Søgeresultater på "bryggeri"
Dato: september 23, 2022
Fuglen er fløjet
Fuglsang fra 1865. Et stykke jord, der gav gevinst. Starten til Bryggeriet. Is fra Haderslev Dam. Brygmesteren, der ikke havde forstand på at brygge øl. Man producerede nu selv malten. Kom næsten for sent til eget bryllup. Virksomhed delt i to. Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner. Maltfabrikken hårdt ramt. En voldsom brand. Man ville lukke malt-fabrikken. 93 pct. af malten til 55 lande. Fuglsang forblev en lokal øl. Nye produkter fra Fuglsang. Markedsføring mislykket. 2021 blev virksomheden solgt til Royal Unibrew. Farvel til Danmarks ældste familie-drevne bryggeri. Store aktører på det danske marked. Maltfabrikken i Haderslev og Thisted forbliver i familien Fuglsangs eje.
Fuglsang fra 1865
Man havde ventet det. Men alligevel kom det som et chok. Den sidste Fuglsang – øl er lavet i Haderslev.
Der lavet Fuglsang – øl til sønderjyderne fra 1865. Og det hele startede i 1864. Da Søren Christian Fuglsang i 1864 flyttede fra Store Drendrup ved Ødis, var der intet, som tydede på at han ville grundlæggeren af Sønderjyllands førende bryghus. Søren Chr. Fuglsang kendte ikke noget til kunsten at brygge øl. Oprindelig var han landsbrugsuddannet.
Et stykke jord, der gav gevinst
Hans far, Hans Chr. Fuglsang, var det første der brugte navnet Fuglsang efter moderens fødegård., Fuglsang i Brærå ved Hoptrup, var skolelærer.
Hans Chr. Fuglsang var bagersøn fra Brøndstræde. Han var først skolelærer i Sommersted, hvor Søren blev født og senere fik han skoleembedet i Skodborg.
I 1864 kom Søren Chr. Fuglsang til Haderslev. Her købte han et jordstykke ved Ribe landevej. Det skulle vise sig at være en god forretning. Med anlæggelsen af statsbanen i 1864 købte jernbaneselskabet en lille del af Søren Chr. Fuglsangs grundstykke til jernbanelinien mellem Haderslev og Vojens.
Starten til bryggeriet
Søren Chr. Fuglsang havde i en årrække været forvalter på Store Drenderup. I 1848 blev han gift med datteren på gården. En del af gårdens jorder blev udstykket til gården Drenderup Nygård, som Søren overtog.
Han var en dygtig landmand og drev derudover et lille teglværk, brænderi og skovbrug i tilknytning til gården. Det var salget af denne gård, som gjorde det muligt for ham og familien at bosætte sig i Haderslev.
Salget af jorden gav penge nok til et mindre bryggeri med tilhørende bødkeri i 1865. Dette blev starten til det bryggeri, som vi kendte i så mange år.
Is fra Haderslev Dam
En del af dette lille bryggeri bestod af en lang, lav bygning samt nogle jordkældre, der kun stak 1,5 meter op over jorden. Her holdt man øllet koldt året rundt ved hjælp af den is man hentede i Haderslev dam om vinteren.
Begyndelsen var dog svær for Søren Chr. Fuglsang, da hans brygmester åbenbart ikke var så nøjeregnende med brygningen. Øllet blev derfor ringere og ringere for hver gang.
Brygmester havde ikke forstand på ølbrygning
Men det kunne have været forbi, inden det hele begyndte. Det kan man læse i jubilæumsskriftet fra 1940, hvor bryggeriet fyldte 75 år. Her beskrives brygmesteren som ”en letsindig og upålidelig person, som heller ikke havde meget forstand på ølbrygning”
Man producerede nu selv malten
Den fransk – tyske krig gjorde ondt værre. På fallittens rand fik han hjælp af den fra krigen hjemvendte søn Conrad og senere blev sønnerne Sophus, Christian og den yngste søn inddraget. Dermed skabtes grundlaget for familievirksomheden.
I 1879 var ølproduktionen blevet så stor, at det kunne betale sig for Fuglsang at producere malten selv. Og dette fortsætter man med den dag i dag. Denne del af virksomheden er ikke blevet solgt.
Kom næsten for sent til eget bryllup
Sophus Fuglsang får mere og mere ansvar. Det også ham, der står for forhandlingerne, da bryggeriet i 1885 tager del i den industrielle revolution ved at købe en dampmaskine på hele 8 HK. Forhandlingerne trækker så meget ud, at Sophus er ved at komme for sent til eget bryllup. Gæsterne er allerede kommet, da han endelig kommer hjem.
Virksomheden delt i to
Det gik godt for Fuglsang – familien. Conrad Fuglsang købte et bryggeri i Mühlheim. I 1895 blev der købt et bryggeri til den yngste søn, Clausen Fuglsang. I Haderslev overtog brødrene Sophus og Christian efterhånden driften. I 1902 delte man virksomheden i to:
Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner
Med anlæggelse af Haderslev Amts Jernbaner fra 1898 fik Fuglsang mulighed for at sælge til de mange beværtninger/krostuer, der blev indrettet i de nye jernbanestationer. Firmaet fik hvis nok eneret.
Der blev aftalt gensidige aftaler mellem bryggerierne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg om ikke at konkurrere med hinanden. Det blev i årene 1886 til 1906 opført nye produktionsbygninger.
Maltfabrikken hårdt ramt
Første Verdenskrig og ”Genforeningen medførte en større omvæltning for de sønderjyske virksomheder. Det tyske marked blev lukket. Man skulle nu til at konkurrere med gamle, velrenommerede danske virksomheder.
Den skærpede konkurrence medførte at bryggeriet i 1929 blev omdannet til et aktieselskab. Hårdest ramt var dog maltfabrikken, der mistede malteksporten til Tyskland, Nye produktionsmuligheder opstod, fra 1920erne blev der også fremstillet farve – og karamelmalt.
En voldsom brand
Den 5. august 1933 blev bryggeriet Fuglsang hærget af en voldsom brand, Maltfabrikkens bygninger, som bestod af mange rum, trapper og transportanlæg af træ, nedbrændte.
Den økonomiske vækst, Fuglsang havde oplevet inden branden blev afløst af en mindre nedgang. Da forsikringssummen ikke dækkede hele genopbygningen, måtte de to brødre Conrad og Sophus Fuglsang, som efter faderens død i 1931 havde overtaget driften, tage stilling til, om maltproduktionen skulle fortsætte.
Man ville lukke malt-fabrikken
Malt-fabrikken havde kun haft en maltproduktion på 32 procent i forhold til årene før 1920. Men udsigten til nye kunder i de oversøiske markeder, som efterspurgte malt. Da Fuglsang samtidig fik en større maltordre fra Schweiz, påbegyndte brødrenene en genopbygning. Fabrikken blev bygget således, at den tidligere kapacitet kunne holdes.
Den ny fabrik stod færdig i november 1934. Indtil 1939 leverede Fuglsang malt til bryggerier i 22 forskellige lande. I 1933 fik bryggeriet eneret til fremstilling af chabeso – ekstrakt.
93 pct. af malten til 55 lande
Efter Anden Verdenskrig mistede Fuglsang en del af maltproduktionen. I mellem tiden var malt var maltproduktionen igen blevet en del af bryggeriet. Ud over leveringen af malt til Schweiz, overlevede bryggeriet således ved at fremstille kaffeerstatning, som fik en ret omfattende betydning.
I 1965 eksporterede Fuglsang 93 procent af produktionen til 55 lande rundt i verden. Den øvrige produktion gik til Fuglsang selv og andre danske bryggerier.
I løbet af 1960erne indtrådte Sophus Fuglsangs tre sønner i firmaet. Rainer Fuglsang var teknisk direktør for malteri og bryggeriet. Mens Sigurd Fuglsang og Iver Fuglsang var direktører for henholdsvis malteri og bryggeri. Fætteren Christian Fuglsang blev tilknyttet bryggeriet. Femte generation nåede at blive repræsenteret gennem Kim, Christian og Claes Fuglsang.
Fuglsang – øl forblev en lokal øl
Med Tysklands indtræden i Fællesmarkedet i 1962 steg toldsatserne. Dette blev dødsstødet for en del af de sønderjyske bryggerier. Aabenraa, Sønderborg og Tønder måtte årene efter lukke, hvorved Fuglsang blev den foretrukne øl.
Fuglsang – øl blev dog fortsat en lokal øl og blev med undtagelsen af universitetsmiljøet i København kun solgt i Sønderjylland.
Bryggeriet opnåede samme position som Ceres har i Aarhus, som Albani har Odense og som Thor og Odin har haft i henholdsvis Randers og Viborg.
Nye produkter fra Fuglsang
I 1996 introducerede bryggeriet Fuglsang White Christmas og året efter Black Bird. Det var de første nye øltyper, bryggeriet havde lanceret i godt 25 år. I december 2000 blev julebryggen Ding Dong kåret af Vestjysk Ølkultur som årets julebryg ud af 81 ølmærker.
I 2016 overtog Fuglsang Mineralvands-fabrikken Frem fra Ribe. Her overtog man en del kendte mærker. Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion. Og hvis ikke salget til Royal Unibrew var blevet til noget, var det lige før der skulle opføres et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens.
Markedsføring mislykket
I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird. De hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne. Fadølsforsyningen til lokale festivaler og byfester blev også leveret af Fuglsang.
Man har i mange år forsøgt at få et nationalt gennembrud fra Fuglsang lige som Ale no. 16 fra Fyn. Fuglsang har ved flere lejligheder forsøgt at være til stede i supermarkeder og nord for Kongeåen, men det er aldrig lykkedes for alvor.
2021 sælges Fuglsang til Royal Unibrew
I maj 2021 Kunne Kim Fuglsang berette, at bryggeridelen var solgt:
Der var underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forseglede skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang bryggeri i Haderslev.
Farvel til Danmarks ældste familie-drevet bryggeri
Beskeden blev afleveret til medarbejderne, der nu ikke mere arbejdede for Danmarks ældste familieejede bryggeri men Danmark næststørste bryggerikoncern. Royal Unibrew er skabt via en sammenlægning af 33 bryggerier og har således i forvejen flere regionale danske platforme med regionale brands, f.eks. Albani, Ceres og Thor.
Store aktører på det danske marked
På det danske marked for drikkevarer er der meget få virkelige store aktører – og rigtig mange små. Fuglsang er ikke så små, at de passer ind i kategorien for mikrobryggerier. Med overtagelsen af Frem voksede Fuglsang til at være Danmarks femtestørste bryggeri målt på omsætning. Men man kunne se, at der var en lang vej til at blive en af de helt store. På sigt ville det være en dårlig forretning at fortsætte kampen i mellem-kategorien.
Malt-fabrikken forbliver i Fuglsangs eje
Drøftelserne i Fuglsang – ledelsen førte til at Royal Unibrew var det rigtige valg. Kim Fuglsang fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export – Maltfabrik i Haderslev og Thisted som allerede skrevet forbliver i Fuglsangs ejerskab.
Maltfabrikken leverer størstedelen af den gode malt, der anvendes i Fuglsangs øl. Maltbyggen kommer fra danske marker, der med Danmarks kystnære klima giver ideelle forhold til at producere god malt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 19, 2022
Frederiksberg – for mange år siden
Hvordan så Frederiksberg ud omkring 1900? Man skulle bare give tegn med stok. Det var et chok at se jernbanen. Man måtte ikke grine under bønnen. Der var ikke mange møbler. Datidens klosetter. Stakkels aviskone. En flaske snaps for 45 øre. Knægtene tog til Valby for at slås. Man så de kongelige. En tur forbi Alleenberg og Sommerlyst. Mange adspredelsesmuligheder, også for ungdommen Gymnastiksko var gratis i en lockoutsituation.
Tegn med sin stok
Det var stort dengang, man så den første sporvogn uden heste. Det var de to – etagers. Endestationen var Fuglebakken. Det smarte dengang var, at man kunne få sådan en sporvogn til at holde, hvor man ville. Gav man tegn med en stok eller sin paraply så stoppede sporvognen.
Denne linje kørte ad Aaboulevarden.
Det var et chok at se jernbanen
Her lå Ladegården. Børnene vinkede op til lemmerne. der arbejdede i nogle værksteder. De lå på øverste etage. De begyndte ret tidsligt at feje veje med deres lange riskoste.
Ude på Vesterfælledvej var der endnu store marker, hvor der gik køer.
Men det var et chok at se den første jernbane. Det var på vej til Frederiksberg Have. Pludselig henne ved Frederiksberg Jernbanestation oplever familien et meget kraftigt lys, der voksede nærmest i rasende fart. Det blev til en vogn i to etager med en masse lys tændt både foroven og forneden. Der stod en mand med hånden på et eller andet. Lyset skar familien i øjnene, vognen larmede endnu mere, da uhyret kom helt tæt på.
Den lille datter skyndte sig skrigende væk.
Man måtte ikke grine under bønnen
Jo så det var i Clausens Privatskole på Frederiksberg. Det var så smart, at Clausen kunne åbne en skydedør mellem to klasseværelser. Så kunne han høre to klasser på en gang. Men han begyndte altid med en bøn. Og selv om det så sjov ud, når han missede med sine små øjne, så var det en helligbrøde at grine under bønnen.
Så kunne man være sikker på at få en bønnebog i hovedet og tildelt et antal lussinger.
Man havde ikke mange møbler
Selv på Frederiksberg kunne man blive sat på gaden af fogedens folk, når man skylder i skat. Man havde ikke flere møbler ens at der kunne ligge på en fladvogn. Så var der ellers betjenten, der skulle holde vagt end til far havde fundet et nyt logi.
Lige som på Nørrebro var også her på Frederiksberg ledige lejligheder. Havde lejligheden stået ledig i længere tid kunne man få den helt uden udbetaling. Men så fik man også lus, møl, kakkerlakker, mus og væggetøj med i prisen.
Datidens klosetter
Nu kunne man sandelig flere steder på Frederiksberg få klosetter, der bestod af en spand med et bræt over. På et tidspunkt kom renovationsarbejdere så og tømte det lækre indhold. Og en skøn duft bredte sig i hele lejligheden.
To gange om året var der flyttedag. Så fik man lov til at smide kasserede ting ned på gaden blandt andet halm, som man dengang brugte i stedet for madrassen. Det gjorde arbejderne i hvert fald.
Stakkels aviskone
Det var heller ikke altid lige populært at abonnere Socialdemokraten. Det fandt beboerne ud af. Så en dag fik aviskonen natpottens indhold ned over sig. Det betød så en overgang at avisen udeblev. Men så blev det aftalt, at hun bare skulle levere avisen gennem tremmerne til kælderen.
I øvrigt var sønnen Grundtvigianer og kom meget i Grundtvigskirken. En dame ved kaffebordet spurgte, hvad der var bedst – National Tidende eller Berlingske Tidende? Sønnen argumenterede for Socialdemokraten. Men der blev nu kigget meget skævt til den unge mand.
En flaske snaps for 45 øre
Men hvordan var priserne dengang (1887 – ca. 1900):
Knægtene tog til Valby og slås med dem
Knægtene kunne finde på at tage til Valby og slås med dem. Så gik man gennem Søndermarken og fik så fat i nogle kæppe på vejen.
Det var også på Frederiksberg at bryggeriet Stjernen startede. De overtog både Rideskolen og Ceres grund.
Man så de kongelige
Når man om søndagen gik hen ad Allegade mod Frederiksberghave kunne det ske, at man blev overhalet af et par charabancer med mænd i flotte røde frakker og fjerbusk i hatten på bukken og trinbrættet bag og så nogle almindelig klædte damer og herrer på begge sider inde i væggen. Det var de kongelige. Og dem skulle man hilse på.
Med en madpakke kunne man sagtens tilbringe en eftermiddag i Frederiksberg Have. Foran slottet var der mange diske og her var også en ruchebane. Det var en pakke sukkermad og en flaske mælk, som man tog med.
En tur forbi Allenberg og Sommerlyst
På vej hjem fra Frederiksberg Have eller Søndermarken kunne man jo lige tage en afstikker til Aleenberg og Sommerlyst, hvor der var musik og gynger og karruseller. Så kunne mændene bare gå i Bjørnekælderen og få en fadøl for 15 øre.
Man kunne da også vælge Vodruflund. Har skulle man dog lige betale entre.
Søndermarken var til Grundlovsdag lavet helt om. Her var boder, lykkehjul, karrusel m.m.
På hjørnet af Østre Fasanvej som det hed dengang lå ”Store Godthaab”. Men her blev jorden solgt fra og Frederiksberg Hospital blev bygget. Her lå nogle skønne valnøddetræer.
Mange adspredelsesmuligheder
Gik man lidt længere ud af Godthåbsvej, ja så var man hurtigt på landet. Eller gik man endnu længere kom man til Lille Bellahøj men det udbrændt og senere genopbygget. Ad markstier kunne man så også gå Til Brønshøj Tivoli.
Man kunne også gå til Damhussøen. Dertil gik en landevej med gårde og marker. Det svarer nærmest til Ålekistevej i dag.
Det var også sjovt for børnene at kigge på rebslageren ved Glentevej. Han gik frem og tilbage og snoede sine reb.
Også muligheder for ungdommen
Når børnene så blev lidt ældre kunne de måske gå den lange tur til Husum Møllekro og danse. Og så vende hjemad hen på de lyse timer.
Og så kunne man jo også gå i biografen for mellem 35 og 75 øre. Et tilløbsstykke var også slikmutter, der holdt med hendes vogn ved Frederiksberg Runddel. En sukker-stang kostede således 2 øre.
Gymnastiksko var gratis i en lockout – situation
Dengang i 1898 da masser af arbejdere blev lockoutet, da kunne børn af lockoutede fædre søge om fri gymnastiksko. Ja på Frederiksberg var alle skoler og bøger gratis. Der var en langt friere tone imellem lærerne og eleverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 4, 2022
Munkemølle i Rinkenæs Sogn
En romantisk beliggenhed. Magrete den Første og Munkemølle. Ryd Kloster. Det ældste dokument er fra 1768. I 1801 blev møllen udbygget. På et tidspunkt led møllen af vandmangel. Vi kigger på en aftægts – kontrakt fra 1820. Og så var det lige en storkøbmand fra Gråsten. Kongen skrev selv under. En kendt familie fra Holsten overtog møllen. Brand i 1868. Han fik nedsat afgiften. Det var ikke altid gode kår for Munkemølle. Savværk på Mølleriet. Noldes bror overtog savværket. Familien Wommelsdorf flyttede igen til området. Brand i 1945.
En romantisk beliggenhed
Det er smukt i Rinkenæs. Beliggenheden ud til Flensborg Fjord er perfekt. Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede 1335, da Biskop Helmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs.
Men sognet havde ikke den udstrækning, som den senere fik. I det 16. århundrede blev sognet udvidet mod vest indtil bækken ved Munkemølle. På jorder tilhørende Hokkerup by, opstod dengang landsbyen Bækken.
Og her ligger Munkemølle. Det kunne næsten ikke ligge mere romantisk.
Magrethe den Første og Munkemølle
Og her provianterede den båd, hvor Dronning Magrethe den Første var om bord. Man lagde til ud for Okseøerne. Her døde dronningen. Hun var blevet smittet, da hun var på besøg i Flensborg. Myterne siger, at hun blev begravet på Lille Okseø, men senere flyttet.
Ryd Kloster
Syd for fjorden omtrent lige overfor, der hvor Lyksborg Slot nu ligger lå Ryd Kloster. Vi har allerede skrevet en artikel om dette sted. Men da nu møllen og klosteret rent historisk hører tæt sammen for det lige et kort rids.
Det ældste dokument er fra 1768
Det ældste dokument vedrørende møllen, der endnu er i behold, er dateret Bækken den 18. april 1768. Det er den Kongelige herredsfoged over Lundtoft Herred, Amt ”Tundern”. Hans navn var Müller – som sælger til Hans Andersen og hans arvinger i Bækken, to på Bækken Mark.
Han forbeholder sig dog forkøbsret til jorden og en årlig afgift til Mortensdag af 8 Rbm. Desuden skal køberen holde et stykke gærde, kaldet ”Bøgeskovhauge” i forsvarlig stand.
Det næste dokument er udstedt af Husfoged Petersen i gråsten og undertegnet af Jes Thomsen i Kværs som formynder for Jes Nissens datter fra Hokkerup. Det omhandler en fri gennemkørsel ved Munkemølle:
I 1801 blev møllen udbygget
Vejen skal udbedres af Jes Nielsen og den nuværende ejer Richel fra ”Fruesschau”. Dersom, der skulle udkræves ”blaat Ler” til Tætning af Slusen”, er det Møller Richel Thomsens pligt at køre det til stedet. Endvidere skal han drage omsorg for, at ledet lukkes efter brug. Dokumentet er dateret Gråsten og Hokkerup den 6. maj 1793.
I 1801 blev den gamle mølle ombygget. Den fik privilegier til brændevinsbrænderi og Bryggeri. Blandt andet blev der, da der herskede vandmangel, anbragt en kunstig vandledning af hvilken man endnu kan finde rester.
Møllen led af vandmangel
Senere har møllen ikke lidt af vandmangel.
Talrige kilder tilførte en betydelig vandkraft. Der findes også brønde på ejendommen. Her har været radiumkilde som blev stillet til publikums fri afbenyttelse. Det var meget benyttet af de flensborgske damer i sommertiden.
I 1923 var møllen blevet grundig istandsat.
En Aftægts-Kontrakt fra 1820
Men i 1820 finder vi en Overdragelse- og Aftægtskontrakt afsluttet i det ”Højfyrstelige Justitiariete” i Gråsten. Enke efter Kådner Nis Andersen i Bækken, Sophie Catharine, der ikke selv har kunnet sætte sit navn underdokumentet, men underskrevet dette ”med ført Haand” overdrager i dette ejendommen med besætning og alt inventar til sønnen Hans Andersen. Desuden nævnes 4 døtre, der også skal betænkes.
Nu har dette dokument måske ikke så meget med selve Munkemølles historie at gøre men vi ser her et typisk eksempel på datidens ”Aftægtskontrakt”.
Andersen måtte også udrede følgende aftægt til moderen:
Aftægtskonen stod det frit at holde to hunde.
Når moderen drager ind i aftægts-huset, må hun medtage til livsvarigt brug: To gryder, to kedler, en te-kedel, et bord, to senge, en jernkakkelovn, et skatol, et skrin, fore stole, potter og tallerkner, så mange hun har brug for.
Efter hendes ”dødelige Afgang” skal hun have en kristelig og anstændig Begravelse ”efter Sognets Sædvane”.
De ting hun har bragt med sig på ”Aftægten” tilfalder sønnen.
Skulle moderen beslutte sig for at nyde sin aftægt andet steds, vil ydelserne blive det samme. I stedet for koen skal hun have 16 Rdlr. Bolig og have bortfalder og transporten af ydelserne til hendes opholdssted skal hun selv betale.
Der følger så nogle enkelte tilføjelser til, som vi her har udeladt.
En kendt storkøbmand fra Gråsten
Den 2. december 1854 blev der skrevet en kontrakt mellem Otto Friedrich Ahlmann – en kendt Gråstensk storkøbmand og møller Chr. Jacobsen i Munkemølle.
Denne Ahlmann ejede også et kådnersted i Bækken foruden købmandsgården og Hans Ahlmanns Kro, som senere kom til at hedde Hotel Gråsten. Kådnerstedet i Bækken solgte han med bygninger og alt tilbehør til mølleren på Munkemølle for 4.800 Rigsdaler. Det hedder sig også at han solgte en særkontrakt til samme køber.
Her ser det ud til at møllen havde rettighed til Bryggeri og Brænderi – rettigheder. Og sandelig også udskænkning. Der har også været kirkestole knyttet til møllen. Og det har været til Holbøl Kirke.
Samtidig var der en forpligtelse til at levere ”en fast årlig produktion” (Kanon) af
Dette skulle præsenteres i gode sunde og velrensede varer enten i Sønderborg, Aabenraa eller Flensborg efter bestemmelser for Hertugdømmet Slesvig.
Kongen skrev selv under
Den 18. juni 1854 afslutte den Kongelige Husfoged i Lundtoft Herred – Arvepagtnings -kontrakten med den hidtidige forpagter Chr. Jacobsen. Købesummen var 29.000 Rigsdaler. Den 24. juli samme år stadfæster Kong Frederik den Syvende egenhændig købet. I dokumentet, der er udstedt på Skodsborg, hedder det bl.a.:
En kendt familie fra Holsten
Seks år senere sker der et meget betydningsfuldt skifte. Ejendommen går da over i Familien Wommelsdorfs eje. De var af holstensk oprindelse. Denne familie havde flere tillidshverv. Ejeren havde endda sæde i den tyske rigsdag.
Da kontrakten blev afsluttet den 5. september 1860, må Christian Jacobsen allerede være flyttet, da han anførtes at være boende i Gråsten. I kontrakten anføres for første gang ”Vejrmøllen” Købesummen blev anført til 42.700 Rigsdaler.
Jordene i Bækken blev anført til 300 Rigsdaler. Og Kådnerstedet blev betalt med 9.000 Rigsdaler.
Brand i 1868
I sommeren 1868 brændte vejrmøllen som følge af lynnedslag. Den 28, juli samme år giver herredsfoged von Levetzow tilladelse til gårdmand Niels Andersen Godt i Rinkenæs at sælge et jordstykke af Årsbjergmark til opretholdelse af et ”egnet Familiested” til Møller Wommelsdorf på Munkemølle.
Fik nedsat afgiften
På dette grundstykke opstod Munkemølle i en ny skikkelse. Ejeren forsøgte at blive fri for den afgift, han er pålagt. I første omgang får han afslag fra Regeringen i Slesvig. Men sagen gik videre til den prøjsiske Finansministerium.
Den 30. april 1870 meddeles det mølleren fra Herredsfogeden i Gråsten, at man har accepteret en nedsættelse til 10 tønder hvede og 10 tønder byg årligt.
I 1881 blev afgiften ændret, så den fremover udgjorde 303 mark 29 Pf. Samtidig var mølleren pålagt tiende til kirken.
Ikke altid lige gode kår for Munkemølle
Det har ikke altid været lige gode kår for Munkemølle. I 1906 bestod stedet af to beboede huse og havde i alt 16 indbyggere. Det herskabelige stuehus lå vest for møllen. Ved ejendommen stod en ask, der var over 200 år gammel.
Savværk på Mølleriet
I en årrække blev der ved siden af mølleriet drevet mejeri. Efter krigen blev Munkemølle købt af Chr. Christensen, Årsbjerg. Han solgte den til tømrerhandler Lauridsen fra Ulfborg. I sin ungdom boede denne i Amerika. Det siges at han fik skabt et ægte dansk hjem.
Noldes bror drev savværket
Selve møllebygningen blev afhændet til Nicolaj Hansen, der var bror til maleren Nolde. Hansen kom til at drive savværket på møllen.
Familien Wommelsdorf kom tilbage
Ved indlemmelsen til Danmark i 1920 sagde familien Wommelsdorf endelig farvel og drog til Holsten. Men de vendte faktisk tilbage og boede nær deres hjem.
Brand i 1945
Beliggenheden var noget så idyllisk. Ryde Kloster sank i grus. Og det gjorde møllen også men først adskillige år efter. I 1945 nedbrændte det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 21, 2022
Kükelhaen – en øl fra Aabenraa
Den gode Gud har velsignet denne by med god humle. Humlegårdene havde det godt. Man hældte øllet ned. ”Min kusk roste øllet” – ”Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl”. Historien gentog sig 122 år senere. Nu begyndte man i Aabenraa at importere øl. ”Gud den Almægtige bliver fortørnet”. Det kneb i den grad med ædrueligheden Tre dages fest. Kroer og værtshuse blev undersøgt. Der måtte ikke ryges tobak i gaderne. Øl – brygning skulle betragtes som videnskab. Mange år senere kunne man få en fedtemad og en halv liter Aabenraa – øl til 50,- kr. Så kunne pludselig får en Aabenraa – øl hvert år. Dette er så inspireret af den berømte Kükelhaen”.
Den gode Gud har velsignet denne by
Omkring midten af det 17. århundrede blev der i Aabenraa fremstillet en øl, der blev kaldt ”Kükelhaen”. I indledningen til Claus Organists optegnelser om Aabenraa, som blev skrevet af kartografen Johannes Mejer nævnes det. I 1638 blev disse optegnelser sendt til Frederik af Gottorp
Humlegårdene havde det godt
Humlegårdene havde det godt på den tid. Omkring Ramsherred kunne man også se en ranke slynge sig i et havehegn. Johannes Mejer fortsatte sin beretning:
Man hældte det ned
Jo øl – problemet har i disse tider haft stor betydning. Man drak det ikke, man hældte det ned i spandevis. Jo man fordrede det i rigelige mængder.
Både mænd, kvinder og børn drak øl. Velhavende folk havde krav på 8 – 10 potter daglig. Nogle drak endnu mere. Sådan var det i det 16. århundrede. Hofmarsken på Stockholm Slot drak en novemberdag 1594 over fire potter til frokost og i alt 22 potter til middag og aften.
En god test
Når købstadsbryggeren ville fastslå om han søl var godtøl slog han en skål øl i sædet på en dyb træstol. Derpå satte han sig i stolen. Når han så rejste sig og stolen hang fast i hans skindbukser, havde hans vare bestået prøven.
Min kusk roste det meget
I 1763 var magister Dyssel på vej til Aabenraa. Efter en øl på Brunde Kro, noterede han sig, at øllet der, både var ”feedt og velsmagende”. Nu smagte han det ganske vist ikke selv, men som han skriver:
Desværre så skrev han ikke om øllet var fra Aabenraa eller om det var noget man selv havde brygget.
Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl
Nu vidste Aabenraa – borgerne godt, hvad deres øl var værd. De gav ikke opskriften fra sig. I 1523 blev den afkrævet af fjendtlige tropper. Vægringen kom til at koste Aabenraa dyrt.
De hanseatiske tropper som understøttede Frederik den Første havde slået lejr ved Rise og Toldsted. De sendte et bud ind og forlangte at få et læs øl (24 tdr.).
Amtmand og borgere, der holdt med Christian den Anden, sad den opfordring overhørig. Men så sagde Hanseaterne:
Historien gentog sig 122 år senere
Og det samme gentog sig 122 år senere. Den svenske general Wrangel forlangte øl fra Aabenraa sendt til hans hovedkvarter i Rendsborg. I modsat fald ville han sende et regiment ryttere for at hente det.
På det tidspunkt var der atter gang i ølbryggeriet i Aabenraa. Noget tyder på, at det var begyndt at gå ned ad bakke, i hvert fald var det nok tilfældet i slutningen af det 17. århundrede. Men det gjaldt ikke blot Aabenraa.
Nu begyndte man at importere øl
Værre var det i 1610 efter den store brand havde lagt det meste af byen øde. Da klagede borgerne til hertugen fordi by-skriver Johannes Høier fortsatte med at indkræve øl – skat. Det endte med at bryggerierne holdt op med at brygge. Og så måtte Aabenraa importere fra de kongelige områder. Der blev dog nævnt, at de håndværkere, der skulle genopbygge byen, drak temmelig meget
Gud den Almægtige blev fortørnet
Men hertugen tog hensyn til borgernes ønsker. I de følgende år blev der drukket lidt for meget af de våde varer. Således mått6e byens råd udstede en forordning som vendte sig til folk, der præsenterede deres drukkenskab på åben gade o forulempede folk. Blev man grebet i dette vankede der en bøde på 8 skilling.
Her havde kirken sikkert også noget at tilføje. Det ses i ordlyden:
Det kneb i den grad med ædrueligheden
Galt var det også, at der blev tappet (serveret) øl og brændevin i den tid, der holdtes gudstjeneste. Om natten var der folk som løb fra den ene kro til den anden, råbte, skreg og slog i stenbroen.
Det kostede 3 mark i bøde. By-tjeneren havde ordre til at bringe den slags urostiftere i arresten. Det blev endda anordnet, at by – fogeden skulle holde Ting om sommeren kl. 9 og om vinteren kl. 10 for at parterne kunne mødes ædru for retten.
By – tjeneren skulle ikke give de folk gehør, som kom
Tre dages fest i Aabenraa
Men det gik så småt ned ad bakke med Aabenraa – øllet. Det ses af et gammelt regnskab som er bevaret fra 1616 da hertug Frederik den tredje efter sin far Johan Adolfs død blev hyldet i Aabenraa.
Set blev fejret over tre dage. Her blev der spist – og ikke mindst drukket overdådigt. Fra Tønder fik man to tønder hamburger øl, fra magister Peter Fabricius 5 ½ tønder rostocker øl. Og så fik man også lige 2 tønder Wismar – øl. Man fik også lige 5 tønder Aabenraa – øl. Dette var kun beregnet til tyendet.
Kroer og værtshuse blev undersøgt
Næste gang man hører om Aabenraa – øllet var i 1709. Rådet konstaterede, at der slet ikke mere blev hentet Aabenraa – øl. Man mente, at nu skulle det gøres noget. Kroerne i byen og området skulle besøges. Her skulle man tilse, om kroerne og værtshusene selv bryggede eller hentede øl udefra. Der blev også pointeret at øl heller ikke måtte hentes i Slotsgade. Det hørte ikke med til Aabenraa dengang.
Der måtte ikke ryges tobak
I årene fremover forsøgte man at skabe større orden. Fra prædikestolen blev det kundgjort at det var forbudt at ryge tobak på gaderne i gårdene og i staldene. Denne udvikling fortsatte efter at by og amt atter var blevet kongelig ejendom.
I 1722 vedtog borgmester og Råd, at monsieur Johan Heyszel for fremtiden skulle være bedemand til begravelser. Man havde konstateret en udpræget form for ”rangsyge”.
Øl – brygning skulle betragtes som videnskab
Men hvordan gik det så med øllet? Sikkert ikke for godt. En ny tid var i anmarch også for øllets vedkommende.
Den usædvanlige læge, professor dr. Heinrich Callisen slog til lyd for, at ølbryggeri skulle behandles som videnskab, så at øllets godhed ikke længere blev afhængig af tilfældighed.
En fedtemad og en halv liter Aabenraa-øl
Mange år senere så kunne man i 2015 smage en halv liter Aabenraa-øl og en fedtemad for 50 kr. på Michelsens Gård. Og overskuddet ville gå til Byhistorisk Forenings Bevaringsfond for gamle huse og miljøer i Aabenraa.
Inspireret af den berømte øl
Og så fandt undertegnede ud af, at Aabenraa Vinter Øl kunne købes i Carstensens Tehandel. Ja man kunne endda vælge mellem tre forskellige. Og så skulle den bedste så vælges. Og det skete så i samarbejde med Lundumskov Bryghus ved Horsens. Motivet til øletiketten er designet af Eskild Beck. Og han har så ladet sig inspirere af den berømte Kückelhaen – øl.
Den nye succes er fra 2013
Det havde man i hvert fald ikke i den tid, jeg boede i Aabenraa. Og det var da trods alt i 15 – 16 år. Og jo inde på Byhistorisk Forenings hjemmeside kunne man nu se, at der var en Kückelhaen Vinterøl 2021 og en tilsvarende Sommerøl 2021
Og her kan man så læse, at hver bryg er en ny kvalitet med en ny etiket. Øllet sælges i begrænset omfang og overskuddet ved salg går til Foreningens bevaringsfond. På siden fortælles også, at der på haderslevvej (Bryggergården) har været bryggeri indtil 1933. Og åbenbart er dette så foregået siden 2013.
Sådan som vi så kan forstå, så får vi en kort beskrivelse af smagen og en kort beskrivelse af fremstillingen. Det er godt nok ikke den originale men alligevel en fremragende ide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 27, 2021
Børnearbejde, Tændstikfabrikker og Industri på Nørrebro
Foredrag den 27. august 2021 i Karmel på Nørrebro. Altid et skønt og veloplagt publikum her til Fredagsrundstykker. Og så var der fuldt booket op. Vi sang et par sange fra Højskolesangbogen. Igen en utrolig hyggelig oplevelse. Men læs her om dengang børn, blev nødt til at arbejde for at få husholdningen til at gå op i en højere enhed. Det var især levnedsmidlerne, der var dyre dengang. Og tændstikfabrikkerne var uhyre farlige for børn. For arbejderne var det en kamp at blive organiseret. De betragtede præsterne og kirkerne som kapitalismens forlængede arm. De røde faner var aldeles forbudt på kirkegården og i kirkerne. Vi kigger på en meget lille del af disse industrier, der var på Nørrebro. Og det var sandelig mange af dem. Byen var slet ikke forberedt til alle disse foretagender. Og den kollektive trafik kunne slet ikke klare at befordre alle de arbejdere, der skulle møde hver dag. Atlas indførte overskudsdeling. Det blev de advaret mod fra A.P. Møller. Og Holger Petersens Tekstilfabrik indførte helt nye ting til glæde for arbejderne. Advarsel: Dette er en af de store indlæg.
I gang med et projekt
Der har været et utal af fabrikker på Nørrebro. De skal slet ikke nævens alle sammen. Vi var nogle stykker, der havde sat os for at undersøge dette. I løbet af kort tid lykkedes det at finde 75 tekster og over 200 fotos.
Vi holdt to lange foredrag i Nørrebrohallen og i Støberiet. Meningen var så, at vi skulle have forsat i Nordvest med to foredrag. Men disse blev så aflyst grundet Corona. Så ville vi have lavet en byvandring. Og måske lavet et hæfte eller en bog med det, som vi havde fundet frem til.
Men der var slet ikke penge til det. Vi skulle betale for rettigheder til at bringe diverse fotos og bruge tid på at finde rettighedshaver m.m.
Betale for at komme på arbejde
Grunden til at der kom så mange fabrikker til Nørrebro var at der var masser af billige byggegrunde. Og man begyndte allerede inden portene var åbnet. Det betød at arbejderne inde fra byen måtte betale for at komme på arbejde og for at komme hjem igen. I hvert fald dem der boede inde i København.
Virksomheder langs Blegdammen
Blandt de første virksomheder på Nørrebro var diverse foretagender langs Blegdamsvej. Her var rebslagere, møller, brænderier – mere eller mindre lovlige.
Allerede i 1681 kom der et guldmagerværksted ved 7. Blegdam. Vi skal så ikke glemme, at her allerede fra 1661 lå blegdamme. De første rebslagere kom her i 1730. Allerede lå her urtehaver.
Stadens teglværk flyttede til Nørrebro i 1616. det havde tidligere ligget ved Øster Vold. Men i 1662 købte Gabel Teglværksvangen.
På Blegdammen 21 havde Zacharias Niemann oprettet et tapet og samt kattuntrykkeri. Og denne Niemann var en rigtig iværksætter. Han havde også søgt om at oprette en manufaktur ud for Øster Port.
Limsyderi eksisterede allerede i 1694 på Solitude. Og Wodruf var også en sand iværksætter. Han havde tidligt oprettet en mølle med nærmest en fabrikslignende virksomhed på grænsen til Frederiksberg.
Og i tidens løb var der et hav af møller på Nørrebro. Blandt de første var vel Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdamsmølle og Ladegårdsmøllen.
Ja og omtrent der hvor Frederik den Syvendes Gade i dag ligger var der meget tidligt en tobaksplantage.
Byen var ikke forberedt
Behovet for en bedre kollektiv trafik viste sig hurtig. Og stifteren af Titan, Sophus Hauberg købte en sporvejslinje for at fragte sine arbejdere til arbejdspladsen. Men ak, det gik mange år før han fik tilladelse til det. Militæret spændte ben.
Men byen var slet ikke forberedt på denne massive invasion af industri. Det så man for eksempel, når det brændte. Så havde man lige glemt at sørge for, at der var vand i de ledninger man havde trukket. Det så vi bl.a., da Titan brændte.
Ikke mange virksomheder på Blågården havde succes
Da seminariet lukkede på Blågården blev der etableret en masse industriforetagender der. Men ingen af disse havde den store succes. Her var en manufakturfabrik, Det Kongelige Danske Dugemanufaktur, Farveplantager og Voksdugsfabrik.
I 1839 boede også her, slesvig-holsteneren, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlingske. Men her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.
I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten og Burmeister. Dette blev så senere til Burmeister og Wain.
Elendige boligforhold
Og arbejderne måtte tage til takke for elendige boligforhold. De havde det ikke godt. Leveomkostningerne var ret store dengang. Ofte udlejede de dele af deres i forvejen sparsomme lejlighed for at få nok penge. Dette betød også at børnene måtte bidrage til husholdningen. Mange anså dette for vigtigere end at gå i skole.
Behov for godsbanegård
Behovet for en godsbanegård viste sig hurtig. Men i alt for mange år kørte togene bare forbi Nørrebro. Erhvervslivet forsøgte at etablere en privatbane. Men det lykkedes ikke. Da det så endelig lykkedes, blev godsbanen placeret så dårlig, at den skabte store problemer på Nørrebrogade. Allerede dengang var der meget trafik.
I løbet af et døgn gik bommene ned 67 gange på Nørrebrogade. Det må have været ret irriterende. De gående kunne bare gå over en gangbro. De mærkede det ikke på samme måde.
Fem afvænningsforeninger
På et tidspunkt var der etableret fem afvænningsforeninger på Nørrebro. Drikfældigheden var stor. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen. Ofte stod mor ude ved fabriksporten og tog imod far eller nærmere far’ s løn, når der var lønningsdag.
Og tænk engang. Mange fabrikker havde etableret værtshuse. Her blev lønnen udbetalt. Og fabriksejerne håbede så at kunne få pengene hjem igen.
Ikke leve af fars indtægt alene
Der var masser af børn på Nørrebro dengang, selv om der egentlig ikke var plads til dem. Arbejderne boede under elendige boligforhold. Og der var ikke meget plads. Og i begyndelsen af det store byggeri, der ramte Nørrebro dengang, var der frit spil for boligspekulanterne i begyndelsen.
Man kunne simpelthen ikke leve af fars indtægt alene. Mor og børnene blev også nødt til at bidrage. Fabriksejerne syntes, at det var herligt med billig arbejdskraft.
Som udgangspunkt sundt og lærerigt
Allerede i 1872 var børnearbejde et tema På Nordisk Industri’ s møde i København. Børn under 14 år udgjorde 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Og dem under 10 år udgjorde godt 16 pct.
Den berømte læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. Han mente, at børn under 12 år ikke burde arbejde på fabrik og da slet ikke om natten. Som udgangspunkt var det dog sundt og lærerigt.
Men det kunne i den grad få ud over børns vækst og udvikling. Og så advarede han mod alle de sygdomme man kunne få inklusive forgiftninger. Samtidig mente han, at de bedste arbejdere var dem, der lærte det tidligt.
En fabrikslov fra 1873
Og det kom sandelig en fabrikslov i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år. Og en maksimal arbejdstid på 6,5 time inklusive en halv times spise og hvilepause – om dagen.
Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage.
Den ny lov blev dog ikke mødt med lutter glæde. Man var også betænkelig ved at gribe ind i forældremyndigheden. De fattigste havde behov for den indtægt som børnene kunne skrabe hjem. Ja og børnene arbejde havde jo en moralsk opdragende funktion.
Nogle mente endda, at nu skulle børn drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Nogle fabriksejere truede med at lukke fabrikken, hvis de skulle overholde de nye regler.
70 pct. gik til fødevarer
Nu var det sådan at 70 pct. af en arbejderfamilies indkomst gik til fødevarer dengang. Selv mindre indtægtstab kunne være katastrofale.
Og tænk engang, børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte, der skulle kontrollere at lovgivningen blev overholdt aldrig viste sig på fabrikker. Og hvis de endelig kom, sad de og drak portvin med fabriksejeren.
1.500 mælkedrenge
Tænk engang i 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. På Den Gamle Kro i Smallegade på Frederiksberg inviterede Lyngsie til morgenkaffe og boller.
Her fortalte han om arbejdernes grundlovssikrede rettigheder. Han forsvarede indædt de ufaglærtes interesser.
På Rådmandsgades skole var man sandelig ikke tilfreds med mælkedrengenes arbejdstider. Det var dengang den anerkendte pædagog Ingvar Bondesen var rektor. Han var af den gammeldags type og havde skrevet en del ungdomsbøger med morale.
Mælkedrengene kom sultne og trætte i skole. Ofte faldt de i søvn. Og det var ikke noget lærerne brød sig om. Ord som misbrug og børneplageri dukkede op. Egentlig ramte fabrikslovene ikke mælkedrengene.
En panser kunne lugtes i 100 meters afstand
En mælkedreng kunne lugte en panser i 100 meters afstand. Ofte måtte disse drenge op klokken fem om morgenen. De var særdeles populære. I løbet af en uge kunne de opnå tre – fire kroner i drikkepenge. Det var noget, der battede i familiens husholdning.
De blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det startet med lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene kunne være strenge. De slog drengene med pisk.
Mange børn ansat på Tændstikfabrikker
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der masser af børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og arbejdet med giftige stoffer, der gav varige skader, var stor. I nogle tilfælde endte det også med dødsfald.
Den fosfor, der blev brugt i produktionen, fik knoglerne til at smuldre. Flere blev mærket for livet af at have arbejdet her. Deres kæbeben smuldrede væk.
I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne og børnene indåndede fosfordampene. Og ofte undlod de afvaskningerne. Man havde talt om at indføre en lov, der forbød unge under 18 år at deltage i arbejdet med at fremstille tændstikker. Men dette ville fordyre fremstillingen.
Et hav af tændstikfabrikker
Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovlstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Det kan jo undre at sådan fik lov til at ligge midt mellem boligbyggeri.
I Thyrasgade 5 opførte Carl Conrad Kjær et to – etagers hus. Myndighederne havde ingen betænkeligheder med tre indmurede ovne. Men man forlangte dog at der blev investeret i en skorsten, men først efter klager fra beboerne.
Der kom et hav af tændstikfabrikker. Men en af de mere kendte blev etableret i 1875 på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. fabrikken får navnet Kronen. Og etableres i kælderen.
Der sker en masse udvidelser og forbedringer på fabrikken. Man få endda en 8 – hestes dampmaskine.
I 1892 gik det galt
Den 28. januar 1892 går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der dog kun gjorde mindre skade. Men denne gang er det mere alvorligt.
En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Men det viser sig, at den ikke virker.
Nu breder branden sig i lysets hast til andre rammer i ovnen. Herefter spreder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtigt til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid var blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.
Politimester Steffensen måtte afspærre hel kvarteret for nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig. Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk.
Hen på eftermiddagen er ilden slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flød der med bjerge af æsker og træklodser. Rundt om på pladsen løb arbejderne forvirret rundt og prøvede at redde træsko, frakker og andre ejendele.
Nogle forsøgte at skyde genvej over Ladegårdsåen
Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passagerer, der prøvede at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker i åen til livet. Og politiet må bruge ekstra arbejde for at hive dem op.
Arbejdernes økonomi var blevet bedre
I 1913 blev børnearbejde reelt forbudt i håndværks- og industrivirksomheder. Men reglerne blev overhovedet ikke fulgt. Men arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre, og børnenes indtægt var nu ikke mere nødvendig.
Rabarberdrengen producerede ildtændere
Rabarberdrengen Christian Christensen, den senere anarkist og syndikalist har fortalt om, hvordan fattigdom så ud dengang på Nørrebro. Moderen havde fortalt, at de ikke kunne leve af fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen ledt efter arbejde. Og Christian skulle hjælpe. Som fem – årig skulle han hjælpe med at fremstille ildtændere derhjemme. For 500 ildtændere fik de 25 øre.
For det beløb kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten tilbage.
Derfor gik mor og søn nu over til at fremstille store ildtændere. Så kunne de tjene 35 øre. Oftest foregik det om natten, mens far sov. Og for at Christian ikke skulle ikke falde i søvn, så blev han lovet et stykke wienerbrød til 2 øre. Men han fik nu aldrig et stykke wienerbrød.
Op Tobaksfabrik
I 1890’erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Og Christian fik en rugbrødsklemme og noget tyndt kaffe. Kvart i otte løb han så i skole. Og han skulle nå det inden klokken ringede. Og de daglige fem slag med spanskrøret af viceinspektør Mortensen var Christian vant til.
Fra skole havde Christian så ti minutter til at nå sit arbejde på tobaksfabrikken fra skolen på Jagtvej. Her kunne arbejdet være ganske hårdt. Han skulle hjælpe svendene, der arbejdede de på akkord.
Det var også i 1890’erne at antallet af københavnske børn, der arbejdede uden for skoletiden steg. Der var gang i industrien på Nørrebro.
Man så ned på arbejderen
Meget tidligt om morgenen omkring kl. 5 begyndte trætøflerne og træskoene at klapre mod brostenene. Arbejderne drog afsted i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. De fleste af disse var ret fattige. Men de fleste var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de fleste afgørende impulser til socialismen kom netop fra Nørrebro.
Det var her i 1870’erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. For dem var det kun rimeligt at en lærling blev betragtet som en hund.
Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.
Lærerdrengene mødtes på Fælleden
Og damfløjterne på Nørrebro fløjtede ved mødestart, pauserne og når der var fyraften. De indfødte kunne godt skelne disse fløjter fra hinanden.
Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi undrede sig over tiltaleformen:
Aftenen kunne godt slutte med at man tog over til Øster Fælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i omegnen.
Det var ellers hårdt nok for disse lærlinge. Om aftenen måtte de læse til eksamen.
Lærlingen blev mødt af en gammel hest
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang ridestald. Her startede en lærling i 1872. Han blev meget venligt modtaget af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i ridestalden.
Et par dage senere viste en forkølet klejnsmed sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom der et hestekøretøj med hamre, tænger, ambolt og en lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.
Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.
Nogle dage senere viste mestrene Smith og Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.
I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en dampmaskine. Rundt om i lokalet var der efterhånden anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og langs væggene skruebænke.
Når man stod ved disse skruebænke, kunne man følge med i den livlige trafik på Nørrebrogade. En gang imellem kom der også en smart pige forbi. Men ak, det varede ikke længe før Hr. Smith sørgede for at den fornøjelse var forbi. Han lod vinduerne hvidte til.
Uha – han læste i Socialisten
Vores lærling mødte en time før alle andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Så kunne han også bruge tiden til at studere bladet ”Socialisten” I den var der fængslende overskrifter og brandrøde artikler.
Husk på at dengang fandtes der ingen fagforeninger, der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend måtte selv forhandle sig til en bestemt timeløn.
Socialisten blev fremstillet på Nørrebro af legendariske Pio. Den var et tårn i øjet hos arbejdsgiverne og borgerskabet. Man forsøgte med alle midler at forhindre at bladet kom ud. Til sidst lykkedes det også at udvise Pio og hans medarbejdere med sponsorstøtte fra arbejdsgivere. Det var efter årelange fængselsstraffe.
Der var masser af strejkebrydere
I 1870’erne var der 261 strejker. Og i 1876 var kun 6.000 arbejdere organiserede. Arbejdsgiverne bestemte det hele. De havde også let ved at finde strejkebrydere. Der var masser af nød og elendighed. Så mange var ligeglade med strejker.
Omkring 1880 tjente kvinderne det halve af, hvad mændene tjente. Og dette udnyttede arbejdsgiverne kynisk. Mændene forsøgte derefter at energisk at begrænse kvindearbejde. Tobaksarbejdernes Fagforening forsøgte at forhindre uddannelsen af kvindelige arbejdere.
Men udviklingen gik stærk. I 1885 var en tredjedel af arbejderne i København organiseret. I 1885 stiftedes den første kvindelige fagforening. Kvinderne var trætte af mændenes behandling af dem.
Arbejderne og præsterne
Arbejderne og præsterne havde det hellere ikke så godt sammen. Arbejderne mente, at kirken var kapitalismens forlængede arm. De røde faner var således forbudt i kirken og på de fleste kirkegårde.
Den næststørste maskinfabrik i Danmark
De to indehavere Smith og Mygind, vi hørte om lige før, havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de arbejdede i deres fag. Nu vendte de så som 26 – årige tilbage. Det vil sige det var jo egentlig Jensinius Mygind der var den egentlige grundlægger.
Omkring 1890’ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. Da Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894, blev firmaet Smith & Mygind et aktieselskab.
En upopulær dampmaskine
Firmaet lavede bl.a. landbrugsmaskiner. Og under en demonstration røg der et stykke af en finger hos direktør Smith. Dampomnibusser blev der også fremstillet her. De var nu ikke så populære. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.
Ophidsede mennesker kastede alt muligt efter den under en prøvetur, således kasteskyts som kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. I de følgende dage måtte Smith’ s gadelokomotiv segne under offentlighedens afsky og modstand. Men udviklingen fra uhyre til den elektriske sporvogn, var nu begyndt.
Jo det blev et kæmpe foretagende. Når du i dag går i biografen på Nørrebro, så sidder du i en af resterne fra dette store firma. Tænk engang, at de også byggede sneplove til den transsibiriske jernbane.
Anker Heegaard skulle have været præst
Det er en fabrikant, iværksætter m.m. vi slet ikke kan komme uden om. Og det er Anker Heegaard. Han skulle ellers have været præst på Samsø. Men det ville han ikke. Familien var meget skuffet. I 1803 åbnede han sin første isenkrambutik i København. Den blev hovedstadens største.
Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I 1827 søgte han kongen at drive et jernstøberi på Nørrebro. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre jern-ting. Han fik tilladelsen af kongen.
I 1837 overtog sønnen, der også hed Anker foretagendet dog uden isenkrambutik. I 1847 var der 52 mand på fabrikken. Da blev de produceret 4.000 gryder, 5.000 pander samt kakkelovne i massevis.
Selv boede Heegaard på Blågårdsgade 36 i en villa.
En tung stinkende lugt over Nørrebro
Det var meget, der lykkedes for Anker Heegaard. Men han havde dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Lugten hang nemlig tungt over Nørrebro. Så tungt at Sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmindhold.
I 1860 var Heegaard på102 ansatte. Han tog fusen på andre. Han opkøbte betydelige jordstykker på Nørrebro og med stor fortjeneste solgte han jordene videre.
Heegaard var den store velgører på Nørrebro. Således blev en gade opkaldt efter hans kone – Louisegade. Men på grund af et grusomt rovmord fik den navneforandring til Prins Jørgensgade.
Han solgte grunden til Københavns Kommune. Og etablerede sig på Hillerødgade i 14 år. Han købte en virksomhed i Frederikssund. Og i 1930 indgik det hele i ”De Forenede Jernstøberier”
Alt godt kommer fra Sønderjylland
På Blågårdsgade har der ligget mange store virksomheder eller i hvert fald virksomheder, der voksede sig store. Jo det var her Skandinaviens største bladeventyr lå – Aller koncernen. Igen et godt eksempel på, at ”Alt godt kommer fra Sønderjylland”
Jo Jens Andersen kom til København. Han tog navneforandring til Aller, hans fødeby nær Christiansfeld. Han blev en af Københavns største bryggere. Han opkøbte en masse grunde rundt om i København. Og det er efter ham, at Allersgade er opkaldt.
Eksplosioner i villaen
Men for at gøre en lang historie kort, så ender vi med en enke i en villa på Ydre Nørrebro. Her sad hendes søn, Carl Aller oppe på sit værelse og eksperimenterede. Efterhånden var vinduerne helt sorte. Han havde opfundet en ny måde at trykke på.
Og nabodatteren Laura blev forelsket i ham. Hun blev også redaktør for de første blade, som er blev fremstillet. Det allerførste var illustreret Familiejournal. Den første abonnent var værtshusholderen i forhuset. To måneder efter bestilte kongehuset to eksemplarer. Der blev installeret dampmaskine i lokalerne i Blågårdsgade. Men snart var det hele alt for lille. Og man måtte flytte.
Hellesen startede i Blågårdsgade
Vidste du så, at det også var i Blågårdsgade, at batterifirmaet Hellesen startede. Hellesen løste batteriets gåde. Men det moderne tørreelement blev opfundet. Det lykkedes i 1887. Ham der, Hellesen var ellers smørgrossist. I 1889 allierede han sig med en kemiker ved navn Ludvigsen.
Tænk engang at forfatteren Conan Doyle lader Sherlock Holmes omtale Hellesen. Er det ikke stort? Efter Blågårdsgade fortsatte man i Aldersrogade. Her blev lokalerne nedslidte omkring 1960, og så flyttede man til Køge. På et eller andet tidspunkt var det Duracell, der overtog det hele.
Blågårdens Sæbefabrik – et eventyr
Og så til et rigtigt eventyr. Det handler om Blågårdens Sæbefabrik. Af uransagelige vej landede et manuskript skrevet på skrivemaskine på undertegnedes skrivebord underskrevet af direktøren for dette firma.
Peter var taget til USA for at prøve lykken. Han havde oprettet en lille mælkeforretning efter at have forsøgt en masse ting. Det gav nu ikke det store overskud. Han blev også syg og fik gigtfeber.
Han mødte en pige. Født i USA men med danske rødder. De blev gift. Efter tre måneder blev konen meget syg. Peter brugte de opsparede midler til medicin og hospitalsophold.
Faderens æbleskiver-butik
Hjemme på Blågårdsgade havde faderen oprettet en æbleskive- butik. En dag kom en mand og præsenterede noget speciel sæbe. Faderen købte 5 pund for en krone og solgte det videre med fortjeneste. Og for 10 kr. købte han opskriften på det. Han blev endvidere inviteret hen et sted, hvor man fremstillede det.
Men i et skur i baggården i Blågårdsgade begyndte faderen nu selv at fremstille det. Og det solgte godt. Nu sendte faderen et brev til Peter og bad ham komme hjem, fordi han mente, at dette produkt kunne sikre dem begge to.
Faderen solgte nu æbleskive-forretningen. Og havde nu flere hundrede kroner til at starte en egentlig fabrik.
Ny fabrik i Ryesgade
I Amerika ville Peters kone ikke med. Men hun syntes at Peter trængte til en lang ferie i Danmark. Peter lånte 150 dollars ved en bekendt, og de rejste til Danmark.
Det gik fint med salget. De ansatte et par agenter, der skulle sælge produktet. Det gik nu knap så godt. Så tog Peters hustru så over. Det gik meget bedre. Der blev knoklet dag og nat.
Snart blev fabrikken for lille i Blågårdsgade. Peter byggede en ny i Ryesgade. Nu solgte man også alle slags sæber, skurepulver, husholdningsartikler m.m. Det var så med Peter Johannes Thomsen som direktør.
I 1926 blev det hele solgt til Schous Fabrikker.
Nyt eventyr i Sverige
Nu kunne Peter så sætte sig til ro. Men den type var han ikke. Han havde i forvejen investeret i en lille sæbefabrik i Landskrona. Og den fik han i den grad gang i. Han forblev dansk statsborger. Men i 1929 blev han ramt af en blodprop. Men efter et halvt år i sengen gik han i gang igen.
Snart var han ejer af den mest moderne fabrik i Sverige og 103 kædebutikker.
I 1935 blev han af den svenske konge udnævnt til ”Ridder af Vasa – ordenen”. Året efter fik han Danneborgsordenen.
Oxelberg kunne ikke lide socialister
Vi skal også nævne Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19. Firmaet opnåede guldmedalje i Paris. Chefen var meget konservativ og indædt modstander af den voksende socialisme. Og han blev selvfølgelig slået til ridder af Dannebrog.
Hellig Hansen – lige så berømt som chefen
Men han havde en ansat, der blev lige så berømt som sin chef. Det var Hans Hansen. Han blev karikeret i Hermann Bang’ s fantastiske roman ”Stuk” fra 1887.
Man sagde om ham på snedkeriet:
Derfor fik han også tilnavnet ”Hellig – Hansen”.
Han startede en karriere som byggeentreprenør. Han startede med at bygge for venner og bekendte. Det var også ham, der stod bag Dagmarteatret og National Scala. Han gjorde også sin entre i underholdningsbranchen.
Men ak. I 1884 var store kapitalejere blevet træt af ham. De fik ham til at gå fallit, men de gav ham da lov til at beholde hans Dannebrogorden.
Den kooperative bevægelse
Når man diskuterer industri på Nørrebro, kommer man ikke uden om de kooperative bevægelser. Sigtet var først og fremmest at skaffe billige varer og sikre at folk kom i arbejde. Indtil 1950’erne var Kooperationen kendt i arbejderbefolkningen. Man boede i en af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings Huse. Der blev købt ind i Arbejdernes Fællesbagerier. Man købte mælk fra Mejeriet Enigheden og øl fra Bryggeriet Stjernen. Kød fra Arbejdernes Kødforsyning. Ja vi kunne have nævnt mange flere.
Men størstedelen af producent – kooperationen løb ind i økonomiske problemer. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund. En af de største fortaler for kooperationen var F.J. Borgbjerg:
Arbejdernes Fællesbageri
Arbejdernes Fællesbageri startede sin virksomhed i 1886. Man kunne tagne aktier på 10 kr. med 50 øre i ugentlige afdrag. Dengang blev betragtet som urimelig dyr. Faktisk havde bagersvendene slet ikke noget med dette at gøre.
Man begyndte med et lejet byggeri på Lyngbyvej. Bestyrelsen havde dog øje på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Man brugte en stråmand, gartner Langhoff. Adressen blev på den nyanlagte vej, Nannasgade. Her startede man i november 1887.
Fire nye ovne stod parat. Personalet blev hurtig udvidet til 14 bagersvende, 6 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren.
Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllevirksomhed. Og ”Brødtårnet” blev fabrikkens vartegn. Den var på 40 meter og stod færdig i 1948- Den store kornsilo ragede over de 4- etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.
Ikke lige populær alle steder
De private brødfabrikker var alt andet end glad for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner med følgende udtalelse:
Arbejderne på Nørrebro betragtede det nu som et kompliment.
Fra 1905 var Pitzner direktør for De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro. De konkurrerede på livet løs. Og de var kun et par gader fra hinanden.
Lukkede i 1980
Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede kooperativet for at arbejderne fik billigt og godt rugbrød at spise. Lignende initiativer blev sat i værk i flere byer.
I 1959 beskæftigede virksomheden 295 arbejdere. I 1940 blev der opført et nyt bageri. Antallet af ovne blev tredobbelt.
Virksomheden udvidede gradvist. Men i september 1980 var det slut. 125 arbejdere måtte finde nyt arbejde.
BZ’ ere
Men virksomheden kom også efter lukningen i medierne. Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat af en gruppe BZ’ere. Igen i 1983 blev virksomheden besat. Og fra silotårnet sendte man piratradio. Det var en spektakulær begivenhed, da den store silobygning i 1985 blev sprængt bort.
Schulstad producerede maltsyret brød
En konkurrerende brødfabrik var Schulstad. Sammen med kemikeren Chr. Ludvigsen producerede man maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag. Man forbød alle former rygning og tobak i produktionen. Man havde også allieret sig med kemikeren Chr. Ludvigsen.
I 1890 var virksomheden flyttet fra Indre By til Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Torv. I 1914 havde man 25 vogne og 50 heste til at udbringe brødet.
I 1900 måtte en hestekusk starte kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme kl. 22 om aftenen. I 2003 gik virksomheden over i svenske hænder.
Fra 50 cykler om dagen til 50 cykler om dagen
Hamlets cykler på Meinungsgade var landets største cykelfabrik. Det første år nåede man op på at lave 50 cykler på et år. Seks år efter lavede man 900 om året. I 1901 producerede man 50 cykler om dagen. Og de kostede mellem 150 og 275 kr.
Ja og tænk man havde også en Hof – paraplyfabrikant på Nørrebrogade 47. Nu lavede man også parasoller og spadserer-stokke. Tænk så eksporterede man helt til Dansk Vestindien.
Kæmpe butikker på Ydre Nørrebro
På Ydre Nørrebro bevarede man det landlige træk til 1880’erne. Her var endnu små gårde og enkelte lyststeder. Også herude blev der bygget små lejligheder til den voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget eller blev beskæftiget ved de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev rigtig store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, General Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker, Rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.
En godsbanegård var vigtig
Vigtigt for disse fabrikker var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet. Går man en tur i kvarteret kan du endnu aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter selv om det allermeste for længst er revet ned for at give plads til boliger.
I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevogne ført videre til lorteøen Amager. Det sidste latrintog kørte så sent som i 1936.
I 1916 begyndte man anlæggelsen af godsbanestationen Den 27. februar 1967 var det slut med den.
Kig efter rester – i Rådmandsgade
Men kig nu godt efter, så kan du få øje på de knopskudte baghusindustrier, tydeligst er nok Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har der været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er totalt forandret. Nu er det børnehave.
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historier og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.
Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejfabrik.
Den lille Havfrue blev lavet i Rådmandsgade
Det er sikkert heller ikke mange der ved at ”Den Lille Havfrue” er lavet i Rådmandsgade på Lauritz Rasmussens Bronzestøberi. Efter at have haft virksomheder forskellige steder så startede han i 1896 på Rådmandsgade 16. Fabrikken havde mange forskellige tilknyttet. I travle tider havde man helt op til 40 ansatte.
Mange kendte springvand og andre monumenter er lavet her. Størst opsigt vakte nok Storkespringvandet. For storkene er i virkeligheden hejre. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” kritiserede dette populære springvand synd og sammen. Og ved indvielsen var der regulære bølleoptøjer.
Et par gange snakkede man om at flytte dette springvand. Nu var folkesangeren Cesar med til at gøre stedet populært for ungdommen med sin sang om Storkespringvandet. Hvis nu denne var landet i Højskolesangbogen kunne vi have sunget den.
Og jo, kan I huske da Den Lille havfrue mistede sit hoved. Ikke et øje var tørt. Det var i 1964. det var også Lauritz Rasmussen, der kom til at udføre dette. Og det skete efter billedhugger Eriksens gipsform.
Virksomheden på Rådmandsgade lukkede i 1967.
Nyskabelser hos Holger Petersens Tekstilfabrik
Og ikke mange ved i dag, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.
Vi skal nævne Holger Petersens Tekstilfabrik fordi den var nyskabende. På et tidspunkt havde alle disse fabrikker beskæftiget 2.000 mand. En del af disse bygninger kan den dag i dag ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde man en absolut social indstilling til medarbejderne.
Fabrikken udvidede mange gange. I 1883 var det at byggeriet startede på Tagensvej. To år efter startede opførelsen af arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen opført et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne afholdes fester og ugifte arbejdere kunne spise her.
Det gav en stabil arbejdsstyrke
Boligerne og de mange faciliteter skulle give en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på. Der blev også oprettet småhaver og marketenderi.
I årene mellem 1893 og 1903 kom der flere bygninger til. Man nåede op på at beskæftige i alt 700 mand. Produktionen på fabrikken blev indstillet i 1966. Og i 1990 blev den ældste del af bygningskomplekset fredet.
Mange navne – det endte med Atlas
Atlas startede egentlig i Nakskov. Først hed fabrikken Godthåb, siden Tuxen og Hammerich. Da fabrikken flyttede til Nørrebro, ændrede den navn og kunne man tegne aktier i fortagenet. I 1898 var bundforholdene i Hillerødgade ikke specielt godt egnet til de store bygninger. Virksomheden startede den 2. januar 1899. Men ak allerede året efter var der en 5 måneder lang strejke.
I 1907 købte man en nabogrund i Baldersgade, og det gjorde man også i Hillerødgade. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværker. Ja selv dampmaskiner producerede man.
14 dages ekstra løn var uhørt
I 1924 fik alle månedslønnede 14 dages ekstra løn. Det var uhørt på den tid. I 1925 blev man ramt af lockout. Det lykkedes at skabe en lukket kølemaskine, som man kaldte Glacia. Det blev en kæmpe succes. Men ak, hvis den skulle repareres, skulle den tilbage på fabrikken. Man var på vippen til at droppe produktionen, men så fandt et lyst hoved en løsning.
I sidste halvdel af 1930’erne købte J. Lauritzen aktiemajoriteten.
Tyskerne mødte op på fabrikken
Den 22. april 1940 klokken fem om eftermiddagen sad direktør Mansted på sit kontor. Telefonen ringede. Det var den tysk overkommando, der ville komme på besøg. Fire tyske officerer dukkede op en time efter. De forlangte at se fabrikken. Man forlangte nu at få et tilbud på hydrauliske presser. Og tilbuddet skulle ligge på kaptajn Fortman’ s skrivebord dagen efter.
Og ikke nok med det. Tyskerne besatte store dele af fabrikken og forlangte flere varer fra fabrikken. Tyskerne læste nu al den post, de ville og eksporten gik i stå. Modstandsbevægelsen betragtede Atlas som landsforrædere. Og flere mærkelige brande opstod på fabrikken. Politiet kunne ikke finde beviser på, at det var Modstandsbevægelsen.
Våben til Modstandsbevægelsen
I april 1944 foretog modstandsbevægelsen en bombeaktion mod Atlas. Med ledelsens vidne blev der også fremstillet våben til modstandsbevægelsen på fabrikken og ja der var også en afdeling af modstandsbevægelsen Ringen på fabrikken.
Atlas blev undersøgt efter krigen for landsforræderi. Tre år senere blev det fastslået, at det var der ingen grundlag for.
Advarsel fra A.P. Møller
I 1950 gjorde firmaet sig bemærket ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede. Man fik halvdelen af det som aktionærerne fik. Halvdelen af dette blev udbetalt og den anden halvdel gik til sociale formål.
Dette resulterede i et brev til Knud Lauritzen fra skibsreder A.P. Møller:
Nogle af de velfærdsordninger som medarbejderne opnåede på Atlas, blev senere indført som lov i Danmark.
Ja man købte også sommerhuse til medarbejderne.
I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge hele produktionen af husholdningsmaskiner. Man fortsatte med de store maskiner under navnet BAFA (Baldersgade – Fasanvej).
Men i 1973 var det slut. I Ballerup var der fem gange så meget plads som på Nørrebro.
Det startede på 3. blegdam
En af de største fabrikker overhovedet på Nørrebro var Titan. Det hele startede med et maskinværksted på 3. blegdam i 1856. Da den blev for lille byggede manden bag det hele, Hauberg en fabrik i Meinungsgade, der fik navnet Koefod & Hauberg.
Men snart byggede han på Tagensvej. Samtidig var Hauberg maskiningeniør på sporvognene. Nu blev navnet på fabrikken Titan. Og de var også indblandet i sejladsen på søerne.
Brand og ingen vand i ledningerne
Den 15. marts 1899 udbrød der brand i virksomheden. Året forinden havde virksomheden gjort opmærksom på at der ikke var nok vand i de vandledninger, der gik af Tagensvej. Og der var ikke sket noget. Det var en katastrofal brand.
Men virksomheden blev bygget op igen.
Tyskerne mødte op
Under besættelsen placerede tyskerne vagter på virksomheden. Man tvang virksomheden til producere for sig. Hvad tyskerne vidste var, at der på fabrikken var en modstandsbevægelse, der producerede våben. Flere medarbejdere måtte flygte til Sverige. Der var også flere sabotageaktioner mod virksomheden.
I 1965 skete der en fusion med Thrige. Og så var det efterhånden farvel til Nørrebro. I dag lever firmaet i bedste velgående under navnet T – Electric.
En Skæremølle ved Nørrebrohallen
Omtrent, hvor Den Røde Plads ligger i dag foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen allerede før århundredskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro. Praktisk nok, lå den lige i nærheden af jernbanen. Så skulle hestene kun fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggematerialer til den voksende bebyggelse på Ydre Nørrebro dengang.
Allerede i 1809 var her en mølle på Kløvermarken, som det blev kaldt. I 1828 var der 8 mand ansat her. Indehaveren kaldte sig også vognmand og hyrekusk. I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokums- bygning, svinesti og vognskure.
I 1873 blev skæremøllen ramt af atter en brand. Savværket blev nedlagt. En bagermester købte ejendommen. I 1906 blev det hele revet ned. En moderne ejendom opstod. Og fra 1906 til 1913 lå her Stefans Biografteater. Så flyttede denne hen på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanergade. Den lukkede så i 1928.
Da man næste kørte kongen ned
Det er ikke så mange der er klar over det, men der blev i den grad samlet biler på Nørrebro. Det begyndte med den såkaldte ”Hammel” – bil” fra 1888. Den kørte pludselig ud fra en baggård. En avis kunne fortælle, at man havde set et køretøj uden hest foran. På en af de første ture var man ved at køre kongen ned. Hvem der blev mest chokeret melder historien ikke noget med.
Vores bil var med i et rally i England i 1950’erne. Det var den ældste i løbet. Og den blev da også sidst med en tophastighed på 25 km/t. BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål.
Ford og GM
I Danmark producerede Ford 325.000 biler og General Motors 600.000 biler.
Ford startede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade. Senere fortsatte de i Sydhavnen. Og de trækasser, som disse biler kom i, kunne man købe hos cigarhandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) Man brugte dem til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.
I 1929 flyttede GM til Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. Under krigen fremstillede GM flymotorer.
Efter krigen kom der gang i produktionen. Det var mest Opel og Vauxhall personbiler, man samlede. Man færdiggjorde efterhånden en bil hver 3 ½ minut. GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974. Ford lukkede deres fabrik i Sydhavnen efter at den var flyttet fra Nørrebro – i 1966.
Før Mjølnerparken var her en papirfabrik
Og tænk engang, der hvor Mjølnerparken ligger i dag, var der en kæmpe papirfabrik. Den havde i tidens løb mange navne. Egentlig startede De Forenede Papirfabrikker allerede i 1889. Men det store anlæg ved Tagensvej startede i 1933.
Der var masser af fabrikker i hele koncernen bl.a. Nørrebro Papirfabrik. Efter 46 år sluttede et stykke industrihistorie. Det var den 31. juli 1979.
Cloetta i Blæksprutten
Ude ved Lersøen havde man også en egen station, den såkaldte latrinstation. Her kørte man med de såkaldte ”Chokoladevogne”. Det fik så Blæksprutten til et år at gengive en vittighed. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder. Han var så blevet slæbt med her ud på Lersøen:
Fusioneret med Kehlet
I 1862 startede Brødrene Cloetta en chokoladefabrik på den gamle Sortedams Mølle. Og det som de fremstillede faldt i den grad i danskernes smag.
I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 i en ny stor bygning. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De havde i forvejen en chokoladefabrik på Nørrebro.
På besøg i Hørsholmgade
En omtale af firmaet i Hørsholmsgade i datidens medier lyder således:
I 1954 flyttede fabrikken til Glostrup. Og i 1960 blev det overtaget af finske Fazer. Lokalerne blev til Dansens Hus.
To andre chokoladefabrikker
Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Og hvor Otte Brandenburg fik sin debut. Her havde et missionsselskab senere til huse.
Vi havde sandelig også en chokoladefabrik, der hed Elisabethsminde, Den lå i Heimdalsgade 14 – 16. Her har også ligget en moske og skofabrik.
Ja egentlig var lokalerne oprettet til ”Drops- og Konfektfabrik”.
Stakkels knægte på hesteskofabrikken
På Tagensvej 7 lå Københavns hesteskofabrik. Man lavede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægte med gloende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.
Et olieraffinaderi blandt boligblokke
Midt på Nørrebro lå et olieraffinaderi. Det var omkring Nannasgade 6-10. Virksomheden hed L.C. Glad og Co. Man kan undre sig at så brandfarlig virksomhed blev anlagt her. Det gik da også galt.
Den 4. sept. 1980 blev virksomheden ramt af en voldsom brand. På et tidspunkt var det fare for de nærliggende beboelsesejendomme. I dag er grunden stadig forurenet, så meget, at der ikke bliver bygget området. Det er omkring Banana Park.
Da politiet brugte tåregas
I Heimdalsgade 45 – 47 huserede ”De Forenede Gummi – Og Luftringefabrikker Schønning & Arvé. Det var her, at vi så de voldsomme kampe mellem BZ’er og politiet. Ja det var den 24. oktober 1981. Her anvendte politiet for første gang tåregas.
Da de unge så blev tvunget ud. stod politiet parat med stavene og huggede løs.
Fabrikken havde allerede fra 1924 fremstillet ballondæk af corslærred. Og så overtog ØK aktiemajoriteten.
I 1981 ophørte produktionen i Hermodsgade. Virksomheden var blevet opkøbt af Codan Gummi A/S
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 26, 2021
Kastellet – spredte historier (3)
Christian den Fjerde havde store tanker. Sankt Anna Skanse skulle etableres. Det krævede store arbejdsstyrker og masser af materiel. Efter kongens død fik stedet et nyt navn. Vartov blev beskudt. Og svenskerne stormede i 1658. Ingeniør Hoffmann mente ikke, at der var penge nok. Man gjorde meget ud af Glædessalut. Henrik Rüse dukkede op. Flere regimenter blev lagt under ham. Regeringen manglede penge. Mere arbejde for Rüse. Han blev mødt af megen fjendskab. Fjenderne undersøgte også arbejdets kvalitet. Masser af kanoner og krudt. Her var en fast artilleristyrke. Isen skulle brydes. Der var lange arbejdsdage og pludselig skulle 600 læs hestegødning fjernes. Kanonerne kunne næppe række længere end til Refshaleøen. Kanoner og andet skyts var efterhånden i en meget dårlig forfatning. 1.000 Rigsdaler blev bevilliget til årlig vedligeholdelse. Voldmesteren havde en vigtig funktion. Og så var det lige voldskytten. Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen. Der blev mod betaling tilladt for alle at gå her. Kaptajnens vasketøj endte for krigsretten.
Christian den Fjerde havde store tanker
Christian den Fjerde gjorde sig store tanker om Københavns befæstning. Søerne skulle være i yderste linje. De skulle understøttes af befæstninger som Ladegården, Ravnsborg og Vartov.
Disse tanker gav anledning til anlæggelse af Sankt Anna Skanse, sådan lød Kastellets første navn. Det hele skulle beskytte det nye havneløb som i 1624 var blevet dannet ved hjælp af nogle sænkede skibe, havde man opført to bolværker med blokhuse tæt ved det sted, hvor Toldboden i 1627 blev anlagt.
Ved den østlige ende af Sortedamssøen var der i årene fra 1625 til 1629 anlagt fæstningen Vartov.
Ved den nuværende Triangel strakte der sig en lang række jordvolde med grave foran ned mod stranden, hen over det terræn hvor nu Holsteinsgade, Willemoesgade, Classensgade m.m. befinder sig i dag. Dengang var det et meget vanskeligt tilgængeligt område.
Sankt Anna Skanse
Helt herude ved det før omtalte havneindløb blev Sankt Anna Skanse anlagt. Dens volde og grave dækkede både land – og søsiden.
Det var i december 1626 at arbejdet med Sankt Anna Skanse blev påbegyndt. For at få skaffet midler til dette, blev der i 1627 foreløbig i en periode på tre år bevilliget forhøjelse af tolden på salt – og silkevarer.
Nu var det beløb, der kom ind slet ikke nok. Så den 28. januar 1631 blev der på ny bevilliget forhøjelser igen i en periode på tre år. Men ak dette forslog heller ikke noget. For tredje gang måtte der bevilges forhøjelse. Men denne gang var det så i en periode på hele 9 år.
Nu ville Rigsraadet kun gå med til en periode på 6 år. Men det endte med at toldforhøjelserne næsten blev permanente. Det var ikke småbeløb, der kom ind. Tidsrummet fra 1641 til 1646 beløb sig til 243.884 Rigsdaler. Men det var også omtrent det beløb man havde brug for.
Store arbejdsstyrker og masser af materiale
Hele byggeriet krævede store arbejdsstyrker og masser af materialer. Det var særlig brug for store kampesten. Halvdelen af fæstningen kom til at ligge på den åbne strand.
Hvad arbejdskraften angik var det bønderne, der måtte holde for. Den 15. december 1626 blev bønderne mellem København og Roskilde tilsagt at køre huggede sten derud fra Amager. Denne tilsigelse blev gentaget et par gange. Selv fra Skåne kom der sten.
Med sin sædvanlige energi satte Christian den Fjerde alt ind for at gøre fæstningen færdig. Selv om han atter og atter skyndede på færdiggørelsen trak arbejdet i langdrag idet man stødte på vanskeligheder. Og en af disse var at hele byggeriet blev langt større, end man havde forestillet sig.
Og så kneb det også lidt med koordinationen. Man var nemlig også i gang med nedrivningen af den gamle Østervoldlinje. Men denne var åbenbart forsynet med skyts. Dette fremgår af en melding fra den 16. august 1644, hvor der var afgivet festskud i anledningen af slaget på Kolberger Hede. Åbenbart var det en afdeling fra flåden, der lå her.
Efter kongens død – nyt navn
Efter Christian den Fjerdes død i 1648 forsvandt navnet Sankt Anna Skanse efterhånden. Efterhånden blev navnet Sankt Anna Kastel. Men ifølge et skøde fra 1651 var navnet nu ”Frederichs Kastel”. Den nye Østervold var i sommeren 1647 i en højst mangelfuld tilstand. Den havde slået en bue uden om det nye Sankt Anna Kvarter.
Men nu gik man i gang med at forstærke Kastellet yderligere. Derfor krævede man penge ind fra liggende skibe i vinterhalvåret. Det var de såkaldte Vinterhavnepenge. Og dette blev sat i værk den 11. februar 1653.
Det var mandskab fra de nationale, særlig det sjællandske regiment, der kom til at arbejde på befæstningen. Og det var i et antal af 2.400 pr. dag.
Vartov blev beskudt
Da Carl den Tiende Gustav i august 1658 lagde en jernring om staden, blev den ydre befæstningslinje straks opgivet. Det var fordi den endnu ikke var færdig og alt for svag. Svenskerne tog den også straks i besiddelse. De tog også straks Vartov i besiddelse.
Men denne blev kraftig beskudt fra prammen ”Den stumpede Hund”, der lå der, hvor Bechs Badeanstalt kom til at ligge. Men også fra Kastellets volde blev Vartov beskudt. I november kom Vartov igen i dansk besiddelse. Men stedet var da helt nedbrudt. Tømmeret blev bragt til Kastellet, hvor det kunne blive genbrugt.
Vagtstyrken på Kastellet udgjorde efterhånden 200 mand. Den 13. august var adelen i hovedstaden blevet opfordret til at stille med en karl eller kvinde med en spade i tre dages tid til befæstningsarbejde.
Da frosten hen på vinteren gjorde sig gældende, blev de kongelige betjente beordret til befæstningsarbejde. Denne ordre måtte dog gentages flere gange.
Da svenskerne stormede i 1658
På selve ”Stormnatten” den 11. februar 1659 var der på Kastellets volde anbragt 33 ”stykker” skyts under kommando af oberst Bertram de la Coste, der under sig havde en vognmester og yderligere 50 mand.
Voldene var besat af seks kompagnier af Kongens Livregiment til fods – Livgarden. I det indre af Kastellet var der opstillet et kompagni ryttere, et kompagni borgere to kompagnier hollandske soldater og 100 danske og 100 hollandske bådsmænd. Oberst Frederik Ahlefeldt var kommandant for det hele.
Svenskerne forsøgte en sidste gang at angribe på det svageste led – mellemrummet mellem Østervold og kastellet. Og svenskerne trak sig tilbage over den tilfrosne Sortedamssø. Kommandant Frederik Ahlefeldt var selv til stede og viste stor tapperhed. Han blev forfremmet til generalmajor og optaget i den arvelige adelstand.
I de nærmeste dage efter at stormen var afslået fortsatte man med feberagtig hast på udbedringen af kastellets volde. I den alleryderste nød ville man trække sig her tilbage og udkæmpe det sidste slag. Man satte nu alt ind for at gøre hele fæstningen så modstandsdygtig som mulig.
Glædes – salut fra byens volde
Fra byens gårde og stalde kørtes der jord og møg derud i store mængder. Den 4. marts blev borgmestre og Råd beordret til at holde gaderne rene og lade skarnet køre ud til kastellet. Så fik man ikke blot foretaget en grundig rensning af byens gader, hvad der i de dage ofte trængtes til. Og man gentog opfordringerne til at køre alt ud til kastellet.
Tømmer skulle også bruges. Det kom frem i pramme. Palisader skulle rejses. Bygninger skulle opføres. Og Amagers bønder blev beordret derud for at ”vække” isen på Kastellets grave.
Da freden i 1660 blev sluttet, blev der i den anledning afgivet Glædes – salut fra byens volde.
Ingeniør Hoffmann mente ikke at der var nok penge
Nu blev der besluttet, at der skulle anlægges en dæmning med en dækket vej. Det var begyndelsen til den senere Langelinie. Til dette og en række andre arbejder blev der beregnet, at der skulle bruges 700 mand og en sum af 11.252 Rigsdaler. Men ingeniør Gotfred Hoffmann mente nu at dette beløb slet ikke rakte.
Henrik Rüse dukkede op
Endelig i maj 1661 kunne man komme i gang. Der var indkøbt for 260 Rigsdaler hakker, skovle, spader og skub-karrer, hvilket var en slags trillebør. Heller ikke det nye budget syntes at kunne holde. Midt under det hele dukkede der så en ny mand frem. Det var den hollandske ingeniør Henrik Rüse og i hans lod faldt det at blive Kastellets egentlige bygmester. Det er under hans ledelse, at Kastellet har fået det udseende, som det har i dag.
Den 1. juli stillede Rüse sine betingelser for overhovedet at gå i dansk tjeneste. Han forlangte en årlig gage på 3.000 Rigsdaler. Fra dansk side mente man ikke, at det kunne lade sig gøre. Han svarede da også prompte, at så gad han ikke forhandle mere.
Flere regimenter under Rüse
Den 26. juli var forhandlingerne tilendebragt. Ifølge kontrakten skulle der udbetales i alt 110.000 rigsdaler for at opføre det nye Kastel, dette skulle være fuldbragt i løbet af tre år regnet fra foråret 1662.
Gravene skulle have en dybde på fire fod og en del af den udgravede jordmasse skulle benyttes til at hæve terrænhøjden inde i selve Kastellet, for selv efter mange års opfyldninger var denne endnu lavere end daglig vande i havnen.
Til hjælp fik Rüse sit eget regiment, det tidligere Lübbes Regiment. Desuden fik han også Kongens Livregiment til fods – Livgarden og fra april 1663 det sjællandske nationale regiment.
Regeringen manglede penge
Det var dog kun i de seks sommermåneder, der blev arbejdet med fuld kraft. Rüse klagede også over mangel på arbejdskraft. Nogle af dem skulle også imod aftale forrette garnisonstjeneste. Og så skulle en ikke ringe del også inddrive restancer i de landdistrikter, der skulle underholde regimentet.
Regeringens vilje var måske god nok men de kæmpede med pengemangel. I juli måned 1662 havde regimentet ikke fået løn i tre måneder. Men i løbet af sommeren 1662 opførtes de to bastioner ud imod søen. Også Langelinie blev udført dette år.
I april 1663 blev mandskabet forøget. I dette år lykkedes det at fuldføre Kastellets hovedvold samt den overvejende del af ”Smedelinien”.
Mere arbejde for Rüse
Rüse fik mere arbejde. Han skulle opføre en bolig for kommandanten, et provianthus, 31 brakker, et pælehus og tre udfaldsporte. Han skulle også opføre 7 vagthuse og 34 skilderhuse samt hovedgadens brobelægning.
Man ved med sikkerhed, at der under bygningen har været kongeligt besøg herude. I januar 1664 blev Rüse udnævnt til generalmajor i Infanteriet og til Assessor i Krigskollegiet. Få dag efter blev han optaget i adelstanden.
Rüse mødte masser af fjendskab
Rüse mødte dog modstand i alle klasser af befolkningen. Selv kronprinsen var fjendtlig over for ham. Tidens store mænd bakkede kronprinsen op. Befolkningen trøstede sig med, at når barakkerne engang var færdige, så ville det lette på indkvarteringsbyrden.
Rüse var også forfulgt af uheld. Ofte var der stridigheder med officererne. Og så forsinkede vejret arbejdet. Mandskabet stjal materiellet for at supplere den dårlige løn. Heste døde af overanstrengelse og sygdom. Fire gange havde Sundet gennembrudt dæmningerne.
Endelig i sommeren 1664 stod voldene færdige. Men i juni måned brød et heftigt uvejr løs. Regnen skyllede ned i gravene i store mængder. Så måtte man atter i gang med at udbedre voldene. Alligevel lykkedes det for Rüse næsten at overholde kontrakterne til punkt og prikke.
Den 20. april 1644 afsluttedes den 4. kontrakt, der omfattede bl.a. opførelsen af officerskvarter, fængsler, arsenal, bryggeri, bageri og af 12 barakker.
Fjenderne undersøgte byggeriets kvalitet
En kommission bestående af Rüses bitre fjender skulle undersøge om Rüse havde overholdt forpligtelserne. Men der var ikke noget at komme efter. Men så kastede man sig over småtingene, derfor trak afleveringen ud.
Den 4. december 1677 fik Rüse efter ansøgning bevilliget sin afsked. Han fik bevilliget årlig 1.500 Rigsdaler i ventepenge. Resten af sin levetid tilbragte han på sine godser her i landet og i Holland. I foråret 1679 afgik han i en alder af 55 år ved døden på sit gods Savært.
Rüse selv har udtalt, at han ikke har spundet guld på sit arbejde for regeringen. Tvært i mod sagde han, har han haft flere udgifter end indtægter.
Masser af kanoner på Kastellet
Så snart jorden i de ny opkastede volde havde fæstnet sig så meget at den kunne bære vægten af det svære fæstningsskyts, trådte dette efterhånden i stedet for det lette feltskyts., som man havde anvendt i den første tid.
Js sådan skrev den svenske gesandt Gustav Lilliecrona den 23. februar 1665 hjem til sin konge.
Den 22. august fik Kastellets nye skyts deres ilddåb. Anledningen var den franske ambassadør Hugo Terlons afrejse. Der blev saluteret fra Kastellet for første gang.
Masser af krudt
På kastellets volde var der hele 90 stykker større eller mindre skyts, der anføres at have været ”dobbelt skarpladte”. Til alt dette var der selvfølgelig en tilsvarende beholdning af ammunition. I fortegnelsen omtales:
Denne beholdning varierede nu meget.
En fast artilleristyrke
Det var ikke kun ved festdage for de kongelige, at der blev affyret. Det gjorde det også når en af Danmarks stormænd blev ført til sit sidste hvilested. Det var tilfældet, da Fr. Ahlefeldt i januar 1672 var død. Hans lig skulle føres til Eckernförde. Fra Kastellet blev der affyret 27 sørgeskud.
Fra 1671 blev der i en lang årrække hver nytårsmorgen affyret en salut på 27 skud. Men fra Kastellet blev der kun affyret seks skud.
Men det mærkværdige er, at der ved disse lejligheder blev skudt med skarpt.
Til skytsets betjening havde Kastellet selvfølgelig den fornødne artilleristyrke, et kompagni som altid var indkvarteret i selve Kastellet for straks at kunne være ved hånden. Ved denne tid bestod styrken af en kaptajn, to løjtnanter, 2 stykjunkere, 30 konstabler, 60 håndlangere, 1 mønsterskriver, 2 trommeslagere og en skalmejeblæser.
Isen skulle brydes
Så snart Kastellet havde fået deres første indkvartering i 1664 gjaldt det om at afskære soldaterne fra omverdenen. Derved skulle man forhindre desertering. Det betød at renderne om vinteren skulle afises. Når isen blev så tyk, at den kunne bære en person, skulle en lille isblok udhugges og præsenteres for den ældste af Regimentscheferne. Denne skulle så præsentere isblokken for Kommandanten.
Lange arbejdsdage
Allerede i 1686 talte man om reparation og mangler på de forskellige bastioner. Brystværnet på Kongens Bastion skulle gøres 3 fod højere. Prinsens Bastion skulle forsynes med skydeskår. Rampen, der førte op til den, var i en meget dårlig forfatning. Den skulle opføres helt fra grunden.
I anledning af disse arbejder blev man forstærket med to kompagnier. I hele Frederik den Fjerdes regeringstid blev der bevilliget 2.000 Rigsdaler til vedligeholdelsesarbejder på Kastellet.
Man startede klokken fire eller fem om morgenen afhængig af årstiden. Der blev arbejdet fem timer om formiddagen og fem timer om eftermiddagen. Hviletider blev fastsat af kommandanten i samarbejde med ingeniørerne.
Mandskabet måtte ikke uden ingeniørernes tilladelse forlade arbejdet for eksempel ved indtrædelse af stærkt regnvejr. En trommeslager markerede arbejdets begyndelse og ophør samt hvilepauser.
6.000 læs hestegødning skulle fjernes
I sommeren 1716 var der hobet så meget hestegødning og andet urenlighed op i Kastellet. At det tilsammen drejede sig om ikke mindre end 600 læs. Dette skulle nu føres ud af kastellet. Kommandanten havde i den anledning henvendt sig til Stadens Politimester med opfordring til om han kunne afgive de fornødne renovationsvogne til skarnets bortkørsel.
Men politimesteren nægtede i første omgang at have noget med sagen at gøre, Nu blev sagen så forelagt Generalkommissionen, der udtalte sin forbavselse over, at kommandanten ikke fra tid til anden havde ladet det anbringe på fæstningens volde. Der havde det været god brug for det.
Vognene var optaget ved kornlosning. Og man tildelte kommandanten en alvorlig næse. Men denne ville ikke modtage den. I stedet beklagede kommandanten sig nu over Kastellets dårlige forsvarstilstand.
Hvordan kommandanten kom af med de 600 læs, vides ikke.
Kunne ikke række længere end til Refshaleøen
I 1698 undrede Rentekammeret sig over, hvordan Ove Meyer kunne klare alle de ting han skulle på Kastellet. Således stod han både for proviant, ammunition og materiel.
I juli 1700 nærmede en stor flåde sig København. Den bestod af en kombineret svensk-hollandsk og engelsk flåde. Men Kastellets skyts kunne ikke bruges, da den danske flåde lagde sig tæt under voldene. Så kastellets kanoner kunne komme til at skyde sine egne.
Andre mente, at kanonerne fra Kastellet ikke kunne have gjort nogen virkning og ville næppe have rakt længere end til Refshaleøen.
Kanoner og skyts i en meget dårlig forfatning
Men hvor godt var dette skyts i grunden? Kommandanten skriver den 9. juli 1712 til kongen, at tilstanden på batteriet ikke er godt. Mange af kanonerne kunne slet ikke bruges. Der skal foretages reparation og anskaffes nye kanoner.
I januar 1716 forlød der rygter om at den svenske konge ville gøre landgang på Sjælland. Kommandanten havde stor betænkelighed med Kastellets forsvarstilstand. Faren fra svenskerne drev over og det hele trådte ind i den tidligere slendrian.
Der kom nu et overslag til nye lavetter. De ville koste 900 Rigsdaler. Men dette blev ikke bifaldet, fordi Hans Majestæts kasse ikke kunne afholde så stor en udgift.
1.000 Rigsdaler årligt til vedligehold
I oktober 1717, da Kastellet skiftede kommandant, lød der også klager. På de tre hovedbastioner, Kongens, Dronningens og Grevens Bastion var artilleriets tilstand meget dårligt. Træværket og plankerne var ganske rådne. Kanonerne kunne slet ikke bevæges på dette underlag.
Lavetterne var dels så gamle, at træet var råddent. Kanonerne var i sin tid malet blå og røde, men dette var ødelagt af vejr og vind. Maling var absolut nødvendig.
Videre hed det i indstillingen, at Lavetmageren og hans svende samt smeden hele vinteren igennem havde nydt deres gage uden at gøre noget som helst gavn for den. Der blev foreslået, at der fremover bevilliges en fast sum til vedligeholdelse af Kastellets artilleri.
Denne indstilling bevirkede, at kongen den 7. november bevilligede 1.000 Rigsdaler årlig. Allerede dagen efter forlagde der en befaling til kommandanten om, at han skulle beordre oberst Harbou til hurtigst muligt at lade batterierne sætte i stand.
Hos købmand Soelberg skulle kommandanten udsøge tømmer, som proviantforvalter Westergaard derefter, skulle lade transportere på materielvogne til Kastellet.
Der blev stadig affyret masser af hyldest – affyringer fra Kastellet. Men den 22. august 1764 mente kongen at den sædvanlige nytårsaffyring skulle ophøre – ”da den ikke var til nogen nytte for krigstjenesten”.
Voldmesteren havde en vigtig funktion
Voldmesteren som også blev kaldt for plantage-mesteren, spillede en ret betydelig rolle, når det gjaldt arbejde på fæstningsværkerne. I 1672 boede han i Stok-barak nr. 68. Han syntes at have ført en slags politieftersyn.
Således skulle han også føre tilsyn med om Overofficerer, underofficerer ”Gemene” eller garnisonsbetjente holdt svin, hunde, høns eller andre ”lignende” dyr. Når sådanne dyr viser sig på voldene blev de skudt.
En Voldsskytte
Åbenbart er det ikke alle, der har overholdt dette. For i 1729 indførte kommandanten ”den gamle skik” med en voldsskytte. Åbenbart var han ikke længe ansat for i 1729 forlød det, at skildvagterne kunne øve deres skydefærdigheder på de dyr, der ikke respekterede de trykte love og bestemmelser.
I 1739 hed det så at Voldskytten for at skyde hunde på volden oppebar et årligt honorar af seks rigsdaler, et beløb der tillige var beregnet til indkøb af krudt og bly. I en instruktion af 176a også kunne omfatte andet end husdyr. Kommandanten havde således jagtretten på hele fæstningsterritoriet.
Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen
Passagen på volden var i de ældre tider stærkt begrænset. Endnu i 1710 var det kun tale om ridning og kørsel for ”Vi og Vort kobelige Hus”. Her kan det lige tilføjes at dette også kunne tillades høje officerer indtil oberster at færdes her men dog kun til fods.
I 1727 syntes det dog som om, at enhver der hørte til Garnisonen havde tilladelse til at færdes deroppe, men selvfølgelig måtte den færdsel kun forgå på den ordinære vold-vej og aldrig oppe på brystværnets krone. Her var endnu ikke anlagt nogen sti som i vore dage.
Alle andre, der ville færdes her, skulle have tilladelse og følges med en overofficer eller en ordonnans fra Kommandantskabet. Der var strengt forbudt at plukke violer.
Mod betaling – fri passage
Først i slutningen af det 18. århundrede begyndte man mod betaling at udstede tilladelse til at gå på volden. En del af dette beløb anvendte man så til et militært musikkorps, der på visse dage musicerede på volden.
Når kommandanten gik eller kørte i Udenværkerne skulle de på Hovedvolden stående skildvagter honorere ham med ”skarpt skuldret Gevær”, mens hverken vagter eller skildvagter i Udenværkerne skulle afgive honnør for ham.
I Krigsretten – Kaptajnens vasketøj stjålet
De gode officersfruer kunne ikke modstå fristelsen for at bruge Volden og dennes skråninger som tørre – og Blegeplads for hjemmets vask. Dette fremgår af en krigsretssag fra august 1694. Her gik det så vidt, en tjenestepige til fru kaptajn Numsen ikke alene bredte herskabets mest intime klædningsstykker, men endda pålagde den daværende vagtkommandør og skildvagten til at passe på det.
Men da pigen kom tilbage efter den fine vask, manglede der 2 mandsskjorter, 1 ”Küstenbüse”, 2 andre skjorter og et lommetørklæde.
Fru Numsen formodede at få hendes mand til at klage overvagtkommandøren som over for skildvagten forlangte erstatning for det stjålne tøj.
I det efterfølgende forhør indrømmede man også at pigen havde bedt dem om at passe på tøjet. Men hvilken afgørelse man kom frem til kunne være interessant at få at vide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere: – Om Svenskekrigene:
Dato: februar 25, 2021
Opvokset på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro. Og så var det lige den billige brændevin. Her var masser af børn. Der skulle altid spares. Herligt, når brandsprøjten kom. Liv og leg i gården. Panserbassen fik sig en lille en. Gangbroen over Nørrebrogade – en herlig legeplads. En mand med et flag. Salg af koks og brændsel. Mælkekusken betragtede sig selv som en vigtig person. Ladegårdsåen – en skøn legeplads. Den årlige skovtur. Og så var der film med levende klaver. De gamle hestesporvogne. Arbejderne betragtede Sporvejsansatte som velbjergede. En sejltur fra Søpavillonen til Østerbrogade. Da der kom lys. Der skete store forandringer.
Mange enlige mødre på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro omkring år 1900. prinsen på den hvide hest var pludselig borte. En del børn blev bortadopteret lige efter fødslen. Andre børn blev sat i pleje. Fædrene forsøgte at flygte fra ansvar og forpligtelse. Men mange af disse blev dømt til at betale et såkaldt ”alimentationsbidrag”. Det beløb sig til 10 kr. om måneden.
På Nørrebro var det almindeligt med hjemmearbejde som syning og cigarrulning.
Den billige brændevin
Drikfældigheden var stor og fattigdommen udpræget. Varehuse og kælderbeværtninger var der oceaner af.
Når vinduerne stod åbne i de lune sommeraftner i lejekasernerne, kunne man høre de mange huslige opgør. Det var særlig omkring lønningsdag, når fatter atter engang havde drukket sin løn op.
Den billige brændevin hørte med til de fleste mænds daglige fornødenhed. Synet af en tyk panserbasse i langskødet uniformfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende en stakkels beruser.
Masser af børn
Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar havde op til en halv snes børn i alle aldre, der måtte klumpe sig sammen i en meget lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Og i skumringen kunne familien kigge ned i gården og se rotterne muntre sig nede i den lille gård.
Mor tjente også ofte penge ved at være vaskekone. En vaskedag varede omtrent 10 – 12 timer og kunne indbringe en dagløn på 2 kr. Hygiejnen var ikke særlig høj. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolen blev børnene jævnlig tjekket af lusemor.
Der skulle altid spares
Der skulle altid spares. Man vaskede tøj i brun sæbe. Man gjorde også rent med det. Og det blev brugt til hårvask. Strømper blev stoppet. Damestrømper blev masket.
Man drak vand til aftensmadens varme retter. Man sparede på middagsmaden og nøjedes med rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billigmad dengang var spegesild og klipfisk. Der blev købt læder hos læderhandleren, så far eller mor kunne forsåle sko.
Når brandsprøjten kom
I gaderne var de hestekøretøjerne, der dominerede. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke vundet indpas.
Særlig opmærksomhed vakte brandvæsnet under udrykning med masser af alarm og klokkeklemten. Enkelte af disse køretøjer havde hele fire heste foran. Der sad brandmænd på begge sider af vognen med ryggen mod hinanden. Ved siden af brandmanden, der styrede hestene, sad en brandmand som ringede energisk med en klokke, der havde form som en minikirkeklokke.
Bag i køretøjet var anbragt et stativ med tromle og håndsving for brandslangen. Her var masser af materiel som brækjern, økser og save, som der var brug for på brandstedet. Om aftenen var der et herligt skue af springende gnister fra hestenes hove på gadens brosten. Derefter fulgte flere andre køretøjer med mandskab og materiel.
Livet i gården
Og så var det natmændene, der kom og tømte latriner. Det var dengang uden træk og slip i lejlighederne. Det var en kold tur ned i retiraderne om vinteren, når man var trængende. Derfor var det mange, der indførte natpotten. Men den skulle så lige tømmes om morgenen.
I gårdene kom skærslipperen, der med sin hæse røst afleverede en længere remse. Men først og fremmest var det lirekassemanden, der skabte liv i de små gårde. Han kom næsten dagligt. Så kappedes børne om at hjælpe med at samle mønter op indviklet i avispapir for at aflevere disse til manden, der drejede svinget med den ene hånd og med den anden ustandselig løftede sin blankskyggede kasket som tak til de ædle givere.
En harmonikaspiller og en gårdsanger indfandt sig også nogle gange.
Her dukkede klunsere også op. De undersøgte skraldebøtterne med en lang jernkrog, som blev kaldt 7 – tal. Disse klunsere tog de mest utrolige ting op af skraldebøtterne, dåser og ting af metal, ja selv knogler fra oksestegen. Ting af metal og kludder var nok det, de gik mest efter.
Fra køkkentrapperne blev der jævnligt banket på. Det var Klude – Mads som kom og forespurgte om flasker og brugt tøj. Det blev så vejet på en tvivlsom håndvægt. Efter vægt og art blev der så afregnet.
Masser af leg i gården
Børne havde mange lege. Det mest populære var at spille kugler. Det var både ler- og glaskugler. Disse kunne købes hos isenkræmmeren for få penge. Så var der også røver og soldater og forskellige boldspil.
Panserbassen fik sig en lille en
Panserbassen gik rundt med den ene hånd på ryggen og den højre hånd tog han op til hjelmen og hilste på alle de handlende. Dengang havde han en meget imponerende hjelm på hovedet og et bredt bælte om den tykke mave. En gang imellem forsvandt han ind i butikkernes baglokaler for at nyde en øl. Det var jo rart at stå sig godt med ordensmagten.
Gangbroen -en herlig legeplads
Det var dengang, da Stefansgade kun var anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane-linjen. Stationen var anlagt ved Nørrebrovænget og så var der et trinbræt ved Vedbækgade.
Over Nørrebrogade var der anlagt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Her foregik ofte meget langvarige rangeringer. Bommene var så nede længere tid ad gangen. På broen stod børnene så og inhyldede dampen fra de rangerede lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af køretøjer utålmodigt ventende på, at bommene skulle hæve sig.
Børnene lod sig falde tilbage på gangbroen med det resultat at de blev griset til med røg og kulstøv. På ansigt, hår og tøj. Så var man ikke så populær, når man kom hjem. Man kunne også sætte sig overskrævs på gelænderet og lade sig glide ned. Men det kunne godt være farligt. Og det var sjovt når 3-4 knægte med stor latter kurrede ned af dette gelænder. Kloge hoveder inden for statsbanerne fandt dog på at sætte stopklodser ovenpå gelænderet. Så var den fornøjelse ødelagt.
Ofte tog cyklisterne deres cykel over nakken, gik op på trappen og ned igen.
En mand med et flag
Det skete at bommene ikke virkede. Men det klarede en jernbanemand. Han gik så foran toget med et flag i hånden, viftende til advarsel. Så havde gadens trafik værsågod at vente.
Foruden banegården lå der også en mindre i Farimagsgade, hvorfra der kun kørte tog nordpå. Og togene til Klampenborg havde to etager.
Der fandtes mange baneoverskæringer dengang. Der var både på Büllowsvej, Rolighedsvej, Falkoner Alle og her på Nørrebrogade.
Salg af koks og brændsel
Ved overskæringen lå også Nørrebros remise for sporvogne. Ved siden af var der et kommunalt salg af brændsel. Her blev solgt knust koks, nøddekoks, kul og smuld samt optændingsbrænde.
Man købte brændslet i litermål og afhentede det selv i spande eller sække.
Lidt længere henne lå den pæne Lygten station. På sporarealet lå lokomotivremisen. Her gik mænd og ordnede maskinerne med smørekande og skruenøgle. I en lidt usynlig afstand herfra kunne man se voksne eller børn gå mellem skinnerne og opsamle kulspild fra lokomotiver, der under kørslen havde rystet noget af sig. Det var dem, der ikke havde råds til at købe det.
Mælkekusken betragtede sig selv som meget vigtig
Ud for Slangerupbanens remise lå Mejeriet Enigheden. Herfra kørte mejeriets hestekørertøjer ud tidligt om morgenen til det distrikt kusken havde til omdeling af mælkevarer. Her mødte mælkedrengene op. De skulle dele mælken ud ved dørene. De skulle også opkræve den ugentlige regning. Mælkedrengen afleverede så penge til kusken og eventuelle ekstrabestillinger fra kunden.
De havde den karakteristiske blåstribede løsthængende lærredsbluse samt en kasket med blank skygge og Enighedens emblem.
Mælkekusken virkede som en meget vigtig person, når han stod ved sin vogn med sin regnskabsbog og en cerut i munden. Forinden havde
Ladegårdsåen – en skøn legeplads
Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen, lå i enlig majestæt, det gamle hvidtølsbryggeri ”Hafnia”. Til højre var der et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Det var en dejlig tumleplads for områdets børn.
Børnene soppede i åen. De var ligeglade med at det var sundhedsfarligt. Der småfisk, frøer, haletudser, og salamander. Så var det lige de små igler i vandet, der sugede sig fast på benene. Nogle af disse dyr blev så fanget med en hjemmelavet ketsjer eller en dåse sømmet på en trægren. Så blev dyrene taget med hjem og puttet i et akvarium eller syltetøjsglas. Men det overlevede de sjældent mere end et døgn.
Den årlige skovtur
Børnehjælpsdagene var noget man så frem til, dengang. Den årlige skovtur gik til Dyrehaven, hvor man spiste det medbragte smørrebrød, liggende i græsset. Drikkevarerne bestod af medbragt kaffe på sodavandsflasker. Kaffen var naturligvis kolde, da den skulle nydes. Til gengæld var det medbragte hvidtøl varmt. Efter bespisningen blev det til karruseltur på Bakken Og så fik man også en ballon. En årlig tur i Zoologisk Have blev det også til.
Det kunne måske også blive en tur til Frederiksberg Have, og var der penge til det kunne man få en tur på kanalerne. Te og kager kunne man få i Schweitzerhuset, men det var kun for de ”fine”.
Lige over for Øresundshospitalet på Østerbro var der små åbne haver. En af disse var meget eftertragtet fordi, der var en gynge i haven.
Film med levende klaver
En tur i biografen dengang bestod af film af ret dårlig kvalitet med flimmer ledsaget af klavermusik. Det kostede ti øre og så kunne man blive siddende lige så længe, man ville. Pladserne var ikke nummererede. Meget populært dengang omkring 1910 var Standard-teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, på højre side, når man kom fra jagtvej.
De gamle hestesporvogne
På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinjer. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret med hestetrukne omnibusser. Så var det enspændersporvognen, der klarede trafikken gennem Nørregade. På jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og Frederiksbergs Runddel. På disse runddele skulle sporvognene vende ved hjælp af drejeskiver. Det syntes børnene også var sjovt at hjælpe funktionærerne med.
Over for Dronning Louises Bro holdt de gamle hestebusser. Det var også dem med to vældige heste for og kusken siddende højt oppe. Den kørte gennem Købmagergade til Højbro Plads.
Der var kun en snoet læderrem til at holde i, så man ikke trillede af. Nu var farten dog ikke så stor.
I 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.
De ”velbjergede” sporvejsansatte
Disse sporvejsansatte havde en lang arbejdsdag. Efter en st6rejke i 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt. Men arbejdstiden var også på 55 – 58 timer ugentlig. Disse funktionærer blev af arbejderne betragtet som velbjergede og var udsat for megen misundelse.
Sporvognstaksterne var 10 øre og i en periode kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette betød at denne altid var overfyldt, mens kun få passagerer sad inde i vognen.
Når en sporvogn ankom til et stoppested, stod der ofte en såkaldt trafikkontrollør fra sporvejne. Han havde i modsætning til det kørende personales blå uniform en grå uniform på. Han noterede i sin bog sporvognens nummer og ankomsttidspunkt. Tiden skulle overholdes. Man måtte hverken komme for tidlig eller for sent.
En tur fra Søpavillonen til Østerbrogade
Nede på den store hjørneejendom Nørrebrogade og Dosseringen lå den kendte købmand H.C. Hansen. I denne butik var der et utal af skuffer. Men købmanden pointerede, at han ikke ville have spegesild og klipfisk hængende, fordi han ikke var urtekræmmer. Her var masser af poser og vægte. Karlens arbejde var at holde vægtene blanke.
I gården var der en masse skraldebøtter, de fleste uden låg. Her var også en række gammeldags ”dasser”, der betjente 6 opgange med 5 etager.
Her på søerne sejlede der flotte både. Man kunne sejle fra Søpavillonen til Østerbrogade med anløbsbro på begge sider af Dronning Louises- og Fredens Bro. Børnene syntes at man kom langt ud i den store verden, når man kom på sådan en tur.
Disse søer var også herlige om vinteren. Ud for Baggesensgade skrånede det tilpas ned, så på en slæde fik man god fart på og kom lang ud på isen. Ofte kunne man gå ud til Vendersgade på den anden side.
Idyllen er borte
Ude på Østerbro boede der mange fine folk. De havde brug for et køretøj, derfor havde de heste. Når man drejede ned ad Østerbrogade ad Østre Søgade var der ved siden af gangstien en ridesti. Og så skrånede det ned mod vandet.
Der er sket store forandringer med og ved søerne især ved Skt. Jørgens Sø. Idyllen langs Svineryggen er væk. Her kunne man fra stien se alle tog.
Da der kom lys
Et enkelt sted på Bülowsvej kunne man blot ved at trykke på en knap få et vældigt lys gennem alle etager. Det var dengang, da lygtemænd gik rundt. Store lamper blev tændt på Dronning Louises bro.
Det var også heldigt at have en lygtepæl lige uden for sine vinduer. Det gav et skønt skær i stuen.
Store forandringer
Stengade var dengang en smøge, gammel skure og faldefærdige rønner med nogle beværtninger og et stykke længere fremme en bom, som der ikke kunne køres igennem.
Og dengang var Tagensvej en smal vej med fortov på kun den ene side. Inde på det grønne område lå der et spor til hestesporvognen, der kørte til Heimdalsgade, hvor der lå nogle fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 11, 2020
Over Grænser – et festskrift til Hans Schultz Hansen
Vi har læst dette festskrift som er en hyldestartikel til Hans Schultz Hansen, forskningsleder på Rigsarkivet . Bogen rummer 17 indlæg fra hans kollegaer. De er både på dansk og tysk. Vi kommer vidt omkring. Men fællesnævneren er Grænsen. Her får du en anden måde at opleve den sønderjyske historie på. Læs kun en bid ad gangen ellers risikere du at få alt for meget.
Forskningsleder
Når der udgives et festskrift, så er det for at hædre en person, og det er det da også i dette tilfælde. Hans Schultz Hansen bor i Bolderslev og han sin gang i Aabenraa. Måske er bogen blevet anmeldt i nogle lokale aviser, men vi har ellers ikke set nogle anmeldelser.
Han er formand for Historisk Samfund for Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Vi har ofte citeret ham som kilde og anmeldt hans pragtfulde bog om ”Genforeningen” i serien om 100 historier fra Danmarksserien. Han er lige blevet 60 år i juni, derfor har kollegaer og andre bidraget med 17 forskellige bidrag. Og bidragene har det tilfældes at de beskæftiger sig med nogenlunde de ting som vores hovedperson også beskæftiger sig med og det er:
Bidrag på både dansk og tysk
Bidragsyderne er både danske og tyske forskere, derfor er nogle af bidragene også på tysk. Vi er tidsmæssig fra slutningen af 1800-årene og frem til tiden efter 1945. Men der er da også nogle afstikkere langt tilbage i historien.
Og man må da nok sige, at Hans Schultz Hansen er en flittig person. Man bliver helt svedt, når man ser hans bibliografi i bogen.
Når man så ser på disse 17 meget forskellige indlæg, så er der nogle af indlæggene, der forekom en mere interessant end andre. Det kan vel ikke undgås. Det har vel noget at gøre med ens egen interesse at gøre.
Alt dette indeholder festskriftet
Vi har nu heller ikke tænkt os at anmelde hvert bidrag, men nøjes med det som har vores interesse. Men bogen indeholder følgende bidrag:
Som det kan ses, er der noget for enhver smag.
En Herredsfoged i Bondeklør
”En Herredsfoged i Bondeklør” er en meget fin skildring af en embedsmand, herredsfoged Johann Dietrich von Lange som i begyndelsen får tildelt en betroet stilling på Helgoland og siden i Broager. Vi er tidsrummet 1783 – 1796.
I 1785 kom von Lange i økonomiske vanskeligheder. Han gik konkurs. Unge værnepligtige klagede over, at han udstedte uberegnelige indkaldelser til sessioner. Han kom også i karambolage med sine medarbejdere. Han forstyrrede en gudstjeneste ved sammen med vagter at smide brygger Christian Clausen væk fra familiens stolestader.
Han havde fået to indflydelsesrige fjender, pastor Dithmer og teglværksejer Bonefeld. Og så opdagede Broagerfolket at han levede adskilt fra sin kone. Hans datter Louise fik hele tre uægte børn. Og hun nød godt af von Langes tjenestekørsler. Von Lange spyttede også på folk, der var uenige med ham.
85 mand skriver under
Da en rekrut klagede over en indkaldelsesordre, lod von Lange ham indespærre i fængslet. Von Lange kom ellers fra en anerkendt familie. Men hans far var også kendt for at være hård over for hans arbejdere.
Til sidst indbragte 85 bolsmænd, kådnere, teglværksfolk og bryggere en klage. I de følgende måneder kom der endnu flere klageskrifter. Hvis folk ikke hilste hurtig nok på ham, slog han dem med hundepisken.
Men endelig tog Overretten på Gottorp fat i klagen. Amtmand von Dörring måtte flere gange rykke for en redegørelse fra von Lange. I 1795 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge klagerne fra de 85 Broager – borgere.
Von Lange frataget sine embeder
Von Lange blev suspenderet med løn under undersøgelsen. Det blev godtgjort at han udsugede sine undersåtter og optrådte som en lille tyran. Hans liv på Fyn og Helgoland samt det at han levede med en elskerinde betød også at han havde mistet folks agtelse.
I 1797 kom Overretten frem til en afgørelse. Von Lange blev frataget alle sine embeder. Men han klagede til Tyske Kancelli.
Dette hjalp nu ikke meget. Skulle han nu virkelig ydmyge sig til at søge Broager Fattigkasse om hjælp? Derefter blev der stille om von Lange. Han døde i Ekernførde i 1822, 88 år gammel.
Utilfredshed med embedsmænd førte til mange sager dengang. Von Lange – sagen viste hvad resultat det kunne bringe hvis ikke forudsætningerne var til stede.
Søfartsmiljøet
En anden interessant artikel er ”Søfartsmiljøernes Nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig”. Og ingen kan gøre det bedre end Mikkel Leth Jespersen.
Skibsrederne i Aabenraa havde deres interesse rettet mod syd særlig Hamborg. Fra at være overvejende danskorienteret blev de tyskorienteret. Modsat var det i Flensborg. Her var interessen rettet mod København, Grønland og Vestindien.
De dansksindede ønskede en opretholdelse af status quo med Slesvig som en del af helstaten under den danske konge. De tysksindede ønskede et forenet Slesvig-Holsten under en liberal forfatning evt. men hertug som samlende figur.
Søfarten i Aabenraa
Søfarten i Slesvig måtte genopbygges. Situationen efter 1814 var blevet helt anderledes. Mest uproblematisk skete det i Aabenraa med oplandet Løjt. Her kom der også igen gang i skibsbyggeriet. Først sejlede man til Middelhavslandene og derefter satte man kursen over Atlanten mod de tidligere portugisiske og spanske kolonier i Sydamerika. Efterhånden gik turen også til Fjernøsten.
Oprindelig var Hamborg Aabenraa-skibenes europæiske hjemhavn. Jørgen Bruhn var nok den vigtigste person i hele denne udvikling. Han forblev også på dansk side. Det var derfor, at han blev udnævnt som kongelig agent. Han var ret alene på det standpunkt i familien.
Sammen med hans bror, Hans Bruhn på Høgebjerg og den anden var hans svoger, Jacob Bendixen på Stolliggård etablerede de store rederier.
De tysksindede oprettede en såkaldt Klipperskole på Løjt, hvor man blev undervist i tysk, engelsk og fransk. Læreren var en patriotisk slesvig-holstener.
I Aabenraa var det Frederik Fischer, der var ud af en kaptajnsfamilie, der var absolut dansksindet ligesom Andreas Cornett. Skibstømrerne i Aabenraa gik også på gaden for at stoppe det tyske oprør i 1848.
I Flensborg – dansk sindelag
Flensborgs velstand kom bl.a. af handlen med Vestindien. Denne handel var grundlagt af Andreas Christensen. I det hele taget kom det danske sindelag tydeligt til udtryk i Treårskrigen.
I Sønderborg overvejende dansksindet
Som den tredje skibsmiljø var det Sønderborg. Mellem 1807 – 1814 havde man her fortsat småskibsfarten. Man havde et lokalt orienteret skippermiljø og langt færre talstærkt reder- og kaptajnsmiljø. Byens søfartsmiljø var overvejende dansksindet.
Christian Petersen var den toneangivende og blev også anset for at være dansksindet. I 1864 var det Christian Karberg, der ejede 11 store sejlskibe. I Treårskrigen stod han i spidsen for det danske parti.
De store skibe kunne ikke gå i havnen
I Haderslev kunne de store skibe ikke gå ind i havnen. Nogen afgørende kamp i den nationale kamp syntes søfolkene ikke at have spillet. Ved Stændervalget i 1860 var der kun fem skippere. To stemte dansk, to stemte tysk og en undlod at stemme.
Otto Kier sad i havedirektionen. Han tilhørte en stor sømandsfamilie. Hantilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse. Men i 1848 blev byens sejlskibe ført til Fyn for ikke at havne hos fjenden. På den måde tydede det på, at der var dansk flertal.
Skibsbygger og jernstøber Wolfgang Petersen var den første, der byggede dampskibe med stålskrig i Nordslesvig. Han syntes også at være dansksindet.
Søfarten i Sydslesvig
I Eckernførde var det dengang ikke nogen udbredt søfartsby. Der var heller ikke nogen udpræget danskhed i byen.
Byen Slesvig var engang en betydelig søfartsby men efter 1830’erne var Slien begyndt at sande til. Der var heller ikke meget danskhed at finde her, bortset fra fiskerne.
Småskipperne fra Kappel, Arnæs og Maasholm overtog en del skibsfart. Kappel havde i 1864 hele 74 fartøjer. I Arnæs og Maashom var der en del dansksindede. Adskillelsen med Danmark i 1864 blev en katastrofe for disse skipper-samfund. Kappel holdt længst.
På den slesvigske vestkyst var der ikke havnebyer af betydning. Kun Tønning havde et egentligt søfartsmiljø. Havnens interesse var rettet mod England.
Øerne og nogle enkelte kystsamfund leverede masser af søfolk til Nederlandene, Hamborg og København i tiden før englandskrigene. I de Kongerigske Enklaver var troskaben dog stor.
80 pct. af mændene på Amrum var søfolk. Mange af søfolkene fra øerne herunder Rømø havde været beskæftiget på hvalfangerbåde.
Claus Manicus – en journalist
Jørgen Witte skriver en artikel om Claus Manicus, en journalist, der forholdt sig kritisk til mange ting. Han fik mange af sine indlæg offentliggjort i Dannevirke, men fik også flere kasseret og det var han godt sur over. Der var nemlig to overredaktører. De var åbenbart ikke altid enige. Ved siden af var han læge og fik egentlig ikke noget for sine skriverier.
Han truede med at levere stof ril blade i Aabenraa og Flensborg, der lå tættere på hans egen mening. Men han forblev dog med at skrive til Dannevirke. Han var modstander af den nationalliberalnationale politik.
Borgmester Schow i Aabenraa regnede med at den fattige urmager Frederik Fischer ville udgive et tamt blad om handel og søfart. Men det skulle være et blad for fædrelande og imod Slesvig-holstenismen. Bladet kom til at hedde Apenrader Ugeblad. Til dette blad begyndte Marcus nu også at levere artikler.
Også til Flensburger Zeitung leverede han stof. Men dette blad udviklede sig efterhånden til at være et blad til fordel for helstaten.
I 1847 skrev han en bog i under navnet C. Hinrichsen. I denne betragtede han Slesvig-Holstenismen som en sygdom. I 1851 – 1864 blev han redaktør af Flenburger Zeitung og stod nu ved sine holdninger.
Danskhedens ubestridte leder
Klaus Tolstrup Petersen skriver om de dansksindedes ubestridte politiske leder, Hans A. Krüger fra 1867 til 1881. Da han døde, var det en splittet dansk bevægelse, der ikke kunne blive enige om, hvem de skulle pege på.
Han mente at edsaflæggelsen var en blåstempling af den preussiske annektering. Heller ikke i Landdagen ville han aflægge ed. Han var i begyndelsen også den eneste dansksindede i Rigsdagen i Berlin.
Tobaksavler Junggreen, der senere kom til at sidde her, tillagde nu ikke Hans A. Krüger’ s manglende tyskkundskaber som årsag ti at han ikke fik nogle politiske resultater igennem. Krüger nægtede at acceptere ophævelsen af § 5. Han elskede også at tirre Rigsdagen med provokerende udtalelser.
Fra dansk side var man foruroliget over at Krüger gang på gang rejste spørgsmålet om § 5. Man forsøgte fra dansk side at føre en neutral politik over for tyskerne. De mente at Krügers kommentarer ofte var uvedkommen.
Krüger afviste også en hver forhandling som ikke omfattede hele Nordslesvig.
Nationalt land – og skovbrug
Carsten Porskrog Rasmussen skriver om ”Nationalt land- og skovbrug”. De nordslesvigske bønder, der for en stor dels vedkommende var dansksindede sendte deres elever på landbrugsskole i Danmark. Således kom cirka 1,000 af disse til at arbejde under tysk styre.
Fra 1890’erne foregår der en jordkamp. Tyskerne sætter massivt ind. Den bliver så stoppet i 1920 men fortsætter så igen fra 1927 – 1928.
Skovrejsning i Sønderjylland var en del af det nationale tyske projekt. Omfanget var dog markant mindre end nord for Kongeåen.
Kielerkanalen fra en anden vinkel
Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung har beskrevet Kielerkanalen fra en anden vinkel. Europas længste kunstige vandvej fra Eidersted til Holtenau blev anlagt fra 1777 til 1784. Nu ville han så kort efter overtagelsen af hertugdømmet ny anlægge forbindelsen mellem Østersø og Nordsø.
Danskerne var slet ikke optaget af at diskutere Hertugstaten som et selvstændigt område. Man diskuterede heller ikke frihedsønsket fra Slesvig – Holstenerne.
Englænderne ville ødelægge kanalen
Den britiske admiralitets ønske om kanalens ødelæggelse efter Første Verdenskrig mødte modstand i handelskredse men også fra amerikansk side. En dansk overtagelse ville være urealistisk. Danmark havde også meddelt at man ikke var interesseret.
Den næstbedste løsning var at sikre fri passage for alle skibe. Man fandt frem til et kompromis. Der blev fri passage for alle, der stod på god fod med Tyskland.
Danskerne blev forhadt af den tyske offentlighed
I den tyske offentlighed gjaldt Danmark nu som tilhænger af den forhadte Versailles-fred. Men der var stadig nogle, der håbede på en sydligere grænsedragning. Pludselig kunne man læse i Hejmdal, at danske sydslesvigere var interesseret i en Kanalstat.
Claus Eskildsen var kommet med tre forslag i sin bog Dansk Grænselære:
Danskerne og Sydslesvig blev diskuteret af englænderne i 1947
Den danske regerings holdning til Kanalen blev diskuteret i London i 1947. Danmark mente, at området skulle være internationalt. Danskernes håndtering af sagen ramte lige ned i det, så briterne helst ville undgå.
Det blev aldrig en kanalstat.
Versailles – freden
Uwe Danker fortæller om Versailles-freden og Wilsons 14 punkter. Han fortæller også om afstemningsformen, der var til Danmarks fordel. Vi hører om de fremmede troppers ankomst til Sønderjylland i 1920 og CIS’ s arbejde med grænsedragningen.
Svenstrup – opstillingerne
Vi gennemgår i en anden artikel de seks forskellige Svenstrup – opstillinger. Det er en form for en national opstilling med sønderjyske piger og et Dannebrog. Lokalt ude i forsamlingshusene har man tilsvarende former. Opstillingerne blev udgivet som postkort og plakater.
Det var som om, at man på Als ville overgå hinanden i danskhed.
Var det lokalpolitik eller nationalpolitik?
Erik Nørr skriver om kommunevalgene i mellemkrigstiden. Han stiller det interessante spørgsmål – Var det lokalpolitik eller Nationalkamp? Fem gange blev de afholdt i tidsrummet mellem 1922 – 1937.
15-20 pct. havde ikke valgret. De havde modtaget offentlighjælp og man skulle have bopælspligt i den pågældende kommune, hvor man skulle stemme.
Skattebetaling og skatterestancer spillede også en stor rolle.
De hyggede sig i Aabenraa
Men man har da også hygget sig. Således var regningen i 1933 for udgifterne til valgdagen, 230 stk. smørrebrød og 130 snapse på Hotel Royal. 40 gange kaffe med kager hos Cafe Thaysen og betaling for 100 pilsnere, 50 Bavaria og 14 sodavand hos Aabenraa Aktiebryggeri.
I 1933 var stemmesedlen over en meter lang.
De danske partier i Aabenraa og Haderslev rykkede tættere sammen for at undgå den tyske trussel og nazisme.
Den sønderjyske befolkning blev efter 1920 integreret i det demokratiske system. Før 1920 havde de været vant til, at det var den tyske stat, der bestemte deres hverdag.
Pludselig anerkendte tyskerne grænsen, men!
Peter Fransen har set på Udenrigspolitisk nævn og deres holdninger til grænselandsspørgsmål i 1936/37.
Et opsigtsvækkende stykke papir blev offentliggjort. Det sluttede således:
Tyskerne havde ikke anerkendt 1920 – grænsen, og heller ikke i Weimartiden havde man godkendt den. Det kan så ikke undre, at dette skabte verbale stormløb mod grænsen anført af førende nazistiske kredse i Slesvig-Holsten.
Det var en frustration, der fik Berlin til at trække i land. Resultatet blev at propagandaminister Joseph Goebbels pålagde Flensborg Avis at bringe et dementi, hvoraf det fremgik at en godkendelse af grænsedragningen kun gjaldt Sydslesvig.
Episoden viser vel, hvor usikkert det hele var mht. Nazi – Tyskland.
Wilhelm Buhl kaldte Flensborg Avis for Nazi – avis
Indlægget handler også om Udenrigspolitisk Nævn. Og det var i sådan et møde Wilhelm Buhl havde råbet at Flensborg Avis var et Nazi-blad. Der tre sønderjyder i dette nævn var generel uenige. Og Munch var forsigtig og afventende. Udadtil gik nævnet på listefødder.
Den første Fangetransport fra Frøslev
Henrik Skov Kristensen skriver om den første fangetransport den 15. september 1944 til Neuengamme. Den omhandlede 195 fanger. Det var et klart brud på forudsætningen for at opføre lejren. I alt blev 1.600 af 7.000 deporteret.
Lejrkommandanten havde ikke ret meget at skulle sige. Der var andre, der bestemte, hvem der skulle afsted syd på.
Vi gennemgår i indlægget de forskellige efterretningstjenester og grupper og hvordan de blev optrevlet. Gestapo har været særdeles effektiv. Her får vi også en oversigt over alle dem, der skulle deponeres efter den fejlslagne Holger Danske aktion i Aabenraa.
Her på den første deportation var også den meget afholdte lektor Rosenkjær fra Tønder.
Efterhånden var der også dødsstraf for våbenbesiddelse. men dog ikke for illegal presse.
Det dansk-tyske forhold efter Anden verdenskrig
Interessant er også det tema som Annette Østergaard Schultz og Leif Hansen Nielsen beskæftiger sig med nemlig ”Det dansk – tyske forhold efter Anden Verdenskrig”. Vi oplever en virkelig familie, der dog angives med andet navn. Han er tysker og kan ikke få dansk statsborgerskab. Konen er dansker.
I Modstandsbevægelsens grundliste, stod der at Wilhelm skulle anholdes. Og det blev han den 5. maj 1945. Han håner alt dansk, og er en uønsket person. Døtrene taler kun tysk i forretningerne. Ja sådan skrev modstandsbevægelsen. Senere får Wilhelm at vide, at arrestationen kun er en sikkerhedsforanstaltning.
To dage efter er politiet der igen. Denne gang er der en bevæbnet modstandsmand med. Wilhelm er 64 år og det kniber med helbredet. Han bliver interneret og først afhørt den 22. maj. Han gjorde selv opmærksom på at han havde været zeitfreiwillig. Dette kunne han ikke undsige sig, da han var tysk statsborger. Han havde forgæves søgt om dansk statsborgerskab.
Lange undersøgelser
Den 19. juni blev han igen afhørt af politiet. Han fortæller, at han var udkommanderet til at grave panzergrave. Han deltog dog kun i gravearbejdet i to dage grundet sygdom. Først i slutning af november blev han løsladt med begrundelsen, at han som tysk statsborger var tvunget til at gøre tjeneste. Han fik dog at vide, at han skulle stå til rådighed for politiet.
I det tyske mindretal var man meget utilfreds med retssystemet. Der opstod den såkaldte ”Fårhusmentalitet”. Man forstod heller ikke danskernes manglende forståelse for den loyalitetskonflikt, som de havde været udsat for.
Den 31. december 1946 havde den lokale politimester bestemt at ægteparret skulle smides ud af landet, Man havde talt med 14 personer- Det er næsten en grufuld beretning med masser af afhøringer.
Vi har tidligere beskæftiget os med noget lignende på vores side. Det var et ægtepar i Kiskelund. Her brugte manden sin viden for at presse justitsministeriet. Men det var ikke noget den lokale politimester brød sig om. Det handlede om den berygtede Asmus Jensens sag.
Et lille input ad gangen
Festskriftet er en anden form for historiebog. Noget af det vidste vi godt i forvejen måske i en anden version, men så er det igen noget, som man ikke vidste noget om. Det er altid spændende at høre tingene fra forskellige forskere.
Nu skal du nok ikke læse det hele i et hug. Det er befriende at få et lille input ad gangen. Men alt i alt er festskriftet en berigelse for din historieforståelse.
Dato: oktober 7, 2020
Urtekræmmere og andre handlende
Foredrag den 5. oktober 2020, Handicaphuset, Tåstrup arrangeret af Foreningen Danske DøvBlinde FDDB. Dette er hele manuskriptet, men der var dog ikke tid til at holde hele foredraget. Vi skal advare om, at det er en lang artikel. Og vi starter med Torvehandlens glade dage. Man indførte regler om, på hvilke markeder hvad skulle sælges. Det var Urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Og i denne forening kunne man bestemt ikke have, at det var en kommunist, der var formand. Mellem 1910 og 1920 udviklede Nørrebro sig til Danmarks handelscenter nummer et. Foreningen havde 800 medlemmer. Både urtekræmmerne og ølhandlerne og Nørrebro handelsforening havde stiftelsesejendomme til deres medlemmer. Vi kigger også på de sociale forhold dengang. Og så var det lige Brugsforeninger. Dem brød almindelige detailhandlere sig ikke om. Man mente, at de blev forfordelt og fik for mange særrettigheder.
Man lærer hele tiden
Som foredragsholder er det altid spændende at komme nye steder hen. Og holder da op det godt organiseret her hos FDDB. Der var hjælpere, der havde styr på alle hjælpemidler. Og man blev forsynet med både mad, drikke, chokolade m.m.
En anden ting er, at man får et indblik i en gruppe, handicappedes forhold og kamp. Men de klarede sig på en meget beundringsværdig måde. Og jeg ved, at de på en eller anden måde også er i stand til at læse dette.
Tak for en stor oplevelse for undertegnede at være sammen med jer.
De mange markeder
Meget tidligt i historien mødte bønder op på markeder inde i byerne og falbød deres varer. Det så vi også i København. Efterhånden fik hvert marked sit særpræg. Ved portene skulle der betles afgift.
Amagerbønderne kom med alle deres grøntsager og nordfra kom de berømte fiskerkoner.
På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt op med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælerne af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. En hver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv.
To ugentlige handelsdage
Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendommene. Nogle var så heldige at have indlagt vand i gårdene, Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjeligt rundt om på byens torve.
Mange af torvebønderne kom langvejs fra og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte.
Gennem Nørreport var det dog mulighed for mod betaling at slippe igennem efter lukketid. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.
Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle betales afgift. Endelig nåede vognen og bonden frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo der skulle da også betales bropenge.
Halmtorvet
Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og et sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. I regnvejr var det sølet og ufremkommeligt. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.
Gammeltorv
Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til at den blev indrettet til høtorv, To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, fødevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og en hver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:
Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med, hø- og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne:
Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af ”Konsumptionen”.
Torvet udvides
I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.
Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, der blev bevaret til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig, at pladsen fortsatte med at være forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en ”Kongelig Residensstad”.
Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og falbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller ”skidenfærdige Kludetelte”.
Trommesalen
Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilde for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at der var 120 personer beskæftiget med dette.
Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby-konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.
Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning.
Slagterne mødtes på Nytorv
Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.
Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde. Men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til Omegnens landsbyer., hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.
Et broget liv
Når bønderne kom til byen, var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i en lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne fik lange blå benklæder og langskaftede støvler.
På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellige. Bønderne talte med uforfalsket sjællandsk dialekt, så var det slagternes djærve og ligefremme gloseforråd og det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang og mange morsomme indslag på torvedagene.
Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om priserne, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.
Men tingene ændrer sig som bekendt. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.
Nikolaj Plads
Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv, blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.
Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.
Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist. Der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.
Gråbrødretorv
På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.
Beboerne ville gerne have fjernet skarnstøtten. Men først i 1852 blev der opført 230 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.
Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.
Fiskerkonerne fra Skovshoved
Konerne fra Skovshoved skaffede familierne hjemme i det lille fiskerleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end dem fra Skovshoved.
Når mændene kom hjem med deres fangst, stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv blev en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue.
Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.
Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.
Masser af andre salgssteder
Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde.
Ved Holmens bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens finske skibe solgte træ ud for Børsen.
Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870érne som en del af gammelstrand. Det var her, at det tidligere Assistenshus lå. Her blev al muligt ragelse solgt. Klæder, billeder, porcelæn og jernkram. Det stammede fra dødsboer og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hys i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.
Højbro Plads
Ja egentlig har vi allerede her på siden fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske er det godt med en uddybning. I forbindelse med brandene 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige at torvene i sig selv kom til at fungere som brandbælte.
Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hed til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde.
Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.
Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde ny klassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle bøger og landkort, skilderier, jernkram og sønderslaget porcelæn, umage spænder m.m.
Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m.
Jøderne havde deres egen plads
Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber, Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris og London.
Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertov, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres grøntsager.
Et projekt, der forblev i skrivebordet
Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvente københavnere. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.
I en beskrivelse af København 1856 havde man en plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og lille Købmandsgade, hvor handel med brændsel havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed var beregnet til den plads, hvor kulsviervogne fra Skovengen i nordøst Sjælland falholder deres varer.
1807 ødelagde en masse
Men størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.
Hauser Plads
Da det hele igen kunne tages i brug, blomstrede handlen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.
I 1819 var det lykkedes ham at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 18348 blev pladsen officielt taget i brug.
Det var kulsvierne, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå kasketter og hoveder af heste og folk.
Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny ”Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, trækul og andet indenlandsk Brændsel og Riskoste kun måtte finde sted på Kultorvet og eventuelt også Hauser Plads.
Det hed yderligere at:
Næringsloven 1857
Ved næringslovens indførelse af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne på landet at handle med ”omløbende høkere og prangere” eller købe deres varer andre steder end på torvene.
Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.
Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.
Gadehandlerne
I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer følgende:
Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampen frø, koren frø og dansk kommen. Og så var det konen med ræddiker og de to mænd der falbød brøndkarse. Der var også en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj. En mand solgte gulvmåtter og sandmanden solgte gulvsand.
Fuglekræmmeren
Og der var sandelig også Fuglekræmmeren som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.
Byens ældste storcenter
Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800-tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:
Der var ikke behov for flere urtekræmmere på Vesterbro
I begyndelsen af 1860’erne var København kun en stor provinsby med 170.000 indbyggere. Der var kun lidt spredt bebyggelse uden for voldene. En del udflyttere på Vesterbro havde henvendt sig til lavsformanden om flere urtekræmmere.
Men han mente nu ikke at bydelen havde behov for flere urtekræmmere. Der boede faktisk to urtekræmmere på hvert hjørne af Frederiksberggade, der kunne man jo bare købe sine varer. Senere blev der brug for et utal af urtekræmmere på Vesterbro.
En pyntelig dragt
På Strøget var der masser af urtekræmmere. Der var også på de hjørner af Gammeltorv, i den dybe kælder på hjørnet af Købmagergade.
Endnu i 1890’erne kunne man mange steder se den pyntelige dragt med mørk jakke og hvide forklæder. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vestergade optrådte indehaveren i hvid tætknappet toradet jakke med store benknapper.
Kælderbutikkerne var varmere
På disken stod et skilt med:
Ak ja, som man sagde en del år senere:
Nu var de butikker, der lå i kælderen lidt varmere end de andre butikker. Her havde man ikke varme på. Man kunne let for frosne fingre. Men til gengæld var sommeren behagelig. Og den gang brugte man heller ikke markiser. Men nu havde man heller ikke vinduesudstillinger dengang, hvor varer kunne tage skade.
Urtekræmmerne forvandt fra Strøget
På Kongens Nytorv nr. 6 var der en stor Urtekræmmerbutik, der brændte i 1896. det var ved den lejlighed, hvor prinsesse Marie oplevede så stor popularitet. Det var byens ældste urtekræmmerbutik etableret i 1799.
Efterhånden forsvandt urtekræmmerne fra strøget. Huslejen blev for dyr og avancen var for lille. Til gengæld kom der masser af urtekræmmere i brokvartererne både i baggårds – og mellemgårds-butikker.
Der var gang i Købmandsgårdene
I provinsen kunne man sagtens få øje på de store købmandsgårde. I København skulle man kigge efter skiltet over indgangsdøren. De handlende havde ingen særlig grund til at gøre noget ud af forretningens ydre. Den primære opgave dengang var at distribuere frem for at sælge varen.
Købmandsgårdene havde et bredt udvalg i levnedsmidler, beklædningsgenstande, isenkram m.m. Desuden solgte de fleste håndværksprodukter.
Op mod jul blev kunderne trakteret med cigarer, klejner, skrå og brændevin. Specielt sirup blev der solgt meget af til jul. Sirupstønderne stod parat. Der var også bønder, der tog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønner. Og at købe 10 pund tobak for en storryger var ikke unormalt. Sukker købtes i stor stil sukker-toppe. Mel, svesker og krydderier købtes for en længere periode.
Tidligt på færde var også de såkaldte lærredskræmmere. Dem, der havde et begrænset udvalg blev ofte bare kaldt høkere.
Øl-handlerne snød
Men allerede i 1251 hører vi om øl-handlerne. Meget tidligt begyndte de at snyde deres kunder. Bryggerne kom i lav sammen med købmændene. Og tidligt stoppede man for import af tysk øl for at fremme den danske øl. Der var tre slags øl:
114 bryggergårde
På et tidspunkt hører vi om hele 114 bryggergårde i København og i 1709 er der registreret 539 bryggere i byen, heriblandt en masse fribryggere.
Egentlig var meget af det udpint maskevand, men måske var det sundere end almindeligt drikkevand dengang. I et skrift fra 1781 kan man læse:
Ofte kun man i de mange øl kældre kun få slet øl. Men så kom brygger Jacobsen og gik i gang med Bajersk øl.
Også ølhandler – foreningen byggede en flot stiftelsesejendom, og det var på Elmegade 6 på Nørrebro.
Brød-butikkerne solgte gammelt brød
Brødbutikkerne blev truet med, at hvis de blev ved med at sælge gammelt brød til fuld pris så blev de ekskluderet af foreningen. I 1918 forsøgte at producere en ”Standard-mælk med en fedtprocent på tre. Det blev en kæmpe fiasko. Foreningen oprettede deres egen margarinefabrik for at få lidt mere fortjeneste.
Store markeder
På landet var befolkningen indtil midten af 1800-tallet stort set selvforsynende med levnedsmidler lige som en del af deres eget tøj. Andre varer blev købt i byerne eller hos omvandrende kræmmere. Enkelte steder på landet havde man fra gammel tid opnåede tilladelse til at holde et årligt marked.
Min fødeby Tønder var kendt for deres store kvægmarkeder. Men de havde også andre markeder i løbet af året. Det betød at hele byen stod på den anden ende med tivoli og gøgl og masser af værtshuse. Således opnåede Tønder at få verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger.
Man havde ligefrem lavet en sti ned til banegården, så folk kunne vakle fra det sted, hvor der var størst koncentration af værtshuse. Og meget passende fik denne sti navnet ”Æ Punchsti”.
Man aftalte priserne
Der midt i 1850’erne havde man indbyrdes i lavene aftalt priserne. Da industrialiseringen tog fat, begyndte den voksende arbejderklasse at efterspørge billige fabriksvarer. Landbrugskrisen i 1857 havde også ført til lavere landbrugsvarer. Folk begyndte at spørge efter andre varer, end de dem som købmændene eller urtekræmmerne normalt førte.
Der opstod et behov for at gøre forskel på detailhandlen. I den gamle købmandshandel eller urtekræmmer kunne man købe alt på et sted. Efter indførelse af næringsfrihed voksede en stor mellemklasse af mindre detailhandlere frem især fra 1880’erne.
Høker- og Næringsloven
Med høkerloven i 1856 var der tilladt at forhandle høker- og urtekramvarer, dvs. hovedsagelig indenlandsk producerede fødevarer i landdistrikterne uden for byernes nærmeste opland.
Med næringsloven af 1857 bortfaldt byernes eneret på detailhandel. Herefter kunne enhver fuldmyndig person med indfødsret, som ikke var under fallitbehandling eller fundet skyldig i en vanærende handling, få udstedt borgerskab eller næringsbevis, der gav mulighed for at drive handel i en købstad eller i et landdistrikt undtagen inden for en radius af 1 ½ mil uden om hver købstad.
Næringsloven var købmændenes og urtekræmmernes grundlov.
1857 – ”Det mærkværdige år”
H.C. Andersen betegnede 1857 som ”det mærkværdige år” – et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter. Og så blev en af Danmarks ældste indtægtskilder Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429 ophævet med en engangserstatning på 33 ½ millioner rigsdaler betalt af de søfarende nationer.
Ingen byggevedtægter
Der blev nu i den grad bygget på livet løs især på Nørrebro. Byggevedtægter så man stort på. Der blev bygget så meget som muligt på så lidt plads. Meget af dette byggeri blev først bortsaneret omkring 1980. Det betød, at befolkningen ikke havde råd til at bo her mere. Og mange blev tvangsflyttet. For detailhandlen betød det en katastrofe. Pludselig forsvandt cirka halvdelen af kundeunderlaget. En masse butikker måtte lukke.
Butikker lukkede på stribe
I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borger følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Derfor oprettede de Nørrebro Beboeraktion. I har sikkert hørt om Kampen om Byggeren.
I 1958 var der 2.326 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage. I Blågårdsgade stod 44 pct. af alle butikker pludselig tomme.
De såkaldte læbælter blev først afskaffet fra 1903 i en række købstæder og i 1920 i hele landet. Næringsbeviset kunne udstedes til købmandshandel, høkerhandel eller ringe handel.
Lærlingen havde masser at lave
Små detailhandlere med få medarbejdere var lette at etablere. Det krævede ikke meget startkapital. Indehaveren behøvede heller ikke en særlig uddannelse eller viden. Efterhånden var det mange af butikkens varer, der begyndte at blive masseproduceres. Ofte var de færdigpakket, f.eks. tobak, mælk eller rengøringsmidler.
Men hos den rigtige urtekræmmer, kolonialhandel eller i købmandsgårdene skulle det meste stadig måles og vejes og pakkes. Ofte fik man brændevin og øl i tønder. Det skulle alt sammen hældes på flasker. Her var der stadig masser at lave for lærlingen.
Mange etablerede sig som detailhandler
Håndværkeren slog sig ned som detailhandler. Skomageren blev skotøjshandler og væveren manufakturhandler. Men desværre holdt disse detailhandlere ikke længe. Bønder, der oprettede en butik, kom fra en gård, der ikke kunne løbe rundt. Arbejderen, der oprettede en butik var blevet syg og kunne ikke få hjælp. Også enker med en masse børn forsøgte at etablere butik.
Men efter et til to år var det slut og de havde mistet en masse penge.
Brugsforeningerne var ikke populære
I 1899 indtraf den store lockout. Det var en styrkeprøve mellem arbejder og arbejdsgiver. Den varede i 4 – 5 måneder. Det betød krise for urtekræmmerne.
I 1854 var der opstået den første forløber for brugsforeningstanken i Nyboder:
Fra 1866 opstod de rigtige brugsforeninger. De blev ikke betragtet som detailhandel i egentlig forstand og kunne placeres andre steder end egentlig detailhandel. Urtekræmmerne og senere handelsforeninger betragtede dem som unfair konkurrence.
Urtekræmmerforeningen mente, at det var konkurrenceforvridende for de skulle hverken betale skatter eller lavs-afgifter.
I 1871 var der allerede 80 brugsforeninger. Med årene blev de en alvorlig konkurrent til den selvstændige urtekræmmer eller købmand. Ved århundredeskiftet var der omkring 100.00 medlemmer i brugsforeningerne landet over.
I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Det var næringsloven fra 1857, der dannede læbælterne, et slags beskyttelsesbælte for detailhandlen.
Men brugsforeningerne var jo baseret på medlemskab. De kunne etablere sig overalt også i læbælterne. Og kooperationen voksede sig stærk. I 100 år var brugsforeningerne skattefrie og kunne derfor udbetale dividende – det var noget kunderne kunne forstå.
I 1925 sad kooperationen på 25 pct. af dagligvarehandlen.
Et værn mod storkapitalen
En anden ting var, at man måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev etableret for at beskytte de mindre handlende som et værn mod ”storkapitalen”. Men igen engang var kooperationens butikker ikke omfattet af denne regel. De kunne oprette lige så mange filialer, som de ønskede.
Sådan var det også for Irma, der startede på Nørrebro. En anden ting var så måske Irmas personalebutik, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Hvis kvindelige ansatte giftede sig, blev de fyret.
Det var her i Ravnsborggade 13 at Carl Schepler startede med et ismejeri i 1895. Ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker.
Fabrikanter måtte ikke gå direkte ud til kunderne
I 1866 var der også dannet en kolonialhandler-forening. Om man startede med hele 280 medlemmer. Men levetiden for denne forening var sølle to år.
Cirka fire år efter vedtagelsen af næringsloven af 1857 blev der rettet en henvendelse til fabrikanter og mellemhandlere til ikke at gøre indgreb i detailhandlernes rettigheder. Med andre ord, man ville ikke have at disse gik direkte ud og solgte varerne til slutbrugerne.
Og Urtekræmmerforeningen etablerede allerede i 1865 en lærlingeskole, der blev opretholdt indtil man fik oprettet købmandsskoler.
Ud med forbrugsforeninger
Uha – Uha i 1866 blev man præsenteret for noget der hed ”Embedsmændenes Forbrugsforening” Det var en institution, der i virkeligheden gjorde fortræd, mente urtekræmmerne. De ville nemlig have rabat.
Urtekræmmerne lavede et udvalg, der skulle afskaffe tilgiften. Og det handlede om, at man ikke måtte give noget gratis for at få folk til at købe noget, f.eks. en lille gratis bog, når man købte et pund kaffe.
Ja maskinmestrene havde en forening som gav op til 15 pct. rabat. Og de havde allerede 34 leverandører. Og handelsforeningerne og Urtekræmmerforeningen truede deres medlemmer med eksklusion hvis de var med i en spareforening.
Nørrebro Handelsforening bevilligede et år 50 kr. til en annonce, der advarede mod juletilgift.
Ikke mange specialbutikker
Endnu i 1890 var der ikke noget i København ikke noget der hed specialbutikker for i en urtekræmmerbutik, kunne man få alt, hvad man behøvede i husholdningen. Den gang brugte man ikke mange hygiejneartikler. Jo man havde skam også frugt og grønt.
Urtekræmmer havde også et svar parat, når mejerierne bebrejdede dem, at de solgte smør:
Urtekræmmerne var sure over, at Ismejerierne solgte øl om søndagen.
Urtekræmmerne: det var ikke os
Kaffebutikkerne er nok de ældste af specialbutikkerne. Men de fik sandelig også mange vare ind stammende fra porcelænsvarebutikker og isenkrambutikker. Urtekræmmerne sagde dengang:
Gadehandlerne
Gadehandlen tog også til og blev en konkurrent til urtekræmmerne. Da foreningen startede, blev der kun solgt fisk på gaden. Måske lidt grøntsager og måske lidt sjældnere frugt. Senere kom der kørende vogne, hvor sælgerne falbød deres varer.
Magistraten gav arbejdsløse og handicappede lov til at sælge deres varer. Urtekræmmerne var sure over, at det stadig stigende antal gadehandlere ikke skulle betale leje.
Lus og andet udyr
Understøttelse kendte man ikke noget til i begyndelsen. Hvis man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra. I 1873 kunne man få 174 rugbrød og en halvfjerding madfedt, En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation 5 kr.
Mange kvinder var dengang enlige forsørgere. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem. De boede i bag – og sidehuse øverst oppe. Der var lus og andet udyr. Lejlighederne var utætte. Man havde ikke råd til at varme dem op.
Når man om natten skulle på toilet, skulle man ned af den uoplyste køkkentrappe. I gården var retiraderne placeret. Her var der også andre gæster. Nemlig rotterne.
Mange havde natpotte. Det var så den store knægt, der skulle tømme den hver morgen. Dette hverv gav ikke mange point hos de andre knægte i gården.
Nu var det ikke alle der gjorde som fru Petersen oppe på 4. sal. Når hun havde gjort det, kunne man lugte det over hele ejendommen.
Skolen var en kronisk krigstilstand
De små piger stod tidlig op om morgenen. De skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Knægten var sendt hen til bageren for at købe rester. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Velbekomme.
Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret blev sparket ud af deres fulde fædre. I skolen fortsatte man med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Forfatteren Martin A. Hansen mente:
For øvrigt blev revselsesretten indført i 1685. Den sagde:
Tænk revselsesretten blev først ophævet i 1986.
Urtekræmmerne undrede sig
Man skulle ikke tro, men man havde et sundheds-politi dengang, men de var nu ikke særlig aktive.
Urtekræmmerne spurgte, hvor gadehandlerne opbevarede deres varer om natten? Var det bare i et skur eller en gård, hvor der var adgang for dyr. Måske var varerne bare overdækket med et lærred?
Og så syntes man det var mærkelig, at en jernbanekiosk skulle have lov til at sælge te. Ja og tænk engang, en husmoderforening solgte te ved garderoben. Så mente man også at Hovedstadens Brugsforening misbrugte statistikker til egen fordel.
EPA – forretningerne var nok de første discountforretninger vi havde herhjemme. De almindelige forretninger kunne slet ikke hamle op med disse priser. Man henstillede til leverandørerne at tænke på de almindelige detailhandlere.
Man skulle arbejde hele søndagen
Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra kl. 16. Det var ikke rart at skulle møde på dette tidspunkt. Men det var utænkeligt at have åbent i kirketiden.
Men nu var de allerfleste allerede begyndt kl. 7 søndag morgen. Man måtte nemlig godt have åbent fra 7 – 9 og så igen fra kl. 16. Men søndagen skulle bruges til at veje og pakke. Dette blev det meste af søndagen brugt på.
Hvorfor skulle bajersk øl beskattes?
Det var også dette år, at man fik en forsmag på beskatning af Bajersk øl. Før den tid havde man kunne købe en bajersk øl for 7 øre. Men beskatningen af øllet skulle føre til lavere priser på sukker og petroleum.
Handelsforening fungerede som politi
Undersalg var også noget som Handelsforeninger beskæftigede sig med. Man ville gerne inden for hele detailhandlen konkurrere på lige fod under lige vilkår. Men der var nogen, der ikke overholdt de priser, man havde aftalt.
Det var også problemer med varernes beskaffenhed. Således havde Nørrebro Handelsforening 268 sager på et år. Det var lige fra fortyndet whisky til Heidelberg Eddike. Og fandt man ulovligheder så gav man bøder. Således blev en forhandler dømt en bøde på 50 kr. for at have solgt sprit til underpris. Foreningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der dog returnerede dem. De vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene til. Og sendte pengene retur.
Det var starten til handelsforeningens understøttelsesfond. Gennem årene er der udbetalt mange penge fra denne fond. Og netop for øjeblikket bliver de sidste 400.000 kr. fra denne fond udbetalt.
Handelsforeningen havde ansat en prøvemand, der fik 2 kr. pr. sag. Og 5 kr. hver gang han skulle møde i retten. Desuden fik en han en fast løn på 30 kr. om året
Det var også problemer med billig øl. Og det var bryggerier, der indblandet, bl.a. Phønix øl og Bispebjerg øl. Handelsforeningen skulle give Tuborg og Carlsberg lov til at levere øl til brugsen på Lygten, men bryggerierne havde selv givet sig lov. Konfiskeret øl fra Bryggeriet Alliancen gav masser af penge til Understøttelsesfonden.
Man udnævnte også gadeforstandere, der skulle tjekke om kollegaerne opførte sig kollegialt og efter reglerne.
Man var træt af Brugsforeningerne
Godt og grundig træt var man af brugsforeningerne. Handelsforeningen vedtog i 1902 en resolution:
Politiet hjalp de skyldige
Man lavede kampagner mod billigmagerne. Således var der problemer med Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kr. for at finde ud af, hvor man fik produkterne fra.
Ude i kolonihaverne solgte mobile marketenderier sprit og andre drikkevarer. Dette var ulovligt men politiet ville ikke gøre noget ved det. Sundhedspolitiet foretog dem ikke meget, syntes Urtekræmmerforeningen og de forskellige handelsforeninger. Nu havde politibetjente også selv kolonihaver.
Nørrebro Handelsforening var også efter ismejerierne fordi de forbrød sig mod lovgivningen. Man anmeldte ismejerier, som solgte varer, som de ikke måtte. Men politiet gad ikke at gøre noget ved det. I stedet fortalte de ismejerierne, at Nørrebro Handelsforening var efter dem.
Pludselig skulle alt udregnes i meter
Men de gjorde dog deres indflydelse gældende og efterhånden skulle man til at sætte sig ind i lovgivninger om kunstige sødemidler i levnedsmidler, konkurrencelov og lukkelov, læbælternes og tilgift-forordningernes ophævelse og meget mere. Dette kom i høj grad til at præge urtekræmmernes og købmændenes hverdag.
Ja og så kom der en ny lov om det metriske system. Et pund kaffe blev nu til et halvt kilogram. Det krævede behændighed. Hekseriet begyndte først, når alen og fod skulle omsættes til meter og en skræppe eller pot skulle sælges i litermål.
Man startede med en mælketoddy
Der var kommet masser af industri til Københavns brokvarterer. Og især til Nørrebro. Inden arbejderne skulle på arbejde kunne de nå at få sig en mælketoddy på en af de mange morgenværtshuse. Den bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte arbejdet med en eller to af disse.
Rutebilen betød meget
Omkring 1900 kunne man køre i rutebiler ind til byerne. Udvalget af butikkerne blev større. I Købmandsgårdene var det særlig op til højtiderne der var gang i den. Her havde man stald i forbindelsen med købmandsgården. Det var ikke småting, der her blev handlet. Og købmanden gav en lille en eller to til stamkunderne.
Rutebilerne blev nu også brugt til at fragte varer ud på landet.
Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene
Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene omkring århundredeskiftet. De lod sig ikke nøje med politisk indflydelse – de ville også have økonomisk indflydelse. En rækker kooperative virksomheder skød op – som bønderne med deres mejerier og grovvareselskaber, etablerede arbejderne brødfabrikker, kul – og koksimport, dagblade og en lang række andre – dengang succesrige – virksomheder.
Man havde et motto med at fra vugge til grav skulle man benytte arbejderbevægelsens virksomheder. Særlig på Nørrebro kom der mange af disse virksomheder.
Man blev klippet hos Figaro – frisørerne, man drak Star Pilsner. Man kunne købe kød hos Arbejdernes Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og sko købte man hos A.K.S. Og så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.
Borgerskabet kunne ikke lide socialister
50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte adskillige lockouter og arbejdskampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet kunne aldeles ikke lide socialister.
Borgerskabet kunne heller ikke tolerere dem, der måske var endnu mere yderliggående. Således havde Nørrebro handelsforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget, at formanden Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Uha – uha.
Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner
Efterhånden opstod der flere og flere specialbutikker. Det var tobakshandlere, kulhandlere, trikotagehandlere, isenkræmmere og boghandlere, foruden mere specialiserede levnedsmiddelforretninger, der solgte mejeriprodukter, fisk eller kaffe.
Hovedparten af disse butikker var familieforetagender – mand/kone-butik.
Der gik snart rygter på Nørrebro, at en filial af Magasin du Nord ville etablere sig. Det skulle da forhindres, så man nedsatte et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.
Urtekræmmerne havde også på et tidspunkt deres egent bank og bladvirksomhed. Men en annonceagent snød foreningen for 1.890 kr.
De ansatte havde krav
I december 1901 rejstes kravet til ”Kost – og Logisystemets afskaffelse”. Ja man havde allerede fremsat det krav nogle år før sammen med
Det var sådan, at en lærling fik det mindste værelse i bygningen ofte uden el og varme. Ja det er også eksempler på, at lærlingen sov under disken i butikken. Hans arbejdstid var bestemt af chefens luner.
Nu mente urtekræmmer Hjort, at medarbejderne havde nok fritid.
Børn havde erhvervsarbejde
I 1905 kom der en ny bekendtgørelse om ansættelse af bydrenge. Det var forbudt at anvende drenge under 12 år. Under 14 år kunne de bruges til varetransport med den ”lette vogntype”. Men en urtekræmmer blev straffet fordi han anvendte en dreng under 14 år til at køre med trækkervogn.
Kigger vi i en skoleklasse i 1899 så var klassekvotienten 37 elever. Den var netop sat ned til dette i 1899. Og det var næsten kun udenadslære. Ofte var det afdankede militærfolk, der underviste i legemsøvelser. Spanskrøret blev også flittig brugt.
Men højst halvdelen af eleverne fulgte med i ”undervisningen”. Resten sad og sov eller var meget åndsfraværende.
Årsagen var at de fleste børn havde erhvervsarbejde ved siden af skolen. I mange tilfælde var skolepligten ikke opfyldt. Børnearbejde var vidt udbredt på fabrikkerne, især glasværker og væverier. På Nørrebro var det meget farligt arbejde på tændstikfabrikkerne.
For forældrene var det vigtigere at der blev tjent penge til familien end at børnene kom i skole. Det betød, at børnene hver anden dag arbejde på fabrikkerne i stedet for at gå i skole.
Først i 1901 blev det forbudt at arbejde på fabrik for børn under 12 år. Fra 1913 gjaldt det hele den skolepligtige alder.
Forbuddet mod fabriksarbejde betød, at der var rift om bypladserne. 75 pct. af drengene og 55 pct. af pigerne havde byplads i købstæderne viser en lærerundersøgelse fra 1908. Stort set alle arbejderbørn havde arbejde ved siden af skolegangen.
Før århundredeskiftet var en arbejdsdag på 12 timer ikke usædvanligt, men fra 1925 måtte skolebørn højst arbejde 4 timer om dagen. Loven kunne dog omgås med snilde, hvis man tog en tørn som mælkedreng inden skolen og bragte ud for købmanden efter skoletid.
Mælkeriet Enigheden startede på Lygten ude i Nordvest i 1896 som et kooperativt fortagende. Ja her arbejdede mælkedrenge fra 4 til 12 og fra kl. 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de oftest faldt i søvn.
Børnenes løn var helt nødvendigt tilskud til de ofte meget børnerige familier. Også da vi andre havde sådanne bypladser hjemme i Tønder skulle vi bidrage for at bo derhjemme.
For købmandsforretningerne og urtekræmmerne var bydrengen i mange år et helt naturligt led. Mange kunder ikke mindst ældre mennesker, kom sjældent i butikken, men nøjedes med at bestille varerne over telefonen. Men en tur til 4. sal med en 50 stk.’ s kasse øl var hårdt slid for en skoleelev. Der var ikke garanti for drikkepengene stod i forhold til anstrengelserne.
Far investerede i flydende kost
Det var dengang, at der var lønningsdag om lørdagen. Man ventede længselsfuldt på, at far skulle komme hjem med lønnen. Men fabrikkerne havde selv indrettet værtshuse. Det var smart så kunne dette igen indbringe nogle af deres udgifter. Mange fædre investerede deres løn i flydende kost.
Så var der ingen penge til petroleum til lampen. Og så måtte man gå meget tidlig i seng om vinteren for at holde varmen. Måske måtte mor selv hente far på værtshuset.
Telefon er ikke noget for os, forretningsfolk
Nørrebro Handelsforening blev bedt om at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kr. og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:
Men formanden for foreningen urtekræmmer Kofoed udlånte dog sin telefon for 5 øre pr. samtale. Men det måtte han sandelig ikke for Københavns telefonaktieselskab. De truede med at afbryde hans forbindelse.
Man kunne ikke lide Schous Varehus
Man kunne ikke lide Schous Varehus for som man sagde:
Sådan sagde formanden P. Petersen. Og det var fordi, at Schous Fabrikker havde deres egne butikker. Og det kunne hverken urtekræmmere eller handelsforeninger lide.
Den første lukkelov
Det var i 1904 at den første lukkelov blev indført. Her indførtes søndagslukning.
I 1908 blev loven om lukning af butikkerne kl. 20 juleaften vedtaget efter anmodning af den samlede handelsstand og Grundlovsdag kl. 12 middag. Ja man indførte, at der ugens første fem dage blev lukket kl. 20. Om lørdagen måtte man have åben til kl. 23. Butikkerne måtte tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Men allerede året efter kunne man så holde åben til kl. 21 alle byens hverdage.
Efter at søndagslukket var besluttet var urtekræmmerforeningen ikke særlig begejstret for, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De var heller ikke begejstret for nogle af de kommunale tiltag over for socialt dårlig stillede så som folkekøkkener. Man mente at gå glip af omsætning.
Kaffeforretningerne voksede i antal i København fra 50 til 150. De var støttet af de lokale kaffebrænderier.
Urtekræmmerne var bestemt ikke de rigeste
Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Heri kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb var man mindrebemidlet. Var man over var man velstillet.
På grænsen fandt man detailhandlere med gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.
Den største del måtte klare sig for langt mindre. For en faglært arbejder var lønnen 1.200 kr. Kigger vi i skattebogen kan vi under Ahornsgade 66 se en vis cigarsorterer T.A.M. Stauning som havde tjent 1.400 kr.
Urtekræmmere og ismejerier havde ikke altid den bedste placering. Og fortjenesten var heller ikke noget at råbe hurra for. Bedre stod det til med slagteren og spækhøkeren. Allerede tidlig gjorde begrebet ”brancheglidning” sig gældende.
Cigaretter og aviser
Det var dengang man kunne købe cigaretter i tre forskellige prisklasser. Den mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja der var et stort billede af den populære prinsesse.
Aviserne kunne man købe for 2 øre. De koster lidt mere i dag. Det ar Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det også de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig.
Hof og Tuborg kostede 11 øre. Rød Aalborg 55 øre, Brøndum snaps 40 øre. En stor pose kagekrummer kunne man købe for 2 øre.
Ja så kunne man købe et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle brugte det som kattemad, men det var mange det spiste det til aftensmad. Uha – Uha.
Hos tobakshandleren kunne man købe tre cigarer til 17 eller 21 øre. Skråtobak var i enkelte stænger, snus i kræmmerhus.
Og hvad kostede en mælketoddy. Ja en lille rund kostede 4 øre og en stor rund kostede 8 øre.
Fra store mælkejunger kunne man købe mælk til 25 øre pr. liter. De mest populære butikker hos børnene var hos Slikmutter.
På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker særlig inden for manufakturhandel. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte. Urte – og hørkræmmere var der særdeles mange af på Nørrebrogade.
Og endelig kom der så en opfordring fra købmandsskolerne at få forbedret resultaterne så skulle man nu op til eksamen.
Man kan da ikke beskatte fattigmandssnaps
I 1915 henvendte afholdsfolket sig til urtekræmmerne. De ville have et forbud mod salg af alkohol hos urtekræmmerne. Der kom også nye retningslinjer med hensyn til bogføringsloven.
Som en slags medlemsaktivitet havde Urtekræmmerforeningen fugleskydning på programmet. Og som man anførte så var det bestemt ikke for at undervise urtekræmmerne i våbenbrug. Den dag, dette foregik på blev betragtet som en fridag for medlemmerne.
Spiritusbeskatningen slog især på Nørrebro meget hårdt. Her var der masser af brugere. Men de handlende skulle betale for deres lagerbeholdning nok engang. Man kunne også spærre ens beholdning inde bag et ståltrådsnet, så kom toldvæsnet og plomberede det. Man kunne også opgive halvdelen af sin lagerbeholdning og så sælge spritten med dårlig samvittighed.
Men som formanden for Nørrebro Handelsforening sagde dengang:
Foreningen sagde til deres medlemmer, at de kun skulle betale brændevins-afgiften under protest.
Nørrebro – Danmarks største handelscenter
Urtekræmmerne var ikke begejstret for hjemmefremstilling af brændevin. Det berør jo deres fortjeneste.
Nørrebro udviklede sig efterhånden til Danmarks største handelscenter. De fine, flotteste og største butikker befandt sig på Nørrebrogade. Også Blågårdsgade udviklede sig til en fin handelsgade. Og så de mindre og måske knap så pæne butikker opstod i alle sidegaderne.
Der var mange unge handelsfolk, der ville videreuddanne sig i Danmarks største handelscenter, men det sagde foreningen nej til:
Der var masser af bagere dengang og steder, hvor man kunne købe hestekød. Overraskende mange skohandlere. For ikke at tale om cykelhandlere. Ja det er der nu til dags også på Nørrebrogade. Der var også masser af smørhandlere og rigtige slagtere. Der blev også solgt masser af manufakturvarer.
Jo, Nørrebro Handelsforening blev Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Den blev netop oprettet i 1891 af urtekræmmere, der var trætte af at skulle give tilgift hele tiden, altså gratis varer.
Da pølsevognen kom
Men det var ikke altid lige let at acceptere nye ting. Således gav formanden for Nørrebro Handelsforening udtryk for pølsevognene:
Handelsforeningerne fik stor indflydelse på mange ting. De fungerede mange steder som en slags politi over for de virksomheder, der snød og ikke overholdt både de skriftlige og mundtlige regler. Ja det har vi allerede kunnet høre.
Lærlingeloven med ejendommeligheder
Der var også dem der tjente på Første Verdenskrig. Og gullaschen som man kunne købe i dåser, blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf har vi begrebet Gullasch – baron.
Lærlingeloven af 1920 havde den ejendommelighed, at hvis en lærling forlader sin plads før tid kan politiet bringe ham tilbage. En arbejdsgiver skal kunne bevise at grunden til at hans lærling ikke lærte nok skyldtes dovenskab eller mangel på intelligens. Så kunne han måske slippe for at betale erstatning.
Man fulgte sine principper
Nørrebro Handelsforening havde fået en ny bank, nemlig Bikuben på Nørrebros Runddel. Men de hørte så noget som de ikke kunne lide at høre. De overvejede så at skifte bank, men den fik så lige lejlighed til at besvare nogle spørgsmål:
Urtekræmmeren var højest på rangstigen
Det var jo også spækhøkerne dengang. De solgte flæsk, skinker, pølser, høns, gæs, æg, smør, mel, brød, øl og brændevin. Han var lidt højere på den sociale rangstige end hørkræmmeren, der forhandlede jern, kul, sild, salt og hør. Men det var urtekræmmeren, der stod højest. Han solgte kaffe, te, sukker, krydderier og citroner og meget mere.
Kvinder ud på arbejdsmarkedet
Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnittet 4,4 børn – igennem 1920’erne og 30’erne faldt tallet til det halve. Dermed skabtes der grobund for at kvinderne i stigende grad søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde – først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.
En duft af mange ting
Gik man ned ad sidegaderne duftede af sild i tønde, klipfisk, brændt kaffe og krydderier, tjære og blår, røget flæsk, gammel ost, krydderier.
Omkring 1900 havde bagerne kun de allernødvendigste typer af brød. Det var ikke noget med wienerbrød eller flødeskumskager
Og i mange butikker på Nørrebro stod der to underkopper. Den ene med 2 – ører og den anden med 5- ører. De var beregnet til ”spækkerne” fra Almindeligheden, der kom om mandagen. Og om torsdagen kom ”lemmerne” fra Ladegården.
Under disken stod der en flaske med øl og en snaps. Det var beregnet til politibetjenten, som man gerne ville holde sig gode venner med.
Mange slags butikker
Omme i Elmegade lå Nørrebros flotteste bagerforretning. Her kunne man få fyldt ens kasket med 2 – øre gammelt brød.
Og i Nørrebrogade 53 lå Apoteket. Her var en ejendommelig lugt. Det var fordi man her lavede afkog af forskellige urter. Af disse kunne man for eksempel lave en slags nervemedicin.
I mange viktualieforretninger lavede man pølser, sylte eller leverpostej. Der satte sig ofte fedt på nabovinduerne.
En anden slags butikker, der var mange af, var pantelånere. For en dug og to lagner kunne man låne to kroner.
Der var også skotøjshandlere. Men dengang omkring 1900 gik drengene barbenet om sommeren. Om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.
Ved Skæremøllen på Nørrebrogade kunne man købe et helt specielt sigtebrød. Der lå nemlig en bager lige her.
En af matadorerne
Der var også et par enkelte matadorer på Nørrebrogade. Det var rige butiksindehavere. Den ene var en man kaldte Niels Mangepenge. Han havde hele 7 slagtersvende under sig. Når lørdagen var slut købte han en Linje-akvavit, et par dåser hummer og lidt tatar:
Om søndagen spændte Niels Mangepenge og husholdersken for. Og så var det ellers et par markante skikkelser der tog nord på ad Strandvejen.
Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskivet nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker. Mester var i jaket med stribede bukser – endda meget stribede. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var for at understrege tilhørsforholdet til hans blodige fag.
Stiftelsesejendomme
Når man blev optaget i Urtekræmmerforeningen skulle man samtidig betale 28 Rigsdaler til Stiftelsen. Man byggede en stiftelse i Læssøesgade, der blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder.
Efterhånden blev lejlighederne utidssvarende og man byggede et temmelig stort og flot byggeri i Ægirsgade. Her indrettede man moderne lejligheder og mødelokaler. Det eksisterer stadig i dag som privat Andelsboligforening.
Det var ikke unormalt at foreninger dengang hjalp sine medlemmer med støttefonde og stiftelsesejendomme. Således har Nørrebro Handelsforening stadig sin egen ejendom. Dengang var det ejendom for ældre butiksejere, i dag fungerer det som et billigt opholdssted for medlemmernes ansatte.
Der var gang i Nørrebro
I 1920 blomstrede detailhandlen på Nørrebro. Man havde både en cigarhandlerforening, viktualiehandlerforening, vinhandlerforening, ølhandlerforening, petroleumshandlerforening, mælkehandlerforening, urtekræmmerforening og meget mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.652 artikler herunder:
Dato: september 24, 2020
Papirfabrik, Senneps-, Tændstik-, og Motorfabrik
I denne artikel besøger vi Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik, Bänckes Senneps – og Eddikefabrik, De Forenede Papirfabrikker, Schiønning & Arvé, Brødrene Hentze, Motorfabrikken Dan og Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik. I 1912 producerede Motorfabrikken Dan 10.000 motorer på licens i fire lande. Bäncke lå 60 år på Jagtvejen. Glødefri og Hellerup Tændstikfabrik producerede 95.000 æsker tændstikker hver dag. ØK overtog aktiemajoriteten i Schiønning og Arvé, Unge mennesker blev mødt med tåregas. Efter 46 år stoppede De Forenede Papirfabrikker på Nørrebro. Men længe inden de startede var der papirfabrikker på Nørrebro.
De Forenede Papirfabrikker
Ja stedet endte med at hedde ”De Forenede Papirfabrikker”. Men det har også heddet ”Dansk Bølgepap Industri” og Colon. Ja og så hed det hvis også Scandinavia på et tidspunkt. Nogle af bygningerne kan også ses endnu. De er bygget om til ungdomsboliger. Men vi skal også kigge på pladsen, hvor Mjølnerparken ligger i dag og Tagensvej 135.
Virksomheden oprettet i 1933
De Forenede Papirfabrikker startede i 1889. Men så længe har fabrikken her ikke været i familie med de store. Men Nørrebro Papirfabrik blev oprettet allerede i 1873 og blev en del af sammenslutningen. Driften ophørte og maskineriet blev bortsolgt i 1933. Men samtidig startede Københavns Papir – & kartonfabrik. Dette blev så solgt i 1949. Men denne fabrik var grundstammen i De Forenede Papirfabrikker, der blev etableret i 1933 i et større industrikvarter her ved Tagensvej.
Københavns Papir – og Kartonfabrik hed i daglig tale Kartonfabrikken, og det var også dækkende for produktionen. Fabrikken producerede karton, pap og gråt kardus, især til emballageindustrien. Råstoffet var i vid udstrækning gammelt papir.
Kartonfabrikken startede med en kartonmaskine i 1933 og fabrikken udvidede dramatisk med kartonmaskine nr. 2 i 1956. Kartonmaskine nr. 1 var en kombineret ”langwire og rundwiremaskine”, mens maskine nr. 2 var en ”rundwiremaskine”.
En stor dansk koncern
I 1937 var den samlede produktion på omkring 70.000 tons. Der var dengang ansat 1.800 arbejdere og 250 funktionærer i koncernen.
”De Forenede Papirfabrikker” var en stor dansk koncern. Den var skabt ved en sammenslutning af diverse papirmøller og papirfabrikker. Ja virksomheden havde nærmest i sin levetid monopollignende status i Danmark.
Efter sammenslutningen skete der en centralisering og en koordinering af produktionen. Nørrebro papirfabrik producerede de grove papirkvaliteter. Også Frederiksberg papirfabrik blev erhvervet til koncernen.
Der skete hele tiden nye rationaliseringer og opkøb. Men dette kunne ikke forhindre at virksomheden kom i en krise, der blev åbenbar i 1970’erne.
Efter 46 år stoppede man på Nørrebro
Koncernens modtræk var decentralisering af virksomheden. Det var et kulturchok for den gamle hæderkronede virksomhed, der var vant til en ganske anden stram og centralistisk virksomhedskultur. Den nye struktur skabte dynamik men også forvirring. Det var ikke nok til at skabe stabilitet og fremgang for koncernen.
Men da De Danske Sukkerfabrikker i 1979 købte aktiemajoriteten i De Forenede Papirfabrikker blev der tilsyneladende skabt ro om fremtiden. Økonomien blev genoprettet. Der blev satset på genbrugspapir, et afsværtningsanlæg blev opført og De Danske Papirfabrikker blev atter attraktiv. Men det betød farvel til den store papirfabrik på Nørrebro.
Kartonfabrikken stoppede den 31. juli 1979 – efter 46 år sluttede denne københavnske industrihistorie. Med lukningen havde DFP ikke længere produktionsanlæg i København.
Schiønning og Arvé
Ja denne virksomhed havde egentlig et temmelig langt navn:
Det var en dansk gummifabrik, der lå i Heimdalsgade 45 – 47. Tænk engang, fabrikken eksisterede som selvstændig virksomhed 1896 – 1983.
Unge mødt med tåregas
De fleste kan sikkert huske virksomheden i forbindelse med BZ-bevægelsen. Den blev besat den 24. oktober 1981 og var kampplads for konfrontationer mellem BZ’ere og politi, der for første gang anvendte tåregas.
Det vil sige, at det var først to dage efter, at politiet mødte talstærkt op. Over megafon meddelte man, at virksomheden ville blive stormet og alle ville blive anholdt. Kort efter brugte man tåregas. Det gik panik i folk. Man kunne ikke lige komme ud. Der manglede stiger. Og for dem, der lykkedes at komme ud, ja så stod politiet parat med stavene og huggede løs.
98 blev anholdt. Ingen blev varetægtsfængslet eller retsforfulgt for lovovertrædelser.
Tåregas kan være farligt. En pige, der deltog hostede blod op i månedsvis. Det var en syrlig lugt og svider med det samme i øjnene. Det er om at komme væk for at få luft.
ØK overtog aktiemajoriteten
Fabrikken havde allerede i 1924 fremstillet ballondæk ud fra corslærred. I 1928 var man nået op på at kunne fremstille ringe med meget lavt tryk selv for svære vogne. I 1934 kunne luftringe klare vogne med akseltryk over 10 tons.
Det var en sensation, da man i løbet af 1920’erne fik pålidelige luftringe til bilerne, som førhen havde kørt på tunge, massive gummihjul.
Fabrikken blev udvidet i 1932.
ØK overtog i 1914 aktiemajoriteten i Schiønning & Arve for selv at kunne oparbejde en del af den fra Østen hjemførte rågummi og udvidede året efter aktiekapitalen til 2 ½ millioner kr.
I 1981 ophørte produktionen i Heimdalsgade. To år senere blev virksomheden opkøbt af Codan Gummi A/S. Dette firma udvidede nok engang og blev til Codan Tech.
Fabrikken i Heimdalsgade blev revet ned for at give plads til AAB’s 250 lejligheder. De stod indflytningsklare i september 1984.
Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik
I maj 1901 startede Edward Hans Jørgensen en tændstikfabrik i Heimdalsgade 37 – 39. han fandt på det geniale navn glødefri. 40.000 – 50.000 æsker pr. dag blev det produceret.
Imprægnerede tændstikker
Det var den første fabrik herhjemme som blev anlagt udelukkende for produktion af Glødefri – altså imprægnerede tændstikker. Den kaldte sig Aktietændstikfabrikken Glødefri.
Glansperioden var da man lancerede mærket Niels Ebbesen, Sort Sats og Glødefri, Rød Sats.
I 1906 blev virksomheden anklaget af Gosch for at kopiere deres produkter. Dette kostede lige 500 kr.
Samme år nedlagde kvinderne arbejdet på fabrikken. Dette blev også dyrt for virksomheden.
Hellerup Tændstikfabrik fusionerer med Glødefri
Vi skal også lige hilse på en senere samarbejdspartner, nemlig Hellerup Tændstikfabrik. Fabrikken var grundlagt i 1904. Allerede i 1912 havde man 50 mand ansat.
Både tændstikker og tændstikæsker bliver lavet af træ. Og til dette brug har man hos denne virksomhed alene brug for 10.000 store træstammer hvert år. De blev fragtet med skib fra Rusland til Tuborg havn.
Æskerne havde et kendt logo med Christian den Tiende, der signaliserede, at der var tale om et dansk produkt. Derfor sikrede dette et godt salg i Nordslesvig.
Efter krigen fik man endnu flere maskiner og kunne udvide produktionen.
Og så i december 1921 gik Hellerup Tændstikfabrik sammen med Glødefri på Nørrebro. Alt foregik nu på Heimdalsvej. Maskinerne blev alle flyttet fra Hellerup til Nørrebro. Man sænkede løbende priserne for at klare sig i konkurrencen.
Fabrikken på Nørrebro blev bibeholdt
Tændstikfabrikkernes Salgscentral blev oprettet. Det blev oprettet som en underafdeling af Handelsselskabet Hafnia. Det var kun gennem disse, at Hellerup & Glødefri solgte deres produkter.
Egentlig var det svenskerne, der ejede virksomheden. Efter nogle års forhandlinger blev det slået sammen med Gosch. Men man valgte dog at bibeholde fabrikken på Nørrebro.
I 1938 udskiftede man portrættet af kronprins Christian til portrættet af Kong Christian den Tiende.
Den 20. november 1944 blev virksomheden offer for schallburgtage. Men fabrikken blev dog genopført. Den 22. november 1945 kunne grundstenen til en ny fabrik lægges.
Selv om mange kvinder i mellemtiden havde fået job andre steder kunne fabrikken genåbnes.
Dagligt 95.000 æsker dagligt
I 1950 nåede produktionen til næsten 95.000 æsker dagligt. I 1955 begyndte Monopoltilsynet at interessere sig for ejerforholdene. Datidens medier interesserede også for det og i især i 1957 og 1958 var disse tændstikfabrikker ofte i mediernes søgelys.
Og den eksisterede helt til 1960. Da besluttede man at samle det hele på Islands brygge. Man lukkede Tændstikfabrikken på Heimdalsvej.
Bänckes Senneps – og Eddikefabrik
Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bäncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.
Den første sennepsfabrik i København blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på at bruge sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for tidligere 24 timer.
Fra 1919 etablerer man sig på Nørrebro
I 1869 opnår man sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona. Og i 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg. I 1917 får man solgt assuranceafdelingen fra så man nu kun koncentrere sig om fødevarer.
Fra 1919 etablerer firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. I 60 år drev familien under ledelse af Emil Bäncke en fabrik her på stedet. Efterhånden omfattede produktionen også tomatpuré, ketchup, syltede agurker, asier m.m.
Det var først i 1929 at Emil Bäncke fik opført den flotte ejendom, Jagtvej 113. Han flyttede selv ind i den men fik ikke meget glæde af den. Han døde et par år efter af hjertelammelse.
Slutter først på Nørrebro i 1979
Afdelingen her bliver moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940’erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere. Senere opkøbte man forskellige mindre fødevare-virksomheder.
I 1931 blev firmaet omdannet til et familie – og aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup. Men produktionen på Nørrebro fortsætter til 1979
I 1932 lancerede man det kendte slogan ”Intet bord uden Bäncke”.
I 1982 blev virksomheden en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget sf den norske koncern Orkla. Bäncke blev så lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Denmark.
Det var her Ægirs Apotek lå i mange år. Ja nogle kan sikkert også huske Nørrebros Byggecenter.
Brødrene Hentze
I Bragesgade 8 lå Brødrene Hentze’ s Skruebolte & Møtrikfabrik. Den blev grundlagt i 1881. Den 1. januar 1936 blev den overtaget af Københavns Bolte – og Møtrikfabrik. På fabrikken var der beskæftiget 200 – 250 ansatte.
Virksomheden eksisterede frem til omkring 1950.
Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik
Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik blev grundlagt i år 1900. Ja hvis man bare skal oversætte det, så betyder det, dansk – engelsk kiksefabrik, men det andet lyder jo bedre. Her blev der fremstillet småkager og meget mere til den helt store guldmedalje.
Fra 1912 havde virksomheden til huse i Heimdalsgade 35 – 37.
Man kan stadig se de flotte bygninger i nationalromantisk stil tegnet af arkitekten Olaf Petri.
Fabrikken, der hovedsagelig beskæftigede kvinder lukkede i 1978.
Gamle kagedåser med firmaets navn er stadig meget eftertragtet. De dukker nu og da op på loppemarkeder.
Motorfabrikken Dan
Peter Jørgensen fik sit næringsbrev den 1. februar 1887 som smedemester. Han havde længe gået med tanken om at bygge en motor, der var billigere og mere driftssikker end de hidtil brugte dampmaskiner. Den eneste forbrændingsmotor, der var fremme på det tidspunkt, var motorer bygget hos B&W. Den var god men også dyr.
Petroleumsmaskiner
I 1894 konstruerede P. Jørgensen sin første petroleumsmotor med glødehoved. Det var en 4 takts på 2HK. Den skulle kun bruge blæselampe under start. Under drift holdt den selv flødehovedet varmt. Denne motor kan i dag opleves på Teknisk Museum i Helsingør.
Det blev fiskeriet, der aftog de fleste motorer. Allerede i 1895 leverede Jørgensen 14 motorer til fiskerne. Disse var dog ikke til fremdrift af bådene. De blev brugt til at trække spil for indhaling af fiskeredskaber. Dette havde hidtil foregået med håndkraft.
En del både havde dog fået installeret dampspil på dækket, men de var ustabile. De krævede også en mand til at passe kedlen. Fra 1895 – 1905 fik petroleumsmotoren udkonkurreret dampspillene.
Peter Jørgensen døde allerede som 49 – årig grundet sygdom i 1909. Da havde petroleumsmotoren allerede vundet tre guldmedaljer ved verdensudstillinger. Firmaet i Bragesgade 10 blev overtaget af hans bror, Chr. Emil Jørgensen.
I 1912 laver man i alt 10.000 motorer
Den 5. juli 1910 blev firmaet omdannet til Aktieselskabet P. Jørgensens Dan Motorfabrikker. Aktiekapitalen var på 300.000 kr. Fabrikken kørte på højtryk. I 1912 havde man en årsproduktion på 400 motorer og en stab på 150 ansatte.
Alle bygninger i Bragesgade var fyldt op. På dette tidspunkt havde Dan leveret 3.100 motorer. Man antog at med licensfremstillingen i 4 lande var der i 1912 bygget 10.000 motorer. I sommeren 1912 udvidede man produktionen af motorer over 50 HK. Derfor opkøbte man en fabrik på Finsensvej.
Allerede fra 1900 havde man eget jern – og metalstøberi i Glostrup. I årene op til Første verdenskrig steg produktionen voldsomt. Man leverede også motorer til landbrug og industri.
En tak til fabrikken
I Norge blev fabrikken etableret af den fjerde lærling, som P. Jørgensen havde udlært, Isidor Nielsen. De leverede en motor til Roald Amunsens skib Gjøa, der i tre år udforskede Polarområderne. Efter hjemkomsten sendte Roald Amunsen et takkebrev til fabrikken.
I 1915 trak Chr. Emil Jørgensen sig ud af fabrikken i Bragesgade og fortsatte sin egen virksomhed Nordan maskinfabrikker. I 1918 blev Motorfabrikken Dan reorganiseret.
I oktober 1953 flyttede fabrikken til Smedeholm i Herlev. I 1958 blev produktionen flyttet til Esbjerg Havn. Og i 1975 flyttede man uden for Esbjerg til Kvaglund.