Artikler
Februar 14, 2024
Ribe – Hekseafbrænding (2)
Maren Splids skulle dømmes. Det var en befaling fra Christian den Fjerde. Selv om familien havde indflydelse, blev Maren brændt. Didrik Skrædder kunne fremvise en brækklump, der var mystisk. Strenger du dig an, kan du under særlige omstændigheder se hekse. Heksehammeren anviste, hvordan man kunne afsløre hekse. I 1800 blev en ældre kvinde lynchet. I dag er der heksejagt i Afrika.
En mindeplade
På et gammelt hus i Sønderportsgade i Ribe er opsat en mindeplade:
Luther og Christian den Fjerde
Kirken førte an i processen mod de såkaldte hekse i middelalderen. Meget overraskende anerkendte Luther heller ikke kvinden som mandens lige.
Kulminationen skete også efter reformationen. Christian den Fjerde tilskyndede endda til hekseforfølgelse.
Kongens forordning
Det var i den første halvdel af 1600 – tallet, som var hekseforfølgelsens storhedstid i Danmark. Netop Christian den Fjerde udsendte i 1617 en forordning: Om Troldfolck oc deris Medvidere
Dette gav lovgrundlag for at skelne mellem rigtige troldfolk og dem, der blot brugte galdne og indbildede kunstner. Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Dem, der brugte de galdne og indbildende kunstner for eksempel var kloge folk, der signede og manede.
Hadefuld syn på kvinder
Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen, med det, der blev vedtaget ved lov.
I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.
Men Luther overtog samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han overtroisk.
Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted.
Rygter gik i mange år
Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri. Det skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.
Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
Jordemødre var også hekse
Jordemoderen var også heks, som kunne fremtrylle børn ud af kvinders mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselsseng.
Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig.
Hekseriet var man født med
Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne. I Europa var der cirka 100.000 helsesager. Halvdelen af disse blev brændt.
Den første heks, der blev dømt til bålet, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Den officielt sidste heks, der dømtes var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693.
Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800 – tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.
Selvbestaltet afbrænding
Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør, og det endte med at landsby – boerne satte ild til Dortes hus og indebrændte hende.
”Heks” pryglet ihjel
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.
Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: Her er mesteren for alt hekseriet.
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
Heksehammeren
I den katolske kirkes heksebibel Heksehammeren fra 1487 fandtes en systematisk beskrivelse af det billede, som hekseforfølgerne malede frem. Dette skrift gav også rettesnore for, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var heks.
I Heksehammeren udtrykkes kvindeforagt og skræk for kvinder. Et sted hedder det, at al hekseri stammer fra kødelig lyst, der hos kvinderne er umættelig. Et andet sted står der, at kvinder har mindre forstand, omtrent som drenge.
Værket er en manual i tre dele til brug ved opsporing og afhøring af hekse. I en moderne og trykt udgave fylder den 500 sider.
I pagt med djævlen
Det menes, at heksene stod i pagt med Djævelen. Når de indgik i denne pagt, fik de et mærke på kroppen, der hvor han havde rørt ved dem. Dette mærke blev betragtet som et bevis på, at kvinden var heks. Mærket sad som regel i kroppens venstre side. For at finde dette mærke, blev kvinderne ofte stukket med nåle over hele kroppen – fra tå til isse.
Vandprøven
En anden prøve, var vandprøven. Kvindens hænder og fødder blev bundet sammen, og så blev hun kastet i vandet. Flød hun var hun en heks, sank hun var hun uskyldig. Ofte blev der bundet et tov omkring livet på kvinderne. På den måde var det en let sag, at holde dem flydende. Hvis kvinden ikke græd under den frygtelige tortur, hun blev udsat for, var det et bevis på skyld. Hekse menes ikke at kunne græde.
Ikke helt det samme bål
Og så er det bål, der brænder til Sankt Hans ikke helt det samme bål, som heksene bliver brændt på. Bålet skal opfattes som ondt – afværgende. I folketraditionen er det dog den opfattelse, at hekse er særlig aktive på magiske helligaftener. De rejser til heksemøder ved Troms Kirke eller Bloksbjerg. Sankt Hans bålet skal forhindre dem i at heksene holder møde og fest.
Man kan se heksene
Sætter man sig under en harve, så kunne man se dem komme flyvende på for eksempel Kærnestave, koste og grisseler.
Som før nævnt var mødestedet i ældre tid Troms Kirke, hvor Fanden ventede. Ville man se, hvordan det foregår, skal man se ned i sin brønd Sankt Hans Aften. Det bliver tydeligere, når du har lidt kirkemuld på hovedet. Så kan man opleve, hvordan Fanden skænker op til heksene med en omvendt hestefod.
I kirken holdt man øje
I kirken holdt man øje med hekse. Hvis nogen tørrede sig om munden efter altergang, var der noget mistænksom over det. Og en heks er nødt til at spytte nadverbrødet ud. Men egentlig burde præsten fra prædikestolen kunne få øje på sognets hekse, for de vendte altid ansigtet bort.
Hvis man som almindelig borger ville se, hvem der var heks, skulle man bare tage et firkløver i lommen og gå i kirke til Sankt Hans. Så kunne man se heksene sidde med gryder, potter og pander på hovedet. Det var særlig effektivt, hvis Sankt hans faldt på en søndag. En tilsvarende oplevelse kan man få til påsketid. Så skulle man bare have et hønnike – æg i lommen.
Hekse betragter solhverv som festdage, hvorimod jævndøgnene betragtes som dage for eftertanke og selvransagelse.
Hekse – nu til dags
Omkring 2006 og 2007 havde saudiarabiske myndigheder foretaget 25 anholdelser for hekseri, hvor 24 var udlændinge.
I 2008 blev 11 kvinder, som var beskyldt for at være hekse brændt i en landsby i Kenya. Mere end 14.000 børn i Kinshasa siges, at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri. I 2009 var der rapporter fra Indien om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst.
Ikke en typisk heks
Man kan ikke just sige at Maren Spliids, der blev brændt på bålet i Galgerbakkerne i Ribe den 9. november 1641 var en typisk heks. Hun var nemlig en respekteret og velhavende borgerkvinde. Hun var gift med skræddermester Lauritz Spliids. Hun bestyrede et værtshus i den ejendom i Sønderportsgade, som Lauritz ejede, og det gjorde hun med stor dygtighed.
Maren var en selvsikker dame, og nogle gange løb temperamentet af med hende.
Anklaget af Didrik Skrædder
I 1637 blev Maren anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder. Måske var han misunderlig på Lauritz Skrædder og hans succes. Han var måske ikke så stolt af sig selv.
Han påstod, at tre kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham og vristet sin mund op, og blæst ham i halsen.
En brækklump
Derefter var Didrik blevet syg og havde brækket en klump bræk op i et bækken. Den brækklump havde set mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.
Didrik skulle være blevet ramt af en mærkelig sygdom. Han blev tit stum og blev ramt af voldsomme kramper. Det blev ikke bedre, da han begyndte at skrige og hoppe rundt på en bænk som et vildt dyr.
Brækklumpen blev vist frem til alle – også Ribes øverste myndighed, Det var lensmanden på Riberhus, Albert Skeel.
Han kaldte byens præster og biskop sammen. Alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig. En heks måtte være på spil. Den stakkels Maren blev stillet for retten. Men sagen blev henlagt af mangel på vidner. Maren og Lauritz havde mange venner blandt de rige og indflydelsesrige borgere.
Marens gode rygte
24 mand vidner for Maren i Ribe Byting. Og også i et stokketing med borgmester Morten Larsen som vidne bekræftes Marens gode rygte.
Præsten i sognet erklærede, at Maren var en god troende, der gik til alters og modtog nadveren. Det var et godt vidnesbyrd, for hekse magtede ikke at indtage Jesu Kristi blod og legeme.
I kirken opfordrede præsterne Gud til at finde og afsløre de skyldige troldfolk.
Antydet et forlig
Maren og Lauritz fortsatte med at samle vidnesbyrd. Imens holdt Didrik Skrædder sig i skindet overfor myndighederne. Over for kapellanen og en trjenestepige var der blevet antydet et forlig, hvis Maren kunne gøre ham rask og desuden forsynede ham med en solid godtgørelse.
Nye anklagere
I 1639 havde Didrik skaffet seks nye anklagere, alle blandt byens fattigste borgere. De mente også, at deres sygdom skyldtes Maren. De fleste af anklagerne var dog meget fantasifulde. Didrik havde inden da startet rygter om Maren. 13 år tidligere var Didrik kommet op at skændes med Maren og Lauritz. Den gang havde Maren lovet ham masser af ulykke.
Men Maren var vred i retten. Hun sagde blandt andet:
Direkte henvendelse til kongen
Denne gang havde Didrik henvendt sig direkte til Christian den Fjerde. Det skete, da fik fortæde på Haderslevhus. Kongen var faktisk den, der egentlig var skyld i, at Maren blev dømt. Didrik berettede over for kongen, at hans skrantende helbred var skyld i hans manglende indtjening, og at Maren blev beskyttet af det bedre borgerskab i Ribe.
Kongen mente, at heksene skadede ham i krigen og derhjemme. Han sendte omgående sagen til den ny lensmand, Gregers Krabbe. . Sagen blev igen rejst på tinge i Riber Ret.
Alle de gode vidnesbyrd til fordel for Maren i tidens løb, blev underkendt af byfoged Peter Hjerting.
De nye vidner
Peder Stauning var Didriks første vidne. Han havde drukket en kande øl i Maren Splids hus og fået voldsom sidestik.
Det andet vidne var skrædder Lauge Hansen, som efter en håndværksmæssig uoverensstemmelse med Lauritz Splids havde ligget syg i en hel sommer og ligesom Didrik mistet sin indtjening.
Rytter – konen Magretha havde haft mareridt, hvor hun har haft besøg af Maren Splids som havde lagt sig over hende. Først da hun slog kors for sig forsvandt Maren.
Magretha Larsdatter vidner med opstrakte fingre og ed, at hun lider af megen pine og smerte i sine ben. Hun havde for mange år siden haft et skænderi med Maren om en guldring, som denne havde taget i pant for Magretha. Hunerklærede Maren for sin skademand. Dette vidne fik Laurits Splid dog kendt ugyldig i første omgang
Procedurefejl
Maren Spliids blev dømt og lagt i lænker. Hun blev derefter smidt i fangehullet under Rådhuset.
Maren og Lauritz fik chancen til at indkalde 25 mededsvidner, men ingen turde melde sig.
Når en heks var dømt, kunne dommen indankes for landsretten som lå i Viborg.
Lauritz Splidds havde anskaffet en advokat og indstævnet alle vidner, nævninge og anklagere. Advokaten fremlagde grunde til, at anklagerne var ugyldige og fremlagde desuden flere skrifter, der støttede Maren Spliids gode rygte. De fleste af dommerne støttede Maren i Raadsretten. Derfor blev hun frikendt for trolddom.
En anden version fortæller, at det var en procedurefejl, der var årsag til, at Maren frifindes. Byens borgmester havde fritaget hende for fængsel ved at to af byens ansete borgere garanterede for hende. På vej gennem byen hånede Ribes befolkning hende og spyttede på hende.
Kongen forlangte dom
Men lensmanden på Riberhus, der var kongens mand, indklagede sagen for Højesteret – Herredagen i København. Her sad kongen som dommer. De fælder igen dom over Maren og erklærer Rådsretten for ugyldig. Christian den Fjerde lod Maren føre til Blåtårn i København. Her blev Maren udsat for tortur. Torturen havde stået på i trekvart år. Og hun tilstod. Hun var konstant overvåget af to mand. Man var bange for, at hun ville begå selvmord. Hun betalte selv sin kost og det var 12 sletdaler. Og karlenes løn blev betalt med 19 sletdaler til hver.
Dommerne havde åbenbart ikke været enige om, behandlingen af Maren. Den 9. oktober 1641 blev der nedfældet denne dom:
Maren angav et helt heksekompagni på seks kvinder i sine tilståelser i den følgende tid.
Den 12 . oktober skrev Christian den Fjerde et brev til lensmand Gregers Krabbe, hvori han forlangte Maren henrettet øjeblikkelig og hendes sammensvorne forfulgt.
Afbrændingen
Den endelig dom faldt den 8. november 1641. Dagen efter blev Maren Spliids brændt på bålet på Galgebakkerne ved Ribe unde overværelse af så mange mennesker, at præsten næsten ikke kunne komme frem.
Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer. 22 læs træ var stablet sammen til bålet og nederst var der lagt tjæretønder.
Maren Spliids dom lød således:
Som tidligere nævnt blev seks kvinder angivet. Og disse igen angav flere under tortur. I alt 14 kvinder blev angivet. Den eneste af de andre, der blev brændt var AnneThomasdatter. De andre blev reddet, men fem af dem havde siddet i fængsel fra 5 – 45 uger.
Kvinderne søgte at få Maren til at ændre forklaring, mens hun var i bålet.
22 hekseprocesser
Fra 1572 til 1652 var der 22 hekseprocesser i Ribe. 18 blev anklaget og 11 af disse endte på bålet. Den første af disse hed Johanne Christensdatter Rygge, der i 1572 blev brændt på bålet. Den sidste var Anna Bruds i 1652.
I Ribe var beboerne bange for hekse. Prøv at kigge op. En del af de gamle huse er afmærket med et kors. På den måde beskyttede man sig mod hekse.
Manglende suppe førte til anklage
Egentlig skulle det ikke så meget til for at blive beskyldt for at være heks. Gietrud Povels fra Ribe blev beskyldt for at være troldkvinde, fordi give vidnet ikke ville give hende suppe, da Gietrud havde barslet. Gietrud var blevet vred, og havde lovet vidnet skam derfor. Otte dage derefter havde vidnet fået ondt i en finger, som derefter måtte skæres af. Gietrud blev brændt som heks i 1577.
Reddede sit skind
Oluf Andersen Klokker reddede sit skind efter flere husspektakler og slagsmål ved at anklage Anna Lourup. Hun blev brændt som heks i 1613.
Præsters energiske indsats
Nu har heksefeberen i Ribe ikke blomstret mere end andre steder. Men når vi lige ved så meget om heksene i Ribe er det fordi en samvittighedsfuld præst, Davis Grønlund interesserede sig for emnet. Han satte sig i 1770erne til at gengive Ribes gamle retsprotokoller for at kaste lys over fortidens heksejagt. Han skrev Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker.
Mere læsevenlig er en lille bog om hekseforfølgelse skrevet af Grønlunds kollega og efterfølger, Torben Bramming, ligeledes præst i Ribe og Seem.
Kvinder døde under tortur
Torturen i Ribe var voldsom. Til tider tog den livet af kvinderne. Det skete blandt andet for Birthe Olufsdatter, der døde under sine pinsler den 5. august 1620.
Biskopperne i Ribe advarede mod den voldsomme hekseforfølgelse. Det var især biskopperne Peder Hegelund og Jens Jersind. Sidstnævnte blev endda kaldt til forklaring i København. Han havde talt imod overtro og overnaturlige tegn. Undervejs til hovedstaden døde han.
Ribe ramt af ulykker
Ribe var ramt af alskens ulykker, pest, brand og stormflod. Det blev kaldt Guds straf efter heksenes værk.
Kilde: Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs
Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret – Læs:
Februar 14, 2024
Haderslev – handel og søfart (2)
Der var allerede marked ved Starup omkring 1050. Inden købstadsrettighederne indføres, er der betydelig sejlads til byen. Men efterhånden blev besejlingen vanskeliggjort. Hansborg bygges. Hertug hans den Ældre måtte ikke gifte sig med sin svigerinde. Hertugdømmet nedlægges ved hans død i 1580. Ulykkerne vælter over byen. Halvdelen af centrum går op i røg. Først i 1627 er byen genopbygget.
Handelssted ved Starup Kirke
Det første skrift til handel blev taget omkring 1050. Ved Starup Kirke, der ligger i nærheden af Haderslev Fjords sydlige bred, opstod der en markedsplads. Her mødtes handelsfolk og håndværkere fra store dele af Østersø – områderne for at faldbyde deres varer.
En kirke opføres
Kirken opførtes for at tilgodese det stigende antal kristne handelsfolk. Men det var også heldig, for så kunne markedspladsen for en mere varig karakter.
I løbet af 1100 – tallet ændrede handelsmønstret sig til handel med et stigende antal grovvarer. I løbet af 1150 blev markedspladsen nedlagt. De første huse var anlagt på skråningen mellem Møllestrømmen og Torvet i Haderslev
En vigtig rute
En vigtig transportrute opstod mellem havnen og Ribe ud ved vestkysten. Masser af varer passerede Haderslev.
Haderslev udviklede sig
Den gamle granitkirke blev erstattet af en større teglstenskirke. I de følgende århundreder udviklede Haderslev sig omkring det gadenet på sandbanken mellem Graverne og Møllestrømmen. Kun langs Storegade bevægede bebyggelsen sig udenfor dette snævre område. Omkring 1420 anlagdes en større mølledæmning ved Sønderbro. Det var den dæmning, der skabte Haderslev Dam. Samtidig gravedes en kanal fra den nye mølledam under Graverne og Jomfrustien til fjorden.
Ved Nørregade og Bispegade, samt ved Sønderbro byggedes broer over kanalen. Byporte blev opført. Nu var Haderslev omgivet af vand fra alle sider.
Øer i fjorden
Og når vi nu taler om vand, så er Haderslev Fjord ikke så let at besejle. Så er det lettere med Aabenraa Fjord. Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere. Der lå også enkelte øer ude i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet Øen.
Dette sted, som er 17 meter højt er adskilt ved en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau, tyder på, at en gren af fjorden er gået øst om øen. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.
Betydelig skibsfart
Besejlingsforholdene på fjorden har været meget vanskelige. Men datidens skibsfart stillede dog ikke så store krav. Allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier var skibsfarten så betydelig, at de andre erhverv trådte i baggrunden.
Skibsfarten omtales
I stadsretten omtales skibsfarten gentagende gange. I artikel 5 omtales, at både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes, ligesom man også taler om told på møllesten. Alt tyder på at der allerede dengang var forbindelse til Østersø – landene.
Dette understøttes også af, at skibet Kejserinden af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.
Historieforfalskning
Under Hertug Hans den Ældre oplevede byen en opblomstringstid. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring år 1600 omtales flere gange skibe fra Haderslev i Nord – Norge.
På gamle tegninger ses anseelige skibe opankret ved Sønderbro. Disse galeoner med fire master havde en dybdegang på 12 – 14 fod. Og omkring Sønderbro var dengang kunne muligheder for skibe med en dybde på cirka 6 fod. Så der må her være tale om historieforfalskninger.
Kunne ikke sejle ind til byen
Der findes ikke så meget skriftlig om skibsfarten i Haderslev fra den tid. Fra april 1544 findes der en skrivelse om, at der er sendt 4 læster sild fra Falsterbo til Haderslev paa en Skude.
Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes, hvorledes der af søvejen blev sendt forskellig materiale af søvejen til anvendelsen af slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons), som tilhører hertugen , er blevet lastet med norske bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker og som var bestemt til Kolding, til Haderslev. Men hun ønsker så samtidig at få oplyst, hvorvidt soliche Sckuten kan sejle ind til Haderslev.
Skulle lastes ved mundingen
I fortegnelsen over byggemateriale til slottet anføres bl.a. (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm, og i (1556) 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland, samt tømmer fra Königsberg og Skåne, foruden Norge.
Men disse både er næppe gået til selve byen. For allerede i 1550 nævnes, at fjorden var utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.
Fra 1582 berettes det således, at det er kongen meget om at gøre, at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev snarest muligt. Han forlanger, at borgmester og Råd sender et antal skude og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.
For lavvandet
Rantzau berømmer ellers havnen i 1586. Han siger, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender mod Østersøen. En anden forfatter fra den tid, taler om en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.
I 1695 beskriver Danckwerth fjorden for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de måtte ligge i mundingen:
I 1737 omtales besejlingsforholdene som værende af
Ville hellere til Aabenraa
Fjorden var så fyldt med slam, at de ankommende skibe måtte blive ved fjordmundingen, og varerne skulle prammes ind. Det hændte da også, at svenske skippere gik til Aabenraa eller Flensborg, hvor lodsningen kunne foregå væsentlig hurtigere.
Også bønderne valgte andre byer
Bønderne valgte også at køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja endog helt til Slesvig. Alle disse steder kunne de få højere betaling for deres produkter. Hertil kom, at bønderne kunne få tømmer, jern m.m. meget billigere end i Haderslev.
Kun få skibe tilbage
Omkring 1775 var der således, at de to købmænd, der handlede med svensk tømmer kunne nøjes med en gang om året at få ny forsyning. Så ringe var deres afsætning.
Efterhånden var varetrafikken på fjorden så lille, at et lægterfartøj var mere end tilstrækkelig til at bestride lægtertrafikken der.
I byen var der kun fire små jagter tilbage.
Hertug Hans Fest
Indtil i dag har Hertug Hans haft en speciel tilknytning til Haderslev. Således har undertegnede været inviteret til at holde foredrag på sønderjysk til en Hertug Hans fest.
Desværre måtte jeg melde afbud.
Junker Christian
Året efter, at Frederik den Første var blevet hertug over hele Slesvig måtte han udskille en del af hertugdømmet. Det var Haderslev og Tørning amter, det var som underhold for sin ældste søn, junker Christian. Fra 1533 til 1544 var Slesvig atter samlet under Christian den Tredje.
Kong hans køber Tørning
Det kom til at spille en rolle for byens betydning, at Kong Hans i 1494 købte Tørning af Henrik og Hans Ahlefeldt. Under Tørning hørte Gram, Frøs, Kalvslund og Hvidding Herred. Tørning og Haderslevhus lå kun 15 km fra hinanden. Det var nærliggende, at lade administrationen af de to len, der strakte sig fra Årø i Lillebælt til Rømø i Vadehavet smelte sammen i Haderslev.
Ægteskab
Da der i 1524 blev indgået formel ægteskab mellem Christian og Dorothea af Sachsen – Lauenburg måtte der skaffes et passende underhold. Dette blev Haderslev og Tørning Amter.
Haderslev – Tørning blev næppe oprettet som et egentligt hertugdømme. Der findes ikke et enligt forleningsdokument. Måske var det derfor, at Christian hurtig efter sin fars død, lod sig hylde som hertug. Men en kongesøn var dengang automatisk hertug.
Christian havde selv oplevet Luther, så han var hurtig med at indføre den nye kirkeordning.
Grevens fejde
Da Frederik den Første døde i 1533 skulle rigsrådet vælge en ny konge, men man kunne ikke nå til enighed. Valget blev derfor udskudt et år.
Grevens Fejde 1534 – 36 endte med, at Christian blev konge. Det endte med at alle biskopper blev fængslet.
Endelig deling i 1544
Det skulle nu gå 11 år inden der igen kom fyrster på Haderslevhus. Hans var født i 1521 på Haderslevhus som søn af Frederik den Første og dennes anden hustru Sophie.
Under Grevens fejde måtte Hans flygte fra Nyborgs Slot forklædt som bonde. I en periode opholdt han sig på Sønderborg Slot, hvor hans fætter Christian den Anden var fange.
I 1543 mente Christian den Tredje at tiden var inde til at gennemføre den i arvedelingen i 1533 planlagte deling af Hertugdømmerne mellem brødrene. Men det Slesvig – Holstenske Ridderskab modsatte sig dette. I stedet blev Hans indsat som ekstra statholder ved siden af Johan Rantzau.
Da Christian den tredje nu endelig i 1544 kunne slutte fred med kejseren, kunne delingen finde sted. Den yngste bror fik i første omgang bispedømmet Bremen. Hver af de tre brødre fik forskellige distrikter i hvert af de to hertugdømme.
Kongen bad Adolf som den yngste om at vælge først. Han valgte den gottorpske del. Derefter fik Hans valget, men han ville ikke gå foran sin ældste broder. Han fik den sønderborgske del, hvorefter det tilbage til Hans var Haderslev – delen.
