Stjernen eksisterede fra 1902 – 1964. Arbejderne havde de bedste forhold. Og produkterne fejlede heller ikke noget. Men det kneb med afsætningen. Fa midt i 1950erne til lukningen kørte bryggeriet med underskud. Vi skal også høre en lille smule om Københavns øl – historie og om Hafnia i Stefansgade. Under bryggeriet lå en kilde, og den ligger der stadig. Nu i kælderen under Stefanshus. Og der er også fra Stjernen vi kender de sjover reklamer. Jeg vil hellere ha en star.

 

Ølfremstilling fra Stenalderen

Ølfremstillingen i Danmark er meget gammel dato. I stenalderen kunne man fremstille øl og andre korndrikke. Øl som handelsvare møder vi første gang i Københavns Stadsret den 13. marts 1254. Her gives der regler for ølsalg, og dermed afgifter.

 

Forbud mod import af tysk øl

Christian den Anden forbød import af tysk øl og fastsatte regler for den danske øls pris, dets kvalitet m.m. Men ak, det blev slet ikke overholdt. Fra gammel tid har Tyskland ligget i spidsen m.h.t. godt øl.

Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Brunswiger Mumme, Rostocker – øl m.m.

 

Nyt Bryggeri – laug

Ølbrygningen i København blev i det 15. og 16. århundrede lagt i hænderne  på et laug, men i 1613 ophævede Christian den Fjerde alt laugsvæsen i Danmark.

Der blev senere oprettet et nyt Bryggeri – laug. Indførsel af tysk øl, bortset fra Prysing blev forbudt.

 

Kvalitetskontrol

Der blev ansat vragere, der skulle sætte cirkler som tegn på at øllet var godt og prøvet. De mindre god fik kun en cirkel eller slet ingen.

 

Kongens Bryghus

Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. I 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden, og de lå som perler på en snor på Nørregade.

 

Hjemmebrænderi

På Frederiksberg var der efterhånden opstået et helt nyt samlingssted af forlystelser. Hele 30 forlystelsessteder var dukket op. Men her foregik en udpræget form for hjemmebrygning. Men ting varer ikke evigt. Bryggerlauget fik gennemtrumfet at forlystelsesstederne fra 1740erne skulle købe deres øl i hovedstaden.

 

Fri næring fra 1805

Ved forordning af 30. august 1805 blev ølbrygning i København fri næring. Laugshuset brændt i 1807 under englændernes bombardement, og blev aldrig genopført.

 

Den fri konkurrence bevirkede dog ikke, at ølle blev bedre. Det øl, der blev brygget i København i begyndelsen af det 19. århundrede var overgæret øl.

Brygningen skete under meget primitive forhold, uden den mindste hensyntagen til renlighed eller råstoffernes kvalitet. De samme fremgangsmåder blev ført videre gennem forskellige slægtsled.

 

 

Brug af termometer

Bryggerierne var åbenbart ligeglade med kundernes klager over at det var surt, dovent og tynd. Der var stor uvilje mod at prøve noget nyt. Undtagelsen var dog lejebrygger Chresten Jacobsen med tilnavnet Nørkjær i Brolæggerstræde 5. Han var den første brygger, der brugte termometer. Han brugte meget rationele principper blandt andet lagde han meget vægt på renlighed. Jacobsen der var jyde, var startet i 1817.

 

Carlsberg

Det eneste barn blev Carlsbergs grundlægger, bryggeren og kaptajn i Borgervæbningen Jacob Christian Jacobsen. I hans mors vaskekeddel bryggede han sit første Bayerske øl.

I november 1847 blev det første Carlsberg bygget.

Dengang var der 46 bryggerier i København.

 

11 bryggerier i sammenslutning

Den Bayerske øl, blev populær i København. I begyndelsen af 1880erne var der 15 bryggerier, der bryggede denne ølsort. Usunde konkurrenceforhold førte i 1891 til sammenslutningen De Forenede Bryggerier. Carlsberg og Tuborg holdt sig udenfor. Men 11 bryggerier tilsluttede sig foreningen. Det drejede sig om:

 

       Tvedes Bryggeri, Vesterbrogade

       Kastrup Bryggeri

       Bryggeriet Rabenshave ved Christianhavns Vold

       Aldersro Bryggeri Jagtvej/Lyngbyvej

       Krone Øl, Vodroffsvej

       Bryggeriet Svanholm

       Bryggeriet i Rahbeks Allé

       Bryggeriet Alliance, Valby

       Bryggeriet Ravnsborg, Ryesgade

       Nyt Bryghus, Bülowsvej

       Bryggeriet Frederiksberg, Finsensvej

       Kongens Bryghus

 

Omkring Vodroffgaard opstod efterhånden en hel industrivirksomhed. Den københavnske møller og møller Troels Marstrand satte en hel masse i gang. Efter et par mindre ildebrande, blev det hele ødelagt ved en større brand i 1865. Det blev nu på en del af grunden anlagt et hvidtøls – bryggeri. Og det gik faktisk godt. I 1884 erhvervede man Aldersro Bryggeri. Begge bryggerier blev nu til Marstrands Bryggerier. I 1891 overgik de til De Forenede Bryggerier.

 

Tuborg Pilsneren

Tuborg meldte sig senere ind i sammenslutningen. De udviklede Tuborg Pilsneren. Fremstillingen startede i 1879. Den var lysere og lettere end den egentlige bayerske øl. Den var mere humle – smagende. Den krævede blødt vand, og det er netop det, som vandet i Pilsen er. Vandet i København og omegn er hårdt. Derfor måtte det afhærdes. Tuborg var det første bryggeri, der selv foretog aftapning af deres øl. Aftapningen havde hidtil været foretaget af øltappere rundt i byen.

 

Kartelaftale

Carlsberg og Tuborg havde i 1895 indgået en kartelaftale. Der var i arbejderbevægelsen en stor utilfredshed med den ublu profit. Samtidig steg ølforbruget. I 1892 var der indført en ølskat. Fagbevægelsen kritiserede denne meget skarp. Den gik ud over dem, der drak mest, nemlig arbejderne.

 

Kooperative virksomheder

Fagbevægelsen havde haft held til at etablere forskellige kooperative virksomheder. Nu kom også turen til at etablere et bryggeri.

 

Det var faktisk engelske vævere i den såkaldte Rochdale – forening (1844) der var forbillede for kooperationen. Arbejderne havde svært ved at skaffe penge til de daglige fornødenheder. Arbejderne havde ikke mange muligheder for at påvirke arbejdsgiverne.

 

I Danmark var den første kooperative virksomhed Thisted Brugsforening (1866). Den skulle forsyne arbejderen med billige vare af god kvalitet. Under Første Verdenskrig fik man i de arbejdskooperative virksomheder oprettet en stor import af kul og koks til arbejderne. Og allerede i 1912 oprettedes Arbejdernes Andels Boligforening.

I 1922 oprettedes fællesorganisationen Det Kooperative Fællesforbund (DkF), som kom til at fungere som centralorganisation for arbejderkooperationen.

 

Arbejdernes Fællesbageri – en succes

Det var især Arbejdernes Fællesbageri, der blev en økonomisk succes. Bageriets bestyrelse overvejede flere gange at påbegynde ølproduktion på kooperativ basis. Men man havde åbenbart for travlt. Således startede man i 1899 oprettelsen af Arbejdernes Kødforsyning.

Grunden til, at man ikke i gang tidligere, kunne også skyldes, at Tuborg forsøgte at spænde ben for alle tilløb. Det gjaldt både køb af grund samt produktionsudstyr. Man frygtede åbenbart en konkurrence.

 

Stjernen bliver stiftet

Men i 1902 fik Arbejdernes Fællesbageri et tilbud fra Københavns Bryggerier om forpagtning og forkøbsret til selskabets bryggeri og maltgøreri.

 

Den 10. marts 1902 stiftedes Stjernen med en aktiekapital på 150.000 kr. I 1944 blev dette beløb forhøjet med en halv million.

I 1902 var der ansat 80 arbejdere og funktionærer, hvoraf halvdelen var kvinder. Stjernen var et prestigeprojekt. Det var arbejdernes første indutrivirksomhed.

 

De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle en arbejder have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.

 

Hvidtøls – bryggeri

Man havde lejet et hvidtølsbryggeri på Dronning Olgasvej. Allerede den 9. april fremstillede man den førte Bayerskøl.

Bryggeriet var som tidligere nævnt ejet af Københavns Bryggerier og Malterier, senere kendt som Bryggeriet Hafnia.

Ja egentlig hed bryggeriet Heidrun. Det blev etableret af brænderiejer Vilian, og blev indregistreret under navnet Frederiksberg.

 

Bryggeriets første bestyrer var den navnkundige Sigvald Olsen. Egentlig var han modstander af den kooperative tanke.

 

Lad os tage fat

Man var optimistiske, da man begyndte. Stjernen skrev blandt andet ud til samtlige fagforeninger i København:

 

       Lad os tage fat med kraft, og lad os vise alle de andre bryggerier, at hos os er forbrugerne langt de bedste agitatorer for den ny vare, end hele det moderne reklame og agentvæsen

 

De første år var vanskelige. Man nåede ikke rigtig op på den produktion, som man havde forestillet sig.

Man havde besvær med at få afsat øllet til arbejderne

 

Hafnia flyttede til Stefansgade

I 1907 købte fagbevægelsen hele foretagendet. Hafnia flyttede til Stefansgade på Nørrebro. Helt ind til 1933 fik Stjernen leveret hvidtøl herfra. Fra det år begyndte Stjernen selv at producere hvidtøl.

I 1911 var man faktisk begyndt at fremstille sodavand.

 

Fordobling af ansatte

I 1916 var der 35 bryggerier i hele Danmark. Mange var blevet ramt af lukninger på grund af forsyningsmangel. Kartelet høstede fordele ved stordrift. Brug af dansk bryg i ølfremstilling blev ophævet i 1923. Ligeledes havde det været forbud mod at producere ølsorter med en alkoholprocent over 3.

Antallet af ansatte på bryggeriet blev fordoblet fra 150 i 1914 til ca. 300 i 1926.

 

Forventninger kunne ikke indfries

I 1925 blev der købt en naboejendom.

Det var netop i 1920erne og 1930erne at Stjernen havde sin storhedsperiode. Man kæmpede blandt andet mod afholdsbevægelsen. Men man gik forrest, når det gjaldt kortere arbejdstid, høje lønninger, bedriftsråd, samt kultur – og idrætsaktiviteter. Efterhånden var man det tredjestørste bryggeri i Danmark.

 

De forventninger, der lå bag udvidelserne indtil 1932 blev aldrig indfriet. Omkostningerne var  til en langt højere produktion end Stjernen kunne afsætte. Avancen på produkterne faldt og dermed effektiviteten.

 

Ølkrig

Krigen mellem bryggerierne i København var barsk. På den ene side stod Carlsberg og Tuborg. På den anden side nogle få bryggerier, heriblandt Stjernen. Ølkrigen bestod ikke kun udkæmpet på priser. Den bestod også af at udelukke konkurrenterne og sikre eget salg hos beværtninger og detailhandel. Der blev brugt både trusler og gaver i krigen.

 

Underskudsforretning

I årene 1948 – 1953 blev aktiekapitalen udvidet. Men fra 1952 faldt omsætningen markant. . Man havde konstant underskud fra 1953 til bryggeriets lukning i 1964. På grund af dårlig likviditet var Stjernen nødt til at optage kortfristede lån og leve af udskudte kreditter.

 

Støtte – virksomhed

Bryggeriet gav støtte til kulturelle og arbejdsmæssige formål. Blandt andet blev der henlagt 550.000 kr. til oprettelse af en bygning som centrum for oplysningsarbejdets og ungdomsbevægelsens virksomhed. Også en studiefond blev oprettet. Hvert år uddelte man en sum i form af et rentefrit lån som støtte til unge kvinder og mænd, der søgte uddannelse af både faglig og akademisk karakter.

 

 

Arbejderbevægelsens dobbeltmoral

Afholdsbevægelsen havde fat i en god sag. Udbredt drikkeri havde fået tag i store dele af arbejderne. Det forværrede i høj grad levevilkårene. I forvejen havde man dårlig løn, lange arbejdsdage og dårlige boligforhold. Mange familier led under drikkeriet. Stjernes produktion udviklede sig til et moralsk problem for arbejderbevægelsen.

Den socialdemokratiske regering havde i 1930erne tanker om, at udnævne en ædruelighedskonsulent. Mange talte om arbejderbevægelsens dobbeltmoral.

 

Arbejderbevægelsen forsøgte at skabe en helhedskultur omkring arbejde, fritid, kultur, familieliv m.m.

 

I 1931 købte man ejendommen over for. Det var Hærens Ride – og Beslagskole. I 1938 blev Ceres Brødfabrik købt. Den lå umiddelbar op til bryggeriets grund.

Fra 1924 – 1940  blev der på de nye arealer foretaget ombygninger og nyinstallationer. Bryggeriet udviklede sig til et moderne bryggeri.

 

Til sidst spændte bryggeriet sig over et areal på 6 tønder land.

 

En kilde under bryggeriet

Og bryggeriet Hafnia i Stefansgade blev i 1939 opkøbt af De Forenede Bryggerier. Virksomheden var kendt for sin hvidtøl – nisseøl. På grunden er nu opført Stefansgård. Og det sjove er, at der i kælderen ligger en gammel kilde. Havde man ikke en pumpe, ville kælderen hver dag være oversvømmet.

Man har fået undersøgt, om man kunne bruge vandet til vask. Men desværre indeholder vandet for mange metaller til, at dette kan lade sig gøre. Nu undersøger beboerne så, om vandet eventuelt kan bruges til toiletskyld.

Om kilden blev brugt i forbindelse med Hafnias produktion kunne være værd at undersøge.

 

Vi skal heller ikke glemme, at der også var et bryggeri, der hed Bryggeriet Stefan. Det var stiftet i 1895 af H.C. Meyer. Det hørte også med til Københavns Bryggerier og Matlterier, hvis hovedsæde lå i Brolæggerstræde 9.

 

Hold øje med markedskræfterne

Efter Anden verdenskrig havde Stjernen kun en markedsandel på 10 procent. Fra midten af 1950erne var salget drattet yderligere ned. I starten af 1960erne havde man kun en andel på sølle 2 procent.

Arbejdere fra andre bryggerier ville ikke støtte virksomheden. De ville ikke underminere deres eget eksistensgrundlag.

Og som andre virksomheder var det nødvendig for Stjernen at tage hensyn til konkurrencedygtighed, investeringer og bundlinjeresultater. Det var ikke let, at skulle kæmpe for arbejderkultur og politisk ideologi samtidig med, at holde øje med markedskræfterne.

 

Troskabsfølelse

I 1945 appellerede Stjernens ledelse til, at man viste pligt – og solidaritetsfølelse. Man mente, at de unge ikke havde samme troskabsfølelse over for Stjernen. Man mente også, at det var tale om snobberi, når man fra arbejdernes side fortrak Hof og Tuborg.

 

I den store offentlighed stod Stjernen som en politisk præget virksomhed. Man kan vel også sige, at den socialdemokratiske arbejderkultur var stoppet omkring 1940. Og Stjernen var indbegrebet på arbejder – kultur. 

 

Populære reklamer

Man startede en række populære reklamer for Star i 1950erne.

Disse reklamer oplevede en genoplivning, da Jørgen de Mylius i musikprogrammerne Eldorado i tv igen viste dem som ren underholdning. Disse reklamer var gået i folks bevidsthed, men ikke nok til at kunne højne salget.

Egentlig brød ledelsen sig ikke om filmene. Men det havde dog en forbigående effekt på salget.

 

Når ølhunden glammer

I 1930 erne optrådte kendte kunstnere som Ib Schønberg, Olga Svendsen og Osvald Helmuth i reklamer for Bryggeriet Stjernen. En af teksterne var:

 

       Naar Ølhunden glammer, er der ikke noget, der styrker som en Stjerne – Lager

 

Tuborg og Carlsberg fordoblede reklameindsatsen

Tuborg og Carlsberg fordoblede deres reklameindsats. Og selv om Stjernen lancerede en ny meget velsmagende øl, Ny Viking, ja så var det ikke nok.

 

Et mønster for den kooperative virksomhed

I Bryggeriarbejderforbundets medlemsblad Prog & Kapsel blev det konstateret, at Stjernen var et mønster for den kooperative virksomhed:

 

       Det er for sent at diskutere eventuelle årsager, men mon ikke adskillige nu går rundt med en dårlig samvittighed. For et står i hvert fald klart, de produkter Stjernen har frembragt, har det ikke været noget i vejen med, men Stjernen er i høj grad blevet svigtet af dem, der på alle områder hylder den kooperative virksomhed.

 

Men problemet var, at arbejderne var imod de rationaliseringer, der nødvendigvis skulle foretages på bryggeriet, for at man kunne klare sig i konkurrencen. Hverken Hovedstadens Brugsforeninger eller de store bryggerier ønskede at videreføre bryggeriet. Det blev opkøbt af Bryggeriforeningen og revet ned.

 

Carlsberg bange for udenlandsk bryggeri

Næsten alle 300 ansatte på Stjernen fik i 1964, da Stjernen lukkede,  beskæftigelse på Carlsberg eller på den nu også lukkede Kongens Bryghus. Carlsberg var simpelthen bange for at et udenlandsk bryggeri ville overtage Stjernen.

 

Arbejderbevægelsen led et knæk

Tanken med, at arbejderbevægelsen selv kunne drive en virksomhed led et knæk. Men man havde været stolt af produktet.

 

Efter Stjernens lukning købte Carlsberg Bryggerierne ølmærkerne Star Pilsner og Viking Stærk.

Carlsberg havde fra 1999 til 2004 en handelsaftale med Coop Danmark om levering ad discount – øl. Og her var det at aftalen var bygget op om Star Pilsner. Den blev tappet på Carlsbergs datterselskab Saltum og Neptun Bryggerier i Nordjylland.

 

På bryggeriets tidligere grund på Nordre Fasanvej og Dronning Olgas Vej blev der fra 1974 bygget almene boliger for AKB fra 1974.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere om: Øl – Læs:

       Flere Gamle Værtshuse i København

       Forlystelser i København

       Gamle Værtshuse i København

       Sidder på et værsthus

       Tivoli

       Det drikker vi i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Sønderjyske Drikkeopskrifter (under Sønderjylland)

       De Tre Makreller fra Aabenraa (under Aabenraa)

       Forlystelser på Nørrebro – dengang (under Nørrebro)

       Ture i Tønder 1 – 4 (Tønders værtshuse)

 

Hvis du vil vide mere om: Arbejdere: Læs

       En arbejder i København

       Historien om Første Maj

       Når jeg ser et rødt flag smælde

       Arbejdere og Industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)

       Arbejderkamp på Nørrebro (under Nørrebro)

       Arbejderne på Nørrebro(under Nørrebro)

       Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887 (under Nørrebro)

       Flere arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)

       Industri og Arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)

       Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)

       Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)

       Historien om Jeppe K. Christensen (under Tønder)

       Socialdemokrat i Tønder – dengang (under Tønder)

Påske i Sønderjylland og andre steder

Påsketraditioner også uden for Sønderjylland. Påskeharen lige så vigtig som julemanden. Ude at lede efter påskeæg. Man brugte naturfarvemidler. Hvad er gækkebreve? Solæg – et chok for mange. ”Skiden lørdag”. Klassisk æggekage. Æggelege. Sukker- og chokoladeæg til Sønderjylland. Påskelam var ikke særlig sønderjysk. Begrebet ”æggepenge”. Kålsuppe med ni slags kål. Rugmelsbrød spiste man Langfredag. Påsken var egentlig en jødisk fest. Påskebryg. I Højer er der påske i haven. Man gik rundt med en udstoppet ilder. Langfredagshugget eller Påskeskraldet eksisterer ikke mere. Centrum for overtro. Den Kristne Påske.

 

Påsketraditioner også uden for Sønderjylland

Måske kan det være lidt svært at beskrive traditioner og skikke, der kun er gældende i Sønderjylland, når det gælder påsken. Så måske sniger det sig skikke med som er gældende i det øvrige Danmark.

Påskedag ligger altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kan ligge 22. marts og senest 25. april. Fastelavnssøndag ligger altid syv uger før påske.

 

Påskeharen lige så vigtig som julemanden

Påskeharen var først i Sønderjylland. Den kom syd fra og blev udbredt i Sønderjylland i 1920erne. Forældrene fortalte deres børn at påskeæg var hare-æg. Forældrene dekorerede påskeæg påskelørdag.

For mange sønderjyske børn har påskeharen været en figur på linje med julemanden

 

Ud at lede efter påskeæg

Og påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. De blev gemt både ude og inde. Haren så man aldrig. Den var løbet væk eller gemte sig. Denne tradition praktiserede vi på Lærkevej i Tønder. Både farvede hønseæg og chokoladeæg var en del af fejringen fra 1920erne.

 

Man brugte naturfarvemidler

For 100 – 150 år siden kendte man også til påskeæg i form af almindelige hønseæg. Det blev kogt med forskellige naturfarvemidler, f.eks. løgskaller eller rødbeder.

Man sendte også påskekort til hinanden med høns, kyllinger og forårsblomster.

 

Hvad er gækkebreve?

Man sendte selvfølgelig også gækkebreve. Forløberen er det tyske bindebrev. Det var brugt i Danmark fra 1600 – tallet, dog først i Sønderjylland, som dengang var hertugdømmet Slesvig Holsten. Man drev gæk med hinanden. Man kunne for eksempel gemme vintergækken i ofrets mad.

 

Solæg – et chok for mange

Solæg har udviklet sig til en sønderjysk egnsret. Denne ret kommer syd fra. Ægget er kogt meget længe, så meget at skallen er slået lidt i stykker. Æggene skal ligge i saltlage gerne i 14 dage. Så skal de deles og spises med HP sovs, Tabasco, olie, eddike-dressing og sennep.

Retten anvendes som en hyggelig forret og man serverer den typisk til påskefrokost. Folk, der ikke har set eller smagt solæg før, kan godt blive skræmt af udseendet. Og det er særlig den blå blomme, der forskrækker nybegyndere. Og når man så fortæller, at ægget har ligget i saltlage et par uger, så er de ved at løbe bort.

Men dem, der så tager mod til sig bliver begejstret. Og man nyder typisk solæg med en snaps eller Gammel Dansk.

 

”Skiden lørdag”

Nogle steder spiser man lammesteg. Men fra gammel tid var det grønlangkål man spiste i Sønderjylland.

Og når vi nu er ved maden, så var det en tradition, at Påskelørdag også blev kaldt ”skiden lørdag”, da det var den dag, der blev gjort rent til påsken. Så spiste man skidne æg – hårdkogte æg i sennepssovs.

 

Klassisk æggekage

Ja påskedag var det ofte den klassiske æggekage med flæsk. Æggene blev også brugt som gaver til tjenestefolkene. Ofte blev de kogt i for eksempel løgskaller, som gav dem en gylden farve. Derefter blev de poleret med flæskesvær for at få dem til at skinne.

 

Æggelege

Når tjenestefolkene fik æggene legede de med dem, inden de spiste dem. Der findes forskellige æggelege. En af dem var at ramme de andres æg, mens man triller dem ned af en græsskråning.

Jo Leonora Christine – Christian den Fjerdes datter fortæller i sin beretning fra fangenskabet i Blåtårn ”Jammers Minde” om et farvet æg, hun har ridset blomster i og foræret væk.

 

Sukker- og Chokoladeæg til Sønderjylland

Omkring 1900 kom de første sukker-æg og chokoladeæg til Sønderjylland eller Nordslesvig. Snart var det danske chokoladefirmaer som Anton Berg og Michelsen Chokolade, der begyndte at producere dem.

Åbenbart symboliserer ægget også graven, som Jesus bryder ud af påskemorgen. Det kan også været et tegn på forår og frugtbarhed.  Livet bryder igennem den hårde skal.

 

Påskelam var ikke særlig sønderjysk

Påskelam er måske ikke særlig sønderjysk. Men vi gik op på diget ved Højer for at kigge på påskelam. De var tegn på forårets komme. Det bliver kun læmmet en gang om året og det er sidst på vinteren eller tidligt på foråret. Som tak til Gud har jøderne ofret lam til påske. Jesu blev ofte afbilledet som offerlammet. Dette er uskyldigt og ofrer sit liv for andres skyld.

Påskekyllinger begyndte at lægge æg ved forårstid. Så var der så meget grønt, at kyllingerne igen fik energi. Før i tiden kunne ægproduktionen gå helt i stå om vinteren på grund af manglende foder.

 

Begrebet ”Æggepenge”

Hønseægget/påskeægget har været kendt herhjemme siden 1600-tallet. Æg blev dengang regnet for en luksusvare, som kun velhavende spiste. Hos fattige familier, der holdt høns var æggene forbeholdt videresalg. Kvinderne solgte dem. Vi kender begrebet ”æggepenge” som var de penge fra æggeslaget, som bondekonerne fik lov til at beholde selv.

Påskefrokosten er nok den tradition, der er mest anvendt i dag. Det er helt sikkert æg på bordet. Måske også kylling og lam.

 

Kålsuppe med ni slags kål

Påskens mad er ikke kun knyttet til æg. Der er også andre retter, der knytter sig til påsken. Skærtorsdag skulle man også spise ni slags grønt – ofte i en kålsuppe med navnet nikål. Tallet ni var helligt, og derfor sagde man, at en ret med ni slags grønt kunne beskytte en mod sygdom resten af året.

Hvis påsken lå tidligt, kunne det imidlertid godt være en udfordring at opdrive ni slags grønt, så måtte man være kreativ og for eksempel ty til græsstrå., brændenældeblade, en pileknop, selleri, kommen, følfodsspirer eller lignende.

 

Rugmelsbrød spiste man Langfredag

Traditionen med ni slags grønt er et før kristent levn fra den hedenske vårfest, hvor man fejrede sommerens indtræden. Langfredag var en kristen tradition at spise rugmelsgrød, som blev regnet for fattigmandskost. Med dette lette måltid skulle man mindes Jesu lidelser.

 

Påsken var egentlig en jødisk fest

Traditionen med at holde påskefrokost kan spores tilbage til før den kristne påske. Påske var oprindeligt en jødisk fest til minde om udvandringen fra Egypten og flugten fra slaveriet.

Jøderne skulle ifølge fortællingen gøre sig klart til at rejse hurtigt og kunne nå at forberede et måltid af brød, der ikke kan nå at hæve – det usyrede brød matzah, som stadig spises til pesach. Således indgår der i påsken både jødiske og kristne elementer. Påsken er ikke mindst en fejring af at foråret er på vej.

 

Påskebryg

Ja og så var det jo også lige Påskebryg. Den første var muligvis Salvator fra bryggeriet Thor i Randers i perioden 1890 – 98. Carlsberg kom først med en i 1905.

 

I Højer er det påske i haven

I Højer er der opstået en hel speciel tradition. Egon og Bente pynter deres have med ca. 3.500 påskeæg. Æggene hænger i haven et godt stykke tid efter påske. Så det er værd at køre forbi Nørregade og kig ind i haven. Du kan se det flotte skue ude fra vejen.

 

Man gik rundt med udstoppet ilder

I påsken gik de unge i Helvad på Als omkring med en udstoppet ilder for at samle æg til deres gilde 2. påskedag. Når de kom ind, sang de:

• Ræven ind ad bondens gård
• Bonden hedder Rasp
• Kan jeg ikke få hans gås
• Så napper jeg hans Gasp.
• Vor ilder har så sort et skæg
• O, kære moder, giv os æg
• I tænker nok min ilder er død
• Men den ved nok, der er æg i jert hø.

Endnu i 1842 gik man rundt i Hagenbjerg med en ilder for at indsamle æg.

I Vestslesvig skulle børn være gået rundt med et lignende vers, dog uden udstoppede dyr og bedt om æg langt op i 1900’erne.

 

Langfredagshugget eller Påskeskraldet

Nogle traditioner omkring påske bruges ikke længere i Danmark. Langfredag var et ritual ”Langfredagshugget” eller ”Påskeskraldet”. Her slog man hinanden med ris for at mindes Jesu lidelser. Gennem tiden har det også været tradition for påskelege blandt tjenestefolk både på landet og i købstæderne. Nogle steder blev der arrangeret legestuer, hvor områdets ugifte karle og piger dansede og legede.

 

Centrum for overtro

Påsken har været centrum for en del overtro. For eksempel sagde man, at man skulle spise et æble på fastende hjerte påskedagsmorgen. , hvis man skulle blive fri for forskellige sygdomme. Om vejret lød det bl.a. at

• Skærtorsdags tø giver mange læs hø (Tøvejr skærtorsdag varsler en god høst)

 

Den Kristne Påske

Selve Påskeugen begynder med Palmesøndag. Det var den dag Jesu red ind i Jerusalem på æsel og blev modtaget med glædesråb af folkeskarer, der strøede palmegreve på hans vej.

Skærtorsdag henviser formentlig til at Jesu den dag vasker disciplenes fødder (skær betyder ren). Det var også om aftenen, hvor Jesus spiste det sidste måltid sammen med disciplene. Om brødet og vinen udtalte han at det var hans legeme og blod I den kristne kirke fejrer man derfor nadverens indstiftelse netop den dag.

Langfredag led Jesus døden på korset. Om aftenen blev han lagt i graven. Efter de danske flagregler skal man denne dag flage på halv stang.

Søndag morgen, Påskedag blev Jesu grav fundet tom, hvorefter man i kristne lande mindes Jesu opstandelse.

 

Kilde:

• Hans Henrik Feilberg: Dansk Bondeliv
• Troels Lund: Daglig Liv
• Holger Hjerholt: Sønderjysk sprog og Folkemindesamling
• dengang.dk – diverse artikler
• kristeligt-dagblad.dk
• kb.dk
• dengamleby.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.955 artikler
• Under Sønderjylland finder du 238 artikler
• Juleskikke i Sønderjylland
• Begravelsesskikke i Sønderjylland
• Per’ s Awten og Bikebrennen

 

Håndværkere i Tønder – dengang

I denne historie kommer vi også til at møde nogle industrier I Tønder- Håndværkerlaug siden 1500 – tallet. Til kamp mod fuskere. En ny næringslov. Håndværkere stærkt repræsenteret i byrådet. Til møde i Weissen Schwan. ”Særlig ringe i forhold til byens størrelse. Svendene krævede lønforhøjelse. To kvindelige medlemmer i 1919. Sønderjyllands største virksomhed i luksus – køretøjer. Hele 79 gæstgivere i 1888. 24 bryggerier og 32 hoteller. De sidste to bryggerier. Bryggeri genoplivet.

 

Håndværkerlaug siden 1500-tallet

Der var tidligt en håndværkersammenslutning i Tønder. På et tidspunkt kom de til at konkurrere med Højer, der fik privilegier. Her på siden har vi tidligere mange gange beskæftiget os med virksomheder i Tønder. Du får en liste i slutningen af artiklen.

Håndværkerlaug kendes helt tilbage fra 1500-tallet. Skrædderne er nok de ældste i Tønder. De fik kongelig konfirmation i 1530. Og så gik det hurtigt. I 1580 havde følgende håndværk eget laug i Tønder:

• Grov – og klejnsmede
• Garverne
• Pottemagerne
• Bogbinderne
• Barbererne
• Snedkerne

16 år senere i 1596 var det også:

• Guldsmedene
• Bagerne
• Våbensmedene
• Tøffelmagere
• Pungmagerne
• Glarmestrene
• Væverne
• Hattemagerne
• Bøssemagerne

 

Til kamp mod fuskere

Man skulle hele tiden være på vagt for der udenbys håndværkere, der var fuskere. De tog brødet ud af munden på Tønder – håndværkerne.

Mange af datidens fag ville ikke være genkendelige i dag. Således var barbererne som der var fem stykker af i 1615 også sårbehandlere. Deres mesterprøver omfattede foruden slibning af værktøjet også tilberedning af en række salver samt fremstilling af ”grå plaster” og ”apotekerplaster”. Også barbererne førte en drabelig kamp mod kvaksalvere.

De uorganiserede fuskere blev kaldt ”Störer und Böhnhasen. De var tilbøjelige til at rykke ind i de små huse i Uldgade og Frigrunden.

 

En ny næringslov

I 1857 underskrev Frederik den Syvende en ny ”Næringslov”. Den bestemte at laugene skulle ophøre i deres gamle form med udgangen af 1861. Laugene kunne godt fortsætte men kun som frivillige foreninger.

I de gamle laug var der ikke stor stands og klasseskel mellem svend og mester. Begge tilhørte den daværende ”arbejderklasse”.  Sådan var det ikke blandt købmandsstanden og embedsmændene. Derfor var det også utænkeligt, at en håndværker kunne vælges til byens råd.

 

Håndværkere stærkt repræsenteret i Byrådet

Dette ændrede sig omkring 1900. Det var fordi, at flere håndværkere drev butik i forbindelse med deres håndværk. Dette gjorde også afstanden mellem håndværkere og købmænd mindre.

I 1912 startede Tønder Håndværkerforening. Den havde til formål at værne og varetage standens interesser. I 1943 var håndværkerne den stand, der var bedst repræsenteret i byrådet.

 

Til møde på Weissen Schwan

I Tondernsche Zeitung indkaldte initiativtagerne til stiftende møde i Weissen Schwan. Det var den 18. april.

Og en af de ting man diskuterede i 1920erne var ”kredituvæsen”. Man foreslog at lave en liste over alle ”faulen kunden”.

 

”Særlig ringe i forhold til byens størrelse”

I 1925 blev der foretaget den første erhvervstælling i Nordslesvig efter overgangen til dansk styre. Man kunne i Tønder tælle 199 håndværks – og industrivirksomheder i Tønder med et samlet personale på 660 personer.

54 af disse foretagender beskæftigede sig med bygge – og anlægsvirksomhed og havde tilsammen en arbejdsstyrke på 208 personer. Tønder blev i 1925 af Danmarks Statistik fremhævet som en by, hvis industri……

• Er særlig ringe i forhold til byens størrelse

 

Svendene krævede lønforhøjelse

Overgangen fra tysk til dansk administration efter indlemmelsen krævede vidtgående ændringer i pengesystemet. En delegation af Håndværkerforeningen havde således været i Ribe for at høre om danske håndværkerforhold.

Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket fem dage før i det øvrige Nordslesvig. Det betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede svendene i Tønder timelønnen hævet fra 1.60 kr. til 2 kr. Og situationen førte til omfattende arbejdsnedlæggelser i byen.

 

To kvindelige medlemmer i 1919

Den 9. april 1919 fik Håndværkerforeningen de første to kvindelige medlemmer nemlig syerskerne Frk. Frida Hansen og Frk. Nikoline Hansen.

 

Sønderjyllands største virksomhed i luksuskørertøjer

For nogle håndværk var overgangen til industriel virksomhed flydende. Det gjaldt bl.a. smede, vognbygger og karetmagere, hvoraf nogle var beskæftiget hos Brdr. Roost, vogn – og karosserifabrik i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og skiltede med at være den største virksomhed i Sønderjylland i luksuskørertøjer. I anden halvdel af 1920erne var der ansat 16 mand.

 

Hele 79 gæstgivere i 1888

Tønder har en fortid som øl – by. Se engang her – et tal fra 1888:

• 79 gæstgivere
• 56 håndværkere
• 29 købmænd
• 19 vognmænd

 

24 bryggerier og 32 hoteller

Tænk engang – Tønder har haft 24 bryggerier på en gang. Og under en af de mange markeder dengang fik Tønder verdensrekorden i antal værtshuse pr. indbygger. Tænk – der var et værtshus for hver 49 indbygger.

Og tænk i 1925 var der 32 hoteller. Dengang blev de kroer, der både husede og beværtede gæster hvis de kun udlejede værelser kaldt for herberger. Kroer som alene solgte mad og udskænkede drikkevarer, ja de blev også kaldt beværtninger.

 

De sidste to bryggerier

Men se der var to bryggerier tilbage. Den ene var Torndernsche Victoriabrauerei i Strucksalle. Efter nogle turbulente år måtte de indstille driften omkring Første Verdenskrig. Bygningerne blev senere overtaget af Bachmanns Vandmølle. Det lå lige over for Skolegade. Vi kunne køre igennem på cykel ud til Markgade. Vi har tidligere beskrevet dengang det hele var lige ved at springe i luften.

Der var også Tondernsche Actien – Brauerei Gesellschaft i Østergade, der var oprettet i 1888. Ved Indlemmelsen i 1920 mistede bryggeriet sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation.

 

Bryggeri genoplivet

I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, m.m. I anden halvdel af 1920erne havde virksomheden 10 ansatte.

For at udnytte den ledige lokaleplads i bryghuset blev Tønder Margarinefabrik oprettet i 1924.

Aktiebryggeriet lukkede i 1953.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år – 1912 – 2012

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.893 artikler
• Under Tønder finder du 300 artikler

 

• Virksomhedshistorie i Tønder:
• Da Tønder Handelsforening startede
• Et tørveværk i Tønder
• En avis i Tønder
• Brorsons trykkeri i Tønder
• Guld – og Sølvsmede i Tønder
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Et jernstøberi i Tønder
• Den frisiske salt
• Da Tønder havde sin egen bank
• Boghandlere i Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Købmandsslægten Olufsen i Tønder
• Gamle virksomheder i Tønder
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Tønderkniplinger – den sjette historie
• Tønderkniplinger
• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• De stakkels kniplepiger
• Tønderkniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger fra husflid til Industri

Fuglen er fløjet

Fuglsang fra 1865. Et stykke jord, der gav gevinst. Starten til Bryggeriet. Is fra Haderslev Dam. Brygmesteren, der ikke havde forstand på at brygge øl. Man producerede nu selv malten. Kom næsten for sent til eget bryllup. Virksomhed delt i to. Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner. Maltfabrikken hårdt ramt. En voldsom brand. Man ville lukke malt-fabrikken. 93 pct. af malten til 55 lande. Fuglsang forblev en lokal øl. Nye produkter fra Fuglsang. Markedsføring mislykket. 2021 blev virksomheden solgt til Royal Unibrew. Farvel til Danmarks ældste familie-drevne bryggeri. Store aktører på det danske marked. Maltfabrikken i Haderslev og Thisted forbliver i familien Fuglsangs eje.

 

Fuglsang fra 1865

Man havde ventet det. Men alligevel kom det som et chok. Den sidste Fuglsang – øl er lavet i Haderslev.

Der lavet Fuglsang – øl til sønderjyderne fra 1865. Og det hele startede i 1864. Da Søren Christian Fuglsang i 1864 flyttede fra Store Drendrup ved Ødis, var der intet, som tydede på at han ville grundlæggeren af Sønderjyllands førende bryghus. Søren Chr. Fuglsang kendte ikke noget til kunsten at brygge øl. Oprindelig var han landsbrugsuddannet.

 

Et stykke jord, der gav gevinst

Hans far, Hans Chr. Fuglsang, var det første der brugte navnet Fuglsang efter moderens fødegård., Fuglsang i Brærå ved Hoptrup, var skolelærer.

Hans Chr. Fuglsang var bagersøn fra Brøndstræde. Han var først skolelærer i Sommersted, hvor Søren blev født og senere fik han skoleembedet i Skodborg.

I 1864 kom Søren Chr. Fuglsang til Haderslev. Her købte han et jordstykke ved Ribe landevej. Det skulle vise sig at være en god forretning. Med anlæggelsen af statsbanen i 1864 købte jernbaneselskabet en lille del af Søren Chr. Fuglsangs grundstykke til jernbanelinien mellem Haderslev og Vojens.

 

Starten til bryggeriet

Søren Chr. Fuglsang havde i en årrække været forvalter på Store Drenderup. I 1848 blev han gift med datteren på gården. En del af gårdens jorder blev udstykket til gården Drenderup Nygård, som Søren overtog.

Han var en dygtig landmand og drev derudover et lille teglværk, brænderi og skovbrug i tilknytning til gården. Det var salget af denne gård, som gjorde det muligt for ham og familien at bosætte sig i Haderslev.

Salget af jorden gav penge nok til et mindre bryggeri med tilhørende bødkeri i 1865. Dette blev starten til det bryggeri, som vi kendte i så mange år.

 

Is fra Haderslev Dam

En del af dette lille bryggeri bestod af en lang, lav bygning samt nogle jordkældre, der kun stak 1,5 meter op over jorden. Her holdt man øllet koldt året rundt ved hjælp af den is man hentede i Haderslev dam om vinteren.

Begyndelsen var dog svær for Søren Chr. Fuglsang, da hans brygmester åbenbart ikke var så nøjeregnende med brygningen. Øllet blev derfor ringere og ringere for hver gang.

 

Brygmester havde ikke forstand på ølbrygning

Men det kunne have været forbi, inden det hele begyndte. Det kan man læse i jubilæumsskriftet fra 1940, hvor bryggeriet fyldte 75 år. Her beskrives brygmesteren som ”en letsindig og upålidelig person, som heller ikke havde meget forstand på ølbrygning”

 

Man producerede nu selv malten

Den fransk – tyske krig gjorde ondt værre. På fallittens rand fik han hjælp af den fra krigen hjemvendte søn Conrad og senere blev sønnerne Sophus, Christian og den yngste søn inddraget. Dermed skabtes grundlaget for familievirksomheden.

I 1879 var ølproduktionen blevet så stor, at det kunne betale sig for Fuglsang at producere malten selv. Og dette fortsætter man med den dag i dag. Denne del af virksomheden er ikke blevet solgt.

 

Kom næsten for sent til eget bryllup

Sophus Fuglsang får mere og mere ansvar. Det også ham, der står for forhandlingerne, da bryggeriet i 1885 tager del i den industrielle revolution ved at købe en dampmaskine på hele 8 HK. Forhandlingerne trækker så meget ud, at Sophus er ved at komme for sent til eget bryllup. Gæsterne er allerede kommet, da han endelig kommer hjem.

 

Virksomheden delt i to

Det gik godt for Fuglsang – familien. Conrad Fuglsang købte et bryggeri i Mühlheim. I 1895 blev der købt et bryggeri til den yngste søn, Clausen Fuglsang. I Haderslev overtog brødrene Sophus og Christian efterhånden driften. I 1902 delte man virksomheden i to:

• C. Fuglsangs ølbryggeri
• Sophus Fuglsangs Maltfabrik

 

Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner

Med anlæggelse af Haderslev Amts Jernbaner fra 1898 fik Fuglsang mulighed for at sælge til de mange beværtninger/krostuer, der blev indrettet i de nye jernbanestationer. Firmaet fik hvis nok eneret.

Der blev aftalt gensidige aftaler mellem bryggerierne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg om ikke at konkurrere med hinanden. Det blev i årene 1886 til 1906 opført nye produktionsbygninger.

 

Maltfabrikken hårdt ramt

Første Verdenskrig og ”Genforeningen medførte en større omvæltning for de sønderjyske virksomheder. Det tyske marked blev lukket. Man skulle nu til at konkurrere med gamle, velrenommerede danske virksomheder.

Den skærpede konkurrence medførte at bryggeriet i 1929 blev omdannet til et aktieselskab. Hårdest ramt var dog maltfabrikken, der mistede malteksporten til Tyskland, Nye produktionsmuligheder opstod, fra 1920erne blev der også fremstillet farve – og karamelmalt.

 

En voldsom brand

Den 5. august 1933 blev bryggeriet Fuglsang hærget af en voldsom brand, Maltfabrikkens bygninger, som bestod af mange rum, trapper og transportanlæg af træ, nedbrændte.

Den økonomiske vækst, Fuglsang havde oplevet inden branden blev afløst af en mindre nedgang. Da forsikringssummen ikke dækkede hele genopbygningen, måtte de to brødre Conrad og Sophus Fuglsang, som efter faderens død i 1931 havde overtaget driften, tage stilling til, om maltproduktionen skulle fortsætte.

 

Man ville lukke malt-fabrikken

Malt-fabrikken havde kun haft en maltproduktion på 32 procent i forhold til årene før 1920. Men udsigten til nye kunder i de oversøiske markeder, som efterspurgte malt. Da Fuglsang samtidig fik en større maltordre fra Schweiz, påbegyndte brødrenene en genopbygning. Fabrikken blev bygget således, at den tidligere kapacitet kunne holdes.

Den ny fabrik stod færdig i november 1934. Indtil 1939 leverede Fuglsang malt til bryggerier i 22 forskellige lande. I 1933 fik bryggeriet eneret til fremstilling af chabeso – ekstrakt.

 

93 pct. af malten til 55 lande

Efter Anden Verdenskrig mistede Fuglsang en del af maltproduktionen. I mellem tiden var malt var maltproduktionen igen blevet en del af bryggeriet. Ud over leveringen af malt til Schweiz, overlevede bryggeriet således ved at fremstille kaffeerstatning, som fik en ret omfattende betydning.

I 1965 eksporterede Fuglsang 93 procent af produktionen til 55 lande rundt i verden. Den øvrige produktion gik til Fuglsang selv og andre danske bryggerier.

I løbet af 1960erne indtrådte Sophus Fuglsangs tre sønner i firmaet. Rainer Fuglsang var teknisk direktør for malteri og bryggeriet. Mens Sigurd Fuglsang og Iver Fuglsang var direktører for henholdsvis malteri og bryggeri. Fætteren Christian Fuglsang blev tilknyttet bryggeriet. Femte generation nåede at blive repræsenteret gennem Kim, Christian og Claes Fuglsang.

 

Fuglsang – øl forblev en lokal øl

Med Tysklands indtræden i Fællesmarkedet i 1962 steg toldsatserne. Dette blev dødsstødet for en del af de sønderjyske bryggerier. Aabenraa, Sønderborg og Tønder måtte årene efter lukke, hvorved Fuglsang blev den foretrukne øl.

Fuglsang – øl blev dog fortsat en lokal øl og blev med undtagelsen af universitetsmiljøet i København kun solgt i Sønderjylland.

Bryggeriet opnåede samme position som Ceres har i Aarhus, som Albani har Odense og som Thor og Odin har haft i henholdsvis Randers og Viborg.

 

Nye produkter fra Fuglsang

I 1996 introducerede bryggeriet Fuglsang White Christmas og året efter Black Bird. Det var de første nye øltyper, bryggeriet havde lanceret i godt 25 år. I december 2000 blev julebryggen Ding Dong kåret af Vestjysk Ølkultur som årets julebryg ud af 81 ølmærker.

I 2016 overtog Fuglsang Mineralvands-fabrikken Frem fra Ribe. Her overtog man en del kendte mærker. Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion. Og hvis ikke salget til Royal Unibrew var blevet til noget, var det lige før der skulle opføres et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens.

 

Markedsføring mislykket

I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird. De hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne. Fadølsforsyningen til lokale festivaler og byfester blev også leveret af Fuglsang.

Man har i mange år forsøgt at få et nationalt gennembrud fra Fuglsang lige som Ale no. 16 fra Fyn. Fuglsang har ved flere lejligheder forsøgt at være til stede i supermarkeder og nord for Kongeåen, men det er aldrig lykkedes for alvor.

 

2021 sælges Fuglsang til Royal Unibrew

I maj 2021 Kunne Kim Fuglsang berette, at bryggeridelen var solgt:

• Både højre og venstre halvdel har været brugt og det er med blandede følelser vi har truffet beslutningen om at sælge bryggeridelen.

Der var underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forseglede skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang bryggeri i Haderslev.

 

Farvel til Danmarks ældste familie-drevet bryggeri

Beskeden blev afleveret til medarbejderne, der nu ikke mere arbejdede for Danmarks ældste familieejede bryggeri men Danmark næststørste bryggerikoncern. Royal Unibrew er skabt via en sammenlægning af 33 bryggerier og har således i forvejen flere regionale danske platforme med regionale brands, f.eks. Albani, Ceres og Thor.

 

Store aktører på det danske marked

På det danske marked for drikkevarer er der meget få virkelige store aktører – og rigtig mange små. Fuglsang er ikke så små, at de passer ind i kategorien for mikrobryggerier. Med overtagelsen af Frem voksede Fuglsang til at være Danmarks femtestørste bryggeri målt på omsætning. Men man kunne se, at der var en lang vej til at blive en af de helt store. På sigt ville det være en dårlig forretning at fortsætte kampen i mellem-kategorien.

 

Malt-fabrikken forbliver i Fuglsangs eje

Drøftelserne i Fuglsang – ledelsen førte til at Royal Unibrew var det rigtige valg. Kim Fuglsang fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export – Maltfabrik i Haderslev og Thisted som allerede skrevet forbliver i Fuglsangs ejerskab.

Maltfabrikken leverer størstedelen af den gode malt, der anvendes i Fuglsangs øl. Maltbyggen kommer fra danske marker, der med Danmarks kystnære klima giver ideelle forhold til at producere god malt.

 

 

Kilde:

• jv.dk
• haderslevwiki.dk
• www.fodevarewatch.dk
• food-supply.dk
• madgal.dk
• Jydske Vestkysten (Bent Vedsted Rønne)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.880 artikler
• Under Sønderjylland finder du 223 artikler

 

• En kejser i Haderslev
• At sejle på Haderslev Fjord
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden (Magrethebroen)
• Boghandlere i Haderslev
• Hos apoteker Collenberg i Haderslev
• Byen med de mange jernbanestationer
• Haderslev Skomagerlav
• Turen går til Haderslev i 1900 – tallet
• Der var gang i Haderslev
• Katastrofen i Haderslev Dam
• Da Skrydstrup fik en ny flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
• Haderslev under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslevs historie (3)
• En skarpretter fra Haderslev
• Et apotek i Haderslev
• Handel og søfart (2)
• Haderslev i begyndelsen (1)

Frederiksberg – for mange år siden

Hvordan så Frederiksberg ud omkring 1900? Man skulle bare give tegn med stok. Det var et chok at se jernbanen. Man måtte ikke grine under bønnen. Der var ikke mange møbler. Datidens klosetter. Stakkels aviskone. En flaske snaps for 45 øre. Knægtene tog til Valby for at slås. Man så de kongelige. En tur forbi Alleenberg og Sommerlyst. Mange adspredelsesmuligheder, også for ungdommen Gymnastiksko var gratis i en lockoutsituation.

 

Tegn med sin stok

Det var stort dengang, man så den første sporvogn uden heste. Det var de to – etagers. Endestationen var Fuglebakken. Det smarte dengang var, at man kunne få sådan en sporvogn til at holde, hvor man ville.  Gav man tegn med en stok eller sin paraply så stoppede sporvognen.

Denne linje kørte ad Aaboulevarden.

 

Det var et chok at se jernbanen

Her lå Ladegården. Børnene vinkede op til lemmerne. der arbejdede i nogle værksteder. De lå på øverste etage. De begyndte ret tidsligt at feje veje med deres lange riskoste.

Ude på Vesterfælledvej var der endnu store marker, hvor der gik køer.

Men det var et chok at se den første jernbane. Det var på vej til Frederiksberg Have. Pludselig henne ved Frederiksberg Jernbanestation oplever familien et meget kraftigt lys, der voksede nærmest i rasende fart. Det blev til en vogn i to etager med en masse lys tændt både foroven og forneden. Der stod en mand med hånden på et eller andet. Lyset skar familien i øjnene, vognen larmede endnu mere, da uhyret kom helt tæt på.

Den lille datter skyndte sig skrigende væk.

 

Man måtte ikke grine under bønnen

Jo så det var i Clausens Privatskole på Frederiksberg. Det var så smart, at Clausen kunne åbne en skydedør mellem to klasseværelser. Så kunne han høre to klasser på en gang. Men han begyndte altid med en bøn. Og selv om det så sjov ud, når han missede med sine små øjne, så var det en helligbrøde at grine under bønnen.

Så kunne man være sikker på at få en bønnebog i hovedet og tildelt et antal lussinger.

 

Man havde ikke mange møbler

Selv på Frederiksberg kunne man blive sat på gaden af fogedens folk, når man skylder i skat. Man havde ikke flere møbler ens at der kunne ligge på en fladvogn. Så var der ellers betjenten, der skulle holde vagt end til far havde fundet et nyt logi.

Lige som på Nørrebro var også her på Frederiksberg ledige lejligheder. Havde lejligheden stået ledig i længere tid kunne man få den helt uden udbetaling. Men så fik man også lus, møl, kakkerlakker, mus og væggetøj med i prisen.

Datidens klosetter

Nu kunne man sandelig flere steder på Frederiksberg få klosetter, der bestod af en spand med et bræt over. På et tidspunkt kom renovationsarbejdere så og tømte det lækre indhold.  Og en skøn duft bredte sig i hele lejligheden.

To gange om året var der flyttedag. Så fik man lov til at smide kasserede ting ned på gaden blandt andet halm, som man dengang brugte i stedet for madrassen. Det gjorde arbejderne i hvert fald.

 

Stakkels aviskone

Det var heller ikke altid lige populært at abonnere Socialdemokraten. Det fandt beboerne ud af. Så en dag fik aviskonen natpottens indhold ned over sig. Det betød så en overgang at avisen udeblev. Men så blev det aftalt, at hun bare skulle levere avisen gennem tremmerne til kælderen.

I øvrigt var sønnen Grundtvigianer og kom meget i Grundtvigskirken. En dame ved kaffebordet spurgte, hvad der var bedst – National Tidende eller Berlingske Tidende? Sønnen argumenterede for Socialdemokraten. Men der blev nu kigget meget skævt til den unge mand.

 

En flaske snaps for 45 øre

Men hvordan var priserne dengang (1887 – ca. 1900):

• Margarine 1,03 kr. pr. ½ kg
• ½ kg rørt fars 0, 40 kr.
• 1 bundt brænde 0,09 kr.
• 1 fl. Aalborg 0,45 kr.
• 1 fl. Hvidtøl 0,09 kr.

 

Knægtene tog til Valby og slås med dem

Knægtene kunne finde på at tage til Valby og slås med dem. Så gik man gennem Søndermarken og fik så fat i nogle kæppe på vejen.

Det var også på Frederiksberg at bryggeriet Stjernen startede. De overtog både Rideskolen og Ceres grund.

 

Man så de kongelige

Når man om søndagen gik hen ad Allegade mod Frederiksberghave kunne det ske, at man blev overhalet af et par charabancer med mænd i flotte røde frakker og fjerbusk i hatten på bukken og trinbrættet bag og så nogle almindelig klædte damer og herrer på begge sider inde i væggen. Det var de kongelige. Og dem skulle man hilse på.

Med en madpakke kunne man sagtens tilbringe en eftermiddag i Frederiksberg Have. Foran slottet var der mange diske og her var også en ruchebane. Det var en pakke sukkermad og en flaske mælk, som man tog med.

 

En tur forbi Allenberg og Sommerlyst

På vej hjem fra Frederiksberg Have eller Søndermarken kunne man jo lige tage en afstikker til Aleenberg og Sommerlyst, hvor der var musik og gynger og karruseller. Så kunne mændene bare gå i Bjørnekælderen og få en fadøl for 15 øre.

Man kunne da også vælge Vodruflund. Har skulle man dog lige betale entre.

Søndermarken var til Grundlovsdag lavet helt om. Her var boder, lykkehjul, karrusel m.m.

På hjørnet af Østre Fasanvej som det hed dengang lå ”Store Godthaab”. Men her blev jorden solgt fra og Frederiksberg Hospital blev bygget. Her lå nogle skønne valnøddetræer.

 

Mange adspredelsesmuligheder

Gik man lidt længere ud af Godthåbsvej, ja så var man hurtigt på landet. Eller gik man endnu længere kom man til Lille Bellahøj men det udbrændt og senere genopbygget. Ad markstier kunne man så også gå Til Brønshøj Tivoli.

Man kunne også gå til Damhussøen. Dertil gik en landevej med gårde og marker. Det svarer nærmest til Ålekistevej i dag.

Det var også sjovt for børnene at kigge på rebslageren ved Glentevej. Han gik frem og tilbage og snoede sine reb.

 

Også muligheder for ungdommen

Når børnene så blev lidt ældre kunne de måske gå den lange tur til Husum Møllekro og danse. Og så vende hjemad hen på de lyse timer.

Og så kunne man jo også gå i biografen for mellem 35 og 75 øre. Et tilløbsstykke var også slikmutter, der holdt med hendes vogn ved Frederiksberg Runddel. En sukker-stang kostede således 2 øre.

 

Gymnastiksko var gratis i en lockout – situation

Dengang i 1898 da masser af arbejdere blev lockoutet, da kunne børn af lockoutede fædre søge om fri gymnastiksko. Ja på Frederiksberg var alle skoler og bøger gratis. Der var en langt friere tone imellem lærerne og eleverne.

 

Kilde:

• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.870 artikler
• Under København (192 artikler) finder du Frederiksberg – Artikler:
• Det gamle Frederiksberg
• Frederiksberg Lystigheder og Folkeliv
• Frederiksberg – dengang
• Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Stjernen – Arbejdernes Bryggeri
• Gader og veje på Frederiksberg (A-J)
• Gader og veje på Frederiksberg (K-Å)
• Frederiksberg Slot
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Frederiksberg/Valby A til Å
• Ladegården/ Ladegårdsåen – (Under Nørrebro 307 artikler) her finder du følgende
• Ladegården – nok engang
• Ladegården uden for Nørreport
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegårdsåen (NørLiv 18)
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsåen
• Skal Ladegårdens vand atter flyde?

 

 

• Under YouTube finder du Ladegården og åen.
• Dette er to indslag a ca. 45 min med et foredrag afholdt i Stefans-Kirken – dertil ser du en masse fotos af Ladegårdsåen.

Munkemølle i Rinkenæs Sogn

En romantisk beliggenhed. Magrete den Første og Munkemølle. Ryd Kloster. Det ældste dokument er fra 1768. I 1801 blev møllen udbygget. På et tidspunkt led møllen af vandmangel. Vi kigger på en aftægts – kontrakt fra 1820. Og så var det lige en storkøbmand fra Gråsten. Kongen skrev selv under. En kendt familie fra Holsten overtog møllen. Brand i 1868. Han fik nedsat afgiften. Det var ikke altid gode kår for Munkemølle. Savværk på Mølleriet. Noldes bror overtog savværket. Familien Wommelsdorf flyttede igen til området. Brand i 1945.

 

En romantisk beliggenhed

Det er smukt i Rinkenæs. Beliggenheden ud til Flensborg Fjord er perfekt. Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede 1335, da Biskop Helmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs.

Men sognet havde ikke den udstrækning, som den senere fik. I det 16. århundrede blev sognet udvidet mod vest indtil bækken ved Munkemølle. På jorder tilhørende Hokkerup by, opstod dengang landsbyen Bækken.

Og her ligger Munkemølle. Det kunne næsten ikke ligge mere romantisk.

 

Magrethe den Første og Munkemølle

Og her provianterede den båd, hvor Dronning Magrethe den Første var om bord. Man lagde til ud for Okseøerne. Her døde dronningen. Hun var blevet smittet, da hun var på besøg i Flensborg. Myterne siger, at hun blev begravet på Lille Okseø, men senere flyttet.

 

Ryd Kloster

Syd for fjorden omtrent lige overfor, der hvor Lyksborg Slot nu ligger lå Ryd Kloster. Vi har allerede skrevet en artikel om dette sted. Men da nu møllen og klosteret rent historisk hører tæt sammen for det lige et kort rids.

• I Skt. Mikkels Kloster i Slesvig førte munkene og nonnerne et højst forargeligt levned. Derfor forviste Biskop Valdemar munkene med undtagelse af fire til Guldholm ved Langsøen.
• Her blev der oprettet et Cistercienser Kloster, hvis kirkegård i 1192 blev indviet af biskoppen.
• Men munkene fra Skt. Mikkels Kloster syntes ikke om de strenge ordensregler. De vendte tilbage til Slesvig. Her kom det til stridigheder med ”de Guldholmer Munke”, der stammede fra Esrom Kloster.
• Striden endte med, at Guldholm Kloster blev tilkendt alle de godser, der hørte under Skt. Mikkels Klosteret
• Men allerede i 1210 blev klosteret flyttet til Ryde. Kongen skænkede grunden og kongen gav dem tiende fra Holdnæsbrarub (Munkbrarup) , Broager og Grumtofte.

 

• En bekendt abbed ved klosteret var Arnfast, der havde forgivet Kong Kristoffer den Første i den hellige nadver.
• 1582 lod Hertug Hans den Yngre klosteret nedbryde og Lyksborg Slot blev opført lidt syd for stedet.
• Af godserne opstod senere Munkbrarup Herred. Hertugen havde fået klostret overdraget af Kongen og i delingsakterne fra 1582 nævnes Munkemøllen fra Rinkenæs.

 

Det ældste dokument er fra 1768

Det ældste dokument vedrørende møllen, der endnu er i behold, er dateret Bækken den 18. april 1768. Det er den Kongelige herredsfoged over Lundtoft Herred, Amt ”Tundern”. Hans navn var Müller – som sælger til Hans Andersen og hans arvinger i Bækken, to på Bækken Mark.

Han forbeholder sig dog forkøbsret til jorden og en årlig afgift til Mortensdag af 8 Rbm. Desuden skal køberen holde et stykke gærde, kaldet ”Bøgeskovhauge” i forsvarlig stand.

Det næste dokument er udstedt af Husfoged Petersen i gråsten og undertegnet af Jes Thomsen i Kværs som formynder for Jes Nissens datter fra Hokkerup. Det omhandler en fri gennemkørsel ved Munkemølle:

• Til frislusen over det såkaldte Møllekær.

 

I 1801 blev møllen udbygget

Vejen skal udbedres af Jes Nielsen og den nuværende ejer Richel fra ”Fruesschau”. Dersom, der skulle udkræves ”blaat Ler” til Tætning af Slusen”, er det Møller Richel Thomsens pligt at køre det til stedet. Endvidere skal han drage omsorg for, at ledet lukkes efter brug. Dokumentet er dateret Gråsten og Hokkerup den 6. maj 1793.

I 1801 blev den gamle mølle ombygget. Den fik privilegier til brændevinsbrænderi og Bryggeri. Blandt andet blev der, da der herskede vandmangel, anbragt en kunstig vandledning af hvilken man endnu kan finde rester.

 

Møllen led af vandmangel

Senere har møllen ikke lidt af vandmangel.

Talrige kilder tilførte en betydelig vandkraft. Der findes også brønde på ejendommen. Her har været radiumkilde som blev stillet til publikums fri afbenyttelse. Det var meget benyttet af de flensborgske damer i sommertiden.

I 1923 var møllen blevet grundig istandsat.

 

En Aftægts-Kontrakt fra 1820

Men i 1820 finder vi en Overdragelse- og Aftægtskontrakt afsluttet i det ”Højfyrstelige Justitiariete” i Gråsten. Enke efter Kådner Nis Andersen i Bækken, Sophie Catharine, der ikke selv har kunnet sætte sit navn underdokumentet, men underskrevet dette ”med ført Haand” overdrager i dette ejendommen med besætning og alt inventar til sønnen Hans Andersen. Desuden nævnes 4 døtre, der også skal betænkes.

Nu har dette dokument måske ikke så meget med selve Munkemølles historie at gøre men vi ser her et typisk eksempel på datidens ”Aftægtskontrakt”.

Andersen måtte også udrede følgende aftægt til moderen:

1. Aftægtshuset til bolig med have og dertilhørende gødning
2. En ”stedse levende” ko og et får på foder og græs
3. Årlig i korn: To tønder rug – To tønder boghvede – En tønde byg – ½ tønde malt – En skæppe havregryn.
4. Årlig: ½ fedt svin. To levende fede gæs. To lispund hør. En skæppe salt
5. Årlig af brændsel: Otte læs tørv, hvert læs på 1.000 stykker
6. Årlig til Mikkelsdag og Kyndelmisse: Offer og håndskilling på 4 Rbm 12 4/5Sk. Og desuden fri skat. Fri afbenyttelse af vaske -, brygge- og bager-redskaber
7. En forspændt vogn til købstaden og familiebrug, undtagen i pløje – og høsttiden.

Aftægtskonen stod det frit at holde to hunde.

 

Når moderen drager ind i aftægts-huset, må hun medtage til livsvarigt brug: To gryder, to kedler, en te-kedel, et bord, to senge, en jernkakkelovn, et skatol, et skrin, fore stole, potter og tallerkner, så mange hun har brug for.

Efter hendes ”dødelige Afgang” skal hun have en kristelig og anstændig Begravelse ”efter Sognets Sædvane”.

 

De ting hun har bragt med sig på ”Aftægten” tilfalder sønnen.

Skulle moderen beslutte sig for at nyde sin aftægt andet steds, vil ydelserne blive det samme. I stedet for koen skal hun have 16 Rdlr. Bolig og have bortfalder og transporten af ydelserne til hendes opholdssted skal hun selv betale.

Der følger så nogle enkelte tilføjelser til, som vi her har udeladt.

 

En kendt storkøbmand fra Gråsten

Den 2. december 1854 blev der skrevet en kontrakt mellem Otto Friedrich Ahlmann – en kendt Gråstensk storkøbmand og møller Chr. Jacobsen i Munkemølle.

Denne Ahlmann ejede også et kådnersted i Bækken foruden købmandsgården og Hans Ahlmanns Kro, som senere kom til at hedde Hotel Gråsten. Kådnerstedet i Bækken solgte han med bygninger og alt tilbehør til mølleren på Munkemølle for 4.800 Rigsdaler. Det hedder sig også at han solgte en særkontrakt til samme køber.

Her ser det ud til at møllen havde rettighed til Bryggeri og Brænderi – rettigheder. Og sandelig også udskænkning. Der har også været kirkestole knyttet til møllen. Og det har været til Holbøl Kirke.

Samtidig var der en forpligtelse til at levere ”en fast årlig produktion” (Kanon) af

• 25 Tønder Hvede
• 25 Tønder Byg

Dette skulle præsenteres i gode sunde og velrensede varer enten i Sønderborg, Aabenraa eller Flensborg efter bestemmelser for Hertugdømmet Slesvig.

 

Kongen skrev selv under

Den 18. juni 1854 afslutte den Kongelige Husfoged i Lundtoft Herred – Arvepagtnings -kontrakten med den hidtidige forpagter Chr. Jacobsen. Købesummen var 29.000 Rigsdaler. Den 24. juli samme år stadfæster Kong Frederik den Syvende egenhændig købet. I dokumentet, der er udstedt på Skodsborg, hedder det bl.a.:

• Vi Frederik den Syvende af Guds Naade Konge til Danmark osv. Gøre vitterligt, at vi, paa allerunderdanigst Forestilling af Vort Ministerium for Vort Hertugdømme Slesvig, ved Vor speciel Allerhøjeste Resolution af 20. marts 1854 Allernaadigst har fundet for godt at overdrage den hidtilværende Forpagter Christian Jacobsen til Arveforpagtning imod Erlæggelse af en Købesum af 29.000 Rigsdaler og en aarlig Afgift af 25 Tønder Hvede og 25 Tønder Byg.

 

En kendt familie fra Holsten

Seks år senere sker der et meget betydningsfuldt skifte. Ejendommen går da over i Familien Wommelsdorfs eje. De var af holstensk oprindelse. Denne familie havde flere tillidshverv. Ejeren havde endda sæde i den tyske rigsdag.

Da kontrakten blev afsluttet den 5. september 1860, må Christian Jacobsen allerede være flyttet, da han anførtes at være boende i Gråsten. I kontrakten anføres for første gang ”Vejrmøllen” Købesummen blev anført til 42.700 Rigsdaler.

Jordene i Bækken blev anført til 300 Rigsdaler. Og Kådnerstedet blev betalt med 9.000 Rigsdaler.

 

Brand i 1868

I sommeren 1868 brændte vejrmøllen som følge af lynnedslag. Den 28, juli samme år giver herredsfoged von Levetzow tilladelse til gårdmand Niels Andersen Godt i Rinkenæs at sælge et jordstykke af Årsbjergmark til opretholdelse af et ”egnet Familiested” til Møller Wommelsdorf på Munkemølle.

 

Fik nedsat afgiften

På dette grundstykke opstod Munkemølle i en ny skikkelse. Ejeren forsøgte at blive fri for den afgift, han er pålagt. I første omgang får han afslag fra Regeringen i Slesvig. Men sagen gik videre til den prøjsiske Finansministerium.

Den 30. april 1870 meddeles det mølleren fra Herredsfogeden i Gråsten, at man har accepteret en nedsættelse til 10 tønder hvede og 10 tønder byg årligt.

I 1881 blev afgiften ændret, så den fremover udgjorde 303 mark 29 Pf. Samtidig var mølleren pålagt tiende til kirken.

 

Ikke altid lige gode kår for Munkemølle

Det har ikke altid været lige gode kår for Munkemølle. I 1906 bestod stedet af to beboede huse og havde i alt 16 indbyggere. Det herskabelige stuehus lå vest for møllen. Ved ejendommen stod en ask, der var over 200 år gammel.

 

Savværk på Mølleriet

I en årrække blev der ved siden af mølleriet drevet mejeri. Efter krigen blev Munkemølle købt af Chr. Christensen, Årsbjerg. Han solgte den til tømrerhandler Lauridsen fra Ulfborg. I sin ungdom boede denne i Amerika. Det siges at han fik skabt et ægte dansk hjem.

 

Noldes bror drev savværket

Selve møllebygningen blev afhændet til Nicolaj Hansen, der var bror til maleren Nolde. Hansen kom til at drive savværket på møllen.

 

Familien Wommelsdorf kom tilbage

Ved indlemmelsen til Danmark i 1920 sagde familien Wommelsdorf endelig farvel og drog til Holsten. Men de vendte faktisk tilbage og boede nær deres hjem.

 

Brand i 1945

Beliggenheden var noget så idyllisk. Ryde Kloster sank i grus. Og det gjorde møllen også men først adskillige år efter. I 1945 nedbrændte det.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1,838 artikler
• Under Sønderjylland finder du 215 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

• Ryd Kloster
• Okseøerne 1-2
• I Rinkenæs Sogn
• Gråsten – en flig af historien
• Klus – lige syd for grænsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kükelhaen – en øl fra Aabenraa

Den gode Gud har velsignet denne by med god humle. Humlegårdene havde det godt. Man hældte øllet ned. ”Min kusk roste øllet” – ”Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl”. Historien gentog sig 122 år senere. Nu begyndte man i Aabenraa at importere øl.  ”Gud den Almægtige bliver fortørnet”. Det kneb i den grad med ædrueligheden Tre dages fest. Kroer og værtshuse blev undersøgt.  Der måtte ikke ryges tobak i gaderne. Øl – brygning skulle betragtes som videnskab. Mange år senere kunne man få en fedtemad og en halv liter Aabenraa – øl til 50,- kr. Så kunne pludselig får en Aabenraa – øl hvert år. Dette er så inspireret af den berømte Kükelhaen”.

 

Den gode Gud har velsignet denne by

Omkring midten af det 17. århundrede blev der i Aabenraa fremstillet en øl, der blev kaldt ”Kükelhaen”. I indledningen til Claus Organists optegnelser om Aabenraa, som blev skrevet af kartografen Johannes Mejer nævnes det. I 1638 blev disse optegnelser sendt til Frederik af Gottorp

• Den gode Gud har velsignet denne by frem for andre byer i dette fyrstendømme med dejlig humle som næsten vokser rundt om hele byen. Også deraf har byens borgere en ikke ringe næring når årets vækst har været god,

 

Humlegårdene havde det godt

Humlegårdene havde det godt på den tid. Omkring Ramsherred kunne man også se en ranke slynge sig i et havehegn. Johannes Mejer fortsatte sin beretning:

• Ligeledes brygger man et godt øl, som kaldes Kükelhaen. Det er virkelig et godt øl, ja om man vil tro det, bedre end ”Wismarsk” øl. Thi før i tiden har de af adelen, som boede her i fyrstendømmet og i Sundeved, foretrukket dette Åbenrå – Kückelhaen og ladet det bringe på deres gårde.

 

Man hældte det ned

Jo øl – problemet har i disse tider haft stor betydning. Man drak det ikke, man hældte det ned i spandevis. Jo man fordrede det i rigelige mængder.

Både mænd, kvinder og børn drak øl. Velhavende folk havde krav på 8 – 10 potter daglig. Nogle drak endnu mere. Sådan var det i det 16. århundrede. Hofmarsken på Stockholm Slot drak en novemberdag 1594 over fire potter til frokost og i alt 22 potter til middag og aften.

 

En god test

Når købstadsbryggeren ville fastslå om han søl var godtøl slog han en skål øl i sædet på en dyb træstol. Derpå satte han sig i stolen. Når han så rejste sig og stolen hang fast i hans skindbukser, havde hans vare bestået prøven.

 

Min kusk roste det meget

I 1763 var magister Dyssel på vej til Aabenraa. Efter en øl på Brunde Kro, noterede han sig, at øllet der, både var ”feedt og velsmagende”. Nu smagte han det ganske vist ikke selv, men som han skriver:

• Min kudsk roeste det meget.

Desværre så skrev han ikke om øllet var fra Aabenraa eller om det var noget man selv havde brygget.

 

Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl

Nu vidste Aabenraa – borgerne godt, hvad deres øl var værd. De gav ikke opskriften fra sig. I 1523 blev den afkrævet af fjendtlige tropper.  Vægringen kom til at koste Aabenraa dyrt.

De hanseatiske tropper som understøttede Frederik den Første havde slået lejr ved Rise og Toldsted. De sendte et bud ind og forlangte at få et læs øl (24 tdr.).

Amtmand og borgere, der holdt med Christian den Anden, sad den opfordring overhørig. Men så sagde Hanseaterne:

• Tøv, vi skal lære jer at tappe øl.

 

Historien gentog sig 122 år senere

Og det samme gentog sig 122 år senere. Den svenske general Wrangel forlangte øl fra Aabenraa sendt til hans hovedkvarter i Rendsborg. I modsat fald ville han sende et regiment ryttere for at hente det.

På det tidspunkt var der atter gang i ølbryggeriet i Aabenraa. Noget tyder på, at det var begyndt at gå ned ad bakke, i hvert fald var det nok tilfældet i slutningen af det 17. århundrede. Men det gjaldt ikke blot Aabenraa.

 

Nu begyndte man at importere øl

Værre var det i 1610 efter den store brand havde lagt det meste af byen øde. Da klagede borgerne til hertugen fordi by-skriver Johannes Høier fortsatte med at indkræve øl – skat. Det endte med at bryggerierne holdt op med at brygge. Og så måtte Aabenraa importere fra de kongelige områder. Der blev dog nævnt, at de håndværkere, der skulle genopbygge byen, drak temmelig meget

 

Gud den Almægtige blev fortørnet

Men hertugen tog hensyn til borgernes ønsker. I de følgende år blev der drukket lidt for meget af de våde varer. Således mått6e byens råd udstede en forordning som vendte sig til folk, der præsenterede deres drukkenskab på åben gade o forulempede folk. Blev man grebet i dette vankede der en bøde på 8 skilling.

Her havde kirken sikkert også noget at tilføje. Det ses i ordlyden:

• Gud den Almægtige blev fortørnet

 

Det kneb i den grad med ædrueligheden

Galt var det også, at der blev tappet (serveret) øl og brændevin i den tid, der holdtes gudstjeneste. Om natten var der folk som løb fra den ene kro til den anden, råbte, skreg og slog i stenbroen.

Det kostede 3 mark i bøde. By-tjeneren havde ordre til at bringe den slags urostiftere i arresten. Det blev endda anordnet, at by – fogeden skulle holde Ting om sommeren kl. 9 og om vinteren kl. 10 for at parterne kunne mødes ædru for retten.

By – tjeneren skulle ikke give de folk gehør, som kom

• Trunken und fuhl (!) og anrettede uro, skænderi og spektakel som svor og talte gudspottelig.

 

Tre dages fest i Aabenraa

Men det gik så småt ned ad bakke med Aabenraa – øllet. Det ses af et gammelt regnskab som er bevaret fra 1616 da hertug Frederik den tredje efter sin far Johan Adolfs død blev hyldet i Aabenraa.

Set blev fejret over tre dage. Her blev der spist – og ikke mindst drukket overdådigt.  Fra Tønder fik man to tønder hamburger øl, fra magister Peter Fabricius 5 ½ tønder rostocker øl. Og så fik man også lige 2 tønder Wismar – øl. Man fik også lige 5 tønder Aabenraa – øl. Dette var kun beregnet til tyendet.

 

Kroer og værtshuse blev undersøgt

Næste gang man hører om Aabenraa – øllet var i 1709. Rådet konstaterede, at der slet ikke mere blev hentet Aabenraa – øl. Man mente, at nu skulle det gøres noget. Kroerne i byen og området skulle besøges. Her skulle man tilse, om kroerne og værtshusene selv bryggede eller hentede øl udefra. Der blev også pointeret at øl heller ikke måtte hentes i Slotsgade. Det hørte ikke med til Aabenraa dengang.

 

Der måtte ikke ryges tobak

I årene fremover forsøgte man at skabe større orden. Fra prædikestolen blev det kundgjort at det var forbudt at ryge tobak på gaderne i gårdene og i staldene. Denne udvikling fortsatte efter at by og amt atter var blevet kongelig ejendom.

I 1722 vedtog borgmester og Råd, at monsieur Johan Heyszel for fremtiden skulle være bedemand til begravelser. Man havde konstateret en udpræget form for ”rangsyge”.

 

Øl – brygning skulle betragtes som videnskab

Men hvordan gik det så med øllet? Sikkert ikke for godt. En ny tid var i anmarch også for øllets vedkommende.

Den usædvanlige læge, professor dr. Heinrich Callisen slog til lyd for, at ølbryggeri skulle behandles som videnskab, så at øllets godhed ikke længere blev afhængig af tilfældighed.

 

En fedtemad og en halv liter Aabenraa-øl

Mange år senere så kunne man i 2015 smage en halv liter Aabenraa-øl og en fedtemad for 50 kr. på Michelsens Gård. Og overskuddet ville gå til Byhistorisk Forenings Bevaringsfond for gamle huse og miljøer i Aabenraa.

 

Inspireret af den berømte øl

Og så fandt undertegnede ud af, at Aabenraa Vinter Øl kunne købes i Carstensens Tehandel. Ja man kunne endda vælge mellem tre forskellige. Og så skulle den bedste så vælges. Og det skete så i samarbejde med Lundumskov Bryghus ved Horsens. Motivet til øletiketten er designet af Eskild Beck. Og han har så ladet sig inspirere af den berømte Kückelhaen – øl.

 

Den nye succes er fra 2013

Det havde man i hvert fald ikke i den tid, jeg boede i Aabenraa. Og det var da trods alt i 15 – 16 år. Og jo inde på Byhistorisk Forenings hjemmeside kunne man nu se, at der var en Kückelhaen Vinterøl 2021 og en tilsvarende Sommerøl 2021

Og her kan man så læse, at hver bryg er en ny kvalitet med en ny etiket. Øllet sælges i begrænset omfang og overskuddet ved salg går til Foreningens bevaringsfond. På siden fortælles også, at der på haderslevvej (Bryggergården) har været bryggeri indtil 1933. Og åbenbart er dette så foregået siden 2013.

Sådan som vi så kan forstå, så får vi en kort beskrivelse af smagen og en kort beskrivelse af fremstillingen. Det er godt nok ikke den originale men alligevel en fremragende ide.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• aabenraabyhist.dk
• ugeavisen.dk

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.810 artikler
• Under Aabenraa finder du 175 artikler
• Øllets historie i Nørrebro og Nordvest
• Ølhandlernes historie
• Gamle Værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Stjernen – Arbejdernes bryggeri
• På værtshus på Nørrebro
• Bag de gule gardiner – en anmeldelse

 

 

 

 

Børnearbejde, Tændstikfabrikker og Industri på Nørrebro

Foredrag den 27. august 2021 i Karmel på Nørrebro. Altid et skønt og veloplagt publikum her til Fredagsrundstykker. Og så var der fuldt booket op. Vi sang et par sange fra Højskolesangbogen. Igen en utrolig hyggelig oplevelse. Men læs her om dengang børn, blev nødt til at arbejde for at få husholdningen til at gå op i en højere enhed. Det var især levnedsmidlerne, der var dyre dengang. Og tændstikfabrikkerne var uhyre farlige for børn. For arbejderne var det en kamp at blive organiseret. De betragtede præsterne og kirkerne som kapitalismens forlængede arm. De røde faner var aldeles forbudt på kirkegården og i kirkerne. Vi kigger på en meget lille del af disse industrier, der var på Nørrebro. Og det var sandelig mange af dem. Byen var slet ikke forberedt til alle disse foretagender. Og den kollektive trafik kunne slet ikke klare at befordre alle de arbejdere, der skulle møde hver dag. Atlas indførte overskudsdeling. Det blev de advaret mod fra A.P. Møller. Og Holger Petersens Tekstilfabrik indførte helt nye ting til glæde for arbejderne.  Advarsel: Dette er en af de store indlæg.

 

I gang med et projekt

Der har været et utal af fabrikker på Nørrebro. De skal slet ikke nævens alle sammen. Vi var nogle stykker, der havde sat os for at undersøge dette. I løbet af kort tid lykkedes det at finde 75 tekster og over 200 fotos.

Vi holdt to lange foredrag i Nørrebrohallen og i Støberiet. Meningen var så, at vi skulle have forsat i Nordvest med to foredrag. Men disse blev så aflyst grundet Corona. Så ville vi have lavet en byvandring. Og måske lavet et hæfte eller en bog med det, som vi havde fundet frem til.

Men der var slet ikke penge til det. Vi skulle betale for rettigheder til at bringe diverse fotos og bruge tid på at finde rettighedshaver m.m.

 

Betale for at komme på arbejde

Grunden til at der kom så mange fabrikker til Nørrebro var at der var masser af billige byggegrunde. Og man begyndte allerede inden portene var åbnet. Det betød at arbejderne inde fra byen måtte betale for at komme på arbejde og for at komme hjem igen. I hvert fald dem der boede inde i København.

 

Virksomheder langs Blegdammen

Blandt de første virksomheder på Nørrebro var diverse foretagender langs Blegdamsvej. Her var rebslagere, møller, brænderier – mere eller mindre lovlige.

Allerede i 1681 kom der et guldmagerværksted ved 7. Blegdam. Vi skal så ikke glemme, at her allerede fra 1661 lå blegdamme. De første rebslagere kom her i 1730. Allerede lå her urtehaver.

Stadens teglværk flyttede til Nørrebro i 1616. det havde tidligere ligget ved Øster Vold. Men i 1662 købte Gabel Teglværksvangen.

På Blegdammen 21 havde Zacharias Niemann oprettet et tapet og samt kattuntrykkeri. Og denne Niemann var en rigtig iværksætter. Han havde også søgt om at oprette en manufaktur ud for Øster Port.

Limsyderi eksisterede allerede i 1694 på Solitude. Og Wodruf var også en sand iværksætter. Han havde tidligt oprettet en mølle med nærmest en fabrikslignende virksomhed på grænsen til Frederiksberg.

Og i tidens løb var der et hav af møller på Nørrebro. Blandt de første var vel Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdamsmølle og Ladegårdsmøllen.

Ja og omtrent der hvor Frederik den Syvendes Gade i dag ligger var der meget tidligt en tobaksplantage.

 

Byen var ikke forberedt

Behovet for en bedre kollektiv trafik viste sig hurtig. Og stifteren af Titan, Sophus Hauberg købte en sporvejslinje for at fragte sine arbejdere til arbejdspladsen. Men ak, det gik mange år før han fik tilladelse til det. Militæret spændte ben.

Men byen var slet ikke forberedt på denne massive invasion af industri. Det så man for eksempel, når det brændte. Så havde man lige glemt at sørge for, at der var vand i de ledninger man havde trukket. Det så vi bl.a., da Titan brændte.

 

Ikke mange virksomheder på Blågården havde succes

Da seminariet lukkede på Blågården blev der etableret en masse industriforetagender der. Men ingen af disse havde den store succes. Her var en manufakturfabrik, Det Kongelige Danske Dugemanufaktur, Farveplantager og Voksdugsfabrik.

I 1839 boede også her, slesvig-holsteneren, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlingske. Men her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.

I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten og Burmeister. Dette blev så senere til Burmeister og Wain.

 

Elendige boligforhold

Og arbejderne måtte tage til takke for elendige boligforhold. De havde det ikke godt. Leveomkostningerne var ret store dengang. Ofte udlejede de dele af deres i forvejen sparsomme lejlighed for at få nok penge. Dette betød også at børnene måtte bidrage til husholdningen. Mange anså dette for vigtigere end at gå i skole.

 

Behov for godsbanegård

Behovet for en godsbanegård viste sig hurtig. Men i alt for mange år kørte togene bare forbi Nørrebro. Erhvervslivet forsøgte at etablere en privatbane. Men det lykkedes ikke. Da det så endelig lykkedes, blev godsbanen placeret så dårlig, at den skabte store problemer på Nørrebrogade. Allerede dengang var der meget trafik.

I løbet af et døgn gik bommene ned 67 gange på Nørrebrogade. Det må have været ret irriterende. De gående kunne bare gå over en gangbro. De mærkede det ikke på samme måde.

 

Fem afvænningsforeninger

På et tidspunkt var der etableret fem afvænningsforeninger på Nørrebro. Drikfældigheden var stor. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen. Ofte stod mor ude ved fabriksporten og tog imod far eller nærmere far’ s løn, når der var lønningsdag.

Og tænk engang. Mange fabrikker havde etableret værtshuse. Her blev lønnen udbetalt. Og fabriksejerne håbede så at kunne få pengene hjem igen.

 

Ikke leve af fars indtægt alene

Der var masser af børn på Nørrebro dengang, selv om der egentlig ikke var plads til dem. Arbejderne boede under elendige boligforhold. Og der var ikke meget plads. Og i begyndelsen af det store byggeri, der ramte Nørrebro dengang, var der frit spil for boligspekulanterne i begyndelsen.

Man kunne simpelthen ikke leve af fars indtægt alene. Mor og børnene blev også nødt til at bidrage. Fabriksejerne syntes, at det var herligt med billig arbejdskraft.

 

Som udgangspunkt sundt og lærerigt

Allerede i 1872 var børnearbejde et tema På Nordisk Industri’ s møde i København. Børn under 14 år udgjorde 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Og dem under 10 år udgjorde godt 16 pct.

Den berømte læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. Han mente, at børn under 12 år ikke burde arbejde på fabrik og da slet ikke om natten. Som udgangspunkt var det dog sundt og lærerigt.

Men det kunne i den grad få ud over børns vækst og udvikling. Og så advarede han mod alle de sygdomme man kunne få inklusive forgiftninger. Samtidig mente han, at de bedste arbejdere var dem, der lærte det tidligt.

 

En fabrikslov fra 1873

Og det kom sandelig en fabrikslov i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år. Og en maksimal arbejdstid på 6,5 time inklusive en halv times spise og hvilepause – om dagen.

Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage.

Den ny lov blev dog ikke mødt med lutter glæde. Man var også betænkelig ved at gribe ind i forældremyndigheden. De fattigste havde behov for den indtægt som børnene kunne skrabe hjem. Ja og børnene arbejde havde jo en moralsk opdragende funktion.

Nogle mente endda, at nu skulle børn drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Nogle fabriksejere truede med at lukke fabrikken, hvis de skulle overholde de nye regler.

 

70 pct. gik til fødevarer

Nu var det sådan at 70 pct. af en arbejderfamilies indkomst gik til fødevarer dengang.  Selv mindre indtægtstab kunne være katastrofale.

Og tænk engang, børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.

I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte, der skulle kontrollere at lovgivningen blev overholdt aldrig viste sig på fabrikker. Og hvis de endelig kom, sad de og drak portvin med fabriksejeren.

 

1.500 mælkedrenge

Tænk engang i 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side.  På Den Gamle Kro i Smallegade på Frederiksberg inviterede Lyngsie til morgenkaffe og boller.

Her fortalte han om arbejdernes grundlovssikrede rettigheder. Han forsvarede indædt de ufaglærtes interesser.

På Rådmandsgades skole var man sandelig ikke tilfreds med mælkedrengenes arbejdstider. Det var dengang den anerkendte pædagog Ingvar Bondesen var rektor. Han var af den gammeldags type og havde skrevet en del ungdomsbøger med morale.

Mælkedrengene kom sultne og trætte i skole. Ofte faldt de i søvn. Og det var ikke noget lærerne brød sig om. Ord som misbrug og børneplageri dukkede op. Egentlig ramte fabrikslovene ikke mælkedrengene.

 

En panser kunne lugtes i 100 meters afstand

En mælkedreng kunne lugte en panser i 100 meters afstand. Ofte måtte disse drenge op klokken fem om morgenen. De var særdeles populære. I løbet af en uge kunne de opnå tre – fire kroner i drikkepenge. Det var noget, der battede i familiens husholdning.

De blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det startet med lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene kunne være strenge. De slog drengene med pisk.

 

Mange børn ansat på Tændstikfabrikker

På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der masser af børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og arbejdet med giftige stoffer, der gav varige skader, var stor. I nogle tilfælde endte det også med dødsfald.

Den fosfor, der blev brugt i produktionen, fik knoglerne til at smuldre. Flere blev mærket for livet af at have arbejdet her. Deres kæbeben smuldrede væk.

I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne og børnene indåndede fosfordampene. Og ofte undlod de afvaskningerne. Man havde talt om at indføre en lov, der forbød unge under 18 år at deltage i arbejdet med at fremstille tændstikker. Men dette ville fordyre fremstillingen.

 

Et hav af tændstikfabrikker

Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovlstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Det kan jo undre at sådan fik lov til at ligge midt mellem boligbyggeri.

I Thyrasgade 5 opførte Carl Conrad Kjær et to – etagers hus. Myndighederne havde ingen betænkeligheder med tre indmurede ovne. Men man forlangte dog at der blev investeret i en skorsten, men først efter klager fra beboerne.

Der kom et hav af tændstikfabrikker. Men en af de mere kendte blev etableret i 1875 på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. fabrikken får navnet Kronen. Og etableres i kælderen.

Der sker en masse udvidelser og forbedringer på fabrikken. Man få endda en 8 – hestes dampmaskine.

 

I 1892 gik det galt

Den 28. januar 1892 går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der dog kun gjorde mindre skade. Men denne gang er det mere alvorligt.

En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Men det viser sig, at den ikke virker.

Nu breder branden sig i lysets hast til andre rammer i ovnen. Herefter spreder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtigt til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid var blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.

Politimester Steffensen måtte afspærre hel kvarteret for nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig. Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk.

Hen på eftermiddagen er ilden slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flød der med bjerge af æsker og træklodser. Rundt om på pladsen løb arbejderne forvirret rundt og prøvede at redde træsko, frakker og andre ejendele.

 

Nogle forsøgte at skyde genvej over Ladegårdsåen

Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passagerer, der prøvede at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker i åen til livet. Og politiet må bruge ekstra arbejde for at hive dem op.

 

Arbejdernes økonomi var blevet bedre

I 1913 blev børnearbejde reelt forbudt i håndværks- og industrivirksomheder. Men reglerne blev overhovedet ikke fulgt. Men arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre, og børnenes indtægt var nu ikke mere nødvendig.

 

Rabarberdrengen producerede ildtændere

Rabarberdrengen Christian Christensen, den senere anarkist og syndikalist har fortalt om, hvordan fattigdom så ud dengang på Nørrebro. Moderen havde fortalt, at de ikke kunne leve af fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen ledt efter arbejde. Og Christian skulle hjælpe. Som fem – årig skulle han hjælpe med at fremstille ildtændere derhjemme. For 500 ildtændere fik de 25 øre.

For det beløb kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten tilbage.

Derfor gik mor og søn nu over til at fremstille store ildtændere. Så kunne de tjene 35 øre. Oftest foregik det om natten, mens far sov. Og for at Christian ikke skulle ikke falde i søvn, så blev han lovet et stykke wienerbrød til 2 øre. Men han fik nu aldrig et stykke wienerbrød.

 

Op Tobaksfabrik

I 1890’erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Og Christian fik en rugbrødsklemme og noget tyndt kaffe. Kvart i otte løb han så i skole. Og han skulle nå det inden klokken ringede. Og de daglige fem slag med spanskrøret af viceinspektør Mortensen var Christian vant til.

Fra skole havde Christian så ti minutter til at nå sit arbejde på tobaksfabrikken fra skolen på Jagtvej. Her kunne arbejdet være ganske hårdt. Han skulle hjælpe svendene, der arbejdede de på akkord.

Det var også i 1890’erne at antallet af københavnske børn, der arbejdede uden for skoletiden steg.  Der var gang i industrien på Nørrebro.

 

Man så ned på arbejderen

Meget tidligt om morgenen omkring kl. 5 begyndte trætøflerne og træskoene at klapre mod brostenene. Arbejderne drog afsted i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. De fleste af disse var ret fattige. Men de fleste var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de fleste afgørende impulser til socialismen kom netop fra Nørrebro.

Det var her i 1870’erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. For dem var det kun rimeligt at en lærling blev betragtet som en hund.

Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.

 

Lærerdrengene mødtes på Fælleden

Og damfløjterne på Nørrebro fløjtede ved mødestart, pauserne og når der var fyraften. De indfødte kunne godt skelne disse fløjter fra hinanden.

Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi undrede sig over tiltaleformen:

 

• Goddag Hr. Skræddermester, Goddag Hr. Dåsefabrikant, Goddag Hr. Eddikebrygger-direktør.

 

Aftenen kunne godt slutte med at man tog over til Øster Fælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i omegnen.

Det var ellers hårdt nok for disse lærlinge. Om aftenen måtte de læse til eksamen.

 

Lærlingen blev mødt af en gammel hest

På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang ridestald. Her startede en lærling i 1872. Han blev meget venligt modtaget af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i ridestalden.

Et par dage senere viste en forkølet klejnsmed sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom der et hestekøretøj med hamre, tænger, ambolt og en lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.

Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.

Nogle dage senere viste mestrene Smith og Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.

I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en dampmaskine. Rundt om i lokalet var der efterhånden anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og langs væggene skruebænke.

Når man stod ved disse skruebænke, kunne man følge med i den livlige trafik på Nørrebrogade. En gang imellem kom der også en smart pige forbi. Men ak, det varede ikke længe før Hr. Smith sørgede for at den fornøjelse var forbi. Han lod vinduerne hvidte til.

 

Uha – han læste i Socialisten

Vores lærling mødte en time før alle andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Så kunne han også bruge tiden til at studere bladet ”Socialisten” I den var der fængslende overskrifter og brandrøde artikler.

Husk på at dengang fandtes der ingen fagforeninger, der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend måtte selv forhandle sig til en bestemt timeløn.

Socialisten blev fremstillet på Nørrebro af legendariske Pio. Den var et tårn i øjet hos arbejdsgiverne og borgerskabet. Man forsøgte med alle midler at forhindre at bladet kom ud. Til sidst lykkedes det også at udvise Pio og hans medarbejdere med sponsorstøtte fra arbejdsgivere. Det var efter årelange fængselsstraffe.

 

Der var masser af strejkebrydere

I 1870’erne var der 261 strejker. Og i 1876 var kun 6.000 arbejdere organiserede. Arbejdsgiverne bestemte det hele. De havde også let ved at finde strejkebrydere. Der var masser af nød og elendighed. Så mange var ligeglade med strejker.

Omkring 1880 tjente kvinderne det halve af, hvad mændene tjente.  Og dette udnyttede arbejdsgiverne kynisk.  Mændene forsøgte derefter at energisk at begrænse kvindearbejde. Tobaksarbejdernes Fagforening forsøgte at forhindre uddannelsen af kvindelige arbejdere.

Men udviklingen gik stærk. I 1885 var en tredjedel af arbejderne i København organiseret. I 1885 stiftedes den første kvindelige fagforening. Kvinderne var trætte af mændenes behandling af dem.

 

Arbejderne og præsterne

Arbejderne og præsterne havde det hellere ikke så godt sammen. Arbejderne mente, at kirken var kapitalismens forlængede arm. De røde faner var således forbudt i kirken og på de fleste kirkegårde.

 

Den næststørste maskinfabrik i Danmark

De to indehavere Smith og Mygind, vi hørte om lige før, havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de arbejdede i deres fag. Nu vendte de så som 26 – årige tilbage. Det vil sige det var jo egentlig Jensinius Mygind der var den egentlige grundlægger.

Omkring 1890’ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. Da Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894, blev firmaet Smith & Mygind et aktieselskab.

 

En upopulær dampmaskine

Firmaet lavede bl.a. landbrugsmaskiner. Og under en demonstration røg der et stykke af en finger hos direktør Smith. Dampomnibusser blev der også fremstillet her. De var nu ikke så populære. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.

Ophidsede mennesker kastede alt muligt efter den under en prøvetur, således kasteskyts som kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. I de følgende dage måtte Smith’ s gadelokomotiv segne under offentlighedens afsky og modstand. Men udviklingen fra uhyre til den elektriske sporvogn, var nu begyndt.

Jo det blev et kæmpe foretagende. Når du i dag går i biografen på Nørrebro, så sidder du i en af resterne fra dette store firma. Tænk engang, at de også byggede sneplove til den transsibiriske jernbane.

 

Anker Heegaard skulle have været præst

Det er en fabrikant, iværksætter m.m. vi slet ikke kan komme uden om. Og det er Anker Heegaard. Han skulle ellers have været præst på Samsø. Men det ville han ikke. Familien var meget skuffet. I 1803 åbnede han sin første isenkrambutik i København. Den blev hovedstadens største.

Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I 1827 søgte han kongen at drive et jernstøberi på Nørrebro. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre jern-ting. Han fik tilladelsen af kongen.

I 1837 overtog sønnen, der også hed Anker foretagendet dog uden isenkrambutik. I 1847 var der 52 mand på fabrikken. Da blev de produceret 4.000 gryder, 5.000 pander samt kakkelovne i massevis.

Selv boede Heegaard på Blågårdsgade 36 i en villa.

 

En tung stinkende lugt over Nørrebro

Det var meget, der lykkedes for Anker Heegaard. Men han havde dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Lugten hang nemlig tungt over Nørrebro. Så tungt at Sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmindhold.

I 1860 var Heegaard på102 ansatte. Han tog fusen på andre. Han opkøbte betydelige jordstykker på Nørrebro og med stor fortjeneste solgte han jordene videre.

Heegaard var den store velgører på Nørrebro. Således blev en gade opkaldt efter hans kone – Louisegade. Men på grund af et grusomt rovmord fik den navneforandring til Prins Jørgensgade.

Han solgte grunden til Københavns Kommune. Og etablerede sig på Hillerødgade i 14 år. Han købte en virksomhed i Frederikssund. Og i 1930 indgik det hele i ”De Forenede Jernstøberier”

 

Alt godt kommer fra Sønderjylland

På Blågårdsgade har der ligget mange store virksomheder eller i hvert fald virksomheder, der voksede sig store. Jo det var her Skandinaviens største bladeventyr lå – Aller koncernen. Igen et godt eksempel på, at ”Alt godt kommer fra Sønderjylland”

Jo Jens Andersen kom til København. Han tog navneforandring til Aller, hans fødeby nær Christiansfeld. Han blev en af Københavns største bryggere. Han opkøbte en masse grunde rundt om i København. Og det er efter ham, at Allersgade er opkaldt.

 

Eksplosioner i villaen

Men for at gøre en lang historie kort, så ender vi med en enke i en villa på Ydre Nørrebro. Her sad hendes søn, Carl Aller oppe på sit værelse og eksperimenterede. Efterhånden var vinduerne helt sorte. Han havde opfundet en ny måde at trykke på.

Og nabodatteren Laura blev forelsket i ham. Hun blev også redaktør for de første blade, som er blev fremstillet. Det allerførste var illustreret Familiejournal. Den første abonnent var værtshusholderen i forhuset. To måneder efter bestilte kongehuset to eksemplarer. Der blev installeret dampmaskine i lokalerne i Blågårdsgade. Men snart var det hele alt for lille. Og man måtte flytte.

 

Hellesen startede i Blågårdsgade

Vidste du så, at det også var i Blågårdsgade, at batterifirmaet Hellesen startede. Hellesen løste batteriets gåde. Men det moderne tørreelement blev opfundet. Det lykkedes i 1887. Ham der, Hellesen var ellers smørgrossist. I 1889 allierede han sig med en kemiker ved navn Ludvigsen.

Tænk engang at forfatteren Conan Doyle lader Sherlock Holmes omtale Hellesen. Er det ikke stort? Efter Blågårdsgade fortsatte man i Aldersrogade. Her blev lokalerne nedslidte omkring 1960, og så flyttede man til Køge. På et eller andet tidspunkt var det Duracell, der overtog det hele.

 

Blågårdens Sæbefabrik – et eventyr

Og så til et rigtigt eventyr. Det handler om Blågårdens Sæbefabrik. Af uransagelige vej landede et manuskript skrevet på skrivemaskine på undertegnedes skrivebord underskrevet af direktøren for dette firma.

Peter var taget til USA for at prøve lykken. Han havde oprettet en lille mælkeforretning efter at have forsøgt en masse ting. Det gav nu ikke det store overskud. Han blev også syg og fik gigtfeber.

Han mødte en pige. Født i USA men med danske rødder. De blev gift. Efter tre måneder blev konen meget syg. Peter brugte de opsparede midler til medicin og hospitalsophold.

 

Faderens æbleskiver-butik

Hjemme på Blågårdsgade havde faderen oprettet en æbleskive- butik. En dag kom en mand og præsenterede noget speciel sæbe. Faderen købte 5 pund for en krone og solgte det videre med fortjeneste. Og for 10 kr. købte han opskriften på det. Han blev endvidere inviteret hen et sted, hvor man fremstillede det.

Men i et skur i baggården i Blågårdsgade begyndte faderen nu selv at fremstille det. Og det solgte godt. Nu sendte faderen et brev til Peter og bad ham komme hjem, fordi han mente, at dette produkt kunne sikre dem begge to.

Faderen solgte nu æbleskive-forretningen. Og havde nu flere hundrede kroner til at starte en egentlig fabrik.

 

Ny fabrik i Ryesgade

I Amerika ville Peters kone ikke med. Men hun syntes at Peter trængte til en lang ferie i Danmark. Peter lånte 150 dollars ved en bekendt, og de rejste til Danmark.

Det gik fint med salget. De ansatte et par agenter, der skulle sælge produktet. Det gik nu knap så godt. Så tog Peters hustru så over. Det gik meget bedre. Der blev knoklet dag og nat.

Snart blev fabrikken for lille i Blågårdsgade. Peter byggede en ny i Ryesgade. Nu solgte man også alle slags sæber, skurepulver, husholdningsartikler m.m. Det var så med Peter Johannes Thomsen som direktør.

I 1926 blev det hele solgt til Schous Fabrikker.

 

Nyt eventyr i Sverige

Nu kunne Peter så sætte sig til ro. Men den type var han ikke. Han havde i forvejen investeret i en lille sæbefabrik i Landskrona. Og den fik han i den grad gang i. Han forblev dansk statsborger. Men i 1929 blev han ramt af en blodprop. Men efter et halvt år i sengen gik han i gang igen.

Snart var han ejer af den mest moderne fabrik i Sverige og 103 kædebutikker.

I 1935 blev han af den svenske konge udnævnt til ”Ridder af Vasa – ordenen”. Året efter fik han Danneborgsordenen.

 

Oxelberg kunne ikke lide socialister

Vi skal også nævne Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19. Firmaet opnåede guldmedalje i Paris. Chefen var meget konservativ og indædt modstander af den voksende socialisme. Og han blev selvfølgelig slået til ridder af Dannebrog.

 

Hellig Hansen – lige så berømt som chefen

Men han havde en ansat, der blev lige så berømt som sin chef.  Det var Hans Hansen. Han blev karikeret i Hermann Bang’ s fantastiske roman ”Stuk” fra 1887.

Man sagde om ham på snedkeriet:

 

• At han skyede al raa Tale

 

Derfor fik han også tilnavnet ”Hellig – Hansen”.

Han startede en karriere som byggeentreprenør. Han startede med at bygge for venner og bekendte. Det var også ham, der stod bag Dagmarteatret og National Scala. Han gjorde også sin entre i underholdningsbranchen.

Men ak. I 1884 var store kapitalejere blevet træt af ham. De fik ham til at gå fallit, men de gav ham da lov til at beholde hans Dannebrogorden.

 

Den kooperative bevægelse

Når man diskuterer industri på Nørrebro, kommer man ikke uden om de kooperative bevægelser. Sigtet var først og fremmest at skaffe billige varer og sikre at folk kom i arbejde. Indtil 1950’erne var Kooperationen kendt i arbejderbefolkningen. Man boede i en af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings Huse. Der blev købt ind i Arbejdernes Fællesbagerier. Man købte mælk fra Mejeriet Enigheden og øl fra Bryggeriet Stjernen. Kød fra Arbejdernes Kødforsyning. Ja vi kunne have nævnt mange flere.

Men størstedelen af producent – kooperationen løb ind i økonomiske problemer. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund. En af de største fortaler for kooperationen var F.J. Borgbjerg:

 

• Vi må stadig gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, medens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage.

 

Arbejdernes Fællesbageri

Arbejdernes Fællesbageri startede sin virksomhed i 1886. Man kunne tagne aktier på 10 kr. med 50 øre i ugentlige afdrag. Dengang blev betragtet som urimelig dyr. Faktisk havde bagersvendene slet ikke noget med dette at gøre.

Man begyndte med et lejet byggeri på Lyngbyvej. Bestyrelsen havde dog øje på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Man brugte en stråmand, gartner Langhoff. Adressen blev på den nyanlagte vej, Nannasgade. Her startede man i november 1887.

Fire nye ovne stod parat. Personalet blev hurtig udvidet til 14 bagersvende, 6 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren.

Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllevirksomhed. Og ”Brødtårnet” blev fabrikkens vartegn. Den var på 40 meter og stod færdig i 1948- Den store kornsilo ragede over de 4- etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.

 

Ikke lige populær alle steder

De private brødfabrikker var alt andet end glad for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner med følgende udtalelse:

 

• Gid F……anname, det forbandende socialist bageri på Nørrebro

 

Arbejderne på Nørrebro betragtede det nu som et kompliment.

Fra 1905 var Pitzner direktør for De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro. De konkurrerede på livet løs. Og de var kun et par gader fra hinanden.

 

Lukkede i 1980

Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede kooperativet for at arbejderne fik billigt og godt rugbrød at spise. Lignende initiativer blev sat i værk i flere byer.

I 1959 beskæftigede virksomheden 295 arbejdere. I 1940 blev der opført et nyt bageri. Antallet af ovne blev tredobbelt.

Virksomheden udvidede gradvist. Men i september 1980 var det slut. 125 arbejdere måtte finde nyt arbejde.

 

BZ’ ere

Men virksomheden kom også efter lukningen i medierne. Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat af en gruppe BZ’ere. Igen i 1983 blev virksomheden besat. Og fra silotårnet sendte man piratradio. Det var en spektakulær begivenhed, da den store silobygning i 1985 blev sprængt bort.

 

Schulstad producerede maltsyret brød

En konkurrerende brødfabrik var Schulstad. Sammen med kemikeren Chr. Ludvigsen producerede man maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag. Man forbød alle former rygning og tobak i produktionen. Man havde også allieret sig med kemikeren Chr. Ludvigsen.

I 1890 var virksomheden flyttet fra Indre By til Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Torv. I 1914 havde man 25 vogne og 50 heste til at udbringe brødet.

I 1900 måtte en hestekusk starte kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme kl. 22 om aftenen. I 2003 gik virksomheden over i svenske hænder.

 

Fra 50 cykler om dagen til 50 cykler om dagen

Hamlets cykler på Meinungsgade var landets største cykelfabrik. Det første år nåede man op på at lave 50 cykler på et år. Seks år efter lavede man 900 om året. I 1901 producerede man 50 cykler om dagen. Og de kostede mellem 150 og 275 kr.

Ja og tænk man havde også en Hof – paraplyfabrikant på Nørrebrogade 47. Nu lavede man også parasoller og spadserer-stokke. Tænk så eksporterede man helt til Dansk Vestindien.

 

Kæmpe butikker på Ydre Nørrebro

På Ydre Nørrebro bevarede man det landlige træk til 1880’erne. Her var endnu små gårde og enkelte lyststeder. Også herude blev der bygget små lejligheder til den voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget eller blev beskæftiget ved de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev rigtig store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, General Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker, Rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.

 

En godsbanegård var vigtig

Vigtigt for disse fabrikker var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet. Går man en tur i kvarteret kan du endnu aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter selv om det allermeste for længst er revet ned for at give plads til boliger.

I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevogne ført videre til lorteøen Amager.  Det sidste latrintog kørte så sent som i 1936.

I 1916 begyndte man anlæggelsen af godsbanestationen Den 27. februar 1967 var det slut med den.

 

Kig efter rester – i Rådmandsgade

Men kig nu godt efter, så kan du få øje på de knopskudte baghusindustrier, tydeligst er nok Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har der været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er totalt forandret. Nu er det børnehave.

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historier og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.

Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejfabrik.

 

Den lille Havfrue blev lavet i Rådmandsgade

Det er sikkert heller ikke mange der ved at ”Den Lille Havfrue” er lavet i Rådmandsgade på Lauritz Rasmussens Bronzestøberi.  Efter at have haft virksomheder forskellige steder så startede han i 1896 på Rådmandsgade 16. Fabrikken havde mange forskellige tilknyttet. I travle tider havde man helt op til 40 ansatte.

Mange kendte springvand og andre monumenter er lavet her. Størst opsigt vakte nok Storkespringvandet. For storkene er i virkeligheden hejre. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” kritiserede dette populære springvand synd og sammen. Og ved indvielsen var der regulære bølleoptøjer.

Et par gange snakkede man om at flytte dette springvand. Nu var folkesangeren Cesar med til at gøre stedet populært for ungdommen med sin sang om Storkespringvandet. Hvis nu denne var landet i Højskolesangbogen kunne vi have sunget den.

Og jo, kan I huske da Den Lille havfrue mistede sit hoved. Ikke et øje var tørt. Det var i 1964. det var også Lauritz Rasmussen, der kom til at udføre dette. Og det skete efter billedhugger Eriksens gipsform.

Virksomheden på Rådmandsgade lukkede i 1967.

 

Nyskabelser hos Holger Petersens Tekstilfabrik

Og ikke mange ved i dag, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.

Vi skal nævne Holger Petersens Tekstilfabrik fordi den var nyskabende. På et tidspunkt havde alle disse fabrikker beskæftiget 2.000 mand. En del af disse bygninger kan den dag i dag ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde man en absolut social indstilling til medarbejderne.

Fabrikken udvidede mange gange. I 1883 var det at byggeriet startede på Tagensvej. To år efter startede opførelsen af arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen opført et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne afholdes fester og ugifte arbejdere kunne spise her.

 

Det gav en stabil arbejdsstyrke

Boligerne og de mange faciliteter skulle give en stabil arbejdsstyrke.  Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på. Der blev også oprettet småhaver og marketenderi.

I årene mellem 1893 og 1903 kom der flere bygninger til. Man nåede op på at beskæftige i alt 700 mand. Produktionen på fabrikken blev indstillet i 1966. Og i 1990 blev den ældste del af bygningskomplekset fredet.

 

Mange navne – det endte med Atlas

Atlas startede egentlig i Nakskov. Først hed fabrikken Godthåb, siden Tuxen og Hammerich. Da fabrikken flyttede til Nørrebro, ændrede den navn og kunne man tegne aktier i fortagenet. I 1898 var bundforholdene i Hillerødgade ikke specielt godt egnet til de store bygninger.  Virksomheden startede den 2. januar 1899. Men ak allerede året efter var der en 5 måneder lang strejke.

I 1907 købte man en nabogrund i Baldersgade, og det gjorde man også i Hillerødgade. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværker. Ja selv dampmaskiner producerede man.

 

14 dages ekstra løn var uhørt

I 1924 fik alle månedslønnede 14 dages ekstra løn. Det var uhørt på den tid. I 1925 blev man ramt af lockout. Det lykkedes at skabe en lukket kølemaskine, som man kaldte Glacia. Det blev en kæmpe succes. Men ak, hvis den skulle repareres, skulle den tilbage på fabrikken. Man var på vippen til at droppe produktionen, men så fandt et lyst hoved en løsning.

I sidste halvdel af 1930’erne købte J. Lauritzen aktiemajoriteten.

 

Tyskerne mødte op på fabrikken

Den 22. april 1940 klokken fem om eftermiddagen sad direktør Mansted på sit kontor. Telefonen ringede. Det var den tysk overkommando, der ville komme på besøg. Fire tyske officerer dukkede op en time efter. De forlangte at se fabrikken. Man forlangte nu at få et tilbud på hydrauliske presser. Og tilbuddet skulle ligge på kaptajn Fortman’ s skrivebord dagen efter.

Og ikke nok med det. Tyskerne besatte store dele af fabrikken og forlangte flere varer fra fabrikken. Tyskerne læste nu al den post, de ville og eksporten gik i stå. Modstandsbevægelsen betragtede Atlas som landsforrædere. Og flere mærkelige brande opstod på fabrikken. Politiet kunne ikke finde beviser på, at det var Modstandsbevægelsen.

 

Våben til Modstandsbevægelsen

I april 1944 foretog modstandsbevægelsen en bombeaktion mod Atlas. Med ledelsens vidne blev der også fremstillet våben til modstandsbevægelsen på fabrikken og ja der var også en afdeling af modstandsbevægelsen Ringen på fabrikken.

Atlas blev undersøgt efter krigen for landsforræderi. Tre år senere blev det fastslået, at det var der ingen grundlag for.

 

Advarsel fra A.P. Møller

I 1950 gjorde firmaet sig bemærket ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede.  Man fik halvdelen af det som aktionærerne fik. Halvdelen af dette blev udbetalt og den anden halvdel gik til sociale formål.

Dette resulterede i et brev til Knud Lauritzen fra skibsreder A.P. Møller:

 

• Som eftertænksom dansk Borger beklager jeg at deres Koncern har taget dette Skridt, som for mig står som letsindigt. Man bør være varsomt med Sligt.

 

Nogle af de velfærdsordninger som medarbejderne opnåede på Atlas, blev senere indført som lov i Danmark.

Ja man købte også sommerhuse til medarbejderne.

I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge hele produktionen af husholdningsmaskiner. Man fortsatte med de store maskiner under navnet BAFA (Baldersgade – Fasanvej).

Men i 1973 var det slut. I Ballerup var der fem gange så meget plads som på Nørrebro.

 

Det startede på 3. blegdam

En af de største fabrikker overhovedet på Nørrebro var Titan. Det hele startede med et maskinværksted på 3. blegdam i 1856. Da den blev for lille byggede manden bag det hele, Hauberg en fabrik i Meinungsgade, der fik navnet Koefod & Hauberg.

Men snart byggede han på Tagensvej. Samtidig var Hauberg maskiningeniør på sporvognene. Nu blev navnet på fabrikken Titan. Og de var også indblandet i sejladsen på søerne.

 

Brand og ingen vand i ledningerne

Den 15. marts 1899 udbrød der brand i virksomheden. Året forinden havde virksomheden gjort opmærksom på at der ikke var nok vand i de vandledninger, der gik af Tagensvej. Og der var ikke sket noget. Det var en katastrofal brand.

Men virksomheden blev bygget op igen.

 

Tyskerne mødte op

Under besættelsen placerede tyskerne vagter på virksomheden. Man tvang virksomheden til producere for sig. Hvad tyskerne vidste var, at der på fabrikken var en modstandsbevægelse, der producerede våben.  Flere medarbejdere måtte flygte til Sverige. Der var også flere sabotageaktioner mod virksomheden.

I 1965 skete der en fusion med Thrige. Og så var det efterhånden farvel til Nørrebro. I dag lever firmaet i bedste velgående under navnet T – Electric.

 

En Skæremølle ved Nørrebrohallen

Omtrent, hvor Den Røde Plads ligger i dag foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen allerede før århundredskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro. Praktisk nok, lå den lige i nærheden af jernbanen. Så skulle hestene kun fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggematerialer til den voksende bebyggelse på Ydre Nørrebro dengang.

Allerede i 1809 var her en mølle på Kløvermarken, som det blev kaldt. I 1828 var der 8 mand ansat her. Indehaveren kaldte sig også vognmand og hyrekusk. I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokums- bygning, svinesti og vognskure.

I 1873 blev skæremøllen ramt af atter en brand. Savværket blev nedlagt. En bagermester købte ejendommen. I 1906 blev det hele revet ned. En moderne ejendom opstod. Og fra 1906 til 1913 lå her Stefans Biografteater. Så flyttede denne hen på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanergade. Den lukkede så i 1928.

 

Da man næste kørte kongen ned

Det er ikke så mange der er klar over det, men der blev i den grad samlet biler på Nørrebro. Det begyndte med den såkaldte ”Hammel” – bil” fra 1888. Den kørte pludselig ud fra en baggård. En avis kunne fortælle, at man havde set et køretøj uden hest foran. På en af de første ture var man ved at køre kongen ned. Hvem der blev mest chokeret melder historien ikke noget med.

Vores bil var med i et rally i England i 1950’erne. Det var den ældste i løbet. Og den blev da også sidst med en tophastighed på 25 km/t. BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål.

 

Ford og GM

I Danmark producerede Ford 325.000 biler og General Motors 600.000 biler.

Ford startede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade. Senere fortsatte de i Sydhavnen. Og de trækasser, som disse biler kom i, kunne man købe hos cigarhandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) Man brugte dem til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.

I 1929 flyttede GM til Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. Under krigen fremstillede GM flymotorer.

Efter krigen kom der gang i produktionen. Det var mest Opel og Vauxhall personbiler, man samlede. Man færdiggjorde efterhånden en bil hver 3 ½ minut. GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974. Ford lukkede deres fabrik i Sydhavnen efter at den var flyttet fra Nørrebro – i 1966.

 

Før Mjølnerparken var her en papirfabrik

Og tænk engang, der hvor Mjølnerparken ligger i dag, var der en kæmpe papirfabrik. Den havde i tidens løb mange navne. Egentlig startede De Forenede Papirfabrikker allerede i 1889. Men det store anlæg ved Tagensvej startede i 1933.

Der var masser af fabrikker i hele koncernen bl.a.  Nørrebro Papirfabrik. Efter 46 år sluttede et stykke industrihistorie. Det var den 31. juli 1979.

 

Cloetta i Blæksprutten

Ude ved Lersøen havde man også en egen station, den såkaldte latrinstation. Her kørte man med de såkaldte ”Chokoladevogne”. Det fik så Blæksprutten til et år at gengive en vittighed. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder. Han var så blevet slæbt med her ud på Lersøen:

 

• Was ist den dass?
• Chokoladewagen
• Ach so – von Cloetta
• Nein von Closetta

 

Fusioneret med Kehlet

I 1862 startede Brødrene Cloetta en chokoladefabrik på den gamle Sortedams Mølle. Og det som de fremstillede faldt i den grad i danskernes smag.

I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 i en ny stor bygning. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De havde i forvejen en chokoladefabrik på Nørrebro.

 

På besøg i Hørsholmgade

En omtale af firmaet i Hørsholmsgade i datidens medier lyder således:

 

• Enhver der har set sligt et nymodens Fabriksanlæg, fuldt ud svarende til Tidens Forordninger i henseende til Teknik og Hygiejne, vil vide, hvor lækkert et Indtryk det i Grunden gør.
• Rummene er høje og lyse. Maskinerne straalede blanke. Luften var frisk og ren. Men i en fabrik som Brødrene Cloetta er Luften tillige behagelig krydret af Produktets pikante Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin, sød Aroma – om det skyldes den eller den lille udsigt til alle Sider fra store Vinduer eller de Højløftede Sales hyggelige Præg, nok er det at alle Arbejdere og Funktionærer synes at se sundere og mere tilfredse ud end Folket flest.

 

I 1954 flyttede fabrikken til Glostrup. Og i 1960 blev det overtaget af finske Fazer. Lokalerne blev til Dansens Hus.

 

To andre chokoladefabrikker

Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Og hvor Otte Brandenburg fik sin debut. Her havde et missionsselskab senere til huse.

Vi havde sandelig også en chokoladefabrik, der hed Elisabethsminde, Den lå i Heimdalsgade 14 – 16. Her har også ligget en moske og skofabrik.

Ja egentlig var lokalerne oprettet til ”Drops- og Konfektfabrik”.

 

Stakkels knægte på hesteskofabrikken

På Tagensvej 7 lå Københavns hesteskofabrik. Man lavede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægte med gloende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.

 

Et olieraffinaderi blandt boligblokke

Midt på Nørrebro lå et olieraffinaderi. Det var omkring Nannasgade 6-10. Virksomheden hed L.C. Glad og Co. Man kan undre sig at så brandfarlig virksomhed blev anlagt her. Det gik da også galt.

Den 4. sept. 1980 blev virksomheden ramt af en voldsom brand. På et tidspunkt var det fare for de nærliggende beboelsesejendomme. I dag er grunden stadig forurenet, så meget, at der ikke bliver bygget området. Det er omkring Banana Park.

 

Da politiet brugte tåregas

I Heimdalsgade 45 – 47 huserede ”De Forenede Gummi – Og Luftringefabrikker Schønning & Arvé. Det var her, at vi så de voldsomme kampe mellem BZ’er og politiet. Ja det var den 24. oktober 1981. Her anvendte politiet for første gang tåregas.

Da de unge så blev tvunget ud. stod politiet parat med stavene og huggede løs.

Fabrikken havde allerede fra 1924 fremstillet ballondæk af corslærred. Og så overtog ØK aktiemajoriteten.

I 1981 ophørte produktionen i Hermodsgade. Virksomheden var blevet opkøbt af Codan Gummi A/S

 

• Og sådan kunne vi bare blive ved. Dette var blot en meget beskeden del af industrien på Nørrebro

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.175 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Industri på Nørrebro (Nordvest) finder du 36 artikler
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie) finder du 29 artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kastellet – spredte historier (3)  

Christian den Fjerde havde store tanker. Sankt Anna Skanse skulle etableres. Det krævede store arbejdsstyrker og masser af materiel. Efter kongens død fik stedet et nyt navn. Vartov blev beskudt. Og svenskerne stormede i 1658. Ingeniør Hoffmann mente ikke, at der var penge nok. Man gjorde meget ud af Glædessalut. Henrik Rüse dukkede op. Flere regimenter blev lagt under ham. Regeringen manglede penge. Mere arbejde for Rüse. Han blev mødt af megen fjendskab. Fjenderne undersøgte også arbejdets kvalitet. Masser af kanoner og krudt. Her var en fast artilleristyrke. Isen skulle brydes. Der var lange arbejdsdage og pludselig skulle 600 læs hestegødning fjernes. Kanonerne kunne næppe række længere end til Refshaleøen.  Kanoner og andet skyts var efterhånden i en meget dårlig forfatning. 1.000 Rigsdaler blev bevilliget til årlig vedligeholdelse. Voldmesteren havde en vigtig funktion. Og så var det lige voldskytten. Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen. Der blev mod betaling tilladt for alle at gå her. Kaptajnens vasketøj endte for krigsretten.

 

Christian den Fjerde havde store tanker

Christian den Fjerde gjorde sig store tanker om Københavns befæstning. Søerne skulle være i yderste linje. De skulle understøttes af befæstninger som Ladegården, Ravnsborg og Vartov.

Disse tanker gav anledning til anlæggelse af Sankt Anna Skanse, sådan lød Kastellets første navn. Det hele skulle beskytte det nye havneløb som i 1624 var blevet dannet ved hjælp af nogle sænkede skibe, havde man opført to bolværker med blokhuse tæt ved det sted, hvor Toldboden i 1627 blev anlagt.

Ved den østlige ende af Sortedamssøen var der i årene fra 1625 til 1629 anlagt fæstningen Vartov.

Ved den nuværende Triangel strakte der sig en lang række jordvolde med grave foran ned mod stranden, hen over det terræn hvor nu Holsteinsgade, Willemoesgade, Classensgade m.m. befinder sig i dag. Dengang var det et meget vanskeligt tilgængeligt område.

 

Sankt Anna Skanse

Helt herude ved det før omtalte havneindløb blev Sankt Anna Skanse anlagt. Dens volde og grave dækkede både land – og søsiden.

Det var i december 1626 at arbejdet med Sankt Anna Skanse blev påbegyndt. For at få skaffet midler til dette, blev der i 1627 foreløbig i en periode på tre år bevilliget forhøjelse af tolden på salt – og silkevarer.

Nu var det beløb, der kom ind slet ikke nok. Så den 28. januar 1631 blev der på ny bevilliget forhøjelser igen i en periode på tre år. Men ak dette forslog heller ikke noget. For tredje gang måtte der bevilges forhøjelse. Men denne gang var det så i en periode på hele 9 år.

Nu ville Rigsraadet kun gå med til en periode på 6 år. Men det endte med at toldforhøjelserne næsten blev permanente. Det var ikke småbeløb, der kom ind. Tidsrummet fra 1641 til 1646 beløb sig til 243.884 Rigsdaler. Men det var også omtrent det beløb man havde brug for.

 

Store arbejdsstyrker og masser af materiale

Hele byggeriet krævede store arbejdsstyrker og masser af materialer.  Det var særlig brug for store kampesten. Halvdelen af fæstningen kom til at ligge på den åbne strand.

Hvad arbejdskraften angik var det bønderne, der måtte holde for. Den 15. december 1626 blev bønderne mellem København og Roskilde tilsagt at køre huggede sten derud fra Amager. Denne tilsigelse blev gentaget et par gange. Selv fra Skåne kom der sten.

Med sin sædvanlige energi satte Christian den Fjerde alt ind for at gøre fæstningen færdig. Selv om han atter og atter skyndede på færdiggørelsen trak arbejdet i langdrag idet man stødte på vanskeligheder. Og en af disse var at hele byggeriet blev langt større, end man havde forestillet sig.

Og så kneb det også lidt med koordinationen. Man var nemlig også i gang med nedrivningen af den gamle Østervoldlinje. Men denne var åbenbart forsynet med skyts. Dette fremgår af en melding fra den 16. august 1644, hvor der var afgivet festskud i anledningen af slaget på Kolberger Hede. Åbenbart var det en afdeling fra flåden, der lå her.

 

Efter kongens død – nyt navn

Efter Christian den Fjerdes død i 1648 forsvandt navnet Sankt Anna Skanse efterhånden. Efterhånden blev navnet Sankt Anna Kastel. Men ifølge et skøde fra 1651 var navnet nu ”Frederichs Kastel”. Den nye Østervold var i sommeren 1647 i en højst mangelfuld tilstand. Den havde slået en bue uden om det nye Sankt Anna Kvarter.

Men nu gik man i gang med at forstærke Kastellet yderligere. Derfor krævede man penge ind fra liggende skibe i vinterhalvåret. Det var de såkaldte Vinterhavnepenge. Og dette blev sat i værk den 11. februar 1653.

Det var mandskab fra de nationale, særlig det sjællandske regiment, der kom til at arbejde på befæstningen. Og det var i et antal af 2.400 pr. dag.

 

Vartov blev beskudt

Da Carl den Tiende Gustav i august 1658 lagde en jernring om staden, blev den ydre befæstningslinje straks opgivet. Det var fordi den endnu ikke var færdig og alt for svag. Svenskerne tog den også straks i besiddelse. De tog også straks Vartov i besiddelse.

Men denne blev kraftig beskudt fra prammen ”Den stumpede Hund”, der lå der, hvor Bechs Badeanstalt kom til at ligge. Men også fra Kastellets volde blev Vartov beskudt. I november kom Vartov igen i dansk besiddelse. Men stedet var da helt nedbrudt. Tømmeret blev bragt til Kastellet, hvor det kunne blive genbrugt.

Vagtstyrken på Kastellet udgjorde efterhånden 200 mand. Den 13. august var adelen i hovedstaden blevet opfordret til at stille med en karl eller kvinde med en spade i tre dages tid til befæstningsarbejde.

Da frosten hen på vinteren gjorde sig gældende, blev de kongelige betjente beordret til befæstningsarbejde. Denne ordre måtte dog gentages flere gange.

 

Da svenskerne stormede i 1658

På selve ”Stormnatten” den 11. februar 1659 var der på Kastellets volde anbragt 33 ”stykker” skyts under kommando af oberst Bertram de la Coste, der under sig havde en vognmester og yderligere 50 mand.

Voldene var besat af seks kompagnier af Kongens Livregiment til fods – Livgarden. I det indre af Kastellet var der opstillet et kompagni ryttere, et kompagni borgere to kompagnier hollandske soldater og 100 danske og 100 hollandske bådsmænd. Oberst Frederik Ahlefeldt var kommandant for det hele.

Svenskerne forsøgte en sidste gang at angribe på det svageste led – mellemrummet mellem Østervold og kastellet.  Og svenskerne trak sig tilbage over den tilfrosne Sortedamssø. Kommandant Frederik Ahlefeldt var selv til stede og viste stor tapperhed. Han blev forfremmet til generalmajor og optaget i den arvelige adelstand.

I de nærmeste dage efter at stormen var afslået fortsatte man med feberagtig hast på udbedringen af kastellets volde. I den alleryderste nød ville man trække sig her tilbage og udkæmpe det sidste slag. Man satte nu alt ind for at gøre hele fæstningen så modstandsdygtig som mulig.

 

Glædes – salut fra byens volde

Fra byens gårde og stalde kørtes der jord og møg derud i store mængder. Den 4. marts blev borgmestre og Råd beordret til at holde gaderne rene og lade skarnet køre ud til kastellet. Så fik man ikke blot foretaget en grundig rensning af byens gader, hvad der i de dage ofte trængtes til. Og man gentog opfordringerne til at køre alt ud til kastellet.

Tømmer skulle også bruges. Det kom frem i pramme. Palisader skulle rejses. Bygninger skulle opføres. Og Amagers bønder blev beordret derud for at ”vække” isen på Kastellets grave.

Da freden i 1660 blev sluttet, blev der i den anledning afgivet Glædes – salut fra byens volde.

 

Ingeniør Hoffmann mente ikke at der var nok penge

Nu blev der besluttet, at der skulle anlægges en dæmning med en dækket vej. Det var begyndelsen til den senere Langelinie. Til dette og en række andre arbejder blev der beregnet, at der skulle bruges 700 mand og en sum af 11.252 Rigsdaler.  Men ingeniør Gotfred Hoffmann mente nu at dette beløb slet ikke rakte.

 

Henrik Rüse dukkede op

Endelig i maj 1661 kunne man komme i gang. Der var indkøbt for 260 Rigsdaler hakker, skovle, spader og skub-karrer, hvilket var en slags trillebør. Heller ikke det nye budget syntes at kunne holde. Midt under det hele dukkede der så en ny mand frem. Det var den hollandske ingeniør Henrik Rüse og i hans lod faldt det at blive Kastellets egentlige bygmester. Det er under hans ledelse, at Kastellet har fået det udseende, som det har i dag.

Den 1. juli stillede Rüse sine betingelser for overhovedet at gå i dansk tjeneste. Han forlangte en årlig gage på 3.000 Rigsdaler. Fra dansk side mente man ikke, at det kunne lade sig gøre. Han svarede da også prompte, at så gad han ikke forhandle mere.

 

Flere regimenter under Rüse

Den 26. juli var forhandlingerne tilendebragt. Ifølge kontrakten skulle der udbetales i alt 110.000 rigsdaler for at opføre det nye Kastel, dette skulle være fuldbragt i løbet af tre år regnet fra foråret 1662.

Gravene skulle have en dybde på fire fod og en del af den udgravede jordmasse skulle benyttes til at hæve terrænhøjden inde i selve Kastellet, for selv efter mange års opfyldninger var denne endnu lavere end daglig vande i havnen.

Til hjælp fik Rüse sit eget regiment, det tidligere Lübbes Regiment. Desuden fik han også Kongens Livregiment til fods – Livgarden og fra april 1663 det sjællandske nationale regiment.

 

Regeringen manglede penge

Det var dog kun i de seks sommermåneder, der blev arbejdet med fuld kraft. Rüse klagede også over mangel på arbejdskraft. Nogle af dem skulle også imod aftale forrette garnisonstjeneste. Og så skulle en ikke ringe del også inddrive restancer i de landdistrikter, der skulle underholde regimentet.

Regeringens vilje var måske god nok men de kæmpede med pengemangel. I juli måned 1662 havde regimentet ikke fået løn i tre måneder. Men i løbet af sommeren 1662 opførtes de to bastioner ud imod søen. Også Langelinie blev udført dette år.

I april 1663 blev mandskabet forøget. I dette år lykkedes det at fuldføre Kastellets hovedvold samt den overvejende del af ”Smedelinien”.

 

Mere arbejde for Rüse

Rüse fik mere arbejde. Han skulle opføre en bolig for kommandanten, et provianthus, 31 brakker, et pælehus og tre udfaldsporte. Han skulle også opføre 7 vagthuse og 34 skilderhuse samt hovedgadens brobelægning.

Man ved med sikkerhed, at der under bygningen har været kongeligt besøg herude. I januar 1664 blev Rüse udnævnt til generalmajor i Infanteriet og til Assessor i Krigskollegiet. Få dag efter blev han optaget i adelstanden.

 

Rüse mødte masser af fjendskab

Rüse mødte dog modstand i alle klasser af befolkningen. Selv kronprinsen var fjendtlig over for ham. Tidens store mænd bakkede kronprinsen op. Befolkningen trøstede sig med, at når barakkerne engang var færdige, så ville det lette på indkvarteringsbyrden.

Rüse var også forfulgt af uheld. Ofte var der stridigheder med officererne. Og så forsinkede vejret arbejdet.  Mandskabet stjal materiellet for at supplere den dårlige løn. Heste døde af overanstrengelse og sygdom. Fire gange havde Sundet gennembrudt dæmningerne.

Endelig i sommeren 1664 stod voldene færdige. Men i juni måned brød et heftigt uvejr løs. Regnen skyllede ned i gravene i store mængder. Så måtte man atter i gang med at udbedre voldene. Alligevel lykkedes det for Rüse næsten at overholde kontrakterne til punkt og prikke.

Den 20. april 1644 afsluttedes den 4. kontrakt, der omfattede bl.a. opførelsen af officerskvarter, fængsler, arsenal, bryggeri, bageri og af 12 barakker.

 

Fjenderne undersøgte byggeriets kvalitet

En kommission bestående af Rüses bitre fjender skulle undersøge om Rüse havde overholdt forpligtelserne. Men der var ikke noget at komme efter. Men så kastede man sig over småtingene, derfor trak afleveringen ud.

Den 4. december 1677 fik Rüse efter ansøgning bevilliget sin afsked. Han fik bevilliget årlig 1.500 Rigsdaler i ventepenge. Resten af sin levetid tilbragte han på sine godser her i landet og i Holland. I foråret 1679 afgik han i en alder af 55 år ved døden på sit gods Savært.

Rüse selv har udtalt, at han ikke har spundet guld på sit arbejde for regeringen. Tvært i mod sagde han, har han haft flere udgifter end indtægter.

 

Masser af kanoner på Kastellet

Så snart jorden i de ny opkastede volde havde fæstnet sig så meget at den kunne bære vægten af det svære fæstningsskyts, trådte dette efterhånden i stedet for det lette feltskyts., som man havde anvendt i den første tid.

 

• Kastellet er rundt omkring besat med stykker. I disse dage er der plantet 12 kanoner på Langelinie.

 

Js sådan skrev den svenske gesandt Gustav Lilliecrona den 23. februar 1665 hjem til sin konge.

Den 22. august fik Kastellets nye skyts deres ilddåb. Anledningen var den franske ambassadør Hugo Terlons afrejse.  Der blev saluteret fra Kastellet for første gang.

 

Masser af krudt

På kastellets volde var der hele 90 stykker større eller mindre skyts, der anføres at have været ”dobbelt skarpladte”. Til alt dette var der selvfølgelig en tilsvarende beholdning af ammunition. I fortegnelsen omtales:

 

• 377 pund rund (kugler)
• 122 pund Rundskrå
• 600 Musketkugler
• Ladestokke, Viskere
• 374 centner Krudt
• 54 bundter lunter
• 103 Håndspær
• 2 Baksebomme, 10 Stilholtere
• 3 Bøssefade og 500 Håndgranater m.m.

 

Denne beholdning varierede nu meget.

 

En fast artilleristyrke

Det var ikke kun ved festdage for de kongelige, at der blev affyret. Det gjorde det også når en af Danmarks stormænd blev ført til sit sidste hvilested. Det var tilfældet, da Fr. Ahlefeldt i januar 1672 var død. Hans lig skulle føres til Eckernförde. Fra Kastellet blev der affyret 27 sørgeskud.

Fra 1671 blev der i en lang årrække hver nytårsmorgen affyret en salut på 27 skud. Men fra Kastellet blev der kun affyret seks skud.

Men det mærkværdige er, at der ved disse lejligheder blev skudt med skarpt.

Til skytsets betjening havde Kastellet selvfølgelig den fornødne artilleristyrke, et kompagni som altid var indkvarteret i selve Kastellet for straks at kunne være ved hånden. Ved denne tid bestod styrken af en kaptajn, to løjtnanter, 2 stykjunkere, 30 konstabler, 60 håndlangere, 1 mønsterskriver, 2 trommeslagere og en skalmejeblæser.

 

Isen skulle brydes

Så snart Kastellet havde fået deres første indkvartering i 1664 gjaldt det om at afskære soldaterne fra omverdenen. Derved skulle man forhindre desertering. Det betød at renderne om vinteren skulle afises. Når isen blev så tyk, at den kunne bære en person, skulle en lille isblok udhugges og præsenteres for den ældste af Regimentscheferne. Denne skulle så præsentere isblokken for Kommandanten.

 

Lange arbejdsdage

Allerede i 1686 talte man om reparation og mangler på de forskellige bastioner. Brystværnet på Kongens Bastion skulle gøres 3 fod højere. Prinsens Bastion skulle forsynes med skydeskår. Rampen, der førte op til den, var i en meget dårlig forfatning. Den skulle opføres helt fra grunden.

I anledning af disse arbejder blev man forstærket med to kompagnier. I hele Frederik den Fjerdes regeringstid blev der bevilliget 2.000 Rigsdaler til vedligeholdelsesarbejder på Kastellet.

Man startede klokken fire eller fem om morgenen afhængig af årstiden. Der blev arbejdet fem timer om formiddagen og fem timer om eftermiddagen. Hviletider blev fastsat af kommandanten i samarbejde med ingeniørerne.

Mandskabet måtte ikke uden ingeniørernes tilladelse forlade arbejdet for eksempel ved indtrædelse af stærkt regnvejr. En trommeslager markerede arbejdets begyndelse og ophør samt hvilepauser.

 

6.000 læs hestegødning skulle fjernes

I sommeren 1716 var der hobet så meget hestegødning og andet urenlighed op i Kastellet. At det tilsammen drejede sig om ikke mindre end 600 læs. Dette skulle nu føres ud af kastellet. Kommandanten havde i den anledning henvendt sig til Stadens Politimester med opfordring til om han kunne afgive de fornødne renovationsvogne til skarnets bortkørsel.

Men politimesteren nægtede i første omgang at have noget med sagen at gøre, Nu blev sagen så forelagt Generalkommissionen, der udtalte sin forbavselse over, at kommandanten ikke fra tid til anden havde ladet det anbringe på fæstningens volde. Der havde det været god brug for det.

Vognene var optaget ved kornlosning. Og man tildelte kommandanten en alvorlig næse. Men denne ville ikke modtage den. I stedet beklagede kommandanten sig nu over Kastellets dårlige forsvarstilstand.

Hvordan kommandanten kom af med de 600 læs, vides ikke.

 

Kunne ikke række længere end til Refshaleøen

I 1698 undrede Rentekammeret sig over, hvordan Ove Meyer kunne klare alle de ting han skulle på Kastellet. Således stod han både for proviant, ammunition og materiel.

I juli 1700 nærmede en stor flåde sig København. Den bestod af en kombineret svensk-hollandsk og engelsk flåde. Men Kastellets skyts kunne ikke bruges, da den danske flåde lagde sig tæt under voldene. Så kastellets kanoner kunne komme til at skyde sine egne.

Andre mente, at kanonerne fra Kastellet ikke kunne have gjort nogen virkning og ville næppe have rakt længere end til Refshaleøen.

 

Kanoner og skyts i en meget dårlig forfatning

Men hvor godt var dette skyts i grunden? Kommandanten skriver den 9. juli 1712 til kongen, at tilstanden på batteriet ikke er godt. Mange af kanonerne kunne slet ikke bruges.  Der skal foretages reparation og anskaffes nye kanoner.

I januar 1716 forlød der rygter om at den svenske konge ville gøre landgang på Sjælland. Kommandanten havde stor betænkelighed med Kastellets forsvarstilstand. Faren fra svenskerne drev over og det hele trådte ind i den tidligere slendrian.

Der kom nu et overslag til nye lavetter. De ville koste 900 Rigsdaler. Men dette blev ikke bifaldet, fordi Hans Majestæts kasse ikke kunne afholde så stor en udgift.

 

1.000 Rigsdaler årligt til vedligehold

I oktober 1717, da Kastellet skiftede kommandant, lød der også klager. På de tre hovedbastioner, Kongens, Dronningens og Grevens Bastion var artilleriets tilstand meget dårligt. Træværket og plankerne var ganske rådne. Kanonerne kunne slet ikke bevæges på dette underlag.

Lavetterne var dels så gamle, at træet var råddent. Kanonerne var i sin tid malet blå og røde, men dette var ødelagt af vejr og vind. Maling var absolut nødvendig.

Videre hed det i indstillingen, at Lavetmageren og hans svende samt smeden hele vinteren igennem havde nydt deres gage uden at gøre noget som helst gavn for den. Der blev foreslået, at der fremover bevilliges en fast sum til vedligeholdelse af Kastellets artilleri.

Denne indstilling bevirkede, at kongen den 7. november bevilligede 1.000 Rigsdaler årlig. Allerede dagen efter forlagde der en befaling til kommandanten om, at han skulle beordre oberst Harbou til hurtigst muligt at lade batterierne sætte i stand.

Hos købmand Soelberg skulle kommandanten udsøge tømmer, som proviantforvalter Westergaard derefter, skulle lade transportere på materielvogne til Kastellet.

Der blev stadig affyret masser af hyldest – affyringer fra Kastellet. Men den 22. august 1764 mente kongen at den sædvanlige nytårsaffyring skulle ophøre – ”da den ikke var til nogen nytte for krigstjenesten”.

 

Voldmesteren havde en vigtig funktion

Voldmesteren som også blev kaldt for plantage-mesteren, spillede en ret betydelig rolle, når det gjaldt arbejde på fæstningsværkerne. I 1672 boede han i Stok-barak nr. 68. Han syntes at have ført en slags politieftersyn.

Således skulle han også føre tilsyn med om Overofficerer, underofficerer ”Gemene” eller garnisonsbetjente holdt svin, hunde, høns eller andre ”lignende” dyr. Når sådanne dyr viser sig på voldene blev de skudt.

 

En Voldsskytte

Åbenbart er det ikke alle, der har overholdt dette. For i 1729 indførte kommandanten ”den gamle skik” med en voldsskytte. Åbenbart var han ikke længe ansat for i 1729 forlød det, at skildvagterne kunne øve deres skydefærdigheder på de dyr, der ikke respekterede de trykte love og bestemmelser.

I 1739 hed det så at Voldskytten for at skyde hunde på volden oppebar et årligt honorar af seks rigsdaler, et beløb der tillige var beregnet til indkøb af krudt og bly. I en instruktion af 176a også kunne omfatte andet end husdyr. Kommandanten havde således jagtretten på hele fæstningsterritoriet.

 

Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen

Passagen på volden var i de ældre tider stærkt begrænset. Endnu i 1710 var det kun tale om ridning og kørsel for ”Vi og Vort kobelige Hus”. Her kan det lige tilføjes at dette også kunne tillades høje officerer indtil oberster at færdes her men dog kun til fods.

I 1727 syntes det dog som om, at enhver der hørte til Garnisonen havde tilladelse til at færdes deroppe, men selvfølgelig måtte den færdsel kun forgå på den ordinære vold-vej og aldrig oppe på brystværnets krone. Her var endnu ikke anlagt nogen sti som i vore dage.

Alle andre, der ville færdes her, skulle have tilladelse og følges med en overofficer eller en ordonnans fra Kommandantskabet. Der var strengt forbudt at plukke violer.

 

Mod betaling – fri passage

Først i slutningen af det 18. århundrede begyndte man mod betaling at udstede tilladelse til at gå på volden. En del af dette beløb anvendte man så til et militært musikkorps, der på visse dage musicerede på volden.

Når kommandanten gik eller kørte i Udenværkerne skulle de på Hovedvolden stående skildvagter honorere ham med ”skarpt skuldret Gevær”, mens hverken vagter eller skildvagter i Udenværkerne skulle afgive honnør for ham.

 

I Krigsretten – Kaptajnens vasketøj stjålet

De gode officersfruer kunne ikke modstå fristelsen for at bruge Volden og dennes skråninger som tørre – og Blegeplads for hjemmets vask. Dette fremgår af en krigsretssag fra august 1694. Her gik det så vidt, en tjenestepige til fru kaptajn Numsen ikke alene bredte herskabets mest intime klædningsstykker, men endda pålagde den daværende vagtkommandør og skildvagten til at passe på det.

Men da pigen kom tilbage efter den fine vask, manglede der 2 mandsskjorter, 1 ”Küstenbüse”, 2 andre skjorter og et lommetørklæde.

Fru Numsen formodede at få hendes mand til at klage overvagtkommandøren som over for skildvagten forlangte erstatning for det stjålne tøj.

I det efterfølgende forhør indrømmede man også at pigen havde bedt dem om at passe på tøjet. Men hvilken afgørelse man kom frem til kunne være interessant at få at vide.

 

• Vi vender snart tilbage med yderligere historier fra Kastellet

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Victor Krohn: Kastellets Volde og Udenværker
• Historiske Meddelelser om København
• Nielsen: Københavns Historie og beskrivelse
• Bruun København
• Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.761 artikler

 

• Under Østerbro (97 artikler):
• Kastellet (1)
• Kastellet – endnu mere (2)
• Legemsdele i Kastels-graven
• Det mærkelige fund i Garnisonskirken
• Langelinie – dengang
• Classens Have 1807
• De gamle Statsfængsler i Citadellet
• Henrettelse på Østerfælled
• Fra Langelinie til Strandboulevarden
• En dansk drengs kamp i Classens Have
• Garnisons Kirkegård
• Østerbro og Nørrebro i krig

Hvis du vil vide mere: – Om Svenskekrigene:

• Carlstad – en svensk by i Brønshøj
• Svenske tropper på Nørrebro
• Er det historieforfalskning på Fælledvej
• Svenske tropper i Tønder
• På flugt fra Wallenstein

Opvokset på Nørrebro

Der var mange enlige mødre på Nørrebro. Og så var det lige den billige brændevin. Her var masser af børn. Der skulle altid spares. Herligt, når brandsprøjten kom. Liv og leg i gården. Panserbassen fik sig en lille en. Gangbroen over Nørrebrogade – en herlig legeplads. En mand med et flag. Salg af koks og brændsel. Mælkekusken betragtede sig selv som en vigtig person. Ladegårdsåen – en skøn legeplads. Den årlige skovtur. Og så var der film med levende klaver. De gamle hestesporvogne. Arbejderne betragtede Sporvejsansatte som velbjergede. En sejltur fra Søpavillonen til Østerbrogade. Da der kom lys. Der skete store forandringer.

 

Mange enlige mødre på Nørrebro

Der var mange enlige mødre på Nørrebro omkring år 1900. prinsen på den hvide hest var pludselig borte. En del børn blev bortadopteret lige efter fødslen. Andre børn blev sat i pleje. Fædrene forsøgte at flygte fra ansvar og forpligtelse. Men mange af disse blev dømt til at betale et såkaldt ”alimentationsbidrag”. Det beløb sig til 10 kr. om måneden.

På Nørrebro var det almindeligt med hjemmearbejde som syning og cigarrulning.

 

Den billige brændevin

Drikfældigheden var stor og fattigdommen udpræget. Varehuse og kælderbeværtninger var der oceaner af.

Når vinduerne stod åbne i de lune sommeraftner i lejekasernerne, kunne man høre de mange huslige opgør. Det var særlig omkring lønningsdag, når fatter atter engang havde drukket sin løn op.

Den billige brændevin hørte med til de fleste mænds daglige fornødenhed. Synet af en tyk panserbasse i langskødet uniformfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende en stakkels beruser.

 

Masser af børn

Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar havde op til en halv snes børn i alle aldre, der måtte klumpe sig sammen i en meget lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Og i skumringen kunne familien kigge ned i gården og se rotterne muntre sig nede i den lille gård.

Mor tjente også ofte penge ved at være vaskekone. En vaskedag varede omtrent 10 – 12 timer og kunne indbringe en dagløn på 2 kr. Hygiejnen var ikke særlig høj. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolen blev børnene jævnlig tjekket af lusemor.

 

Der skulle altid spares

Der skulle altid spares. Man vaskede tøj i brun sæbe. Man gjorde også rent med det. Og det blev brugt til hårvask. Strømper blev stoppet. Damestrømper blev masket.

Man drak vand til aftensmadens varme retter. Man sparede på middagsmaden og nøjedes med rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billigmad dengang var spegesild og klipfisk. Der blev købt læder hos læderhandleren, så far eller mor kunne forsåle sko.

 

Når brandsprøjten kom

I gaderne var de hestekøretøjerne, der dominerede. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke vundet indpas.

Særlig opmærksomhed vakte brandvæsnet under udrykning med masser af alarm og klokkeklemten. Enkelte af disse køretøjer havde hele fire heste foran. Der sad brandmænd på begge sider af vognen med ryggen mod hinanden. Ved siden af brandmanden, der styrede hestene, sad en brandmand som ringede energisk med en klokke, der havde form som en minikirkeklokke.

Bag i køretøjet var anbragt et stativ med tromle og håndsving for brandslangen. Her var masser af materiel som brækjern, økser og save, som der var brug for på brandstedet. Om aftenen var der et herligt skue af springende gnister fra hestenes hove på gadens brosten. Derefter fulgte flere andre køretøjer med mandskab og materiel.

 

Livet i gården

Og så var det natmændene, der kom og tømte latriner. Det var dengang uden træk og slip i lejlighederne. Det var en kold tur ned i retiraderne om vinteren, når man var trængende. Derfor var det mange, der indførte natpotten. Men den skulle så lige tømmes om morgenen.

I gårdene kom skærslipperen, der med sin hæse røst afleverede en længere remse. Men først og fremmest var det lirekassemanden, der skabte liv i de små gårde. Han kom næsten dagligt. Så kappedes børne om at hjælpe med at samle mønter op indviklet i avispapir for at aflevere disse til manden, der drejede svinget med den ene hånd og med den anden ustandselig løftede sin blankskyggede kasket som tak til de ædle givere.

En harmonikaspiller og en gårdsanger indfandt sig også nogle gange.

Her dukkede klunsere også op. De undersøgte skraldebøtterne med en lang jernkrog, som blev kaldt 7 – tal. Disse klunsere tog de mest utrolige ting op af skraldebøtterne, dåser og ting af metal, ja selv knogler fra oksestegen. Ting af metal og kludder var nok det, de gik mest efter.

Fra køkkentrapperne blev der jævnligt banket på. Det var Klude – Mads som kom og forespurgte om flasker og brugt tøj. Det blev så vejet på en tvivlsom håndvægt. Efter vægt og art blev der så afregnet.

 

Masser af leg i gården

Børne havde mange lege. Det mest populære var at spille kugler. Det var både ler- og glaskugler. Disse kunne købes hos isenkræmmeren for få penge. Så var der også røver og soldater og forskellige boldspil.

 

Panserbassen fik sig en lille en

Panserbassen gik rundt med den ene hånd på ryggen og den højre hånd tog han op til hjelmen og hilste på alle de handlende. Dengang havde han en meget imponerende hjelm på hovedet og et bredt bælte om den tykke mave. En gang imellem forsvandt han ind i butikkernes baglokaler for at nyde en øl. Det var jo rart at stå sig godt med ordensmagten.

 

Gangbroen -en herlig legeplads

Det var dengang, da Stefansgade kun var anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane-linjen.  Stationen var anlagt ved Nørrebrovænget og så var der et trinbræt ved Vedbækgade.

Over Nørrebrogade var der anlagt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Her foregik ofte meget langvarige rangeringer. Bommene var så nede længere tid ad gangen. På broen stod børnene så og inhyldede dampen fra de rangerede lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af køretøjer utålmodigt ventende på, at bommene skulle hæve sig.

Børnene lod sig falde tilbage på gangbroen med det resultat at de blev griset til med røg og kulstøv.  På ansigt, hår og tøj. Så var man ikke så populær, når man kom hjem. Man kunne også sætte sig overskrævs på gelænderet og lade sig glide ned. Men det kunne godt være farligt. Og det var sjovt når 3-4 knægte med stor latter kurrede ned af dette gelænder. Kloge hoveder inden for statsbanerne fandt dog på at sætte stopklodser ovenpå gelænderet. Så var den fornøjelse ødelagt.

Ofte tog cyklisterne deres cykel over nakken, gik op på trappen og ned igen.

 

En mand med et flag

Det skete at bommene ikke virkede. Men det klarede en jernbanemand. Han gik så foran toget med et flag i hånden, viftende til advarsel. Så havde gadens trafik værsågod at vente.

Foruden banegården lå der også en mindre i Farimagsgade, hvorfra der kun kørte tog nordpå. Og togene til Klampenborg havde to etager.

Der fandtes mange baneoverskæringer dengang. Der var både på Büllowsvej, Rolighedsvej, Falkoner Alle og her på Nørrebrogade.

 

Salg af koks og brændsel

Ved overskæringen lå også Nørrebros remise for sporvogne. Ved siden af var der et kommunalt salg af brændsel. Her blev solgt knust koks, nøddekoks, kul og smuld samt optændingsbrænde.

Man købte brændslet i litermål og afhentede det selv i spande eller sække.

Lidt længere henne lå den pæne Lygten station. På sporarealet lå lokomotivremisen. Her gik mænd og ordnede maskinerne med smørekande og skruenøgle.  I en lidt usynlig afstand herfra kunne man se voksne eller børn gå mellem skinnerne og opsamle kulspild fra lokomotiver, der under kørslen havde rystet noget af sig. Det var dem, der ikke havde råds til at købe det.

 

Mælkekusken betragtede sig selv som meget vigtig

Ud for Slangerupbanens remise lå Mejeriet Enigheden. Herfra kørte mejeriets hestekørertøjer ud tidligt om morgenen til det distrikt kusken havde til omdeling af mælkevarer. Her mødte mælkedrengene op. De skulle dele mælken ud ved dørene. De skulle også opkræve den ugentlige regning. Mælkedrengen afleverede så penge til kusken og eventuelle ekstrabestillinger fra kunden.

De havde den karakteristiske blåstribede løsthængende lærredsbluse samt en kasket med blank skygge og Enighedens emblem.

Mælkekusken virkede som en meget vigtig person, når han stod ved sin vogn med sin regnskabsbog og en cerut i munden. Forinden havde

 

Ladegårdsåen – en skøn legeplads

Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen, lå i enlig majestæt, det gamle hvidtølsbryggeri ”Hafnia”. Til højre var der et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Det var en dejlig tumleplads for områdets børn.

Børnene soppede i åen. De var ligeglade med at det var sundhedsfarligt. Der småfisk, frøer, haletudser, og salamander. Så var det lige de små igler i vandet, der sugede sig fast på benene. Nogle af disse dyr blev så fanget med en hjemmelavet ketsjer eller en dåse sømmet på en trægren. Så blev dyrene taget med hjem og puttet i et akvarium eller syltetøjsglas. Men det overlevede de sjældent mere end et døgn.

 

Den årlige skovtur

Børnehjælpsdagene var noget man så frem til, dengang. Den årlige skovtur gik til Dyrehaven, hvor man spiste det medbragte smørrebrød, liggende i græsset. Drikkevarerne bestod af medbragt kaffe på sodavandsflasker. Kaffen var naturligvis kolde, da den skulle nydes. Til gengæld var det medbragte hvidtøl varmt. Efter bespisningen blev det til karruseltur på Bakken Og så fik man også en ballon. En årlig tur i Zoologisk Have blev det også til.

Det kunne måske også blive en tur til Frederiksberg Have, og var der penge til det kunne man få en tur på kanalerne.  Te og kager kunne man få i Schweitzerhuset, men det var kun for de ”fine”.

Lige over for Øresundshospitalet på Østerbro var der små åbne haver. En af disse var meget eftertragtet fordi, der var en gynge i haven.

 

Film med levende klaver

En tur i biografen dengang bestod af film af ret dårlig kvalitet med flimmer ledsaget af klavermusik. Det kostede ti øre og så kunne man blive siddende lige så længe, man ville. Pladserne var ikke nummererede. Meget populært dengang omkring 1910 var Standard-teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, på højre side, når man kom fra jagtvej.

 

De gamle hestesporvogne

På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinjer. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret med hestetrukne omnibusser. Så var det enspændersporvognen, der klarede trafikken gennem Nørregade. På jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og Frederiksbergs Runddel. På disse runddele skulle sporvognene vende ved hjælp af drejeskiver. Det syntes børnene også var sjovt at hjælpe funktionærerne med.

Over for Dronning Louises Bro holdt de gamle hestebusser. Det var også dem med to vældige heste for og kusken siddende højt oppe. Den kørte gennem Købmagergade til Højbro Plads.

Der var kun en snoet læderrem til at holde i, så man ikke trillede af. Nu var farten dog ikke så stor.

I 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.

 

De ”velbjergede” sporvejsansatte

Disse sporvejsansatte havde en lang arbejdsdag. Efter en st6rejke i 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt. Men arbejdstiden var også på 55 – 58 timer ugentlig. Disse funktionærer blev af arbejderne betragtet som velbjergede og var udsat for megen misundelse.

Sporvognstaksterne var 10 øre og i en periode kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette betød at denne altid var overfyldt, mens kun få passagerer sad inde i vognen.

Når en sporvogn ankom til et stoppested, stod der ofte en såkaldt trafikkontrollør fra sporvejne. Han havde i modsætning til det kørende personales blå uniform en grå uniform på. Han noterede i sin bog sporvognens nummer og ankomsttidspunkt. Tiden skulle overholdes. Man måtte hverken komme for tidlig eller for sent.

 

En tur fra Søpavillonen til Østerbrogade

Nede på den store hjørneejendom Nørrebrogade og Dosseringen lå den kendte købmand H.C. Hansen. I denne butik var der et utal af skuffer. Men købmanden pointerede, at han ikke ville have spegesild og klipfisk hængende, fordi han ikke var urtekræmmer.  Her var masser af poser og vægte. Karlens arbejde var at holde vægtene blanke.

I gården var der en masse skraldebøtter, de fleste uden låg. Her var også en række gammeldags ”dasser”, der betjente 6 opgange med 5 etager.

Her på søerne sejlede der flotte både. Man kunne sejle fra Søpavillonen til Østerbrogade med anløbsbro på begge sider af Dronning Louises- og Fredens Bro. Børnene syntes at man kom langt ud i den store verden, når man kom på sådan en tur.

Disse søer var også herlige om vinteren. Ud for Baggesensgade skrånede det tilpas ned, så på en slæde fik man god fart på og kom lang ud på isen. Ofte kunne man gå ud til Vendersgade på den anden side.

 

Idyllen er borte

Ude på Østerbro boede der mange fine folk. De havde brug for et køretøj, derfor havde de heste. Når man drejede ned ad Østerbrogade ad Østre Søgade var der ved siden af gangstien en ridesti. Og så skrånede det ned mod vandet.

Der er sket store forandringer med og ved søerne især ved Skt. Jørgens Sø. Idyllen langs Svineryggen er væk. Her kunne man fra stien se alle tog.

 

Da der kom lys

Et enkelt sted på Bülowsvej kunne man blot ved at trykke på en knap få et vældigt lys gennem alle etager. Det var dengang, da lygtemænd gik rundt. Store lamper blev tændt på Dronning Louises bro.

Det var også heldigt at have en lygtepæl lige uden for sine vinduer. Det gav et skønt skær i stuen.

 

Store forandringer

Stengade var dengang en smøge, gammel skure og faldefærdige rønner med nogle beværtninger og et stykke længere fremme en bom, som der ikke kunne køres igennem.

Og dengang var Tagensvej en smal vej med fortov på kun den ene side. Inde på det grønne område lå der et spor til hestesporvognen, der kørte til Heimdalsgade, hvor der lå nogle fabrikker.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.703 artikler heraf 294 artikler fra Nørrebro bl.a.:
• Dengang på Ydre Nørrebro og Lygten Kro
• En Nørrebro – drengs oplevelser
• Minderne fra Nørrebro
• Rotter – en del af oplevelserne
• Mælkedreng på Nørrebro
• Livet på Nørrebro omkring 1900
• Klunserne
• Fælledbisser og prinser
• Betjent på Nørrebro
• De skæve eksistenser på Nørrebro
• Da Politiet gik patruljer på Nørrebro
• Klunsere og kræmmere op Nørrebro
• Jul og andet på Nørrebro
• Der kommer altid en sporvogn
• Dengang på Nørrebro
• En Mælkedreng og Enigheden
• Andesteg fra Peblingesøen
• At bo på Nørrebro
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp
• Og mange flere.