Skal krigsforbrydere mindes?

Igen engang en spændende bog af Martin Q Magnussen. Vi kigger på den og på mindestedet på Knivsbjerg nord for Aabenraa. Her bliver Michael Jespersen hædret sammen med en masse andre faldne nordslesvigere under krigen. Forfatteren har i alt samlet 1.500 personer. Emnet er stadig belagt med tabuer. Skam, vanære og tavshed findes stadig i familier. 6.000 danskere meldte sig frivillig til at kæmpe for tyskerne. Mange kan rent geografisk tilsluttes grusomheder. Deltog befalingsmand og underofficer Michael Jespersen. Han forsvandt tre måneder efter og kom aldrig for retten. Tidligere er navne fjernet fra mindestedet. Men det tyske mindretal er ikke sikker på at det bare skal fortsætte. Man vil ikke bare glemme historien – den skal fortælles. Den 10. juni 1944 dræbte SS-soldater 643 indbyggere i Oradur – Sur – Gaine mens soldaterne lyttede på Wagner. I dag er stedet en varig erindring om menneskers ondskab. Tænk på den, der ikke kender historien. Bliver Michael Jespersen navn stående på mindestedet på Knivsbjerg?

 

Krigsforbrydere bliver hædret

Ja spørgsmålet melder sig igen engang. På Knivsbjerg har man en masse bronzeplader, hvor man mindes frivillige, der er faldet i krigen. Og nu er der atter fundet en, som muligvis har begået krigsforbrydelser.

Vi har tidligere beskrevet, hvordan en kvinde opdagede, at en bøddel, der havde tortureret et familiemedlem blev hædret her på Knivsbjerg.

 

Er det her Hitler ligger begravet?

Det var her på Knivsbjerg, hvor vi engang kiggede på alle disse plader. Så spurgte Peter Rasmus, der ikke var særlig gammel:

• Er det her Hitler ligger begravet?

Jeg kom til at vende mig og så pludselig formanden for Bund Deutscher Nordsschleswiger stå der. Han vidste ikke, hvad han skulle sige.

 

Emnet er stadig belagt med tabuer

Men baggrunden for denne indledning er, at Martin Q Magnussen igen er udkommet med en bog, der har givet omtale. Vi har tidligere her på siden anmeldt flere af hans omgivelser.

Bogen hedder Faldet for fører, folk og fædreland. Bogen beskæftiger sig bl.a. med 1.500 identificerede og navngivne faldne danskere. Ja emnet er vel fuld af tabubelagt beskrivelser af en del af Danmarkshistorien.

Bogen dækker de omstændigheder omkring de danske statsborgere, der meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen SS og som mistede livet. Detaljeret og objektivt bliver de enkeltes skæbne gennemgået.

 

Nye ukendte historier drages frem

Igen giver bogen os en rækkeopsigtsvækkende og hidtil ukendte historier frem i lyset om de danskere, der gik i tysk krigstjeneste under Anden verdenskrig. Og mon ikke vi i fremtiden vil opleve lignende tilfælde.

Igen en gang kan man placere danskere på steder, hvor der foregik jødeudryddelser. Ja det var endda ofte tale om danske befalingsmænd.

 

Skam, vanære og tavshed

Dem, der kom hjem og anbragt i Fårhuslejren eller fængsel kunne efter at have afsonet deres straf mærke folks foragt og samfundets behandling af dem. Skam og vanære bredte sig over pårørende og efterkommere. Tavshed og fortrængning bredte sig i familierne.

Bogen beskriver, hvordan mange familier stadig mærker tavshed og fortrængning. Måske burde man også interessere sig for det pres, unge fra det tyske mindretal i Sønderjylland. De blev udsat for mange barske ting. De havnede på den forkerte side af historien. Og det gjorde mange, selv om de kæmpede imod.

Nu tager bogen ikke stilling til for og imod. Dem, der meldte sig, bliver ikke bebrejdet.

 

6.000 danskere meldte sig

6.000 danske statsborgere deltog i anden verdenskrig. Det må have været et kæmpe arbejde at kortlægge mange af disse skæbner for Martin Q. Magnussen.

Måske kan familie og slægtninge finde overraskelser i bogen i historier som er gemt væk og måske helt glemt. Det har været et kæmpe stykke arbejde med den research, der er foregået.

 

En dansk befalingsmand

Og igen har forfatteren fundet frem til historiske afsløringer. Det drejer sig om den sønderjyske SS – soldat Michael Jespersen. Han bliver mindet på Knivsbjerg. Han var tilknyttet SS-regimentet ”Der Führer”.

Dette regiment var indblandet i en massakre på 642 mennesker.

 

Kan tilknyttes til frygtelige grusomheder

Mange af de faldne kan tilknyttes steder, hvor der foregik frygtelige grusomheder. I veteranmiljøet undertrykte man den danske involvering i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

 

Var Michael Jespersen med i massakren?

Ja nogle af historierne er ret opsigtsvækkende. Bogen dokumenterer og placerer specifikke danske SS-frivillige på konkrete lokaliteter, der direkte kædes sammenmed massakrer bag østfronten, jødeudryddelser og massedrab på civile i Frankrig. Herunder også sagen om sønderjyden Michel Jespersen og massakren i Oradour-sur-Glane.

Michael Jespersen er opvokset i Skovby på Løjt. I hans unge år meldte han sig i Waffen SS. Hans spor fortaber sig i Normandiet i juli 1944. Ja faktisk skete dette tre uger efter massakren. Man har aldrig fundet hans lig. Nu var vores hovedperson ikke en almindelig soldat men befalingsmand. Men hans faktiske rolle i massakren er endnu ukendt men givet er det at han havde en koordinerende rolle. Tillige var han også underofficer.

 

Mindretal tager afstand fra rollen dengang

Og denne person bliver hædret på Knivsbjerg sammen med en masse andre nordslesvigere. Det tyske Mindretal vil åben og kritisk forholde sig til nazismen og besættelsen af Danmark.

I dag tager man afstand fra Mindretallets rolle dengang. Dette er en opgave man fortløbende tager afstand fra. Det gik mange år inden der forelå en undskyldning. Tværtimod så følte Det tyske Mindretal sig dårlig behandlet efter besættelsen.

 

Navne er fjernet

Men i dag er situationen en helt anden. Det tyske museum i Sønderborg er også meget interesseret i historien og følger også med i de nyeste undersøgelser.

I 1993 og 2010 blev fem navne fjernet her på mindepladerne på Knivsbjerg. Det var navne fra personer som var blevet dømt for krigsforbrydelser i retten.

Man er bevidst om, at der blandt de nuværende navne, som man mindes, kan være krigsforbrydere. Man er bevidst, at personer i mellemtiden efter at de har begået krigsforbrydelser er faldet i krigen. De er selvfølgelig ikke nået at stå over for en dommer.

 

Man vil ikke glemme historien

Efter at man har fjernet de fem personer er man hos BDN – Bundt Deutscher Nordsleswiger godt klar over, at det nok er de sidste navne. Men man spørger sig selv, om det er den rigtige måde at gøre det på. Siden man har fjernet navnene, har man ikke snakket om forbrydelserne. Så egentlig har man ikke lært noget af det.

 

Skal man følge den nuværende praksis?

Nu om dage kan man ikke gøre for, hvad der skete dengang. Man kan og skal lære af historien. Man vil på Knivsbjerg tilbyde forskellige workshops. I slutningen af oktober vil man lave en udstilling. Man vil også igen engang efterprøve de navne, som man mindes. Man vil også fra Mindretallets side diskutere og vurdere om man skal følge den nuværende praksis.

 

Den 10. juni 1944

Det var den 10. juni 1944, hvor folk blev stuvet sammen på markedspladsen i den lille by Oradour – sur-Galne. Mændene blev skilt fra børn og kvinder. Disse bliver spærret inde i den lokale kirke. Mændene bliver ledt inde i skuer og garager, lader og stalde – skudt og brændt inde.

 

Torvedag i Oradur-sur-Galne

Det var torvedag i byen. Her boede slagteren, frisøren. Her befandt autoværkstedet sig. Her havde beboerne levet og boet. I byens beværtninger og de tre hotellers restauranter var bordene optaget. Byen havde autorisation til at uddele tobaksrationer. Så byen var fyldt med mennesker. Der var vel 700 – 800 mennesker på markedspladsen.

 

643 indbyggere blev dræbt

Om eftermiddagen kørte tyske lastbiler ind i byen. De var fyldt med soldater i kampuniform og havde maskingeværer på ladet. I løbet af en time var alle udfaldsveje spærret.

I løbet af få timer var beboerne døde og byen udryddet.

SS havde omringet byen. Med maskingevær, granater og giftgas gav de sig i gang med at likvidere alle landsbyens beboere – mænd, kvinder og børn – ingen var fredet.

Man ville have forgiftet kvinderne og børnene i kirken med gas, men dette mislykkedes. I stedet begyndte man at smide håndgranater ind i bygningen. Dem der flygter, bliver skudt.

Da dagen er slut er 643 blevet dræbt, deriblandt 247 kvinder og 205 børn. Kun seks overlevede. Ruinerne bliver urørte som et mindesmærke. Efter krigen er en landsby opført i nærheden. Seks mennesker overlevede.

Man hældte benzin på ligene og satte ild til. Og så satte de ild til resten af byen.

 

Wagner på grammofonen

Mens alt dette skete, havde de tyske soldater sat Wagner på rejsegrammofonen. Og først efter otte dage mente stadslægen, at man overhovedet kunne nærme sig byen. Røde Kors – medarbejderne måtte med mynteessens for at udholde lugten fra de rådnede dyr og mennesker. I kirken fandt man ure, smykker, barnevogne m.m.

Dagen før havde SS-gruppen udført en massakre på byen Tulle, hvor 99 af byens mænd blev hængt uden dom, anklaget for deltagelse i modstandsbevægelsen.

 

Tavshed i respekt

Når man i dag besøger de sortsværtede mure tilbage som eneste minde bliver man med et skilt bedt om ”Silence” – tavshed. Hverken hunde, børn eller høj tale er tilladt. I respekt for et sted, hvor kun husmurene, smedens værktøj og de udbrændte biler står tilbage.

 

At være pligtopfyldende

Mange af disse krigsforbrydere gav udtryk for, at de kun gjorde, hvad de fik besked på. De viste ingen skam i livet og ingen afstandtagen til deres handlinger, ingen fortrydelse eller anmodning om tilgivelse. Det var bare et arbejde. Udført af mennesker uden normer og uden holdninger bortset fra den ene:

• Til at være pligtopfyldende

 

En varig erindring om menneskers ondskab

Glemmer vi at være mennesker er prisen, at vi gemmer os selv som individ, og så bliver ofre for sammenslutningen f det private og det offentlige, det som i sidste ende er det totalitære, det undertrykkende, hvor der ikke længere er identifikation mellem os selv og vores egne handlinger.

Allerede kort efter massakren i Oradour – sur -Glarne besluttede det officielle Frankrig sig for, at byen skulle være et mindesmærke – en varig erindring om menneskets ondskab.

 

Den, der ikke kender historien

Den der ikke kender fortiden, kan ikke forstå nutiden. Er mennesker historieløse, er risiko for gentagelse af fortidens forbrydelser tilsvarende stor.

Hvordan kan mennesker gør den slags Men det sker stadig hver dag et eller andet sted i verden. Kvinder og børn bliver massakreret, Mennesker er ikke blevet klogere. Det får aldrig ende.

 

Bliver Michael Jeppesens navn stående?

Det kan være at Michael Jeppesens navn bliver stående på stenen. En ny politik på Knivsbjerg skyldes at man som udgangspunkt hellere vil fortælle historien end at fjerne den.

 

Kilde:  

• dengang.dk – diverse artikler
• Martin Q Magnussen: Faldet for Fører, Folk og Fædreland
• nordschleswiger.dk
• tvsyd.dk
• ekstrabladet.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• pov.international.dk

 

Hvis du vil vide mere? (læs her på www.dengang.dk

• Før Knivsbjerg – festerne
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (version 2018)

 

• Blev det tyske mindretal uretfærdigt behandlet?
• Når det pyntes på historien
• Da Fårhuslejren satte gang i den 1-3
• Det tyske mindretal efter 1920
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Det tyske mindretal
• Den tyske skole og gymnasium i Aabenraa
• Den tyske skole og besættelsestiden
• Dansk – tyske brydninger i grænselandet
• Danskerpak og tyskerpak
• Den dansk – tyske sameksistens i grænselandet
• Nazismens danske soldater
• Efter kapitulationen i Sønderjylland

 

• Skal ældre krigsforbrydere ikke straffes
• Ikke alle krigsforbrydere straffes
• Jagten på krigsforbrydere
• Danskere begår da ikke krigsforbrydelser
• Nazi – jægere
• Odessa og de andre flugthjælpere
• Gerningsmænd eller ofre
• Vidste de frivillige, hvad de gik ind til?
• Fra Krig til internering
• Da krigsforbryderne flygtede og mange flere.