Hans den Ældre beklager sig
Han blev dog ikke tilfreds. I et brev fra 1564 beklager han sig over, at han måtte tage, det de andre ikke ville have.
Det område han fik, bestod af Haderslev By og Amt, Tørning Amt, Tønder By og Amt, Løgum Kloster, Sild, Før, Østerland, Nordstrand samt Femern og i Holsten af Rendsborg by og Bordersholm Kloster.
105 forordninger
Igennem sin regeringstid udsendte Hans den Ældre omtrent 105 forordninger. Omtrent en fjerdedel af disse gjaldt inddigningsforhold i marsken.
Han gik meget op i detaljer og sendte også forordninger ud, der gjaldt diverse fester. Også hvem der måtte komme i hans gemakker, og hvem der skulle sidde ved de forskellige borde på Haderslevhus bestemte han. I 1570 udsendtes en revideret udgave, der blev tilpasset det nye slot Hansborg. Her blev det indskærpet, at ingen må kaste med kød, brød, fisk, knogler eller lignende under måltiderne.
En travl bygmester
Til at bygge sit slot havde Hertug Hans ansat den kongelige bygmester Herules von Oberberg. Bygmestren slog sig ned i Haderslev og boede her til sin dø i 1602. I sin karriere byggede han foruden Hansborg Slot også Tønderhus, Tønning Slot, Gottorp Slot, Brundlund Slot og Koldinghus. Det antages også, at han opførte slotskirken ved Sønderborg Slot. I 1580 byggede han også Trøjborg Slot for Peter Rantzau.
Da Hansborg var færdigbygget lod Hertug Hans det gamle Haderslevhus nedrive. En række boliger blev opført i den østlige ende af Slotsgade.
Vin i kælderen og på Apoteket
Hertugen sørgede for en råds – vinkælder. Også i det slotsapotek (i ag Hjorte – Apoteket) som hertugen etablerede i 1557 gav han tilladelse til at have vinkælder. Apoteket var et af Danmarks ældste. Det lå fra 1557 til 2001 på adressen, Apotekergade 9.
Måtte ikke gifte sig med svigerinden
Hertug Hans den Ældre blev aldrig gift og efterlod derfor ingen arvinger. Men igennem en længere periode havde han et nært forhold til sin svigerinde, enkedronning Dorothea. Man havde tænkt på et ægteskab og havde forespurgt i teologiske kredse. Men her frarådede man ægteskab.
Vil blive husket for det positive
Hertugen var interesseret i sine undersåtters ve og vel. Her er det hvis tale om en af de eneste hertuger, hvis eftermæle er positiv. Han store indsats for inddigningen i marsken, samt hans omsorg for kirke -, skole -, og fattigforhold og byggerier vil blive husket.
Hans den Ældres hertugdømme blev nedlagt ved hans død i 1580. Frederik den Anden og Christian den Fjerde opholdt sig gerne på Hansborg. Ja sidstnævnte fejrede blandt andet sit bryllup her i 1597.
Ulykkerne haglede over byen
Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg flygtede hans lejetropper mod nord. På vejen gennem Haderslev stak de byen i brand. Det blev til en katastrofe. Halvdelen af husene i centrum nedbrændte.
Nogle år senere blev byen besat af henholdsvis svenske og polske tropper, der nedbrændte slottet og udplyndrede byen. Først i 1627 var alle huse genopbygget. Slottet og kirkens tårn blev ikke genopbygget. Ulykkerne haglede ned over Haderslev.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2024
Ribe – i begyndelsen (1)
Uden for Ribe lå Dankirke, som i århundrede havde haft stor betydning for handelen. Fra ca. år 710 over Ribe, den position. Det var en blomstrende handelsby allerede fra 700 – tallet. Læs her om Riberhus, Dronning Dagmar, Riber Ret, Ribe Domkirke, Kong Erik, sørøverjagt og den store Menneskedrukning. Vi stopper omkring 650.
Betydning for Sønderjylland
Vi er gået over grænsen fra Sønderjylland. Men byen og dens historie havde så stor betydning for Sønderjylland, så det bliver vi nødt til at fokusere på.
Vester Vedsted
Vester Vedsted lige uden for Ribe var en rig og livlig by. Mellem 200 f.Kr. og 750 e.Kr. havde den forbindelser til romerriget, frankerne og angelsakserne.
Dankirke
Sagnet beretter om, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800 – tallets Ribe. Men et andet sagn beretter om, at det ikke er rigtig, For der lå allerede en kirke få kilometer mod sydvest på en mark ved Vester Vedsted. Kirken hed Dankirke.
Arkæologiske undersøgelser har ikke godtgjort om dette er rigtig. Men marken er rig på fund og spor efter en jernalderboplads. Fra år 500 skønner historikere, at stedet havde stor betydning.
Dankirke lå midt på en handelsrute, der forbandt Vesteuropa med Norge. Det er ikke usandsynligt, at denne plads omkring år 700 flyttede de seks kilometer længere mod nord, og blev til vikingetidens internationale handelscenter Ribe.
Besejlingsforhold måske ændret
Det behøver heller ikke at være beboerne fra Dankike, der er flyttet. Det kan også være at besejlingsforholdene i Vadehavet har ændret sig. Det er især fundet af nogle sjældne mønter i Dankirke, der forbinder stedet med Ribe.
Masser af møntfund
Man har fundet 38 romerske denarer og 3 merovingiske (farnkiske)sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600 – tallet. Og så har man fundet otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet.
Disse mønter blev udelukkende brugt på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende fra fremmede lande lagde til med deres skibe. Hvis Ribe overtager handelspladsen, må det være sket omkring år 700, for da ophører de rige møntfund i Dankirke.
Fund af gammel brønd
Den ældste bebyggelse omkring Ribe Å starter også på dette tidspunkt. Det ved man, fordi der fra omkring det tidspunkt fandtes de samme sjældne sceattes her.
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker, fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.
Og jernet kom antagelig fra Drengsted og Snorup.
En beskeden træbrønd kan tidsfæstes mellem år 704 og 710.
Hvad betyder Ribe?
Mon der har ligget flere handelspladser langs vestkysten, som vi ikke har kendskab til i dag? Arvetageren Ribe har haft samme position som Hedeby. Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. Det passer jo meget godt til, at handelspladsen i Ribe bestod af mindst 70 smalle boder.
Willibrock
Det er ikke meget skriftligt, vi har fra denne tid. Men vi har nogle erindringer fra den engelske missionær Willibrocks liv. Han døde som frisernes ærkebiskop i 739. Cirka 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin en beretning omhans liv. Egentlig får man ikke så meget ud af det. Det er en skildring uden tid og sted. Det er en samling mirakelfortællinger.
Men det er da fristende og antage, at Willibrock også steg i land ved Ribe Å.
Dengang havde Ribe, vestkystens bedste landingssted.
Blomstrende by i 700 – tallet
Ribe var en blomstrende by i 700 – tallet. Her var masser af håndværkere. Man har fundet importeret glas, lertøj og møllesten. Endvidere er der fundet 194 sølvmønter præget i handelsbyen Dorestad. Mellem denne handelsby og Ribe voksede kontakten op gennem 700 – tallet.
Tildeling af jordstykker
Meget tyder på, at på det område i Ribe, hvor håndværkerne arbejdede blev udlagt regelmæssig før 710. På nogle afgrundene blev det samme håndværk udført år efter år. Der må have været et system med tildeling af jordstykkerne. Formentlig er det blevet administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren. Håndværkerne havde ikke meget ly og måtte arbejde i det fri. Om vinteren var markedspladsen antagelig ofte udsat for oversvømmelse.
Skt. Nicolai Gade
Markedspladsen lå med lange smalle parceller på begge sider af den nuværende Skt. Nicolai Gade. Man kalder den også for Danmarks første gågade. Resterne af den plankebelagte gade ligger stadig nogle meter under den nuværende gade. I denne gade var der gjort store fund fra vikingetiden. Måske var det en stormand eller friserne, der anlagde markedet.
Lidt nordøst for markedet er der fundet 30 grave fra 700 – tallet. Her er der fundet kamme, hesteudstyr, nøgler, knive, glasperler m.m.
Tilladelse til kirke
Hrok den Anden (konge fra 856) gav tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og at en præst måtte bo her. Ansgar blev modtaget ved hoffet, men kongen blev ikke døbt. Det beklagede paven i 864.
Sikret for stormflod
Udgravninger har fastslået, at den tidligste aktivitet foregik på et lidt højere liggende sted nord for byen. Hidtil har man antaget, at det var i den sydlige del, der hvor domkirken senere er blevet anlagt.
Grunden til at man valgte det nordlige sted var sikkert, fordi, at her var man sikret for stormfloder.
Hedninge og kristne, side om side
Men der bliver stadig gjort nye fund ved Ribe. Gennem de seneste årtier er der rejst tvivl om Danmarks Kristning. Harald Blåtand tilskrives normalt æren. Til minde om troskiftet lod han den store Jellingsten rejse omkring år 965.
Endnu igangværende udgravninger ved Ribe Domkirke har imidlertid påvist en kristen kirkegård, som er væsentlig ældre og hvis grundlæggelse snarere skal tillægges missionæren Ansgar.
Meget tyder på, at hedenskab og kristendom har kunnet eksistere side om side i hvert fald i dele af landet. En anden historie fortæller, at det var Harald Blåtand, der gav tilladelse til opførelse af en kirke i 935. Denne kirke stod klar i 950.
Helårshuse fra 750
Jordlodderne var omgivet af grøfter. De ældste bygninger, der var beregnet til helårsbeboelse, som man har fundet resterne af, stammer fra år 750. I 800 – tallet blev bygrænsen markeret af en simpel grøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar.
Forsvar
I 900 – tallet var grøften blevet afløst af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente som forsvarsvold. Skriftlige kilder bekræfter, at Ribe var en vigtig by i vikingetiden. Men voldene hjalp ikke meget i 1043, da byen blev plyndret af venderne.
Heste – og kvægtransport
I 1100 – tallet var byens areal fordoblet. Vold og voldgrav var nu blevet forstærket med palisader. Byen havde skibsfart til Norge og Østersø – landene.
Mange af de dyreknogler man har fundet stammer fra får. Dem holdt man får uldens skyld. Og store mængder af kogødning tyder på, at der her var kvæg beregnet til eksport.
Overraskende er det sikkert, at allerede i 700 – tallet var der gang i heste – og kvægtransport fra Ribe. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove. Dengang rummede skovene mange egetræer.
Antagelig er også dyreskind fra hele Skandinavien blevet eksporteret fra Ribe. Skindene var bedst fra de koldeste egne
Udgravninger viser, at Hedeby for 800 – tallet og 900 – tallet blev mere betydningsfuld end Ribe.
Økonomiske og politiske centre som Jelling og Ribe var forbundet til Hærvejen via sideveje og – spor.
Riberhus
Det er muligt, at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar. Hans far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område, der ikke nærmere kan ikke lokaliseres i dag.
I 1115 anlagde Kong Niels Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af domkirken.
Man mener, at slottet bestod af en række sammenhængende huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. De tykke mure og voldgraven gjorde det svært at indtage borgen. Når man skulle ind på slottet måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.
Ribe Domkirke
Ribe Domkirke blev opført af tufsten, som er en vulkansk stenart fra Rhin – egnene. Det kom til Ribe som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.
På et tidspunkt havde byen tre klostre.
Ribe Domkirke hedder egentlig Vor Frue Kirke Maria. Og en anden historie end de vi lige har fortalt, fortæller, at det var Biskop Thure, der startede med at bygge den omkring 1150. Den er bygget over den ældre kirke vi omtalte i indledningen.
Og i Maria kirken blev kong Erik Emune begravet. Han var blevet dræbt under et tingmøde.
Rundetårn kunne ligge på tværs
Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårnet kan ligge på tværs derinde.
I 1177 blev bisp Stephan begravet i kirken. Man siger, at syge kan blive helbredt ved at stå ved hans grav.
Bevidst byplanlægning
Byens grundtræk er præget af udbygningen i 1200 – årene. Havnen lå ved åbredden og blev domineret af borgen. Byen med domkirken er klart adskilt fra borg – området. De buede gadeforløb er sikkert bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt at fordele lyset ligeligt mellem husene. Gaderne er orienteret efter tre punkter, overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.
Antallet af stenhuse var da allerede meget stort.
Det må antages, at omkring 1200 var Ribe, Danmarks vigtigste by. Affald flød i byen, man boede tæt, og det var ikke særlig befordrende for helbredet.
Dronning Dagmar
I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark. Hun døde meget ung, kun 23 år gammel i barselssengen i Ribe. I en kendt folkevise hedder det:
Brylluppet blev holdt på Riberhus. Dronning Dagmar ønskede sig ikke smykker. Eller andre rigdomme. Hun ønskede, at de mange fanger i Valdemars fængsler blev givet fri. Og at bøndernes skat blev sat ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker.
De vantro dræbte biskoppen
Den frisiske præst Leofdan blev den første bisp i Ribe. De vantro forfulgte ham, og dræbte ham med spyd, da han satte over en å. Ja denne skæbne kan man læse i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230. Leofdan blev begravet på den hellige jomfrus kikegård. Senere blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del.
Denne Leofdan optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse.
1246 var et forfærdeligt år for Ribe. Borgerkrigen blussede op. Og der skete store ødelæggelser.
Riber Ret
Til vore ældste byretter hører Tønders fra 1243. den var identisk med Lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som var stadfæstet af kejser Frederik den Anden, konge af Jerusalem og Sicilien, rummede adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for Jydsk ret. På længere sigt fik Tønder stadsret betydning , fordi den på en lang række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269.
Fordi Ribe var en travl by, var det vigtigt med faste retningslinier. Erik Klipping stadfæstede Riber Ret. Den blev væsentlig strengere end Jyske Lov. Et mord kunne man ikke betale sig fra. Det var dømt hængning. Vareforfalskninger eller forkerte opmålinger førte også til døden. Grunden til den hårde straf, var sikkert fordi Ribe var handelens by.
De gejstlige kunne dog ikke dømmes af denne ret. De blev dømt af biskoppens egen domstol. Første gang, vi hører om denne domstol er i 1145.
Et gammel ordsprog viser også, hvor frygtet denne Ret var:
Den ældste Riber Ret bestod af 60 artikler, men efterhånden blev den udvidet til 123. Tyvenes arvinger måtte afstå hele deres arv til byen og fogeden. Selv det at forfalske honning førte til galgen. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld. Dette skulle være sket ved at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende.
Mord på Christoffer
Der er sket mange mord i Danmarkshistorien. Og en af disse skulle angivelig være sket på Christoffer i 1259. Han regeringstid var kort og helt opfyldt af arvefjenden Abels tilhængere. Heri indgik hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Om det var en pludselig opstået sygdom eller om han var blevet forgivet. Det er spørgsmålet? Men det sidste kan sagtens forklares med den politiske situation, dengang. Hans dronning, Margrete Sambiria levede ind til 1282.
Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit leje inde i selve domkirken. Ærkebispen ville gerne hav en forklaring på dette. Og Ribe – biskoppen forklarede, at kongen på sit dødsleje viste tydelige tegn på anger. Han havde åbenbart også haft tid til at give løfte om at genoprette den krænkelse, han havde forvoldt ærkebispen.
Tårnet styrter sammen
Julemorgen 1283 styrtede store dele af borgertårnet på Domkirken sammen. Man havde ikke så mange penge til at genopbygge den, så den blev 12 meter kortere.
Det spændende er også at Kong Valdemars Jordebog, blandt andet indeholder en rejserute fra Ribe til Jerusalem. Afskriften er foretaget af Sorø Klosters skrivestue omkring år 1300.
Vægterordning
Vægterordningen fandtes allerede i 1300 – tallet. Ja de patruljerede i Ribes gadehelt frem til 1902. De sørgede for ro og orden i gaderne. Og hver time sag de et vægtervers.
Bykloster
En af de bedst bevarede middelalderlige bykloster i Danmark finde vi også i Ribe. Det er Sortebrødreklosteret. Det kaldes også dominikanerklosteret. Det nederste stokværk er fra omkring år 1300.
Munkene måtte ikke eje noget. Klosteret blev finansieret af gaver og almisser fra befolkningen.
Lyst i band
Den 12. marts 1350 blev ridderen Lage Rød lyst i band af bispen i Ribe. Hans forbrydelse var, at han sammen med medskyldige havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels Ribe – kirken men også taget forskellige sognekirkers ejendom.
Det var også omkring dette årstal, at Den Sorte død ramte byen.
Dronningen købte slottet tilbage
Slægten Limbek holdt både med den danske og holstenske side. Man vidste aldrig, hvor man havde dem. Det handlede hvis om, hvad der bedst kunne betale sig. I 1399 kunne Dronning Margrete den Første således købe Riberhus tilbage. Ja og i 1411 var det sågar Limbek – slægten, der skyldte dronningen penge.
Brand i kirken
I 1400 – tallet faldt indbyggertallet i Ribe. Det skete blandt andet som følge af pestepidemier.
I 1402 bredte en brand sig til domkirken. Det var efter denne brand man tilføjede et ekstra skib.
Hr. Peder til Riberhus
Igennem næsten et helt liv var Peder Nielsen til Ågård dronning Margretes nærmeste rådgiver. I længere tid var han lensmand på Riberhus. Han kaldte sig Hr. Peder. Men se det havde ikke gået i 1526, da forlangte Frederik den Første, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne. Hr. Peders efterkommere kiggede på deres våbenskjold med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da lægten Gyldenstierne.
En anden Peder blev i 1409 biskop i Ribe. Det var Peder Lykke fra den dengang beskedne sjællandske lavadel Bille. Slægten opnåede med dette en anseelig position, som endte med en titel som ærkebiskop i Lund.
Kong Erik holder vigtigt møde
Kong Erik henvendte sig omkring midsommer 1421 til alle tre landsting. Her fik han udførlig vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Den jyske forsamling trådte ikke sammen i Viborg, men i Ribe. Har mødte samtlige jyske bisper, en store skare af nørre – og sønderjyske adelsmænd, samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Også en række nørrejyske købstæder var repræsenteret.
Det blev udtalt:
Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne. Man skulle våbenduelighed og godsadministration. I Ribe Stift var det Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel der flokkedes om bispestolen. Talrige ægteskaber blev indgået på Bispegården. Iver sørgede så for en passende forlening af bispegods.
I 1443 blev Christoffer af Bayern kronet i kirken . Det var en spektakulær begivenhed.
Adelen havde fortrinsret
I praksis havde både kongen og bispen indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Paven forsøgte at få indflydelse i Ribe, men det lykkedes ikke. Det var kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et nyt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.
Ofte var det sønner af stiftets fogedadel, der fik de bedte stillinger.
Også i Ribe fandtes en stadskælder med monopol på udskænkning af importerede kvalitetsdrikkevarer. Overskuddet gik ofte i borgmestrens og rådmændenes lommer.
Gejstligt centrum
Ribe Domkirkes massive nordtårn tilhørte ikke selve domkirken, men ansås for at være købstadens. Den brugtes, som det også var tilfældet i udlandet som vægtertårn. Her hang også byens stormklokker. Indtil man i 1448 fik et nyt rådhus fungerede tårnet vist nok som en slags arkiv. Byens borgere brugte i ældre tid tårnet til at opbevare værdigenstande i.
I 1460 var Ribe et gejstligt centrum. Der var fire klostre med kirker udover domkirken samt seks andre kirker og helligåndshuse. Byeen var kongesæde i Valdemarerenes tid.
Riber omgang
Omkring år 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift. Munk – slægten overtog bispestolen, og dermed de bispelige forleninger.
Det var også omkring det tidspunkt, hvor Riber Ret benådede en førstegangstyv til blot at mist et øre. I gentagelsestilfælde var galgen ham vis.
Ribe Domkirke var vokset til at være femskibet. Men det er nok de færreste der ved, at syd for kirken fandtes en lukket gård omgivet af Riber Omgang. Den er nu næsten helt forsvundet. Men det var her, der befandt sig retslokaler.
Borgerskabet promenerede i kirken
Og domkirken var så stor, at her kunne borgerskabet promenere i. Det indebar så den fordel, at de ikke skulle træde på al den affald, der var i gaderne.
Hårdt at være bisp
De enkelte bisper havde en vis mulighed for indkræve skatter. Og selv om de havdestore indtægter fra deres gods, var der også mange udgufter. Således kom mange bisper i en betrængt situation, når paven forlangte drøje udnævnelsesgebyrer. Omkring år 1500 udskrev Ribebispen således en gylden af hver sognekirke tre år i træk. Ja han forsøgte endda, at gøre ordningen permanent.
Sørøverjagt
I middelalderen foregik der mange henrettelser i Ribe. Bødelens sværd var udstyret med blylodder, for at gøre slaget ekstra tungt. I 1500 – tallet var sørøveri i Nordsøen en stor plage. Siden Valdemar den Stores tid havde det været skik, at halshugge sørøvere, og sætte deres afhuggede hoved på stager ved havnene indløb til skræk og advarsel for ligesindede.
En af de mest kendte sørøvere var Morten Thode. Ham og hans mænd blev halshugget den 6. februar 1555.
I 1573 vandt Hans Jessen stor anerkendelse i byen, da han fangede nogle sørøveren Alexander Hock. Hans Jessen fik tildelt 9.000 Rdl og benævnelsen Søhane for hans store heltemod.
Oprør fra bønderne
I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe. Frederik den Første skrev til sin søn Hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning Len, at man overalt er oprørsk imod gejstligheden. Det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Og det gjorde det.
Byens nedtur starter
Byens nedtur startede omkring reformationen i 1536. Næsten alle katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet.
Ribeartiklerne
Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.
Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne. :
Det var netop også i 1542, at Hans Tausen blev biskop i Roskilde. Han oversatte bibelen til dansk og skrev en samling af prædikener, der blev udgivet. Han skrev også nogle enkelte salmer.
Storhedstid
I en tysk bog med europæiske byprospekter fra 1598, er der også et stik fra Ribe. Byen er fremstillet med studedrift i forgrunden. Det er et vidnesbyrd om, at byen havde et internationalt ry. Til højre ses Riberhus, der blev ødelagt i svenskekrigen 1658. Kun pramme og småskuder kunne sejle op af åløbet og lægge til ved byens skibsbro. De større skibe måtte blive liggende uden for åmundingen eller benytte Rømøs havn.
Stakkels mand
Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer. Det gav for eksempel Ribe Ret hjemmel for, at horekarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med snor i penis.
Taarnborg
Omkring 1570 – 1580 blev Taarnborg opført. Dengang var bygningen omgivet af stalde og lader, selv om den lå inde i byen. I dag har den lille byherregård et tag af rødt tegl. Man har i bygningen fundet træbjælker, de rkan dateres tilbage til starten af 1500 – tallet. Til Taarnborg hører også et mindre bindingsværkshus. Kaldet Hundehuset. Det er fra midten af 1700 – tallet. Her har blandt andet været posthus. Jo og så var det også her salmedigter og biskop Hans Adolf Brorson boede.
Storbrand
Den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forsvandt i flammerne. Der tales om, at 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde.
De fleste af Ribes huse var tækket af strå. Men der var strenge bestemmelser om hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys. Når der var marked måtte man ikke have ild i ølboderne eller i staldene ud for Nørreport. Rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end uden byens porte.
Men mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry var den store katastrofe indtruffet. Brandet gav anledning til at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog borgmester og råd:
Året efter anskaffede byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset. Men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte. Den blev købt i Tønder og kostede 135 Daler.
Folkeviser
Anders Sørensen Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. I 1581 bosatte han sig i Ribe. Hvor langt han egentlig nåede med sin Danmarkshistorie vides ikke. Hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728. Han nåede dog at udgive et værk bestående af 100 folkeviser i 1591.
To vægtere blev slået ihjel
I 1593 blev Harder Jepsen dømt for at have stukket to af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker. Og hovedet sat på en stage. , så alle og enhver kunne se, hvad der sker, når man forgriber sig på myndighederne.
Den store menneskedrukning
Med jævne mellemrum er Blanke Hans skyllet ind over marsken od ødelagt huse og veje og drevet folk op på højtliggende steder for at redde livet.
På Skibbroen står en stormflodssøjle. Den viser, at vandet i 1634 stod godt seks meter over normal vandstand. Det var under Den store menneskedrukning. Dengang druknede mindst 8.000 mennesker og mange tusinde husdyr.
Selv inde i Domkirken stod vandet højt. Pillen bag ved prædikestolen viser at vandet stod 170 cm over gulvhøjde.
Pest
I 1659 brød en voldsom pest ud, 900 udkom. I 1650 boede der 3.500 i Ribe. Dette tal var 1672 faldet til 1.939.
Serien om Ribe fortsætter
Kilde: Se
Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om havneforhold ved Ribe: Læs
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands tidlige historie. Læs
Hvis du vil vide mere: Om Lov og ret (Riber Ret), samt hekse: Læs.
Februar 14, 2024
Sønderborg – i begyndelsen (1)
Sønderborg og Sønderjyllands historie er ikke let at forstå. Hertugdømmernes tilhørsforhold i tidens løb både til Holsten og til kongemagten skiftede. Sønderborg var længe om at komme i gang. Men et forsvarsværk var med til at sætte skub i udviklingen. Skibsfarten var også medvirkende til byens fremgang. Og i de perioder, Hertugdømmet var velhavende, steg væksten. Men ak krige og dyr indkvartering var med til at forringe hertugdømmets økonomi. Hertugen blev til sidst dømt for at være insolvent.
Modsætning mellem Hertugdømmerne og kongemagten
Sønderjyllands historie og dermed Sønderborgs historie er indviklet. Det skyldes ikke mindst de mange hertugdømmer og kongerigske enklaver. Og for bevare magten måtte hertugerne alliere sig med adelen. I historiens forløb har der ofte været modsætningsforhold mellem kongemagten og hertugdømmerne.
Abel – slægten
Vi starter lige med en indføring i de tre hertug – dynastier i Sønderjyllands historie. Så bliver det lidt lettere at følge med.
Med den ældste Abel – slægten (1232 – 1375) blev Sønderjylland et decideret Hertugdømme, skilt fra resten af Danmark.
I 1232 gav Valdemar Sejr hertugdømmet til sin søn, Abel. Da Hertugdømmet uddøde i 1375 lykkedes det holstenerne at sætte sig i besiddelse af stort set hele Sønderjylland.
Schauenburgerne
Derefter fulgte Schauenburgerne (1386 – 1459). I deres tid blev Sønderjylland bragt i union med Holsten. Det var en union, der voksede sig stærkere og stærkere. Nu hed det ikke mere Sønderjylland, men Slesvig. Det lykkedes at knytte de to landsdele sammen. Men da hertug Adolf døde i 1459 truede unionen med at gå i opløsning.
Oldenborgerne
Med Oldenborgerne (1459 – ) der stadig findes en gren af, gik den Slesvig – Holstenske union fra at være utrolig stærk og ubrydelig til i 1779 at komme i samlet union med Danmark. Fra det årstal havde hertugerne ingen politisk magt.
Mødet i Ribe 1460
Adelen tilbød Christian den Første, at han kunne blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Riget omfattede også Danmark, Norge, Island, Færøerne og noget af tiden Sverige. Han blev valgt på et møde i Ribe i 1460.
Holsten mellem Ejderen og Elben var i virkeligheden et grevskab.
Nævnt første gang i 1256
Navnet Sønderborg nævnes første gang i et brev af 15. juli 1256. Kong Abels søn, hertug Valdemar, angav, at det var udstedt i Synderburg Alsie. Antagelig er brevet skrevet på slottet. Både slot og borg havde eksisteret længe inden.
Brevet var til munkene i Løgumkloster skrevet af hertug Valdemar Abelsøn.
Masser af fund
Fra sen jernalder kendes mange fund fra både Als og Sundeved. Bopladsfund er gjort ved Sundsmark, Hørup, Tandslet og Lysabild. Gravplads kendes blandt andet fra Nørreskoven.
Nydam – fundet
Det store Nydam – fund minder om krigeriske begivenheder i området. Og resterne af en bygning kan dateres til jernalderen. Og fra vikingetiden er der gjort især gravfund. Her skal nævnes gravpladsen ved Ketting. Men også mange andre steder fra, for eksempel Nostvedvraa, Holm, Kasmusmølle og Broager.
Skibssætninger er fundet ved Stolbronæs og Dyndved.
Bebyggelse i lang tid
Alt tyder på, at der gennem hele perioden har været en tæt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til efter år 1000.
Det kan vi også konkludere, når vi kigger på stednavnene.
Hovedvejene øst – vest og nord – syd har allerede været brugt i vikingetiden.
Brovold
De første tilløb til rigtige bydannelser skete omkring Augustenborg Fjord. I 1100 tallet opstod der omkring en markedsplads et samfund, der kaldtes Brovold ved landsbyen Bro ved Augustenborg.
Noget tyder på, at Nordborg allerede eksisterede. Måske var det den borg, man kaldte Alsborg.
Venderne angreb
I Vikingetiden udgjorde venderne ingen fare, men efterhånden som vikingernes magt ebbede ud, forekom flere og flere plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var Danmark meget udsat.
Modstand mod venderne
Efter at Valdemar den Store var blevet konge lykkedes det ham sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod venderne. Alt tyder på, at borgen på øen i Alssund var en del af dette forsvar.
Talrige gange blev borgen udvidet.
Humletorvet – det første tov
Alt tyder på, at Sønderborg dengang slet ikke eksisterede. Fra selve byområdet er der kun gjort et enkelt fund. Det var en mandsfigur af bronze. Den er fundet ved udgravning af Strandvejen 3 og stammer fra Rhin – området fra 2 – 300 e.Kr.
Ved Middelalderens begyndelse boede der ingen på skråningerne ned mod Alssunds sydlige del.
Humletorvet har været byens første tov. Arkæologiske udgravninger har vist, at der her i slutningen af 1220 – tallet har ligget en åben plads med en brønd.
Byen vokser
Den beskedne by voksede i løbet af 13 – 1400. Store og Lille Rådhusgade mødtes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsatte i Perlegade.
Klog hertuginde
Omkring 1358 rykkede Valdemar Atterdag over til Als efter at have indtaget Langeland. Han belejrede Sønderborg, der blev forsvaret af hertugens hustru, hertuginde Regitse.
I den sjællandske krønike kan man læse:
Og Valdemar faldt åbenbart for hendes charme. Hun kunne beholde borgen, såfremt, der ikke blev skudt på ham fra den. Hertugen måtte også kun opholde sig her en 2 – 3 dage og ikke med mere end 20 mand.
Borgen skabte byen
Som i alle gamle byer er kystlinien udvisket af århundreders opfyldning. Både Sønderbro og Nørrebro er ligesom Søndergade anlagt på opfyldt areal.
Man har under disse anlægsarbejder fundet noget keramik, men det er ikke ældre end fra ca. år 1500.
Først efter anlæggelse af en borg i den sydlige indsejling til Alssund gav baggrund til, at der skabtes en by på stedet.
Hvornår blev borgen anlagt?
Hvornår denne borg blev anlagt vides ikke. I Helmolds ”slaviske krønike” nævnes et vendisk overfald på Als. Måske gav dette anledning til anlæggelse af borgen. Nogle har ment at overfaldet skete 1168 og at anlæggelse af borgen skete i 1169, men det er det dog ikke belæg for. Der skete flere angreb mod Als.
I kalkmalerier i Lysabild genfortælles Helmolds historie. Disse er fra ca. 1425.
Ved restaurering af slottet fra 1961 – 73 fandt arkitekter ud af, at slottet med overvejende sandsynlighed kan være påbegyndt før år 1200.
Selve måde borgen var indrettet på kan så igen henføres til andre borge, der blev bygget som værn mod venderne. Disse blev opført i tidsrummet 1150 – 1200.
I de følgende århundrede blev Als og Sønderborg et stridsobjekt mellem den danske konge og hertugen af Slesvig.
Sort byggeri
Dengang lå borganlægget på en lille ø i Alssund. Det må have krævet udsædvanlig mange håndværkere. Man har måttet lave anlægsbroer til skibe med materiale langvejs fra.
Fiskere er antagelig flyttet hertil i beskyttelse bag borgen. Og håndværkerne til byggeriet har antagelig boet her her hele året.
Træskure og telte blev afløst af helårshuse. Men nogen stor by, har det ældste Sønderborg aldrig været.
Kirker
Omkring 1250 rejstes en lille kirkebygning af teglsten på bakkerne bag slottet. Den første kirke var viet til Skt. Nicolai. Hertugerne Valdemar og Henrik stiftede et særligt alter viet til Skt. Gertrud.
I 1466 nævnes desuden tre andre altre indviet til henholdsvis Skt. Paul, Skt. Peder, og Skt Erasmus.
Væbneren og borgmestren i Sønderborg Peder Stød og hans hustru Katerine grundlagde i år 1400 et Mariaalter i kirken.
Stort bryllup i 1340
I 1340 var der på slottet afholdt bryllup mellem den senere Valdemar den Fjerde (Atterdag)og hertugens søster, Hedvig.
Rosengade
En gade fra middelalderen førte fra kirken ned til vandet. Den havde samme forløb som nutidens Rosengade.
Stjernegade og Slotsgade
Humletorv lå i kort afstand fra både kirke og havn. Herfra gik den korte gade, der nu hedder Stjernegade hen til kirken, og den lidt længere gade, der i dag hedder Slotsgade løb ned ad bakken mod vest. Her boede håndværkere og handlende.
Søndergade og Brogade
Fiskere og søfolk har nok snarere slået sig ned langs vandet, det vil sige ved skrænterne bag Søndergade, fra Brogade hen i mod Nørrebro.
Handel i Flensborg
I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved lov til at handle i Flensborg. Det tydede på, at der ikke rigtig var kommet gang i Sønderborg endnu.
Kongelig del
Fra 1460 indgik slottet i den kongelige del af Hertugdømmerne. Den blev ofte brugt af Kong Hans og Christian den Anden.
Orlogsværk og to skibsbroer
Omkring 1510 anlagde Kong hans et orlogsværk nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes opfyldninger ud for Brogade.
Helt op til 1870 havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.
Eksil i 8 år
Christian den Anden var konge fra 1513 til 1523. Et opgør i den jyske adel fik ham til at forlade landet og søge hjælp hos svogeren, Kejser Karl den Femte.
Dette eksil varede i over otte år. Først i efteråret 1531 lykkedes det Christian at få overtalt kejseren. Han forsøgte derefter at generobre Danmark – Norge. Men forsøget mislykkedes. Han blev arresteret af sin efterfølger på tronen, farbroderen Frederik den Første.
En god vandrehistorie
Her levede han dog i perioder under fyrstelige forhold, men i perioder var han dog også under stærk bevogtning. Rygter om, at den afsatte konge skulle have slidt en rille i et rundt om et stenbord med sine fødder på slottet, samt lavet en fure i stenbordet med sin finger er grundløse, men trods alt en god vandrehistorie.
Fornem fange
Han deltog således i adskillige jagter på Als. Han blev behandlet efter sin rang. Han havde flere rum til sin disposition og et lille tjenerskab. Han havde sin egen kok, og unge adelsmænd vartede ham op. Et af tårnværelserne blev benyttet som den fornemme fanges soveværelse.
Det tog hårdt på kongen
Fangenskabet tog dog hårdt på den afsatte konge. Desuden døde hans eneste søn, Hans i Tyskland. Sorgen, fængselslivet og kedsomheden nedbrød efterhånden Christian den Anden, der henfaldt i druk og melankoli.
I 1549 blev han overflyttet til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han døde den 25. januar 1559, næsten 78 år gammel.
Udbygning af slottet
I årene frem til 1570 blev der opført fire fløje langs de middelalderlige ringmurers indersider.
Skt. Jørgensgården
Gennem middelalderen var Sønderborg en ganske lille by. Den blev kun nævnt i forbindelse med dens borg.
Men i løbet af ca. hundrede år nået byen dog en stor udstrækning. Det minder St. Jørgen hospitalet om.
Kirken var 16 meter bred, det var en treskibet kirke ca. 18 meter lang, dertil kom et smallere kor på 5 – 8 meter. I forbindelse med kirken var der en del andre bygninger, som i dag er helt forsvundet. Et hus fra 1400 – tallet som dog hørte til hospitalets ældre del, blev nedrevet i 1931.
Skt. Jørgensgården nævnes første gang i et testamente fra 1307. Når hospital og kirke nævnes i 1307, siger det noget om byens udstrækning. Antagelig har Skt. Jørgensgade og Kirkegade eksisteret dengang. Måske også Stengade og Liliegade. Også Mariegade og Æblegade kan spores langt tilbage.
Der findes det berømte bykort fra Sønderborg fra 1649. Her kan må få en forestilling om byens ældste gadenet.
Stort bryllup
Den 24. juni 1340 blev junker Valdemar viet med hertug Valdemars søster Hedvig. Den strid, der havde været mellem Abel – sønnerne og Kristoffer den Førstes slægt gennem 88 år, skulle med brylluppet bringes ud af verden.
I den ældre middelalder blev det lille slotssamfund sammen med Als ikke betragtet som en del af hertugdømmet Slesvig.
Byvåbnet
Byvåbnet, der utvivlsom er betydelig ældre end det først kendte gengivelse fra 1644, viser en rød bygning (slottet) og derunder en række blå og hvide bølgelinier, som antyder naboskabet med Als Sund.
Første byvedtægt?
Det er uvist, om Sønderborg nogensinde har haft en skrå (Byvedtægt). Men alt taler for, at byen som andre købstæder har haft sine retslige og økonomiske privilegier.
Opvækst
I slutningen af 1500 – tallet og i begyndelsen af 1600 – tallet oplevede Sønderborg en hvis opblomstring. Væksten startede i den nordlige bydel.
Omkring år 1500 lod Kong Hans sin orlogsflåde udruste hos skibsbyggerne i Sønderborg.
Forsvarsværk færdig i 1530
Hele forsvarsværket omkring Sønderborg Slot blev afsluttet med anlæggelse af et stort forborgsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette stod Sønderborg som en af de stærkeste borge i landet.
Kirkelig strid
I 1559 var der opstået en strid vedrørende Als og Ærø. Dronning Dorothea udøvede kirkelig højhed over Sundeved, men ikke over øerne. Dronningen, der var Christian den Tredjes enke overtog samme år byen og slottet, som en del af sit enkegods.
I 1566 udnævnte dronningen dog en fælles provst for Als og Sundeved.
Kongen protesterede kraftigt, men accepterede, at provsten kunne fortsætte, bare det blev i kongens navn.
Kongen forærede 7.500 liter vin
Hertug Hans den Yngre og Elisabeth fejrede bryllupsfesten i Flensborg i august 1568. Frederik den Anden kunne ikke være til stede på grund af Syvårskrigen. Men han havde dog foræret 7.500 liter vin. Hans den Yngre var yngste søn af Christian den Tredje.
Nogle uger senere foregik selve brylluppet på Koldinghus, hvor enkedronning Dorothea havde sit hovedsæde.
Efter brylluppet flyttede det unge hertugpar ind på Sønderborg Slot.
Penge til Hans
Frederik den Anden var ikke begejstret for, at Hans inden Syvårskrigens afslutning fik sin egen husholding. Og først i 1570 fik Hans sin første rate. Og de penge fladt på et tørt sted.
Der var to hoffer på Sønderborg Slot. Dorthea havde iværksat en omfattende modernisering af Koldinghus. Derfor var hun flyttet til Sønderborg.
Arven betød, at Frederik den Anden kunne indløse sin gæld til Hertug Hans. Knap var dronningen død i 1571, før han udnævnte en ny provst på Als. Han anfægtede dog ikke Hans den Yngres kirkelige højhed i Sundeved og Holsten.
14 børn
Det var gang i de unge hertugpar. Således fødte hertuginde Elisabeth i løbet af de næste 16 år 14 børn. Hun døde i 1586.
Stor arv
Hans kom dog til lidt penge, da hans farbror Hans den Ældre døde i 1580. Han arvede ikke mindre end 348 gårde. I 1571 ved Dortheas død kunne han overtage 1.000 gårde.
Hans den Yngre købte nu adelen ud. I år 1600 købte han det sidste adelsgods Søbo (senere Rumohrsgård) i Ketting Sogn.
Sønderborg på vej frem
Fra 1571 da Sønderborg var blevet hovedsæde i hertugdømmet gik det fremad. Handel og søfart blomstrede. Byens indbyggertal steg. De gunstige forhold betød en ikke ubetydelig indvandring.
Konge død efter bryllup
En ægteskabskontrakt blev indgået med fyrstedatter, Agnes Hedvig af Anhalt og hendes familie. Hun var kun 14 år gammel.
Hertug Hans den Yngre og Agnes Hedvig blev gift den 14. februar 1588. Under de daglange fester flød mad og drikke i så store mængder, at den livsglade Frederik den Anden blev noget svag.
Hans tilstand på hjemrejsen blev forværret. Kongefamilien måtte gøre ophold på Antvorskov Kloster. Her døde han.
Købstadsrettigheder fornyet
I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder. Hans den Yngre giver byen en markedsordning. En skatteliste fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde en væsentlig del af byens borgere.
Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i disse skattelister.
Ny kirke
Skt. Marie Kirke blev opført 1595 – 1599. Det afløste det middelalderlige Skt. Jørgens Kapel. Dele af dette kapel indgik i den nye sognekirke, der i løbet af 1700 – årene fik sit nuværende navn.
En kamp for rettigheder
Hertug Hans forsøgte hele tiden at kæmpe for sine rettigheder, men blev afvist hver gang. Hans største modstander var statsholderen i Hertugdømmerne, Henrik Rantzau.
I over 30 år foregik en retssag mellem byerne Lübeck og Hamborg. Hertug Hans havde anlagt en vildtbane, der gik tværs over hovedvejen mellem Lübeck og Hamburg. Han havde ansat folk til åbne og lukke lågerne. Men det ville borgerne ikke finde sig i. Hvordan retssagen endte, står lidt uklart.
Agnes Hedvig fødte ni børn
Agnes Hedvig har sikkert været beklemt, at blive stedmor til de mange børn. Men efter sigende levede de et lykkeligt ægteskab. Hun fødte han ni børn.
Hun døde af tuberkulose i 1616. det var seks år før hendes ægtefælde.
Skipperlav
Søfart var vigtig for Sønderborg. Byen havde sit eget skipperlav. I begyndelsen af 1600 – tallet fik man lavet en ny fane, som skulle illustrere den bibelske fortælling om Jonas. Og Jonas blev som bekendt reddet af hvalen.
Mini – hertugdømme
Sønderborg Slot blev efter Hertug Hans den Yngres død i 1622 hovedsæde for et minihertugdømme, der omfattede den sydlige del af Als med Sønderborg by og Sandbjerg Gods. I Sundeved.
Hertugdømmet omfattede en købstad, seks herregårde, godt 350 bondegårde og et par hundrede huse. Og hertugen blev ikke så populær, da han inddrog Sønderborgs bymark og lagde den under slottets ladegård.
Vogtede over rettigheder
Hertugerne af Sønderborg, Nordborg og Glücksborg havde samme status. Men den beskedne status gjorde det til en kamp at opretholde et hertugdømme. Reel politisk betydning havde disse småhertugdømme dog ikke. Men hertugerne vogtede nidkært over deres rettigheder, som fremhævede dem over almindelige adelige godsejere.
Opdeling
Ved sin død havde Hertug Hans den Yngre splittet sit i forvejen lille hertugdømme op i fem mini – herredømme. Han havde ønsket, at der ikke skulle være strid mellem sønnerne. Han er antagelig den person i Sønderjyllands historie, der har nedlagt flest gårde. Og bønderne betragtede ham som nådesløs. Hans hertugdømme have omfattet besiddelser fra Pløn i Holsten til Nordborg og Ærø i Nordslesvig.
Hovedresidens
Hovedresidensen på Sønderborg Slot fik tildelt et territorium, der kun omfattede Sønderborg by med den sydlige del af Als og Sandbjerg i Sundeved.
Hans havde bestemt, at dette hertugdømme, som var en tung arv, skulle overgå til den næstældste søn, Alexander. Senere blev det dennes søn og sønnesøn.
Stamfar til kongehuset
Det lille sønderborgske hertugdømme var hurtig forgældet. Alexander havde stiftet gæld allerede som godsejer i Westfalen. I Sønderborg var det tyngende udgifter.
Alexander nåede kun at være hertug i fem år, han døde som 54 – årig. Han satte dog sine spor. Han blev stamfader til en fyrsteslægt, hvorfra de Augustenborgske og Beck – Glücksborgske hertugdynastier kom til at udgå. Hermed blev han stamfader til det nuværende danske kongehus.
Med fyrstelig pragt
Sønnen Hans Christian forsøgte efter bedste evne, at leve op til forventningerne som fyrste. Han blev standsmæssig gift med Anna af Oldenburg. Han fik også sin søster gift ind i samme nordtyske fyrstefamilie.
Hans Christian deltog også med sine to brødre i Christian den Fjerdes store Bilager, hvor kongen fejrede sin søn, den udvalgte prins´s bryllup.
De tre unge herrer var ledsaget af en kæmpe antal ledsagere. Det samlede antal ride – og vognheste var på 41. Jo den sønderborgske hertug forsøgte trods tyngende gæld, at omgive sig med fyrstelig pragt.
Sikkerhed dyrt købt
Torstenssonkrigenen i 1643 – 45 medførte masser af omkostninger. Hans Christian anmodede straks kongen om beskyttelse af havnen i Sønderborg i form af et par krigsskibe. Men inden dette lykkedes, havde general Wrangel besat begge hertugdømmer. Hertugen måtte indgå en aftale med besættelsesmagten for at få ret til sejlads for skibene fra Als sammen med sin bror, hertug Frederik på Nordborg.
Denne sikkerhed blev købt dyrt.
Tvungen indkvartering
Da Christian den Fjerde påtvang indkvartering af 14 kompagnier kongeligt rytteri, førte dette straks til svensk trussel om øjeblikkeligt angreb på Als.
Det endte dog med et forlig, hvor de to hertug – brødre måtte betale månedlige bidrag til den svenske flåde indtil krigens afslutning i 1645.
Men indkvarteringen af de kongelige tropper belastede den i forvejen trængte økonomi.
Hans Christian døde efter 20 år som hertug i 1653, mere forgældet end da han startede.
Besat af svenske tropper
Ved faderens død var efterfølgeren Christian Adolf kun 12 år gammel, så enkehertuginden måtte tage over.
I 1657 blev Sønderborg Slot og by besat af svenske tropper.
Svenskerne flygter
I 1658 havde Danmarks allierede generobret det meste af hertugdømmerne. Men ca. 2.500 svenske tropper holdt stadig Als besat. De allierede tropper beskød Sønderborg med artilleri. Den 14. december gik den allierede hær over Alssund.
Rytteriet svømmede over i det iskolde vand, mens infanteriet overførtes i små både. Det lykkedes dog en del af de svenske tropper at flygte af søvejen.
Det var kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandeburg der stod i spidsen for en stor styrke polske og brandeburgske tropper.
Den svenske besættelsesstyrke nåede at forlade slottet men måtte efterlade et rigt krigsbytte på ca. 1.100 heste. De fremmede landsknægte var en meget tung byrde for både hertughusene i Sønderborg og Nordborg og ikke mindst lokalbefolkningen.
Regeringen havde ikke råd
De kongelige tropper i Sønderborg blev helt til 1662. Deres tilbagetrækning blev forsinket, fordi den danske regering manglede penge. Så snart de sidste tropper var forsvundet overtog den 21 – årige Christian Adolf styret. Hans mor fik nu enkesæde på Gammelgård.
Hertugen erklæret insolvent
Kongen krævede, at der skulle svares skatter af de sønderborgske hertugers områder som resten af Hertugdømmerne. Skatterne skulle gå til det militær, kongen og Gottorp forvaltede. Hvis de ikke blev betalt, lod kongen sine tropper inddrive disse med magt.
Det var en økonomisk belastning for de små hertugdømmer. Det endte dog også med, at kongen erklærede hertugen for insolvent. Det samme skete for Nordborg.
Christian Adolf kæmpede selvfølgelig imod. Men kongen befalede sin statholder i Hertugdømmerne, Frederik Ahlefeldt, at bryde slottets port op, at besætte Sønderborg Slot med militær magt og at smide hertugen på porten. Hertugen blev afsat. Han valgte derfor helt at forlade Danmark og rejse syd på.
Troskab til den danske konge
I 1668 måtte byen Sønderborg og dens indbyggere aflægge troskabsed til den danske konge. Byen og slottet var nu atter under kronen. Epoken som hertugelig residensby var uigenkaldelig forbi.
Men Nordborg genopstod dog i 1676, for så endelig at ophøre i 1730.
Belønnet med ordner og embeder
Frederik den Anden havde overladt Sønderborg til de sønderborgske hertuger. Men ak, dets tid som residensstad blev kun kort. Krigene i 1600 – tallets midte og de skiftende besættelser medførte det lille i forvejen økonomisk udmarvende hertugdømmes konkurs. I 1667 tilfaldt det igen kronen.
Hans den Yngres efterkommere blev fradømt det fallerede Sønderborgske Hertugdømme.
Hertugerne affandt sig efterhånden med at de blev tilsidesat. De valgte at knytte sig til kongen. De blev belønnet med ordner og embeder.
Augustenborg oprettes
Det samme skete for en sidegren til den sønderborgske hertugfamilie, hertug Ernst Günther. Han tilbød at overtage hertugdømmet Sønderborg. Men dette blev afvist af kongen. Han blev i stedet i 1675 kongens amtmand. Af hensyn til hans fyrstelige rang blev det ændret til guvernør. Han havde inden oprettet et lille gods, som han kaldte Augustenborg efter sin kone.
Det efterhånden hårdt medtagne slot blev af Kronen stillet til rådighed for de skiftende guvernører over Als. Denne værdighed tilfaldt traditionelt hertugerne af Augustenborg. Så vidt vides var det kun Ernst August (1695 – 1716) der takkede ja til dette tilbud.
Sønderborg i forfald
Ved dennes fraflytning var slottet i en forfærdelig stand. Tag – og loftsbjælker var faldet sammen, så fugt og kulde trængte ned til stueetagen. Etageadskillelsen måtte overalt understøttes. Af inventar var det ikke meget tilbage, det var simpelt hen blevet knust under de sammenstyrtede gulve.
Renovering til småpenge
Sønderborg Slot var parat til nedrivning. Men den tiltrædende amtmand Friedrich Wilhelm von Platen gennemførte i årene efter 1718 en regulerende ombygning for den beskedne sum af 16,400 Rdl.
Her fik man også bevaret Dronning Dorotheas kapel, der blev opført 1570. Slottet blev til et barokslot, hvor etagerne blev gjort lige høje. Der kom nye tage og nye vinduer placeret på en række og i ensartet stil.
Op – og nedture
Havnetrafikken havde op og nedture. Det har været en livsnerve for byen. Man deltog herfra i sildeeventyret på Øresund. I 1700 – tallet sejlede Sønderborg – skippere alsisk korn til Norge. Mursten blev sejlet fra Egernsunds teglværker til København. Hovedstaden skulle genopbygges efter brandene i 1728 og 1795, samt Christiansborgs bygning i 1730erne.
Byens søfart foregik i begyndelsen på små jagter og skuder, der blev ejet af de enkelte skippere. Det var især omkring de nordtyske byer, København og Baltikum skibene gik til.
Overdraget til Hertugen af Augustenborg
I 1764 blev Sønderborg Slot overdraget til Hertugen af Augustenborg. Men mod forventning blev det ikke et residensslot. I stedet blev det lejet ud som pakhus.
Gennem 1700 og 1800 tallet stævnede store skibe ud af sundet mod Kina og Vestindien.
Og så foregik de berømte spritbåds sejladser også fra Sønderborg.
Stagnation og ulovlig handel
Frem til år 1700 var Sønderborgs erhvervsliv præget af stagnation og ulovlig handel. Men så kom der en opblomstring startende med skibsbygninger.
I sidste halvdel af 1700 – tallet findes der igen mange købmænd i Sønderborg. Flere gæstgiverier er tilknyttet forretningen.
Konkurrencen med Flensborg er dog mærkbar. Man lå i strid om, hvem der havde eneretten til handel på Als.
Forbindelse til Sundeved
Først i 1800 – tallet etableredes en trækfærge – forbindelse til Sundeved – kysten. Krigen 1807 – 14 ramte Sønderborg meget hårdt.
I 1803 havde byen 2.761 indbyggere. Dette tal var steget til 3.299 i 1845.
Langs Perlegade lå de store købmands – og håndværkergårde på rad og række. Stort set alle ejendomme var bygget som gavlhuse i en eller to etager. I bunden af de dybe gårde lå pakhuse, stalde og møddinger.
Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 50 blev slottet brugt som lazaret.
Als blev landfast
Og først i 1856 blev Als landfast med en pontonbro. Denne bro fik et meget langt liv. Men det bliver så i den næste historie om Sønderborg, vi fortæller den historie.
Kilde: Se
Hvid du vil vide mere: læs
Februar 14, 2024
Værtinden på Humlekærren
Madamme Hage var i 50 år i midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familien overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster ad gangen. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad. En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus. Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest til hende.
Hun var 50 år i midtpunktet
Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de mest kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til byens mest toneangivende borgerskab.
Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev husket for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også virke for danskheden dengang.
Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen
Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.
Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.
Familien Hage overtog kroen i 1851
Den pengestærke Knud Knudsen, der også ejede Trøjborg, overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg, han gjorde, da han forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til dette hørte et anseligt brændevinsbrænderi.
Humlekærren som er et typisk Tønder – hus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd. Der ligger en vis ro og hygge over den. I sin tid havde den vildvinsranker snoet over indgangsdøren. Der lå en egen ynde og indbydende venlighed over huset.
Masser af gæster på Humlekærren
Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte til det gamle Tønder til, rejstes.
Og den smukke ejendom findes stadig. På bænken foran har jeg ofte siddet og snakket med min far.
Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere. Huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgere, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland og senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle. I gode tider, da øllet var hver mands drik, var det en nødvendig artikel i husholdningen.
Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom den gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På store markedsdage i for- og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.
Op til 200 gæster
På gårdspladsen stod heste og vogne. I stuerne bænkede købere og sælger sig. Huset havde også et godt ry som madsted. Man huskede Madam Hages færdigheder. Hun håndterede de to håndskeder, som hun anvendte til fremstilling af de berømte boller på en speciel måde. Disse blev anvendt til den ferske suppe, der var gæstgivergårdens specialitet.
En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndelag til, når de mange munde skulle have deres portion boller.
De ville gerne ødelægge det hele
Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone. Men når gæsterne blev for højrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.
Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende:
Og bøllen, der følte sig smigret gik straks i aktivitet:
Et øjeblik efter var huset ryddet og freden sænkede sig over stuen.
På vej hjem fra Frederiksstad
De to sognefogeder Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum var af de østrigske soldater blevet afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehold ved siden af Humlekærren. Madam Hage leverede hver dag mad til de to og smuglede også aviser ind til dem.
Da de danske tropper på Fastelavns-søndag 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder blev over et halvt hundrede soldater beværtet på Humlekærren.
I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at stå i forbindelse med Landstormen. En tid mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn. Det var for at se om den var blevet brugt i nattens løb.
En dansk bank
Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd.
Det var også her at 70 af de mest fremtrædende danske mænd en sensommerdag i 1901 mødte frem for at realisere planen om oprettelse af en dansk bank. De stiftede Tønder Landmandsbank. Det var det pengeinstitut, der kom til at betyde så meget for egnens danskhed.
Humlekærren blev ikke forsamlingshus
Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, kunne de ikke finde et sted hvor de måtte få lov til at sales opstod tanken om at indrette Humlekærren til forsamlingshus. Tanken kom dog aldrig til udførelse.
Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundreder. Foruden de mange markedsgæster havde stedet sine mange stamgæster. Til dem hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte og livsglade læge dr. Jersild. Om deres metier i den gamle krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.
Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906
Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn. Den ældste søn, Andreas Hage blev dyrlæge. I 1897 overtog han hjemmet. Det var dog stadig moderen madam Hage, der blev betragtet som værtinde, indtil hun den 13. marts 1906 afgik ved døden.
Skovrøy skrev denne hyldest
Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev denne hyldest til Madam Hage:
Redigeret 14-02-24
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2024
Grethe Bartram – en storstikker
Gestapos mest effektive stikker. Angav familiemedlemmer. Medlem af DKP. Begyndte stikkervirksomhed i 1942. Var motivet – økonomi? Tjente ”gode” penge. Den århusianske modstandsbevægelse vat slået i stykker. Tæt på at blive likvideret. Mistanke længe før. Hun lå med pistolen under hovedpuden. Retssagen. Velbegavet, amoralsk, følelsesløs og løgnagtig. Grethe’ s sex – og kærlighedsliv. Forhold til fængselsbetjent. Benådet til livsvarigt fængsel. Judas’ er lader sig ikke resocialisere. Løsladt i 1956. Man kendte hendes identitet, nye navn og bopæl. Fortidens uhyggelige spøgelse. Blev Marie forvekslet med Grethe Bartram. At leve med sådan historie i bagagen. Grethe Bartram døde i 2017.
Gestapos mest effektive stikker
Under besættelsen angav hun stor mængde mennesker (70) til Gestapo. Det var hovedsageligt fra den århusianske modstandsbevægelse. Hun var Gestapos mest effektive stikker. Hun gik under dæknavnet Thora.
Angav familiemedlemmer
Hendes motiver til at angive de mange folk, er aldrig rigtig blevet belyst. Grethes familie var kommunister. To af hendes brødre kom i tysk fangenskab på grund af deltagelse i modstandsbevægelsen. Den ene endda angivet af vores hovedperson. Det samme gjaldt Grethes eksmand.
Ham, Frode blev Grethe gift med som 17-årig med kongebrev. Han var far til deres fælles søn. Det var i 1941. Allerede to år efter blev de skilt. Efter krigen blev Frode gift igen, men endte med at tage livet af sig selv i midten af 1960erne – psykisk syg.
Medlem af DKP
Grethe Bartrams forældre og deres omgangskreds var medlemmer af DKP. Hjemmet var fattigt. Hun voksede op som nummer to af otte børn. Faderen, Niels Christopher Bertram var sønderjyde. Grundet granatchok under første verdenskrig kunne han ikke rigtig arbejde. Men han havde skabt et lille værksted med cykelreparation i Klostergade i Århus.
Grethe forlod skoen som 13-årig og arbejdede et par år på De Kellerske Anstalter i Brejning før hun fik arbejde på Mammens Æskefabrik I Århus.
Begyndte sin stikkervirksomhed i 1942
Hun begyndte allerede sin stikkervirksomhed i 1942, hvor hun videregav oplysninger om sabotører til dansk politi. Via broderen fik Grethe oplysningerne. Dansk Politi udlovede en dusør på 1.000 kr. for oplysninger om et uniformslager, der blev saboteret. Sagen overgik til de tyske myndigheder.
Grethe Bartram deltog i det illegale arbejde. Hun havde fået at vide, at DKP – formanden Axel Larsen havde angivet mange under forhør, ja så mente Grethe også, at det kunne hun også gøre.
Var motivet – økonomi?
Hendes mand var udsat for en alvorlig ulykke under besættelsen, hvilket betød, at han ikke kunne forsørge den lille familie. Var det derfor hun angav venner, familie og bekendte?
Den lille søn kom i pleje hos hendes skilte mands bror.
Tjente ”gode” penge
I 1944 blev hun angiver for Gestapo i Aarhus og modtog 500 – 700 kr. om måneden: Det var, hvad hun selv meddelte. Kriminalinspektør Johannsen fra Gestapo kunne dog efter besættelsen fortælle, at hun månedlig nok fik mellem 1.200 og 1.500 kr. Et anseeligt beløb dengang. En faglært arbejder fik udbetalt 200 kr. om måneden.
Den århusianske modstandsbevægelse blev slået i stykker
Fra april 1944 bosatte Grethe sig hos havnearbejder Niels Nielsen Skovsens hjem i Rosengade. Her drev hustruen et pensionat. Her blev der talt frit om det illegale arbejde. Det fik fatale konsekvenser for modstandsarbejdet i Århus.
Hun angav cirka 53 (70) personer hovedsagelig fra den århusianske modstandsbevægelse. Hun var skyld at den kommunistiske modstandsbevægelse i Århus blev sat ud af spillet.
Ja hun startede såmænd også en ny modstandsgruppe med Gestapos vidne. Og medlemmerne i denne gruppe angav hun også.
Tæt på at blive likvideret
I modstandsbevægelsen var tilliden til hende ret stor. Således modtog hun også penge fra DKP. Men efterhånden fik de mistanke til hende. Hun fik arrangeret, at hun blev arresteret af Gestapo og anbragt i Frøslevlejren. Men det fik dog ikke fjernet modstandsbevægelsens mistanke mod hende. De forsøgte at likvidere hende. På et tidspunkt var ”Leif”, en meget aktiv likvidator så tæt på, at han kunne have skudt hende. Men han kendte hende kun fra fotos, så han turde ikke.
Den 12. december 1944 blev hun på Kaserneboulevarden søgt likvideret med et nakkeskud. Hun overlevede. Våbnet var af for lille kaliber. Hun blev indlagt i Aarhus, men af sikkerhedsgrunde overflyttet til det tyske lazaret i Fredericia. Her fortsatte hun sin stikkervirksomhed. Dette betød to likvideringer. Herfra skrev hun også til moderen:
Den lokale L – gruppe var klar til at likvidere hende. Men hun var ikke mere på lazarettet. Gestapo havde sendt hende til Tyskland som rekonvalescent. Efter at være kommet over dette virkede hun fra Flensborg. Her skulle hun udspionere marinesoldater. Man var bange for et oprør. I marts 1945 fik hun arbejde hos Gestapo i Kolding.
Mistanke længe før
Man kan undre sig over, at man var så længe om at gribe til handling, således havde maleren Thorvald Hansen undret sig over, at hun ikke længere ville tjene penge som model. Hun havde tilsyneladende penge nok. Også skrædder Anton Ovesen undrede sig over, at hun var så velbeslået. Hos ham skulle Grethe have fremstillet et legimitationskort. Ja allerede i 1943 var der opstået rygter om Grethes samarbejde med Gestapo.
Hun lå med pistolen under hovedpuden
Den 5. maj 1945 var hun i Esbjerg, hvor hun opholdt sig i Gestapos hovedkvarter, da det blev sprængt i luften. Hun blev såret, men kom sig dog hurtigt. Hun cyklede til Kolding for at søge hjælp. Men Gestapo var allerede væk fra Staldgården.
Hun ville slippe ud af landet klædt ud som Røde Kors-søster, men værnemagten kunne ikke hjælpe med dette. I stedet fik hun 25 ekstra patroner til den pistol, hun havde fået, da hun var ansat i Gestapo i Kolding. Hun flygtede til Brejning, hvor hun blev anholdt den 10. maj 1945 af modstandsbevægelsen. Da lå hendes pistol under hovedpuden.
Retssagen
Ved retssagen kom det frem, at hun havde angivet 53 personer. Af disse var 15 blevet udsat for tortur og 35 var endt i tyske koncentrationslejre. Af den sidste gruppe var otte døde eller meldt savnet. Hun tilstod de fleste forhold. Den 29. oktober 1946 blev hun dødsdømt ved Aarhus Kriminalret. Dommen blev stadfæstet den 22. februar 1947 og ved Højesteret den 4. september 1947. Anklageren sagde ved sin afsluttende procedering den 27. november 1946:
Dette kom næppe som en overraskelse for Grethe Bertram. Hun bad sin mor om at komme med kjole. Hun mente ikke at kunne modtage en dødsdom i en rød jumper. Så da hun modtog dommen, sad hun i en nydelig sort kjole med mørkblomstret nederdel og elegante sko. Hun var mere bleg end hidtil under sagens behandling.
Århusianerne havde siden morgenstunden stået i kø for at komme ind i retssalen. Alle ville se hende.
Velbegavet, amoralsk, følelseskold og løgnagtig
Under retssagen i 1946 blev der udarbejdet en mentalerklæring. Heri konkluderede amtslægen at Grethe var velbegavet, men måtte betegnes som psykopat af den amoralske type, der er selvhævdende og pralende med hang til fantasifulde og løgnagtige indfald som iværksættes uden hæmninger af nogen art. Desuden måtte hun anses for et ”noget følelseskoldt individ”.
Da Grethe blev bekendt med erklæringen, protesterede hun. Især var hun pikeret over betegnelsen ”følelseskold”.
Grethe’ s sex-og kærlighedsliv
Der har været skrevet meget om Grethes sex- og kærlighedsliv og nogle betegner hende som lystløgner. Hun skulle således have haft et forhold til sin kontaktperson Rothenborg hos Gestapo. Han skulle have udnyttet hende som et middel til at få oplysninger ud af hende. Mon ikke det er en af de mange myter? Måske stammer det fra Erik Haaest, der havde et interview med hende i 1976. I den bog, som han udgav, har han lige tilføjet en sætning om at Rothenberg psykisk tvang Grethe til sex.
Men dette benægtede Grethe blankt i et interview i Jyllands Posten i 1995.
Lidt i samme retning forholder det sig med historier om, at Grethe skulle have indgået i lesbiske forhold. Haaest har her leveret en saftig historie om højlydt sex i kvindefængslet med Anna Lund, den anden dødsdømte kvinde, som kilde. Men kan det nu have sin rigtighed? I Sverige flyttede hun ind til et ægtepar og fortsatte med at leve med deres datter. Da Grethe kun var 32 år gammel, da hun blev løsladt og ikke blev gift siden, har det været spekulationer i et lesbisk forhold, men det forbliver spekulationer.
Forhold til en fængselsbetjent
Hun opgav ikke forhold til mænd, da hun og Frode flyttede hver til sit. Således skulle en forlovet have heddet Carl og som også var med i modstandsbevægelsen. I den århusianske avis ”Demokraten” kunne man 23. marts 1946 læse en artikel om, at Grethe havde haft et forhold til en gift fangevogter. Fire dage senere kunne man læse i samme avis, at det havde hendes cellekammerat også.
Befolkningen mente, at Grethes forhold var udspekuleret. Hun ville lade sig besvangre, så hun hurtigere kunne komme ud i friheden.
Benådet til livsvarigt fængsel
Den 9. december 1947 blev dødsstraffen ændret til livsvarigt fængsel af justitsminister Niels Busch – Jensen. Ministeren anførte ved benådningen at Bartram havde været ganske ung på gerningstidspunktet, hun havde været opdraget i en ”antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd”. Hun havde haft økonomiske vanskeligheder. Men benådningen havde reelt grund i, at man ikke siden 1861 havde henrettet en kvinde i Danmark. Justitsministeren udtalte også:
Judas´ er lader sig ikke resocialisere
Det vakte vild forargelse mange steder, at hun blev frikendt. Mænd, der havde meget mindre på samvittigheden blev dødsdømt. 41 af hendes ofre havde skrevet til regering efter at hun blev løsladt.
Dette er et uddrag af brevet.
Løsladt i 1956
Frem til 1967 havde Grethe et vist forhold til familien. Men det ophørte efter mordet på Maria Lock-Hansen. Man havde forvekslet hende med Grethe. Familien havde indset, at man også kunne gå efter dem.
Allerede i 1956 blev hun løsladt. Hun flyttede herefter til Sverige. Under hendes tidligere mands efternavn Thomsen levede hun her en ret anonym tilværelse. Hun havde almindelige jobs. Under hendes 10-årige fængselsophold erkendte hun senere at have fortrudt sine handlinger.
Det var planen, at hun skulle være løsladt tre år tidligere. Men dette havde BT opsporet. Grethe havde pakket kufferten og havde sagt farvel til personalet. Men på grund af skriverierne blev løsladelsen trukket tilbage i allersidste øjeblik.
Der blev visket Grethe i ørene, at hun skulle forlade landet og tidligst vende tilbage om fem år. Fængselspræsten havde skaffet en kontakt i Sverige.
Man kendte hendes identitet, nye navn og bopæl
Hun drev et lille vandkraftværk i Lillån og havde en virksomhed, som solgte sportsartikler. Firmaet ejede og forvaltede også værdipapirer.
I tiden efter hendes løsladelse som ikke blev omtalt i medierne, forsøgte man at oprette en gruppe til at henrette hende Grethe i Sverige. Man kendte udmærket hendes identitet, nye navn og bopæl.
Fortidens uhyggelige spøgelse
I 1976 opsøgte Erik Haaest hende. Han beskrev mødet med hende således:
Hun fortalte, at hun stadig frygtede for sit liv især efter at viserne i Danmark kædede hende sammen med mordet på Marie Lock-Hansen i Højbjerg ved Århus. Åbenbart skulle gamle modstandsfolk have forvekslet hende med Grethe.
Blev Marie forvekslet med Grethe Bartram?
Cirka fem måneder efter drabet på Marie Lock-Hansen, nærmere bestemt den 30. april 1968 fandt en anden trist begivenhed sted. Her skød en mand sin hustru og derefter sig selv.
Ægteparret var også bosat i Aarhus. Manden havde tidligere været i tysk kz-lejr efter at være blevet angivet af storstikkeren Grethe Bartram. Manden havde svoret, at skulle han nogensinde møde Grethe Bartram ville han skyde hende.
En bekendt til den myrdedes mand fremsatte på et tidspunkt den påstand, at Marie kunne være blevet forvekslet med Grethe Bartram. Den efterladte ægtemand greb denne ide, idet han ud fra forskellige fotos mente, at der kunne være en lighed. Efterfølgende udtalte han sig til pressen om teorien, hvilket skabte en sand flod af henvendelser.
At leve med sådan historie i bagagen
Journalist Ole Christensen fra Århus Stiftstidende mødte hende i 2010. Han havde stillet sig selv det spørgsmål:
Dengang mødte han en 86 – årig aldrende, blid og venlig dame, der så ud til at være i balance med sig selv. Da de følsomme emner blev bragt frem, fortsætte journalisten blev hendes øjne flakkende. Hun så fortvivlet og lidende ud. Måske havde hun fortrængt det meste for at kunne leve med sig selv. Der var ikke et eneste familiebillede at se.
Grethe Bartram døde i 2017
Hun døde den 23. januar 2017 – 92 år gammel. I den sidste tid boede hun i et ældrecenter. Her var der ingen, der kendte noget til hendes dystre fortid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 12, 2024
Provst Hjorts oplevelser i Tønder 1864
Denne historie foregår fra den 7. februar 1864 til den 25. marts 1864. Ballade i Tønder. Ikke mere politi i Tønder. Familien søgte tilflugt i præstegården i Skast. Ballademagerne havde fået udleveret en liste over danske embedsmænd i Tønder. Skummel stemning i Tønder. Tragisk dødsfald. ”Hvor vover De at komme her” Oprører på Torvet. Præsten ville ikke have oprørsflaget hængende. Sten mod pastorens vindue. Pastoren klagede til den østrigske kommandant. Nu blev oprørsflaget igen tilladt. De østrigske soldater blev straffet. Oprørerne havde truet med vold mod pastoren. De danske skoler startede igen. Amtmanden var let at gennemskue. Tysk blev indført i skolen. Provsten forlod Tønder for altid
Fra den 7. februar til 25. marts 1864
Vi har allerede et par beskrivelser om oplevelse i Tønder 1864. Her følger endnu en. For enden af artiklen bringer vi en artikel – liste. Det er særlig begivenhederne fra 7. februar til 25 marts 1864, som vi fokuserer på.
Pastor Hjort var en søn af den gamle provst i byen. Han var ikke engang 40 år, da han blev jaget bort af en politisk overmagt. Efter at være tvunget til at forlade præsten, blev han i 1865 sognepræst i Elmelunde på Møn indtil 1898. Her døde han 4. august 1899.
Ballade i Tønder
I Tønder blev der delt flyveblade ud efter Dannevirkes rømning. De danske embedsmænd frygtede for deres stilling. Ja også militæret og Gendarmeriet blev jaget væk. Og det var til dels borgerne i Tønder, der gjorde dette. Særlig den fattigste del af Tønders borgere var dansksindet.
Allerede den 6. februar var er gang i byen. Folk samlede sig i flokke og råbte og skreg. De sang også oprørssangen ”Schleswig-Holstein”. Men man kunne dog også høre ”Den Tapre Landsoldat” De følgende dage ankom en masse dansksindede syd fra, bl.a. Pastor Riis-Lowson fra Læk. En menneskemængde havde forsøgt at trænge ind i hans hus.
Det hed sig, at der var en fast plan at alle danske embedsmænd skulle fjernes med magt. Og der udbredte sig en panisk angst.
Søndag den 7. februar ankom en afdeling artillerister kom en afdeling artillerister med kanoner på tilbagetoget fra Frederiksstad nordpå gennem Tønder. De blev hilst velkommen af alle danskere. Ved afrejsen sluttede flere embedsmænd med familie sig til dem. Det gjorde Gendarmeriet og Politiet også.
Ikke mere politi i byen
Nu var der ikke mere Politi i byen. En sikkerhedskomite blev oprettet af borgere for at holde ordenen ved lige. Pastoren havde ikke mærket noget til ballademagerne i Tønder indtil da. Efter søndagsprædiken gik han om eftermiddagen ud til amtmanden. Men på vejen mødte han borgmester Holm.
Denne fortalte, at der havde dannet sig en gruppe, der ville beskytte familierne til de embedsmænd, der måtte forlade byen. Borgmesteren rådede provst Hjort til at forlade Tønder hurtigst muligt. Flere embedsmænd blandt andet herredsfogederne havde allerede forladt området.
Familien søgte tilflugt i præstegården i Skast
Hjort ville opsøge fysikus Ulrich, men denne var ikke hjemme. Senere blev fysikus stenet ud af Tønder. Mange af hans vinduer var blevet ødelagt. Læs vores to artikler om denne person.
Pastor Hjort ville ikke forlade sin familie. Han bestemte sig at tage ud til Skast præstegård. Her var den senere provst Benedikt Brammer præst. På vejen dertil i Højer mødte Hjorth en flok syngende ballademagere. Hjort mente at han kunne lade familien blive her, mens han selv vendte tilbage til embedet i Tønder.
Ballademagerne havde fået udleveret en liste over embedsmænd
Det hele skulle se ud som at embedsmændene selv var flygtet, mens borgerne var beskyttere. Men i virkeligheden var det borgerne, der jog embedsmændene ud. De havde en liste med navn og adresse.
Skummel stemning i Tønder
Det var pastor Hjort’ s hensigt at møde tilbage om tirsdagen. Men fysikus Ulrich havde sendt en stafet med et brev om hurtigst muligt at komme til Tønder. Mandag aften ankom Hjorth så til Tønder mellem 23 og 24. Det var fastelavnsmandag og byen stod på den anden ende. Hjorth kunne komme ind i din bolig. Da nøglen lå hos en mand i byen. Han tog i stedet ophold i Hulekærren. Det mest af natten var der ballade i byen.
Om tirsdagen hang der en skummel stemning over byen. Byen var bange for at ballademagerne ville overtage herredømmet over byen. Mange ville forlade byen men ingen turde køre for dem.
Hjorth mente at bagmændene i oprøret i Tønder var:
På Torvet var det dog apoteker Drøger der holdt hovedtalen, mens oprørsflaget hang ned fra kirketårnet.
Tragisk dødsfald
Det hele gjorde stort indtryk hos købmand Olufsens højfrugtsømmelige kone. Det var under hendes vinduer det hele foregik. Da det hele foregik, faldt hun i krampagtig gråd. Hun nedkom med et dødfødt barn. Hende selv døde nogen tid efter under store lidelser. Det hjalp heller ikke, at fysikus Ulrich ilede til hjælp.
”Hvor vover De at komme her”
Fra onsdag den 10. februar tog Hjort ophold i Møgeltønder for hurtig at kunne tiltræde sit embede. Torsdag den 11. februar tog han ind til Tønder. Her ekspederede han alle provst-sagerne. Ligeledes sendte han indbydelser ud til konfirmanderne til at møde den næste lørdag.
Han gik ind til andenpræsten – Pastor Carstens – som var den tysksindede præst for at afhente de sager, der var afleveret til ham. Han modtog Hjorth på den allerhøfligste måde. Men så kastede pastor Carstens sig på sofaen og lod Hjorth stå og sagde:
Hjort svarede at han ikke flygtede for en ”unavngiven pøbelhob”. Hvis en navngiven mand med magt og ”tog embedet på sit navn” så ville han vige for magten men ikke før. Han mindede også pastor Carstens om embedseden.
Oprørere på Torvet
Da Hjort kom tilbage til Møgeltønder, var der her forsamlet en del danske embedsmænd. Her hørte man også at det preussiske militær snart ville ankomme til Tønder. De ville ankomme i løbet af lørdag formiddag.
Lørdag morgen holdt de danske embedsmænd i Møgeltønder et møde, at de ville underkaste sig proklamationens betingelser.
Da Hjort lørdag formiddag kom kørende ind over Torvet i Tønder var det preussiske militær opstillet. Her var en stor forsamling af byens borgere opstillet. Så fik nogle af borgerne øje på Pastor Hjort. Der lød en frygtelig larm og råb:
Der blev kastet med snebolde mod vognen og man stimlede sammen omkring pastoren.
Pastor Hjort var overbevist om, at hvis ikke militæret havde været til stede, måtte han ikke have haft lov til at komme ud af vognen. Og så havde Tønders befolkning smidt ham ud af byen.
Den preussiske øverstbefalende red straks hen og skaffede orden. Og så råbte officeren, ar den første, der rørte ”manden” ville blive straffet.
Pastoren ville ikke have oprørsflaget hængende
Om lørdagen havde pastoren møde med sine konfirmander Fra lørdag den 13. havde Hjort uafbrudt ophold i Tønder med undtagelse af en dag, da han besøgte sin familie i Skast. Og søndag den 14. prædikede Hjort ikke, da dette ikke var bekendtgjort. Søndag morgen tog preusserne igen afsted.
Mandag morgen den 15. februar kom to mænd, tømrermester Kühn og Claus David og ville hejse oprørsflaget på pastorens private flagstang i hans have. Pastoren gik ud og bad dem straks forlade hans have. Han skar tovet over, så de ikke kunne hejse flaget.
For de nu ikke skulle om natten savede pastoren nu flagstangen over. Men fra pastor Carstens flagstang og mange andre steder hang oprørsflaget. Mandag eftermiddag kom en østrigsk indkvartering og et pat kompagnier ungarer.
Sten mod pastorens vindue
Til ”Intelligent-bladet” oplyste Hjort tirsdag aften at han den kommende søndag afholdt gudstjeneste. Onsdag aften mellem kl. 19 og 20 hørte pastoren en stærk larm oppe fra sit værelse. Der blev kastet sten mod hans vinduesskodder. Da han kom ned, var oprørsfanen hejst på en stang til stumpen af flagstangen. En kvinde havde set en østrigsk officer sammen med to borger hejse flaget.
En lille dreng havde set østrigske soldater vejledt af værtshusholder Poulsen kaste sten på pastorens vinduer. Senere havde pastoren set købmands Angel-Stein gå arm i arm med fordrukne officerer gå over Torvet til Rådhuset.
Pastoren klagede til den østrigske kommandant
Pastoren var straks ilet hen til kommandanten Hauptmann von Wenninger, som han traf i selskab ved tebordet. Han var meget imødekommende og sagde, at det som pastoren fortalte, ikke var noget som østriger gjorde. Det måtte have været andre som havde lånt deres klæder m.m. Han forhørte selv de vidner, som havde kontaktet pastoren.
Da pastoren spurgte, hvad han skulle gøre med oprørsfanen, svarede kommandanten at den skulle han tage ned og kaste ned. Pastoren lod den kaste ud på pladsen. Et kort øjeblik efter blæste kommandanten alarm. De skyldige blev udpeget og arresteret. Næste dag var alle faner forsvundet fra husene.
Nu blev oprørsflaget igen tilladt
Men så kom Civilkommisærens anordninger, der atter tillod fanevæsnet. Den østrigske officer skal være drukket fuld af borgerne, som havde væddet med ham om en hel flaske champagne, at han ikke turde rejse oprørsfanen hos pastoren. Sagen blev taget meget alvorligt. Officeren blev arresteret og efter nogle dages forløb kom brigadegeneralen Grev Gondrecourt selv til Tønder for at holde forhør. Det første han gjorde, var at forhøre pastoren.
De østrigske soldater blev straffet
Den østrigske officer blev degraderet til menig og hele mandskabet blev straffet. Kommandanten tilbød pastoren en sikkerhedsvagt. Men det afslog pastoren med at så længe han fungerede som præst var han under Guds beskyttelse.
Oprørerne havde truet med vold mod pastoren
Den 21. februar havde Pastor Hjort bebudet dansk prædiken. De tysksindede forsøgte med stor iver at få dette forhindret. Planen var, at de tysksindede ville synge oprørsvisen i stedet for salmer. Og så ville de med råb og magt få pastoren ned af prædikestolen.
Gudstjenesten blev gennemført uden problemer vel sagtens fordi der var en del østrigske soldater med. Efter hvad der blev fortalt, havde kommandanten en patrulje i beredskab, hvis noget skulle gå galt.
De danske skoler startede igen
Den 28. februar blev der afholdt konfirmation med 17 konfirmander og altergang. Kirken var stoppet af gæster. Også den 6. og den 20. marts var der masser af folk i kirken. Den 13. måtte pastor Hjort melde fra på grund af sygdom.
Den 25. februar hentede Hjort sin familie i Skast. Der kom stadig flere soldater, der skulle indkvarteres. Men så længe der var ungarer i byen, følte tøndringerne sig trygge og beskyttet. Pastoren lader også skolerne begynde igen.
Et par værtshusholdere havde taget del i oprøret. Det var Weber på Stadt Hamburg og Lohmann fra Storms Dansebod. De havde flere gange haft bønderne samlet for at lære dem at synge oprørssangen.
Amtmanden var let at gennemskue
Den ene embedsmand efter den anden blev erstattet. Først var det borgmester Holm så herredsfogederne og så amtmanden. Snart måtte det også være pastor Hjorts tur.
Et par timer efter, at amtmanden Grev Brockenhuus Schack var rejst, kom den ny amtmand etatsråd de Fontenay ud for at hilse på pastoren. Han var meget høflig men let at gennemskue.
Greven havde bedt Hjort om at snakke godt for amtstjeneren. Og det lovede pastor Hjort at gå videre med. Etatsråden lovede da også at beholde amtstjeneren. Men det første han gjorde om eftermiddagen var at fyre ham.
Tysk blev indført i skolerne
De østrigske tropper blev afløst af de prøjsiske – og det kunne mærkes i byen. De prøjsiske tropper sympatiserede med oprørerne i byen. Nu skulle der også undervises i tysk på skolerne i Tønder, men man bibeholdt 4 timer på dansk.
Provsten forlod Tønder
Provst Hjort havde allerede proklameret sine prædikerne i påskeugen. Men den 22. marts modtog han en skrivelse fra Civilkommissærerne, at han var fyret som provst og hovedpræst. Han skulle aflevere alle sine embedssager til Pastor Carstens, der var udset til hans efterfølger i begge embeder.
En time efter modtog han et brev fra pastor Carstens om det var belejligt om at aflevere arkiv, embedsbøger m.m. Dette blev afleveret samme dag.
Alt tøj fra embedsboligen blev afleveret hos en købmand i byen. Langfredag rejste pastor Hjort fra Tønder sammen med sin familie. Der var stor deltagelse fra den danske menighed. I omegnen gik oprørerne mere håndfast til værks.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 9, 2024
Padborg-Tørsbøl Banen
Denne artikel er inddelt i tre afsnit. Først lidt om den 12 kilometer lange bane og grus-og skærvefabrikkerne i Smedeby og Fladbjerg. Dernæst Grænsestationen Padborg og til sidst skal vi på en kongelig køretur. Selv gik jeg forbi Padborg Station gennem syv år. Den lille bane blev nedlagt i 1932. Dengang var Smedeby den største station. 20 lokomotiver havde fabrikken. Ulykker på fabrikken. En ti – årig kontrakt. Dødsulykke i 1939. Man flyttede til Flakbjerg. Sidebanernes kvalitet var ringe. Meget få huse i Smedeby dengang. Den nye Grænsestation Padborg kom til at ligge 600 meter nordligere. Sagsanlæg med den danske stat. Den nye station blev taget i brug i 1928. Grænsestationen satte gang i Padborgs udvikling. I Valdemarsgade. Tekniske undersøgelser på vognene. Transporterhvervet blev den vigtigste vækstmotor. Restaurant på banegården. Masser af aktiviteter. I fritiden gik de unge medarbejdere på Zur Krone. I 2006 var der 4.534 indbyggere i Padborg. Togturen måtte omlægges. Padborg stillede en sovevogn til rådighed for kongen. Og denne blev sulten.
Forbi Padborg Station gennem syv år
Jeg kan endnu huske en stationsbygning i Smedeby. Om den ligger der endnu ved jeg ikke. Det er godt nok lang tid siden, jeg har været her. Det er ikke meget tilbage af denne bane. Der findes også en historie om, at en person omkring Bommerlund, der så et lysglimt mod sydvest. Denne beretning er fra 1890. En tilsvarende historie findes omkring Valdemarstoft/Oldemorstoft.
I denne artikel beskæftiger os også med, hvad der skete med Padborg Banegård. I syv år gik jeg forbi stationen hver dag til og fra arbejde.
Tørsbøl
Tørsbøl fik sin jernbanestation ved åbningen af strækningen Padborg – Sønderborg den 15. juli 1901. Samtidig blev strækningen (sidebanen) mellem Tørsbøl og Tinglev åbnet. Stationen lå i byens udkant og havde et ret pænt opland. Der er kun ca. to kilometer til både Hokkerup og Kværs.
Ved indlemmelse i 1920 havde Tørsbøl by ca. 135 indbyggere. Det var ikke de store forhold. Stationen blev overtaget af De Danske Statsbaner natten mellem den 16. og 17. juni. Samtidig blev banen til Padborg nedsat til en sidebane og hovedstrækningen blev nu Tinglev – Sønderborg.
Banen nedlagt 1932
Kørslen på strækningen på Padborg-Tørsbøl udgik det første års tid fra Tørsbøl. Men i løbet af foråret 1921 blev trafikken ”vendt”. Nu udgik togene fra Padborg. Dette fortsatte ind til nedlæggelsen den 21. maj 1932. Stationen blev i 1969 nedgraderet til et trinbræt. Og stationen blev helt nedlagt den 26. maj 1974.
Holbøl
I kilometer 3,9 fra Tørsbøl finder vi næste station, Holbøl. Stationen lignede de andre i området. Gennem Holbøl løb banen øst-vest. – Lige efter station drejer den mod syd. Her har ligget temmelig store grusgrave.
Smedeby – dengang den største station
Smedeby eller rettere Nørre Smedeby var banens største station. Især på godstrafikken var den stor. Grusgravene nord på gav i mange år en del transporter. Der var også et stort spor-net i gravene. Her havde man egne lokomotiver. Her var ikke smalsporsbaner.
Men det havde man ned til Kobbermøllen. Denne blev benyttet frem til Første Verdenskrig. Men hvornår den blev anlagt, vides ikke. Under Første Verdenskrig blev denne bane flittig benyttet Det var til transport af messing- og kobbersager, der ankom fra Frankrig og Belgien til omsmeltning i Kobbermøllen.
Stenbrud – og Skærvefabrik
Aktieselskabet Stenbrud & Skrævefabrik Nørre Smedeby var en ret markant virksomhed. Firmaets aktiviteter var både i Smedeby og Fladbjerg. Skærvefabrikken arvede smalsporede damplokomotiver fra deres forgænger. De indkøbte også selv brugte normalsporede damplokomotiver fra forskellige privatbaner samt nye smalsporede lokomotiver.
I tysk tid hed det Norderschmedeby for at undgå forveksling med den 30 kilometer sydligere beliggende Süderschmedeby. Ved indlemmelsen i 1920 kom byen til at hedde Nørre Smedeby, men da ”den anden” Smedeby nu lå i Tyskland droppede man i 1924 ordet Nørre. Nu hed det bare Smedeby. DSB – stationen i byen skiftede dog først navn i 1928
Vi skal tilbage til 1910, hvor Johan Goy fik entreprisen på landevejen fra Kruså til Sønderborg. Til det formål etablerede han Stein- & Kieswerk Norderschmedeby nord for stationen.
I begyndelsen blev sten og grus kørt til stationen i Nørre Smedeby af omegnens bønder. Men i 1915 blev der etableret ca. 1 km langt sidespor fra stationen mod nord – parallelt med banen til Tørsbøl – til skærveværket.
I 1920 solgte Johan Goy værket til det nystiftede aktieselskab Stenbrud & Skærvefabrik til sønnen, Heinrich Goy.
Virksomheden havde 20 lokomotiver
Virksomheden omkring 20 smalsporede damp – og diesellokomotiver i drift. De tilhørte alle sammen fabrikken. Op gennem 1920erne var der ansat 100 mand på skærvefabrikken. Gravningen rykkede langsomt længere og længere nord på.
Ulykker på fabrikken
Der skete også uheld på fabrikken.
En ti – årig kontrakt
I 1932, da DSB besluttede at nedlægge Padborg Tørsbøl banen, og da skærvefabrikken fortsat skulle afsende ca. 2.000 vognladninger årligt, indgik man en 10-årig kontrakt med DSB om at bevare sporet fra Padborg til Smedeby som et 5 kilometer langt sidespor til Padborg. Rangerafgiften blev fastsat til 4 kr. pr. læsset vogn. Der skulle ikke betales noget for tomme vogne.
Fabrikken måtte selv hjælpe til ved rangeringen, så længe den havde et køreklart normalsporet lokomotiv. Ved den nedlagte Smedeby station blev der anlagt et 205 meter langt omløbsspor, mens sporet fra Smedeby til Tørsbøl blev pillet op.
Stentransporterne fortsatte herefter næsten frem til kontraktens udløb. Ud over vognladninger afsendtes der i perioder op til 200 lastbiler med anhænger – ofte helt ned til Hamborg.
Dødsulykke i 1939
Man flyttede til Fladbjerg
I 1943 udløb kontrakten med DSB om driften af sidesporet. Da det store grusgrave-område alligevel var ved at være tømt, valgte man at flytte fabrikken ca. 8 kilometer nordpå til Fladbjerg ved Vilsbæk.
Man opkøbte Marius Sivertsens landejendom, der bestod af store uudnyttede sten- og grus forekomster under dårlig landbrugsjord. Allerede i tysk tid var der blevet gravet efter sten og grus ved Fladbjerg som blev borttransporteret til Lundtoft Station.
De danske statsbaner var fortsat en af selskabets største kunder og anlagde et 3 kilometers langt sidespor fra Kliplev station på Tinglev – Sønderborg banen til den nye grusgrav i Fladbjerg syd for Kliplev.
I 1965 blev Fladbjerg stengrav solgt til Sønderborg Skærve og Grusværk. Da det sidste grus og sand var kørt bort i slutningen af 1970erne blev området udjævnet og tilplantet. Der blev gravet en fiskesø. Et gammelt smedjeværksted blev omdannet til jagthytte
Sidebanernes kvalitet var dårlig
Den første køreplan for banen efter indlemmelsen viser, at der kørte, tog mellem Tørsbøl og Smedeby. Dette forhold bestod til februar 1921. Sidebanernes kvalitet dengang var meget dårlige. Hastigheden blev nedsat til 45 km/t på samtlige strækninger. Og mange steder var man helt nede på 25 km/t.
En lille station – Padborg
Banens sidste og fjerde station var lige så lille som Tørsbøl Station, nemlig Padborg. Men denne station blev efterhånden bygget større end Tinglev. Men det fik en del tid. I den tid fik andre stationer udliciteret arbejdsopgaver indtil grænsestationen var færdig.
Fårhus Station skulle tage sig af godstransport. Det varede til årsskiftet 1920/21. Og Tinglev fik til opgave at foretage told – og paseftersyn. På strækningen Padborg- Smedeby hensatte man nu godsvogne, der skulle til toldbehandling.
Meget få huse i Smedeby
Smedebys befolkning tog nu denne udvikling meget rolig. Dengang var der kun meget få huse i Smedeby Den nærmeste by var Bov, hvorfra der var lige langt til Padborg og Smedeby.
Sporet fra Smedeby til Padborg blev her liggende længe efter banens nedlæggelse. I Bov har vi som bekendt ”Den Krumme vej” med forbindelse til Flensborg. I ældre tid var byen et trafikknudepunkt. Her gik veje til Sønderborg og Løgumkloster.
Grænsestationen Padborg
Man måtte bygge en helt ny station i Padborg. Den gamle station var ikke i stand til at kunne klare den forøgede trafik, når Padborg skulle være grænsestation. Det var ikke muligt at udvide den gamle station, der kun bestod af tre perronspor, nogle stikspor og et maskindepot. Lige ved siden af sporet løb Oksevejen med toldkontrol.
Det var i 1866 at Padborg fik et beskedent billetsalgssted med ekspedition fra ledvogterhus nummer 110. Dette billetsted var placeret et meget øde sted. I begyndelsen steg billetsalget kun ganske langsomt. Da Tørsbøl -Padborg banen opstod fik Padborg en ny station af preussisk standardtype. Der blev åbnet et år før Tørsbøl – Padborg banen opstod.
Efter 1920 blev der lagt nye sveller på den 12 km lange bane. Dette krævede en arbejdsstyrke på 100 mand.
Den ny station – 600 meter nordligere
Den nye station blev anlagt 600 meter nordligere. Og så havde man alligevel problemer med at holde sig inden for landets grænser. Det lykkedes dog heller ikke helt. Indkørselssignalerne fra syd ligger faktisk syd for grænsen – men dog på dansk grund. Man købte et areal på 4 kvm, hvor signalet blev opstillet.
Det var en kile, der var 145 meter lang med en bredde på 50m indrammet af grænsesten 50 til 53.
I et tegningsforslag fra 1923 indgik også bygning af to nye viadukter, nyanlæg af amtsvejen (Nørregade til Bovvejen) samt elementer i en ny nødvendig byplan for den ny Padborg by i meget større rammer.
Sagsanlæg mod den danske stat
Behovet for ekspropriation mødtes med voldsom modstand og kraftige reaktioner fra de lokale lodsejere. Disse tilhørte den lokale tysksindede bondestand. Antagelig på disses samlede vegne anlagde en enkelt lodsejer sag mod den danske stat med påstand om, at ekspropriationen af de ekstra 8 ha savnede lovgrundlag og derfor måtte kendes ulovlig. Men Ministeriet for Offentlige arbejder blev frikendt.
I 1924 skiftede stationen navn fra Paddeborg til Padborg og Faarehus til Faarhus.
To nye store stationsbygninger og et omfattende sporanlæg blev etableret. I 1928 blev den gamle stationsbygning, men den gamle tjenestebolig fik lov til at bestå
Den ny station taget i brug i 1928
Den ny station stod færdig i 1927/28. Derefter skete ikke de store omvæltninger i de næste 50 år. Man udvidede efterhånden spornettet på vestsiden til brug for en række speditionsfirmaer
Officielt blev den nye Padborg station taget i brug med tog 2907 den 28. maj 1928 kl. 5 om morgenen til Lunderskov.
Først i 1975 skete der større forandringer på stationen.
Grænsestationen satte gang i Padborgs udvikling
Da grænsestationen blev etableret, satte det gang i Padborgs udvikling. Toldvæsen og politi rykkede til byen. I 1930 var der således 150 ansatte på banegården. Banefolk og øvrige offentligt ansatte udgjorde da halvdelen af alle erhvervsaktive. Indbyggertallet voksede betydeligt. I 1925 var indbyggertallet på 714 men 25 år efter var den på 2.292. Byen fik et rimeligt handelsliv men udviklede sig kraftigt og fik en såkaldt købstadsordning med mellemskole i 1933. Året før var der kommet en tysk privatskole i byens modsatte ende.
Valdemarsgade
For enden af Valdemarsgade på hjørnet mod postbygningen lå en pæn købmandsforretning ejet af købmand Fleggaard, hvis søn var kommis i butikken. De gik begge rundt i hvide kitler. Jo det var skam en ”rigtig” købmandsforretning.
I denne gade lå også Danexim. Det var et speditionsfirma, der ikke alene varetog spedition af gods i almindelighed, men også stod for eksporten af levende dyr til udlandet. De var opstaldet i karantæne i Padborg ved den store kvægrampe med tilhørende stalde. Der var mange ting, der skulle overholdes.
Tekniske undersøgelser
Det kunne være et vanskeligt arbejde at få det hele til at gå op i en større enhed. Ofte manglede der danske kølevogne. Når der kom godstog fra nord og syd blev togets vogne gennemgået i en teknisk undersøgelse. Man kunne da se vognmesteren gå rundt og banke på alle godstogets hjul.
Hvis et godstog fra Tyskland havde tekniske fejl, blev det afvist og tilbagesendt til Flensburg Weiche. Vogne med tekniske fejl blev repareret i Padborg, der have de rette faciliteter til opgaverne.
Transporterhvervet – den vigtigste vækstmotor
Under besættelsen skete der meget på og omkring stationen. Ja det er nok til en selvstændig artikel. Ned mod viadukten byggede tyskerne en barak til en militærkommando. Her holdt cirka 50 soldater til. Man skulle sikre og hjælpe tyske militærtransporter over grænsen. Man sagde at vagtmesteren var en korpulent herre på ca. 100 kg.
Efter besættelsen voksede banegården yderligere. Nu blev det private transporterhverv den vigtigste vækstmotor. Allerede fra 1920erne havde speditører etableret sig i byen. Det udviklede sig efter 1945 til en betydelig erhvervsgren. Villakvarterne voksede frem på begge sider af jernbanen. Padborg voksede efterhånden sammen med Frøslev og Bov.
Restaurant på banegården
Det var dengang, der var restaurant på banegården. Her kunne personalet ved hjælp af særlige kuponer også købe til daglige middags – og aftenretter. I 1950erne var denne restaurant vel besøgt. Restauratøreren hed Ravn. Han var en rar mand med en vis lune. Hans egen favorit-ret var brunkål, så den stod ofte på menuen.
Masser af aktivitet
I 1950erne kørte alle internationale eksprestog fra og til de sydlige lande vis grænsen i Padborg. Dette medførte at kontoret var døgnbetjent. Der skulle skiftes lokomotiv, toldbehandles, foretages paskontrol m.m.
Der var ikke ret mange stationer, der kunne udstede internationale jernbanebilletter, men det kunne man i Padborg
På førstesalen lå den egentlige administration. Her var fjernskriverrum, telegraf-borde og telefoner. Flere skriveborde blev samlet i det store lokale.
En tur på Zur Krone
I fritiden var det tilflyttede ofte på den anden side af grænsen i Zur Krone. Så skulle man lige huske at toldstedet lukkede kl. 22. Hvis man ikke nåede det, måtte man over Kruså. Jo der var mange arbejdere samlet her fra hele landet.
I 2006 var Padborg vokset til 4.534 indbyggere
Padborg blev et af landets vigtigste knudepunkter for international landevejstransport. Derimod svandt jernbanens betydning efterhånden ind, selv om der i 1986 blev etableret en station for kombineret transport med veksellad.
I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev Padborg det administrative centrum i Bov Kommune. Dette medførte nyt rådhus og centralskole. Padborg fik dog aldrig betydning som handels – og serviceby for oplandet. I 1970 var indbyggertallet på 3.658. I 2006 var det vokset til 4.534.
En Kongelig Togtur
Vi slutter vores lille artikel med en kongelig historie midt i byggerodet på Paddeborg Station.
Stationsforstander R.G.E. Brandtholtz kom til Paddeborg fra Gedser i 1920. Han var her indtil sin pensionering den 1. april 1933. Han blev udsat for en kongelig udfordring. Det var november 1925 i en værre snestorm.
Baggrunden var sørgelig. Enkedronningen af Storbritannien, Christians den 9’ s datter Alexandra, var afgået ved døden. Kong Christian den Tiende havde besluttet at deltage i bisættelsen i England. Han var rejst med salonvogn fra København via Fredericia til Esbjerg. På selve rejsedagen blev det et aldes forrygende uvejr med voldsom snestorm ledsaget af et tungt islag.
Turen måtte omlægges
Dette bevirkede, at et betydeligt antal telegrafstænger med ledninger væltede ud over banelinjen mellem Lunderskov og Esbjerg, hvor vejret var særlig slemt. I Fredericia måtte statsbanernes ansvarlige togledelse meddelte kongen, at det ikke ville være fysisk muligt at gennemføre toget til Esbjerg. I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen i stedet skulle ledes via Padborg.
Herefter blev 10. Trafiksektion i Aabenraa og Padborg station part i sagen. Informationen herom kom, grundet de mange nedfaldne ledninger, ret sent igennem til Aabenraa. Stationsforstanderen i Padborg blev informeret inden der blev ilet til Rødekro.
Padborg stillede sovevogn til rådighed
Trafiksektionen og Padborg stations chef ville stille en helt speciel ”Kongevogn” til rådighed. Denne meddelelse glædede kongen. Vognen ville blive stillet til rådighed fra Padborg på den videre rejse. Det var den normale sovevogn ”Padborg – Aalborg”. Vognen var den pågældende nat meget tyndt belagt. Nu blev den så opgraderet til kongelig salonvogn salon-vogn Padborg – Flensborg – Hamborg – ???
Kongen blev sulten
Undervejs fra Rødekro mod Padborg spurgte kongen om det var muligt at skaffe noget mad fra Padborg til fortæring undervejs sydpå. Først da toget var i Tinglev blev der igen taget kontakt til stationsforstander Bandtholz. Denne blev bedt om at skaffe noget spiseligt evt. smørrebrød i Padborg. Det blev smørrebrød, smurt i hast. Mon ikke Papa Las (jernbanerestauratør i Padborg) har lavet ”klemmerne” lidt mere solide, end kongen var vant til.
Selv midt i byggerodet og en snestorm kræver pligten noget af sin grænsestation og deres mænd.
Kilde:
Andre Artikler – især for Banenørder:
Februar 6, 2024
Vesterbro-dengang for længe siden
Foredrag den 5. februar 2024 i Vesterbro KFUM/KFUK. Det var et skønt og veloplagt publikum også tredje gang, jeg optrådte her. Vi skal langt tilbage i tiden. Allerede i 1577 så man de første slagtere herude. Senere mente man at hvert andet hus på Vesterbro indeholdt en slagter. Da kongefamilien kørte mod Frederiksberg Slot kunne de ikke undgå at lægge mærke til slagteriaffald. Det var slagterfamilierne, der kunne finde på grovkornet spøg. Vi skal kigge på, hvordan man boede på Vesterbro. Og det er ikke for sarte sjæle. Vi kigger også på lystighederne på Vesterbro og butikslivet dengang. Vi fokuserer på Tivoli og dets grundlægger Carstensen. Vi slutter af med lidt kirkehistorie. De kirkelige handlinger foregik på samlebånd. Men havde man penge nok, kunne man godt betale sig fra et ordentligt bryllup. Advarsel: Dette er et meget langt indlæg.
Den ældste af forstæderne
Vesterbro er den ældste af forstæderne. Her fik man allerede i 1795 det første apotek. I 1840 boede her allerede 1.711 mennesker. Men en tur ud af Vesterbro var ingen fornøjelse. De lokale mente, at her skulle plantes træer, men det gik Borgerrepræsentationen ikke med til.
I Stadens Jordebog nævnes fra 1496 17 haver ud for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestøber, en bager og en vognmand. Knap 100 år senere i 1581 var der 43 haver syd for alfa-vejen og 70 haver nord derfor.
Et slagter-hus med 14 boder
I 1577 blev slagtning i byen forbudt på grund af frygten for pestilens og anden sygdom. Derfor lod Christoffer Walkendorf opføre et slagter-hus med 14 boder uden for byen. De var beliggende ned til stranden. Meget senere sagde man, at hvert anden hus på Vesterbro var et slagter-hus.
Mord hørte til dagens orden
Ved Viktoriagade lå byens galge. Den blev ved Vesterbros grundlæggelse flyttet ud til Amerikavej. Det var temmelig øde herude. Og man skulle nok heller ikke bevæge sig herud efter mørkets frembrud.
I 1584 blev det berettet om drukkenskab, løsagtighed og tyveri. Mord hørte til dagens orden. Dem der ejede huse eller boder uden for voldene forpligtede sig til at sørge for, at lejerne skikkede sig og at de ikke blev beboet af løsagtige og letfærdige folk.
Nu måtte kun gamle folk bosætte sig
Men det hjalp åbenbart ikke, så tre år efter blev der nu indskærpet at kun gamle folk, som havde et ærligt og godt rygte måtte bo herude. De måtte hverken sælge øl eller andre drikke eller have andre logerende.
I 1592 blev der meddelt at nu måtte man føre tilsyn med borgernes kvæg og de private haver. Magistraten havde pålagt borgerne selv til at gøre dette.
Længe før at det senere brokvarter for alvor blev bebygget, lå der uden for voldene foruden store eng – og markstrækninger, talrige småhuse og haver, der tilhørte ansete borgere inde i staden. Men om natten var det tilholdssted for lyssky elementer, der her i frihed kunne hengive sig til et liv i udskejelser.
Omkring 1620 på Christian den Fjerdes tid har der været hele 18 vejrmøller.
Vesterbro grundlagt 1648
I Jens Lauridsen Wolfs Diarum fra 1648 meddeles der, at Vesterbro blev grundlagt i 1614. Nu måtte der lægges en fast plan for den yderligere udvikling. I den forbindelse indgår også Christian den Fjerdes befæstningsanlæg, der blev påbegyndt i 1606: det var hans plan at søerne skulle indgå i denne plan.
Men dengang var Skt. Jørgens Sø blevet tørlagt. Dens sø var blevet en frodig eng. Voldgravene var heller ikke blevet vedligeholdt.
Ikke sådan som kongen havde forestillet sig
Vester-byen som bydelen hed dengang, blev anlagt som et skakbræt, hvor gaderne overskar hinanden i rette vikler. Det var dog i betydelig mindre målestok end kongen havde forestillet sig det. Foruden to parallelveje, svarende til nutidens Vesterbrogade og Gammel Kongevej fik den nye bydel ved Trommesalen blot en enkelt tværvej, mens den hidtidige hovedvej, Vester Adelvej, der lå mellem de to nye hovedveje, blev nedlagt.
Kvæg blev konfiskeret efter 3. gang på volden
Gammel Kongevej blev anlagt allerede i 1618 men strakte sig indtil Svenskekrigene fra fæstningsværkerne vest for Skt. Jørgens Sø, mens det første stykke af Vesterbrogade blev fuldendt i 1624, da det blev brolagt. I 1622 boede der 5-600 mennesker herude.
Kongen meddelte at kvæg ikke måtte opholde sig på voldene. Blev et kvæg antruffet her for tredje gang blev det konfiskeret. En masse smugkroer opstod. Men hvis bønderne stoppede op for at få slukket tørsten, blev dette straffet med fængsel.
Tre af byens kendisser
På Vesterbrogade 81 blev Adam Oehlenschläger – dansk digterkonge født i 1779. Ja det er ikke uden grund at bydelen blev kaldt ”Det Vilde Vesten” På hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej græssede kreaturerne fredeligt. De kunne også finde på at søge mod Kalvebods Strandes sumpede enge. Ja så måtte karlene på hesteryg – som andre cowboys.
Og når vi nu er ved kendisser. Så skal vi da lige nævne Storm P. han gik på Istedvejens betalingsskole. Han glemte aldrig kvarterets originaler. De fleste motiver til sine tegninger fik han nu hos Fælledbisserne og Lersøbøllerne. Så var det jo lige Tove Ditlevsen. Sine første solskinsdage tilbragte hun i Hedebygade.
Kunne ikke sælge byggegrunde – vejen ufremkommelig
Et skydeselskab gik konkurs. En grundejer tilbød et grundstykke. Men det afviste politiet. Man kunne komme til at ramme dem, der gik ned til stranden. Og så var det lige Vester Fælled. Her mente Borgerrepræsentationen at den skulle man sælge til byggegrunde. Men så fandt man ud af, at vejen dertil var ufremkommelig.
På Vester Fælled lå det gamle pest-hus. Det fik et nyt flot navn – nemlig Belvedere. Borgere på Vesterbro klagede over, at der ikke var mere lys. Men de fik det svar, at der var adskillige gader og veje i København, der slet ikke havde lys bl.a. Blegdamsvej.
Slagterne med grov spøg
Slagterne på Vesterbro gik ikke f vejen for en grov spøg. Det fortælles at slagternes børn og læredrenge morede sig med at kaste blodige indvolde fra sig fra det slagtede kvæg i hovedet på de lapse, der var på vej ud for at promenere i Frederiksberg Have
Også de kongelige, der var på vej til slottet, så de blodige ting ligge i grøfterne langs vejen. Langs rendestenene flød der blod fra de mange slagterier.
Der blev klaget over ”slagter-stanken” på Vesterbro
De fine ville ikke blande sig med pøblen
Meget tidligt fungerede Vesterbro som gennemgang til Frederiksberg Allé og slottes have. Det var nu ikke altid at denne have var åben for alle. I mange år var det forbudt for Nyboder – folket at besøge det.
Engang blev vejen lukket med en jernport. Den fornemste klasse valgte bestemte tidspunkter til at besøge slotshaven. Så skulle man ikke blande sig med pøblen.
Eldorado af liv og lystighed
På hjørnet af Istedgade og Knudsgade (Eskildsgade) lå der en osteforretning nede i kælderen omkring 1900. Hele ejendommen duftede af Gammel Ole eller hvad ostene hed dengang.
Her i kvarteret var der allerede fra 1897 et eldorado af liv og lystighed. Det var pigerne og deres alfonser, der dominerede kvarteret. Pigerne i deres lette gevandter bankede på ruderne med en hattenål for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Et besøg kostede fra 75 øre.
Damerne måtte nedlægge deres hverv
Damernes Huse blev nedlagt med den såkaldte oktober – lov i 1906. De blev flyttet hen i Oktober-stiftelsen.
Ja den offentlig prostitution blev gjort ulovlig. Det sørgede Alberti for. Han var justitsminister og blev dømt for bedrageri. Han blev kørt ned ad en sporvogn på Nørrebro og døde få dage efter.
Bydelens handlende havde rigelig at se til
Hørkræmmer – og urtekræmmerforretninger duftede af krydderier, sild og klipfisk. Der duftede også af tovværk og tjære. Gulvene var hvidskurede og sandbestrøet. Her kostede to små sild ti øre. Her var en sennepskværn. Man kunne få fyldt sin kop op for to øre.
Spækhøkere boede i kælderen. Her kunne man købe for 10 øre blandet pålæg. Man kunne få for 5 øre leverpostej. Så kunne man få for 3 øre fløde med skind på. Her kunne man også købe dejligt hjemmesmeltet fedt. Og så var der mager spegepølse. Han havde også flæsk, der ikke er så sejt som nu til dags. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Ja det var hestekød også. Når man kom ind i en opgang, duftede det ofte af stegt flæsk og løg.
Hos urtekræmmer Nygaard handlede man på bog, som det hed. Når ugelønnen så faldt om lørdagen blev det betalt.
Hos bageren fik man rosenbrød, mandelstænger, kaffebrød og sukkerkringler for 2 øre pr. stk.
Lørdag var en stor markedsdag
Der var ret så livligt omkring Istedgade dengang. Om lørdagen havde butikkerne meget længe åbent. Og så åbnede man allerede tidligt om søndagen, men man havde lukket i kirketiden. De små butikker lå side om side.
Hver lørdag kunne man hos urtekræmmeren få gratis tillæg i form af mandelsæbe. Og til børnene var der et kræmmerhus med bolsjer.
På gadehjørne stod gadehandlerne og fladbrød deres varer. Om lørdagen var det næsten som en markedsplads. Store fede rødspætter blev solgt for 15 øre.
Far kom ikke altid hjem med lønnen
Det var ikke altid far kom hjem med lønnen. Han havde investeret i flydende kost. Ofte stillede konen sig på værtshuset og forlangte mandens løn.
Kunne hun ikke finde ham, var det lånekontorerne tilbage. Den var der mange af på Vesterbro. Her kom man så med dyner, lagner og det pæne søndagstøj. En krone kunne måske holde til få dages forbrug. I sådan et tilfælde var det godt at kende Rulle – Mutter. Hun kunne få en dug til at se helt ny ud. Hun boede på hjørnet af Istedgade og var svensker. Derfor talte hendes papegøje også svensk.
Legetøjsbutikken
Fiskerkonen og hendes mand gik rundt i kvarteret og råbte op. Indehaveren af legetøjsforretningen blev kaldt Rasmus Pengeløs. Her kunne man for to øre købe små vogne med en hest foran. Et lokomotiv med svinghjul kostede ti øre.
Nu var det langt fra alle, der havde råd til at handle til at handle i sådan en butik. Børnene blev sendt til byggepladserne for at hente brænde til kakkelovnen eller til havnen efter kul, som var faldet ned under losningen. Så blev der ellers fyldt op i en gammel barnevogn.
Galgebakken
Og så var det Galgebakken. Den frygtede selv de store knægte. Man sagde, at resterne af Struensee og Brandt havde ligget her. Deres hoveder blev sat på stage og deres radbrækkede lemmer blev lagt ud her, efter at de var blevet henrettet på Øster Fælled.
Livet i og omkring Folkets Hus
I den store have bag Folkets Hus udspillede der sig et meget muntert liv om sommeren. Her kunne madkurve medbringes. En bajer kostede 15 øre. Og kaffe og to kager fik man for 5 øre.
Her var karruseller, gynger og vipper og anden fornøjelig underholdning. Her var sportsstævner og socialdemokratiske brandtaler- Hver søndag blev der spillet komedie. Billetprisen til hele salen og balkonen var 35 øre. Og så var der dans til den lyse morgen. Hele haven duftede af huld og jasmin. Her var blå og hvide syrener.
Gårdsangerne
Hjemme i baggårdene kom der gårdsangere, der ellers blev jagtet af panserbasserne. Ofte var det krigsveteraner fra 1864. De manglede enten et ben eller en arm.
Gammelt brød og varm mælk
Frysende koner stillede sig op foran bagerbutikkerne om vinteren ofte allerede ved 4-tiden for at være de første til at købe gammelt brød. Wienerbrød kostede 4 øre. Man kunne dog også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris.
Når mælkemanden og mælkedrengene kom og ringede med deres klokke, kunne der købes en kande varm mælk, aftappet fra vognen til 4 øre.
Natpotten var indført
En to – værelses lejlighed kostede fra 15 til 18 kr. om måneden omkring 1900. Man måtte beregne en ugeløn til huslejen. Der naturligvis lokummer i gråden. De såkaldte retirader. Her var der ofte mange familier der skulle deles om et sæde. Ja man skulle lige frem stå i kø. Det var bestemt ikke sjovt, at skulle derned om natten oppe fra femte sal. Ofte var det bælgmørkt på bagtrappen.
Så mange steder havde man indført natpotten. Var det en stor familie havde man flere af disse. De skulle jo så tømmes. Så kunne man om morgenen stille sig i kø og få dem tømt i retiraderne. Ofte var det den ældste af knægtene, der skulle gøre dette. Af sine kammerater blev han så kaldt ”Pølseknægt”.
Fru Petersen oppe på 5. sal
Men det var ikke sikkert at gamle fru Petersen oppe på sjette gik ned med hendes potte. Hun smed enten potten ud af vinduet. Måske pakkede hun det store ind i avispapir, men smed det alligevel ud. Ellers tømte hun det i vaskekummen, hvis hun havde sådan en. Dette kunne så give problemer med faldstammen. Og særlig om sommeren gav dette en ikke særlig behagelig duft.
Rotter, Lopper og Lus
Man skulle altid klappe med træskoene, når man gik hen til retiraderne. De var fulde af rotter. På Svendsgades Politistation kunne man få 10 øre for halen af en død rotte.
Lopperne var næsten ikke til at holde nede i de gamle huse. De holdt til i sprækker i gulve og vægge. Dengang var der ikke råd til at få ferniseret eller malet så meget. Lus hørte til dagligdagen. Så skulle man ned på apoteket og købe for 25 øre cippedillefrø. Og så skulle man gennemgå en større renselsesproces. Frøene blev opløst i eddike. Det var noget der sved. Men skulle helst ikke få det i øjnene. Bagefter skulle det hele gennem en tættekam. Og så røg der ofte store totter af håret.
I skolen blev børnene jævnligt tjekket af Lusemor. Og det var altid flovt at få konstateret, at man havde lus.
Murermester Hansen i Oehlenschlægersgade 29 havde fundet lejere, der alle havde arbejde. Arbejdsløse ville han ikke have.
Anlagt oven på en kloak
Abel Cathrines gade blev anlagt oven på den åbne kloak i 1880erne. Og denne kloak var faktisk Rosenåen. Den skal v i høre lidt mere om.
Vi besøger Absalonsgade
I Absalonsgade 37 var der fire sæder på retiraderne til 171 personer. Det høje beboerantal i de små lejligheder forringede hygiejnen. I gennemsnit boede der 4-5 personer i hver rum. Og for at få økonomien til at løbe rundt, så udlejede beboerne også rum til logerende.
Tænk i et rum skulle man både spise, opholde sig og sove. Havde kvinden hjemmearbejde, ja så fungerede værelset også som hjemmearbejdsplads. Og lige her i Absalonsgade 37 oppe på 1. sal boede Petersen. Han handlede med kludder og ben. I op til en uge lå disse ting og lugtede. Det var ikke en særlig behagelig duft.
Kælderen mindede allermest og en sump. Køkkener var behængt med snegle.
I baghuset var der ikke mere døre foran retiraderne. En gang om ugen blev det rum, hvor natpottens indhold blev hældt over i – tømt. Det var i trætønder. Men de blev aldrig gjort rigtig rent. Retiraderne var klamme smittebærere. Rosenåen havde spillevand med helt fra Blågårdskvarteret.
Vestergade 54
Og ejendommen Vestergade 54 havde direkte afløb af det og det andet direkte til denne Rosenåen. Her fandtes både kostald og mælkeriudsalg. Rosenåens bundfald udviklede bakterier. Det havde så forplantet sig til mælken. Folk fik feberanfald på Vesterbro. I løbet af 1880erne var der 4.825 tilfælde af alvorlige sygdomstilfælde.
Ofte manglede den lovbefalede vandlås på håndvasken, sådan at luften fra kloakkerne og andre ulækker ting forplantede sig rundt om i Køkkenet.
Lærerne var sadister
I skolen var det ikke moderne pædagogik, der var fremherskende. Her blev spanskrøret flittig brugt. Eleverne mente at lærerne var sadister.
Gik det nu galt, at man ikke kunne betale sin husleje, ja så blev de fattiges bohave stillet på fortovet, En betjent blev sat til for at passe på stumperne. En jernseng, et træbord, nogle vakkelvorne stole, lidt køkkengrej, nogle urtepotter med forpjuskede planter. Så stod der en grædende kone svøbt ind i et falmet sjal og talte med betjenten.
Når man blev smidt ud
Manden var ude for at finde et nyt sted for at anbringe de fattige ejendele. Børnene holdt sig væk. De var flove over situationen. Alt for tidligt mærkede de livets barske realitet. Og havde far ikke fundet et nyt sted inden aften, kunne familien risikere at ende på fattiggården Ladegården. Så ville Fattigvæsnet overtage deres få ejendele.
Knægtenes manddomsprøve
Knægtene på Vesterbro havde dengang en slags manddomsprøve. Når temperaturen var 11 grader og vandet var 9 grader skulle de springe i vandet eller omvendt at afføre deres tøj og bevæge sig ud i det våde element. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.
Mange mødte op her og fik første lektion i svømning. Lærerne stak en stiv løkke på en stang ud til en. Og så var det ikke andet at gøre end lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke på den måde. Men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der goldt i den anden ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med vanden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.
Øl stod parat til panserbasserne
På hjørnet af Matthæusgade og Oehlenschlægersgade lå beværtningen Vilvorde. Det var på et tidspunkt en af de ældste værtshuse på Vesterbro. Har stillede man under trappen bajere beregnet til betjentene. Det var vigtigt for en værtshusejer at holde sig gode venner med politiet. Så blev det set gennem fingrene med, hvad der foregik.
Betjenten og Sorte Marie
Nu var alle betjente ikke ens. Der var en, der var stærk som en bjørn og meget hjælpsom. I skolen havde han måske ikke lyttet så godt efter. Han hadede at skrive rapporter. Det kunne ske, at en beruset person kom dinglende hen ad vejen med en flok hujende unger efter sig. Hvis det var betjent Christian Holm. så fulgte han personen hjem så han kunne sove rusen ud.
Hvis det var fyre, der havde drukket hele ugelønnen op og derefter bankede koner og børn tog betjenten det ikke så let. Han sørgede for en trækvogn – så fik han læsset fyren op. Men de hyldende børn undgik han ikke.
Nu måtte Christian Holm også sørge for at tage sig af de løse piger. Måske havde Sorte Marie blinket lidt for meget til ham med sine smukke øjne. De blev forelsket i hinanden. Og snart svirrede rygterne. Betjenten måtte så skoleret for politidirektøren, der mindede ham om, at det var en skandale for hele politi-etaten. Betjent Christian smed øjeblikkelig sin hjelm og sin frakke og fortalte politidirektøren, at han ikke skulle bestemme, hvem han skulle have som kone.
Sorte Marie og Christian Holm blev gift. Og så kunne historien har endt lykkelig. Men det gjorde den bare ikke. Christian blev havnearbejder. Der blev drukket tæt – en snes bajer pr- dag. En dag faldt Christian ned i lasten. Han lå i lang tid med indre kvæstelser på hospitalet. Han begyndte igen på havnen. Han skrantede. Og fik tuberkulose. I løbet af kort tid døde Christian Holm.
Tøjet blev snehvidt
Omkring 1914 skulle der også bruges en hel dag for mor til at vaske. Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller den billigere grøn sæbe. Man brugte ”blåelse” til vask. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.
Men der løb blåt vand ud i de overdækkede rendestene. Disse var bare overdækkede med planker. Der var ikke meget trafik på gaderne. Ofte blev børnene jaget ud af baggårdene. Det var nærmest kun øl – og brødvognene, der kom. Så kom folk med trækvogne efter at have hentet kul og koks på gasværket. Det var billigere end at købe brændsel i forretningerne.
En hestehandel på Gasværksvej
På Gasværksvej helt nede ved Vesterbrogade var der en hestehandel. Det var en lang gård med en del hestestalde. Her kom folk og købte heste som de skulle bruge som køreheste. Nogle gange ville køberne dog lige se, hvordan sådan en hest opførte på brosten. Så var det med at komme væk, for man vidste aldrig om den ville løbe løbsk.
Panserbasserne havde nok at se til
Det var altid sjov i gaden. Også når byens originaler indfandt sig. Det var for eksempel Krølle Charles. Han var erklæret socialist. Han kritiserede altid Christian den Tiende, Kongehuset og regeringen. Han skabte i den grad opløb. Men havde det stået på i længere tid, kom nogle panserbasser og fjernede ham.
Disse panserbasser skulle helst være så tykke som muligt. De gik i lange frakker. De havde hjelme på hovedet og læderbælte omkring deres fyldige vom. Man kunne godt blive helt væk under sådanne pansere.
Masser af lystigheder
Måske var Vesterbro ikke så udpræget et arbejderkvarter som Nørrebro. Godt nok var der i sidegaderne masser af slum og nød. Men her boede også bohemer, gadepiger, artister og folk med forlystelsessyge. Ja her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade nok var den største. Her var i den grad et forlystelsessted med dansebuler og værtshuse
Man begyndte ved Tivoli, så kom Scala. Apollo – Teater. Fortsatte man længere ud af Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var en dansesalon, som en overgang hed Plais de dance, senere Valencia. Og så var det ellers på Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden for både børn og voksne.
Den dårlige lugt og andre uhumskheder generede åbenbart ikke forlystelserne. Således havde Prices Teater etableret sig i et tarveligt træhus over for Skydebanen. Det blev etableret af den engelsk født James Price, der på sin primitive scene foruden linedans og andre artistnumre også gav udmærkede pantomimeforestillinger.
Egentlig var de Odeon, der havde størst succes. Det var en af de mange øl-haller, der dengang lå på Vesterbro og langs Frederiksberg Alle. Det blev senere til Morskabsteater.
Georg Carstensen og Tivoli
Lad os lige dvæle ved Tivoli og Georg Carstensen. Hans forældre var selvfølgelig sønderjyder. Han var manden, der skabte Tivoli. Først langt efter hans død blev han anerkendt. Det var ikke de bedste karakterer han fik på Herlufsholm. Det var kun med snyd han bestod eksamen.
Han glimrede også med sit fravær på filosofi – studiet.
Hans første bogudgivelse var en tynd bog ”Dansk Ordsprogs Almanak”. Dernæst oversatte han 1001 nats eventyr fra tysk til dansk. Der kom også andre udgivelser, men han blev beskyldt for at en litteratur – tyv.
Han blev fortrængt til udlandet. Først ville han i Fremmedlegionen, men han blev ikke optaget. Så kom han hjem igen og gik i gang med at udgive ugeblade. Dernæ.st var der koncert og fyrværkeri i Classens Have på Østerbro.
Så blev han tilknyttet satire-bladet Cosaren, et blad der i løbet af kort tid blev beslaglagt 43 gange. Han blev involveret i mange ting. Så gik han til kongen og fortalte ham, at når folk morede sig, så begik de ikke revolution.
Billetpriser holdt fattigfolk på afstand
Den 15. august 1843 kl. 4 om morgenen startede Tivoli. Carstensen havde en nøjagtig plan med. Men bygningerne måtte kun opføres i træ. Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål. Sjofelheder og synlig utugt blev ikke tolereret. Carstensen gik selv rundt og holdt opsyn.
De allerhøjeste klasser betragtede stedet med skepsis. Bladet Fædrelandet var forarget over københavnernes forlystelsessyge. Og H.C. Andersen var der kun tre gange så havde han fået nok.
Døde som en skuffet mand
Ret hurtigt havde Carstensen fået nok af sin bestyrelse. De var imod alle hans ideer og ville ikke investere i nye ting. De ville bare have overskud. Brdr. Price lagde sag an mod Tivoli. De mente at have eneret på pantomime.
Den 20. juni 1848 udløb Tivolis tilladelse. Som hævn over for bestyrelsen havde Carstensen ikke fornyet den. I maj 1852 ansøgte Carstensen om tre måneders sygeorlov. Efterfølgende sagde han op.
Tivoli ville ikke mere kendes ved ham. Han blev dog hurtig involveret i nye projekter bl.a. i Alhambra på Frederiksberg. Skuffelser og stridigheder fulgte ham til det sidste. Han døde i 1857.
De umoralske sangerindeknejper
En af de populære sangerindeknejper var Olympen, Vesterbrogade 29. Disse knejper oplevede deres blomstringstid fra 1860erne til ned i 90erne på trods af protester fra moral-prædikanter og myndigheder. I 1865 var der 31 af disse sangerindeknejper i København. De 4 af dem lå på Vesterbro.
Det var efterhånden kommet mere gadebelysning. En lygtetænder kom med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rund ring i lygten. Trods sit navn så slukkede lygtetænderen også for gadelygterne.
Tiderne ændrede sig
De gamle smukke slagter-huse og andre småhuse blev efterhånden erstattet af store beboelseshuse og forretningsejendomme. De gamle gæstgivergårde som Sorte Hest blev nedrevet. De gamle beværtninger og forlystelsessteder forsvandt næsten alle sammen. Butikshandlen holdt tidligt sit indtog på Vesterbro. Men egentlig holdt industrien aldrig rigtigt fodfæste. Der kom kun mindre virksomheder. Undtagelsen er grænsen til Valby, Carlsberg og Bing & Grøndahl.
Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” Så havde man en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikstativet. I køkkenet.
Gasbelysning og petroleumslamper
På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Nu var det ikke meget lys, men man kunne dog skimte trapperne. Man måtte dog føle sig frem til nøglehullet i hoveddøren.
I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få det tændt.
Ingen afgift ved anlæggelse af små lejligheder
Generelt boede man elendigt. Mange mennesker var stuvet sammen i et enkelt rum. Der var især i sidegaderne på Vesterbro et forhus. Sidehus og baghus. Ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mage tilfælde i etværelses lejligheder. Lovgivningen var sådan at byggematadorerne ikke skulle betale byggeafgift, hvis ejendommen var under 64 alen (1 alen er 0,39 m).
Den første jernbane
Under stor højtidelighed blev jernbanen og den første station indviet den 26. juni 1847. De forså var jernbanen en virkelig sensation. Snart blev banegården for lille. I 1863 – 64 opførtes der på den modsatte side af Vesterbrogade en ny og større banegård. Den nuværende banegård er fra 1911. Foruden denne banegård lå der ved Gyldenløvesgade en særlig banegård for tog til Klampenborg og ved Vester Farimagsgade lå en station for Nordbanen.
Fattigdommen var det største problem
Jo engang var her i provstiet hele 11 kirker. Det er der ikke mere. Men mange af den nyere danske kirkehistories mest dramatiske kampe er foregået her på Vesterbro.
Man havde længe tænkt på at bygge en kirke på Vesterbro. Det var dengang Vesterbro var lukket for natten. Det var her, der var bondeland. I 1843 åbnede Georg Carstensen for Tivoli. Jo han havde sønderjyske rødder. Tivoli lå inde på det gamle voldanlæg.
I 1846 flyttede brygger Jacobsen sin hastigt voksende virksomhed til Valby. Lige der midt imellem forlystelserne og det bajerske øl – voksede Vesterbro frem i lyntempo. Ti år senere blev Vesterport sløjfet.
Fest og druk var nu ikke de største problemer. Det var fattigdommen. Kvartererne omkring Viktoriagade, Vesterbro Torv, Istedgade og Oehlenschlägergade blev i løbet af 3 – 4 år i 1850erne tilbygget med lejekaserner.
Kierkegaard rasede mod folkekirken
Den københavnske industri manglede arbejdskraft. Folkevandringen fra land til by voksede. Endda hurtigere end behovet for Arbejdskraft. Og tilflytterne, der fik arbejde fik så ringe en løn. At den næppe var til at leve for. Vesterbro blev født og opfostret som bydel for fattige indvandrere.
Søren Kierkegaard døde, mens de første lejekaserner skød op herude. Hans sidste år havde jo været opfyldt af hans rasende enmandsskrig mod den nye folkekirke og dens hykleriske overfladiske fromhed.
Denne kierkegaardske udfordring skulle mange år senere komme til at spille en dominerende rolle i Vesterbros kirkeliv.Men sådan liv fandtes endnu ikke, da han døde.
20.000 mennesker uden kirke
Et par år senere boede her ca. 20.000 mennesker. Uden kirke. Det gav store problemer for Frederiksberg Kirke, som på papiret var deres sognekirke. Derfor var det naturligt, at initiativet til at gøre noget ved sagen kom fra velhavende frederiksbergske borgere.
Men inden da oplevede vi Dybbøl – katastrofen i 1864. Bortset fra de blodige tab på slagmarken betød den en økonomisk krise. Dette gjorde fattigdommen endnu strengere.
Indre Mission kom også til hovedstaden
Det var i denne nederlagskrise, at Vilhelm Becks Indre Mission voksede sig til den største vækkelsesbevægelse i vores kirkehistorie. Beck var voldsomt anfægtet af Kierkegaard. Han forsøgte at skabe en kirke af sandt troende kristne – i opposition først og fremmest til den lyse, frie, magelige grundtvigianisme, der bredte dominerede landsogne.
Indre Mission bredte sig først i de fattigste landsogne, ikke mindst de vestjyske. Men efterhånden nåede missionen også hovedstaden, og den kom til at sætte sit stærke præg først og fremmest på Vesterbro.
Til møde på Frederiksberg Alle
Endnu var der altså ingen kirke til at sætte noget præg. Det blev der gjort noget ved i efteråret 1868, da en kreds af damer og herrer fra det bedre selskab mødtes hos etatsrådinde Casse (med C) på Frederiksberg Allé.
De blev enige om, at der skulle bygges en kirke på Vesterbro, der skulle være ”rummelig, men tarvelig og dog tillige hyggelig”. Damerne organiserede en Bazar, mens herrerne nedsatte et alvorligt udvalg med henblik på at skabe en privat byggefond. Først når den havde en rimelig størrelse, ville man gå til myndighederne med kirkeplanerne.
Efterhånden fik man også nogle indfødte vesterbroere med i arbejdet. Men de fyldte ikke meget. Det var ikke om det kristne evangelium, snakken gik mand og mand imellem på Vesterbro. Derimod blev der et par år efter mødet hos etatsrådinde Casse afholdt et andet møde i Tømrerkroen inde i Adelgade.
Knæk sablen – Bryd kronen – Styrt kirken
Der blev den danske socialistiske Internationale stiftet med Louis Pio som leder. Og året efter prøvede den kræfter med ordensmagten i slaget på Fælleden. De socialistiske ideer bredte sig af gode grunde hastigt på Vesterbro. En af de første revolutionære paroler lød:
Dette var ikke ligefrem befordrende for kirke-sagens udbredelse.
Men indirekte virkede også Georg Brandes moderne gennembrud med dets fritænkende ateisme ind i situationen. De kirkelige kredse var så at sige kommet under beskydning både neden fra og fra oven.
Da Venstre tog regeringsmagten
Endnu værre blev det, da Det forenede Venstre blev dannet og fik flertal i folketinget. Dermed begyndte den forfatningskamp, der skulle vare århundredet ud og undervejs resultere i, at demokratiet en overgang blev afskaffet.
En god del af grundtvigianerne støttede Venstre i dets krav om regeringsmagten og en ny demokratisk grundlov. Men den overvejende del af præsterne og kernemenigheden støttede Estrups Højre. De fleste som Vilhelm Beck, af gode lutherske grunde. Luther havde jo sagt, at en kristen har pligt til at adlyde både den himmelske og den verdslige magt. Derfor støttede de fleste kirkefolk Estrup og kong Christian den Niende, også da de i 1877 gennemtvang den første, provisoriske finanslov.
Grundstenen til Sct. Matthæus kirken
Et halvt år efter, 29. marts 1878 nedlagde Hans Majestæt grundstenen til Sct. Matthæus kirke. Det var småt med socialister, fritænkere og overbeviste demokrater ved den højtidelighed. Den store bygning, der rejste sig, var tegnet af arkitekt l. Fenger i historisk, norditaliensk – romansk stil. Den havde 1.100 siddepladser. Den skulle være kirke for et nyoprettet sogn med 25.000 sjæle.
Kirkelige handlinger på samlebånd
Ja i begyndelsen var det den eneste kirke på Vesterbro. Dens præster skulle sørge for gudstjeneste og kirkelige ceremonier for hele Vesterbro og Valby. I 1901 angives befolkningen til at være 72.836 indbyggere. Under disse forhold kunne ingen præst overkomme at døbe, vie eller begrave sine sognebørn på regelret maner. Det blev til massedåb, bunkebryllup og linkebegravelser.
Massedåb blev foretaget i hold på 7 – 10 børn. For at spare tid blev ritualet indskrænket til det mindst mulige. Da det var for omstændigt at korstegne hvert enkelt barn to gange med de højtidelige ord. Man nøjedes med at sige dem en gang pr. hold.
Det var som regel kirkens yngste præst, der havde til opgave at døbe alle disse børn.
Ved bunkebryllup gik det lige så hurtigt, Der gik syv brudepar på et hold. Han holdt en fællestale – så blev de viet en, to tre – uden orgel og salmesang. Hvis det bagefter skulle være et fint bryllup, blev de skyndet ud. De sidste kunne måske lige nå at se organist, kantor og graver. Nu kom der pludselig grønne planter i koret, kandelaberne blev tændt og der blev placeret løbere op ad gulvet.
Nu kunne grossereren føre sin datter op ad gulvet, så hun kunne få sin premierløjtnant.
Solidaritet eller det kristne evangelium
Socialdemokratiet flyttede sit hovedkvarter til Rømersgade over ved Grønttorvet. Den mest revolutionerende gejst havde man lagt på hylden. Men det forholdt sig stadig afvisende til kirken og dens ”opium for folket”. Vesterbroerne måtte vælge mellem solidaritet med kammeraterne og det kristne evangelium.
Da Harald Stein kom til
Men der var skabt en tredje mulighed. Allerede i 1876 havde den unge pastor ved Diakonissestiftelsen, Harald Stein holdt en omdebatteret foredragsrække om kirkens opgaver i hovedstaden. Der skulle skabes et praktisk, socialt, kristent hjælpe – og omsorgsarbejde blandt de fattigste.
Vilhelm Beck mente, at opgaven ikke var social og slet ikke socialistisk. Den var slet og ret, at ”bringe Guds ord til menneskernes hjerter” Men Stein fik så meget opbakning, at han i 1879 blev valgt til formand for den lille københavnske afdeling af Indre Mission.
Nogenlunde samtidig fik han kaldt den endnu ikke færdig byggede Matthæuskirke for Vesterbros domkirke.
Under Steins formandskab voksede medlemstallet. Der blev oprettet et Magdalenehjem for byens faldne kvinder og som en slags forløber for Frelsens Hær – en bespisning og en opsøgende mission, der virkede i de usle knejper og baggårde, hvor både de sociale ulykker og syndigheden var størst.
I 1882 kunne den københavnske mission sætte kronen på værket ved at indvie missionshuset Bethesda på Grønttorvet. Vilhelm Beck menter, at Stein skulle udtræde af missionens landsledelse. Han sagde dog nej, men måtte finde sig i, at få mindre indflydelse.
De politiske modsætninger tog til
I 1885 blev de politiske modsætninger skærpet. Estrup hjemsendte rigsdagen og oprettede sin vakkelvorne politistat. Smedesvendene og deres arbejdsgivere udkæmpede den første af mange langvarige arbejdskampe.
Matthæuskirkens menighedsarbejdere gjorde, hvad de kunne for at afhjælpe den værste sult og nød. Nu satte Stein og kirken sig i realiteten mellem to stole. De tog parti i konflikten. Men det var kun en dråbe i havet med den hjælp, de kunne tilbyde. Efterhånden var sognet vokset til 40.000 indbyggere.
Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden
Året efter tog Harald Stein og Holmens provst, senere Sjællands biskop, grundtvigianeren Skat Rørdam et usædvanligt initiativ. I foråret 1886 indkaldte de til en række møder i Bethesda. Man ønskede ro mellem grundtvigianere og missionsfolk i hovedstaden. Man skulle i fællesskab finde frem til at arbejde for:
Ja det kan vel bedst illustreres med et citat fra Trinitatis – præsten Schepelerns indlæg:
Matthæus Sogn var overbebyrdet
Men i Matthæus sogn var der slet ikke kræfter til at løse disse opgaver. Harald Stein forlod i 1890 stedet for at blive biskop i Odense. Der var hektisk samlebåndsarbejde som vi allerede har hørt med dåb (cirka 1.500 om året), bryllupper (ca. 1.000), begravelser (ca. 1.000). Dette gav anledning til uvaner.
Det blev en skik at stikke degnen en kontant anerkendelse, hvis han skrev ens navn op til altergang. Og man betalte 5 kr. for at blive gift ved et bunkebryllup. Men hvis man betalte det dobbelte, blev man viet alene, uden konkurrenter til rampelyset.
Initiativer modtaget med modstand
Man skulle begynde helt forfra med en lille trækirke, foreslog en præst. Tre handlekraftige kvinder tog initiativet til at oprette:
Dette mødte modstand i præstelige kredse. De var ikke teologer og havde ikke det rigtige køn.
Men seks år senere blev udvalget overhalet af Udvalget til Kirke-sagens Fremme. Dette var så en gruppe af mænd. I 1896 kom udvalget så til at hedde Kirkefondet.
Der var nu meget modstand mod flere kirker. Således blev der påstået, at kun 20.000 af Københavns 300.000 kirkepladser var besat hver søndag. Et andet argument var at man hellere skulle give penge til fattige og hospitaler end til dyre kirker.
En tragedie ved vestkysten fik negativ indflydelse
En tragedie ved vestkysten fik stor indflydelse i København. En u-varslet storm havde kostet halvdelen af Harboøres fiskere livet. Det drejede sig om i alt 27 fiskere. Den missionske præst Moe begravede dem og holdt en hård og fordømmende prædiken. Han sagde bl.a., at de flestes død var ret ligegyldig, for de havde kun levet som vantro i mørket.
Dette fik en meget uheldig virkning for hele kirke-sagen i København.
De første små kirker
Den første kirke, som kirkeudvalget fik samlet ind til var den lille Nazarethkirke. Den blev stillet op i Ryesgade i 1892. Det var en vandrekirke, bygget af jern. Den kunne hurtigt flyttes et andet sted hen.
Året efter blev den første Gethsemane-kirke på Dannebrogsgade indviet. Den var også en uanselig, lille, ikke særlig køn vandrekirke, selv om den var bygget i bindingsværk og mursten med bølgebliktag, fordi jernkonstruktionen havde vist sig være behæftet med en del svagheder og gener.
Masser af forstyrrelser
I de første år hørte vandrekirken til under Matthæus Sogn, som nu var svulmet op til 60.000 sjæle. Ubeskyttet på frontlinjen stod den. Man kaldte den for ”Stalden”. Pastor Immanuel Bang beskrev situationen således:
Man havde altid et lille vagtkorps, som fungerede som frivilligt politi.
Kirken havde masser af fjender
Hele tiden måtte man kæmpe mod anarkister og frække unger. Der var også voksende modstand mod kirkens arbejde. Der var ikke kun i arbejderbevægelsen, der var modstandere. Man havde også fjender i kulturministeriet.
Kirkefonds – folkene erklærede som tilhængere af, at kirken skulle løsrives fra staten. Det betød, at de havde ejendomsretten til de kirker, som de havde selv havde bygget. De kunne også selv bestemme, hvem de ville have som præster.
Ja på Vesterbros gade skulle man også slås med en mængde sekter og løsgående prædikanter. Gademissionær Clausen hed den mest profilerede.
Man havde fundet den rigtige præst, der tog på hjemmebesøg og gik i clinch med både revolutionære, mormoner og ateister.
Man overtog et berygtet danseetablissement
I 1898 overtog man så det berygtede danseetablissement ”Valkyrien” på Vesterbrogade og omdannede det nødtørftigt til Mariæ Kirkesal. Ved århundredeskiftet blev der skiftet spor i kirkebyggeriet på Vesterbro.
Præsternes egen kirke
I 1893 havde en Fredericia – præst opfordret sine kollegaer til at gå i spidsen for at løse Københavns kirkeproblemer. Der skulle bygges en kirke på Vesterbro samlet ind af midler i den danske præstestand.
I maj 1900 blev ”præsternes kirke, den hvide Krist – kirke på Enghave Plads indviet af Christian den niende og mere end 100 danske præster. Det imponerende tårn kunne ses viden om.
Herremændenes kirke
Året efter svarede kirkefondskredsen igen. Da blev Apostelkirken i Saxogade indviet. Den blev i begyndelsen kaldt ”Herremændenes Kirke”, fordi midlerne til at bygge den var indsamlet i de allerøverste, oftest adelige kredse. Det var en lidt vanskelig opgave for arkitekten Valdemar Koch. Grunden var lidt akavet. Den fik en facadevæg, der klinede sammen med gadens andre huse. I dag er de huse væk.
Sognet var nu på 70.000 sjæle
Mens de to kirker blev bygget, skete der store ting i danmarkshistorien. Storlockouten og Septemberforliget i 1899 greb dybt ind i den vesterbroske virkelighed. Og systemskiftet i 1901 fik skæbnesvangre følger for Kirkefondet. Den nye kulturminister, I.C. Kristensen fremsatte forslag om en helt ny kirkeordning, baseret på demokratisk valgte menighedsråd, der skulle have ansvaret for de selvejende kirker og afgørende indflydelse på præstevalget. Det tog ca. 20 år at få gennemført loven. Men Kirkefondets magt var ødelagt.
I de første år af 1900-tallet blev Matthæus sogn med nu 70.000 sjæle endelig delt. Den femte sognekirke kom til. Det var Eliaskirken på Vesterbro Torv. Den blev kaldt for Kirkefondets katedral. Det var den første kirke på Vesterbro, der for en stor del var betalt af den omkringboende befolkning. Det var den største af alle kirkefondets kirker.
Fibiger – en vækkelsesprædikant
Ildsjælen var pastor Fibiger. Han var en missionsk vækkelsesprædikant med sjældne evner. Fra den lille Mariæ Kirkesal organiserede han sine stadig voksende tilhørerskarer i arbejdet med at rejse penge til en kirke.
Som arkitekt var valgt Martin Nyrop. Han havde netop fuldført det nye rådhus inde på det, der engang var Halmtorvet.
Fibiger var selvskreven som sognepræst i Eliaskirken. Han var ofte i konflikt med Moe i Harboøre, der afløste Vilhelm Beck som formand for Indre Mission. Fibiger gik ind for en mere rummelig forkyndelse.
Han var nærmeste ven og medarbejder med H.C. Mollerup, da denne i 1912 skabte Kirkens Korshær. Gennem den, det i 1911 oprettede Studentersettlementet i Saxogade og en overgang Bethesdas redningskorps.
Eliaskirken fortsatte med at være missionens københavnske højborg efter Fibigers død.
Maria Sognekirke blev indviet
Året efter fik Vesterbro sit sjette sogn. Mariæ kirkesal på Vesterbrogade blev lukket og Maria sognekirke blev indviet i Istedgade. Den blev billigere og mindre pompøs end Eliaskirken. Den blev rejst uden Kirkefondets medvirken af en komité, som stiftsprovst Paulli havde oprettet til formålet.
Til gengæld kunne Kirkefondet i 1916 erstatte den lille nedslidte vandrekirke i Gethsemane sogn med en rigtig stenkirke. En fjerdedel af byggeomkostningerne blev afholdt af Fibigers store Elias – menighed.
Seks solide stenkirker plus den Katolske
Nu var de sidste spor forsvundet efter den ydmyge forkyndelse i små tarvelige kirkerum. I stedet stod seks solide stenkirker, foruden den katolske Jesu Hjerte kirke i Stenosgade med et sogneliv, der var begyndt at ligne det, der blev levet i resten af landet.
Præsterne var et udsat folkefærd
Men Vesterbro var trods alt stadig Vesterbro. Første verdenskrig og den russiske revolution tilsammen fremkaldte et helt andet klima. Arbejdsløsheden og knapheden voksede, alt imens gullaschbaroner og andre spekulanter skovlede formuer sammen. Oven i det hele kom den spanske syge, der især hærgede morderisk i broernes slumkvarterer.
Mange reagerede på modgangen ved at blive syndikalister eller kommunister. De så bolsjevikkernes sejr som håbets fakkel. De revolutionære grupper blev talrige på Vesterbro. De fyldte godt op ved massedemonstrationerne i vinteren 1918 inde på Grønttorvet lige neden for Bethesdas vinduer. De revolutionære optøjer kulminerede fastelavnsmandag med stormen på Børsen.
Men det ulmede i mange år derefter, ikke mindst på Vesterbro. Det betød også, at den barske, antikirkelige retorik igen blev taget i brug. Præsterne på Vesterbro var stadig et mere udsat folkefærd end kollegaerne i resten af landet.
Socialdemokraterne ændrede politik
Nogenlunde samtidig med, at verdenskrigen brød ud, begyndte arbejderbevægelsens kooperative byggeselskab (AKB) et storstilet boligbyggeri på Frederiksholm og de øvrige, stort set ubebyggede Sydhavnsområder.
De nye arbejderkvarterer var monumenter over Socialdemokratiets folkelige sejr. Det blev kronen i 1924, da Stauning dannede sin første regering. Undervejs til magten havde partiet og bevægelsen ændret mening om en del sager og var blevet mere midtsøgende og rummelige.
Det gjaldt ikke mindst i forholdet til kirken. Her spillede Staunings nære medarbejder Borgbjerg en afgørende. Han regnede sig selv for både grundtvigianer og socialist. Han fik efterhånden overbevist sine partikammerater om, at det i bedste fald var nyttesløst at bekæmpe folkekirken.
Dette betød selvfølgelig ikke at alle socialdemokrater pludselig var blevet kristne. AKB projekterede ikke med kirkebyggeri i de nye arbejderkvarterer. Men det betød dog, at kirkefondet og Vesterbro provsti fik en ny arbejdsmark, ovenikøbet med et bedre samarbejde med de kommunale myndigheder end i de værste gamle dage.
Tre nye småkirker
I 1918 blev der indviet en lille træbarak – kirke på det, der i dag er Mozarts plads. Den fik navnet Frederiksholm kirke og var i begyndelsen annekskirke under brygger Jacobsens Jesuskirke i Valby.
Året efter blev en tilsvarende træbarak ved den nuværende Søndre Boulevard indviet som Absalonkirken. I daglig omtale kaldte man den for ”cykelskuret”. Det nye sogn skulle betjene de nye boligkvarterer, der skød op på havneopfyldningerne ved Kalvebod Strand.
I 1924 blev det hastigt voksende Kristkirke – sogn delt. En tredje lille, foreløbig kirke, Enghave Kirke, blev indviet længere ude ad Søndre Boulevard.
Det var fra begyndelsen Kirkefondets mening, at de tre nye småkirker hen ad vejen skulle erstattes af mere solide bygninger. Frederiksholm Kirke stod først for tur. Den fik sit eget sogn og blev lagt inder Vesterbro provsti.
Første røster om nedlæggelser
I 1927 blev den nye kirke indviet. Den lå ved teglværkssøen, der blev omdøbt til kirkesøen. Men frem for alt ligger den på Louis Pios gade.
Til gengæld havde befolkningstallet i provstiets indre sogne nået sit maksimum og gik i visse kvarterer endda tilbage. Derfor foreslog de kommunale myndigheder i 1930, at Absalon sogn med ”cykelskuret” skulle nedlægges. Men menigheden og Kirkefondet satte sig imod og sejrede. I 1934 blev den nuværende Absalon stenkirke indviet som monument over sejren.
Store forandringer i Folkekirken
I mellemtiden var der sket store forandringer i folkekirken. I 1922 vedtoges den lov om menighedsråd, som Kirkefondet havde bekæmpet så hidsigt. Den langsomme proces, der efterhånden gjorde Kirkefonds – kirkerne til ganske almindelige sognekirker, satte i gang.
Også det teologiske landskab blev ændret afgørende, først med Tidehvervsbevægelsen i 20’erne og siden på en helt anden måde, at Oxfordbevægelsen i 30erne. Begge disse bevægelser satte skår i den relative, missions – kirkelige enighed, som ikke mindst pastor Fibiger havde skabt på Vesterbro.
En afholdt kirkeminister
Så kom besættelsen og Vesterbro viste igen sin uregerlighed. Istedgade overgav sig aldrig. Det var missionen til gengæld nødt til at gøre lige efter krigen, da loven om kvindelige præster på trods af den højrøstede modstand blev vedtaget. Loven blev ovenikøbet administreret af en kvindelig socialdemokratisk minister. Bodil Koch blev dog hurtigt den mest afholdte kirkeminister nogensinde, og de nye, kvindelige præster på Vesterbro gjorde endnu et indhug i den enige præstefront.
Bavnehøj Barakkirke
I efterkrigstiden kom spørgsmålet igen op, om der var for mange kirker og sogne på Vesterbro. Men det Ydre Vesterbro blev ved med at vokse. På lokalt initiativ og md støtte fra Kirkefondet blev en lille Bavnehøj barakkirke på Tranehavevej ved Vestre Kirkegård derfor indviet i 1948.
Året efter blev Sjælør sogn skilt ud fra Frederiksholm og tre år senere fik de deres egen kirke på Wagnersvej. Som trøst fik Frederiksholm kirke så samtidig et kirketårn
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 5, 2024
En politibetjent i Tønder
En kort audiens 1932. Et beskedent værelse på Strucksalle. Et hyggeligt pensionat på banegården. Kontrolsteder på Banegården – Møllehus og Sæd. Gammeldags lokum kun i absolut nødstilfælde. Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor. Det dansk – tyske forhold. Specialtilladelse. Paskontrollen på banegården. Uniformen var lang tid undervejs. Tre slags stempler. En brøler af betjenten. Et godt forhold til de tyske kollegaer. Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”. Man talte ikke med SS-vagterne ved grænsen. Strengere bevogtning og nu bevæbnet. De tysksindede i Tønder blev frækkere, mente betjenten. Uniformsloven. Den berusede sømand. Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden. Gendarmen kunne ikke følge med Paludan-Müller.
En kort audiens 1932
Det var i 1932 – En ny betjent var kommet til byen. Det var en meget kort audiens hos politimester Seidenfaden. Han fik besked om at henvende sig i paskontrollen på banegården. Det var her han indtil videre skulle forrette tjeneste.
Et beskedent værelse i Strucksalle
Lederen af paskontrollen var overbetjent Neisgaard. Han stammede fra Vendsyssel. Han var en uhyre rar mand, der bad en af de ældre at være behjælpelig med at finde et sted at bo til den nye unge betjent. Kollegaen var meget kendt i Tønder. Han henviste til enkefrue, fru Røhe i Strucksalle. Her fik han et beskedent værelse til en rimelig pris. Fru Røhe var krigsenke og havde været lærer.
Selv om hun tilhørte det tyske mindretal var hun en særdeles rar og venlig dame, bemærkede den unge betjent, der kom oppe fra landet. Hun havde to døtre boende hos sig. De gik begge i den tyske skole i Tønder. Ingen af dem, hverken moderen eller døtrene lod sig nogensinde mærke med deres politiske tilhørsforhold.
Et hyggeligt pensionat på Banegården
På banegården i Tønder var der bl.a. en slags pensionat i ventesalen, hvor den unge betjent spiste. Det var to venlige damer som var kommet til Tønder fra Thy, der drev restaurationen og dermed ”Pensionatet”. Her mødtes hver dag to toldassistenter, en lokomotivfører og den unge betjent. Det var hyggeligt at spise her. Her kom mange mennesker.
Banegården, Møllehus og Sæd
På dette tidspunkt var Tønders politistyrke delt i to afdelinger – nemlig styrken på politistationen og styrken ved paskontrollen. Et tilsvarende antal var på selve stationen.
Under paskontrollen hørte tre forskellige ”steder” nemlig:
På selve kontrolbygningen i Sæd boede Wind og Berthelsen. På fridage og ferieperioder blev de afløst af betjente fra Tønder, men ellers blev kontrollen i Sæd i det daglige passet af de to fastboende. Ud over de to betjente boede der også en toldbetjent i bygningen.
Gammeldags lokum kun til nødstilfælde
I ”Møllehusbro” fandtes der dengang kun en mindre træbygning. Der var ikke installeret elektricitet eller vand. Opvarmningen foregik fra en gammel kakkelovn. I en lille træbygning fandtes der brændsel samt i et hjørne et rigtig gammeldags ”lokum”, der kun blev benyttet i absolut trængende tilfælde.
Transporten derud foregik på cykel. Det var en lidt blandet fornøjelse på en vinterdag, men den unge betjent overlevede og ingen gjorde indsigelser over de ret primitive forhold. Ikke langt fra træbygningen i Møllehus lå en mindre toldbygning, hvor der boede en toldbetjent.
Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor
Ud over politi og told var det hele døgnet vagt af en grænsegendarm. Samarbejdet mellem de tre forskellige kategorier af tjenestemænd var fortrinligt. Grænsegendarmerne skulle hele tiden opholde sig udenfor. Det var dem på det strengeste forbudt at gå ind og få lidt varme. Der blev ret hyppigt foretaget kontrol af en grænsevagtmester.
Det dansk – tyske forhold
For en oppe fra landet var det lidt mærkeligt at se tosprogede skilte med gadenavne. Og så skulle man også vænne sig til, at der indimellem blev talt tysk på gaden. Man fik af kollegaer at vide, hvilke butikker, der var dansksindede og hvilke, der var tysksindede. Det var en selvfølge at man handlede i de dansksindede butikker.
Selv på skolebørnene kunne man se, hvem der gik i tysk skole. De gik nemlig næsten alle med en uniformskasket. Men ellers gik det uden gnidninger. Man tolererede hinanden. Tyskerne holdt til i Tonhalle, hvor danskerne ikke kom.
Speciel tilladelse
Adskillige større gårde, der lå lige i nærheden af grænsen, havde en del af jorden beliggende på den anden side af grænsen. Disse mennesker havde selvfølgelig en særlig form for tilladelse til at overskride grænsen. De havde deres egne overgange, som de – og kun de – måtte benytte uden særlig kontrol.
Paskontrollen på banegården
Paskontrollen på banegården foregik på den måde, at rejsende fra Tyskland – Niebøl – steg af toget og gik ind til toldkontrol. Fra toldvæsnets lokale skulle de rejsende derefter gennem politiets paskontrol og først derefter kunne de fortsætte enten på indkøbstur i byen eller med et dansk tog videre mod nord.
Uniformen var lang tid undervejs
Det gik temmelig lang tid, før man fik en uniform. Efter nogle dage kom der fra udrustningskontoret i København et måleskema. Med dette skulle man så henvende sig til en lokal skræddermester og få ham til at påføre skemaet de mål, hvorefter et firma i København skulle fremstille en uniform. Efter temmelig lang tid kom der en påbegyndt uniform, hvor den unge betjent så atter skulle henvende sig til skrædderen med. Han skulle rette den til, hvorefter den skulle returneres til København, hvor den så endelig blev syet færdig og sendt til den unge betjent. Det gik endnu længere tid inden der så kom en uniformshue.
Uniformen bar præg af, at den var beregnet for Sønderjylland. Således var huemærket et forgyldt rigsvåben. Samme rigsvåben fandtes på begge sider af den grønne krave. Knapperne var forsynet med tre løver og ni hjerter, alt sammen noget der havde med det sønderjyske at gøre. Fra udrustningskontoret fik den unge betjent tilsendt en brugt uniformskappe, en brugt cykel samt en regnfrakke og et par lædergamacher.
Efterhånden fik den unge betjent på fornemmelsen at han var politibetjent. Men politiskiltet blev først udleveret ved fastansættelsen.
Tre slags stempler
Efterhånden som man blev iklædt og havde udstået en vis læretid fik man udstået en vis læretid, ja så fik man betroet paskontrollen alene en gang imellem både på banegården og ved grænsen. På det tidspunkt var kontrollen temmelig effektiv. Der blev brugt meget tid på at efterse de rejsendes pas. Der var tre forskellige stempler. Nemlig et for indrejse og for udrejse og endelig et for afvist. Det sidste blev brugt meget sjældent.
Kom der en eller flere, der ikke var i besiddelse af penge og ikke på direkte forespørgsel kunne redegøre for deres ærinde, kunne man afvise dem. Det røde afviserstempel betød, at man så ikke bare kunne rejse et andet sted over grænsen. Stemplerne var forsynet med numre, som man skulle indføre i tjenestebogen, hvilket nummer man havde anvendt under vagten. Hvis det så var sket en fejl kunne man så finde frem til ”den skyldige”
En brøler fra betjenten
Vores unge betjent begik da også sin allerførste brøler, da han var på alene-vagt en aften på banegården. En tysk dame viste sit pas og hun fik indrejsestempel. Indvendig på omslaget af passet bemærkede han godt nok, at der var skrevet U.M.T. Derunder var så kriminalpolitiets stempel samt et journalnummer. Den unge betjent vidste ikke, hvad det betød.
Næste dag kom en af kollegaerne fra kriminalpolitiet ned på stationen. Han havde mødt den pågældende kvinde på en restaurant i Tønder. Han havde sørget for, at hun i ”stilhed” blev lempet over grænsen ved Sæd. De famøse tre bogstaver betød nemlig ”Udvist med Tilhold”. Kollegaen havde ordnet det hele ganske smertefrit. Den pågældende dame vidste udmærket, at hun ikke måtte rejse ind i Danmark. Hun havde sagt at det var en ganske ung betjent, der sad ved paskontrollen. Så kunne kollegaen godt regne ud, hvem synderen var. Kollegaen havde på sin egen måde sparet vores unge betjent for ubehageligheder.
På det tidspunkt hed stationslederen ved kriminalpolitiet K. Larsen, der gik under navnet ”den onde maler”. Han fik aldrig noget at vide om sagen.
Et godt forhold til de tyske kollegaer
Forholdet til kollegaerne på den tyske side var godt. Tyskerne kom ret ofte over til en hyggelig sludder. De fleste af de tyske tjenestemænd var i 50 – års alderen. Det skulle senere vise sig, at de absolut ikke var nazister.
Et hårdt job for en grænsegendarm
Gendarmerne patruljerede i nattens mulm og mørke langs selve landegrænsen. Det var ikke noget behageligt job. Selve vagten ved grænseovergangene kunne til nød gå an. Men turene ud langs grænsen ganske alene såvel dag som ved nat var ikke rare.
De havde altid fire timer ad gangen. Hvis f.eks. tjenesten begyndte kl. 12 middag, havde han tjeneste til klokken 16. Derefter gik han hjem men skulle igen møde klokken 24 til klokken 4 om morgenen. Gendarmen havde på denne måde faktisk ikke noget ud af dagen og heller ikke af natten, men således var det dengang.
Gendarmerichefen boede i Gråsten. Han kom en gang imellem på inspektion. Det var først Moltke, som imidlertid blev afløst af Paludan-Müller, der som bekendt skød sig selv i 1944 i kamp mod tyskerne foran sit hus. Vi har skrevet flere artikler om ham.
Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”
Da Hitler kom til magten, medførte dette til forskellige forholdsregler på den danske side af grænsen. En ganske voldsom udvidelse af kriminalpolitiet blev der givet bevilling til. Det var det såkaldte ”100-mands hold”. Det kom til at bestå af yngre mænd fra hele landet.
Den oprindelige mening med dette var, at dette hold skulle kunne tilkaldes til steder eller optrin, hvor en hurtig og effektiv indsats var påkrævet. Vores unge betjent kom med i denne gruppe. Uniformen bestod af den ”sønderjyske uniform”, men nu med guldstribe samt et rigsskjold på venstre ærme.
Man talte ikke til SS – vagterne ved grænsen
Han var nu blevet overført til det, der hed Statspolitiet. Som skrevet var Hitler kommet til magten. Og ved grænsen var der også sket noget. De gamle tjenestemænd på den tyske side var med øjeblikkeligt varsel overført til den polske grænse. Deres danske kollegaer så dem aldrig igen.
De var i første omgang afløst af nogle SS-folk. Det var dem i sorte uniformer med dødningehoved som pynt.
De prøvede ganske tydeligt på at ”fedte sig ind” hos de danske vagter ved grænsen. Men de havde aftalt, at de ikke ville tale med dem. Så snart de kom gående på vejen ned mod de danske grænsevagter, gik de ind og lukkede døre og vinduer. De blev ret hurtigt klar over, at danskerne ikke ønskede at tale med dem.
Strengere bevogtning ved grænsen
Ved grænsen havde de danske vagter fået ordre til at ”anlægge” livrem med skrårem og skarpladt pistol. Tyskerne der passede grænsen, lurede lidt på dette. Det havde de aldrig tidligere set. Der blev påbegyndt en meget stærk patruljering i grænseområderne. Foruden de mange uniformerede var der af og til enkelte kollegaer fra rejseafdelingen nede ved grænsen. Det var ganske tydeligt, at man fra dansk side ikke var begejstret for de ændringer, som efterhånden skete i Tyskland.
De tysksindede blev ”frækkere”
De meget tysksindede mennesker i Tønder, blev efter den unge betjents opfattelse blevet lidt mere ”frække” efter nazismens overtagelse af magten i Tyskland. Således var der mange steder i Tønder anbragt hagekorsbannere i vinduerne ud mod gaden. Det virkede og var meget provokerende. Men man kunne ikke forbyde de pågældende at anbringe disse bannere i deres stuevinduer.
Det var en selvfølge at man som rigsdansker oppe fra ”det gamle land” meldte sig i en af de nationale foreninger i Tønder.
Uniformsloven
På et ret tidligt tidspunkt kom der en bekendtgørelse om, at det var forbudt at bære ”emblemer, uniformer eller uniformsdele”, der viste, at man tilhørte et bestemt politisk parti. Denne bestemmelse var sikkert langt mere aktuel ved grænsen end andre steder i landet.
Ved grænsen var man meget opmærksom på dette. Ingen rejsende syd fra måtte ikke bevidst eller ubevidst overtræde denne bestemmelse. Formentlig kendte nazisterne disse bestemmelser. Alligevel mødte de op ved kontrolstationerne med deres emblemer. De fik ingen indrejsetilladelse før deres emblemer var fjernet.
Den berusede sømand
En sen aften ved Sæd kom en tysk taxa. Chaufføren kom ind og fortalte, at han havde en syg dansker med i bilen. Det viste sig at være en sømand fra Odense. Han var tidligere på dagen kørt ud af landet. Han var frygtelig mishandlet og blødte voldsomt, men han var også voldsom beruset.
Chaufføren var kommet forbi en arbejdslejr i Sønder Løgum (Ladelund?). Uden for porten stod to vagter med spader i stedet for geværer. Den berusede sømand havde gjort nar af de to vagter og havde sagt forskellige mindre pæne ting om Hitler og Det tredje Rige i sin helhed.
Vagterne havde trukket ham ind i lejren, hvor han var blevet gennembanket på det voldsomste, hvorefter de havde beordret ham kørt til grænset og afleveret til dansk politi. Han blev tilset af en læge, vasket og forbundet. Derefter kunne han fortsætte. Han gav meget tydeligt til kende, at han havde været i Tyskland for sidste gang.
Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden
Statspolitichefen var en enkelt gang på inspektion. Han ville se dagbogen. Og så skrev han ”Set den” med hans karakteristiske underskrift. Han var ikke særlig gode venner med politimester Seidenfaden. Og så advarede man hinanden, at den øverste chef var på vej. Og så skulle man huske at fjerne askebægere. Tobaksrygning på stationen og kontrolstederne var absolut forbudt.
Seidenfaden var ikke så populær hos de tysksindede. Han var politimester i Tønder til 1934. Han viste stor handlekraft og skabte opmærksomhed, da han i 1922 genskabte roen ved strejkeurolighederne ved at indsætte militæret. Han blev formand for politimesterforeningen. Ved tyskernes aktion mod dansk politi lykkedes det ham at flygte. Han gik under jorden og var med til at opbygge et illegalt politi.
Gendarmen kunne ikke følge med sin chef
Når Paludan-Müller kom på besøg hos grænsegendarmerne, var det altid som passager i en sidevogn på en motorcykel som blev ført af en gendarm fra Gråsten. På bagsædet sad også en gendarm. Fra Sæd gik Paludan-Müller til fods til Rudbøl. Og den stakkels gendarm havde stort besvær med at følge med. Lettere var det for føreren af motorcyklen. Han skulle køre af landevejen til Rudbøl, hvor de to igen steg på.
Vores unge betjent blev forflyttet til Gråsten, hvor han blev forlovet. Derfra gik turen til Viborg. Det var med stor vemod, da han forlod Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: