Lov mig, at du skyder dig selv

Forsøg på anmeldelse af Felix Huber: ”Lov mig, at du skyder dig selv” Egentlig udkom bogen allerede i 2014. Selvmord var sidste udvej for titusinder af tyskere efter Anden verdenskrig. En by på 15.000 indbyggere var ramt af 1.000 selvmord. Den Røde Hær begik plyndringer, overfald og voldtægter. Folk opførte sig ikke helt normalt. Det var en slags massehysteri. En dansk journalist kom meget tæt på. Befolkningen havde troet på Hitler som deres frelser og befrier. Dette er et ikke anerkendt kapitel i tysk historie. I DDR måtte man ikke tale om overgreb. Faderen opfordrede datteren til at skyde sig selv. Den tyske propaganda var medskyldige i selvmordene. Aviser og radio opfordrede til det. En farverig og grusom beskrivelse. Tysker betragtede sig både som ofre og medskyldige.

 

Bogen er fra 2014

Man skulle næsten tro, at nu har man fået nok at vide om Anden verdenskrig. Men nu kommer den tyske historiker Florian Huber med en ny opsigtsvækkende bog på dansk.

Ja ny er den nu ikke. Den udkom allerede i 2014 på tysk. Men måske er det fordi at bogen nu er kommet på engelsk at den danske forlægger mener, at bogen også skal udkomme på dansk.

Vi vil her forsøge at anmelde bogen, men vi er også gået lidt videre og har søgt andre tyske kilder for at belyse emnet på lidt anden måde.

 

Sidste udvej på en håbløs krig

Ved slutningen af Anden verdenskrig begik mange tyskere selvmord som følge af Det tredje Riges totale kollaps. Det var ikke kun en række nazi-førere, Hitler, Goebbels og Bormann men også helt almindelige tyskere.

Den 30. april skød Adolf Hitler sig en kugle i hovedet. Det var på samme tid, hvor Den Røde Hær kom marcherende. Selvmordene greb om sig som en epidemi. For mange var det sidste udvej på en håbløs krig.

 

En by ramt af ca. 1.000 selvmord

Det var ikke kun i det østlige Tyskland, hvor Den røde Hær var på vej. De var jo kendt for ikke at holde sig tilbage. By efter by oplevede masseselvmord. I den lille landsby Demmin i Vorpommern tær på den nuværende grænse til Polen – døde på få dage op mod tusinde indbyggere på egen hånd. Byen havde 15.000 indbyggere.

Forfatteren kigger bl.a. på nogle erindringer som en datter til kirkegårdsgartneren i byen har nedfældet. Indtil den 15. juli 1945 havde hun og hendes mor nedfældet 600 navne, sted, dato og dødsårsag (selvmord).

Kvinder og skoleelever blev inden dette tvunget til at anlægge skyttegrave og pansergrave østlig for byen. Også barrikader i byen blev anlagt. Men intet holdt Den Røde Hær tilbage.

De tyske soldater havde for længst forladt byen og overladt byens indbyggere og flygtninge til sig selv. Hvad der skete i de kommende tre dage, hører til en af krigens grusomme handlinger.

 

Helt frem til den 27. april forsøgte man at spærre vejene til byen. Den 28. april blev lazarettet i byen evakueret. Rygterne spredte sig, at alle broer i omegnen skulle sprænges. Så var der slet ingen flugtveje mere for befolkningen i Demmin.

Da russerne så indtog byen den 30. april, var byen næsten mennesketomt. I præstegården havde beboere forsamlet sig. Andre steder havde beboere forskanset sig i husene.  Andre steder hang der hvide håndklæder ud ad vinduerne.

 

Den Røde Hær begik plyndringer, overfald og voldtægter

Åbenbart greb Den Røde Hær med det samme til plyndringer og overfald. Voldtægt forekom også i rigeligt antal. Bagefter blev husene sat i brand.  Angst og skræk fik indbyggerne til at springe i floden. Masser af lig kunne de næste dage findes ved bredden. Kvinder gik også med deres børn til floden for at drukne sig. Mange familier havde taget gift eller hængte sig. Mange kvinder gik med deres barn på armen ud i floden eller søen.

I bogen oplever vi folk kaste sig i floder og forældre dræber børn. Vi får vi en blanding af analyser og erindringer godt og smart skruet sammen.

