Læge under og efter Besættelsen

Mange støttede nazismen. Men andre gjorde en stor humanitær indsats. Et par enkelte medvirkede til nazi-forbrydelser. Lægerne rensede ud. 105 lægesager blev undersøgt. Men 13.492 tyske flygtninge døde i danske varetægt. Den officielle forklaring var, at det var flugtens strabadser. Døende spædbørn blev afvist af danske læger. Flygtningene var stuvet sammen under kummerlige forhold. Efter 1946 fik de bedre forhold. Tyske læger blev tvunget til blive. Og det var en overtrædelse af Geneve – konventionen. Lægerne opfattede flygtningetilgangen som endnu et tysk overgreb. Men det var et ”Führer-befehl”. Og vi gav i den grad vores fjender en ydmygende behandling efter 4. maj 1945 inklusive flygtningene. Lægeforeningen mente dog ikke, at lægerne skulle gives en kollektiv skyld. 16 læger var udsat for mord eller mordforsøg. Det var såkaldte clearingsmord beordret af Bovensieben. Denne burde ære blevet skudt. Disse mord har sikkert også haft indvirkning på lægernes beslutning

 

Mange støttede nazismen

Det er ingen tvivl om, at danske læger ydede en stor indsats under besættelsen. De deltog i modstandsbevægelsen og de var med til at skjule jøder. Ja de betalte også en høj pris. Således blev 21 læger henrettet eller dræbt af nazister ved såkaldte clearings-drab.

En overraskende stor del af de danske læger støttede besættelsesmagten og enkelte deltog i nazismens værste ugerninger.

 

Humanitær indsats

Både læger og sygeplejersker deltog, både som aktive modstandsfolk, men også med en humanitær indsats med at hjælpe sårede og hjælpe folk på flugt til det neutrale Sverige. Bispebjerg Hospital var velegnet på grund af det enorme tunnelsystem, hvor det var muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og at skjule flygtninge.

Her blev sabotører behandlet og gemt. Og så skaffede man falske id – kort. Ja Bispebjerg Hospital var nok den største central for modstandsarbejdet. Men alle hospitaler i København og på Sjælland var aktive.

 

2.000 jøder passerede Bispebjerg Hospital

Her holdt man også styr på de mange personer, der ventede til at komme ril Sverige. Man holdt styr på alder, legemlige og psykiske tilstand, transportruter, biler, benzin og penge.

Mere end 1 million kr. modtog man og administrerede i løbet af de første måneder af oktober 1943 og cirka 2.000 jødiske borgere passerede hospitalet. Enkelte blev dog også snuppet af tyskerne. De kom i Vestre Fængsel og sendt i Frøslevlejren.

 

Mange sager fra Sønderjylland

Men vi havde også en del der var nazi – hjælpere. Helt nøjagtig 121 stykker. Man sagde, at de fleste kom fra Sønderjylland.

I Sønderjylland var mange af lægerne uddannet i Tyskland. Mange af de tysksindede håbede på en genforening med landet. Der var en stor spænding mellem dansk og tysk dengang. Ens fjende kunne være naboen eller kollegaen. De sønderjyske læger udgør under udrensningen halvdelen af de fængslede læger og en fjerdedel af alle de indberettede sager.

 

Kendte læger fra historien

Ja nu kender vi et par stykker, som vi allerede har skrevet om. Det var Carl Værnet, som deltog i homoseksuelle forsøg i KZ – lejren i Buchenwald. Myndighederne lod ham flygte på en klodset måde. Ja så var det Frits Clausen, lægen fra Aabenraa/Bovrup, leder af DNSAP. Ja og så var der dyrlæge Jens Møller, der ikke boede så lang fra Frits. Han var leder af det tyske mindretal og det tyske nazistparti NSDAP – N.

 

Emil Petersen

Emil Petersen lod sig i maj 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Men hvad var det lige, han lavede? De danske myndigheder var ikke så interesseret i, hvad der skete uden for landets grænser. Man stolede på lægernes egen hvidvaskning. Først 50 år efter dukkede sandheden frem.

Emil Petersen havde fungeret som læge i SS – lazarettet i Krakow i Polen. Her blev der udført nazistiske forsøg på jøder. De kom fra to nærliggende lejre. Emil Petersen havde et nært samarbejde med den tyske læge Rascher, der efter krigen blev dømt for såkaldte koldtvandsforsøg. Fanger blev nedsænket i iskoldt vand. 300 fanger blev brug, og de 80 – 90 døde. Før og efter forsøgene havde Rascher kontakt med danske læger.

I 1947 ville de danske myndigheder dog gerne tale med Emil Petersen. Men da var han over alle bjerge. Han var taget til Brasilien.

 

Hans J. Bissing

Hans J. Bissing var læge i den danske hær. Men i 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste hos Waffen SS. Han var også for retten. Her undlod man, at spørge, hvad han havde lavet ved Østfronten.

Han fortalte ikke, at han havde arbejdet i fire tvangsarbejderlejre, hvor der var civile polakker, jøder og russere. Personalet i lejrene deltog systematisk i ugerninger mod fangerne. Uarbejdsdygtige fanger blev skudt på stedet.

Senere arbejde Bissing for det nazistisike projekt Lebensborn. Man skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske børn og mødre. I Norge blev der således oprettet et Lebensborn – hjem, hvor 8.000 børn blev født. Projektet gik også på at kidnappe børn.

Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Bissing fik fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han sin lægeautorisation og medlemskab af Lægeforeningen. I 1950 praktiserede han igen som læge.

 

Aage K. Christoffersen

Aage K. Christoffersen var speciallæge i gynækologi og obstetrik. I 1928 blev han medlem af DNSAP, men meldte sig ud igen i 1941, formentlig fordi han samme år blev udnævnt til overlæge ved søværnet.

For at få praktisk kendskab til krigskirurgi og sanitetstjeneste under krigsforhold fik han i august samme år Marineministeriets tilladelse til at træde uden for nummer et år, fordi han ville på et studieophold som læge ved den tyske front. Gennem Sanitätsamt i Berlin blev han derfor ansat som læge ved Waffen – SS.

Han var udstationeret ved forskellige lazaretter i Tyskland med rang af SS – Hauptsturmführer. I 1945 tog Christoffersen hjem til Danmark. Han havde deltaget ved nogle af de hårde kampe ved østfronten og var blevet højt dekoreret.

Efter krigen blev Aage Christoffersen idømt to års fængselsstraf og kendt uværdigt til almen tillid for fem år. Han blev frakendt sin lægeautoration og ekskluderet af Lægeforeningen.

Den 29. december 1947 fik han atter tilladelse til at virke som læge.

 

Proteststrejke mod Jens Nielsen

De fleste læger startede igen som almindelige læger omkring 1947 – 1948. Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk tjeneste og udvist unational optræden. Derfor skulle de også ekskluderes. Det var ikke lette sager. Ofte stod man over for påstand mod påstand.

Men det var heller ikke altid, man var enige. Således var man i tvivl, om Jens Nielsen skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til splittelse af udvalget og frikendelse af Jens Nielsen. Men på flere københavnske hospitaler proteststrejkede man.

Det førte til en ekstraordinær undersøgelse, men atter engang blev han frikendt. Men i 2010 viste det sig, at han havde samarbejdet med tyske læger, bl.a. om de koldt vands forsøg, som vi tidligere har omtalt.

Baggrunden for samtalerne var, at man i 1930erne eksperimenterede med kuldbehandling af kræftpatienter på Radiumstationen. Danske læger medvirkede eller var vidende om nazistiske grusomheder. Men de danske myndigheder viste amoralsk snæversynethed ved ikke at interessere sig ret meget for, hvad danskere lavede uden for landets grænser.

 

Lægerne renser ud

• Lægerne renser ud

Ja denne overskrift kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 17. juni 1945. Lægeforeningen ønskede at lægge afstand til medlemmernes unationale handlinger. Dem, der ikke havde ”indtaget en Holdning, som ikke er forenelig med de Krav, der maa stilles til en dansk Læge”

Jo man havde sandelig også en æresret i Lægeforeningen. Akademikere blev benævnt, som nogle, der burde være klogere. De havde en høj social status dengang, og de blev set som rollemodeller.

I retten sad fem udpegede læger, men ingen jurister. Sagerne fra æresretten kunne ikke indbringes for domstolene. De måtte hverken nævnes i pressen eller til foreningens møder. På den måde var det et ret diktatorisk foretagende. I foreningens vedtægter stod der, at en læge i sit erhverv ikke må handle på en måde, der kan skade lægestanden.

I dagene efter befrielsen blev 40.000 danskere arresteret, heraf omkring 50 læger. På baggrund af det blev 13 læger fradømt deres autorisation og dermed ekskluderet fra Lægeforeningen.

 

105 sager blev undersøgt

Blev man som læge ekskluderet fra Lægeforeningen kunne man ikke længere ernære sig som praktiserende læge, fordi der forelå en eksklusivaftale mellem sygekasserne og Lægeforeningen. Det betød, at ekskluderede læger ernærede sig ved landbrugsarbejde og nogle gravede tørv.

Foreningen tog selv 105 sager under behandling. Dette resulterede i at yderligere 12 læger blev ekskluderet og 33 læger blev meddelt såkaldt misbilligelse.

Men i 1947 begyndte flere af foreningerne i Danmark at genoptage de ekskluderede medlemmer. Også Lægeforeningen gav begrænset medlemsret til nogle af de ekskluderede læger.

Man kunne se, at en så stor gruppe var sat uden for samfundet. De fik begrænset medlemsret, kunne igen arbejde som sygekasselæger, men man ville stadig ikke have dem med til foreningsmøder, ligesom de ikke kunne opnå tillidsposter.

I 1950 genoptager Lægeforeningen alle ikke-fængselsdømte læger, og udrensningssagerne stoppede og blev arkiveret.

 

13.492 tyske flygtninge døde i dansk varetægt

Et andet kapitel vil man helst ikke tale om. Mellem 1945 og 1946 døde 13.492 tyske flygtninge på dansk jord. 7.000 af disse var under fem år – heraf var 3.000 spædbørn. Ja man kan sige, at der døde flere civile tyskere i Danmark end civile danskere – herunder danske søfolk og frikorpsfolk – under besættelse og krigshandlinger.

De var flygtet fra det krigsplagede hjemland. I Danmark døde børnene af tilstande og sygdomme, som også dengang var simple at behandle. Det var marvetarminfektioner, dehydrering, underernæring, skarlagensfeber og mæslinger.

Alt for mange døde, fordi danske læger nægtede at behandle tyskere. Bag beslutningen stod Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Dansk Røde Kors og Frihedsrådet.

 

Et kulsort kapitel i efterkrigshistorien

Det kulsorte kapitel i den danske efterkrigshistorie kastede Kirsten Lylloff sig over i 1999. Hun dokumenterede med sin forskning, hvordan Danmark havde taget sig af flygtningene – en historie som hidtil havde været udlagt i et langt pænere lys.

Hun betegnede behandlingen af flygtningene som misrøgt og udtryk for tyskerhadet i befolkningen.

 

Døende spædbørn afvist

I marts 1945 besluttede Lægeforeningens hovedbestyrelse, at man ikke kunne medvirke ved organisationen af nogen form for lægehjælp til civile flygtninge. I samme måned viser en rapport fra Blegdamshospitalet, hvordan vagthavende reservelæge afviste stribevis af alvorligt syge børn.

En række døende spædbørn blev afvist. Der blev henvist til, at disse ikke var omfattet af aftalerne. Den senere medicinaldirektør Esther Ammundsen skrev en indberetning på baggrund af afvisningen:

 

• Det er meget vanskeligt at afvise disse patienter, der trænger hårdt til indlæggelse, men det er mit bestemte indtryk, at havde man blot én gang gået ud om de givne regler, var dette øjeblikkeligt kendt i vide kredse og medførte nye indlæggelser.

 

Hvem skulle hjælpe 50 spædbørn?

Werner Best havde henvendt sig til Dansk Røde Kors. Det blev dog hurtigt klart, at der ikke var vilje til at skaffe ambulancer, medicin og sygeplejerske. Men der var enighed om at hjælpe 50 spædbørn. Det måtte enten Københavns Kommune eller en af de kristne organisationer tage sig af.

 

Læger truet af Gestapo

Et døende spædbarn blev afvist den 14. marts 1945 på Blegdamshospitalet. Den ledsagende tyske soldat ringede og klagede til Shellhuset. Fra Shellhuset truede man nu med, at hvis barnet døde, ville der ske noget forfærdeligt. Og det hjalp åbenbart. Barnet blev behandlet.

Børn i elendig forfatning blev afvist og sendt til det tyske krigslazaret. Her var ifølge Internationalt Røde Kors propfyldt med knap 171.000 sårede tyske soldater. Her var det ifølge Lylloff bestemt ikke et sted med kapacitet til at behandle livstruede børn.

 

Alarm ved epidemier

De danske læger nægtede at behandle de tyske flygtninge, undtagen hvis der var tale om paratyfus, tyfus, plettyfus og dysenteri. Men det var kun fordi de kunne smitte den danske befolkning, påstod Kirsten Lylloff.

 

Stuvet sammen under ubeskrivelige forhold

Vi har tidligere beskrevet forholdene for de tyske flygtninge. De var stuvet sammen under ubeskrivelige forhold i skoler, idrætshaller og lignende bygninger. Udefra kom der ingen hjælp. Det var forbudt at donere mad og tøj til flygtningene, som ikke måtte pleje omgang med danskerne. De blev set som et fremmedlegeme.

Danskerne ville have flygtningene ud af skolerne. Derfor blev der bygget baraklejre til flygtningene. Baraklejrene var elendig opvarmede. Mange steder sov man direkte på betongulv, som var overstrøet med halm med papirsække over sig. Og 2,5 kvadratmeter måtte være nok plads til tyskerne.

 

Utilstrækkelige og dårlig bemandede tyske lazaretter

Man afviste fra dansk side også at behandle de mest truede, nemlig børnene under fem år. Samtidig indtrådte den kaotiske slutface af flygtningeinvasionen. Flygtningene var overladt til de fuldstændige utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.

Gendarmerne var kommet hjem midt i marts og betjentene var på vej hjem, men det er ikke muligt at afgøre om lægeforeningens forhandlinger havde nogen selvstændig indflydelse herpå. Tyskerne var bitre over danskernes indstilling.

 

Englænderne pålagde danskerne at give flygtningene nok kalorier

I maj 1945 foreskrev kostregulativet fra Arbejds – og Socialministeriet, at hver voksne flygtning skulle have en daglig kaloriemængde på 2.000 kalorier. Tre børn under otte år måtte deles om mængden og fik omkring 650 kalorier om dagen.

Den 12. maj 1945 holdt englænderne et møde med de danske myndigheder og pålagde dem, at give flygtningene mindst 1.800 kalorier hver dag.

 

Uenigheder om, hvor mange, der var her

Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.000 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstavelig isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derfra hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.

Hos den officielle bog om tyske flygtninge i Danmark er det anslået, at der alene ankom 370.000 flygtninge og soldater alene til Frihavnen. Der er ikke nogen præcise oplysninger om, hvor mange flygtninge og sårede soldater, der kom til Danmark.

Men det er klart, at denne invasion af sårede soldater belastede de tyske Wermacht – lazaretter. Disse kunne også have givet de tyske flygtninge kvalificeret lægebehandling, såfremt de havde mulighed for det.

 

”Fuhrerbefehl” af 4. februar 1945

Det var slet ikke meningen, at de danske myndigheder skulle have været involveret i behandlingen af de tyske flygtninge. Men ingen vidste, at de kom i så højt et antal. Ja og dette stemmer ikke helt overens med ”Führerbefehl af 4. februar 1945” Det var Hitler personlig, der beordrede at flygtningene skulle til Danmark. Her kunne man både komme til med båd og tog uden væsentlige hindringer.

De tyske ledere i Danmark blev beordret til at tage imod flygtningene og sørge for deres indkvartering i samarbejde med de danske myndigheder. Da de i marts 1945 bad om dansk lægehjælp havde de myrdet løs på danske læger og gav ordre til yderligere mord på dem.

 

Kaotiske indkvarteringsforhold

Indkvarteringsforholdene var kaotiske. Flygtningene var ikke jævnt spredt over hele landet, men koncentreret forholdsvis få steder. Midt i maj var der 90.000 flygtninge placeret i København på diverse skoler og idrætshaller. 35.000 der havde befundet sig i Københavns Frihavn ved kapitulationen var blevet flyttet til Høvelte – og Sandholmlejren nord for København.

På det tidspunkt regnede man fortsat med en snarlig hjemsendelse af flygtninge. Men den 24. juli 1945 meddelte briterne, at de tyske flygtninge ikke kunne modtages i Tyskland i hvert fald ikke i Tyskland.

 

Tyske læger tvunget til at blive

Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen. Desuden var det lægerne, der tilhørte værnemagten. Udenrigsministeriet angav det til at være 150 læger og 2.000 sygeplejerske. Men grundstammen i det tyske sanitetspersonale til behandling af flygtningene var de militær læger og sygeplejersker.

I august 1945 blev de sidste soldater, der ved kapitulationen havde ligget på lazaret sendt tilbage til Tyskland og dermed skulle lazaretpersonalet også returnere til Tyskland. Danskerne opnåede den 2. august 1945 englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 380 sygeplejerskes status blev ændret fra militært personale flygtninge.

De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod først Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genevekonventionen af 1929.

Englænderne, ikke danskerne overtrådte Genevekonventionen. Det var englænderne, som tyskerne havde overgivet sig til. Men det var på danskernes opfordring, det skete. Konventionen var netop beregnet for, at den slagne part også har nogle basale rettigheder, selv om man befinder sig i modpartens varetægt. Rettigheder kan selvfølgelig ikke fratages ham, fordi tredjeland oversvømmes af flygtninge.

 

Det officielle Danmark mente, at alt var i orden

Den officielle forklaring på det store antal dødsfald hos de tyske flygtninge var de store strabadser ved flugten. Årsagen er dog aldrig blevet nærmere undersøgt. Det er primært nogle historikere og ikke lægevidenskaben, der har haft interesse i at få sagen belyst.

Der er selvfølgelig også mange, der har kritiseret Kirsten Lylloffs afhandling under mottoet, sådan var vi ikke i Danmark. Man har så henholdt sig til det standardværk, der blev udgivet i 1950. Det var Flygtningeadministrationen, der udgav ”Flygtninge i Danmark” Et værk på 300 sider. Indstillingen i bogen var, at trods de enorme byrder for det danske samfund ”skulle de behandles på en måde, som Danmark kunne være bekendt over for os selv og over for udlandet”. Ja og sådan blev bogen.

 

Dårlige sanitære installationer

Her stod der ikke beskrevet under hvilke ubeskrivelige forhold flygtningene blev stuvet sammen på.  I Sundhedsstyrelsens arkiver findes der fra sommeren og efteråret 1945 talrige indberetninger fra embedsmændene om forholdene. Især de sanitære installationer var under al kritik. Dette medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.

I samtiden blev det hævdet, at danskerne også var ramt af tyfus. Men det viste sig, at mens man i hele Danmark havde registreret 176 tyfus-tilfælde, så var der over 1.900 tyfus-tilfælde i de tyske flygtningelejre.

 

Endnu et overgreb fra Tysk side?

Allerede den 10. februar 1945 blev Werner Best informeret om, at danske læger ikke ville behandle tyske flygtninge. Argumentet var, at vi ikke havde bedt dem om at komme. Man mente, at det var tyskernes egen problem. De danske myndigheder opfattede de tyske flygtninge som endnu et overgreb fra tysk side.

Lægeforeningen mente ikke, at de ifølge Folkeretten var forpligtet til at behandle flygtningene. Og åbenbart var de danske myndigheder enige med lægerne om dette.

 

Noget for Noget

Den 20. februar 1945 nævnte departementschef Niels Svenningsen, at såfremt de danske KZ – fangere, herunder specielt politibetjente og gendarmer kunne frigives og dem, der så ikke kunne frigives, kunne få en bedre behandling, ja så ville man med velvilje se på behandling af tyske flygtninge.

 

Farlig for tyske flygtninge

Den 21. februar henvendte Lægeforeningens formand, Mogens Fenger sig til Gestapos chef i Danmark, Karl Heinz Hoffmann og protesterede mod terrormordet på helt tilfældige 4 læger på Odens Sygehus dagen før. Han meddelte at denne fremfærd kunne være farlig for de tyske flygtninge. Men egentlig var situationen langt mere alvorlig, som det vil kunne ses i slutningen af denne artikel.

Den 8. marts 1945 blev det til kredsforeningerne truffet aftale mellem Udenrigsministeriet og de tyske myndigheder, at den tyske civilbefolkning i landet blev behandlet af tyske læger, og at danske læger ikke skulle have noget med de tyske flygtninge at gøre.

 

Hvem skulle lave ligsyn?

Amtslægen i Vejle var blevet tilkaldt af det lokale vagtværn den 7. maj. Han skulle foretage et ligsyn af en ældre tysk kvinde, der havde begået selvmord. Men Sundhedsstyrelsen sagde nej. Man havde forgæves forsøgt at få en tysk læge fra kommandanturen i Vejle. Det lykkedes dog ikke. I flere timer lå den ældre kvinde på offentlig vej. Til sidst blev man enig om, at amtslægen for honorar måtte påtage sig opgaven.

Fra foråret 1946 og indtil den sidste tyske flygtning i 1949 forlod Danmark blev forholdene for de tyske flygtninge forbedret. Kirsten Lylloff er overbevist om, at hvis de danske læger havde levet op til god moral og faglighed, så havde tusinder af flygtningebørn overlevet.

 

Hvad døde de egentlig af?

Fra 1946 og frem er alle fødsler, dødsfald og epidemiske sygdomme blandt tyske flygtninge blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen på særlige blanketter.

Man forsøgte at efterspørge dødsfald og fødsler fra den manglende periode i 1945. Men hvad flygtningene præcist døde af i 1945, er der ingen statistik på, bortset fra at 13.493 tyske flygtninge døde.

 

Ydmygende behandling af modstanderne

Historiker Palle Roslyng – Jensen skrev:

 

• De første måneder efter 4. maj 1945 har i 1990erne, hvad angår folkestemningerne og de markeringer de fik gennem selvtægt, demonstrationer, ydmygende behandling af modstandere og nedværdigende omtale af de samme, ikke fået noget godt eftermæle og det humanistisk prægede opgør med den første efterkrigstids vi-vandt – stemning er et af de mest markante temaer i den nyeste litteratur.

 

”Man kan ikke pålægge den danske lægestand kollektiv skyld”

I 2003 udtalte Lægeforeningen, at

 

• Man kan ikke ”pålægge den danske lægestand en kollektiv skyld for en humanitær katastrofe blandt tyske flygtninge.

 

En tysker med masser af blod på hænderne  

Men der var også en anden side, som vi lige må have med. At det så var nogle i den forbindelse uskyldige ofre det gik ud over, er noget andet. Chefen for Sicherheitspolitizei i Danmark Otto Bovensieben mente, at lægernes standpunkt var fjendtlig og vanskelig foreneligt med deres menneskelige pligter. Men selv havde han vel en masse blod, som han skulle have vasket af.

Han tiltrådte den 6. januar 1944. Han afløste Rudolf Milner, der ikke havde været i stand til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det var Bovensiebens hovedopgave at effektivisere tyskernes ”Gegen-terror”- kampen mod modstandsbevægelsen.

 

Clearingsmord

Otto Bovensieben gav straks ordre til opbygningen af ”A-kartei”. Det var en fortegnelse over ansete danske borgere, der ville være egnede ofre for clearingmord. Han deltog personlig i planlægningen af mordene. Det siges, at han altid smilede og at han ofte var stærkt påvirket af spiritus.

I maj 1944 aftalte Bovensieben og SS Obergruppenfûhrer Günther Pancke, at Bovensieben skulle rejse til Odense for at deltage i begravelsen af en likvideret stikker og på nærmeste hold planlægge to clearingmord og nogle sprængninger for stikkeren. Jo han gik i detaljerne.

 

Han burde være skudt

Under retsopgøret blev Bovensieben dømt til døden. Dette blev stadfæstet af Landsretten. Men han blev løsladt og udvist til Tyskland den 1. december 1953.

 

Ordre: Skyd 16 læger

I alt blev der givet ordre til mord på 16 læger. Det første mord var Bovensieben dog ikke ansvarlig for. Og de mord som han gav ordre til, blev udført af Peter – gruppen. Lægerne havde dengang stor anseelse i befolkningen, så de regnede med at det ville gøre stor indtryk på befolkningen med disse mord.

• Praktiserende læge, byrådsmedlem Willy Vigholt, Slagelse

Myrdet i konsultationen den 6. januar 1944. Morderne ringede på døren til lægens privatbolig over konsultationen. Den ene foregav at have fået noget i øjet. Han blev bedt om at gå ned i venteværelset. Lægen blev skudt, da han gik ned ad trappen for at undersøge patienten. Mordet blev begået af kaptajn i Schalburgkorpset Jacob Holm og SS – manden Knud Lossow. Ordren blev givet af chefen for Schalburgkorpset K.B. Martinsen.

 

• Professor Erik Johan Warburg, Rigshospitalet

Mordforsøg den 12.2.1944. Mordet var omhyggeligt planlagt af Bovensieben. Mordpatruljen ringede på døren til professorens tjenestebolig, hvor han havde en privat patient til behandling. Klinikassistenten åbnede døren og skreg, da morderne trak pistolerne og skubbede hende til side. Professoren kom ud på gangen. Morderne skød uden at ramme. Erik Warburg flygtede ind i undersøgelsesværelset og nåede at låse døren eftersig. Morderne skød gennem døren – igen uden at ramme.

 

• Praktiserende læge, kommunelæge Stefan Jørgensen, Gentofte

Myrdet 24.4.1944. Planlagt af Bovensieben. To mand fra petergruppen sad i venteværelset som nogle af dagens sidste patienter. Den ene, der var udpeget til at udføre mordet, blev kaldt ind til lægen, der undersøgte ham. Lægen var så venlig, at ”patienten” ikke kunne få sig til at skyde ham. Lægen fulgte ”patienten” ud i venteværelset, hvor en anden fra mordpatruljen skød lægen på tæt hold.

 

• Praktiserende læge Richard Raetzel, Aalborg

Myrdet 7.10.1944. Bovensieben havde givet ordre til, at der skulle myrdes mindst to – og gerne flere i Aalborg. Richard Raetzel var en kendt og agtet læge. Han var chef for Det Danske Spejderkorps nørrejyske division. Efter 21 ringede mordpatruljen på hos lægen og bad ham følge med, da der var såret en modstandsmand, der havde behov for hjælp. Lægen blev ført hen på et gadehjørne, hvor en stikker var blevet likvideret et par dage før, og skudt.

 

• Praktiserende læge, byrådsmedlem Poul Carstensen, Esbjerg

Myrdet den 13.11.1944. Poul Carstensen var med i den lokale Frit Danmark – gruppe. Mordpatruljen bestod af Bothilsen Nielsen som leder og endvidere af Nedermark Hansen og tyskerne Kurt Heel og Josef Helsing. De kaldte lægen ud på et opdigtet sygebesøg. Da lægen kom tilbage stod morderne klar. Medens lægen var ved at køre bilen i garage, trådte Bothilsen Nielsen frem og bad lægen om at legitimere sig, hvorefter lægen blev skudt. Det var formentlig en af tyskerne, der affyrede det dræbende skud. Det er sandsynligt, at Carstensen blev udpeget lokalt af Gestapochefen i Esbjerg, August Naujock.

 

• Overlæge Poul Kûhnel, Odense Sygehus

Planlagt myrdet 20.02.1945. Overlægen havde mistanke om, at han var efterstræbt af tyskerne, hvorfor han boede i et kammer øverst i hospitalsbygningen. Da mordpatruljen ringede på døren til privatboligen i stueetagen, slog Kûhnel alarm til sin mand med et ringeapparat, de havde installeret. Fru Kühnell lukkede entredøren op og fortalte, at hendes mand ikke var hjemme. Mordpatruljen fandt ham ikke.

 

• Reservelægerne Henning Dalsgaard, Jørgen Hvalkof, Chr. Fabricius Møller og Henning Ørsberg, Odense Sygehus

Myrden den 20.02.1945. Bovensieben havde udpeget Petergruppen til at udføre en række clearingsmord i Odense. Et af kravene fra ledelsen i Københavb havde været, at der skulle skydes mindst otte læger i Odense. Tidligt om morgenen den 20. kørte mordpatruljen til lægeboligerne på sygehuset. Som nævnt fandt de ikke overlæge Kühnel, men i en anden opgang bankede morderne på dørene og råbte, at bygningen skulle sprænges. Da lægerne kom ud på gangen i nattøj, blev de ført ned i stueetagen. Ved udgangen blev de beordret til at stille sig med ansigtet mod væggen. De fire fra mordpatruljen stillede sig bag hver sin læge, og på et signal blev lægerne samtidig dræbt ved nakkeskud.

 

• Praktiserende læge Johan Teilmann, Over Jerstal

Henrettet som modstandsmand den 10.03.1945. Henrettelsen skete den dag, tyskerne første gang søgte kontakt med lægeforeningen med anmodning om hjælp til flygtningene. Henrettelsen blev offentliggjort i dagbladene den 16.3.1945, altså midt i ”forhandlingsperioden”. Psykologisk var det uklogt af tyskerne at henrette en læge, mens de bad om hjælp til flygtningene, og henrettelsen kan have haft betydning for holdningen i lægeforeningens hovedbestyrelse.

 

• Overlæge Johannes Buchholz, Vejle Sygehus

Myrdet 26. marts 1945 Mordet skete tidligt om morgenen, inden tyskerne havde modtaget Lægeforeningens afslag om hjælp. Ledelsen i København havde udpeget overlægen som offer. Mordpatruljen skød overlægen i boligen på Jellingvej.

 

• Overlæge Paul Fjeldborg, Vejle Sygehus

Myrdet 26.3.1945. Umiddelbart efter mordet på overlæge Buchholtz kørte mordpatruljen til overlæge Fjeldborgs bolig på sygehusområdet. To mænd trængte ind i huset og ind i soveværelset på 1. sal. Fru Fjeldborg blev beordret til at blive i soveværelset. Overlægen blev ført ud af soveværelset og skudt på gangen.

 

• Overlæge Victor Jørgensen, Vejle Sygehus

Mordforsøg 26. 3. 1945. Mordpatruljen trængte ind i soveværelset hos overlæge Viktor Jørgensen, men han var blevet advaret i sidste øjeblik og flygtet ud af havedøren i slåbrok.

 

Mordene havde gjort indtryk

Disse mord har uden tvivl haft betydning for holdningen i Lægeforeningens bestyrelse. Vi ved det ikke. Det blev nævnt ved en enkelt lejlighed, som også er med i denne artikel. Og mon ikke livet kunne have været reddet for mange flere, hvis holdningen havde været en anden?

Du kan læse mere om de tyske flygtninge i Danmark og de mest kendte nazi – læger her på siden – kig allerbagerst i oversigten.

 

Kilde:

• Andreas C. Johannsen: Danske læger under nazismen
• b.dk
• kristeligt-dagbladet.dk
• dagensmedicin.dk
• dsr.dk/dshm/sygeplejens-historie.dk
• eba.esbjergkommune.dk (Esbjerg Byhistoriske Arkiv)
• historisktidsskrift.dk/debat.htm
• Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes (Historisk Tidsskrift)
• Kirsten Lylloff: Dødsårsager for tyske flygtningebørn (Ugeskrift for læger)
• Palle Roslung – Jensen: Befrielsesjubilæet og den nyeste besættelseslitteratur (Historisk Tidsskrift 95 – 2)
• Ebbe Munch – Børge Outze: Danmarks Frihedskamp
• De Sidste Timer – afskedsbreve fra Frihedskæmpere 1943 – 1945
• Vejlebogen (Byhistorisk Selskab for Vejle)
• Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
• Jørgen Hæstrup: Til landets bedste – hovedtræk af departements-chefstyrets virke 1943 – 45
• Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945 – 1949
• Besættelsen 1940 – 1945 (Politiken)
• Frank Bøgh: Peter Gruppen
• Arne Gammelgaard: På Hitlers befaling

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 257 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:

 

Nazi-læger m.m.:

• Frits, nazister og et kartotek
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits Clausen og danskheden
• Da Frits Clausen kom til middag
• Frits Clausen – den tredje historie
• Frits som sprællemand og med trillebør
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen man lod flygte
• Josef Mengele – Dødens engel
• Karantænestationen ved grænsen
• Jagten på det perfekte menneske
• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• Det tyske mindretal (Jens Møller)
• Besættelse og det Tyske Mindretal (Jens Møller)
• Mindretal i Brændpunktet (Jens Møller) og mange flere

 

Tyske flygtninge i Danmark:

• Flygtninge i Tønder
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Tyske flygtninge og mange flere