Artikler
September 23, 2026
Ladegårdsåen – Stenbroens Bellevue
Det er blevet en meget grundig bog med over 20 siders kildemateriale. Et vigtigt indlæg i åbn åen og det er Ladegårdsåen. Undertegnede mente, at have meget ”forstand” på temaet, men er blevet meget klogere. Bogen leverer også fremragende lokalhistorie med store fotos over to sider, farvelagte kort og malerier. Ja så er det fotos, man aldrig før har set. Ladegårdsåen var engang afgørende for drikkevandet i København. Pludselig oplevede både Frederiksberg – og Nørrebrosiden en enorm befolkningstilvækst, men kloakplan og spildevandpolitik var slet ikke fulgt med. Jo bogen handler også om andre vandløb, latriner, hygiejne eller mangel på samme. Når man befandt sig ved og i Ladegårdsåen var uden hensyn til kønsmoral og generthed. Å – far hører med til historien. Et beskæftigelsesprojekt under besættelsen. Et vandløb i stedet for en beton – og asfaltjungle. Et skybrud i 2011 satte tankerne i gang. Mange politiske initiativer blev også sat i gang. Jo bogen var sandelig værd at vente på. Godt gået.
En meget grundig bog
Den har været længe undervejs. Denne nye flotte bog. Men den har været værd at vente på. Det er blevet til en særdeles grundig bog med 20 siders kildemateriale. Og så i stort format med herlige illustrationer. Ja nogle af fotoerne har jeg ikke set før. Det er blevet til 188 siders spændende historie.
Fotoer på to sider, Flotte kobberstik og malerier og kort i størrelser så man lynhurtig ved, hvor man er. De fleste af de ældre fotoer er gengivet i en udmærket kvalitet.
Undertegnede er blevet meget klogere
Undertegnede har holdt en del foredrag om emnet og skrevet flere artikler. Men jeg er blevet en del klogere og forskellige ting er blevet sat på plads. Jeg er også meget beæret over at blive nævnt som inspirator.
Også god lokalhistorie
Denne bog kan bruges til mange ting. Selvfølgelig er den et indlæg i debatten om at åbne Ladegårdsåen. Det er en særdeles god lokalhistorisk bog med fortællinger fra København, Frederiksberg og Nørrebro.
Folk råber jo efter bøger fra lokalområdet. Der burde jo skrives meget mere om det lokale. I denne bog får man sandelig noget for pengene.
Meget at holde styr på
Vi får historien om Skt. Jørgens Bæk og ”Den onde Bæk” samt søernes tilblivelse. Ja og lokaliteten til åens navn får vi sandelig også. Flotte farvelagte kort leder os på vej. Det var et ret indviklet ingeniørarbejde at få styr på alle render, voldanlæg, søer og åer dengang.
Grundejerne langs Ladegårdsåen tog ulovlig vand så der ikke var noget til dem inde i byen. Og temaet med rent drikkevand er også beskrevet ret grundigt i bogen. Således hører vi også om de mange Springvandskompagnier og træ – rørene der nu ikke altid sørgede for at københavnerne fik rent drikkevand.
Ladegårdsåen var afgørende for drikkevandet
Riget fattedes penge. Konstant var der slagsmål om, hvem der skulle betale. Var det byens vandforsyning eller Staten?
Bønderne ødelagde dæmninger for selv at få mere vand. I 1600-tallet er der historier om masser af hærværk mod sluserne. På et tidspunkt blev Ladegårdsåen altafgørende for vandforsyningen i København.
Vi får også sidehistorier om Assistens Kirkegård og Blågården. Nogle kalder dette for et slot andre for et lyststed. Ja også hygiejnen og lugten i København og på Nørrebro fokuseres der på.
Hele tiden følger vi med hvad der sker inde på selve Ladegården, der har haft en meget varieret historie.
Fra 1702 blev vandforsyningen forringet
Fra 1702 blev vandforsyningen forringet. I 1756 mente lægen Lange, at sygdom og vandkvalitet kunne hænge sammen. Det var han dog en af de eneste, der mente.
Ja selvfølgelig skal vi have historien om stenen ved Ladegårdsåen. Den er til minde om bryllupsgæsterne, der endte i åen. Jo dette er en sand historie. Der findes i den grad også mange myter om åen.
Og så kommer historierne om brønde, kanaler, lokummer og gruber.
Stor befolkningstilvækst
Trods meget idyl var der i 1850 endnu ikke badeliv i ladegårdsåen. Badning i Ladegårdens drikkevand var aldeles forbudt.
Fabrikker og beboelseskvarterer skød op side om side. Byggespekulanter tjente masser af penge. Men ikke alle klarede det. Men de fik dog bygget et par broer over åen.
I 1850 boede der 2.874 personer på Frederiksberg og 76.211 i 1901.
Situationen på Nørrebro var endnu værre. Befolkningsantallet steg fra 3.426 i 1850 til 105.510 i 1901.
Vandforsyning og spildevandssystemer var slet ikke fulgt med. Og i 1853 blev København ramt af en voldsom Koleraepidemi. 5.000 eller 6 pct. af byens befolkning døde.
Først i 1913 blev Søndersøværket ombygget. Nu kunne man bruge drikkevand herfra. Ladegårdens tid som drikkevandsforsyning var dermed forbi.
En amputeret kloakplan
I 1857 havde man vedtaget den første amputerede kloakplan uden spildevandskloak. Meningen var at kloakvandet skulle føres under Ladegårdsåen. Og Rosenåen blev udsat for propper. Der var masser af klager over stanken. De åbne kloaker på Nørrebro fungerede ikke.
Og så fik igen en Koleraepidemi i København i 1892. Man var advaret. I aviserne stod det, at den var på vej. Fattige kunne få ny halm på Ladegården. Dette ville øge hygiejnen i de små arbejderhjem. En beboer ved Ladegårdsåen mente, at den var med til at fremme epidemien.
Vandløb, hygiejne, epidemier, latriner og kloaker
Bogen befatter sig elegant med temaer, som vores hjemmeside dengang.dk har beskæftiget sig med. Men her er det hele samlet under et. Det hele hører sammen – vandløbene, hygiejne, epidemier, latriner, kloaker m.m.
40 år efter en samlet kloakplan blev vedtaget fik København endelig vedtaget en for hele området.
Uden hensyn til kønsmoral og generthed
Vi får i bogen herlige erindringer fra folk, der har oplevet åen. En af disse fortæller at man badede ”uden hensyn til kønsmoral eller generthed”. Om vinteren løb man på skøjter på åen. En anden fortæller, at der ”vankede femører”, når man hentede brændevin til klunserne.
I åen oplevede man et rigt dyreliv – aborrer, skaller og gedder. Foruden frøer, haletudser, igler og farverige salamandere. Mange børn tog disse med hjem i syltetøjsglas.
Å-far hører med til historien
På Nørrebro – siden boede ”Rabarber – drengene” og på dan anden side af åen de pæne ”Villadrenge”. Der kom selvfølgelig til mange kampe, hvor mange endte i åen.
Ja ”Å-far” hører også med til historien. Han var en slags opsynsmand ansat af kommunen. Når han kom, skulle man reagere for det var mange ting, man ikke måtte.
Man sejlede med hjemmelavede træskibe og lavede tømmerflåder.
En vinter braste isen, da der kom til en slåskamp. Mellem 12 og 30 personer røg gennem isen og der blev råbt om hjælp. Det kunne høres vidt omkring. Det var et vældigt drama. Et stort redningsarbejde blev sat i værk og alle blev reddet.
Ladegårdsåen var både for børn og voksne
Ladegårdsåen var for både børn og voksne, der voksede op her i grænseområdet mellem Nørrebro og Frederiksberg et frirum året rundt.
En arbejderkamp i 1911 sluttede i Ladegårdens vand, kunne aviser berette om.
I 1908 blev Ladegården nedlagt, men bygningerne blev først revet ned i 1934. Gennem 300 år havde Ladegården ligget det samme sted.
Et beskæftigelsesprojekt
Endnu i 1940 blev åen betegnet som idyllisk. I 1942 tildækkedes åen fra Bülowsvej. Det foregik som et beskæftigelsesprojekt. Og forfatterne fortæller, at havde de ikke sagt ja til dette var de sendt på ”tvangsarbejde” nede i Tyskland. Meget modigt sagt af forfatterne. Det er nemlig ikke populært at sige dette. Vi skal nemlig stadig tro, at det var frivilligt at rejse til Tyskland for at arbejde dengang. Var du ung og arbejdsløs kunne du dog komme i ungdomslejr.
Under Folkestrejken gik folk ned til Ladegårdsåen for at hente ”drikkevand”. Der var masser af folk med spande.
Vi har også i vores Facebook – gruppe fået kritik af, når vi beskriver, hvornår Ladegårdsåen var helt overdækket. Men vi kan på fine fotos se, at børn endnu i 1960’erne leger ved Ladegårdsåen.
Beton- og asfaltjungle
Et kapitel i bogen beskæftiger sig med åbningen af ladegårdsåen. Man kalder Bispeengbuen for en beton- og asfaltjungle. Vi ser også fotos fra Århus Å. Men man kan vel ikke helt sammenligne forholdene.
Et skybrud i 2011
Skybruddet den 2. juli 2011 satte fantasien i gang med at genetablere Ladegårdsåen. Det var ved den lejlighed at undertegnede fik størstedelen af et hæfte om Kulturelle Markedsdage ødelagt. Dette hæfte var planlagt som et farvelagt værk, men efterhånden bortfaldt alt tilskud, og så måtte undertegnede selv punge ud. Resterne af hæftet blev solgt oppe i butikken til 19,95 kr. De stod i papkasser nede i kælderen på gulvet.
Jo Ladegårdsåen kunne aflede skybrudsvand.
Mange politiske initiativer blev sat i gang
Mange politiske initiativer blev sat i værk. Borgerinitiativet Åbn Åen har gjort et stort stykke arbejde med udgivelsen af denne bog. Begge forfattere er med i dette initiativ. Mange rapporter og undersøgelser af åen og trafikken bliver omtalt.
Spændende er det, om det er en tunnelløsning der skal til. Tunnellen skal føres under åen, der som allerede er oplyst, skal fritlægges. De rør, der i dag ligger i jorden, har dog kun en svag relation til den oprindelige Ladegårdsåen.
Spørgsmålet er om det er tale om ”Genåbning af åen” eller ”Genåbning af åerne”. Man bliver faktisk nødt til at etablere en helt ny å og man bliver nødt til at grave helt ned til åerne til at sikre, at der er vand i åen. Man sikrer sig dermed også vand fra den gamle Lygte å – og så kan det også være en skybrudssikring.
Vandløb i stedet for asfaltjungle
Nogle vil måske kalde bogen politisk ensidig. Men det gør ikke noget i dette tilfælde. Man ønsker et vandløb i stedet for en asfaltjungle. Og den historiske del er gengivet på en fremragende måde. Forfatterne er meget realistiske. En genåbning af Ladegårdsåen vil fremme klimatilpasningen og fremhæve byens kulturhistorie og identitet.
Men det er et åbent spørgsmål om det vil lykkes at åbne åen. De to forfattere har mange argumenter for, at det skal lykkes.
Værd at vente på
Godt gået Anja og Anders. Det er en flot bog i stort format og indbundet. Jeg tror, at vi allerede for 10 år siden snakkede om projektet. Men det har sandelig været værd at vente på.
Anders Jørn Jessen – Anja Meier Sandreid:
Ladegårdsåen – Stenbroens Bellevue
Frydenlund
Hvis du vil vide mere (om temaer i bogen)
Under Nørrebro
September 17, 2026
Et styrt i Vadehavet
”Hovedvej” for engelske bombefly. 463 allierede fly havareret på dansk jord. De allierede flyvers skæbne. Et Wellington – fly styrtet ned i Vadehavet. Flere krigsgrave på Tønder Kirkegård. Tre af besætningsmedlemmerne på omtalte fly i Tønder. Et overset kapitel i besættelseshistorien. En mindehøjtidelighed ved Højer Sluse.
”Hovedvej” for de engelske bombefly
Tyskerne havde et kæmpe militære anlæg på Rømø. De var udmærket klar over, at det var den vej de engelske kampfly kom,
for at bombe nede i Tyskland. Der var kæmpe radaranlæg på Rømø Ja nogle gange gik det galt for de engelske piloter. Da ramte de byer og steder i Danmark.
463 allierede fly havarerede på dansk jord
Omkring 3.000 allierede flyvere, hvoraf størstedelen var fra Royal Air Force blev skudt ned i eller i umiddelbar nærhed af Danmark. Historikere og databaser som Airman har registreret i alt 463 allierede fly, der havarerede over dansk jord eller i de indre danske farvande.
De allierede flyveres skæbne
Mellem 1.700 og 2.300 flyvere mistede livet. Af de omkommende blev 1.171 begravet på danske kirkegårde, mens knap 1.000 af de faldne (særligt dem, der styrtede i havet) aldrig fik en kendt grav.
Omkring 630 flyvere overlevede selve styrtet men blev taget til fange af den tyske besættelsesmagt.
Præcis 149 flyvere formåede med hjælp fra den danske modstandsbevægelse og civile danskere at flygte over Øresund til det neutrale Sverige.
Et Wellington-fly styrtede ned i Vadehavet
De fleste britiske maskiner blev skudt ned af tyske natjagere eller ramt af antiluftskyts (flak), enten fordi de skulle kaste miner i de danske farvande eller fordi de krydsede dansk luftrum på vej til eller fra store bombeangreb mod mål i Tyskland.
For 85 år siden styrtede en tysk bombemaskine ned i Vadehavet. Her omkom 6 unge soldater fra RAF. Den yngste var 20 år. Den ældste var 23 år.
De udgjorde mandskabet på den britiske bombemaskine Wellington IcR 455. Det var 4 år til at krigen skulle slutte. Dette skulle de unge mennesker ikke opleve. Klokken var 0.35, da den styrtede to kilometer syd for Højer i Vadehavet.
Den 20. august 1941 var dødsdagen for disse seks unge mennesker. De var blevet ramt af det tyske flak i Højer. De var på vej hjem til hjembasen Honington i England efter et bombardement på Kiel.
Mange krigsgrave i Tønder
På kirkegården i Tønder er der også tyske gravsteder fra begge krige samt tyske flygtninge. De seks unge fra Wellington – flyet er ikke de eneste flyvere på kirkegården. Gennem Anden Verdenskrig kom det til talrige flystyrt i Vadehavet.
Tre af besætningsmedlemmerne ligger på Kirkegården i Tønder
Bombeskytte Thomas Armstrongs lig blev bjærget fra havet den 23. august 1941. Hans gravsted passes i dag som en officiel Commonwealth – krigsgrav.
Tre af de faldne flyvere ligger i dag på kirkegården i Tønder.
Foruden britiske og amerikanske bombefly er også tyske jagerfly styrtet ned i Vadehavet.
Et overset kapitel
Historien om de seks unge mænd har i mange år været et overset kapitel, men i sommeren 2026, blev der taget initiativ til officielt at minde og hædre de seks faldne flyvere. På udsigtstårnet ved den nye sluse er opstillet en informations og mindetavle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 15, 2026
Stinne mæ æ Biffel/Biwl
Hun havde altid biblen med. ”Det er biblen, der bærer mig, sagde hun. Der er ingen i Løgumkloster, der glemmer Stinne. Hendes mand døde pludselig. På sindssygehospital i Slesvig. Medlem af den lokale Missionsforening. Hun gravede tørv til sognets fattige. På Klostermarked. Gøglerne var hendes gode venner. Den velhavende bonde gav den fattige familie en ko. Den dyre frakke forærede hun væk. Hun samlede ind til krigsfangerne. En gave til kongen. Kongen gav hende en returbillet. Befriede en datter fra Sindssygehospital. Gør som Gud ville have det. Tiden er kostbar. Gik Stinne for vidt? Frygtet, latterliggjort og beundret. Hun ville ikke æres. Foruden bronzestatue også et teaterstykke og en mindetavle. Mern hvad hedder bibel egentlig på sønderjysk?
Hun havde altid biblen med
Hun hed egentlig Kjestine Andersen. Hun var en kendt historisk person og original fra Løgumkloster. Hun var dybt religiøs og havde altid bibelen med.
Men egentlig var hun en kendt Moder Teresa – en ekstrem godhjertet kvinde. Trods trange og fattige kår hjalp hun samfundets svageste, herunder de fattige, de syge og gøglerne på det lokale ”Kloste – mærken”.
Under krigen hjalp hun de militære straffefanger, som levede kummerlige forhold i Sønderjylland.
”Det er biblen, der bærer mig”
Da folk spurgte hende om hun ikke skulle have en mindre og lettere bibel, svarede hun prompte:
Det er ingen der glemmer Stinne
Der var ingen, der glemte Stinne. I maj 2023 i anledning af Løgumkloster 850-års jubilæum – blev der indviet en statue af hende. Og så hænger der også en mindeplade på husmuren på Vestergade 21, hvor hun boede.
Træskulptur af Stinne
En overgang stod der en træskulptur af Stinne. Det var nu ikke alle, der var tilfredse med denne. En nat skruede spægefulde sjæle hende af soklen og lagde hende til hvile på en bænk. Hun blev genrejst men rådnede senere op indefra. Mon ikke det var en form for hærværk. Nogle som ikke kender Løgumklosters historie?
Gerningsmanden havde gjort det, fordi han mente, skulpturen var så grim, at det var en skændsel for Stinne og for byen.
En værdig bronzeskulptur
Den nuværende bronze-skulptur er værdig for både Stinne og for Løgumkloster. Den er udført af en kunstner fra Amager. Selve afsløringen blev foretaget af Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen. Og også et tiptip – oldebarn til Stinne – nemlig unge Ella.
Hun levede fra 1855 til 1951. Gennem årene kom der flere og flere historier om hende. Mange af dem forekom helt utrolige.
De mennesker, hun hjalp, oplevede ikke en skør særling, men en varmhjertet og handlekraftig kvinde. Det må være en statue værd.
Hendes mand døde pludselig
Hun blev født i et lille hjem ”I Skærbæk ud mod Rømø” den 13. oktober 1855. Hendes forældre var småkårsfolk med en stor børneflok.
Pludselig døde hendes mand. I en alder af 33 år var hun alene med børn og en gård. Det var nok mere end hvad hun kunne klare. Hun var håbløst udfordret og forsøgte at begå selvmord. En bog skrevet af lokalhistorikeren Preben Jørgensen om Stinnes liv udkom i 1993.
Hun var blevet gift med en landmand. Da manden døde var det en børneflok på tre eller fem. Vores kilder er ikke enige.
På sindssygeanstalt i Slesvig
Hun var for mange en slags Frans af Assisi, som trolovede sig med fattigdommen.
Hun var kendt som en markant lokalpersonlighed ofte beskrevet som en særling. Efter en psykisk krise fandt hun en dyb tro. Hun brugte resten af sit liv på at rejse rundt og hjælpe mennesker i nød.
Hun kom på psykiatrisk anstalt i Slesvig. Hendes tre eller fem børn blev taget fra hende. Hun var på anstalten i flere år, men efter eget ønske kom hun tilbage til Løgumkloster. Hendes børn forblev i pleje. Hun havde ”svage nerver” og svigtende helbred.
Men hun var dog ikke helt helbredt, da hun blev udskrevet.
Ole Caspersen har skrevet et teaterstykke om hende. Han siger, at hun efter hendes mands død fik en svær depression.
Medlem af den lokale missionsforening
Hun blev medlem af den lokale missionsforening og begyndte at forkynde Guds ord. Man sagde, at hun midt i elendigheden fik et åndeligt gennembrud og hendes syge sjæl blev helbredt gennem troen på Guds nåde.
Hun sagde, at hun var
Hun hjalp med næsten alt
Hun begyndte at gå rundt i Nørre Løgum, hendes eget sogn. Her opdagede hun nogle hjem, hvor der på grund af fattigdom eller sygdom trængtes til hjælp. Det kunne være i køkkenet eller børnepasning. Men hun var også ude på marken eller inde i staldene.
I nabosognet Arrild slog hun sig ned et stykke tid. Her var moderen død fra en børneflok. Her var det nok at tage fat på – både ude og inde. Hun skånede ikke sig selv. Når der var møder om aftenen tog hun børnene med.
Tørv til sognets fattige
Under Første Verdenskrig lå hendes store søn Peter ved fronten. En dag fik svigerdatteren besøg af Stinne, der bad om at låne en hest og en vogn. Hun skulle ud i tørvemosen og grave tørv til sognets fattige.
På Klostermarked
Til Klostermarked dukkede hun op på værtshusene. Hun snakkede med folk og bibelen var hendes vigtigste værktøj. Den blev hendes visitkort. Nej, det var ikke en lille fin lommebibel i en håndtaske, men en stor slidt bibel indsvøbt i sort klæde.
Jo til markedet havde hun i dagene forud gået rundt og indsamlet rugbrødsskorper til hestene. På Kloster – markedet (Kloste – Mærken) kunne der komme op til 1.000 heste. Så gik hun rundt og fodrede hestene. Hun havde en sæk på nakken og et par spande vand i hænderne:
Gik hun forbi en mark, hvor kreaturerne så ud til at lide af tørst i sommervarmen, hældte hun vand op til dem.
Gøglerne var hendes gode venner
Gøglerne blev hendes gode venner. Hun besøgte dem år efter år i deres telte. Det var ikke altid blide ord hun havde til dem. Efter hendes død spurgte mange af gøglerne efter hende. De savnede hendes besøg.
Jesus mener os det godt
Når det lille amtstog var forsinket delte Stinne ”traktater” ud. En mand trak på skulderen og sagde til sidemanden:
Stine, der også kunne være slagfærdig svarede, da hun hørte det:
Dem, der normalt ikke kom i kirken skulle også høre om den store frelse, som Jesus havde sørget for i påsken. Så de kunne blive reddet fra fortabelsen. Bare ved at tro.
Den velhavende bonde forærede en ko
En familie var ved at ende på Fattighuset. De havde mistet deres få køer. Det var i Branderup, hvor hun jævnligt kom.
Hun gik til sognets rigeste bonde og fik ham med bibelens ord til at give familien en ko. Selv om han i lang tid nægtede dette, så overtalte hun ham.
Hun valgte selv koen og trak den hen til den fattige familie.
Den dyre frakke
Engang havde Stines søn givet hende en ualmindelig dyr og også ret dyr jakke. Og så kom Stine til at sidde over for en fattig og dårlig klædt kvinde. Resultatet blev at Stinne kom hjem uden frakke. Sønnen bemærkede at næste gang ville han ikke købe så dyr en frakke.
Hun samlede ind til krigsfangerne
Under Første verdenskrig gik hun til krigsfangelejrene i sognet. Der var to stykker. Selv om det var strengt forbudt tog hun levnedsmidler med til fangerne. Hun tilberedte masser af suppe også til de fangere, der stod bag Sikringsstilling Nord.
Hun gik fra hus til hus og samlede fødemidler ind – kød, kartofler, grøntsager m.m. Gruekedlen med dampende suppe blev stillet op i vejkanten og ved siden af denne stod et skilt skrevet på tysk:
Det passede rigtig de tyske magthavere, men hun lod sig ikke så let afvise. Hun talte ikke selv tysk. Hun søgte hjælp hos pastoren i Nr. Løgum. Sammen konstruerede de et trækors, hvorpå den tekst stod
Hun så folk lide og følte sig forpligtiget til at gøre noget imod det. Også selv om hun fik problemer. Men hun følte også at livet gav mening.
I arresten i Flensborg
Mange sønderjyder blev under Første Verdenskrig tvunget i krig. Derfor gik Stinne efter myterne til fods fra Løgumkloster til Flensborg. Hun ville give mændene det sidste ord med, inden de gik i krig.
Som skrevet kunne hun ikke ret meget tysk, men hun havde lært sig selv at sige:
Det var de første ord i en tysk salme.
Hun havde ingen pas. Hun mente, at hendes bibel var hendes pas til Himmeriget. Så kunne hun også komme til Flensborg, mente hun. Men den opfattelse havde myndighederne åbenbart ikke. En nat i arresten blev en af følgerne.
En gave til kongen
Nu havde Stinne dog ikke den store respekt for disse myndigheder. Da Christian den 10. opholdt sig i Løgumkloster var det lykkedes hende at overrække kongen et billede af Jesus. Hun skulle have sagt til ham:
Kongen spurgte efter hende og sendte en hilsen.
Kongen gav returbillet
Flere år senere var hun til fods gået til København til fods. Hendes mål var kongen. Hun ville sørge for at en søn af en Løgumkloster-familie blev befriet fra militærtjeneste. Hans arbejdskraft var nødvendig på gården derhjemme.
Hun havde ikke søgt om audiens. Trods dette lykkedes det for hende ifølge myten at tale med kongen. Hendes mission havde været en succes. Og kongen gav hende 20 kr. til en togrejse tilbage.
Befriede en datter fra Sindssygehospitalet
I Løgumkloster boede en kone hvis datter var kommet på sindssygeanstalten i Viborg. Moderen kunne ikke selv rejse hjemmefra. Så Stine tog afsted hjemmefra til Viborg – til fods. Pigen længtes hjem, og Stine tog hende med hjem uden at tænke på følgerne. Fordi hun længtes hjem.
Et stykke tid efter blev Stinne indkaldt til retten i Løgumkloster. Hun var meget forknyt og gik ind til arrestforvarerens kone. De bad sammen, før Stinne gik op i retsbygningen. Mens Stine blev forhørt, slog hun op i sin bibel og sagde:
Dommeren sagde:
Og så skete der ikke mere i den sag. Dagen efter kontaktede myndighederne amtsforstander Meier i Løgumkloster. Han kunne dog berolige med, at arrestanten var en ganske ufarlig person, der i det hele taget ikke gjorde andet end godt.
Gør som, hvad Gud ville have det
Når hun kom frem på sine missionsrejser, blev hun ofte budt til bords og spise med. Det var kun lidt kartofter og sovs, som hun tog. Skulle hun ud på længere rejser gav slægt og venner penge med til billetten. Men disse penge blev tit brugt til at hjælpe andre
Hendes søn, Peter sagde ofte til hende:
Hun svarede ham hver gang:
Så tog hun alligevel turen til fods med det resultat at hun ofte kom hjem med flere penge, end hun rejste ud med. De blev også brugt til at købe nye bibler med.
Tiden er kostbar
Hendes familie bad hende ofte om at blive hjemme, når vejene var for dårlige eller når vejret var for dårlig. Hun svarede:
Ofte kom hun hjem, forkommen og gennemblødt.
Gik Stinne for vidt?
Hun bad for alle. Men det var nu mange, der mente under krigen, at hun nu godt kunne stryge Hitler af listen. Hun svarede dem:
Frygtet, latterliggjort og beundret
Om historierne er helt rigtige, er det ikke muligt at få klarlagt i dag. De hører til overleveringerne om en kone, der blev frygtet, latterliggjort og beundret. Fælles for alle historierne om hende er nemlig at hun efterlevede sin overbevisning i handling uden tanke for egen ære.
Hun ville ikke æres
Som ældre blev hun bedt om at fortælle om alt som hun havde oplevet. Men det ønskede hun ikke. Hun ville ikke æres.
Da Stinne blev 70 år, fyldtes salen i Løgumkloster Missionshus til sidste plads. Gode venner sørgede for traktementet. Og dette blev så en fast tradition. Til sidst fik Stinne ordet og sagde med et glimt i øjet:
Nu også et teaterstykke om hende
Kjestine Andersen døde i 1951. Men hendes historier lever stadig. En bog fortæller om hendes liv. En skulptur minder os om hende. Og nu er et teaterstykke også skrevet om hende. Manden bag teaterstykket, Ole Caspersen siger til Der Nordschleswiger:
54 medvirkende søges
Ja instruktøren søger hele 54 medvirkende. Planen er at stykket skal opføres i Løgumkloster kirke i 2027.
Caspersen har bl.a. læst diverse dokumenter fra dengang Stinne var indlagt i Slesvig. Og det bliver ikke alt sammen tragisk. Masser af humor er også med i stykket.
Der bliver søgt mange skuespillere og det er i alle aldre. Ansøgningen skal sendes til formanden for Amatør-Teater-Foreningen i Løgumkloster, Anton Schultz.
Men hvad hedder bibel på Sønderjysk
Men hvad hedder en bibel på sønderjysk – ”Biffel eller Biwl”?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 4, 2026
Højer Pumpestation
Vi kan se den fra broen. Den er bygget i ”Bedre Byggeskik”. Prisværdigt at Tønder Kommune renoverer huset. Man har fået bevilliget ekstra penge. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Kunne have lavet museum ved broen. Et stykke kulturhistorie. Alle 4 pumpestationer ligner hinanden. Den største ligger i Lægan. Tegnet af H.C. Davidsen. Et besøg i kogene.
Kan ses fra broen
Fra rutebilstationen skulle vi over broen, inden vi nåede 2. katastrofevej, hvor Oma og Opa boede. Hvis vi kiggede til venstre, kunne vi se den lille røde bygning. Den bliver Højer Pumpstation eller Nørremølle Pumpstation. Den blev bygget i 1929 i forbindelse med afvandingen af Tøndermarsken.
Og egentlig var opgaven at pumpe vandet fra den oversvømmede Tøndermarsk over i Vidåen.
Bedre byggeskik
Der findes mange af disse bevaringsværdige bygninger i Tøndermarsken. Og denne er tegnet af godsinspektør på Schackenborg, Den er udført i ”Bedre Byggeskik stilen” Denne godsinspektør var en af dem, der blev arresteret op til første verdenskrig. Han blev i Sønderborg valgt til fangernes avistegner. Og her tegnede han så de arresterede. Men også mange af Møgeltønders huse står han for.
Prisværdigt at Tønder Kommune renoverer huset
Meget prisværdigt har Tønder Kommune valgt at renovere bygningen. Man ville dog ikke lave en udsigtsplatform, for som de sagde. Dem findes der jo nok af i forvejen. Ja det kan da godt være, men det er jo ikke det samme som man ser.
Der er flotte udsigtsmuligheder fra Højer Mølle, Vandtårnet, Vidåslusen, Den gamle sluse, Marsk Tower ved Skærbæk og Lægan Pumpestation.
Alle bygninger, sluser, pumpestationer, grænsebygninger m.m. skal bevares. To små møller ved Vidåen er blevet revet ned allerede tidligt omkring 1929
Højer Pumpestation er et populært stoppested på den 54 km lange marsk – sti.
Penge til vedligeholdelse
Jo taget er lige blevet udskiftet. Digelaget for marsken er gået i gang. Den røde bygning er et sandt stykke kultur, der er vigtig for naturen mellem Højer og Tønder. Jo det var afvandingen i Tøndermarsken.
Fremover kan Digelaget regne med 50.000 kr. om året til vedligeholdelse af de historiske bygninger.
Ikke alle tilfredsesse med afvandingen
Det var dengang en kæmpe stykke ingeniørarbejde, der blev sat i gang. Men det var bestemt ikke alle, der var tilfreds med dette. Vi har her på siden skrevet en del om dette. Ja vi har tidligere berettet om at maleren Emil Nolde forlod området og flyttede syd for grænsen. Han havde forgæves protesteret over for Magistraten i Tønder.
Både trække og levere vand
Højer Pumpestation er den eneste, af de fire pumpestationer, der både kan afvande og tilføje vand. En anden vigtig funktion er at opretholde fugtige enge for vigtige levesteder for blandt andet ynglefugle.
Nej, den leverer ikke vand til saltvandssøen i Magrethekogen. Her trækker man vand via rørledninger nogle hundrede meter ude i Vadehavet.
Kunne have lavet museum ved broen
Når vi kom gående fra rutebilstationen lå til venstre ved broen den gamle fabrik. Vi foreslog for mange år siden, at der her blev anlagt en Tøndermarsk – museum. Man kunne også lave et museum for de biler, der blev fremstillet hos Europa-Jensen, som man kaldte ham. Han blev æresborger og fremstillede endda konge – biler. Men vi fik ikke engang et svar. Og nu forfalder denne bygning mere og mere.
Et stykke kulturhistorie
Dengang var sluser og pumper uerstattelige for hele vadehavsområdet. I dag udgør de også et stykke kulturhistorie.
Lægan og Nørremølle er fra 1929. Ballum Sluse er fra 1914-1919. Og Højer Sluse er fra 1860 -61. Og denne er langt om længe blevet renoveret.
Pumpehuse og sluser er sårbare over for indgreb. Tilbygninger, tagformer m.m. kan ødelægge helhedsindtrykket.
Bygningerne har stor bevaringsværdig. Der er da også over for disse bygninger lavet en manuel. Bevaringsværdien bør hele tiden forlænges.
Pumpestationerne ligner hinanden i byggestil
Det er meget sjovt at se inskriptionen over indgangsdøren på Nørre Mølle (Højer) pumpestation. Det afspejler at man har været stolt over at bygge det. Bygningens særlige funktioner og den tætte sammenhæng med det kultiverede landskab afspejler sig tydeligt.
Lægan Pumpestation ligner Højer meget i byggestil.
Lægan Pumpestation
Og denne pumpestation er den største af de fire, der blev bygget, da afvandingen satte ind. De fire pumpestationer, der alle er eldrevne kan samlet flytte 16.000 liter vand pr. sekund. Inde på pumpestationerne kan man opleve dette ved selvsyn. Gennem illustrationer, fotos m.m. kan man se pumpestationernes arbejde og funktion.
I tagetagen i Lægan kan man nyde udsigten over Tøndermarsken og se en stor model af denne. Uden disse pumpestationer ville Tøndermarsken hurtig være oversvømmet.
Tegnet af H.C. Davidsen
Interessant er at både Nørremølle (Højer) og Lægan Pumpestation er tegnet af H.C. Davidsen, der var godsinspektør på Schackenborg og en af dem, der blev spærret inde inden Første Verdenskrig.
I kogene
Bygningen ligger her ude i Nørre Mølle i Frederikskogene. Gammel Frederikskog ligger lige nord for grænsen. Den blev inddiget i 1692. Nord for denne ligger Ny Frederikskog, som blev inddiget i 1861 i forbindelse med oprettelse af Højer Sluse.
Frederikskogene blev sammen med Rudbøl Kog, Rudbøl Sø, Magisterkogen og Lille Vade i alt 2.500 ha fredet ved en særlov i 1988.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 9, 2026
Sønderjylland – august 1943
Historieforfalskning. Uroligheder startet længe før. Var det ballade i Sønderjylland? Sangerkrig. Grænseflytning. Provokatører af blandet oprindelse. De handlede på Danmarks vegne uden bemyndigelse. Det var kun begyndelsen. 23 soldater mistede livet. Politimester Brix fa Tønder ville fortsætte. En meget bekymret amtmand. Militærpatruljer i Tønder og Aabenraa. 12 gidsler i Sønderjylland.
Historieforfalskning
For mange år siden deltog min første afdøde kone og jeg i en rundvisning. Her sagde en ung studerende, at der ikke var nogen modstandsbevægelse i Sønderjylland, fordi man var bange for det tyske mindretal. Vi fik lige tilføjet en masse til den unge mands viden.
Men hvad med den 29. august 1943, hvor der var ballade i det øvrige Danmark?
Flere har givet udtryk for, at sønderjyderne heller ikke her turde at gøre modstand. Men er det nu rigtigt? Ja egentlig var det jo regeringen, der sagde nej til at indføre dødsstraf for sabotage den 29. august 1943, der førte til uroligheder og nej til samarbejdspolitikken.
Uroligheder startet længe før
Men urolighederne var jo startet længe før. Men selve dagen den 29. august 1943 forløb ganske stille. På dette tidspunkt var det også klart at tyskerne ville tabe krigen.
I juli var der allerede udbrudt uroligheder i Odense, Esbjerg, Odense og Aalborg og andre steder. Lokale kommunister havde igangsat strejker og det kom til slagsmål.
Var det ballade i Sønderjylland
I Sønderjylland var det kun sporadiske uroligheder. I Haderslev var der natten til lørdag den 21. august rudeknusning hos Nordschleswigsche Zeitung. Et rygte var opstået at 18 sabotører var på vej for at klippe piger, der gik med tyske soldater. Dette havde tyskerne også hørt. De forstærkede deres patruljering.
Sangerkrig
En frivillig SS-mand provokerede i gaden. Cirka 1.000 mennesker var efterhånden forsamlet. Tre kompagnier tyske soldater, der sang tyske marchsange ankom. Mængden svarede igen med danske og engelske sange. Sangerkrigen endte med Slagsmål. Soldaterne brugte deres læderbælter
I Christiansfeld, Gram, Aabenraa og Sønderborg forekom isoleret uro. Små hærværk forekom og hærværk mod tysksindede butikker forekom i flere byer.
Grænseflytning
Samarbejdspolitikken havde et stærkt tag i de danske sønderjyder. Men også Mindretallets ønske om en grænseflytning blev fulgt tæt.
Provokatører af blandet oprindelse
Dansk Samråds møde den 26. august blev fulgt med stor interesse. Dansk Samråd var et koordinerende organ på dansk side i nationalkampen. Formanden var rigsdagsmand A. Svensson. Han gjorde ”udfald mod de formodede ”provokatører af blandet oprindelse”
Men Hans Andersen fra Danske Samfund og Landeværnet ønskede derimod forståelse for at befolkningen regerede over for den skærpede tyske kurs. Han gav tyskerne selv skylden for uroen.
De handlede på Danmarks vegne uden bemyndigelse
Rigsdagsmand Hans Jefsen Christensen fandt, ”at sabotørerne handlede på Danmarks vegne uden bemyndigelse. Det var mest ”kommunister, der ville terrorisere befolkningen, Han ønskede ”linjen af 9. april” dvs. samarbejdspolitikken fortsat.
Bagermester Thorvald Petersen i Tønder mente at det især var ”de såkaldte intellektuelle, der førte an i uroen.
Redaktør Frede Nielsen så således på det ”Kommunisterne arbejder pågående, nogle overophedede nationalt indstillede følger dem
Så længe det så ud til tysk sejr kunne man godt samarbejde med dem. Men nu så det ud som om de ville tabe krigen, Spørgsmålet var – hvornår?
Det er kun begyndelsen
August-oprøret havde fået tyskerne til at stille skærpede krav, som den danske regering hverken kunne eller ville. For nogle var dette en glæde. Således udtalte modstandsmanden Hans Mørup fra Aabenraa:
De sønderjyske politikere var alt andet end begejstret for situationen. Således udtalte Jefsen Christiansen:
23 soldater mistede livet
Tyske standretter blev oprettet. Og i Sønderjylland havde det tyske mindretal oprettet uniformerede korps. De var ikke særlig populære.
Flåden og hæren satte sig til modværge. Dette kostede 23 danske soldater livet. I tønder blev domhuset, politistationen, rådhuset, amtshuset, posthuset, de kommunale værker og jernbanestationerne foruden jernbanebroer.
Politimester Brix ville fortsætte
Politimester Ernst Brix blev klokken 4.10 halet ud til den tyske by kommandant på kasernen. Her blev Brix spurgt, om han ville fortsætte i sit embede. Det ville han men ikke medvirke til noget, der stred imod dansk retsbevidsthed.
Seminarierektor Morten Bredsdorff blev en person man samledes om:
Man blev enige om, at strejker ikke hjalp noget. Embedsmændene skulle blive ved, så længe de kunne.
En meget bekymret amtmand
Greve O.D. Schack, der også var amtmand, var meget fortvivlet og frygtede en grænseflytning. Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen opfordrede ham til at blive på sin post. Han sagde, at han blev på sin post:
Det var denne holdning, der sejrede ikke blot i Sønderjylland, men også på Slotsholmen i København, hvor departementscheferne gik sammen og dannede en uofficiel regering frem til befrielsen.
Militærpatruljer i Tønder og Aabenraa
I Tønder regerede militærpatruljer mod mangelfuld mørklægning og aflytning af engelsk radiofor åbne vinduer ved at affyre varselsskud.
I Aabenraa greb soldater nidkært ind mod sammenstimlen på gaderne. Hans Mørup beretter
12 gidsler i Sønderjylland
Den 29. august arresterede tyskerne ca. 250 fremtrædende personer i Danmark for at sikre at danskerne holdt sig i ro. I Sønderjylland blev 12 mand taget. Blandt dem var min skolelæge på Tønder Kommuneskole, Ejnar Dahl. Claus Eskildsen fra Tønder fik udleveret en skriftlig arrestordre. Her stod der bl.a.:
I Aabenraa blev rektor Georg Buchreiz vækket kl. 4.05 af en høflig tysk officer:
Gidslerne i Sønderjylland blev den 8. september samlet på kasernen i Fredericia. Det var formand for det tyske mindretal og leder af NSDAP – N, Jens Møller, der var stærk medvirkende til, at de blev løsladt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på dengang.dk:
April 17, 2026
Tiden råber på Antifascisme!
Hvem er forfatteren? Ca. 150 bøger begået af denne. Meget afvekslende bog. Samfundet beskrevet af Hans Kirk og Hans Scherfig. Martin Andersen Nexø og Den Spanske Borgerkrig. Andre personligheder medvirker også. Pelle Erobreren. Krig og Fascisme vil stå uden for din gadedør. Et upassende samarbejde. En spaltning af arbejderklassen. Antikommunisme er stadig meget udbredt ikke kun i USA. Hvor er den fulde sandhed vedrørende nazismen?
Hvem er forfatteren?
Lars Ulrik Thomsen har igen begået en bog. Vi har efterhånden anmeldt tre – fire af hans bøger. Men hvem er han egentlig? Han blev født i 1946 i København. Efter 12 års skolegang, kom han i lære som maskinarbejder i Randers.
Han blev udlært i 1973 og flyttede kort tid efter til Esbjerg. Her arbejdede han inden for jern- og metalindustrien. Fra 1983 arbejdede han på Nordsøen med opbygningen af et gasfelt. Han fortsatte arbejdet på skiftende felter som ventil-montør.
Ca. 150 bøger har forfatteren begået.
I 1998 fik han trykt sin første bog om arbejderbevægelsens historie i Syd – Danmark. Den blev godt modtaget. Dette betød, at han fortsatte med udgivelserne. Det er blevet til mere end 150 bøger både på dansk og engelsk.
.
Afvekslende bog
Denne bog bør fremhæves for det alsidige indhold. Og læsningen er også afvekslende. Måske er det fordi vi i grunden har forskellige bidragsydere. Det er også interessant historieskrivning og i et let tilgængelig sprog.
Samfundet-beskrevet af Hans Kirk og Han Scherfig
Vi får samfundet beskrevet gennem Hans Scherfigs og Hans Kirks øjne og øre. Begge forfattere var populære indtil for 10 år siden, da jeg stoppede som boghandler.
Scherfig nævnte bl.a. at Hitler i 1933, skulle have sagt at i løbet af fire år ville han i den grad forvandle Tyskland.
Mange kulturpersonligheder og videnskabsfolk måtte gå i landflygtighed. Politiet i Das Dritte Reich måtte trænge ind i folks private hjem og beslaglægge malerier, der ikke hørte hjemme i Riget.
Martin Andersen Nexø og Den Spanske Borgerkrig
Martin Andersen Nexø beriger også denne bog. Han skriver bl.a. om bøller i KZ-lejrene. Han opfordrer folk til at læse disse historier igen og igen. Denne har også en artikel om Den Spanske Borgerkrig.
Forfatteren beretter om, at allerede i sin ungdom lærte han det jævne folk i Spanien at kende som udvidende og udplyndrede
Og selvfølgelig er Willy Fuglsang med. Det Tredje Riges fundament. Han skriver også om Den Spanske Borgerkrig.
Andre personligheder
Pablo Neruda beretter, om hvordan spanske flygtninge bliver sejlet til Chile.
Heinrich Heine og H.C. Andersen bidrager også til bogen.
Pelle Erobreren
Pelle Erobreren og Slaget på Fælleden er også med. Konklusionen er ”Lær ad fortidens fejl og mangler”. Ja, og realisere de drømme. Vi må se i øjnene, at det samfund, som vi har i dag ikke evner at tilfredsstille de mange, men kun en snæver kreds. Alle kræfter skal samles for at leve op til Pelle Erobrernes efterkommere.
Krig og Fascisme vil stå uden for vores gadedør.
Ja, så har vi også Grieg. Hans morale er, at hvis ikke vender os mod krig og fascisme står den pludselig uden for vores egen gadedør og banker på.
Brecht og Shakespeare giver også deres besyv med.
Fascismen er et redskab som de monopoliserende bruger, siger forfatteren.
Et upassende samarbejde.
Det var Danmark’ s Kommunistiske Parti og De Konservative i samarbejde der dannede Initiativgruppen i Frihedsgruppen. Ja, man skulle tro at dette var et upassende samarbejde.
Denne bog er 3. udgave. Nu også med artikler om Den Spanske Borgerkrig. Deadline var i marts her i år.
En spaltning af arbejderbevægelsen
Det er tydeligt, at der er sket en spaltning af arbejderbevægelsen. Man kører efter forskellige ideologier. Lenin’ værker var i høj kurs i 1970’erne. Men de er næsten forsvundet i den aktuelle debat.
Antikommunismen er stadig fremherskende
Antikommunisme er stadig aktuel rundt om i verden. Og ikke kun i USA.
De fleste undervisningsbøger i dag slår til lyd for at vi alle skal blive borgerlige. Barnet skal blive en god og nyttig samfundsborger, der kan begå sig i det kapitalistiske. Og kristendommen havde uhyre tilpasningsevne.
Hvor er den fulde sandhed?
Forfatteren mener også, at vi i dag stadig mangler den fulde sandhed om den 9. april og besættelsestiden. Og her kan man give Lars Ulrik Thomsen ret. Undertegnede skrev en bog om en hændelse i Padborg kort efter besættelsen. Her mødte vi i den grad modstand. Man kaldte undertegnede konspirator.
Arrestation af kommunister
Tyskerne forlangte arrestation af 65 ledende kommunister. Listen havde de fået af dansk politi. I første omgang blev der arresteret ca. 300 kommunister. Men efterfølgende var det ca. 1.000 kommunister der i kortere og længere tid blev arresteret.
Ja, endda folketingsmedlem Martin Nielsen blev arresteret og sendt syd på i KZ–lejr.
Ja, historien viser, at Grundloven kan gradbøjes.
Vi kommer vidt omkring i denne interessante bog, som mange sikkert også vil kalde for konspiration. Men det er historie fortalt på en lidt anderledes måde.
Lars Ulrik Thomsen
Tiden råber på antifascisme!
Forlaget Populi
Marts 16, 2026
Lang nats rejse mod dag (2)
Dette er Hvidbogen del: 2 Mange arbejdede for tyskerne Nogle vil altid være egenrådige. Mange spørgsmål stilles i bogen. Et klart nej til Unionen blev det i 1992. Tilbage til Ribus. Vores nationale sikkerhed blev sat over styr. Manglende ytringsfrihed. Hvad med Folkekirkerne. Anmelderens egen fortælling. Kapitalismens har en udløbsdato. Ganske interessant bog.
Det er igen en interessant bog. Fordi man har en anden mening, behøver man ikke at blive udelukket på bibliotekerne og i medierne.
Hvidbog om EU nr. 2
Dette er en fortsættelse af Hvidbogen om EU. Her er anden del af den. Men det er nu ikke så mange, der vil diskutere problemerne i EU. Og vi begynder med Folkestrejken i Esbjerg i 1943.
Mange arbejdede for tyskerne
Sabotører fra 1943 fik strenge straffe. Kommunister gennemførte en masse sabotageaktioner mod de danskere, der arbejdede for tyskerne.
Det var Fællesorganisationen, der mod forventning ledede protestaktionen. Og Folkestrejken bredte sig til hele landet. Blandt de store jordbesiddere herhjemme, var mange tilhængere af Hitler. Men hvad er i grunden sandt og falsk, spørger Forfatteren.
Mange i EU vil fortsætte med at være egenrådig
Forfatteren mener også at vi ikke behøver at være i en union, for at samarbejde med andre nationer. Mange udenlandske er interesseret i at overtage dansk produktion. Der er nogle nationer i EU, der vil fortætte med at være egenrådige.
Mange spørgsmål stilles i bogen
Hvordan forener man en demokratisk udvikling. ved anvendelse af videnskabelige metoder og facetter. Det er en af de mange spørgsmål, som forfatteren stiller i bogen.
Arbejderbevægelsen skal forhindre en selvopgivende og en destruktiv holdning til historien Et politisk parti må ikke bygge deres politik på forskellige skabeloner.
Danmark var engang et land af skibsbyggere især i Jylland. På over 20 år blev næsten alle værfter nedlagt. Men efterhånden blev ordren bare sendt til Østen, hvor lønnen kun er 1/5 af vores.
Et klart nej til Unionen
Den 2. juni 1992 stemte Danmark et klart nej til Unionen. SF lod sig lokke til en ny afstemning. Ja det gjorde LO for den sags skyld også. Men handlede det ikke om deres reelle mulighed for indflydelse?
Den 3. december skulle vi stemme ja eller nej til retsforbeholdet. Den 3. december skulle der sættes en definitiv stopper for udhulingen af forholdene.
Tilbage til Ribus
I bogen kommer vi atter engang ind på Ribus-konflikten. Her gik SID med til at skruebrækkere kunne fortsætte med at køre. De strejkende kunne søge om et arbejde, hvis der var et ledigt.
Politiet brugte hunde. Blokadevagter blev angrebet ned ad diverse sideveje politihunde. En LO – top havde igen ladt sig binde af et monopol – ifølge forfatteren
I bogen lær- nemlig er vi et nyt begreb at kende – den kooperative stat. Fascisme og kooperativisme er hinandens modsætninger.
Men Ribus – konflikten i Esbjerg mindede meget om besættelsestidens kampe.
Vores nationale sikkerhed er sat over styr
Ved at binde Danmark og EU og Nato har sat vores nationale sikkerhed over styr. Danmarks udgifter til militære operationer i udlandet og til stadig flere og flere nuancerede våben.
Manglende Ytringsfrihed
Og så oplevede bogens forfatter også et skriveforbud. Han havde skrevet en artikel om skadevirkningerne ved EU. Sådan var det ved avisens regionale afdeling. Men også ved hovedafdelingen og en række andre medier er denne bogs forfatter ikke velkommen. Også hos DR skal han holde sig væk.
Ja, og på Esbjerg Bibliotek og andre biblioteker kan hans bøger ikke fås. Er det fordi, at han repræsenterer en anden holdning og mening end de fleste af os andre?
Hvad med Folkebibliotekerne?
Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed, aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen af materiale må det alene være disse kriterier, der er afgørende. Det må ikke være kriterier indeholdende, religiøse, moralske eller politiske synspunkter, der må gøre mente sig gældende.
Har vi ikke ytringsfrihed i Danmark?
Anmelderens egen fortælling
Anmelderen kan i den forbindelse fortælle, da han blev formand for HK i Aabenraa, var noget af det første han gjorde at tale med lokalredaktøren. Det blev til et meget fornuftigt samarbejde Der kom et indlæg ca. hver 14. dag eller hver uge.
Men den lokale fagbevægelse mente ikke, at man skulle gøre sig gældende i en borgerlig avis. Jag spurgte til et møde, om jeg skulle afholde et mediekursus. Det faldt nu ikke i god jord.
Kapitalismen har en udløbsdato
Vi kigger i bogen på CIA’ s arbejde i Danmark. Man skulle tro, at danskerne selv bestemte i deres eget land. Men på nogle områder kan vi møde fremmede efterretningsvæsner.
Kapitalismen har fået udløbsdatoen, mener forfatteren. Overgangen til socialisme bliver heller ikke gnidningsfri, erkender forfatteren også.
Ganske interessant bog
En ganske interessant bog, hvor vi kommer vidt omkring. Igen var der afsnit, der var mere interessante end andre. Den der rystede undertegnede mest, var afsnittet om manglende ytringsfrihed og om bibliotekerne lever op til lovgivningen.
Måske er det nok så sundt at læse om et system, man ikke går ind for. Men det er godt at lære så længe man lever.
Lars Ulrik Thomsen:
Marts 1, 2026
Hvidbogen om Danmark i EF og EU
Dette er anmeldelse af bogen ”Hvidbogen om Danmark i EF og EU. Balladen på Nørrebro. Interessant læsning. Hvorfor hedder bogen – Hvidbogen? Da Jens Otto Kragh fik et problem. Flertal mod EU. En smart reklamemand. Vælgerne blev hurtig skeptiske. Havde Danmark nogen indflydelse? Politikere fortrød. Hvad med den danske Grundlov` Vi afgiver mere og mere suverænitet. Bogen rummer meget mere. Ri-Bus konflikten. En kommende Hvidbog? Historisk interessant bog.
Balladen på Nørrebro
En ny bog af evig flittige Lars-Ulrik Thomsen har set dagens lys. Men andre bidrager også til bogen. Hvordan kan sådan en bog anmeldes af en såkaldt kritisk tilhænger af EU.
Vi oplevede for nu en del år siden voldsomme uroligheder i forbindelser med EU – afstemninger. Nørrebro sagde nej til EU. Gidslerne dengang blev Nørrebros detailhandel, der fik deres butikker raseret og vinduer smadret. Nu indeholder bogen ikke noget om disse begivenheder.
Interessant læsning
Men bogen er interessant læsning. Men du skal lige holde tungen lige i munden. Du får en masse oplysninger også mange nye oplysninger. Ja og kommunistisk ideologi får du også lige forklaret. For undertegnede opfatter også bogen som en advarsel mod et EU, der får for meget magt.
Forfatteren mener, at det er svært at komme til orde i medierne. 4-5 koncerner ejer alle dagblade i landet.
Hvorfor hedder bogen – Hvidbogen?
Og hvorfor skal bogen så hedde hvidbogen?
I 1945 blev der lavet en hvidbog om besættelsestiden i to bind. Den handlede om samarbejdspolitikken og modstandere af denne.
Da Jens Otto Kragh fik et problem
Interessant er det, at vi får historien om Jens Otto Kragh, der underskrev EU – traktaten. Han kunne næppe få fem sjette dels flertal i Folketinget. Som alternativ måtte man ud i en folkeafstemning.
Flertal mod EU
Modstandernes kampagner havde sin virkning. En meningsmåling viste at der var flertal i befolkningen mod EU. Dette forhold fik så Kragh til at ringe til Niels Foss, direktør hos F.L. Schmidt. Foss blev sat ind i situationen. Han fandt nogle penge så en ja-kampagne kunne iværksættes hurtigst mulig.
Dagsordenen skulle ændres.
En smart reklamemand
Reklamemanden Hans Rubin havde lynhurtig en kampagne klar. Han viste i annoncer, hvad fødevarer kostede på det tidspunkt og hvad de ville komme til at koste, når man sagde nej til EF, som det hed dengang.
Ja og trods et norsk nej blev der 63,4 pct. der herhjemme sagde ja.
Man blev hurtig skeptiske
Vælgerne herhjemme blev dog hurtigt skeptiske, da viste sig at medlemskab betød suverænitetsafgivelse. Det gav medlemmerne bedre kort på hånden.
Vi fik både Maastricht og Edinburgh – afstemningerne. Flere organisationer blev dannet ved siden af Folkebevægelsen.
Danskerne fik den 2. oktober 1972 at vide, at tilslutningen til EF ville gavne betalingsbalancen og øge beskæftigelsen, bremse inflationen og øge renten.
Men alle disse ting lod vente på sig. Herhjemme steg arbejdsløsheden.
Bogen bringer en masse eksempler. I 1977 blev EF – direktivet om sygeplejerskernes uddannelse vedtaget. Den var langt ringere end den danske uddannelse. Vi får en masse eksempler på ”Arbejdskraftens fire bevægelighed”
Momsen som fulgte voldte mange virksomheder problemer.
Og så skrev vi under på ”Fælles våbenproduktion”. Dette begreb var mange skeptiske over for. I slutningen af 1970erne var der utilfredshed inden for landbrug, valuta og industripolitik.
Havde vi nogen indflydelse?
Og så var man blevet skeptisk over for Danmarks indflydelse. 16 danske repræsentanter af i alt 410 medlemmer kunne umulig fremme danske interesser. Det var også dem, der mente at EF efterhånden fik mere magt på bekostning af Folketinget.
Politikere fortrød
Seks års medlemskab havde skabt flere modstandere. Mange politikere havde fortrudt deres positive indstilling og var nu modstandere af EU.
Hvad nu med den danske Grundlov?
Et meget interessant fokus i bogen er vores Grundlov i forbindelse med den måde, som vi i dag samarbejder internationalt. Mange lande har moderniseret deres grundlove. Men vores egen Grundlov virker lidt stiv i det.
Færre og færre traktater lægges i dag ud til afstemning. Det gjaldt for eksempel Nice og Lissabon – traktaten.
Vi afgiver mere og mere suverænitet
Danmark afgiver mere og mere suverænitet. Vi skal stadig have ret til at vores ret til at bestemme udviklingen i vores eget land. Og så skal vi genskabe vores demokratiske frihedsrettigheder.
Bogen rummer meget mere
Jo denne spændende bog rummer så meget andet end det vi her har været inde på. Hans Scherfig bliver også citeret.
Ri-Bus konflikten
Ja så er det også Ri-Bus konflikten, der varede i 268 dage.
Monopolerne fik større magt. Dette betød krav om forringelser i løn – og arbejdsforhold. Det var et tyskejet selskab Arriva, der overtog Ri-Bus.
Ifølge forfatteren så er ledelsen i fagbevægelsen blevet mere EU -loyale.
En kommende Hvidbog?
Ja og så kan anmelderen her ikke lade være med at komme med et forslag til en kommende Hvidbog. Den skal føre historien helt op til i dag. En magtfuld mand i USA bruger handels- og toldpolitik som magtfaktor. Hvordan skal Danmark og Europa operere i den nye verdensorden.
Interessant bog
Bogen er absolut interessant. Nogle afsnit er set ud fra et historisk perspektiv mere interessant end andre. Men kære læsere – læs denne og bliv klogere.
Lars-Ulrik Thomsen:
Januar 30, 2026
Danmarks Shakespeare (2)
Det er på tide, at Otto Gelsted får en renæssance. I denne samling får vi både serveret prosa og digte. Dette er en hyldest til en af de største digtere herhjemme. Han havde også en forkærlighed for det græske. Ja så havde han også en meget skarp pen. Fra 1921 bekendte han sig til kommunismen. Jo han var en betydningsfuld skikkelse. I 1968 døde han. Læs dette meget varierende udvalg.
Det er på tide, at han får en renæssance
2026 skal være Otto Gelsted – året. Ja det mener Lars Ulrik Thomsen på Forlaget Populi. Han har udgivet 6 bøger af forfatteren. Og i denne udgave er der uddrag fra fem af Otto Gelsteds bøger. Lars Ulrik Thomsen mener at:
Vi får i bogen en gennemgang af udvalgte værker samt en forklaring på Otto Gelsteds tanker og ideer. Der er også en biografi og en oversigt over den de mange udgivelser.
Bogen er delt i tre dele.
Både prosa og digte
Nu er det jo nok op til læseren at vurdere om Otto Gelsted lever op til den betegnelse. Danmarks Shakespeare, som også er titlen på bogen. Vi oplever både prosa og digte.
Og man må sige at det er en meget alsidig bog. Det er lige fra kulturrejser til Nordsjælland og Fyn til digte om besættelsestiden. Det er en blanding af prosa og digte.
Mange af Shakespeares teaterstykker er inspireret af de græske myter, lige som Romeo og Julie. Og vores hovedperson havde det samme måde. Han holdt meget af den græske kultur.
En hyldest til en af de største digtere
Bogen er en værdig hyldest til en af de store digtere i det 20. århundrede.
Vores hovedperson opfordrede til modstand under den tyske besættelse og måtte gå i landflygtighed i Sverige. I et forord får vi at vide, at det var DKP’ s fortjeneste at Frihedsrådet blev dannet.
”Den store folkesommer”
”Danske Toner” var den første udgivelse fra det illegale DKP og indeholder Axel Larsens tale, som han ville have holdt i 1941 ved Folketingets åbning – i verseform.
”Den store folkesommer” er en samling digte, der rummer stærke indtryk fra besættelsestiden
Ofte arbejdede vores hovedperson sammen med andre kunstnere.
Ikke pensum på Boghandlerfagskolen
På boghandlerfagskolen var Otto Gelsted ikke en del af eksaminationen. Men han var dog ganske populær. Han stod for oversættelsen af Homer og Iliaden. Det var i 1954 – 1955. Hans indflydelse på dansk og nordisk kultur har været betragtelig.
Men han debuterede i 1913 med en bog om Johannes V. Jensen.
Stor forkærlighed for det græske
Otto Gelsted havde en forkærlighed for det græske. Der er flere indlæg om Tyrakos – en græsk koloni. Et var især i hans sidste tid, at han interesserede sig for græsk sprog og kultur. Han foretog i 50’erne en række rejser til Italien og Grækenland.
En skarp pen
Forfatterskabet har også været meget alsidigt, således blev han kendt for sin skarpe pen, sine samfundskritiske synspunkter og sin indsats for arbejderbevægelsen og fredssagen.
Som ung interesserede han sig for litteratur og samfundsforhold
Han var født i 1888 i Middelfart– i et dannet hjem. Allerede i sin ungdom interesserede han sig for litteratur og samfundsforhold. Dette kom senere til udtryk i hans forfatterskab og i hans rolle som offentlig debattør.
Mange arbejdspladser
Han blev opdraget katolsk og vendte sig til de kulturradikale tjenester. Han blev ven med bl.a. Poul Henningsen. Han var også uddannet journalist. Han var tilknyttet Kritisk Revy, Arbejderbladet og senere Politiken og Ekstra Bladet.
Han var hovmester og huslærer hos en litteraturinteresseret tysk grosserer, der skaffede ham litterære kontakter i Skandinavien. Han rejste i Schweiz og Tyskland, der blev bestemmende for hans verdensanskuelse.
Han var også huslærer hos maleren Johannes Larsen Og blev medarbejder ved Fyns Venstreblad. Og så var i en periode ansat på det socialistiske og antifascistiske tidsskrift Aandehullet.
Fra 1921 bekendte han sig til kommunismen
I sit forfatterskab lod han sig også inspirere af Hans Kirk. I 1921 offentliggjorde han artiklen ”Kunst og Kommunisme” i ung-kommunisternes blad Folkets Jul. Siden da opfattede han sig selv som kommunist.
Efter krigen blev han tilknyttet Land og Folk.
En betydningsfuld skikkelse
Ved siden af sit forfatterskab engagerede Gelsted sig politik, især i arbejderbevægelsen. Hans engement har gjort ham til en betydningsfuld skikkelse i den danske kulturhistorie. Gelsteds værker læses stadig. Hans tanker om social retfærdighed og fred har inspireret senere generationer.
Han var ilter, upraktisk og fuld af engagement. Og så var han jo også filosof og anmelder.
Efterlod sig stor biografi
Otto Gelsted døde i 1968 og er begravet på Ordrup Kirkegård. Han efterlod en biografi, der var dobbelt så stor, som den slags plejer at være.
Undertegnede har ikke læst Shakespeare, men bogen Danmarks Shakespeare indeholder uddrag fra 5 bøger. Og som jeg tidligere har skrevet er indholdet meget varieret,
Danmarks Shakespeare
Forlaget Populi
Januar 10, 2026
Spadeslaget
Den 8. december 1940 skete der en masse i Haderslev. DNSAP blev finansieret af tyskerne. Det blev en samarbejdsregering. DNSAP’ s højborg var Sønderjylland. 1.100 betjente var ansat på specielle vilkår. Politimesteren i Haderslev var handlingens mand. Spade – reglement. En march i Roskilde. Politimester forsøgte at stoppe marchen. En march med mange deltagere. Anholdt på politistationen. ”Vi er de stærkeste”. Forstærkning blev tilkaldt. Politistyrke på 130 mand. Politiet trak pistolerne. 120 ”ikke uniformerede” fik lov til at passere. Et tilbud fra politimesteren blev afvist. Tåregas-bomber blev anvendt. Efter at vandkanoner også blev anvendt overgav SA’ erne sig. 239 blev anholdt. ”Fædrelandet” talte om ”Politi-terror”. Forulempet af menneskemængden. Frits Clausen sendte en klage. Amnesti for de sidst fængslede nazister. 25 betjente blev såret.
Den 8. december 1940 skete der noget
Det blev dramatisk den 8. december 1940 i Haderslev. Danmarks National Socialistiske Arbejderparti (DNSAP) holdt møde på Højskolehjemmet. Det havde de godt nok anmeldt. Men de marcherede uniformeret gennem Haderslev.
Tyskerne finansierede DNSAP
I Rigsdagen frygtede man DNSAP. De ville have regeringsmagten. Men de var for svage til selv at erobre regeringsmagten. Men Frits Clausen og hans parti brugte tyskerne kun til at true og presse den danske regering.
Men tyskerne finansierede DNSAP. Men egentlig havde tyskerne ikke rigtig fidus til Frits Clausen. Men DNSAP forsøgte at gøre opmærksom på sig selv. De forsøgte med et propaganda-offensiv.
Det blev en samarbejdsregering
Et regeringsskifte i København blev også overvejet. Den tyske gesandt i København Renthe- Fink foretrak dog en samarbejdsregering.
Men det var Ribbentrop, der tog den endelige beslutning i november måned. Hitler var optaget af angreb mod Sovjetunionen. Planerne om et Storgermansk rige blev udsat til efter krigen.
Uniformeringsforbuddet fra 1933 blev fornyet den 9. april 1940.
DNSAP’ s højborg var Sønderjylland
Sønderjylland var DNSAP’ s højborg. Ved valget i 1939 fik partiet 4,7 pct. af stemmerne. På landsplan fik partiet kun 1,8 pct. Partiets leder, Frits Clausen var læge i Bovrup – syd for Aabenraa.
Man forsøgte at efterligne det tyske NSDAP. Man havde også en SA – gruppe. SA stod for Sturm-Abteilung. Der skulle kæmpes fysisk mod partiets fjender. Styrken i Sønderjylland udgjorde 200 – 250 mand.
Betjente på honorarbasis
I juli 1940 fik Rigspolitichefen bemyndigelse til at ansætte 1.100 betjente på honorarbasis. Der blev etableret 13 udrykningsenheder med 25 betjente i hver. Den ene af disse blev placeret i Aabenraa.
Politimesteren i Haderslev var – handlingens mand
Politimesteren i Haderslev hed Frantz Hartmann. Han var kendt som en handlekraftig mand. I Haderslev var der ca. 30 mand.
Spade-reglement
SA´ erne var bevæbnet med spader. Nogle havde spader på 113 cm, andre en kort på 47 cm. Efter slaget i Haderslev blev der beslaglagt 106 lange og 20 korte spader. Desuden blev jernpinde, træ-stokke og cykelpumper beslaglagt. Man fandt også enkelte pistoler.
Fra juni 1941 kendes et spadeeksercitsreglement for DNSAP. Det var trykt in Tønder. I denne kan vi bl.a. læse:
En march i Roskilde
Søndag den 30. juni 1940 gennemførte DNSAP et offentligt møde på Højskolehjemmet i Roskilde med efterfølgende demonstrationsmarch. Politiet havde indkaldt forstærkning for at forhindre marchen.
Med i marchen gik et halvt hundrede tyske soldater. De deltog i slagsmålet mod politiet. Politiet måtte trække sig tilbage. Først efter en tysk officers mellemkomst stoppede uroen. Efter forhandlinger med tyskerne, ville tyske soldater ikke mere deltage i sådanne arrangementer.
Politimester forsøgte at stoppe marchen
Den 8. december 1940 var der så indkaldt til mødet på Højskolehjemmet i Haderslev. DNSAP indkaldte helt efter reglerne til et offentligt møde. Men forud for dette marcherede man gennem Haderslev i SA-uniform, hvilket var ulovligt. Det endte i en hård konfrontation. Jes Friis, der ledede den sønderjyske SA – organisation ville ikke stoppe marchen.
Politiet var ikke vidne om en march. Den startede kl. 14.30 på Hovedvej 10 ved Revkjær Skov ca. 2 km syd for Haderslev. Overtøj, cykler m.m. blev opbevaret hos en husmand i nærheden.
En march med mange deltagere
Det var med Jens Friis i spidsen. Derefter fulgte ca. 25 SA’ er med korte spader og stålhjelme. Så kom musikken. Derefter fulgte 120 SA’ er med lange spader. Derpå fulgte 100 uden spader. Alle var iført uniform. Til sidst fulgte 30 NSU’ er som var partiets ungdomsafdeling.
Optoget afmarcherede kl. 15. Det fulgte ruten Aabenraavej, Sønderbro, Møllepladsen, Lavgade. Man vidste godt, at marchen var ulovligt, men regnede ikke med at politiet turde gå imod.
Anholdt på politistationen
Samtidig med at marchen var gået i gang mødte SA-mand, Lorenz Peter Kjær fra Aabenraa mødt op på politistationen for at fortælle at en march med 400 mand var gået i gang. Han var klædt i grøn dobbeltradet jakke med skulderstropper, spidsbukser i det samme stof, lange støvler, brun skjorte prydet med to stjerner og et firtal, brunt slips, brunt lædertøj inklusive skrårem, pistoltaske og en blå kasket forsynet med emblemer. Pistoltasken var dog tom.
Haderslev Politi viste nul tolerance over for uniformsloven og anholdte personen. Det var i øvrigt den samme, som den 9. april 1940 havde stået i Tøndervejs-krydset syd for Aabenraa i sin SA-uniform og vist de tyske tropper på vej.
”Vi er de stærkeste”
Da Kjær var bag lås og slå gik politimesteren sammen med 8-9 betjente ud mod optoget. Man mødte optoget ud for Lavgade. Politimesteren hævede sin hånd og beordrede at den skulle stoppe. Men forgæves. SA’ erne pegede med deres spader mod betjentene. Og lederen af marchen Jes Jessen Friis råbte bare:
Forstærkning blev tilkaldt
Politimester Hartmann gik nu tilbage til stationen for at tilkalde forstærkning. En overbetjent fik besked på at tilkalde hjælp fra Aabenraa, Kolding og Odense. Også betjente fra Gråsten, Toftlund og Tønder blev tilkaldt.
Selv om det var søndag eftermiddag lykkedes det i løbet af 10-15 minutter at få afsendt en vogn fra Aabenraa. De kom straks i kamp, da de ankom til Haderslev. De fik sårede, der måtte under lægebehandling.
I alt blev der afsendt 30 mand fra Aabenraa samt seks kriminalbetjente. Fra Tønder og Gråsten kom der i alt 20.
Hartmann kontaktede også den tyske værnemagt og spurgte om de ville sende to officerer som skulle forhindre at tyske soldater skulle blande sig.
To SA-vagter ved Højskolehjemmet blev straks anholdt.
Politiet trak pistolerne
Arbejdernes Samaritter-korps hjalp de sårede og derfra blev de bragt til amtshospitalet.
Hartmann gav ordre til at trække pistolerne og foretage ladegreb. Synet af pistolerne fik SA’ erne til at indstille angrebet. Nu forlangte man at politiet frigav de to anholdte vagter. Disse to var anbragt i en udrykningsvogn. Og det lykkedes for dem at flygte.
Politi – styrken på 130 mand
SA’ erne blev bedt om at gå tilbage til Højskolehjemmet. Man sørgede for at alle udgange blev blokeret. Nu blev der så sendt bud efter tåregasbomber. En motorsprøjte fra Falck blev også tilkaldt.
Nu ventede politiet på forstærkning. Kl. 18 kom der dem mand fra Gråsten. Kl. 18.15 kom yderligere 13 mand fra Tønder. 18.30 kom der 15 mand fra Gråsten og 25 mand fra Odense. Kl. 20 kom yderligere 24 mand fra Odense. Styrken var nu oppe på 130 mand.
120 ikke uniformerede lod man passere
Inde i Højskolehjemmet afvikles mødet normalt. Meningen var at man i samlet flok skulle gå tilbage til ens cykler.
Det offentlige møde var forbi kl. 18. De ikke-uniformerede forlod derefter mødet. Det drejede sig om ca. 120 personer. De skulle ikke anholdes og politiet lod dem passere.
Ved 19 – tiden dukkede kaptajn Lærum op. Han anmodede om frit lejde for alle deltagere under 16 år – de såkaldte NSU’ er. Af Hartmann fik han besked om at føre dem ud i samlet flok. Politimesteren bad også om at få Jes Friis ud til forhandlinger. Men Friis blev derinde.
Et tilbud, der blev afvist
De unge blev gelejdet ned ad Storegade. Det gik fint bortset fra publikums tilråb og de mange fyråb. Betjente blev sendt ind for at få Friis i tale. Han fik at vide, at SA’ erne skulle lade sig frivilligt anholde og lade sig transportere til politistationen. De skulle i hold af 10 afgive deres spade, våben og uniformer. De skulle oplyse navn og adresse. De fik 10 min. til at overgive sig. Hvis dette ikke skete, ville politiet trænge ind og anholde alle.
Friis fik lejlighed til at kontakte Frits Clausen, der var på vej til Haderslev. Efter at have talt med lederne blev politimesterens anmodning afvist.
Tåregas-bomber blev anvendt
Nu blev betjentene fordelt udenfor. Inde i salen stod de spadebevæbnede SA’ er klar ved vinduer og døre. Da de 10 min. var gået beordrede Hartmann at en tåregasbombe blev smidt ind gennem åbningen. Dette fik SA’ erne til at styrte ud af salen og gå til angreb mod politiet for at bryde igennem. Efterhånden blev SA’ erne pågrebet, anholdt og anbragt i politiets udrykningsvogne. Man forsøgte at blænde betjentene med lygter, men politiet svarede igen med at blænde med projektører fra bilerne.
SA’ erne overgav sig
Der var rullet tre brandslanger ud. Strålerne fra disse fik SA’ erne til at gå tilbage til salen. Og her lod Hartmann kaste en ny tåregasbombe ind. Nogle forsøgte at undvige til siderne. Men også her blev der anvendt tåregas.
Det var ikke andet for end at SA’ erne måtte smide spaderne og stikke hænderne i vejret og så overgive sig. De blev nu kørt til politistationen og arresten i Haderslev. 11 mand blev kørt til arresten i Aabenraa og 24 til Toftlund.
239 blev anholdt
I alt blev 239 anholdt. Der var en snes kvinder, civile og unge under 16 år, som snarest mulig blev frigivet. Kl. 23.30 var aktionen afsluttet.
Politimester Agersted i Aabenraa mente, at betjentene havde bestået deres prøve. Der var ikke anvendt hårdere metoder end nødvendig til at gennemføre politiets opgave.
23 betjente havde fået større eller mindre skader.
”Fædrelandet” talte om ”Polititerror”
Den nazistiske avis Fædrelandet talte om polititerror. De skrev at en ung mand snublede, hvorefter han blev overdænget med en masse politiknipler. Han måtte bæres bevidstløs fra stedet.
Politifolkene styrkede sig med mad og drikke på Harmonien. Derefter blev de udenbys-betjente sendt hjem.
De fleste arrestanter blev løsladt efterhånden. Men en halv snes forblev fængslet.
Forulempet af menneskemængden
I Nordschleswigsche Zeitung kunne man den 10. december læse at adskillige af de løsladte var blevet forulempet af menneskemængden. Nogle var ligefrem blevet slået i jorden uden at politiet greb ind. Avisen fortalte at skandalen varede flere timer.
Først hen på aftenen blev løsladte SA’ er fulgt til banegården. Om politiet skrev avisen, at ordensmagten ikke havde løst deres opgave.
Det viste sig at fire løsladte var blevet overfaldet selv med politibeskyttelse.
Frits Clausen sendte en klage
Den 11. december 1940 skrev Frits Clausen til understatssekretær Luther i det tyske udenrigsministerium. Han bad om at man fjernede den danske regering. Han havde medsendt udklip fra Nordschleswighsche Zeitung som dokumentation for at de danske nationalsocialister var blevet forfulgt.
Den 18. december blev DNSAP ’ s situation diskuteret på et møde i det tyske udenrigsministerium mellem Luther, Renthe-Fink og Ribbentrop.
Amnesti for de sidste fængslede nazister
Det hele endte med at tyskerne forlangte amnesti for de sidste fængslede nazister. Og dansker blev tvunget til at give sig og det til trods for at mange også var tiltalt for at have ydet vold mod betjentene.
I retsopgøret efter krigen havde man ikke glemt Spadeslaget. Her blev de ledende nazister stillet til ansvar.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: