Artikler
Juni 3, 2018
Var Konservativ Ungdom nazister?
Ja vi starter med en 4 år gammel tv-udsendelse. Der bliver sunget satiriske, vulgære og grove sange hos KU. DR kender ikke deres historie. Velvillig holdning til Hitler gennem 1930erne. De nazistiske ideer kunne bruges. Men dette vakte ikke genklang hos moderpartiet Adskillige gadekampe i København. KU kunne noget, som DNSAP ikke magtede. Hvad skete der egentlig i Europa. Jyllands Posten var begejstret for Fascismen. Formand inspireret af Fascismen. KU havde en indædt modstand mod parlamentarisme. Positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland. Og så var der 7 kolonner KU-stormtropper. Moderpartiet truede med at smække pengekassen i. Medlemstallet faldt. Et opgør blev slået tilbage. Man hilste med opstrakt arm og gik i grønne uniformer med rem og ridestøvler.
Ironiske sange hos KU
Ja det er et godt spørgsmål. I Matador kan man se, at De Konservative var tyskervenlige. Og en lørdag aften kom undertegnede til at zappe forbi DR2, der næsten satte nutidens KU’ er i bås med heilende fascister. Grunden var, at KU’ er den dag i dag sang racistiske sange. Og dette satte Deadlines ellers seriøse vært Martin Krasnik fokus på, da en ny KU – formand nu var blevet valgt. Og skal vi lige på det, hvad KU synger:
At du har været til ST fest – ST fest
Lad dine sorte støvler sværte
Tag din stålhjelm på
Og spænd din skrårem fast
Vi ses i grønne uniformer,
Stik imod de rødes normer,
En socialist er sød, ja han er sød
Men allerførst, når han er død
De Røde synger også satiriske/ironiske sange
Men selv om det er en meget grov tekst, så er det kulturen i de danske ungdomsorganisationer. Hos de røde synger man:
Bli’r jeg glad og vil se mer’
Når min Molo’ ikke vil tænde
Bli’r jeg glad for jeg ved jeg har fler
(Melodi: Når jeg ser et rødt flag smælde)
Grove og vulgære sange hos KU
Nu skal man nok tage dette lidt selvironisk. Og dog. Det er ikke særlig smart i sangen ”Ryd Christiania, der synges på melodien Rule Britiannia og synge følgende:
Eller hvad med denne – Pia – sangen:
Det er grove og vulgære sange, som findes i sangbogen fra Konservativ Ungdom.
Når DR ikke kender historien
Det er hvis efterhånden 4 år siden der var dette indslag i deadline på DR2. her blev det også påstået, at:
Den samme påstand førte Krasnik så videre på Facebook. Men nu blev de så ændret til følgende:
Nogle gange slipper journalister nu nemt om ved det. Schalburgkorpset blev først oprettet i 1943.
Kernen hos Bloddrengene
Nu var det sådan at ifølge tidligere NSU’ere var Schalburg tilknyttet KU, inden han trådte ind i DNSAP. I KU skulle han efter sigende have ledet en lille afdeling af bevægelsens ”Løveunger”. Da Schalburg i 1938 meldte sig ind i DNSAP og blev leder af NSU’ s feltsportstræning i København, fulgte ”Løveungerne” ham o0ver i den nationalistiske ungdomsbevægelse, hvor de efter eget udsagn kom til at udgøre kernen i Bloddrengegruppen. Det var tale om en lille afdeling og ikke hele KU København DR. Læs mere om dette i en af vores tidligere artikler.
Kan man lave en fordomsfri artikel om emnet?
Egentlig kan man godt forstå at en af de førende konservative politikkere, Rasmus Jarlov, der røg op i det ”røde felt” og gjorde opmærksom på, at ikke mindre end 47 KU’ere ofrede deres liv for Danmark i modstandskampen mod nazisterne. Derfor kunne KU ere ikke være nazister! Havde han ret?
Hvordan laver man en fordomsfri artikel om dette tema. Ja unægtelig vil man komme til at støde diverse personer.
Velvillig holdning til Hitler – i begyndelsen
Holdningen til det nye Tyskland, der voksede frem efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 var i begyndelsen velvillig hos mange på højrefløjen. Og nogle var ligefrem begejstrede. Den senere konservative folketingsmand Poul Hjermind sagde i juni 1933:
Positiv indtryk af koncentrationslejre
I december 1933 var to konservative studenterpolitikkere på besøg i det nazistiske Tyskland:
Ja sådan skrev en af de to, Niels Erik Wilhelmsen i Studium.
De to havde også besøgt en koncentrationslejr. Det var en positiv oplevelse. Overalt var der:
Man fik nogle knubs
Om behandlingen af fangerne hed det:
De nazistiske ideer kunne bruges
De mente ikke at nazismen direkte kunne overføres til Danmark, men der var mange af de nazistiske ideer, der kunne bruges:
Moderpartiet ville ikke bruge ideerne
Der er nogle historikkere, der mener, at mellemkrigstidens største antiparlamentariske og antidemokratiske bevægelser i Danmark var Konservativ Ungdom og deres gymnasie – og studenterorganisationer.
De unge forsøgte flere gange, at få deres ideer igennem til moderpartiet, så det kunne indgå i vedtægerne, men det lykkedes dog ikke.
Alvorlige gadekampe i København
Der udspillede sig gennem 1930erne alvorlige gadekampe i København. Da det Konservative Folkeparti vælgerforening i 1931 fejrede jubilæum blev de angrebet af kommunister. Og det var starten på mange kampe. Også på Blågårds Plads på Nørrebro, der var de rødes hjemmebane vovede KU sig hen. Men også her fik man tildelt mange knubs.
KU evnede noget, som dansk nazisme manglede
Historikeren Erik Jensen har lavet en grundig undersøgelse af KU s politiske nyorientering i 30erne. Han skrev i bogen ”Mellem demokrati og fascisme” om de unge konservative:
Paradoksal var det, at KU samtidig var tilknyttet et parti, hvis formand Christmas Møller var overbevist demokrat og antifascist. Det var muligvis kun på grund af hans politiske evner, at KU ikke udviklede sig til et selvstændigt højreradikalt parti som i Sverige.
Hvad skete der i Europa?
For at forstå, hvad der skete i KU og uden at vi helt skal forarges over de unge, bør vi nok lige kigge på, hvad der skete omkring os.
Perioden fra afslutningen af første verdenskrig i 1918 til afslutningen af Anden verdenskrig i 1945 kaldes ofte fascismens epoke. I land efter land blev demokratiet undergravet af den økonomiske verdenskrise og indskrænket eller afskaffet. I stedet opstod der højreorienterede diktaturer. Sidst i 1930erne var en stor del af Europas lande fascistiske eller havde autoritære styrelsesformer, som var beslægtede med fascismen.
Jyllands Posten begejstret for fascisten
I Danmark var der brede kredse på højrefløjen, der var kritiske over for det hjemlige ”palaverdemokrati” og velvilligt indstillede over for de nye autoritære ideer sydfra. Jyllands Posten skrev allerede i 1922:
Demokratiets tid er forbi
Kritikken af demokratiet på den danske højrefløj tog til i løbet af 1930’erne i takt med at fascister kom til magten i stadigt flere lande. Ole Bjørn Kraft proklamerede, at demokratiets tid var ved at være forbi:
Hvad skete der i Tyskland/Østrig?
Det var først og fremmest arbejderbevægelsen, der kæmpede mod fascismen. Liberalisterne var stort set fraværende i denne kamp, hvis de da ikke som i Tyskland og Østrig ligefrem var sivet over til fascismen. Og det gjaldt i endnu højere grad de central – og sydeuropæiske konservative. Støtten ”ovenfra” til fascismen/nazismen strakte sig fra økonomisk bistand over aktiv eller passiv støtte til politisk accept og støtte, herunder inddragelse i regeringsforhandlinger og koalitioner.
I Tyskland optrådte Nazipartiet og SA allerede i oktober 1931 ved et stævne i Harzburg side om side med Hugenbergs konservative tysk – nationale parti ”Stahlheim-organisationen” og en række andre højreorienterede og reaktionære veteranorganisationer og forbund samt fremtrædende personer fra Junker – klassen, det gamle militær og industrien.
Kort efter på et møde i Düsseldorf i januar 1932 med fremtrædende industrifolk fik Hitler alvor åbnet op for betydelige økonomiske bidrag fra tysk industri.
Samtidig var de tyske liberalister i store flokke vandret over til nazismen. Stort set var det kun den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der tog kampen op mod den frembrusende nazisme. Kommunisterne var ikke fraværende fra denne kamp, men gik dog mere op i at bekæmpe socialdemokraterne.
Selve regeringen, der blev dannet den 30. januar 1933, var en fælles-regering af nazipartiet og det konservative tysk – nationale parti, der besatte 8 ud af de 11 ministerposter.
Formand inspireret af Fascismen
Udviklingen i KU begyndte for alvor i 1932 fik en ny formand Jack Westergård. Det indledte en politisk nyorientering inspireret af den europæiske fascisme som kulminerede, da Konservativ Ungdom i 1935 havde 30.000 medlemmer.
I begyndelsen var det Estrup de unge mennesker så op til. Han var en stærk personlighed. Fra slutningen af 1932 var det dog tydeligt at den primære inspiration nu blev hentet i den europæiske fascisme, som i medlemsbladet Konservativ Ungdom i november 1932 blev karakteriseret som:
En indædt modvilje mod parlamentarismen
De unge konservative erklærede, at de ønskede en ny stærk autoritativ statsmagt og de nærede en indædt modvilje mod parlamentarismen og Folketinget, som efter deres mening ikke repræsenterede helhedens interesser, men derimod klasse-interesser.
Egentlig førerdyrkelse og krav om indførelse af førerprincippet i Danmark finder man dog ikke i KU s vedtagelser. Det kan så ses som udtryk for det moderate mindretals indflydelse eller mangelen på egnede elementer.
Det var også i 1932, at Ole Bjørn Kraft, der vel kan betegnes som KU s chefideolog, skrev en berygtet bog om fascisme.
Positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland
I KU’ s forskellige blade var der i perioden en sand strøm af positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland. Der var reportager om forskellige fascistiske og antidemokratiske bevægelser i resten af Europa, som for eksempel British Union og Fascist og franske Camelot du Roi.
I august 1933 kunne man i KU s medlemsblad læse om den franske bevægelses speciale i at rydde mødelokaler med knipler, gas og røgbomber.
KU brød sig ikke om de danske nazister
KU brød sig ikke om de danske nazister. Først og fremmest fordi de blev betragtet som et tysk plagiat. Man var også imod tyske tanker om en grænserevision. Men den indenrigspolitiske udvikling i Tyskland blev betragtet med sympati. I en typisk rejsebeskrivelse i medlemsbladet fra 1934 hed det at:
DNSAP blev beskyldt for at være landsforrædere
I kamporganet fra maj 1937 lyder det sådan:
Det nationale stod over alt andet. Man ønskede også en grænse ned til Ejderen. Sydslesvig og til dels Holsten hørte med til Danmark, mente KU. De var bange for, at Hitler ville indføre grænserevision.
Vi har Blodets og Historiens ret til Slesvig
Og i 1938 lød budskabet således i kamporganet:
Ole Bjørn Kraft: Tyskland under Hitler har forstået det
Sympatien for det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien fortsatte igennem 1930erne I KU s sommerhefte fra 1936 skrev den senere minister og KU s chefideolog Ole Bjørn Kraft:
Artiklen havde massiv billeddækning af marcherende italienske ung – fascister og tyske arbejdssoldater.
7 kolonner Konservative stormtropper
I 1933 dannede KU et uniformeret korps med deres olivengrønne uniformer, ridestøvler og skrårem og ikke mindst stormtropperne (ST). Det gav mindelser til italienske sortskjorter. Målet var at udvikle et militært lignende korps, som det fremgår af beskrivelsen af korpsets første parade i medlemsbladet:
Hitlers uniformerede korps havde inspireret
Fra sommeren samme år afholdt KU også særlige stormtrop sommerlejre med politisk skoling, marchøvelser og eksercits. Det var Carsten Raft og Mogens Hollbøll, der stod bag stormtropperne. Hitlers succes med uniformerede korps havde sikkert været en inspirationskilde.
Carsten Raft og Ole Bjørn Kraft havde været i Italien og studere propagandateknik.
Truede med at smække pengekassen i
De konservative ledere var godt klar over, at man blev nødt til at lægge afstand til uniformeringen, da man ellers kunne forveksles med nazismen. På den anden side var KU måske også årsag til at ikke flere unge var gået endnu mere til højre. Men på et tidspunkt blev det alligevel for meget for Crismas Møller. Han truede med at smække pengekassen i.
Mange af fascismens grundtanker vandt i afsvækket form betydelig udbredelse og satte sine markante spor i KU, Landbrugernes Sammenslutning (LS) og den bredere højreorienterede kulturdebat, blandt andet hos figurer som den kendte præst og debattør Kaj Munk.
Aksel Møller – ny formand
I 1936 blev Aksel Møller valgt som ny formand. Han indledte en moderation af KU, selv om valget ikke var udtryk for et radikalt kursskifte, som det ellers hævdes i den litteratur, som vi har gennemgået. Der var ikke tale om en ny politisk kurs.
Mens Aksel Møller var formand, støttede KU s kampblad i oktober 1936 for eksempel Francos oprør mod den folkevalgte regering og erklærede:
Ja til demokrati – hvis det var en fordel for KU
Året efter skrev det samme blad om de tyske koncentrationslejres humane karakterer.
I KU s kampblad fra 1. februar 1937 er omtalt en episode, hvor 10 KU’ ere dømt for overtrædelse af uniformeringsloven:
Folkestyret skabes kun gennem Konservatismen
Fra KU s side var systemet korrupt. Man kunne godt gå ind for demokrati, hvis det gjaldt for dem selv og kom dem selv til gode, men det skulle ikke gælde for deres fjender. Man ville have kommunistpartiet forbudt.
I KU s kampblad fra 1. marts 1937 er der et indlæg i forbindelse med, at DSU (Børge Jacobsen) ville have KU forbudt:
Medlemstallet faldt
Under Aksel Møllers ledelse begyndte medlemstallet at falde mærkbart og utilfredsheden voksede. I 1938 resulterede uenigheder. I at strammere startede et åbent oprør i KU. Bag den lurede truslen om et brud med moderpartiet og KU s omdannelse til en selvstændig højreradikal organisation. Aksel Møller havde ellers en fin dialog med Christmas – Møller.
Opgør slået bed
Det lykkedes dog for Aksel Møller at vinde kampen og fastholde tilknytningen til moderpartiet på et landsmøde i Kolding i september 1938. Dette blev enden på KU s storhedstid som militant højre – bevægelse. Ja sådan står der i noget af vores kildemateriale, men vi har også fundet dokumentation for, at højredrejningen endnu ikke var helt afsluttet. Flere gange forsøgte Vestergaard – fløjen at komme til magten.
Ville ikke vige for et statskup
Det var dog ikke nødvendigvis udtryk for KU s ubetingede tilslutning til det parlamentariske demokrati. Man bibeholdt stadig ideologisen fra 30erne. Det var kun, fordi det lykkedes Aksel Møller at indsætte den stærkt yderligtgående Leo Dane som ny KU – formand, at det lykkedes at splitte oppositionen. Oprøreret blev på den måde slået ned.
Poul Møller karakteriserede ligefrem Leo Dane i sine erindringer som en af dem, der ikke ville vige tilbage for et statskup, hvis han fandt det nødvendigt.
Man hilste med opstrakt arm
KU, som havde op mod 30.000 medlemmer var mellemkrigstidens største antidemokratiske organisation. Især i årene 1932 – 36 var inspirationen fra den italienske fascisme og den tyske nazisme tydelig. Det gjaldt både i den ydre stil med marcherende stormtropper, der brugte den opstrakte højre arm som hilsen. Også i den politiske retorik markerede KU sig med en kras kritik af det parlamentariske demokrati.
Af stor betydning var det, at de fleste ledere i Venstre og Det Konservative Folkeparti trods alt var overbeviste demokrater.
Stemningen vendte
Efterhånden som den brutale undertrykkelse i Nazi-Tyskland blev mere kendt og forfølgelsen af jøderne tog til, vendte stemningen sig dog til skepsis og modvilje, også hos de fleste på den danske højrefløj.
Man valgte to sider
To år efter blev Danmark besat, og der blev vendt op og ned på meget. Mange mennesker på højrefløjen så den ydmygende kapitulation den 9. april 1940 som en bekræftelse af, at ikke bare den socialdemokratisk – radikale regering, men hele det parlamentariske system havde spillet fallit.
Dem, der i den første tid gik til modstand i besættelsestidens første periode var unge konservative og nationalt sindede borgerlige. Ja det er vel kun en del af historien. Det er nok sådan, man gerne vil høre historien, men læs nederst.
Andre af 30ernes KU’ ere valgte i samme periode kollaborationen med den nazistiske besættelsesmagt. Niels Erik Wilhelmsen var en central aktør omkring Østrumudvalget. Andre meldte sig til Frikorps Danmark. Det kan læses i den fortræffelig bog ”Under Hagekors og Danneborg”
En af de mere kendte KU’ ere var Hans Mørup fra Aabenraa. Han meldte sig dog ud af organisationen og blev senere en meget aktiv modstandsmand i det sønderjyske.
Frits Clausen var medlem af Det Konservative Folkeparti i Aabenraa. Men han blev smidt ud grundet problemer med alkohol.
Systemkritikkere startede modstandsbevægelsen
Hvor mange, der valgte det ene og hvor mange der valgte det andet, er svært at afgøre. Egentlig er det borgerliges forhold til demokratiet i Danmark underbelyst i besættelsestidens historie i forhold til venstrefløjen. Noget tyder på, at den væsentligste trussel mod det parlamentariske demokrati i tiden op til besættelsen kom fra højrefløjen. Men selvfølgelig stillede venstrefløjen også spørgsmålstegn – ikke mindst kommunisterne.
Ja og modstandsbevægelsen, som jo var startet af systemkritikkere på både højre og venstre fløj var også med til at bære de demokratiske idealer gennem besættelsen. Og kigger vi på Frihedsrådets program fra 1943, så er genopretningen af demokratiet og sikringen af dets fremtid et punkt.
Fik vi besvaret spørgsmålet?
Kan vi ikke konstatere, at KU alvorlig flirtede med fascismen/nazismen, og da der så gik tilbage for de to diktatorer så ændre man holdning?
Reaktioner
Vores artikel har skabt en del opmærksomhed. Vi kan se at mange har været inde at kigge. Og for, at få et så nuanceret billede som muligt vil vi lige tage nogle af reaktionerne med her på siden.
En læser gør opmærsksom på, at det hele sluttede i 1936. Også andre ungdomsorganisationer havde lignende tendenser, men det er gået i glemmebogen. Her er lidt radikla tankegang fra starten af trediverne:
– Nazismen er ikke som man først troede i Danmark efter Septembervalget en forbigaaende Stemningsbølge. Det er en storstilet national Protest rettet først og fremmest mod Undertrykkerne udefra Frankrig, Polen og Tjekkoslovakiet, men også mod Undertrykkerne indefra., de økonomiske Misbrugere. I en Kamp på disse to Felter vil Nazismen sejre i Kraft af sin Indre Sandhed.
En anden, der ofte udtrykte sig var formanden for De Radikal i København, Georg Ohlsson, der senere nød en fremtid først som kommunist, senere som nazist. Radikale unge med skrårem og i uniform kunne også opleves. Dette var også en hørm af Fascisme.
En anden læser gør opmærksom på, at dengang var uniformering af ungdomskorps på mode. Politiet, militær og selv Falck og Zone- folk gik med skrårem som en del af deres uniformering. En af grundene til at man gik med støvler dengang, var at man generelt havde to sæt tøj, et til søndagsbrug og et til hverdag. Bukserne var lavet af uld og sugede meget skidt og snavs til sig. Dengang havde man ikke vaskemaskiner, som i dag.
En læser mener også, at der blev ryddet op i 1936. Søren Kam og C.F. Schalburg gik over til DNSAP. Ja så gør man opmærksom på, at også kommunisterne havde uniformer, ligesom Danmarks socialdemokratiske Ungdom. Man havde pile og det kom hvis nok fra et fascistisk “Pilekorps” Dette korps stammer antagelig fra Ungarn eller Italien.
En læser gør opmærksom på, at man ikke bliver nazist af at synge vulgære og satiriske sange som i KU og i andre ungdomsorganisationer.
Vi takker for reaktionerne, og håber måske at indlægget med dette blev mere nuanceret.
Kilde/Kildemateriale:
(Vi skal være ærlige at erkende, at vi ikke har brugt alt det viste kildemateriale, dels fordi vi 1. Ikke kunne fremskaffe alt 2. Vi mener, at noget af det skrevne er utroværdigt: Eksempel: Grunden til, at KU brugte ridestøvler var, at de under plakatophængning kunne få klister på deres bukser, så beskyttede støvlerne mod dette!
Grunden til, at vi har bragt alt kildemateriale er, at vores citater m.m. kan efterprøves.
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk . Vi har 229 artikler om Besættelsestiden – før/nu/efter herunder:
Juni 1, 2018
Besættelsestiden som drama
Vi skal væk fra romantisering, heroisering og forargelse. Nogle synes at disse skriverier er ”kvalmende”. Men har næste generation ikke krav på sandheden? Det kan godt være at sandheden er ”kvalmende” Vi fortæller her om en bizar strid mellem Danmarks to efterretningsvæsner. Og så kunne Danmarks største succeshistorie under besættelsen nær have endt katastrofalt. Der er endnu masser af fordomme og myter. Således tror mange stadig, at tyskerpiger var storstikkere. PET blev narret af gamle Gestapo-folk. Kommunist-aktionen i 1941 blev rost af så sent som i 1950. Forholdet til England var yderst anstrengt. Så var det lige Grønland. En indre splittelse i modstandsbevægelsen blev udnyttet af de garvede politikere. Efter 29. august 1943 ville politikerne gerne være fortsat. De ønskede slet ikke bruddet. Og var Socialdemokratiets valgløfter i 1943 – 1944 ikke historieforfalskning?
Besættelsestiden taler stadig til følelserne
Ungdommens kritiske syn på historien er afløst af større forståelse for samarbejdspolitikkerne. Den kritiske holdning til systemet er dog opretholdt. Man kan også se, at nogle af vore historikere er blevet rundere med årene. De har fået større forståelse for de vanskelige situationer, politikere og embedsmænd stod i.
Et drama var besættelsestiden under alle omstændigheder. Det var det for dem, der gennemlevede den, både helte, skurke, vindere og tabere. Den taler stadig til følelseslivet og udfordrer til fordeling af sympati og forståelse.
Husker de ældre forkert?
Vi andre har ikke gennemlevet besættelsen. Men vi har da talt med familiemedlemmer. Og i forbindelse med en bogudgivelse har vi talt med ældre mennesker, der kan fortælle frygtelige ting. Vi har fået at vide af historiker, at disse husker forkert. Hvordan kan man vide det?
Nogle vil stadig ikke berøre emnet. Pludselig ser man navne, som altid har været velanset. Dem må man sandelig ikke kaste smuds på. Og så får man efterfølgende ting at vide, som egentlig også skulle have været med i bogen. Men det er så ting, som man kan bevise, fordi der nægtes adgang til arkiverne.
Mange ting er uafklaret
Mange ting i forbindelse med besættelsen er endnu uafklaret. Dertil kommer så fortolkning af forskellige handlinger om besættelsen. Det skal man så sætte i et større perspektiv. Og hvis du ikke gøre dette rigtig, så får du på puklen. For når det gælder besættelsen er der altid nogle, der ved bedre.
Nogle mener, at disse artikler er ”kvalmende”
”Den Gamle redaktør” er godt klar over, at ikke alle er begejstrede for disse artikler. En person havde delt en af mine artikler på en bestemt Facebook-siden, og det er man selvfølgelig velkommen til. Han fik besked på, at det nok ikke var så godt, for på denne Facebook skrev man kun sandheden. Det fik så en anden Facebook – bruger til at skrive følgende:
Prøv nu engang at læse sidste afsnit i denne artikel.
At finde sandheden kan være kvalmende!
Nu håber jeg sandelig ikke, at der er mange flere, der synes, at dette er kvalmende. Jeg prøver tværtimod, at sætte mig ind i, hvorfor man reagerede dengang, som man gjorde. Til tider forsvarer jeg også deres holdninger og handlinger. Men når man direkte lyver over for efterladte, om hvorfor og hvordan deres familiemedlemmer blev dræbt/myrdet, så er det da sandelig grund til at regere. Måske kan det virke kvalmende?
Hvorfor bruger du ikke den nyeste faglitteratur? Ja sådan er der nogen, der har spurgt. Nu er det jo ikke fordi at pensionister smider rundt med penge, heller ikke til faglitteratur.
Tyskerne skulle have forsyninger fra Danmark
Nazificeringen af den tyske udenrigspolitik i 1930erne havde ingen alvorlige konsekvenser for Danmark. Denne var også fundamentet for tyskerne at opretholde en forhandlingspolitik over for Danmark. Forsyninger med danske landbrugsprodukter var vigtigere end ideologisk og magtpolitiske bestemte tiltag.
Jøder og andre blev tidligt nægtet indrejse til Danmark og dermed overladt til en krank skæbne i Tyskland.
Danske initiativer til økonomisk samarbejde
Allerede i 1940 – 1941 gik danske forberedelser i gang med en handelspolitisk tilpasning af et økonomisk samarbejde med tyskerne. Man ville fra dansk side komme dem i forkøbet. Forberedelserne viser en del om politikernes intentioner.
Under besættelsen fungerede den tyske tilstedeværelse som en katalysator for konflikter. Disse havde været der før besættelsestiden og fortsatte også efter.
Ofte handlede det for partierne om en overlevelsesstrategi mellem på den ene side nazister og på den anden side kommunister.
Økonomisk og moralsk støtte til tyskerne
Samarbejdspolitikken var i funktion en moralsk og økonomisk støtte til de tyske nazisters krig og dermed i direkte modsætning til modstandsbevægelsens kamp. Var samarbejdspolitikken med til at fastholde fredsbesættelsen? Politikernes projekt blev en succes, dog med omkostninger.
Vores sympati for Sovjet kunne ligge på et meget lille sted. Måske var det derfor at vi fik anholdt så mange kommunister? Politiet fungerede i hvert fald i begyndelsen som tyskernes håndlangere. Foreløbig kunne firholdsregler mod sabotagen dog dækkes af folkestemningen. De stod fremmede over for ”terrorisme”.
Politikerne ville have fortsat
Men i 1943 og fremefter kom der et omsving i opinionen. Politikerne anså dog den 29. august som en ulykke. Især Socialdemokraterne var bekymret for kommunisternes eventuelle kupplaner ved et tysk nederlag. Dette førte dem ud i et dobbeltspil mod modstandsbevægelsen ved den skæve våbenfordeling.
Nej, det var ikke politikerne, der havde stræbt efter et sammenbrud den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken eller den politiske kollaboration var politikernes værktøj til at bevare magten for magtens skyld samtidig med, at den beskyttede det borgerlige Danmark mod ydrefløjenes uromagere.
Folkestrejken i 1944 førte befolkningen nærmere på modstandsbevægelsen. Men befolkningen var i 1943 splittet med dybe modsætninger mellem samarbejds – og modstandssynspunkter.
Det var ikke en fælles kamp mod tyskerne
Det hedder så flot, at inden besættelsestiden lykkedes det danske parlamentariske politikere at holde nazismen og antiparlamentariske kræfter nede. Det lykkedes også for dem at eliminere en konflikt med modstandsbevægelsen efter besættelsen.
Sovjetunionen afløste efter krigen Tyskland som Danmarks stærkeste nabo.
Sejrherrerne herhjemme tog i sommeren 1945 fat i retsopgøret. Nu skulle landssvigerne have klø. Dette fik betydning for bevidsthedsdannelsen. Politikerne lancerede myten om den legale, passive modstand. Det blev en vigtig figur i den kollektive erindring. Den overordnede myte blev den med et helt folk i kamp mod den tyske besættelsesmagt. Tænderne var trukket ud af modstandsbevægelsens konfliktsyn, som især havde været markeret før den 29. august 1943.
Var det historieforfalskning?
Socialdemokraterne kæmpede ikke mod tyskerne, men illegalt for at sikre det politiske system over for modstandsbevægelsen og især kommunisterne efter befrielsen.
Man udarbejdede partiprogrammet ”Fremtidens Danmark” som skræmte borgerlige og potentielle samarbejdspartnere. Men Socialdemokratiet kom igen trods historieforfalskning om medkæmperi og tab af tillid i arbejderklassen.
Stor politisk naivitet fra departementsstyret
Gestapo ville ikke garantere, at departementsstyret kunne fortsætte i al evighed. Det nye styre var sat under hårdt pres i september 1943, da rygterne om en aktion mod de danske jøder begyndte at svirre. I denne desperate situation fremkom embedsmændene med en plan, som vidner om rådvildhed, fortvivlelse og politisk naivitet. Et flertal blandt departementscheferne støttede Nils Svenningsen og Eivind Larsen overvejelser om at lade jøderne internere i en dansk lejr for at hindre, at de blev deporteret til de tyske koncentrationslejre.
Politikerne vendte dog heldigvis tommelfingeren nedad til embedsmændenes plan.Og ellers må man nok sige, at departementsstyret gjorde det flot.
Besættelsestidens største succeshistorie var i fare
Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, dersom lejren var blevet en transitlejr på vejen til Polen eller Tyskland. På det tidspunkt var der ingen, som kunne forestille sig, at det skulle lykkes næsten 7.000 jøder at flygte til Sverige. Planen kunne have ændret besættelsens absolutte succeshistorie til et forfærdeligt kapitel af Danmarkshistorien.
Politikerne udmanøvrerede modstandsbevægelsen
Lige efter krigen var modstandsfolkene heltene og de, der gik tyskernes ærinde var skurkene.
Egentlig var det modstandsbevægelsens ministre der blev gidsler for den normalisering, som befolkningen ønskede efter besættelsen. Da det kom til stykket ønskede de ikke nye folk.
Idealisme og aktionisme udgjorde modstandsbevægelsens brændstof. Det kan også ses som en svaghed hos visse modstandsfolk.
Man ville efter krigen have en demokratisering af militæret. Modstandsfolk skulle figurere som officerer og befalingsmænd. Sådan blev det aftalt med politikerne.
Politikernes strategi var at udmanøvrere modstandsbevægelsen. De gik derfor med til straffelovstillægget, konfiskation af værnemagtsfortjenester, ophævelse af lov om arbejdsforhold, erstatning til frihedskampens ofre og hjemmeværnsforeninger.
En indre splittelse hos modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsens indre splittelse, som bl.a. kom til udtryk i Frihedsbevægelsens Samråd op til valget i oktober 1945 gjorde tilbageerobringen af magten let for politikerne, da først kontrollen med militær og politi var si9kret i løbet af maj måned. Ja hvad var det lige Frode Jacobsen sagde:
Forholdet til England var anstrengt
Der opstod mange myter under og efter besættelsen. En af dem var, at nazisten Ejnar Vaaben mener, at han var skyld i, at der ikke kom til nogen grænserevision. Vaaben havde kontakt med Hitler og opnåede varige venskaber med Himmler og Goebbels. Efter krigen var der flere DNSAP – medlemmer, der også ville bryste sig for at have haft indflydelse på dette.
Forholdet mellem Danmark og Storbritannien i perioden 1945 – 1947 var vel ikke så godt, som der overalt er beskrevet. Den engelske ambassadør udtalte i 1947:
Englænderne var fortørnede over den danske kræmmermentalitet, som den kom til udtryk i beskedne våbenindkøb og betingelser for at stille en brigade til besættelsen af Tyskland. Krav om hjemsendelse af de tyske flygtninge i Danmark blev blandet ind i sagerne.
Nede i Sønderjylland var englænderne heller ikke tilfreds med den måde som vi behandlede folk fre det tyske mindretal på.
Det var dog inden for handelspolitikken, der gik hedest til. Englænderne ønskede billige fødevarer, man var tilbageholdene med tilsagn om leverancer af kul og stål. Tonen mindede umiskendelig om 1930’erne.
Regeringen fulgte det gamle neutralitetspor
Sommeren 1945 synes alle enige om, at Danmark ikke i fremtiden kunne ligge alliancefrit og neutralt, men da FN ikke kunne garantere kollektiv sikkerhed, fortsatte regeringen af det gamle neutralitetsspor.
Først efter sammenbruddet af de nordiske neutralitetsforhandlinger i 1949 blev sloganet taget op igen, nu både for en NATO-loyal linje og for en reserveret dansk holdning. Men nu var det lige nogle brister i alt dette. Russerne på Bornholm, ja de forlod så øen. Man havde frygtet, at de ville blive der.
Så var det lige Grønland
Så var det lige Grønland. Her var det ambassadør Kauffmanns synspunkt, der godt kunne få panderynker frem hos de danske politikere. Men Danmark var nødt til at gå ind i NATO for at få amerikanerne ud.
Der var også lige H.C. Hansens hemmelige brev til den amerikanske regering om oplagring af atomammunition i Grønland fra 1959. Og så var der lige et amerikansk fly, der styrtede ned ved Thule i 1968 og senere løgnagtige presseudtalelser. De fik hvis heller aldrig ryddet op efter sig.
Holdningen til Tyskland
Ja så var det lige Danmarks holdning til Tyskland. Det var et særligt dansk problem eller måske endda et trauma. Danmark tøvede en del over for et europæisk samarbejde selv med Bonn – København erklæringen af 1955. Danmarks forhold til DDR måtte helt frem til 1973 varetages under hensyn til Bonns krav om ikke – anerkendelse.
Ja dem første PET – chef efter krigen politimester Brix mente bestemt, at tyskerne stadig udgjorde den største fare, og den fare var større end den vi kunne forvente fra russerne.
Medierne bærer et stort ansvar
Når man diskuterer det hele, ja så bærer medierne også en stor del af ansvaret for, at mange mangler viljen til at se gråtonerne. Men hovedårsagen til de virkelighedsfjerne og ahistoriske synspunkter skal nok ses i den måde vi opfatter begrebet ”moral” på.
Tænk engang, paven har undskyldt for den katolske kirkes tilskuerrolle i Holocaust. Han har vel endnu ikke undskyldt for den katolske kirkes flugtorganisation.
Pas på – Tyskerpiger er storstikkere
Vi har senere fået en diskussion om industriens og landbrugets rolle. Ja så var det lige Tyskerpigerne. Der findes den dag i dag folk, der påstår at de var storstikkere. Ja det var der da også nogen af. Der var titusinder af tyskerpiger. Ca. 400 tyskerpiger af 644 anholdte blev dømt.
I de illegale blade blev der bragt liste over dem. Krig og kærlighed var en farlig cocktail. Ingen tvivl om dette. Pigernes fraternisering blev betragtet som en unational handling, men også som et angreb på gængse normer for kvindernes seksuelle adfærd. Man mente at kvinderne havde nationale forpligtelser. Måske var det også en krænkelse over, at danske mænd var blevet vraget og tyske soldater var blevet foretrukket.
Tyskerpigerne blev fremstillet som urene, sygdomsbefængte og dyriske. De blev betragtet som både en fysisk og moralsk smittekilde i det danske samfund
Politiet var også indblandet efter besættelsen
Modstandsfolkene var sandelig ikke alle englebørn. I tiden efter besættelsen skete der også ting og sager, som aldrig er blevet undersøgt. Skal vi bare glemme det?
Det er rigtig, at der i tidsrummet mellem den 4. maj 1945 og den 13. maj 1945 blev dræbt mindst 54 modstandsfolk. Men hvor mange uskyldige danskere blev dræbt i den periode? Den 13. maj blev politiet indsat, men mange af disse betjente var mere eller mindre indblandet i mystiske hændelser.
Samtaler med ældre i den gamle Bov Kommune efterlader det indtryk, at man var bange for modstandsfolkene. Havde man solgt æg og hjemmebagt brød til en tysk soldat, der gik vagt langs Flensborg Fjord, ja så skulle man straffes. Var man for åbenmundet om mystiske hændelser blev man også straffet. Disse ”afstraffelser” blev aldrig undersøgt.
Myndighederne var indblandet
Undersøgelser af stikkerlikvideringer blev stoppet fra statens side både dem der foregik før og efter 4. maj. For mange familier er der stadig ikke en afklaring.
Efter pres gik politiet i gang med et mord ved Padborg efter besættelsen. Men rapporten er fuld af åbenlyse fejl. Og arkiverne lukkede man skyndsomst allerede i 1947. Myndighederne var dybt indblandet.
PET blev narret af Gestapo-folk
Kigger man i PET – Kommissionens beretning kommer der også artige ting frem. Af pladsmæssige hensyn nøjes med historien om, at PET hyrede Gestapo-folk til kommunist – overvågning.
I 1947 kom man i kontakt med personer fra nazihærens efterretningstjeneste. De havde forfulgt kommunister. De ville gerne ”give oplysninger mod betaling”. For at skaffe flere meddelere blandt gamle kollegaer betingede de sig ”en leverance på ca. 1.000 cigaretter om måneden”.
Fra dette nazi-netværk modtog det danske politi et stigende antal beretninger om kommunistiske konspirationer mod Danmark. Det gik en del år inden PET fandt ud af, at indberetningerne i vid udstrækning var opspind ”for at opnå betaling og eventuel straffefrihed”, som det hedder i PET – beretningen. Åbenbart havde man overhovedet ikke nogen skrupler for PET – rapporten konstaterer meget tørt:
Politiet samarbejdede m ed Gestapo allerede i 1930erne
Som vi i tidligere artikler har anført, så havde dansk politi forud for besættelsen i 1940. I rapporten står følgende:
PET-Kommissionen roser kommunist-aktionen
Vi har tidligere i artikler været inde på den aktion i 1941, hvor dansk politi internerede langt flere kommunister, end nazisterne havde krævet. 20 stykker døde i koncentrationslejre. Men det mystiske er, at aktionen mod kommunisterne er imidlertid af PET fremhævet som forbillede – så sent som i 1950. Her fik den i PET-notat følgende ord med på vejen:
Man kappedes om de gamle nazister
PET – Kommissionens beretning løfter også sløret for, at politiets og militærets efterretningstjenester kappedes om at udnytte de gamle nazister.
Så snart de tyske officerer var blevet interneret ved befrielsen, gik britiske og danske efterretningsfolk i gang med at afhøre dem om, hvad de vidste om danske kommunister.
Hans Hermannsen udnyttede den danske ”Godhed”
En endnu større fisk var SS-Hauptsturmführer Kriminalrat Hans Hermansen. Han havde stået for Gestapos kommunistbekæmpelse i Danmark. I Danmark havde han spillet på begge sider. Han knyttede kontakt til højtstående danske politifolk, der delte hans syn på kampen mod kommunisterne. PET – beretningen afslører følgende om Hermannsen:
En bizar strid mellem efterretningsvæsnerne
PET – beretningen afslører en bizar strid mellem dansk militærs og politiets efterretningstjenester. Politiet ønskede at afhøre Hermannsen, men militæret gemte ham i Flensborg, så det danske politi havde svært ved at afhøre ham. Afhøringerne måtte kun foregå med tilstedeværelse af folk fra militærets hemmelige tjeneste.
I PET – beretningen hedder det, at politiets efterretningstjeneste:
Ingen følger for efterretningsvæsnerne
Det dramatiske højdepunkt indtraf, efter at militæret erklærer, at de ikke længere har nogen kontakt til Hermannsen. Da opdagede politiets hemmelige tjeneste til sin ”store forbløffelse”, at Hermannsen nu kaldte sig Herman Hansen og boede i et hus i Hamborg. Han modtog 100 kr. om ugen fra dansk militærs efterretningstjeneste:
I PET – Kommissionen får dette groteske eksempel ikke engang kritik.
Vi skal væk fra romantisering og heroisering
Der kommer nye generationer frem, der godt vil kende sandheden om hele besættelsestiden. Det er vel naturligt, at man stadig stiller spørgsmålstegn ved historien.
Danskerne skal lære at forholde sig uden romantisering og heroisering. Mern man skal også væk fra forargelse.
Nutidens overflodsdanskere skal ikke fordømme besættelsesgenerationen blot fordi ”Man ønskede brød på bordet, maksimaltøj på kroppen og våde tøv i kakkelovnen”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 228 artikler om besættelsestiden før, under og efter, herunder:
Maj 24, 2018
Ravnsborggade – Kort Fortalt
Gaden er kendt som marskandiser og antikvitetsgade. Her bliver afholdt store loppemarkeder. Her er en række specialbutikker, cafeer og restauranter. Vi skal kigge på Store Ravnsborg og Den Stærke mand. Her blev Den Bestandige Borgerlige Forening oprettet. Gaden blev navngivet i 1858. Og her regerer Nørrebro teater. Dette brød præsten sig ikke om og kaldte det for utugtshulen. Her var sandelig kongelig besøg i 1893. Og socialisterne holdt til i nummer 21. Det var også i denne gade, at Irma blev grundlagt. Ja og på hjørnet til Nørrebrogade brændte det store varehus Buldog i 1944.
Marskandiser – og antikvitetsgade
Ja gaden var kendt som en marskandiser- og antikvitetsgade. Ja Ravnsborggade er særdeles kendt for deres enorme loppemarked. Men det er blevet en inspirerende shoppinggade med masser af trendy-butikker. Her er specialbutikker, hyggelige cafeer og restauranter, indisk brugskunst og trendy tøjbutikker.
Sidst jeg var forbi var her virksomheder som Høkeren, Bogcafeen, Underwood, Melange de luxe, Riccos Kaffebart, Kongfu Izukia Bar, Rhone osv.
Store Ravnsborg
Ravnsborg går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den ydre befæstningslinje omkring byen, som blev anlagt i forbindelse med søens ydre grænse.
I 1669 omtales ejendommen som Raufnsborg. Men allerede inden svenskerne kom lå her en skanse med et hus.
På et svensk ”spionkort” var her aftegnet byfogedens hus. Og det må have været Klaus Iversen Ravn. Han blev i 1638 udråbt som byfoged. I 1660 blev han rådmand.
Og det var her, at Johan Merhof i 1661 anlagde Nørrebros første værtshus. Han fik tilladelse af kongen til anlæggelse som en hædersbevisning.
Området blev et yndet udflugtssted. Ja man sagde, at her vrimlede det med ”Pyntede Mandfolk og Fruentimmere, som ved Keglespil, Musik og Dans nød Livet med Fryd og Gammen”.
Jo gennem 1700 – tallet gik det livlig for sig her. Københavner søgte herud i stride strømme.
Den Stærke Mand
Det blev endnu værre da ”Det stærke mand” optrådte her. Han kunne løfte en kanon, der vejede 2.000 – 2.500 pund i den ene hånd og drikke et glas vin i den anden hånd. Han optrådte lige i nærheden. Men ak og ve. Han optrådte i kirketiden. Og så havde han lovet sit hjerte væk ”til så mangt et pigehjerte” Men han havde også efterladt mange ubetalte veksler. Inden man så sig om, var han taget tilbage til Tyskland.
Den bestandig Borgerlige Forening
Hovedbygningen på Ravnsborg blev i 1835 overtaget af ”Den bestandige borgerlige Forening” af gartner Mohr, der havde overtaget den omkring år 1800. Og denne forening var en meget eksklusiv forening, der kun bestod af 100 mand.
I 1880erne kunne foreningen sælger bygningerne med en meget god fortjeneste.
Ravnsborggade navngivet 1858
Selve gaden Ravnsborggade er navngivet 1858.
Det var også her, at Albert Schumanns cirkus optrådte i 1885. Albert havde ikke været tilfreds med den gange, som hans far tilbød ham, så han havde selv startet sit cirkus. Han var berømt i hele Europa for sin hestedressur.
Nørrebros Teater
I nummer 3 ligger Nørrebros Teater. Ja det ligger på samme plads som det egentlige teater. Det vil sige, at man tyvstartede på Blågården. I 1886 startede man her i det tidligere lyststed, Store Ravnsborg. Ja helt nøjagtig var det den 7.juni 1886. Det var som serveringsteater. Man måtte kun optræde 45 minutter af gangen og så med et begrænset antal skuespillere.
I nationaltidende stod det 7. januar 1886, at Ferdinand Schmidt havde fået bevilling til at drive ”dramatiske forestillinger” på Store Ravnsborg i den kommende sæson.
Til præmieren var engageret 10 skuespillere. Pludselig opstod der en mindre brand, og det opdagede direktøren ikke. Men i teaterkredse er en brand på scenen tegn på lykke og held. Og det er da ellers gået teatret ganske godt i tidens løb.
I datidens medier kunne man læse, at et 12 – mands orkester uden antydning af smil bidrog til festlighederne. Men ak, der måtte kun optræde 6 skuespillere af gangen. Så ofte måtte figurer med bevægelige hoveder på scenen.
Det var en katastrofe for teatret, da Alberti i 1908 forbød sommerrevyer.
Ja og her optrådte en lang række skuespillere i tidens løb. Osvald Helmuth, Poul Reichard, Buster Larsen og mange mere. Selv har jeg mødt festlige Per Pallesen på stedet.
Præsten og utugtshulen
Ved Nørrebros Teater var der ofte kø. Mange ville ind og se god underholdning. Men man kunne også risikere at møde en høj ranglet person stå og gestikulere vildt og råbe højt. Personen råbte, at det var den største synd, at gå i teater. Forældrene skulle ikke tage deres børn med i denne ”utugtshule” og lade fordærvelsen tage overhånd.
Det var normalt konfirmander tog herhen, og det vidste personen udmærket for han var præst i Sankt Johannes Kirken. Nogle af konfirmanderne forsvandt da også, men så tog de i Scala, hvor de kunne se nøgne piger.
Ja tænk engang den 28. oktober 1929 gik PH – revyen ”Paa Hodet” for 150 gang, hvor Osvald Helmuth atter engang skulle synge ”Ølhunden glammer”.
Det nye Nørrebros Teater blev indviet 9. september 1932 med operette – revuen ”De to slips”
Ja tænk engang. Her optog Radio Mercur udsendelser, som så blev sendt ud overæteren fra et skib ude i Øresund.
Lille Ravnsborg
Længere nede ad Nørrebrogade omtrent ud for Solitudevej lå Lille Ravnsborg. Her var i mange år et udskænkningssted. Og her debuterede Johanne Louise Heiberg som barn ved at danse for gæsterne. Det hendes forældre, Familien Pætges, der bestyrede stedet.
Irma
Karen Marie Schepler åbnede her et ismejeri i nummer 13. Det var i 1886. Men det var nok mere hendes søn, der fik opmærksomhed. Han fortsatte med æggeforretning under navnet Mælkeforsyningen Ravnsborg. Den daværende næringslov sagde, at man kun måtte eje en butik i hver kommune med mindre man selv fabrikerede og pakkede varerne. Irma – pigen og mærket kom ført til i 1907.
Kongeligt besøg
Tænk engang, allerede i 1893 var her kongeligt besøg. Det vil sige, at det var I Ravnsborg Tværgade, hvor prinsesse Marie med hund besøgte Samaritanerne. Hun udtrykte glæde og beundring for det store arbejde som de udførte for de fattige.
Der hvor Nørrebro Bryghus ligger i dag lå i 1930erne Chr. Christensens smedeværksted. Gennem porten til venstre og så var man i værkstedet.
Længere tilbage lå et sted, hvor man reparerede amerikanske biler. Og i forhuset på anden sal lå en hatte-virksomhed. Folk gik med fine hatte dengang, ja alle gik med hat.
Socialisterne i nummer 21
I Ravnsborggade 21 havde Socialisten til huse. Og det var her Louis Pio blev arresteret natten før det store slag på Fælleden. Også hans to medkæmpere. Harald Brix og skolelærer Poul Gerloff fra Bredebro i Sønderjylland blev arresteret. De blev alle mere eller mindre smidt ud af landet, sponseret af store virksomheder. De tre blev dømt for
Pio døde som 53-årig af tyfus på et hospital i Chicago glemt af alle. Men den 12. juni 1921 bar enken urnen i land næsten 50 år efter, at han skrev den første artikel i Socialisten. Fem dage efter blev urnen lagt på Vestre Kirkegård med en mindetavle. Nu kunne 5.000 pludselig huske Louis Pio.
Godt nok havde man fået grundloven og ytringsfriheden, men det skulle sandelig ikke gælde for socialister. De trykkerier, der stod for trykningen blev forfulgt og måtte skiftes ud hele tiden.
Varehuset Buldog på hjørnet
Det var på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade, at det store varehus Buldog gik op i lys lue i ”de varme sommerdage” i 1944. Folkestrejken var varm på mange måde. Udplyndringen og ildspåsættelsen var nøje planlagt. På et tidspunkt var der fare for en katastrofe. Brandvæsnet blev nægtet adgang og der var gået ild i nabobygningen ned ad Ravnsborggade
Varehuset blev aldrig genopbygget. En Fakta ligger på grunden i dag. Og her kan man se et herligt vægmaleri af ”Cykelpigen” af italienske Sepp Marttinen.
Hvis du vil vide mere: Se her på www.norrebro.dk der indeholder 230 artikler om Det Gamle Nørrebro:
Maj 20, 2018
Flere minder fra Tønder Statsseminarium
En dansk og en tysk afdeling. Historier fortrinsvis fra 1869 – 1872. Fra Harmoni via Phønix til Enigheden. Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab. Seminariedirektør Schmidt. Pastor Eye var til diktat og doven. Efterfølgeren var ikke bedre. Rickmers var dårlig til dansk. Dansklærer Petersen var den bedste. Johansen havde familiemæssige problemer. Papa Wilms var godheden selv. Seminaristerne var ikke til havedyrkning. Richter var en betydelig og doven pædagog. Krause var en fin mand. Vi hilser på det vigtige eksaminationskollegium. Der var to fraktioner hos de danske seminarister. Man gik langs Borgerdiget eller drak en æggesnaps.
En dansk og en tysk afdeling
Vi har efterhånden et par historier fra Tønder Statsseminarium og Tønders skoleliv. Og tænk engang det var Nordens ældste læreruddannelsesskole oprettet i 1788.
I de første 20 år efter 1864 var seminariet delt i to afdelinger, en A – afdeling, som var tysksproget, og en B – afdeling som var dansksproget. I 1884 flyttede den danske afdeling til Haderslev og seminariet i Tønder blev rent tysk.
De tyske elever bar både før efter 1884 uniformer efter forbillede fra de tyske ”Studentenburschenschaften.
Fra ”Harmoni” via ”Phønix” til ”Enigheden”
I den danske afdeling var der barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet her i 1869 – 1872, som vi skal beskæftige os med. Den danske semarist – forening hed ”Harmoni”. Det var en forløber for ”Enigheden”.
Men inden da hed foreningen Phønix. Møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var underholdning med foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Efter hver optagelsesprøve blev det fejret med et såkaldt ”Fuchsschaumaus”. Hertil var seminarielærerne også inviteret.
Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab
Man optog også skikken med at bære hue, men det var dog ikke den samme som de tyske seminarister. Oprindelig var foreningens medlemmer udstyret med en grøn hue. I slutningen af 1870’erne blev den så byttet om med en hue, der mindede meget om den danske studenterhue.
Men ak, det vakte forargelse blandt de tyske seminarister og Tønders tyske borgerskab. Efter en huekrig endte det med, at huen blev forbudt i 1878. Så var det også lige den meget lange pibe, der hørte med til udstyret.
Sanglærer Johansen
Dengang hed sanglæreren Johansen. Han var selv en original med et vittigt smil om sin lærde mund. Han spurgte altid seminaristerne, om de kunne synge. Ofte var svaret:
Seminariedirektør Schmidt
Jo det var dengang at det hed seminariedirektør, og han hed dengang i 1869 Schmidt. Ja og allerede i 1865 blev den bagerste bygning forhøjet med en etage. I 1905 blev en helt ny statelig seminariebygning taget i brug.
Og Schmidt han blev senere præst og endog provst i Svenstrup på Als. Han kunne godt være streng og til dels opfarende. Men han var en meget dygtig lærer og afholdt. Især var han fortrinlig til religionsundervisning.
Pastor Eye var til diktat
Pastor Eye’s undervisning bestod af diktat. Han underviste i religion og pædagogik. På grund af sin dovenskab blev han anset som en dårlig lærer, og så var han ilde anset. Eleverne kunne finde på at pibe af ham, så han måtte forlade klassen. Han kom meget hurtig videre til Medelby. En søn af ham, advokat Eye i Flensborg, blev for nogle år siden skudt i en duel.
Efterfølgeren var ikke bedre
Pastor Engel var Eyes efterfølger. Han var stort set ikke bedre. Det var også en meget dårlig undervisning. Hans undervisningsmetode var også diktat. Men hans sætninger var i reglen så lange og lærde og opstyltede, at han ikke selv kunne holde rede på det.
De teologiske kandidater, der var på seminariet forstod ham heller ikke. Han var senere præst på Als. Og skulle have været en ret dygtig prædikant.
Rickmers var dårlig til dansk
Rickmers, degnen fra Medelby, som underviste i matematik, historie og geografi var et hjertensgodt menneske og et mønster af en skolemester. Hans kundskaber rakte ikke så langt, så han gav ikke så meget. Til gengæld kunne alle følge med.
Han talte så dårlig dansk, så i begyndelsen måtte seminaristerne tage sig sammen for ikke at knække sammen af grin.
Rickmers tilbragte sine sidste dage i Flensborg og blev en meget gammel mand.
Dansklærer Petersen var den bedste
Petersen var uden tvivl den bedste lærer. Han var senere kredsskoleinspektør i Aabenraa. Han var en fortrinlig underviser i dansk sprog (Meiers grammatik) og litteratur. Dengang var dette et hovedfag. Ved siden af dette havde han en ”ædel karakter”. Derfor var hanhøjagtet og elsket.
Johansen havde familiemæssige problemer
Johansen var lærer i musik og gymnastik og så også i fysik. Han kunne ikke fornægtes dygtighed. Men han var hvis ude i ægteskabelige og andre familiære problemer. Det bevirkede, at han ofte var brutal og uberegnelig. Han kunne i undervisningstimerne finde på at drille eleverne.
Når man mødte ham på gaden kunne han lige så godt ligne en murermester. Han gik ikke så meget og i tøj og udseende.
Papa Wilms var godheden i sig selv
Papa Wilms som han i almindelighed blev kaldt hørte egentlig til afdeling A. Han var lærer i botanik og zoologi. Dette foregik så på tysk.
Han havde på grund af sin barnlige, næsten til barnagtighed grænsende godhed og i sin ejendommelighed til aldrig at se fremad i undervisningen meget svært ved at opretholde disciplinen. Derfor lærte man aldrig noget hos ham.
En gang imellem følte han sig fornærmet. Han kunne faktisk en hel time sidde og hulke som et barn.
Seminaristerne interesserede sig ikke for havedyrkning
Büsing var lærer i havedyrkning. Skønt han kun var gartner, var han ikke uden evner i at undervise. Men seminaristerne interesserede sig ikke lige for dette fag. Så de fik vel aldrig rigtig noget ud af havekultur.
Richter, en betydelig og doven pædagog
Richter blev senere seminariedirektør, først i Tønder, dernæst i Augustenborg. Han var ganske vist en meget betydelig pædagog, men utilbørlig og doven og gav derfor en højst tarvelig undervisning i tysk sprog, der indskrænkede sig til et par timer om ugen. For det meste bestod den kun i simpel diktat og oversættelse. Dette bidrog ikke just til at udvide seminaristerne kendskab til det tyske sprog.
Så hjalp det, at man i de sidste studieår havde tysk undervisningssprog i historie, geografi og naturfagene.
Krause var den fine mand
Krause hørte også til afdeling A, det tyske afdeling. Han gav undervisning i skønskrift. Han ville gerne spille den fine mand i form af at bukke og skrabe. Dog var han som musiklærer i den tyske afdeling vistnok mere grundig og dygtigere and danskernes Johansen.
Det vigtige eksaminationskollegium
Provinsialskoleråd var til den tid dr. Schneider. En legemlig kun lille mand. Åndelig derimod var han en betydelig mand. Skoleråd var forhenværende præst i Bylderup, Matzen. Og så var der Generalsuperintendent dr. Godt. Disse tre hørte med til Seminariets eksaminationskollegium.
Da læreren skålede på Danmark
Ja mange af seminaristerne tjente lidt penge i den danske privatskole i Tønder. Har var bestyreren, Tørsleff ved dyrskuet i Visby kommet til at udbringe en skål for Danmark. For ikke at falde i den strenge gendarms fangarme måtte han erklære, at det var damerne han havde skålet for. Hvis han ikke havde kunnet overbevise gendarmen om dette var han landet i fangenskab i Köningsberg.
To fraktioner
De forskellige skikke man havde i den danske afdeling kunne godt tage overhånd og komme til at ydmyge den enkelte. Og det var ikke altid lige sagen. Der dannede sig to grupper, som var udstyret med ”totenschlâger”. Men nu kom det dog ikke til egentlige kamphandlinger.
Langs Borgerdiget eller en æggesnaps
Rundt om i Tønder kunne man få logi hos beboerne, bl.a. hos farver Hansen i Søndergade. Nogle af seminaristerne sparede. Og det gjorde de så også på tøjet. Nogle gik kun i vadmelsbenklæder, og kun ved festlige lejligheder tog man så en hvis krave på.
Opholdet på seminariet betød at mange bånd blev knyttet sammen. Det var lutter unge, livsgalde mennesker, der i det hele taget havde det meget behageligt, men man længtes efter at blive færdig og være en fri mand.
Man løb og spadserede langs borgerdiget ved Vidåen. Der var mange værtshuse, der lokkede. Og konditor Hamerich havde nogle velsmagende kager. Her kunne man også nyde en æggesnaps.
Der var da også enkelte fra den danske afdeling, som man ofte mødte i danselokalerne og krostuerne i byen. Det skete da også, at seminarister blev bortvist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 232 artikler om Tønder og Omegn herunder:
Maj 18, 2018
De Sønderjyske Piger
Vi solgte ”De Sønderjydske piger” som plakat i Padborg Boghandel til 98,- kr. men det var københavnske forlæggere, der tjente mange penge på det nationale. Ja faktisk startede det med, at Drachmann var i Sundved, og så hvordan gravene fra 1864 blev passet. Og i København ville Bojesen tjene hurtige penge. Han fik sørget for et billede at to piger, Valborg og Helga i folkedragter. Drachmann skrev et digt til, og så var lykken gjort. Der kom en masse galanterivarer til. I København fulgte forlægger Strandberg med. Men da en fotograf lavede et postkort med to balletdansere på Dybbøl Skanse forestillende danske soldater, ja så lugtede folk lunten. 300 sønderjyske piger var på besøg i København og Nordsjælland. Omkring Genforeningen blomstrede ”De Sønderjydske Piger” op igen. Man må sige at gennem historien er det nationale og ”De Sønderjydske Piger i den grad blevet ”misbrugt”.
Plakater til 98,- kr.
Vi solgte dem i Padborg Boghandel for 98,- kr. som plakat. Men hvad er det egentlig for noget? Ja det blev det helt store tilløbsstykke. Var det en velgørende organisation eller hvem tjente på dette?
Ja egentlig blev de fremstillet til at være en hurtig kommerciel succes. Men det blev også et sandt og ægte symbol på trofasthed og udholdenhed.
Jo det er to piger med resignerende blikke fotograferet i folkedanserdragt foran et malet skovmotiv. Historien om dette nationale symbol tager sin begyndelse i 1864.
Man passede en grad i Sundved
Efter erobringen af Als den 29. juni 1864 blev hele øen finkæmmet for soldaternes efterladenskaber. Mange lokale gemte fund fra krigen. Men egentlig følte de sig skamfulde ved ikke at aflevere disse fund til myndighederne.
Hos Cathrine Fink i Bøffelkobbel i Sundved blev der passet på en grav med to danske soldater. Trods fattige kår blev graven passet og plejet efter alle kunstens regler.
Glem os ikke – Glem os ikke
Ved denne grav aflagde digteren Holger Drachmann et besøg i 1877. Formålet med at rejse til området var for at hente åndelig næring og kraft.
Digteren traf Cathrine Fink og hendes gamle halvblinde mor. Dette gjorde et stort indtryk på ham. Han fik forevist husets gæstebog og alle de efterladenskaber, som man havde samlet fra soldaterne. Han beundrede gravens udpyntning med Dannebrog. Ved afskeden vendte Cathrine sig om mon Drachmann og sagde med et fast blik:
Drachmann: Derovre fra Grænsen
Drachmann lod Cathrine indgå i et digt inkluderet i en rejsebeskrivelse fra Als og Dybbøl med titlen ”Derovre fra Grænsen”. Den blev udgivet sidst på året i 1877. I digtet bliver Cathrine Fink et symbol på alle sønderjyske pigers trofasthed og håb. Ja digtet blev også hurtigt sat i musik og kom senere i Højskolesangbogen.
Men det var nu ikke Drachmanns fortjeneste at digtet og symbolet blev så populært. Det skyldtes den københavnske forlægger, Ernst Bojesen i 1879. Han havde året før åbnet en papir- og kunsthandel i Vimmelskaftet. Han havde store planer om bogudgivelser. Men forlagsvirksomhed krævede en betydelig kapital. Og det kneb med at finde en rigtig ”sellert”.
Bojesen fik en ide
Kunne man finde det rigtige, så var lykken gjort. Det var dengang en udbredt fornøjelse, at købe fotografier af kongefamilien eller populære skuespillere og sætte dem ind i svære læderbetrukne albums side om side med familieportrætterne. Også varer af denne art forhandlede Bojesen med skiftende held.
I 1878 blev den yngste af Christian den Niendes døtre, prinsesse Thyra, bortgiftet til hertugen af Cumberland. Bojesen annoncerede ivrigt med billeder af hertugen – uden nogen videre held.
Lidt bedre gik det med et fotografi af den populære skuespiller Emil Poulsen. Han spillede rollen som Ambrosius. Dette bragte Bojesen en pæn fortjeneste. Men det var hovedsagelig til københavnere.
Kunne han bare finde et billede, som hele Danmark kunne bruge? Men så fik han en ide. Bojesen var blevet anmodet, om at skaffe nogle biografiske data over Drachmann og hans bog ”Derovre fra Grænsen”. Forespørgslen kom fra en tidligere skolekammerat, Carl Steffensen, der var bosat i Flensborg. Han skulle holde foredrag om Drachmann og hans nye bog.
En kæmpe succes var født
I en artikel skrevet i 1919 har Ernst Bojesen selv skildret, hvorledes ideen opstod, billedet udformedes og markedsførtes. Han bad sin ven sørge at formå et par unge danske piger til at stå/sidde foran byens bedste fotograf i nogle originale folkedragter.
Alt lykkedes. Proprietær Toftes to smukke døtre hjalp og fotograf Schumann løste sin del af opgaven på smukkeste måde. Der blev lavet nogle smukke randtegninger. Vilh. Bergsøe skrev to smukke vers. Og så indflettede han Drachmanns begyndelseslinje. Bojesen var fra starten klar over, at han havde skabt en succes.
Gennem et energisk salgsarbejde fik han hurtigt gjort billedet kendt over hele landet. Han fortæller selv i artiklen i Politiken fra 1919:
Ja den eneste drivkraft var at skaffe omsætning og fortjeneste. Han foregøgler ikke at have haft nationale motiver.
Direktør for Gyldendal
Året efter fik Ernst Bojesen succes med en humoristisk kalender. Senere opgav han detailboghandel og koncentrerede sig kun om forlagsvirksomhed. Han kaldte sit forlag ”Det Nordiske Forlag”. Hans speciale i de første år var til dels børnebøger, dels fædrelandshistorie. I 1903 blev forlaget lagt sammen med Gyldendal og Bojesen blev dets direktør.
Helga og Valborgs far
De to unge piger med de vedmodige blikke var søstrene Helga og Valborg Tofte. Deres far Hans Mikkelsen Tofte stammede fra Tirslund sogn i Midtsønderjylland. Efter at have taget lærereksamen blev Tofte ansat i Skærbæk. Efter den ulykkelige kamp ved Brøns den 22. januar 1849 samlede han sine skolebørn og fortalte, hvad der var sket.
Efter Treårskrigen blev Tofte ansat i Flensborg dels som anden – lærer i den nyoprettede danske borgerskole og som degn i den danske kirke. I 1853 giftede han sig med en pige fra Styding.
De fik fem børn, heriblandt døtrene Valborg og Helga. Og danskheden havde fremgang i Flensborg. Men lærernes løn blev beskåret efter krigen. I 1867 nægtede han at aflægge eden til Kejser Wilhelm. Dette betød fyring. Men heldigvis blev han ansat på den danske landbrugs- og højskole i Aagaard i Oversø sogn.
Under meget vanskelige kår virkede Tofte her indtil 1889, da skolen måtte lukke.
De to pigers skæbne
Valborg var på billedet iført en alsingerdragt, mens den anden var iført en dragt fra Før. Både Nord- og Sydslesvig var således repræsenteret. I en beretning fra 1911 fortalte Valborg, at dragterne tilhørte de to søstre. Helga og Valborg var opvokset i bymiljøet i Flensborg.
Helga Tofte med Før-dragten ser noget forknyt ud på billedet. Få år efter blev hun angrebet af galopperende svindsot og døde helt ung i 1883.
Søsteren, Valborg fik en lysere skæbne. Hendes fætter musiklærer H. Tofte ved Skårup Seminarium på Sydfyn så billedet. Ja så opdagede han, at hans kusine, som han ikke havde set siden de var børn, nu var blevet en ung smuk kvinde.
Han knyttede atter forbindelse til den sønderjyske del af familien og allerede det følgende år blev de gift. De valgte at bosætte sig i Skårup og hertil flyttede også den gamle degn Tofte.
Han havde lovet først at klippe sit hår og skæg, når Sønderjylland kom hjem til Danmark. Men han døde som 92 – årig i 1917.
Valborg og mand flyttede til Bylderup sogn
Valborg deltog i afstemningen den 14. marts 1920 i Flensborg. Det var en skuffelse, da hendes fødeby overvejende stemte tysk. Til gengæld var det en stor glæde for hende at opleve sin datter og svigersøn blive præstepar i Bylderup sogn efter Genforeningen.
Kredsen blev herved sluttet, da en gren af Tofte – familien vendte tilbage til Sønderjylland for at gøre en national indsats. Præsteparret blev energiske forkæmpere for danskheden i både Bylderup og Burkal sogne.
En kæmpe succes
Billedet af ”De Sønderjydske Piger” blev en enorm succes. Det udkom i 4 – 5 forskellige størrelser. Det første oplag på 500 blev revet væk. I en annonce i Nordisk Boghandlertidende i maj 1879 undskylder Bojesen, at der er ventetid på ordrene.
Billedet blev udgivet i en national bevæget tid. I 1878 havde Preussen og Østrig slettet paragraf 5 i Prager – freden. Sprogstriden blev også skærpet.
Næsten alle samfundslag havde taget billedet til sig, og dets nationale mission understregedes af, at Bojesen lod det første eksemplar overrække til den sønderjysk fødte Kong Christian den Niende. Senere blev der fremstillet et eksemplar i legemsstørrelse til hans datter Dronning Dagmar af Rusland.
Lødigheden blev ikke sikret
En strøm af souvenirs med fotoet af ”De Sønderjydske Piger” fulgte i kølvandet på udgivelsen af billedet. I løbet af sommeren 1879 blev Bojesen bestormet med forespørgsler fra fabrikanter, og for at sikre såvel lødigheden af produkterne som en fortjeneste til sig selv indgik Bojesen aftale med firmaet Moritz F. Henriques om, at dette firma fik eneret til at forhandle galanterisager.
Men denne eneforhandling fik dog begrænset værdi. Fra 1880erne dukkede der talløse piratudgaver af pigerne op på alskens sager, produceret i Danmark og England. Det var varer som kaffestel, pibehoveder, askebægre, tobaksdåser m.m. Billedet blev ikke gengivet som glasfotografi men som stregtegning på engelske fajancetallerkner og krus, som porcelænsmaling på askebægre og som farvelagte billeder på tysk porcelæn.
Sønderjylland og Sønderjysk blev forbudt at bruge
Fra 1895 blev det forbudt at bruge ordene ”Sønderjylland og ”Sønderjydsk” forbudt af de tyske domstole. Nu kunne man så i stedet få porcelænsstel med den sigende indskrift ”De Sønder…Piger” Ja disse stel mindede om en urimelig og smålig national forfølgelse. Men sager som dette var med til at fastholde billedets folkeyndest og understreger det nationale budskab.
Strandberg havde også succes
Bojesen var bestemt ikke den eneste københavnske forlægger, der spillede på de nationale strenge. Julius Strandberg, samtidens største skillingsvisedigter og – forlægger, havde grundlagt sin virksomhed i 1863. Han havde ingen skrupler ved at lægge sig i kølevandet på Bojesen.
En stor succes havde han med et skillingstryk med en vise på melodien ”De vog dem, vi grov dem”. Det handlede om en sønderjysk pige, hvis kæreste falder i krigen. Nu sidder hun ene ved graven og trøster alle de andre sønderjyske piger.
De sidste på skansen
I Tyskland blev Bojesens billede efterlignet under titlen ”Unsere wiedergewonnene Schwester”. Der blev også gjort et forsøg på at udgive det originale foto for at udgive det under titlen ”Scleswig – Holstein”. Men dette forsøg blev dog ikke realiseret. Forsøget på at overtage symbolet har nok været for gennemskueligt. Den danske undergrund ville let kunne skimtes under en tysk fernis.
Det var også den københavnske fotograf Peter Fristrup, der skulle med på følelserne. Han lavede et foto med titlen ”De sidste på skansen”. Motivet var to menige, danske soldater på en sønderskudt Dybølskanse. Fristrup fik Vilh. Bergsøe til at digte nogle strofer og i hele sin udførsel var billedet en tydelig parallel til ”De Sønderjydske Piger”.
Men det blev dog aldrig en succes. Det lugtede for meget af fidus. Han havde valgt to balletdansere som modeller. Ja og billedet kom i to forskellige udgaver. Billedet nåede dog at komme som postkort og en del galanterivarer.
300 sønderjyske piger på besøg
”De Sønderjydske Piger” blev et symbol på alle sønderjydernes trofasthed over for den danske arv, deres tålmodighed og udholdenhed. Og det syntes at være dette symbol, der fik danske patriotiske kredse til at invitere unge sønderjyske piger til at aflægge besøg i København og Nordsjælland.
Der meldte sig så mange værtsfamilier at hele 300 sønderjyske piger kunne tage af sted. Der var samlet middag for alle piger på Skodsborg under forsæde af Københavns overpræsident Christine Skau.
Turens højdepunkt var en mindehøjtidelighed i Roskilde Domkirke og en nedlæggelse af en sølvkrans ved Frederik den Syvendes gravmonument.
”De Sønderjydske Piger” kom tilbage
I 1894 begyndte Den nordslesvigske Sprogforening udgivelsen af en almanak. På forsiden var gengivet støtten på Skamlingsbanken. Bagsidemotivet var en bearbejdelse af et populært billede af Mord Danmark med sværd i hånd beredt til at forsvare riget. Hun var gengivet kampberedt ved Alssund med et landskort over Sønderjylland i sin anden hånd.
Det endte med at almanakkens redaktør ved en bøde. Tyskerne kunne ikke lide det. Nu blev bagsidemotivet ændret til ”De Sønderjydske Piger”. Kortet over landsdelen blev bevaret med det famøse ord Sønderjylland slettet med tykke sorte streger.
Med krigsudbruddet i 1914 blev alt nationalpolitisk arbejde af ikke-tysk karakter stoppet. Almanakken udkom i krigsårene med et neutralt billedløst omslag. Først i 1921 var der ikke muligt at udkomme med nationale holdninger. Og nu var Moder Danmark også tilbage.
I 1960 gennemgik almanakken en modernisering, og så var De Sønderjydske Piger tilbage.
Fornyet liv omkring Genforeningen
I afstemningstiden fik de nationale symbol.er, såvel de danske som tyske, et fornyet liv. ”De Sønderjydske Piger” blev nu omtegnet og anvendt i talrige nye sammenhænge. Nogle var meget kommercielle mens andre nærmest var komiske.
Jo det blev anbragt ved Danevirke med Istedløven i baggrunden. Andre med en rigtig Genforeningssommer var udarbejdet af ugebladet ”Hus og Hjem” blev en stor succes. Det blev sendt til forsamlingshuse, højskoler og almindelige skoler.man havde sandelig også udarbejdet nationale skuespil, hvor ”De Sønderjydske Piger” indgik. I Flensborg indgik tre sønderjyske piger, en fra hver afstemningszone. Her indgik også Mor Danmark.
Pigerne mere eller mindre misbrugt
Jo, ”De Sønderjydske Piger” indgik i mange sammenhænge. Således blev de også brugt i forbindelse med Vibe-Hastrups sko – creme og Diamant Metal – Pudsecreme. Ja i 1920 kunne man også købe håndrullede cigarer af mærket ”De Sønderjydske Piger”.
Særlig hos fotograf Biehl i Gråsten overlevede ”De Sønderjydske Piger” og ”De sidste paa Skansen” i meget lang tid i form af forskellige versioner i postkort.
Og pigerne blev sandelig også sat i forbindelse med Skamlingsbanken. Jo, der var sandelig mange, der tjente ikke så lidt på det nationale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi en masse artikler om 1864, Genforeningen m.m. Hjemmesiden indeholder 154 artikler fra Sønderjylland. Dertil kommer artikler fra Tønder, Aabenraa, Højer, Padborg/Kruså/Bov.
Maj 16, 2018
Når man blev syg i Aabenraa
Vi besøger den første barber/kirurg i Aabenraa. Strid mellem kirurger og læger. En melding fra Dr. Herholdt, Dehnfeldt holdt kun i to år. Fysikus Dr. Wiggers måtte ikke gå af, selv om han var utilregnelig. Claus Hess var i Skyttelauget. Eksperterne var Stabsschirurg Dr Schmidt fra Haderslev. I Tønder måtte man opgive sygehuset. En jordemoderskole blev oprettet. Betingelse for en uddannelse var, at man kunne læse og skrive. Skarpretter Röseler havde kirurgisk indsigt. Fysikus fik åreladning hos skarpretters datter. Degn Hans Michelsen tog brødet ud af munden hos fysikus. Og så var det lige en urmager, en bager og en kludekræmmer. Brokskærer Andreas Petersen fra Hejls havde stor succes.
Den første barber/kirurg i Aabenraa
Den første barber/kirurg vi kender navnet på i Aabenraa er Jens Balber, der i 1608 stod anklaget for at have deltaget i uorden og spektakler. Han blev dog ikke dømt nogen straf. Den første barber med privilegium har nok været Jürgen Detlefsen. Han kom til Aabenraa i 1610. Han søgte straks om at få privilegium. Men han fik først sin koncession i 1614.
To kirurger i Aabenraa
Hans virkeområde var Aabenraa by og amt. I 1646 blev hans koncession delt, idet hans svigersøn fik den ene. Derefter har der i mange år virket to kirurger i Aabenraa. I 1744 fik den tredje kirurg lov til at komme til byen. Det var den tidligere dragon Mathias Petersen. Han havde efter 20 års tjeneste fået meget stor viden om medicin. Han var i 1754 til prøve hos fysikus Bössel i Flensborg. Her fik han lov til at virke som kirurg.
Strid mellem læger og kirurger
I slutningen af 1700 – tallet var der også i Aabenraa strid mellem kirurger og læger. Opfattelsen var at læger ikke havde begreb om kirurgi. Og man var af den opfattelse, at læger slet ikke måtte beskæftige sig med dette. Nu var medicinallovgivningen anderledes i Hertugdømmerne end i Kongeriget.
Ved en forordning i 1757 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten opdelt i 10 fysikatdistrikter. En af disse var Aabenraa/Løgumkloster. Og en fysikus er vel det samme som en embedslæge.
En meddelelse fra Johan Daniel Herholdt
Vi har forsøgt, at gengive et meddelelse antagelig fra Johan Daniel Herholdt. Men vi har friholdt denne meddelelse for latinske udtryk og forsøgt at oversætte det til Nu – dansk. Det har nu ikke været helt let. Denne Herholdt er født i Aabenraa og uddannet kirurg. Ja han var en af de helt store koryfæer inden for lægevidenskaben i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Der findes et portræt af ham på Statens Museum for Kunst.
Johan Daniels far var kommet til Aabenraa i 1756. En af byens tre kirurger døde i 1754. Det var ikke lykkedes for enken at sælge privilegiet. Herholdt overtog det og lovede at gifte sig med den ”umyndige og uforsørgede” datter Metta Catharina, hvilket skete i 1758. Herholdt blev borger i Aabenraa i 1759.
Dehnfeldt holdt kun i to år
I ægteskabet var der to sønner nemlig Mathias Peter og Johan Daniel. Efter konens død giftede han sig med Susanne Dorothea Lundten. Med hende fik han fem børn. Nummer tre i rækken var sønnen Johan Friedrich Wilhelm Herholdt. Han virkede som kirurg i København. Hans søn blev en kendt arkitekt.
Som det var normalt dengang giftede kirurgsvenden Nicolai Nielsen Dehnfeldt sig med enken i 1783, men allerede to år efter forlod han Aabenraa.
Fysikus Dr. Wiggers
Medicinalvæsnet i Aabenraa og Løgumkloster blev dengang bestyret af fysikus Dr. Wiggers. Under hans opsigt praktiserede to kirurger en gammel mand ved navn Dr. Zehr og en yngre Hr. Hess. På Akademiet havde ingen af dem gjort væsen af sig.
Wiggers var læge og i perioden 1757 – 1789 fysikus i Husum. Wiggers mentale tilstand blev med årene mere og mere uklar og konfus. Han søgte derfor allerede i 1805 sin afsked efter at i 20 år have virket som fysikus. Ansøgningen blev dog ikke imødekommet. Først i 1809 fik han sin afsked efter fornyet ansøgning.
Hvorfor man, i en så betydningsfuld position fastholdt en person der med årene afslørede flere og flere aparte træk, formentlig en paranoid tilstand, må stå hen i det uvisse. Wiggers døde 1811.
Claus Hess var i Skyttelauget
Claus Hess er dog blevet portrætteret af Aabenraa-maleren, Jes Jessen og det er iført Aabenraa Skyttelaugs gallauniform. Maleriet er gengivet i bogen, Aabenraa Skyttelaug 1734 – 1984.
Hess havde været i dragonregimentet. Og så havde han været skibsdreng på fregatten Christiania til Vestindien. Senere sejlede han med orlogsskibet Holstein. Claus Hess virkede i Aabenraa til 1805. Herefter flyttede han til Tønder, hvor sønnen Hainrich Christian Hess var distriktskirurg
Zehr var kommet til Aabenraa i 1765. Han giftede sig med kirurgen Martin Kiers datter og overtog svigerfars privilegium i 1772
Dr. Schunk havde lærerbogen med
Der har ikke været mulighed for at finde frem til, hvem der lokalt har eksamineret dem, om det var den nuværende leder eller den tidligere, D. Schunk. De to kirurger var indlemmet i Flensburger Barberamt. Ingen af dem havde fast løn.
Man fortalte om Schunk, at han stod kirurgerne bi under forefaldne operationer. Uden at kunne bruge kirurgiske instrumenter påtog han sig at bestemme hvor og hvornår instrumentet skulle føres. Han tog en lærerbog ”Heisters Chirurgie” med til den syges bolig. Så oplæste han i patientens påhør med myndig ryst, hvorledes det til operationen fornødne apparat skulle ordnes. Derefter bad han kirugerne skære i Jesu navn.
Under afviklingen kiggede han skiftevis i lærerbogen og på kirugernes hånd. Stakkels syge mennesker i Aabenraa – dengang.
Man fik fat i ”Hr. Stabsschiurg Schmidt” fra Haderslev
Heller ikke Dr. Wiggers formodede at vinde patienternes tillid. Hans manglende evner kunne ikke rigtig bruges til noget. Kirurgerne klarede især frakturer udmærket.
Dem der havde de økonomiske muligheder hentede en ekspert fra en af de nærmeste købstæder, således havde ”Hr. Stabsschirurg Schmidt fra Hadersleben stor anseelse”
Sygehuset måtte ophøre i Tønder
”Doctor Krickhouff den ældre fra Tønder” skulle have været den første, der havde indført koppeindpodning på stedet. Han tjente gode penge her. Byen havde også en par jordemødre og et apotek.
I pietismens navn fik han skrabet penge sammen til et sygehus i Tønder. Bygningen stod færdig i 1784 på adressen Østergade 15. Men byens borgere var ikke så begejstret for at bo så tæt på et sygehus og fattiggård. Så desværre måtte dette ophøre. Krichauff blev afskediget i 1802 grundet manglende syn.
Koppesygdommen kunne ofte forløbe fatalt. Den første læge, der foretog ”variolationen” i forbindelse med kopper var vist nok fysikus i Tønder, Johan Fabricius.
Jordemoderskole i Flensborg
Der blev også nævnt Jordemødre. Fysikus i Flensborg Georg Bössel havde indrettet en jordemoderskole i Flensborg i 1755. Han havde udgav også en lærerbog. Og så stillede han som betingelse inden, at de startede deres uddannelse, at de kunne læse og skrive.
Apotekerudsalg i Aabenraa
I Aabenraa har der i tidens løb været flere tilløb til apotekerudsalg. Den første apoteker med privilegium var Thomas Fabricius. Han fik i 1709 privilegium til at etablere et apotek. I 1727 fik han kongelig bevilling. På grund af de store etableringsudgifter fik han også lov til at drive vinhandel og krydderiudslag sammen med sit apotekerudsalg. Dette var almindelig for apotekere dengang. Men det førte altid til konflikter med de andre handlende.
Lægerne bad Gud om hjælp
De fleste havde medicinske fordomme. Og de fleste af lægerne bad om, at Gud hjalp dem. Måske var der også nogle, der håbede på trolddom, såfremt, der ikke straks skete fremskridt i patienternes tilstand.
Kvaksalveriet var meget udbredt. Næsten alle, der var ramt af fattigdom forsøgte at ernære sig af denne vej.
Skarpretter Röseler havde kirurgisk indsigt
Skarpretterne mente, at de havde forstand på menneskernes kroppe. De mente at have forstand på kirurgi. Således havde en af dem, Rösler fået lov til at praktisere i denne kunst.
Hinrich Christoph Röseler var født i Bargholtst, Ahrensbök i 1711. Han tilhørte en kendt bøddelslægt i Holsten. I 1743 blev han ansat som bøddel iaf Aabenraa by og amt. Han havde i 1742 giftet sig med Anna Cathrine Stöckler, der var datter af skarpretteren i Tønder, Joh. Christoph Stöckler.
Udover sit fag havde Röseler nogen kirurgisk viden, som han udnyttede kommercielt, hvilket var årsag til stor vrede og utilfredshed hos kirurgerne. I 1780 indgik han et forlig med kirurgerne om, at han fremover kun ville beskæftige sig med arm – og benbrud. Men han har nok ikke overholdt aftalen. Der kom til et dramatisk opgør i marts 1786.
Aabenraa – kirurgerne havde forsamlet sig foran Röselers hus og prøvede forgæves at komme ind i det.
Husets nuværende adresse er Nygade 42. I gavlkvisten minder initialerne HCR endnu i dag om den tidligere ejer. Han var den sidste bøddel i Aabenraa.
Fysikus fik åreladning ved skarpretters datter
Hans datter som blev gift med styrmand Claus Clausen havde efter faderens død også praktiseret inden for kirurgien. Og dette betød tab i indtægt for de uddannede kirurgere. Derfor klagede de i 1792 til Magistraten.
Dette betød en straf til Rösslers datter på 5 rd. og et forbud på at udøve kirurgi. Men dette holdt hende dog langt fra tilbage. Hun rejste på landet og oprettede diverse kure. Atter engang blev hun anklaget. Hun havde ikke noget at sige til hendes undskyldning, men sagde, at blot gjorde det af menneskekærlighed.
Men hun fortsatte dog sin virksomhed. Selv fysikus kom til åreladning hos madame Clausen. Hun blev privilegeret som kvaksalver.
Degn Hans Michelsen fra Løjt
Jo der var masser af disse, bl.a. en degn ude fra Løjt Sogn. På apoteket kunne man få en masse recepter fra denne.
Det var Hans Michelsen. Fysikus Schunk kunne i den grad mærke at degnen fra Løjt var i gang som sygdomshelbreder. Fysikus var kun delvis lønnet af det offentlige. Han havde på et år kun haft 12 – 20 patienter privat.
På foranledning af fysikus udstedte amtmanden derfor 1751 et forbud mod at Michelsen fortsatte sine aktiviteter. Men Michelsen fortsatte. I en skrivelse anfører Michelsen, at Schunk var ”lidet berømt” for sin lægevirksomhed. Når Michelsen ikke selv kunne klare paragrafferne henviste han til stiftfysikus i Ribe, Anker Andersen.
En urmager, en bager og en kludekræmmer
Så var det også en kludekræmmer, der selv hentede medikamenter på apoteket. Disse brugte han i by og på land. Jo så var det også en gammel bager, der ved at beskue urinen kunne uddele lige det rette lægemiddel.
Ja og den engelske urmager, der befattede sig med at føle på pulsen og så meddele sine medicinske urmagerkundskaber. Det var familien Green fra Aabenraa, der var indvandret fra Liverpool. Det var en nyskabelse dengang i Aabenraa.
Kloge koner fra landet kom også ind til Aabenraa og udbredte deres kendskab til adskillige sygdomme. Der var en, der var berømt for at helbrede unge piger.
Brokskærer Andreas Petersen fra Hejls
I Hejls som ligger ca. en mil fra Christiansfeld var der en gammel ærværdig bonde, Andreas Petersen på cirka 70 år, der var nok den mest erfarende ”brokskærer” som Danmark nogensinde har kendt. Fra sit 22. år har han beskæftiget sig med denne gren af kirurgien. Han havde nu for egne midler indrettet et lille sygehus med seks senge til brok – patienter.
Inden for fire uger var kuren over. Hans seks senge var hele tiden fulde. I de sidste 50 år havde omtrent 50 været under kniven. Kun et par skulle være døde under kuren. Hans søn skulle være ved at lære faderens kur. Men så vidt det kan fastslås, blev dette hvis aldrig til noget.
Andreas Petersen var født i Mjolden. Ved giftemål med Karen Jørgensen fra Hejls overtog han svigerforældrenes ejendom. Fysikus Hartmann havde overværet en operation. Han mente ikke at forholdene var sådan, at det skulle skrides ind over for sådanne operationer. Andreas Petersen blev opsøgt af folk fra hele Jylland og Hertugdømmerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Maj 10, 2018
Løjt Land – for 170 år siden
Vi er nord for Aabenraa. Vi kigger på patroens indberetning fra omkring 1837. På Løjt praktiserede man ”Ydre Tugt og Ærbarhed”. Man var enige om, at der kun var ”Kun eet Løjt i Verden” Når man skulle vælge en pige skete det ud for følgende prioritering – slægt, sogn og penge. Barsmark, Skovby og Stollig var de fedeste byer. Har var masser af hovmod. Man skulle i hvert fald ikke blande sig med dem sydfra. Man skulle ikke glemme, at man var bønderbørn. Kådnere og håndværkere var mellemstanden. Fattigdom sås hos småfolk. De rige bønder blev drillet med at de kom fra et ”Bejkunsogn”. Her var masser af tiggere. 80 pct. af en konfirmations-årgang tog på havet. I 1880 kunne pastoren stadig mærke selvfølelse og indbildskhed.
Vi er nord for Aabenraa
Er det ikke længe siden vi har været på Løjt? Forleden fik jeg en invitation fra to gamle venner i Løjt. Og så kom jeg til at tænke på alle de ulykker, vi lavede sammen dengang. Men jeg kom også til at tænke på Løjts natur. Og egentlig er det jo også en masse historier knyttet til denne natur. Man har været god til at passe på kultur og historier på løjt Land.
Der er sikkert et par stykker, der endnu ikke er klar over, hvor vi befinder os. Vi er nord for Aabenraa.
Pastorens indberetning fra 1837
Det var Løjts daværende hovedpræst, pastor Matthiesen, der i en indberetning fra 1837 skriver om forholdene i sit sogn. Om Løjt sogns befolkning skriver han bl.a.:
Ydre tugt og ærbarhed
Pastoren gjorde opmærksom på, at fattige folk havde stor risiko for at blive endnu fattigere, såfremt der ikke var afsætning af varer. Risikoen var større på Løjt Land end andre steder.
I sognet havde man udmærkede man sig ved hollandsk skik:
Men nu var det som om, at sognet var blevet mere ”engelskpræget”. Men pastoren hæftede sig ved, at borgerne måske ikke skiltede så meget med deres velstand som andre steder. Overdreven ødselhed ved gilder og højtider tiltog meget før den sidste krig. Men under den trykkende krig og tiden derefter aftog dette.
”Kun eet Løjt i Verden”
Men nu var alt ikke lige rosende ifølge pastoren. Vrangsiden fulgte følgende indskrift:
Præsten havde været i sognet i mange år og kendte sin menighed. Løjtingernes selvfølelse var en kendsgerning, der imellem kunne give sjove udslag. Det var som om, at Løjt var et land for sig selv.
Slægt, sogn eller penge?
Selv om løjtingerne færdedes næsten hjemmevant ved Kap som ved Kinas kyster så hang de dog med dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod.
Løjts bondeslægter var indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne, at havde en bondesøn fundet sig en brud, spurgte man først:
Og hvis ikke:
Hvis det nu heller ikke slår til, sagde man:
Barsmark, Skovby og Stollig – de fedeste byer
Man havde en utiltalende ringeagt over for udensogns folk. Særlig dem helt syd for Aabenraa Fjord havde man ikke noget til overs for. Egnene nord for Genner bugt regnede løjtingerne mere for deres ligesindede.
Stoltheden tiltog jo længere øst på, man kom. I Løjt havde man tidligere end i nogen anden egn oplevet det gamle landsbyfællesskab. Enhver bonde kunne frit dyrke sin egen jord. Herremandsvælde som syd for Aabenraa Fjord, ja det kendte man ikke på Løjt.
Søfarten i 18. og 19. århundrede bragte ydermere velstand. Sognets fedeste byer var Barsmark, Skovby og Stollig samt den østligste del af Kirkeby.
Masser af hovmod
Haderslev Næs og Løjt Land rummer mange ligheder både geografisk og historisk. Nordenfjords møder man da også bondeslægter med lige så stor selvfølelse som på Løjt.
Foruden stoltheden over at være løjting rådede der blandt sognets bønder et stærkt standshovmod. Bønderne var sognets aristokrati. Gårdmændene var den økonomisk bedre stillede del af sognets folk. De havde de fleste rettigheder og de følte sig som den bedste stand især overfor den store Kirkebys talrige befolkning af ”småfolk”. Det var denne rodløse og traditionsløse masse, der tilmed ofte lod hånt om de moralske grundsætninger, der for bondeslægterne stod urokkelige.
Det var dengang, da gårdmændenes navne endnu stod på de bedste pladser i Løjt kirke som et minde om fortidens standsforskel. Kådnere og småfolk måtte finde sig til rette i kirkens afkroge.
Men der fandtes også mange gårdmandshjem, hvor det var et smukt forhold mellem husbond og tyende og et smukt nabovenskab, selv om den nabo var ringere end den anden både på jord og penge. Men de mest latterlige var jo de mest i øjefaldene og derfor er der bevaret flest historier om dem.
Husk på, at I er bønderbørn!
Gamle Kathrine i Nørregaden gav sine børn følgende råd:
Også gammel Eskel på Møllergård vidste nok sin plads på rangstien. En fattig dreng fra Kirkeby fik engang tjeneste hos ham. Men inden han tiltrådte pladsen, gav en gammel daglejer, der nok kendte manden på Møllergård, ham følgende råd:
Drengen fulgte rådet, og Eskel på Møllergård var særdeles tilfreds med den høflige dreng.
Kådnere og håndværkere var mellemstanden
Som forståeligt er, var standshovmodet størst i sognets østlige byer, mindst i sognets magre vestlige del. I Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med.
Ved siden af denne velstillede og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i sognet en talrig underklasse af fattige ”småfolk” som det hed dengang.
En mellemstand mellem bønderne og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt jord på Kirkebys magre Vestermark. Mange kådnere for til søs, mens konerne passede stedet. En hel del husmænd sad i ret gode kår. Det samme gjaldt mange håndværkere.
Fattigdom stor hos småfolk
Men flertallet af Kirkebys befolkning var jordløse arbejdere, og de måtte tjene føden ved daglejerarbejde på gårdene, ved tørvegravning eller tilfældigt arbejde.
Hos mange af disse ”småfolk” var fattigdommen stor. Hos mange familier gjorde brændevinen ondt værre. Som oftest havde arbejderfamilierne mange børn, og børnene måtte tidligt hjælpe til at hjælpe med at tjene til føden.
”Bejkunsogn”
Fra maj til mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise sogne. Pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene. Og dette gik i høj grad ud over skolegangen. I 1835 blev det meddelt, at det om sommeren hører til sjældenhederne, at der blot var en tredjedel til stede af de børn, der skulle være i Kirkebys ældste klasse.
I nabosognene var Løjt kendt for sine mange tiggersker ”bejkunner”. Med en hvis skadefryd lod man ofte de stolte løjtinger bønder høre, at de var fra ”æ bejkunsogn”.
Selv om mulighederne for, at fattigfolks børn kunne arbejde sig frem til gode kår, dengang kunne synes ringe, har vi dog også fra Løjt sogn eksempler på, at flid og sparsommelighed kunne bringe en mand fra småfolkenes lag til anseelse og velstand.
Chresten Hansen Timand var i napoleonstiden kommet til sognet som en fattig tjenestedreng. I 1832 havde han lagt så mange penge op, at han kunne købe sig en gård i Nørby. Han er farfader til den kendte grosserer Cornelius Hansen i Flensborg.
80 pct. af en årgang tog på havet
Men for småfolks sønner som for bøndernes lå ellers chancerne på havet dengang. Pastor Mumsen, sognets første præst efter 1864, skriver, at det var hændt, at over 80 pct. af drengene på et års konfirmandhold siden drog til søs. Og på havet tjente mange løjtinger sig frem til velstand, men mange fandt deres grav i bølgerne. Mange slog sig ned på fremmede strande og blev der. Mange hørte slægten slet ikke fra mere.
Da guldfundene i Californien rygtedes i 1848 lod også flere løjtinger sig lokke til at prøve lykken. Men udvandringen fra sognet tog først ordentlig fat efter 1864. Og de løjtinger der skabte sig et nyt hjem hinsides Atlanten, kan tælles i hundreder.
I 1880 stadig selvfølelse og indbildskhed
Endnu i 1880 kunne Løjt – præsten skrive:
Den skønne fødestavn
Og siden er udviklingen gået videre i retning af at udjævne forskelle og særegenheder, såvel egnsforskelle som standsforskelle.
Findes der endnu en lille rest af fortidens standshovmod i sognet, da vil de fleste løjtinger møde det med et overbærende smil.
Løtingernes kærlighed til deres skønne fødestavn er vel ikke mindre and før, dog er det aldeles uden gran af ringeagt for andre egne, når vi giver vore oldeforældre ret i, at:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 136 artikler fra Aabenraa og Omegn herunder 11 artikler fra Løjt Land:
Da Løjt i den grad er med i Søfartens historie i Aabenraa er det også relevant at kigge på disse artikler:
Maj 7, 2018
Da krigsforbryderne flygtede
Myndighedernes manglende interesse. 94-årig idømt 5 års fængsel. Et skjult Nazi-bosted i junglen. Et tilflugtssted hos topnazister. Men de var velkommen hos Perron. Tyskerne kunne hjælpe sig selv. BND slettede vigtige dokumenter. Brunner flygtede og fortrød, at han ikke dræbte flere jøder. Han overlevede to brevbomber. Aribert Heim var en frygtelig læge. Der blev foretaget operation uden narkose. Han kunne arbejde uden for rampelyset som læge i Tyskland. Men så måtte han flygte. Familien kendte dog hans opholdssted. Eichmann skrev et nådesbrev. Dommen blev dog ikke omstødt Eichmann sendte 400.000 i KZ – lejr.
Myndighedernes manglende interesse
Vi har gennem et par artikler kigget på krigsforbryderne under Anden Verdenskrig. Mange blev aldrig straffet. De blev med amerikanernes hjælp sendt til Sydamerika eller brugt som agenter. Nazisterne fik hjælp af kirken til at komme af med deres værste forbrydere. Ja en af de værste Mengele var et par gange hjemme i Tyskland på besøg. Og det vidste myndighederne udmærket.
Herhjemme blev de uniformerede krigsforbrydere sendt hjem i begyndelsen af 1950erne. Krigsforbrydelser er det også blevet udøvet på østfronten. Men de danske myndigheder har aldrig været interesseret i at pågribe disse. Men dem der meldte sig til Frikorps Danmark og Waffen SS slap ikke.
I denne artikel dukker vi ned i nogle af disse krigsforbryders flugt.
94 – årig idømt 5 års fængsel
En SS – vagt fra Auschwitz skal have fem års fængsel for at have været med til at slå mange tusinde mennesker ihjel. Det var den 94 – årige Reinhold Hanning, der stod tiltalt for at have medvirket til over 170.000 drab i den tyske dødslejr Auschwitz, hvor ofrene døde af sult, hvis de ikke blev myrdet i gaskamrene.
Han var til stede, da ungarske jøder blev tvunget til Auschwitz og myrdet på samlebånd. Over 300.000 af dem blev sendt direkte ind i de gaskamre, tyskerne havde bygget. Hanning havde meldt sig til Waffen-SS Totenkopf.
Han erkendte, at have gjort tjeneste i Auschwitz, men afviser, at han var i den seksion, hvor tyskernes dødsmaskine kørte i døgndrift.
Et skjult bosted i junglen
Et hold arkæologer har undersøgt en klynge ruiner i et afsides hjørne af Argentina. Det er tæt ved grænsen til Paraguay. Hele området er dækket af tæt skov. Kun ved at hugge sig vej med macheter, kunne eksperterne fra Buenos Aires universitet skaffe sig adgang til bygningsresterne.
Her fandt de en del tysk mønter fra slutningen af 1930erne, skår af porcelæn ”Made in Germany” samt nazistiske symboler på væggene. Arkæologerne konkluderede, at de havde fundet en hemmelig lejr for tyske nazister.
Det har krævet betydelige anstrengelser og økonomiske midler. Og det ligger et sted, som på et tidspunkt har været fuldstændigt utilgængeligt – langt fra alfavej og de få spredte lokalsamfund. De er bygget af materialer, som ikke var typisk for den regionale arkitektur.
Et tilflugtssted for topnazister
Måske har lejren i skoven været tiltænkt som et tilflugtssted for ledelsen af det nazistiske Tyskland. Det blev sikkert opført for det tilfælde, at de skulle få brug for at forlade Tyskland i hast og holde sig skjult.
Nazisterne havde tilsyneladende midt under Anden Verdenskrig dette hemmelige projekt, som handlede om at bygge tilflugtssteder til toplederne i tilfælde af nederlag i krigen. De skulle ligge på utilgængelige steder, midt i ørkener, i bjergområder eller midt i junglen som her.
Her var fordelen, at beboerne kunne være i Paraguay på mindre end ti minutter. Det er et beskyttet sted, som er let at forsvare. Her kunne de leve i fred.
De var velkommen hos Peron
Men til syvende og sidst blev det aldrig brug for gemmestedet, for da Det Tredje Rige faldt, blev lederne budt velkomne med åbne arme i Argentina. Tusindvis af nazister, italienske fascister og kroatiske Ustasha – folk ankom med til Argentina med præsident Juan Perons velsignelse.
De kunne hjælpe sig selv
Man anslår at op mod 5.000 nazister søgte tilflugt i det sydamerikanske land, blandt dem Adolf Eichmann, som vi vender tilbage til og Josef Mengele, som vi allerede har skrevet en større artikel om.
Ja sådan fortalte Peron selv inden sin død i 1974.
BND slettede vigtige dokumenter
Det tyske efterretningstjeneste BND har destrueret dokumenter fra mindst 250 ansatte, som var aktive i Gestapo, det nazistiske Tysklands politiske parti og den nazistiske eliteorganisation SS.
BND blev først dannet i 1956, men grundstenen til efterretningstjenesten blev lagt allerede i 1945. Ifølge det politiske ugemagasin Spiegel havde omtrent 10 pct. af BND’ s ansatte under Den Kolde Krig en skummel fortid i SS.
Brunners dokumenter blev også slettet
I 1990’ erne slettede BND ifølge Spiegel bevidst også alle dokumenter om Alois Brunner. Han var en af de mest eftersøgte nazister og forhenværende SS – general. Langt om længe fik man Alois Brunner dømt for krigsforbrydelser, men da var han for længst flygtet til Syrien. Og her nægtede de at udlevere ham.
Brunner havde arbejdet tæt sammen med Adolf Eichman omkring udryddelse af Europas jøder. Han blev sidst set i 2001, og da var han 99 år. Jo han var en af de mest eftersøgte, og det var ikke kun fordi, at han var Eichmanns højre hånd.
Han fortrød, at han ikke dræbte flere jøder
Brunner var ansvarlig for deportation for deportation af ikke færre end 128.500 jøder til koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. I modsætning til Eichmann, som vi senere vender tilbage til lykkedes det for Alois Brunner at holde sig uden for rækkevidde af både Mossad og Simon Wiesenthal Center. Det til trods for, at han har været den tidligere topnazist, som israelerne helst ville have fat i. men det fik de aldrig.
Han var død af naturlige årsager i den syriske hovedstad Damaskus, hvor han efter alt at dømme havde opholdt sig siden 1950’erne.
Overlevede to brevbomber
Han var notorisk antisemit, sadist og fanatisk nazist. I 1985 gav han et interview til et tysk nyhedsmagasin. Han fortalte, at det eneste, han fortrød var, at han ikke dræbte flere jøder.
I sommeren 1943 blev Brunner leder af koncentrationslejren i den franske provinsby Drancy, hvor forholdene ændre sig til det værre. Herfra blev der også flere deportationer til Auschwitz.
Alois Brunner overlevede to brevbomber, men mistede både et øje og flere fingre, da de sprang.
Aribert Heim – en frygtelig læge
Aribert Helm var læge i en række KZ – lejre og i Mautthausen. Han udførte en række forsøg, der kostede i tusindvise af jøder livet. Hein flygtede i 1962 lige inden sin retssag. Han har formentlig opholdt sig i Egypten. I 2009 forlød det, at han døde i 1992, men dette er aldrig blevet bekræftet.
Det var kaotiske tilstande i årene efter Nazitysklands kapitulation. Her lykkedes det for utallige krigsforbrydere at undslippe. I løbet af sommeren 1945 var amerikanske og britiske styrker i Tyskland nødt til at løslade millioner af mænd, uden at have nået at kontrolleret deres aktiviteter under krigen. Det var for at redde høsten og for at få ryddet op i ruinerne. Folk sultede og det var smittefare.
Først et halv års tid senere blev små enheder dannet, der skulle samle oplysninger til brug i retsopgøret. Tidligere KZ – fangere udgjorde her et uvurderligt korps af frivillige som hjælp med at kortlægge uhyrlighederne i nazisternes arbejds – og dødslejre.
Operation – uden narkose
I Mauthausen i nærheden af Wien var mottoet ”Venichtung durch Arbeit”. Og det havde lejrledelsen faktisk også held med. Alene i 1939 døde halvdelen af de 16.000 fanger. Mange døde i Aribert Heims hænder. Han var østrigsk ishockey-stjerne og Waffen SS – læge.
Helt raske jøder blev aflivet med indsprøjtninger i hjertet med benzin, fenol eller andet godt. Han forsøgte at skabe tillid, og sagde, at det var kun en lille operation, som det drejede sig om. Snart ville de igen blive sat fri.
Men Heim foretog de mest vanskelige operationer. Det drejede sig om mave, lever og endda hjerneoperationer. Dette medførte næsten omgående død. Og det skete uden narkose. Han dræbte også folk med et flot tandsæt.
Uden for rampelyst – i Tyskland
Han slap ud i forbindelse med en stor amnesti i julen 1947. Derefter lykkedes det for ham at holde sig helt uden for rampelyset. Simpelt sjuskeri med navne og fødested gjorde livet lettere for krigsforbrydere. Man kan undre sig over, hvor let det var for Heim og andre krigsforbrydere at blive i Vesttyskland.
Tænk engang trods afnazificering og registrering lykkedes det for Heim helt frem til 1962 at leve som hospitalslæge, siden som praktiserende læge i Baden – Baden. Da det det så brændte på tog han til Cairo, hvor præsident Nasser havde taget imod adskillige af Heims nazikollegaer.
Heims familie kendte til hans opholdssted
Han konverterede til islam og levede under navnet Tarek Hussein Farid. Han vedblev livet igennem at studere materiale, der kunne underbygge hans dybfølte jødehad.
I mange år, helt frem til 1979 modtog Heim endda indtægterne fra en ejendom i Berlin, som hans kone og en advokat administrerede for ham.
Folkestemningen i Tyskland vendte i 1978, da tv – serien Holocaust blev vist.
Kun en håndfuld mennesker kendte til nazi – lægens opholdssted, og de holdt tæt hele vejen. En datter fra et tidligere ægteskab, anede tilsyneladende intet. Hun blev genstand for international opmærksomhed, da hun som voksen flyttede til Chile og giftede sig der. Aha så måtte faderen også befinde sig der!
Hans yngste søn Rüdiger, der var født i ægteskab nummer to var den eneste, der havde fysisk kontakt med ham. Han besøgte ham flere gange i Cairo. Han tav også længe efter at han var død i 1992.
Eichmann skrev et nådebrev
Vi slutter med historien om Adolf Eichmann. Ifølge ham selv var han bare en menig medarbejder, der måtte parere ordre fra nazisternes topledelse. Langt efter hans henrettelse i 1962 i Israel, fandt man et brev om nåde fra krigsforbryderen.
Brevet var stilet til Israels daværende præsident, Yitzhak Ben – Zvi den 29. maj 1962. Det er skrevet blot tre dage før Eichmann blev hængt:
Dommen blev ikke omstødt
I brevet beder han præsidenten have forståelse for tiden under krigen, lige som han gentager dele af sit forsvar fra retssagen:
Også hans hustru og brødre skrev til præsidenten og bad om nåde for Eichmann. Det fik dog ikke Ben-Zvi til at omstøde dommen.
Han sendte 400.000 til KZ – lejre
Adolf Eichmann var under krigen oberstløjtnant i SS og koordinerede de mange tog, der sendte jøder til koncentrationslejre i Polen. I 1944 alene sendte han omkring 400.000 ungarer afsted. Da Heinrich Himmler i 1945 beordrede, at Endlösung – fordrivelsen af jøder fra Europa – skulle stoppe, fortsatte Eichmann sit arbejde.
Ved krigens slutning blev han taget til fange af amerikanske styrker, men i 1946 lykkedes det ham at stikke af. Han begyndte at kalde sig Ricardo Klement. Han boede i en periode i Italien, inden han i 1950 flygtede til Argentina.
Her levede han med sin familie og arbejdede blandt andet for Mercedes Benz, inden han i 1960 blev fanget af agenter fra den israelske efterretningsvæsen, Mossad. De behøvede ham, klædte ham ud som en flysteward og smuglede ham ud af landet til Israel.
Nogle tvivlede på hans rolle
I 1961 blev han kendt skyldig i krigsforbrydelser ved en israelsk domstol, og året efter blev han hængt.
Eichmanns sidste brev blev fundet, da man i Israel var ved at digitalisere præsidentens arkiver.
Adolf Eichmanns rolle i Anden verdenskrig bliver fortsat diskuteret. Nogle mener, som han, at han blot var en embedsmand, der gjorde, hvad han blev bedt om, mens andre mener, at han brændte for nazisternes sag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 227 artikler om besættelsestiden før, under og efter – herunder:
Maj 6, 2018
Tønder – vidste du det?
Kun 23 pct. i Tønder i 1920 stemte dansk. Og der var 86 pct. i Møgeltønder, der stemte dansk. Hvorfor egentlig? Hvad var baggrunden for hjemmetyskerne? Dengang tillagde man Ribe-bispens borg større vægt end Tønders borg. Det var øvrigheden, der var skyld i Tønder og Møgeltønders forskel. Møgeltønderhus var et torn i øjet på hertugen. Et kloster blev bygget i Tønder i 1238. Abel kiggede mod Kiel. Tønder fik en håndskreven stadsret fra Lübeck. Masser af kampe dengang også omkring Tønder. Greven takkede Tønders borgere. Tønderfik tysksprogede præster. Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe – i kirkespørgsmål. Højtysk i kirken i 1652 Først 30 år efter i Slogs Herred. Landsdelen blev ikke indlemmet i 1720. Borgerskabet i Tønder forblev knyttet til de hertugelige. De fandt sig til rette.
Kun 23 pct. danske stemmer i Tønder i 1920
I 1920 var der et højt tysk flertal til fordel for Tyskland i Tønder by, Højer flække og landsogn, samt i Ubjerg. Der var også tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tinglev, dog i mindre størrelsesorden.
Ja i Tønder var der kun 23 pct. danske stemmer og i Højer var der 27 pct. danske stemmer. At de to byer så alligevel kom til Danmark kan vi vel takket de geografiske forhold for, bl.a. Vidåens forløb.
86 pct. danske stemmer i Møgeltønder
Ak og ve, der har været mange diskussioner om denne grænsedragning. Til den nordtyske rigsdag i 1867 var der et knebent dansk flertal til en linje syd for Flensborg. Skulle det tyske herredømme fra 1864 til 1920 nu belønnes med at trække grænsen nord for Flensborg.
Ja tænk engang i den gamle danske kongelige enklave i Møgeltønder var der i 1920, 86 pct. danske stemmer.
Efter statsbankrotten 1813 var Hamborg blevet den magnet, der trak handlen sydpå. Og længe inden var studehandlen gået i samme retning. Menigmand vidste, at tyske møntsorter var at foretrække frem for de kongerigske efter statsbankerottens onde år.
”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere
Almindelige borgere og bønder sendte deres bedre begavede poder syd på til en uddannelse. Også studievejen gik mod syd til tyske universiteter.
Hos mange sønderjyder herskede der en vis stolthed over at være ”slesvigere”. Kongerigets indbyggere især ”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere i Sønderjylland. Denne indstilling blev først ændret midt i 1800-tallet, da man nordfra kunne fremvise grundloven fra 1849, højskolerne, andelsbevægelsen m.m.
Hvad lå til baggrund for ”hjemmetyskerne”?
Mange historikere har fremhævet det gottorpske styre, der regerede mellem 1580 og 1713/20 regerede Aabenraa, Løgumkloster og Tønder amter som en forudsætning for den hjemmetyskhed, der kendes i årene efter 1830 og navnlig i 1840 med 1848 som klimaks. Denne opfattelse finder vi også i værket ”Da Sønderjylland vaagnede”.
Indtil 1720 havde Aabenraa tilhørt den gottorpske hertug. Denne havde i den grad et had til det danske kongedømme. Det var ikke det store kongelys, der voksede frem omkring Brundlund Slot.
Det var også den opfattelse den hjemmetyske historiker fra Tønder, Ludwig Andresen opfattede det gottorpske styre i Nordslesvig.
”Det skyldes Tønders opland”, sagde Claus Eskildsen
Men der er undtagelser, der bekræfter reglen. Således havde Varnæs syd for Aabenraa 94 pct. danske stemmer. Det tyder på, at en personlig påvirkning på lokalt plan kunne spille en rolle mellem dansk og tysk. Men ak, Troels Fink har afvist Ludwig Andresens påstande. Det er sådan noget, der gør Sønderjyllands historie interessant.
Der fandt en indvandring sted syd fra som var naturlig. Det har præget stemmetallene. Øvrigheden, kirkens og skolens sprog har været tysk.
At Tønder blev så tysk, skyldtes Tønders opland, mente Claus Eskildsen.
Tønder har eksisteret i Vikingetiden
Mon ikke både Tønder og Møgeltønder har eksisteret under vikingetiden? Tønder bruges både om lokaliteter i byen og i Møgeltønder. Når Ribepræsten i 1214 bruger marknavnet Lundevrå, er det tale om Møgeltønder.
Først i middelalderen begyndte man at skelne de to lokaliteter. I 1130 brugte den arabiske geograf Idrisi betegnelsen ”Tundria”. Man diskuterer stadig, om det var Møgeltønder eller Tønder!
Ludwig Andresen mener, at det er Møgeltønder også fordi denne by skulle have været langt ældre end Tønder.
Ribe-bispens borg var større end borgen i Tønder!
Bispeborgens by fik navnet Møgeltønder (1288: Mykæltundær).(Storetønder) Ja købstaden fik den mere ydmyge betgnelse ”Lilletønder” (1313: Lytlætundær). Dette skyldtes nu ikke, at Tønder var mindre. Men Ribe – bispens borg i Møgeltønder var større end den fyrsteborg, der blev anlagt til beskyttelse af købstaden Tønder.
Det har antagelig aldrig været en havn ved Møgeltønder. Skibene er søgt så langt som muligt op ad Vidåen. Store skibe har den gang uhindret kunne finde en ankerplads. Der har været mange ideer om, hvordan byens navn er opstået. En af forslagene er, at man har tændt fyrtønder for at vise de ankommende skibe, hvor der var landingsmulighed.
Det var øvrigheden, der skabte forskellen på Tønder og Møgeltønder
Det var ikke befolkningen, der skabte en forskel mellem de to bebyggelser. Det var derimod øvrigheden.
I 1200 – årene er en bispegård under Ribe vokset sig stor. Og det er på de øvrige gårdes bekostning. Vi ved, at den gennem 40 år kendte og i 1043 afdøde biskop Odinkar af Ribe overtog en tredjedel af ”Sinland” (den tids navn for Sønderjylland). Han har befæstet sin magtstilling ned til Vidåen.
Dette er kun en formodning, men en kendsgerning er, at Ribe stift i middelalderen nåede sydpå til Vidåen. Måske eksisterede der allerede i 1214 en stor borg i Møgeltønder. En kendsgerning er det fra to breve fra 1233 og 1258, at bønderne fik at vide, at de skulle overholde deres kørselspligt. Først i 1265 bruges benævnelsen Møgeltønderhus.
Møgeltønderhus var en torn i øjet på hertugen
Det var på den tid en fejde mellem biskoppen af Ribe og Sønderjyllands hertug. Kampene viser med al tydelighed, at Møgeltønderhus har været en torn i øjet på Sønderjyllands hertug. Dette modsætningsforhold har naturligvis har berørt Hertugens by Tønder.
Det er som landingssted og ankerplads, at Tønder først findes nævnt, og derfor er det helt naturligt, at et sejlskib indgår i byens våben. Også her krævede kongemagten som andre steder at opkræve told af den handel, der foregik. I Tønder må der også have været afsætning af den salt, som friserne bragte. Måske har denne handel været mere beskeden ind i Ribe, hvor navnet Saltgade vidner om en hvis handel.
Et kloster blev oprettet i 1238
Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner dog intet om Tønder. Den nævner kun en indtægt på 120 mark af Højer og Lø herred. Måske kan det skyldes, at Tønder endnu i 1231 indgik så stor et bysamfund.
Men i 1238 blev der oprettet et kloster i Tønder. Franciskanerne havde allerede i 1225 oprettet et kloster i Lübeck. Året efter grundlæggelsen i Tønder havde hertug Abel overtaget sit herredømme i Sønderjylland. Det havde hans fader, Valdemar Sejr bestemt.
Abel har været mistænkt for broder – mord. Men han har været en foretagsom mand. Ligesom hans broder fik han øgenavnet ”Plovpenning”. Han forsøgte at få faste indtægter fra byerne. Og det var også hans forsøg at få skat af friserne, der førte til hans død i 1252.
Åbenbart kunne Ribe – bispen stille krav til fæstebønderne. Men købmænd og håndværkere fik derimod en modydelse for de skatter, som de skulle betale. De fik løfte om fyrstemagtens beskyttelse. Hertugen ville skabe en sønderjysk pedant til Ribe.
Abel kiggede mod Kiel
Abel kiggede mod Kiel. Grundene i Tønder blev indrettet i ”stavne”. Her kunne der så pålægges såkaldt ”arnegæld”. Her blev der også afsat plads til torv, kirke og kirkegård. Men middelalderen igennem forblev den kirke dog kun som kapel.
Det var indviet til de handlendes og søfarendes særlige helgen, Skt. Nikolaus. Men i Tønder bevarede den oprindelige kirke, indviet til Skt. Laurentius, sin plads som byens sognekirke.
For yderligere at gøre Tønder attraktiv for købmænd og handlende, måtte byen have sin egen stadsret. En sådan betød nemlig, at hertugens bysamfund var blevet en rigtig købstad med egen lovgivning, der var unddraget den lov, der gjaldt for landet som helhed. I det her berørte til fælde Jyske Lov for det Danske Rige vest for Storebælt.
En nedskreven stadsret
En nedskreven stadsret var endnu på den tid i Danmark såvel som i Sønderjylland et yderst sjælden fænomen. I Sønderjylland går Slesvigs stadsret og Aabenraas bys skrå efter alt at dømme tilbage til ca. 1200.
Men det betød ikke, at disse byers særlige lovgivning var kendt uden for en snævrere kreds. Derimod var Lübecks stadsret almindelig kendt, idet den også dannede forbillede for retsvæsenet inden for mange af de nye tyske byer, der blev grundlagt ved Østersøen.
Jo Tønder fik sin stadsret fra Lübeck i ærbødighed for Jyllands ”berømmelige” hertug Hr. Abel og i henhold til lederen af Franciskanerordenen i Danmark, broder Reinhards anmodning til glæde for Tønders borgere.
Ja man kunne i Tønder læse, hvordan man skulle begå sig på den lokale fjord ved Lübeck.
Tyske handlende havde nok ikke nogen indflydelse
Denne Reinhard var også en af hertug Abels rådgivere. Han tilgodeså både sin ordens og sin fyrstes interesse ved at anbefale, at Tønder fik sin stadsret. Hertugen gav byen markedsrettigheder og ved hjælp af sine mænd på borgen i Tønder gav han sin beskyttelse. Til gengæld modtog han faste indtægter i form af skat og told.
Tønders lybske stadsret var et særsyn både set fra tysk og dansk side. Lübeck var den eneste by, der havde overladt sin stadsret til en by, der ikke lå i Tyskland. Tyske historikere har travlt med at påpege, at
Nu havde Reinhard også stor indflydelse dengang i Lübeck, der dengang var Nordeuropas førende by. Abel såvel som Reinhard har sikkert været bekendt med, at også Kiel fik lov til at bruge den lybske stadsret.
Bønderne skulle levere hø og brænde
Bønderne skulle hvert år levere et læs brænde og et læs hø til bispegården i Lustrup. Ærkebiskop Jacob Erlandsen havde i 1256 bandlyst kong Christoffer den Første. Der opstod en kirkekamp, hvor Ribe – bispen valgte at holde med kongen. Hertug Abels søn, Erik den Første, fulgt af Slesvigs biskop, støttede ærkebiskoppen.
Dermed var der lagt op til en kamp også på Tønder – egnen. I 1265 lykkedes det Erik Abelsøn at ødelægge Ribe-bispens ”faste hus” i Møgeltønder. Nogen tid efter blev de to parter dog forligte. Alt vidner om, at borgen i Møgeltønder fortsat hørte under Ribe.
Kampen viste også, at borgerne i Tønder og Møgeltønder stod i hver sin lejr. Men dette var nu ikke den eneste kamp. Middelalderen igennem var det regelen, at de to byer med samme navn hørte til hver sin lejr.
Kampe også omkring Tønder
I kampene mellem Erik, Abel og Christoffer og mellem de to sidstes efterkommere kom Tønder atter og atter i brændpunktet. I 1248 fratog Erik Plovpenning sin broder Abel Tønderhus og Tønder købstad. I 1271 indtog Erik Klipping Tønderhus og lod borgen sløjfe. Året efter var kong Erik atter i Tønder og sidste gang var i 1285, året før han blev myrdet i Finderup Lade.
Kampene mellem de to grene af den gamle kongeslægt var ophørt, da Gehard den Tredje af Holsten – Rendsburg (Den kullede Greve) i 1325 gjorde sig til herre over Sønderjylland og det danske rige vest for Storebælt.
Clausen – linjen – allerede dengang
Efter hans voldsomme død i 1340 var Tønder med borg pantsat til grevens sønner. I 1345 lykkedes det for Sønderjyllands hertug, Valdemar den Femte, at indløse pantet. Det betød at hertugen og hans søn, de sidste af Abels slægt (der uddøde 1375), kun havde den nordlige del af Sønderjylland at regere over, nemlig landet nord for linjen Tønder – Flensborg. Ja det var med andre ord den senere ”Clausen – linje”, idet Kær herred hørte under fogderiet Læk.
Tønder var dermed igen under den sønderjyske hertug. Men det kom kun til at vare i ti år, fordi Danmarks konge, Valdemar Atterdag, i 1354 under et hærtog mod Nordfrisland satte sig i besiddelse af Tønderhus.
Ribe-bispen måtte beholde sin ejendom
Hertugen fik imidlertid hjælp af de holstenske grever, hvem der i 1357 lykkedes at fravriste kongen Tønder. Men først under de påfølgende fredsforhandlinger et par år senere fik Sønderjyllands hertug atter herredømmet over Tønder.
Under de mange kampe nævnes Ribe – Bispens gård i Møgeltønder kun en enkelt gang i 1338. i 1361 blev det også nævnt, at Ribe – bispens besiddelser fremover skal forblive i hans besiddelse.
Dette skal nok ses i betragtning af den store landefred som Valdemar Atterdag fik vedtaget på danehoffet i Kalundborg i 1360. Det var her besluttet, at hertug Valdemar den Femte og hans søn ”frit og fordelagtigt skulle nyde alle deres love og rettigheder, som nogen hertug af Jylland frit og mest fordelagtigt har kunnet det fra arilds tid”.
Men til gengæld måtte de samme hertuger ”på deres tro love ” at holde landefreden i overensstemmelse med gammel skik og brug.
Netop som Valdemar Atterdag i 1375 skulle til at overtage dødsboet efter de sønderjyske hertuger af Abels – slægt, døde han selv.
De holstenske grever udnyttede situationen
De holstenske grever var ikke sene til at udnytte den svækkelse af den danske rigsmagt, som var den umiddelbare følge af kongens død. De besatte hurtigt hele Sønderjylland. I august 1386 besluttede dronning Margrethe af taktiske grunde at anerkende deres herredømme over grænselandet. Men det var dog kun på betingelse af, at de tog Sønderjylland som et len af Danmark.
For Tønder betød dette, at byen i hvert fald fra 1377 var under uafbrudt holstensk styre. Det var derfor kun en naturlig følge af dronning Margrethes anerkendelse, at den holstenske greve straks i september 1386 bekræftede Tønders privilegier.
Greven takkede Tønders borgere
I den langvarige krig om herredømmet over Sønderjylland, der førtes i årene fra 1409 – 1410 til 1431 – 1r435 var først og fremmest Flensborg brændpunktet. Men der var også jævnligt kampe om Tønder, der dog i hele perioden forblev på holstenske hænder.
Næppe var krigen overstået før sejrherren, Adolf den Ottende i sin egenskab af hertug af Sønderjylland (eller som man nu sagde – Slesvig) og greve af Holsten i 1436 bekræftede Tønders privilegier.
Bemærkelsesværdigt er det, at han da benyttede lejligheden til at takke ”byens indbyggere” for deres trofasthed og velgerning imod ham og hans forfædre. Det er med andre ord et udtryk for, at middelalderens mennesker også kunne tage et politisk standpunkt.
Skellet mellem Møgeltønder og Tønder voksede
I de følgende år fulgte Tønder grænselandets almindelige udvikling. Det betød, at Tønder efter det berømmelige møde i Tønder fik Danmarks konger af det oldenborgske hus som deres hertuger. Men det betød også, at Tønder hver gang der eksisterede en sidelinje af dette kongehus, hørte under sidelinjen.
Det gjaldt 1490 – 1523, da den senere kong Frederik den Første endnu kun var gottorpsk hertug. Det gjaldt endvidere, da Hans den Ældre 1544 – 1580 havde sin lille haderslevske hertugdømme, der også omfattede Tønder. Og det gjaldt også for årene 1580 – 1720, da Tønder var en del af det gottorpske hertugdømme ”Slesvig – Holsten – Gottorp.
I løbet af denne lange udvikling var skellet mellem Tønder og Møgeltønder blevet endnu skrappere. I 1407 var det lykkedes for Dronning Margrethe at erhverve Trøjborg Gods. Dette skænkede hun uden videre til Ribe bispestol.
Biskoppen var en stormand
Derved skete der en stor udvidelse af det bispegods, der havde Møgeltønderhus som kærnepunkt. Denne erhvervelse blev ikke omstødt ved fredsslutningen i 1435. Men egentlig blev erhvervelsen udvidet med Vesterland – Føhr og List på nordsiden af Sild. Det var ingen tvivl om, at begejstringen for Ribe bispestol i Tønder har kunnet ligge på et meget lille sted.
Biskoppen af Ribe var i middelalderen som dansk stormand medlem af Danmarks rigsråd. Han styre af de områder, der ved siden af havde fået betegnelsen ”De Kongerigske” eller ”Nørrejyske Enklaver” fulgte derfor den lovgivning, der gjaldt i kongeriget Danmark. Møgeltønder og det tilhørende bispegods hørte ikke med til hertugdømmet Slesvig. Denne administrative ordning gjaldt helt frem til 1864.
Tønder fik tysksprogede præster
I kirkelig henseende hørte Tønder ligesom Møgeltønder (og Højer) til Ribe stift. I det lange tidsrum, da holstenerne havde herredømmet, indtog det plattyske sprog efterhånden førstepladsen i byen som administrationens sprog. Det var måske noget, der var begyndt helt tilbage i 1325. Det var i hvert fald tilfældet efter Adolf den Ottendes sejr i 1435.
På den tid havde det ført til, at byens ledende borgerskab gjorde brug af dette sprog, så noget ”højere” og ”fornemmere” skulle udtrykkes, noget som den hjemmelige dansk – sønderjyske dialekt ikke egnede sig til.
Dette betød, at det plattyske sprog helt naturligt vandt indpas i kirkens forkyndelse. Det blev derfor nødvendigt, at Tønder fik tysksprogede præster.
Den første vi kender, er Johann Meyendorp, født i Hamburg i 1448 og forfatter til en håndskreven postille på plattysk. Den sidste før reformationen er Johann Overscherer. Han var fra Gottorp og fik i året 1500 sin kollarts af biskop Ivar Munk. Ribe – bispen har tilsyneladende fundet det i orden, at købstaden Tønder under Ribe stift, men beliggende i hertugdømmet Slesvig (der indtil 1840 havde tysk øvrighedssprog) fik en præst sydfra.
Højer snuppede Tønders rolle som havneby
Noget sådant var naturligvis helt utænkeligt i nabosognet Møgeltønder, der både i verdslig og gejstlig henseende var en del af kongeriget Danmark. I Højer derimod blæste der andre vinde. Ved år 1500 havde Højer overtaget Tønders rolle som havneby.
Herfra kendes i 1485 et klagebrev til den verslige øvrighed over, at den daværende biskop af Ribe havde krævet ”gæsteri” i Højer. Et sådant krav, der føltes som en slags ekstraskat, havde Ribe – bisperne aldrig tidligere fremsat. Afvisningen tyder på, at sognefolket i Højer ønskede at have så lidt som muligt ar gøre med stiftsstaden Ribe.
Det er bemærkelsesværdigt, at den kulturelle udvikling allerede så tidligt peger sydpå i Højer, ganske svarende til den, der kendes fra købstaden Tønder. Også i Højer ønskede man at markere skellet til Møgeltønder.
Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe i kirkelig henseende
Under reformationen der i Sønderjylland var blevet indledt, efter at den senere Christian den Tredje i 1525 var blevet hertug af Haderslev og Tørning, er det helt tydeligt, at Tønders borgere ønskede at følge den udvikling, der fandt sted i Slesvig stift.
Til trods for Iver Munks indsigelse over for hertug Christian i Haderslev fik Tønder ligesom de andre sønderjyske købstæder en evangelisk præst allerede i 1526. Han hed Johann Decker. Han blev hentet direkte fra Wittenberg.
Det var helt tydeligt, at tøndringerne ønskede at benytte kirkeforandringen til at løsgøre sig fra Ribe. Her fandt de beredvillig støtte hos den verdslige magt.
De gamle forhold blev genskabt
Efter Johann Deckers død i 1540 var det Slesvigs biskop, Gottschalk Ahlefeldt, der bekræftede byrådets valg af hans efterfølger og lod ham indsætte i embedet. Kongerigets biskopper var blevet fjernet i 1536. Ahlefeldt bekræftede Tønders valg.
I årene 1544 til 1580 hørte Tønder som nævnt under hertug Hans den Ældre af Haderslev. Han ønskede sin egen fyrstekirke for sit lille hertugdømme uafhængig af Ribe stift. I 1550 fik Tønder derfor egen superintendent. Dette embede og et tilsvarende for Haderslev – Tørning fastholdt han indtil sin død.
En voldgiftsdomstol i 1578 havde endda givet ham medhold, men efter 1580 genskabtes de tidligere administrative forhold for kirkens vedkommende, dog med den undtagelse, at Tønder by og en række sogne deromkring (bl.a. Højer, Ubjerg, Abild, Brede m.m.) kun med hensyn til kirkeregnskaberne var underlagt et tilsyn fra Ribe. Reformationen var derfor med til at uddybe skellet mellem Tønder og Møgeltønder.
Først højtysk i kirken i Tønder i 1652
I løbet af den gottorpske tid fra 1580 til 1720 skærpedes forholdet mellem Tønder/Højer og Møgeltønder. Det ses bl.a. af, at den gottorpske generalprovst Jacob Fabricius (den ældre), der i sine erindringer oplyser, at han ikke kunne et ord på tysk, da han som barn kom fra Tønder til Rendsburg.
Da han som stor dreng vendte tilbage nogle år senere til Tønder, havde han i mellemtiden glemt sit danske sprog.
I reformationens første årtier var det endnu det plattyske sprog, der indtog pladsen som det ”højere” sprog, og det er karakteristisk for denne sprogligt – kulturellesituation, at Tønders borgmester og råd i 1631 protesterede imod, at deres nyansatte sognepræst efter den tids skik var begyndt at prædike på højtysk.
Det plattyske sprog var mere forståeligt for den enfoldige menighed, klagede bystyrets mænd og præsten fulgte henstillingen. Overgangen til højtysk i Tønder bykirke skete først i 1652, da Stephan Kenckel blev Tønders provst og førstepræst.
Plattysk i Slogs Herred til 1683
I hertugdømmets nordslesvigske landsogne var kirkens og skolens sprog ganske vist dansk, men den verdslige øvrighed benyttede sig af tysk. Unge fra landet, børn af den sønderjyske bonde – overklasse, måtte derfor søge til byernes ”tyske, skive- og regneskoler, dersom de ønskede en fremtid inden for administration, f.eks. som fogeder eller skrivere.
Kendte eksempler herpå fra Tønders nærmeste omegn er medlemmer af herredsfogedslægten fra Hajstrup i Bylderup sogn, den navnkundige Nis Hinrichsens efterkommere. Drengene herfra fik en videregående uddannelse i de nærliggende købstæder, Tønder og Flensborg. I visse tilfælde fortsatte deres uddannelse i Lübeck og Lüneburg.
Som det sprog den verdslige øvrighed benyttede sig af også ude i landsognene, blev tysk derfor brugt ved udstedelser af tingsvidner og ved indførelser i tingbøgerne. Dette skete, selv om befolkningen havde sønderjysk som hverdagssprog.
Lige som man i 1631 i Tønder havde klaget over en præst, der havde benyttet lutherdommens mere uforståelige højtyske sprog i prædikener, skal det også ses som et karakteristisk udtryk for den sproglige situation, at man i Slogs herred holdt fast i det plattyske som øvrighedssprog. Først i 1683 afskaffede man det her.
For de dansk-sønderjyske bønder var det nemmere at forstå plattysk end højtysk. Slogs herred var nok det sted, hvor plattysk holdt sig længst som kultursprog.
Et andet åndeligt klima i Møgeltønder
I Møgeltønder og de øvrige enklavesogne var alt dette totalt anderledes. Her fulgte udviklingen de samme retningslinjer som gjaldt i Ribe stifts og stiftsamts vestjyske sogne nord for Kongeåen. Det medførte, at der generation efter generation blev vedligeholdt en forståelse for, at det ikke var ligegyldigt, om man var kongerigsk eller hertugelig – slesvigsk undersåt. Det er ud fra dette, at der kan tales om, at et ”åndeligt klima” skilte beboerne i Møgeltønder fra dem, der var bosatte i Tønder og Højer.
Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne
Gottorperne søgte også at gå engang ved at knytte sig til Danmarks fjender, svenskerne. Den danske konge var efterhånden blevet godt trætte af gottorperne. Man forsøgte to gange en militær besættelse 1675 – 1679 og 1684 – 1689. Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne.
I Tønder var det provst Stephan Kenckel, der ledede modstanden mod den kongelige øvrighed, der fulgte med besættelseshæren. I 1672 nægtede 62 fremmødte gejstlige under ledelse provsterne Troels Arnkiel i Aabenraa og Stephan Kenckel i Tønder at aflægge troskabsed til Danmarks konge. Sagen blev derefter opsat indtil videre.
Undersåtlig troskabsforhold
Under den nye kongelige besættelse blev der i stedet rejst krav om, at alle embedsmænd skulle indsende deres kalds – og ansættelsesbreve til kongelig stadfæstelse. I 1685 valgte Stephan Kenckel da så i modsætning til sin embedsbroder i Aabenraa at rette sig ind efter dette påbud.
Denne episode er tidligere tolket som national tilkendegivelse i stil med den nationale vækkelse, der kom i 1830 – 40rne. Men det var vel nærmere tale om undersåtlig troskabsforhold.
Landsdelen blev ikke indlemmet
Under den store nordiske krig (1700 – 1720) lykkedes det omsider for den danske kongemagt at nå sit mål. Hele hertugdømmet Slesvig, hele det sønderjyske område, kom ved inkorporationen i 1720 under kongeligt styre. Men det betød bare ikke, at landsdelen blev indlemmet i kongeriget Danmark.
Det særlige hertugdømme og dets administration bestod også fremover. Det var også efter 1720 tale om en nøje tilknytning til Holsten (kongens andel af Holsten) og efter mageskiftetraktatens ikrafttrædelse i 1773 til hele Holsten.
De gottorpske sympatier syntes at være forsvundet ret hurtigt efter 1720. i årene efter 1708 – 1709 kom fyrstestaten under den berygtede baron Görtz misregime. Han fik pålagt borgerne en særlig skat i forbindelse med den såkaldte ”Lüneburger Saltoktroni”.
Der var noget der skabte modvilje. Men ellers skete der mærkeligvis ikke de store ændringer inden for det administrative. Det Tyske Kancelli i København var dem, der havde den egentlige mangt.
Uro mellem godsherskab og fæstebønder
Godsområderne med centrum i Schackenborg var præget af stridigheder mellem godsherskab og fæstebønder. I hertugdømmerne var hoveriet afløst af en fast pengeafgift. Her gjaldt lovgivningen om stavnsbåndet ikke. Det stod også bønderne frit for at handle med deres produkter på markeder. Alt dette havde man større fordele af ved at bo i en hertugelig by fremfor en kongerigsk by.
Borgerskabet knyttet til de hertuglige
Den europæiske uro i tiden 1789 og 1815 rystede også det dansk-norsk-slesvig-holstenske monarki. Begrebet ”Patria”, ”Vaterland”, ”Fædreland” var nøje knyttet til den gamle helstat. Efter statsbankerotten og tabet af Norge voksede nye tanker frem om sammenhørighed.
I Tønder forblev det ledende borgerskab knyttet til de hertugelige. Da hertugen af Augustenborg drog politisk fordel af denne stemning, sluttede tøndringerne sig til slesvig-holstenismen på trods af de bindinger, som de fleste af dem havde til deres dansk – sønderjyske folkesprog.
Tøndringerne fandt sig til rette
Som det efter overgangsperioden 1864 til 1871 gik de fleste slesvig-holstenere, fandt tøndringerne sig til rette under det nye Tyske Rige. De blev tyskere. I Møgeltønder var det stik modsatte tilfældet. Her var man dansk.
Stemmeafgivningen ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 viser klart skellet mellem de to byer af samme navn.
Men kan det ikke tænkes, at man i Tønder tilegnede sig den tyske kultur og sprog som et modsætningsforhold eller en protest til ”det kongerigske” repræsenteret af Møgeltønder og Ribe og dermed til begrebet ”det danske”. Den Gamle Redaktør her er godt klar over, at Ludwig Andresen slet ikke ville være enig, såfremt han levede. Man får altid på puklen, når man mener noget andet end historikere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om specielt Tønders/Møgeltønders Historie – www.dengang.dk indeholder 231 historier om Tønder og omegn herunder:
Hvis du vil vide mere: Om specielt Sønderjyllands Historie – www.dengang.dk indeholder 154 historier om Sønderjyllands historie herunder:
Maj 2, 2018
Lov og Ret i Sønderjylland – dengang
Man kan fortælle Sønderjyllands historie på mange måder. Men hvis du læser dette, kan du se, at Sønderjylland i den grad blev svigtet af sløve politikere i København. Hvorfor blev Sønderjylland ikke indlemmet i Danmark i 1720? Hvorfor blev retssystemet i landsdelen hele tiden fortysket? Det skyldtes også svigt. Blev Frederik den Fjerdes hof for tysk? Den Holstenske adel brugte sine kort meget kløgtigt. Der var hele tiden kun tilløb til dansk retsstilling? Danske Lov blev lovprist over hele Europa. Men ”Det Tyske Kancelli” forbød at bruge den. Hvorfor trak de hele tiden det længste strå? I 1658 var vi den grad ved at miste Sønderjylland. I bagklogskabens lys kunne Sønderjylland sikkert være sparet for mange lidelser, hvis vi havde haft nogle flere karsynede konger og politikere.
Sønderjyllands historie – endnu mere kompliceret
Sønderjyllands historie er kompliceret. Man skal i den grad have tungen lige i munden. Hvis vi nu kigger på lov og ret, bliver det så lettere at fortælle Sønderjyllands historie? Vi forsøger.
Ja allerede nu må vi konstatere, at det bliver endnu sværere at fortælle historien. Men hvis du nu holder ud helt til sidst, stiller du måske også spørgsmålet, hvorfor Sønderjylland ikke blev indlemmet i Danmark, da der under Frederik den Fjerde virkelig var mulighed for det.
Fra 811 – Danmark ved Ejderen
Fra traktaten i 811 med Karl den Store til 1864 gik grænsen for det danske rige i princippet ved Ejderen. Men det er dog tidligt blevet et særligt hertugdømme som dansk len. Gennem 500 år var man nøje bundet sammen med Holsten.
Groft sagt kan man sige, at sønderjyderne i hovedsagen har dansk oprindelse og natur, men gennem langvarige tryk syd fra. Man er blevet stærkt påvirket af tysk sprog og kultur. Denne forbindelse eller modsætning mellem nordisk natur og tysk kultur lever i mange slesvigere som enkeltpersoner.
Hertugdømmet Slesvig – første gang i 1340
Og for landsdelen som helhed er det foreløbige resultat, at over halvdelen af den i dag er tysktalende og under tysk styre.
Denne dobbeltstilling ses også i brugen af de to navne Sønderjylland og Slesvig. Da hertugdømmet blev til, kaldtes hertugen på latin ”dux Jutiæ” (Jyllands hertug) Siden blev dette ændret til ”dux Slesvicensis” (Hertug af Slesvig).
Navnet Slesvig for landsdelen træffes første gang 1340 i en skrivelse fra den holstenske grev Gert (det var ham jyderne kaldte ”den kullede”, men holstenerne kaldte ham ”den store”). Skrivelsen kom fra byen Slesvig, som var de holstenske grevers faste holdepunkt i det sydlige Sønderjylland. Det blev også de gottorpske hertugers residensby. Flensborg blev dog kongernes by.
Fra 1460 en slags realunion
Dengang var dog hertugdømmets stilling som len af Danmark helt klar. Indtil 1459 sad de holstenske grever som hertuger af Slesvig i det danske rigsråd. Men efter ”Ribe-aftalen” af 1460 var Sønderjylland i ”en slags realunion” med det tyske grevskab Holsten.
Denne aftale var indgået på den ene side af det holstenske ridderskab, som nu havde overtaget Slesvig, og på den anden side den tyske grev Christian, som netop var blevet konge over Danmark, Norge og Sverige.
Fælles landsherre for de to provinser var dog stadig kongen af Danmark eller de slægtninge, han delte dem med. Navnlig var Sønderjylland stadig dansktalende bortset fra friserne på vestkysten fra Tønder til Ejderen.
Ejderen – et klart skel mellem dansk og tysk ret
Kun det sydøstlige hjørne til nord for Egernførde var for alvor tysktalende. Desuden havde tysk sprog fået overtaget i byerne Husum og Slesvig og til dels også i Flensborg.
Den tidligere appelvej fra Sønderjylland til Viborg Landsting eller kongens retter – ting blev nu afskåret.
Ejderen var endnu ved middelalderens slutning et klart skel mellem tysk og dansk ret. Men også her er historien kompliceret. For Tønder havde lybsk stadsret ligesom Rensborg, der halvvejs lå i Holsten. Ja så var det også lige Burg på Femern, der oprindelig lå under Fyns Stift. Men siden kom den til hertugdømmet Slesvig.
Slesvig – Danmarks ældste stadsret fra 1200
Slesvigs gamle stadsret er fra 1200. Det er Danmarks ældste. Den bygger i høj grad på Hedebys gamle ret. Og den har slægtsskab med tilsvarende love nede ved Rhin – egnen.
Senere danske rigslove blev brugt i Sønderjylland. Jyske Lov blev 1300 – tallet oversat til plattysk. Ja og dette sprog var til omtrent 1600 – tallet regeringssprog i Sønderjylland. (Og Holsten). Ja selv på Helgoland blev Jyske Lov anvendt. Det hørte også til Nordfriesland. Dertil kom også nogle helt specielle love.
Øje for Øje – Tand for Tand
Efter Christian den Andens fald skete der en væsentlig begrænsning af det danske retsgrundlag i Sønderjylland. Reformationen hernede begyndte allerede i 1522 i Husum. Den endelig form kom dog først i 1542 med en tyskpræget kirkeordning med udelukkende tysk kirksprog op til Flensborg Fjord uden hensyn til det danske – på vestkysten frisiske – folkesprog. Dette berørte også retsudviklingen.
Man begyndte ligesom nord for Kongeåen og i de andre protestantiske lande at bruge det Gamle Testamentes retsregler (Mose Lov), især i straffesager. Det gav indpas for regler som ”øje for øje, tand for tand, liv for liv”.
Urnehoved blev afskaffet
Den jyske højadel undsagde i 1523 Christian den Anden. På det gamle sønderjyske landsting Urnehoved samledes bønderne for at støtte kongen. Herredsfogeden Nis Henriksen talte hertugens sag og blev jaget væk med pile i sin kappe. Denne dramatiske historie har vi mere om et andet sted.
Året efter blev dette landting ophævet. Det blev erstattet af et årligt landdag i første omgang i Flensborg. Her havde bønderne dog ingen adgang. Det blev behersket af den holstenske adel.
Det var som om, at den sønderjyske almues medvirken i retsplejen efter reformationen blev ret så begrænset.
Kongen styrede det hele gennem et tysk kontor
Hertug Friedrich var udpræget holstensk. Han lærte aldrig at tale rigtig dansk. Vidste du for resten, at Frederik den Niende var den første, der blev født Frederik med dansk stavemøde?
Også som konge blev Frederi9k den Første boende på sit kære Gottorp. Nord for Kongeåen blev landet styret fra København gennem rigsråden og kongens danske kansler. Denne deling blev fastholdt, da sønnen Christian den Tredje overtog magten. Det Tyske Kancelli flyttede dog fra Gottorp til Slotsholmen i København.
Fra 1536 styrede kongen af Danmark det danske hertugdømme Sønderjylland (eller sin del af det) fra Danmarks hovedstad København, men gennem et tysk kontor og på tysk – sammen med det tyske Holsten.
Plattysk udgave af Jyske Lov
I 1544 blev hertugdømmerne delt mellem kongens brødre. Nu kom der også et kongelig regeringskancelli I Glückstadt i Holsten. Men det hele blev styret på tysk, og det fik følger.
Foreløbig gjaldt dansk ret uindskrænket ned til Ejderen. Under Christian den Fjerde blev en plattysk udgave af Jyske Lov autoriseret.
I Holsten brugte man den såkaldte Carolina. Den var allerede i brug før 1600. Man brugte den sammen med den ældgamle ”Sachsenspiegel”.
Fra danske retssager i 1500- og 1600 – tallet brugte man også ”kejserretten”, hvis man ikke lige kunne anvende noget herhjemmefra. Men ellers blev tysk og romersk ret ikke anvendt meget i Danmark. Det gjorde man meget mere i Sverige.
Tysk Romerret vandt indpas
Men efterhånden fandt tysk romerret ind i Sønderjylland.
I 1636 kom en revideret landsrets – ordning. Denne skelnede klart mellem Hertugdømmet Slesvig, hvor man skulle dømme efter Jyske Lov og ”Gammel sædvane” og Hertugdømmet Holsten, hvor sagerne skulle afgøres efter ”holstenske sædvaner”, saksisk ret og romerretten.
Men samme år blev det af der for de to hertugdømmer i fællesskab oprettet en specialdomstol for adelige og kirkefolk. Her blev der påbudt at bruge kejser Karls ”pinlige halsretsordning”. Med andre ord en tysk straffelov men kun for en begrænset del af befolkningen.
Tysk uddannede advokater vandt indpas i Sønderjylland
I Holsten indførte man en tysk skik med universitetsuddannede advokater. De brugte Corolina. Også til Sønderjylland kom disse advokater. Endnu brugte man i Danmark den mere enkle danske retspleje, der kunne administreres af flere.
I Sønderjylland fik de tysk uddannede advokater efterhånden større indflydelse. I begyndelsen blev deres forordninger afvist, men i det lange løb satte tysk jura et stærkt præg på retsforholdene i Sønderjylland. Og det skete særlig efter 1700, hvor de fleste dommerembeder blev besat med tysk uddannede jurister.
Bålet som straf for trolddom
Jyske Lov fik længe efter Valdemar Sejr en tillægsstraf om trolddom. Carolina fastsatte bålet som straf for skadelig trolddom. Efter reformationen flammede heksebålene overalt i Europa. I selve kongeriget Danmark brændte den første heks 1540 på Møn og den sidste i 1693.
I Sønderjylland brændte den første heks på Als fra 1543. Og den sidste var i 1686 i Angel på godset Runtoft.
I 1658 var vi ved at miste Sønderjylland
Ved den ulykkelige Roskilde fred i 1658, hvor Danmark ikke blot mistede hele Skåne, Halland og Blekinge, ja da måtte man også opgive suveræniteten over den hertugelige del af Sønderjylland. Hertugen af Gottorp var svigerfar til karl 10. Gustav. Han havde indgået forbund med Sverige mod Danmark. Denne store gevinst for Gottorp blev opretholdt ved fredsslutningen 1660 efter Sveriges nederlag og den svenske konges død.
I øvrigt så kan københavnerne takke en række gæve sønderjyder for, at de holdt for det svenske pres. Vi kan nævne navne som Nansen, Schack, Ahlefeldt, Tuxen og Rostgaard.
Danmark mistede lenshøjheden over hele Sønderjylland. Danske historikere har ikke tillagt dette nogen væsentlig betydning. Men det har tyske jurister og historikere. Det fik en række indgribende for den indre retsudvikling i hertugdømmet. Det var som om både Frederik den Tredje og Christian den Femte var klar over denne afståelse mod sydvest.
Pres fra naboerne – aflever det erobrede land
Christian den Femte understregede, at Sønderjylland ikke var noget tysk land. Han lod oprette en tavle over en af Rendsborg – fæstningens porte:
Kongen havde et dårligt forhold til hertug Christian Albrecht. Denne opholdt sig i Karl Gustavs lejr i Brønshøj under Københavns belejring som Danmarks fjende. Da kongen fik lejlighed til det i 1684 besatte han hertugens dele af Slesvig og forenede det med de kongelige dele af hertugdømmet.
Han indrettede et specielt kontor og befalede, at der i hertugdømmet skulle dømmes efter Jyske Lov. Kongen nedsatte samtidig et udvalg, der skulle udarbejde en ny lov for Slesvig. Men ak efter pres fra Sverige, Tyskland og Frankrig måtte kongen efter fem år igen udlevere de gottorpske dele af Slesvig.
Tilbage ved den gamle styreform
Nu var Sønderjylland tilbage ved den gamle styreform, hvor styret var tysk og blev udøvet af holstenere.
Danmark havde fået en ny lov af 1683, men den kom ikke i første omgang til at gælde i Sønderjylland. Danske Lov gjaldt ikke syd for Kongeåen. Det var nu suverænt hertugdømme. Og dog for loven gjaldt i de kongerigske enklaver.
Et forfald af retsplejen i Sønderjylland
Det skete dog en slags forfald omkring retsplejen i Sønderjylland. Amtmanden overtog en del af de borgerlige sager. Det skete først i herrederne og senere i byerne. Dog ikke i Flensborg.
I særlig vanskelige retssager blev der indhentet udtalelser, der afgjorde diverse sager. Det gjorde man også i Sønderjylland, men de tyske universiteter, som man spurgte kendte ikke det danske retssystem.
Sønderjylland igen en provins
Det sønderjyske retssystem blev mere og mere trukket i tysk retning. Men så kom den stund, da det lykkedes at drive den gottorpske hertugslægt helt ud af Sønderjylland. Under den store nordiske krig optrådte Gottorp på ny som Sveriges faste allierede og Danmarks fjende. Denne gang kunne den dan danske konge slå til og gøre ende på den stadige trussel i ryggen på Danmark.
I 1713 lod han sine tropper besætte hertugens sønderjyske områder. Ved fredsslutningen i 1720 blev han stilling som eneherre i Sønderjylland fastslået. Sønderjylland var nu igen en provins som før 1326, 1460 og 1658. Det forkvaklede styre i landsdelen kunne afskaffes.
Klartskuende statsmænd efterlyses
Frederik den Fjerde fik ikke indlemmet Sønderjylland i Danmark. I 1713 havde han magt til at gøre det og ville det også. Men i de 7 år, der gik til freden blev sluttet, kom ridderskabet atter til kræfter. De ville ikke opgive magten i Sønderjylland, som de havde oparbejdet gennem 3 – 400 år.
Kongehusets betroede medarbejder, sakseren von Breitenau, der boede i Lûbeck, fremhævede i en erklæring i 1721 også en del modargumenter mod Sønderjyllands indlemmelse i Danmark. Og det var blandt andet problemer med ridderskabet. Og det kunne også være praktisk at have Sønderjylland som forsørgelse af yngre sønner. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre som følge af Kongeloven.
Andre rådgivere gik ind for fuld indlemmelse i Danmark, som også var kongens eget ønske. Men som så ofte før i Danmarkshistorien savnede man også på dette tidspunkt en klartskuende statsmand, som kunne sætte sine ideer igennem.
Frederik den Fjerdes hof var nok for tysk
Afgørende var nok, at Frederik den Fjerde og hans hof var mere tyskpræget end både Christian den Fjerde og Femte. Kongen blev måske også optaget af en helt anden sag. Straks efter sin dronnings død indgik han regulært ægteskab med Anne Sofie Reventlow og gjorde hende til dronning. Ja dette bevirkede yderligere en fortyskning af hoffet. Det tyske kancelli støttede selvfølgelig von Breitenau. De var ikke interesseret i at afgive magt.
Det endte så med, at kongen mente, at indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark skulle ske lidt efter lidt. I første omgang skulle hertugdømmet ”genforenes med kronen”. Det er et noget uklart udtryk som tolkes vidt forskellig fra tysk og dansk side.
Måske kunne man have sparet Sønderjylland for lidelser
Der gennemførtes i 1721 en arvehyldning på Gottorp slot ved repræsentanter for de slesvigske stænder, og Frederik den Fjerdes navnetræk blev anbragt på alle offentlige bygninger i hertugdømmet.
Men kongens titel var stadig ”Konge til Danmark og Norge, hertug til Slesvig, Holsten osv. med Slesvig som et særligt område ved siden af det danske.
Det blev så resultatet af det hele. Man nåede aldrig videre heller ikke lidt efter lidt. Havde man været mere radikal, kunne man måske have sparet Sønderjylland for mange lidelser senere hen.
Det eneste, der skete var i 1713, hvor de gottorpske områder med den kongelige del af hertugdømmet og så oprettelsen af nogle fælles slesvigske institutioner uden forbindelse med Holsten.
Tilløb til brug af dansk ret
I de første år var det dog tilløb til at gå videre i dansk retning. Alle slesvigske domstole fik ordre til at anskaffe en ny udgave fra 1717 af Jyske Lov i tysk oversættelse med udførlige noter.
Kongen gentog også forbuddet mod at bruge fremmede notarer i Sønderjylland. Det blev dog ikke brugt til at undlade holstenere. Og ordningen bortfaldt, da der blev udstedt en ny advokat-ordning i 1740.
Denne forbød derimod at henvise til fremmed ret eller bruge latinske vendinger. Men denne forskrift havde lige så list betydning som alle de tidligere. I 1746 blev det forbudt at indhente udtalelser fra tyske universiteter.
Hvorfor brugte man ikke Danske Lov?
Det kan undre, at man ikke gjorde mere for at indlemme Slesvig i kongeriget. Man gjorde heller ikke meget for at udvide Danske Lov til at omfatte Slesvig. Det blev heller ikke grebet ind over for det tyske retssprog i dansktalende områder.
Det absurde var også, at herredsfogederne syd for Kongeåen efterhånden blev besat med tyske jurister. Købstædernes rådhusretter blev også tyske. Efter 1720erne slog Karl den Femte’ s ”pinlige halsretsordning” (Carolina) i brug i Sønderjylland.
De tyske torturregler var strengere
Det var som om, at straffene ved tyveri nu blev betydelig mildere. En tyv slap nu med kagstryning (pisk) samt brændemærke, landsforvisning eller lignende. Jyske Lovs hovedrolle i tyverisager var nu forbi.
De tyske torturregler var væsentlig strengere end de danske. I Sønderjylland brugtes tortur derfor i videre omfang end nord for Kongeåen. Sidste gang var i 1767 mod nogle jøder i Flensborg. I 1770 blev tortur helt forbudt i Slesvig grundet en forordning af Struensee. Ja i Holsten fortsatte man endnu 25 år med tortur.
Danske Lov blev rost i Europa
Als overgik til kongen i 1730 og Ærø i 1750. Overretten ville heller ikke bruge Danske Lov på disse øer. Ja det mystiske var, at Carolina var 150 år ældre end Danske Lov. Ja overalt i Europa roste man Danske Lov. Men i Sønderjylland måtte man ikke bruge denne lov. Det sørgede Tyske Kancelli for. Ja det virker godt nok forunderligt.
Det passede de tyske jurister fint, at man holdt den danske lovgivning ude af spillet.
Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret
Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret på deres godser. Og bønderne fandt ikke nåde i den danske lovgivning, da den ikke blev brugt. Nogle bønder i Sundeved måtte kæmpe i mange år for at få fastslået, at de var selvejere og ikke fæstebønder.
Jyske Lovs middelagtige regler brugtes endnu inden for civilretten. De tyske jurister rynkede over bønderne som lægdommere. De fattede ikke advokaternes tysk – latinske foredrag.
Den tyske overklasse opfattede det som en tysk provins
Noget af det, der holdt sig længst, var arvereglerne, herunder at broderlod var det dobbelte af et søsterlod. Det sidste gjaldt også fordeling af kirkestole, som dengang var et vigtigt tegn på velstand.
For den tyske overklasse så det danske hertugdømme ud som en tysk provins. Landbefolkningen i det nordlige og Mellem – Slesvig talte ”plat-dansk” eller det vi i dag vil kalde sønderjysk.
Man må huske på at holstenerne så ned på det fattige Jylland med store heder og magre kvæg. Dette blev sendt syd på for at få kød på kroppen i marsken.
Dansk svigt og sløvhed
Historien viser dansk svigt og sløvhed både i grænselandet og i København ikke mindst på det retslige og juridiske område. Hvorfor trak Danske Kancelli gang på gang det korteste strå i forhold til Tyske Kancelli?
Det var en kæmpe fejl i Danmarks grænsepolitik. Frederik den Fjerde forsømte trods faderens indskærpelse at løse det slesvigske spørgsmål. I tiden efter 1713 forsømte han at hele såret. Derved fik de dygtige holstenere adgang til deres målbeviste politik at fjerne Sønderjylland mere og mere fra Sønderjylland indtil katastrofen i 1864. Med brutal prøjsisk magt blev Sønderjylland hævet fra Danmark.
Situationen for 1920 må vente
Egentlig kunne vi også kigge på situationen lige før 1920. Her så det unægtelig også sløvt ud fra København. Politikerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere Sønderjylland. Men den historie kan vi tage på et senere tidspunkt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands historie, Se her på www.dengang.dk :
Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret i Sønderjylland, Se her på www.dengang.dk
Mange andre artikler kan indeholde elementer artiklen: Se her på www.dengang.dk