På baggrund af dokumenter, erindringer og breve får vi i begyndelsen af bogen dette drama om byen med de mange selvmord. Det var folk fra alle samfundslag, der begik selvmord.

Tyskerne havde på deres russiske togt myrdet 20 millioner civilister så hævntørsten var stor hos Den Røde Hær.

 

Folk opførte sig ikke normalt

Tyske soldater advarer mod at der vil finde kamphandlinger sted. Mange familier, mest kvinder med børn flygter ud i skovene. Broerne var endelig blevet sprængt så de kunne ikke vende tilbage. På bondegårde i området oppe på høloftet gemmer der sig en masse kvinder med børn. Også her begynder man på selvmord. Ældre kvinder hængte sig. Børn bliver kvalt med bælte. De kunne med deres gråd røbe gemmestedet. Pulsen bliver skåret op på børn med en barberkniv.

Overlevende fortæller at der var udbrudt panik. Folk opførte sig ikke normalt.

Der var så mange lig i floden, at man hele tiden måtte stable dem op ved bredden. Der hang lig i træerne. Det var et sandt drama her 200 km nord for Berlin.

 

En dansk journalist kom tæt på

Også i Bayern steg det hurtigt med selvmord. Men også i byer som Hamborg var hele familier der begik selvmord.

Børn, kvinder mænd. Der masser af øjenvidner og skriftlig dokumentation endda fra den berømte danske journalist Jacob Kronika. Han rapporterede fra Berlin og kom meget tæt på.

 

Befolkningen troede på Hitler

Bogen er delt i fire. I anden del beskæftiger vi os med Vergangenheitsbewältigung. Og dette er meget interessant. Hvordan kunne føreren på den måde forføre sit folk? På mange måder gjorde han deres liv bedre. Han gav dem håb og fremtid og løftede dem ud af mismodet. Mange så ham som løftet ud af mismodet. Han var svaret på den elendighed Tyskland blev kastet ud i efter Første Verdenskrig.

Da Hitler kom til magten, troede mange tyskere efter ydmygelsen i Første Verdenskrig at han var befrieren.

 

Ikke anerkendt kapitel i tysk historie

For mange var det ikke noget at leve for efter 1945 hvor alt var tabt. Deres verden var styrtet sammen. Alle lukkede sig om sig selv. De fik selvmedlidenhed og flugt fra realiteterne. Man betragtede sig selv som ofre for nationalsocialismen. Det var det samme folk som havde båret den systematiserede vold frem. De kendte udmærket dens konsekvenser.

I stedet for at acceptere nederlaget for Det Tredje Rige og det der fulgte efter, valgte de døden. De mistede viljen til at leve og valgte at forgifte, hænge eller skyde sig selv. Og derefter blev de glemt. Eller man ville slet ikke tale om det.

Det er en fascinerende og tragisk indsigt af almindelige menneskers oplevelse af historien. De var fanget i den og følte ikke, at de kunne komme ud af den. Men mange havde også en skyldfølelse.

Det er en chokerende og vigtig undersøgelse af et indtil nu ikke anerkendt kapitel i Tysklands historie.

 

I DDR måtte man ikke tale om det

Der var masser af tavshed og fortielser. Den stadige skyldsdiskussion blev for meget. Skal man blive ved med et lands eftergeneration dårlig samvittighed? Længe holdt man disse selvmord hemmeligt.  I DDR var det forbudt at tale om det, der skete dengang. Man måtte heller ikke tale om Den Røde Hærs grusomheder.

Heller ikke da genforeningen mellem øst og vest var en realitet kom der noget frem.

Man kunne ikke rigtig indpasse fænomenet i den tyske historie. Det var jo hverken helte eller skurke.  Det var jo heller ikke ofre fra KZ – lejrene. Det var jo tale om mennesker, der havde dræbt sig selv under ekstreme tilstande.

 

Faderen opfordrede datteren til at skyde sig selv

Den 20. april 1945 på Hitlers fødselsdag blev faderen til Frederike Grensemann kaldt til sin sidste tjeneste i Hitler – korpset. De allierede var i anmarch. Foran sin datter tog han afsked med ordene:

 

• Alt er forbi, Lov mig at du skyder dig selv, når russerne kommer.

 

Han forklarede hende helt nøjagtig, hvad hun skulle gøre. Da russerne så kom skød datteren sig og smed pistolen i affaldsspanden.

Andre følte det ikke som en befrielse fra Det Tredje Rige. De var fulde af angst.

 

Den tyske propaganda var medskyldige i selvmordene

Folk havde gennem flere år hørt på den tyske propaganda. Her havde de så fået at vide, hvad der ventede dem, hvis fjenden engang kom. Det blev udmalet med grusomme vendinger.

Man sagde bl.a., at når russerne kom, så skar de tungerne ud på børn og stak deres øjne ud. Desuden ville de voldtage alle kvinder. Og de flygtninge, der var ankommet kunne også fortælle grusomme historier om russernes opførsel. Indbyggerne var fortvivlede.

 

En fotoreporter og hendes oplevelse

På et lædermøbel-arrangement kunne man se en familie. Det virkede helt naturligt. Man kunne i første øjeblik ikke se, at familien ikke levede mere. Ved skrivebordet sad Dr. Kurt Lisso. Han havde lagt sit hoved i sine hænder, som om han ville hvile sig. På sofaen lå hans datter. I den tyk polstrede stol sad hans kone. Alle dokumenter og legitimationskort lå udbredt på skrivebordet.

Det var den 20. april 1945. Og det var den amerikanske fotoreporter, Margaret Bourke-White som kom sammen med de amerikanske tropper, der havde taget billedet. Kurt Lisso var overborgmester i Leipzig. Han havde to dage før sammen med sin familie begået selvmord med Cyanid

Berømte nazister begik selvmord lige som Hitler og Goebbels. Men også funktionærer som Lisso tog deres eget liv ved krigens afslutning De vidste at retssager ville følge. Men også almindelige mennesker tog deres liv i titusindvis.

 

Aviser og radio opfordrede til selvmord

Tyskerne var bange for at fjendens hævn skulle gå ud over hver enkelt. Det havde de jo fået at vide af propaganda – maskinen. Men allerede ved tyskernes første nederlag ved Stalingrad opstod de første selvmord.

Hvor mange selvmord, der egentlig var vides ikke. Men man kender tallet for Berlin. Her regner man med ca. 7.000. Det var også i Berlin, at der i de sidste to krigsuger skete de fleste selvmord.

Ved krigens slutning anbefalede aviser og radiostationer at man begik selvmord. Det ville absolut være en fordel hvis fjenden kun forefandt døde tyskere.

Ved den sidste koncert fra ”Berliner Philharmoniker” den 12. april skulle medlemmer af Hitler Jugend have stået med kurve og delt Cyankalium ud. Ja man tror det næppe. Men det var jo det som regimet havde opfordret til.

 

Farverig og grusom beskrivelse

I årevis havde tyskerne forårsaget andre døden. Nu rettede pilen sig mod ens eget liv. Mange tog deres af kærlighed til føreren, som skyld, dårlig samvittighed eller skam.

Bogen virker som en dokumentarfilm. Forfatteren forsøger at sætte sig ind i vidnernes situation. Måske er der nogle gange for mange gentagelser. I 12 år måtte tyskerne leve med Nazismen og Hitler. Det var som om det var ”Alt eller intet”. Bogen er i den grad oplysende og informativ. Den giver et anderledes billede af Tysklands historie. Vi får en farverig men meget grusom beskrivelse af hændelsesforløbet.

Det kan måske til tider være svært at skelne mellem den videnskabelige/historiske udlægning og så erindringerne.

 

Tyskerne betragtede sig som ofre og skyldige

Den tyske befolkning kunne i det store hele ikke finde ud af, hvor de var på vej hen. Til sidst vågnede de op, men betragtede sig selv som ofre og skyldige.

 

 

• Florian Huber: Lov mig, at du skyder dig selv – Massemord blandt almindelige tyskere i 1945 – Forlaget Turbine

 

Kilde:

• dw.com/de
• literaturkritik.de
• perlentaucher.de
• sehepunkte.com
• ndr.de
• welt.de
• Christian Goeschel: Selbstmord im Dritten Reich (2011)
• Norbert Buske: Das Kriegsende in Demmin 1945 (1994)
• Elke Scherstjanoi: Das Krigsende in Demmin 1945 (2013)

 

• dengang.dk indeholder 1.709 artikler, herunder 344 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter).