Bydelen med de primitive broer (Nørrebro LIV 2)

Man ville gerne have at byporten åbnede tidligere. Og broerne var ikke meget værd. En murmester ville bygge en træbro og forlange to ører. Et læserbrev beskrev broen som egnet for selvmordere. De fine damer fik våde kjoler ved at gå over broen. Så skal vi besøge Stenhuggerhuset og Barrierehuset. Ja og her kan I også møde Ridderen af Nørrebro. Og det var på den tid, at Blågården var i forfald.

 

De stakkels arbejdere

I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før kl. 6 om morgenen. Men politimester Brædstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidligt om morgenen. Desuden ville antallet af tyverier i så fald stige.

Man tænkte på de stakkels arbejdere, der allerede dengang arbejdede ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport. Men det varede uhyggelig længe inden man efterkom klagen. Og helt let var det heller ikke at komme til Nørrebro dengang.

 

Ideel for selvmordere

Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen med dens snævre gangareal. Det var så galt, at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede færgefart på søen. Murermester Petersen ville bygge en træbro og opkræve en afgift på to ører fra alle dem, der passerede broen. Men der blev dog bygget en træbro i 1878.

Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at den nye bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortælles der. Brædder lå på langs og var pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.

Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute og ville så bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Men det ville militæret ikke være med til. Men i 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.

 

Stenhuggerhuset

Hvis det nu var lykkes at komme over broen, var det første hus man stødte på det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset”. Det tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning” i Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” blev kastet i søen.

Men ak, den gamle blev opsagt. Men han påstod, at han ikke kunne læse. Kommunen måtte ligge sag an mod ham.

På Sortedamssøen har der altid været dyrket masser af sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også give Gamle Knud en drikkeskilling og få ham til at åbne portene. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev der her en offentlig sti. Stedet tilhørte vandvæsnet.

 

Barrierehuset

Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus” derfra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene til Stadens Fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var ”til hinder for Passagen” og til ”Vansir for hele Gaden”. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Det skulle der betales 830 Rigsdaler for. Ak ja og den gamle enke betalte kun årligt 12 Rigsdaler.

 

Ridderen af Nørrebro

Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninder med enkefru Hansens døtre, Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af vejen. De seks piger sad hver eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (Hjortens flugt). Han blev kaldt for ”Ridderen af Nørrebro”. Og ja, det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb med ”Ridderen”.

 

Blågården i forfald

På den anden side fandtes ingen fortov. Her fandtes der kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver. Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldsgade.

Den oprindelige hovedbygning var revet ned. Men endnu henstod på den mægtige grund en del herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid. Det var dengang med blå tag og glaserede sten. Det var dette, der havde givet stedet navn. Ud mod Nørrebrogade stod to suveræne stenpiller. Omkring Pavillonerne lå store haver.

Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var nu lidt svært for borgerskabet at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløs.