær styrtede frem i rekordfart. Churchill var bekymret. Ville de nå Danmark før Montgomery. Denne var gået i stå, efter at han havde passeret Elben. Endelig nåede han Lübeck, kun lige inden russerne. Dönitz havde indkaldt til Stormøde. Her var der flertal for at fortsætte krigen. En masse blev interneret med løst grundlag. Eisenhower ofrede Bornholm for ikke at genere russerne. Mange protester mod at gå efter de små fisk. Gunnar Larsen fik et års fængsel. En frivillig til Frikorps Danmark fik fire år. Pludselig var der 50.000 – 100.000 modstandsfolk. Stikkerdrab skulle ikke efterforskes. Det var en krigshandling. Men det var det ikke i al den jura, der fulgte i retsopgøret. Og det at afstraffe Tyskerpiger blev ikke anset for forbrydelse. De sidste tyske krigsforbrydere forlod Danmark 1953.

 

Forhandlinger –  december 1944

Allerede i december 1944 inviterede Frihedsrådet til forhandlinger om, hvordan udformningen af en regering skulle se ud, når det hele var overstået. De gamle politikere blev nødt til at indrømme, at de måtte afgive noget af deres magt til Frihedsrådet.

Modstandsbevægelsen havde krævet at ingen fra den gamle Scavenius – regering fik sæde i den kommende regering.

 

Den røde hær starter offensiv

Den 12. – 13. januar starter Den Røde Hær en storoffensiv, hvorefter millioner af tyskere fra Preussen og Pommern dreves på flugt. 250.000 af flygtningene havner i Danmark til stor utilfredshed for danskerne.

 

Churchill er bekymret

Den britiske premierminister, Winston Churchill var bestemt ikke glad for situationen. Den 2. Hvidrussiske Front var hastigt på vej mod vest. Churchill ville om muligt indtage Lübeck før de vestlige tropper. Og så var vejen banet til Danmark. Hvad var de russiske hensigter?

Det var yderst vigtigt, at Montgomery indtog Lübeck først. En russisk besættelse af Danmark ville være dybt irriterende for de allierede. Russerne ville sikkert gerne kontrollere udløbene fra Kattegat.

I februar 1945 havde man på Jalta ikke diskuteret Danmarks fremtid med Stalin.

 

Lindemann skruede op for grusomheden

I februar 1945 afløser generaloberst Lindemann, general von Hanneken på posten som øverstbefalende i Danmark. Von Hanneken var blevet fyret på grund af beskyldninger om korruption

Lindemann skruede op for grusomheden. Alene fra februar til april blev 62 danske modstandsfolk henrettet. Den 24. april sagde han i en tale:

– Danmark vil blive forsvaret til sidste patron og til sidste åndedræt.

Selv om kampviljen måske var lidt svækket, så var det alligevel 290.000 tyske militære personer i landet på daværende tidspunkt.

 

Dönitz chef

Under et møde den 21. april i Berlin bliver Storadmiral Dönitz udnævnt til Wehrmachtsbefeheler Nord og får dermed det øverste ansvar for krigen i Danmark. Dönitz tog sit nye hovedkvarter på marineskolen i Mörwick i brug.

Hitler krævede, at Himmler blev henrettet øjeblikkelig på grund af forræderi. Han havde selv forhandlet med vesten om, at komme nådig ud af krigen.

 

Montgomery gået i stå

Da Montgomery var kommet over Elben, rørte han sig næsten ikke fra stedet. Han forklarede selv, at det var forsyningsvanskeligheder. Imens var der gang i de russiske elitepanserkorps.

Flere frygtede efterhånden, hvad der ville ske med de tyske tropper i opløsning. Ville de kæmpe videre til sidste mand?

I slutningen af april voksede de allieredes frygt med at russerne skulle befri Danmark.

 

Dönitz indkaldt til stormøde

Storadmiralen i Flensborg havde valgt at indkalde til stormøde i Flensborg. Hvad skulle der ske, skulle man kæmpe videre, eller overgive sig?

I Silkeborg var der en trykket stemning. Lindemann havde nægtet soldaterne at gå i teater, på værtshus eller andre forlystelser for at ære førerens død.

Endelig var Lübeck blevet indtaget. Russerne var uhyggelig tæt på. Først den 2. maj skete det.

 

Flertal for at føre krigen videre

Og den 3. maj holdt Dönitz sit krisemøde i Flensborg. Han ville vide, om det var muligt at udsætte den endelige kapitulation og fortsætte krigen i Norge og Danmark. Så kunne man på den måde redde endnu flere civile samt tyske soldater fra den fremrykkende Røde Hær.

Lindemann var parat til at kæmpe og ville levere det sidste anstændige slag. Terboven krævede, at man skulle kæmpe til sidste patron. Jodl og Keitel ville heller ikke kapitulere. De ønskede at bruge Danmark og Norge som håndpant over for de allierede. Men Best var fortsat imod en kamp i Danmark.

Fra Sverige havde Per Albin Hansson nægtet at blande sig i kamp selv om der skulle forekomme kamphandlinger i Danmark.

 

Frihedsbudskabet

Frihedsbudskabet lyder fra London kl. 20.36, og fra klokken 23.00 er der ikke mere censur i Danmarks Radio.

100.000 gik mod Amalienborg for at hylde kongen. På Nørrebro ofrede en farvehandler hele sit fyrværkerilager. En del forretninger, der var mistænkt for at være tyske tilholdssteder blev raseret. Pludselig kom en bil med Hipo – soldater kørende over Rådhuspladsen og skød vildt omkring sig.

I Fredericia truede den tyske kommandant at springe Lillebæltsbroen i luften. Og i Esbjerg lod den tyske kommandant sine våben lyde.

 

Buhl danner ny regering

Klokken 0,15 opfordrer Christian den Tiende, Vilhelm Buhl til at danne regering. Klokken 0.30 udsender Dönitz en befaling om våbenhvile fra om morgenen klokken 8. Allerede klokken 1 er den nye regering dannet. Den kom til at bestå af 9 fra de etablerede partier og 9 fra modstandsbevægelsen.

I nattens løb er modstandsbevægelsen allerede i gang med de første anholdelser og interneringer. Klokken 7 taler Buhl i radioen. De tyske styrkers kapitulation markeres med klokkeringning fra kirketårnene.

 

Voldsomme kampe

Voldsomme gadekampe bryder ud i Århus og Odense. Mange meldes dræbt. Fyns Stiftstidende kunne berette:

  • 110 mennesker er dræbt og sårede ved kampene i Odense i går

Det skulle have været en festdag, men det udviklede sig til en tragedie. Måneder efter blev tabstallene opgjort til 38 dræbte og 81 sårede.

Tyskerne havde ikke fortalt, hvor mange politiske fangere, der var indsat i Vestre Fængsel. Klokken 10 forlod de tyske vagter stedet, fuldt bevæbnet, uden at der dog kom til skudveksling. I alt var der vel 1.500 politiske fangere.

 

Nye fangere i Vestre Fængsel

Efter at fængslet var tømt, begyndte modstandsfolkene igen at fylde fængslerne. Denne gang var det med formodede medløbere, landssvigere og forrædere. Inden de var kommet hen til fængslets porte var de blevet overdænget med skældsord, hån og spytklatter. Jo hævnen var sød. Men det skulle blive endnu værre.

Klokken11 godkendes den nye regering af kongen. Og han taler klokken 12 i radioen. Frøslevlejren åbnes, og alle politiske fanger løslades i Vestre Fængsel.

 

Den tyske kommandant vil kun overgive sig til briter

Bornholm nægtede den tyske kommandant at overgive sig. Han ville kun overgive sig til britiske tropper og under ingen omstændigheder til russiske. Men de britiske tropper havde åbenbart ingen planer om at tage til Bornholm.

Sidst på dagen ankom generalmajor Dewing med de første britiske tropper til Kastrup Lufthavn.

 

Ingen sprit i Rudkøbing

Langeland drev en flydedok med 1.500 russiske krigsfangere i land på Langeland. Den var blevet slæbt efter en russisk slæbebåd, der havde haft dokken på slæb. De havde så kappet trosserne. Flere af de afkræftede og forvirrede skibbrudne troede, at de var havnet i Amerika. Rudkøbings borgmester forbød udskænkning af spiritus

 

En salve fra Nürnberg

Der var træfninger på Østerbro i kvarterne omkring Kgs. Nytorv og ved Farimagsgade/Frederiksborggade, hvor Den Danske Brigade løb ind i et baghold. Midt i det hele sendte den tyske krydser Nürnberg en salve ind mod byen efter at modstandsfolk havde angrebet Østre Gasværk.

 

Interneret på løst grundlag

Den allierede militære mission ankom til landet. Dagmarhus befries fra Gestapo. Snigskytter og Varulve skød fra hustage og vinduer mod Den Danske Brigade. Selvtægt udøves mod håndlangere og stikkere mange steder i landet.

I tiden lige efter befrielsen blev 22.000 interneret. Mange på ret løst grundlag. Over halvdelen (12.500) blev igen løsladt efter få dage. Resten blev overdraget til politiet, der fængslede de fleste, mens 2.000 blev sluppet fri.

 

Eisenhower ville ikke risikere Bornholm

Mens grænsen endelig blev overskredet af Red Dragoons blev Rønne og Nexø for sovjetiske luftangreb, Næste dag skete det samme på Bornholm. Endelig kapitulererede tyskerne også her. Men russerne bliver her et helt år.

Det var Eisenhower, der skulle afgøre, om der skulle britiske officerer til Bornholm. Men hans problem var, at han ikke ville genere Sovjetunionen mere end højst nødvendigt. Bornholm lå tættere på det sovjetiske operationsområde. Den lille ø var i det store billede ikke værd at tage en konfrontation med Stalin over.

 

En grav med 200 dræbte

Få dage efter besættelsen fandt man i Ryvangen en grav med over 200 dræbte. Disse blev i løbet af sommeren gravet op for identifikation. Tilsvarende grave fandt man også i9 andre byer.

Den 8. maj overtog generalløjtnant Gørtz kommandoen over den danske modstandsbevægelse.

 

Afvæbnet ved grænsen

Store troppebevægelser bevægede sig syd på. De tyske troppe var bevæbnet med en masse isenkram og fødevarer, som Tyskland ellers godt kunne have haft brug for. Men ved grænsen mente modstandsbevægelsen nu at Danmark havde mere brug for det. Og de havde så vær så god at aflevere ved grænsen. Regnskabets og hævnens time var kommet.

Endelig den 12. maj ankommer Montgomery. Han modtages af kongen.

 

Politiet anholder endnu flere

Politiet genindsættes officielt i tjenesten. En ny danske hær dannes. Og interneringerne fortsætter med fuld styrke. Frem til slutningen af november bliver over 34.000 anholdt. Mange bliver dog hurtigt løsladt igen.

 

Gik man kun efter små fisk?

Forråelsen i samfundet var steget under besættelsen. Kriminaliteten var vokset i den politiløse tid. Men det var som om, at samfundet kun gik efter de små fisk. Nu var det også nemmere at opspore, anholde og ikke mindst sortbørshandlere, chauffører, funktionærer, kontordamer og andre. Det betød at mange værnemagere, bagmænd og politikere gik fri.

Meningen havde været at de små fisk skulle gå fri. Og det var bagmændene, der skulle have de store straffe. Men sådan gik det ikke. Og jo længere tid, der gik, jo mildere straffe blev det givet.

Endvidere blev det øjeblikkelig forlangt hjemmel for dødsstraf og lov med tilbagevirkende kraft. Tjenestemænd og politikere, der havde samarbejdet med tyskerne uden nødvendighed måtte fjernes og straffes.

Dr. Best interneres i Kastellet den 22. maj  

 

Vi er alle under anklage

Straffelovstillægget blev vedtaget i Folketinget og Landstinget den 22. – 29. maj. Politikerne vedtog dødsstraf og love med tilbagevirkende kraft. Politikere og tjenestemænd blev interneret af modstandsbevægelsen. Christmas Møller bliver ikke særlig populær hos kollegaerne, da han udtaler:

  • Vi er alle under anklage

 

Gunnar Larsen fik et års fængsel

Gunnar Larsen, der udnyttede sin politiske position og tjente en masse penge i samarbejdet med F.L. Schmidt og Nazi – Tyskland fik kun et års fængsel. Men dette stod slet ikke til mål med de andre straffe, der blev givet.

 

Straffelovstillægget – minimumsstraf 4 år

Således besluttede man i begyndelsen at Straffelovstillægget skulle indeholde en minimumsstraf på fire år. En marinevægter, der havde gjort tjeneste i perioden fra november 1943 til april 1944 blev idømt fem års fængsel.

Et tidligere medlem af Frikorps Danmark, der senere blev bogholder i Schalburgkorpset blev idømt fem års fængsel.

En person, blev i Landsretten dømt til en straf på fire år for at have gjort tjeneste i Frikorps Danmark. I princippet havde den danske regering givet tilladelse til det.

 

Tidligere domme blev ikke omstødt

Senere blev dommen for at have deltaget i tysk krigstjeneste takseret til to år. Men læg lige mærke til, at de hårde domme lige efter besættelsen ikke blev omstødt.

Tænk engang 164 danskere blev straffet for at have begået drab i tysk interesse. Af disse blev 72 personer dømt til døden, men i36 tilfælde blev dommen ændret til livsvarig fængsel.

 

Pludselig var der 50.000 – 100.000 modstandsfolk

Først den 6. juni forlader de sidste ordinære tyske besættelsestropper landet. Det vil sige, at der bliver nogle tilbage for at rydde miner ved vestkysten.

Ved befrielsen var der vel 5.000 – 6.000 aktive modstandsfolk, sabotører m.m. Dette antal svulmede i sommerens løb op til mellem 50.000 og 100.000. Foretagsomme skræddere fik travlt i ugerne efter befrielsen med at fabrikere nye armbind. Man viste sig på gaderne, på arbejdspladsen og i offentlige forsamlinger med armbindet på. Så kunne alle se, hvor vigtig en person, man var og havde været.

 

En langsom kommission

Og den 15. juni 1945 nedsættes den Parlamentariske kommission. De skulle undersøge politikernes ansvar under besættelsen. Og det var som bekendt politikerne, der skulle undersøge sig selv. Og man må sige, at det var de gamle politikere, der vandt denne styrkeprøve. I visse tilfælde resulterede dette i voldsomme reaktioner fra modstandsbevægelsen.

Politikkerne sad i et dilemma. De måtte gøre noget hurtigt for at tilfredsstille folkestemningen, samtidig at det var bedst (for dem selv) at bortlede opmærksomheden om de mere tvivlsomme sider af den førte politik. Det gjaldt om hurtigt at finde nogle syndebukke at fodre løverne i cirkus med.

Nu var det sådan, at disse kommissioner var utrolig langsomt arbejdende. Man forsøgte at nedtone de sociale modsætninger og at der havde været samarbejde med modstandsbevægelsen hele tiden, sagde man. Men da kommissionen endelig blev færdig efter alle disse år, interesserede det ikke folk mere.

 

Stor utilfredshed

Den 3. – 4. juli var der store uroligheder og omfattende strejker i København. Man var utilfreds med situationen på arbejdsmarkedet. Man fordrede også ophævelse af rationeringerne.

Den 5. juli blev den første dødsdom afsagt. Det var en 19 årig mand, der angav sin kammerat til tyskerne, som derpå henrettede ham.

 

Holger Danske og BOPA opløst

Den 19. juli blev Holger Danske og BOPA opløst. Alle våbner skulle indsamles. Men det blev du nu ikke. En del af disse endte i Israel, som vi tidligere har beskrevet. I maj 1945 var Danmark proppet med våben. En del af modstandsfolkene var da også urutineret med hensyn til våben. Og det fik desværre også nogle uheldige konsekvenser.

De indsmuglede våbner blev fordelt sådan at de kommunistiske modstandsgrupper fik mindst. De gamle politikere var betænkelige ved at kommunisterne ville starte en revolution.

 

Flygtningepolitikken

Det tyske flygtningeproblem var lavt prioriteret på befrielsesregeringens prioriteringsliste. Man regnede med, at de var hurtig ude af landet efter at tyskerne var forsvundet. Ja modstandsbevægelsen i Tønder var begyndt at sende dem retur.

Nu havde allierede rigelig at se til med at sørge for de interne flygtningeproblemer i Tyskland. Det danske udenrigsministerium rettede flere gange henvendelser til de allierede. Men hver gang blev Danmark afvist. Det har nok virket lidt småligt for de allierede, på den måde Danmark pressede på.

 

Først i oktober 1945 blev flygtningepolitikken organiseret

Først i oktober 1945 indså den danske regering, at man blev nødt til at gøre noget for at løse dette problem. Endelig begyndte man så at organisere det.

 

Protest mod De store Fisk

Den 20. juli blev Vestre Fængsel besat af modstandsbevægelsen. Dette skete i protest mod at De Store Fisk ikke var blevet interneret. Vagtpersonalet var blevet sendt bort. En meget vred Frode Jacobsen beordrede modstandsfolkene væk.

 

Pengeombytning

Den 21. juli kommer der overraskende for mange meddelelse om pengeombytning fra den 23. juli. Der havde været gjort mange forsøg på hvidvaskning af penge. Over tre milliarder kroner var uden for Skattevæsenets rækkevidde. Mange kan ikke gøre redde for, hvordan de har fået fat i pengene.

 

Stikkerdrab anses for krigshandling

Den 27. juli tager debatten om stikkerlikvideringer fat. Det sker efter en kritisk radiotale af Hartvig Frisch. Han sidestillede likvideringer med mord. Men modstandsbevægelsen argumenterede for retten mod nødværge.

Hartvig Frisch mente, at alle stikkerlikvideringer skulle efterforskes af politiet med henblik på retsforfølgelse af gerningsmændene. Men i 1946 kunne Per Federspiel fra Venstre, der var minister for særlige anliggender, meddele, at stikkerdrab blev anset for at være krigshandlinger og dermed ikke skulle afprøves ved domstolene.

 

Ingen straf for at afstraffe Tyskerpiger

Så vidt vides var det kun en, der blev straffet for vold mod tyskerpiger. Efter det nazistiske sammenbrud var det så at sige frit valg på alle hylder med hensyn til hævn og repressalier.

Mange blev klippet skaldet i fuld offentlighed. Det var en folkeforlystelse. I flere tilfælde blev de klædt af til skindet og måtte løbe spidsrod gennem mængden, der kvitterede med hån, skældsord og spyt. En masse fik malet hagekors på ryggen og blev efterladt i byens parker. Nogle blev også forhørt.

Ja de måtte også finde sig i at blive befamlet og blive hængt ud i den lokale presse.

 

Flere protester mod ”Det Forbedrede Retssystem”

Den 28. juli blev Lov om værnemagere vedtaget. Den var der bestemt heller ikke alle, der var tilfredse med. Mange slap helt for at blive stillet til regnskab.

Kritikken ulmede stadig. Således også i Aalborg den 4. august, hvor der er storstrejke. Det er en protest mod Det Forbedrede retssystem. Man internerede de små og lod de store gå.

 

En trist dag – den 29. august 1945

Det var en trist dag, den 29. august 1945. Ved en storstilet højtidelighed førtes kisterne af 106 modstandsfolk, som tyskerne havde likvideret i Ryvangen igennem København i kortege inden de førtes tilbage til Ryvangen. De blev begravet i den nyanlagte Mindelund.

 

Den sidste tyske krigsforbryder forlader Danmark – 1953

Vi skal måske også have med, at i 1953 blev den sidste tyske krigsforbryder i Danmark løsladt. Ikke en eneste var blevet dømt til døden. Deres forbrydelser lå for manges vedkommende mange grader højere end de danskere, der blev dødsdømt. I alt blev 46 danskere henrettet af de danske myndigheder.

 

Billig sluppet for krigsforbryder

De danske myndigheder fandt det nemmere at henrette egne borgere, der var med til at udføre besættelsesmagtens ordrer. Danmark skulle jo også i fremtiden leve med Tyskland.

Den hovedansvarlige for den tyske terror i Danmark, Otto Bonvensiepen blev ved Byretten dømt til døden. Han var bl.a. kendt skyldig i at have givet ordre til at have dræbt 11 danske sabotører.

Da sagen senere kom for Landsretten, blev dommen ændret til fængsel på livstid. Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.

Bonvensiepen blev som alle andre løsladt i 1953. I 1969 blev han anklaget for medvirken til deportation af jøder ved en tysk domstol, men ved hjælp af bl.a. Werner Best slap han for dom med henvisninger til helbredsproblemer.

 

Den sidste dansker løslades 1960

Og så skal vi vel også have med, at i 1960 blev den sidste danske statsborger, der blev dømt under retsopgøret efter besættelsen løsladt. Men i store dele af befolkningen var de stadig dømt. Og vi har da også i tidligere artikler godtgjort, at i besættelse af offentlige stillinger blev de straffede stadig forbigået.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Besættelsestiden (Under udarbejdelse)
  • Jørgen Barfod: Danmark under anden verdenskrig
  • Beevor: Berlin – faldet
  • Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
  • Per Eilstrup, Lars Lindberg: De så det ske under Besættelsen 1 -2
  • Peter Frederiksen: Danmark besat og befriet
  • Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
  • Paul Hammerich: Fred og nye farer, en danmarkskrønike 1945 – 72
  • Erik Kjersgaard: besættelsen 1940 – 1945
  • Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880 – 1960
  • Jørgen Røjel: Kæft trit og retning
  • Andreas Skov, Flemming Søeborg: 5. maj – Da Danmark blev befriet
  • Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 47
  • Ditlev Tamm: retsopgøret efter besættelsen 1 – 2
  • Anette Warring: Tyskerpiger under besættelse og retsopgør

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 168 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

  • Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
  • Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  • Sandheden om Besættelsestiden
  • År Nul – en fortælling om 1945
  • At handle med ondskaben
  • Landsforræderi og landssvigere
  • Stikkerdrab
  • Tyske Flygtninge
  • Tyskerluder og drageyngel
  • Werner Best
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • I en lovløs tid
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
  • Politik under besættelsen
  • En justitsminister i unode
  • Besættelse på Østerbro 1 – 4
  • Sabotører på stikkere på Østerbro
  • Besættelse på Nørrebro 1 – 5
  • Likvideret på Nørrebro
  • Sabotage på Nørrebro
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Det Tyske Mindretal
  • En stikker fra Sønderjylland
  • Mindretal i Brændpunkt
  • Modstand i Kolding
  • Opgøret efter 1945
  • Sønderjylland – maj 1945
  • Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
  • Det mystiske mord ved grænsen
  • Aabenraa – maj 1945
  • Mord i Padborg 1 – 4 Og mange flere

 

 


De stakkels Skolebørn

Juli 24, 2016

De stakkels skolebørn

Vi besøger tre fattigskoler i København. I begyndelsen skulle alt læres udenad fra katekismus. Lærermoderen skulle være ugift og over 40 år. Skoletugten var slem. Dengang blev der givet masser af klø. Man kunne også finde på at tage den ugentlige proviant væk. Så fik man igen klø, når man kom hjem. Skolen var lukket to eftermiddage om ugen. Så kunne lærere og skoleleder tjene flere penge. For den løn de fik, var ikke nok. Drenge måtte ikke følges med piger. I protokollen blev deres opførsel opskrevet. Og så var der et værtshus under skolen. Det var særdeles svære fagbøger. Så kom den tid, hvor de skulle synge i kirken.

 

Der skulle læres udenad

De 6 – 7 årige’ s undervisning var endnu i det 18. århundrede kun at lade børnene lære katekismus og bibel udenad. Men 20 – 30 år efter de første skoler kom også en Stave – og Læsebog.

 

Et stillingsopslag

Til offentlige skoleholdere var der store krav. Men det kan man nu ikke sige, at det skulle være til private skoleholdere. Her stod der bare anført, at de skulle være studenter eller andre Guds Børn. Ofte var der ukvalificerede mennesker, der underviste. Det kunne være underofficerer, matroser, hustruer og enker.

Men i Heilliggeist fattige Skole kunne antages:

  • En dygtig mand, som vel havde studeret og fået en eksamen i teologi. Han skal være ”sirlig”, og vel kan skrive og også har forstand på at regne, og han en særdeles stor vilje og lyst til at informere børn.

Eller hvad med denne stillingsbeskrivelse:

  • Vor Frue fattige Skole fordrer af sin skolemester, at han skal vælges blandt sådanne som er skikkelig, ædru, gudfrygtig og vel kan skrive og regne.

 

Lærermoder skulle være ugift

Selvfølgelig blev der også stillet samme krav til lærerinden, den såkaldte lærermoder. Hun skulle så være mindst 40 år og ugift. Hun skulle så også fremlægge bevis for Gudsfrugt, Stadighed, Skikkelighed og Renlighed.

I Vor Frue Kirkes fundats går det sandelig endnu videre:

  • Gudsfrygten skal gennemtrænge ikke alene lærerens liv, men også hans undervisning. Skolemesteren og Andenlæreren skal give børnene gudfrygt. De skal undervise dem, så det går lige til hjertet, så de for forståelsen for det hele.

Religionskundskaben var grundlag for al lærdom. Men egentlig var meget af det bare udenadslære. Kun de mest kvikke fik tilbudt undervisning i regning og dansk.

 

Den ene efter den anden skolemester døde

I Nicolai Fattigskole døde den ene skolemester efter den anden af diverse epidemier. Man vidste ikke, hvad man mere skulle stille op. Men så meldte der sig en teologistuderende. Men i hvert fald i regning og skrivning var han så dårlig, at man måtte se sig om efter en medhjælp.

Men så meldte der sig en tidligere elev fra skolen. Da han både var fattig og lam tog han med glæde mod det usle honorar. Senere blev han dog både en at de gode lærere inden for regning og pennen.

I et halvt år var samtlige skoler lukket. Da man atter åbnede var kun halvdelen af eleverne mødt. Resten havde døden indhentet. Enkelte skoler var fortsat lukket.

 

Skoletugten var meget slem

Skoletugten i de gamle skoler har aldrig haft ord, at være særlig blid. Der var frygtelig skrig på skolen dengang, når skolemester gik i gang. Hug og slag samt umilde skolemestre fordrev mange fra skole og lærdom.

Den brutale skoletugt blev taget under behandling i pietismen. Dennes fader, A.H. Francke udtalte:

  • Læreren skal forene Fadersind med broderlig kærlighed.

I Vor Frue Skole medvirkede dette en henstilling til skolemesteren, at han skulle være lige så from over for skolens børn som sine egne. Og selv om det blev nødvendigt, måtte han ikke finde Stok, Svøbe, Krabask eller sligt. Så måtte han heller ikke rive dem hårdt i håret elle slæbe børnene.

Hjalp korporlig afstraffelse ikke, så burde man som de hed sig dengang, sende dem til Børnehuset Christianshavn. Og det skulle så være en foranstaltning til barnets vel.

 

Andre straffemidler

I Nicolai Fattigskole var det forbudt for læreren, at straffe børnene med hårdhed og umenneskelighed. Hvis det skulle anvendes, skulle barnet advares flere gange forud.

En anden straf, som blev anvendt ved skulkeri fra skole eller kirke, ja det var tvungen kirkegang eller fratagelse af elevens brødration. Og når fattige børn kom hjem til deres forældre uden brød, ja så fik de tærsk derhjemme.

Lærerne fik også til orde til at holde drengene til

  • Tugt, skikkelighed og remlighed i deres klæder.

 

Børnenes moralitet fordærves

Fattigskolen fik børnene nye klæder hver femte år. Biskop P. Hansen mente, at det ikke kun var børnenes egen skyld, når de gik i pjaltede klæder. Dette skyldes også hjemmets store ladhed. Og sådan noget tøj, gav skolen vanære og fordærver Børnenes moralitet.

 

Lukket to eftermiddage, læreren skal tjene penge

En almindelig skolemestres gage var i 1702, 50 Slettedaler. Ofte måtte skolerne holde lukket to eftermiddage om ugen, for at skolemesteren og lærerne kunne tage ud og tjene ekstra penge.

Mest ilde havde lærerinden i håndgerning det. Hun fik i 1793 en årlig gage på 16 Rdlr. Det var nok af arbejdstid. Pm vinteren læstes det fra klokken 7 – 11 og igen fra kl. 13 – 17. Endvidere skulle lærerne to gange om ugen deltage i Katekisationen i kirken. Søndag eftermiddage fra 12.30 – 13.30 skulle tjenestefolk og lærere undervises af skolemesteren.

 

Drenge måtte ikke gå med piger

Så var der også pligter, der skulle passes ude for skolen. Drengene måtte således ikke komme med pigerne. Og de måtte ikke spille abespil eller andre usømmeligheder. Senere skulle de overvåge, at børnene mødte velvaskede og kæmmede. Og hvis de så ikke var det, måtte man udtage andre børn til at gøre dette arbejde.

De skulle også kigge efter, om der manglede knapper. Og gjorde det det skulle de sørge for, at forældrene fik det at vide.

 

En bredside til afsked

Nu var sammenholdet på skolerne blandt lærerne ikke så godt i hvert fald ikke i byerne dengang. Og så var det en værre afskedstale som Rektor Hans Hansen sagde på sin afskedstale på Viborg Latinskole. Han fortalte i talen, at grunden til skolens slette tilstand var, at lærerne brugte en hver lejlighed til at besøge krostuer og vinkældre.

Lærerne for gennem gaderne med skrig og skrål og besøgte også lejligheden til at besøge deres elskerinder. Denne rektor blev sikkert ikke mere populær ved lærerne efter den tale.

 

Det blev skrevet ned i protokollen

Fra Nicolai Fattigskole er der bevaret skoleprotokoller, der inddeler børnene efter opførsel. I 1744 kan man læse om de 96 drenge at:

  • 15 var skalkeagtige
  • 8 var sladderagtige
  • 2 var uskikkelige
  • 2 var vilde
  • 1 var løgnagtig
  • 11 var dovne
  • 15 var forsømmelige
  • 10 var skikkelige
  • 15 forsømmer kirken

Af de 48 pigebørn kunne man udlede at:

  • 5 var sladdervorne
  • 2 var tåbelige og vilde
  • 2 var uskikkelige
  • 5 var forsømmelige
  • 3 var dovne
  • 10 var skikkelige
  • 9 var flittige
  • 8 forsømte kirken

 

Nye rubrikker

Efterhånden kom flere rubrikker som arrig og meget arrig, ond og meget ond. En enkelt dreng fik betegnelsen, lad og kælen.

 

Tilskud til fattigskoler

Disse fattigskoler var offentlige, men det var ikke mange midler, som de fik. Så var det godt, at Frederik den Fjerde’ s dronning Louise gav 1.000 Rldr. til Vor Frue Fattigskole. Konferenceraad Fædder testamenterede hele sin formue til Nicolai Fattigskole.

Frederik den Syvende blev så begejstret for Helliggeist Fattigskole, at han hvert år sørgede for, at de fik et tilskud på 100 Rldr. Dette følte Kronprinsen sig i den grad opmuntret af, så han sørgede for, at der hvert år kom 50 Rldr.

Kronprinsen opfordrede venner og bekendte samt de handlende til, at tage 5 – 6 af de bedste som lærlinge hvert år.

En anden indtægtskilde for skolerne var kirkekollekterne, der afholdes fire gange om året. Herved kom der gennemsnitlig 300 Rdlr. ind.

 

Et værtshus i kælderen

Man gik som meget op i moral på Nicolai Skole, men kælderen var udlejet til værtshushold for et halvårligt vederlag på 18 Rdlr. Her var der servering for stående gæster. Indehaveren, Spendrup var den første, der holdt forretning på denne måde.

 

Særdeles svære fagbøger

Nu var Fattigskolerne ret sparsommelig indrettet. I skolestuen var der foruden en stor vindovn, tre lange borde med bænke, samt tre Sinker – bænker.

Nu var det nok ikke det største udvalg af bøger, der kunne fremvises. Fra 1732 findes der en opgørelse fra Vor Frue Fattigskole:

  • 3 dus. Katekismer
  • 3 dus. Evangeliebøger
  • 2 dus. Forklaringer

Syv år efter var denne forsamling forøget med:

  • 2 dus. Davids Salmer
  • 1 dus. Salmebøger
  • 6 dus. Pontoppidans Forklaringer
  • 6 dus. Rostocks og Bornemanns Forklaringer
  • 4 dus. Vidalins Forklaringer

Disse Forklaringer var så langt over børnenes fatteevne, så det må have været ren åndelig tortur at gennemgå.

 

Skolebibliotek, 100 år senere

Disse bøger var kun beregnet til skolens daglige undervisning. Et virkeligt skolebibliotek blev først anlagt cirka 100 år senere. Det var firøvrigt i samme skole. Det var en af lærerne, den senere pastor Jessen i Maribo, der for sine egne beskedne midler købte nogle bøger, som gik på omgang hos eleverne.

Hans efterfølger, lærer Engel fortsatte på denne måde.

 

Skulle synge i kirker

Disse Fattigskoler blev i det 19. århundrede kirkeskoler. Det vil sige, at disse skoler overtog Vor Frue Latinske Skole (Metropolitanskolen) opgave at synge i kirken ved barnedåb, vielser og begravelser.

 

De forenede kirkeskoler

Kort efter århundredets midte ophørte dette forhold, og samtlige skoler blev forenet sammen til en De forenede Kirkeskoler.

 

Kilde: Se

  • Litteratur København (under udarbejdelse)
  • Vogelius: Nye Krøniker fra det Gamle København

 

Hvis du vil vide mere: Om Skoler:

  • Tønder Seminarium – en del af historien
  • Tønder Statsseminariums historie
  • Tønder Statsskole – dengang
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Skolen dengang i Rise Sogn
  • I skole i Aabenraa
  • Emmerlev Skole

Folkevognens Historie

Juli 24, 2016

Folkevognens Historie     

Hitler mente, at en billig bil til arbejderen hørte med til Nazismens propaganda. Helst ville han have haft Mercedes til at udvikle en billig og god pil. Men det blev Porsche, der vandt konkurrencen. Det kneb med at lave bilen billig nok. Men efter en tur i USA lykkedes det at få den fremstillet meget billigt. Hitler stillede nogle krav til udførslen. Men også dem opfyldte Porsche. En stor fabrik blev bygget i Wolfsburg. Samtidig blev der indført en ordning, så de tyske arbejdere kunne spare 5 mark om ugen og få udleveret Folkevognen, når de var færdig med at spare op. Men ak, Fabrikken blev brugt til at fremstille blandt andet 65.000 militær – biller m.m. Og kun 630 civile Folkevogne blev bygget. Gad vide, hvor mange, der blev snydt af tyskerne med deres opsparing

 

En uortodoks bil

Der er skrevet et væld af bøger om fænomenet VW. Mange kloge mennesker har forsøgt, at give en forklaring på, hvorfor sådan en uortodoks bil, kan blive verdens mest udbredte. Egentlig havde VW slet ikke forudsætning for at blive verdensmester.

 

Da Austin dukkede frem

I løbet af 1920erne dukker en slags mellemting mellem motorcykler og biler op. Jo det var den lille Austin Seven, der dukkede op. Konstruktionen blev også solgt til licens – fabrikation i Tyskland. Citroen fabrikerede en lille bil, som Opel kopierede i Tyskland.               

 

Et europæisk motorvejsnet

Hitler drømte allerede i 1933 om et europæisk motorvejsnet. Det hele skulle flettes sammen. Han havde også store tanker om Reichsautobahn. Allerede den 23. september tog han første spadestik til motorvejen Frankfurt – Darmstadt. Nazi – Tyskland nåede trods alt at anlægge 4.000 kilometer landevej.

I 1933 sagde Hitler også:

  • Uden biler, tonefilm og radio kan nationalsocialismen ikke sejre.

 

Motorvejene stod næsten tomme

Nu var problemet bare, at vejstrækningerne stod halvtomme. Hurtig fik Hitler ideen, om at få bygget en bil som alle tyskere havde råd til. De skulle mærke friheden ved at køre på motorvejen mellem de største tyske byer.

 

Type 1 præsenteret i 1936

Resultat udeblev dog heller ikke. VW Type 1 blev for 80 år siden præsenteret på Berlin Auto Show. Jo det var i 1936.

Men Boplen måtte dog en del igennem, inden det blev Tysklands svar på Lego. Bilen markerer tegn på velfærd og velstand.

 

Et stort propagandanummer

Vi skal helt tilbage til slutningen af 1920erne, hvor Hitler sad og lavede skitser. Et par af disse ligner nu ganske godt. Det hele blev senere et velarrangeret nationalsocialistisk propagandanummer. Befolkningen skulle vide at Tyskland var et højtudviklet teknologisk samfund.

 

Den almindelig arbejder skulle have bil

Ja egentlig stillede Hitler en bil i udsigt for den almindelige arbejder. Og det kom skred i sagerne, da han på biludstillingen i 1933 bekendtgjorde, hvad han havde i tankerne. I 1934 inviterede Hitler på en konkurrence, hvor de tyske bilfabrikanter kunne byde ind på opgaven.

 

Ville have foretrukket Mercedes

Egentlig ville han have fortrukket Mercedes. Men så var det lige Ferdinand Porsches udkast. Egentlig havde han størst erfaring med sportsbiler. Men det andet var meget prestigefuldt.

 

Yderligere krav til Folkevognen

Hitler havde den gamle Ford T i tankerne, men han mente nu nok at tyskerne kunne score en større sællert her. På Hotel Kaiserhof i Berlin mødtes Porsche og Hitler. Og Der Führer var meget begejstret men stillede yderligere krav:

  • Den skulle køre mindst 100 kilometer i timen
  • Den skulle køre mindst 14 kilometer på en liter benzin
  • Den skulle være billig at reparere
  • Sædekapaciteten skulle være til fire voksne eller to voksne og tre børn
  • Den skulle have en trecylindret luftkølet dieselmotor med 30 hestekræfter
  • Den måtte ikke koste mere end 1.000 Rigsmark

Nu var det sådan, at Opel’ s lille 1,2 liters bil kostede 1.800 Reichsmark. Og den lille DKW kostede 1.750 Reichsmark.

 

Porsche blev sur

Det med prisen gav Porsche problemer. De næste år sled han sammen med sine ansatte for at få en prototype sat sammen. Uanset hvad de gjorde så blev prisen 1.500 Rigsmark. Men Hitler var ikke tilfreds.

Hitler tvivlede på de kendte former, og mente at den var for tung

Porsche fortsatte arbejdet godt irriteret. Han skulle have sagt, at han hellere ville udvikle ti sportsvogne end en Folkevogn. Men Hitler pressede hele tiden på.

 

Studierejse til USA

Og endelig var Hitler tilfreds. Folkevognen Prototypen V1 så dagens lys. På grund af sin form fik den navnet Käfer (bille). Udformningen var næsten et kunstværk i sig selv.

Porsche var taget på studierejse til USA for at se på effektiv bilproduktion. Og det lykkedes at få Volkswagen ned på 995 Reichsmark.

 

Mange testkørsler

Efter biludstillingen i 1936 blev der foretaget testkørsler med i alt tre biler. To af bilerne fortsatte til Berlin for at blive vist frem for Nazi – toppen. Testkørslerne fortsatte nu rundt i landet i forskellig terræn. Hver bil kørte 50.000 kilometer.

Herefter blev 30 prøvebiler fremstillen og ført af uniformerede SS – tropper. Nu var bilen en realitet. I Leipziger Nachrichten kunne man så læse:

  • Schafft den Deutschen Volkswagen – producer den tyske folkevogn

 

Virksomheden skulle ligge i Wolfsburg

I 1937 besluttede regeringen, at placere virksomheden Volkswagen i Wolfsburg. Porche’ s egen fabrik i Stuttgart kunne ikke klare den forventede produktion. Men Porche havde håbet, at hans fabrik skulle klare produktionen.

Men det var en SS – organisation, der hed DAF, der fik ansvaret. Hitler ville sikre sig, at intet var overladt til tilfældighederne. Fabrikationskvaliteten skulle være blandt verdens nedste.

 

Kraft gennem glæde

Og sådan voksede verdens største bilfabrik op, udviklet af højtuddannede ingeniører. Den var færdig i 1938. Hitler var selvfølgelig på talerstolen og satte produktionen i gang. Og han gjorde det med det nazistiske slogan:

  • Kraft durch Freude – kraft gennem glæde.

 

Daimler – Benz byggede 30 prototyper

Nu var det sådan, at nok en serie prototyper var færdige i 1938. De var byggede af Daimler – Benz. De blev færdige, samtidig med at Hitler lagde grundstenen til den nye fabrik.

I begyndelsen fik bilen navnet KDF – Wagen. En masse arbejderboliger blev bygget omkring fabrikken. Det gik ikke lang tid, før der også kom en togstation.

 

Tre standard – modeller

Sammen med Porche valgte Hitler tre modeller, der blev sat i produktion:

  • En standardmodel med fast tag
  • En model med soltag
  • En cabriolet

Planen var, at man skulle op i en million produktion.

 

Tyskerne fik tilbudt en låneordning

Ved biludstillingen i 1940 blev de tyske familier tilbudt en særlig finansieringsordning, så de i løbet af to år ville få råd til en Folkevogn. Man skulle indbetale mindst 5 mark om ugen. Når den samlede sum var betalt, fik man bilen udleveret.

Men gad vide, om dem, der sparede op nogensinde fik deres bil, for nu skulle man pludselig bruge alle kræfter på krigsmateriel

 

Kun 630 civile folkevogne

 Inden for et par år var man klar til at producere Folkevogn på samlebånd. Men igen var krigen i skyld, at det ikke skete lige med det samme.

Men ak, nederlaget i 1943 forpurrede disse planer. Krigen gjorde det vanskeligt at holde produktionen oppe. I foråret 1945 var der faktisk kun produceret 630 civile folkevogne.

 

Stor militær produktion

 Der blev dog også fremstillet 65.000 andre biler, men det var mere til militært brug.

Man byggede blandt andet 50.000 Kübelwagen. Det var en slags jeep til militære formål. Den brugte Rommel nede i Afrika. Men også i Rusland blev den brugt. Man kan godt udlede, at denne også var en slags Folkevogn.

Dette var Schwimmwagen også. Bunden var bygget som en både, så den kunne flyde.

Man byggede 14.000 af denne model. På Folkevognsfabrikken blev der også produceret flydele, V 1 bomber, flymotorer m.m.

Den 1. april 1943 blev fabrikken bombet første gang.

 

Englænderne startede produktionen

Efter anden verdenskrig lå store dele af folkevognsfabrikken i ruiner. Men i bestræbelserne i at få Tyskland på fode igen besluttede englænderne at få gang i produktionen. Fabrikken lå i det område, som englænderne havde besat. På et tidspunkt overvejede englænderne at flytte produktionen til England, men ingen troede på bilen.

Henry Ford den Anden udtalte, at bilen ikke var egnet til kommercielt salg.

Alene i 1946 fik man produceret 20.000 af Porche’ s og Hitler’ s Käfer. Bilen blev den mest efterspurgte i Europa.

 

Kæmpe succes i USA

I slutningen af 1940’ erne blev ledelsesstilen kritiseret hos Volkswagen. Man var ellers oppe at fremstille 515 biler om dagen.

I 1953 fortog man hele 400 ændringer på Folkevognen. I 1962 var tallet oppe på 2.064 ændringer.

I 1955 får man i USA aftale med 15 distributører og 342 forhandlere. Herover blev den meget populær.

I 1960 blev VW omdannet til et aktieselskab. 60 pct. af egenkapitalen blev sat på folkeaktier. De to tidligere eneejere beholdt en femtedel af aktierne. I 2007 fastslog EU at ingen måtte eje mere end 20 pct. af aktierne.

 

Passat og Golf reddede koncernen

I starten af 1960erne mærkede man en alvorlig konkurrent, nemlig Opel Kadet. Man mærkede også stigende utilfredshed med VW. For at imødegå dette udviklede Folkevogn, VW Type 3. I 1963 havde man efterhånden 750 amerikanske forhandlere, der servicerede de 1,4 millioner Folkevogne på de amerikanske veje.

Vi skal da heller ikke glemme Folkevognsrugbrødet, som blev en kæmpe succes hos især hippierne.

For at komme videre i udviklingen fik koncernen udviklet modellerne Passat og Golf i 1973. Man fik opkøbt adskillige små firmaer. Mas fusionerede med NSU og Audi.

I 1990erne mærkede man et knæk i koncernen. I storhedstiden havde man 70.000 ansatte i Wolfsburg.

 

Den sidste ”Bopel” ruller af samlebåndet

 Da det sidste eksemplar af VW Type 1 rullede ud af fabrikken i 2003 var der solgt 21 millioner folkevogne på verdensplan. Det er den hidtil længst producerede bil på verdensplan. Og de sidste af denne type blev produceret i Mexico.

 

Startede Porsche før?

Der findes mange myter, om denne historier. En af dem går op, at Porsche allerede i 1931 arbejdede med en Kleinwagen. Han ledte et samarbejde med motorcykelfirmaet Zündapp. Men de sprang fra. Porsche kaldte projektet for projekt 12. Og han indledte dernæst et samarbejde med NSU. Men de bakkede ud af det, fordi de mente, at det var for omfattende.

 

Den berømte Porsche 911

Den meget berømte Porsche 911 begyndte sin historie ved et motorløb i Det Tredje Rige. Det var den sølvglinsende og nærmest strømlinende Type – 64 sportsvogn, der nærmest lignede en sportsvogn, der så dagens lys.

 

Han fabrikerede militærmateriel

Den genopstod i 1948 som Porsche 356, som udviklede sig til Porsche 911. Denne Ferdinand Porsche udviklede under krigen også diverse militære maskiner og bomber. Han var med til at udvikle Tigertanks, militærfly og de berygtede V 1 – bomber. Ja også de berømte Panzerjägertanks, som under navnet Ferdinand var berømt for deres lange rækkevidde.

Han blev fængslet af franskmændene for sin krigsindsats, men blev sat fri mod kaution. Som det vil kunne se i vores tidligere artikler var der også andre bilfabrikanter m.m. kun kort tid i fængsel. Mange havde brugt straffefanger, KZ – fanger m.m. i deres produktionen.

Hos Porsche har man de sidste mange år oplevet milliardoverskud på luksusbiler.

 

Volkswagen i TOP 3

I august 2008 lå Volkswagen i top tre foran Ford over verdens største bilfabrikanter. For syv år siden blev der produceret 3,3 millioner køretøjer. Sidste år var produktionen på flere end 10 millioner.

I januar 2009 bekendtgjorde Porsche, at de rådede over 50 pct. af VW’ s aktier. De oplyser, at de ønsker en fælles bilkoncern. Men de måtte opgive, fordi de ikke kunne fremskaffe de nødvendige midler. I 2012 blev fusionen med Porsche opgivet. I stedet overtog Volkswagen AG Porsche Automobils aktiepost på 4,43 milliarder euro.

 

Snyd med miljøregler

Hos VW har man de sidste år oplevet mange skuffelser, som følge af snyd med miljøregler. Og det har kostet firmaet dyrt. Inden for et døgn røg aktien ned med 23 pct. Man indrømmede, at man også har snydt i andre lande. Dermed røg aktien ned med yderligere 20 pct. Man risikere en bøde på i alt 18 milliarder kroner.

I staten New York beskyldes den tidligere bestyrelsesformand, Martin Winterkorn og en tidligere direktør at være direkte involveret.

 

Kilde:

  • Diverse ældre tyske bilbøger
  • Besættelsestidens litteratur (ny liste under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 167 artikler om Besættelsestiden

 

 


Karantænestationen ved Grænsen

Juli 19, 2016

Karantænestation ved Grænsen

Man glemmer, at nævne dem. De kvinder der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne i Padborg og Kruså. I Kruså kan man ellers se et monument af Folke Bernadotte, men ikke nogen af disse kvinder. Læs også beretningen om spøgelsestogene på Padborg Banegård. De kom i 56 kreaturvogne og skreg af sult. De så at de to karantænestationer var bevogtet af tysk militær. Men langsom fik de tiltro, og ville ikke med til Sverige.  Ved grænsen så man nogle af de rædsler, som de 500 nazistiske dødslejre havde udsat folk for.

 

Et monument for Folke Bernadotte

I Kruså står en stort monument for Folke Bernadotte. Manden bag de hvide busser. Men var han nu også det? Ja ifølge hans egen biografi var han. Det kan så undre, at det skulle gå så lang tid, at andre også fik æren. Svenskerne havde behov for at få lidt oprejsning efter krigen. De ville være en del af de allierede.  Og nu var det også sådan, at Dronning Ingrid var i familie med Folke Bernadotte. Kongehuset var det sidste, som man ville røre ved dengang.

 

Kvinderne kun omtalt i bisætninger

Men hvad med alle de dansker og normænd, der startede det hele? Og hvad med alle de kvinder i karantænestationerne i Padborg og Kruså. Dem er der ikke stillet et monument op for. Denne artikel handler om disse.

Historien er helt overskygget af svenskerne. Men er der ikke kommet lidt ridser i lakken? De Hvide Busser handler mest om modige mænd. Kvinderne er kun omtalt i bisætninger.

 

Det hele var kynisk planlagt

Der var vel alt i alt 500 dødslejre dengang. Det hele var vel kynisk planlagt. Dem, der endnu ikke var aflivet lå i uisolerede barakker. Sengetøj og dyner eksisterede ikke. Hver morgen kunne fangere hive deres døde kammerater ud. De lå 4 – 6 fanger i hver seng.

 

Heltene – de sked sig ihjel

Nogle var så afkræftede, at de ikke kunne stå på deres egen ben. De nåede heller ikke toilettet. Sengen blev toilet. De tæpper, madrasser og tøj, der forfandtes var stift af aftørret afføring. Disse sovesale var stinkende pesthuller. Risiko for smitte var kolossal. Lus, tyfus og kolera var hyppigt forekommende. Diarre var så hyppigt forekommende, at Mogens Fogh udtalte om modstandskampens helte:

  • Heltene, de sked sig ihjel

Alle havde dysenteri, altså tynd mave. Afføringen løb ukontrolleret ud af dem. Tøjet stank, og der var ingen mulighed for at vaske det eller sig selv.

 

Sultedøden var sikker

Fødens kalorieindhold og vitaminindhold var så lavt, at sultedøden var sikker men langsom. Man stjal fra dem, der var så afkræftet, at de ikke mere kunne forvare sig.

Ja hvad fik man egentlig? Suppe kogt på roer eller kartofler og en mere beskeden humpel brød.

 

Tøj – og levnedsmiddelpakker livsvigtig

Tøj – og levnedsmiddelpakker havde en uvurderlig betydning for de danske fangere. En enkelt standardpakkes indhold havde samme værdi som lejrkosten i en hel måned. Men trods dette meldes der om et hold danske betjente, der ankommer fra KZ – lejren Neuengamme til Frøslevlejren i december 1944.

På ca. 3 ½ måned var disse store stærke, sunde betjente trods en lang række fordele i forhold til andre fanger forvandlet til muselmænd. De var udhungrede i en sådan grad, at knoglerne næsten stak igennem huden, deres liv var i overhængende fare.

 

Kun halvdelen af pakkerne nåede frem

Nu var det sådan, at kun halvdelen af de danske pakker nåede frem. Og det som nåede frem, blev ofte stjålet fra danskerne af medfangere. I nogle af lejrene lavede de danske talsmænd en aftale med de andre internerede om fordeling af pakken.

 

Man kunne dø af normal kost

Fangerne var så udmattet af sult og sygdomme. Da de endelig kom ud, var sygehjælpernes største problem at holde dem fra at spise almindelig mad. Trangen var så stor, at de trods advarsler, forsøgte at tilfuske sig eller stjæle mad. De kunne dø af at få normal kost. Derfor måtte de have særkost.

For de fleste tog det måneder og år, før de kom til kræfter. Men en normal tilværelse fik ingen, der havde været i Helvedes Forgård.

 

En anden gruppe var i tankerne

Ja det var sådanne mennesker, man endte med at tage imod i karantænestationerne i Kruså, Padborg, Tønder og Gedser. Allerede i 1943 havde Sundhedsstyrelsen en plan klar. Men egentlig var det slet ikke disse personer, der var med i den oprindelige plan.

Hver station skulle have en opsamlings, og venteafdeling, en aflusningsanstalt og et afgangslokale. Personer, der havde sorteret grænsen skulle registreres og sorteres efter smitterisiko. De skulle bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Tøjet skulle afluses i mobile aflusningsovne. Personerne skulle i styrtebade m.m. Alt blev organiseret, også hvorfra man skulle skaffe personale.

Dengang havde man nok ingen ide om, hvor stort et antal, de kom i. Man havde heller ingen ide om, hvem der kom. I alt 17.300 hjembragte fanger måtte Kruså og Padborg tage sig af.

 

Det var Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne

Egentlig var det almindelige Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne, og som man skulle tage imod. Man troede, at Tysklandsarbejderne kom tilbage medbringende sygdomme, som man ikke ønskede importeret til landet.

Foruden kønssygdomme, kunne det være smittebærende kropslus og lungetuberkulose. Det var ikke så velset, at være Tysklandsarbejder, så en ydmyg hjemkomst ville ikke skade. Men nu skal vi lige huske, at for mange var det ikke frivilligt. Fagbevægelsen nægtede at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis ikke man tog syd på.

Men disse arbejdere kom enkeltvis og i små grupper.

 

I busser og tog

Det var i første omgang danskere og nordmænd, der kom hertil. Men senere kom andre nationaliteter.

Mange kvinder arbejdede her i døgndrift ved grænsen.

De kom både med tog og de hvide busser til Padborg og Kruså. Vi har tidligere berettet om dette i et par artikler her på siden.

 

Mange nationaliteter

Det var ikke kun karantænestationerne i Kruså og Padborg, der bidrog, når De Hvide Busser ankom hertil. Ved jernbanestationen i Padborg blev der i remisen indrettet et aflusnings – og desinfektionsanlæg, der kunne forsynes med varmt vand fra et lokomotiv. I Tønder var der indrettet lazaretter i mange bygninger.

De Hvide Busser stoppede omkring 20 april i første omgang. Derefter sendte tyskerne kvindelige fanger fra andre nationer, der var anbragt i KZ Ravensbrück mod Danmark.

 

Alle skulle efterses

Nede i Kruså blev der spredt halm i barakkerne. Oven på halmen blev der lagt tæpper. I hver barak kunne der anbringes 200 personer. Mange gange blev laden på Krusågård taget i anvendelse, når tilstrømningen blev for stor.

I køkkenet blev der næsten konstant lavet mad. Der var også barakker til personalet, chaufførerne og selvfølgelig patienterne. En isolationsbarak var der også. Selve karantænestationen var der med registrering, behandling og depot. En særlig bygning var baderum og desinfektion. Alle skulle afluses inden de blev sendt videre til København med Malmøfærgen.

Men senere måtte mange også sendes til Frøslevlejren og til Møgelkær ved Horsens.

 

Man vadede i afføring

Midt i det hele kom også de danske fangere hjem. Og som beskrevet over for, var deres tilstand i mange tilfælde alvorlig. Men også de psykiske problemer spillede en stor rolle. De blev ved med at tale om deres oplevelser. Sygeplejerskerne og de frivillige måtte ligge øre til mange forfærdelige ting.

Fangerne led voldsomt af diarre og opkastninger, og sygeplejerskerne vadede bogstavligt i afføring. Er middel mod det var at bore huller i trægulvet. Det sparede på gulvklude. Jo det gav arv på sjælen og stå ansigt til den umenneskelige behandling i KZ – lejrene.

Nogle sygeplejerske var her kun i få dage. Andre var her i hele perioden fra 10 april til 3. maj 1945.

 

Den store bespisning

Bestyreren på Kruså Mejeri stillede hele anlægget til rådighed. Danske Kvinders Beredskab fra Sønderborg og Gråsten mødte op med 50 unge Fruer. Og så blev der ellers smurt mellemmadder. Og landevejen blev spærret for almindelig trafik. Så stillede man ellers bænke op, og var klar med den helt store bespisning.

Sønderborg Hospital leverede i store junger en varm sammenkogt ret af kalvekød, kartofler, grøntsager og sovs. Dette blev serveret på paptallerkner. Og maden var beregnet til sarte maver.

På mejeriet blev der kogt havregrød og herfra blev der leveret mælk.

 

Karantænestation anbragt bevidst ved jernbanen

Den 8. april startede karantænestationen i Padborg. De første busser med norske og danske kvinder kom i busser. De fik et måltid mad og blev så kørt videre.

Karantænestationen var bevidst lagt op af jernbanen. Det var langt til lokalbefolkningen. Man kunne bruge dampen fra lokomotiverne. Der blev hele tiden bygget nye barakker, og togvogne blev ryddet for at klare den stigende efterspørgsel.

Nogle dage senere kom 100 dødssyge mænd fra Neuengamme. De havde tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de dagen efter sendt videre med et lazarettog.

 

Evakuering af lejr

Men der kom en uophørlig strøm af udpinte fanger. Mange måtte direkte mades. Natten til den 19. april var karantænestationen i Padborg udsat for luftangreb, hvor flere blev såret.

Kort tid efter, at skyderierne var ophørt blev lejren beordret evakueret, da man havde fundet en forsager. Personale og patienter blev anbragt på godsbanegårdens terræn og dels i busser.

Morgenen efter var der kæmpe oprydningsarbejde. Der var blod mange steder. Karantænestationen var gennemhullet flere steder. Flere måtte en tur på sygehuset med granatsplinter i hovedet.

Den 22. april kom Folke Bernadotte forbi. Han ønskede at trykke alle sygeplejerske og frivillige i hånden og sige tak.

 

Stor mistro

Det var nu ikke alle, der var lige glade for at komme ud af busserne eller toget. De var bange for, at blive ført over til et gaskammer. De så, at der stadig gik tyske patruljer rundt om lejrene.

Et særligt problem var alle de spædbørn, der fulgte med. Når de skulle undersøges, frygtede kvinderne, at de skulle aflives. Det gik nogen tid, inden der blev opbygget et tillidsforhold. Og det var nu heller ikke altid kvinderne var sammen med deres eget barn. Mange havde overtaget det, efter at deres veninder døde i KZ – lejren.

Disse småbørn var gråblege og helt udtørrede. De led ofte af tarmlidelser. Men efter to døgns ro og varme samt rigeligt drikke af en tynd mælkeblanding kom de sig dog meget hurtig.

Det er ikke mange, der er klar over, at allerede fra december 1944 hentede man knap 600 danske politifolk hjem fra KZ – lejrene.

 

Man skulle ikke vise følelser over for Gestapo

Dagen efter ankomsten gik der som regel en transport videre mod Sverige. Sammen med busserne måtte der også sendes ambulancer. Gennem næsten hver by, man kørte stod folk parat med mad, tobak og blomster. Specielt tobakken var velkommen. Gestapo var med i vognene. Personalet havde advaret mod, at man ikke skulle vise følelser over for dem.

Men nu var det ikke altid lige let at sende tog af sted på grund af sabotage. Det skulle et stort planlægningsarbejde til hele tiden til at få organiseret alle transporterne.

I København stod svenske sygeplejerske til at tage over. De danske kunne så tage tilbage til grænsen.

 

Masser af kontraordre

På karantænestationerne var man udsat for mange kontraordre om ophævelse af lejrene. Der var hele tiden luftangreb og skader på materiel. Og også i lejrene oplevede man skader.

 

De mange spøgelsestog i Padborg

Det var uhyggeligt for personalet at se spøgelsestogene fra Ravensbrück. Men også for de lokale i Padborg var det et chok. I lejren for kvinder og børn blev der også foretaget medicinske forsøg. Tyskerne var ikke interesseret i at russerne, der nærmede sig lejren fik nogen indblik i, hvad der var sket. I alt blev der transporteret 7.000 fangere fra Ravensbrück til Sverige.

Med den første transport kom der 1.000 kvinder med mest unge piger fra Polen, Holland og Belgien, men også fra Frankrig og England. Nogle af de franske studiner blev i Kruså. De havde nemlig lært sig polsk i KZ – lejrene. De fungerede derefter som tolke.

 

53 kreaturvogne

Den 30. april kom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Man oplevede menneskelig lidelser af næsten uforståelige dimensioner. Og de overbebyrdede sygeplejerskerne var synkefærdig af træthed.

Gang på gang blev der afholdt sørgehøjttidelighed i Bov Kirke, når der var dræbt personale i De Hvide Busser. Gang på gang blev de angrebet af allierede fly. Også mange befriede blev dræbt eller såret under sådanne angreb.

 

De sloges om skraldespande

I de næste dage kom der flere transporter fra Ravensbrück både med tog og ad landevejen. Mange var meget svage og syge. Der var også mange spædbørn med. Man kunne ikke skaffe ren mælk eller andet babymad. Men øl i uåbnet stand var rent. Så spædbørnene fik en lunken Hof med sut hver sjette time. De blev mætte og meget rolige.

Mange døde dog under transporterne. Den 2. maj kom flere i forfaldne godsvogne. Ud af alle åbninger stak menneskearme. Ud humpede, krøb og løb udhungrede syge kvinder. De havde været undervejs i fire – fem døgn. De invaderede de nærmeste haver og gravede lægkartofler op. De sloges om skraldeposer og vandposter. Og så satte de sig midt på perronen for at forrette deres nødtørft.

Efterhånden havde man lært at lukke kvinderne ud i hold, så der ikke opstod kaotiske situationer som ved de første transporter.

Nogle måtte blive siddende i vognene nogle timer endnu. Man kunne ikke tage sig af alle på en gang. Der blev stillet vand ind og der blev kastet knækbrød ind i hver vogn.

Luftkamp over lejren

Ikke alle var i stand til at røre sig. Og i flere vogne var der døde. Samme aften den 2. maj var der luftalarm i Padborg. Man frygtede at målet var jernbanen. Der var luftkamp lige over lejren i Padborg. Lysnettet blev beskadiget, så alt arbejde måtte foretages i mørke.

 

De ville ikke til Sverige

Man forsøgte at give dem alle en lægekonsultation. Men egentlig kunne man ikke gøre så meget end at trøste, give dem noget at spise og drikke og få dem i bad. Kvinderne havde mange sygdomme og mange havde voldsomme sår efter hundebid.

Mange ville selvfølgelig blive i Danmark efter den gode behandling. Og før hver transport måtte personalet lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig.

 

En hyldest til kvinderne

Den 3. maj 1945 blev lejren i Kruså ophævet. Ja egentlig var meningen at lejrene skulle lukke ned den 2. maj. Men pludselig lød meldingen, at det holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder på Padborg Station.

  • Denne artikel er en hyldest til alle de kvinder, der bidrog til at redde liv i Sønderjylland

 

 

Kilde: Se

  • Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
  • Hans Sode – Madsen: De hvide busser 1941 – 45 – Reddet fra Hitles Helvede
  • Klara Kragh: Foredrag (Dansk Sygeplejehistorisk Museum)
  • Susanne Malchau: Kærlighed er tjeneste
  • Bo Lidegaard: Redningsmænd

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 166 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder:

 

  • Sort Jord, Holocaust
  • De hvide busser – nok engang
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Holocaust – aldrig igen
  • Sandheden om de hvide busser
  • KZ – lejr Ladelund
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • Sverige og jøderne
  • De svenske forbindelser – under Anden verdenskrig
  • År nul – en fortælling om 1945 og mange andre artikler

 


Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?

Juli 18, 2016

Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?

Hver gang en krigsforbryder på 94 år bliver snuppe, bliver det slået stort op i pressen. Men burde man ikke i stedet interessere sig for alle dem, der er gået fri for straf og hvorfor? Det er som om, at man i Tyskland jagter som aldrig før. Er det for at få lettet samvittigheden, fordi man ikke altid har taget denne jagt alvorlig? Og hvad med amerikanerne? Her kunne man bruge topnazister i FBI og CIA. Og man gjorde en masse, for at disse ikke skulle straffes. Selv slagteren fra Lyon kunne man bruge i USA. Når det så kom for tæt på, ja så tilbød amerikanerne støtte, hvis krigsforbryderne ville forlade landet. Og hvordan kunne den frygtelige læge Mengele to gange besøge en flække i Bayern uden at blive pågrebet?

 

De vente tilbage til Det Tyske Mindretal         

Vi så det herhjemme i Det Tyske Mindretal. De sagde, at de startede forfra og blev tvunget til at sige, at de respekterede den danske stat. Men mange af dem, der blev dømt vendte tilbage til det nystartede mindretal. Mange fik topposter. Nu er det selvfølgelig ikke de største krigsforbrydere, vi her taler om.

 

Belastede embedsmænd

Men sådan gik det også i det tyske embedsværk. Og mon ikke man stadig kan finde en bøddel i en eller anden fjerntliggende tysk landsby på over 90 år.

Historiske kommissioner blotlægger, hvor stor en koncentration af tidligere embedsmænd, der vente tilbage i det tyske embedsmandsværk. I 1950erne og 1960erne forsøgte statsanklageren Fritz Bauer at afdække, hvor stor en rolle nazismen spillede i det tyske styre.

 

Nu har historikerne taget fløjlshandskerne

Man kan da godt sige, at de tyske historikere har taget fløjlshandskerne af. Opgøret med fortiden er i gang i Tyskland – Vergangenheitsbewältigung. Det er bestemt ikke et glansbillede, der tegner sig, når man skal kigge på resultatet af alle de kommissioner, der er nedsat.

 

En modig statsanklager

Det handler ikke så meget om personer, nok mere om systemer. Der er lavet et par film om overnævnte statsanklager Fritz Bauer. Selv om han først døde i 1968, er det først nu, at han bliver anerkendt. Man havde ikke så meget til overs for ham, dengang, da han gik i gang.

Også tysk TV har gjort meget for at afdække de kritisable forhold efter krigen.

 

Lovgivningen bestemte

20 pct. af de gamle embedsmænd fra Det Tredje Rige fik genansættelse i Forbundsrepublikken BRD, lidt lavere andel i DDR.

Overraskende er det nok ikke, for i 1955 indførte BRD en lovgivning, der sagde at mindst 20 pct. skulle have været ansat i Det Tredje Rige.

 

Paragraf 131  

I den nuværende lovgivning, står der i paragraf 131, at staten skal ordne forholdene for alle tjenestefri tjenestemænd fra nazitiden. Det betyder i praksis, at staten BRD skal tilbyde pension eller tilbud om genansættelse til de mange tidligere medarbejdere af naziregimet.

Udover den retslige forpligtelse over for de ansatte, havde BRD behov for erfaren og veluddannet arbejdskraft. Men nu var det sådan rent teoretisk, at blandt de 20 pct. var ikke dem med en svær belastet fortid i den nazistiske tjeneste. Krigsforbrydere og Gestapo – ansatte kunne ikke bare få et arbejde.

 

Hvilken rolle havde du i Det Tredje Rige?

På amerikansk initiativ gennemførte sejrherrerne et omfattende opgør med nazismen i det vesttyske samfund. Samtlige vesttyskere over 18 år – 30 – 35 millioner, skulle svare på, hvilken rolle de havde i Det Tredje Rige.

Man ville finde ud af, hvem der havde været med i SS elitekorps og dets efterretningstjeneste SD. Spørgsmålet var jo så, om man ville svare ærligt?

 

Tidligere Hitler – tilhængere

I Østtyskland gennemførte man en lignende undersøgelse. Her var man mere radikal. Officielt blev alle nazister bandlyst fra offentlig tjeneste. Men en nærmere gennemgang af det østtyske politi har vist, at flere højtuddannede funktionærer var tidligere medarbejdere i Hitler’ s Tyskland.

 

Ikke gavnlig for de nye tyske stater

Projekterne stod på i 1945 – 1949, men efter grundlæggelsen af de to stater, blev projekterne afblæst. Staterne var dog forpligtet til at lede efter krigsforbrydere og straffe dem. Men mistænkeliggørelse og forfølgelse ansås ikke mere at være gavnlig for opbyggelse af de nye samfund.

 

Mange skeletter i de offentlige arkivskabe

Men den omtalte Fritz Bauer opdagede mange skeletter i de offentlige arkivskabe. Han fandt frem til mange, som ikke skulle have været der. Hans bedrift var at opspore Albert Eichmann i Argentina. Det var ham, der gav den israelske efterretningstjeneste Mosad de fornødne oplysninger. De pågreb ham ved et støvet argentinsk stoppested. Nu kan man så diskutere, hvem der egentlig skal have æren? Var det ikke Simon Wiesenthal, der tog den?

 

Tyskerne fik besked i 1958

Men denne oplysning med at tyske myndigheder vidste, hvor han befandt sig må vi ikke sige offentlig. En tysk domstol har nemlig bestemt, at oplysninger om den tyske krigsforbryder, Adolf Eichmann må holdes hemmelige.

CIA offentliggjorde i 2006 dokumenter, der viser, at de i 1958 henvendte sig til deres tyske kollegaer med oplysninger om, at Eichmann havde boet i Argentina siden 1952.

 

Forbrydere meget tæt på toppen

Fritz Bauer afslørede også Konrad Adenauers højre hånd, Hans Globke. Denne var medforfatter til bekendtgørelsen om de nürnbergske racelove af 1935.

Racelovene ophøjede juridisk set den tyske arier og legitimerede diskrimineringen af de tyske jøder som andenrangs borgere. Ja man kan undre sig, at Globke også fungerede som partisekretær.

 

Arbejdet var absolut ikke velset

Fritz Bauer’ s energiske arbejde var absolut ikke velset i Tyskland. Også staten modarbejdede ham. Bauer havde håbet, at Eichmann – sagen kunne føres i Tyskland, så befolkningen kunne se rædslerne.

 

Mengele var to gange i Bayern

Fritz Bauer var skuffet over, at myndighederne ikke kunne pågribe den berygtede døslæge fra Auschwitz, Josef Mengele. To gange var han returneret til Vesttyskland efter sin flugt til Sydamerika, en gang for at blive gift, og en anden gang for at forny sit pas. Dette skete i en lille bayersk flække, men myndighederne anholdte ham ikke. Vi har her på siden planlagt en artikel om denne frygtelige læge.

 

Havde tyske studenter ret?

Det var ikke kun på ministergangene, at tjenestemænd med en mere eller mindre blakket fortid fik lov til at fortsætte. Også dommere og professorer på traditionsrige statslige universiteter stod parat med jobtilbud. Ja nogle steder ændrede professorer knap nok pensum og undervisningsmetoder efter krigen. Måske havde de oprørte studenter alligevel ret, når de kaldte tyske universiteter for fascistiske?

 

Højesteretsdom: De skal da ikke straffes

Mange af de dommere, der fortsatte havde været med til at dømme 40.000 mennesker til døden ved hjælp af nazistisk lovgivning. De rettede sig efter de føromtalte racelove. Dødsdomme blev givet til personer, der lyttede til udenlandsk radio.

En meget væsentlig højesteretsdom i det nye Vesttyskland fastslog, at disse dommer blot havde handlet efter den daværende lovgivning og dermed gjort deres tjenestelige pligt. De skulle da ikke straffes i det ny Vesttyskland!

 

De samme dommere blev brugt igen

Og tænk engang nogle af disse dommere blev brugt, når der skulle gøres op med den nazistiske fortid?

Den kommunistiske leder, Ernst Thälmann blev i 1933 fængslet. Under krigen blev han anbragt i KZ – lejr. Her døde han, og hans efterkommere anlagde i 60erne sag mod den tyske stat for overlagt mord. De søgte om økonomisk kompensation. En undersøgelse blev iværksat. Og lederen af denne var den samme, som i sin tid havde dømt ham til fangenskab. Derfor fik de efterladte selvfølgelig ikke ret i deres klage.

 

Kunne man ikke for længst være gået i gang?

Muligvis har det tyske samfund fået dårlig samvittighed. For nu er man gået i gang med for fuld fart at få fat i 90 – 94 årige, der i hast skal dømmes. Men kunne man ikke for længst have gjort det?

 

Tilfældet: Jakob Denzinger

Nogle af dem der kritiserede tysker mest, var amerikanerne. Men hvordan var det lige med dem?

Men nu er det også andre mystiske ting, der skete efter krigen. Jakob Denzinger har således fra begyndelsen af 1990erne boet i en stor lejlighed i Osjek i Kroatien betalt af de amerikanske skatteydere. Den 92 – årige får også hjælp til madlavning og rengøring. Den tidligere SS – mand fra Auschwitz og Mühlhausen har nu i 27 år kunnet opretholde en bedre levestand end så mange andre i Kroatien.

Denne Denziger slog sig efter ankomsten i USA ned i Ohio. Her grundlagde han en stor plastikfabrik, Han kom til at tilhøre samfundets øverste lag. Han havde flere biler, stiftede familie og boede i et stort hus. Men i 1989 sporede en nazi – jæger ham. Og hans blakkede fortid kom frem.

 

Økonomisk hjælp til krigsforbrydere

Ja man påstår, at der endnu bor 4 af disse krigsforbrydere i Europa, som også modtager pæne økonomiske ydelser fra amerikanerne

Det amerikanske justitsministerium forsøgte i flere år at holde en rapport på 600 sider hemmelig. Den handlede om, at eftersøgte nazister havde fundet et sikkert skjulested i USA.

Et eksempel er netop Denzinger. Som SS – vagt tog han del i forbrydelser mod menneskeheden. Han er blevet kastet rundt i det amerikanske retssystem og nu havnet i Kroatien.

 

Tusindvis fandt sikkerhed i USA

Tusindvis af tyske krigsdeltager fandt sikkerhed i USA. Mange af disse har større forbrydelser på samvittigheden end Denziger. Åbenbart lod de amerikanske myndigheder 66 tyskere mistænkt for krigsforbrydelser forlade USA efter 1979. 34 af disse modtog pæne økonomiske ydelser på grund af et smuthul i loven.

 

Aftale med krigsforbryder

Åbenbart har de amerikanske myndigheder indgået en aftale med de gamle nazistiske krigsforbrydere, at de kunne rejse ud af USA og stadig få sociale ydelser. Det er da i den grad mærkelig at det internationale samfund belønner disse krigsforbrydere.

 

FBI og CIA brugte masser af krigsforbrydere

Man taler heller ikke om, at amerikanerne har brugt ca. 1.000 nazister i den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Man så gennem fingrene med, hvad de havde begået af krigsforbrydelser. En af disse var Otto von Bolschwing. Han var mentor for Adolf Eichmann, der som bekendt var en af arkitekterne bag Holocaust.

 

Slagteren fra Lyon

Men endnu mere kendt er Slagteren Fra Lyon, Klaus Barbie. Han var kendt og frygtet for sin brutalitet. Han torturerede fangere end til de døde. Se han var også blevet ansat af amerikanerne.

 

Hoover troede ikke rigtig på Holocaust

Således nægtede FBI at fortælle nazi – jægere i 1980erne, hvad de vidste om 16 krigsforbrydere, der på det tidspunkt boede i USA. På det tidspunkt var fem af dem stadig aktive FBI – agenter.

Nu var det også sådan, at den berygtede FBI – chef, J. Edgar Hoover havde den grundlæggende opfattelse, at beretninger om mange af de uhyrligheder, der blev begået af nazisterne under Holocaust var ren Sovjet – propaganda. Han havde ingen problemer med at sende disse krigsforbrydere tilbage til Europa og spionere for USA.

Det var en holdning, som han delte med toneangivende kræfter i det amerikanske efterretningsvæsen CIA.

 

Et nyhedsbureau afslørede den dybe hemmelighed

Det er nyhedsbureauet Associated Press, der har afsløret dette. Det er også eksempler på, hvordan de amerikanske myndigheder har forhindret andre i at undersøge deres agenter og spioner for krigsforbrydelser.

 

Wiesenthal var spion for Mosad

Ja så kunne man blive ved. For en ny bog afslører, at den legendariske nazi – jæger, Simon Wiesenthal var på lønningslisten hos den israelske efterretningstjeneste, Mosad. Tidligere skulle han have været ansat ved den politiske afdeling af Israel’ s udenrigsministerium. Hans opgave var at hjælpe den israelske regering med at opspore og fange de hundredevis af naziforbrydere, der gik under jorden i forskellige dele af verden.

Ifølge bogen skulle Mosad også have støtte hans berømte Jødisk – Historisk Dokumentarcenter.

 

Kilde:

  • Diverse TV – udsendelser i ARD og ZDF
  • atlasmag.dk/kultur
  • David Cesarani: Eichmann – hans liv og forbrydelser
  • Tom Segev: Simon Wiesenthal – The Life and Legens

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 164 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

  • Søren Kam og hans erindringer
  • Himmler og hans datter
  • År nul – en fortælling fra 1945
  • Jagten på krigsforbrydere
  • Tilfældet – Søren Kam
  • De danske nazister
  • SS – absolutte grusomheder og meget mere

 

 

 

 


Statsminister Buhl og hans “Stikkertale”

Juli 16, 2016

Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”

”Stikkertalen” førte til en usikker glidebane. Tyskerne mente at danskerne skulle få styr på sabotagen. Tyskerne mente ikke, at danske politi var nok effektiv. Buhl’ s tale blev ellers rost af datidens medier, men da de første illegale blade dukkede op, blev den omdøbt til stikkertale. Befolkningen var skeptiske over for datidens medier. Buhl var ikke tyskervenlig. Han var en af dem, der kunne sætte Scavenius på plads. Og tyskerne bedte ham om at gå. Efter august 1943 var han den faktiske regeringsleder. Det var ham, der formulerede nejet til tyskerne. Han var altid skeptisk over for modstandsbevægelsen. De kalde ham landsforræder. Men han var bange for, at de fik for stor magt. Og så var han bange for et kommunistisk kup. Frihedsråddet havde stor betænkeligheder ved at pege på ham. Men han var den bedst egnede. I befrielsesregeringen forsøgte han at berolige sindene og mindske modstandsbevægelsens indflydelse.

 

En naturlig arvetager

Vilhelm Buhl var finansminister fra 1937 til 1942. Efter Staunings død i maj 1942 var han en naturlig arvetager.

 

”Stikkertalen” førte til en glidebane

Det var i september 1942, at Vilhelm Buhl afholdt sin berømte stikkertale. Men året efter forlangte partiet Venstre dødsstraf for sabotage. Var det ikke den berømte modstandsmand Jørgen Kieler, der gav udtryk for, at regeringens udlovning af dusør er i sabotagesager, første mange danskere ind på en glidebane, der senere gled over i stikkervirksomhed for Gestapo?

Men mange danskere mente, at det var lovligt at hjælpe dansk politi, nu hvor også politikerne opfordrede til det. Og det var hurtig tjente penge. Dansk politi samarbejdede jo også med Gestapo, så hvorfor ikke gå til det hemmelige tyske politi?

 

Buhl: ”Vi kan ikke styre udviklingen”

I forsommeren 1942 voksede sabotagerne. Karakteren blev voldsommere, og skaderne større. Tænk engang, to tyske marinefartøjer blev brændt ned.

Buhl mente, at en optrapning af modstandskampen ville betyde, at man ikke mere kunne styre udviklingen. Det ville svække de danske myndighedernes kontrol.

Han var antinazistisk, men efter hans mening så kom kommunisterne ind under samme kategori. Buhl var dybt skeptisk over for kommunisternes rolle i modstandskampen.

 

Nu måtte danskerne få styr på sabotagen

Nu var det sådan, at den danske regering var ansvarlig for den tyske værnemagts sikkerhed. Rent praktisk var det politiets opgave. Der stod meget på spil. For hvad ville Danmark gøre – uden stat, uden regering, uden politi?

Renthe – Fink’ s melding var klar. Nu måtte Danmark få styr på denne sabotage ellers….

Vilhelm Buhl og hans regering var under hårdt pres. Politiets efterforskning konstaterede, at sabotagerne udsprang for to vidt forskellige miljøer. Det ene miljø var det kommunistiske parti, som ellers var blevet forbudt i 1941. Det andet miljø var ukoordineret og uden ledelse.

 

Enten eller!

Nu var Tyskland jo heller ikke forpligtet til at lade Danmark bevare sin suverænitet. Tyskerne forlangte da også, at sabotører skulle stilles for en tysk krigsret. Og dem, der var dansk dømt og sad i danske fængsler, forlangte tyskerne udleveret til afsoning i tyske tugthuse. Eller værre endnu, de krævede dem henrettet.

Den danske regering blev dermed underleverandører til diktaturstatens undertrykkelsesapparat. En anden ting var, at sådanne udleveringer ville være et alvorlig anslag mod dansk jurisdiktion og hele besættelsesordningens fundament.

Alt dette lå til baggrund for Buhl’ s antisabotage – tale den 2. september 1942.

  • Men regering og politi formår ikke alene at skabe ro og sikkerhed, som er en betingelse for, at forholdene kan udvikle som hidtil. Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller overfor myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod fædrelandets interesser.

Mistede Danmark suveræniteten løb politikerne risikoen for at blive marionetter, uden evne og agt til at beskytte befolkningen. Forsvarede danske politikere suveræniteten og med de midler, som Buhl gjorde her, udsatte de sig for beskyldninger om at gå besættelsesmagtens ærinde.

 

Dengang blev talen rost

For at bibeholde så meget dansk suverænitet som mulig så Buhl ingen anden udvej, end at intensivere de danske myndigheders sabotagebekæmpelse.

Talen blev rost dagen efter i ledende artikler i stort set samtlige dagblade. Ja også i den brede befolkning blev talen godt modtaget. På dette tidlige tidspunkt var sabotager også generet upopulært i befolkningen. Man var jo trods alt vant til at leve i et fredeligt land.

 

Tyskerne mente ikke, at dansk politi var effektiv

Senere mente besættelsesmagten, at dansk politi ikke var effektiv nok og det var åbenbart ikke afskrækkende kun at sidde i fængsel. Fra november 1942 begyndte tyske krigsretter at fungere herhjemme. Fra august 1943 blev de hårdest dømte sendt til afsoning i tyske tugthuse. Og den 28. august 1943 eksekverede tyskerne den første dødsdom over en dansk sabotør.

Samtidig med Buhl’ s tale sad Christmas Møller over fra London og opfordrede befolkningen til at støtte sabotagen.

 

Nu var talen – en stikkertale

Det sjove med Buhl’ s tale var, at den først i 1944 – 1945 blev kaldt Stikkertalen, da de illegale blade dukkede op. I dag er holdningen: Tænk at man kunne opfordre til at angive danske patrioter.

Men efterhånden som tyskernes krigslykke vendte, ja så vendte danskernes syn også. De politiske vinde skiftede. Danske virksomheder arbejdede med den danske krigsindustri, Danske embedsmænd, politi, politikere og idrætsfolk samarbejde med besættelsesmagten. Men det var befolkningen, der gennem strejker og demonstrationer tog afstand fra politikernes samarbejde. De havde fået nok.

 

Blandede meninger, om de første sabotageaktioner

Den brede befolkning mente ikke, at modstand fra begyndelsen ville have haft nogen effekt. Problemet med besættelseshistorie er, at det er bygget på efterrationalisering.

Da de første sabotageaktioner fandt sted i efteråret 1942, var der blandede meninger om nytten af sabotagen.

 

Befolkningen var skeptiske over for medierne

Det som historikerne har glemt at tage med i deres forskning, ja det var, at der efterhånden var stor skepsis til datidens medier. Man fik slet ikke noget at vide, om det der skete i Norge. Det blev kun leveret gennem tysk censur. De engelske nyheder var såmænd også fordrejede.

 

Efter tysk ønske måtte Buhl gå

Buhl var ikke speciel tyskervenlig, selv om modstandsbevægelsen beskyldte ham for det. Han måtte da også forlade statsministerposten efter tysk ønske. Han blev efterfulgt af Scavenius. Og mon ikke, at det var et krav af Werner Best, at den besværlige Buhl skulle gå. Han var mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.

 

Lod sig ikke kue af Scavenius

Glemt har man også, at Buhl var en af de eneste, der ikke lod sig kue af Scavenius arrogante og nedladende facon. Han lagde ofte en bremse på Scavenius aktivistiske tilpasningspolitik. Det sås blandt andet i forhandlingerne om Mønt – og Toldunionforhandlingerne i 1940, Østrumudvalget og Antikominternpagten i 1941.

Hensynet til Danmarks omdømme i udvalget var ofte vigtig for Buhl.

 

Den faktiske regeringsleder

Efter den 29. august 1943 var han i den regeringsløse tid den faktiske regeringsleder. Han sad i spidsen i forhandlingerne med Frihedsrådet om de politiske forhold under det forventede tyske nederlag.

I den regeringsløse tid arbejdede Buhl sammen med hærchef Ebbe Gørtz og Frihedsrådet om at få Danmark anerkendt som allieret.

 

Formulerede et nej til tyskerne

Glemt er også, at det var Buhl, i august 1943 formulerede det afgørende nej til det tyske ultimatum. Det var også ham, der afviste de tyske krav, om at danne en ny regering

 

Altid skeptisk over for modstandsbevægelsen

Vilhelm Buhl blev statsminister i befrielsesregeringen i 1945 og sad på posten til folketingsvalget i oktober 1945. Her blev han afløst af Venstres Knud Kristensen. I regeringen Hans Hedtoft sad han fra 1947 til 1950 som minister uden portefølje med betydelig indflydelse på dansk økonomi. Ja egentlig var han vores økonomiminister.

Buhl blev selvfølgelig efter besættelsen konfronteret med sin tale. Og her måtte han tydeligvis veje sine ord på en guldvægt. Han svarede, at han var dybt presset af tyskerne, og det er jo ikke usandt.

Men det helt rigtige sandhed er, at han hele tiden bevarede sin skepsis over for modstandsbevægelsen. Han nærede også dyb mistillid til Frihedsrådet. Men han fandt det nødvendig at samarbejde med dem på grund af den store folkelige opbakning.

 

Frygtede for modstandsbevægelsens indflydelse og kup

Buhl frygtede, at modstandsbevægelsen ville kræve markant politisk indflydelse efter det tyske sammenbrud. Og han frygtede også et decideret kommunistisk kup. Samarbejdet med Frihedsrådet var derfor også en måde at kontrollere modstandsbevægelsen på fra Buhl’ s side.

 

Modstandsbevægelsen blev vrede på ham

Glemt er at Vilhelm Buhl sammen med ledende politikere fra samarbejdsregeringen, der var gået af 29. august udsendte en erklæring i forbindelse med drabet på Kaj Munk. Her tog man afstand fra selvtægt og fortidens hævnemetoder må bandlyses. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden som Vilhelm Buhl sidestillede modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer med tyske terrorbanders drab på digterpræsten.

 

En vej opkaldt efter ham

Den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret Islands Brygge – Vilhelm Buhls Gade. Der er endnu ikke opkaldt en gade efter Erik Scavenius.

 

Landsforræder

Mange modstandsfolk betragtede Buhl, som landsforræder. Læs bare bogen fra 2010 af Povl Falk Jensen, Holger Danske – Afdeling ”Eigild”. Her sammenlignes Vilhelm Buhl med 1600 – tallets Corfitz Ulfeldt. Bogen er også omtalt på vores side.

Også veteranen Aage Stafte mener, at Buhl har begået højforræderi.

 

Store betænkeligheder

Frit Danmark’ s rejsesekretær Elias Bredsdorff loddede stemningen i nogle af de største modstandsgrupper:

  • Der er harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen, Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dahlgaard.
  • Der er enighed om, at de helt kompromitterede politikkere ikke kunne blive ministre, mens flertallet accepterede navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.

Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag Stikkertalen ville få del i regeringsansvaret. Men det også tydeligt, at mange ikke har tilgivet Vilhelm Buhl for denne tale.

Frihedsrådet havde dog også store betænkeligheder ved at anerkende ham som regeringsleder på grund af hans modstand mod modstandsbevægelsen.

 

Vilhelm Buhl beroligede sindene

I Befrielsesregeringen arbejde han ihærdigt for at dæmpe sindene. Han sagde gang på gang, at grænsen lå fast. Endvidere pointerede han, at retsopgøret skulle foregå ved domstolene. Han forsøgte at tage dele ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels.

Hans synspunkter havde også en stor rolle for Hedtofts beslutning om Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.

Han trak sig ud af aktiv politik  forud for valget i 1953.

 

 

Kilde:

  • dk
  • Danmarkshistorien,dk
  • Kristeligt Dagblad
  • Palle Roslyng – Jensen: Danskerne og Besættelsen
  • Carl Otto Brix: Politikeren, Vilhelm Buhl
  • Bo Lidegaard: Kampen om Danmark
  • Povl Falk Jensen: Holger Danske – afdeling Eigild
  • Hans Snitkær: Det illegale Danmark
  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
  • Besættelsestidens Litteratur (der arbejdes på en ny udgave)

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 164 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder:
  • Sandheden om besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Udleveret til tyskerne
  • Dansk cementfabrik med tvangsarbejdere
  • Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
  • En justitsminister i unode
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Politik under Besættelsen
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • Besættelsestiden, skønmaleri eller glemsel
  • Landsforrædere og værnemagere og mange flere

 


De tre makreller fra Aabenraa(2)

Juli 14, 2016

De tre makreller fra Aabenraa (2)      

Vi har revideret i en ældre artikel. Det handler både om Skipper Thorvald og Aabenraa’ s byvåben.  Egentlig skulle jeg have været til Aabenraa og holde foredrag. Men lokale ved sikkert meget mere. Men egentlig er undertegnede stadig forvirret, for de ”kloge” siger, at det ikke har noget på sig, at når den ene makrel svømmer den anden vej, så er det ikke sikkert, at den er tysksindet.                     De fleste skibe havde den forvirrede makrel på deres flag. Men tænk engang, det har brandværnet også. Men skipper Thorvald glemmer man ikke. Han kunne da også være irriterende.

 

Skipper Thorvald

Ja egentlig er denne artikel en bearbejdelse af en ældre artikel fra 2009. Og grunden til dette, er en invitation fra Aabenraa om, at komme og holde et foredrag om Skipper Thorvald, De tre Makreller og Havbunden. Gamle Aabenraaer ved godt, hvad det er for noget. Men nu tror jeg nok, at lokale borgere kan fortælle mere om Thorvald.

Nu kunne det ellers have være meget hyggeligt, at komme til Aabenraa igen engang. Og så skulle foredraget oven i købet have været på sønderjysk. Og se det magter undertegnede jo stadigvæk. Men man må jo også som skribent og foredragsholder kende sine begrænsninger.

En gammel facebook fra Aabenraa fortæller ellers, at man ikke er ægte borger, hvis ikke man havde skålet med Skipper Thorvald De Tre Makreller.

Skipper Thorvald var født i Gildegade 8. Han var udlært frisør, og arbejdede på Flyvestation Skrydstrup, inden han kastede sig over musikken.

 

Havbunden lå bagerst

Havbunden lå bagerst, og det var der Thorvald optrådte. Foran lå De Tre Makreller. Ja det hedder i dag Fox and Hounds. Og det lå under Grand Hotel. Ja i dag har stedet det fine navn Hotel Europa.

 

Det kunne også være pinligt og irriterende    

Det var jo herligt at komme hos ham og blive i godt humør. Men det kunne også være pinligt og irriterende. Hvis man var i selskab med en sød pige, så brølede Thorvald fra sin keyboard:

  • Nu har Uwe igen fundet sig en ny, men vogt jer piger.

Ja han råbte også engang deroppefra:

  • Vi har besøg af HK – formanden, der kun kan synge når han er fuld, men det er han til gengæld også ofte.

Min afdøde kone lavede en film med Erik Paaske og var sammen med ham og en anden fra filmholdet nede på De Tre Makreller. Hele aftenen kørte ThorvaldErik Paaske.

 

Den berømte sangbog

Sjovest var det faktisk, at kunne være ubemærket og skråle af den berømte sangbog. Den mest populære var selvfølgelig: En kort, en lang, en trekant……. Men det var svært at gemme sig for Thorvald. Som regel var Havbunden som var bygget sammen med De Tre Makreller stoppet med mennesker.

 

Nu bliver der ballade

Til en byfest, en slags Open Air Fest Madevej underholdt Skipper Thorvald også. Vi havde i HK været lidt oppe at slås med den lokale Arbejdsgiverforening. Og åbenbart læser Thorvald også aviser.

Jeg så Erik Skifter Andersen sidde ved et bord og gik hen og hilste på ham. Pludselig kunne vi så høre oppe fra Skipper Thorvald:

  • Nu bliver det ballade mellem Erik og Uwe herhenne ved det forreste bord ril højre.

Det blev nu ikke ballade. Vi fik nogle hyggelige bajere sammen.

 

Kritiske situationer

Og det var nu ikke lige hyggelig alt sammen. For flere gange blev man også lovet tærsk af de folk, der hadede HK. Pludselig fik fagforeningen skyld for alverdens ulykker. Når Aabenraa – borgerne havde fået en inde for vesten, var de ikke så tolerante og fleksible. Og man kunne selvfølgelig have blevet og forsvaret HK’ s ære. Men så havde det endt med, at man havde fået karantæne på dette hyggelige sted.

Men fagforeningen fik man da forsvaret så rigelig dengang i diverse blade og aviser, samt til møder m.m. Ja selv i radio og tv.

Som mon kære mor sagde dengang:

  • Ja du har jo ikke tid til at komme hjem. Man skal se i aviserne, hvordan du ser ud.

 

Herlige tider på De Tre Makreller

Men ellers var det skønt, også lørdag og søndag, at sidde på De Tre Makreller og få en enkelt eller to med solæg til.

 

Kloakdæksler med makreller

Går man rundt i Aabenraa, ser man kloakdæksler med De Tre Makreller. Man ser dem også fra offentlige bygninger.

 

Våbnet understreger det vigtigste erhverv

Nu er det jo sådan for jer, der ikke ved det, at De Tre Makreller er Aabenraa’ s byvåben. Man ser tre sølvmakreller i et blåt felt. Derunder er der nogle bølger i sølv. Men i nogle versioner, så fortryder den ene makrel og vil tilbage. Men se den version vender vi tilbage til.

De tre fisk symboliserer byens gamle hovederhverv. Våbenet understreger byens tilknytning til havet. Tønder valgte skibet i deres våben.

Fiskeri blev for Aabenraa på den tid det afgørende erhverv. Handelslivet kunne ikke alene brødføde indbyggerne. Man sagde, at når tjenestefolk kom i tjeneste på en ny gård, fik de indført i aftalen, at de højst måtte få makreller tre gange om ugen.

 

Hvor blev humlen af?

I de ældste seglaftryk minder bølgelinjerne mere grene end havets bølger. Det ældste segl som vi har et billede af, er fra 1421, men det stammer nok fra 1300 – tallet. Muligvis så makrellerne første gang, dagens lys omkring 1335, hvor Aabenraa’ s Skraa stammer fra. Ja den kan sagtens være ældre.

Måske symboliserer grenene byens omfattende humlearv omkring byen. Grenene er oprindelig humleranker. Men mærkeligvis gled humlen ud af våbnet efter Genforeningen. Det var tegneren Frederik Britze, der i samarbejde med arkivar og heraldiker P.B. Grandjean, sikkert er i skyld i, at humlen forsvandt fra Aabenraa’ s byvåben.

 

Nødpengesedler med makreller

Selvfølgelig skulle nødpengesedlerne fra Aabenraa også have De Tre Makreller påtrykt. De var på både en 25 – og en 50 penning. Man indhentede forslag fra tre stedlige kunstnere, Franziska Clausen, Nico Wöhlk og Hans de Voss.

Det var sidstnævntes forslag, der blev valgt og sedler blev trykt i Hamborg. Motivet var forudbestemt og viser på dansk side henholdsvis et panorama over byen og et motiv fra Vægterpladsen. På den tyske side vises på begge sedler byens våben med De Tre makreller.

 

Også på rødvin

Ja selv Ringriderforeningen bruger motivet på deres ringridervin. Det vil sige, at jeg faktisk ikke ved, om de laver sådan noget mere.

Utrolig at makrellerne har overlevet i alle disse år. Jebsen – koncernen bruger makrellerne som symbol på mod og kampgejst.  

De kommunale makreller svømmer i en retning.

 

Avisen fik travlt

Og så var det, at bogen Aabenraa Havn – gennem 700 år dukkede op. På forsiden kunne man svagt se, at den ene makrel vendte forkert. Det var Aabenraa Bogtrykkeri, der for skibsmæglerfirmaet P.F. Cleemann i forbindelse med deres 100 år, havde udgivet bogen. Inde i bogen var det et tydeligere flag, hvor makrellen ville hjem igen.

Men i gammel tid var flagene på de gamle sejlskibe fra Aabenraa røde eller blå. Og her svømmede den midterste makrel den modsatte vej som de andre.

Og det undrede også min gode ven, redaktør Per Borgaard. Han undrede sig sammen med den øvrige redaktion. Og her gik den hårdt arbejdende redaktion i gang. På biblioteket kunne man ikke finde noget, der egnede sig til at sætte i bladet. Så fotografen blev sendt til Aabenraa Museum. Men det foto man skulle bruge af flaget kunne ikke bruges. Flaget var for slidt. Nu måtte fotografen i gang med en pen. Mon ikke det er historieforfalskning?

 

Var det tysk?

Det var især i landsdelens tyske tid, at man brugte våbnet med makrellen på afveje. Efter Genforeningen betragtede man denne udgave som tysk.

Det fortælles, at Franzisca Clausen i tide og utide flagrede med dette forkerte byvåben. Ingen var i tvivl om hendes sindelag. Ja selv mindes jeg faktisk, at have set den omvendte makrel på en gravsten på Aabenraa Kirkegård.

I havneflaget fra 1864 var der ingen makreller. Her var der et Dannebrog.

 

Kørelærens flag

Og så kunne historien være slut. Men i butikken på Nørrebro kom en kørelærer, der stammede fra Sønderborg over med sikkert et bordflag i silke. På flaget stod Openraa – nocctum – multnia. Det er sikkert forkert, men det var svært at læse.

Det var selvfølgelig makreller på, alle i forskellig størrelse. Godt nok svømmede de alle samme vej. Jeg sendte flaget til Aabenraa Museum og udbad om en forklaring. Det må være cirka 7 år siden, og jeg venter stadig på svar.

Se det var historien om De Tre Makreller, hvor vi både hørte musik og fik solæg, samt hvor den ene svømmer den anden vej, og endelig hvor de varierede i størrelsen.

 

Makrellen og undertegnede er stadig forvirret

Men hvad er nu det. Rederierne Jebsen og Ahrenkiel samt den tyske skole bruger også logoet med den forvirrede makrel, der vil hjem.

Og det ikke alle, der er enige i at den omvendte makrel er tegn på tyskhed. For også i Aabenraa Brandvæsnets gamle flag er der en forvirret makrel. Men så kunne man jo lige dukke ned i brandvæsenets historie. Og det med, at makrellerne svømmede i forskellige retninger før 1864 og 1920 holder ikke. På disse tidspunkter havde man også tysksindede ligesom nu.

Men mon ikke historikkerne kan finde midler til at grave i den historie. De kunne jo tage sig noget makrelsalat, når de går i gang.

 

Her på www.dengang.dk kan du læse 117 artikler om det gamle Aabenraa og Omegn

 

 


Begravelser – dengang

Juli 12, 2016

Begravelser – dengang

Under den store pestepidemi blev ligbærerne væk. Ligene blev liggende på gaden inden de enten rådnede op, eller hunde eller svin havde fortæret dem op. Ligbærerne holdt sig væk. Men så blev studenterne fra Regensen opfordret til at melde sig. De ville ikke have med de fattige at gøre. Og de tjente styrtene med penge. Dr. Bastholm mente dog, at dette arbejde ikke var noget for åndens arbejdere. Man måtte betale afgift for et sangkor, der ikke var der. Bedemanden forlangte tårnhøj afgift. En almindelig begravelse kostede 300 Rdlr. Der blev bygget fem nye kirkegårde. Folk smed affald ud gennem vinduerne på kirkegården. Og de unge holdt her ømme stævnemøder med forfærdelig lugt. På den ny kirkegård på Nørrebro blev der holdt sammenskudsgilder, og de hjemløse byggede huler.

 

De blev liggende til de rådnede op

I årene 1711 – 12 rasede pesten i København, som ingen sinde før. Man havde ellers oplevet mange epidemier i årenes løb.

  • Byldepest, lungepest, Franzoser, den engelske sved og alle de andre epidemier.

Men aldrig havde det været så galt som nu. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene, og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere, kister og kirkegårde.

En frygtelig stank udbredtes i byen. Det blev da heller ikke bedre, når afdødes pårørende kastede ligene ud på gaden. Her fik de lov til at blive liggende til de rådnede op. De halvvilde hunde eller svinene begyndte også at fortære dem.

 

Autoriterne vågnede op

Man kan sige, at sygdommen ophævede de mest primitive kendetegn på civilisation. Ja man kunne næsten tro, at man var i en moderne verdenskrigs centrum.

Det gik lang tid på den måde sygdommen raserede i byen. Til sidst var det som om, at den ville slukke alt liv i byen. Så endelig vågnede autoriteterne af deres skræk. Nu skulle der tages fat på alvor.

 

Ligbærerne blev væk

De hæderværdige og privilegerede ligbærere havde straks ved pestens udbrud stillet deres bærebøre og ligvogne væk. De var splittet over hele byen. Ingen ville overtage deres arbejde. Man lovede ellers Guld og Grønne skove. Men angsten var for stor.

 

Studenterne fra Regensen meldte sig

Så meldte studenterne fra Regensen sig. Kongen, Frederik den Fjerde sikrede dem og deres efterkommere ret til:

  • Så længe Verden staar, uhindret at bære alle de Lig, hvortil deres Hjælp blev ønsket.

Rettigheden blev senere udvidet til Privilegium for Gejstlighedens og Borgerskabets Vedkommende.

 

Ville ikke have noget med de fattige at gøre

Regensianerne erklærede, at de intet ville have at gøre med de fattige lig. Disse blev af fanger læsset op på vogne og karrer og kastet ned i store fælleskuler. Disse lå i ugevis udækkede.

Så blev betalingen for de mere velhavende lig hævet til betragtelige højder. Således måtte byens forskellige håndværkerlav betale en årlig afgift på 300 Rdlr. for at få ligene af lavsmedlemmer stedet til jorde.

I den sammenhæng kan nævnes, at der dengang var 50 slagtere og 28 bagere, mens der var hele 406, der beskæftigede sig med fabrikation og udskænkning af øl, brændevin og lignende.

 

Det var ikke åndens arbejdere værdigt

Nu blev disse studenter dog snart træt at bære lig. De gjorde det jo ”for at mildne det økonomiske tryk, der hvilede på dem”.

Men en af Universitetets lærere, professor Bastholm havde udtalt, at et sådant arbejde ikke var åndens arbejdere værdigt, hvorfor det var blevet indstillet.

Men det var nu ikke morsomt at undvære denne indtægt. Hver Regensianer kunne opretholde en årsløn på 30 Rdlr. hvilket for datiden var et betydeligt beløb. Ja, det var især drikkepengene, der var med til at hæve lønnen. Man var forpligtet, at give ligbærerne 2 Mark, men ofte blev det da til 3 Mark.

 

En ny ordning for ligbærerne

Efter mange overvejelser fandt man frem til en ordning. Kommunitetet overtog Ligbærervæsenet i entreprise mod en årlig afgift af 20 Rdlr. til hver Regensianer. Det var godt nok en nedgang i lønnen, men det var mere frihed. Og det viste sig også at være en god forretning for Kommunitetet.

Efterhånden fik man et kæmpe overskud. Ligbærerne fik dog også jævnlig lønforhøjelse. Dertil fik de diverse tillæg, som støvlepenge, sygehjælp, dyrtidstillæg m.m.

Fra sidst i trediverne begyndte indtægterne ved begravelser at gå ned. Folk så med uvilje på den store kapitalophobning. Ja man talte om, at folk satte sig i stor gæld ved begravelser.

 

Måtte betale for sang, som ikke var der

I gamle dage havde Latinskoledrengene, de såkaldte Peblinge besørget sangen ved begravelserne. Skønt dette for længst var ophørt, var man dog stadig forpligtet til at yde skolen en afgift, der varierede fra 4 Mark til 10 ½ Rdlr. Og det skete alt efter finheden af den ligvogn, som man benyttede. Desuden skulle man også betænke skolepedellen, der ophævede afgiften med en lille dusør.

 

Bedemanden var ildeset

Så var det også bedemanden, der var meget ildeset. Ved en plakat af 26. juni 1818 var det påbudt, at enhver, der benyttede en ligvogn til en takst over 1 Rdlr. skulle gøre brug af bedemandens assistance. I Fædrelandet hed det sig i en artikel:

  • Hvo, der har en blot lidet dannet Smag, vil næppe kunne overvinde sig til at bruge nogen ringere Ligvogn end den til 5 Rdlr.

Salæret til bedemanden alene kunne da ofte for folk med en blot lidet dannet Smag løbe op til et halvt hundrede Rdlr. Det var en aldeles urimelig afgift, da en hver med lethed kunne udføre det arbejde.

Den første gang, vi hører om bedemænd herhjemme var i 1682. Den gang blev der tilladt Magistraten at beskikke et par mænd, hvem folk kunne betjene sig af ved indbydelsen af begravelsesgæster. Den gang var det vel nærmest tjenesteydelser. Men senere udviklede bedemænd til at bestemme hele ceremonien.

Ja han holdt selv tjenere og kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Ja det var en køretur, der blot ved en jævn begravelse kostede 9 Rdlr.

 

En uskik med handskepenge

Også ligbærerne fik drikkepenge, selv efter at studenterne havde nedlagt hvervet. De var dog ikke frivillige, men obligatoriske under navn af Handskepenge. Men denne uskik blev dog efter en skrivelse til Magistraten afskaffet i 1838.

 

En almindelig begravelse løb op i 300 Rdlr.

Jo en almindelig borgerlig begravelse kom meget let op på 300 Rdlr. Dertil kom alt gravøllet. For at undgå disse store udgifter, sluttede mange folk sig sammen i begravelsesforsikrings – selskaber. Man kaldte dem også Lig – Societeter. Disse lav og korporationer indgav efterhånden ansøgninger om selv at måtte bære deres døde til graven. Nu så Kommunitetet efterhånden deres privilegier truet. De frygtede, at deres virksomhed efterhånden måtte ende.

 

Magistraten ophævede privilegiet

I stedet for nu at gå ned i prisen gik de den modsatte vej. I 1840 ansøgte man Magistraten om en forhøjelse af afgifterne. Dette blev dog for meget for de kommunale autoriteter man mente, at renten af den opsamlede kapital på 100.000 Rdlr. alene kunne udrede de fornødne stipendier til Regensianerne.

Man henstillede til Borgerrepræsentationen om nedsættelse af en kommission, der skulle fratage privilegiet. Men det gik hele 11 år inden privilegiet var helt bortskaffet.

 

Fem nye Assistens – kirkegårde

De gamle kirkegårde, der lå op ad de 6 sognekirker, Vor Frue, Trinitatis, Hellig Geist, (Helligånds – kirken) Holmens, Nicolai og Vor Frue viste sig snart at være for små. Men det var vanskelig inde i byen, at finde plads til nye kirkegårde.

Men folk døde så hurtig, at de kirkegårdene omtrent var halvfyldte, inden man fik dem indhegnet. Det gjaldt ved Almindelig Hospitals nye kirkegård, der lå mellem Store Kongensgade og nuværende Øster Farimagsgade og også de andre nye.

I den indre by kom der fem nye Assitence Kirkegaarde. Herfra fik Nicolai Sogn de to. Den ene lå på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulckegade (Holmensgade) og blev en slags fortsættelse af den gamle Nicolai Kirkegård. Den fik først navnet Den lille Urtegaard men blev kort efter omdøbt til Den gamle Urtehave.

 

Jødernes kirkegård lagde man uden for byen

Ja således kom der flere kirkegårde, men fælles for dem alle, var deres uheldige beliggenhed. Man lagde dem midt imellem husene Dog ikke jødernes kirkegård. Den lagde man på Nørrebro, hvor der endnu var plads.

 

Affald ud på kirkegård

Man gavlvinduer og luger vendte ud til kirkegårdene. Og man kastede rask væk al slags affald og urenheder ud gennem disse åbninger. Derved kom disse kirkegårde til at ligne hele renovationslossepladser.

 

Ømme stævnemøder på kirkegården

Ja de unge mennesker benyttede disse kirkegårde som en slags kærlighedsstier, hvor ømme stævnemøder fandt sted. Det kunne ikke have været særlig romantisk til disse stinkende omgivelser.

Man fik efterhånden en aftale med husejerne om ikke at bruge luger og vinduer til at smide affald ud af luger og vinduer til kirkegårdene.

 

Drikkegilde på Nørrebros nye kirkegård

I 1760 blev den nye Assistens Kirkgård indviet på nogle grunde, der tilhørte kommunen uden for Nørreport på det såkaldte Lille Ravnsborg. Men her syntes man heller ikke have særlig respekt for de dødes sidste hvilested.

Man gjorde udflugter hertil, som om at det var en skovtur. Man havde medbragt sin brændevin og lavede gravstenene om til improviserede spise – og drikkeborde. Man fuldendte sine måltider i større eller mindre fordragelighed, alt efter mængden af de våde varer.

 

Kirkegården lignede en krigsskueplads

Men hvis nu mængden af disse slap op, kunne man let råde bod på dette, idet mængder af småhandlende i området solgte øl og brændevin ad libitum. Samtidig fik børnene lov til at lege og tumle mellem gravene.

Det var ikke et under, at Assistens Kirkegård særlig mandag morgen lignede en krigsskueplads.

 

De subsistensløse holdt sammenskudsgilder

Visse steder af kirkegården, særlig oppe ved Jagtvejen var ren idyl. Her var kun få grave, men høje buskadser. Her kunne man i fred og ro ligge og nyde sommersolen. Men også disse steder blev efterhånden annekteret af subsistensløse eksistenser. Her havde de indrettet varige sommerresidenser. Her hold de alle uvedkommende bort ofte med vold.

Godt nok blev alt dette forbudt omkring 1805. Men endnu 40 – 50 år senere kunne man ganske ofte herude træffe løsgængere, som havde opbygget hele hytter af sammenbundne grene. Ja her holdt de om aftenen sammenskudsgilder med alt, hvad de i løbet af dagen havde skrabet og tigget sammen.

Denne nye kirkegård var nu blevet indviet, derfor begyndte man nu at udleje eller bortsælge de gamle pestkirkegårde.

 

Snart måtte man udvide

Og snart viste den nye Assistens Kirkegård også at være for lille. Uviljen mod at lade sin afdøde begrave herude forsvandt hurtig. En af byens matadorer, tobaksfabrikant Augustinus havde nemlig valgt at lade sig begrave herude.

 

Kloge ord af Dr. Jens Bang

Nu blev det ene lig efter det andet begravet herude. Jævnlig måtte kirkegården udvides og omlægges. Allerede i 1803 talte den berømte læge og arkitekt Dr. Jens Bang for en omlægning:

  • Kirkegårde skal være smukke, skyggefulde haver med krumme gange, som mere fornøjer øjet end de lige og lange, som trætter og keder.
  • Endvidere må man tillige have hensyn til det skønne og så meget muligt undgå det skrækkende og skumle. Døden er overgang til et bedre liv. Den bør derfor ikke forestilles ved ”Benrade, Dødningehoveder, Gravhøje og slige gysende ting”, hvorved sindet nedtrykkes, sorrig og bedrøvelse forøges, mod og tapperhed tabes.
  • Hvo som kender sjælens virkning på legemet, må let kunne vide, at legemet svækkes ved sorrig. De dødes hvilested må snarest gøres så skøn og behagelig som muligt, samt den vrange fordom om de mørke billeder på døden udryddes.

 

Tankerne vakte genklang

Disse tanker vakte genklang hos den øvrige Magistrat. Men pengevanskeligheder forhindrede dog denne udførsel.

Men ved anlæggelse af Vestre Kirkegård tog man hensyn til disse tanker. Men ak, dengang var de ublu takster stadig ikke udryddet.

 

 

Kilde: M. Vogelius: Nye Krøniker fra det gamle København plus en masse andet Københavner – litteratur (Vi arbejder på en oversigt)

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:

  • Pest i København
  • Pest på Nørrebro
  • Den mærkelige læge fra Højer
  • Sagn og Historier fra Brokvartererne
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Kejserinde på Dagmar på Nørrebro
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under jorden – på Assistens Kirkegård
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Da Gertrud rejste fra kisten
  • Garnisons Kirkegård
  • Ligvognen fra Frøslev
  • Død eller skinddød?
  • Blegdamshospitalet på Nørrebro

 

.


Færge fra Ballum til Rømø

Juli 2, 2016

Færge fra Ballum til Rømø

Matros Gram gjorde en heltegerning om bord på Christian den Fjerdes flagskib. Kongen opfyldte et særpræget ønske. Dette bevirkede jobbet som færgemand til samme familie i 275 år. Befolkningen klagede til kongen over dårlige transportmuligheder. Pastor Jacobsen oprettede alternativ rute. Men det kneb for det lille dampskib. Der blev oprettet en anløbsbro på hele 230 meter. En tur over isen kunne være livsfarlig. Vi kigger også på en skinnevej på Rømø

 

En heltegerning

En læser spurgte forleden, hvornår færgeforbindelsen fra Ballum til Rømø startede. Det kan nok være lidt svært at finde ud af. Men en gammel anekdote fortæller, at det startede på Christian den Fjerde’ s tid.

Under slaget på Kolberger Heide den 1. juli 1644 deltog en matros fra Ballum. Han hed Gram og var på kongens flagskib Trefoldighed. Som vi alle ved, blev kongen ramt og styrtede om på dækket. Det var ved den lejlighed Christian den Fjerde mistede det ene øje.

Folkene om bord troede at kongen var døde og ville trække sig fra slaget. Matros Gram fik ordre til at stryge flaget. Men han mente ikke, at det var det rigtige at gøre. Så med vilje kludrede han i det. Flaget kom ikke ned. Kampen fortsatte, og danskerne vandt.

 

Et særpræget ønske

Efter slaget forlangte kongen at tale med den tapre matros. Han spurgte, om han kunne gøre matrosen en tjeneste.

Gram bad kongen, om at han og hans efterkommere til evig tid måtte have eneret på færgefarten fra Ballum til Rømø.

Christian den Fjerde opfyldte de særprægede ønske. Gram vende hjem efter krigen til Vadehavskysten for at drive færgeriet. Det løftebrev som kongen gav eksisterede helt til begyndelsen af det 20. århundrede.

 

Myte eller fakta

Er dette så en myte eller fakta? Ja man ved, at der i Det Danske Kancelli findes en skrivelse, der henviser til en ansøgning om en kongelig godkendelse af en bestalling, som Grev Schack Schackenborg den 28. juni 1786 har meddelt Peder Nielsen Gram på at være færgemand mellem Ballum og Rømø.

 

Schackenborg skulle udskrive næringsbrev

Da Bådsbøl – Ballum, hvorfra færgen udgik i retslig henseende lå under grevskabet Schackenborg, var det greverne Schack, som fornyede de enkelte færgemænds næringsbrev.

Men nu kan færgefarten sikkert føres tilbage til 1640erne. Vi har bare ikke kunnet finde beviser for det. Nu var det dog ikke en særlig hyppig forbindelse.

 

Befolkningen klagede

Da Frederik den Sjette således i sin rundrejse til Vadehavsøerne i 1832 kom til Rømø klagede de lokale beboere over de dårlige trafikforhold. I 1836 lod kongen regeringen udarbejde regler for hyppigere forbindelser når vejr og vind tillader det.

Meget praktisk blev der udarbejdet en taksttabel, så folk altid vidste, hvad

 

Taksttabel

  • En enkelt person med rejsetøj, et ”Quæghoved” eller en kiste, kasse, pakke, kuffert, skrin eller deslige af 50 punds vægt eller derunder, kostede i fragt.

Tabellen gør grundig rede for næsten enhver art af last, som overhovedet kunne tænkes at forekomme. Der nævnes dog ikke i færgebevillingen noget om, hvem der drev færgeriet.

 

I samme familie i 275 år

Den 25. juni 1860 godkender Frederik den Syvende, at der

  • Allernådigst forundes styrmand Laust Mikkelsen Gram eneretsbevilling på færgefarten fra Ballum til Rømø

Senere var det dennes svigersøn, Frederik Lausten, der overtog færgeriet. Herfra gik bevillingen videre til dennes svigersøn Christian Jefsen, der solgte færgeriet i 1909 for 15.000 mark. Da havde Ballum – Rømø – forbindelsen været i samme families eje i 275 år, hvis vi helt kan stole på begyndelsen af historien.

Efter at en konsortium på Rømø i nogle år med stigende tab havde drevet ruten, overgik den i 1919 til H. Clausen og senere igen til Laurits Nielsen, som drev ruten fra 1923 til dæmningen blev åbnet i 1948.

 

Pastor Jacobsen oprettede ny forbindelse

Grevskabet Schackenborg have bevillingsretten til færgeriet til 1853, da postvæsnet tog ansvaret. I 1865 fornyede det prøjsiske den gældende kontrakt uden ændringer. Efter 1920 var det igen det danske postvæsen, der havde ansvaret.

Men der var nu også andre ruter til Rømø. I 1899 oprettede den kendte pastor Jacobsen, som også stod bag det badested, som vi tidligere har omtalt i en artikel. Denne færgerute gik fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark.

 

Det kneb for det lille dampskib

Med et lille dampskib, der blev døbt Rømø sejlede man gennem Brede å’ s gamle udløb og over det flade vand til øen. Denne rute overtog i nogle år postbefordringen. Men sejladsen blev besværliggjort ved, at der ofte var for lidt vand, så dampskibet ikke kunne sejle ind til Brohovedet. Derfor måtte passagerer og post af og til dirigeres over den gamle rute fra Ballum.

Ruten fra Skærbæk Brohoved bestod til 1907, da den blev nedlagt. Den gamle færgerute fik postbefordringen tilbage.

 

En anløbsbro på 230 meter

Nogle år efter Genforeningen blev ruten lagt om. Nu gik den ikke længere fra Bådsbøl Ballum til Havneby, men fra Ballum Sluse til Kongsmark, hvor man benyttede pastor Jacobsens anlægsbro.

Denne anlægsbro var på hele 230 meter.

Men vi skal da også lige huske, at omkring år 1900 drev pastor Jacobsens selskab en sommerrute mellem Havneby og List.

 

Højer – List – Havneby

I årene 1915 – 1918 var der en dampskibsrute mellem Højer, List og Havneby. Efter at statshavnen blev indviet i Havneby i 1964 kom der igen fast færgeforbindelse mellem Rømø og Sild.

Den eneste forbindelse til øen under krigen var pr. skib fra Højer Sluse

 

Beskrivelse af en færgetur

Dukker vi ned i Rømø – litteraturen kan vi få en beskrivelse af sådan en færgetur af den gamle postkasserer Hans Carl:

  • Fra Færgekroen i Ballum skulle man køre med vogn ud over vaderne til færgen.

Hestene var vant til turen, så de gik roligt fremad, selv om vandet nåede dem til bugen. Var det blæsevejr, kunne vandet godt sprøjte ind over vognen, og det var derfor langt fra altid, man slap tørskoet fra turen. Når vognen var kommet langt nok ud – som regel ca. 1 km – og var kørt op på siden af den opankrede færgebåd fandt den til tider ret vanskelige omstigning af personer og omladning af gods sted.

 

Efter at udvekslingen af personer, gods og post var tilendebragt, og havde fået hilst på bekendte, som skulle den modsatte vej, returnerede vognen til Ballum.

Sejlene blev sat, ankeret hevet om bord, og sejladsen til Rømø kunne påbegyndes. Overfartstiden afhang af strøm – og vindforhold. Ankommet til Havneby blev der kastet anker.

 

Passagererne blev her afhentet med en lignende vogn, som anvendtes ved Ballum, dog af noget mindre format.  Og forspændt den gamle ”Lise”, et sindigt og roligt dyr, som havde gjort turen adskillige gange og var kendt med forholdene.

 

Selv om færgefarten mellem Rømø og fastlandet under nogenlunde gunstige vind og vandforhold mildest talt var uhensigtsmæssig og langtfra tidssvarende, var den dog intet at regne sammenlignet med istransporterne, der ved vintertide opretholdt forbindelsen mellem øen og fastlandet.

 

Om vinteren, når isen dækkede vandet eller drev frem og tilbage i Vadehavet satte man ind med istransporten. Når der øjnedes en revne i isen, blev isbåden af et par mand skubbet ud over den faste kystis og ankommet til åbent vand roet ud i retning af fastlandet.

 

Det hændte dog også at isjollen ved hjælp af hager og stager måtte manøvreres frem mellem de drivende isflager, en skrap omgang, der krævede sin mand fuldt ud.

Ankommet til den faste kystis på fastlandssiden blev passagererne overladt til sig selv.

 

 Der måtte de klare den på bedste måde, og selv om de havde været så fornuftige at medbringe lange støvler, kom de alligevel i mangfoldige tilfælde til at stifte bekendtskab med det salte havvand.

 

Farlige ture

Sådanne vinterture kunne godt være langvarige, kolde og farlige. Strømmen og tidevandet kunne drive båden ud i Listerdyb, hvor man så kunne blive liggende til vandet vendte og båden igen kunne komme ind gennem dybet og nå frem til Havneby.

 

En tur over isen

I vinteren 1916 ville et pat mænd hjem til Rømø for at fejre jul. Den ordinære rute var aflyst grundet isdannelser i farvandet. Men de vandrede så ud på isen sammen med dem, der havde ansvar for postforsendelsen. De kom velbeholden op i isjollen.

Men nu tog ebbestrømmen fat. Store ismasser pressede nu båden ud i Listerdyb. De blev til sidst presset ind mod Rømø’ s kyst i nærheden af Havneby, hvor de ombordværende gik i land. Turen havde taget ca. et døgn uden varm, uden mad og uden drikke.

I Sprogforeningens Almanak 1970 fortælles om en episode fra 1903, hvor 20 mand samledes en tidlig vintermorgen 1903. Der var sat en del kaffepunche til livs, men pludselig meddelte skipperen, at båden ikke kunne sejle.

 

Jeg er skide fuld

Man delte sig op i grupper og ville gå over isen. Men det var nu meget risikofuldt. En Dr. Moritz, der har skrevet en bog om Rømø fulgtes med en ung pige. Efter 4 – 5 timer var de nået Bådsbøl men var drattet ned i isen.

Sammensunken på en isblok fandt man en sammensunken dame på en isblok:

  • Jamen Gud, Anna er du syg?
  • Nej, men jeg er skide fuld

Heldigvis havde denne Dr. Moritz taget en flaske cognac med, og det blev deres redning.

 

En skinnevej

En anden form for kollektiv transport på Rømø har man for længst glemt. Og det er jernbanedriften. Det var Pastor Jacobsens Badekonsortie, der i 1897 – 1898 der anlagde denne skinnevej. Den udgik fra Kongsmark Færgekro. Med denne skulle de rejsende køre det sidste mil til selve badeparadisset. Ja strækningen er ikke mere end 4 kilometer.

Der var store planer med damplokomotiver. Men sandet kunne ikke bære maskinerne. Så man måtte nøjes med en enkelt Lise eller to.

 

En motoriseret skinnecykel

Men nu var der også en motoriseret maskine på banen, idet en bager bragte morgenbrød til badehotellet, og han brugte en motoriseret skinnecykel.

 

Transport med vind

Ja uden for badesæsonen blev banen brugt på en anden måde. Man brugte vinden som drivmiddel. Køres med sejl blev legalt. Men man måtte dog stage sig frem den ene vej. Og så var den legale tophastighed sat til 15 kilometer i timen. Men det så man dog lidt stort på.

Banens sidste driftsår var 1940. Sporene blev taget op i 1941 og solgt til brunkålslejrene i Brande.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak 1970
  • E. Sørensen: Rømøs Historie
  • C. Hansen: Den gamle færgerute fra Bodsbøl – Ballum til Rømø (1970)
  • Niels Jensen: Sønderjyske jernbaner (1975)
  • Nis Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø (1976)
  • Kurt Koch: Danske Dampskibsselskabers historie (1929)
  • (Snart offentliggører vi litteraturliste Rømø)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:

  • Da Rømø fik sin Nordseebad
  • Agga – en sønderjysk pige
  • Ude mod vest
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Ballum – dengang
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Mellem Højer og Ballum
  • En vandretur mod vest – dengang

 

 


Død eller Skinddød

Juni 30, 2016

Død eller Skindød

Vi kunne betale os for at få hæder i døden. Bare vi havde penge nok. Nogle mente, at vi skulle have mere betryggende kontrol lig eftersyn. Det skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte foretages. Der var uenighed blandt de lærde omkring dødens indtræffende. Et institut med ligceller skulle indrettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke? Her kunne fattige betale 2 R.d.l. Mens rige skulle betale 10 R.d.l. Men så fik de også overvågning, ringklokke og et spejl, hvis nu de havde trukket luften.

 

Vi kunne betale os fra det

Hvis du er en flittig læser af vores artikler, har du læst historier fra Assistens Kirkegård Nørrebro, hvor blandt andet H.C. Andersen var bange for at dø skinddød. Du vil også i denne artikel lige som i tidligere kunne se, at i døden er vi ikke alle lige. Vi kan betale os fra det.

 

Man fordybede sig i det okkulte

Gennem tiden fik folk forkærlighed for det mystiske. Man fordybede sig i det okkulte. Og måske var der en rest fra gammel overtro og spøgelsesfrygt. Måske har I læst vores spøgelseshistorier fra Assistens Kirkegård.

De lærde gad ikke at beskæftige sig med disse underlige historier, hed det sig og dog? Det var altid en hvis nysgerrighed.

Fra Oldtiden og Middelalderen kender vi historier om folk, der pludselig vågner under begravelsen og lignende.

 

Betryggende kontrol ved legale ligsyn

Den danske anatom Jacob Windslev har gjort sig store anstrengelser for at få indført mere betryggende kontrol ved legale ligsyn. Han fortæller i en afhandling, hvorledes han selv to gange har været skindød.

Den kendte gejstlige C. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelsen af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for at blive levende begravet. Og hans ord blev meget aktuelle, da der kort efter opstod rygter efter at en ung frue af den Bodenhoffske slægt blev begravet på Assistens Kirkegården (Læs artiklen: Da Gertrud rejste sig fra kisten).

 

Der skulle gå mindst tre dage

Nu dukkede pludselig den ene efter den anden historie frem. Nu måtte der gøres noget fra autoriteternes side. En resolution blev udsendt, og den sagde, at der skulle gå mindst tre dage efter døden, før at en begravelse måtte finde sted.

 

Intet lig måtte ”jordes” før tegn havde vist sig

Men særlig betryggende var denne foranstaltning nu ikke. Det hændte nemlig ofte, at liget samme aften, at døden var indtrådt, blev ført til kapellet. Her var liget lagt i en kiste og låget påskruet.

Endnu en resolution blev udsendt. Denne sagde, at intet lig måtte jordes før der havde vist sig utvivlsomme tegn på døden. Det kunne være forrådnelsesplatter. Først på det tidspunkt måtte låget skrues på.

 

Det kunne ligne en krampetilstand

Man skulle nu tro, at den hellige grav var vel forvaret. Men angrebene ophørte ikke. De kom nu oven i købet fra de lærdes side.

Den medicinske professor A.G. Sommer udsendte således i slutningen af Frederik den Sjette’ s tid en afhandling, hvori han som det eneste ubedragelige kendetegn ved livets ophør anfører dødsstivheden. Men symptomerne kunne nu også godt ligne en krampetilstand og så var man nærmest lige vidt.

 

Hovedet blev testamenteret til videnskaben

Stor opsigt vakte det, da professor Sibbern benægtede, at der i virkeligheden var ganske pålidelige tegn på dødens indtrædelse, hvorefter han for at være på den sikre side testamenterede sit hoved til videnskaben.

 

Institut med ligceller

Så var det godt, at bedemand Schou fremkom med et epokegørende projekt om indrettelse af en stor almindelig Begravelsesanstalt, hvis fornemste opgave var at skulle bevogte de døde, indtil de viste usvigelige tegn på døden.

Denne anstalt skulle ligge i en særlig bygning til hvilken Schou mente, at pladsen foran Holmens Kirke ville være passende. Det var der, hvor Gammelholms Vagthus havde ligget. Den skulle bestå af en del Ligceller, foruden nogle værelser til det vagthavende personale.

For en forholdsvis ringe afgift skulle da enhver familie kunne få sine døde indlagte, og når tiden var omme ville begravelsen foregå direkte derfra.

 

Pludselig døde bedemanden

Aktieanstalten skulle startes som et aktieforetagende med en kapital på cirka 65.000 Rdlr, fordelt i aktier på 25 Rdlr. Udbyttet skulle være 6 pct. Initiativet mødte på en velvillig indstilling alle steder fra. Og den 9. januar 1843 modtog Schou da en kongelig bevilling på opførelsen af en Begravelsesanstalt.

Da de sidste korrektioner var foretaget i april 1846 døde Schou pludselig og ingen arvetagere meldte sig.

 

Begravelsesanstalt på kirkens loft

Sagen var nu i bero i cirka 20 år, da kaptajn, graver E. Borgen ved Trinitatis Kirke allerede rejste spørgsmålet i 1867 og foreslog at benytte de ved Universitetsbibliotekets ledigblevne lokaler på kirkens loft til indrettelse af en Begravelsesanstalt i noget lignede samme indretning som Schou’ s ide, dog med en anden begrundelse.

Nu hed det sig i en skrivelse at ofte i mindre bemidlede hjem, forbliver et lig ofte mere end et døgn i samme værelse. Her måtte familiemedlemmer ofte opholde sig, spise, arbejde eller sove. Derpå blev liget bragt til et kapel, og her blev kisten atter åbnet, for at klæde den afdøde med ligtøj, blomster og pynt. Slægtninge kom flere gange daglig for at se til den døde. På selve begravelsesdagen er det svært at lade kisten være tillukket, så forsinkelser opstår.

I et institut kunne lægen i fred og ro komme og udstede dødsattest, og slægtninge skal følge den uskik i at komme flere gange om dagen at komme vandrende ind i kapellet, ja sådan mente kaptajn Schou.

 

Klasseforskelle – det handler om penge

Disse ligceller skulle deles i to slags. Den første klasse var beregnet for fattige lig, som lægen fordrede øjeblikkelig fjernet fra hjemmet.

Betalingen for opbevaringen var her 2 Rdlr. Dertil kom et lignende beløb for transporten. Dertil kom de sædvanlige dyre begravelsesomkostninger som fattigfolk i forvejen havde ondt ved at klare.

 

Klokkeapparat og spejl

Den anden klasse af ligceller kostede 10 Rdlr. Men så var ligene også knyttet til sikkerhedsapparater, der kunne lede til opdagelse af skinddød, for eksempel ved montering af et klokkeapparat til den pågældendes finger.

Der skulle anbringes et spejl, så man eventuelt kunne påviseåndedrag hos en eventuel skindød og lignende. Den vagthavende skulle kunne ile til hjælp indtil lægen ankom.

Planen blev dog ikke til virkelighed, da alene tanken om på et kirkeloft at anlægge et ligkapel med ringeapparater til de dødes afbenyttelse måtte forekomme uhyggelig og grotesk.

Man kan jo også sige, at man gav hovedstadens læger et mistillidsvotum.

 

Nu skulle der skrives en attest

Men sagen vagte opmærksomhed i Kulturministeriet. For nu blev det sådan fremover, at et lig ikke måtte modtages i kapellerne, forinden en autoriseret læge havde udstedt en attest for, at der havde vist sig utvivlsomme tegn på dødens indtrædelse.

 

Frygten for skinddød har ikke fortabt sig

Frygten for skinddød har dog aldrig tabt sig helt. Således er der mange, der har testamenteret, at deres pulsårer skal skæres over ved dødens indtrædelse. Således har vi også en artikel fra Højer (Se artiklen: Den mærkelige læge fra Højer), hvor en læge ønsker det samme.

Måske er denne overtro eller fordom årsag til, at ligbrænding dengang fik så stor succes.

 

Kilde:

  • Vogelius: Nye Krøniker fra Det Gamle København (Schultz 1927)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

 

  • Den mærkelige læge fra Højer
  • Sagn – og Historier fra brokvarterne
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under jorden – på Assistens Kirkegård
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Garnisons Kirkegård
  • Ligvognen fra Frøslev