Stjernen eksisterede fra 1902 – 1964. Arbejderne havde de bedste forhold. Og produkterne fejlede heller ikke noget. Men det kneb med afsætningen. Fa midt i 1950erne til lukningen kørte bryggeriet med underskud. Vi skal også høre en lille smule om Københavns øl – historie og om Hafnia i Stefansgade. Under bryggeriet lå en kilde, og den ligger der stadig. Nu i kælderen under Stefanshus. Og der er også fra Stjernen vi kender de sjover reklamer. Jeg vil hellere ha en star.

 

Ølfremstilling fra Stenalderen

Ølfremstillingen i Danmark er meget gammel dato. I stenalderen kunne man fremstille øl og andre korndrikke. Øl som handelsvare møder vi første gang i Københavns Stadsret den 13. marts 1254. Her gives der regler for ølsalg, og dermed afgifter.

 

Forbud mod import af tysk øl

Christian den Anden forbød import af tysk øl og fastsatte regler for den danske øls pris, dets kvalitet m.m. Men ak, det blev slet ikke overholdt. Fra gammel tid har Tyskland ligget i spidsen m.h.t. godt øl.

Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Brunswiger Mumme, Rostocker – øl m.m.

 

Nyt Bryggeri – laug

Ølbrygningen i København blev i det 15. og 16. århundrede lagt i hænderne  på et laug, men i 1613 ophævede Christian den Fjerde alt laugsvæsen i Danmark.

Der blev senere oprettet et nyt Bryggeri – laug. Indførsel af tysk øl, bortset fra Prysing blev forbudt.

 

Kvalitetskontrol

Der blev ansat vragere, der skulle sætte cirkler som tegn på at øllet var godt og prøvet. De mindre god fik kun en cirkel eller slet ingen.

 

Kongens Bryghus

Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. I 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden, og de lå som perler på en snor på Nørregade.

 

Hjemmebrænderi

På Frederiksberg var der efterhånden opstået et helt nyt samlingssted af forlystelser. Hele 30 forlystelsessteder var dukket op. Men her foregik en udpræget form for hjemmebrygning. Men ting varer ikke evigt. Bryggerlauget fik gennemtrumfet at forlystelsesstederne fra 1740erne skulle købe deres øl i hovedstaden.

 

Fri næring fra 1805

Ved forordning af 30. august 1805 blev ølbrygning i København fri næring. Laugshuset brændt i 1807 under englændernes bombardement, og blev aldrig genopført.

 

Den fri konkurrence bevirkede dog ikke, at ølle blev bedre. Det øl, der blev brygget i København i begyndelsen af det 19. århundrede var overgæret øl.

Brygningen skete under meget primitive forhold, uden den mindste hensyntagen til renlighed eller råstoffernes kvalitet. De samme fremgangsmåder blev ført videre gennem forskellige slægtsled.

 

 

Brug af termometer

Bryggerierne var åbenbart ligeglade med kundernes klager over at det var surt, dovent og tynd. Der var stor uvilje mod at prøve noget nyt. Undtagelsen var dog lejebrygger Chresten Jacobsen med tilnavnet Nørkjær i Brolæggerstræde 5. Han var den første brygger, der brugte termometer. Han brugte meget rationele principper blandt andet lagde han meget vægt på renlighed. Jacobsen der var jyde, var startet i 1817.

 

Carlsberg

Det eneste barn blev Carlsbergs grundlægger, bryggeren og kaptajn i Borgervæbningen Jacob Christian Jacobsen. I hans mors vaskekeddel bryggede han sit første Bayerske øl.

I november 1847 blev det første Carlsberg bygget.

Dengang var der 46 bryggerier i København.

 

11 bryggerier i sammenslutning

Den Bayerske øl, blev populær i København. I begyndelsen af 1880erne var der 15 bryggerier, der bryggede denne ølsort. Usunde konkurrenceforhold førte i 1891 til sammenslutningen De Forenede Bryggerier. Carlsberg og Tuborg holdt sig udenfor. Men 11 bryggerier tilsluttede sig foreningen. Det drejede sig om:

 

       Tvedes Bryggeri, Vesterbrogade

       Kastrup Bryggeri

       Bryggeriet Rabenshave ved Christianhavns Vold

       Aldersro Bryggeri Jagtvej/Lyngbyvej

       Krone Øl, Vodroffsvej

       Bryggeriet Svanholm

       Bryggeriet i Rahbeks Allé

       Bryggeriet Alliance, Valby

       Bryggeriet Ravnsborg, Ryesgade

       Nyt Bryghus, Bülowsvej

       Bryggeriet Frederiksberg, Finsensvej

       Kongens Bryghus

 

Omkring Vodroffgaard opstod efterhånden en hel industrivirksomhed. Den københavnske møller og møller Troels Marstrand satte en hel masse i gang. Efter et par mindre ildebrande, blev det hele ødelagt ved en større brand i 1865. Det blev nu på en del af grunden anlagt et hvidtøls – bryggeri. Og det gik faktisk godt. I 1884 erhvervede man Aldersro Bryggeri. Begge bryggerier blev nu til Marstrands Bryggerier. I 1891 overgik de til De Forenede Bryggerier.

 

Tuborg Pilsneren

Tuborg meldte sig senere ind i sammenslutningen. De udviklede Tuborg Pilsneren. Fremstillingen startede i 1879. Den var lysere og lettere end den egentlige bayerske øl. Den var mere humle – smagende. Den krævede blødt vand, og det er netop det, som vandet i Pilsen er. Vandet i København og omegn er hårdt. Derfor måtte det afhærdes. Tuborg var det første bryggeri, der selv foretog aftapning af deres øl. Aftapningen havde hidtil været foretaget af øltappere rundt i byen.

 

Kartelaftale

Carlsberg og Tuborg havde i 1895 indgået en kartelaftale. Der var i arbejderbevægelsen en stor utilfredshed med den ublu profit. Samtidig steg ølforbruget. I 1892 var der indført en ølskat. Fagbevægelsen kritiserede denne meget skarp. Den gik ud over dem, der drak mest, nemlig arbejderne.

 

Kooperative virksomheder

Fagbevægelsen havde haft held til at etablere forskellige kooperative virksomheder. Nu kom også turen til at etablere et bryggeri.

 

Det var faktisk engelske vævere i den såkaldte Rochdale – forening (1844) der var forbillede for kooperationen. Arbejderne havde svært ved at skaffe penge til de daglige fornødenheder. Arbejderne havde ikke mange muligheder for at påvirke arbejdsgiverne.

 

I Danmark var den første kooperative virksomhed Thisted Brugsforening (1866). Den skulle forsyne arbejderen med billige vare af god kvalitet. Under Første Verdenskrig fik man i de arbejdskooperative virksomheder oprettet en stor import af kul og koks til arbejderne. Og allerede i 1912 oprettedes Arbejdernes Andels Boligforening.

I 1922 oprettedes fællesorganisationen Det Kooperative Fællesforbund (DkF), som kom til at fungere som centralorganisation for arbejderkooperationen.

 

Arbejdernes Fællesbageri – en succes

Det var især Arbejdernes Fællesbageri, der blev en økonomisk succes. Bageriets bestyrelse overvejede flere gange at påbegynde ølproduktion på kooperativ basis. Men man havde åbenbart for travlt. Således startede man i 1899 oprettelsen af Arbejdernes Kødforsyning.

Grunden til, at man ikke i gang tidligere, kunne også skyldes, at Tuborg forsøgte at spænde ben for alle tilløb. Det gjaldt både køb af grund samt produktionsudstyr. Man frygtede åbenbart en konkurrence.

 

Stjernen bliver stiftet

Men i 1902 fik Arbejdernes Fællesbageri et tilbud fra Københavns Bryggerier om forpagtning og forkøbsret til selskabets bryggeri og maltgøreri.

 

Den 10. marts 1902 stiftedes Stjernen med en aktiekapital på 150.000 kr. I 1944 blev dette beløb forhøjet med en halv million.

I 1902 var der ansat 80 arbejdere og funktionærer, hvoraf halvdelen var kvinder. Stjernen var et prestigeprojekt. Det var arbejdernes første indutrivirksomhed.

 

De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle en arbejder have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.

 

Hvidtøls – bryggeri

Man havde lejet et hvidtølsbryggeri på Dronning Olgasvej. Allerede den 9. april fremstillede man den førte Bayerskøl.

Bryggeriet var som tidligere nævnt ejet af Københavns Bryggerier og Malterier, senere kendt som Bryggeriet Hafnia.

Ja egentlig hed bryggeriet Heidrun. Det blev etableret af brænderiejer Vilian, og blev indregistreret under navnet Frederiksberg.

 

Bryggeriets første bestyrer var den navnkundige Sigvald Olsen. Egentlig var han modstander af den kooperative tanke.

 

Lad os tage fat

Man var optimistiske, da man begyndte. Stjernen skrev blandt andet ud til samtlige fagforeninger i København:

 

       Lad os tage fat med kraft, og lad os vise alle de andre bryggerier, at hos os er forbrugerne langt de bedste agitatorer for den ny vare, end hele det moderne reklame og agentvæsen

 

De første år var vanskelige. Man nåede ikke rigtig op på den produktion, som man havde forestillet sig.

Man havde besvær med at få afsat øllet til arbejderne

 

Hafnia flyttede til Stefansgade

I 1907 købte fagbevægelsen hele foretagendet. Hafnia flyttede til Stefansgade på Nørrebro. Helt ind til 1933 fik Stjernen leveret hvidtøl herfra. Fra det år begyndte Stjernen selv at producere hvidtøl.

I 1911 var man faktisk begyndt at fremstille sodavand.

 

Fordobling af ansatte

I 1916 var der 35 bryggerier i hele Danmark. Mange var blevet ramt af lukninger på grund af forsyningsmangel. Kartelet høstede fordele ved stordrift. Brug af dansk bryg i ølfremstilling blev ophævet i 1923. Ligeledes havde det været forbud mod at producere ølsorter med en alkoholprocent over 3.

Antallet af ansatte på bryggeriet blev fordoblet fra 150 i 1914 til ca. 300 i 1926.

 

Forventninger kunne ikke indfries

I 1925 blev der købt en naboejendom.

Det var netop i 1920erne og 1930erne at Stjernen havde sin storhedsperiode. Man kæmpede blandt andet mod afholdsbevægelsen. Men man gik forrest, når det gjaldt kortere arbejdstid, høje lønninger, bedriftsråd, samt kultur – og idrætsaktiviteter. Efterhånden var man det tredjestørste bryggeri i Danmark.

 

De forventninger, der lå bag udvidelserne indtil 1932 blev aldrig indfriet. Omkostningerne var  til en langt højere produktion end Stjernen kunne afsætte. Avancen på produkterne faldt og dermed effektiviteten.

 

Ølkrig

Krigen mellem bryggerierne i København var barsk. På den ene side stod Carlsberg og Tuborg. På den anden side nogle få bryggerier, heriblandt Stjernen. Ølkrigen bestod ikke kun udkæmpet på priser. Den bestod også af at udelukke konkurrenterne og sikre eget salg hos beværtninger og detailhandel. Der blev brugt både trusler og gaver i krigen.

 

Underskudsforretning

I årene 1948 – 1953 blev aktiekapitalen udvidet. Men fra 1952 faldt omsætningen markant. . Man havde konstant underskud fra 1953 til bryggeriets lukning i 1964. På grund af dårlig likviditet var Stjernen nødt til at optage kortfristede lån og leve af udskudte kreditter.

 

Støtte – virksomhed

Bryggeriet gav støtte til kulturelle og arbejdsmæssige formål. Blandt andet blev der henlagt 550.000 kr. til oprettelse af en bygning som centrum for oplysningsarbejdets og ungdomsbevægelsens virksomhed. Også en studiefond blev oprettet. Hvert år uddelte man en sum i form af et rentefrit lån som støtte til unge kvinder og mænd, der søgte uddannelse af både faglig og akademisk karakter.

 

 

Arbejderbevægelsens dobbeltmoral

Afholdsbevægelsen havde fat i en god sag. Udbredt drikkeri havde fået tag i store dele af arbejderne. Det forværrede i høj grad levevilkårene. I forvejen havde man dårlig løn, lange arbejdsdage og dårlige boligforhold. Mange familier led under drikkeriet. Stjernes produktion udviklede sig til et moralsk problem for arbejderbevægelsen.

Den socialdemokratiske regering havde i 1930erne tanker om, at udnævne en ædruelighedskonsulent. Mange talte om arbejderbevægelsens dobbeltmoral.

 

Arbejderbevægelsen forsøgte at skabe en helhedskultur omkring arbejde, fritid, kultur, familieliv m.m.

 

I 1931 købte man ejendommen over for. Det var Hærens Ride – og Beslagskole. I 1938 blev Ceres Brødfabrik købt. Den lå umiddelbar op til bryggeriets grund.

Fra 1924 – 1940  blev der på de nye arealer foretaget ombygninger og nyinstallationer. Bryggeriet udviklede sig til et moderne bryggeri.

 

Til sidst spændte bryggeriet sig over et areal på 6 tønder land.

 

En kilde under bryggeriet

Og bryggeriet Hafnia i Stefansgade blev i 1939 opkøbt af De Forenede Bryggerier. Virksomheden var kendt for sin hvidtøl – nisseøl. På grunden er nu opført Stefansgård. Og det sjove er, at der i kælderen ligger en gammel kilde. Havde man ikke en pumpe, ville kælderen hver dag være oversvømmet.

Man har fået undersøgt, om man kunne bruge vandet til vask. Men desværre indeholder vandet for mange metaller til, at dette kan lade sig gøre. Nu undersøger beboerne så, om vandet eventuelt kan bruges til toiletskyld.

Om kilden blev brugt i forbindelse med Hafnias produktion kunne være værd at undersøge.

 

Vi skal heller ikke glemme, at der også var et bryggeri, der hed Bryggeriet Stefan. Det var stiftet i 1895 af H.C. Meyer. Det hørte også med til Københavns Bryggerier og Matlterier, hvis hovedsæde lå i Brolæggerstræde 9.

 

Hold øje med markedskræfterne

Efter Anden verdenskrig havde Stjernen kun en markedsandel på 10 procent. Fra midten af 1950erne var salget drattet yderligere ned. I starten af 1960erne havde man kun en andel på sølle 2 procent.

Arbejdere fra andre bryggerier ville ikke støtte virksomheden. De ville ikke underminere deres eget eksistensgrundlag.

Og som andre virksomheder var det nødvendig for Stjernen at tage hensyn til konkurrencedygtighed, investeringer og bundlinjeresultater. Det var ikke let, at skulle kæmpe for arbejderkultur og politisk ideologi samtidig med, at holde øje med markedskræfterne.

 

Troskabsfølelse

I 1945 appellerede Stjernens ledelse til, at man viste pligt – og solidaritetsfølelse. Man mente, at de unge ikke havde samme troskabsfølelse over for Stjernen. Man mente også, at det var tale om snobberi, når man fra arbejdernes side fortrak Hof og Tuborg.

 

I den store offentlighed stod Stjernen som en politisk præget virksomhed. Man kan vel også sige, at den socialdemokratiske arbejderkultur var stoppet omkring 1940. Og Stjernen var indbegrebet på arbejder – kultur. 

 

Populære reklamer

Man startede en række populære reklamer for Star i 1950erne.

Disse reklamer oplevede en genoplivning, da Jørgen de Mylius i musikprogrammerne Eldorado i tv igen viste dem som ren underholdning. Disse reklamer var gået i folks bevidsthed, men ikke nok til at kunne højne salget.

Egentlig brød ledelsen sig ikke om filmene. Men det havde dog en forbigående effekt på salget.

 

Når ølhunden glammer

I 1930 erne optrådte kendte kunstnere som Ib Schønberg, Olga Svendsen og Osvald Helmuth i reklamer for Bryggeriet Stjernen. En af teksterne var:

 

       Naar Ølhunden glammer, er der ikke noget, der styrker som en Stjerne – Lager

 

Tuborg og Carlsberg fordoblede reklameindsatsen

Tuborg og Carlsberg fordoblede deres reklameindsats. Og selv om Stjernen lancerede en ny meget velsmagende øl, Ny Viking, ja så var det ikke nok.

 

Et mønster for den kooperative virksomhed

I Bryggeriarbejderforbundets medlemsblad Prog & Kapsel blev det konstateret, at Stjernen var et mønster for den kooperative virksomhed:

 

       Det er for sent at diskutere eventuelle årsager, men mon ikke adskillige nu går rundt med en dårlig samvittighed. For et står i hvert fald klart, de produkter Stjernen har frembragt, har det ikke været noget i vejen med, men Stjernen er i høj grad blevet svigtet af dem, der på alle områder hylder den kooperative virksomhed.

 

Men problemet var, at arbejderne var imod de rationaliseringer, der nødvendigvis skulle foretages på bryggeriet, for at man kunne klare sig i konkurrencen. Hverken Hovedstadens Brugsforeninger eller de store bryggerier ønskede at videreføre bryggeriet. Det blev opkøbt af Bryggeriforeningen og revet ned.

 

Carlsberg bange for udenlandsk bryggeri

Næsten alle 300 ansatte på Stjernen fik i 1964, da Stjernen lukkede,  beskæftigelse på Carlsberg eller på den nu også lukkede Kongens Bryghus. Carlsberg var simpelthen bange for at et udenlandsk bryggeri ville overtage Stjernen.

 

Arbejderbevægelsen led et knæk

Tanken med, at arbejderbevægelsen selv kunne drive en virksomhed led et knæk. Men man havde været stolt af produktet.

 

Efter Stjernens lukning købte Carlsberg Bryggerierne ølmærkerne Star Pilsner og Viking Stærk.

Carlsberg havde fra 1999 til 2004 en handelsaftale med Coop Danmark om levering ad discount – øl. Og her var det at aftalen var bygget op om Star Pilsner. Den blev tappet på Carlsbergs datterselskab Saltum og Neptun Bryggerier i Nordjylland.

 

På bryggeriets tidligere grund på Nordre Fasanvej og Dronning Olgas Vej blev der fra 1974 bygget almene boliger for AKB fra 1974.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere om: Øl – Læs:

       Flere Gamle Værtshuse i København

       Forlystelser i København

       Gamle Værtshuse i København

       Sidder på et værsthus

       Tivoli

       Det drikker vi i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Sønderjyske Drikkeopskrifter (under Sønderjylland)

       De Tre Makreller fra Aabenraa (under Aabenraa)

       Forlystelser på Nørrebro – dengang (under Nørrebro)

       Ture i Tønder 1 – 4 (Tønders værtshuse)

 

Hvis du vil vide mere om: Arbejdere: Læs

       En arbejder i København

       Historien om Første Maj

       Når jeg ser et rødt flag smælde

       Arbejdere og Industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)

       Arbejderkamp på Nørrebro (under Nørrebro)

       Arbejderne på Nørrebro(under Nørrebro)

       Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887 (under Nørrebro)

       Flere arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)

       Industri og Arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)

       Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)

       Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)

       Historien om Jeppe K. Christensen (under Tønder)

       Socialdemokrat i Tønder – dengang (under Tønder)

Tønder – Flere strejftog i Historien (3)

Dette er en del af Tønder historie fra ca. 1870 – 1935. Vi går også noget længere tilbage. Kvægmarkedet i Tønder 1912. Tønders allerførste skole. Latinskolen. Skole i Vajsenhuset. Balthasar Petersen. Privat Realskole, Østergade 45. Realschule Tondern. Tønder Statsskole. Alexandrineskolen. Øvelsesskolen. Teknisk skole. Tønder Handelsskole. Tønder protesterede mod dansk i skolen. Kæmpede man nok for danskheden i Tønder? Kampen for et museum. Mange forærede ting til museet. Militær i Tønder. En ny kaserne i Tønder. En travl jernbanestation. Plomberede tog. Postforbindelser. Toldbarakker. Kampen om et toldvarehus. Hedeselskabet fik en vigtig rolle. Da Tønders store sygehus kom. Da Gasværket blev bygget. Lygtetændingsreglement fra 1870. ”Marinere” hjalp til. Udvidelser og moderniseringer. Tønders brønde skyld i tyfusepidemier. Lovende prøveboringer efter vand. Man brugte den mest moderne teknologi.  Tønder Elektricitetsværk. Strøm til 21 brugere i begyndelsen. I 1931 tilbød Bachmann igen at levere strøm. Gendarmerikorps. Tønder Kniplingsskole

 

Kvægmarked i Tønder 1912

De store kvægmarkeder fortsatte. I 1912 fik Tønder tilført

• 981 heste og føl
• 594 kreaturer
• 241 får
• 314 grise

I stadepenge fik byen en direkte indtægt på 15.000 mark. Indirekte mærkede de mange banker og forretninger også. Tønder havde et gæstgiveri for hver 49 indbyggere.

 

Tønders allerførste skole

Tønders første skole har sikkert været en skole, som Franciskanermunkene oprettede. I 1238 oprettede de et kloster mellem Vestergade og Slotsgade. Allevegne drev Gråbrødrene undervisning for at undervise folk i kirkens tjeneste, Men vi ved ikke noget bestemt om en Klosterskole i Tønder.

I Middelalderen var det kulturelle liv i byen knyttet til kirken. Efter Reformationen blev der oprettet selvstændige skoler.

 

Latinskolen

En rektor nævnes i Tønder i 1580. Og i 1614 blev Latinskolen oprettet. Skolen havde dog ikke den store betydning. Den havde gennemsnitlig kun 20 – 30 elever. Latinskolen var til venstre for døren. Og den tyske skole var til højre.

 

Skolen i Vajsenhuset

En anden tysk folkeskole blev indrettet i Vajsenhuset. Her undervistes i slutningen af det 18. århundrede 100 drenge og piger. I 1791 begyndte en fattigskole i Vestergade. I 1803 blev hele skolevæsnet omorganiseret. Latinskolen blev ophævet. Her blev oprettet en højere borgerskole med to klasser.

En hovedskole med tysk sprog blev indrettet som almindelig borgerskole med tre klasser. Vajsenhusskolen og Vesterskolen blev fri for skolepenge med hver to klasser. Alle skoler havde tysk undervisningssprog. I 1851 blev dansk undervisningssprog indført i elementærskolerne (fri for skolepenge). Det var befolkningens modersmål. Men fra 1864 blev tysk atter engang undervisningssprog.

 

Balthasar Petersen

Vi har tidligere beskæftiget os med Balthasar Petersen, der oprettede et præsteinstitut i 1750. Fra 1762 forlangte regeringen at kandidaterne skulle besøge et universitet. I stedet tog provst Balthasar Petersen fat at uddanne unge mænd til folkeskolelærere. I 1786 testamenterede han en stor del af sin formue til oprettelse af Nordens ældste seminarium.

 

Privat realskole i Østergade 45

Den 23. maj 1861 blev der i Borgmester Thomsens Hus, Østergade 46 oprettet en dansk privat realskole. Den fik offentlig støtte mod at underkaste sig statens kontrol. Den overlevede Krigen 1864 og opnåede endda den preussiske regerings tilladelse til at fortsætte. Lærer Hagerup og senere lærer Tørslef styrede skolen, der dog blev forbudt i 1872.

 

Realschule Tondern

I 1830 knyttedes Vajsenhusskolen til seminariet som øvelsesskole. Efter 1870 var skolevæsnet ordnet på den måde, at en kommunal mellemskole for drenge og folkeskole for piger havde lokaler i Richtsensgade. Folkeskolen for drenge var seminariets øvelsesskole med lokaler på seminariets grund. I 1909 byggede man en realskole for drenge (Statsskolen) i Popsensgade med 6 klasser. I 1913 overgik Realskolen med grund og bygninger til den preussiske stat.

 

Tønder Statsskole

Første juni 1920 ophørte Realskolens undervisning. Nu blev Tønder Statsskole oprettet som en dansk fuldstændig højere almen skole, fællesskole for både drenge og piger med nysproglig artium.

 

Alexandrineskolen

I 1915 en højere pigeskole (Alexandrineskolen). Skolen lå mellem Nørregade og Alleen. Indtil da havde skolen været til huse forskellige steder i byen.

Da pigeskolen stoppede i 1923, fik den tyske mellemskole lokaler i Alexandrineskolen.

 

Øvelsesskole

Øvelsesskolen bestod før 1920 af to afdelinger, en almindelig 6-klasset købstadsskole og en 1-klasset skole. I sidstnævnte afdeling var det gratis undervisningsmateriale. Herved fik børn fra fattige hjem mulighed for at melde sig til denne afdeling. Lederen af Øvelsesskolen var en seminarielærer. Den sidste leder før indlemmelsen i 1920 var Claus Eskildsen. Ved hjælp af denne ordning var det mulighed for at give de kommende lærere praktisk erfaring.

Man regnede med, at der i Tønder ikke ville være plads til to folkeskoler, der for blev Øvelsesskolen tillige Tønders danske folkeskole, hvortil alle danske hjem kunne sende deres børn.

Tre dage i slutningen af juli 1920 modtog Øvelsesskolens leder og Overlæreren ved den tyske kommuneskole i samme lokaler og på samme tid indmeldelser til henholdsvis Øvelsesskolen og den tyske folkeskole. Til den danske afdeling meldte der sig kun 70 til den danske afdeling. Men skolen begyndte med ca. 130 elever fordelt i 7 klasser, da den åbnede den 1. september 1920. I løbet af det første år blev dette tal fordoblet. Og i 1936 var man nået op 430 elever.

 

Teknisk Skole

Fra 1880 havde Tønder en teknisk skole. Dengang hed den ”Teknische Forbildungsschule. I 1920 havde skolen 63 elever fordelt i tre klasser. Der blev om aftenen givet undervisning i dansk, tysk, tegning og regning. I 1923 kom et nyt fag til – nemlig bogføring.

 

Tønder Handelsskole

Tønder Handelsskole blev oprettet i oktober 1921. Man havde lokaler i en af de tyske skoler. Skolen havde cirka 90 – 100 elever. Foruden de obligatoriske handelsfag var der engelsk og tysk korrespondance samt stenografi og maskinskrivning.

 

Tønder protesterede mod dansk sprog i skolen

I Middelalderen var plattysk kontor- og kultursprog. Det blev senere afløst af Luthers højtysk. Man sagde om det danske sprog at det var et ”plat” sprog. Tysk var det finde, som man talte i kirke og skole, på rådhuset og i amts og rets-kontorer. Og tænk engang – Tønders borgere protesterede, da Tønder Byråd den 16. marts 1851 bestemte, at nu skulle det være dansk undervisningssprog:

• Tønder bys borgere vil ikke unddrage sig selv og deres børn det tyske sprog, det organ, der bringer dem de åndelige og materielle goder. Det danske sprog yder ingen erstatning. Mens det tyske sprog med rette kan kaldes, bærer af den højeste åndelige kultur i Europa kan det samme ikke påstås om det danske sprog, som vi ikke kan komme langt med, medens det tyske åbner os adgang til hele den civiliserede verden. I en tid, da alt stræber efter fremskridt, vil vi ikke skride tilbage i kulturen og det ville blive følgen hvis vores hidtidige udvikling hæmmedes og forstyrres ved indførelse af et fremmed sprog.

Ja tænk engang det danske sprog blev kaldt for et ”fremmed sprog”.

 

Kæmpede man nok for danskheden i Tønder?

Nogle mener, at det var fordi Tønderhus var knyttet til de Gottorpske hertuger. Derfor var hertugerne Tønders gode venner og velgørere. Sådan var det også i begyndelsen med Aabenraa. Men her kæmpede danskheden. Det så man ikke så meget af på det tidspunkt i Tønder.

Efter 1864 slumrede danskheden ind i Tønder. Redaktør Skovrøy betegnede sin 30 år i Tønder som ”en Hundevagt”. Men alligevel var det en flok dansksindede der satte noget i gang lige før Første Verdenskrig.

 

Kampen for et museum

Efter indlemmelsen stod Tønder Amt på bar bund med hensyn til et museum. I 1911 havde der været forhandlinger i gang mellem amt og by om overtagelser af rester af Tønder Slot. Det omfattede bl.a. ”Porthuset”. Hensigten var at udbygge det til et ”Kredsmuseum” (Amtsmuseum).

Men ”Porthuset” blev brugt som arrest. Og der skulle først bygges nye retsbygninger og nyt fængsel.  Men Tønder Købstad erhvervede i 1916 ”Porthuset” af den Kongelige Prøjsiske Justitsfiskus og amtet rettede derpå forespørgsel til byrådet om dette var villig til endnum at stå ved sit tilbud af 1911, om uden vederlag at overlade til amtet det såkaldte ”Porthus” til brug for amtsmuseum. Det gjorde, men på nogle betingelser. Og det har amtsrådet sikkert ikke accepteret. I hvert fald blev sagen atter engang stillet i bero.

Så kom 1920. En lang række danske kunstnere forærede kunstværker til de fire sønderjyske amter og også til Tønder. Disse værker blev i første omgang ophængt på Landbrugsskolen på Ribe Landevej. Man fik ellers tilbudt pladser i forskellige bygninger i byen.

Igen opstod ideen med at anvende det gamle ”Porthus”. Der skulle lige en renovering, om og tilbygning til. I 1924 var rammerne klar. Byrådet ransagede rådhusloftet og overlod mange ting til oplysning om ældre tider. Håndværker forærede laugskister. Grev Schack sendte en masse genstande fra Schackenborg. Gamle Skovroy skænkede ting fra stenalderen, gamle kobberstik og mønter.

 

Mange forærede ting til museet

Dr. Lausten-Thomas havde deponeret sin samling fra Rost og omegn på Koldinghus. Dette blev nu overført til Tønder Museum. Andre forærede også deres samlinger. Det var nok ingen, der havde forestillet sig, at museet 12 år efter åbningen nu manglede plads.

 

Militær i Tønder

Tønder er som bekendt en meget gammel by. Men i tiden før 1864 har der i Tønder kun ligget et Vagtdetachement. Først i 1920 fik Tønder – en dansk garnison. I årene før 1864 havde Tønder ikke haft en tysk garnison.

Men et par kilometer nord for byen blev der anlagt en flyveplads med hangar, barakker, værksteder, brintfabrik og luftskibshaller for Zeppeliner bestemt for bombe- og observationstogter mod England.

I afstemningstiden havde Tønder indkvartering af engelske soldater. Men den 5. maj 1920 ankom et par kompagnier af Sønderjysk Kommandos 2. bataljon og en rytterstyrke. I april 1923 blev Sønderjysk Kommando pophævet og 2. bataljon – en af de gamle bataljoner fra Sølvgades kaserne – blev forlagt til Tønder. I tidligere artikler har vi skrevet denne stolte Bataljons historie.

 

En ny kasserne

I 1934 påbegyndtes staten opførelse af en stor, ny kaserne til afløsning af den gamle baraklejr. I 1936 blev den taget i brug. Den havde kosten den danske stat over en mio. kr. Som eksercerplads blev flyvepladsen nord for byen. Af de tidligere tyske militærbygninger er ikke meget tilbage. De fleste blev nedrevet i henhold til bestemmelserne ved fredsafslutningen. Administrations – og værkstedsbygning blev brugt til tjenestebolig, ridehus og depot.

 

En travl station

Før 1920 kørte togene fra Altona direkte over Tønder til Højer Sluse, hvorfra der fandt overførsel sted til Sild. For strækningen Tønder- Hviding og Tønder – Sønderborg virkede Tønder som udgangsstation.

Efter 1920 blev Tønder Station en travl station med fire udgående jernbanelinjer. Den første tid efter de danske statsbaners overtagelse af jernbanerne i Sønderjylland blev der delvis kørt med tyske tog.

Efter nogen tid kørte man strækningen Tønder – Sønder Løgum med såvel tyske som danske tog. Den tyske toldstation blev flyttet hertil. Omkring 1922 blev det tyske jernbanepersonale forflyttet fra Tønder.

 

Plomberede tog

Indtil dæmningen til Sild blev færdig, havde de tyske Rigsbaner ingen anden forbindelse til Sild end over Højer Sluse. Der opstod nu de ret enestående forhold, at jernbanetrafikken mellem to tyske landsdele måtte føres gennem dansk statsområde. For at undgå, at de rejsende ved den direkte jernbanetransport skulle underkastes danske told – og pasbestemmelser, førtes tog direkte fra Hamburg til Højer Sluse foregik i plomberede vogne og under dansk told- og pastilsyn.

Da dæmningen var færdig og blev åbnet for jernbanetrafik, ophørte dette forhold. Strækningen Tønder – Højer fik derefter karakter af en lokalbane. Banens benyttelse aftog derfor. Konkurrencen fra den voksende biltrafik gik stærkt. Ved Rigsdagssamlingen 1934 – 35 blev det besluttet, at hvis ikke banens økonomi blev væsentlig forbedret ville man nedlægge banen. Standsningen af banen skete den 15. maj 1935. Godsbanen blev bibeholdt i en del år. Og der var op til tre daglige godsforbindelser i begge retninger.

Maskindepotet i Tønder var Sønderjyllands største. Man havde et personale på 85 mand i alt. Der var 16 damplokomotiver og 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.

 

Postforbindelser

Postkontoret i Tønder blev opført i 1899. Telegrafstationen var åbnet i 1861. Allerede i 1678 fik postmesteren i Flensborg bevilling til at holde et bud til befordring af breve mellem Flensborg og Tønder. I 1711 var det kun en gang om ugen forbindelser mellem de to byer. Nu blev det så fortsat med ”gående bud” til Højer.

I 1713 oprettedes et ridende ”bipost” to gange ugentlig mellem Tønder og Flensborg. Ved ”Kongelig plakat” af 13. oktober 1789 oprettedes to kørende og to ridende poster mellem Flensborg og Tønder.

I 1813 var der brev-, pakke- og personbefordring to gange dagligt mellem Flensborg og Tønder. Desuden var der daglige forbindelser mellem Tønder og Ribe og mellem Tønder – Løgumkloster m og Aabenraa med diligencer.

Efter 1864 opretholdtes brev-, pakke- og personbefordringen mellem Tønder og Ribe. Denne bortfaldt da jernbanen Ribe – Vedsted (Hvidding) – Tønder blev åbnet.

 

Toldbarakker

Efter 1920 blev der bygget træbarakker ved de forskellige kontrolposter ved grænsen i Pebersmark, Sæd, Møllehus og Rudbøl. Også på Tønder Station blev der oprettet barakker på et par af perronerne. De blev afløst af en visitationsbygning i mursten.

 

Kampen om et toldvarehus

I 1921 blev der bygget et toldvarehus, der senere blev brugt til klarering af videregående gods. Pladsforholdene blev hurtig for små, hvorfor toldforvalter Holtner i flere år arbejdede for at få en ny toldkammerbygning, hvilket først lykkedes mange år senere. Først i 1932 kunne man anvende en toldkammerbygning i Jernbanegade. I den tyske tid blev bygningen anvendt til Rigsbank.

I løbet af tiåret 1922 – 31 var der travlhed med at bygge veje eller rettere ombygge veje. Det var en stor opgave også omkring Tønder.

 

Hedeselskabet fik en vigtig rolle

Den 1. april 1921 blev Hedeselskabets Mose- og Engafdelings 10. Distriktskontor oprettet i Tønder. I efteråret 1923 skete der en udvidelse, idet kontoret flyttede ud på Ribelandevej i den tidligere Landbrugsskole.

Efterhånden som afsætningen af kreaturer sydpå blev meget besværliggjort af Told og indskrænkninger, måtte landbruget – tvunget af omstændighederne – helt eller delvis lægge bedriften om, således at der kunne produceres den vare, som markedet krævede, og som kunne hjemføre en nogenlunde pris.

Omlægningen til dyrkning af korn, rodfrugter og handelsfrugter m.v. kunne kun ske i forbindelse med en grundforbedring. Landbruget blev også ret hurtig klar over dette, og søgte private teknikere og Hedeselskabet som rådgivere.

Hedeselskabet hjalp også til med den storeafvanding af Tøndermarsken og regulering af vandløb.

 

Da Tønders store sygehus kom

Vi har tidligere berettet om Fysikus Ulrik’ s utrættelige arbejde i Tønder. Han oprettede et sygehus i Østergade. Men et nyt betydelig større sygehus blev opført i 1895 i Carstensgade. Patienterne blev indlagt og tilset af deres læger. Den daglige pleje blev udøvet af diakonisser, udsendt fra Diakonissestiftelsen i Flensborg.

En overlæge, Friherre Dr. v. Werthern blev ansat som overlæge. En fuldstændig omlægning af driften fandt sted. Foruden Overlægen blev ansat en inspektør og en oversygeplejerske. Siden udviklede sig stærkt. Kravene blev større. Det viste sig at sygehuset var for lille.

I 1925 stod den store nye fløj færdig til at tages i brug. En gennemgribende modernisering blev gennemført. Desuden blev der oprettet en epidemiafdeling.

 

Da Gasværket blev bygget

De første planer om bygning af et gasværk i Tønder stammer fra 1862, da landmåler C.B. Schønfeldt den 19. april i en skrivelse til magistraten i Tønder indsender en detaljeret fremstilling af de fordele, som byen og dens borgere ville få af et gasværk.

Den 24. juli 1862 foreligger en ansøgning fra Haderslev Jernstøberi og Maskinfabrik, Petersen og Bonnicksen, om at komme i betragtning ved bygningen af et gasværk. Den 10. september 1863 underskrives kontrakten, efter at firmaet fra Haderslev havde sendt et tilbud.

Krigen i 1864 kom i vejen og bragte forstyrrelser i Gasværkets opførelse. De nødvendige penge blev bragt til veje ved lån, dels ved legater og dels fra byens borgere. Tønder Sparekasse gav et beløb på 3.750 Rigsmark. Gasværket kostede ifølge en afregning af 15. januar 1865 i alt 62.705 Mark. Det blev opført på Tønder Slotsbjerg. Dette lå på Tønder Slots – og Frigrund tilhørende Tønder Landsogn.

Måske valgte man stedet fordi det var højtliggende og derfor sikret mod oversvømmelse. Gasværket begyndte ret beskedent. I 1866 var der således kun 162 gasbrugere. Der fandtes dengang i alt 65 gasgadelamper.

 

Lygtetændingsreglement fra 1870

I et Lygtetændings-reglement fra 1870 står angivet tændingstiderne, dog med den tilføjelse, at i 3 dage om måneden bliver lygterne overhovedet ikke tændt, nemlig aftenen før, under og efter fuldmåne.

Landmåler C.B. Schønfeldt var Gasværkets første ”Gasinspektør”. Han fik en årsløn på 350 Rigsdaler samt bolig. Lys og brændsel. I 1895 blev den nye gasinspektør og senere direktør M. Lorentzen. Det var ham, der redede Bryggeriet Victoria i at springe i luften. Hans far havde et jernstøberi og et tørveværk i Sølsted.

I årene 1900-1904 blev der foretaget en større ombygning. Der blev opført et nyt ovn-hus, et nyt rensehus, nyt ”apparatanlæg” og en ny gasbeholder. Ligeledes blev der bygget et nyt retorthus med to store retortovne.

 

”Marinere” hjalp til

Med krigen i 1914 fulgte en vanskelig tid. Gasværksarbejdere blev indkaldt til krigstjeneste. Man måtte nøjes med ældre folk til pasning af ovnene, bistået af ”Marinere” fra luftskibshallen. Samtidig havde man vanskeligheder med at skaffe kul. Dem man fik var uegnede til gasudvinding. Det blev nødvendigt at rationere gassen ved kun at have tryk i ledningen på visse tider af døgnet.

 

Udvidelser og moderniseringer

Med krigens slutning og Sønderjyllands indlemmelse i Danmark, kom der igen normale forhold. Gassen havde dog haft sin glansperiode ved gasbelysningen. De nye tider med elektrisk belysning begyndte. Men samtidig blev det mere og mere almindelig at koge med gas. I tiden fra 1920 skete der hvert år en stigning i produktionen.

I tiden fra 1923 er ovnene delvis fornyet ved indbygning af nye moderne retorter. Trods elektricitetens frembrud så man en stadig større produktion fra Tønder Gasværk. I 1936 leverede gasværket gas til 1.600 husholdninger.

 

Tønders brønde skyld i tyfus-epidemier

Tønder Vandværk blev bygget i årene 1900-1902. Indtil da har byens borgere skaffe vand fra almindelige brønde, der dels var i privat eje og dels var offentlige brønde. De var anbragt på centrale steder.

Brøndenes dybde var ret ringe. Og det var nærmest tale om overfladevand. Kun Aktiebryggeriet på hjørnet af Østergade og Nørregade og Viktoriabryggeriet ved Strucksalle havde boringer, der tog vandet fra større dybder.

Tønder Vandværk blev anlagt efter henstilling fra daværende medicinalråd Horn, der påviste, at de stadig tilbagevendende tyfusepidemier skyldtes smitte gennembrøndvandet.

 

Lovende prøveboringer

Forarbejdet blev udført i slutningen af 1890erne, idet der på Slotsbjerget udførtes forskellige forsøgsboringer. Ligesom ved Gasværkets oprettelse stillede Tønder Spare- og Laanekasse et betydeligt beløb til rådighed for dette almennyttige formål.

Til et byrådsmøde, der blev afholdt i slutningen af 1899 kunne borgmesteren oplyse, at allerede den første dybdeboring på Slotsbjerget havde vist, at der i større dybder fandtes godt og rigelig med kildevand.

For at opnå yderligere sikkerhed for at der var tilstrækkelig vand til en by-forsyning på, blev det at udføre endnu en forsøgsboring.

Efter meget omhyggelige kemiske undersøgelser af det fremskaffede vand og udtalelser fra kendte geologer om jordbundsforholdene, gik man i gang med værkets udførelse. Og det var gasværksleder Lorenzen, der stod for den meste planlægning.

 

Man brugte den mest moderne teknologi

Det var et firma fra Kiel, der stod for udførelsen. Man brugte datidens mest moderne teknologi. Der blev opført et stort maskin- og filterhus og et stort vandtårn. Anlægget var dyrt. Det kostede 160.000 mark. Gasmotorerne blev erstattet af elektrisk drift.

En kloakering blev gennemført i 1925.

 

Tønder elektricitetsværk

Tønder Elektricitetsværk blev bygget i 1910 og blev sat i drift 3. januar 1911. Allerede i slutningen af 1890erne talte man om et elektricitetsværk.

I en skrivelse af 18, marts 1894 ansøger Hans Bachmann fra Tønder Vandmølle om at få koncession på 50 år på levering af strøm til Tønder By. Han henviser til at der ved vandmøllen var tilstrækkelig med vand til både mølleriet og til driften af en dynamo-maskiner.

Det har sikkert været en interessant ansøgning og havde bestemt borgerskabets interesse. Men den lange koncessionstid har bevirket, at Magistrat og byråd har haft betænkeligheder. Derfor blev ansøgningen afslået.

 

Strøm til 23 målere i begyndelsen

Værket begyndte med levering til 23 målere, men allerede efter første års forløb var dette tal mangedobbelt. Allerede i 1925 var belastningen steget så stærkt at man talte om udvidelse.

 

I 1931 tilbød Bachmann igen levering af strøm

I 1931 kom møller Hans Bachmann igen på tale. Han kunne levere strøm for 3,5 øre pr. kilowatt-time. Tilbuddet blev antaget. Et anlæg ble bygget og elektricitetsleveringen påbegyndtes den 1. december 1931.

Denne udvidelse betød en stor besparelse, da det viste sig at det kunne betale sig at lade Tønder Vandmølle at levere natstrøm. I sommeren 1935 blev Tønder dog andelshavere i Sønderjyllands Højspændingsværk. I 1936 leverede elektricitetsværket strøm til mere end 2.000 målere.

 

Gendarmerikorps

Efter 1920 blev der oprettet et midlertidigt Gendarmerikorps, der skulle sørge for to og orden. De skulle overtage den tjeneste som det tyske militært organiseret Gendarmerikorps hidtil havde varetaget.

Korpset kom hovedsagelig til at bestå af hjemvendte krigsdeltagere. De mødte til tjeneste uden en politimæssig uddannelse. Den 15. juni 1920 opløstes korpset og en væsentlig del af mandskabet overgik til det nyoprettede ”ordenspolitikorps i de sønderjyske landsdele”. Ja sådan blev det nye korps kaldt. Dette korps kom til at bestå af 11 overbetjente og ca. 150 betjente.

 

Tønder Knipleskole

Vi skal da også lige nævne at Tønder Knipleskole blev åbnet den 1. januar 1929. Det var en fortsættelse af det store arbejde Hansigne Lorenzen fra Ballum havde gjort for at genoplive Tønderkniplingerne. Skolens første kursus i 1929 blev besøgt af 11 elever. I 1924 – 35 var her hele 70 elever.

Og skolen var med til at forarbejde bryllupsgaverne bestående af kniplinger til såvel prins Knuds som kronprins Frederiks bryllup.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carstens: Die Stadt Tondern
• Trap: Kongeriget Danmark 9. bind
• Ludwig Andresen: Tondern um 1500
• Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehandels im Amte Tondern
• Ludwig Andresen: 200 Aar Vajsenhus i Tønder
• Ludwig Andresen: Bürger- und Einwohnerbuch der Stadt Tondern
• Kirkeskov: Sønderjylland – et historisk topografisk værk
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Lennart S. Madsen: Tønderhus – en købstadsby
• Thor Petersen: Tønder Bys Legater
• Tønder gennem tiderne 1-2

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.081 artikler
• Under Tønder finder du 343 artikler

 

• Tønder – strejftog i historien (2)
• Tønder fra starten (1)
• Tønders Udvikling 1864-1920 (3)
• På marked i Tønder
• Det nye kvægmarked i Tønder
• Håndværkere i Tønder – dengang
• Skovroy – en populær redaktør i Tønder
• Tønders Læse – og Ungdomsforening
• Tønder i 1930erne
• Danskheden i Tønder
• Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937
• Det dansk-tyske i Tønder 1920 – 1933
• Tønder 1932-1933
• Claus Eskildsen – en lærer i Tønder
• Tønder – i 1880
• Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
• Heimatfest i 1921
• Tønder omkring 1930
• Humlekærren i Tønder
• En Værtinde fra Humlekærren
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder Statsskole-dengang
• I skole i Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Tønder Byggeforening – dengang
• Trafik i Tønder – dengang
• Militæret i Tønder i Tønder 1920 – 1933
• Tønder, marsken og afvandingen
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Tønder – marskens hovedstad
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Studehandel i Tønder
• Dagligliv i Tønder 1910-1920
• En bane gennem Tønder
• Tondern Station
• Bataljonen fra Tønder
• Sidste tog fra Højer
• Fysikus Ulrik 1-2
• Det Prøjsisk Seminarium 1864-1920
• Balthasar Petersen – Grundlægger af Seminariet
• Sygehus i Tønder
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Heimatfest i Tønder 1921
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935 og mange andre

 

 

 

 

Tønder – strejftog i Historien (2)

Byens første kirke. Gråbrødreklostret. To kirker i byen. To kirkelige stiftelser. Munkene blev smidt ud af Tønder. En ny kirke opstod. Hospitalet. Et testamente, man forsøgte at holde skjult. Dragoner skulle hidkaldes for at jage folk i kirke. Brorsons først salmer. Tønder beholdt sit særpræg. Studehandel i adelens hænder. Tønder – købmænd i studehandel. Masser af ulykker, stormflod, brand og epidemier. Velstand på grund af eksport til Holland. Hollændere – bygmestre af diger. Kniplekunsten i Tønder. Der kom gang i Tønder. Bagerst en liste over artikler, hvis du vil fordybe dig.

 

Byens første kirke

Nord for Vestergade lå byens ældste kirkegård. Og kirke – Laurentiuskirken. I dag vil det nok være på strækningen fra Vestergade 43 til Vestergade 25. Kirken her har sikkert været sognekirke for Lille Tønder, Tved, Korntved samt Store og Lille Emmerske.

 

Gråbrødreklostret

I 1238 stiftede Ridder Hans Navnesøn og hans hustru Gråbrødreklostret. (Franciskanerkloster) i Tønder. Det kom også til at ligge ved Vestergade, men på den sydlige side, bag ved husrækken mellem Vestergade og Slotsgade (Frigrunden), delvis på den senere frigrund. Klostrets kirke, helliget Vor Frue, indviedes af Ribebispen Gunner den 12. august 1247.

 

To kirker i byen

Da Tønder blev købstad, fik den sit eget kapel, der senere blev til kirke, og Sct. Laurentiuskirken blev derefter udelukkende sognekirke for landsognet. Købstadens kirke kom til at ligge i umiddelbar nærhed af Torvet i hjørnet mellem Østergade og Smedegade. Byens kirkegård blev anlagt omkring kirken. Til det formål beskar man de første stavnhuse på Østergades nordre side for gårdsplads og baghuse.

Denne Bykirke var viet til de søfarendes helgen Sct. Nikolaj. Den var opført af kvaderstenene, hvoraf en del sidder i den gamle latinskole, der blev bygget 1614.

Øst for byen ved det sted, hvor vejen til Emmerske går fra Løgumklostervejen, lå desuden i Middelalderen et kapel, der blev nedrevet 1543.

 

To kirkelige stiftelser

Gråbrødreklostret blev det eneste kloster i Tønder, men byen havde to kirkelige stiftelser. Ved Østerport lå et Helligåndshospital. Men det gik op i luer ved den store ildebrand 1517. Seks år efter gav Frederik den Første hospitalet lov til at indsamle milde gaver til rejsning af en ny bygning med kapel og sygehus. Kongen gav dertil selv jord på byens nørre-mark. At Tønder desuden har haft et Sct. Jørgens Hospital for spedalske, ses deraf, at Hertug Frederik 1494 ofrede en Gylden til ”Sct. Jørgen i Tønder”.

 

Munkene blev smidt ud af Tønder

Gennemførelsen af Luthers reform vendte op og ned på alle disse kirkelige forhold. Seks gange havde Gråbrødrene holdt deres Generalkapitel i Tønder. Hvordan var det nu med disse munke i Tønder?

I 1529 belejrede Kong Frederik den Første Tønderhus. Ved denne lejlighed benyttede man klostret som magasin og hestestald. En septemberdag, da kongen havde hørt en luthersk prædiken. Efter denne trådte klostrets ”Guardian” Niels Thybo hen til ham og bad for sig og brødrene om tilladelse til at blive der.

Kongen svarede afvisende og gav som påskud, at klostret lå for tæt på slottet. Efter kongens bortrejse fordrev lensmanden alle munkene. Hovedbygningen med kirken blev nedbrudt. Materialerne blev brugt til slottets ombygning 1533-35. Klostrets grund skænkede Christian den tredje 1543 til amtsskriveren Jacob von der Wettering.

 

En ny flot kirke opstod

Også Sct. Laurentiuskirken blev ofret på skolens udvidelse. Vistnok 1532 skænkede Kong Frederik den Første kirkegården den Første til borgmester Johannes Ketelsen. Kirken selv var fjernet før 1542.

Snart rejste der sig borgerhuse på den gamle fredede plads. Landsognets beboere søgte kapellet ved Emmerske Vej, men 1543 anordnede Kong Christian den Tredje at der skulle anvises dem stolestader i Sct. Nikolajkirken, der fra nu af var eneste kirke for købstad og landsogn. Samme år blev Kapellet nedbrudt. Stenene blev brugt til udbedring af Nikolajkirken og den lille klokke blev ophængt i denne kirkes tårn.

Byens sognekirke var imidlertid for lille, og den var også brøstfældig. Derfor blev den nedbrudt 1589, hvorefter man 1591-92 byggede en ny stor kirke, der blev indviet som Kristkirke. Nikolajkirkens statelige tårn fik dog lov til at blive stående.

 

Hospitalet

Om Sct. Jørgens-huset er det svært at finde noget. Helligåndshospitalet beholdt sine jorder og det vedblev med at være alderdomshjem. De huse, der opførtes efter branden i 1517, gik op i luer 1649, og det derpå byggede hus brændte atter i den store ildebrand 1725.

Hospitalet var endnu ikke genrejst efter den sidste brand, da den fromme amtmand Johan Georg von Holstein 1728 fik sin ven pietisten Johan Hermann Schrader hertil som førstepræst og provst. Kun 20 år efter at Francke havde indrettet det første Vajsenhus i Halle, havde den rige kniplingshandler Peter Struck skænket 91 Demat jord i marsken til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Hans svigersøn havde dog holdt testamentet hemmeligt efter Peter Strucks død.

 

Et testamente, der blev forsøgt at holdes skjult

Provst Schrader opdaget ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor kapital dertil. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. 1731 genrejstes hospitalet som det ses i dag. En tilbygning indrettedes til Vajsenhus for 12 forældreløse børn.

 

Dragoner – for at få folk i kirke

Da man i 1543 havde anvist landsognets beboere stolestader i byens kirker, havde man overset en ting. I denne kirke prædikes der kun på tysk. Dette sprog påstod folkene i landsognet ikke. Følgen var, at de i Emmerske blev et ugudeligt folkefærd, så provst Samuel Reimarus bad hertugen om at sende ham nogle dragoner, der kunne jage dem i kirke.

Den fromme provst Schrader hjalp her på en anden måde. På hans indstilling bevilligede kongen midler til ansættelse af en ”Tredje og Dansk Præst”. Embedet blev besat af Hans Adolph Brorson, der i 1729 kom fra Randerup til Tønder.

 

Brorsons første salmer

I Emmerske blev der bygget et bedehus til hans gudstjenester. I Tønder Kirke prædikede han til fromessen om morgenen kl. 6. Da hans menighed imidlertid sang tyske salmer til de danske gudstjenester udsendte han i 1732:

• Nogle Jule-Psalmer, Gud til Ære og Critne-Siæle, især siin elskelige Meenighed til Opmuntring. Til den forstaaende Glædelige Jule-Fest eenfoldig og i Hast sammenskrevne af H.A.B.

Dette lille hæfte blev trykt

• Hos Clauss Kiesbuy i Tundern

Tønder Kirke og Emmerske Bedehus blev således udgangspunkter for den bedste danske salmesang.

 

Tønder beholdt sit særpræg

Der findes kun få købstæder som Tønder, der har bevaret sit oprindelige præg gennem tiderne. Man kan i dag tælle de 120 gamle stavnhuse, se deres gavle ud til Strøget og deres gårde og baghuse ud til bagstræderne. H.V. Clausen skrev dengang:

• Der er over denne By den samme ejendommelige Duft som i Ribe, af Hø og Ko og Dynd og Gødning opgaaet i en Enhed

Engang flød det med hø inde i byen. Landbruget var oprindelig denne bys bærende erhverv. Flere gange har borgerne udvidet byens marker. Men søfart og handel var andet bærende erhverv. Byens våben blev et stolt handelsskib på bølgerne. Det var åbenbart en efterligning af Lübecks våben. At købstadskirken blev viet til de søfarendes helgen, peger ligeledes på søfart og handel som hovederhverv.

De varer, der fortrinsvis solgtes og blev eksporteret fra Tønder var jyske heste og stude og aftagerne var nordfrisere og hollændere.

 

Studehandlen i adelens hænder

Studehandlen lå dengang i adelens hænder. De største studehandlere var Hertugen og hans amtmænd. Til Hertugens slot i Tønder hørte ladegården i Hestholm, Freesmark og Fgedbøl ved Avntoft, Grøngård ved Lydersholm, større arealer af marsk-jord i kogene og et skæreri ved Kravlund. Desuden havde Hertugen ret til at opstalde kreaturer ved sin fæstebønder.

Omkring 1600 møder vi amtmænd, amtsskrivere, digegrever m.m. som studehandler i stor stil. Værst var amtmand von Qualen. Han tvang bønderne til at forære sig heste og stude og til at fodre dem gratis, så Hertugen på grund af utallige klager måtte afskedige ham i 1595.

 

Tønder – Købmænd i studehandel

Men allerede på den tid havde Tønder – købmændene den ledende stilling i stude – og hestehandel. Ad de ældgamle veje kom studene til markedet i Tønder. Det var naturligt at opkøberne boede i byen.

Senere var det sådan at tøndringerne ved nytårstid mødte op hos herremændene i Nørrejylland og købte kreaturer til levering i foråret. De magre stude solgtes videre til friserne eller spiste sig fede på lejede marsk-jorder. De blev så udskibet fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev til Højer. Således kan vi se, at der fra Højer i 1631 blev udskibet 2.065 stude. Og i 1638 hele 3.409 stude.

 

Masser af ulykker, stormflod og epidemier

Tønder har sandelig ikke været forskånet for krig, ulykker, brand og stormflod. De stråtækte huse er gang på gang gået op i luer. Og havet har skyllet ind over Tønder. I 1517 nedbrændte hele Østergade. Den 16. januar 1522 gik Vestergade op i luer. Den 30. september 1580 ødelagde ilden 300 huse i Storegade og Vestergade. Og den 16. oktober 1725 brændte hele Østergade med Østerport og et hospital.

De store stormfloder den 16. januar 1362 og Allehelgensfloden 1436 har sikkert medtaget byen hårdt. Men vi ved intet om det. Derimod ved vi, at stormfloden den1. og 2. november 1532 anrettede stor ødelæggelse på slottet. Vandet stod 3 alen højt ved klostrets kirke.

I 1554 blev diget fra Højer til Rudbøl bygget. Det samme skete langs Vidåens nordre bred til Lægan Sluse og derefter syd på til Grelsbøl. Derved blev Tønder by afskåret fra havet. Til gengæld mente man at nu var man fri for de ødelæggende stormfloder. Byens stolte rolle som havneby var udspillet. Men stormfloderne vendte tilbage, Gang på gang blev digerne gennembrudt.

I 1593 rev vandet mange huse ned. Den 1. december 1615 var byen nær gået til grunde. Ved slottet stod vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport var det 3 alen højt. Man sejlede i både gennem gaderne og mange huse blev ødelagt.

Oktober-floden i 1634 betød at vandet stod 1 alen højt overalt i gaderne. Meget kvæg gik til på bymarken.

Og det var ikke slut. I 1539 døde 600 mennesker af pest i Tønder. I 1602 døde 500 og i 1639 døde 600.

 

Velstand på grund af eksport til Holland

Før 1627 havde der været velstand i den driftige handelsby, Tønder. Skibene havde ført stude, flæsk, kød, smør, huder, honning og korn til Holland. De kom hjem med kalk, tagsten, vægfliser, kolonivarer, krydderier og fine klædestoffer. Senere var det også med vin og tobak.

Dette gav dobbelte fortjeneste og for pengene blev der bygget statelige gavlhuse med karnapper i hollandsk stil. Når den rige købmand og rådmand døde blev der skåret store og smukke mindetavler, der prydede kirken. Disse fortalte de kommende slægter om disse tøndringer købmænds rigdom og fromhed. Det er den hollandske handel, der har sat sine spor i Kristkirkens overdådige udstyr.

 

Hollændere – bygmestre af diger

Der er også andre hollandske spor. De store inddignings-arbejder i Vestslesvig foregik også under hollandsk ledelse. En hollænder regulerede i 1600 Vidåens løb ved udgravningen af Møllestrømmen fra Hostrup til Tønder Vandmølle. Den hollandske bygmester Arend Cornelis anlagde slusen ved Lægan (1554). Hollænderen Cornelius Claasen Pietall arbejdede fra 1629 af med store inddignings-arbejder ved Rudbøl at denne by fik købstadsrettigheder.

Med handelen kappedes håndværket som tredje bærende erhverv. Hertug Valdemar den Femtes privilegium af 1354 havde givet håndværket i Tønder eneret på 5 herreder. Af de gamle laugsstatutter fra Middelalderen er kun Skomagerlaugets plattyske vedtægter fra 1492 bevaret.

 

Kniplekunsten i Tønder

Kniplekunsten kom åbenbart fra Holland til Tønder. Andre kilder siger noget andet. Det var en fra Slesvig tilvandret købmand, der organiserede knipleindustrien i Tønder omkring 1650. Man fik kongelige og hertugelige privilegier. Fra 1680 fik denne industri et gevaldigt opspring.

Blomstringstiden er det 18. århundrede. Der sad så mange kniplersker i Tønder, at Magistraten 1742 klagede over den militære indkvartering, der lagde beslag på de mange kamre, som kniplersker havde lejet.

For en ussel løn arbejdede pigerne for en kniplingsgrosserer, der udleverede tråd og mønstre til dem og aftog deres varer. Grossereren solgte varerne i større partier på messerne i Braunschweig og Hamborg eller overlod dem til bissekræmmere, som solgte dem over hele Danmark og Norge. Mønstrene skiftede med moden. Indtil 1700 holdt man sig særlig til italiensk – flamske forbilleder. 1700 – 1800 særlig til flamsk-franske. 12.000 – 16.000 kvinder var dengang ”sysselansatte” med at kniple. I 1805 var det udenlandske salg nået op på 200.000 Rigsdaler.

Efter 1800 gik det dog tilbage med denne industri. Brugen af kniplinger gik af mode. En mere smagløs slægt foretrak den billige maskinknipling. Kunsten uddøde hvis aldrig helt. En kort opblomstring så man omkring 1920.

Kniplingshandlen satte sig også et minde i form af legater. Det er få andre byer, der har så mange og store legater som Tønder. Vi har lavet en speciel artikel om det.

 

Der kom gang i Tønder

I Tønder kom der et bogtrykkeri til Vajsenhuset. I 1812 fik rektor Forchammers enke privilegium til et bogtrykkeri. Og i 1813 startede hun med at udgive en avis ”Tondernsches Intelligenzblatt. Denne avis fik lov til at leve i over hundrede år.

I den gyldne tid fra 1770 – 1815 søgte driftige Tønder – borgere at forandre Tønder til en industriby:

• I 1777 oprettedes en ”Plysch” – og Silkemanufaktur, der en tid af året gav 300 mennesker en lønnende bibeskæftigelse
• I 1785 oprettedes en Uldvare – og Strømpefabrik
• I 1790 stiftedes et aktieselskab til fremstilling af kniplingsgarn. Den fabrik gav periodevis 60 kvinder et arbejde.
• Tre store tobaksfabrikker havde et godt ry og stor omsætning

Disse tre tobaksfabrikker producerede i 1861 214.500 pund røgtobak, 35.000 pund skråtobak, 2.000 pund snus og 650.000 stykker cigarer.

I Tønder fandtes to garverier og læderfabrikker. Efter 1850 grundlagdes en bomuldsfabrik og en Cikoriefabrik samt et jernstøberi og i 1861 et stort bryggeri.

Men tiden efter 1864 var ugunstig for industrier i småbyer. Men undtagelser af bryggeriet lukkede også alle de nævnte industrier i Tønder. Men bryggeriet fik efter 1920 et datterforetagende i en mindre solid margarinefabrik.

• Således nåede vi denne gang til vejs ende. Men vi er slet ikke færdige endnu. Snart vil du opleve 3. del i denne lille serie.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Kirkeskov: Sønderjylland – et historisk typografisk værk
• Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern
• Erik Carstens: Die Stadt Tondern
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Lennart S. Madsen: Tønderhus – en købstadsborg
• Tønder gennem tiderne

 

 

Hvis du vil vide mere

• dengang.dk indeholder 2.070 artikler
• Under Tønder finder du 339 artikler

 

• Tønder fra starten (1)
• Tønders mange legater
• Vidåen-et stort vandløb
• Tønders Historie – indtil 30 års krigen
• Kosakker på Torvet i Tønder
• Man talte da dansk i Tønder i 1600-tallet
• Brorson – en præst i Tønder
• Tønder for begyndere
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Uro – og korruption i Tønder 1680
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• James, vi forstår ikke tysk
• Emmerske Bedehus
• Brand i Tønder 1-2
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Hestholm – syd for Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Tønder – i 1600 – tallet
• Tønder Kristkirke
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Studehandel i Tønder
• Historier fra Tønder 1581 – 1634
• Glimt fra Tønders Historie 1700 – 1900
• Tønderhus – slot, borg og Fæstning
• I en kniplestue
• Tønderkniplinger – den sjette historie
• Tønderkniplinger – nord for Højer
• Tønderkniplinger- fra husflid til industri
• Tønderkniplinger
• Tønderkniplinger – endnu mere
• De stakkels kniplepiger og mange flere

 

Da Jøderne blev reddet over Øresund

Besættelsesmagten foretog natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 en aktion mod de danske jøder. Men 95 pct. af de danske jøder blev reddet. Best ville sikre fødevareleverancen, så han advarede via Duckwitz, hvad der ville ske. Men Berlin havde allerede trykket på knappen den 8. sept. Svenskerne henvendte sig selv. Razziaen varede i tre timer. Hvad kostede en tur over Sundet? Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk. Ikke meget kystbevogtning. De allierede roste Danmark. 40 udskibningshavne. Til Sverige i kajak. I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark. Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel.  Den energiske Gestapo – Juhl fra Helsingør. Lederen af den danske kystbevogtning – Holten. Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi. Dansk politi skød efter jødiske flygtninge. Holten forfremmet til politimester i Frederikssund. Jøder taget i kirken og menighedshuset i Gilleleje. Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes. Børn blev ladt tilbage. Mange jøder vendte tilbage til ingenting. 5 beretninger fra flugten: 1. Stormet af tyskere i Kastrup 2. En flugt – der ikke blev til noget 3. De skulle have alle pengene. 4. Det kostede 3.000 kr. 5. Kaptajnen ville ikke hjælpe – han ringede efter tyskerne.

 

95 pct. af de danske jøder blev reddet

Det lykkedes at redde ca. 95 pct. af de danske jøder. Størstedelen af de 7.000 – 8.000 danske jøder var bosiddende i København. Den 28. september beordrede Hitler deportationen. Alle såkaldte ”Heljøder skulle deporteres medmindre de var gift med en ”arier”.

 

Best ville sikre fødevareleverancen

Efter den tyske beslutning udspillede der sig et besynderligt forløb. Werner Best lod gennem sin rådgiver, G.F. Duckwitz ledende danske socialdemokrater vide, at jøderne var forestående. Herefter blev advarslen spredt til de jødiske befolkningsgrupper og videre ud i samfundet. Nu rullede bolden for alvor.

Best var klar over, at den fortsatte ro og stabile leverancer af fødevarer til Tyskland var til Tyskland, afhang af samarbejde med departementscheferne som havde overtaget ledelsen af landet efter 29. august 1943.

Han måtte derfor sørge for at så få jøder som overhovedet muligt blev arresteret på razzianatten som overhovedet muligt og undgå deres senere pågribelse.

Den 29. september kunne rabbiner Marcus Melchior fra Synagogen meddele om den kommende aktion. Han bad, om at man bredte budskabet.

 

Berlin havde allerede den 8. september trykket på knappen

Men allerede den 8. september havde Berlin faktisk trykket på startknappen for aktionen mod de danske jøder. Det vidste ingen danskere dengang. Man stolede på Werner Best, som adskillige gange havde sagt til udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, at de danske jøder overhovedet ikke havde noget at frygte.

 

Svenskerne henvendte sig selv

Den svenske regering forsøgte sig med et forslag om internering på svensk jord, men den tyske besættelsesmagt svarede aldrig på henvendelsen. I stedet udstedte svenskerne udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930erne.

Flugtruter, gemmesteder og transport over Øresund blev koordineret. Store pengebeløb blev indsamlet til at betale de endog meget høje summer, som fiskerne og andre bådførere krævede for at hjælpe de danske jøder over Øresund.

 

Razziaen varede i tre timer

Den første officielle og koordinerede aktion mod jøderne varede tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin, at Danmark nu var Judenfrei (renset for jøder). Werner Best var ligeglad med, at der nu over den næste måned flygtede over 7.000 jøder til Sverige.

Der var ellers ankommet en politikommando fra Tyskland på 120 mand som skulle hjælpe med jagten på jøderne.

Takket være en indsats fra mange sider var der ikke mange, der var hjemme natten mellem den 1. og 2. oktober. Fra tyske side var ordren at man ikke skulle forsøge at bryde ind, hvis det ikke blev lukket op.

Der blev også forhandlet med tyskerne, så de danske jøder måtte modtage Røde Kors pakker og at de ikke ville blive videresendt til udryddelseslejre.

 

Hvad kostede en tur over Sundet?

I oktober 1944 var prisen for en overfart var et sted mellem 1300 kr. og 1.500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker, en faglært arbejders månedsløn var på 400 kr. Der var da også eksempler på at man skulle betale 3.000 kr. og endnu mere.

Noget tyder på at mange jøder overbød hinanden. På gaden i Gilleleje blev der tilbudt 35.000 kr. for en overfart af 10 personer. Og 3.500 kr. pr. person svarer i dag til 75.000 kr.

Det er også et eksempel på at en ejer modtog 100.000 kr. Han havde en større kutter. Argumentet for de store beløb var, at fiskerne løb en stor risiko ved at fragte personer illegalt til Sverige. De frygtede også at miste deres kutter.

I de første dage af oktober 1943 var det hovedsagelig velhavende jøder, der blev fragtet til Sverige.

 

Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk

Der er også et eksempel på en familie, der betalte et større beløb, men de blev aldrig kontaktet som aftalt. Det endte katastrofalt for en familie på flugt i Julebæk ved Hellebæk. Manden skar halsen over på sin hustru og deres to børn, da han troede, at det var slut for dem.

Flere af fiskerne blev taget af Gestapo og sendt til Frøslevlejren. De blev anklaget for menneskesmugling og illegal virksomhed. Med tiden måtte flere fiskere selv flygte til Sverige.

 

Ikke meget kystbevogtning

Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed, faldt summen i november til ca. 500 kr.  pr. person. Da de illegale ruter, der transporterede bl.a. modstandsfolk til Sverige for alvor blev taget i brug i takt med at modstanden voksede i 1944, var prisen faldet til femtedel.

Kystpatruljeringen var stort set ude af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede at overbelåninger mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke var begyndt at patruljere kysten.

Tyskerne vidste godt, hvad der foregik. De brugte ikke mange kræfter på det. Ja ofte vende de det blinde øje til. Dog blev en unge flygtningehjælper dræbt at Gestapo under et flugtforsøg ved Tårbæk Havn den 9. 0ktober.

Det danske kystpoliti var blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen. Det var dog en enkelt undtagelse som vi vender tilbage til. Værnemagten under general Hermann von Hanneken var blevet påbudt at hjælpe til med tilfangetagelsen af danske jøder, men mente at dette var under deres værdighed, og de bidrog derfor med en lunken indsats.

 

De allierede roste Danmark

Den omfattende redning af de danske jøder i oktober 1943 fik afgørende betydning for den allierede opinions opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. Redningsaktionen blev opfattet som mange danskere bekæmpede nazismen.

I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som en central begivenhed, der tjener som et eksempel på modstandskraft og humanitet. Begivenheden blev kaldt ”et mirakel”. Talrige monumenter, der hylder indsatsen, er rejst af jødiske samfund i hele verden.

 

40 udskiftningshavne

Der var hele 40 udskibningshavne på Sjælland. De vigtigste var vel Helsingør, Snekkersten og Humlebæk/Nivå, hvor afstanden til Sverige var kortest. 1.000 flygtninge kom til Sverige i dagene 2. – 4. oktober 1943. Antallet toppede den følgende weekend 8. – 9. oktober.

Øl – ruten blev drevet med en båd købt til formålet af bryggerdirektør Knud Parkow og brygmester Arne Jørgensen på Wibroe Bryggeri i Helsingør. Andre ruter var bl.a. Kier – ruten, Stella – ruten, Sundets Venner.

En anden rute gik fra Humlebæk/Nivå. Større skibe ventede ude på Øresund, hvortil flygtninge blev bragt i robåde. Mindre fiskerbåde kunne lægge til ved den lange mole ved Nivå. På en enkelt uge overførtes via denne rute 600 jøder.

Fra Smidstrup mellem Gilleleje og Rågeleje udgik en anden rute. Den var måske den bedst organiserede rute. Det var købmand Lassen, der stod for denne. Det blev til 20 transporter med ca. 850 passagerer.

Studenternes ruter startede i september 1943, den første fra Møn. I oktober åbnedes yderligere 4 ruter, herunder København. Arne Sejr var en af gruppens ledere.

For ”Helsingør Syklub” blev i maj 1944 optrevlet, fordi besætningen på et af skibene talte over sig på et værtshus. Modstandsbevægelsen oprettede frem til krigens afslutning mere ”professionelle” ruter over sundet.

 

Til Sverige i kajak

Nogle jøder flygtede til Sverige i kajakker. I september 1943 gik to mand ud fra Snekkersten i en kajak, det var en hjælper og en marinetelegrafist, som skulle til Sverige. Det blæste op og bølgerne var høje. De endte begge i vandet og måtte svømme tilbage. Hjælperen som hed Quist måtte opgive og gjorde det med ordene ”Hils min mor derhjemme”. Han rakte hænderne i vejret og forsvandt. Hans lig blev fundet flere måneder senere.

 

I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark

Ved krigens udbrud var der 6.500 jøder i Danmark. 1.500 var flygtninge fr Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, som kom til Danmark efter 1933. I 1943 var der 8.000. Men Danmark førte en meget restriktiv politik over for udenlandske jøder.

 

Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel

I Snekkersten var det læge Jørgen Gersfelt og kromand Thomsen på Snekkersten Kro, der var hovedpersonerne.  De stod for organisationen af flugten. Kroejeren døde i Neuengamme kun 38 år gammel. Han blev pisket ihjel.  Der er rejst en mindesten for ham.  Han havde også hjulpet britiske faldskærmssoldater og modstandsmænd til Sverige.

 

Den energiske Gestapo-Juhl

I Helsingør sad kriminal-overassistent Hans Juhl som også blev kaldt Gestapo – Juhl. Han var en dansktalende tysker, der var vokset op lige syd for grænsen. Han opererede både nord og syd for Helsingør.  Han stod selv for arrestationen af ca. 120 jøder. Således blev der arresteret 107 jøder natten mellem den 6. og den 7. oktober 1943 af 107 jøder i Gilleleje – heraf 84 på kirkens loft. De blev som alle andre ført til Theresienstadt.

Allerede den 5. oktober 1943 havde Gestapo anholdt 12 fisker, som blev ført til Horserødlejren. Ved samme lejlighed blev syv fiskefartøjer konfiskeret.

 

Lederen af Det Danske Kystpoliti – Holten

Den berømte advokat Carl Madsen havde ikke meget til overs for Leder af Kystpolitiet Svend Asbjørn Holten. Han blev inspektør under Rigspolitiet. Han blev tilknyttet Frihedsrådets arrestationsudvalg.

Holten sad den 22. juni 1941 om morgenen på tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus og tilrettelagde jagten på de danske kommunister. Tyskerne betragtede ham som tyskervenlig. Han var udset til politidirektør, når Frits Clausen blev statsminister.

Som leder af Kystpolitiet var han meget nidkær og lagde vægt på, at Kystpolitiet ikke blev kompromitteret i tyskernes øjne.

 

Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi

En dag i oktober måned 1943 rykkede Holten med sine folk ind i Snekkersten Havn. Der var indgået en anmeldelse om at nogle danske statsborgere af jødisk afstamning var i færd med at flygte til Sverige. Tyskerne vidste ikke noget om sagen. Da de ankom var 18 danske jøder i begreb med at indskibe sig i de illegale både. Hele flokken på nær 4 personer – kvinder og børn blev løsladt i sidste øjeblik.

De 14 personer blev ført til Helsingør og afleveret på politistationen, hvor det tyske politi blev tilkaldt.

 

Dansk politi skød efter jødiske flygtninge

En anden episode, hvor Holten indblandet er heller ikke omtalt i andre kilder. Det var efter den 29. august 1943. Opgaven lød på at forhindre afsejling og sprede de forsamlede jøder i Gilleleje. Man anså dette for nødvendigt for at tyskerne ikke skulle lave ”foranstaltninger” mod Kystpolitiet.

Kort efter ankom Gestapo-Juhl. Denne anmodede Holten om at holde havnen besat, mens han selv foretog en razzia. Gestapo – Juhl forklarede, at han ikke havde nok mandskab til at klare begge dele.

Hvis Holten nu havde overholdt instrukserne på daværende tidspunkt som var gældende for dansk politi, skulle han have forladt Gilleleje. Der måtte ikke ydes bistand til tyske aktioner. Men Holten trak sig ikke tilbage.

Under politiets besættelse af Gilleleje havn, søgte en fiskerbåd, hvis lastrum var stuvende fuld med jødiske flygtninge for fuld kraft at sejle ud af havnen. I samme øjeblik blev der givet ild fra molen. Båden med de flygtende danske medborgere blev beskudt med maskinpistoler af dansk politi. Flygtningene reddede sig fra den sønderskudte båd ind på bølgebrydernes stensætning, hvor de sad i flere timer, indtil de sammentrukne tyske styrker efter Gestapo – Juhls ordre kom og arresterede dem og fulgte dem i land. De blev alle arresteret takket være Holten.

Som allerede nævnt har vi ikke fået disse hændelser bekræftet i andre kilder ed i Carl Madsens bog. Og ifølge den havde tyskerne også fået fat i Kystpolitiets rapporter som de brugte mod danske statsborgere.

 

Holten forfremmet til politimester i Frederikssund

Denne Holten blev aldrig straffet på nogen måde. Tværtimod blev han hædret med en stilling som politimester i Frederikssund. Foruden Carl Madsen var også Erik Haast efter Holten. Han mente, at Holten var dybt involveret i dobbeltdrabet på Peter Bangsvej.

Heller ikke Gestapo Juhl fik egentlig nogen dom i Danmark. Han blev belønnet for sin ihærdige indsats med at jagte jøder. Han blev kommandør i Stutthof KZ – lager.

I alt blev 1.300 jøder overført fra Gilleleje – området.

 

Jøder taget i kirken og menighedshuset

Der var skjult jøder i sommerhuse. Butikslokaler, garager på lofter, hos slagtermesteren og i bryggeriet.

Men de jøder, der havde søgt tilflugt i kirken og i menighedshuset blev taget. I Gilleleje talte man meget om stikkeri. Men mon ikke Gestapo – Juhl vidste det i forvejen. Der vrimlede med jøder i Gilleleje og stemningen var anspændt. Alle var nervøse.

Datteren fra badehotellet, Ruth Nielsen blev beskyldt for at være stikker. Men hun blev senere frikendt.

 

Tysk radarstation med tilbud til flygtninge – hjælpere

Vest for Gilleleje lå en tysk radarstation, hvor tyske tropper kunne holde øje med skibstrafikken. Da fiskerne i købet af oktober havde svært ved at sejle jøder ud af Gilleleje Havn, ringede kommandanten på radarstationen med et tilbud:

• Vi har en strandbred herude ved vores station, og den må i godt bruge. Vi ved godt, hvad der foregår, og vi har tænkt at vende det blinde øje til.

 

Tysk kommandant advarede mod stikkere i Gilleleje

For at opretholde et samarbejde med danskerne var der en bevidst strategi fra dele af besættelsesmagten at se igennem fingre med redningsaktionen. Men der var fanatikere som Gestapo – Juhl imellem.

Måske var det derfor, at fiskerne fra Gilleleje ikke tog imod dette tilbud. I stedet blev der iværksat en større operation længere nede ad kysten, som ledtes af en lokal købmand.

Men kommandanten op radarstationen advarede også fiskerne om stikkere i Gilleleje. Og også en fisker anmeldte sine kollegaer.

 

Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes

Om aftenen den 2. oktober meddelte Werner Best det tyske hovedkvarter i Berlin at Danmark var befriet fra jøder. Tre dage senere meddelte han, at der ikke var mandskab til at forhindre flugten til Sverige. Det var vigtigt at han den 7. oktober i et telegram kunne meddele Berlin, at der i Gilleleje var arresteret 110 jøder i forsøget på at flygte til Sverige. Således blev der ikke sået nogen tvivl om hans stilling som rigsbefuldmægtiget i Danmark.

 

Børn blev ladt tilbage

Masser af børn blev ladt tilbage i Danmark. Man havde besluttet at flugten til Sverige var for farlig. Historien om de glemte børn, glemmer man at fortælle. Historien om de glemte børn er omgivet af mørke og traumer. Det gør det svært at fortælle i samme åndedrag som den lyse heltefortælling om danskernes indsats som redningsmænd over for jøderne i oktober 1943.

Mindst 133 jødiske børn blev gemt i Danmark under nazisternes aktion. Disse børn oplevede et dobbelt svigt både fra deres forældre og fra deres plejefamilier, som havde passet dem under krigen. Det gik ud over tilknytningen.

 

Mange jøder vendte hjem til ingenting

Det er ikke det fulde overblik over, hvad jøderne vendte tilbage til efter krigen. Men man vurderer, at cirka halvdelen havde mistet enten bolig, job eller formue. For nogle var deres hjem fuldstændig tømt for værdier og møbler, for andre var en lejebolig givet videre eller midlertidig fremlejet. Der er eksempler på naboer eller andre lokale, der så muligheden for at erhverve sig ejendom eller værdier.

Omkring 1.500 af de hjemvendte mistede stort set alt og havde ikke tag over hovedet længere. De blev placeret i flygtningelejre som for eksempel gymnasier uden for hovedstaden. Der var også familier, der kom hjem til et stort set uberørt hjem.

 

Beretninger om flugten

Vi har samlet et par beretninger om flugten. Og vi skal lige gøre opmærksom på at vi har redigeret i teksten.

 

Stormet af tyskere i Kastrup

• Vi tog toget til Helsingør og toget var fyldt med jøder, hvoraf de fleste skulle ud til kysten. Der var folk, der holdt sommerferie der og kendte fiskeskipperne. Vi skulle egentlig til Gilleleje, men taxachaufføren nægtede at køre den tur, da han havde hørt at den forrige var taget af tyskerne.

 

• Turen gik tilbage til København og således kom vi til Frederiksberg og til vores egen lejlighed.

 

• Vi skulle nogle dage senere gå fra Syrefabriksvej i Kastrup Gå hen til en båd, da der blev råbt ”Tyskerne er her”, Vi blev hurtigt gennet ind i en lade, men udefra blev der råbt ”Juden heraus”. Og så blev døren sparket op.

 

• ”Hände hoch” – En kvinde – en skuespiller fra Tyskland ved navn Feiffer – går frem mod tyskerne og blev skudt ned. Vi andre kom op i ”præmievogne” og så kørte de rundt med os i timevis uden at orientere os om, hvor vi var. Om morgenen standsede vi, og var fanger i Horserødlejren.

 

 

En flugt – der ikke blev til noget

• Langt om længe nåde vi ud til Københavns Havn og blev sammen med et par andre mennesker stoppet ned i lasten på en lille fiskerbåd. Fiskeren havde allerede sat motoren i gang, da der kom en mand løbende og fortalte, at havnepolitiet var blevet udskiftet med nogle mere tyskervenlige betjente, og det var umuligt at sejle lige nu.

 

• Fiskeren gennede os ud af båden, og det gjaldt om at komme væk i en fart. Min far bar mig og løb så hurtigt han kunne, mens min mor i den almindelige forvirring løb i den modsatte retning. Mine forældre var efter dette mislykkede flugtforsøg overbeviste om, at det ikke lykkedes at komme over sundet og ville derfor sikre sig, at i hvert fald jeg, deres eneste barn, overlevede rædslerne.

 

 

De skulle have alle pengene

• Vi gik ned til toget, og lod som om vi ikke kendte hinanden. Vi løste billet til Gilleleje og steg op i toget, hvor der i forvejen sad mange. Der var spænding og nervøsitet i toget. Vi var alle bange for, at der skulle dukke tyske soldater op i kupeen. Vi var også bange for stikkere, der kunne angive os. Det tog lang tid at nå Gilleleje. Nerverne var på højkant, men vi nåede uantastet frem.

 

• To og to gik vi med passende afstand ned til havnen. Vi blev vist ind i et hus, hvor der boede en fisker.

 

 

• Fiskeren kom hurtigt indt til os og sagde, at vi for at støtte modstandsbevægelsens farlige arbejde lige så godt kunne hælde vores penge op på bordet med det samme, så skulle vi straks komme af sted. Jeg havde sparet 5.200 kr. op, som jeg havde hævet i banken , og i taknemmelighed over, at nogen ville risikere livet for at hjælpe os, lagde jeg dem, hver en krone på bordet. Mine brødre hældte også deres penge på bordet.
• Vi fik besked på at gå mod havnemolen en ad gangen til den fiskerbåd, der lå yderst og gå ombord.

 

• Efter et stykke tid nede i lastrummet, blev lemmen halet op – ”Så kan I godt komme op” – Svenske soldater udbrød i det samme ”Välkomme til Sverige”

 

 

 

Det kostede 3.000 kr.

• Den 7. oktober fik jeg kontakt med fisker Carl Hansen, der gav mig besked om at være parat næste dag og jeg måtte være parat til at tage af sted med øjebliks varsel. Kl. 15 kom Hansen og hentede mig og tog afsted med det samme i en bil til Skudehavnen. Jeg havde fået en madpakke med og 5.000 kr., men rejste i øvrigt, som jeg gik og stod.

 

• Da jeg kom ind i bilen, sad der mig en ubekendt mand i den og Hansen satte sig på bagsædet mellem ham og mig. Da vi havde kørt et kort stykke, sagde Hansen til mig, at han skulle have 3.000 kr., ellers kunne jeg ikke komme over. Jeg sagde ingenting, men betalte ham pengene.

 

• Ankommet til Skudehavnen blev jeg anvist et skur, som blev benyttet til opbevaring af fiskegrej. Der fandtes ingen vinduer men døren stod frit åben med udsigt til havnen. Efter ca. 90 minutters ventetid så vi et tysk patruljefartøj sejle forbi havneudløbet i nordlig retning. Da det havde passeret, gav den vagthavende betjent ved havnekajen et tegn med hånden, hvorpå vi fik ordre til i største hast at begive os ned til en fiskerbåd, der lå og tøffede i havnen. Der var i alt ti flygtninge, udenlandske og danske jøder, der ikke kendte noget til hinanden. Jeg blev stuvet ned i båden. Et par dæks-plader blev lagt over mig.

 

• Vi tøffede afsted. Jeg lindede lidt ved plankerne, men fik ordre til at dække mig til, da der krydsede tyske flyvere over farvandet. Vi nåede uden forstyrrelser af nogen art over på svensk søterritorium. Lidt uden for Barsebäck blev vi prajet af en svensk båd, som da de hørte, at vi var danske flygtninge, råbte det ene ord til os

 

• Välkomna

 

Kaptajnen ville ikke hjælpe-ringede efter tyskerne

• Udøver os var der fire mennesker, vi ikke kendte. De skulle også med. Da vi gik ombord begyndte båden at tage vand ind – den blev tømt og vi kom om bord igen. Vi måtte sidde, hvor vi nu engang sad – uden at bevæge os, for ellers ville båden kæntre

 

• Vi havde ikke kompas med – og ingen af os kunne ro. Efter nogen tid vidste vi ikke, hvor vi var. En ung kvinde sad og øste vand med en spand, hvor der var hul i. Hun blev meget søsyg og hun bad os flere gange at smide hende over bord Det var koldt, det var mørkt og det var vådt.

 

 

• Det begyndte at lysne tidligt om morgenen. Vi så en damper i det fjerne. Der blev sat et lommetørklæde på fars stok, og skibets mandskab så os. Det var skibet Ydun, en af de Forenedes både. De smed en rebstige om bord. Alle otte klatrede op på skibet.

 

• Far gik op for at tale med kaptajnen og spørge om, han kunne hjælpe os til den svenske sejlrende, så vi kunne komme over i en svensk båd eller give os en af redningsbådene. Mens far var oppe på broen, sad mandskabet hos os.

 

 

• Far kom ned igen og fortalte, at kaptajnen ikke ville hjælpe. Mandskabet lod os derefter være. Min mor havde af vores læge Per Thygesen, som de var gode venner med, fået en flaske morfin blandet med cognac. Dette skulle vi nu drikke. Jeg var 17 år og synes jo ikke, at jeg skulle dø – men det skulle jeg – så jeg drak det.

 

• Min far græd, noget jeg ikke havde set før – og aldrig så siden. Men han følte sig skyldig over at lade sine to børn tage gift.

 

 

• Imens telegraferede kaptajnen til Gestapo – Juhl i Helsingør. Lidt efter kom tyskerne i en motorbåd og hentede os.

 

• Vi blev ført til en barak i Helsingør, hvor vi blev kropsvisiteret af en tyske telefonistinde. Jeg husker ikke mere, hvad der skete, da jeg blev bevidstløs af morfinen. Min far og mor havde ikke fået en dosis, der var stor nok.

 

 

• Vi blev alle via Horserød deporteret til Theresienstadt den 13. oktober 1943.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• danmarkshistorien.dk
• pow.international.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• joediskinfo.dk
• folkedrab.dk
• museumns.dk (Museum Nordsjælland)
• tv2kosmopol.dk
• b.dk
• Weekendavisen
• Claus Bundgård Christensen m.m.: Danmark besat – krig og hverdag
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen – en politisk historie
• Rasmus Kreth, Michael Mortensen: Flugten til Sverige
• Jacques Blum m.m.: Jødeaktionen i Danmark i oktober 43
• Klaus Rothstein, Bent Blüdnikow: Dage i oktober 43
• Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi
• Sofie Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943
• Magnus Panduro Juhl: Jødernes danskernes hjælper i oktober1943
• Tidsskrift for dansk Jødisk Historie
• Udsyn – Tidsskrift for jødisk liv, Israel og Mellemøsten
• Kirchhoff: Duckwitz – den gode tysker
• Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt
• Bent Blüdnikow: Min fars flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943
• Carl Madsen: Vi skrev Loven
• Cecilie Banke og Anders Jerichow: Holocaust og civilsamfundets reaktion
• Ove Johansen: Tilfældet Leifer
• Christian Tortzen: Gilleleje oktober 1943 – under jødernes flugt for nazisterne
• Fem år bd. 2
• Outze: Gå til Modstand
• Asschenfeldt Frederiksen: Fra det gamle Gilleleje
• Søren Frandsen, Lennart Rasmussen: Kurs mod friheden

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.062 artikler
• Under Besættelsestiden (før, under, efter, Anden Verdenskrig) finder du 408 artikler)
• Under København finder du 202 artikler
• Under Nørrebro finder du 324 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 9 artikler

 

• Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangerskab
• En – oktober – nat 1943
• De danske jøder i Theresienstadt
• Sverige og jøderne
• De forfulgte jøder
• Jødefejden 1819
• Flugten over Øresund
• Duckwitz – den ”Gode” tysker
• Werner Best
• Da krigen var forbi
• Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
• Mosaisk Nordre Begravelsesplads
• Werner Best retfærdiggjorde sig selv

 

 

Østerbro – dengang

Rosendal. Ved det gamle kalkbrænderi. Rakkerkulen. Classens Have var et vildnis. Nattergalen larmede. Da englænderne tog flåden. Fiskerhuset blev købt til. Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke. Badeanstalterne. Rosenkildes datter beskrev ”Det Hvide Hus”. Da Rosenkilde skulle følges hjem. Masser af tropper på Østerbro. ”Adolph – hent pusterøret”. Det blev mere fredeligt på Østerbro. Et vendepunkt i Østerbros historie. Den stakkels billedhugger.

 

Rosendal

Tuteins ejendom hed Rosendal, hvor han i 1766 anlagde sit kattuntrykkeri. Tidligere havde det her ligget et klædemanufaktur. Det var dengang man gennem diverse svingninger gennem det nuværende Nordre Frihavnsgade kom fra Trianglen til Kalkbrænderierne.

Rosendal gik lige så lidt som Classens Have helt op til Østerbrogade. Foran lå nogle småhuse, hvoraf et hed ”Pæretræet”, et bryggeri og en barkmølle, som brændte under belejringen. På hjørnet af Kalkbrænderivejen ved Nordre Frihavnsgade lå ejendommen Petershåb.

 

Ved det gamle kalkbrænderi

Her i nærheden lå også Schwermannsdal. Det var opkaldt efter fiskeriforpagter I.L. Schwermann. Det lå ved det gamle kalkbrænderi og nævnes i 1783 i anledning af en fest på dronning Juliane Maries fødselsdag. Til denne anledning skrev Johannes Ewald en sang.

 

Rakkerkulen

Ved stranden lå Rakkerkulen imellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. I 1792 blev der her opført et rettersted i stedet for det gamle uden for Vesterport, hvor Amerika Mølle senere lå. Justitsstedet på Østerbro blev dog allerede i 1806 på ny flyttet og fik plads ved Renovationskulen på Amager. Grunden til dette var, at det ofte var oversvømmet på Østerbro på grund af oversvømmelse ved højvande fra Sundet.

På hjørnet af Øster Allé og Trianglen på Øster Fælleds grund lå et salpeterværk anlagt i 1801 af to svenske saltpeter-sydere. Men også dette ødelagde englænderne i 1807.

 

Classens Have var et vildnis

Nu var Classens Have i mange henseender mere interessant end Tuteins. Den sidste var langt bedre holdt og bar mere præg af at være til lyst og glæde. Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer voksede med det tætte krat. Det dannede ligefrem skovtykninger.

Brød man så igennem disse stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudelys og muskedonnere førte tanken langt fra byens nærhed.

 

Nattergalen larmede

Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der i svenskekrigens tid havde siddet fanger i bolt og jern. Fra Classens Have lød i de lyse nætter nattergalens sang så stærkt over mod ”Det Hvide Hus”, at man havde svært ved at sove.

Ja egentlig hed dette hus, Søholt. Det fik adressen, Østerbro 107 og lå ved Lille Triangel. Det var opført i 1700 – tallet af Etatsråd Niels de Hofman. I årene 1778 – 1813 blev det ejet af den tids største skibsreder og tømmerhandler Lars Larsen.

 

Da englænderne tog flåden

Det var også her, at man i 1807 forhandlede freden med englænderne i 1807. Jo, da kunne man langs kysten ud mod Sundet se englænderne sejle med hele vores flåde. Her boede Peter von Scholten også i kort tid.

 

Fiskerhuset blev købt til

I Classens Have lå bl.a. to ejendomme nemlig generalmajor I.F. Classens, hvis officielle navn var Frederikslund og broderen konferenceråd P.H. Classens. Før generalmajoren i 1755 erhvervede stedet tilhørte stedet, tilhørte en del af det de Danneskjold-Laurvigske arvinger mens en anden del blev ejet af gehejmeråd Hans v. Ahlefeldt.

I 1799 blev det kendte traktørsted Fiskerhuset på hjørnet af det nuværende Classensgade og Strandboulevarden tilkøbt. Haven, hvorfra det var en glimrende udsigt over Sundet havde en parklignende karakter med kanaler, øer og fiskedamme, hvoraf der i 1806 var ikke mindre end tolv.

 

Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke

På den tid lå her en bygning, der var mere ejendommelig end smuk. Det var Justineborg. Hovedfacaden var romersk med søjler. Bagsiden forestillede et kloster, den ene ende et maurisk hus, den anden en gotisk eller engelsk borg. Der fandtes desuden et Antonieborg, et norsk hus med stråtag og lignende anlæg.

 

Badeanstalterne

Nede ved Sundet lå dengang badeanstalterne. Her lå også den militære. Her sad en gammel kagekone, der bl.a. forhandlede nogle dejlige hårde skibsbeskøjter, som smagte herligt. Her lå også Bechs og Engelbrechts badeanstalt.

Ved Holmens Kirkegård lå en Sangerindepavillon. Her begik en student engang selvmord af kærlighed til en af disse optrædende.

 

Rosenkildes datter beskrev stedet

Rosenkilde spillede ofte kort til ud på natten. Og dengang var det ikke sjovt at gå gennem det mørke Østerbro. Det var heller ikke altid at han kunne få militær eskorte fra vagthuset ved porten.

Jo skuespilleren Christian Rosenkilde boede i Det Hvide Hus fra 1834 – 42. Hans datter var den berømte Julie Sødring. Hun skrev:

• Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det lå lige for Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en stue, førstesal og nogle værelser oppe i det høje mansardtag. Tillige var der et herligt stort loft med altaner ud mod søen og haverne. Vor lejlighed bestod af første sal og nogle af loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til ejendommen hørte en stor prægtig have, der strakte sig om bag huset med en mængde frugttræer.

 

Da Rosenkilde skulle følges hjem

En vinternat, da der var et spejlglat føre, spurgte han således den vagthavende underofficer, om han kunne få en soldat til at følge sig hjem. Det blev da stillet en skikkelig knøs til hans tjeneste. Vederlaget blev bestemt til en mark. Rosenkilde fik pludselig den ide at lade som om han havde drukket for meget. Og belønningen blev en hel rigsdaler.

 

Masser af tropper på Østerbro

På et tidspunkt spillede militæret en stor rolle på Østerbro. Flere gange om ugen kunne man opleve militærmusik. Ofte var der øvelser på Fælleden. Det var som regel Store Vibenshus, der skulle indtages. Der var mange brogede korps, der optrådte. Det var Kastels jægerne, de jyske dragoner, Lanserne og den strålende Heste-garde.

 

Adolph – Hent pusterøret

Adolph Rosenkilde – den senere skuespiller, havde en særlig sport og det var at skyde efter de soldater, der red forbi. Og det gjorde han med et pusterør. Til kugler brugte han kit. Han listede sig ned ved plankeværket ud mod Østerbrogade. Gennem et hul i plankeværket fyrede han nu af. Men en dag opdagede hans far, hvad han lavede og forklarede det forkerte i det han gjorde.

Men ak – dagen efter stod den gamle i haven og råbte:

• Adolph, Adolph! Skynd dig og hent pusterøret. De kommer.

 

Det blev mere fredeligt på Østerbro

Efter Frederik den Sjettes død blev det lidt fredeligere på Østerbro. Østerbro var den bydel, der holdt sig længst mulig landlig. Det kan vi bl.a. læse i Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog”, hvor han betagende fortæller om en spadseretur langs Blegdammene på den ene side og Sortedamssøen på den anden, først ved solnedgang, senere ved midnatstid, hvor månen skinner og jægerens horn giver genlyd over de stille øde marker.

Også ”Ægteskabsstien” – mere folkelig kaldet ”Kærlighedsstien” på den anden side Søen var engang romantisk. Men ak senere kunne man risikere og synke ned til knæene, hvis det havde regnet.

 

Et vendepunkt i Østerbros historie

Året 1852 dannede et vendepunkt i Østerbros historie. Nu blev demarkationslinjen ved lov af 6. januar 1852 flyttet til indersiden af Søerne. Udenfor denne linje var der fuldstændig byggefrihed. Vesterbro og Nørrebro faldt i byggespekulanternes hænder. Men på Østerbro kom der først rigtig gang i den omkring 1880.

Loven af 1852 betød faktisk, at de gamle fæstningsværker var opgivet. De gamle volde var prisgivet og snart trængte bebyggelsen sig på. Østerport var den sidste port, der faldt. Det var i 1858.

 

Den stakkels billedhugger

Glemt er også at Johannes Wiedewelt den 17. december 1802 kastede sig i Sortedams bølger og døde. Han var Danmarks mest berømte billedhugger. Men selv om han var det måtte han ligefrem kæmpe mod fattigdom. Han giftede sig aldrig. Han måtte ikke alene ernære to gamle søstre men også en fattig slægtning.

Han havde bestilt og betalt nogle marmorblokke. Men skibet, som transporterede disse gik til bunds ved Læsø. Alt dette kunne han ikke bære. Først fire dage efter at han var sprunget ud blev han fundet. Juleaften blev han begravet på Assistens Kirkegård.

Og på Fælleden holdt alskens hjemløse til ved ”Holger Danskes Briller.

Vi har skam allerede fortalt om Fælledbisserne og om den brutale henrettelse.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Knud Bokkenheuser: Det gamle København

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk består af 2.045 artikler
• Under Østerbro finder du 109 artikler

 

• Østerbro – dengang
• En dansk drengs kamp i Classens Have
• Classens have – endnu mere
• Livet omkring Classens Have
• Classens Have 1807
• Classens Have på Østerbro
• Badeanstalter på Østerbro
• Østerbro 1813
• Østerbro langs søerne
• Østerbro og Nørrebro i krig

Hohenwarte

En tur til Slusen. Jordejerne måtte selv betale for inddigningen. Carsten Angel var heldig. Som en kopi af universitet i Kiel. Døde af blindtarmsbetændelse. Hohenwarde brugt som lystgård. Et hus med stor selskabelighed. I 1943 flyttede familien til Højer. Hans Wind var driftsleder i mere end 20 år. En kold flygtningelejr. Ingen drikkevand i 1946. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Diplomatiske forviklinger. Bange for sikkerheden bag digerne. Fremskudt dige i 1982. Statens Planteavlerforsøg. Nye staldlænger. Der blev rejst fredningssag. Gården indrettet til bondegårdsferie. Tredje generation har overtaget. Mange muligheder på ården i dag. Historien om gården fortælles i kælderen.

 

En tur til slusen

Når vi gik fra Oma og Opa i Ny Frederikskog op til Højer Sluse kunne vi fra diget kigge ned på Hohenwarte. Det gjorde vi altid efter middagsmaden inden der blev dækket op til kaffebordet ”i den køn stue”. Efter den friske gåtur var der plads til mere.  Her i den fine stue var det aldrig opvarmet.

Men se dengang var det forsøgsstation, da vi kiggede ned til gården. Men hvordan er det lige gårdens historie er.

 

Jordejerne måtte selv betale for inddigningen

Ny Frederikskog blev som bekendt inddiget i 1860 – 1861. Det var jordejere i Gammel Frederikskog, som havde retten til det daværende forland. De betalte selv for inddigningen og bygningen af Højer Sluse. Det kostede 455.000 rd.

 

Carsten Angel var heldig

De nye inddigede jorder blev fordelt ved lodtrækning den 25. maj 1861. Carsten Angel fra Bjerremark ejede 62 demat i Gl. Frederikskog. Demat er et gammelt frisisk ord for et jordmål især i marskegnene. En demat er noget mindre end et tønder land.

Han var så heldig at trække lod nr. 10 som lå inde bag det nye havdige. Disse jorder var sat til halv takst, fordi der var var gravet græstørv til beklædning af diget. Det betød at Carsten Angel fik 130 demat langs diget og helt op til Vidåen.

Allerede det første år byggede Carsten Engel en ejendom i røde teglsten og med stråtag. Bygningen indeholdt stald, lade og formentlig en bolig til bestyreren.

 

Som en kopi af universitetet i Kiel

Sønnen Hans Richtsen Angel overtog i 1878 gården. Han lod under stor bekostning opføre en hovedbygning. Arkitekt var Heinrich Moldenwaschardt. Han udformede hovedbygningen som en miniature af universitetet i Kiel, hvis hovedbygning Angel var blevet fascineret af. På den høje kælder rejste sig en etage med næsten fladt tag, og på midten af huset opførtes en gennemgående frontispice. Omkring huset blev gravet grøfter og jorden lagt omkring huset. I begyndelsen hed stedet faktisk Haus Angel.

Hans Angel gav gården navnet Hohenwarte, som betyder ”højt værft” eller ”høj høj”.

 

Døde af blindtarmsbetændelse

Familien Angel levede som rige storbønder, der fedede stude og handlede med stude. Hans Richtsen Angel blev i 1880 gift med Ingeborg og de fik 11 børn.

Hans Richtsen Angel døde i 1901 af blindtarmsbetændelse. Han blev kun 49 år. Enken sad med Hohenwarte til 1909, hvorefter hun flyttede til Flensborg.

 

Hohenwarte brugt som lystgård

De gamle landbrugsbygninger nedbrændte i 1901 efter et lynnedslag. Vest for hovedbygningen opførtes en bygning i røde sten med høj trempel. I den sydlige del var der kvæg – og hestestald. I den nordlige del var der indrettet lejlighed til driftslederen.

I 1909 blev gården solgt til bryggeridirektør Anton Schifferer i Kiel. Han var landdagsmand for Tønderkredsen til 1918. Han brugte Hohenwarte som lystejendom. I 1918 testamenterede han gården til sine to sønner. I 1923 blev Friz Schifferer eneejer.

 

Et hus med stor selskabelighed

Han havde deltaget i Første Verdenskrig og fik landmandsuddannelsen på store gårde i Sønderjylland. Han var velhavende og rejste meget bl.a. i Syd – og Nordafrika. Efter forældrene arvede han en bolig på Sild, hvor familien boede i nogle år i 1930érne. Her havde han omgang med officerer i den tyske hær. I 1938 flyttede familien ind på Hohenwarte, hvor der førtes stort hus med megen selskabelighed.

I 1930’erne og under krigen var der stor handel med heste til tysk militær. Under tiden var der op til 40 heste på stald. Familien Schifferer havde samarbejde med handelsmand Boyskov i Aabenraa. Han købte en del af jorden og byggede i 1934 gården Siltoftvej 42.

 

I 1943 flyttede familien til et hus i Højer

Fritz Schifferer havde været løjtnant i slutningen af Første Verdenskrig. Han var tysksindet og meldte sig frivillig i Anden Verdenskrig. Det meste af krigen gjorde han tjeneste ved havnekommandanten i Esbjerg. Han havde administrative opgaver, hovedsagelig med ansvar for madforsyningen til de tyske tropper i Danmark og Norge.

Det gav mulighed for en stor handel med stude, bl.a. fra Tøndermarsken. I 1943 flyttede familien til et hus i Højer.

Omkring 1930 var gårdens samlede areal 147,9 ha, deraf var 146,4 ha marskjord og 1 ½ ha var have og gårdsplads.

 

Hans Wind var driftsleder fra 1921 – 1943

Hans Wind var ansat som driftsleder på Hohenwarte fra 1921 til 1943. Han boede på gården sammen med sin familie i den nordlige ende af landbrugsbygningen. Besætningen bestod primært af 12 malkekøer og et par heste. Derudover var der handel med stude og græsning af stude. Kun 2-3 fenner blev dyrket med korn. Foruden driftslederen var der fodermester og anden medhjælp. I hovedbygningen var tre piger og en privatchauffør.

 

En kold flygtningelejr

Fra 1943 til 1947 fungerede gården som flygtningelejr. Her fik børnene dagligt lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag gik et par børn op til mejeriet efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange andre lande.

Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.

De ældste børn blev forberedt til en mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men dem var det ikke så mange af på Hohenwarte. Høje Sluse var afspærret af det danske militær, så det var lidt svært at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at befolkningen i Højer til jul sendte lækkerier ud til børnene.

 

Ingen drikkevand i 1946

Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste, at der her var en flygtningelejr. I 1946 talte man at flytte lejren til Tønder. De danske myndigheder mente, at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder mærkeligt, da Tønder i forvejen havde en masse flygtninge boende.

 

Undervisningsbøgerne var nazistiske

Lejren på Hohenwarte blev ledet af tyske myndigheder og personale. Undervisningsbøgerne var da også nazistiske. Lederen af lejren Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde de en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelse kunne han ikke komme tilbage.

Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene før deres fremtid var afklaret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.

 

Diplomatiske forviklinger

Der gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarte. Åbenbart havde de danske myndigheder ikke registreret børnene. Det viste sig, at der her var børn fra 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under private forhold i Danmark, kom til Hohenwarte. 23 drenge fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.

Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach, men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.

 

Bange for sikkerheden bag digerne

Da landbrugsministeriet overtog Hohenwarte i 1947, var det for at gården skulle indrettes til landbrug. Men man var bange for dige-sikkerheden. Landbrugsministeriet nedsatte i 1950 et udvalg, der afgav betænkning fem år senere.

 

Fremskudt dige først i 1982

Konklusionen var, at der burde skabes dobbelt digesikring for hele Tøndermarsken. Enten ved forstærkning af de gamle bagvedliggende diger, eller ved opbygning. Tønder Amtsråd besluttede at give tilskud til landvinding i Vadehavet med henblik på bygning af et nyt dige. Det endte med etableringen af det fremskudte dige – med det blev først indviet i 1982.

Hohenwartes jorder blev dengang lejet ud og bygningerne stod tomme.

 

Statens planteavlerforsøg

Fra 1. januar 1954 blev Hohenwarte med 69 ha overdraget til Statens planteavlsforsøg ved et mageskifte med Nørregård i Højer Kog. Hohenwarte blev indrettet til Statens marskforsøg.

Hovedbygningen blev ombygget i 1955-1956. Det blev et nyt stejlt tag med stort udhæng. Udsmykningerne omkring vinduerne blev fjernet. Der blev sat kvadratiske vinduer i. Frontispicen til gården blev fjernet mens frontispicen til gården blev fjernet, men den til haven blev bevaret. Den står som et bevis på fordums storhed i arkitekturen.

Ruminddelingen blev bevaret, men lofterne blev sænket i alle stuerne. Huset blev indrettet til bolig og kontor for forstanderen. På loftet var der fem værelser og badeværelse til karlene. I stueetagen var der pigeværelser, stort køkken og folkestue.

 

Nye staldlænger

I 1957 – 1959 blev der bygget nye, moderne staldlænger med plads til 25 malkekøer plus opdræt, og svinestald med plads til 80 fedegrise og stor lade ed silo.

Fra 1956 til 1963 boede forstander, agronom Viggo Nielsen med hustru på gården sammen med det nødvendige folkehold. Fra 1963 til 1985 boede forstander lic. Agro. Lorens Hansen på Hohenwarte med hustru og fem børn. Det var en husassistent og om sommeren syv mand på kost og logi. Folkeholdet blev nedlagt i 1967.

I stuehusets kælder blev der indrettet kontorer, laboratorier, frokoststue og personalerum. Senere blev det også indrettet kontorer og laboratorier i nogle landbrugsejendomme. Gennem årene var der beskæftiget 16 – 18 personer ved forsøgsarbejde i markerne, laboratorierne og kontor.

 

Der blev rejst fredningssag

Da Statens planteavlsforsøg overtog Hohenwarte, blev jordene drænet, grøfterne sløjfet og jorden blev pløjet. Markerne blev benyttet til parcelforsøg med kornsorter, grøntsager, afprøvning af kemikalier, jord-behandling og nitrat-vaskning. Da der blev rejst fredningssag for området, besluttede man at nedlægge statens marsk-forsøg fra november 1987.

Bygningerne stod stort set ubenyttet frem til 1991. De fleste af jordene indgik i jordfordelingerne i forbindelse med fredningen i 1988. Fredningen betød at drænudløbene blev stoppet. Alle grøfter blev gravet op igen. De holdes fulde af vand i sommerperioden. Jordene er udlagt til græsning.

 

Gården indrettet til Bondegårdsferie

I 1991 købte Andreas Paulsen Hohenwarte med bygninger og 17,4 ha jord. Han indrettede gården til bondegårdsferie. I første omgang var det kun i dele af stuehuset, men efterhånden blev kontorer, laboratorier og kostald indrettet med værelser. I svinestalden og laden blev der indrettet køkken og festsal. Man kunne byde de første gæster velkommen den 1. marts 1992.

I 1999 overtog datteren Vivi Paulsen og hendes mand Hohenwarte. De har yderligere ombygget gården. I 2009 fortsatte Vivi Paulsen selv videreførelsen. Og i 2010 kom hendes nuværende mand, Andreas med i driften af feriestedet. Her kommer både gamle stamkunder og førstegangsbesøgende.

 

Tredje generation har overtaget

Nu er Hohenwarte mere end simpel bondegårdsferie. Der serveres både morgenmad og aftensmad, hvis man ønsker det. Her har også været arrangeret ”Sønderjysk Kaffebord” og Pers Awten, samt familiefester. Således har min familie også afholdt fest her på stedet.

Og nu efter 30 år på Hohenwarte har tredje generation taget over. En masse dyr er kommet til. Det er ikke kun marskdyr. Du kan opleve hunde, ænder, heste, dådyr, geder og lamaer. Og sikkert endnu flere.

 

Mange muligheder i dag

På stedets hjemmeside kan man downloade en brochure med alt, hvad stedet kan tilbyde. Og det er skam ikke så lidt. Der er hele 31 værelser til rådighed. Men man kan også få teltplads, shelter eller komme i campingvogn eller autocamper.

Her er mest travlt i skolernes sommerferie. Og familien bor på Hohenwarte. Det er altid godt at have en handyman, der ordner alt – og det er Andreas ”Dres” Nielsen Poulsen.

 

Historien fortælles i kælderen

I kælderen på Hohenwarte kan man opleve Hohenwartes arkitektur og bygningshistorie, beboernes historie og livsformer. Her vil være en gennemgang af herskab og tjenestefolk på stedet samt danskhed og tyskhed i området. Gad vide om man har læst artiklerne her på siden.

 

 

Kilde:

• dengang.dk -diverse artikler
• nordschleswiger.dk
• ugeavisen.dk
• jv.dk
• hohenwarte.dk
• Kirsten Lylloff: Barn eller Fjende
• Sven Bach: Om de tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949 – opgør med en myte
• Leif Hansen Nielsen: Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948
• Slægtsgården (2015)

 

• dengang.dk indeholder 2.026 artikler
• Under Højer kan du læse 86 artikler
• Under Tønder kan du læse 327 artikler
• Under Sønderjylland kan du læse 249 artikler

Falkoneralle – Kvarteret på Frederiksberg 

Interesse for gadernes opståen. Falkejagt. Det halve af vandet til bekæmpelse af brand forsvandt under transport. I 1858 havde Frederiksberg hele fire betjente. Et mord på Lampevej. En skillingsvise. Et landligt udseende. En tragedie i baghuset. En heltedåd. Falkonergården oprettet af Christian den femte. Grundejere skulle vedligeholde bro. Lysfabrik overtog Falkonergården. Aahuset nu med variete, gynger og musik. Sideveje opkaldt efterlystgårde. På Fuglebakken var der eftergræsning for kreaturer. Godthåbsvej, En krudtmølle. Hostrups Have. Bülow anlagde mange veje. Et gartneri lå i vejen. Masser af fabrikker på Falkoneralle.

 

Interesse for gadernes opståen

Hver måned, når vi lavede vores hitliste, kunne vi se, at vores to artikler over gadenavne på Frederiksberg lå i toppen. Der er stor interesse for at vide, hvorfor gader og veje på Frederiksberg hedder, som de gør. Foreløbig har vi besluttet, at vi ikke fortsætter vores hitliste. Vi kan ikke rigtig få nogen garanti fra Google.

 

Falkejagt

Fra hjørnet af Smallegade-Gammel Kongevej gik Falkoneralleen i nordlig retning mod Ladegårdsåen. Det er en vis gammeldags klang over navnet Falkoneralleen. Man mindes om den gang man førte jagt ved afrettede falke, som fra deres sæde på falkonerens hånd sendtes højt op i luften for derfra at udspejde og slå ned på det bytte, jægeren havde udset sig. Og man husker, at ved denne alle har der engang ligget en gård, som hed Falkonergården og som netop har været sæde for selve falkonermesteren og hans svende.

Egentlig blev Falkoneralleen anlagt i 1670 i forlængelse af Allegade og førte frem til Falkonergården. Det var oprindelig en kongevej lukket af porte ved Allegade og Jagtvejen.

 

Det halve af vandet forsvandt ved transport

Foran kvarteret ligger Howitzvej opkaldte efter den kendte overlæge, der fortsættes af Finsensvej. Begge disse veje hed i sin tid Lampevejen. Det var en landevej, der førte ud mod Vanløse bys daværende jorder. Hvorfor Lampevej havde dette mærkelige navn, vides ikke. Var det fordi, at der stod en lampe foran jordemoderens hus? Ja så måtte adskillige veje dengang bære det samme navn.

Et stykke op af Howitzvej lå det store bygningskompleks, der indeholdt både domhus, politistation og brandstation. Det er ikke længere sådan, at de kørepligtige grundejere skal transportere en håndsprøjte til brandstedet mens vandet til slukningen blev tilkørt i tønder. Det halve blev spildt under transporten

 

I 1858 havde Frederiksberg 4 betjente

Tænk dengang i 1858 var det i hele Søndre Birk, der indbefattede Frederiksberg by og sogn kun fire betjente til at forrette polititjeneste. Først den 1. oktober 1865 blev der indført Frederiksberg Politi.

Det var lige lidt problemer med i hvilken jurisdiktion, man befandt sig. Således hørte de lige numre på Værnedamsvejen under København. De ulige numre hørte under København.

For mange år siden var der en urostifter der lavede optøjer på Frederiksbergs grund, men en københavnsk betjent kunne ikke anholde ham. Men de problemer har man dog siden fået løst.

 

Et mord på Lampevej

Og så var det jo lige Lampevej, der blev skueplads for et mord. Det var den 12. februar 1889, at nogle arbejdere lang ude på Lampevejen fandt en mand liggende i en grøft. De så til deres store rædsel, at hans baghoved var knust. Sneen omkring det sted, hvor hans lig havde ligget, var gennemtrukket af blod.

Den myrdede var snedkermester Carl Sørensen fra Vanløse. Han havde dagen i forvejen været på Søndre Birks Kontor fået udbetalt 3.000 kr. i 500 kr. sedler for et prioritetslån. Det blev oplyst at han derefter havde været adskillige steder, bl.a. i restauranten ”Pariserhallen”, hvor han, der var en del beruset havde snakket om de mange penge, han havde hos sig.

Det sidste, man vidste om ham, var at han var blevet ses i en droske sammen med vognmand og restauratør C.A. Schick, der var indehaver af Café du American på Gammel Kongevej 171. Det var en lille tarvelig forstadsbeværtning.

Schick blev selvfølgelig straks anholdt. Men nægtede at være morderen. Det lykkedes ikke for politiet at findebeviser mod restauratøren. Lampevejsmordet blev henlagt under ”Uopklarede Sager”. Medierne og folket havde selvfølgelig udpeget morderen. Og mordet affødte en del skillingsviser. Sådanne havde man mange af, når der indtraf en begivenhed.

 

En skillingsvise

Den ene skillingsvise var dårligere end den anden. Her er en prøve på en af dem:

• En Snedker hæver sin Løn

Paa Søndre Birks Kontor

Han gav ej Frygtsomheden Rum

Og tænkte ej paa Mord

 

• Tre tusind Kroner

Han rolig, glad og tryg,

En Morder ham opdaget har

Hans Gerning, den var styg

 

• En Værtshusholder

Ved egen Adfærd har han det maget

At Mordet bliver ham lagt til Last

Nu er han fængslet og sidder fast

 

Man fortalte dengang, at en clairvoyant havde tilbudt politiet sin medvirken til mordets opklaring. Men det var de nu ikke interesseret i.

 

Et landligt udseende

I slutningen af 1800 – tallet havde Falkoneralleen endnu et landligt udseende med enkelte gårde hist og her. Ellers var der haver og marker. Men i 1864 opstod Frederiksberg Jernbanestation, der både var person – og godsbanegård.

De gamle gårde og haver ved Falkoneralleen forsvandt. Høje huse opstod i deres sted. De huse, der opstod, var uden særpræg. Det gjaldt om at udnytte grunden så meget som muligt. Inde i gårdene opstod baghuse.

 

En tragedie i baghuset

I en af disse baghuse opstod der den 10. december 1892 en tragedie. Det var en ildebrand, hvor 7 mennesker omkom. Det var i Falkoneralleen nr. 94 i en 4 – etagers arbejderkaserne med lutter 2 – værelses lejligheder.

Ilden opstod i baghusets kvistetage, hvor der boede en familie på seks personer. En af dem sprang fra kvisten ned i gården og døde øjeblikkelig – de fem andre indebrændte.

 

En heltedåd

Blandt beboerne i den brændende bygning var arbejdsmand Niels Petersen, der, efter at have reddet sig selv ud fra anden sal, ilede op ad ejendommens anden opgang med et torv og en økse slog hul i taget og redede ad denne vej en kone med tre børn. For denne bedrift fik han ad kongen ved en audiens personlig overrakt medaljen for ”ædel dåd”. Desuden fik han tilsagn om, at han hvert år på en bestemt sag kunne hæve 100 kr. på Amalienborg.

 

Falkonergården oprettet af Christian den Femte

Det kongelige falkoneri var oprettet af Christian den Femte og lederen af det var en falkonermester, der under sig havde falkonersvende og – drenge. Gennem adskillige år var det slægten Verhagen, der beklædte posten som falkonermester. Her var boliger til falkonermesteren og hans folk, stalde for hestene, Kamre for jagtfalkene.

På et kort fra 1756 ses Falkonergården og dens bygninger liggende i nærheden af Ladegårdsåen. Falkejagten ophørte i slutningen af det 18. århundrede. Selve Falkonergården stilledes til auktion i september 1795. Meningen var at flytte hele falkonoriet til Jægersborg. Men det blev dog ikke til noget. I 1810 ophørte falkoneriet.

Det var omkring Falkoneralle nummer 112 og 120 Falkonergården lå. Det var især islandske falke man brugte. Det var en kærkommen gave, når de danske konger var på besøg i udlandet.

 

De begunstigede fik nøgler

Vejen til Falkoneralleen var afspærret med bomme, ligesom Frederiksberg Alle var aflukket med porte. Kun særlig begunstigede kunne få nøgler udleveret ved bommene og portene. Men de, der ikke kunne få nøgle af lovlig vej, lod selv lave separate nøgler uden om myndighederne.

Dette førte til at samtlige låse blev forandret i 1780. Den 8. maj indkaldtes samtlige nøgle-besiddere til aflevering af gamle nøgler og udlevering af nye nøgler.

 

Grundejere skulle vedligeholde broen

Omkring 1750 blev Jagtvejen anlagt i forlængelse af Falkoneralleen og ført til Store Vibenshus ved hjørnet af Lyngbyvejen. Over Ladegårdsåen var fra Falkoneralleen blevet lagt en bro til Jagtvejen. Da der i 1760erne var blevet bebygget herude blev det pålagt grundejerne at vedligeholde denne.

 

Lysfabrikant overtager Falkonergården

I begyndelsen af det 19. århundrede var Falkonergården blevet udlejet til kapelmusikus Peter Christian Bruun, der havde anlagt en vokslysfabrik. Det var P.C. Bruun, der tilbød 4.150 Rigsdaler i henhold til auktionsskødet af 29. december 1819.

I 23 år ejede Bruun Falkonergården. Men den 4. juni 1842 solgte han den til Lysefabrikant Carl Adolph Feilberg.

 

Aahuset – nu med Varieté, Gynge og Musik

Nær ved Ladegårdsåen lå Aahuset. Stedet blev købt af etatsråd Salicath. Det blev et søgt traktørsted. Her holdt Nørrebro Handelsforening også deres bestyrelsesmøder en overgang. Bestyrelsesmedlemmerne fik bøder, hvis de kom for sent. Det fungerede som traktørsted indtil 1907, hvor det blev nedbrudt. Adamine Gerber skriver i sine erindringer:

• Salicaths idylliske Hus ved Ladegaards Aa, hyggeligt, fint, med hollandske Vinduer og laa lige ved Aaen, hvor man ad en meget smal Marksti gik bag om Sygehjemmet til Bangerts Bro. Nu er det forfærdeligt, men staar dog endnu og bliver brugt til Varieté, Gynge, Musik. I min Tid var der Fuglesang og Stilhed, Idyl, nu Knejpe. Formedelst den megen Støj høres aldrig ”Gøg og Nattergal”.

Ak ja, for nogle var det tilstrækkeligt med idyl, fuglesang og kildevand. Men når det var gynger og musik så fik det prædikatet ”Knejpe”.

 

Sideveje opkaldt efter lystgårde

I 1845 opslugtes Nørre Alleenlyst ef Falkonergården, hvis ejer, fabrikant C.A. Feilberg købte stedet med have og vænge. Dermed var to arealer kommet på en hånd. Ingen af de to gårde eksisterer mere. For Falkonergården var det forskellige brande, der havde raseret Christian den Femtes gamle falkoneri. Skal vi i dag lokalisere disse to ejendomme må det være omkring Falkoneralleen 114 – 126.

Adskillige af sidevejene til Falkoneralleen er opkaldt efter de tidligere liggende lystgårde med store jordbesiddelser. Således Mariendal, hvis tidligere navn var Falkendal. På denne store grund ligger i dag, Mariendalsvej, Kong Georgsvej og Dronning Olgasvej som i sin tid blev anlagt af ejeren af gården, Mariendal, kreaturkommissionær, justitsråd, Josephsen.

 

På Fuglebakken var der eftergræsning for kreaturer

Ikke langt derfra lå Fuglebakken, der ifølge et avertissement i Adresseavisen den 17. august 1791 da var indhegnet og blev udlejet til eftergræsning for kreaturer. Sindshvilevej blev anlagt på den store grund, der tilhørte gården Sindshvile, som i 1845 blev ejet af kopist Søren Fohrmann.

 

Godthåbsvej

En af de længste veje på Frederiksberg er Godthåbsvej, der udgår fra Falkoneralle som en fortsættelse af Rolighedsvej. Vejen har fået navn efter gården Godthaab ved hjørnet af Nordre Fasanvej. I det 16. århundrede lå her en torp, Nyby udskilt fra Solbjerg by. Dens ladegård lå der, hvor Falkonergården senere lå.

Her opførte i midten af det 18. århundrede Henrik Vium gården Godthaab. I 1792 blev den ejet af regimentskvartermester Frederik Fugl, som fik den vurderet den 8. marts. Her kan vi så læse at hovedbygningen var på to etager med ”Gebrokken Tag og Kælder”. Desuden var det mod vest en bygning indrettet til vaskehus og hestestald til 16 heste. Foruden forskellige andre bygninger var der sandelig også ”Et Sprøytehus”.

 

En krudtmølle

I den yderste ende af Godthåbsvejen lå ved Grøndalsåen den gamle ejendom Grøndal. Denne er muligvis identisk med det såkaldte Kalthus, der var indrettet som krudtmølle af overtøjmester Peter Kalthoff, efter hvem det skal have fået det mærkelige navn.

Senere blev det ejet af admiral Niels Juel. I 1872 blev det ejet af prokurator, statsrevisor Balthasar Christensen.

På den modsatte side af Godthåbsvej – Falkoneralle-krydset ligger Rolighedsvej, opkaldt efter gården Rolighed, der lå på vejens venstre side. Det var direktørboligen for Landbohøjskolen.

Ejendommen, der i sin tid havde en meget stor grund var opført af generalauditør i marinen Andreas Bruun, der efter sin hustru Anna Marie Als gav sin nybyggede lystgård navnet Mariendal, et navn, der allerede i 1763 blev ændret til Rolighed.

 

Hostrups Have

Over for Rolighed opførte i 1854 fabrikant Isak Hændel Ruben et meget stort kompleks, hvori han installerede sine betydelige bomuldsspinderier. Fabrikken, der var grundlagt i 1780 som kattuntrykkeri af hans far, Jacob Hændel Ruben.

Senere blev de gamle bygninger nedrevet. Og her lod trælasthandler Harald Simonsen opføre det store moderne bygningskompleks Hostrups Have.

 

Bülow anlagde mange veje

For enden af Rolighedsvej ligger Bülowsvej, forbindelsesvejen mellem Aaboulevarden og Gammel Kongevej. Den mand, hvem vejen skylder sit navn, var rådmand, inspektør Frederik Christoffer Bülow. Han havde i 1852 erhvervet det henved 35 tdr. land store areal, der lå mellem Åboulevarden (den daværende Ladegårdsvej) og Gammel Kongevej.

På dette areal anlagde han H.C. Ørstedsvej, Bülowsvej, Amalievej, Thorvaldsensvej, Fuglevangsvej, Harsdorffsvej m.fl. Derved blev det store skønne villakvarter med dets fred, ro, hygge og idyl, som var kendetegnende for Frederiksberg.

 

Et gartneri lå i vejen

Bülowsvej og H.C. Ørstedsvej blev det nye kvarters hovedveje, skønt det i første omgang ikke lykkedes for Bülow, at få H.C. Ørstedsvej ført igennem, da gartner S. Triers ejendom Vilhelminelyst på Gammel Kongevej 116 spærrede for gennemkørslen af denne kant.

Navnet H.C. Ørstedsvej er for øvrigt af forholdsvis nyere dato. Det første stykke af vejen som gik fra Ladegårdsvejen til den daværende jernbaneoverskæring – Jernbanevej. Stykket mellem Triers ejendom og Gammel Kongevej Triers Alle, senere Vilhelminelyst Alle, kom så i 1870erne til at hedde det nuværende navn H.C. Ørstedesvej.

Og sådan kunne vi have blevet ved. Det gør vi så en anden gang.

 

Masser af fabrikker på Falkoneralle

Den østlige side af Falkoneralle var præget af fabriksanlæg dengang. A. Sørensens Tændvarefabrik i nr. 36 og 38. Frederiksberg Jernstøberi i nr. 42 og H.E. Gosch & Co’ s Tændstikfabrik i nr. 44. Længere fremme mod Godthåbsvej Rubens Fabrik og i nummer 114 N.P. Brandts Drivremmefabrik.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carl Bruun: 1887-1901 København
• København Før og Nu

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.013 artikler
• Under København finder du 199 artikler
• Under Nørrebro finder du 321 artikler

 

• Ladegården og – åen 1-13 (under Nørrebro)
• Frederiksberg – for mange år siden
• Det gamle Frederiksberg
• Frederiksberg, Lystigheder og Folkeliv
• Frederiksberg – dengang
• Jørgen – helgen-hospital og Sø
• Stjernen – Arbejdernes bryggeri
• Gader og veje på Frederiksberg 1-2
• Frederiksberg Slot
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Frederiksberg/Valby fra A til Å

 

• Under YouTube finder du Ladegården og åen 1-2
• Det er to videoer a ca. 45 min. med et foredrag afholdt i Stefans Kirken på Nørrebro – dertil kan du se en masse fotos fra Ladegårdsåen.

 

 

 

 

 

 

 

Påske i Sønderjylland og andre steder

Påsketraditioner også uden for Sønderjylland. Påskeharen lige så vigtig som julemanden. Ude at lede efter påskeæg. Man brugte naturfarvemidler. Hvad er gækkebreve? Solæg – et chok for mange. ”Skiden lørdag”. Klassisk æggekage. Æggelege. Sukker- og chokoladeæg til Sønderjylland. Påskelam var ikke særlig sønderjysk. Begrebet ”æggepenge”. Kålsuppe med ni slags kål. Rugmelsbrød spiste man Langfredag. Påsken var egentlig en jødisk fest. Påskebryg. I Højer er der påske i haven. Man gik rundt med en udstoppet ilder. Langfredagshugget eller Påskeskraldet eksisterer ikke mere. Centrum for overtro. Den Kristne Påske.

 

Påsketraditioner også uden for Sønderjylland

Måske kan det være lidt svært at beskrive traditioner og skikke, der kun er gældende i Sønderjylland, når det gælder påsken. Så måske sniger det sig skikke med som er gældende i det øvrige Danmark.

Påskedag ligger altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kan ligge 22. marts og senest 25. april. Fastelavnssøndag ligger altid syv uger før påske.

 

Påskeharen lige så vigtig som julemanden

Påskeharen var først i Sønderjylland. Den kom syd fra og blev udbredt i Sønderjylland i 1920erne. Forældrene fortalte deres børn at påskeæg var hare-æg. Forældrene dekorerede påskeæg påskelørdag.

For mange sønderjyske børn har påskeharen været en figur på linje med julemanden

 

Ud at lede efter påskeæg

Og påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. De blev gemt både ude og inde. Haren så man aldrig. Den var løbet væk eller gemte sig. Denne tradition praktiserede vi på Lærkevej i Tønder. Både farvede hønseæg og chokoladeæg var en del af fejringen fra 1920erne.

 

Man brugte naturfarvemidler

For 100 – 150 år siden kendte man også til påskeæg i form af almindelige hønseæg. Det blev kogt med forskellige naturfarvemidler, f.eks. løgskaller eller rødbeder.

Man sendte også påskekort til hinanden med høns, kyllinger og forårsblomster.

 

Hvad er gækkebreve?

Man sendte selvfølgelig også gækkebreve. Forløberen er det tyske bindebrev. Det var brugt i Danmark fra 1600 – tallet, dog først i Sønderjylland, som dengang var hertugdømmet Slesvig Holsten. Man drev gæk med hinanden. Man kunne for eksempel gemme vintergækken i ofrets mad.

 

Solæg – et chok for mange

Solæg har udviklet sig til en sønderjysk egnsret. Denne ret kommer syd fra. Ægget er kogt meget længe, så meget at skallen er slået lidt i stykker. Æggene skal ligge i saltlage gerne i 14 dage. Så skal de deles og spises med HP sovs, Tabasco, olie, eddike-dressing og sennep.

Retten anvendes som en hyggelig forret og man serverer den typisk til påskefrokost. Folk, der ikke har set eller smagt solæg før, kan godt blive skræmt af udseendet. Og det er særlig den blå blomme, der forskrækker nybegyndere. Og når man så fortæller, at ægget har ligget i saltlage et par uger, så er de ved at løbe bort.

Men dem, der så tager mod til sig bliver begejstret. Og man nyder typisk solæg med en snaps eller Gammel Dansk.

 

”Skiden lørdag”

Nogle steder spiser man lammesteg. Men fra gammel tid var det grønlangkål man spiste i Sønderjylland.

Og når vi nu er ved maden, så var det en tradition, at Påskelørdag også blev kaldt ”skiden lørdag”, da det var den dag, der blev gjort rent til påsken. Så spiste man skidne æg – hårdkogte æg i sennepssovs.

 

Klassisk æggekage

Ja påskedag var det ofte den klassiske æggekage med flæsk. Æggene blev også brugt som gaver til tjenestefolkene. Ofte blev de kogt i for eksempel løgskaller, som gav dem en gylden farve. Derefter blev de poleret med flæskesvær for at få dem til at skinne.

 

Æggelege

Når tjenestefolkene fik æggene legede de med dem, inden de spiste dem. Der findes forskellige æggelege. En af dem var at ramme de andres æg, mens man triller dem ned af en græsskråning.

Jo Leonora Christine – Christian den Fjerdes datter fortæller i sin beretning fra fangenskabet i Blåtårn ”Jammers Minde” om et farvet æg, hun har ridset blomster i og foræret væk.

 

Sukker- og Chokoladeæg til Sønderjylland

Omkring 1900 kom de første sukker-æg og chokoladeæg til Sønderjylland eller Nordslesvig. Snart var det danske chokoladefirmaer som Anton Berg og Michelsen Chokolade, der begyndte at producere dem.

Åbenbart symboliserer ægget også graven, som Jesus bryder ud af påskemorgen. Det kan også været et tegn på forår og frugtbarhed.  Livet bryder igennem den hårde skal.

 

Påskelam var ikke særlig sønderjysk

Påskelam er måske ikke særlig sønderjysk. Men vi gik op på diget ved Højer for at kigge på påskelam. De var tegn på forårets komme. Det bliver kun læmmet en gang om året og det er sidst på vinteren eller tidligt på foråret. Som tak til Gud har jøderne ofret lam til påske. Jesu blev ofte afbilledet som offerlammet. Dette er uskyldigt og ofrer sit liv for andres skyld.

Påskekyllinger begyndte at lægge æg ved forårstid. Så var der så meget grønt, at kyllingerne igen fik energi. Før i tiden kunne ægproduktionen gå helt i stå om vinteren på grund af manglende foder.

 

Begrebet ”Æggepenge”

Hønseægget/påskeægget har været kendt herhjemme siden 1600-tallet. Æg blev dengang regnet for en luksusvare, som kun velhavende spiste. Hos fattige familier, der holdt høns var æggene forbeholdt videresalg. Kvinderne solgte dem. Vi kender begrebet ”æggepenge” som var de penge fra æggeslaget, som bondekonerne fik lov til at beholde selv.

Påskefrokosten er nok den tradition, der er mest anvendt i dag. Det er helt sikkert æg på bordet. Måske også kylling og lam.

 

Kålsuppe med ni slags kål

Påskens mad er ikke kun knyttet til æg. Der er også andre retter, der knytter sig til påsken. Skærtorsdag skulle man også spise ni slags grønt – ofte i en kålsuppe med navnet nikål. Tallet ni var helligt, og derfor sagde man, at en ret med ni slags grønt kunne beskytte en mod sygdom resten af året.

Hvis påsken lå tidligt, kunne det imidlertid godt være en udfordring at opdrive ni slags grønt, så måtte man være kreativ og for eksempel ty til græsstrå., brændenældeblade, en pileknop, selleri, kommen, følfodsspirer eller lignende.

 

Rugmelsbrød spiste man Langfredag

Traditionen med ni slags grønt er et før kristent levn fra den hedenske vårfest, hvor man fejrede sommerens indtræden. Langfredag var en kristen tradition at spise rugmelsgrød, som blev regnet for fattigmandskost. Med dette lette måltid skulle man mindes Jesu lidelser.

 

Påsken var egentlig en jødisk fest

Traditionen med at holde påskefrokost kan spores tilbage til før den kristne påske. Påske var oprindeligt en jødisk fest til minde om udvandringen fra Egypten og flugten fra slaveriet.

Jøderne skulle ifølge fortællingen gøre sig klart til at rejse hurtigt og kunne nå at forberede et måltid af brød, der ikke kan nå at hæve – det usyrede brød matzah, som stadig spises til pesach. Således indgår der i påsken både jødiske og kristne elementer. Påsken er ikke mindst en fejring af at foråret er på vej.

 

Påskebryg

Ja og så var det jo også lige Påskebryg. Den første var muligvis Salvator fra bryggeriet Thor i Randers i perioden 1890 – 98. Carlsberg kom først med en i 1905.

 

I Højer er det påske i haven

I Højer er der opstået en hel speciel tradition. Egon og Bente pynter deres have med ca. 3.500 påskeæg. Æggene hænger i haven et godt stykke tid efter påske. Så det er værd at køre forbi Nørregade og kig ind i haven. Du kan se det flotte skue ude fra vejen.

 

Man gik rundt med udstoppet ilder

I påsken gik de unge i Helvad på Als omkring med en udstoppet ilder for at samle æg til deres gilde 2. påskedag. Når de kom ind, sang de:

• Ræven ind ad bondens gård
• Bonden hedder Rasp
• Kan jeg ikke få hans gås
• Så napper jeg hans Gasp.
• Vor ilder har så sort et skæg
• O, kære moder, giv os æg
• I tænker nok min ilder er død
• Men den ved nok, der er æg i jert hø.

Endnu i 1842 gik man rundt i Hagenbjerg med en ilder for at indsamle æg.

I Vestslesvig skulle børn være gået rundt med et lignende vers, dog uden udstoppede dyr og bedt om æg langt op i 1900’erne.

 

Langfredagshugget eller Påskeskraldet

Nogle traditioner omkring påske bruges ikke længere i Danmark. Langfredag var et ritual ”Langfredagshugget” eller ”Påskeskraldet”. Her slog man hinanden med ris for at mindes Jesu lidelser. Gennem tiden har det også været tradition for påskelege blandt tjenestefolk både på landet og i købstæderne. Nogle steder blev der arrangeret legestuer, hvor områdets ugifte karle og piger dansede og legede.

 

Centrum for overtro

Påsken har været centrum for en del overtro. For eksempel sagde man, at man skulle spise et æble på fastende hjerte påskedagsmorgen. , hvis man skulle blive fri for forskellige sygdomme. Om vejret lød det bl.a. at

• Skærtorsdags tø giver mange læs hø (Tøvejr skærtorsdag varsler en god høst)

 

Den Kristne Påske

Selve Påskeugen begynder med Palmesøndag. Det var den dag Jesu red ind i Jerusalem på æsel og blev modtaget med glædesråb af folkeskarer, der strøede palmegreve på hans vej.

Skærtorsdag henviser formentlig til at Jesu den dag vasker disciplenes fødder (skær betyder ren). Det var også om aftenen, hvor Jesus spiste det sidste måltid sammen med disciplene. Om brødet og vinen udtalte han at det var hans legeme og blod I den kristne kirke fejrer man derfor nadverens indstiftelse netop den dag.

Langfredag led Jesus døden på korset. Om aftenen blev han lagt i graven. Efter de danske flagregler skal man denne dag flage på halv stang.

Søndag morgen, Påskedag blev Jesu grav fundet tom, hvorefter man i kristne lande mindes Jesu opstandelse.

 

Kilde:

• Hans Henrik Feilberg: Dansk Bondeliv
• Troels Lund: Daglig Liv
• Holger Hjerholt: Sønderjysk sprog og Folkemindesamling
• dengang.dk – diverse artikler
• kristeligt-dagblad.dk
• kb.dk
• dengamleby.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.955 artikler
• Under Sønderjylland finder du 238 artikler
• Juleskikke i Sønderjylland
• Begravelsesskikke i Sønderjylland
• Per’ s Awten og Bikebrennen

 

Håndværkere i Tønder – dengang

I denne historie kommer vi også til at møde nogle industrier I Tønder- Håndværkerlaug siden 1500 – tallet. Til kamp mod fuskere. En ny næringslov. Håndværkere stærkt repræsenteret i byrådet. Til møde i Weissen Schwan. ”Særlig ringe i forhold til byens størrelse. Svendene krævede lønforhøjelse. To kvindelige medlemmer i 1919. Sønderjyllands største virksomhed i luksus – køretøjer. Hele 79 gæstgivere i 1888. 24 bryggerier og 32 hoteller. De sidste to bryggerier. Bryggeri genoplivet.

 

Håndværkerlaug siden 1500-tallet

Der var tidligt en håndværkersammenslutning i Tønder. På et tidspunkt kom de til at konkurrere med Højer, der fik privilegier. Her på siden har vi tidligere mange gange beskæftiget os med virksomheder i Tønder. Du får en liste i slutningen af artiklen.

Håndværkerlaug kendes helt tilbage fra 1500-tallet. Skrædderne er nok de ældste i Tønder. De fik kongelig konfirmation i 1530. Og så gik det hurtigt. I 1580 havde følgende håndværk eget laug i Tønder:

• Grov – og klejnsmede
• Garverne
• Pottemagerne
• Bogbinderne
• Barbererne
• Snedkerne

16 år senere i 1596 var det også:

• Guldsmedene
• Bagerne
• Våbensmedene
• Tøffelmagere
• Pungmagerne
• Glarmestrene
• Væverne
• Hattemagerne
• Bøssemagerne

 

Til kamp mod fuskere

Man skulle hele tiden være på vagt for der udenbys håndværkere, der var fuskere. De tog brødet ud af munden på Tønder – håndværkerne.

Mange af datidens fag ville ikke være genkendelige i dag. Således var barbererne som der var fem stykker af i 1615 også sårbehandlere. Deres mesterprøver omfattede foruden slibning af værktøjet også tilberedning af en række salver samt fremstilling af ”grå plaster” og ”apotekerplaster”. Også barbererne førte en drabelig kamp mod kvaksalvere.

De uorganiserede fuskere blev kaldt ”Störer und Böhnhasen. De var tilbøjelige til at rykke ind i de små huse i Uldgade og Frigrunden.

 

En ny næringslov

I 1857 underskrev Frederik den Syvende en ny ”Næringslov”. Den bestemte at laugene skulle ophøre i deres gamle form med udgangen af 1861. Laugene kunne godt fortsætte men kun som frivillige foreninger.

I de gamle laug var der ikke stor stands og klasseskel mellem svend og mester. Begge tilhørte den daværende ”arbejderklasse”.  Sådan var det ikke blandt købmandsstanden og embedsmændene. Derfor var det også utænkeligt, at en håndværker kunne vælges til byens råd.

 

Håndværkere stærkt repræsenteret i Byrådet

Dette ændrede sig omkring 1900. Det var fordi, at flere håndværkere drev butik i forbindelse med deres håndværk. Dette gjorde også afstanden mellem håndværkere og købmænd mindre.

I 1912 startede Tønder Håndværkerforening. Den havde til formål at værne og varetage standens interesser. I 1943 var håndværkerne den stand, der var bedst repræsenteret i byrådet.

 

Til møde på Weissen Schwan

I Tondernsche Zeitung indkaldte initiativtagerne til stiftende møde i Weissen Schwan. Det var den 18. april.

Og en af de ting man diskuterede i 1920erne var ”kredituvæsen”. Man foreslog at lave en liste over alle ”faulen kunden”.

 

”Særlig ringe i forhold til byens størrelse”

I 1925 blev der foretaget den første erhvervstælling i Nordslesvig efter overgangen til dansk styre. Man kunne i Tønder tælle 199 håndværks – og industrivirksomheder i Tønder med et samlet personale på 660 personer.

54 af disse foretagender beskæftigede sig med bygge – og anlægsvirksomhed og havde tilsammen en arbejdsstyrke på 208 personer. Tønder blev i 1925 af Danmarks Statistik fremhævet som en by, hvis industri……

• Er særlig ringe i forhold til byens størrelse

 

Svendene krævede lønforhøjelse

Overgangen fra tysk til dansk administration efter indlemmelsen krævede vidtgående ændringer i pengesystemet. En delegation af Håndværkerforeningen havde således været i Ribe for at høre om danske håndværkerforhold.

Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket fem dage før i det øvrige Nordslesvig. Det betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede svendene i Tønder timelønnen hævet fra 1.60 kr. til 2 kr. Og situationen førte til omfattende arbejdsnedlæggelser i byen.

 

To kvindelige medlemmer i 1919

Den 9. april 1919 fik Håndværkerforeningen de første to kvindelige medlemmer nemlig syerskerne Frk. Frida Hansen og Frk. Nikoline Hansen.

 

Sønderjyllands største virksomhed i luksuskørertøjer

For nogle håndværk var overgangen til industriel virksomhed flydende. Det gjaldt bl.a. smede, vognbygger og karetmagere, hvoraf nogle var beskæftiget hos Brdr. Roost, vogn – og karosserifabrik i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og skiltede med at være den største virksomhed i Sønderjylland i luksuskørertøjer. I anden halvdel af 1920erne var der ansat 16 mand.

 

Hele 79 gæstgivere i 1888

Tønder har en fortid som øl – by. Se engang her – et tal fra 1888:

• 79 gæstgivere
• 56 håndværkere
• 29 købmænd
• 19 vognmænd

 

24 bryggerier og 32 hoteller

Tænk engang – Tønder har haft 24 bryggerier på en gang. Og under en af de mange markeder dengang fik Tønder verdensrekorden i antal værtshuse pr. indbygger. Tænk – der var et værtshus for hver 49 indbygger.

Og tænk i 1925 var der 32 hoteller. Dengang blev de kroer, der både husede og beværtede gæster hvis de kun udlejede værelser kaldt for herberger. Kroer som alene solgte mad og udskænkede drikkevarer, ja de blev også kaldt beværtninger.

 

De sidste to bryggerier

Men se der var to bryggerier tilbage. Den ene var Torndernsche Victoriabrauerei i Strucksalle. Efter nogle turbulente år måtte de indstille driften omkring Første Verdenskrig. Bygningerne blev senere overtaget af Bachmanns Vandmølle. Det lå lige over for Skolegade. Vi kunne køre igennem på cykel ud til Markgade. Vi har tidligere beskrevet dengang det hele var lige ved at springe i luften.

Der var også Tondernsche Actien – Brauerei Gesellschaft i Østergade, der var oprettet i 1888. Ved Indlemmelsen i 1920 mistede bryggeriet sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation.

 

Bryggeri genoplivet

I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, m.m. I anden halvdel af 1920erne havde virksomheden 10 ansatte.

For at udnytte den ledige lokaleplads i bryghuset blev Tønder Margarinefabrik oprettet i 1924.

Aktiebryggeriet lukkede i 1953.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år – 1912 – 2012

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.893 artikler
• Under Tønder finder du 300 artikler

 

• Virksomhedshistorie i Tønder:
• Da Tønder Handelsforening startede
• Et tørveværk i Tønder
• En avis i Tønder
• Brorsons trykkeri i Tønder
• Guld – og Sølvsmede i Tønder
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Et jernstøberi i Tønder
• Den frisiske salt
• Da Tønder havde sin egen bank
• Boghandlere i Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Købmandsslægten Olufsen i Tønder
• Gamle virksomheder i Tønder
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Tønderkniplinger – den sjette historie
• Tønderkniplinger
• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• De stakkels kniplepiger
• Tønderkniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger fra husflid til Industri

Fuglen er fløjet

Fuglsang fra 1865. Et stykke jord, der gav gevinst. Starten til Bryggeriet. Is fra Haderslev Dam. Brygmesteren, der ikke havde forstand på at brygge øl. Man producerede nu selv malten. Kom næsten for sent til eget bryllup. Virksomhed delt i to. Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner. Maltfabrikken hårdt ramt. En voldsom brand. Man ville lukke malt-fabrikken. 93 pct. af malten til 55 lande. Fuglsang forblev en lokal øl. Nye produkter fra Fuglsang. Markedsføring mislykket. 2021 blev virksomheden solgt til Royal Unibrew. Farvel til Danmarks ældste familie-drevne bryggeri. Store aktører på det danske marked. Maltfabrikken i Haderslev og Thisted forbliver i familien Fuglsangs eje.

 

Fuglsang fra 1865

Man havde ventet det. Men alligevel kom det som et chok. Den sidste Fuglsang – øl er lavet i Haderslev.

Der lavet Fuglsang – øl til sønderjyderne fra 1865. Og det hele startede i 1864. Da Søren Christian Fuglsang i 1864 flyttede fra Store Drendrup ved Ødis, var der intet, som tydede på at han ville grundlæggeren af Sønderjyllands førende bryghus. Søren Chr. Fuglsang kendte ikke noget til kunsten at brygge øl. Oprindelig var han landsbrugsuddannet.

 

Et stykke jord, der gav gevinst

Hans far, Hans Chr. Fuglsang, var det første der brugte navnet Fuglsang efter moderens fødegård., Fuglsang i Brærå ved Hoptrup, var skolelærer.

Hans Chr. Fuglsang var bagersøn fra Brøndstræde. Han var først skolelærer i Sommersted, hvor Søren blev født og senere fik han skoleembedet i Skodborg.

I 1864 kom Søren Chr. Fuglsang til Haderslev. Her købte han et jordstykke ved Ribe landevej. Det skulle vise sig at være en god forretning. Med anlæggelsen af statsbanen i 1864 købte jernbaneselskabet en lille del af Søren Chr. Fuglsangs grundstykke til jernbanelinien mellem Haderslev og Vojens.

 

Starten til bryggeriet

Søren Chr. Fuglsang havde i en årrække været forvalter på Store Drenderup. I 1848 blev han gift med datteren på gården. En del af gårdens jorder blev udstykket til gården Drenderup Nygård, som Søren overtog.

Han var en dygtig landmand og drev derudover et lille teglværk, brænderi og skovbrug i tilknytning til gården. Det var salget af denne gård, som gjorde det muligt for ham og familien at bosætte sig i Haderslev.

Salget af jorden gav penge nok til et mindre bryggeri med tilhørende bødkeri i 1865. Dette blev starten til det bryggeri, som vi kendte i så mange år.

 

Is fra Haderslev Dam

En del af dette lille bryggeri bestod af en lang, lav bygning samt nogle jordkældre, der kun stak 1,5 meter op over jorden. Her holdt man øllet koldt året rundt ved hjælp af den is man hentede i Haderslev dam om vinteren.

Begyndelsen var dog svær for Søren Chr. Fuglsang, da hans brygmester åbenbart ikke var så nøjeregnende med brygningen. Øllet blev derfor ringere og ringere for hver gang.

 

Brygmester havde ikke forstand på ølbrygning

Men det kunne have været forbi, inden det hele begyndte. Det kan man læse i jubilæumsskriftet fra 1940, hvor bryggeriet fyldte 75 år. Her beskrives brygmesteren som ”en letsindig og upålidelig person, som heller ikke havde meget forstand på ølbrygning”

 

Man producerede nu selv malten

Den fransk – tyske krig gjorde ondt værre. På fallittens rand fik han hjælp af den fra krigen hjemvendte søn Conrad og senere blev sønnerne Sophus, Christian og den yngste søn inddraget. Dermed skabtes grundlaget for familievirksomheden.

I 1879 var ølproduktionen blevet så stor, at det kunne betale sig for Fuglsang at producere malten selv. Og dette fortsætter man med den dag i dag. Denne del af virksomheden er ikke blevet solgt.

 

Kom næsten for sent til eget bryllup

Sophus Fuglsang får mere og mere ansvar. Det også ham, der står for forhandlingerne, da bryggeriet i 1885 tager del i den industrielle revolution ved at købe en dampmaskine på hele 8 HK. Forhandlingerne trækker så meget ud, at Sophus er ved at komme for sent til eget bryllup. Gæsterne er allerede kommet, da han endelig kommer hjem.

 

Virksomheden delt i to

Det gik godt for Fuglsang – familien. Conrad Fuglsang købte et bryggeri i Mühlheim. I 1895 blev der købt et bryggeri til den yngste søn, Clausen Fuglsang. I Haderslev overtog brødrene Sophus og Christian efterhånden driften. I 1902 delte man virksomheden i to:

• C. Fuglsangs ølbryggeri
• Sophus Fuglsangs Maltfabrik

 

Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner

Med anlæggelse af Haderslev Amts Jernbaner fra 1898 fik Fuglsang mulighed for at sælge til de mange beværtninger/krostuer, der blev indrettet i de nye jernbanestationer. Firmaet fik hvis nok eneret.

Der blev aftalt gensidige aftaler mellem bryggerierne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg om ikke at konkurrere med hinanden. Det blev i årene 1886 til 1906 opført nye produktionsbygninger.

 

Maltfabrikken hårdt ramt

Første Verdenskrig og ”Genforeningen medførte en større omvæltning for de sønderjyske virksomheder. Det tyske marked blev lukket. Man skulle nu til at konkurrere med gamle, velrenommerede danske virksomheder.

Den skærpede konkurrence medførte at bryggeriet i 1929 blev omdannet til et aktieselskab. Hårdest ramt var dog maltfabrikken, der mistede malteksporten til Tyskland, Nye produktionsmuligheder opstod, fra 1920erne blev der også fremstillet farve – og karamelmalt.

 

En voldsom brand

Den 5. august 1933 blev bryggeriet Fuglsang hærget af en voldsom brand, Maltfabrikkens bygninger, som bestod af mange rum, trapper og transportanlæg af træ, nedbrændte.

Den økonomiske vækst, Fuglsang havde oplevet inden branden blev afløst af en mindre nedgang. Da forsikringssummen ikke dækkede hele genopbygningen, måtte de to brødre Conrad og Sophus Fuglsang, som efter faderens død i 1931 havde overtaget driften, tage stilling til, om maltproduktionen skulle fortsætte.

 

Man ville lukke malt-fabrikken

Malt-fabrikken havde kun haft en maltproduktion på 32 procent i forhold til årene før 1920. Men udsigten til nye kunder i de oversøiske markeder, som efterspurgte malt. Da Fuglsang samtidig fik en større maltordre fra Schweiz, påbegyndte brødrenene en genopbygning. Fabrikken blev bygget således, at den tidligere kapacitet kunne holdes.

Den ny fabrik stod færdig i november 1934. Indtil 1939 leverede Fuglsang malt til bryggerier i 22 forskellige lande. I 1933 fik bryggeriet eneret til fremstilling af chabeso – ekstrakt.

 

93 pct. af malten til 55 lande

Efter Anden Verdenskrig mistede Fuglsang en del af maltproduktionen. I mellem tiden var malt var maltproduktionen igen blevet en del af bryggeriet. Ud over leveringen af malt til Schweiz, overlevede bryggeriet således ved at fremstille kaffeerstatning, som fik en ret omfattende betydning.

I 1965 eksporterede Fuglsang 93 procent af produktionen til 55 lande rundt i verden. Den øvrige produktion gik til Fuglsang selv og andre danske bryggerier.

I løbet af 1960erne indtrådte Sophus Fuglsangs tre sønner i firmaet. Rainer Fuglsang var teknisk direktør for malteri og bryggeriet. Mens Sigurd Fuglsang og Iver Fuglsang var direktører for henholdsvis malteri og bryggeri. Fætteren Christian Fuglsang blev tilknyttet bryggeriet. Femte generation nåede at blive repræsenteret gennem Kim, Christian og Claes Fuglsang.

 

Fuglsang – øl forblev en lokal øl

Med Tysklands indtræden i Fællesmarkedet i 1962 steg toldsatserne. Dette blev dødsstødet for en del af de sønderjyske bryggerier. Aabenraa, Sønderborg og Tønder måtte årene efter lukke, hvorved Fuglsang blev den foretrukne øl.

Fuglsang – øl blev dog fortsat en lokal øl og blev med undtagelsen af universitetsmiljøet i København kun solgt i Sønderjylland.

Bryggeriet opnåede samme position som Ceres har i Aarhus, som Albani har Odense og som Thor og Odin har haft i henholdsvis Randers og Viborg.

 

Nye produkter fra Fuglsang

I 1996 introducerede bryggeriet Fuglsang White Christmas og året efter Black Bird. Det var de første nye øltyper, bryggeriet havde lanceret i godt 25 år. I december 2000 blev julebryggen Ding Dong kåret af Vestjysk Ølkultur som årets julebryg ud af 81 ølmærker.

I 2016 overtog Fuglsang Mineralvands-fabrikken Frem fra Ribe. Her overtog man en del kendte mærker. Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion. Og hvis ikke salget til Royal Unibrew var blevet til noget, var det lige før der skulle opføres et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens.

 

Markedsføring mislykket

I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird. De hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne. Fadølsforsyningen til lokale festivaler og byfester blev også leveret af Fuglsang.

Man har i mange år forsøgt at få et nationalt gennembrud fra Fuglsang lige som Ale no. 16 fra Fyn. Fuglsang har ved flere lejligheder forsøgt at være til stede i supermarkeder og nord for Kongeåen, men det er aldrig lykkedes for alvor.

 

2021 sælges Fuglsang til Royal Unibrew

I maj 2021 Kunne Kim Fuglsang berette, at bryggeridelen var solgt:

• Både højre og venstre halvdel har været brugt og det er med blandede følelser vi har truffet beslutningen om at sælge bryggeridelen.

Der var underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forseglede skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang bryggeri i Haderslev.

 

Farvel til Danmarks ældste familie-drevet bryggeri

Beskeden blev afleveret til medarbejderne, der nu ikke mere arbejdede for Danmarks ældste familieejede bryggeri men Danmark næststørste bryggerikoncern. Royal Unibrew er skabt via en sammenlægning af 33 bryggerier og har således i forvejen flere regionale danske platforme med regionale brands, f.eks. Albani, Ceres og Thor.

 

Store aktører på det danske marked

På det danske marked for drikkevarer er der meget få virkelige store aktører – og rigtig mange små. Fuglsang er ikke så små, at de passer ind i kategorien for mikrobryggerier. Med overtagelsen af Frem voksede Fuglsang til at være Danmarks femtestørste bryggeri målt på omsætning. Men man kunne se, at der var en lang vej til at blive en af de helt store. På sigt ville det være en dårlig forretning at fortsætte kampen i mellem-kategorien.

 

Malt-fabrikken forbliver i Fuglsangs eje

Drøftelserne i Fuglsang – ledelsen førte til at Royal Unibrew var det rigtige valg. Kim Fuglsang fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export – Maltfabrik i Haderslev og Thisted som allerede skrevet forbliver i Fuglsangs ejerskab.

Maltfabrikken leverer størstedelen af den gode malt, der anvendes i Fuglsangs øl. Maltbyggen kommer fra danske marker, der med Danmarks kystnære klima giver ideelle forhold til at producere god malt.

 

 

Kilde:

• jv.dk
• haderslevwiki.dk
• www.fodevarewatch.dk
• food-supply.dk
• madgal.dk
• Jydske Vestkysten (Bent Vedsted Rønne)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.880 artikler
• Under Sønderjylland finder du 223 artikler

 

• En kejser i Haderslev
• At sejle på Haderslev Fjord
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden (Magrethebroen)
• Boghandlere i Haderslev
• Hos apoteker Collenberg i Haderslev
• Byen med de mange jernbanestationer
• Haderslev Skomagerlav
• Turen går til Haderslev i 1900 – tallet
• Der var gang i Haderslev
• Katastrofen i Haderslev Dam
• Da Skrydstrup fik en ny flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
• Haderslev under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslevs historie (3)
• En skarpretter fra Haderslev
• Et apotek i Haderslev
• Handel og søfart (2)
• Haderslev i begyndelsen (1)