Artikler
August 4, 2018
Har tyskerne betalt deres krigsgæld?
Mange meninger om dette spørgsmål. I 1947 mente den danske regeringer, at tyskerne udsatte os for systematisk udsugning. Langt senere mente Nationalbanken, at de økonomiske skader ved besættelsen var begrænset. I Tyskland tog besættelsesmagterne selv. En egentlig fredskonference blev det aldrig. Vi blev presset til at give afkald på over halvdelen af vores fordringer. Selv om andre også bestemte, at vi ikke mere kan komme med individuelle krav, har regeringen flere gange haft emnet oppe at vende. Tyskerne var den gang forgældet med 200 pct. Mærkeligt, at de skal belære andre lande i at betale. Virksomhederne havde nu ikke frit spil. Der blev kun betalt 300 millioner kr. tilbage fra værnemagere. Men danskerne ”glemte” lige at opgive 3 milliarder kr. i formuer. De store slap. Og pludselig havde vi en eksport på 80 pct. til tyskerne. Ingen stillede krav til landbruget herhjemme. Og de store havde en aftale med regeringen.
Mange meninger
Ja se lige dette spørgsmål er der mange meninger og ideer om. Alle har en mening om netop dette spørgsmål. Så det bliver spændende, om vi finder svaret. Det bliver sikkert en lang artikel.
Ja for egentlig bliver det ofte overset, at der fra tysk side er blevet betalt krigsskadeerstatninger oven på det tyske riges undergang i 1945.
Besættelsesmagterne tog selv
I august 1945 besluttede de tre allierede stormagter Storbritannien, Sovjet og USA, at de som besættelsesmagter hver især kunne hente krigsskadeerstatninger i deres respektive besættelseszoner. Det krigshærgede Sovjet fik således 10 milliarder dollars krigsskadeerstatning.
De fire besættelsesmagter sikrede sig i tiden derefter. Frankrig tog materielle erstatninger i sin zone. Storbritannien demonterede industri – og fabriksanlæg. USA sikrede sig patenter, know how og viden (blandt andet 1.500 raketeksperter), mens Sovjet hentede materielle erstatninger og demonterede produktions – og trafikanlæg.
Sovejet fik 300 milliarder dollars
Det samlede omfang af disse tyske krigsskadeerstatninger er svært at gøre op. Det skønnes dog at Sovjetunionen frem til 1954 hentede erstatninger i et omfang af godt 14 milliarder dollars (det er vel 300 milliarder dollars efter nutidens beregning).
De fire besættelsesmagter besluttede i oktober 1945, at lade tysk ejendom og tyske værdier i udlandet beslaglægge, og det blev på Pariskonferencen 1946 som krigsskadeerstatning fordelt mellem andre lande, der kunne gøre krav på krigsskadeerstatninger.
Danmark fik kun 0,25 pct.
Den beslaglagte tyske formue skønnes at have haft en værdi af omkring 400 millioner dollars (10 milliarder dollars). Disse blev fordelt efter en nøgle, der blev vedtaget i Paris om fordeling af konfiskerede tyske værdier.
Danmark fik som følge af denne ret til 0,25 pct. og 0,35 pct. af visse tyske industrianlæg og skibe. Man inddrog værdien af tysk ejendom i Danmark, bl.a. det af Siemens ejede Københavns Kul- og Kokskompagni og tysk ejede godser som erstatning.
Til sammenligning skulle USA og Storbritannien have 28 pct. hver, mens Frankrig var berettiget til 16 pct. Holland 3,9 pct. og Norge 1,3 pct. Det danske krav var absolut det mindste.
Efter den aftale fik danskerne maskiner og skibe for 13 millioner kroner. De slagne tyskere efterlod materiel for 30 millioner kroner. Og det gods, der blev beslaglagt havde en værdi på 156 millioner kroner. Dermed nåede tyskerne, at betale hen ved 200 millioner kroner af de 11,6 milliarder kroner.
Regeringen: Systematisk udsugning
Regeringen var utilfreds med tyskernes langsomme afhøvling af gælden og allerede den 31. januar 1947 udarbejdede man et bemærkelsesmæssigt memorandum. I den konstaterede man, at
De egentlige krav om krigsskadeerstatninger kunne rejses på den fredskonference, der skulle være startet i 1947. Og derfor indsendte eksempelvis Danmark i slutningen af 1946 sine krav blandt andet om krigsskadeerstatninger. De blev opgjort til omkring 11,5 milliarder kroner.
De to store tyske konti
Det var til dels for de landbrugsvarer og fisk, som de hev ud af Danmark under besættelsen, dels for de fæstningsanlæg og anden infrastruktur i Danmark.
Gælden bestod især af den såkaldte værnemagtskonto i Nationalbanken. Denne konto betalte de danske firmaer, som profiterede på arbejde for nazisterne.
Ud over værnemagtskontoen havde Tyskland en clearingskonto, hvor Danmarks import af tyske industriprodukter blev modregnet i Tysklands import af danske landbrugsvarer. Den var efter krigen i tysk disfavør med 2,9 milliarder kroner.
Andre udgifter:
En egentlig fredskonference blev aldrig til noget
Nu blev denne fredskonference dog ikke til noget som følge af uenighed blandt de fire besættelsesmagter.
Kravet om krigsskadeerstatninger blev fremført på den omtalte London skyldnerkonference i 1952, hvor Vesttyskland som rets – efterfølger til den tyske rige gik med til at betale den tyske før – krigsgæld. Men kravet om krigsskadeerstatninger var ikke hovedemnet, det var den tyske kommercielle gæld til udlandet.
Der kunne ikke rejses nationale krav
Det blev i London bestemt, at indtil en fredskonference kunne afholdes og en altomfattende fredstraktat indgås, kunne der ikke rejses krav mod Tyskland der hidrørte fra krigsårene. Der kunne således ikke rejses isolerede nationale krav om krigsskadeerstatninger.
Alt dette fik folketingsmedlemmerne Kai Moltke og Erik Sisgaard at vide da de i 1960erne i Folketinget spurgte til de tyske krigsskadeerstatninger.
Danmark gav afkald på masser af penge
Konferencen i London i 1952, hvor ud over Vesttyskland deltog omkring 20 krigsallierede lande, deriblandt Danmark, omhandlede den tyske før – krigs – og efterkrigsgæld, ikke kravet om krigsskadeerstatning. Det drejede sig om kommercielle lån, der skulle tilbagebetales. Og det drejede sig om afholdelse af udgifter forbundet med de tyske flygtninges ophold i Danmark.
Udgifterne til de tyske flygtninge blev udregnet til 429 millioner kroner. Regeringen forsøgte at få dette spørgsmål med til London Konferencen 1952 – 1953. Men man fik at vide, at dette skulle man forhandle direkte med tyskerne.
Og dette beløb blev barberet helt ned til 160 millioner kroner. Tyskerne skulle afdrage dette rentefrit over 20 år med 8 millioner om året. Dette var en noget pauvert resultat.
London – aftalen medførte ikke som det ofte bliver fremført en eftergivelse af den tyske gæld, men den medførte omlægning og nedskrivning af gælden til knap 14 milliarder DM. Det var godt halvdelen af den samlede fordring på 29,7 milliarder DM.
Her gik Danmark også med til, at tyskernes gæld blev halveret til 5,7 milliarder (Det svarer vel i dag til 112 milliarder kr.)
Det blev aftalt at Vesttyskland skulle afdrage den med årligt ½ milliard DM frem til 1988. Med renters rente blev det sidste afdrag på før – krigsgælden betalt i oktober 2010. Dermed havde Tyskland endeligt afdraget sin finansielle gæld fra førkrigstiden.
Danmark var åbenbart ikke tilfreds
Da der i 1990 opstod udsigt til tysk genforening var en forudsætning herfor, at de allierede sejrherres kontrol ophørte.
Det skete forhandlinger mellem de to tyske stater og de fire allierede, der i september 1990 blev afsluttet med 2 + 4 traktaten. På vesttysk og amerikansk foranledning var det vedtaget ikke at indkalde til et altomfattende fredskonference med i alt 55 stater, der havde været i krig med Tyskland.
I stedet for en altomfattende fredstraktat kom derfor en traktat, der skabte fred, afsluttede kontrollen med Tyskland og bestemte, hvad der var Tyskland, altså Tysklands grænser. Traktaten omfattede ikke krigsskadeerstatninger.
Det var også i 1990, at den kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen mindede om de ubetalte regninger fra tyskernes side og for de varer, de tog med sig ud af landet.
Holland har kun fået dækket 5 pct. af deres udgifter
Reelt er det med krigsskadeerstatninger lukket, da der er indgået en slags fred med Tyskland. Der vil kræve enighed blandt 55 stater, hvis dette skulle laves om. Det vil de stater, der fik krigsskadeerstatning efter 1945 nok ikke være interesseret i.
Politisk og folkeretlig er den tyske regering i sin ret ved at hævde at spørgsmålet om krigsskadeerstatning er afsluttet.
Men i 1990 pressede flere lande på først og fremmest Italien og Holland på, at der endelig blev afholdt en fredskonference. Men den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fejede kritikken af bordet med de berømte ord:
Men mon ikke at det er de fire stormagter, som vi kan takke for, at der aldrig blev afholdt en reel fredskonference. Således fik Holland kun dækket under fem pct. af deres udgifter.
Man kan godt give en moralsk gestus
En moralsk gestus kunne jo være at yde erstatning til de efterladte for Distomo – massakren i Grækenland er noget andet. En sådan gestus viste Vesttyskland i 1953 over for Israel (jødedommen). Nogen lignende gik Tyskland med til over for ofrene for det nazistiske diktaturs forbrydelser.
Tyskerne har også til Danmark betalt 16 millioner D-mark som er gået til ofrene for det, der betegnes som nationalsocialistisk forfølgelsesforfølgelsesforanstaltninger.
Hvorfor gav Danmark afkald på erstatning?
Hvorfor Danmark i den grad gav afkald på erstatning. Ja det kan jo have sine grunde:
Skal tyskerne belære andre?
I 2006 gennemgik udenrigsminister Per Stig Møller efter en forespørgsel sagens akter. Og her fremkom det, at Anker Jørgensen i 1977 tilkendegav, at regeringen ikke vil forsøge at inddrive den gæld, der jo reelt blev eftergivet i 1953 – ikke mindst i lyset af, hvor lille en andel, der tilkom Danmark.
Men skulle dette så ikke være blevet diskuteret i forbindelse med Bonn – København – aftalen i 1955? Nu har både Danmark og Europa også nydt godt af Tysklands økonomiske genrejsning.
Man kan jo groft sige, at tyskerne aldrig har betalt den fulde krigsskadeerstatning for hverken Første eller Anden verdenskrig. Og så kan man lige så groft hævde, at det er en joke, når de belærer andre lande om, at betale deres gæld.
Forgældet med 200 pct.
Den tyske stat var ved krigens afslutning i 1945 forgældet med over 200 pct. af sit bruttonationalprodukt. 10 år senere var det ikke meget tilbage af gælden. Statsgælden udgjorde 20 pct. af BNP. Det var nok aldrig lykkedes hvis ikke 50 – 60 pct. af den tyske ulandsgæld blev annulleret. Skulle de unge generationer lide under deres forældres fejltagelser ved at betale i flere årtier?
Ingen sultede i Danmark
Nu var det ikke alle penge, der bare forsvandt ud af landet. Statsindgrebene hindrede ikke, at visse erhverv og virksomheder tjente godt på besættelsen. Det var særlig inden for landbrug og fiskeri, der blev tjent masser af penge. Og der var også masser af beskæftigelse undtagen lige i begyndelsen af besættelsen.
Myndighederne indførte også en stram priskontrol. Og allerede i september 1939 blev der indført rationering. Men sult som i andre lande fandtes ikke i Danmark, som tværtimod næst efter de neutrale lande Sverige og Schweitz havde det højeste kalorieforbrug pr. indbygger i Europa.
Nu har man sikkert glemt, at den danske stat beslaglagde masser af bankkonti hos de familier, hvis mænd kæmpede for tyskerne. Her skabte det problemer. Men det har litteraturen ikke rigtig fundet anledning til at beskæftige sig med.
National forargelse
Arbejderklassen var nok dem, der mærkede forringede livskår mest. Der var national forargelse over at nogle bevidst profilerede på den nationale ulykke. Det stærkt negativt ladede udtryk ”værnemagere” blev hæftet på de virksomheder, som tjente stort på tyskerne. Men det blev aldrig brugt mod landbrug og fiskeri. Private, der solgte kartofler og kød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord fik maskiner ødelagt og blev i den grad chikaneret efter krigen.
De små værnemagere fik strenge straffe, men mange af de store slap helt uden straf.
Næsten fuld beskæftigelse
Besættelsesmagten satte store befæstningsarbejder i gang – især på den jyske vestkyst. Arbejdet blev udført af danske arbejdere og virksomheder. I 1943 – 1944 tog arbejdet til med en beskæftigelse i visse perioder på over 50.000.
Sammen med de over 100.000 arbejdere, der fik arbejde i Tyskland, var befæstningsarbejdet en væsentlig faktor bag den fulde beskæftigelse, som blev opnået i 1943 – 44. Som vanligt ved militære besættelser betalte staten for de tyske besættelsestroppers forbrug samt for befæstningsanlæggene. Midlerne blev hentet fra værnemagtskontoen i Nationalbanken, der som skrevet sammen med clearingskontoen finansierede det tyske forbrug.
Modstandsbevægelsen ønskede omfattende opgør
Nu skete en del af arbejdet for tyskerne i samarbejde med regeringen. Danmark var afhængig af import af råvarer. Erhvervslivet var afhængig af at handle med Tyskland, hvis ikke hele produktionsapparatet skulle falde fra hinanden.
Størstedel af det økonomiske samarbejde skete som normal handel mellem landene og i underhold af de tyske soldater.
Store dele af modstandsbevægelsen ønskede et omfattende opgør med værnemagerne efter befrielsen, hvor de både skulle straffes og deres indtjening konfiskeres. Og her var det især den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, der førte an.
De store slap
Men opgøret med værnemagerne fik dog aldrig det omfang, som kommunisterne havde ønsket. I sidste ende kunne man ikke få dømt de store virksomheder, der havde handlet i forståelse med regeringen. Dette kom frem allerede under den store sag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der havde bygget lufthavne for tyskerne helt tilbage fra 1940.
Firmaet kunne dog henvise til, at de havde været imod at påtage sig arbejdet, men de var blevet kraftig opfordret til det af både statsminister Stauning og de konservatives formand John Christmas Møller. Anklagemyndigheden frafaldt sagen, inden der faldt dom.
Kun 300 millioner kroner blev tilbagebetalt
Ca. 1.100 værnemagere blev dømt, men omkring halvdelen blev benådet, inden de skulle i fængsel. Straffene var langt mildere end i det øvrige retsopgør. Kun 75 personer fik et år eller længere i fængsel.
Med hensyn til tilbagebetaling af overskud blev 50.000 sager undersøgt, og i ca. 10.000 sager blev det besluttet, at der var tilbagebetalingspligt. I alt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt, hvilket var et meget lille beløb i forhold til den udbredte samhandel med besættelsesmagten, der havde fundet sted.
Virksomhederne havde ikke frit slag
Besættelseslitteraturen m.m. glemmer, at virksomhederne ikke bare havde frit slag. De var underlagt en stram styring af leverancernes omfang og den tilladte avance. Således er det hævdet, at A.P. Møller i den grad tjente på Dansk Industri Syndikat på Østerbro (Riffelsyndikatet). Nu ejede han kun 30 pct. af aktierne. D.I.S. måtte efterbetale 7 millioner kroner efter besættelsen.
Politiske fejltrin
Men nu kunne det jo være endt helt galt. Den danske regering gav udtryk for indgå i en politisk og økonomisk nyordning under Tysklands førerskab. Det fik så det tyske udenrigsministerium til at foreslå en dansk-tysk mønt – og toldunion. Dette skete med Hitlers samtykke. Det kunne have endt med at Danmark blev frataget egen indflydelse på den økonomiske politik. Forhandlingerne forliste på erhvervenes og Nationalbankens absolutte modstand. Erklæringen må ses som et absolut politisk fejltrin på grund af dets mulige følger.
Den danske regering havde selv rådet sig ind i problemerne. Det mest bemærkelsesmæssige er, at tyskerne lod sagen falde selv med Hitlers indblanding uden konsekvenser for Danmark. I litteraturen har vi ellers ses antydninger på at det var noget tyskerne havde påtvunget os.
Tyskerne var slet ikke begejstret for den stærke nationale samlingsregering fra juli 1940. De ville have nazisterne med, og ville gerne have haft en svagere regering, som de kunne styre. Egentlig var hverken Renthe Fink eller Berlin tilfredse med dette. I december 1940 gik det så op for tyskerne, at DNSAP ikke havde en chance.
Derfor var det katastrofalt, da Højgaard-kredsen forsøgte at få kongen og Rigsdagen til at udnævne en national og ikke politisk bundet regering. Og egentlig var Scavenius tilhænger af dette. Han var også tilhænger af, at Stauning skulle gå. Hvordan mon økonomien havde set ud, hvis dette var blevet realiseret?
Englændere og amerikanere har undersøgt den danske samarbejdspolitik
Når man nu taler om alt dette, så har briterne og amerikanerne foretaget officielle undersøgelser af den danske samarbejdspolitik. Og de afviser, at det er tale om kollaboration. Tyskerne var godt klar over, at flertallet af den danske befolkning var klart engelskvenlige. De danske myndigheders samarbejde var ikke et resultat af lyst men af nødvendighed.
Nationalbanken: Forholdsvis beskeden skadelig effekt
Men egentlig bevirkede den tyske besættelse af Danmark en forholdsvis beskeden skadelig effekt for dansk økonomi. Ja det er ikke noget ”Den Gamle Redaktør” her bare slynger ud. Det siger Nationalbanken.
Det var en række økonomiske problemer, der skulle løses. Krigen gav kraftige prisstigninger og sammenbrud for de vanlige handelsmønstre. Afsætningen af landbrugsvarer ændrede helt karakter. Handlen på det engelske marked blev markant mindre. Handelen med Tyskland steg til 80 pct.
Forøgelse af pengemængden
Af hensyn til forbrug og beskæftigelse blev markedsmekanismerne på centrale områder sat ud af kraft. Overordnede økonomiske dispositioner blev foretaget af staten. Det skete i form af stram priskontrol med indførelse af maksimalpriser samt via det såkaldte Direktoratet for vareforsyning.
Under besættelsen indtrådte der store forskydninger i landets pengevæsen som følge af tvungne finansiering af besættelsesmagten. Resultatet var en forøgelse af pengemængden af usædvanlige dimensioner.
Ved pengeombytningen i juli 1945 fik man saneret pengemarkedet og fik opsuget en stor del af værnemagtens skjulte formuer.
Man regulerede landbrugets fortjeneste
Det danske prisniveau steg kraftigt i begyndelsen af besættelsestiden. Det var især eksportpriserne på de vigtigste landbrugsvarer, der var steget. Landbruget ville tjene en ekstra skilling. Derfor blev der stillet et forslag om en revaluering af kronen, da en revaluering bl.a. ville reducere landbrugets eksportindtægter.
Tyskerne var ikke begejstrede for forslaget, da lavere eksportindtægter kunne påvirke landbrugets leveringsvillighed. Men de endte med at acceptere en opskrivning af kronens værdi på 8 pct. over for alle valutaer. Revalueringen blev vedtaget 22. januar 1942.
Beslaglæggelse af værnemagtsformuer
I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet, Fra et niveau på cirka 400 millioner kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsen til ca. 1,6 milliarder kr. dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden.
Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserer samt annullere alle de pengesedler, tyskerne måtte have bragt ud af landet.
Danskere ”glemte” at opgive 3 milliarder kr.
For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper til at ombytningen kunne foretages.
Pengeombytningen begyndte på ”Formuekontroldagen” den 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler 1,4 mia. kr. – blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste at knap 3 mia. kr. eller 20 pct. af de opgivende formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 251 artikler fra Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
August 2, 2018
Aabenraa i det 17. århundrede
Vi skal kigge på livet i Aabenraa set gennem en pastors briller, og det er bestemt ikke kedeligt. Det var i den grad en udfordring for provst Hübschmann at udføre sit erhverv i Aabenraa. Han var nok heller ikke den mest elskede person. Men det kneb i den grad med moralen i byen dengang. Ja det gjaldt skam også for amtmand von Brockdorff. Han kunne ikke lade tjenestepigen gå i fred. Ja han havde 21 børn i forvejen. Han foretrak da også de udenbys præster, for Hübschmann havde gennemskuet ham. Pastoren må har haft en god psyke. Der var utallige overgreb mod ham i den ene eller anden form. Men han påtalte også oppe fra prædikestolen, når borgerne ikke levede op til de etiske og moralske kristne grundholdninger.
Hübschmann – præst 1631 – 1672
Der skete selvfølgelig meget mere i Aabenraa end det, der står nævnt i diverse historiebøger. Og det er jo skønt at man kan dukke ned i hverdagslivet dengang. Det kan vi takket være Georg Hübschmann, der var provst og præst i Aabenraa fra 1631 – 1672.
Han skrev ivrigt i kirkebogen og førte dagbog. Det var en tid med masser af krig, ”sot og død”, øde gårde og øde mennesker. Præsten var nok blandt det man kan kalde de betydelige præster.
Han giftede sig efter den tids skik og brug til sit embede. Men han havde nu også været sin opgave voksen uden dette giftemål.
Streng opfattelse af sine pligter
Der er beretninger om indkvarteringer af fremmede tropper, om plyndringer og voldshandlinger, og hvad det ellers følger med. Men se disse begivenheder har vi bragt i tidligere artikler.
Provst Hübschmann har haft en vist også for den tid en ret streng opfattelse af sine pligter som bestikket ” vogter af sæd og orden”. Han noterede flere gange i Kirkebogen, at han på embedsvegne er skredet ind mod fråseri, svir og banden.
Hans Becker – Præstens nabo
Dette var også tilfældet, da dragerne i anledning af Birrit Bomskovs begravelse holdt gilde i Hans Beckers hus. Ambrosius Becker og Hans Nielsen kommer op at skændes og Hans Becker forlanger ro i djævlens navn. Provsten som har hørt det i sit studieværelse går dagen efter over til hans Becker og straffer på embedsvegne.
Hans Becker var præstens nærmeste nabo. Derfor skal vi da lige kigge på deres forhold. Han havde set skævt på provst Hübschmann i et par år.
Å, aabenraaernes dårskab!
En af grundene var, at provsten ikke havde gjort nok ud af det, da han holdt ligtale over Hans Beckers afdøde broder, Hermann. Han havde været meget syg men blev rask igen. Nu var han blevet så overmodig, at han sagde, at han skulle jage ”Skræmmefuglen” ud ad byen.
Ja denne ”Skræmmefugl” blev også kaldt døden. Et sted i kirkebogen oplyses, at ”Schramsfull” var en gammel hest, der luskede omkring ved de huse, hvor nogen skulle dø.
Men tilbage til Hermann. Han fik ”sprinkler” (plettyfus?) den 15. december, da han stod i sin dør og begive sig på vej for at besøge Peter Møller på Nymølle. Han døde to dage efter.
Provsten beskriver ham som et trodsigt menneske, der havde været opsætsig mod sin sjælesorger.
Et dødfødt barn
Der havde været det bedste naboforhold til Hans Beckers hus, fortæller provsten i anledning af Margarete, Hans Beckers kones død 13. januar 1654. Men så kom Ellen, Margaretes søster, i barselseng i 13. uge efter vielsen. Det ville provesten nu ikke se gennem fingrene med.
Tilmed havde Ellen pyntet sig til sit bryllup som ingen anden. Han straffede på embedsvegne. Og så blev Beckers ”Spinnefeind”
Hans Becker selv var gået til skriftemål. Men han hilste ikke på provsten på kirkegården, dagen før, provsten skulle holde ligtale over et dødfødt barn af Hans Becker.
Ved et nytårsgilde, hvor provsten var til stede, havde provsten med glas i hånden ønsket Becker et glædelig og lykkeligt nytår – bedre end de sidste, hvortil Hans Becker havde svaret:
Gud trøste det arme borgerskab
Hos Beckers svoger, Peder Hansen i Ravsted gik det helt galt. Hans Becker stod i gården, da provsten kom. På den uundgåelige irettesættelse gav Hans Becker det svar:
Inde ved bordet sad Becker hele tiden og beklagede sig. Provsten forsøgte at ignorere det. Gang på gange fortalte Hans Becker, at han var rådsherre, som godt kunne forlange et svar. Men denne Becker ville hvis hellere dokumentere med næven. Han var også bedre til det mundtlige end det skriftlige. Og Hübschmann tilføjede da også:
Så blev provstens græsningsret annulleret
I rådet havde Becker mindst en hjælper, nemlig Peter Andersen. Disse to fik i 1657 annulleret græsningsret til 2 køer som amtsforvalter Joachim Danckwerth havde tilstået provsten for 17 år siden. Ja og hertugen havde konfirmeret det i 1656.
Det var især det 6. bud som provsten tugter. Han noterer i kirkebogen ved førstefødsler omhyggeligt uger og dage efter vielsen. Der var ingen personanseelse. Eller dog – den fornemme synder får ekstra opmærksomhed af provsten.
Amtmanden forførte tjenestepigen Trincke
Amtmand Heinrich von Brockdorff, der i adelsårbogen stod opført med ikke færre end 21 ægtefødte børn, havde som 59-årig for anden gang forført amtmandindens pige Trincke.
To mord og et drab på samvittigheden
Som en revser fra den gamle pagt svinger provstens tunge svøbe over ”denne amtmand Brockdorff’ s hoved, som desuden har en mand i tjeneste, der har to mord og drab på samvittigheden.
Denne mand som provsten hentyder til er Niels Skytte, der den 29. maj 1654 i sin kro ved Løjt Kirke myrdede en student fra Magdeburg eller Halle og en soldat. Provsten kalder kroen for ”Et Djævlens Kapel”.
Niels Skytte får et dårligt skudsmål af provsten. Han døde den 22. juni 1663 i en staldbygning tilhørende Risegård. Den følgende dag blev han begravet på Rise Kirkegård. Det har nok ikke været med ”sang og klang”.
Hvem er Faderen?
Men tilbage til amtmanden. For i kirkebogen står det meget mere om denne persons udskejelser. Badmoderen (de Bademoer) er kommet til provsten og har I pigens navn bedt om at få barnet døbt. Spørgsmål: Hvem er faderen? – En Soldat! Som provsten skriver, så skal hun ikke ”prøve at sætte Gud og mennesker briller på næsen. Alle og enhver ved, hvem det er.
Hvorfor havde man ladet barnet ligge udøbt i en halv snes dage? Obersten, borgherren i Aabenraa, amtmanden m.m. havde ikke været hjemme. Badmoderen måtte tilstå, at hun var i oberstens magt.
Men pludselig fik provsten at vide, at han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at få barnet døbt. Hun havde fået det andet barn døbt, og fik sikkert også dette barn døbt. Og provst Hübschmann skrev:
Barnet var dødssyg
Ugen efter kommer badmoderen igen og meddeler, at barnet er alvorligt syg. Provsten bøjer sig og giver ordre til at bringe barnet til kirken. Det bringes i et forklæde. To vidner beordres af provsten, som døber barnet tre timer inden det dør. Som provsten skriver:
Men sagen er slet ikke slut endnu. Amtmandens uægte datter fødtes og døde i juni 1659. I august fødtes en søn på slottet. Men denne gang fik Hübschmann ikke noget at gøre.
Nu blev magisteren fra Løjt brugt
Amtmandens vogn med tjeneren Hendrik på bukken henter magisteren (præsten) fra Løjt.
Amtmanden havde ved forskellige lejligheder ladet kirkelige handlinger udføre af fremmede præster, skønt han går lige så lidt i kirke hos dem som ham. Det fyrstelige slot hører under Aabenraa Kirke, og ”den gode magister” i Løjt vil han altså nok lade forstå, at i Aabenraa er det ham, Georg Hübschmann, der er provst og præst. Men hvad skal man sige om en præst, der har ladet sine egne børn døbe ikke af sin kollega, diakonen i Løjt, men af henholdsvis hr. Knud (Bruun) i Løgum, hr. Reinhold (Reimers) i Bedsted og hr. Erik (Wind) i Brede.
Et ugudeligt menneske
Den lille mand, som angrer hos provsten kan nok opnå både forbøn og tilgivelse. Den 28. oktober 1659 dør amtmandens skytte, Rotker (?), som provsten kalder et ugudeligt menneske, der aldrig kommer i kirken. Men før hans død kommer der bud efter kapellanen, som meddeler den syge Nadveren.
Skytten havde i og for sig ikke noget positivt udestående med kirkeordonnansen, så vidt, der kan ses af overstående.
Hans Carstensen måtte bekende sine synder
Dette havde derimod Peder Andersens stedsøn, Hans Carstensen. Han havde i 1648 forført sin fars tjenestepige. Og så havde han skubbet skylden over på en anden for at undgå det åbenbare skriftemål og havde begivet sig udenlands.
Der var han til sidst havnet hos generalmajor Ulrik Christian Gyldenløve. Denne var Christian den Fjerdes naturlige søn. Hans Carstensen kom i efteråret 1653 hjem til Aabenraa behæftet med ”Sprinkler”.
Moderen kom til provsten og bad ham tage den syge til alters. Provsten spurgte, hvorfor han ikke havde indfundet sig for længe siden for ved åbenbar bod at søge forsoning med Gud og den kristne menighed.
Moderen måtte skriftlig på sønnens vegne forpligte sig til at indhente det forsømte, hvis sønnen blev rask igen. Ikke nok dermed. Provsten gik nu selv hen til den syge og lod ham mundtlig gentage løftet om ufravigeligt at opfylde kirkeordonnansen bud, når han blev rask.
Han lod sig ikke ”sætte briller på næsen”
Men kirkeordonnansen måtte ske fyldest. Johan Malers kone, Anna måtte under vielsen beholde hovedbeklædningen på, skønt hun forsikrede, at hun var ligeså ren som Jomfru Maria og beseglede sin renhed med et:
Hun døde i barselsseng 11 uger og 4 dage efter vielsen. I dette stykke så provsten hverken gennem fingrene eller lod han sig ”sætte briller på næsen”.
Chritoffer Meerkatz levede et ugudeligt liv
Forholdet til amtmand von Brockdorff må fra begyndelsen af have været mindre godt. Allerede i 1655 noterer Hübschmann i kirkebogen, at den 7. september – en søndag – havde Christoffer Meerkatz prædiket på slottet. Han havde fået forbud mod at prædike i Aabenraa Sognekirke grundet ”erschrecklichen Legen (løgne). Men amtmanden havde givet ham tilladelse til at prædike på slottet.
I slutningen af 1657 får vi mere at vide både om genvordighederne med Meerkatz og Brockdorff.
Kort før Mikkelsdag havde borgmester og råd under amtmandens indflydelse afsat kantor Antonius Bruun og indsat brandenborgeren Christoffer Meerkatz i hans sted.
Denne Meerkatz, skriver provsten, fører et ugudeligt, forargeligt levned med fråseri og drukkenskab, banden og sværgen. Han er ærkeløgner og pralhans. Han gør sin næste al den fortræd, han orker, og øver skadelig indflydelse på ungdommen i skolen.
Anden juledag har provsten kort påtalt forholdet i sin prædiken. Men hvad sker der? Dagen efter lader diakonen Johannes i direkte modstrid med modtaget instruks om ikke at lade Meerkatz komme på prædikestolen denne afholde gudstjeneste ”thom trotz und shimpf” for provsten.
Meerkatz lader ikke lejligheden gå ubenyttet hen. Han tildeler sognepræsten en irettesættelse. Til gudstjenesten var mødt amtmanden og amtmandinden. Det blev dog for groft for amtsskriver Bastian Stal. Han ytrede til amtmanden, at menigheden ville forarges, når en uvedkommende kunne benytte prædikestolen på denne måde.
Men amtmanden synes, at det var helt i orden. Han havde bare svaret igen. Borgmester og råd var vel vidende om Meerkatzes forhold også m.h.t. en gældsstiftelse. Men de gav ham et godt skudsmål.
Et godt forhold til den forrige amtmand
Forholdet mellem Provstegården og Brundlund Slot havde ikke altid været spændt. Da der for første gang var barnedåb i provstens hus er det von Brockdorff’ s forgænger, amtmand von Winterfelt, der er anført som fadder. Og da denne forlader Aabenraa i 1655 efter 14 års embedstid, skriver provsten i kirkebogen:
I året 1659, samme år som sagen med amtmanden og pigen, Trincke er Hübschmann på Brundlund Slot.
En ”stor” begravelse på Brundlund Slot
Den 11 august 1659 bliver der begravet et barn med fornavnene Ernst Dietrich, kun 2 år, søn af en fremmed oberstløjtnant, som antageligt har været en officerskammerat til amtamand von Brockdorff. De medvirkende til begravelsen var ikke færre end 6 præster, og så kunne provsten ikke forbigås. Tilmed blev liget begravet i kirken.
Begravelsen skildres udførligt. Foran i ligfølget gik skoledrenge og så fulgte de seks præster, to og to. Efter kisten fulgte amtmanden og en oberst Kanütz. Provsten holdt ligprædiken.
Provsten fik sendt 6 Rigsdaler for sin ligprædiken, diakonen fik 2 Rigsdaler. Til kirken var to store alterlys. Præsterne forblev til kl. 11 om aftenen på slottet.
Noget tyder på, at begravelsen ikke blev holdt efter gældende regler. I hvert fald var der indført en forordning i 1637 omkring overdådighed ved adelige begravelser. Efter denne måtte der i byerne ikke gives begravelsesmåltid. Liget skulle ligeledes bringes til kirken klokken et om eftermiddagen.
I motiverne stod der, at det var for at hindre, at den ene skulle overgå den anden i dragter, drikke, sølvtøj og andre overflødigheder. Og det var også for at forhindre timelange prædikener.
Pastoren havde udarbejdet et dødsregister
Provsten havde vedhængt kirkebogen et særligt dødsregister over fyrster, herrer og gejstlige, som var afgået ved døden i hans embedstid. Og det var tydeligt, hvem provsten kunne lide og hvem han ikke kunne lide.
Forholdet til landsherren og regeringen på Gottorp har vel i det højeste været korrekt. Til amtmanden næsten uholdbart og til byens borgmester alt andet end venligt. Det viser følgende historie.
Man må ikke lave grin med kirken
Svenne Slagter eller Gide kunne ikke komme til alters, fordi han ikke havde noget at tage på. Til Kyndelmisse 1637 lod han sig af B. Hans Magnussen (Byens borgmester) Anders Iversen og Peter Skrivers søn købe til at optræde i kirken i fine klæder med et sølvbælte om livet og en stor udenlandsk krave. Provsten troede, at det var en fornem rig købmand, der kom i kirke. Kirken genlød af latter, da de så hvem det var.
På provstens klage kom der fra Gottorp en streng ordre til amtsforvalter Joachim Danckwert, at Gide skulle have 8 dages vand og brød. Man skulle også finde ud af, hvem der havde arrangeret det hele for at gøre kirken til grin.
Provstinden overfuset af borgmesteren
Det har bestemt ikke været let for pastor Hübschmann. Allerede efter få år efter hans embedstiltrædelse var der modtand mod ham. I en skrivelse fra 1638 fortæller provsten om sine genvordigheder til hertugen.
Provsten fortæller, at borgmesteren den 2, juli 1637 i provstens fraværelse har narret provstinden ind i sit hus. Der havde han overfuset hende og råbt efter hende ud af vinduet, da hun gik. Provsten havde håbet, at borgmesteren ville undskylde med, at han havde været fuld. Dette havde provsten via diakonen meddelt borgmesteren.
Men denne havde svaret, at han ikke havde været mere fuld, end at han vidste, hvad han gjorde.
Provstindens slægt havde været agtet i Aabenraa i 100 år, og hendes fader, bedstefar havde været præster og provster på stedet.
Atter overgreb mod pastoren
Ved et bryllup den 4. december 1637 ville man have strid med præsten, fordi han kun ville skåle en gang. Byfogeden havde bemærket, at det var gået bedre, hvis ølkruset havde været fyldt med penge. Det havde fået provsten til at gøre byfogeden opmærksom på hans restancer. Byfogeden havde bag provstens ryg kaldt ham for ”en hundsfot” og benævnt ham som ”Jens Smædekarl”.
Organisten havde taget parti for byfogeden og løbet efter provsten og gjort mine til at ville slå ham. En anden, Jens Decker havde hældt et glas øl ned af ryggen på provsten. Alt dette var sket fordi provsten ”tugtede fråseri og drikkeri og andre laster blandt de fornemme i byen”.
Ved en ildebrand for 4 år siden havde alle de fornemme været så fulde, at de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen.
Organisten burde afsættes
Provsten anmodede om, at organisten bliver afsat. Hvad der skal ske med byfogeden og Jes Decker overlades til hertugen. Undersøgelsen bedes foretaget af amtsforvalteren, da provsten ikke havde tillid til borgmester og råd.
En anden var barnefadder eller?
Den omtalte Jes Decker havde provsten måttet indberette til hertugen nogle måneder før. En pige fra Haderslev havde først udlagt Jes Decker som barnefadder, senere på Deckers foranledning, Calli Petersen fra Rise, og derpå igen Jes Decker.
Jes Decker var ufortrødent mødt til skriftemål, og på provstens forlangende om åbenbar bod havde han svaret, at hellere ville han til evig tid ligge under djævlens fødder.
Han klager til hertugen over, at som kautions – og panteduelig borger skal i fængsel for bryllupsaffæren, og klager så samtidig over provsten. Skandalemagerne i Aabenraa havde endnu ikke en von Brockdorff at støtte sig til.
Advarsel fra Hertugen
I en skrivelse af 4. januar 1638 hedder det, at alle og enhver, der forulemper provsten i Aabenraa, det være i ord og gerning vil blive straffet med store pengebøder eller efter omstændigheder på legeme og liv. Det samme gælder for dem som benytter sig af tredje person.
Byfogeden Anders Iversen måtte i begyndelsen af 1638 vandre i arrest. I april 1639 blev han afskediget af hans fyrstelige nåde. I kirkebogen står der under den 2. februar 1646:
Organisten havde ikke vidner
Organisten Nicolaj Thomsen (Thomæus kalder han sig selv) var ikke så kæphøj som f.eks Jes Decker, da han fra Arresten skrev til Gottorp. Svaret løs på, at han kunne bevise sin påståede uskyldighed over for amtsforvalter Joachim Dancwerth, som efter provstens henstilling havde fået disse sager overdraget.
Thomsen havde hævdet, at provsten havde sagt til ham:
Men det var der nu ingen vidner, der havde hørt. Borgmester Hans Magnussen må have reddet stormen af.
Nøgen rundt i Aabenraa
Man kan godt forstå, at provsten nogle år senere benyttede lejligheden til at minde borgmesteren om sinde pligter. Den 26. februar 1642 døde en stakkels sindsforvirret mand, Jacob Svarrer fra Vestergade, som i vinterkulde og østenstorm gik splitternøgen omkring på gaderne, indtil han sank død sammen foran Peter Rebslagers dør i Ramsherred.
Pastoren undrede sig over, at borgmesteren ikke havde haft folk til at tage sig af dette elendige menneske, da hans vanvid var på det højeste, så han ikke havde fået sådan en elendig død.
Han udøvede tugt i sin menighed
Det er omtalt, at provst Hübschmann opfattede det som sin embedspligt at udøve tugt i sin menighed. Han synes i udstrakt grad at have benyttet prædikestolen i dette øjemed. Alt tyder på, at hans prædikerne havde været både aktuelle og haft tydelig adresse.
Christen Bomskov – en ny fjende
En anden borger, som provsten ikke var længe at blive forarget over, var købmanden Christen Bomskov, der var kommet fra Sundved og havde bosat sig i Aabenraa. Det må have været en kraftig prædiken, provsten har holdt mod Chr. Bomskov.
Nytårsmorgen 1633, da provsten var i færd med at begive sig over til gudstjeneste mødte der en fremmede krigsmand op i provstegården. Denne boede hos Chr. Bomskov. Hanm viste provsten sin sabel og sagde at med denne ville han gennembore ham, selv om han stod foran alteret, hvis han prædiker om ham lige som om Bomskov.
Provsten havde da også været på Gottorp og rådført sig med superintendenten Jacob Fabricius vedr. Chr. Bomskov.
Under bordet – parat med knippel
Nogle dage efter nytårsbesøget skulle provsten til bryllup hos Johan Asmussen Skipper. Under bordet lå da, fortæller Hübschmann i kirkebogen Chr. Bomskovs 15 – årige Hans med en knippel og lurede på provsten.
Hvorvidt attentatet lykkedes vides ikke, men Hans Bomskov omtales senere ved flere lejligheder på en måde, som må kaldes alt andet end rosende. I flere har provsten haft en meget ivrig og virksom modstander.
Men åbenbart må der være indgået et forlig med Bomskov. Ved en retssag mod Chr. Bomskov, hvor provsten var tilkaldt som vidne, bekræftede denne, at han havde tilgivet Chr. Bomskov.
Jens Hansen med den berømte bror – borgmester i Aabenraa
Jens Hansen eller Kramer var søn af præsten i Hellevad Hr. Johannes (Hans Nissen) og bror til den kendte Nicolaus Helvadderus (Niels Heldevad) (Se artiklen: En berømt mand fra Hellevad). Han var i 1618 blevet borgmester i Aabenraa,
Ingen anden kunne læse og skrive
Og det var skønt han var den yngste i rådet. Han blev afsat i 1632. Hans efterfølger var Hans Magnussen fra Blansgård. Og det hedder om ham, at han var den eneste i rådet som
Ingen anden i det velvise råd kunne læse og skrive uden vanskeligheder.
Bomskov ville ikke betale sin gæld
Og i den sag der opstod mellem Jens Hansen og Chr. Bomskov, ja der mangler der heller ikke farver. Bomskov havde erkendt, at han havde en gæld, men han betalte ikke. Gælden blev stiftet i krigsåret 1629 og obligationen lød på 10 år.
Jens Hansen skriver også til hertugen, at han føler sig truet af Chr. Bomskov og hans søn. Drillerier, skældsord og voldshandlinger er omkvædet i alle vidneudsagn. Og Chr. Bomskov var ellers en velstillet mand, der ejede et hus i 4. kvarter. Om Jens Hansen nogensinde fik sin penge vides ikke.
Tog sit arbejde alvorligt
Nej, det var ikke sjovt at være provst i Aabenraa for 375 år siden. Hübschmann tog sit arbejde yderst alvorlig. En herres tjener af en mindre stærk sjælelig konstitution ville sikkert være segnet.
Man kan jo undre sig over, at amtmanden ikke fik en straf af hertugen for sine uægte børn. Men det skyldes nok hans fortjenester som oberst. Han fik også skattefrihed omkring Risegård. Det blev en såkaldt frigård. Han var selvskreven til en bod.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 141 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:
Juli 28, 2018
Da Ballum næsten fik en Havn
Han var særdeles initiativrig, denne Christian den Fjerde. Inden vi kommer til havnen i Ballum, var det lige nogle digearbejdere, der havde en anden religion. Og så skulle der lige indføres told i Lister Dyb. Her var masser af sørøvere, så kongen mente, at der skulle bygges en fæstning med havn, købstadsrettigheder m.m. Første forslag lød på Rudbøl. Andet forslag gik så på Ballum. Kongen var selv nede og kigge på sagerne. Men så var det lige nogle hollændere og svenskere, der skulle ryddes af vejen. Men disse svenskere kom igen. Og nu havde kongen mistet gejsten og pengene. I begyndelsen troede Rigsrådet, at kongen ville bygge fæstningen på Sild. Inddigningen af Ballum Enge blev mange år forsinket.
Svenskerne hærger
I begyndelsen af det 17. århundrede blev området flere gange inddraget i krigsbegivenheder. Især blev det tilfældet, da Torsteinson lidt før jul 1643 var gået ind i hertugdømmerne. Med sin hær drog han hærgende nord på.
På et tidligt tidspunkt havde en svensk styrke bemægtiget sig Lister dyb fra søsiden og besat Rømø og Sild. På Rømø havde de anlagt et par skanser. Det forlød, at de allerede havde bemægtiget sig de fleste skibe på øen.
Bådene ikke stukket i brand
Sognepræst Jens Engelbrechtsen fortalte, at svenskerne i 1644 havde brændt 26 af øens skibe, så de kunne havde 6 stykker tilbage. Men den 15. februar (efter nutidig tidsregning den 25. februar blev der sendt 100 mand fra Glückstadt til Rømø for at tilbageerobre de skibe, som svenskerne havde erobret.
De kom dog tilbage med uforettet sag, da skibene lå på det tørre. De havde ikke engang, som de havde fået ordre på stukket dem i brand.
600 mand til Rømø
Den 21. (31. marts) gjorde en ny styrke på 600 mand fra Glückstadt landgang. De erobrede to skanser, tog 3 kaptajner, 3 løjtnanter, 3 fændrikker og 140 mand tilbage tillige med den engelske forræder, Martin White.
I begyndelsen af maj blev der endnu mere dramatik i Lister Dyb. En hollandsk flåde på 36 skibe stævnede mod Danmark for at hjælpe svenskerne. Men inden de nåede Kattegat var Christian den Fjerde over dem med 9 orlogsfartøjer.
Et stort nederlag til hollænderne
24 fjendtlige skibe var krøbet ind bag Sild. Kongen spærrede dem udgangen gennem Lister Dyb og tilførte dem et frygteligt nederlag. Men hollænderne kunne med deres mindre dybdegående både trække sig lang ind bag List og Sild, så kongen ikke kunne få ram til dem. Så disse slap bort.
Masser af sørøveri i Lister Dyb
Men det var nu længe før den tid drama i Lister Dyb.
I det 16. og 17. århundrede florerede sørøveri og fribytteri i den grad i Vesterhavet at forskellige regeringer måtte gribe ind over for det. Man kunne ligge i skjul i roligt vand inde bag de høje klitter og holde udkig med, hvad der foregik på havet udenfor.
1572 og 1573 har været nogle af de værste år. I 1588 sendtes der orlogsskibe til Kattegat og Vesterhavet for at sikre sejladsen mod spanske og nederlandske fribyttere.
Men under Christian den Fjerdes regeringstid var der også gang på gang sendt skibe til området som værn mod skibsfarten. Særlig berygtet var sørøverne fra Dunkerque.
Siden 1630 skulle der have været placeret en flådeafdeling her.
En fæstning ved Rudbøl
Det var disse forhold, der bevirkede, at Christian den Fjerde mente, at der skulle placeres et befæstningsanlæg i nærheden.
I første omgang havde kongen Rudbøl i tankerne. Her skulle der bygges en fristad, fæstning og havn. Han havde udset sig stedet den 9. oktober 1637. Det skulle være ved et tilløb til Vidåen. Det var dengang, der endnu var et tilløb til Siltoft.
Den 17. november minder kongen Rigsrådet om dette fort, som han håbede ville blive bygget den kommende sommer. Han skriver, at der i tide bør tænkes på besætningens underhold, på hus til proviant og ammunition. Der skal også store og små kanoner til stedet.
For yderligere at lægge pres på Rigsrådet skriver han to dage senere, at han allerede har bestilt tømmer i Norge. For nogle tusinde daler.
Det blev dog ikke noget med dette fort/havn m.m. Rigsrådet frarådede det.
Hollænderne havde en fremmed religion
Men Christian den Fjerde kunne ikke få Lister Dyb og egnen ud af tankerne. Et par år senere havde han kig på et andet sted, hvor der kunne bygges by, havn og fæstning. Det var Ballum. Og denne gang slap han ikke planerne så let.
Inden kongen lige fandt dette sted, ved det en anden ting på vestkysten, som han beskæftigede sig med. Det var omtrent midt mellem Tønder og Husum.
I 1631 havde Hertug Frederik den Tredje af Gottorp givet et hollandsk selskab bevilling til inddigning af 16.000 Demant stor strækning til dels mark, til dels vader. Arbejdet på dette var påbegyndt 1633. Og det blev to gange afbrudt og til dels ødelagt ved store oversvømmelser.
En del af de hollandske arbejdere var katolikker. De havde i 1634 bygget en kirke og en skole. Kirken kunne rumme 200, men der kom dobbelt så mange. Og det var noget, der i den grad irriterede kongen.
Ingen toldfrihed
Han rejste derfor i september 1640 til Lyksborg for at få et svar af hertugen. Hertugen ville ikke vedgå, at den selvtagende religionsfrihed var ulovlig. Han hævdede, at der var truffet aftale at kirkelige forhold var noget som hertugen selv kunne tage stilling til. Derfor kunne han også give religionsfrihed til dem han ville.
Men kongen skulle nok vise hertugen, at han havde overtrådt sine beføjelser. Gjaldt der ingen religionstvang i det nydannede land, så gjaldt det sandelig heller ingen toldfrihed. Derfor sendte han to små skibe derned for at kræve told.
Den 1. september 1642 var kongen igen i Lyksborg og besøgte katolikkerne. Ved den lejlighed må det have været, at han forbød dem at bruge kirken. De måtte holde deres messer i deres egne huse. I 1680 blev kirken nedbrudt.
Christian den Fjerde i Ballum
Men turen syd på gjaldt nu først og fremmest Ballum, hvortil kongen kom den 7. september. Han tog ind i en gård, som senere – 1695 – blev ejet af afdøde herredsfoged jens Aagesens enke Dorthea.
Kongen ville undersøge muligheden for at anlægge en by med havn og befæstning her. Han skrev allerede den 1. september fra Lyksborg til sin Kansler Chr. Thomsen Sehestedt om sine planer med Ballum.
En meget ihærdig konge
Den 10. september skriver han fra Haderslevhus igen til Kansleren. Allerede dagen før havde han skrevet til Lensmanden på Ribehus, Gregers Krabbe, at han agtede at lade marsklandet ved Ballum inddige, og derfor skulle Lensmanden tilsige Digegreven fra Bredstad at lade strandkanten på Ballum til enden af marsken (Astrup Klint) opmåle.
Nogle dage senere befaler han, at Markus Whitte skulle sørge for, at intet gennem Lister Dyb bliver ført toldfrit ud af riget, men han skulle opkræve samme told for heste og kreaturer som i Kolding.
Nye kort over området
Den 21. oktober gav han derpå kartografen Johannes Meyer i Husum ordre til at tegne et kort over Vestkysten Fra Glückstadt til Ribe. Det modtog han den 13. oktober 1643 og et par specialkort over Lister Dyb, Rømø, Manø, sydspidsen af Fanø og de mellemliggende farvande. Kort over fastlandet modtog han noget senere.
Rigsrådet skulle orienteres
Indtil videre havde kongen handlet på egen hånd. Nu gjaldt det om at få Rigsrådet gjort interesseret i sagen. Den 22. november 1642 skriver han til Rådet, at han havde brugt meget tid på at kigge på forholdene til lands og til vands. Ved Ballum havde han fundet det ideelle sted til havn, fæstning og by.
Skulle Rigsrådet have betænkeligheder ved anlægget af den nye købstad om det eventuelt kunne skade Ribes handelsliv, så ville han gerne stå til ansvar for det.
Allerede den 25. november svarede Rigsrådet. Deres største betænkning var at skaffe midlerne til etableringen. Men åbenbart var der nogen misforståelse i korrespondancen. Kongen taler om to steder, hvor den nye by kunne bygges. Det ene sted er på Riberhus grund og det andet sted er i hertugdømmet. Nu lå Ballum By i kongeriget og ikke i hertugdømmet. Åbenbart har Ballum været kongen aldeles ubekendt indtil han besøgte stedet.
Masser af misforståelser
Værre var det imidlertid, at kongen og Rigsrådet taler om to forskellige steder, der lå tre mil fra hinanden under yderst forskellige forhold.
Rigsrådet troede – vel sagtens vildledt af kongens tale om Lister Dyb – at det var på List (Sild), han ville have den ny ”fornemme Handelsstad” bygget, mens kongen ville have den bygget i Ballum Enge.
Hvorfor skulle de ellers inddiges? Og hvorfor skulle der bygges en sluse? Han må åbenbart have tænkt sig Brede å anvendt som sejlløb og havn. Den har sikkert nok dengang været betydelig dybere, end den var, inden den ved digebygningen begyndte at fyldes med slik.
Der mangler penge
Men kongen blev harm over at Rigsrådet ikke var lige så begejstret som ham selv, men det skyldes vel nok økonomien. Kongen var bestemt ikke en billig konge. Men med det samme svarede han igen.
Om Rigsrådet var blevet klogere af kongens svar, er nok tvivlsomt. Men kongen havde nu alligevel opfattet Rigsrådets senere svar som en godkendelse. Og kongen har travlt. Dagen efter skriver han til Rigsmarsk Anders Bille og Kansler Christian Thomsen Sehested og fortæller dem om Rigsrådets beslutning.
Den følgende dag, den 27. november erklærede Rigsrådet da også, at de gerne vil hjælpe kongen med at fremme anlæggelse af købstad/havn/befæstning. Men deres største problem var, at de ikke kendte udgifterne. De ville ikke love noget, hvis det ikke var midler til det. De havde allerede lovet kongen ”nogle tønder guld”.
Det var penge, som de havde lovet ham. Desuden medgik en stor sum til ”Det fremmede folk at underholde”. De ville dog give tilsagn om, at hvis han lagde projektet på ”Danmarks Riges uomtvistelige grund”, ville kongen til hjælp med en enkelt skat bidrage med 120.000 Rigsdaler, så snart rigerne kunne betale de ”forrige udlovede Tønder Guld, det fremmed Krigsfolk aftakkes og Rigets Undersaatter taale en ny Skat”.
Der bestilles allerede tømmer
Kongen tog nu fat på forberedelserne til at sætte arbejdet i gang. I juni 1643 skriver han til Rigshovmester Corfitz Ulfeldt, at han skal bestille en hel masse tømmer. Det hele var udspecificeret.
Men så stopper alle oplysninger omkring anlægget af købstad, fæstning og havn i Ballum Enge. Om det bestilte tommer fra Norge nogensinde er ankommet til Ballum, ja det vides ikke. Men der findes et brev fra 20. januar 1644, der omtaler noget tømmer.
Inddigningen af Ballum Enge mange år forsinket
Da foråret stundede til var svenskerkrigen i gang. Da det endte med at freden i Bremsebro den 13. august 1645, var Danmark et ydmyget, hærget og svækket land. Kongen var en olding, hvis kræfter var ved at ebbe ud.
Inddigningen af Ballum Enge blev først udført i årene 1914 – 1919. Købstad, havn og fæstning bliver det sikkert aldrig noget af. Men noget tyder på, at Ballum dog engang har haft en fæstning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 233 artikler fra Tønder og Omegn, 69 artikler fra Højer og Omegn samt 157 artikler om Sønderjylland herunder:
Juli 25, 2018
Fra Krig til Internering
Gadens Parlament og Folkets Vilje bestemte i begyndelse i retsopgøret. De frivillige blev gjort lovløse. Folkestemningen bestemte straffeudmålingen. Der var kaotiske tilstande og minimumsstraffen blev sat til 4 år. Man ville straffe de hårde, men sådan blev det ikke. Ramaskrig i befolkningen, da tre frivillige blev frikendt. Var tilladelsen til Frikorps Danmark givet under pres? DNSAP startede også en hvervekampagne uden den store succes. Vildledning, at Frikorps Danmark var et dansk bidrag. SS blev gjort kriminel. Man melde sig af ideologisk grunde.KZ-vagter fik hårdere straffe. Tjeneste i Danmark nærmest fordoblede straffen. Professionelle soldater fik hårdere straffe. Begrundelsen var, at de burde kunne gennemskue det hele. Det tyske mindretal fik ingen særbehandling. Man ville udvise dem. Men nogle byretsdommere gav formidlende straf til dem. Ikke alt gik rigtig for sig i Fårhuslejren. Anspændt forhold i Sønderjylland.
Gadens parlament og Folkets Vilje
Der er stadig mange meninger omkring retsopgøret. Det er derfor vi atter engang skriver en artikel om emnet. Og i denne artikel kigger vi på, om straffeudmålingen var retfærdig. Det er tydeligt, at i den første tid var det ”Gadens Parlament” og ”Folkets Vilje”, der fik deres vilje.
Under udarbejdelse af vores bog mødte vi også en del fra det tyske mindretal, som stadig mener, at de blev uretfærdig dømt. Dette forsøger vi også at kigge på.
De frivillige blev gjort lovløse
Under Anden verdenskrig gjorde 6.000 danskere tjeneste på tysk side. Langs Norges kyster til torpedobåde i Adriaterhavet og panserenheder i Kaukasus kunne man finde danske frivillige.
Da krigen sluttede blev de frivillige hurtig lovløse. En stor del var allerede i Danmark, fordi de var hjemsendt eller på orlov. Andre var taget til fange af de allierede. Da de så blev løsladt skulle de i Danmark gennem en retssag, hvor de så efterfølgende blev fængslet.
Straffeudmålingen prægede folkestemningen
Retsopgøret sigtede i princippet at dømme de mere alvorlige forbrydelser. På den baggrund blev der fremsat en minimumsstraf på fire års fængsel. Men i praksis endte det med, at mange blev dømt denne straf for små forbrydelser.
Straffeudmålingen var i begyndelsen hård og præget af folkestemningen. Det skulle være et folkeligt retsopgør, hvor der blev renset godt ud.
Frode Jacobsen udtalte den 22. maj 1945:
Allerede under besættelsen havde Frihedsrådet udarbejdet et udkast til rammerne for et retsopgør, som skulle straffe alle, der på den ene eller anden måde havde gået tyskernes ærinde under besættelsen.
Disse rammer blev præsenteret i pjecen ”Naar Danmark atter er frit” fra november 1943. Først og fremmest skal der ske et opgør med kollaboratørerne, og dette opgør skal ske ad rettens vej.
Det skete så ikke altid. Vi har tidligere beskrevet stikkeraktionerne.
Frihedsrådet ville have særdomstole
Frihedsrådet ville have oprettet særdomstole til retsopgøret. ”Naar Danmark atter er frit” er egentlig juridiske paragraffer. Udvalget, der primært bestod af jurister, var i eksil i Sverige. De udarbejdede et udkast til Straffelovstillæg og en lov om særdomstole, der kunne varetage sagerne efter besættelsen.
Der var ligeledes nedsat et embedsmandsudvalg. Dette udvalg var modstander af de hårde minimumsstraffe, som Frihedsrådet havde lagt op til. De ønskede heller ikke særdomstole.
Kaotiske tilstande
Lige efter besættelsen gik bevæbnede modstandsfolk nærmest fra dør til dør. Man havde Centralkartoteket med 40.000 navne, der skulle interneres. Pladsmangel og manglende professionalisme hos mange modstandsfolk førte til kaotiske tilstande.
Der var flere eksempler på verbale og fysiske overfald. Der var også drab på formodede kollaboratører og frygten for selvjustits voksede. Allerede den 6. maj manede man i aviserne til besindighed blandt befolkningen. I Nationaltidende skrev man:
En minimumsstraf på 4 år
Den nye befrielsesregering trådte i kraft allerede dagen efter befrielsen. Den kom til at bestå af en lige fordeling mellem de traditionelle politikere og medlemmer af Frihedsrådet. Den 23. maj blev forslag til straffelovsforslaget fremlagt. Og behandlingen skete lynhurtigt, og loven skulle være med tilbagevirkende kraft.
Dødsstraf og tab af borgerlige rettigheder blev diskuteret. De danskere, der havde gjort tysk krigstjeneste blev indbefattet af straffelovstillægget §10 stk. 1:
Ofte var denne straf betydelig hårdere, end interneringen/fængslingen.
Forholdet mellem brøde og straf var ude af funktion
Domstolene lagde hårdt ud. Minimumsstraffen havde sat forholdet mellem brøde og straf ud af funktion. Den første dom faldt den 12. juli 1945.
En dansker, der i 1942 havde meldt sig til Luftwaffe, blev idømt fire års fængsel. Denne straf blev gældende for hele sommeren 1945.
Ramaskrig i befolkningen
Allerede den 20. juli udløste en byretsdommer dog et ramaskrig i befolkningen, da hun frikendte tre østfrontfrivillige under henvisning til, at de havde ladet sig hverve før 29. august 1943 efter lovlig anvisning fra dansk myndighed, hvilket kunne give tiltalefrafald ifølge lovgivningen.
Der blev med denne sag henvist til en udtalelse fra regeringen den 8. juli 1941, hvor nuværende og hjemsendt personel fik regeringens tilladelse til at træde ind i Frikorps Danmark. Dette blev af mange frivillige tolket som en officiel anerkendelse til at deltage i krigen.
Ja når selv Juraen er tvivl, så må noget være i vejen. Vi vender lige tilbage til dette spørgsmål.
Opstandelse i Land og Folk
Men frifindelsen vakte i den grad opstandelse. I Land og Folk kunne man læse følgende:
Var tilladelsen givet under pres?
Havde den danske regering udsendt en egentlig tilladelse i 1941, og var denne tilladelse i så fald udsendt under pres?
De pågældende tre sager blev omgående anket til Landsretten, der ikke var tvivl. De tiltalte blev alle dømt skyldige. I løbet af august måned blev den hårde kurs således stadfæstet ved Landsretten.
Som sagt var det hensigten, at straffelovstillægget først og fremmest skulle ramme de større lovovertræder. Men det tog tid at forberede disse. Derfor ramte det mest de små lovovertræder.
Kritik af straffelovstillægget
Overretssagfører Frants Dragsted rettede i aviser en skarp kritik af straffelovstillægget. Han mente, at mange havde meldt sig til krigen i den tro, at de havde regeringens accept. Også forfatteren Karl O. Christiansen, hvis bog vi bl.a. har citeret, kritiserede de hårde domsafsigelser. På den måde blev velfungerende borgere gjort kriminelle.
Men heller ikke inden for Jura- verdenen var man enig. Således skrev sagførerfuldmægtig Kjeld Lundgren:
Justitsminister: Man administrerede ikke loven efter hensigten
Venstres justitsminister Busch Jensen mente ikke, at man havde administreret loven efter hensigten. – nemlig primært at skulle ramme de alvorlige forbrydere, og at de små kriminelle skulle slippe hurtigt.
Man havde ikke i Danmark behov for at sende flere arbejdsduelige danskere i fængsel end højst nødvendigt. Man forudså pladsproblem i fængslerne, hvis selv de mindste landssvigersager gav 4 års fængsel uden prøveløsladelse.
Man kiggede på uretfærdigheden
Der var allerede afsagt flere tusinde domme. Men i januar 1946 var det begrænset, hvor langt man var kommet. Og det var et udvalg, der skulle se, om straffelovstillægget egentlig var rimligt. Man overvejede nu lavere minimumsstraffe, korte frakendelse af almen tillid og mulighed for prøveløsladelse.
Fejl hos Rigsdagen
Venstre – manden Svenning Rytter opsummerede sin version af problemet i Jyllands posten den 29. juni 1946:
Rytter havde håbet, at det ville blive straffrit at have meldt sig til krigstjeneste før 29. august 1943, men så vidt gik det ikke. Minimumsstraffen blev dog nu nedsat til et år under formidlende omstændigheder, og tab af almen tillid blev nu nedsat til fem år.
Folkestemningen var blevet roligere
Man var dog allerede tidligere fra domstolene begyndt at give mildere straffe. Efter at jurister havde stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i den straf man blev tildelt, begyndte dommerne at sætte spørgsmålstegn ved den hårde linje. Måske skyldtes det også, at dommens længde heller ikke mere havde avisernes opmærksomhed. Folkestemningen var også blevet roligere.
DNSAP startede hvervekampagne
I 1939 og 1940 var der kun få danskere, der meldte sig i tysk kristjeneste. Dem, der meldte sig var fra det tyske mindretal. De mente, at de skulle tjene ”fædrelandet”.
Da Danmark blev besat iværksatte DNSAP en symbolsk hvervekampagne blandt sine medlemmer. Man holdt dog størstedelen af de våbenføre hjemme, da man helt bestemt mente, at de skulle overtage magten i Danmark.
Men da det viste sig, at dette ikke blev aktuelt øgede DNSAP hvervekampagnen. De fleste danskere, der meldte sig i 1940 endte i SS-Standarte Nordland (senere Regiment Nordland).
12.000 dansker havde meldt sig – 6.000 var antaget
Dette ændrede sig den 22. juni 1941, da tyske kampvogne rullede over grænsen mellem det tysk- og sovjetbesatte Polen. Nu var verdenskommunismen pludselig en officiel fjende. Fra DNSAP blev hvervningen intensiveret. Men det blev dog aldrig den succes, som partifører Frits Clausen havde ønsket sig.
Efter krigen blev der anslået, at 12.000 danskere havde meldt sig. Af disse blev godt 6.000 fundet egnet. Endvidere anslås det, at 620 gjorde tjeneste i de tre værn under den tyske værnemagt, hæren, flyvevåbnet og krigsmarinen.
Cirka 200 gjorde tjeneste i den tyske flåde. Langt de fleste landede hos Waffen SS. De fleste kom i starten i 5. SS Panserdivision Wiking og Frikorps Danmark og senere i 11. Pansergrenaderdivision Nordland.
Frikorps Danmark beregnet som dansk bidrag
Efter Frikorps Danmarks nedlæggelse blev Regiment Nordland en selvstændig division, men der var fortsat en del danskere i Wikings øvrige afdelinger til krigens slutning.
Frikorpset blev i begyndelsen udelukkende betegnet som et rent dansk bidrag til krigen, der skulle hjælpe i kamp mod bolsjevismen. Den danske regering udstedte formelt en accept af Frikorpset, og efter et par uger blev det tilladt dansk personel at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorpset. Man var dermed sikret en stilling i hæren, når man engang vendte hjem igen.
Frivillig deltagelse i krig
Flere regeringsudtalelser fulgte i de kommende måneder og blev af mange frivillige set som en opfordring til at deltage i krigen. Et eksempel kommer her. Det er en udtalelse fra regeringen fra foråret 1942:
Vildledning at Frikorpset var et dansk bidrag
Nu var det ikke alle danskere, der havde denne mening. Men det var udsendt af regeringen! Det var i den grad en vildledning, at frikorpset var en dansk enhed. Korpset fik et stort antal tyske officerer og instruktører. De frivillige fik SS-uniformer og skulle aflægge ed til Hitler.
Trods udbredte protester fra danskerne kom Frikorpset dog til østfronten og kom flere gange i kamp. En ændret tysk politik betød dog, at de enkelte frikorps blev nedlagt fra 1943. Personalet blev overført til egentlige SS – enheder.
SS blev gjort til en kriminel organisation
Nu gjorde de fleste danskere tjeneste i Regiment Nordland. De blev overført til partisanbekæmpelse i Kroatien. Og det gik grusomt til fra begge parter. Derefter blev de indsat i kampe langs Østersøen. Resterne af divisionen endte sine dage i Berlins gader, hvor de sidste frivillige blev taget til fange af sovjetiske tropper i maj 1945.
Efter krigen blev SS betegnet som en kriminel organisation, ikke mindst på grund af det nazistiske tilhørsforhold og gennemførelsen af Holocaust. Og det kom de danske SS – frivillige til at mærke.
De dansksindede i Sydslesvig blev tvunget til krigsdeltagelse eller til at arbejde i rustningsindustrien.
Man meldte sig af ideologiske grunde
Men hvad drev i grund danskerne til at melde sig frivillig? Ja det fremgår af domsudskrifterne. Den væsentligste faktor var den ideologiske kamp mellem nazismen og kommunismen. De fleste mente, at kommunister udgjorde en fare for verdensfreden, ikke mindst efter den finske vinterkrig i 1939 – 1940, hvor Sovjet angreb Finland. Her meldte en del danskere sig for at forsvare broderfolket.
De fleste nævnte kampen mod bolsjevismen i stedet for støtte af nazismen. Men det var vel også klogt at holde fast på det. De erklærede nazister fik en betydelig længere straf. En frivillig SS’ er fik fire års fængsel efter at vedkommende havde fortalt, at han stadig var nazist og selv om han kun havde gjort krigstjeneste i et år.
Medlemmer af det tyske mindretal nævnte patriotisme eller pligtfølelse over for fædrelandet som begrundelse. Blandt mindretallet var mange vokset op med nazistisk påvirkning gennem foreninger og ikke mindst skolesystemet. Generelt tog domstolene hensyn til propagandaen og betragtede dette som en formidlende omstændighed.
Tvunget i krig
Mange er også direkte blevet tvunget i krigstjeneste. De har været fulde på værtshus og skrevet under på noget papir, de egentlig ikke vidste, hvad var. Tysklandsarbejdere har troet, at det var arbejdsrelaterede dokumenter, så har det vist sig at være indmeldelsesblanketter til Waffen SS. Men disse forklaringer har nu ikke rigtig påvirket dommerne.
Men åbenbart har det påvirket dommerne, at man gjorde tjeneste på et militærhospital, så fik man halveret straffen til to års fængsel.
KZ-vagter fik hårdere straf
Havde man gjort tjeneste i en KZ – lejr blev straffen forøget, men egentlig var det svært at bevise. I bogen ”Under hagekors og Dannebrog anslås det, at antallet af danske KZ – vagter har været ca. 100. men Dennis Larsen mener i sin bog ”Fortrængt Grusomhed” at dette tal er væsentlig højere.
Men egentlig indsatte tyskerne efterhånden sårede og ældre soldater i KZ – lejrene. Så kunne man frigive de yngre soldater kamptjeneste. Også et stort antal fra mindretallet kom til de nordtyske aussenlager. Vi har tidligere beskrevet det i vores artikler.
Retten i Sønderborg gav forkert straf
En person fra mindretallet blev idømt 18 måneders fængsel for at have været tre år i KZ – lejren Neuengamme. Retten i Sønderborg mente, at det var en formidlende omstændighed, at han ikke havde gjort fronttjeneste. Anklageren mente dog netop, at dette var en skærpende omstændighed. Landsretten dømte dog også personen 30 måneders fængsel.
Svært at bevise krigsforbrydelser
Under retsopgøret var man ikke klar over omfanget af krigsforbrydelser. Man var dog klar over, at det var en barsk affære. En frivillig forklarede til retten, hvordan danskerne under tilbagetrækningen fra Narva i 1944 var blevet udnyttet af tyske enheder som skjold for tilbagetrækningen.
Henrik Skov Kristensen forklarer i sin bog, Straffelejren, hvordan en person i Faarhuslejren pralede med, at han havde været med til at brænde landsbyer ned. Men det har ikke været muligt for domstolene at gå nærmere ind i sådanne undersøgelser.
Tjeneste i Danmark var en skærpende omstændighed
Havde man gjort tjeneste i Danmark blev dette takseret højt rent domsmæssigt. Et eksempel er en person, som i to år var ansat ved luftværnsartilleriet i Danmark. Fra domsudskriften lyder følgende:
Det må nok siges, at være en ret hård straf.
Anvisning af dansk myndighed?
I sidste ende kom straffelovstillægget til at gælde hele besættelsen, dog med den undtagelse, at forbrydelser begået før 29. august 1943 var straffri, såfremt gerningsmanden handlede efter anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Dette omfattede i praksis ikke de danskere, der meldte sig til tysk krigstjeneste. Flere Frikorps-folk påstod, at de havde modtaget anvisninger fra regeringen i sommeren 1941, og i enkelte tilfælde resulterede dette da også i frikendelse.
Det reviderede straffelovstillæg fra juni 1946 indførte reelle lempelser i forhold til den 29. august.
Den skjulte krigstilstand
En interessant tendens opstod i Sønderjylland, hvor man ofte henviste til den ”skjulte krigstilstand” mellem Danmark og Tyskland. Efter august 1943 kunne der tales om denne skjulte krigstilstand. Alle danskere burde dermed have vidst, at der var tale om forræderi, når man meldte sig herefter.
Professionelle soldater blev straffet hårdere
Danske officerer og befalingsmænd, der meldte sig under de tyske faner og i Frikorps Danmark blev straffet hårdere. Mange af disse var dybt skuffet over det der skete den 9. april.
Erik Lærum var kaptajn ved hærens flyvetropper meldte sig senere til Waffen SS:
Lærums erindringer blev skrevet 15 år senere, da han stadig var overbevist nazist. Oberstløjtnant Peter Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. Frikorpset blev i hæren lanceret som en mulighed for at genoprette en del af officersstandens ære. Den 8, juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære, hvor der bl.a. stod:
Der var ingen formidlende omstændigheder
Det forlød også, at kongen bakkede op om Frikorps Danmark. Mange officerer og befalingsmænd meldte sig på den baggrund. Disse ting brugte de anklagede også i deres forsvar efter krigen. En dansk officer henviste også til samtale med Kryssing inden hvervningen. Denne havde henvist til regeringens godkendelse af cirkulæret. I retten blev han trods forklaringen kendt skyldig:
Retten erkendte ”misvisende udtalelser” fra regeringen
Det er dog andre tilfælde, hvor retten har anset regeringens udtalelser for at kunne have virket misvisende for de danske frivillige. En landssviger, der ikke kom fra forsvaret, fik følgende udtalelse med sig fra retten:
De professionelle soldater burde have gennemskuet det!
Fort de professionelle soldater blev det forventet, at de kunne gennemskue at Krigsministeriet havde fremsat udtalelserne under pres fra tysk side og at man dermed ikke skulle følge anvisningerne. Det ses tydeligt fra en domsafsigelse, hvor en dansk officer havde gjort tjeneste hos Luftwaffe fra august 1941 til marts 1945:
De professionelle fik gennemsnitlig 50 pct. længere straf end andre.
Ubegavede fra underklassen, vaneforbrydere og vildfarne unge
Tyskerpigerne blev fremstillet som ubegavede medlemmer af underklassen. De danske frivillige blev generelt beskrevet som en gruppe vaneforbrydere, nazister og vildfarne unge. Dette billede blev dog senere lidt mere nuanceret, men det tog lang tid.
Anspændt forhold i Sønderjylland
Vi har tidligere været inde på det tyske mindretal. NSDAP-N’ s øgede aktiviteter førte til et meget anspændt forhold mellem mindretallet og de etniske danskere i Sønderjylland. Forholdet blev ikke bedre af, at mindretallet modtog flere goder og vareleverancer fra selve Tyskland under besættelsen. Med forskellige organisationer virkede det som om, at mindretallet var en aktiv del af besættelsesmagten.
Allerede ved krigsudbruddet i 1939 havde nogle enkelte fra mindretallet meldt sig til krigstjeneste. Efter april 1940 blev Sønderjylland et helt nyt rekrutteringsområde for den tyske værnemagt. Det tyske mindretal påtog sig øget hvervevirksomhed. Mindretallet opfattede det som pligtfølelse over for ”fædrelandet”.
1.500 lod sig hverve til Waffen SS
Det anslås at 1.500 lod sig hverve til Waffen SS og et par hundrede til den tyske værnemagt. De flest frivillige gjorde tjeneste enten i SS-divisionerne Totenkopf, der var rent tysk eller Wiking, der bestod af hjemmetyskere fra hele Nordvesteuropa.
I begyndelsen var der også folk fra mindretallet i Frikorps Danmark. Men de tysksindede ønskede ikke at gøre tjeneste i det, der i propagandaen blev iscenesat som et rent dansk korps. Man ønskede at kæmpe i tyske enheder og i alle henseender at blive behandlet som tyskere. Mindretallets ledelse rettede derfor henvendelse til Himmler, der i 1942 overførte de tilbageværende mindretalstyskere fra Frikorpset til Totenkopf.
Modstandsbevægelsen krævede udvisning
Mindretallet havde et særdeles blakket image, da retsopgøret blev indledt. I mange danskers øjne figurerede mindretallet som dybt nazistiske med patruljerende sabotagevagter og Zeitfreiwillige.
Modstandsbevægelsen krævede, at de folk fra mindretallet, der havde gjort sig skyldige i forræderi udvist af landet efter afsluttet straf. I den offentlige debat dannede der sig to grupperinger. Den ene gruppe bestod af modstandsfolk og yngre sønderjyder. De krævede fortsat skærpede straf over for mindretallets frivillige og kollaboratører, herunder fortsat udvisning af landet.
Den anden gruppe bestod overvejende af ældre sønderjyder, der selv kunne huske tiden før 1920 og de dertilhørende problemer ved at være et mindretal.
Mod særbehandling af det tyske mindretal
Hvorvidt mindretallet skulle underlægges særlige vilkår blev også debatteret ivrigt i Rigsdagen i løbet af maj 1945. En række politikkere mente, at de blot handlede, som man kunne forvente. I første udkast til straffelovstillægget fra 25. maj blev det derfor formuleret, at der ved tilfælde af hvervning til tysk krigstjeneste kunne gives straffenedsættelse, såfremt man tilhørte det tyske mindretal.
Der blev dog argumenteret mod særbehandling af mindretallet og at loven skulle være lige for alle. Modstandsbevægelsen fastholdt dog en skærpet kurs over for mindretallet. Politikken skrev den 29. maj 1945 bl.a. følgende:
Der blev ikke givet ved dørene
Det endelige straffelovstillæg tog derfor ikke formelt hensyn til mindretallet, men der blev indført en sikkerhedsventil, som de enkelte byretsdommere i Sønderjylland kunne tage i brug for at lempe straffen over for mindretallet.
Men der blev dog ikke givet ved dørene, hvis det drejede sig om vagter ved de tyske koncentrationslejre. Her dokumenterer Dennis Larsen, at der var overrepræsentation af folk fra det tyske mindretal.
Vi har tidligere i artikler beskrevet det voldsomme sociale pres, der var i det tyske mindretal med hensyn til hvervning. Men hvis man var med i det tyske mindretal, var opvokset i dansk miljø og var gået i dansksproget skole så var det ingen pardon. Vedkommende havde i 1943 meldt sig til Krigsmarinen og gjort tjeneste i godt halvanden år. Efter krigen blev han idømt to års fængsel. Var dommen faldet tidlig var det sikkert blevet til 4 års fængsel. Retten sagde bl.a.:
Man kunne ikke bruge ”tyskhed” som formidlende
Det var langt fra alle medlemmer af mindretallet, der kunne regne med strafnedsættelse. Retten i Sønderborg dømte også en person fra mindretallet fire års fængsel for at have gjort tjeneste i Waffen SS:
Landsretten var af en anden mening
Men sagen blev anket til Landsretten, og her slap tiltalte med to års fængsel. Nu var bestemte politimestre og dommer i Sønderjylland nok også tyskfjendtlige. Det har sikkert også præget dommene. Vi har også i artikler kunne dokumentere mærkelige domsafgørelser.
Ikke alt var i orden i Fårhuslejren
Og det som det tyske mindretal blev udsat for i begyndelsen i Faarhuslejren var vel ikke i orden. Om det tyske mindretal er behandlet korrekt, ja det har vi egentlig allerede omtalt i andre artikler og i vores bog. Det har allerede givet en del reaktioner.
Det er ikke uden grund, at højesteretssagfører Henriques kaldte det for et ”juridisk galehus”.
I de første måneder lå mange afgørelser over landssvigere markant over minimumsstraffen. Efterhånden spillede almindelige retsregler ind. Der var dog undtagelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
Juli 23, 2018
Aabenraa – hvordan så byen ud dengang?
Der var masser af oversvømmelser. Folk fra Løjt og Stollig måtte hente tang ved Sønderport, men ikke sten. Dem kunne man selv bruge. Vi kigger på Kapelbjerget. Endelig kom der en dæmning. Vi besøger Bispens enemark og Gamle Opnør. Sten fra Skt. Jørgen blev brugt til Nymølle. Aabenraa var godt sikret mod fjender. Og så behøvede man ikke mere at køre over Toldsted. Varnæsfolk havde lavet en sommervej. Og galgen blev placeret på Arnbjerg. Så var det lige historien om Bygraven og heri blev også transporteret tyvegods. Der var problemer med at bygge på Storetorv på grund af Bygraven. Fyrsten ville gerne have teglværksgrunden.
Masser af oversvømmelser
Ved vintertid drev østenvinden fjordvandet ind over engene vest og sydvest for Aabenraa. Samtidig kom der masser af nedbør. Sønderchausse lå betydelig lavere end nu. Alt det land, der lå op til Hjelm vest og sydvest for Sønderport lignede ofte et hav.
Jo, det var også de store oversvømmelser i 1872 eller Nytår 1914, da byen trods forhøjelser, diger og dæmninger fra næsten alle sider havde forsøgt at gardere sig. Dengang sejlede og stagede man rundt i både. Hverken bro eller Sønderchausse var at øjne. Fjorden gik helt op til Rebekkagangen, ja helt til Kilegaard og viste sig på Nybro. Ja selv i Slotsmøllen.
Var ulykken sket var det skik og brug at frivillige mødtes ved Sønderport.
Man måtte hente tang men ikke sten
Det var først i det 18. århundrede, at der her kom en sommervej som aldeles ikke kunne bruges om vinteren. Ja det var dårligt nok, at den kunne bruges om sommeren. Indtil da gik færdslen over slottet.
Vi ved at de i år 1611 kom fra Stollig og Løjt og hentede tang uden for Sønderport. Men de måtte ikke tage stenene. Dem kunne Aabenraa nemlig godt selv bruge til deres stenbro.
Kapelbjerget
Lidt syd for byen og dens Sønderport lå ved Sommervejens sydlige end, hvor Vejrmøllen stod, en holm eller en bakke i retningen fra øst til vest. Denne blev i 1737 kaldt Kapelbjerget eller Andreaskapellet. Den lå her i katolsk tid.
I den vestlige ende lod Dronning Margrethe den Første i 1411 bygge et nyt slot. Men som følge af hendes død blev det i første omgang kun til et Porthus. Syd for Andreaskapellet helt over til Posekjær var bortset fra en holm (Fru Annas Eng) alt kun sand og tang. Strækningen mellem Kapelbjerget og Sønderporten lå om vinteren altid under vand.
Endelig kom en dæmning
Først en del år efter 1411, måske først i Kong Hans tid er Slotsvejen og Møllebroen blevet anlagt. Og det var i form af en dæmning.
Det er derfor, at Claus Organist skriver i år 1600, at dem der i ældste tid ville nordpå, måtte over vandet til Varnæs for derfra at tage med færgen til Årøsund og videre.
Claus Møller (organist) meddelte at byens grænse mod vest, begyndte der, hvor Nybro senere kom til. Her løb i tidligere tid en å, nord om Kongelund eller Kongegården, det gamle slot, så den blev skilt fra byen.
Bispens Enemark og Gamle Opnør
Dengang i begyndelsen af det 14. århundrede kaldte man vandet syd for Sønderport for ”Nørets Vand” eller Nørets mund”. Og syd her for lå jorderne fra Hostrup, Stubbæk og Årup. Og der hvor Farversmølle senere lå, kaldte man dengang ””San vith Lith”.
Længe før byen fik en byret lå i nærheden en bispegård med Bispens Enemark, der strakte sig helt hen til landsbyen ”Gammel Opnør”.
Og tæt her ved i udkanten af Hjelm lå Kongens Forhøjning. En gammelt sagn fortæller, at her skulle Valdemar Sejr været gået i land på sin hjemrejse fra Estland. Derfra skulle han havde begivet sig til Urnehoved Ting.
De gamle landsbyer Heisel og Gammel Opnør er siden forsvundet. Peter Amtsskriver indførte dem dog i sin Jordebog i 1609.
Sten fra Skt. Jørgens Kapel blev brugt til Nymølle
Skt. Jørgens Kapel ophørte efter Reformationen. Det var opført som et sygehus for spedalske. Og det blev bortforpagtet til ”den fyrstelige nåde”. Da dette ophørte, blev stedet nedbrudt. Men tømmer og sten blev brugt til bygning af Nymølle.
Ved denne lejlighed forsvandt også ”Skt. Jørgens Karpedam. I inventaret fra 1709 blev der opgivet en dam men uden karper. Den var nærmest overgroet.
En såkaldt ”Pippel” dannede tidligere grænsen mellem Aabenraa By og Herredet. Vandeløbet blev dengang ikke kaldt å men ”Pippel”.
Aabenraa var godt sikret
Hele egnen hørte til herredet. Og så er det hele diskussionen med hvornår det hed Opnøraa og Gammel Opnør. Vi har allerede skrevet to artikler om temaet. Der er lidt diskussion og forskellige meninger om det. Men der findes en tegning fra 1641, der viser en lille by omkring Kongslund lidt syd for den gamle rådhus. Den var omgivet af en bygrav og en byvold, som fra ”Kiil” i øst gik nord om Vestergades kålgårde og vest om det gamle slot ved Vestergades den gang sydvestligste hjørne. Her mundede det ud i indvandet eller ”Nøret”. Dengang, skriver Claus Møller, var byen er de bedst sikrede byer i hele landet, endda stærkere end Slesvig.
Ikke mere over Toldsted
Imod øst var ”det salte vand”, som man dengang kaldte fjorden, i syd og vest indvandet eller ”Nøret”. Imellem var en bygrav af forsvarlig bredde og dybde.
Med Brundlund var der bygget en dæmning, mølle og møllebroen. Med den lange bro var der skabt en ny forbindelse syd på. Nu behøvede man ikke at tage over Toldsted. Med dæmningen og møllebroen var der knap så meget vand især om sommeren. Af ”Nøret” blev der nu kun en Mølledam tilbage.
Galgen på Arnbjerg
Den nuværende Hjelmalle blev anlagt i sidste halvdel af det 16. århundrede som en Slotsvej med 2 sluser eller to bække, der løb langs med den. Jorden til den hentede man fra ”Fru Annes Eng”, hvor byens rettersted en kort overgang havde været. Derfra blev den flyttet til op på Arnbjerg, der fik navnet Galgebakken.
En sommervej til Varnæs
Omtrent ved samme tid havde Varnæsfolk syd for Posekær anlagt en ”Forte” ind til byen – det var omkring 1611. Det var dog kun en sommervej. Man kunne ikke bruge den om vinteren. I flere hundrede år har Sønderschausse så kun været en sommervej.
Historien om Bygraven
Bygraven førte ned til Nøret, og tjente senere sammen med Slotsgraven til værn for Brundlund. Slotsgraven fik vandet fra indvandet. Slotsgraven sorterede under amtmanden. Mens byen sørgede for Bygraven. Men den forsømte man. Til sidst blev det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (frøer). Det gav så Bygraven det gamle navn ”Paidsik”.
Ligesom navnet ”Nøret” forsvinder også begrebet ”Bygraven” men ”Paidsik” bliver hængende. Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der fra vest til øst gik langs med de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige ende af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe ud i ”kiil” (Kilen).
I 1707 lå ”Paidsik” i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt sønden om rådhuset, som en øde sump fra vest til øst, kan vi se i Stavnsprotokollen.
Tyvegods i Bygraven
Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i Bygraven, så noget tyder på, at man havde sejlet med både i den.
Claus Møller nævner, at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og Tyvkjæret”. Rak og pak skule have holdt til ”ved Aaen nothern By”. Åbenbart har de også fragtet deres tyvegodser i byrenden. Men ellers forlød det fra historien, at tyverpak holdt til i Ramsherred.
Problemer på Storetorv
Hvor Bygraven gik over Vestergade, lå købmand Schmidts hus. Og man sagde, at den slog revner grunden Bygraven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide, at han på sin grund skulle sørge for, at bygraven skulle være mindst en alen bred.
I lang tid var Byrenden synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da man skulle bygge et større hus her, kunne man ikke bare gøre det. Der var nemlig ikke en sikker grund. Man skulle først igennem 3 – 4 alen fyld. I en bredde af 26 alen fra nord til syd var det derefter en fed brun morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde stødte man på fast lergrund. Man traf her rester af et bolværk eller plankeværk på 12 – 15 tommers tykkelse.
Åbenbart har Byrenden haft en normal dybde på 8 fod.
Aabenraa har fra gammel tid været inddelt i stavne. Nord på gik det til hertugens Teglværk på den såkaldte Klinkebjerg og derfra til Kolstrup ad den såkaldte Kolstrup Stenbro eller Kolstrupper Kirkeforte, som den efter reformationen blev kaldt.
Teglværksgrunden
Teglgården var ikke ældre end i midten af det 16. århundrede. Den havde afløst galgen og retterstedet her, som fra ældre tidret passede til det såkaldte Ramsherred med Tyvekjærsbækken nedenfor og Retten som nærmeste nabo, ikke langt derfra på den gamle Vægterplads. Dengang var den ganske ubeboet. Efter gammel skik boede uærlige folk (bødelen) afsondret.
Trods skelstenen hørte Teglværksgrunden dog til byen. Men ” Hans Fyrstelige Nåde” havde i sin tid ønsket at få den. I bytte havde byen så fået ”Fru Annas Eng”. Den brugte man så som rettersted. Men ved denne lejlighed havde byen mistet en del af ”Fællesfægangen”. Den havde Kong Valdemar i sin tid købt til byen for ”sine egne penge”.
Fra den gamle tid længe før år 1600 havde enhver stavnsejer har ret til ”fællesfægang” og ”madeskift”. Men man havde også en stavnspligt. Man skulle holde broer og veje vedlige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om det Gamle Aabenraa og Omegn herunder:
Juli 16, 2018
Slogs Herred mellem dansk og tysk
Vi kigger på det dansk-tysk forhold i herredet lige øst for Tønder. Det var jo den skæve firkant, der var med i dette. Og så var det også det med Tiedje-linjen. Hvorfor adskilte tyskheden sig? Det kan skyldes de nordslesvigske præstegårde og frihedsbrevene. Der var mange plattyske tingsvidner i Slogs Herred. Politikken kom også i menigmands tilværelse. Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte. Man samlede ind til bogsamlinger på 20.000 bind. Steenholdt blev sognefoged for Ravsted Sogn. Men han trak sig, da han blev upopulær. Ravsted blev kaldt for ”Klein Berlin”. De stillede med en protestdelegation hos amtmanden. Det var dyrt at blive sognefoged. Ja så forlangte den ene at få opsigelse på dansk. Pludselig kom der nye præster i halvdelen af sognene. Der var stadig dansk flertal i 1867, men så kneb det. Dog var der knebent flertal i 1920. Og så var det i den grad stor standsfirskel i herredet.
Det dansk – tyske forhold
Ja vi befinder os lige øst for Tønder – i Slogs herred. Vi har jo heldigvis læsere fra hele Danmark, som skal vide, hvor vi er.
Undertegnede har skrevet en bog ”Grænsen er overskredet”. Her har hovedhistorien skabt stor interesse, men også ”Den Gamle Redaktørs anskuelser” på det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Så dette fortsætter vi med i denne artikel.
Den skæve firkant
For at finde magtforholdene mellem det dansk – tyske tegner det sig med ret stor skarphed et blandet område, der går under navnet ”Den skæve firkant”. Det drejer sig om et område, der mod syd følger landegrænsen fra Højer til hen imod Gråsten og imod nord når på højde med Nørre Løgum og Øster Løgum Sogne.
Købstænderne Tønder og Aabenraa samt Løgumkloster flække ligger inde for denne firkant, som det under indtryk af ”Hitler – Tyskland” i 1930erne almindeligvis blev kaldt ”Den truende firkant”.
Danskheden i Slogs Herred
Den sydligste og centrale del af dette område udgøres af Slogs Herred omfattende af seks sogne, Hostrup, Øster Højst, Ravsted, Bylderup, Burkal og Tinglev. Indtil 1850 var det også den vestlige del af Bjolderup og Uge Sogne.
Ved afstemningen i 1920 faldt der i den nuværende Slogs Herred 2.176 danske stemmer og 1.932 tyske stemmer. Det var i procenttal henholdsvis 53 pct. og 47 pct. I årene før verdenskrigen var her tysk flertal.
Tiedje- Linjen
Derfor var det måske ikke så meget at sige til, at den tyske regerings daværende sagkyndige i spørgsmål vedrørende den dansk-tyske grænse, Johannes Tiedje forslog herredets nordgrænse som fremtidig grænsekel. Det var den såkaldte Tiedje-linje,
Sammenlagt med det store tyske flertal i Tønder og Højer kunne der faktisk påvises et knebent tysk flertal på 6.735 stemmer mod 5.658 danske stemmer i de 76 distrikter, som Tiedje- bæltet omfattede.
Hvorfor adskilte tyskheden sig?
Man har adskillige gange søgt at finde en historisk forklaring på, hvorfor hjemmetyskerne sindelagsmæssigt har adskilt sig fra Nordslesvigs øvrige befolkning. Nogle mener, at det skyldes den gottorpske statspatriotisme, idet den skæve firkant tilhører det gamle gottorpske område.
Der findes dog også eksempler på, at befolkningen i 1700 – tallet nærede større sympati for fyrstehuset i Slesvig. Den hjemmetyske historiker Ludvig Andresen har i en afhandling om hjemmetyskheden fremdraget mange eksempler herpå.
Men egentlig er der ingen, der er fremkommet med det endelige bevis på, at denne gottorpske statspatriotisme havde holdt sig uafbrudt til den nationale vækkelse i 1830erne og 1840erne.
Vi skal lige huske, at ved magtskiftetraktatens underskrivelse i 1773 gav huset Gottorp tilmed definitivt afkald på alle dets rettigheder i hertugdømmerne. Omkring det påfølgende århundrede prægedes Slesvig derfor lige så vel som enhver anden del af monarkiet af undersåtternes loyalitetsfølelse for den enevældige konge i København.
De Nordslesvigske præstegårde
Troels Fink mener, at gottorpstyret har givet forudsætningen for hjemmetyskheden. Men større påvirkning vil han tillægge den påvirkning, der er kommet fra de nordslesvigske præstegårde, hvor der til trods for dansk kirkesprog er leveret tysk kulturliv.
Det gamle fæstevæsen
Men kigger vi på Slogs Herred, skal vi også kigge på det gamle fæstevæsen. Befolkningen skulle derigennem være blevet knyttet særligt nær til øvrigheden. Men man fristes også til at spørge om den privilegiebreve som grev Adolf den 8 sendte ud til en række frigårde i strøget mellem Flensborg, Aabenraa og Tønder.
De gamle frihedsbreve
Fra tidsrummet 1429 – 1450 kender vi ikke færre end 40 frihedsbreve. For Slogs Herred kan vi nævne:
Greven har med denne privilegietildeling bevidst søgt at knytte egnens storbønder til sig. Efter hans mange kampe mod Erik af Pommern har det måske været hans mål at knytte Sønderjylland til Holsten.
Efterhånden har tyskheden fået sin betydning for tyskheden. I hvert fald har den grebet om sig blandt storbønderne i Slogs Herred. Også økonomisk var den i rivende udvikling.
Mange plattyske tingsvidner
For Slogs Herreds vedkommende findes der i tiden 1470 – 1550 17 danske tingsvidner jævnsides med 34 plattyske. Måske var det plattyske ikke så tilgængelig for alle?
Den lutherske reformation har også haft sin betydning. Grænsen mellem dansk og tysk kirkesprog var stort set der, hvor 1920 – grænsen blev trukket. Efterhånden som det folkelige skolevæsen kom i gang, var det også her sproggrænsen blev trukket.
Præsterne og deres indflydelse
I tiden 1581 til 1721 var Slogs Herred en del af det gottorpske hertugdømme. Men det er nok overvurderet i forbindelse med fortyskningsfaktor. Pietismen, Herrnhutismen og studehandlen har nok betydet mere i den forbindelse.
Med hensyn til præster og deres indflydelse, ja så var der stor forskel på dem. Vi har allerede omtalt et par stykker omkring Bylderup Sogn. Skal vi lige kigge på nogle af dem:
Først ind i det nye århundrede begyndte et nyt liv at røre sig i præstegårdene. Det var efterdønningerne efter Claus Harms forkyndelse, der fik en lignende virkning for hertugdømmerne som Grundtvig forårsagede i kongeriget.
Politikken kom også i menigmands tilværelse
Men den nye tid bragte også politikken ind i menigmands tilværelse. Til den slesvigske stænderforsamling i 1836 lod man sig i Slogs Herred repræsentere af gårdmand Theis Hansen Steenholdt fra Ravsted og storbonden Peter Todsen på Mejerholm ved Tønder. Gårdmand Martin Adolph i Nolde var suppleant. Men det er nok for tidligt ved dette valg at tale om en national tilkendegivelse.
”Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte”
Men det fik vi vel ved spørgsmålet om de to stænder-deputeredes stilling til Niels Lorenzen Lillholts andragende om at måtte få det danske sprog indført som rets- og forvaltningssprog i de egne, hvor der i forvejen var kirke- og skolesprog.
Steenholdt udtalte under forhandlingerne herom i 1838, at han i taknemlighed ville påskønne det, når det danske sprog blev indført ved retten, selv om han ikke synes, at det var nødvendigt. Han havde aldrig hørt klager over anvendelse af det tyske sprog og synes heller ikke, det var forkert. Han gjorde sig til talsmand for øget undervisning i det tyske sprog i Nordslesvig:
Han sluttede sig til ”Hertugen af Augustenborg”
Men med dette blev en gnist sluppet løs. Da det kongelige reskript om brugen af dansk øvrighedssprog blev udsendt den 14. maj 1840 var situationen en helt anden.
Steenholdt havde i mellemtiden sluttet sig til Hertugen af Augustenborg. I Stænderforsamlingen sagde han:
Steenholdt kom dog aldrig selv trods alle mulige anstrengelser til at beherske det tyske sprog.
Sit elskede Slesvig – det lykkeligste plet på jorden
En ung teolog fra Øster Højst var trådt ind på scenen, Nis Hansen, Bondesøn, som han yndede at kalde sig, var en hjemstavnens mand. Han ville gøre:
Bogsamlinger på 20.000 bind
Og der savnedes var oplysning. Det lykkedes ham i 1839, at få en kreds af københavnske sønderjyder samlet omkring dannelsen af:
I løbet af de følgende fire år var denne forening i stand til at forsyne omtrent 60 bogsamlinger med ikke færre end 20.000 bind. I Slogs Herred fik Øster Højst, Ravsted og Rørkær bogsamlinger.
Endnu så sent som i 1840 søgte han at få sine landsmænd Todsen og Steenholdt med til sine ideer.
Men i stedet valgte de to at få offentliggjort brevene i Tondernsche Intelligenzblatt den 5. august 1840. Processen var fuldbyrdet. Slogs Herred var delt i to nationale lejre.
Steenholdt bliver sognefoged for Ravsted Sogn
Bortset fra rivninger under stænderdebatterne og lidt avisskriveri i ny og næ var egnen præget af dybt indgroet bondekonservatisme. En mand som herredsfoged Eerend Feddersen var en embedsmand fra den tid. Under kriseårene i 1820erne havde han været herredet en god mand.
Den 21. april 1840 blev Thies Steenholdt udnævnt som sognefoged for Ravsted Sogn. Det hed at kun få personer i sognet var kvalificeret til en sådan stilling. Endvidere hed det sig, at han ”nød agtelse og anseelse i hele sognet”.
Steenholdt trækker sig – bliver upopulær
Om han nu gjorde dette er et spørgsmål. Han lod sig lede af ”Hertugen af Augustenborg”. Og det var bestemt ikke den moderate fløj inden for Slesvigholstenismen. Hans ildhu endte da også med at skaffe ham modstandere i hans eget sogn.
David Bargum med hvem han havde kæmpet om sognefogedposten repræsenterede således den mere moderate fløj inden for hjemmetyskheden. Spændingen mellem de to fløje blev akut under treårskrigen.
Nytårsaften 1848 indlod Thies Steenholdt sig på en jagt efter en ung mand, der var flygtet nordpå for at undgå indkaldelse til den Slesvig – Holstenske oprørsarme. I anledningen af helligdagene havde han dristet sig hjem til sine forældre i Havsted.
Nogle dårlige elementer havde da med sognefogedens billigelse foranstaltet optøjer i den ellers stille landsby. Gårdmand David Bargum forholdt sig trods sit hjemmetyske sindelag passiv.
Thies Steenholdt havde åbenbart blevet upopulær under denne aktion. Nogle dage senere den 3. januar 1849 anmodede han om at blive fritaget for hvervet som sognefoged i Ravsted Sogn.
Ravsted kaldt for ”Klein Berlin”
Ravsted har jo ellers i tidens løb gjort sig kendt for sine hjemmetyske sympatier, ja det er endda blevet kaldt for ”Klein Berlin”. Hvad årsagen kan være vides ikke. Op til treårskrigen er sognet blevet rost for deres flid og iver i skolegerningen.
I løbet af 1840erne blev skoleundervisningen forbedret i sognets skoler. Det siges udtrykkelig i 1839, at det var pastor Bargums fortjeneste, at sognets skolevæsen var så god. Han virkede som sognets præst fra 1801 til 1847. Han har således i en menneskealder sat sit præg på sognet.
Pastor Meyer holdt hånden over degnen
Lærer og degn Christian Christensen var dansksindet. Det var ham, der bestyrede den før omtalte bogsamling i sognet. Han har ikke præget børnene i tysk retning. Hans indflydelse over for de velståede tysksindede bønder var kun ringe. Under oprøret blev han udsat for forfølgelser på grund af sin troskab mod konge og fædreland. Når det ikke gik ham værre skyldtes det pastor Meyer, der holdt hånden over ham.
Treårskrigen gav ikke i Slogs Herred anledning til nationale uoverensstemmelser i lighed med, hvad vi kender fra det tilgrænsende Aabenraa Amt. Det var her storbønderne, der bestemte. Man så store økonomiske fordele ved at tilslutte sig Holsten og Hamburg.
Det var dyrt at blive sognefoged
Det var ikke alle, der bare kunne blive sognefoged. Man skulle erlægge en temmelig høj sum, 54 mark. Man skulle søge hos Tønder amts nye amtmand, grev Arthur Rewentlow, en loyal helstatsmand, der dog i løbet af få år ragede sig uklar med mange af de nye nationalliberale embedsmænd.
Efter treårskrigen skete der en stor udskiftning af illoyale embedsmænd, ja man kan vel kalde det udrensning. Og det var svært at finde frem til de rette.
Sognefoged i Burkal protesterede
Man kan så stille spørgsmålet, om man gik rigtig frem. Sognefoged F.P. Höeck i Burkal følte sig i hvert fald forurettet. Han skrev til Amtshuset i 1850:
Han slutter meget betegnede med, at anmode om at få tilbagebetalt de 25 rigsdaler, som han årligt i seks år har betalt sin forgænger for at få jobbet. Dette blev dog afvist.
Sognefoged Peter Simonsen fra Holm i Højst Sogn havde opfordret militærpligtige til at søge til oprørsstyrkerne i Rendsburg.
Men pastor Høxbroe sagde, at det var løse rygter, og at han var en god dansk mand. Peter Simonsen fik lov til at beholde sit job.
Området, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor
Man sagde om Slogs Herred, at det allerede dengang var et område, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor, mens de nationale tanker først meget sent formåede at slå rod.
H.V. Clausen omtaler således en mand fra Havsted, der indtil 1848 var dansk, under opgøret var han Slesvig – Holstensk. I tiden mellem krigene var han igen dansk og efter 1864 endte han sine dage som preusser.
Næsten tvunget til at blive sognefoged
I Bylderup Sogn var Chr. Hansen fra Nymølle blevet afsat, hvad han tog myndighederne ilde op. Og det var i den grad vanskeligt at finde en afløser. Sluttelig faldt valget på Matthias Hansen Matthiesen i Bylderup, skønt han kun var 24 år gammel. I 1867 anmodede han om sin afsked. Som grund afgav han, at han nærmest var blevet presset til det. En åben dansk erkendelse turde han ikke at fremkomme med.
De tysksindede forsøgte da på en hver måde, at hindre den nye sognefoged i at udføre sit job.
Nye præster i halvdelen af sognene
I halvdelen ag Slogs Herreds seks sogne indsattes det efter treårskrigen nye danske præster. I Burkal, Bylderup og Øster Højst var det henholdsvis Joh. Kok, Holten Lützhöft og Sabinus Høxbroe.
I Hostrup fortsatte derimod Chr. Hoeck i embedet, skønt han med årene slet ikke forstod at dølge sine Slesvig – Holstenske sympatier. I Ravsted og Tinglev forblev to mænd af den gamle skole, nemlig Meyer og Beyer. De har vel nærmest søgt at holde de gamle helstats-synspunkter i hævd. De tilhørte således en slægt, der havde forstået, at broderkrigen havde skabt et ulægeligt brud imellem mennesker af samme rod i en fælles hjemstavn, at nationalismens århundrede nu var indledt.
I et indlæg i Dannevirke, hvor forståelsen for helstats – princippet var ringe, stempledes Beyer sammen med flere andre præster som tysksindet.
Pastor Kok fik mindst anerkendelse
Den mest navnkyndige af herredets præster blev Johs. Kock. Det er dog betegnende nok som forfatter og ikke som præst, at han har gjort sig kendt. Ikke uden fanatisme gik han ind for tidens nationalliberale opfattelse af det slesvigske spørgsmål.
Sit tyske slægtsnavn lod han fra begyndelsen af 1860erne stave på dansk. I kirkebogen gennemførte han en ”danisering” af sine sognebørns slægtsnavne. Således blev Roth til Rød. Selvfølgelig faldt det den pågældende familie for brystet.
Pastor Kok var nok den af de danske præster, hvis virke fandt mindst anerkendelse på selve egnen. Ved forjagelsen i 1864 stod en mand som pastor Lützhøft helt anderledes stærkt i befolkningen.
Som vi har skrevet i en tidligere artikel så blev pastor Lützhøft fordrevet fra Bylderup.
Stor standsforskel i herredet
De toneangivende større bønder – op under 1864 var det brødrene Mommsen på Store Tønde og Vrågård – var tysksindede. De danske småkårsfolk gik derfor i reglen stille med, hvad de tænkte og følte.
Den sociale deling inden for landbostanden var meget udpræget i det gamle Slogs Herred. Og det kunne mærkes. Da anlægget af en skolesti fra Skovhus til Lyderholm var på tale i 1850, fordi en indsidders børn havde store vanskeligheder med at komme i skole, erklærede bylaget kategorisk, at man ikke godvilligt agtede at udlægge en skolesti ”for en Hyerling”, der havde været noget helt andet, dersom det havde drejet sig om ejeren af Skovhus!
Da overklassen som nævnt gennemgående var tysksindet kan det ikke undre, at man i tyske kredse mente at være i majoritet, når det regnedes efter kvalitet og ikke kvantitet!
Tyskheden blomstrede efter 1864 i herredet
Den stærke hjemmetyskhed i Slogs Herred ved Genforeningen i 1920 skyldtes i ikke ringe grad fremmeherredømmet, der satte ind efter 1864. Det lykkedes faktisk tyskheden at gøre folkelige erobringer blandt ”de blakkede”. Men det kan også noteres, at det ikke lykkedes tyskheden at fastholde disse elementer i tiden, der fulgte efter 1920.
Tyskernes administration i 1864 synes i Slogs herred i det store og hele at været gået roligt for sig. Herredsfoged Cohen, der i tiden mellem krigene gennemførte de danske myndigheders foranstaltninger til punkt og prikke fortsatte uanfægtet efter krigen som et lydigt redskab for de nye magthavere.
De danske præster blev hurtig fordrevet. Kun i Ravsted og det danske Rørkær synes befolkningen at have protesteret.
En delegation fra Ravsted mødte op hos amtmanden
Den 29. marts mødte en delegation fra Ravsted op hos den konstituerede amtmand i Tønder. Den krævede omgående indførelse af tysk skolesprog eller i det mindste ligeberettigelse af tysk og dansk. Læreren i Ravsted var født alsinger. Han kunne begge sprog og var dansksindet, men hans kollega i Foverup gjaldt for at høre til i den modsatte lejr. Læreren i Korup var ude af stand til at undervise i tysk. Han var fra enklaverne.
Deportationen krævede omgående fjernelse af sognefoged, Jacob Jørgensen, der blev betegnet som fanatisk dansk. Forsamlingen havde også forslag med til, hvem der skulle have de andre embedsmandsstillinger.
Ravsted – tyskerne ønskede ”Die Landesfarben”.
Sognefogeden forlangte sin opsigelse på dansk
Der var en række optøjer. Roen i sognet blev forstyrret af en række skandaløse optog. Da sognefogeden fik sin opsigelse var den affattet på tysk. Det ville han sandelig ikke finde sig i. Han forlangte den på dansk og det fik han sandelig også.
I Rørkær kunne man heller ikke have sognefoged Peter Lund siddende. Man sagde at danskheden brugte ham til deres propaganda. Men det var nu protest fra de solvigske gårde mod hans afsættelse.
Klart dansk flertal i 1867
Slogs Herred var ved afståelsen i 1864 et godt dansk land. Ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867 var det et klart dansk flertal i herredet, alene med undtagelse af Ravsted. Men takket være en komplet mange på danske personligheder, lykkedes det for tyskheden at vinde fremgang.
De jævne danske småkårsfolk i Slogs Herred følte sig trykket af de nationalt ugunstige forhold. Hvad der så skete i Slogs Herred før eller siden, ja det kan du så rigelig læse her på siden. Vi bringer en artikelfortegnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse156 artikler fra Sønderjylland og 233 artikler fra Tønder, 139 artikler fra Aabenraa, 68 artikler fra Højer og 55 artikler fra Højer herunder:
Artikler fra Slogs Herred:
Artikler: ”Da Sønderjylland blev dansk (tema)
Juli 11, 2018
Da Sønderjylland blev dansk
De danske politikere var mere end forsigtige. Tænk hvis tyskerne spærrede for kul. § 5 afstemningen var ikke juridisk bindende over for Danmark. Sønderjyderne betragtede det som et uløst nationalt problem. Men Danmarks repræsentant i Berlin Grev Moltke mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. I Sydslesvig råbte tyskerne: ”Dänen raus”. De københavnske politikere var irriteret over de aktive sønderjyder. Stauning indrømmede over for sine tyske kollegaer, at socialdemokraterne ikke bakkede danskerne op. Allerede i 1915 havde tyskerne henvendt sig angående Nordslesvig. Munch ville ikke have afstemning. Han ville også forære tyskerne Årø, så de kunne bygge militærbase. Og Scavenius ville have englænderne til at give nogle af deres erobrede kolonier tilbage til tyskerne. Der var to fløje hos danskerne, men det handlede nu ikke udelukkende om nationalitet med om grådighed. Det var de allierede der bakkede sønderjyderne op.
Ordet ”Genforening”
Mange læsere har gjort os opmærksom på, at ordet ”Genforening” ikke er det rigtige ord at anvende, om det der skete i 1920. Men hvad skete der egentlig op til den afstemning, der blev afgørende for, at Sønderjylland blev dansk. Ja det kigger vi på. Og selv det lille stykke af danmarkshistorien er der delte meninger om.
Danmark havde ingen juridisk krav
I 1879 havde den danske regering skrevet til Bismarck og gjort opmærksom på §5’ s ophævelse. Den var blevet ratificeret under Wiener-freden. Men Bismarck svarede, at han betragtede dette kapitel som afsluttet. I øvrigt havde han heller ikke set, at Danmark havde taget nogen som helt hensyn til Tyskland som stormagt.
Med andre ord, man så ikke fra tysk side nogen dansk retskrav,
Det er lige vigtigt at huske, at Danmark ikke havde noget juridisk krav gældende på Sønderjylland eller dele af den gamle danske provins. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenborg til de tyske stormagter. To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå krigsbyttet fra 1864. På den måde blev hele Sønderjylland indlemmet i Preussen.
Ved Pragerfreden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte & 5) gennem hvilket, der skulle afgøres, om disse skulle tilbage til Danmark.
Forslaget blev trukket i 1878
Der førtes i årene 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger, i hvilken også Danmark deltog. I 1878 blev Østrig og Preussen enige om at ophæve & 5.
Et uløst nationalt problem
De danske sønderjyder følte, at der stadig var et uløst nationalt problem mellem Danmark og Tyskland. Da krigen brød ud i 1914 meddelte den danske regering, at de vedblev med at være neutral. Da krigen sluttede kunne den danske regering ikke fremsætte et juridisk krav.
I mange år håbede man på at blive dansk i en linje nord for Tønder og syd for Flensborg. Sådan viste valget sig også til den tyske Rigsdag i 1867. I forventning til snart at komme tilbage udrejste mange dansksindede og dette svækkede den danske nationalitet i Sønderjylland. Men den danske leder opfordrede de unge til at blive for at styrke den danske nationalitet.
Det kneb med danskheden sydpå
Nord på så det ud til, at danskheden blev bevaret, men sådan så det ikke ud syd på. Her havde tyskheden fået overtaget. I flere mellem slesvigske havde befolkningen mere og mere mistet forbindelsen til de slagkraftige danske organisationer. Det blev i årene frem over en svær dyst med de tyske myndigheder.
Man skal også huske på, at ikke mindre end 6.000 dansksindede sønderjyder mistede livet under første verdenskrig. Andre tusinder kom hjem som krigsinvalider.
Scavenius var meget forsigtig
I perioden 1913 til 1920 var Erik Scavenius udenrigsminister. Han blev hurtig stillet over for et sønderjysk problem. Det var landraaden i Sønderborg, Curt Schônberg, der rejste problemet. I sommeren 1913 var flere danske dampere blevet nægtet landingsforbud. Danske rejsende på lysttur måtte ikke gå i land i Nordslesvig.
Udenrigsminister Scavenius var meget forsigtig i Tysklands- politikken. Han lod den danske gesandt i Berlin sørge for et svar. Men det lykkedes dog ikke. Der kom aldrig et svar. Men så kunne man jo fortælle, at man havde forsøgt.
”Dänen raus”
Regeringen Zahle forsøgte også at lægge en dæmper på festlighederne for 50 året for festlighederne omkring 1864. I Tyskland gik det lige modsat. Tonen blev angivet som:
Og det fik så overpræsidenten i Slesvig-Holsten, Detlev von Bülow til at udbryde:
Danamarks gesandt mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
I dagbladet København var der så sent som i 1919 en række artikler, hvor der blev påvist, at grev Moltke, Danmarks gesandt i Berlin tog afstand fra sønderjydernes utilfredshed. Det bedste de kunne gøre var at holde op med at kværulere og så lade sig germanisere. Ja denne Moltke blev senere Danamarks udenrigsminister.
Statsminister Zahle viste nu heller ikke den store interesse for Sønderjylland. Men i 1915 sagde han dog følgende:
De københavnske politikere var irriteret over sønderjyderne
Nu var kemien mellem Zahle og H.P. Hanssen heller ikke særlig god. Sønderjyderne var noget irriteret over de danske politikers gøren og laden. Den danske udenrigsminister havde påbudt, at man ikke diskuterede Sønderjylland offentlig.
Udenrigsminister Scavenius var på tysk side. Han mente helt bestemt, at vi skulle holde på tyskerne i stedet for englænderne.
En speget holdning fra de danske socialdemokrater
De danske socialdemokrater og deres holdning til tyskerne i begyndelsen af Første Verdenskrig var også lidt speget. De tog gerne imod indbydelser til landet. Og de ville ikke skrive under på en henvendelse fra Socialdemokraterne i Belgien i en forsømmelse af tyskernes overfald over Belgien.
Da USA som ventet gik ind i krigen, efter at Tyskland havde indført den uindskrænkede u-bådskrig, havde Stauning sin egen udlægning. Til Berliner Zeitung siger han den 9. juni 1917, at Amerikas krig er kapitalismens krig, og at den forsinker freden i stedet for at fremskynde den.
Tyskerne havde deres bagtanker
Tyskerne havde bagtanker med at stå godt med de danske arbejdere. Således indberettede den tyske gesandt i København grev Rantzau den 12. august 1916, at kulleverancerne havde udøvet en gunstig virkning. De socialdemokratiske førere havde over for ham ladet vide, at de var rede til at sætte deres parlamentariske indflydelse ind, som han ønskede det.
Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning A/S, der blev stiftet den 23. juni 1916 opnåede trods en aktiekapital på 25.000 kr. allerede det første år en bruttofortjeneste på 10 millioner kr. De danske socialdemokraters tyskerkurs gjorde dem faktisk til kejsersocialister eller sagt på en anden måde højreorienterede socialdemokrater.
Stauning indrømmede, at man ikke bakkede sønderjyderne op
Til et møde sammen med tyske SPD, blev Stauning da også spurgt om deres holdning til Nordslesvig – spørgsmålet:
På mødet spurgte Stauning heller ikke de tyske socialdemokrater, om man ville bruge selvbestemmelsesretten her.
En forespørgsel i 1915
I marts 1915 var den danske regering nærmest blevet chokeret. Her rejste tyskerne det sønderjyske spørgsmål. Allerede i september 1914 var H.P. Hanssens gode ven, dr. Rudolf Breitscheid været i København for at diskutere spørgsmålet. Gennem Grev Rantzau havde man fra Berlin spurgt den danske regering, hvad man forventede sig af Nordslesvig/Sønderjylland?
Munch ville ikke have afstemning
Munch ville i stedet for en afstamning have, at man var enig om en fælleslinje, så man kunne omflytte danskere og tyskere. Zahle var skuffet over, at Als ikke kunne komme med, fordi den tyske flådestation lå i Sønderborg. Men efter de første føler var det som om sagen igen gik i stå.
Tredje gang, der kom noget officielt fra Tyskland var den 26. november 1915. Her dementerede overpræsidenten i Slesvig-Holsten Friedrich von Moltke rygter om, at der efter krigen kunne gives noget tilbage til Danmark. Dette bragte Grev Rantzau i en lidt pinlig situation.
H.P. Hanssen efterlyste interesse fra danske politikere
Den 14. december var Grev Rantzau hos udenrigsminister Scavenius for at beklage sig over tyskfjendtlig agitation i det sønderjyske spørgsmål. Greven påstod, at man fra dansk side, havde opfordret de dansksindede til at desertere.
H.P. Hanssen havde efterlyst en positiv interesse fra dansk side, om at få Nordslesvig tilbage. Munch og Scavenius havde diskuteret dette. Man mente ikke, at man kunne tage stilling under en krig. Såfremt man skulle modtage en gave fra Tyskland, ville dette blive for dyrt.
Et overraskende forslag fra Scavenius
Den 10. februar 1917 kom der højst overraskende et forslag fra Scavenius omkring Sønderjyllands-spørgsmålet. Landsdelen skulle modtages som følge af en overenskomst mellem Tyskland og England. Vi skulle have Nordslesvig mod at englænderne tilbagegive dem nogle kolonier. Med andre ord, England skulle betale den tyske velvilje.
Nordslesvig skulle have en stilling som Luxembourg med selvstyre og fritagelse for værnepligt.
Forvirring hos danske politikkere
Den tyske rigskansler prins Max af Baden havde sent den 5. oktober givet rigsregeringen meddelelse om, at han over Schweiz havde givet præsident Wilson meddelelse om, at man på basis af de 14 punkter, som præsidenten havde stillet op var klar til at påbegynde fredsforhandlingerne.
Nu var Nordslesvig – spørgsmålet ikke udtrykkeligt nævnt i disse punkter, men det var klart, at det ville blive aktuelt. Nu var spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret jo proklameret. Så dette måtte være udgangspunktet.
Sønderjyderne havde længe været i gang
Der var allerede en del forvirring blandt de hjemmelige politikere. Man turde ikke at tage et afgørende skridt for at genere tyskerne og det var som om, at de danske politikere holdt de dansksindede sønderjyder helt ude af problematikken. Men hvem var i stand til at tage det afgørende skridt? Der forelå tre muligheder:
Ja sønderjyderne havde været i gang længe. Og den danske regering ville helst have at tyskerne tog initiativet.
Den første danske avis med Sønderjylland på dagsordenen
Den 6. oktober 1918 kunne bladet ”Socialdemokraten” som den første danske avis stille det sønderjyske spørgsmål på dagsordenen. I en længere ledende artikel gjorde bladet opmærksom på de socialdemokratiske forhandlinger i Stockholm i 1917, som nu forelå samlet i en fransksproget redegørelse. Det mundede ud i det neutrale socialdemokratiske fredsudkast af 10. oktober 1917, som nu også var tiltrådt af de tyske socialdemokrater.
Hvad der slet ikke stod i manifestet var, at de tyske socialdemokrater havde afvist en folkeafstemning i Sønderjylland.
”Socialdemokraten” ville have taget det sønderjyske spørgsmål ud af fredsopgøret mellem det tabende Tyskland og de sejrende allierede. De ville have det klaret direkte i en aftale mellem Tyskland og Danmark.
Et brev, der ikke eksisterer, Staunings Brev
Hvad mange benægter er, at Stauning sendte et brev til senere rigspræsident Friedrich Ebert. Det var stilet ”Lieber Genosse” og dateret den 18. oktober 1918. Heri anbefaler Stauning, at tyskerne selv rejser ”Nordslesvig/Sønderjyllands” spørgsmålet. Man må gå ud fra, at Scavenius var indforstået med brevets indhold.
Egentlig var det en uofficiel henvendelse fra den danske regering til den tyske regering om, at få ordnet grænsespørgsmålet underhånden, så både den danske opposition og de allierede sejrherrer kunne stilles over for en fuldbyrdet kendsgerning. Men officielt så eksisterer dette fortrolige brev ikke.
Forsvarsminister Munch ville give tyskerne, Årø
9 dage før brevet blev afsendt kaldte Zahle professor Aage Friis til sig for at drøfte problemet Sønderjylland. De to var enige om at trække en grænse bor for Flensborg og syd for Tønder. Om aftenen den 9. oktober havde Scavenius besøgt Zahle. Scavenius havde over for Grev Rantzau sagt, at tyskerne selv skulle løse problemet. Forhandlingerne med Danmark kunne så komme bagefter.
De to ministre var ikke meget for H.P. Hanssens gøren og laden. Man ville have sendt professor Friis for at forklare regeringens holdning i spørgsmålet. Men nu var man så enige om, at H.P. Hanssen skulle underrettes af den tyske regering. Scavenius kunne også fortælle greven, at man forventede, at den tyske regering bremsede H.P. Hanssen. Munch mente, at man kunne måske lade tyskerne beholde Årø som militærstation. Men se de tanker havde de allierede slet ikke gjort gældende. De mente, at tyskerne skulle helt afvæbnes. Derfor kan Munchs holdning virke meget overraskende.
Kendte han ikke Versailles – traktaten?
Den danske forsvarsminister Munch burde have kendt til Versailles – traktaten artikel 195, hvori der blev fastslået, at alle nationer skulle sikres fri adgang til Østersøen. Munchs planlagte indrømmelse til tyskerne om at give dem Årø til beherskelse af Lillebælt stred fundamentalt imod de allieredes interesser. En tysk base på Årø ville jo være vendt direkte mod de allierede. I storpolitisk sammenhæng ville det jo binde Tyskland og Danmark sammen.
Det er indlysende, at militære indrømmelser til Tyskland på de allieredes bekostning i en situation, hvor det udelukkende var de allieredes sejre, der havde åbnet mulighed for en genforening, ville være en provokation.
Den 13. oktober om formiddagen fortsatte det grænsepolitiske spørgsmål mellem statsminisister Zahle, udenrigsminister Scavenius samt professor Aage Friis.
Scavenius ville ikke have at de allierede blandede sig
Scavenius refererede en samtale med en amerikansk chargé d´affaires. Han var kommet til Scavenius og spurgt, om der forelå en overenskomst med Tyskland. Om Nordslesvig på en meget dårlig løsning for Danmark. Her måtte Scavenius svare, at det gjorde det ikke, men at man skulle tage hensyn til vores store nabo i syd. Danmark havde jo som de krigsførende magter ikke noget krav at rette mod Tyskland.
Scavenius havde forklaret, at egentlig ønskede man ikke de allieredes indblanding i sagen. Der gik også rygter om, at tyskerne kunne havde tilbudt danskerne Haderslev og Aabenraa – amter.
De danske politikere havde forregnet sig
Scavenius og Stauning havde forventet hurtigere svar på deres henvendelser til den tyske regering.
Fra dansk side havde man helt overset de svage elementer i planen. Der ville komme en voldsom kritik fra Prøjsen og Slesvig-Holsten. Og dette kunne i sig selv være farlig for den tyske regering. De allierede ville også føle sig irriteret over udspillet.
Troels Fink har i arkiverne fundet belæg for, at samtalen med den amerikanske diplomat har fundet sted.
Vi opgav neutralitetspolitikken
Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister opgav i krigens sidste face vores neutralitetspolitik, som jo forudsatte, at vi ikke kom i et taknemligheds- og afhængighedsforhold til Tyskland. Regeringens repræsentanter vente ryggen til de allierede.
De allierede slog bremsen i
Men de allierede slog bremserne i. Oppositionen og sønderjyderne kom ind i billedet. Og det var netop dette som H.P. Hanssen han kæmpede for fra sit hotelværelse i Berlin. Han skrev til blade, politikere og indflydelsesrige personer. Det initiativ som H.P. Hanssen lagde for dagen var ikke noget, de etablerede politikere i København brød sig om.
Et skuffende svar fra tyskerne
Den 23. oktober fremkom der et svar fra understatssekretær David, der meddelte, at man ville anvende princippet om folkenes selvbestemmelsesret også på det nordslesvigske spørgsmål. Man bestred dog fra tysk side, at man havde et krav på § 5
To fløje hos danskerne
Men nu var det sådan, at man fra dansk side havde to fløje. En fløj samlede sig om historikeren H.V. Clausen og hvortil hørte dr. Mackeprang, professor Harald Høfding, dr. H.L. Møller og professor Aage Friis. Disse ønskede afholdt en folkeafstemning. De ønskede en linje nord for Flensborg og syd om Tønder. Man kaldte det for den såkaldte H.V. Clausen – linje.
Det handlede ikke kun om nationalitet
En anden gruppe ville have Flensborg tilbage. Man var ikke helt enige om, hvor meget man egentlig ville have. Nogle ønskede den gamle Dannevirke-linje. Andre ville fraviste tyskerne Kieler – kanalen.
Tonen mellem de to linjer var meget personlig og i de 18 måneder denne krig raserede, blev der gravet særdeles dybe grøfter i det danske folk. Det handlede ikke kun om nationalitet men også om grådighed.
Et forslag til fredskonferencen
På Folkehjem i Aabenraa var Vælgerforeningens Tilsynsråd samlet den 16. – 17. nov. For at godkende en løsning. Man var enige om, at der skulle tilvejebringes en folkeafstemning om genforening med Danmark i det område man betegnede Nordslesvig.
I København gik regeringen videre med resolutionen. Nu var den så overladt til den fredskongres, der skulle afholdes i Versailles.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om samme emne. Indrømmet ordet ”Genforening” i denne forbindelse er ikke altid helt let at forstå:
Juli 8, 2018
Vesterbro – omkring 1914
Vaskevandet var blåt. Man kunne godt snige sig på vognene. Vesterbro var forlystelsescentret. Man fik kartofler efter ”træmål”. Og så var en ugeløn på 14 kr. Mad betød altid meget på Vesterbro. Mandelsæbe fik man om lørdagen som tillæg. Og 10 øre fik man for en død rotte. Stakkels butiksfolk med lange åbningsdage. Folk boede elendigt. Især om lørdagen var der liv. Der var masser af Lånekontorer. Måske var sand-ål det eneste familiefaderen havde med hjem af ugelønnen. Og det var ”tøset” at have håndklæde med, når man skulle bade i 9 graders varme. I biografen hamrede pianisten løs, og så blev man advaret, når der var flyvning. Det var dengang, da ”Hønen” endnu kørte. Og så blev en dansesal til kirke. Men forlystelser var der skam nok af.
Vaskevandet var blåt
Man taler så meget om ”de gode gamle dage”. Verdenskrigens udbrud satte et slags skel, før og efter. Vi har i dag tv, biler og nymodens bekvemmeligheder. Men er vi lykkeligere?
Livet havde både som nu og dengang sine lyse og mørke sider. Dengang var pengene noget værd. Det var gammeldags stenbrobelægning med store rendestene.
Ud for hver ejendom var der rendestensbrædder. Når børnene legede i gården kunne man se, når der blev vasket i huset. Der strømmede blåt vand ud. Folk benyttede dengang ”blåelse” til vask. Så fik tøjet ”en god grund”.
Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller det lidt billigere grøn sæbe. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.
Man kunne køre med på vognene
Det var ikke meget trafik i gaden. Børnene kunne sagtens lege på gaden. De eneste vogne, der kom, var brødvognen eller ølvognen. De kunne høres på lang afstand, når de på hårde hjul blev trukket af heste skrantende hen af brostenene.
Når kuske ikke lige så det kunne man køre med, når vognen satte i gang, idet man hagede sig fast på trinet på bagenden, hvor kusken stod, når man skulle lange ind efter brødet. På ølvognen hagede man sig fast på de nedhængende ølanker.
Så var der trækvogne, som folk benyttede til at hente kul og koks på fra gasværket. Det var billigere end at købe brændslet i butikkerne.
Vesterbro var forlystelseskvarteret
Vesterbro har aldrig som Nørrebro fået præg af arbejderkvarter til trods for, at der i sidegaderne kunne være både nød og slum. Selvfølgelig var der mange arbejdere, der boede her. Men bydelen bar præg af at her boede bohemer, gadepiger, artister og forlystelsessyge, der fra hele byen søgte mod Vesterbro.
Jo her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade bærer prisen. Vesterbro har tidlig været et forlystelseskvarter, hvor dansebulerne og værtshusene har floreret.
Kartofler efter træmål
Hørkrambutikkerne solgte kartofler efter mål – stort eller lille. Jo det var træmål. Desuden solgte han eller hun også spegesild, kål, porrer, gulerødder, petroleum, optændingsbrænde og ildtændere.
En ugeløn på 14 kr.
I etagerne boede jævne arbejdere og håndværkere, der stred for at komme igennem livet. En ugeløn på 14 kr. var almindelig til oprettelsen af livet for en familie. Men priserne var også derefter. ½ pot mælk kostede 6 øre, ¼ pægl fløde 5 øre, 1 pilsner 11 øre.
I brødudsalget kunne man hente for 3 øre fløde. Her havde man kopper stående med kogt fløde. Ved hjælp af en hornpind drejede man langs kanten af koppen, for at ”flødens skind” skulle løsne sig. Så blev det hele hældt op i den medbragte flødekande.
Wienerbrød kostede 4 øre, men man kunne også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris. Ja og så var det 5 øres kager.
Mad har altid betydet noget på Vesterbro
Det var også spændene inde hos spækhøkeren. Han havde dejligt hjemmesmeltet fedt. Og en mager spegepølse. Desuden havde han flæsk, der ikke er så sejt som nutidens. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Når man kom ind i opgangen lugtede det ofte af stegt flæsk med løg. Det var billigt mad.
Mad har altid betydet noget på Vesterbro. Der spares på alle andre områder for at få god mad. For en daler kunne der laves mad til en hel familie ofte for flere dage.
Mandelsæbe som tillæg
På det andet gadehjørne boede en urtekræmmer, en lille pukkelrygget mand med bakkenbarter. Her fik man hver lørdag i tilgift et stykke mandelsæbe og et kræmmerhus bolsjer.
Slap teen op, blev knægten ofte sendt der over efter to lod. Mor var tit derover for at låne telefonen eller ”Berlingeren”. Det var dengang, man kunne abonnere på Dannebrog, men den gik hvis ned. Så var det en avis, der hed Riget, men det var nu begrænset, hvad der stod i den.
Belysning
Det var gadebelysning på gaden. Gadelygterne blev tændt, når tiden var til det, af en lygtetænder med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rung ring i lygten. Trods sit navn slukkede han også lyset, men aldrig helt. Der var en lille ”vågekone”, som brændte hele dagen.
Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” og så have en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikkestativet i køkkenet.
På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Og det lugtede af gas indtil han havde været turen igennem fra kælder til kvist for at få lys på. Det var ikke bengalsk belysning, men kun et lille blus, så man lige kunne skimte trapperne. Man måtte føle sig frem til nøglehullet i entredøren.
Gaslugten gentog sig senere på skolen, når man vintermorgener skulle have lys, men her var der godt blus på.
I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få den tændt.
Man måtte passe på, at den ikke osede, at lampeglasset nyligt havde stiftet bekendtskab med en lampepudser, og at der var petroleum på lampen.
I Gasværksvejens skolegård var der nogle træer. Dem var der nu ikke mange af i brokvarteret.
10 øre for en død rotte
I gården blev der leget langs skraldebøtterne. Der blev spillet klink med blyknapper, der anvendtes til arbejdsskjorter. De blev kaldet for janter. Så var der også brandmandsknapper. Pigerne nipsede og havde fine nipsepuder.
Der var rotter i gården, og når man fangede dem i de opsatte fælder, fik man 10 øre pr. hale, når den blev afleveret på den nærliggende Svendsgades politistation.
Lange åbningsdage
Butikkerne på Istedgade lukkede først kl. 23 om lørdagen. Inden butikspersonalet kunne gå hjem skulle der først gøres rent. Så blev lukketiden fastsat til kl. 22 kl. 20 osv. Det var hyggeligt at gå på indkøbstur lige inden lukketid om lørdagen.
Folk boede ofte elendigt
Folk boede ofte elendigt. Mange mennesker var sammenstuvet i et enkelt rum. Det var i reglen forhus, sidehus og baghus, ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mange tilfælde i etværelses – lejligheder, hvor man fra trappen gik ind i den eneste stue. Der måtte for eksempel skrives 3. sidesal på brevene for at postbuddet skulle finde adressaten.
Først efter at have passeret en eller et par porte nåede man ad sandbelagte trapper op til lejeren, hvis eneste udsigt var til andre triste lejekaserner.
Liv og glade dage om lørdagen
Når man kom hen i Istedgade en fredag eller lørdag aften, var der liv og glade dage. Lyset strålede fra butikkerne med de mange dejlige varer. Fra Eskildsgade til Oehlenschlægersgade var der på den ene side af gaden, der vender mod Sønder Boulevard, en lang række trækvogne, som solgte alskens varer, æbler, pærer, appelsiner, ost, røgede sild, rødspætter, røgede ål m.m.
På lånekontorerne
Ja sådan lød det. Prangerne havde travlt. Handelen gik livlig. Carbidlygterne på vognene lyste og lugtede. På gaden hørte man også i dagtimerne sælgernes råb om ”Rejer er godt”, ”Sild, rødspætter eller frugt”.
Blandt Vesterbros mange handlende var der også en del pantelånere. Her måtte folk gå den triste gang for at skaffe sig penge til maden eller til at sætte lidt ekstra kolorit på tilværelsen.
På lånekontorerne afleverede man det to – tårnede – sølvtøj, overfrakken om sommeren eller en tøjbylt om vinteren.
Familiefaderen kom hjem med sand – ål
Så var det også manden med sand – ålene, der vandrede gennem Istedgade. Det var ål, der var fanget i Gasværkshavnens mudder. Efter at være flået blev de rullet i sand. Manden søgte ofte beværtningerne, hvor han prakkede de snavsede ål på mere eller mindre fulde arbejdere. Det var måske det eneste, familiefaderen kom hjem med af ugelønnen foruden ”kæferten”.
En egen luft i Istedgade
Altid var der liv og glade dage i Istedgade, Sporvognene klemtede. Sent om aftenen, når beværtningerne lukkede, hørte man lystige folks stemmer. Om dagen kunne man være heldig at se brygger Carl Jacobsen i lyst tøj med en rose i munden gå gennem Istedgade på vej til Carlsberg.
Det var en egen duft i Istedgade. Når man en sommeraften kom fra Tivoli, var det, ligesom luften stod stille iblandet lugte fra forretningerne – øl, klipfisk, ost, spegesild, æbleskiver, i et sammensurium iblandet ”duften” fra beværtningerne.
Når dampsprøjten kom
En særlig fest var det, når dampsprøjten kom kørende. Hestens hove slog gnister og det samme gjorde den blankpudsede dampsprøjte, hvor man under kørslen var ved at ”fyre op”. En anden lyd, der vakte opsigt var, når Lægevagtstationens vogn kom kørende, og man hørte det dumpe signal og så hesten i fuld fart mod ulykkesstedet.
En tredje vogn med en underlig ringlende lyd var sygevognen med de matte ruder, der skulle føre patienter til Blegdamshospitalet eller Kommunehospitalet.
Søndagsskolen blev afholdt i Gasværksvejens skoles gymnastiksal, hvor der blev afholdt børnegudstjeneste kl. 3. Man sad på en umagelig træbænk uden rygstød. Benene kunne ikke engang nå gulvet. Når der var sunget et par samler, kom prædiken.
Vejrmøller i gymnastikhallen
Så kom julefesten, hvor man fim appelsiner og andre godter, samt ”Skovturen”, der som regel gik til Søndermarken, hvor der blev leget ”røver og soldater”.
For mange Vesterbro-borgere var Søndermarken et yndet udflugtssted, hvor man spiste sin medbragte mad. Turen kunne også gå op til Korups Have eller de små haver i Pile Alle.
Men se der skete også andre ting end søndagsskole i denne gymnastiksal. Under kommando af en krigsassessor og en gymnastiklærer blev der her holdt eksercits. Her skulle man også kunne slå vejrmøller og stå på hænder.
Gasværkvejens Betalingsskole
Se dengang hed det Gasværksvejens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden i skolepenge. En af lærerne var særlig populær. Det var den senere berømte tegner, Herluf Jensenius.
På Sønder Boulevard var der marker. Om vinteren kunne man kælke ned ad bakkerne. Det var allerede dengang skabt betingelser for den senere højhusbebyggelse. Det sidste høje hus på hjørnet af Enghavevej og Sønder Boulevard blev kaldt ”Blæsenborg”, fordi det stod så ensomt.
Bekendtskab med naturens vidundere
Længere ude af Enghavevej var der om vinteren skøjtebane. Ved Vestre Kirkegårds Alle var der køkkenhave, hvor poderne for første gang stiftede bekendtskab med naturens vidundere. For en knægt fra stenbroen var det en oplevelse at kunne lægge frø i jorden og se dem gro under sine hænder. Der blev dyrket gulerødder, blomster, radisser og så kunne man om efteråret gå hjem med store græskar.
Om sommeren gik man i vandet i Gasværkshavnen. Man gik af Sommerstedsgade, som dengang hed Hartmannsgade. Derfra over Dybbølsbroen og ind på kommunens badeanstalt.
”Tøset” at have håndklæde med
Det kunne godt være hårdt for poderne, når man ved en temperatur på 11 grader i luften og 9 grader i vandet eller omvendt skulle afføre deres tøj og ad ribberne begive sig ud i de våde element på tre fod. De mere dygtige, der kunne svømme, kom på fire fod. De særlige frisvømmere tog udspringet fra den høje vippe på ni fod. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.
Mange mødte her for første gang det salte vand og fik den første lektion i svømning. Læreren stak en stiv løkke på en stang ud til en, og så var det ikke andet at gøre end at lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke, men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der holdt i den tykke ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med munden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.
Pianisten hamrede løs
Af fornøjelser var der biografteatrene, der lige var dukket op. Det var i stumfilmens dage, og man sad på hårde klapsæder. Filmen gik over det hvide lærred, mens en pianist hamrede løs på klaveret.
Advaret om flyvning
Bilerne var lige begyndt at komme frem, men man ventede sig ikke nogen stor fremtid af dem. Flyvningens første tid var også inde. Når der var flyvning på Kløvermarken blev det annonceret ved, at Taxamotors vogne havde flag på, hvorpå der stod: ”Flyvning”. Så vidste man, hvad der ville ske.
Da ”Hønen” endnu kørte
Det kostede 5 øre at køre en kortere strækning med sporvogn, en længere kostede 10 øre. Skulle man lave en omstigning, benyttede konduktørerne et stykke blåt kridt til at skrive på billetten, hvor man var stået på, så den næste kunne se, om man havde ret til at stige om.
Det var på den tid, hvor Hønen endnu kørte på Nørregade, bussen forspændt 2 heste på strøget, og linje 12 også med to heste fra Højbro ad Købmagergade til Søtorvet. Den sidste bus kunne selv en dreng stadse ved blot at række hånden i vejret. Der var ingen faste stoppesteder dengang.
En dansesal blev til kirke
En tidligere dansesal, Valkyrien på Vesterbrogade var omdannet til kirkesal under navnet Skt. Mariæ Kirkesal. Det var Vesterbros navnkyndige præst, A.N. Fibiger, der prædikede her og tordnede for sine bysbørn. Det var på hans initiativ og gennem hans arbejde, at Eliaskirken på Vesterbros Torv rejste sig i 1908 med deraf følgende værdifulde samfundsgavnlige virkninger. Fibigers navn vil for al fremtid være knyttet til Vesterbro i kirkelig henseende.
Masser af forlystelser
Vesterbro har altid været forlystelsernes centrum. Det følger vel af, at solen går ned i vest. Man begyndte med Tivoli, Scala, Tivoli – Variete (Kisten)senere Apolloteatret. Her optrådte i sin tid Gissemand (Holger Pedersen), Carl Fischer og Schiøler Linck.
På Scala i de store dage var det Carl Alstrup, Liva Weel, Olga Svendsen m.m.
Fortsatte man længere ud ad Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var dansesalon, en årrække Palais de dance, senere Valencia. Endelig blev forlystelserne afsluttet i Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden og alskens forlystelser for både voksne og børn.
Tænk engang over alt dette, når du går en tur i Vesterbros gader.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 153 artikler fra det gamle København og omegn herunder:
Juli 7, 2018
Jernbanesabotage
Der var flest jernbanesabotager i Jylland. Og så skubbede man lige et lokomotiv i Vidåen. Man fejrede kongens fødselsdag med 50 sprængninger. Man gik også over grænsen. Trommer fik at vide, at han havde skrevet noget sludder. Endvidere gik angrebene på, at han var unfair og urimelig. Men SOE mente, at danskernes indsats var af ”væsentlig militær betydning”. Masser af dræbte i Tønder efter ”engelsk sabotage af jernbanen”. Det samme skete et par år efter. Skulle Trommer have anlagt en anden vinkel? Var efterretningsvæsnet godt nok? Var koordinationen god nok? Der manglede også engelsk flystøtte. I illegale aviser blev den danske indsats rost. Det er stadig upopulært at rokke ved sandheden. Også selv om ser det ”med datidens billeder”. Man må stadig ikke ”bande i kirken”. Men enden af det hele blev, at vi fik ”adgangskort” til de allierede.
Flest jernbanesabotager i Jylland
Fra juni 1944 til maj 1945 fandt der 1.400 jernbanesabotager sted. Alene i de fire måneder af 1945 blev der foretaget 1.100 aktioner.
Af de 1.400 aktioner i sidste krigsår foregik de 1.100 i Jylland.
Et lokomotiv i Vidåen
Det var mange måder at lave jernbanesabotager på. I Tønder puttede man patroner i skorstene på seks lokomotiver. Her kørte man også et lokomotiv i Vidåen. Det tog tyskerne tre uger at få den op.
En måde at fejre kongens fødselsdag på
Den 26. september 1944 vågnede borgerne i Tønder med meddelelsen om, at begge jernbanelinjer fra Tønder var blevet udsat for sprængninger i nattens løb. Om det var den måde, man ville fejre Christian den Tiendes fødselsdag, ja det vides ikke.
Politiets radiobil kørte rundt i gaderne og fortalte, at klokken 19 ville det være spærretid, restauranterne ville lukke og tyskerne ville foretage afspærringer.
Egentlig var der kun sprunget 49 bomber på strækningen mod Bramminge og Tinglev. For den sidste bombe var fundet ueksploderet. Den blev afleveret af ”Sheriffen fra Tinglev” med bandeord over de der ”forfærdelige sabotører”. Han var dog nu selv en af dem. Ja og krudtet til alt dette var gravet ned i Tøndermarsken i nærheden af Højer.
Man gik over grænsen
Det var den 30. december 1944. Kl. 22.30 ringede telefonen på Padborg station. En anonym ringer op og fortæller, at der om kort tid vil sprænge bomber på området.
Kort efter går sprængningerne i gang. De fortsætter i over en time. Befolkningen troede, at det var tale om et luftangreb. Næsten alle skiftespor samt installationer blev ødelagt. Gennemkørsel var umulig i flere dage.
Selv over grænsen gik man og sprængte skinnerne mellem Padborg og Flensborg. En 3 mands gruppe anbragte ikke mindre end 30 ladninger med tidsindstilling under sporene. De sprang næsten samtidig med et engelsk luftangreb mod Flensborg.
3.Region var specialister i jernbanesabotage. De tyske troppetransporter blev forsøgt hemmeligholdt, men det lykkedes ikke.
I de sidste år af krigen blev fanger fra Frøslevlejren anbragt i en vogn, som regel lige efter lokomotivet, når det var tysk troppetransport. Men banepersonalet gav hurtig besked om, hvor fangevognen befandt sig så sprængning kunne indrettes efter det.
”Det er noget sludder, de har skrevet”
Det var ikke en særlig glad modstandsleder, Jens Toldstrup der mødte ind på Odense Universitet i 1971. Han skulle høre Aage Trommer forsvare sin doktordisputats om jernbanesabotage i Danmark. Han nåede da lige at udveksle et par ord med Trommer:
Ja doktordisputatsen var fyldt med statistikker og tabeller med udgangspunkt i gamle DSB-kørerplaner. Ja den var skrevet i et tørt og meget teknisk sprog. Det er nu ikke en af de mest underholdende bøger fra besættelsestiden.
”Det er urimeligt og unfair”
Men 900 mennesker var mødt op. Mange af disse var tidligere modstandsfolk. De brød sig bestemt ikke om, hvad de hørte. Nogle af dem havde sat deres liv på spil i modstandskampen. Det var nu heller ikke alle, der nøjedes med at lytte. Toldstrup nåede da også at sige nogle flere bevingede ord til Trommer:
Man har glemt Trommers indledning
Men hvad var det nu lige, Trommer indledte med at sige deroppefra:
Trommer kunne konkludere, at de forsinkelser, som de tyske tropper blev udsat for, var marginale. Men under alle omstændigheder er Trommers provokerende udtalelser kommet til at spille en rolle for fremtidens historieformidling.
SOE: ”Væsentlig militær faktor”
Det var den gængse opfattelse, at Danmarks væsentligste bidrag foruden efterretningstjenesten var sabotagen. Men det var militært betydningsløst, fastlog Trommer.
Indtil 1971 var man gået ud fra modstandsbevægelsens egen materiale plus de ting, der var frigivet fra SOE. Men i enkelte meldinger fra det britiske militær omtales den danske indsats som en ”væsentlig militær faktor”.
Den militære betydning ”begrænset”
Men mon ikke de fleste kritikkere af Trommer glemmer nogle ting, han har skrevet. Her er et par citater fra hans bog ”Disse fem år”:
En sort dag i Tønder
Lørdag den 11. juli 1942 var to engelske fly kommet ud af kurs De var omkring 20 km nordligere end de havde regnet med. Jo de troede, at de var i Niebüll, der havde forbindelse med en dæmning til øen Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.
Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder. Fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjemad.
Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården, men var ikke eksploderet. Den rikochetterede derfor gennem en mur gennem en have tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen i ejendommen, Jernbanegade 10, hvor den eksploderede med en anden bombe fra samme fly. Ødelæggelserne var enorme.
To øvrige bomber var faldet i nærheden og beskadiget andre ejendomme.
Mange ofre i Tønder
Flight Lietenant Hughes havde endnu ikke smidt alle sine bomber. Han valgte derfor at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Den danske lokomotivfører var død på stedet. Fyrbøderne døde et par dage senere af sine kvæstelser.
Det engelske fly styrtede ned fem minutter senere skudt ned af et tysk jagerfly.
En dyrlæge og hans datter var blandt de mange dræbte i Tønder. De var egentlig flyttet men var vendt tilbage for at rydde op. Nu var der murbrokker over det hele. Glassplinter, blod og støv over det hele. Helt over på Kongevej var der ødelæggelser.
Begravelseshøjtideligheden i Kristkirken for ofrene var gribende. Den store kirke var fyldt til bristepunktet. Og det var pladsen ude foran kirken også.
Endnu flere ofre i samme hus
Men skæbnen ville, at natten mellem den 14. og 15. april gik det ud over det samme hus på Jernbanegade 10 i Tønder. Åbenbart var målet banegården i Tønder med i stedet blev det genoprettede hus nærmest torpederet. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man efterfølgende fem dræbte og 7 sårede.
Angrebet var kommet så pludselig, at luftalarmen ikke var gået i gang. I alt kostede disse to engelske fejlangreb 12 dræbte og 14 sårede i Tønder.
Mange ofre i tog
Ja kigger vi på omkommende DSB folk, så blev 8 henrettet af tyskerne. 9 døde i fængsler, KZ – lejre eller tyske lazaretter. 6 blev dræbt under kamphandlinger.
Ved terrorattentater mod danske persontog blev 29 dræbt og 158 sårede. Ja ofte var det landsmænd der stod bag.
I beretninger fra modstandskampen herinde på siden har vi også ofte berettet om farefulde jernbanesabotager. Mange modstandsfolk er taget under og efter sådanne operationer. Det er ofte endt med en tur mod syd i KZ-anstalter for efterfølgende aldrig at komme hjem.
Skulle Trommer have bragt en anden vinkel?
Man kan egentlig godt forstå, at Aage Trommer ikke blev en populær mand, da han påstod, at de mange sabotageaktioner mod jernbanerne ikke havde en militærisk betydning.
De fleste historikere er stort set enige med Trommer. Og selvfølgelig er der mange, der mener, at han burde have set i andre arkiver, brugt anden form for litteratur og anskuet temaet fra en anden vinkel.
Han kunne have set i tyske arkiver og fået vished for, hvor meget sabotagen generede tyskerne. Havde det nogle psykiske følger for de tyske tropper, at der blev øvet sabotage mod dem? Ja egentlig skulle man tro, at de var vant til stærkere sager.
Et vandtårn, en blokpost, et sporskifte eller et væltet lokomotiv. – der kan være nuancer. Men det standsede stort set tyskerne i lige lang tid.
På forsiden i England
De tyske banemyndigheder etablerede sig ved 2. distrikt i Aarhus. Her modtog det danske personale instrukser, når tyske transporter var på vej. Men de danske banefolk sendte informationer direkte til modstandsbevægelsen.
De engelske aviser bragte selvfølgelig nyheder om, at der havde været sabotager mode jernbanerne. Måske overdrev man også. Men det drev også Danmark længere ind i de allieredes kreds.
Jernbanesabotage blev prioriteret højt. Det var måske også lettere at forklare et angreb på en værnemagtstransport end en dansk fabrik. Nu var en fabrikssabotage også ofte mere kompliceret.
Man savnede kommunikation
Både SHAEF og SOE havde anset det for hensigtsmæssigt, at der blev uddannet jernbanesabotører, såfremt fronterne nærmede sig Danmark eller Slesvig – Holsten.
Nu var det heller ikke alle aktioner, som DSB kunne se det rimlige i. Måske savnede man en gang imellem noget kommunikation. Der nævnes i forskellig litteratur, som vi har brugt, at stabsarbejdet måske ikke altid var godt nok. Og her kan det sikkert også være masser af uenighed.
Måske har instruktionen for utilstrækkelig eller føringen for mangelfuld eller tilrettelæggelserne af sabotagerne ikke altid hensigtsmæssige, således at sabotageaktionerne kunne have været mere ødelæggende.
Var efterretningsvæsnet godt nok?
Man manglede både trænet mandskab, sprængstof og våben. Man kunne tidens forhold taget i betragtning ikke foretage så en intens overvågning, som det måske var påkrævet. Ja nogle påviser også, at efterretningsvæsnets oplysninger også ofte var mangelfulde.
Man havde ikke telefon til London. Man havde kun hemmelige radiosendere. Disse var tyskerne dygtige til at pejle sig ind på.
Det var uden betydning at ødelægge blokposter og signalanlæg, hvorimod mere lønnede mål var skinner, lokomotiver, vandforsyningsanlæg og oliedepoter.
Tre gendarmer var på det forkerte sted
Interessant er det lige at konstatere, at generaldirektør P. Knutzen nævner, at der den 9. april fandtes sprængkamre i jernbanebroerne. De blev støbt på tysk forlangende for at hindre sabotage.
Det var også i denne forbindelse at tre gendarmer natten til den 9. april blev skudt ved viadukten i Padborg. Tre civilklædte soldater, der var sendt i forvejen mente, at disse gendarmer skulle anbringe sprængstof. Tyskerne er højst sandsynlig blevet alarmeret af danske spioner.
General roser den danske indsats
Hæstrup skriver, at jernbanesabotagen voksede betydeligt i Jylland i 1944 – 1945. Men samtidig faldt antallet af troppetransporter pr. jernbane. De tyske soldater måtte på god gammeldags maner marchere på de jyske landeveje.
General Gubbins holdt i 1948 et foredrag, hvor den danske modstandsbevægelse blev fremhævet og den danske jernbanesabotage. Foredraget blev afholdt i en officersklub med mange udenlandske militærfolk.
Manglende engelsk flystøtte
Men det har nok ikke påvirket det tyske krigsforløb. Alle tyske bevægelser gennem Danmark er klarlagt ligeledes alle sabotageaktioner. Og det var jo både den østjyske og den vestjyske længdebane. DSB havde på forhånd i de trykte særtogsanmeldelser opstillet planer for disse tog.
Efterhånden blev den tyske moral dog sløjere. Alene dette medførte også betydelige forsinkelser. Dette medførte også rivninger med de tyske banemyndigheders repræsentanter. De danske banefolk gik ind i den strid, for dem var de tyske banemyndigheder en stødpude mod det tyske militær.
Der nævnes manglende flystøtte. Briterne kunne ikke undvære flyvere til et så sekundært område som Danmark
Tyskerne havde garderet sig. Således havde man fabrikeret en instruks for tilfældet:
200.000 soldater skulle transporteres
Men selv om nogle tyske soldater skulle marchere, så var situationen denne, at 200.000 kampvante tyske tropper fra 20. Gebirgsarmee gradvist blev overført fra den nordlige østfront til Nordnorge. Herfra skulle de overføres fra Kontinentet for at afstive den vaklende tyske front. Overførslen skulle ske via Oslo transporteret videre sydpå med tog ned gennem Jylland. Fra de vestallieredes synspunkt var det vigtigt at lægge hindringer i vejen for denne trafik.
En anden ting var, at omkring årsskiftet 1944/45 var Norge den tyske krigsindustris sidste kilde til råvarer. Og så skulle man da tro, at man lagde hindringer i vejen. På vandet havde man lagt miner. Og man foretog angreb mod skibsfarten selv i dagslys.
I en efterretningsoversigt fra marts 1945 udarbejdet af Royal Air Forces Kyskommando hedder det:
Ikke mange soldater blev forsinket
SOE havde dog også beordret jernbanesabotagen i Jylland intensiveret i efteråret. Men kunne man tænke, at man fra britisk side vurderede den danske indsats højere end den egentlig var, siden man fra britisk side ikke iværksatte flere flyangreb mod de jyske jernbanestrækninger? Var det bevidst, at man fra dansk side i SOE havde skruet op for knappen? Man havde beordret angreb mod tyske lufthavne i Danmark.
Ser man på den operative tyske trafiks omfang bliver resultatet, at tyskerne i løbet af krigens sidste 11 måneder transporterede 14 enheder af divisions – eller brigadestørrelse plus otte mindre enheder fra Danmark sydpå. De kom enten fra styrker, der var operativt placeret heroppe eller fra ”Truppenübungslager Oksbøl”, hvor nye divisioner blev uddannet. Hertil kom ni divisioner fra Norge. De blev sejlet til Århus og derpå kørt videre sydpå. Dette giver i alt 23 store og otte små enheder.
Kun fem divisioner og en regimentskampgruppe blev forsinket i et døgn eller mere. Resten blev forsinket i mindre end et døgn, adskillige slet ikke.
Man var selv klar over den begrænsede virkning
Ja fra juni 1944 til maj 1945 drejede det sig om hele 680 læssede tog. Jyllandsledelsen var klar over aktionernes meget begrænsede virkning, men erkendelsen førte ikke til fornyet gennemarbejdning af jernbanesabotagens taktiske problemer – hverken i Jylland eller London (SOE). I 1945 bevirkede en kodemeddelelse en hurtigere ordreafgivning.
BOPA havde ellers konstrueret en kogebog til jernbanesabotage. Måske var den inspireret af SOEs kogebog.
Stor succes i de illegale aviser
Man havde ellers indtryk af at sabotageaktionerne var en kæmpesucces, hvis man var læser af de illegale blade. I Information kunne man den 7.10.1944 læse følgende:
Føreren havde lagt mærke til sabotagen
Som en belastende faktor oplyste General Bennike, at 50-80.000 mand gik med til jernbanebevogtningen i Danmark i krigens sidste måneder. Det var en belastende faktor i stabsplanlægningen af transporter og taktiske operationer.
Men nu var jernbanesabotagen ikke lige meget for tyskerne. Den 6. februar 1945 indløb der en telefonisk besked fra Førerhovedkvarteret i Berlin til den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, Generaloberst Lindemann:
Og to dage efter gjorde Lindemann de tyske kommandører personligt ansvarlige for, at troppetransporterne forløb uden forsinkelser.
Tyskerne ville hurtigere i toget
Det nærmeste vi kommer en egentlig vurdering af jernbanesabotagens effekt, er en kort melding fra den 14. april 1945 fra Marinenoberkommando Ost i Kiel til chefen for Krigesmarine i Danmark, admiral Wurmbach. På baggrund af de forstærkede luftangreb i Skagerrak og Kattegat, samt de kortere nætter, ønskede man, at Wurmbach skulle prøve, om det var muligt at lade hurtigere troppetransporter anløbe Frederikshavn i stedet for Århus, og dermed længere jernbanetransport ned gennem Jylland. Og han fortsatte:
Der henvises til hæren, som foretrækker selv store forsinkelser gennem længere jernbanetransport frem for total tab til søs.
Ingen fødevaretransporter blev angrebet
Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke har kunnet finde en eneste sabotage af fødevarer til Tyskland. Gad vide om der i denne forbindelse har været først forhandlinger mellem Werner Best og Svenningsen. Måske har dette også været i forståelse med Samarbejdsregeringen og Frihedsrådet.
I Holland foretog modstandsbevægelsen sådanne aktioner med det resultat, at tyskerne kastede den hollandske befolkning ud i sult, som kostede mange tusinder livet.
Upopulært at rokke ved sandheden eller det vi tror er sandheden!
Det er altid upopulært at påstå noget, som kan rokke ved danskernes troværdighed, når det gælder besættelsestiden. Det har vi selv erfaret med flere artikler her på siden og udgivelse af vores bog ”Grænsen er overskredet”. Den er ikke blevet særlig godt modtaget i Padborg – området. Man påstår, at vores argumenter ikke er dokumenteret. Men alle dokumenter som vi kunne få fat i ligger nede på Lokalarkivet i Bov.
Vi forsøgte også igen at anmelde mordet på Asmus Jensen. Det kunne jo være, at man ville tage sagen op med de nye beviser, som vi havde fundet frem til. Men nej, to timer efter anmeldelsen blev vi ringet op af politiet i Aabenraa. Sagen var henlagt i 1947. Ja der bliver den nok liggende. Den fuldstændige opklaring må ikke komme frem.
Familier til ofrer skal stadig leve med løgn og bedrag. Er det rimligt?
Husk at se det med ”den tids briller”
Eksemplet er kun fremdraget for at vise, at sandheden om besættelsestiden stadig er ilde hørt. Selv om man ser hændelserne med ”den tids briller”. Vi har på vores side i den forbindelse artikler om Riffelsyndikatet, F.L. Schmidt og slavearbejderne, de tyske flygtninge og retsopgøret.
I Information blev Trommers afsløringer modtaget med overskriften:
Det var alt sammen meget meget lærd. Måske var det godt, sabotørerne ikke prøvede at erhverve sig så megen viden – så havde de lært lektier, til krigen var forbi. Og ”de andre virkninger” af jernbanesabotagen var nu ikke til at kimse af.
Man må stadig ikke bande i kirken
Der har i den grad været en medløbergeneration. Nogle gange er det så opstået en modreaktion men det kapper så over nogle gange. Vi mangler måske stadig at få afsluttet grunddiskussionen. Hvorfor må man stadig ikke ”bande i kirken”.
Man får at vide, at man skal komme med fakta. Men når fakta bliver udstillet som udokumenteret og yderligere dokumentation ikke er mulig, da arkivindsigt ikke er muligt, ja så affejer man selv vidner.
Vi har også mange fantastisk gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med fordomme. Og dette bærer besættelseslitteraturen desværre også præg af gennem tiden.
Adgangsbillet til de allierede
Jernbanesabotagens moralske betydning var overordentlig stor. Det gav Danmark en fornemmelse af, at nu var vi kommet med i krigen. Nu skete der noget, der generede tyskerne. Alle kunne mærke det gennem timelange forsinkelser, som de danske tog nu blev udsat for. Det var adgangsbillet til de allierede. Det blev sammen med al den øvrige sabotage et alibi for nationen, muligheden for at se udlandet lige i øjnene.
Mange modstandsfolk mistede deres liv ved jernbanesabotage. Mange levede i konstant frygt og mange måtte finde sig i tortur og kom ikke hjem fra KZ – lejrens pinsler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 235 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:
Juli 3, 2018
Sømændene fra Emmerlev
Der har altid været mange søfolk fra de kongerigske enklaver ansat i Søetaten. Hvert år har der været masser af styrmænd og matroser fra Emmerlev, der skulle mønstre på Holmen. Som styrmand fik man en god hyre. Mange i Emmerlev dengang fik så lille et jordlod, at de ikke engang kunne blive selvforsynende. Så var det godt, at de kunne kaste sig over kniplekunsten, og det gjorde 56 kvinder fra sognet i slutningen af 1700-tallet. Andelen af søfolk i Emmerlev Sogn var på et tidspunkt 34 pct.
Mange ansatte i Søværnet
Den danske Søstat omfattede i 1700-tallet betydelig anlæg. Det var først og fremmest i kraft af at 2.000 søfolk fra Danmark og Norge hver år skulle stille på Holmen. Her arbejdede ca. 5.000 mand, der var kontraktansat ”stampersonel”. De var organiseret i fire divisioner, en række håndværkerkompagnier, kendt som ”den faste stok”.
Orlogsflåden bestod i 1700-tallet af 25 – 30 linjeskibe med flere end 50 kanoner, 15 – 20 fregatter og et større antal mindre fartøjer.
Det var nu langt fra alle disse, der hvert år blev udrustet.
En god løn som styrmand
Styrmænd fra Søetaten var civilt ansatte ”betjente” og ikke underofficerer. De havde ofte en baggrund i den civile søfart. Lønmæssigt var de placeret i den øverste del af gruppen af betjente og underofficerer. De bedst lønnede overstyrmænd på linjeskibe var næsten lige så vellønnede som de lavestlønnede løjtnanter.
En stor del af de faste styrmænd, som Danneskiold-Samsøe fik ansat i 1740’erne og 1760’erne stammede fra Møgeltønder-området i de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig.
”Holstenske” styrmænd var højt ansete
De holstenske styrmænd var fortræffelig og højt ansete. Hvis man kun kunne få sådanne, var der ingen fare for kongens skibe, blev det sagt. De ”holstenske” styremænd kom fra et område, hvor man havde søfartsdemonstration. Her var man ikke lang fra forholdsvis store havnebyer.
Det var nemmere at få hyre i flåden end i større handelsskibe. Styrmændene beskrev i øvrigt sig selv som ”boende i Holstein”. Det komplicerede de folkeretlige tilhørsforhold i Hertugdømmerne. Det var åbenbart lige så kompliceret som senere tiders historieundervisning.
Mange ”sønderjyder”
I Søetatens styrmandsprotokol er de enkelte faste styrmænds karrier i Søetaten veldokumenteret. Påfaldende mange har tilknytning til Schackenborg Gods ved Tønder.
Hvis vi kigger på en liste over faste styrmænd i Søetatens tjeneste finder vi for perioden 1741 – 1795 blandt andet disse:
20 stykker fra Tønderegnen
Til og med havde alle de faste styrmænd deres bopæl i omegnen af Tønder, nærmere bestemt Schackenborg Gods. Ud af de 38 faste styrmænd i Søetaten, der var ansat i årene 1744 til 1795 stammede 20 fra Tønderegnen, fem yderligere fra de nordslesvigske amter Haderslev og Aabenraa. Fra Tønderområdet var der alene fra Emmerlev Sogn 13 styrmænd, fire fra nabosognet Ballum og en fra Døstrup.
De Kongerigske enklaver
I 1661 modtog Hans Schack Møgeltønder Len og det gamle Ribe Bispelen Brink med birket Ballum og Rømø Sønderland. I de følgende år erhvervede han endnu flere besiddelser. I 1673 blev hans vestslesvigske godser ophøjet til grevskabet Schackenborg, som bestod indtil 1924. Disse områder var som bekendt ”de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig”
Tre gange så mange husmandssteder som gårde
Særligt påfaldende er det høje antal af styrmænd fra Emmerlev Sogn, som bestod af landsbyerne Sønder Sejerslev, Nyland, Emmerlev og Kærgård. Størstedelen tilhørte godset Schackenborg. En lille del tilhørte dog godset Trøjborg.
Fra 1740erne, hvor de mange styrmænd først optræder, findes der ingen folketællinger. Men Schackenborgs jordebøger giver indtryk af ejerforhold af ejerforholdene i Emmerlev Sogn. De indeholder oplysninger om alle gårde og husmandssteder, der tilhørte grevskabet og betalte landgilde til greven.
I 1742 var der tre gange så mange husmandssteder som gårde. Der fandtes ikke en eneste helgård. De fleste gårde var kun tredjedels eller kvart-gårde og ofte endnu mindre udstykninger.
Landegilde og familieskat
Dog fandtes der enkelte hele husmandssteder, men halvdelen af husmændene havde kun halve steder, tredjedels, kvart eller sjettedelssteder. Der var husmandssteder med ekstrem udstykning af jordlodder med en størrelse, der ikke muliggjorde selvforsørgelse gennem landbruget.
Ud over jordebøgerne findes der også skattelister over landegilde og familieskat. Mens gårdenes og husmandsstedernes landgilde viser brugernes antal og størrelse, giver familieskatten et indtryk af antallet af medarbejdende familiemedlemmer og tjenestefolk.
Det skal dog bemærkes, at hustruer og mindre børn som regel ikke dukker op i denne opgørelse (dog findes der blandt husmændene enkelte enker).
Den samlede befolkningsstørrelse var altså ikke højere, end de angivende tal lader formode.
Den første folketælling fra 1787
I 1787 fandt den første folketælling sted, fra hvilken vi har de optællingslister med navne bevaret, som også indeholder angivelser af erhverv. Folketællingen kan give et godt billede af befolkningssammensætningen og erhverv. Har kan vi se, hvad de mange småbønder og husmænd levede af. Ud over de tilsammen 489 indbyggere stod de 432 under godset Schackenborg, 57 var under godset Trøjborg.
I Emmerlev Sogn var der i 1787 flere søfolk end bønder. Hvilket er usædvanligt for et landsogn. Andelen af søfolk var meget høj med 34 pct. af de erhvervsaktive mænd. Schackenborgernes andel var på 36 pct. og endda dobbelt så stor som Trøjborgernes på 18 pct.
I landsbyerne Emmerlev og Nyland lå andelen af søfarende på ca. 45 pct., mens Sønder Sejerslev og Kærgård med henholdsvis 17 pct. og 12 pct.
Men skal vi lige kigger på hvilke erhverv, der var dengang i 1787 i Emmerlev Sogn. Vi fandt ud af, at der var 160 hustande, og med hensyn til deres erhverv fandtes der frem til følgende:
Hos kvinderne så det sådan ud:
43 søfolk i sognet
Ud af de 43 søfolk i sognet var de 8 skippere, 6 styrmænd og 29 matroser. 18 af matroserne, næsten halvdelen af søfolkene, var ifølge folketællingslisten udkommanderet til Søetatens skibe det år.
Vi har tidligere i en artikel været inde på, hvor effektive kongens styrker var, når det gjaldt at udskrive de unge til militærtjeneste. Åbenbart var man ikke helt enige om, hvornår man skulle melde sig, og hvornår man ikke skulle.
Jorden i Emmerlev var ud fra et landbrugsmæssigt synspunkt forholdsvis ringe. Det var muligvis årsag til, at mange af indbyggerne søgte en ekstraindtægt i andre aktiviteter.
Mange søgte til Amsterdam
I 1772 var der på hyrekontoret i Amsterdam registreret 45 søfolk fra Emmerlev. De gik ombord på et skib et eller andet sted i Amsterdam. I 1780 var der 54 mand og i 1787 hele 108 mand. I grunden et bemærkelsesmæssigt tal.
51 pct. sejlede som enten hel- eller halverfaren matros. 14 pct. var skibsdrenge under oplæring og 11 pct. sejlede som kokke. 11 pct. sejlede som styrmænd, og så kunne Emmerlev præstere 6 skibstømrer og tre sejlmagere.
56 kniplersker i Emmerlev Sogn
Mens mand og kone andre steder var fælles om at være beskæftiget i landbruget, finder vi i Emmerlev Sogn 56 kvinder, der var aktive som kniplersker. Hertil kom 6 spindekoner. Antallet af mandelige daglønnere (husmænd, daglejere, hyremænd) på 32 er næsten lige så højt som antallet af jordbesiddende bønder.
Knipleri var meget udbredt hos kvinder på Tønder-egnen. Det blev gennemført i forlagsvæsen for købmændene fra Tønder. Købmændene leverede garn og mønstre og aftog de færdige produkter. Enkelte købmænd beskæftigede mellem 50 og 1.500 kvinder, som først blev betalt, når de leverede de færdige kniplinger.
Lønnen var forholdsvis dårlig og afhængigheden af købmændene stor. Mens spinderi var en beskæftigelse for de allerfattigste kvinder og ikke forudsatte nogen forhåndskundskaber, var knipleriet en specialiseret beskæftigelse, der krævede både viden og værdifulde råvarer.
Knipleriet gav ikke blot mange enlige kvinder i Emmerlev Sogn et udkomme, det var også en indtjeningsmulighed for familier, der ikke var beskACæftiget i landbruget.
Ingen overskud af kvinder i Emmerlev
Mens man i andre søfartsområder som Amrum eller Föhr kan konstatere, at der er et stort overskud af kvinder, så er balancen mellem kønnene i Emmerlev Sogn mellem 246 kvinder og 243 mænd næsten ligelig.
Dette hang sammen med at færre mænd rejste bort idet deres koner i kraft af knipleriet kunne få et udkomne mens manden var borte til søs. Det var en slags modvægt til mandens indtægt på søen.
Kombinationen af søfart og knipleri gav familier uden landbrugsbaggrund en eksistensmulighed, som de ellers ikke havde haft. På denne baggrund blev det muligt at stifte familie uden først at skulle overtage en gård eller en håndværksvirksomhed.
Søetaten rekrutterede mange fra Schackenborg
At den danske Søetat rekrutterede så mange styrmænd og matroser fra godset Schackenborg, hænger sammen med, at vesterhavsøerne siden 1735 i stor udstrækning ophørte med at stille folk til flåden.
Egentlig havde man kun undtaget befolkningen fra militærtjeneste netop for at have de mange søfolk til rådighed for Søetaten som kvalificeret mandskab til orlogsflåden. Men undtagelsen blev forstået som en generel befrielse for at stille folk til militærtjeneste, og øboerne prøvede at undgå at stille til tjeneste i Søetaten.
87 pct. beskæftiget med søfart
Pligten til at stille med ”indrullerede” søfolk gled næsten bort i glemselen før det blev genindført i 1780. Netop på øerne var antallet af søfolk særlig højt. På de kongerigske øer Amrum, Westerland og Föhr var mere end 87 pct. af mændene i 1787 beskæftiget i søfarten. Indtil 1780 var disse dog undtaget fra at stille til tjeneste i Søetaten.
Søetaten måtte altså rekruttere kvalificerede søfolk til flåden fra andre områder med tradition for søfart. Det var nærliggende at finde sådanne folk i det nærbeliggende grevskab Schackenborg. For den jordløse underklasse var kombinationen af tjeneste i flåden og kvindernes knipleri en god måde at sikre sin eksistens på.
Til Norge
De første styrmænd trak snart flere med sig til flåden. Ganske som ved andre arbejdsvandringer opstod en vandringslinje, der medførte koncentration i en bestemt egn. Et lignende eksempel finder vi omkring år 1700 da østfrisiske søfolk sejler mod Norge og besætter sig der.
Nord for Aabenraa
Ja lige som i Emmerlev var der i Løjt mange, der tog til havs. Og der var endda rigtig mange og det var lige fra konfirmandalderen af.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 69 artikler fra Højer og Omegn og 232 artikler fra Tønder og Omegn herunder: