Artikler
November 13, 2017
En lærer i Burkal
Vi er i Burkal i 1920. Og så nyder vi udsigten fra Jejsing Bjerg. Tysk skilt blev fjernet af lokalbetjenten. Tyskerne i Burkal havde danske navne. Man talte fem-seks sprog i Tønder. Burkal Skole var i den grad forsømt. Pastor Schwartz var født i Holsten. Der var 60 elever i klassen. Og så kom kongen på besøg. Det tog et kvarter. En mindesten blev afsløret. Så kom der nye skoler i sognet. Den nationale kamp var bitter. Man tog til Slogs Herreds Hus, hvor der var en masse nationale arrangementer.
Burkal i 1920
Ja det er nok ikke alle læsere der er klar over, hvor vi er. Det er ikke langt fra grænsen. Kommer man fra Tinglev, Bylderup Bov, så kører man til venstre forbi Saksborg, ja så er man i Burkal. Vi er øst for Tønder. Lige her i nærheden blev den berømte Vadehavs-maler Nolde født. Kan vi komme det nærmere?
Vi er i Burkal i 1920. Det var i oktober måned efter Genforeningen, hvor landsbyen fik en ny andenlærer. Tyskerne havde endnu flertal.
Udsigten fra Jejsing Bjerg
For en, der kom fra det bakkede og frugtbare Østjylland kunne førstehåndsindtrykket godt være at stedet var ensformigt og trist. Men så kunne man bare gå i gang med Egeberg-Jensens smukke sang.
Udsigten fra Jejsing banke er smuk. Her ser man ud over vidderne syd på. Krigen havde ikke ændret på landskabets skønhed og egenart. En tilflytter kunne godt se, at huse og gårde i 1920 ikke var så velholdte.
Skiltet fjernet af politiet
Vejen lige uden for skolen en sølet efterårsdag var slem. Denne vej fungerede samtidig som legeplads for skolebørnene.
At mangt og meget så fattigt ud, skyldes krigen. Der var flere ting, som fortalte, at landet havde været tysk. Lige i udkanten af Burkal stod et lille forfaldent hus. På porten stod malet med store bogstaver ordet ”Spritzenhaus”. På gavlen på en af de største huse i byen var anbragt et skilt, hvorpå der stod:
Men dette skilt blev fjernet af de lokale politibetjent.
Tyskerne i Burkal havde danske navne
I øvrigt gjorde den lille landsby med de mange store træer et hyggeligt indtryk. Husene var lave, grå og stråtækte. De faldt naturligt ind i landskabet. Enkelte huse var af et mere moderne tilsnit. De virkede lidt afstikkende og passede slet ikke til omgivelserne.
Hvor var det hyggeligt og fredeligt i de lave stuer. Den harmoni og hygge, man fandt her, var ægte og oprindelig.
Her boede så danskere og tyskere. I 1920 var der flest tyskere men med navne som Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen osv. For udefrakommende var dette en overraskelse. Man havde forventet, at tyskerne havde tyske navne. Men disse familier talte også sønderjysk.
Fem-seks sprog i Tønder
Nogle enkelte familier var dog så tyske, at de straks flyttede syd for grænsen. I Tønder var der mange tyske navne, og i mange butikker taltes tysk. Efter sigende skulle der i Tønder tales fem tungemål:
Ja det var sandelig også nogle der talte ”Tynne-plat”. Dette var stort set et sammensurium af det hele. Men det var nu kun de ældre, der kunne dette sprog.
Pastoren var født i Holsten
De fleste beboere i Burkal var bønder og arbejdere. Så var der naturligvis en smed og en høker og endelig præsten. Han var den eneste, der var født i Holsten. Men han var fuldt loyal over for det danske styre. Han sendte også sine børn i dansk skole. Han deltog ikke i nationalpolitiske møder, for ham var præstegerningen det alt overskyggende.
Andenlæreren syntes som helhed, at befolkningen var venlig og gæstfri, både danskerne og tyskerne. Han kom godt ud af det med de allerfleste. En stor del af den mandelige befolkning havde været med i krigen.
En forsømt skole
Og her i den lille landsby lå så skolen, lidt gemt hen, over for præstegårdshaven og købmanden. Nogen fryd for øjet var det bestemt ikke. Det preussiske undervisningsministerium syntes ikke at have næret den store interesse for Burkal skole. Berlin anede måske slet ikke dens eksistens.
Men hvad nu med skolebygningen, det lokale visdoms tempel. Ja imponerende var det ikke, hverken udenfor eller indenfor. Mange hundrede mark kunne huset ikke have kostet. Stor interesse for undervisningen syntes skolemyndighederne ikke at have haft.
Der fandtes to ret store klasselokaler med vinduerne anbragt således, at børnene fik lyset både bagfra, forfra. Der var to vakkelvorne katedre, skoleborde med plads til 3-4 elever, ingen fernis på gulvet, ingen billeder på væggene og ingen undervisningsmidler.
60 elever i hver klasse
En del af manglerne kan dog skyldes krigen. Og hvad der var ganske utænkeligt nord for Kongeåen, så gik eleverne i skole med træsko på. Til opvarmning af lokalerne var der to overordentlig store kakkelovne, der havde den for kakkelovne uheldige egenskab at sluge en masse brændsel uden derfor at yde tilsvarende valuta i varme, i hvert fald på den side, der vendte mod kakkelovnen.
De øvrige børn sad i et polart klima med røde næser og øren. Intet under, at drengenes næver i al stilhed forsvandt ned i bukselommernes behagelige lunhed. Ja så dertil kom også, at vinduerne var løse og utætte. Taget var flere steder også utæt. Regnen faldt i jævnt tempo ned på borde gulv og børn. Ja disse børn måtte til tider søge hen, hvor der var mere tørt. Måske skal det også lige nævnes at gulvet var hullet. Så har vi fået et billede af Burkal Skole i 1920.
På dette tidspunkt var der cirka 60 i hver af klasselokalerne. De stammede både fra danske og tyske hjem.
Da en preussisk embedsmand var på besøg
Førstelærer Hansen kunne berette om følgende historie fra den preussiske tid.
Under en eksamination ville den tyske kredsskoleinspektør åbne et vindue. Det skulle han nok ikke have gjort. Da han tog fat i vinduet, gik et af hængslerne af. Samtidig faldt noget af glasset ud af rammen. Under forsøget på at hindre vinduet i at falde ud, måtte han bøje kroppen frem og stødte derved hovedet mod den øverste vinduesramme, så førstelærer Hansen måtte træde hjælpende til.
Men i denne for en preussisk embedsmans noget underlige stilling fik han anledning til i stor ophidselse at fremstamme:
Ved fælles hjælp blev det skrønelige vindue sat på plads igen og ikke foreløbig forsøgt åbnet.
Det var bestemt ikke alle lærer nord for Kongeåen, der kunne vende sig til forholdene hernede. Men det kunne vores andenlærer nu godt. Han måtte selvfølgelig lige vende sig til forholdene.
Da kongen kom på besøg
Under og efter afstemningstiden havde sindene været højstemte. Til daglig gik det sin vante gang. Men af og til indtraf der begivenheder, der brød hverdagens ensformighed. Kongen og dronningen besøgte Sønderjylland hver sommer. En dag fik Burkal meddelelse om, at kongen ville aflægge et besøg i byen. Ligeledes skulle turen gå til Rens og Jyndevad.
De danske i Burkal fik travlt. I nattens løb fik de rejst en æresport over landevejen. Danneborg gik til tops hos alle danskere i byen. Da tiden for kongens ankomst nærmede sig, tog de to lærere med børnene hen til landevejen. Forventningerne var store. Pastor Schwartz skulle byde kongen velkommen. Han gik nervøst frem og tilbage på vejen og øvede sig på sin tale.
Delvis skjult af buske stod en del hjemmetyskere i en have på den anden side af vejen. Alle kiggede spændt ad vejen til Saksborg. Det var herfra kongen med sit følge skulle komme.
Besøget tog et kvarter
Omsider kom en bil til syne. Det gav et ryk i forsamlingen. Det var første gang, at man skulle se en konge. Vognen nærmede sig hurtigt. Men ak, det var lutter skuffelse. Det var kun amtsskolekonsulent Svendsen, der kom tøffende i en Ford af ældre model. Han standsede ikke men råbte, at nu kom de.
Så gik der nogle minutter. En bil kom til syne. Den var funklende og skinnede i solen. Det var tydeligt, at det var en mand i uniform. Det måtte da være kongen. Atter en skuffelse. Det var ikke kongen, men amtmanden grev Schack. Han standsede lidt fremme. Så gik der igen et par minutter. Nu endelig kom kongen.
Nu steg majestæten ud. Han var i admiraluniform. Pastor Schwartz holdt sin tale. Kongen takkede og sluttede med at takke for troskab gennem de mange år. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og så blev andelæreren præsenteret for kongen af pastor Schwartz.
Det hele varede et kvarter. Under hurra og sang tog hele selskabet videre til Rens.
En mindesten blev afsløret
En søndag i november 1920 blev der under trist og skyet vejr afsløret en sten ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om alle dem, der faldt i krigen. Og det var både danskere og tyskere. Og det er omkring 70 navne. Pastor Schwartz, der som tidligere nævnt er født i Holsten talte på dansk. Førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland talte på tysk. Han havde selv deltaget i krigen. Lokalbefolkningen bakkede godt op omkring arrangementet.
Nye skoler i sognet
Et spørgsmål, der optog sindene var opførelsen af nye skoler. Og det var ikke alene i Burkal men også i Rens og Jyndevad. Alle var enige om, at de gamle faldefærdige rønner ikke duede mere. Sogneråd og skolekommission var klar over, at der skulle bygges nyt. I løbet af få år var tre smukke skoler en realitet. Burkal Skole kom til at ligge ved Saksborg omkring midt i skoledistriktet.
Der var fem skoler i sognet. Foruden de nævnte, var der også skoler i Lund og Lydersholm. I alt fire nye lære var kommet til. Hver skole havde en skolekommission bestående af både danske og tyske medlemmer.
I den nye skole var der straks fra begyndelsen oprettet både en dansk og en tysk afdeling.
Den nationale kamp var bitter
Den nationale kamp var ret bitter i disse år. I det daglige omgik var danskere og tyskere nød til at omgås fredeligt, snakke sammen, handle sammen og arbejde sammen.
Men ved fester og andre sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk. I skolen omgikkes de meget fredelig, selv om der ikke blev lagt skjul på sindelag.
Af og til hørte man i Burkal om drabelige slagsmål mellem danske dragoner i Tønder og tyskere. Slagsmål mellem danske og tyske drenge fandt ikke sted.
Man tog til Slogs Herreds Hus
Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. I Burkal sogn var der et ret stort tysk flertal. I Bylderup var der et betydeligt dansk flertal. Den nye præst i Bylderup, pastor Chr. Knudsen var også en forkæmper for danskheden.
Slogs Herreds Hus bød på masser af foredrag og arrangementer. I Burkal var der ingen dansk forsamlingshus, derfor søgte mange til Bylderup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 225 artikler om Det Gamle Tønder og omegn og 144 artikler om Det Gamle Sønderjylland herunder:
Hvis du vil vide mere om Genforeningen så læs her på www.dengang.dk:
November 10, 2017
Aabenraa-krogede gader med toppede brosten
Vi kigger på dagligdagen i Aabenraa fra cirka 1870 til 1910. Vi skal møde den ”sprogkyndige” provst. Og så var det et skønt liv ude på Farversmølle. Der var mange købmandsgårde i Aabenraa, dengang. Som lærling var man på kost og logi. Og her ”spiser man alting med” fik man at vise, selv om det var blodpølse. Vi skal kigge på en købmandsgård ved Sønderport. Så flyttede man, og blev nabo til Postgården. Men efter 15 år gik den ikke mere. Et freds-egetræ blev plantet. Vi skal møde en gårdkarl, der gik med guldbriller og havde en ridehest. Og så var det lige vognmanden, der kørte helt til Flensborg. Ja og hjemmeslagter og natvægter Schubert, samt brandmajor Poul Schröder. Hvert år var der landevejscykelløb fra Flensborg til Haderslev. Der var grise- og kræmmermarked. Kejseren blev fejret og Meyenburg var med. Politi Matzen var emsig og havde travlt. Og Rosenvold fik sin hævn. Så kom Brødrene Fink til byen og Frits Clausen var en god legekammerat.
Den ”sprogkyndige” provst
Vi er i byen t tidsrummet 1870-1910. Dengang havde man en ”Apenrader Knabenbürgerschule”. I skolerne i Aabenraa blev der undervist både på dansk og tysk. Og derhjemme talte man som regel sønderjysk.
Den navnkundige tysk provst Götting maltrakterede det danske sprog fra prædikestolen, hvor han under en begravelse kom til at sige dette under en begravelse:
Ude på Fraversmølle
Jo og tænk engang så var der to kornmøller og en stampemølle. En af møller var Farversmølle. Til den hørte 30 tønder landbrugsjord og skovarealer.
Farversmølle blev solgt til et medlem af den rige familie Bruhn i Aabenraa. Det var kaptajn Jacob Schmidt Wildfang. Ja han var også ejer af Vejrmøllen ved Sønderport.
Møllerparret på Farversmølle fik efterhånden fem børn. Den ene af sønnerne druknede i Mølledammen som lille.
Møllerbørnene lærte at bestille noget, og de måtte deltage i alt forfaldende arbejde ude og inde. Navnlig høravlen krævede mange flittige hænder, både når den skulle rykkes op med rode og ruskes. Det var et arbejde, der kunne mærkes i ryggen.
Om vinteren blev der spillet kort i folkestuen. Regnskabet fra kortspillet blev skrevet med kridt på loftsbjælkerne.
Jo det var herude, at borgeskabet mødtes om søndagen hos den daværende møller Andresen. Her kunne man for billige penge købe kaffe. Og de fine kager kunne man så selv medbringe. De kostede 5 penning pr. stk.
En stor købmandsgård
Lige overfor Store Pottegade lå dengang den gamle købmandsgård i Ramsherred. Den blev ejet af storkøbmanden N.C. Nielsen. Det var dennes far, købmand Jens H. Nielsen, der i 1856 byggede det store 4-etagers pakkehus ved gangen ned til H.P. Hanssensgade. Dette hus er for længst revet ned.
Skulle man stå i købmandslære dengang, ja så blev der stillet krav. Lærertiden startede lige efter ens konfirmation. Den varede i fem år. Det var et rent hundeliv fra om morgenen klokken 5 til om aftenen klokken 22.
Også om søndagen havde man åbent, dog ikke i kirketiden. Det var lærerdrengens arbejde at passe den. Den første time om hverdagen gik med at rense flasker. Så skulle man ellers stå på spring bag disken og fare ud på lageret i det store pakhus. Jo så var der også udbringning af varer.
Her spises alting med
Kost og logi fik personalet dengang hos arbejdsgiveren. De unge mennesker blev behandlet med strenghed.
Ja sådan lød det strengt fra madmor, hvis det kneb med at få hendes udpinte middagsmad ned.
Det var dengang da sortsuppe allerede var en specialitet i Sønderjylland. Den blev kogt på grisetæer, og så kom der griseblod i den samt gryn og lidt eddike. For nogle var det en livret, men for sikkert mange flere inklusive ”Dem Gamle Redaktør” så afgjort ingen delikatesse.
En blandet kolonialhandel
I 1877 startede der en blandet kolonialhandel i vognmand A.P. Schlaikiers ejendom på Søndertorv 194 nu Søndergade 14. Dette var det den unge købmandsfamilie Lorenzen. Oppe i den pæne stue blev der anbragt mahognimøbler. Og så var der en ”Silberschrank” til sølvtøj, de pæne glas og porcelæn.
Sofa og stole var betrukket med rød plys og svajede ben. Jo denne pæne stue blev kun brugt om søndagen og til festlige lejligheder.
Der var en indkørsel til gården, hvor bønderne spændte fra. Langs med indkørslen lå butikken og det er så her vi igen møder lærlingen fra Ramsherred. Det var nu de færreste lærlinge, der startede deres egen butik. Nu var han blevet gift og havde fået godt tag i bønderne, der strømmede til sin butik.
Man kunne få en gratis middagsmad
Her var lige fra grøn sæbe og saltede sild til hele sukkertoppe samt brændevin. Der var Jamaicarom fra fad. Snapsen kostede kun 25 pf. for en flaske.
Fra butikken kunne man komme ind til konens domæne-skænkestuen-hvor kunderne kunne få dagens ”læskedrikke”. Det kunne for eksempel te- eller kaffepunch for en ”groschen”. Og så var brændevinsflasken på bordet til fri afbenyttelse efter behag. Man kunne også få en romtoddy, som var lidt dyrere.
Ved en god handel blev der også serveret gratis middagsmad. Men nu var en god handel altid relativ. Han fik nemlig sjældent kontanter for sine varer. Men han måtte aftage deres produkter-smør og æg-som hel eller delvis betaling. Kvaliteten var dog ofte meget ringe. Æg fra skjulte reder på høloftet og loen blev flittigt blandet med de nylagte.
Smørrets kvalitet var meget forskelligt og ikke altid afregningen værd. Og i den forbindelse måtte man ikke være godtroende. Konkurrencen fra de gamle købmandsgårde i Aabenraa var hård. Og her var mange drevne og dygtige handelsfolk.
Butikken flytter
Men de unge købmandsfolk var optimister og efter 2-3 år købte man ejendommen Søndertov 198-i dag Søndergade 18. Hertil flyttede man nu forretningen. Denne ejendom havde i gamle dag været gæstgivergård, fint beliggende lige på ad byens store og smukke postgård, som blev bygget i 1758. Mange af postdiligencens passagerer har nok spist og overnattet her.
Også på det nye sted var der indkørsel. Butikken og skænkestuen var forneden. Der var beboelseslejlighed foroven. I sidebygningen ud til gården var der tre små toværelses lejligheder til udlejning. I forlængelse heraf var der et gammelt bulhus med vaskerum og to lagerrum. Dette havde den unge købmand indrettet til en lille eddike- og sennepsfabrik.
Travlhed på rejsedage
Oven over disse var der et stort rum med en lille forstue i hele bulhusets længde, som nok i gæstgivergårdens tid har været fest- og forsamlingssal. Senere har der også været snedkerværksted her. For enden af gårdspladsen lå der en stor lade med stald og vognport. På porten var der et kobbermonogram på porten med Frederik den Syvendes navnetræk. Det kunne tyde på, at porten på store rejsedage for eksempel ved højtider også har været benyttet af postdiligencerne.
Efter 15 år gik det ikke mere
Dette sted var bygget engang i begyndelsen af det attende århundrede. Og her voksede en søskende flok op på to piger og fem drenge. Konen var vant til at tale plattysk hjemme fra Flensborg, hvor hun stammede fra. Derfor blev sproget i huset tysk.
Men købmand Lorentzens evner som købmand var begrænset. Han manglede i høj grad menneskekundskab og han var for eftergivende. Efter 15 års virksomhed som købmand kom han i den pinlige situation at måtte indfri betydelige kautionsforpligtelser over for en slægtning og en forretningsforbindelse.
Han måtte opgive den blandede kolonialhandel. Mens han var svag som købmand var han dog stærk som bogholder. Lorentzen blev bogholder i Voetmanns store trælasthandel, hvis kontorer lå i Ramsherred.
Et lille pensionat
Der var mange munde at mætte, og bogholder-gagen kunne næppe brødføde dem alle sammen. En snes æg kostede dengang fra 80 penning til en mark. En liter mælk fik man i stalddøren hos by-bønderne Boyskov og Poul Schrøder. De boede lige i nabolaget. Og prisen var kun 8-10 penning.
De holdt gerne 2-3 køer og en hest. Deres enge og markjorder lå ”å æ Mæsk” vest og og syd for Sønderport.
Og familien Lorenzen indrettede et lille pensionat for 3-4 mennesker. Hun satte en ære i at være en god husmoder og at børnene gik fin påklædt. Og til det formål kom hjemmets faste sypige, mutter Fränzel en måneds tid før pinse i flere dage, ja op til en hel uge, og syede pinsestadsen.
En Freds-egetræ
Så længe de to af knægtene endnu ikke gik i skole fik de altid tøj af faderens gamle, vendte bukser og jakker. De var forinden blevet grundig vasket i kvillajabark. Sypigens løn var i 1890erne en mark om dagen plus fuld kost. Der blev altid lavet noget særligt godt i de dage, hun var i huset.
Derhjemme i pensionen var der to vintre i træk elever fra den tyske landbrugsskole. Familien kaldte den for ”Aggerstudenter” og de gik ”nach Burchenart” med grønne studenterhuer. Nogle fulgte også de tyske studenterskikke og røg lang pibe, som nåede helt ned til gulvet.
Fra vinduerne var det et godt overblik over gaden og Torvet. I mørke augustaftener gik børnene op og ned ad gaden omkring det egetræ, der kaldtes ”Friedenseiche”. Tyskerne havde plantet det der i 1871 efter sejren over Frankrig,
Masser af hestevogne
Der var kørertøjer fra hele landet, som spændte fra i de to gæstgivergårde og købmandsgårde lige i nærheden. Køretøjerne var for det meste flade fjedervogne med ca. 35 cm høje sidefjæl, på hvis kanter en løs agestol var anbragt til kusk og passagerer.
På markedsdage var der ofte bundet en hest til bagsmækken. Den nærmeste nabo til familie Lorentzen var gæstgiver Sønnichsen, i hvis gård der jævntligt blev handlet med heste som gårdskarlen Jens Christensen fremførte i trav op og ned ad indkørslen.
Med guldbriller og ridehest
Han var ungkarl, gik altid med guldbriller og holdt ridehest. Og denne var en pæn og lidt nervøs hoppe, som hvert andet eller tredje år skænkede ham et dejligt føl. På dens ryg vandt han i årenes løb mange præmier ved ringriderfesten. Men han alles sorg vandt han aldrig kongeværdigheden.
Når det var hans tur til at galopere efter ringen snakkede han gerne først beroligende til hesten:
Fra Aabenraa til Flensborg
En af de første vogne, der rumlede over Torvet om morgenen, var gerne onkel Schlaikiers. Han hed i folkemunde aldrig andet end ”æ Flensborre Fohrmand”. I en mægtig stor vogn, som fra bukken til bagsmækken helt var dækket med sejldug spændt over halvrunde buer, kørte han fragtgods fra Aabenraa til Flensborg og retur.
Denne vogn var fast parkeret på Nyvej, hvor åen langs med Outzens Plads under jernbanebroen løb ud i fjorden ved fiskernes gamle bådeplads.
På en mindre vogn fordelte han godset fra den store over hele byen og samlede samtidig nyt til den næste tur. For 4-5 groschen tog han også en enkelt passagerer og deres bagage med til Flensborg. De ca. 30 km ad Chausséen tog 6-7 timer.
Hjemmeslagter og nattevægter Schubert
I gadebilledet så man også den meget morsomme hjemmeslagter og nattevægter Schubert. Med en embedskasket på hovedet og en klokke i hånden gik hans lille, runde person vuggende på sin korte ben gennem byens gader og forkyndte kommunale meddelelser på tysk:
Den dansksindede hesteslagter Rosenvold brugte ikke Schubert som reklamesøjle. Han annoncerede med sine ”fede heste” i Hejmdal. Prisen på hestekød var 20-25 penning pr. pund. Efter Genforeningen råbte Schuberts efterfølger med klokken på klingende sønderjysk:
Brandmajor Poul Schröder
En anden markant skikkelse i gadebilledet var bybonde, bødkermester og brandmajor Poul Schröder ved æ Synneport. Når han iført sin flotte uniform og med sit store, velplejede flagrende skæg ilede over Søndertorv og op ad Fiskergade, så vidste knægtene, at der på brandkorpsets øvelsesplads ned ”å æ Maj” ville ske noget.
Det var altid spændende, at se de dygtige frivillige brandmænd tumle med sprøjter, slanger og stiger under Poul Schröders myndige ledelse. Han kommanderede altid på tysk, men det hændte at en advarsel kom ud på sønderjysk.
Det var ikke ham, men en gammel kollega i Haderslev der under en brandøvelse sagde:
Det store landevejs-cykelvæddeløb
En årlig tilbagevendende begivenhed var det store landevejs-cykelvæddeløb fra Hamborg til Haderslev. Det fandt sted på sommersøndage med en deltagelse på over hundrede mandlige ryttere, som i spredte grupper i løbet af en halv time passerede Søndertorv.
Ved et løb efter år 1900 var der mellem sportsfolkene to damer i tækkelige pludderbukser. Det vakte næsten mere opsigt end topløse damer på vores badestrande i dag. Tilskuerne på fortovene grinede og man kunne høre dem råbe:
Ja dengang var der kun en slags damemode med hensyn til kjolernes længde, og den var maxi.
Da Aabenraa fik den første bil
En anden begivenhed, som satte sindene i bevægelse i de dage, var da Aabenraa fik sin første bil, hvis ejer var maskinfabrikant Bastiansen på Nr. Chaussé. Når han med høje trut fra hornet tøffede gennem gaderne stejlede hestene. Folk skyndte sig fra kørebanen i sikkerhed på fortovene:
Og når børnene hørte hornet stoppede deres leg i baggården. Så var det bare med at komme ud på gaden under råbet:
Motorcykler var der også kommet, men ikke alle brød sig om ”dette nymodens kram”.
Det store kræmmermarked
Oppe på Store Torv var der hver sommer kræmmermarked ”æ Jahrmærken” med skydetelte, kram og slikboder og ikke at forglemme ”Braunschweiger Honnigkuchen”. De gik som varm brød under tonerne af karruselmusikken i købmand Danielsens gård.
Grisemarked
Senere blev sommermarkedet afholdt på den nye markedsplads for enden af Store Raadhusgade. Før den blev anlagt var der hver lørdag formiddag også grisemarked på Store Torv. Der holdt vogn ved vogn af den type, vi allerede har beskrevet, belæsset med kasser af masser af små pattegrise.
Deres høje, skrigende hyl lød fra den tidlige morgen over pladsen. Duften fra deres ekskrementer fyldte luften. Men der var ingen, der klagede over støjplagen eller luftforureningen, som jo også forsvandt klokken et. For at drille bønderne på grisemarkedet sang gadedrengene:
Kejseren blev fejret
På Storetorv holdt kejser Wilhelm den Andens bror, storadmiral ”Prinz Heinrich af Preussen med sin stab højt til hest militærparade under de hyppige landingsmanøvrer, i hvilken mandskabet på 4-5 opankrede panserskibe, deltog.
Til tonerne af fejende tysk militærmusik defilerede i strakt parademarch marinesoldater og infanterister fra landsdelens garnisoner forbi de høje herrer, efter anstrengende og meget realistiske øvelser i terrænet mellem Haderslev og Aabenraa. Landsoldaterne var indkvarteret hos byens borgere og klokken ti aften lød tappenstreg fra torvene.
Jo kejserkulturen prægede mange i datidens Aabenraa. Også i byens børneasyl i Persilegade. Her gik små børn rundt i march og sang hyldestsange til kejseren. Dette har sikkert kunne høres i den Gyntherothske Stiftelse lige inde ved siden af.
Også i den tyske Drengeborgerskole hyldede man kejseren, men det var så uden saftevand og kager som i asylet. Til gengæld fik man fri allerede kl. halvti.
Da Meyenburg var til festgudstjeneste
I Skt. Nikolaj Kirke var der festgudstjeneste. På den venstre fløj sammen med alle krigerne havde Meyenburg Dadderada omme fra Arbejderhuset også indfundet sig. Han var en fordrukken og forhenværende preussisk underofficer. Men denne dag var han renvasket og vandkæmmet. Han marcherede sammen med sine soldaterkammerater og ”Volksgenossen” under den gamle major Marinis kommando ind i kirken.
Den lille pæne mand var iført sin gallauniform pyntet ”mit Orden und Ehrenzeichen”. Han hade selvfølgelig sin officerspikkelhue med særlig lang spids på hovedet og sabel ved sin side. Om aftenen festede Krieger- og andre tyske foreninger på byens fine hoteller til den lyse morgen. Her var Meyenberg Dadderada dog ikke med.
60 tyske samler skulle læres udenad
Den preussiske disciplin i skolen var ikke sjov. Der var hele tiden store krav til at lære udenad. Tyske salmer, mange med helt op til 12 vers. Og en masse digte af de tyske klassikkere. Kunne man det ikke, så blev spanskrøret taget i brug. Særlig berygtet i den henseende var lærer Schwien. Han var en skrap holstener, der som pædagog var hård og brutal.
I sangtimerne ”sjælede” han på sin violin. Skolebørn, der havde holdt ud i alle 7 klasser havde vel lært cirka 60 tyske salmer. Det var svært for dem, der talte dansk derhjemme, og af dem var der flest.
Modsætningen til Schwien var Peter Clausen. Han var sønderjyde. Hos ham var terperi bandlyst. Han var en af de få, der fortsatte lærergerningen efter Genforeningen i Aabenraa.
Rosenvold blev forfulgt
I Søndergade 6 holdt saddelmager C.F. Rosenvold til. Han var dansksindet. I Köllertiden forsøgte de tyske myndigheder at gøre tilværelsen hård for ham. På Brundlund Slot sad von Köllers emsige håndlanger, landråd von Uslar.
Ja landråden udviste de dygtigste saddelmagere. Og det ramte økonomisk. Rosenvold havde otte børn at forsørge.
Politi Matzen havde travlt
Når en tidsbestemt udvisningsordre var indløbet fra landråden, kom politibetjent Matzen luskende på fristens sidste dag og stod i naboen hestehandler Tøgesens gård bag en pille i porten for at se, om den udviste danske svend var rejst.
Rosenvolds værkstedsvinduer vendte ud til naboens gård. Flere gange fik han også bøder, fordi han ved møder på Folkehjem havde sunget forbudte danske sange. Matzen noterede emsig, hvem der havde bragt ”das grosse Vaterland” i fare ved at synge ”Jeg er en simpel bondemand”.
Rosenvold fik hævn
Også ved de danske gudstjenester i Frimenighedskirken var den nidkære politibetjent til stede i fuld krigsmaling med pikkelhue og sabel. Men Rosenvold lod sig ikke sådan kue. Han fik omsider lejlighed til at sige landråd von Uslar tak for den fortræd, han havde gjort ham.
Rosenvold lod sig ikke kue, og fik da også omsider lejlighed til at sige landråd von Uslar tak for den fortræd, han havde gjort ham. Rosenvold havde nemlig under krigen i 1871 været rekrut ved husarerne i Slesvig. Men han var sluppet for at komme i felten, da krigen sluttede, inden han var færdig med uddannelsen.
Nu var der netop i den for de dansksindede hårde Köllertid indstiftet en erindringsmedalje for alle dem, der havde været i tysk militærtjeneste under krigen mod Frankrig. Den kunne fås ved ansøgning til kontoret på Brundlund Slot. Rosenvold samlede sine papirer og ansøgte. Den kunne ikke afvises. Da han et stykke tid efter at have modtaget ordnen, kunne han om aftenen læse følgende meddelelse i Hejmdal:
Det har sikkert været en besk pille at sluge for landråden. Rosenvold og hans danske venner morede sig kongeligt.
Da brødrene Fink kom til byen
De dansksindede havde ”Den Selskabelige Forening”, hvor man sang fra den blå sangbog. Her var også mange foredrag. Og det foregik selvfølgelig på Folkehjem.
I 1907 kom brødrene Jep og Holger Fink til byen. De startede deres forretning i en ejendom på Klinkbjerg. Jep var arkitekt og bygmester. Holger var købmand med byggematerialer. Nu kom der gang i det danske ungdomsarbejde. De stiftede Aabenraas første danske gymnastikforening. De stillede også en gymnastiksal med redskaber til rådighed i en stor lade på ejendommen.
Frits Clausen var venlig og flink
Blandt legekammeraterne i Søndergadekvarteret var også Frits Clausen. Han var søn af brave og maget dansksindede forældre. De boede i et meget stort hus i Skibbrogade. Det blev senere købt af dr. Dibbern. Frits Claussens far ejede den store isenkramforretning på Store Torv. Den blev efter hans død overtaget af Jürgen von Bergen. Dennes svigerfar var købmand Thomas Ries på Nørretorv. Disse var begge tysksindede.
Frits Clausen var en venlig og flink dreng. Alle kunne lide ham. Han var enebarn og meget forkælet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 131 artikler om det gamle Nørrebro og omegn herunder fra cirka samme tidsperiode i Aabenraa:
November 7, 2017
Askersodde ved Vidåen
Dette er historien om en glemt lade- og losseplads ved Vidåen. Storhedstiden var mellem 1500-1566. Vi er ved Askersodde ved Vidåen. Her kunne store både lægge til 1.400 meter fra slottet. Men så begyndte digebyggeriet Tønder mistede forbindelsen til havet. Man sørgede for at både på 6-8 læster kunne gå ind til Tønder. Men ak, der opstod tilsanding. Der var store problemer i 1790. Et kæmpe projekt med en ny kanal blev sat i værk i 1792. Der var igen problemer i 1845. Vi skal høre P. Svroys beskrivelse af ”Asgers Odde” Vi tager også lige en sejltur i begyndelsen af 1900-tallet. Og så kom den store afvanding. Charmen forsvandt fuldstændig.
Storhedstiden fra 1500 til 1556
Askersoddes storhedstid var fra 1500 til 1556. Det var en ladeplads for større søgående skibe. De var som regel på 15-30 læster (30-60 tons). De kunne ikke gå helt op til byens beskyttede havn bag Slotsholmen. Vi befinder os på Tønders gamle Lade-og losseplads ved Vidåen.
Stednavnet er forsvundet fra landkortene. Vi har set mange stavemåder for stedet, en af dem er ”Aschesodde” og ”Asgers Odde”
1.400 meter fra Slottet
Pladsen lå på nordsiden af ”Bugten” på bredden af en slags sund mellem øen Ubjerg og fastlandet. Det var her sejlrenden fra det dybere vand gik over i de mere flade grunde ved Tønder.
I luftlinje lå den vel kun 1.400 meter fra slottet ved en åben strand udsat for tidevand og havets angreb ved storme fra vest. Om der har været opført bygninger her, kan ikke ses.
De store skibe kom kun til Lægan
I 1556 var inddigningen Grelsbøl-Lægan-Højer afsluttet og slusen ved Lægan var efter store vanskeligheder langt om længe blevet en kendsgerning. Derimod var Tønders rolle som egentlig søstad udspillet og Askerodde som dets ladeplads for så vidt også.
De større skibe kunne nu kun komme til Lægan, hvor de måtte losse og lade ved slusen. Kun pramme og andre småfartøjer, der kunne lægge masterne ned, var i stand til at passere slusen og sejle det sidste stykke helt til Tønder i hvert fald i begyndelsen.
Uden forbindelse til havet
Men Vidåen, der nu var uden direkte forbindelse med havet, tilsandede ret hurtigt, blandt andet fordi den ikke mere blev påvirket af ebbens sug. Selv pramme og både kunne efterhånden kun med besvær eller slet ikke mere slæbes ind til byen.
Byens ledelse forsøgte dog at løse problemet. Den lod et havnebassin udgrave, og så anlagde man en ca. 2.400 meter lang kanal der noget zigzagformet fulgte den tidligere sejlrende til Askerodde, hvor den mundede ud i Vidåens dybere vand.
Atter skibsforbindelse til Tønder
Kanalen var vel 10-12 meter bred og omkring 2 ½ meter dyb. Skibe på indtil 6-8 læster kunne under gunstige vandstands- og vinforhold atter komme ind i Tønder havn.
Kanalen var i det lange løb ikke let at have med at gøre. Navnlig ved Askersodde og i afsnittet nær Tønder var der altid tilbøjelighed til slikdannelse og tilsanding. Den lave vandstand i sommerens tørke førte ikke sjældent til trafikafbrydelser. Vandstanden var i øvrigt også i det daglige brat varierende, helt afhængig af om Slotsmøllen var i gang eller stod stille.
Hvilke skibe kom her i 1760
Men hvilke slags skibe, brugte kanalen ved Askersodde. Ja det fremgår af Statholderens reskript af 5. april 1760, som godkender et af Tønder Magistrats foreslået regulativ vedrørende opkrævning af havne- og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte skibe, der ikke alle var fladbundede, dengang under særlig gunstige omstændigheder har kunnet bringes helt op til Tønder skibbro.
Store problemer i 1790
Cirka 30 år senere har det næppe været således.
Der foreligger en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790. Kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder (”Angels led”) til Askerodde virker på tegningen temmelig forsømt og angives at være ”zugeschlammt”. Den nordfra kommende del af kanalen går i realiteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor løbende Vidå, som dog på dette tidspunkt, mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden 1,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte for Askersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40-50 meter.
Kæmpe projekt med ny kanal i 1792
I 1792 beslutter byens ledelse, åbenbart med god grund, at udgrave og istandsætte kanalen ved Askersodde.
Den 20. maj 1792 behandler borgmester Carsten Richtsen kanalforholdene. Han går stærkt ind for at arbejdet bliver gennemført af hensyn til ”de kongelige allerhøjeste toldinteresser” og i hovedsagen ”zum Vorteil der hiesigen Commerzien”.
I årene 1795-97 blev der så tilsyneladende efter en plan, der var udarbejdet af eksperten Heine Matzen foretaget et ret stort anlagt udgravning af kanalen lige fra dens knæ ”Angels led” til Askerodde. Tillige hermed blev der også anlagt en ny kanal. Den var ca. 500 meter og cirka 10-12 meter bred. Den førte i lige linje fra Vidåen i højde med den gamle kanals knæ øst for Askerodde til sydsiden af ”Baltzershørn”, hvor den blev genforenet med Vidåen. På dette sted skulle den være 2 ½ meter dyb.
Den afskar den store Vidåslynge med den sydlige del af ”Amtsforvalter Land”. Indmundingen i åen ved ”Baltzershørn” skete åbenbart i en meget spids vinkel.
Det blev et bekosteligt arbejde for ”Broen”. Først i 1841 blev restgælden på 3.100 rbd. I ”Richtsens Fond” overtaget af Tønder Kommunekasse.
Igen problemer i 1845
I 1845 ansøgte bådførerne fra Rudbøl, Rosenkrans, Aventoft m.m. om iværksættelser af foranstaltninger, så ”strømmen” mellem Tønder og Nørreslusen kunne blive bragt i sejlbar tilstand. Dette var Tønder vistnok forpligtig til i henhold til reskriptet af 5. april 1760.
Generalzollkammer og Commerzkollegium udbad sig straks en indberetning. Men det gik to år, før Magistraten bekvemmede sig til at svare.
Men allerede i 1845 var der dog blevet udarbejdet en plan, der atter drejede sig om Askerodde, der igen var stærkt tilsandet. Der blev nu foreslået en forlængelse af den gamle kanal udover Askerodde tværs igennem ”Baltzerhørn” til den brede del at åen i retning mod Dyrhus mølle.
Da parterne behandlede sagen den 21. august 1845, blev der henvist til, at arbejdet ville være spildt, så længe Tønder kommune ikke holdt sin del af kanalen i orden.
Fred og ro
Senere har der været fred og ro om den gamle plads. Den blev knap berørt af de følgende mere eller mindre utopiske kanalplaner. De sorte fladbundede togangs- og engangsbåde med deres røde lappede sprydsejl stagede eller sejlede forbi. Lodsejerne passede deres høslet og nogle fiskere kom der også. Men ellers sænkede en verdensfjern ro sig ned over den.
Asgers Odde
– Neden for gården Dyrhus ved Asgers Odde slår åen en bugt, og her har strømmen i århundreders løn dannet en langstrakt kule på et par hundrede meter, hvis dybde er så stor, at man de fleste steder ikke kan nå bunden med en kluvstage (Æ Klugstach).
Lidt længere hen siger han:
Han siger dog ikke noget om ”Nøkken”, der boede der, skønt han utvivlsomt har kendt den. Jo de ældre talte om ”Nøkken”, som fik drengene omkring 1900 til at gyse en smule. Så ganske ufarligt var dette vandområde nu heller ikke.
En sejltur i 1900-tallet
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart ind i de sivbevoksede bredder uden at man lagde mærke til, at her havde været en ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm frem af sivene. Det var resterne af 1795-strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Strimlen var nogle steder så smal, at man kun med besvær kunne balancere på den. Mærkeligt nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb, hvorimod nabostrømmen til venstre var klar med gennemskinnende sandbund, hvor der gik en mængde fisk. Til sidst blev landtungen dog lidt bredere igen og endte så i en tæt gruppe siv.
Man kom ind i en bred å, netop det sted, Skovrøy omtaler. Åen drejede mod sydvest og fremtrådte med Dyrhus Mølle i baggrunden, som en sø-lignende vandflade omgivet af en høj og frodig sivskov og med masser af åkander her og der åkander. Undertiden kunne man møde en ensom fisker i sin båd. Ved stærkere vind kunne man, så snart man med latinersejlet oppe kom ind i den brede del af Vidåen lige bag ved Askerodde blev man mødt med en ret anselig bølgegang.
Om sommeren og efteråret kunne der være meget smukt. Der var mange sump- og vandfugle. Der kunne også fanges store brasen. De svirrende guldfarvede insekter og de mange myg øgede dog ikke altid idyllen.
Den store Afvanding
Ved vintertide var egnen oversvømmet og falmede siv stak op alle vegne. Ved stærkere frost kunne man på skøjter glide hen over isfladen både til Dyrhus Mølle og Lægan. Min far påstod, at man kunne løbe på skøjter helt til Nibøl. Strømmene, der lumsk gled under isfladen, dannede våger, som var yderst farlige. Jo, Nøkken boede der stadig.
Den beskrevne tilstand holdt sig nogenlunde bevaret i årrækken indtil 1925-28, da afvandingen af marsken blev gennemført. Vidåens vand blev et stykke længere mod øst opfanget i et nyt leje og mellem høje diger, og en smule mere sydlig, ført forbi Askersodde ud til havet.
Den oprindelige skibsfartskanal samt Askersodde-kulen og den tilsluttende Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
Charmen er forsvundet
Askersodde-området er nu tørlagt og al den charme, der tidlig var over dette landskab er nu forsvundet. Står man på diget ved Ubjærg bro og ser mod nord, ligger foran ens fødder grønne enge med rester af sommerdiger og en bevoksning, der pletvis markerer dels den ældste Vidå-bugt, dels mere skarpt afgrænset, den fordoms forbindelseskanal af 1797 gennem ”Aktforvalterland”.
Lidt længere borte ses som en stribe ”kanalen” og på dens nordbred, fremhævet af noget buskads, selve Askeodde. På dettes plads findes de gamle ydergrænser, som angives på kortene fra 1791 og 1811, ligeledes vejene. Men vandløbet og Askersodde-kulen er slet ikke mere som før.
Og lidt længere øst på i Grønå cyklede vi ofte ud og badede om Sommeren.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 224 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 65 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder:
November 6, 2017
Gårde i Højer
Vi kigger på de gamle marknavne i området. Ellers tager vi lige en rundtur på Søgård, Hans Hindrichsens gård, Fedder Rolls Gård, Tüchsens Gård, Midde Boysens Gård, Højergaard, Rasmus Hindrichsens Gaard, Sønnich Sønnichsens Gård, Koginspektionsgården, Kiers Gaard og Boy Matthiesens Gaard. Vi skal også høre et par anekdoter. En af dem, er navnet på Æ Procesfenn. Jo det var bonden, der havde glemt at spørge sin kone, om han måtte købe jorden. Og det kom det så en retssag ud af (en Proces)
Mange andre gårde i Tøndermarsken
Ja egentlig er det kun ganske få vi omtaler her. På diverse gåture som er refereret her på siden i artikelform er flere gårde allerede nævnt. I vores tur rundt om i Tøndermarsken har vi også besøgt en del gårde. Ja og Cornelius Petersens gård i Vester Anflod har fået sin helt egen artikel. Det kan være, at nogle af de oplysninger, der kommer her, er gentagelser.
De gamle marknavne
Vi kigger lige inden gårde på nogle af marknavnene. Pastor Rolfs bog om Højer gengiver en hel del marknavne. Se i øvrigt vores liste med Højer-bøger, som vi også har gjort brug af i denne artikel.
Vi kan nævne Brinkes fenne, Sonnes fenne, Tüchsens lång fenne, Tüchsens Hedehemm, Niels Petersens Brøskaf (brødskab), Kampes fenne, Kampes Hjørne.
Æ Armfenn Har tilhørt fattighuset, æ Gårdnefenn en gartner. Derimod har Omas fenne ikke tilhørt nogens bedstemor, men da familiens oma arvede nogle penge ofrede hun dem på kalk til den mark.
Hemm betyder noget i retning af eng, og ordet findes i Horshemm, Rohemm og Gassehemm. Æ Proceshemm har fået sit navn ved, at en landmand havde købt fennen, men hans kone ville ikke godkende handelen. Så måtte han annullere handelen, og det gav anledning til en proces.
Æ Tidselfenn og flere Kofenner, bl.a. Kalles Kofenne giver sig selv. Æ Sandpol er en stor sandvold, der nok er opstået ved et digebrud i en stormflod. Østervold og Vestervold er ligeledes ret højtliggende områder. Knoreng har formodentlig i sin tid været et meget ujævnt areal (Knorren er på tysk knold, knude eller knast).
Hæwe Sjøv kan vel nærmest oversættes ved Højer Sivsø. Den har oprindelig været dækket af vand og ligger endnu en meter lavere end omgivelserne.
De tre kuler, Store Kule, Lille Kule og Skomagerkulen er huller, der er opstået ved, at man der har hentet fyld til en forhøjelse omkring 1830 af diget fra 1556. Nu er det planeret ud som marker.
Æ Randhat er et minde om de økonomisk svære tider omkring 1835. Da kunne kogsjorden ikke indbringe nok til at betale udgifterne. En mark blev solgt for en pund tobak og en anden for en Randhat (en høj cylinderhat).
Ja så var det også Lille Hawe, Hyh Hawe (Høje Hawe). Måske har det været en skrive fejl, så man måske har ment det sønderjyske udtryk for Højer, nemlig Hæwe.
Så var det et navn som Æ Puster. Men også her kendes betydningen ikke. Alle disse fenners beliggenhed kendes endnu i dag.
Søgård
Der findes også et område i Højer Kog, som egentlig hedder Højer Plantage. Det var et trekantet areal, som nok oprindelig hørte til forskellige fenne men som lå hen ”for takkel og tov” og som ingen ejede. I 1920’erne beplantede nogle unge bønder det med forskellige slags træer. Men det lykkedes aldrig at få en skov ud af det. Senere blev det et buskads, et lille naturområde som blev udnyttet af nogle biavlere.
Indtil gårdenes udflytning fra Højer by i begyndelsen af 1960’erne var der tre landbrugsejendomme i Højer Mark. Johan Andresens ejendom helt inde ved Højer og en gård og et husmandssted midt ude i kogen. Gården lå i et areal, der kaldtes æ Sjøv. Ordet har noget med sø at gøre. Området har i sin tid stået under vand.
Måske kan man oversætte navnet til Søgård? Den blev bygget i 1909.
Omkring 1930 blev den købt af et konsortium på ni mand (æ Million-Gesellschaft), for at få den på danske hænder. De drev den med en bestyrer indtil de i 1935 solgte den til Poul Andersen, som derved blev den eneste danske bonde i Højer sogn. Ikke mindre end 42 forskellige landmænds jord grænsede op til Søgårds 30 ha.
Vejen fra Højer til Søgård var for største delen en jordvej, der fra oktober til april kunne være et bundløst ælte. Om foråret måtte man slæbe den over for at jævne den, før sol og blæst gjorde den stenhård. Det samme måtte man gøre om vinteren, inden frosten satte ind.
Elektrisk lys havde man ikke, og ferskvand fik man ved at samle regnvand fra taget.
Hans Hindrichsens gård, Tøndervej 1
Gården er opført omkring 1880 af fru Marie Carstensen. Hun var datter af gårdejer Boh Feddersen og Marie Beate Reer og gift med gårdejer og koginspektør Carsten Redlef Carstensen.
Efter sin mands død var hun meget velhavende og gården ved Tøndervej byggede hun til sin svigersøn Adolf Smidt. Ja det var faktisk en bryllupsgave. Han var meget hesteinteresseret og efter sin svigermors død slog han sig på hestehandel-uden større held. Det havde hans far så mere held med.
I 1921 solgte han gården til et konsortium, der et halv år efter afhændede den til kornhandler Fedder Hinrichsen. Selv flyttede han over i Tøndervej 14, som hans far, der var en kendt hestehandler, havde bygget, og hvor der var staldplads til heste.
I 1926 overtog FedderHindrichsens søn Hans gården. Han gjorde et stort stykke arbejde for at få mere jord til gården. I de første år, før han blev gift, var det meste af stuehuset lejet ud, bl.a. havde afvandingsselskabet sine kontorer der.
Der var staldplads til 42 stude, nogle heste, svin og otte køer. Nær gården var der en dam et andehus, i den sejlede drengene med små både.
I 1968 overtog Fedder Peter Hindrichsen gården efter sin far. Han drev derefter 140 ha jord, hvoraf dog en del tilhørte andre familiemedlemmer.
Og det sjove vi faktisk på vores hjemmeside har flere historier, der knytter sig til denne gård. Det er en af www.dengang.dk’ s ivrige læsere, der har sendt fire artikler fra Sydamerika, hvor han nu bor. Vi hjalp en lille smule.
Artiklerne hedder Erindringer fra Højer og Minder fra Højer 1-3. Forfatteren hedder Verner Smidt, og det var hans tipoldemor, der byggede gården.
Fedder Rolls gård, Østerende 1
På denne gårds plads har der ligget en ældre ejendom, som i slutningen af 1700-tallet blev ejet af Thomas Thomsen. Han giftede sig med en datter fra genbogården, den Boysen’ ske slægtsgård. I den følgende tid var der stadig familiebånd mellem de to gårde.
Østerende 1 blev senere købt af den tyske kniplingskræmmer M.C. Matthiesen fra Visby, som derefter giftede sig med genboens datter Helene Boysen, en dansk pige, sønnedatter af den navnkyndige Geske Marie i Emmerlev.
I 1827 byggerede han den nuværende anseelige gård. Senere arvede Helena den boysenske gårds jorder og dens bygninger. Dette blev så afhændet til fremmede.
M.C. Matthiesen blev en fremtrædende og afholdt mand i Højer. Han var byens sidste kniplingskræmmer, medstifter af Sparekassen og dennes direktør i over 40 år. Han blev i 1869 Højers første borgmester. Foruden den store gård drev han ry dampværnsbrænderi i det nuværende Nørregade 3.
Sønnen Christian Matthiesen, der arvede gården, var gift med mølledatteren Emma Roll. Men ægteskabet var barnløst, og efter dem overtog Emmas bror, Fedder Roll gården. Han var gift med Ella Kier fra Kiers gård.
De følgende ejere blev deres datter Ina og hendes mand, grosserer Waldemar Ohlsen, søn af Chr. Ohlsen, Østerende 3. Gårdens nordlige længe har tidligere gået længere mod vest, helt ned til gaden, men Waldemar Ohlsen rev den venstre ende ned. Det var også ham. Der byggede havestuen mod syd.
Senere blev Fedder Rolls gård ejet af Waldemar Ohlsens søn, Christian, gift med Elise Rahbek, der drev In-Foto i den gamle smukt restaurerede gård. Med hende flyttede atter en dansk pige ind på gården.
Da brændevinsbrænderiet eksisterede, var der vist normal god kontrol med dets produkter, og det er ikke let at vide, hvad der har ligget bag ved en indskrift i en af salmebøgerne i kirken:
– Peter Dalli hat ein Grosper besoffen in Fedder Rolls Gaatd.
Peter Dalli var en af drengene i kvarteret.
Vi nævnte i afsnittet den Boysen´ ske slægtsgård. Du kan læse mere om denne ansete familie i artiklen En familie fra Højer
Tüchsens gård, Kirkegårdsgade 3
Det var en stor firlænget, stråtækt gård, beliggende mellem Kirkegårdsgade, Nørregade og Herbergsgade. Det er ejendommelig ved, at den nordlige og sydlige længe mod vest er ført helt igennem med selvstændige gavle, ligesom tidligere Kiers gård.
Den blev ejet af Marie Christensen enke efter kogsinspektør Carsten Redlef Carstensen og ved sin datters giftemål med August Tüchsen overlod hun dem gården. Ud med Nørregade var der to store porte. Endnu i 1930’erne kunne man have held til, hvis man kom forbi en vinterdag, og en port stod åben, at se en daglejer stå på loen og tærske korn med en plejl.
Efter Tüchsens død købte Hans Hindrichsen, Tøndervej 1, gården, fordi en del af dens jord lå fordelagtigt for ham. Men i 1944 overtog Højer Kommune dens bygninger. På gårdens møddingssted på hjørnet af Nørregade og Herbergsgade kunne det blive plads til byens nye apotek.
Samtidig blev en del af gården nedrevet, og senere blev stuehuset i den vestlige længe indrettet til socialforvaltning.
Midde Boysens gård, Torvet 3
Den prægtige gamle gård fra 1757 blev oprindelig kaldt den Feddersen’ ske gård. I slutningen af 1800-tallet blev den ejet af enkefru Ellen Marie Boysen, født Gottfriedsen, stifter af Ellen Marie Boysens Legat.
Det var en enlænget gård med en anselig frontgavl med hejseværk. Den har været både landbrugsejendom og købmandsgård. Midde Boysen blev tituleret ”madam”. Det var tegn på en vis social status, og den krævede, at der var mindst to skorstene på husets tag.
Bag bygningen har der været stald og vognport og i forbindelse dermed en lejlighed, der blev udlejet, men den er for længst nedrevet. I haven mod Banegårdsgade stod der et ottekantet lysthus med ruder af farvet glas, et hyggeligt rum for søndagseftermiddagskaffen.
Købmandsbutikken var i den vestlige ende. Den havde store jernvinduer, og der var et hvælvet rum i en kælder bag huset til vinlager. Købmanden blev benævnt ”æ kjømand o æ bjerg”. Da købmandshallen blev nedlagt, fik barber Johannes Petersen sin salon i lokalet.
Dengang blev gården ejet af købmand Hans Pørksen, Søndergade 4. Han drev en ret omfattende handel med uld, som han købte af egnens fåreavlere. Fårene blev klippet med en uldsaks i en sammenhængende ”ham”, som var bundet sammen med en snor, når Pørksen fik den.
Han opbevarede ulden i gården på torvet. Mægtig store sække med fire stropper i kanten blev hængt op under bjælkerne. Hammerne kom i sækken, og så måtte en mand op i den for at stampe ulden sammen. De fyldte sække blev afhentet af en uldopkøber.
I den tidligere købmandsbutik har SID’ s Højerafdeling haft kontor. Men bygningen blev efterhånden så forfalden, at den blev ubrugelig. I 1992 blev den så heldigvis købt af naboen slagter Müller. Han restaurerede bygningen, så Torvet mod syd kunne have en værdig afslutning.
Højergård, Torvet 1
Gården ligger på nordsiden af torvet. Dens historie kan følges tilbage til 1400-tallet. I 1824 blev den ved giftemål overtaget af Peter Todsen, en bror til Hans Chr. Todsen på Kiers gård, så de to brødre på et tidspunkt ejede byens største gårde. Det var Peter Todsen, der her i 1824 byggede en stor firlænget gård.
Omkring 1860 opførtes det nuværende stuehus syd for og parallelt med det gamle, hvori der indrettedes bryggeri, brændevinsbrænderi og mejeri. Det gamle og det nye stuehus var forbundet med endnu en parallel ”sjette længe” med store porte mod øst og vest, så man kunne køre lige igennem med et hestekøretøj. Denne ”længe” har muligvis nærmest været et lukket portrum.
Avlsbygningerne og det første stuehus er nedbrændt omkring 1890. Et par år senere købte Fritz Sønnichsen gården og omkring 1900 byggede hans bror Ebbe ejendommen Nygade 23. Til den hørte en staldbygning, der hvis nok endnu står ud mod Kirkegårdsgade.
Fritz Sønnichsens enke beboede ejendommen til sin død. Arvingerne solgte den til ”Nordschleswigsche Gemeinde”. De indrettede den til præstegård for den tyske frimenighed.
I den sydvestligste hjørne af haven har ligget ”Stormklokken”, bager Feddersens bolig og bageri, nedrevet år 1900.
Rasmus Hindrichsens gård, Nørregade 36
Det var en gammel, stråtækt, firelænget gård med stuehuset ud mod Nørregade og udlængerne bagved op til Nørrevej. Den brændte i 1910 og blev så genopbygget med fast tag. Gården blev ejet af Fedder Hindrichsen, der gerne blev kaldt Fedder Bonde (udtales Buhn), for at man kunne kende ham fra hans fætter af samme navn, der havde trælast og kornfirma ved siden af. Han blev så kaldt Fedder Træ.
Fedder Buhn var en af egnens store græssere og var en dygtig handelsmand. Han havde ikke ret megen jord under plov, men avlede en kolossal masse hø.
Rasmus Hindrichsen overtog gården efter sin far. Han pløjede en større del af jorden op og byggede stalden om, så der foruden 16-17 køer blev plads til yderligere et halvt hundrede kreaturer og 12 heste.
I 1962 flyttede han gården ud til Kannikhusvej 1. Bygningerne mellem Nørregade og Nørrevej havde han solgt til byen sammen med en toftelod på 2.800 m2, hvor der blev indrettet offentlig parkeringsplads. Stalden blev afhændet til kornhandel. Og stuehuset blev senere overtaget af elinstallatør Carl Christensen. Det meste af jorden indgik i den jordfordeling, som fandt sted på den tid. Rasmus Hindrichsen fik et stort samlet areal til sin nye gård.
Den branddam, der lå nord for Nørrevej, var gårdens gamle ajlebeholder anlagt omkring 1930.
Sønnich Sønnichsens gård, Postgade
Det var en firlænget stråtækt gård på hjørnet af Postgade og Skolegade opført i 1837. Dens vestlige længe strakte sig langs Skolegade næsten op til Nørregade. I 1904 blev en del nedrevet, så den derefter dannede en vinkel mod Postgade og Skolegade. Den har altid været i familien Sønnichsens besiddelse.
Den sidste, der drev den på dette sted, var Sønnich Sønnichsen. Han havde 2-3 køer og en del får. På stalden var der plads til otte kreaturer og otte heste. Men han græssede hver sommer et par hundrede stude, og han var en dygtig handelsmand.
Gården har i sin tid rummet den slagterforretning, der har været i den anden side af Postgade. Slagtningerne foregik i et hus øst for gården, og det var butik midt i stuehuset med indgangen fra Postgade.
Før kloakeringen i 1950 løb gårdens spildevand i en rende under den vestlige længe ud i den åbne rendesten og fortsatte ned ad Skolegade under rendestensbrættet for enden af Postgade. Derefter blandedes det ofte med blodigt vand fra slagteriet og løb videre som en farverig strøm.
I 1961 blev gården flyttet ud til Højer Dige 1 og blev drevet af Sønnich Sønnichsens søn, Hans, der tillige var digegreve. Bygningerne ved Postgade, indbefattet det gamle slagtehus, blev nedrevet, og på arealet er der nu parkeringsplads og en bygning, der først rummede Brugsen, senere bank, politikontor m.m.
Kogsinspektionsgården, Møllegade 9
Også denne gård var oprindelig firlænget. Udlængerne mod vest og nord blev nedbrudt i 1947. Den gamle studestald mod øst var tidligere fjernet. Det smukke gamle stuehus er bevaret. Det er fra 1758, opført efter den store brand i området i 1756. Indvendig er det interessant med de bibelske billeder på dørene.
Gården blev ejet af Friedrich W. Reer, gift med Maria, født Patch. Det var den familie, der lod opsætte en mindetavle på nordsiden af korbuen i Højer kirke. Det var over en datter, der døde som attenårig. Efter Marias død i 1883 gik gården i arv til hendes barnebarn Maria Carstensen, som senere overlod den til sin datter Ingeburg og hendes mand, kogsinspektør Andreas Mathiesen.
Under 1. verdenskrig var der tyske soldater indkvarteret soldater i Højer. I Møllegade 9 boede en løjtnant. Det kneb undertiden at skaffe kød, og det hændte, at der blev serveret brystkød af gråspurve for ham. Man turde ikke fortælle ham, hvad det var, men han spiste det med velbehag.
Også under 2. verdenskrig var der tyske soldater i Højer med flakskyts og feltkanoner. De havde ammunitionslager på gården. Hele den stråtækte lade var fyldt med granater. Da afdelingen var forflyttet, kørte en lokal vognmand ved nattetid hele beholdningen til banen. Den fyldte flere jernbanevogne.
Gården har ikke været i drift siden 1925. Fra den tid har al jorden været udlejet, og i 1949 blev den endeligt nedlagt som landbrugsejendom. Udlængerne er borte.
Kiers Gaard, Søndergade 12
Kiers Gaard ligger ved Søndergades forlængelse vestpå. Den nuværende firelængede bygning er opført i 1759, efter at gården er brændt i både 1756 og 1758. Den var i mange år-fra 1739-i familien Todsens besiddelse, som fæstegård under Schackenborg.
Chr. Todsens datter giftede sig med løjtnant Johan Ernst Kier, søn af borgmesteren i Haderslev. Og deres søn Hans Chr. Kier overtog gården i 1884. Den var derpå i familien Kiers eje til 1973.
I 1700-tallet var gårdens besidder forpagter af østersskrabningen i vadehavet. Da eksisterede de to sidst anlagte havdiger ikke, og en dyb sejlbar pril gik ind tæt syd for gården, så man både kunne transportere østerserne lige ind til det pakhus, der ligger sydvest for gården. Det kaldes stadig for Østershuset. Det var helt almindeligt i slutningen af 1800-tallet, at der blev serveret østers ved bryllupper i Højer.
I 1906 blev Chr. Kier ejer af gården. Han blev indkaldt som soldat i 1914. To år efter faldt han ved Somme. Hans enke sad tilbage med fire børn. Hun drev ejendommen videre. Da hendes ældste søn blev voksen, overtog han driften. I den periode, hvor der var russiske krigsfanger som medhjælpere på egnens gårde, var der en på Kiers gård og en på Fedder Rolls gård i Østerende.
Man indgik en aftale, at de to gangere arbejdede sammenskiftevis på de to gårde. Det var en ordning, der fungerede til alles tilfredshed. I 1939 blev gården nedlagt som landbrugsejendom, og siden er jorden solgt fra.
Hans Kier boede på gården til sin død i 1971. To år efter solgte hans enke den til Højer kommune og Sønderjyllands amt. I dag er den efter en gennemgribende restaurering en selvejende institution. Her har været afholdt en masse kurser især med kunstneriske og pædagogiske emner. Det har også fungeret som en slags kulturhus for Højer.
Kiers Gaard er en af de bedste og mest imponerende bygninger i Højer. Den er en sjælden harmonisk helhed. Det vældige stråtag hviler på 6,5 km lægter.
På græsplænen syd for gården findes en jættestue fra den yngre stenalder. Den er imidlertid et fremmedlegeme på stedet, for så vidt som den for ca. 5.000 år siden blev anlagt I Gammel Enge, et par km nord for Højer.
Den blev udgravet af folk fra Haderslev Museum i 1990. Da den ikke kunne bibeholdes, hvor den lå, valgte man at genopføre den nøjagtigt, som man havde fundet den, på pladsen ved Kiers Gaard.
Du kan læse meget mere i vores artikel Hvem boede på Kiers Gaard?
Boy Matthiesens gård, Strandvej 2
Gården har nok oprindelig været firlænget. Nogle mener, at her har været en gammel færgegård med kro fra den tid i 1700-tallet, da der var anlægsplads for skibe lige syd for Kiers Gaard.
Strandvej 2 blev i sin tid købt af en søn af M.C. Matthiesen, Østerende 1. Hans søn, Boy Matthiesen var i en årrække kasserer for Sparekassen, som i hans tid havde lokale på gården med indgang fra øst. Hans enke arvede gården og var ejer af den til sin død, men havde forpagtet den ud til sin søn Boy.
I mands minde har gården haft to længer samt en fritliggende stald mod vest, der antagelig er opført omkring 1890. Boy Matthiesen døde i 1970. Enken Mette Matthiesen byggede et parcelhus på gårdens gamle møddingssted.
Gårdens stuehus blev senere lægebolig. Stalden er revet ned, og på den plads er opført et parcelhus.
Årstallet 1757 på gården minder om, at det i det år blev den genopført efter den brand i 1756, der også ødelagde to nabogårde.
Den sidste Boy Matthiesen plejede at bruge ryttersabel, når det tætte vedbendlag på stuehusets sydside skulle ”straffes”.
Boy var en børneven og han havde i sin tid store knægte til at hjælpe sig på gården. Ofte bestod belønningen i cigaretter, og han kunne sige til sine unge hjælpere:
– Stik lige hen til æ bogbinder og hent en pakke cigaretter på min regning.
I perioder var det ligefrem sat i system:
– Så mange cigaretter for at pumpe vand
– Så mange cigaretter for at køre møg osv.
Dengang blev det ikke opfattet, at cigaretrygning var farlig.
Kilde:
– Se Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 65 artikler om det gamle Højer og omegn herunder:
– Højer-bønderby i marsken
– Erindringer fra Højer
– En familie i Højer
– Hvem boede på Kiers gård
– Minder fra Højer 1-3
– Fra Østergade til Postgade
– Fra Slusevej og andre steder i Højer
– Historisk vandretur fra Nørregade i Højer
– Fra Kovej og andre steder i Højer
– En ny vandretur i Højer
– En gåtur i Højer og mange flere
November 4, 2017
Højer-bondeby i marsken
Der var gårde inde i byen. Og det larmede ofte. Gårdene forsvandt efterhånden. Så var det Lige Højer Bønderkommune, der holdt generalforsamling på Peers Daw. Der var mange, der fik en ”glant awten”. Og derude på marsken var ”Æ Kluhstach” et nødvendigt redskab. En sensation var det, at nu måtte damerne også komme med til generalforsamling. Afvandingen af Tøndermarsken blev meget dyr. Ikke alle storbønder kunne betale. I forvejen var antallet af tvangsaktioner seks gange højere i Sønderjylland end andre steder. Der var masser af studefedning og fåreavl og afsætning af lam. Mange heste var de også herude. Og så besøger vi lige min Opa ude i Ny Frederikskog. Ja så var det også uldsalg. Og det var ikke alle steder, man behandlede tjenestefolkene ordentlig. De velhavende bønderfolk var meget selvbevidste. Og så kigger vi lige på begrebet ”Soda-bønder”.
Gårde inde i byen
Højer har fra gammel tid været en bondeby. Den gamle centrale del af byen virkede endnu i 1920 som en blanding af landsby og købstad med store, brede marskgårde. De var delvis bygget på lave værfter ved siden af almindelige huse, håndværkernes værksteder og de handlendes butikker.
Til Højer flække hørte noget landbrugsjord nord og øst for byen samt Højer Mark, der er en del af Højer Kog.
Det larmede i byen
Det prægede naturligvis byen, at gårdene med deres stalde og lader lå inde i den. Møddingen lå ved gården. Korn og hø skulle køres hjem, gødning køres ud. Hver dag rumlede de tunge arbejdsvogne med de jernringede hjul gennem gaderne, trukket af svære, jernskoede heste.
Larmen var voldsom, og det var ikke just lavendler, det duftede af. Men det var det nu heller ingen, der klagede over. Byen var ikke kloakeret og spildevand fra køkken og stald løb ud i de åbne rendestene.
Fra de tre smedjer lød dagen igennem hammerlag med jern. Bønderne var smedens bedste kunder. Hestene skulle skos, vognbeslag blev fremstillet og landsbrugsredskaber skulle repareres.
Gårdene er forsvundet
I løbet af de første år efter Genforeningen ophørte driften af en del af gårdene og i begyndelsen af 1960’erne blev de, der endnu var i gang, flyttet ud eller nedlagt. I 1948-49 var byen blevet kloakeret og alt dette i forening ændrede bybilledet stærkt.
Den sidste gang, da ”Den Gamle Redaktør” var i byen, stod nogle af gårdene der endnu som var de i drift. Af andre er kun stuehuset bevaret. Desværre er mange totalt forsvundet. Den sidste gård, der var i drift var fra Tøndervej 1.
Højer Bønderkommune
Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som de bærende element. Allerede for mindst 375 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Gennem lange tider dannede præcist formulerede dokumenter det juridiske fundament for det lokale bondesamfund og det praktiske grundlag for fællesskabet.
Men man skal dog eje mindst 25 demant jord i Højer ejerlav for at blive medlem. I spidsen for Bønderkommunen står en oldermand. Embedet gik oprindelig på skift hvert år, og ingen kunne undslå sig. Det var for så vidt et æreshverv.
Da man et år valgte en husmand, blev en af storbønderne meget fortørnet:
Og den pågældende bonde tog ikke mere husmanden i arbejde, som han ellers plejede. Jo også bland landmændene i Højer var der standsforskel.
Generalforsamling på Peers daw
Så længe Bønderkommunen har eksisteret, har den årlige ”Generalforsamling” fundet sted den 22. februar. Og det var på ”Peers daw”. Jo det var den dag, hvor Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tøvejr og forår begyndte.
Helt op til Anden Verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5.
Medlemmerne samledes i den lille sal, som regel kl. 14. Oldermanden bød velkommen og aflagde årsberetning og regnskab. Derpå drøftede man kommunens anliggender. Der blev valgt oldermand for det kommende år.
Æ Kluhstach
Man lejede en markmand, som skulle have opsyn med de dyr, medlemmerne havde på græs i kogen.
Han fik en bestemt pris pr. demant og aftalte beløb pr. hest, stud, får og lam. I tiden fra den 10. maj til den 10. november var han forpligtet til hver dag at gå hver enkelt fenne igennem tælle dyrene og se efter, at de kunne stå på alle fire ben.
Når markmanden færdes i kogen havde han altid din ”kluhstach”(springstok) med. Ved hjælp af den svang han sig let og elegant over de vandfyldte grøfter, der til dels tjente til ”hegn” om fennerne, dels drikkevand til dyrene.
Ja da ”Den knap så gamle Redaktør” dengang øvede sig i den sport derude så det nok knap så elegant ud. Men det blev efterhånden bedre og mere elegant.
En glant awten
Det lukkede møde i Højer Bønderkommune var nu afsluttet. Nu gik man ind i den store skænkestue. Her bød oldermanden velkommen til de mange ikke-medlemmer, der var mødt op, og bestilte en ”Lokalrunde”. Så tog man fat på udlejningen af Bønderkommunens jord. Sædvanligvis var det de samme, der år efter år lejede de samme fenner og veje.
De fleste var jordløse husmænd, som ved dette lejemål fik mulighed for at holde køer eller får. Auktionen varede en time eller to. Imens var der dækket op i den lille sal for Bønderkommunens medlemmer.
Det var altid et animeret måltid og en lang ”glant awten. Indtil midnat betalte kommunekassen fortæring og drikkevarer, derefter var det for egen regning. Ved højtidelige lejligheder og altid, når et nyt medlem skulle optages, kom den prægtige punchebolle fra 1840 på bordet, og den, der skulle optages, måtte sørge for indholdet.
Det var ikke altid, at de gode høvringer var helt appelsinfri, når de Peers daw gik hjem fra Stadt Tondern. Et år anførtes der ligefrem i protokollen, at man havde et voldsomt bøvl med at få transporteret to navngivne mænd til deres hjem. Og den ene havde stor besvær med, inden han tumlede ind ad sin dør, at få sig befriet for de fleste af de torne, der stak ham, fordi han undervejs var fladet om i en tornebusk.
Nu måtte damerne komme med
I 1965 besluttede man efter en lang debat at tage damerne med til de følgende års petrifest-dog så få som muligt! I 1972 kom der for første gang en kvinde i bestyrelsen. Det var Boy Matthiesens enke, Mette, som siden 1979 var kasserer for Bønderkommunen.
Peers daw er ikke længere hele byens festdag, men medlemmerne samledes alligevel den 22. februar til en gemytlig aften og nu har man altid damerne med.
På gesten
De fleste gårde i Højer ligger på gesten, det forholdsvise høje land, hvor man er i nogenlunde sikkerhed for stormfloder. Men det meste af deres jord er beliggende i marsken og drevet den på marskens betingelser.
Indtil slutningen af 1920’erne var kogene hver vinter oversvømmede af ferskvand fra vandløbene, fordi disse ikke hurtigt nok kunne få de store vandmasser ud i Vadehavet gennem Højer sluse. Gårdene i marsken er bygget på værfter, så de stod på det tørre også om venteren.
Skulle man på besøg på nabogården, måtte man sejle. Dette gjaldt også, når børnene skulle i skole og når man havde ærinde i byen. Men gårdmændene i Højer havde deres på det tørre.
Afvandingen af Sejersbæk-lavningen
Fra 1859 til 1910 blev der udarbejdet forskellige planer til områdets afvanding, men ingen af dem blev gennemført. I 1926-27 blev Sejersbæk-lavningen endelig afvandet. Den havde hver vinter stået under vand. Når frosten så satte ind var det en glimrende skøjtebane, flittigt benyttet af drengene fra Emmerlev, Daler og Visby sogne. Men når de så nærmede sig Højer, og Højerdrenge var på isen, gav det altid slagsmål.
Du kan læse mere om det kæmpemæssige projekt med at afvande Tøndermarsken i andre artikler. Ikke alle var begejstret for dette projekt og slet ikke Vadehavsmaleren Nolde. Derfor flyttede han fra Rudbøl til Seebüll.
De samlede omkostninger ved afvandingen af Sejersbæklavningen blev 245.000 kr. Deraf betalte lodsejerne en tredjedel. Men bønderne i Højer var ikke impliceret i foretagenet.
Afvandingsudgifterne kunne ikke betales
Anderledes så det ud med afvandingen af Tøndermarsken, som berørte alle landmænd i Højers område. Udgifterne som lodsejerne skulle betale blev beregnet ud fra fire forhold.
De store gårde i Højer, der havde meget kogsjord kom af med ret mange penge. Årene efter Genforeningen var økonomien i forvejen gennemhullet. I 1920 havde bønderne ikke tillid til den danske krone, men havde stor tillid til den tyske Mark. Under 20’ernes inflation blev de lænset for kapital. Da nu afvandingen var gennemført, kunne kogsjorden faktisk ikke betale afvandingsudgifterne.
Nogle af de gamle velhavende gårdmænd i Højer ville ikke øge gælden på deres gårde, derfor satte de dem til dels ud af drift, og det er grunden til, at flere store gårde her så længe ikke har været i brug.
Mange tvangsauktioner i Sønderjylland
Nu var det ikke kun dette, der voldte bønderne vanskeligheder. I det kolde forår 1928 frøs mange kreaturer ihjel. Samme år var høsttiden så regnfuld, at man måtte bjerge deres korn fra båd.
I 1929 voldte oksebremsen stor skade og i 1930 hærgede kvæg tuberkulosen slemt i Sønderjylland. Kun 5-6 pct. af kreaturerne gik fri. Fra 1930 til 1931 sank marskjordens lejeværdi fra 80 til 60 kr. pr. demant.
Alle disse forhold sammen med de vanskeligheder som overgangen fra tyske til danske landbrugsforhold medførte, at der i 1931 var seks gange så mange tvangsaktioner i Sønderjylland som i det øvrige Danmark.
Studefedning og fåreavl
Studefedning og –handel, fåreavl og husdyrbrug har været det bærende i egnens landbrug. Her har altid været holdt mange får, dels af gårdejere og husmænd, dels af andre, som holdt dem for at skaffe sig en indtægt eller som hobby, som derudover ikke var landmænd.
På Højeregnen var hvidhovedet marskfår tidligere den næsten enerådende fårerace, et kraftigt, ret tvivlsomt dyr, robust nok til at klare vinteren uden at komme på stald. I løbet af 2. verdenskrig blev der følelig mangel på ”nyt blod” i egnens fårebestand, fordi der ikke var forbindelse over grænsen.
Enkelte fåreavlere havde dog i ny og næ held til at skaffe sig et avlsdyr sydfra. Det blev indført på en speciel facon, som importøren forklarede på følgende måde:
Omkring 1960 fik marskfåret en alvorlig konkurrent i Texelfåret fra Holland. Det har lidt kortere uld og afsætter mindre talg end marskfåret. De er velegnet for de gode græsgange her. Efterhånden er de to racer blevet stærkt blandet.
Afsætning af lam
Afsætningen af lam til slagtning begyndte ved pinsetid, da de første lam gik til Kødbyen, da de første lam gik til Kødbyen. Indtil for 25 år siden afsattes næsten hele produktionen til kommissionær i København. De blev slagtet i Tønder og sendt i kølevogn med tog til hovedstaden.
Hvis tilførselen var lille, fik man særdeles god pris, men København var et følsomt marked. Enkelte fåreavlere solgte lam og udsætterfår til opkøbere for en fast pris pr. stk.
Uldsalget
Ved siden af lammene gav uldsalget også en vigtig indtægtskilde for fåreavleren. Inden klipningen skulle fåret vaskes. Indtil midt i 1950’erne foregik det på den måde, at fåret blev anbragt i et skoldekar, og fik hældt soda- og sæbevand ned ad ryggen.
Der blev gnedet godt ind og derpå blev der skyllet med flere spande rent vand. Nogle havde et særligt vaskebord med en fordybning i midten og en vandret pude af træ og sækkelærred i den ene ende. Der var også nogle, der simpelthen stod i åen med fåret og vaskede det der. Ulden skulle tørre på dyret. Det tog normalt et døgn, hvis det var tørvejr.
Efter at håndklipning var afskaffet og man var gået over til maskinklipning, blev fåret ikke vasket inden klipning. Nu sendte man den snavsede uld til vask i Tyskland.
Det var nu fynboer, der var de første, der foretog maskinklipning i Højer. Det meste uld blev opkøbt af byens købmænd. Hans Pørksen havde en overgang nærmest monopol på uldhandelen. Senere købte også Jens R. Petersen og J.M. Johannsen uld. Fra 1943 til midt i 50’erne kom en uldopkøber fra Kolding regelmæssigt til byen.
Mange fåreavlere lod deres får græsse på forlandet. Bedre græsning fandtes ikke. Pludselig højvande har ofte overrasket en flok får. De er ikke i stand til selv at redde sig op på diget. Det er sket at en gruppe på et halvt hundrede får er druknet.
Pludselig kom der røde køer
I 1920’erne havde man i Højer næsten udelukkende korthåndskvæg. Enkelte krydsninger med en anden race kunne dog forekomme. Det var dog en sensation, da Boy Matthiesen i 1947 anskaffede en besætning af røde køer.
Normalt var der kun en tyr i Højer. Den var i lang tid opstaldet ved Fattighuset, men den har også været på en af byens større gårde. På et tidspunkt havde kalvene i Højer en ejendommelig farve. Dette skyldtes en ”blåskimlet tyr” i Emmerske.
Det var ikke almindeligt, at bønderne havde kreaturer på stalden til opfedning. Man købte om foråret, græssede dem om sommeren og solgte dem.
Masser af kvæg-epidemier
Omkring 1947 skulle de i Nørrejylland af med deres tuberkelsmittede kreaturer. En stor del af dem kom til marsken og blev græsset færdig her, og mange blev tykke og fede, selv om du kun var skind og ben, da de kom.
Kvægavlen var præget af epidemier i 1922, 1923, 1938 og 1951. Sidste gang havde man dog vacciner mod sygdommen.
Masser af heste
De fleste arbejdsheste på gårdene var jyske heste. Der var dog enkelte belgiere og temmelig mange krydsninger. Der var ikke meget hesteopdræt. Dog havde Rasmus Hindrichsen undertiden haft 12 heste på stalden. Deriblandt var et par øg og et par køreheste.
Normalt havde gårdene de arbejdsheste, de have brug for. De fleste havde en enkelt let kørehest, der tillige gjorde tjeneste som tredje hest ved pløjning og for selvbinderen.
Der var hingste, der blev sat på sommergræsning i kogene. Græsset var det bedst tænkelige og jordbunden var sund for hestenes ben. De kom hertil om foråret fra hele Danmark, til dels med særtog. Antallet kulminerede omkring 1947, da det var oppe på godt 900. Betalingen for en hingst i sommergræsning svarede til landlejen for 2 ½ demat jord.
I Gammel Frederikskog kostede det 50 kr. mere end i Ny Frederikskog og 100 kr. mere end i Højer Kog. Det svarede til forskellen i jordens bonitet.
Derude hos Opa
Min Opa, derude i Ny Frederikskog havde får, svin, gæs og høns. Det var sjovt at se når fårene blev klippet. Det var som om, de skammede sig, når de var blevet klippet. Det var knap så sjov at se og høre når svinene blev aflivet.
Man skulle heller ikke gå ind til gæssene. De kunne godt finde på og løbe efter deig og hakke efter dig.
Så tog Opa ofte et svin eller et halvt svin med på sin knallert til Strucksalle i Tønder, og der stod min mor så og klarede resten. Vi lavede pølser, leverpostej m.m. Men jeg brød mig aldrig om blodpølse og blodsuppe.
Det skete midt under det hele, at arbejdsløse kom og skulle have deres understøttelse. Min far var kasserer i murerforbundet, så udbetalingen skete i køkkenet.
Det skete når Opa var på besøg i Tønder, at han måtte skynde sig tilbage og lukke sluseportene, når vinden havde ændret retning eller han på skyformationerne kunne se noget faretruende. Han var i perioder slusemester ved Højer Sluse.
Lige syd for grænsen har en berømt forfatter skrevet en roman, der hedder ”Der Schimmelreiter”. Og den handlede om stormflod og mystiske ting man kunne se på himlen.
Min Opa var nok det, der hed fritidslandmand. Hans hovederhverv var fisker, og han havde en kutter liggende, der hvor der nu ligger fritidsbåde.
Af den slags som min Opa var der en del af i Højer og omegn. Dem kan man nok ikke lige betegne som ”Sofa-bønder”, som vi senere kommer ind på.
I bryggerset hang der ofte masser af fiskegarn, der skulle laves eller flikkes sammen. Og når stormen så susede derude i Ny Frederikskog sad vi og lyttede til Blåvands radio og lyttede til fiskerne ude på Vesterhavet.
Stor forskel på behandling af tjenestefolk
Folkeholdet var naturligvis forskelligt på gårdene. Fedder ”Buhn” havde altid to karle og to piger. Hans søn Rasmus havde en karl, senere da han fik mange malkekøer, desuden en fodermester. Men derudover brugte han daglejere til alt, hvad der skulle laves ud over den daglige drift. Og det kunne være grøftegravning, grøbling, udkørsel af mødding og ikke mindst, når høet skulle bjerges.
Der var stor forskel på, hvordan husbonds folkene behandlede deres piger og karle. En mand, der var karl på en af gårdene i 20’erne skildrer forholdene således:
En anden fortæller fra en anden gård:
Man har også et eksempel på, at husbonds folkene på en gård gav deres karl en ko i bryllupsgave. Det var faktisk en årsløn. På nabogården gjorde de ligeså for den pige, han skulle giftes med.
De velhavende bønderfolk var selvbevidste
De velhavende bønderfolk var i almindelighed meget selvbevidste. Under krigen havde en tysk soldat foræret en husmands søn et par rulleskøjter. To af hans kammerater ville også gerne have et par. De forsøgte at få deres velbjærgede bedstefar til at forære dem det. Men han svarede:
Men rulleskøjter kunne der ikke blive.
Engang vedtog kogsbestyrelsen, at der skulle være led for alle fenner. Det fik en af de store gårdmænd til at sige:
De mange kogsfenner
Gårdene i Højer havde tidligere deres jord fordelt på en mængde forskellige fenner. Det hang til dels samme med, at bønderbørn, der ikke arvede gården, ofte som arvelod fik en eller flere marskfenner. Dette har også været medvirkende til, at kogsfenner ofte ejes af folk, der bor langt fra egnen, i nogle tilfælde i udlandet.
I 1961-62 blev der foretaget en stor jordfordeling. Ja efter manges mening den største, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Den betød en meget stor forandring, idet de fleste bønder nu fik deres jord samlet i to-tre blokke.
Men det kan stadig være svært for udenforstående at finde ud af, hvem i en familie, der egentlig ejer de forskellige arealer, der drives sammen under en gård:
Masser af marskjord
Landbruget i Højer havde først og fremmest marskjorden som grundlag. Til Højer by hørte 56 pct. af Højer Kog. Men en del heraf ejedes af folk uden for Højer. Til gengæld havde bønderne i Højer også jord i de øvrige koge.
I 1920 var næsten ingen kogsjord under plov. De anvendtes til græsning af kreaturer og til høslæt. Foruden de arealer, der blev ejet af landmænd i Højer og andetsteds, tilhørte noget Højer Bønderkommune. Endvidere var der en del legatjord, skænket til velgørende formål af velhavende jordejere.
Endelig ejede kirken ret store arealer, der sorterede under menighedsrådet, som også bestyrede det meste af legatjorden. Meget af jorden blev hvert år udlejet til bønder og jordløse husmænd.
”Sofa-bønder”
Mange Højer-bønder skulle kun kigge efter græssende stude og får. Kun få havde køer og svin. Onde tunger, måske misunderlige bønder, kaldte disse Højer-bønder for sofa-bønder. Dagens dont bestod i en tur rundt for at se til får og stude. Senere mødtes man så på kroen over en grog. Her kunne man slå en handel af og drøfte dagens emner.
En lille udgiftspost til langt op i forrige århundrede for kogsregnskabet gik til præsten. Han skulle gå i forbøn for diger, sluser, jord og kvæg. Det var noget man bad Vorherre om at passe på.
Ja og den sidste tærskning, der foregik i Højer by var i 1961 ved Nørregade 35.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 64 artikler om det gamle Højer og omegn. Vi har også talrige artikler om Tøndermarsken, bl.a. disse:
November 1, 2017
Sandheden om Minerne
”Under Sandet” var en fantastisk film. Men den var ikke historisk korrekt. De lokale anså ikke de gamle miner for at være farlige. Mange ville have brugt pengene fra den nye rydning til andre ting. Det var ikke en krigsforbrydelse. Tyskerne frygtede landgang vest fra. Det var den britiske overkommando der var øverste myndighed. Minenkommando Dänemark blev oprettet. Major Holland var chefen. Styrken blev udvidet til 2.600 mand. 214 soldater ofrede deres liv. Der var ingen interneringslejre i Danmark. Tyske befalingsmænd kommanderede. Der skete tekniske fejl og der var et opskruet tempo. Fra dansk side var der manglende forplejning til tropperne. Også danskere omkom. I 1946 forlod de fleste stedet. Men de sidste forlod først stedet i 1948.
En fantastisk film
Vi oplevede en fantastisk film ”Under Sandet”. Den var dramatisk og godt spillet. Den skabte en del debat, men den var ikke historisk korrekt. Og selv om man påstod, at man havde fulgt en bestemt bog, så var denne bogs konklusioner måske heller ikke historisk korrekt.
De lokale anså ikke minerne for farlige
John V. Jensen fra Varde Museum har forsøgt at finde sandheden. Han har gravet i en masse dokumenter, bl.a. fra Dientsgruppe Dänemarks dokumenter. Han har kigget i Brigadebladet udgivet af Den Danske Brigade og meget mere.
Man skulle tro, at historien om minerydningen var forsøgt holdt skjul, fordi den var kompromitterende for Danmark. Men sådan forholder det sig nu ikke.
Hvis man tidligere har besøgt Blåvands Kommune, som de hed indtil 2007, så har man set, hvad der lå her ved Skallingen. For de sidste miner blev først fjernet her i 2012. De lokale anså nu ikke minerne for farlige, ikke så mange år efter.
Mange ville have brugt pengene på noget andet
De samlede løbende rustne miner op. Og når de havde tilstrækkelig mange ringede de til sprængningskommandoen. Danmark havde underskrevet en konvention, som betød at man skulle rydde sit eget område for miner. Og der blev bevilliget 195 millioner kroner for at få fjernet disse miner.
Mange ville sikkert heller have brugt pengene til en yderligere oprensning af Grindstedværkets forurening i Kjærgård Plantage.
Det var ikke en krigsforbrydelse
I 1998 kom det frem, at Danmark havde begået en krigsforbrydelse. Det var det år, hvor Helge Hagermanns bog Under tvang udkom. Og her opstod debatten. Den blussede så op igen, da filmen ”Under Sandet” blev vist.
På det nye museum Tirpitz kan man så se den rigtige historie om den minderydning, Og det var især to spørgsmål, som man ønskede besvaret:
Tyskerne frygtede landgang fra vest
Fra omkring 1943 og indtil befrielsen forberedte den tyske besættelsesmagt sig i stigende grad på at forsvare sig mod en allieret landgang fra vest. Det betød igangsætning af byggeriet af et enormt forsvarsværk fra Nordkap til den fransk-spanske grænse.
Langs Nordsøens og Atlanterhavets kyster nedlagde tyskerne millioner af miner. Hele den jyske vestkyst var minimeret med omkring 1.500.000 miner.
Den britiske overkommando befalede
Umiddelbart efter besættelsen fremsatte det danske krigsministerium over for de engelske militærmyndigheder spørgsmålet om fjernelse af landminerne ved den tyske besættelsesmagts egen foranstaltning inden dennes afmarch fra landet.
Den 9. maj 1945 befalede den britiske overkommando i Danmark under general Dewing rydningen af minefelterne først og fremmest i Jylland og på Fyn. Af befalingen fremgik det desuden, at alle tyske soldater, der var uddannede i minerydning dvs. pionerer og infanteripionerer skulle tages ud af marchgrupperne og ledes af pionerofficerer, så arbejdet kunne gå i gang hurtigst muligt.
Minenkommando Dänemark
Hensigten var at fremskaffe det størst mulige antal soldater med kendskab til minering og minerydning. Dette kunne naturligvis kun være et ønske, og det er sikkert, at det kun var en del af de soldater, der blev sat til at rydde minerne, der tilhørte pionergrupperne.
Allerede den 10. maj 1945 dannede tyskerne ”Minenkommando Dänemark”. Der skulle foretages rydning af minerne under S.H.A.E.F’ s (de vestallieredes) kontrol. Dette var blevet aftalt mellem briterne og værnemagten på Hotel D’ Angleterre i København. Allerede den 11. juli blev de første miner optaget, har Wieth-Knudsen berettet om. Han var kaptajn og chef for Den Danske Brigades pionerkommando.
Major Holland var chefen
Det blev de britiske styrker, der skulle sørge for at besættelsesmagten kom til at forestå det farlige arbejde. I spidsen for minerydningen stod den britiske major Stanley Holland. Det fremgår også, at tyskerne havde fri hænder til at løse opgaven efter eget ønske. Men målet var at afslutte minerydningen i Danmark på hurtigst mulige tid.
De danske myndigheder var dog ikke sikre på, at minerydningen blev udført forsvarligt, når tyskerne arbejdede alene. Derpå blev der på dansk foranledning bestemt at S.H.A.E.F skulle kontrollere dette.
Til at assistere havde Holland et mindre britisk kontrolmandskab. Men de havde slet ikke kapacitet til at løse opgaven. De første måneder bistod Den Danske Brigade briterne i denne opgave indtil de blev hjemsendt den 19. juli 1945. Så blev opgaven løst af indkaldte danske menige og deres befalingsmænd.
Styrken blev udvidet til 2.600 mand
Den tyske chef for minerydningen blev kaptajn (Hauptmann) Geuer fra pionerskolen i Horsens. Han var som de øvrige tyskere underordnet major Holland.
Ifølge den afsluttende rapport fra Dienstgruppe Dänemarks virksomhed sandsynligvis skrevet ultimo 1948 anføres det i øvrigt, at Minekommando Dänemarks bestod af 5-6 forskellige bataljoner. I Oksbøl var Pionerbataljonens tre kompagnier fordelt i Esbjerg, Børsmose og i den gamle danske lejr (Sydlejren).
I første omgang bestod styrken i Danmark af 1.000 tilbageværende tyske pionersoldater, befalingsmænd og menige. Dette tal blev siden forøget først til 1.800 mand. Den sidste halvanden måned var der 2.500-2.600.
Folk kom fra lejre i Tyskland
Der blev hentet folk op fra fangelejrene syd for grænsen i Slesvig. Her var forplejningen yderst spartansk. Kosten bestod af te, erstatningskaffe, brød og suppe.
Fra de britisk kontrollerede lejre ved Eiderstedt ca. 25 km sydvest for Husum blev folk op til den danske vestkyst. Eventuelt er de også kommet fra Esterwegen ca. 80 km vest for Bremen og Neuengamme ved Hamborg.
Antagelig ville de internerede gerne ud af lejrene, hvor der grundet underernæring var en masse sygdomme.
214 soldater gav deres liv
De tyske befalingsmænd skulle have ledt minerydningen med meget streng disciplin. Det var ikke tale om krigsfangere. Briterne tog hverken krigsfangere i Norge eller Danmark. At det ikke var egentlige krigsfangere betød, at minerydningen ikke var i konflikt med Genevekonventionerne.
Der er heller ikke noget om, at tyskerne har underskrevet i protest. Krigen var tabt. Det var sejrherren, der stillede betingelserne. Sidst i Dienstgruppe Dänemarks afsluttende rapport stod der anført:
Ja man kan undre sig, at man accepterede, at 214 soldater gav deres eget liv for at redde civile blev opfattet som acceptabelt og meningsfuldt.
I løbet af de første tre dage var allerede 5 døde, 2 hårdtsårede og 1 let såret. Den var den 20. juni 1945.
Ingen interneringslejre
Major Holland krævede, at madrationerne til minerydningsarbejderne skulle forhøjes og have et højt kalorieindhold, da arbejdet krævede stor koncentration.
De tyske styrker var ikke internerede bag pigtråd. De sad heller ikke bag lås og slå. De blev for det meste indkvarteret i lejre og barakker, som havde været brugt af den tyske hær.
Det kneb dog med at få tyskerne indkvarteret for hverken myndigheder eller befolkning ville have noget med tyskerne at gøre efter kapitulationen. Arbejdsdagen var typisk på otte timer, men ofte kun 5-6 timer, og der blev ikke arbejdet på søn- og helligdage.
Soldaterne måtte være ude til klokken 21. De tyske befalingsmænd havde ret til at bære våben. Men der var ikke tale om egentlig interneringslejre.
Et opskruet tempo
Minerydningen skete i et opskruet tempo. Og dette gik ud over sikkerheden. Særlig ved Skallingen var det vanskeligt at rydde miner, men også her blev tempoet sat i vejret. Det var efter ordre fra major Holland, at tempoet skulle sættes i vejret. Efterhånden kom der også flere utrænede soldater.
Men det høje tempo skyldtes ifølge major Holland dansk utålmodighed. Men arbejdspresset var ikke eneste forklaring. Man havde i begyndelsen arbejdet i række og geled. Men dette afstedkom mange tab. Efterhånden arbejde man i mindre grupper og i flere felter samtidig. Dette nedsatte tabene.
Tekniske fejl
Mange ulykker skyldtes også tekniske mangler eller defekter i tænderne, der udløstes ved den mindste berøring. Fodfolksminerne var de farligste at rydde. Panserminerne var mindre farlige, men når ulykken indtraf var tabene større.
Dertil kom også unøjagtigheder i minekortene. Det gjorde rydningen langsommere og mere usikker. Dette gjorde, at man ikke kunne opfylde englændernes krav, om at rydde mindst en mine på fem minutter.
Kritik fra Dansk Minekontrol
Af en rapport fra Dansk Minekontrol fra slutningen af september 1945 fremgår det, at det har været uhensigtsmæssigt, at de tyske styrker ikke i alle henseender havde været underlagt de danske kontrollanter.
De danske menige, der kom efter at Brigaden var hjemsendt, burde være udvalgt med større omhu og have haft en bedre uddannelse. Rapporten peger dog på, at samarbejdet med de tyske officerer og befalingsmænd havde været upåklageligt.
I filmen ”Under Sandet” antydes det, at de tyske minerydderes unge alder og deres uerfarenhed også skulle have medvirket til de mange ulykker. Danske kontrollanter melder dog, at alderen på lå på cirka 20 år.
Men kigger man på gravstene ser man en gennemsnitsalder på 17-18 år. Men man ser også mange grenadiere, Feldwebler, gerfreiter m.m.
Ikke tilstrækkelig forplejning
Forplejningen har åbenbart ikke været tilstrækkelig. I hvert fald kendes der til en klage dateret den 28. juli 1945. Den er fra den tyske kaptajn Geuer til den danske major Florian-Hansen, hvor den tyske kaptajn klager over kritiske forhold.
Geuer klagede over, at der er disciplinere problemer mellem de tyske mineryddere og deres officerer, da disse ikke kunne holde deres løfter over for deres underordnede, hvilket igen skyldtes, at man fra dansk side ikke holdt sine løfter.
Desuden understregede Geuer i sit brev, at madrationerne ikke alle steder var tilstrækkelige og derfor måtte han bl.a. bede om forhøjelse af kødrationerne til 1. og 3. komagni fra 1233. Bataljon.
Dette kan bekræftes af gruppefører Thomsen (Oksbøl), der i sin afrapportering oplyser, at forsyningerne i begyndelsen ikke var tilstrækkelige på grund af det farlige og opslidende arbejde. Thomsen og hans gruppe hos Pionerkommandoen forsøgte at hæve tildelingen af dette og hint-men forgæves.
Flyvesand og oversvømmelse forværrede situationen
Geuers ulykkesstatistik taler også sit tydelige sprog. Indtil den 25. juli 1945 havde regimentet 117 døde, 123 hårdt sårede og 148 let sårede. Frustrationerne var til at tage og føle på. Det er klart, at de mange dødsfald og de medfølgende disciplinære problemer ikke havde gavnlig effekt på moralen.
Flyvesand og oversvømmelse bevirkede, at man ikke kunne stole på kortene. Dette betød at arbejdet blev sat yderligere i vejret.
Også danskere omkom
Der er usikkerhed om antallet af dræbte. Forskellige tal er rapporteret. Også danskere er omkommet under minerydningen. Således transporterede et par lokale mænd fra Ringkøbing-området miner på deres vogn, da en af minerne detonerede. Den 3. juni 1945 blev tre brødre dræbt af en mine i Orten plantage nord for Varde.
I 1946 manglede man efterkontrol
Diensgruppe Dänemark placerer ansvaret omkring de menneskelige omkostninger hos major Holland. Det er dog uklart, om Danmark har gjort noget som helst for at få tempoet nedsat. Men vi har også Hollands udsagn om, at danskerne pressede ham til at sætte tempoet i vejret.
Minerydningen var med enkelte undtagelser i hovedsagen løst allerede 22. september 1945. Herefter opløste englænderne enheden. 2059 mans med fuld udrustning og køretøjer blev overført til yderligere opgaver i Tyskland.
Et særligt mod og koldblodighed
Samtidig overførtes 270 mand til den såkaldte ”Sprengkommando” samt en mindre ”Arbejdskommando”. Således manglede man i foråret 1946 endnu efterkontrol af en række felter. Det drejede sig især om strækningen fra Nymindegab til nord for Blåvandshuk og hele Skallingen. Man skulle med en plov gennempløje områderne for at sikre at jorden var 100 pct. fri for miner.
Denne opgave krævede ifølge den tyske rapport et helt særligt mod og koldblodighed. Opgaven var yderst nervepirrende, fordi minerydderen i tilfælde af en detonation ville blive dræbt. I den forbindelse spillede de dårlige erfaringer fra det forhastede minerydningsarbejde fra det foregående år ind. Kun takket være sikkerhedsforanstaltninger krævede dette arbejde kun et offer.
Panserkommandoen i arbejde
I det samme tidsrum arbejdede panserkommandoen hjemmehørende i Oksbøllejren, i klitlandskabet og i det sumpede terræn på Skallingen. Her kørte de tyske kampvogne hen over minerne og detonerede dem, hvilket som regel resulterede i kvæstelser.
Dertil anføres det i den tyske rapport, at ud over minerne kæmpede de modige folk, som det står i Dienstgruppe Dänemarks rapport med varme- og myggeplage i det sumpede område. Skallingen var kun blevet ryddet yderst overfladisk og skabte store problemer for panserkommandoen.
Indtil oktober 1948
I Oksbøl fortsatte arbejdet på vestkysten og Skallingen til 21. juni 1947. Derudover havde man foretaget efterkontrol på en lang række lokaliteter bl.a. Vejers Strand, Blåvand, Oksbøl, Oksby, Børsmose, Gærup, Henne Strand, Nymindegab, Stauning, Thyborøn og Hansted.
Den 1. januar 1948 blev minekommandoen i Oksbøl, der nu kun bestod af seks mand, hjemsendt til Tyskland. En lille restgruppe stod herefter for den sidste oprydning af miner indtil oktober 1948.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
På www.dengang.dk finder du 206 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter herunder:
Oktober 30, 2017
Du skal omgås fortiden med varsomhed
Vi har gennem nogle år forsket i en sag i Padborg. Og det har i den grad udstillet myndighederne. Historien om besættelsestiden og tiden derefter er et spændingsfelt mellem løgne og sandheder. Ofte får vi kun den ene side af sandheden. Myndigheder fortier ting. Hændelser er stadig omdiskuteret. Myndigheder har lagt låg over stikkerlikvideringer. Modstandsbevægelsen var ikke en disciplineret hær. Familier fik standardsvar, hvis de overhovedet fik svar. Vi kigger også lige på Frikorps Danmark nok engang. Og vores domstole må have en flov smag i munden. Retsopgøret var til tider en farce. Og partierne var ked af, at regeringen gik af i august 1943. Nej, besættelsestiden var sandelig ikke et glansbillede. Måske skal vi lade det blive ved myterne. Og du skal i den grad omgås fortiden med varsomhed.
Spændingsfelt mellem løgne og sandheder
”Du skal omgås fortiden med varsomhed”, ja sådan et indtryk får man, når man borer i fortiden, som ”Den Gamle Redaktør” har gjort i en del tilfælde. Man skal helst ikke rippe op i betændte ting. Det er ikke altid, man bliver lige populær af det. Men vi fortsætter, ikke for at være konspirator, men for at få stillet nysgerrigheden.
Det er et spændingsfelt mellem sandheder og løgne. Det stiller store krav til historikere og journalister. For sensationer er nemme at konstruere. Historien kan bruges og misbruges af alle. Og mange fører den derhen, hvor de vil have den. I medierne ser vi en urimelig brug af historien. Der er stor risiko for misbrug, overdrivelse og løgne. Nogle gange har man indtryk af, at historie er de løgne, som vi er blevet enige om.
Du må ikke anfægte helte
Det der skal fortrænges bliver stadig fortrængt. Det mest provokerende drages ofte frem i lyset, og så glemmer man alt andet. Nuancerne kommer ikke med. Vores forestillinger om helte og skurke får en anden dimension. Det er tydligt at i Sønderjylland må man ikke anfægte de allerede udnævnte heltes omdømme.
Det lyder måske lidt negativt, men sådan føles det, når man borer i en hændelse fra historien, der ikke må komme frem. Vi ser, at historikere skriver af efter hinanden. Og så har vi været i arkiver, som de første efter besættelsestiden. Vi har skam også brugt historikers beretninger i mangel af, at vi ikke har fået adgang til diverse arkiver.
Ofte får vi kun en side af sagen
Ofte får vi kun en side af sagen, der bliver ikke siksakket. Vi mangler gråzonerne. En skriftlig kilde giver måske kun en side af sagen, de erindringsmæssige udsagn er for tilfældige og glimtvise. Og når folk så ikke vil stå frem, men vil forblive anonyme, ja så er chancen der, for at man bliver kaldt konspirator.
Myndighederne fortier også ting
Vi har bl.a. beskæftiget os med en likvidering, der helst skulle forbigås i tavshed. Det spændende var, at vi i den forbindelse havde kontakt med familien. Og inden arkiverne blev lukket for os, kunne vi se, at myndighederne havde behandlet sagen på en meget underlig måde. Ja de fortier ting, der ikke må komme frem. Du kan fordybe dig mere i dette i vores artikeloversigt bagerst i denne artikel.
Hændelser er stadig omdiskuteret
Selv om besættelsestiden og tiden lige efter er nok den mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning. Men der er stadig en kæmpe interesse. Og opfattelsen af, hvad der skete er stadig omdiskuteret. Det kan vi se ud af fra den kritik som vi får af vores artikler.
Myndighederne lagde låg over stikkerlikvideringer
En direktør skulle likvideres af modstandsbevægelsen. Men det man så ikke lige havde regnet med, det var at en sekretær også var med. Hun går i panik og skriger. Modstandsmanden udbryder ”En eller to, det er jo lige meget”. Så bliver sekretæren også skudt.
Ja eksemplet er ikke noget, som vi har opfundet. Det bliver bragt i Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”
I vores efterforskning af likvideringen af Asmus Jensen mødte vi stor hemmelighedskræmmeri. Og en af modstandsfolkene bag denne likvidering ved også godt, at det ikke var stuerent, det som man foretog sig. Og ifølge en af de kendte modstandsfolk Gunnar Dyrberg, så var der mange der begyndte at drikke for meget. Nogle blev alkoholikere og andre har begået selvmord.
Myndighederne lagde låg på de mange stikkerlikvideringer, der blev udført i besættelsens sidste år. Frode Jacobsen og hans Ministerium for Særlige Anliggender lukkede af for undersøgelser af stikkerlikvideringerne, fordi de ikke tålte dagens lys. Ja det er ikke kun os, der siger dette. Historikeren Ditlev Tamm mener også dette.
Spændende at kigge i kirkebøger
Under besættelsen skete der omkring 500 drab i alt. Hidtil har det været antaget, at omkring 350 kunne betegnes som stikkerlikvideringer. Men dette tal er langt større. Mange af disse foregik i løbet af en måned før krigens afslutning.
Selv fandt vi ud af ”mange spændene ting” ved at kigge i kirkebøger. Vi har også set, at ting er forsøgt slettet og andre ting er tilføjet med en anden pen. Men i nogle tilfælde havde den lokale præst tilføjet sin egen mening.
Modstandsbevægelsen mente, at der var 9 fejllikvideringer
Både Ditlev Tamm og Peter Øvig Knudsen mener, at det formentlig er en ret stor gruppe af likvideringer, hvor ofrene ikke direkte har været involveret i stikkeri i snæver forstand. Frode Jacobsen fra Frihedsrådet har sammen med Modstandsbevægelsen efter krigen fastholdt, at antallet af fejllikvideringer under besættelsen var 9. Hverken mere eller mindre 9 ud af 400 likvideringer.
Flere Desperados kom til
Modstandsmanden Uffe Horwitz siger ligeud, at nogle modstandsfolk udviklede sig til rene revolvermænd, og at der mod krigens slutning kom flere desperados til. De havde ifølge Horwitz ikke andet i hovedet end at ville ud og skyde løs. Den gamle modstandsmand sagde, at mange af de drab, som skete det sidste halve år af krigen, var helt ved siden af. Horwitz erkendte selv, at han har skudt en mand, uden at der forelå bevis for, at han var stikker. Det var bare, som han siger, en mand, der var i tysk tjeneste, og modstandsfolkene havde bemærket, at han var ivrig.
Ingen fast procedure ved likvidering
En anden modstandsmand, Jørgen Jespersen lader Øvig forstå, at man ikke behøvede at være rendyrket stikker for at blive likvideret. Visse håndlangere for tyskerne, sabotagevagter og andre i tysk tjeneste kunne ifølge Jørgen Jespersen uden videre likvideres.
Hvor ordrene til de mange stikkerlikvideringer kom fra er stadig uklart. Allerede under krigen opstod der den myte, at alle likvideringer blev besluttet af Frihedsrådet eller af et særligt likvideringsudvalg under Frihedsrådet. Selv sabotørerne troede, at sådan et udvalg eksisterede.
Der var egentlig ikke nogen fast procedure, hvordan en likvidering blev besluttet. Det kunne være en gruppe, ja endda selve drabsmanden, der tog beslutningen. Der kunne gå månedlange undersøgelser før en likvidering. Men det kunne også være en ung kvinde, som under et værtshusbesøg blev udpeget som mistænkelig af en modstandsmand. Samme aften blev hun dræbt.
Næsten alle undersøgelser blev stoppet
Martin A. Hansen blev under krigen bedt om af modstandsbevægelsen bedt om, at skrive et forsvar for stikkerlikvideringer til en illegal bog. Han ville kun gøre det, hvis der efterfølgende skete en undersøgelse. Men det skete aldrig.
Stort set alle undersøgelser blev stoppet, da Frode Jacobsen blev minister i Ministeriet for Særlige Anliggender efter krigen, for Frode Jacobsens magt var stor. Hans magt viste sig bl.a., da rigspolitichef Begtrup-Hansen i juli 1945 udsendte et cirkulær, som skulle gøre det muligt at sætte Rigspolitiets Rejsehold til at undersøge alle krigens drab, så man kunne skille stikkerlikvideringer fra kriminelle mord.
Rigspolitichefen turde ikke afvise, at nogle drabsmænd fra især den politiløse periode ville forsøge at lade mord fremstå som stikkerlikvideringer.
Gammel aftale, stikkerlikvideringer blev ikke undersøgt
Men efter protester fra Frode Jacobsen blev planen aldrig udført. I et notat skrev hans ministerium, at både politi og offentlighed ville få et fejlagtigt indtryk af, at alle disse uopklarede drab ville blive efterforsket til bunds.
I notatet kunne man læse, at modstandsfolkene-ifølge Frode Jacobsen-allerede under krigen var blevet lovet, at stikkerlikvideringer ikke ville blive nærmere undersøgt. Det løfte lykkedes det tilsyneladende Frode Jacobsen at holde. Dette kommer sikkert bag på mange sikkert også historikere.
Familier fik et standardsvar
Det har nok været almindeligt antaget, at der var en viden om likvideringer, som bare ikke kunne offentliggøres. At de var blevet undersøgt. I dag er det umuligt at få undersøgt de mange stikkerlikvideringer til bunds. Også de fem dødsfald som vi fandt i kirkebogen nede i Bov.
Når familier har henvendt sig har de som regel fået et standardsvar, at myndighederne havde lagt låg på sagen.
Frode Jacobsen og Ministeriet for Særlige Anliggender må have været meget hurtigt været blevet klar over, at en del af likvideringerne langtfra er foretaget under knap så velordnede forhold, som han selv og Frihedsrådet i erklæringer både under og efter besættelsen har givet indtryk af.
Frode Jacobsen fik udskiftet betjente
Selv om Frode Jacobsens ministerium havde stor magt lige efter krigen, kunne ministeriet dog ikke helt forhindre en undersøgelse af de mest tvivlsomme likvideringssager. Da presset for undersøgelser voksede, sørgede Frode Jacobsen imidlertid for, at få udskiftet de betjente, som Justitsministeriet ellers havde udpeget til at stå for undersøgelserne.
I stedet blev opgaven givet til et hold betjente, som selv havde været med til likvideringer.
Det var ofte kaotisk
Der skete en brutalisering i de sidste måneder og lige efter besættelsen. Selv i dag har man svært ved at komme i de rigtige arkiver og familier bliver holdt hen med falske meldinger, som vi i vores forskning har oplevet.
Lis Mellemgaard har også udgivet bøger om besættelsestiden. Hun mener, at frihedskæmpernes omkostninger også bør tages med, når vi taler om fejltagelser. Og hun erkender, at der skete fejltagelser. I krigens sidste lovløse år tiltrak modstandsbevægelsen desperadoer og folk, der var med for spændingens skyld.
Det var ofte kaotisk. Og som, Lis Mellemgaard pointerer, så var der ikke nogen øvrighed. Man kunne ikke holde stærkt mistænkte fast. Man kunne ikke få dem arresteret, og så var det kun en udvej. Der var usle mennesker, der stak andre for 200 kr. De udgjorde en frygtelig risiko, og man fik slet ikke fat i alle. Ofte var det helt tilfældigt, at man fik øje på dem.
Der skete fatale fejl, og dem taler man ikke om.
Det var ikke en disciplineret hær
Historikeren Henrik Nissen har udtalt, at modstandsbevægelsen ikke var en disciplineret hær med styr på det. Historikeren har fortalt, at Frode Jacobsen ikke mente, at de modstandsfolk, der var psykisk belastet skulle i retten. Frihedsrådet havde åbenbart garanteret, at dette ikke ville ske.
Opfattelsen var dengang i de glade majdage, at modstandsbevægelsen havde ret hele vejen igennem. Og det var ikke bare at Tyskland var ”Det Onde Rige”, men at 9. april 1940 og forhandlingspolitikken derefter anbragte Danmark på den forkerte side og var egentlig forbryderisk.
Men allerede i 1945 gav den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch udtryk for, at stikkerlikvidering var lig med mord. Men denne beskyldning var nok enkeltstående.
Myten om de danske jøder
Hele Verden var imponeret over danskernes vilje til at hjælpe jøderne. Det kostede i gennemsnit 1.000 kr. at komme til Sverige i 1943. Nogle familier måtte betale 50.000 kr. for at undslippe nazismens rædsler. Fiskerne tjente godt på det. Måske burde vi over for omverdenen have fastholdt myten og ikke fortalt sandheden.
Der blev heller ikke fortalt noget til omverdenen, at æren måske også skulle gives til de topnazister, der for at redde deres eget skind ud fra tysk side, gjorde jødeaktionen til en delvis fiasko.
Vi skal da heller ikke have noget frem om alle de jøder og andre politisk forfulgte, der blev afvist nede ved grænsen i Kruså fra 1933.
Jyllands Posten og Krystalnatten
Og hvad var det lige, der stod i Jyllands Postens leder efter Krystalnatten i november 1938, hvori bladet bl.a. udtrykker forståelse for nazisternes jødefjendtlighed og i klart antisemitiske vendinger mente, at der blandt danske jøder også var mange anløbne elementer, der stak næsen for langt frem.
Den politiske begejstring var til at overse
Den betroede embedsmand på området Troels Hoff nedfældede personligt, råt for usødet, som reststiftende og skæbnesvangre notater i de stakkels flygtninges sagsakter. Hos ham skulle i hvert fald ingen tilflygtet jøde vente forståelse. Selv angivelige trusler om Kz-lejr for flygtningene gjorde ikke indtryk på Hoff og ministeriet.
På den anden side af grænsen ventede Gestapo. Den politiske begejstring for flygtninge fra Tyskland var til at overse.
Problemer i Sverige
Men blandt modstandsfolkene eksisterede der også et udbredt negativ syn på jøder, der grænsede til antisemitisme, og som kom til udtryk under deres ophold i flygtningesamfundet i Sverige, hvor de boede sammen med jødiske flygtninge. Dette har historikeren Michael Mogensen påvist. Dette tema må man helst ikke tale om.
8.000 deltog i tysk krigstjeneste
Så var det også lige ”Straffelovstillægget”. En del af de handlinger, som nu kunne straffes, var også strafbare tidligere. Drab og tortur for eksempel. Men det nye var, der indførtes dødsstraf i disse tilfælde. Dødsstraf kunne også idømmes i forbindelse med angiveri og forsøg på at omstyrte den danske statsforvaltning.
En bestemmelse i Straffelovstillægget talte om ”tysk krigstjeneste”
Det anslås, at cirka 8.000 danskere deltog i tysk krigstjeneste, stort set udelukkende ved østfronten. Man ved ikke helt nøjagtig, hvor mange, der omkom. Der anslås, at det er omkring 4.200. Nogle valgte at blive i Tyskland.
Hvervning foregik fra 1939
Blandt de domfældte ca. 3.300 egentlig frontsoldater fandtes der omkring 600-700 tidligere medlemmer af Frikorps Danmark. Så tidligt som i 1939 havde der først i det skjulte, siden ganske åbenlyst i Danmark fundet hvervning sted til tysk krigstjeneste. Dette havde egentlig været ulovligt. Men fra februar 1941 ophævede regeringen det generelle forbud mod hvervning til udenlandske hære på dansk grund.
Regeringen godkendte Frikorps Danmark
Men hvis man havde meldt sig i 1941 til ”Frikorps Danmark” og havde troet på, at den danske regering, som havde tilladt danske officerer at stille sig i spidsen for korpset, nu også havde tilladt selve korpset, burde man så straffes?
Korpsets første chef blev oberstløjtnant C.P. Kryssing, der ikke var medlem af DNSAP. Han gjorde meget ud af at få en officiel anerkendelse. I Krigsministeriet havde han fået at vide, at kongen gav sin fulde billigelse til projektet, og at det i øvrigt var i Danmarks interesse.
Regeringen var godt nok i vildrede over disse frikorps-planer. Men de blev banket på plads af Scavenius, der gav udtryk for at ”hvis det overhovedet kunne tænkes, at der regnedes med forstand, måtte man ønske, at talrige officerer, der ikke var nationalsocialister, meldte sig. De antityske stemninger, er en fare for landet””
Glemt er, at Regeringen kunne derpå den 3. juli 1941 udsende en pressemeddelelse, hvori det hed, at korpsets oprettelse skete med regeringens billigelse, og at alle, der havde aftjent værnepligt efter 1931, kunne melde sig.
Man fik stillingen igen
Den 8. juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære rettet til hærens afdelinger. Cirkulæret informerede om, at der fra regeringens side var givet tilladelse til at melde sig til Frikorps Danmark. Når man kom hjem kunne man frit indtræde i den danske hær og bevare sin anciennitet.
Dagen før var Frikorpsets næstkommanderende kaptajn Thor Jørgensen blevet benådet med Danneborgsordenens ridderkors. Dette havde unægtelig også en signalværdi.
En flot mindehøjtidelighed
Og vi har hvis været inde på den mindehøjttidlighed, der foregik i Odd Fellow Palæet til ære for korpsets chef den overbeviste nazist C.F. von Schalburg. Til stede var den danske statsminister, udenrigsminister og forsvarsminister, foruden kongens bror, prins Harald samt prinsesse Helena.
Hærchefen skridtede af
Da Frikorpset efter fem ugers orlov skridtede den danske hærs øverstkommanderende general Gørtz fronten af sammen med Værnemagtens chef i Danmark. At det var et krav fra tysk side, at det skulle deltage en dansk officer, og at Gørz efter eget udsagn kun gjorde det, fordi han ikke syntes, han kunne være bekendt at bede en anden, kom først frem efter krigen.
Man havde fået anvisning
Var det ikke at handle efter en art ”anvisning” fra danske myndigheder, der spurgte dygtige advokater, som førte disse sager og henviste dermed til en bestemmelse i det samme ”Straffelovstillæg”, der gjorde det muligt at frifinde eller nedsætte straffen. Forholdet var jo det, at danske officerer officielt havde fået tilladelse til at indtræde i korpset, og at hærchefen havde været til stede ved deres parader, og hele oprettelsen var omtalt i et ordvalg, der kunne misforstås.
Scavenius fastholdt, at det var forhandlingspolitik
Alt hvad vi ved om samarbejdspolitikken i dag, vidste man også dengang. Forskellen var bare, at samarbejdspolitikken, som i dag hyldes af historikerne, dengang var kompromitteret. Den havde medført indrømmelser, som politikerne ikke ville stå ved, når vi lige ser bort fra Erik Scavenius og enkelte andre.
Scavenius fastholdt, at det var tale om forhandlingspolitik. Vi redede stort set vore demokratiske institutioner, vi sparede menneskeliv og vi stod med et næsten ubeskadiget produktionsapparat, da krigen sluttede. Danske jøders skæbne var også mere nådig end andre besatte landes.
Samarbejdspolitikken blev også af andre set som en forhandlingspolitik og en smart måde at snyde tyskerne på. Ja sådan kam man også beskrive det uden at tabe ansigt!
Ingen hensyn til det tyske mindretal
Nede i Sønderjylland ville NSPAD-N ikke anbefale deres medlemmer at melde sig ind i Frikorps Danmark. Det skulle ske direkte til Waffen SS. Og mange blev optaget i SS Totenkopf. I retsopgøret var det lagt op til, at man skulle tage speciel hensyn til det tyske mindretals rolle. Men den regel blev ikke taget i anvendelse. Medlemmer af det tyske mindretal blev dømt på lige fod med de danske frivillige.
Er det ikke efterrationalisering?
Efterfølgende blev Waffen SS dømt til at være et terrorkorps ved Nürnberg-processen. Men det var først efter at retsopgøret i Danmark var gået i gang. De fleste historikere har gjort gældende, at dem der meldte sig til Frikorps Danmark og Waffen SS vidste, hvad de gik ind til. Men gjorde de nu det? Er dette ikke en form for efterrationalisering?
Der er sikkert mange, de har fortrudt. Men med småt stod der ”Bis Kriegsende”. Og mange Firkorpsfolk ville jo også hjem, da blev klart, at nu var det et rent tysk foretagende. Men bordet fangede. Det lykkedes dog for enkelte at komme hjem.
Den danske regering ikke interesseret i efterforskning
Og det er også rigtigt, at vi endnu ikke kender omfanget af Frikorps Danmarks krigsforbrydelser. Men efter besættelsen var skiftende regeringer ikke særlig interesseret i at efterforske dette. Man var i det hele taget ikke meget interesseret i at efterforske danske statsborgers deltagelse i krigsforbrydelser.
Der var ikke nogen, som ville stå ved, at holdningen til Frikorpset havde været tvetydig. Men enkelte dommere gjorde dog et forsøg. Nogle af de frivillige blev frifundet i Byretten, men straks efter dømt af Landsretten og af Højesteret. Det endte med at man satte straffen for aktiv tysk krigstjeneste til 2 års fængsel. Det var faktisk mindre end de fire år som ”Straffelovstillægget” foreskrev.
Befalingsmænd og officerer var blevet afskediget
Om deltagelse i tysk krigstjeneste hed det i § 10 stk. 1:
Dette hjalp ikke de danske befalingsmænd og officerer i Frikorps Danmark, fordi Folketinget allerede havde vedtaget at afskedige disse. Dette skete uden hensyntagen til cirkulæret fra juli 1941 og senere cirkulæret af 1943.
Retsopgøret var en farce
Domstolene veg tilbage for at frifinde, når det kom til stykket, men de ville heller ikke dømme fire års fængsel, som de skulle efter loven. Kompromiset blev to år. Og så var vejen banet for, at retsopgøret kunne omfatte mange flere, end man havde tænkt. I alt 12.877 mænd og 644 kvinder idømtes en frihedsstraf i de år. Hovedparten blev dømt for en eller anden form for tysk krigstjeneste, mens andre dømtes for polititjeneste, angiveri, drab, tortur eller anden hjælp til besættelsesmagten.
Men retsopgøret blev nærmest en farce. Vi havde flere stikkere end andre lande. Kun med nød og næppe nåede vi at komme på den rette side af kridtstregen. Vi blev en allieret nation. Dermed slap Bornholm også for en længere besættelse.
Et moralsk problem
Retsopgørets største moralske problem blev de krigsfrivillige. Her turde domstolene ikke sige fra. De havde jo været med til at dømme modstandsfolk under besættelsen og dermed solidariseret sig med samarbejdspolitikken. Så kunne man ikke sige fra nu, selv om det var pinligt at dømme dem, som havde fulgt Buhls anvisning i den berygtede tale i september 1942.
Buhl opfordrede til angiveri, og de som fulgte hans parole blev efter besættelsen dømt som angivere. En lidet pudsig form for retfærdighed, der krævede mod og mandshjerte til at stå ved det én gang sagte. At han så blev statsminister i befrielsesregeringen-i sandhed hvad der med et udtryk fra vore dages politikske liv må kaldes et nationalt kompromis.
At forsvare samarbejdspolitikken og samtidig kriminalisere dem, der handlede i tillid med samarbejdspolitikken og tilmed derigennem opfyldte politikernes velbegrundede ønske om at undgå tvangsudskrivning var en betænkelig cocktail.
Stod valget mellem tvangsudskrivning eller oprettelse af korps? Hvis ja, så var soldaterne fra Frikorps Danmark gidsler. Men egentlig kan man ikke finde noget bevis for dette endnu. Det kommer måske, når flere arkiver bliver åbnet.
Werner Best slap nådigt
Det pudsige var også de tyske krigsforbrydere, som havde begået mange flere forbrydelser, end de danskere, der blev dømt til døden. Og her afhang det i høj grad af tidspunktet om man fik en dødsstraf.
Men kigger vi på Werner Best, ja så ved vi vel mere i dag end dengang. Han var kynisk og intelligent og kunne snøre folk. Det gjorde han i den grad. Han var en ledende kraft i opbygningen af Gestapo. Han opbyggede den nazistiske forbryderorganisation i Danmark. Men den charmerende overnazist og jurist slap med 12 års fængsel.
Han var symbolet på undertrykkelse, clearingsdrab, jødeforfølgelse og drab og tortur af frihedskæmpere. Hvorfor fik han ikke en dødsstraf?
Domstolene ville ikke røre politikerne
Politikernes rolle var det ingen domstole, der ville røre ved. Det blev en parlamentarisk kommission, hvor politikerne frifandt deres egne. Enkelte embedsmænd måtte tage skraldet for de andre, deriblandt generaldirektør Peter Knutzen. Ja en af dem, der dømte ham var højesteretsdommer, der havde været med til at stadfæste interneringen af danske kommunister i 1941. Dette blev anset som grundlovsbrud.
Der blev ikke rejst tiltale mod de store entreprenørvirksomheder, som efter regeringens anmodning havde udført arbejde med at bygge lufthavne og befæstningsanlæg.
Manglende rygrad
Juristerne delte sig på spørgsmålet om straf til de krigsfrivillige. Man kan undre sig over de ikke reflekterede over deres egne meritter under besættelsen. Retsopgøret havde sandelig også sine problemer, som man i dag forsøger at ignorere.
Også i den sag, som vi har forfulgt nede i det sønderjyske ignorerede juristerne bare henvendelserne fra den familie, som vi havde med at gøre. Og det har åbenbart været efter ordre fra justitsministeriet.
Domstolene svigtede. De dømte uden at overveje den juridiske synsvinkel, de anlagde i 1945 og årene derefter. Mange jurister har siden været lidet stolte af domstolens manglende rygrad.
Jurister var betænkelige
Efter de første straffedomme og den efterfølgende debat fremkom der i december 1945 en henvendelse til regering og Folketing fra 101 fremtrædende jurister, heraf seks juridiske professorer, 13 højesteretsdommere og et par forhenværende højesteretsdommere. I henvendelsen anbefaledes det at gøre den blotte tjeneste i Frikorps Danmark før 29. august 1943 straffri, da der selv om indtræden i Frikorpset måtte betragtes som en national forkastelig handling, efter underskriverens opfattelse, manglede det sikre grundlag for en sådan moralsk fordømmelse, som må være forudsætningen for en straffelov med tilbagevirkende kraft.
En anden af retsopgørets kritikkere var den tidligere politiker og præsident for Københavns Byret, Svenning Rytter, betegnede senere i sin bog, Retsopgøret Efter Besættelsen (1953) dommene over frikorpsfolkene som en uretfærdighed så grel og åbenbar, at alle disse domme burde tages op til revision.
Arbejderne led nød
Glemt er, at efter 1 ½ måneds besættelse var dyrtidsreguleringen ophævet, lønningerne fastfrosset. Der blev indført tvungen arbejdsfordeling, betalt en generel lønskat. I september 1940 blev der indført strejkeforbud og tvungen voldgift med andre ord et forbud mod almindelige overenskomstforhandlinger. Ligeledes blev de arbejdsløse, der ”uden rimelig grund” nægtede at tage arbejde i Tyskland, frataget understøttelsen.
Arbejdernes realløn faldt med 20 pct. i de først besættelsesår.
Regeringen ville fortsatte
Strejkerne i august 1943 og igen i sommeren 1944 viste at arbejderne var utilfredse. Regeringen gik godt nok af i august 1943, mens embedsmændene fortsatte uanfægtet.
Det var heller ikke med de politiske partiers gode vilje, at samarbejdsregeringen skulle træde tilbage. De ønskede at fortsætte samarbejdet hele krige igennem. Det var måske ikke til klokken tolv, men til fem minutter i tolv. Var det ikke historikeren Hans Kirchhoff, der sagde dette?
Holdt tyskerne sig tilbage?
Myndighederne, fagbevægelsen og politikerne kunne ikke mere styre begivenhederne. Det er ikke særlig populært at sige det, men tyskerne viste under hele forløbet en imponerende tilbageholdenhed, når man tænker på, hvor hårdt de slog ned i andre lande for eksempel i Holland. Jo vi ved skam godt at der omkom mange herhjemme under disse strejker og kampe. Dette tema har vi behandlet i andre artikler.
Var Danmark med til at forlænge krigen?
Danmark eksporterede 10-14 pct. af de landbrugsprodukter, som tyskerne importerede. Indirekte styrkede dette tyskernes moral. På den måde blev krigen forlænget og flere jøder døde i Kz-lejrene.
De danske jøder i Theresienstadt havde det godt!
En dansk gesandt i Berlin skrev i marts 1942, at han absolut ikke ville hjælpe nødlidende jøder for ikke at underminere samarbejdspolitikken.
I juni 1944 besøgte en international Røde-Kors delegation med to danske deltagere Kz-lejren Theresienstadt, hvor der var over 480 tilfangetagende danske jøder. Inden besøget havde nazisterne ryddet lejren og sendt en masse jøder til Auschwitz.
Delegationen lod sig overbevise om, at jødernes forhold var i orden-eller rettere sagt, at de danske jøders forhold var i orden. De danske medlemmer var slet ikke interesseret i andre jøders forhold. De rejste hjem og afgav rapporter om, at forholdene for jøderne i Theresienstadt var glimrende.
Dette var en glimrende propagandasejr for Himmler. De internationale organisationer, der ventede på informationerne fra nazisternes rædselslejre fik intet at vide af danskerne
Matador har ikke ret
Kigger vi i den ellers fantastiske serie Matador, så giver serien ikke et retvisende billede af forholdene under besættelsen. Det er slet ikke det glansbillede, at alle danskere, bortset lige fra nogle få tusinde danske nazister, stikkere og værnemagere og østfrontvillige tog del i modstandskampen. Og samfundets bærende lag og eliten var de sidste til at gribe til våben, hvis de overhovedet gjorde det.
I virkeligheden var det systemfjenderne, der gik til modstand. Det var rebellerne i samfundet, kommunisterne på den ene fløj og KU’erne på den anden. Dertil kom skytteforeningerne og dem der ikke var dem, der ikke var demokrater af overbevisning, men som gik ind for en stærk statsmagt.
Folk stod ikke skulder ved skulder og bød tyskerne trods, hvor kun en lille marginaliseret gruppe af medløbere endte på den forkerte side. Alle andre var ikke frihedskæmpere eller gode patroter, som hørte BBC, læste illegale blade og knyttede hænderne i lommen.
Glansbilledet blev revet i stykker
Heltebilledet er der endnu. Det stod dog uimodsagt i den kollektive erindring helt frem til 1970erne, hvor den første bølge af revisionistiske historikere begyndte at pille ved skønmaleriet.
Først var det Aage Trommers doktordisputats fra 1971, der argumenterede for, at modstandsbevægelsens jernbanesabotager under krigen stort set ingen militær betydning havde haft. Og siden var det Ditlev Tamms afhandling om retsopgøret efter besættelsen (1984) som pillede endnu en glorie af den nationale selvforståelse og viste, hvilke morderiske udskejelser, de glade befrielsesdage også havde budt på.
Ja og pludselig kunne man læse om Tyskerpiger, ja en af disse bøger er netop genudsendt. Nu kom der pludselig bøger om østfrivillige, stikkerlikvideringer, det økonomiske samarbejde med værnemagten, vilkårene for de tyske flygtninge og om den begrænsede deltagelse i den egentlige modstandskamp.
Sandheden ligger måske mellem de to myter
Og nu er det så kræfter, der påpeger, at de kritiske sider af besættelseshistorien har taget overhånd. For hvis det kun er de mindre flatterende sider af besættelsestiden, der når ud til medierne er det et forkert og forvrænget billede man giver af besættelsestiden. Måske ligger sandheden mellem de to myter mellem heroisme og landsforræderi.
Hvordan ville du selv have handlet?
Mange i dag især politikere taler meget om ”politisk og moralsk svigt”. Men er det ikke for let at dømme i moralismens og bagklogskabens hellige navn. Der var nogle, der vovede deres eget liv under vanskelig vilkår.
Historikeren Claus Bundgård Christensen har sagt det på denne måde:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 205 artikler om besættelsestiden før, under og efter, herunder (med relation til overstående):
Oktober 27, 2017
Revision, en avis og dens redaktør
Han blev beskyldt for at være nazist, landsforæder og original. Han repræsenterede dem, der var udsat fir uformel udrensning i lokalsamfundet. Han var medlem af de Konservative i Aabenraa og blev redaktør for Jydske Tidende. Axel Olesen blev redaktør for National-Socialisten. Han fik bøder og korte fængselsstraffe. Men det endte med, at han blev ekskluderet af DNSAP. Han blev ikke straffet for noget. Men da Den Danske Brigade kom til Aabenraa blev han arresteret og pludselig blev han anset som farlig. Kun to gange blev han afhørt. Han sad fire måneder i Faarhuslejren uden at blive dømt. Og det satte sine spor. I Revision kunne han få afløb for sin harme. Og dette gjorde han helt til 1972. Han repræsenterede ”Faarhus-mentaliteten. Politimester Brix ville aflytte hans telefon og forbyde Revision. Og i bladet kunne man læse, at den tidligere leder af det tyske mindretal Jens Møller blev truet på livet med nægtet våbentilladelse.
En nazist og Landsforæder?
Vi stødte på bladet Revision, da vi arbejdede på opklaringen af sagen om Asmus Jensen. Mindst to gange har bladet skrevet om sagen.
Ja det var, hvad der mødte os under efterforskningen. Nu har vi så fået fat i et par blade og så dukker vi ned i historien om bladets sidste redaktør Aksel Olesen.
Uformel udrensning i lokalsamfundet
Vi skal huske på, at 40.000 mennesker blev interneret af modstandsbevægelsen. Af dem blev 13.500 dømt for en eller anden form for landsforræderi. Men gentlig var det langt flere, der oplevede uformel udrensning i lokalsamfundet
Der opstod masser af landssvigere, der var dømt af resten af befolkningen. Og mange af disse udstødte ønskede en revision af retsopgørets tilbagevirkende love. Og det eneste sted de kunne komme af med deres kritik var i bladet Revision, der udkom fra 1945 til 1972.
Her kunne han få luft
Her kunne de få luft for bitterheden og den skæbne, der var blevet dem til del. Og ildsjælden Aksel Olesen gik rigtigt op i det. Han var samlingspunktet og rygstødet i det skyggemiljø af udstødte, der fandtes som et resultat af det noget ublide efterkrigsopgør.
Selv var Olesen tilknyttet forskellige højreorienterede grupperinger før dette redaktørjob. Han var således redaktør af DNSAP-bladet National-Socialisten fra 1933-37.
Efter krigen blev han interneret i Faarhus-lejren. Han sad der i fire måneder, men blev aldrig dømt for noget. Samfundets behandling af ham til at blive selvvalgt landssviger. Han kæmpede de udstødtes sag, som samlingspunkt og kolportør af den såkaldte Rostockmyte.
Fra Egtved-egnen
Han kom til verden på Egtved-egnen i en fattig familie. Han fik en bred uddannelse inden for husdyrhold og landbrug. Han fik gode anbefalinger, men måtte deltage i Første Verdenskrig. Han var forvalter på forskellige gårde på Kolding-egnen. Men han tog sig også tid til et højskoleophold.
Landbruget havde det ikke så godt i Sønderjylland, så han begyndte, at tænke på politik. I 1921 blev han forvalter på en stor gård ved Haderslev. Gårdejeren P.K. Petersen var formand for Det Konservative Folkeparti i Sønderjylland. Olesen blev af den vej sekretær for den lokale afdeling frem til 1924.
Medlem af De Konservative i Aabenraa
Gennem sit arbejde knyttede Olesen hurtig bånd til partipressen. Han fik ansættelse på Haderslev Stiftstidende, der blev styret af den fremtrædende konservative politikker A. Svensson. Efterhånden blev Olesen lokalredaktør i Aabenraa. Hertil flyttede familien.
I 1926 blev han medlem af bestyrelsen af De Konservative i Aabenraa. I partiet stiftede Olesen bekendtskab med Frits Clausen og familierne begyndte at komme sammen. Man udvekslede også forskellige ideer. Med tiden blev Haderslev Stiftstidende lagt sammen med Kolding Avis og overtaget af Berlingske Tidende under navnet Jydske Tidende. Olesen fortsatte nu som lokalredaktør for dette blad.
Farvel til Jydske Tidende
Olesen blev mere og mere optaget af landbefolkningens problemer. Han støttede ivrigt bondeorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS). De blev oprettet 1930 for at give landbrugerne en samlet politisk stemme over for staten. Foreningen voksede til 100.000 medlemmer og blev en magtfaktor i dansk politik.
Foreningen havde særlig stor opbakning i Sønderjylland og her var også en del, der var medlem af DNSAP. Der var punkter, hvor begge organisationer agiterede for det samme.
Engagementet fik efterhånden Olesen på kant med de lokale konservative, der ikke var begejstrede for hans stærke tilknytning til bondebevægelsen og de højreradikale ideer. Det betød, at han måtte sige farvel til arbejdet som redaktør på Jydske Tidende i medio 1932.
Han kom i konflikt med den lokale partiafdeling, da han ville opstille medlemmer af LS på De Konservatives liste. Dette blev for meget for partiet. De valgte at ekskludere Olesen.
Redaktør af National-Socialisten
Nu engagerede han sig i arbejdet for LS. Og et nyt medlemsblad for LS-ugeblad Nordslesvig. Men nu er det ikke noget, der tydede på, at han havde fået noget magt inden for bevægelsen. Han formidlede budskaberne videre.
Efter at Frits Clausen selv var redaktør af National-Socialisten var det nu Olesens tur. Frits Clausen havde andet at se til efter ”Fører-kuppet”. DNSAP overtog simpelthen Olesens blad, der bare hed Nordslesvig. Det udkom samtidig med National-Socialisten.
National-Socialisten skulle overbringe et politisk budskab. Artiklerne var ofte svulstige. Der var ekstreme holdninger til antisemitisme. Olesen skulle også varetage administration af abonnenter, distribution og annoncesalg.
Bøder og kortere fængselsstraffe
I begyndelsen var DNSAP ikke et velhavende parti, så en del af Olesens løn var provision af de annoncer, som han solgte. Med arbejdet på bladet fulgte også medlemskab af DNSAP.
Omkring folketingsvalget i 1935 deltog han i agitationen i Jylland. Han havde egentlig ikke nogen magt i DNSAP og ønskede det heller ikke. Men man lyttede til ham. Han forhandlede også sammen med Frits Clausen sammen med greve Bent Holstein.
Egentlig var det stadig landbrugets krise, der interesserede Olesen. Han fortsatte også sit engement i LS. Så sent som i 1936 forhandlede han med hofjægermester Jørgen Sehested om støtte til bladet Nordslesvig.
I flere omgange blev Olesen idømt bøder og kortere fængselsstraffe som resultat af injurierende artikler i National-Socialisten. Men bladet ændrede nu ikke nævneværdig form eller indhold.
Ekskluderet af DNSAP
På trods af Olesens loyalitet opstod der efterhånden konflikter mellem ham og partiets ledelse. Efter befrielsen erklærede Olesen, at han efterhånden var blevet mere og mere uenig i partiets linje. Han var ikke enig i partiets tilegnelse af tyske ideer og førerprincippet.
Man kan måske beskylde Olesen for at prøve at løbe fra sine nazistiske synspunkter i en tid, hvor det kunne give ham problemer.
Men der opstod også problemer med regnskabet. Ind- og udbetalinger voldte store problemer. Annonceindtægterne var også faldene. Dette udviklede sig til et uafklaret økonomisk mellemværende.
I efteråret 1937 følte han ikke, at have partiledelsens fulde opbakning. I et brev til Frits Clausen forklarede han, at han følte sig modarbejdet. Derfor trak han sig fra posten. Men sagen blev optrappet, da partisekretæren mente, at Olesen skyldte partiet penge. Modsat mente Olesen, at han havde en masse penge til gode som erstatninger for bøder m.m.
Hele miseren endte i midten af 1939 med et sagsanlæg fra Olesens side. Dette blev gengældt fra partiet med eksklusion. Men på daværende tidpunkt havde han dog reelt været ude af partiet i nogle år.
Arbejdede for tysk firma i Norge
Han hengav sig nu med at hjælpe sin kone i hendes kunsthandel i Aabenraa. Men da besættelsen kom til landet var der ikke mere så meget råd til kunst, så han søgte andet arbejde. En kort karriere som tørvegraver udviklede sig til ansættelse ved flere byggepladser i Jylland.
Da Olesen i august 1941 fik mulighed for at komme til tyske byggepladser i Norge greb han chancen. Han sendte penge hjem til familien, som dog ikke var så begejstret for hans lange udenlandske ophold.
Først i oktober 1944 vendte Olesen hjem til Danmark. Han fik arbejde i et tysk transportfirma. Det var først i Løkken og fra efteråret 1944 i Aabenraa.
Han kunne frit rejse rundt
Olesen blandede sig ikke mere i debatter og forholdt sig neutral. Han støttede den klassiske neutralitetspolitik og var som sådan modstandere af både modstandskampen og de danske frivillige på Østfronten. Men han lagde ikke skjul på, at han anså en tysk sejr som det mindste onde.
Selv blev han ikke arresteret og kunne frit rejse rundt i landet. Det var ingen lokale, der havde noget at udsætte på hans forhold under besættelsen. Men hans frihed var en stakket frist.
Olesen betragtet som en farlig mand
Med Den Danske Brigades indtog i Aabenraa den 17.-18. maj 1945 var freden slut. Den 18. maj blev Olesen afhentet og bragt til det lokale gymnasium. Han var åbenbart opført som allieret krigsfange, hvorfor han skulle betragtes som farlig. Derfor blev han overført til arresten.
Olesen mente, at det var tale om en fejltagelse. Men sagen tog en helt anden drejning. Efter 12 dage i arresten blev han overført til Faarhuslejren stadig uden at være blevet afhørt.
Senere under opholdet blev han afhørt to gange. Olesen blev nu klar over, at han var anklaget for stikkeri. Noget tyder på, at han var en af de mange, der var offer for rygter og smædekampagne. Det var sikkert hans fortid, der indhentede ham og så hans arbejde for tyske firmaer i Norge.
”Vi har desværre ikke noget på ham”
Der blev sagt, at hans søn skulle have været tilknyttet SS, og konen var stærkt nazistisk og ville hænge billeder af Hitler op efter krigen.
Politiet var dog ikke helt overbevist om hans skyld. De foretog en ransagning på Storegade 34, hvor der ikke fandtes nazistiske klenodier. Der var ikke begået nogen strafbar handling, men Olesen blev ikke løsladt.
Åbenbart havde Rigspolitiets Efterretningstjeneste blandet sig. Efter knap 3 ½ måned blev han endelig løsladt. Men det var imod Rigsadvokatens gode vilje. I den såkaldte P-journalsag blev der skrevet i margen:
Opholdet satte sine spor
Hvor stikkerianklagen kom fra blev aldrig gjort klart. Senere erklærede Olesen, at han aldrig led fysisk overlast i lejren. Man alligevel satte Faarhuslejren sine dybe spor hos Olesen resten af livet. Han oplevede det som et kæmpe brud på sine borgerrettigheder. Og han fandt også senere ud af, at dette var overgået mange andre og forsøgt fortiet.
Den specielle stemning, der opstod i fangegruppen og ikke mindst hos de pårørende blev kaldt ”Faarhusmentaliteten” Begrebet betegnede sammenholdet mellem fangerne og den fælles modstand mod retsopgøret. Senere i artiklen har vi mere om dette begreb.
Olesen følte, at det var den lille mand, der var blevet straffet. Han søgte æresoprejsning til de mange, der i hans optik led under efterkrigstidens opgør.
Landsforeningen af 6. maj
Hans tidligere medfangere, der kendte hans fortid mente, at han skulle tage bladet fra munden. Kort tid efter løsladelsen startede han så som redaktør af bladet Revision. Dette blev medlemsblad for en forening ved navn Landsforeningen af 6. maj.
Grundlæggeren af Revision var Svend Koefoed-Jensen, stod i spidsen for Landsforeningen, der var tænkt som interesseorganisation for de fængslede og deres pårørende. Foreningen blev stiftet den 11. juli 1945. Da foreningen var på sit højeste havde den 3.000 medlemmer.
Olesen fik afløb for sin harme
Både i Faarhuslejren og i Vestre Fængsel begyndte i løbet af 1946 at udgive illegale interne blade. Det blad, der udkom i Vestre Fængsel hed ”Sifolaskavi”, der var en forkortelse af ”sigtet for landsskadelig virksomhed”
Foreningen forsøgte bl.a. at hjælpe familier, der var berørt af interneringerne medøkonomiske og sociale foranstaltninger. Her kunne Olesen få afløb for sin harme. Egentlig kunne han bare være gået ud i lokalsamfundet. Han havde ingen lokale fjender. Godt nok var han en kort tid blevet beskyldt for at være landsforræder.
Sandheden frem for alt
Men han var i den grad forarget og tog kampen op. Med en aggressiv tone i bladet og kraftig kritik af retsopgøret afskar han sig selv for et liv i anonymitet. Han tog endelig skridtet ind i det dårlige selskab af landssvigere.
Allerede i efteråret 1946 havde Olesen overtaget styringen af Revision. Bladet var efterhånden uafhængig af Landsforeningen af 6. maj. Men kampen fortsatte under Revisions motto:
Systematisk statskollaboration
Olesen mente sammen med andre landssvigere, at samarbejdspolitikken var systematiseret statskollaboration. Derfor var det urimeligt at drage almindelige menige danskere til ansvar for deres private kollaboration, hvis staten og politikerne ikke skulle dømmes.
Harmen var specielt rettet mod samarbejdspolitikerne og modstandsbevægelsen. Men Olesen hjalp også de nødstedte ligesindede med konkrete problemer. Det kunne for eksempel være boligproblemer eller juridisk bistand. I bladet kunne man finde annoncer som
De var alle udstødte
Rundt omkring Olesen og Revision opstod der efterhånden et netværk af toneangivende landssvigere. Det var bl.a. kaptajn Erik Lærum, der efter krigen var leder af Dansk Frontkæmperforbund, tidligere folketingsmedlem for DNSAP Ejnar Jørgensen, hofjægermester Jørgen Sehested og forfatteren Harald Bergstedt.
Den fremtrædende nazist, den fynske godsejer, jurist m.m. Jørgen Sehestedt kæmpede en indædt, kostbar og forgæves kamp mod myndighederne, mens Vagner Kristensen også forsøgte at tilslutte sig. Han cyklede rundt i Jylland i slutningen af 1940’erne i et frugteløst forsøg på at mobilisere de gamle nazistiske partiprogrammer på ny.
De var alle sammen udstødte. De støttede Olesen for selv at få oprejsning. Bladet kunne dog ikke påvirkemeningsdannelsen i samfundet. Derfor fokuserede man på enkeltsager. Den største af disse enkeltsager var Rostockmødet. Alle såkaldte indicier samlede han i bogen ”Fra utrykte kilder”.
Han blev erklæret for nazist og original
Han fremstillede overblik over indicier, der kunne virke troværdige. Men bogen og hans forbindelse til højrefløjen betød at han tabte troværdighed. Derfor blev han afskrevet som nazist og original.
Og i 1951 dukkede den første holocaustbenægtende artikel op i bladet.
En kollektiv syndebukforestilling
Men Revision kunne også berette om de mange ovegreb og uretfærdigheder, de internerede hævdede, at de blev udsat for, og som i visse tilfælde er dokumenteret.
Efterhånden udviklede Revision sig som landssvigernes eneste kontaktflade for landssvigerne. På trods af evindelige økonomiske problemer lykkedes det for Olesen at opretholde bladets eksistens. Det blev et livsværk for ham. Han kunne ikke stoppe. Frem til hans død i 1972 udkom bladet. Det sidste nummer blev dikteret fra sygesengen.
Resultatet af bladets fremstillinger var en kollektiv syndebukforestilling, en modmyte til den store myte om hele det danske folks kamp mod tysken.
Et stærkt sammenhold
Den 6. maj åbnede Frøslevlejren for landssvigerne og fik navneforandring til Faarhuslejren. Og det var under kommando af tidligere danske fanger. I alt 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev i perioden 1945-49 fortjent eller ufortjent arresteret og spærret inde i lejren. Det var et stort chok for mange og de udviklede, præcist som de danske fanger havde gjort indtil da, et stærkt sammenhold.
Den specielle mentalitet
Man var vrede og bitter over den behandling, de blev udsat for. Man kaldte det som vi tidligere har nævnt for Faarhus-metaliteten. Det var fremtrædende stærke personligheder iblandt, som har vedligeholdt denne mentalitet ved igen og igen at fortælle deres udlægning af historien.
Den glemmer gerne, at mange af det tyske mindretal var aktive nazister, men minder til gengæld om retsopgørets uretfærdigheder, de vilkårlige straffe, beslaglæggelserne, mistænkeliggørelse m.m. Faarhus-mentaliteten har nok ikke så mange nulevende repræsentanter tilbage på samme måde som der stadig findes voksne mennesker, der for alvor mener, at Flensborg hører til det danske kongerige.
I Sønderjylland omgås man fortiden med varsomhed
Men i Sønderjylland skal man omgås fortiden med varsomhed. Man skal ikke kradse meget i det 21. århundredets blanke og pæne lak, før rusten fra det 20. slår igennem.
Vi har i tidligere artikel været lidt dybere nede i den diskussion. Både danskere og medlemmer af det tyske mindretal deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget. Mange blev aldrig straffet.
Politimester ville aflytte telefonen
Flere gange efter besættelsestiden forsøgte politimester Brix forgæves at lukke for Revision. Han forsøgte også at få lov til aflytte Olesens telefon. Men heller ikke det fik han lov til.
Politiet var også på pletten, da Olesen skulle holde tale i Højer, da en ny Faarhus-gruppe skulle dannes. Men Olesen havde været så smart at sende sin tale til avisen i forvejen.
Ikke i konflikt med loven
Kriminologen Karl O. Christiansen undersøgte i 1955 resocialiseringen blandt de dømte. Langt hovedparten havde ikke siden været i konflikt med loven. Det er heller ikke meget, som peger på, at gruppen af dømte og tidligere DNSAP-medlemmer generelt har involveret sig i nazistiske foreninger i efterkrigsårene.
Fortsat to grupper
Landsforeningen af 6. maj som egentlig aldrig blev dømt som en nazistisk forening havde udspillet sin rolle i løbet af 1960’erne. Dansk Frontkæmperforbund gik i opløsning i 1956. Dog er især gruppen af tidligere Waffen-SS-soldater vedblevet at mødes. I dag eksisterer der fortsat to grupper med hver ca. 100 medlemmer. Mange af disse har dog ikke gjort tysk krigstjeneste, men er pårørende til østfrontvillige eller samlere af militaria.
Det skrev Revision
Men lad os prøve at kigge på nogle eksempler i Revision. Vi dukker tilfældigvis ned. Den 1. marts 1950, er der stor artikel om stikkerlikvideringer. Olesen undrer sig over, at der var så mange herhjemme i sammenligning med Norge.
Hartvig Frisch døde af en hjernesvulst. Og ifølge Olesen havde Information skrevet at denne svulst allerede var i udvikling, da han havde udtalt sig om at Frihedskæmpere var mordere.
Det undrer Revision, at ”landets største værnemagere” Wright, Thomsen og Kier ikke er blevet stillet til ansvar.
Så fortæller bladet at ”det københavnske gadeblad Ekstra Bladet” havde oplyst, at der skulle findes 30 Nazi-Organisationer, der arbejdede ”underjordisk”. Den tidligere justitsminister Elmquist havde forespurgt den nuværende justitsminister Busch-Jensen om det ikke var på tide, at give amnesti til små overtrædelser. Men det blev svaret, at de skulle have samme behandling ”som andre Forbrydere”.
Jens Møller-truet på livet
Vi kan også læse at det tidligere leder af det tyske mindretal, Jens Møller var blevet truet på livet og bad om våbentilladelse. Men det blev nægtet. Ikke lang tid efter kørte han ind i et vejtræ tidligt om morgenen. Ja sådan var den officielle forklaring.
Man kunne også erhverve sig bøger fra Olesens eget forlag. Foruden hans egne bøger, kunne man købe bøger af Valeur Fausbøll, læge Justesen, professor K. A. Wieth-Knudsen, Viggo J. von Holstein-Rathlou, Peter Lille, Koefoed-Jensen, Ib Gerner-Ibsen m.m. Det var de samme annoncer, der gik igen.
Ja og så kunne man erhverve et ”storværk” Hvad skete der- og hvorfor. Den kostede så 20 kr. ved bestilling og 9,85kr. pr måned. Den skulle bestilles hos ingeniør A. Kielsen.
En ”Krigsdeltager” søgte arbejde på et kontor. Han havde måske svært ved at finde et arbejde, da også han var udelukket af samfundet som landsforræder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 205 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter-herunder
Oktober 13, 2017
Et slot i Løgumkloster
Der er stor stilforskel på slottet og den gotiske kirke. Slottet har Frederik den Fjerdes våben. I 1544 fik Hertug hans den Ældre klostret. Allerede i 1700-tallet var det planer om, at det skulle nedrives. Abbedens grav lå under gødning og affald. Brorson var huslærer her. Her har også været retslokaler. Men er den officielle forklaring rigtig? Arkæologiske undersøgelser siger noget andet. Men hvem var bygherren så? Ja det var Hertug Adolf. Han elskede pragt. Og byggeriet blev antagelig foretaget i tidsrummet fra 1568-86. Der findes indirekte et bevis for dette, nemlig et ”Inventarium” fra 1587. Men bygherren døde inden færdiggørelse. Og efterhånden forfaldt det undtagen hovedbygningen, som vi har i dag.
Stor stilforskel
Ja det er ikke mange, der ved, at der i Løgumkloster ligger et slot. Men det gør det. Man kender klosteret. Slottet er bygget op ad eller sammen med kirkens vestgavl. Ja den ligger egentlig i dag lidt i skyggen af den prægtige cistercienserkirke.
Slottet er efter Hansborgs brand i 1644 og efter nedrivningen af Tønderhus som en værdifuld bygning. Men stilforskellen til den gotiske kirke er temmelig stor.
Frederik den fjerdes monogram
Slotsbygningen er ganske imponerende. Den er i to etager men uden kælder. Den er opført i røde mursten og med et rødt tegltag. Den måler 47,5 meter i længden og 10 meter i bredden. Vi ser Frederik den Fjerdes monogram og det danske rigsvåben omgivet af elefant og dannebrogsordenens kæder.
I begyndelsen af 1930erne blev der foretaget en omfattende restaurering af slottets nordside.
Som byggestilen lader formode, er det ikke bygherrens monogram, der nu har sin plads over portgennemkørselen. Slottet er nemlig opført 100 år før Frederik den Fjerde. Men mon ikke slottet er endnu ældre? Dets historie er fra begyndelsen nøje knyttet til kirken og klostret.
En vandrig dal
Da cisterciensermunkene i 1173 kom til Løgum for at grundlægge et nyt kloster, fandt de her et vidt dalstrøg med store engstrækninger og noget agerjord. Her var kun ringe læ for den barske vestenvind. Og det selv om der lå nogle mægtige skove lige i nærheden. Det var Draved Skov i syd og kratskov på Vognhøjsåsens skråning mod nord. Og der var en langt større udstrækning som i dag.
Men dalen var vandrig, og der var udmærkede forhold til at drive møllebrug og fiskeri. Men munkenes økonomi var først og fremmest baseret på landbrug. I tidens løb samlede de sig dels ved gaver, dels ved køb af mageskifter, udstrakte jordbesiddelser. Det blev til større gårde og spredte gårde i Slogs, Tønder, Hvidding, Lø og Nr. Rangstrup, Sdr. Rangstrup og Frøs Herreder.
I 1544 fik Hertug Hans den Ældre slottet
Ved den store arvedeling mellem Christian den Tredje og hans brødre i 1544 tildeltes Løgumkloster hertug Hans den Ældre. Så måtte Cistercienserklostret, der havde overlevet de vanskelige reformationsår, i 1548, da deres leder Morten Iversen døde, også finde sig i at blive underlagt hertug Hans den Ældre. Ved hans død i 1581 kom det ligesom hans øvrige vestslesvigske besiddelser under den gottorpske hertug, under hvem det forblev, indtil konge Frederik den Fjerde i Den Store Nordiske Krigs tid (1713) inddrog de gottorpske dele af Slesvig.
Hertugen havde brug for en administrationsbygning. Den skulle tjene som opholdssted, når han var her i sit embede med sit følge. Og jagten spillede også en rolle for ham. Og det foregik blandt andet i Draved Skov.
Ja der siges på baggrund af et halvslidt indskrift, at slottet er bygget i 1614 af hertug Johan Adolf. Han tiltrådte regeringen i 1590 i en alder af kun 15 år. Men er det nu rigtigt? De historiske holdepunkter er få.
Hertug Johan Adolf
Johan Adolf blev dagen efter Christian den Fjerdes kroning gift i København. Og det var med kongens søster. Han havde udmærket forhold til den kongelige familie.
Hertug Johan Adolf havde efter sin far arvet en betydelig gæld, men det hindrede ham nu ikke i at holde et stort hof krydret med mange drikkegilder. Og sønnen Frederik den Tredje fortsatte med at bruge mange penge.
Originale tavler på Tønder Museum
Da Frederik den Fjerde overtog det hele blev der givet udtrykkelige orde til at de hertugelige våben skulle fjernes og erstattes med de kongelige. Måske er det derfor at det er bagsiden, der er anvendt til kongevåbnet. De originale tavler opbevares på Tønder Museum. De våben der nu anvendes på slottet er kopier.
Allerede i begyndelsen af 1700-tallet skulle den nedrives
Den statelige bygning opnåede ikke engang den beskedne ære at blive varig amtmandsbolig. Indtil 1850 lå amtet under samme amtmand som Aabenraa. Det betød, at det var Brundlund Slot, der blev valgt som residens.
Slottet i Løgumkloster blev således degraderet til amtsforvalterbolig. Den barske vestenvind var hård ved bygningen. Det gik ud over tag og mure. I begyndelsen af 1700-tallet talte man om at rive slottet ned. Men Frederik den Fjerde lod slottet restaurere i 1720erne.
Fra hans tid kan man se, at amtsforvalteren havde bolig i den øst for porten beliggende del af stueetagen. Den vestlige del blev optaget af embedslokaler samt værelser for amtssekretæren.
Bryllupsfest i bygningen
På bygningens sydside var der et nu forsvundet trappetårn ad hvis vindeltrappe man kom op på anden etage. Den rummede en meget stor sal og ved hver ende to rum med vinduer både mod syd og nord.
Salens gulv var belagt med store røde fliser, og der var kamin i begge ender. Loftet blev båret af store bjælker.
For det meste var disse rum stået ubeboet, beregnet til at huse hertugen med følge under eventuelle ophold. De blev også anvendt som festrum for embedsmændene ved disse lejligheder. Amtsskriveren Cassius havde i 1635 ansøgt om tilladelse til at måtte fejre sin bryllupsfest på ”det fyrstelige hus”. Og Frederik den Tredje bevilligede beredvilligt festen.
Bygningens indretning
Da Løgumkloster i det 18. århundrede var garnisonsby, syntes slottet at have huset en officersfamilie. Dets bolig havde formentlig været på 2. etage. Vinkelret på hovedhuset lå ved sydsidens vesterende en lang køkkenfløj i to etager. Den korte tilbygning her i vore dage er en moderniseret rest af den.
I hjørnet ved hovedbygningen var der en vindeltrappe, som gav adgang til anden etage og loftet i både hoved- og sidefløj. Stødende op til sidefløjens sydgavl lå endnu en udbygning, der i forbindelse med et plankeværk, på hvilket ”den engelske ”parforcejagt” var afmalet, lukkede for den store gård mod syd.
Længere mod øst begrænsedes gården endelig af den moderne korsgang langs den endnu to etager høje klosterfløj, hvis smukke hvælvede rum var indrettet til stalde, vognremiser, tørveoplagsrum og fængselsceller.
Graven af abbeden under gødning og affald
Det kan stå som et udtryk for det gamle klosters dybe fald, at abbedgraven her blev fundet under et anseligt lag gødning af affald. Endelig lå der ved slottets forgård mod nord et lille porthus, et jægerhus og et par stalde med plads til amtsforvalterens og husfogedens heste og køer.
Dele af det gamle klosterkompleks indgik som udbygninger i slotsanlægget. Tiden mellem klostrets ophævelse 1548 og slotsbygningens opførelse 1614 har formodentlig tæret så slemt på de middelalderlige klosterbygninger omkring fratergården, at man ikke har anset dem for bedre værd.
Brorson var huslærer
Af slottets beboere er der grund til at nævne den første af amtsforvalterne under dansk overhøjhed, Nicolai Clausen. Han var morbroder og senere svigerfar til den store salmedigter Hans Adolph Brorson. Fra 1717 til 1721 boede denne på slottet som huslærer i morbroders hjem. Her faldt Brorson til ro, og blev forelsket i sin kusine. Hun blev senere hans hustru.
Retslokaler
Slottet blev sæde for en underret, der i den tyske tid blev kaldt for amtsret. Foruden de forskellige retslokaler og kontorer blev det også bolig for dommeren. Mange af disse lokaler er for længst forsvundet.
Engang et stort anlæg
Men er den beskrivelse nu korrekt. For ad arkæologisk vej er det lykkedes at vise, at slottet var et vidtløftigt voldomkranset anlæg med bl.a. en central slotsfirkant. Den skabtes ved udbygning mod vest af den gamle middelalderlige klosterfirkant.
Hvem var bygherren?
Fordi Hertug Johan Adolfs våben fandtes på bygningen behøver han ikke at være bygherren. Hans våben kan vel forklares, som en markering af, at han ejede Løgumkloster i perioden 1590-1616.
Men hvem skulle så være bygherren? Ja de foreløbige arkæologiske fund giver ikke en præcis datering. Når disse kilder svigter er man nødt til at gisne. Hvordan så det ud i Løgumkloster fra 1500-tallets midte til et stykke ind i 1600-tallet.
Administration blev glidende overtaget
Det er uklart og hvorledes Løgumkloster amt blev etableret som et forvaltningsområde på basis af klostergodset, der havde tilhørt cisterciensermunkene i Løgum. Ofte anføres 1548 som amtets oprettelsesår, hvilket er klart forkert, sådan som det fremgår af det følgende.
Tilsyneladende blev den gejstlige klosteradministration langsomt og glidende afløst af en verdslig administration i årene efter 1542, hvor reformationen officielt blev gennemført i Sønderjylland. Men allerede længe før 1542 havde hertug Frederik den Første af Gottorp udøvet en vis magt over klostret.
Klosterfogeder
I 1491 erhvervede hertugen nogle jagt- og gæsterettigheder i klostret. I 1500-tallet tvangsudskrev hertugen ved flere lejligheder både arbejdskraft, pligtkørsler og materialeleverancer fra klostret. Således måtte klostrets bønder i 1511 fremskaffe og transportere træ og tørv til hertugens digebyggeri. I 1522 blev bønderne indkaldt til befæstningsarbejde ved Tønder Slot. Måske havde de klosterfogeder, som nævnes 1494 og 1502 en relation til hertugen. Ja det kunne være, at han havde udnævnt dem.
Hertugen var ofte i Løgumkloster
Lige efter 1542 var den gejstlige ledelse uforandret. Men klostret tilfaldt hertug Hans den Ældre af Haderslev. I 1546 blev der valgt en ny abbed, Morten Iversen. Denne abbed døde i 1548. Og en ny abbed blev ikke valgt. I 1552 ser man prioren optræde på ”klostrets vegne”. Samme år forlader denne klostret for at blive sognepræst i Abild.
Hertugen var personligt i Løgumkloster ved flere lejligheder i årene 1545-46, og allerede fra 1545 solgte han ud af klostergodset. I 1546 måtte abbeden sende bud efter hertugen i forbindelse med en drabssag. En bekræftelse fra 1546 omtaler, at fæsterens rettigheder skal sikres af:
Amtmanden i Tønder var bestyrer af klostret
Alt dette tyder på, at hertugen hurtigt havde sat sig fast i Løgumkloster med amtmanden i Tønder som den overordnede administrative leder og med en ”befalingsmand” i spidsen for en lokal verdslig administration, hvortil måske også hørte den ”gårdfoged”, som er nævnt i 1546.
Amtmanden i Tønder betegnes som klostrets ”bestyrer” eller ”forstander”. Amtmand i Tønder var fra 1546 til 1560 Christoffer Rantzau, derefter Benedict Ahlefeldt indtil 1578 eller 1579.
Fra 1599 amtmand for både Løgumkloster og Tønder
I 1566 blev der nedskrevet en ”Inventarium for Klostret Løgum Kloster”. Her figurer en del ”Kamre” og værelser. Åbenbart er der ikke oprettet noget amt på den tid. Man må også regne med at amtmanden og hertugen med deres følger skulle bruge lokaler.
I 1568 nævnes Didereich von Landsberg som amtmand i Løgumkloster. I 1578 nævnes han som Hauptmann i Løgumkloster. Igen i 1584 nævnes han som amtmand. Efter Hertug Hans’ død i 1580 overgik amtet til hertugerne af Gottorp.
Fra 1599 følger amtmænd for både Tønder og Løgumkloster.
Selvstændigt amt fra 1568 til 1598
Fra 1568 til 1598 ser det ud til, at Løgumkloster har fungeret som et selvstændigt amt. Inden for denne periode har det været en begrundelse for et nybyggeri i Løgumkloster. Der må have været et behov for en tidssvarende og passende repræsentativ residens for amtmanden. Der må også have været passende faciliteter til brug for hertugens midlertidige ophold.
Hertug Adolf elskede pragt
De første hertuger i tidsrummet 1568-98 var Hans den Ældre og Adolf. Begge var initiativrige, handlekraftige og byggeglade regenter. De er begge mulige bygherrer i Løgumkloster.
Hertug Hans var imidlertid ugift og langt mere nøjsom i sin hofhusholdning end hertug Adolf. Derfor er det næppe så sandsynligt, at det store slotsanlæg skyldes hertug Hans. Et storslået slotsanlæg ville passe glimrende til indtrykket af den pragtelskende hertug Adolf, som tillige var gift.
Byggeri udført i tidsrummet 1568-86
De tre Adolf-sønner, der efterfulgte ham som hertug af Gottorp og dermed som ejer af Løgumkloster, har ikke markeret sig som bygherrer i synderlig grad. Derfor kan nybyggerier af stort format bedst tænkes udført i tidsrummet 1568-86.
Der er ikke mange kilder, der kan bekræfte dette. Indirekte taler både en arkæologisk kilde og en skriftlig kilde. Under den nordvestligste del af den bevarede slotsbygning er fundet ydermurene af et klart amrkeret hjørne af en solid teglstensbygning, som er blevet opført efter nedrivningen af middelagtige klosterbygninger på stedet, men før opførelsen af slotsbygningen.
Et ”Inventarium” fra 1587
Endvidere findes et ”Inventarium” fra 1587, hvori opregnes rum til fyrstepar, amtmand og hoffolk i et sådant antal, at nybyggeri i større stil næsten giver sig selv. Invetarium opregner rummene, uden at det med sikkerhed kan fastslås, hvilke bygninger der var i brug på dette tidspunkt.
Hertug Hans’ Bygning revet ned
Kort efter oprettelsen af det selvstændige amt (ca. 1568) blev opført en solid bygning, hvoraf vi foreløbig kun kender et hjørne. Bygningen tjente hertug Hans’ tid ud som amtmandens residens, og her kunne hertugen indlogeres under besøg.
Dette byggeri tilfredsstillede øjensynligt ikke hertug Adolf, som lagde stor vægt på repræsentative slotsanlæg. Således lod han i årene 1573-82 hele tre slotte opføre fra grunden, Reinbek, Husum og Tønning.
Død inden færdiggørelse
Det er derfor endog særdeles sandsynligt, at han efter overtagelsen af Løgumkloster amt ønskede at manifestere sig som en magtfuld regent i et nyerhvervet landområde gennem et stort slotsanlæg, der synligt for enhver kundgjorde den nye hertugs tilstedeværelse.
Hertug Hans’ bygning har sikkert ikke været imposant nok for hertug Adolfs smag, eller også har det ligget i vejen for det større anlæg, som Adolf ønskede. ”Det lange nye hus” er højst sandsynligt identisk med slottets endnu eksisterende hovedfløj. Denne bygning har stået færdig kort før 1587. Måske har hertug Adolf ikke selv oplevet bygningens færdiggørelse, idet han døde allerede 1586.
Ja hele slotsanlægget var sikkert først fuldendt efter Adolfs tid. Åbenbart har efterfølgerne ladet det synke i glemsel. Allerede fra 1599 var slottet ikke mere amtmandsresidens. De efterfølgende ejere lod slottet forfalde. Nedrivninger foregik under de gottorpske hertuger, under de danske konger og under den preussiske regering helt frem til 1878, hvorefter mindre end halvdelen af den centrale slotsfirkant stod tilbage.
Denne rest er i 1900-tallet blevet gennemgribende restaureret og står i dag som et fornemt monument. Men man må da håbe, at der dukker flere beviser op som kan dokumentere de her fremførte påstande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Du kan finde følgende på www.dengang.dk
Oktober 12, 2017
Til Grænsen-en anmeldelse
Hermed forsøg på en anmeldelse af bogen af Michael Falch: Til Grænsen. Det handler hovedsagelig om hans ungdomserindringer i Tønder. Bogen kan varmt anbefales med de grænseoverskridende erindringer. På Tønder Statsskole sagde Kastberg allerede, at Michael havde skjulte talender. Gennem over 40 år har han så givet os hits, litteratur- og filmoplevelser. Seks år i Tønder har sat sine dybe spor. Han kom allerede tidligt i medierne. Og som Casanova på en Nordbagge var det også ved at gå galt. Allerede som 15-årig havde han eget klaver. Han kom til en dyster spøgelsesby, men heldigvis mødte han Kylle og Kedde. Men de blev hurtig kaldt Tønders Skræk. Præstekonen kaldte ham ”Djævlens Yngel”. Men alarmklokkerne bimlede når hans far tog den første øl. Men Michael betjenten hed ikke Ørneborg. Så var det lige Ønskebrønden og Keddes kemiske værksted. Mange ideer og tanker gik gennem hovedet. Så fik han sit eget værelse i Vestergade. Den bedste fødselsdagsgave var ”Pilgrimsrejsen” til Tønder.
Han kan altid overraske
Ja Michael Falch kan gang på gang overraske. Og det gør han også i disse ungdomserindringer. Han fortæller ærligt om sine oplevelser på godt og ondt. Vi oplever en masse hashtåger og søde piger. Og på et tidspunkt spørger Michael sig selv om han virkelig er ”Djævlens Yngel” som Keddes mor, præstekonen kalder ham.
Han er i den grad utilfreds med sin karakter i samfundsvidenskab til studentereksamen. Han forventede helt klart 13 for sin præstation, men fik kun 8. Ja så var det ikke andet for end at pifte lærerens cykel.
Over 40 år med hits, litteratur og filmoplevelser
Gennem mere end 40 år har han leveret hits og filmoplevelser for os. Men ”Den Gamle Redaktør” mener stadig, at ”Kærlighedens Lysthus”, der handler om ”Liebestempel” i Tønder er absolut den bedste sang. Og ved dette ”Liebestempel” har Michael også oplevet mange ting.
Seks år i Tønder har gjort indtryk
Vi oplever en meget underholdende bog, hvor Michael i nogle af afsnittene filosoferer om diverse samfundsforhold. Han tager stilling til mange ting. Og det er i den grad tydeligt, at han elsker Tønder. Og mon ikke borgerne har accepteret ham som en af deres egne selv om han ”kun” boede her i seks år. Og disse seks år har i den grad gjort indtryk på ham. Og mange af de mennesker han har mødt, reflekter han på.
Selv skriver han også, at de indtryk, der lagres tydeligst i sindet er dem vi tager til os i de tidlige teenageår fra vores trettende til vores sekstende leveår, plusminus. Han havde behov for at bevare navne og ansigter på hans kammerater. De skulle ikke slettes hver gang, han flyttede i en ny by.
Han har i grunden mange talenter. Men det fortalte lektor Kastberg ham også på Tønder Statsskole dengang. Ja han er både sangskriver, kunstner, skuespiller og ja forfatter.
Jo det var dengang Michael var en stor dreng i afsidesliggende dansk provinsby. Og denne var som skrevet Tønder. Men inden vi når dertil får vi at vide, at farfar var glad for piger. Farfar Jokum var sort/hvid, stivnakket men altid generøs. Ja han blev gift som 80-årig med en velstillet dame, hvis græsplæne som han klippede.
Jo og så blev Michael løftet op og kysset af selveste Josephine Baker på Rådhuspladsen.
Tidligt i medierne
Michael har ofte været i medierne. Men det startede allerede som toårig under overskriften:
Næste gang var allerede to år efter, hvor han faldt ud af sin fars bil.
Og egentlig var det også en tredje gang, hvor det kunne have gået gruelig galt. Michael var blevet forelsket i en pige, der gik på en rideskole i Tønder. Som 15-årig casanova havde han fået rideskolens roligste øg. Men det gik helt galt, da den pludselig forsøgte at springe over et pigtrådshegn. Både hest og rytter blev revet til blods. Blodet fossede ud af Michaels hænder.
Men ikke nok med det. Nordbaggen gik i panik. I stærk galop gik det nu ud over marken. Michael hang med foden i den ene stigbøjle og blev trukket ned ad jorden. Hans hoved blev banket mod græsset. Endelig knækkede hans gummisko midt over. Og han landede på marken.
At han så blev lappet sammen af en debutant på Tønder Sygehus. Han havde åbenbart ikke prøvet det før. De synlige ar på hans hånd er et tegn på hans ungdommelige overmod.
En pige, han senere sang duetter med
Historien om Adolf Falch i Køge var en ren ”Mads Skjern Historie”. I Brabrand Idrætsforening blev Michael i sæsonen 1962/63 kåret som ”Årets dreng”. Og han fik en pokal. I klassen over ham gik en pige, som han senere sang mange duetter sammen med-Lis Sørensen.
I Sønderborg begyndte forældrenes udskejelser, når der var fest. Så var der altid regnskaber, der skulle gøres op. Men Michael huskede også de stille perioder. Da havde han ”Verdens bedste forældre”.
Turen gik også til Høje Taastrup, hvor Michael ikke orkede at dele ugeavisen ud. Så fra det job blev han fyret.
En 15-årig med klaver
Da ”faster” ved Svanemøllen døde, arvede han et klaver, der blev fragtet til Tønder. Det fik en prominent plads i de fire huse, som de boede i, i de seks år, som de boede i Tønder. Tænk som langhåret 15 årig var han en mand med eget klaver. Men da han så flyttede hjemmefra lev den en langsom druknedød i garagen på Marskvej.
En dyster spøgelsesby
Den 15. april 1970 cyklede Michael Falch som 13-årig gennem en dyster spøgelsesby. Det var ikke et eneste menneske at se. Byen virkede uddø. Han troede, at han befandt sig i Sibirien. Men situationen ændrer sig dog noget, da han møder Kylle på Torvet. Det møde fik ham for alvor til at ændre synet på Tønder. For denne gør opmærksom på, at om aftenen optræder flippernes hoforkester Alrunes Rod ude på Schweizerhalle.
Fanny Hecht og hans fortid
Det meget hyggelige ved bogen, at mange af de omtalte personer i bogen, kender man også selv. Vi får også en hyggelig tur ud til Galgestrømmen. Og Michael tænker meget over, at her har det hængt forbrydere i galgen. Men det som han måske ikke ved, er at lige i nærhede hang endnu en galge. Det var nemlig Tønder Herreds galge.
Og så er det jo Fanny Hecht og hans fantastiske butik. Ham kendte vi alle sammen. Og så får vi da også lidt om Fannys knap så glorværdige fortid. Ret hurtig fandt Michael også ud af at Tønder var delt op i en tysk og en dansk del. Og lidt besættelsestidshistorie får vi også.
”Tønders skræk”
Kedde, præstens sort får, der lærte Michael at spille guitar, har også en af hovedrollerne i bogen. Blodet flød, da Michael skulle gæsteoptræde i Løgumkloster på mundharmonika. Han havde udtrykkelig fået at vide, at han ikke måtte synge. Det var Keddes orkester, der her optrådte. Meget senere kom Kedde til at spille i Malurt.
Ja Kedde og Michael var vitterlig mange steder udråbt som ”Tønders Skræk”. De åd og drak og åd piller. De luskede og løj og var en pestilens for mange. Man må virkelig konstatere at ungdomserindringerne virker åbenhjertige og ærlige med særdeles gode peronbeskrivelser.
Djævlens Yngel
Michael blev kun lukket ind i præstegården, når der herskede våbenhvile, eller når Keddes far og mor ikke var hjemme, ellers forblev han uønsket. Selv mange år efter blev han af Keddes mor, præstekonen kaldt for ”Djævlens Yngel”.
Når alarmklokkerne bimlede
Ja så var det alle pigerne. Og dem var der en del af. Men også beskrivelsen af Michaels far, som undertegnede udmærket kan huske. En aktiv mand i byen som formand for handelsforeningen og butik nede i Østergade. Sønnen beundrede ham for hans drive. Men synet af faderen, der åbnede den første øl eller første glas vin fik alarmklokkerne til at bimle hos de tre børn. Så var det i den grad fare for husspektakler.
Michael, betjenten hed ikke Ørneborg!
Debuten som rocksanger skete i Møgeltønder i 1972. Men det var først efter indtagelse af æg. Stemmen var nemlig forsvundet, men den kom.
Ja og så kunne Michael godt lide en bestemt betjent i Tønder. Men han hed nu ikke Ørneborg, Michael, for han var viceborgmester dengang.
Brønden og Keddes kemiske værksted
Historien om Keddes kemiske værksted, kendte undertegnede godt i forvejen. Og så var det lige faderens ønskebrønd på Torvet, hvori der lå en masse penge. Dette mente Michael og Kedde var lige kapitalistisk nok. Men de to hældte en spændende blanding kemi ned i denne brønd. Det var nærmest en sydende masse. Og der lød nærmest også en sydende eksplosion ud over den stille by. Flere timer efter hang der en lilla røg ud over Torvet i Tønder. Mønterne i brønden var nærmest ætset.
Mange ideer og tanker for gennem hovedet
Til Juleballet på Tønderhus, hvor det lokale orkester Radisserne optrådte, oplevede publikum Michael og Kedde optræde i pausen.
Historien om Bader Meinhof og mange andre ideer og tanker, der for gennem hans hoved dengang får vi også.
Eget værelse i Vestergade
Michael havde fået sit eget værelse i Vestergade. Og da han en dag ville høre Lindas stemme og ringede til hende, fik han nærmest et chok. For hun meddelte ham, at hun kom på lørdag permanent for at bo hos ham. Hun ville tage HF i Tønder.
Der fulgte så nærmest et år, hvor de kun kom ud af værelset til den allermest nødvendige undervisning. Manglede de noget hos købmanden åbnede de bare vinduet og råbte ned til købmand Mandø, også hejste de en kurv ned, som blev fyldt.
Stormfloden og evakueringen af Tønder får vi også godt beskrevet. Men vi skal også igennem en dramatisk studenterfest.
På Pilgrimsrejse
Den bedste fødselsdagsgave nogensinde, var en pilgrimsrejse til Tønder for Anita, ham selv, hans døtre, de to kærrester og yngste barnebarn. Men en lejet minibus kørte man så rundt til alle hemmeligheder fra dengang.
Det glæder Michael lige som ”Den gamle Redaktør” at Schweizerhalle igen har fået sit gamle navn igen i stedet for Kulturhuset. Det er tydeligt at Michael elsker byen og at byens borgere elsker ham.
Han glemmer ikke lektor Kastberg, der lærte ham litteraturens hemmeligheder. Og gad vide, om gedden som Michael omtaler nogen sinde blev fanget. Den tog også ænder.
Og det var her i Tønder, at Malurt blev dannet. Han gik til yderligheder og prøvede grænser!
Grænseoverskridende oplevelser
Bogen er også et bragende far-søn-opgør. Oplevelserne er til tider grænseoverskridende, så også på det område er titlen på bogen passende. Fortiden fylder stadig meget. Og som Michael selv siger, så har ethvert menneske ridser i lakken. Han lægger ikke skjul på sine egne.
Jo han har da sandelig set med kritiske øjne på sig selv. Der har været op og nedture. Men det har da bestemt ikke altid været et kedeligt liv, heller ikke i Tønder.
Bogen kan varmt anbefales.
Michael Falch: Til Grænsen-Ungdomserindringer (Gyldendal)
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 221 artikler om Tønder herunder: