Artikler
November 5, 2016
Politiet – under besættelsen
Københavns Politi havde allerede fra 1933 et samarbejde med tysk politi. Det blev udbygget gennem 1930erne. Afdeling D i Københavns Politi afleverede oplysninger til tyskerne. Der var alvorlige kampe i Esbjerg, Frederikshavn og Odense og helt andre problemer i Tønder. Von Hanneken gik bag Werner Best’ s ryg. Efterhånden som sabotagen voksede frygtede tyskerne en invasion på vestkysten. I historiske kilder påstås det, at politiet droslede ned i begyndelsen af 1943. Det er ikke korrekt. Justitsministeren opfordrede i februar 1943 til mere intensiv opklaringsarbejde, og i juli 1943 forlangte han en million kroner til indkøb af maskinpistoler til sabotagebekæmpelser. Der var masser af arrestationer og opklaringsarbejder op til 29. august 1943. Efter anholdelse af 2.000 af 9.000 betjente håbede tyskerne på samarbejde men de tog alvorlig fejl
Uden klare kompetencefordelinger
Det var ikke let at skulle samarbejde med en fremmed magt under uklart definerede betingelser. Den særlige besættelsessituation forblev på det politimæssige område uden klare kompetencefordelinger.
De tyske aktørers beføjelser
Heller ikkefor den tyske værnemagt var rollen som fredsbesætter entydig. Besættelsens karakter vanskeliggjorde en klar afgrænsning af de tyske aktørers beføjelser. Der herskede flere niveauer usikkerhed over for håndteringen af situationen.
Afgørende for jurisdiktionen
Det danske politis indsats i bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Zersetzung) blev afgørende for spørgsmålet om bevarelse af jurisdiktionen på danske hænder og dermed for opretholdelsen af fiktionen om landets suverænitet.
De lokale politimestre havde stort ansvar
Ansvarlig for opretholdelse af de fredlige forhold på lokalt plan var den stedlige politimester, der som embedsmand var pålagt at arbejde sammen med besættelsesmagten. Han skulle fortsat administrere sit ansvarsområde under de nye betingelser.
Samarbejde med tyskerne
Allerede den 25. marts 1933 skrev Københavns Politidirektør til sin kollega i Berlin og tilbyder et samarbejde om bekæmpelse af kommunisterne. Op gennem 1930erne blev dette samarbejde udvidet. Afdeling D som nærmest kunne betegnes som et efterretningsvæsen samarbejdede meget med Gestapo.
Tusinder og atter tusinder af danskere blev overvåget af Dansk Politi. Fer var 60 – 70.000 i politiets kartotek. Allerede i 1933 har man registreret 13.000. Man har aldrig fundet det fulde kartotek, og der er gisninger om, at afdeling D overlod det til tyskerne.
De danske betjentes beføjelser
Den 8. februar 1941 udsendte justitsminister Harald Petersen retningslinjer til politimestrene angående det danske politis beføjelser over for værnemagten, hvorefter der under visse omstændigheder indrømmedes politiets ret til at arrestere og afkræve legimitation af værnemagtsmedlemmer.
Tyskerne blev dog mere og mere frustreret over politimestrenes manglende og henholdende reaktioner.
Skulle gribe ind over for SOE – agenter
I sommeren 1941 forlangte tyskerne også, at dansk politi greb ind over for sabotageforsøg fra fremmede magter. Her tænkte man på SOE – agenter, engelske faldskærmssoldater. Og det tog dansk politi sig også af. Således har vi tidligere i et par artikler berettet om drabet på en dansk SOE – agent.
Anholdte flere kommunister end nødvendigt
Politiet anholdt flere kommunister, end tyskerne forlangte. Men længe før havde kommunisterne været under overvågning. Kommunistloven fra 1941 var en direkte efterkommer af uroloven fra 1934, der forbød:
Nu var det højesteretssagfører Troels Jørgensen, der pressede på, at kommunistloven blev gennemført.
Allerede den 14. februar 1940 havde politiet en plan om, at der skulle arresteres kommunister. Men der kan ikke føres beviser for denne påstand. Dokumenterne er fosvundet i Rigsarkivet.
Den mest berygtede betjent
En af de mest berygtede betjente var nok Robert Sustmann Ment. Han var gået over i det tyske sikkerhedspolitis tjeneste. Han blev likvideret i en linje 16 på Nørrebro.
Dette betød, at Bonvensiepen efter likvideringen gav ordre til at 11 modstandsfolk skulle dræbes, og det skete under et fingeret flugtforsøg ved Osted.
Var det antityske motiver?
Men ellers kom der ekstra gang i restaurationslivet mange steder efter at tyskerne var kommet. Det var et åndehul for de tyske soldater. Men det gav nu også sine problemer. For danskerne ville ikke finde sig i at de løb med de danske piger.
Man blev fortørnet over tyskernes samkvem med de danske unge piger.
Den tyske besættelsesmagt var meget på vagt over for, om hvordan de danske myndigheder reagerede på dette. Man var på vagt over for, om der lå antityske motiver bag dette.
Sammenstød mellem tyske soldater og danskere i forbindelse med restaurationsbesøg og fuldskab var en af de hyppigste beskæftigelser.
I nogle byer nedlagde de tyske kommandanter ligefrem forbud mod, at de tyske soldater måtte besøge bestemte danserestauranter.
Politimestrenes henvendelser blev ignoreret
Forældre blev opfordret til at påse, at deres børn ikke generede de tyske soldater med påtrængende henvendelser som for eksempel at forlange autografer.
Politimestre rundt om i byen udsendte henstillinger om, at man skulle vise en værdig holdning over for besættelsesmagten, men især ungdommen ignorerede politimestrenes opfordring.
Alvorlige kampe i Esbjerg
Men for eksempel i Esbjerg opstod der tre aftner i træk sammenstød mellem tyske soldater og danske civile. På den anden aften angreb 50 fiskere tyske matroser. Til sidst angreb tyske matroser tilfældige borgere rundt om i Esbjerg.
Lignende situationer kunne berettes fra andre byer, bl.a. Frederikshavn.
Ofte beklagede tyskerne, at de danske politimyndigheder ikke var deres opgave voksen, hverken mht. forebyggelse eller indgriben.
Antitysk retning
Befolkningens engelskvenlighed generede tyskerne. Det var især den mandlige ungdom var afvisende og udfordrende over for værnemagten. Tyskerne mente, at det var skolerne, der var medskyldige i at påvirke børnene i antitysk retning. Tyskerne forsøgte med:
Overfald på medlemmer af Frikorps Danmark var et stigende problem. Justitsministeriet indskærpede, at det danske politi skulle gribe ind. Frikorpsfolkene bar tysk uniform og blev forulempet. Værnemagten betragtede deres anseelse som krænket.
Fra dansk side klagede man over, at de tyske soldater solgte tobak til danskerne.
Ny Justitsminister
Tyskerne ønskede ikke justitsminister Harald Petersen. Det blev så Thune Jacobsen. Men denne brød sig hverken om Renthe – Fink eller Werner Best.
To sabotageeksperter på besøg
I juli 1942 var to sabotageeksperter sendt til København fra Berlin. En af disse skrev 1. september til det tyske udenrigsministerium, at situationen krævede en skarpere kurs over for den danske regering, bl.a. skulle politi og domstole afkræves en mere effektiv bekæmpelse af tyskfjendtlige grupper, og der skulle indføres dødsstraf.
Man ville foreslå tysk forvaltning
Under sit besøg havde den ene SS – gruppenführer ladet Renthe – Fink forstå, at han over for Hitler agtede at foreslå indsættelser af en tysk forvaltning i Danmark.
Efter besøget sendte Renthe – Fink det tyske udenrigsministerium en længere redegørelse for situationen i Danmark.
Det hed blandt andet, at danskerne på grund af mindreværdskomplekser var afvisende over for tyskerne, men det skyldtes ”deres langsomme omstillingsevne” Endvidere blev det pointeret, at det danske politi ikke ville fortsætte deres loyale arbejde, hvis de ikke fik lov til at arbejde selvstændigt.
Renthe – Fink lagde pres på sine danske forhandlingspartnere og den 2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte radiotale, hvor han bl.a. opfordrede til at angive stikkere.
Personaleudskiftning
Den såkaldte telegramkrise endte med personaleudskiftning. Lüdke blev den 1. oktober 1942 erstattet af general Hermann von Hanneken. Denne havde angiveligt fra Hitler ordrer om at behandle Danmark som fjendeland.
Han havde over for generalløjtnant Gørtz ikke lagt skjul på, at der på baggrund af danskernes afvisende holdning ville ske en ændring i forholdet.
Werner Best, der 4. november afløste Renthe – Fink som rigsbefuldmægtiget, skulle lede denne kursændring på det civile område.
Stridigheder med von Hanneken
Den 27. november og 6. december beskrev Best i et telegram kompetencestridigheder med von Hanneken. Denne ønskede danskerne stillet for en tysk krigsret, hvilket af Best opfattedes som en forholdsregel med vidtrækkende politiske følger og derfor hørende under den rigsbefuldmægtigedes kompetence.
I begyndelsen af december 1942 sad 80 danskere i tysk undersøgelsesarrest, og der krævedes nu overførsel af yderligere 13 personer til undersøgelse og pådømmelse ved tysk krigsret.
Den danske jurisdiktion
Stadsadvokaten mente ikke at kunne forsvare at give efter for de tyske krav, som han anså i strid med Grundloven. Han advarede Justitsministeriet om, at han og hans stab ikke længere kunne bære ansvaret for samarbejdet med tyskerne, hvis der ikke skete ændringer i situationen.
Det var her i november/december man kunne konstatere den danske jurisdiktions sammenbrud. Og i diverse historiske kilder tales der om, at her begyndte der et holdningsskifte i politiet. Men sådan var det nu ikke alle steder i landet.
Tyskerne frygtede invasion
De første ødelæggende anslag mod værnemagten, der bedst kan karakteriseres som hærværk blev udført af ganske unge mænd. I oktober 1942 blev kommunisterne rundt om i landet opfordret til at få gang i sabotagen.
Det tyske efterretningsvæsen havde fundet ud af, hvad der var gang i. Den stigende sabotage medførte at tyskerne var banke for en engelsk invasion.
Speciel problem i Tønder
I 1943 nåede ud – og indsmugling af varer blandt soldater i Tønder til i en grad, der var aldeles uacceptabelt. Og politiet henvendte sig derfor til justitsministeriet. På Tønder Banegård var der stationeret tysk feltgendarmeri. Men det viste sig, at de var fuldstændig ligeglad med smuglingen. De tjekkede kun, at de soldater, der rejste syd på havde orlov.
Og soldaterne rejste til den lille grænseby Süderlügum. Det viste sig, at det hele var organiseret. Og tysk politi, grænsevagter og civilister fra Tønder var indblandet.
Justitsministeriet sender opfordring
Den 18. februar 1943 sendte justitsministeriet et cirkulære ud til landets politimestre om at indskærpe politipersonalet, at der var mere påkrævet end nogen sinde:
Historiske ukorrektheder
I historiske skrifter står der anført, at politiet omkring 1942/1943 var mere tilbøjelig til at betragte sabotørerne som ”patrioter” end som ”egentlige forbrydere”. Men det er nu ikke korrekt.
Faktum er, at i foråret og ind i sommeren 1943 blev der af politiet efterforsket og foretaget anholdelser også på egen foranstaltning, anholdelser der også ramte ind i det kommunistiske sabotagearbejde.
De gik til den i København
I 1943 var det først og fremmest kommunister, der stod for sabotagen og det illegale bladarbejde. Den første Holger Danske aktion var den 6. maj 1943.
I København gjorde politiet den 1. marts og 16. maj indhug i BOPA efter tysk foranstaltning. Endvidere foretog politiet arrestationer den 4. maj i forbindelse med en sabotageaktion mod Emdrup Dampvaskeri, og den 23 juni ved en aktion mod fabrikken Alliance.
Anholdelser i flere byer
I Århus blev der i forlængelse af en aktion natten til den 28. maj, hvor en sabotør blev dræbt og en anden blev såret, foretaget efterforskning efter den sårede på hospitalet, dog uden resultat, eftersom han blev indkvarteret hos en læge.
I marts 1943 forekom der et voldsomt slagsmål i Odense mellem danskere og tyske soldater. Men dette skyldtes den nye tyske kommandant Weiss, der blev beskrevet som kantet og usmidig.
I Horsens blev der efter tysk anmodning foretaget anholdelse 7. juni. I Aalborg blev der foretaget anholdelser den 31. juli og 18. august. Denne sag førte tæt ind på livet af en sabotagegruppe og SOE – agenter.
Masser af dokumentation
Man kan også i ”Den Parlamentariske Kommission” bind 7 se masser af anholdende aktivitet i 1943 også efter den 1. maj og i de sidste tre måneder før den 29. august. Vel og mærke ikke udelukkende på tysk foranstaltning.
Indimellem kom opklaringen ganske tæt ind på livet af de få sabotagegrupper, der virkelig betød noget på dette tispunkt.
Både i Århus og Odense syntes befolkningen, at det lokale politi var alt for usmidig
Justitsministeren forlangte millioner
Så sent som i juli 1943 forlange justitsminister Thune Jacobsen en million kroner til indkøb af maskinpistoler. Begrundelsen var, at så kunne politiet bedre bekæmpe sabotageaktionerne.
Dømt for små forseelser
Efter den militære undtagelsestilstand blev man dømt selv efter små forseelser. Man blev stillet for en tysk standret bare fordi, man havde taget tyske bekendtgørelser ned. Og straffen skulle afsones i tyske straffeanstalter.
Modstandsbevægelsen havde ikke altid godt med dansk politi. Nogle gange mente de, at de gik lige lovlig meget op i deres arbejde. Aftalen var, at man ikke skulle skyde på dem, men problemet var at det modsatte skete.
Skal de løslades
Aftalen var at kommunisterne i Horserød – lejren skulle løslades, hvis de ikke selv forsøgte at flygte. Den 28. august skulle Thune Jacobsen på et ministermøde have forespurgt om dette. Men da ingen svarede, foretog han sig intet. At nogle af kommunisterne så selv fandt ud af det, er en anden sag.
Efter 29. august
Efter 29. august anholdt dansk politi skam også modstandsfolk. Det modsatte er så nævnt i nogle bøger, men det passer nu ikke helt. Man kan vel hævde, at dansk politi efter denne dato var knap så emsige.
Forundring over fjendtlig indstilling
Problemet med mishagsytringer under ugerevyerne i biograferne i Sønderborg blev forhindret ved, at der var politivagter under alle forestillinger.
I dele af værnemagten herskede der tydelig forundring over befolkningens fjendtlige indstilling. Værnemagten synes, at det var mærkværdigt og fornærmende at blive mødt af afvisning og udtalt sympati for besættelsesmagtens fjender.
Også kommandovejene i værnemagten gav anledning til konflikter. Werner Best blev konstant modarbejdet af von Hanneken.
Gestapo blev indsat
Fra september 1943 blev Gestapo aktivt sat ind i bekæmpelsen af sabotagevirksomhed. Man forlod dermed den praksis, at dansk politi i princippet alene greb ind over for danske statsborgere, der krænkede værnemagtens interesser.
Trods radikalisering af Gestapos metoder og en stærk eskalering af mod terroren fra årsskiftet 1943/44 var der tale om en meget moderat fremfærd sammenlignet med andre lande.
Forskellige overvejelser
Den 19. september 1944 blev politiet taget. Tyskerne havde overvejet forskellige løsninger. Skulle man nøjes med at afvæbne politiet eller opløse politikorpset? Men man besluttede at internere betjentene.
Bag Werner Best’ s ryg
Det var General von Hanneken og politifører Pancke, der havde planlagt ”Aktion Möwe” bag om ryggen på den rigsfuldmægtige Werner Best.
De to planlæggere var trætte af politiets ageren. De mente ikke, at politiet i tilstrækkelig grad bekæmpede sabotagen. Man var også bange for at det velbevæbnede ordenspoliti ville hjælpe englænderne, når de gik i land ved vestkysten.
Det gjorde fransk politi ved invasionen i Normandiet i juni 1944.
Tyskerne havde forventet samarbejde
Men det var kun 2.000 af de i alt 10.000, men internerede. Man havde så forventet at de resterende i højere grad ville samarbejde. Men ingen steder i landet fortsatte politiet med at arbejde, som tyskerne havde forventet.
I stedet gik de under jorden som et illegalt politi og forberedte retsopgøret efter krigen.
Politiet samarbejde nogle steder
Nu var en del af betjentene nazister, og her igennem havde tyskerne fået at vide, at politiet en del steder samarbejdede med modstandsbevægelsen.
Alle politistationer, politikaserner og politiskoler blev omringet og samtlige politifolk blev arresteret.
Nu havde man i politiet godt været klar over, at tyskerne havde planer med en aktion mod politiet. I København havde tyskerne under dække af falsk politialarm omringet hele kvarteret omkring politigården.
Hård kamp ved Amalienborg
Efter afvæbning af hær og flåde i august 1943 havde dansk politi overtaget vagtopgaverne ved de kongelige slotte. Men på grund af misforståelser kom det til kamp den 19. september mellem ca. 50 danske politifolk og 40 soldater fra Kriegsmarine.
70 politifolk døde
Selv om politifolkene blev bedre behandlet end de fleste i KZ – lejrene, var det en meget ubehagelig oplevelse og cirka 70 politifolk døde. Kort før jul i 1944 blev en gruppe alvorlig syge hentet hjem.
Men nu var det sådan, at tyskerne visse steder tilbageholdt Røde Kors pakkerne til de danske betjente.
De asociale
Betjentene i Buchenwald oplevede blandt andet, at der ankom en ny gruppe ”asociale” deponeret for ”sortbørshandel” og anden lyssky virksomhed. Men egentlig var disse kun harmløse småforbrydere. Ja mange var blevet sendt hertil bare fordi de var arbejdsløse.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 178 artikler om, efter og før Besættelsestiden herunder:
Bovrup Kartoteket
Statsminister Buhl og hans stikkertale
Udleveret til tyskerne
Retsopgøret i Sønderjylland
Historien om Overvågning 1- 2
En justitsminister i unode
I en lovløs tid
Werner Best
Stikkerdrab
Den Sønderjyske Politiadjudant
Overvågning i Sønderjylland
De mystiske mord ved grænsen
Den sønderjyske efterretningstjeneste
Modstand i Kolding
En stikker i Sønderjylland
Sabotage på Nørrebro
Nørrebro – flere sabotager
Besættelse på Nørrebro 1 – 5
Modstand og sabotage i Sønderjylland
Modstand i Tinglev
Sheriffen fra Tinglev
En frihedskæmper fra Tønder
De dødsdømte fra Tønder
Nazister i Tønder
Besættelsestiden i Tønder
Sabotage i Aabenraa
Modstandsbevægelsen i Aabenraa
Skud i Vordingborggade
Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
Besættelse på Østerbro 1 – 4
Sabotage og stikkere på Østerbro
To skæbner i Kiskelund
Mord i Padborg 1 – 4
Bov Kommune under Besættelsen og mange flere
November 4, 2016
Sønderjysk Kaffebord – på Østerbro
Foredrag den 4. november 2016 i Ældre Sagen på Østerbro. Vi skal kigge på Kaffebordet, sproget, maden, drikkevarerne og 56 års undertrykkelse. Og netop det sidste var årsagen til kaffebordets oprindelse. Og det at nippe fra et kagebord er jo ikke den ægte vare. Men den eksisterer nok ikke mere i den oprindelige form. Det kræver særdeles god fysik. Vi kigger på symptomerne for en nybegynder. Og så skal vi også kigge på, hvordan sønderjyderne blev undertrykt. Du skal da også opleve et sønderjysk digt om Sønderjysk Kaffebord fra Ballum. Artikler med opskrifter på drinks, kager og mad fra Sønderjylland er bagerst og forsynet med et X
Atter engang i København
Det er så 4. gang, at jeg holder foredrag om Sønderjysk Kaffebord i København, og alle foredrag er forskellige. Det er så kedelig at holde det samme to gange. Jeg skal lige høre, hvor mange sønderjyder, der er til stede. Ja for der vil forekomme en del sønderjysk i dette, og Ældre Sagen har ikke råd til en tekstmaskine.
Nu er problemet om jeg kan blive færdig til tiden, fordi jeg havde tænkt mig, at vi skal høre en lille smule om det kulinariske og drikfældige Sønderjylland til sidst. Og i pausen skal vi nyde en mikroskopisk del af det sønderjyske kaffebord. Og det kan blive et problem, når man nu spiser mere end et stykke.
Pas nu på – Bøvs
Det gjorde jeg således på Frederiksberg i Æ Synnejysk Ambassade. Da skulle alle tilhører tage et stykke Sønderjysk Kaffebord med. Og Asger Reher tog et par stykker af hans brøtort med. Og bagefter, at jeg havde smagt måske flere stykker af hver, så kommer man til at bøvse. Det er ikke særlig høfligt.
Tænk en dag dukkede to meget skønne piger. De skulle høre om Sønderjysk Kaffebord. Det er faktisk noget man studerer under antropologi på Universitet.
Vi skal høre om fem ting
Sønderjyder har mindst fire ting andre ikke har:
Forhåbentlig når vi at komme ind på det hele. Men jeg synes, også det er vigtigt, at I også får at vide, hvordan sønderjyderne havde det under det prøjsiske styre, og hvorfor det var så vigtigt at bevare danskheden. Det er jo på den måde det sønderjyske kaffebord er opstået. Og hvorfor snakker vi som vi gør. Egentlig burde den sønderjyske turistorganisation gøre mere ud af de pragtfulde egnsretter, som vi har nede i Sønderjylland.
Det rigtige kaffebord
Nu er det talrige københavnere og ikke – sønderjyder, der har fortalt mig, at det der Sønderjyske Kaffebord, ja det har de da prøvet på Schackenborg Slotskro, Agerskov Kro eller Fakkelgården nede ved Flensborg Fjord. Men ak, det er jo kun en buffet, man tager fra. Der mangler jo en masse.
Søren Ryge forklarede det helt rigtigt, da han berettede fra sit barndomshjem i Sydslesvig.
Men jeg må alligevel beundre københavnerne. For en tidlig søndag formiddag møder der 50 mennesker op på Nørrebro Bibliotek for at høre historien og personalet havde selv forsøgt at bage noget af det.
Ikke mange unge sønderjyder kender det
De får jo ikke engang mavepine som os andre, der har prøvet det så mange gange. Men det er godt nok også mange år siden. Egentlig burde turistforeningerne dernede gøre mere ud af at fortælle historien bagved.
Ikke mange unge sønderjyder kender det rigtige sønderjyske kaffebord. Det er umoderne, og langt fra vores moderne livsform. Det er i hvert fald dømt slankekur, hvis du er jævnlig bruger af det ægte sønderjyske kaffebord.
Kaffebord hos Oma og Opa
Jeg kan med stolthed i stemmen fortælle, at jeg har flere gange. Det var mest ude hos Oma og Opa u i æ kow. Ja det ligger 4 kilometer syd for Højer i Ny Frederikskog på 2. katastrofevej. Ja sådan hed vejen dengang, der lå lige op til diget. Det store ædegilde foregik altid i den pæne stue. Den var aldrig opvarmet. Men vi fik skam varmen ved at fortære Det Sønderjyske Kaffebord.
Ja vi kom dengang med Æ Rutebil fra Tynne. Og så gik vi ellers derud. Min mor var ikke meget for at gå over Den hvide bro over Vidåen.
Oppe fra soveværelsets vindue kunne vi mod sydvest se når toget kørte over dæmningen til Sild. Det var nærmest som at se toget køre direkte på vandet.
Motionstur
Når kaffebordet var overstået efter et par timer, var der dømt motionstur ned til Slusen. Se dengang var det jo kun Gamle Sluse. Der skulle være plads til Suppe, Steg og Is om aftenen.
Da vi skulle hjem kunne vi simpelthen ikke gå. Da måtte vi ringe efter Keddes Lillebil ned til bussen.
Da vi så kom til Tønder, var det kø foran toilettet. I dagene efter kunne vi alle mærke det. Det var ikke sjovt, at sidde i skolen og mærke det næsten en hel uge efter.
Min mor lavede det også til forskellige højtider og runde fødselsdage dengang for mange år siden, men slet ikke så voldsom som min Oma.
De første symptomer
For nybegyndere kan vi forklare det vigtigste plus symptomerne. Du skal huske at fylde de tallerken til bristepunktet. Alt andet er uhøfligt.
Husk på, at din mave ikke fungerer normalt. Snart vil du kunne mærke en tyngde i maven. Den går ikke over, for snart vil husmoderens stolthed vise sig. Den første rigtige kage vil snart indfinde sig. Den er pyntet med kirsebær og skåret ud i kilotunge stykker.
Afvisning er en fornærmelse
Husk, at selv om din mave allerede på et tidlig tidspunkt siger stop, så er en afvisning absolut en fornærmelse.
Talrige smagsoplevelser vil indfinde sig. Snart vil nybegynderen mærke åndenød. Men ned skal det, for snart kommer napoleonskagen. Snart vil nybegynderens tallerken igen være fyldt med butterdej fyldt med vaniljebudding.
Din tallerken er atter fyldt op
Selv om du havde en tom tallerken, da du forlod kaffebordet, så er den nu fyldt igen. Nøddetærte er den næste kage. Den er lige så tyk som et strygejern, og opfedet med smørecreme.
Ved siden af, var man blevet færdig. Nu er du bagefter. Og de næste kager er færdig.
Bedst som du nu troede, at du havde nået enden, så kommer endnu mere. Det er de berømte småkager, sukkerkringler og kyskager. En masse varianter med og uden chokolade.
Kaffen er som tjære
Det er også som om, at kaffen er blevet stærkere, nærmest som tjære. Og endelig efter adskillige timer er du færdig. Du vakler nu hjemad. Gangen er anderledes og maven har det ikke godt.
Du ved, at næste gang, du skal indtage dette måltid, skal du forberede dig både fysisk og psykisk. Du skal gå i mental træning og måske ikke indtage noget flere dage før.
Fest hos Chrisen Pæsens gamle mor
Nu havde sønderjyde også selv problemer. Hør bare dette digt fra Ballum. Måske skal jeg lige forberede tilhørerne at det er på sønderjysk – å æ sproch:
Dæ wå hen we Chrisen Pæsens gammel moe
Hun haj bojn æn masse fremme
Det wå et gild, æ alle glemme
Føst såt vi in i æ daule dørens å snagge
Så gik æ døer op te di anne gemagge
Å vi kåm in tæ æ boe mæ manne slaus kach
For gammel Stine Pæsen wå goe te å bach
Te å begynn fik vi pumle mæ æ tyk lau smø
Så wå dæ kringel, som dæ sæ hø
Dæ wå chokoladekach å søstekach
Å dæ hel sku vi smach
Da wi omsije o æ laukach tau fat
Da wå æ læres Marie sat
Naj wæe då nå wa Marie, æ brøtort, ska då da smach
Søj Stine, å gau hin et ånle styk kach
Æ ristort wå dæ å, å en laukach mæ fløe
Dæ wå da godt, de både haj høns å køje
For haj de sku køef ållde kræm te a kach
Haj dæ nok it wæt manne tebach
Ændle nøj vi tæ æ småkach
Dæ wå hvis syv – åt slaus, Stine åltins bach
Æ kun næsten it få en bi meje neje
Men Stinne søj: ”Taj da en knæpkach, den æ it så feje”.
Tæ ållesidst kom æ ingenting
Da wå æ mavskin lich we å spring
Men Stinne gau sæ it, vi sku smach æt olt
Æ wunne mæ, tæ æ mauskin holdt
Så wæn æn it æ suen å rask å hæ æ maue så stoe
Ska æn it gåe mæ te et synnejysk kaffeboe
Men wæn I ha løjst det heæ, ha I måske dåch lyst å lau
Et richte synnejysk kaffeboe, som i gammel dau.
Hvor meget forstod københavnerne?
Et fantastisk digt, som slutter af med at konstatere, at såfremt man ikke er sund og rask og har en stor mave, skal man ikke begive sig i lag med sønderjysk kaffebord. Og læg også mærke til, at selv om man er stopmæt, så presser værtinden på.
Spørgsmålet er, hvor meget I københavnere har forstået af dette?
Maven tænker ikke på dansk eller tysk
Man siger gerne, at sønderjysk kaffebord er sønderjysk eller dansk. Men når maven er sulten så tænker den ikke på, om det er dansk eller tysk, som den spiser. Traditionen er sønderjysk, men det er indholdet nødvendigvis ikke.
Som sønderjyder har vi gennem generationer spist tysk inspireret mad. Tænk bare på grønlangkål, Kålpølse, Gule Ærter og Fedt Flæsk.
Gennem generationer har vi sat tænderne i det mest lækre bagværk, store lagkager, boller, småkager. Vores nationale sindelag har aldrig påvirket os så meget, at vi har nægtet at spise en ret, som enten var dansk eller tysk. Måske er ikke alt helt sønderjysk, men det bryster vi sønderjyder os nu heller ikke af.
Dette eksistere skam endnu
Men forsamlingshuset, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer stadig, og de sønderjyske egnsretter eksisterer også endnu.
Jo den gang i min ungdom var butikkerne i Tønder delt i tyske og danske. Sønderjyske håndværkssvende kom hjem inspireret af tyske slagtere. Det kom til at præge den sønderjyske mad.
Præget af det tyske
Også det sønderjyske kaffebord er præget af den tyske bagekunst. Tænk bare på Herrnhutkage. Det var Herrnhuterne, der kom og opbyggede Christiansfeld. Kagerne kaldes også Brun maule (mugne). De kan holde sig længe. Og glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.
Hvorfor 7 af hver?
Men hvorfor skal det så i det Sønderjyske Kaffebord være syv af hver. Ja, hvis det er et rigtigt sønderjysk kaffebord, skal der være mindst syv af hver.
Det er fordi, det er noget symbolsk i det.
Djævlens værk
Kaffen kom til Europa i 1615. Halvtreds år efter blev det hofdrik. De bedre stillede tog imod drikken som deres egen. Men bondestanden tog også glædelig imod den. I 1773 importerede man hele 6 tons kaffe. Men dette chokerede handelsministeren. Og så fik bønderne og de lavere klasse forbud mod at drikke den. De lavere klasser skulle jo nødig få de riges vaner. De skulle bare holde sig til øl og brændevin.
Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Men da han havde smagt på den, endte det med, at han gav den sin velsignelse. Og i 1799 fik alle lov til at drikke kaffe i Danmark.
De første kogebøger
Den første kogebog udkom i 1740. Den hed: En lidet proberet kage – bage og syltebog. En mere varieret opskriftssamling udkom i Sønderjylland i 1838. Den hed: Prachtiches Kochbuch. Men den første rigtige Sønderjyske Kogebog blev udgivet i Sønderborg i 1830. Den fik denne beskedne titel:
120 opskrifter frit tilgængelig
Nu var det ikke lige den bog min mor brugte. Hun har samlet opskrifter på det Sønderjyske Kaffebord og skrevet dem ned i indbundne bøger med gotisk skrift. Mange af disse opskrifter gik i arv dengang. Sikkert også i min familie. Mange familier holdt dog deres opskrifter heldige. Men jeg har løftet sløret og gengivet opskrifterne på min hjemmeside.
Jeg tror at hjemmesiden indeholder 120 opskrifter.
Kaffegilder efter tre års krigen
Egentlige kaffegilder var nok først almindelige efter tre – års krigen, også kaldet den første Slesvigske Krig. Fra det tidspunkt blev kaffestel også almindelig.
Fra 1850erne blev de åbne ildsteder afløst af støbejernskomfurer med små regulerbare ovne. Nu begyndte hjemmebagningen at gribe om sig i Sønderjylland. Kaffen blev nu indført som et slags mellemmåltid.
Husmoderen slap nu for at stå i træk ved skorstenen og kunne bedre styre ilden. I byen bragte man det æltede brød til bageren, der for en beskeden pris bagte det sammen med sit eget brød. Det større kageforbrug bragte også medgangstider for bagerne. Grov bagere bagte især rugbrød, tvebakker og lignende kager.
Fin bagere bagte hvedebrød, tærter m.m.
Udbredt kagebageri
Kagebageri blev først rigtig udbredt efter 1860. De første kager var i ler form så som Søsterkage, Mandelkage, Risengryntærte og forskellige buddinger, der ofte blev serveret som desserter.
Kringler var ikke så almindelige og småkageudvalget begrænsede sig til forskellige slags tvebakker og pebernødder.
Kager som Vafler, Krumkager og Goeraj kunne bages i kagejern på det åbne ildsted. Disse kagetyper var allerede kendt i 1600 – tallet.
Hovmod stod for fald
Efter sejren i Den Første Slesvigske Krig overgik de københavnske blade sig med helteberetninger. Selvtilliden kendte ingen grænser. Men hovmodet stod for fald. General de Meza havde advaret mod, at gå i krig mod Bismarck. Men han blev fyret.
Preusserne havde oprustet. Det havde man ikke i Danmark. Og i København vidste man heller ikke dengang, hvad der foregik i grænselandet.
175.000 sønderjyder blev indlemmet
Efter nederlaget i 1864 blev omkring 175.000 sønderjyder med et pennestrøg pludselig indlemmet under prøjserne. De blev uden at de selv ville det statsborgere i Det Tyske Kejserrige i 1871.
Danske embedsmænd blev smidt ud. I Tønder blev fysikus Ulrich stenet ud af tysksindede også af dem, som havde brugt ham som læge.
I midten af 1870erne startede en omfattende produktion af kaffestel, sidetallerkner og forskellige kagefade.
Dem der gav husly, blev straffet
De tyske myndigheder straffede dem, der gav husly til danske møder. Man blev nødt til at bygge egne forsamlingshuse. Foreningsliv og forsamlingshuse gjorde de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Nord fra støttede man massivt disse initiativer. Indtil 1914 havde man fået bygget 50 forsamlingshuse.
Ingen spiritusbevilling
Kaffepunch blev erstattet af den fælles kaffespisning. Dette skyldtes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede, spiritusbevilling. Frem til 1920 blev Det Sønderjyske Kaffebord betragtet som specielt dansk.
Danskerne kan aldrig klare sig
Som regel var det en tysk gendarm til stede, når de dansksindede holdt forsamling. En af dem sagde engang:
Her opstod ”Det sønderjyske Kaffebord”
I forsamlingshusene havde man brug for at stå sammen over for den prøjsiske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange også de forbudte, hvis gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen. Disse møder pinte magthaverne. Man forsøgte på alle måder, at forhindre møderne. Men det var her at hele kulturen bag Det Sønderjyske Kaffebord opstod. Og sproget ”Synnejysk” blev også et samlingspunkt.
Foredragsholderen skulle have ro til at tale. Han skulle have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre. Deltagerne tog selv kagerne med til møderne. Jo flere kager der var, des længere kunne man strække mødet.
Det var journalister, forfattere, frimenighedspræst, vandrelærer eller kendte personer. De kunne vende tilbage over Kongeåen og fortælle om disse overdådige kaffeborde.
Man hyggede sig så længe som mulig ved disse kaffeborde. Og det styrkede i den grad danskheden.
Flere restriktioner
Der opstod masser af foredragsforeninger. De udsprang fra den grundtvigianske bevægelse. De mødtes de steder, hvor indehaveren trodsede det prøjsiske forbud, inden alle forsamlingshuse kom.
Ja også højskolerne blev ramt af de prøjsiske restrektioner.
Kun tysk blev tilladt
En lov fra 1876 bestemte, at tysk skulle være det eneste tilladte sprog i den offentlige forvaltning. Den nye generation af preussiske embedsmænd var præget af den nationale ideologi. Man var indstillet på at fremskynde germaniseringen af de erobrede landsdele. Fortyskningen ramte også folkeskolen. Lærerne skulle tale tysk til børnene og sørge for, at de også talte tysk indbyrdes.
Danske vandrelærer på gårdene blev forfulgt af de tyske myndigheder. Og med støtte fra de tyske regering blev der opkøbt 300 ejendomme i det sønderjyske. Nu skulle landmænd med den rigtige germanske indstilling komme til Sønderjylland.
Köhler var barsk
Den preussiske administration blev efterhånden betydelig mere barsk, da den preussiske indenrigsminister Ernst Mathias von Köhler. Med hård hånd slog han den danske agitation ned.
De dansksindede skulle lære at hæfte solidarisk. Med andre ord, hvis en begik en fejl, skulle flere straffes.
Han udviste folk i massevis. Det gik især ud over tjenestefolk, der arbejdede i dansksindede hjem. Man fik en frist på 24 timer til at forsvinde.
Økonomisk ruin for mange
Men når en far blev udvist, kunne det betyde økonomisk ruin for hele familien. Det blev værre omkring 1898. Dansksindede møder blev opløst uden grund. Fra 1901 var almindelige møder udelukket for de dansksindede. Der var også skarp censur i ytringsfriheden. Preusserne forsøgte at overtage de danske aviser.
Man havde pligt til at aftjene den preussiske værnepligt. Og det var det bestemt ikke alle, der havde lyst til. Man udvandrede eller flygtede til Danmark. Ved den lejlighed var det ikke så få, der blev skudt.
Cirka 10 pct. af de 30.000 der deltog i krigen flygtede. Men H.P. Hanssen og de andre danske ledere advarede mod at alle flygtede, for så var der ikke flere danskere tilbage, der kunne kæmpe
Aftensammenkomster
Omkring år 1900 blev der bagt endnu flere kager. Man inviterede til aftensammenkomster, Aftenen forløb med kortspil for mændene. Kvinderne syslede med sytøj. Ved 22 – tiden blev der serveret kaffe med friskbagt hvedebrød med smør, gærkringel og sandkage med creme. Som regel blev der her drukket 3 kopper kaffe og en enkelt kaffepunch.
Hvis der var noget specielt at fejre, ja så var der også pladekage med tre slags småkager
Meget var forbudt
Familier til de flygtede blev fængslet, Og dem, der var hjemme på orlov fra krigen, blev overvåget. Ved krigsudbruddet til Første Verdenskrig blev 300 danskere arresteret.
På landet havde gendarmerne i Sønderjylland også travlt med at overvåge, at der ikke i smug blev slagtet, kværnet smør eller bagt brød på gårdene. Det var alt sammen verboten.
Stor pres på kvinderne
Der blev lagt enorm pres på kvinderne. De var ikke kun alene om at skaffe mad og klæde til huset. De var også alene om børnene. De skulle gøre mands arbejde på mark og i stald, i værksted og fabrik. De fik dog en smule hjælp af russiske krigsfangere.
Erstatningskaffe
Under første verdenskrig var man nødt til at bruge erstatningskaffe og erstatningskager. Man kunne vælge mellem tre slags kaffe:
I byerne spiste man Kålrabi – kager. Det var pladekager blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citronessens – velbekomme.
Man kunne da også nøjes med krigssnitter. Det var tvebakker, dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.
Efter krigsudbruddet opstod der naturlig varemangel og dette satte også en naturlig dæmper for selskabeligheden. Husmoderens kreativitet blev stillet på prøve.
Man skulle rose kaffebordet
Husmoderen forventede, at man roste hendes kaffebord. Derfor var det værdsat at gæsterne forblev ædru. Som skrevet fik man heller ikke spiritusbevilling. Derfor begrænsede kaffebordet i det private sig kun til to kaffepunch.
Som regel fik man foruden det overdådige indtag af kager 6 – 7 kopper kaffe. Og traditionen var så, at man bagefter tog et spil Skat.
Til jul havde man så andre til dels sønderjyske spil, Pebernødde – spil, Mus, Effen eller Ueffen, Get, hvo man dæ æ min re. Og mange andre.
Man skulle overgå hinanden
Ude på landet udviklede kaffebordet sig. Når naboerne kom på besøg skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. Så havde man noget at snakke om i landsbyen de næste mange måneder.
Kaffebord i Aventoft
Niels Bøgh Andersen en kendt kultur – personlighed i de sønderjyske har skrevet nogle pragtfulde erindringsbøger. En af disse hedder Fiskersøn fra Aventoft. Lige før Første Verdenskrig var det normalt med nabogilder. Og den gang var der ikke mangel på noget som helst:
Man kunne også finde på at sige:
Familien Brodersens ”Frühshoppen”
Og den by, hvor Niels Bøgh Andersen kom fra, Aventoft ligger lige syd for grænsen ved Tønder. Og det var der Familien Brodersen ofte om søndagen tog på såkaldt Frühshoppen. Hvad vi fik at drikke, kan vi måske komme tilbage til sidst i foredraget. Vi skulle være over grænsen igen inden 12.30 ellers var der ingen krebinetter hjemme hos mor og far.
Kun på landet
På de middelstore gårde var der tilstrækkelig med dyre råvarer som æg og fløde og nok af arbejdskraft. Her udviklede kaffebordet sig. Men det var også kun her. Borgerskabet inde i byen mente, at man fråsede. Og arbejderne inde i byen havde slet ikke råd til det.
Pigerne måtte ikke synge under bagningen
På de store gårde var bagningen tilrettelagt og organiseret i mindste detalje. Der var stor koncentration og pigerne havde fået at vide, at de ikke måtte synge under bagningen.
Varmen fra ovnen skulle udnyttes. Man bagte en gang om måneden. Når rugbrødene havde været i ovnen en times tid, blev der sat sigtebrød og et par hvedebrød i ovnen. I løbet af et par timer var alle brød færdige. Nu var oven tilpas afkølet til et par pladekager, en søsterkage, måske et par lagkagebunde og en enkelt plade med småkager.
Lagkagebunde er kun blevet bagt siden sidste del af 1800 – tallet. Det var absolut en ny kagetype. Men tærter med mange æg og indbagte frugter blev anvendt allerede fra slutningen af 1700 – tallet.
Efter brødbagningen bagte man også tvebakker, skrabekager, rugmelskager og pumpernikkel samt robuste småkager. Kager bagt i lerforme, såsom søsterkager og mandelkager gik man også i gang med.
Traditionerne ændrede sig
Når man kun bagte en gang om måneden kunne brødet godt nå at blive muggent eller tørt. Men dette anså man at være godt for sundheden og tænderne.
Nogle gange slog man bagningen sammen med naboen, og holdt så bagedag hver 14. dag.
Efterhånden fik man en anden holdning til muggent brød, og bagningen blev til en ugentlig begivenhed.
Kirche, Küche und Kinder
De sønderjyske kaffeborde på forsamlingshusene og ude på landet gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.
En forklaring på dette, skyldes at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ikke ret til at være medlem af nogen forening før i 1918. I Det Tyske Kejserrige måtte kvinderne indskrænke sig til den prøjsiske filosofi Kirche, Küche und Kinder.
Der var større udvalg at finde i Løjt end i Sønderborg. Og skulle sønderjyder til kaffebord oppe i Danmark, var de meget skuffede. Her var ikke nær det samme udvalg.
Løjtninger var generelt rigere end andre sønderjyder. Og de vidste godt, at de var noget særligt.
Man indleder med boller og kringle
Når københavnere er i Sønderjylland til et såkaldt kaffebord, så kaster man vel sig bare over det første og det bedste, men se, det er også forkert.
Kaffebordet indledes med boller(pumle) og kringle måske søsterkage. Det er de såkaldte Stop – kager. De indeholder masser af fedtstoffer. Festkringle og Vandkringle fulgte. Og så kom de mange Skærekager, Plade – og formkager.
Ja spørger I så sikkert, hvorfor hed det Stop – kager, når man lige var begyndt? Det var simpelthen for at afføde de sultne karle, som altid var sultne.
Men efter denne omgang var bunden lagt for alle. Nu kom den vigtigste del i hele kagebordet. Nemlig De Saftige Tærter, Fløde – eller Brødtærter (Brøtort). Hvis det nu skulle være rigtig fint, så kom der også Butterdejstærte.
Derefter fulgte Cremekager og Roulader samt Flødeskumsbelagte Tærter.
Og hvis det nu skulle gå rigtig til, så bliver de bløde kager afsluttet med Cremesnitter.
Nu kommer de hårde kager
Nej, man var endnu ikke færdig. For nu var det ellers De hårde kagers Tur. Og det er småkagerne. Der var utallige slags. Man skal bare huske, at der skulle være mindst syv slags.
I julen var der Pebernødder, Brune Kager og Vrejn Unge (Klejner). Ellers var der Fedtkache, Goj Raj (Gode Råd) og Vaniljekranser.
Der er struktur i det
Det var struktur i det. Og det er det jo ikke, hvis man farer op til en overdådig buffet. For i Det Sønderjyske Kaffebord, der er det følgende struktur:
Man springer ikke over
Kagefadene blev sendt rundt efter hinanden. Og så er det lige med at fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags kager. Sidetallerknerne bliver også fyldt op. Dette giver sjældent mulighed for at springe en kage over.
Dette bliver anset, at være meget uhøfligt og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holder i den grad øje med at gæsterne smager på alle kager. Begrebet hedder at nøde.
Hvis en gæst siger nej tak, skal det nødes. Så sørger værtinden for, at vedkommende alligevel fik et stykke.
Den stakkels ”Nørrejyde”
Nu kan det være svært for en nybegynder, at håndtere dette. Det hørte vi jo i indledningen. En nørrejyde (området nord for Kongeåen) havde fundet en kæreste i Sønderborg. Han skulle nu opleve sit første sønderjyske kaffebord. Den unge mand var i den grad forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet, bare for at få lidt madro.
Men svigermor bad ham tage nogle stykker kage og lade kagefadene gå rundt. I forvirringen kom han til at tage sin svigermors fulde kagetallerken og tog et stykke kage af den. Derefter rakte han den videre. Uha oh skræk, om han fik Lille Lise fra Sønderborg vides ikke.
Skal vi lige kigge på de otte mest almindelige kager fra Det Sønderjyske Kaffebord:
Knepkache
Vi starter med Knæpkager. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. Den blev givet til skolebørnene som ekstra skolemad. Den blev også spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes måske 20 forskellige opskrifter på den populære småkage. Knepkach kommer sikkert fra den nordtyske dialekt, Kneip. Det betyder drenge. Nogle mener også, at den fået navnet af den lyd, det giver, når vi spiser den.
Hedewiche
Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.
Kringlen
Kringlen havde sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet. Det var en udbredt måde at bede på dengang.
I Tyskland var det på den tid skik og brug, at børnene ved nytår hængte kringler om halsen. Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på 20.000 mand i 1529 forsøgte at grave sig ind under Wien’ s mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere. Som belønning for denne dåd, gav man dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen med en krone.
Kløben
Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den sønderjyske Kløben er mere let i konsistensen. Når Kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved mener man at navnet er opstået.
Brødlagkage
Brødlagkage (Brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske Kaffebord. Det er mange opfattelser af, hvordan den skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For mange sønderjyder indeholder en richte Brøtort kakao i dejen.
Wienertærte
Wienertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til, at man sendte kage. En barselskvinde kunne godt modtage 10 – 15 tærter. Derfor blev hun nødt til at invitere til barselsgilde.
Jødekage
Jødekage hedder også Kreutzfelder – kuchen. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten den 9. – 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.
Gode Råd
Den sidste vi lige skal stifte bekendtskab med, er Gode Råd (Goraj). Det er en udbredt kagetype bagt i jern. Allerede i 1600 – tallet var den udbredt over det mest af landet. Men den har overlevet til i dag. Og sådan kunne vi blive ved. Og sådan kunne vi have blevet ved.
Æbleskiver
Der er flere svesker i de sønderjyske. De var populære hele året rundt både til jul og i høsttiden.
Vi kunne have fortalt om Kartøffelkach, Kovinge, Vrejn Unge, Søstekach, Broekach, Kyskach, Brun og Hvie Bækkenør, Æfelkach og mange flere.
Nye skønhedsidealer
Kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet. Der er heller ikke så meget adgang til gratis råvarer mere. Der er kommet nye skønhedsidealer for kvinder og mænd. Og så er der kommet nye madtraditioner.
Vi fokuserer i stigende grad på kulhydrater og fedtprocenter. Sydlandske og asiatiske madtraditioner kan ikke forenes med Sønderjysk Kaffebord. Man er blevet opmærksom på e – numre, konsistens, udseende og holdbarhed.
Du skal kunne mange ting
Et fuldt Sønderjysk Kaffebord kræver sin kvinde. Mindst en uge i køkkenet. Det har været kraftpræstationer af min mor, tanter og oma dengang. Det kræver jo også at man kan specielle teknikker:
Peter Seberg’ s hyldest
Peter Seeberg, den sønderjyske forfatter skrev i 1968 en hyldest til sin barndoms kaffeborde. Han var ellers stor gourmet og ynder af det franske køkken:
Ordet Mojn
Ordet Mojn er blevet trend i visse kredse. Vi siger det morgen, middag og aften. Det er jo meget praktisk. Det er mange dialekter i Sønderjylland. I en omkreds af 15 kilometer fra Tønder er der seks dialekter. Og i gamle dage talte man 5 sprog i Sønderjylland. (Se artikel: Sproget i Sønderjylland)
At spise og drikke bevarer kop og sjæl
I Sønderjylland drikker vi Grog, Farisæer, Friesengeist eller Grog. Og så stammer Bommerlund Snapsen fra Sønderjylland.
Der findes et specielt plattysk mundheld;
Lidt syd for grænsen har friserne deres nationaldrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom.
På øen Föhr har man en drik, man kalder Tote Tante. Den består af kakao tilsat alkohol. Nogle steder med flødeskum.
Da kaffepunchen blev født
Jo i Tønder havde man verdensrekorden i antal værtshuse pr. indbygger.
Det var også i 1850, at kaffepunchen blev født. Man placerede en groschen i bunden af koppen. Så hælder man kaffe i. derefter fylder man så meget brændevin i, at man kan se mønten.
En speciel duft – søndag formiddag
En speciel duft mødte os, når familien søndag formiddag tog til Aventoft lige syd for grænsen. Jo, det var enten hos Armin eller Den Gamle Kro. Landsbyen levede af os danskere. Vi havde den tradition, at vi skulle have os en lille Gewessen. Det blev nu ikke det store drikkeorgie. For Gud nåde, hvis vi ikke nåede, at være hjemme til Mors kødgryder søndag eftermiddag.
Som regel fik vi et par grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunch.
Bommerlund
Ja egentlig hører brændevin og Sønderjysk Kaffebord slet ikke sammen. Man skulle nødig drikke sig så fuld, at man ikke kunne rose værtindens bagværk.
Det var ikke en hærvejskro vi sad på, søndag formiddag. Dengang i 1600 – tallet forlangte en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 kilometer. Dagbogsfortegnelser fra dengang fortalte faktisk, at der befandt sig en kro for hver 30 km. Og disse kroer havde ofte bryggerier og brænderier.
En af de mest kendte kroer var Bommerlund Kro. Her lavede man også den bedste snaps. Og kroværten startede ikke med, at hælde vand i den, som det blev gjort så mange andre steder.
Opskriften stammer fra Frankrig. Myten siger, at det var en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning. Så afleverede han i stedet opskriften på en snaps. Opskriften er selvfølgelig hemmelig, men mon ikke den er krydret med anis og smagt til med koriander, nelliker, kanel og tørret citronskrald.
Men den sønderjyske snaps er slet ikke sønderjysk mere. Den er flyttet et par gange.
Masser af ølbrygning
Ølbrygning har man altid dyrket i Sønderjylland. Det hørte med til kvindernes job i det daglige. Vandets kvalitet var nu ikke altid det bedste, så det var jo godt, at man havde øl. Det var et hav af bryggerier i Sønderjylland. Øl brugte man også til madlavning. Tante Annelise påstod også at øl var godt for mit hår. Og far gav os altid øl, når vi var syge dengang.
Fuglsang – øl
Danmarks ældste familieejede bryggeri ligger i Haderslev. I dag er det femte generation, der fremstiller Fuglsang – øl.
Humle i Aabenraa
I Aabenraa og ved østkysten gjorde man meget ud af at dyrke humle til ølfremstilling. I Aabenraa havde man stor succes med at fremstille en øl, der hed Kückelhahn.
Rommens hovedstad
Rommens hjemby var Flensborg. Det skyldtes byens eneret til at handle med Dansk Vestindien. Sukkerrør fra Jomfruøerne blev forarbejdet af byens sukkerraffinaderier. Rom var bare et biprodukt som blev blandet med alkohol og drikkevand indtil man opnåede den rigtige styrke. Der findes endnu 10 produktionssteder i byen. I 1700 – tallet var der 200 brænderier.
Kommensnaps
I Eckernförde bliver der fremstillet en gylden specialitet, der hedder ”Geele Korn” Denne kommensnaps giver tepunchen i landsdelen en helt speciel smag. Når man nævner navnene på disse punch, så er de mest populære nok ”Küstennebel” og ”Friesengeist”.
Punchen er ikke sønderjysk eller tysk
Det var en modedrik, der kom fra England. På engelsk hed den ”Punscheon”. Måske stammer dette fra det hinduistiske ord, ”pantsh”. Det betyder tallet fem. Og hvad har det med punch at gøre?
I det 17. århundrede blev der i Indien fremstillet en drik, der bestod af 5 ingredienser, te, vand, sukker, citronsaft og gæret saft, der hed ”arrack”. Via Indien er drikken så kommet til England.
Måske har det noget med det barske klima at gøre. Via de nordfrisiske øer og halligerne kom den til Sønderjylland. Den består af en kop te med sukker og en sjat gylden snaps.
Farisær
Kommer man en sjat snaps i kaffen, kalder man det kaffepunch.
På øen ”Nordstrand” opstod den lyksaliggørende drik ”Farisæer”. Det er en stærk kop kaffe med sukker, som skjuler duften af en ordentlig sjat rom under et tykt lag flødeskum. En anden type af Farisæer var at man i stedet for kaffe, bruger kakao eller te.
Jamen, hvorfor det sære navn. Jo præsterne gjorde et stort arbejde for at bevare ædrueligheden. I 1872 deltog en præst ved et barnedåb. Han var glad for, at der blev serveret kaffe med sukker og flødeskum, indtil han ikke kun undgå at se, hvad sidemanden indtog.
Ja sådan udbrød præsten meget skuffende over sine medborgere. Ja vi nærmere os jo her den sønderjyske udgave af Irish Coffee.
Fastelavnsdrikken ”Flipps”
Disse frisere havde endnu en nationaldrik. Det er en fastelavnsdrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom.
Mange typer af Grog
Man kan få Æggegrog bestående af æg og sukker, rom og kogende vand. Blandingsforholdende blev dengang fastsat ved lov ved udskænkningsstederne. I Angelen blander man citronvand og kalder der for Angeler Muk eller Kold Muk.
En almindelig grog laves således. I et glas kommes 1 – 2 stk. sukker. Derpå hældes kogende vand. Rom tilsættes efter ønske. Husk at have en grogpind eller en teske i glasset, ellers bliver det sprængt af det varme vand.
Den døde Tante
På øen Føhr laver man en speciel punch. Her blander man sodavand og alkohol (rom, snaps, cognac) i blandingsforholdet 1 – 1. Man kan også erstatte sodavend med te.
Kakao tilsat en sjat alkohol kaldes ”Tote Tante”. Her bliver drikken så tilsat en sjat flødeskum.
Og så findes der forskellige former for ”Glühweine. Det minder om den skandinaviske gløgg.
Hvad er ”sut”?
Det er ikke mange, der smagt ”sut”. Det har jeg. Min bedstemor kunne tilberede det. Og det var ret tidskrævende. Sut vokser ud ved forlandet lige ved vadehavet ved Højer. Ja det er en slags strandkål som smager lige som spinat.
Et kulturelt produkt
I Sønderjylland er mad ikke kun fysisk næring. Det er også et kulturelt produkt, der også bruges til at skabe fællesskab og identitet. Den sønderjyske madkultur har haft stærke påvirkninger fra det nordtyske, især fra det holstenske køkken. De berømte sønderjyske pølser er et resultat af dette. Allerede før 1864 var den tyske slagtertradition mærkbar i Sønderjylland.
Meget påvirkning
Også den frisiske påvirkning var til stede. I Aabenraa blev der anvendt masser af krydderier. Det har noget at gøre med søfarten.
Og Solæg er forkert oversat. Det betyder noget i stil med salt(lage)æg, og er ikke speciel sønderjysk, selv om der laves et hav af dem i Sønderjylland.
Boghvedegrød
Og så er boghvedegrød ikke nødvendigvis fynsk. Således er Damgård Mølle i nærheden af Hærvejen vest for Rødekro det eneste sted i Danmark, hvor der males boghvedegrød.
Man glemmer aldrig de sønderjyske vinsuppe, hyldebærsuppe eller grønkålsuppe.
Sat ål med snaps
Som barn fik jeg ål morgen, middag og aften. Min bedstefar var erhvervsfisker. Jeg var med til at få ”Sat ål med snaps” på Højkro, nord for Højer. Men ak, jeg fik for meget.
Snysk med ærter, gulerødder, bønner og nye kartofler, røget skinke og rigelig med persille er ligeledes noget man mindes med glæde
Ringriderpølsen
Ringriderpølsen er også en kulinarisk oplevelse. Men den har også en stolt tradition. Den skal helst nydes udendørs med en tysk dåsebajer. Første gang, den blev introduceret var i Sønderborg i 1929.
Sønderjysk Grønlangkål
Og så har torsken ikke fortrængt den sønderjyske grønlangkål. Og der skal kålpølser og røget flæsk og sennep med. Ja flere steder havde man flere varianter af kød med.
Rigtig surrib laves af et stykke ribben. Det kan spises både som frokost med rugbrød og sennep eller som middagsret med stuvede kartofler og syltede rødbeder.
En anden lækker ret er skrædderduels. Retten har også andre navne som Oldemors sauce og Fattigmandsdyp. Det er flæsk, løg og snittende løgterninger – mums.
Gammeldags Hvidkål
Og så er det Gammeldags Hvidkål, som har konsistens lige som kartoffelmos.
Snysk fik vi også i Tønder. Men retten er mere udbredt på Als og i Sundeved. Det er øget skinke og grøntsager.
Og så finder vi en fremragende ”Hvidkålsbyttel. Retten har navn efter den budding – form, som den før i tiden blev lavet i. Her har vi at gøre med hvidkål, fars, æg, tvebakker og fløde.
Paragraf 5
Sønderjyderne blev lovet, at de måtte stemme om, hvem de ville hjem til. Men det glemte prøjserne, og sønderjyder fik ikke stemt. Og det tillerede det internationale samfund. Tænk engang i de første 40 år af det tyske herredømme rejste 60.000 sønderjyder væk, og hvad der var lige så galt, ja det var, at de tog 120 millioner kroner med sig.
Germanisering
Fra tysk side gjorde man alt for at germanisere området. Og det gjorde man længe efter, at tyskerne havde forladt området. Det skete også gennem kreditforeningsanstalten Vogelgesang. Men der blev stillet betingelser. I begyndelsen var det nok, at tage flagstangen ned.
Men efterhånden kunne man opsige kontrakten, hvis ikke:
Først i 1946 blev Vogegesang opløst.
Ny tysk/dansk debat
For nogle år siden foreslog mindretallet, at der i Sønderjylland også skulle tysksprogede bynavne op. Debatten blev noget ophedet. Men det hjalp nok heller ikke på det, at den tysksprogede avis Der Nordschleswiger foreslog, at Bismark – monumentet på Knivsbjerg skulle genetableres. Knivsbjerg er stedet, hvor mindretallets årsfest afvikles. Monumentet blev bortsprængt af modstandsfolk efter krigen.
Og det vakte vild debat, da min gode ven tidligere redaktør af Jyske/Vestkysten, per Borgaard foreslog at Isted Løven skulle opstilles på Bov Bakke, hvor vi vandt et vigtigt slag. Den kunne så med sine grønne øjne kigge direkte ned i Flensborg.
Løven er tegn på dansk nationalisme. Den står nu på en nedlagt kirkegård i Flensborg.
Se kære tilhører, alt dette har noget med Sønderjysk Kaffebord og gøre. Det er nemlig kultur og identitet, ligesom det sønderjyske sprog.
Opskrifter m.m. blandt disse artikler
Blandt disse artikler er der opskrifter både m.h.t. kagekunst, mad – og drikkevarer. Se på de artikler med X
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
Da Als var republik
Under Aabenraa:
Aabenraa omkring 1900
Skolen, dengang i Rise Sogn
En pastor fra Rise
Oprør i Aabenraa
Aabenraa 1848 – 1851
En fysikus fra Aabenraa
Bendix Schou – Borgmester i Aabenraa
Løjt – mellem dansk og tysk
Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
Aabenraa 1864
Under Padborg/Kruså/Bov:
Sejren ved Bov
Første verdenskrig i Bov
Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
Kampen ved Bov og De Slesvigske krige
Under Højer:
Heltene i Vadehavet
Apotekeren fra Højer
Sandheden om Herman Bang’ s Tine
D.G. Monrad – Hvordan var han?
D.G. Monrad – Endnu mere
Sønderborg 1864
Slaget ved Brøns
November 3, 2016
Da Anders Fogh Rasmussen blandende sig!
Anders Fogh Rasmussen har udtalt sig om besættelsen både som statsminister og generalsekretær for Nato. Han brugte 29. august 1943 for at legimitere Danmarks deltagelse i diverse krige. Han mener at Danmark førte en nidkær og aktiv tilpasningspolitik. Der var ikke meget til overs for Scavenius og Buhl. Men dengang var Venstre en del af forhandlingspolitiken. Vi efterrationaliserer alle sammen og er styret af vores egen moralske dagsorden. Måske bør vi sætte os lidt mere ind i den situation, der var dengang. Men nu var alt efter 29 august 1943 jo ikke lyserødt, og det retsopgøret bestemt heller ikke.
Den 29. august 1943 – en vigtig dato
I 2013 blandede vores tidligere statsminister og daværende Nato Generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen(A.F.R.) sig i historieskrivningen. Han mente, at der gik en lige linje fra den 29. august 1943 til Danmarks deltagelse i de militære operationer nu til dags. Indlægget vakte vild debat og gør det vel stadig.
Nidkær og aktiv tilpasningspolitik
A.F.R mener, at den dag blev Danmarks ære reddet efter godt tre års samarbejde med tyskerne. Det var frihedskæmpernes indsats, der sikrede, at vi kom på den rigtige side. A.F.R. roser også de handlekraftige søofficerer, der sænkede den danske flåde, så den ikke faldt i tyskernes hænder.
A.F.R. mener, at det ikke var så meget at gøre den 9. april 1940. Og det var på grund af, at det danske forsvar var blevet udsultet. Men så fortsætter vores tidligere statsminister:
– Men overgivelsen 9. april havde ikke behøvet at blive fulgt af en så nidkær og aktiv tilpasningspolitik, som derefter blev indledt.
Ikke meget til overs for Scavenius og Buhl
A.F.R har ikke meget tilovers for Scavenius og heller ikke for Buhl, og den berømte Stikker – tale bliver nævnt:
– Politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det nye, nazi – tysk dominerede Europa.
Hitler kunne have vundet
Vi får at vide, at Nordmændene aldrig indladte sig på en tilpasningspolitik. Det havde danske politikere, embedsmænd, organisationer og virksomheder heller ikke behøvet, mener A.F.R.:
Sandhedens sejr over den elementære løgnagtighed
Allerede 10 år forinden på Søværnets officersskole havde han udtalt noget lignende. Dengang nævnte han, at Danmarks ”Frihedsdag” ikke var den 5. maj, men det var den 29 august:
Venstre, en del af forhandlingsteknikken
Det er en ordentlig salut, der bliver givet. Men dengang var Venstre jo selv en del af forhandlingspolitikken. Og dengang var vi ikke med i nogen alliance. Vi var prisgivet til tyskerne.
Men skal frihedskæmperne legimitere dansk krigsdeltagelse i det fjerne? Er det ikke misbrug af deres kamp?
Landbruget og fiskeriet skummede fløden
Der var få krigshandlinger på dansk grund. Produktionsapparatet blev ikke ødelagt. Indtil 1943 kunne vi bevare regeringsapparat, politi og hær. Landbruget og fiskerierhvervet skummede fløden.
På den negative side er at vi brød med grundloven, vi oprettede Frikorps Danmark. Vi hjalp den tyske krigsindustri ved at sende 120.000 danske arbejdere til Tyskland. Man kan vel også sige, at demokratiet kun fungerede på besættelsesmagtens premisser.
Et mærkeligt retsopgør
Buhl satte et retsopgør i gang mod dem, der havde fulgt hans opfordring i september 1942.
Var Danmarks selvstændighed i fare?
De fleste historikere kritiserede Anders Fogh, fordi de mener, at en samarbejdspolitik var uundgåelig. Polen kæmpede i en erkendelse af, at deres eksistens var i fare. Danmark kæmpede ikke i en erkendelse af, at deres eksistens ikke var i fare.
Norge, Belgien og Holland valgte i højere grad at gøre modstand mod den totalitære nazisme. Havde nazisterne vundet var landenes selvstændighed i fare.
Modstanden mod Nazismen var uhyre vigtig. Og det faktum, at USA økonomisk støttede englænderne og til dels Frankrig var også vigtig for sejren.
Verner Best blev gjort ansvarlig
Danmarks eksport udgjorde 10 – 14 pct. af Nazi – Tysklands behov
Vi er kendt for midt under det hele at vise moralsk støtte og hjælpe jøderne. Der var forholdsvis få jøder i Danmark og de havde ikke den indflydelse som i andre lande.
Werner Best blev til dels gjort ansvarlig for optøjerne i august 1943.
Kongen og Modstandsbevægelsen
Måske var det kongens holdning til jøderne, sammen med modstandsbevægelsen, der var mere afgørende for at vi blev accepteret som allierede. Modstandsbevægelsen var også med til at formidle en anti – tysk stemning.
Men husk på, at russerne på det tidspunkt kun accepterede os som fjende. Hvad nu hvis de var kommet først?
Var det forræderi mod demokratiet?
Men er det ikke forkert at fremstille samarbejdspolitikken som et forræderi mod demokratiet. Man fælder en hård moralsk dom over folkevalgte politikere i en meget svær situation. De var tvunget til at træffe svære valg fra en liste af dårlige muligheder.
Styret af vores egen moralske dagsorden
Vi bruger alle historien for at fremme gode eller dårlige mål. Vi er styret af vores egen moralske dagsorden. Herhjemme er det uhyggelig svært, at diskutere besættelsestiden objektivt.
Måske bliver en rigtig diskussion først muligt, når alle ting kommer frem fra arkiverne. Og måske skal man bort fra den sort/hvide holdning til besættelsen. Der er kommet mange gode historiske bøger fra besættelsestiden, der ikke glorificerer den danske indsats.
Vi efterrationaliserer alle sammen
Vi efterrationaliserer alle sammen og glemmer at sætte os ind i de forhold, der var dengang. Det kan jo være svært, at spille helt, når man får besked om, at hvis man ikke skriver under, så vil hovedstaden blive bombet.
Alle skal have lov til at deltage
Selvfølgelig skal vores statsminister og vores Nato – generalsekretær blande sig. Men man behøver jo ikke at være enig med ham. Man kunne også skyde ham i skoen med hvordan mange af venstres tilhængere, bønderne, dengang så på nazisterne. Eller for den sags skyld, hvordan andre borgerlige i 30erne klædte sig ud og agerede. Her tænker undertegnede på Konservativ Ungdom.
Men hvis vi nu gør det, er vi selv med til at efterrationalisere.
Masser af følelser
Og så har vi sønderjyder alle en anden historie om besættelsestiden. Men det er tydeligt, at historien fra den tid endnu berører os. Vi får her på redaktionen mange henvendelser på vores artikler fra den tid. Og det er bestemt ikke alle, der er enige om konklusionerne. Der er stadig mange følelser forbundet med besættelsestiden.
Hvis du vil vide mere:
Oktober 31, 2016
Den Gale Præst på Ladegården
Vi har desværre måttet fjerne dette indlæg, da vi utilsigtet har brudt rettighedsloven. Artiklen var skrevet 2016. Vi fandt den på Nettet uden forfatter. For at gardere os skrev vi bl.a. “Se Litteratur Nørrebro” i håb om, at der var i en af disse talrige bøger, at artiklen fandtes. Men nu har forfatteren til den originale tekst klaget. Vi beklager og nu rettet fejlen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ladegården: Læs på www.dengang.dk
Om Præster (kirker og åndsliv): Læs på www.dengang.dk
Nørrebro:
København:
Østerbro:
Tønder:
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
Sønderjylland:
Oktober 29, 2016
En Forfatter på Nørrebro
Forfatteren Henrik Pontoppidan har i sin udgivelse ”Hamskifte” som udkom i 1936 skildret om sit ophold på Nørrebro i 1878. Han spiste sammen med en snes andre på et pensionat, hvor der samtidig var en spækhøker. Og vedkommende var ”en falleret” landmand. Han beskriver også et besøg i Sankt Johannes Kirken, hvor han oplevede Pastor Frimodt. Det var bestemt ikke en, som han brød sig om. Pontoppidan skildrer også, hvordan det så ud på Fælleden.
Nørrebro – skilt fra byen
I Hamskifte har forfatteren Henrik Pontoppidan beskrevet nogle af sine oplevelser på Nørrebro. Det giver os et godt indblik i Nørrebro dengang. Bogen udkom først i 1936. Vi er på Nørrebro omkring 1878:
Fabrikkernes Fløjten
Godmorgen eller Goddag
Hos en falleret landmand
Diskussion om politik
Trængsel i Sankt Johannes Kirken
Er du beredt?
Religiøs propaganda
Omkring Skt. Hans Plads
Kirker og mennesker på Nørrebro
Nørrebro – fra Fælled til Lejekasserne
Russiske tropper i Fælledparken
Fælledparkens historie
Kan du ikke råbe mig Nørrebro op
Oktober 20, 2016
Syd for Tønder
Man har gode minder fra Aventoft. Dengang små fiskerhuse. Ikke mange heste, det var både, der var brug for. Og så var det de rige og arrogante marskbønder, der kom forbi. Man talte dansk, og de fleste var fiskere. Man rejste sig for præsten. Men man snakkede ham på tysk, og det gjorde man også i skolen. Det kunne være svært at lære det. Og selv i landsbyen var der højkultur og Folkekultur. ”Jyllændere, der var døbt i Møgeltønder Kirke var de mest foragtede. Det var et sandt amfibieland, hvor et barn skulle lave mindst en måtte hver dag. Jo sivfletning blev et af Aventofts varemærker.
En ø midt i det hele
Da Tønder endnu var en havneby, var Aventoft en lille bygd på en ø på cirka 1 x 1 km ude i Vadehavet. Sandøen kom til at ligge omgivet af åer, søer, sumpe og enge.
Gode minder om Aventoft
Vi er fem kilometer syd for Tønder og lige over grænsen. Det er i dag et sted fyldt med grænsekiosker og kroer. Og det var her, vi kiggede efter, hvem der sad i toldskuret, for det kunne jo være, at det var i dag, at vi skulle have en flaske med over.
Det var her vi om søndagen tog på Frühshoppen og fik en lille Gewessen, inden vi skulle hjem til mors krebinetter. Og det var her, at vi bestod manddomsprøven. Vi skulle drikke Æ Støvl uden at spilde henne ved Bager Andersen. Jo han havde også en Gastwitschaft.
Små stråtækte fiskerhuse
Dengang lå der stråtækte fiskerhuse. Dengang var husene bygget så de kunne imødegå den barske blæst. Dengang var der lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Der var vippebrønde og små møddinger foran husene, der vidnede om, at her var der lille kohold.
Det skulle præsten ikke have gjort
Haverne var små og fattig på blomster. Men degnens to ældre ugifte døtre gjorde noget ud af deres eventyrlige have. Ellers var det kun præstehaven. Her var en parklignende have med et vældigt kastanjetræ, som var byens stolthed.
Da en ny lidt mere moderne præst anså, at det var vigtigere at få lys og luft ind i sine stuer end at værne om befolkningens ældgamle glæde, lod træet falde, blev han jaget af by. Jo det var en viljefast, jordnær og en selvbevidst befolkning.
Hvad skulle man med heste
Landsbyen ejede dengang kun to spand heste, men hver mand havde sin båd. Der var typer fra den lille fine jagtbåd over fiskebåden til søgangsbådene, som var beregnet til transport af høet fra de af søer og åer omkransede enge.
Hvad skulle man heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig uden for byens egentlige sandhøje.
De arrogante og rige marskbønder
Agerbrug fandtes så godt som ikke i byen. En undtagelse dannede kartoflerne, der groede fortræffeligt på den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning overfor de rige bønder ude fra marsken. Her ville ingen ordenlige kartofler og rødbeder gro.
Beboerne i Aventoft frygtede og hadede disse rige bønder, når de i deres wienervogne trukket af fyrige heste med ny sølvbeslået seletøj kørte igennem Aventoft i de tidlige morgentimer gennem Aventoft til Tønder.
De havde kun en meget reserveret hilsen tilovers for Aventofterne. Men hvor var det dejligt om aftenen, når de mange puncher i ”Den hvide Svane” i Tønder havde nedbrudt deres reservation. Nu måtte de køre fra hus til hus for at bede om kartofler og rødbeder. Nu var det pludselig beboerne i Aventoft, der var ovenpå.
Sveden kom frem
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskeligt at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man op om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke. Mændene drog af sted for enten at slå høet eller efter vejringen sætte det i stakke for så senere at transportere det med både hjem til landsbyen.
Sejl blev sjældent brugt. Bådene blev drevet frem med stage, den såkaldte ”klo”. Mange af engene var omgivet af høje sivskove, der holdt enhver vind borte. Det tunge arbejde med le, river og fork fik sveden til at springe frem på en ulidelig måde.
Høet blev sejlet
Madpakken var altid stor nok, men ”æ skæggemand” var altid for lille. Man kendte ikke noget til moderne bakteriologi, så man drak af kanaler og mosehuller. Med begærlighed blev vandet suget gennem en tot græs. Så var man sikker på, at der ikke kom nogle dyr med. Mavesygdomme kendte der hårdføre befolkning ikke noget til.
Da heste og vogne kun kunne bruges i de færreste dele af de sumpede egne, blev høet læsset på trillebøre og kørt ud til den nærmeste grøft. Her blev det ladet på både og sejlet hjem til byen. Kunstigt gravede kanaler førte direkte op til byens høje.
I høbjergningen var der ingen tid til fest og hvile.
Man talte dansk
Befolkningen i Aventoft var af dansk afstamning. Sproget var fra gammel tid dansk. Men der var dog nogle familier, der talte frisisk. Lige vest for byen lå den store gård, Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således også det lave markområde ”Nomenhem”
Selve byens marknavne er derimod mest danske. Næsten alle gamle familier endte på – sen. I byen havde man den sjove skik, at børnene blev opkaldt efter den, der var mest fremtrædende i familien. Børnene blev omtalt som ”Jens af Olgas” ”Niels og Peter af Theodors”.
De fleste var fiskere
De fleste af Aventofterne var fiskere. Der blev fisket ål med ruser, der blev stanget ål, der blev tattet ål. På varme sommerdage blev ålene slået op af siv. Brasen, suder, gedder og ”ålændere” blev taget i sættegarn.
Foruden fiskerne havde byen en snedker, men s skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder. Byens stormænd var godsejeren fra Frismark, præsten og skolelæreren. Til dem talte man tysk.
Man rejste sig op for præsten
Præsten var repræsentant for himmeriget og blev behandlet derefter. Man rejste sig i forsamlingen, når præsten kom ind i stuen til barnedåb eller bryllup.
Man opførte sig pænt så længe den høje herre var der. Når han gik, rejste man sig igen. Og så kunne man ”ha det glant igen”.
Men befolkningen var ikke kuet af præsten. Folk var ikke religiøs grebne. Så han havde ikke den rigtige magt over sjælene. Da byens befolkning klarede sig selv ved et måske trælsomt med flittigt og trofast arbejde, og da den grænsede lige op til de fremmede frisere i ”æ hærd” og de fattige øst for i æ He, var de meget selvbevidste og havde en stærk bypatriotisme.
Man skulle sandelig ikke have hjælp udefra
Når de fattige på ”æ He” ved årets højtider kom til byen for at tigge, så fik de altid deres del, men samtidig følte befolkningen derved, at de tilhørte en særlig klasse.
Et godt eksempel på befolkningens selvhjulpenhed er denne historie. I 1927 tog den første man i Aventoft imod arbejdsløshedsunderstøttelse. Der rejste sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet, da han sagtens kunne ernære ved at flette måtter. At ”ligge å æ sovn” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen drog fiskerkonerne med deres tohjulede skubkærrer til Tønder, Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten. Det var ofte hårdt især i snestorm.
Og derhjemme blev der også kartet og spundet. Bedstefar gik endnu rundt i hjemmelavet vadmelstøj.
Højkultur og folkekultur
Kulturlivet delte sig, både i det man kaldte højkultur og folkekultur, selv i sådan en lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til kirken og skolen. Det var her man hørte om Goethe og Schiller. Men alt dette foregik på tysk. Med Vor Herre talte man kun tysk. Og det gjorde man også med de overnaturlige kræfter. Selv i danske hjem var bønnerne på tysk.
At tale og skrive tysk
Det var ikke sjovt, at skulle starte i skole, når man talte dansk derhjemme. Man havde den almindelige ”Fibel” Det første billede var en pindsvin, på tysk hedder det ”Ein Igel”. Det var ikke helt ualmindeligt, at de danske elever svarede ”ene Peine – Schweine”.
Og det var ikke ualmindeligt, at de første tyske diktater indeholdt 42 fejl. Efter fire timers eftersidning, systematiske overvejelser og kombination nåede man så op på 72 fejl. Dette resulterede så i yderligere eftersidning. Jo pædagogikken havde gode kår dengang.
”Jyllænder” – det mest foragtede
Som vi tidligere har været inde på, så talte man dansk i Aventoft og det gjorde man også i den nærliggende by, Humptrup.
Man fik anbefalet folk, man kunne stole på, og det kunne godt være en tysksindet. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest foragtede. Det var en, der var døbt på dansk i Møgeltønder Kirke.
Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot. Der levede i befolkningen en forestilling om Danmarks ulykkestid efter at statsbankrotten efter 1813. Det levende og fornyede Danmark kendte man intet til så langt mod syd.
”Ich bin Deutsch – bis an die Knochen”
Kun ”Ugens Nyheder” bragte dansk budskab til enkelte hjem. I de ældstes bevidsthed var København stadig skyld i al ulykke. Når kaffen steg var det Københavns skyld. Og når man var utilfreds med priserne, henvendte man sig til ”Dänenkönig”.
I 1920 skete der en forandring. De tysksindede udtrykte det på den måde:
De blev så drillet med, at knoglerne jo var danske. De hentede jo alle dansk flæsk i Ribe. Men efter afstemningen kom der folkeligt og åndeligt liv i den lille danske flok. Kontakten over grænsen blev udbygget. Der kom rig og fattige landsmænd til byen, fornemme og jævne kom på besøg. Alle bragte et stykke Danmark med.
Læreren fortalte om revolutionen og dens idealer. Den kom i1918. Men læreren blev sidenhen nazist.
Et sandt amfibieland
Jo dengang historien om Aventoft her blev fortalt, var det et sandt amfibieland. Det var inden marskens afvanding. Århundredes oversvømmelser blev med afvandingen bragt til ophør. Det var nu ikke til alles tilfredshed. De gamle nærringsveje forsvandt. Her var der flere kanaler end veje.
Sivfletning
Udnyttelsen af sumpplanter til tagtækning og til fletning af nyttegenstande såsom måtter og sivsko ophørte. Mange lærte sivfletning som børn. Traditionen var stærkest i Aventoft. Og denne tradition gik fra slægt til slægt.
Men det var dog ikke kun ved Aventoft, man kunne finde materialet. Det fandt man også ved Rudbøl Sø. En gammel regel sagde, at sivene skulle bjerges sammen med høet. Da er stænglerne bløde og smidige. Efter blomstringen bliver de hårde og kan ikke bruges.
En måtte om dagen
Med andre ord, der var kun tre uger til bjergningen. Sivene kaldtes på sønderjysk ”pægge”. De blev skåret fra en båd med segl. De skal lages helt nede ved bunden. I bundter ”dokker” hæges der derefter til tørring under tagskægget.
I Aventoft skulle børnene daglig flette en måtte og i ferietiden to måtter. Det var en vigtig indtægtskilde.
Man fremstillede også løbere, potteskjuler, brudekister, papirkurve, flaskeholdere, tasker, håndarbejds – kurver, stolebetræk, ja endda hele gulvtæpper.
I Aventoft fremstillede man også skoletasker i siv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Oktober 19, 2016
Efter Besættelsestiden
Det gik fint efter besættelsen. Det gik meget bedre end i andre lande. Ja sådan skal man helst fortælle historien. Du må ikke anfægte, at retssystemet ikke rigtig fungerede. Man må heller ikke anfægte, at der skete mystiske episoder, som man burde lade ligge i arkiverne. Stiller du alligevel spørgsmål, er du fuld af konspirationsteorier. Vi kigger på frontsoldaterne og deres dom. Dommerne fulgte slet ikke politikernes anvisning. Og justitsministeren dengang reagerede ikke. Retssystemet fulgte befolkningens ønsker. Og så var det lige sådan, at de små fisk blev dømt først. Og det var med brutale domme. Der var også tysklandsarbejderne og tyskerpigerne. Flere mente, at der efter 1945 opstod anarki. Bjørn Svensson en kendt skribent fra Sønderjylland udtalte: I 1945 var der ingen retsstat.
Overgangen gik fint?
Det er nogen ting, man ikke taler om. En af de ting, er hvad der skete lige efter besættelsestiden. Man taler ikke om, hvordan nogle blev behandlet. Man skal også nødig fremkomme med nyt. Derfor er arkiverne lukket. Og hvis du kommer med nyt, så er du fuld af konspiration.
Ja i en pause i et foredrag om besættelsestiden blev jeg beskyldt for at være fuld af løgn. Det kan da godt være, at overgangen gik meget bedre her i landet end andre steder. Men det er nu engang mennesker, der er blevet holdt hen i uvished. De er ligeledes blevet fyldt med løgn og bedrag. Det viser enkelte sager, som vi har fået kendskab til. Vi skal ikke bare holde det hen.
Retsbevidsthed krænket
Hvad med den person fra Nygade i Aabenraa, som gemte sig for tyskerne? Han endte som vagtmand i Auschwitz, men han havde fået nok. Han ville ikke tilbage. Nu var han efterlyst. Det er så en anden sag, som vi har fået kendskab til.
Egentlig bliver min retsbevidsthed krænket, når jeg kigger på nogle af de sager, der blev behandlet. For samme forbrydelse blev nogle idømt dødsstraf, mens andre fik udskudt straffen og dermed slap med nogle års fængsel.
Og egentlig blev grundloven jo krænket flere gange. Nedsættelse af kommissionen var et brud på grundloven. Her var den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt ikke adskilt. Udvalgte politikere opfyldte samme funktion.
Ikke alle havde glemt det
Politi og domstole deltog i retsforfølgelse på områder, hvor man normalt ikke ville blive idømt straf, og i nogle tilfælde i strid med grundloven. Nyt i forhold til gældende lov var indførelsen af dødsstraf, straffelovgivningen indført med tilbagevirkende kraft.
Man sagde, at anklagemyndigheden lagde en meget stram kurs. Med den kritik, ændrede man straffen i 1946. Mange danskere blev dømt, ja omkring 14.000 blev dømt for det, der faldt ind under væbnet kollaboration, først og fremmest frivillige i tysk tjeneste og en række forskellige tyske ansættelser.
Endvidere var det de strengere straffe som medlem af Schalburg – og Hipokorpset og endeligt de sager som kunne resultere i dødstraf, drab, tortur og angiveri.
I 1960 fandt retsopgøret sin afslutning ved løsladelse af den sidste livstidsfange. Men gjorde den nu også det. Nogle var stadig ramt af ”tab af almen tillid”. Lokalsamfundet havde ikke glemt alt.
De store gik fri
Og hvad betød det. Jo man blev frataget sin stemmeret og valgbarhed. Man kunne ikke ansættes i offentlige jobs. Man kunne heller ikke oprette en virksomhed, der krævede offentlig autorisation. Herudover mistede man retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende. Ja mange steder for eksempel i Sønderjylland varede dette ”tab” i lokalbefolkningen langt længere, end man havde forventet.
De største danske firmaer havde rygdækning hos de danske myndigheder. Men det havde statstjenestemænd og andre offentlig ansatte ikke. De blev afskediget på premisser, der var tvivlsomme. Det kunne være fordi, de havde været medlem af et nazistisk parti eller var kommet med tyskvenlige ytringer. De var udsat for det, der hed ”Beruftsverbot”.
Tyske krigsforbrydere dømtes på et mere lempeligt lovgrundlag. Måske var det fordi, at man var bange for, at vores naboer mod syd igen blev en stormagt?
Stikkerlikvideringer var en krigshandling
Og så var det lige modstandsbevægelsens drab og de såkaldte stikkerlikvideringer. Også dem der foregik efter krigens afslutning. Her mente Frode Jacobsen, at dette intet havde med retsopgøret at gøre. Her var der tale om en krigstilstand. Det var modstandsbevægelsens selvforsvar, også det som foregik efter krigen.
Og ingen skulle trækkes for domstole og politi for noget, som man i ærlighed havde udført som en krigshandling. Ja det er faktisk Frode Jacobsens ord. Man havde dog meddelt Landstinget den 3. oktober 1945, at der var foregået fejllikvideringer.
Ingen retningslinjer for stikkerdrab
Der skulle slås fast, hvilke drab modstandsbevægelsen havde ansvaret for. Hvis der var sket fejl, skulle oprejsning gives. Og hvis der var sket en forbrydelse skulle den straffes. Men det var en svær tid. For ved siden af, herskede der meget sortbørs – handel. Hvad var en henrettelse og hvad var en berigelsesforbrydelse?
Frode Jacobsen mente, at det var svært, fordi det netop var netop fuldbyrdet angiveri, man ville forhindre. Og her var forskellen på jura og krig. Der fandtes heller ingen retningslinjer for stikkerdrab, udtalte Frode Jacobsen.
Dog var der to betingelser, der skulle være opfyldt, for at stikkerlikvidering kunne forekomme. Og det var, at man havde taget fjendens parti. Desuden havde man fået en farlig viden.
Et mystisk forløb
Frode Jacobsen mente, at det var svært at finde frem til hele sandheden. For man kunne ikke kalde det for en fejltagelse. Man kunne ikke fremvise beviser uden at røbe, hvem der stod bag ved det.
Man mente også at en politiefterforskning ville føles som en kriminalisering. Frode Jacobsen ville have straffefrihed, hvis der var tale om en fejl. Men spørgsmålet er så, at så finder man aldrig ud af, om der var tale om hævn eller anden form motiv.
Efter den 5. maj 1945 tog Modstandsbevægelsen ansvaret for mindst 24 drab. I alt blev der foretaget 400 stikkerlikvideringer
Og hvad med de efterladte? Skal det være som nu, hvor man gemmer dokumenter i arkiver, som man siger ikke findes. Eller skal man grave dokumenter frem, der viser, at der er fusket i sagerne? Skal man i årevis bilde de efterladte nogle skrøner ind?
Kære læser, dette er ikke nogle fiktive spørgsmål, som vi kommer med. Vi har set det, hos personer, der har henvendt sig. Og vi har haft held ved at finde dokumenter, der beskriver et meget mystisk forløb.
Hvervning i samarbejde med DNSAP
Stadig væk diskuteres det om, det var med eller uden regeringens accept, at danskere meldte sig i tysk tjeneste. Efter Ruslandskrigens udbrud blev der drevet hvervning i Danmark i samarbejde med Waffen SS og de danske nazister DNSAP.
Nu blev hvervningen offentlig. Der blev i samarbejde med de samme aktører oprettet en såkaldt legion under Waffen SS, som fik navnet Frikorps Danmark. Oberstløjtnant Kryssing påtog sig opgaven som kommandør og trådte offentlig frem som stifter af korpset. Men under den første pressekonference takkede han dog DNSAP som initiativtager.
Kryssing var ikke nazist og kæmpede for at Frikorps Danmark skulle forblive dansk.
Ikke opfordring med ”Tilladelse”
Man efterkom en ordre fra tyskerne om, at officerer ikke blev nødt til at tage deres afsked. Der blev lovet at man kunne træde ud af nummer og siden vende tilbage. Krigsministeriet udsendte den 8. juli 1941 en skrivelse herom. Men der var ikke tale om en opfordring. Men man talte om en ”Tilladelse”.
Den 3. juli udgik der ligeledes en presseinformation. Den rummede heller ingen godkendelse af Frikorpset. Man talte dog, at Kryssing havde overtaget kommandoen med regeringens ”billigelse”. Samtidig blev aviser og radioer pålagt at bringe hverveannoncer og forskellige opråb.
Udenrigsministeriet: Tyskland vinder
Karl Eskelund, var chef for Udenrigsministeriets presseafdeling. Hans opgave var på Erik Scavenius vegne at få de modvillige avisredaktioner til at skrive positivt om Frikorps Danmark, så hvervningen måske kunne gå bedre:
Var man dengang klar over, at det var landsforræderi?
Hvis nu regeringen helt havde holdt fast ved deres oprindelige beslutning ved ikke, at lægge navn til hvervningen, ville det have været klart for alle, der gjorde tjeneste i frikorpset, at her var det tale om landsforræderi.
Afsked med officiel deltagelse
Man kunne forstå at afskeden skulle ske fra et af DNSAP’ s hvervekontorer. Men det skete fra Ingeniørkasernen, i dag Svanemøllens kaserne. Til stede var en kontorchef fra udenrigsministeriet og en oberst fra krigsministeriet. Og man tog afsted med dansk materiel.
Schalburg begravet som statsbegravelse
Da Frikorps Danmarks kommandør, Schalburg blev begravet i 1942 havde det form som en statsbegravelse. Scavenius sagde et par ord, Endvidere var Statsministeren, forsvarsministeren, hærchefen tre højtstående officerer og broderen til Christian den Tiende til stede (Prins Harald).
Kongehus og gesandtskab involveret
Da K.B. Madsen senere skulle have jernkorset overdragt var både kongehuset og gesandtskabet i Berlin inddraget.
Adskillige soldater i vildrede
I 1943 skulle Frikorps Danmark opløses. Der var uro hos adskillige hundrede af danske soldater. De havde meldt sig til dansk krigstjeneste. De mente, at den danske gesandt Mohr i Berlin havde givet udtryk for, at soldaterne tjente Danmarks sag. Dette benægtede gesandten.
Brugte man soldaterne som afskærmning?
Forsvarsminister Brorson svarede efter besættelsen, at man blev nødt til at give disse indrømmelser ”for at undgå noget værre, f.eks. tvangsudskrivninger”. Spørgsmålet er, om man ikke brugte de frivillige som afskærmning for at bjerge Danmark lettere gennem besættelsen og så derefter at straffe dem.
Retsgarantier er udelelige
Man viste meget ringe interesse for hvad de havde gjort af gerninger. Men der var stor interesse for at få dem dømt med tilbagevirkende kraft, selv om retsgarantier er udelelige. Og de over 100 officerer, der deltog blev fyret uden pension. De var i den grad ”sprunget uden for nummer”
101 jurister henvendte sig
I efteråret skrev 101 jurister anført af seks professorer en henvendelse til Rigsdagen, hvori den henstillede til, at indtræden i Frikorps Danmark før 29. august 1943 og den blotte tjenestegørelse i dette korps blev gjort straffefri.
Retsopfattelse krænkes på det dybeste
Men ak kort tid efter sendte 266 jurister den modsatte opfordring. Argumentet var:
Skal holdningen være afgørende?
Spørgsmålet er om de frivillige fulgte ”regeringens kurs”, eller om de meldte sig i en eller anden forstand, fordi ”regeringen havde givet grønt lys”. Hvordan blev regeringens holdning tolket?
Historikere har heftet sig ved, at 40 pct. af de frivillige var medlem af et nazistisk parti. Hvervningen foregik for det mest hos nazistiske partikontorer. Men skal det rent retsligt afgøre det lovlige eller ikke – lovlige?
Historikerne er ikke helt enige. Et sted er der set tal på, at 75 pct. som var nazister. Men har man så undersøgt, hvor mange, der gik i krig for at udrydde bolsjevikker. Efter krigen blev det jo afgjort, at det at være medlem af en nazistisk parti ikke var ulovligt. Men trods dette blev man alligevel straffet.
Man fulgte befolkningens ønske
Nu hed det sig så flot, at det at have ladet sig lede af regeringen ikke lod sig modbevise. Det var en mulighed som forelå dommeren i hver enkelt sag. Men de dommere, der frikendte de frivillige, som skete i nogle enkelte tilfælde, blev i den grad sat på plads. Vigtige personer inde for modstandsbevægelsen forlangte dommerne fyret. En udtalelse lød således:
Politiske domme
Man skyndte sig, at få lagt en linje. Og det var måske ikke så meget tale om jura men om politiske domme. De frivillige burde have set, at den danske regering var under pres
De danske retsinstanser var enige om, at lovligheden var et produkt af den tyske overmagt.
To fotos af hærchefen
Der findes et foto af hærchefen, generalløjtnant Ebbe Gørtz inspicere Frikorps Danmark, inden det i september 1942 afgik til østfronten for med regeringens samtykke (elle ikke?) at bekæmpe bolsjevismen.
Et anden billede viser den samme generalløjtnant med frihedskæmper – armbind som chef for de samlede modstandsstyrker efter 5. maj 1945.
”God Forhandlingsteknik”
Man kan vel med rimlighed påstå at den parlamentariske kommission var ineffektiv og langsommelig. Og da man endelig var klar 10 år efter, ja så var en almindelig proces mod samarbejdspolitikerne i den grad svækket.
Den norske undersøgelseskommissionen samlede ikke blot kilder. De underkastede det også en kyndig, historisk analyse og forstod at placere omstridte handlinger i deres virkelige sammenhæng. Man fik derved et solidere grundlag.
De danske kollegaer vidste ikke, hvad de skulle lede efter. De kunne kun referer og registrere, hvad de fandt.
Man kan sige, at sendrægtigheden og resultaterne efter 10 år afspejler et ”god forhalingsteknik”
En betragtelig udrensning
Det kan jo være lidt svært at tolke Frihedsrådets krav. Men egentlig forlangte de kun undersøgelse af specielle forhold.
Frihedsrådet accepterede, at det at være medlem af en nazistisk organisation ikke var strafbart. Men de mente, at udbredelse af nazistisk propaganda var strafbart. Med andre ord, al tysk propaganda blev kendt strafbart. Og tjenestemænd og offentlig ansatte, der havde været medlem blev afskediget. Så her skete en betragtelig udrensning.
Det var særdeles barske og hadefulde metoder, nazisterne blev udsat for.
En indmeldelse i DNSAP var ensbetydende med udmeldelse af det nationale fællesskab. Men disse grundvilkår legitimere ikke den hårde fremfærd mod de danske nazister. Selv om mange nazister ikke havde gjort noget strafbart, blev de alligevel socialt og erhvervsmæssigt udgrænset.
Det blev de gennem tjenestemandsdomstole samt faglige og politiske foreningers selvbestaltede undersøgelseskommissioner og standretter. Ofte skete dette med udhængning i de pågældende organisationers fagblade.
Cirkulære skabte forvirring
Tjenestemænd blev i et cirkulære af 29. august 1940 pålagt at pleje selskabelig omgang med de lokale tyskere. Den blev godt nok afløst af en svagere henstilling senere hen. Men det skabte en del forvirring.
Domstolene efterkom befolkningens ønske
Den aggressive folkestemning har stor betydning for, at retsopgøret fik det omfang som næppe politisk var tilsigtet. Og det var sikkert også den, der var skyld i, at retspraksis blev så hård for nogen. Befolkningen ønskede hårdere straffe, end myndighederne fandt rimeligt. I sidste ende efterkom domstolene befolkningens ønsker.
Justitsminister Busch – Jensen gav et løfte til Landstinget om, at han ville pålægge anklagemyndigheden at undlade tiltalerejsning i visse mindre alvorlige tilfælde. Men han gav aldrig anklagemyndigheden noget direktiv.
De små landssvigere blev tiltalt og dømt først og derfor strengt, at hvilken årsag Landstinget følte sig ført bag lyset. Det var mærkeligt, at de garvede politikere ikke sikrede sig, at justitsministeren skulle give en håndfæstning. Måske lov man sig rive med af folkestemningen.
Det var Rigsdagens ønske, at der kun skulle rejses tiltale efter straffelovstillægget i de groveste tilfælde. Justitsministerens handlemåde var gådefuld.
Gådefuldt er det også, at anklagemyndigheden heller ikke rettede sig efter Rigsdagen. Derved blev det fra starten lagt en meget streng kurs.
Dødsdomme – ligesom lodtrækning
Også med hensyn til dødsdommene er det lagt forskellige procedure. Her spiller tidsfaktoren en betydelig rolle. En lodtrækning havde måske været lige så god, som de kriterier man valgte. Busch – Jensen og hans efterfølger A.L.H. Elmquist valgte helt forskellige måder at forvalte benådningsretten på.
Dommerne følte stor ubehag
Domstolene fulgte i 1945 anklagemyndighedens påstand om, at Buhl’ s udsagn i 1942 (den berømte sabotage – tale) ikke var ”anvisning fra lovlig dansk myndighed”. Dommere som i 1942 havde dømt dem, der blev angivet på statsministerens anvisning, dømte tre år efter dem, der havde fulgt statsministerens opfordring, mens denne stadig hed Buhl.
Ja en højesteretsdommer, der i 1941 havde stadfæstet interneringen af kommunisterne dømte generaldirektør P. Knutsen for til det danske politi at have sendt en seddel med to nazisters navne. Den havde været ophængt på DSB’ s centralværksted, og Knutzen ville angiveligt undgå tysk indgriben, der kunne have afsløret værkstedets mange kommunister.
Dommerne følte stor ubehag ved disse sager, men dømme gjorde de. Vidste man det ikke i forvejen, så fandt man ud af dengang, at domstolsafgørelser var bestemt af konjekturerne. Disse kunne så ændres radikalt efter et par år.
Stadsadvokaten havde misforstået noget
Zeitfreiwillige blev dømt mildere end frontkæmpere. Og det var lige det modsatte, der var hensigten. Her var det stadsadvokaten fra Sønderjylland, der havde misforstået signalerne fra rigsdag og rigsadvokat.
I begyndelsen var, som vi i andre artikler har skrevet den mindste straf 4 års fængsel. Og de kunne man få for selv en lille forseelse. Hvis Byretten takserede forseelsen til to år, ja så skulle anklagemyndigheden nok få dommen anket til Landsretten, så det kunne blive 4 år.
Konstant angst
Mange modstandsfolk havde levet i konstant angst for arrestation, tortur og henrettelse. Mange var sikkert ved blive sindssyge. Tænk at skulle komme til at røbe kammeraterne og så bagefter, at blive skudt. Måske er det forklaringen på den vildskab og brutalitet som forekom i de første majdage af 1945. Mange modstandsfolk mistede deres liv i denne periode.
Må jeg købe dit gevær?
Nogle dage efter den formelle kapitulation spurgte i Silkeborg en fredelig ubevæbnet kontorassistent naivt en tysk vagtpost, om han kunne købe hans gevær. Den tyske soldat sagde nej, skød og dræbte kontoristen bagfra, da han ville fjerne sig.
Det var fred, ja vist med stadig krig. Vi har tidligere beskrevet, hvad der skete på Flensborg Fjord. I Odense blev der ved ildkampe 26 dræbt og 77 såret. I hovedstaden var disse tal endnu højere.
Tysk tilstedeværelse til 1949
Det er nok de færreste, der ved, at den tyske tilstedeværelse i Danmark varede helt til 1949. Det var en gråzone mellem besættelsen og den kolde krig. Værnemagten opholdt sig fremdeles her i landet efter aftale med briterne. Disse var ikke interesseret i at stationere at større antal tropper i landet. Så værnemagten forblev i Danmark under våben og tysk kommando.
Briterne nøjedes med at udstikke nogle generelle retningslinjer. Og egentlig blev den danske modstandsbevægelse og de danske myndigheder ikke levnet meget indflydelse. I hvert fald ikke hvad angik de mest presserende opgaver efter 5. maj, nemlig den tyske rømning af Danmark. Nervecentret for denne omfattende militære operation var det tyske militære hovekvarter i Silkeborg.
Værnemagten havde vundet de interne tyske magtkamp i Danmark. SS blev den 6. maj underlagt Wehrmachtsbefehlshaber Dänemark.
Selv om den tyske rømning var afsluttet den 6. juni 1945, og den tyske stab opløst, forblev nogle tusinde tyske soldater i Danmark. De skulle sørge for oprydningsarbejder, bl.a. minerydning.
Først i juni 1949 forlod den sidste tyske soldat landet sammen med de sidste civile flygtninge.
Tyskerne henholdt sig til kapitulationsbestemmelserne
Den danske modstandsbevægelses reelle magt over for den tyske hær især i det farlige tidsrum mellem den 4. og den 8. maj, hvor tyskerne henholdt sig til kapitulationsbestemmelserne og under ingen omstændigheder lod sig afvæbne af modstandsbevægelsen må man heller ikke tale om.
Ja kigger vi på tabstallene i København den 5. 6. og 7. maj så ser vi at 76 er blevet dræbt ved skud. Og de fleste er mænd under 25 år.
Svært at argumentere mod den officielle opfattelse
Nu er det sådan, at det aldrig kan være historikernes opgave, at afgøre om de muligheder, der er valgt, var de rette, eller om denne eller hin person handlede rigtigt. Det er altid svært, at argumentere mod den officielle opfattelse af besættelsestiden.
Tyskertøser og feltmadrasser
Der er registreret 5.579 personer i Danmark som er født under eller lige efter besættelsen med en tysk biologisk far. De personer kaldes ”krigsbørn”. Andre kalder dem ”horebørn”.
Der anslås, at cirka 50.000 danske kvinder havde fortrolig omgang med tyske soldater i Danmark under besættelsen. Omgangen førte til sammenstød mellem danskere og enten tyske soldater eller kvinderne selv.
Mange af kvinderne blev udsat for social udstødelse. I besættelsesdagene blev de udsat for chikane, klippeaktioner og offentlig afklædning. Ingen blev straffet for disse aktioner. Samfundet dengang syntes, at det var helt i orden. Flere illegale blade opfordrede til at afstraffe kvinderne. De havde under besættelsestiden løbende bragt lister med de piger, der plejede omgang med tyske soldater.
De blev kaldt for ”Feltmadrasser, tyskertøser, syfilishopper og det, der er værre. Du kan læse i vores to artikler om dette emne, at piger der ville lede efter deres fædrene ophav mødte modstand fra det officielle Danmark.
Tysklandsarbejdere blev hånet
Tysklandsarbejdere måtte også finde sig i hån. Ikke mindre end 125.000 danskere rejste til Tyskland for at hjælpe tyskerne til dels i krigsindustrien. Men det var diverse fagforbund, a – kasser og ikke mindst Statens udvandringskontor, der beordrede dem afsted.
Tyskerne stillede krav om dansk arbejdskraft og det stillede både arbejdere og fagforeninger i et slemt dilemma.
Tilpasnings – og overlevelsesstrategi
Og man må hellere ikke sige, at både Socialdemokratiet og fagbevægelsen så en hvis interesse idet, for så kunne man eksportere en del af arbejdsløsheden.
Det samlede resultat blev en ikke ringe imødekommenhed over for de tyske krav, og metoderne til at komme afsted blev en blanding af stok og gulerod. Det handlede vel også om tilpasnings – og overlevelsesstrategi.
Var det så hårdt – økonomisk?
Vi hører også ofte om, at det var hårdt for det danske samfund. Vi fik et barskt økonomisk velfærdstab. Men tabet var nu ikke så entydigt. Beskæftigelsen steg. Og væksten i bruttofaktorindkomsten var betydelig.
Store dele af industrien havde tilsyneladende en god indtjening. Ganske vist faldt produktiviteten noget og omkostningerne steg. Men priserne på virksomhedens produkter steg mere. Mange var smarte nok til at udnytte situationen. Det er vel også almindelig kendt, at landbrug og fiskeri havde en god indtjening under hele besættelsen.
De blev dømt som landsforrædere og andre slap
Dem, der meldte sig i 1941 og 1942, hvor de fleste danskere troede på tysk sejr, betragtes i dag som landsforrædere. Og dem, der hjalp tyskerne blev dømt hårdt. Ikke de store, der virkelig tjente på tyskerne, de slap.
Svensson: I 1945 var Danmark ikke en retsstat
Men hvad var det nu den sønderjyske skribent Bjørn Svensson skrev:
Hal Koch, Paul Henningsen og andre kritikere mente, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at anvende nazistiske metoder. Venstres presse førte an i kritikken af modstandsbevægelsen og deres stikkerlikvideringer. Men de gjorde det først, da euforien havde lagt sig. Andre igen påstod, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Den officielle holdning er, at det gik meget bedre end i andre lande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 176 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Oktober 17, 2016
Frihedsrådet som springbræt
Ville kommunisterne bruge Frihedsrådet som springbræt til en revolution i Danmark i 1945 eller er det bare den sædvanlige kommunistforskrækkelse? Kigger vi på politikernes bekymringer, ja så er mistanken velbegrundet. Der var perioder, hvor DKP vitterlig troede på det. Ja i beretninger til Moskva tales der om at man ville opnå en opbakning på 70 pct. Og kommunisterne ville have Christmas Møller som statsminister. DKP nåede 12 pct. Men dem mistede man igen ved de kommende valg. Nu var euforien efter befrielsen forholdsvis hurtig overstået, og de gamle politiker, ja dem ville befolkningen have tilbage. Tyskerne overgav sig forholdsvis uden problemer. De skrækscenarier som politikerne frygtede opstod ikke. DKP brugte Frihedsrådet og ”Frit Danmark” bevidst. Men politikere som Vilhelm Buhl, Ole Bjørn Kraft samt Hartvig Frisch havde advaret mod det, som kunne ske.
Ville Kommunisterne overtage magten?
Var dele af den danske modstandsbevægelse til fare for det danske demokrati? Var kommunisterne tæt på et oprør, der ville give dem magten i Danmark? Kigger man på Frihedsrådets pjece fra 1943 så brugte man store ord som oprør. Men i virkeligheden var det, som man var ude på ”udrensningsstrategi”.
DKP ville udrense
Fra starten ville man have lovgivning med tilbagevirkende kraft, og en række live, hvor man kunne foretage en retsforfølgelse. Bevidst gik man efter dem, der deltog i tysk krigstjeneste, samt medlemmer af tyske korps og især tjenestemænd. Og så gik man efter tjenestemænd. Man gik efter, at blive populær i befolkningen og så vinde det første valg efter besættelsen.
Ja og den udrensning som kommunisterne havde i tankerne, var inden for politik og administration. Her ville kommunisterne gerne have magten. Frihedsrådet skulle have indflydelse på dansk politik. Og så var modstandsbevægelsen i slutningen af besættelsen populær og de var bevæbnet.
Buhl havde en modstrategi parat
Men det kan da godt være, at statsminister Buhl havde været mindre populær i sin sabotagetale, men han havde øjnet faren. Derfor havde han en modstrategi parat. To erklærede kommunister fik ministre i Befrielsesregeringen. Det samme gjaldt for to ”skabskommunister” udpeget af Frihedsrådet.
Buhl’ s modoffensiv betød at Frihedsrådet og kommunisternes strategi i sidste ende blev forpurret.
Nøglepositionerne besat af de af de ”gamle”
Det lykkedes for den superbegavede Buhl at give de demokratiske partier førerskabet i befrielsesregeringen. De demokratiske politikere fik alle nøglepositioner. Og de embedsmænd som modstandsbevægelsen fik udrenset i statssystemet fik Buhl behændigt udskiftet med personer, der var loyale over for de demokratiske politikere.
Den aggressive stemning lige efter besættelsen forsvandt hurtigt igen. Befolkningen fandt hurtigt tilbage til de gamle partier.
Og så kunne vi slutte artikler og efterlade læserne som et stort spørgsmålstegn, men det gør vi ikke,
Danmark bevarede ikke helt suveræniteten
Danmark bevarede stort set sin suverænitet. Modydelsen var, at danske myndigheder påtog sig ansvaret for, at landets borgere ikke på nogen måde lagde den tyske værnemagt hindringer i vejen.
I første række påhvilede ansvaret regeringen, som med sine appeller til befolkningen skulle sikre opbakningen til denne politik. I sidste instans var det dansk politi og retsvæsnets opgave at forhindre og i givet fald opklare og dømme anslag mod værnemagten.
Grundlovsbrud – for at redde Grundloven!
Men det varede nu ikke længe efter den 9. april, at de gjorde indhug i denne suverænitet. Det skete for eksempel efter Tysklands angreb mod Sovjetunionen den 22.juni 1941, da ledende kommunister krævedes interneret af det danske politi.
Regeringen adlød kravet af frygt for, at besættelsesmagten ville feje det politiske system af borde og indsætte en dansk – nazistisk marionetregering eller et regulært militærstyre.
Typisk for besættelsestidens politiske dilemmaer, men også for egen pervers logik, begik regeringen således grundlovsbrud – for at redde grundloven.
Udskiftning i toppen blev accepteret
Et andet indgreb i dansk suverænitet var i forbindelsen med telegramkrisen i november 1942. Her løs det tyske krav, at Vilhelm Buhl skulle udskiftes med udenrigsminister Erik Scavenius. Han var mere disponeret for et aktivt samarbejde med tyskerne, mente de. Igen føjede den danske regering og Rigsdagen sig.
Man stemte på de gamle
I marts 1943 stemte 95 pct. af vælgerne på partierne bag samarbejdspolitikken. Kun 0,5 pct. stemte på DKP og de illegale blades opfordring til at stemme blankt, fordi DKP ikke måtte stille op til valget.
Kunne ikke acceptere de tyske krav
Tyskerne krævede i august 1943, at regeringen erklærede undtagelsestilstand, indføre hurtig voksende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Parterne af regeringen afviste disse krav. Regeringen, Rigsdag og kongen ophørte derefter formelt deres virke. Den danske hær blev afvæbnet og officererne blev interneret i et par måneder.
Spørgsmålet er enlig, om det er rigtigt at urolighederne i august 1943 var en afvisning af regeringens samarbejdspolitik. Var det ikke snarere en protest mod besættelsesmagten?
Den militære undtagelsestilstand var indført, og nu frygtede man, at danskerne skulle lide samme skæbne som i andre lande.
Kommunisterne fik pludselig indflydelse
Besættelsen af Danmark var kommunisternes stjernestund. Pludselig fik man masser af indflydelse. I 1942 – 43 lugtede man begrebet magt. Godt nok havde man kun 1,5 pct. men udviklingen var til fordel for kommunisterne. Aksel Larsen fik kontakt med de Konservatives, John Christmas Møller. Sammen og i samarbejde med andre fik man skabt organisationen, der hed Frit Danmark.
”Frit Danmark” til borgerskabet
Frit Danmark var mere henvendt til borgerskabet med ofte Mogens Fog som pennefører. DKP leverede den største arbejdskraft og det kunne vel også ses. Men det geniale ved Mogens Fog var, at han ikke var formet af partiet. Han spillede den progressive humanist.
Straffes for ”urigtige oplysninger”
Mogens Fog mente, at der efter krigen skulle renses grundig ud blandt funktionærer og tjenestemænd, der havde været ”nazivenlige”. Man skulle overveje at stille regeringen over for en rigsret. Og folk inden for justitsvæsnets top skulle også for en domstol. Man skulle selvfølgelig have presse – og mødefrihed. Og så kommer det interessant, man skulle straffes for urigtige oplysninger. Hvordan, ja det kommer Fog, så ikke ind på.
Politisk og økonomisk diktatur
Mogens Fog opererer med en tredeling af frihedsbegrebet, når det danske kommunistiske samfund skulle etableres. Der skulle etableres en form for politisk og økonomisk diktatur.
Meget realistisk pointerer Fog, at DKP’ s fremtid afhang af den internationale situation. Han var helt overbevist om, at man sammen med Christmas Møller kunne finde et fælles program. Christmas Møller skulle mobilisere middelstandsklassen, som DKP ikke rigtig kunne få fat i.
Børge Houmann ikke enig
En anden markant kommunist, Børge Houmann var ikke helt enig med Fog. Han mente, at Fog var for eftergivende over for modstanderne.
Fra foråret 1943 til befrielsen i maj 1945 gennemløb modstandsbevægelsen en voldsom udvikling rekrutteringsmæssigt. Men dette forhold, svækkede ikke DKP’ s ambitioner snarere tværtimod. Man skulle bare justere strategien.
Frihedsrådet – en udvidelse af Folkefronten
I kommunistisk perspektiv var Frihedsrådet en udvidelse af folkefronten. Med den stigende status som Frihedsrådet fik mod slutningen af besættelsen gav det forøgede muligheder. Man anerkendte også, at det ikke alene var Frihedsrådet, der kunne bringe kommunisterne til magten.
Socialdemokratiet – under kommunistisk styring
Man skulle skabe enhed i arbejderbevægelsen og det kunne man kun opnå ved at samarbejde med Socialdemokraterne. Og man mente helt bestemt at Socialdemokraterne ville komme under kommunistisk styring.
De engelske værter brød sig ikke om det
Christmas Møller var under sit London – eksil kommet med flere positive udmeldinger om Sovjetunionen end de engelske værter brød sig om. Han sagde således offentlig, at Sovjetunionen skulle deltage i Danmarks befrielse og tillades at have baser på Bornholm. Sovjetiske dagblade oplyste også, at DKP ønskede ham som statsminister i en regering som de skulle være med i efter besættelsestiden.
Vilhelm Buhl – som leder
Men åbenbart førte misforståelser og forvirring til, at alle politiske kræfter, herunder også Frihedsrådets flertal blev enige om, at man samledes om Vilhelm Buhl som leder af befrielsesregeringen. Trods skibruddet med at få Christmas Møller som regeringsleder så fortsatte DKP med at maksimere indflydelsen i modstandsbevægelsen. Frihedsrådets status skulle udnyttes i befolkningen.
Frihedsrådet skulle ikke være politisk parti
Med støtte fra Dansk Samlings repræsentant i Frihedsrådet forelagde DKP ’ eren, Alfred Jensen i april 1945 et økonomisk og socialt program, som blandt andet indeholdt nationaliseringer af virksomheder og afstandtagen til 1943 – rigsdagen som med henvisning til forbuddet mod DKP erklæret som grundlovsstridigt.
Udkastet blev forelagt på et møde den 17. april, men det faldt på Frode Jacobsens modstand mod at udsende programmet. Han mente ikke, at Frihedsrådet havde mandat til at fremsætte sådan et program.
Han mente, at opstille Frihedsrådet som et politisk parti ville være forræderi mod modstandsfolkene. Det var på det møde, at rådet foreslog Buhl som statsminister trods massiv modstand fra Alfred Jensen og Børge Houmann.
Scavenius – folkene skulle ikke med
Frihedsrådet bestemte også, at medlemmer af Scavenius – regeringen ikke kunne blive ministre i den nye regering. Jo, det var en slags udrensning, man ville frem til.
Man stillede også krav om, at der skulle være ligelig repræsentation af såkaldt ”gamle politikere” og modstandsbevægelsen.
At Frode Jacobsen ikke accepterede det politiske program accepterede DKP kun som et mindre tilbageslag. Frode Jacobsen har nok overdrevet sin kamp med DKP i hans udmeldinger i hvert fald, når det gjaldt disse sager.
Lagde de våben til side?
Efter den 29. august 1943 var der en stærk form for kommunistforskrækkelse. Der gik rygter om, at kommunisterne i modstandsbevægelsen stak våben til side. Men så mange våben var det slet ikke i modstandsbevægelsen på daværende tidspunkt.
Kloge ord af Hartvig Frisch
I august 1944 advarede den socialdemokratiske og meget intellektuelle Hartvig Frisch:
Ville en væbnet modstandsbevægelse overtage magten?
Men de tre andre partier nærede efterhånden også frygt for at noget kunne ske efter besættelsen. En regulær væbnet magtovertagelse af modstandsbevægelsen var en af skrækscenarierne.
For det andet var det en sovjetisk befrielse, hvor de kommunistiske ledere af modstandsbevægelsen ville blive de ledende i en dansk marionetregering.
For det tredje var det en voldsom befrielseskamp med skarp tysk modstand, og deltagelse af dansk kollaboratørkorps på tysk side.
Andre scenarier var, at modstandsbevægelsen sammen med befolkningen ville kræve et voldsomt og dybdegående retsopgør, der ville stille ledende politikere for en domstol.
Kommunisterne håbede på ustabil situation
Og så var det scenariet som kommunisterne håbede på, at de havde vundet befolkningens tillid. Dette kunne så også have været i forbindelse med en social og økonomisk ustabil situation, der havde skabt radikalisering.
Man ville godt ofre Scavenius
En stigmatisering af Scavenius – ministrene faldt politikerne stærk for brystet. Scavenius selv ofrede man gerne. Han var kommet udefra som diplomat. Han hørte ikke rigtig til i politikernes klub. Men hvad skulle man gøre. Og hvad mon blev det næste?
Buhl: Frihedsrusen er snart over
Hos De Konservative mente Ole Bjørn Kraft, at man skulle acceptere Frihedsrådets krav. Faren var ellers, at man ville aktivere befolkningen og med sine magtmidler feje Rigsdagen af banen.
Hos Socialdemokraterne førte Buhl ordet. Han forudså, at en dag var ”Frihedsrusen ovre”. Frihedsrådet ville bliver sejrherre, hvis ikke politikerne tog føringen med det samme, mente han. En fællesregering ville bringe modstandsbævelsens våben under politisk kontrol. Han anså dette som den bedste løsning.
Socialdemokraterne på vagt
De forskellige partier gik nu sammen imod modstandsbevægelsen og DKP. Nu var befrielseskompromisset næsten på plads. Men nu skulle posterne så fordeles.
DKP mente, at de skulle have Arbejds – og Socialministeriet. Det skulle gives til Alfred Jensen. Det skete formentlig ud fra en opfattelse af, at ministeriet skulle bruges til en socialpolitik med appel til arbejderklassen. Måske skulle ministeriet også være et organ til at statsstyre uro på arbejdspladsen, hvis noget sådant blev anset for gavnligt.
På det afgørende møde den 1. maj nedlagde Socialdemokraterne dog veto mod dette. Kommunisterne blev nødt til at give op. Det blev partiets formand, Hans Hedtoft, der blev arbejds – og socialminister. Alfred Jensen blev i stedet trafikminister.
Som repræsentant for ”Frit Danmark” blev den ”hemmelige DKP’ er Mogens Fog minister for særlig anliggender, dvs. minister for modstandsbevægelsen. Christmas Møller blev udenrigsminister.
Man ønskede Danmark anerkendt
Nu var det ikke kun på grund af de presserende indenrigspolitiske grunde, at man blev nødt til at føje Frihedsrådet. De etablerede politikere ønskede Danmark anerkendt som allieret nation. Det ville give nationen en bedre udenrigspolitisk status.
Og det var selvfølgelig modstandsbevægelsen, der gav adgang til det fornemme selskab. Storbritannien havde allerede anerkendt Danmark. Og man forventede, at USA ville gøre det samme.
Sovjetunionen ventede bevidst
Men Sovjetunionen havde bevist undladt at lægge pres på Danmark. De ventede på, om Frihedsrådet og DKP fik plads i regeringen. Og uden dette, ville Moskva næppe have anerkendt Danmark. Ved at holde på sin anerkendelse forsøgte den sovjetiske regering både at fremme såvel egne som DKP’ s interesser.
Allerede fra begyndelsen af 1944 søgte Moskva målbevidst at øge sin indflydelse i Danmark. Danmarks placering ved Østersøens udmunding gjorde landet interessant. Ligesom DKP gerne gemte sine reelle hensigter under dække af modstandskampen og Frihedsrådet, vidste Moskva også at de geopolitiske hensyn som DKP’ s situation bedst blev fremmet via Frihedsrådet.
Russerne betragtede Danmark som ”Fjendeland”
I en artikel i det sovjetiske tidsskrift ”Krigen og Arbejderklassen” kan man se Kremls syn på Danmark. Her blev politikerne bag samarbejdspolitikken kaldt ”Hitlers tjenere og lakajer” og socialdemokraterne for forrædere. Omvendt blev DKP og særlig Frihedsrådet rost i høje toner som udtryk for folkeviljen i Danmark.
Ligeledes var det så sent som i januar 1945 grundige overvejelser i det sovjetiske diplomati om at ved hjælp af de danske kommunisters påvirkning af Frihedsrådet at få dette til at officielt hilse sovjetisk deltagelse af befrielsen af Danmark velkommen med efterfølgende ”militær kontrolkommission” i det befriede Danmark.
Som det klart fremgår, så skulle Danmark altså behandles som fjendeland og ikke som allieret.
De danske politikker valgte at hold mund
Som bekendt endte det med, at den sovjetiske befrielse/besættelse af Bornholm. Den sovjetiske landgang på Bornholm besluttedes i direkte forlængelse af overstående i marts 1945.
Også den del af Danmarkshistorien fortjener en selvstændig artikel. Og den artikel kommer slevfølgelig også. De russiske soldaters ugerninger og brutalitet bør frem i lyset.
De danske politikere vidste udmærket, hvad der skete over på øen. Men man valgte at holde mund, for ikke at skade forholdet til Moskva. Bornholm blev en storpolitisk brik i skakspillet mellem øst og vest, mellem Moskva og London.
Antallet af overfald, russiske voldtægter af bornholmske kvinder tog til. Og så endelig besluttede Rigspolitichefen at etablere en særlig udrykningstjeneste, der kunne hjælpe Bornholms Politi.
Optrin skabte folkelig træthed
Den konservative forsvarsminister fik efterhånden mere eller mindre kontrol over tropperne. Ganske vist var der flere episoder, hvor modstandsgrupper opererede på egen hånd. De internerede påståede landsforrædere og kollaboratører og besatte fængsler med krav om forøget skarphed i udrensningen.
Men disse optrin skabte en folkelig træthed over al den våbenraslen, selvretfærdighed, selvtægt og ofte rent ud barnlig fremvisning af våben, som også var et af befrielsesdommernes kendetegn.
Mange havde fået nok af krig, højtrøstende ideologiske ytringer og ballade. Nu ville de have fred og ro.
Man ville have fornyelse
Men sådan var det nu ikke alle steder. Der var et ønske om fornyelse. Foruden lønforhøjelse var der et ønske om et mere effektivt retsopgør samt forhandlinger mellem DKP og Socialdemokratiet.
DKP regnede med 70 pct.’ s opbakning
Denne uro gav optimisme hos DKP. Og den blev videregivet af sovjetiske agenter i Danmark. I disse rapporter citerede man Alfred Jensen, som mente, at størstedelen af befolkningen bakkede DKP op. Han forventede således 70 pct. af stemmerne til næste folketingsvalg i efteråret 1945.
Man sagde også at Christmas Møller var 99 pct. enig med DKP og at han ville splitte Det Konservative Folkeparti. Ja halvdelen af de venstreorienterede konservative ville gå over til DKP. Nu var disse antagelser måske lovlig optimistiske. Måske var det for at bevare det gode forhold til Moskva?
Danskerne var mæt og havde klæder
Moskva’ s agenter var måske realistiske når de fastslog, at det var de britiske tropper, der havde befriet Danmark. Modstandsbevægelsen stod under General Dørtz kommando. Man han stod under den britiske general Dewings kommando.
Agenterne kunne også konstatere, at danskeren var mæt, havde klæder på kroppen og havde arbejde.
Man ville tvinge socialdemokraterne
En Moskva – agent håbede på et positiv resultat mellem Socialdemokraterne og DKP’ s forhandlinger. Aksel Larsen havde således udtrykt, at han ville ”tvinge” Socialdemokraterne i en folkedemokratisk blok.
Og det gik da også vældig godt for DKP ved valget i oktober 1945. Man opnåede 18 mandater (12 pct.) Og Socialdemokraterne gik 18 mandater tilbage. Det var kommunisternes bedste valg nogensinde, men det var nu langt op til de 70 pct. Og Christmas Møller var genindtrådt i Det Konservative Folkeparti.
DKP tabte deres vundne opbakning
Omkring 85 pct. af vælgerne stemte på de partier, der havde båret tilpasningspolitikken.
Venstre, der stod kommunisterne fjernest dannede regering. Men ved det efterfølgende valg vandt Socialdemokraterne. Og ved de efterfølgende valg fik de genvundet de tabte mandater bid for bid.
Flere årtier med socialdemokratisk dominans fulgte.
Retsopgør mod de små fisk
DKP havde holdt hårdt på, at store anerkendte firmaer havde arbejdet for tyskerne, og de burde straffes. Men der var stærke politiske kræfter, der forsvarede dem. Man havde et nedslidt produktionsapparat, og man ville ikke skade beskæftigelsen. Et velfungerende firma ville man heller ikke skade. Tilbage blev så kun et retsopgør mod overvejende små fisk. Men den problematik kan vi tage op i en kommende artikel.
Overgangen forløb smidig
Befrielsen havde udviklet sig til skade for DKP. Tyskerne overgav sig stort set uden problemer. Der kom ikke den regulære krig på dansk jord, som politikerne havde frygtet. Overgangen blev smidigere.
Befrielsesregeringen havde også været en god platform for kommunisterne, men de kunne ikke udmanøvrere de gamle politikere.
”De Gamle” kom tilbage
Ved valget i oktober 1945 kom der en markant genkomst af de gamle politikere. Fordi man i maj 1945 betragtede modstandsfolkene som helte, var det nødvendigvis ikke fordi de gamle politikere var forrædere.
De sociale spændinger blev ikke så store som kommunisterne måske havde håbet.
Man sad ikke med hænderne i skødet
Men hvorfor overvurderede politikerne kommunisternes styrke? De bedømte situationen ud fra den værste situation. Det havde været uansvarligt at sidde med hænderne i skødet og bare vente på, at det hele gik over af sig selv.
Den røde revolution udeblev.
Kære læsere, ”Den Gamle redaktør” håber på, at I kan se, at det ikke bare var konspirations – teorier.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 175 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig og tiden omkring herunder:
Oktober 15, 2016
Overvågning i Sønderjylland
Vi følger overvågningen især fra 1945 – 1950 af Det Tyske Mindretal. Ja den fortsatte under mindre intensitet. BdN blev oprettet. Men i Det Tyske Mindretal var der ballade mellem de moderate og de aggressive. Der Nordschleswiger, mindretallets blad skulle bevæge sig mellem de to. Justitsminister Elmquist påpegede, at man sandelig ikke overvågede uskyldige. Men politimester Brix og til dels Bøving fik deres vilje. Der skete en intens overvågning. 80.000 kort endte det med i kartotekerne. Men der kom til åben konfrontation mellem Brix og Mindretallet. Måske havde Mindretallet ret. De blev snydt for et halv år under retsopgøret. Havde Brix og de aggressive fra Mindretallet kunnet beherske sig, havde forholdene i Sønderjylland været forbedret længe før. Brix ville have spioner, de skulle kaldes tillidsmænd og spises af med smørrebrød eller et kop kaffe. Brix blev Danmarks første PET – chef.
Anspændt situation
Det var en anspændt situation i Sønderjylland lige efter besættelsen. De danske myndigheder kiggede med ængstelser på pronazistiske strømninger i det tyske mindretal. Og det blev politikommandør for Sydjylland, Ernst Brix der var primus motor i denne overvågning. Han fik det nærmest, som han selv ville have det. I 1951 blev han PET’ s første chef, men det endte også brat.
Og efter Brix var der folk, der ikke mere end villig til at fortsætte med overvågningen.
1.700 fortrinsvis ældre tysksindede mænd meldte sig til ”Zeitfreiwilligedienst”. Dette hørte under værnemagten. De trak i tyske uniformer og blev uddannet i våbenbrug.
De moderate forsøgte at samle stumperne
I sommeren 1945 anholdt modstandsbevægelsen 3.500 medlemmer af mindretallet. De fleste blev interneret i Fårhuslejren. I løbet af 1945 – 1950 blev 2.958 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.
De moderate tysksindede kræfter inden for Mindretallet forsøgte at samle stumperne. Økonomien lå i ruiner og de tyske skoler var blevet lukket. Efter befrielsen blev tyske bygninger og mindesmærker sprunget i luften. Tysksindede butikker blev ødelagt, den tyske avis Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i Aabenraa blev ødelagt og det store monument på Knivsbjerg blev sprunget i luften.
De Moderate udsendte en erklæring
Den 6. september 1945 udsende en gruppe moderate mindretalsmedlemmer fra Haderslev en erklæring, at de tog afstand fra de begivenheder, der havde forgiftet de dansk – tyske forhold de forgangne 12 år.
Det var den moderate kreds af tysksindede, der bestod af pengestærke borgere fra købstæderne, som også under besættelsen havde holdt sig på afstand fra den officielle mindretalslinje. De finansierede også beredvilligt den nye mindretalsavis ”Der Nordschleswiger”, der begyndte at udkomme i februar 1946.
De håbede, at der fra dansk side kunne opnås accept til at genopbygge mindretallet. Men det var åbenbart ikke så let i mindretallet at opnå enighed og en moderat linje.
Bund deutscher Nordschleswiger en realitet
Den 22. november 1945 mødtes 30 fremtrædende tysksindede i Aabenraa. Efter meget hidsige diskussioner vedtog man at anerkende de moderates erklæring og en anerkendelse af 1920 – grænsen.
De internerede fik samtidig lovning på ikke at vende hjem til social isolation. Men sådan blev det nu ikke for alle. Men Bund deutscher Nordschleswiger (BdN) var en realitet.
Mathias Hansen fra den moderate fløj blev provisorisk formand. I maj 1945 mødtes foreningen til deres første egentlige generalforsamling. Her nedlagde Mathias Hansen sit hverv og Niels Wernich blev valgt som formand.
Situationen blev tilspidset
Men situationen var ret så tilspidset i foreningen. Den var reelt ved at blive splittet. Lokalafdelingen i Haderslev truede med at lave deres egen parti. De mente at foreningen var alt for aggressiv. Der blev truet med økonomiske konsekvenser.
Ernst Brix mente, at Wernich’ s aggressive linje havde 40 pct. tilhængere, mens den mere moderate fløj havde 60 pct’ s opbakning.
Baggrunden for den aggressive linje skulle søges syd for grænsen. Man havde fået fornyet tiltro til ”Kiels voksende Magt”. Men efter de første fem år begyndte forholdene at normalisere sig. Men nogle af de gamle ledere begyndte at vende tilbage til foreningen.
Diverse kartoteker tidligt oprettet
En politiadjudant – stilling blev allerede tidligt oprettet, faktisk allerede da nazisterne fik magten syd på. Man skulle fremskaffe oplysninger ved udnyttelse af de oplysninger, der fremkom i pressen. Der blev oprettet fire forskellige kartoteker. Hovedkartoteket indeholdt samtlige navne på de personer, der blev nævnt i de sager, politiadjudanten fik på sit bord.
Yderligere blev der oprettet et specialkartotek, der opsummerede navnene på de personer, der tilhørte yderliggående politiske fraktioner.
Et emnekartotek indeholdt oplysninger af grænsepolitisk betydning og endelig rådede politiadjudanten over et kartotek, der indeholdt navnene på personer fra sager med opholds – og arbejdstilladelser.
Aabenraa’ s konstituerede politimester T. Martensen – Larsen beskrev situation den 18. maj 1945 situationen for Rigspolitichefen:
En undersøgelsesafdeling
Sønderjyllands særstatus som grænseområde gjorde det nødvendigt med endnu en politikommandør, der skulle varetage de særlige politimæssige opgaver i grænselandet. Dette hverv blev i første omgang varetaget af Tønders politimester, Ernst Brix, indtil han 1. august 1945 blev udnævnt til politimester i Aabenraa og dermed politikommandør for Sydjylland.
I sommeren dette år, blev der oprettet en undersøgelsesafdeling i Aabenraa, der skulle tage sig af de særlige sager, der hørte under politikommandørens embede. Afdelingen havde til huse i det tidligere tyske konsulat og bestod af en politifuldmægtig og 12 kriminalpolititjenestemænd. De havde til opgave at skaffe bevismateriale mod enkeltpersoner i Sønderjylland, som havde overtrådt straffelovstillægget af 1. juni 1945.
Sideløbende med disse undersøgelser var afdelingen beskæftiget med at kortlægge mindretallets nationalsocialistiske partis forhold til både det danske nazistparti, det tyske politi og værnemagten.
Mange opgaver
Af andre opgaver som også faldt under politikommandørens myndighed hørte den centraliserede behandling af opholds – og arbejdstilladelser for udenlandske borgere og ledelsen af det dansk – britiske paskontor i Flensborg, hvor danske sydslesvigere kunne få udstedt visa til Danmark. Som Brix udtrykte det:
Overvågningen burde forøges
Brix mente at det var meget vigtigt at udbygge efterretningsarbejdet især over for det tyske mindretal:
Ja sådan sagde Brix omkring årsskiftet 1945/46. Han havde forsøgt at få sine kollegaer til indsende stemningsberetninger om tysksindede i landsdelen. Der kom blot en eneste melding retur.
Brix og Bøving pressede på
Rigspolitichefen ville ellers afvikle den specielle politikommandørordning omkring december 1945. Et halv år senere blev der udsendt en bekendtgørelse med at de forskellige foranstaltninger til oprettelse af ro og orden var ophævet.
Men allerede to dage inde i det nye år havde Brix skrevet til Rigspolitichefen, at der i Sønderjylland var stærk behov for udevidet efterretnings og oplysningstjeneste. Også hans kollega i Tønder, politimester Bøving skrev at,
Brix fik nærmest frie hænder
Dette lobbyarbejde bar frugt, for justitsminister Elmquist gav nærmest Brix fri hænder til at fortsætte arbejdet.
Efterretningsafdelingen skulle koncentrere sig om undersøgelser af alle former for spionage rettet mod Danmark og andre lande, grænsetrafikken og undersøgelser af personer ved ansættelse i militæret, post – telegraf – og telefonvæsen, samt lærere ved privatskoler.
Desuden skulle afdelingen undersøge yderliggående politisk virksomhed i landsdelen og det tyske mindretal. Den yderliggående politiske virksomhed skulle overvåges ved at følge såvel den legale som den illegale presse. De politiske partier og den terroristiske virksomhed, der udføres af såkaldte ”varulvebevægelser” i Sønderjylland efter befrielsen.
Slap godt fra diskriminerende udtalelser
Ifølge Brix havde Sønderjylland i fortiden vist sig at være arnested for disse yderlige politiske bevægelser, og der er næppe grunde til at tvivle om, at landsdelen igen vil blive forsøgsmark for en politik, der tidligere gik under navnet ”Lei – bevægelsen” Cornelius Petersen – Bevægelsen (Bondens Selvstyre) og dansk og tysk nazisme. Disse bevægelser findes blandt ”den tyskstillede, den blakkede og den utilfredse og den uduelige del af den danske bevægelse her”
Ja tænk sådan udtalte han det, og slap godt fra det. Det skulle i det hele taget holdes et skarpt øje med den ”tyskindstillede” del af den sønderjyske befolkning, hvorfor der hver måned burde sendes en fortrolig rapport til samtlige sønderjyske politimestre over mindretallets arbejde, baseret på informationer fra de enkelte politikredse.
Var det Berufsverbot?
Derudover skulle tysksindede tjenestemænd identificeres idet ”illoyale kredse vil gøre forsøg på at få deres folk ind i etaterne igen. Tyskerne findes som bekendt vedvarende i såvel Statens som Kommunens tjeneste. De må være kendt og registreret. Hertil er det absolut nødvendigt, at der træffes fornøden aftale med de respektive myndigheder om at rette forespørgsler vedrørende ansøgninger til stillinger”
Om det var en form for ”Berufsverbot” som Brix ville have indført, vides ikke. Men i forvejen havde de dømte fra mindretallet ingen mulighed for at søge offentlige stillinger. Det var jo en tillægsdom de fik foruden interneringen.
Spioner skulle kaldes tillidsmænd
Brix ville også have tilknyttet en net af meddelere (vaagne Iagttagere). Og hans planer var, at der skulle være en for hver 200 beboer. Disse skulle så rekrutteres blandt ”den gamle før 5. Maj Modstandsbevægelse”. De ville nemlig gå ind i et arbejde ”ud fra rent ideologiske grunde og med en del af den gamle kampiver i behold”
Alt tyder på, at Brix ville have resultater ud af sine spioner. Og observationerne og rapporterne ville nok være alt andet end neutrale. Disse informanter skulle ikke betales for deres tjeneste. De skulle derfor kaldes ”Tillidsmænd”. Og som betaling kunne man tilbyde et kop kaffe eller et stykke smørrebrød.
Sagsmapper var nødvendigt
Ja Brix mente, at de enkelte politikredse burde se stort på bilag, når det var overvågning af det tyske mindretal, det drejede sig om. Der burde vises den enkelte politimand fornøden tillid i denne sag.
Brix gjorde også opmærksom på at nogle af de folk, der sad i spidsen for BDN havde en fortid i NSDAP – N. Så et omfattende kartotekssystem og sagsmapper var absolut nødvendig.
Justitsminister er ikke sandfærdig
Men alt tyder på, at Justitsminister Elmquist måske ikke var helt enig med Brix metoder. I Folketinget udtalte han om politiets anvendelse af kartoteker:
Nu svarer den udtalelse nok ikke helt til sandheden. Men denne justitsminister er ikke den eneste politiker der i historiens løb har løjet om dette.
Særlige omstændigheder
Man Brix modtog dog en fortrolig cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet, der levede op til justitsministerens udtalelse. Og ministeren åbnede dog også for betegnelsen ”særlig ordning”. Og ”særlige omstændigheder”.
Uenighed om mødets resultat
Den 8. september 1947 mødtes de sønderjyske politimestre med justitsministerens departementschef Eivind Larsen samt justitsminister Elmquist. Fra starten vidste man, at der ikke ville foreligge en dagsorden, og at der heller ikke ville blive taget referat fra mødet.
Nu var det langt fra alle sønderjyske politimestre, der var lige begejstret for et sønderjysk efterretningstjeneste med base i Aabenraa. Bøving fra Tønder havde vist sin begejstring, men Hartmann fra Haderslev brød sig ikke om det.
Hvad der kom ud af mødet var der vidt forskellige opfattelser af. For to år efter mødet mente Brix, at nogle af de sønderjyske politimestre boykottede efterretningen. Således havde politimester Sundorph videresendt Brix opfordring videre til kirkeministeren og spurgt:
Politimester Hartmann havde skrevet et brev til justitsministeren, at han ikke var begejstret.
Politimester Bjerre fra Gråsten havde spurgt Justitsministeren om, hvad baggrunden var for at etablere dette store apparat. Og da havde justitsministeren svaret, at der slet ikke skulle foretages noget som helst.
En ny plan i 1949
Men Brix fik igen sin vilje igennem og efterretningen fortsatte. I 1949 udfærdigede han derfor en ny plan, der gik ud på en endnu mere effektiv overvågning af det tyske mindretal. Og planen indeholdt en systematisk oversigt over fremgangsmåden.
Intens overvågning
Planen var delt i otte hovedområder, som udgjorde mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv. Der skulle kigges intens på lærerne, børnenes forældre i skolen. Havde de været udsat for pression? Man skulle finde ud af, hvad der fra tysk side var blevet gjort for at bevare jord på tyske hænder. Hvordan så det ud med tyske banker? Hvem var de tyske finansielle bagmænd?
Den nuværende politiske kurs skulle undersøges. Hvem havde magten, de aggressive eller de mere moderate? Eksisterede der forbindelser til 6. maj – bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk?
Man skulle overvåge ungdomsorganisationer, skytteforeninger, eks – og importører, fabrikker, arbejdspladser og radioamatører.
Overvågning fik en anden karakter
Brix afløser i Aabenraa blev en tidligere kontorchef i Justitsministeriet, N. Schaumborg – Christensen. Han var også overbevist om, at det var nødvendigt at følge udviklingen i mindretallet.
Men overvågningen fik nu en anden karakter. Det fik et mere overordnet præg. Overvågningen af det tyske mindretal nåede aldrig den intensivitet som Ernst Brix havde lagt i arbejdet.
I 1955 blev der udfærdiget en rapport om mindretallets udvikling. I 1958 gemte man heller ikke mere programmerne fra Knivsbjerg – festerne.
Den lokale betjent oplevede hadet
Det sønderjyske politis opfattelse af mindretallet var i den første tid efter befrielsen påvirket af de erfaringer, man gjorde under besættelsen. Den lokale betjent oplevede også bitterheden og endda had, som var fremkaldt af retsopgøret. Således er der barske indberetninger fra betjente i Ravsted og Højer.
Og i Tinglev havde ”Sheriffen fra Tinglev” sine udfordringer.
Brix: En nazibande
Det skortede nu heller ikke med Brix barske udmeldinger mod mindretallet, således udtalte han:
For Ernst Brix betød det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed. Han var misfornøjet med at mindretallet til dels valgte ”ledende nazister” i den ny ledelse. Jo mere han fik at vide om den ny ledelse, jo mindre tillid havde han til dem og jo mere overvågning ønskede han.
Brix holdt sig ikke tilbage
Han holdt sig jo heller ikke tilbage med udtalelser og ud fra disse kan vi sagtens se hans holdning.
Åben konfrontation
Brix mistillid til mindretallet og dets ledere var dybfølt – og gengældt. I årenes løb blev Aabenraas politimester for mange tysksindede personificeringen af det i deres øjne uretfærdige retsopgør og hvad de opfattede som forfølgelse.
Politimesterens uforsonlighed kombineret med mange tysksindedes bitterhed eller ligefrem had og dermed provokerende opførsel resulterede i en tilspidset situation, der gjorde en forståelse vanskelig. Parterne var uforstående over for hinanden og i efteråret 1947 eskalerede situationen. Det var en åben konfrontation
Brix truede med sagsanlæg
Folketingskandidaten Reuter beskyldte Brix for at chikanere mindretallet ved at nægte indrejsetilladelse til tyskere, der ønskede at besøge mindretallet.
BdN – bestyrelsesmedlem Frederik Christensen havde ved et tyske vælgermøde i oktober 1947 påstået, at Brix i oktober 1946 havde sagt i vidners nærværelse, at man ville undertrykke alt tysk, så der intet var om 50 år. Desuden havde politimesteren ifølge Christensen forhalet opklaringen af de talrige bombeattentater mod tyske mål, der bl.a. havde lagt Knivsbjerg og Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i ruiner, selv om
Da Ernst Siegfried Hansen oven i købet valgte at viderebringe påstanden om Brix’ ”udryddelsesplan” i Der Nordschleswiger blev det for meget for Brix. Han havde nægtet, at have udtalt sig som sådan og spekulerede på, at anlægge sag mod chefredaktøren.
Men nu var det sådan at chefredaktøren blev kaldt ned på politigården og lovede at bringe et dementi i bladet.
En PET – chef med absurde fjendebilleder
Men egentlig var Brix måske også en speciel fintfølende person, for på Politiskolen holdt han i 1950 en tale, hvor han skitserede trusselsbilledet fra Tyskland på denne måde:
En mand med disse livsanskuelser blev så valgt til Danmarks første PET – chef.
Registeringen fortsatte
Registreringen fortsatte. Alle personer, der var i forbindelse med BdN’ s ledelse kom med i diverse kartoteker. Det gjaldt også børnene til hovedpersonerne. De 38 tysksindende personer, der anbefalede Reuter til folketingen opnåede dens status, at komme med i kartoteket. Dem, der sad i diverse ungdomsforeningers bestyrelse kom med i hovedkartoteket.
Og bag på kortet blev der hele tiden tilføjet nye ting. De sidste abonnementstal for Der Nordschleswiger blev indført i 1957. Man fulgte undervisningen af mindretallets børn, hvor blev de undervist, derhjemme? Eller var de kommet i dansk skole?
De hovedtalere, der optrådte til Knivsbjerg – festerne blev også noteret i hovedkartoteket. Mange blev også nægtet indrejse. De sidste indførelser i kartoteket er fra 1961.
Angrebet i Tinglev
Angrebet mod politistationen i Tinglev skabte store overskrifter. En masse medlemmer af det tyske mindretal blev arresteret uden nogen form for beviser. I der Nordschleswiger kunne man læse at disse ikke var begået af medlemmer af det tyske mindretal. Lokalbetjent Andersen fra Tinglev var alt andet end populær.
Det viste sig, at de skyldige var 13 fortrinsvis yngre personer fra Løgumkloster området. De ti var medlemmer af det tyske mindretal, de sidste tre var danske nazister. Vi vil i en senere artikel forklare hændelsesforløbet. Men læs vores artikel om ”Sheriffen fra Tinglev”.
Foreningen af 6. maj 1945
Foreningen af 6. maj 1945 med bl.a. redaktør A. Olsen fra Aabenraa havnede også i kartoteket. Det blev opfattet som særdeles vigtigt at få indsamlet oplysninger om disse medlemmer. Brix var overbevist om, at her mødtes de gamle nazister. Den 21. maj 1947 afholdt Foreningen af 6. maj 1945 et møde i Tinglev med 700 deltagere. To betjente fra Tønder var rejst til byen. De deltog ikke selv i mødet. Men fik det referat af en af deltagerne.
Revision under opsyn
Man holdt også meget nøje med foreningens blad, Revision. Efter en ”diskret” undersøgelse i 1947 kunne man konstatere, at bladet ugentlig kom i et oplag mellem 1.200 og 1.400 eksemplarer. Ja man kunne endda konstatere, at det udkom i 24 eksemplarer til Aabenraa postdistrikt, fire til Varnæs, 11 i Felsted og hele 45 i Løgumkloster m.m.
Brix havde planer om, at aflytte A. Olsen’ s telefon og kontrollere hans post. Men det lykkedes åbenbart ikke Brix, at få tilladelse til dette. Politiet i Aabenraa vedblev med at læse Revision til 1960.
Fårhus – mentaliteten
Fårhus – fangerne havde skabt en fællesskabsfølelse man kaldte for Fårhus – mentaliteten. Man var temmelig sure på de danske myndigheder. Og disse holdt meget nøje øje med dem.
I vinteren 1948 samledes ikke mindre end 138 tidligere fanger i Højer. Nu var disse godt klar over, at de blev overvåget af politiet, så de sendte en deltagerliste og A. Olsen sendte også en kopi af sin egen tale.
En ny Fårhus – forening
Halvanden år efter blev der dannet en Fårhus – forening, som intet havde med den i Højer at gøre. Den blev dannet i Tinglev den 2. oktober 1949 og henvendte sig til alle dem, som
Både pårørende og danskere var velkommen.
Landbrugernes Sammenslutning
Også Lanbrugernes Sammenslutning blev undersøgt. Da de holdt møde den 20. februar 1947 i Aabenraa var politiet til stede. 57 deltagere var mødte op. Det var ifølge meddeleren Fårhusfolk og tidligere nazister. Hovedtaleren talte om retsopgøret, at det var den største skændsel i danmarkshistorien. Politiet tilføjede en del til deres kartotek.
Den 23. september 1947 var der LS – møde i Kværs. Dørvogterne var iført sorte ridebukser, lange sorte støvler og sweater. 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. En person fra Rinkenæs var fortørnet over, alle de midler der blev sendt til Sydslesvig.
Stauning fornærmede bønderne
Ja for at forstå, hvad Lei – bevægelsen er for noget, og hvem Cornelius Petersen var, skal vi tilbage til 1925/26, hvor Sønderjylland blev ramt af en alvorlig landbrugskrise. Cornelius Petersen mente, at Danmark selv var skyld i krisen. Og han skabte den sønderjyske selvstyrebevægelse. Den fik vind i sejlene Folk strømmede til møderne med den farverige mand. Mens Cornelius Petersens indflydelse var på det højeste, talte Stauning i Bov.
Her kom Stauning med en meget ubesindig udtalelse om, at hvis 50.000 bønder på grund af landbrugskrisen måtte gå fra deres gårde, stod et lignende antal arbejdsløse parate til at overtage dem. Dette fik Cornelius Petersen til at hidse sig alvorlig op. Han opfordrede til at dræbe Stauning. Og af den grund fik han en fængselsstraf, da han kom ud, var han en knækket mand og blev indlagt på Augustenborg psykiatriske hospital.
Lei – bevægelsen stammer fra en bonde fra Sottrup. Og de arvede synspunkterne fra Cornelius Petersen. Bevægelsen knyttede sig til hjemmetyskerne. Men egentlig støttede de bevægelser op om LS.
Otto Strasser – bevægelsen
Sidst i 1940erne florede der rygter om kontakter mellem medlemmer af det tyske mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Organisationens blad skulle florere inden for mindretallet især i Tønder og Aabenraa amter. Denne Strasser var et fremtræden medlem inden for tyske nazistiske kredse.
En betjent havde tilfældigvis fundet en kuvert hos en enkefru i Kollund. Den lå fremme til landpostbuddet og var adresseret ”Otto Strasser, Canada”. Også denne enkefrue blev noteret i kartoteket. Det sidste, der stod om denne Strasser i kartoteket var, at han i 1954 var blevet nægtet indrejse i Sverige.
80.000 kort
Kartoteket svulmede op til at indeholde 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Hovedkartoteket blev brugt helt frem til 1970. To nye personkarteker blev oprettet blandt andet over ”aktive” tysksindede og over ”ledende” tysksindede.
Et pressearkiv blev også oprettet. Det omfatter seks pakker med detaljerede avisreferater. Og dette arkiv blev ført frem til 1958. Ja så er det også omfattende foreningskartotek.
Brix sammenlignet med Köller
Måske skal vi da også lige have med, at Der Nordschleswiger sendte en hilsen, da Ernst Brix fyldte 70 år den 10. juni 1972. Her sammenlignede redaktøren ham med Ernst Matthias von Köller. Denne var overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten i årene 1897 – 1901. Han gjorde hårdhændede forsøg på at tvangs – germanisere de dansksindede i Sønderjylland i form af mødeforbud og tvangsudvisning.
Det var det national, der trak
Men kan man enlig kalde Det Tyske Mindretal højreorienterede? Den 9. april 1940 vendte de fleste Danmark ryggen. De følte det som et særlig kald for Tyskland. Det var det nationale, som trak. Det var det ikke for de danske frontvillige. Man kan ikke sætte lighedstegn ved de to grupperinger.
Blev Mindretallet snydt?
Egentlig havde mindretallets frontvillige på grund af deres sindelag fået en bonus på et halvt år. Men det blev glemt af den daværende stadsadvokat i Sønderborg, Dines Kirk. Dette standpunkt er Ditlev Tamm også kommet frem til.
Der er to forskellige grupperinger
Og et eller andet er også galt. For i 1943 stillede det tyske mindretal ikke op til Folketingsvalget, men trods det gik DNSAP med Frits Clausen ikke frem. Man kan ikke rigtig sammenligne de to grupperinger.
Der Nordschleswiger mistede 1.000 abonnenter
Med i PET – rapporten om overvågningen af Det Tyske Mindretal, er ikke medtaget at redaktøren af Der Nordschleswiger, Ernst Siegfried Hansen i 1946 under overskriften ”Fluch der Masslosigkeit” gjorde op med nazi – fortiden. Det skrev han selv, om han havde en ledende stilling i den nazistiske avis før Der Nordschleswiger. Hansen stod jo midt i de to grupperingere kamp.
Denne artikel kom til at koste 1.000 abonnementer og Hansen blev således en dyr herre for avisen.
Et mord i Løgumkloster
Det mærkelige er også, at mordet på en lærerinde fra Det tyske Mindretal i Løgumkloster ikke er med i rapporten om PET. Det vakte vild forargelse med den lave straf morderne fik i første omgang
Man må give Siegfried Matlok ret i, at København kun blev orienteret om ”de onde kræfter” i det tyske mindretal og blandt tyskerne syd for grænsen. Matlok er tidligere mangeårig redkatør af Der Nordschleswiger.
Varulve – angrebene var et hævnangreb
Det såkaldte Wehrwolf – angreb i Tinglev havde jo slet ikke noget med et Varulve – angreb at gøre. Men Brix betragte det hele tiden som sådan. Åbenbart var baggrunden for angrebet, en hævn for den berygtede ”sherif’ s nedskydning af en tysk soldat på banegården i Tinglev. Selv danske aviser kritiserede politimanden for denne brutale og unødvendige handling. Vi har tidligere også nævnt dette i artiklen.
Blev Grænsekampen forlænget unødvendig
Matlok mener, at Brix med sin agentvirksomhed i virkeligheden har forlænget grænsekampen unødvendig. Nu har en sag altid to sider. Og inden for mindretallet var det som skrevet også de aggressive, der selv valgte at forlænge grænsekampen. Således foretrak man i en årrække folk, der havde været i Fårhuslejren, når der skulle være valg. Men Matlok har vel ikke uret i sin konstatering.
Brix sluttede i Gentofte
Brix afsluttede sin politikarriere som politimester i Gentofte fra 1960 – 1972.
Stor interesse for det dansk/tyske
Vi afslutter med en artikelhenvisning. Vi oplever her på siden en stor interesse for det dansk/tyske forhold. Men der kan være lidt svært at finde en afgrænsning lige med dette tema. Men der er nok at gå i gang med.
Du kan læse en del artikler om Asmus Jensen, hvor politiet ikke ser så godt ud med deres fuprapporter. Og så en person, der vidste besked om de faktiske forhold. Ja han fik udskudt sin udvisning ved at true med sin viden.
Og så har vi landbetjenten fra Højer, der blev truet af tyskerne til at rejse fra byen. Ja i samme stil blev Sheriffen fra Tinglev vel også på en måde tvangsforflyttet fra byen. Og vi har mange flere artikler i støbeskeen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Tønder:
Sønderjylland:
Aabenraa:
Højer:
Padborg/Kruså/Bov:
Besættelsestiden:
København:
Oktober 13, 2016
Sankt Petri og omgivelserne
Kirken har altid forsøgt at være upolitisk. Det kneb under besættelsen. Her var en del nazistiske lærer. Man kan sikkert takke patronen for, at kirken bevarede sit tyske tilholdssted. Kirken er fra 1304. Den blev foræret til den tyske menighed i 1585 af Frederik den Anden. Den blev flere gange udvidet og var vel nærmest hoffets kirke. Det var elitens kirke. Man kendte ligger her. I 1728 forsøgte præsten forgæves at redde bogsamlingen Og i 1807 kæmpede graveren for at redde kirken for at brænde ned. Her ligger Struensee, og hele 20 personer fra menigheden var involveret i den historie. I 1812 blev et kendt pigebarn døbt her. Populariteten dalede under de Slesvigske krige. Her er også en Stiftelse, et kloster og et gymnasium. Ja skolen har 500 elever og er en af de bedste i landet.
Man skulle være upolitisk
Alle ved at navnet angiver en kirke og en skole. Men egentlig omfatter det også et kloster og et gymnasium. Måske ved ikke alle, at det er tysk.
Her gik engang Werner Best’ s datter. Engang sagde man her ”Heil Hitler”. Men det er imod politikken på skolen, for den siger, at man skal være upolitisk. Dengang slap de danske lærere at skulle hilse. Omkring det tidspunkt fik skolen også tilgang af to lidt for nazistiske lærere fra Tinglev.
Utilfredshed med organistens fyring
Se nede i Tinglev og resten af Sønderjylland blev de tyske skoler lukket efter besættelsen. Men det gjorde Sankt Petri ikke. Og det er sikkert patronens fortjeneste. Ja sådan heder lederen eller rektoren. Patron betyder beskytter.
Kirkens organist, Modis, som også var skolens musiklærer forsøgte i 1932 at opbygge en nazistisk partiorganisation i Danmark, som en gren af NSDAP i Hamborg. Han blev dog afskediget. Som flittige læsere af denne side vil vide, så oprettedes NSDAP – N nede i Sønderjylland hovedsagelig blandt det tyske mindretal.
En stor opgave for patronen
Men nu har en historie ofte to sider. Det forlyder, at kirkens præst tog til Tyskland for at få tilbagekaldt fyringen af sin organist. Lærerne havde forlangt en ny skolekommission og skolens leder havde taget sin afsked i protest mod fyringen.
Patronen på Sankt Petri, Bardenfleth, der også var Christian den Tiendes kabinetssekretær var klar over, at kontakt til besætterne ikke kunne undgås. Han tog kontakt til Dagmarhus og efter hvert møde tager han referat. Det var en stor opgave, at holde nazismen væk fra skolen.
Tyskerne ønskede en førerskole
Allerede i 1940 meddelte besættelsesmagten skolekommissionen, at man ønskede en stor tysk skole i Danmark. Men hurtig fandt Bardenfleth ud af, at det ikke blot er en ny skole, man ønskede. Det var en nationalistisk læreranstalt NAPOLA. Man havde flere af disse i Tyskland. Formålet var at uddanne nationalsocialistisk førerpersonale.
Patronen meddelte tyskerne, at det kunne han ikke være med til, og han beslutter, at ingen fra Sant Petri skulle deltage, da grundstenen til den overdimensionerede skole i Emdrup blev nedlagt
Sankt Petri blev straffet
Bygningen eksisterer stadig og efter krigen kom den til at huse Danmarks Lærerhøjskole.
Dagmarhus ønskede nu en lærer ansat, der var medlem af DNSAP. Patronen fik forhindret dette. Som straf meddeles det, at man ikke længere ville sende lærer fra Tyskland til skolen.
Mange nazistiske lærer
Men nu var det også sådan at i perioden 1930 – 1945 var mindst 27 af skolens 40 lærere medlem af NSDAP og yderligere 7 var medlem af andre nazistiske organisationer som for eksempel NS Frauenschaft.
Der blev også påstået, at skolen var storleverandør til Hitler Jugend. Ja man havde endda en garnison på skolens område. Og de jøder der var på skolen blev næsten alle moppet væk af børnene og lærerne.
Moppet af eleverne
I 2005 udgav den tyske læge Erik Somer sine erindringer. Han kom til Danmark som flygtning. Han beskriver sine få måneder på Sankt Petri:
En sårbar præst
Den tyske præst Werner Görnandt hadede NSDAP. Men han var yderst sårbarfor han var gift med en jødisk kvinde.
Den tyske gesandt i København i 1933 – 34, v. Richthofen støttede skolebestyrelsen bestræbelser på at undgå nazistiske lærere. Den samme holdning havde skolens patron, Gunnar Bardenfleth, men som det kan læses, så lykkedes det ikke helt.
Efter 5. maj 1945 blev de tyske lærere internerede og senere udvist. Det var uvist om skolen overhovedet skulle fortsætte.
Man fik gælden nedsat
Ved krigens slutning var skolens største problem, at man stod med en gæld på 900.000 kr. Og den kunne man ikke betale. Under besættelsen blev lærerlønningerne betalt af den tyske forvaltning over den såkaldte clearingskonto i Nationalbanken. Det var altså danske banker, og det var nu dem man skal have tilbage.
Med bistand fra Bardenfleth blev beløbet forhandlet ned til 161.000 kr, som netop er det beløb, som Sankt Petri kan betale.
Kirken fra 1304
Kirken nævnes første gang i et testamente fra 1304 under navnet ”Skt. Peder”. Bygningen menes at stamme fra omkring år 1200 og var landsbykirke i landsbyen Serridslev. Den udgjorde dengang en del af Københavns centrum.
Den gang lignede den en typisk landsbykirke. Med reformationen blev den nedlagt som kirke. I nogle årtier tjente den som klokke- og kanonstøberi.
Under Frederik den Første blev tysk og plattysk almindelig ved det danske hof. Det Tyske Kancelli bliver oprettet under Christian den Tredje. Det skal varetage de kongelige opgaver i hertugdømmerne. Kancellisprog er normalt latin, men her blev det efterhånden højtysk.
Fik kirken koræret
I 1585 fik Skt. Petri menighed, som var grundlagt 10 år tidligere, kirken overladt af Frederik den Anden. Lige siden har den uafbrudt været centrum for den tysk – evangelisk – lutherske menighed i København.
Den første patron blev udnævnt i 1616 af Christian den Fjerde. Men allerede i 1585 havde Frederik den Anden udstedt de kongelige privilegier, der banede vejen for den tyske menighed.
Kirken blev udvidet
Menigheden voksede hurtig. I begyndelsen af 1600 – tallet tillod Christian den Fjerde anlægget af to sideskibe, hvorved grundplanen fik form for kors. Under Christian den Femte blev det 3. sideskib bygget længst mod nord. Også grundarealet blev udvidet med tilkøb. Efterhånden ejede kirken hele arealet langs Skt. Peters Stræde mellem Nørregade og Larslejstræde, hvor bl.a. to præstegårde og drengeskolen var placeret.
Den tyske menighed var vokset. I København var der masser af tyske handelsfolk og håndværkere. I dag er det ikke mere patronen, der skal kontrollere finanserne. Det usædvanlige embede som patron varetages i dag af generalløjtnant Kjeld Hillingsø. Og en patron bliver udvalgt af kongehuset.
Dette at blive udnævnt som patron var udtryk for status og prestige. Blandt de 32, der har været til nu, kan nævnes Cortiz Ulfeldt, Christoffer Gabel og Peder Schumacher alias Griffenfeld.
Mange kendte ligger her
Mange kendte ligger her begravet. Her møder man ministre som Orla Lehmann og digterne Frederikke Brun og Charlotte Biel. Her er avisgrundlæggeren Ernst H. Berling, arkitekten Niels Eigtved. Christian den Femte’s hustru til venstre hånd, Sophie Amalie Moth og parrets søn, Christian Gyldenløve og mange flere.
Eliten holdt til her
I 1659 etableres Rådet i København som bestod af 32 mand. Flere af disse kom fra Skt Petri menighedsråd. Ved den frygtelige brand på Sophie Amalienborg døde mange medlemmer af menigheden.
Gennem 1700 tallet oplevede tyskheden en opblomstring også i hoffet. Ofte overværede kongen og dronningen gudstjenesterne. Kirkens overdådige gravkapeller og krypter med kister i tre lag vidner om, at her holdt eliten til.
Tænk engang, at alle disse velhavende borgere i århundrede er vandret forbi de fattige tiggere i Sankt Pederstræde på vej til gudstjeneste i Skt. Petri Kirke!
Blandt kranier og buttede engle af marmor finder vi en masse adel, kongelige elskerinder, samt toppen af danske erhvervsliv så som apotekere, håndværksmestre, kunstnere, arkitekter m.m. Her ligger anerkendte danske kunstnere.
Gravkapellerne ligner en nøgle
Set oppe fra ligner gravkapellerne en nøgle. De ældste krypter er fra 1648. Berømte billedhuggere som Wiedewelt skabte epitafier over velbeslåede afdøde. Og i kapelrummene står der pragtsarkofager, hvis udformning ikke kun vidner om økonomisk status, men også fortæller om, at forskellige tider anskuer gravlæggelse og død på meget forskellig måde.
Også en bogsamling gik til
Ved Københavns brand i 1728 blev kirkens indre og øvrige bygninger på grunden ødelagt med undtagelse af kapellernes nyeste afsnit. Kirkens og tårnets mure holdt dog stand. Men også kirkens inventar og kirkebøger gik op i flammer.
Kirkens sognepræst, Scheriber havde prøvet at redde sin bogsamling ”ind under orgelværket”, men det var skønne spildte kræfter. Da kirken blev antændt måtte han i sidste øjeblik redde sig over kirkemuren til Larslejstræde. I strædet brændte det allerede voldsomt og ilden ”slog ud af alle vinduer” i hjørnehuset
Kong Frederik den Fjerde finansierede kirkens genopbygning men ikke de øvrige bygninger. Tårnet fik et barokagtigt spir, men den var menigheden ikke tilfreds med. Et nyt spir blev bygget af tømrermester Johan Boye Junge, hvilket siden 1757 har prydret kirken.
Også ved bybranden i 1795 blev kirken slemt medtaget.
Struensee blev flyttet hertil
Også Struensee og hans medsammensvorne Enevold Brandt ligger her. Ja efter sigende, så lå førstnævnte i begyndelsen, så dronningen kunne se hans mishandlede lig fra Frederiksberg Slot. Egentlig blev de begravet på det daværende Vestre Kirkegård, men afleveret til kirken, da der i 1897 skulle opføres et Folkets Hus på stedet.
Nu havde Struensee aldrig selv betrådt kirken som ateist. Tømrermesteren, der opførte det skafot, hvor de to under meget dramatiske omstændigheder mistede livet ligger her også. Han hedder Johan Boye Junge. Ja det er ham med spiret.
Masser af tilknytning til kirken
Den tyske menighed var i den grad tilknyttet til Struensee – historien. Kigger man efter, var det mindst 20 navne fra menigheden der på den ene eller anden måde var knyttet til begivenhederne dengang.
Måske er det ikke så overraskende. Medlemmer af menigheden var tilknyttet regering, administration, handel, videnskab og kultur. Og det drejede sig både om modstandere og tilhængere.
En person, der var stærkt involveret i undersøgelseskommissionen var Henrik Stampe. Ja han studerede sammen med Struensee i Halle, og var vel tilhænger af hans politik. Men på grund af sit hverv som statsanklager var det ham, der nærmest skrev anklageskriftet.
I gravkælderen i det 9. gravkammer ligger sammen med Sir Walter Titley, Johan Friedrich Brieghel. Han var Christian den Syvendes kammertjener. Det var ham, der den 17. januar 1772 gik ind til kongen, for at få dennes underskrift til arrestationen af Strunesee.
Ja så er det også Georg Christian Oeder, der udsendte et anonymt skrift til forsvar for bønderne. Han var ikke mere anonym, end at Struensee fik ham med i en kommission, der skulle kigge på, hvordan man kunne forbedre bøndernes vilkår.
En af de bedste medarbejdere i reformprocessen var andenpræsten ved Skt. Petri, Friedrich Gabriel Resewitz. Han havde lige som Struensee studeret i Halle.
Hovedpræsten ved Skt. Petri var Balthasar Müter. Han var en af Struensee’ s fjender. I sine prædikener efter Struensee’ s henrettelse takkede han Gud.
Skolelederen ved Skt. Petri Schule, Peter Nicolai Svensen arbejde ved siden i Struensee’ s administration. Han havde også en bogholder – uddannelse.
En anden tilhænger var kongelig patron og udenrigsminister Heinrich Ernst Schimmelmann. Men det viste han ikke rigtig. Han forsøgte at få Caroline Mathilde tilbage til hoffet. I 1775 døde hun pludselig på hendes opholdssted i Celle.
Kære læsere, sådan kunne vi blive ved. Vi skylder måske en artikel om Struensee.
En graver kæmpede i tre døgn
Ved Københavns bombardement i 1807 blev kirken, gravkapellerne og det meste af inventaret stærkt beskadiget. Tårnet blev reddet efter en ihærdig indsats fra overgraver Jacob Jørgensen.
I tre døgn løb han rundt og skruede lunter af kanonkugler og slukkede brande med spande og tæpper. Men kan takke denne Jørgensen for at den ældst bevarede kirke stadig ligger der. Mon der findes en mindeplade over denne Jørgensen?
Dannebrogsorden
Ja man ved, at han var 62 år og boede i det fattige Sankt Pederstræde. Han blev i kirken, selv om hans egen hus stod i flammer. Han var gift og barnløs. I en årrække var han leder af Sankt Petri pigeskole. Ja så ved vi, at han døde i 1833.
Han fik Dannebrogsordenen i 1809 som tak for sin indsats. Og menigheden skænkede ham en gravplads ude på Assistens Kirkegården. Og det er afsnit A nummer 239. Gravpladsen er bevaringsværdigt, så mon ikke, vi kan finde det?
Sankt Peders Stræde gik helt ud til volden, der lå oppe ved Vester Voldgade. Her stod også en af Københavns offentlige brøndpumper, der var berygtet for deres skidne vand.
Et pigebarn fødtes i 1812
En december dag i 1812 døbtes i kirken et nyfødt pigebarn, der fik navnet Johanne Louise. Hendes forældre hr. og fru Pätges boede ganske vist ude på det landelige Nørrebro. Her havde de et værtshus og en dansebod i Ravnsborggade i en sidebygning til Lille Ravnsborg. Ja vi har tidligere her på siden berettet om det. Faderen var vinkyper fra Rhinlandet, og moderen jøde fra Frankfurt.
Det var derfor de tilhørte den tyske menighed. Om sommeren drev især moderen en bod på Dyrehavsbakken, hvorfra hun solgte hollandske vafler. Og den lille pige. Ja hun startede med at danse for gæsterne på Nørrebro men endte på Det Kongelige Teater, og fejrede Johanne Louise Heiberg triumfer som den danske skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.
Populariteten dalede
Den dansk – tyske krig i 1848 fik kirkens popularitet til at falde ret så drastisk. Nu var det ikke længere så velset, at komme i tysk kirke. Dagen før krigen var brudt ud, var 150 københavnerbørn indskrevet til konfirmation i kirken. Da konfirmationsdagen oprandt mødte kun tre børn op.
Efter Danmarks nederlag til Tyskland i 1864 var kirkens storhedstid endelig over.
En stor restaurering
Den seneste meget grundige restaurering af kirken og gravkapellerne blev udført af Slots – og Kulturstyrelsen med bistand fra private donorer i årene 1995 – 1999. Ved den lejlighed blev det nordlige sideskib adskilt fra kirkerummet og udgør nu Christian den Femte – salen.
Hele bygningskomplekset med den omgivende mur er blevet fredet.
Brødrene Petersens Kloster
Uden for murene omfatter det lille stykke Tyskland i latinerkvarteret bag Nørrevold også Brødrene Petersens Jomfrukloster. Ja dette ligger dør om dør med Sankt Petri Schule i Larslejstræde bag kirken.
I klostret bor 15 ugifte kvinder. De er alle efterkommere af Thomas Lindeman, der kom fra Rostock og var præst i kirken fra 1638 til 1654.
Hans børnebørn var meget velhavende og havde en stor købmandsgård på Amagertorv. Albrecht Petersen bestemte i sit testamente, at der skulle opføres et kloster for familiens ugifte og barnløse damer. I 1761 var klostret en realitet. Først lå det på Amagertorv siden i Klosterstræde og siden 1938 på sin nuværende placering.
Beboerne er en blanding af ældre ugifte damer og unge kvinder under uddannelse. Den eneste mand i klosteret er præsten, der bor her med sin familie i en stor embedsbolig på første sal.
I overensstemmelse med fundatsen huser bygningen menighedslokalerne ”Bugenhagensaal” og ”Ratszimmer”. I kælderetagen ligger kirkekontoret.
Stiftelses – damerne
I stiftsbygningen Larslajstræde 7 som blev opført i 1899 lå der 38 etværelses – lejligheder, der tilsammen udgjorde Thymes og Pets stiftelse. Indtil slutningen af 1980erne blev de fleste af disse beboet af kvinder, hvis skæbne havde ført dem til København. Indeni havde de stærke følelser til deres hjemstavn i Tyskland, Siebürgen (Rumænien), Schlesien(Polen) eller Østrig.
Desuden huser bygningen Sankt Petri skoles vicevært og kirketjener. Der var toilet på gangen og fælles bad i kælderen. En baghave var også til rådighed. Men skolen havde brug for mere plads. Og stiftelsesdamerne er der ikke mere. Og de bliver nok glemt efterhånden.
Man glemmer dem
Den sirlige fru Helga Czernizki boede på 1. salen ud mod Larslajstræde. Hun arbejde i en herskabslejlighed i Hellerup som pige i huset. Hun havde familie i Schweiz. Men hun var født i Tønder i 1903.
Så var det Maria Zöllner, der hæklede den fine hvide alterdug til kirken. Og Dagmar Vedel havde været fotograf ved det rumænske hof. Og så var det alle de andre.
En skole med 500 elever
Den tyske menighed er i dag på 1.300. Privatskolen har 500 elever. Og her ikke kun udpræget tyske elever. Mange danske forældre har også deres børn gående her. Lærerstaben er på 45 og halvdelen er danske. Alle elever behersker begge sprog. Siden 2011 omfatter skolen også et gymnasium, der bor i lejede lokaler rundt om hjørnet i Nørregade.
Skolen ligger i Larslejstræde 5. Her lå i middelalderen en større have. Mellem 1711 og 1816 købte Sankt Petri Kirkes forstandere de fleste matrikler på den vestlige side. I første omgang var det for at indrette en kirkegård. Senere blev det til eget fattighospital. Fra 1781 havde kirken tre bygninger i Larslajstræde med i alt 39 boliger til menighedens socialt svage.
Skolen blev flyttet
I 1807 blev de tre plejehuse, Thymes, Pelts og Sankt Petri ødelagt. Kun de to af husene var forsikrede. I 1819 byggede man et nyt hus til de to institutioner. I 1899 byggede kirken en drengeskole. Den gamle drengeskole på Gråbrødretorvet var utidssvarende og lå for langt fra kirken. Det blev til en moderne skole med gymnastiksal, centralvarme og kummer med fire vandhaner i gården. Skolebespisningen blev delt med Larslajstrædes Kommuneskole.
En lang træbygning med elevernes toiletter er for længst afløst af moderne toiletter i kælderen.
Skolen må ikke være en aflukket osteklokke
Skolen nåede i 1922 op på 400 elever. Piger kom nu også ind, når de skulle have realeksamen. Efter 1935 blev klasserne blandende. I 1948 var der kun 74 elever tilbage fordelt på 10 klasser. Det var den tyske præst Werner Görandt, der kæmpede indædt for at bevare skolen.
Skolen må ikke fungere som aflukket osteklokke. Ja sådan siger de selv. De mindre gode egenskaber ved det tyske såvel det danske skolesystem er skrællet fra. Man stiller ret så store krav til eleverne. Måske er det også derfor, at skolen kan præstere et af landets højeste karaktergennemsnit. Tænk engang i dag er skolen over 450 år gammel.
Domineret af haveanlæg
Oprindelig var Sankt Peders Stræde domineret af store haveanlæg. Først efter omkring 1400 kom der for alvor gang i bebyggelsen af trekanten Teglgårdsstræde, Voldstræde og Sankt Peders Stræde. Men det blev efterhånden bebygget i sådan en grad, at man kunne kalde det slum. En anseelig bygning lå her allerede i 1400 – tallet. Det var Karmeliterklostret. Det blev senere til Valkendorfs Kollegium.
Strædets østlige del fra Larslajsstræde til Nørregade har i mange århundreder været præget af kirkens og universitets bygninger, mens den vestlige del var håndværkernes og handlendes gade.
Kilde: