Artikler
Februar 3, 2024
Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.
Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole
Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.
Fra Felsted Skov
Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.
De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.
Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.
Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.
En dansksindet familie
Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.
Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende
Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret
Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.
Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.
Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”
Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.
Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.
Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.
Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.
Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste
Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:
Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder
Hans mor havde en gang sagt:
Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.
Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.
Nej til stor stilling i Berlin
Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.
Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.
Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.
Råhed, amoral og menneskeforagt
Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.
Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.
Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.
Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen
Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.
Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.
Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet
Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.
I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:
Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden
Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.
Hensyn til familie og gerning vejede tungere
Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.
Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.
Følte sig stødt over de tyske angreb
Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.
Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.
Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne
Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,
Undervisning på Øvelsesskolen
Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.
Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.
Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.
Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.
Gratis skolemateriale
Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.
Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid
I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:
Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner
For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.
Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:
Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:
Min far ville ikke finde sig i noget
Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.
300.000 eksemplarer af Ole Bole
Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.
Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.
En vovet udgivelse i besættelsestiden
Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.
Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.
Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste
Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.
Meget få sygedage
Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.
Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.
Til Tønder, da vandværket blev bygget
Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.
Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.
Dansk Grænselære
Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.
Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.
Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:
Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:
Ikke mange spor af tysk
Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.
Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.
Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser
Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at
Claus Eskildsens udgivelser
Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:
Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:
Februar 2, 2024
Tyske Flygtninge i Tønder – den 3. historie
Ude ved Zeppelinstationen skulle der komme et museum, der fortalte om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår det kommer vides ikke. I ventetiden kan du læse denne list længere historie. Der var 200 lejre i Sønderjylland. 23.000 flygtninge kom hertil. 40 pct. var børn under 15 år. Situationen ændrede sig for dem efter besættelsen. Morten Bredsdorff skrev om dem i sin dagbog. Fare for epidemi, mente man. Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere dem. Mindretallet tog sig af dem. Eksercergården omdannet til flygtningelejr. Plads til 1.400. En barsk oplevelse fra privat indkvartering til internering bag pigtråd. Modstandsbevægelse ønskede dansk leder. Snart kom leder nr. 2. Delvis selv styre fortsatte. Faderen overtog lejren. De havde deres egen ”Bürgermeister. Arbejdspligt. Et broget liv i lejren. Dårlige beboelsesforhold. Otte Høyer kritiserede forholdene. Nye arbejdsgrupper. 87 dødsfald bland flygtningene. Kedelig og ensformig mad – med det blev bedre. Der var ingen der sultede. Man dyrkede selv grøntsager. Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen. Der havde været meget kontakt med lokalbefolkningen. Alt for mange udgangstilladelser – soldater følte sig til grin. Effektiv skoleuddannelse. Skolens leder fik forskellig bedømmelse. En lokal skolemand gik ihærdigt til arbejdet. De unge piger herude skabte problemer. Lærlingeuddannelse og teknisk skole. Bunter Abend om lørdagen. Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge. Stor tillid til lederen, Anderledes så det ud i Hohenwarde. Sundhedstilstanden var god. Men i 1946 skulle der hentes drikkevand helt inde i Højer by. Nazistisk undervisningsmateriale. På e åben lastbil blev de transporteret hertil. Diplomatiske forviklinger opstod.
Et nyt museum?
Meningen er, at der ude ved den gamle Zeppelin-station også skal fortælles om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår man er klar til dette, vides ikke. Men her er vores tredje historie om dette tema. Men nu behøver I ikke at vente længere. Dette bliver en lang artikel.
Vi berører også lige de tyske flygtninge på Hohenwarte ved Højer Gl. Sluse. Her syntes det som om, at myndighederne ikke havde så meget styr på det.
200 lejre i Sønderjylland
I Sønderjylland var er cirka 200 hovedsagelig mindre lejre. Her fik flygtningene en lidt anden modtagelse end i det øvrige land. Det var medlemmer fra Det Tyske Mindretal, der organiserede en stor hjælp til dem. Og cirka halvdelen af de tyske flygtninge blev indkvarteret i private hjem.
23.000 kom til Sønderjylland
Det var ”Flüchtlings-Hilfwerk Nordschleswig, der organiserede en masse for hjælp til dem. De fleste flygtninge til Sønderjylland kom i februar og marts 1945. Det var også privat praktiserende læger, der hjalp flygtningene. Men trods dette var dødeligheden også stor i Sønderjylland, især blandt børn. Det skyldtes antagelig børnenes dårlige forfatning ved ankomsten til Sønderjylland.
I alt kom der 23.000 til landsdelen. Det svarer til ca. 10 pct. af det samlede antal flygtninge i Danmark. Også her blev skoler, forsamlingshuse, kroer m.m. inddraget i indkvarteringen til den anden halvdel. Hertil kom særlige børnelejre, alderdomshjem, fødeklinikker, lazaretter og sygehuse til disse. Men efter befrielsen var det også i Sønderjylland slut med privat indkvartering.
40 pct. var børn under 15 år
Gnidningerne syntes ikke så store i Sønderjylland som andre steder i landet. De fleste flygtninge opførte sig upåklageligt, hvilket måske hang sammen med at de fleste var kvinder, børn og gamle mænd. Hele 40 pct. var børn under 15 år.
Situationen ændrede sig efter befrielsen
Med befrielsen ændrede flygtningenes situation sig radikalt – ikke mindst i Sønderjylland. For de danske myndigheder var det et kæmpe logistisk og forsyningsmæssigt problem. Der skulle skaffes mad, tøj, passende indkvartering med sanitære forhold, vaskemuligheder, toiletter, lægehjælp m.m.
Morten Bredsdorff skriver i sin dagbog
Det var nogle, der mente, at tyskerne brugte Danmark som kurland for deres sårede soldater og flygtningene. Den 3. februar 1945 kom den første større flygtningesending til Tønder over landegrænsen med tog. Dette skriver seminarieforstander Morten Bredsdorff om i sin dagbog:
Faren for epidemi
Dette var bestemt ikke sidste gang man så noget til de tyske flygtninge. I marts måned 1945 opholdt der sig 14.210 flygtninge i de sønderjyske landsdele. I Tønder Amt var det på daværende tidspunkt 4.350 i Tønder Amt.
Den 7. marts 1945 skriver Bredsdorff i sin dagbog:
Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere antallet
Den 3. april 1945 kom en endnu større flok østtyske flygtninge fra København til Tønder. Skibe havde bragt en masse nye flygtninge til hovedstaden. De blev sendt videre til små lejre i omegnen, til skoler, forsamlingshuse institutioner og større gårde.
Indkvartering og forplejning skete på værnemagtens initiativ med hjælp fra mindretallets kontorer. Lejrene var selvstyrende, ledet af en tillidsmand, udpeget af den lokale kommandant og i overensstemmelse med ”førerprincippet.
Det var ukendt, hvor mange flygtninge, der var, da kapitulationen skete den 5. maj 1945. Det var en meget kaotisk situation. Nu gik modstandsbevægelsen i gang med at registrere de mange flygtninge.
En optælling der var afsluttet i slutningen af maj måned, fortæller at der i Tønder kreds var forsamlet ca. 5.000 flygtninge. Det endelige tal var nok langt højere. Mange af flygtningene var indtil befrielsen indkvarteret hos private.
Mindretallet tog sig af flygtningene
Mindretallet tog fra februar til maj 1945 mod ca. 30.000 ”landsmænd” fra østområderne. Som vi allerede har nævnt, blev cirka halvdelen privat indkvarteret. Fra mindretallets hovedsæde og fra de tyske kontorer i Haderslev, Sønderborg, Aabenraa og Højer.
Flygtninge-kontoret i Tønder havde til huse i Det Tyske Kontor, Vestergade 72, hvor også mindretallets dagblad ”Nordschleswigsche Zeitung” havde redaktion.
Statens civile Luftværn
Umiddelbart efter 5. maj var der ikke andre end Modstandsbevægelsens folk og byens få betjente til at sørge for, at flygtningene ikke sivede ud i det danske samfund og at de ikke led overlast af hævngerrige danskere. ’
Ansvaret for lejrene blev lagt i hænderne På Statens civile Luftværn, der var en af de få danske organisationer, der havde fungeret under besættelsen og som nu kunne glide direkte over i omsorgen for flygtningene.
Uregistrerede flygtninge
Tiden efter kapitulationen blev en kaotisk periode. Flygtningene var spredt over hele byen og egnen. Dem, der var indkvarteret på forsamlingshuse og skoler, lod sig let internere. Værre var det med de mange, der var privat indkvarteret. Her gik ”indsamlingen” i starten meget langsom. Endnu i juni var der i området et stort tal uregistrerede flygtninge.
Den 3. juni kørte en højtalervogn gennem Tønders gader med besked til alle flygtninge om at melde sig på banegården i Tønder (Tønder H). Herfra ville de samme dag bliver sendt videre til Oksbøl. Hertil blev der i de kommende dage frem til 8. juni afsendt 2.700 flygtninge, der hidtil havde været privat indkvarteret.
Eksercergården omdannet til flygtningelejr
Inden afrejsen blev de grundigt visiteret af politiet med hjælp fra DKB. (Danske Kvinders Beredskab). Hos enkelte, fortrinsvis halvvoksne drenge og hos en ung pige fandt man våben. Desuden blev der beslaglagt godt 3.000 kr.
Plads til 1.400
I løbet af maj – juni 1945 var det Statens civile Luftværns overtagelse af forsorgen for flygtninge. Disse blev samlet i stadig færre og større enheder. Som led i disse bestræbelser blev den såkaldte Eksercergård nord for byen omdannet til flygtningelejr. Lejren blev officielt åbnet den 21. juni 1945. Den blev hurtigt udbygget, så den kunne rumme henved 1.400 flygtninge.
Eksercergården havde da allerede i nogen tid fungeret som lokal opsamlingslejr. Allerede den 13. maj 1945 blev 500 flygtninge flyttet fra kasernen hertil. Ved den forudgående visitation blev der beslaglagt ikke mindre end 38.000 danske kr.
De øvrige opsamlingslejre i politikredsen var Hohenwarde ved Højer, Nr. Løgum og Skærbæk.
En barsk oplevelse – fra privat indkvartering
For at gøre plads til disse mange flygtninge, der var strøet over hele politikredsen, blev hovedparten af de på Eksercergården internerede flygtninge den 24. september 1945 overført til Oksbøl. Lejren blev dog hurtigt igen fyldt til bristepunktet. De, der ikke blev plads til overførtes de følgende måneder direkte til andre opsamlingslejre – dog hovedsagelig i Oksbøl. For mange var det efter privat indkvartering en barsk oplevelse.
Ikke den store ændring i Tønder
Flygtningelejren i Eksercergården var en lukket verden, der rummede gennemsnitlig 1.350 flygtninge. Inden Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj 1945 fortsatte de stort set med, inden for de stramt afsatte rammer, at være selvstyrende. De af den tyske kommandant indsatte tillidsmænd blev erstattet af ikke-nazistiske, udpeget af den danske lejrledelse.
I praksis betød dette i reglen, at de oprindelige tillidsmænd fortsatte som hidtil. Lejrens struktur var i den førte tid efter 5. maj uden større interesse for de danske myndigheder, da lejrene blev betragtet som et kort forbigående fænomen. Da man efterhånden blev klar over, at flygtningenes tilbagevenden til Tyskland nemt kunne trække ud i måneder og som det senere viste sig, år, måtte myndighederne til at interessere sig noget mere om disse lejre. I Tønder synes dog ikke at ske et større indgreb i den interne styrelse af lejren.
Modstandsbevægelsen ønskede dansk ledelse
Der indløb dog klager over den tyske lejrledelse. Derfor henvendte modstandsbevægelsen sig til borgmester Johan Paulsen, der som chef for det civile luftværn var ansvarlige for flygtningene i området. De ønskede indsat en dansk chef som skulle skabe ro og orden.
Under disse forhandlinger blev adjunkt Otto Høyer, der var et fremtrædende medlem af den lokale modstandsbevægelse, forslået som lejrchef. Fra en enkelt var der dog betænkeligheder ved at fjerne Høyer fra det i de sidste krigsår noget forsømte skolearbejde. Derfor blev løjtnant E. Marquardsen foreslået som nummer to.
Ny leder
Havde man taget hensyn til skolearbejde? Eller havde man foretrukket den mere moderate Marquardsen frem for Otto Høyer vides ikke. Høyers kommunistiske sympatier har sikkert ikke gavnet ham hos den konservative borgmester, Johannes Paulsen. Høyer blev vraget til modstandsbevægelsen store fortrydelse.
Delvis selvstyre fortsatte
Efter Marquardsens indsættelse som lejrchef fortsatte lejrens delvise selvstyre. Der var en tysk ”Vertrauensmann” og et vidtgående tysk selvstyre, men således at den danske lejrchef var øverste instans. Fra centraladministrationen blev der udsendt flygtningeinspektører, en mandlig og en kvindelig i hver af de 11 kredse. Disse kontrollerede de hygiejniske forhold og foreslog forbedringer, hvor dette var tiltrængt.
Senere kom der også undervisningsinspektører, der sørgede for skolerne. Forholdene omkring lejren og Marquardsens ledelse blev stærkt kritiseret fra flere sider bl.a. fra modstandsbevægelsen. Og det var navnlig den afgående lejrchef Otto Høyer, der stod bag.
Faderen overtog ledelsen
Den 9. november 1945 blev E. Marquardsen afløst af sin far O. Marquardsen, der var kostforplejningschef på kasernen. Magtskiftet mellem far og søn var ikke et dårligt bytte for lejren. Faderen havde en del erfaring at trække på. Nu blev der mere ro omkring lejren. Den nye lejrchef nød respekt både hos myndighederne og flygtningene.
Han deltog også sammen med tyske og danske gæster, når der blev afholdt kulturelle arrangementer med teater, koncerter og andet.
Lejren havde egen borgmester
I lejren var der en tysk borgmester. I 1945 var det Erich Radler, tidligere konditor og gæstgiver fra en af Stettins forstæder. Han blev genvalgt ved samtlige valg i lejren. Ja han var borgmester i hele lejrens eksistens. Til hjælp havde et kontorpersonale udtaget blandt lejrens beboere. På kontoret blev der ført et regelret folkeregister, der var grundlagt af lejrens egen styrelse.
For hver barak var der desuden en barakformand, der havde ansvaret for det daglige liv og den offentlige orden i de forskellige barakker. Jo afstemningen i lejren var demokratisk. Der var 770 stemmeberettigede.
Arbejdspligt
Alle i lejren havde arbejdspligt. Det foregik under de valgte tillidsmænds opsyn. Set fra et dansk overopsyn foregik dette arbejde uden komplikationer. Stort set alt arbejde inden for lejren blev udført af beboerne selv. Også lejrens bygninger og inventar blev vedligeholdt af egne snedkere, murere og andre håndværkere. Køkken-, have- oprydnings-, brændsels- og rengøringsarbejde udførte flygtningene selv.
Et broget liv i lejren
Foruden de faste lokaler og hallen var der i lejren opført en række barakker af forskellig type, alle var fuldt belagt. Blandt det brogede barakbillede ses også en del bygget af et Tønderfirma. Størstedelen af barakkerne var dog tyske militærbarakker, der i slutningen af juli 1945 blev flyttet til Tønder fra Rømø.
Barakkerne dannede baggrund for et broget liv. Alle slags folk var samlet her. Hver enkelt flytning rådede over meget lidt plads. Med meget små midler forsøgte de at skabe et hjem. Af de forhåndenværende materialer er der syet gardiner, lavet borter omkring hylderne og forsøgt at holde det hele rent og propert. Andre steder havde beboerne tilsyneladende opgivet det lille spinkle håb, der dannede grundlaget for en menneskelig tilværelse. De havde bare ladet stå til, gjorde kun det, der blev forlangt med hensyn til renlighed og sjoskede bare rundt.
Dårlige beboelsesforhold
Af de 1.350 flygtninge var
De dårligste beboelsesforhold fandtes i den store ridestald. Her var det ved primitive træskillerum indrettet beboelse til ca. 300 mennesker. Men de måtte flytte andre steder hen i lejren, da det var umuligt at opvarme det store rum.
Ja sådan skrev en journalist i 1945 efter at have studeret de forskellige indskrifter på skillenumrene. Men måske dette mere var et udslag af galgenhumor.
Otto Høyer kritiserede forholdene
I september 1945 kritiserede skole- og modstandsmanden adjunkt Otto Høyer igen engang lejrledelsen for foldene i lejren:
Selv om Høyers meget stramme linie ikke helt blev indført, bedredes forholdene i lejren langsomt, uden dog på grund af mange fysiske begrænsninger, at nå de målsatte forhold.
Pladsen var trang i Tønder, men i breve fra flygtninge, der blev overflyttet til andre lejre, lyder det næsten samstemmende, at der var mere plads i Tønder.
Nye arbejdsgrupper blev nedsat
Da man efterhånden blev klar over, at der måske ville gå længere tid inden man kunne nå tilbage til Tyskland, blev der også som et led i beskæftigelsen, nedsat arbejdshold, der skulle bringe lejrområdet i orden, gangene blev afstukket. Mange steder blev der lavet blomsterrabatter og andre steder et helt lille anlagt.
87 dødsfald blandt flygtningene
Dødeligheden blandt flygtninge var på landsbasis høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme som bl.a. malaria. Tusindvis af tyske begravelser fandt nu sted over hele landet. Værst var spædbørnsdødeligheden. I Tønder registreredes 87 dødsfald blandt flygtningene – hovedsagelig blandt børn og ældre.
Af sundhedsmæssige hensyn forsøgte man at give hver af beboerne et ugentligt bad. Der fandtes et infirmeri i lejren. Lægegerningen udførtes af en praktiserende tysk læge.
Kedelig og ensformig mad
Efterhånden som de tyske lazaretter blev nedlagt i byen, modtog lejren en del inventar m.m. herfra – mere eller mindre legalt. En stor del af dette materiel blev senere igen beslaglagt af engelske og danske myndigheder.
Sådan lyder en sammenfatning af hvad flygtningene senere kunne fortælle om kosten i lejren.
Inden 5. maj 1945 kunne flygtningene selv købe ind
I tiden indtil 5. maj 1945 var forplejningen mindst på højde med, hvad der stod på tøndringernes borde. Værnemagten sørgede for tilførslerne, og selv kunne flygtningene købe, hvad de ville i de danske butikker. Flygtningekontorerne udleverede rationeringskort og uddelte lommepenge.
Flygtningene skulle vente på mad i flere dage
Med værnemagten ude af billedet efter 5. maj ændredes billedet totalt. Privatboende flygtninge blev samlet i lejrene, der fra den ene dag til den anden blev lukket land bevogtet af modstandsbevægelsen. Flere steder gik der flere dage inden der blev sørget for forplejning. Med Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj blev forsyningsforholdene hurtigt bragt i orden.
Der var ingen, der sultede på Eksercergården
Maden blev tillavet i store køkkener efter et af regeringen udarbejdet kostskema, der sikrede hver flygtning det nødvendige antal kalorier. Det var selvfølgelig ikke festmad, end ikke dansk hverdagskost, En journalist spurgte ved et besøg på Eksercergården i oktober 1945 også til maden. Fra alle sider lød udtalelsen, at der var ingen der sultede.
Hver flygtning havde et spisekort. For hver portion, der blev udleveret, blev kortet gennemhullet, så man ikke kunne hente to portioner. Maden blev indtaget i de forskellige beboelsesbarakker. Børnene fik udleveret en ekstra portion mælk.
Hver flygtning fik 50 gr. kød om ugen. Middagsmaden var altid det, som tyskerne kaldte ”Eintopfessen” og spisesedlen for en 10- dags periode kunne lyde således:
Tørkosten bestod af rugbrød og sigtebrød samt pr. dag:
Børn under 15 år fik en halv liter sødmælk og samme kvantum mælk fik gravide kvinder tre måneder før fødslen, så det måtte kostforplejningen også lige holde øje med.
Der blev selv dyrket grøntsager
Lejren bidrog også selv til husholdningen med grøntsager, kartofler, gulerødder og andre køkkenurter. Køkkenhaven, hvortil der var knyttet et særligt arbejdshold. Lå uden for det egentlige lejrområde, hvilket gjorde dette arbejde særligt attraktivt.
Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen
En af forvaltningens højt prioriterede opgaver var at undgå fraternisering mellem den danske befolkning og de tyske flygtninge. Tyskerne skulle holdes interneret unde bevogtning ved bevæbnet mandskab. De tyske læger, sygeplejerske og præster skulle dog kunne færdes nogenlunde frit fra lejr til lejr og være i besiddelse af gældende passerseddel. Men for andre kunne det være en undtagelse at komme uden for lejren.
Umiddelbart efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtning af lejrene i politikredsen, idet hverken politi eller militær rådede over mandskab hertil. Da modstandsbevægelsen omkring 1. august vendte tilbage til deres – i overvejende grad – civile tilværelse, blev der til bevogtningen indkaldt CB-ere. Luftværnschefen, borgmester Johan Paulsen søgte i første omgang folk til frivillig CB-tjeneste gennem annoncer i dagbladene for derved at undgå tvangsindkaldelser i større stil.
Bevogtningen var ikke særlig effektiv
Bevogtningen af lejren lod meget tilbage at ønske. Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold mellem CB-erne og lejrens kvinder synes ikke til at standse.
Den 18. september 1945 skrev lejrchefen E. Marquardsen i Grænse Posten:
Der havde været masser af kontakter med lokalbefolkningen
Når der især i starten af lejrens levetid var problemer med rømninger og fraternisering udgange skyldes det hovedsageligt, at mange flygtninge inden interneringen i lejre havde været privat indkvarteret i byen eller i omegnen havde fået bekendte og kontakter uden for lejren. Disse rømninger tog dog stærkt af med tiden. Vagten blev forbedret. Nogle af de ”vanskeligste elementer” blev desuden sendt til andre lejre.
Langsomt blev bevogtningen forbedret efterhånden som politiet blev frigjort fra de mange sager i forbindelse med besættelsesårene. Endelig omkring årsskiftet 1945/46 overtog militæret vagterne ved Eksercergården.
”Soldater – Stemning ved Flygtninge – Lejren”
Under overskriften ”Soldater-Stemning ved Flygtninge – Lejren” bragte Jydske Tidende den 10. maj 1946 følgende lille artikel:
Effektiv skoleundervisning
Skoleundervisningen blev hurtigt organiseret i Tønder-lejren. Lejrens skole nævnes allerede startet den 22. maj 1945. Til sammenligning kan nævnes, at endnu i foråret 1946 var en tredjedel af børnene i den skolesøgende alder i Oksbøl uden skolegang.
I Tønder havde børnene fra starten fået tre skoletimer, kort efter kom også sport og gymnastik på programmet og fra efteråret også faget engelsk.
Skolen rummede 247 elever fordelt på 10 klasser, men med kun 5 klasseværelser. For undervisningen stod 17 lærere.
En journalist fra Jydske Tidende kunne efter at have overværet en undervisningstime i lejren i oktober 1945 fortælle:
Disse første undervisningstiltag var blevet til på internt initiativ, vel nok ført og fremmest for at give børnene en meningsfuld beskæftigelse under lejrlivets specielle vilkår. Da flygtningesituationen hurtigt viste sig at blive af længere varighed blev skolespørgsmålet en central del af denne danske lejrordning.
Skolens leder med forskellig bedømmelse
Skolens leder var den 55-årige dr.phil. Karl Sasz. I lejrens interne papirer får han et lidt blandet skudsmål. Et sted bedømmes han som:
Han angiver dog, at han aldrig har været medlem af nazistpartiet. Andetsteds nævnes han som:
En lokal skolemand kastede sig over arbejdet
Inspektør for Vestsønderjylland og Vestjylland og dermed lejren i Tønder, blev den lokale skolemand lektor Dr. F. Arndt (Statsskolen). Med Arndt, der var tysk uddannet pædagog, fik flygtningeundervisningen en mand der med ildhu kastede sig over arbejdet.
De unge piger udgjorde et problem
Størst var problemet med at beskæftige de unge piger. De unge ubeskæftigede piger var ikke nemme at have med at gøre. De var med til at give folk en forkert opfattelse af lejren.
Det lykkedes at indsamle et par symaskiner, der blev flittigt brugt til reparation og om-syninger. Som noget af det første blev der også indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.
Mange husflidsarbejder er lavet i lejrens værksteder er lavet i lejrens værksteder, heraf mange af kunstnerisk tilsnit.
”Bunter Abend”
Lørdag aften var forbeholdt det muntre bl.a. også såkaldte ”Bunter Abend”, der foregik fra en scene i den store sal. Beboerne havde selv indrettet denne scene, der var forsynet med ekstra projektlys.
Lærlingeuddannelse og Teknisk skole
Ikke kun skolegangen kunne fortsættes i lejren også lærlingeuddannelsen kunne afsluttes eller påbegyndes. Mange unge havde fået en læreplads som elektrikere, smede, snedkere, mekanikere og meget andet. I den forbindelse oprettede lejren også selv en teknisk skole.
Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge
Antallet af flygtninge i lejren holdt sig stødt på ca. 1.300. Først i november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret. Nu kunne nogle endelig hjemsendestil Tyskland. Og der kom ikke flere ind i lejren. Tirsdag den 19, november om aftenen kunne 25 voksne og 10 børn forlade Eksercergården for, over en opsamlingslejr i Kolding, at vende tilbage til Tyskland, hvor de var sikret ophold hos familie i den engelske zone.
Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. Kort efter den 9. januar 1947 blev 178 flygtninge fra lejren i Tønder overført til Barsmark-lejren på Løjt. I tiden derefter fulgte flere mindre transporter. En del af flygtningene med rod eller tilknytning til den franske zone kunne tage ”hjem”. De øvrige blev fordelt til andre danske lejre.
Tidligt den 6. februar 1947 kunne det største kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. Ca. 600 kunne denne morgen glade og forventningsfulde forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. De satte sig i toget på banegården og den franske zone som mål.
Den 18. februar kunne de sidste 624 tilbageværende flygtninge på nær 30, der foreløbig skulle blive tilbage for at rydde op i lejren, vinke farvel til Tønder. De blev ny interneret i Grove-Gedhuslejren ved Karup.
Hele rømningen af lejren var tilrettelagt af flygtningenes tillidsmænd med ”Bürgermeister” Radler i spidsen. Hvert eneste medlem af flygtningeskaren vidste, hvilken vogn de skulle ind i, og hvilken plads i kupeen, der var beregnet til dem.
En trykket stemning
Det var med trykkede minder de sidste flygtninge forlod Eksercergården den 18. februar 1947. Helst ville de have været hjem til Tyskland, men når dette ikke kunne lade sig gøre, ville man meget gerne være blevet i Tønder.
Stor tillid til lejr-lederen
Der var stor tillid til lejrens leder, Marquardsen. Han fik mange hjertelige afskedshilsner. Selv sagde lejrlederen:
Ved de sidste flygtninges afrejse skrev Jydske Tidende den 19. februar 1947:
Det så anderledes ud i Hohenwarde
Se hermed fik du så hele historien om flygtningene i Tønder, så behøves du ikke at vente til de er færdige derude ved Zeppelin – stationen. Og se nu kunne vi jo godt have sluttet historien. Men som tillæg får du lige situationen for flygtningene ude ved Hohewarde lige ved Højer gamle sluse.
Til 1947 fungerede den gamle herregård og senere forsøgsstation som flygtningelejr. Her fik børnene lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag blev et par børn sendt ind til Højer efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange lande.
Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.
Sundhedstilstanden var god
De ældste børn blev forberedt til mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave på stedet. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men disse tilfælde var der ikke så mange af her i den friske luft. Højer Sluse var normalt afspærret af det danske militær, så det var ikke så let at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at lokalbefolkningen i Højer sendte lækkerier ud til børnene.
Drikkevand måtte hentes inde i Højer
Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste at her var en flygtningelejr. Allerede dette år talte man om at flytte ind til Tønder. De danske myndigheder mente dog at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder dog lidt mærkeligt. Der var jo i forvejen ret mange flygtningebørn i Tønder.
Nazistisk undervisningsmateriale
Det var heller ikke så meget, der tydede på at de danske myndigheder var særlig opmærksomme på denne lejr. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Lederen af lejren, Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde han en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelsen kunne han ikke komme tilbage.
På en åben lastbil
Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene, før deres fremtid var sikret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.
Diplomatiske forviklinger
Det gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarde. Det viste sig at her var børn fra hele 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under privat indkvartering i Sønderjylland. Og 23 børn fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.
Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach. Men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 29, 2024
Jordsand – dengang i Vadehavet (3)
Dette er vores tredje artikel om øen, der forsvandt. Afbrænding af hytten på øen skete i 1999. Men engang var der en marskflade ”så langt øjet rækker” Jo Jordsand var engang en stor ø. Mange døde soldater på øen. Jordsand blev mindre. En havn og en jernbanestation var planlagt inden 1864. Ikke mere ”hallig” i 1983. Skyldes det de to dæmninger at den skrumpede? Der var engang hjortevildt på øen. En katastrofe i 1823. Ingen hjælp at hente. Mange druknede dyr på øen. Var der ferskvand på øen? Rester af brønde på øen. Masser af fugle. Krybskytter på spil. Knogler og benstumper blev fundet. Hvilke fugle var der på øen. Konge af Jordsand. Jordsand forsvandt helt i 2001.
Afbrændingen af hytten
I september 1999 blev afbrændingen af pælehytten på Jordsand det rituelle symbol på, at øen ikke længere eksisterede som vadehavs-ø. Nu er den en del af Jordsand Flak. Det er højsandet mellem fastlandet og den tyske ø Sild.
Dermed var det slut med Danmarks eneste hallig og det var slut med det særegne liv herover på øen. I den tyske del af vadehavet er der mange af disse halliger. Gennem tiden har mennesker herover trodset diverse oversvømmelser og stormfloder.
Marskflade ”så lang øjet rækker”
I dag kan man slet ikke forestille sig at området set fra Hjerpsted Kirke skulle have været dækket af en næsten ubrudt marskflade ”så langt øjet rakte” Ifølge datidens kilder kun adskilt fra fastlandet af en pril.
Jordsand var en stor ø
Åbenbart har Jordsand engang været stor ifølge datidens kort. Men nu var disse kort fra 1500 – tallet godt nok lidt unøjagtige. Første gang Jordsand optræder på et søkort er på et hollandsk søkort fra 1586. Der figurer da to huse på øen.
Kartografen Johannes Mejer (Meyer) fik til opgave at kortlægge hertugdømmerne af Christian den Fjerde. Men man har da såret lidt tvivl om nøjagtigheden. Det var også lige her i nærheden at Christian den Fjerde udkæmpede et søslag med 9 skibe mod 30 hollandske skibe.
Mange soldater døde på Jordsand
I 1689 besluttede Christian den Femte at imødekomme en henvendelse fra kong Wilhelm den Tredje om hjælp i indenlandske stridigheder. Udskibningen af mange tusinde soldater foregik fra Jordsand. Dette har vi beskrevet i en artikel.
Soldaterne blev overrasket af tæt tåge og storm. De var fanget på øen i tre dage. Samtidig frøs de, da de ikke kunne finde noget beskyttelse på øen. Mange omkom. Man var nu tvunget til at lade sig udskibe fra Højer.
Jordsand blev mindre
I 1782 ejede Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han følte sin ejendom truet og anmoder amtmanden om at besigtige øen. Men det afslår han. Han gør Hans Pilgård opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske.
I 1805 viser Videnskabernes Selskabs kort at Jordsand er på 40 ha. Og åbenbart består den udelukkende af marsk. Allerede i 1873 var Jordsand på ca. 20 ha. Her udgjorde marskfladen 75 pct.
En havn og en jernbanestation på tegnebrættet
Før 1864 havde den danske regeringer planer om at anlægge en dybvandshavn og en jernbanestation på øen. Men efter 1864 anlagde man i stedet havnen i Esbjerg.
Ikke mere hallig i 1983
I 1936 var øen indskrænket til ca. 8 ha. I 1973 var størrelsen reduceret til 2,3 ha – med en marskflade på mindre end 10 pct. Den sidste rest af marskoverfladen blev nedbrudt i 1983. Nu kunne den ikke mere betragtes som en hallig. I 1999 blev det stykke vegetation opslugt af havet.
Skyldes det de to dæmninger?
Man havde ellers i perioden 1976-78 forsøgt sig med en kystsikring i et forsøg på at standse nedbrydningen. Man ville sikre øen som en vigtig rasteplads for områdets rige fugleliv. Men man opgav dette i 1987.
Øen blev aldrig sikret af et beskyttende havdige.
Men hvorfor blev øen nedbrudt så forholdsvis hurtig. Det kan skyldes anlæggelse af dæmningerne til Sild 1927 og Rømø i 1948.
Der var hjortevildt på Jordsand
Gennem opmålinger fra 1900-tallet kan man dokumentere områdets store naturmæssige betydning.
Allerede i 1200-tallet synes det at have været en form for bebyggelse på øen. I Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 omtales Jordsand som ”Hjortsand Hus”, hvilket er tolket som kongens opholdssted under hans jagter på øen – bl.a. hjortevildt. Øens navn menes derfor at være en afledning af dyrenavnet ”hjort”.
Der var to gårde på øen
I 1500 – 1600 – tallet synes det at have været to gårde på øen. Men en fast beboelse på øen syntes allerede at være ophørt i 1695, hvilket tilskrives en voldsom stormflod samme år. Men se venligst længere nede for en anden kilde nævner et andet årstal.
I 1543 nævnes en Laurens Frese fra ”Jordtsandt”. I 1613 nævnes i en hertugelig skattebog to bønder ”Mads og Jens Jordsand”. De avler årligt 60 læs hø, har 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 huse og 60 får.
I en fortegnelse af 29. september 1607 hedder det:
Efter Højer Herreds Tingbog synes det at fremgå, at disse to huse er forsvundet under julestormen 1717, for den 22. februar 1718 møder Tyge Nielsen fra Hjerpsted og Nis Hansen fra Koldby og ansøger om lindring af afgifter, fordi en stormflod har givet dem stor skade.
En katastrofe fra 1825
I 1825 blev der ved Hus- og Kirkekollekter samlet ind til de skadelidte i Højer Herred efter stormfloden. Den daværende ejer af Stampemøllen ved Hjerpsted fik 540 Rigsdaler for at have lidt meget skade. Men der skulle snart komme en begivenhed, der overskyggede denne.
Den 17. oktober 1834 blev den 20-årige tjenestekarl Jens Christian Jensen fra Højer, der var i plads hos overnævnte M. Mathiesen sammen med sin husbonds børn sendt over til Jordsand for at hente fårene hjem. De havde sommeren igennem græsset på øen.
Mens de var på hjemvejen, blev de pludselig overrasket af en storm, så de alle fandt deres død i bølgerne.
Pastor Rolfs anfører i sin bog om Højer, at der i alt druknede fem. I Hjerpsted Kirkebogs Dødsregister står kun navnet på den 22 – årige søn, Hans. Muligvis er de andre lig blevet ført bort af strømmen.
Faderen skulle have stået ved stranden og set ulykken uden at kunne komme de stakler til hjælp. De kæmpede værgeløse mod bølgerne.
Igen hjælp at hente
I 1897 ansøgte ejeren de preussiske myndigheder om at bekoste genopførelsen af det grundmurede hyrdehus af teglsten og af værftet som var blevet ødelagt af stormfloden 1 1/2 år tidligere. Ansøgningen blev afslået og huset samt værftet blev aldrig genopbygget.
Omkring 1900 opførte nye ejere en pælehytte samme sted. Hytten tjente som opholdssted for hyrder og fugleobservatører indtil sommeren 1923, hvor en kraftig stormflod satte et endelig punktum for Jordsand som græsningsø.
Mange druknede dyr på øen
I 1923 blev der berettet om, at der var druknet to heste på Jordsand. Ejernes bevægelsesfrihed var hæmmet af fredningen på øen. Ejeren havde dog tilladelse til at avle hø på øen efter ugetiden.
I samme år var en sommerstorm årsag til mange druknede får og heste.
Rester af brønde på øen
I 1969 Fandt den daværende ejer, Medert Ehmsen håndgribelige beviser for, at øen engang har været beboet. Han fritlagde en brønd af teglsten. I 1975 fandt han endnu en. Og i 1978 dukkede en klægring op. Dette kunne også tyde på en brønd. I 1982 kom tilskårne klægblokke til syne.
Var der ferskvand på Jordsand?
Måske har et ferskvandsførende sand- eller gruslag fra den 15 meter høje Hjerpsted Bakkeø under Vadehavet i tilstrækkelig dybde ført ferskvand over på øen?
Lokalt ved man, at der ca. 50 meter vest for den lave klint ved Koldby springer en ferskvandskilde op af vaden. Men 7 km ude i Vadehavet fersk grundvand? Flere mystiske ting er, at man mener, der har ligget en skov ude i vaden mellem fastlandet og Rømø. Men se det mysterium kan vi tage op en anden gang.
I slutningen af 1930erne hentede fugleobservatøren på Jordsand sit ferskvand fra denne omtalte kilde.
Masser af fugle
Der har bredt sig en interesse i at bevare naturen ved og i Vadehavet, som allerede tidligt var kendt for sit rige fugleliv. I 1907 blev ”Verein Jordsand” dannet.
Dansk Ornitologisk Forening videreførte det tyske pionerarbejde fra 1922. Særlig omkring 1960 blev fuglelivet genstand for mere omfattende videnskabelige undersøgelser. Det blev foretaget fra den observationshytte, der blev afbrændt i 1999 nærmest som et symbol på at nu var det slut.
Det var ikke alle, der bare kunne betræde Jordsand. Man skulle have speciel tilladelse fra Politimesteren i Tønder eller ”Dansk Ornitologisk Forening” Men det var der nu ikke alle der rettede sig efter.
Krybskytter på spil
Her kom en masse ægsamlere og krybskytter.
I 1907 fandt man således flere patronhylstre i græsset. Desuden var der en del haltende og vingeskudte terner. Man kunne finde en hel række terner, der var skyllet døde i land. Åbenbart er der jægere, der har forsøgt sig med deres skydekunst på de smukke fugle.
Knogler og benstumper blev fundet
Ca. 1 ½ km syd for Jordsand ligger den såkaldte Skallebanke. Her er der årligt gravet ikke så få tons skaller. Men undertiden er der også kommet andet frem i lyset. Det er knogler og benstumper. Det skulle efter al sandsynlighed være svenskere og hollændere.
Hvilke fugle var på øen?
På et tidspunkt havde sølvmågerne overtaget magten på øen. De holdt andre ynglefugle nede og røvede deres æg og unger. Fjordterner og Havterner fik i en periode ikke lov til at få en eneste unge selv om der var over 100 reder af disse terner. For Rødtern og Strandskade er det sket næsten det samme. Lærken og Stormmågens klarede den. Så var her også Rylen, Kobbersnepperne, Ænder, Ederfugle og masser af andre svømme- og vadefugle.
Konge af Jordsand
Peter Jensen fra Hjerpsted fungerede på et tidspunkt som opsynsmand på øen. Ja man kaldte ham for ”Konge på Jordsand”. I juni måned regnede han med, at der var 2.000 æg derover. Han blev fremstillet i Vestslesvigs Tidende:
Jordsand forsvandt i 2001
Jordsand forsvandt endeligt i sommeren 2001.
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Sønderjysk Månedsskrift
Palle Uhd: Jordsand-Fuglenes Ø i Vadehavet (Bygd)
Højer Mølle-og Marskmuseum
Haderslev-Samfundets Årsskrift 1941
Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
H.E. Sørensen: Vadehavet og Vesteregnen
Vestslesvigsk Tidende
Hvis du vil vide mere:
Januar 26, 2024
Emil Nolde – den 6. fortælling
Nolde retfærdiggjorde sig selv. Som den første i familien flyttede han fra Nolde. Han solgte postkort i Schweitz. Mødet med Edward Munch. En storslået oplevelse i Seebüll. Nolde havde ikke mange beundrere i Nordslesvig. I 1951 arrangerede Tønder Museum som de første i Danmark en udstilling med Nolde. Han følte sig bundet til tysk kunst. Følte sig dårlig tilpas i København. Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup Han var enspænder. Tønder Museum fik Nolde – kunst ad omveje. Endelig slog han igennem i Tyskland, men ikke i Norden. Flyttede da Tøndermarsken blev afvandet. Nolde købte også nabogrunden. Hitler hadede hans kunst. Skulle bevise hans ariske fremkomst.
Han retfærdiggjorde sig selv
Man var bestemt ikke meget for at anerkende Nolde. Måske var han også selv skyld i det. Han satte sig selv i ofrets rolle ved at hævde at han var udsat for censur fra nazisternes side. Det viste sig langt senere, at det var han ikke. Han havde forsøgt at retfærdige gøre sig selv. Og det lykkedes da også i mange år. Selv Sigfred Lenz fik han overbevist, der i bogen Tysktime, skildrer det.
Som den første flyttede han fra landsbyen
Han malede tidligt med hyldebær – og rødbedesaft, da julegaven, da julegaven, en lille farvekasse, var brugt op. Han elskede nemlig og også senere – den rødviolette farve.
I modsætning til de fire brødre havde han absolut ingen interesse for landbruget. Det var kun nødtvunget, at han hjalp på den fædrene gård, da skolegangen var forbi, Det var en stor begivenhed, da Emil som den første i familien i generationer drog væk fra landsbyen.
Han solgte postkort i Schweitz
Efter endt læretid som billedskærer og tegner, rejste Nolde til Schweitz. Her fik han en stilling som formningslærer. I 1898 tog han til München, hvor han kom ind på en privat malerskole.
Da han var i Schweitz, fik han tjent en del penge på nogle specielle postkort, som han fik fremstillet. Men de penge fik han senere hårdt brug for.
Mødet med Edward Munch
Nolde så faktisk op til nordiske kunstnere som Edvard Munch og Willumsen. I to af hans erindringsbøger fremhæver han den forkætrede Willumsen, fordi hans kunst ”går ud over den vanlige smag”.
Og med tydelig adresse til den franske kunst Nolde aldrig lærte at forstå. Det var først og fremmest Gauguin og van Gogh tilfredsstillede hans hang mod det mystiske og det symbolske.
Det er tydeligt at Munch øver stor indflydelse på ham, men skildringen af det eneste møde med den norske gigant virker som om alle andre konfrontationer med samtidige kunstnere indholdsløs, klicheagtige.
En storslået oplevelse i Seebüll
Den 13. april 1956 døde Nolde og cirka et år efter (25. april 1957) åbnede Seebüll. I festskriftet forklarer han, at der i alle europæiske byer er museer, som er overfyldt med kunst, som virker så overvældende, at det bare trætter. Desuden fortæller han:
Første gang jeg oplevede Nolde – museet i Seebüll var det noget ”storslået”, der mødte mig. Og dem, der endnu ikke har oplevet det burde besøge dette sted.
Nej, det er ikke primitivt og beskedent. Det var det måske en gang. Nu er det både med restaurant og fire gæsteværelser og en mægtig p – plads. Og folk de strømmer til.
Han havde ikke mange beundrer i Nordslesvig
Historien om Emil Nolde er storslået og et trækplaster for Vestslesvig. Ja egentlig kunne det have været en af Tønders historiske fyrtårne. Men kunstneren blev sur og skuffet, som han ofte har været og følt sig i sit liv. Han flyttede lige syd for grænsen.
I Nordslesvig havde han ikke mange beundrere. Tønders eneste Nolde – billede blev fremskaffet i 1930erne via familien Vilstrup. En forhandling mellem Nolde og museumsbestyrelsen omkring 1937 resulterede ikke i noget køb. Man fandt prisen for høj.
I 1951 arrangerede Tønder Museum en Nolde-udstilling
I februar 1951 arrangerede man imidlertid på Tønder Museum den første Nolde – udstilling i Danmark efter krigen. Nolde udstillede 8 oliemalerier og 8 akvareller fra tiden mellem 1936 og 1950. Det blev en stor succes.
Der fulgte udstillinger på Fyn i 1956, Charlottenborg i 1958 og i 1964 en mindre udstilling i Esbjerg.
Han følte sig bundet til den tyske kunst
I dag vil mange kalde ham en dansk maler. Han talte ganske vidst dansk med glæde, elskede det danske landskab og Tøndermarsken inden det blev afvandet. Men han følte sig selv bundet til den tyske kunst.
Følte sig dårlig tilpas i København
Som 33-årige tog Nolde til København. Han følte sig ensom, sky og bitter. Han gik med blåsorte briller, mismodig og med tvivl i sindet langs kanalerne uden at kunne male.
Det var her i 1900 – 1901 han havde et atelier i Holckenhus. Selv skriver han i sine erindringer:
Som kunstner havde Nolde ingen succes dengang. Både Charlottenborg og Den Frie afviste ham. Han havde ingen glæde ved at mindes København, selv om han arbejdede ikke ihærdigt. Han syntes, at tiden var spildt. Men nu havde han også svært ved at komme i forbindelse med folk. Han mødte dog Herman Bang, som han satte stor pris på, men han følte sig alligevel ensom og utilpas.
Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup
Men i Hundested skete der noget. ”Den halvforkomne original” – som han kaldte sig selv – traf her i selskab med Knud Rasmussen, Ada Vilstrup, som han blev gift med i 1902. Det var provstens datter. Hun var skuespiller og musiker.
Dybt forelsket opsøgte han ensomheden i fiskerlejet Lidl Strand for at komme overens med sig selv, sin kærlighed og sine kunstneriske ambitioner:
Om vinteren var de ofte i Berlin. Men herhjemme havde de lejet et lille fiskerhus på Als. Kunstnerisk succes lod vente på sig. Han solgte så godt som intet. Her i ensomheden, blandt simple og naturlige mennesker havde han det dog allerbedst.
Ada var syg
Til malerens byrde kom desuden den byrde, at hustruens helbred var yderst svag. I mange år måtte han tilbringe meget tid sammen med hans Ada på sanatorier og sygehuse. Alligevel rejste de rundt i Tyskland, Paris og Italien.
Dermed kom der lidt mere orden i sagerne. Nogen større kontrast kunne man ikke forestille sig. Og beretningen om Adas modtagelse i Nolde, hvor ”mein Bruder Hans” hørte til de hellige og gjorde sig sine tanker om skuespillerinder, er biografiernes festligste. Efterhånden erobrede Ada også familien i Nolde.
Hun blev afgørende for hans videre skæbne. Med hende fandt han ud af, at der var for mange, der hed Hansen! Fra nu af kalder han sig Nolde.
Han var en enspænder
I 1 ½ år knyttes han til kunstnersammenslutningen ”Die Brücke”. Men Nolde var og blev en enspænder. Egentlig isolerede han sig totalt fra alle hans tyske malerkollegaer.
Tønder Museum modtog Nolde kunst ad omveje
I denne periode skaber han det nadverbillede, der kom til at hænge på Tønder Museum. Er det hans hovedværk? Hvor stor vægt han selv lagde på dette billede, fremgår af ”Jahre der Kämpfe. Som testamentarisk gave sammen med syv andre oliemalerier, overdroges og modtages det – uden betingelser – af Statens Museum for Kunst i København, hvorfra de deponeredes på Tønder Museum. Det var vel næppe efter Noldes ønske.
Efter en inspirerende rejse til Rusland, Sibirien, Japan og Ny Guinea som satte sine mærkbare spor i sin produktion bosatte han og Ada sig på Uttenwarf. Egentlig havde de allerede købt huset i 1912. Her boede de også i 1920.
Endelig slog han igennem i Tyskland
I 1920’erne og 1930’erne slog Nolde omsider igennem i Tyskland og opnåede alle mulige æresbevisninger. Det var helt anderledes i Norden. I 1904 leverede han til Ølstrup Kirke i Ringkøbing Amt et lille Emmaus – billede. Det faldt slet ikke i sognets smag.
Flyttede, fordi Tøndermarsken blev afvandet
I 1926 blev han udnævnt til æresdoktor ved universitetet i Kiel. Samme år besluttede han og Ada sig for at flytte fra Tøndermarsken. De mente at afvandingen ville ødelægge det naturskønne område. Vi har skrevet en artikel om hans forhold til Tøndermarsken.
Han følte, at man kun ville afvande Tøndermarsken, så det kunne gøres anvendelig for intensivt landbrug. Han følte sig truet af ”rationel udnyttelse”. Han talte om det ”barbariske dige, der ødelægger al skønhed og alt det vidunderlige.
Han købte også nabogrunden
Lige sy for Rudbøl i Nykirke Sogn fandt han sin drømmegrund. I løbet af 1927 begyndte bygningen af den særprægede ejendom. Det tog i alt 10 at bygge den. Nabogården havde han også måttet købe. Ejeren ville sælge og Nolde var nervøs for, hvem han kunne få som nabo.
Dette var næppe nogen dårlig pengeanbringelse, så meget mere som huset kunne anvendes til beboelse mens byggeriet af selve Seebüll – som det nye hus kom til at hedde – stod på.
Hitler kunne ikke lide hans kunst
I 1931 blev Nolde medlem af det preussiske kunstakademi i Berlin, hvor han stadig boede om vinteren. Så fulgte kort efter de stormfulde år, hvor Nolde blev ”offer” for den nazistiske kunstpolitik. Udstillingen ”Entartete Kunst” hvor hans produktion var rigelig repræsenteret. Han havde 39 billeder med på udstillingen.
Men nu var det bestemt ikke alle topnazister, der foragtede hans kunst. Mange år senere fik Frau Merkel fjernet hendes Nolde – billeder, da hun hørte om hans nazistiske tendenser.
Skulle bevise sin ariske fremkomst
På et tidspunkt måtte Emil Nolde også bevise sin ariske fremkomst. Det fik så Ada’ s bror til at henvende sig til pastoren i Brøns. Og det handlede om Noldes bedstemødre. Og broderen H.K. Vilstrup presser sognepræsten. Åbenbart havde de tyske myndigheder rykket for dokumentation. Henvendelsen til sognepræsten er fra 1936. Det forekommer dog noget mystisk at broderen henvender sig tik præsten i Brøns og ikke til præsten i Burkal.
Nolde blev kritiseret for at bruge for kraftige farver, der gjorde naturen unaturlig. Selv sagde han, at det ikke var for at give et spejlbillede af naturen.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Januar 24, 2024
Masser af glasplader fra Højer
For cirka 60 år siden fandt jeg sammen med mine to skønne kusiner en papkasse indeholdende glasplader med motiver fra Højer. Og det var i Nørregade. Andreas Martinsen var også fotograf. Klenodier som påskønnes. Lukket på grund af glæde. Oldefars bror. 18.296 glasplader blev afleveret. Et stykke unik kulturhistorie fra Højer. Førstesalen hos Laurids Matthiesen var indrettet som attalier. Opvokset på postholdergården. En opløftet stemning. Cathrine var musikalsk. Succes som forretningsmand. Han sad i Menighedsråd og Byråd. Fotoapparater til Tønder Museum. Nevøen sikrede glaspladerne. Laurids var med i Skyttekorpset. En opgave for lokale ildsjæle.
Glasplader på loftet
Det er vel ca. 60 år siden, hvor jeg besøgte mine to skønne kusiner Christel og Elke, der boede hos onkel Kedde (Kedde Smaj) og tante Annelise i Nørregade. Oppe på loftet fandt vi en kasse med glasplader, der viste motiver fra det gamle Højer.
Hvad der blev af disse glasplader vides ikke. Men antagelig har det været fotograf Laurids Matthiesen, der har været på spil.
Andreas Martinsen var også fotograf
Det kan også være Andreas Martinsen, der i 1912 overtog en forretning i Storegade 21. Her drev han bogbinder – virksomhed, bogtrykkeri med papir – og bladhandel. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”Der rote Mielcke.
Da Mielcke rejste tilbage til Berlin overtog Martinsen selv forretningen. Han indrammede selv billeder og butikken blev udvidet med foto. Og tobaksvarer kunne man også få her. Hans store lidenskab blev fotovirksomhed. Han indrettede et mørkekammer på loftet og lavede selv sine billede med forstørrelser m.m.
Klenodier som påskønnes
Sine motiver fandt han i byens gader og i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier som påskønnes.
Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes i dag på Søfartsmuseet i Esbjerg dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
Lukket på grund af glæde
I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrende holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet, satte han et skilt op i døren:
Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede for lidt fastere husorden.
Det var her Tage Bundgaard oprettede en rigtig boghandel. Og da han lukkede, var det virkeligt et sagn for Højer
Oldefars bror
Men se det var også en anden fotograf i Højer, Laurids Matthiesen. Og ham har journalist Volker Heesch beskrevet i Der Nordschleswiger. Det var hans oldefars bror. Oppe på loftet i Storegade 8 fandt man efter Matthiesens død en enestående samling.
Han var urmager og fotograf. Gennem årtier var han en indflydelsesrig person i Højer. Han var født og opvokset i Højer og kom i lære som guldsmed hos farbroderen Boh Matthiesen. Han blev også uddannet som urmager. Fra 1893 til 1959 virkede han som fotograf. Han lærte fotografering i Flensborg.
18.926 glasplader er afleveret
Laurids Matthiesens fotografier findes i mange fotoalbummer i Højer og Omegn. I 1986 modtog Institut for Sønderjysk Lokalhistorie (ISL) hele 18.926 glaspladenegativer. Et udvalg på 554 af Laurids Matthiesens billeder er tilgængelig på Museum Sønderjyllands hjemmeside.
Her det både det bedre borgerskab men også familie fra de små landbrug i nørheden af Højer og soldater fra Første og Anden Verdenskrig fotograferet under deres ophold i Højer.
Et stykke kulturhistorie
Foran hans kamera skulle alle stå stille. Hans børneportrætter viser at børnene var blevet grundigt instrueret. Familier er fotograferet foran deres huse, ved bryllupsfester, men også i situationer hvor storfamilien præsenteres sammen med deres smukke hjem.
Embedsmænd som politibetjenten fra kejserriget og skoleleder ”Hauptlehrer Riggelsen” er afbildet lige som landmænd i arbejdstøj. Her er fotos fra Højers glansperiode som havneby med skibstrafik til Sild og med to banegårde i byen og ved ”Hoyer – Schleuse.
Der er billeder af dampskibe og ”Schnellzug” fra Hamborg og en masse optagelser fra Hotel Sylt.
Førstesal indrettet som atelier
Matthiesen arbejdede i sit atelier som var indrettet på 1. sal i butiksejendommen, som stadig ligger på hjørnet af Storegade og Mellemgade i Højer. Store vinduer mod nord sørgede for god belysning uden fare for forstyrrende sollys.
Laurids Matthiesens datter, pianisten og organisten Cathrine Matthiesen fortalte at hendes far arbejdede meget akkurat ved fremkaldelsen af billederne. Der gik ofte lang tid med retouchering, før han var tilfreds med resultatet. Slægtninge beskriver ham som et venligt og meget interessant menneske.
Opvokset på postholdergården
Laurids Matthiesen blev født i ejendommen på hjørnet af Østergade og Klostergade i Højer, hvor hans far Johannes Matthiesen havde postholdergården. Laurids Matthiesen voksede op sammen med otte søskende. Faderen, som gik i uniform med hat og fjer, kørte med den gule postvogn for den ”kaiserliche Post” mellem Højer og Tønder, indtil jernbanen kom.
Om livet på postholdergården i Højer findes en beretning fra Christian Petersen, som var nabo til Laurids Matthiesens barndomshjem. Han fortæller om posthornets klang og om nattevægteren, der gik rundt i Højer og råbte:
Når klokken var 22.
En opløftet stemning
Hos Johannes Matthiesen var der en løftet stemning, og der blev sunget højt, når naboerne blev indbudt til punch. Mange familiemedlemmer spillede et musikinstrument. Laurids Matthiesen blev gift med Bothilde Andersen fra Højer. Hun var søster til det mangeårige byrådsmedlem og borgmester i Højer, Hans Andersen. Parret fik to døtre, Marie og Cathrine.
Cathrine var meget musikalsk
Mens Marie giftede sig og flyttede til Oldenbüttel i Holsten blev Cathrine hos forældrene i Højer. Hun var meget musikalsk og fik klaverundervisning ved pianisten Marie Hoffmann som under Første Verdenskrig var kommet fra St. Petersborg til Tønder.
På initiativ fra Marie Hoffmann kom Laurids Matthiesens datter på konservatoriet i Leipzig. Cathrine Matthiesen, som var kendt som ”Tidde musik”. Hun virkede i mange år som musiklærer i byen. Hun var organist for den tyske menighed.
Succes som forretningsmand
Laurids Matthiesen havde succes som forretningsmand. Han var meget interesseret i teknologi og tekniske fremskridt. Han handlede også med symaskiner og cykler. Man kunne også købe briller hos urmageren og fotografen. Flere gange besøgte han udstillinger og messer i Hamborg, Berlin og Køln. Sammen med sin kone rejste han bl.a. til Sverige og Schweiz.
I opgangstiderne skabte han sig en betydelig formue, som han delvis tabte efter Første Verdenskrig, fordi de tyske Reichsanleihen” blev værdiløse.
Han sad i Menighedsråd og byråd
Laurids Matthiesen, som var medlem af kirkekollegiet (menighedsrådet) i Højer, virkede allerede før Første Verdenskrig som byrådsmedlem. Ved valget til ”Fleckenskollegium ” den 18. marts 1919 opnåede Matthiesen igen et mandat i bystyret.
Laurids Matthiesen fremstillede postkort med både dansk og tysk tekst. Han fortsatte med at være tro mod den tyske menighed i byen. Han lod sig ikke indoktrinere af nazisterne i 1930erne. Indtil krigens afslutning optog familien tyske flygtninge i hjemmet.
Fotoapparater til Tønder Museum
I dødsboet var der en masse takkebreve fra mange af disse flygtninge, der blev flyttet til Oksbøl – lejren. I 1950erne stod Laurids Matthiesen bl.a. i kontakt med museumsinspektør Sigurd Schoubye fra Tønder Museum. Fotoapparater og teknisk udstyr blev overladt til museet.
Nevøen sikrede glaspladerne
Matthisens nevø, Laurids Holm kan vi takke for, at mange af glaspladerne blev reddet. De lå under et utæt tag i papkasser og var ved at gå i opløsning. I 1986 blev det kontraktligt fastlagt at interessenter fra Højer kunne få aftryk af Matthiesens glasplader.
Laurids var med i Skyttekorpset
Laurids Matthiesen, der af helbredsmæssige grunde ikke havde været soldat, var allerede som ung mand medlem af skytteforeningen i Højer. Han var igennem mange år ”Shiessmeister”. Han blev udnævnt som æresmedlem af foreningen.
Ligesom da Kong Christian den Tiende blev hilst velkommen af Højers bystyre, var Laurids Matthiesen også med, da Schützenverein ved modtagelsen af kong Frederik den Niende i Højer.
En opgave for lokale ildsjæle
Laurids Matthiesens samling af glasplademotiver indeholder masser af emner, som kunne bruges til videre udforskning af Højers kulturarv. Tænk engang, hvis de to fotografers fotos kunne have indgået i en udstilling i Vidå – fabrikken sammen med Europa-Jensens biler og en Marsk – udstilling. Det ville også have trukket folk til.
Som vi tidligere flere gang har nævnt kom vi dengang med forslag til Tøndermarsk-initiativet – dengang. men vi hørte aldrig noget. Det må være nogle lokale ildsjæle, der kunne tage dette op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
(Det var min familie, der kaldte fabrikken for dette navn – Men egentlig er det Vidå – fabrikken)
Januar 22, 2024
Urenligheder i drikkevandet
Vandet var stillestående. Træ-render i dårlig stand. Flere steder manglede man vand. Vandkiggeren skulle tilkaldes, når ål viste sig. Den kendte ålesupper. Vandkommissionen forsøgte at berolige folk. Man skulle ikke drikke vand, der lugtede. ”Amaliegade-feberen”. Vandet var urent fra starten. ”Stinkende og ubrugeligt” – denne betegnelse fik drikkevandet fra Skt. Jørgens Sø. Der var kø foran de brønde med godt drikkevand. Man ville have kildevand til København. Vandvæsenet brede efter vand. Vanding af gader og veje. Privat initiativ inde i Indre By. Ved regnskyl skete store oversvømmelser. En åben kloak var sundhedsfarlig sagde de lærde. Den stinkende Rosenå. Slagtermesteren havde altid oversvømmelse. Kolera udstillede elendigheden. Millioner af mennesker er blevet reddet. Natmændene kørte daglig ud med 80 læs menneskeafføring. Epidemierne i København havde gode kår. Disse var mest udbredt i de lavere klasser. Den store klakplan. Man lærte at vaske hænder.
Vandet var stillestående
Vandet til Københavnerne kom i træ-render. I den inderste ende af disse var vandet næsten altid stillestående og som følge deraf nærmest udrikkeligt. Således blev der hele tiden klaget fra Stadens Materialegård i Hestemøllestræde.
Træ-render i dårlig stand
Der blev godt nok brugt 40 – 50.000 Rigsdaler hvert år til Vandvæsenet og der blev nedlagt næsten 2.000 alen nye træ-render hvert år. Men andre træ-render var altid i dårlig stand.
Flere steder manglede man vand
I tørre somre kunne vand-tilførelsen svigte. Særlig den østre ledning var utilstrækkelig. Det fornemme kvarter omkring Bredgade og Amaliegade lige som Kongens Slot manglede ofte vand. Et andet sted var renderne gerne rådne eller halvrådne. Og det var lige i nærheden af de utætte latringruber.
Vandkiggeren skulle tilkaldes
Vandet indeholdt en masse urenligheder. Det skete også ofte at døde fisk blev pumpet op sammen med vandet. Ål kunne man ikke holde ude af renderne. På Borgerdyds Skole på Christianshavn brugte man drikkevandet til at undervise i ”De lavere dyrs liv” i naturhistorie. De dukkede op i drikkevandet. Der var myggelarver og lignende smådyr i overflod.
Man kunne også være heldig i at pumpe en igle op, salamander eller et par små haletudser var også almindelig. Som regel skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes, hvis en ål var pumpet op. Så skulle pumpen skilles ad.
Den kendte Ålesuppe
Om sommeren kunne vandet fra Søerne godt være halvlunken 16 – 18 grader. Hvis man skulle drikke Vandvæsenets vand, så matte man både anskaffe sig filtrerapparat og vandafkøler.
Ja dette var et yndet kælenavn for det københavnske drikkevand. Der blev flere gange gjort forsøg med rør af jer eller ler. Det var særlig jern-støber Lunde, der var en ivrig modstander af de gamle træ-render. Men der blev ikke gjort nogle forbedringer før det nye vandværk blev taget i brug.
Vandkommissionen forsøgte at berolige folk
Vadkommissionen forsøgte hele tiden at berolige folk:
Man skal ikke drikke vand, der lugter
Om dette så var en trøst for befolkningen, ja det kan diskuteres. Men Vandkommissionen havde dog også et godt råd:
I slutningen af 1840erne kom det ene tyfusudbrud efter det andet. Men det var bare det problem, at Vandkommissionen ikke kunne love andet drikkevand.
Amaliegade-feberen
Særligt i årene i 1840 – 44 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig Tyfus-epidemi, som man kaldte Amaliegade-feberen.: Men man gjorde ikke noget ved renderne før i 1844. Så fandt man ud af at tage renderne op. Man opdagede et hul af fire tommers diameter, der førte fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der blandt andet modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.
Vandet var urent fra starten
Allerede ude fra reservoirerne var vandet urent. Man havde endnu ikke begyndt at bore efter frisk kildevand. Man nøjedes med det overfladevand, der gennem de forskellige tilløb samledes i Vandvæsenets Søer.
Vand fra engdrag og marker, der ved regnskyl og tøbrud førte alle uhumskheder fra gødning, grøfter m.m. med sig ned i Søerne. Gennem åbne grøfter og kanaler førtes vandet fra Emdrup Sø til Lersøen og Damhussøen, hvorfra det gennem Lygteåen og Grøndalsåen/Ladegårdsåen nåede indtil Peblingesøen.
Stinkende og ubrugeligt
Trods forbud smed byens borgere alt muligt affald i Søerne. Værst var vandet i Skt. Jørgens Sø, fra hvilken Vesterbro fik sit drikkevand. Vandet i denne sø var i stille vejr grønligt på grund af den frodige planteverden i den. I uroligt vejr kom det tykke lag mudder på Søens bund op til overfladen. Så var vandet grå. Vandmester Jens Sørensen erklærede i sommeren 1847, at vandet på Vesterbro var:
Mange ville hellere bruge de offentlige brøndpumper. Dem fandtes der der cirka 4.500 af i byen. Men det var nu langt fra at vandet i alle byens brønde var godt. I 1852 foranstaltede ”Kommissionen til de hygiejniske Forholds Forbedring” en undersøgelse. Dette resulterede i at ikke mindre end 50 brønde blev tilkastet, fordi vandet var sundhedsfarligt. Vandet var simpelthen sundhedsfarligt.
Allerede i 1847 foretog Vandkommissionen en undersøgelse. Kun fire ud af seksten brønde fik her en attest, at de indeholdt godt drikkevand.
Der var kø foran de gode brønde
Omkring de vandposter som indeholdt godt drikkevand udfoldede der sig i sommertiden et broget folkeliv. Der var sammenstillen omkring disse brønde af bude og tjenestepiger, der sendtes efter vand. De måtte vente i timevis for at komme til.
Men disse tjenestepiger opsøgte ofte den nærmeste brønd og brugte tiden til at besøge kæresten. Nu ville det bedre borgerskab have vandet bragt for en lille skilling. Det skulle helst være den brønd, der stod ved Nørrevold ved Gothersgade. Det var denne brønd som lægerne anbefalede.
Brandkommissionen gjorde nu opmærksom på, at denne brønd ofte tømtes. Og de var betænkelige ved at en enkelt person skulle have tilladelse til at bruge alt vandet i denne brønd.
Kildevand
I 1843 fik en mand tilladelse til at hente vand fra Kirsten Pils Kilde. Vandet skulle hentes mellem kl. 5 og 7 om morgenen. Men dette projekt kom aldrig i gang. Et andet forslag gik på at hente vandet fra kilder i Roskilde og sende med toget ind til København. Ved ankomsten skulle vandet så ligges i is-kælder.
Vandvæsenet borede efter vand
Vandvæsenet havde allieret sig med videnskabsmænd i forbindelse med boringer. Tre gange gik det galt. Da havde boret sat sig fast. Man søgte nu kommunen om tilskud. Men her var man i tvivl om man nogensinde ville finde vand. Man havde været nede i en dybde på 660 fod uden at finde vand. Man enedes dog om at give et årligt tilskud på 1.000 Rigsdaler. Arbejdet blev fortsat, men der kom ikke noget resultat ud af dette.
Men efterhånden fandt man dog nogle kilder i byens yderkanter, der kunne dække halvdelen af byens vandforbrug. Men alligevel var det ved at gå galt. I 1846 og 1847 havde det været vandmangel, hvis ikke man havde en reserve i Lersøen.
Først ved anlæggelse af det nye vandværk fik man orden i drikkevandet til københavnerne.
Vanding af gader og veje
Vandvæsenets træ-render under gaderne var evig og altid i uorden. Det var galt med brolægningen. Asfalt og træbrolægning var på tale. Men politikerne mente at det var for dyrt. Men der kom dog mere styr på det efterhånden. Rendestenene blev mere flade.
Man begyndte også at kigge på vanding af gaderne. Man startede ude på Strandvejen i 1843. I 1845 skulle man så lade Østerbrogade fra lille Vibenshus til Østerport vande af Vejvæsenet. på offentlig bekostning.
Privat initiativ inde i byen
Inde i byen havde en aktiv person, Kukkenbager Dethmer i Skindergade taget initiativ til at vande i byens gader. Det var så grundejere på Kongens Nytorv, i Gothersgade ind til Kronprinsessegade, på Østergade, Købmagergade, Højbro Plads, Amagertorv og flere steder der skulle have penge op af lommen. Betalingen udgjorde 1 skilling daglig for ti alen facade. Han vandede tre gange dagligt fra 1. maj til 30. september.
Under Brolægningsvæsenet sorterede Stadens elendige rendestene. De var ganske ude af stand til at optage vandet i gaderne så snart et nogenlunde stærkt regnskyl indtraf.
Ved regnskyl – store oversvømmelse
Indtraf der et regnskyl om natten hændte det ofte at beboerne i kældrene vågnede ved at vandet stod alenhøjt i deres stuer. Store Købmagergade var særlig udsat. Her samledes afløbet fra mange gaders rendestene. Hele gaden fyldtes derfor øjeblikkelig med vand.
En åben kloak var sundhedsfarlig
Rendestene kunne hurtigt udvikle sig til en bred og dyb grøft. Afløbet fra de mange kostalde udbredte en fæl stank. Om aftenen kunne dette være livsfarligt.
Så var det også lige de åbne kloaker, der heller ikke var ufarlige for børn. Professor Fenger udtalte at den åbne kloak er:
Flere kloaker blev overdækket med tætte planker.
Den stinkende Rosenå
Så var det Rosenåen, der også stank. Det var nærmest blevet en kloak. Og her var det Vesterbro, det gik ud over. Åen blev aldrig renset. Det var uenighed om, hvem der skulle gøre det. Det førte til at å-løbet blev stoppet til. Det kunne ikke mere føre vandet bort. Følget var massive oversvømmelser.
Slagtermesteren havde altid oversvømmelse
Det var navnlig slagtermester Møller, der gik ud over. Han klagede i 1841, at vandet stod otte tommer over gulvene i hans stuer. Endnu i 1850erne lyder de samme klager fra slagtermester Møllers enke.
Men også ejeren af Vodrofs Mølle klagede, når vandløbet groede til. Det betød at hans vandmølle gik i stå.
Kolera udstillede elendigheden
Vi har som du kan se under ”Hvis du vil vide mere” skrevet en del om hygiejnen i København. Det er med en vis humor, man i dag kan se på det. Men alligevel har det været et alvorligt problem, så vi i hvert fald i Danmark har taget ved lære af.
Kolera udstillede elendigheden. Lægerne blev aktive. I løbet af 1800 – tallet fik København en ren vandforsyning og toiletter, der var forbundet til en kloak.
Millioner af mennesker er blevet reddet
Adskillelsen af latrin fra drikkevand har reddet millioner af menneskeliv. Herhjemme var det Hornemann, der gik forrest i sin kamp. Det var dengang, da der inden for murene var 130.000 mennesker, der husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og hestestalde. Disse dyr skulle også af med deres afføring.
Natmændene kørte ud med afføring
Natmændene kørte efter mørkets frembrud ud med 80 læs menneskeafføring ud af byen. I dagslyset var der så affald fra rendestene, der blev kørt ud af byen.
Som vi tidligere har skrevet, så var husenes latriner et træsæde over et hul i jorden. Og tænk det blev kun tømt to gange årligt. Man siger, at der var et sæde for hver 50 brugere. Men vi har i en af vores artikler hvis nok skrevet, at der var over 100, der skulle dele et sæde.
Man kan godt forstå, at de velhavende forlod byen om sommeren. Og man sagde dengang, at København befandt sig på et lavere kulturtrin end andre hovedstæder.
Epidemierne havde gode kår
I 1853 ramte Koleraen en 19 – årig knægt i Nyboder. Og epidemierne havde ret gode vilkår i København.
Mest udbredt i de lavere klasser
Cirka 100 læger i København deltog i såkaldte husvisitationer. Her fandt de ud af at mere end to tusinde familier boede i kældre med tre – fire børn. De havde cirka 4 kvadratmeter til rådighed. Endelig vågnede politikerne op. Man fandt ud af at epidemierne var mest udbredt i de lavere klasser.
Den store kloakplan
København fik sit første vandværk i 1859. Året efter begyndte den første kloakering i byen – i første omgang til afløb for spildevand og regnvand. Omkring 1900 fulgte ”den store kloakplan” I 1905 var der 5.000 wc’er og i 1965 havde 83 pct. af København lejligheder med eget WC.
Kolera giver stærk diarre og smitter hyppigt fra afføring til drikkevand eller fødevare. Man fandt ud af at samfundshygiejne var en vigtig faktor til at hindre epidemiers udbredelse.
Man begyndte at vaske hænder
Og som vi også tidligere har nævnt så begyndte jordemødre og fødselslæger at vaske hænder, hvilket aflivede de tragiske epidemier med barselsfeber, som indtil da hærgede Europas fødselsstiftelser med høje dødstal.
Under Covid-19-epidemien øvede danskerne sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 21, 2024
Holger Petersens Tekstilfabrik på Nørrebro
Blandt de største i bydelen. Industrialisering i Danmark. Han mistede tidligt sine forældre. Han ville have taget Dansk – Juridisk eksamen. Såret under 1864 – krigen. Skuffet da Dansk – Vestindien blev solgt. I 1868 kaldte han sig grosserer. Frontfigur i Dansk Erhvervsliv. Fabrikker på Tagensvej. Intet børnearbejde på fabrikken. Han tænkte på arbejderne. Flere bygninger blev opført på Tagensvej. Holger Petersen var en meget aktiv mand. Han arbejde dør ”Fædrelandet og sit Hjem – det gav et godt ry allerede dengang. I 1920 var der 700 ansatte på Tagensvej. I dag er de fleste af bygningerne fredet.
Blandt de største i bydelen
Koncernen havde på et tidspunkt 2.000 ansatte. En stor del af disse var beskæftiget på Nørrebro. På Nørrebro havde man adresser flere steder. Men noget af det kan stadig beskues på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut blandt de største i bydelen.
Vi skal i denne artikel kigge på, hvorfor denne virksomhed var speciel. Da Holger Petersen døde i 1917, var han Danmarks rigeste. Vi skal også i denne artikel kigge på manden bag det hele.
Det er boliger på Tagensvej og det er store flade fabriksbygninger mod Hamletsgade, Tagensvej og Nannasgade og boligerne Tagensvej 83, der i baggården grænser op mod baggården til huse i Baldersgade.
Industrialisering i Danmark
Industrialiseringen i Danmark foregik over ca. 150 år. Det var fra midten af 1800 – tallet til anden halvdel af 1900 – tallet. Kendetegnet ved denne periode er, at virksomhederne begyndte at bruge maskiner for at forøge produktiviteten. Elektrificeringen breder sig over Danmark. Man brugte damp, gas, olie og elektricitet som kraftkilder.
Han mistede tidligt sine forældre
Holger Petersen blev født på Lågegård ved Vejle
Han mistede som seksårig sin far. Derefter flyttede familien til København. Men allerede seks år senere blev børneflokken splittet. Holger Petersen kom i huset hos skolebestyrer, professor Carl Mariboe,
Han ville have taget Dansk – juridisk eksamen
I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsen i dennes en gros- forretning i Store Kongensgade. Det var en hård læretid. Men han havde tid til at være sammen med kammerater, Her blev samfundsforhold ivrigt diskuteret.
I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Meningen var at han skulle tage dansk – juridisk eksamen.
Såret under 1864 – krigen
Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig. I en kamp mod prøjserne i Lundby ved Aalborg blev han såret i benet. Resten af livet haltede han.
Lige siden sine ungdomsår interesserede han sig for forsvarssagen og for danskhedens bevarelse i Slesvig. Gennem årene stiftede han mange legater for at støtte dette. Han løste bl.a. sammen med danskhedens forkæmper H.P. Hanssen. Han ydede også tilskud til en hemmelig kreditforening i Nordslesvig.
Skuffet, da Dansk – Vestindien blev solgt
Genrejsningen af det dansk – vestindiske erhvervsliv var også noget, der interesserede ham. I 1902 blev han formand for plantageselskabet for Dansk Vestindien. Det var en stor skuffelse for ham, at Dansk Vestindien blev solgt.
I 1868 kaldte han sig grosserer
I september 1866 rejste han til England. Trods fine anbefalinger fik han ikke arbejde. Men han fik en masse kontakter. I 1867 startede han som agent i København.
Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at forhandle med forskellige nyttevarer inden for tekstil og manufakturbranchen. Det var på hans 25-års fødselsdag den 9. juni. at han startede. Det handlede om knapper, bånd, lidser, nåle, tråd, garn m.m. Disse varer dannede grundstammen i firmaet de følgende år.
Frontfigur i Dansk erhvervsliv
Med tiden blev Holger Petersen en forgrundsfigur i dansk erhvervsliv på mange områder. Han arbejdede også for uddannelse og dygtiggørelse af den danske handelsungdom.
I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle Vajsenhus. Sammen med sin bror, John startede han en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.
Fabrikker på Tagensvej
I 1883 startede det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkvarter på Kastels-vej, hvor han havde oprettet et farveri, På Tagensvej blev der også indrettet et stort moderne uldspinderi, hvor det dengang kendte Løve Garn blev fremstillet. Her blev også fremstillet bånd og knapper. Her blev etableret uldfarveri og væveri.
Fabrikken bestod af falde bygninger, hvor produktionen foregik i et plan. Det var en nyudvikling i forhold til den klassiske engelske fabrik, hvor produktionen foregik på flere etager.
Intet børnearbejde på fabrikken
Dengang at fabrikken havde 120 ansatte, blev der lavet en opgørelse, der viste at de 45 var mellem 14 og 18 år. Det var over den skolepligtige alder dengang. Det var således ikke dengang børnearbejde at finde på fabrikken. Dette blev ellers i rigeligt tal benyttet på Nørrebro. Dette tegner billedet på en samvittighedsfuld virksomhedsejer.
Han tænkte på arbejderne
I 1885 blev der opført en række arbejderboliger til de mest betroede arbejdere. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Måske så han dette under sin tur til England. Som noget særligt indrettede han i stueetagen et bibliotek, hvor man kunne låne bøger og aviser. Han indrettede også en børnehave. Og her kunne der også afholdes fester. Ugifte arbejder kunne her få noget at spise.
Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejderliv og produktion. Det var et forsøg på fællesunderholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst i familiehierarkiet.
Boligerne og de mange fællesaktiviteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne arbejdere og funktionærer på.
Flere bygninger blev opført
En to – etagers kontorbygning i gule sten og med skifertag blev opført 1885 – 87. En fabriksbygning blev opført i ro etager i 1891. En væveribygning blev opført i 1892. I 1905 blev der opført et spinderi.
Kigger man nøje efter mod sidegaden, kan man på gavlen se forskellige dekorationer i murværket bl.a. med Holger Petersens initialer.
I 1889 etablerede han en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø.
I 1891 havde Holger Petersen også andre planer, hvis man ikke kunne få byggetilladelse. Han ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Men han fik dog alligevel byggetilladelse. Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.
Holger Petersen – en meget aktiv mand
I 1891 anlagde også Baldersbæk Plantage. Han var med til stiftelsen af Dansk Exportforening og fra starten var han med i Det østasiatiske Kompagni, da det blev dannet i 1897. Fra 1910 blev han selskabets formand. I 1895 lod han sig indvælge i Landstinget for partiet Højre.
Ud over boliger blev der tilknyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes nye bygninger. Samme år arbejdede der her 300 arbejdere, mænd og kvinder med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn. Fabrikken var dampdrevet i begyndelsen.
Allerede mens Holger Petersen levede blev der oprettet en forsørgelses – og pensionsfond oprettet for veltjente funktionærer. Senere er oprettet et ferielegat. Også en idrætsklub blev oprettet.
Han arbejdede for Fædrelandet og sit hjem
Gennem sit liv opnåede vores hovedperson en række tillidshverv. Allerede dengang havde Holger Petersen fået det ry at være en
Dette ry kom til at præge virksomhedens ry og udformning.
I 1920 – 700 ansatte på Tagensvej
I 1917 døde Holger Petersen. Fabrikken på Tagensvej blev overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde man her 700 ansatte. Både i 1923 og 1950 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker ophørte i 1966.
Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Holger Petersen er begravet på Assistens Kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 20, 2024
Det Stockholmske Blodbad – Film og Fakta
Vi har delt denne artikel i to. Først en anmeldelse af selve filmen og så en beskrivelse af fakta. I filmen taler man teater – engelsk. Det er som om at selve skuespillet er meget overdrevet. Og så går filmen også i stå. Hvad er i grunden meningen med filmen? Er det drama eller komedie. Det kunne have været en episk storfilm. Måske er det drama eller sort humor? Vi skal til hofbal med rockmusik. Og så bruger man bandeord som man bestemt ikke brugte dengang. Alle danskere fremstilles som barbarer. Det er som om filmen gør grin med sig selv. Dengang i 1520 i Stockholm blev dørene låst på slottet under festen. Så kunne folk arresteres og henrettelserne foregik omgående. Dette blodbad skulle have sikret Christian den Anden magten. Men det modsatte skete. I det meste af Sverige kalder man kongen for Christian Tyran. I Syd – Sverige kaldte man ham Christian den Gode. Folk blev henrettet efter rang. Gustav Vasa organiserede en oprørshær og blev konge. Svenskerne har fuldstændig glemt, hvad de gjorde mod danskerne i Skåne, Halland og Blekinge. Her var der tale om etnisk udrensning.
Filmen: ”Stockholm Bloodbath”
Vi har været i biografen for at se ”Stockholm Bloodbath” Det skulle være en historisk fim men ak. I anden afdeling af denne artikel vil vi beskrive de faktiske forhold. Vi får at vide, at det er en ”virkelighedsbasseret film” Der klaskes et skilt på:
Så ved man at filmskaberne har taget sig nogle gevaldige friheder. Selvfølgelig har filmskabere nogle kunstneriske friheder. Men der må da også være grænser, når man kalder det en historisk film.
De taler ”Teater – engelsk”
Er filmen fejlslagen? Det er ikke just historisk akkuratesse, der plager denne film. Filmen forsøger at gengive nogle historiske hændelser fra 1520. Det er en svensk – dansk film, hvor man taler teater – engelsk. Dette virker helt absurd.
En tegneserielignende tekst bryder billederne op:
Ja sådan lyder det om Mikkel Boe Følsgaards karakter første gang vi møder ham. Denne er gudfrygtig, men aggressiv og voldelig soldat, der er på en blodig mission for den danske konge Christian den Anden, spillet af Claes Bang. Kongen vil genvinde Sverige efter at den svenske adel har forsøgt at slippe ud af Kalmarunionen. Men denne Didrik bliver aldrig for farlig.
Overdrevet skuespil
Sideløbende er de svenske søstre Freja og Anne rejst ud for at få hævn på Slagchek og hans danske kumpaner. Og Følsgaard råber flere steder et bandeord, man næppe kendte på denne tid.
Overdrevne skuespilstil, den ironiske tone og de hektiske voldsscener. Er inspireret af andre film af Quentin Tarantino. Det besynderlig sprogvalg skyldes nok kommercielle interesser.
Filmen går i stå
Pludselig er det som om filmen går i stå. Det er hvor Christian den Anden ankommer til Sverige, hvor svenske adelsfolk holdes som gidsler og et langt forhandlingsløb går i gang. Så er det lige dobbeltagenten Hemming Gath spillet af Ulrich Thomsen.
Hvad er meningen med filmen?
Den dialogtunge fortælling trækker i langdrag. Når man endelig kommer til Blodbadet, så virker det som en befrielse. Hvad var meningen med filmen? Skulle det være en ironisk action komedie eller en episk storfilm? Vi får både sort humor og action. Men længden på filmen 2 ½ time er nok for lang.
Drama eller sort komedie
Spørgsmålet er om folk, der ser filmen, forlader biografen med en fornyet historieinteresse. Man sidder tilbage med en lidt ufokuseret oplevelse – er det drama eller sort komedie? Der er masser af kiksede jokes og noget ufrivilligt komisk. Mange af hovedpersonerne virker brovtende og overdrevne.
Til hofbal med rockmusik
Kigger man på handlingen med historiske øjne, virker det hele ret overfladisk. Det er ikke korrekt gengivet. Man har måske ladet sig inspirere af begivenhederne i 1520. Men filmen bliver aldrig virkelig spændende og for den sags skyld heller ikke grotesk. Vi mangler saft og kraft. Det virker også grotesk med et hofbal til rockmusik. Manuskriptforfatterne er blottet for tidsfornemmelse.
Alle danskere fremstilles som brutale barbarer
Ideen er ellers god nok. 82 adelige, biskopper og borgere i Stockholm fik kappet hovedet af og ved netop at bruge kætteri som grund, omgik kongen den amnesti, han ellers havde givet folket, da han overtog den svenske trone.
Alle danskere bliver fremstillet som nogle brutale barbarer, hvorimod svenskerne – kvinderne især – er anderledes kulturelle og mere dannede end de dumme danskere. Det er virkelig meget overdrevets hovedvej i filmen. Det harmonerer ikke med, at filmen tager sig selv højtidelig. Filmen sætter sig selv mellem to stole. Og det med de to søstres hævntogt ebber os helt ud til sidst.
Filmen gør grin med sig selv
Man har også indtryk af at filmen gør grin med sig selv som en slags parodi. Balancen mellem komik og alvor finder filmen aldrig. Det er som om instruktøren ikke bekymrer sig om sine karakterer men i stedet svælger i vold. Filmen virker meget utroværdig.
Manuskriptet ved ikke selv, hvor det vil hen og hvorfor. Det er en underlig sarkasme. Et vigtigt stykke historie bliver gjort til en bizar bagatel.
Det var ellers en oplagt historie til en storfilm – endda med en masse stjerner på plakaten.
Hvad siger historien om ”Det Stockholmske Blodbad”
Den 8. – 9. november 1520 blev 82 svenske stormænd og prominente borgere henrettet i Stockholm. Christian den Anden var ellers blevet kronet som Sveriges konge. Den 4. november var festlighederne blevet brat afbrudt med et retsopgør. Det var denne dato, hvor Christian den Anden var blevet kronet i Sveriges største kirke.
Dørene bliver låst
Efter flere dages festligheder var alle døre blevet låst. Alle de festgalde blev ført ind i den store sal, hvor ærkebiskop Trolle fremlagde et anklageskrift, som beskyldte en række personer for at være ”åbenbare kættere”. Den unionsvenlige Gustav Trolle var tidligere blevet fængslet af rigsforstanderen. Straffen for kætteri var døden.
Hele Sturepartiet og den faldne Rigsforstander Sten Sture og hans tilhængere var blevet dømt til døden. Dette blev straks eksekveret på Storetorvet.
Blodbadet skulle have sikret Kongen magten
Svenskerne nægtede at have Christian den Anden som konge. Han havde ellers lovet fuldstændig amnesti to måneder forinden, hvor Stockholm overgav sig.
Ved et stænder-møde i 1517 havde det samlede Stureparti undsagt ærkebiskoppen. Alle der var tilhænger af Christian den Anden blev henrettet.
Blodbadet skulle have sikret den danske konge et varigt herredømme i Sverige. Men brutaliteten førte i stedet til hans fald.
Christian Tyran
Den danske konge blev kaldt Christian Tyran i det meste af Sverige.
Den dansk – norske konge begyndte allerede i 1513 at virkeliggøre sin drøm om at genoprette Kalmarunionen. Efter tre angreb lykkedes det for Christian den Anden at erobre magten i Sverige.
Henrettet efter rang
Den 8. november 1520 begyndte henrettelserne af de dømte Kongens soldater stod opstillet på Storetorvet, hvor der var opstillet en galge og flere skafotter. Man blev henrettet efter rang. En del af de førende borgere i Stockholm blev ligeledes ført til Storetorvet.
Ligene lå i dynger og blodet løb ned ad gaden i rendestenen fra det højtliggende torv. Blodet løb ned ad de små gader ud i Saltsjön og Mälaren.
Om morgenen den 9. november fortsatte blodbadet. Chefbødlen fik løn pr. hoved – derfor kender vi det nøjagtige tal. Dagen efter blev alle ligene ført væk og brændt. Også kongens modstandere i Finland blev henrettet.
Andre vidner fortæller dog at 120 blev henrettet på Storetorv i Stockholm.
Gustav Vasa blev konge af Sverige
De fleste biskopper havde det godt med den danske konge, vel nok fordi han ofte var på rejse. Og så kunne de selv bestemme, Det var i den allersidste katolske tid.
Kongen tog nu på en hyldningsrejse rundt i landet og endnu nogle modstandere blev henrettet. Men den svenske oprører Gustav Vasa ville ikke finde sig i det. Han organiserede en oprørshær. Allerede året efter var det slut med den danske konges eventyr i Sverige. Og i 1523 lod Gustav Vasa sig hylde som konge af Sverige.
Har svenskerne glemt, hvad de gjorde mod Skåne, Halland og Blekinge
Svenskerne glemmer aldrig Det Stockholmske Blodbad. Det ligger som en slags kollektiv bevidsthed. Men svenskerne er også blinde for de ugerninger de selv har begået.
De har glemt, da de i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge, hvor de dræbte flere tusinde. Forsvenskningen var brutal og lynhurtig. Måske er det derfor at skåningerne i dag endnu kalder Christian den Anden for Christian den Gode.
Den etniske udrensning omfattede også de danske snaphaner, som vi kender fra Gøngehøvdingen. Dansk blev forbudt. Danske sang – og salmebøger blev beslaglagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 14, 2024
Da det lugtede på Nørrebro
Landevejen blev gjort til ”Møddingplads”. Jerichau indførte tøndesystemet. Foreningen til Natrenovationens Forbedring. Jordlod ved Nørre Alle. Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere. Mygind blev en alvorlig konkurrent. ”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”. Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken. To hovedløb, der ikke fungerede. En sump i Ravnsborg Have. Blegdamsgraven udsat for mange klager. En sundhedsfarlig stank. Spildevand løb ud i Sortedamssøen. Kolera og tyfus blev befordret af åbn e kloaker
Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”
Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:
Jerichau indførte tøndesystemet
Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.
Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:
Forening for Natrenovationens Forbedring
Han tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.
Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).
En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.
En jordlod ved Nørre Allé
Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.
Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.
Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere
I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.
Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.
Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.
Mygind blev alvorlig konkurrent
Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.
Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.
”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”
De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.
Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:
Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.
Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken
Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.
Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.
To hovedvandløb, der ikke fungerede
Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.
Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg. På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.
Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.
Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.
En sump i Ravnsborg Have
I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.
En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.
Blegdamsgraven udsat for mange klager
Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.
Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.
En sundhedsfarlig stank
Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.
En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.
Spildevand løb ud i Sortedamssøen
Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.
Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker
Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 13, 2024
København var en meget skiden by
Slået af den slette lugt. Man havde for længst besluttet, at der skulle fejes hver dag, men det blev det ikke. Man bestak ordensmagten. Byens snavs blev ført gennem rendestenene. Kun en sjettedel af dem var overdækket. De såkaldte kældersumpe. En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne ådsler. En storvask af rendestene. Disse havde aldrig lugtet værre. På Christianshavn måtte man opgive. Fædrelandet” var ikke så begejstret. Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen. Offentlige urinkroge. Gruberne kom for tæt på vandledninger. Når gruberne skulle tømmes Intet blev overholdt. Private tømte selv gruberne i søer, grave og kanaler. Kuler på Amager. Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule. Lugt – problemer på Nørrebro. Manglende kloaksystem. Blev udskudt. Begge systemer kørte side om side i 30 år.
Slået af den slette lugt
I et skrift fra 1847 sagde Dr. Hornemann det rent ud:
Ved en anden lejlighed skriver han:
Man havde for længst besluttet, at det skulle fejes hver dag
Hornemann foreslog også, at gaderne skulle fejes hver dag. Dette var dog ikke noget nyt krav. Det var allerede foreslået i det 18. århundrede ved en række anordninger. Det var dog aldrig blevet efterlevet men heller aldrig ophævet. I 1777 bestemte man at gaderne skulle fejes hver dag på et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig renses til bunds og alt skarn skulle fjernes senest en time derefter.
I 1779 bestemte man at renovationsvognene skulle køre langsomt i gå-tempo og på højre side af gaden. Og i 1778 at toiletter skulle renses ”ved mindste ulejlighed af lugt”. I 1789 skulle nybrolagte gader hver morgen betænkes med vand og at afledning af al urenlighed til rendestene var forbudt.
Man bestak ordensmagten
Men intet af alt dette blev overholdt.
I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse to dage indfandt skraldevognen sig for at køre ”fejeskarnet” og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Man kunne høre når skraldemanden kom. Han brugte ”Skralden” for at melde sin ankomst. Den var blevet indført i 1806.
Der findes en beskrivelse af gadefejningen i 1857:
Netop i 1857 bestemte Borgerrepræsentationen at der i sommermåneden skulle fejes hver dag i sommermånederne.
Byens snavs blev ført gennem rendestenene
Med åbne rendestene førtes byens snavs gennem alle gader. Det fortsatte med at være en plage for byens befolkning. Når garverne oppe ved Nørreport udskyllede deres kar fire fem gange om dagen, så lod man det stinkende vand føre ud i rendestenen. Det løb så af Frederiksborggade, over Kultorvet og gennem Købmagergade indtil det nåede ned til kanalen, efter at have fyldt hele strøget med stank.
Kun en sjettedel af rendestenene var overdækket
Længden af alle rendestene og udløbs-render i byen var 139.500 alen (over 11 mil). Særlig om sommeren var det ubehageligt. Om sommeren var disse halvfyldte med stinkende vand og mudder. Rendestenenes indhold har været omtrent stillestående. Kun cirka en sjettedel af rendestenene var overdækket.
De såkaldte kældersumpe
De såkaldte kældersumpe var et arnested for smitte og stank. Grundvandet stod højt i den lavtliggende by og kældrene ville stå under vand, hvis der ikke under dem var gravet et endnu dybere hul. Det var her sumpen lå. Her samlede vandet sig. Med jævne mellemrum måtte det oppumpes. Det var langt fra rent vand, som blev samlet her. Grunden under byen var så gennemsivet af skidt fra latringruber, fra rendestenenes stillestående slam, fra kirkegårdene osv. Det gav en slem stank, hver gang kælderpumpen blev rørt.
Dr. Hornemann fortalte:
En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne alle ådsler
Der var ansat en kommunal ”Bestillingsmand”, hvis hverv var at bortskaffe ådsler fra stadens grunde, gader og veje. Denne stilling blev lønnet med 100 Rigsdaler. Dette hverv blev varetaget af Ole Tønnesen, der døde i 1847. Hans søn, skomagersvend Jokum Tønnesen, blev hans efterfølger. Han sad endnu i embedet i 1856, da han ansøgte om lønforhøjelse.
En storvask af rendestene
I 1851 oplevede København en begivenhed, som kun forekom den ene gang – nemlig en storvask. Professor Hummel, der var medlem af den hygiejniske kommission, fandt på at foreslå, nemlig at alle gårdrum, gader og rendestene hver morgen skulle underkastes en kraftig skylning. Alle pumper skulle aktiveres i en halv time. Der skulle skyldes med vand, der blev hentet fra de offentlige pumper.
Vandværket var dog betænkeligt, ved at der skulle bruges 8.500 tdr. vand dagligt. Borgerrepræsentationen ville da heller ikke bruge 13.800 Rigsdaler, som foretagendet ville koste. Man ville heller ikke ulejlige grundejere til at foretage en bestemt handling på et bestemt tidspunkt hver dag.
Rendestenene havde aldrig lugtet værre
Længe inden skylningen var ophørt havde glæden forvandlet sig til en misfornøjelse. Rendestenene havde aldrig lugtet værre end nu. Det var den almindelige mening, at ingen sommer i København havde lugtet værre end den i 1851.
På Christianshavn måtte man opgive
Vandinspektør Colding, som vi tidligere har omtalt i en af vores artikler, så lidt humoristisk på sagen. Han var selv tilhænger af en ”skylning”. På Christianshavn måtte man helt opgive det på grund af mangel på vand.
”Fædrelandet” var ikke begejstret
Det hjalp ikke, at også justitsministeriet anbefalede en gentagelse af den store rendestensskylning under henvisning til sommerens vedvarende varme. Fædrelandet skrev den 12. juli:
Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen
Det stank så kraftigt fra kanalerne at man var bange for folkesundheden. Et antal slaver fra fæstningen sørgede for at det værste mudder blev fjernet fra rendestenene. Af hensyn til stanken kunne der kun arbejdes på dette i de allertidligste morgentimer.
Professor Clausen havde i sine artikler i Dansk Folkeblad henledt opmærksomheden på den
Offentlige urinkroge
Den hygiejniske kommission forslog at der indrettedes ”Offentlige Urinkroge”, der jævnlig skylledes rene. Forsigtig og tøvende gik Borgerrepræsentationen for tanken. I 1852 blev de to første småhuse opstillet – det ene ved bolværket lige over for Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Det andet på den sydlige side af børstrappen. De var af træ, en snedker havde lavet dem. De var ganske små, en kvadratalen, Størrelsen passede meget fint til navnet. Officielt blev de kaldt urinskabe.
Jo det var Danmarks første offentlige toiletter.
Gruberne kom for tæt på vandledningerne
Byens latriner var endnu for den langt overvejende dels vedkommende indrettet efter det gamle grubesystem. Latrinindholdet samledes i store kældre eller fordybninger i jorden, der kunne rumme flere læs. Så behøvede man kun at tømmes en eller to gange om året.
Gruberne skulle efter anordninger være murede. Men ofte var de utætte så grundvandet trængte ind i dem og skyllede deres opløste indhold ud i de omgivende jordlag. Her kom det ofte i forbindelse med vandledningerne utætte og halvrådne træ render.
Grubberne var så fulde, at når man trådte på de lemme, der dannede gulvet, trængte det øverste, flydende lag op gennem huller og sprækker. Stanken var så gennemtrængende, at det endnu læge efter hang i klæderne.
Når gruberne skulle tømmes
Når grubberne skulle tømmes, skulle man huske to ting. Man skulle lukke alle vinduer og om aftenen smøre et forsvarligt fad smørrebrød, der med øl og brændevin skulle stilles ud til Natmændene.
Grubernes tømning blev besørget af de såkaldte natførere, en snævrere kreds inden for det lille Vognmandslaug. Oprindelig var de 11 stykker. Men byens skarpretter. Oswald fik også en part, så nu var de 12 og dette tal blev aldrig forøget.
Intet blev overholdt
Et renovationskontor blev indrettet. Her kunne husejere henvende sig, hvis de ønskede deres grube tømt. Deres vogne var beregnet til fire tønder med tætsluttende dæksel med påmalet nummer. Vognene skulle køre i meget langsom kørsel og altid i højre side. Tømning måtte kun foregå om natten. Men ingen af disse forskrifter blev overholdt.
Konstant blev det klaget over at vognene var utætte og ofte helt manglede låg. I en politirapport fra 1854 hedder det, at natførerne på gaden piskede hestene så de kørte i galop så de spildte indholdet ud af vognene.
Private tømte selv gruberne
Og det at tømme gruberne tog man også let på. Det blev konstateret i 1853, at mange gruber aldrig blev helt tømte, men kun det øverste lag. Det kostede 10 – 25 Rigsdalere – foruden stanken at få tømt en grube. De privilegerede natførere havde nok at bestille endda. Ja de kunne efterhånden slet ikke overkomme arbejdet. I 1854 lå der 7.000 læs i byens gruber og ventede på dem.
Natførerne bar ikke fine folk særlig ikke når skarpretteren uden videre kunne indlemmes i dette laug. Men de tjente nu ret godt. Flere vognmænd ville gerne være med, men de blev holdt ude. Men det var ikke noget at gøre.
Kuler på Amager
Natrenovationen førtes ad samme vej, over Knippelsbro gennem Christianshavn og ud til renovationskulerne på Amager. Kulerne lå lige til venstre for landevejen uden for fæstningsgraven omtrent ved begyndelsen af nuværende Kløvermarksvej.
Disse kuler var blevet oprettet i 1777 og siden havde de været i brug. Men nu i 1851 havde politidirektør Bræstrup kigget på forholdene. Han kunne konstatere at forholdene var sådan at ekskrementerne forblev flydende. Meningen var at disse skulle køres væk i tør tilstand og sælges som gødning.
Forpagter af kulerne var grosserer Owen, Han havde anlagt en fabrik til ”Renovationens forvandling til patentgødning.
Man forsøgte at få lov til at køre gennem alle byens porte med disse renovationsvogne, men atter engang viste myndighederne uvillige.
Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule
Husejerne prøvede at komme af med deres latringødning på alle mulige ulovlige metoder. Boede man i nærheden af en grav eller kanal, ja så skaffede man sig afløb til disse. Den lukkede grav omkring Rosenborg Slot var således blevet en hel renovationskule, idet alle latrinerne i Gardehusarkasernen havde direkte afløb til den, ligesom den optog akt spildevand fra kasernen og fra kommandantboligens kostald.
Lugt – problemer på Nørrebro
Også ude på Nørrebro fik man efterhånden store lugt-problemer. Efterhånden blev gamle kuler nedlagt og nye kuler gravet. Man fandt på at bygge en vold omkring dem. Blev en kule overfyldt, kunne man lade en del af dets indhold løbe ud i søen eller kanalen.
Det nye tønde-system blev indført af folk som Jerichau og Mygind, men det var man nu ikke så tilfreds med på Nørrebro.
Manglende kloaksystem
Det store kloaksystem som var planlagt sammen med nedlægningen af vand – og gasrør blev opgivet og indførelsen af vandklosetter blev derved skudt et halvt århundrede ud i fremtiden.
Tøndesystemet var ganske vidst et fremskridt fra de gammeldags gruber i gårdene, men med disse var der sandelig også ulemper og ubehageligheder. Desuden blev grubesystemet er jo ingenlunde afskaffet,
Begge systemer kørte side om side i 30 år
I 1854 var der endnu 2.355 latringruber mod 809 latrinindretninger. Kun meget langsom blev det gamle system trængt tilbage. De to systemer trivedes side om side i 30 år. Den sidste latringrube i København blev først nedlagt i 1885.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: