Artikler
Juli 2, 2018
Kniplinger – nord for Højer
Vi skal hilse på Kathrine fra Emmerlev. Hun ville have et knipleskrin allerede som 7-årig. Det var der ikke råd til. Jamen så kunne man lave et selv med lidt lån. Hun kom på kursus i Knipleskole i Tønder. Og så var det lige Den københavnske Damekreds. De opkøbte Tønderkniplinger, og så kunne de betale med det samme. Kathrine blev inviteret til København flere gange for at kniple. Kathrine skulle kniple for turister i Magasin. Hun blev gift med Anders. Og så skulle der hver dag også laves mad til Peter Beyer. Så kom der ellers store leverancer til lodsen fra Thyborøn. En dug og servietter til 12 personer var en stor ordre. Jo Kathrine kniplede også som 90 – årig. Og så aflægger vi lige et besøg hos Hansigne og Cathrine Lorenzen.
Kathrine fra Emmerlev
Vi skal hilse på Kathrine Thuesen fra Emmerlev nord for Tønder. Her var langt de fleste dansksindede. Det var også et gammelt enklave-sogn. Derhjemme blev der snakket sønderjysk. Forældrene Sørine og Andreas Drøhse havde en lille ejendom og Kathrine var en af seks børn.
Den ældste af drengene, Christian erhvervede senere forældrenes ejendom. Som barn kom Kathrine ofte inde hos en ældre nabo, Anna Jensen, der var kniplerske. Kathrine kunne godt lide at se Anna arbejde, og selv om hun var delvis lam i den ene arm, så kunne hun godt håndtere den svære kunst at kniple.
Hun ville have smykkeskrin som 7-årig
Da Kathrine var omkring syv år begyndte hun at klage sin mor om et knipleskrin. Moderen, der selv kniplede sagde nej. Der var ikke råd til det. Og erhvervet kunne vel heller ikke rigtig brødføde nogen mere.
Kathrine var dog ikke tabt bag en vogn. Hun fik beklædt en gammel fodskammel med noget uldent stof. Med den gik hun nu til Anna Jensen. Hun lånte nogle kniplepinde, tråd og et prikkebrev af hende. Og så kom hun ellers i gang.
Hun lærte at kniple ved at kigge på en lille prøve af en gammel knipling. Så kniplede hun et par meter af denne, inden hun kunne det uden ad. Og så havde hun åbenbart flair for det.
Knipleskole i Tønder
Nu skulle hun også lige som sine søskende hjælpe til i hjemmet, have og stald og mark. Det var fordi hendes far døde meget tidligt. Og selvfølgelig skulle hun også passe hendes skole.
I 1928 meldte hun sig til et tre måneders kursus i Tønder. Og det var i Tønderkniplinger hos Hansigne Lorenzens datter, Cathrine Lorenzen. Hun havde oprettet en ny knipleskole i Tønder.
Den Københavnske Damekreds
I de år hvor Kathrine kniplede hos Anna Jensen besøgte næstformanden For Den Københavnske Damekreds, Else Marie Thomassen i 1917 for første gang Vestsønderjylland for at opleve, hvorledes kniplingshåndværket var foregået på egnen.
I 1923 var Den københavnske Damekreds for Tønderkniplinger blevet oprettet. Det var en støtteforening for Hansigne Lorenzens Det tønderske Kniplingsdepot. Men samarbejdet var nu langt fra gnidningsløst.
Det skyldtes, at Hansigne Lorentzen ikke brød sig om, at medlemmer af Den københavnske Damekreds på egen hånd kontaktede de kvinder, der kniplede for foreningen.
Foreningen havde penge til at betale
Dette forbud trodsede Else Marie Thomassen i sommeren 1927. Hun fik kontakt med en del af de kniplersker, der kniplede Tønderkniplinger. Mange ville gerne levere direkte til Den københavnske damekreds. Foreningen kunne betale lige efter leveringen, hvilket Hansigne Lorenzen ikke havde den fornødne kapital til.
På et tidspunkt mellem 1927 og 1930 gik Kathrines lærermester, Anna Jensen, over til at kniple for Den københavnske Damekreds. Det må have været hende at Kathrine i 1930 begyndte at kniple for damekredsen.
I de første år kniplede hun kun smalle Tønderkniplinger som ”Marens Hægte” og ”Danmarks lille Hjerte” altid i længder på to meter, men snart gik hun over til at kniple vanskeligere mønstre.
Da Kathrine var i København første gang
Den københavnske Damekreds foretog med jævne mellemrum deres tur rundt i det sønderjyske, hvor de fordelte nye mønstre. Man modtog så de mønstre, der var færdige til videresalg. Hver sommer aftalte man også, hvem der den følgende vinter skulle til København for at demonstrere kniplehåndværket i Magasin. Fru Thomassen skrev følgende i hendes dagbog:
Kniplinger til turister
I begyndelsen af november rejste Kathrine på sit første besøg i København. De første to uger skulle hun demonstrere sin kniplekunst i Klampenborg. De sidste tre uger sad hun hver dag i Magasin du Nords broderiafdeling og kniplede.
Sådan et arrangement betød meget for salget af kniplinger. Fru Thomassen skrev i hendes dagbog:
I 1935 blev der besluttet, at Kathrine skulle være i København i tre uger om sommeren, idet Magasin du Nord ønskede, at hun kniplede i forretningen i turistsæsonen. Også under dette besøg boede Kathrine hos fru Thomasson på Nordkrog i Hellerup.
Under disse besøg havde Kathrine pressens bevågenhed.
Forbindelse til Magrethe i Hjerpsted
I 1934 var Kathrine 16 år. Hun havde forladt skolen og var ude at tjene. Hun kniplede så meget for Den københavnske Damekreds, som hun havde tid til. Meget tyder på, at hun ikke havde så meget kontakt med de andre kniplersker, der var meget ældre end hende.
En undtagelse var der, og det var Margrethe Sørensen i Hjerpsted. Denne var en slags talskvinde for kniplerskerne, og hun var nok blandt de dygtigste. Et varmt venskab udviklede sig helt til Magrethe Sørensens pludselige død som 70-årig i 1959.
Gift med Anders
Kathrine havde forskellige pladser, bl.a. på Hohen Warte syd for Højer. Hun havde også været i huset hos underdirektør Mathiesen på Højer Tæppefabrik.
I løbet af disse år mødte hun hendes mand, Anders Thuesen født i Juvre på Rømø. Han blev udlært som manufakturhandler hos Winther i Skærbæk. Senere blev han ekspedient hos Peter Beyers manufakturforretning i Skolegade i Højer. I 1941 blev de gift og Kathrine blev nu til Kathrine Thuesen.
De første år af deres ægteskab boede de på førstesalen i et lille parcelhus på Nørrevej i Højer. Her blev deres første søn, Dan født i 1945.
Daglig middagsmad til Peter Beyer
Peter Beyer ønskede at afhænde sin butik og ønskede at Anders Thuesen skulle overtage den. Aftalen var, at Peter Beyer skulle bevare sin lejlighed og have et lille månedligt beløb hver måned og middagsmad hver dag. Således lavede Kathrine mad til ham hver dag til han døde i 1976.
Selv flyttede Familien Thuesen ind i den lejlighed, der oprindelig tilhørte forretningen. De fik yderligere to børn, og Kathrine havde bu hænderne fulde. Og hun nåede endda endnu at få kniplet. Og så oprettede hun også en rulleforretning.
Store leverancer til lodsen fra Thyborøn
I 1954 fik Damekredsen navneforandring og hed nu ”Foreningen til bevarelse af Tønderkniplingerne”. Lodsen Bent Wegeberg fra Thyborøn blev en stor aftager hos Kathrine Thuesen. Han ønskede sig en stor samling Tønderkniplinger. Og han modtog efterhånden 50 forskellige lommetørklæder, mellemlægsservietter, flakoner, lyseduge og meget mere.
Dug og servietter til 12 personer
Til sidst blev Kathrine overtaget til at kniple og sy en stor dug til tolv personer med tilhørende servietter. Den aftalte knipling skulle være ”Store Hjerpsted”. Ved kniplingsfestivallen i 1995 blev det store arbejde præsenteret.
Kathrine ønskede aldrig at arbejde under pres, så hun satte aldrig en fast deadline. De sidste 15 år af Kathrines liv bød på mange udstillinger over hendes arbejde. Hun syntes, at en Tønderknipling blev flottest på et gammeldags knippelskrin.
Kniplede som 90-årig
I 1994 døde Kathrines mand, Anders, 86 år gammel. Forretningen havde været lukket i nogle år. Men parret var blevet boende i huset. Rullestuen havde hun dog fortsat med at passe.
Hun solgte ejendommen i Skolegade og flyttede i 1996 til en treværelses lejlighed på første sal i en trelænget gård i Østerende i Højer.
Hun fortsatte med at fabrikere et stort antal af Tønderkniplinger. Hun fik bestillinger fra hele Danmark. I 2009 besluttede hun at flytte til en lejlighed uden trapper. Efter at hun var blevet 90 år, kniplede hun for sidste gang ”Danmarks store hjerte”
Hansigne og Cathrine Lorenzen
Ude i Bådsbøl-Ballum var der ligefrem undervisning i kniplingskunsten. Det var Hans og Hansigne Lorenzens datter, Cathrine Lorenzen, der tog sig af dette. Men også hun forsøgte, at forhindre at prikkebreve og kniplinger blev sendt til Berlin. Hun var i høj grad med til at genoplive Tønderkniplingerne.
Cathrines mor var også forfatter under pseudonymet Svend Tange. Hun udgave romaner og digtsamlinger. Hun bidrog til at holde det danske sprog ved lige i de år, hvor Sønderjylland var under tyske herredømme. Hansigne og Hans Lorenzen var kæmpe forkæmper for danskheden.
Hun udgav sin første i 1905, der hed ”Der kæmper et folk”. Og i 1919 var det værket Arveguld” om guldhornene.
Hansignes far var lærer. Men han forlod skolen på grund af sin holdning. Og Hansigne giftede sig med en førstelærer.
Da Første Verdenskrig brød ud var parret kortvarig arresteret af prøjserne. Efter Genforeningen i 1920 arbejdede Hansigne meget for, at få genoptaget fremstillingen af Tønderkniplinger
Gennem sit mors arbejde med kniplinger fik Cathrine et stort kendskab til kniplinger og kniplingens historie. I 1927 begyndte hun at undervise elever og oprettede kniplekurser på Kunstindustrimuseet i København. I 1929 oprettede hun knipleskole i Østergade i Tønder. Den flyttede hun i 1945 til Lorenzens gård i Ballum.
Hun overtog gården i 1956 og ved sin død i 1971 testamenterede hun gården til sine søskende og til sit legat. Gården har jævnligt været åben for tyrister i juli måned. Der har desuden været arrangeret weekendkurser.
Undertegnede havde Tønderkniplinger med til brylluppet, fabrikeret af min mor. Lillesøster arvede knipleskrinet. Og min tante har faktisk undervist i den svære kunst at kniple i Tønder. Det vil jeg lige tænke over, når jeg næste gang ser kniplingsudstillingen i Drøhses Hus i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Juni 30, 2018
Aabenraa – Rødekro Banen
Den lille Rødekro – Aabenraa Bane. Jernbanefeberen kom tidligt til Aabenraa. Ikke den store begejstring for alle forslag. En syrlig artikel i Dannevirke. Banen var færdig i 1868. Og den varede til maj 1971. Stationsbygningen er fredet. Højdeforskellen gjorde det dyrt. Små preussiske lokomotiver. Klosterruten Den kortest eksisterende jernbanestrækning. En smart rangering. Sporet endte blindt. Der var en speciel stemning på gamle Rødekro Station. To store flygtningetog på stationen. Når Havnebanen krydser Haderslevgade. Masser af spor havnen Veterantog på strækningen. Genoptagelse af godstransport ville koste 45 millioner kr.
Den lille Rødekro – Aabenraa bane
Jeg glemmer aldrig den dag, da der pludselig dukkede et damplokomotiv op på banen lige ude foran vinduerne. Jo det var veteranbanen, der skabte julestemning midt i snevejret.
Det er den lille Rødekro – Aabenraa bane, vel ikke mere end knap seks kilometer. (6,7 km) Det letteste have jo selvfølgelig været, hvis man havde anlagt banen langs købstæderne ved østkysten, men se så mange penge ville man ikke give.
Jernbanefeberen kom tidligt til Aabenraa
Hver by havde sin fortolkning af, hvordan jernbanen skulle se ud.
Jernbanefeberen havde bredt sig til Aabenraa allerede i 1844. Man ville have byen forbundet til Hamborg. Men ak planerne måtte droppes. Så vendte man blikket nord på til Haderslev og Årøsund. Men Den Kongelige Jernbanekommission sagde nej.
Strækningen skulle gå fra Aabenraa til Rise Hjarup, Lerskov, Hovslund, Marstrup, Haderslev, Øsby, Årøsund. Prisen var 2.790.000 kr. Lokomotiv, vogne, værktøj 290.800 kr. Opførelse af tre banegårde 309.800 kr. Men den 4. oktober 1845 kom det endelig afslag.
Ikke den store begejstring
Dannevirke advarede mod jernbanefeberen. Og Jernbanekommissionen sendte spørgeskema ud til alle byråd og amtsråd i Jylland. Kommissionen var bange for en jernbaneforbindelse til Hamborg. De mente, at Hamborg blev for stor en konkurrent. Egentlig var den danske regering ikke så begejstret for en tilknytning til Flensborg.
I sommeren 1851 havde den engelske entreprenør Samuel Morton Peto ført forhandlinger i København om baneanlæg. Med ham var lokomotivfabrikant Robert Stephenson. Efter forhandlingerne tog de via Tønning hjem. For her lå Petos eget dampskib og ventede.
Den 3. december 1852 havde Samuel Peto forespurgt om en jernbane fra Flensborg til Frederikshavn finansieret og bygget af ham selv.
Han havde forestillet sig en zigzag linje fra Flensborg til Frederikshavn finansieret af ham selv. Den skulle gå fra Flensborg til Tønder og Ballum og videre til et punkt midt mellem Hjerting og Århus. Derfra skulle den føres via Viborg til Aalborg og Frederikshavn.
Ja den 14. februar 1853 sendte han en ny ansøgning. Heller ikke den var man interesseret i. Det var man først 8 år senere.
Bladet Fædreland mente, at havnemulighederne skulle undersøges. Fra Hjerting burde der anlægges en bane via Ribe til Aabenraa.
En syrlig artikel i Dannevirke
En syrlig artikel kunne man finde i Dannevirke i 1861:
Da krigen udbrød den 1. februar 1864 var strækningen mellem Skovkro ved Flensborg og Rødekro færdig.
Rødekro – Aabenraa banen færdig i 1868
Dengang i min tid var der kiosk var der kiosk i stationsbygningen i Aabenraa. Den er fra 1867 tegnet af N.P.C. Holsøe. Han stod for hovedparten af bygningerne langs den sønderjyske længdebane. Ja og denne blev anlagt fra 1864 – 1866.
Og det først da denne var færdig, at man gik i gang med stikbanerne. Således blev Rødekro – Aabenraa først færdig i 1868, ja banen blev indviet den 12. september.
Det blev konsortiet Peto, Brassey and Betts, der byggede hele banen. Banen skulle finansieres af konsortiet mens jord til banen blev stillet til fri rådighed. Ja en jernbanelinje i Sydslesvig havde de allerede fået bygget.
Det varede til 23. maj 1971
Aabenraa Statsbanegård lå ikke langt fra den nu nedrevne Aabenraa Amtsbanegård (Apenrade Kleinbahnhof). Her var der forbindelse til Gråsten med Aabenraa Amts Jernbaner. Hvis man skulle skifte til/fra amtsbanelinjen til Hovslund-Løgumkloster var Nørreport Trinbrædt (Haltepunkt Nordertor) nærmere.
Ja og det varede så til den 23. maj 1971. Så blev det stoppet for al persontrafik. Og det fortsatte med gods indtil engang i 1990erne.
En fredet stationsbygning
Den person, der giftede min kone, Hanne og mig købte banegården i 1993. Ja det var den forhenværende borgmester Jens Terp Nielsen. Her blev indrettet et kulturcenter.
Stationsbygningen er faktisk fredet, og det forstår man også godt, når man ser den. Det er den ældst bevarede stationsbygning i Sønderjylland.
Højdeforskellen gjorde det dyrt
Ja egentlig var det meningen fra starten, at Aabenraa og Haderslev skulle ligge direkte på strækningen, men på grund af de mange bakker og priser var det ikke helt let. Det ville koste ikke så lidt ekstra. Det havde vi også set i Dannevirkes syrlige kommentar. Man kan også mærke det på højdeforskellen på den lille bane til Rødekro.
Sidebanen var anlagt af Schleswigsche Eisenbahn Aktien-Gesellschaft ligesom den østlige længdebane. Og som denne overgik banen til Königliche Preussische Staats-Eisenbahn Vervaltung den 1. januar 1883.
DSB igen fra 17. juni 1920
Ligesom de andre normalsporede baner i Sønderjylland havde banen DSB drift fra den 17. juni 1920. Banen var også enkeltsporet ved overtagelsen. Der var kun et enkelt trinbræt, og det var ved Rise.
DSB havde bortset fra højtansatte tilbudt at personalet gerne måtte blive.
Små preussiske damplokomotiver
Trafikken på Aabenraa banen knyttede sig til fjerntrafikken på den østlige længdebane. I den tyske tid blev der kørt med små preussiske damplokomotiver. Efter at den danske administration overtog, var DSB’ s Litra F og O, der kørte her. Disse var oprindelig til den københavnske nærtrafik.
Den 1 km lange havnebane blev oprettet den 12. juni 1889. Dengang undertegnede boede i Aabenraa lå skinnerne der stadig gemt nede i asfalten mellem Jernbanegade og Reberbanen.
Klosterruten
Da smalbanen blev nedlagt oprettede DSB Klosterruten. Den blev indviet den 2. oktober 1927. Den gik fra Aabenraa over Rødekro til Bredebro. Da var skam også mange af togene, der var gennemkørende til Bredebro. Klosterbanen blev stykket sammen af:
Der var 100 indbudte gæster med trafikminister Stenballe og DSB’s generaldirektør Andersen Alstrap i spidsen.
Kortest eksisterende jernbanestrækning
Nu kunne man komme fra Løgumkloster til Aabenraa på fem kvarter i stedet for 3-4 timer. Ja grundet til dette var at Æ Kleinbahn kørte med 30 km/t og fra Aabenraa til Løgumkloster var der 26 stationer.
Nu var taksten blevet halveret. Ja enkelte tog blev endda gennemført til Tønder. I perioden 1927 – 1930 kørte der fem daglige tog par på strækningen Rødekro – Løgumkloster.
Fra den 15. maj 1930 kørte et damptog med nyt materiel mellem Aabenraa og Bredebro. Jo man kaldte de sandelig for ”Det Pæne Tog”.
Man sagde om banen, at det var den der havde den største stigning på en dansk jernbanestrækning. Først senere blev dette overgået af Storebæltstunnelen. Derfor var det en af de DSB-strækninger, hvor dampdriften fortsatte længst.
Den 15. maj 1936 blev Klosterruten allerede nedlagt. Allerede i 1930-31 havde man kun indtægter for 133.000 med driftsudgifter på 275.000 kr.
Jo, Klosterruten var Danmarks kortest eksisterende jernbanestrækning.
Man sparede en ledvogter
Det var spændene, at gå ind i vognene dengang i 1940erne. Over hvert af de seks sæder hang et foto af et sted i Danmark.
Tenderlokomotiverne behøvede ikke at vende i Rødekro. De kørte altid baglæns fra Rødekro. I den periode var det sjældent at drejeskiverne i Rødekro og Aabenraa blev benyttet.
Til Aabenraa Station var der både et fremskudt signal og et indkørselssignal. Begge armsignaler blev betjent fra en grønmalet kasse, der stod ude på perronen ved siden af stationsbygningen. Der var to håndsving til hvert signal.
Lige ved siden af stod en stander med et enkelt håndsving. Det var til bommene på Toften. Det er denne gade, der krydser banen 300 meter fra stationen. Med denne ”fjernbetjening” sparede man en ledvogter ved selve overskæringen.
En smart rangering
Så snart passagerne var læsset af skubbede O – maskinen hele toglæsset ud på strækningen, så det næsten nåede hen til overskæringen, hvorefter lokomotivet blev koblet fra for at skifte spor ud for remisen og kulpladsen. Togstammen blev stående nogle minutter. Derefter slækkede den ombordværende togfunktionær for bremserne, hvilket fik hele togstammen til langsomt at trille ned og standse ved perronen nøjagtig samme sted, hvor den havde holdt få minutter forinden.
Banens stigning mod Rødekro begynder umiddelbart efter den yderste del af perronen. Man kan allerede fra banegården med det blotte øje se Toften-overskæringen ligge betydelig højere i terrænet. Ja så er det ikke så mærkelig, at det kan lade sig gøre.
I perioder var der stationeret hele 3 stk. F – maskiner i Aabenraa.
I 1950erne kom der mange kreaturtog til eksportstaldene i Sydhavnen. Der blev brug for så maget trækkraft, at der en kort periode var stationeret en Hs-maskine.
Sporet endte blindt
I 1940erne var der også masser at se på Rødekro Station. Det var når de såkaldte Urlauberzüge (til besættelsesmagten) kørte forbi stationen. De havde en hel anden form for tysk trækkraft.
Dengang så Rødekro Banegård helt anderledes ud. Det var meget forskellig fra det moderne anlæg som man ser i dag. Sporet fra Aabenraa endte blindt med en kraftig sporstopper lige op af stationsbygningens endevæg. Der var et stort perrontag, så man kunne gå tørskoet fra Aabenraa-toget til togene på hovedlinjen. Den holdt altid ved samme perron, men foran stationsbygningen.
Der var en tredje perron, som var ret smal, og som praktisk talt aldrig blev benyttet. Det var den sidste synlige rest af den nedlagte bane til Løgumkloster. Der var ingen perrontunnel dengang.
En speciel stemning på Rødekro station
Der var en speciel stemning over den gamle station. Der var altid en eller anden form for aktivitet selv om der ikke var nogen tog. Under perrontaget mist på stationsbygningens væg hang der et klokkeværk bestående af 2 klokker med hver sit lod og kæde nedenunder. Herfra lød der fra tid til anden klimten fra enten begge klokker – så vidste alt stationspersonalet – at nu havde et sydfra kommende tog passeret sidste station før Rødekro (Hjordkær). Hvis nu, der kun var lyd fra den ene klokke, ja så betød det, at nu havde et tog passeret Hovslund Station fra nord.
Lige nord for Rødekro station krydsede Vestergade dengang banen i niveau, og bommene samt signalerne blev betjent af en kommandopost – en rødmalet træbygning – der stod lige ved overskæringen. Her lå dengang Rødekro Bio, og når toget så passerede, så rungede hele salen.
Store flygtningetog på Aabenraa Station
Da flygtningestrømmen kulminerede i foråret 1945, satte det også sit præg på togtrafikken. En dag var der ankommet to ”lange” tog med ”store” lokomotiver (K-maskiner) Sådanne tog og lokomotiver havde man aldrig set før og siden her på den lille sidebane. Disse to tog var fulde af flygtninge.
Når Havnebanen krydsede Haderslevvej
Helt op gennem 1950erne krydsede havnebanen Haderslevvej uden nogen form for lysregulering eller skiltning. Når et tog rangerede til og fra havnen sprang en af DSB-folkene af toget og løb i forvejen. Han stoppede al trafikken midt på hovedvej 10. Ja og det har åbenbart kunnet lade sig gøre uden uheld af nogen art.
Umiddelbart efter overskæringen var der et stikspor ind til ”Cimbria” Tømmerhandel. Reberbanen blev forsigtig krydset. Straks delte havnebanen sig vifteformet, Nordligst på en dæmning skråt over de lave engarealer og muddergrøfter syd for Reberbanen til Kilen ud for Nyhavn.
Masser af spor på havnen
Herfra løb det ene spor oprindeligt langs Kilen og enden af havnebassinet, for derpå at svinge mod syd til Esso og BP’s tanklager. Senere da Kilen skulle udvides blev der lagt en ekstra dæmning længere inde på arealet, så tankvognssporet samt det nyanlagte spor til Aabenraa Frysehus kunne krydse Kilen vinkelret.
Hvor den oprindelige dæmning mødte Kilen, gik havnesporene til Nyhavn fra – fra her var der to spor langs hele kajen. Længere inde var der endvidere to stikspor til Andelsslagteriet og inderst inde mod byen løb havnebanens ”hovedstrækning” videre langs Gasværksvej. Hvor denne vej endte ved Mellemvej var der sporskifte til to spor langs Gammelhavns nordkaj.
Havnebanen fortsatte langs Gammelhavns vesterende og bagom Fiskernes Fællessalg for enden af Sydhavn. Her var der sporskifte til sporet langs Sydhavns nordkaj, men havnebanen herefter forgrener sig i fire spor. To spor svingende ind mod eksportstaldenes lange losseramper, hvor man ofte kunne se to F-maskiner rangere med hver sin lange kreaturvognstamme, mens to spor endte uden for Mølleåens udløb i fjorden. Mellem disse to spor stod et gammelt museumsstykke af en hånddrevet kran.
Veterantog på strækningen
Kørertiden for personvognene på Rødekro – Aabenraa banen var 15 minutter. Ellers var det 12 minutter for de blandede tog og for godsvognene. Lokomotiverne holdt altid ved remisen i Aabenraa. Indtil 1960’erne kørte man med ”de høje Fere”.
For jernbanenørder må vi nok lige nævne, at man også brugte diesel-hydrolyserede lokomotiver af litra MH eller Ardelt-traktorer for godsvognenes vedkommende og MO-motorvogne for personvognenes vedkommende.
I forbindelsen med den store DSB-nedlægning af sidebaner i 1971 mistede Aabenraa-banen den 23. maj dette år persontrafikken. Det var DSB’s røde busser, der overtog persontrafikken. Men dette var nu ikke nyt, for allerede i 1930erne blev visse tog erstattet af busser.
Efter at banen var nedlagt, kørte der veterantog på banen, senere var der skinnecykler. Indtil 2003 kørte der juletog på strækningen. Foreningen Aabenraa Veteranbane startede som Tinglev-Tønder Veteranbane i Tønders gamle remise i 1993. Men flyttede til Aabenraa i 1999, da remisearealet skulle bruges til andet formål.
I 1996 købte foreningen en tysk motorvogn, så de kunne køre egne veterantog om sommeren. Efter 2004 blev Aabenraa-banen lukket og ikke længere vedligeholdt. Foreningen solgte motorvognen, men de havde dog som mål at komme til at køre veterantog igen.
Genoptagelse af godsdrift ville koste 45 millioner kroner
Genoptagelsen af godstrafikken blev i 2009 vurderet til at koste 45 millioner kroner. Skinnerne var i en rimmelig stand, men krævede renovering. Halvdelen af svellerne skulle udskiftes straks, resten over de følgende 5 – 10 år.
Kunstforening på Stationen
Man kan på Aabenraa Veteranbanes hjemmeside leje skinnecykler på strækningen mellem Rise og Aabenraa. I Banegårdsbygningen er der skiftende kunstudstillinger. Her holder Kunstforeningen BaneGården til med 400 medlemmer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om, tog, busser og sporvogne, her på www.dengang.dk:
Juni 27, 2018
Familien Fischer fra Aabenraa
Dette er en delvis nyredigering af ældre artikel. Vi møder en masse gamle familier fra Aabenraa. Og historien er fuld af søfartshistorie, forlis og overlevelse. Vi skal møde både bedstefar, oldefar og tipoldefar. Vores hovedperson er kaptajn C.C. Fischer. Vi skal både til blodbad i Stockholm, se Napoleons styrker og ombord på krigsskibet Geiser. Vi skal også møde den ejendommelige lærer Deichmann. Og så var det lige Frederik Fischer, som blev lam som lille. Han var guldsmed og blev senere redaktør. Han vidste alt om astronomi og navigation. Han var forhadt af borgmester og Hertugen af Augustenborg. C.C. Fischer oplevede tre af sine børn blive født om bord ude i østen. Han blev udvist af prøjserne lige som mange andre af familien. Han var med til at købe Folkehjem. Brødrene måtte ikke komme hjem til bryllup, så foregik den i Danmark.
Ny redigering af ældre artikel
Vi har tidligere beskrevet denne familie i en artikel her på siden, mange af familiemedlemmerne står sikkert også anført andre steder rundt om i artiklerne. Det var en betydningsfuld familie i søfartsbyen og det var ikke kun m.h.t. søfarten. Det var det også m.h.t. danskheden.
Kaptajn C.C. Fischer var udsat for mange forlis. Tre af hans børn blev født om bord. I fem år arbejdede han i Japan, hvor han tog japansk kaptajnseksamen. Også i Siam arbejde han.
Hjemme i Aabenraa arbejdede han for danskheden. Han var med til at købe Folkehjem og oprette en frikirke. Ikke overraskende forsøgte prøjserne flere gange at udvise ham.
Tipoldefar Magnus Fischer
Kaptajn C.C. Fischers tipoldefar var Magnus Fischer. Han var ikke sømand som stort set resten af familien. Han døde tidlig. I ægteskabet var der to børn Christopher Conrad og en datter, der blev gift med en Nielsen, der boede ved Nørreport.
Hans enke, Margrethe Amalie giftede sig senere med løjtnant Dormeier. Han talte plattysk. I ægteskabet med Dormeier fødtes en søn, Jørgen David Dormeier, som blev ritmester ved dragonerne i Itzehoe.
Oldefar Christopher Conrad Fischer
Oldefar Christopher Conrad Fischer (1736 – 1810) blev efter sin fars død opdraget i Aller. Han kom tilbage til Aabenraa, hvor han blev skibsfører for en af Cornelius Cornelsens skibe. Han var en af Aabenraas første købmænd. Jo han havde sandelig været i England for at se, hvordan man skar tobak ved hjælp af hestekraft.
Dengang blev der dyrket en del tobak i Aabenraa.
Cornelsen mistede alle sine skibe
Efter krigen mod England mistede Cornelsen alle sine skibe. Han kaldte sine kreditorer sammen og forelå dem situationen:
Til at slå til
Ellers har I her mit guldur
Han boede på Storetorv, men grundet sin økonomisk situation, måtte han flytte. Når han gik sine gåture gik han altid vejen forbi sin tidligere ejendom.
Han mødte Marie Dorthea
Men tilbage til Christopher Conrad Fischer. Han var en myndig og hidsig person. På en prøvetur ude på fjorden med et nyt skib, hvor hans medejere var med, blev han uenige med dem og tog i land.
Hos Cornelsen traf Christopher en ung pige, Marie Dorthea Festersen, der senere blev hans hustru. De fik fem børn, Magnus, Margrethe Amalie, Fester og Christopher Conrad samt Maria Dorthea.
Nyt ægteskab med Cecillie Bahnsen
Efter sin kones død blev Christopher gift med Cecillie Bahnsen, der fødte ham tre sønner, Martin Bahnsen, Jørgen Davis og Jes Fester.
I året 1790 førte Christopher briggen Fortuna. I Middelhavet led de skibrud ikke langt fra Tyrkiet. Bedstefar Fischer var med som kahytsdreng. De kom i land på en øde ø, undtagen en dreng, som druknede. De opholdt sig på øen i 9 dage. Ved hjælp af lidt krudt, som de fandt i et krudthorn fik de gjort opmærksom på dem selv.
I kanalen blev Christopher påsejlet og forliste. Også dengang var hans søn, Fester med. Denne kom op på et fremmed skib. Og så blev de sejlet til Hamborg. Far Christopher reddede sig på en anden måde.
Stor var glæden, da Fester ankom. Man havde anset ham for omkommet.
Bedstefar Fester Fischer
Bedstefar Fester Fischer (1774-1863) var gift med Cathrina Regina Callesen, der også var af en berømt Aabenraa-slægt. Fester kom som vi allerede har hørt tidligt til søs med sin far. Som kaptajn kom han til at føre skib for købmand Kopperholdt.
Senere førte han det skib, der hed ”Industri”. Det var dengang det største skib i Aabenraa. Det forliste ved Anholt på rejse fra Newcastle til København. Billedet af dette skib har været model til Aabenraa Statsskoles segl.
Blodbad i Stockholm og Napoleon
Han købte derpå en gammel grønlandsfarer i Glückstadt, briggen Anne Carina. Efter at skibet var blevet efterset og istandsat hjemme, gik turen til Sønderborg og Fåborg, hvorefter det indtog et læs korn. Men skibet forliste i Læsø Rende med lods om bord. Skibet kom selv fri, men blev boret af en englænder.
Senere købte Fester briggen ”Die Hoffnung, som han sejlede med i flere år, indtil den forliste ved indsejlingen til Bremen, mens Festers søn var styrmand om bord.
Fester havde på en af sine mange ture set Napoleon holde parade over sine tropper. I Stockholm havde han været vidne til blodige uroligheder på gaderne.
Man sejlede skibsmateriel op ad åen
Ligesom de andre kaptajner lagde Fester op om vinteren. Sejl og tovværk blev da bragt til hus. Han boede dengang på Søndertorv.
De kaptajner, der boede i Slotsgade, førte skibsmaterialet i både op ad åen, der dengang var sejlbar, hvorefter det så blev ført til hus. Om foråret gik skibene så ud igen. Det var dengang, at der var 70 – 80 skibe på reden.
Fannys veninde – Fru Cornett
Festers søster Maria Dorothea blev gift med kaptajn Mathias Kock. En datter, Marie af dette ægteskab var den gamle Fru Cornett, gift med sejlmager Jørgen Cornett. Hun var efter faderens forlis kommet i hus hos Fester og blevet opdraget her.
Fru Cornett var Fannys gode veninde og døde i en alder af 94 år i 1910. En af hendes døtre, Anna blev først gift med kaptajn Frederik Callesen. Efter hans død blev hun gift anden gang med rigsdagsmand J.P. Jungreen.
Mange at holde styr på
Fester havde syv børn, Maria Dorothea, Frederik, Christopher Conrad, Christine, Fester, Carl Ludvig og Cecilie.
Maria Dorothea blev gift med rebslager Casper Garben. Hendes datter blev gift med sin morbror, Fester Fischer. En søn, Johannes Garben overtog faderens rebslagerforretning og blev gift med Maria Hansen.
Festers næstældste barn Frederik er det også en del at fortælle om. Det tredjeældste barn er Christopher Conrad Fischer (1811- 1884). Han er far til kaptajn C.C. Fischer i hvis erindringer, vi er dukket ned i. moderen er Anna Elisabeth Callesen.
Ja det er mange navne at holde styr på i denne store familie Fischer.
Christopher fik briggen ”Anna Celine” bygget i Lybæk. Denne blev overladt til sin bror Fester. Han solgte den i Hamborg og fik derefter i 1857 barken ”Farvel” bygget på Reimers Værft.
I eksil på Barsø
Vores hovedperson, Kaptajn C.C. Fischer er født på Posekær Teglgård. Det var morfars ejendom. Men den første ejendom, som han kan huske, lå i Slotsgade.
Krigen i 1848 bevirkede, lige som andre danske mænd i Aabenraa var blevet udvist. Nu sad han over på Barsø sammen med sin bror, Frederik Fischer, Farver Bahnsen og mange andre.
Under krigen var der både indkvartering af danske og prøjsiske tropper.
En nat i vinteren 1848-49 flygtede flere af familien Fischer ud fra Aabenraa. Den følgende sommer sejlede de til Assens, hvor de boede, indtil kriger var forbi.
Havnefoged og konsul i Aabenraa
Hjemkommet til Aabenraa var der svensk indkvartering. Faderen blev udnævnt til havnefoged og i 1856 udnævnt til agent. Det var i den tid, hvor Nyvej blev anlagt. Indtil da havde det kun været Skibbrogade. Midt i 1850erne blev den første dæmning over Lindsnakke anlagt. Samtidig blev der bygget en mølle til at udtørre Kilen.
Den ejendommelige lærer Deichmann
Kaptajn Fischer gik først i Borgerskolen siden i Deichmanns Privatskole, der havde til huse i to skolestuer på Hotel Rudebeck. Det blev senere til Hotel Royal på Nørretorv. Skolen flyttede senere hen i et gammelt hus på Kirkepladsen. Har havde det tidligere været pigeskole under Rektor Buch. Der var to klasser i skolen.
Deichmann var godt nok en ejendommelig lærer. Han kunne bruge de værste skældsord. Men han var meget afholdt blandt eleverne. Han morede sig over, at eleverne sloges indbyrdes. Men det kunne Pastor Leth ikke tolerere.
Under krigen i 1864 blev faderen afsat af tyske myndigheder. Han deltog i oprettelsen af Den Nordslesvigske Bank i 1872.
En boghandler i familien
Christophers søster, Christine blev gift med boghandler og bogbinder Nikolaj Sørensen, der senere overtog bladet Freja fra Frederik Fischer, mens sønnen Richard Sørensen blev redaktør.
En boghandel dengang var meget primitiv indrettet. Bøgerne stod inde i et skab inde i stuen. Når det var marked i byen, blev den benyttet som skænkestue.
Frederik Fischer blev lam som 9-årig
Frederik Fischer var handicappet. Han var blevet lam som 9-årig. Han boede på Ramsherred. På gaden kørte han rundt i en lille vogn forspændt med en hund. Egentlig var han urmager. Jo det var allerede seks år efter sin uddannelse, at han startede op som selvstændig i Aabenraa.
Fra Sydamerika til Singapore
Farbror Fester Fischer havde lært drejerhåndværket, og må have været dygtig til sit fag. En rig mand fra Sydamerika var kommet til Aabenraa og overtalte Fester til at tage ham med til Sydamerika.
Kort efter ankomsten døde manden. Nu stod Fester helt alene med det i det ukendte. Han tog så hyre og gik til søs. Tilfældigvis kom han til Hamborg, hvor han mødte en bekendt fra Aabenraa.
Han lod sig overtale til at tage hjem, men han havde også fået lysten til søen. Han blev gift med søsterdatter, Catharina Garben, der tog med ham til Buenos Aires. Han forliste i 1867 ud for Singapore og druknede.
Cimber bliver bygget på Kalø
Dengang var der masser af skibsværfter i Aabenraa. Michelsens blev senere overtalt af Jacobsen. Endvidere havde vi Thorkild Andersens, Rabens, Reimers og Poulsens. Foruden disse var det også Lunds og Holms værft. Sidstnævnte blev senere store reder i København.
Byens absolutte største reder og bygmester var Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede i 1850erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, der forliste ved Læsø. En del af materialet blev dog brugt til at bygge Cimber.
Jørgen Bruhn var i mange år byens eneste agent. Han ejede Nymølle, Knappen, Teglgården og villaen Scotland. Ja så var det også lige vejrmøllen og flere huse i Aabenraa.
Aabenraas befolkning indirekte afhængig af skibsfarten
Byens befolkning var indirekte afhængig af skibsfarten. Efter at den blev indstillet ophørte diverse håndværk i byen.
Japan blev åbnet for amerikanerne i 1856. Hollænder havde dog for alle andre europæer adgang til den japanske havn, Nagasaki, en gang om året, idet de, som man sagde, ikke regnedes for kristne, men for hollændere.
Efterhånden kom de andre europæer dog også til Japan.
Da Kaptajn Fischer sejlede for Japan var der kun fire åbne havne, Nagasaki, Kobe, Yokohama og Hakadati.
Masser af gamle Aabenraa-familier
Kaptajn Fischers slægt på moderens, Anna Elisabeth Callesens side var også udpræget Aabenraa – familie. De kunne føres tilbage til midten af det 17. århundrede, hvor morfar Hans Jesper Callesen også var kaptajn.
Fischer stak tidligt til søs. Det gjorde han allerede som 15 – årig. Skibet han tog med var ”Farvel” med farbror Fester Fischer som kaptajn. Den første tur gik til Buenos Aires.
Da han kom hjem tog han på styrmandsskolen, der lå bag den gamle folkebank på Skibbroen. Han fortsatte med at gå på navigationsskolen. Styrmandseksamen blev taget i Flensborg.
Frederik Fischer vidste meget om navigation og astronomi
Fischer havde fået en masse at vide af farbror Frederik Fischer. Han kunne en masse om astronomi og matematik. Han havde også lavet sine egne logaritmer. Frederik lavede også sine egne kikkerter og andre astronomiske apparater. Lige så dygtig han var til at konstruere sine egne apparater, lige så dårlig var han til at styre sin økonomi. Han forstod sig slet ikke på penge.
Privilegium til at lave blad
I 1839 fik han privilegium til at lave blad. Han gik bevillingen efter at der havde været seks ansøgere. Kopperholdt havde mistet sit privilegium som bladudgiver. Han var blevet advaret 20 gange. Men han kunne ikke lade være med at lade sine politiske synspunkter slippe igennem.
Den daværende borgmester Schow den ældre havde sikkert ment, at Fischer var let at indfange til at præge ”de rigtige ideer”.
Borgmesteren mente nok ikke, han var den rigtige
Senere sagde borgmesteren, at han aldrig skulle have haft privilegiet, og det ville glæde ham, hvis det blev taget fra ham igen.
Han besørgede selv de redaktionelle på bladet. Han hjalp også til på trykkeriet trods sin handicap. Og trykkeriet lå i baghuset til hans hus i Ramsherred. Han hjalp også mange til at udfylde diverse dokumenter uden at tage penge for det.
Freja blev lagt sammen med Dannevirke
I 1839 var han startet med ”Königlich privilligiertes Apenrader Wochenblatt”. Det var på tysk men med dansksindet indhold. I 1840 skiftede bladet sprog og navn til ”Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa”. Det vakte stor forargelse, at Frederik Fischer brugte byens gamle navn i stedet for Apenrade. Så måtte han igen skifte navn. Denne gang til ”Kongelig privilegeret Apenrader Ugeblad”.
Som så mange andre måtte Fischer, som vi har hørt også fortrække fra byen. Men han var tilbage igen den 10. september 1849. Han kaldte da sit blad for Freja (Freia) 10 år efter afhændede han bladet til en svoger. I 1874 gik bladet sammen med Dannevirke.
Hertugen af Gråsten var ikke begejstret
Det var bestemt ikke en guldgrube for Fisher, og borgmesteren forsøgte også hele tiden at ødelægge det for ham. De ville hele tiden have ham til at sælge. Hertugen af Augustenborg havde sat en stråmand til at købe avisen, men også det mislykkedes. Denne stråmand var pastor Jørgen Brag. Pastoren meddelte hertugen, at Fischer var:
To gange blev Frederik Fischers hjem udsat for hærværk og plyndring.
En af Frederik Fischers største fjender var fysikus Neuber. Han boede hos borgmester Schou – den yngre.
Mindesten ved Folkehjem og kirkegården
Frederik Fischer tog ikke direkte del i det kommunale arbejde, men som rådgiver spillede han en stor rolle. Byens fremtrædende danske borgere samledes i hans stue for at diskutere dagens spørgsmål med ham.
Ja og så startede han også et lejebibliotek med danske bøger.
På en mindesten uden for Folkehjem står der Fischers egen beskrivelse af Danmark og danskheden. Denne beskrivelse blev offentliggjort i avisen Dannevirke i maj 1838:
Frederik Fischer er begravet på Aabenraa Kirkegård. Jens Junggreen har skrevet teksten på gravstenen:
Stod håbet lyst og kraftigt ved hans side.
Gid så det stå hos os, som endnu stride,
Og hjælpe os til kampens mål at nå
Om bord på Geyser
Vores hovedperson C.C. Fischer blev kaldt ind til søværnet. Først blev han kaldt til København. Så blev han med tre-fire andre kaldt til Kegnæs, hvor de efter tre-fire dage gik om bord i krigsskibet Geyser. Her var general de Meza om bord. Alle de indkladte blev så igen ført tilbage til København.
Kaptajn Fischer kom så tilbage til et krigsskib, som var en hjuldamper fra 1848.
Om bord på Catherina
Efter krigen gik Fischer selv i gang med at rigge barken Catherina til. Den var under en bygning på Tømmergården. Dannebrog blev rejst, da redderne ikke ville sejle under tysk flag. Derfor blev kursen sat mod Svenborg, hvor skibet blev registreret under dansk flag. Derfra gik skibet til Nikolajowisk, hvortil skibet ankom i 1868.
Et par år i Østen
I 1868 gik kaptajn Fischer i siamesisk tjeneste. Han blev styrmand om bord på barken St. George. Det var dengang mange danske søfolk i Siam.
Handelen foregik dengang hovedsagelig via kineserne. Først da H.N. Andersen kom derud, kom der gang i handelen i Siam.
Kaptajn Fischer kom om bord på briggen Rebecca, som blev ført af danskeren, kaptajn Ravnkilde. I Bangkok traf Fischer styrmanden på det tyske skib Filicia, der var for hjemadgående. Så gik der ellers rundt om Kap Det Gode Håb til Bremerhaven. I 1869 var han igen hjemme i Aabenraa.
På dette tidspunkt var Frederik Fischer flyttet ned til den gamle Folkebank på Skibbroen. Her reparerede han bl.a. kaptajn Fischers sekstant.
Problemer med Prøjserne
Det var ikke en lang orlov til kaptajn Fischer. Snart gik turen til Østasien igen med Charlotte Christine. Den var bygget hos Skifter Andersen. Skibet skulle gå under tysk flag. Kaptajn Fischer havde nu sit eget skib. Men han skulle bevise, at han havde de nødvendige papirer. Helt let var det nu ikke. Han måtte gå til Landråden:
Landråden ville hjælpe Fischer. Så denne måtte skrive under på, at han havde opteret for Danmark. Dette gav så problemer senere, men Fischer fik sine papirer.
Trist melding i Singapore
I Singapore kom så meldingen, at der var udbrudt krig mellem Tyskland og Frankrig. Og i Shanghai fik kaptajn Fischer så i 1871 meldingen om Frederik Fischers død. Han havde altid holdt på det danske sprog, selv om embedsmændene talte tysk. Ja det gjorde man også i skolen. Men på gaden i Aabenraa talte man dansk.
I de følgende år sejlede Fischer på Kina-Kysten o Japan. I 1872 kom hans forlovede derud og brylluppet blev afholdt i Shanghai. Den første datter, Anna blev født om bord.
Reddet af Zarens tidligere livlæge
Det var et lidt usikkert område at sejle i. Farvandet var hjemsøgt af kinesiske sørøvere. I 1873 gik Fischer mod Wladiwostok. Både hans kone og lille Anna var med om bord. Men i september forliste skibet. Under dramatiske forhold lykkedes det for mandskabet at redde sig i land på en ø. Her var de i ti dage efter at de blev reddet af Kaptajn Naszimoff, der tidligere havde ført zarens lystjagt.
Hustruen rejste hjem
Datter nummer to, Sara blev født i oktober 1874 om bord fra Makassa til Hongkong under Ækvator mellem Borneo og Celebes.
Da den tredje datter, Marie blev født var hustruen blevet i land i Arnoy. I 1877 rejste hustruen hjem med de tre småpiger og fødte Jenny hjemme, hvor alle fire blev døbt på samme dag.
Japansk Kaptajns-eksamen
Nogle måneder senere forliste Kaptajn Fischer med Catherina i en taifun på vej fra Hakadati til Yokohama. Mange andre skibe led samme skæbne. Også denne gang blev han reddet.
Med japanerne gik det så på vej til Yokohama. På vej mødte han det tyske orlogsskib Königen Elisasabeth, der var sendt ud for at bjerge mandskaberne fra de tyske skibe. Han kom om bord til et lægetjek.
Da han var kommet til sig selv, tog han til Tokyo for at tage japansk kaptajns-eksamen. Jo japanerne var det modigste og mest tapre folk, som Fischer kendte. Dengang gik de endnu alle rundt med to sværd. Flid og nøjsomhed var også kendetegnede for disse japanere.
Hjemme igen – i Aabenraa
Fischer sejlede en gammel engelsk postdamper Aden. Den blev rigget til som sejlskib. Og den første tur gik til Kobe. Flere japanere om bord blev uddannet til sømænd. Senere blev Fischer styrmand på nogle japanske dampskibe. I fem år varede eventyret.
Men en fransk postdamper gik han til Marseille. Og over Svejts gik det nu hjem mod Aabenraa. Hustruen og børnene boede hos Peter Callesen i Nygade. Hustruen ville nu gerne have, at han blev på landjorden. Hun foreslog ham at oprette et vaskeri/strygeri.
Hustruen dør
Han købte derefter en ejendom i Slotsgade og indrettede et stort dampvaskeri og en badeanstalt. Hustruen blev alvorlig syg og måtte opereres flere gange. Hun døde i 1888, og da var den ældste datter 15 år gammel. Den yngste Thoma var da kun et år gammel.
Problemer med dansk borgmester
I Aabenraa samledes de danske stemmer på Vreden, ja sådan hed han altså. Og til tyskernes store forundring, så blev han valgt til borgmester. Dette gentog sig i 1894. I Slesvig ville man dog ikke godkende valget. I stedet for blev Michael Jepsen fungerende borgmester.
Også fra den tyske regering forsøgte man at vælte Vreden. Denne bad nu Fischer om hjælp. Og det hele endte med, at en deputation rejste ned til regeringen med krav om, at valget blev stedfæstet. Det skete sandelig.
Folkehjem blev købt
De dansksindede købte Schweizerhalle for 30.000 mark. Og Fischer var selvfølgelig med i handelen. Det blev som bekendt til Folkehjem. Myndighederne prøvede på alle mulige måder at chikanere de dansksindede. Ikke engang øl måtte de servere, men Fischer sørgede for en ølvogn.
Frederiksklubben blev erklæret for politisk, men også det fandt Fischer en løsning på.
Ved århundredeskiftet havde pastor Thomsen holdt gudstjenester på Coloseum og senere i den lille sal på Folkehjem. Han havde samlet sig en lille menighed. De dansksindede slog sig sammen og ville bygge en kirke.
Folkehjem gav grunden. Der var kun adgang til marken bagved ad markvejen fra Frydendal ved Gartner Jacobsens grund. For at kunne få adgang fra Chausseen måtte Villa Emmy købes. Og den blev så skrevet i Fischers navn.
Jenny bliver gift i Danmark
Fischers datter, Jenny var blevet forlovet med en søn af den gamle kaptajn, Martin Drescher. Fischer gik til landråd Uslar og forklarede landråden, at han gerne ville have sine to brødre med til brylluppet. Landråden mente godt, at dette kunne anbefales. Der blev sendt en ansøgning. Men det blev afslag. Og så blev brylluppet afholdt i Danmark.
C.C. Fischer udvist
En morgen i 1902 kom der en politibetjent. Fischer skulle give møde hos borgmesteren. Og det var et vigtigt møde.
Borgmester Rickmers rejste sig op med et papir i hånden og sagde:
Da 14 dage var omme kom betjent Matzen for at ledsage Fischer til banegården. Fischer overnattede på hotel i Vamdrup. Det var trods alt bedre end fængslet i Aabenraa. Men han tog dog morgentoget hjem. På Rådhuset klagede han over udvisningen, da han sagde, at han var preussisk undersåt.
To retsinstanser talte ham imod. Men Distriktsudvalget i Slesvig erklærede man, at Fischer ikke var udlænding. Det at mønstre et dansk skib var ikke det samme, som at flytte til Danmark. Men dermed var sagen langt fra afgjort. Fischer havde også en del problemer med sit pas.
Frataget sine borgerlige rettigheder
Han fik så lov til at blive i landet, men han fik frataget sine borgerlige rettigheder. I 1895 blev han valgt ind i Sprogforeningens bestyrelse. Han overtog kassererstillingen, som han beholdt helt frem til 1928.
Carl Christian Fischer døde den 29.10.1933.
Broderen udvist med 8 dages varsel
Kaptajn Fischers bror, Anton sejlede som kaptajn på Kina-Kysten. Han forliste med jernskibet Anna Celie. Så rejste han hjem og tog afsked med søen. Han købte derefter en gård i Skovby og blev gift med en datter af naboen, Doris Michelsen.
I 1884 blev de udvist med 8 dages varsel. Han måtte overlade gården til svogeren Jep Michelsen som bestyrer.
Anton rejste til Korsør, hvor en anden bror, Harald var rejst til for at slippe for militærtjeneste. Her oprettede han et bryggeri og døde i 1900.
Kaptajn Fischers søster, Christine blev gift med kaptajn Chr. Michelsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 137 historier fra Aabenraa og Omegn herunder bl.a. disse om Søfart i Aabenraa:
Hvis du vil vide mere: Om den tid, som vi beskriver i artiklen:
Fanny Enge
Juni 24, 2018
Slemme folk fra Sønderjylland
Anton Peter Callesen fra Rens. Han slog syge mennesker med en kæp. Ja han slap med dødsstraf. Og så var de sorte fra SA åbenbart politiets håndlangere. Ns lorns Closter var fra Stollig. Han blev også dømt til døden med løsladt i 1957. Og så var det stikkeren Johannes Nielsen fra Padborg. Han var indirekte skyld at to blev nærmest tortureret til døde. Carl Christian Jensen havde arbejdet i Padborg Mølle. Han gemte sig hos borgmesteren i Handewitt. To brødre i Tønder blev straffet. Men værst gik det ud over en fra Ensted. En skomagersøn fra Aabenraa var efterlyst, antagelig mistet livet om bord på skib. Og Jepsen blev hængt af de amerikanske myndigheder. Wind blev benådet i 1953, han blev beskyldt for at være sadist. 99 KZ- fangere er straffet. Der har været mange flere. 100.000 slemme nazister forsvandt eller fik foretaget et ID-skifte.
Anton Peter Callesen fra Rens
Familien Callesen kom fra Rens meget tæt ved grænsen ca. 17 – 18 km øst for Tønder. Anton Peter har medvirket i begge krige. Allerede i november 1915 kort efter sin konfirmation blev han indkaldt første gang.
I 1920 blev han dansk statsborger. Han arbejdede mange forskellige steder og begik småkriminalitet. I 1935 blev han medlem af NSDAP-N.
Da tyskerne kom fik han arbejde på Fliegerhorst Grove (Karup) som altmuligmand. I 1942 meldte han sig til Waffen SS. Han kom dog ikke til fronten, som han havde håbet, men blev udstationeret i forskellige KZ – lejre.
Han slog de syge med en kæp
Han fik hurtigt et øgenavn ”Stokken” eller ”Knippel” fordi han slog fangerne kæp. I Neuengamme blev han i foråret 1943 udnævnt til SS – Rottenführer. Derefter gik turen til KZ Aussenlager Laagberg (Fallersleben). Her blev han udnævnt som næstkommanderende.
I sygebarakkerne slog han de indlagte og udskrev dem til tvangsarbejde. Han lod også hundene bide fangerne til blods. Han beordrede fangerne til at begå mishandlinger mod andre fangere. På appelpladsen lod han fangerne stå i timevis i al slags vejr. I den grad udøvede han tortur mod de fangere, som han havde set sig gal på.
I begyndelsen af april 1945 var de engelske og amerikanske tropper kommet til Tyskland. Dette betød at mange udkommandoer og KZ – lejre sendte fangerne fra lejr til lejr uden vådt eller tørt.
Slap for dødsstraf
Anton Peter Callesen tog i civilt tøj og drog nord på. Men her blev han hurtig opdaget og indsat i Fårhuslejren. Han fortalte selvfølgelig ikke noget om sine mange gøremål. Derfor slap han i første omgang med fire års fængsel.
I januar 1950 havde Københavns Byret. Her blev han dømt for forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden. Men den 14. december 1950 blev han benådet for dødsstraf og i stedet hensat til afsoning på livstid.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor en mand med så mange liv på samvittigheden skulle slippe for dødsstraf. Den 5. februar 1960 blev Callesen løsladt fra Vridsløse Statsfængsel.
Benådet allerede i 1948
C.S. havde også gjort tjeneste samme sted som Callesen. Han blev anholdt i Tønder. Han idømtes tre års fængsel, men dommen blev anket til Vestre fængsel. Her fik fire års fængsel. Men allerede i 5. juni 1948 blev han benådet.
SK fungerede som tyskernes håndlangere
Den 9. april 1940 ankom tre sortklædte mennesker til rederiet Cleemanns kontor i Aabenraa. De anholdt skibsredder Knud Thyregod Larsen mistænkt for spionage for England. Og de sortklædte, ja de var fra Schleswigsche Kammeradenschaft. De handlede på ordre af politiet i Flensborg. Samme dag blev skibsredderen ført over grænsen. Visiteret og smidt i en celle. Man fandt da også et engelsk visum.
Næste dag blev han løsladt og sat af ved grænsen, dog med en formaning om, at han ikke måtte gå til pressen. Det tyske politi havde fundet beviser på, at han havde en kæreste i England.
Nis Lorens Closter fra Stollig
De tre sortklædte personer var anført Nis Lorens Closter. Familien Closter stammede fra Stollig lige syd for Aabenraa. Han blev erklæret 40 pct. krigsinvalid efter sin deltagelse i Første Verdenskrig.
Da en hjemmetysk gård i nærheden blev solgt til en dansk landmand var Closter anfører for en række chikaner mod den danske landmand. Men han slap med en bøde på kun 100 kr.
Han meldte sig ind i NSAP-N og blev afvist af Waffen SS på grund af sine skader. Men i maj 1942 lykkedes det for ham at blive ansat af den tyske besættelsesmagt. Han blev tolk ved flere byggerier. I november 1943 fik han arbejde hos Sicherheitsdienst i Aarhus.
Dømt til døden – løsladt i 1957
Han gik lige til grænsen af, hvad hans helbred kunne holde til ofte gik han meget videre end sine kollegaer, når det gjaldt razziaer, afhøringer og brutale mishandlinger.
Den 28. april 1944 troede Closter, at han skulle stige i graderne, men da fandt de ud af, at han ikke var arisk gift. Nu måtte han tage til takke med et job på Vandel Flyveplads. Men han fik kontakt til Staldgården i Kolding – Gestapos hovedkvarter i Sydjylland. Her fortsatte han så med at mishandle folk.
Closter blev dømt til døden, men benådet i 1949. I løbet af 1957 blev hans helbredstilstand svækket, så man besluttede at løslade ham. Men man var nu ikke meget for det.
Stikkeren Johannes Nielsen fra Padborg
To modstandsfolk sneg sig over grænsen ved Padborg. De havde Johannes Nielsen med sig. De sidste forhandlinger om et våbenkøb skulle afsluttes hos en mand ved navn Clausen i Flensborg. Men pludselig præsenterede denne Clausen sig som dansker og ansat hos Gestapo i Flensborg. Og så vrimlede der pludselig med bevæbnet politi over det hele. En af de senere torturede modstandsfolk befandt sig i direkte livsfare.
Stikkeren Johannes Nielsen boede i Padborg. En mængde penge havde han fået for sin ”heltedåd” Han havde her kone og fem børn. Han havde i 1942 fået arbejde hos den tyske statsbane som fyrbøder på strækningen Flensborg og Padborg. Modstandsbevægelsen vidste godt, at Johannes Nielsen havde meldt sig ind hos DNSAP, men alligevel kontaktede de ham.
Johannes Nielsen blev anholdt den 27. maj 1945. I sagen kom det frem, at Johannes Nielsen havde angivet mange for Judas – penge. Han blev dømt til døden med benådet. Han kom til at sidde i 10 ½ år, inden han blev løsladt.
Havde Jeppe Jepsen begået forbrydelser?
Jeppe Jepsen var fra Årøsund. Han gjorde tjeneste i KZ Dachau. Det har ikke kunnet bevises, at han her lavede forbrydelser.
Thomsen fra Gråsten var sadist
SS manden Thomsen er fra nærheden af Gråsten. Han var medlem af forskellige nazistiske organisationer i mindretallet. I Sachsenhausen var han ansat i våbenafdelingen. I KZ Sachsenhausen var han desuden chef for transportafdelingen. Vidner har set han banke fangere med kæppe. Han blev karakteriseret som sadistisk.
Carsten Christian Jensen arbejdede ved Padborg Mølle
SS- manden Carsten Christian Jensen blev født i landsbyen Jardelund i Medelby sogn i Kreis Süd Tondern i Tyskland. Han havnene i Toftlund blev gift og fik fire børn. I flere omgang arbejde han ved Padborg Mølle.
Han meldte sig ind i NSDAP-N og meldte sig ind i Deutsche Selsthilfe. Han kom til Neuengamme, hvor han blev en del af vagtmandskabet. 1. november 1943 bliver han forfremmet til SS-Sturmann og iklædt SS-uniform og dødningehoved.
Han gemte sig hos borgmesteren i Handewitt
Vidner har fortalt, at Jensen ofte pryglede KZ-fanger uden grund. Han slog KZ- fangere med slagvåben og pisk. Krøblinger og ældre mennesker fik også klø af ham.
Han forsøgte den 6. maj 1945 at krydse grænsen sammen med en anden vagtmand fra Neuengamme.
Den 9. august blev han fundet hos borgmesteren i Handewitt efter, at det ar lykkedes ham at holde sig skjult. Først skulle han dog forbi karantænestationen i Padborg og afluses. Under retssagen blev der afhørt hele 21 vidner. Han blev også erkendt skyldige i, at han bevidst havde slået jødiske indsatte. Ja hele 21 anklagepunkter blev han dømt for, herunder hængning.
Carsten Christian Jensen slap for dødsstraf. I 1949 blev han idømt 14 års fængsel. Men allerede i 1952 blev han benådet af Frederik den Niende. Senere i 1969 efterforskede Statsadvikaten ved Landgericht i Hamborg mod Carl Christian Jensen for meddelagtighed for mord i KZ Neuengamme. Men sagen blev henlagt.
J.F.C. slap med 2 ½ år
Tre SS-vagter var blevet dømt i Tønder. Det var J.N.C, C.W. Og J.F.C. Deres sager var indbundne forbundne og tilmed var to af dem brødre.
J.F.C. var 23 år og tilhørte den tyske mindretal og havde været medlem af Deutsche Jugendscahft. Nordschleswig. Han var blevet indrullet i Divison Totenkopf. Han var blevet såret, men blev igen indkaldt i tjeneste. Han gjorde tjeneste i Normark ved Kiel. Han blev i 1946 idømt 2 ½ års fængsel.
J.N.C. fik 3 ½ år
Hans bror J.N.C. var zeitfrewillig. Omkring den 29. august 1943 lå han i fem dage i beredskab på Tønder Kaserne. På broderens foranledning kom han også til Nordmark. Han slog ofte fangerne med en stok under afhøringer. Han blev dømt for 3 ½ års fængsel.
C.W. fra Ensted fik 8 år.
C.W tilhøret også det tyske mindretal. Han stammede fra Ensted. Han havde 3 været Zeitfreiwwilig. Flere vidner berettede om, at han havde været brutal. CW blev ved retten i Tønder dømt 8 års fængsel.
Heide blev eftersøgt
En SS-mand ved navn Carl Friedrich Robert Heide blev eftersøgt. Han blev nævnt af flere vidner. Han er født i Aabenraa som søn af en skomagermester. Han var gift med børn og tilhørte det tyske mindretal. Han tilhørte det tyske mindretal og blev overført til KZ Neuengamme. Senere blev han overført til Aussenlager Meppen-Versen. Sammen med en fangetransport blev han indskibet i Lübeck.
Det var det sidste livstegn fra ham. Han blev eftersøgt af både rigspolitiets efterretningstjeneste og de allierede for mishandlinger. Den 2. maj 1945 blev han formodet som død om bord på et skib.
I første omgang, 4 års fængsel
Gustav Alfred Jepsen er blevet født i Haderslev af en søskendeflok på fire. Han kom ind i SS Germania. Han kom til Prag og Holland og Blev sendt til Dachau. Han blev i september 1944 overført til Neuengamme og videre til Aussenlager Marinenwerft/Wilhelmshafen. Han blev overført til skibsværftet Westwerft i nærheden af Banterweg.
På et tidspunkt var Jepsen afløser for lejrkommandanten Günther Rudolf. Jepsen havde en elskerinde, selv om han havde en kone derhjemme.
Jepsen blev anholdt den 17. juni 1945. I første omgang fik han fire års fængsel. Via Military Mission Demark henvendte man sig tide danske myndigheder og forlange Jepsen udleveret. Man meddelte dog, at en dansk undersåt ikke kunne retsforfølges i udlandet.
Det endte med hængning
Men den 7. marts blev Jepsen idømt livsvarig fængsel til afsoning i Celle. Men den 7. marts 1947 idømtes Carl Alfred Jepsen i Hamborg døden ved hængning.
I Danmark overvejede myndighederne, hvordan de kunne forlange Jepsen udleveret. Men egentlig ikke udleveret, da man mente, at have begået så grusomme ting og druknet folk. Den 26. juni 1947 blev den knap 39 – årige Gustav Alfred Jepsen hængt for forbrydelser begået i Aussenlager Marinenwerft/Wilhelmshafen.
Hans ven fik tre år
En af hans venner fra Haderslev. Han udførte vagttjeneste i Dachau. Efter endt krigsfangenskab var han ankommet til den dansk-tyske grænse den 29. juni 1946. Den 7. november samme år blev han idømt tre års fængsel. Den 4. maj 1948 blev han benådet.
Wind allerede benådet i 1953
Karl Johannes Wind var gået i tysk skole indtil han blev 14 år. I sommeren 1942 meldte hans sig til tysk krigstjeneste efter, at han havde meldt sig ind i NSDAP-N. Han indkaldtes sammen med 12 andre danskere den 10. oktober 1942 til KZ Sachsenhausen. Senere blev han tilknyttet vagtmandskabet i Neuengamme.
I februar 1943 blev Wind overført til Aussenlager Wittenberge. Her var en delvis underjordisk rustningsfabrik. Ifølge vidner var han meget grusom. Et vidne kunne fortælle, at Wind havde en særlig forkærlighed at banke invalide mennesker. Hanhavde også banket en fange indtil denne faldt om og døde.
Wind deltog også i et stort antal hængninger. Han var også med til at hænge 40 hollændere.
Johan Wilhelm Wind blev idømt 18 års fængsel. Men han blev benådet allerede den 15. maj 1953.
Fire år og seks måneder for terror
Frederik Peter Andreas Schmidt arbejde indtil 1941 på Aabenraa Havn. Egentlig var han kommunist men han meldte sig ind i Schleswigsche Kammeratenschaft (SK). Han arbejde sig til en tillidspost men blev degraderet på grund af alkoholproblemer.
Han meldte sig til vagttjeneste i Waffen SS og kom til Sachsenhausen. Da han under en orlov kom 12 timer for sent blev han overført til KZ-lejr Krakow Plaaszow i Polen. I september 1944 kom han til Neuengamme.
Den 9. maj 1945 blev han anholdt på sin bopæl. Han blev fire år og seks års fængsel. Schmidt var en aktiv del af terror og chikane.
Gerninger oprullet mange år efter
Hans Friedrich Petersen fra Sønderborg og hans gerninger i Bullenhuser Damm blev først oprullet i 1970erne og 1980erne. Det var det tyske magasin Stern, der fandt ud af identiteten. Og den tyske statsadvokat fortsatte undersøgelserne. Men Petersen var død den 22 december 1967.
99 danske KZ – fangere dømt
I 1945 blev 99 danske KZ-vagter dømt. Men der var mange flere. 44 af disse var medlem af NSDAP-N eller DNSAP. 43 af de dømte KZ-vagter tilhørte det tyske mindretal. Og de 1.500 af de godt 6.000 frivillige kom fra mindretallet, der også leverede 500 til værnemagten.
10 – 20 medlemmer af det tyske mindretal fungerede som vagter ved KZ- lejren Ladelund sydøst for Tønder. Den lå her kun i meget kort tid og fungerede som en aussenlager for KZ Neuengamme.
Masser af frivillige til Gestapo
En 14 stykker fra mindretallet havde også meldt sig som vagtmandskab m.m. hos de forskellige Gestapo – hovekvarterer. Men inden vi nu går i selvsving over dette, så var det lige så mange rent dansksindede der gjorde det samme. Dertil kom også de mange terrorgrupper og uniformerede korps.
Alene i Neuengamme var der 30 danske vagter. Destruktionen af kildemateriale fra de forskellige KZ – lejre hjalp senere en masse danske SS-vagter. Hurtig var det også lykkedes for det tyske efterretningsvæsen at få fat i en masse registre fra lagrene.
100.000 forsvandt lige så stille
På den måde lykkedes det for ca. 100.000 svært belastede nazister at ”forsvinde” lige efter krigens afslutning eller bare at skifte navn. Særlig i Flensborg i de sidste 20 dage af Döniz magt var myndighederne gode til at ændre topforbryderes identitet. Det var som om, at man havde forberedt sig på det.
For de danske myndigheder var det ikke let at knytte en vagt, som man havde fanget til en bestemt forbrydelse, så i sidste ende måtte man bare lade vedkommende slippe igen.
Vi burde også i denne artikel have det store antal stikkere med, der befandt sig i Sønderjylland. Ja her var også før krigen egentlige spioner, men vi har allerede berettet om disse.
Mange ulykkelige skæbner
Og så er det også alle de ulykkelige historier, hvor forældre fra mindretallet har fået at vide, at deres søn er efterlyst. Han vil blive henrettet, når de finder ham. Han er flygtet som en vagt fra en KZ – lejr. Da vi var inde i ”Dibbernhaus – kartoteket” i Aabenraa fandt vi mindst fem eksempler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 234 artikler fro inden/under/efter besættelsestiden herunder:
Juni 20, 2018
Dødsstraf
78 danskere blev dømt til døden. Og disse blev i den grad tilsvinet. Folk var ophidsede og hævngerrige. Hvordan skulle besættelsestiden tolkes? Og så skulle man have syndere. Frihedsrådet ændrede syn på dødsstraf De første blev henrettet i 1946. Henrettelsesskuret var arkitekttegnet. Og det foregik om natten. Justitsministre var herre over liv og død. Børge Outze mente, at modstandsbevægelsen skød for få. Der var tale om 400 – 450 stikkerlikvideringer. Men dødsstraffen gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945. Frygten for Stalin var stor. Militæret anbefalede øget alarmberedskab. Derfor blev dødsstraffen genindført. Justitsministeren var modstander af denne. K.K. Steincke afleverede en kvindeundertrykkende bredside. Og igen i 1978 blev dødsstraffen afskaffet.
78 danskere blev dømt til døden
Ifølge retsopgørets love kunne den anklagede dømmes til døden, hvis vedkommende blev kendt skyldig i en af seks nærmere angivende forhold, heriblandt tortur og terror i tysk interesse, tjeneste i Hipo-korpset og særligt grove angiverier.
Med udgangspunkt i tillægget idømtes 78 danskere til døden. Af disse blev 46 henrettet.
De skulle i den grad tilsvines
For de fleste var dette helt naturligt dengang. Man diskuterede overhovedet ikke principper eller overvejelser. I stedet kappedes politikere, lederskribenter og modstandsfolk om at overgå hinanden i at tilsvine dem, der havde været på nazisternes side under krigen.
Justitsminister Busch Jensen sagde blandt andet, at
I sommeren 1952 vedtog Folketing og Landsting:
Socialdemokraten Frank Dalgaard har udtalt:
Under pseudonymet Corpus Juris forkyndte Carl Madsen i en Land og Folk – leder, at
Ophidsede og hævngerrige
Modstanderne af dødsstraffen var først og fremmest radikale og socialdemokrater men også enkelte konservative og venstrefolk havde som udgangspunkt, at dødsstraf var uciviliseret og unødvendig for en retsstat.
Det var svært at sige nej til dødsstraf. Hvem kunne være modstandere af, at man udsletter et skadedyr?
Befrielsessommerens massehysteri undskyldes gerne med henvisning til de forfærdelige krigsoplevelser og til at ”sådan var stemningen jo”.
I debatten om besættelsestiden må man ikke anfægte det forkerte i, at folk var ophidsede og hævngerrige.
Folket ville spørge om dødsstraf!
Det er hævdet, at indførelsen af dødsstraffen var et krav fra befolkningen. Men nu var meningsdannelsen under et voldsomt pres dengang i ugerne efter besættelsen. Allerede den 5. maj kunne Berlingske Tidende forkynde at folket:
Hvordan skulle besættelsestiden tolkes?
Forholdet mellem politikerne og Frihedsrådet var ikke så rosenrødt, som det er fremstillet i eftertiden. Da den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl præsenterede sin nye samlingsregering for befolkningen, så det måske ud, som om tidligere tiders stridigheder var glemt, og de to parter nu ville samarbejde om at sikre overgangen til fred.
Måske troede nogle modstandsfolk og politikere i disse hektiske majdage også selv på dette billede. Men det skulle snart vise sig, at forestillingen om enheden og det fælles mål var illusorisk.
For selvom kompromiset om samlingsregeringen var kommet i hus inden befrielsen, manglede man stadig løsningen på det mere diffuse problem, som for mange af de involverede var det mest påtrængende – spørgsmålet om, hvordan de fem besættelsesår skulle tolkes i fremtiden.
Man skulle have syndere
På et møde i Socialdemokratiets forretningsudvalg umiddelbart inden befrielsen så gjaldt om at:
Skulle en sådan strategi lykkes, var det vitalt, at der blev lagt afstand til samarbejdet med tyskerne. Samarbejdet blev i begyndelsen – måske helt til august 1943 bakket op af befolkningen. Nu i maj 1945 var det ikke just så populært at tale om dette.
En metode at tage afstand var at få andre til at tage skraldet. Til det formål var de hensynsløse Gestapo – medhjælpere, Hipoer og stikkere fortrinligt.
Frihedsrådet ændrede syn på dødsstraf
I modstandsbevægelsen havde man indtil slutningen af 1943 afvist indførelsen af dødsstraf. I november 1943 mente man, at fængsel på livstid skulle være den højeste straf.
Men i takt med at modstanden voksede, ja så voksede Hitlers afstraffelse også. I krigens sidste halvanden år blev 128 modstandsfolk henrettet, 125 danskere blev dræbt i tyske terroraktioner ofte begået af danskere.
Ja og mellem 400 – 450 danskere blev offer for stikkerlikvideringer.
Man kunne ikke sige sig fri for en hvis hævntørst
Frihedsrådets krav om dødsstraf var nu pludselig blevet ultimativ. I et interview med Carl Madsen, der var med i retsopgørets lovudvalg svarede denne til historikeren Lone Heyde i 1973 omkring Frihedsrådets kursændring omkring dødsstraffens genindførelse, at Frihedsrådets jurister ikke havde kunnet:
Dermed er ikke sagt at modstandsbevægelsen var primitiv eller blodtørstig.
Men der var en oppisket stemning i befolkningen, og denne stemning bredte sig til Rigsdagen. Men for politikerne kom dødsstraffen belejligt. Nu kunne fokus rettes på nogle andre.
De første blev henrettet i 1946
Den første dødsdømte blev henrettet i januar 1946 og den sidste i juli 1950. Flere tyske statsborgere blev også dømt til døden, men de blev benådet med fængsel og udvist senest i 1953.
To kvinder blev også dødsdømt, men justitsministeren mente ikke, at han kunne forsvare, at kvinder blev henrettet,
Arkitekttegnet henrettelsesskur
Efter mange overvejelser havde man fundet frem til at det østlige henrettelsessted skulle placeres på 2. Redan på Marinestation Holmen (Redan: Lille pileformet fremspring på en fæstningsvold)
Mange steder fremgår det, at stedet var en del af Hærens nærliggende Bådsmandsstræde Kaserne. Men det er ikke korrekt.
Der blev opført et arkitekttegnet skur, hvor henrettelserne fandt sted. Inden da havde man været i Norge for at hente inspiration. Officielt skulle skuret bruges til opbevaring af skydeskiver. Nu er det kun fundamentet tilbage, for allerede i 1950 blev skuret revet ned.
Bilkortegen med den dødsdømte kørte fra Vestre Fængsel til pladsen via Langebro, Prinsessegade og Refshalevej.
Det foregik om natten
I et militært område vest for Viborg var der også oprettet et henrettelsessted med tilsvarende skur.
Henrettelserne blev foretaget af 10 frivillige politifolk. Man havde overvejet militæret eller modstandsfolk. Ud over mandskabet fra politiet, der skulle skyde, deltog en politikommandør, en repræsentant for Stadsadvokaten, fængselspersonale og medhjælpere samt en læge. Henrettelserne foregik om natten og skuret blev oplyst af to medbragte batteridrevne projektører.
Justitsministre var herre over liv og død
Det var den siddende justitsminister, der blev herre over liv og død. Han skulle behandle ansøgninger om benådninger fra de dødsdømte. I praksis blev det to meget forskellige ministres personlige indstilling til restopgøret, som blev afgørende i den forbindelse.
Aage Elmquist fra Venstre var justitsminister fra den 7. november 1945 til den 13. november 1947. I hans embedsperiode var det kun to, der blev benådet.
I socialdemokraten Niels Busch-Jensens 2 ½ års periode var der 23 personer, der blev benådet.
De resterende syv benådninger blev foretaget af skiftende justitsministre.
Børge Outze: Vi skød for få
Børge Outze udtalte et par år efter besættelsen
Som vi tidligere har været inde på, så foregik der også andre dødsdomme i form af stikkerlikvideringer. Og det var uden domsafsigelse eller rettergang. Sådan var det også for Asmus Jensen i Padborg. Da fejllikvideringen gik op for lokalsamfundet, ja så forsøgte myndighederne at viske tavlen ren ved at fylde offentligheden og familien med løgn.
Ja historiebøgerne har også gengivet den forkerte historie. Og arkiverne, ja de blev lukket allerede i 1947. Det skulle sandelig ikke undersøges til bunds.
Gad godt nok vide, hvor mange det er af disse sager.
Dødsstraffen blev genindført
Dødsstraffen kom igen i tale i forbindelse med en større revision af straffelovens kapitler om statsforbrydelser, som fandt sted i årene 1948-52. Blandt de juridiske eksperter, som afgav en betænkning om straffelovsrevisionen, og et flertal Folketinget anbefalede, at dødsstraffen skulle genindføres i den borgerlige straffelov.
Dødsstraf eller livsstraf som det hed dengang var blevet afskaffet i 1930. Men i juni 1945 genindførte man den i forbindelse med det straffelovstillæg, der dannede grundlag for retsopgøret efter besættelsen.
Kun for forbrydelser før 4. maj 1945
Man gjorde det bl.a. for at imødegå den selvjustits, som havde fundet sted lige efter befrielsen. Hadet til tyskerne og til alle, der havde fraterniseret med eller arbejdet for dem – fra tyskerpiger til Hipo-folk – havde fået de mest primitive hævninstinkter frem i den danske befolkning, der tog loven i egen hånd og eksekverede straffe efter forgodtbefindende.
Straffelovstillægget gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945, Det vil sige først og fremmest forbrydelser begået under besættelsen. Tillægget var vid udstrækning dækket ind af straffeloven fra 1930. Men dødsstraf var der ikke dækning for i gældende lov. Det indførte man så med tilbagevirkende kraft.
Man ville undgå tilfældigheder i retspraksis
Det var netop det man ville undgå, da man genindførte dødsstraffen i 1952. Man ville undgå en tilfældighed i retspraksissen, hvis situationen ændrede sig. Et stort flertal var imod dødsstraf. Den skulle kun gælde under ekstraordinære omstændigheder.
Situationen i 1950erne var en anden end i dag. Krigen havde sat sit præg på hele samfundet- også på de beslutninger, der blev taget i Folketinget.
Frygten var stor for Stalin
Man skuede også ud i verden. Lige på den anden side af Østersøen lå Sovjetunionen, som i begyndelsen af 1950erne var reageret af diktatoren Josef Stalin, der hen mod sin død i 1953 forekom mere og mere utilregnelig.
I 1948, hvor forhandlingerne om straffeloven tog sin begyndelse var Europas situation stadig usikker. Danmark havde endnu ikke fundet nogen plads i en forsvarsalliance og Stalins udenrigspolitiske tiltag i netop dette år forekom ganske foruroligende set fra en dansk synsvinkel.
Militæret anbefalede øget alarmberedskab
I februar havde et sovjetisk støttet kommunistisk kup fundet sted i Prag. Samtidig havde Sovjet presset Finland til at indgå en venskabspagt. Situationen var anspændt. Ingen kendte Stalins hensigter. Det danske diplomati blev grebet af den anspændte situation og rygter i Danmark begyndte at brede sig. I påsken 1948 var forestillingen om en overhængende trussel så intens, at militæret anbefalede øget alarmberedskab. Det kommunistiske kup kom aldrig.
Men frygten for en sovjetisk besættelse i begyndelsen af den kolde krig var særdeles nærværende. Det var erindringen om besættelsestiden også. Begge dele fandt deres helt konkrete udtryk i den såkaldte 5. kolonnelov, som straffelovsrevisionen af 1952 blev kaldt.
Dødsstraffens genindførelse
Bestemmelserne blev udformet så detaljeret som muligt og i så præcist et sprog som muligt. Dødsstraf blev genindført, så domstolene havde mulighed for at gøre brug af den i et eventuelt retsopgør efter en ny besættelse. Det var trods alt et bedre onde, end at befolkningen tog sagen i egn hånd, lød argumentet.
Forhandlingerne om dødsstraffens genindførelse optager meget plads i Rigsdagstidende. Det var en vanskelig beslutning. For mange var det tale om et samvittighedsspørgsmål, og samtlige partier stillede deres medlemmer frit i afstemningen.
Justitsminister var modstander af dødsstraf
En af dem, der havde de største betænkninger var justitsminister Helga Pedersen. Hun var modstander af dødsstraf. Før hun satte sig i ministerstolen under Venstreregeringen Erik Eriksen i 1950 havde hun stillet som betingelse, at hun måtte indstille samtlige til benådning.
Hun søgte at komme igennem med et forslag om, at dødsstraffen skulle overføres til den militære straffelov. Hendes begrundelse var, at det ikke senere hen kunne blive vanskeligt at fjerne dødsbestemmelserne fra den borgerlige straffelov, når den aldrig var blevet optaget i den.
Kvindeundertrykkende bemærkning fra K.K. Steincke
Forslaget blev mødt med beskyldninger om både at være uærlig og ulogisk. Hendes mandelig forgænger på posten, K.K. Steincke blev tilsyneladende ked af, at en kvinde havde udfordret hans forslag og kvitterede med disse ord:
Sådan kunne man sige dengang. Den var hvis ikke gået i dag. Også på det punkt var tiden en anden.
Dødsstraffen blev afskaffet igen i 1978
Det endte med et kompromis. Dødsstraf under krig og besættelse fik efter svensk forbillede sin egen lov. Det blev ikke en del af 5. kolonneloven, men indgik, som flertallet ønskede, i den borgerlige straffelov.
Ja denne lov blev fjernet fra den borgerlige straffelov i 1978. Samtidig fjernede man den fra den militære straffelov.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 233 artikler fra besættelsestiden før/under/efter herunder:
Juni 17, 2018
Valby – dengang
Det var bøndernes, hønsekræmmernes og slagternes by. Der har boet folk her, siden oldtiden. Svenskerne brændte byen af. Vi besøger Valbys gamle kro. Kroejer fik sandelig erstatning, da landevejen blev lagt op. Og så var det lige Rytterskolen og Tingstedet. Der var sommergæster hos hollænderne. Frederik den Sjette fik smør fra Valby. Bønderne fik først deres frihed i 1788. Vi kigger på de gamle gårde, og det var netop de store gårde, der gav Valby karakter. Slagterne kom til byen fra vesterbro. Her var også gartnerier og Fastelavn blev markeret på en speciel måde. På et tidspunkt var Valby kendt for ”slem brolægning og mangel på renlighed”. De fine kom i Korups Have og Gammel Bakkehus. Den røde hane galede for alvor i Valby. Et mundheld havde noget på sig: ”Når det brænder, brænder det i Valby”. Valby mistede sin gamle idyl. Og så var det lige Valby Mose, men mosen groede til og industrien kom til byen. Det gjorde Dansk Film også. Så blev Valby indlemmet i København. Valby Gasværk sprang i luften.
Hønsekræmmernes og slagternes by
I middelalderen hørte Valby landsby til hovedgården Utterslev.
Valby var hønsekræmmernes og slagternes by. Det var en udpræget bondeby. Det kan nu også skyldes, at afstanden ind til byen føltes længere end den egentlig var i virkeligheden. Og det var på grund af Søndermarken og Valby Bakke. Dette isolerede byen lidt fra omverdenen. Og så var det også lige det at vejene her ud var meget dårlige.
Først fra 1901 hvor byen blev indlemmet i København gik det lidt bedre. Nu begyndte den gradvise udvikling af Københavns forstad.
Men se dette handler mere om byens fortid som landsby. Ja Tingstedet har endnu sin oprindelige plads i bydelens centrum, og mange af de gamle gadenavne er bevaret fra den tid. Gennem århundreder var det ”byen bag bakken”.
Folk her-siden Oldtiden
Valby Bakke der er egnens højeste punkt var engang på alle sider omgivet af damme og moser. I århundreders løb groede de fleste af disse til. Andre blev opfyldt. Men den sidste del af mosen forsvandt dog først i vor egen tid.
Men Valbys overdrev, de flade strandenge ved Kalvebod Strand har været beboet siden oldtiden. Bopladser fra Ertebølletiden og den yngre stenalder er fundet ved Frederiksholm i Kongens Enghave.
På toppen af Valby Bakke var der indtil Frederiksberg Slots opførsel i 1696 fem gravhøje fra bronzealderen.
Byen Valby er opstået ca. 900
Byen Valby er dog først opstået i vikingetiden ca. 900. Det er sandsynligvis omkring en udflyttergård fra den nærliggende landsby Solbjerg, der lå på Frederiksbergs nuværende grund. Den nævnes i 1193 som Walbi, der egentlig betyder ”gården på græsmarken”.
Svenskerne ødelagde byen
Under hovedstadens belejring 1523 – 24 og 1535 – 36 blev gårde og huse plyndret og brændt i omegnen. Valbys 13 gårde og 26 huse blev således alle lagt øde. I en indberetning fra 1660 hedder det, at da:
Valbys gamle kro
Men gårdene blev med kongens støtte atter genrejst. Samtidig byggede Hans Pedersen Bladt 1661 Valbys gamle krobygning på hjørnet af Langgade og Skolegade. I hans bevilling siges der at han:
Bladt var en af Københavns mest fremtrædende borgere. I 1662 blev han udnævnt som meddirektør i Det Islandske Kompagni, og som leder af stadens 32 mænd (datidens borgerrepræsentation) blev han 1667 rådmand og ni år senere borgmester.
I København ejede han forskellige ejendomme. Da kronen under svenskernes belejring af byen var kommet i gæld til ham, fik han efter krigens afslutning overladt nogle gårde i Valby. Blandt disse var kroen, som han åbenbart havde interesseret sig særlig for, idet han ikke blot genopbyggede den på sin gamle plads, man han udvidede den også.
Uden tvivl har det været en god pengeanbringelse, for hans enke solgte den først tre år efter hans død, 1677.
Mange kroejere i tidens løb
Hvis det virkelig som påstået, er rigtigt, at Bladts krobygning først forsvandt ved Valbys brand 1865, må den i hvert fald i tidens løb være blevet stærkt ombygget.
Den var opført af bindingsværk og af en brandtaktion fra 1793 fremgår det tydeligt, at den endnu på dette tidspunkt kun var en etage høj. Men på fotos indeholder den to etager. Denne forhøjelse må være sket i 1820/1830. I udseende kom den til at minde om Peter Lieps oprindelige skovløberhus i Dyrehaven.
Gennem det 18. århundrede skiftede den hyppigt ejere. Da tiderne var dårlige forfaldt den mere og mere. På grund af de mange løse eksistenser, der holdt til i Valby, fik den efterhånden også et dårligt ry.
Kroejer fik erstatning
Anlægget af den ny Roskilde Landevej over Valby Bakke 1776 gavnede den heller ikke, idet de vejfarende nu ikke længere fulgte den gamle landevej gennem Valby, men den nye vej forbi Frederiksberg Slot. Kromanden ansøgte derfor kongen om erstatning, da den skadede ham i hans næring. For de 2.000 Rigsdaler, der tildeltes ham udvidede han kroen. Så helt dårligt kunne det nok ikke have gået ham.
Tingstedet
Kroen lå som nævnt ved Tingstedet eller Bystævnet, som det rettere burde kaldes. Hvornår dette er opstået, vides ikke, man sandsynligvis kan det dateres tilbage til middelalderen. På de tolv kampsten – en for hver af årets måneder – der stadig ligger omkring et lindetræ, skal bønderne have siddet, mens de afgjorde deres indbyrdes tvister.
Her aftalte de også, hvornår høsten skulle finde sted og høsten begynde. De enkelte marker var delt mellembønderne som smalle strimler, for at ingen skulle føle sig forfordelt. Når det var sådan var det mest praktisk, at al markarbejde blev gjort i fællesskab.
Når Oldermanden kaldte bymændene til samling, ringede han med den klokke, som nu findes i Københavns Bymuseum, men i sin tid var ophængt i en stabel ved siden af tingstenene, således som det ses på ældre billeder fra Valby.
Den gamle Rytterskole
I Skolegade ikke langt fra Tingstedet ligger den gamle Rytterskole, som er Valbys ældste bygning. Den er opbygget fra 1722 – 25. På facadens indskrifttavle berettes på latin under Frederik den Fjerdes kronede mongram:
Og derunder kan læses på dansk:
Lærerne fik en dårlig løn. Den bestod mest af naturalier. Der blev undervist i dansk, regning og religion. I lange tider fandtes der ikke flere børn i Valby, end at det kunne klares med en lærer. Men elevantallet voksede til 150, så der blev ansat en andenlærer.
Kun tre bøger til de små
I 1866 blev der desuden indrettet en ”pige-klasse” med en særlig lærerinde. Foruden denne indeholdt skolen nu to klasser. De store børn kom om formiddagen og de små om eftermiddagen, piger og drenge hver for sig.
Børnene havde kun tre bøger. En salmebog, en katekismus og en bibelhistorie. I den store klasse havde de dog endnu tre, nemlig en regnebog, en geografi – og en danmarkshistorie.
Rytterskole som brandstation og bibliotek
En forbedring skete der, da den ”Graa Skole” blev bygget i 1876 på den modsatte side af gaden og indrettet til pigeskole. ”Den Røde Skole” blev opført i 1898. Men Rytterskolen blev brugt helt til 1904.
I 25 år blev den brugt som brandstation. Men i 1929 fik Kommunebiblioteket til huse her.
Sommergæster hos hollænderne
Tilstandene i Valby har nok ikke adskilt sig så meget fra andre sjællandske landsbyer. Men de tyve hollændere som Frederik den Tredje lod indkalde i 1651 fra Amager satte alligevel deres præg. Da slottet blev opført tiltrak det mange københavnere og de lejede sig ind hos hollænderne. Ja de byggede skam også landsteder. Måske havde landsbyen på den anden side af bakken forekommet københavnerne lidt bondsk.
Frederik den Sjette fik dagligt leveret smør
Om det daglige liv på en gård herude, fortæller digteren Meir Goldschmidt. Hans far havde erhvervet en gård herude i 1827. Han havde hidtil været købmand i Vordingborg. Og det var ikke normalt, at købstadsfamilier bosatte sig her. Så lokalbefolkningen så lidt skævt til dem. Men sønnen mindes dog opholdet med glæde:
Med gården fulgte det privilegium at levere smør til den kongelige familie. Hver morgen, fortæller Goldschmidt fik Frederik den Sjette et halvt pund aldeles friskt, nyskæret smør, dronningen et halvt pund og hver af prinserne et fjerdingspund.
Fandt kongen den ringeste sorte plet i smørret – og han var meget nøjeseende – så truedes vi med at miste leverancen, skrev Goldschmidt.
Kun i kort tid ejede Goldschmidt ”Madam Bechs Gaard” som gården blev kaldt efter den forrige ejerinde. Den var beliggende i Skolegade over for kroen. Den var som de andre Valbygårde firefløjet men i modsætning til disse var den ene længe ”bekvemt indrettet til beboelse for en familie uden for bondestanden”.
Under Valbys brand i 1865 gik den op i luer og blev derefter flyttet ud til markerne ved Køge Landevej. Det var på dens jorder, at Grøntorvet blev anlagt.
Bøndernes frihed i 1788
Skønt bønderne ved ryttergodsets ophævelse i Københavns Amt 1766 fik skøde på deres gårde, opnåede de dog først deres fulde frihed ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788. Skønt jorden i Valby blev udskiftet 1781 – 83 var endnu ved byens brand i 1865 kun fem af dens 17 gårde blevet udflyttet.
Mens disse var beliggende på markerne ved Langgade ved Søndermarken, grupperede de øvrige 12 sig stadig omkring Tingstedet og det nu forsvundne gadekær, som vejen, der bærer dets navn, minder om.
Gammel Bakkegård og andre gårde
For enden af Skolegade lå den først udflyttede gård, Gammel Bakkegård, som den blev kaldt på sin ny plads på hjørnet af Pilealle og Valby Langgade. Brygger Carl Jacobsen, der senere erhvervede den, benyttede den i nogle år som bolig. Men da han mente den på grund af fugt var sundhedsfarlig for hans børn, lod han i dens sted arkitekten Hans Kaufmann opføre den store røde villa, Valby Langgade 1.
Gamle Bakkegårds nærmeste nabo var Bjerregården, der blev liggende ved gadekærret til 1795, da den blev flyttet til markerne ved den nuværende Bjerregårdsvej. Dens hovedbygning eksisterer endnu dom en hyggelig villa ligesom ”Lykkens Minde” på Søndermarksvej, der oprindelig lå ved Tingstedet.
Skovbogård brændte den 1. juni 1912. Den var beliggende ved den vej, der bærer dens navn. Valbygård havde også oprindelig ligget ved gadekærret. Hvor Jesukirken siden blev opført lå gården derefter fra 1795 til den brændte i 1877.
Ved Valbygårdsvej på den modsatte side jernbanen blev den genopbygget, indtil Det Allerske Etablissement overtog og nedrev den. Kjeldsgården blev også erhvervet. Og den lå, hvor Kjeldsgårdsvej i dag ligger.
En af de mest kendte gårde, som ikke blev udflyttet, var sognefoged Peder Bechs gård ved gadekæret ved den nuværende Blankavej ud for Lauravej. I 1881 overlod han den til sin søn. Da den to år efter gik op i luer, blev den genopbygget ved Herman Bangs Plads, hvor Valby Langgades S-station nu er beliggende.
De store gårde gav Valby karakter
Det var de store gårde, der gav Valby karakter. Men det var hønsekræmmerne og senere slagterene, der skabte byens særstilling blandt omegnens landsbyer.
Der fortælles i 1835:
120 personer beskæftiget med høns i 1820
Mange af hønsekræmmerne blev med årene velhavende folk. Da høns fra Valby var stærkt efterspurgte i København måtte de ofte have folk i deres tjeneste, som opkøbte dem rundt om på Sjælland.
I 1820 skal ikke mindre end 120 personer have været beskæftiget hermed. Kvinderne, som besørgede videresalget til de københavnske husmødre, havde deres faste stade ved springvandet ved Gammeltorv. Foruden fjerkræ handlede de også som nævnt med æg og smør.
Slagterne flyttede til Valby
Fra gammel tid var slagtning forbudt inden for voldene. Slagterne havde derfor bosat sig på Vesterbro. Her blev byens første kvægtorv indrettet allerede 1671.
Mange af Vesterbros slagtergårde blev ejet af slagtere. Og det nogle af disse, som politikerne ikke mente, skulle bevares, så de er fornyelig blevet revet ned. Efter voldenes fald i 1856 valgte mange af slagterne at flytte til Valby. Og til andre omegnsbyer.
Her erhvervede de også gårde til kvægopdræt. Skønt de blev holdne mænd, kunne man hver dag finde dem i deres boder i ”Maven” ved Nikolaj Kirke, hvor de havde deres udsalg. På torvedagene mødtes de ofte på Nytorv. Det brogede liv er skildret i historikeren Troels-Lunds erindringer ”Et Liv”:
Markedet i København
En familie boede på Gammeltorv, og fra deres vinduer kunne de se, hvad der foregik på de to torve (Nytorv og Gammeltorv):
Gartnerier
Foruden bøndernes, hønsekræmmernes og slagternes gårde og huse fandtes der i Valby en række småejendomme, som tilhørte håndværkere, handelsmænd og arbejdere. Desuden var der – i hvert fald senere – et par større gartnerier.
De mest kendte var Christinedal og Valdal, der først blev nedlagt omkring 1930. Samtidig blev Valdals gamle hovedbygning nedrevet. På de to gartneriers grunde rejstes de store ejendomme på Kirstinedalsvej og Bag Søndermarken.
Fastelavn i Valby
Arbejdet med jorden gav bønderne deres daglige brød, men hverdagens slid og ensformighed blev afbrudt af de årlige tilbagevendende højtider, jul, fastelavn, påske og pinse. Ja så var det også de store fester, når familiebegivenheder skulle fejres. Så var hele familien indbudt til fest.
Fra sin barndom i Valby erindrer Goldschmidt bøndernes fastelavnsfest, hvor de stak til stråmanden:
Begivenheden trak mange københavnere til. De morede sig over Valbykarlenes fest.
Slem brolægning og mangel på renlighed
Valby var dengang og længe efter endnu en forholdsvis lille landsby. Helt op til branden i 1865 var byen, som det fortælles i Illustreret Tidende:
Da fødder og næse berøres i lige høj grad ved forholdene på hovedgaden, søgte kun få vejfarende at stifte bekendtskab med byen selv, end der kunne erhverves ved ad den tidligere banestrækning at passere Valby-bakkens gennemskæring.
”Man fattede godhed” for stedet
Men enkelte mennesker ”fattede godhed” for stedet, så de valgte at ”ligge på landet” her i Valby.
I et brev fra begyndelsen af det 18 århundrede prises Valbys landlighed og dens velegnethed som ferieby:
I et andet brev står der:
Man lejede sommerboliger hos Valby-borgere
Og så var det jo Frederiksberg Slot, hvor kongefamilien yndede at ligge på landet. Slotshaven og Søndermarken tiltrak også mange københavnere. År efter år lejede de sig ind på gårdene, der ofte indeholdt en ekstra lejlighed, beregnet til udlejning til sommergæster.
Andre som havde bedre råd, byggede landsteder eller erhvervede sig et lille bondehus, hvor de kunne tilbringe den varme årstid.
Skønt slottet var bygget af Frederik den Fjerde, var det dog først Frederik den Sjette, der sommer efter sommer boede herude, som skabte den store popularitet. Både Frederiksberg Have og Søndermarken, som længe var lukket land for det almindelige borgerskab var nu blevet åbnet.
Funktionærboliger for slots-personale
I Skovbrynet på hjørnet af Pilealle og Valby Langgade lå til omkring 1890 de sidste rester af nogle småhuse, der var kendt under navnet ”Snap op”. Det var oprindelig funktionærboliger for slotsbetjente og gartnere ligesom de endnu eksisterende ”små haver” i Pilealleen.
De fine kom i Korups Have
Til sidst sluttede sig Korups Have i Valby Langgade også en gammel slotsbetjentbolig som i 1852 tilligemed det stykke af Søndermarken, hvorpå huset lå, ved aktion blev solgt til enkedronning Marie Sophie Frederikkes løber, Jens Rasmussen Korup. Jo det blev et populært traktørsted.
Om haven har hans datter fortalt:
Senere blev der bygget en lille teaterbygning, men i 1934 var dens dage talte og det hele måtte rives ned.
En datter af Korup var i mange år Valbys postekspeditrice. Oprindelig havde Valby kun et brevsamlingssted, der havde til huse i den første jernbanestation, der lå ved Gammel Jernbanevej. Det blev opført samtidig med den første jernbane til Roskilde i 1847.
Da linjen gennem Valby blev nedlagt i 1864, blev ”posthuset” flyttet til villaen, Valby Langgade 2, ved siden af Korups Have, der også for længst er nedrevet.
Gamle Bakkehus
Det ældste landsted i Valby er Gamle Bakkehus en bygning under Københavns Ladegård, der leverede landbrugsprodukter til Københavns Slot. Ja vi skal helt tilbage til 1620.
Det har også været traktørsted og landevejskro. Landevejen fra Roskilde til København løb dengang gennem Valby og lige forbi Bakkehuset.
I midten af 1700-tallet blev huset ejet af landets statsminister greve Johan Ludvig Holstein. Det var ham, der fik ideen til at flytte landevejen op forbi Frederiksberg Slot på Valby Bakke med fortsættelse i Vesterbrogade ind mod byen. Det betød så, at der ikke mere kunne drives kro i Bakkehuset.
Af dets fire fløje, der opførtes 1763 af arkitekten I.C. Conradi, står nu kun syd- og østfløjen i hvis lavloftede værelser i stueetagen Kamma og Knud Lyne Rahbek havde deres hjem fra 1798 til Rahbeks død 1830.
Asyl for idiotiske og svagtsindige
Efter Rahbeks død fortsatte ejerne med at leje huset ud til sommergæster. Her har skam boet Johan Ludvig Heiberg og Johanne Louise Heiberg og N.F.S. Grundtvig og mange flere.
Masser af digtere og forfattere samlede sig om ægteparret. Bakkehuset var deres andet hjem. I deres lejlighed er det derfor indrettet en række mindestuer for guldaldertidens litterære berømtheder.
I 1855 blev Bakkehuset omdannet til et asyl for idiotiske, svagtsindige og epileptiske børn. Og i den forbindelse blev Rahbeks Alle nr. 21 opført.
Ny Bakkegård
Overfor dette ligger på Bakkegårds Alle, Ny Bakkegård. Den fine empirebygning er bygget ¨år 1800 af dispachør Knud Engelbreth Langberg. Dens mest kendte ejer var den national – liberale politiker C.C. Hall, som ejede den fra 1840 til sin død i 1888. Hans statue af Vilhelm Bissen står nu ved indgangen til Søndermarken over for Kammasvej, mens hans hustru Marie Hall, der var kendt for sit store velgørenhedsarbejde blandt Valbys fattige, har sat sig selv et varigt minde som medstifter af Valby Børneasyl, Valby Tingsted 3.
Valhøj, Valdal og Landlyst
Valhøj, der lå ved Gammel Jernbanegade var kun beboet om sommeren. Det blev nedrevet 1895. På flere billeder af dette landsted ses op til højre for bygningen en mølle. Det er den tidligere Store Kongens Mølle fra Vestervold, som lå ved den nuværende Mølle Alle fra dens udflytning 1872, indtil den blev nedrevet 1896.
Over for Valhøj på den modsatte side langgade lå et par andre af Valbys kendte landssteder, Landlyst og Valdal.
Landlyst eller som det oprindelig hed ”Sorte Hest” blev i 1779 erhvervet af danser ved Det Kongelige Teater Isac Jacobsen Borup, der ejede det frem til 1798. År 1800 blev det købt af brændevinsbrænder Peder Spendrup i Vingårdsstræde. Men der var masser andre småhuse i Valby, der var landssteder.
Den røde hane galede i Valby
Den 23. juli 1865 galede den røde hane over det gamle Valby. Mange af indbyggerne var ikke hjemme. Man havde benyttet det gode vejr til at tage på udflugt. I lang tid var der ikke faldet regn. Gadekæret var nærmest kun en vandpyt.
Kl. 10 om aftenen opstod der brand hos svinehandler Mortensen i Langgade tæt ved kroen. Snart blev kroen også antændt. Ilden bredte sig til andre gårde. Vinden skiftede hele tiden retning, som spredte gnister til alle sider.
De tørre stråtage blev hurtig antændt. Forgæves søgte man at bekæmpe ildens rasen. Der var sprøjter fra København, Frederiksberg, de omkringliggende landsbyer og fra Carlsberg.
I alt blev 4 gårde og 35 huse foruden kroen blev ildens bytte, medens 150 familier blev hjemløse.
Dagbladets beskrivelse af tragedien
I Dagbladet fra den 25. juli 1865 findes en meget malende beskrivelse af den sørgelige begivenhed:
Når det brænder, brænder det i Valby
En indsamling til hjælp for de nødstedte blev sat i gang. Christian den Niende ydede 600 Rigsdaler. Genopbygningen skred forholdsvis hurtig frem. Det første hus, der blev opført var snedkermester Jens Christensen på Mosedalsvej 4.
Året efter brændte flere af de gamle Valby-gårde. Og snart blev det almindeligt mundheld at:
Desværre kan det have sin rigtighed for natten mellem den 1. og 2. juli 1883 brændte fire af de gamle gårde ved gadekæret.
Valby mistede sit gamle idyl
Med undtagelse af et enkelt hus her og der og den klump huse, der indtil 50 – 60 år siden lå mellem Anneksstræde og Bomuldsspinderiet mistede Valby ved de to store brande sin gamle skikkelse, for de bygninger, der rejste sig i stedet for de nedbrændte, fik et helt andet udseende end de forsvundne.
Med dem mistede Valby ikke blot meget af sin gamle idyl, men de ny grågule grundmurede teglstenshuse med deres skifer- og tegltage gav desuden byen et helt købstadsagtigt præg.
Dertil bidrog også de fabrikker, der i slutningen af forrige århundrede så småt begyndte at blive bygget på de Valby-gårdes jorder, som mange af bønderne fandt det fordelagtigt at afhænde til de nye industrivirksomheder, der opstod i disse år.
Carlsbergs bygninger
Allerede i 1847 havde brygger I.C. Jacobsen med H.C. Stilling som arkitekt påbegyndt opførelsen af byggeriet Carlsbergs første bygninger på tre tønder land sort areal, som han havde købt af Bjerregården.
1871 oprettedes man hans søn Carl Jacobsen som leder Ny Carlsberg, hvis ældste bygninger opførtes efter tegning af arkitekt N.S. Nebolong.
Jesuskirken
Jesuskirkens opførelse skyldes Carl Jacobsen. Valbyerne, der hidtil havde været henvist til at benytte Hvidovre Kirke hilste naturligvis dens indvielse den 15. november 1891 med stor begejstring. Det var ikke blot den første kirke, der blev bygget i Valby, men det var også en bygning, man kunne være stolt af.
Det fritstående klokketårn blev føjet til i 1894-95. Og bygningen er ikke kun et bedehus, idet den også er en værdig ramme omkring familien Jacobsens smukke gravkrypt under koret.
Valby Mose
Valbys forvandling til et moderne fortidskvarter har medført, at mosen helt er forvundet. Men omkring år 1900 var den en fristende legeplads for byens ungdom.
Ellen Duurloo fortæller:
Valby Mose var resterne af en bugt. Mosen strakte sig for længe siden fra Søndermarken til skellet og fra Valby Langgade helt over til Peter Bangsvej. Det var en farlig legeplads. Mange druknede fordi de ikke kendte mosen og vidste, hvor de kunne gå. Trådte man ved siden af, ja så sank man i.
Det var fristende for børn men forældrenes skræk. Mosehullerne var bundløse og vandet var iskold. Hvor mange der er druknet her vides ikke. Jorden var som kviksand.
Som ældre billeder af mosen viser, lå her i sin tid også et teglværk, men dets virksomhed ophørte allerede omkring år 1900.
Dansk film i Valby
Sin største berømmelse vandt den dog, da Ole Olsen i filmens barndom indrettede sit atelier i Valby Mose, og herude skabte en lang række film, som gik deres sejrsgang over hele verden. Om disse minder os endnu Nordisk Film på Mosedalsvej.
Mosen groede til
Gradvis groede mosen til, og samtidig tog udstykningen til. Over for Søndermarken kom der et smukt villakvarter. Men i selve det gamle Valby rejste sig det ene etagehus efter det andet, kroen blev nedrevet, og mange gamle huse forsvandt eller blev indrettet til forretningsbrug.
Valby blev indlemmet i København
Længe inde Valby blev indlemmet i København havde Valbyerne diskuteret, hvornår mon de blev indlemmet i København. Borgmester Borup kunne i 1899 fortælle, at der underhånden var blevet ført forhandlinger mellem formanden for Hvidovre Sogneråd og ham om en eventuel indlemmelse:
Men først efter halvanden års forløb afsluttedes forhandlingerne med indlemmelse den 1. januar 1901. Men for mange københavnere blev Valby stadig betragtet som en fjernliggende landsby. Dette skyldtes nok de forholdsvis dårlige trafikforbindelser – den første sporvogn til Valby kom først 1896 – og den landelige beliggenhed i læ af Søndermarkens gamle træer og ikke mindst de store gartnerier og gårde, der endnu satte deres præg på flere kvarterer.
Valby øvede stor tiltrækning på digtere og kunstnere i begyndelse af 1900-tallet.
Da Valby gasværk eksploderede
Mange kan endnu huske det kæmpe store brag lørdag den 26. september 1964 kl. 9.36 om morgenen. Braget blev efterfulgt af en gigantisk paddehattesky. Man troede at e var blevet kastet.
To smede havde fået besked på at smøre den store ventil 604 i målehuset på Valby Gasværk. Arbejdet gik trægt. De to smede gik ned i målehusets kælder, hvor de fjernede ventildækslerne for at komme til at smøre ventilens spindel og styr. De lod ventilerne stå åbne, for at ventilhuset kunne blive udluftet, og gik så til kaffepause.
Imens sivede gassen ud gennem de åbne ventilhuller i kælderetagen. Gassen gik i forbindelse med luften og dannede knaldgas, der kunne antændes ved en enkelt gnist. Al udpumpning af gas fra værkets to store gasbeholdere til hele byens ledningsnet gik via måler – og pumpehuset.
Hvordan knaldgassen blev antændt kan ikke siges med sikkerhed. Men det lød et øresønderrivende brag. Brændende bygningsdele fra målerhuset antændte gassen i de to store beholdere. Tårnhøje ildsøjler strakte sig mod himlen.
I de omkringliggende boligområder blev der skabt massive ødelæggelser. Vinduer og døre blev blæst ind, og det regnede med nedfaldne tagsten og knust vinduesglas.
Intet hus i Valby havde et helt vindue. Hoveddøre blev suget af deres hængsler. Vinduer helt op til fem kilometer fra eksplosionsstedet blev knust af trykbølgen. Vigerslev kirke havde mistet hele taget.
Folk blev væltet omkuld, fik forbrændinger, blev ramt af tagsten og andre bygningsdele. Redningsmandskabet fik de sårede væk. Man fandt 40 mennesker liggende kvæstet i deres lejligheder.
Fem blev dræbt ved eksplosionen og 180 blev såret. De materielle skader løb op i 11 millioner kroner. Det svarer til 110 millioner kroner i nutidens mønt.
Valby Gasværk blev aldrig genopbygget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 152 artikler om København og Omegn herunder:
Juni 14, 2018
Klampenborg – dengang
Det var en ”Adelsvej, der førte ad Helsingør til”. Klagerne væltede ind, Strandvejen var for dårlig. Så måtte man betal ved Slukefter. Men så kunne man få en ”Gammel Øl med Pind”. Det bedste for borgerskabet var at have eget landsted. Men efterhånden blev fiskerhytterne accepteret. Man var jo ”paa Klampenborg”. Skovfogeden blev dømt for ulovlig kroholde. Hjaltetin skrev en bog: ”Vandkuren i historisk udvikling”. En anstalt blev støttet af kongen og hertugen. Problemer med godkendelse. Svedekure og kildebade var med i prisen. Vi skal have en oversigt over sunde og skadelige spise. Køerne blev afskaffet. Ja det gjorde badehuse på hjul også. Gode råd til de badende skal vi også have. Var dans gavnlig for kurgæsterne? Man blev sandelig helbredt for mange sygdomme. Mange gik hele vejen. Dyrehaven startede med telte. I Tingbogen stod der, at utugt var forbudt i skoven. Mange så frem til Sankt Hans, og et sygehus havde fundet en guldgrube.
Adelsvej, der fører ad Helsingør til
Dengang i det 18. århundrede fortrak de fleste københavnere, hvis de ellers havde midlerne til det, at ligge på landet om sommeren. Man ville bo ved en af Nordsjællands mange idylliske søer. Her var både frodige marker og stemningsfulde skove.
Det var ikke altid, at badning langs Strandvejen i Øresund kunne betragtes som en sundhedskur. Men visse steder var Strandvejen dengang kun et par hjulspor.
Strandvejen var en ældgammel vej. Den har været kendt siden middelalderen og man sagde om den:
Hurtig blev vejen overbelastet særlig i ”Kildetiden” som var fra 23. – 25. juni og 1. – 3. juli. Ja i en periode blev kildetiden udvidet til tre uger.
Klagerne væltede ind
Og vejen var i den grad elendig at køre på. Ofte måtte bønderne, der skulle fjerne gødning i staldene i hovedstaden tømme deres vogne i Hellerup, fordi de ikke kunne køre på den smattede og opblødte vej.
Klagerne regnede ned over amtmanden. Men han kunne ikke gøre noget. Hverken amtet eller regeringen så sig i stand til at ofre penge på en udbygning af vejen.
At betale – ved Slukefter
En driftig sadelmager ved navn Randel havde en løsning. Han tilbød at stille sig i spidsen for en gennemført renovering af vejen finansieret af egen lomme på betingelse af at han efterfølgende fik lov til at opkræve penge for kørsel og ridning på vejen. Samtidig lovede han to gange dagligt at dæmpe støvgenerne i sommerperioden ved vanding.
I Berlingske Tidende kunne man læse, at der fra den 24. juni 1825 ville blive opsat en spærrebom ved Slukefter. Ved passage skulle der betales et beløb til bommanden. I avisen stod der, at dette var forbigående, men betalingspligten varede i 90 år.
Ventetiden var ulidelig. Så var der godt, at der blev indrettet et fortræffeligt værtshus ved navn Slukefter. Det blev berømt for specialiteten ”Gammelt øl med pind”. Det smagte altid efter en mere og en mere.
Det bedste var at have eget landssted
Fiskernes talrige hytter var nu heller ikke noget, der tiltrak københavnerne i hvert fald ikke som sommerbolig. Det bedste var at have eget landsted.
Nu blev indstillingen dog efterhånden ændret. Nu blev det morderne at leje sig ind hos en fattig fisker, som glædede sig. De var vant til det trælsomme liv på havet. Men samtidig blev antallet af rigtige landsteder med store prægtig anlagte haver foran forøget.
Flotte beskrivelser
Nu kneb det efterhånden med udsigten for træerne på begge sider af Strandvejen blev forøget. Men læs blot denne beretning fra 1855:
Og denne beskrivelse kommer fra ”En Veileder paa Den nordsjællandske Jernbane” er fra 1864, året efter at jernbanen til Klampenborg var blevet indviet:
Ulovlig krohold
På dette sted lå i slutningen af 1600-tallet et skovfogedhus, som blev beboet af en mand ved navn Klampe. Et halvt århundrede senere blev det indrettet til traktørsted og skovfoged Ole Nielsen, som overtog det 1755, søgte tilladelse til at brygge og brænde. Det blev han ikke blot nægtet, men han fik oven i købet bøde for ulovligt krohold.
Siden fik han dog bevilling og langt ind i det 19. århundrede var her et søgt traktørsted. Det lå ud til Strandvejen ved nuværende Peter Lieps Vej. Den bestod af tre stråtækte længer i en stor have.
Vandkuren i dens historiske udvikling
Trods dets popularitet skyldtes Klampenborgs berømmelse nok i højere grad den ”Vandkur, Brønd- og Søbadeanstalt”, som bataljonskirurg dr. med. J.J. Hjaltetin oprettede i 1844 på terrænet mellem den gamle traktørsted og Taarbæk. Men nu gjorde han det ikke selv
I udlandet havde vandkur-anstalter længe været tidens store mode. De erfaringer om vandets helbredende egenskaber disse havde indvundet, offentliggjorde Hjaltetin 1842 i et skrift om:
Christian den Ottende støttede foretagenet
Samtidig virkede han for en lignende anstalt i Danmark. Men se disse planer havde en anden allerede planlagt. Og det var udgiver af Kjøbenhavns Posten, Andreas Peter Liunge. Den skulle ligge ved Øregaard på Strandvejen i Hellerup.
Men for at undgå konkurrence, der ville skade dem begge, indgik de to en ”interessentskabskontrakt” i 1843. Udadtil var det Hjaltetin, der var den ledende kraft. Christian den Ottende var meget interesseret i planerne. Så derfor blev der givet privilegium til indrettelse af en ”vandkur-anstalt”. Desuden blev der overladt 23 tønder land i Jægersborg Dyrehave på bakken oven over Taarbæk.
På kort tid lykkedes det at få tegnet den nødvendige aktiekapital på 100.000 rigsdaler der dog senere blev fordoblet. Det nye aktieselskab unævnte Liunge til bogholder og kasserer. Hjaltelin blev badelæge og den ny anstalts reelle leder.
Det lovede udbytte udeblev
Det med økonomien var lidt usikkert. Hjaltelin lovede investorerne 18 pct. i udbytte. Men kuranstalten blev aldrig en guldgrube. De 8 pct. blev konverteret til et rundt 0. Det hjalp heller ikke da jernbanen kom til.
Blandt investorerne var hertug Christian af Augustenborg. Det var ikke nogen dårlig reklame med så prominente folk blandt investorerne.
Det terræn, kongen havde overladt dem, blev udvidet med den tidligere nævnte skovfogedboligs jordlod. For at få direkte adgang til sundet erhvervedes desuden til indretning af en søbadeanstalt for damer landstedet ”Chritiansro”. Til herrer fik man ”Skrænten” nord for Taarbæk.
Med M.G. Bindesbøll som arkitekt begyndte man derefter opførelsen af de nødvendige bygninger, mens slotsgartner Rothe på Fredensborg anlagde parken. Allerede i 1845 var disse arbejder så fremskreden, at det nye kursted i juni kunne begynde sin virksomhed.
Problemer med godkendelse
Men se nu var det jo Det Kongelige Sundhedskollegium der fik sagen til behandling. Og det gav anledning til problemer. Den øverste sundhedsmyndighed mente ikke, at vandkur og søbade havde noget med hinanden at gøre. I Kollegiet herskede det den opfattelse, at en sammenblanding kunne være absolut farlig, eftersom lægerne på vandkure – anstalterne konsekvent hævdede, at badevand og drikkevand altid skulle have samme temperatur.
Ingen tvivlede om, at dette ville blive en succes. Ikke blot var disse vandkur – anstalter den store mode, men Klampenborg havde også en fortrinlig beliggenhed ved Øresund og lå i en smuk egn, hvor der var et væld af kilder.
Stor søgning i begyndelsen
Jo det var moderne at passe på helbredet. Og havde man råd tog man gerne på kuranstalt en måned eller to nede i Tyskland. Snart sagt alle tænkelige lidelser lod sig kurere med kildevand. Men nu var der altid en badelæge til stede, der afgjorde om vandet skulle drikkes eller om det var til udvortes brug.
Nu var det også en fordel, at afstanden til København kun var kort. Man kunne sagtens komme frem og tilbage, selv om det på dette tidspunkt endnu ikke var nogen jernbane. Men man kunne sejle med de to små dampbåde William og Emma eller med dampskibet Hamlet.
I 1819 havde nationen fået sit første dampskib, Caledonia. Det fik også fast rutefart mellem Toldboden og Klampenborg. Ja i kildetiden blev stort set hele den danske dampskibsflåde sat ind.
Ja så var det jo også omnibusserne Hertha, Merkurius og Figaro,
Trafikken på Strandvejen må med datidens øjne have været meget betydelig. I sommermånederne blev den befærdet af 50.000 passagerer fordelt på 5.000 wienervogne og 9.500 åbne vogne, foruden bønder og arbejdere.
Også den ny anstalt kunne i begyndelsen glæde sig over mange besøgende. De, der ikke boede der, skulle betale entre for at komme ind. Det første år drejede det sig om ca. 40.000. Og det næste var det cirka det dobbelte antal.
Da kongen blev modtaget
Blandt disse var Christian den Ottende, der havde en stor andel i anstaltens tilblivelse, som vi allerede har læst. Han var ledsaget af dronning Caroline Amalie. I den anledning var indkørselsporten festligt smykket med egeløv og flag. De kongelige gæster blev hilst velkommen med en fanfare af blæsende instrumenter og kongesalut.
Hjaltetin overrakte kongen et smukt hyldestdigt, mens et medlem af anstaltens bestyrelse bød velkommen. Kongen svarede med et hjerteligt ønske for anstaltens held og fremme til gavn og glæde for dem, der besøgte det.
Senere kom kongeparret sammen med det svenske kongepar.
En flot anstalt
Anstaltens bygninger var opført langs vejene, der fra den store hovedport ved den gamle skovfogedbolig i Klampenborg slyngede sig gennem det vidtstrakte terræn. Længst mod øst lå den egentlige promenade, den såkaldte ”Lange Linje”. Herfra var det den mest fortryllende udsigt.
Ved Lange Linje lå kurstedets koncertpavillon med sit høje pyramideformede tag, hvis øverste del var af glas. Gennem dette og bygningens 21 glasdøre væltede lyset ind i dens store sal.
Foran de ni østlige døre var under en markisse anbragt borde og bænke og med rette blev det sagt, at:
Svedekure og kildebade var med i prisen
På den grusbelagte plads foran facaden stod meget naturligt anstaltens flagstang, som øverst var prydet med en vindfløj. Til hovedbygningen sluttede sig mod nord og syd to mindre pavilloner. Den ene var indrettet som aftrædelsesværelse for den kongelige familie, den anden til læsekabinet. I tilbygningen på vestsiden over for hovedindgangen var der indrettet konditori og bolig til konditoren.
På grund af sit særprægede og fremmedartede udseende kunne det ikke undgås, at bygningen fremkaldte en hel del kritik. Bag koncertpavillonen lå en restaurant og en cafe, adskilt af restaureres bolig og fordelt over det store terræn anstaltens øvrige bygninger.
Blandt disse er det særlig grund til at fremhæve de såkaldte kottager og det treetagers høje kurhus, der oprindelig indeholdt 36 værelser. Hvert værelse var efter datidens forhold luksuriøst udstyret. Det var forsynet med en seng, en sofa, fire stole, bord, spejl. Servante med tilbehør, kommode og klædeskab.
I prisen indgik foruden betjening:
Sunde og skadelige spise
Endvidere leveredes pudsigt nok tre gange dagligt kogende vand til te og kaffe. Kildebadet fandtes i en udbygning, der bestod af to værelser, et for herrer og et for damer, som hver var forsynet med et badekar.
Her var også koldtvands- bassiner til fod – og sædebade. Der var sandelig også svedekur i uldne tæpper og fugtige lagener. Her var ude i det fri indrettet 5 grader koldt brusebad med op til ni meter højt vandfald. Her kunne man vælge mellem støvregn, regnbad eller plaskregn. Alt dette var gavnligt for helbredet. I Klampenborg Badetidende kunne kurgæsterne orientere sig om både sunde og skadelige spise – og drikkevarer.
Var man indkvarteret på brøndkur, kunne man med god samvittighed drikke kakao og kaffe i små mængder og mælk, men den måtte dog ikke være for fed. Vand med og uden sukker (ikke for koldt) og varmt øl dog i ringe kvantitet.
Det var derimod aldeles forbudt at drikke limonade og alle typer likør, punch, rødvin og enhver form for hedvin.
Det var gavnligt at spise bl.a. agerhøns, agurker og asparges, dog ikke for mange. Blomkål, hvedebrød, haresteg, havregrød og høns, kartofler med måde samt æg, kun blødkogte og ikke hårde, ja se det var sundt.
Listen over forbudte retter var lang, meget lang og den omfattede bl.a. ål og abrikoser, and, alle former for frisk frugt og is af enhver art, ost og pølse, sild, svinekød og østers.
Køerne blev afskaffet
I kottagerne på Christiansro og Skrænten var der både enkeltværelser og lejligheder beregnet til hele familier. Men etablissementet omfattede naturligvis også funktionærboliger, desuden de nødvendige økonomibygninger. Ja her var sandelig også et mejeri og hertil blev der indkøbt 25 køer. Men allerede efter en måned blev disse afskaffet igen.
Her var en stald til gæsternes heste og vogne, te pavillon, hvor de besøgende fra København kunne få kogende vand på maskine til deres medbragte kaffe eller te. Her var også et cigar – og et frugtudsalg.
Det var således gjort alt, for at gæsterne skulle føle sig tilfredse.
Badehuse med hjul blev afskaffet
Særlig populære synes dog søbadene at have været. Kuriøst nok havde badehusene oprindelig hjul, så de kunne blive trukket op af vandet af heste. Men dette fandt man dog ubehageligt og upraktisk.
Det kunne være en meget farlig tur og særlig damer kunne vælte og drukne, især på den stenede Øresundskyst.
Disse blev så afløst af badehuse på pæle som en bro førte ud til. Hvert badehus var indrettet med et bord og en stol. Ville man være ugenert under selve badet kunne en markisse trækkes ned til vandets overflade.
Gode råd til de badende
Der tilrådedes følgende:
Grunden til at damerne skulle bade uden hue, var at hvis kurens hensigt var at skaffe sig af med hovedpine, gigt og andet. Og så gjaldt det om at forkæle hovedhuden.
Efter badet skulle man desuden klæde sig på i en fart og for at blive varm:
Var dette ikke tilstrækkeligt, eller hvis man følte sig udmattet, så skulle man drikke et glas portvin eller en kop bouillon:
Det var eksklusivt at ligge ”paa Klampenborg”
På grund af sin beliggenhed og fortrinlige indretning havde Hjaltelin egentlig tænkt sig, at den nye vandkur-anstalt ville blive besøgt af mange udlændinge. Men det håb gik ikke i opfyldelse, måske på grund af treårskrigen (1. Slesvigske Krig).
Kottagerne blev derfor indrettet til sommerlejligheder med køkken. De blev nok betragtet som primitive. Men borgerskabet accepterede det, for det var jo fint og eksklusivt at ligge på landet:
Kvinderne måtte bære morgenkjole hele formiddagen
Gæsterne kunne i øvrigt opføre sig som det passede dem bedst. Tonen var fri og forholdene hyggelige:
Var dans gavnlig for kurgæsterne?
Og så blev der afholdt koncerter. En gang om ugen var der bal i koncertsalen:
Man blev helbredt for mange sygdomme
Ifølge en reklame for Klampenborg Badeanstalt i 1851 var mange blevet helbredt for gigt, lamhed, nervesvækkelse og underlivsonde.
Desuden blev der i 1854 anskaffet et transportabelt teater, hvor der spilledes pantomimer.
I løbet af årene blev der her afholdt officielle festligheder, kongresser m.m. Med årene mistede stedet sin betydning som kursted, men til gengæld blev myndighederne mere opmærksom på stedet. Måske var det derfor man i 1866 måtte flage med splitfag på stedet.
Da Klampenborgbanen åbnede i 1863 oprettedes der ved indgangen fra Klampenborg et stort badehotel med restaurant. Det lå på Staunings Plæne. Dets fornemme indretning, udstyr og elegance vakte selvsagt stor beundring.
Det gik alvorlig tilbage
I julen 1923 opstod der brand på stedet. Det var for mange et stort tab, selv om det med årene var blevet noget forfaldent. Men hotellet var med til at højne Klampenborgs ry som badested.
Men branden indvarslede en ny epoke i Klampenborgs begivenhedsrige historie. I 1937 blev hele etablissementet revet ned. Arealet blev udlagt som skovpark. Kun en af Bindebølls bygninger blev bevaret. Det var det oprindelige inspektionskontor. Det blev indrettet som restaurant for de mange soldyrekere på Staunings Plæne.
Mange gik hele vejen
Dengang hed det sig, at det kun var de velhavende, der havde råd til en vogn, når familien skulle på skovtur, blev afstanden mellem hovedstaden og dyrehaven i Klampenborg betragtet som en betydelig rejse. Og havde man ikke penge til en kaperkusk på Trianglen måtte man tilbagelægge turen til fods.
Efterhånden kom her så mange, at man spekulerede på at anlægge en kanal hertil inde fra København, så kunne heste på bredden trække en pram. Men man kunne også sejle hertil via Øresund.
Dyrehaven startede med telte
Ja Dyrehaven startede med, at der var rejst nogle telte, hvor gæsterne kunne brygge kaffe og tømme de medbragte kurve for flasker og madpakker. Det endte med et helt lille forlystelsesindustri med gynger og karruseller. Ja nogle vil kalde et ganske stort forlystelsessted.
Løjtnanten kunne ikke klare det
Men det var også det sted, hvor nu Skovriddergården ligger. I mere end 100 år trak ”Over Stalden” folk til fra nær og fjern. Det begyndte i 1820, hvor løjtnant Wiglar var faldet af hesten og slået sig slemt. Han fik lov til at bygge en stald til de mange gæster, der besøgte traktørstedet Constantia i landbyen Hellerup.
Da han i 1828 fik bevilling til at drive værtshus gik det stærkt. På etagen over stalden indrettede han beværtning. Men han havde mere sans for at passe heste end at drive forretning. Så det gik galt for ham.
Konditorenken fik sat gang i den
Traktørstedet blev overladt til madam Lardelli. Hun var enke efter en konditor inde fra byen. Hun vidste, hvad der skulle til. Hun engagerede nogle yndefulde damer, der kunne synge viser om ulykkelig kærlighed. Kunne de også spille harpe var det en yderlig fordel.
Det var overordentlig virkningsfuldt. Det var ikke så vulgært, som i teltene rundt omkring. Da konditorenken trak dig tilbage, gik bevillingen til Niels Husar, som egentlig hed Nielsen. Han moderniserede og udvidede det allerede berømte etablissement. Han indrettede også en kro for kuske og beridere.
Forbud mod utugt i skoven
Et stykke længere inde i skoven lå Charlottenlund Slot, som i 1863 var blevet overdraget kronprins Frederik som sommerresidens. Her gik han og ventede i over 40 år for at blive konge. Slottets bygninger blev omkring 1880 udevidet med kavalergårde. Og så måtte ”Over Stalden” flytte til den modsatte side af alleen. Her havde de mange telte med det tvivlsomme ry været placeret hver sommer. De rykkede nu til Grøndalssletten til stor forargelse for husejerne. I den lokale tingbog blev der gjort opmærksom på forbuddet mod at drive forretning med utugt i området op til skoven.
Her blev Skovridderkroen opført
Restauratøren i Over Stalden hed nu Fugmann. Mellem serveringen og scenen blev der nu opsat et gitter under devisen ”Nok se, men ikke røre”. Fugmann passede på sine sangerinder, som om de boede i et kloster.
Over Stalden havde en betydelig revyscene. Men efter Første Verdenskrig gik det ned ad bakke. Bygningen blev revet ned i 1936. Og på grunden ud mod Strandvejen blev Skovriderkroen opført.
Mange så frem til Sankt Hans
Mange så frem til Sankt Hans. Efterhånden herskede der her en mere løssluppen stemning. Her kunne både rig og fattig mødes. Nu var der plads til alle i Dyrehaven og ved kilderne.
Senere foretrak man sine egne drikkevarer og stolede på dens magiske virkning. Men tilbage i historien havde kilderne især til Sankt Hans en magisk kraft. Lige siden 1581 har der hele tiden opstået kildemarkeder med forskellige forlystelser.
Guldgruppe for hospital
Således skulle man for teltpladser betale afgift til Gentofte – Lyngby Hospital. Bevillingen skulle søges hvert år. Det blev en guldåre for hospitalet.
Her kom linjedansere og udenlandske gøglere og taskenspillere i hobetal. Her kunne man se fremmedartede vilde dyr. Her var aber, løver, tigre – ja selv en elefant blev vist frem. Ja her var en kalv med to haler og to hoveder.
Der var et vokskabinet med alverdens berømte stormænd, generaler, konger og kejsere. Der var luftballoner og gynger, marionetteater og pantomime. Her var bajadser og tusindkunstnere. Kunst-beridere af begge køn med vajende fjer i hatten var her. Ja og visesangere med et repertoire så upassende, at anstændige mennesker måtte fly.
På et tidspunkt havde kildedagene udviklet sig til en tre-ugers periode. Her gik skovnymfer rundt i skoven i mørket og gjorde anslag mod moralen ved Kirsten Pils hellige kilde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Juni 12, 2018
Retssikkerheden under og efter besættelsestiden
Allerede i 1930erne blev flygtninge afvist ved grænsen. Værnepligtige blev indkaldt. Snart var 2.000 CB’er klar. De blev placeret i 12 understationer omkring København. Og Justitsministeren dikterede længere vagter uden lønkompensation. Ny justitsminister blev Thune Jacobsen. Det var pinligt med kommunistloven. 2.000 betjente blev sendt sydpå. 7.000 betjente gik under jorden. Vagtværn fik ikke så meget kompetence og levede et farligt liv. Så var der ballade ved Frimurerlogen og i Helsingør. Det var et juridisk galehus, sagde en dommer. Stikkerdrab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes. Over 500 betjente var under anklage. De 300 af sagerne blev skrinlagt. Alle vente justitsministeren ryggen. Feltpoliti oprettet med besværlige frihedskæmpere. Krisepoliti mod sortbørshandel. Og så var det pengeombytning og kig på værdipapirer. Folk havde mistet respekten over for politiet. Overvågning og forskelsbehandling i straffesager.
Flygtninge styrtede over grænsen
Allerede kort efter 1933 begyndte flygtninge at styrte over grænsen. De kunne fortælle om målrettede forfølgelser, vilkårlige arrestationer, umenneskelig tortur og uhyggelige udryddelseslejre. Alligevel havde dansk politi valgt at samarbejde med det tyske styre om bl.a. overvågning af elementer, der ikke passede ind i Det Tredje Rige.
Nu var det langt fra alle, der fik lov til at blive i Danmark. Andre blev høfligt afvist.
Øvelser i ”Krig”
Så tidligt som i 1935 bliver der lavet retningslinjer om, hvordan vi skulle forholde os under luftangreb. Der blev også afholdt mørklægningsøvelser. I 1938 blev der lavet retningslinjer og instruktion om varsling og evakuering af civilbefolkningen.
En række dekreter og forbud blev besluttet. Dette betød, at politiet i stigende grad må ud at kontrollere. Der skulle holdes skærpet opsyn med alle udlændinge i landet. Politistyrken udvides i den anledning med hele 70 mand. Der oprettes en speciel oplysningscentral for borgerne.
Værnepligtige blev indkaldt
Men der skete en kraftig stigning af berigelsesforbrydelser, dog ikke biltyverier, da benzinrationeringen nok ikke gør dette så attraktivt. Man har en fornemmelse af, at de fælles regler er ved at gå i opløsning.
I et forsøg på at komme på højde med denne kedelige udvikling indkaldtes alle de værnepligtige, der ikke kunne bruges til militæret. Efter en kort intensiv kursus blev de nu uddannet til et hjælpekorps. Man havde fra politisk side erkendt at politikorpset var underbemandet.
2.000 CB – betjente klar til tjeneste
Da tyskerne den 9. april 1940 kom over grænsen stod 2.000 uniformklædte CB – betjente – eller politiføl – parat til tjeneste. De skulle give ordensmagten og alle andre en hånd med for at opretholde lov og orden under helt nye vanskelige betingelser. Men de fælles overordnede regler blev nu engang fastsat af besættelsesmagten.
Tugt og autoriteter vækker forargelse
Vi havde underskrevet en ikke-angrebspagt. Tyskerne forsikrede os om, at de hverken havde territoriale krav eller ville blande sig i danske politiske forhold. Man anså Danmark for at være en venligsindet nation og man ønskede så få konfrontationer som muligt.
I den psykiske forberedelse havde de tyske soldater fået at vide, at vide, at de skulle tage hensyn til den særegne danske mentalitet. De skulle være klar over, at materielle goder og tryghed betød mere for os end højstemte moralske idealer. Tugt og autoriteter vækker fornærmelse. Men hvis man blot leflede lidt for vores selvfølelse og undlod at diskutere politik, skulle det nok gå ret så gelinde.
Politiet gik ikke besætternes ærinde
Statsminister Stauning og regeringen beordrede administrationen og landets embedsmænd til loyalt samarbejde med de ubudne gæster. Man udsendte en indtrængende opfordring til befolkningen om at forholde sig roligt og lytte til myndighederne. Ministrene var presset.
Men der var fremmede regler, der skulle håndhæves af politiet. Dette kunne godt opfattes som om politiet gik besætternes ærinde.
Få timer efter de tyske troppers ankomst havde rigspolitichef Thune Jacobsen flere møder, både med justitsministeren og ledende politifolk. Her blev samarbejdsforpligtelsen understreget.
Betjentene skulle arbejde 12 timer – uden ekstra i løn
Få dage senere udstedes efter tyske anmodning et lovbrud mod afholdelse af offentlige møder samt bestemmelser om begrænsninger i ytringsfriheden.
Af samme grund anmodede Thune Jacobsen om en styrkeforøgelse på 300 mand. Styrken var nomineret til 3.000 politibetjente og godt 800 kriminalbetjente. Meget smart udvidede han nu mandskabsresurserne ved at diktere tjenestetiden til 12 timer dagligt. Og det uden lønkompensation.
Urimelige arbejdsvilkår
Snart begyndte det dog at murre blandt de menige betjente. Formanden for Dansk Politiforbund advarede politiets ledelse og de ansvarlige politikere om de urimelige arbejdsvilkår. Fra politisk side nægtede man dog ”at købe Politiet til at gøre deres pligt”.
Politidirektøren mente desuden:
Allerede dengang kunne man inde på Politigården se tegninger med hammer og sejl men også nazi-symbolet.
Thune Jacobsen ny justitsminister
I sommeren 1941 accepterede Thune Jacobsen udnævnelsen til justitsminister efter Harald Petersen. Ham ønskede tyskerne afskediget efter at der var opstået en masse tyske mishagsytringer i en fodboldkamp mellem Tyskland og Østrig i Idrætsparken.
Politiforbundet hvis forhold til rigspolitichefen efterhånden var på bristepunktet græd tørre tårer ved Thune Jacobsens afgang. Forbundets kandidat var den gemytlige politidirektør Stamm, som bakkede den menige betjent op. De menige betjente truede med en kollektiv opsigelse, hvis ikke Bergstrup – Hansen trådte tilbage.
”Betjente skulle behandles som oprørere!
Stamm blev beskyldt for bevist at opmuntre sit personale ”til at give en hånd med i karrieren:
– Møder Politiet med Trusler, maa de vises Hjem, giver de en kollektiv Opsigelse maa de behandles som Oprørere
12 understationer
Ja sådan udtrykte en sammenbidt finansminister Kofoed sig i sin dagbog efter et regeringsmøde, der henviser styrkens faglige organisationer til fortsatte – og udsigtsløse – løn – og arbejdstidsforhandlinger med Bergstrup – Hansen, der ikke gav sig en tomme.
1.700 nye stillinger samt ansættelse af 1.400 honorarlønnede betjente på landsplan var påkrævet. Særlig i hovedstaden, hvor situationen var anspændt kunne man mærke tilstedeværelsen af de værnepligtige CB’er – civilbeskyttelses-mandskabet. De var anbragt på 12 understationer indrettet i kommuneskoler rundt omkring i byen.
Blev behandles som ”Stik – i – rend –drenge”
Dette hjælpekorps var udstyret nødtørftigt med blå uniformeret kappe og skråhue samt stålhjelm, gasmaske og en lille knippel. De blev hovedsagelig uddannet til brandtjeneste, sanitetstjeneste og luftbeskyttelsestjeneste.
Man udførte daglig kontrol med mørklægning og egentlige politiopgaver som patruljering og bevogtningstjeneste. Det var en udmærket ordning som dog desværre dog langtfra fungerede gnidningsløst. Mange af styrkens rigtige betjente så med udpræget skeptisk på de værnepligtige, der nærmest blev opfattet som stik – i – rend – drenge.
Mange af de indkaldte betragtede også deres job som en plage, der skulle overstås nemmest muligt. Men hjælpekorpset fik dog gradvis tilført flere ældre og mere motiverede folk.
Befolkningens respekt for hjælpekorpset var en anelse tøvende. Men ofte kunne politiet nu heller ikke stå inde for de ordre, de selv udgav.
Pinligt lovbrud
Gang på gang brød tyske soldater de regler, som man havde aftalt. Det var især, når danske nazister var i gang. Det var ikke det danske politis skyld, at de slap godt fra det.
Men det var vel et ganske overdrevet antal kommunister, som dansk politi anholdt. Det var en grundlovsstridig arrestation af uskyldige mennesker. På regeringsplan forsøgte justitsminister Thune Jacobsen at lovliggøre dette pinlige lovbrud med tilbagevirkende kraft. Og ordensmagten forsvarede sig med henvisning til, hvad der ville ske, hvis tyskerne selv havde foretaget arrestationerne.
Udrykning sammen med tyskerne
På et tidspunkt var der et udrykningsfællesskab med tyskerne i Gernersgadevagten. Her blev danske betjente kaldt for forrædere. Betjente og deres familier mødte dødstrusler. I august 1944 gjorde et af de illegale blade Information opmærksom på, at danske betjente ved flere lejligheder havde reddet landsmænds liv og førlighed over for tyske soldater, SS-folk og Schalburg-folk ved affyring af varselsskud.
Men det skal ikke skjules, at en del danske politifolk var nazister. De gik ind i Hipo-korpset og Schalburg-korpset. Men i oktober 1943 var danske politifolk med til at redde danske jøder.
Danske politifolk gik med i modstandsbevægelsen. De proklamerede også, at de ikke vil blande sig i strejker.
2.000 betjente sendes sydpå
Den 19. september 1944 er bærgeret blev fyldt for tyskerne. De følte ikke at Dansk Politi er med dem. Under dække af en falsk luftalarm slår tyskerne til og sætter den danske ordensmagt ud af spillet. 1.967 deporteres til Neuengamme og Buchenwald. 81 af dem omkom og resten udsættes for frygtelige lidelser.
7.000 betjente gik under jorden
Af de 7.000 betjente, der på den ene eller anden måde undgik at blive arresteret flygter en del til Sverige, hvor de under ledelse af Den Danske Brigade forberedede sig til det endelige opgør efter krigens afslutning.
Mange gik under jorden og tilslutter sig politiets egen modstandsorganisation, der oprettes i løbet af få dage under Frihedsrådets kommando.
Hermed stod vi uden ordensmagt, da tyskerne i samme ombæring forbød CB – korpset, der under nedlæggelsestidspunktet havde cirka 14.000 mand, hvoraf 4.000 er indkaldt til fast tjeneste.
Private vagtværn
Enhver kunne se, at situationen var uholdbar.
En række hurtigt oprettede private vagtværn kunne langtfra løse problemet. Tyskerne havde også opgivet at opbygge et loyalt politi. Så egentlig mente tyskerne også at vagtværn ville være at foretrække. De betingede sig at få antallet af aktive at vide i hver kommune.
Fra dansk side betingede man sig, at vagtkorpsene skulle fungere uden besættelsesmagtens indblanding. Tyskerne betingede sig dog, at de kunne afhente arresterede personer uden indblanding.
Vagtværn havde ikke så meget kompetence
I Slagelse brød en gruppe Schalburg-mænd ind på stationen og bankede de tilstedeværende vagthavende. Det tyske militær i Silkeborg arresterede pludselig ti vagtmænd uden anden begrundelse end generel mistillid til vagtværnet.
Besættelsesmagten understregede at vagtværnene var civile. Derfor kunne de ikke uniformeres. De fik et armbind og en lille træstav. Målet med vagttjenesten var at forhindre forbrydelser som drab, brandstiftelse, røverier, sædelighedsovergreb og hærværk. Vagtværnet havde ingen kompetence til efterforskning og blev ikke tildelt anden kompetence end anholdelse af folk.
I tilfælde af forbrydelser skulle der oprettes rapport, og den anholdte skulle løslades eller i tvivlstilfælde sendes videre til statsadvokaten. Men langt de fleste sager blev henlagt til bedre tider. Kriminaliteten- både dagligdagens småforbrydelser som grove væbnede overfald og drab voksede til kaotiske højder. I virkeligheden var var opgaven komplet umulig, dels for statsadvokaturen, der med sit begrænsede personale forsøgte at varetage kriminalpolitiets opgaver.
De levede en farlig tilværelse
Men især de kommunale vagtværn, der frem til krigens afslutning blev mødt med en nedladende holdning fra såvel tidligere politifolk som almindelige borgere. De blev også beskudt fra tysk militær og kriminelle elementer. I en række tilfælde kom de i klemme mellem danske modstandsfolk og danske nazister.
Adskillige vagtværnsfolk især i København og de større byer faldt mange i tjeneste for både Hipo-korpsets og modstandsbevægelsens kugler. Enkelte blev taget af tyskerne og sendt i KZ – lejre. Andre begik efter krigens afslutning selvmord på grund af deres oplevelser.
CB – korpset passede på flygtningene
I maj 1945 kapitulerede de tyske armeer på slagmarken. Befrielsen udløste samhørighed og patriotisk stolthed blandt alle, der ikke følte at have gjort noget galt. En overgangsregering bestående af ni repræsentanter fra de politiske partier og ni fra modstandsbevægelsen gik i gang med at lede landet.
Et overraskende stort antal frihedskæmpere dukkede frem fra deres gemmesteder og gjorde regnskabet op med nazister og forræderiske landsmænd. CB – korpset blev genindkaldt som tilsynsførende med de næsten 250.000 krigsflygtninge. De levede under kummerlige forhold i skoler, forsamlingshuse, offentlige bygninger og primitive lejre.
Almindelig lov fungerede ikke i praksis
Den 13. maj rykkede rigspolitiets styrker under en storstilet parade ind på Politigården og markerede dermed, at der atter herskede almindelig lov og orden i riget.
Ja i teorien i hvert fald. For endnu resterede det store opgør om, hvem der gjorde hvad og hvis skyld det hele egentlig var. Samtidig skulle man også lige vænne sig til at myndighederne og de gamle regler var tilbage. Og det var absolut ikke til alles tilfredshed.
Ballade ved Frimurerlogen
Da CB – korpset, der var stationeret ved Frimurerlogens store bygning i København, hvor der var indkvarteret 2.000 tyske flygtninge, heraf 1.500 kvinder, hvad der er nok så vigtigt – i januar 1946 får besked om, at bevogtningen skulle overgå til folk fra vagtværnet, bryder der betinget forurettelse ud i et åbent mytteri.
Syv af de ophidsede CB’ er drønede i en taxi hen til flygtningelejren på Jagtvejens skole, hvor de krævede at få udleveret våben og ammunition. Det blev dem nægtet. Og så drog de til Metropolitanskolen, hvor de med egne våben tiltvang sig adgang til våbenkammeret.
Bevæbnet til tænderne vendte de derpå tilbage til Frimurerlogen, satte vagtposter omkring bygningen og forkyndte, at ethvert forsøg på at fjerne dem med magt ville blive mødt med våbenild. Kampånden dalede dog mærkbart ved ankomsten af to bemandede udrykningsvogne fra Politigården. Efter en kort forhandling overgav 51 slukørede CB’ere sig til politiet, der foretog nitten anholdelser.
Også ballade i Helsingør
Også i Helsingør opstod der forståelig bitterhed blandt 22 andre CB’ ere, der i flygtningelejren ved Marienlyst på lignende måde berøvedes sejrherrens ret til, da de efter længere tids selvbestaltet ret inde på kvindernes område pludselig beordredes om på den anden side af hegnet.
Under forargede protester og henvisning til faren for at blive angrebet af natlige snigskytter, nægtede samtlige 22 værnepligtige herefter at udføre deres tjenestepligter, hvorpå de alle blev anholdt. Kort efter blev de dog alle løsladt med løfte om at tilpasse sig de nye regler.
Der var flere kontroverser rundt omkring.
Dødsstraf blev genindført
Den 5. januar 1946 blev Fleming Helveg Larsen skudt af en kommando. Men først efter at være blevet velsignet af sin far, der var præst. Han var det første offer for ”landsforræderiloven”, der blandt andet genindførte dødsstraffen. Den blev nødvendigvis også indført med tilbagevirkende kraft. I Folketinget blev loven vedtaget med127 stemmer mod fem. I landstinget vedtaget med 67 stemmer mod 1.
55 pct. af befolkningen var tilhænger af dødsstraffen.
Et juridisk galehus
Højesteretssagfører Henriques kaldte det hele for ”et juridisk galehus”, hvor enhver dom blev afgjort efter den til enhver tid gældende folkestemning.
Lovens gyldighed førtes i princippet tilbage til den 9. april 1940. Det var dog en formidlende omstændighed, hvis den landsskadelige virksomhed havde fundet sted før den 29. august 1943 og handlingen på daværende tidspunkt var lovlig eller sket på opfordring af danske myndigheder.
Herefter var det dit eget ansvar, og selv om man ikke behøvedes at være værnemager for at have småhandlet med besættelsesmagten eller følte sig som feltmadras, fordi man var forelsket i en tysker, hængte det nu alligevel meget ved. Naboerne havde svært ved at skelne.
Modstandsbevægelsen gik nidkært til værks
I de første uger gik modstandsbevægelsen nidskært til værks. Mange blev anholdt. Men mange blev også løsladt igen. I Frøslevlejren kunne man ikke overholde grundloven. Presset var alt for stort.
Tyskertøser blev overfaldet og slået. Likvideringer, der også blev foretaget efter den 5. maj 1945 blev retfærdiggjort.
Hal Koch: Plager Fanden jer?
En påstået Hipo – mand bliver på befrielsesdagen udstillet for et blodtørstigt publikum efter at modstandsfolk havde overfaldet en fangetransport. På opfordring skyder man ham hensynsløst. Men folk jubler.
Ja sådan udtrykte den højt begavede og ubestikkelige samfundsrevser, teolog Hal Koch det.
”Retfærdighedsvogtere”
Professor Hartvig Frisch karakteriserede modstandsbevægelsens omkring 400 likvideringer som mord.
Ja og modstandsbevægelsen besatte et arresthus i Aalborg og smed politiet på porten, hvor Vestre Fængsel på samme måde blev indtaget af ”retfærdighedsvogtere”. De ville ikke finde sig i den blødsødne behandling af sigtede håndlangere. Hipomanden Klagenbergs straffenedsættelse fra dødsstraf til 10 års fængsel medførte strejker over hele landet.
Stikkerdrab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes
I april 1946 erklærede regeringen, at stikkerdrab måtte betragtes som krigshandlinger, der af samme årsag ikke skulle føre til retsforfølgelse.
I perioden frem til 1950 blev der afsagt 103 dødsdomme, kun 46 af disse blev fuldbyrdet.
Over 500 betjente under anklage
Heller ikke politiet undgik de militante patrioters nærgående kritik af personalets optræden i besættelsesårene. Allerede i foråret 1945 blev tolv tidligere politifolk likvideret for stikkervirksomhed og aktiv bekæmpelse af modstandsbevægelsen. Straks efter kapitulationen blev der indledt undersøgelser mod 330 politifolk og 225 reservebetjente for betænkeligt tyskvenlige handlinger.
Af disse blev 200 afskediget. Kun 30 af de anklagede får en fængselsdom. Resten må forlade styrken på grund af tjenestelige, disciplinære eller andre forseelser. Hertil kommer et mindre antal som forflyttes, degraderes eller selv vælger at forlade tjenesten. Omkring 300 sager må henlægges.
Ingen røgslør om politiet
Mistanken om, at der bevidst lægges et røgslør over, ligger lige for også efter en kommissionsdom fra april 1948, der frikendte politiet for selvstændige politiske aktioner eller antikommunistisk aktivitet.
Denne afgørelse vakte vrede hos rabiate modstandsfolk, der bestemt mente noget andet. Men undervejs fandt man dog flere syndebukke.
Alle vente justitsministeren ryggen
Først handlede det om Thune Jacobsen, der på uriasposten som justitsminister blev beskyldt for at mangle overblik og ikke have visioner. Frem til sammenbruddet i 1943 støttede han med slavisk loyalitet den officielle samarbejdspolitik. Dette fik ham til at lægge ryg til kommunistloven og loven til beskyttelse af de virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten.
Da regeringen trådte tilbage begyndte Thune Jacobsen i al hemmelighed at fungere som meddeler til både Secret Service og Frihedsrådet. Men da var skaden sket. Hans image var poleret. Da tyskerne anholder det danske politi fandt de også ud af Thune Jacobsens forbindelse til modstandsbevægelsen. Det betød, at han i hast måtte flygte til Sverige. Her får han en kold skylder af sine landsmænd.
Da han ankom til Danmark bliver han anholdt af menige medlemmer fra modstandsgruppen Bopa. Han løslades først, da ledende folk fra Frihedsrådet greb ind. Hans ministerkollegaer viser ham den kolde skulder for at redder deres egen skind.
Politidirektør Stamm blev ofret
Politidirektør Stamm, der tilmed en overgang var interneret i det bombede Shell – hus faldt også som et mere eller mindre uskyldigt ofre. Han havde forsvaret betjentenes rettigheder. Pludselig ville politikere m.m. ikke give ham hånden, så var han klar over at han var blevet afskediget. Begrundelsen var, at han ikke mere havde styrkens og befolkningens tillid.
Det blev Aage Valdemar Seidenfaden, der afløste ham. Og som ny justitsminister blev det Begstrup-Hansen, han som betjentene ikke kunne lide.
Feltpoliti mod besværlige frihedskæmpere
Man måtte i gang med at danne et feltpoliti. Det skulle bestå af 6 politifolk og 100 nøje udvalgte frihedskæmpere. Man skulle have styr på de mest hidsige og svært bevæbnede modstandsfolk.
Krisepoliti mod sortbørs
Og et Krisepoliti skulle der også oprettes. Det skulle bestå af 125 politibetjente og kontorpersonale. Det havde til opgave at kontrollere tidens mange restriktioner. Og man skulle også forsøge at holde sortbørshandlen nede.
Inden nedlæggelsen i 1950 nåede man at behandle 68.000 sager og indkræve bøder for 24 millioner kroner og konfiskere varer til en værdi af 30 millioner kroner.
Masser af arbejde
Det almindelige politi skulle ud over almindelig oprydning samt genoprettelse af almindelig ro og orden i takt med CB’ ernes hjemsendelse og vagtværnenes opløsning bebyrdes med næsten uoverkommelige bevogtningsopgaver.
Det egentlige kriminalpoliti skulle foruden dagligdagens forbrydelser ikke alene tage sig af den civile krigsrelaterede kriminalitet, men man druknede også i gamle anmeldelser af lovovertrædelser i den politiløse tid.
Masseafskedigelser
Lige efter krigsårene bliver der ansat i massevis af betjente og reservebetjente. Pludselig er man op på et antal af 10.000 alene i hovedstaden. Det var skudt langt over målet i fredstid. En masseafskedigelse følger og allerede ved udgangen af 1945 var styrken på en tredjedel.
Arbejdsnedlæggelser
Men alt er ikke som det skal være i etaten. På adskillige tjenestesteder var der arbejdsnedlæggelser i 1946, da en politikommissær genindsættes i sin stilling, selv om manden på grund af sin opførsel under fangenskab i KZ – lejren Buchenwald efter den almindelige mening i styrken burde fyres eller i det mindste degraderes.
Pengeombytning og værdipapir – eftersyn
I 1946 blev vareknaphed afløst af en formidabel skatteudskrivning. Ja en pengeombytning blev også beordret. Man ville værnemagere til livs. Og så kiggede man også på værdipapirer. Det betød sikkert dårlig humør hos alle.
Folk havde mistet respekten
Krisepolitiet forsøgte ellers at holde alle ulovligheder nede, men det lykkedes dog ikke helt. Der var jo også den berømte ”Edderkoppesag”, som nok fortjener sin egen artikel. Her var masser af betjente indblandet.
I eftersommeren 1949 rejses der tiltale mod 500 borger for fornærmende udtalelser mod patruljerende betjente.
Overvågning og forskelsbehandling
Vi kunne såmænd godt have blevet ved. Man forsøgte at tage hensyn til hjemmetyskernes nationalfølelser i retsopgøret, men det blev ikke fulgt. Tværtimod blev hjemmetyskere og andre folk, der sad i Fårhuslejren overvåget. De årlige Knivsbjergfester som var Det Tyske Mindretals store festdag blev overvåget helt til slutningen af 1960erne.
Det kneb også med retsstillingen, når en ung knægt, der begik et granatangreb mod ”sheriffen fra Tinglev” i første omgang skulle dødsdømmes, mens de to, der i Løgumkloster begik et mord på en lærerinde fra det tyske mindretal i første omgang slap med tre måneders fængsel.
Kreative vidner
Ja og nazistfamilien Jürgensen fra Tønder skulle absolut ned med nakken. Man forsøgte at hænge familien ud for krigsforbrydelser. Så var det ikke så vigtigt, at vidnerne havde opfundet historierne.
I Højer måtte betjent Hartung bede om forflyttelse. Han var blevet truet af medlemmer af det tyske mindretal.
Efterforskning måtte indstilles
I Utterslev Mose blev en købmand fra Rungsted Plads likvideret. Det kunne have været en brik i de 400 likvideringer, der fandt sted, hvis det ikke lige var for en kriminalassistent, der hurtig fandt ud af, at der her var berigelseskriminalitet foregået af en person fra modstandsbevægelsen. Men kriminalassistenten fik besked på at indstille sin efterforskning.
Man fyldte også folk med løgn
I Padborg havde en kone og en datter hele livet fået at vide at manden/datteren var dræbt under flugtforsøg over grænsen af Den Danske Brigade. Men hurtig fandt vi ud af, at Asmus Jensen var dræbt af nakkeskud på kort afstand. Der var i den grad blevet fusket med politirapporter og oplysninger var forsøgt visket væk i diverse kirkebøger. Og blandt de tre betjente, der var med til selve likvideringen var der også et par stykker, der var med til forfalske politirapporterne.
Man sørgede for, at historien om flugtforsøget kom ud i diverse historiebøger. Og den ene af de tre folk fra Den Danske Brigade, der hævdede, at have skudt Asmus Jensen på 100 meters afstand fik en toppost i Belgien. Og ikke nok med det. Vi fandt yderligere fem mystiske dødsfald i Padborg – området. Og se sagen mod Asmus Jensen blev allerede lukket i 1947.
Men se en masse om dette har vi allerede skrevet om. Se vores artikelhenvisning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk indeholder 231 artikler fra Besættelseshistorien før, under og efter – herunder:
Juni 10, 2018
Originaler i det gamle København
Der var sjovere og visekællinger. Vi havde Lersø-bøller, Fælled-bisser, prinser og kræmmer, Vi henviser i artikler til dem. Men vi møder her over 20 af datidens originaler. Der var Krølle-Charles, Fidus-Carl, Professor Libri, Scheibelein, Professor, Hindborg, Pudse-Pter, Carl Mortensen, Rasmus Christensen, Puste (Put)-Møller, Jomfru Tidsfordriv, Alexander den Store, Frøken Jeanette, Filosoffen fra Magstræde, Fløjte Carl, Gedaha, Candidat Tønder, Johan Jørgensen-jomtou, Excellencen, Peter Rundetårn, Israel Levin m.m.
Lersø-bøller, Fælled-bisserne, Prinserne og kræmmerne
Hvorfor skal man altid skrive om de mennesker, der har udrettet noget. Originalerne har sikkert også udrettet noget, men de var kendt, fordi de netop var originaler. Og sådanne var det i enhver by. Vi har her på siden allerede beskrevet sådanne fra Tønder og Aabenraa. Ja vi har nu også berettet om Københavns originaler i form af Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne og Kræmmerne.
Skæbnen kan være hård
Ofte har skæbnen været hård ved disse mennesker, og det er endt med, at de er blevet latterliggjort. De tiltrækker sig ofte ufrivillig bevågenhed disse originaler. Og særlinge får os til et skævt smil. Men heldigvis er vi ikke alle ens. Og hvorfor skal vi absolut være ens alle sammen. Vi behøver ikke alle, at være som de andre. Her har vi håndplukket en række københavnske originaler.
Professor Labri
Det var løberen, der uden at tale med nogen altid bevægede sig i løb. Og så var det Professor Labri. Han blev kvæstet om bord på et skib. Hele hans højre side blev ødelagt. Skævheden i den ene skulder og i hovedet, hvor det ene øje var halvt tillukket biddrog til at hans fremtoning var særpræget.
Fidus-Carl
Der var Fidus-Carl, der om morgenen mødte op på Blomstertovet. Og samlede affaldsblomster op. Dem gik han rundt på beværtninger og solgte. Det blev sagt, at han var meget velhavende. Dette kom nogle slagtere for øre. Da han kom ind på et værtshus en aften, sprættede slagter ham op, og fandt et par hundrede kroner. Dem fik han lov til at beholde. Men han havde fået nervesammenbrud.
Sjovere og visekællinger
Af andre typer, der færdedes på gaderne var såkaldte sjovere og visekællinger. Mange af sjoverne blev med tiden drikfældige. Og det var også de såkaldte sjovere, der udgjorde grundlaget for det såkaldte ”Bybudekompagnier”.
Visekællingerne var datidens bladsælgere, og de såkaldte skillingsviser, som de solgte, behandlede ofte en aktuel begivenhed. Med skingrende røst råbte visekællingerne titlen på de allernyeste titler. Lærerdrengene forsøgte at efterligne disse.
Ja så kom gadehandlerne, der solgte alt muligt. Da disse forsvandt, forsvandt også et stykke fornøjeligt stykke københavnsk kultur.
Krølle-Charles
Når Krølle-Charles undtagelsesvis var ædru kunne han tale både tysk og engelsk. Det hændte også, at nysgerrige damer stillede op, for at høre, hvad der var for mærkelige ting han sagde. Men når han så opdagede dette, råbte han sjofle ord. Damerne skyndte sig væk, godt røde i hovedet.
Engang var der en velmene Forretningsmand, der ville hjælpe Krølle – Charles. Han ekviperede ham i pæne klæder, vaskede og friserede ham. Og så blev han ellers forsynet med et reklameskilt som han skulle gå rundt med i hele byen.
Ordnede forhold passede ikke Krølle-Charles og heller ikke de spydige tilråb, der fulgte. Gadedrengene fik hurtigt ødelagt det pæne. Et par dage efter var han lige så beskidt.
Wilhelm Anton Scheibelein
Han var en ret høj, ranglet fyr. Han var altid prober og skinnende og havde et renpudset ydre. Han gik med rød og violet farvede strømper og en sort jakke. Denne var prydret med krigsmedaljer og en række foreningsemblemer. Han gik med hvidt halstørklæde og en militærkasket med en rød kokarde.
Når han vandrede på gaden bar han som regel en pakke indsvøbt i et rødt tørklæde. Hvad dette tørklæde gemte, er nok en gåde for de fleste. Man har fortalte, at det var mad.
Han ledsagede soldaterne på deres marcher i København og Omegn. Og mad var sikkert ikke noget som Scheibelein kunne undvære. Han havde en aldeles glubende appetit. Dengang han var soldat kunne han fortære to hele rugbrød hver femte dag, men s de øvrige soldater kun kunne få bugt med en.
Scheibelein er født i Adelgade den 5. december 1839. Hans far var murer og Wilhelm var den yngste af tolv. Han blev opdraget ret strengt. Han fik ofte prygl og gik i Sølvgades Skole og bagefter i Dronningens Asyl.
Efter at være konfirmeret i Trinitatis Kirke blev han sat i murerlære. Såvel hans bedstefar, far og hans ældste bror var murere. Scheibelein berettede ofte med en hvis stolthed i stemmen, hvorledes han engang reddede en kone og to børn fra at indebrænde. Som belønning fik han redningsmedaljen.
Scheibelein kom til Rendsborg, hvor han blev uddannet til soldat. Han deltog i den sidste Slesvigske Krig. Han blev såret og taget til fange. I Slaget ved Sandelmark. Han kom på lazarettet, blev kurreret og sendt til Fæstningen Spandau. I København fandt han sig en pige, som han holdt meget af. Ja han blev endog forlovet med hende.
Men ak, da han kom tilbage fra Spandau var hun blevet en anden mands hustru. Dette tog han sig meget nær. Han meldte sig frivillig som vestindisk soldat, og opholdt sig fem år derover. Her blev han bl.a. angrebet af ”Den Gule Feber”. Han søgte om, at komme til Amerika, men guvernøren sagde til ham:
Således vendte Scheibelein tilbage til København. Efter nogle mislykkede forsøg på at genoptage murerhåndværket, ja så begyndte han som ”Original”.
Og det bestod i hans forkærlighed for det militær. Når han hilste var det med honnør. Han havde stor respekt for militæret og for kongefamilien. Han mødte således kongen i Borgergade. Scheibelein gjorde front og tog hånden til kasketten. Kongen gengældte meget venlig denne hilsen.
Da kongen var kommet et stykke ned ad gaden gentog Scheibelein hilsnen. Og kongen hilste atter. Men da Scheibelein gjorde det tredje gang greb denne i lommen og gav ham nogle mønter. Dermed var den tro undersåt tilfreds for denne gang.
Scheibelein søgte ofte ud på Citadellet. Her kendte man ham. Som regel blev han ”vel lystig” og smidt ud. Men ufortrøden mødte han op igen.
På Kommunehospitalet kendte man ham også. Det var et fristed for ham. Han var godt tilfreds med kosten, men han savnede øl. Han gik en dag ned til portneren og forlangte øl.
Ofte var han på Almindeligheden og Ladegården. Det satte han dog ikke så meget pris på. Det lykkedes ham flere gange at komme væk herfra.
Jo han kunne da fortælle at over i Vestindien havde han lært Doris at kende. Hun var plantagedatter. Han havde skam to børn derover, sagde han. Han påstod også, at kunne russisk.
”Professor” Andersen Bang
Han var en lille mand med et gulligt, rynket ansigt med små øjne og fuldskæg. Han var tarvelig men proper påklædt.
Professoren ville holde et stort handelsmøde i ”Thalia”. Han havde konstrueret et noget forvirrende opråb. Det lokale, hvor mødet skulle finde sted var aldeles mørkt. Og kun en eneste var til stede, nemlig ”Professoren” selv. Til sidst var der dog 20 – 30 mennesker.
Mødet varede til ud på natten, og ”Professoren” talte om alt muligt. Til sidst sang han også. Han ville udrette noget stort. Og sådan holdt han mange møder.
Man sagde om ham, at han engang i fortiden havde været murearbejdsmand. Han var ugift og boede et sted ude i Nansensgade. Professor – titlen var selvvalg og nok noget overvurderet.
Undertiden indkaldte han også til møder på Nørre Fælled. Jo han berettede både om udenrigs- og indenrigsnyheder. Han har sandelig også optrådt i et cirkus.
I 7 år boede han på Hotel Bellevue i Studiestræde.
Jeppe Laurentin Hindborg
Jo han var ved Bybudevæsnet i 28 år. Han var en høj mand med et noget indfalden ansigt og den stærkt fremstående næse. Det var i 1861, at Hindborg først trak i den hvide frakke.
Han kunne godt lide et par små ”sorte” – en træskopunch, som det hed på hans hjemstavn. Hindborg er født i Horsens, hvor hans far var ved toldvæsnet. Han var ungkarl og boede i et lille kammer i Regnegade.
Hver dag i 28 år opholdt han sig ved Gammeltorv i al slags vejr. Hindberg blev over 70 år. Jeg er snart træt, sagde han. Nu ville han helst på Almindeligheden.
Pudse-Peter
Pudse-Peter var nok den mest kendte original. Han var glad og stolt over, at kunne betræde en så fremragende plads i samfundet. Hel byen kendte ham, og han skulle nok sørge for, at ingen glemte ham.
Begyndte københavnere at glemme hans viser, skulle han nok sørge for ny interesse for sin person.
Når han viste sig, iført sin tarvelige mørke dragt med kridtpiben i munden, den lave rundpulede hat på hovedet og den kendte kurv på armen, blev der straks ”sjov i gaden”.
På gadeungdommen øvede han nemlig samme indflydelse som ”Sprøjten”. Så snart han var i sigte strømmede gadens børn til fra nær og fjern og eskorterede hujende den lyksalige Peter på hans vandring fra gård til gård.
Peter var handelsmand og et stykke af en poet. Han faldbød sine varer på vers:
Ja sådan sang han og udeblev køberne, var han straks der med et nyt vers:
Inden de fruer får penge osv.
Pudse-Peter havde som sagt hele sin forretning med sig på armen. De artikler, han havde på lager, var Blankesværte, Pudsevoks, tændstikker og lignende. Han var i besiddelse af for en handelsmand rap tunge og forstod at underholde sine kunder med en eller anden historie.
Engang imellem overraskede han med sit udseende, ved at lade sit skæg rage af. Han var dog altid genkendelig på sin underlige, dansende gangart, med hvilken han bevægede sig. Peter gav udseende af, at han var småtosset, men så tosset var han dog ikke. Hans virkelige navn var Niels Peter Nielsen. Og hans øgenavn havde han fået af soldaterne på Kastellet, fordi han også solgte ”Pudsevoks” til dem.
Han var en skikkelig fyr, der ikke gjorde en kat fortræd, men han havde to slemme fejl. Den ene var hans lidenskabelige lyst til kortspil. Den anden var hans hang til flasken. Peter drak sig en stor snaps og sang altid:
Peter var født i Tjæreby ved Esbjerg. Da han var 7 år kom han sammen med sine forældre til København. Om hans barndom er det intet at berette. Den forløb som alle andre københavnere. Snart tumlede han rundt i lystige kammeraters selskab i Københavns den gang grøftelignende rendestene. Snart anførte Peter hele truppen til kamp og sejr mod Fælledparkens øvrige bataljoner, når Borgervæbningen var i krig.
Profitten var altid på Peters side, når han handlede med kammeraterne. Ja det var også ulykkelig kærlighed, der førte til, at Peter blev original. Han blev svigtet. Senere var Peter dog blevet gift og havde fået fire børn. Han påstod dog at børnene var ”skomagerens”. Men det var måske bare nogle af Peters ”puds”.
Ak ja, en aften faldt Peter i vandet ved Nyhavn og pådrog sig en stærk forkølelse. Det gjorde ende på hans liv.
Carl Mortensen
Han skrev digte i tusindvis, historier i snesevis, ja han har også skrevet et romantisk drama i tre akter. Han forsøgte selvfølgelig at få alt dette udgivet. Han rendte samtlige redaktører på dørene. Og mange af disse havde stakkevis af bunker af hans ”værker” liggende.
Teaterdirektører havde også massevis af ”værker” liggende. Han kunne simpelthen ikke lade være med at skrive. Driften dertil var medført. Uden tvivl var han i besiddelse af et vist talent.
Han mente også selv, at han havde talent som skuespiller. To professionelle af slagsen læste også med ham. Første gang han skulle optræde, skulle han så låne et par mørke bokser. Men de passede ham slet ikke. Det resulterede i, at folk skraldgrinede, og så gik Carl i stå.
Carl havde også et musikalsk talent. Som 5 – årig kunne han spille ”Den Tapre Landsoldat” på harmonika. Han var i stand til at tjene til føden som kontorist, kopist eller lignende. Men han føler sig som kunstner, derfor flakkede han rundt. Han var søn af en værtshusholder og født i København. Han var i lære som skibshandler, i en delikatessehandel og en papirhandel. Han har været oplæser adskillige steder på diverse pladser.
Rasmus Christensen
Rasmus Christensen var søn af en jysk husmandsfamilie. Han er født i Hyllested. Få dage efter fødslen blev han blind på det venstre øje. På det højre øje kunne han kun se ganske svagt. Hans børnelærdom kærte han ved, at andre læste op for ham.
Efter konfirmationen var han en kort tid tjenestekarl. På grund af sit dårlige syn var det kun en måde, som han kunne ernære sig på. Og det var som omvandrende spillemand. Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin, med hvilken han flakkede om i Jylland og på øerne.
Endelig havnede han i København, og her optræder han og synger en vise, der handler om hans eget levnedsløb. Rasmus Christensen boede i en kælder på Nørrebro, hvor hans kone havde en lille butik med grøntsager m.m. Og tre børn blev det også til.
Poul Villiam Møller
Navnet er måske ikke så kendt. Puste-Møller eller Put-Møller var nok mere kendt. Disse navne fik han, når han var fuld, og det var han ofte. Og så pustede han altid, når det var varmt. Han var en lille tyk mand med et rundt og fedt ansigt. Han havde et par ejendommelig blå glasagtige øjne, som han altid kneb sammen, når han begyndte at puste.
Hans klædedragt var altid ens. På hovedet bar han en brun rundpuldet hat. Om halsen et grønt tørklæde, i hvilket der er fæstnet en gul sjalsnål. Han havde en mørkplettet frakke med perlemorsknapper og på fødderne et par sorte knapsko.
Under den ene arm bar han nogle blade i en lille papmappe. Med disse blade søgte han fra beværtning til beværtning, hvor han agerede kolportør. De penge han således skrabede sammen anvendte han til at leve for. Han boede i ”Blodknoppen”, et logihus i Farvergade. Her betalte han 35 øre for nattelogi.
Her nød han sit ”Måltid”, der som regel bestod af en stor snaps med en lille sjat øl til. For dette betalte Poul 5 øre. Han var en lidenskabelig tobakssnuser. Det var en anselig portion snus han havde med sig i en blikdåse.
Og så havde han en anden ejendommelighed. Han kunne til hver en lejlighed stille sig op og berette om store mænd. Han kendte navnene på samtlige redaktører i København.
Han var søn af en urtekræmmer og er født i København. Han gik i skole et sted i Farvergade og sat i lære i en kolonialhandel i Horsens. Her blev han også konfirmeret. Som urtekræmmersvend var han derpå i Nykøbing Sjælland. Og senere i Slagelse.
Så forlod han faget. En tid var han kontrollør og opvarter på Alhambra. Så blev han pakhusforvalter og derefter opvarter på Raadvad.
En skønne dag fik han den ide at nedsætte sig som Lingerihandlende. Men det gik ikke så godt. Men den gode Møller var ikke rådvild. Han gav sig til at optræde som gøgler. Han rejste rundt med Miehes Beridertrup, men da det heller ikke gik, forsøgte han sig som skuespiller. Han rejste rundt med Jacobys selskab i Jylland og Sverige, hvor han optrådte i komiske roller.
Omsider opgav han også det og tog atter fat i forretningslivet. Først var det i en købmandshandel i Kerteminde og senere en vinforretning i København. Men nu var Møller også træt, nu ville han ikke mere. Han havde kun sig selv at sørge for. Han havde aldrig været gift. Men som han selv sagde, så havde han altid sværmet for damerne.
En tid lå han på Skt. Johannes Stiftelsen. Da han blev udskrevet fandt han et asyl i Blodkoppen. Derfra begiver han sig kun, når han skal passe sine forretninger, kolporteringen og fægtningen.
Jomfru Tidsfordriv
Jomfru Tidsfordriv færdedes ofte omkring området ved Kultorvet. Københavnerne mente, at hun i sin ungdom, at hun havde været en meget smuk ekspeditrice, der var blevet svigtet af sin forlovede og derfor mistede forstanden.
Hun strejfede rundt i gaderne iført en gammel frakke pyntet med spraglede silke – og cigarbånd, en gammel hat og alt for store støvler og galosjer. Om sommeren blev dette suppleret med en slidt parasol.
Desuden bar hun altid på en gammel spånkurv fyldt med ulækre bolsjer, som hun gerne delte ud af. Bolsjerne havde hun tigget rundt om på byens sukkervarefabrikker. Sine hatte og tøjpynt var en gave fra byens handlende.
Og sit navn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med et ”for tidsfordriv”, men hendes virkelige navn var Juliane Marie Elise Hansen. Hun havde nu aldrig været ekspeditrice eller forlovet.
Hun var datter af en lejetjener, der døde da hun kun var 12 år. Moderen måtte ernære sig som vaskekone efter mandens død. I det hele taget spillede denne mor vistnok en stor rolle for hende, for hun svarede ofte jamrende ”min mor er død”, når folk spurgte hende om noget.
Efter moderens død anbragtes hun på Sankt Johannes Stiftelse i Ryesgade, da hun skønnedes til at være åndssvag, hvad hun formentlig også var. Hun havde det som en 7 – årig, men man løslod hende, da man mente, at hun sagtens kunne klare sig selv!
Skuespilleren m.m. Robert Neiiendam, der på mødrenes side var i familie med Jomfru Tidsfordriv har fortalt, at hun var:
Denne barnlighed gjorde også, at hun var utrolig glad for børn og havde den tvangstanke, at hun var lærerinde. Man kunne derfor af og til finde hende på en bænk i Kongens Have, hvor hun havde samlet en flok børn om sig. Hun prædikede moral samtidig med, at hun gav dem bolsjer og skændte på dem.
Nogle familier tog sig trods alt af hende blandt andet familien Neiiendam. Ofte blev hun drillet på sine ture rundt om i byen. Og renlighed var ikke hendes stærkeste side. Hun var ofte fyldt med lopper.
Hun boede i en ussel bolig i det berygtede og nu nedrevne Lille Brøndstræde, der lå mellem Vognmagergade og Gothersgade. Her fandt man hende dødssyg en januar – dag i 1907. Hun blev bragt til Almindelig Hospital på Nørre Alle, men hendes liv stod ikke til at redde.
Der var masser af blomster og kranse bl.a. fra den populære prinsesse Marie, der hver juleaften havde sendt tøj og madvare til hende. Hun blev stedt til hvile i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård,
Alexander den Store
”Professor i hundrede sprog”, Alexander Wiebe, der også gik under Alexander den Store, var trods en god skolegang og evner alligevel ikke i stand til at nå sine mål. Han lod sin videbegærlighed gå så langt, at forstanden ikke længere var intakt og som det blev sagt:
Victor Granberg havde den 26. juli 1857 forsøgt at stige til vejrs med luftballon fra Christiansborg Slotsplads, men ballonen revnede og måtte lande på taget af Hofteatret.
Wiehe fik udgivet en latinsk ordbog og udgav en overgang et ugeblad ved navn ”Rivehjernet”. Begge dele var nu med manglende succes, hvorpå resten af hans tilværelse var præget af mistrivsel og en stigende hang til alkohol.
Frøken Jeanette
Frøken Jeanette var franskfødt og var efter sigende blevet skør, fordi hun i sine unge dage havde oplevet både sin mor og far som ofre for guillotinen. Endvidere blev det berettet om, at hun ofte tilbragte tid i Kongens Have, hvor hun sad alene og gestikulerede og til tider slog en umotiveret høj latter op.
Filosoffen fra Magstræde
I mange år levede han bare af at stå med hængende hoved og sine hænder foldet på maven, hvorpå folk stak ham penge. Dette var i og for sig ikke ulovligt. Han tiggede jo ikke. Men hans lapsede påklædning sammenholdt med fremtoningen har sikkert bidraget til indtægten.
Hans virkelige navn var Christian Johan Christensen. Og kaldenavnet fik han, fordi han havde både læst H.C. Ørsteds Aanden i Naturen og Kierkegaards Enten, eller.
Fra 1913 til hans død var han forhandler af Ekstra Bladet. Filosoffen blev fundet i sit værelse i Magstræde den 3. april 1918. I hans gemmer fandtes flere værdipapirer. Flere banker kunne meddele, at han havde op til flere konti hos dem.
Han havde skænket næsten hele sin formue til ”Foreningen til Kønssygdommens bekæmpelse”.
Hans stamcafe var Bræddehytten. Den var kendt for sin gode mad. Her kom Københavns velbeslåede borgerskab, forfattere, journalister, skuespillere m.m.
Fløjte – Karl
Fløjte-Karl underholdt ofte rundt om i Københavns gårde. Han modtog betaling som blev kastet ned til ham. Hele hans fremtoning tyede på, at han havde kendt bedre dage. Det var nok ikke Guds mening, at han skulle ende som gårdmusikant.
Han var født Karl Frederik Kattentid. I 1830erne og 1840erne optræder en masse gørtlere og gørtlermestre med dette navn.
Meget mod sin vilje måtte han på et tidspunkt ophøre med sit spilleri. Han blev i maj 1887 fundet død i sit beskedne logi i et baghus i Lanemærket.
Gedalia
Finansmanden Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia var hverken fordrukken eller åndelig tilbagestående, tværtimod. Men original det var han. Og som sådan var han kendt i hele Danmark og dele af Europa.
Gedalia var sønnesøn af overrabbiner Abraham Gedalia blev født i fattige kår i 1816. Han var søn af en handelsbetjent. I hjemmet talte man kun jiddisch.
Først da han kom i skole fik han lært dansk. Dette kom til at præge hans ind imellem ejendommelige sprogbrug. Som 13-årig kom han i lære som sadelmager. Men det var for kedeligt for ham. Han havde handelsblod i årene. I sin fridtid begyndte han med småhandel med obligationer og aktier. Det blev en vekselerer så imponeret over, at Gedalia overtog hans job ved hans død. Ja Gedalia overtog hans firma.
Han var sprængfyldt med ideer og planer. De fleste viste sig også at være meget indbringende. Han tog også initiativ til oprettelse af Landmandsbanken. Men ved anlæggelse af jernebanen fra Roskilde til Kalundborg gik det galt. Han gik fallit i 1875.
Efter sin fallit rejste han en kort overgang til Nordamerika. Men han vente tilbage og drev senere igen vekselererfirma. Han blev anklaget af en kompagnon i 1878. De var dog for det meste ubegrundet, men Børsen var lukket for ham. Han døde i 1892 og er begravet på Mosaisk Begravelsesplads på Nørrebro.
Han elskede uniformer. For 12.000 lire købte han en barontitel i San Marino og blev portugisisk generalkonsul. Dette indebar en flot uniform. Han skaffede sig en samling ordener. På den måde blev han Ridder af Dannebrog. Han var også indblandet i besættelsen af den spanske kongetrone i 1870.
Men det var nu mest hans sprogbrug, der førte til vittigheder.
Candidat Tønder
Ja her skal vi så høre om en person, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på siden. Candidat Tønder eller Jens Peter Tønder som han var døbt var uddannet teolog. Han ernærede sig som lærer i latin og fransk. Et ”underligt væsen” stillede sig imidlertid i vejen for hans karriere. Og hans familie ville ikke vide af ham.
Han blev matros og var både i Nordamerika og Kina. Efter hjemkomsten blev Tønder ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget. Han forsøgte sig derefter som lærer igen. Til tider prædikede han i forskellige kirker, dog uden større succes. Hans forældre nægtede at give samtykke, da han ville gifte sig med en tjenestepige.
Tønders efterfølgende ansættelse som gadevægter i forældrenes gade, betød at han kunne tage hævn. Han begyndte at råbe op til dem. Her var vejen tilsyneladende banet for en særling. Tønders bolig blev et tagkammer i det betændte Brøndstræde – kvarter.
Men han havde arvet en del penge som han investerede i et blad, han kaldte Gammelt og Nyt, som han selv solgte på gaden.
På et tidspunkt var han flyttet til Nyhavn 65 som 63 årig. Det gik rygter om, at han var en holden mand. Det fristede åbenbart den 22 årige Petri Claudi Ferdinand Worm. Og hvad der derefter skete kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.
Johan Jørgensen- Jomtou
Johan Jørgensen – Joumtou var både en begavet og indsigtsfuld mand. I 1835 opnåede han positiv bevågenhed af kromprins Christian Frederik (8) Han blev på kromprinsens opfordring sendt rundt i landet for at gøre forskellige iagttagelser. Han blev desuden støttet i flere studierejser, der bl.a. gik til Wien og Prag.
Kongens rådgivere var dog lidt skeptiske over for denne anløbne men indflydelsesrige mand. Disse modarbejdede ham og så måtte han til sidst trække sig. Han fik dog en årlig understøttelse på 600 rigsdaler så han kunne hellige sig sin litterære virksomhed.
Al brast dog, da kongen døde. Frederik den Syvende var ikke så imponeret af hans virksomhed. Det magtfulde blad ”Cosaren” og folk på gade begyndte nu at gøre nar af ham. En kort tid vente han tilbage til sin fødeby, Maribo. Men han returnerede til hovedstaden for at skrive en biografi om Christian den ottende. Han blev dog nægtet udlevering af korrespondance mellem ham og den afdøde konge.
I en tid arbejde de han på en bogudgivelse, der skulle give oprejsning for både Struensee og Caroline Mathilde. At vanviddet nu var på vej, vidnede hans blad Diorama meget om. I det første nummer portrættere han tre af verdenshistoriens største mænd, Kritus, Rousseau og ham selv.
Da han efterhånden følte sig meget forfulgt rettede hans vrede sig nu mod Frederik den Syvende i en artikel. Dette blev betragtet som majestætsfornærmelse og han indkasserede tre måneders fængsel.
Fængselsopholdet svækkede ham både psykisk og fysisk. Han kunne dog stadig skrive. Og han anmodede nu blandt andet Rigsdagen om at nedlægge jernbanen, da den var til skade for erhvervslivet. Jørgensen-Jomtou citerede Kiels borgmester for at have sagt, at før jernbanens oprettelse havde Kiel haft 12 hattemagere mod nu kun to. Det var fordi, at kunderne tog til Hamborg for at købe hatte.
Johan Jørgensen-Jomtou afgik ved døden den 31. december 1866 som ern bitter og forarmet mand.
Excellencen
Excellencen eller Frederik den Syvendes søn bar altid medaljer, foreningsmærker m.m. I virkeligheden hed han Hans Johnsen og kom fra Nøddebo. Han dukkede op i København omkring 1900. Ja han lignede faktisk Frederik den Syvende.
Ja egentlig hed han bare Hans Johnsen. Hans store skæg skulle illustrere hans kongelige herkomst. Det har sikkert været et kosteligt syn når han i sit storhedsvanvid er kommet gående. Ja det var på sin vest, at han havde alle medaljerne. Og denne vest blev på et tidspunkt stjålet. Og Johnsen var helt knust.
Han var iført en høj hat og bar i venstre hånd en sort taske og en rød stok. Den brugte han til at jage gadedrenge væk med. I højre hånd havde han en cigarstump, som han sikkert havde samlet op fra gaden.
Mest levede han af at tigge. Ja så forlangte han også skat. Det kunne jo godt tilkomme ham, som kongelig. Men som ”søn” af Frederik den Syvende og Grevinde Danner betragtede han sig selv som tronarving. Han yndede at optræde især hos byens fornemme familier, der gerne stak ham et par skilling for at slippe af med ham. Han døde i 1906.
Om han var dum eller blot snu, ja det er aldrig blevet fastslået. Men gennem sit liv, har han ikke haft en dag med hæderligt arbejde.
Peter Rundetårn
Den godmodige om vandrende handlende Peter Rundetårn faldbød diverse skrifter fra en kasse, som han via en rem bar over skulderen. Hans tilnavn skyldtes de almanakker, som han solgte. På forsiden var de prydret af Rundetårn.
Man sagde om ham, at han var en udmærket handelsmand, selv om hans søster, skulle have udtalt, at han ikke havde:
C.F. Reiser
C.F. Reiser udgav i 1784 den ufrivilligt sjove bog ”Historiske-beskrivelse over den Mærkværdige og meget frygtelige Store Ildebrand 1728.
Hvorvidt hans pyrofobi skyldtes omtalte bybrand vides ikke, men når gadedrenge fulgte efter ham og strøg tændstikker i hans nærvær, stak han i et hyl og for væk. Det ses bl.a. af hans erindringsbog:
Israel Levin
Han var kendt som den altid stridbare filolog og litterat. En overgang var han sekretær for Søren Kierkegaard. Levin lå i evig strid med sine fagfæller, men var også berygtet som kvindehader og soldebroder.
Ved sin død efterlod han sig over 150.000 sedler med forarbejdede ord til en dansk ordbog. Jo dette udgjorde et meget vigtig del af grundlaget til Ordbog over det danske Sprog.
Ja vi kunne også have bragt beretninger om
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.norrebro.dk
Juni 8, 2018
Krigens Fortielser
Anmeldelse af Anne-Marie Christensen: Landsforrædernes Børn – Skam og Fortrængning – Besættelsen 1940 – 1945 (Etnovator) 4.500 udgivelser om besættelsestiden og intet om dette emne før nu. Måske mangle vi nogle ting i bogen. Med angst og bæven slog man op i straffeattesten. Der var fordømmelse og skam. I retsopgøret oplevede vi mystiske domme i begyndelsen. Man bøjer nakken i skam. Og så var mor bange for at se et billede af far. Opfattelsen var, at landsforrædere var sociale tilfælde. Man kiggede efter flagstangen. Børn måtte ofte gå alternative veje for at få noget at vide. Og så giver vi lige nogle frygtelige historier fra bogen. I Tyskland har man forsøgt at forsone sig med fortiden. I begyndelsen lagde man låg på i Det tyske mindretal. Og så skulle man på Broholm opleve overskriften: Naziborgen lukker op.
4.500 udgivelser
Det er et meget vigtigt tema som Anne-Marie Christensen har taget fat på. Det er lykkedes for hende at skabe en debat om temaet, som egentlig aldrig før har været diskuteret. Og det er i den grad mystisk, når man betænker, at der er udkommet 4.500 bøger om emnet. ’
Og det bestemt ikke alle udgivelser, forfatteren kan lide. Hun mener, at mange udgivelser kun udgives for underholdningens skyld.
Måske mangler der nogle emner
Forfatteren fortæller nogle grove historie, men egentlig er der jo kun et fåtal, der medvirker i bogen. Det er ikke lykkedes for forfatteren at få flere med. Måske var temaet relevant for et større studium. Og spørgsmålet er også om der er forskel på, at være søn /barnebarn til nazister eller hjemmetyskere, der meldte sig til fronten.
Vi kunne godt pege på flere ting, der var relevante i forhold til bogen, men på den anden side, så skal den jo også have en afgrænsning. Således fortsatte overvågningen i hvert fald i grænselandet Helt op til 1960erne af Det Tyske Mindretal. Og hvad med den økonomiske situation, som familier blev bragt i, efter de hårde straffe?
Chikane fra myndighedernes side
I Sønderjylland mærkede man jo også en slags ”Berufsverbot” af frontfrivillige. Den gik jo langt videre end selve strafudmålingen. I de små bysamfund glemte man heller ikke så let.
Vi har på vores side her også beskrevet de problemer, som familien til Asmus Jensen løb ind i med chikane og fortielser fra de offentlige myndigheder. Asmus Jensen blev myrdet efter besættelsestiden i Padborg. Men han var nødvendigvis ikke en landsforræder. Familien har aldrig modtaget en undskyldning.
Med angst og bæven har man kigget i straffeattesten
I mange familier i Sønderjylland har man sikkert med angst og bæven kigget på familiemedlemmers straffeattest i Rigsarkivet i Aabenraa. Mange familiemedlemmer har været gennem retssager for at blive renset. I mellemtiden har man fortiet sandheden eller fortalt en anden historie derhjemme.
Fordømmelse og skam
I bogen er det gode eksempler på at fordømmelse og skam også ramte de dømtes børn. Landsforræderne var ikke stolte af situationen. Man forsøgte at holde historien skjult. Antallet af børn, der kan være ramt er mellem 27.000 – 40.000. De blev ikke en del af det historiske fællesskab, mener forfatteren. De frygter forsømmelse, når de stiller sig frem med deres historie.
Mystiske domme
Der er en form for ”elektricitet” og engagement over bogen. Vi får en gennemgang af besættelsens historie. Måske skulle vi også have haft historien om, at man egentlig havde taget højde for Mindretallets ”Treue zur Sache” men myndighederne havde misforstået motiverne med domsfastsættelserne. Så i begyndelsen blev det i den grad givet mystiske domme.
Anne Marie Christensen er antropolog og har en anden tilgang til temaet end en historiker. Hun mener, at historien skal handle om, at vi var de gode, som stod sammen og gjorde oprør mod tyskerne. Derfor forstyrrer det, hvis andre har en anden historie at fortælle. Ingen af os ønsker, at sætte os uden for de normer. Skam isolerer os og gør os tavse.
Bøjer nakken i skam
Når en hel nation vender sig mod din far, føler du uvægerligt, at du falder udenfor. Dybest set handler det om, at vi ikke fordømmer hinanden for de ting, vi skammer os over.
I bogen kommer vi atter engang ind på begrebet ”Fårhusmyten” Men det er vel ikke noget børn af Fårhus- fanger kan blive ramt af?
Retsopgøret blev begyndelsen på et liv for landsforrædernes børn, som bøjer nakken i skam over, hvad deres far eller mor havde gjort. 13.521 landsforrædere blev dømt, og den sidste dødsdom blev afsagt i 1950. Den sidste landsforræder blev løsladt i 1960.
Retsopgøret har ikke sat sine varige spor i samfundet
Retsopgøret var et oprør med samfundets bund. Det ramte de små fisk. De store, der tjente masser af penge på tyskerne slap fri. Og var det ikke Ditlev Tamm, der engang sagde:
Historikere har anskuet problematikken udefra og ikke indefra. De har aldrig taget fat på problematikken med det at bestemte grupper blev udelukket.
Bange for at se et foto af far
Anne-Maries mor var bange for at skulle finde et billede af hendes far, da hun besøgte Frøslevlejren. Hun var bange for, hvordan hun skulle reagere. Men hun nu var hun ikke klar over, at der kun var hængt billeder og af helte og ikke af skurke som hendes far.
Det var et samfund dengang, der dømte hårdt. Man fortiede og bagatelliserede og fejrede ubehageligheder under gulvtæppet. Man talte ikke om, hvad der skete under krigen.
Lovgivning med tilbagevirkende kraft
Lovgivningen med tilbagevirkende kraft er en af retsopgørets mest kontroversielle beslutninger. Lovgivning med tilbagevirkende kraft strider helt grundlæggende mod det retsprincip, at en lov på forhånd skal være vedtaget og forkyndt, sådan så borgeren kan rette sin adfærd derefter. Og det er strid med menneskerettighederne. Men på den måde var det lettere at få hævn efter besættelsen.
1.139 blev dømt for værnemageri. 12.382 blev straffet for deltagelse i krigstjeneste eller korpsaktivitet. 2.832 af disse kom fra Det Tyske Mindretal. 3.817 var nazister fra DNSAP.
Opfattelsen var, at landsforrædere var sociale tilfælde
Og lige efter var opfattelsen i samfundet, at dem, der havde meldt sig var sociale tilfælde. Derfor skulle de klassificeres og disciplineres i form af vurderinger som adfærd og personlighed. Jo vi skal helt ind under huden for at forstå, hvor onde og afstumpede de danske landsforrædere var.
Er man engang dømt som landsforræder vil ens moralske habitus for evigt være ødelagt i offentlighedens øjne. En enkelt dømt landsforræder ses som repræsentant for hele det nazistiske regime.
Man kiggede efter flagstangen
Når man rejste rundt i Sønderjylland så vidste man, hvem der far for og imod. Det var vigtigt, at man havde styr på, om man var blandt venner. Hvis far havde været ved fronten legede man ikke med nogen, der havde flagstang i haven.
Uniform og pistol blev smidt væk ved hjemkost fra fronten. Ridestøvlerne blev gemt helt inde bag ved.
Børnene måtte gå alternative veje
Ja ofte måtte børnene gå alternative veje for at få noget at vide. Der var en massiv fortielse under opvæksten. Det kunne godt være, at naboen ikke ville hilse mere, når man fik at vide, at far havde været tysk soldat. Og man blev helt stille, når man hørte at kammeratens far havde været frihedskæmper.
Frygtelige historier fra bogen
På en frisørskole i det sønderjyske undrede en lærer sig over, at faderen, der var smed havde en guldtand. Og så var det lige det med efternavnet. I 14 dage kørte læreren på datteren. Til sidst kunne hun ikke holde det ud mere. Det hjalp heller ikke, da faderen ringede til skolen. Han fik at vide, at det havde han jo selv været ude om. Så var det at faderen brød grædende sammen. Læreren vidste, at faderen havde været tysk soldat. Nu skulle datteren moppes.
I Tønder havde politimesteren inddraget udskænkningsbevillingen. Langvarig fængselsstraf samt en godtgørelse til den danske stat på over 10.000 kr. var mere end familien kunne klare. Og nu indkaldte politimesteren, der gerne ville have familien ud af byen til en samtale. Han tillod sig endda, at sige, at det måske var en ide, at familien flyttede til Vejle for at skabe en ny tilværelse.
Til et valg stillede en ung mand op for partiet Venstre. På et tidspunkt blev han indkaldt til et møde i bestyrelsen. Er det rigtigt, at du er Nazist? Vedkommende, hvis far havde været tysk soldat, blev forfærdet og opsøgte den person, der skulle have fremsagt dette. Han benægtede, men sagde samtidig, at i et valg gælder alle kneb.
At forsone sig med fortiden
Bogen indeholder også historien om hende, der blev udelukket af Det Tyske Mindretal, fordi hendes far var blev omtalt i en faghistorisk udgivelse. Samtidig blev faderens navn slettet på mindestenen i Knivsbjerg.
I Tyskland har man forsøgt at forsone sig med den nazistiske fortid. I det tyske mindretal har man i mange år bare lagt låg på.
Naziborgen lukker op
Det var heller sjovt på Broholm, hvor man igen ville åbne for offentligheden. Morfars navn Jørgen Sehesteds navn var ikke glemt. Men alligevel var overskriften i Fyns Stiftstidende chokerende:
Nu indgår morfars handlinger og historie, når der vises rundt på Broholm.
Ja sådan kunne vi blive ved med historier fra bogen. En energisk bog med et emne, der fortjener endnu mere opmærksomhed. Og som sønderjyde kan man sagtens genkende de ting, som forfatteren peger på.